=> =z 53 ve ERE SER SES NAG GE ifun R ti fl ve » far: n 2 53 HI Eg å: SEN arv YES SDK SA CD n= EEESSSSEN besøg SES re SON, RU (m3 eds , ME ERR Ø BL vv FY, z , re SALE LDR ' str z få fig ti Ur b7 42,5 GOG Add y ure M N i; ik I i UN J "Å Mr An SØD DN HAUDA FONLETS van PÆN y Å VG Ak j g HL SLA NE VES KG SUE TE EN AF DRRSRTE 14 MIN BK i VER EG i vi iel over det | | Konge ke i lene: Selskabs " Forhandlinger 08 dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1856 Af Etatsraad, Professor G&. Forchhammer, . Selskabets Secretair. ENS! g over age Kgl. danske uidtuskedbernes Selskabs forhandling er og dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1856. Af Selskabets Secretair " &. Forchhammer, Etalsraad og Professor, Kjobenhavn. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F, S, Muhle, 1856. Mødet den 11'" Januar. Herr Professor Krøyer gjorde følgende Meddelelser af en Af- handling om Ormeslægten Sadbella Linn.,” især med Hensyn til dens nordiske Årter. Favnistiske Arbejder kunne vistnok med Ræt anses som den 'sikkreste Grundvold for Zoologien at opføre sin Bygning på, som den reneste Kilde, hvoraf denne Videnskab kan øse. Men, da en meget stor Del af vor Jordklodes Overflade endnu må siges, ganske at savne favnistisk Bearbejdelse i strængere og egent- ligere Betydning, og den øvrige Del kun har været Gjænstand for en mere eller mindre fragmentarisk, ufuldstændig og over- fladisk Behandling: vil det blive indlysende, på den ene Side, hvor ganske det er i hin Videnskabs Interesse, at favnistiske Undersøgelser opmuntres; på den anden Side, hvor særdeles betydeligt det Arbeide er, der endnu står tilbage, inden den omtalte faste Grundvold kan siges at være opført. Med andre Ord, Zoologien er endnu en ung Videnskab. Ikke meget længe efter, at Linné ved sit Systema naturæ havde reformeret Zoologien, eller rettere gydt nyt Liv i denne Disciplin, fremtrådte han med sin Oversigt af. den svenske Favna; og hans Landsmænd have senere anvændt en rosværdig Omhu på at fuldstændiggjøre denne Fortægnelse, og føre den fræm til et højere Standpunkt. Ansporede ved det linneiske Mønster 2 leverede Strøm, Otto Fr. Miiller, Otto Fabricius 0. Fl. Arbejder i den favnistiske Rætning af fortrinligt Værd, og vor Literatur i dette Fag kunde en Tid uden Frygt underkastes Sammenligning med. hvilketsomhelst andet Lands. Men, efterat de nævnte For- fatteres Virksomhed var ophørt, sænkede sig en mangeårig Dvale over vor Favna, især hvad Sødyrene angår, hvis Kundskab Miiller og Fabricius havde hævet saa betydeligt.”) Sars's i Året 1835 udkomne Skrift over Haåvdyrene ved den norske Væstkyst åbner ligesom en ny Række af Undersøgelser i den miillerske Rætning, og de Bidrag, som senere fra forskjællige Sider ere" sammenstrømmede, ere hverken få i Tal eller ganske ringe i Betydning. Men hær er det kun min Hænsigt åt gjøre opmærksom på sådanne Arbejder, som have forøget vor Kundskab om de nor- diske Orme, og jeg indskrænker mig dærfor til at omtale fæm Forfattere. 1. Bars i sit ovennævnte Værk beskriver ti nye Annelider fra Norges Væstkyst, hvilke Arter. for største Delen besidde Ejen- dommelighed nok, til at kunne betragtes som Typer for nye Slægtsformer.”) Desuden leverer han en foreløbig Oversigt eller Navnefortægnelse over alle i Havet omkring Bergen levende Anne- lider, som ere ham forekomne. Men denne må bruges med Forsigtighed, da Bestæmmelserne for en ikke ringe Del ere upå- lidelige og altså vildledende; hvilket iøvrigt Forfatterens isolerede ”) Et Bevis på denne Hviletilstand kan, idetmindste hvad Ormene an- går, hæntes af det Faktum, at flere nye og mærkelige Arter have hænstået upåagtede et halvt Århundrede i væltillukkede Glas (stammende fra det gamle Naturhistoriske Sælskab), væntende en Beskriver. Som Exempler kunne anføres Huphrosyne borealis Ørst., den i det Følgende omhandlede Chone infundibuliformis 0. s. v. Disse nye Årter ere: Terebellides Stroemii, Amphitrite (Amphicteis Gr.) Gunneri, Sabella (Sabellides Edw.) octocirrata,. Serpula (Placostegus Phil.) libera, Chætopterus norvegus, Nereis (Nereilepas Ørst.) virens, Phyllodoce (Notophyllum Ørst.) foliosa, Onuphis conchilega, Polynoe gelatinosa, Nais (Macrochæta Gr.) clavicornis. mk nar Stilling og Mangel på alle Slags Hjælpemidler gjør meget und- skyldeligt. Skjøndt et senere Årbejde af Sars (Fauna litoralis Norve- giæ, Christ. 1846, fol.) kun omhandler to Annelider, som begge tidligere ere beskrevne, vil jeg dog i Anledning af et fysiologisk Spørgsmaal i det Følgende komme til også at referere mig til dette. Et meget betydeligere Bidrag til Kundskab om Norges, Orme har Sars nedlagt i sin »Beretning om en i Sommeren 1849 foretagen zoologisk Rejse i Lofoten og Finmarken» (Nyt Magazin f. Naturv. VI, 121 fig. 1851), hvor 62 Annelider om- handles (Sipunculider derunder indbefattede), af hvilke, efter Sars's Mening, fæmten ere nye for Videnskaben, og to af disse må danne nye Slægter.”) 2. I Sommeren 1839 foretog den berømte Anatom og, Fysio- log, Prof. Hewnrich Rathke, en zoologisk Rejse til Norge, og ned- lagde nogle År senere Udbyttet af denne i en tæmmelig om- fangsrig og med 12 Tavler udstyret Afhandling, som er ind- læmmet i 20de Del af Nov. act. Nat. cur., 1843. Ormene indtage en meget betydelig Part af denne Afhandling: næsten Halvdelen såvel af Text som Tavler; 43 Arter omhandles mere eller mindre udførligt; omtrænt de halve af disse opføres som nye, og syv Slægter opstilles.”) Bisse Talangivelser gjøre det tydeligt, at f) De nye Arter og Slægter ere: Euphrosyna armadillo, Oniscosoma arcti- cum, Nerine cirrata, Nerine foliosa, Sabellides cristata, Serpula polita, Sabella crassicornis, Sabella papillosa, Sabella neglecta, Ammochares assimilis, Clymene Miilleri, Clymene cirrosa, Wotomastus latericius, Si- punculus margaritaceus, Sipunculus eremita. Forfatterens Årtskritik er ikke skarpere end i hans tidligere Arbejder, men jeg indskrænker mig i den Anledning, til hvad jeg nedenfor har at anføre om Sabellerne. ) De nye Arter ere: Sigalion Idunæ, Nereis Sarsii, Syllis cornuta, Syllis tigrina, Castalia venusta, Ephesia gracilis, Arenicola Boeckii, Scali- bregma inflatum , Ophelia aulogaster, Ammotrypane limacina, Siphono- stoma vaginiferum, Siphon. villosum, Siphon. inhabile, Nemertes rufa, Meckelia olivacea, Rhamphogordius lacteus. — Nereis longissima og Ammotrypane oestroides ere noget tidligere beskrevne af Ørsted som Heteronereis arctica og Ophelia mammillata, og de ørstedske Navne blive 1% å un et vigtigt Bidrag til Kundskab om de nordiske Orme hær er leveret, om ogsåa en eller anden af de for nye ansete Arter tidligere skulde være beskreven, og om også et Par af Slægterne ikke ville kunne hævde deres Plads i Systemet. 3. En Række af meget vigtige Bidrag til Kundskab om Danmarks, Grønlands og det sydlige Norges Dyr af Ormeklassen har Dr. Ørsted leveret i Årene fra 1842—48. Et af disse er optaget i Sælskabets Skrifter, og jeg tør væl i Almindelighed an- tage de øvrige for så bekjændte, eller i al Fald hos os så let tilgjængelige, at en nærmere Karaksteristik af dem hær kan an- ses for overflødig. Kun vil jeg bemærke, at dersom Dr. Ørsted ikke havde udelukket nogie af Ormenes Afdelinger fra Kredsen af sine Undersøgelser (deriblandt Sabellerne), og ikke senere aldeles havde opgivet at beskjæftige sig med denne Dyreklasse, vilde dær for mig ikke håve været nogen Anledning til at be- handle det foreliggende Æmne. 4.- I Wzegmanns Archiv f. Naturg., Årgangen 1849, har Prof. Bud. Leuckart meddelt den første Afdeling af et Arbejde, dær fører Titelen: Zur Kenntniss der Fauna von Island. Denne Afdeling beskjæftiger sig udelukkende med Ormene, af hvilke 27 Arter afhandles. Ni af disse opstilles som nye, to som Typer for nye Slægter. Dog kunne ikke alle de nye Årter antages for sikkre, og idetmindste den ene af Slægterne kan ingen Plads erholde i Systemet. >) altså de gyldige. — Peltogaster-Arterne høre, som jeg allerde ved anden Lejlighed har bemærket, til Kræbsdyr-Klassen; og Rathkes nye Slægt og Art, Clymeneis stigmosa, er ikke andet end en Sabella-Art, som har tabt Gjællerne, hvorom mere nedenfor. +) Nemertes annellata, Polia canescens, Scotia rugosa, Hemipsilus trichodes, Lumbricus flaviventris, Thelepus Bergmanni, Terebella parvula, Fabricia affinis, Leucodorum muticum ere Navnene på de nye Former. Men med Hænsyn til Scotia rugosa har allerede Leuckart sælv bemærket (Wreg- manns Archiv f. 1854. II. 354), at han frygter, han ved Opstillingen af denne Slægt og Art er bleven skuffet ved afrevne Føletrade af en Tere- bella. Og med Hænsyn til Thelepus Bergmamnmi, som er opstillet efter et Nas 5 Materialet for denne Forfatters Arbejde er tilvejebragt af Prof. Bergmann i Gøttingen, som på en Rejse til Island i Som- meren 1846 gjorde zoologiske Samlinger på Øens sydvæstlige Kyst. Originalexemplarerne opbevares i det akademiske Museum i Gøttingen. 5. Endnu har jeg at nævne Prof. Osc. Schmidt, som i 1848 foretog en Forårstur til Færø, og i en lille, i Slutningen af samme År udgivet Bog beskrev fem, formentlig nye Arter Orme.”) Af de nævnte fæm Forfattere ere dog kun de to at betragte som Favnister, næmlig Sars og Ørsted, medens de tre øvrige henhøre under de zoologiske Rejsendes Kategori. Denne For- skjæl gjør man efter min Mening både hær og i Almindelighed, Brudstykke af en Orm (uden Hoved), har Grube (Familien der Anne- liden S. 77) anmærket, at den af Leuckart afbildede Stump ligner et Brudstykke af en Clymene med reproduceret Haleende. Leuckart søger rigtignok at tilbagevise denne Forklaringsmåde (Wiegm. Archiv f. 1854, II, 324); men efter de grønlandske Clymener, jeg har haft Lejlighed til at undersøge, må jeg for min Del finde den højst rimelig. — Fabricia affimis synes at falde sammen med den grønlandske af Fabricius be- skrevne Årt. Neue Beitråge zur Naturgeschichte der Wurmer, gesammelt auf einer Reise nach den Fåror im Frihjahr 1848 von Ædvard Oscar Schmidt. Jena 1848. 8. (44 Sider med tre, tildels illuminerede Stentavler.) Navnene på disse Arter ere: Nerilla antennata, Filograna Sechleideni, Dinophilus vorticoides, Pseudostomum Faeroense, Proporus Cyclops (de to første hænhørende under Annulata, de tre sidste under Turbellaria rhabdocoela). Hærved bliver imidlertid at mærke, at Pseudostomum Faeroense ikke er ny, men tidligere beskrevet af BR. Leuckart som Vor- tex 4 oculatus, og at altså, om også den nye Slægt antages, det leu- ckartske Årtsnavn dog tillige må håndhæves. Endvidere forekommer det mig noget tvivlsomt, om Filograna Schleident virkeligt tør anses som distinkt fra Filograna implexa Berk. — Dette lille Skrift giver endelig en tæmmelig udførlig Beskrivelse af Amphicora (eller Fabricia) Sabella Ehrb. — En Meddelelse af samme Forfatter i Sitzungsberichte d. kais. Akad. d. Wissenschaften, mathem.-naturh. Class., 9te Bd., 1852, leverer et Slags Tillæg til ovennævnte Skrift i tre rhabdocoele Turbellarier fra Færø, hvilke åf Schmidt beskrives under Navnene Prostomum Steenstrupii, Mesostomum lenticulatum og Plagiostomum boreale. X Au” hvor et zoologisk Materiale skal afbenyttes, væl i at fastholde, fordi man, i Overensstæmmelse med hvad jeg ovenfor har be- mærket, med større Sikkerhed, under iøvrigt lige Forhold, kan slutte sig til Favnisten end til Turisten. Det er imidlertid vist- nok ingenlunde min Mening, at ville nedsætte Værdien af zoo- logiske Rejser, hvis ikke blot Vigtighed, men Uundværlighed, jeg i fuldeste Mål ånerkjænder. Efter dette korte Overblik af de nyere Bidrag til Kundskab om Nordens Orme vænder jeg mig til den specielle Gjænstand for den fræmlaågte Afhandling: Slægten Sabella. Botanikeren J. G. Kønig var, såvidt mig bekjændt, den første, dær, under sit Ophold på Island 1764, iagttog en nordisk Årt af denne Slægt. Efter den Afbildning og Beskrivelse, som Komig meddelte O. Fr. Miller, optog denne, dær endnu ikke havde haft Lejlighed til at iagttage nogen Sabella i Naturen, bemældte Orm i sit Skrift von Wrmern (1771); han troede, at måtte anse den som forskjællig fra Lønnés Sabella penicillus, og tillagde den Årtsnavnet rentwformis. Men, da han i de nærmest påfølgende År, idet han beskjæftigede sig med Undersøgelsen af det sydlige Norges Fjorde i zoologisk Hænseende, gjorde Be- kjændtskab med en dær forekommende Sabella (hvorom Tab. 89 i Zool. dan. giver Vidnesbyrd), forandrede han sin Anskuelse, og opførte dærfor i den 1776 udkomne Prodrom. Zool. dan. S. rent- formis som Synonom til S. penicil/us Linn., uden dog nærmere at motivere denne Forandring. Og da O. Fabricius, som i Grøn- land havde iagttaget en Sabella-Form, et Par År senere publi- cerede sin grønlandske Favna, fræmstilles dær det grønlandske Dyr ligeledes som identisk med S. penrcwllus Linn. og med S. rentformis Mull. Hær vil det ikke være overflødigt at bemærke, at Linnés S. penicillus ikke er en enkelt Årt, men dærimod et Kom- plex af tre forskjællige, fra Bondelet, Baster og Ellis hæntede. ' Og da dær, idetmindste såvidt jeg efter mine Undersøgelser og Sammen- ligninger slutter, gives den største Rimelighed for, at den grønland- ske, islandske og sydnorske Sabella ikke blot udgjøre tre indbyrdes 7 forskjællige Arter, men ligeledes ere forskjællige fra alle de af Lenné under Navnet penzecr/lus sammenfattede; så indeholdtes altså nu under S. penzeillus ikke mindre end sæx Arter. Det var Savigny forbeholdt at gjøre de første Forsøg på Udredningen af denne Forvirring, idetmindste med Hænsyn til de nordiske Arter; han lod den rondeletske Art beholde Navnet pentcwwWus; til en Årt, han kalder S. pavonina, hænfører han, foruden den basterske Sabella også den efter MMiil/ers Tægning i Zool. dan. afbildede; og den fabriciske eller grønlandske Sabella forener hån med sin S. flabellata. Til den islandske Form, kan jeg ikke finde, at han har taget noget Hænsyn. Hærmed vår Sagen igjæn for en Tidlang kommen til Hvile. De Ord, hvormed Sars i sit førstciterede Skrift omtaler de norske Sabeller”), ere så få, at jeg uden Besvær kan anføre dem hær. »Den skjønne S. penrcwlus, som beboer et af Dynd sammensat, fast og glåt Rør, dær er dobbelt så langt som Dyret, er temmelig almindelig, ligeså S. ventw/abrum. — S. 1in- fundibulum, Montagu, en nydelig lille Art, meget sjælden. Endelig en S., som måske er ny, lignende S. penicillus, men med utydelige Ringe og 28 fjerede Gjæller.»”) Såvidt Sars. Skjøndt jeg anser alle Sars's Bestæmmelser for urigtige, tillæg- ger jeg ikke destomindre hans Ord megen Vigtighed, idet man gjænnem dem først erholdt Kundskab om, åt det bergenske Hav nærede fire Såbella-Arter, hænhørende under forskjællige natur- lige Grupper af denne talrige Slægt. — I sin Rejseberætning fra Lofoten og Finmarken giver Sars dels nogen Oplysning om de tidligere af ham omtalte Sabeller, næmlig om Sad. penictillus og S. znfundtbulum, dels beriger han den norske Favna med ad- skillige — fire eller fem — Arter, der måske alle tillige ere nye ). Iagttagelser og Beskr. S. 47. 7) Hvad Sars meddeler om &. octocirrata og S. Fabricii er naturligvis forbigået, fordi disse Dyr ikke kunne hænføres under Slægten Sabella. 8 for Videnskaben: Sab. crassicornis S.”), B. papillosa S.”), S. neglecta S.””) og S. Lucullana d. Chiaje og Grube, hvilken sidste Årt er funden ved Bergen, og efter Sars »ganske svarer til Grubes Beskrivelse af denne Art.» Man kan efter Grubes Angivelser være berættiget til at tvivle, om hans og della Chrajes Sab. Lu- cullana virkeligt ere identiske; og næsten endnu mere tvivlsomt forekommer det mig, om den norske Form er identisk med Middelhavsformerne, såmeget mere, som særdeles nærstående Årter findes i vidtadskilte Have (en sådan fra Væstindien bliver nedenfor omhandlet). Men, når Sars dærnæst omtaler en ved Tromsø og Hammerfæst funden »Varietet« af 5. Lucullana, mener jeg, efter Sars's egne Angivelser, at turde påstå, at al Grund til Tvivl med Hænsyn til denne såkaldte Varietet savnes, og at ganske åbenbart en ny Art omtales. Denne Orm har næmlig 40 Par Gjælle- tråde, istedetfor at Grube angiver 10—18 Par; Længden af disse er næsten lig Kroppens Længde, medens de hos Grudes Årt indeholdes 3—4 Gange i Totallængden; Øjenplætterne (se neden- for) savnes; Farven er forskjællig 0. s.v. Med Hænsyn til Sab. (Myxicola) znfundtbulum er dog Sars- kommen så vidt, at han +) ,Branchiis æqualibus, semiorbem simplicem componentibus, quartam totius corporis partem adæquantibus, filis utrinque 12—16 infra in quinta vel sept(im)a eorum parte membrana coalitis crassiusculis, albo rufoque vit- tatis, sæpe fere totis rufis, dorso nudis ibique macularum intense ru- farum ovalium interdum confluentium paribus 4—5 æquedistantibus orna- tis; corpore crassiore fulvo.” Således lyder Sars's Diagnose af denne Årt; hvorved han tillige gjør opmærksom paa dens store Lighed med Rathkes ovenomtalte Clymeneis. +) Branchiis æqualibus spiram simplicem componentibus, tertiam vel quar- tam totius corporis partem adæquantibus, pallide carneis, haud macula- tis, filis utrinque 11 dorso nudis: apice filiformi longo sensim attenuato nudo, corpore graciliore, segmentis thoracicis brevioribus subtus ex an- nulis 2 compositis, abdominalibus longiusculis simplicibus duobus pari- bus papillarum ventralium ornatis.” Sars. 2%) Branchiis æqualibus, spiram simplicem componentibus, tertiam vel quar- tam totius corporis partem adæquantibus, fusco cinereis, haud maculatis, filis utrinqgve 11 dorso nudis apice simplici, corpore graciliori, segmentis omnibus simplicibus angustioribus.” Sars. 9 bemærker: »det er uvist, om den virkelig er identisk med Mon- tagus Årt.« Jeg vilde hællere sige: det er åbenbart, at den ikke er identisk med Montagus Årt.”) Det fræmgår således, at +) Med den nedenfor omhandlede nye Art af Kochs Slægt Myxicola, troer jeg at kunne skjælne fire hær hidhørende Arter, hvorvæl Angivelsernes Ufuldstændighed hos Forfatterne tildels gjør det højst vanskeligt at fast- holde disse. Vedføjede Forsøg må tjæne, indtil noget Bedre kan erholdes. Mywæicola infundibulum Mont. Forma perelongata gracillimaque (latitu- dine vix 50am longitudinis corporis partem ægqvante), postice fortiter decrescens, acuminata. Color aurantiacus, albido - annulatus, branchiis purpureis apice saturatioribus. Paria branchiarum ferme XXXVII, bre- via, vix octavam longitudinis corporis partem ægquantia. Longitudo to- tius animalis ad 8—10ve excrescit pollices. Annult, qvorum numerus 150 et supra, longiores, ut duo juncti longitudine latitudinem superent. Myæicola Sarsii Kr. Forma cylindrica. Color olivaceus, nullis maculis annulisve distinetus. Paria branchtarum XII. Longitudo totius anima- fiss15.> Myxicola Grubu Kr. Forma crassior (latitudme fere octavam lon- gitudinis corporis partem æquante) subteres, infra planior. Color pallide carneus, postice serie dorsali punctorum fuscorum variegatus, branchiis violaceis, filis appendieularibus rubellis. Paria branchtarum XXI—XXIV mediocris longitudinis vel subbrevia (quartam longitudinis corporis par- tem æquantia) apice libero brevi, plerumque in spirulam involuto. Cirrus buecalis brevissimus, clavæformis. Longitudo totius animalis ad duas excrescit pollices cum dimidia. Annuli, quorum.numerus 45—49, trans- versaliter divisi, qvinquies fere latiores quam longiores. Hærmed sammenligne man Diagnosen af den formentlig nye Art, Myæ. Steenstrup. En Bemærkning tør på dette Sted næppe være overflødig. Grube opstillede 1851 (Familien d. Anneliden) ved Siden af Sabella en Slægt Eriographis med følgende Betegning: ,,Kroppen indhyllet i Slim; et kølledannet Legeme foran på Ryggen; Børsterne hagtil lidet eller slæt ikke udviklede;” og antyder af denne Slægt en Art, Er. borealis Gr., aldeles uden nærmere Oplysning. I en Afhandling i Wiegmanns Årchiv f. 1855, I. 121—122 meddeler Grube Karakteren for Slægten Myæicola Koch, samt Diagnose og Beskrivelse af en ved Triest fore- kommende Årt, hvilken han kalder Myz. infundibulum (Mont.), og er- klærer for identisk med Eriographis borealis. — Særdeles meget finder jeg hær gådefuldt; ikke blot, at Grube forener Middelhavs-Arten med Mon- tagus, uagtet deres hele Lighed kun er Slægtslighed, ikke Artslighed, som de øvenstående Linier vise; men også, at han tidligere har kaldet den bore- alis, et Navn, som på Homers Tid, men ikke nu synes meget passende for et Dyr fra Omegnen af Triest — og han omtaler ikke med et Ord, at han har set mere nordlige Exemplarer — at han opgiver Navnet Eriographis 10 man ved Sars's Bestræbelser har fået Kundskab om Tilværelsen af ni norske Årter; men det er hæller ikke meget mere end den blotte Tilværelse, man hidtil har erfaret. Endnu troer jeg hær at burde bemærke, at Sars's Sab. penicillus efter min Mening hværken falder sammen med den i Zool. danica afbildede eller med $a- vigny's Bab. pavonina, hvorfor jeg nedenfor har diagnoseret den under Navnet 5. Sarsiz. Og med Hænsyn til Sars's Sab. ven- tilabrum eller Rathkes Sab. volutacornis kan mærkes, at Grube for denne Art har foreslået Navnet &. rubripunctata, hvilket vist- nok med Føje kan optages, da de af Sars og Bathke brugte Navne ere urigtigt anvændte. — Ved Bathkes Skrift erholder Kundskaben om de norske Sabeller intet sønderligt Tillæg. Vigtigst er væl hans Beskrivelse af 5. volutacornis, fordi man på den ene Side dærved får nogen Oplysning" om, hvad dær skal forstås ved 5. ventilabrum hos Sars, og på den anden Side tilstrækkeligt underrættes om, at Bathkes S. volutacornis ligeså lidt falder sammen med Montagus S. volutacornis som Bars's . S. ventilabrum med den Gmelinske Art af dette Navn. — De Noticer, Bathke meddeler efter mutilerede Exemplarer af en Årt, hvori han troer at gjænkjende Zool. danica's 5. penrcillus, ere for ufuldstændige til at kunne benyttes, og hans Clymeneis stigmosa er ovenfor omtalt, tilligemed Sars's Forsøg, at henføre denne Form på dens Plads. Hos Ørsted har jeg kun to Stæder fundet Slægten Sabella omtalt i Forbigående: i sin Fortægnelse over Havdyr, samlede uden al Antydning af, hvad han har ment med det; at det kølleagtige Legeme, Eriographis skal bære på Ryggen, slæt ikke omtales hos Mywi- cola 0. s. v. De under dette sidste (hybride og altså mindre bifalds- værdige) Navn indbefattede Former udmærke sig iøvrigt, hvad det Ydre angår, mest påfaldende ved det af mange Slimlag dannede Rør og ved Mangelen af Halskrave; i det Indre ved den ikke i Spiral snoede - Tarmekanal (jeg kan efter egen Undersøgelse bekræfte Grubes Iagt- tagelse hærover) og ved den fra Sabellas afvigende Anordning af Bug- nærvesnoren. 11 ved Drøbak, bemærker denne Forfatter næmlig”), at han har truffet den i Zool. dan. afbildede 8. penicillus på Lerbund i 50 Favnes Dybde; og i sit Skrift: de regrtontbus marinis (S-: 79) angiver han 5. pavonwna Sav. (?) og en anden måske ny Årt som forekommende i Øresundet. Naar nu hærtil lægges, at Leuckart, blandt de af ham af- handlede islandske Orme, også beskriver en Sabella, hvori han troer at gjænkjende Millers eller rættere Kånigs S. reniformis; og at Grube i en Afhandling i Wzegmanns Archiv f. 1846 efter Originalexemplarer har beskrevet Oars's ØK. penwcillus, hvilken han, skjøndt med nogen Tvivl, antager at falde sammen med Savigny's KS. pavonina og med Zool. dan. $. penicillus: så mener jeg, at Overblikket af de tidligere Meddelelser til Kund- skab om Nordens Sabeller er nogenlunde fuldstændigt, og jeg kan derfor gå over til at anføre Resultaterne af mine egne Undersøgelser over denne Gjænstand.”) Med Hænsyn til Grønland skal jeg først anføre, at i det fræmlagte Arbejde beskrives syv Arter fra det grønlandske Hav, hvilke jeg alle anser for nye, eller ikke hidtil optagne i de systematiske Fortægnelser. De synes mig tillige alle forskjællige fra de norske Arter, forsåvidt disse hidtil ere blevne mig be- kjændte. Det har ikke villet lykkes mig, i nogen af disse grøn- landske Former med Sikkerhed at eftervise den af Fabricius beskrevne Årt, hvilken altså endnu forbliver problematisk. Af Arter fra det norske Hav beskrives otte: om fæm blandt disse mener jeg, at de ikke tidligere have været omtalte af nogen ") Naturh. Tidssk. N. R. I. 415. 4) Efterat jeg havde forelagt Videnskabernes Sælskab mit Arbejde over Sabellerne, har Professor Steenstrup særdeles vælvilligt stillet Universi- tets-Museets Samlinger i denne Rætning til min Disposition. Dærved er jeg ikke blot bleven istand til betydeligt at forøge Antallet af de beskrevne Årter; men jeg har også opnået en sikkrere og fuldstæn- digere Kundskab om adskillige Arter, ved at undersåge dels talrigere, dels bedre konserverede Exemplarer. 12 Forfatter; en sjætte Art er den ovenfor berørte, dær af Sars kaldes S. penicillus, af Grube henføres til $. pavonina, men som jeg troer mig berættiget til at betegne med et nyt Navn; jeg kjænder denne både af Exemplarer, jeg sælv har samlet på den nor- ske Kyst, og af Original-Exemplarer, som Sars i sin Tid har oversændt til det kongl. Museum. De øvrige to Arter høre ind under Slægten Chone, men med Hænsyn til den ene af disse er jeg ikke uden al Tvivl, om den måske kunde forenes med den grøn- landske Chone ænfundibuliformis (som spæd Unge). I Forening med de norske Arter beskrives to Sabeller uden Lokalitet; stammende fra det gamle Naturhistorie-Sælskabs Samling; fordi jeg næmlig har den Formodning, at de hidrøre fra den norske Kyst. Endelig sluttes Rækken af de nordiske Former med den interessante Myæicola Steenstrupir fra Færø. Om den islandske Art kan jeg ingen Oplysning give, da Museet ganske savner Sabeller fra det islandske Hav; men den af Leuckart beskrevne Årt forekommer mig at være forskjællig fra alle de af mig undersøgte nordiske Årter. Som Anhang tilføjer jeg Beskrivelsen af ni formentlig nye Årter fra Væstindien og Brasilien. Den materielle Tilvæxt for Systemet bliver således efter min Antagelse hænimod 27 Årter, hvilke jeg underkaster Zoologernes Prøvelse. ”) Ligesom Slægten Sabella i den Udstrækning, hvori Grube fræmstiller den, allerede er en, hvad Årtstallet angår, ræt rig og fyldig Slægt; således vil man også finde, at den indeholder +) At denne Tilvæxt i visse Måder kan kaldes tæmmelig betydelig, fræm- går af Følgende. Da Grube udarbejdede sit ovenomtalte Bidrag til Kund- skab om Slægten Sahbella, vare Anneliderne i det Berlinske, Breslauske, Halliske og Petershorger Museum overladte til hans Rådighed. Og han beskriver imidlertid kun sex Arter, af hvilke blot to betragtes som nye. Jeg ser dog justikke hæri noget Bevis på vore Museers Rigdom, men snarere på andres Fattigdom, i denne Rætning. Sælv de stårre Museer synes endnu for en Del ikke ganske at have vundet Sejer over Kunstkammer- væsenet. Hvad der ikke kan apprecieres af Hoben, stilles i Skygge og vantrives. 13 Orme, hvis Organisationsforhold fræmbyde ret vægtige Forskjæl- ligheder ; og dersom man ikke med Hænsyn til de højere Orme vil gjøre andre Grundsætninger gjældende, end de, man i den senere Tid har fulgt, såvel i de fleste andre Dyregrupper, som også ved de lavere Ormes systematiske Opstilling: bliver det tæmmelig nødvendigt at spalte den i flere mindre Slægter. Det har ikke været min Hænsigt, hær at gjænnemføre denne Spalt- ning så udstrakt, som de zoologisk-fysiologiske Forhold egentlig efter min Mening kunne fordre det; jeg opstiller kun de Små- grupper, som de beskrevne Årter gjøre nødvendige, og ind- skrænker mig derfor til fæm. Navnet Sabella beholder jeg for alle de Former, der kunne betragtes som de mest typiske. Benævnelsen Ånamobæa anvænder jeg for en Gruppe, hos hvilken Børsteknuder og Tværsvulste ikke skifte Plads; men af denne kjænder jeg hidtil kun en Årt. Med det allerede for lang Tid tilbage af Vvrant foreslåede Navn Spirographis betægner jeg de Arter, hos hvilke en af Gjællebuskene danner en Spiral eller Skrue. Med Navnet Chone antydes de Arter, hos hvilke alle Gjælletråde af en Gjællebusk indbyrdes ere sammenbundne ved en Hinde, hvorved det hele Gjælleapparat hos det levende Dyr får Lighed med en Tragt; men som forræsten komme Sabellerne meget nær. Hvorimod de Former, for hvilke Koch har dannet Slægtsnavnet Myær- cola, væl have Gjæller ligesom Chone, men fjærne sig stærkere fra de øvrige Såbeller såvel ved ydre som indre, allerede ovenfor antydede Egenheder. Foruden disse fem Grupper mener jeg, at de Sabeller, hos hvilke begge Gjællebuskene danne Spiråler, må udgjøre en sjætte Slægt, hvilken man måske:kunde kalde Brspwra; og de, hos hvilke Gjælletrådene ere ordnede i en dobbelt Kreds, den ene indenfor den anden, en syvende, der bør beholde det denne Gruppe af Savigny tillagte Navn, Sabellastarte 0. S. v. Ved med Opmærksomhed at gjennemgå en noget talrigere Række Arter, hænhørende til en eller anden Form, støder man gjærne nu og da på Forhold, dær ere af almindeligere 14 Interesse. Enkelte sådanne mener jeg også blandt Sabellerne at have mødt. Således troer jeg, at det ved mine Iagttagelser bliver, om ikke afgjort, så dog højst rimeligt, at dær blandt disse Dyr gives adskillige Årter — idetmindste tre af de nor- diske — der forplante sig ved Deling. Man træffer næmlig blandt et større Antal Individer stundom enkelte, hos hvilke den stærkt tilspidsede Ende af Bagkroppen; — omtrænt de ti til tyve sidste Ringe — tydeligt ere afsnørede fra det øvrige Legeme. På et lidt mere fræmskredet. Standpunkt danner den afsnørede Del en Vinkel med Kroppen, og denne Vinkel synes efterhån- "den at blive spidsere og spidsere, indtil den afsnørede Del læg- ger sig op ad Moderdyrets Rygflade. Forbindelsen bliver tillige ofte så svag, at en lidt uforsigtig Berøring er tilstrækkelig, til at løsrive den omtalte Del fra Dyret. Da jeg hos et Par af de pågjældende Arter fandt nogle Individer med Bagenden afstumpet, medens den hos andre var tilspidset, opstod den Formodning hos mig, at en Deling nylig havde fundet Stæd hos de første, men fore- stod hos de sidste. Endelig, dajeg hos flere Individer af en Art (S. oculata Kr.), ved at åbne deres Rør, i den bageste Ende af disse traf en spæd Unge, dær, med Undtagelse af de allerede fræmvoxede Gjæller, havde en tæmmelig påfaldende Lighed med den nysomtalte afsnørede Bagende, påtrængte den Overtydning sig, at Afsnøringerne alle ere bestemte til at danne nye Dyr. Såvidt var jeg kommen i mine Gisninger, uden at tænke på Sars's Iagttagelse af Forplantningen hos FYlograna implexa Berk.”); men, då denne randt mig i Sinde, troede jeg i den så nær- stående Serpula's Forplantningsmåde at se en yderligere Bekræf- telse for min Mening: hvis nærmere Prøvelse, især ved Under- søgelser på levende Dyr, jeg iøvrigt må overlade Andre. Jeg forlader Forplantningen, for at gå over til en Bemærk- ning om Synet. Efter den almindelige Antagelse savne de fuldt- ") Denne Iagttagelse er senere bekræftet af O. Schmidt i hans ovennævnte Skrift. 15 udviklede Sabeller Redskaberne for denne Sands. Leuckart an- mærker imidlertid angående den af ham beskrevne islandske Årt følgende: »på Yderfladen af de fleste Strålers Skaft finder jeg - - - - et lille og fræmspringende rundagtigt Punkt af dyb sort. Farve, som jeg ubetinget vilde holde for et Øjepunkt, dær- som det var lykkedes mig, at iagttage en lysbrydende Kjærne i det.« Hældigere har Quatrefages omtrænt samtidigt været. I en Udsigt over Annelidernes Sandseredskaber (Annales d. sci. natur, 3iéme Serie, Tome 13iéme 1850 Pag. 39) udtrykker han sig således. »Blandt de egentlige Sabeller er dær nogle, som på flere af deres Gjælletråde bære små rundagtige Ophøjninger af mørk Farve. Disse Ophøjninger ere efter min Anskuelse Øjne. Da de ere særdeles mørke, bliver Iagttagelse ved gjænnemfal- dende Lys hær umulig. Men, idet jeg under Lupen dissekerede en af disse Knuder, har jeg af den udtaget små Kugler, til hvilke den farvede Masse klæbede stærkt, og som, betragtede under Mikroskopet, åbenbart viste sig dannede af en gjænnem- sigtig Masse, omgivet af Pigment. Det var allerede vanskeligt for mig, ikke at betragte disse Kugler som Krystallindser. Jeg er bleven bestyrket i denne Mening, idet det er lykkedes mig at isolere en Tråd, som strækker sig langs Gjællen, og trænger ind i disse Pigmentmasser, hvor den har forekommet mig at dele sig. Denne Tråd havde ganske Udseende af en Nærvetråd. Jeg har fulgt den lige til Gjællernes Rod, men dær har jeg tabt den, og har altså ikke kunnet konstatere dens Udspring. Imid- lertid er jeg ikke i megen Tvivl om dens Natur, og jeg be- tragter den som en optisk Nærve, bestæmt til at danne Retinaer for de mange Krystallindser, som Pigmentmasserne indeslutte. Det er væl sandt, at jeg ingen Pupil har kunnet blive vår; men det er tilstrækkeligt at bemærke, at disse Åbninger ere meget små, for at man kan fatte Vanskeligheden i at erkjænde deres Tilværelse formedelst Knudernes Mangel af Gjænnemsigtighed (Opacité). Måske ere også deres Rande kontraktile, som næsten alle Væv hos disse Dyr, og i det Tilfælde bliver lagttagelsen af 16 dem endnu mere vanskelig.« — Også jeg har, ligesom Qwatre- Fages, iagttaget Krystallindser; hos enkelte Individer af flere Arter har jeg ligeledes ment, med Sikkerhed at kunne skjælne Syns- nærven. Mine Iagttagelser ere alle gjorte ved Præsning under Mikroskopet, eller med gjænnemfaldende Lys, og denne Fræm- gangsmåde er hær ingenlunde, som Qu. mener, umulig; den er ikke engang meget vanskelig. Disse Undersøgelser bekræfte så- ledes ikke alene Qu's Opdagelse, men give den tillige større Brughbarhed, ved at bestæmme Arterne”), for hvilke den har Gyldighed, hvad Qu. aldeles hår undladt. Hos fæm nordiske Årter har jeg iagttaget et ikke umærke- ligt Forhold, hvilket, såvidt mig bekjændt, ikke er omtalt. af nogen tidligere Forfatter. På omtrænt de ti sidste Ringes Bug- flade dannes et Slags sækagtigt Redskab eller en Fordybning, indesluttet af en stærkt udviklet Hudrand. Denne Fordybning åbner sig ved en Spalte, der snart er ægdannet, snart omvændt ægdannet, snart elliptisk 0.s.v. Og påBunden af denneFordybning synes Ånus at åbne sig, istedetfor i Enden af den sidste Ring. Om denne særegne Dannelse måtte kunne berættige til Opstil- lingen af en ny Slægt, skål jeg for Tiden lade uafgjort, da Be- tydningen af det omtalte Forhold endnu er mig ganske ube- kjændt. 7) Det er hos S. aspersa, oculata, Lynceus, variegata og thoracica, at jeg har fundet Øjne, men i meget forskjælligt Tal: hos $. oculata ikke over ti, hos S. Lynceus hænimod 1200. Også Lindsernes Antal i hvært Øje er ikke lidet forskjælligt hos Arterne (fra 8 til over 50), og deres Form fræmbyder ligeledes flere Modifikationer. Diagnoses Specierum. 1. Sabella analis Kr. Forma vulgo teres, modo crassior modo gracilior (latitudine duodecimam usque ad septimam lon- gitudinis corporis partem ægquante), postice distincte acuminata. Color fuscus, nullis branchiarum maculis insignitus. Paria bran- chiarum vulgo IX mediocris longitudinis (quartam longitudinis cor- poris partem superantia), semiorbem utrinque efficientia, basi cute connexa, craåssiora, mollia, filis appendicularibus longissimis, tenui- bus, crispis; apice nudo elongato (6-7"2mve ferme longitudinis bran- chiæ partem æquante), foliiformi. C?rri buecales numerosi (5-6 paria), fiiformes, molles, dimidiam branchiarum longitudinem partim superantes, teretes. Coll/lare non distinctum, basi branchiarum appressum, haud laciniatum. Longritudo totius animalis vix novem superat lineas. Annulorum numerus ferme 34; annuli subbreves (in medio corpore ter ferme låtiores quam longiores) sed distinstissimi, sulco transverso omnes in binos minores di- visi. Antertor corporis pars solito annulorum numero compo- sita (8), aposteriori non distincta, ter longior quam latior et ultra. Sulcus abdominalis non modo infra optime distinctus sed etiam in superficie anterioris corporis partis dorsali continuatus. Anus ventralis, per decem ultimos ånnulos extensus, obovatus, mårgine lato depresso. Tubercula setigera såt magna, setis longioribus sed parcioribus instructi (20iS ferme antice, 15 postice). Tor uncinigert perminuti, antice setis securis fere formam imitanti- bus armati paårvo numero (12isferme), postice hamis påaulo majore numero (ferme vicenis). Tubus cutaceus, tenuis, aåalbidus, arena fragmentisque concharum obsitus, verme duplo ferme longior. In maåri grænlandico frequens, ut videtur. 18 2. Babella rigida Kr. Forma subteres, valde elongata (latitudine 252" ferme longitudinis corporis partem æquante), pos- tice vix attenuata. Color pallide flavus v. flavo-grisescens, nullis branchiarum maculis distinctus. Branchrarum påria XIV, semi- orbem utrinque efficientia, breviora (quintam longitudinis corporis partem vix explentia), rigida, subtenuia,. filis appendicularibus longissimis, rigidis, rectis; apice nudo elongato (7—82mve ferme longitudinis branchiæ partem æquante), filiformi. Czrri buccales quartam usque ad tertiam longitudinis branchiarum partem effi- cientes, tenues, subteretes, filiformes. Collare vulgo omnino non distinctum, basi branchiarum appressum. Longitudo totius ani- malis duas vix vel paårum excedit pollices. .Annulorum numerus ferme 35; annuli valde elongati (longitudine in medio corpore latitudinem superante), sæpius valde indistincti, fere evanescen- tes. Anterior corporis pars vulgåri annulorum numero compo- sita (8), a posteriori omnino non distincta, quater ferme longior quam latior. &Sw/cus abdominalis conspicuus. .ÅAnus rimam ef- ficit longitudinalem (elongåato ovalem) per superficiem annulorum decem ultimorum ventralem extensam. Tubercula setigera mi- nutissima, appressa, parum apparentia, antice ferme 308, postice 15is armataå setis. 7or? uncinigerr vix distincti, hamis minutissi- mis (postice ferme 30Pis) instructi. Habitaculum tubus cutaceus limo obductus, nigricans, læ- vior, verme ter ferme longior. Ad oras Grænlandiæ lecta, ubi minus rara ,videtur hæc species. 3. Dabella tuberculosa Kr. Forma subteres, elongata (latitudine 142m—202m ferme longitudinis corporis pårtem æquante), distinctis annulorum contractionibus rugosa, postice haud decrescens. Co/or subfuscus, branchiis pårum dilutioribus, nec fasciatis nec punctatis. Paria branchiarum XIII, utrinque semiorbem efficientia, sub- longiora (tertiam ferme quartamve longitudinis corporis partem æquantia), basi connata (tertia ferme filorum parte et ultra), gracilia, 19 mollia, flexuosa, apice libero variæ longitudinis, 7fi/7s appendiculari- bus longioribus, gracilibus, flexuosis crispisque. Czrrorum bucca- lium paria duo, quartam longitudinis branchiarum partem vix æquan- tia, pergracilia, teretia, haud acuminata. Collare humile sed sat distinctum, branchiis haud appressum, dimidiatum, lobis dorsalibus approximatis, semilunariter eminentibus. Longitudo totius animalis 20". Annult, quorum numerus ferme 34, distinctissimi, elon- gati (In medio corpore longiores quam latiores), antice transver- saliter infra bipartiti, postice binis tuberculorum abdominaltum paribus.. Antertor corporis pars a posteriori haud distincta, octo composita annulis, longitudine latitudinem quater quinqui- esve vincente. Su/cus abdominalis bene conspicuus. Anus ven- trålis, per decem ultimos ferme annulos extensus, ovalis vel sub- orbicularis, maårgine acuto. Tubercula setigera sat minuta pa- rumque eminentia, sed longioribus armata setis, antice ferme 20-24's biformibus, postice vix denis. Torr uncwnigert minuti, hamis instructi securiformibus, antice 12-15islongioribus, postice 15-207is brevioribus. 7ubus cutaceus, limo obductus, nigrescens, lævior. Ad orås Grænlandiæ vulgarior, ut videtur. 4. Babella aspersa Kr. Forma teres, elongata, gracilis (latitudine vigesimam usque ad tricesimam longitudinis corporis partem æquante), postice vulgo attenuata et acuminata. CoZlor fulvus vel aurantiacus, marginibus annulorum anteriorum quatuor usque ad decem lateraålibus purpureis, punctisque purpureis branchiarum dilutiorum råris (puncto singulo ocu/ar? vel ad summum binis filorum branchialium nonnullorum punctis). Paria branchrarum ferme XIII, utrinque semiorbem efficientia, brevissima (octavam ferme longitudinis corporis partem explentia), cråssiuscula, rigi- dula, infra longitudine decrescentia, apice /rbero curvato vel sinuoso, fi/zs appendicularibus brevioribus, rigidulis, versus api- cem liberum verruciformibus. CærrY buccales perminuti, fere rudimentarii sed solito numerosiores (utrinque 5-6). Collare PÅ Mei få branchiis omnino appressum, ideoque vix conspicuum, sed in- cisura dorsali ventralique dimidiatum, lateraliterque bilobum. Longitudo totius ånimalis- duas pollices cum dimidia superat. Annult, quorum numerus in maximis exemplis fere ad 90 ex- tenditur, longiores ut plurimum sunt, såtque distincti. Ånterior corporis pars, quæ a posteriori difficile distingvitur, decem effi- citur annulis (annulo buccali una computato), quinquiesque ferme longior est quam latior. Swlcus abdominalis non modo per posteriorem corporis extenditur partem, sed etiam per superfi- ciem anterioris dorsalem continuatur. 7u6ercula setigera minuta, setis biformibus antice, postice simplicibus, ubique sat parcis armata. Tort unctnigerr antice duplice instructi serie setarum (altera hamata, altera securiformi), postice unica formæ solitæ. Habitat tubum coriaceum, tenacem, subalbidum vel flave- scentem, årena obductum vel nudum. In maåri grænlandico subrarior, ut videtur. 5. Sabella Fabriciit Kr. Forma elongata (latitudine vicesi- mam longitudinis pårtem ferme ægquante), postice vix attenuata, apice obtuse rotundato. Color fulvus, branchiis saturatioribus, maculis purpureis (interdum minus distinctis) 3-5r'is, Paria bran- chwtarum ferme XVII utrinque semiorbem efformantia, mediocris longitudinis (quartam longitudinis corporis partem håud æquantia, quintam vero superantia), subrobustiorå, rigidula, filis appendi- cularibus subbrevioribus, flexuosis sed rigidis; apice libero bre- vissimo, crasso, acuminato, arcuato. CwrrY buccales quartam ferme longitudinis branchiarum pårtem ægqvånies, compressi, rigidi, sub- arcuati, acuminati. Co/l/are perbreve, vix vel perparum inflexum, dimidiatum, incisura dorsali latissime hiante, utrinque brevissime latissimeque bilobum. Longrttudo totius animalis quatuor efficit pol- lices. Annulr, quorum numerus 90, sat distincti, subbreviores (lon- gitudine in medio corpore tertiam fere latitudinis partem æquante). Anterior corporis pårs, quæ octo constat annulis, buccali una computato, pårum aåa posteriori conspicua, duplio ferme longior 21 quam latior. Owlcus abdominalis bene distinctus. Ånus termi- nalis. Tubercula setigera minuta, cylindrica, setis instructa bre- vioribus. Tori uncinigert bene conspicui, in antica corporis parte lineares, 607isferme armati uncinis, in postica dilatati, 207is ferme instructi uncinis. 7w%6us cutaceus, limo obductus, nigricans, lævis, verme multo longior. Pauciora et minus bene habita hujus speciei exempla a mari grænlandico apportata examinavi. 6.- Sabella infarcta Kr. Forma crassissima (latitudine tertiam longitudinis corporis paårtem ægquante), depressiuscula, postice contractior, apice tamen latissime rotundato. Color supra fuscus, infra fulvus lineis duabus longitudinalibus griseis, branchiis ful- vis subindistincte purpureo-punctatis. Paria branchtarum XXVII orbem utrinque efformantia, prælongåa (dodrantem longitudinis cor- poris æquantia), molliora, undulata imo apicibus partim convolutis ; Jilis appendicularibus mediocris longitudinis, valde exilibus, acumi- natis, undulatis et crispis, ante apicem løberum perbrevem, arcuatum, suberassum, muticum in verrucas decrescentibus; appendicrbus eæternis per paria (8-9) dispositis, brevibus, crassis, muticis, struc- luræ peculiaris. Cørre buceales quartam longitudinis branchiarum paårtem æquantes, crassi, compressi, rigidi, sinuosi, acuminati apice mutico: Collare breve sed distinctum, dimidiatum, suprå et infra hians, lobo laterali reflexo, infra laciniis brevibus inflexis. Longitudo totius animalis 14 modo complet lineas. Ånnulr, quorum numerus 70, optime conspicui sed brevissimi, ut quin- decim posterioris corporis partis antici juncti latitudinem vix æquent. Ænterior corporis pars octo composita annulis, a poste- riori distinctissima,- latior quam longior. Sulcus abdomtnalis per totam partem corporis posteriorem perconspicuus. Ånus termi- nalis, amplus. Tubercula setigera distincta, ut etiam tort uncini- geri; fasciculi tuberculorum quasi duplices, vel in duas divisi particulas forma et longitudine setarum non numerosarum diversas. Unicum modo hujus speciei exemplum e måri grænlandico (?) proveniens examinavi. 22 7. Sabella oculata Kr. Forma teretiuscula, elongata, gra- cilis (latitudine vicesimam longitudinis corporis partem in adulto animali ferme æquante), postice vulgo acuminata, subulatåa vel hamata. Color aurantiacus, dorso anterioris corporis partis purpureo; branchiæ dilutiores, quinis utrinque filis solitario vulgo ornatis puncto purpureo oculari. Branchtarum paria IX semiorbem utrinque efficientia, perbrevia (septimam ferme lon- gitudinis corporis partem explentia), subcrassa; filzs appendicu- larwbus mediocribus vel brevioribus, crassis, subrectis; apice nudo brevi, subacuminato. Cørr7 buccales perbreves (septimam ferme longitudinis branchiarum partem explentes), cråssiusculi, recti.. Collare humile, appressum, non dimidiatum, infra lon- gius, marginibus lateralibus profunde sinuosis. Longttudo totius animalis 15 lineas vix excedit. Annul, qui numero 70 superant, perparum distincti, sublongiores (longitudine in medio corpore dimidiam ferme latitudinmem æquante). Anterior corporis pars, quæ decem composita est annulis (annulo buccali in ratione ducto), longitudine ter latitudinmem superat, åa posteriori vero difficilime distingvitur. Sw/cus abdomwnalis perparum conspi- cuus. Tubercula setigera minuta sed setis sat longis fortibusque armata, antice ferme vicenis, biformibus, postice vix denis, sub- remiformibus. Torr uncinigert parum distincti, antice duplice serie hamorum biformium instructi (altera serie hamis securifor- mibuss; altera formæ vulgaris, utraque ferme vicenis composita) ; postice simplice, hamis formæ vulgaris ferme vicenis constante. Tubi albidi, translucentes, tortuosi, invicem coaliti, verme duplo triplove longiores. Ad oras Norvegiæ septentrionalis hånc legi vermem såt co- piosam. 8. Sabellapaucibranchiata Kr. Forma teretior, gracilis (latitu- dine 1723 Jongitudinis corporis partem ferme æquante), postice vix attenuata. Color nigricans, branchiis multo dilutioribus, imma- culatis. Tria modo branchrarum paria basi cute connexa, elongata La 23 (dimidiam corporis longitudinem excedentia), apice nudo carentia, filis appendicularibus longissimis, gråcillimis, subrigidis. Quin- que cørrorum buccaltum paria, invicem ejusdem ferme longitu- dinis, quartam longitudinis branchiarum partem ægquantia, gra- cillima, teretia, subrigida. Collare sat distinctum, nulla vero præditum incisura ventrali. Longttudo totius animalis ferme octolinearis.. Ånnui, quorum numerus ferme 50, distinctissimi, elongati (in media corporis longitudine duplo ferme latiores quam longiores). Anterior corporis pars distincta, 8 composita annulis, quinquies ferme longior quam latior. Swicus abdominalis antice optime conspicuus, postice evanescens. -Anus terminalis. Ad oras Norvegiæ septentrionaålis unicum cepi exemplum. 9. Sabella tenuissima Kr. Forma teres, elongata, pergra- cilis (latitudine vicesimam quintam longitudinis partem vix æquante), rigidior, postice haud attenuata. Co/or profunde olivaceus, bran- chiis subdilutioribus, immaculatis. Paria branchrtarum X,semiorbem utrinque constituentia, breviora (haud quartam longitudinis corporis partem explentia), tenuia, mollia, sinuosa; apice nudo mediocri, subito graciliori; filis appendicularibus gracillimis, mollibus, crispis, parum densis. C%rrr buccales diversæ invicem longitudinis, tertiam quartamve longitudinis branchiarum partem æquantes, fusci, teretes, setacei. Co/lare non distinctum, basi branchiarum appressum. Lon- gitudo totius animalis 14 explet lineas. Annulr numero ferme 40, valde indistincti, 15-20 ultimis exceptis, in media corporis parte longiores quam latiores. Ånterror corporis pars haud distincta, octo composita annulis? Swcus abdominalis bene conspicuus. Ånus rimam efficit longitudinalem, ellipticam, per superficiem annulorum decem ultimorum ventralem extensam. — Tubercula setigera et tort uncinigert minutissima, indistincta. Habitat tubos cutaceos, limo obductos, nigricantes ad oras Norvegiæ septentrianalis. 10. Sabella Sarsit Kr. Forma teres, subelongata (latitu- dine duodecimam ferme longitudinis partem ægquante), postice 24 em mrnnmr—n - haud attenuata, vulgo obtusata. Color pallidus, maculis branchia- rum purpureis pårum distinctis ferme denis. Paria branchtarum XIM-XVII, in semiorbem utrinque composita, elongata (dimidiam corporis longitudinem vulgo æquantia, interdum superantia), tenuia flexiliaque, filis appendicularibus longissimis, tenuissimis, crispis, apice nudo brevissimo, gracili. < Cørrø buccales quartam ferme longitudinis branchiarum partem æquantes, rigidi, arcuati, sub- acuminati. Collare bene distinctum, incisura dorsali et ventrali dimidiatum, lobatum, laciniis duabus ventralibus reflexis, sat magnis crassisque, lingulatis; has inter lacinias et branchias duæ appa- rent lamellulæ tenuissimæ subovales. Longttudo animalis, bran- chiis in ratione ductis, duas pollices vix vel raro superat. An- nulorum numerus vix centum; annuli subbreviores (longitudine in medio corpore tertiam latitudinis partem ferme æquante). -Ånte- rior corporis pars (8 sæpissime composita annulis) a posteriori vix forma discrepans, duplo longior quam latior. Sulcus abdominaleis paåarum conspicuus. -Anus terminalis. Tubercula setigera ampla, non vero valde prominentia. 70r7 uncinigert breves, subrotundati, simplice uncinorum serie. 7ubus nigricans, lævis, limo obductus. Habitat ad oras Norvegiæ occidentalis, håud rara. 11. Sabella picta Kr. Forma subdepressa, crassior (latitudine octavam vel septimam longitudinis corporis pårtem æquante), postice distincte attenuata. Color aurantiacus, maculis branchiarum sub- quadratis, nigro-purpureis valde distinctis 6-8is, Paria branchi- arum XIII, semiorbem utrinque efficientia, elongatå (dimidiam cor- poris longitudinem æquantia), cråssiora, subrigida, filis appendi- cularibus mediocribus vel brevioribus, subrigidis, arcuatis, apice nudo brevissimo, crasso. Cirrr buecales sextam ferme longitudinis branchiarum partem æquantes, crassi, rigidi, recti. Co//are parum distinctum, dimidiatum, lobatum, dorso laåtissime hiante, laciniis ven- tralibus inflexis, brevissimis, tenuibus. Longttudo totius animalis pollicem efficit cum dimidia. Annulorum numerus ferme 90. Annuli breves (longitudine eorum in medio corpore octavam ferme latitu- dinis partem æquante) sed distincti. Anterior corporis pars octo composita annulis, a posteriori bene distincta, Zatror quam longror. Buleus abdominalrs optime conspicuus. Ånus terminalis, magnus. Tubercula setigera bene prominentia. Habrtaculum tubus nigri- cans lævis, limo obductus. Ad oras Norvegiæ septentrionalis (Tromsø) hanc cepi vermem. 12. Sabella pumilio Kr. Forma crassa (latitudine sextam lon- gitudinis corporis partem æquante), depressior, ante apicem posteri- orem, qui subito et insigniter, contrahitur, parum latitudine decre- scens. Color fulvus, branchiis dilutioribus, immaculatis. Paria branchtarum NI, semiorbem utrinque formantia, elongata (tertiam longitudinis corporis partem distincte superantia), crassa, vix undu- lata; ft/rs appendiculartbus brevibus, rarioribus, crassis; aprce libero vix distincto. Collare breve, basi branchiarum appressum, ideoque pårum distinctum, dimidiatum, haud conspicuo lobatum, infra in lacinias duås minutas, subacuminatas, rectas productum. Longti- tudo totius animalis 4 lineas parum modo superat. AÅnnult, quo- rum numerus 32, optime conspicui, sublongiores, ut tres juncti latitudinem corporis æquent vel paåarum superent. -Ånterror cor- poris pars a posteriori bene distincta, gwingue modo composita annulis, sed duplo tamen ferme longior quam latior. Sulcus abdominalis profundus, distinctissimus, sed in apice caudali evanescens. Ånus terminalis. 7ubercula setigera ut etiam torr unciwnigert optime conspicua, illa setis longioribus sed rarioribus, hi uncinis præditi numerosis insolitæ magnitudinis. Ad oras Norvegiæ occidentalis unicum modo, idque vix adultum, legi exemplum. 13. SabellaSostas Kr. Forma teres, elongatior (latitudine deci- mamquartam longitudinis corporis partem ferme æquante), postice attenuata, apice subuliformi. Color griseo-aurantiacus, maculis bran- chiarum dilutiorum purpureis quinis vel senis. Branchrarum paria XIII in semiorbem utrinque composita, elongata (dimidiam corporis longitudinem non æquantia, tertiam vero ejus partem multum supe- 26 pede rantia), mediocris crassitudinis, subrigida, fræes appendicularibus brevioribus, rigidulis, crispis; apice nudo brevissimo, subcrasso. Cirrr buecales ejusdem invicem longitudinis, quartam ferme longitu- dinis branchiarum partem æquantes, subrecti, rigidi, basi com- pressa subtriangulari, apice tereti, filiformi, mutico. Collare prorsus fere ut Sabellæ Sarsiz. Longitudo totius animalis 15 lineas paårum superat. AÅnnule, quorum numerus 80 et ultra, distinctissimi sed subbreviores (longitudine in medio corpore tertiam ferme latitudinis partem ægquante). Anterior corporis pars, quæ septem modo cum annulo buccalr complectitur annulos, a posteriore difficilime distingvitur. Swl/cus abdominalis parum conspicuus. -Ånus terminalis. Tubercula setigera bene promi- nentia et distincta. Tort uncinigerr valde prominentes (septem anticis exceptis), suborbiculares. Habitat? 14. Sabella Miilleri Kr. Forma teres, valde elongata (latitudine vigesimam quintam ferme longitudinis corporis pårtem ægquante), postice vix attenuata. Color aurantiacus branchiis subdilutioribus, sex septemve fasciis transversalibus purpureis insignitis. Paria branchtarum XVII in semiorbem utrinque composita, sublongiora (tertiam fere longitudinis corporis partem æquantia), subrigida, apice libero brevi, crasso, mutico, files appendiculartbus mediocris longi- tudinis vel subbrevibus, gracillimis, crispis. CørrY buccales per- graciles, teretes, subfiliformis, rigiduli. Collare perminutum, haud inflexum. Longttudo totius animalis duas pollices cum dimidia explet. AÆnnule, qui numero centum superant, pårum distincti, in medio corpore longiores (longitudine dimidiam lati- tudinem parum superante). Anterwor corporis pars a posteriori omnino non distincta, sex modo, aåannulo buccali una computato, composita annulis, duplo ferme longior quam latior. Sulcus abdomi- nalis parum conspicuus, sed in anteriori corporis parte continuatus. Anus terminalis. Tubercula setigera evanescentia; fasciculi setarum sat longi, aurei, corpori appressi. Torr unctnigert parum distincti. Habitat hæc species tubum limo obductum (ideoque nigri- cantem), lævem. 15. Sabella lingva Kr. Forma crassior (latitudine sextam fere longitudinis corporis paårtem æquante), supra convexissima, infra complanata, postice parum attenuata, apice vero obtuse rotun- dato. Color fuscus; branchiæ vulgo aurantiacæ, fasciis purpureis transversis ferme 6, basique nigro-purpurea. Paria branchtarum LXX et ultra in orbem ferme, vel potius spiram incipientem, utrin- que collocata, perelongata (dimidiam corporis longitudinem vin- centia), tenuia, mollia; fi/zs appendicularibus brevibus, mollibus, crispis; apice nudo brevissimo, filiformi. Cwrrt buccales diversæ invicem longitudinis, tertiam quartamque longitudinis branchia- rum partem æquantes, pergraciles, compressi, rigidi, apice se- taceo, arcuato. Collare supra et infra fissum, inflexum, dorso late hians, lateraliter minime excisum, infra in duas productum lacinias subacuminatas. Longttudo totius animalis ad quinque pollices exsurgit. Annult numero ferme 180, brevissimi (vigecies et plus latiores quam longiores) sed bene conspicui. Anterror cor- poris pars å posteriori distinctissima, octo composita annulis, latior quam longior. Swlcus abdominalis bene conspicuus. AÅnwus termina- lis, albido colore insignitus. 7ubercula setigera minuta sed distincta, cylindrica, setis brevioribus, haud numerosis. Torr uncinigert magni et bene eminentes, numerosis instructi hamis (antice fere centenis, postice ferme quinquagenis). Habitat vermis tu- bum limo obductum ideoque nigricantem. Examinavi exempla e mari Indiæ occidentalis allata. 16. Sabella fidelta Kr. (forsan varietas Sab. lingvæ?). Forma crassior (latitudine septimam ferme longitudinis corpori partem æquante), antice teres, postice depressa, minime vero latitudine decrescens, apice coarctato, præciso. Color rubi- ginosus, parte brånchiarum dimidia basali rubro-albidoque fasciata, parte terminali griseo-fusca. Paria branchiarum XLVII, in orbem ferme, vel potius spiram incipientem, utrin- que composita, perelongata (duas longitudinis corporis partes 28 æquantia), gracilia, moliia, £/7s appendiculartbus brevibus, gracilli- mis, undulatis; ap7ce nudo brevissimo, gracillimo, filiformi. Ctrre buccales diversæ invicem longitudinis, tertiam quartamque longitudi- nis branchiarum partem æquantes, graciles, compressi, rigidi, alter rectus, acuminatus, setåceus; alter arcuatus, crassior, submuticus. Collare dimidiatum, appressum, lobulis ventralibus haud laciniatis, dextro partem sinistri tegente. Longttudo totius animalis quatuor explet pollices. Annult numero ferme 120, brevissimi (15'es lati- ores quam longiores). Ånterwor corporis pars bene distincta, octo composita annulis, parum longior quam latior. Sw/cus abdomt- nalis indistinctior. Ånus terminalis. Tubercula setigera minuta, vix eminentia, parum conspicua. 7orr uncrnigerr lineares, elongati, om- nino non eminentes, numerosis minutissimisque armati uncinis. Habitat hoc animal tubum nigricantem, limo confectum. Unicum modo examinavi exemplum male habitum, ex India oc- cidentali proveniens. 17. Sabella crispa Kr. Forma crassior (latitudine nonam longitudinis corporis partem superante vel saltem æquante), su- pra convexa, infra complanata, postice latitudine vix decre- scens. Color fuscus, branchiis saturatioribus immaculatis. Paria branchtarum ferme L, in orbem utrinque composita, elon- gata (dimidiam corporis longitudinem haud ægquantia sed ter- tiam ejus paåartem vincentia) crassiuscula, ita rigida rectaque, ut apex eorum (tertia fere longitudinis parte) crzspetur; filis appendicularibus brevioribus, subcrassis, rigidis, setaceis, apice crispis, per totam branchiarum longitudinem extensis; appendt- cibus lateris eæxternt sat numerosis, perminutis, subcylindricis, peculiaris structuræ. Oørrø buccales magni (dimidiam ferme branchiarum longitudinem ægquantes), dilatati, molles, suba- cuminati, supra fusci, infra albidi, sulco, longitudinali profundo instructi. Collare perhumile, dimidiatum, dorso latissime hians, ad latera subbilobum, inflexum, infra reflexum sublaciniatum. Lon- gitudo totius animalis ad tres excrescit pollices cum dimidia. Annuli, quorum numerus 100 excedit, breves (7—8' latiores 29 quam longiores) sed sat distincti. Åntertor corporis pars octo composita annulis, parum longior quam latior, a posteriori bene distincta. Sw/cus abdomwnalis optime conspicuus, in dorso an- terioris corporis partis obscurius continuatus. -Ånus terminalis. Tubercula setigera perparum eminentia, setis minus numerosis (antice ferme triginta, postice 15) instructa. Tor? unernigert bene prominentes, magni, lineares, antice fere 100ris armati hamis, postice 45ris, Habitaculum tubus nigricans lævis, limo obductus. Duo triave exempla, e India occidentali oriunda, examinavi. 18. Sabella Lynceus Kr. Forma subdepressa, crassa (lati- tudine quintam ferme longitudinis corporis partem ægquante). Color albidus, infra obscurior, punctis binis nigris omnium an- nulorum lateralibus, fasciis branchiarum transversis rubris (ferme quindecim) oculisque nigris per påria positis (paåria ferme duo- decim). Paria branchtarum XXV orbem ferme utrinque formantia, elongata (dimidiam corporis longitudinem superantia); fils appendi- cularibus brevibus, mollibus, crispis; apice nudo brevissimo, digiti- formi; appendicibus eæternis brevissimis (latitudinem branchia- rum longitudine vix et raro æquantibus), percrassis, per paria positis, oculorum numerum vix vel paårum superantibus; ocules ante appendices positis, discretis, 8"is— I (ris Jentibus crystallinis conicis instructis. Cørre buccales quartam fere longitudinis branchiarum paårtem æquantes, late compressi, sinuati. Co/Z/are bipartitum, lobaåa- tum, distinctum, laciniis ventralibus inflexis brevibus. Longitudo totius animalis 16 ferme efficit lineas. Annulz (quorum numerus fer- me 40?) breves, quater vel quinquies latiores quam longiores, distinc- tissimi; anterwor corporis pars octo composita annulis, a posteriore distincta, duplo ferme longior quam latior. Sw/cus abdominalis bene conspicuus. Tubercula setigera prominentia ; tort unernigerre distinc- tissimi. Unicum exemplum haåud bene habitum, ex India occidentali allatum, investigavi. 19. Sabella? varregata Kr. Forma antice dilatata (latitu- dine quartam fere longitudinis corporis partem æquante), postice 30 decrescens, acuminata, depressåa, dorso convexo, superficie in- feriore complanata. Color fulvus, scuto dorsi thoracis coccineo, fasciis longitudinalibus abdominis infra cinnabarinis duaåbus, punctis lineolisve nigris annulorum omnium utrinque ternis; branchiis albi- dis, fasciis quaternis transversalibus, irregularibus, rubris, punctisque ocularibus ternis nigris. Paria branchrarum XVIII semiorbem utrin- que efficientia, sublongiora (tertiam longitudinis corporis partem su- perantia), connata? filis appendicularibus nullis?— Cørrr buccales di- midiam branchiarum longitudinem ferme æquantes, subcrassi, rigidi, teretes, sinuati, apice graciliori, mutico, inflexo. Collare humile sed bene conspicuum, dimidiatum, dorso latissime hians; lobo låterali låto semilunari; infrå in lacinias duas latas inflexas pro- ductum. Longitudo totius animalis undecim lineas parum superat. Annuli, quorum numerus 70, distincti sed breves, ut sex ferme juncti longitudine latitudinem æquent. Ænterior corporis pars, quæ novem — annulo buccali in ratione ducto — constat annu- lis, optime a posteriori distincta. Sulcus abdominalis per totam abdominis longitudinem bene conspicuus. Ånus terminalis, ver- ruciformis.. Tubercula setigera per totam corporis longitudinem bene eminentia, insigniter tamen in anteriori corporis parte. Tort uncinigert sat distincti. Unicum modo hujus speciei exemplum, ex India occiden- tali apportatum, rimavi. Qvæ an generi Sabellæ jure adnume- retur, affirmare haud audeo, cum de structura branchiarum du- bius hæream. 20. BSabella nudicollis Kr. Forma crassiuscula (latitudine octavam fere longitudinis corporis pårtem ægquante), depressa dorso antice longitudinaliter exæcavato, postice convexo, acumi- nata. Color fulvus, anteriori corporis parte supra, posteriori in- fra medio fusca, branchiis purpureis apice albo-fasciatis. Bran- chiarum paria XI vel XII, elongåta (dimidiam longitudinis cor- poris partem fereæquantia); semiorbem utrinque efficientia; bas elongata, nuda, compressa, supra et infra carwnata; filis appen- 31 dicularibus subbrevibus, rigidulis, crassioribus; apice lrbero elon- gato. Cørrt buccales quartam longitudinis branchiarum partem explentes, teretes, rigidi, recti, apice extremo inflexo. Collare prorsus rudimentarium. Longttudo totius animalis ferme polli- caris. Numerus annulorum circiter 100; annuli omnes bene distincti, sed antice longiores, ut quatuor vel quinque juncti lon- gitudine latitudinem corporis superent. Ånterior corporis pårs octo constans annulis, a posteriori optime distincta colore, dorso excavato, toris uncinigeris maximis, valde prominentibus. Sulcus abdominalis non modo conspicuus per posteriorem corporis par- tem infra, sed etiam in dorso anterioris partis continuatus. Anus terminalis, transversus, inter tubercula duo subglobosa (su- perius et inferius) excavatus. Tubercula setigera minuta, paucio- ribus armata setis (antice ferme vicenis, postice 7-8) formæ du- plicis. 7orr uncinigert antice ferme 40is armati hamis, postice minuti, 20-25'S modo præditi hamis. Duo modo hujus speciei perdistinctæ investigavi exemplå mutila, e maåri St. ”homam Indiæ occidentalis ålluente transmissa. 21. Sabella thoracica Kr. Forma teretiuscula, antice crassior (latitudine octavam longitudinis corporis pårtem ferme æquante), dein decrescens, postice subacuminata. Color luteo- albidus, subviridescens, punctis purpureis collaåris anteriorumque annulorum; branchiaåa rubricata, fasciis binis albis irregularibus, binisqve ternisve punctis purpureis ocu/arrbus lateris exterioris. Branchiarum paria ferme XVI, longiora (tertiam ferme longi- tudinis corporis partem æquantia), utrinque semiorbem formantia, subcrassa, rigida, apice in angulum inflexo; f/7s appendicularibus subbrevioribus, ante apicem vero non decrescentibus eumque ubique dense involventibus. CørrY buccales quartem ferme lon- gitudinis branchiarum partem implentes, crassiores, compressi, rigidi, albi, apice inflexo purpureo. Co//are humile, haud inflexum, dimidiatum minime vero hians, lobis lateralibus binis valde in- distinctis. Longitudo totius animalis pollicem fere exæquat cum 32 p dimidia. Annult, quorum numerus fere 80, distincti sed bre- viores (quater vel quinquies latiores quam longiores). -Ånterror corporis pars tredecim constans annulis, duplo ferme longior quam latior, a posteriori parum distincta. Sw/cus abdominalis fere evanescens. Tubercula setigera minuta, vulgo denis modo armata setis. Tort unctnigert bene conspicui, lineares, in po- steriori corporis parte 25 ferme instructi hamis perminutis. Tubus limo obductus, crassior, annulis quasi variegatus griseis subnigrisque. Unicum, nec id bene habitum, hujus speciei examinavi exem- plum, in mari St. Thomam Indiæ occidentalis insulam ambiente captum. 22. " Anamøbæa Ørstedii. Forma elongata (latitudine 17 ferme longitudinis corporis paårtem æquante), postice haud de- crescens, supra convexa, infra plana. Color vulgo fulvus, bran- chiis dilutioribus fascia transversali media rubente indistincta. Paria branchiarum XXIV—XXXIV, longiora (tertiam longitudinis corporis partem multo superantia, dimidiam vero håud æquantia), gracilia, rigida; ftlzs appendtculartbus brevibus, gracillimis, un- dulatis sed rigidulis; aprce lrbero nullo. Cørri buccales rigidi, teretiusculi, ,invicem magnitudine formaque diversi: dexter tertiam longitudinis branchiarum partem superans, setaceus apice acumi- nato inflexo; sinister quartam longitudinis branchiarum partem superans, aåapice recto mutico. Co/lare rudimentarium; ita ta- men, ut vestigia solitæ structuræ non prorsus evanescant. Lon- gitudo totius animaiis duas superat pollices (imo åd quatuor, ut videtur, interdum excrescit). Ånnul, quorum numerus 120 et ultrå, pårum distincti, invicem ferme ægquales, brevissimi, ut sex septemve juncti longitudine demum ægquent latitudinem. Ånus terminalis. Tubercula setigera fere evanescentia, brevissi- mis rarisque (vix denis) armata setis biformibus (duabus tribusve formæ vulgatæ, reliquis spathulatis). Fort uncinigert quadragenis et ultra armati hamis sat magnis. Påuca quædam eaque male habita hujus speciei ad oras in sularum Indiæ occidentalis lecta exempla examini subjeci. 23. Chone infundibuliformis Kr. Forma subcrassiuscula vel intermedia (latitudine duodecimam usque åd decimam longi- tudinis corporis paårtem ægquante), teretiuscula, subdepressa, postice vulgo acuminata. Color subfuscus, branchiis dilutioribus, immaculatis.. Branchtarum påria XIV-XXII, sublongiora (tertiam longitudinis corporis pårtem in adultis haud ægquantia), f7/zs ap- pendicularibus longis, tenuibus, acumrtnatis, flexuosis sed rigidis, apice libero mediocri, margine cutaceo incluso, foliiformi. Cérro buccales numerosiores (tria paria) sed minuti, graciles, acuminati, flexuosi, molliores. Co//are sat productum sed basi branchiarum appressum, nulla omnino incisura ventrali dimidiatum, margine .integerrimo, nec lobatum nec laciniatum. Longttudo totius ani- malis ad quatuor pollices cum dimidia excrescit. AÅnnulorum numerus in aådultis ferme 80; annuli bene distincti, antice lon- giores (dimidiam latitudinem fere ægquantes), omnes håud ob- scure stria transversali bipartiti. ÆAnterror corporis pars octo con- stans annulis, plus duplo longior quam latior, a posteriori håud distincta. Sulcus abdomwnalis non modo in superficie posterioris corporis partis ventrali bene conspicuus sed etiam in superficre dorsalt antertoris corporis partis per omnes annulos distinctis- sime continuatus. Anus terminalis. Tudbercula setigera minuta, pårum eminentia sed setis armåta numerosis (in anteriori cor- poris parte biformibus). Tort uncinigerr perminuti et paåarum Conspicui sed uncinis instructi numerosis, qui in anteriori cor- corporis parte formam affectant securis. Ø Hæc species, quæ in mari grænlandico håud råro obvenit, tubulum habitat albo-flavum, cutaceum, limo non obductum. 24. Chone suspecta Kr. Forma crassior (latitudine octa- vam longitudinis partem superante vel saltem æquante), depressa, postice sensim. attenuata, acumine desinens. Co/or" subaurantia- cus, branchiis pallidis, immaculatis. Branchriarum paria VII (?), 3 mk sl elongata (duas corporis partes longitudine superantia); 7Zzs ap- pendiculartbus rvarioribus, brevibus, subrigidis, gracilibus; apice libero breviori, foliiformi vel cuticula åd laterå incluso, ita tamen, ut ultima Jilt particula e cute emineat. Unicum cwrrorum bucca- lium par. Collare appressum, dorso hrans, nulla vero incisuraå ventrali dimidiatum, margine integerrimo. Longitudo totius ani- malis decem haud explet lineas. Ånnul, quorum numerus fere 50, perparum distincti, minime bipartiti, breviores, in medio corpore quater latiores quam longiores. Ånterior corporis pars octo composita annulis, elongata (plus duplo longior quam latior), a posteriori non distincta. Sul/cus abdominalis colore albido con- spicuus, in superficie anterioris corporis partis dorsali, sed minus distincte, continuatus. -Ånus terminalis. Tubercula setigera mi- nutissima, pårum numerosis armata setis. Tort uncinigerr fere evanescentes, in anteriori corporis pårte uncinorum loco setis armati securis formam fere imitantibus, longissimoque instructis manubrio. Minuta hæc species tubulum habitat albicantem, tenuem. Unicum modo ad oras Norvegiæ occidentalis (Kristianssund) cepi e emplum, quoaåad branchias mutilum. Nomine, quod huic vermi tribui, indicare mihi in ånimo eråt dubium, utrum distinctå re- putenda sit species, ån forsan potius pullus præcedentis habenda. 25. Chone flabelligera Kr. Forma gracilis (latitudine vigesimam quintam longitudinis paårtem vix æquante), teretiuscula, postice vix decrescens. Color fulvus, nullis branchiarum ornatus maculis. Branchtarum paria XII mediocris longitudinis (quartam longitudinis corporis partem ferme ægquantia), arcuata, inferne longitudine decrescentia, apice libero elongato, acuminato, files appendicula- ribus longis, gracilibus, undulatis et crispis (omnino vero evane- scentibus in paribus branchiarum tribus infimis et tntertoribus). Cirrt buccales utrinque bini, subrudimentarii (decimam tertiam longitudinis branchiarum partem haud superantes), teretes, fili- formes. Collare nulla fissura ventrali dimidiatum, supra pårum (ål) Gt hians, lateraliter haud lobåtam, infra inflexum et in laciniam productum. Longitudo totius animalis 16”” vix superat. Ånnulr, quorum numerus ferme 35, distincti, elongati (partim longiores quam latiores), stria transversali bipartiti. Ænterror corporis pars octo constans annulis, åa posteriori bene distincta, valde elon- gata (branchiis sublongior, octies noviesve longior quam latior). Sulcus abdominalis sat conspicuus. Anus rimam efficit longi- tudinalem per superficiem posticæ corporis partis depressæ ex- tensam. Tubercula setigera distincta sed rarioribus armata setis. Tori uncinigert pårum conspicui. Unicum hujus speciei exemplum ad Tromsø cepi in pro- funditate 5-6 orgyiarum. "26. Myæicola Steenstrupii Kr. Forma crassa. (latitudine sextam septimamve longitudinis corporis partem ferme æquante), teres, postice decrescens, acuminata. Color dilute flavescens vel subaurantiacus, nullis omnino vaåariegaåtus maculis punctisve. Pa- ria branchiarum XVII—XXI, longiora (tertiam longitudinis cor- poris partem superantia), mediocriter crassa, sensim attenuata ; apice libero longissimo (tertiam fere longitudinis branchiæ par- tem obtinente), setaceo, spiraliter sæpius convoluto; gæs appen- diculartbus longissimis (tertiam vulgo longitudinis branchiæ par- tem explentibus), gracillimis, setaceis, rigidulis, undulatis. Cør- rus buccalis 16'%S ferme branchiis brevior, sublaminaris, elon- gato-triangularis. Longitudo totius animalis duas æquat pollices cum dimidia. Annulz, quorum numerus ferme 54-60, paårum distincti, rugis transversis obsoletioribus subdivisi (antice qua- fernas, ut videtur, postice ternas exhibentes rugas), . breviores, ut quinque usque åd septem juncti demum longitudine latitudi- nem æquent vel superent. Åntertor corporis pårs octo compo- sita annulis, distincte longior quam latior. Sulcus abdominalis pårum conspicuus, sed in dorso continuatus. -Ånus terminalis. Tubercula setigera in antica corporis parte perparum conspicua, PE: o 36 in posteriori prorsus evanida; setæ numerosæ sed minutæ gra- cillimæque. Tort uncinigert nulli, hami nulli? Duo rimavi exempla, altérum ad Thorshavn Færoæ a clariss. Steenstrup lectum, alterum sub titulo Græn/andrtæ in Museo Univ. havn. zootomico quondam asservatum. 27. Sprtrographis Januarii Kr. Forma elongata, gracilis (latitudine decimam sextam longitudinis corporis partem ægquante), depressiuscula, postice vulgo acuminata. Color fuscus, nullis branchiarum fasciis distinctus vel maculis. Branchrwæ elongatæ, tertiam longitudinis corporis partem multo superantes; fasciculus earum dexter apud adultos in septem convolutus spiraås et 280 ferme compositus filis; fasciculus sinister haud spiralis, 44 modo for- matus filis. F%/a gracilia, apice nudo brevi, crasso, mutico, filis appendicularibus brevioribus, gracilibus, acuminatis, crispis. COwZrri buccales perbreves (haud duodecimam longitudinis branchiarum partem explentes), crassiores, subacuminati, rigidi. Collare paår- vum sed bene distinctum, inflexum, dimidiatum, dorso hians, lateraliter bilobum, infra in duas lacinias acuminatas productum. Longitudo totius animalis ad octo novemve pollices interdum exsurgit. Annult, qui numero 200 superant, distinctissimi sed breves (in medio corporis longitudine octuplo ad minus latiores quam longiores). Ånterror corporis pårs octo constans annulis, a posteriori bene distincta, eadem ferme longitudine ac latitu- dine. Bulcus abdomnalis per totam corporis partem posteriorem optime conspicuus. -ÅAnus terminalis, subverruciformis. 7uber- cula setigera minuta sed perdistincta, area suborbiculari inclusa, 50 setis et. supra armata. Tort uncwnigert lineares, parum pro- minentes, conspicui tamen, in posteriori corporis parte 50" ferme præditi uncinis, in anteriori fere 100Pis, Hoc animal, ad Rio Janeiro in profunditate 5-6 orgyiarum sat frequens, tubum habitat limo obductum, nigricantem. 37 Hr. Professor Sreenstrup meddelte derpaa følgende Notits om Sabella marsupralis Gmelin, som efter hans Undersøgelser hører til Koraldyrene og formentligen udgjør en ny Slægt af de frie Actønraagtige Dyrs Gruppe, for hvilken han foreslog Slægt- navnet Sphenopus. »Da Slægten Sabella paa Selskabets Mødeseddel var an- meldt som Gjenstand for et Foredrag af et af dets Medlemmer — hvis lærerige Meddelelse nu såa meget har forøget vore Kund- skaber om denne Slægt, baade ved et betydeligt Antal nye Former og ved flere interessante physiologiske Kjendsgjernin- ger — hår jeg i denne Anledning medtaget en kort Notits om en hidtil meget problematisk Dyreform, som i de ældre Systemer var optaget blandt denne Slægts Arter. Jeg har følt mig såameget mere opfordret til at fremkomme med dette Bi- drag til Slægtens Historie, saa lidet det end er, som netop vore ældre Conchylie-Samlinger, navnlig den Spenglerske, saavidt jeg kan skjønne, ere de eneste, der ret kunde oplyse dette problematiske Dyr, og disse for Øieblikket ere betroede til mig. I sim: Einleitung in die Conchylienkenntniss nach Linné, Halle 1784, zweiter Bd., S. 591, har Joh. Sam. Schrøter iblandt de Arter af Slægten Sabella, hvilke han ikke fandt optagne hos Linné, og som rigtignok hovedsageligen ere opstillede paa Hu- sene til Phryganee-Larver”), beskrevet og afbildet en Årt under Benævnelsen »die beutelfårmige Sabelle« uden at tillægge den noget systematisk Speciesnavn, hvilket han heller ikke gjorde ved nogen af de andre hos Linné ikke forekommende Arter. Hans Ord paa det anførte Sted lyde: f) At han henfører disse til Slægten Sadbella, ligger ikke deri, at han var uvidende om, at de hidrørte fra Insektlarver, men deri, at han var uvis om, hvorvidt muligen de i Saltvandet levende virkelige Sabeller ogsaa kunde vise sig som Larvetilstande af andre Dyr. 38 »Diese Sabelle hat die Form eines Beutels oder eines Spadels, dessen sich die Aerzte bedienen, wenn sie Pflaster streichen. Da wo das Thier seine Oeffnung hat, ist es schmal,”fast rund, nun wird es schnell breiter, wird aber nach und nach schmåler, und ist unten abgerundet. Auf den Seiten und unten ist es zusammen gepresst, nach oben zu aber aufgeblasen. Es ist aus dem feinsten schwarzgrauen und schwarzem Sande erbauet, innwendig aber ist es mit einer braunen zåhen Haut umgeben, und daher ganz glatt. Es ist uber zvey Zoll lang, und fast anderthalb Zoll betrågt die gråsste Breite: Ein zweytes Beyspiel ist aus schwarzen feinen Sande erbauet und wurde einen coni- schen Bau haben, wenn es nicht in der Mitte am breitesten wåre, und unten spitzig zu lief. Es hat fast den Bau eines Pan- toffels. Beyde Sabellen sind aus der See, den eigentlichen Ort aber, wo sie wohnen, kann ich nicht angeben. Sie sind ein Geschenck meines Spenglers. Siehe Tab. VI, Fig. 21.4 Denne Sabelle, der altsaa kun er opstillet påa det af Sand- korn byggede eiendommelige Skjul, uden at noget om det deri levende Dyr var bekjendt, har Gmelrn i sin 13de Udgave af Linnés Systema S. 3751, opført med Artsnavnet Sabella marsu- pralis, idet han simpelthen har oversat den schrøterske Benæv- nelse; den er kun optaget efter Schrøters Beskrivelse og Figur, med Diagnosen: »testa nigra; fine åaperto cylindrico angustiori, alteråa parte turgida ovata«, og det Tilføjlende: %abrtat ?n marw ....; testa ultra 2 pollices longa, ex arena nigra composita, intus lævt. Ved Hjælp af denne Gmelinske Diagnose holdt dette Sand- hylster sig i Systemet, og det blev saaledes optaget af Blarnville i hans Monographie af Sabellaslægten i Dictionaire d'histoire naturelle vol. XLVI, S. 488 (1827), idet denne Forfatter, der iøvrigt paa en heldbringende Maade udskilte det meste af det fremmedartede Indhold, som Gmelin efter Schrøter og Andre havde indført i Slægten, mente, at denne Form endnu maatte være at beholde under denne. 39 Af dette meget besynderlige Dyr, som man siden dets første Beskrivelse ikke har seet anført åt være i noget Museum, findes der heldigvis endnu nogle tørrede Exemplarer i den Spenglerske Conchyliesamling, og om disse end ere lidt forskjellige i Stør- relse og Form, stemme de dog, og navnligen enkelte Exem- plarer, såa vel med Schrøters Beskrivelse og Figur, at der ingen Tvivl kan være om, at det maa være aldeles lignende Exem- plarer, som Spengler i sin Tid har sendt Schrøter. Til yder- ligere Vished herom ere de med Spenglers egen Haand paa en i Æsken liggende Papirsetiquette betegnede: »Die beutelfoårmige Sabelle. Schråters Einleitung in die Conchylienkenntniss, zweiter Band, pag. 591, Nr. 19. Dessen Kupfer Tab. 6, Fig. 21. Von Tranquebar«, og herved faaer man da med det samme ogsaa Oplysning om Dyrets Fædreland, som hidtil vår ubekjendt, idet Spengler formodentlig ikke har meddelt Schråter det. Men hvad der til Kundskab om Dyret er endnu af langt større Vigtighed, er, at der i det kongelige Museum findes op- bevaret 7 andre Exemplarer af denne Årt i Spiritus, og det i et Glas, hvis hele Tilluknings-.… og Tilkitningsmaade røber, at det maa hidrøre fra Museets ældste Bestanddele, rimeligvis fra det ældre nåturhistoriske Selskabs Samling eller maaskee fra Kunstkammeret, hvis Bestyrer Spengler var, ja måaaskee endog fra Spenglers egen Samling, men i alle Tilfælde tør man antage det for sandsynligt, at de hidrøre fra samme Sending eller Ind- samling, som de tørrede Exemplarer i Spenglers Samling, og rimeligvis skyldes vore dengang ivrige Samlere i Indien, Dr. Kønig eller Missionair John. Disse Exemplarer , der ere i en særdeles god Tilstand i Forhold til den lange Tid, hvori de have været opbevarede i Museet, have tilladt en nøjere Undersøgelse af Dyrets indre Bygning; jeg har aabnet tre af dem, og det har vist sig, at Dyret ikke er nogen Annelide, hvilket Formen heller ikke gjorde meget " sandsynligt, men et Straaldyr og navnlig et Koraldyr af de Ac- tinieagtiges Gruppe; indenfor denne danner det imidlertid en 40 egen Slægtsform, der, … saavidt jeg hidtil har kunnet finde, ikke er bleven beskrevet. Ved den ovenfor anførte korte Schrøterske Beskrivelse er det allerede bekjendt, at Dyrets almindelige Form har Lighed med en Spathel eller med visse ældre Folkeslåags. rundæggede Øxehamre eller saakaldte »ceraunr«, og det fremgaaer deraf, at det deler sig ligesom i to Dele, et øvre, meget smalere, trindt eller valtseformet Partie, der modsvarer hine Instrumenters Skaft- del eller disses Bane og i hvis Ende Aabningen til den indre Krop- hule findes, og et nedre, meget bredere, stærkt fladtrykt, nedad næsten kileformig tilskjærpet Partie, begge Instrumenters Blad, paa hvis nedre Rand man vel ikke kan finde nogen Aabning, men i hvilken man dog omtrent påa samme Sted (m) paa flere Exemplaårer seer et lile Indtryk, som kunde formodes fremkom- met ved en stærk tilsnøret Åabning. Overskjærer man nu denne øvre trinde Del af Dyret, f. Ex. efter Linien aa', Fig. 1, seer man, at den, ligesom en påa tvers overskaaren Appelsin, indvendig er delt i mange Rum ved et stort Antal Hudblade, der som Skillevægge gaae fra den ydre Krophud ind imod Åxen, der her udgjøres af en langstrakt For- døielseshulhed, Fig. 2. Skillevæggenes Antal var hos det aftegnede Exemplar 28, men midt imellem hvert Par traadte der desuden i Reglen en lille Hudplade ind i Rummene; dog havde denne kun ”s indtil 6 af Skillevæggenes Bredde; kun i 3 Rum paa den ene Side af Dyret manglede disse smaa fremspringende Plader, medens der i tre Rum omtrent ligeoverfor dem våre to saadanne Plader. Gjennemskjæres Kroppen lidt længere nede, bliver Gjennemsnittet mere ovalt, eller, hvis dette laae lidt dybere, f. Ex. efter Linien b b”, aflangt eller elliptisk, eftersom Kroppen her begynder at tiltage i Bredden, Fig. 3. Skillevæggene gåae her ind imod en noget fladtrykt Axehulhed, som er Fordøielseshul- heden; men de ere ikke længere af samme Bredde, idet de af dem, der komme fra Dyrets brede Sider, ere smale, de deri- mod, der komme fra de smale Sider, indtil dobbelt saa brede; 41 man kan deraf dømme, at den fladtrykte Form er constant i Dyrets levende Live. Deres Antal og de indskudte smaa Pla- ders Forhold synes at være som i det høiere liggende Gjen- nemsnit; men Rummene begynde her at fyldes med en kjertlet Masse, der ved nøiere Betragtning viser sig fornemlig at dannes af slangeformig bøiede Kjertelpartier, som snoe sig paa Vægge- nes indre Sider. Længere end til omtrent Midten af Dyret synes Fordøielseshulen ikke at strække sig, idet den i sin nedre Del mere og mere snører sig sammen. Skjærer man derfor Dyret over i dets nederste Trediedel, f. Ex. efter Linien c—c', sees Skillevæggene i dette elliptiske Gjennemsnit ligesom at straale hinanden imøde, Fig. 4, og disse og Kjertlerne påa Væggene, samt andre kjertelagtige Masser, som hang inde i Rummene og som jeg skulde antage for Forplantningskjertlerne, synes at fylde Dyrets Hulhed aldeles. Kort nedenfor hører imidlertid Kjertel- beklædningen op, og man seer da 'Skillerummenes frie Rande træde frem i et nederste kegleformet Rum. Billedet af den indre Bygning vil Længdesnittet (Fig. 5) anskueliggjøre endnu mere; det er ført parallelt med iKroppens tvende bredere Flader. Den egentlige Fordøielseshulhed, der hos ingen af de aabnede Exemplarer gik længere end. til Midten af Dyret, viser sig paa den indvendige Flade stribet og foldet efter Længden; Folderne ere i Antal lige med Skillevæggene, men afvexlende med disse, og omtrent ligestore. Midt paa en af de bredere Flader er der en meget dyb men smal Fure eller Rende, som sænker sig ud mod Hudvæggen og som minder endel om Furen paa Bugfladen af en Ascidia. Paa dens ydre Flade er denne Rende understøttet ved et ejendommeligt Brusk- skelet, der hesteskoformig bøjer sig om den og danner ligesom begge dens ydre Vægge. Da Skillevæggene og Længdefolderne øiensynligen ere ordnede regelmæssigen påa begge Sider af denne Fure og dens Bruskskelet, sees det her særdeles tyde- ligt, åt der, uagtet den tilsyneladende Straaleform, gaaer en fuldkommen Sidesymmetrie igjennem dette Dyrs Bygning, hvad ogsaa den ydre Form maatte lade formode; men hvad man maaskee mindre ventede, er, at Dyrets Midtplan altsaa ikke lig- ger parallelt med de to bredere Flader, men staaer netop lod- ret påa dem, saa at den ene af disse bliver at betragte som en Bugflade, den anden som en Rygflade, og det er vistnok saa- ledes heller ikke blot tilfældigt, at disse to Flader hos mine Individer i Reglen ikke ere hvælvede i samme Grad. Det Rum, hvori denne bruskklædte Rende bøier sig ind, og dets tvende Naborum paa begge Sider ere de tre Rum, i hvilke, som jeg oven- for angav, den lille indspringende Tverplade manglede; de 3 Rum, jeg angav at have det dobbelte Antal af disse, ere Rummet lige- overfor, eller det diametralt modsatte, og det andet Rum fra dette igjen påa begge Sider. Paa den ene Flade af Maven er iøvrigt ogsaa den Længdefold, der staaer ligeoverfor hin dybe Fure, lidt skarpere begrændset end de andre. Forneden sees de omtalte Kjertelsnoninger at ligge såa tæt paa Skillevæg- gene, at de ligesom fylde Mellemrummene aldeles; kun aller- nederst seer man dem igjen ophøre, og efter disse i Spiritus opbevarede Exemplaårer at dømme, vilde jeg antage, at Skille- væggene stode frit frem og ikke samlede sig i Axen. Endnu i dette nederste Partie af Dyret (Fig. 5 s.) finder man tvende Hudblade rage tydeligere frem og danne en dybere Rende imeilem sig, og då disse ligge nøiagtig i samme Linie som Bruskvæggene om den dybere Fure i dets øvre Halvdel, anseer jeg dem for Fortsæt- telsen af disse. Nogen Aabning udad har jeg ikke kunnet finde. Opåd er den egentlige Mave eller Fordøielseshule ved en skarp Grændse afsondret fra en rummeligere Hulhed, et Slags midlertidigt Forgaard eller, som det viser sig, et Tentakelrum, idet nemlig den øverste Del af Dyret, en Tentakelskive tillige- med mange Tentakler, ere trukne ind i dette. Man seer derfor lange, trinde, tilspidsede Tentakler hænge ned i det. Hvormange disse ere, har jeg ikke bestemt kunnet afgjøre, da de ere meget sprøde og ved den mindste Berøring brække af; men de ere i det mindste ligesaamange, som Rummene, og sidde i den ind- 43 trukne Tilstand, i det mindste, i flere Kredse, der ere såa tæt stillede, at de synes kun at udgjøre een, Fig. 6; den ydre Mund- aabning er tæt rynket, men sammenfoldet efter en Linie, der svarer aldeles til den ovenfor antydede Midtplan af Dyret. Kroppens egentlige Hud, som bestaaer af flere Lag, er ikke meget tyk, neppe dobbelt såa tyk som de lodrette Skillevægge, men den har klæbet fast paa sig, ja synes næsten at optage i sig en saadan Masse af uorganiske Smaadele, nemlig Dynd og Sand, at den ved denne fremmede Skorpe synes at fåae en umaadelig Tykkelse, især i Kroppens to nederste Trediedele. De forskjel- lige Tyversnit give en tydelig Forestilling om dette Sanddækkes Tykkelse paa forskjellige Steder af Kroppen; medens det nemlig er tyndest opåd og påa den trinde Halsdel kun $r"", nåaer det indtil den firedobbelte Tykkelse i det Belte, hvori Dyret begyn- der at udbrede sig stærkere; påa Midten af Dyret er det alle- rede 4—5rm tykt, og i den nedre Trediedel-bliver det indtil 8—9mm tykt, det vii sige: paa de smalere Sider af Dyret, thi paa de bredere Sider har det i Reglen i de forskjellige Høider kun Halvparten af den her angivne Tykkelse. Disse Forhold i Sanddækket røbe iøvrigt, at dette neppe kan være tilveiebragt ved Hjælp af en simpel Slimafsondring, saaledes som Tilfældet er med Sandhylstrene eller Dyndrørene omkring en Terebella eller en Sabella. Dette er nu Bygningen af den Gmelinske Sabella marsu- pialis, forsaavidt jeg paa disse ældgamle Exemplarer hår kunnet udrede den. Hvad der tydeligt nok gaaer frem deraf, er, at dette Dyr er et Straaldyr, og et Koraldyr af Actiniernes store Gruppe, men indenfor denne stiller det sig dog som saa afvi- gende fra de hidtil beskrevne Former, åt det efter min Mening maa udgjøre en ny Slægt, for hvilken jeg, efter Kroppens Form, vilde foreslaae Navnet Sphenopus. Fra de mange typiske Former af Actinier adskiller nemlig Vort nye. Dyr sig derved, at den nedre Del af Kroppen eller Foden ikke danner nogen Hæfteskive, hvorved Dyret altsaa er ude af Stand til at hæfte sig til faste Gjenstande. Efter Bag- endens Form at dømme kunne vi kun antage, at det lever ned- stukket eller nedplantet i en blød, af fine og bevægelige Partik- ler bestaaende Havbund. Med Hensyn til dets Befæstelsesmaade har det altsaa, som det synes, sine fuldkomne Analoga- blandt de coloniedannende Koraldyr i Slægterne Pennatula og Veretillum og blandt de eenlige Koraldyr i Slægterne: Sphenotrochus og beslægtede Former, hvilke dog alle ere indvendig understøttede af et Kalkskelet; men såa fuldkomne Analogier ville vi neppe kunne paavise hos de Koraldyr, der mangle dette Skelet og alt- saa henregnes til de egentlige Åctinier, om vi end have fundet højst karakteristiske Overgange dertil hos en Række Slægter, der ikke paa sædvanlig Actiniavis hæfte sig til faste Flader, nemlig hos Minyas, Edwardsta, Ilyanthus, Peachia, Moschata og Certanthus. Den første af disse Slægter kan ved Kroppens Sammentræknin- ger og Udvidninger svømme omkring; ved næsten lignende Be- vægelser kryber EÆdwardsien med Lethed omkring i Dyndet og gjennemroder dette, og Ilyanthus synes væsentligen at leve paa samme Maade... Slægterne Peachia, Moschata og Certanthus ere mere adstadige og synes oftest at blive omtrent påa samme Sted, om end Moschata skal være fundet fri i Vandet i svøm- mende Bevægelse.”) Peachia angives at staae opret i en løsere og finere Sandmasse imellem større Stene og Klippeblokke, men ") Jules Haimes anfører i sin Afhandling om Cerianthus (Ann. des science. naturell. 1854. Tom. I. p. 386), med hvilken Slægten Moschata sam- menstilles, at denne Moschatas egne Bevægelsesmaade ,,vient expliquer et confirmer une des assertions d'Åristote, que les naturalistes modernes avaient trés mal interprétée"; derved sigter han til Aristoteles 1. Bog. 1. Cap. 8, hvor det hedder: ,; nogle Dyr ere baade fastvoxne og fri- bevægelige, saaledes som en vis Slags af de saasaldte Akalepher; af disse løsne nogle sig om Natten og søge Føde." SMen at dette Træk helt og holdent passer paa de almindelige ÅActinier, hvilke Aristoteles ogsaa paa alle andre Steder mener ved sine Acalepher, maa være en- hver Naturforsker, der har studeret ved Middelhavet, velbekjendt, og der kan saaledes ikke være at tænke paa, at Åristoteles skulde havt en saa sjelden og usædvanlig Form for Øie. 45 samler ikke denne Sandmasse om sig, og ved den mindste Allarm eller Uroe skal den med en overordentlig Hurtighed kunne trække sig dybt ned i sine Huller i denne. Moschata og Cerranthus leve ogsaa begge fortrinsvis i saadanne løse Masser; men de hæfte sig enten efter Forgodtbefindende (den første) eller stadigen (den sidste) til faste Gjenstande i disse, Tangstam- mer, Tangblade 0. s.v., og deres Tilknytning til disse forstærkes derved, at de begge søge at danne, tildels ved Hjælp af de dem omgivende Partikler, et Slags Hylster omkring sig. Til disse sidstnævnte Slægter slutter sig altsaa vor nye Form med Hen- syn til sin Befæstelse, idet den iøvrigt gåaer videre i den af dem antydede Retning; den måa nemlig leve stedse påa samme Sted nedplantet i det bløde Sand eller Dynd og bindende dette paa en egen Maade til en Skorpe omkring sig; den kileformig sam- mentrykte Baågende lader iøvrigt formode, åt Dyret ved nogen Anstrengelse vil være istand til at sænke sig mere eller mindre dybt i denne sin bløde Omgivelse. Dannes der end saaledes igjennem flere Slægter en Overgang imod Sphenopus, afviger denne dog ved sin sammentrykte, mei- selformede eller kileformede Bagkrop fra de nævnte Slægter, der alle ere valtse- eller tenformede og bagtil kegleformig til- spidsede, og med denne Kroppens Form, der minder om Sphe- notrochus og lignende Stjernekoraller, have vi i det Foregaaende seet, at en iøinefaldende symmetrisk Ordning af alle Delene staaer i Forbindelse. Denne symmetriske Ordning troer jeg nu vel ikke, strængt taget, mangler hos nogensomhelst Actiniaform, skjøndt det af Naturforskerne i Almindelighed ikke gjerne indrømmes ; men den er under alle Omstændigheder stærkere udtalt her end hos de ovennævnte Slægter, med en Rygflaåde og en Bugflade, en højre og en venstre Side. Af de indre Eiendommeligheder fortjener derhos særlig at fremhæves den med Brusk understøt- tede dybe Fure paa den ene af de brede Flader, til hvilken kun Slægten Cerzanthus synes at have noget aldeles tilsvarende. Men medens Cerranthus er »ditrematus« og har en Aabning paa 46 Spidsen af Bagkroppen, hvilket den først nylig beskrevne Pea- chia ogsaa har, saa synes Sphenopus aldeles lukket i denne Del, og altsaa sluttende sig i denne Henseende til Moschata, Ilyanthus 0. s. v., og navnligen nærmest til denne sidstnævnte Slægt, forsåavidt som Skillevæggene jo fortsætte sig ned igjennem hele Kroppen; dette er nemlig ikke Tilfældet med Moschata og Cerianthus, og af disse to Former have Milne Edwards og Jules Harme fornemmelig af denne Grund troet at burde danne en egen Familie: Cerranthidæ. Man vil altsaa skjønne, at denne Slægt i systematisk Hen- seende ikke mangler Interesse, idet den endnu mere forøger Com- binationen af de Karakterer, hvorpaa især i de senere Aar flere fra de typiske Actinier afvigende Slægter ere blevne opstillede, men hvis relative Betydning endnu staaer dunkel for os. Ligeoverfor de nylig nævnte Slægtsformer, med hvilke den deler flere eller færre Ejendommeligheder, kunde man maaskee formulere Slægtskarakteren saaledes: Sphenopus: animal e classe Anthozoorum, ex ordine Poly- actineorum et e€ familia Åctøntarum, generibus aberrantibus 1lyan- tho, Peachriæ et Certantho affine, monotrematum, corporis anteriore parte subcylindrica, posteriore vero a ventro dorsoque depressa et lata, securiformi vel cuneata, limum et graånula årenæ in crustam crassam alligante; tentaculis unum circulum, åa pluribus contiguis constantem, formantibus; sulco stomachali parietibus cartilagineis instructo. I Anledning af Sandskorpen udenom dette Dyr maa jeg til Slutning endnu tilføje, at medens Skorpens ulige Tykkelse gjorde det påa den ene Side mindre sandsynligt, at den var istand- bragt ved afsondret Slim, gjorde den af Jules Harme iagttagne Hylsterdannelse hos Cerzanthus, der synes at bestaae af et tæt Filt af de lange Nældetraade, det påa den anden Side ikke usandsynligt, at det ogsaa her kunde være Nældetraadene, IJ elsk F h 18596 5.47 Syd CHOIWs marsuptales. (Gmel.) [odner & Kittendortt hh I EEN der ved en ulige Udvikling paa de forskjellige Sider og Steder bandt Sandkornene sammen i en såa ulige, men dog regelmæs- sig Tykkelse; en mikroskopisk Undersøgelse viser virkelig og- saa, at det er en yderst fiin traadet Masse, der sammenbinder Smaapartiklerne. Et meget fint 'Tversnit af Skorpen viser sig som Figur 8. Nældeblærerne selv hår jeg ikke med Sikkerhed kunnet finde. Paa den medgivne Tavle fremstiller Fig. 1—5 Sphenopus marsuptalis Gmelin i naturlig Størrelse: Fig. 1. Dyret, seet fra en af-de brede Sider; — 2. et Gjennemsnit af Dyrets mere trinde Halvdel efter Linien a—a'; z er Længdefuren med Bruskvæggen ; — 3. et Gjennemsnit dybere nede, efter Linien 6—6'; —. 4. et Gjennemsnit i den nederste Trediedel efter Linien c—c' ; — 5. et Gjennemsnit efter Dyrets Længde, -af et andet mere kileformet Individ; 0, Tentaklerne hængende ned i den nedbøiede øverste Del, det saakaldte Tentakelrum; p, Længdefuren; g, Skillevæg med Spor af de øverste Kjertelsnoninger; r, de overskaarne Skillevægges Kjertler, fyldende Rummene mellem Skillevæggene; s, det nedre Rum af Krophulen, i hvilket Skillevæggene ikke støde sammen ; — 6. et Parti af den øvre Del, med de nedhængende Ten- takler, forstørret ; — 7. Contourfigurer, der tydeligere angive Skillevæggenes Forhold til Huden og til Fordøielseshulens Folder; stærkt forstørrede. — 8. et Tversnit af Sandskorpen under en stærkere Forstør- relse. Den til Bedømmelse af Herr Vandinspecteur Coldings Af- handling om glasserede Leerrørs Vandføringsevne udnævnte Co- mitee afgav følgende Betænkning: 48 Fra Hr. Vandinspecteur Co/døng har Selskabet modtaget en Afhandling om »Lovene for Vandets Bevægelse i lukkede Led- ninger», over hvilken det er overdraget undertegnede Comitee at afgive Betænkning til Selskabet. Afhandlingen: indeholder først en historisk kritisk Frem- stilling. af de Erfaåringssætninger, som forhen haves om den fordeelagtigste Indretning af Cloakledninger, dernæst en udførlig Beskrivelse af en Række af Forsøg, som under Forfatterens Til- syn ere blevne foretagne her i Byen for åt opnåae større Sik- kerhed i Bedømmelsen af de glasserede Leerrørs Vandførings- evne. Den hele nøiagtige Forklaring over denne Række af For søg og de dertil knyttede theoretiske Undersøgelser maae vi ansee for et baade i technisk og videnskabelig Henseende for- tjenstfuldt Bidrag til Theorien af Vandets Bevægelse i Lednings- rør, hvorfor det anbefåles, at Afhandlingen i sin Heelhed ind- føres i Selskabets Skrifter, hvorimod vi ifølge Sagens Natur ikke have kunnet nærmere controlere selve Forsøgene eller deres umiddelbare Resultater, i hvilken Henseende Forfatterens be- kjendte Grundighed og Paalidelighed ere en tilstrækkelig Garantie. Nogle af de Afhandlingen ledsagende Tegninger ere for store til at kunne beqvemt indføres i Skrifterne, men maae først reduceres til en mindre Maalestok. de Januar 1856. Ramus. Hoffmann. Pedersen. Affatter. I Selskabet blev fremlagt: Fra Academte der Wissenschaften + Berlin. Bericht uber die zur Bekanntmachung geeigneten Verhandlungen. Jahrgang 1836—52 og Aug. 1854—Juni 1855. Berlin. Namen- und Sach-Register der Monats-Berichte von 1836—39. Abhandlungen der Kåniglichen Academie der Wissenschaften zu Berlin. Aus den Jahre 1841—52 & 54. Berlin. 49 Fra Naturforschende Gesellschaft i Danzig. Neueste Schriften der naåturforschenden Gesellschaft in Danzig. 5 Bandes 3 Heft. Danzig 1855. Fra naturforschende Gesellschaft i Ziirich. Mittheilungen der naturforschenden Gesellschaft in Zurich. Heft. VIII & IX. Nr. 92—118. Zurich 1854 & 55. Fra Academie der Wissenschaften + Wren. Jahrbucher der k. k. General-Anstalt får Meteorologie und Erd- magnetismus. Ill Band 1851. Wien 1855. Denkschriften. Philosophisch-historische Classe. 6 Band. Wien 1855. — Mathematisch-naturwissenschaftliche Classe. 9Bd. Wien 1855. Sitzungsberichte. … Philosophisch- historische Classe. AV Band, II—III Heft. XVI Band, I Heft. Wien 1855. — Mathematisch-naturwissenschaftliche Classe. XV Band, III Heft. XVI Band, I Heft. Wien 1855. Fra Geological Socrety 7 London. The Quarterly Journal. Vol. XI. Part. 3. Nr. 43. London 1855. Mødet den 25% Januar. Herr Prof. Ussing forelagde et Par Afhandlinger »om Socrates' Hermes propylæos og Chariterne« og »om Planen og Indretningen af Parthenon«, som allerede ere trykte i Selskabets Skrifter. 50 I Mødet var fremlagt: 2 Fra Royal Society vt Edinburg. Transactions Vol. XXI, Part. IE 1854—55. Proceedings. 1854—55. Vol. IM, Nr. 45. Fra M. Coste. Voyage d'Exploration sur le littoral de la France et de Vitalie. Paris 1855. Instructions practiques sur la pisciculture. Paris 1853. Fra Academte Boyale t Bruæelles. Mémoires, Tome XXVIII et XXIX. Bruxelles 1854 et 55. Monuments pour servier a Vhistoire des provinces de Namur, de Hainaut et de Luxemburg. Tome VIII. Bruxelles 1848. Chronique des ducs de Brabant, par Edmond de Dynter. Tome I et IL Bruxelles 1854. Annuaire de V'åcadémie royale des sciences, .des lettres et des beaux-arts de Belgique 1855. Bruxelles 1855. Bulletins, Tome XXI, Part li, Tome XXII, Part I. "Bruxelles 1854 et 55. Bibliographie académique, ou liste des ouvrages publiés pår les membres, correspondants et associés residents. 1854. Bruxel- les 1855. Mémoires couronnés et mémoires des såavants etrangers publiés par T'åcadémie royale des sciences, des lettres et des beaux arts de Belgique. Tome VI, 2 Partie. Bruxelles 1855. Fra Mr. Quetelet. Observations des Phenoménes périodiques. Annuaire de Vobservatoire royal de Bruxelles. Bruxelles 1854. Sur la relation entre les temperatures et la durée de la végé- tation des plantes. Sur Vinfluence magnetique du soleil, pår Padre Sechi. Etoiles filantes périodiques du mois d'Aout. ÅAurore boreale. Se- conde floraison du lilas. Sur lå météorologie nautique. Observations et recherches sur VFintensité magnétique et sur ses variations pendant une periode de 25 ans, de 1829 a 1854, par Mahmoud. Bruxelles 1854. 51 Sur lå lunette méridienne avec cercle de Gambey et sur le ni veau fixe qui y'est attaché. Mødet den 8% Februar. Herr Prof. Steenstrup meddelte en Afhandling om en mærke- lig Mangel påa Symmetrie hos de fleste mandlige Cephalopoder, et ydre Kjønsmærke, som tjener til at oplyse den rette Sam- menhæng med den saakaldte Hectocotyldannelse hos Octopus- Slægten Årgonauta og Tremoctopus. Denne Afhandling er lige- ledes allerede trykt i Selskabets Skrifter. I Mødet blev fremlagt: Fra Videnskabernes Selskab + Harlem. Extrait du programme de la société hollandaise des sciences å Harlem. 1855. Fra Prof. Van der Hoeven. Over hæt geslacht Icticyon van Lund (Cynalicus Gray). Amster- dam 1855. Fra Society météorologigue + Paris. Annuaire de la société météorologique de France. Tome I. 1853. Paris 1853. Fra Mr. Bernard + Paris. Lecons de physiologie expérimentale appliqué å la medicine, faites au Collége de France. Paris 1855. 44 52 Fra BDocieté Linnéenne i Lyon. Annales de la société linnéenne de Lyon. Années 1852—53. Lyon 1853. Fra Mr. Mulsant %& Lyon. Opuscules entomologiques. Tome 2, 3 et 4. Paris 1853. Fra Bocrété Impérrtale d Agriculture 4 Lyon. Annales des sciences physiques et naturelles, d'agriculture, 2% Serie, Tome IV, 1852. Lyon, Fra Academrte Impérrale des sciences & Lyon. Mémoires de T'åcadémie Impériale des sciences, belles lettres et arts de Lyon. Classe des lettres, Tome 2. Lyon 1858. Clåsse des sciences, Tome 2. Lyon 1852. Fra Hr. Drosbach. Das Wesen der Naturdinge und die Naturgesetze der individu- ellen Unsterblichkeit. Olmitz 1855. Fra det bataviaansch (Genootschap. Natuurkundige Tijdschrift voor Nederlandsche Indie. Deel IX, Nieuwe Serie, Deel VI, Aflevering I et II. Batavia 1855. Fra Geological Boctety 7 London. The Quarterly Journal of the Geological Society, Vol. X, Part 4, - Nr. 40. London 1854. Fra Mr. Morris. Å catalogue of british fossils. London 1854. Fra British Association. Report of the twenty-fourth meeting of the british association for the advancement of science. London 1855. Report to be presented by the parliamentaåary committee to the british association. Mødet den 22% Februar. Herr Prof. 4. Hannover gav en Oversigt over sine Undersøgelser angaaende Tændernes Udvikling og Bygning hos Pattedyrene. Tandsækken indeholder hos Pattedyr fire Bestanddele, som ligge i nøje Berørelse med hverandre, uden dog at smelte sam- men. Hver af dem har sin særegne Bygning. Paa Bunden af Tandsækken og sammenvoxet med den ligger et blødt Legeme, der allerede tidligt erholder Taåndkronens blivende Form. Dette er Dentinkimen, som ved en Fortanding bliver til Dentine, en Substants, der udmærker sig ved forgrenede Rør. Dentinkimen dækkes umiddelbart af Æmarwlektmen, hvis i det hele lodret- staaende Celler i Begyndelsen ere bløde, men ved en senere Forkalkning blive faste og danne Tandens haardeste Substants, Emaillen. Yderst ligger Cementkimen, som ved en sildigere Forbening forvandles til Cement, der ligesom Benmasse er cha- racteriseret ved Benlegemer og Marvkanaler. Imidlertid ligger Cementkimen ikke i umiddelbar Berørelse med Emaillen eller Dentinen, men adskilles fra dem ved en særegen Hinde, som man hidindtil ikke hår agtet tilstrækkeligt påa; den bærer paa sin Indside de påa Dentinen lodretståaende Emailleceller og adskiller følgelig (Cementkimen frå Emaillekimen; der hvor Emaillekimen ophører, adskiller den Cementkimen fra Dentin- kimen. Denne Hinde ville vi kalde Membrana intermedta; i den udviklede Tand viser den sig som Stratum intermedtum. Hvis Denne Afhandling, hvortil Begyndelsen allerede gjordes 1843, men hvis Udarbeidelse af forskjellige Aarsager senere standsedes, vil om føje Tid udkomme in extenso paa Tydsk i Nova acta acad. cæs. Leo- pold. nat. cur., Vol. XXV, P. II, ledsaget af 8 i Kobber stukne Tavler. Den er allerede indgiven til Academiet i Juni 1853, og Udgivelsen kun opholdt ved tilfældige Forhindringer. Ak BÉr man altsaa tænker sig disse fire Bestanddele leirede om eller påa' hverandre, ligge de i følgende Orden, naar man begynder nedenfra Bunden af Tandsækken: Dentinkime og Dentine, Emaille- kime og Emaille, Membraåna og Stratum. intermedium, Cement- kime og Cement. Emaillen findes kun om og i den Del af Tanden, der kaldes Kronen; den øvrige Del af Tanden dannes af Roden. Vi ville først betragte de forskjellige Taåndkimers histolo- giske Udvikling og fremstille Forholdene fra et almindeligt Stand- punkt og dernæst meddele de almindelige Resultater af den færdige ”Pattedyrtands Bygning. I. Pattedyrtandens histologiske Udviklingshistorie. 1. Dentinkimen. Jeg har til Undersøgelsen af de tid- ligste Forhold valgt Dentinkimen i de blivende Skjæretænder hos nyfødte Børn, hvor den sædvanligt kun er ”%2 Linie i Qua- drat.. Henimod Bunden af Tandsækken dannes den af de tem- melig smaa og mod hverandre pressede Dentinceller, som opad mod Dentinkimens frie Rand forlænges og ordne sig i Rækker bag hverandre, hvilken Forandring er tydeligst ved Cellernes Kjerner. Idet de langstrakte Celler og Kjerner smelte sammen efter Længden, dannes Dentinrørene, og der opstaaer samtidigt fine frit endende Forlængelser fra Kjernernes tilspidsede Ender, der ere den første Begyndelse til de senere Rørs Grene og snårt erholde en doppelt Begrændsningslinie, hvorved ogsaa de vise sig at være Rør. Idet Kjernerne tilsidst udtrækkes fuld- stændigt i Længden, danne de det blivende Dentinrørs Hulhed og Indhold, medens Rørets Vægge dannes af Cellemembraåanen og Celleindholdet. g Saasnart det bløde Rør er anlagt, bliver det fast ved en Proces, som vi ville kalde Fortandingen; denne er eiendomme- lig for Dentinen og maa paa ingen Maade sammenstilles med en Forbening. Fortandingen eller Afleiringen af Kalkmasse 35 skeer først omkring Rørets Lumen, senere i dets Vægge og den omgivende Intercellularsubstants. De tidligst dannede Rør for- tande først, og man træffer dem derfor først i Dentinkimens frie Rand; naar man afriver den Flise, der bedækker samme, finder man dens Indside bedækket med saadanne Brudstykker af Rør i en begyndende Fortanding, og som umiddelbart gaae over i de paafølgende endnu bløde Dentincellers Forlængelser. Rørenes Lumina stemme med de nysnævnte Forlængelsers Brede; Rørenes Vægge, som ere meget tykke, og som man bedst er- kjender paa Tversnit af fuldt udviklede Tænder, stemme med hele Dentincellens Brede; men man har ofte begaaet den Vild- farelse at ansee Rørets Lumen for selve Dentinrøret, fordi man oversaae Væggene eller holdt dem for Mellemrum mellem Rø- rene. Paa Tversnit sees Væggenes Contour som en meget fin Kreds eller som en fin Oval, naar Snittet er faldet mere skraat; i Midten derimod sees Rørets Lumen ved gjennemgaaende Lys som et mørkt Punkt af forskjellig Størrelse. Rørenes Indhold er i frisk Tilstand vandklart, flydende og af samme "Natur som i de endnu bløde forlængede Celler, men sandsynligvis ligesom Væggene allerede tidligt gjennemtrukket af Kalksalte. I tør Tilstand vise Rørene sig enten tomme eller fyldte med Korn i ubestemte Mellemrum. Paa samme Tid som Rørene fortande, bliver ogsaa Inter- cellularsubstantsen fast og fortjener nu Navn af Intertubular- substants. En saadan Substantses Tilstedeværelse erkjendes let deraf, at Rørene påa Tversnit vise sig runde eller ovale, og ikke blive kantede ved at ligge pressede mod hverandre. Efterat den yderste Tandflise er dannet, skrider Fortandin- gen videre indad mod Kimen, og kun den inderste Del af Kimen udmærker sig i Reglen ved en mindre fuldstændig eller uregelmæssig Rørdannelse, hvorom Forholdene i den fuldt ud- viklede Tand vidne... En særegen Dannelse finder Sted omkring de lodret ind i Kimen trædende Kar, omkring hvilke de forlæn- gede Kjerner leire sig concentriskt; herpaa beroer sandsynligvis 56 Dannelsen af den saakaldte Kornsubstants i visse 'Tænders Indre. Man seer af denne Fremstilling, at Dentinrørene danne sig umiddelbart af de sammensmeltende Dentinceller, og at Den- tinen derfor ikke afsondres af Dentinkimen. Hermed falder og- saa Antagelsen af en særegen Membrana præformativa, hvilken Hinde ikke er Andet end det yderste Lag af Dentinceller, der netop er i Begreb med at fortande; en såadan Hinde findes ikke blot påa Kimens Overflade, naar Fortandingen begynder, men overalt påa Indsiden af den engang dannede og uafbrudt fortandende Tandflise. 2. Cementkimen. Det er denne Kime, som man forhen har kaldet Pulpa vel Organon adamåntinæ, fordi man feilagtigen troede, at den dannede Emaillen. Men den har aldeles Intet at gjøre med Emaillens Dannelse og adskilles endog fra Email- len ved en særegen Hinde, den af mig saakaldte Membraåna intermedia. | Cementets Dannelse skeer påa en eiendommelig hidtil ube- kjendt Maade, der tyder påa en lignende Proces ved Bensub- stantsens Dannelse. Medens Dentinrørene udvikle sig umiddel- bart af Dentincellerne, erholder Cementet først sin blivende Form gjennem en trefoldig Proces. I Udviklingens første Sta- dium forvandles de Primordialceller, hvoraf Gementkimen be- staaer, til Traade; i andet Stadium danner der sig sande Brusk- celler i den traåadede Masse; i tredie Stadium indtræder For- beningen. Ogsaa til denne Undersøgelse ere de blivende Skjæretænder hos Nyfødte mest tjenlige. GCementkimen omgiver som en Hætte hele Dentinkimen med Undtagelse af dennes Grundflade ; men den adskilles fra den først ved Membrana intermedia og dernæst ved Emaillecellerne. Cementkimen danner i den tidligste Tid som Bilnos die kwme en flydende, vandklar eller let rødlig Substants, hvori der. svømmer meget klare og blege Celler med rund eller oval Kjerne. De ere ved deres Form og øvrige Udseende lette at adskille fra Emaillecellerne, som desuden allerede paa denne Tid ere forenede til en Hinde. Den første Forandring, som Primordialcellerne undergaåe, bestaaer deri, at de erholde tal- rige Forlængelser eller blive stjerneformige. Nærliggende Celler forenes omsider ved saadanne Forlængelser, hvilket skeer påa Cellemembranens Bekostning, saa at der fremkommer et Ud- . seende, som om Kjernerne vare forenede ved et maskeformigt Net af Traade,- der hvile i en gjennemsigtig Intercellularsub- stants. Uagtet hele Kimen endnu kun er halvgeleeagtig, er den dog bleven såa fast, at man kan gjøre fine Snit af den,. hvori man finder Tråadene leirede i let Bølgeform og i Bundter; paa Traåadene sees spindelformige Legemer som Levninger af de tidligere Kjerner. Hermed slutter Cementkimens Primordial- stadium. I andet Stadium optræder der i den nu traadede Masse sande Bruskceller, eller med andre Ord Cementkimen forvandles til en Traadbrusk. Bruskcellerne optræde spredte i hele Massen og ere talrigst indad mod Membrana intermedia. Med deres Optræden begynder den tråadede Bygning at tabe sig, og Mas- sen, hvori Bruskcellerne ere leirede, bliver efterhaanden mere ensformig. Endelig begynder det tredie Stadium med Bruskens Forbe- ning. Forbeningen viser sig først i Intercellularsubstantsen, hvori der afleires Kalk i Form af Korn eller småa uregelmæs- sige Brudstykker. Ved den tiltagende Afleiring fortrænges Brusk- cellerne; deres Størrelse aftager, de blive kantede og udskyde Forlængelser, der ere det første Anlæg til Benlegemernes senere Grene; dog troer jeg, at Grenene ogsåa kunne danne sig selv- stændigt i Intercellularsubstantsen og først senere forenes med Forlængelserne fra Bruskcellerne. Først efterat der er afsat Kalkmasse i Intercellularsubstantsen, gjennemtrænges ogsaa Brusk- cellen af Kalk, hvorved hele Cellen forvandles til et solid Ben- legeme. 58 Ligesom Benlegemet ved sit Udseende let adskilles fra den forbenede Intercellularsubstants, saaledes ere sandsynligvis ogsåa de chemiske Forhold forskjellige. Naar man til nydannet friskt Cement tilsætter Saltsyre, udvikler der sig Luftblærer frå Inter- cellularsubstantsen, men ikke fra de friske Benlegemer, der kun blive blegere uden at forandre deres Form. At Benlegemerne i det mindste ikke altid ere Hulheder, saaledes som der er blevet paastaaet, seer man bedst deraf, at man paa Randen af Præparater aldrig iagttager dem som Udsnit. Undertiden har Kalk- opløsningen kun gjennemtrængt en Del af det forrige Brusklegeme. Marvkanalerne begynde at danne sig, saasnart Bruskcellerne vise sig eller maaskee noget sildigere. De ere i Begyndelsen fyldte med fuldstændige Geller, der have den største Lighed med Bruskceller. Kanalernes Vidde tiltager efterhaanden, og som bekjendt kunne de hos Drøvtyggerne blive såa store, at de ere kjendelige for det blotte Øie. Deres Vægge, som i Begyn- delsen dannes af Traade, forbene samtidigt med den øvrige Inter- cellularsubstants. Den nærmeste Aarsag til Kanalernes Dannelse maa vistnok søges i Karrene; thi disse forløbe altid kun i Marv- kanalerne, og man iagttager aldrig Kar i den øvrige faste Masse, hverken i Primordialkimen eller i Traadbrusken. Kårrene komme udvendigtfra fra Tandsækken og fortrinsvis fra det Sted, hvor den er fasthæftet til Tandkjødets frie Rand. 3. Emaillekimen. Emaillekimen bestaaer alene af Email- leceller, der ligge mod hverandre uden Intercellularsubstants og allerede tidligt danne en Hinde, som mindre passende er kal- det Emaillehinden. De isolerede Emailleceller ere fra først af runde, noget mindre end Cementkimens Primordialceller, men meget mere grovtkornede; deres Kjerne er lille og har en eien- dommelig Glands. Idet de presses mod hverandre, blive de kantede og tillige fastere, antage derpaa en rectangulair Form med lige afskaarne Ender, saa at deres Brede ikke bliver større end Kjernens, og ordne sig i det hele i lodret Stilling i det Rum, der finde mellem Dentinkimen og Membrana intermedia, … 59 med hvilken Hinde de hænge nøie sammen. Kjernen findes altid nærmest denne Membran, naar Cellen senere begynder at forlænges fra Dentinkimen af, og man kan derfor altid erkjende, om en Ende tilhører Dentinkimen eller Membrana interme- dia. Naar man betragter de forlængede Celler ovenfra, har man omtrent samme mosaikagtige Udseende, som naar man be- tragter et lodretstaaende Cylinderepithelium; ere de faldne om- kuld, ligge de skraat paa hverandre som Tagsten og i Rækker. De bløde Emailleceller have en eiendommelig Tilbøielighed til at blive tilspidsede i den Ende, der vender mod Dentinki- men; dette sees især paa Præparater af Tænder fra ældre Børn eller efter Behandling med Vinaand. Forlængelsen kan blive til en meget fin Traad, hvis Længde kan blive doppelt saa stor som hele Cellens. Emaillecellernes Forkalkning begynder altid fra den Ende, der hviler paa Dentinkimen, og skrider derpaa videre udad mod Membrana intermedia; den udvendige kjerneholdige Ende forkalker sidst. Da man har al Grund til at antage, at en og samme Celle uafbrudt under sin hele Udvikling strækker sig fra Dentinkimen til Membrana intermedia, seer man, at Emaiilecellerne høre til de længste Celler i det menneskelige Legeme; deres Længde sva- rer netop til Tykkelsen af den dannede Emaille. Kalkmassen gjennemtrænger ensformigt hele Cellens Tyk- kelse i smaa Afsatser, saa at der dannes fine Tverstriber paa den færdige Emaille.. Man kan med Saltsyre udtrække Kalken og atter erholde Synet af den oprindelige Celle. Idet de mod hverandre pressede Celler forkalke, forvandles de til sexsidede Søiler, hvilken Form man saavel kan erkjende paa Tversnit som ogsaa i heldige Tilfælde paa Brudstykker efter Længden; dog er den sexsidede Søileform ikke constant, i det mindste ikke altid hos Dyr. Ved at angive, at Emaillecellerne i det hele staae lodret mellem Dentinkimen og Membrana intermedia, har jeg dermed nærmest villet antyde, at de opfylde det mellem dem værende Rum. 2 60 ere Thi uagtet man vel finder aldeles lodret staaende Emaillesøiler, er det dog hyppigere Tilfældet, at de danne en mere eller min- dre spids Vinkel med Dentinkimen eller Membrana intermedia eller forløbe bølgeformigt med Bugtninger snart til den ene, snart til den anden Side, hvorved der paåa Gjennemsnit frem- kommer et forskjelligt Udseende efter det forskjellige Plan, hvori Søilerne gjennemskjæres. Da tilmed Søilerne endog kunne krydse sig, er dette tillige Grunden, hvorfor man af friske Emailleceller kun med Vanskelighed kan fremstille Brudstykker af større Længde. 4. Membrana intermedia. Denne Hinde maa hverken forvexles med den forhen anførte saakaldte Membrana præfor- mativa eller med Emaillecellernes hindeagtige Udbredning. Den findes mellem Cementkimen og Emaillecellernes Lag, er tynd men fast og bestaaer af en structurløs Substants, hvori der er leiret en talrig Mængde småa Kjerner. Grændsen mod Cement- kimen er skarp og lineair; Cementkimens Celler ligge pressede mod den, og Membranen låder sig vanskeligt løsne fra dem. Ogsaa Grændsen mod Emaillecellerne er skarp, men disse Geller lade sig temmelig let fjerne. Dens Tykkelse er forskjellig i Tandsække af forskjellig Alder. I de blivende Tænders Sække hos nyfødte Børn er den neppe synlig for det blotte Øie; i Melke- tændernes er. den kjendelig ved sin hvide Farve; den er maa- skee tykkest omkring den indsnørede Del af Dentinkimen. Ved Emaillens Ophør påa Tandkimen fortsætter denne Hinde sig påa Roden, hvor den adskiller Cementkimen fra Dentin- kimen; dog kan den nu ikke længere fremstilles isoleret, fordi den voxer sammen med Dentinen ved Dannelsen af dens yderste Lag og kun er kjendelig om den færdige Tandrod som et Stra- tum intermedium. Naar man betragter Membrana intermedia som et Hele, fremstiller den en sækformig Dannelse, der ligger indesluttet i Tandsækken, såa at Cementkimen faaer sin Plads mellem 61 Membrana intermedia og Tandsækken; det er muligt, at Mem- branen slaaer sig om påa Tandsækkens Indside. Almindelige Bemærkninger om Tidsfølgen i Tandelementernes Udvikling hos Pattedyr. Dentinkimen danner sig som et solid Legeme påa Bunden af Tandfuren og Tandsækken. Spidsen eller den frie Rand er den først dannede Del; de Celler, hvoraf den beståaer, ere i Begyndelsen isolerede, senere forlænges de og smelte sammen i Længderækker. gsaa Fortandingen begynder i Spidsen, og dette skeer, førend nogen af de øvrige Substantser hår erholdt sin blivende Form. Emaillecellerne ligne nærmest et Epithelium, som maa- skee i den tidligste Tid ståaer i Forbindelse med Tandfurens og Mundhulens Tavleepithelium. Ogsaa de ordne sig først i Rækker påa Dentinkimens frie Rand, hvor ligeledes den første Forkalkning gaaer for sig i den Ende af Cellen, der støtter sig påa Dentinkimen, medens Rodenden, der indeholder Kjernen, er nøje forenet med Membrana intermedia og ved sin Forkalk- ning slutter hele Emaillesøilens Dannelse. Dentinkimen og Emaillekimen følges derfor ad i hele deres Udvikling; undta- gelsesvis finder man, at den ene iler forud for den anden. Tandkronens blivende Form bestemmes ved Dentinkimens Form, der allerede tidligt viser de Ophøininger og Fordybninger, hvor- påa de paa Membrana intermedia heftede Emailleceller sænke sig ned, for kun at komme i et Contiguitetsforhold med Den- tinen. Tidspunktet for Dannelsen af Membrana intermedia er endnu usikkert. Da Emaillecellerne oprindeligt sidde paa den, synes det, som om dens Dannelse maatte gaae forud for Emaillecel- lernes. Heller ikke kan det endnu afgjøres, hvorfra den oprindeligt Opståaer. Den er maaskee fra først af en sækformig Dannelse, som i sin Hulhed optager Cementkimen, i hvilken Dentinkimen uafbrudt trænger ind; Sækkens udvendige Halvdel voxer da maaskee 62 sammen med Tandsækkens indvendige Flade, medens dens indvendige Halvdel beklædes med Emaillecellerne. Men efter denne Forudsætning måa man opgive Goodsirs Anskuelse, at Papillen i Tåndfuren er den senere Dentinkime, for hvilken Mening han rigtignok er bleven det anåtomisk-mikroskopiske Bevis skyldig, uagtet.alle senere Iagttagere gjengive hans Un- dersøgelser uden dog at bekræfte dem. Flere andre Omstæn- digheder tåle ogsaa mod Almengyldigheden af hans Resultater, saaledes Udviklingen af de blivende Tænder, forud for hvilke der ikke dannes Melketænder, det gjentagne Tandskifte hos flere Dyr og den tredie Dentition hos gamle Folk. Cementkimen opstaaer af den flydende, senere gelatinøse Primordialkime, der forvandles til en Traadbrusk og endelig for- bener. Den stååer i sin Udvikling" altid tilbage for de øvrige Substantser. Forbeningen begynder først i den Del, der er nærmest Membrana intermedia; men dette kan først skee, naar Emaillecellerne ere fuldstændigt forkalkede, og Emaillen har er- holdt sin blivende Tykkelse. Denne Cementkimens langsommere og sildigere Væxt er let at iagttage saavel hos Mennesket som "hos Dyr, f. Ex. Hesten og Drøvtyggere. Cementkimen omgiver som en Hætte hele Dentinkimen med Undtagelse af det Sted, hvor deune er fastvoxen påa Bun- den af Taåndsækken. Den er i Begyndelsen tykkest oventil, senere forholdsvis tykkere paa Dentinkimens Sider; i det hele er den altid stærkere påa Tændernes bageste (indvendige) Side. Den forbener ikke altid omkring Kronen, fordi Dentinen bryder frem af Tandsækken forinden; såaledes mangler Cement om- kring Tandkronerne hos Mennesket, og hos Hesten findes der store Aabninger i det i Tandens Midte værende Cement, hvis fuldstændige Fyldning er bleven afbrudt, fordi Tånden brød frem af Tandsækken forinden; disse Aabninger finder man senere fyldte med Levninger af Næringsmidlerne. Fra Kjæbebenenes Tandhuler skeer der ingen Cementafsondring ; thi begges 63 Bendannelser ere skarpt adskilte, og ligeledes ere de mikro- skopiske Forhold forskjellige. Naar Emaillens Dannelse er fuldendt, og Roden begynder at danne sig, omgives Dentinkimen meget nøie af en fast Hinde, som bestaaer af de fortættede Rester af Membrana intermedia og Cementkimen. Jo mere Cement der skal dannes om Roden, desto stærkere maae disse Rester være og endog kunne fortsætte deres Virksomhed, efterat hele Dentinkimen er fortandet, og" Cementet vedbliver åt danne sig påa Rodens yderste Spids. Samtlige Tandsubstantser blive under Væxten haåardere, dels fordi de tåbe Vand, dels fordi Elementardelene sammenpresses. Forsøg paa en Inddeling af Pattedyrenes Tænder efter Deutinkimens oprindelige Form. Pattedyrenes Tænder inddeles i Almindelighed i enkelte og sammensatte, idet man tåger Hensyn til hele Tåndens, navnlig Tyggefladens ydre Form. Denne Inddeling holder kun Stik, såa- længe man ikke gjør Underafdelinger af de sammensåtte Tæn- der. Jeg hår i det Følgende fremstillet en Inddeling af samt- lige Pattedyrtænder, idet jeg tog Dentinkimens oprindelige Form til Udgangspunkt; men da der overalt gives Overgange og Com- binationer, ere naturligvis de af mig opstillede Grundformer kun tydeligst i Extremerne. Uagtet Dentinkimen bestemmer Kronens og Rodens blivende Form, modificeres dog hele Taåndens Form væsenligt ved Ce- mentets forskjellige Udvikling. Derimod kunne vi i det hele lade Emaillen udenfor Betragtningen. Jeg har i det Følgende opstillet 4 Grundformer for Pattedyrtændernes Krone: 1) Den kegleformige Dentinkime (Germen dentinæ conicum). Kimen danner en solid Kegle, som nedefter bliver cylindrisk ; Cementkimen omgiver Dentinkimen som en Hætte, men for- bener i Reglen ikke om Kronen. Som Mønster kan man opstille Hjørnetanden f. Ex. hos Hunden 64 (Fig.1). Alt eftersom Dentinkeglen (d) sammentrykkes fra to, tre eller fire Sider, bliver Gjennemsnittet ovalt, tre- eller firekantet (Skjære- og Kindtænderne hos Mennesket), biscuitformigt (Zeuglodon) ; Sidefla- derne kunne være plane, hvælvede, spiralformige (Narval) 0. s.v. Kro- nens frie Spids er enkelt eller for- dopplet paa forskjellig Maade (Ga- leopithecus). Roden, hvis Masse i i Reglen er større end Kronens, hvil- ket især sees hos Havets Pattedyr, er sædvanligt cylindrisk og underkastet ringere Afvexling end Kronen; Røddernes Antal vexler mere end deres Form. Cementkimen aborterer sædvanligt om Kronen (c'); kun undtagelsesvis kunne een (Hjørnetænderne hos Svinet og Flod- hesten) eller flere (Wombat) Sider af Kronen være omgivne af fuldstændigt Cement; men om de fleste af disse Tænder kan man snarere sige, at Emaillen (e) paa een eller flere Sider ikke naaer såa langt ned mod Roden som påa de øvrige Sider. Forresten begynder Cementets (c) fuldstændige Udvikling først om Tandens Hals, der hvor Kronens Emailie ophører. Som eiendommelige Former maåaåe her anføres den fortsatte - Dannelse af Dentinkimen i Gnavernes aåabne Tænder, det med talrige lodrette Cylindre besåtte Grundstykke hos ØOrycteropus og maaskee Barderne hos Hvalfisken. Fig 2) Den karvede Dentinkime (Germen den- ER tinæ sulcatum). Denne Kime beståaer af et solid Legeme, hvis Sideflader ere dybt furede efter Længden, saa at der fremkommer et Udseende, som om flere lodrette Søiler våre sammenvoxne med Kimens Legeme; Cementkimen danner påaå sin Indside lodrette Lister, som overalt passe ind i. Dentinkimens Furer, og forbener omkring Kronen. Som Typus ville vi anføre Kindtænderne i Hestens Under- kjæbe (Fig. 2). Søilerne, der sidde langs nedad den solide Kime, kunne være delte i mindre; opad blive de tilspidsede; Cement- kimen lægger sig ind imellem dem og forbener først i Dybden af Furerne. Nedad mod Roden tåber den cannelerede Form sig, Søjlerne smelte sammen, og med Kronens Ophør samles Dentinkimen i to eller flere Rødder, der i Formen ikke afvige væsenligt fra den kegleformige Dentinkimes, men i Masse ere langt ringere, fordi den største Del af Tanden er Krone. Ce- mentkimen spiller en langt mere underordnet Rolle omkring Roden end omkring Kronen. Paa Tversnit af en saadan Tand seer man et såakaldet foldet Legeme, hvis Bygning man kan tænke sig som om Dentinen, Emaillen og Cementet vare lagte ved Siden af hverandre som tre Baand, der i mangfoldige Bugt- ninger og med forskjellig Brede, men altid i den nævnte Orden førtes omkring Dentinkimen, idet man vendte tilbåge til samme Punkt, hvorfra man gik ud. I Midten af hver Bugtning viser sig en lille Aabning, naar Dentinkimen nedad mod Roden endnu "ikke er fortandet; fra Aabningen stråale Dentinrørene ud til alle Sider; udenom Dentinen ligger det Baand, som Emaillen dån- ner, yderst findes Cementet. Jo nærmere Roden, desto større bliver den anførte ÅAabning i hver Bugtning eller Lap. Ved Rodens Form gjøres der Overgang til den keglefor- mige Dentinkime. Overgang til den følgende Tandform dannes derved, åt der påa Søilernes Spids hos forskjellige Gnavere (Paca, Bæver) findes smaa bægerformige Dentinkimer, men som hurtigt afslides. Harens Dentinkime er derimod karvet. 3) Den bægerformige Dentinkime (Germen dentinæ calici- forme). Dentinkimen har Form af et paa en Stilk siddende Bæger, hvis Hulhed udfyldes af en fra Cementkimen nedhæn- gende Tap (indvendig Cementkime), medens den udvendige Ce- mentkime omgiver hele Tånden. Cementet forbener overalt og danner et indvendigt og et udvendigt Cement, der adskille sig ved deres anatomiske og mikroskopiske Forhold. Ek 66 Man maa ikke forestille sig Fig. 3. denne Dannelse som en Ind- krængning af Kimen, men den gaaer for sig påa følgende Maa- T de: Dentinkimens Anlæg skeer e påa Bunden af Tandsækken i Form af en Ring, der voxer iveiret og danner et Bæger, hvis Indside og Udside ere beklæd- te med Cementkime, men dog overalt adskilte fra Dentinkimen ved Emaille. Naar Bægeret er fuldstændigt, antager den øvrige Del af Dentinkimen en cylindrisk Form og bliver til Rod, idet Emaillecellernes Lag ophører. Paa Længdesnit af den færdige Tand, f. Ex. Hestens Skjæretand (Fig. 3),; seer man den oventil bægerformige (d”), nedentil cylindriske Dentine (d), begge Steder . udmærket ved en Midtlinie,. fra hvilken Dentinrørene udstraale. I Bægerets Indre findes Cement, hvoraf kun den peripheriske Del er forbenet, fordi Tanden er brudt frem, førend den cen- trale Del forbenede, og som derfor forbliver tom. Det udven-. dige Cement (c) vedbliver derimod åt danne sig, indtil hele Tanden er færdig. = Tversnittene blive forskjellige efter den Høide, hvor Snittet falder; man seer det let, naar man lægger forskjellige lodrette Plan gjennem ovenstaaende Figur. Paa et Gjennemsnit af Bægeret sees inderst det indvendige Cement med en Åabning i Midten; derpaa følger en Ring af Emaille, dernæst en Ring af Dentine, atter en Ring af Emaille (e), endelig en Ring af det udvendige Cement, saafremt det er dannet af Cementkimen (c”). Træffer Snittet Stilken, hvorpaa Bægeret sid- der, sees inderst Dentine, derpaa en Ring af Emaille, endelig | det udvendige Cement; Emailleringen mangler, hvor Kronen | bed ophører. Er i Roden Dentinkimen ikke fuldstændigt foriandet, findes der en ÅAabning ogsaa i Dentinen, men som naturligvis har en anden Oprindelse end den Aabning, der+ findes i det i Bægeret indeholdte indvendige Cement. Paa denne Maade kan man forklare sig Tyggefladens (Bønnens) meget forskjellige Ud- seende efter "Slidet og Dyrets Alder. - Det indvendige Cement er mere gult og uigjennemsigtigt end det udvendige, har talrigere, større, uregelmæssigere og med færre Forgreninger forsynede Benlegemer, der. hvile i et uigjennemsigtigere, mørkere og med långt rummeligere Marv- kanaler. forsynet Stroma. Som Modificationer af den bægerformige Dentinkime kan man anføre de Tilfælde, hvor det indvendige Cement i Bægerets Indre ikke er forbenet,. fordi Tanden er brudt frem forinden, fremdeles Fordopplingen af Bægrene, saa at der findes to (Kind- Fig 4. tænderne i Oxens Overkjæbe, Fig. 4), tre, fire eller fem Bægere (Bæver, Påca, Pteromys) ved Siden af hverandre, mest kjendelige paa Tyggefladen ved ligesaa mange enkelte eller dobbelte Emailleringe, hvoraf en hel Ring eller Dele deraf kunne forsvinde ved Slid. Dette sees f. Ex. hos QOxen, hvor Bægerets udven- : dige Halvdel slides stærkere påa Underkjæbens Kindtænder, medens det Samme er Tilfældet med den indven- dige Halvdel i Overkjæben; "den Del, der først slides, er ogsaa den, der først er fortandet.- Bægrenes Form kan afvexle i høi Grad; den er paa Tversnit rund, oval, halvmaaneformig eller bugtet paa forskjellig Maade; Bugtningerne kunne undertiden strække sig stærkt ud til Siden, naar der ere søileformige Til- sætninger ligesom ved den karvede Dentinkime. 4) Den bladede Dentinkime (Germen dentinæ foltaceum). Denne Kime bestaaer af et fladt Grundstykke, hvorpaa der staaer lodrette eller skraa Blade, ligesom Bladene i en Bog, der er BK 68 vendt nedad med Ryggen. Cementkimen lægger sig ind mel- lem Bladene og omgiver ogsaa hele Tandens Udside, i Kronen overalt adskilt fra Dentinkimen ved Emaillecellerne. Roden er kun lille og dannes sildigt. Tandens første Anlæg, f. Ex. hos Capybara (Fig. 5 og 6) skeer påa Bunden af Tandsækken i Form af parallele Tverstriber, der voxe iveiret som Blade. Cementkimen har i Begyndelsen For- men af en Rist, i hvis Aabninger Dentinkimens Blade trænge ind, medens Ristens Stænger "sænke sig ned mellem dens Blade; Ristens Ramme danner det Cement, som omgiver Tan- dens Udside. Dentinbladenes Rande blive overalt frie, men Ce- mentkimens Blade ere sammenvoxne med det udvendige Cemernts Indside. Dentinbladenes øverste Rand fortander først, medens For- beningen af Cementkimens Blade skeer først i Dybden mellem Dentinbladene. Paa Tversnit af saadanne Tænder eller paa Tyggefladen sees imailleringene som runde, ovale, rhomboidalsk bugtede Former (Hare, Elephant, Capybara Fig. 5); i deres Midte findes Denti- nen, udenom dem Cementet. Paa lodrette Tversnit kan man ikke erkjende disse Tænders Bygning, men vel påa lodrette Længdesnit (Capybara, Fig. 6). Her sees de tre Tandsubstantser 69 i hvert Tandblad at være stillede i følgende Orden, naar man gaaer bagfra fortil: først udvendigt Cement (c og c”), derpaa — Emaille (e), dernæst den af to Sidehalvdele sammensatte Den- tine (d og d'), derpaa Emaille, endelig Cement. Naar Grund- stykket (d) bliver til Rod, bestaaer det som andre Rødder kun af Dentine og udvendigt Cement. Den bladede Dentinkime kan forekomme i Forening med den karvede Dentinkime, naar de frie lodrette Kande af to Den- tinblade voxe sammen (Fig. 5). I. Pattedyrtandens Histologie. Mine Undersøgelser ere anstillede paa følgende Pattedyrs Tænder: Mennesket, Ursus maåritimus og spelæus, Paradoxurus typicus, Canis familiaris, Felis onca, Trichechus rosmarus, Lepus timidus, Castor fiber, Coelogenys paåaca, Hydrochoerus capybara, Priodon giganteus, Euphractus gilvipes, Dasypus novemcinctus, Orycteropus capensis, Elephas indicus, Hippopotamus amphibius, Sus scropha, Equus caballus, Bos taurus, Halicore dugong, Delphinus albicans, phocæna og delphis, Monodon monoceros og Physeter macrophalus. Jeg har undersøgt et meget stort Antal Tænder, dels egne Præparater, dels Præparater, der fra flere Steder i Udlandet bleve mig tilsendte til Undersøgelse. I det Følgende skal jeg korteligen meddele Resultaterne af mine Undersøgelser af de Substantser, hvoraf den færdige Tand er sammensat. Wong De følgende Afbildninger fremstille Tandsubstantserne hos Mennesket, forstørrede 340 Gange. 1. Dentine. Jeg har foretrukket denne Benævnelse for Navnet Tandben, som er forstyrrende, fordi Dentine aldeles Intet hår tilfælleds med Bensubstants; ogsaa Benævnelsen, egenlig Tandsubstants, er upassende, fordi den ligesaa godt passer paa Emaillen. 70 Dentinen (Fig. 7, d) danner Tandens største Masse, er uden Kar, hvid, halvgjennemsigtig og staaer i Henseende til Haardhed mellem Cemeniet ogEmaillen. Dentinkimen fortander lagvis, hvor- for man ofte endnu seer bølgeformige concentriske Striber som Levninger deraf. Der opstaåer saaledes en atlasagtig eller endog iriserende Glands, hvortil ogsåa uorganiske Affeiringer bidrage. Disse maåaåe dog ikke forvexles med Benlegemer; thi då Denti- nen er omgiven af Emaille og Cement, men skilles fra Cemen- tet ved Stratum intermedium, ligge disse Substantser kun i Be- rørelse med hverandre, og jeg maa derfor allerede her gjøre opmærksom pååa den almindelige Vildfarelse. at Dentinrørenes Grene skulde forbinde sig med Benlegemernes. — Dentinen bestaaer af Bør, der hvile i en Intertubularsub- stants. Rørenes Vægge, som man ofte har forvexlet med deres Lumen, ere forholdsvis tykke og bedst kjendelige påa Tversnit som runde eller ovale tykke Ringe med en rund eller oval Aabning. Væggene ere tykkere i Kronen end i Roden og lige- ledes tykkere i yngre Tænder; deres tilsyneladende større Tyk- kelse i Roden og indad mod Kimen beroer kun paa den i Masse forøgede Intertubularsubstants. Væggenes Tykkelse tør derfor paa Længdesnit ikke bedømmes efter Mellemrummene mellem 71 Rørenes Lumina. -Væggenes Substants er ensformig, halvgjen- nemsigtig, undertiden mørkere ved kornede Afleiringer. Rørenes Lumen har en. enkelt Begrændsning, er rundt eller ovalt paa Tversnit, eller noget uregelmæssigt, nåar Indsiderne ikke løbe parallelt; Rørene kunne endog blive vaårikøse. Jo tykkere Væggen er, desto større er i Reglen Vidden, saaledes i Kronen fremfor i Roden, hvorfra man dog træffer Undtagelser, og ligeledes er Vidden større hos yngre Dyr. Udaåd og i Gre- nene er. Lumen altid finere end indad og i Stammerne, hvilket har forledet til at antage, at hele Røret udåd er finere end indad. Vidden er forøvrigt meget afvexlende i samme Dyre- klasse, ja endog hos samme Dyr. Rørenes Indhold dannes i den friske Tand af en gjennem- sigtig kalkholdig Vædske; i tørre Tænder, saaledes som de oftest undersøges, ere Rørene snart tomme eller indeholdende Luft, snart fyldte med smaa Kalkdele i Brudstykker eller Korn af forskjellig Form og i afvexlende Mellemrum. Man maa her, som ogsaa ved Undersøgelsen af de foregåaende Dele, vogte sig for åt gjøre Præparaåatet for gjennemsigtigt ved Terpenthin eller Vand og ikke lade sig skuffe af Småadele, som muligen kunde være trængte ind ved Slibningen. Da Dentinrørenes Vægge i Reglen ikke ere tydelige paa Længdesnit, lader deres Mængde sig i det hele kun bedømme efter Antallet af Lumina. Deres Antal er altid meget stort, men meget afvexlende hos de forskjellige Dyr. De ere i det hele tålrigere i Kronen end i Roden. Præparaterne maae ikke være for tykke, naar man vil iagttage Rørenes Antal, fordi man ellers tæller Rør med, som ligge i forskjellige Plan. Dentinrørene danne Stammer, der bære Grene, eller ret- tere, i hvilke Grenene indmunde; thi Rørets peripheriske Del og dens Grene dannes tidligst, og først senere forene Grenene sig til Stammer. Deres Bygning og Indhold er som Stammer- nes, men Lumen er i Reglen finere. De munde sædvanligt ind i Stammerne under spidse Vinkler og kunne bære Bigrene; men re ogsaa her forledes man ofte ved for tykke eller ikke polerede Præparater til at antage deres Antal for langt større, end det i Virkeligheden er. Grenene ere altid talrigst i Dentinens Peri- pherie, men Antallet meget afvexlende selv hos samme Dyr eller i samme Tand; undertiden kunne de næsten ganske mangle. Dentinrørenes perwphertske Begyndelse fortjener en nøiere Betragtning. Ifølge mine Iagttagelser tåbe Stammernes og Gre- nenes yderste Spidser sig i den omgivende Intertubularsubstants, hvormed deres Vægge smelte sammen. Kun undtagelsesvis danne de Slynger eller Ånastomoser indbyrdes; dog hidrøre flere Iagttagelser af denne Art derfra, at man har forvexlet Grene med de Mellemrum og Gange, der findes i saadanne Tænder, hvor Dentinens oprindelige kugleformige Grundsubstants (hvorom senere) har holdt sig tydelig i den færdige Tand; disse Gange kunne være såa talrige, at de frembringe et netformigt Udseende, men de communicere ikke med Grenene. Jeg maa fremdeles benægte enhver Forbindelse af Dentin- rørene med Emaillen. Naar Snittet er faldet skraat, såa at Dentinen griber over Emaillen, kan det vel have Udseendet, som om Dentinens Rør forlængede sig ind i Emaillen, og enkelte fuldstændige Rør hår jeg ogsaa i sjeldne Tilfælde seet at strække sig ind i Emaillen. Men en sand Overgang af Rørene eller deres Lumen i Emaillen er aldeles umulig, allerede nåar man tager Hensyn til de paåaagjældende Deles forskjellige Brede, og fremdeles strider disse to Substantsers hele Udvikling mod en saadan Antagelse. Hvis man skal tyde de herhen hørende lagt- tagelser, da beroe de enten som anført påa skraat faldne Snit af begge Substantser, eller de Gange og Striber, hvori man har ladet Dentinrørene forlænge sig, ere kun et optiskt Udtryk af Emaillesøilernes kantede Form; endelig kunne disse Gange i Emaillen hidrøre fra Tandens Tørhed og Præparationen. Om den feilagtige Antagelse af Dentinrørenes Forbindelser med Benlegemernes Grene i Cementet skal jeg senere tåle nærmere. 73 Kun skal jeg her anføre, at jeg har truffet enkelte Tænder, hvor Grenene begyndte med kolbeformige opsvulmede Legemer istedetfor med fine Spidser; disse Legemer ere såa smaa, at de neppe kunne kaldes Kalkceller, og endnu mindre kunne de forvexles med de långt større Benlegemer. Dentinrørenes centrale Ende støder til den bløde Dentin- kime, naar denne endnu ikke er fuldstændigt fortandet, og Rø- rene vende deres aåabne Mundinger mod den. Grændsen mel- lem begge er ujevn, og Kimhulens Indside ofte rødfarvet af Kimens Blodkar. I sjeldne Tilfælde kunne 2 eller 3 Rør for- enes til eet, uden at dog det nye Lumen bliver større. Dentinrørenes Retning er altid divergerende udad og opad som Fanen påa en Fjeder eller penselformigt; henimod Roden løbe de mere horizontalt, i Rodspidsen undertiden endog nedad. Naar en Tand har flere Rødder, er Forløbet i Tverbroen mellem Kødderne ligesom i disse, såa at ogsaa her Rørenes Begyndelse kan vende nedad. Deres Forløb er i det hele parallelt med hverandre, sjeldent ganske lige, oftest S-formigt med den ind- vendige Convexitet nedad, den udvendige opad; påa Tversnit er Bøjiningen mere knækket eller Z-formig. I Roden bliver Forløbet oftere C-formigt med Convexiteten nedad, som om den udvendige Bøining efterhaanden blev mere utydelig nedad: og tilsidst forsvandt; dog er det ikke constant, at Convexiteten i Roden altid vender nedad. I de enkelte større Bøininger for- løbe Rørene sjeldnere i lige Linie, ofte bølgeformigt, saa at Krusningerne saavel gaae opad og nedad som fra Side til Side; dog synes Forløbet ikke at være egenligt spiralformigt. Det bølgeformige Forløb, som bedst sees indad mod Dentinkimen og i Roden, frembringer for en Del Dentinens Irisation og con- centriske Stribning. Den egenlige Aarsag til Søribnøingen beroer sandsynligvis påa den periodiske og lagvise Afsætning. Stribningen er mere eller mindre tydelig i forskjellige Tænder og sædvanligt mest fremtrædende i Peripherien. — Uagtet den hyppigst frembringes TA ved Rørenes Bølgninger, kan den dog ogsaa forekomme, hvor Rørene forløbe i lige Linie, og beroer då paa en mørkere Farvning eller dybere Tone i hele Substantsen, som endmere forøges, naar der er afleiret Kalkmasser i bestemte Mellemrum. Kornene i disse Masser, der ikke maae forvexles med fremmede Substantser, som f. Ex. ere trængte ind ved Slibningen, have ubestemt Form og Størrelse, staae ikke i Forbindelse med Den- tinrørenes Grene og adskilles let fra sande Benlegemer ved deres ubestandige Form og Størrelse og ved Mangelen påa For- greninger; desuagtet er det netop disse Kalkafleiringer, der oftest ere blevne forvexlede med Benlegemer og have fremkaldt den urigtige Antagelse af Dentinrørenes Overgang i Benlegemer. Intertubularsubstantsen eller Grundsubstantsen, hvori Rørene hvile, er klar, ensformig og structurløs; dens Masse er større i Roden og i Peripherien, men forresten meget afvexlende paa forskjellige Steder i samme Tand. Oftere fremtræder denne Substants paa en særegen Maade, idet den er kugleformig mel- lem Rørenes Lumina, eller de enkelte Legemer blive mere kantede, naar de presses mod hverandre. Paa og mellem Kug- lerne kunne atter de nysnævnte Kalkafleiringer findes. Præpa- ratet maa til lagttagelsen heraf ikke gjøres for gjennemsigtigt. Tydeligst findes denne Dannelse hos Havets Pattedyr. Denne kugleformige Dannelses Betydning i Dentinen er ikke ganske sikker. Den synes at minde om den Maade, hvor- påa Dentinen oprindeligt har dannet sig af Dentinkimens runde Celler. Uagtet flere Iagttagere, der have bemærket disse Kug- ler, antage, at de gjennembores af Dentinrørene, har jeg dog ikke kunnet overbevise mig derom, men tvertimod seet Kug- lerne ligge mellem Rørenes Lumina. Der forekommer desuden hos enkelte Dyr kugleformige Dannelser, hvori man slet ingen Dentinrør finder, og som ofte ere bedækkede med Kalkafleiringer, saa at hele Kugleklasen bliver uigjennemsigtig. Dette viser, at Kugledannelsen kan forekomme uafhængigt af Dentinrørene. Ved Tryk kunne disse Kugler blive kantede, og er der større Rum imellem dem, opstaae de saakaldte Interglobular- rum. Ere disse takkede Rum opfyldte med mørke Kalkafleirin- ger, og er Præparatet tilmed ikke tilbørligt renset efter Slibnin- gen, faaer man det skuffende Udseende af Benlegemer, hvormed disse Afleiringer ogsaa hyppigt ere blevne .forvexlede især i Dentinens Peripherie.. Om den saakaldte Kornsubstants i Tan- dens Axe hos flere Dyr skal jeg strax tåle nærmere. Dentinens zndersie Del i Tandens Axe, som fortander sidst, er hyppigt mindre fuldstændigt uddannet, hvilket ikke altid be- roer derpaa, at Rodspidsen har lukket sig, og at Ernæringen er standset; thi det gjælder ogsåa om Tænder, hvis nederste Ende ikke er lukket. Dentinrørene sees då uregelmæssigt leirede og ufuldstændige; selv for det blotte Øie er Taåndens Åxe sædvanligt gjennemsigtigere end den øvrige Del og endog temmelig stærkt afgrændset. Til andre Tider kunne Dentinrørene her aldeles mangle, og Tandens Axe dannes af en ensformig, gjennemsigtig Masse. Sande Marvkanaler findes ikke i Dentinen; dog træffer man tomme långe Rum, der sandsynligvis hidrøre frå Dentinkimens Kar. Antagelsen af Marvkanaler hidrører fra den urigtige Sam- menligning af Dentine (Tandben, Osteodentine) med Ben og af Fortanding med Forbening. I Dentinens Indre træffes undertiden hvide uigjennemsigtige Kalkafletringer af ubestemt Form og Udbredning; de ere af samme Natur som de forhen nævnte og som de, der findes i .den saakaldte Kornsubstants; ogsaa disse Kalkafleiringer ere blevne forvexlede med Benlegemer. Der findes desuden i sjeldne Tilfælde i Dentinen andre Former, som ligeledes have stor Lig- hed med Benlegemer og ogsaa ere blevne antagne for saadanne; de ere hyppigst hos Cetaceerne. De fremkomme derved, at Dentinrørene samle sig uregelmæssigt omkring en Hulhed, saa at Rørene ligne Benliegemernes Grene. Men disse Hulheder ere større end Benlegemerne i de samme Dyrs Cement, deres Contour 76 skarpere, og Dentinrørene kunne stryge midt igjennem dem; Benlegemernes Grene adskille sig desuden ved deres mere kor- nede Bygning fra saadanne fragmentariske Dentinrør. == Disse Hulheder kunne betragtes som Levninger af småa isolerede Partier af Dentinkimen, hvori sædvanlige men uregelmæssigt leirede Dentinrør munde ind. Den saakaldte Kornsudbstants (Poudingue Cuvier) er meget almindelig i det Indre af Havpattedyrenes Tænder, men findes kun undtagelsesvis hos andre Dyr. Hos Havets Pattedyr (Tri- chechus, Delphinus, Physeter) kan den indtage den største Del af Tandens Indre, ådskilt temmelig skarpt fra Dentinen og en- dende nedåd mod Roden stalaktit- eller klaseformigt. " Dog kan denne Form forekomme i Tandroden uden at være Kornsub- stants, saaledes hos Hesten, hvor den er sand Dentine. Korn- substantsen danner for det blotte Øie en gulgraa halvgjennem- sigtig Masse, bestaaende af runde eller ovale Legemer indtil Størrelsen af et Hampefrø, en Ært eller derover; flere mindre Korn kunne omgives fælleds af et større. Kornene bestaae af concentriske gjennemsigtige Lag med et rundt eller ovalt gul- agtigt Legeme i Midten; undertiden findes flere saadanne Lege- mer i eet Korn. Mellemrummene mellem Kornene fyldes af hvid Masse, bestaaende af Dentinrør i uregelmæssigt slyngede Bundter eller Hvirvler. Store, endog for det blotte Øie synlige, uregelmæssige og grovtkornede Kalkafleiringer ere isprængte hele Kornsubstantsen; ogsaa disse Masser har man forvexlet med Benlegemer. De gulagtige Legemer i Kornenes Midte ere enten Levninger af Kar eller af smaa isolerede Kimer med en ufuldstændig Fortanding. Udenfor Cetaceernes Orden synes Kornsubstants kun at forekomme i store Tænder (Ursus mariti- mus, Felis onca, Elephas, Hippopotamus), men altid ufuldstæn- digt, og den concentriske Dannelse utydelig. Naar Tanden ikke skal forblive aaben gjennem hele Livet, lukkes, Rodspidsen tilsidst af Cement. Dentinens Væxt er til- ende, og der kan ikke længere trænge Kar og Nerver ind i 77 Resterne af Dentinkimen; derfor træffer man ofte en Hulhed i Dentinens Midte. Grændsen mellem Dentinen og Cement er ofte ikke længere skarp; Substantserne blandes mellem hinanden, og man kan træffe Benlegemer liggende ved Siden af Dentinrør, uden at dog deres Grene gaåae over i hinanden; ogsaa Marv- kanaler træffes nu, tilhørende Cementet. Naar tillige Kornsub- stants iblandes de øvrige to Substantser, har man bedst Leilig- hed til at adskille Kalkafleiringerne og uregelmæssige Hulheder fra sande Benlegemer. Endelig kan man ogsaa her træffe ure- gelmæssige Hulheder hidrørende fra en ufuldstændig Fortanding eller måaskee ogsaa fra Kar. 2. Cement (Fig. 8, c). Vi have forhen viist, at enhver Dentinkime oprindeligt er omgiven af en Cementkime, og at den i Kronen adskilles fra den ved Emaillekimen og Membrana intermedia, i Roden kun ved Membrana intermedia. Cementets Elementardele kunne derfor aldrig komme i umiddelbar Berø- relse med Dentinens, nåar man undtager den nyligt anførte Sammenblanding i Rodspidsen. Fiz. 8. Cementet findes vel om Tandroden, men ikke om enhver Tandkrone; thi Cementkimen aborterer i Reglen omkring Tæn- der med kegleformig Dentinkime. Dets Masse er meget for- skjellig; det kan danne et yderst tyndt Lag eller kan i Masse … mr næsten blive lig Dentinens, saaledes hos Delphiner og Physeter; da disse Dyrs Tandkrone er meget lille og snart afslides, be- nytte de påa en Maade kun deres Tandrødder. Cementet er uigjennemsigtigere og blødere end Dentinen og slides derfor stærkest; dog er det haardere end Bensub- stants. Farven er hvid, graa, gulagtig eller plettet. Det stem- mer i sin Bygning med Bensubstants og udmærker sig derfor ved Beulagemer og Marvkanaler, men som dog begge sædvan- ligt ere ringere i Mængde og Størrelse end i Benene og tillige ere noget anderledes ordnede. Benlegemernes Form er ligesaa afvexlende som i Benene; de ere runde, ovale, kantede, tilspidsede, stjerneformige eller aldeles uregelmæssige. I den øverste Del af Tanden ere de i Almindelighed rundere, nedad længere. I det indvendige Cement f. Ex. hos Oxen er Formen uregelmæssigere end i det udvendige. Størrelsen er ligeledes meget foranderlig hos de forskjellige Dyr; oftest ere de større nedad mod Roden og indad, og større i det indvendige Cement. Enkelte Benlegemer ere mere end doppelt såa store som de øvrige, men de findes kun isole- rede eller nær Rodspidsen; de opstaae maaskee ved Sammen- smeltning af to eller tre mindre Benlegemer. Benlegemernes Indhold er solid og kornet og viser sig ved gjennemgaaende- Lys snårt gjennemsigtigt, snart mørkt, snart med Overgange mellem den lyse og mørke Tone. Det lyse og mørke Udseende afvexler hos forskjellige Dyr og i samme Tand. De nysnævnte meget store Benlegemer ere oftest mørke. Mange Benlegemer have slet ingen Grene; dog maa man ikke lade sig skuffe af Præparatets altfor store Gjennemsigtig- hed. I nogle Tilfælde findes de kun sparsomt, i andre ere de meget talrige, udstraalende til alle Sider, lige, krumme eller knækkede, net- eller penselformigt og i det hele i Retningen paatvers i Tanden og udad. Grenene ere talrigst ved større og mørkere Benlegemer; dog træffer man skiftevis lyse og mørke Benlegemer med faa eller talrige Grene. Ogsaa Grenene ere 79 snart lyse, snart mørke. Nærliggende Benlegemers Grene kunne anastomosere indbyrdes; men da Dentinen intetsteds ligger i umiddelbar Berørelse med Cementet, kan der ikke være Tale om nogen Communication mellem Benlegemernes og Dentinrørenes Grene; i Dentinen selv forekommer ingen Benlegemer, såaledes som vi oftere allerede have påapeget, og hvortil vi komme til- bage ved Afhandlingens Slutning. Benlegemernes Betning er i det hele med deres længste Gjennemsnit efter Tandens Længde. Undertiden følge de de bølgeformige Striber i Grundsubstantsen; omkring Marvkanalerne ligge de enten concentrisk eller uden bestemt Orden. Deres Mængde retter sig efter Cementets Mægtighed. De mangle ganske, nåar Cementlaget kun er tyndt; dog er dette ogsaa undertiden Tilfældet ved noget tykkere Lag. Deres Antal tiltager med Cementets Tykkelse ovenfra nedåd; udad aftager deres Mængde altid. I det hele ere de talrigere i det indven- dige Cement. Grundsubstantsen, hvori Benlegemerne hvile, er oftest lys, men i Reglen ikke såa gjennemsigtig som Dentinens. "I andre Tilfælde er den forsynet med fine eller grove Korn, plettet eller endog uigjennemsigtig som i det indvendige Cement hos Oxen. I flere Tænder er Grundsubstantsen stribet efter Tandens Længde eller ligesom sammensat af Lag; Striberne forløbe lige eller bølgeformigt og ere hyppigt bedækkede med let. kjendelige kornede Kalkafleiringer, der kunne blive saa stærke, at de skjule Benlegemerne. Striberne tyde paa en lagvis Dannelse under Cementets Udvikling. Hos enkelte Dyr kan Grundsub- stantsen farves af Næringsmidlerne. Marvkanalerne savnes i Reglen, naar Cementet er tyndt, og de mangle endog ofte i tykkere Cement. De stemme ikke ganske overens med Benenes. De tjene især til Gjennemgang for Karrene, som kun træffes i dem. Marvkanalerne trænge altid udenfra ind i Cementet, og dette gjælder ikke blot om Tænder med udvendigt Cement, men ogsaa om det indvendige 80 Cement, hvori Kanalerne altid ere talrigere og forenes i større Kanaler henimod den i Midten værende Cementkime, medens de i modsat Retning ende blindt. I det udvendige Cement om Tænder med kegleformig Dentinkime mangle de eller ere kun rudimentaire i Forhold til de talrige,og for det blotte Øie kjen- delige Marvkanaler, der f. Ex. findes hos Hesten og Drøvtyg- gerne, og som forgrene sig træformigt. Kanalernes Gjennemsnit er rundt eller ovalt; de ere sandsynligvis ved egne Vægge adskilte fra den øvrige Grundsubstants. I tørre Præparater ere de enten tomme eller fyldte med en mørk kornet Masse. Om- kring større Kanaler sees hyppigt påa Tversnit en concentrisk Stribning, hvori Benlegemerne have et tilsvarende Leie. Jeg har ikke iagttaget, at Benlegemernes Grene aabne sig i Kanalerne. Med Marvkanaler maa man ikke forvexle uregelmæssige Hul- heder, der hyppigt findes i Rodspidsen, og som vi ogsaa have anført ved Beskrivelsen af Dentinen. Disse Hulheder have alde- les ubestemt Form, trænge udenfra indad, såa at de endog kunne naåae Dentinen, ere tomme eller fyldte med en kornet Kalkmasse. De beroe paa en ufuldstændig Forbening. Forskjellige fra Marvkanalerne ere ligeledes nogle fine Gange, som selv forekomme i tyndere Cement og have en fjern Lighed med Dentinrør. De forløbe gjerne paatvers, have sædvanligt ingen Grene, men undertiden Varikositeter, og staae i ingen- somhelst Forbindelse med Dentinrørene, fra hvilke de desuden adskilles ved Stratum intermedium. Kun hos Dugong har jeg truffet Forbindelser mellem disse fine Gange og Benlegemernes Grene; hos alle andre Dyr har jeg forgjæves søgt en saadan Forbindelse; de krydse sig tvertimod ofte med dem. Disse fine Gange ere ikke rudimentaire Marvkanaler; thi deres Indhold er altid lyst og ensformigt, og man træffer hverken Overgangsfor- mer eller Forbindelser mellem begge. 3. Emaille, Emaillen characteriserer Tandkronen; den findes her altid mellem Dentinen og Stratum intermedium samt Cementet; men naar Cementkimen ikke forbener omkring 81 Kronen, er den kun bedækket af Membrana intermedia, som i dette Tilfælde af Nogle er holdt for den saakaldte Emaillehinde, hvori man urigtigen antog, at Emaillen dannede sig. Selv i Tilfælde, hvor Cementkimen ikke forbener, og Emaillen altsåa ved Tan- dens Frembrud kun er dækket af Membrana intermedia, afslides denne dog strax, og Emaillen ligger blottet. Emaillen er i Reglen tykkest opad og bliver tyndere nedad mod Roden, hvor den ophører med en afrundet eller takket Rand, som dækkes af Cement, der altsåa er dannet senere. Saasnart Kronen er brudt frem, er naturligvis Emaillekimens Kolle tilende; hos Gnaverne, hvis Skjæretænder vedblive at voxe, er den derfor i uafbrudt Virksomhed. En Modsætning til disse Tænder danne de Dyrs Tænder, hvis Krone forholdsvis er meget lille og derfor hurtigt afslides, saaledes hos Trichechus, Delphi- ner, Edentater, Elephantens Skjæretænder; hos unge Dyr træffes derimod endnu Emaille. Emaillens indvendige Flade, som vi senere komme tiljrer et nøjagtigt Aftryk af Dentinens udvendige Flade. Dens Udside følger. vel Indsidens Ophøininger og Fordybninger; men da Emaillens Tykkelse kan være meget afvexlende, løbe disse to Flader il.ke altid parallelt. Hertil kommer endnu den Afvexling i Tykkelse, der opstaaer ved Belter paa Emaillens Udside, som hidrøre derfra, at Emaillens Forkalkning gaaer lagvis for sig. Emaillen er den haåaardeste og mest gjennemsigtige af alle Taåndsubstantserne. Dens Farve er mat hvid, blaalig eller gul- laden; undertiden bliver den mere uigjennemsigtig ved fintkor- nede ÅAfleiringer. Emaillen bestaaer af S67/er (Fig. 9-11, p. f. S.), der ere dannede ved Emaillecellernes Forkalkning. Deres typiske Form synes at være en sexsidet Søile; dog forandres den, maaskee ved Søilernes Tryk mod hverandre, til en polygon flad, oval eller endog fire- kantet: Søilernes Ender ere lige afskaarne eller let afrundede. Der findes ingen Substants mellem Søilerne. 6 Søilernes Tykkelse er meget forskjellig, selv i samme Tand eller i forskjellige Tænder af samme Dyr, ja: endog i samme Bundt af Søiler. Deres Substants er enten ensformig gjennemsigtig, eller endnu hyppigere sees hver Søile at bestaae af paa hverandre opstablede Skiver, hvorved de erholde et tverstribet Udseende. Skiverne håve meget forskjellig Tykkelse, ofte endog i samme Søile. Idet- flere Søilers Skiver støde mod hverandre med Ran- dene, bliver hele Flåden stribet påatvers. 'Sædvanligt løbe Stri- berne parallelt med Dentinens Overflade, hvilket allerede kan være tydeligt for det blotte Øie som en concentrisk Lagdan- nelse; dens nærmeste Aarsag ligger i hver enkelt Emaillecelles lagvise Forkalkning i dens hele Brede. | Med Hensyn til Søilernes Retning og Forløb bliver det et Spørgsmaal, om hver Søile uafbrudt opfylder Bummet mellem Dentinen og Stratum intermedium. Flere Iagttagere mene, at der indskydes Bundter af Søiler for åt udfylde Rummet, naar Emaillen paa enkelte Steder bliver tykkere. Imidlertid kunne Søi- lerne være af ulige Brede paa forskjellige Steder, og uagtet jeg ikke tør opstille det som almindelig Regel, hår jeg dog iagttaget, at de hyppigt blive bredere udad. Fremdeles kan Emaillens større Brede udad erstattes ved Søilernes forandrede Retning, navnlig ved de Krydsninger, der finde Sted i forskjellige Lag. Der synes saaledes ikke at være nogen bestemt Grund til at antage indskudte Søilebundter, uagtet man ikke overalt kan forfølge en Søile gjennem hele Emaillens Tykkelse; men det er høist sand- synligt, hvad man ogsaa ofte directe kan iagttage, at den samme 83 Søile strækker sig fra Stratum intermedium til Dentinen; dette vilde ogsaa stemme med hele Emaillens Udvikling. Søilerne ere enten lige eller forløbe i en svag Bue eller let Snoening. Deres Retning er i disse Tilfælde enten den samme som Dentinrørenes i en opad convex Bue, eller modsat samme. Det Sidste gjælder især, naar Søilerne krydse sig i forskjellige Bundter og Låg. Nogen bestemt Retning: lader sig ikke angive enten for samme Dyr eller for samme Tand. Jo tykkere Emaillen er, desto mere sammensat er Forløbet. Udseendet bliver derfor påa forskjellige Snit i horizontal, perpendiculair eller skraa Retning meget afvexlende.. Om Krydsningerne kan man bedst danne sig en Forestilling, nåar man lægger flere Spiraler af lettere eller stærkere snoet Messingtraåad ved Siden af hverandre og snart betragter dem fra Siden eller ovenfra eller lader dem krydse sig, saa at Vindingerne gribe i hveran- dre; thi Søilernes Bølgning skeer ikke blot fra Side til Side, men ogsaa ovenfra nedad, altsaa i Spiral. Naar Bundterne krydse sig under forskjellige Vinkler, danne de enten et enkelt Lag, eller flere Lag ligge påa hverandre; alt eftersom Snittet er faldet, bliver Udseendet derfor forskjelligt. Den mest sammen- satte Form er, som antydet, Krydsningen af to Bundter med spiralformige Søiler; her bliver det meget vanskeligt at forfølge en enkelt Søile endog kun i en meget lille Strækning, fordi hele Overfladen faaer en Stribning i Zigzag, hvis Udseende vex- ler efter Belysningen. Mellem den simpleste Krydsning af lige Søiler og af spiralformige gives der mangfoldige Overgange, der betinge Emaillens foranderlige Udseende. Et særeget Udseende fremkommer, naar Bundterne i deres Krydsning ståae lodret paa hverandre; man kan tænke sig Snit- fliadens Udseende, som naar man lægger den ene Haands fire Fingerspidser mellem tø Fingre paa den anden Haand. Man har her god Leilighed til at see Søilernes sexsidede Gjennemsnit. Udseendet maa ikke forlede til at antage, at Søilerne ere tak- kede påa Siderne. Endelig fortjener en Eiendommelighed at 84 fremhæves, naar Søilerne ere flade og f. Ex. påa Snitfladen ind- ad mod Dentinen vende Søilens brede Side mod Øiet, men derpaa pludseligt gjøre en halv Dreining og udad vende den smallere Side til. Ved saadanne Krydsninger og Bøininger er- stattes den Forskjel, der findes i Udstrækningen mellem hele Emaillens indvendige og udvendige Del. Det er meget vanskeligt at afgjøre, hvorledes Emaillecellerne forholde sig under deres Forkalkning for at tilvejebringe et saa sammensat Forløb. Det simple Forløb i lige Linie eller i Bue er let at forklare; vanskeligere bliver det derimod at forstaae Krydsningerne og det spiralformige Forløb, hvortil hele Anlæget nødvendigvis maa findes i de bløde Emaillecellers oprindelige Ånordning i Bølgninger, Spiraler og Krydsninger eller i Belter, der hyppigt ogsaa findes udprægede påa Emaillens Udside. Striberne i Emaillen ere af forskjellig Art. En med Email- lens Overflade parallelt. løbende brunlig Stribning kan hidrøre derfra, at Søilerne selv ere brunlige og uigjennemsigtige, men i deres videre Forløb atter blive gjennemsigtige. == Uigjennemsig- tigheden forøges ved Afleiring af punktformig Masse og kan blive såa stærk, at Søilerne slet ikke kunne erkjendes. Til saa- danne Striber kan man ogsåa henregne Farvningen, der findes påa Forsiden af forskjellige Gnåveres Skjæretænder; Farvningen taber sig indad uden at danne noget skarpt adskilt Lag. Denne Årt af Stribning har ikke nogen optisk Grund, hidrørende fra Søilernes Tverstriber eller ejendommelige bølgeformige Forløb. Andre Striber, der ere synlige for det blotte Øie eller under Mikroskopet, kunne opstaae af de enkelte Søilers Tverstriber, fremdeles af en bestemt Dreining af Søilerne, naar fladtrykte Søiler pludselig vende en bredere eller smallere Kant til Øiet. Endelig dannes der Striber, naar Søilebundterne krydse sig, og Snittet gaaer gjennem Krydsningen; Stribernes Retning stemmer her med Krydsningen og forandrer sig efter Belysningen. Det bølgeformige Forløb frembringer i Almindelighed i og for sig ikke nogen Stribning, men man seer hyppigt med det blotte Øie Striber, der forsvinde under Mikroskopet, og som enten beroe påa en svag kornet Afleiring eller påa Belysningen. Næsten i alle Tænder, men især i meget tørre, iagttager man BRevner i forskjellig Udstrækning og Mængde. Sædvanligt gaae de efter Søilernes Retning. Uagtet de oftest opstaåe ved Tandens Tørring eller Præparation, seer man dem dog ogsaa i aldeles friske Tænder, vistnok ligeledes her frembragte ved ydre Åarsager. Særegne Kanaler findes ikke i Emaillen, og naar Dentinrørene støde til en Spalte, er det kun tilsyneladende, at de aabne sig i Emaillen. Emaillen støder umiddelbart til Dentinen, og Grændsen dannes ikke af nogen særegen Hinde. Man har hermed enten forvexlet Membrana intermedia, som dog kun findes mellem Emaillen og Cementet, eller Levninger af Emaillen, nåar den var opløst af Syrer. sGrændsen mellem Emaillen og Dentinen er altid skarp, retter sig efter Formen af Dentinens Overflade og dannes af en enkelt mørk Linie, som dog forsvinder, naar Præparatet er meget tyndt. Et tomt eller med tilfældigt ind- trængte Masser fyldt Rum findes kun, naar Emaillen under Præ- pårationen har skilt sig fra Dentinen. Grændsen mellem Email- len og Cementet dannes af Stratum intermedium. 4. Stratum intermedium (Fig. 8, i). Den med talrige Kjerner bedækkede Membrana intermedia, som under Taåandens Udvikling ér nøie forenet med Cementkimen, og hvorpaa Emaille- cellerne hefte sig med deres kjerneholdige Ende, er overalt meget tydelig i den fuldt udviklede Tand, men fremtræder i en meget forandret Form. Sin blivende Form erholder denne Hinde først, efterat Emaillecellerne ere forkalkede i deres hele Længde, og da den befinder sig mellem Emaillecellerne og Cementet, kan den bruskede Cementkimes Forbening først gaae for sig, efteraåt Membrana intermedia er fuldstændigt udviklet. Denne Hinde adskiller saaledes i Kronen altid Emaillen fra Cementet; i Roden adskiller den Dentinen fra Cementet. Men da Cement- kimen i Reglen ikke forbener omkring Kroner med kegleformig 86 Dentinkime, ligger Membrana intermedia blottet og danner paa saadanne endnu aldeles ikke benyttede Tænder den af flere lagttagere saakaldte Emaillehinde, en Benævnelse, som denne Hinde hverken fortjener efter sin Oprindelse eller sin Bygning. Membrana intermedia fremstilles bedst påa neppe eller ny- ligt frembrudte Tænder og kan løsnes ved Hjælp af Saltsyre; man seer da Hinden med Indtryk af Emaillesøilerne, men maa ikke forvexle den med det først dannede tynde Emaillelag. Hvad der bliver af Membrana intermedia i Kronen, er ikke blevet mig ganske klart. sGrændsen mellem Emaillen og Ce- mentet dannes her af en mørk, skarp, kruset eller bugtet, ofte doppelt Linie. Uagtet Hinden er tydelig nok mellem Kimerne, synes den næsten ganske at forsvinde i den færdige Tand. I Roden forandres Membrana intermedia derimod til et Stratum intermedium. Dette Lag danner en lys Søm af for- skjellig Brede mellem Dentinen og Cementet, som forhindrer Dentinrørenes Grene i åt communicere med Benlegemernes. I den lyse Søm findes hyppigst afleirede fint- eller grovtkornede uformelige -og uigjennemsigtige Kalkmasser. Da disse Masser oftest ere samlede i størst Mængde henimod Dentinen, og da dens Grene ofte skjule sig imellem dem, hår ogsåa dette især foran- lediget den påa forskjellige Steder allerede anførte Vildfarelse, at Dentinrørenes Grene gaae over i Benlegemer, hvormed disse Kalkmasser meget ofte have stor Lighed. Dette gjælder navnlig naar Præparaåtet er meget tykt, eller naar de i Dentinen fore- " kommende mørke Åfleiringer ligge tæt op til Kalkmasserne i Stratum intermedium. Stratum intermedium kan i samme Tand snart vise sig som lys Søm, snart med stærke Kalkafleiringer enten midt påa Søm- men eller mere til en af Siderne; undertiden ligger den lyse Søm i Midten omgiven paa begge Sider af en fint- eller grovt- kornet Stribe. Der hersker i denne Henseende store Afvexlin- ger hos de forskjellige Dyr. Ikke sjeldent er Stratum interme- dium tydeligt for det blotte Øie som en hvid Linie. I Rodspidsen 87 er Dannelsen af Stratum intermedium ligesaa ufuldkommen som Dentinens og Cementets, hviket vi forhen have anført. Til Slutningen skal jeg endnu recapitulere de Omstændig- heder, der have forledet til Antagelsen af Dentinrørenes Over- gang t Benlegemerne. Den nærmeste Aarsag maa vistnok søges deri, at man vilde stille %e/e Tandens Bygning og Udvikling pårallelt med Benenes. Men med Undtagelse af Cementet, som næsten i enhver Henseende stemmer overens med Benmasse, er der i de to andre Tandsubstantser ikke den ringeste Lighed med Ben; dette Udsagn gjælder aldeles sikkert om Pattedyrtan- den, og jeg er temmelig overbeviist om, at det Samme ogsaa vil vise sig for Reptilierne og Fiskene. Det er især Udviklings- forholdene, der have oplyst mig om hin Vildfarelse. Ligesom Benlegemerne characterisere Benmasse, saaledes gjælder dette ogsåa kun om Cement. Kun hvor der iforveien existerer en Gementkime, kan der dannes Cement, og derfor kan i Kronen Cement og Benlegemer aldrig (eller måaskee kun med en enkelt Undtagelse) komme i umiddelbar Berørelse med Dentine og Dentinrør, og det Samme gjælder ogsaa om Roden, fordi. Stra- tum intermedium lægger sig mellem Dentinen og Cementet. Vi ville nu anføre de Forhold, der have foranlediget hin Vildfarelse. 1) Mån har forvexlet kolbeformige Udvidninger (p. 73) påa Dentinrørenes Grene paa Grændsen mellem Emaillen og Dentinen med Benlegemer. Her behøve vi kun at erindre om, at i Kronen Dentinen aldrig kan komme i Berørelse med Cement og Benlegemer. 2) Kalkmasserne i Dentinens concen- friske Striber (p. 74) ere blevne ansete for Benlegemer. De adskilles let fra disse ved deres Mængde, deres ubestemte For- mer og Mangel påa Grene. Dette er den af forskjellige Tagt- tågere hyppigst gjorte Forvexling. 3) De større Korn i Stratum intermedium (p. 86), mellem hvilke Dentinrørenes Grene kunne skjule sig, ere blevne holdte for Benlegemer. 4) Man har an- seet de fine Mellemrum i Dentinens Intertubularsubstants, naar den fremtraadte kugleformig (p. 75), for et Net af Dentinrørsgrene, idet man tillige antog de større Kalkmasser i Mellemrummene eller udenfra indtrængte Dele for Benlegemer, hvormed hint Net skulde stååe i Forbindelse. Da Kugledannelsen er hyp- pigst i Dentinens Peripherie, finder man ogsaa oftest angivet, at det især er Dentinrørenes yderste Grene, .der communicere med Benlegemer. 5) Angaående de Benlegemer meget lignende isolerede Former, som forekomme hos enkelte Dyr i Dentinens Indre, hår jeg Intet at tilføje til, hvad der allerede er anført p. 75. 6) De uformelige store Kalkmasser i Dentinens Indre, især i den saakaldte Kornsubstants hos visse Dyr (p.76), vilde man neppe have forvexlet med Benlegemer, hvis man ikke netop her havde troet åt see en større Lighed mellem Tandsubstants og Bensubstants end andetsteds. 7) Ligesom man påa den ene Side i Dentinen har forvexlet Kalkafleiringerne med Benlegemer, saaledes har man påa den anden Side antaget de fine Gange (p. 80) i Cementet for Dentinrør; men då jeg kun undtagelses- vis (hos Dugong) har iagttaget en Forbindelse mellem Benlege- mer og hine fine Gange, kan Antallet af de herhen hørende Feiltagelser kun været ringe. 8) Endelig har den ufuldstændige Udvikling af de forskjellige Tandsubstantser i Rodens yderste Spids og de forskjellige Substantsers såa at sige mechaniske Sammenblanding (p. 77) foranlediget Antagelsen af en Forbin- delse mellem Dentinrørenes og Benlegemernes Grene; men med nogen Øvelse hår man netop her den bedste Leilighed til at see Forskjellen mellem hine Grene og mellem Benlegemer og Kkalkafleiringer. Jeg har i den originale Afhandling kritisk gjennemgaaet de herhen hørende Iagttagelser og viist, hvorledes de skulle ud- tydes... Mærkeligt er det, hvor ofte denne vildfarende Mening anføres, men .hvor sjeldent man finder den påagjældende lIagt- tagelse afbildet. Dette er ikke uden Betydning; thi man kan vel under en lagttagelse i første Øieblik tåge feil; men skrider man til at afbilde den, måae Forholdene stille sig ganske ander- ledes klart for Øie end ved den blotte Betragtning, nåar man. ellers ikke ogsaa under Afbildningen lader Phantasien frit Løb. 89 Herr polyt. Cand. Proprietair Jacobæus indsendte til Selskabet en Afhandling om Sollysets Indflydelse paa Magnetnaalens Be- vægelse. Comitee: de Herrer Etatsraad Forchhammer, Prof. Pedersen, Oberstlieut. Hoffmann. Herr Vandinspecteur Colding indsendte til Selskabet »Natur- videnskabelige Betragtninger over Slægtskabet imellem det aande- lige Livs Virksomhed og de almindelige Naturkræfter. « Comitee: de Herrer Conferentsr. Srbbern, Etatsr. Eschricht, Oberstlieut. Hoffmann. I Mødet blev fremlagt: Fra Muséum d histowre naturelle + Paris. Archives Tome VII, Liv. 1—IV, Tome VIII, Liv. I—IL Paris 1185355. Fra Accademie della science + Neapel. Rendiconto della societa reale borbonica. Accademia della science. Nuova serie Anno 1854 Julie—December. Napoli 1854. Fra Academie der Wissenschaften + Miinchen. Abhandlungen der philos. philologischen Classe, VII Bd. Il Abth. Minchen 1854. Abhandlungen der historischen Classe, VIL Band, Il Abtheilung. Munchen 1855. Gelehrte Anzeigen Band 40. Minchen 1855. Almanach der kånigl. bayerischen Academie der Wissenschaften fur das Jahre 1855. Munchen. Fr. v. Thiersch. Rede in der offentliche Sitzung der kåniglichen Academie der Wissensch. am 28 Novbr. 1854. Minchen 1855. — — Rede in der dffentlichen Sitzung der kånigl. Academie der Wissensch. am 28 Mårz 1855. Munchen 1855. J. Wissmayr. Biographische Charakteristik von Dr. L. Hubner. Lamont. Denkrede auf die Academiker Dr. Thaddåus Siber und Dr. Georg Simon Ohm. Minchen 1855. H. Beckers Denkrede. Minchen 1855. Fra Royal Society 7 London. Proceedings of the Royal Society, Vol. VI, Nr. 94, 95, 96, 97, 98, 100 et 102. Proceedings of the Royal Society, Vol. VIE, Nr. 3, 5 et 14. Philosophical Transactions for the year 1855, Vol. 145, Part I. London 1855. Fra Geologische Reichsanstalt 1 Wren. Abhandlungen, II Band. Wien 1855. Jahrbuch 1855, VI Jahrgang, Nr. 1. Wien. Geologische Uebersicht der Bergbaue der åsterreichischen Mo- narchie. Wien 1855. Fra Capitawmn von Lengnich. Personalhistoriske Bidrag. Kjøbenhavn 1855. Den adelige Familie Bille. | Om Familien Olrog. Om genealogiske Undersøgelser. Kjøbenhavn 1842. - 91 Mødet den gå Marts. Etatsraad Forchhammer meddelte nogle Bemærkninger om Co- lumbiten fra Grønland, som skulle optages: i et senere Nummer. Han oplæste dérnæst følgende Bemærkninger om en ny Methode til Mangånets . quantitative Bestemmelse. Enhver, der har beskjeftiget sig med Analyser af Minera- lier, veed hvor ubehagelig, langvarig og dog lidet tilfredstillende den' nu brugte Methode til Adskillelse af Jern og "Mangan er. Efterat man" hår udskilt Jerntveilte og Manganilte i Forening, og maåaskee bestemt deres Vægt, skal man opløse den igjen i Saltsyre, mætte omhyggelig med Ammoniak, og derpaa -bund- fælde Jerntveilte med ravsuur eller benzoesuur AÅmmoniak. Ud- vaskningen af det ravsure Jerntveilte er en Operation, der kan tage Dåge, og, naar Jerniltimængden er nogenlunde stor, -selv Uger. - Har man nu været såa omhyggelig, at det er lykket at mætte Jerntveilteopløsningen fuldkomment førend man tilsatte rav- suur AÅmmoniak, har dette været fuldkomment neutralt og ikke, som saa hyppigen er Tilfældet ved længere Henstand, suur, har man endvidere undgaaet al Opvarmning under Bundfældningen og Udvaskningen, saa kan man -af den fra det ravsure Jerntve- ilte filtrerede Vædske bundfælde reent -Maganilte;” men ere ikke alle disse Forsigtighedsregler iagttagne, saa bundfældes et jern- holdigt Manganilte, og Analysen er unøiagtig. Noget: lettere kommer man til Maalet, naar man af den Opløsning, som indeholder Jerntveilte og Mangan, bundfælder Jern- tveilte-med kulsuur Kalk eller kulsuur Båryt: og senere udskiller Manganet ved en af de almindelig bekjendte Methoder; men 7 92 skal Manganmængden være nøiagtig, såa måa man udskille Kalk eller Baryt iforveien. Man har altsaa i det heldigste Tilfælde 3 Filtre at udvaske, nemlig Jerntveilte blandet med kulsuur Kalk eller Baryt, den svovelsure Kalk eller svovelsure Baryt, og Svovel-Mangan eller det højere Manganilte, som Chlor eller Brom udskille af én Manganopløsning med Overskud af Ammo- niak. Jeg skal nu vise, hvorledes man med den største Lethed og Hurtighed ved Hjælp af een Veining og ingen Udvaskning kan bestemme Manganmængden med stor Sikkerhed. Man tilbereder mangansuurt Kali efter Wøllers Methode ved at sammensmelte 4 Dele Manganilte, 4 Dele Kalihydrat og 5 Dele chlorsuurt Kali i en Bruunglødhede, opløse i 8 Dele Vand, og uden at skille det Uopløste fra lede saa længe Kulsyre igjennem indtil Farven ikke længere forandrer sig. Man fylder det nu påa en Flaske med Glasprop og lader det hen- staae. Man kan senere let helde såa meget af den klare Vædske fra som man hvergang behøver. Tre Maal af denne Vædske blive nu overmættede med Saltsyre, inddampede til Tørhed og opløste i Vand. Manganet er her tilstede som Chlorure eller Forilte. Sætter man nu hertil to Maal af den samme Opløsning af manganoversuurt Kali, saa decomponere de to Salte hinanden fuldstændig, og der er intet Mangan mere i Opløsningen... En eneste Draabe manganoversuurt Kali tilføjet til denne Vædske farver den allerede rød. Heraf seer man, at det er Mangan- overilte, der bundfældes sandsynligviis som Hydrat, da det er mørkebruunt, ikke sort. Decompositionen er denne: 2x2Mn. +70. =4 Mn. + 14 0. 3x2Mn.+20.=6Mn. + 60. —10Mn. + 200. For nu altsaa at bestemme Manganet quantitativt i en Op- løsning af Manganforilte eller Manganchlorire, måa man kjende Manganmængden i den Opløsning af manganoversuur Kali, som man vil benytte til Bestemmelsen. Dette skeer ved at tage et 93 Maal af denne Opløsning fortyndet med noget Vand, tilføje nogle Draaber Alkohol og opvarme. Alt Mangan udskiller sig som et bruunt Pulver, som samles paa et Filtrum, der efter Udvaskning forbrændes, og glødes under Tilføining af et Pår smaa Stykker kulsuur Ammoniak. Manganet. er nu Mangandobbeltilte Mn?, 07 og veies. Naar man nu vil prøve en Opløsning af reent Man- ganforilte-Salt, tilføjer man saa længe Opløsningen af det titre- rede manganoversure Kali indtil Væsken har en svag rød Farve, som ikke forsvinder ved gjentagen Rystning og en halv Times Henstand. Man fylder nu et lignende Glas med saa meget reent Vand som Prøven udgjør, og tilføjer Opløsningen af manganoversuurt Kali draabeviis, indtil Vandet har den samme Fårve, som den klare Væske af Prøven. Disse Draåaber maåe fraregnes den til Prøven tilføjede Mængde manganoversuurt Kali. For nu at finde den i den prøvede Opløsning tilstedeværende Mængde Mangan, multiplicerer man det i den tilsatte mangan- oversure Kaliopløsning tilstedeværende Mangandobbeltilte med 3 og dividerer med 2. Det behøver neppe at bemærkes, at alle organiske Stoffer og alle Ammoniaksalte iforveien mååe være bortfjernede; men da dette kan skee ved Glødning i en aaben Digel, frembyde de ingen væsentlig Hindring. Naar man nu altsaa i en Analyse vil bestemme dén Mængde Mangan, som er bundfældet tilligemed Jerntveilte, saa gløder man dette og veier det; det bliver da opløst i Saltsyre og til- sidst tilføjet en ringe Mængde Chlorvand, for at være sikker paa, at alt Jern er fuldstændigt iltet, og derpaa inddampet til Tørheden, for at forvisse sig om, at alt Mangan er tilstede som Forilte eller Forchlor. Man kan nu sætte det manganoversure Kali ligefrem til Opløsningen, men det varer længe inden den klarer sig, og Jerntveiltets gule Farve gjør en nøiagtig Iagttagelse af Over- skuddet af det manganoversure Kali næsten umulig. Jeg fore- trækker derfor at bundfælde hele Opløsningen førend Tilsætnin- gen af manganoversuurt Kali med nylig udglødet kulsuurt Natron, som uden Skade kan være tilstede i Overskud, og derpaa tilføje 7% Rg manganoversuurt Kali, indtil den over Bundfaldet staaende Væske har en svag rød Farve. Der er flere andre Metalilter, som under disse sidste Forhold ogsåa affarve det manganoversure Salt; men iblandt de Metaller, som ikke bundfældes af Svovl- brinte, men udskilles af Svovlbrinte Ammoniak, virker ikkun Kobaltilte paa det manganoversure Salt; man maa da iforveien have overbeviist sig om, at Kobalt ikke er tilstede. Foruden en Mængde Forsøg med Blandinger af forskjellige Metalilter og bestemte Manganmængder, som alle gave meget tilfredsstillende Resultater, hår jeg med Hensyn til Bestemmel- sen af Jernmalmenes Manganmængde ved en almindelig Analyse bestemt Manganet i Jernmaåalmen. fra Liagrube ved Arendal og fundet' 0,41 Procent. Ved at behandle samme Malm paa den foranførte Maade ved Ophedning i Saltsyre, Iltning og Opløs- ning erholdt jeg ved manganoversuurt Kali 0,61 Procent. Jeg anseer det sidste Resultat for det rigtigste, da Feil i den be- nyttede Methode med ravsuur AÅmmoniak ved den overordentlig store Jernmængde let kunde give en mindre Mængde Mangan. I Selskabet blev fremlagt: Fra Mr. Caumont, Drørecteur du Congrés scientifique. Congrés Scientifique de France XIX Session, Tome Il. Paris 1852. Fra Unwersitetet 7 Christtanza. Fr. Hallager og Fr. Brandt: Christian den Fjerdes Norske Lovbog af 1604. Christiania 1855. Norske Stiftelser: Samling af Fundatser, Gavebreve og Testa- menter, vedkommende offentlige milde Stiftelser i Konge- riget Norge. I. Binds 2det Hefte og Il. Binds' i1ste Hefte. Christiania 1854 og 55. Eilert Sundt: Om Dødeligheden i Norge. Bidrag til Kundskab om Folkets Kaar. Christiania 1855. Th. Kjerulf: Das Christiania-Silurbecken,. chemisch-geogmostisch untersucht. Christiania 1855. C. A. Holmboe: De prisca re monetaria Norvegiæ et de numis aliquot et ornamentis in Norvegia repertis. Christiania 1854. 95 W. Boek: Recherches cliniques sur la Syphilisation. Fortegnelse .over Forelæsningerne ved det Kongelige Frederiks Universitet i dets 84de Halvaar. Christiania 1855, Fra Gesellschaft der Wissenschaften ( Gøttingen. Abhandlungen, 6 Band, 1853—55. Gåttingen 1856. - Fra Gehevme-Hofrath: Hausmann + Gøttingen. Salzbrunner-Skizzen. Breslau 1855. | A. Geuther: Ueber die Natur- und Kr aftog peodnete des "”Torbanehill-Minerals. - Gåttingen 1855. Fra Observatoriet + Petersborg. - Recueil des Mémoires des Astronomes de V'Observatoire central de Russie. Volume I. .St. Petersbourg 1853. O. Struve: Beobachtungen des Bielaschen Cometen im Jahre 1852. St. Petersbourg 1854. Dållen: Ueber Dr. Wichmanns Bestimmung der Parallaxe des AÅrgelander'schen Sterns. St. Petersbourg 1854. I. Fedorenko: Positions moyennes pour T'époque de 1790, des étoiles circumpolaires. St. Petersbourg 1854. O. Struve: Narratio de parallaxi stellæ & lyrae. W. Struve: Sur la jonction des Opérations géodésiques Russes et Åutrichiennes. St. Petersbourg 1853. Nachricht von der Vollendung der Gradmessung zwischen der Donau und den Eismeere. St. Petersbourg 1853. Rapport fait å M. le Directeur de VObservatoire central sur les” travaux de 1'Expedition de Bessarabie, entreprise en 1852, pour terminer les opérations de la mesure de Taårc du méridien par M. Prazmovski. Fra Prof. Dr. Peters + Altona. Bestimmung der Abweichungen des Greenwicher Passageninstru- ments vom Meridiane,. fir den Zeitraum vom 2 September 1750 bis zum 16 Juli 1762. Fra Scllesische Gesellschaft t Breslau. Zwei und dreissigster Jahres-Bericht. Breslau 1854. 96 Fra physikaltsch-medicinische Gesellschaft 1 Wiirzburg. Zweiter Nachtrag zum Verzeichnisse der Bibliothek. Wurzburg 1855. Verhandlungen VI Band 2 Heft. Wuiurzburg 1855. Fra de natuurkundige Vereeniging + Batavia. Natuurkundig Tijdschrift, Deel VII et IX, Nieuwe Serie Deel V, Aflevering 5 et 6, Deel VI, Aflevering 3, 4, 5 et 6. Ba- tavia 1855. Fra Geological Society + London. The Quarterly Journal of the Geological Society Nr. 21 et 22. 1850. Vol. IX, Part 2, Nr. 34. 1853. Vol. X, Part I, Nr. 37. 1854. London. Fra Royal Society t London. Proceedings Vol. VIL Nr. 16. Fra Geographical Boctety + London. The Journal of the Royal Geographical Society, Vol. XXIII. Lon- don 1558. . | General Index to the second ten Volumes of the Journal of the Royal Geographical Society. London 1853. Fra Koninklyke Academie + Amsterdam. Verslagen en Mededeelingen der Koninklyke Academie van We- tenschappen Deel I Stuk 1, 2 et 3. 1853. Deel H Stuk. 1 et 2. 1854. Amsterdam. Verhandelingen. Deel I. Amsterdam 1854. Mødet den 28% Marts. Herr Professor Pedersen meddelte følgende biographiske An- tegnelser over afdøde Professor Olufsen. 97 Christian Friis Rottbøll Olufsen, en Søn af Oluf Christian Olufsen og Mette Kørstine Rottbøll, er født den 15de April 1802 i Kjøbenhåvn og døbt i Aastrup Kirke ved Næsgaard paa Fal- ster, hvor hans Fader bestyrede det af det Classenske Fideicommis oprettede Landvæsens-Institut. Hans Forældre maae imidlertid snart have forladt dette Sted; thi senere boede de i Classens Have indtil 1807. Det er rimeligt, at dette Ophold ved Havet i Olufsens Barndom vakte hos ham Lysten til at være Sømand, og, skjøndt dette ikke blev Tilfældet, bevarede han dog selv bestan- dig sin Kjærlighed til Havet, Han foretrak Reisen tilsøes selv med Koffardiskibe for den tiillands, og, da han senere i Ferien opholdt sig i Fredensborg, tilbragte han for det Meste hele Dagen påa Esromsø, selv styrende Baaden, og det .Samme var Tilfældet under hans Ophold i Vordingborg: Sin tidligere Opdragelse og Underviisning har han uden Tviyl modtaget af sin Fader, og at denne var vellykket, derfor har mån en Erklæring af den daværende Bestyrer for Borger- dydskolen, i hvilken han indsattes i 1812. Denne siger nemlig i hans Testimonium, at han af Naturen var begavet med for- trinlige "Evner, hvilke en .sjelden vellykket Opdragelse havde givet en saare lykkelig Retning. Hans Fremskridt i Skolen vare derfor saa raske, at han vilde være bleven dimitteret til Univer- sitetet allerede i 1818, hvis ikke hans Faders udtrykkelige Ønske havde faaet Dimissionen udsat et Aar. Grunden dertil var, at Faderen i dette Aar havde havt en lang og farlig Sygdom, i hvilken Sønnen jevnlig håvde vaaget hos ham, og han derfor frygtede, at dette havde svækket denne. Alligevel gav Skolens Bestyrer ham dog det tidligere omtalte Testimonium, hvori han udtaler, at han blandt mange. flinke Disciple ikke havde havt nogen, der havde været ham kjærere, og hvis Åand og Hjerte berettigede til saa store Forventninger i den modnere Atder. Hvåd der ved Siden af Underviisningen i Skolen vistnok ikke var uden stor Indflydelse paa Olufsens aandelige Udvikling er den Omstændighed, at hans Faders Huus jevnlig besøgtes af 98 den Tids meest begavede Mænd. Saaledes kom.der hver Tors- dag Digteren Baggesen," Botanikeren Hornemann og Lægen Mynster. Disses livlige Samtaler overværede han, og Virkningen deraf sporedes ogsaa senere hos ham, blåndt Andet i en vis Tilbøielighed til en ironisk Udtryksmåade, som han ofte betjente sig af. Tillige bestræbte han sig ogsaa stadig forat udvide. sine Kundskaber, såa at han af dem, der omgikkes ham jevnlig, ansaaes for en ualmindelig fleersidig uddannet Mand. Paa Forelæsningerne hos Degen traf Olufsen sammen med nuværende Oberstlieutenant Bracht,. og de bleve enige om at ville være Ingenieurofficierer, men, da Olufsen erfoer, at man, forat opnaae dette, skulde tjene en Tid som Menig, opgav han denne Plan. At det dog ikke har været et blot Indfald, kan man slutte deraf, at han formodentlig dengang har erhvervet sig den Færdighed i at. fægte, samt i andre legemlige Øvelser, som han senere besad. Imidlertid vedblev han bestandig at høre Degens og Thunes Forelæsninger, og da han i 1824 havde vundet Universitetets Guldmedaille ved Besvarelsen af den mathematiske Opgave, der angik Beregningen af Formørkelser, blev han ikke alene ansat som Åssistent ved Observatoriét, men erholdt tillige offentlig Understøttelse til at opholde sig i Kønigsberg, for ved Bessels Veiledning åt uddanne sig til Astronom. Her forblev han i 2 Aar og vandt deres Venskab, der til- ligemed ham benyttede Bessels Underviisning, navnlig Rosen- berger i Halle, der senere ofte skrev ham til, Stewnhew i Min- chen og tildeels Struve, nu Direkteur for Observatoriet i.Pulkova, som ved flere Leiligheder, der senere ville blive omtalte, viste at han interesserede sig for ham. Det Fordeelagtigste for Olufsen var dog det Forirélis hvori han stod til Bessel. Denne viste en næsten faderlig Omhu for ham og fattede en Kjærlighed til ham, der vedligeholdtes indtil Bessels Død, og maatte saa meget mere paaskjønnes af Olufsen, som denne under sit første Ophold i Kønigsberg af og til var 99 syg. "Det bedste Beviis påa det Forhold, der har været mellem dem, afgiver en lille Seddel, som er funden mellem Olufsens efterladte Papirer og slutter med den Yttring: Dersom De i Eftermiddag igjen vil bevæge Dem i fri Luft, veed De, at Ingen har mere Interesse ved at gaae med Dem end Deres Bessel. Dette bestyrker ogsaa, hvad Olufsen ofte har yttret, at han hver Dag spadserede en Times Tid om Eftermiddagen med Bessel, og havde megen Nytte af dennes belærende Samtaler. Den Kjærlighed, som Bessef saaledes viste Olufsen, gjengjældtes ham ogsaa til fuldt Maal af denne, og det var af Hensyn hertil, at Olufsens Kone, for at skaffe ham nogen Glæde paa hans sidste Fødselsdag, lod det af Portraitmaler Jensen malede Portrait af Bessel ophænge ved hans Seng. I Sommeren 1826 forlod Olufsen Kønigsberg og har for- modentlig paa Hjemreisen besøgt forskjellige tydske Observato- rier og i den Tid ikke skrevet til sin Fader, da denne paa en Forespørgsel fra Schumacher om, hvor han opholdt sig, maatte svare, at han vidste det ikke. Imidlertid maa Olufsen dog kort derefter være kommen til Altona, da han i det næste Aar deels foretog mogle Opmaalinger i Holsteen og senere forestod det Hamborgske Observatorium. Under 5te Juni havde Schumacher indsendt til vort Selskab et Forslag om, ved 2 danske Mathematikere at lade fuldende Beregningerne af de Besselske Soltavler, hvortil han anbefalede Professor Hansen paa Seeberg ved Gotha og Assistent ved Ob- servatoriet Olufsen; dette Arbeide meente han kunde blive fær- digt i 2 Aar. Den 3die Juli afgav den mathemathiske Classe sin Betænkning, der var anbefalende; og Selskabet besluttede at anvende dertil 2000 Rdl., som skulde udbetales efterhaanden, dog ikke med meer end 500 Rdl. halvaarlig. — Ved den Tid var Olufsen kommen tilbage til Kjøbenhavn og under 8de August 1829 bleven udnævnt til Observator. Han ønskede nu selv at'reise til Kønigsberg for at tale med Bessel derom. I den Anledning skrev han til Schumacher, der kom el til den Beslutning, at den af Selskabet bevilgede Sum ikke skulde anvendes til at afholde Reiseomkostningerne. Han skrev derfor til Kongen og underrettede under 23de Novbr. Olufsen om, at disse vare blavne bevilgede, og at han kunde hente Beløbet hos Conferentsraad Collin. Den samme Vinter reiste Olufsen til Kønigsberg og kom tilbage til Kjøbenhavn i Forsommeren 1831, efterat han først havde gjort en Udflugt til Warschau med nogle af sine Venner i Kønigsberg. Under 13de September 1831 udnævntes han til Lector og under 13de November 1832 .til Professor i Astrono- mien ved Kjøbenhavns Universitet. At hån temmelig snart har begyndt påa Beregningen af Soltavlerne, viser en Afhandling af ham, som under 22de Marts 1837 optoges i Astronomische Nachrichten, og en Undersøgelse om den Greenwicher Muralqvadrant under Maskelynes Bestyrelse, i hvilken Anledning hån modtog et meget ånerkjendende Brev fra Bessel. Arbeidet var nemlig bleven deelt mellem Olufsen og Hansen, saaledes at den Første skulde bestemme Solens Declination og Rectascension af alle de Iagttagelser, der vare anstillede i Greenwich af Bradley, Maskelyne og Pond, og i Kønigsberg af Bessel, samt af disse beregne Solens Bane; hvor- imod den Anden skulde beregne den Indflydelse, som de ved Planeterne foranledigede Perturbationer udøve paa samme. Paa samme Tid havde Olufsen imidlertid overtaget et andet Arbeide. Berliner-Akademiet havde nemlig under iste Novbr. 1825 opfordret Astronomerne til at udarbeide nye Stjernekaart over den Deel af Himlen, der ligger meller + 15” og — 15? Declination, saaledes at der blev i Alt 24 Kaart, eet for hver af de 24 Timer paa Æqyvator. Til Grundlag for disse Kaart skulde tjene en Fortegnelse over 32000 Stjerner, der vare bestemte ved Meridianobservationer i Kønigsberg, og ved Hjælp af disse skulde da tilføjes de Stjerner, som kunde sees med en Comet- søger af 34 Liniers Aabning og en 10doppelt Forstørrelse. Til Bedømmelse af de færdige Kaart udnævntes en Comitee, be- 101 staaende af Ideler, Oltmanns, Dircksen, Encke og Bessel, og det Kaart, som denne Comitee havde fundet tilfredsstillende, blev da trykt paa Akademiets Bekostning, og lagttageren mod- tog en Præmie af 25 hollandske Dukater. Den 6te August 1833 bekjendtgjorde Comiteen en Udsigt over, hvad der hidtil var leveret, hvoraf fremgaaer, at Timen 1, som først havde været Captain Carocs, ved dennes pludselige Død var overtaget af Olufsen, der paa en Forespørgsel af Co- miteen i 1831 havde lovet at gjøre den færdig ved Udgangen af 1833. At dette ogsaa har været hans Alvor, kan jeg af egen Er- faring bevidne, da vi i Aarene 1831 og 1832 deels arbeidede meget flittig sammen paa Rundetaarn, deels jeg alene påa Hol- kens Bastion. Ogsaa viser en Skrivelse fra Bessel, at han i August 1832 havde modtaget et Kaart fra Olufsen, over hvis Udstyr han udtaler sig meget rosende, men tillige siger, at han ikke hår havt Leilighed til at sammenligne det med Himlen. Hvor stor en Deel dette har været, kan jeg ikke sige, da jeg ikke selv har seet det, og desuden ikke senere arbeidede sammen med Olufsen paa det; men at det ikke kan have været hele Kaartet, fremgaaer deraf, åt dette blev færdigt langt senere. Den ide December 1833. indtraadte Olufsen i Ægteskab med Magdalene Frederikke Ernestine Sophie Miinter, i hvilket han levede meget lykkelig, og hvori fra 1839 Johanne Kørstine, en Datter af en af Frue Olufsens kjæreste Veninder, hvis For- ældre begge vare døde, og som senere er bleven gift med " Selskabets Medlem Professor Lzebmann, var i Ordets skjønneste Betydning deres kjærlige Datter. I 1854. blev Olufsen optagen til Medlem af dette Selskab. I samme Efteraar foretog han en Reise til Paris, hvor han til- bragte Vinteren og udførte efter Schumachers Anviisning en Udmaaling og Afveining af det Normalkilogram, der opbevares i Observatoriets Archiv. Resultatet heraf er meddeelt i Schu- machers Jahrbuch fir 1836. 102 Da nogle Aar senere Directorposten var bleven ledig ved Observatoriet i Helsingfors, lod Behbinder, der var Kantzler ved Universitetet der, efter Anbefaling af Bessel, Struve og Schu- macher, sig ved den her ansatte russiske Minister forhøre hos Olufsen, om han kunde være villig til at overtage denne Post. Men, da Olufsen nødig vilde forlade Kjøbenhavn, underrettede han Universitetsdirectionen om dette Tilbud, og denne indstillede ham til et Tillæg af 400 Ødlr., hvis han vilde blive her, hvil- ket bevilgedes ogsaa af Kongen. Schumacher, der ligeledes nødig vilde see ham forflyttet, tilskrev ham i den Anledning et Brev, hvori han yttrede sin Glæde over, at han havde overladt Andre at drage mod Norden. | Et andet Tilbud blev gjort ham i Slutningen af 1839, da Directorposten for Observatoriet i Dorpat var bleven ledig ved Dtruves Forflyttelse til Pulkova; denne Gang gjordes Tilbudet ham dog ikke ved Ministeren, men ved Generalconsulen, og blev heller ikke antaget. | Den 23de Juni 1840 disputerede han for Doctorgraden over en Afhandling de parallaxi lunæ, af hvilket han tilsendte Bessel ek Exemplar, der takkede ham derfor i et Brev og roste Af- handlingen meget. I dette Aar var ogsaa Beregningen over Soltavlerne saavidt fremskredne, at han fik de 1000 Ødir. ud- betalt og gjorde derfor med sin Kone i Sommeren 1841 en Udenlandsreise. Den Iilte Juli 1845 meddeelte han i Selskabet en Beretning om de Fremskridt, der vare gjorte i Udarbeidelsen af- Soltav- lerne. Heraf fremgaaer, at dette Arbeide var bragt paa det Punkt, at der i det Mindste for Olufsen ikke var meer at gjøre. Da man imidlertid endnu stod tilbage med en Deel, besluttede Olufsen i Sommeren 1846 at foretage en Reise til Tydskland, forat træffe nærmere Aftale, og tillige at besøge Bessel. Dette maatte imidlertid opgives, da Olufsen var bleven underrettet om, at Bessel var død den 17de Marts. Resultatet af Reisen til Gotha var, at Hansen under 21de 1038 Februar 1847 forlangte et Tilskud af 250 ØRålr. til en Medhjælper. Af Selskabets Regnskaber fremgaaer det imidlertid, åt først i Budgettet for 1852 optoges 700 Ødlr. til mer og Sol- tavlerne udkom i 1853. Den 18de Juli 1851 iagttog Olufsén i Calmar en total Sol- formørkelse, hvoraf en Beskrivelse er givet i Astronomische Nachrichten. I de sidste 3 Aar led Olufsen af en uheldbredelig Sygdom, der meget svækkede hans Kræfter. I Sommeren 1854 opholdt han sig en Tid ved Nestved, da Grev Knuth havde overladt ham sin Bolig paa Herlufsholm, og benyttede Gu/dberg som Læge. Ved sin Hjemkomst derfra befandt han sig noget bedre; i December blev hans Datter gift, og efter den Tid forværredes hans Sygdom, indtil Døden endte hans Lidelser den 29%de Mai 18553. Det, der charakteriserer Olufsen som Forfatter, er den Grundighed og Samvittighedsfuldhed, han viste ved sine Årbei- der. Det af ham leverede Stjernekaart er bekjendt for dets Nøiagtighed og Fuldstændighed og indtager en hæderlig Plads blandt de andre. Det Samme gjælder om Soltavlerne, idet de ved dem beregnede Steder af Solen stemme ligesaa nøiagtig med de iagttagne, som Tilfældet er ved Fixstjernerne. Hans biographiske ÅArbeidér udmærke sig ved et klart Sprog og en træffende Fremstilling af Personen, saaledes hans Biographie af Bømer, der findes i Universitetsprogrammet for 1850, og den af Schumacher, som han læste her i Selskabet 51851. At Soltavlerne udkom saa seent, er væsentlig foranlediget ved Correcturen, der, hvad man kan see af Hansens Breve, allerede var begyndt i 1852. Men nogen Indflydelse påa, at begge Arbeider fortsattes saa langsomt, maa dog vist tilskrives den Omstændighed, at Spiren til den Sygdom, hvoraf Olufsen døde, allerede tidligere har været tilstede. 104 Kasse-Commissionen forelagde følgende Regnskab over Videnskabernes Selskabs Indtægier og Udgivter i 1855. Indtægt. ne Ø Kassebeholdningen fra 1854...... DF SE 2390 | 65 A. Renter af Selskabets Activer: 4 pC. af Inscriptionssum paa 70112 Rd. 2804 Rd. 46/5 5 pC. af en Kongelig Forskrivning Pia 25000 TRE SØN, HR Sa RE, 1250 — » - 4 pC. af 4000 Rd. i Kongelige Ob- rationer ERE i NS: 160 — » - 3 pC. af 3400 Rd. i Kongelige Ob- lisåtioner 45 "zeer HE lee 102 — » - 4 pC. af 14250 Rd. i den alminde- lige Enkekasses Obligationer . . 570, — » - 4 pC. af 6000 Rd. i Huuseier-Cre- ditkassens-Obligationer..... 240 — » - 4 pC. af 3200 Rd. i Nationalbank- Obligationer. Syren: FSR UT ES 3. pl, af 200 £Sf a8 Rd 668. SR FE 5 pC. af 100 £St. å 8Rd. 591098 . 43 — 14 - Udbytte af 3 Bankactier å 7% pC. 23 — 24 - NE EEG 5373 ” B. Andre Indtægter : Fra det Classenske Fideicommis . 200Rd. » DetilSchouskelhernatt KH 50 — » - Fra Boghandler Høst for Skrifterne - 130 — 12 - Fra Samme for Ordbogen. .... 23 — 75. - Fra Vandmester Sørensen for Bore- PelSskaber id SEE ERE 150 — » - i 5 SA i bad) HÆS Sum | 8290 | 56 Kassebeholdning 105 Udgivt. A. Til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed: —… I. Embedsmændenes Gager og Budets Lønning Selskabets Folium i Banken . Løbende Udgifter til Brænde, . Lys m.v. samt Gratificationer KEOREbOFERS NU, DODEE Den meteorologiske Comitee Regestum diplomaticum . . . Selskabets Skrifter. . .... 875Rd. » f6/2 93 - 288 — 40 - 38 — 60 - 599 — 39 - 450 — » - 1335 — 84 - B. Understøttelser til videnskabelige Foretagender: Prof. Liebmånns Værk om de amerikanske Ege Professor Mullers Numismatique d'Alexandre le Grand. Sub- scription påa 50 Expl.. ... Cand.Thomsen: Til Anskaffelse af electro-dynamiske Maale- HPA Fater TP ROKR 11 Dr. Ørsted: Til Reentegninger TE SI SE NS REER SSE SNEDE SEE | Collectanea meteorologica. . . Tilfældige Udgivter : ved Selskabets Flytning og Ind- retning af det nye Locale . . i Anledning. af astronomiske Instrumenters Transport fra Altona, af den tidligere Brønd- HEGER Vs NE] NR 387 Rd. 77 [5 300 — » - 100 -—— » - SØ == we HERO Ey 747 Rd. 88 Aarets Udgivter SEE Aarets Indtægter - Kaåssebeholdning den 1 Januar 1855 Overskud BØ es GR Ea den 1 Januar 8864 DE 2022 ; Rd. 11.79 2473 987 p 40 87 111 106 Prof. Bamus meddeelte efterfølgende Bemærkninger om Determinanternes Anvéndelse til at bestemme Loven for de convergerende -Bråker.. 1.. Af Størrelserne af, i Antal (n + 1)”, svarende til alle Combinationer af Indices z og £ i Talrækken 0, 1, 2, ....…. n, dannes Determinanten By, af Graden » + 1, nemlig efter den sædvanlige Betegnelse By X-F ad has "AD an, (1) Den kan ordnes efter Størrelserne aj, af, ai, ... al, hvorved erholdes ! FRE AA gs AAA ESARA (2) idet Størrelserne Å ere bestemte ved Ar SN ed, Og ER (3) A=—2 ag; … dar od ao ONE For et System af er. af Iste. Grad Vy t a DF YA EEN (4) svarende til enhver”af Værdierne 7—071;2, — 3 lderelter ved Elimination erholdes URO E- A,u + År u,+ År %, FE AE UDE (5) hvorved %,, %,;, Y2,--- Yn alle blive bestemte. Ved blot at gaae ud fra disse bekjendte Sætninger”) vil man kunne frem- stille Loven for Tæller og Nævner i en convergerende Brøk af hvilkensomhelst Index. | 2. Antag forelagt en Kjædebrøk ej Muse" 3 gele, ") S. De formatione et proprietatibus Determinantium, auct. C. G. TJ. Tacobt (Crelles Journal, 22de Bd. p. 285). som kortere fremstilles ved . Sa re 0) ad, 2 a, i) a, É , > og de convergerende Brøker være fremstilte ved 4, Re dy 2: 2 DEER b, b, BES] BØR SL ER EN FE 2 BD Ser 0.S, V, (1 I 1 2, U 2 Man vil da have 4, == ad, 4; == dd, SF b, ) 4, SE d,4,4, SHE a,0, PR a,5,, EGE BD == 0.4 MRNA SR 9,=9,9,9,4,—+4,a,6, + a,å,6, +a,a,6,+6,6,, 2, —0,0,4, + 4,6, + ab, 0.S.v.; men det kommer herved blot an paa at finde Loven for den ene af disse to Rækker, efterdi f. Ex. 2, er det, hvortil Yn-1 forandres, naar alle Indices ved a og 6 forhøjes med en Enhed. Som bekjendt er y, almindeligen bestemt ved de to foregaaende yz.1 Og Yr-2 formedelst Yr = UrYrr t br Yr-2, (6) og efter samme Lov er 2, bestemt ved 2,4 0g 2r-2, Såa at Vær- ene SE 7 4157 1442) Tigesomr af 2 72688, 2, kunne successive bestemmes, naar Kjædebrøken er forelagt; men tillige haves ifølge Formlen (6), ved at tage successive r—=0,1,2,… 1, et System af Ligninger af Formen (4),,,hvorefter Udtrykket (5) giver en almindelig Bestemmelse for y,. Coefficienterne agree de ere bestemte efter følgende Schema, de successive horizontale Linier svarende til 7=0,1,2,...n, medens de verticale frem- stille Coefficienterne for de foroven skrevne %,,9,,%,.--: es On Get Ya 05054 0 G—= 9 0 Eg gprg SR Hr Oy 10 IVO GEAR RAM U 0 ORG O 5350 073 2 gå BOT OD "DØRE 0 ild v badRE 1 0 0 0 OL GAD, 0 -dn2 1 0 0 0 0 0 0 =D n 1. One 1 0 BE SE 0 0 BAN EGER 108 Da al =0 for alle Indices £>7, reduceres Determinanten til det enkelte Led BEN ao 5. 200, altsaa i nærværende Tilfælde P,—=1. Tillige er ifølge (6) høire Side af Ligningerne, i Formlen (4) betegnede %, 4,7 4,7... Un; saaledes bestemte, at de to første have Værdierne EDGE ou 24004 men de følgende %,, %,,... %n ere alle 0. Altsaa er ifølge (5) 3 ' == OA ÆG (7) Det kommer altsaa alene an paa at bestemme An og An, nemlig År == SE MØRE as | (8) Ås == Sd dg on . ifølge den 2den (3), idet » er forskjellig fra O i År, og forskjel- lig fra 14 AR: Særskilt bestemmes ifølge den Iiste (3) ÅH FRÅN HS (9) Værdierne af ai. ere givne ved a,=—mb;, dy == — Gi, all, (10) men alle de andre at =0, naar nemlig z—£ ikke har nogen af de tre Værdier PA SE OY 3. Formlen (7) giver ligefrem for %,,%,, %,, y, de oven- for angivne Værdier; men den vil dernæst ogsaa give en hvil- kensomhelst efterfølgende yn, uden at man behøver at gaae tilbage til alle de forangåaaende, saaledes som Beregningen ellers vilde udkræve ifølge Formlen (6). For »= 0 erholdes y,=% 4 +56, Å', men Å'=0, som overhoved Ai =0 for i>n, 0g tillige A— 45 altsaa (7 EST AAR For »=—1 erhøoldes y,=a, 4,15, Ål, men 4! =0—1. (ifølge den 3die (10) for 7=0), og ifølge den Ii1ste (86) Å,=—a' d. e. (ifølge den Zden (10) for z=1) Å, =a,, altsaa 1, =%9%,+56,. For n=—=2 haves y,= a,Å, +65, 41, men ifølge (8) rss Ses ea] a?a! -+ adat, ARE St Foaronesrereaneksegaty d. e. ifølge (10) AA == ba ANA Ng altsaa y,=09,9,4, +a,6,+a,6,. . ; ; ; mee 3 For »—=3 haves y,=—a,4,—+6/4,, hvor A4,= — SF a'atal, BEES gaa, 'eller < og 31 2 37271 2 ml gy3 sy! sy? 743 17432. ry? 42 7! Å,=—a'"a1al—+a"ata;+a?ata:—a'a?az+a"ala:—a?ata!, År=—a a;a:+a a?a3+-a"åla,—a'a?a,+a:a a:—a"a,a3, altaa med Udelukkelse af de forsvindende Led, BE 0 Bd An SYS 153959 1% 2457 kano 3743 Å,=a"atal—a'a?a: +a'a:a?, Ål=—aatalt+aaita:, d. e. ifølge (10) A,=6,4,+a,4,4, +4,6,, A1=06,—+4,4,; altsaa Y3=9499,9,4, + 4,4,6, + 4,4,6,+4,a,6,+ 6,6. For n»n =4 blive Å,og At at bestemme. Den første af disse er ; Å,=—X+a"ajazag, men ved de forsvindende Leds Bortkastelse blive alene de Led tilbage, som ved Fortegnet og ved Permutationen af de fire Indices foroven ere saaledes bestemte: Ho (1,2,3,4) Kr (1,3,2,4) FE (2,1,3,4) FF (2,1,4,3) BE (1,2,4,3) , altsaa ifølge (10) Å,=a,4,4,4,—+4,6,4,+6,4,a, + 6,6, + a,a,6,. Ligesaa findes ÅAl= ST Odd 0.4, som reduceres til Ledene: — (0,2,3,4) + (0,3,2,4) —+ (0,2,4,3), altsaa ifølge (10) Å! =a,a4,4,—+6,a,+ 4,6. Af ÅA, og AV sammensættes y,—=a, 4, + 6, A!, hvorved det samme udkommer, som haves ifølge y,=4,4,—+6,9,. 8E 110 4. Udtrykket (8) for An fremstilles beqvemmere ved at gaae ud fra en saadan Permutation af de foroven satte Indices, som ikke hører til noget af de forsvindende Led, f. Ex. DRK, 71 ST SST SRE SE) DR Dette Led under Tegnet Y har Fortegnet + eller —, eftersom n—I1 er lige eller ulige, såa at man kan sætte År =(—1)7 £ + GO yalk. 0" n (11) Ifølge Værdien al, = —g; haves a'atas … 0" =(—1)"4,4,4, … dn) hvorved igjen i An, erholdes Ledet d,0,0, +. dn (12) De andre Led i An, svare til alle de Omsætninger i Indexræk- ken foroven i (11) ÆSKE sorg hvorved et eller flere af Tallene kommer til at bytte Plads med det forangaaende. Ved en saadan Ombytning forandres al, alt! til sf alt aq, altsaa ifølge (10) til 5444. Fortegnet bliver altsaa i Resultatet uforandret, idet vel Ombytningen selv er forbunden med Tegnforandring, ifølge Loven for Determinanternes Dan- nelse, men dette hæves igjen ved Værdiernes' Indsættelse ifølge (10). Herved skeer det, at alle Led i An erholde Fortegnet + ligesom det ene Led (12), og at de kunne afledes af dette paa den Maade, at hvilkesomhelst af Factorerne a,, 4,,... dn; enten enkeltviis eller flere samtidigen, gaae over fra a, til 6,, idet tillige den forangaaende Factor a,.4 udgåaer. Man behøver alt- saa blot istedetfor a at skrive & paa hvilkesomhelst Steder i Factorrækken (12), den første Factor undtagen, og med Iagtta- gelse af bagefter overalt at forandre 4,4 64 til 64, derimod bq-1 bg til 0. Herved er Størrelsen .A, aldeles bestemt. F. Ex. man finder umiddelbart, for » =6, +6,a,a +4,6,4,4,4,+4,4,6,4,4,-+4,4,4,6,a,+a,a,4,a,6, +6,6,4,4,+6,a,6,4,+6,4,4,6,+4,6,6,4,+a,6,a,b,+a,a,6,6, 346 "al ei ar ae al br 45 By A,= a,4,0,4,d,0d, dd, 111 Ligesaa findes Ax bestemt ved (8) men beqvemmere fremstillet ved . DES ae dl (13) For den her antydede Permutation OS erheldes 7.5, det Led agt aa"... som ifølge, (10). er (Pa, ... dn, hvoraf igjen følger for År, det. Led 2) FARMER (14) Da Index 0 foroven kun kan svare til 0 forneden, efterdi a;— for:2—>0, .og da a.eller a7— 1, såa maae alle Ledene i A1 kunne uddrages af det ene Led (14) ved at lade en eller flere Factorer 4, bliver til 6,, hvorefter 4,4 bortfalder, dog saaledes at a, ikke kan gjøres til 6,, efterdi aat ved Omsætningen vilde blive —a?a,=0. Reglen for at udlede An af det ene Led (14) er altsaa den samme som for An udledt af (12). F. Ex. a,d,d,0 År = 4,4,4,4,4, +6,4,4,4,+4,6,4,4,+4,4,6,4,+a,4,a,6, + 6,6,4,+6,a,6,+å,6,6,. &. Ved en nærmere Betragtning af den hele Samling af Led, hvoraf A, bestaaer, vil det kunne sees, hvad der iøvrigt er en nødvendig Følge af den Regel, hvorefter disse Led ere dannede, at de, som indeholde a,, ikke udgjøre andet end Å,a,, eller ere dannede af a,a,4a,4,a, paa samme Maade som Å, er dannet af a,4,4,4,4,4,, men ved bagefter at til- sulleskåctoren a,. Ligeledes sees, det; at de Led Å,, som indeholde 6,, hvori altsåa a, maa mangle, ere netop de samme, ad. dd kun med Til- som efter Regelen maatte udledes af a,a,a,4,, føjelse af Factoren 6,, d. e. disse Led tilsammen ere ÅA,6,. AÅltsaa haves Aa AA LA Paa lignende Maade bestaaer A! af to Slags Led, hvori respec- tive a, og 6, indgaaer, saaledes at Ål=a,At+ 6, Ål. He Denne Lov indsees at være almindeligt gjældende, saa at År == dr Fordel SÅ OA OA 5: Heraf følger, at naar yn bestemmes ved Formlen (7), ligesaa Yna 0g Yn-2, Såa vil Ligning (6) blive opfyldt. Det kan end- videre bemærkes, at de to Classer af Led, hvori y, deles ifølge Formlen (7), kunne samles i en eneste Classe af Led, udviklede af det enkelte Led . 0,4,0,0,... dn (15) ved at følge nøiagtigt den samme Regel, efter hvilken A, er bleven dannet af det enkelte Led (12) og Al af Ledet (14). Alle de Led uddragne af (15), i hvilke a, indeholdes, måae nemlig blive de samme som Ledene afledte af (12) ved bagefter at til- sætte Factoren a,, ligesom ogsaa de Led, som mangle a,, blive alle de Led, som kunne uddrages af (15) ved Forandring af &, til 6,. Man har følgelig Y1= 24,4,4,0, ... dn) (16) hvor Summen % dannes af alle de Led, som fremkomme deels af den uforandrede Størrelse (15), som selv er et af Ledene, deels af dem, som fremgaae af (15), idet hvilkesomhelst af Factorerne a,4,,... dn forandres til db med samme Index, for- saavidt det iagttages, at enhver saadan Forandring stedse lader den forangaaende Factor bortgaae, såa at ingensinde to Factorer b kunne have Indices følgende umiddelbart efter hinanden (som bg bg+1).. Efter den Maade, hvorpaa den convergerende Brøks Nævner 2, er bestemt af %,4 (Art. 2), haves ogsaa 20= Fa, 0,0, ... dn) (17) hvor TY er at forstaae paa samme Maade som i (16), altsaa med Hensyn til Forandringen af hvilkesomhelst af Factorerne a,,4,, .… dn til b med samme Index, idet den anførte Betingelse iagt- tages.”) Følgelig ere yn og 2n ogsåå bestemte som Summerne af alle de hele Led i Udviklingerne af +) Jyvf. Euler, Specimen algorithmi singularis (Novi Com. Ac. Petrop. T. IX, pag. 53); Gergonne, (Annales de math., T. I, pag. 262). Stern, Theorie 113 b. b, 6, ( br Ar 0,0, 2. An ( eng Hg —)(: VW dd, —).… z ”- Sa) b, be br Fat 4Øn (: 2 da —)( ER ad, ) i: dn-1 z) G. Antallet af Ledene i yn være betegnet ved P,. Ifølge den Lov, udtrykt. ved (6), som bestemmer y, af de to fore- gaaende- %n-1 0g %Yn-2, haves Poe = Pr HP. (18) Ved at gaae ud fra P,=1, P, =2, erholdes successive P,, P,, BB... nemlig FE 2% 3 PU] P1 28, PSP == 24 -P == Loven herfor kan let findes og fremstilles under forskjellige Former. Ved Integration af Differentsligningen (18) erholdes P,= Co" + C! pr, hvor & og $ betegne Rødderne i Ligningen z?—x—1—=0, og C og C' ere vilkaarlige Constanter. Man har FR VS rs | FAP EA ae DERE ogs ifølge: PP, =1, P,=2, er C+C,=1,1(0+0C") ung — Ci)=2, altsaa C—C'! = ke Heraf følger VB gs Ddr 2 FUE VD VÆR RES : SNØDE a 1 æt Ohr lir Dubno ten 2V5 V5 2 Åltsaa 1 1 FVn+2 E Vn+2 ESS) SS) |. 00 der Kettenbriiche (Crelles Journal 10de Bd. pag.5 0. ff.): Ottinger, Bei- trige zur Lehre von den Kettenbriichen (Crelles Journal, 49%de Bd, pag. 66 0. ff.). 114 eller ved Udvikling ifølge Binomialformlen (1+2)(n+-1)n(n—1)n—2) 9 . te 5 Se edey Am le Ven Als BE RR [DD Et andet Udtryk erholdes ved at bestemme y, for det Tilfælde, hvor alle Størrelserne 4,, 4,, 4,, ... ere ligestore, ligeledes b,, 5,, ;.. ligestore. Man sætte nemlig Ud, SØE ON BED EY Eg KEN (21) og betegne ved wn den dertil svarende Værdie af yn, hvorefter P, erholdes som det, hvortil %, reduceres, naar a=6 =1. - Ifølge (6) haves Un-2 == dUn+1 + bun (22) samt v, ==, %, =a+6… Deraf udledes successive %,,%,, %4, … nemlig: 4,=4,%,=4? +56, u,=a—+2ab, u,=a"+3a76+45?, 6, == da + 4a'b + 3a6?,. u,= af + da'b + 6a?6? + 5, u, = da" + 6a'd + 10ab? + 4ab?, Loven herfor bestemmes let ved Integration af Differents- ligningen (22), hvilket giver almindeligt gå use FRE ED) ar føl (ESTER altsaa, idet C og C' bestemmes ifølge Værdierne af u, og %;, 1 (re fan 1 gs bie gg Bien ON NUDE EEN - (23) Dette udvikles igjen let ved Binomialformlen, men Rækken, hvoraf (20) erholdes ved at sætte a=b6=1, er da ikke ordnet efter Potentser af a og 6, saaledes som de angivne specielle Værdier %,, %,, %,, .…… 4,— Disse ere indbefattede -i følgende Formel, som let bevises a posteriori eller ved Induction, idet Ligning (22) er tilfredsstillet samt 4, og %, erholdes for n=0 og n=l: (n—2) Dr 53) 4 anti 7 +-an- ty ER, MODERS Eg må Åre Frem ”a bek: (24) un== ER me RE an-2r+1 pr + …, n+ 1 det sidste Led bestemt for FSr, hvis mn er lige, ogr = > 3 115 hvis mn er ulige. Da yn bestemt ved (16) reduceres til dette Udtryk (24), saasnart Ligningerne (21) finde Sted, saa følger, at Udtrykket (24) ikke blot ved at sætte a= 6 — 1 fremstiller hele Antallet P, af Led- i y1, men tillige at Coefficienterne ke BD RT) (pE (12 RSS) (14) lig 1-2 TESS fremstille Antallene af de forskjellige Slags af Led i y. Det vil netop findes, at et enkelt Led i yn ikke indeholder 6, at n (n—1)(n—2) 2 holde & paa to Steder 0. s. v. Dette følger af den Regel, hvor- efter disse Led dannes ved en Udledelse af det enkelte Led (15), hvori & ikke findes. De Led, som indeholde & paa en enkelt Plads, ere i Antal m, thi de kunne fremkomme af ethvert Led indeholde & paa et enkelt Sted, at Led inde- af de » Led a,, 4,,... dn ved Forandringen af a til 6. Skal 6 ONE findes paa to Steder, maae to Factorer a gjøres til 6, hvilket er muligt for følgende Combinationer: GG RAS dg; dd; 4,0, + . ddn; dd, . dn; EA hvis Antal er (n—2)—+ (n —3)+(n—4)… +1 ag so Mark Skal & findes paa tre Steder, såa kan dette skee 1% ved at gjøre a, til 6, og derefter lade 6 indgaae påa to Steder i Ræk- ken 4,, 4,,... dn, hvilket ifølge det nylig fundne kan skee ved Rd | pk) Combinationer; 29 ved at gjøre a, til 6, samt lade æ1.-2 b indgaae paa to Steder i Rækken a,, 4,,... dn, hvilket giver n—4)(n—5 lat : IL … Combinationer; 0.s. v. Den sidste Combination er 2 ' dn-40n-24n; Som er enkelt eller svarer til ——. Åltsaa vil over- 2 116 hoved Antallet af Led, som indeholde d& paa tre Steder, være bestemt ved (n-3)(n=4) , (m-4)(n=5) , (n=5)n=6) — , 2.17 (n-2)(n-3)(n=4) ikke, 1.2 be EST 1.2.3 Ligesaa vil Coefficienten for ar” 67 i Rækken (24) netop findes som Antallet af Led indeholdende & paa fire Steder 0. s. fr, Almindeligt vil Coefficienten for ar—rt! år i; Rækken (24) angive, hvor mange Led i yn det er, som have & paa r Steder, altsaa a påa »—2r+-1 Steder, idet de »+1 Factorer a i Ledet (15) reduceres til »+1—2r formedelst de r Factorer a, som foran- dres til 6, og formedelst den forangaaende Factor paa ethvert af de r Steder, eftersom denne forangaaende Factor udgaaer. Betegnes den nævnte Coefficient ved Cr, altsaa (n —r + 1) (n—r) … (n — 2r + 2) Cjyps SSR SS LS ESS SES, ; Us 2 Rø saa vil denne Coefficients angivne Betydning være almindeligt godtgjort ved blot at bemærke den bekjendte Summation”): Cn-2,14 FF Cn-3,1-4 > Cn-4, 142 > Cor-3, 11 = Cn,r, (26) FEE 2). 1.2…(r—1) (25) hvor det sidste Led C27.3 14 —= SME g. Størrelsen uw, bestemt ved Udtrykket (23) eller (24), kan tjene til at finde Værdien af den endelige Kjædebrøk b Sænk ED» ET gam Sa (8, hvor & forekommer n Gange, a følgelig mn + 1 Gange. Da nemlig Ligningerne (21) lade yn blive reduceret til %x, såa maa ogsåd Zn blive til %.4, såa at den nøiagtige Værdie af denne Un Kjædebrøk er bestemt ved . Man kan forlænge denne Kjæde- Un-1 %) Om denne Summation s. Forfatterens Elementær Algebra, Kbh. 1855, pag. 261. 117 brøk ved et Led enten i Begyndelsen eller i Enden, d. e. man har . b Un+1 (24 —+- SE Fr 9 Un . Un Un-1 hvilken Ligning ogsaa haves itølge (22), Betegnes ved a og fø Rødderne i Ligningen SSRI G cz? —ax—b=0, saa er ifølge (23) : jp cent2 — gn+2 i :4, Dr art! — pr ) som er: en symmetrisk Function af &« og Ø og kan følgelig ogsaa findes ved de Methoder, som derfor haves i Ligningernes Theorie. Det samme gjælder om selve Størrelsen %,; thi man har ifølge (23) omt2.— gu+2 a—f som kan findes ved "Hjælp af Størrelserne s, = a? + Ø?, nemlig | Un =Sn+1 + ef Sn—1 + mf? 81 —3+ ….) n n—1 n+1( hvilken Række ender med (x$£)? s, eller med (a&8) 2 s,+(a8) 2, eftersom m er lige eller ulige. Det vilde være let påa denne Maade atter at komme til Udtrykket (24). Un == ZL arti + orm 8 + or —! g? des + ap"+$"t", 8. Den speciellere Form af Kjædebrøker, som anvendes i Ålgebra, er den, som haves for bLSY=b blær nag (27) . ere hele positive Tal. Den Reduc- tion, som Udtrykket (16) undergaaer formedelst Ligningerne (27), bestaaer deri, at da enhver Factor 6, udgaaer og den foran- gaaende a4—1 allerede manglede, maae de forskjellige Led i Summen XT dannes af det første Led a,a,4, ... an ved paa hvilkesomhelst Steder at udskyde to paa hinanden følgende Factorer, nemlig 1? en enkelt af disse: idet tillige &,, 4,, 4, > BE AU ENØ DE er Or On 7 dg=1 dn (28) 118 hvorved erholdes følgende Led i Antal n: dd, 62 dy FO, G, se Øg FA dd dg FL FOG SMED (n—1)(n—2) 152 É oprindelige Led a,a, … an ere udskudte saaledes, at af de n - Producter (28) hvilkesomhelst to, der ikke have nogen fælleds Factor, udgaåae. Disse Led ere 0,0, dn + 0,0,… dn F 2. 0,03... 012F 4, 0, dr ft …. FA, 4,04. (n—2)(n—3)(n—4) 1. 253 skjellige Factorer ved Udskydelse af hvilkesomhelst tre af de samme nn» Produkter (28), idet de tre udskudte Produkter ikke have nogen fælleds Factor, altsaa BE PG RE ME 0.S.Vv. Er mn et lige Tal, vil man tilsidst have de enkelte Led 29 erholdes Led i Antal hvor fire Factorer i det 3? forekomme Led, som mangle sex for- i Antal Of, LLR Da 2 fe ea al Men BOJE FRE + dn; men er n ulige, erholdes tilsidst Ledene ad, +4,4, te ang: + … 4,41 FF … + d1-1 41 + 1, 4 8 | RA RESEN af hvilke a,0,—+...+4144n ere i Antal Cr, 14 — SENE 2) ULDLU DI . og det enkelte Led 1 er i Antal CC, 141 — 1. Alle de Led, SOM ) hvoraf yn saaledes kommer til at bestaae, hvad enten mn er lige eller ulige, kunne charakteriseres derved, at de fremkomme, idet et hvilketsomhelst lige Antal af Fåctorer i det fuldstændige Led 4,04,4,... dn udskydes med den Indskrænkning, at den første Factor i Ledet har lige Index og at hvilkesomhelst to påa hin- anden følgende Factorer have Indices, hvis Differents er et ulige Tal. Da z, erholdes ved i %n.1 åt forøge alle Indices ved en Enhed, vil den næstefter det fuldstændige Led a,a,… 4, beståae af lutter Led dannede ved Udskydning af et eller flere af disse Produkter: 119 4,9,, 4,9,, 4,4,5... Qn-201-1; dn-1 dn) (29) men saaledes at de forskjellige udskudte Produkter ikke have nogen fælleds Factor. Altsaa komme disse Led til alle at be- gynde med en Factor, som har ulige Index, og iøvrigt vil, lige- som i %n, to paa hinanden følgende Factorer stedse have Indi- ces, hvis Differents er ulige. Det vil derfor nu være tilstræk- keligt at tilføje, at 21, naar nm er et lige Tål, måa ende med Ledene 4,08,+4,64,4...+å,0,+ 4,4,4 … + 4,014 …. + 41104 1, n+-2 n ; : Yav D HOB af hvilke a,4,+ … + 41.141 ere i Antal C,.4, BD REE DE: 2 det enkelte Led 1 i Antal C14,1 == 1, derimod at 2, nåar nx er DB et ulige Tal, maa ende med Ledene DE en EN LAD så DE 2 9. Den foregaaende Undersøgelse har viist, hvorledes Determinanterne med Fordeel kunne benyttes til at bestemme den almindelige Lov, som ligger til Grund for de converge- rende Brøkers umiddelbare Dannelse af Ledene i den tilsvarende Kjædebrøk. Det vil heraf ogsaa indsees, at man paa lignende Maade kan komme til Bestemmelsen af enhver anden Function, som skal tilfredsstille en lineær Differentsligning af hvilkensom- helst Orden istedetfor Ligning (6) af Zden Orden, som var den, der her forelaae. - Med Hensyn til saadanne Ligninger ville Determinanterne paa en mere directe og en endnu mere simpel Maade kunne komme til Nytte end f. Ex. de saakaldte »combi- naisons discontigues«, som Brnet saa sindrigen har udfundet og bragt i Anvendelse (Mém. de V'acad. des sc., T. IX, Paris 1845). 120 I Selskabet blev fremlagt: Fra Smithsonian institution i Washington. Eighth annual report 1853. Ninth annual report 1854. On the construction of Catalogues of Libraries 1853. Baird report on the fishes of the New Jersey coast. 1855. Baird description of neu birds. Cassin Notes en North American Falconide. Baåird Characteristics of new Species of Mammalia. Alexander Observations on the annular eclipsis of Måi 26. L. Schade the United States and the immigration. Smithsonian. Contribution to Knowledge Vol. VIL. 1855. Description of some of the new marine invertebrata by Stimpson. Fra Academy of natural Sciences of Philadelphia. Journal n. s. Vol. II. Part. I. 1855. Proceedings Vol. VIT, sheet 3—22 (incl.) 1854—55. Fra American plulosophical Bociety.x Philadelphia. Proceedings Vol. VI, sheet A—K. 1854. Fra American Academy of arts and sciences + Boston. Proceedings Vol. II, sheet 14—23 incl. 1854. Fra Institute for the Blind i Philadelphia. 2d annual report. 1855. Fra Dr. Jolm Trask. Report on the Geology of the coast mountains 1855. Report on the geology of the coast mountains and a part of Sierra Nevada. 1854. Fra Mr. James Frangis. Hydraulic experiments. Boston 1855. On the water-power at Lowell. Boston 1853. Fra Lrieut. DS. P. Lee U. St. Navy. Report and charts of the cruise of the Brig Dolphin 1854. Fra Mr. Watles. Report on the geology of Mississippi 1854. Fra Ohio. State Board of Agriculture. Ninth annual report. 1854. Fra Patent office 7 Washington. Report 1853 p. 2 Agriculture. — 1854 p. 1 Årts and Manufactures. Br. Mødet den 11" April. Herr Professor Jiirgensen meddeelte følgende Bemærkninger med Hensyn til Bevægelsen af electriske Strømme. Som bekjendt sammenfattede Ørsted de Indvirkninger af den electriske Strøm påa Magneten, der udgjorde det oprinde- lige Indhold af hans Opdagelse, i Forestillingen om en rotatorisk Bevægelse om Lederen. De Phænomener, Ampére strax efter opdagede, syntes kun at ville slutte sig til denne Forestilling naar de bleve betragtede som magnetiske, medens dog ingen synlig magnetisk Virkning var tilstede. Ved Hjelp af de mecha- niske Sætninger om Rotationsbevægelser, der i den nyere Tid, navnlig af Poinsot (théorie nouvelle de la rotation des corps) ere bragte til Klarhed, kan man imidlertid opfatte disse Phæno- mener i den samme Forestilling, hvilket et Pår enkelte Exempler ville være tilstrækkelige til at vise. Naar et Legeme roterer om en bevægelig Hovedaxe, om hvilken Centrifugalkræfterne ere i stadig Ligevægt, og om hvil- ken Kotationen altsaa stræber at vedligeholde sig, og det da paåavirkes af en Dreiningskraft (hvad Pornsot kalder couple), der stræber at bibringe det Rotation om en anden fast Axe, såa vil Foreningen af de to Rotationer frembringe en Bevægelse af Hovedaxen, der lader sig udlede af de almindelige mechaniske Sætninger om Rotationers Sammensætning i Forening med Hovedaxens Egenskab. Det vil her være tilstrækkeligt at be- tragte Bevægelsen af en Hovedaxe, der kan dreie sig om et fåst Punkt. kk = Tænker man sig et Legeme, der roterer 2% g om en Hovedaxe Å H, hvilken i et gjennem den faste Axe AF gaaende Plan kan dreie sig om Å, og forestiller man sig dette Legeme > F paavirket af en Kraft, der meddeler Rotation om AF, såa vil A H nærme sig til AF naar de to Rotationer, betragtede fra Å mod H og F, have samme Retning, men fjerne sig fra ÅAF' naar de have modsat Retning. Thi i første Tilfælde ville de to Rotationer sammensætte sig til en tredie om en Åxe, der ligger indeni Vinklen HAF, og som i det Øieblik, hiin Kraft begynder at virke, vil ligge meget nær ved Hovedaxen AH. Men Rotationen, der stræber at vedligeholde sig om denne Axe, vil da føre den henimod hiin, altsaa ogsaa - henimod AF, og idet Bevægelsen om denne vedbliver at udøve den samme Indflydelse, vil dette idelig gjentage sig, saa at Hovedaåxen stedse påa ny føres mod AF, om hvilken den vil pendulere. I andet Tilfælde vil AH fjerne sig fra AF og føres henimod Forlængelsen af FA, om hvilker den ligeledes vil pendulere. — Den analytiske Udvikling af denne Sætning, der ogsaa ligefrem kan godtgjøres ved et Forsøg, findes i Forf's Afhandling »sur le mouvement du pendule etc.« trykt som Til- læg til Oversigterne for 1853, pag. 34 f. B' IN aL Man tænke sig, for at tage et andet IGN Knee Exempel, et Legeme, der roterer om en Hr Ig Hovedaxe AH, som kan dreie sig om Å, H og i det Øieblik, den tiltrædende Kraft B ' F begynder at virke, befinder sig i et igjen- nem dette Punkt gaaende horizontalt Plan. Forestiller man sig nu dette Legeme paavirket af en Kraft (couple), der, hvis Intet var til Hinder, vilde meddele det Rotation om en anden i samme Plan beliggende fast Axe BF, saa findes Virkningen af denne Kraft ved følgende Betragtning, idet man antager de to Rota- tioner, seete fra ÅA og B, at gaae opad paa høire Side og nedad paa venstre (positivt). En Rotation om BF er ligegjel- 2 dende med to forenede Bevægelser, nemlig 1) en Kotation i samme Retning og med samme Vinkelhastighed v om Påarallelen B' F" igjennem AÅ, og 2) en translatorisk Bevægelse, lodret påa Planet og nedefter; dennes Hastighed er av, idet a er Afstan- den fra A til BF; saadanne to Bevægelser stræber altsaa den virkende Kraft at frembringe. Hiin vil efter den første Sætning søge at bringe AH til Stillmgen AF", denne vil stræbe at bevæge AH nedefter, d. e. bringe den til at dreie sig om en Linie AL gjennem AÅ, lodret påa AH, og den saaledes frem- bragte Rotation, der gååaer i samme Retning, som Rotationen om ÅH, vil forbinde sig med denne og efter den første Sæt- ning frembringe en vedholdende Omdreining af denne Axe i Planet, saaledes at ZF begynder at bevæge sig fra F" mod B. Retningen af begge Bevægelser vil forandre sig til den modsatte naar den ene af de to Rotationer om ÅH og om BF skifter Retning. Bliver Afstanden a fra A til BF mindre, saa bliver Virkningen (2) svagere, medens Virkningen (1) forbliver ufor- andret, og den forsvinder aldeles naar BF gaaer igjennem Punktet A; Axen AH stræber da blot at falde sammen med BF saaledes at Rotationen faaer samme Retning som den har om denne. — Tildeels ere disse Bevægelser analytisk behand- lede i Porssons traité de mecanique 2% éd. Il pag. 170 f., samt i den oven anførte Afhaudling. Det vil efter disse korte Antydninger strax være iøinefal- dende, at den Bevægelse, der meddeles en Hovedaxe derved, at det Legeme, der dreier sig om samme (med stor Ha- stighed), bliver paavirket af Kræfter, der stræbe at bibringe det en anden (forholdsviis langt svagere) rotatorisk Bevægelse, eller Bevægelser, der lade sig sammensætte til en saadan, er den samme som den, der meddeles en bevægelig electrisk Strøm derved, at den paavirkes af en gjennem en fast Leder gaaende Strøm, idet Rotationer af samme Retning svare til Strømme af samme Retning (man sammenligne de i Démonfer- rands manuel de Vélectricité dynamique 2 18 beskrevne Phæ- (98; 124 nomener). Hvis man altsaa tænker sig den electriske Strøm som en Bevægelse, og følgelig forestiller sig Noget, der be- væges og er istand til at meddele Bevægelse af samme Beskaf- fenhed, som den det selv hår, og hvis maån tillige, som Ørsted, forestiller sig denne Bevægelse som rotatorisk, saaledes' at den holder sig om Lederen eller om en Linie i samme som om en Hovedaxe, saa behøver man ikke nogen magnetisk Ind- virkning, men kun mechaniske Sætninger, for at indbefatte de af Åmpére iagttagne electrodynamiske Phænomener under den samme Forestilling. Thi disse ere, som bekjendt, bragte i rationel Forbindelse med hinanden, og desuden er det ikke vanskeligt at forfølge den her påapegede Analogie videre til Betragtningen af Ledere, der ikke danne rette Linier, idet man tænker sig en roterende Bevægelse af et System af Punkter at skee i Planer, der ere lodrette paa Lederen. Tænker man sig saaledes i det andet Exempel en cirkulair Strøm om Å som Centrum istedetfor den retlinede BF, såa seer man let, at Virk- ningen (1) bortfalder medens Virkningen (2) bliver tilbage, og at den omdreiende Bevægelse af AH saaledes vil blive jevnere og hurtigere, overeensstemmende med Erfaringen (see Démon- ferrand, manuel etc. 2 19). Man vil saaledes ogsåa kunne sammenfatte de electrodyna- miske Grundphænomener i det Udtryk, hvoraf Ørsted betjente sig; men hvad Betydning dette paa Videnskabens nærværende Standpunkt har med Hensyn til Spørgsmaalet om Beskaffenheden af den electriske Bevægelse, er Noget, hvorom allermindst For- fatteren af denne Meddelelse, der ikke er Physiker, kan have nogen Mening. Selskabet valgte de Herrer Prof. J. Reinhardt og Vandinspec- teur L. A. Colding til indenlandske Medlemmer i den physiske Klasse, og de Herrer Sectionschef Hardinger i Wien, Professor G. Rose og Prof. H. Bose i Berlin til udenlandske Medlemmer, ligeledes i den physiske Klasse. 125 Mødet den 25%” April. Herr Professor Worsaae meddeelte Bemærkninger om nogle nye Opdagelser af Runeindskrifter 1 Normandret og 1 England, som skulle trykkes i et af de fålgende Numere af Oversigterne. Da Secretairens daarige Embedstid var udlåben, blev der foretaget Valg paa Selskabets Secretair, og” Etatsraad Forch- hammer gjenvalgt. Ligeledes blev Hr. Prof. Jiirgensen gjenvalgt som Medlem af Kassecommissionen, og de Herrer Professorer Liebmann og E. A. Scharling gjenvalgte som Revisorer. I Mådet blev fremlagt: Fra the editors of the American Journal. The American Journal of Sciences Nr. 52—56. 1854—55. New-York. Fra Prof. Dana + Newhaven. Chemical contribution to Mineralogy. Contributions to Mineralogy Nr. 1, 2. First Supplement to Danas Mineralogy. On the Homoeomorphism of Mineral Species of the Trimetric System. Fra Michigan Btate Agricultural Society. Transactions for 1853. Lansing 1854. - Fra Btaten New- York. Annual Report of the State Engineer and Surveyor on the rail- roads of the State of New-York f. 1853, 54 and 55. Albany 1853, 54 and 55. 126 Sixth Annual Report of the Governors of the Alms House of New-York for the Year 1854. New-York 1855. Annual Report of the State Engineer and Surveyor on the Ca- nals of the State of New-York 1853, 54, 55. Albany 1853, 54, 55. Annual Report of the Superintendent of the Baåanking Departe- ment of the State of New-York 1855. Albany 1855. Annual Report of the Commissioners of Emigration of the State of New-York 1854. New-York 1855. Report of the Committee aåppointed to examine and report the the causes of Railroad aåaccidents 1853. Albany 1853. Documents relative to the Colonial History of the State of New- York; procured in Holland, England and France. Vol. Ill et IV. Albany 1853 et 54. Fra American Geograph. and Statist. Society. Bulletin of the American Geographical and Statistical Society Vol. I. Part. HE. 1854. New-York 1854. Fra Lieutn. Maury. Letter concerning Lanes for the Steamers crossing the Atlantic. New-York 1855. 127 Mødet den 16% Mar. Herr Etatsraad Eschricht fremlagte en Beretning om sine fort- satte Undersøgelser af Echinokokkerne. I Oversigten over dette Selskabs Forhandlinger for 1853, Nr. 7, havde han opstillet den Paastand, åt de Hydatider, der fremkalde den i Island ende- miske Leversyge, ere Blæreorme, og deraf draget den Slutning, at denne for Islands Befolkning såa ødelæggende Sygdom hid- rører fra udvendigtfra indtrængte Snyltedyr. De dengang til hans Raadighed staaende islandske Hydatider havde i de fleste Tilfælde viist sig at være Echinokokblærer, men i eet åt være samme Årt Blæreorm, som den hos vore og Islændernes Faar såa almindeligt forekommende Cysticercus tenuicollis. Siden den Tid håvde vor Kundskab saavel om Blæreormene i Almin- delighed som om de nævnte to Arter i Særdeleshed vundet en ganske paafaldende Udvidelse, især ved Dr. Kwichenmersters og Prof. Sæebolds Opdagelser, der hurtigt bekræftedes fra flere Sider, og med Hensyn til en anden Art (Coenurus cerebralis) navnlig ogsaa paa den herværende Veterinairskole ved Etatsr. Eschricht og Prof. H. Bendz. Det var nemlig blevet sat udenfor al Tvivl, at samtlige Blæreorme ikke ere andet end lavere Udviklingsfor- mer af Bændelorme, hvis naturlige Levested er i ganske andre Dyrs Tårmrør, navnlig i Rovdyrs, medens Blæreormenes for- trinsviis er i de planteædende Dyrs Indvolde. I Henseende til de islandske Hydatider var siden den Tid intet nyt Tilfælde blevet iagttaget, i hvilket de skulde have været Haleblæreorme (Cysticercus tenuicollis); i to Sendinger fra afdøde Landphysicus Thorstenson i Reikiavik, saavelsom i tre andre fra nuværende Landphysicus dersteds, Dr. Hzaltelin, havde de altid viist sig at være Echinokokblærer, som sædvan- ARE ligt med Blærer i Blærer, altsaa af den hos Mennesket sæd- vanlige Form, der af Dr. Kzwichenmeister er opstillet som Echi- nococcus altricipariens. Foruden disse fra Island nedsendte Echinokokblærer havde Etatsr. E. endnu havt Leilighed til at undersøge lignende fra to paa det herværende almindelige Hospital afdøde Patienter, hvoraf det ene Tilfælde er beskrevet af Herr Candidat Krabbe i Prof. Fengers Hospitals-Meddelelser (2den Række, iste Bind, 1856, pag. 139-152), det andet velvilligen overladt Etats. Æ. til nær- mere Undersøgelse af Herr Candidat Wz. I det Krabbeske Tilfælde var det en enkelt Blære af et Barnehoveds Størrelse, der sad i håire Lunge og kun indeholdt to smaa fritsvømmende Blærer, hvoraf den enes Vædske undersøgtes under Microskopet og fandtes at indeholde Echinokokker med indtrukne Hoveder, idet Withske fandtes tre Echinokokblærer i Hjernen, en stor Deel mindre i Milten og endnu flere ganske smaa i Hjertet. Det rigeste Udbytte til Echinokokkernes Undersøgelse havde imidlertid den ene af de Thorstensonske Sendinger fra en is- landsk afdød Patient ydet, i hvis ene store Moderhydatide var fundet nogle og tredive mindre Hydatider, fra en Ærts til et Hånseægs Størrelse, alle med talrige Echinokokker. To andre Modersække vare fundne i Bækkenets Hule. Etatsr. Æ. havde aabnet og undersågt næsten samtlige disse Blærer og var derved kommen til følgende Resultater: 1) I hver Echinokokblære lader sig indenfor den bekjendte udvendige faste, af mange structurløse Lag dannede Hinde ad- skille en blød, af Celler sammensat Hinde, der maa betragtes som den egentlige Blæreorm, paa hvilken hiin udvendige er bleven afsat Lag for Lag. I enkelte Tilfælde kan det lyk- kes at faae denne indre, bløde Blære heelt adskilt; almindelig- viis faaer man den dog kun ud sønderrevet eller i mange Smaastykker, i de mindre friske danner den en grumset Masse, hvoraf Echinokokkerne ere indhyllede. Sinde! sad ØS ER 129 2) I de forskjellige Blærer havde Echinokokkerne en meget forskjellig Udviklingsgrad, navnlig ogsåa i dem fra samme store Moderblære i det omtalte Thorstensonske Tilfælde; men i hver enkelt af de mindre Blærer (fra en Ærts til et Hånseægs Står- relse) havde de alle omtrent samme Udviklingsgrad. 3) De meest udviklede Echinokokker vare altid frie og havde de krogbesatte Hoveder dybt indtrukne, Sugeskaalene utydelige, netop som tidligere beskrevet i det Engelstedske Til- fælde (Oversigt 1853). 4) De mindre udviklede fandtes hyppigen endnu fastsid- demde ved en Stilk påa Haleenden, og påa dem var det krog- besatte Hoved med fire tydelige Sugeskaale næsten altid ud- krænget. Ganske almindeligen vare flere (2—7 eller derover) fæstede tæt til hinanden. 3) I Blærer uden frie Echinokokker fandtes i mange Til- fælde den bløde, klare Hinde paa visse Strækninger temmelig tæt besat med fine Knopper, omtrent 1— Linie i Gjennemsnit, Mellemrummene imellem dem 2—1 Linie. Disse Knoppers Bygning og Indhold udfandtes i de givne Exemplarer, der alle havde ligget nogen Tid i Viinaand (de vare næsten alle fra hiint Thorstensonske Tilfælde), først efterat være stærkt pressede mellem to Glasplader. Man saae da, at de bestode af Celler, hvori 5, 7—9, ja indtil 22 spæde Echinokokker gjenkjendtes påa deres Krogkrandse, hvorhos det dog ikke vilde lykkes at kjende den Maade, hvorpaa de vare stillede eller fæstede. Udentvivl vare disse Knopper, som jeg vil tillade mig at betegne med Ordet Beder, ikke Andet end de af flere tidligere Iagtta- gere sete mindre »Blærer«, hvori Echinokokdannelsen gaaer for sig. 6) I eet Tilfælde, nemlig i een af de tre Blærer fra Hjernen i det Withske Tilfælde, såaes den bløde Hinde at være besat, istedetfor med Reder, med langagtige Indkrængninger, omtrent 4 Linie store, noget smallere ved deres Befæstelsessted. Af Echinokokker eller Echinokokkroge var i dem intet Spor at finde. 130 Af disse Iagttagelser, troer Etatsr. £., maa sluttes, at Echi- nokokdannelsen skeer i Indkrængninger fra den bløde Hinde, d. v. s. fra selve Blæreormens Væg, og navnlig paa samme Maade, som det enkelte Tæniehoved i hvert af de blæreformede Fostre af Tænierne i Almindelighed, eller endnu bestemtere som hver Gruppe af Tæniehoveder påa en Coenurusblære. For- skjellen bliver indskrænket til, at medens en saadan fælles Ind- krængningsblære hos Coenurus senere krænges ud og lader Hovederne komme frit frem påa dens Overflåde, snøres disse Indkrængningsblærer fra Echinokokblæren sammen i Form af Reder, der omsider briste og lade Echinokokkerne udtømmes i den indre Vædske. 7) I intet Tilfælde såaes noget Spor til en blæreformet Udvidelse af en Echinokok, og Etatsr. E. holder sig for over- beviist om, at Alt, hvad der tidligere er antaget om en Echino- koks Forvandling til en Echinokok - frembringende +Blære er urigtigt. Saalænge man altsaa kun seer hen til den hos de plante- ædende Pattedyr almindelige Form af Echinokokblærer, vil den hele Dannelsesfremgang med Lethed kunne tydes i Overeens- stemmelse med den hos Coenurus. Spørgsmaalet bliver kun endnu, hvorledes den gjentagne Blæredannelse er at tyde hos E. altricipariens. 8) I een af Blærerne fra det Thorstensonske Tilfælde fand- tes 6 ganske smaa Blærer, alle forsynede med en ydre Hinde lig den påa alle Echinokokblærer i Almindelighed, nemlig sam- mensat af flere structurløse Lag, — og i hver af disse Smaa- blærer, af en Ærts Størrelse, laae 5—6 fine, fuldtudviklede Echinokokker. Det maa være tilladt at antage disse Blærer af tredie Rang for Reder, der ikke ere brustne, men (liig den Blære af anden Rang, hvorfra de ere udkrængede) have udsvedt hiin Characteristiske ydre Echinokokblærehinde. Men Spørgsmaalet staaer da dog endnu ubesvaret, hvor- ledes hine mange Blærer af anden Rang (fra en Ærts til et Bi Hønseægs Størrelse) ere dannede i den store fælles Moderblære. I denne Henseende fortjener den lagttagelse vor Opmærksom- hed, at meget almindelig paa Indsiden af Blærerne, saavel af første som paa dem, af anden Rang, viste sig vorteformede Fremragninger af den udvendige structurløse Hinde. I nogle Tilfælde havde de antaget Form af et Blomkaalshøved, og un- dertiden var en indre Hule efterviislig i dem, beklædt med en Udkrængning fra den indre bløde Hinde. Man kommer derved til at spørge, om ikke den fårste Blæreyngel hos E. altricipariens maaskee fremkommer ved en simpel Afsnøring fra Moderblæren af,” 1 hvilket Tilfælde denne Formerelse kun temmelig uegentlig vilde fortjene Navn af en Ammedannelse. Imidlertid bliver det saameget voveligere at antage denne Afsnøringsmaade for den normale, - som den fortrinsviis er iagttaget paa Blærerne af anden Rang, hvis indre Blærer dog vistnok ere »Reder«, altsaa Indkrængninger fra den bløde Hinde. Maaskee lade begge Theorier sig forene, idet Rederne kun i visse Tilfælde, og navnlig for at blive til selvstændige Blærer, omfattes af foldede Indkrængninger fra den udvendige Hinde. I Henseende til Echinokoksygdommens Hyppighed i Island venter Etatsr. Æ. nye Iagttagelser fra flere Venner, navnlig af Lægestanden, i Landet selv. Foreløbig har han henledet deres Opmærksomhed paa Islændernes Forraadskamre af tørret Fisk, i hvilke maaskee Hunde (og Katte?) kunde udsaåaae deres med Tænieæg svangre Excrementer paa samme Maade, som Hyrde- hunden udsaaer sine paa Faarenes Græsgange, og Grunden, hvorfor denne Sygdom netop er saa hyppig i Island, fornem- melig beroe paa at Islænderne ofte spise de tørrede Fisk aldeles raae, uden derhos at iagttage den nødvendige Reenlighed. 132 Herr Etatsraad EÆschricht gav en Oversigt over en Række nye Iagttagelser over Døglingen eller Næbhvalen. Leiligheden til at anstille dem havde han faaet ved gjennem Herr Professor Steenstrup åt erholde deels flere Skeletter af forskjellig Alder og af begge Kjøn, deels to velconserverede Fostre, det ene mandligt, det andet qvindeligt. Den udførlige Beskrivelse for- beholder han sig til en ny Afhandling i Selskabets Skrifter, — her være det kun udtalt, åt han ved dem hår fundet fuld Be- kræftelse af flere tidligere endnu usikkre Angivelser, saasom navnlig 1) om Ganebenets store Omfang i Modsætning til den hidtil gjeldende Forestilling, 2) om Tilstedeværelsen af et endog meget stort og udvendig tildeels let iøinefaldende Tåaarebeen, og 3) at den af J. E. Gray opstillede nye Art Hyperoodon lati- frons ikke er Andet end en gammel Han af den almindelige Årt. Herr Dr. A. Ørsted indsendte en Afhandling om Central- Americas Gesneriaceer, som hån ønsker optagen i Selskabets Skrifter. Comitee: de Herrer Professorer Steenstrup og Lzæebmann. I Mødet blev fremlagt: Fra Royal Irish Academi + Dublin. Proceedings Vol. V, Dublin 1853. Fra Geological Socrety i London. The Quarterly Journal Nr. 7, 1846. Nr. 21 & 22, 1850, Vol. 1X, Part: 2SNE;"SÆ51858E Vo X Part, 5 NS lse Vol XL UN 4 "Part TV, Nr. 144 "4855, VOL. XI Part ee Nr. 45. 1856. London. Transactions second series, Vol. I, Part. I, I & IM (Supplement). 133 Fra Geographical BSoctety i London. Journal, Vol. XXIV. London 1854. Fra Zoological Society t London. Transactions Vol. IV, Part. 2 & 3. London 1852 & 53. Fra Linnean Society t London. Address of Thomas Bell, the President, together with obituary notices of deceased members. List of the Linnean Society of London 1855. Proceedings Nr. 59—66. Fra Bociété Imperwale des Naturalistes 1 Moscou. Bulletin i Année 1854, Nr. 2, 3 & 4. Année 1855, Nr. 1, Moscou 1854 & 55. Fra Geologische Beichsanstalt e Wren. Jahrbuch 1855, VI Jahrgang Nr. 2. Wien. Fra Gesellschaft der Wissenschaften i Wien. Sitzungsberichte. Mathematisch-Naturwissensch. Classe, AVI. Bd. II. Heft. AVIL Bd. I, II & Il Hefte. Wien 1855. — Philosophisch-Historische Classe, Bd. AVI, Heft I, Bd. XVII, Heft I & I Wien 1855. Archiv fir Kunde dsterreichischer Geschichts-Quellen. Bd. XIV, Heft II, Bd. XV, Heft I. Wien 1851. Notizenblatt Nr. 13—24. Wien 1855. " Fontes Rerum Austriacarum, I. Abth. I. Bd. — — — IE Abth. VII & IX Bd. Wien 1855. Momumenta Habsburgica. Sammlung von Actenstucken u. Briefen zu Geschichte des Hauses Habsburg in dem Zeitraume von 1473 bis 1576. IL Band, I. Abth. Fra das magnetische und meteorologische Observatorium + Prag. Magnetische und meteorologische Beobachtungen zu Prag, XIII. Jahrgang. 1 Januar til 31 Decbr. 1852. Prag 1855. Fra Observatoriet ved Miinchen. Annalen der kåniglichen Sternwarte bei Munchen. VIII. Band, Munchen 1855. 134 Fra Accademie della science + Napolt. Rendiconto Anno III. Della nuova Serie. Napoli 1854. Pag. 1-68. Fra Dr. Bleeker + Batavia. | Bijdrage tot de kennis .der ichthyologische Fauna van het Eiland Floris 1854. : Bijdrage tot de kennis der i. F. van de Kokos-Eilande 1854. Bijdrage tot de kennis der i. F, van het Eiland Groot-Obij 1855. Nieuwe Bijdr. tot de kennis der i. F. van Timor 1854. Vylde — —… — — van Amboina 1854. Nerd — — — — van Batjan 1855. Achste — — — — — — van Celebes 1855. Negende — — nn æde are orne eee Derde — — — — — van de Banda Eilande 1853. Species piscium batavensium novæ vel minus cognitæ 1854. Faunæ ichthyologicae Japonicæ species novæ 1834. Overzigt der ichthyologische Fauna van Sumatra 1854. Nalezingen op de Vischfauna van Sumatra 1854. Verslag van eenige Verzamelingen van Visschen van Oost-Java, 1855. Diagramma polythæmoides og Syngnathus tapeinosoma. 1854. Bijdrage tot de kennis der haringachtige visschen van den Soenda- Molukschen Archipel 1851. Bijdrage t. d. k. der Pleuronectoiden van d. S. M. Arch. 1852. Bijdrage t. d. k. der Chirocentroidei, Lutodeiri, Butirini, Elo- pes, Notopteri, Salmones, Echeneoidei, en Ophidini d. 5. M. Årch. 1851. Bijdrage t. d. k. der Balistini en Ostraciones van den S. M. AÅrchipel 1851. Bijdrage t. d. k. der Plågiostomen van d. I. Arch. 1851. Bijdrage t. d. k. der Murænoiden en Symbranchoiden d. I. Arch. 1852: Nalezingen op de ichthyologische Fauna van Bengalen in Hin- dostan 1853. Bijdrage t. d. k. der Sphyrænoiden van d. I. Arch. 1854. Over eenige Visschen van Van Diemensland 1855. Ichthyologische Bijdrage gepubliceerd van 1846 tot 1854. Verslag der Werkzaamheden van het Bataviaasch Genootschap van Kunsten en Wetenschappen van Septbr. 1850 tot April fer 135 Mødet den 23% Mar. Herr Prof. Schiddte forelagde en Afhandling, betitlet: Brdrag til Kundskab om Insekternes Thorax, med fortrinligt Hensyn til Latreile's Theorie om Begment médraire og til Forekomsten og Fordelingen af Bpiracula theoracica. Om Afhandlingen, der senere vil blive meddeelt fuldstæn- digt, anføres her foreløbigt, åt den kritisk forsøger at fremstille Latreiles, i Videnskaben saagodtsom forglemte, Theori som det eneste sande Grundlag for en physiologisk begrundet Lære om Insekternes Thorax. Forf. mener ved sine Undersøgelser at have hævet de Mangler, Latrewlle selv antog ved sin Lære, og at have viist, at den Forkastelsesdom, der hår truffet den af samtlige Anatomer og navnlig af Burmeister, Lepelletier de St. Fargeau, Westwood og Newport, deels beroer paa Misfor- staaelse og ufuldstændig Tilegnelse, deels påa unøjagtig Iagtta- gelse. Den Hovedstøtte for Forkastelsen af Latrerwlle's Lære, man hidtil hår fundet i den af samtlige Zootomer paastaåaede Mangel af det andet Par Spiracula thoracica hos Hymenoptererne, kuldkaster Forf. ved at paavise, at Insekterne af denne Orden, ligesom overhovedet alle Insekter med vinget Metathorax, have et Pår udmærket udviklede Spirakler liggende i Indfalsningen mellem Mesothorax-Epimererne og Metathorax. Den Comitee, der havde det Hverv at bedømme den af Herr Vandinspecteur Colding, der i Mellemtiden var valgt til Medlem af Selskabet, indleverede Afhandling »Naturvidenskabe- lige Betragtninger 0. s. v.», anbefalede den til Optagelse i Over- sigterne. 136 Naturvidenskabelige Betragtninger over Slægtskabet mellem det aandelige Livs Virksomheder og de almindelige Naturkræfter. Af Ludvig August Colding. I mine tidligere Afhandlinger i Videnskabernes Selskabs Skrifter over Forholdet imellem de almindelige Naturkræfter hår jeg udviklet den Anskuelse, at Naturkræfterne ikke alene udgjøre det Virksomme ved Tingene, men tillige det, som er det Væsentlige og det -Ophøiede ved disse, er det, der giver Stof- ferne deres Egenskaber og Characterer og som er Åarsag til alle de Forandringer, som uophørligt foregaae ved Legemerne. Jeg har fremdeles stræbt at godtgjøre, at de samme Kræfter, som Gud fra første Begyndelse indsatte i Verden tilligemed Materien, have bestandigt senere været virksomme og ville ved- blive at være det og at være sig selv liig i Storhed, Virksomhed og Fylde, uden nogensinde at forsvinde eller åt ophøre åt være til, og jeg har søgt at godtgjøre dette derved, at jeg ved For- søg beviste, at Naturkræfterne i deres Væsen ere uforgængelige. Det var min fulde Overbeviisning, at de Naturkræfter, der nu fremtræde for os, baade i den organiske og uorganiske Verden, i Plante- og Dyreriget, saavelsom i den livldåse Natur, ikke alene have existeret fra Verdens første Begyndelse, men at disse samme Kræfter bestandigt have været virksomme i at udvikle Verden til det Maal, som var givet med Skabelsen selv. Det var ved disse Kræfter, at Himmellegemerne have udviklet sig af den første uhyggelige Taagemasse, hvori Alt engang befand- tes; det er ved de samme Kræfter, at de endnu udvikle sig og fremdeles bestandigt ville vedblive at udvikle sig; ja, det er 137 disse Kræfter, som endnu bestandig give hele Plante- og Dyre- riget sit Indhold og Værdi, Skjønhed og Kraft. Men Naturens Kræfter stode ikke ålene for mig som det over det Legemlige Ophøiede, jeg havde meget mere den fulde Overbeviisning, at disse Kræfter maatte være i Slægt ikke blot med den menneskelige Aand, men med den evige Fornuft selv, og jeg maa tilstaåae, at det var denne Følelse, som bragte mig ind påa Tanken om Kræfternes Uforgængelighed; thi naar Naturkræfterne ere Stårrelser, der ere beslægtede med det ÅAandelige i Tilvæ- relsen, beslægtede med den Fornuft, som gjennemtrænger Na- turen og som i Mennesket er kommet til Selvbevidsthed og Erkjendelse af det Fornuftige i Naturen, såa var det mig ogsåa klart, at hvis der er Sandhed i den Følelse, vi have i vort Indre, at den menneskelige Aand i sit eget Væsen bærer Vid- nesbyrd om sin Udødelighed, saa maatte der ogsaa være Sand- hed i den Tanke, at Naturkræfterne selv ere ophøiede over Forgængelighed. Disse Grunde for Kræfternes Selvstændighed og Uforgængelighed vare fuldt overbevisende for mig selv; men saalænge jeg kun havde dem, vovede jeg dog ikke at fremsætte mn tanke; thi jeg vidste heelt vel, at Spørgsmaalet om det Aandeliges Existents overhovedet var blevet betvivlet og be- kæmpet af Mange, der langt bedre end jeg kunde forsvare deres Mening med rene Fornuftgrunde. Derfor satte jeg mig den Opgave ad naturvidenskabelig Vei at vise, om jeg havde Ret eller Uret i min Paastand; thi paa denne Maade havde Sagen aldrig været undersøgt, og her maatte vi dog have Midlet til at erholde et uomstødeligt Beviis for eller imod Kræfternes Ufor- gængelighed. Jeg undersøgte da først Phænomenerne i Naturen saaledes som de forelaåe,- og man vil indsee min Glæde ved strax at gjøre den lagttagelse, at overalt, hvor vi i Naturen see, at Virksomhederne svinde bort for vore Øine under Udførelsen af de Arbeider, hvortil Kræfterne benyttes, der see vi ogsaa stedse nye Kræfter at fremtræde ligesom af Intet; thi heri laae den 10 138 Tanke skjult, som jeg har udviklet i mine Afhandlinger,- at der egentlig i Naturen kun existerer en eneste Grundkraft, der kan antage alle de forskjellige Former, hvori vi kjende Naturkræf- terne. Men derved havde jeg dog endnu intet Beviis for Kræf- ternes Uforgængelighed; thi dertil udkrævedes, at jeg skulde godtgjøre, at Virksomhedsmængderne i alle de nye Kræfter til- sammentagne netop vare lige saa store som Virksomhedsmæng- den i den tabte Kraft. Jeg maatte altsaa først godtgjøre ved Experiment, at naar vi under et Arbeides Udførelse tabe en vis Arbeidsmængde, og vi indrette det Hele saaledes, at vi ikke erholde andre nye Kræfter end Varme udviklet under Arbeidets Udførelse, hvilket vi kunne, såa vil den udviklede Varmemængde, uaf- hængig af de Legemer, hvorved den udvikles, stedse staae i Forhold til den tabte Arbeidsmængde og det saaledes, at den udviklede Varmemængde i ethvert Øieblik stedse er istand til at frembringe en Årbeidsmængde, der er ligestor med den tabte. Det maatte bevises, at naar vi anvende en bevægende kraft påa Udvikling af Electricitet og» vi sørge for, at ingen anden Kraft samtidigen dermed udvikles, men at den hele nye Kraft bliver Electricitet, saa ville de udviklede Electricitets- mængder i hvert Øieblik netop være istand til at frembringe en Varmemængde, der kan tilbagegive os den hele tabte Arbeids- mængde. Vi maatte endvidere bevise, at naar vi ved modsatte chemiske Stoffers Forening frembringe en Varmeudvikling, saa vil den frembragte Varmemængde netop være istand til at adskille den dannede Forbindelse og istand til at bringe de oprindelige Stoffer tilbage i deres første Tilstand; det maatte fremdeles bevises, at den Arbeidsmængde, som udvikles ved en Damp- maskine, er ligestor med den Arbeidsmængde, der kan udvikles af den Varmemængde, som Dampen afgiver i Dampcylinderen, Spild fraregnet, 0.s.v. Først naar alt dette var beviist, var Rigtigheden af den udviklede Sætning fuldstændigt godtgjort ved Experiment. Saavidt kom jeg ikke før jeg bekjendtgjorde min Tanke og mine 139 Resultater; jeg indskrænkede mig til ved Forsøg at paavise, at der var en stor Sandsynlighed for, at Naturen vilde stadfæste Rig- tigheden af min Anskuelse. Jeg paaviste nemlig i min første Afhandling, at Experimentet godtgjorde, at nåar vi anvende en bevægende Kraft påa at overvinde den Modstand, som et Legeme lider ved at glide hen over andre Legemer af høist forskjellig Natur, såa ere de ved Frictionen udviklede Varmemængder stedse proportionale med de tabte Arbeidsmængder og uafhængig af de glidende Legemers Natur, saavelsom af Hastigheden, Trykket 0.S.V., hvorved Frictionen opstaaer; thi da jeg havde viist dette, saa var jeg aldeles overbeviist om, åt ogsaa mine øvrige Slutnin- ger om Naturkræfterne maatte være rigtige og jeg havde derfor ingen Betænkeligheder længere ved offentlig at fremsætte min Påastand om Kræfternes Uforgængelighed, saameget mere som den lod mig åne Resultater, som vilde være af den største Vigtighed. Først flere Aar efter at jeg havde indsendt min første Af- handling til det Kongelige Videnskabernes Selskab, kom jeg til Kundskab om, at jeg ikke stod alene i mine Bestræbelser for at godtgjøre Rigtigheden af denne Sætning, men at Flere med mig arbeidede i samme Retning. Jeg anede ikke, at Dr. /. BR. Mayer i Heilbronn, endog Aaret før jeg indsendte min Afhand- ling til Videnskabernes Selskab, havde fremsat en dermed be- slægtet Tanke i » Waller & Lrebigs Annalen«, rigtignok uden andet Beviis end det jeg længe før jeg tænkte paa at udføre mine Forsøg havde erholdt ved mine Fornuftslutninger, og jeg skal blot tilføje den Bemærkning, at jeg allerede ved de skan- dinaviske Naturforskeres Møde i Kjøbenhavn i Aaret 1840 tænkte påa at fremsætte denne Tanke, men undlod det efter" nøiere Overveielse af de foran anførte Grunde. Heller ikke havde jeg nogen Tånke om, at Mr. Jow/e i Manchester omtrent samtidigt var beskjæfijget med at bestemme Forholdstallet imellem Een- heden for Varmemængden og Eenheden for den mechaniske 10% 40 Virksomhed eller Arbeidsmængden. Men da Principet for Kræf- ternes Uforgængelighed siden den Tid mere og mere hår til- trukket sig Videnskabsmændenes udeelte Opmærksomhed og har viist sig at indeholde en ny, Alt gjennemgribende Naturlov, der lover Videnskaberne de største Fremskridt, såa måa det nu maaskee være mig tilladt nærmere at belyse hvorledes Sagen stod dengang jeg fremsatte min Tanke, da det naturligviis er mig magtpaaliggende at hævde mig den Stilling til denne Op- dagelse, som jeg troer der tilkommer mig. Herr Dr. Mayer i Heilbronn, der vistnok er den som først har bekjendtgjort sine Tanker om Kræfternes Uforgængelighed, Omformelighed og imponderable Natur, har nemlig i et Skrift til det franske Videnskabernes Selskab, »Comptes Rendus T. XXVII« (October 1848), søgt at vise sin Berettigelse til at ansees som Opdager af denne Naturlov. Han omtaler heri, at hån har fundet Loven om Vaårmens Æqvivalents med Arbeidsmængden i Aaret 1840 og for første Gang har bekjendtgjort denne Lov i det 42de Bind af Dhrr. Woller & Lzebigs Annaler i Mai 1842, og lægger, særlig Vægt paa, at han deri pag. 234 har sagt: » Kråfte sind also: unzerstorliche, wandelbare, imponderable » Objecte«; pag. 238: »Ist nun ausgemacht, dass fur die ver- » schwindende Bewegung in vielen Fållen keine andere Wirkung » gefunden werden kann, als die Wårme, fir die entstandene »Wårme keine aåandere Ursache als die Bewegung, so ziehen »wir die Annahme, Warme entsteht aus Bewegung, der An- »nahme einer Ursache ohne Wirkung und einer Wirkung ohne » Ursache vor, wie der Chemiker stat / und O ohne Nachfrage » verschwinden, und Wasser auf unerklårte Weise entstehen zu »laåssen, einen Zusammenhang zwischen H und O einer — »und Wasser anderseits statuirt«; pag. 239: »Die Locomotive » mit ihrem Convoi ist einem Destillirapparate zu vergleichen, » die unter dem Kessel angebrachte Wårme geht in Bewegung »uber, und diese setzt sich wieder an den Axen der Råder als » Wårme in Menge ab«; og endelig pag. 240: »Unter Anwen- 141 » dung der aufgestellten Såtze auf die Wårme — und Volumens- » verhåltnisse der Gasarten findet man die Senkung einer ein » Gås comprimirende Quecksilbersåule gleich der durch die » Compression entbundenen Wårmemenge, und es ergibt- sich » hieraus, dass dem Herabsinken eines Gewichttheiles von einer » Hohe circa 365", die Erwårmung eines gleichen Gewichttheiles » Wasser von 0? auf 1” entsprecke. « Disse ere de Puncter i Herr Mayers første Skrift, hvorpaa han, som sagt, særlig henleder det franske Academies Opmærk- somhed, men støtter dernæst sin Ret til at ansees som Opdager af den omtalte Lov paa et af ham tre Aar senere udgivet Skrift: »die organische Bewegung, Heilbronn 1845«, hvori han har udviklet sine Tanker om Kræfterne i Almindelighed. Men de Resultater, hvortil Herr Dr. Mayer er kommen i hans Skrift af 1845, ere først udgivne 2 Aar efter at jeg i min første Afhandling til Videnskabernes Selskab ikke alene havde fremsat den nævnte Tanke, at Kræfternes Uforgængelighed er en stor, gjennemgribende og ualmindelig vigtig, for alle Kræfter gjældende Naturlov, men tillige viist, at denne Tanke stod i den fuldkomneste Harmoni deels med Resultaterne af en Mængde ældre Forsåg og Kjendsgjerninger, som man ikke tid- ligere havde kunnet forklare sig Grunden til, deels ogsaa med Resultaterne af et Par Hundrede nye Forsøg, som jeg selv havde udført. De Resultater, som Hr. Mayer har meddeelt i Aaret 1845, kunne altsaa ikke komme i Betragtning ved Aføgjørelsen af Spørgsmaalet om, hvem af os der først har fattet, samt klart og overbevisende har fremsat Tanken om Kræfternes Uforgængelig- hed og beviist, at den var rigtig. — Ved Afgjørelsen af dette Spørgsmaal kan der altsaa kun tage Hensyn til de første Ar- beider, som Herr Mayer og jeg have leveret over dette Emne; men en saadan Sammenligning er fortiden umulig, da min første Afhandling ikke er optaget i Selskabets Skrifter. 142 Da Erfaringen imidlertid nu har beviist, åt den oftnævnte Afhandling, som jeg under i1ste November 1843 indsendte til Selskabets Bedømmelse, indeholdt en velbegrundet og rigtig Opfattelse af Naturkræfternes Væsen, saa antager jeg, i Betragt- ning af de berørte Omstændigheder, at Videnskabernes Selskab ikke vil have noget at erindre imod at optage hiint foreløbige Arbeide i dets Skrifter; thi, som sagt, kun derved vil en ret- færdig Dom kunne fældes over mit Forhold til denne Sag. — Hvis Selskabet, som jeg haaber, vil bevilge mig Opfyldelsen af denne Bøn, da tør jeg antage, det skal vise sig," at den Opfatningsmaade af Forholdet, som jeg har udviklet, baade er rigtigere og bedre begrundet end den, som Herr Dr. Mayer har udviklet i hans første Fremstilling Aaret forud, og da vil det formeentlig endvidere blive indlysende, at jeg længe maa have tænkt over denne Tanke før jeg kunde fremsætte den påa den Maade, som jeg har gjort, samt at endvidere lang Tid maatte hengaae inden jeg fik forfærdiget mit temmelig sammensatte Apparat og udført alle mine Forsåg, som beviste, at der var Sandhed i den nævnte Tanke. Af de fire anførte Citater af Herr Dr. Mayers Afhandling i Dhrr. Woller d& Lzebigs 42de Bind af »Annalen der Chemie und Pharmacie« pag. 233, der er betitlet: »Bemerkungen uber die Kråfte der unbelebten Natur«, er upaatvivlelig det første det vigtigste. — Havde Herr Mayer kunnet bevise denne Sætnings Rigtighed, da han skrev sin Afhandling, ja saa havde han været Opdager af hiin Naturlov; men dette har han hverken gjort eller kun- net og han har derfor maattet nøjes med at meddele Tanken saale- des som han foreløbig ved Fornuftslutninger havde fundet den, uden i fjerneste Maade at paavise, hverken ved egne Forsøg eller ved Andres tidligere Erfaringer, at der var Sandsynlighed for, at Sætningen var rigtig. — Herr Mayers Slutningsmaade er føl- gende: Har en Aarsag c en Virkning e, og er €&e atter Aarsag til en anden "Virkning f "saa ere ze == fe or rende ! en Kjede af AÅarsager og Virkninger, kan, ifølge Ligningens 143 Natur, aldrig noget Led eller en Deel af et Led blive Nul; men da Kræfterne ere Åarsager, såa følger deraf den første Sætning om Kræfterne, nemlig at de ere uforgængelige (unzerstårliche). Paa dette Resultat slutter Dr. Mayer videre saaledes: Har en Aarsag ce frembragt en lige Virkning e, såa har dermed c ophørt at existere; c er blevet til e. Da altsaa ce overgaaer i e og e overgaaer i f 0. s. v., saa maae vi betragte disse Størrelser som forskjellige Former af den samme Gjenstand. Den Egenskab at kunne antage forskjellige Former er den ånden væsentlige Egen- skab ved alle AÅarsager. Der findes i Naturen tvende Slags Aarsager, imellem hvilke der erfaringsmæssigt ingen Overgang finder Sted, siger Forfatteren fremdeles, — den ene Slags Aarsaåager er Materien med sine Egenskaber af Vægt og Uigjennemtrængelighed, den anden Slags Åarsager ere Kræfterne, som mangle disse Egenskaber. Saaledes kommer han til den anførte Sætning: »Kråfte sind also: unzerstårliche, wandelbare, imponderable Objecte«. Ved denne Række af Slutninger betragtede Herr Mayer aabenbart den Ting for givet, at Naturkræfterne ere bestemte, selvstændige Størrelser, der kunne bestaae uafhængigt af Lege- merne og derimod ingenlunde maa betragtes som blotte Yttrin- ger af Legemverdenen, der alene beroe paa Legemernes Egen- skaber. og forandrer sig med Legemerne; men det var netop dette; som fortrinsviis skulde bevises, og det var det, som ikke kunde bevises uden ved vidtløftige og tildeels møisommelige og vanskelige Forsøg. Tanken om Kræfternes Uafhængighed af Legemerne og deres selvstændige Væsen stod ogsaa fra Begyndelsen af for mig som en høist tiltalende og naturlig Tanke; men havde denne været urigtig, saa havde baade Herr Mayers og mine Slutninger om Kræfternes Uforgængelighed ogsaa været urigtige. Tanken fik derfor vistnok først sin rette Betydning, da det blev be- viist, at den virkelig var Sandhed. Imellem Herr Mayers og min Afhandling er der altsaa den Forskjel, at Herr Mayer i 1842 meddeelte sin Tanke uden dette Beviis; hvorimod jeg 144 tøvede med at bekjendtgjøre min indtil jeg kunde bevise, at den var rigtig. Den eneste Erfaring, hvortil: Herr Mayer henviser, er den, at der udvikles Varme ved Friction, og at der ved en Dampmaskine udvikles en Arbeidsmængde ved Var- men; men derved har Herr Mayer jo aldeles ikke givet noget Beviis for Rigtigheden af den opstillede Sætning; han maatte da have viist, at Varmen stod i Forhold til den tabte Arbeids- mængde eller at Arbeidsmængderne, stode i Forhold til de tabte Varmemængder. Da Dr. Mayer, idet han skrev sin første Afhandling, ikke var i Besiddelse af nogensomhelst Erfaring eller Forsøg, som kunde lede Tanken paa rette Vei, men ene maatte holde sig til Fornuftslutninger om Kræfterne, saa undgik han heller ikke i sin Afhandling at fremsætte flere deels uklare, deels urigtige Meninger om Kræfterne, påa hvilke jeg kortelig skal henlede Opmærksomheden. Herr Mayer deler de forskjellige Aarsager i Naturen i to Slags, nemlig i Materien med dens Egenskaber af Tyngde og Uigjennemtrængelighed samt i Kræfterne, og anfører derpaa føl- gende Exempel for at oplyse Forholdet: Knaldluft H+ O og Vand HO forholde sig til hinanden som Åarsag og Virkning, altsaa / + O = OH, og tilføjer, at da der ved Foreningen af IIt og Brint fremkommer Varme, ca/, saa maa denne Varme ogsaa have en Åarsag, æ, og slutter nu: »altsaa er: H+ O—+ z= HO + calv, men dette er aabenbart falskt; thi Ligningen er: H —+ O = HO + cal. Herr Mayer anfører fremdeles pag. 235, at Chemien lærer os, at Materien som Aarsag har en Materie som Virkning til- følge og slutter deraf, at man med lige Ret maa kunne antage, at naar ÅAarsagen er en Kraft, saa maa ogsaa Virkningen være en Kraft; at en Aarsag, som løfter en Last, er en Kraft, og at den løftede Last er ligeledes en Kraft; hvorefter han difinerer . 145 Udtrykket Kraft almindeligere paa følgende besynderlige Maade: »råumliche Differenz ponderabler Objecte ist eine Kraft«. — »Fallkraft und Fall«, siger Forfatteren endvidere, »und allgemei- | »ner.noch Fallkraft und Bewegung sind Kråfte, die sich ver- »halten wie-Ursache und Wirkung«; men anfører dernæst exem- pelviis, at en paa Jorden hvilende Last ikke er. nogen Kraft, da Kraften efter hans Anskuelse er Lastens Afstand fra Jorden. — Af hvad han anfører i Slutningen af pag. 235 og det følgende pag. 236 fremgaaer, at de eneste Kræfter, han vil respectere, ere hvad vi kalde de levende Kræfter. Han siger: imellem en Egenskab og en Kraft lader der sig ikke opstille nogen be- grundet Ligning; thi en Egenskab er noget ganske andet end en Kraft, hvis Hovedegenskaber ere »Unzerstårlichkeit und Wan- delbarkeit«, og Dr. Mayer nægter saaledes, at de chemiske Egenskaber ere Kræfter, hvilket atter beviisligt er en falsk Slutning. Forfatteren gaaer derefter over til at omtale Varmen, som frembringes ved en bevægende Kraft, og begynder med at sige, at i utallige Tilfælde see vi en Bevægelse at ophåre uden at overgaae i en anden Bevægelse og uden at løfte nogen Last; og slutter såa, at da en engang tilstedeværende Kraft ikke kan forsvinde, såa maa Kraften antage en anden Form. Men denne Slutning, at fordi vi ikke mere see den levende Krafts Virkninger, såa er den levende Kraft ikke mere til, er jo aldeles faålsk.. Hvorledes skulde det dog kunne tænkes, at den levende Kraft, som bestandigt mere og mere forplanter sig fra Deel til Deel af de mødende Masser, i noget Øieblik skulde ophøre at være til? Den kan jo, ifølge sin Natur, kun spredes over større og større Masser, men aldrig ophøre at existere. Jeg seer heller ikke noget i Dr. Mayers Anskuelse, som kan være i Veien for at antage, at den levende Kraft vedbliver at bestaae som levende Kraft; tvertimod, jeg troer, at man ved den af ham opstillede Betragtningsmaade maatte være ligesaa berettiget til at paastaae det Modsatte af hvad han vil bevise, som det, 146 han faaer ud; jeg troer, som sagt, at man med ligesaa megen Ret maatte kunne slutte, at en engang forhaandenværende levende Kraft vedbliver at bestaae i den Form, hvori den en- gang er given, men spredes blot mere og mere over større og større Masser. Efter Dr. Mayers Anskuelse bliver der ikke noget Fornuftstridigt i en saadan Tanke, der netop hidindtil var den almindelige. Det er imidlertid ganske vist, at naar en forhaandenværende levende Kraft paa denne Maade vedblev at virke som mechanisk Virksomhed uden at antage Characteer af Varme, saa vilde Virk- somheden opløse sig i et Virvar uden indre Fornuft eller Hen- sigt, da maatte Kraften mere og mere fortabe sig i det Legem- lige, uden senere at kunne fremtræde som virkende Åarsag i Naturen. Det var deri, at jeg saae det Urimelige, og det var af denne Urimelighed, at jeg ledtes til den Tanke, som jeg har udviklet i min Afhandling og hvis Rigtighed jeg allerede tildeels beviste ved Forsøg før jeg bekjendtgjorde min Tånke. — Paa denne Urimelighed gjør Dr. Mayer derimod ikke opmærksom; han siger kun, at hvis den levende Kraft viser sig at forsvinde, — Noget, hvorom der, efter det Anførte, jo slet ikke kan være Tale, — da maa Kraften antage en anden Form. | Der kan imidlertid vel neppe være Tvivl om, at Forfatteren har anet det rette Forhold, da han skrev sin første Afhandling; jeg troer kun ikke, det allerede dengang har staaet klart for ham. Dr. Mayer gjør derefter opmærksom paa, at man ikke kan forklare Varmens Fremkomst under Udførelsen af et mechanisk Arbeide paa en rimeligere Maade, end ved at antage, at det er Virkningen af Bevægelsen, og derved kommer han til den anden af de foran citerede Sætninger. Men denne Mening er dog intet Beviis, og denne Anskuelse er jo slet ikke ny, thi den er ikke alene udtalt, men saagodtsom beviist af Bumford for mere end Halvtredsindstyve Aar siden, da han ved sine storartede 147 Forsøg godtgjorde, at den Varmemængde, som kan udvikles ved Friction, er uudtømmelig, samt at den udviklede Varmemængde stod nøiagtig i Forhold deels til Trykket, hvormed de gnidende Legemer holdtes. imod hinanden, deels til Hastigheden, hvormed Legemerne glede forbi hinanden. (Bumfords Abhandlung uber die Wårme, — aus dem Franzåsishen — Weimar 1805). Som en Slutningsbemærkning til de saaledes fremsatte Tanker anfører Forfatteren det Exempel, som er angivet i det tredie Citat, at det er den under Kjedlen anbragte Varme, som ved Locomotivet gaaer over til Bevægelse og som igjen derefter afsætter sig i Vognaxlerne; men dette har han ligesaalidt be- 'viist som det Øvrige. Det var en ligefrem Følge åf Hovedsæt- ningen og maatte staae eller falde med denne. Det Samme gjælder ganske om hvad han til Slutning af sin Afhandling an- fører i det fjerde Citat. Naar man nu sammerfholder denne Dr. Mayers Opfattelse med den, som jeg har udviklet i min Afhandling i Aaret 1843, saa viser der sig en temmelig Forskjel. Imædens Dr. Mayer, idet han udviklede sin Tanke, er gaaet ud fra en urigtig Anskuelse om Tab af levende Kræfter, om Varmeudviklingen ved chemiske Foreninger, ligesom fra en urigtig Opfattelse af Forholdet imellem Legemernes Egenskaber og Naturkræfterne, og alene har søgt at vise Rigtigheden af den egentlige Tanke, der har fremkaldt hans Bemærkninger ved de Fornuftslutninger, som jeg i det Foregaaende specielt har fremhævet, og derimod ikke engang har sammenholdt denne Tanke med de bestemte Resultater af Bumford, Haldet, Dulong eller Andre, som alt forelaae, og endnu langt mindre selv havde udført Forsøg, der sandsynliggjorde Rigtigheden af hans Grund- tanke, men i dets Sted nøiedes med at henvise til yderst løse Kjendsgjerninger om Forholdet mellem Varme og bevægende Kraft, — saa har jeg i mit første Skrift ikke alene fremsat den rigtige Grund til, at den levende Kraft måa antage Form af Varme, men jeg har i Almindelighed, som jeg troer, klart og 148 tydeligt viist Nødvendigheden af, at alle Naturkræfter maae i deres Væsen være uforgængelige og i Formen være foranderlige. Men jeg nøiedes ikke dermed, jeg påaviste tillige, at denne Lov bekræftedes af Naturen igjennem alle de tidligere udførte Forsøg, nemlig af Bumfords, Haldets, Dulongs og Ørsteds Forsøg med faste, flydende og luftformige Legemers Varmeudvikling; jeg lod desuden selv forfærdige et større Apparat til ved Forsøg at bevise Rigtigheden af min Tanke og dermed udførte jeg alle dei min Afhandling angivne Forsøg over Varmeudviklingen ved Fric- tion af forskjellige Legemer, hvorved det godtgjordes, at min Opfattelsesmaads stadfæstedes af Naturen, og først derefter bekjendtgjorde jeg, hvad jeg havde fundet. Jeg troer saaledes, uden at være ubeskeden, at turde -an- tage, at en Sammenligning vil føre til det Resultat, at jeg i Virkeligheden har opfattet Tanken om Naturkræfternes Ufor- gængelighed ligesaa tidligt som Dr. Mayer i Heilbronn, og desuden, at jeg er den Første, som har beviist, at der var Sandhed i denne Tanke, og det er denne Stilling til Sagen, som jeg troer tilkommer mig. $ Sagen har siden den Tid, som bekjendt, gjort Fremskridt, som staae i Forhold til dens Vigtighed, og jeg skal blot tillade mig her under Et at bringe nogle af de vigtigste Resultater i Erindring. I Aaret 1843. viste den udmærkede Experimentator Mr. Joule i Manchester, at den ved Magneto-Electricitet udvik- lede Varme staaer i Forhold til den anvendte bevægende Kraft”), og samtidigt dermed, at den af den electro-magnetiske Maskine udviklede Arbeidsmængde har sin Grund i den chemiske Affini- tet, hvilken Kraft gaaer over til Varme, naar Maskinen ikke benyttes. — Deraf udledede han det Resultat, at den Varme- mængde, som behøves for at opvarme et Pund Vand een Grad Celsius, kan ogsaa løfte en Vægt af et Pund til en Høide af 1543 danske Fod. I Aaret 1843 bekjendtgjorde han endvidere, ") Pogg: Annalen Ergiånzungsband IV, pag. 604. — 149 at der udvikles Varme, naar Vand strømmer igjennem snevre Rør, og at hvert Pund Vand, for at forhøjes en Grad i Tempe- ratur, påa denne Maade udfordrede en Arbeidsmængde — 1 Pd. løftet 1346 danske Fod. Senere i Åarene 1845 og 1847 benyt- tede Forfatteren et Skovlhjul til at frembringe Friction ved draabeflydende Legemer, og derved fandt han følgende Æqviva- lenttal: for Vand 1361, for Olie 1362 og for Qviksølv 1377, og heraf følte han sig overbeviist om, åt der maatte finde et be- stemt Forhold Sted imellem en Vaårme-. og en Arbeids-Eenhed. For åt bestemme dette Forholdstal med den største Grad af Nøiagtighed, hår han gjentaget sine Forsøg med mere fuldkomne Apparater og som Middeltal fundet: Ifølge Forsøg med Vand, at 1350,7 Arbeids-Eenheder ville frembringe een Varme-Eenhed. Ifølge en Række af Forsøg med Qviksølv fandt han deri- MEE arne et ar vare SE EDER, 1350,9, og ifølge en anden Række Forsøg med Qviksølv .... 1355,2. Ved Forsøg med Støbejern fandt hån endelig eN AE HENTES SEE] SIE BSA 1356,4, FEET Randen Bæk HEE SEERE ERE AE 13527. Herr Joule bemærker imidlertid herved , at det er sand- synligt, at Æqvivalentallet ved Jernet er blevet lidt forøget der- ved, at noget Metal blev afslidt ved Frictionen; thi Overvindel- sen af Cohæsionstiltrækning, bemærker han, kunde ikke foregaaåe uden med Opoffrelse af en Arbeidsmængde. Herr Jowle antager Tallet 1350,7, "som fandtes ved Forsøgene med Vand, for at være det rigtigste, saavel paa Grund af det store Antal af For- søg, som ogsaa paa Grund af Apparatets store Varmecapacitet. Hån er imidlertid endnu tilbøjelig til at formindske dette Tal lidt paa Grund af, at en svag Tone og andre smaa Vibrationer umulig ganske kunde undgåaes under Forsøgene, og hån sætter derfor det sandsynlige Æqvivalenttal = 1349,5. — Jeg kan ikke ganske billige de Grunde, af hvilke Herr Jow/e ikke vil tage Hensyn til ålle de udførte 110 Forsøg; thi den Omstændighed, 150 at den anvendte Årbeidsmængde tildeels kan være bleven benyt- tet til at afslide noget Metal, kan ikke forandre Forholdet det ringeste, da den derpåa anvendte Kraft ikke selv kan være bleven opslidt, men tvertimod ligesaa fuldt som den øvrige Årbeidsmængde måa være bleven omformet til Varme. See vi derefter hen til de enkelte Forsøg i en og samme Række, saa afvige de dog endeel fra Middeltallet for den hele Række, og derfor troer jeg, at Sandheden kommes nærmest, nåar man tager Hensyn til alle Forsøgene. Multiplicere vi derfor Resul- taterne af de enkelte Rækker af Forsøg med Antallet af Forsøg i hver Række, adderer derpaa disse og dividerer det Hele med det fulde Antal af Forsøg, saa finde vi Tallet = 1352,6; for- mindske vi da dette Tal lidt paa Grund af de stedfundne Vibra- tioner under Forsøgene, saa bliver Resultatet, at 1352 Arberds- Eenheder ere ligestore med en Varme-Eenhed"), — Det er altsaa beviist, at naar den tabte Arbeidsmængde alene frembringer Varme, saa vil der udvikles een Varme-Eenhed for hver 1352 Årbeids-Eenheder, der tabes, uafhængigt af de Legemer, hvor- ved dette finder Sted (den Feil, som endnu kan hefte ved det fundne Tal, kan kun være lille, og her er den i ethvert Tilfælde uden Betydning). See vi derefter hen til Joules Forsøg over Varmeudviklingen ved Magneto-Electricitet , som viste, at den var proportional med den til Maskinen meddeelte bevægende 7) Paa Resultatet af mine egne Forsøg, som findes meddeelt i Vidensk. Selskabs Skrifter, dte Række, Zdet Bind, p. 146, kan jeg med Hensyn til den nøjagtige Bestemmelse af det Antal Arbeids-Eenheder, som svare til een Varme-Eenhed, kun lægge mindre Vægt, da det i sig selv er rimeligt at antage, at nogen Udvidelse af Skinnerne har fundet Sted formedelst den trækkende Kraft, hvormed Slæden blev bevæget, og at denne Udvidelse efterhaanden har tabt sig samtidigt med Udvidelsen ved Varmen. Resultatet var, som det vil erindres, at 1185,4 Pund Fod var lig een Varme-Eenhed. Efter mine første Forsøg, som jeg med- deelte i Aaret 1843, var Resultatet endnu mindre; af de i Afhandlingen meddeelte Oplysninger fremgaåaer nemlig, som Middeltal af de angivne 10 Rækker af Forsøg, at 1014 Arheids-Eenheder skulde være lig een Varme-Eenhed; men her har den paapegede Udvidelse ved Trækket sandsynligviis ogsaa været forholdsviis større. 151 Kraft, lægge vi fremdeles Mærke til, at i den anden Række Forsøg over den electro-magnetiske Maskines Kraft hår Joule viist, at denne Kraft udspringer af Batteriernes chemiske Kraft, og fremtræder i Form af Varme, naar Maskinen ikke arbeider, samt erindrer vi endelig, at hans Forsøg viste, at den chemiske Kraft, som behøves til at opvarme et Pund Vand en Grad Cel- sius, kan, ved at benyttes: som electro-magnetisk Kraft, udføre en "Arbeidsmængde, som han foreløbig anslog til 1543 Pd. Fod, saa bliver det os let indlysende, at fuldstændige Forsøg over disse Forhold ville føre os til det Resultat, at hvad enten vi anvende en given chemisk Kraft påa ligefrem (ved Forbrænding) at udvikle en Varmemængde, eller vi benytte den chemiske Kraft til at frembringe en magnetisk Kraft: og derpaa lader denne frembringe en Arbeidsmængde og denne en Varme- mængde, saa ville vi nøiagtig erholde den samme Qvantitet af Varme, hvis vi omhyggelig have undgaået Spild af Kraften. Men deraf følger da igjen, at den chemiske Kraft, der er knyt- tet til de Grundstoffer, som indgåae Forening i det galvaniske Batterie, påsserer den galvaniske Leder i Form af eu electrisk Strøm, omformes derpaa i den electro-magnetiske Maskine til en magnetisk Kraft, forandres derefter igjen til en mechanisk Kraft, der såa atter kan omformes til Varme, og at alt dette foregaaer uden at nogen Deel af Kraften tilintetgjøres. Fuld- stændigt i det hele Omfang er dette, som sagt, endnu ikke be- viist, men det vil ganske vist ikke vare lang Tid før det skeer; thi Nødvendigheden af, at dette måa være såa, er indlysende af hvad vi alt veed. Betragte vi derefter de chemiske Kræfter og de Resultater, hvortil man er kommen i den chemiske Physik angaaende Na- turkræfternes gjensidige Afhængighed, saa overtræffe de endog vore dristigste Forventninger. — I min anden Afhandling over Naturkræfterne, som findes i Selskabets Skrifter, dte Række, 2det Bind, har jeg pag. 124 gjort opmærksom paa de Resul- tater, hvortil navnlig Hess og Andre vare komne, og hentydet Bb påa hvormeget der stod tilbage at gjøre; men jeg håvde dog ikke ventet, at vi inden faa Aars Forløb skulde håve seet Che- mien træde op påa et mathematisk Grundlag, og det saaledes, at vi alt nu kunne forudsee, at det ikke vil vare længe før vi ved Mathematikens Hjælp trænge frem imellem Materiens mind- ste Dele med samme Klarhed og Sikkerhed, hvormed vi kunne skue ud og oversee Forholdene i det uendelige Verdensrum. Thi snart vil den Tid komme, at Chemikeren ved mathematiske Formler og Beregninger skal kunne forud afgjøre, ikke alene hvad han kan finde ved Forsåg i sit Laboratorium, men hvor- ledes og ved hvilke Midler han kan finde det, ja, uden Over- drivelse, jeg troer ikke at vi have nogen Forestilling om, til hvilken Høide at Naturvidenskaben vil hæve sig i denne Ret- uing, og alt dette er ene begrundet i den Lov i Naturen, ifølge hvilken Naturkrkræfterne ere uforgængelige. Mange udmærkede Mænd have arbeidet og arbeide endnu paa nøiagtig at bestemme de Varmeudviklinger og Varmeabsorbtioner som finde Sted ved de forskjellige chemiske Forbindelser og Adskillelser, og det er derved paa det Fuldstændigste blevet beviist, at den Kraft, som ved: de chemiske Forbindelser frigjøres og som fremtræder i Form af Varme, er netop ligesaastor som den, der igjen kan adskille den dannede chemiske Forbindelse og føre Grundstof- ferne tilbage til deres oprindelige Tilstand. Ingen har hidtil arbeidet med større Held i denne Retning end vor Landsmand Herr Cand. polyt. Julius Thomsen, thi han har ikke alene med en stor Grad af Nøiagtighed bestemt den chemiske Krafts Stør- relse for mange af Grundstofferne og deres Forbindelser og påaviist, at der til at adskille en engang dannet chemisk For- bindelse af Grundstofferne udfordres netop en ligesaa stor Kraft som den, der bliver fri ved Dannelsen af den chemiske Forbin- delse, men det er ham, som har lagt Grunden til den mathe- matiske Behandling af Chemien og som allerede ved Hjælp af sine mathematiske Beregninger ikke alene hår paaviist, at det laae ligefrem begrundet i de forhaandenværende Kræfters Stør- 158 relse, at de chemiske Forbindelser eller Adskillelser, som Che- mikerne ved bestandig fortsat Søgen have lært at kunne udføre, maatte finde Sted, naar Operationerne udføres påa den Maade, som Chemien lærer; men han har endog ved Beregninger forud bestemt flere andre forhen ubekjendte Virkninger, båade For- eninger og Adskillelser, som maatte foregaae under bestemt påaviste Forhold; han har derefter undersøgt Sagen i Labora- toriet og fundet sine Slutninger i fuldeste Maal bekræftede af Naturen. ”) Efter saaledes at have berørt, til hvilken Grad den opstil- lede Grundsætning er blevet bekræftet i de chemiske Vi- denskaber, skal jeg tillade mig at bringe et Arbeide af mig selv over Dampens Virkning i Dampmaskinen i Erindring”), deels fordi jeg deri hår beviist, at den mechaniske Virkning, som udvikles af denne Maskine, netop er ligestor med den Arbeids- mængde, der svarer til Varmemængden, som Dåmpen afgiver i Dampcylinderen, og fremdeles fordi jeg tillige deri har viist, at naar vi gaae ud fra Principet for Kræfternes Uforgængelighed, da kunne vi gjøre os Rede for enhver Virkning og ethvert For- hold ved denne Maskine aldeles overeensstemmende med Erfa- ring, noget som vi ikke kunne efter den tidligere almindelige Theorie af Dampmaskinen. Jeg maa saaledes bringe i Erindring, at jeg ved Hjælp af denne Grundsætning om Kræfterne har viist, hvor stor en Arbeidsmængde vi vilde kunne erholde, hvis Dåmpmaåskinerne vare fuldkomne, hvor lille en Part deraf vi virkelig erholde som bevægende Kraft og i hvilke Retninger vi maa søge at forbedre Dampmaskinens Construction for at er- holde den størst mulige Part af den i Steenkullene indeholdte chemiske Kraft omformet til bevægende Kraft. Endelig maa jeg dog ogsaa bemærke, at jeg i samme Afhandling pag. 28 har £) Vidensk. Selsk. Skrifter, 5. Række, 3. Bind, pag. 115, og Pogg. Ann. Band, 88, pag."349; Band 90, pag. 261; Band 91, pag. 83; Band 92, pag. 34. ”F) Vidensk. Selsk. Skrifter, 5. Række, 3. Bind, pag. 1. ark 154 viist, at naar vi gaae ud fra WYzcksteeds Observationer over Dampmaskinerne ved East London Waterworks, og deraf søge at udfinde Æqvivalenttallet mellem en Årbeids- og en Varme- Eenhed, såa erholde vi dette Taål = 1325, som kun afviger såa lidt fra det Tal, som Joule har fundet, åt vi måae ansee os fuldkommen berettiget til at slutte, at ligesom Joule's Forsøg have beviist, at 1352 Arbeids-Eenheder ere istand til at frem- bringe en Varme-Eenhed, saaledes give ogsaa omvendt Wrck- steeds Forsøg med Dampmaskinerne et Beviis for, at en Varme- Eenhed igjen er istand til at løfte 1352 Pund een Fod høit. — At det virkeligt maatte forholde sig saaledes, er vel neppe blevet betvivlet af Nogen siden Jowle fandt det nævnte Æqvivalent ved sine Forsøg over Frictionsvarmen, men det er dog stedste en ny Støtte for Grundsætningen, at directe Forsøg ogsaa stadfæste det omvendte Forhold. Med Hensyn til Forholdstallet imellem den mechaniske Virksomhed og Varmemængden skal jeg her endnu tillade mig at meddele en ret interessant Oplysning. I min tredie Afhand- ling over de almindelige Naturkræfter, som findes i Vidensk. Selsk. Skrifter dte Række, 2det Bind, har jeg pag. 184 viist (Formel 32), at den mechaniske Virksomhed, der vil være istand til at opvarme eet Pund atmosphærisk Luft een Grad Celsius, kan løfte 321,42 Pund een Fod høit. Heraf følger, at den at- mosphæriske Lufts specifiske Varme: w = 321,42 Pund Fod, og deraf fandt jeg den Arbeidsmængde, som kan opvarme et Pund Vand, een Grad, ved at dividere dette Tal med Luftens speci- fiske Varme i Forhold til Vandets, hvilket ifølge Delaroche É& Berard var = 0,2669. — Paa denne Maade kom jeg til det Resultat, at een Varme-Eenhed var ligestor med 1204,3 Arbeids- Eenheder, hvilket Tal jeg senere har brugt ved mine Under- søgelser. Men BRegnault har som bekjendt siden den Tid be- stemt den specifiske Varme for den atmosphæriske Luft med den størst mulige Nøiagtighed, og han har viist, at denne ikke er saa stor, som man tidligere havde antaget; han finder den 155 at være = 0,2377. Benytte vi nu dette Tal ved Divisionen istedetfor Tallet 0,2669, saa finde vi en Varme-Eenhed at være lige stor med 1352,2 Arbeids-Eenheder, fuldstændigt overeens- stemmende med Joule's Forsøg, og der kan derfor ingen Tvivl være om, at dette er det rigtige Æqvivalenttal for Varmen og den mechaniske Virksomhed. Sammenfatte vi nu alt dette under Eet, såa mener jeg, at vi ållerede have de uomstødeligste Beviser for, åt Grundsætnin- gen om Kræfternes Uforgængelighed er en af.de store alminde- lige Love i Naturen; og dermed have vi da tillige beviist, at Kræfternes Uforgængelighed er et hele Naturen gjennemgribende Princip, der er givet fra første Begyndelse og vil vedblive at være til evig Tid. Min første Tanke om, åt Naturkræfterne” maatte være ufor- gængelige hår jeg, som jeg foran hår nævnt, hentet fra den Anskuelse, at Kræfterne i Naturen maatte være beslægtede med det Aandelige i Naturen, med den evige Fornuft saavelsom med den menneskelige Aand. Det var altsaa den religiøse Opfattelse af Livet, som ledte mig paa Tanken om Naturkræfternes Ufor- gængelighed. Det var derved jeg blev overbeviist om, at såa vist som det er sandt, at den menneskelige Åand er udødelig, saa vist maa det ogsaa være en. almindelig Naturlov, at Natur- kræfterne ere uforgængelige. Naturvidenskaberne har nu beviist, at det forholder sig med Naturkræfterne påa den Maade, som min indre Overbeviis- ning ledte mig til åt antage, og derfor maa jeg nu tillade mig at føre Tanken igjen tilbage til mit første Udgangspunkt, for ved Hjælp af den beviste Sandhed om Naturens Kræfter, med hele den Styrke, som ligger i et fåst og sikkert Udgangspunkt, at bidrage mit til at gjøre det klart og indlysende for Enhver, at der for Mennesket existerer et højere Liv end det Jordiske, saavist som det er en Kjendsgjerning, at Menneskets jordiske Liv kun er kort og forgængeligt. re 156 Nogle ville nu vistnok indvende, at fordi vi ad naturviden- skabelig Vei have beviist, at Naturkræfterne ere virkeligt existe- rende Størrelser, der ere uforgængelige, såa kunne vi dog ikke deraf være berettigede til at drage nogen Slutning om det aandelige Livs Existents eller om den menneskelige Aands Udø- delighed, da det ikke kan bevises, åt der finder noget Slægt- "skab Sted imellem den menneskelige Aand og de almindelige Naturkræfter og min Formodning i den Henseende ikke kan træde istedetfor Beviis. Men saaledes kunne kun de tåle, der ikke kjende Naturen; thi Enhver, som hår søgt at trænge ind i Naturen og dens Videnskab, vil ikke have kunnet oversee, at det langtfra er ved Erfaring alene; at Videnskaben har trængt frem til den Højde, hvorpåa den ståaer, men at tvertimod næsten alle de store Grundsætninger i Naturen ere først opfattede af den menneskelige Fornuft og derpåa fundne bekræftede af Na- turen, og Ingen kån derfor nægte, åt da den menneskelige Fornuft selvstændigt er istand til at fatte Naturens Tanker uden at sammensætte dem af Erfaringerne i Naturen, såa måa der være Sandhed i den Sætning, at den menneskelige Fornuft er beslægtet med Naturens Fornuft, med Aanden i Naturen; men da nu Naturens Kræfter ere et Udtryk for den Aand, som gjennemtrænger Naturen, såa mener jeg, at det tillige er fuld- stændigt begrundet, naar jeg paåastaaer, at disse Kræfter ere beslægtede med den menneskelige Aand. Der gives, som bekjendt, ikke Faa som hylde den ma- terialistiske Tro, at der intet aåaandeligt Liv existerer, at den hele menneskelige Existents egentlig ikke er andet, end et Planteliv, der ophører nåar Planten eller Mennesket døer, hvilken Anskuelse væsentligt staaer i Forbindelse med den Tro, at Naturkræfterne ikke ere virkeligt existerende Stør- relser, men blotte Egenskaber ved Tingene. Denne'sidste Ån- skuelse er nu beviist at være falsk, og jeg troer derfor, at vi maae være berettigede til åt paastaae, at ligesom Grundlaget for den materialistiske Lære er falsk, saaledes er ogsaa hele denne 157 Lære selv usand. — I Modsætning til dem, som have hengivet sig til den materialistiske Anskuelse af Livet, staaer heldigviis en stor Mængde Mennesker (og mellem disse er da ogsaa jeg), der mene, at det er aldeles umuligt, åt der ingen fornuftig Tanke skulde ligge til Grund for Tilværelsen, eller at den men- neskelige Fornuft selv skulde være Ufornuft, naar den opfatter hele Naturnn som et: magesløst Fornufthele, hvori enhver Ting fra det Største til det Mindste bærer Udtrykket af en Om- hu og Viisdom, der overgaaer al vor Forstand. Der gives, siger jeg, heldigviis en endnu større Mængde Mennesker, som troe, at den almægtige Gud, der har skabt Verden fra første Begyndelse, har derved havt et højere Maal for Øie, end et bestandigt Spil af Tomhed og Bedrag, og som stole fast paa, at han, som har indrettet Alt saa fuldkomment, saa viist og såa hensigtsmæssigt i enhver Henseende, og som tillige har givet Mennesket den Evne at kunne fatte og begribe Storheden af Naturen og Fornuften i Tilværelsen, at han. umulig kunde have til Hensigt åt skabe fornuftige Væsener for at bedrage dem ved at lade det Hele være et Blændværk uden indre Sandhed eller Gehalt. Fra denne Tanke var det, at jeg gik ud, da jeg gjennem de Slutninger om den menneskelige Fornufts Over- eensstemmelse med Fornuften i Naturen, som den udødelige H. (. Ørsted først har lært mig at indsee og at skatte — kom til at tænke paa, at ogsaa Naturens Kræfter maatte være virke- lige existerende Størrelser, der ere uforgængelige. Jeg havde fra Begyndelsen af ingen anden Overbeviisning om, at Kræfterne vare uforgængelige, end den jeg har udviklet, men ikke desto- mindre var jeg stedste fuldkommen overbeviist om, at jeg umu- ligt kunde have sluttet feil, og denne Tanke har oftere ført mig påa rette Spor under mine Betragtninger og Undersøgelser. — Men naar dette er Tilfældet, saa spørger jeg, om der er nogen Sandsynlighed for, at det Grundlag, paa hvilket jeg fandt den Lov i Naturen, at Kræfterne ere uforgængelige, — kan være falsk, da Resultatet af mine derpaa støttede Slutninger nu har 158 viist sig at være fuldkommen rigtigt, eller om det ikke meget mere maa ansees som det ene Sandsynlige, at mit Udgangs- punkt selv maa være rigtigt. Herr Etatsraad Æschricht har for ikke længe siden i en Række af Forelæsninger, som jeg havde den Fornøielse at bi- vaane, søgt at godtgjøre det Urigtige i den materialistiske Lære ved Grunde, der nærmest vare hentede fra Physiologien, og jeg skylder Sandheden at bemærke, at det egentlig var ved disse Forelæsninger, at jeg blev stemt for at fremsætte min Yndlings- tanke om Forholdet imellem Naturens Kræfter og det aandelige Liv; men det er ikke Physiologien alene, som viser hen til Urimeligheden i den materialistiske Lære; til det samme Resul- tat vil overhovedet enhver dybere gaaende Betragtning af Natu- ren føre, og jeg behøver blot i den Henseende at minde om H.C. Ørsteds »Aanden i Naturen« for yderligere at paavise, at den af mig fremsatte Anskuelse ikke er nogen eensidig Opfattelse af Natu- ren, men tvertimod er den Tanke, hvortil alle Grene af Natur- videnskaben fører, skjøndt man ikke ad alle Veie med lige Klarhed kan godtgjøre Tankens Rigtighed. Det er nu, efter min Mening, bleven beviist, at det, som Physi- kerne kalde Naturkræfterne, ikke ere Egenskaber ved Legemerne, men tvertimod er det, som giver Legemerne og Stofferne deres Egenskaber og som, skilte fra disse, gjøre, at Legemerne ikke mere ere, hvad de tidligere våre. Kræfterne selv, deres Væsen og Natur, ere os visselig aldeles ubegribelige, og vi kunne kun nogenlunde fatte hvad de ere ved at see deres Virkninger, ved at see de Forandringer, båade de indre og de ydre, som 'de formaaåe at give Legemerne; men klart maa det være os af hvad jeg alt har udviklet, at Kræfterne ere til, at de ere selv- stændige Størrelser, der beståae, naar Legemerne forandres; naar den hele Piante- og Dyreverden forgaaer. Klart maae det være os, at Kræfterne, som frie og uafhængige Størrelser, kunne fri- gjøre sig for Materien for med Lysets Hastighed at kunne gjen- nemvandre Verdensaltet. Den electriske Telegraphs Virkninger 159 ere bekjendte nok, og hvo har ikke her med Forbauselse be- mærket, med hvilken utrolig Hastighed, at Tanken føres igjen- nem den massive Traad fra et Sted til et andet, formedelst den electriske Kraft. Hvo veed. ikke, hvilken overordentlig Mængde af Lys og Varme, "vi uophørligt modtage fra Solen, og at baade Planten, Dyret og Mennesket maatte gaae tilgrunde, om ikke Jorden modtog dette Lys og denne Varme, og endelig, hvo veed ikke, at ogsaa alle de andre Himmellegemer tilsender os Lys og Varme, og at Jorden igjen paa sin Side udsender Lys og Varme til alle andre Himmellegemer i Universet? Intet af alt dette er os fremmed; vi vide det alle heelt vel, og Naturen tvinger os. altsaa selv til at indsee, at Naturkræfterne, langtfra at være bundne til Materien, ikke engang ere bundne til Jorden alene, men meget mere uophørligt gjennemvandre Universet og bringer Lys og Klarhed til hver enkelt Klode i det uendelige Verdensrum, for at det kan blive vitterligt for Alle, at Tilværel- sens Maal er Udviklingen af et bestandigt fuldkomnere aandeligt og harmonisk Fornufthele. Jeg har i det Foregaaende viist, at Kræfterne fremtræde for os i to væsentligt forskjellige Tilstande. I den ene gjøre de sig gjeldende igjennem Stofferne og Legemerne som Egen- skaber ved disse og saalænge Legemet eller Stoffet ikke forandrer sine Egenskaber eller Characteer, saalænge forandrer heller ikke den indgaaede Forbindelse imellem Materien og Kræfterne sig. I den ånden Tilstand, er Kraften derimod be- vægelig og fri, bunden til Materien, men ubunden til nogen enkelt Deel af samme. I denne Tilstand træffe vi den som mechanisk Virksomhed, som Varme og Lys, som electriske, galvaniske, electromagnetiske eller måagnetoelectriske Strømme etc., der alle,. efter hvad der er beviist, kunne henføres til den saakaldte Zevende Krafts Form. Udtrykket levende Kraft har sombekjendt vundet Borgerret i Physiken og Mechaniken som 160 en Betegnelse for Indbegrebet af hele den mechanisk Virk- somhed, som et Legeme er i Besiddelse af, der bevæger sig med en eller anden Hastighed formedelst visse bevægende Kræf- ters pludselige eller vedvarende Virkning. Et Legemes levende Kraft, der altsaa i Størrelse er lige med den hele machaniske Virkning, som Legemet er istand til at udfolde, hvis det stand- ses i dets Fart, er et Udtryk, som aåaabenbart skriver sin Oprin- delse derfra, at Legemet befindes forsat i en for den livløse Natur fremmet, med den levende Natur mere overeensstem- mende Tilstand, i hvilken det er istand til uden ydre Paavirk- ning at bevæge sig frem i Rummet, indesluttende en Qvantitet af mechanisk Virksomhed eller Arbeidsmængde i sig, hvormed det paa ethvert enkelt Punkt af dets Bane. vil kunne fremtræde og virke. Udtrykket levende Kraft forekommer mig forsaavidt at være ganske heldigt, som det i sig indeholder Tanken om en Overgangsform fra en af Materien fuldkommen afhængig til en af samme fuldkommen uafhængig Tilstand og saaledes peger hen paa det højere Liv, som jeg skal bestræbe mig for. at vise er hele Naturens Maal; men det er uheldigt deri, at det kan misforstaaes som om det skulde udtrykke et virkeligt Liv, hvilket jo ingenlunde er Tilfældet. Om disse to Claåsser af Kræfter er det bleven beviist i det Foregaaende, at vi efter Behag ere istand til at overføre dem fra den ene Form til den anden, fra den hvilende, om jeg såa måa kalde den, til den bevægelige og omvendt; men jeg skal dog i det Følgende endnu noget nærmere belyse dette Forhold. Der gaaer en stor og almindelig bekjendt, men neppe til- strækkelig vurderet Kjendsgjerning igjennem Naturen, hvorpaa jeg først troer at maatte henlede Opmærksomheden, og det er den Lov, ifølge hvilken Alt i Naturen søger at komme til en Forening, til en Udjevning af alt det Stridende og Modsatte, til en fuldkommen harmonisk Ligevægt. Ethvert Skridt i denne Retning er i Overeensstemmelse med den Aand, som gjennem- trænger hele Naturen; hvorimod ethvert Skridt i den modsatte 161 Retning fører til nye Forviklinger, der seent'eller tidligt maa tilintetgjøres, for at Harmonie og den meest fuldkomne Over- eensstemmelse kan indtage dets Plads; men påa den anden Side, er det ved denne Kamp imellem Modsætningerne, at Na- turen udvikles, og det er kun igjennem denne, at det aandelige Liv, der er Naturens Maal, kan vinde Fremgang. Alle Legemer, saavelsom deres mindste Dele eller Atomerne, have en Tilbøielighed til at nærme sig hinanden, og af den Kraft, hvormed Delene stræbe hen til dette Maal, lære vi at kjende Stoffernes Characteer. — Alle Legemer i hele Naturen stræbe altsaa efter Ligevægt, og alle modsatte Bestræbelser i Naturen søge at komme til en Forening, hvori Striden og Mod- sætningen kan opløse sig i en Harmonie, og denne Bestræbelse vil ingensinde ophøre før alt det Modstridende er tilintetgjort og den gjensidige Overeensstemmelse er bleven saa fuldkommen som mulig, før alt det Ulige er ophævet og en uendelig Har- monie er fremgaået som Resultat. Men dette kan kun opnaåaes ved en Række af Kampe, hvori hele Naturen deeltåger. Alt, hvad der stræber efter at forstyrre Harmonien, maa tilintetgjøres, og kun hvad der ikke er i Strid hermed kan undgaae Tilintet- gjørelse.. Men Naturvidenskaben lærer os, som vi have seet i det Foregaaende, åt enhver Tilnærmelse i den af Kræfterne be- tegnede Retning fører til en Frigjørelse af Kræfterne til hvad vi kalde en »/evende Kraft«, der kan fremtræde under forskjel- lige Former, hvorimod enhver Fjernelse fra Ligevægtsstillingen er umulig uden Opoffrelse af en levende Kraft, og heraf følger det betydningsfulde Resultat, at Naturen stræber hen til en. be- standig fuldkomnere Frigjørelse af Naturens Kræfter. Betragte vi den Steen, som ligger påa Jorden, da kan denne kun fjernes fra Jorden ved Opoffrelse af en levende Kraft, hvor- imod den, der falder til Jorden, medfører en fri levende Kraft, og påa en lignende Maade, som det gaaer med Stenen, saa gaaer det, efter min Mening, i alle andre Tilfælde, lige fra det uendeligt Store til det uendeligt Lille, lige fra Forholdene i 162 Yderverdenen, i Himmelrummet, til Forholdene ved Legemernes mindste Dele eller Atomerne. De forskjellige Stoffer, som Che- mikerne betegne som. Grundstoffer, have hver deres særegne Characteer, deres særegne Tilbøielighed til at forene sig med andre. Stoffer. Grundstofferne kunne alle forbinde sig med hin- anden, og derved ophæves den Ulighed i Characteer, hvoraf de vare i Besiddelse, og en vis Ligevægt indtræder. De forskjel- lige sammensatte Stoffer have dog endnu en forskjellig Cha- racteer, de kunne derfor atter indgåae nye Foreninger 0o.s.fr., og enhver Forening eller Tilnærmelse til Ligevægtsstillingen, som påa denne Maade tilveiebringes, medfører stedse en Ge- vinst af levende Kraft, hvorimod enhver Fjernelse af AÅtomerne fra Ligevægtsstillingen stedse fordrer Opoffrelsen af en levende Kraft. Legemerne, såavelsom deres mindste Dele, ere alle mere eller mindre forsatte i en spændt Tilstand, som de ikke kunne blive qvit uden ved en gjensidig Udvexling af det Modstræbende og Stridende i deres Characterer. Derpaa arbeider Naturen uophørligt;. men dette Maal vil som sagt først fuldstændigt være naaet, naar Alt i Naturen har ordnet sig til et uendeligt har- monisk Fornufthele, hvori ingen Strid mere er mulig. For at kunne overskue og forstaae dette bedre, ville vi be- bragte Kant & la Places berømte Hypothese om Verdenskloder- nes Udvikling. Gaåe vi ud fra denne Hypothese om Himmellegemernes Dannelsesmaade, og sammenholde vi denne med Principet for Kræfternes Uforgængeiighed, saaledes som dette nu er givet, såa troer jeg, at vi skulle blive istand til åt hæve og udvide vort Blik saaledes, at Verdensudviklingens Gang, dens Hensigt og dens Maal skal fremstille sig for os i et klarere og fuld- komnere Lys end det tidligere stod. Kant & la Place antage jo, som bekjendt, at Materien var givet i Form af en umaadelig Dampkugle, der havde en om- dreiende Bevægelse om en Åxe, samt at alle Dele af denne 163 Damp tiltrak hinanden efter den bekjendte Newtonske Lov. Ved den omdreiende Bevægelse fremkom en Centrifugalkraft, der fjernede Delene ved Ægqvator mere og mere fra Omdreinings- axen, indtil der tilsidst dannede sig en ringformig Damp uden om Centralkuglen, der uophørlig fortættede sig. Den dannede Ring bristede, og den hele Dampmasse sammentrak sig da og dannede en Kugle, som kom til at bevæge sig udenom Central- legemet i Ringens Bane. Dette vedblev nu at gjentage sig paa samme Maade, og saaledes dannnedes samtlige Kloder. Men under . de forskjellige Udvidelser formedelst Centrifugalkraften saavelsom Sammentrækninger formedelst Tyngdekraften erholdt de forskjellige Dele en forskjellig Vinkelhastighed; der opstod altsaa Friction og deraf følgende Udvikling af Electricitet; men selve Sammentrækningen af disse Kloder kunde ikke fore- gaåe uden ved en Frigjørelse af den levende Kraft, som svarede til Sammentrækningen, og da denne ikke kunde forsvinde, saa forbandt den sig med Materien og dannede hvad vi kalde de chemiske Grundstoffer, der saaledes optoge den frigjorte levende Kraft og bevarede denne for en kommende Tid. Paa denne Maade synes det mig rimeligt at antage, at Materien har mod- taget den chemiske Characteer» som vi finde i Grundstofferne, og det kan ligefrem bevises, at den levende Kraft, som blev fri ved Forandringen fra Dampformen til den flydende Form, har været istand til at udvikle saa store Mængder af Varme og Electricitet, at Materien derved kunde erholde dens chemiske Egenskaber. Efterhaanden som Materien optog den ved Sammen- trækningen udviklede Kraft i sig, blev Sammentrækningen selv mulig; Kloder dannedes, og Kloderne optoge i sig og bevarede for en kommende Tid de Kræfter, der frigjordes under Sam- mentrækningen. Materien concentrerede de Kræfter, der oprin- deligt vare ligesaa spredte som Materien, i de chemiske Grund- stoffer, for senere derved at omforme Himmellegemerne og gjøre dem skikkede til at ernære det organiske og aandelige "Liv, som i Tiden skulde udvikles. 164 Efterhaanden som Sammentrækningen af Dampmassen fore- gik, udviklede altsaa de forskjellige Stoffer sig, hvoraf Kloderne bestaae, men da Dampformen hovedsagelig var forandret til en flydende Form, vår Grunden til den første store Udvikling af levende Kraft ogsaa væsentligt forsvunden. Hvad der har været Aarsag til, at alle de forskjellige chemiske Stoffer dannede sig under Sammentrækningen, synes mig heller ikke vanskeligt at fatte; thi da store Forskjelligheder måae have fundet Sted i de forskjellige Dele af Dampmassen, hvorved jeg blot skal henpege paa de høist ulige Forhold, som fandt Sted efter at Ringen var bristet, såa er det naturligt, at ogsaa Materien selv maatte erholde en forskjellig Characteer. Men da Delene våre rykkede hinanden såa nær, at de chemiske Forandringer kunde finde Sted, saa begyndte Frigjørelsen af de chemiske Kræfter at fore- gaae, og da dannedes Mineralriget, som vi nu finde det og som lagde Grunden til, at Planter og Dyr senere kunde leve paa Jorden. - Men hverken Jorden eller nogen af de andre Himmel- legemer have forøvrigt staaet ene i hele denne Udvikling, de have virket ,stærkt ind paa hinanden, og gjensidigt have de bestandigt, ligesom nu for Tiden, ståaaet i et uophørligt Udvex- lingsforhold af deres Kræfter. Hvorledes Livsprincipet for de forskjellige Plante- og Dyre- arter er blevet [til fra først af, det vide vi ikke, men vi tage ikke feil, naar vi antage, at de ere skabte ved hans Kraft, hvis Tanke er Tilværelsens Aarsag. Saasnart Kloderne vare skikkede til at ernære nogen Plante, saa var ogsaa Principet givet for Planten, og efterhåan- den som Kloderne derpaa bleve tjenlige for de forskjellige Plante- og Dyrearters Fremkomst, saa var det ogsaa Forsynets Villie, at disse Arter skulde fremstaae, og derfor fremstode de. == Ander- ledes kunne vi, efter min Anskuelse, aldrig forklare os Arternes Tilblivelse; men mere behøve vi heller ikke. —. Naar Principet for en Art engang var givet, saa var dette selv istand til at tage Naturens Kræfter i Beslag og lade dem arbeide hen til det Maal, som var givet tilligemed Principet. Derved kom der 165 efterhaanden flere og flere Planter frem, og då disse havde til- strækkeligt forberedt Naturen for det fuldkomnere dyriske Liv, saa blev Principet givet først for de lavere og efterhaanden for de hoiere Dyrearter, og da endelig Tiden var kommet, da Væse- ner, begavede med aandelig Fornuft og Selvstændighed, kunde leve og udvikles paa Jorden, saa blev Mennesket skabt. Idet vi nu ville kaste et Blik tilbage påa denne hele Ud- viklings Følge, såa maa vi først bemærke, åt Naturvidenskaben har beviist, at intet Menneske kunde have levet paa Jorden " uden at Dyrene vare gaaede forud, at intet Dyr”) kunde have levet, om ikke Planteverdenen havde existeret forud for dem, at ingen Plante havde kunnet trives, hvis ikke de chemiske Foreninger af Stofferne våre gåaaede forud for Planterne, at ingen chemiske Foreninger havde kunnet finde Sted, om der ikke forud var dannet de chemiske Grundstoffer, og her kunne vi da endnu tilføje, at ingen af de chemiske Grundstoffer kunde have blevet dannede, om ikke den almindelige Til- trækningskraft havde været givet af første Begyndelse og sam- tidig med at Materien selv blev givet, som en ubegribelig tynd, Dunstmasse, der opfyldte det hele uendelige Verdensrum. Saaledes leder Naturen os altsaa ikke alene til Erkjendelsen af, »at Gud har skabt Verden af hvad der for os opløser sig i et Intet«, " men nu trænger tillige Hovedtanken, hvorpaa jeg vilde henlede Op- … mærksomheden, sig frem for vort Blik; thi af det Udviklede vil det være klart, at den levende Kraft, som oprindeligt ud- vikledes under Dunstmassens Sammentrækning, formedelst den almindelige Tiltrækning, samledes og concentreredes i de mate- rielle Dele, hvoraf Kloderne kom til åt beståae, at disse Kræfter igjen efterhaanden frigjordes ved de chemiske Foreninger for at tjene Planteriget til Underhold og Udvikling, at fremdeles disse Organismer yderligere samlede og concentrerede Kræfterne paa 7) Med Undtagelse af de lavere Organismer, der danne Overgangsformerne imellem Plante- og Dyreriget. 166 en saadan Maade, at Dyreriget deraf kunde optage dem, og først efter at dette var skeet, fremtraadte Mennesket, der skulde benytte disse Kræfter og deraf udvikle det aandelige, selvstæn- dige Fornuftliv, som visselig er Tilværelsens Maal. Sammenfatte vi dette under Et, saa erholde vi det betyd- ningsfulde Resultat, åt Gud af Verdens første Begyndelse og samtidigt med at han gav Materien, hvoraf Verdenskloderne skulde dannes og Principet, hvorefter dette skulde skee, har givet samtlige Kræfter hvorved Verdens- Udviklingen skulde fuldkommes; givet dem i deres fulde Omfang og Storhed, men i den højst simple Form af en almindelig Tiltrækning imellem den skabte Materie. Vi lære at indsee, at fra første Begyndelse af have baade Kraft og Materie været uadskilleligt forbundne med hinanden, ja såa nøje forbundne, at vi kunne paastaa, at uden Kraften maatte Materien have opløst sig i et Intet ligesaa- vist som omvendt, at Kraften aldrig kunde have samlet og ud- viklet sig til en selvstændig Virksomhed, dersom Materien ikke havde været til; men begge vare de nødvendige for at Verdens Udviklingen skulde foregaae. Vi lære åt indsee, åt det er en Naturlov at Kræfterne mere og mere frigjøre sig fra Materien for derved at fremkalde et stedse høiere Liv og selvstændigere Virksomhed; at Materien, der var Kraftens Bærer ogsaa påa en Maade blev dens Udvikler og at Kraften, der var Materiens Fø- rer og som i sig indeholdt Kilden til al Virksomhed og Liv i | Verden, tillige blev Aarsag til de Grundsætninger, hvorefter Na- turen skulde udvikle sig, — blev Naturlovenes Aarsag. Min Paastand er nu den, at ligesom den engang givne Virksomhed, der oprindelig lååe skjult i den almindelige Til- trækning, ikke er forsvunden eiheller nogensinde vil forsvinde, men til evig Tid vil vedblive at existere, uagtet Kræfterne, som vi have seet, bestandigt mere og mere frigjøre sig fra Materien og derefter synes at sprede sig i det uendelige Verdensrum, i Form af Varme, Lys, Electricitet, 0. s. v., — saaledes kan heller ikke nogen ny Virksomhed danne sig ud af Intet, 167 men at tvertimod enhver ny Krafts Fremvæxt fordrer med Nødvendighed andre Kræfter til sin Ernæring og Underhold. Det er min /Paastand, ikke alene at Livet i Almindelighed fordrer sin Ernæring, men at navnlig ogsaa den aandelige Virksomhed — 'tTænkningen — kan betragtes som, et År- beide, der fordrer sin Ernæring, og jeg troer ikke at feile, naar jeg udtaler den Tanke, at det er Naturens Kræfter i deres forskjellige Former som tjene Aanden til Underhold, åt det er påa disses Bekostning at den aandelige Virksomhed udvikles. Igjennem utænkelige Tider og Generationer af Skåbninger har Naturens Kræfter ved Mennesket naaet et saadant Trin af Udvikling at de kunde fremtræde som selvstændige, aandelige Væsener med Bevidsthed om sig. selv, med Evne til at indsee og fatte Guds uendelige Skaberkraft, Viisdom og Godhed og istand til at begribe, at Menneskets inderste Væsen er i Slægt med hans Væsen og bestemt for et høiere virksomt Liv, hvori Tilværelsens Dyb og Guds Kjærlighed tilfulde vil gåae forklaret op for vort Blik. Med det aandelige Livs fortskridende Udvikling måa altsåa Naturkræfternes Qvantitet være i en bestandig Aftagen; thi Sum- men af alle disse Kræfter er den oprindeligt af Gud givne, ufor- anderlige Qvantitet ! Vi have nu vistnok ikke noget physisk Experiment, som godtgjør, at hver en Tanke, som tænkes, er et åandeligt Arbeide, der kræver sin Ernæring af Naturens Kræfter, vi håve, siger jeg, for Tiden ikke noget ligefremt Beviis for, at den aandelige Virksomhed hos Mennesket foregaaer påa Naturkræfternes Be- —= kostning eller, med andre Ord, for den Sætning: at den men- neskelige Aand er en ny og forædlet Form af Naturens Kræfter ; men jeg tvivler intet Øieblik om at det forholder sig saaledes og den Tid er maaskee ikke fjern, da dette vil blive beviist og skulde dette kunne bevises, saa maa det vel blive indlysende for Enhver, at den menneskelige Aand er et virkeligt, selv- stændigt Væsen, der, uafhængigt af Materien, hår Evne og 168 Kraft til at hæve sig fra Jorden til ham, som er Virksomheder- nes Aarsag; thi intet vilde dog være mere urimeligt, end at Kræfterne, der som saadanne i Naturen ere uforgængelige, skulle i den menneskelige Aand overgaae til Bevidsthed for strax der- efter åt synke ned til Forgængelighedens Sphære. Vi have i det Foregaaende viist, at der existerer en Lov i Na- turen, ifølge hvilken Alt stræber hen til det Maal at frigjøre Kræf- terne påa den fuldkomneste Maade fra de Forbindelser med Mate- rien, hvorved de ere knyttede ikke alene til en enkelt Klode, men til en enkelt materiel Deel af Kloden, for fra denne Tilstand at kunne fremtræde i Form af levende Kraft, der er såa væsentlig forskjellig fra den første Form, at de levende Kræfter, langtfra at være buudne til nogen enkelt materiel Deel, ikke engang ere bundne til nogen enkelt Klode, men meget mere frit kunne bevæge sig med en næsten ubegribelig Hurtighed igjennem det hele uendelige Verdensrum; men naar dette er såa, hvor skulde det da kunne være tænkeligt, åt det ikke ogsåa skulde være en Naturlov, at det aandelige Væsen, der er fremgaaet af hine frie Kræfter, måa være endnu mere selvstændigt og frit, end de levende Kræfter, hvoraf det udsprang. Nei! det kan umuligt være anderledes; de frie levende Kræfter danne det Væld, hvoraf Livet udspringer, de danne den Kilde, hvoraf vort aandelige Væsen drager sin Næring og hvoraf alle vore bedste Følelser, Tanker og Idrætter have deres Oprindelse, og derfor kunne de aandelige Virksomheder endnu mindre end disse Kræfter være un- derkastede Forgængelighed. Enhver rigtig Tanke, som vi formaae at fatte, er et Blik ind i det uendelige Dyb, hvoraf Kræfterne selv frem- stige, et Indblik i Kræfternes egentlige Væsen, en Aabenbaring af Guddommen selv, ja et Pant påa den menneskelige Aands Udødelig- hed. — Men i al vor Virken og Stræben maae vi ingen- sinde glemme den Lov i Naturen, at kun det som stemmer med Naturens Aand, kan have Bestand, medens Alt, hvad der strider derimod, er forgængeligt og seent eller tidligt maa til- intetgjøres. 169 I Mødet blev fremlagt: Fra Professor Martrius. L. Tabulae vegetationis in Brasilia Physiognomiam illustrantes 1856. Fra société pour secourir les noyés, & Amsterdam. Apercu Historique au sujet de la société pour secourir les noyés, instituée å Amsterdam; par J. Å. Kool. Amsterdam 1855. Fra Universitetet + Christtanta Beitråge zur Lateinischen Grammatik von L. C.M. Aubert. Chri- stiania 1856. Besvarelse af den af det Akademiske Collegium den 23 Mai 1854 fremsatte Priisopgave Nr. 6: »At underkaste de forskjellige Theorier, der ere fremsatte om Dannelsesmaaden af de uskiktede Bjergarter i Christianias Overgangsformation, en videnskabelig Prøvelse, samt veie dem mod hinanden«. Af Th. Kjerulf. Fra Adminzstration des Mines de Russre. Compte-Rendu Annuel 1854. Fra Gehewmerath Hausmann t Gøttingen. Ueber die durch Molekularbewegungen in starren leblosen Kår- pern bewirkten Formverånderungen, von Hånusmann. Goåttin- gen 1856. Fra Gesellschaft der Wissenschaften i Gottingen. Nachrichten von der Georg-Augusts-Universitåt und der Konigl. Gesellschaft der Wissenschaften zu Gåttingen. 1855. Nr.1-18. Gåttingen. Fra Academie der Wissenschaften + Berlin. Monatsberichte der Koniglichen Preuss. Akademie der Wissensch. zu Berlin. Juli—December 1855. Berlin 1856. Abhandlungen der Koniglichen Akademie der Wissenschaften zu Berlin 1854, 1. Suppleméntband. Berlin 1856. Mødet den 13% Jun. Herr Professor Krøyer forelagde en Række Undersøgelser over Kræbsdyrenes Høreredskaber; men da en Udsigt over disse Undersøgelser, der som Anhang er føiet til hans Afhandling om Slægten Sergestes, allerede er optaget i Selskabets Skrifter (hvor den tillige oplyses ved enkelte Afbildninger), troer han her at kunne indskrænke sig til en kort Angivelse af Hoved- momenterne. 1. Han har ikke hidtil været istand til at opdage Høre-. redskaber udenfor Dekapodernes Orden (til hvilken han henfører Milne-Edwards's: Mystens, Leucifériens og Bicuirassés). 2. I de øverste Føleres Rodled have disse Redskaber regel- mæssigt deres Plads. 3. De fremtræde under to Hovedformer: enten indeslutter den fuldkomment lukkede Høresæk kun en eneste, meget stor, temmelig kuglerund Høresteen (hos Sergestes, Leucifer, Phyllo- soma og Mysis), eller ogsaa viser Sækken, der stundom har en ydre Spaltaabning, et større — tildeels endog meget betydeligt — Åntal af smaa, kantede, mere eller mindre tydeligt krystal- linske Otolither. Denne Form har Forfatteren iagttaget hos Palæmon, Peneus, Pandalus, Hippolyte, Crangon, Astacus, Ne- phrops, Homarus, Palinurus, Pagurus, Lithodes, Galathea, Por- tunus, Lupea, .Platycarcinus, Pericera og Hyas. 4. Udenfor den regelmæssige Plads forekomme Hørered- skaberne hos Phyllosoma og Mysis-Familien (Slægterne Mysis, Macromysis Wh., Sirtella Dana, Onychomysis Kr., Macromysis Kr. 0.s. v.).… Hos Phyllosoma. troer Forfatteren at have fundet dem under Rygskjoldet, skjulte smellem Hjernemassen. Hos Mysiderne fremtræde de med stor Tydelighed i de ydre Hale- vedhængs indre Aare nær Roden. 174 5. Hos Slægten Thysanopoda bemærkér man påa Under- fladen af Bryst og Bug et Antal Redskaber (otte), hvilke man, saavel efter deres inderlige Forbindelse med Nervesystemet som efter deres Bygning, synes at turde holde for et Slågs Sandse- redskaber; men om disse kunne henføres til Høresandsen, vover Forfatteren ikke åt afgjøre. Herr Professor P. Pedersen meddeelte, at det fjerde Hefte af »collectanea meteorologica«, som indeholder Iagttågelser fra Upernivik, Jakobshavn og Godthaab, var udkommet, og tilføjede, at, da der i dette Hefte ikke som i de tidligere er optaget consectaria, vil han i Selskabets næste Samling indbringe en Afhandling, som vil erstatte dette. Selskabet bevilgede et overordentligt Tilskud af 450 Rdir. til Trykningen af »Regesta diplomatica«. Assistent ved Universitetets zoologiske Museum, Cand. mag. Chr. F. Liitken, indsendte en Afhandling, »Additamenta in hi- storiam Ophiuridarum«, til Bedømmelse, og Optagelse i Sel- skabets Skrifter. Comiteen bestaaåer af de Herrer Etatsraad Eschricht, Professor Steenstrup og Professor Reinhardt. 12% Herr Professor Worsaaes den 2Zåde April d. A. meddeelte Bemærkninger om nogle nye Opdagelser af Runeindskrifter i Frankrige og England ere følgende: Kjendskaben til Runerne og deres Brug i det skandinaviske Norden er i de seneste Aar bleven betydelig udvidet. Det er ikke alene godtgjort , at Indskrifterne med de sædvanlige, utvivlsomt nordiske Runer i de ældste og' reneste Sprogformer væsentligst have hjemme i de gammeldanske Lande — et Re- sultat, som for Undersøgelsen om Nordens tidligere Bebyggelse er af stor Betydning. Men det synes ogsaa at ville blive mere og mere klart, at Runeskriften i Norden er meget ældre,. end man hidtil har troet, ja at de forhen saakaldte angelsaxiske Runer, som man har anseet for en yngre Afart af de nordiske, og som man har villet tillægge tydske Folk, i Virkeligheden oprindelig have været de ældste Runer i vort skandinaviske Norden, hvorfra de da senere turde have udbredt sig, især mod Vesten til England. Der er nemlig efterhaanden opdaget saa mange Runestene med saakaldte angelsaxiske Runer i Norge, Bahuslehn, Bleking, og selv i Nordsverige, at det neppe tør antages, at man i det gamle Norden såa hyppig til Steenskrifter skulde have anvendt fremmede Runer, isærdeleshed naar man selv var i Besiddelse af en egen nordisk Runeart. Det er vel sandt, at de fleste af disse Indskrifter eller, saa at sige, alle endnu langtfra ere fuld- kommen tilfredsstillende forklarede. Men ganske lignende Rune- skrifter forekomme endnu hyppigere overalt i Norden pååa mindre jordfundne Gjenstande, der aabenbart, efter deres hele Form og Forarbeidning saavelsom efter deres Findesteder at dømme, hid- røre fra en tidlig Tid, deels fra den ældre og deels fra Begyn- delsen af den yngre Jernalder i Norden, t. Ex. Guldsmykker, især de for Norden eiendommelige Guldbracteater, det ene store Guldhorn fra Gallehuus 0. s. v. Det er neppe nogen dristig Paastand, at de saakaldte angelsaxiske Runer i vort Norden forekomme paa nordiske Gjenstande, der ere ældre, end den angelsaxiske Erobring af England. | Vende vi derimod Blikket mod Tydskland, hvorfra man jo ellers kunde tænke sig, at disse angelsaxiske eller tydske Runer kunde have deres Oprindelse, fremtræder den mærkværdige Kjendsgjerning, at der sønden for den: gamle danske Nationali- tets Sydgrændse Danevirke og Kurgraven ikke hidtil er fundet et eneste sikkert Mindesmærke, enten med saakaldte tydske eller med utvivlsomt nordiske Kuner. I Oldsagsamlingen i Strelitz vises rigtignok adskillige Stene med formeentlig vendiske Rune- indskrifter. . Men der kan ikke være nogen Tvivl om, at disse Indskrifter ere ligesaa falske, som de bekjendte, sammesteds opbevarede vendiske Gudebilleder. — Ikke bedre forholder det sig med en Runeindskrift, som en Digter vil have fundet paa en Steenløve udenfor Domkirken i Bamberg, da aåabenbart den digteriske Phantasi hår troet ål see Runer, hvor der kun er simple, tilfældige eller dog aldeles betydningsløse Ridser”). Selv påa mindre, jordfundne Oldsager, synes man i Tydskland kun at have opdaget ganske enkelte, meget svage Spor af Runer, der i alFald ikke kunne tjene til af godtgjøre nogen almindelig Brug af de angelsaxiske eller tydske Runer i en fjern Fortid. De Runealphabeter, som man har opdaget i forskjellige gamle Codices, ere ogsaa forholdsviis for seent nedskrevne til i denne Henseende at kunne afgive noget Beviis. < Særdeles interessant og oplysende vil det dog være, naar det engang maatte lykkes ret at forklare de runelignende indskrifter, som man har fundet påa flere jordgravede Oldsager i det sydlige Osterrige, i Ungarn, såavelsom i de Syden derfor beliggende Lande. I det af frankiske Folk erobrede Frankrige kjendte man heller ikke forhen nogensomhelst der funden Runeindskrift, ikke ”) See min Afhandling: ,,Den nationale Oldkyndighed i Tydskland. Reise- bemærkninger”. Ammaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1846, S. 141-147. 174 engang i det af Nordboere besatte Landskab Normandie. Desto mere overraskende var derfor ogsaa Efterretningen om, at der i Normandiet i Aaret 1854 var opdaget adskillige Stene med Runeindskrifter, som ovenikjøbet ikke kunde hidrøre fra de skandinaviske Normanner, men som maatte være indhuggede eller indgravede af Normannernes Forgængere, Frankerne. I Departement de VEure (Arrondissement de Bernay, canton de Beaumont le Roger) i Risledalen, ikke langt fra det Sted, hvor Floden Risle falder i Charentonne, troede man ved et til den hellige Eligius eller St. Eloi indviet Capel at have fundet Rester af et gammel christeligt Baptisterium tilligemed en merovingisk Kirkegaard. Den bekjendte franske Lærde Chk. Le- normant, Directeur for det keiserlige Myntcabinet i Paris, som ellers væsentligst har givet sig af med Studiet af de klassiske Oldsager, indlod sig påa en nærmere Undersøgelse af denne formeentlig mærkelige, antiqvariske Opdagelse. Han kom til det Resultat, at Baptisteriet for en Deel var opført af Resterne af en romersk Villa, som havde ligget ganske tæt i Nærheden deraf, og at det oprindelig neppe havde havt noget Tag eller nogen Hvælving, men været aåabenstaaende, hvilket unægteligt var lige- saa sjældent, som paafaldende. Paa Baptisteriets Mure traf Lenormant indridset en heel Deel christelige Monogrammer og Navne, som det syntes fra det dte og 6te Aarhundrede, ligesom der ogsåa i Jordfylden erholdtes en heel Deel bøjede »romerske « Teglstene (tuiles å rebord) med lignende Indskrifter, og blandt dem nogle med Runer, hvilke sidste dog især kom tilsyne udenfor paa Kirkegaarden. | Lenormant, der ikke selv var runekyndig, meddeelte en Afskrift af de fundne Runer til Jacob Grimm i Berlin. I Be- gyndelsen synes dog Grimm at have "næret nogen Tvivl om deres Ægthed, men efter yderligere indhentede Oplysninger fra Lenormant, erklærede hån sig overbeviist om Opdagelsens Rigtighed og gav en Anmeldelse deraf i det Berlinske Akade- 175 mies Møde den 26de October 1854”). Støttet påa Grimms Åu- toritet havde ogsaa Lenormant foreløbig refereret sin Opdagelse til »Academie des Inscriptions et belles lettres« og senere mere udførligt i et offentligt Møde af Institutets fem Akademier den 25de October 1854. Dette Foredrag blev derpaa udgivet i et særeget lille Skrift: »Découverte d'un cimetiére Mérovingien å la Chapelle Saint-Eloi (Eure). Paris: 1854. 8. Efterat Forfatteren heri havde givet en lærd poetisk Frem- stilling. af Findestedets vexlende Skjæbner i. den romerske og . merovingiske Tid, og efterat han havde forklaret de mange christelige Monogrammer og indridsede Navne, som tydede paa Valfarter til Stedet af Fyrster og udmærkede geistlige og verds- lige Mænd, ja endog af flere senere berømte Helgene, gik han over til nærmere at omhandle de paa de bøjede Teglstene ind- ridsede, formeentlige Gravskrifter, af hvilke tre syntes at have , været skrevne baade med latinske Bogstaver og med Runer. I Reglen vare disse Runeskrifter indskrænkede til enkelte Navne af gammelfrankisk eller merovingisk Form, saasom Syge- frid, Hagen, Sigebert, Ingomr, Clotilde, Nantechilde, Oremhilde, Clodoald, Crutchild 0.s.v., sædvanlig med Tilføjelse af »?n frid«. Et Par enkelte antoges dog at afgive en nærmere Tidsbestem- melse, nemlig: 1. Ingomr : sn : hagns : in : frip : konunk : khlupouik : konsul : DD DERE! ILO NER SY CT ARBREESRES hvoraf man forklarede den første saaledes, at Ingomir, en Søn af Hagen, var død, medens Kong Chlodovig Consul herskede. Da Chlodovig i Aaret 510 af Keiser Anastacius haåvde faaet Tit- len Consul og døde Aaret efter, maatte Indskriften følgelig hid- røre fra første Halvdeel af det sjette Aarhundrede. Paa en lig- f) Bericht tiber die zur Bekanntmachung geeigneten Verhandlungen der Konigl.Preuss. Akademie der Wissenschaften "zu Berlin. Aus dem Jahre 1854, S. 527-530, 176 nende Alder hentydede ogsaa den anden ovennævnte Indskrift … onunk : klil ..., rimelig »IKonunk Childebert«, der herskede frå Aars hl 358, I Overeensstemmelse med de af Jacob Grimm udtalte An- skuelser, bemærkede Lenormant endvidere, at disse Runer i det Hele skille sig noget fra de angelsåxiske og markomanniske, men at de mere nærme sig de skandinaviske, uden dog -ganske at falde sammen med disse. »I Virkeligheden«, hedder det, »tjener denne uventede Opdagelse af de saliske Frankers eien- dommelige Sprog og Skrift til stærkere at adskille dette Folk fra de andre germaåniske Grupper og til mærkeligen at stille dem ved Siden af Skandinaverne, Noget som forresten stemmer med de poetiske Traditioner,. der ere fælles for Folkene yderst mod Norden og for den Stamme, der grundlagde vort første Dynastie«.”) Forsaavidt der ikke kunde være nogen Tvivl om Rigtig- heden af Lenormants Opdagelse, hvis Resultater imidlertid strax ansaaes for værdige til at udgives i den af den franske Regje- ring ved Le Blant foranstaltede Samling af gammel-christelige Indskrifter i Frankrige, vilde der unegtelig herved være. vundet et nyt Udbytte af den største Interesse båade for den franske og nordiske Archæologi. Men uheldigviis maatte en fordomsfri Betragtning af Sagen ved første Øiekast vække en Mistanke, som ved nøiere Undersøgelse ikke kunde Andet, end blive til Vished. , Allerede Grimm havde selv gjort opmærksom påa den høist overraskende Blanding af angelsaåxiske eller tydske og nordiske Ord- og Bogstaåvformer, der fandtes i de nævnte Indskrifter. Men ligesom Grimm ikke havde tilstrækkelig udhævet, at Blandingen indbefattede ældre og yngre Kuner og navnlig Runeformer, som vanskelig kunde forekomme hos tydske Folk i en saa tidlig Tid, som det sjette Aarhundrede, saaledes havde han heller ikke z) Decouverte d'un cimetiére Meéroringien &ec. Påris 1854, p. 19. 17% noksom lagt Mærke til den høist mistænkelige Maade, hvorpaa " disse formeentlige Gravskrifter vare indridsede. Istedetfor nem- lig, at man med Grund maatte vente, at de i en Tid, hvor man alt skulde have havt et uddannet Skrifisprog, og- hvor man havde Sands for at mærke sine Afdødes Hvilesteder, vare blevne ordentligt indgravede paa Stene eller dog paa /zge Tegilstene, der kunde danne en formelig Dækning eller Omsætning af den vedkommende Grav, vare de her påa den raaeste og regel- løseste Maade indskaarne paa krumme, som det synes endog ældre,” og "fra først af til heel andet Brug bestemte Tegl- stene! Under alle Omstændigheder kunde man kun være berettiget til at oversee dette, naar der iøvrigt ikke var nogensomhelst Tvivl om de nærmere Omstændigheder ved Fundet. Men Le- normant's hele Fremstilling, der i og for sig bærer mere Præg af en stærk drømmende, poetisk, end af en kritisk og stræng videnskabelig Stemning, maatte i det Hele opfordre til en me- gen vaåersom Bedømmelse. Kort Tid efter at Lenormant havde udgivet sit Skrift, - fremtraadte ogsaa virkelig et literært Selskab i Departementet de Y'Eure, altsaa i Findestedets umiddelbare Nærhed, med et Modskrift, hvori Selskabet søgte at godtgjøre den Paastand, at det Hele ikke alene var et Bedrageri, hvoraf Lenormaånt håvde ladet sig skuffe, men at man endogsaa såa temmelig kjendte den Mand, som vår Ophavsmanden dertil. ”) Kigtignok forsøgte Lenormants Søn senere at hævde Opdagel- sernes Paalidelighed, men det lykkedes ham ikke at hæve de eengang såa stærkt fremsatte Tvivl.”) Tvertimod synes der sta- dig at komme nye Oplysninger for Dagen, som yderligere godt- +) De la Découverte d'un præétendu Cimetiére Mérovingien å la Chapelle Saint Eloi, par M. Charles Lenormant. Rapport fait å la Societé libre dagriculture, sciences, arts et belles lettres de 'Eure et publiés par son ordre. Evreux, Rouen et Paris chez Dumoulin, 64 p. in 8, 2 pl. Lenormant Francois: De PAuthenticité des monuments découverts å la chapelle Saint Eloi. Paris, Douniol in 8. 178 gjøre”), at Lenormant virkelig er bleven Offeret for en storar- tet Mystification, idet han tilmed har ladet sig forlede af sin Phantasi til at finde en romersk Villa, et Baptisterium, en merovingisk Kirkegaard med gamle Gravskrifter m. m. paa et Sted, hvor rimeligviis aldeles Intet af den Art nogensinde har været. Idetmindste skulle alle Spor deraf være fuldkommen forsvundne. Ihvorvel man saaledes ikke tør antage, at der fra denne Kant er fremkommet noget Beviis for Brugen af Runer indenfor det nuværende Frankriges Grændser, maa det dog ikke lades ube- mærket, at der netop i den seneste Tid fra en heel anden Side er fundet kjendelige Spor af Brugen af Runer, idetmindste til et enkelt Øiemed, i de franske Lande. I en, det pavelige Universitet i Bologna tilhørende Old- sagsamling opbevares nemlig en Runealmanak, som i Aaret 1841 er bleven gjort til Gjenstand for en særegen og meget omhyg- gelig Undersøgelse af Dr. Luigi Frati.”) Den bestaaer af otte, smaae Trætavler, hvorpaa der for hver Maaned især er udskaa- ret de vigtigste Helgene m. m., som have givet Dagene og Fe- sterne Navne, og under dem igjen ere, påa ægte gammelnor- disk Viis, Dagene og Gyldentallene betegnede ved Runer. Ja KRunerne ere, med en enkelt Undtagelse, fuldkommen af samme Årt, som de nordiske, saaledes ogsåa, at de sex forste Runer af Alphabetet betegne Ugedagene. Man skulde efter dette troe, at denne Ålmanak maatte være nordisk. Men Dr. Frati har allerede med fuld Føje bemærket, at der blandt de mange ud- skaarne Helgene hverken findes Sanct Olafs eller Sanct Knuds "d 1) Efterat Ovenstaaende var læst i Selskabets Møde, har det literære Sel- skab i Departement de TEure paany ladet Sagen og Findestedet under- søge af en Commission, som har underkastet Lenormants Mangel paa Kritik en meget skarp Censur. ,,Deuxiéme Rapport, fait a la Société de TEure Evreux 1856. Jvfr. ,,The Gentleman's Magazine” for August 1856, p. 186-189. "=) Di un Calendario Runico della Pontificia Universita di Bologna. Bo- logna 1841. 109 pag. c. fig. in 4. 179 Billeder, som naturligviis ikke vilde savnes i en nordisk Alma- nak, hvorimod der findes såa mange franske Helgene, især fra det gamle Gallia Belgica Secunda, hvis Hovedstad var Kheims, at man med den største Sandsynlighed kan henføre Almanakken til denne Egn. Hertil kommer, at der paa en af Tavlerne læses et fransk Navn. Foruden nogle latinske Bønner er der endnu påa een af Tavlerne indskaaret Aarstallet mdxiv (1514), fra hvilken Tid i det Hele Almanakken efter alle Kjendemærker synes at hidrøre. Saalænge imidlertid denne Almanak var såa temmelig ene- staaende, kunde man let fristes til at antage, åt den alene skyldte en Tilfældighed sin Tilværelse, at muligen en eller anden Munk af nordisk Herkomst i et fransk Kloster havde udskaaret den for Tidsfordriv, eller for at vise sin Lærdom. Men senere er endnu en anden, lignende Almanak, omtrent fra samme Tids- rum, kommen for Dagen. Under et Ophold i Paris var Conferentsraad Thomsen såa heldig at erhverve for det herværende Museum for nordiske Oldsager (Nr. 15323) en Almanak, bestaaende af syv smaae Træ- blade med indskaarne Helgenbilleder, gotiske Bogstaver og Runer, og i sin hele Indretning såa liig de nordiske, at man ved første Øiekast maatte ansee den for nordisk. Ved dog nøjere at undersøge samme i Forening med Kammerraad Herbst, kom Conferentsraaden til det bestemte Resultat, at den ikke kunde være nordisk, da alle de charakteristiske nordiske Helgene ganske mangle, men at den paa Grund af sine franske Helgene (navnlig den hellige Ludvig) maatte være af fransk Oprindelse, ligesom den ovennævnte Almanak i Bologna. Runerne ere ogsaa i enhver Henseende af selvsamme Årt; kun ere de ikke saa talrige, idet de alene forekomme påa de to sidste Blade. Påa Ydersiden af det sidste Blad er indgravet en Tålrække fra 1—19 baade med Tal og med de Runer, som i Kunealmanakkerne sædvanlig betegne Tallene (her dog kun frå Ftl18). — 180 Tiltrods, for disse mærkelige Kjendsgjerninger, vilde det dog endnu være for misligt heraf at udlede ganske bestemte Resul- tater med Hensyn til en ældgammel og stadig Brug af Rune- skriften i Frankrige. Det maa forbeholdes kommende Undersøgelser at godtgjøre, om man først i en sildig Tid og i et vist Tids- rum har begyndt i Frankrige at efterligne de nordiske Rune- almanakker, eller om muligen Brugen af Runerne saavel i denne som i andre Retninger er bleven indført af de skandina- viske Normanner til Normandiet og derfra til andre Egne af Frankrige. Det skulde i det Hele være meget besynderligt, om Nord- boerne aldeles ikke havde medbragt Runeskriften til Frankrige, da de dog uomtvistelig ikke alene førte den med sig til Eng- land, men endog meget længe vedligeholdt den midt i dette fremmede Land under Trykket af en fremmed og mægtig chri- stelig Gultur. Det er såaledes tidligere bekjendt, at der for ikke længe siden midt i London, paa Sct. Pauls Kirkegaard, opgravedes en Runesteen med ægte gammeldansk Indskrift”), at der ligeledes i Lincoln er fundet en Kam med en indgravet Runeskrift””), og at der fremdeles påa Øen Man er opbevaret en heel Deel Runestene med gammelnordiske Indskrifter. Men netop flere saadanne nordiske Runeindskrifter ere i den nyeste Tid fremkomne i den gammeldanske Deel af Eng- land som et højst mærkeligt Vidnesbyrd om den gamle danske Tunges og den gamle nordiske Runeskrifts Seighed i disse Egne. Uden at tale om forskjellige mindre Opdagelser af Runer, der synes at bestaae af Blandinger af saakaldte angelsaxiske og nordiske Runer og Ord, måa her nævnes en Runeindskrift, som ved en Restauration af Domkirken i Carlisle for nylig blev g Hist. 1852, Side 271 ff., hvor dog Ind- skriftens første utydelige Ord sikkert er urigtig forklaret ,,Konåll”. Oversigterne for 1852, Nr. 8. ) Annaler for Nord. Oldkynd. o: 181 opdåget påa en Steen i Muren i den søndre Korsfløi. Den be- staaer af ægte nordiske Runer, og skjønt Indholdet ikke er ganske klart, påa Grund af de hidtil erholdte mangelfulde Af- bildninger, synes dog Slutningen »rapr stawn« bestemt at antyde nordiske Sprogformer.”) Men endnu mærkeligere og bestemtere nordiske Runeind- skrifter ere nylig opdagede påa Øen Man. Foranlediget af den nysvakte Interesse for skandinaviske Mindesmærker i England, har Forfatteren til en bekjendt historisk topographisk Beskrivelse af Øen Man, Bev. Jos. Georg Cumming, anstillet en ny Un- dersøgelse af samtlige derværende Runeminder. Ved denne Leilighed er det lykkedes ham ikke alene at fremdrage nye Oplysninger om de allerede forhen kjendte Runeindskrifter, men han har ogsaa været saa heldig at finde flere, hidtil ganske ubekjendte, som t. Ex. en Steen ved Kirk Ballaugh med Imd- skrift: »thorlarwbr . thiutulb . sunr . raist . krus . thona . aiftir . ub sun .sin«, i hvilken følgelig baade Sproget og Folkenavnene ere ægte nordiske. I den seneste Tid igjen er der atter opdaget en anden, hidtil ukjendt Runeindskrift i Kirk Braddan: » Vøér . riste . krus . thono . aft. froke . fathur . sin .4n . thurbraurn.... (gerdr?). Det kan saaledes heller ikke omtvivles, at man endnu hår mange lignende Opdagelser at vente. I andre Henseender bli- ver det ogsaa Dag for Dag klarere, at den danske Erobring af England har havt et ganske andet, ældgammelt Fodfæste og en heel anden Betydning, end man før har turdet troe. f) Jvfr. Rob. Ferguson: The Northmen im Cumberland & Westmoreland. London. Longman. 1856. 8. pag. 71-77. 182 I Mødet blev fremlagt: Fra den hollandske Regjering. Florå batåva Nr.' 177/%478"et 179. Fra physicalische medicinische Geselschaft i Wiirzburg. Verhandlungen, Bd. VI, 3 Heft. 1856. Fra Prof. Vladimir Jakschitch. Statistique de Serbie Livr. I. Belgrad 18553. Fra Bociété de physique et d'histotre naturelle de Geneve. Mémoires T. XIV. 1 p. 1855. Fra naturforschende Gesellschaft + Halle. Abhandlungen, Bd. III. Qvartal 2, 3 u. 4. Fra Academte der Wissenschaften + Miinchen. Abhandlungen der philos. philol. Classe Bd. VII, Abth. 5. Gelehrte Anzeigen philosoph. philol. Classe, Juli — December, 41 Bd., 1855. v. Thiersch. Bede uber die Grenzscheide die Wissenschaften 28 Novbr. 1855. v. Hermann. Ueber die Gliederung der Bevålkerung in Baiern 28 Novbr. 1855. Fra Prof. Sedgwich + Cambridge. British Pålæozoic rocks. P.,II, Fasc. 1, 2, 1851-52. Fra Royal Geographical Society. Proceedings Nr. 1, 2, Novbr. 1855 — April 1856. ef Uj sl") Fs . HER MS FÆSE LE (ARAT] | PLSRRE Key Å SALLE ES RE Bang AO (AT SAA i be. RENE SUL Tot) ift laa bt bar UTVEONEEE SAN I SFUR i< "Bø Er sk ri y X SVARER Øer” Hen i; SA ORNE føj vår re É i) UORER- i ”= mm” Rk i «4 nå sal i sr € AIU: y å had nn bed Kå lå ø if j UMs Å NA d « i y " å Nr" i w våg Å i 4 p = - & i j "le rs ba i Fa å mn ke tå EN y i Yy, N md W . | sunkne ” ea 133 Mødet den 7% November. Herr Professor Dr. Theol. C.E. Scharling fortsatte den i Mødet den 27de April 1855 og Mødet den 7de Decbr. s. Å. begyndte Oversigt over de nyeste videnskabelige Forhandlinger om den apostoliske Tidsalders christelige Literatur: Ved at fremlægge for Selskabet en Udsigt over de nyeste videnskåbelige Forhandlinger om den apostoliske 'Tidsalders christelige Literatur er jeg gaaet ud fra den Forudsætning, at det kunde haåve Interesse for en Kreds af Videnskabsmænd, blandt hvilke de Fleste ikke ere Theologer, at erholde Kundskab om det Standpunkt, hvorpaa en Videnskab staaer, hvor der fremfor i nogen af de theologiske Discipliner har i de sidste Decennier viist sig den største Bevægelse, og som ved sine fra ældre Tiders Anskuelser i mange Henseender afvigende Resultater har vakt en såa meget større Opmærksomhed i videre " Kreds, som disse hverken have været eller kunne blive uden Indflydelse påa de theologiske og religiøse Overbeviisninger overhovedet. Medens det maa forbeholdes paa et andet Sted og ved en anden Leilighed nærmere at oplyse hine Under- søgelsers dogmatiske Betydning, har jeg dog troet at finde en Opfordring til med nogle faa-Ord at imødegaae Betænkeligheder, som ere blevne yttrede for mig af Mænd, der have gjort mig den Ære at skjænke mine tidligere Foredrag Opmærksomhed, og som i Samtaler, hvilke derved ere blevne foranledigede, have opkastet Spørgsmaal om, hvorhvidt overhovedet historisk- kritiske Undersøgelser af en Literatur, som væsentligen omfatter det Nye Testamentes Skrifter, lade sig forene deels med Troen påa Christendommens Sandhed og Guddommelighed, deels, i 13 184 Betragtning af de mange negative og skeptiske Resultater, hvortil " hine Undersøgelser navnlig i nyere Tid have ført, med den prote- stantiske Kirkes Princip om den hellige Skrift som høieste ÅAutoritet i Troesanliggender. Det undgik ikke hine Mænd, at Resultater af videnskabelige Undersøgelser, om de end ståae i Modsigelse med den almindelige Tradition, derfor ikke kunne betragtes at bringe Christendommen — saafremt dennes Væsen er at være den absolute Religion — nogen Fåre, da de tvertimod maae blive til Vinding for Sandhedens bedre Erkjendelse. Men det syntes dem overhovedet at være en Betænkelighed mod Antagel- sen af Christendommen som en guddommelig, for hele Men- neskeheden bestemt Aabenbaring, dersom dens Kundskabskilder fordre Undersøgelser som nødvendige, hvilke det kun er muligt for et ganske ringe Antal Mennesker at anstille, og hvorom selv disse Faa erklære, at de hverken hidtil ere førte til nogen fuld- kommen tilfredsstillende Afslutning, ei heller synes at ville blive det i den nærmeste Fremtid. Det er fremdeles en Erfaring, som ideligen gjentager sig, at mange Mennesker, hvis Daån- nelse ikke engang tillader Trangen til slige Undersøgelser at opstaae hos dem, udmærke sig ved en inderligere Fromhed og Tro, end mange lærde Theologer, medens adskillige af disse netop formedelst Resultaterne af deres historisk-kritiske Forsk- ninger »have lidt Skibbrud paa deres Tro« (1 Tim. 1, 19), og andre, hvis Undersøgelser satte dem istand til at hævde den historiske Paalidelighed af den christelige Aåbenbarings Documenter, dog derved have ligesaalidt følt sig overbeviste om Christendommens Sandhed og Guddommelighed, som. et Menneske nogensinde fålte Glæde og Henrykkelse over et Kunstværk, fordi dettes Værd blev retfærdiggjort ved æsthetiske Theorier. Skulde det da ikke være rigtigere ogsaa her at holde Tro og Viden ude fra hinanden, saa at den Christne, istedetfor at fordybe sig i Undersøgelser af den ovennævnte Art, bliver staaende ved den umiddelbare Tro, som i det fromme Gemyts egen Tilfredsstillelse har Sik- kerheden for Sandhedens Besiddelse? Eller, dersom der dog 185 behøves en objektiv Garantie, og denne ikke, saaledes som Ka- tholicismen anviser, skal søges i Kirkens Autoritet, skulde da ikke de have fundet en heldig Udvei, som i det saakaldte Apo- stoliske Symbolum see den rette Erkjendelseskilde for Christen- dommen, og som istedetfor »Skriften«, om hvis Begreb, Omfang og Udlægning Meningerne ere såa afvigende, lade hiin gamle, for hele Christenheden fælleds Troesbekjendelse, hvis Navn fører dens Oprindelse tilbage til den Autoritet, som ogsaa gjøres gjældende for det N.T.s Skrifter, være Regel og Maalestok for, hvad der er sand Christendom, og saaledes tillige være afgjø- rende for selve Skriftens Begreb, Omfang og Fortolkning? Forinden jeg derfor fortsætter de begyndte Meddelelser, være det mig tilladt at gjentage nogle Betragtninger, hvilke det ikke kan være overflødigt åt bringe Ikke-Theologer i Erindring til en Tid, hvor såamange Theologer miskjende det Synspunkt, hvorfra hine Undersøgelser maåae betragtes, ved at oversee, hvorledes de ere grundede i en nødvendig Trang, for hvilken vel den Vantroe, men ikke den Troende kan være fremmed, og som ikke uden ved den historiske Kritiks Hjælp kan ventes fuldstændigen tilfredsstillet. Naar man hår vakt Haabet om at tilfredsstille hiin Trang ad en ånden og sikkrere Vei, er det, fordi man hår glemt, at hvad der i Livet indtager den første og højeste Plads, ikke derfor indtager den samme i Viden- skaben, uden forsaavidt denne dog altid har Livet og Virkelig- heden til sin Forudsætning. Da Christendommen erklærer sig ikke blot for en guddom- melig ÅAabenbaring, men for Gudsaåabenbaringen i egentlig og højeste Forstand (Matth. 11, 27. Joh. 14, 6. Ap. G. 4, 12 etc.), kan en sand og levende Tro paa Christendommen kun findes hos det Menneske, der anerkjender den i hiin Egenskab og er overbeviist om, at han ved den er bleven deelagtig i Velgjer- ninger af højeste Art, hvilke ikke kunne tilflyde ham anden- stedsfra. Men saaledes som Christendommen bliver bekjendt for den Enkelte, er det imidlertid nærmest kun i den Form og 187 186 Skikkelse, hvori den vedkjendes af det Samfund og den Kreds, hvorfra han modtog sin religiøse Dannelse. Som Følge af hiin almindelige Syndighed, hvorpaa Christendommens Nødvendighed er grundet, vil det altid være Tilfældet, at den Måade, hvorpaa Christendommen er opfattet og tilegnet af et hvilketsomhelst Samfund eller Individ, lider af en større eller ringere Ufuld- kommenhed, som igjen. har Indflydelse blandt andet påa Frem- stillingen af den Side, hvorved Religionen er Gjenstand for Er- kjendelse. Medens alle Christne og christelige Samfund ere enige i at erkjende Jesus Christus som den, véd hvem Menne- skeheden har naaet det høieste Trin af religiøs Udvikling, findes der en stor. Afvigelse mellem dem indbyrdes i Henseende til Forestillingerne om, hvorledes og hvorfor denne Betydning til- kommer Christus. Dersom endog hiin Tro, der i Christendom- men anerkjender og glæder sig ved Guds fuldkomneste Aaben- båring, maa i sin sidste Grund henføres til en guddommelig Naadevirkning, der er uafhængig af den. Indflydelse, som Andres Underviisning og Veiledning kan udøve, vil dog det Bifald, som skjænkes Christendommens meer eller mindre ved menneskelig Bistand udviklede Læreform, ikke umiddelbart eller ubetinget kunne betragtes under samme Synspunkt. Thi Erfaring lærer, at den blot subjective Tilfredsstillelse, som mange Christne finde i det dem overleverede Lærebegreb, og hvori de ere tilbøielige til udelukkende at finde det afgjørende Kjendetegn paa Sand- hedens Besiddelse, kan have sin Grund i en ufuldkommen sæde- lig og intellectuel Udvikling, der lader deres Hjerte og Forstand finde sig fyldestgjorte ved en Oplysning og Trøst, der dog staaer meget tilbage for det Liv og den Salighed, som Chri- stendommen i sin fulde Sandhed og Reenhed vilde skjænke dem. Derfor see vi ogsaa, at ethvert christeligt Parti, der med oprigtig Hengivenhed omfatter sin særegne Troesbekjendelse, antager de øvrige christelige Samfunds Tillid til Læreformer, som afvige fra deres egen, for at. være grundet i det ovenfor. angivne Forhold. Endog med den fuldkomne Tillid til og Til- 187 fredsstillelse ved den som Christendom overleverede Lære vil der saaledes for den enkelte Christen og for ethvert christeligt Samfund være Opfordring til åt søge en obyectiv Maalestok for, hvad der er den sande Christendom. Men endnu stærkere vil Trangen til at forvisse sig om, hvad der er sand Christendom, vise sig der, hvor den som Christendom overleverede Lære ikke fuldkommen tilfredsstiller, ikke skjænker det Lys, den Trøst og den helliggjørende Kraft, som den Christne ventede, og hvorom Forjættelsen er given i Begrebet af den fuldkomne Religion. Det er muligt, at han burde søge Grunden til denne Utilfreds- hed i sit eget Hjertes Bortvendelse fra Sandheden, men det vilde være urimeligt at nægte, at hans Utilfredsstillelse kan være fuldkommen berettiget formedelst de Mangler og Ufuldkommenhe- der, som tilhøre Christendommen i den Skikkelse, hvori den er bleven bekjendt for ham”). Ikke Vantro til Christendommen, ikke Spørgsmaalet : er Christendommen sand? fremkalder her Spørgs- maalet efter en anden Christendom end den, som Overleverin- gen har skjænket ham; men netop Troen og Tilliden til, åt den sande Christendom maa være noget endnu Bedre og Her- ligere end hiin, der trods sin Ufuldkommenhed ikke fornægter sit første Udspring frå Sandhedens evige Kilde, netop denne Tro lader ham spørge efter: hvor skal den sande Christendom findes? | For den, der ikke troer paa Christendommen 9: for den, hvem Christendommen ikke er en guddommelig Sandhed, som det kun gjælder om at kjende i dens Reenhed, for åt den skal kunne skjænke fuldkommen Glæde, Tilfredsstillelse og Salighed, vil det sidstnævnte Spørgsmaal ikke kunne have nogen ånden end historisk Interesse, og med denne Indifferentisme lader sig meget vel forene Antagelsen af, at der muligen intet Middel f) En interessant Commentar hertil kan man blandt andet finde i den for nylig i Geltzers Protest. Monatsblåtter (1855, Juli) udgivne Brevvexling mellem Schletermacher og hans Fader 0. Å.1788—89. 188 gives til at kjende Christendommen i dens Oprindelighed og Sandhed. Anderledes forholder det sig med den, der fra Chri- stendommen, i hvor ufuldkommen og utilfredsstillende Form den end er bleven ham overleveret, har modtaget det Indtryk, at heri er indeholdt en Aabenbaring af guddommeligt Lys og. Liv, uden hvilken Menneskets høieste og inderste Trang ikke kan finde nogen sand Tilfredsstillelse. For ham er med Troen påa Christendommen ogsaa forbunden Troen, åt Gud har truffet saa- danne Foranstaltninger til den christelige Aabenbarings Bevarelse og Forplantelse, hvorved det bliver muligt, at den Hensigt kan opnaaes, i hvilken den er bleven meddeelt Menneskene. Men hvilke hine Foranstaltninger have været, derom kan kun Historie og Erfaring afgive tilstrækkelig Oplysning. At de nødvendigen skulle bestaae i authentiske skriftlige Optegnelser, er en Paastand, der ikke ubetinget kan forud opstilles. For- plantelse ved mundtlig Tradition ligesaavel som gjentagen For- nyelse af den eengang givne Aabenbaring ere Former for Chri- stendommens fortsatte Meddelelse, hvilke mange Christne have antaget og endnu den Dag idag antage for sikkrere og paalide- ligere end nogetsomhelst Skrift. Den katholske Kirke antager ved Siden af det Gl. og det N. T.s Skrifter en uskrevet Kilde for christelig Religionserkjendelse, nemlig den apostoliske 7ra- dition, der — efter hiin Kildes Paastand — først giver »den hellige Skrift« Bekræftelse og Fuldstændighed. Der gives aka- tholske Sekter, som paastaåae, at den christelige Sandhed frem- bringes i den menneskelige Sjæl umiddelbart ved Guds hellige Aand. Den protestantiske (evangeliske) Kirke har imidlertid med Henviisning til de Vildfarelser og Forfalskninger, for hvilke den mundtlige Tradition og en almindelig umiddelbar Inspiration ere udsatte, og hvorom Historie og Erfaring afgive ligesaa forbau- sende som advarende Vidnesbyrd, vedkjendt sig den Grundsæt- ning, åt ingen anden Kilde for den christelige Sandheds Er- kjendelse kan i Sikkerhed og Reenhed sammenlignes med det Nye Testamentes apostoliske Skrifter og disses Forudsætning, 189 det Gl. T.s prophetiske Skrifter. Hvad der imidlertid paa Refor- mationens Tid gjældte for en afgjort Sandhed baade for Katho- liker og Protestanter, at der nemlig forelaåe en saadan Samling af apostoliske og prophetiske Skrifter 2: en Samling af Skrifter, der ikke blot påa Grund af deres Oprindelse maatte anscees for at være de historisk paalideligste Vidnesbyrd "om den christelige Religion, men ogsåa paa Grund af deres Indhold og Aand maatte ansees for at være fremstaaede ved en mere umiddelbar guddommelig Indvirkning, end noget menneskeligt Skrift — dette trænger i vore Dage til en dybere Begrundelse, end den, hvor- med man i hine Tider lod sig nøie. Thi foruden, at der alle- rede i den christelige Kirke før Reformationen havde været Uenighed (en Uenighed, som fornyedes og tiltog ved den pro- testantiske Kirkes Opposition mod det romersk-katholske Pave- dømme) om Omfanget og Antallet af hine Skrifter, hvilke med Hensyn til deres Bestemmelse: at skulle afgive Regel (Kanon) for den christelige Troes- og Sædelære, kaldes Æanoniske, var der desuden ingenlunde blevet gjort tilstrækkeligt Regnskab for, hvorvidt. selv -de Skrifter, hvis kanoniske Gyldighed anerkjendtes saavel af Reformatorerne som af deres katholske Modstandere, virkelig alle kunde gjøre Fordring påa at være i Besiddelse af denne Egenskab, hvorvidt der tilkom udelukkende dem dette Fortrin, eller hvorvidt det tilkom dem alle i lige Grad. Dette er den Opgave, som den saakaldte 6rbelske Kritik bestræber sig for at løse. Af det her Anførte vil det sees, at de kritiske Undersøgel- ser om den christelige Religions Erkjendelseskilder, langtfra at have med Nødvendighed deres Udspring fra en uchristelig Van- tro, netop have Christendommens Sandhed og Guddommelighed i den Grad til Forudsætning, at de uden denne ikke ville kunne anstilles med den Deeltagelse, "som er Betingelse for enhver videnskabelig Forsknings grundige og heldige Tilendeførelse. Fremdeles vil man indsee, at deres Maal ingenlunde er en Om- styrtning eller Benægtelse af den christelige Kirkes Tillid til 190 »den hellige Skrift«, men en Bestemmelse af dennes rette Be- greb og Omfang, hvorved rigtignok Skrifter, der have været ansete for. at høre til Kanon, kunne muligen frakjendes dette Fortrin, men hvorved tillige de øvriges Anseelse vil netop såa meget mere kunne befæstes. Imidlertid ie det vistnok med Rette være en grundet Indvending mod Christendommen som den for hele Menneske- heden bestemte Aabenbaring, dersom dens Velsignelser skulde være knyttede til Undersøgelser, hvilke ere utilgjængelige for de allerfleste Mennesker, og som ikke endnu ere førte til nogen almeenerkjendt og tilfredsstillende Løsning. Saaledes forholder det sig imidlertid heller ikke. Førend der var skrevet et Bog- stav af det N. T., var der en christelig Kirke, et Samfund af Mennesker, der troede og bekjendte Jesus Christus som Ver- dens Frelser og Forløser og ved Lære og Gjerning viste Andre Veien til at blive deelagtige i samme Frelse, i hvis Besiddelse de følte sig selv salige. Ved dette Samfunds Bistand,. ved de Kirken betroede Naademidler, ved Underviisning, Opdragelse, kort alle de Midler, hvorved den religiøse Dannelse forplantes og udbredes, bliver endnu bestandigen det enkelte Menneske under Guds Åands gjenfødende Kraft ført til Troen paa Christus. Ligesom det N. T.s Bøger bleve skrevne for dem, der allerede vare troende, men trængte til deres Troes Oplysning, Renselse, Bestyrkelse, saaledes henviste ogsaa Reformatorerne deres Til- hængere til Skriften og rensede ved dens Hjælp den Tro, hvil- hen de selv og deres Samtidige skyldte Opdragelsen og Livet i Kirken. I Skriften erkjender derfor den evangeliske Christen vel ikke den første og umiddelbare Kilde for sin Tro, men den høieste' og øverste Begel og forsaavidt den øverste Erkjendelses- kilde. Her er nu det Punkt, hvor den kirkelige Troesbekjen- delse finder sin rette Vurdering og Anerkjendelse. Den ældste og almindeligste af alle Troesbekjendelser, det saakaldte aposto- liske Symbolum,. har med Rette ved disse to Egenskaber et ud- mærket Fortrin for hvilketsomhelst andet kirkeligt Symbol, men REESE EEN ne 191 da Symbolum apostolicum i den Skikkelse, hvori vor Kirke lige- som den katholske vedkjender sig det, er meget yngre end noget Skrift i det N. T.s Kanon, og da det i sine simplere For- mer ikke kan godtgjøre sin umiddelbare Oprindelse fra Apost- lene eller Herren”), da det endelig formedelst sin Korthed og Ubestemthed vilde ikke engang være forstaaeligt uden ved de Oplysninger, som den hellige Skrift eller Kirkens mere udvik- lede Trådition skjænker til dets Forklaring, kan der ikke heller tilkomme dette Symbol en saadan Anseelse, at det skulde kunne gjælde for den christelige Sandheds Regel, hvorved derfor ikke behøver at nægtes eller miskjendes den Betydning og Vigtighed, som forresten hiint mærkelige og ærværdige Oldtidsmonument kan gjøre Fordring paa. Idet saaledes ogsaa den protestantiske Christens Tro har sit Udgangspunkt fra Kirken, af hvilken den, efterat være vakt ved Guds Aands Indvirkning, næres og understøttes, bliver det dog af de ovenfor antydede Grunde nødvendigt at sammenligne den med den Kilde, hvortil den evangeliske Kirke henviser sine Tilhængere som den, der overgaaer alle andre i Reenhed, Sik- kerhed og Paalidelighed, at prøve og berigtige den efter samme. Her træder nu Videnskaben til med sine Oplysninger om det N.T.s Oprindelse og Skjæbne. Hvorvidt disse ere naaede, der- til er det, at disse Blade skulle levere et Bidrag. Ligesom man i nyere Tid almindeligen har tilkjendt de historiske Skrifter saavel i det Gamle som i det Nye Testamente end forholdsmæssig senere Tid end de egentlig didaktiske, saa- ledes adskiller ogsaa den nyere Tids Kritik sig fra den ældre ved fortrinsviis at benytte de didaktiske Skrifter til at oplyse og ") Efter hvad derom i ældre og nyeste Tid er blevet forhandlet, vil det være overflødigt at gjentage de Grunde, hvortil denne Erklæring ståt- ter sig. 192 prøve de historiske Skrifters Indhold, istedetfor man tidligere fulgte den omvendte Fremgangsmaade ved Bedømmelsen og Behandlingen af begge de nævnte Slags Skrifter. Derom er man i nyere Tid temmelig enig, at navnlig de. paulinske Breve høre til de ældste Documenter i det N. T.s Samiling.”) Brev- formen var overhovedet den første og naturligste for skriftlig Meddelelse i den apostoliske Tidsalder, og de nytestamentiske Breve indeholde selv tilstrækkelige Oplysninger om de forskjel- lige Anledninger, som kunde bevæge Apostlene og de første christelige Menigheders Førere og Forstandere til ad denne Vei at virke for deres Kald. Som det allerældste Document, der er opbevaret af denne Art, kunde vel den af den jerusalemské Menighed til Brødrene i Antiochien, Syrien og Cilicien udstedte Omgangsskrivelse (Ap. G. XV, 23-29) være at betragte. Dog er der ikke blot bleven yttret den Mening, at denne Skrivelse lige- saavel som andre Breve og Taler, der indeholdes i Ap. G., skyldte dette Skrifts Forfatter den Redaction, hvori disse ÅAct- stykker ere meddeelte; men man hår endog draget Sandheden af den hele, Beretning om det saakaldte Jerusalemske Convents Decret i Tvivl. Man har nemlig anseet dets Bestemmelse lige- saa uforenelige med Pauli Lære og Adfærd, efter hvad vi kjende til samme fra hans egne Breve, som med den Maado, hvorpaa Petrus (XV, 7-11) og Jakobus (XV, 14-21) ifølge Ap. G. skulle have motiveret den af Conventet tagne Forholdsregel. Disse Indvendinger mod Decretets væsentlige Indhold støtte sig imid- lertid paa en Opfattelse af Paulinismen og Jødechristendommen overhovedet, hvis Urigtighed vi ovenfor have belyst. Hvad der- imod Stiil og Udtryk angaaer, hår man fra Overeensstemmelsen mellem hiin Skrivelse og den øvrige Deel af Ap. G. villet slutte, at dens formelle Redaction hidrårte fra selve. Forfatteren til Åpostelhistorien. Imod denne sidstnævete Paastand kunde imid- ") Dog sætter Thiersch (a. St. S. 106) Marci Evangelium som det ældste blandt alle det N. T.s Skrifter. 193 lertid den Omstændighed paaberaabes; at i det af.Jakobus med- deelte Forslag, som blev lagt ttl Grund for Decretet, findes de opgivne Punkter, som bleve fastsatte til Efterlevelse for Hed- ningechristne, anførte i en Orden (Ap. G. XV, 14), der er afvi- gende fra den, som er fulgt i Decretet selv (V. 29). Denne Forskjellighed synes at tale for, at Aposteldecreiet ikke er med- deelt i nogen vilkaarlig Form, men i en såadan, hvori Forf. til Ap. G. havde forefundet det. Fremdeles er i Skrivelsen (Ap. G. XV, 26) Barnabas nævnt foran Paulus, hvilken Orden fuldkommen passer med den jerusalemske Menigheds Betragtning af disse to Personligheder, men ikke med den Vigtighed, som Pauli Person maatte have fremfor Barnabas hos Forf. af Ap. G. Der findes imidlertid eet Brev i det N. T.s Samling, som man i nyere' Tid fra flere Sider har villet sætte endog tidligere end den ovennævnte encykliske Skrivelse fra Mgnigheden i Jeru- salem. Dette er Jakob saakaldte almindelige Brev. Meer end. nogensinde er der i vor Tid blevet anvendt Lærdom og Skarpsin- dighed til at bestemme dette Brevs historiske og theologiske Betydning, og dog ståaer det endnu stedse som en Gaade, der venter sin Løsning. Hverken om Tiden til dets Affattelse, om dets Forfatter, dets nærmeste Læserkreds eller om dets dogma- tiske og kanoniske Værd er det lykkedes at komme til nogen Eenstemmighed. Ifølge Thzersch ere »de Christne«, til hvilke Jakobus henvender sig, »troende Israeliter, thi de tiltales som Gjenfødte og som den nye Skabelses Førstegrøde (I, 18), og deres Forsamling kaldes Synagoge (ikke &xxAyGcia) 2,2. Der findes intet Hensyn til Christne fra Hedendommen, intet Hensyn til Striden om Omskjærelsen og de andre Lovceremonier, som tog sin Begyndelse mod Enden af Aaret 40 i Antiochien. Det synes, som om den græske Kirke, saaledes som denne blev oprettet af Paulus, ikke endnu bestod; i det Mindste laae Tan- ken om dens Sammensmeltning med Jakobi Menigheder aldeles udenfor Øieblikkets Synskreds. Jakobi Bestræbelse gaaer ud påa at rense Menighederne fra alle Pharisæismens og Judais- 194 mens moralske Brøst. Forsoningen ved Christi Død og den Opstandnes himmelske Præstedom ere Ting, hvorover her endnu hersker fuldkommen Taushed. Tiden til, at det jordiske Offer- og Præstevæsen skulde ophøre, er endnu ikke frembrudt. De Troende skulle først blive sande Israeliter, rette Fuldbringere af Loven. - De skulle være frie for al ureen Iver, for deres Selvbedrag, som høre og 7kke gjøre Loven, frie for Tungens Misbrug og forfængelig Sværgen, for partisk Begunstigelse af de Rige i deres Forsamlinger og for Dumdristighed i Planer og Udkast til at berige sig. Fremfor Alt skulle de aflægge den Religionsstolthed og den Mening, at blive retfærdige ved en Tro uden Frugter. . Jakobus kjæmper ikke imod nogen urigtig Anvendelse af den paulinske Lære, endnu mindre mod Paulus selv, men tmod det meest fremstikkende Charakteertræk + den daværende jødiske Orthodoæie og enhver indvortes død Bet- troenhed. Jakobi Brev svarer som i Enkeltheder saaledes i Tendentsen af det Hele til Jesu Christi Bjergprædiken. Som Christus, saaledes strider her Jakobus imod Pharisæismen og indskjærper Frihedens fuldkomne Lov. At Brevet ikke fandtes i den Samling af Skrifter, som den græsk-romerske Kirke i det 2det Aarh. holdt for kanonisk, grunder sig i, at Jakobus, Bi- skoppen i Jerusalem, ikke var for den nogen Åutoritet som de Apostle, af hvilke den var grundet (?). Dog var Brevet i den sy- riske Kirkes Besiddelse, thi det findes i Peschito, og ogsaa i Rom hår man kjendt det imod Slutningen af den' apostoliske Tidsalder, som kan sees af Clemens Romanus og Hermas. Næst efter den Indgang, som Brevet formedelst szé utvivlsomt inspirerede Indhold endelig vandt ogsaa i den græsk-romerske Kirke, bidrog tillige den vw/dfarende Mening tw/ dets Optagelse t Kanon, åt Jakobus, Herrens Broder, var identisk med Apost- len Jakobus, Alphær BSøn.« Den Anskuelse, at Jakobi Brev hørte til de ældste Skrifter i det N.T. og at det, langtfra at tage Hensyn til den paulinske Lære, var rettet imod en Betragtningsmaade af langt ældre Da- 195 tum, nemlig mod den jødisk-pharisæiske Indbildskhed, som i Tillid til sm theoretiske Gudserkjendelse ånsaae denne som sikker Adkomstret til Salighed") — har allerede tidligere fundet Forsvarere i Møchaelis (Indl. til det N. T., oversat af Btauning, Koh. 1792 $ 237), der angiver sig som »den Første, der ad denne Vei har lykkeligen bortfjernet Beskyldningen for en Mod- sigelse mellem Apostlene«), Schneckenburger (Bertr. zu Ernl. wn's néue Testament 1832, slg. hans Annotatio ad ep. Jacobi, 1832), "og Neander (Pflanz. der apost. Kirch. 1833 II 434 ff.); senere i E. Pfeiffer (Theol. Stud. u. Krit. 1852) og Lic. Werss (Deutsche Zeitschr. fir chr. Wissensch. und chr. Liter. 1854). Men en Hovedindvending mod Jacobibrevets Affåttelse til en Tid, hvor Paulus endnu ikke var fremtraadt, er den specifisk pau- linske Terminologie, som Brevet i sin Polemik for- udsætter.”) Den i det Cap. bestridte Thesis Ore &x 7miotsmg movov Orxwrovtar avdgæroc xat ovx é£ Zoymv er saa bestemt et Udtryk for den paulinske Lære (slg. Rom. 3, 28. Gal. 2, 16. 3, 6. Phil. 3, 9. "Rom. 4, 2. 5), at man kun da kunde see bort fra denne, dersom hiin Formel kunde eftervises allerede før Pauli Optræden enten i jødiske eller i jøde-christelige Skrifter ; men selv i det N. T.s øvrige Skrifter findes den ikke uden hos Paulus. "Den Tubingske Skoles Anskuelse om Jakobibrevet udviklede Schwegler udfårligen i sit Værk Nachapost. Zeitalter 1846 T, S. 413-443. I Korthed vil man hos Baur (das Christenthum etc. 1853 BK. 96 f.) finde Følgende som Resultat af hans og hans Disciples Undersøgelse om det omhandlede Brev: ”) En saadån Tænkemaade betegnes af Justinus Martyr, naar han fore- kaster Jøden Tryphon (Dial. fol. 370 ed. Colon): ws vusis dmatærs c AN AM v KN € im w Cc , cc » c AN EVTOVS XL GÅÅov Tives vulv OU0LOL, ob Å&yovov, 0otv z4v GUXQTWLAOL ud , KS n - , dd , wor, Fzov dé yivøcrovor, ov un AoyionTar uvtois zvgros GUuapTiav. 22) duxorovodavr Micter, åx MicTems, åx vouov — ålevdspia — dxQ90ntys, TOLNTYS, TMaQufpÉÅTnS Tov vduov — Tteksiv tov vouov — xu9T0S TnS duxovocvvns — maguhoyicecder — 6k0xkngos — un mhavwode — AN é0er Tvc. 196 »Jakobusbrevet forraader allerede ved den Forfatters Navn, hvem det tillægges, sin jøde-christelige Charakteer. At det imidlertid ikke virkelig er Apostlen Jåkobus, som her fører Ordet, er klart deraf, at det ingenlunde udelukkende er Forf. magtpaaliggende at polemisere mod Paulus, hvem han ikke en- gang nævner, eller mod den paulinske Retfærdiggjørelseslære, som han kun leilighedsviis i Sammenhæng af Brevets Totalind- hold kommer til at berøre. Derimod hører dets Affattelse til en Tid, hvox det gjaldt om at indvirke paa den af Paulinismen afficerede christelige Bevidsthed saaledes, som det var i Jøde- dommens Interesse. Ustridigt har Brevet en antipaulinsk Ten- dents, det forudsætter den paulinske Retfærdiggjørelseslære og bekjæmper en fra denne udgaaet eensidig, for den pråktiske Christendom fordærvelig Lære og det saa principielt, at det imod den paulinske stiller: en ånden Retfærdiggjørelsesformel, hvor Tro og Gjerninger ere satte i et ganske andet Forhold end hos Paulus, og hvor Gjerningerne ligesåameget ere det Substantielle som Troen hos Paulus. Men påa den andeu Side er dog Lovens paulinske Inderliggjørelse ikke fremmed for For- fatteren, idet han ikke blot betegner Kjærlighedens Bud som Kongeloven, men ogsaa taler om en Frihedens Lov, hvad Loven kun derved kan være bleven ham, fordi han ligeoverfor dens Udvorteshed følte sig indvortes ligesaa fri for den, som Apostlen Paulus fra sit Standpunkt. Derfor vidner det om Kraften af Forfatterens jøde-christelige Bevidsthed, at han til Forskjel frå det paulinske Troesprincip sætter Saliggjørelsens Princip i Sand- hedens Ord som et Mennesket immanent Princip for Gjenfødel- sen. Som den paulinske Lære om Troen paa det Nøieste hæn- ger sammen med den paulinske Christologie, saaledes synes Jakobibrevets Lære om 40y0c &Anydsiæg som &uguros Adyog at vise hen påa en Form af Christologien, hvori Christus — i Clementinernes Forstand — mere kun bliver tænkt som en Sandhedens Prophet, hvis Sandhedsord først derved bliver en Mennesket indplantet levende Spire til frugtbringende Virksom- 197 hed, at der ogsaa gives en umiddelbar, til den udvortes Åaben- baring svarende Sandhedsbevidsthed.”) Idet Brevet trods al Polemik mod den paulinske Retfærdiggjørelseslære og dens Til- hængere dog ikke nævner Apostlen Påulus selv, var det derved saameget bedre skikket til i sin Lære om Gjerningerne og Men- neskets praktiske Forhold at give et Bidrag til den sig dannende katholske Christendom, hvori Jødechristendommen gjorde sin selvstændige Ret gjældende. « Reuss (Die Gesch. der H. Schr. 1853, $ 143-147 slg. sammé Forfatters Hestowre de la theol. chr. I, 372-383. II 524-533) erklærer den tiibingske Skoles Kritik at savne al sikker Grund, naar den vil hensætte Jakobibrevet til langt nede + 2det Aarh. »Åt of mÅovoron (I, 10. 2, 5. 5, I f.) skulde ”være de paulinske Christne, er et Postulat af denne Kritik, ikke noget Beviis for dens Paastand. De talrige Benyttelser af paulinske Breve, He- bræerbrevet, Hebræerevangeliet, Hermas, Philo, existere kun i Kritikernes Indbildning ”) og lade dem ganske oversee den høist simple Originalitet af dette Brev, hvis Forfatter, langt fra at staae over Partierne, for derfra at forsone dem, ikke engang veed at omgaaes med Begreber og i ædel Djærvhed kun skatter stræng Øvelse af concrete Pligter og hader Snak. At ville un- derskyde ham endog Bihensigter, er overflødig Anvendelse af Skarpsind. « Reuss mener, »at den sædvanlige Fremstilling af Forholdet mellem Jåkobus og Paulus, hvorledes dettes end bestemmes, 7) Slø. Reuss $ 143: ,,Ftr die Gegenwart eines mystischen Elements hat man wohl Unrecht 1, 18 anzufuhren; es handelt sich dort um eine durch die Predigt als einen Samen (V. 24) hervorzubringende, wesent- lich aber durch des Menschen Horen und Thun (V. 19. 22) zu vollen- dende Wirkung.” tr) Derimod erklærer Reuss det for Kjendsgjerning, at dette Brev indehol- der for sig alene flere Reminiscentser af Jesu Taler end alle de øvrige apost. Skrifter tilsammen; sløn. 1, 17 = Math. 7, 11; 1, 20 = Matth. SED DE SEES SENE ME 2 IDF JOR. 15, 17949278: Marc. 12, 31 etc. 198 vidner om Vanskeligheden for Skoletheologer i at sætte sig ind i en Skribents Sjæl, som netop ikke' var nogen Skoletheolog. Brevets Forfatter henstiller sig ganske simpelt påa menneskelig Erfarings Standpunkt og bedømmer efter Jesu Forskrift Menne- skene efter deres Gjøren og Laden (hvad Paulus som Menneske og Biskop heller ikke kan eller gjør anderledes) 2, 14 ff. Men Theologen veed, at der for Gud gives et andet Standpunkt, fordi Gud fatter og kjender Kjernen og Spiren i Mennesket, hvorfra Gjerningen udspringer, den aandelige Drivkraft (miocc). Begge Apostle ere heri hinanden ganske fremmede (?), ikke modsåtte, dette saa meget mindre, som der gives Steder nok hos Paulus, hvor denne taler som Jakobus. — Jakobibrevet forudsætter en udbredt Brug og Misbrug af paulinsk Talebrug samt en begyn- dende Stræben til åt begribe og formulere Evangeliet som Theo- logie.. Men den Omstændighed, at det ikke stiller en Theorie mod en anden,. og ikke forstaaer 'Tidsphænomenerne i deres Væsen, men ligefrem kun bedømmer dem efter deres praktiske Indflydelse, viser atter, at vi ikke tør søge dets Affattelse for langt ned i Tiden (cvvæyøyn, 2, 2 og Forventningen om Paru- sien 5, 8 vise hen paa en tidlig Affattelsestid”). — At tåle og strides synes Jakobibrevets Forfatter eens, I, 19. 3, 1. 5 ff. 14 ff. [P?] Han hader den megen Doceren, forsaavidt den indskrænker Handlen og er ufrugtbar. Man bemærke, at Cap. 3 følger paa Cap. 2. Saaledes stiller sig ikke System mod System, som dette nødvendigviis blev Tilfældel i en sildigere Tid, men sim- pelt fromt Væsen mod Theorie og Råisonnements, der ere For- fatteren anstødelige og uvante. Fromheden frygter Videnskaben og foragter den tillige (?), ,og destoværre retfærdiggjør den sidste til alle Tider hyppigen denne Dom. Intet er mere imod dette Brevs Aand end at ville bedomme det af theologisk Partivæsen og derefter chronologisk at ville bestemme dets Plads. « f) I Hist. de la theol.” I, 379 sætter Reuss Brevets Affattelse til Tiden noget før Templets Forstyrrelse. 199 I denne med rask og kjæk Haand henkastede Skizze er ikke Alt såa sikkert, som det er fremsaf, eller såa correkt, at der jo kan gjøres Indsigelse derimod, men denne Charakteristik har dog et stort Fortrin for en Mængde andre, hvor enten det Eiendommelige i Brevet opoffres en overdreven Iver for åt tvinge de apostoliske Skrifter til fuldkommen Harmonie, eller hvor man unaturligt: og uhistorisk indlægger Hentydninger og skjulte Tanker efter en apriorisk Construction om Christendommens Udvikling. Guericke (Gesammigesch. des N. T. 1854) antager ikke nogen bevidst eller ubevidst Polemik mod Paulus. Imod den anonyme Forf. til »Dre Evangelien, Leipzig 18454, der finder »Jakobs Polemik langt mere gjennemgribende, skjærende og personlig, end man hidtil i værste Tilfælde antog, og lader Jåkobus tage sig af den i Lucasevangeliet: adspredte og mishandlede Mat- thæiske Bjergprædiken, hvori Jødechristendommen havde opret- tet sig sit dygtigste, meest fastsluttede Bolværk imod den truende Paulinisme« — beraaber Guericke sig påa selve den Tubingske Skole, som tillægger Brevet en medierende Tendents (Schwegtler, Nachapost. Zeitalt. 415 f.). Han troer, at Brevet ikke kan være skrevet længe før Jakobs Død (A. 64),. blandt Andet »fordi en Mand, rolig og stille som Jakobus, først maatte have en rig mangeaarig personlig Erfaring bag sig, inden han vilde slaae ind paa Skribentveien« [?]. Hypothesen om Brevets Affattelse, førend Pauli Virksomhed var begyndt, finder Guerrwcke sindrig, men ubeviislig og usandsynlig, ja unaturlig, naar man med Thiersch i Jakobibrevets Forfatter zkke seer Apostlen Jakobus, men kun &dslgpcs Tod xveiov, »thi hos en i Begyndelsen ikke- troende Ikkeapostel (Joh. 7, AN vilde det dog være endnu mere ubegribeligt end hos en Apostel, hvorledes netop an skulde have ladet udgaae det allerældste christelig-apostoliske Docu- ment og det et encyclisk til Læsere næsten. i den hele Ver- den«. Guericke selv antager Jakobus, Brevets Forfatter, for Apostlen Jacobus den Yngre, identisk med »Herrens Broder« 14 200 Går "FROST denne Antagelse, som ved Clemens Alexandrinus og Hieronymus blev den herskende i Kirken, og hvorved Brevet som en Apostels Værk sikkredes større Anseelse, finder Guericke Modsigelse af Thiersch 0o.m. A., ligesom af de nyeste Commen- tatorer til Jakobi Brev, Wæzesinger (Der Brief des Jakobus er- klirt, Vlte Deel af Olshausens Bibl. Comm. 1854) og Briickner (2den Udg. af De Wettes Exeget. Hdb. til Petri, Judæ og Jakobi Breve, 1853), der ansee Brevets Forfatter ikke for Apostlen Ja- kobus, men for Herrens kjødelige Broder Jakobus. Man vil af det Anførte see, hvorlangt vi endnu ere fra at besidde »Det Nye Testaments Historie«, siden der om et såa eiendommeligt Document i det N. T.s Kanon endnu er Tyist om, hvorvidt dette hører til de ældste eller til de yngste Skrifter i det N. T.s Samling; om dets Forfatter er Apostlen Jakobus den Yngre (— i den gamle syriske Kirke, som kun antog tre katholske Breve: Jakobi, Iste Petri, I1ste Joh., henføres det til Jakobus den Ældre, s. Credner, Einl. S. 586, Michaelis, Indl. II 2 239, hvilken sidstnævnte Theolog ikke finder denne Mening »saa aabenbar forkastelig, som den forekommer. de fleste Nyere«) eller Jakobus, Herrens Broder, som ikke var Apostel, eller om det hidrører” fra en wkjendt Christen, som benyttede den høit- ansete Jacob den BRetfærdiges Navn til Anbefaling for sine For- maninger (De Wette Einl. 4te Aufl. 2 169); om de Læsere, for hvilke det var bestemt, vare udelukkende Jødechristne eller Christne i Almindelighed, betegnede med Israels theokratiske Navn, eller uomvendte Jøder (Baumgarten); om Hensigten med Brevets Affattelse mere har været almindelig paårænetisk eller polemisk, og i sidste Tilfælde, om det er imod Indbildskheden af en theoretisk Gudskundskab hos Jøder og Jødechristne, eller imod den paulinske Retfærdiggjørelsestheorie Forfatteren har villet advare. Deri hersker derimod en langt stårre Eenstemmighed end tidligere blandt Theologerne, at dette Brevs Værd som et skiønt og kraftigt Udtryk for en levende praktisk Fromhed finder en | 201 almindeligere Anerkjendelse”), og at den Drifferents, som her- sker mellem dette Brevs og de paulinske Breves Indhold, ikke opfattes som en uforsonlig Modsætning, men antages at, finde sin Forklaring deels i de bibelske Forfatteres Individualitet, deels i Hensyn til deres Læseres Tarv. Selv den Tubingske Skole aner- kjender en vis irenisk 'Tendents deri, men rigtignok med den netop derpaa grundede Benægtelse af Brevets Ægthed. End- skjøndt dets sildige Optagelse i Kanon ikke just er et sikkert Beviis for dets efterapostoliske Affattelsestid, kan vistnok dets " Ægthed heller ikke bringes til fuldkommen Åfgjørelse. Lige- saavel paa Grund af den kirkelige Traditions Ubestemthed som af Hensyn til sit Indholds endnu kun ufuldkomment oplyste Be- skaffenhed maa det derfor ligesom hidtil vedblive at indtage sin Plads mellem Antilegomena. En fast historisk Grund for Undersøgelsen om den aposto- liske Tidsalders christelige Literatur have vi derimod i en Sam- ling Breve fra Apostlen Paulr Haand. Omendogsaa Omfanget af denne Samling ikke endnu er blevet bragt til nogen fuldkom- men sikker og aåalmeenerkjendt Afgjørelse, gives der dog fire Breve (til Romerne, Galaterne, til Corintherne i1ste og det), hvis Affattelse ved den ovennævnte Apostel erkjendes med en Eenstemmighed, hvorfra kun een eller ånden Theologs (f. Ex. Bruno Bauers) extravagante Kritik gjør en Undtagelse, der ikke "kan gjøre Fordring påa nogen videre Opmærksomhed. Saavel udvortes som indvortes Grunde gjøre det umuligt med nogen Slags Ret at henføre disse fire Breve til nogen anden Forfatter end Paulus. Grundig Undersågelse og Sammaenligning mellem æ) Medens Luther som bekjendt betegnede Jakobs Brev som ,,eine stroherne Epistel” (Vorr. N.'T. 1524), erklærede endnu i nyere Tid Schleiermacher (Einl. $ 99) Jakobsbrevet for et ,,Machwerk” fra sildigere Tid, hvori en aldeles ,,udvortes og underlig Typus udpræger sig med megen Ord- sqvalder”. 147 202 disse Breve og endeel andre, der indtil den nyeste Tid med almindelig Overeensstemmelse bleve ansete for paulinske, har ogsaa ført til det Resultat, at de Tvivl, som i vore Dåge bleve fremførte om Ægtheden af flere af disse, ere blevne bortfjer- nede, medens dog Striden navnlig om de tre saakaldte Pastoral- breve endnu fortsættes, uden Udsigt til nogen snarlig Af- gjørelse. Vigtigheden af de paulinske Breve vil. blandt Andet indsees deraf, at vi heri besidde uforkastelige historiske Monumenter om Christenhedens Tilstand i Tidsrummet fra nogle og tyve Aar efter Christi Bortgang og indtil henimod Midten eller Slutningen af det sjette Aartiende i den christelige Kirkes første Aarhun- drede. - Vi have her en Samling af Breve, skrevne som sagt mellem 54 og 64 (68) Aar efter Chr. til større og mindre Sam- fund af Mennesker rundt omkring i Lille-Asien, Grækenland og Italien, som alle bekjendte Jesus Christus den Korsfæstede og Gjenopstandne, Guds Søn og Verdens Frelser. Hvad Paulus lærer i disse Breve, er tildeels kun Gjentagelse og nøiere Ud- vikling af' den Underviisning, som deres Læsere havde modtaget deels af Apostlen selv deels af andre christelige Lærere. »Den paulinske Christendom er den Virkning, hvortil vi skulle søge Åarsagen«”) Hvad maa der være foregaaet, for at en Tro som den, Paulus forudsætter og prædiker, har kunnet finde den Ind- gang og frembringe de Virkninger, hvorom her foreligge Vid- nesbyrd? Dette er en Gjenstand for uudtømmelige Betragtnin- ger af den høieste og dybeste Betydning. Ved, Siden af Jesu Udsagn, som meddeles os i vore Evangelier, og som i deres egen Beskaffenhed have den sikkreste Borgen for deres Ægthed, ere de paulinske Breve den vigtigste Kilde for den evangeliske Historie. ”) Om alle andre Dele af vort Nye, Testamentes æ) De Wette, Ueber Religion und Theologie S. 184. | 2%) I Anledning af Bruno Bauers Skrift: Kritik der evangel. Gesch. der Synoptiker (Leipz. 1841), blev der i sin Tid af den preussiske Regjering 203 Samliug har der været og kan der reises Tvivl, hvorvidt de vir- kelig hidrøre i-deres nuværende Skikkelse fra-Jesu Samtidige. Ægtheden af de paulinske Breve er derimod i den Grad op- høiet over alle Tvivl, at de danne den faste Kjærne for det N. T.s Kanon. De ere blevne udlagte og fortolkede oftere end noget andet bibelsk Skrift, men det er langt fra, at deres Ind- høld er udtømt enten i historisk eller dogmatisk Henseende. Om Ordningen af de paulinske Breve er man endnu ikke kommen til fuldkommen Enighed. Den Orden, hvori Brevene følge påa hinanden i Haandskrifter og trykte Udgaver, beroer som bekjendt paa en vilkaarlig Rangordning af Menigheder og Personer, til hvilke de ere skrevne, skjøndt man baade i ældre og nyere Tid ofte har antaget Rækken indrettet efter Tidsfølgen (ovde 70, wcrmsQ of —01X0oi vowigovor, mxQd mavtæv tiv ældæv &otiv.mn 7æ90g "Pouarovc &mor., Chrysost.). De. første Forsøg paa at ordne de paulinske Breve chronologisk efter An- tydninger i Brevene selv og i Ap. G. udgik fra den Antiochenske Skole og ere os opbevarede af Chrysostomus og Theodoretus Til en fuldkommen sikker Bestemmelse af de paulinske Breves chronologiske Orden mangler der tilstrækkelige Oplysninger, men til at kunne forfålge den paulinske Tænkemaades Udvik- fordret Betænkning af de theologiske Faculteter ved Universiteterne i Preussen, som væsenligen derved fik Opfordring til at drøfte det Spørgs- maal, om den historiske Virkelighed og aandelige Betydning af Jesu Christi Person, der maa ansees nødvendig for den religiøse Bevidsthed i dens eieudommelige christelige Skikkelse, ogsaa, om man endog — hvad Tilfældet var med Bruno Bauer — opgav det i Evangelierne inde- holdte Vidnesbyrd om Jesus Christus, kunde fastholdes og det saaledes fastholdes, at den virkelig kunde blive bestemmende for den religiøse Bevidstheds Indhold og Form. De Theologer, som paastode Muligheden deraf,. henviste da, foruden til Tilværelsen af den christelige Kirke, navnlig til de paulinske Breve (hvis Ægthed dengang endnu ikke var bleven bestridt af Forfatteren til det omhandlede Skrift). S. Gutachten der evang. theol. Facultiten der Kyl. Pr. Univ. iiber den Lic. Br. Bauer ete., Berlin 1842. Hos os har Dr. Kolthoff oplyst Betydningen at Pauli Breve i denne Henseende i sin Afhandling: Vita Jesu Christi a Paulo Åp. adumbrata. Haun. MDOCOLII. 204 lingsgang vil det mindre komme an paa, hvorvidt man kan an- give det bestemte Aar for ethvert Brevs Affattelse, end at be- stemme Brevenes Chronologie i Almindelighed. Med temmelig Sikkerhed kan Affattelsestiden angives for Pauli Breve til Thes- salonicenserne, Corinthierne, Romerne. Disse ere skrevne før Pauli Fangenskab. Fra et saadant ere Brevene til Ephesierne, Philemon, Colossenserne og Philippenserne skrevne, medens det endnu ikke er fuldkommen afgjort, om Paulus har forfattet disse Breve under sit Fangenskab i Cæsarea (59-61 efter Chr.) eller i Rom (62-64 efter Chr.). Ogsaa andet Brev til Timotheus er skrevet »i Lænker«, men uvist, om Paulus har baaret disse i det samme romerske Fængsel. — Saaledes ere kun Brevene til Galaterne, til Titus og det Iste til Timotheus tilbage, hvis Af- fattelsestid maa bestemmes efter mere omtvistelige Antydninger. Som de ældste Breve fra Pauli Haand, der endnu ere op- bevarede, ansees iste og 2det Thessal.”). De tidligere af de Wette, Kern 0. Å. mod Zdet Thess., og de nyere af Baur og hans Disciple mod begge Brevene til Thessalonicenserne frem- førte Indvendinger ere i det Mindste for 1ste Thess.s Vedkom- mende uden stor Vanskelighed blevne gjendrevne. Ligesom tidligere Grotrus, saaledes har nylig Ewald, skjøndt af andre Grunde, erklæret sig for den Mening, at det saakaldte det Thess. skulde være skrevet tidligere end det saakaldte iste Thess., hvilket Ewald vil sætte 4—6 Md. sildigere (Sakrb. fir Bibl. Wiss. 1850-51, 52250) Dog "synes: 2,155 Fatetale for den sædvanlige Anordning. Over det vanskelige apocalyp- tiske Sted 2 Thess. 2, 3 ff. er. man ikke endnu kommen til Klarhed og Enighed. Liinemann antager med ældre Kirkefædre, at den Magt, som opholder Antichristen, er det romerske Rige; 7) De nyeste Commentarer over disse ere af 4. Koch, Berlin 1849 1 Th. (l1ste Thess.) og af G.C. Liinemannm som Abth. X af Meyers Krit. exeg. Hdb. Gøtt. 1850. Slæ. BR. Å. Lipsius: Ueber Zweck und Veranlassung des ersten Thessalonicenserbriefs i Stud. u. Kr. 1854. Imod Lipsius atter Baur, Theol. TJahrb. 1855. 205 saaledes ogsaa Reuss, Gesch. 2 81. Ewald mener, åt Paulus har tænkt påa £/ræ Aabenbarelse (slg. Apoc. 11, 3 ff.). W. Grimm, der i Theol. St. u.. Kr. 1850 S. 753-816 har forsvaret Thessa- lonicenserbrevenes Ægthed mod Baurs Angreb, troer at Paulns har. betegnet sig selv [?]. Af alle de paulinske Breve indeholder Brevet twl Galaterne de færreste Antydninger til nærmere Bestemmelse om dets Af- fattelses-Tid og Sted. Derfor hår det fra de ældste til de seneste Tider faaet sit Sted saa forskjelligt anviist, at medens f. Ex. Marcion, Kewl, Nztemeyer 0. Å. holdt Galaterbrevet for at være det første af de paulinske Breve, lode Køller og Schrader dét være affattet sidst af alle. »Efterat Gal. 2, 1 indtil Evidents er bleven identificeret med Ap. G. 15« — siger Beuss, Gesch. e 85 Anm. — »kan Striden om Tiden og Oprindelsen til dette Brev ansees for afgjort«. — Virkelig ere de Fleste i vore Dage tilbøjelige til at ansee Brevet til Galaterne skrevet under Apost- lens toaarige Ophold i Ephesus til de Christne i Provindsen Gallogræcia eller Galatien. Alligevel har 7%zersch (Apost. Kirche S. 124) erklæret sig for den allerede oftere forsvarede Hypo- these, at vi ved de Menigheder, for hvilke Paulus skrev Brevet til Galaterne, ikke skulle tænke paa Beboerne i det egentlige Gallogræcia med Stæderne Ankyra, Pessinus og Tavianum, til hvilket Landskab »Paulus ifølge Åp. G.« — saa mener Thiersch — »aldrig er kommen« [slg. dog Ap. G. XVI, 6. XVIII, 23], men derimod påa de Christne i Iconium, Lystra, Derbe, med eet Ord, påa »de Christne i det Landskab, som Paulus gjennem- reiste påa sin første Missionsreise, og hvoraf en Deel i den galatiske Konge Amyntas's Dage blev lagt til det egentlige Ga- latien.« Efter hvad derom er forhandlet af Biickert (Mag. f. Exegese I, 98 ff.), skulde man have anseet denne Mening for at være tilstrækkeligen gjendrevet. At man ikke, paa Grund af Pauli Taushed om det i Ap. G. XV ommeldte Decret, behøver at anvise Brevet til Galaterne en Affattelsestid, der ligger foran det Jerusalemske Convent, er blevet oplyst fra forskjellige Sider, 206 som det her vil være såa meget mere ufornødent videre at ud- føre, som de didhørende Bemærkninger ville kjendes af nærvæ rende Afhandlings foregaaende Afsnit. Ogsaa er der i det Fore- gaaende meddeelt tilstrækkelig Oplysning om dette Brevs Be- tydning i de nyere Forhandlinger om den apostoliske Kirkes Forhold overhovedet. Den nyeste Commentator, Helgenfeld, har i sit Skrift: Der Galaterbrief, tibersetzt, mn sewnen geschichtlichen Beziehungen untersucht und erklårt, Leipzig 1852, tildeels gjen- taget de Baurske Anskuelser og søgt at befæste dem ved Be- mærkninger, hvortil der ligeledes er blevet taget Hensyn i de foregaaende Afsnit af vor Artikel. Hilgenfelds Bestræbelser for at oplyse det N.T.s Skrifter af historiske Tidsforestillinger vilde bedre fortjene den Anerkjendelse, hvorpåa han med Heftighed gjør Fordring, dersom han ikke derved oversåae, hvorledes hiin Anvendelse dog væsenligen betinges af Evangeliets eiendomme- lige Beskaffenhed, der ikke. altid tillader, at det N. T.s Skriben- ter med deres Udtryksmaade nødvendigen skulde have forbundet de Forestillinger, der kunne eftervises at have gjældt i een eller anden Kreds til hine Tider.”) Hvad den christelige Menighed i Bom angaaer, til hvilken Paulus har skrevet eet af sine vigtigste Breve, da er man, med Undtagelse af 7hrersch, i nyere Tid enig om, at Petrus ikke har stiftet den. »Menigheden i Rom« — siger Baur (Das Chr. NS. 60) — »var ikke stiftet af Apostlen Paulus, men heller ikke af nogen af de andre Apostle; den var opstaaet ifølge de mang- foldige Slags Forbindelser, hvori de talrige Jøder i Rom stode med Judæa og Jerusalem.« Ligesaa Guericke (Gesammtgesch. 7") Saaledes f. Ex. vil Hilgenfeld ikke blot have 7& orovysia Tod x00uov Gal. 4, 3 (slg. 4, 9) forklaret paa den patristiske Maade i physikalsk Forstand om ,,0vermenneskelige, verdensbeherskende, sideriske Himmel- magter”, men ogsaa Joh. 8, 44 vusis åx Tod muatgos tov drapodov ioré oversat ved: ,,J ere af Djævelens Fader”, (ved hvilken Forklaring han vil understøtte sin Paastand om det Johanneiske Evangeliums Affattelse efter den væsenlige Afslutning af den egentlige Gnosticisme) etc. 207 3 22). Reuss (2 106) erklærer, »aåt det ved grundig Historieforsk- ning maa antages beviist, at hvad der fortælles om denromerske Kirkes apostoliske Stiftelse ved Petrus, maa henvises til Fablens Rige.« Anderledes 7hzersch (S. 96 ff.).. Denne indrømmer vel, at der tidligen har udbredt sig opdigtede Fortællinger om Petri Ophold i Kom (hans Sammentræf med Simon Magus etc.), og at hans fem og tyveaarige romerske Episcopat (Hieronym. Catal. I) ikke kan forenes med det N.T. og andre historiske Kilders Be- retninger; men han antager, åt påa Spørgsmaalet i Anledning af Ap. G. 12, 17 (0 IZétoog 8551. Fav åmogevdn sig åtasqov TOrTov): hvorhen da Petrus ved denne Leilighed har begivet sig? kan Svaret kun blive Bom eller A/exandrien, hvor der fandtes Jøder, til hvis Omvendelse han maatte ansee sig kaldet (da det nemlig af Brevet til Galaterne er klart, at Petrus endnu ikke til hiin Tid kunde have udstrakt sit Apostolat ogsaa til Hedningene). Kirkefædrenes Beretninger om den a/exandrinske Kirkes senere Stiftelse ved Petri Legat, Marcus, stadfæste nu, at det var til Rom, hvorhen Petrus begav sig. Her skal da Petrus have for- kyndt Christedommen, men kun i og for Synagøgen. Virknin- gen af den Bevægelse, som derved opkom blandt Jøderne i Rom, skal have foranlediget Claudius's Edict om deres Uddri- velse fra den romerske Hovedstad (Ap. G. 18, 2), men Petrus skal, inden det kom saavidt (A. 59), allerede have forladt Rom nogen Tid i Forveien, førend Paules traf sammen i Korinth med den ved hiint Edict fra Italien fordrevne Aqvilas. — Imod RKigtigheden af denne Antagelse om Petri tidligere Ophold i Kom og hans Stiftelse af den romerske Menighed taler imidler- tid Tausheden derom i Ap. G. og i de paulinske Breve saa stærkt, at Thrersch staaer ene med denne sin Fremstilling. Ikke saaledes forholder det sig derimod med Spørgsmaalet, om Petrus overhovedet har været I Rom og lidt Martyrdøden sam- tidigt med Paulus. I Modsætning til Baur, der mener, at en saa lidt påa historisk Grund hvilende .Tradition som den om Apostlen Petri Nærværelse i Rom kun i sin Uhistoriskhed har 208 Betydning, fordi den nemlig maa være opstaaet af en særegen Interesse, som ikke var nogen anden end at bringe Petrus og Paulus såa nær sammen som muligt, lade dem dele Roes og Fortjeneste med hinanden og besegle deres fælleds Lære med Martyrdøden, en Bestræbelse, der tydeligen lægger sig for Da- sen”2 Petr. 3,'16' f.x0og "allerede it «Petr: byer: kjendelig have Thiersch (Ap. K. S. 202 ff.) og Guericke (Gesammtgesch. S. 30 ff.) hævdet Traditionen om, at Petrus skal mod Slutningen af sit Liv være kommen til Rom, håve prædiket Evangeliet i Forening med Paulus og lidt Martyrdøden samtidigt med denne; dog med den Forskjel, at Tzersch lader begge Apostle omkomme i den store neroniske Forfølgelse ÅA. 64, medens Guericke, der antager Pauli andet romerske Fangenskab, hensætter Apostlenes Død til A. 67 eller 68 efter Chr. — Theologerne ville endnu længe blive ved at udtyde og udlægge de dunkle og tvetydige Steder hos Kirkefædrene om Petri sidste Ophold og Martyrium i Rom. Men den egentlige Interesse knytter sig ikke til dette, men til det første Ophold, forsaavidt derved begrundes Pave- dømmets historiske Fundament ved den romerske Menigheds Stiftelse af Jesu fornemste Discipel. Da Pauli Brev til Romerne udelukker Tanken om Petri tidligere Virksomhed i deres Stad, er dermed ogsaa det romerske Hierarchies Paastand afviist, for ikke at tale om andre Momenter, der med Rette ere blevne gjort gjældende imod samme. Det. Spørgsmaal, som ved Baurs Anskuelse af Urchristen- dommens Tilstand i nyere Tid vakte forøget Opmærksomhed, nemlig om den judarstiske eller den pawlinske Retning havde været den overveiende blandt de romerske Christne, er blevet besvaret i ganske modsat Retning. Medens Baur (das Christenth. S. 60 slg. 7iib. Zerttsch. 1838 ,, Zweck und Veranlassung des Rømerbriæefs"”) påastod, at Menigheden i Rom var væsenlig en gødechristelig Menighed, og heri har fundet Medhold foruden af andre Theologer ogsaa af Thzersch, der antager den romerske Menighed for at have »i Hovedsagen havt en stræng israelitisk | | | 209 Charakteer, og at Hedningechristne kun i Mindretal havde. slut- tet sig til den» (De Køærche im ap. Zeitalt. S. 164), saa for- . svarede endnu 1854 Meyer i 2den Udg. af sin Commentar til Romerbrevet sin Paastand, at »den pawlinske Christendom havde været den overveiende i Rom og at Hedningechristne havde ud- gjort Hovedbestanddelee i den romerske Menighed«. Imidlertid turde en uhildet Betragtning af de Momenter, som frembyde sig til Afgjørelse af dette Spørgsmaal føre til det Resultat, at den romerske Menighed vel efter Mængden af dens Medlemmer maatte kunne regnes til Hedningechristne, men at den ikke destomindre var væsenligen bleven paavirket af Jødechristen- dommen. I førstnævnte Henseende lader der sig henvise til Pauli egne Yttringer Rom. 1, 5, hvor Apostlen omtaler sit Apo- stelembede &év mæ0r Toic &Jvscr,.. &v oic 20TE xzal vweic, sig. V. 13: »Jeg foresatte mig ofte at komme til Eder, for at jeg kunde have nogen Frugt ogsaa blandt Eder, zadwøg xzæi åv. Toig A0OL7701G &Fvsciv.« Ligeledes viser Rom. 15, 16, at Paulus ikke blot undtaåagelsesviis (7%zersch) kun »eengang til- taler Bomerne som Hedningechristne, nemlig Rom. 16, 44 — for ikke at tåle om 11, 13, hvor det udtrykkeligen hedder: YVuiv y4o Aéyæ toig &&dvsoi.. Som Hedningechristne var det netop, at Hedningapostlen havde Kald og Opfordring til at henvende sig til de Christne i Rom. Under Forudsætning af, at den romerske Menighed væsenlig bestod af Hedningechristne, lader det sig forklare, hvorledes Forstanderne for Jøderne i Rom kunde ved Pauli Ankomst til denne Stad tåle om de Christnes "Sect som fremmed og sig uvedkommende (Ap. G. 28, 22). Men påa den anden Side fører Betragtningen af den romerske Me- nigheds Alder og Oprindelse i Forbindelse med Hensynet til Jødernes og jødiske Proselyters Udbredelse i Rom til åt tænke os de romerske Christne i evangelisk Dannelse og Erkjendelse staaende paa et lignende Trin som de palæstinensiske Christne, forsaavidt disse ikke vare judaistiske Rigorister. Endelig maa man vistnok give Baur Ret i, at en rigtig og klår Forestilling 210 om Hensigten og Indholdet af Pauli Brev til Romerne gjør det nødvendigt at tænke sig det skrevet med Forfatterens Øie for- trinsviis henvendt påa Jødechristne. Brevet til Romerne er meer end noget andet af Apostlens Skrifter en sammenhæn- gende Fremstilling af den paulinske Troeslære, omendskjøndt ikke alle Sider af Apostlens religiøse Anskuelse her ere blevne udførte (Christologie, Eschatologie, Kirke, Sacramenter 0. a. m.). Tydeligen skinner imidlertid gjennem hele Brevet den Bestræ- belse, at afvise enhver Mistanke om et fjendtligt Sindelag mod Israel og dets hellige Arv — en Beskyldning, der såa ofte var bleven rettet mod Apostlen. Det hele Afsnit Cap. IX-XI er be- stemt til fra en religiøs Verdensanskuelses høiere Standpunkt at forklare, hvorledes det kunde skee, åt Guds Folk, trods dets Fortrin. og de givne Forjættelser, tilsyneladende var gaaet glip af de sidstnævnte, og den Tanke gjennemføres, der for Apost- len vår udsprungen af hans egen Erfaring, at ligesom Jødernes øieblikkelige Forhærdelse var bleven Anledning til Hedningenes Omvendelse, saaledes var det ikke mindre paåatænkt i den gud- dommelige Forsynsplan, at engang, naar Hedningenes Fylde var indgaaet til Frelse, skulde ogsåa Hjemsøgelsens -. og Forbarmel- sens Dag opgaae for Israel.”) Om Brevene til Korinth og over Gjenstande, som nær- mere eller fjernere høre til disse Breves Fortolkning”), er der ") S. Reuss, Gesch. $ 105.110. Blandt de nyeste Commentarer til Romer- brevet fremhæve vi: F'. Plulipp?s, Erlangen 1848-50 (2den Udg. 1855), hvor den theologiske Udvikling fra det kirkelige Standpunkt af er ovorveiende. Af Meyers Commentar (1836) udkom 1854 en ny Udgave. Af Tholuck er udarbeidet en ny Udg. (den dte) Halle 1856 af hans i Aaret 1825 første Gang udgivne Commentar, der i sin Tid vakte saa stor Opsigt. +) Om Glossolalien s. F. Bossteuscher: Die Gabe der Sprachen in Apost. Zeitalter. Ein exegetischer Versuch iiber Ap. G. II, 1-13, 1 Kor. XIV und die Parallelst. Marburg 1850. Adolf Hilgenfeld: Die Glossolalie in der alten Kirche, in dem Zusammenhange der Geistesgaben und des Geisteslebens des alten Christenthums. Leipz.1850. Begge Skrifter føre ikke videre end til det Bekjendte. Sløn. hvad ovenfor er bleven be- mærket .S. 315 f. 211 siden 1850, foruden nye Udgaver af ældre Commentårer og Skrifter (Meyer, de Wette etc.), udkommet: Commentarius per- petuus in prioris Pauli ad Corinthios epistolæ caput qgquintum decimum, cum epistola ad Winerum theol. Lipsiens: Auctore Wesselo Alberto van Hengel. Sylvæ Bulcis apud fratres Miller 1851. XI. 259. 8. Det vanskelige Sted Bartilscdar varig tør vexgæv V. 29 troer van H. sig nødt til med flere Nyere: at forklare om en til hiin Tid billiget Skik, at lade szg døbe 7 Af- dødes Sted. Imidlertid findes af Mange en saadan Skik saa uforenelig med sund christelig Tænkning og navnlig med Pauli egen Lære om Troen, at de ligesom Luther og for nylig Ewald (Anmeldelse af v. H.s Skrift i Bibl. Jahrb. 4s B.S. 101) foretrække Fortolkningen om Daab, foretagen med Forkjærlighed paa saa- danne Steder, hvor christelige Martyrer havde udgydt .deres Blod, altsaa over de Døde; thi de Christnes Ærefrygt for saa- danne Blodvidners Amindelse er bekjendt og kunde fremkalde Tanke og Ønske om at blive døbt netop med hine Blodvidners Skjæbne for Øie. Men — foruden at vræxzråe med Genitiv ikke findes i det N. T. brugt i local Forstand — hvorledes kunde Daaben, der dog vel i hiin Tid oftest blev foretagen ved Ned- dyppelse (s. Rom. 6, slg. Ap. G. 8, 38), foretages påa saadanne Localiteter, hvor hine Døde laae begravne? — Skulde det iøv- rigt virkelig være såa vanskeligt at forklare Pauli — idetmindste stiltiende — Billigelse af hiin Skik? (thi at Paulus kun har argumenteret ex concesso og derimod for sit eget Vedkommende misbilliget en saadan Vicariatsdaab, det forhindres vi fra at an- tage ved at betænke, hvor ringe Beviiskraft der vilde ligge i, at nogle korinthiske Christnes — af Paulus misbilligede — Over- tro indeholdt et Vidnesbyrd om, hwor fast deres Tro var. paa de Dødes Opstandelse!). Kunde da ikke Apostlen have antaget, at hvad der i Tro og Kjærlighed udførtes i de Afdødes Sted af de Efterlevende, kunde komme hine tilgode, under Forudsætning af, at de tilegnede sig det i selvstændig Tro? Om Muligheden af en saadan Tilegnelse efter dette Livs Ophør, derom indehol- 212 der vistnok det N. T. kun ganske enkelte og dunkle Antydnin- ger, men hvilke dog ikke med såa stor Bestemthed tør afvises, som vore ældre protestantiske Theologer i Almindelighed følte sig opfordrede til at gjøre, ved at see de uhyre Misbrug og fordærvelige Virkninger, som den katholske Kirkes Lære indtil den Dag idag har givet Næring ved at tillægge visse udvortes Handlinger, overtagne for de Afdødes Skyld, et af hiin Forud- sætning ubetinget Værd.”) — Som saåamange hollandske Commen- tarer er van Hengels ovennævnte Afhandling et Vidnesbyrd om Lærdom og Grundighed, men skaffer ingen sand Tilfredsstillelse, fordi en nok såa omhyggelig anstillet Undersøgelse om enkelte Ord og Taålemaader ikke er tilstrækkelig til Løsning af Exege- tens Opgave | Betydeligere ere Baurs Beitræge zur Erklårung der Ko- rinthierbriefe, som ere meddeelte i de af ham og Zeller udgivne Theologische Jahrbiicher 1850 S. 139—185 og 1852 S. 1—41. Det første af disse gaaer ud paa at oplyse Apostlens Reiser til Korinth. Som bekjendt har der været Spørgsmaal om, hvorvidt Paulus skulde antages at have været to (Ap. G. XXVIIL 1 ff. XX, 2) eller tre Gange (1 Kor. XVI, 5, 2 Cor. IE, 1. XI, 14-21. XIII, 1. I, 12-15) i Korinth. Baur søger at bevise af Apostlens egne Breve, at han kun har været tvende Gange i Korinth og bringer derved et Resultat ud, »hvorved det sjeldne Tilfælde indtræffer, at Ap. G. deg beholder Ret, naar dette Skrift først lader Apostlen komme anden Gang til Korinth "efter det 2- til 3-aarige Ophold i Ephesus; og at saaledes da den historjske Troværdighed af Ap. G. bliver forsvaret fra en Side, hvorfra den 7) Luther selv giver i sit ,,Sendschreiben tiber die Frage, ob auch Jemand ohne Glauben verstorben selig werden måge”, en Understøttelse til den af mig ovenfor fremsatte Fortolkning, naar han siger: ,,Das wåre wohl eine andere Frage, ob Gott etlichen im Sterben oder nach dem Sterben den Glauben kønnte geben und also durch den Glauben selig machen? Wer wollte daran zweifeln, dass er das thun konnte. Er thue nun hierein, was er thue, so ist es numåglich, dass Jemand ohne Glauben selig werde.” 213 ellers er bleven heftigst angreben, medens de, der forsvare Åp. G.s historiske Paalidelighed mod hiin Kritik, have været tilbøjelige til at antage, at et vigtigt Factum er i sidstnævnte Skrift blevet forbigaaet med Taushed.« Den Understøttelse, som derved skjænkes Troværdigheden af Ap. G., anslaåaer Baur imid- lertid kun ringe: »Forf. til Ap. G. har fundet det hensigtsmæs- sigst at lade den udvortes historiske Ramme af historiske Be- givenheder staae, forsaavidt hans ciendommelige Pragmatisme ikke led derunder.« I denne indskrænkede Forstand vil man dog neppe finde sig beføiet til at tilstaae Paalideligheden af Ap. G., såameget mindre, som Baur rigtigen hår oplyst, hvor- ledes den Korinthske Menigheds Forhold og Beskaffenhed af "Pauli Breve til Korinthierne vinde i Klarhed og Tilbøielighed for os, nåar Apostlen virkelig ikke har foretaget den formeent- lige Reise, der kun er en unødvendig og tildeels forvirrende Hypothese. — I et andet Bidrag: »Dze Gegner des Apostels« vil Baur i Overeensstemmelse med sin bekjendte Anskuelse om Oppositionen mellem Apostlene indbyrdes, henføre de »Anbefa- lingsbreve«, hvorpaa Pauli Modstandere i Korinth beraabte sig, ligefrem til Jakobus og Petrus. Medens disse Breve saaledes gjorde et Autoritetsprincip gjældende, hvorved Hedningapostlen følte sin Anseelse truet, søgte denne nu at hævde sit Apostolat ved Henviisnig til sin subjektive Bevidstheds Umiddelbarhed og Selvvished. Dette Beviis kunde imidlertid dog først derved vinde objektiv Grund, at hiint Selvbevidsthedens Princip viste sin Magt i Tilværelsen af christelige Menigheder, grundede af Paulus (2 Kor. 3, 3), og som ligeledes selv i deres egen Selv- bevidsthed (2 Kor. 3, 17) havde den fasteste Støtte og Vished om deres Deelagtighed i Frelsen ved Christus, om deres sande Christelighed. — I Anledning af 2 Kor. 5, 13 (Errs yæg 8££0tn- pev, JE, <s Cwpgovovuev, vuiv) oplyser Baur, at Fortolknin- gen af &££ornuev om »en overdreven Selvroes, en til Vanvid stegen Selvroes« er uberettiget, medens Ordene ligefrem lede til at tænke paa en Beskyldning for Vanvid, som Paulus havde 214 paadraget sig fra Modstandernes Side ikke blot ved sin Iver for sin Anti-Judaisme, men ogsaa ved sine gjentagne Ekstaser, sine ærmxoxaældvyerc og Omraciar (1 Kor. XI, 1 ff. 1 Cor. XIV, 18. sig: ApG. TX, KAI VIT XXL 'ete)), usa hat Meningen af Apostlens anførte Ord bliver: »Dersom jeg er i Ekstasens Til- stand, da er det jo kun Gud, som sætter mig i denne Tilstand, min Åand er ganske kun rettet paa Gud, staaer i umiddelbart Forhold til ham; dersom jeg derimod er ved mig selv, er mig selv mægtig, er i den immanente Bevidstheds Tilstand, saa er hele min Tænken, Villen og Handlen kun rettet påa Eder og Eders Bedste«”). Paulus synes altsaa at betragte denne Tilstand i Ekstase, hvori hån oftere befandt sig netop i afgjørende Mo- menter af sit Liv, som en integrerende Bestanddeel af sit aan- delige Væsen. I Aargangen 1852 indeholdes blandt Andet en Udvikling af Pauli Anskuelse om Ægteskab og VCølibat, i Anledning af 1 Kor. VIN, som fortjener en større Opmærksomhed, end man af Hensyn til den anstødelige Maade, hvorpaa Baur ligesom paa Trods hår udført sit Æmne, især da Sagen heller ikke af ham er fremstillet i fuldkommen rigtig Belysning, i første Øieblik kan være tilbøjelig til at skjænke den. Baurs Udvikling danner ved denne Leilighed et Modstykke til Neanders Fremstilling "i Pflanz. der apost. Kirche I S. 360 ff. Medens den Sidstnævnte ligesom flere Theologer tidligere, hår gjort opmærksom paa, hvorledes den ældste Christenheds separatistiske Stilling i For- bindelse med Forventningen om Verdens snart forestaaende Ende medførte en Eensidighed i Livsanskuelsen, en altfor stor asketisk +) Ligesaa Meyer (Ex. Hdb. ad. 1. 1.), maaskee endnu tydeligere: ,,Denn ser es, dass wir walnsinnig sind (wie unsere Feinde annehmen!) so ist es em im Dienste Gottes stehender Wahnsinn (eine heilige Manie, die keinen Tadel verdient!); ser es, dass wir bei gesundem Verstande sind, so sind wir's Fuch zu Dienste (was von Euch nur riihmlich befunden werden kann). At der ved é£éornuev er at tænke paa en Beskyldning fra Modstandernes Side, erkjendte allerede Chrysostomus ved at anføre Fortolkningen: & uév ugiveodor tis uds vouiler etc. | | 215 Strænghed, en Foragt og Ligegyldighed for en stor Deel sæde- lige Forhold og Anliggender: har han dog med en unødig For- sigtighed og Taushed forbigaaet, hvilken Indflydelse hine Mo- mnnter udøvede paa selve Apostlene og navnlig påa Paulus. Baur derimod har i sin Iver for åt bekjæmpe en eensidig Over- drivelse i Vurderingen af den apostoliske Lære efter dens umid- delbar' historiske Skikkelse og Bogstav undladt åt drage de Hensyn med ind i sin Betragtning, som retfærdiggjøre den evangeliske Christens Tillid til Apostlene og deres Prædiken overhovedet, uanseet den Eensidighed og Ufuldkommenhed, hvormed deres Læreudvikling i det Enkelte kan være befæstet. — Åt Paulus — saaledes yttrer Baur sig — ikke anerkjender nogen indre sædelig Betydning af Ægteskabet, dette er klart allerede af den Sætning, hvormed Apostlen begynder sin Udvik- ling: xælov avdgønm yvvaixos un &nmtsodu. For Paulus er Ægteskabet kun det Middel, hvorved mzogrvsiæx bedst undgaaes, og, skjøndt det Rigtigste var, aldeles at afholde sig fra Kjøns- omgjængelse, bliver det dog Pligt at pleie samme i Ægteskabet (V. 3), fordi nu eengang mogreia i de fleste Tilfælde kun kan undgaåes ved Kjønsdriftens Tilfredsstillelse i denne Form. Det Fortrin, som tilkommer Cølibatet i og for sig, forøges efter Pauli Udvikling ved den Betragtning, at Alt for Øieblikket befinder sig i en saadan Overgang, hvor alt Verdsligt ikke hår nogen reel Betydning, men hvor man kun har at rette sit Sind paa det Ene, som skal optages af vor Interesse. Ikke engang Hen- syn til Slægtens Forplantelse er for Apostlen et Motiv til Ægte- skab. Ægteskabet er kun til, for at det kan skee uden Synd, hvad der ellers kun kan skee med Synd. Materielt identiske, ere Ægteskab og mzogvsi« kun formelt forskjellige, Ægteskabet er kun AZonesta mogvsiu. Tanken om den Mulighed, at Ægte- skabet ved Ægtefællernes indbyrdes Forhold ogsaa kan tjene til Befordring af sædelig-religiøse Øiemed, ligger Apostlen saa fjern, at:han af Ægteskabet kun frygter Indskrænkning og Skade for de sidstnævnte (s. V. 32 ff.); han synes kun åt kunne tænke sig 15 216 Ægteskabet som en usgruvåv tå tov xocuov i nødvendig Con- flict med usgruvåv tæ tov xveotov. — I hele Pauli Betragtning af Ægteskabet seer Baur saaledes kun en Eftervirkning af den antike Verdensanskuelse, der aldrig hævede sig ud over Mod- sætningen mellem Aand og Materie, og hvor derfor den. høieste sædelige Opgave bestod i kun at fornægte og undertrykke de sandselige Drifter. Vel erkjender Baur, åt i Christendommen er Modsætningen af Aand og Materie principielt overvunden, og at der ikke kan tænkes paa nogen egentlig Dualisme; men den i Christendommen principielt indeholdte sædelige Livsanskuelse kunde ikke strax gjennemtrænge den sædelige Bevidsthed i fuld Betydning. Paa det Overgangstrin, hvor den christelig-sædelige Verdensanskuelse løsrev sig fra den gamle, som hvilede påa Modsætningen af Aand og Materie, men endnu ikke havde kun- net omfatte alle de enkelte Forhold i det sædelige Liv, befandt Påulus sig: det Materielle, det Legemlige skal mån vel ikke udrydde og undertrykke, men flye som noget i sig selv Ureent og Aanden Besmittende. Den Slutning, som Baur deraf ud- drager, er, at de have Uret, som tillægge Apostlen en den hi- storiske Udviklingsgang langt foregribende Bevidsthed, og at ÅApostlens sædelige Bevidsthed ikke kan være den objektive Maalestok for vor, paa Grund af, åt Saameget, hvorved Christen- dommens Idee først skulde virkeliggjøre sig, endnu ikke existe- rede og saaledes ikke havde Mulighed af Existents i Apostlens Bevidsthed. Hiin Betragtning af Pauli Anskuelse om Ægteskabet er ikke ganske ny eller ejendommelig for Baur. Allerede Hieronymus (adv. Jovin. 1, 4: Si bonum est mulierem non tangere, malum ergo est tangere) og alle Forsvarere af Munkeaskesen opfattede Apostlens Betragtning påa en lignende Maade, men såae deri et udmærket Fortrin, medens Baur finder denne Betragtnings- maade at staae under den, der fortjener Navn af christelig- sædelig i højere Forstand. Med Baur deler RBiickert (Der erste Br. P. a. die Kor.) Formeningen om, at Paulus i dette Punkt 217 »endnu ikke vår trængt igjennem til fuld christelig Frihed. « Ogsaa Neander (Pfl. der ap. Kirche) gjør opmærksom paa, hvor- ledes Christendommen vel gåaer ud paa at hæve alle i den menneskelige Natur grundede sædelige Forhold i deres menne- skelige Form til en høiere Betydning, men at den ikke strax fra Begyndelsen af kunde åabenbare sin gjennemdannende Ind- flydelse i alle Livsførhold. »Om just ikke fra Christendommens egen Aand i og for sig» — tilføjer han — »maatte dog fra den ved samme fremkaldte Modsætning mod Verdens Fordærvelse fremgaae en asketisk Retning, der blandt andet flygtede for Ægteskabet, især da man imødesaae alle jordiske Tings snart forestaaende Ende, der skulde gaae i Forveien for Guds Riges fuldkomne Udvikling. Ikkun langsomt kunde den Bevidsthed uddanne sig, åt, førend Guds Rige kunde indtræde i sin Fuld- kommenhed, skulde Menneskehedens jordiske Liv først gjennem- trænges i alle sine Former af Gudsrigets Liv. Christus selv håvde vel afviist den asketiske Foragt for Ægteskabet, men ind- til Christendommen var trængt mere ind i Menneskehedens Liv og derved Ægteskabets sande Idee kunde blive virkeliggjort som en eiendommelig ÅAabenbaringsform for Guds Rige, maatte Be- geistringen for Guds Rige lade Ægteskabet blive betragtet som et forstyrrende, Menneskets Aand fra hiin ene Retning til Guds Rige afdragende Forhold.« Af disse Aarsager forklarer Neander, hvorledes der i den ældste Menighed kunde findes Christne, som indrømmede Cølibatet sædeligt Fortrin for Æsteskabet. Men Neander taler ikke om, hvilken Indflydelse denne Anskuelse havde påa selve Apostlen Paulus. Endnu et andet Forholds Bedømmelse ved Paulus gjør Baur til Gjenstand for sin Betragtning, for at godtgjøre, hvor- ledes der gives en Udvikling af den christelig-sædelige Bevidst- hed, som er høiere end det Standpunkt, hvorpaa vi see Åpost- len staae i 7de Cap. af 1ste Brev til Korinthierne. Dette For- hold er Slaveriet og den borgerlige Frihed. Slutningen af Pauli Yttring 1 Cor. 7, 21: 'Exactog åv tij x41081, 1 8x Ann, év Tavin 155 mevérw. Aovdoc 8x1ndnc, un Co uyléter AN &t xæi dvvracæv 2LsvdsQ0og yevéoder, ug4l.ov xoncue”) forklares vel af mange Fortolkere som en Opfordring til ikke at låde Leilig-- heden ubenyttet til åt blive fri, hvis en saadan — hvad der i hiin Tid kunde skee p»aa mange aldeles lovlige Maader — skulde tilbyde sig for en Trælbunden. Man underforstaaer da (efter x0n0æ1) tr; 84vdsgig (Erasm., Luther, Beza, Calvin, Grotius etc.). Men imod denne Underforstaaelse tale først philologiske Grunde, da sf zæi dvvacar &Å. y. måa oversættes ved: »omendogsaa Du kan blive fri« og ikke: »om Du kan ogsaa blive fri« oa: om Du tilligemed den aandelige Frihed ogsåa kan forbinde den udvortes Frihed (O/shausen); thi Paulus maatte da have sagt: & xai BAevdspog dvvacar yervéoder.… Dernæst modsiges hiin Fortolk- ning af Sammenhængen. Tre Gange gjentager nemlig Paulus sin Formaning: »Ænhver blive æt den 'Stand, hvorihan er kaldet.« Han kan altsaa ikke her have gjort en Undtagelse, men maa i Over- eensstemmelse med sin hele Udvikling have villet udtrykke den Tanke, at den Omstændighed, at en Christen er Fri eller Slave, har saa ringe Betydning, at der ingen Anledning var til at be- nytte Leiligheden til at blive fri, omendogsaa en såadan skulde tilbyde sig for den christne Slave (slg. V. 29. 30. 31); og såa- ledes maa der ogsaa af denne Grund underforstaaes 7ø dov4sig”"). ") I den danske Bibeloversættelse: ,,Er du kaldet som Træl? det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette”. (Her er ude- ladt Oversættelsen af za). %) Naar man derfor argumenterer imod Fortolkningen: .,Om du ogsaa kan blive fri, da vælg hellere Trældommen”. derfra, ,,at et saadant Raad vilde være imod Pauli Aand”, da viser denne Årgumentation sig som falsk, fordi netop ,,Pauli Aand” her er aldeles den samme, som han udtrykker andre Steder (f. Ex. Gal. 3, 28), at Alle ere eens i Christo, i Christo er Slaven fri, og den Frie en Slave (1 Cor. 7, 22). Et meget mærke- ligt Exempel paa, hvor vanskeligt det er for Exegeten at blive sin Grundsætning tro om ikke at lade sin egen, men den Forfatters Mening træde frem, som er Gjenstand for Udlægning, afgiver ved denne Lei- lighed Riickert, der, trods sine gjentagne Bebreidelser over Fortolkernes Tilbøielighed til at foretrække subjektive Anskuelser for de objektiv 219 == Men hvorledes kunde nu Paulus raade til en Forholdsregel, som, dersom den var bleven almindeligen fulgt, vilde have ladet den gamle Verdens Slaveri bestaååae i Christenheden den Dag idag, og hvorved alle Bestræbelser for åt emancipere Menne- skene fra Trældom og Fangenskab, saasnart disse allerede ere Christne, måae ansees for uberettigede? | I sin Anmeldelse af disse Baurs »Bidrag til Koriathierbre- venes Forklaring« griber Ewald (Jahrbiicher f. bibl. Wiss. ås B. 1851-52 S. 102) som sædvanlig Leiligheden til at angribe »den Tubingske Theologs afskyelige og urimelige Tanker, hvilke Dr. Baur uden Grund underlægger Apostlen, medens han svømmer i Jubel over den skjønne Opdagelse, at Apostlen Paulus i sine Anskuelser om de nævnte Forhold ikke stemmer med de nu gjældende sædelige Begreber; at vor Tid og vor Philosophie er langt øphøiet over Apostlens ethiske Anskuelser etc.« Imidler- tid føre disse Declamationer ikke til videre Løsning af den sig selv høist vigtige Opgave, som her foreligger. Denne Op- gave bestaaer i, hvorledes vi kunne forene de Kjendsgjerninger, at en Apostel tillægger Cølibatet Fortrin for Ægteskabet og for- maner den Trælbundne til at blive i sin Stand, medens den nuværende christelige Bevidsthed i dens evangelige Skikkelse anseer det for en Pligt at indgaae Ægteskab, naar Betingelserne for de ægteskabelige Hensigters Opnaaelighed ere givne, og ikke mindre betragter det som et Christendommens Bud at virke til Livegenskabets og Slaveriets Ophævelse. Hvorledes kan den apostoliske Inspiration og det N. T.s normale Gyldighed forenes med Antagelsen af en saa eensidig og indskrænket Synsmaade som den, der udtaler sig i Pauli ovennævnte Yttringer? Eller givne i det Skrift, som de ville fortolke, dog ikke kan overtale sig til at antage den Mening at være Pauli, hvilken — efter R.s egen Dom — med Hensyn til Sproget rigtignok her burde foretrækkes. Thi ,,om endogsaa Sprog og Aand skulde staae i Conflict med hinanden, maatte dog ÅAanden seire!” En Grundsætning, der vilde omstyrte al Exegeses Fundament. 220 skulle vi antage den Erkjendelse, hvilken den evangeliske Kirke nutildags vedkjender sig angaaende hine Anligggender, som urigtig og omdanne den efter hiin apostoliske. Forskrift? — For at undgaae dette Dilemma har man beraabt sig påa, at Paulus her ikke taler om det efter Sagens Natur nødvendige Forhold, men kun udtaler sin Erfaring om, hvad der sædvanligen fandt Sted in praxi, at vi altsaa her finde Paulus give Cølibatets For- trin en kun empirisk Understøttelse, medens han forresten kunde have en ganske anden Anskuelse om Ægteskabet overhovedet. Men hertil svarer Baur ved at spørge: Hvoraf vide vi, at Paulus virkelig har havt en anden Anskuelse om Ægteskabet? Dersom man viser hen til, hvorledes den Apostel, der tænkte sig For- bindelsen med Christus som et Analogon til Ægteskabet (Ephes. 5, 26. 27), umuligen kun skulde have tillagt Ægteskabet Værd som temperamentum incontinentiæ, såa — for ikke at tale om Tvivlen angaaende Ephesierbrevets Ægthed — godtgjøres der af det paaberaabte Sted ikke videre, end at Ægteskabet er en inderlig, Forskjellen i Eenheden ophævende Forbindelse — hvad Ægteskabet, i ethvert Tilfælde er —-, der derfor passende kunde benyttes som et Billede i Lighed med den Brug, som Paulus deraf har gjort i 2 Kor. 11, 2... Dersom man fremdeles siger, at Paulus påa Grund af Korinthiernes lave sandselige Anskuelse af Ægteskabet, saae sig foranlediget til at fremstille un &rrts- cdar yvvaæizog som det Høiere, da spørges der, hvorfor han, naar han dog selv erkjendte en høiere sædelig Betydning af Ægteskabet, då ikke gjorde denne gjældende, istedetfor at blive staaende ved den /avere og kun stille Cølrbatets Fortrin der- imod? Imellem zogvsiw og den fuldkomne Afholdelse fra Kjøns- forbindelsen låae jo dog Ægteskabet som sædelig-religiøs Livs- opgave. Naar Paulus ikke destomindre anbefaler dem, der ikke vare gifte, at forblive ugifte og anbefaler Slaven hellere at for- blive Slave end at blive fri, da sees det derimod af Apostlens hele Udvikling, at hans Motiv er hentet fra Betragtningen af, at den Katastrophe staaer i umiddelbar Nærhed, hvorved den 294 nærværende Verden skal forgaae V. 26.29. 31. Det synes ham ligesom ikke at være Umagen værd, i et Tidspunkt, hvor Alt allerede vakler, forandrer sig og er i Begreb med at forsvinde, da endnu at foretage sig en Forandring i de udvortes Forhold, hvor man dog ikke kan regne paa noget Blivende og man der- for kun skaffer sig ny Sorg og Møie. Naar man, som Åpostlen, hvert Øieblik venter den bestaaende Verdens Opløsning og Un- dergang, da kan man naturligviis heller ikke have nogen Inter- esse for de verdslige Forhold. Men her — udbryder Baur — er netop den store Kløft, som adskiller Apostlens Bevidsthed fra vor! Man maa nødvendigviis indtage et ganske andet Stand- punkt, naar man allerede seer Enden af Christendommens time- lige Udvikling der, hvor den gjør det første Skridt for at tage sit Løb gjennem Verdenshistorien, og naar man derimod, belært af Erfaring, seer Christendommen fra sin første Fremtrædelse af successivt godtgjøre sit. absolute Værd ved alle de mangfol- dige Forandringer, den hår bevirket i Menneskehedens historiske Udvikling. Jo mere man saaledes seer Enden påa den timelige Udvikling, netop hvor den først skal tage sin Begyndetse, desto naturligere er det, at i samme Forhold træder Christendommens sædelige Opgave tilbage, og netop saadanne Livsforhold, hvilke i ganske særegen Grad maa betragtes af os som Christendom- mens sædelige Gebeet, vise sig da som meer eller mindre in- differente. I endnu concretere Skikkelse end hos Paulus frem- træder en saadan Anskuelse f. Ex. hos Tertullian: » Adjiciunt sibi homines causas nuptiarum de sollicitudine posteritatis et liberorum amarissima voluptate. SSed id quoque penes nos odiosum est. Nam quid gestiamus liberos gerere, quos quum habemus, præmittere optamus, respectu scilicet imminentium angustiarum, 'cupidi| et ipsi iniquissimo isto seculo eximi (Ad uæ. 1,5). Alt hvad der har Hensyn til det ægteskabelige Liv, er kun en sarcina nuptiarum. Hvorfor skal man altsaa tage til Ægte, hvorfor have Børn, hvorfor overhovedet indlade sig paa de Livsforhold, som udgjøre den egentlige Sphære for sædelig 222 Handlen? Som om der kunde gives Religion uden Sædelighed, og Sædelighed uden de Livsforhold, i hvilke det Sædeliges Idee skal virkeliggjøres? Fuga sæculi bliver saaledes til en Flugt ud af Verden for den sædelige Handlen. — Dette er i Udtog Baurs Betragtning i Anledning af det ovennævnte Sted i Pauli Brev. I sin Fuldstændighed afgiver denne Udvikling et charak- teristisk Billede paa Baurs Opfattelse og Fremstilling af det Nye Testamentes Literatur og Theologie. Hvad Kritik, historisk Kildestudium, Dialektik kan opbyde af Lærdom og Skarpsindig- hed, er her i rig Fylde bragt i Anvendelse; — og dog føler man sig ligesaalidt tilfredsstillet som overbeviist ved de af Baur dragne Conseqvenser. Netop naar man med Indrømmelse af Alt, hvad Baur har anført til at vise, hvorfor Pauli Ord ikke tillade en liberalere Udtydning end den, der her tillægges dem, er ført til Erkjendelsen af, hvorledes en såadan Theorie maa føre til Modsigelse med sig selv; netop der, hvor man føler sig omspændt af det dialektiske Net saaledes, at man ikke øiner Muligheden af andet end at give Baur Ret i det hele Omfang af hans Resultater: — netop der påatrænger sig stærkest Tyvivlen om, hvorvidt her dog er meer end en eensidigen belyst Sand- hed. Skulde saaledes virkelig den Apostel, der fremfor nogen Anden ikke er bleven staaende ved den religiøse Følelses My- stik, men baade i theoretisk og praktisk Henseende har søgt at klare for Erkjendelsen Evangeliets dybe og mangfoldige Indhold; der hår givet de frugtbareste Anviisninger til det fromme Sinde- lags Yttringer påa Sædelighedens Gebeet; der i sine Forskrifter for Menighedens og de christne Individuers Virksomhed har lagt et saa fremtrædende organiserende Talent for Dagen; der fra sit Folks hellige Skrifter og Historie kjendte saa mange lysende Exempler og tiltalende Skildringer af Familielivet; — skulde det virkelig have ligget udenfor denne Mands Bevidst- hed, hvorledes Ægteskabet kunde have en høiere sædelig Be- tydning end blot at tjene som Modvægt til sandselige Drifters Tilfredstillelse paa ulovlig Maade? Skulde an virkelig have 223 været berøvet al Syn for, hvorledes verdslige Forhold af såa indgribende Betydning som Ægteskab og 'borgerlig Frihed vare bestemte til Mere end til blot at være negativ Anledning for sædelig Virksomhed? Dette synes vanskeligt at antage. Vi ville i denne Henseende henvise til en Christen og christelig Theolog, der, om ellers Nogen, tør betragtes som det sande Gjenbillede af Paulus, baade den historiske og den dogmatiske Paulus. I Luther have vi et Exempel paa, hvorledes en Mand, hvis mange, ligesaa naive som dybsindige Yttringer om Ægteskab og Faåmilie- liv ikke lade tvivle om, at han kjendte sammes sædelige Betyd- ning, dog stundom, hvor hans Bestræbelser for at gjøre andre vigtige Sandheder gjældende optoge udelukkende hans Opmærk- somhed, har talt, som om han alene kjendte og vurderede Æsteskåbet fra den reen udvortes Side.”) Alligevel — deri vil man være nødt til at give Baur Ret — hvad Pauli ommeldte Yttringer i 1 Cor. VIL angaaer, då ere de fremsatte i en saadan Almindelighed og med en saa fuld- kommen Bortvendelse fra enhver Betragtning af Ægteskabets og den borgerlige Friheds højere Betydning, at denne i al Fald her er tråadt tilbage for Apostlens Bevidsthed, navnlig ved den overveiende Indflydelse af Forventningen om den nærforestaaende Parusie med alle de Forandringer, som dermed vilde indtræde. Nu er Spørgsmaalet: hvorledes kunne det N. T.s Skrifter hævdes i deres Værdighed som øverste Regel for christelig Tro og Liv, naar det måa indrømmes, at de indeholde Yttringer og Forskrifter, som påa Grund af deres Eensidighed og Ufuldkom- menhed staae i Modsigelse med eller. dog ikke svare til den ") Slg. f. Ex. hans Yttringer i Udlægningen af 1 Cor. 7: ,,Der Ehestand ist em diusserlich lewblich Ding, das nicht hindert noch fordert den Glau- ben, und mag wohl das Eine Christ, das Andere Unchrist sein, gleich wie ein Christ mit einem Heiden, Juden, Tirken mag essen, trinken, kaufen und allerlei åusserlichen Handel treiben etc.” Hvor ganske an- derledes lyde saa mange Yttringer i Luthers Breve og andre Skrifter, der lade os opfatte Ægteskab og Familie i en langt dybere og inder- ligere Betydning! 224 nuværende Christenheds mere udviklede Bevidsthed? Vi tale nemlig her — vel at mærke — ikke om en fra et philosophisk eller fra nogetsomhelst Princip udenfor Christendommen udviklet Bevidsthed, men om en saadan, der har udviklet sig netop i den Kirke, der hævder Biblens Autoritet som den høijieste, (skjøndt det forresten ogsaa er den i denne Kirke hævdede Opfattelse af Ægteskabets, Familielivets, Borgersamfundets Be- tydning, som tillige erkjendes for den reneste og værdigste af den plulosophiske Ethik, hvor denne har naaet den høieste videnskabelige Fuldendelse). Unægteligen maa det blive vanskeligt at besvare dette Spørgsmaal for dem, der alene kunne finde sig tilfredsstillede ved Forestillingen om den hellige Skrift: som en Samling af guddommelige Udsagn og Forskrifter, der enkeltviis og umid- delbart skulle indeholde Afgjørelsen for ethvert religiøst-sæde- ligt Forhold, hvorom der kræves Oplysning. Men en saadan Forestilling er ikke den, som den evangeliske Kirke vedkjender sig, naar den opstiller Skriftens udelukkende Autoritet som sit Princip. Ikke i den enkelte Yttring, Udvikling eller Beviisførelse hos de bibelske Skribenter søger den evangeliske Kirke Guds Aabenbaring til Menneskene, men i den Heelhed af religiøs- sædelige Ideer, hvilken alle hine enkelte Yttringer og Udviklin- ger tjene til at fremstille og anskueliggjøre, Uden en såadan Tilbageførelse af Enkelthederne til en Eenhed vil Skriften ikkun frembyde en Mangfoldighed af Udsagn, indbyrdes afvigende og modsigende, medens de dog i deres egentlige Væsen kun ere meer eller mindre adæqvate, meer eller mindre udførte Frem- stillinger af den samme guddommelige Sandhed. Derfor er det unægteligen en Fortjeneste, at den nyere Tids Theologie istedet- for hiint aandløse Inspirationsbegreb, hvorved de bibelske Skri- benter ikke kunne ansees for andet end den Hellige Aands mechaniske Redskaber, har med Henviisning til Skriftens egne Antydninger bragt den Forestilling til almindeligere Erkjendelse, at den hellige Skrifts Forfattere, uagtet de ikke bleve løsrevne 225 fra -de almindelige Betingelser for menneskelig Udvikling, dog saaledes hævedes og opløftedes af den nye Bevidsthed, hvor- med den guddommelige Aabenbaring fyldte deres Indre, at de bleve istand til at udtale dennes sande Indhold, medens de tillige, netop fordi deres Underviisning iøvrigt føjede sig ind i deres Samtids af Fortiden betingede Dannelse, formaaede at udtale og meddele Sandheden påa den virksomste Maade. Eller troer man, at f. Ex. Pauli Breve til de korinthiske, galatiske 0. a. Menigheder vilde have havt den Belæringens, Formanin- gens, Opmuntringens, Trøstens Inderlighed og Kraft, dersom Apostlen havde forfattet sine Skrifter i Bevidsthed om, at hvad han skrev til hine Christne, var bestemt til Underviisning for Millioner Christne gjennem mange følgende Aarhundreder og ÅAartusinder? Jo kraftigere, jo mere indtrængende Apostlenes Prædiken var med Hensyn til deres Samtidiges Tarv, desto fuld- komnere blev Guds Hensigt med Evangeliet opnaaet ogsaa for de følgende Slægter. Medens det forundtes disse, ikke blot at deelagtiggjøres i den samme Evangeliets eiendommelige Velsig- nelse som den Slægt, der var samtidig med dets første For- kyndelse”), men tillige at kjende Evangeliets Indhold i endnu større Tydelighnd og Fuldstændighed, fordi deres Bevidsthed var bleveu udvidet under Menneskehedens stedse fortsatte Ud- vikling: vilde en Evangeliets Forkyndelse i den Form, der med Hensyn til sildigere Slægters Dannelse kunde ansees for den formel fuldkomnere, håve været aldeles unyttig, uforstaaelig og misledende for Apostlenes Samtidige. Netop saaledes derimod, som det er blevet anordnet i Guds Huusholdning, vil dennes Hensigtsmæssighed stedse fuldkomnere erkjendes. ") Hvor storartet den christelige Kirke end til nogen Tid eller paa noget Sted vil kunne optræde, kan og tør den dog i Alt, hvad der er væ- senligt for den, ikke ville være og ikke ville have Andet,. end hvad hiin simple, udvortes uanseelige og virkelig endnu meget uudviklede Menighed af de første Troende allerede var og havde.” Jul. Kåstlin, Das Wesen der Kirche (s. Tidsk. f. udenl. Theol. 1856, S. 224). 226 Hvad der derfor synes nærmest at have en blot historisk og reen videnskabelig Interesse, nemlig at efterspore og kjende, i hvilket Omfang og med hvilken Klarhed den enkelte af Evan- geliets første Forkyndere havde hos sig selv udviklet Kredsen af de christelig-religiøse Forestillinger; det bliver ikke mindre af Vigtighed for Kirken og for de Troende, folsaåavidt der af hiin Undersøgelse fremgaåaer Visheden om, at de Subjekters menneskelige Indskrænkning, hvilke Gud havde udseet til at være Redskaber for den christelige Aabenbarings første Forkyn- delse, ikke blot ingen Hindring har været for, at vi kunne kjende Christendommen i dens Væsen og Sandhed, men endogsaåa har været et Middel, hvis Hensigtsmæssighed indlyser stedse tyde- ligere, jo større Indsigt vi vinde i den christelige Aabenba- rings Udviklingsgang. — Med Hensyn til de ovenfor berørte Momenter i Pauli Lære — for ikke at fjerne os fra vort Ud- gangspunkt — bliver det saaledes, ved Siden af Anerkjendelsen af Apostlens uudviklede Bevidsthed om Kirkens fremtidige Ud- viklingsgang (hvilken Historien viser at have været en anden, end Paulus kan antages at have forestillet sig), ikke mindre vigtigt at bemærke, hvorledes det christelige Princip dog er blevet saa kraftigt og usvækket hævdet i Pauli Skrifter, at det i ufordunklet Reenhed bestandigen vil kunne kjendes og fuldkomnere udvik- les, medens dets Virksomhed hos Samtiden var væsenligen be- tinget ved den Form, hvori det er blevet fremstillet for de pau- linske Breves nærmeste Læsere. Uagtet nemlig Apostlen med den hele samtidige Kirke forventede Herrens Gjenkomst og den synlige Verdens fuldkomne Omdannelse i den nærmeste Frem- tid, har han dog ligesaalidt som nogen af hans Medapostle for- glemt Christi Advarsel, »at det ikke var givet dem at kjende den Time og Stund, som Gud havde forbeholdt sin egen Magt« (Ap. Gj. 1, 7. Marc. 13, 32). Saaledes blev det muligt, at det N.T. vakte og nærede en Forventning, uden hvilken den ældste Kirke ikke vilde have været istand til at bestaae den Kamp og de Prøvelser, der ventede den nye Skabnings Førstegrøde, medens FAT det forundtes den paafølgende Christenhed ved Apostlenes Skrifter at fastholde den ideale Sandhed af hiin Forventning uden derfor at dele de første Christnes indskrænkede og mere eller mindre sværmeriske eschatologiske Forestillinger. Paa lig- nende Maade har Pauli Anbefaling af Cølibatet — der, vel at mærke, hverken er ubetinget eller forbunden med en Forkastelse af Ægteskabet som noget i sig selv Ureent og Vanhelligt — understøttet en Idealisme, hvorved hiin Tids i grov Sandselighed hensjunkne Hedningeslægt blev bragt til Bevidsthed om Men- neskets højere Værdighed, uden at derfor de Vildfarelser, hvilke ved forsætlig eller uforsætlig Misforstaaelse kunne uddrages deraf som dens Conseqventser, kunne paabyrdes Apostlens eller overhovedet det N.T.s Lære. Det lod sig vistnok ikke befrygte, at Menneskeheden skulde uddøe, fordi en religiøs Begeistring blev vakt, der var stærk nok til hos Mange at overvinde en af Sandselighedens stærkeste Drifter.”) Men først af en Begeistring, der havde saa stor intensiv Kraft, var den nye Udvikling betin- get, som Christendommen skulde bringe Verden. Dersom Pau- lus for Christne som dem, der vare Apostlens Samtidige i Ko- rinth — man tænke blot paa Aphroditetemplet i denne Stad med dets 1000 Hieroduler! (Strabo VII, 6) — havde udtalt sig om Sandselighedens Forhold til Menneskets fornuftige Væsen saaledes, som en christelig Ethiker i vore Dage vilde udvikle " dette Forhold, da vilde det kun være blevet en uforstaaet eller misforstaaet Tale, fordi den Forberedelse manglede, som. var Betingelse for at fatte dens Betydning. Hvor lidt man endnu var forberedt paa en saadan Betragtning, endog efterat Chri- stendommen havde yttret sin Virksomhed i en længere Tid, det vil man blandt' Andet kunne see af den Maade, hvorpaa Kirke- fædrene behandle sædelige Anliggender af denne Art. ””) +) ,Millionen beschiftigen sich, dass die Gattung bestehe, Åber durch Wenige nur pflanzet die Menschheit sich fort.” Schiller. i) Saaledes finder f. Ex. Tertullian det som noget, der forstod sig af sig . 228 Vi have opholdt os længere ved disse Betragtninger, fordi de upaatvivleligen indeholde et vigtigt Bidrag til Erkjendelse af, hvorledes den hellige Skrift maa bedømmes og værdiges saavel efter dens guddommelige som efter dens menneskelige Side. Grunden til det Mangelfulde i Baurs Udvikling, hvorved den hellige Skrift kun bliver til en Samling af forskjellige Bøger, der fremstille det aandelige og religiøse Liv, men uden Eenhed og uden al normerende Anseelse, maa man søge i den ulykke- lige Modsætning, som har dannet sig mellem, hvad man har kaldt videnskabelig Theologie og kirkelig Opfattelse af Skrift- ordet. Istedetfor at Tradition og Kritik, Autoritetens Vidnesbyrd og den videnskabelige frie Undersøgelse skulle -gjensidigen un- derstøtte og fremhjælpe hinanden til Sandhedens Erkjendelse, viser der sig i vor Tid, som desværre såa ofte tidligere, en eensidig negativ Bestræbelse, som blot gååer ud påa at eftervise de Misgreb og Vildfaårelser, hvortil de forskjellige Retninger føre, ad hvilke Menneskene søge Sandheden. Baur kan kun tænke sig Forsvarerne af den kirkelige Retning som Fiender og Modstandere af Videnskaben, og virkelig have mange af hine givet grundet Anledning til én saadan Betragtning ved den Mis- tænkelighed og den Uvillie, hvilken de have lagt for Dagen i Bedømmelsen af enhver fri videnskabelig Undersøgelse. Saale- des maa man forklåre sig, hvorledes Båur er bleven ført til mange af sine haarde og uretfærdige Domme. —'&Endog Mænd selv, at hellige Mænd og Qvinder ikke kunne møde og see hinanden, uden at føle sig sandseligen bevægede og bedækkes med Skamrødme (Ejusdem libidinis est videre ac videri. Tam sancti viri est suffundi, si virginem viderit, quam sanctæ virginis, si aåa viro visa sit. De vel. virg. c. 2), og at derfor Tilsløring og andre Midler vare nødvendige til den indre Kydskheds Bevarelse. (S. Baur, das Christenth. der drei ersten Jahrh. S. 478). Vistnok ligger der i saadanne asketiske Præventions- anstalter Vidnesbyrd om en sædelig Alvor og Rigorisme, men tillige Bekjendelse af en Mangel paa høiere' sædelig Dannelse, hvorover en Christen i vore Dage vil rødme, dersom han maa tilstaae, at ogsaa han trænger til saadan Hjælp. Fk som Schleiermacher, Lucke, de Wette o. m. a., bebreider han med største Heftighed, at de ved deres bibelsk-kritiske Forsk- ninger have taget et uværdigt Hensyn til de »kirkelige« An- skuelser, at de have viist »en Skaansomhed mod disses Tilhæn- gere, som dog kun gjengjældes med Bitterhed og Foragt«.”) Alligevel var det Hensynet til Kørkens Lære, til den christelige Menigheds Bevidsthed og Følelse, som afholdt de navngivne Theologer og andre af deres Aandsfæller fra at henfalde til de Yderligheder, hvortil Baur og hans Disciple ere blevne førte, og hvorfra disse ogsaa have været nødte til allerede at gjøre flere end eet Tilbageskridt. Men det maa paa den anden Side ogsaa erindres, at dersom den kirkelige Tradition og Bevidsthed har værnet om den christelige Sandhed imod mange Eensidigheder og Forvildelser, som smykkede sig med Videnskabens Navn, da er det igjen Videnskaben — Ordet taget i dets sande og om- fattende Betydning — hvilken Kirken har at takke for, at den kom til stedse klarere Bevidsthed om Betydningen og Rigdom- … men af den Skat, som var den betroet i Evangeliet, og blev veiledet til Bibelordets rette Anvendelse påa de givne concrete Forhold under Tidernes Vexel. Blandt de apostoliske Breve, som angive sig selv skrevne fra et Fangenskab, har det, der fører Navnet 7790 ”Epsoiovs i nyere Tid været underkastet mange Tvivl deels med Hensyn til dets paulinske ÅAuthentie, deels med Hensyn til, hvorvidt det nærmest har været bestemt for Menigheden i Ephesus. Den Omstændighed, at Paulus, der havde opholdt sig to til tre Aar (Ap. G. 19, 20. 20, 31.) i Ephesus og havde her staaet i nøieste Forbindelse med mange Christne, dog hverken, som han ellers pleier, sender personlige Hilsener eller omtaler, hvad der tidii- gere har tildraget sig under hans Ophold blandt hans Corre- spondenter, men snarere taler til Brevets Læsere som dem, der aNSmen Mængde Yttringer af denne Art i Baurs Artikler i Theol. Jahrb. 1849—51. 230 kun ved Andre kjendte hans Mission som Hedningapostel (3, 2. sig. 1, 15.), har man med Rette fundet saa paafaldende, at dette allerede for Mange vilde have været en Grund til at tvivle om Brevets Ægthed, dersom ikke hiin Omstændighed lod sig forklare af, at Brevet oprindeligen ikke egentlig eller udeluk- kende var bestemt for den ephesinske Menighed. Det er be- kjendt, at allerede meget tidlig anførte Marcion et Paulinsk Brev under Navnet: Brevet til Laodicenserne.. Da Laodicenserne i Forbindelse med andre Christne Kol. 2, 1 omtales af Paulus som ham personligen ubekjendte, og da der i Kol. 2, 16 gives Anviisning, hvorledes Kolossenserne skulle lade det til dem skrevne Brev blive læst i Laodicea, medens Kolossenserne atter skulle see at faae »det fra Laodicea« til Læsning, — ved hvil- ket sidste Brev neppe kan forstaåaes andet end et Brev fra Pau- lus til Laåodicenserne — har man troet, da man ellers ikke be- sidder noget (ægte) Brev fra Paulus til Laodicenserne, at dermed kunde være meent netop| det Brev, som i vor Kanon fører Nav- net: »til Ephesierne«. En Understøttelse for denne Hypothese finder man (deri, at i Pauli Hilsen Eph. 1, 1 manglede i meget gamle Haandskrifter Ordene &v ”Epéom, ligesom det ældste Haandskrift, vi besidde, Cod. Vatic., kun har disse Ord tilskrevne i Randen. Af denne Udeladelse og af Brevets Indhold hår man uddraget den Slutning, at vort Brev oprindeligen kunde være bestemt for flere Menigheder, hvoriblandt Laodicea og Ephesus. Maaskee var det overdraget Tychicus (Eph. 6, 21. 22) og dem, der overbragte det, nærmere at udfylde den P'ads, som Paulus kunde have ladet ståae aaben, eller maaskee Brevet fra Pauli egen Haand har lydt paa: »til de Hellige, som ogsaa ere troende påa Christus Jesus« (Eph. 1, 1) og saaledes. betegnet sig selv som et Brev af almindeligere Bestemmelse, medens dog Over- bringerne vidste, for hvilke Kredse af Christne i Lille-Asien det nærmest var beregnet. Med lige god Grund kunde da de Christne i Ephesus saåavelsom i Laodicea tilegne sig Brevet som skrevet til deres respective Menighed, skjøndt det i Tidens Løb 231 blev almindeligen nævnt efter den største og anseeligste Menig- hed i Lille-Asien. Ved en saadan Forklaring med forskjellige Modificationer have (Anger 1843) Guericke, Thiersch”) 0. Å. be- roliget sig over Mangelen påa Vidnesbyrd om et nøiere Forhold mellem Paulus og dem, til hvilke Brevet er skrevet. Meyer, Reuss 0. Å. fastholde Brevets Bestemmelse for Ephesierne”), skjøndt den Første indrømmer derved, at Brevet historisk er ham ubegribeligt; Beuss søger at eftervise, hvorledes Yttringerne 1, 15 &xovoæg slg. 1 Kor, 5, 1. 11, 18. Kol. 1, 4. 9. 2 Thess. 3, 11; — 3, 2 (stys nxovourte, da I have hørt, ikke: dersom I have hørt), hvilke man hår fundet fremmede i en Skrivelse fra "Paulus til Ephesierne, ikke i sig selv ere det, og at Manglen af Hilsener og personlige Relationer deels har sine Paralleler i Brevene til Thessalonicenserne og Philippenserne, deels forklares af, at Tychicus (6, 21) mundtlig kunde og skulde meddele mange Ting, som Åpostlen netop derfor ikke behøvede at skrive. Et Hovedanstød mod Ephesierbrevets Ægthed har man villet finde i den Afhængighed, hvori dette skulde være skrevet med Hensyn til Kolossenserbrevet. Saaledes blandt Andre de Wette, der gjentagne Gange i sine Skrifter har erklæret sig mod Ephe- sierbrevet som et authentisk Værk af Paulus. (I Modsætning hertil paastod Mayerhof (Berlin 1838), at Ephesierbrevet var påulinsk, Brevet til Kolossenserne derimod ikke). I nyere "Tid har Reuss (Gesch. 2 118) med Skarpsindighed efterviist, hvor- ledes man ved saadanne Sammenligningstavler, som navnlig de Wette (Einl. 2 146) opstillede, altformeget har ladet sig henrive af en vis udvortes Lighed i Ord og Udtryk til i. Ephesierbrevet at see en vidtløftigere Behandling af Kolossenserbrevet, -saaledes øf) — — — Dieses encyklische Schreiberi zunåchst an die Christen der " Hauptstadt (in Asia), .aber zugleich in Hinblick auf. die von dort aus entspruugenen suburbicarischen Kirchen — — (S$. 145). FX) Saaledes ogsaa BRinck i en Artikel i Theol. Stud. u. Kr. 1849 under Overskrift: Kann der Ephesterbrief an die Gemeinde zu Ephesus gerich- tet seyn? 16 232 at det kun skulde være en Falsarii Værk, eller omvendt, åt Ko- lossenserbrevet kun skulde være et med fremmed Haand fore- taget Udtog af hiint, medens der i begge Breve viser sig en Selvstændighed i Udviklingen, som lader hiin Lighed i Udtryk og Formler finde sin tilfredsstillende Forklaring deri, at Paulus selv har skrevet det ene Brev kort Tid efter det andet, under Indflydelse af lignende Stemning og Aandsretning, men uden den Afhængighed, som skulde gjøre det ene Brev til en udvidet Gjentagelse eller en forkortet Afskrift af det andet. De mange Spor af montanistisk og gnostisk Lære, hvilke Baur og hans- Skole have villet finde i Ephester og. Kolossen- serbrevene, og som skulle anvise disse Breve deres Plads i andet Aarhundrede, ere blevne efterviste som utilstrækkelige til at begrunde den sidstnævnte Paastand, deels fordi man i de endog af Baur for ægte ansete paulinske Skrifter finder Paåral- leler dertil, og deels fordi det dog vilde være besynderligt, om en orthodox katholiserende Christen (eller tvende saadanne Fal- sarii) ikke skulde have vidst noget bedre Middel til at bringe Paulinere og Petrinere nærmere end ved at laane et Sprog, som var begge Partier lige fremmed, fra de allevegnefra mistænkte og forstødte Hæretikere.”) Hvad der imidlertid ved denne Leilighed udtrykkeligen bør fremhæves, er, at netop de i Anledning af hine Breves Mistæn- keliggjørelse fremkaldte Undersøgelser have fremmet Fortolk- ningen af deres ejendommelige Indhold ved at belyse deres Sammenhæng med den hele Udviklingsgang, som Christendom- | men undergik, jo mere den fjernede sig fra Palæstina, paa en Maade, -som gaaer langt ud over den Veiledning, som ældre Theologer vare istand til at yde. Et lidet Brev af ganske eiendommelig Interesse opbevares i vor Kanon som Pauli Brev til Plulemon. Det har en aldeles 7) S. Beuss & 123. Tlzersch S. 146 ff. 176... Guericke. & 23. … Klopper: De origine epp. ad Eph. et Coloss. 1853. J. F. Ribinger: De Christo- logia Paulina contra Baurium. Breslau 1852. 233 personlig Relation: en utro Slave, Onesimus, var undløben fra sin Herre, var ved Omstændigheder, som ere os ubekjendte, kommen sammen wed Påulus og var af denne bleven omvendt til Christendommen. Paulus sender ham nu tilbage til hans Herre under Ledsagelse af Tychicus og en skriftlig Anbefaling. »Dette lille Brev er et Mynster paa Takt og Humanitet« — siger Reuss 2 124 — »viser Paulus ligesaa klart opfattende stræng Pligt som udfoldende en aandrig og elskværdig Humor. Neppe har Nogen heldigere oplyst dette Brevs Aand end Baur, og dog har denne Theolog (ligesom mod sin Villie) seet sig nødt til at opsøge Grunde mod dets Ægthed. Den første Grund — fordi ogsaa Eph. og Kol. ere uægte — er ikke engang nogen, da Egennavnene i Kol. 4, 7 ff. jo kunde være laante netop fra Brevet til Philemon; åt der ikke lader sig med Sikkerhed op- vise noget paulinsk Brev fra Apostlens Fangenskab, er en petitio principii; syv (7) Ord, som Paulus ellers ikke bruger, og eet (siger 1), som kun forekomme i Eph. og Col. (ævnxov), er det vistnok lettere at tælle end alle de ellers bekjendte paulinske. Vistnok maa det have været »»et ganske særegent Sammentræf af Omstændigheder« «, som førte Onesimus til Paulus; men at der i Virkeligheden forekomme nok såa mange Omstændigheder af denne Årt som i Romaner, er en daglig Erfaring; og endelig, at Romanen (de elementinske Homilier) vælger lignende Tilskik- kelser for sit Brug, viser som overalt, at selv Digtningen tilsidst kun støtter sig til Virkeligheden, men ikke, at en Digtningen tjenlig Begivenhed allerede for denne Egenskabs Skyld er op- digtet. « Ikke mindre Modsigelse har det fundet, at Baur kunde miskjende den reen menneskelige Grundtone, som gaaer igjen- nem Brevet til Plulippenserne”), og troe sig, paa Grund af en æ) S. bte B. lste Afdeling af Olshausens Bibl. Comm. Denne Afdeling leverer Commentar til Brevene til Philippenserne, til Timoth., Titus og Philemon fra Wiesingers Haand. Kåonigsb. 1850. 16 234 enkelt dogmatisk Digression (Phzlepp. 2, 5 ff.), der ikke var efter Kritikerens Smag, berettiget til at frakjende Paulus det.” Medens' de Baurske Tvivl og Angreb paa Brevene til Thes- salonicenserne, Ephesierne, Kolossenserne, Philemon, Philippen- serne, med Undtagelse af Ephesierbrevet, ingen Indgang have fundet uden hos hans nærmere Disciple, forholder det sig an- derledes med de saakaldte Pastoralbreve, om hvis Authentie endog saadanne Theologer ere uenige, som ellers stååae hinan- den nærmest 'i Betragtningen af det N. T.s Kanon. Om de tid- ligére Forhandlinger angaaende disse Breve henviser jeg til min Artikel i Theol. Trdsskrift &ts B. 2det H. S. 41-145. De Grunde, som ere blevne udledede fra disse Breves Lære- Indhold og sproglige Characteer imod deres paulinske Ægthed, og som i nyeste Tid bleve gjentagne af Baur, Schwegler, Køst- lin (Joh. Lehrb. 378 ff.) 0. Å., ere påany blevne prøvede fra forskjellige Sider og endog af ellers skeptiske Kritikere ikke fundne i og for sig afgjørende nok til at henvise disse Breve til det andet christelige Aarhundrede. Men ikke destomindre lægger disse Breves eiendommelige og for de øvrige paulinske Skrifter meer eller mindre afvigende Charakteer i Forbindelse med Vanskeligheden af at skaffe dem en passende Plads inden "den os bekjendte Kreds af Pauli Livsbegivenheder Hindringer i Veien for at anerkjende deres paulinske Authentie med samme Sikkerhed som de uomtvistet ægte. Guericke (Gesammtgesch. S. 364 ff.) sætter alle tre Breves Affattelse til Tiden efter det første romerske Fangenskab. … Ved denne Antagelse afkræftes ikke blot mange andre indvendinger, men ogsaa de, der hentes fra Antydninger i disse Breve, som ikke let ville føje sig i den Deel af Pauli Levnet, som er os bekjendt fra Apostlens Breve og fra Ap. G. Men den hele Antagelse om, at Paulus er bleven løsladt fra det romerske Fangenskab, med hvilket Ap. G. slutter sin Beretning, støtter sig påa saa skrøbelige Grunde, at de ikke vilde finde nogen Slags Opmærksomhed, dersom ikke derved løstes væsentlige Indvendinger imod Pastoralbrevenes Ægthed. ES RESET ME OSLO REE REE TE AE BE, ER AN 235 Naturligviis er det ikke vanskeligt at udfylde et Tidsrum af tre til fire Aar, som skulle være forløbne mellem Pauli Løsladelse fra det (første) romerske Fangenskab og indtil Apostlens: Død (64-67 eller 68 efter Chr,) med endeel Reiser og Begivenheder, ved hvis Fremstilling man kalder de omtvistede Breve med de deri indeholdte Antydninger af historiske Forhold og, Personer til Hjælp (saaledes Guericke S. 376). Men vanskeligere lader sig dog den Betænkelighed afvise, hvorledes der, i Tilfælde af den historiske, Rigtighed af disse Reiser og den hele paulinske Virksomhed, som sættes i Forbindelse dermed, skulde savnes saa godt som ethvert Vidnesbyrd udenfor hine Breve selv. … Til Guerickes Mening slutte sig alligevel Huther (Comment. 1850) Wiesinger (Fortsætt. af den Olshausenske Comment. 5 B. iste Abth, 1850) Delztsch (Zeitschr. f. luth. Theol. 1851) 0. A. Paa meget forskjelllg Maade have derimod Dezetlein (Urchristenth. 1845), Thiersch (Ap. Zeit. S. 151), Wreseler (Chronol. des apost. Zeitalters 1848 S, 286 ff. 329 ff. etc.), Beuss 0. Å. søgt at ud- finde Plads for Pastoralbrevene, uden at tage deres Tilflugt til Hypothesen om Pauli Løsladelse af det (første); romerske. Fan- genskab og Gjentagelsen af dette indtil: Apostlens Martyrdød. "Thæersch lader Paulus paa sin anden Missionsreise fra Korinth af foretage sig en. Reise til Kreta og ved Slutningen deraf skrive Brevet til Titus.”), Paa sin tredie Reise,. hvor Paulus forblev tre Aar i Ephesus, 'skal da Apostlen fra denne Stad have foretaget en af Lucas ikke omtalt Reise til Macedonien (1 Tim. 1, 3) og herfra have skrevet det første Brev til Timotheus. Det andet Brev til Timotheus skal Paulus derimod have skrevet fra Fangenskabet i Cæsarea, kort efter Brevene til Ephesierne, Koloss. og Philemon. — Wreseler indskyder 1ste Timoth… mellem Gala- terbrevet og I1ste Kor., Brevet til Titus mellem 1 Kor. og 2 Kor.; medens det 2det Brev til Timotheus skal være skrevet æ) Men dengang kjendte Paulus. ikke Apollo, som omtales Tit. 3, 13., og hvis Bekjendtskab Paulus først gjorde, efterat den tredie Missionsreise var tiltraadt (s. Ap. G. 18, 23. 24 ff.). 236 mod Slutningen af det første (og efter Wieselers Mening eneste) romerske Fangenskab. Endelig har Beus udfundet følgende Combination, med hvis Omstødelse han antåger, at man maa opgive Ægtheden (2 88): Efterat Paulus havde fra Ephesus af skrevet Brevet til Galaterne, skal han have foretaget en Reise til Kreta og derpaa til Korinth hvor han lærte Apollo at kjende -— Ap. G. 19, 1. slg. 1 Cor. 1, 12. 3, 4). Fra Korinth skal: Apostlen have skrevet Brevet til Titus, hvilket Apollo overbragte, og nu skal han være dragen videre mod Nord, hvor vi tåbe hans Spor i Illyrien; fra Korinth af eller i Illyrien — nok, ganske kort efter Brevet til Titus — skal Paulus have skrevet iste Brev ti TYmotheus. Efterat være kommen tilbage til Ephesus skal han derpaa have skrvet ste Brev til Korinthierne. Det 2det Brev til Tim. lader Reuss være skrevet fra Rom mod Slutningen af Pauli Fangenskah i denne Stad (efter Reuss's Mening er Paulus ikke bleven lødladt af dette). Denne Combination har imidlertid ligesom de andre det imod sig, at Brevene til Timotheus og Titus have en ligesaa stor Lighed i Tanker og Udtryk med hinanden indbyrdes, som de i denne Henseende påa eiendommelig Maade afvige fra de øvrige paulinske Breve. Dersom endog den sidste Omstændig- hed — Uligheden mellem Pastoralbrevene og de andre paulinske Breve — lod sig forklare af Gjenstande og Forhold, hvorom her handledes, vilde dog hiin Lighed — mellem Pastoralbrevene indbyrdes — alene kunde forklares derved, at Apostlen havde skrevet disse tre Breve i et ikke for langt Tidsrum fra hinanden, medens hans Sjæl endnu var optagen af de samme Forestillin- ger. Paa denne Maade troe vi, som ovenfor blev bemærket, at Ligheden mellem Ephesierbrevet og Brevet til Kolossenserne lader sig forklare. Men naar man fjerner Pastoralbrevenes ÅAf- fattelse saa langt fra hinanden, (Reuss drager Brevet til Titus og I1ste Brev til Tim. i Nærheden af hinanden, men det Tim. adskiller han fra disse ved en Mellemtid af flere Aar) som Til- fældet er ved flere af de ovenanførte Theologers Combinationer, 237 da bliver det vanskeligt at forstaae, hvorledes Paulus kunde henved den Tid, da han skrev Brevene til Galalerne og til Ko- rintherne, have fulgt en saa afvigende Stiil og Udtryksmaade —— for ikke at tåle om andre Momenter — i Brevene til Titus og i iste Brev til Timotheus og da først, efterat han havde skrevet Brevet til Romerne, senere Brevene til Ephesier, Colossenser, Philemon, atter have optaget hiin for de tvende ældre Pastoral- breve ejendommelige Form og Skrivemaade i det Zdet Brev til Timotheus. | De to nyeste Commentarer over Pastoralbrevene (af J. EH. Huther, hvis Skrift udgjør en Deel af Meyers Exeget. Hdb., og af G.… E. Leo — Pauli ep. altera ad. Timothenm græce, cum commentario perpetuo, Lips. 1850, .en Fortsættelse af Forf.'s i Å. 1837 udkomne Commentar til iste Tim.) bringe Spørgsmaalet om disses Oprindelse ikke ud over det, som tidligere er blevet bemærket til Forsvar. for disse Breves paulinske Authentie. "). — Selv Ewald, der ellers pleier at finde enhver negativ Kritik, naar "den understøttes af Baur, ligesaa urimelig aom ugudelig, troer dog, at dér 'staae: »ugjendrivelige Grunde« mod Pastoralbrevenes Æsthed (Jahrb. f. bibl. Wiss. 1850-51, S. 252) og erklærer sig i en forresten lidetsigende Artikel: Bemerkungen iiber die Pau- lusbriefe i Jahrb. 1849, ”S. 225 ff., at »Ephesierbrevet staaer Paulus långt nærmere end de tre :Pastoralbreve, som i. det Mindste i den SKikkelse, hvori .de foreligge os, ikke kunne være udgaaede fra Paulus: Denne :méd- sædvanlig dictatorisk Myn- dighed fremsatte Yttring 'er her ikke. videre begrundet, men den fører tilbage til den af Crédner (Einl. 1 Th. ter Abth. e 177 ff.) fremsatte Formodning om, at ægte paulinske Breve ligge til Grund for Pastoralbrevene, men ere blevne omarbei- 7) I en Dissertation ,,De argumentis historicis, quibus epp. past. origo Pauli impugnata est, Gott. 1852” har Budow, med Forkastelse af iste Tim. og af et andet Fangenskab, erklæret sig for Zdet Timotheus- brevs Henførelse til det første Fangenskab og ladet Titusbrevet være skrevet i Ephesus. 238 dede (om endogsaa forresten det af Credner vovede Restitutions- forsøg maa erkjendes for misligt og ugyldigt). Omendskjøndt Credner egentlig betragter iste Tim. som en fuldkommen Op- digtelse,. mener han dog, at der ingen Grund er til at vise selv dette Skrift ud over det første christelige Aarhundrede. Op- mærksomhed fortjene følgende af Thzersch Ap. K. S. 152 frem- satte Yttringer, forsaavidt man har været altfor tilbøjelig til at ansee de Forhold og Bestemmelser, der forekomme i Pastoral= brevene, som Tegn påa disses Uægthed og Tilblivelse først ved et senere Tidspunkt i Kirkens Udviklingshistorie: »Det er en Anskuelse, som er løben vidt omkring, at, om der ogsaa anden- steds kan have været Spor til en fast Kirkeordens Begyndelse, bestod dog i det Mindste i de paulinske Menigheder ikke nogen saadan. - Her skal, ifølge Apostlens Breve, Enhver have havt Ret til at lære, og Alles geistlige Lighed have været Kirkens Grundlov; intet ovenfra begrundet Embede, ingen sikker Tradi- tion om Kjendsgjerninger og Troeslærdomme, ingen Forbindt- lighed til Lydighed, ingen Lov om Udøvelse af Kirkens Tugt og Regjering, ingen overetnsstemmende Ritus i de hellige Hand- linger skal have fundet Sted, men en Ubestemthed, Vilkaarlighed og Flydenhed i alle Forhold, om hvis Fortræffelighed man gjør sig glimrende Forestillinger, men hvormed i Virkeligheden intet Samfund i Verden kunde bestaae otte Dage«. Virkelig maa man med Hensyn til Pastoralbrevene snarere sige, at den kirke- lige Organisme viser sig i disse Breve endnu såa ufuldstændig, at vi allerede af denne Grund maae have Betænkelighed ved at føre dem ud over den apostoliske Tid. — — 239 Bemærkninger om nogle Formler hårende til de angulære Sectioners Theorie. Af | Professor Ramus. 1. Da de angulære Sectioners Theorie er bleven behandlet i senere Tider af saa mange forskjellige Forfattere, af hvilke det her vil være nok at nævne Poisson, Lacroix, Poinsot, Abel, Cauchy”), er det naturligt, at ikke blot de mangelfuldé Formler, som Euler og Lagrange havde fremstillet, ere blevne behørigen completerede, men tillige, at intet væsentligt Punkt i denne Theorie kan trænge til nogen yderligere Berigtigelse. Derimod vil det kunne findes, at de Udviklinger, som haves for Potentser af Cosinus og Sinus, cos”z og sin”z, ved Rækker, som gaae frem efter GCosinusser og Sinusser af Buerne PE, HE DVE SANS (6) VE ere, forsaavidt m ikke er et heelt Tal, støttede til en mindre tilfredsstillende Beviisførelse, end de almindelige Udviklinger, som omvendt haves for cos mz og sin mz ved Rækker ordnede efter stigende Potentser enten af cosz eller af sinz. En ringe Forandring i Fremstillingen vil udentvivl kunne bøde paa denne æ) Denne lille Afhandling fandtes iblandt vor afdøde Collegas efterladte Papirer, og maa efter Form og Indhold at dømme have været bestemt for Oversigterne. =%) Poisson, Corresp. sur I'école polyt., T. II, Pag. 212; bulletin des sciences | math., par Ferussac, T. IV, Pag. 140 og 344. ; » Lacroix, Traité du calcul diff. et du calcul intégral, 2de éd., T. III, Pag. 605. Poinsot, Recherches sur analyse des sections angulaires, Paris 1825. Abel, Untersuchungen tiber die Reihe 1 Fr ot RD ge + … (Crelles … Journal T. I, Pag. 311); jvf. Oeuvres complétes de N. H. Abel, FE FPar." 66: Cauchy, Exercices de mathém., T.1I (Paris 1826), Pag. 1. 240 Mangel, idet man vel med Poisson hensigtsmæssigen afleder 2cosz og 2'sinz af det almindeligere Udtryk il BR V1+ 2100522 + 8 ved at lade t convergere til 41, men tillige søger i Udviklin- gerne for ” efter stigende Potentser af & at bestemme de dis- continuerte Factorer ved en lignende Fremgangsmaade, som den ellers Poinsot har anvendt i andre Tilfælde af de angulære Sec- tioners Theorie. 2. Ifølge Binomjalformlen findes . (Item — 19 [1+m term g12e "1 mn t3e3 14], (1) idet for Kortheds SKUD sgldrdti gan RE TE ES ERE og hvor m, og 2: kunne, have hvilkesomhelst reelle Værdier, men t maae ikke .gaae udenfor Grændserne + 1, undtagen naar m er positiv heel; hvorved Rækken, bliver endelig, altsaa; ube- grændset. Ved at transformere Exponentiellerne til deres Udtryk ved Sinus og Cosinus, , bliver, Rækken (1) opløst i to Rækker, som kunne fremstilles. ved p(z) = 1+ my ieosz + m,t? cos22 + mm, 1? Cos32+..., w()=… m,tsinz + m,t? sin2z + m,t? sinåz + …. ; Indsættes tillige det bekjendte Udtryk for 17,- vil Ligning (1) kunne skrives saaledes: (1+ te”—im — (cos 2minxn+YV —I1 sin 2min) (gp(2) SVN w(2)). (4) For at bestemme alle Værdierne af venstre Side uden Hjælp af Rækkeudviklinger sættes - (3) 1+icosz=BRcosø, tsinz= Rsing, (5) altsaa R=YV1+ 2 cosz+t?, (6) som stedse tages positiv, hvorefter 8 lettest erholdes: ved tsinz tg == <<. i gå 1 + écosz (1) Da coså er stedse positiv (idet & ikke falder udenfor. Grænd- serne + 1), men sind har samme Fortegn som sing, vil 9 241 som beliggende mellem +> være aldeles bestemt ved Lig- ning (7). Man erholder altsaa (| + term — Br [cos m (9 + 2r1)+V —I sinm (0 + 2rn)|, (8) idet BR” ligesom B tages positiv, og r betegner et hvilketsom- helst heelt Tal. Ved Sammenligning af Udtrykkene (4) og (8) erholdes Rr cosm (09 + 2r7) = cos2mim. (2) — sinmim. (2), Re sinm (0 + 2rax) = sin 2mim. mp (2) + cCos 2m7a. W (2). | (9) Disse Ligninger ere complete, idet r og 7 betegne vilkaarlige hele Tal; men det vil ogsaa let findes, hvorledes disse Tal af- hænge af hinanden, for. at begge Sider kunne fremstille den samme Værdie. F. Ex. for 2=0 haves B= 1+:, 9—=0, v()=0 og. p(2)= (1+ 2)", hvorved Ligningerne. (9) redu- ceres til cos2mræz — cos2mwæ,: sin2mra = sin2mim, hvoraf sluttes, at r=7. . Ligesaa for 2= mm, idet n er et hvilketsomhelst heelt Tal; thi man har da atter 9=0, w(z)=0 men BR = 1—+(—1)"t og p(2) =[1+ (—1F"t]”. Sættes nu i (9) r=7 og bestemmes ved Elimination. særskilt p(2) og w(z), erholdes hr cosmo = mp(2), RBR" sinmø = w(2) (10) eller le bydel” Cr gø) cosm0 — sinme" bal "8. Af de to Rækker mp(2) og w(2), bestemte ved (3), kunne disse to andre afledes m m-2 m=4 -6 P(2)= cos stn; t C0s—5—2+m,d? cos5—2+m3t? 005524. ed) Q(2)= sin Sem, tsin 2 me tmet? sm tm, i3 sin 24. ke nemlig COS 5 2. pe) ar sin 72. Yp () = P(), (13) sin 52. p(e) — C0Ss z xp le) = Q(2). 242 Altsaa følger af Ligningerne (10) Br cosm(1z—0)= P(e), Rr sinm(12—60) = Q(e). (14) Ved at skrive overalt 22 -istedetfor 2 kunne disse to Udviklinger (14) fremstilles saaledes: VÆRE IEEE fig 705) ogs mz+-m ,tcos(m—2)2+-m,t?cos (mm—4)2+..] (15) == gg erat m,t sin (m—-2)z+-m ,t? sin (m—4)2+..], idet 9 beliggende mellem + Iæ er bestemt ved en en de eee: NE Hs 26 Af disse Ligninger (15) og (16) er det at Udviklingerne for cos”z og sin”z afledes ved at lade & convergere til +41. For t= 1 reduceres Ligning (16) til g LSE MR I AE : (17) saa at 0 beliggende mellem +im er bestemt af Værdien af 2 saaledes, at naar sæ nm +, (18) hvor n er et heelt Tal og æ beliggende mellem + år, haves 0 —= xx. (19) Altsåaa reduceres Udviklingerne (15) til (2 cosz. cCosn7t)” 1 re , (2 29) …… C0S [cos mz Fm, COS (m— 2) 2 - Mo COS EDEN: 2 + ] (20) 1 K === i j FE 2 i SCR ss ele DE [sinmz + m, sin (m —2)2 + m, sin (m —4) 2 + ….] For :t = —1 reduceres Ligning (16) til ' tg09 = tg(2— Im). (21) Antages atter Værdien af z fremstillet ved Udtrykket (18), men æ beliggende mellem 0 og —, erholdes ifølge (21) 0 == æ—4r, (22) altsaa z—09 = (1 + 1), hvorved Ligningerne (15) reduceres til: RE SE REDER FREE SE SER TS RENNER || 243 (2 sinz . cosn77)” 1 arrene [cosmz—m, cos(m-2)2 + m, cCos (m-4)z —…] (23) Sø) roere [sinmz —m, sin (m-2)2+ m, sin (m-4)2—..]. T8 Disse Formler (20) og (23) falde sammen med de bekjendte Ud- viklinger, naar det vel fastholdes, at i (20) er z antaget belig- gende mellem »æ + im, men i (23) mellem nm og (1+1) 7"). Da venstre Side alene forstaaes som den positive Værdie, saa mangler påa høire Side Factoren 1”, som derimod maatte til- sættes, hvis venstre Side skulde forstaaes saaledes, at alle Vær- dierne af m!e Potents medtoges. 4. Ligningerne (10) eller (11), som her ere lagte til Grund for Udviklingerne (15) og derved igjen for de mere specielle (20) og (23), lede ogsaa med Lethed til flere andre bekjendte Sætninger. F. Ex. for m == — 1 erholdes ligefrem ifølge (5) og (6) Br etosa rr a 12 cosg Fr 1—t cos2+é cos 22 —t cos324...; ig re pine —ge sinde + £? sin ok Trees TE sinz sin 22 sin3z—...… For m = —2 erholdes ifølge (5) og (6) 1+2:cosz+2? cos 22 LM å . ) FE 100) 7 me 1400 rt Br cos22—4t3cC0s 32+.…, sa 5 2t sinz + t? sin 22 EET — 1 2 — 2 c1 3cm' —,.. Free 2tsinz— 3? sin 22+- 442 sin 32 ; men disse to Ligninger udledes ogsaa af de to foregaaende ved Multiplication med é og derefter Differentiation med Hensyn til z. Naar overhoved m er et heelt Tal, positivt eller negativt, vil 7) Jvf. Forfatterens ,,Algebra og Funcetionslære” Pag. 201, hvor Beteg- + nelsen for z er tagen i samme Betydning baade for Udviklingen af , (2 cosz)m og (2sinz)” ; men den Fremstilling, som her er brugt, er simplere. 244 man kunne formedelst (5) og (6) eliminere 9 af Formlerne (10). Sættes nemlig for Kortheds Skyld Mm m (m2—1) "m(m?—1)(m,—9) ba Eg ER EN OSSE SSR SERENE m(m?—1).…(m?2— 27—12) er ERE HVED ERE ST ene m? m?(m?—4) m?(m?—4)(m, —16) (28) Es ao) MS roger ST 175 DB uEgn GEUDERE m? (m2—4)…(m? —2—2?) Pejs TD os PURE saa haves som bekjendt for m lige: å cos mo =(—1)? [1— 4, cos?0+ 44 Cos209 — Wu, CosS0 +….] (en = 1—m, sin? + u,4 sin?d — u, sine +..., for m ulige: ; | cos mo = (—1)? [un cos08 —u, cos30 + Wu, cCos'g— ….], | (28) sin mo = 4, sind — u, sin?0 + mu, sing — ' Ogsaa haves for m lige (ved Differentiation af cos md med Hensyn til-6): m=++-2 (EMNER DEER sin må = RE ES [2u, Cos09 — 44, C0s?0+-6ug C0s59—.….] (29) cos å ; big : SE —— [we sind — 444 sin? 0 + 6yv, sin$ø — …]. Er m positiv heel, ville Rækkerne (2) og w(2) være endelige, saa at Ligningerne (10) blive identiske, naar cos må og sin md bestemmes ved (27), (28), (29), "og Udtrykkene (5) for sind og cos ? indsættes. Derimod for m negativ heel erholdes Udvik- linger i uendelige Rækker. F. Ex. m = —3 giver: 1— 3 cosz + 3? cos 22 + 62 cos 32 (1 + 2: cosz + g?)3 = 1 — åt cosz + 68? cos27 — 1012 cos32 +..., (30) åt sinz + 36? sin 22 + £2 sin 32 (1 + 2Ztcosz + 2?)5 — åt sing — 62? sin 27 — 1062 sin3dz —.... 245 Almindeligt haves ifølge (10) ved' at lade m være positiv heel, og dernæst foråndre m til —m:: Pr cosmø = 1 NE GA REN, cos 22 +-.. reg + — ir—" cCos (n—1)2 +" cosmz, sd (31) en dg 1— Maid 2 + ——— me t? cos 22 ig SOREN fg — 153 t3 coså3z +... ligeledes Ål Rr sin må =— —-t sin 2 Fre de sin2z +... +7 tr=l sin(m —1)2 + ér sin mz,. i (32) RBR sinm0o—= Hr sin z — Se EDER. t?' sin 22 rr SNE sin 32 —.... Elimineres nu cos må mellem. de to Ligninger (31), og sin må mellem de to Ligninger (32), erholdes 1+78cosz TE ure cos22... +" COs mz (1 + 2 cosz + g2)7 oe kld END FONA TD: t? coså22 —..., (knit (23) AE sing + 4? sin22z.… + &" sinmz (1 Eg: 2t cosz +68?) Disse Udviklinger (33) indbefatte specielt (24) for m=1, (25) for m = 2, (30) for m = 3. 3. Ved i Formlerne (10) at lade £ convergere til +1, er- holdes, naar for 2 skrives 22, og atter Formlerne (18) og (19) anvendes, 246 (2 cosx)” cosmx =1—+ m, cos2æt-m, cCos 4æx+-m, cCos 6r+.. E (2 cosx)”sinmæ = my, sin2rxr+m,sin4æ+-m, rene hvor æ ligger mellem +ixm. Man kunde ogsaa. lade t conver- gere til —1, men det vilde give de samme to Formler (34) ved blot i dem at. forandre æ til am —æ. Naar disse Rækker (34) eller de mere almindelige Rækker (10), hvoraf de ere afledte, sammenholdes med de bekjendte Udtryk, som haves ved be- stemte Integraler for Coefficienterne i Udviklingen af en hvilken- somhelst Function f(x) i trigonometriske Rækker, såa findes de tilsvarende Integraålers Værdier. Af Rækkerne (34) udledes paa denne Maade, idet for æ skrives læ, Ross CASE ME 2Er lo Akre HEL Mere cos” — æ.cos—æ.dæ —= — SÅ 2 se Ål Qm 0 aA il sd m SEN 2 7T f CoS 77.00557. 008 nx. == sam 1 bun æ. sin Rg x.sinnæ.dæ = 2 2 Im+1 idet nm er et positivt heelt Tal. Ligesaa opsættes let de mere sammensatte Integraler, som følge af Rækkerne (10), og de, som følge af de speciellere Rækker (33), som ere udledte af (10) ved at lade m betegne et positivt heelt Tal; men den nærmere Fremstilling af disse Integraler saavelsom de forskjel- lige Undersøgelser, som dertil kunde knyttes, ligge udenfor Grændserne af nærværende Meddelelse. 247 Herr Observator Sc/yellerup indsendte »Constanter for Kjø- » benhavns Polhøide, ved hvilke Høide, Azimut og den parallac- »tiske Vinkel kunne findes af Timevinkel og Declination, og »omvendt«, som han ønsker optagne i Oversigterne. Comiteen bestaaer af de Herrer Professorer Jiirgensen Pedersen og Mundt. Mødet den 21% November. Herr Professor Worsaae forelagde en Afhandling af Herr Prof. Paludan Miiller »om Herredagene i Odense 1526-27, et Bidrag »til en kritisk Behandling af den danske Reformations Historie. Afhandlingen er allerede afgiven til Trykningen i Skrifterne. Selskabets Medlem Herr Medicinalraad Wo/dler i Gåttingen indsendte en Notits om Aluminiums Reduction af Kryolith, som optages her i Oversættelse. Det. store Stykke Kryolith, som jeg erholdt i Kjøbenhavn, har givet mig Anledning til at anstille nogle Forsøg over Alumi- niumets Reduction efter H. Bosées Fremgangsmaade”). Det syntes mig fremfor Alt at være af praktisk Vigtighed, herved at kunne anvende almindelige Leer digler istedetfor Jerndigler. Dette lykkedes mig ogsaa ret godt; ikkun optog Aluminium hyppigen Silicium, og blev derved skjørt. Imidlertid førte dette, som jeg har viist””), paa Veien til at fremstille Silicium i krystallinisk, graphitlignende Tilstand. Forsøgene mislykkedes hyppigen; thi naar jeg gav for stærk Varme, blev Diglen gjennemboret af den smeltede Masse, og naar Ophedningen ikke var stærk nok, R) Poggendorffs Annal. 96, S. 152, 14) Annalen der Chemie und Pharmacie 97, S. 266. 17 248 fandt ingen eller idetmindste kun en ufuldstændig Reduction Sted, eller Metallet blev, ådspredt i den smeltede Masse, ikkun erholdt i meget smaa Kugler. Efter gjentagne, mislykkede Forsøg viste det sig, at denne Usikkerhed og ufuldstændige Reduction kunde undgaaes, naar den fiinrevne og veltørrede Kryolith blev blandet med lige Vægt af en Blanding af 7 Dele af Chlornatrium og 9 Dele Chlor- kalium, som i Forveien vare sammensmeltede og fiinrevne. Denne Blanding af Kryolith og Chloriderne bliver nedlagt i en veltørret Leerdigel i Lag, der afvexle med Skiver af Natrium, og Lagene blive stærkt sammenpressede. Paa 30 Gram af Saltblan- dingen tages 8-10 Gram Natrium, Digelen stilles derpaa i en iforveien opvarmet, stærkttrækkende Vindovn, omgives med Glø- der og bringes rask til stærk Glødhede. I det Øieblik, da Reductionen indtræder, hører man sædvanlig en Lyd, og der undviger Natriumdampe, som brænde med Flamme. Naar disse ere forsvundne, giver man omtrent i 1 Time endnu stærk Ild for at bringe Massen i fuldkommen Smeltning, hvorpaa Diglen henstaaer til Afkjøling. Naar Diglen sønderslaåes, finder man sædvanligen Aluminium sammensmeltet til en eneste blank Me- talklump, som oftest med strikket krystallinsk Overflade. Under- tiden findes vel ogsaa endnu enkelte mindre Korn, men aldrig såa smaa, at de ikke let kunne, skilles fra den øvrige smeltede Masse. Af 50 Gram af Blandingen, altsaa af 25 Gram Kryolith, udskiltes altid over 1 Gram Metal. Ved et Forsøg med 100 Gram af Blandingen veiede Metallet 2,3 indtil 2,5 Gram, hvilket imid- lertid omtrent kun er 2 af Kryolithens Aluminiummængde. H. Rose erholdt heller ikke ved sine Forsøg i Almindelighed mefetjénd "eller af Åluminiummængden og kun i det hel- digste Forsøg, en eneste Gang 3 deraf. Da der ved mine For- søg stedse undveg temmelig meget Natrium, synes det som om man kunde formindske den anvendte Mængde af dette Metal. Denne Fremgangsmaades Fordeel bestaaer altsaa deri, at man, ligesom ved Reductionen af andre Metaller, kan benytte 249 Leerdigler, åt den anvendte Masse er let smeltelig uden at gjennembore Leerdiglen, og åt Aluminium erholdes frit for Sili- cium. Med reent Kogsalt lykkes Reductionen ikke nær saa godt. Til Slutningen vil jeg endnu bemærke, at man kan såam- mensmelte smaa Korn af Åluminium i en Porcellainsdigel under et dækkende Lag af Chlormagnesium, hvilket ikke bliver decom- poneret ved Alumnium og lettere kan fremstilles end Alumnium- Natrium-Chlorid, som man har foreslaaet til denne Sammen- smelfning. « Secretairen forelagde. dernæst Fortsættelsen af en Afhand- ling af Selskabets Medlem Herr Professor Hansteen i Christiania »om den magnetiske Inclinations Forandringer i den nordlige »og sydlige Halvkugle«, som vil blive trykt i Selskabets Skrifter og hvoraf her gives et kort Udtog. Forfatteren har fortsat sine Undersøgelser over den mag- netiske Inclinations aarlige Forandringer (Vidensk. Selskabs Skrifter for 1855) ved at tilføje deels nogle ældre og nyere Iagt- tagelser paa de før undersøgte Puncter, deels Iagttagelser paa andre Puncter, som ikke vare undersøgte i den forrige Afhand- ling. Endelig har han udstrakt Undersøgelsen til en Mængde Puncter i den sydlige Halvkugle, og dernæst ved Tilføjelse af en Deel Iagttagelser paa de i den forrige Afhandling undersøgte 'Steder, hvilke han da havde overseet, nøiere bestemt Foran- dringens Love. En Række af i et ikke altfor langt Tidsrum observerede Inclinationer kan fyldestgjøres ved følgende Række: GE] DE VO SE (fg BNS Ss,. hvor z er den Inclination, som hører til Tidspunctet æt, %, den Værdie, som hører til en vilkaarlig Epoche 2, y, 2, uw Constan- ter, hvis sandsynligste Værdier maae udledes af lågttagelserne ved de mindste Quadraters Methode. Paa Steder, hvor man har lagttagelser fra det forløbne Aarhundrede, og hvor hele Rækken 250 antyder et forhenværende Maximum og et tilkommende Minimum, har han fundet, at lagttagelserne kunne fytdestgjøres ved en Formel af følgende Form: HÆREN PEER hvor æt, betegner det Tidspunct, då Inclinationen hår sin største aarlige Forandring, % den dertil hørende Inclination, & og £$ ere Constanter, hvilke saavelsom de sandsynligste Værdier af t, og t, maåe udledes af Iagttagelserne. Betegne M og M' Maximum og Minimum, 7 og T" de dertil svarende Værdier af t, og har man af Talværdierne i Rækken I udledet disse fire Størrelser, saa kan man foreløbig antage « = 1(M— MM", == he kk 2=—1(M+ MM), t, =5(77+ T), og af disse til- nærmede Værdier påa den sædvanlige Maade søge de sandsyn- lige Rettelser for disse fire Constanter. Formlen II giver et Maximum eller Minimum, naar 8 (:—4,) — + 90" for øverste Tegn eftersom & er positiv eller negativ; for nederste Tegn omvendt; og dette Maximum eller Minimum bliver =%, + &. Den aarlige Forandring bliver =— auf cos [P((=4)]. Påa denne Maade har Forfatteren for følgende fem Puncter i den nordlige Halvkugle bestemt følgende Værdier: ———— Sted. T | T' | M | M | TT | M-—M' Stockholm 153754 16 | 8887 | 750180 UT D 4. 1 HODDER EN SER Berlin 074 170324 418674 | 75.49.7167. 18,81 168,05 un BEA LE London... | 1700,2 | 1890,9 | 74 58,3. | 68 3,1 | 190,7 6 55,2 Paris 7.51 16820 | 18084 1 45 4871 65. 40,71 of ONDE Gendve' ST] 17436 | "18815 | 701559 1.68 197170 I BB Uagtet Maximum M og dets Epoche 7” forstørstedelen ere afhængige af Iagttagelser fra det forløbne Aarhundrede eller længere tilbage i Tiden, hvilke måa ansees som mindre sikkre, saa synes dog heraf at antydes, at Perioden 7Y"— T og Ambitus M—M er noget større paa de sydligere end paa de nordlige EEG SE n ' EGER EEG ER TE 251 Puncter, omendskjåndt Berlin og Genéve ikke ganske stemme overeens med denne Regel. Sammenstiller man alle de Puncter i Europa, påa hvilke det forventede Minimum efter Beregningerne skal indtræffe og ordner Stederne efter deres Længde fra Ferro - Meridianen, hår man Sted. Længde. dk: Bonden KN SKE. 17740 | 1890,9 PRS UNE dte BOV OD 2. 1898.4 see RER rE 22 92 1905,9 Berner ME DD 23 49 | 18815 Christiania ....... 28 13 1875,5 BE ES EN EN 3113 | 18671 Stockholm. Ade 35 43 1861,3 Petersburee. SSL SSA, 47 58 1863,3 Her viser sig tydelig den Regel, at Minimum indtræffer tidligere paa de østlige og nordlige Puncter, end paa de vest- lige og sydlige. I den sydlige Halvkugle er der kun eet Punct, hvor man. af ældre og nyere Iagttagelser kan vente at finde nogenlunde til- nærmede Værdier af Maximum og Minimum og deres Epocher, nemlig i Callao i Sydamerika. T T! M M. TT M—N' Callao 1709,6 1851,1 — 189396 — 69329 141,5 — 139 6',7 Perioden imellem Maximum og Minimum ligger altsåa påa disse her undersøgte Puncter, forsaavidt den kan udledes af de forhaandenværende Iagttagelser, saavel i den sydlige som nord- lige Halvkugle imellem 100 og 200 Aar, og Ambitus M— MM" imellem 4 og 13 Grader. Da Callao kun ligger 12 Grader søn- denfor Æqvator, og de isokliniske Linier nær Ægqvator ligge dobbelt saa nær hinanden som ved 60 Graders Brede, saa var det at vente, at Ambitus her maatte findes omtrent dobbelt saa stor som i London. 252 Istedetfor afdøde Professor Lzebmann blev Herr Professor Steenstrup valgt til Medlem af den meteorologiske Comitee, og Herr Vandinspecteur Colding til Revisor. Istedetfor afdøde Professor Ramus blev Herr Oberstlieute- nant Hoffmann valgt til Medlem af Kassecommissionen. I Mødet hlev fremlagt: Fra Royal Geographical Society 7 London. Proceedings Nr. II London 1856. Journal of the Royal Geographical Society Vol. XXV. London 1855. Fra Geological Society + London. The Quarterly Journal Vol. XII, Part. 3, Nr. 47. London. Fra Videnskabernes Academie t Helsingfors. Ofversigt of finska Vetenskaps - Societetens Forhandlingar TI. 1838—53. II. 1853—55. II. 1855—56… Helsingfors. Acta Societatis Scientiarum fennicæ Tom. IV. Tomi V. Fasc. 1. Helsingborg 1856. Observations faites å 1.Observatoire Magnetique et Météorologi- que de Helsingfors Vol. I—IV. Helsingfors 1850. Fra Plystealisch-Medicinische Gesellschaft + Wiirzburg. Verhandlungen der Physicalisch-Medicinischen Gesellschaft in Wiurzburg, Band VII, Heft I. Wiurzburg 1856. Fra Academrwe der Wissenschaften + Miinchen. Abhandlungen der Mathematisch-Physischen Classe, 7. Bd. 3. Abth. Munchen 1855. | der Historischen Classe, 8. Band, 1. Abth. Munchen 1856. Fra Observatorret + Prag. Magnetische und meteorologische Beobachtungeu 14. u. 15. Jabr- gang. Prag 1856. Fra Unwersitetet + Krwel. Schriften der Universitåt zu Kiel aus dem Jahre 1855. Band Il. Kiel 1856. | Mødet den 5'€ December. Herr Etatsraad, Professor C. Molbech forelæste: »Bemærkninger over de gamle danske Folkeviser, deres nationale Art og Cha- rakteer, og deres Forhold til den danske Digtekonst«.”) I Konstens og Konstværkernes Betragtning maa man skielne imellem en phwlosophisk,… eller reen æsthetisk, og en histo- risk Synsmaade; den sidste er saa langt fra at være overflødig, at al dybere aandelig Beskuelse eller Nydelse af ethvert Værk af Konsten meer eller mindre forudsætter en historisk Betragt- ning, eller Resultaterne af en saadan. Ogsaa i vor egen nyere Poesie kunne vi giøre den Erfaring, at dens Opvaagnen til fuld Bevidsthed for noget over et halvhundrede Aar siden, og den store Virkning, som Oellenschlægers tidligere Digterværker ud- øvede hos Nationen, paa Sproget, og i den danske poetiske Konstsphære, nu allerede er et historisk Faktum, der tilhører en forsvunden Slægt,' og som vi ikke fuldkommen forstaae eller giennemskue, uden Oplysning baade om daværende For- hold, og om vor Poesies tidligere Forhold og Skikkelse. End- ( ogsaa for at kunne fatte og bedømme Oehlenschlæger selv, over- skue Gangen i hans Digtervirken, og bedømme hans Værker i det forskiellige Stadium af denne, behøve vi en bevidst Stræben ud af-det Nærværende, en historisk Virken og Reflexion, som her anvendes for at tilegne os danske Digterværker, med hvis Frembringelse vi endnu paa en Maade ere samtidige. Dette bliver endnu langt mere nødvendigt, naar vi gaae længere til- bage i Tiden, paa hiin Side af det 18de Aarhundredes Grændse- f) Da denne Afhandling andensteds bliver trykt, meddeles her et sammen- trængt Udtog af dens Indhold. 18 EM skiel; thi næsten Alt, hvad der ligger bag ved dette, og er tidligere end den Hoved-Epoke i vor Poesie, som dannes ved denne Grændse, kunne vi såa at sige kun opfatte historisk. — Naar vi nu over- hovedet saaledes ville betragte og sammenligne hvad vi besidde som Eiendom i vor poetiske Literatur, da komme vi omsider altid tilbage dertil, åt det egentlig national-danske Element i Sprog og Poesie maa beholde den høieste "Værdi for os, da det er dette, hvorpaa vor hele Intelligents, vor aandelige Tilværelse, vor Konstnydelse er bygget, og hvorved den i Fremtiden vil leve og trives ved egne Kræfter. Det Nationale har ogsaa sin Betydning i Poesien ved Siden af den almindelige Konstcharak- teer, som er tilfælles for al Digtekonst. Denne deeltager over- alt, hvor den udvikler sig i forædlet Skikkelse, i den Idealitet og det Skiønhedspræg, som fremtræder synligt eller ånskueligt i ethvert Værk af Konsten; men Poesien bryder sig tillige i forskiellige Straaler, i alle de forskiellige nyere Sprog og Natio- naliteter; og det særdeles i Europa, hvor påa en Maade ethvert Folk hår og har havt sin særegne poetiske Sprogcharakteer og Sprogudvikling. Det er netop i Sprogets Konst, eller Digte- konsten, hvori den uopløselige Forbindelse imellem Sprog og Nationalitet, imellem Folkets og Tungemaalets Charakteer og Eiendommelighed, fremtræder stærkest og mest levende; og dette bliver såa meget mere forstaaeligt, da Sproget, der påa en Maade selv er en Konst allerede inden det anvendes af den poetiske Konstner, og et Organ, som Millioner have tilfælles med Digteren, tillige er mere national-individuelt, end alle de øvrige Konsters Midler eller Formbetingelser. Ved det giensi- dige Forhold, som Sproget fordrer hos den Givende og Mod- tagende, hos den skåbende Digter og den nydende Læser, ved den lige store Fortrolighed hos begge med det Sprog, som Digtet tilhører, hvis det som Konstværk skal giøre sin fulde Virkning, construeres den literaire Nationalitet og den poetiske Individualitet hos ethvert Folk med eget Sprog og egen Sprog- dannelse. 255 En saadan besidde vi ogsaa hos os selv; men netop ved at underkaste den en nøiere historisk Betragtning, ved Siden af det æsthetiske Studium af danske Digterværker og deres Forhold til fremmede, ville vi snart komme til den Opdagelse, at vort Fædrelands Literatur, vor hele Sprogudvikling i Poesie og i en dannet Prosa, hører til de s%/digste i Europa. Det er ikke i fierne Tiders dunkle, eller endnu ikke opklarede Egne, hvor vi skulle forske efter den danske Poesies Oprindelse og tidlige Ungdom. Det er ikke paa en rig, endnu ikke konstfor- met national Middelalders-Literatur at vor nyere Digtekonst umiddelbart er bygget ved en ejendommelig. national Konst- Charakteer , saaledes som hos Syd-Europas Folkefærd. Af Poesiens tre Hovedformer: Folkedigtningen eller Natur-Poesien, den lærde Poesie, og den egentlige Konstpoesie, er det kun den første, der kan siges at være gammel og oprindelig i Danmark. Ikke desmindre staaer den danske Folkepoesie i et langt mindre synligt, stadigen virkende og vedligeholdt Forhold til vor nyére Digtekonst, end dette har fundet Sted i andre europæiske Lande. Vi have et mærkværdigt Beviis herpaa, — ikke allene i det 16de og 17de Aarhundredes danske Rimere; men endnu fra det 18de Aarhundredes Slutning. Lige indtil Ewald er der saa at sige ikke mindste Spor til nogen Indvirkning af de gamle Folkeviser, som man dog allerede for 200 Aar siden havde udgivet i trykte Samlinger. Ja Ewald selv, den første alvorligt begeistrede Digter, som Danmark eiede, var ikke opfostret ved den danske Folkepoesie, ikke udelukkende begeistret ved Nordens Myther og Gudelære, som han dog kiendte og anvendte påa sin Maade. Hans fortræffeligste lyriske Digte, endogsaa den uforlignelige første Komance, der blev digtet i det danske Sprog, har intet Slægt- skab med Kæmpeviserne; de herlige, med Sølvtoner og dyb Malmklang lydende Arier og Tercetter i Balders Død, ere ud- rundne af en Digteraand, der var indfødt Dansk, men ikke det, som man, efter Oehlenschlægers Tid, har kaldt nordrsk. Denne indfødte Danskhed i Poesien og Digtersproget vedvarede indtil 18% 256 Slutningen af det 18de Aarhundrede; den blussede op i en stærk, men ikke altid reen og ægte Lue, høs Baggesen, for med ham saa at sige at slukkes. Den vendte sig mod en, for os næsten uddød Sprogverden, hvor Nordens nyere Tungemaal have deres Kilder, men ikke deres Strømløb — imod en ved mange Åarhun- dreders dybe Kløft fra os fiernet nordisk Fortid. En ny Poesie opblomstrede rig og frodig i Danmark; men vi havde en Tid lang /havt en anden, hvis Sprogtone var naturlig og hiemlig hos os. Vi maatte lære af Oellenschlæger at beundre vort danske Tungemaals Kraft og Bøielighed, da det iførtes en ved sin antik- nordiske Charakteer næsten fremmed Dragt. Dette lader sig for en Deel forklare af den danske Poesies sildige Oprindelse, tildeels ogsaa af dens Forhold til den tydske, hvis Gang og Udvikling den fra det 16de Aarhundrede, eller fra Kirke-Reformationen, lige til Slutningen af det 18de, tem- melig stadig har fulgt. Omtrent i Midten af det" 18de Aarhun- dredé, eller efter Holberg, begyndte man vel hos os, baade i Vers og Prosa, at nærme sig franske Mønstre, baade ved Over- sættelse og Efterligning; og den alexandrinske Versart var i Danmark langt ældre, eller egentlig ført i Brug. af Arrebo. Efter Stiftelsen af Selskabet for de skiønne Videnskaber be- gyndte ogsaa en Nærmelse til Englands Poesie og Literatur, som dog i sin Virkning kun blev en kort Overgang; og i begge Forhold havde vi ligeledes havt de Tydske til Forgængere. Oprindeligt for Danmark var det komiske Element, der frem- traadte mest glimrende, og saa at sige culminerende i Holberg; hvorved er åt mærke, at baade 4an og Wessel, en ikke frugt- bar, men udmærket og i Sprogformen meget correct Comiker, vare Normænd. — Ville vi, udenfor det 18de Aarhundredes comiske, og den med Ewald hegyndte alvorlige danske Poesie, søge noget af ældre og oprindelig national Digtning i Danmark ; da have vi egentlig kun vore gamle Folkesange. Disse frem- træde ved umiddelbart Udspring af Folkets Samfund og Masse, uden at det, ifølge deres Beskaffenhed og Egenheder, er mueligt 257 med Bestemthed at sige, hvilken eller hvilke Folkeclasser de skylde deres første Oprindelse. Kun såameget lader sig med Vished sige: de ere hverken først digtede og siungne af Indi- vider blandt Middelalderens Gerst/øghed, eller blandt Borgere i Kiøbstæderne. Tillige måa bemærkes, at såavidt man hidtil har været istand til at efterforske disse Folkevisers egentlige Fædre- land og Gangen i deres Udbredelse, da have de vel havt et Hiem i alle tre nordiske Lande; men i hvilket Land dette Hiem var tidligst og ældst,. vil det neppe lykkes Nogen at kunne tydeligt paavise. Det er fornemmelig i den allerseneste Tid, at det ved mærkværdige Opdagelser af Hr. //, B. Landstad er blevet fuldstæn- digen lagt for Dagen, at man ogsaa i Norge, navnligen i Tele- marken, fra ældgamle Tider allene ved mundtlig Tradition har bevaret episk-lyriske Sange eller Ballader, af samme Art, Beskaffenhed og Form, som de, der i Danmark og Sverrige have været be- kiendte i”en Række af Aarhundreder, … og hos os have været samlede og opskrevne i det mindste fra Midten af det 16de Seculum, og et Udvalg af 100 Viser, ved A. Sørensen Vedel bekiendtgiort ved Trykken allerede 1591. Disse gammel-norske Viser, hvoraf nu en betydelig og vigtig Samling siden 1353 ved Hr. Landstad er udgivet i Trykken, ere deels særegne for Norge, deels overeensstemmende med danske og svenske; ja for en Deel, som det tydeligt viser sig, i sildigere Tider ind- bragte fra Danmark og omdannede eller oversatte i det norske AÅlmue-Sprog. Ligeledes har det fra ÅA. 1780-90 (ved Svaboe''s haandskrevne Optegnelser) været bekiendt, at lignende, men dog i mange Dele meget eiendommelige Oldtids-Sange (Qvæder) have været bevarede paa Færøerne, og der, tilligemed deres Melodier, efter ældgammel Skik, anvendte til at synges ved Ind- byggernes eiendømmelige og mationale Dands, ved Gilder og selskabelige Sammenkomster. — Saameget mere paafaldende er det, at man ikke paa Island, den gamle nordiske Skialdesangs og Sagnfortællings rette Fosterhiem, har havt saadanne Folke- sange og Ballader, som kunde ganske svare til, eller ånsees 258 som de ældste Typer eller Mønstre for de norske, danske eller svenske Folkeviser fra Middelalderen. De sildigere islandske Qvæder, eller »Bzmur«, ere derimod enten et Slags Efterligning i Form og Versmaal af danske Kæmpeviser og Ballader, eller ligefrem Oversættelser af saadanne. At vore danske Folkeviser derimod staae i et poetisk Slægt- skabsforhold til de gammel-engelske og de sydskotske Ballader, har længe, ogsaa i disses Fædreland, været bekiendt. Men det maa derhos bemærkes, "at Liigheden indskrænker sig især til Formen og Visernes episke Tone og Foredrag; hvorimod Stoffet er ganske nationalt, og skiøndt enkelte engelske eller skotske Viser behandle' det samme, eller et lignende Thema, finder man ingen, der kunde kaldes ligefrem Variation eller Bearbeidelse af det selvsamme Indhold eller episke Stof, som tilhårer en vis enkelt dansk Folkevise. Slægtskabet imellem disse og den engelske og skotske Folkesang er en Affinitet, der formodentlig deels skyldes det gamle Stammeslægtskab imellem Angelsaxer og Jyder; deels de sildigere, længe vedvarende Indvandringer fra Danmark og Norge til Nord-England og Skotland. Men denne Affinitet er ikke, saaledes som hos de tre nordiske Nationer, gaaet over til giensidigt Laan eller Benyttelse af det samme Æmne, behandlet i den samme, eller en kiendeligt identisk Visedigtning. Med andre Ord: den gamle nordiske Folkepoesie har til en vis Grad aandelig og poetisk Slægtliighed med den engelske, men intet Fællesskab i Visernes individuelle Skikkel- ser. — Et saadant gammelt Fællesskab imellem dånske, norske og svenske Viser er derimod aldeles afgiort og utvivlsomt, og dette er det netop, som altid i mange Tilfælde vil giøre det umueligt, i endeel meget vanskeligt, at afgiøre i hvilket af de tre Riger en gammel Folkevise først skulde være digtet. Der gives imidlertid enkelte, baade danske og svenske Viser (f. Ex. historiske), hvis Fædreland med Sikkerhed, eller stor Sandsynlighed og Bestemthed kan angives; og det samme vil vel være Tilfældet med adskillige af de norske, som ere eller É 4 i 259 ville blive opdagede. Hvad de sidste angaae, da bør det ikke lades ubemærket, åt saadanne, der staae i et Fællesforhold til danske, som allerede længe have været bekiendte af skriftlige "Optegnelser, eller disses Udgivelse, i Norge som oftest forefin- des i en ældre, mere original og poetisk Form, end de tilsva- rende danske Viser, hvilke jævnlig have faaet Tilsætninger, eller ere udvidede i en bredere prosaisk Udførlighed. At søge det første Udspring til vore Folkeviser anderledes, end ved at betragte dem i deres umiddelbare Nationalitet, i deres poetiske Charakteer og i Sprogformen, vil saaledes næsten være forgieves; og hvad den sidste angaaer, da maae vi tage Sproget, som det er, nemlig som en Form, der, naar det kommer høiest, ikke er ældre end Mødten af det 16de Aarhun- drede; men med saadanne Levninger af forældede og nu alde- les ubekiendte Ord og Udtryk, der vise hen til tidligere Aarhun- dreder, og til Visernes Overgang ved bestandig mundtlig Tra- dition til nyere Former. Derved er det netop, at vore gamle Viser have bevaret deres uindskrænkede Forstaaelighed, deres Slægtskab med vort nærværende Tungemaal, deres lettere Mod- tagelighed for sildigere Slægter i det Land, hvor de ere op- staaede. Folkeviserne tilhøre os, vort Sprog og vor nationale Poesia umiddelbart, uden Mellemkomst af Fortolkning og Appa- rater, uden noget Studium af et gammelt Stammesprogs for den nærværende Tid fremmede, tildeels uforstaaelige Ord og ubekiendte Ordbøininger. Dette Stammesprog maae vi lære og tilegne os, omtrent med samme Umage og Årbeide, som et fremmedt; ja med vel såa stor Vanskelighed som den, vi f.Ex. have ved at lære det engelske, eller det nedertydske Sprog. Men de gamle Viser, hvori Sprogformen i to til tre Aarhundreders Følge efterhaanden har forynget sig, indtil Traditionen stand- sede i det 16de og 17de Aarhundrede, tiltale os endnu med vort Modersmaals hiemlige og fortrolige Toner. Det synes, som Følgen heraf maatte have været, at disse nationale Viser, der vare udbredte blandt Folket overalt i Landet, og tidligere end H.A hos de fleste andre europæiske !Nationer vare optegnede og udgivne i trykte Samlinger, maatte ligesaa tidligt have yttret Indflydelse påa Sprog og Digtekonst, og være gaaede levende over i vor nyere Poesie. Men -dette var aldeles ikke Tilfældet. Endnu meget længe efter A. Vedel, deres første Udgiver, kiendte vore danske Rimere intet til Folkeviserne; eller skrev i det mindste, som om de aldrig havde kiendt dem. Eeenberg, der imod Slutningen af 17de Aarhundrede klagede over at man i hans Tid glemte og begyndte at ringeagte Viserne, var i sine i øvrigt ret flydende Vers prosaisk-triviel eller smaågløs-scurril ; og P. Syv, der forøgede A. Vedels hundrede Viser til det dob- belte Antal, holdt sig saa langt frå dem, som mueligt, i sine stive, aandløse, efter antike Former og Rhythmer fremtvungne Vers. Vi maa gaae ned til Slutningen af det attende Aarhun- drede, eller egentlig lige til Oehlenschlæger, inden vi forefinde en virkelig og productiv Indflydelse af de gamle Viser paa den nyere danske Digtekonsts Aand, Sprogform og øvrige Skikkelse. I den Henseende er det fornemmelig de nationale romantiske Ballader, hvori et mythisk eller eventyrligt Stof behandles (Trolddom, Elverfolk, Giengangere, Runefortryllelse, 0. d.), som baade hos Oehlenschlæger og andre Digtere af hans Skole have yttret denne Indflydelse i en betydende Grad; og man kan vel ogsaa sige, at den mythisk-romantiske Classe af vore Folkeviser bør sættes øverst, naar man vil veie dem efter deres poetiske Stof og Virkning. I en anden Afdeling, de egentlig saakaldte »Kæmpeviser«, er Poesien som oftest overvældet af det mate- rielle Gigantiske, eller af en grotesk Eventyrlighed, der mangler det Tiltrækkende i den heroiske Simplicitet, og bliver til en grov Tråvestering af Nordens gamle mythiske og heroiske Sange. Man kan hverken stille dem ved Siden af Eddasangene, eller af det tydske »Niebelungen Lied«, eller andre gamle Digt- ninger, med hvilke Kæmpeviserne i Stoffet ere beslægtede. I de sidste kan det Poetiske egentlig kun søges i saadanne enkelte Vers, hvor Sprogets nationale Kraft yttrede sig ægte og oprin- 261 delig; deres åvrige Betydning eller Værdi er mere historisk, end æsthetisk. Vil man nu i øvrigt antage det som rimeligt, at Stoffet, som disse saakaldte »Kæmpeviser« behandle, oprindeligen er kommet til Norden sydfra, eller fra Tydskland: saa kunne vi dog derved ikke forklare disse, og mindre endnu de øvrige Classer af vore Visers Oprindelighed eller historiske Udspring. Deres rhythmiske Forhold og Omqvæd, ligesom Melodierne, hår meget, som er eiendommeligt for Norden; eller, naar vi ville søge Slægtliighed hos andre Nationer, da findes den langt før hos Skotter og Englændere, end i Tydskland. Naar dertil læg- ges, at Folkeviserne heller ikke kunne ansees, hverken som umiddelbart udsprungne af Nordens ældste Digtninger, eller som en Affødning af den norske og islandske Skraldesang i nogen af -dens Skikkelser: saa vil man ikke let komme videre eller dybere i at efterforske vore nationale Balladers Oprindelse (hvori der overhovedet hos ethvert Folk altid ligger noget skiult og hemmeligt), end til det Resultat: at de tilhåre den christe- >» lige og ridderlige Middelalder i en uvis Periode, neppe høiere op i Tiden end det 12te til 13de Aarhundrede; og at Vise- digtningen er fortsat omtrent til Slutningen af det 15de; uden at man vil være i Stand til at føre noget Beviis for, hvilken af de tre nordiske Nationer man skulde ansee for den første, hvor den Folkepoesie, der er bleven fælles for dem alle tre, 27dligst er oprunden. For såa vidt som det synes afgiort, at der i Bal- ladernes Stof, Indhold og Charakteer kun er ganske lidt tilbage fra Hedenskabet i Norden, eller fra dets mythiske og heroiske Tid, hvorimod i det mindse en Indvirkning eller Efterklang af Riddertiden og Riddervæsenet lader sig tilsyne i de allerfleste af voreFolkeviser, med deres hele Fremstilling af en Herrestand og et Herreliv i Danmark og det øvrige Norden, hvis Farver ere poetisk forstærkede, ved Siden af stor Raahed og Usædelighed: saa bliver det herved saa meget mere rimeligt, at de befrugtende Spirer til denne vor Folkepoesie maa søges, ikke i Norge eller Island, 962 men enten i Tydskland — hvorfra da den tidligste Overgang maatte have været til Danmark — eller i England, dersom det lod sig antage, at den hele poetiske Folkeskat af nordiske Kæmpeviser, Ballader og Ridderviser havde havt et tidligere Hiem i Norge, end i de to andre Riger. Man kommer saaledes neppe paa nogen af disse Veie videre, end til den Tilstaaelse: at »Spørgsmaalet om hvorledes de danske og svenske Folke- sange ere opstaaede maa vi lade ganske ubesvaret. «”) Ikke mindre vanskeligt og usikkert er det at ville afgiøre, i hvilken af de to Folkeclasser, Adel eller Almue, man -bør søge de oprindelige Sangere eller Digtere af vore Ballader. Man har i den seneste Tid villet slutte fra Visernes Stof og Localitet, fra Herrestandens Familieliv, Levemaade og Sysler paa Ridderborgene, som de fortrinligen eller såa at sige ude- lukkende skildre, at de ikke kunde være digtede af andre, end Adelsmænd. Derimod lader sig sige, at det maatte synes be- synderligt, om det hele Billede af Grumhed, Vildhed og Usæde- lighed i Familierne, der uden mindste Skiul lægges for Dagen i de Optrin og Tildragelser, som Sangene berette, skulde være besiungne af Visedigtere, der hørte til den samme Stand. Naar vi saaledes betragte Forholdene til Qvindekiønnet, hvor Letfær- dighed, Ukydskhed, Forførelse, Jomfruran og Voldtægt idelig forekomme: da er det næsten aldrig Piger eller Qvinder af ringe eller ufrie Stand, men altid adelige Fruer og Jomfruer, hvorom der handles og fortælles”). Den naive episke Tone, som æ) Versuch einer geschichtlichen Charakteristik der Volkslieder germa- nischer Nationen, von Talvj. 1840. S. 340. i) En Undtagelse herfra er bl. a. Visen LXIII i Nyerups Udg. II. S.46, om Ebbe Galt, der voldtog Bondens Hustru ,,;i Rosens Lund”, og siden begik Vold og Drab i Bondens Gaard, hvorover Bonden klager hos Kongen, og Ridderen maa både med Livet. Foruden at det er tydeligt nok, at denne Vise ikke kan være digtet i Herrestanden: saa er den ogsaa derved mærkelig, at den lader Bondestanden fremtræde baade i Anseelse og i en Forfatning og Velstand, hvori Bonden ikke giver Ridderen meget efter. 263 overhovedet tilhører Balladerne, udelukker vel enhver ethisk Reflexion, og Følelsen er et Element, som den nordiske Folke- sanger næsten ganske overlod Tilhørerne selv at medbringe eller indlægge i Visen. Men det er dermed ikke sagt, at der kastes noget Slør over Raaheden, eller at Forbrydelsen stilles i i et mildere Lys; og vi maae uvilkaarligen tænke os, hvor for- argeligt og krænkende det maatte have været for den stolte og mægtige Adel, at see Ridderes Kiærlighedshandeler eller Familie- skandale udbredt blandt Folket i Balladeform ved Medlemmer af Herrestanden selv. Heller ikke er det hidtil faldet Nogen ind, at de engelske og skotske Ballader, der, om ikke just i Sæder- nes Skildring, såa dog i visse Træk af den poetiske Charakteer, og den ydre Form, håve mange Liigheder med vore gamle Folkeviser, skulde være udgaaede fra ridderlige Sangere. Denne Forestilling hår mån saa meget mindre dannet sig om Folke- poesien i disse Lande, da det er historisk bekiendt, at baade i England og Skotland hår man havt en egen Classe af vandrende Balladesangere (Mønstrels), hvis Spor kunne følges fra det 13de "lige ned til det 16de Aarhundrede. Det er ingenlunde umueligt, at ligesom Island og Norge have havt deres Sagnfortællere eller Sagnmænd og Skialde, kan der i Danmark til en vis Tid have været egne Visedigtere, som mueligen tildeels (have hørt til de saakaldte »Legere», eller Spillemænd. Levninger af en saadan Folkeclasse blandt Almuen var endnu til her i Landet i Slutningen af det attende Aarhundrede; endskiøndt det vel ikke var af dette Slags omvankende »Markedssangere«, at man påa den Tid hørte de gamle Folkeviser synges. Ligesom det maa forekomme usandsynligt, at Riddere eller Adelsmænd havde digtet de Viser, hvori Billedet af deres egne Sæder, Adfærd og huuslige Forhold er saa langt fra at være til deres Hæder og Berømmelse: saaledes kan man ikke let tænke sig, åt den overdrevne Glands, Herlighed og Pragt, hvormed Herrelivet paa Borgene fremtræder i Viserne, skulde være det tillagt af disse Herresæders Eiere og Beboere. Dette Slags 264 poetiske Udsmykkelse kan altid langt snarere udgaae fra Per- soner, der staae udenfor Skuepladsen , end fra de Handlende selv. — Det er tillige en ganske urigtig og uhistorisk Fremstilling af Folkevisernes Skiebne, at de tidligt og længe kun vare kiendte og siungne paa Borgene af disses adelige Beboere; eller at kun disse, som den Tids Kiærne af Folket, maatte håve været i Stand til at digte dem. Afstanden i aandelig Cultur var i hine Tider ikke såa stor imellem Ridderen og Almuesmanden, som den længere hen blev; Ridderen, der i det 13de og låde Aarhundrede ligesaa lidt kunde læse eller skrive, som Bonden, kan i det Hele ikke antages at have havt større Evne end denne til at blive Folkesanger; og Viserne ere ikke, som Nogle ville tænke sig, udelukkende bevarede ved Tradition påa Ade- lens Herregaarde, indtil man der begyndte at opskrive dem. De have længe været Zele Folkets og alle Stænders Eiendom; vil man antage nogen Stand, i hvilken de, før -Skrivekonsten i Mo- dersmaalet blev mere almindelig, vare mest udbredte, eller hvor baade Viserne og deres Melodier vare mest kiendte: da har dette snarere været Landalmuen, end Adelen. Men det kunde natur- ligviis i første Halvdeel af det 16de Aarhundrede ikke være Bønder, eller deres Koner og Døttre, som begyndte at op- skrive deres Folkesange i Visebøger. Dette er noget, som ikke engang er faldet dem ind efteråat ordentlige Landsbyskoler kom i Gang; ja det var maadelig nok bestilt med adelige Fruers og Jomfruers Skrift i det 16de Aarhundrede. I dettes første Halvdeel synes Skikken at være opkommen, at særdeles slige Damer lagde sig efter at samle Viser og Sange, baade danske og tydske, gamle og nyere, og at opskrive, eller lade dem ved Andre efterhaanden ind- skrive i dertil indrettede Båger. Dette er vore Haandskrifter af Folkeviserne; og det maa bemærkes, at der gives kun faa af disse, hvis Indhold er indskrænket til gamle Sange allene; ligesom en stor Mængde mere eller mindre slette, ufuldstændige eller for- vanskede Visetexter i saadanne Bøger bære umiskiendeligt Præg af at være en umiddelbar Opfatning af Visens mundtlige Reci- 4.) URRRER tation. — Naar vi samle og overveie alt dette, vil det falde klart i Øjnene, hvor usandsynlig og ugrundet den endnu ideligt gientagne Hypothese er: at Folkeviserne, opstaåaede paa Herre- gaardene, og digtede af Adelige, i lang Tid giemtes ved Tradi- tion i denne Stand, indtil mån i det 16de Aarhundrede lærte at opskrive dem; og at de først, da man ikke mere vilde synge dem i Fruerstuen, vandrede ned i Borgestuen, og derfra ud paa Landet, for at synges af Bønderpiger. Man har ogsaa om vore Folkevisers Natur og Beskaffenhed og om deres indvortes eller poetiske Værd havt ligesaa besyn- derlige og uhiemlede Forestillinger, som om deres Oprindelse og deres historiske Forhold. Det er især eensidig og over- dreven Nationalitetsfolelse, eller individuel Forkiærlighed, op- staaet ved personlig Interesse og langvarig Sysselsættelse med vore eneste Reliquier fra Middelalderen, som vi dog uheldigviis kun have i afslebne og nyere Skikkelser, der hos Nogle har fremkaldt en stærk Tilbøielighed til, om ikke altid at overvur- dere det Gode og Bedste, saa dog til at sætte det i lige Linie med det Maadelige og Blette. Det er en vrang Forestilling, at tænke sig alle Frembringelser af Folkedigtning og Naturpoesie af lige æsthetisk Værd og Betydning; og det er denne Fore- stilling, som man f. Ex. i Tydskland og Frankrige skylder Ud- givelsen, uden strengere forstandigt Valg, af en voxende Mængde af Riimværker fra den tidligere og senere Middelalder, hvoraf en ikke liden Deel uden alt Tåb kunde være overladt til Beva- ring i Bibliothekernes Haandskrifter. — Naar man ogsaa i den hele Masse af gammeldanske Folkeviser har villet finde .en mageløs Skat af Forfædrenes Herlighed og Ypperlighed i hine Aarhundreder af Middelalderen; naar man tillægger dem, at de give os »et ellers uopnaaeligt Indblik i Folkets ydre Levevilkaar, idets 4ele aandelige Udvikling og indre Liv, i dets Følelse, Tankegang, Ideekreds og sædelige Anskuelse«: da feiler man ved et Overmaal af den nationale Erkiendelse og Vurdering af dansk Folkepoesie, som man til en vis Tid var nær ved at bortlægge. Der findes 266 i de forskiellige Classer af Folkesangene, men dog især i Pød- derviserne, Beviser nok paa, at Naturdigtningen er samme Vil- kaar underkastet, som Konstpoesien: det Ægte, Oprindelige og i ejendommelig Værdi Uforgængelige, taber sig med Tiden, eller forringes ved en alt for stor Lethed i Gientagelsen og Efter- ligningen. Saa lidt som vi derfor kunne sige, at aw/Ze gamle Folkeviser have lige poetisk Værd, eller i lige Grad kunne fortiene den Opmærksomhed, at bekiendtgiøres og aftrykkes efter a//e Haand- skrifters, tildeels slette og forvanskede Visetexter: saa maae vi ligefuldt erindre, »at Poeste, Sprog og Historie have hver sin Deel i Visernes Indhold.« Naar Udbyttet paa enhvers Lod ikke altid er lige rigt, eller ofte kan være ringe nok frå det poetiske Synspunkt: såa bliver dog Sprogets oprindelige Nationalitet, og Folkevisernes Virkning påa vor Poesie, Egenskaber, der altid ville give dem historisk og sproglig Interesse og Betydning i vor Literatur. Denne deres Indflydelse påa den nyere danske Digtekonst måa imidlertid ogsaa opfattes i sit rette Lys; og ligesom den kan siges, i det Hele at have naaet sit Maal og udtømt sin naturlige Virkning paa vor nyere Poesie og paa Digtersproget: saaledes maa det ikke glemmes, at »begge have deres egen Horizont, deres egen Himmel og Jord, som Digte-' ren hverken kan undvære, eller ganske forlade«; og at om de gamle Folkeviser endnu kunne have en vis befrugtende Kraft, »saåaa ligger denne allermindst i Halmen og Åvnerne af Visernes for længe siden biergede Høst. « Selskabet valgte Herr Inspecteur ved Møntcabinettet, Prof. Dr. L. Miiller, til indenlandsk Medlem i den historiske Klasse. Herr Revierførster Lzps i Freysing i Bayern meddeelte en Afhandling om Curculio pini, som efter Forfatterens Ønske blev sendt til Domainedirectoratet. I Mødet blev fremlagt: Fra Umiwersitetet 1 Lund. Scripta Academica in Universitate Lundensi Anno 1855—1856 edita. ' | Fra Videnskabs Academiet i Upsala. Nova Acta. Ser. III, Vol. 1. Upsala 1855. Membra Regiæ Societatis 1856. Fra Dr. Kane. Durand. Plantæ Kaneanæ Grænlandicæ. Fra de Hollandske Maatschappy der Wetenschappen i Haarlem. . " Natuurkundige Verhandlingen. Elede Deel, Tweede Stuk. Haar- lems1856. Fra Gehermerath Hausmann. " Studien des Gåttingschen Vereins Bergmånnischer Freunde. Band VII, Heft I. Gottingen 1856. Fra Bocieta Reale Borbonica t Neapel. Gasparini. ÅAlcune osservazioni sopra taluni rimedi proposti contro alla mallattia della vite in continuazioni di quelle gia pubblicate dalla R. Accademia delle Scienze nel 1851. Guarini, Palmieri ed Scachi. Eruzioni Vesuviane del 1850 e 1855. + Kendiconto della Accademia delle Scienze Anno III et IV. Napoli 1854 et 55. Fra Lord Ellesmerre. | Address at the anniversary meeting of the Royal Geographical Society 28 May 1855. London 1855. Fra Observatoriet 7 San Fernando. Almanaque Nautico para 1857. Cadix 1855. 68 Mødet den 19% December. Kassecommissionen forelagte Udkastet til Budgettet for 1856, som efter Discussionen blev vedtaget saaledes: Budget for Aaret 1857. Indtægter. Å. a) Aarlige Indtægter: Renter af Selskabets Fonds”). .5,438Rd. 46 /5 Fra det Classenske Fideicommis 200 — Etatsraad Schous ogFruesLegat — 50 — For Salget af Selskabets Skrifter 150 — 5,838Rd. 46 9 b) Tilfældige Indtægter ...... 200 — ———— 6,038Rd. 46 8 B. Kassebeholdningen ved Udgangen af 1856”) omtr. 2,000 — É) Selskabet rentebærende Capitaler ere: 1) Obligationer i danske Penge: 25,000Rd. med 5 pC. Rente 1,250Rd. ,,f (før 97,562 Rd.; nu) 98,562 — — 4pC. — 3,942 — 47 - 3,400 — — 3pC. — 102 — ,- 126,962 Rd. med Rente ... 5,294Rd.96/ 2). Bankactier, 300 Rd. med Udbytte ........ omtrent VA 4" 3) Dansk-engelske Obligationer paa 100 £St. med 5 pC. Rente og paa 200 £ St. med 3 pC., til- sammen -med Renter 11 £St...........… omtr. 120 — ,, - 4) Actier i det sjællandske Jernbaneselskab, 80 £ St. med Rente STREET, SAS ve SDR GE Fee Tilsammen ... 5,438Rd.46f/ Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000 Rd. som et Fond, der ikke maa formindskes, Resten derimod som disponibel til videnskabelige Fore- tagender (ifølge Selskabets Beslutning i 1838). :4) Kassebeholdningen var ved Udgangen af 1854: 2390 Rd. 65 8; 1855: 2,608 Rd. % /; deraf anvendt omtrent 1100 Rd. til Indkjøb i 1856 af en Obligation i Ostifternes Creditforening paa 100 Rd., og til Supplering ved Ombytningen af 600 Rd. i Roskilde Jernhane-Actier til 80 £ St. Actier i det sjællandske Jernbaneselskab. 269 Udgivter. A. Til Selkabets Bestyrelse og dets Virksomhed. Middelsum af|Middelsum af Dea Udgifterne i | Udgifterne i Udgifter SEN ØD Aar, 3 Aar, i BED um. | 41842—51. | 1852—54 I. Embedsmændenes Gager og| SD dj: AG Budets Lønning. .... 900 875. » Selskabets Folium i Banken 16 16.3 Løbende Udgivter til Brænde, Lys, Porto m. v., samt Cratifiedloner 2 2 VSO MM ODTEP EDIT 27288: 40 1166 II. a) Selskabets Skrifter. . . . | 2000 | 1645 | 1730% |1335.84 Fr etern 400 16 ” Ey HEUrdboren 7. 1, 450 | 232 213 88.60 Den meteorologiske Co- RR SA REESE 600 594 911 599.89 Regestum diplomaticum ..f 450 | 338 83% | 450. » 3900 | 2885 2618 |2473.87 B. Understøttelser til videnskabelige Foretagender. EESubseription påa.2det Bind af Såx0 2... 272 200Rd. 2) Til Cand. Brandt: Subscription af 50 Expl. åf Ud- gaven af Chr. Pedersens Skrifter. 6te Bind. Ifølge Be- 1 re LE AR STR NDR REE SEESRNESESEN KEE SEES EKS omtr. 150 — 3) Til Prof. Allen: Samlinger til Christian den andens Historie. Bevilget d. 7. Marts 1854 en Subscription af 50 Expl. samt 100 Rd. efter første Binds og 100 Ød. efter andet Binds Udgivelse For LE UL end ED READERS 7 ADRESSER KESSLER omtr. 300 — 4) Til antiqvarisk-geologiske Undersøgelser. Bevilget den anduni 1853. 400Rd.: heraf udbetalt 200 Rd. . 2... Rest 200 5) Til Dr. Ørsted: Understøttelse til Reentegninger af Skitser af Dyr. Bevilget 200 Rd. den 10. Marts 1854, at betale | forud i mindre Dele; heraf er udbetalt 100 Ød. (i 1854-55) . . Best 100 — 1 6) Til Udgivelse af et Værk over de amerikanske Ege ved Prof. Liebmann; bevilget 1000 Rd. den 22, December 1854 ; | heraf-er udbetalt omtr. 700 Rd. 2... Rest omtr. 300 — | 7) TilJusteermester J. Thomsen: til Anskaffelse afelec- | trodynamiske Maaleapparater. Bevilget indtil 200 Åd. den 8. Juni 1855; heraf er udbetalt 100 Rd. 11855 ...... Rest 100; = 1350 Rd. 19 270 Selskabets Status. Selskabets aarlige (og tilfældige) Indtægter. . . omtr. 6,038 Ød. Udgifter til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed, beregnede rundeligt efter Middelsummern et ra DE I. 1,170 Rd. i IL 3,000 — ——— 4,170 — Til Understøttelser til videnskabelige Foretagender og tilfældige Udgifter haves derfor omtrent ...... 1,868 — Disse to Posters Middelsum for 1842-51 er 1170Rd. — 176 Rd.=1270 Rd.; for 1852-54 er 1553 Rd. + 33 Rd.-= 1586 Rd. Udgiften i 1855 var 987 Rd. 3 + 1042 Rd. 17 — 2029 Rd. 175 %. Påa Budeettet eropført 15 53 > FASE BE SSESESR 1,350 — Herr Professor Bernhardt meddeelte en Notits om det over Brasiliens Høislette i Provindserne Minas og Bahia udbredte Stinkdyr. Forekomsten af et sligt blandt Indbyggerne under Navnet »Jaratataca« bekjendt Dyr har vel allerede i længere Tid været såt udenfor al Tvivl af forskjellige Reisende og EN FE RIP NERE navnlig ved Dhrr. A. de Sarwnt-Hilawre, Spix og Martius og Dr : Lund; men ingen af dem havde, trods al Umage, - været saa heldig at forskaffe sig noget Exemplar af Dyret selv og derfor heller ikke været istand til åt give nøjere Oplysning om det. Under et længere Ophold i Provindsen Minas lykkedes det endelig Prof. Reinhardt i Slutningen af Aaret 1854 at erholde en ikke blot udvoxen men gammel Hun af dette såa længe for- gjæves efterstræbte Dyr, og derved at komme til Erkjendelse af, at det Stinkdyr, der optræder paa Mellembrasiliens Høislette, paa ingen Maade er den i Brasiliens. sydligste Provindser fore- kommende Mephitis suffocans Ill., saaledes som det i den nyeste Tid er blevet antaget, men at hine Egnes »Jaratataca» danner en eiendommelig, hidtil ubeskreven Art, der ligesom alle øvrige 211 velkjendte sydamerikanske Stinkdyr hører til Underslægten Thios- mus, og for hvilken han har valgt Navnet Mephitis Westermannt efter den bekjendte danske Entomolog af dette Navn. Da en udførlig af Afbildninger ledsaget Beskrivelse af denne ny Årt vil blive optaget i Selskabets Skrifter, skal man her indskrænke sig til at meddele en kort Diagnose, der formeent- ligen vil være tilstrækkelig til foreløbig at characterisere den. Mephitis Westermanni Bhdt. Fusco-nigra, vittis duabus latis pallide tssabellinis ad caudam usgue productis, per dorsum stria media angustissima nigra sejunctis, in vertice et collo confluentibus.. Cauda pallide tsa- bellina, bast subtus nigra. ; Longitudo corporis 332 Mil., caudae 310 Mill., stirpis caudae 200 Mill. TØS 272 Til hele Aaret henhørende. I Aaret 1856 har Selskabet ved Døden tabt tre af sine inden- landske Medlemmer: Dr. phil. C. Bamus, Ridder af Danebrog, Professor i Mathe- matik ved Kjøbenhavns Universitet, Lærer i Mathematik ved den polytechniske Læreanstalt og Medlem af dens Bestyrelse, en Mathematiker, som ved talrige Skrifter, ved Skarpsindighed og grundig Lærdom havde erhvervet sig et Navn, og hvis talrige Disciple i ham beklage Tabet af en meget udmærket Lærer. Selskabets Medlem siden Aaret 1834. Professor i Botanik ved Kjøbenhavns Universitet, RK. af Dbr., F. M. Liebmann, berømt ved sine omfattende Undersøgelser og Samlinger henhørende til Mexico's Flora, og ved den Deel han hår lager si Udgivelsen af det danske Nationalværk »Flora danica«, hvoraf det. 43de Hefte og det første Supplementhefte ere ud- givne af ham, ligesom det hele 44de Hefte, af hvilket de to Trediedele vare fuldendte ved hans Død, under hans Navn vil udkomme i Sommerens Løb. Hans af Selskabet understøttede Værk over de Amerikanske Egearter er for største Delen fuld- endt, og vil ved Herr Prof. Steenstrups Medvirkning udkomme i Løbet af næste Aar. Selskabets Medlem siden Aaret 1844. Justitiarius i Højesteret Conferentsraad J. E. Larsen, Com- mandeur af Danebrog. Som Lærd bekjendt ved sine grundige Undersøgelser paa Retshistoriens Omraade, samt over Fædre- landets private og offentlige Ret. Selskabets Medlem siden Aaret 1841. 273 Af udenlandske Medlemmer har Selskabet at beklage Tabet af Geheimeraad Chr. Samuel Werss, Professor i Mineralogien i Berlin, hvis Fortjenester især af Krystallographien og af en- kelte Dele af Geognosien sikkre ham et Navn i Videnskabens Historie. Selskabets Medlem siden Aaret 1824. Baron v. Hammer- Purgstall, Commandeur af Danebrog, berømt ved sine historiske og linguistiske Arbeider over Tyr- kiet, Årabien og Persien. Selskabets Medlem siden Aaret 1821. Som ?ndenlandske Medlemmer i den physike Klasse har . Selskabet optaget: Professor J. Th. Bernhardt, Inspecteur ved det Kongelige naturhistoriske Museum, og Vandinspecteur L. 4. Colding. Som indenlandsk Medlem i den historiske Klasse valgtes Prof. L. Miiller, Inspecteur ved det Kongelige Myntkabinet. Som udenlandske Medlemmer, ligeledes i den physiske Klasse har Selskabet optaget: Sectionschef Hardinger, Formand for Kaiserlich-Kåonigliche geognostische Reichsanstalt i Wien. Professor i Mineralogien G. Bose i Berlin, og Professor i Chemien HM. Bose i Berlin. Selskabet valgte Herr Professor J. Steenstrup til Medlem af den meteorologiske Comitee istedetfor afdøde Professor Lied" mann, Oberstlieutenant Hoffmann til Medlem af Kassecommis- sionen istedetfor afdøde Professor Bamus, og Vandinspecteur Colding til Revisor istedetfor Professor Lzebmann. Selskabet har i Aarets Løb holdt 15 Møder, i hvilke der er holdt 12 Foredrag henhørende til den physiske Klasse, 5 til den historiske Klasse, 2 til den mathematiske Klasse, og er oplæst 274 een Biographie over et afdød Medlem (0. F. R. Olufsen). To af de til den physiske Klasse henhørende Meddelelser vare af udenlandske Medlemmer (Wåkler og Hansteen). To Afhandlin- ger af Lærde, der ikke vare Medlemmer af Selskabet (Colding og A. S. Ørsted) bleve antagne til Optagelse i Oversigterne eller Skrifterne. Een Afhandling af et Medlem (Ramus) blev antagen efter hans Død. Selskabet har i Aårets Løb udgivet af sine Skrifter: . Naturvidenskabelig og mathematisk Afdeling dte Række, åde Binds Iste Hefte. Historisk og philosophisk Afdeling dte Række, Zdet Binds iste Hefte. Regesta diplomatica Zdet Bind. Collectanea meteorologica 4de Hefte. Selskabet har desuden understøttet C.J. Brandts Udgave af Chr. Pedersens danske Skrifter. Selskabet staaer nu i Forbindelse med følgende videnskabe- lige Instituter: Fyens Stifts litteraire Selskab i Odense. Universitets-Bibliotheket i Kiel. Gesellschaft fir vaterlåndische Geschichte i Kiel. Vetenskaps Åcademien i Stockholm. Videnskabernes Selskab i Upsala. Universitetet i Lund. Universitetet i Christiania. Det norske Departement for Kirke- og Underviisningsvæsen. Academie der Wissenschaften i Berlin. Physicalische Gesellschaft i Berlin. Die naturforschende Gesellschaft i Danzig. Die schlesische Gesellschaft: i Breslau. Die Kånigliche Bibliothek i Hannover. TD Gesellschaft der Wissenschaften i Gottingen. Die physicalisch-medicinische Gesellschaft i Wurtzburg. Åcademie der Wissenschaften i Minchen. Det astronomiske Observatorium i Minchen. Naturforschende Gesellschaft i Halle. Koniglich såchsische Gesellschaft der Wissenschaften i Leipzig. Magnetisches und meteorologisches Observatorium i Prag. Kaiserliche Osterreichische Academie der Wissenschaften i Wien. Geologische Reichsanstalt i Wien. Centralanstalt fur Meteorologie i Wien. Naturforschende Gesellschaft i Zurich. Société de physique et d'histoire naturelle de Généve. Societé Vaudoise i Lausanne. De koninklijke Academie i Amsterdam. Selskabet natura artis magistra i Amsterdam. Hollandsche Maatschappij der Wetenschappen i Harlem. Videnskabernes Selskab i Utrecht. Het Bataviaasch Genootschap van Kunsten en Wetenschappen i Batavia. De Naturkundige Verening i Batavia. Koninklijk Nederlandsch meteorologisch Institut. AÅcademie Royale de Belgique å Bruxelles. Royal Society i London. Geographical Society i London. Geological Society i London. Zoological Society i London. Linnean Society i London. Electrical Society i London. The Radcliffe observatory i Oxford. Koyal Society i Edinburgh. Observatoriet i Edinburgh. Irish Academie i Dublin. Philosophical Society i Cambridge. British Association. 276 Museum of practical Geology i London. Literary and philosophical Society i Manchester. Société Géologique de France. Museum d'histoire naturelle i Paris. Academie Imperiale des sciences, belles lettres et arts i Lyon. Société Imperiale d'agriculture, histoire naturelle et arts i Lyon. Société Linneenne å Lyon. å Academie des sciences, belles lettres et arts å Rouen. Société des sciences naturelles de Cherbourg. Société météorologique å Paris. Real Academia de ciencias i Madrid. Academie des Sciences å Lisbonne. Reale Accademia delle scienze i Neapel. Accademia de nuovi Lincei i Rom. Instituto Veneto di science, lettere et arte i Venedig. Videnskabernes Selskab i Petersborg. Finska Vetenskaps-Societeten i Helsingfors. Société des Naturalistes de Moscou. Observatoire astronomique i St. Petersborg. Observatoire physique central de Russie i St. Petersborg. The American Philosophical Society i Philadelphia. The American Academy of arts and sciences i Boston og Cam- bridge. The Smithsonian institution i Washington. The Society for the developpement of the mineral resourses of the United States. The American Geographical and Statistical Society. The Lyceum of Natural history i New-York. The American Academy of Natural Sciences of Philadelphia. The editors of the American Journal of Science. BID Ordbogs-Commissionen. Commissionen har i Aaret 1856 holdt 25 Møder, i hvilke Revisionen af Bogstavet U er fremmet indtil Ordet Under- ståttelse. Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatorium og danske Regester. Af det sidstnævnte Værk, hvis første Afdeling (fra 1536 til 1558) udkom i Slutningen af 1855 (see Oversigten for dette Aar S. 406), er anden Afdeling, for Kong Frederik Il.s Regjering (1558-1588), udkommen i December 1856; og tredre Afdeling, Regesterne for Kong Christian IV.s Regjeringstid, er under Trykken. Den meteorologiske Comitee. I det magnetisk-meteorologiske Observatorium, der staaer under Comiteens Tilsyn, ere de regelmæssige Iagttagelser fort- satte paa samme Maade som i forrige Aar med Bifilarmagneto- metret, Barometret, Psychrometret og Indexthermometret, men med Unifilarmagnetometret først fra den 15de December, da det Uheld, som indtraf i Midten af October 1855, først da blev af- "hjulpet. Middeltallet af de lagttagelser, som ere anstillede med dette Instrument fra den 15de til den 3lte December, giver Declina- tionen 152 40,4/ Vest. lagttagelserne i Botanisk Have ere fortsatte som tidligere og Resultaterne af dem meddeelte i de maanedlige Oversigter over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af de Iagttagelser over Vindens Retning og Styrke og over Nedslagets Varighed, som anstilles paa Nyholms Hovedvagt, og over Van- dets Temperatur paa Trekroners Batteri. Ligeledes ere de time- vise Thermometeriagttagelser fortsatte paa Nyholm. 2718 Fra følgende Steder har Comiteen i Aarets Løb modtaget lagttagelser: É . Upernivik, Missionær Kragh, 1855 Juli — 1856 Juni 30, Thermotret Kl. 8, 2, 9, "Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand og Nedslagets Hyppighed. Frederikshaab, Missionær Barfoed, 1855 Juni 28 —1856 Juni 30, Barometret een Gang daglig, Thermometret Morgen, Middag og Aften, Vindens Retning, Luftens Tilstand, Nedslagets Hyppighed. Færøerne, Pastor Hammershaimb, 1856 Jan. 1— Juli 31, Barometret, Thermometret, 3 Gange daglig, det Første Kl. 10, 4, 10, det andet Kl. 7, 12, 10, Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand, Nedslagets Hyppighed og Mængde. Skagen, Fyrinspecteur Meyer, 1855 Decbr. 1—1856 Nov. 30, Baårometret, Thermometret, Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand Kl. 6, 9, 12, 3, 6, 9 og Nedslagets Mængde. Snedsted, Pastor Hansen, 1854 og 1855, Barometret,. Psy- chrometret, Morgen, Kl. 2 og 10, Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand, Nedslagets Hyppighed og Mængde. Sylt, Fyrinspecteur Lynge, 1855 Novbr. 3 —1856 Novbr. 50, Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Luftens Tilstand Kl. 6, 9, 12, 3, 6, 9, og Nedslagets Mængde. Samsø, Pastor Hansteen, 1855 Jan. 1— Decbr. 31, Thermo-: metret Kl. 8 og Kl. 2, Barometret, Vindens Retning og Luftens Tilstand K1:78; 2,41 Bandholmsgaard, Skovrider Holten, 1855 Jan. 1— Dec. 31, Psychrometret, Barometret Morgen, Middag og Aften Vindens Retning og Styrke, Nedslagets Mængde. Sorø, Overlærer Johnstrup, 1855 Jan. 1—Decbr. 31, Ther- mometretKl. 7,,12,/2; 11; Barometret-KL« 10 1125745 Inde thermometret og Nedslagets Mængde. Rødding Hørskole, Cand. pharm. Schyåtz, 1854 Decbr. 1—1855 Novbr. 30 Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke og Luftens Tilstand Kl. 7, 12, 2, 10, Nedslagets Mængde. 279 " Qwern, Apotheker G. Jensen, 1854 Novbr. 1—1855 Decbr. 31 Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke og Luf- tens Tilstand Kl. 7, 10, 12, 2, 4, 11, Nedslagets Mængde. Hammershuus, Fyrinspecteur Baasch, 1855 Decbr. 1—1856 Novbr. 30, Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand Kl. 6, 9, 12, 3, 6, 9 og Nedslagets Mængde. Desuden har Comiteen modtaget Iagttagelser over Trækfug- lenes. Ankomst og Løvspringet fra Regimentschirurg Casten- schjold i Nestved. Priisafhandlinzer. Den historiske Klasse. Til Besvarelse af de af Videnskabernes Selskab udsatte Priisopgaver, hvis Indleveringstermin var udløben med den 31te August 1856, ere indkomne 2 Afhandlinger over de danske Dialecter, over hvilke vedkommende Comitee har afgivet føl- gende Bedommelse: »Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskåb har over- draget os at bedåomme de tvende medfølgende Afhandlinger, der ere indkomne til Besvarelse af de i Aaret 1853 af Selskabet udsatte Priissporgsmaal om de danske Dialecter. I denne An- ledning meddele vi følgende Betænkning: Den ene af disse Afhandlinger, kaldet »Sjællandsk Sprog- lære«, er et ufuldendt Arbeide, der kun indeholder nogle Be- mærkninger om Lydlæren, og pludselig bryder af midt i disse. Dette Brudstykke kan ikke komme i nogen Betragtning til at erholde den udsatte Belønning. Den anden Afhandling derimod, kaldet »Det jydske Folke- sprog«, der ikke uden Held har forsøgt at løse den vanskelige og hidtil lidet bearbeidede Opgave, har i håi Grad tildraget sig vor Opmærksomhed. Den indeholder en udførlig Sproglære 280 over den hele jydske Sprogart med dens Underafdelinger, samt nogle Tilleg om Sprogarterne, om Sprogstammerne og deres Oprindelse, og endelig meddeles nogle, tildeels allerede trykte, Sprogprøver. Den første Afdeling, Sproglæren, der udgjår Af- handlingens egentlige Kjærne, indeholder vigtige og interessante Oplysninger. Men det vilde uden Tvivl have været heldigere, hvis Forfatteren havde forudskikket den Udsigt over de enkelte Dialecter, hvilken han først senere meddeler som Tillæg, og derved med stårre Tydelighed havde oplyst, hvad der er eien- dommeligt for hver enkelt Dialect og hvad der er fælles for det hele Folkesprog. Tillægget om Sprogstammerne og deres Op- rindelse (hvorunder Sammenligningen med Dialecten i det syd- lige Norge, som Forfatteren påa nogle Steder antyder, med Dialecten påa de danske Øer, Forholdet til det engelske Sprog og lignende beslægtede Undersøgelser nåiere kunde udføres) er den Deel af Afhandlingen, hvori Forfatterens historiske og lin- guistiske Anskuelser af det jydske Folkesprog især maatte komme tilsyne; men dette Tillæg er meget uklart. Snart antager For- fatteren det jydske Folkesprog for nordisk, snart synes han at ansee det for en Slags Sammensmæltning af Nordisk og Ger- manisk. Ogsaa Behandlingen af Folkesprogets lexicalske Deel eller Ordforraadet er utilfredsstillende. Der anvendes et Par Grundsætninger af Rask med nogle bekjendte Exempler, men uden gjennemgribende Betragtning af Ordforraadets Beskaffenhed og Forhold, hverken indbyrdes eller til de andre Dialecter og Skriftsproget; og en utilstrækkelig Kundskab i det gamle is- landske Sprog giver sig blandt Andet tilkjende derved, at Ord i det jydske Folkesprog, der ere gode gamle nordiske Ord, an- tages for germaniske. En fuldstændig videnskabelig Løsning» af Selskabets Priisopgave er saaledes ikke opnaaet. Paa Grund heraf kunne vi ikke anbefale denne Afhandling til at vinde den udsatte Beldnning; men vi ere alle enige om at indstille til Selskabet: 281 at Forfatteren, hvis han ønsker det, af det Schouske Legat erholder 300 Rd. som Paaskjånnelse af Arbeidets Fortjenester og som en Understøtttelse til dets videre Fremme og endelige Udarbeidelse. | Kjøbenhavn, den 5 Januar 1857. C. Molbech.=) H. IM. Velschow. NW. IM. Petersen. Affatter. N. L. Westergaard. Da Selskabet har tiltraadt denne Bedommelse, opfordres Forfatteren af den indleverede Afhandling »det jydske Folke- sprog« til at melde sig hos Selskabets Secretair, Etatsraad Forchhammer. Efterat denne Opfordring var bleven bekjendtgjort i de of- fentlige Blade tilkjendegav Herr D. L. C. A. Warming, ordineret Katechet og første Lærer ved Borgerskolen i Ærøskjøbing, sig som Forfatter. Særskilt Votum over Priis-Afhandlingen om det ,, Jydske Folkesprog”. For at virke til det Formaal at fremstille Billedet af et Sprog, enten i dets Drzalecter, eller i dets forsvundne eller for- ældede Skikkelser, gives der væsentlig en dobbelt Vei; man kan vel kalde den ene den grammatisk-organiske, den anden den lexicalsk-stilistiske. Den første vil lære os: hvorledes lød eller" lyder A/muens, af Skriftsproget uafhængige Tale i dens Ele- menter, i de enkelte Tankebetegnelser, eller Ord, saavel i Ord- formen som i deres forskiellige Formændringer eller Bøininger? — Den anden: hvorledes er Almuens Sprog, i dets sammen- hængende Tankeforbindelser, i Talemaader, Sætninger, Perioder — eller i Tålens sæw/zstøske Organisme? — Opfatning af og Kund- +) i Henhold til hans nedenfor aftrykte motiverede Bemærkninger. 282 skab om det sidste opnaaer man kun ved længere og tilstrækkelig Omgang med Ålmuen, eller giennem den ved Samtalen vundne Fortrolighed med Folkesproget; og man søger at fremstille Billeder af den sidst nævnte Organisme ved Sprogprøver, der meddeles i Samtaler, Fortællinger og andre Sprogstykker, efter et med Troskab giengivet Afpræg af Almuens Lydsystem. Det er hertil en nødvendig Fordring, at man nøie og fuldkomment maa kiende og rigtigt have opfattet dette System; under en saadan Forud- sætning kunne, til Meddelelse for Mængden af de modtagende Læsere, som ikke ere egentlige Philologer eller Sprogforskere, omhyggelige og tilstrækkelige Sprogprøver være nok. Det er ogsaa først giennem disse, at man faaer en levende, eller åan- delig meddeelt Anskuelse af A/muens Sprog og Tale. Dialectens Lydlære, eller dens Grammatik, give os begge kun dens Mecha- nisme. — Nytten og Fordelen af et ved Skriftsproget frembragt Billede af Folkesprog og Dialecter har længe været erkiendt; men er aldrig blevet mere tydeliggiort, end i F?rmenichs store og berømte, men endnu ei fuldendte Værk »Germaniens Vålker- stimmen«, hvilket ikke allene i Forfatterens Fædreland har mødt den hæderfulde Erkiendelse, at den preussiske Regiering har befalet dets Anskaffelse til samtlige lærde Skoler og Gymnasier i det hele preussiske Monarchie; men at ogsaa de Franskes Keiser har tildeelt Forfatteren den videnskabelige Hædersmedaille, og befalet Udarbeidelsen af et lignende, tillige med Ordbøger forsynet Værk over de franske Dialecter. — Jeg anfører dette "her med Hensyn til, at det indsendte Arbeide over »det jydske Folkesprog« unegtelig har sin svageste Side i de, efter den stillede Fordring i Selskabets Priisopgave, meddeelte Sprog- prøver fra nogle Egne i Jylland og Nordslesvig, hvilke næsten alle ikke ere nye, men tagne af forhen trykte Skrifter, deels af Steen Blicher, en fortrinlig Kiender af det jydske Folkesprog, deels af Lieutenant 5. Grundtvig, og af et Par trykte rimede Fortællinger i Dialecten fra Randers-Egn. Af Forfatteren selv er intet meddeelt; og dette maa være os paafaldende; thi den, 283 der mere udførligt end Nogen tilforn har behandlet jydske Dialec- ters Lydlære og Formlære, maatte antages at være saa fortrolig med Folkesproget i flere Egne af Halvøen, at han, ved Siden af hine, kunde have meddeelt flere Sprogprøver efter egen Op- fatning, og saaledes baade have bestyrket eller bedømt Rigtig- heden af de tidligere bekiendte, og yderligere beriget denne (i det 3die Tillæg indeholdte) Deel af Priisskriftet, hvilken man i det Hele maa finde mager og ufuldstændig. Af en saa vigtig " og mærkelig jydsk Sprogart, som den vendsysselske, er f. Ex. kun meddeelt et lidet Fragment, taget af Melsens haandskrevne vendsysselske Ordbog, som dog indeholder nogle flere og større Stykker. Forfatterens Udvikling af de grammatiske Forhold i det jydske Folkesprog lider under en, med den ovenfor angivne noget beslægtet Mangel, nemlig paa et tilstrækkeligt Antal af jydske Ord og Udtryk, til Exempler og Oplysning ved enhver fremsat Regel. (Jeg siger ikke, at saadanne reent fattes; men at der findes for faa.) Et saadant Hensyn til overalt og til- strækkeligt givne Ordprøver, saavel i Hovedformer, som i Bøi- ningsformer, anseer jeg for uundværligt ved et Arbeide af denne Natur, hvis det skal blive fatteligt og tydeligt for Læsere i Al- mindelighed; og det synes at være afgiort og utvivlsomt, at et saadant Arbeide ikke skrives allene for de faa Sproglærde i Landet, der kunne benytte enhver, nok saa kort og streng gram- matisk Opgift i Dialectlæren; men ogsaa for andre simplere Læsere, især de i Jylland indfødte, hvoraf Mange kunne have Evne til og Interesse for at prøve Rigtigheden af Forfatterens Systematik og grammåtiske Angivelser.”) — Jeg maa tilføie, f) Det er en Bemærkning, som her eller andensteds kunde finde sin Plads, at hverken nærværende Forfatter, eller en Anden, der har skrevet over . den jydske Dialect (Lyngby), ligesom heller ikke han, der har indsendt den første Begyndelse til en siællandsk Dialectlære, ere udgaaede fra det rigtige og naturlige Princip, at opstille en selvstændig Dialectlære, nærmest sammenholdt med vort nuværende Tale- og Skriftsprog. Alle 3 Forfattere forvilde sig derimod strax i etymologiske Paralleler, og i 284 hvad det sidste angaaer, at der ikke blandt alle Selskabets Med- lemmer findes en Eneste, der var competent til en saadan Prø- velse. Ingen af os vil kunne gaae ind påa nogen speciel Kritik over Forfatterens Data eller schematiske Fremstilling af de for- skjellige jydske Dialecters grammatiske Forhold; men maa over- lade dette til indfødte Sprogkiendere. En Forvaring i den Hen- seende fra Censorernes Side vil være uundgaaelig nødvendig. "Der er en anden Omstændighed, som giør det i høi Grad vanskeligt, trættende, undertiden ganske vildsomt og forvirrende, at læse Forfatterens Skrift i dets Hoveddeel; og jeg tilstaaer ligefrem, åt jeg har langt bedre kunnet danne mig selv en Forestilling om Dialecternes Grammatik, i sammes Hovedtræk, ved at giennemlæse de jydske Sprogprøver, saavidt disse ud- strække sig, end ved Forfatterens meget udførlige Lydlære (den indtager næsten ligesaa megen Plads, som den egentlige Sprog- lære eller Formlære; hvorimod Syntax, Ordstilling og Sætnings- det Islandske eller Gammel-Nordiske og andre gamle Sprog — og glemme derover det Væsentlige: allerførst at give os et klart Sprogbil- lede af den" Dialekt, vi ville kiende. Vi ville først vide: hvorledes tale Jyderne? Hvorledes er deres Tales Grammatik? og hvorledes maa deres Dialectsprog skrives nærmest efter forskiellige Egnes Udtale? -— Siden kommer Spørgsmaalet: hvorfra have Jyderne deres Sprog? og med hvilke gamle Sprog og Sprogformer er det i Slægt? — I det sidste Punkt maa Vedkommende lægge Vind paa den fornødne Afholdenhed i at hengive sig til personlige eller nationale Yndlingsideer, dersom de ville undgaae den Mistanke, hvormed Sprogforskere altid maa gaae et vist Slags Etymologer i Møde. Disse ere, i Følge deres Fremgangs- maade og fra deres forud tagne Synspunkt, i Stand til at bevise de forunderligste Sprog-Oprindelser og Ordkilder. Vi have hos os selv i det i7de Aarhundrede havt et Par lærde Linguister, hvoraf den ene (P. Jensen Wandel) fandt Kilden til det danske Sprog i det Hebraiske; den anden (H. Olsen Nysted) i det Græske. Man vil kalde dette forældede, uvidenskabelige Phantasier. Men man kan finde meget overraskende« Phænomener i den nyeste comparative Etymologie. Et saadant vilde den franske Overretsdommer Mowrain de Sourdevals ,,Ori- gines Gothiques de la langue francaise” være, i Fald Værket er udkommet. Han bebuder det i et ,,simple programme”, under Titelen: ,,Etudes gothiques” (1839); og selv dette har mere Nyt og Interessant, end man venter sig. ' Æ å Æz 2689 forbindelse er affærdiget paa een Side, p. 91) og ved hans jydske Grammatik eller Dialectologie. Hiin Omstændighed er nemlig den uophørlige Brug, saa at sige i hver Linie, af Forkortninger, Henviisninger, omdannede, forkortede Konstord og Ord-Endelser, i Stedet for %e/le Ord. Denne Udtryksmaade vil upaatvivlelig giøre Skriftet ulige mindre læseligt i en større Kreds, end det ellers kunde have været. At Forfatteren overhovedet meget har forsømt Hensyn til de jydske Dralecters Leæicologie, og som det synes reent har ignoreret det danske Dialectlexicon, med dets betydelige jydske Ordforraad, og adspredte Sprogprøver — maa synes besynderligt. Jeg kan ikke andet end tilføje, at For- fatterens Arbeide, hvad Fortieneste det end i øvrigt kan besidde ved at præstere endeel mere, end man hidtil har havt, baade i Methode og Udførelse, staaer såa langt tilbage for endeel af vor Tids udenlandske Værker over fremmede Dialecter og over et Sprogs ældre grammatiske Skikkelse og Forhold (jeg vil her kun i | i | i i i nævne Kehrewmns udmærkede »Grammatik der deutschen Sprache des"15. "bis 17. Jabrhundert«, 3 Thlé: 1855 — et Skrift, der i udtømmende Flid, Lærdom, Fuldstændighed og Tydelighed søger sin Lige), at man ved såadanne Jævnførelser kommer til end mere klart at overtydes om, hvormeget dette Skrift over det jydske Folkesprog endnu fattes af hine Egenskaber, for at kunne t fremtræde ved Siden af saadanne linguistiske Arbeider. — Jeg | bemærker dette, ingenlunde for at nedsætte det indgivne Priis- skrift; men for at bringe i Erindring: at den /ydske Mundart i | sim Heelhed, i sin betydelige locale Udstrækning, og i sine mærkværdige Forhold saavel til vort sræl/andsk-danske Skrift- sprog, som til det nedertydske og engelske, er et Phænomen af saa stor linguistisk Interesse og Betydenhed, at den tilfulde kan fortiene en ligesåa omhyggelig og fuldstændig Behandling, som nogensomhelst anden fremmed Dialect; og dette er noget som ogsaa Selskabet har erkiendt, og som er udtalt og hensigtet til ved dets Priisopgave. Med Hensyn til Forfatterens »Tillæg« (som dog tildeels ere 20 286 fornødne Bestanddele af en jydsk Dialectologie), da er det første (»Oversigt over Sprogarterne«) forholdsviis kort behandlet; men hører i øvrigt ogsaå til den Deel af Skriftet, hvori endog den lærdeste herværende sprogkyndige Dommer maa troe Forfatte- ren, og et eller andet af ham benyttet trykt Skrift, påa Ordet, uden at være i Stand til kritisk at bedømme eller afgiøre Rig- tigheden af de opgivne Dialect-Grændser. En væsentlig Mangel i delte, eller ogsaa i 3die Tillæg, forekommer det mig at være, at den nøragtige, indtil Sogne og Byer udstrakte Angivelse af Sproggrændsen imellem den germaniske og skandinaviske (den præpositive og postpositive) Artikel savnes hos Forfatteren. Hvad han i den Henseende har angivet, er ikke tilstrækkeligt. nok; heller ikke grundet paa egne locale og nøiere Undersøgelser i Nørre-Jylland. Man kan vel ogsaa sige, at dette Grund-Element i en ældgammel Sprogforskiel behandles her alt for let, og uden dybere og afgiørende Undersøgelse af dets Natur, dets gram- matiske Betydning, og dets Egenhed i Jylland. | Det andet Tillæg (»Om Sprogstammerne paa den jydske Halvø«) indeholder Adskilligt, for Forfatteren eiendommeligt ; uden at det vel tør siges, at han med dybere Lærdom (eller en saadan Fortrolighed med vedkommende Sprog og Sprogforhold, som f. Ex. Latham i England lægger for Dagen) har grandsket de her vedkommende Sprog: Frisøsk, Angelsaæisk, Gammel- Baæisk og Nedersaæisk, Gammel - Engelsk og de engelske Dialecter. At han, hvad især Frrsøsk angaaer, fornemmelig gientager Basks Sætninger, giver os intet Nyt. Forfalterens Hypotheser: at de gamle Ængier fornemmelig skulde søges i det nuværende Angeln; at Angler især have nedsat sig i Northumberland, og at derfor Dialecten i denne Provinds maa- skee kunde vise, at Angelsk og Jydsk Sprog har været eet og det samme (p. 102); at det især maatte være i det nuværende Angeln, hvor man maatte søge Levninger af (de germaniske) Anglers Sprog, m. fl., vil jeg her ikke gaae ind paa. Jeg til- troer Forfatteren at have Anlæg og Evner til engang at optage 287 denne hele Undersøgelse paa ny, for mueligen at kunne komme til dybere og mere sikkre Resultater. I øvrigt mener jeg, man kan ansee Gienstanden for dette 3die Tillæg, strengt tåget, at ligge udenfor Selskabets Priis-Opgave. Men vilde Forfatteren engang gaåaae ind påa et saa betydende og vanskeligt Formaal, som at undersøge den jydske Sprogarts Oprindelse og Slægt- skabsforhold: da burde dette vist nok foretages med dybere Sprogstudier, og nøiere Kundskab til de ovenfor nævnte Sprog — ligesom til det engelske, især øst-engelske Almuesprog, som endnu besidder en Mængde baade af danske og jydske Ord, med en Udtale, der stempler dem som saadanne — end vi her forefinde. — Det maa heller ikke lidet forundre en fordomsfri Læser af denne Afhandling, at Forfatteren i det Hele lægger saa liden Vægt paa det jydske Almuesprogs Liighed med det nuværende Engelske, da netop denne Liighed af enhver nøiere Kiender af begge Sprog (f. Ex. St. Blicher) fremhæves; og da han selv andensteds (p. 104) anfører enkelte Ordliigheder imellem den jydske og nordengelske Sprogart. Overhovedet er det netop dette Præg af Liighed i Udtale, Accentuation og Ordlyd hos Jyder og Eng- lændere, som allermest falder den Ødanske, der kiender det engelske Sprog, i Øret, og a priori indgiver ham den Tanke, eller bestyrker den hos ham: at Jydernes Sprog oprindelig har været et særeget og andet end de danske Øboers. Dette er en Overtydning, som maa følge den Reisende i Jylland, lige fra Vendsyssel til Slien; i hvormegen Umage man endog paa Papi- ret vil giøre sig for at bevise, »at Oldnordisk (Islandsk) har hersket påa Halvøen« (p. 105). Forfatteren kommer jo ogsaa omsider selv til det Resultat, at en indvandret germantsk Folke- stamme i Jylland er stødt sammen og smeltet sammen med en skandinavisk, nordfra indvandret Stamme (p. 105), og dette er jo det samme, som for længe siden er antaget og oftere yttret af danske Sprogforskere. Forfatterens Mening, at den skandi- naviske Indvandring har været den ztidlægere, og den germaniske den sw/digere, kan maaskee have Rimelighed for sig; men "hans 288 egentlige Mening om Beskaffenheden af det saakaldte » Oldjydsk«, og om Maaden, hvorpaa dettes germåaniske Elementers Sammen- smeltning med de skandinaviske er skeet, forekommer mig at være uklart og utilstrækkeligt fremsat. At »det nuværende Jydsk« a: det hele Dialectsprog eller Almuens Talesprog i Jylland, med de forskiellige Brydninger lige fra Vendsyssel til Angeln, først skulde have dannet sig i det 15de Aarhundrede (p. 107) er uden Tvivl en ganske grundløs Hypothese. Ikke såa faa Træk af dette Talesprog ere jo allerede at finde i jydske Lov, hvis hele Sprog- charakteer tydeligt skiller sig baade fra den siællandske og fra den skaanske Lov. Jydsk er vel aldrig blevet Bogsprog; men det er et mærkværdigt Phænomen, at man i det mindste har en heel stor Visebog med over 200 gamle Folkeviser, som ikke blot er skreven i Midten af det 16de Aarhundrede, (1550-1560) i Jylland, men heelt igiennem i en stærkt udpræget 7ydsk Sprog- charakteer; (den saakaldte »Karen Brahes Visehog«) og et Dia- lectsprog, der kunde være saa danneligt til at skrives, i det mindste afskygges i mange af dets Former og Egenheder, ved en indfødt, men aldeles ikke boglærd Haand, skulde paa den Tid ikkun have havt et Aarhundredes Ælde? — Jeg fatter over- hovedet slet ikke, hvor Forfatteren vil hen med at give et saa vidt udbredt og saa charakteristisk Folkesprog, som Jydernes, denne unge Oprindelse. Det ligger i ethvert Folkesprogs Natur, at det i tidligere Perioder, medens Samqvem og Samfærdsel imellem et Lands Indbyggere i forskiellige Provindser var spar- som, og inden Læsning og Kundskab til Bogsproget naaede ned til Almuen, i meget lange Tidsløb maatte være liden Forandring underkastet. Derfor ogsaa kan i eet og samme Land det samme Sprog- udvoxe i mangfoldige Dralect-Grene, og enhver "af disse holdes i Live i de forskiellige Landskaber, endog i Aarhundre- der efterat et fælles Skrifsprog, og en ved dette dannet Tale, ere blevne almindelige over hele Landet. Men dette er kun tilfældige Strøbemærkninger, som falde mig ind, da det her ikke kan være min Hensigt, videre at gaae ind SÅS 237800 vs 289 påa nogen speciel Bedømmelse af Forfatterens 3dre Bilag. Jeg maa derimod, påa Grund af Ovenanførte, vedkommende den egent- lige Gienstand for Besvarelsen af Selskabets Priisopgave, erklære: at jeg zkke kan stemme for, at Selskabets Guldmedaille, som Hædersløn for en fuldkommen tilfredsstillende Besvarelse af Opgaven over den jydske Dialect, tilkiendes Forfatteren; men at han derimod, som den, der har nedlagt endeel brugbare Bidrag til den jydske Dialectologie i den indsendte Afhand- ling, tilstaaes den udsatte Pengebelønning af 300 Rd., hvor- hos jeg er af den Mening, at Committeen maatte anbefale Forfatteren, hvis han vil udgive Afhandlingen i Trykken, at tage Hensyn til de Anmærkninger over nogle af de oven- anførte Punkter, som ville være at tilføje i den Censur over Afhandlingen, som bliver at trykke. Kiøbenh. d. 2. Decbr. 1856. . C. Molbech. Priisopgaver. Den mathematiske Klasse. Endskjøndt Forestillingen om Atomer, Molekuler og Mole- kularkræfter vel neppe kan siges at betegne den Sammenhæng, der virkelig finder Sted, ligger dog denne Forestilling til Grund ved physisk-mathematiske Undersøgelser, der angaae de indre Ligevægtstilstande eller Bevægelser, saavel af faste Legemer, som af flydende eller ætheriske. Idet hiin Forestilling derfor … vel maa tænkes som en for de nævnte Undersøgelser nødven- dig Fiction, der af de forskjellige Forfattere, som have be- handlet denne Gjenstand, er opstillet under forskjellige Former, deels i Henseende til det af Kræfterne Paavirkede, deels i Hen- seende: til disse selv, frembyder sig naturligen det Spørgsmaal, hvormeget der heri, med Hensyn til de Erfaringsresultater, Regningen skal gjengive, kan være vilkaarligt. Selskabet ønsker 290 derfor at fremkalde en kritisk Undersøgelse over de forskjellige Maader, hvorpaa Molekular-Hypothesen hår været anvendt i den mathematiske Physik, samt om, hvorvidt den ved Behandlingen af dennes Hovedopgaver kan simplificeres, navnlig saaledes, at Betragtningen kommer til at angaae discrete Punkter, hvis pri- mitive Stilling kan vælges mere eller mindre vilkaarligt. Med Hensyn til Opgavens Omfang vil Selskabet ansee en. Besvarelse for fyldestgjørende, der. nærmest holder sig til en enkelt eller flere beslægtede Anvendelser. Den physiske Klasse. Uagtet der vel siden 1853, då Selskabet udsatte sit Priis- Spørgsmaal om Fuglefjerenes Opfriskning og Omfarvning er fremkommen mange spredte Iagttagelser og Bemærkninger, der kunne tjene til Emnets Belysning, er dog Gjenstanden endnu ikke bleven behandlet påa den sammenhængende Maade, Selskabet da ønskede og endnu ønsker, hvorfor det måa ansee det den- gang udsatte Spørgsmaal baade for at være endnu ubesvaret og for endnu at trænge i lige høi Grad til Besvarelse. Sel- skabet fornyer derfor atter Priisspørgsmaalet for 1853. Ved de fornemmelig af Dr. Schlegel i Leiden i de tvende sidste Aar offentliggjorte Iagttagelser over Fuglenes Farvevexel, tør det ansees for beviist, at Forandringen i Fuglenes aarlige Dragter har sin Grund ikke ålene i en Fjerfældning men tillige i en Opfarvning og Omfarvning af Fjerene, og at navnligen Fuglenes mest paafaldende Dragt, Yngle- eller Sommerdragten, kun for en ringe Deel fremkommer ved Fjerenes Skiftning men hovedsageligen ved et Farveskifte, der foregåaer i de ældre, afblegede og slidte Fjer. Samtidig med Opfaårvningen synes der fremdeles at foregaae en Opfriskning af Fjerene, navnlig saa- ledes, at de luft- og veir-slidte Rande og Spidser af Fjerene fornyes ved Dannelsen af friske Spidser påa Fjerfanens Straaler. Nøie Kjendskåb til den Grad af Fornyelse, som Fjerene ere istand til at modtage, efterat de allerede længe have været i en 291 Tilstand, i hvilken man antog deres Livsvirksomhed for afsluttet, er af ligestor Vigtighed for den specielle Ornithologie og Phy- siologien i Almindelighed, og Selskabet udsætter derfor sin Guldmedaille som Belønning for en videnskabelig Fremstilling af de Forandringer, Fjerene aarligen undergaae i Farve og Form hos een eller et Par af vore almindelige europæiske Fugle med mere udtalt Forskjel i Dragterne, hvilken Fremstilling maatte grunde sig saavel paa Iagttagelser af Fuglen i levende Live som paa anatomiske og mikroskopiske Undersøgelser af Fjerene. Fremstillingen, som maa omfatte saavel de under Afbleg- ningen og Åfslidningen, som de under Opfarvningen og Opfrisk- ningen stedfindende Phænomener, måa være ledsaget af Teg- ninger og af de til Oplysning af det Fremstillede nødvendige Præparater af iagttagne Fuglefjer og Fugleskind. Den philosophiske Klasse. Der ønskes en Bestemmelse og Udvikling af Begrebet Theo- sophie og af dens Forhold til Theologie og til Philosophie. Den historiske Klasse. Efterat Christendommen var indført og befæstet i de nor- diske Riger, udvikledes efterhaanden en kirkelig Forbindelse imellem disse, som i forskjellig Udstrækning og Betydning ved- ligeholdtes lige indtil Reformationen. Denne Forbindelse opstod allerførst derved, at Rigerne i Midten af det 9de Aarhundrede underlagdes det bremiske Erkestift; den fortsattes paa samme Maade under det Lundske Erkesæde indtil Midten af det 12te Aarhundrede, da ogsaa Sverrig og Norge havde erholdt egne Erkebisper, og den ophørte end ikke ved denne, i det nordiske Hierarkie dybt indgribende Begivenhed, deels formedelst det Lunds Erkebiskop tillagte Primåt over den svenske Kirke, deels ved de nationale Forhold og den Stilling, Rigerne indtoge lige over for hinanden, saavel før som under Calmar-Unionen og efter dennes Ophør. Til Oplysning af, disse Forhold frembyde de i den nyere 292 Tid, især i Sverrig og Norge udkomne historiske Kildesamlinger, tilligemed de i nordiske Archiver og Bibliotheker henliggende Aktstykker, vigtige hidtil ubenyttede Bidrag. Selskabet ønsker derfor at foranledige en omfattende Undersøgelse af denne Gjenstand ved fålgende Opgave: »Hvilke Forhold fandt i kirkelig Henseende Sted imellem de tre nordiske Riger fra Midten af det 12te Aarhundrede ind- til Reformationen? Hvorledes yttrede sig disse Forhold, deels ved det Lunds Erkebiskop tillagte Primat over den svenske Kirke og de derved opkomne Stridigheder, deels ved geistlige Ordeners Forplantelse .og geistlige Embedsmænds Ansættelse fra et til et andet af Kigerne, ved Forbindelse mellem Klostere i de forskjellige Riger, ved Donationer fra eet Rige til kirkelige Instituter i de andre, ved gjensidige Valfarter til hellige Steder, og ved flere lignende Berørelser? Hvilken Indflydelse kan denne kirkelige Forbindelse mellem Rigerne ogsaa tænkes at have havt paa deres politiske, videnskabelige og sociale Forhold?« For det Thottske Legat. Selskabet udsætter igjen følgende Priisopgave, som blev udsåt i Aaret 1853, men hidtil er forbleven ubesvaret : »Iblandt vore vildtvoxende Planter fortjener sikkert Porsen, Myrica Gale, særlig Opmærksomhed, deels ved det stærke Åromaåa, den indeholder, deels ved den Anvendelse til Ølbryg- ningen, man tidligere hår gjort og måaskee endnu gjør deraf, deels ved det voxagtige Stof, som findes deri. Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 RØRdlr. for en omfattende Undersøgelse af Porsens nærmere Bestanddele, hvor- ved man især ønsker følgende Spørgsmaal afgjort: a) Hvilket Stof eller hvilke Stoffer er det især, der have foranlediget Benyttelsen af Porsen til Ølbrygningen, og hvorvidt måa dens Anvendelse betragtes som farlig ? b) I hvilket Forhold staaer denne Plantes Vox til de andre bekjendte Voxarter ?« 293 | For det Classenske Legat. 1. Man ønsker en Fremstilling af de Forsøg, som i dette Aarhundrede ere gjorte for at bringe Tørven i en til Forbrug og Transport mere anvendelig Form, enten dette er skeet ved Presning eller særegne Æltningsmaader eller ved andre mecha- niske eller chemiske Midler (den egentlige Tørveforkulling und- tagen). De practiske Resultater, især med Hensyn til formind- sket Rumfang og formindsket Tab ved Veirforandringer samt Om- kostningsforholdene, maae kritisk fremstilles og sammenlignes. Præmien for en fyldestgjørende Besvarelse af denne Opgave er 200 Rdlr. 2. Som bekjendt har man i de senere Tider søgt at give Træet en større Varighed ved at udsætte det for Indvirkning af chemiske Midler, saasom Vanddampe eller forskjellige Salt- opløsninger. Selskabet ønsker en kritisk, paa Erfaringer støttet Fremstilling af de ved denne Paavirkning brugte Fremgangs- maader og deres practiske Resultater, især med Hensyn til Træets Varighed og dets Evne til at modstaae de lavere Orga- nismers, navnligen Svampenes Angreb. Præmien for en fyldestgjørende Besvarelse af denne Opgave er 200 ØRdir. Besvarelserne af Spørgsmaalene kunne i Almindelighed være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske eller danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med Forfatterens Navn, men med et Motto, og ledsages med en forseglet Seddel, »der indeholder Forfatterens Navn, Stand og Bopæl, og som bærer samme Motto. Selskabets i den danske Stat boende Medlemmer deeltage ikke i Priisæskningen. Belønningen for den fyldestgjørende Besvarelse af et af de fremsatte Spørgsmaal, for hvilket ingen Priis er nævnt, er Selskabets Guldmedaille, af 50 danske Ducaters Værdi. Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned 1858 til Selskabets Secretair, Etatsraad og Prof. G. Forchhammer |[(————————————————4 Sag- og Navneregister. Åand, den menneskelige, betragtet som en ny, forædlet og uforgængelig Form af Naturens Kræfter. S. 167—68. om Slægtskabet iméllem det aandelige Livs Virken og Naturkræfterne. S. 136 flg. Annelider, ved Norges Vestkyst beskrevne af Sars. S. 2. Apostolisk Symbolum, dets Beskaffenhed og sildigere Alder, end det N.T. Skrifter. S. 191. Apostolisk Tidsalder, om dens canoniske Skrifters nyere videnskabelig- kritiske Undersøgelse og Behandling. S. 183—238. Apostolisk Tradition, efter Catholikernes Lære. S. 188. Balladesangere, eller vandrende Visedigtere, om saadanne have været i Danmark under Middelalderen. S. 263. Baur, S., om hans Opfattelse af Bibelens hellige Skrifter uden Eenhed. S. 228. hans Oplysning om Brevet til Philemon. S. 233. Bessel, hans Soltavlers Beregning fuldføres ved Hansen og Olufsen, paa Selskabets Bekostning (1826—1853). S. 99. 103. Blæreorme, om en Årt af disse (Echinokokker) og deres formodentlige For- aarsagelse af Leversygdom. S. 127. 131. Bøger og Skrifter, skienkede til Selskabet. S. 48. 50. 51. 89. 94. 125. 132. 169. 182. 252. 267. Coelibat og Ægteskab, Apostelen Pauli Anskuelse af samme. S. 214—16. Colding, L. A., indsender til Selskabet en Afhandling om glasserede Leerrør til Vandledning. S. 47. ligeledes en Afh. indeholdende: ,,Viden- skabelige Betragtninger over Slægtskabet imellem det aandelige Livs Virksomhed og de almindelige Naturkræfter.”" S.89.136—168. vælges til indenlandsk Medlem af den physiske Classe. S. 124. om hans den 1. Nov. 1843 til Selskabet indsendte Afh. om Natur- kræfter (Selsk. Skrifter, 5. Række, 2. Bd.). S. 151 fig. hans Afh. om Dampens Virkning i Dampmaskiner (sammest. 3. Bd.). S. 153. Collectanea Meteorologica, 4de Hefte, udkommer. S. 171. Cumming, hans Beretning om samtlige Runeminder paa Øen Man. S. 181. Danskhed, den indfødte, oprindelige, i det poetiske Sprog, og dens For- skiellighed fra den nordiske Sprogtone, der opkom ved Oehlen- schlæger. S. 255. Determinanterne, deres Anvendelse til at bestemme Loven for convergerende Brøker. S. 106—119. Dyrvæsener, deres Fremkomst paa Jordkloden, betinget (med Undtagelse. af de lavere Organismer i Vandet) ved Planteverdenens tidligere Til- værelse. S. 165. Døgling, (Næbhval) nye Iagttagelser over denne Hvalart, af Eschricht. S. 132. 3 sad dte 295 - Echinokokker, s. under Blæreorm. Eleetriske Strømninger, Bemærkninger over samme, af Jwrgensen. S. 121. Epistlerne i det N. T,, særdeles om Jacobs Brev, og dets Forhold til de Paulinske Breve. S.193—201. (af C. Scharling). om Pauli Epist- ler. S. 202—238. Eschricht, D. F., Beretning om fortsatte Undersøgelser af Echinokokkerne (Blæreorme). SS. 127—131. (Jfr. Oversigterne for 1853. S. 211.) meddeler Oversigt af en Række ny Iagttagelser over Dåglingen, eller Næbhvalen. S. 132. Ewald, Joh., om den danske Sprogtone i hans Poesie. S. 255. Fauna, den nordiske, bearbeidet ved H. Strøm, O.F. Miller, O. Fabricius. S2: Firmenich, J. M., om hans Værk: ,,Germaniens Volkerstimmen”. S. 282. Folkeviser, danske, om deres Charakteer og Forhold til den danske Digte- konst. S. 253. deres sildige Indflydelse paa samme. S. 255. de gamle Norske, nylig opdagede Folkeviser. S. 257. deres Forhold til engelske og skotske Ballader. S. 258. Deres Indflydelse paa den danske Poesie begynder først med Oehlenschlæger. S. 260. Deres første Oprindelse, og hos hvilken Stand den maa søges. S. 262—64. Deres forskiellige Værd. S. 265. 66. Forchhammer, G., Bemærkniuger om en ny Methode til Manganets quanti- "tative Bestemmelse. S. 91—94. Frati, L., hans Skrift om en Runecalender paa Universitetet i Bologna (1841). S. 178. ; Færøiske Oldtids-Sange (Qvæder). S. 257. Grimm, Jac., hans Anmeldelse af en Opdagelse af formeente frankiske Runer i en saakaldet merovingisk Kirkegaard i Frankrige. S. 174. Gudebilleder, uægte vendiske i Strelitz. S. 173. Hannover, ÅA., Undersøgelser angaaende Tændernes Udvikling og Bygning hos Pattedyrene. S. 53—88. Hansteen, Cph., Udtog af en Fortsættelse af hans tidligere meddeelte Afh. om den magnetiske Inclinations Forandringer. S. 249—251. (Jvf. Overs. 1855. S. 41). Herredagene i Odense 1526 og 1527, deres Historie af C. Paludan-Miiller. S. 247. Jacobæus, Cand. Polyt., indsender en Afhandling om ,,Sollysets Indflydelse påa Magnetnaalens Bevægelse”.… S. 89. Insecternes Thorax, Bidrag til Kundskab om samme. S$S. 135. Joule (i Manchester), hans Forsåg over de electro-magnetiske bevægende Kræfter. S. 1485—151. Island: om den der hyppige og ødelæggende endemiske Leversyge, og dens Oprindelse fra Blæreorme. S$.127. — har ikke havt Folkeviser i Middelalderen, svarende til de danske og svenske. S. 257—58. Jiirgensen, Ch., Bemærkninger med Hensyn til electriske Stråmninger. S. 121—124, Jydsk Folkesprog og Dialectlære, om en indsendt Afhandling over samme" S. 281—289.- (Jvf. Oversigterne 1853. S. 268.) 296 Kant og Laplace, deres Hypothese om Verdensklodernes Udvikling. S. 162. Kirke, den christelige, ældre end det nye Testamente. S. 190. Kraft og Materie i Naturen, uadskilleligt forbundne fra Skabelsen af. S. 166. Kræfternes Stræben efter Frigibrelse fra Materien. S. 166—67. Om Udtrykket , levende Kraft”. S. 159. 161. Kritik, den bibelske, om dens Opgave, og dens Forhold til Troen paa Chri- stendommens Sandhed. S. 189. 190. Forskiel imellem den ældre opinymere ES EL OEKDPE Kryolith og Aluminium, Notice om samme af Wohler. S. 247. Kroyer, H. Meddelelser om Armeslægten Sabella, især dens nordiske Årt er. S. 1—36. Undersøgelser over Krebsdyrenes Høreredskaber. S. 170. Lamdstad, M.B., Opdager og Udgiver af gamle norske Folkeviser fra Tele- marken. S. 257. Latreille, angaaende hans Lære om Insecternes Thorax. S. 135. »Legere”, i Danmark under Middelalderen. S. 263. Lenormant, Ch., hans Beretninger angaaende formeente frankiske Runer, opdagede 1854 i Frankrige. S. 175. 177. Leuckart, Rud., hans Afh. zur Kenntniss der Fauna von Island”. S. 4.11. Lips, Revierforster (Freysing), indsender Bemærkninger over det skadelige Insect Curculio pini. S. 267. Livsprincipet for Plante- og Dyrarter, udgaaet fra den skalere Kraft, som en Tilværelsens Aarsag. S. 164. Liitken, C.F., indsender en Afhandling: ,,Additamenta in historiam Ophiuri- darum”. S. 171. Mangan, om en ny Methode til dets quantitative Bestemmelser. S. 91. Mayer, J. R. (i Heilbronn), antages at være den første, som har fremsat Ideen om Naturkræfternes Uforgængelighed. S. 140. (jvf. S.142-148). Meteorologiske Arbeider og Iagttagelser i Danmark i 1856. S. 277. Molbech, C., Bemærkninger over de gamle danske Folkeviser, deres natio- nale Charakteer, og deres Forhold til den danske Digtekonst. S. 2533—266. Særskilt Votum over en Priis-Afhandling over det jydske Folkesprog. S. 281— 289. Miller, C. Paludan-, (Rector) indsendte en Afhandling om Herredagene i Odense 1526—27, et Bidrag til critisk Behandling af den danske. Reformations-Historie. S. 247. Miller, L. Dr., valgt til indenlandsk Medlem. S. 267. Naturkræfterne i den organiske og uorganiske Verden, om deres Existents fra Verdens første Begyndelse, og deres uforgængelige Væsen. S. 136 fly. (jvf. S.… 142. 151). Olufsen, C.F.R., Selskabets afdøde Medlem, biographiske Antegnelser over ham af P. Pedersen. S. 97—103. hans Doctor-Disp. ,,de parallaxi lunæ”. S. 102. Om hans Stiernekort. S. 103. Ordbogs-Commission, dens Møder og Arbeider. S. 277. Orme, Bidrag til Kundskab om denne Dyrclasse fra Danmarks, . Grønlands og det sydlige Norges Kyster (af Dr. Ørsted). S. 4. Paulus, Apostelen, om hans Breve i Almindelighed. S. 192. 201 flig. deres Æzthed og Vigtighed som Kilde for Evangeliets Historie. S. 202, 297 deres Orden og Ålder. S. 203. Brevet til Corinthierne. S. 211 fla. Apostelens Mening om Trældom, borgerlig Frihed og Ægte- skab. S. 217—227. Brevet til Ephesierne. S. 229. Brevene til Philemon, til Philippenserne, og Pastoralbrevene. S. 232—38. Pedersen, P., biographiske Antegnelser over Prof. C. Olufsen. S. 97—103. beretter om 4de Hefte af ,,Colleetanea meteorologica”. S. 171. Poesie, dansk, dens sildige Opkomst. S. 255. Bamus, om Determinanternes Anvendelse til at bestemme Loven for de con- vergerende Brøker. S. 106—119. Bemærkninger til de åangulaire Seetioners Theorie. S. 239—246. BRathke, Heinr., hans zoologiske Reise til Norge 1839 og Frugterne af samme. SS. 3. Regesta danica, dette Værks Fortsættelse i 1856. S. 277. Bevilgning af et Tilskud til Udgifterne ved samme. S. 171. Reinhardt, J. T. Professor, vælges til indenlandsk Medlem af Selskabets physiske Classe. S. 124. Meddeler Efterretninger om en ny, og hidtil ubeskreven Art af Stinkdyret (Mephitis Westermanni) fra Høisletten i Brasilien. S. 270. Rom, om den ældste der stiftede christelige Menighed, og Pauli Brev til samme. S. 206—210. Rune-Calendere i Bologna, og i Paris (nu i Kiøbenhavn). S. 178. 179. Rune-Indskrifter, nye, opdagede i England. S. 172—181. vare ubekiendte i Frankrige (endog i Normandiet) indtil 1854. 8.174. formeente frankiske Runeskrifter, fundne i 1854, i Depart. de PEure, forklarede og forsvarede af Lenormant. S. 174—178. Et fransk Modskrift om deres Uægthed. S. 177. Nordiske Runeskrifter, fundne i England. S. 180. 181. Runer, saakaldte angelsaxiske, antages af Worsaae for de ældste i Norden. S. 172. Vendiske, paa Stene og Gudebilleder, i Strelitz, erkiendte Eforsaægte. SS. 173. Sabella Linn. Meddelelser om denne Ormeslægt af H. Krøyer. S. 1—16. Diagnoses specierum. S$.17—36. om Sabella marsupialis Gmelin, af Steenstrup. S. 37-—47. Sars hans Skrift over Havdyrene ved den norske Vestkyst. (1835). S. 2. 7-10. Scharling, C. E., fortsat Oversigt over de nyeste videnskabelige Undersø- gelser af den Apostoliske Tidsalder, og dens canoniske Skrifter. S. 183—238. (Jvf. Oversigten for 1855, S. 133. 273.) Sehjellerup, H. C.F. C., Observator, indsender et mathematisk-geographisk Bidrag. S. 247. Schiødte, J. C., Professor, Bidrag til Kundskab om Insecternes Thorax. 335: Schmidt, E. Osc., hans Skrift over Dyr af Ormeclassen ved Færåerne. S. 5. Steenstrup, Jap. Notice om Hav-Ormen Sabella marsupialis. Gmel. S$.37—47. Afhandling ,,om en mærkelig Mangel paa Symmetrie hos de fleste mandlige Cephalopoder”; trykt i Selskabets Skrifter. S. 51. Stinkdyr, (Mephitis) en ny Art af samme i Brasilien. S. 270. Tro, om dens Forhold til Christendom, til christelig Aabenbaring i de hel- 298 lige Skrifter, og til Catholikernes formeente apostoliske Tradition (af C. FE. Scharling). S. i185—89. Tændernes Udvikling og Bygning hos Pattedyr. S. 53—54. Inddeling af | Pattedyrenes Tænder, efter Dentinkimen (Tandkimen). S. 63—69. Tændernes Histologie. S.69. Tand-Cement. S.77. Emaille. $S. 80. Ussing, J. L., Afhandlinger ,,om Sokrates? Hermes Propylæos og Chariterne”, og ,om Planen og Indretningen af Parthenon” (i Selskabets Skrif- ter). S. 49. Videnskabernes Selskab: Committébetænkninger: S. 48. 89. 279—289. be- koster Fuldførelse af Bessels Soltavler. S. 99. 103. Udtog af dets Regnskab for 1855. S. 104—105. Selskabets Budget for 1857. S. 268—70. Valg af indenlandske Medlemmer. S.124 266. i Aaret. 1856 ved Døden afgaaede Medlemmer (Ramus, Liebmann, J. E. Larsen). S.273. de i 1857 afdåde udenlandske Medlemmer (C.L, Weiss, J. v. Hammer-Purgstall). S. 273. Valg af udenlandske Medlemmer af den physiske Classe. S. 124. 273. Selskabets Secretair (Forchhammer) gienvalgt paa 5 Aar. S. 125. Valg af Embedsmænd. S. 125. 252. Selskabet bevilger et overordentligt Tilskud til BRegesta danica. S. 171. Valg af Medlemmer i Com- missioner, m. m. S. 252. 267. 373. De af Selskabet udgivne og understøttede Skrifter. S. 274. dets Møder og Meddelelser i samme. S. 273. 74. Liste over de (74) videnskabelige Samfund, med hvilke det staaer i Forbindelse. S. 274—75. Selskabets Commissioner. S. 277. indkomne Priis- Afhandlinger. S. 279. Priis- Opgaver. S. 289—93. Warming, D. L. C. A. (i Ærøeskiøbing), Forfatter af en indsendt Priisafhand- ling over det jydske Folkesprog. S. 281. Woehler, Fr. (i Gottingen), Selskabets Medlem, indsender en Notice om Kryo- lith og Aluminium. S. 247. sg Worsaae, J. J. A., Bemærkninger over nye Opdagelser af Runeskrifter i Frankrige og England. S. 172—181. Ørsted, A.S., Dr., hans Bidrag til Kundskab om Danmarks, Grønlands og det sydlige Norges Dyr af Ormeclassen. S. 4. indsender en Åf- handling om Central-Americas Gesneriaceer. S. 132. Ørsted, H. C., hans Grundidee om Indvirkningen af den electriske Strom paa z Magneten. S. 121. hans Lære om den menneskelige Fornufts Overeensstemmelse med Fornuften i Naturen. 3. 157. ES ET TE REE TE TES IE RV NE NOGLE SÆTNINGER KRÆFTERNE AF LUDVIG AUGUST COLDING, indleveret til det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i Aaret 1843. Med en lithographeret Tegning. KJØBENHAVN. TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI VED F. S, MUHLE. 1856. I Videnskabernes Selskabs Møde den 3die November 1843 forelagte Secretairen, Conferentsraad H. C. Ørsted, den her trykte Afhandling af nuværende Vandinspecteur Colding, og Comiteen afgav i Mødet den dte Januar 1844 følgende Erklæring: »Hovedtanken i den Afhandling af polytechnisk Candidat Colding, hvorover Selskabet har forlangt vor Betænkning, er, at de Kræfter, som tabes for Maskinvirkningerne ved Gnidnings- modstand, Tryk o. s. v. frembringe indvortes Virkuinger i Lege- merne f. Ex. Varme, Elektricitet o. dsl., og at disse forholde sig som de tabte Kræfter. For at bestyrke sin Mening har han an- stillet en Række af Forsøg over den ved Gnidningen frembragte Varme. Vi finde baade at Hovedtanken fuldtvel fortjener en experi- mental Prøvelse, og at hans Forsøg ere saa tilfredsstillende som man kunde forlange, med Hensyn paa de Hjelpemidler, han havde til sin Raadighed. Vi foreslaae derfor at opmuntre ham til Fort- sættelsen af disse Forsøg, ved at bevillige ham Hjelpemidler dertil, som antages ikke at ville overstige 200 Rdlr.” Kjøbenhavn, den åde Januar 1844. H. C. Ørsted. Ramus. Hoffmann. Afhandlingen selv er ikke tidligere bleven offentliggjort, og har henligget i Selskabets Archiv. Ifølge Forfatterens Ønske og Selskabets Bemyndigelse er den nu bleven trykt, og Undertegnede har nøiagtigen sammenlignet det med den afdøde Secretairs Mærke forsynede Manuscript med det her givne Aftryk. Prof. Ramus bemærker i sit Votum at der (Pag. 9) er sat 1138 W Linier istedet for 1038 Linier, hvoraf endnu nogle andre Feil følge. Disse Feil ere ikke rettede i Aftrykket. 2 Den 31. Decbr. 1856. bd > DN G. Forchhammer. få Selskabets Secretair, Enaskjøndt vi ikke kjende eller kunne fatte, hvad det er, som udgjør Væsenet i enhver Kraft, men meget mere kun kjende Kræfterne formedelst deres Virkninger; såa troer jeg dog, at vi ere berettigede til at uddrage nogle Slutninger om Kræfterne i Almindelighed, som jeg her skal tillade mig at fremsætte. Naar visse bevægende Kræfter virke paa et materielt Punkt, og disse ikke holde hinanden i Ligevægt, da fremkommer der- ved en, til den virkende Kraft svarende, Bevægelsesmængde. Denne Bevægelsesmængde meddeles derpaa til de omgivende materielle Dele og forplantes fra disse paa samme Maade videre uden noget Ophør, såa at den oprindelig meddeelte Bevægelses- mængde inden kort Tid er fordeelt påa en såa stor Masse, at ethvert sandseligt Spor af denne Virksomhed er forsvundet. Men det forekommer mig ikke, at man med nogen Grund kan antage, at en Virksomhed efterhaanden kan tabe sig i det Legemlige, uden påa nogen Maade at fremtræde sandseligt virksom i sin oprindelige Størrelse; det synes mig endogsaa megetmere at være begrundet i Sagens Natur, at de Kræfter, som sandseligt forsvinde, måae igjen fremtræde som virksomme "paa andre Maader. Denne Tanke er for lang Tid siden opstaaet hos mig, og jeg har ingensinde siden kunnet forkaste den. Jeg har tvertimod nu i min Overbeviisning faaet en saa stor Grad af Vished om Rigtigheden af denne Sætning, at jeg Å vil prøve at fremsætte som en almindelig Naturlov: Naar en Kraft sandseligt forsvinder, da undergaaer den blot en Form- forandring og bliver derpaa virksom under andre Former. At der i Virkeligheden ogsaa stedse fremkomme andre Kræfter, hvor nogle forsvinde, saasom Electricitet, Varme etc., det er bekjendt nok. Dersom derfor denne Sætning om tabte Virksomheder er rigtig, vil den — saa forekommer det mig — staae som et temmeligt forbindende Led imellem de bekjendte Sætninger om de forskjellige Naturkræfter. Jeg vil f. Ex. antage, at den hele Virkning, der i Tiden w, formedelst en vis be- vægende Kraft, er tabt, kan betegnes ved g, saa maa den nye Virksomhed være at sætte = g, og da denne hovedsageligen, ved Tab af bevægende Kræfter, kan sættes lig Varmevirkning, saa bliver Varmevirkningen at sætte = 9q. Om denne Lov er rigtig, vil Erfaring kun være istand til at afgjøre, og jeg vil derfor nu betragte, hvad der hidtil i denne Henseende er bekjendt. Man maa her gjøre Adskillelse imellem luftformige , dråabeflydende og faste Legemer, og for hver især undersøge, hvorledes den nye fremtrædende Virksomhed staaer i Forhold til den tabte Kraft. Hvad luftformige Legemer angaaer, da har jeg egentlig blot Dulongs Erfaring derover at holde mig til, saaledes som han har fremsåt den i Memoires de V'academie royale des Sciences de Tinstitut de France "T, X. p. 188, hvor"det hedder; vatkee Volumina af alle elastiske Fluider, tagne under samme Tempe- ratur og Tryk, afgive eller optage den samme Mængde af absolut Varme, naar de comprimeres eller udvides pludselig den samme Brøk af deres Volumen«. Men til at sammentrykke lige Volumina af Luftarter ligemeget, udfordres, som bekjendt, naar Tryk og Temperatur ere de samme, ligestor Kraft. Følgelig kan Dulongs Sætning ogsaa udtrykkes saaledes: at ligestore Kraftvirkninger, tabte paa lige Volumina af forskjellige elastiske Fluider, frembringe, ved lige Temperatur og Tryk, ligestore absolute Varmemængder. Men denne Lov, som Duclong hår BER SER ASSR HE NR SO OT DRE F” JE ANER DDT FR afledet af Forsøg, falder aabenbart sammen med den, som jeg har opstillet, anvendt paa luftformige Legemer. At der ogsaa ved Vædskers Sammentrykning udvikles Varme, har Colladon og Sturm viist (Pogg. Ann. 12ter Band p. 161), men hvorledes denne staaer i Forhold til Trykket, er først nærmere angivet af Conferentsraad Ørsted, som fandt, at den maa for Vandet være omtrent 7%” (C.) for hver Atmosphæres Tryk, hvor- med Vandet sammentrykkes. I faste Legemer udvikles ogsaa Varme, nåar de under- kastes en hurtig og stærk Sammentrykning. Dette Forhold er undersøgt af Berthollet (Mem. de la Soc. d'Arcueil T. II. p. 441) ved Hjælp af en Prægemaskine, idet han sammenpressede dertil indrettede Metalskiver, kastede dem derpaa i Vand og af Vandets erholdte Temperatur bestemtes Mængden af den opvækkede Varme. Han fandt, at den frembragte Varme aftager efter- haanden, som Metallet bliver flere Gange sammenpresset, over- eensstemmende med Tæthedens Tiltagen. Lagerhjelm bemærker, i Berzelwus's Jahresbericht Th. VIII. S.77, at ved Afrivning af Jernstænger udvikles Varme, om- endskjøndt Tætheden af Jernet derved formindskes. Alt dette stemmer meget vel med den Lov, at den udviklede Varme staaer i Forhold til den tabte Kraftvirkning. En anden Maade, hvorpåa Varme udvikles i faste Legemer, er ved Friction. Bumford har, som bekjendt, derover foretaget en Række af Forsøg, som ere angivne i Scherer's Journal Th. I. S. 9, men de Resultater, som af hans Afhandling kunne ud- drages, for at kunne benyttes til det her Tilsigtede, ere kun faa; blot maa det bemærkes, at Bumford deraf troede sig be- rettiget til at slutte, at Varmen ikke er et ejendommeligt Stof, men at den maa bestaae i en Bevægelse. Derimod giver den — Afhandling, som Haldat har leveret (Journal de Physique T. LXV. p. 213), der er bygget paa en Række af Forsøg, som skulde tjene til at fuldstændiggjøre de af Bumford anstillede, i denne Henseende langt vigtigere Data, og jeg skal blot her anføre nogle af de angivne Resultater, da vi i det Følgende igjen ville komme til at betragte disse. Han fandt 1) naar ved eet og samme Metal Hastighed og Tryk forblive de samme, at der da udvikledes ligemegen Varme i ligestore Tider. 2) at ved for- skjellige Metaller udvikledes, under iøvrigt lige Omstændigheder, ulige Mængder af Varme, der i ingen Henseende rettede sig efter Metallets Tæthed. 3) at Varmen voxer med Trykket, men, som det synes, i et stærkere Forhold end Trykket. Ved Forsøg af Morost over Varmeudviklingen ved Friction (see Pogg. Ann. XII. p. 194) viste det sig ogsaa, at Varme- udviklingen ved samme Metal var ligestor i lige Tider. Da imidlertid de Resultater, som fremgaae af de angivne Forsøg, ere altfor utilstrækkelige til deraf at bedømme, om den opstillede Lov er rigtig eller ikke, og da der, saåavidt mig er bekjendt, ikke gives andre væsentlige Forsøg over Varmeudvik- lingen ved Friction, som kunne tjene til at afgjøre dette; saa har jeg, efter Opmuntring dertil af Conferentsraad Ørsted, selv foretaget en Række af Forsøg med forskjellige faste Legemer, underkastede forskjellige Tryk og Hastigheder. Dog disse Forsøg kunne kun betragtes som foreløbige og derimod ikke antages at fremstille Phænomenerne med den sidste Grad af Fuldendthed, eftersom Apparatet, hvoraf jeg har betjent mig dertil, ikke er nøjagtigt nok. Det er kun indrettet saaledes, som jeg med egne Hænder og med smaa Omkostninger hår kunnet udføre det. Tænker man sig et lignende Apparat, som det Coulomb brugte for at undersøge Frictionen, nemlig en Slæde, hvis Meder belægges nedenunder med Skinner af det Metal, hvis Frictionsvarme man vil undersøge, og at Banen, hvorpaa den glider, belægges med et Par lignende; bevæges derpaa Slæden, belastet med Kanonkugler, fra den ene Ende af Banen til den anden; saa ville Skinnerne udvide sig ved Frictionsvarmen, og naar Udvidelsen maales ved en fiin Følevægtstang, saavel paa Slædemeden, som paa Banen, såa vil man deraf være istand tii at aflæse Varmemængden, som udvikles ved Frictionen, da RE RR NET FRR RON ON ER i É $ i : 2 i | 5 EET ER TE EN Er ENE å Varmemængden ved disse smaa Varmeforskjelligheder er at sætte proportionel med Varmegraden eller med Udvidelsen; og her have vi da Grundtanken til det Apparat, hvoraf jeg har betjent mig til mine Forsøg. Jeg hår nemlig construeret dette Åpparat saaledes, som det sees påa vedlagte Tegning. To Vanger (EF, ABOD) og (GH, ABCD), af 7 Fods Længde, 74 Tommes Brede og 12 Tommes Tykkelse, ere sammensinkede med et Par Endestykker (EG, AC) og (FH, BD), af 94 Tommes Længde, lå Tommes Brede og 1 Tommes Tykkelse. Påa denne Bane, som hviler paa et fast Underlag, bevæges en Slæde, ab, hvis Længde er 13 Tommer. I Overkanten af Banen, som og under Slædens Meder, ere tykke slebne Glasplader indlagte i en Blanding af Terpentin og Haårpix, der skulle” tjene til at for- hindre Afledningen af Frictionsvarmen, og herpaa hvile de Skinner, som jeg her underkaste Forsøg. Disse Skinner ere forsynede med langagtige Huller i hver 12 Tommers Afstand, og Holskruer, som gaae ned igjennem Glaspladerne, fastholde Skinnerne i deres Stilling, men tillade dem at udvide sig i Retning af Længden. Enderne af de Skinner, som hvile paa Banen, kunne frit udvide sig ved Å, men ere fastskruede til Banen ved B; derimod påa Slæden ere Enderne ved a faste og ved 6 frie. Paa en Knægt (KK) kan anbringes en Følevægt- stang, hvorved Udvidelsen af en af Skinnerne paa Banen kan maales, og bag paa Slæden ved & er en lignende Knægt, hvor- paa Følevægtstangen kan anbringes, naar Slæden vender om. Slæden blev under Forsøgene kun trukket i Retning af B til ÅA, men blev hbaaret tilbage for at forhindre Forskydning af Skinnerne, hvorved man endnu vilde staae Fare for at begaae større Feil end de, som i de erholdte Resultater alt maåae an- tages at have indsneget sig. Trykket frembringes ved 12- pundige Kanonkugler, hvormed Slæden belastes, og Kraften, som udfordres til at trække Slæden, maales ved et Dynamo- meter. Slæden trækkes ved Haandkraft ved Hjælp af en Snor og styres ved Trælister paa Siderne af Banen. 8 Skinnerne påa Banen ere af glødet Messing; de have Banens Længde og 4 Liniers Brede og 11 Linies Tykkelse. Af de for- skjellige Skinner, hvormed Slæden har været belagt, havde kun Messingskinnerne 4 Liniers Bredde og 17 Linies Tykkelse; Bly-, Zink- og Jernskinnerne havde større Brede og mindre Tykkelse, af hvilken Grund jeg heller ikke har gjort Sammenligning mellem deres og Messingets Udvidelse. Hastigheden, hvormed Banen er gjennemløbet, er ved alle Forsøgene omtrent to Fod i Secundet. For saameget som muligt at holde een Temperatur af Luften under ethvert Forsøg af samme Række, saa har jeg foretaget Forsøgene om Morgenen tidligt; men da Temperaturen imidler- tid stedse steeg noget, saa fandt jeg det nødvendigt, før For- søgenes Begyndelse, nogle Gange at trække Slæden frem over Banen, for at frembringe en lidet højere Temperatur i Skinnerne, end den som de ved Begyndelsen havde, da jeg herved blev sat istand til at kunne begynde alle Forsøg i samme Række ved een og samme Temperatur. Før Aflæsningen blev foretaget, blev Slæden stedse løftet af Banen, for at man ikke, foruden Udvidelsen ved Varmen, tillige skulde aflæse Udvidelsen af Skinnen ved Trækket; og det følgende Forsøg blev først da foretaget, naar Følevægtstangen var sunket ned til det engang antagne Udgangspunkt paa Grade- buen. Jeg har ogsåa overbeviist mig om, at Skinnerne ingen blivende Strækning have erholdt ved de anvendte Træk; thi naar Temperaturen før og efter Forsøgene var den samme, saa viste Følevægtstangen ogsaa før og efter Forsøgene paa eet og samme Punkt. For at erholde større Udvidelse af Skinnerne og, som Følge deraf, større Angivelse af Følevægtstangen, har jeg ved alle mine Forsøg bevæget Slæden to umiddelbart paa hinanden føl- gende Gange over Banen, før Aflæsningen blev foretaget. Her- ved blev vel Tiden forlænget, hvori Varmeafledningen fandt Sted, før Udvidelsen blev observeret; men herved erholdt jeg ogsaa dobbelt saa store Udvidelser, saa at Observationsfeilene sandsynligviis påa denne Maade kun kunne være det Halve af hvad de vilde have været, hvis jeg havde observeret Følevægt- stangen ved hver Gang, Slæden havde gjennemvandret Banen; men da Observationsfeilene og de Feil, som hidrøre fra Appa- ratets Unøiagtighed, her ere de overveiende, såa har dette været Grunden til, at denne Fremgangsmaade er fulgt. Følevægtstangen er saa fiin, at en Flytning af 1” paa Grade- buen svarer til en Udvidelse af = ge Millimeter = 77. 0,4588”” — 0,0102 Linie Dansk. Hele Banens Længde er omtrent 7 Fod "21 Tomme — 861 Tomme eller 1138 Linier, og følgelig svarer en Flytning af 1” paa Gradebuen til en Udvidelse af SE 0,0102 = 0,00000896 af Skinnens Længde. Bemærkes nu, at glødet Messing udvider sig for 100 Grader (Ce/srus) 0,00189163 af sin Længde, saa vilde altsaa den Varme, som kunde frembringe en 0,00000896 . 100? 0,00189163 — 0,47? (C.). Ved umiddelbart at observere et Beaumurs- Udvidelse af 0,00000896 af Skinnens Længde, være = 89600? 77 189163 Thermometer, hvorpaa Tiendedele af Grader nøiagtig kunne af- læses; fandt jeg, at naar Thermometret faldt fra 20,1" til 16,89, saa flyttede Viseren paa Gradebuen af Følevægtstangen sig sam- tidigt hermed fra 11” til 3". Heraf følger altsaa, at 3,3” (R.) eller 4,1? (C.) frembringe en Udvidelse af Skinnen, som svarer til 8” paa Gradebuen, eller den Varme, som behøves for at frembringe en Grads Flytning paa Gradebuen, er 0,5? (C.), der kun afviger fra det ovenfor Fundne med 0,03” (C.). 10 Forsøg med Messingskinner, glidende paa Messingskinner ved en Be- lastning af 7 Kanonkugler, der tilligemed Slæden veiede 883 %, Første Række af Forsøg. Anden Række af Forsøg. Udgangspuuktet for Følevægt- Udgangspunktet for Følevægt- stangen var 39, stangen var 29. Nr. af Forsøgene. Følevægtstangens Stigning. Forsøgene. | Følevægtstangens Stigning. liste 1,8” lste 1,9” 2det "1862 Idet 2,0” 3die 2,0? 3die 2,5" 4de 1.5? Ade 1,6” dte 1,4? bte EK hg 6te san fe 6te RAP Tde ie måger af 1,8? 8de 1,92 8de 26 gåde |. 1,8 Yde 9 39 10de 2,0” 10de DE Ilte 1,40 Ilte 20? 12te 2.82. 12te 2,6? 13de 1,49 lå4de 2 49 15de 26? 16de 1,8? 17de 2 99 18de fe 19de AR 20de 219 Middeltallet af disse 32 Forsøg giver, at Følevægtstangen stiger ved hvert Forsøg ze — 2,00”. Forsøg med Dynamometret viste, at som Middeltal var den trækkende Kraft 30,3 %. 11 Forsøg med Messingskinner, glidende paa Messingskinner ved en Be- lastning af 4 Kanonkugler, der tilligemed Slæden veiede 534 . Første Forsøgsrække. Anden Forsøgsrække. Tredie Forsøgsrække. Følevægtstangens … Følevægtstangens Følevægtstangens Udgangspunkt var 39. Udgangspunkt var 27”, | Udgangspunkt var 39. i Nat Følevægtstangens Rare Følevægtstangens "eet h Følevægtstangens Forsøgene, Stigning. g Stigaing. i Stigning. > lste 0,6" lste 0,8? Iste | 1858 2det 0,8? det 13? det VÆ 3die 1,0” 3die ie 3die 1,49 4de 2 Ade 1,6” Ade Ææ åte 1 bte 1æ bte ræ 6te 1,3" 6te 1,0? 6te ræ Tde 1:52 Tde TR ag de 1æ &8de 2 &de 1,6" &8de æ Yde 1.32 Yde 1,39 10de 1,5? 10de ke lite 1:92? Ilte lgd i2te 1,3 12te 1,7 13de 1.30 13de 1,0? 14de LÆ l4de is låde 15 låde 1,0” 16de HA: 16de 1,37 iTde 1,6" 17de 1,39 18de 1,6 18de kk. lYde tÆæ 19de næ 20de 1,0” 20de 1:35 Zide 2,0” 22de | 1,4? Middeltallet af disse 50 Forsøg giver, at Følevægtstangen stiger ved hvert Forsøg ud — 1,32”. Forsøg med Dynamometret viste, at som Middeltal var den trækkende Kraft 19,7 %. BÆR Forsøg med Messingskinner, glidende paa Messingskinner ved en Be- lastning af 2 Kanonkugler, der tilligemed Slæden veiede 31 Æ. Første Forsøgsrække, Anden Forsøgsrække | Tredie Forsøgsrække. Følevægtstangens Følevægtstangens Følevægtstangens Udgangspunkt var 3?, Udgangspunkt var 3”. | Udgangspunkt var 3?. eee, Sange | engene | gange f Forøgue, | GE Er ste 0,6” lste 0,4" Iste 0,6? 2det 0,6” Idet 0,6? Jdet 0,7? ådie 0,6” ådie 0,5? ådie 0,7? 4de OS Åde 0,6? Ade 0,9? bte 0,7? 5te 06. bte 0,9? 6te 0,7? 6te 0,6? 6te 7 Tde 0,7 7de 0,5 Tåe 0,7 8gde 0,8” Yde 0,6 8de 0,8? Yde 0,8” Yde 0,8? Yde 0,7 10de bs UA 10de 0,7? 10de 0,8” lite 0,8? lite 0,7? Ilte 0,8” 12te 0,7 12te 0,72 12te 0,8? 13de 0,9 13de 0,7 13de 0,9? l4de 0,8 lå4de Og låde 0,7 låde 0,6 1åde 0,8 16de 0,8” I6de 0,8” 17de 0,8? ITde 0,6" 18de 0,9" 18de 1,0? lyde 0,8” lyde 0,8” 20de 0,8” 20de 0,8” Jjde 0,8? JIde 0,7 Middeltallet af disse 56 Forsøg giver, at Følevægtstangen stiger ved hvert Forsøg viste, at som Middeltal var den trækkende Kraft 11 %. å 6 DØ — 0,72”. Forsøg med Dynamometret 13 Forsøg med Zinkskinner, glidende paa Messingskinner. Første Række af Forsøg, ved en | Anden Række af Forsøg, ved en Belastning af 4 Kugler. Følevægt- | Belastning af 2 Kugler. Følevægt- stangens Udgangspunkt var 5?. stangens Udgangspunkt var 1. Nr. af Forsøgene. | Følevægtstangens Stigning. Forsøgene. Følevægtstangens Stigning. | Iste 4.42 Iste 0,9? Yet” 1,6? der 1) 0,7? 3die 1,6" 3die 0,5? Ade le Ade iæ dte 1,4? bte ler 6te 0,7? Tde 1,0? &8de 1,0”? Yde 1,0? 10de 1,0? Middeltallet af de 5 Forsøg med 4 Kugler giver, at Føle- vægtstangen ved hvert Forsøg stiger 1,5”. Den trækkende Kraft, som hertil anvendtes, var ifølge Dynamometret 201 %. Middeltallet af de 10 Forsøg med 2 Kugler giver, at Føle vægtstangen stiger ved hvert Forsøg — 0,86”. Den trækkende Kraft, som hertil anvendtes, var ifølge Dynamometret kun 13,7 %. Jeg begyndte derefter at gjøre Forsøg med Blyskinner, glidende paa Messingskinner ved en Belastning af 2 Kanonkugler. Følevægtstangens Udgangspunkt var 3?. Ved iste Førsøg steeg Følevægtstangen 1,7? se det: ERNA rd 1,6” REESE 13 EY SERENE Se. 5. 1,6” Middeltal 1,63 14 Dynamometret angav ved i1ste Forsøg 271 %&, derimod ved 2det Forsøg kun 26,3 %&, altsaa, som Middeltal, var Kraften 26,8 &. Ved de første Forsåg jeg gjorde med Bly påa Messing, men hvoraf Resultaterne ikke ere optegnede, var baade Frictionen og Frictionsvarmen endnu større, og efterhaanden som jeg gjorde flere og flere Forsøg bleve begge mindre; men det viste sig tillige, at Blyiltet, hvormed Blyskinnerne vare overdragne, blev afslidt, og at Messingskinnerne bleve under Forsøgene belagte med et fiint Lag af Bly, som kjendeligt viste sig ved at gnide med et hvidt Klæde paa Messingskinnerne. Medens de paa Banen liggende Messingskinner vare saale- des belagte med Bly, forsøgte jeg Frictionen og Frictionsvarmen med de Skinner af Messing og Zink, hvormed de angivne For- søg ere anstillede. Herved fandt jeg, at Frictionen straåax var en heel Deel mindre end uden dette Lag; men samtidig hermed var ogsaa Frictionsvarmen mindre, og, saavidt jeg kunde skjønne, stod Varmen i Forhold til Frictionen. Tvende Rækker af Forsøg, som jeg derefter foretog med Blyskinner påa Messingskinner gav følgende Resultater: Første Række af Forsøg med to Ånden Række af Forsøg med to Kanonkugler. Følevægtstangens Kanonkugler. Følevægtstangens Udgangspunkt var 19. Udgangspunkt var 3?. San Folevægtstangens Stigning. del Følevægtstangens Stigning. lste 1,3 Idet 1532 3die 1355 Ade is åte 15k 6te 1,4 Tde 1.22 &8de 1.32 Yde 1.2: 10de 18% 15 Middeltallet af disse 16 Forsøg giver: at Følevægtstangen stiger ved hvert Forsøg og — 1,27”. Forsøg med Dynamome- tret viste, at som Middeltal var den trækkende Kraft = 191 %. Blyets Vægtfylde var 11,3. Jeg belagde derefter Slædens Meder med Lindetræes-Lister og forsøgte, hvilken Friction og Frictionsvarme der frembringes af Lindetræ glidende påa Messing. Jeg fandt her en aldeles eens Friction og aldeles eens Frictionsvarme for hvert Forsøg. Slæden var belagt med 4 Kanonkugler, Følevægtstangens Udgangs- punkt var 47. liste Forsøg gav en Stigning af Følevægtstangen — 1,2” Idet res Le ER. ab: 1,29 Sdiev AE År sed 2 å 1,2? eee SSR fa ERR FENDER bte Ft — rr — == i-95 Følevægtstangen stiger altsaa ved Forsøg med Lindetræ paa Messing, for hvert Forsøg 1,2”. Dynanometret angav, at den trækkende Kraft var 181 %. Jeg fandt det derefter Umagen værd at forsøge, hvilke Re- sultater man vilde erholde, dérsom de Lindetræes-Lister omvik- ledes med Flonel. Under iøvrigt lige Omstændigheder som ved Lindetræ fandt jeg her følgende Resultater: Ved i1ste Forsøg steeg Følevægtstangen 1,3” — 2dt — — — ig die er: kl an 1,0? ERE Yr FK GE SES EER 1,29 mr hte == — —— 1,2? RE Ge re sn. sir 1,0? Middeltallet af disse 6 Forsøg giver, at Følevægtstangen stiger ved hvert Forsøg 1,13”. Middeltallet af Dynamometrets Ångivel- ser er, at Kraften, som behøves for at bevæge Slæden, er 153 %. Jeg har endelig foretaget en halv Snees Forsøg med Jern- skinner glidende paa Messing ved, en Belastning af 4 Kanonkugler. 16 Følevægtstangens Udgangspunkt var her 3”. Som Middeltal fandt jeg, at den trækkende Kraft var 19,2 &, og at Følevægtstangens Stigning var 1,3”. Vi ville nu nærmere tage Resultaterne af de her anførte Forsøg i Betragtning, for deraf at udlede den Lov, hvorefter Frictionsvarmen afhænger af den tabte Kraft. Og for bedre at kunne sammenholde de angivne Middeltal med hinanden, vil jeg her opskrive dem i den Orden, hvori de ere erholdte. Udvidelsen af en af Skinnerne De forskjellige Materialers Frictionen | paa Banen, frembragt ved Fric- Navne, hvormed Slædens udtrykt i honsramE ek UadeRen, JE rende til 1? Flytning af Føle- Meder have været belagte. Pund. vægtstangen betragtes her som Eenhed. 30,3 2,00 Glødet Messing .... | 19,7 1,32 11,0 0,72 ; 20,3 1,50 SERENE å ; ) 13,7 0,86 26,8 1,63 Bie SEERNES SARDERS | ; 2 19,5 1,27 Pandejre 523 MISS 18,5 1,20 Lindetræ omviklet med 15,75 1,13 FIoHeR Sr: Ek i Fu Mer RER "7 19,2 1,30 Banen har derimod stedse været belagt med to Skinner af glø- det Messing. Ved alle disse Forsøg vil det; som jeg ogsaa tidligere har bemærket, være tilladt at antage, at Skinner af eet og samme Metal udvide sig proportionalt med Varmegraden eller med selve Varmemængden, som ved Frictionen frembringes, da Tempera- turforskjellighederne her kun ere smaa. . Vi ville nu påa een Gang sammenholde Forholdene mellem alle de stedfundne Frictioner og Forholdene mellem de derved 17 frembragte Varmemængder. Frictionerne, d: de tabte Kræfter, forholde sig som: For Messing Zink Bly Lind Flonel Jern 275:1,79:1 : 1,84": 1,24: 2,44F : 1,77: 1,68 : 1,43" : 1,747? idet Frictionen af Messing, ved Belastning af to Kanonkugler, er taget som Eenhed. De ved disse frembragte Varmemængder forholde sig der- imod som: For Messing Zink Bly Lind Flonel Jern 277:183:1:208:1,20:22: 1,76: 1,66 : 1,57 : 1,80 ? idet den Varmemængde er taget som Eenhed, der er frembragt ved den til Eenhed antagne Friction. . Af disse to Rækker af Forhold vil det være klart, at man maa være berettiget til at slutte, at de frembragte Varmemæng- der i alle disse Tilfælde forholde sig som de tabte bevægende Kræfter; thi det måa bemærkes, at ved de Middeltal, som med største Nøiagtighed ere bestemte, saaledes som Tilfældet her er med Messing, der falde Forholdene ogsaa meget nær sammen, og at de tre med ” betegnede Frictionsforhold, der afvige meest fra de tilsvarende Varemængders Forhold, ere de iblandt alle, der ere bestemte som Middeltal af de færreste Forsøg og tilmed af saadanne Forsøg, hvis Resultater afvige temmelig meget fra hinanden, såa at man ogsaa netop ved disse Forsøg kan stole mindre paa Resultaterne end ved de øvrige. Haldat har foretaget to Forsøg med Messing glidende paa Messing for at bestemme Varmen, som udvikles ved Frictionen formedelst forskjellige Tryk (Journal de Physique T. LXV. p. 217), idet Gnidningstøiet havde 3 Centim. Højde, og den gnedne lod- rette Cylinder håvde en Diameter af 61 Centimétre. Den Deel af denne Cylinders Overflade, som blev underkastet Friction, havde altsaa en Størrelse 8, 90”. Man kan derfor vel omtrent antage, at Gnidningstøiets Overflade har været henimod et Par Qvadrattommer. Trykket ved første Forsøg var 20 &, altsaa vel omtrent 10 & paa Qvadrattommen, derimod ved andet Forsøg 80 %&, eller 40 & paa Qvadrattommen. Hastigheden var lige 2 18 stor i begge Forsøg. Men ifølge Forsøg af Renmie over Fric- tionen af Messing glidende paa Messing er denne lig & af Tryk- ket, naar dette er under 16 & paa Qvadrattommen, og ved et Tryk af 40 & paa Qvadrattommen er den omtrent i af Trykket; naar altsaa dette overføres paa Haldats Forsøg, såa følger. deraf, at den tabte Kraft i første Tilfælde har været 72 & og i andet Tilfælde 42 %, eller at de tabte Kræfter le sig som 1: 6; men det er netop dette Forhold, som Ha/dat fandt mellem de frembragte Varmemængder, og den Vanskelighed, som Ha/ldats Forsøg ved første Øiekåst synes at frembyde, nemlig, at medens de trykkende Kræfter kun forholdt sig som 1: 4, saa forholdt de frembragte Varmemængder sig som 1:6, tjene altsaa netop til at bekræfte den Sætning, at Varmen forholder sig som den tåbté Kraft. Jeg har ogsaa' undersøgt, hvilken Indflydelse Hastigheden har paa Varmefrembringelsen, idet Messing glider paa Messing: til den Ende har jeg gjort flere Forsøg, med 7, 4 og” 2 Kanon- kuglers Belastning, ved Hastigheder af omtrent 1, 2 og 6 Fod i Sec., og jeg har derved overbeviist mig om, at Skinnerne påa Banen udvide sig ligemeget, enten Hastigheden er stor. eller lille. Forsøgene over -Frictionen af Coulomb (Théorie des Ma- chines Simples p. 100) have givet, at Frictionen åfhænger næsten ikke af Hastigheden, nåar Metal glider paa Metal;. men naar Frictionen.. i ethvert Punkt er den samme, såa bliver altsaa og den hele tabte Kraft den samme, enten Hastigheden er stor eller lille. - Men jeg hår endnu ikke omtalt det Forsøg,- som var det første, jeg gjorde, for at bestemme, om den fremsåtte Lov er rigtig eller ikke. . Dette Forsøg bestod nemlig i at undersøge; om den Udvidelse, som en af Skinnerne paa Banen erholdt ved en vis Friction, ikke var den samme som den, den tilsvarende Skinne paa Slæden. erholdt, nåar begge "Skinner vare af eet Metal, for Exempel Messing; thi det syntes mig, at om dette ved ethvert Tryk. og enhver Hastighed var "Tilfældet, ; saa: laae deri et indirecte Beviis for Lovens Rigtighed. '”Til.:min Glæde 19 stadfæstede ogsaa Forsøgene fuldkommen min Formodning, thi jeg fandt, at hvad enten Slæden blev bevæget med en stor eller lille, jevn eller ujevn Hastighed, med et eensformigt eller ueens- formigt, større eller mindre Tryk, saa udvidede stedse Skinnen paa Banen og Skinnen paa Slæden sig et ligestort Stykke. Heraf følger altsaa, at der frembringes en ligestor Varmemængde i begge Skinner eller at Varmens Intensitet i den mindre maå forholde sig til sammes Intensitet i den større omvendt som deres - Længder. Da alle de tidligere bekjendte Forsøg over Varmefrembrin- gelsen ved Tab af bevægende Kræfter, som og alle de af mig anstillede Forsøg over Frictionsvarmens Forhold til den tåbte Kraft meget tilfredsstillende synes at stadfæste hiin Sætning om tabte bevægende Kræfter, som jeg i Begyndelsen af denne Af- handling har fremsat, nemlig, at naar en Kraft sandseligt for- svinder, da undergååer den blot en Formforandring og bliver derpaa virksom under andre Former ; saa vil man ikke misbillige, at jeg antager, at nøiagtige Forsøg paa det Fuldkomneste ville udvise denne Sætnings Rigtighed. Men det er ikke alene om bevægende Kræfter, at jeg an- tager denne Sætning gjældende; jeg troer, at man tør udsige den som almindeligt gjældende om alle Kræfter, saa at f. Ex., naar modsatte chemiske Kræfter tilintetgjøre hinandens Virkning, da er i Virkeligheden Kraften kun i Formen tilintetgjort, men fremtræder i sin oprindelige Størrelse under andre Former. . Uden at mån antager dette, veed jeg ikke ret, hvorledes man i mangfoldige Tilfælde vil forklare hvad Naturen viser; men ved den fuldstændige Beviisførelse for Umuligheden af et Per- petuum Mobile synes denne Sætning saa paatrængende nødven- dig, at uden denne tør ethvert saadant Beviis betragtes som falsk. Tænker man sig nemlig en bevægende Kraft anvendt paa en ret fordeelagtig Måade paa en saadan Maskine, saa erholdes derved ikke alene en vis Bevægelsesmængde, men der fremkom- mer tillige andre virksomme Kræfter, saasom Electricitet, Varme 20 0.s.v.; men dersom man nu havde indrettet det Hele saaledes, at ogsaa disse Kræfter kunde opsamles og benyttes ret fordeel- agtigt til at frembringe Bevægelse, såa spørges om den, paa saadan Maade erholdte Virkning ikke vilde være istand til at frembrnige en større Virkning end den oprindelige Kraft. Her er der da aabenbart ligesaastor Grund til at forvente en større som en mindre Virkning, nåar man ikke vil antage, at netop den samme derved vilde fremkomme, og man seer saaledes, at om man ikke tør antage den fremsatte Sætning som rigtig, saa tør man heller ikke afgjøre, om det nogensinde vil lykkes at construere et Perpetuum Mobile. & i K ” . nd 6: i skætunet BIG SERENA ARE. "ES "i 2 i Ge SENERE AS FSR rr oner er ed ne ERE TE SS SENDENET AGTET SEER vr are os + øl te eler snige 0 E 4 - gø" Fx n i: m - z kur 24 lå 3% i = 2 265 y 3 , DJÆSE Fx FA > R VK i Et ha > , å ræs » É g boy, i FR re så RE 4 mt £ 4 BR, 2,34 ' 3 ” » AR? ke 2 ér . $ + 4 LÅ V K :z b2 an, 5 3 « å t77 a i s Bær LÆ - ke a . 1 , re 2 2 i i É == sr« i ? EN sr , a an im = Er å ra 1 - 2 os , sø z ng år Fis EEG Mere RENESMEE SABEL DSE ME EET man MM eN RR Re leben PEDE FEE FE SER "SØS É g ; de E & R Kr ken . NILEN ALA Fr FN akk. ' Fa et san LSE é i b-G ” 5] 2 ) é> ”- ” Lee i ] mn 1 4 "$ 2 3 AX ” - Æ " MK K TR ÆREDE S i & in RE É z i ge ag & "4 i u . É "4 i & H å 2 ” : " bå az - 4 3 ' É i) i. Fey - La - NE (| . 2 d 1856. i Barometer . É , Thermometer i Skygge mod Nord reduceret til OP Reaumur. '88 fra | = EVE RE FLG DRE = 91 F 2 Ø E 2 Fod over Jorden ed USET ane | formiddar.| Middar. | 4 Eftermidd. ? £ Ar i 9 Formiddag Hiltign sn : Middel Lavest. Hoiest. SR ar Vande. | Corr.-0903 | Cels. Cels. SE eee |TEL Eee] ES BEEN 342,68 | 342,19 | 341,87 |— 0996 | — 290 | —09%6 | 095 192 198 30; 191138:270 "38,525 0,14 | — 1,9 0,5 | 0,6 19 17-47) 38, 18| 37, 95| 38, 23|— 0,16 | — 0,6 0,0 | 0,7 12 1,8 | 38; 35) 88, 28;) 38,730 ]— 1,15 SAT 45k 55056 12 1,6 | 37, 76.457, 20 | 36, 81 (1,36 | =.8,37 550657 12 0,8 Båe 45 34535 == 010 50 0,6 | 0,7 12 0,8 33, 2914532 51 152, V22 0,20 |— 1,1 0,4 | 0,8 12 1,0 | sne & 80 | 27, DA 26, 22 047 SEARO 1505507 12 1,2 | Sne 27, 84| 28, 31) 29, 01|— 1,30 1,1 0,6 | 0,8 KARISE 450 31, 63! 31, 85| 32, 19|— 3,60 |— 46 | —24) 0,8 1,2 0,0 DODOS ØÆEÆCDGIND me C1 rr Q0 RQR2 — 144 35: 281 735,7;85)-: 36, OF -= 5,20 5 6,4 | — 5,4 0,7 12 0,0 12 | 38, 41| 38, 74| 39, 60)— 4,93 —I1, 1] 1 —2,9 0,6 i? 0,0 | sne ff 1501 45-56 45,381 42, 65 12576 —14,3 10505 1,1 0,0 | Sne % at AG 84743 7 541 53] 0,80 0,7 Dr 17.055 14 0,8 154388 GS 1377 26.595 FO KODE 2,9 | —1,0 0,5 1,1 0,8 | Taagé 16 | 34, 10| 33, 82)! 33, 651 — 1,23 | — 8,0 1,3 0,5 1,1 0,5 | Taage 17 | 35, 96| 35, 83| 35, 68 0,14 | — 2,8 0,4 | 0,5 1,1 0,8 | Taag! 181 3% 52 31, 46 | 30, 77 HF OMEN 209505 11 0,4 | Taagd (04 335 200-358; | 19/32, 597 0,77 0,2 1557 5095 1,1 1,0 | Taage DÅ BOR 0 29; 267 29, 552 02 0,1 2805 1,1 1,4 94987111 27518527, 98 1,00 1,0 4-05 1,1 1,4 | Regnå o9 | 31, 03! 31, 12| 31, 59/— 0,30 |— 1,3 | —01) 0,5 | 1,1 1,0 | sne å 93 Å 32, 19| 31, 74| 31, 58| 0141—19| 08)! 0,5 1,1 1,1 | sne 4 o4 | 32, 34| 31, 45| 30, 554 1,44|1—06)| 2,9) 0,5 1,1 1,3 | 95] 27, 18| 26,,72| 27, 09| 1,77| 1,9! 2,9 4 0,5 1,1 1,5. | Regn! 296 | 28, 94| 29, 70| 30, 54| 2,04! 08)! 44) 0,5 1,0 1,9 74 733, 21 33, 40 885 73 | NAT 00 LA 06 1,0 1,5 | Taagå 98 | 32, 82| 32, 48| 32, 50! 10,501 0,0 0,6) 0,5 1,0 1,6 | 29 | 32, 181 32, 02! 32, 07| 0,101—10| 0,0)! 0,5 1,0 1,4 | sne; 30 | 32, 10| 32, 18| 32, 40|— 0,23 | — 1,1 0,0 | 0,6 1,0 1,6 | sne 31 | 30, 311 30, 86| 32, 17|— 2,40 | — 2,7 | —0,5 | 0,6 1,0 0,6 | sne | 1) Sne 18:—194, Rj ' Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. ; Maanedlig Vandmængde. ø 1-10 — 0,82. rl 1,09 1856. 29 Aar. É 11-21 —1,25. —1,21 19,53 Par. Lin. 20,06 Par. Lil 22-31 + 0,42. — 0,81 | 1-31 — 07800 | numar. Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regu, Sne ke. d Gangs i Dågnet. 4 aange 1 Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. 0;0£ FSV. "SV. SSO. SS0. 4/1. 1. -1. 1. Hm: ms; m.m (0,08) | SSO. SSO. SSO. SSO. | 3. 3,5. 3. 2. fm. m. m. m 0,06. SSO. SO. SSO. SSO.f 2. 2. 1. 1./ m. m. m. m SSO: SSO SOF SO ME 40578 OM Mm SM SØ. SS. SSO. SODE RARE TE HEE mm SO: SO: SSO SOS 2 21. 2 "ms mm 931, 51—10. SOL FO SOS FASO EVISU Mm mm. (0,02) | SO. S0. S0. OS0.fJ 3. 3. 3. 3. | m. m. m. m. ED TROS EN ON SENN EL 1 4 mm mn NV. NV. O. ORE TERE DEO SN NOSSNO NO: NNA I 23 ASER KE KRO 192. (0,69) | Stille: SV. NV. NV.| 0. BES FÅS Am DECKER 8 NVSRN VS AES VE SNE E FLÆNG SE SDS Snare n (0,02) | sv. sv. VNV. VSV. 13,5. 3,5. 3. 2. fm. bl. kl. bi —201 SV. SV. SO. SKØJEE HEVET HERREDER TES KN HS) SEER 0] SETS 852, S. S. M: VORE BEA ER ms man om —0. ve V. S. SEP SEE AP me am D] 544, 0,04 fS. S. SO. SNE FM SS er mn EN 19= 517, Regn 74- 1,85 | SV. SV, NV. SEP SE SME Om SR mm 1,56 | S. S SV. SAR "ge 55552 SM. SER BON SE TER SEE n 50: 47. 1,50f sy. sy. sv.” sv. (20201. 1.15. bl mm. bi t, V. N. O. OF ESS RS Sd ms mmm DENResn 45102. 0,96 | NO. NO. 0. OSO. | 3,5. 4. 3,5. 2. fm. m. m. m OS OLFESOM SSO SO ME 35 mm] mm 21, 114. BOE RO SOE SV SVT 50080 2 9 Pm mmm SØREN I ISSN ARVE SE OS AD DDT mi Ob DRE — OM OSIENSNE ENS NERVE SES OS EPE RMS LOS TS ms hs mmm "Regn 18—6. OPR SO SOS SSK VS 17 3 12127 ms mms bl L. HEE EEN SN ES AES EN 45 om ms P3 11—4. (1,64) | ssvV. Stille. NV. NV.|1. 0. 1. 1.f m. bl. m. kl Hg; KUSINE NNE SNS NVE LVU 1 ms ms DER Bl ig Iislag 221—23. | Vindforhold, | 1856. 50 Aar. 1856. 50 Aar. Na 005 20009 eN reg VT 0 | 1 DEERE; 717 BØR | Kl SV. 0928 < 047 | Br 00. 10,12 70 370080 UG | 50. 0928 013 NYk:, 20 70,10 Stille . . 0,02 See år: . £ kd w w Å rer, ÆT. > X KE5s . y / ROSA ce MASKEN Selde se tes Pa me hy ne Es an AV LN Ans en spre J er REN er TNT KOR HE g: = nisse ER. EEN ERE ENES SEE 2 me 3 2 2 E 8% 5; nå, - 2 LÆRE fo æt 7 r| - Ca CS å 2 - i KS Å Si ” u 4 BL k i; me DØ TER VG É å ? w” . GR: == p : FS eee EEN LE arnll Æ ERE Se tg DER con: É ' - : "AS så 3 2 dy lb i cz GA A vink ed n k se 2 x & - Jes É Søge då nerne ænder ROUEN mz, er ET ke sc -— Lu i . å y am rs DE sok ze haben Bek BE ERIE DYSE ESS ES ler leg Er oE dn KERNER ng rører, Eee BEEN =vegdr ER vy år SÅ a: xx "AC h sg i” = - n n i i, VÆS00n 7 - - » i MY Å ar 4 . s dr. 4 02 , c . så . Få. er = 1 , sad mme Æ GI RD mm DD G Sd O prend 94 Barometer, reduceret til 0? Reaumur. Ci Thermometer i Skygge mod Nord. 2: Fod over Jorden. 9 Formiddag. Middag. — | 4 Eftermidd. ? ; ! Middel Lavest. Hoiest. Corr.-0707 Cels. Cels. SO 332,48 | — 1953 | —329 | — 098 33, 97 34, 951 — 1 16); FÆLFE 1,3 39, 95 40, 07) — 2,40! —5,0 |— 0,9 39, 11 38, T2| — DUS KEANE 0,8 37, 88 37, 60) — 1,00) — 6,4 0,0 STD 36, 29 1,07 | — 2,0 155 29, 39 30; 25 3,64 1,0 5,9 Id. 83357579 3,04 EJ 5,9 35, 09 33, 53 3,10 0,9 5,9 35 30 | 36, 241 TA.0A 2,0 7,0 SE EL] BB) TOT Jr SØD SALA RET 37, 25| 37, 06) 1,00] —1,6'! 49 34, 79| 35, 941 — 2,06 | — 0,2 1,9 STE, 36, 96! — 2,96 ze |= ZR SEES 35, 52| — 1,753! — PD ER FEE 0,6 39, 70| 39, 61! — 4,90! — 6,8 — 5,0 41, 90 41, AT | -— 3,76 — 86 |— Be) 41, SÅ 41, 181 — 3,16 — 6,4 |— 2,4 39, 10 38, 50)! — 2,70| — 5,9 | — 2,6 37. AT 37, 57 | — 250. | 3,7 V= 24 39, 00| 38, 18| — 4,83) — 5,9 | — 4,0 34 04,1. 33, 58 | — 2310 | 10,1 (4 32, 87.| 53, 701 — 1,06 — 3,9 | — 1,6 3851158, 06 | 2045 | 75051, 6 HAM Al, 64 0,34 | — 0,8 0,6 35, TÅ 35, 05 2, 44 0,0 5,0 3956 41, 35 1847 0,0 6,0 KARREAT 40, 58 0,87 | — 2,4 3,0 122 40, 83 BW FÆ 1,0 6,9 1 Fod i Jorden. Middel. 096 0,6 0,6 0,6 0,6 0,6 0,5 0,5 0,6 0,8 1) Første Gang, åt Thermometret var i Vaage. Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. 1-10 0,70. — 0,83 11-49 2 6500/64 90-29 -— 037 —=0;AB 1:20; — 0,37... 0/62 2 Fod i Jorden. Ki. 2 Eftm. 190 1,0 1,0 10 1,0 1,0 0,9 0,9 0,9 1,0 2?) Fårste Maanedlig Vandmængde.… | 29 Aar. 1856. 2 Fod un- der dagl. " Vande. Middel. 020 0,4 Sne: ya] Dag, man til! FØR DEER TT MERE TT 18,25 Par. Lin. 17,24 Par. | 'bruar. ' Regn, Sne ke. (0,72) (0,11) age18-11, Regn 12-7. 0,43 — 32. 2,40 0,08 'Taage 15—213 + 0,89 : 0,56 1—204 —Å41, (3,54) E (1,88) 21—2121 (4,09) (2,17) 11—221, (0,58) -253, Taage 99— (0,11) 20:—2 Taage og Sne 0,02 0,05 410. 0,53 le |x $ Regn? 0,07 lunde gaae til Land paa Isen. Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. VNV- NV. "NNV. NV NV. NY N. N N. V. SV. Vv: VSVa VSVY SV... SV. SV. Vi SV. SV. SV. SV. SV. SV. SV: SV. SV. V VSVEtVSNE VSM VSYV: VSVETNSVSONSVES SNS SV. SV. V YNVY VNV VNSVESD ENS NV V. V V. V SSY. So CO. O. O. O. SO. OSO. OS0. OS0. OSO. O. O. O. O. Ø. NQ NO. O. O. O. O. SSO. OSØ. OS0. 0S0. SSO. SO. SO. OSO. 0. O. O. O. ONO. NO. V. SV. SV. SSV. Stille. SV. Stille. ON. NY. NV. NV. Me Stille, Stille. Stille. SSV. SV: SV: V. V:: NAVNS SAVNE SN NS VENS NN NV VSY. NSVÆEVS MEREENIVL SIN: SLS mm må CI xø NAS AGE SANSER RES SUSE" SPEED RER | Vindforhold. | 1856. 50 Aar. 1856 | KE 0,05 40,08 ERA 0,02 | 00 003" 090 SV. . .. 0,25 | Be. 5040 40192 ØRER 0,22 | S0.. 7008. 0710 NV .5:3019 Stille . . 0,04 tm PT Or rad 39 RO GT Få mr æg er nd 54. BE: SS æg 3503. 43: ONE Bol 23 5: Bel: 3,5 BOND INGESE SPREE STEDE ES Sg GI »ø 8) Sidste Dag, man kunde gaae i Land. SES ES SN CETGE GEJSER Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. |4 Gange i Dågnet. org 4 sml idaørre oaser NT == . s oe eee ni EEN NE mm REM En SE > F< = E arsen É ny se E y sl, i 7; z& ! ELSE ER REE SEES rarere RT i: - 57 PETE DER . ] 2: É fx ie — 5 fa z — sø == - sdløm Non arge ret v mes Gl i £ e sn w” f 8 SÆR KS TE ROR å (5 me KIER BE DVN dg er: Se de see vusi 2 SNIGE 2. gr LS mer SNG bre SE TR ASSR terme kk c2 ng eN, " EDER SKE SEEDDER SI ARE AG cå EET = Lat FRR SED. SÆT hes ker |: == Å 2 ter Ba " " KK mn mye ==: åg ey i enige i ie DÅ røde ora tek ale ERR HEEL ARTEN BER, Kr FS SS RE RE RE eg br n rl FRK 4 rn == ae gg Rak sx BØ En ig SE ap bie — 7 "mk > ke ugl SES > 2 CAI —- ær 3 mm Sl & 3 HÆR RES Rg Ka so] SÅRET då RE: ER lt MÅ MERE SK LAY SÆRT LÆRE" 2 V MENES Al SR "JE RRRRR RENE ” AARET SEE næb x z mm == 3 - - sr Pr = 3 ø AJ + mme me ee RE, . sit "1 ER EN Øg BD z= SØN 4": 7 4 VENTE ERE, BEST 15 0 5 BRS 3 SU ØGET a.d TENNESSEE fg i (14 90 JER VIBE ARE He VE AN it 0 LSD ORER Ene SR Ree] 00 z0) Se 2 SEER SON 7 j aner 2 leben. BRAD, IØ TRANS BA r FERUESD SS hg ta É: æ NS we GE 3 BØJ NAR Kai R $ ? PRAG red LA FØDE et BEDT MES) LER ge SÅ F va BR SS øer åre ER 2 8 ASS 1l1r Sa HOR KE TE Bas d iz SENE aka Lr, KOR & Uka Å (ALE, dB Kurtt nm AN 'g i ig Ma Hu: | Bee DN dl: Å HØR, ea BE 00 i ber Kj « Kg re ATE 3-2 BERG BE al Brev" j Fi, ns: RG gl p = ie ERR ] ? 2 SK É SAR 7 £ a æ< d Sr - Been ms . an a 575 SÆLGE W x É Fa SE — SDR oo > & ERE 2 cs 5 ss” sal bag ANN. (SA gs == —eM W eee < Fh. GM ER AS < Es i, E Sø aiy ls RE > æn i K= Ge 3 i É: en mis 5-REAR ør. sk Rn 3 i Elk. ulk Ås Y WS & Sa i ere ure 3 ig st z i: kz le frertd ERE å em F= g v …— en DÅ x ks É vr: i Sj) VR MAR Ai RO CrMykr ERE AAN ARE I. STUE mi rus RENS Ar RER RENE (le SE RE VT mn NRA SE FT Fa "NR AR bu RAE RR rd SN | BENN gg Pe ge Se: ES TR - - & m 3 == i y XV X -— ' ars el IN er rn La ES mn En ES SEE EDEN ES ERE DISSE & Å sl Es ER Eee ? w sens mo dre. egt SR, ' y y £ rer Er DN Tr GE og ett 2 øer Av PP SSREN gg Er pheprnt meg hader er FE" ig A ' "| sk md md en JOTE olgn life Ud se eN Fy AL Æ så" j | 2 ME (ø SS j sa, i g f i 'y É Uj i) Z (rv 47 Barometer, Kesi no Re SE Thermometer i Skygge mod Nord. , STE i | 21 Fod over Jorden. | 2 Fod un- 1 Fodi | 2 Fod i | 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd.f . D Terden FEE der dagl. Middel Lavest. Hoiest. k Vande. Corr:-0903)— "Cels: Gets JF MEd let SERGE SEN REE EL, | | 143541,'08 154119 340,84 0924 | —295 596 194 194 296 21 41,713 40, 94% 40, VEST RES SY 7,6 1,8 1,6 Så) 3 | 39, 73| 39, 56 59, 3,64 | — 0,4 10,1 2,14 er 3,0 | AR 56 BR] 5365 00) od, 6,40 | —0,7 12,9 MD 2,0 d, 4 Regi 50 35: 590 55, ODS, 4,57 DAL 11,9 SN PÆN 3,9 Taad 6 | 32, 98| 32, 91 32, 3,90 0,9 8,4 3,6 SK 3,2 Reg! TELE SA VG FASO dd, 3,90 1,5 11,3 3,4 2,9 åd, Taa! 81752831 33.051793, 3,60 2,6 8,4 3,8 3,1 3,8 Reg 91 35,007 1320452, 4,70 0,7 4,0 3,2 3,6 Taa; 101 352555: HESS TAS 52, 5,60 2,8 11,3 AA 3,0 A2 Reg HELST (224459 44 752, 5,77 RR så GBA 3 ' (5 (31 07 1.34 087 34, 5221 16/0 330 MEE 50 40 | 42 1 RE 7,14 KO EDEN "2659 15-48 | 5,87 0,09 RET 45 | 48 Lr mm CO C1 ren sø TY: 3E 07 185, Bå 155641 5356, 103537, 15 1539,408 50 57 139, 4,40 8 0 5,5 4,7 5,3 161 40,167. 40,581 40, SØDE LT VSO 5,4 4,6 5,3 17 | 38, 56| 37, 95| 36, SE 006] SAR 4,9 4,6 5,0 18 15497 135, 901755, 4,24 1801 5,0 4,5 5,5 | 19137; 195 1387 031". 57, BENE UEED | AGHED 4,6 AA 5,9 å Re: 504155, 527 | 37 VAD 457, 6,24 34 | 11,8 4,8 AA Bd DH 58 DM 38 VOR IT SDK 09.) 310,4 5,0 ÅD 55 | Tå BA 56781] 56,573 596, 6,47 Åre 0456 5,92 4,6 6,3 93 | 36, . 54 |.56,. 64 | 36, 7,80 6 455 DT 4,8 6,0 37,169 "57, 284 37, PAN 480 RUSS 6,1 5,1 6,2 95 | -56,.:99].-36,.61 1555, TU ED SÆBE DE 6,2 5,4 6,8 | 561.52; 9159755 30, BE 5,0 | 460 6,7 56 | 61 RE 97 152, 33. (3% 38 1532, 9,54 rs ENN ar: DA 5,8 7,0 | Re DI 151, 75 | SE VENDE TO RS KRREr AR BES 0 7,5 ER 6,7 | Re 204732 1353205 551 4,90 Dø8s REED Tor NV: 30 8 6,6 | Re 807 31;..697 32520832; 1,64 0,9 | 41 GAD 7,0 | | | Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde« HE SEE 1856. 29 Aar. | ae SE 29,59 Par. Lin. 16,58 Par 21-30; GT. 5,992 1-30 BABA | | | i 'y | Regn, Sne &e. (02, 3901, 0,16 53, —232. 1,27 I—23. UNE (203, Regn 6-113= 0,36 ' 0,85 » Taage 0,45 (-10. 3,49 1—221 -7, Sne, Hagl. 0,39 :—20. 5, Snet 14%, 6—10+ 1,60 18, 22—21+ 2,02 -= 2,51 øne 13,82 | | | 1856. NE 9.09 NO... 0,09 BE 57 0ØR SO. 019 Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. NY AAVE VINNEEED SEE APL AASE DO: Sule FSK SÆNNVÆNNVE OS ONS: NNVSSENNVE ENES INS SEES ES NA, N. N. ve VENNER TEA NES SOVE SANNE ENON NER REE DE Øe ONOG FF FNO FONORENS GI GE RS 7: N. N. SV. SVERRE, SA SVG SSLTSVEE EN KANN SR 0 foer 4: VV. ONO. SSR REESE NØ Me ENDE Do ONE Ear LAVEDE SETE Er SENER SVAGESTE AEG MEEDE SN SN ONE ONE AREA 5 SE: NEVER ENINNE SON OR LES EAR REE ONOSFOSOFKOSO SOME FAKE LER SOREN OL EMO SO HOS RED OSUNKOSO FSSOESOF FILTERS ED USNRFSOMES OF ESSOR ENIS SEE ESE SOF ESF SSO SSO ES 3, SSO SSO ESSON SSO FE ETS SOLO ELSSO MES SO EIDE SO: VSORSOTOSO FS SOF PISSE ZTE SO. So. OREINNNES IS ÆT SOE, NV. NV. NEDE ENNES RRS SIS SAS 25; NV NV ERNIVE NNE øer NVE ERE SO DSE 505 > Bj SONKKONOS KOR EKONO SDS 2354, 4 NAV: MS AVSIV. VSNE ME 093. VU ERUNV ANSE NOU ROTD. 135, 75. NOSENNOFENNNESVINNE BSN MT. TA vi YNY. 0 VINNIE DETS OG EB Vindforhold. 50 Aar, 1856. 50 Aar, 0,11 RD be a0E 0,11 =D RBR REED TEE, 0,15 VE, 04.015 0,11 Rs 70012 BRS Stille Vindens Styrke 4 Gange i Døgnet. FS KOOT Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. bl. L PX7 bt "ab y an & HDR ig ig ; iz EA Abe F4 i ”g TR dk: . DØRE ls AR RE B=- 3. ere A ”— rd SEN sg ae KE Ca dg FT AL es =å lene L X Le gr sød « ZEN ET FA 8) DRE bnger ge N -X i fe .x ma næ rr ; g 3 d- FÅ KJ z a " Re arge må 2 pk : LÆS MAN ik Ek: mø | i 'g or cell i £ aA erat: ÆRBGERT - | p ER å i KM: I Beg bond sy. ddr Rang oo den ror rise sid re hebr sa ET nl hrrsdn BEN LETTE, REGERER Er 7 p) " En len 15 kv er ne a UGREKE TE uk ryae FE Ave iv, gg RR mel > hel & > e sg - æg re SEM rør d »É: > SST SE SETE SEEREN 4 MADE HE S Fr KS; må Ho åg AVE Al YES ERE Farr-. w ci 3) | ' i ad SEER i z : £ ir dg i: væ KR: Hannerne reine raa itu rdl tvsspd SENESTE ER A Roj 6 € br En (3 3 K i me å NR TEE fe LÆ sæ FAGSY HJ (2 æ— ” el År SS KS i I ” m.m år ST AD ESREREN DE JE MV EREFR ae Rn ms - Rn n sæ "1 Ste æn 2 7 5a — i (é "me a ka; SE SEES SR REE oa R ES EVENSEN ar (3 or EL Ee vt BEER (EN 35 VE ed 142 150 i ud ål X Fw åt 55 eg Så Fa o« Mi sø HE: i = »G j FAR 3 EAN i” id vær AG væ reg Fa E < ” 2 LÆ i z Å L ”; ze sis sky pe É: ds er 32 Ej i kø ø k ÅR BX å i : i ml É i i | j Le i så t: i hd Br j ' ES dl i i sg 3 4 Lad i t på 5 É dele roet hersker væ LJ =V & "ad 2 Barometer, reduceret til 0? Reaumur. 9 Formiddag. 1 (333,41 | 333,17 54153; 4Å v183.— 65 433, SO SR. <Å 3 4 1.36, 11156 19 501138, 708 25770 61:57, 40 5 1 T | 35, 35) 35, 21 8157, 471758: 00 | ATA | 539 10 | 40, 72| 40, 61 11 | 38, 56| 38, 47 12 | 36, 94| 37, 16 131-536, 01 36, 17 14 | 35, 19! 34, 86 151134 16 54 99 16] 52. 755 +51, 99 171 32,145 535, 34 18|' 33, 47 | 33, 70 19 | 32, 85| 32, 98 90 | 34, 31| 34, 07 Øde (36, 51056. 732 99 | 35, 64| 35, 68| 93 | 33, 92| 33, 76 3 55 10155, 94 g5: | 735, 65] 7331-79 og | 34, "20 5-36 97 | 34, 80| 33, 74 98 | 34, 18| 34, 22 99 | 35, 65| 36, 13 3057; 68 | 757 8 31 | 39, 23| 39, 39 21 Fod over Jorden. PRS ÆESE BEK co å Eftermidd. Middel Lavest. Hoiest. mor ere kone Corr.-0907 Cels. Cels. Middel. BL SER ne TE O….!LQG 332,70 346 092 694 595 596 33, 80 3,43 1,5 6,8 5,4 5,4 34, 05 3,00 1,1 6,4 MY S) 5385) 36, 61 3,13 1,0 6,3 5,1 5,2 37, 62 3,50 12 7,0 5,1 5,0 39, 14 3,00 1,9 4,6 5,2 5,1 35, 22 4,23 1,4 7,9 59) 5,0 38, 56 4,00 1,6 7,4 5,4 5,1 41, 54 5,46 3,4 11,3 5,4 5,1 40, 27 6,30 2,6 i 5,7 5,2 37, 88 8,30 4,5 14,9 6,3 5,5 36, 87 9,30 5,9 17,4 6,9 5,8 36, 024 11,06 6,2 19,3 7,7 6,3 34, 37 936. 7,9 14,9 8,1 6,7 34, 08 8,36 9,6 13,6 8,1 6,9 ål, 76 9,53 5,9 [5,4 8,1 7,0 33, 60 8,96 7,0 14,6 8,5 7,2 33, 88 7,03 5,9 12,8 8,3 7,3 321198 8,66 6,9 14,4 8,1 7,3 35, 78 7,66 6,0 13,6 8,2 TA 36, 42 7,33 5,1 12,5 8,1 7,5 35, 05 6,66 AD 13,0 8,1 7,4 Ser ERE 75 88 BE JERES OA) 7,8 7,3 33, 29 9,96 5,9 18,8 8,0 7,3 33, 88 9,73 7,6 16,9 8,8 7,1 34, 48 9,16 6,5 14,3 9,0 "7,9 SETT 7,10 7,0 14,0 8,9 8,0 34, 29 9,66 SÅ 15,1 8,7 7,9 36, 50 9,66 7,9 16,3 9,1 8,1 37, 95 9,43 5,5 16,8 9,4 8,3 38, 81 9,53 T,Ø 17,0 9,6 8,6 Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. 1407 92 7:28 11:91 875865 ig SØ 9931886. 10;43 RES SØR 1-31 TEDE SVT LT Middag. 1856. Thermometer i Skygge mod Nord. 2 Fod un- der dagl. Vande. Middel. 791 6,7 7,2 6,6 6,6 6,1 6,7 6,3 6,2 6,7 6,7 73 7,8 TÅ Maanedlig Vandmængde. | 29 Aar. | 17,17 Par. Hi Regn, Sne &c. Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. Vindens Styrke | Luftens Udseende . W a F= 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. E FPFRKONO SS FNO, FO SOS 33. 2: OST MODE mm. | 0,56 | SO. 0. Stille. Stille. | 2. 2. 0. 0.fm. m. m m. (& 231— 1,83 | N. NNV. ONO. SO.| 1. 1. 1. 1. | m. m. m. m. k 0,78 | ONO. ONO. ONO. O.| 1. 3. 2. 3. fm. m. m. m. | OF FONOF- NNO NOS 33 222 AT GL Mm mr 'Sne 221— NO: ENO: —"NNOS NV | 13.793. 3 om. om Smør. | 90 Resen 212— 1/45 | Stille. NY... NNV. Stille. f 0. 1. 1. 0. Im. m. m. m. | 182, 201—231. 0,83 | OSO. 0. OSO. OSO. | 3,5. 3. 4. 5. fm. m. m. m. O. O. O. OSOF FS STS DM SMEDE ME | OS0. 0. OS0. 0S0./ 6.7 4. 4. 5. f kl. bl. kl. kl. OSO0. OSO. OSO. OSO.f 4. Å. 4. 5. få kl. kl. kl bl. 0. O. OSO. OSOF FÆSTE DEERE SKE SKE | 08 30 SO OSOE NT 4129, 15 DE KL-SKE— KE -91, 10— SO. SO. SO. SYGE 235 AS SBDSEDIE sm mm: "40: |vTaage,Regn23-31% 0,63 | SV. NO. 0. 5s0.f3. 1. 1. 1. fm. m. bl. bl. —17:4+, 4—73, 0,10 | S0. SO. NNO. S0.| 1. 2. 1. 1.| m. m. m. m. | OMEND: NV NV 0 NYD 125 2782 3 TODI. é id FR: må rod, " SØ gr Kr KejDd, SKE DOG msg re EN dg 5 eg Er I NØ s É in, k Å . (2 lø , & al É br: ” g Mr.) x « Pr Salar fer gg Sået "ERB NEN SNE one ne . z y ne | å KTS PR ESPE SEES ERE SERENE ak Fogl Annas OAB fibre ; ræs Vida. SE GE <- me rr Mivsss he BRET i mel Petur EN mL 5 ei Hu AR Ra ene Afd be: . É kys 2 i mM ' ag bu 2 'E H SAD, : dg ne "omset Ad <Å ” ren i t KE" hedt n NSG i tå ”; Fy St ) y ! Wi Pa sa mn ERFARNE KERES 2 JEEP DEERE Mao KE SS ER ed EDER FINE re søgt ” E vask) KE Se $: meg Can es" SØN RET ag SES HR SSR STER To 5 Ble? dr fan: i BO SE DEL KE gRe ENT RRRER ERE TSAR HR FI RS ANER RRS k: JA Sek 7 hryå FE SOE) BAN SIS DØR St | NSE= By Sis- KR ks srt =Å "Hat TD JE FN" SR ; SNE Lo -—BE Rn AR RE ARE SØ HG. 5 LS u og Fr LØR i ENKE x"- dl EN ERE > ERE re re BÆR: (Er ler drik z , Hi: BENE. me, lede: HE RE SSR le Dør! Forbr øDSRE FEDEEREEERENE HEER ESE EEN SR E ess R Ear errer reac renen RR Sari) RD gt GESgg. i SHE SAR em | kd på sk; FANE i ; Aa y Edd FE (X « ER dr RV ARS KH É ÆT. 22 TAS: agt Na HD RL g w% Kg re Rv Er Fe KR nd are DS STARR ARRENE ORE | SÅTSBE Loe ed sg "KR SER ie VAR SE EET DERNE EN Ene a ku SUR) ) LAG « Ø 1 i KTS TERESE SSR SET SER pg: tur gg KOKSE: 780 Se DA d HERR RR RT van SOE AE DIR sf EST ARS BP REN ER DR: Er de8 LE” me j dl p É' É g ig i i så Hisneto; LARS ERR URNE EGE BENT Die gør bs DET gø RON BE" ERE SE DEL HEDE fre ag gt rig SØ TREE 7 a3 SOF SENERE ES g ' ) ert: i rr HR RESET OD Jr BØ. ar rad hede vre : fre 6.63 BE 7 BØNNER PÆRE: DERE 154, SE ERE RE ART 03 ed Korr sa gen FE nin) Fe og i SÆTTES SEER FAR" Br i fre i SER | De SME SPARE så HET flag ide . j j hs SAN streget bel Aeg LES EST DU GRL 1 SEER Rs rer. that oki . Vs då AC AOET DETS IAFE ser ode GEN Barometer, BARER norner Thermometer i Skygge mod Nord. | £z | d 2: Fod over Jorden. | RER ES lg ig | 9 Formiddie.| Midlaz. — "Efter AE Eg RER LE RR ene | | Corr.-0704 Cels. mig RE I Middel. | | 1 (357,06 | 336,99 | 336,78) 7219 595 | 1094 | 992 896 | 1093 |. Regn 2 å 37, 81| 37, 94| 37, 634 11,16 8 ISS 9,2 84 | 10,4 | Regn 3 (36, 70] 36, 58| 36, 681 12,16 100 BE 400 87%) 107 | 4 Å| 37, 99| 38, 21| 38, 68 11,69 7.8 790,8: (105 9,0 | 10,8 5 | 37, 08| 37, 08| 36, 844 10,86 DERE 0 ERE (DT BE ALE 6 | 36, 79| 37, 05| 37, 05 10,36 7.8 | 7188 1410,7 9,6 | 10,8 7 Å 38, 92| 39, 00, 39, 214 12,09 7,9 | 18,8 | 10,7 9,6 | 11,3 | RegnÉ 8 38, 26] 37,02. 37, "92 809 6,4 | 14,6 | 10,1 95 | 11,5 | Regnf 9 | 38, 53| 38, 56| 37, 794 12,99 de RE 9,9 94 | 11,2 | Regn 10! 37, 55| 37, 48| 37, 30) 12,16 85220 8106 OS 1854 | 12,36 181.210 5108 ORE ALA | 11 | 38, 75|. 38, 89! 38, 66 | 12 | 38, 69| 38, 45| 37, 874 14,06 9,9 | 24,6 111,2 1 9,97 105 | 13 Å 35, 47| 35, 591 35, 437 14,461 13,81 24,0 11,7 | 10,2 | 11,9 .| Regi så | 33, 44| 33, 25| 33, 09f 15,53 | 13,6 122 10,6 | 12,8 | Regi 151056. 49137, 01 57, 68] 15 SIT 123 1. 10,0942,1 || 16 | 39, 83| 39, 98| 39, 604 10,89 7,0 12,0 | 10,9 | 12,5 | 17Å 37, 49| 37, 29| 36, 394 13,26 7,8 120 | 10,9 | 126 | Reg 18 | 35,167 | 36, 24 35, 170 MUSEN ARE 513,3 122 11,0 | 13,2 | 19! 35, 09| 35, 00) 34, 714 12,76 8 | 20,6. 12,2: 128 156 Regi 20 | 34, 92) 35, 22) 34, 997 144977 11,4) 23,0 | 124) 1127138 | 91 å 34, 40| 34, 99| 35, 544 12,63 159 90,84 128 [K 70/0 see HM | 99 å 36, 36) 36, 76| 36, 30) 12,56 7,3 | 19,3 | 12,3 | 11,5 | 13,9 | Reg 3] 35,47 35; 56) 35,786) 10700) 18,91 17,65 | 237 11,3 | 12,6. | Reg SÅ 57, (OB EST EAS ST FPO 800 ENGE 5 AGO GT I BO SRE hæs 95 | 36, 14| 36, 25) 35, 924 12,03 7 | 18,6 11 710 228 96 | 36, 32| 36, 46| 36, 49| 13,03 | 1281 21,4 | 12,0 11,0 | 13,6 97 | 38, 08| 38,42 37,798 1 15,16 |” 10;0) 25,Æ | 12,8 11925046 7 | 98 | 37, 44 | 37,708) 136, AH UD 6ON 12/4 11872171 11,5 | 144 | Reg 99 | 35, 03| 35, 31| 36, 27| 10,23 7,9) 17,5 |. 12,3.) 11,755815,8 REE 30 | 36, 91| 36, 58| 35, 57) 9,23 OU AGA ES 11,4 | 13,1 | Reg Middeltemperatur. | 1856. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. | 1-10 10,94. 11,64 men, 29 Al 11-20 13,11. 12,46 95.19 Par. Lin. "23,28 Par: If 21-30 11,65. 13,00 2 |. 1:30 14.907 212,55 [—203 , 23:—9 | Torden, 16:—172, 1—16, 01—31. 18, 22-3 Torden Torden -191, Hagl ” 22, VE 1—201, Torden (213, 23—01. ff 21-31%, 114-113, o22 RER un e 1,19 3,62 8,64 0,10 0,77 0,06 0,34 0,23 5,66 3,06 1,42 0,10 0,06 1856. 50 …… 0,00 . 0,05 008 Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. OS0. OS0. OSO. OSO. f 7. SSO. SSV. SSO, S.Y 1. Sv. SV. SN OVN 1. V. VSVY. NV. VE 13: N.s VE NY. NV. | 1. V: NV. OSO. SV. | 1. VS NDS VE VIN VEST: VA ERSV: SSV. NV. | 1. ve V. VSV. SV.) 1. SV. Vv. SV. NV2; NYC SVNVÆEAVNYU OVE SV. SV. SSV. SSO. 11. SSO. SSV. SV. SV.) 1. SV. S. SSV. SV.| 1. SV SVANES SVN 3 Vv V. SO. SSYÆrs: SSVY. S. S. SSO. | 1. Stille. NV, NV O. | 0. NV. 0. O. OSsø. | 1. SSO. SSO. SSO. SSO. 11. SO. SV. VV. VNV.)| 3. VNV. SV. SSV. SSV SE SY. V. V. NV.| 1. NV. ONV>ONNV. NV. 3, NV.SNV OVNV MNV 3. NV ONS N— NV. DT 3. VENN SE NNNE ENIS 3: V NV MINVEN HINN Vs] 27 V. V. NV. NV 1; V VNV. VSV. VSV. | 3. Vindforhold, 50 Aar. 1856. 0,09 SELE mL 019 0,06 SV. . 0,24 0,11 552009 0,10 NV. 0,27 Stille ., . 0,01 Vindens Styrke 4 Gange i Dågnet. (dx | Så TEEN få REE ILES |2 SE ADE æn regel KER GÆREESE Se VESA IS: EGE 15: 18553: SE FB: ENES; 1585: [EA SS De F5285: LÆS: SER EN 1553: 5555: SEES 2. 3,5. 330) DES. at 6. SEEST 50 Aar. 0,12 0,14 0,22 0,16 KK Ga ca (487 | PÆN Ste OT Gt mf QT re free pede 2 rå JN CJ . . . . » (1 . . C] me AT GT GT GT re mr ca Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. "ske HAGE i Mo im E: 3, vi EN AL Øe id oe su % HR Be , is øn 5. É åg i: KERN AE SIE SAD | i: ære TE (ir 7- me ME "ynkl are ne v "+R - Milan Ar "Ed i »3 REE i, ag BØG 1% 53 SPORE Es FÅ SURSERS 7 M sved Wi SNØRE Sr AE X (RTR NG: Ki 0 HR ni" HE: PORNDE Må Re SÅ åg Ny sg så BE pave £ Sa re — ng RE Ås XM OM ne ER re Bov Mb KE 2 se UREN te KT TESKE MER Mg KAN HAVN " kt, : AO Z re Silk: ut al Fler OGS IR 8 TAS RER Tr = ml i; (RI Ø ie y "aha Tad om JE mn A SR w: ÅR) NS vægt SATSER Sj å bal KU SA BE: kk A ET TO RET ER pe Jan VA ER Å ln: sk FAN vÉ SA RR UENS Ære as gå RDS DE SER HU TRE TELE | EN ge bag ke BE. ; REE . SUK: Sti Ad SR fir Lz Me Br ar SENER I. ARIER ibslefet i ST så i Føj: ERCN SE ? PRALE Eee "gg, MR ETETTASEIE on Ayi ixag HEL mak sg ET hen se UNE al ek ER -T LØEN v EON ” As g ar é' rr A Nes å in ? i 173 og É [| ig En [| led Åse wrrrsrd - Fr iper Ten 4 Ht fn FN SE kan ' SØ i Eve Ed Re TÅ Ur "S ” "HK u za pæl ig? Naade É NÅ ii it: TAG: få BO BF (Ansa Re BE: > Ål Z kj ol AA AS KR KIDDE fe Sa te gl m ARR E dig; ET RO $ jø S1g z Ant id [ve (4 SAR: EX, MAR 557 fæ ans Er É > . UVISSE Gr as SAR åt KOR 5 en HELSE vi æ > å Plrgn & bli or NER WE 14 SM AN & 50 re id ER UL SØN az %; her« SEE FS sals OBE MAE SEE op , 4 ÅL sank hø FØRES UNERSE ESBERN HESS SESSERE, SK se i HI Aa ” '”hr s Y ARE LE 3 , KRAM gg > fr RR. 1856. Barometer, reduceret til 09 Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. ' | S ERE dl 21 Fod over Jorden. rl) FURER 2 Fod'an: | 9 Formiddag.| Middag. 4 Eftermidd. KF TT, |, | Jorden. | Jorden. der dagl. Middel Lavest. Hoiest. å Vande. Corr,-0907 | " Cels. ejen del RL 6 ER ladet 1 [334.798 | 334,88 + 335,31 |. 7246 | 690 | 1397 | 1193. | 11901 1297 Regn! 2 34. 414135; 02] 435,26." 10,40 5,1 | 15,9 | 10,8 | 10,77) 12,8. | Ree 81:57, 100 57 351 37,8080 111,00 81.1 20;0. | 11,11 40,8 9125 FR REDDE NE HE SYRE PÅ MER 5 83, 115,6 "4133: 14085 422 5] 37, 20 57.510 57,50 741458 46 | 1841-4419 4 MORE RO 6/1 57,929 57, 35 186,48 11406 87 | 18,8 | 114 | 10,7 | 12,3 | Regnø GÅ 34, 88 34,65] 34, 141 11,05 8,3) 718,85 115 ER 24 | 8 | 32, 60! 32, 21| 31, 841 12,16 | 10,8 |. 19,3 | 11,6 | 10,8 1" 12,2 Regnf 9) 31, 98) 32; 24.52, 721 10,36. | 10,7: | .17,91.:411,85) 0 63 Regnff 10 | 35, 37| 35, 59| 35; 851 10,00 6,9 | 16,0 | 11,5 | 10,9 | 12,0. | egl 44137; 44 ER ST SB IE 00 5,3 | 19,3 | 11,3 | 10,9 | 12,6 | Regi 191: 56, 0335, 38-34, 811 41540 6,0 | 19,1. 3511,;3 40 SE 1176 RER i: 13 | 32, 66| 32, 59| 33, 41 | 11,10 | 10,8! 184 | 11,4 | 10,8 19,0 BA 56740 | 87; 0 SST SATA 40 82 | 18,4 | 711,5 |” 10,9 "-1270' Reg 45 | 40, 24| 40, 41) 40, 04f 11,46 6,94 20/6: 195 40 MARE KR | 46/1 50, 18) 38, 77 937,98) ØB 86 25/04. 1167 ADORE SR | 37 | 36,99) 37, 311957, TÅ ASA LE 268 SÆD PEERS 13,4 | Regn 18:| 37, 96138, 13) 38, 007 19766 "10,0, | 20,6 SIDA) FALDER 137 Regr 19 | 34, 37| 34, 14| 33, 48| 10,96 | 10,0 | 183 | 12,2 | 11,4 12,6 | Regrå 20 | 31, "20 181, 058 3325407 1 410570 DT NV 185, | 10/0 HR TERA MER || 21 | 33, 88| 34, 11) 34, 181 12,66 | 12,4 | 19,9 | 12,0 | 11,5 12,0 291 35, 14| 35, 271785, 7391 10,33 | .10,8 | 15,0 12,54 11,5 11,7 | Regr 931] 36, 105 | 186597 26, 27 KALDES "REN SILO ry ÆDES RR 12,2 | | 36, 7 59 |/36; 481535, 01 "1446 12 23,8 7 0 ME 13,2 | 9 | 35, 57| 35, 04) 35, 481" 14,80 14,6 | 25,0 HEE Dr 11,6 | 14,6" | Regi 9 36, 15.156, 44 1/56, 86] 114,35. | 15,8" 24,5 5 718,8 IS 14,6 | Regi o7 | 39, 04| 39, 28! 39, 04f 12,73 | 10,0. 221 15,0 42,0 14,2 | Reg! o8:| 38, 50. 38; 47155845 115,60) |. 13,73. 288 143 PASSE 14,1 og | 39, 311 39; 69) 39, 851 1%26"" 11,6 |. 20;33-'. 13,0 12,2 14,1 | 30-| 40, 23/39, 65-38, 8414267). 9,2) 21,5 FR 5 12,1 | 141 | Regi Båd] 39, -66| ,40; 05 39705 115, 3060 0 1890 BÆR 12,9 19;9515,6 | | | Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. | 1-10 10,46. 13,44 ran 5 Al 11-21 14,705545,87 27,16 Par. Lin. 27,58 Par. If 9931" 1544. 074436 | 1251 1877 4280 | Sne &c. 232, 01:—11, 29. k 18, 0V—3. —192, 235—23. —Å2, —195, 233—2, 31— Byger 22—3. —183+, 202, 61—71. 2173, 0—7=. 1,12 0,61 0,43 0,75 1,35 0,39 0,72 0,19 2,01 2,27 0,08 0,06 1,55 6,57 0,52 0,05 0,03 1,01 7,91 0,14 Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. YV. NNY. NNV. NV. NES SENE NV. NNV. NV. VNV. VNV. VNV. vi V. vv. v VV. OSO. SSV. SSV. SSU ENVS "SV: EN SSVE SSV. SV. SSV. SSV. SSV. SSV. SSO. SO. Ve SNE SSY: SN VSV. VSV. VNV. V. V. Vv. SV. VSV. SV. SV. SO. S. S. "SSO. " SSY. SV, SV. SV. SV: SNE NE SANG SV. SSV. S. SSO. SSO. SSO. S0.:S: SSVv. SV VSV. V. V. SV. S. SSV. VSV. VNV V. VG NO. N. NY. VNV. VNY. VNV VNV. NY V. vw V. V. VNV. SV. SV. SY. SSO. OSO OS0o. S S. S SV. ve VSV. V v. V. SV. SSV. S. S. V. SV. SV. NV. VNV. NV. VE SV. SV. SV. SV: NNNES NVC SVNV Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet, FA DE al IDET SEE Ea SE BED DUN SS UNREES a EJERE SE 5 NR ED BENE STESO NREN BD NE, Sr BASS JNBE rå MR REESE NER DREGEDE ROME NS te 1 aen SER RR RE SEn es FERT sRR ON BASIE: "VAD, NU AREE S re neg En, RE BA es BØDE '3l FS. 1 3. FA 83.05 BEBEL SE 13, DE VONGE SENER oh APET SE I BEA SEEL 3. SES UGES [LED es BAGE hs IR ER REN BEDE IN i LONG AGE EMNE 5 SE ØRE Ala a SENSE Paars "ge 4 Gange i Dågnet. bl. bl. bl. kl. bl. bl. m. m bl. bl. bl. kl mM. m. m. kli bl. bl. bl. bl m. m. m. m bl. m. bl. m m. m. bl. m bl. m. bl. bl bl. m. bl. kl kl. bl. bl kl kl. m. m. m m. bl. m. bl bl. hi. bl. kl kl. bl. bl. kl kl. kl. kl. kl bl. bl. kl. bl. bl. m. m. kl bl. bl. bl. kl bl. bl. bl. bl m. bl. kl. kl 1856 Niarn 0,02 NO 0,01 ør" 0,01 | So. 0,06 Vindforhold. 50 Aar, 1856 50 Aar, 0,09 (Sta sart dale 0,17 0,12 0,05 SV. 0,29 0,16 0,07 vitser 0,30 0,25 0,07 NYV.... 0,14 0,19 Stille . + 0,00 en er Fire! DØ ÅR HØ gå HE er DNA, e lei 4 p i mM i i J ” UV n 'Q il ' 2 LG ag rå mn FE i ne gs it: 17 RER , reg sÅBEE 520 rå | == P fr: fy i re gå | Ø å a34 Rk 50 « en Er RY AL FEE NSA SER ace Ud un ion SÅ ora wW23? U iz 4 i ", Q » RES z FL my å : ryg kt AL: & 'Yy NM EA Å LT Sa HD 54 - " mg" i "tsk vs æ vd Fad Kys FR ; s MELSE i 198,0; ” «; og K æM (hs N É FE y MW Ar SY > Bys s- Ws (NY (i å f Wi = y Ej San Å RENS AR Wa SNS H KE aar BILSE PAN ; gs han ; Pe: peep is rOR Sj stn fi gt; i Bert f MER id 3 ble s mn B. far abe) Er i FJ IR UA S VISTAS LÆ fer ele VENG "keen ra i == her dt HR Tee beh, HT PR RR: RTR BES PR Ma ON One 9 KURE SL or, EEN SATSE røn ARSEN RR, FE RRED SE RER KE LODDE er he ea SOE CR DEREN SER | [dal m re RE kir ABE, RY i BA. | 13 fg d8X i de ELSE ØR BOA LNS PKA ÅER Oro JE KO RON ER ST oe and BAREN DE gt ask ør ON i fm "0, Lø se €! BERGER ONE sigt nain Hor MEE ae ER DE ER DEER nr SKE EPE Na OD BE ETERN Ge Rs høg sa RR Nr et” REE BE dab) føde. Kr er: RØRE KEE ST dare øn ag ERR SYN rv sl NRSAS FERDE UBØEE ER KER PRO 34 Ak IN: vis nl Ms Hunt ERR j st FADER Bøg g hr i SV ig bt gin hø DE. Wi am ag ADR | | Klee "HEER & KORNET ER Ra vre Peg øf Blinde ØRN GER. an Aa DERE EON AR Al g) F- og É | i É SEE EVEN SER uekse sal KAT GERE RAN ene | AT ARBINSE mer: KR Be ne ea ar) KE Syv re barre Ws (4 — == ce sen mx en 254 Sl der == Es s k | Ly ts 2 enn Fi, lg Hr 4 rådede 5 X ERE | - e% nu Mm . - EN Fhobnsfuista uk bill ADR SY, ERE (7 3 Kids vt EN FA, TORA kik 2 BEDS" MHSES BRL) )' SÆDE > > AREA VT 3 SEE OM 73 BRS 5 or SON 12 OT QPR 3E BREST TRE 10ÆLY rogag og ha sg ' g SA RER VS 3 SÅ « EET Thermometer i Skygge mod Nord. 1856. Barometer, reduceret til 0? Reaumur. z = "Mo Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. 1 340,66 | 340,53 2 39, 83| 39, 34 3 39, 13| 39, 08 å 38, 82| 38, 87 5 40, 25! 39, 60 6 37, 06. 35,589 7 RE VE ESME N 8 33, 80| 33, 9 SÅ KS I SA, 10 36,30) 136 fi 38, 351 38, 2 39, 47| 39, 13 38, 83| 38, 14 3819137, 15 BD TA 35 16 35, 34| 35, 17 34, 64| 34, 18 325785 39, 19 SOREN HE Føer k 20 34, 20 | 34, Al 34. 62) 3Å. 22 33, 53! 33, 23 35, 47921186, 2Å 38, 20 | 38, 25 36, 39| 35, 26 BLEGE tv 32; 27 33.00 IØ 28 60| 34, 06) 34, 29 03 37 Ana 30 861 38," 43." 58, 31 52136, 1-70: 35; 2 Fod over Jorden. Middel Corr.-0703 Lavest. Cels. 1398 f5i 13,9 12,2 11,9 10,7 10,5 10,5 8,1 9,2 9,9 Må 12,7 12,2 15,1 11,6 12,1 11,5 12,7 10,8 6,0 12,0 11,8 8,7 11,3 157 9,9 6,8 7,6 6,4 Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. 1:10 =1924088 014509 11-90; HOBE 1356 21-30 10,70. 12,76 1230 1901; ST 7,8 Hoiest. Cels. 2294 25,6 DA Å 294 20,6 19,4 21,1 21,1 21,4 20,9 18,8 22,3 AVE 92,5 19,8 18,6 21,0 16,8 18,8 19,4 18,5 20,0 1755 18,8 20,0 15,4 16,1 135 18,3 17,9 1 Fod i Jorden. | Middel. 1320 154 13,5 13,4 13,2 12,9 12,9 12,8 12,4 12,1 12,3 12,6 25 12,7 12,9 12,9 12,6 12,6 12,5 12,2 11,8 12,0 12,0 11,7 11,7 12,0 11,6 id 10,8 10,6 10,6 117 2 Fod i Jorden. Kl. 2 Eftm. 12092 12,2 12,5 12,5 12,6 12,4 12,4 12,3 12,2 12,0 11,9 11,9 11,8 11,9 12,1 12,2 12,1 12,0 12,0 12,0 11,6 Mi 11,5 11,4 un 11,3 11,2 10,7 107 10,5 (13,0 2 Fod un- der dagl. Vande. Middel. 1399 14,5 14,5 14,7 14,7 14,5 15,2 141 13,3 13,9 13,8 | 13,1 | 13,2 13,6 13,4 41 1841 13,0 13,1 12,5 12,4 12,7 12,7 12,3 12,4 12,4 | 12,0 | 11,5 113 11,4 117 1) Regn 183—183, PA 1856. Maanedlig Vandmængde: 29 Aar. 17,48 Par. Lin. 27,78 Par" ugust. Yindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regn, Sne &e. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. VINEN NE REN BRA SSG ERE BE HE mn ble BE NEN SEN NNE HE STEEN TERESE SEE Skt vø N. O. (SSG TERN "BER FERSKE TA HRG REED SAR SABAE] 7) BREREE Fo DRED) FÅ | SSO ONO: NO. UNNOS DL 2 35085 132 FDR LIL aobE pl ONOFFONOSNSUNNV | 30065515 78. "8 ORE NSKL PI S kl VEN NNE AES NE DRED 7 DØBE JODI SER FUEN ONNOSENNO GE 17300082 TÅRE KL TOKE SDI ir 211—02. DDD, HEFE BERINGS ABER "SR 5 SDR BT) 56500 Metals HEREES SE BØF LE SAN 1] RBR 182. ERNE NDS SYNE ED ILES MSSD DE SEBI | NU ENN NNE 3 15 DE ER DL ØB] | | NOD ENV ENN O ON 150 5303 KL AKEL SDK SIR am 93, Os0l So. os EO (55 AS ANA ÅODE ms m. km —211. BEER SO SSO SNE SS STE LIS Km mn DK OR] 63. KOR ES HERO NES TOSOOT 11753013 KDE NE Em. | HERO NS NSN VON] 203. 0032 LA am bl bl opl fr. 185—7>, KM SY SVSV SYNV NV 13 30 5 bl Sms BIS bl 20. UGEN EVNE ONINN NNE AS BØN SE NM Km Mm Om , Stille. SO. O. OURE EESTI En —77, 2,34 | O. 0. FNO: NO | RESSEL TI EM Ems m bl KOS ERNNO EN UNO ONE ÆRE 570 3.09 ODD Kl 0 Kl okl å%. SE RO SOE ER TS SAS DES DE ore vi 18, 535-113, Regn%, 0,06 | SO. SO. OSO0. OS0O.| 1. 1. 1. 3. mM. m. m. m 1,48 | 0. NNO. ONO. NNV.f2. 35. 2. 2.f| m. bl. kl. kl V. VNV. V. NUR BE Lee UR bets DERE 1 BY EET RR ar 1 1, 45— NTL VARER ER TØSER LA (8 Ht Salgs ES, SES SE (HF SEE REE ES mg 225— ROS KSSV-OSSV OSV ONSV | 3.3.0 3.035 1 ms rs bl um ir. UR PA DBK 01.0 DRAG DEERE DI VON NNE ONNYS HIST 120 68.4 SL DR UDE SEE Kl 53, 93— UREN SAS V. 03 7 1430 3 msn mod] t, 63—71. MR FONDENS HENNY GEN, 1500500 SÆLER SBI ECR | OEM GEVIS VIS AS SV DSV 1151 15 SDRAM ms | Vindforhold. | 1856. 50 Aar. 1856. 50 Aar. | NEON 6,06 BR El. nd: 0,05 — 0;12 | NO, 000 0,05 SN OSSE SÅGAR BE RO 7. 0408 SODS 0,29 : 0,25 i SOLER 0,09 NU 033001155 07 | Stille . . 0,02 iv har Tad uld ” Men sagå Fy E" HANSEN RL ad ad fedt: kl ar ne rnehdig BY RA Ha: NESA SR ET RYES "5 valg nd: SR 3 rd He AS SAGE KG KG 306 wa SE ETA: BY HÆLE NER STENSEN ER ” SARBNEA AE Jada am ETT (EVE FOR | an ku ek: (JARRE. g TTT ARNE REED HS SAR FE ON SE Er DS , ANS ALE i Sø" ÆT id! SÅ: SEN SAS n n . sisksemrid i | - A , ca ks > RA RER, Ld la i & ” "lm Y F: Få ide RENE SET E i: r z LA 73 Fx —— j ss. Å Én pe nr 5 ID vr ma É: er SE ”. 5 å "ERE sg &: | ir i | NØ 2k-08 mørk: Be. aL = i og L nv et os ” syd En i $g on 60,0 FREN Ere | kr: R- ESS & PE Færre NA ud 50,0 00: . pa ' dl eg US LER "800; SOLO > oe SSERLÆRRR alanere, KeRØSE, RL så (føl hr Lukes RR BE RE Ben tags lIr dars " |aljg BE RE Ar SERIE tå SN SL EN gg FE LUR BE z KÆKS ÅR Mik: at: Ta At FOR t å.” SKR Valg Fi BRS HT ER ESS E KS: ONE RØRE 3 TLS RER SERENE Fr At tyg. rl i 1 115 al ES RER Ra AN) 2. HÆG RDEE 112 ar ske DEJ sy > i jk bøn har: re & i AN 4 $ ed! + nu ) i - 5 i; i ry) a £ 'V ER ye å 2) eg ze i OEÅ ø el arrene LS SEEST SEDEN REESE DYRS i z - FN EVAN a "Koerard HEER WAY nd fn vø , SS KOKKE É 2 høres es st rd i MAG KA FED oitirtij mk ni TAS LE" "2 pre vp EF anaike fre gige EEN TER ESRBSSJSRvEGE RS ge kt APR Leman jet : må? "te I KÆNM Å XR 3 FH] V 2 FNV " z sk dk: EL al a dk: i; A s rs: Re i aller - ae IDE £ åd bodrstdr Are nr TS Sa aen gta rr 556 lan REE] EEN Es RL då i ALDER TER bisse FINT SØN dn mmeg Barometer, reduceret til 0? Reaumur. 9 Formiddag. 1400 | 336, 71 48 50 61 58 31 5d 82 38 35, Middag. lt le, 12 00 49 åd 09 98 60 83 32 76 36 TÅ 65 12 83 20 97 84 ST 68 82 11 84 65 59 04 66 94 36 å Eftermidd. 1856. Thermometer i Skygge mod Nord. 21 Fod over Jorden. Middel Lavest. Corr.-0707 Cels. 336,25 | 10966 993 35, 30 8,06 9,4 39, 18| 8,86 | 6,8 41, 31 9,23 6,7 39, 954 10,16 8,3 37, 651. 11,26 10,7 36, 67 (4153 1 10,0 37, SAY 12,66 11,6 38, 81f 11,86 11,9 39, 19f 11,10 10,1 30; 64 1 10,667: 9,5 39, 89) 9,20 | 8,6 38, 68| 9,60 | 8,8 39, 78 9,86 7,9 38; Bl ENDE] 6 33, 52 9,20 9,3 33, 9 8 82 32, 481 8,56 | 8,2 31. 7] er I 58 33, 92 7,13 6,0 35, 46 7,56 4,1 34, 66| 9,06 | 7,0 32, 23| 8,63 | 8,8 32 02 9,76 9,0 29, 724 10,70 10,4 32, AÅ 9,23 9,7 34, 82 9,13 8,0 32, 634 10,20 9,8 33, 474 10,96 11,2 35, 651 9,96 | 9,2 Middeltemperatur. 1856. 72 Aar. 1-10 10,52. 11,82 11-20 9,06. 10,73 21-30 9,52. 9,74 1-30 9,70. 10,76 Hoiest. Cels. 1990 | 11,3 17,5 16,3 16,8 19,6 18,9 21,5 21,8 19,5 19,0 15,3 15,5 16,9 17,8 15,4 13,å 15,3 15,5 14,1 14,3 15,4 14,6 15,0 16,0 14,5 15,3 14,8 16,3 15,0 1 Fod i Jorden. Middel. 1098 10,6 10,3 10,2 10,1 10,6 10,9 11,1 ks 11,2 11,0 10,7 10,5 10,5 10,5 10,4 10,1 10,1 9,5 9,2 25,38 Par. Lin. . | 2 Fod un- RK ER K1.2 Eftm. Middel. 1096 | 1194 | 10,4 | 10,7 IR 10,4 | 11,0 10,3 | 10,8 | 10,2 | 10,7 | 108 1 mg 10,3 | 1156 10,6 | 11,7 10,7 | 115 10,8 | 11,5 10,77 11,7 JA 10,5 | 10,5 18 10,4 | 11,6 | | 10,4 | 11,5 10,3. |" 10,3.14 10,2 | 105 It | 10;1 | 10,1-——R 10,1 | 10,1 fi 9,9 | 10,2 i 9,6 | 10,1 i 9,3 9,6 |n 9,2 97 fi 9,2 95 | | 9,2 9,8 fl 9,3.) 95-77 9,2 95 tIl 9,3 94 || 9,3 | 10,1 HI 9,Å 95 || 9,5 94 |! Maanedlig Vandmænge 1856. 22,59 Pi | | | | 29 A! | ptember. Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regn, Sne &c. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. ( SVENS ANSNE SVN VEN VS SE ODESSA bl. bl. bl. bli 14—111 3,95 NV OS: 1.0 NOS IF 1:-54825 34, 73,5. om "mg m.m AO AV NNVEE SO NNV. 12 1 1 SA, kl. bl. bl kl NY NV. NNO2GNNO4 1.7 12.2) kl. kl. bl. kl ONO. 0. O. ORNE SKT SLØR m. m. m. kl | 0. ONO. OF ROS OL TE ØE bl. bl. bl. ki O. S. 0. ON FO DE ÆT m. m. bl. kl NOS FOSO LENSON TERE 42 bl. kl. kl. kl OSOFFENON, OFFROSO LE TE ESÆASET kl. kl. kl. kl OSO0O. 0. ONO. ONO. | 1. 1. 1. 1. kl. kl. bl. bl O. O. N. OSOFRRRESREV ØRN m. kl. bl. bl 18:—9+ 61— SOL KE USEN SVENS fobier Soon (8 95213 Torden. 1,004 SV. V. SSV. SV.41. 1.1. 0. bl. bl. bl. bli BES NS NNY NO SNE DDO 20 bel BR BI JM (BOT Slite: SNE SE SSSNER 0259573. bl. bl. m. m 18, 201—72. 1,95 | SV. V. NV. NE USERS SE ESE bl. bl. bl. kl 19—7. 0,70 | V. vi SV. SVÆR SR FAR 333 m. m. m. bl 171—90, 21—31, HAS SV: SV. V. MER SERENE NØ m. bl. bl. kl Hk. 23—6. BE RS NS SA SS NDR RODES 18 sl ha sr SR Si H93—20, 211—54 +. OS NE RANE NS SNNN SE 95 3303 5 3, kl. bl. bl. kl byger 01—7. VENN. ENNS SSO SOS 15413. 3,5. bl RE SBE H72— 0,39 | S SL SV. SSRI RED bl. bl. bl. m 121+ 6—81. 189 fS S. S. SMU ESSEI DEI: m. m. bl. kl 17—99. Bos SE SSU SN SN 8104 4 nok ES] H51—231 27—44+, 2,05 | SV. S. Si S. | 3,5. 3. 3,5. 1. m. bl. bl. bl Hr 20:—21:. OMG SY FSV SV Ses v 353535, 3,5, Fo Sm sk ll | RES VE SNE RES VENS SOM 33. 3. 172. bl. bl. bl. bl 32 — SSO SO SNEEN SES 32 I m. m. m. m 181%, 121— FERM HOSOSFSSON KASSE SDR 29 1, 1 mm: "BE DIS Em 13 S. S; S. SØRENS bl. kl. kl. bl Vindforhold, 1856. 50 Aar. 1856 50 Aar N . 0,02 0,08 SÆR. 0,18 0,14 i NO . 0,07 0,07 SV. 0,24 0,16 OLE 0,17 0,12 Vries 015 0,19 sm 0,09 0,11 NY... . 0,09 0,13 Stille . . 0,01 ME 7 u i Ø ' i i . É & 7 T SØN 2 == i = A kr ar j J i ” ge Ve LA å LS slå BEDES mennscniikdttlkei nsten : TE ; . i EUT AE DE NE - sg "== S; Kes LØBE STÅ == FU de '= VER ( ig Få | £ g ” .% (| «17 raser z ad d aa lø! , al Fr ide 3 v : f ute me, Å , ig | i ; sn "… 6 i th f Frø db, SA gf VK & R ” É . bisse eg Me ORE ks eg 52 z é Så BER FÆSTE nn FM ai am ! 14 ; i FAG 1554 gg År 4 LN SLS FS så OG i Å BAN å idet HO Sr AX 4 Een AVE" Atiim STUEN NIDE 38 «UNS Hak sange RR REST HT 8 | yE be Så få ed ab brag i Hind gal: Å "Hi i" ? BH E= UA ik æget LI 5 > ØRE Fr BE RK SPM ty sæ: FUR ok Bk: RR RR sn 5 Ar 2 TF 43 Br SA Åb pen AMIR al: ft NE BEA 11 TA TER TPE H FR i HE wz 1856. Barometer, reduceret til 09 Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. Te) FENDER SEES e 1, = | Tren = | od over Jorden. 2 Fod un- z 2 1 Fodi | 2 Fodi kv FR: 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. å Jorden. |. Jorden. SAG Middel Lavest. Hoiest. Middel ELSK Vande. Corr.-0709 | Cels. Cels. É i "| Middel. 1 [336,81 | 337,03 | 337,29 | 9984 | 1020 | 1498 | 999 | 995 | 1091 2 | 37, 72| 37, 28|: 36, 96| 9,64 18 | 15,0 -| : 9,8 9,5 | 10,2 51357, | 38,06 138,50 1878 9,6 | 13,5 | 9,6 gu "Og 4 | 39, 05) 38, 79) 38, 294 — 9,54 0 | Roe | 10.04 93010992. | AR 51136, 27 1586, 08 | 85,0 04,3 7 ARE | MB ON O 9,3 | 9,1 | Regn 6 | 36, 88| -37, 37| 38, 101 7,54 00 | 7 HOS 94 | 9,0 | TÅ 41, 75| 41, 90) 41, 984 6,44 451 10,0 | 91 83081 | 81130. 761180, 920 13802 7,78 75. | | 588 90 | 9,1 | Regn 9 | 0 37, ;20 1.358.730 39, 0L4 871 98/ 11,5 | 9,0 8,9 | 8,2 43, 28| 43, 45| 43, 16| 8,31 88 UMS ÆRE 0 0 89 | 8,6 11 | 42, 19| 41, 84| 41, 354 7,78 619: |. 28:35 89 Sar 8,5 | 19. 1:39;40 | 439,19 30,207 7,74 70" 7056 18087 87 | 88 | Tall 13 | 39, 68! 39, 59| 39, 60) 9,04 RE ET BEN 86.87 | 44 1.39, 109 | 38; 79:. 38, 730] "8,78 9,5 | 12,8 | 8,9 87 | 8,3 | Taag 151437, 782 57, 24 36 S TO 050 8,9 | 13,6 | 9,0 ST 84 | 161-357, 57 37,95 38,758 1 9086 95 |: 1670. | 9,2 88 | 8,9 | 17 | 41, 93| 41, 98| 42, 12| 8,81 6,0 | 14,0 | 9,1 8,9 | 9,3 "4g)å 49, 42| 42, 43| 42, 66| 8,64 Ta: | 156 48,9 88 | 8,5 191 43, 40| 43, 45| 43, 58) 9,08 80 1184 5950 88 Væg | 90 | 44, 40] 44, : 55 | 44, 251 27874 om | 188 04 88 | 9,1 | Rusl 21 | 43. 14| 42. 93| 42. 40) 7,14 66127 1.89 ETA NER | 93 41; 61] 41055] 4, ATT 68A 0: | 8 BA 8,6 | 8,0 | Taaj 93 | 40, 56| 40, 26| 39, 81! 7,88 7,8 11697 11565 84 | 8,2 | Regi 94 Å 41, 641 42, 06| 42, 16f| 4,21 BG" sig FRØ 82 80 | 25 | 42, 01| 41, 90| 42, 024 4,81 13,00 72 7,8 | 8,3 | 9% | 41, 18! 41, 96) 41, 69| 6,01 3. | 104 | 11679 7,5 | 8,3 | Reg 27 Å 40, 62! 39, 46| 40, 14| 8,34 68 195 TA: 8,6 | 98 | 40, 77| 40, 74| 40, 56| 8,21 ST 4800 25,6 TA | 9,0 | Reg 90 ) 40,32 | 40; 321 .40,—45 1 7,54 8,6 | 12,3 | 8,0 77) 87 HRG 30 1.41, 651 at MAL TA NERE SR REE 7,6 | 8,3 | 31/1 49, 20! 49; 30 "49, AA TV 5,71 KAL, ADEL PT, 2 7,5 | 8,0 Middeltemperatur. | 1856. "72 Aar. Maanedlig Vandmængde. 1-10 8,79. 8,44 1856. 29 Aar. | 11-21 8,57. 6,88 10,13 Par. Lin. 25,61 Par. å| 9-57" 662 45,73 | 1:51 80 700 Ptober. Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. Regn, Sne &e. 4 Gange i Dågnet. 0,24 | SV. SV. S. SUSE SE re bl. m. bl. kl. V. NVE OND HF SNOS HIS 23.78: m. bl. bl. m. NO. O. N. NNOS ETAS. SIK MK bl. m. bl. kl. SO. SO. So. SOM 4.3. 3 bl. bl. bl. m. 7 SSO. S. SV. VEKSLER OL bl. m. m. m. 1,64 I NV. NV. NV ENNET ER SDS LENE bl. m. m. m. SO. O. O. O. | 3,5. 3,5. 3,5. 3,5. | m. m. bl. m. —17, 19—23, 55— 0,06 | 0. OS0. SO. SO. | 3,5. 3,5. 3,5. 3. m. Mm. m. m. 20—232, Byger.… 6,77 | NO. NV. NNO. NO.|3. 1. 2. 3. m. m. mM. mm. NEDHKOSO FESOL TSO, SOM ØS TS 755 348 "Kom. om. DI JBE DSO 7S0.77S0: 0801202. 35.35. KL. BL ms KL ==, S0. SO. SO. SSOMIESSVST KDN 9: bl. bl. bl. m. V. Stille. Stille, NNV. f1. 0. 0. 1. m. m. m. m. —182, 91— Stille. "NO. 080. 0.10. 1. 1... 1. m. mM. mM. m. 2—35 Rusk. 0,04 SO. "SO. ”SSO:. S0.112 0. 92, 9 m. m. mM. m. BOG RSO 80: 880 OS 200 ar BR BL KL S. S. SV. SVN ISS SAS bl. bl. m. m. 0,09 FSV. SV. SSV. SVT LATE AN kl. bl. bl. bl. SVENDENE OSOL TT EET, m. m. m. m. -21:. 0,05 | O. O. SO. SSO REE E m. m. m. kl. SSO. SSO. SSO. SSO. Jf 1. 1. 3. 2. bl. kl. kl. kl. —21. SO. SV. va VINVEE RE Æ bl. m. kl. bl. 5. OM ENS VVS NEN VE SE TR ME bl. bl. m. kl. BAS ENV. UNY OND, stille dl 18 4 50 HL KR OR JR SV ISMN SONNY SO VNVE GS 45 8247 kl. vbs sb KE -19. ILT RER TE RR "deese HL 10 SD Ost PRT BESET BENTSEN RR 77 BE a VE ENGNENN NEO SEVS NREN GE BE B m. m. m. m. -33%, 0,32 f V. V. VNV. VED HEDDE MED. m. m. m. m. -182, DEDE FAR ERE AE ra] SE SRNE Eiess ARDE SENDER FE Bale TRE BE 0 NV. V. VSV. SVIE Es 18 LD DERRER] 1) RR)" ER) 15 SVÆVSV. TSSV. SSV 11.11. 59) 9 kl kl ÆRE Vindforhold. | 1856. 50 Aar. 1856. 50 Aar. | Nes 0402007 ORE 0,10 0,12 | NO....0,06 0,08 Sv. 0,16 0,19 | RUSEN") Se ERE 0,16 0,18 80...02F 013 NV. 0480 Stille . . 0,03 | see rn EN : EA ERE GE "eiti i ståt Mht ni ng Eru: AL EG; NAT: re by ar ole Re: Al ant eng SA SÅ Å tu ialt; 1/7 ER Mu dj W-0G- et ild NMN DD ÆSHENEETYE 1" SSRRPERED FRE 2 SÅN klenl krus: BER 7 NES NARRE DET SE > i Å kk i MOL ”a å (ll LX (VAN Dyr z i (LS) ES ' i | SV ) K | 5, å (2 N Lat an ta” øk i NØRD HUR MANN sg, i ultr: ABEN ER å | 7 . ibaj DRE NG: ALA AMdl , SE £ sdgid z i bie myg UATSA A & PRC | Ån i NA UND RT ER So FA : Mil ty, de rå ; ør gu i i SÆL DØR i gt nr 4 ke | ' ST W bits d ALRIN Ø ets, mm RE U ' GER Hdr guntndu HAN LV BEY. SØER ER FR REED, n fg oh onsk dl HE ke S ”A "AQ Nieihes, Kik. yy vi SALDI 5.4 KR Al:z0 i" 3 krone Årg (rr ig ER &; rå nn Sar REE Em a er ar: Vå ) mr Kær, SR sk: 00) mrkees TE | MAKS £ Lulu dn "kg hane BELL MER så: in & på Fa; SÅ j ; b u oåM 2 ig sg: iD Pr fø; Å mens 573) ii DR y Ed AA ag GEL ADR PN Bra xD Like ses y £ . KE Br ig SEER we: re AR an ig Fad RER) re ån BR KA SNRr od AS KON TEES Ge rLN oner SN HU ARE EEN KvAr ENGER RK KS BE SN SER ERR KT RlDs Mrs i RØN K-ØKN SFT i: 5 sok ha pa I er SENE SEE Fa ri sting ht VE" NEN BEDE SDR So ANES in AG BME aeg, 3 SVÆR ER, S REE RER AK LDR sent 4 ere ASE 1 "SSR" sur SN |” sl rå ; Re id SBi ' aa br. ne vi He i Rg 5% . Å ” y Ej Er ad sø cyl . d . 4 og da. 8 »-3 £ En ne Te Eee eee NER car Sag HR) så æ Stanenlt (2 == ds FRED ære 3 3 å gr SM en Æ T, ag Fr» Me rr «22 jen > z 2 ære midte x il RY ag 7; Ære Fie. DT; søn ens PU FGL- 57 TRES sgysda, ES SENE rd nl Fag peger med ib ØR Hen sg ' ae Bør 3870, NOR i ver Eg Eg er! FSA % OU sn AASEN aa." MAL eg SE på: Bak 5% ar Sø RAE Sy » = —D vs E jø e 5? ø x "SAS is 2 Bos ms > enig "eper 2" drama ud FOF SENSE EESE rede s Å Q øf dg - Let gø i, = > SA FT mer mk Re =g 1856. Barometer , [ 2 0 ZR VB yen ne, Thermometer i Skygge mod Nord. = | 21 Fod over Jorden. ER = 37. ; j der dagl. 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. KR me ENE SR DER) HE Corr,-0710 | Cels. Cels. SE rs "| middel. 1 (343.750 | 343,37 |343,"34 | 4990! 39%) 1091 | 699 | 793 | 794 2 9 64 NV 40 BT MULE EB 1] TS RR TOERE MD 4 STÅ 5: 1..39, 923139 031 138,72) 4.500 |. 330 40,55 RE 68 | 75 A 4037. A76 1439; 596040) 67] £,A52D. 8 SS SR GRU 7,0 5 Å 42; 74) 42,67 49,841 097] 4,2 14,1 0.5.0 6,3 | 6,0 6 | 45, 47/49, 93) 42, 381 0,10] —23 10 73,57 14,3 ER 71.49 74 | 540. 70 (49,404 0937 | RES AD DAD 5,5 | 5,4 8 1557; 1473 1937, "18 365 96/0 ÆTO GADE 206 HÆR 52 | 5,2 9 | 37, 05| 36, 84| 36, 05| 0,67 |—08| 38) 4,4 51 | 47 | Regnå 10 | 50,43] 20, 761729, '51F- 3743. 30,5 575,0 42 50 | 5,1 | 111031 423 50 BA SELE TOJO RT6RS 1 6,0. 45 Kog 5 2 12 | 29, 94| 29, 39| 29, 16| 1,853) 0,0! 41) 4,4 4,9 | 5,4 15 132,72 [559 95 132 81 00100. VE VE KLEE Æ0 48 | 47 | tå [98,74 98" "041 98 TET 047 SO] ST FEE RE 46 | 41 | Snet 15 131;:15 54, 481132 50 FOBT ET] ROS SÅ 42 | 4,0 | Snef 16 1156. 185137, 52 138 1 RO 08 OST 4,0 | 4,0 [| IT 55,084 54; 8383, 35 1 ROR KS | 116,0 2,9 3,8 5,1 | Regrf 8 137 90 0738, AA | 139,05 SONDE 58,8) 9,9 3,8 5,3 | 19. 138,98 |"38," 82. 38,78 OS EAD] 2,8 AT 34634 og: | 37,36 | 36, 82-36, 72170707 240] 2,3 112,5 34 |. 40 27 4:50, 351 39, 54739, 67] 000 LÆR | 1 9/6 ØSE se Te | FB 1350 230 1153, 10 8 ORE DN 100) 702,6 32 | 4,5 | RegiÉ 5 4 (33,782 155, 60 33, 357 AE 2 ED NS 3,3 | 3,9 | Regtf om | 96, 341726, 28 26,701, 2331 74,5 | 16,8:]" 32 BÆN | 40 | oB (51,755 | 732, 78133, "84 ST USA 2130 SR 55 9% | 35, 28| 35, 27| 35, 44| — 4,40 | —8,0 | —38 | 2,5 Be 80 o7 | 36, 09| 35, 98| 35, 96| — 4,87 | —9,6 | —38| 2,1 3405 195 | 98 | 32, 89| 31, 69) 30, 54| — 2,17 | —7,9 | —0,6! 1,8 27 | 1,3 | sneff 29 | 29, 35| 29, 46| 29, 68! — 2,77 | —5,4 | —1,3 | 1,7 26 | 15 | snef 30 | 32, 56| 32, 77| 33, 14) —3,07 | —69 | —20)| 1,6 25 | 2,1. SER 11 7”) 12 3) Ål | | lå 3) i Middeltemperatur. | 1856. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. | 1-70. ør an 1452 gret: sd FÅR 11-77" Ar 5588 29,8 Par. Lin. 23,67 Par. L 21-30 — 1,03. 2,09 | 1-30. 07555315 | | | | vember. Regn, Sne &c. 1 15, Sne 6% Regn og Sne). Regn og Sne2Z). 193, 20—2213). —10. 0. —15. 113. -212 Regn, 6— 41—5. 0,05 0,10 0,14 1,16 (3,12) 9,89 3,04 (0,98) (0,70) (0,20) 0,65 3,77 0,79 4,15 0,12 1,01 1856. Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. S. Ss SSN: SSY. SSV. SSV. SV. SSV. SVELISVEE OSV. SSV. SSV:OVNV.2 NO. NO: NO. NO. N. NO. NINE NS VESUVS v: N NNO. Ve V. NÅ NNV. NV. NO. O. O. SO. S0. S0. SO. SO. SOS FSO: SSO. O. O. 0. SO. O. NO. NO. N. NV. SV SN. SUNNY SV: NE SONNE VIN "NV NNY. NNV. V. NV V. V. SV. VSV. vi Mi: VNV. N. OS0. S. YVNV. SV. SV. SE SSO SO: O0S0. 0. NO. VSV. S. SES IVSV: VNV. VNV. 0. 0. OSO. SVN ANN I VNV: ONO. ONO. NO. N. N. N. NO. NV. NESÆNNVEEEV US SIVE SVED MSSVMESSOS YES: S: S: Vv. SY: SV. VSV. NNV. ONO. Vindforhold, 50 Aar. 1856 0,08 SEE TIDS 0,09 SV. 0,11 Ms: 0,09 NV... Stille . . Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. 2, 2. 2. 2. TELE RR FDA A RR MES AES Må BAS Hu Sir 3 5 BA dAd. (MES SE ØR BD FASE LAGE Mal 2 BUD 10 kg es HE era BG 9, "9; SAS SLA Hk 133. SAR RED MERE a 13335535 4 13835. 8: Kog. 1 SE BASA ar EA SNAL” såe SAN RUSS Ed BANE. 95 FO BENS JA 15) MB SÆS M: 355,55) Bl ØL DE "ØL LEE MAN NNIT BAG FLE TALL 50 Aar 0,13 0,12 0,17 0,23 0,18 — 0,19 GTI. 0.09 4 Gange i Dågnet. z 41—71 Regn og Sne ar uge Fene>> se inge LØ ds roet": > ak Mie) ” 7 fk ES $ nr nn: == La & , ”- AN Fred PAGE. IN N i 13 AE gå mt BE By HE , : i ” 7" AG Fu i) ] W-y 3 ve n > X ice vi ; É å 0 . w w "i r SR | sås i! nes ft ø: mø Bys ; ud Uj FA ' KN 2 i å DR dt My ' € ? É ge: sø Rg , £ i Øl Ni i ; g . FR FFS Å r» f j rr NNE. ( nd, ilet, — RD FRANDSEN dr”) em Er ERE NER ED NEDE DE: I en GREEN GER Re RER eee FEMTE ø E re, ref lie 3 . i bar i w VDR i ' > Kalt Å , bA ” É sr É i [9 k ' LÆS Ge ør i. k i BR i j SA A o tri it km "a es RRVG åg r a i (ig h rig å sn Sne? Love if . søg i i K n så "G y | i; UN" ' i j 2 moykr NE ae : de; s BA a sd: ' MAN | (4 br i i: KY di i ? L å & , É 123 BIN . C4 (2 U - i er É. y 2 i 3 » É 4 i: . j sås n . É: i 23 REN F.E er" f å JA kr BYE i i . ds4 M ) re jd, nkxen "TDK Yi &'958r fur ; i BAL MOT å DÅ 23 Skål Ki "Alg "HM $ N ie FR 73 Ø , i BT, væ. i Ve RE ZR um) X NER DB nr gl) eg gg be UGKAR va FA s > fS, LJ åj " i ARLANGEL in es j HK ins SELDE MG «Fere TT SADREEEER z Be BENET SE] gar BES EN ANY SAN BØRNE MR Æ ne så SR HERR | É å 3 i HANE Mn Ente ER LG ARR FÅ g reb 4 w gr Kr sår VE hy BOR id dk: SUE NERE MM ENN | FØR (å i É å, å É br Es ' i Bu ØÅ bs u " NG, ad; 3 fot (| É CL RØN EN 1 (47 kr frå 5/7; 34 ns PN ie i es 407] uk t" Nå) AR bryg i å Sl ed u sg W J KA [| " i 0) AN " øv É 7 É Sen I HE ArO RAR lie BRUN ES URE ran FE 'R å ET SUEDEETETES DUMT A Alrd UT PARRE . 2 HEST al Å KR 4 et WN 1856. Di zSG——ÆE&C&CO—C&«CO—=—=—(—CC&C&C&C&C&C&C&C&&S&SCG&S&&CSCSWEEE Barometer, & ar ss LE . | reduceret HO E SL Thermometer i Skygge mod Nord. EN re ERNE LG DIE | UK y HE | | 21: Fod over Jorden. LANE | NE EUS 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. : Ø FRE SAD DER Jorder der dagl. Middel Lavest. Hoiest. ; Vande. Corr.-0?07 Cels. Cels. se ge ED Middel. Er Er eee EET KER EDER DUGE OGS SS SET 335,36 | — 3944 | — 593 | — 394 [95 203 197 | 311585; 79185577 1.199, 90| —4,04 | — 6,1 | — 3,8 1,4 PA9) 3,9 Sne É 3) 33, 92| 34, 36| 35, 07) — 3,44 | —10,0 | — 1,0 1,3 2 2,8 | 4 | 36, 86| 36, 50! 35, 99| — 2,24 | —10,6 0,3 1,2 2,0 4,0 Snebf? 5 | 34, 03| 34, 28| 34, 81 0,53 | — 0,7 1,1 1,2 2,0 1,8 Sne H 6ALSL, 44 1-30; 84) 31, 19 2,40 | — 0,7 5,0 0,9 1,9 2,0 Reeni- 1:1-30,—43 30, 51151, 08 7,40 3,6) ENES 0,9 1,7 3,2 8 1833 .39 589 180053," 519 3,10 4,7 10,4 1,8 1,8 4,3 0:1.33;;36]..33, 92%]. 34,175 5,93 AT 10,5 2,5 2,2 4,6 10 | 33, 91! 33, 56| 33, 42 4,83 3,8 6,8 3,0 2,6 4,7 11 | 34, 21| 34, 26| 34, 33 — 4,50 HURST rn re gØr AT 12 | 31, 78| 30, 89| 29, 76) 4,26 SEERE Re 29 | 4,5 13.1.27, 311926; 92:27, 40) "3,76 BER REE sy SK bat Haze 14 | 28, 45| 28, 63| 31, 471 3,26 Bl ØDE I se36 3 0 15 37, 03|. 37, 75| 39,25 | — 0,37 0,515 BÆR BI 378 35 16 143, 40 43; 98 14847 DAT 7 64 | 15.1 0 SAT) HE EO 171 39, 82| 39, 06| 38, 46| 2,56 | — 0,2] 49) 2,5 28 | 25 18 1:56; 36 136, 17.10360, BT 15 BIO SAN 23AN 145 BY og 19| 38, 14| 38, 06| 37, 81) 3,33 |— 02| 591. 2,5 2:67 8 9 36,49] 36, 09] 35, 921. 7556 Ka re 130 Te! 7908 51 1. 35. 6735. 98 |: .36.. 271. 760 6,658 139 3 N23 92) 31, 34| 30, 94| 30, 89) 4,30 VE SE BR SELE 2/0 93 | 32, 80| 33, 18-34, 021 —3,07 | — 3,8| 15) då Så, | NS 94 | 32, 56! 31, 59| 30, 68| —2,00 | — 84 — 0,3) 2,7 3,1 14 5) 27, 90 277.52) 27, 520 030 0 17 | 154,1 1 752,9 BD DN) 26 | 26, 28) 25, 40| 24, 08! — 0,70 HO tr 49, | 1522 PAT 1,7 27 | 24, 71) 26, 13| 27, 04! —1,97 | — 341— 06) 2,1 OASE RE 98 130, 77103107) 31, 00 167) WE 2 VA 450 DÅ 1,0 99 | 30, 84| 31, 57) 32, 67/1. 026|—2,5| 10) 1,9 23 1,0 30 | 38, 79| 39, 18! 39, 454 —1,07 | — 3,9 13,448 2,2 1,3 31 | 36, 77| 36, 84| 36, 84) 2,30 |— 0,71 38)! 1,8 2,9 tå Middeltemperatur. | 1856. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. 1-10 1,36. 1,75 1856. 29 Aar. | 9931 10,10 —— 0,30 1-31. 4 50 2005 1-21 — 3,14. 0,85 28,19 Par. Lin. 18,03 Par. I cgember. Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regn, Sne &e, 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. 14 Gange i Dågnet. (1,33) | ONO. ONO. NO. NO.| 3. 3. 2. 2. m. m. bl. m . NO. NO. NV. Stille, f 2. 2. 1. 0. m. m. bl. m A (EOS SVEEES NV ENS SINNOH 2 9) m. m. kl. kl 233—8. NASA SN OASE SNS NEUE CEDAR bl. bl. m. m 182. AM SY. SV. V. AVG HE55 Sk RREg RENE REE] | m. bl. bl. m —02 Sne. BOA SY. SNS SV sv, 145050 1807 30 rn Fm me mn -10. BUS FSSVEFSV. VS -SVSV, | 335,54] m. mM. m. m OPP MENSNARNSY. UNSVE SNS KH 418437 1 bl. bl. kl. bl —2332. HASS KEE NS SN KS BESES ES mm — 0,27 | S. SY. SSV. SE REDE SONDE ROS bl. m. m. bl k 20—201. 0,09 | S. S. SV. SEE DRED MERNE GER m. m. bl. m —18, Regn 232—61. SSU SNS Se OS ms Sr On hm 1—23. LIS HE SSVENSSYL SST SSU. SL 2 EVT m. Mm. m. m —22%, ål, FAG ESKE SORSINNOS ENO LTR SE 2: m. m. m. m 271 | NO. NNO. NO. NO. | 3,5.4. 4. 3,5. | m. bl. m. kl | NS OD ER SE ØRER ak FASE SES: AM SIER 2 TARE RR TREE! —32, SV SI SVESNS SNNN I SENSE m. m. bl. m 199, får, NANSEN VEN OS OL LAS 42 ns ms OSBI2"Gh - Rusk, 112— 0,08 | Stille. Stille, SV. v.40. 0. 1. 3. m. m. kl. m. Taage og Rusk, Rusk 0: — NSNEA AES VO ENNN END ÆDER BL JEBE m.m S4m. sø. YSV. VSV. VNV. NV.| 8. 8. 3. 6. m. m., bl. m —337". Sne 103— 0,27 | VSV. SV. VNV. VSV.|6. 7. 5. 6. m. m. m. bl 7, 23—0%, 6—83. 0,39 | VNV. NO. V. NV. | 3. 3,5.3. 3. m. bl. bl. kl -18, 113— ESTER LAK RUETERNS SR Fre FS SYS FALSTER REE BARE. SEN SE REF RRS £ (0,70) | SSO. SSO. SSO. OSO0.| 2. 3. 3. 3. m. m. m. m 1,28) | 0SO0. OSO. ONO. ONO. | 3. 3. 4. 5. m. m. m. m (3,56) | VSV. VSV. VSV. SSV. | 3,5.3. 3,5.2. |m. m. bl. bi —1812. OST ESSVIEESN SV SNE SV ØR GØS DE 9, m. m. m. m 3. (0,55) | Sv. S. V. VR 15 Pee RER SMEDE SN) HER NEED = (OT) HREVS VEN SNEEN VE SNE OR DEN 1 bl. kl. kl. m ig, Regn, Rusk 33— 1,61 | SSV. SSV. VSV. V. SD 5 GO SEERSD m. m. m. m | Vindforhold. 1856. 50 Aar. 1856. 50 Aar. N 0,03 — 0,09 REE 0,15 0,12 | NO 0,10 0,12 SV 0,36 0,17 3 OS 044 Bras 7: "go ag SR 000 7045 NYV....0,05 0,07 | Stille . . 0,02 X El | My dl: SEEST SEES RE DE XD JARL 40 tes lan be Rd FE] == 22 ar Ej » ma vre dys £ Cal me ar tr — Clnd ac Ci Fl ane rs FRE ig SEES zax . = — lm f s—— zstonddstnndrrrnnrr gender trane re r—- « 3 CR En ER A AG 9 — GER LØR un ES MOB i > RE DSL AVS SK iz bgå fø ' SE kl d MEE sner PER E > sy R i led salbal ts, y ” N RUS BE eg Gud ge. ele NENT ER vd: ea i 72 lærde i sm bæ "OD må :- pz nl => (s78] (S/ [ae 2 o == (=j fm o og d by orm (am) FE + i mt ved F. S. Muhle. — Oversigt over det | : å Kongelige danske Videnskabernes Selskabs — Forhandlinger 1 08 £ "dets Medlemmers Arbeider. ze i Åaret 1857. ag å -Af BR. | : EN ' Conferentsraad, Professor .&. Forchhammer, Selskabets Secretair.… AE "oyer det” Kgl. danske tllcnskabernes Selskabs Forhandlinger dets Medlemmers Årbeider i Aaret 1857. Af Selskabets Secretair G. Forchhammer, Conferenisraad og Professor, Kjåbenhavn. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F, S. Muhle. ren hy FSA BAT SEG Sam Ya? MR ; Ve, Kg ” "SÅS NRØDLDRE a Er, Lg in Å Ea Ø . SÅ n EL udelt um HE Fr RR ASKER : SERENE TE H KOEN DE Srekees | Ac E nr SÅ TR rd ed y »ER Re DE Ad SART 7 P9 | | æ AV i dont ; Mad ele dy i j Re i AN i ig 2 RAN NG J ka . å Å UL ås FG N BR. å i PMO : BRUN i I ø Wi a HAND unger Wi ( nd Å lg well KAN SAR ss RTR FREE i JA, nr JENS AGE SKE La RS ARSEN Nr 3T UR Fy Å år , har" É År HERE SY udtr i ) undt DR seg He: k i G ver . mn i Hz É ' GEN i vw. brian dej KE SE AN ] År LJ CE", VER '. ; PRT SS i | endu ) | Kø av | ; VEJ Så r . sli i AD ES ag MATE: i & sneg g =, y me 's y & N ' Ra GER DA i mn j å an no , f en ASE mL 1857. — Mødet den 9%" Januar. I dette Møde blev Bedømmelsen af de indkomne Priisafhand- linger og Udsættelsen af Priisspørgsmaalene for 1857-1858 for- handlet. Resultatet af disse Forhandlinger er allerede optaget i »Oversigterne for 1856«. I Mødet blev fremlagt: Fra Boyal Irish Academy. Transactions Volume XXII, P. 6, Polite Literature. Dublin 1855. Proceedings for the Year 1854-55, Vol. VI, Part 2. Dublin 1855. Edw. Clibborn. An Essay on the Probability of Saul etc. having been the Hyscos leaders. Nr. Il. Fra Videnskabernes Selskab + Amsterdam. Verslagen en Mededeelingen der Koninklijke Akademie van We- tenschappen, Deel 2, Stuk 3, Deel 3 Stuk 1 & 2. Amster- dam 1854-55. Catalogus der Boekerij, 1ste Aflevering. Amsterdam 1855. Verhandelingen, Deel II. Amsterdam 1855. Koninklijk Besluit tot vorming der Koninklijke Akademie van Wetenschappen. Amsterdam -1855. Fra Videnskabernes Selskab + Utrecht. Aanteekeningen van het Verhandelde in de Sectie Vergaderingen van het Provinciaal Utrechtsch Genootschap van Kunsten en Wetenschappen 1845-55. Utrecht 1846-55. 1 2 Buys Ballot en van Rees. Uitkomsten der Meteorologische Waar- nemingen gedaad te Breda van 1839-46. Utrecht 1848. Gedaad te Utrecht in de Jaren 1839-43. Utrecht 1844. Krecke. Description de TObservatoire Météorologique et Magné- tique å Utrecht. Utrecht 1850. Wenkebach. Uittreksel uit de Meteorologische Waarnemingen gedaåaan aan boord van Z. M. Korvet Boreas op eene reis naar Oostindie en terug door den bevelhebber derzelve, den Kapitein ter Zee J. Boelen en den Luitenant ter Zee 2de Klasse Brutel de la Riviere in de Jåren 1840 tot 1842. Utrecht 1844. van Rees. Verhandeling over de verdiensten van Gysbert Karel Hogendorp als Staatshuishoudkundige ten aanzien van Ne- derland. Utrecht 1854. Buijs Ballot. Meteorologische Waarnemingen in Nederland 1851 met aanwijzing van de Afwijkingen der weersgesteldheit van den gewonen Gang en Magnetische Afwijkingen te Utrecht in Minuten boogs. Utrecht 1852. Naamlyst der leden van het Provincial Utrechtsche Genootschap van Kunsten en Wetenschappen 1855. Buijs Ballot. Uitkomsten der Meteorologische Waarneming ge- dåan in 1849 en 1850 te Utrecht en op eenige aåandere plaatsen in Nederland. Utrecht 1851. Buijs Ballot. Meteorologische Waarnemingen in Nederland en Afwijkingen der Temperåtuur en Bårometerhoogte ook op enkelte plåatsen buiten Nederland 1852. Utrecht 183532. Krecke. Windwaarnemingen in Nederlande gedurende de Jaren 1849 en 1850. Aanteekningen van het verhandelde in de Sectie voor Natur en Geneeskunde. 1852-1853. 4 Hefter. Fra Academret + Erfurt. Paulus Cassel. Eddische Studien I. Weimar 1856. Fra Mr. Lowe. Å natural history of Ferns P, 1-16. Mødet den 23% Januar. Herr Etatsraad Æschricht søgte at vise den i sin Tid saa meget omtalte Kaspar Hausers Historie fra et nyt Standpunkt, hvorved den turde tabe det mystiske Slør, der hidtil hvilede over den, og derved maaskee først vinde sand Interesse for den strengt videnskabelige Domstol. Den under Navnet Kaspar Hauser saa bekjendt blevne Person viste sig, som man vil erindre, den 26de Mai 1828 i en af Nurnbergs Gader med et Brev, der var stilet til Rit- mesteren ved en der i Byen liggende Rytteresqvadron. Brevet, der tilsyneladende var skrevet af. en aldeles udannet Mand, indeholdt en Anmodning om at optage Ihændehaveren som Rekrut ved Esqvadronen; men Brevskriveren havde ikke alene ikke navngivet sig, han angav ydermere, at det ikke vilde kunne nytte at udfritte Ihændehaveren, eftersom denne lige fra den Tid af, at han for henved 16 Aar siden som et Barn paa et halvt Aar var bleven fundet udenfor hans Dør, ikke var kommen ud af Huset, og at ei heller Nogen ellers havde faaet Noget at vide om hans Tilværelse. Naar en såa planmæssig Hemmeligholdelse i og for sig maatte vække Mistanke mod Pleiefaderen, såa fik denne Mis- tanke en ganske særlig Betydning ved det 16-17aarige Men- neskes hele legemlige og aandelige Tilstand. Skjøndt han nemlig forstod at stave sig frem i en Bog og efter smaa Børns Maneer at skrive Bogstaver, saavelsom sit eget Navn, syntes han dog næsten ganske uøvet i at: tale, gaae, benytte sine Hæn- der og Sandseredskaber og bruge sine aandelige Evner. Han var — deri stemmede Alle overeens, der lærte ham at kjende — i Eet og Alt et lille Barn i et 16-17aarigt Menneskes Legeme. "Dette, meente man, maatte nødvendigviis tilskrives den af Pleie- 1% 4 faderen selv indrømmede strenge Indespærring, og at denne havde været forenet med alle et grusomt Fængsels Rædsler fandt en yderligere Bekræftelse deri, at han ikke vilde nyde Andet end Brød og Vand, ikke syntes at kunne taale Andet, altsaa sikkerlig ei heller havde været vant til anden Kost. Tilfældet vakte en ganske overordentlig Opsigt. Den af Nogle yttrede Formodning, at. han selv kunde være en Bedrager, fandtes ubegrundet, og fra nu af blev han Gjenstand for almin- delig Medynk, Beundring og Kjælerier. Det var ikke let at faae ham til at angive Nogetsomhelst om sin tidligere Skjebne, men efter en 5-6 Ugers Tid var det dog lykkedes Nurnbergs første Borgermester, Bønder, der havde vundet hans inderligste- Tillid, at faae ham til at indrømme Rigtigheden -af alle de Formod- ninger, man havde næret om hans Fangenskabs grusomme Natur, og en offentlig Beretning herom udgik den 7de Juli 1828. Den berømte bayerske Criminalist, Overappellationsraad v. Feuer- bach, gjorde sig nu selv bekjendt med dette forunderlige unge Menneske og fattede en saa levende Interesse for ham, at han ikke alene bevirkede kraftige Forholdsregler for åt opdage den formeentlig forbryderiske Pleiefader, men ogsaa fik Kaspar Hauser erklæret for Nurnbergs Pleiebarn, der paa Stadens Be- kostning skulde nyde den omhyggeligste Opdragelse. Etatsraad Æschrichts første Paastand er nu den, at her er blevet begaaet det store Misgreb, at man ikke erkjendte dette lille Barn i det 16-17aarige Legeme for hvad et saadant i og for sig er, nemlig hvad man paa Videnskabens nærværende Standpunkt kalder en Idiot. Dermed maatte, efter hans Over- beviisning, enhver paa hans legemlige og aandelige Tilstand grundet Mistanke mod Pleiefaderen falde bort; thi Idiotien er ikke en Tilstand, som kan tilregnes Forældrene eller tilskrives ydre Indvirkninger overhovedet, ftvertimod en Tilstand, der er begrundet i en medfødt eller strax efter Fødslen opstaåaet Stands- ning i Hjerneudviklingen, og neppe forekommer sjeldnere i de rigeste og omhyggeligste Familier end i de fattigste og i Børne- opdragelsen meest forsømmelige. At denne Idiot, selv om han aldrig havde faaet Andet at leve af end Brød og Vand, dog ikke havde lidt Nød, derom vidnede hans velnærede Legeme, og at der ikke var anvendt saa ganske ringe Flid paa hans Op- dragelse, derom forelaae et sikkert Vidnesbyrd i hans Færdighed — hvor ringe den end var — i at læse og skrive. Pleiefade- rens Angivelse, at han aldrig var kommen udenfor Huset, kan maaskee være rigtig, og Indelukkelsen i saa Fald forklares deraf, at denne Idiot, som saa mangfoldige andre, først overmaade seent havde lært at gaae, — men tør vel ogsaa, tilligemed den anden, at Ingen vidste Noget om ham, forklares som en simpel Nødløgn for at afholde Vedkommende fra Efterforsknin- ger, og den hele Hemmelighedsfuldhed finder.en ganske simpel Forklaring deri, at Pleiefaderen, efter i 16 Aar at have forsørget det idiote Barn, nu længtes inderlig efter åt faae ham anbragt i den eneste Vei, han var nogenlunde skikket til, nemlig som Rytter, og dog havde Grund nok til at befrygte at han vilde faae ham sendt tilbage som kasseret. Naar Kaspar Hauser imidlertid indrømmede Rigtigheden af den grusomme Behandling, han havde lidt, saa gik Etatsraad Eschrichts anden Paastand ud paa, at dette var en ligefrem Følge af Idiotens aandelige Utilregnelighed. Forudfor Borger- mester Bønders Udfritning havde Hauser kun omtalt sit tidligere Hjem med en vis Forfængelighed; endnn længe efter længtes han inderlig efter at komme hjem igjen, ja han har neppe ved nogen anden Leilighed viist sig saa veemodig stemt, som da man sagde ham, at han ikke mere kunde komme tilbage til sit »Fangebuur«; og ikke alene talte han om sin Pleiefader med Kjærlighed, men taalte end ikke, at man kaldte ham en slem Mand. Den hele Lidelseshistorie søgte Etatsraad Eschricht at vise som et Foster, ikke af Hausers, men af Niurnbergernes Indbildningskraft, som det kun var altfor let at faae sanctioneret af den ligesaa uselvstændige som enfoldig godmodige Idiot. Men om Kaspar Hauser er det fremdeles antaget, at han hos sin nye Opdrager og Lærer, Prof. Daumer, lidt efter lidt udfoldede ganske overordentlige aandelige Evner og derhos, som Følge af sit lange Fangenskab, ikke blot viste den meest forunderlige Skarphed af alle Sandser, men endog en vidunderlig magnetisk Kraft og Evne at læse i Skjæbnens lukkede Bog. — Etatsraad Æschricht paastod i denne Henseende, at det Eneste, der i disse Angivelser kan indrømmes som sandt, var: 1) at Lugtesandsen og Hudfølelsen hos ham, som såa almindelig hos Idioterne, maa have været udviklede i en sygelig Grad, og 2) at han med Barnets og Idiotens instinctmæssige Blik har vidst långt skarpere åt gjennemskue sin.lærde- Opdrager, end denne med sin ved saa megen Lærdom uddannede Forstand at gjen- nemskue sin idiote Lærling.: Prof. Daumer var en Beundrer af alt Overordentligt, Overnaturligt, Mystiskt. Han benyttede den ham anbetroede Elev til at anstille en uophårlig Række animal- magnetiske og homøopåthiske Forsøg, men derved viste han sig ikke blot som en fordærvelig Opdrager, thi Caspar Hauser blev derved, som såa mangt et Barn vilde være blevet, lidt efter lidt, trods den vedvarende reent barnlige Enfoldighed, til en Gøgler og Bedrager, — men, efter Etatsraad Æschrichts Mening, ogsaa som en aldeles upraktisk Forsker, der i Reglen maatte komme til Resultater, stridende mod den sunde Menneskefor- stand. At denne Dom over en iøvrigt vistnok brav Mand ikke turde være for haard, meente Etatsraad Eschricht ogsaa at have fundet bestyrket i hans senere literaire Virksomhed, navnlig i det 1842 af ham udgivne Skrift over de gamle Hebræers »Feuer- und Molochdienst« og den dertil hørende Afhandling: »Ægypten in Amerika«, hvori Jødernes Gjennemgang af det røde Hav an- tages for at have været en Vandring over det frosne Berings- stræde. Naar denne lige saa lærde som upraktiske Mand be- tragter Hausers Spaadomsevne beviist derved, at hans Forudsigelse af et Mordattentat (17de October 1829) gik i Opfyldelse, idet Hauser fandtes saaret af et Snit tvertover Panden, som Hauser 2 selv paastod at være bibragt ham af en formummet Person ved et huggende Instrument, men af Feuerbach skjønnedes at være gjort med en Ragekniv, saa var dette i sin Orden; men at selv Feuerbach og med ham alle Andre deraf kunde slutte, at Hauser maatte være en særdeles vigtig, af Snigmordere forfulgt Person- lighed, vidste Etatsraad EÆschricht ikke at forklare uden af den Forblindelse , hvoraf selv de klogeste Mænd kunne betages, navnlig med Hensyn til Alt, hvad der hører ind under det Mystiske; thi Kaspar Hauser var, og det netop især ved de Daåumerske Angivelser, fremfor nogen Anden bleven indhyllet i Mysticismens Taageslør. Man vil erindre i hvilken Grad dette aåabenbart opdigtede Mordforsøg opflammede Enthousiasmen for Kaspar Hauser og Forbittrelsen mod hans i Mørket skjulte Avindsmænd. Kaspar Hauser blev ikke alene af Menigmand anseet for en født Prinds, men ogsaa ved Regjeringens Foranstaltninger behandlet som en fyrstelig Person, over hvis personlige Sikkerhed maatte vaages for enhver Priis, og alle Kræfter bleve satte i Bevægelse for at faae opdaget saavel Pleiefaderen som den formeentlige Snigmorder. Åt disse Kræfter alle bleve spildte, meente Etats- raad Æschricht havde sin naturlige Forklaring deri, at man i sin Forblindelse holdt sig ufravigelig i det falske Spor. Den formeentlige Snigmorder kunde ikke findes, saalænge man ikke indsaae, at Ophavsmanden til et saadant uskyldigt Rageknivssnit tvert over Panden neppe kunde være nogen Anden end Hauser selv, der i sin Enfoldighed endog havde fortalt flere Dage for- ud, at noget Saadant vilde skee; og Pleiefaderen, meente Etats- raad Æschricht fremdeles, vilde ikke let have kunnet opdages af en Commission med Feuerbach i Spidsen. Thi om end Nogen havde anmeldt for denne Commission, at i de samme Dage, som Hauser viste sig i Nurnberg, var en 16aarig Knøs, der hjemme gjerne kaldtes 7osse-Kaspar, bleven savnet i en Landsby deromkring, og at man ikke troede Pleiefaderen, der foregav at have bragt ham etsteds hen paa Landet for at tjene, saa vilde 8 Den, der meldte det, ei have fundet god Modtagelse hos Feuer- bach.. Denne sværmede nemlig nu engang for den Tanke, at Hauser var et Særsyn, holdt i det grueligste Fangenskab af en ful Forbryder. Han havde offentlig udtalt dette saa bestemt, at hans hele Berømmelse som Criminalist stod paa Spillet,- om det skulde vise sig, at han deri havde begaaet det aabenbareste Feilgreb. Imidlertid udkom det første Skrift i en modsat Retning ved Politiraad Merker i Berlin. Men saa fast stod Kaspar Hausers Rygte endnu dengang, at allerede Skriftets Titel: »Kaspar Hau- ser nicht unwahrscheinlich ein Betruger« var nok. til at vække almindelig Harme og fremkalde en Række Modskrifter, ikke blot af Kaspar Hausers godlidende Beundrere, sD9 0o00< H 23 vistnok maa erkjendes, at han i flere Punkter ikke hår kunnet trænge frem til en klar og tydelig Forstaaelse af Documentet, men kun har gjort det grove Arbeide, og ligesom banet Veien for dem, der skulde komme efter ham. Jeg har derfor troet, at en ny Behandling deraf vel kunde gjøres fornøden. Indskriften er allerede ved sin ydre Form interessant. Åt indhugge Documenter i Malmplader var en gammel Skik baade i Grækenland og i Italien. Nogle af de ældste græske Indskrifter, vi have, ere udførte paa denne Maade, saasom Tractaten (Øhe- traen) imellem Elis og Heræa (Båckø's Corp..Inscr. Nr. 11) og Gavebrevet fra Petilia (smstds Nr. 4). Det Samme gjælder om flere Indskrifter fra de forskjellige italienske Folkefærd, og ende- lig om de romerske Lovtavler indtil langt ned i Keisertiden. Skulde et saadant Document udstilles til offentlig Kundskab, blev det opslaaet påa en Muur, og naglet fast med Søm. Sømhul- lerne sees tydelig påa. SC. de Bacchanalibus, påa Loven de XX quæstoribus, paa Lex Rubria 0. s.v., overhovedet allevegne, hvor Randen af Monumentet er bevaret. I den gamle eliske RØhetra ere de anbragte i to særegne dertil bestemte Fremspring ovenfor Pladens egentlige Rand; i den lille oskiske Plade fra. Pallanum (Mommsen, Unteritalische Dialekte Taf. VIII, 1) havde man paa lignende Maade tænkt at anbringe to Søm, eet til Højre og eet til Venstre for Skriften; men da det første befandtes at være tilstrækkeligt til at holde Pladen, undlod man at hugge Sømmet igjenem paa venstre Side, hvor vi derfor kun see en indridset Kreds af Form som et O”). Hvor en saaledes opslaaet Plade er beskrevet paa begge Sider, kan dette kun have sin Grund i at man har villet benytte Bagsiden af et Document, der i Tidens Løb var blevet ugyldigt, eller i alt Fald ikke længere behøvede ") Mommsens Mening (S. 169), at dette Tegn skulde være tilføjet for Symmetriens Skyld, er aabenbart kun fremsat, fordi han i det Øieblik ikke saae nogen anden Udvei. Pladen har heller ikke, som han mener, været hængt op, thi saa havde Hullet ikke været sat ved Siden af Indskriften, men ovenfor den. 24 at være offentlig udstillet, saaledes som Tilfældet er med Lex Acilia repetundarum, paa hvis Bagside Lex Thoria agråria er indhugget. Ved mindre Plader er det derimod ikke sjelden Til- fældet, at de ere beskrevne påa begge Sider saaledes, at Skriften fra Forsiden fortsættes påa Bagsiden. En saadan Plade kan na- turligviis ikke have været opslåaet noget Sted; men den kan vel være forsynet med en Øsken eller lignende Indretning, hvorved den kunde ophænges påa en Knage. Dette finde vi ogsaa ved Plader, der kun ere beskrevne paa den ene Side, saasom ved den marsiske Indskrift fra Rapino, der endnu har bevaret Metal- traaden, hvorved den var ophængt (Mommsen, Unteritalische Dia- lekte Taf. XIV). Den oskiske Dedicationsindskrift fra Agnone, der er beskrevet paa begge Sider, men ikke desmindre skulde gjøres fast til den Helligdom, hvortil den hørte, er bleven op- hængt i en Kjæde af 3 Ringe, saa at man kunde vende den efter Behag uden at tage den ned fra sin Plads (Mommsen, Unter- italische Dialekte Taf. VIN). Den mærkværdige cypriske Plade i Hertugen af Luynes Samling (Luynes, Numismatique et Inscrip- tions Gypriotes, Pl. VIII—IX) har paa høire Side en fremsprin- gende Skede, hvori er en bevægelig Ring; Skriften fra Forsiden fortsæties paa Bagsiden, men saaledes, at Forsidens nederste Rand bliver Bagsidens øverste; Ringen bliver bestandig paa Læserens høire Side, og Pladen vendes paa samme Maade, som saa mange antike Mønter, hvor Præget paa Bagsiden efter vore Møntmesteres Forestilling staaer paa Hovedet. Denne Plade har aabenbart ikke været ophængt påa nogen Muur; saa havde Ringen siddet ovenfor Skriften og ikke ved. Siden af den, og man havde ikke vendt Pladen saaledes under Læsningen; den har snarere været båaret af en Person i et Baand, hvormed det ogsaa stemmer ret godt, at den er fundet i en Grav. Den lokriske Malmplade, hvormed vi her beskjeftige os, har maaskee ved første Øiekast en vis Lighed med den sidst nævnte cypriske Plade; men Ross tager storligen feil, nåar han siger, at den har samme Form. Den er ligesom hiin rectangulær og BB. har en Hank ved Siden; Skriften gaåer ogsaa her efter Længden af Pladen, og fortsættes paa Bagsiden; men — for ikke at tale om at Forholdet imellem Længden og Bredden er et ganske andet, og at vi hist finde en tynd bevægelig Ring, her en massiv Øsken — den lokriske Plade blev ikke vendt påa samme Maade som den cypriske; den øverste Rand er øverst baade paa For- siden og paa Bagsiden, og Øskenen, der sidder paa venstre Haand, naar man læser den første Side, kommer paa højre, naar man læser den anden. Det er meget beklageligt, at Ross ved at følge den antagne Analogie med den cypriske Plade har ladet sig forlede til at forvanske den lithographiske Afbilding af Ind- skriften, og har sat Øskenen paa 2den Side til Venstre i Stedet for til Højre. Kangabés Afbildning viser derimod Sagen som den er, nemlig at man under Læsningen af denne Plade ikke har vendt den, som man vender en Mønt, men som man vender Bladet i en Bog. Koss hår med Rette bemærket, at Documentet ikke er fuld- stændigt. Det mangler ikke blot Overskrift, som vi dog finde selv i den korte eliske Rhetra, men det begynder endog med et Skilletegn. Han anseer det derfor for utvivlsomt, at der har gaaet en anden Tavle forud for det opbevarede Stykke. Uden at indlade sig påa at bestemme, hvorledes disse Tavler have været ophængte eller opslaaede, mener hån dog at kunne an- tage, at det manglende Stykke var det største, og at det var, fordi den oprindelige Tåvle ikke blev stor nok til at optage hele Tractaten, at man tilføjede det opbevarede Stykke som et Til- hæng (7aeaetnua, åppendix). Men efter hvad vi allerede have bemærket, er det klart, at denne Tavle hverken har været op- slaaet eller ophængt noget Sted. Opslaaet har den ikke været, fordi Hullet i Øskenen er altfor stort til et Sømhul, og, vilde man endelig tænke sig et saa urimelig tykt Søm, kunde denne påa begge Sider beskrevne Plade kun opslaåaes paa en Pæl, saa at den sprang frit ud til Siden, en Methode, der er meget hen- sigtsmæssig ved Veivisere, men som vist aldrig har været anvendt Ma. 2 ved Love eller Tractater. Ophængt påa en Muur, saaledes som Pladen fra Agnone, hår den heller ikke været; thi saa havde Øskenen været «anbragt ovenfor Skriften og ikke ved Siden af den. Men jeg troer, at Pladens Form tilstrækkelig forklarer sig selv, naar man betænker, at'det ikke er hele Tractaten, men kun et Stykke af den, vi have liggende for os. Foran vor Plade har der været een eller flere lignende af selvsamme Form, og vi tør heller ikke benægte Muligheden af at der kan have været een eller flere Plader efter den. Øskenen har da været bestemt til at trække et Baand igjennem Pladerne for at holde dem sammen ligesom en Bog. Vi føres saaledes tilbage til de ældste Forsøg i Bogbinderkonsten; det turde være det ældste bekjendte Blad af en sammenbunden Bog, vi have liggende for os. Vi vide, at de Gamle pleiede at lade Freds- og Forbunds- Tractater indhugge i et eller andet varigt Materiale, og opstille påa offentlige Steder, hvor Enhver kunde gaae .hen at læse dem. En saadan Bestemmelse havde den oftere omtalte gamle Malm- plade med Tractaten imellem Elis og Heræa, og frå: senere Tider kunne vi paavise ikke faa større Marmortavler. eller massive Marmorblokke, der have gjort samme Tjeneste. Men Grækerne lode sig ikke altid nøje med denne Bekjendtgjørelsesmaade. I flere Forbundstractater finde vi den Bestemmelse, at de øverste Embedsmænd een Gang om Åaret skulle oplæse Tractaten i en dertil sammenkaldt Forsamling”). Dette er maaskee en Arv fra gamle Tider, da Færdighed i at læse ikke kunde forudsættes. hos Alle og Enhver; i alt Fald maa det indrømmes, at der i hine Dage ikke fandtes noget bedre Middel til at holde saadanne Be- stemmelser i frisk Minde, end at oplæse dem offentlig fra Tid til anden. Til en saadan Brug antager jeg, at man håvde be- stemt det Exemplar af Tractaten imellem Chalion og Oeanthea, æ) See Tractaten imellem de kretiske Stæder Lato og Olus (Corp. Inscr. Nr. 2554), 1ste Spalte Lin. 30 ff., Tractaten imellem Hierapytna og Pri- ansos (Corp. Inscr. Nr. 2556), Lin 39 ff. ie MØB hvortil den bevarede Malmplade hår hørt. Det har været hen- lagt i et eller andet Tempel for at tages frem en Gang om Aaret til offentlig Oplæsning. Det er iøvrigt ikke muligt åt bestemme nøiagtigt, til hvilken Tid denne Indskrift hører. Den frembyder intet ydre Tilknyt- ningspunkt til den bekjendte Historie, og vi have kun den paålæo- graphiske Charakteer at gaae efter. De tidligere Udgivere have allerede bemærket, . at Skriften tyder påa Tiden før 500 f. Chr., men de have ikke vovet at afgjøre, om man skulde gaåae meget eller lidet ud over denne Grændse. Vor Indskrift er sikkert yngre end den oftere omtalte eliske Rhetra, hvorom den minder påa saa mange Maader; men ogsaa dette Documents Ålder er ubekjendt. Båckh har kun bemærket, at det synes at falde imellem den 40de og 60de Olympiade; og dette vide Spillerum for Tanken burde maåaskee endnu udvides opadtil. Bogstaverne i den foreliggende Indskrift ere indhuggede i Malmpladen med et Huggejern eller en Meisel. Derfor have de alle faaet kantede Former med Undtageise af O, der er ganske cirkelrundt og aabenbart er indslaaet med et særlig dertil bestemt Instrument. Den sidste Deel, fra zov TtQ0£svov i næstsidste Linie paa første Side, er tydelig skrevet med en anden Haand end den første Deel; Skriften er ligesom lidt mere flydende; Bogstaverne ere ofte lidt større, hvilket navnlig gjælder om O. Det Alfabet, der er benyttet, er det gamle doriske, hvori der fandtes baade F og H (Spiritus asper); Vifinde & for y, + for &, p> for åd, RK. for 9; men oc har alle- rede Formen <. Skilletegn findes her, ligesom i enkelte andre oldgræske Indskrifter. De sættes hverken som hos Romerne imellem alle enkelte Ord, eller som hos os, kun imellem Sæt- ningerne, men efter et System, der ligesom holder Middelveien imellem begge, nemlig ved de mindste mærkelige Ophold under Læsningen. Skilletegnet bestaaer i den første Deel af 3 Prik- 28 ker (:); hvor den anden Haand indtræder, finde vi, med 2 Und- tagelser, kun to Prikker (:), ligesom i den eliske Rhetra”). - De geographiske Forholde ere omhyggelig behandlede af Koss. Ingen af de to paagjældende Stæder har spillet nogen betydelig Rolle i den gamle Historie; men deres Navne vare allerede tidligere bekjendte fra de geographiske Forfatteres Skrifter; Chalion forekommer i Indskrifter; fra Oeanthea haves en meget sjelden Mønt. Begge våre Søstæder paa Vestsiden af den krissæiske Havbugt. Chalion, Udskibningsstedet for Am- phissa, har ligget påa samme Sted som den nuværende Havn (Txala tav ZSælwvmv), Qeanthea et Par Miil sydligere, ved det nuværende Galaxidi. De to Capitler af Tractaten, vi have tilbage, gaae ud paa at regulere Sørøverierne, og at bestemme Retspleien i Sager imellem Borgere af disse to Stæder. Det er klart, at der foran dem maa have gaaet en Bestemmelse om at der skulde være Fred eller Forbund imellem Stæderne. 1. Et af de meest fremtrædende Træk i Grækenlands Historie er dens store Mangfoldighed og Søndersplittelse. Vi have ikke at gjøre med eet Rige, men med en uendelig Mængde Smaa- stater, der, hvor smaa de end ere, dog føle sig som uafhængige. Hver en By laae som en Fæstning paa sit eget Bjerg, og be- tragtede alle sine Naboer som Fjender. Den stigende Cultur bragte dem til at føle, at deres Interesser, saavel de materielle, som de aandelige, dog vare fælles, og bragte dem til at forene sig i større og mindre Forbund; men skjøndt denne Forenings- aand har fremkaldt Menneskeaandens skjønneste Blomster, var den dog ikke mægtig nok til at gjennemtrænge Alle. Splidens 7) Samme Vaklen findes i den Sigeiske Indskrift (Corp. Inser. Nr. 8). I Gavebrevet fra Petilia bestaaer Skilletegnet kun i een Prik. Om disse Prikker i Almindelighed s. mine Græske og Latinske Indskrifter i Kjøbenhavn, i Vidsk. Selsk. Skrifter, dte Række, det Bd. S. 9, og Framz, Elementa Epigraphices Græcæ P. 50. i 29 Aand vaagnede bestandig paa ny, indtil den fik styrtet Græken- lands Uafhængighed, og selv iblandt det trælbundne Folk vaagnede den, hver Gang Aaget laae slapt påa dets Skuldre. Hos et søfarende Folk, som Grækerne, maatte denne Ufredens Tilstand især vise sig som Sørøverie. Sørøvere omtales ikke blot mange Gange hos Homer, hvor den første Tanke, man faåaer, naar en Fremmed kommer seilende til et. Sted, er den, om det ikke skulde være en Sørøver; men ogsaa igjennem hele den græske Historie. Jeg vil kun erindre om nogle af de be- kjendteste Træk, om Samierne, der røvede den store Malm-Bolle, som Lakedæmonierne sendte Kråsos til Foræring (Herodot 1, 70), og fornemmelig om Thukydids Skildring i i1ste Bog, 4—5 Cap. »Minos», siger han, »var vel den første, dér søgte at standse Sørøverierne; thi i gamle Dage drev baade Hellenerne og Bar- barerne Sørøverier; de overfaldt og udplyndrede de aabne Flækker, og skammede sig endnu ikke ved denne Færd, men betragtede det snarere som en Ære. Ja der ere endnu adskil- lige af Fastlandets Beboere, der sætte en Ære i at gjøre dette godt. Lige indtil denne Dag ere der mange Egne af Hellas, hvor man lever paa den gamle Viis, navnlig hos de ozoliske Lokrer, Ætolerne, Akarnanerne og overhovedet 1 de Dele af Fastlandet. Det er ogsaa en Levning fra de gamle Røverier, naar disse Folk endnu have for Skik altid at bære Vaaben». Iblandt Øboerne, see vi altsaa, var det anderledes; i det ægeiske Hav tillod det athenæiske Forbund intet Sørøverie at trives. Der kunde være Tider, hvor en enkelt Fribytter en kort Tid kunde holde sig, som Sostratos paa Halonnesos, i hvis Underkuelse Philip I. af Macedonien kom Athenæerne i Forkjøbet; men i det Hele taget vaagede Athen over Havets Sikkerhed med stor Dygtighed. . Hvad Grækenland i denne Henseende skyldte Athen, viser sig klart deraf, at, saasnart den flygtende Leokrates havde : bragt Efterretningen om Slaget ved Chæronea til Rhodos, lode Øhodierne deres Flaade stikke i Søen og begyndte at drive Sø- røverier i stor Stiil (Lykurg mod Leokr. 18). De stadige Krige Bar; KER under Alexander den Stores Efterfølgere vare lidet skikkede til at hidføre en bedre Tilstand; og i det vestlige Hellas finde vi, selv efter at det ætoliske Forbund havde dannet en Stormagt der, Tilstanden ikke synderlig bedre, end Thukydid havde skildret den 200 Aår tidligere. I Polybs Fortælling om Fredsunder- handlingerne med Philip IM. af Macedonien læse vi (XVII, 4—5), hvorledes denne Konge. beklager sig over, at, uagtet alle de Forestillinger, som baade hån og de andre Grækere havde gjort Ætolerne, vare de dog ikke at bevæge til at ophæve den Lov, der tillod »at kapre fra Kapere» (&yerv Adgvugov ærmd daqvgov). Da T. Flamininus ikke forstod dette, forklarer Philip ham, at Ætolerne havde for Skik, ikke blot åt røve og plyndre fra dem, med hvem de selv vare i Krig, men ogsaa, nåar Andre vare i Krig med hinanden indbyrdes, selv naar de vare Ætolernes Venner og Forbundne, tillode Ætolerne sig, ikke efter en For- bundsbeslutning, men hver efter sin egen Lyst, at slutte sig enten til den ene eller den anden af de krigførende Magter, og at røve fra dem begge. »De havde saaledes», siger han, ingen fast Grændse hverken for deres Venskab eller for deres Fjend- skab, men saåsnart som Nogen var i Strid med hinanden om Noget, vare Ætolerne ogsaa rede til at. være deres Fjender»: Ingen var sikker for disse Røverier, undtagen Medlemmerne af det ætoliske Forbund selv, og naar en ny Stat optages i Forbundet, bliver det særlig udtalt, at Ætolerne ikke maååae røve eller plyndre fra dem under noget som helst Paaskud, saaledes som vi læse i Tractaten imellem Ætolerne og Keos”). Endnu vildere dreves Sørøveriet fra Kreta og Cilicien, og det var, som bekjendt, kun ved store Anstrengelser og kun ved aldeles at berøve disse Lande deres Frihed, at det lykkedes Romerne at blive Herre derover. | Men vi ville vende tilbage til vor Indskrift. Da vi have læst hos Thukydid, at de ozoliske Lokrer endnu i hans Tid dreve +) Corp. Inscr 2350. 31 Sørøverie, kan det ikke undre os, at finde det saaledes et Åar- hundrede tidligere, og da vi have seet, hvor fri Kaperretten var endnu i Begyndelsen af det 2det Aarh. f. Chr., er det naturligt, at vi finde den endnu friere i det 6te. Tractaten imellem Cha- lion og Oeanthea prøver heller ikke påa at forbyde denne Ret, men kun påa at regulere den en Smule. Det forbydes Folkene i den ene Stat at føre Folk fra den anden bort i Trældom, ligesom ogsaa at gjøre Strandhug i det andet Land, eller paa deres Røvertog at røve fra Landet. Der gjøres ingen Ind- skrænkning i Retten til åt røve påa det aabne Hav; men fra den anden Stats Havn har man ikke Lov at røve. Et saadant ulov- ligt Røveri straffes med en Bøde af 4 Drachmer, .og dersom den, der er dømt i en såadan Sag, ikke inden 10 Dage tilbage- giver sit Rov, skal han endvidere bøde en halv Gang det Røvedes Værdi. | Indskriftens Ord ere disse. Første Side. Tov EÉvov un ayev & tec Xalsidoc tov Olavdéu u- nd8 tov Xalaéa & tas Oiavdidoc, unde yonuate æl 7 ov- lm" tov då OvÅøvtæ, ave TO OVA nv TO Esvixe, & FALACCÆG åysv &ovlov, mlav & Iiuévoc To x0TO moliv" al x ædixoovdø, TÉ- 5 toges deayvai" ai d& mAÉov dér aungåv &y0or 10 OVdÅov, 1 - puolrov OpÅéten Fo ti ovidcen. Ordene ere her omskrevne med den senere brugte Ret- . Skrivning, - såa at H er forandret til ", mp og m ere satte alle- vegne, hvor E-Lyden eller O-Lyden er lang, og den i den ældste Tid ikke brugte Consonantfordobbling (s. Franz, Ele- menta p. 49) er indført; Indskriften har Side 1 Lin3 4$ældcæc og Side 2 Lin. 6 xaætac. Derimod er der Intet forandret, som kunde have Indflydelse paa Udtalen. Foruden de almindelig bekjendte doriske og æoliske Dialekt-Eiendommeligheder, finde vi her enkelte ganske særegne Træk; saaledes æyev for &yerv med stærk Beaanding, og det uagtet Æolerne ellers havde Ord for at være WtrAærtai. Det viser sig, at dette er at forstaae saa- 32 ledes, at de paa mange Steder udelode Beaandingen, hvor den findes i det almindelige græske Sprog, såaledes som vi her see Artiklen 0 uden H, og i Infinitiv og Imperativ Medium finde c for 4 (S.1 Lin.8 yx0%707æ, S.2 Lin. 2 &lLsctw); men paa den anden Side havde de Beaanding paa enkelte Steder, hvor de øvrige Grækere ikke havde den, som ogsaa S.2 Lin. 2 gydog for éxtoc. Ligesaa mærkelig er Formen & for &, der maa sammenlignes med den tilsvarende latinske Præposition. Enestaaende er ogsaa Formen cguagav for susgøv eller &uspåv (dorisk).. TuAnv staaer for ovdæv, ligesom i den sidste Linie paa 2Zden Side wænv for vixæv. Tétogec er téttawgsc. — Vi have. ovenfor gjort opmærksom paa, at Adskillelsen imellem Ordene neppe mær- kedes som en saadan. Derfor finde vi ikke blot Sammensmelt- ninger som xorttæc; mer” det er næsten Regel, at hvor. et Ord ender påa en Vocal og det næste begynder med en saadan, uden at der er noget Skilletegn imellem, smelte de sammen; 'saaledes L. 5 dér xunpgåv, L.9 $otrs0to for $wn $otm, Side2 L. 2 omayov for 0 &amayæv, L. 4 mevdsxordér' &vdguc, L. åd évvé a&vdeæc. — I syntaktisk. Henseende forundres vi over den gjen- nemgaaende Brug af Optativ efter & eller ær, og endelig over den påafaldende Ellipse; &z xædtxooviæ, tétogsc dgæyuæi. Strax den første Sætning er misforstaaet af de tidligere Ud- givere. Rangabé oversætter: Quw'il ne soit pas permis de mener en esclavage dans la Chaléide Vétranger Oeanthéen, ni dans YOeanthide le Chaléen, ni de prendre les effets qu'il aurait enlevé par le pillage. =éroc betyder ikke blot en Fremmed, som opholder sig påa et fremmed Sted; men det er overhovedet Modsætningen til &oøzøc. Enhver Chaleer er &£évog for enhver Oeantheer, ikke i Betydningen Gjæsteven, men i samme Betyd- ning som de gamle Romere brugte hostis (Cic. Off. I, 12), og som vi i næste Sætning finde za £evrxa, fremmed Eiendom. Åt her ikke tales om de Chaleer, der tilfældigviis opholde sig i Oeanthea, men om dem, der ere hjemme, er klart baade af Præpositionen &x, og af Ordet &yæv, der jo betyder at røve. 33 Oversættelsen af den sidste Deel af Sætningen er urigtig, fordi der ikke staaer &, men &% 74. Der staaer ligefrem: »Oeantheeren maa ikke røve nogen Person fra det chaleiske Land, ligesaalidt som Chaleeren fra det oeanthiske; det Samme gjælder om Gods, naar Nogen er paa Røvertog». Den følgende Sætning er rigtig forstaaet af Oekonomides, der omskriver ave td cvdnjv med ér tø ovdæv, og &yev &ovlov med &déøc &yétw. Dén af den samme Lærde i Anmærkningen (S. 18 Ross) foreslaaede Forklaring af &cvdov forstyrrer Menin- gen aldeles. Det betyder vistnok »uanfægtet». Adizoovdav, åt begaae uretfærdigt Rov, er et for hine Tider eiendommeligt Begreb. Det betegner aabenbart de nys anførte Tilfælde, Rov fra den anden Stats Land eller fra dens Havn. Ligesaa vidner den ringe Bøde, 4 Drachmer, om ældgamle Tider, da Pengene vare faa. Naar der dernæst bestemmes, at den, der beholder sit Rov i over 10 Dage, skal bøde med Halvdelen af, det Røvedes Værdi, kan dette fornuftigviis ikke betyde 10 Dage efter at Røveriet er begaaet, men 10 Dage efter at det er paa- talt og Dommen faldet. | 2: I Bestemmelserne om Retspleien gjøres der Forskjel imellem den, der hår opholdt sig over en Maaned i den anden Stat, og den, der ikke har det. Den Første betragtes som Indsidder i denne Stat (Metok), hvorved han imidlertid ikke ophører at være Fremmed (&évoc")); han kaldes netop saaledes, hvorimod den Anden kun kåldes Borger i den fremmede Stat (X0T6c), lige- meget enten han har opholdt sig en kort Tid i den anden Stat, eller er bleven hjemme. Saaledes komme Ordene E&£voc og &OTtog i denne Indskrift til at betyde det Samme, som uétorxoc og &évoc vilde betyde i en attisk. Hiin maa underkaste sig Domstolene i den Stat, hvori han opholder sig; denne proce- f) Saaledes læse vi og i Åristophanes' Riddere V. 347: Eévos uétorxos. 3 34 derer for den tractatmæssig vedtagne Domstol imellem Borgere fra de to forskjellige Stater. Den Fremmede har af Naturen ingen Ret i.den Stat, hvori han ikke er Borger; han er kun sikker, naar en af Borgerne tager sig af ham som sin Gjæste- ven. Fra gammel Tid af havde Hellenerne imidlertid fundet et Middel til at raåade Bod paa denne Ulempe”). Naar et Folk nemlig havde hyppigt Samkvem med en anden Stat, formaaede det en af denne Stats Borgere til at tage sig af alle dem af dets Midte, der kom til hans By. Han er ikke den Enkeltes private Gjæsteven (?610£sroc), men knyttet ved et lignende Baand til hele Folket, og beskytter alle dets Borgere (m9o£svoc). Han sørger for at skaffe dem Bolig og Underholdning, Pladser i Theatret 0. s.v.; ved hans Mellemkomst kunne de rolig drive Handel og Vandel i den anden Stat, kunne de gjøre deres Ret gjældende for Domstolene der, eller bringe deres Anliggender for Folkeforsamlingen. I Almindelighed beroede det påa ethvert Folk selv, hvem af den anden Stats Borgere det vilde vælge til sin Proxenos; men altid var dette ikke Tilfældet. I Sparta vide vi saaledes," at kun Kongerne kunde udnævne Proxener (Hdt. 6, 57), hvilket neppe kan forstaaes om en blot Stadfæstelse af de Personer, som en anden Stat havde foreslaaet, men om en Indsættelse af visse Personer, der skulde varetage de Fremmedes Vel og have Opsigt med dem, uanseet til hvilket Folk de hørte. Laåkedæmonierne vare ikke saa inhumane, at de aldeles forbøde Fremmede at besøge dem; de berygtede Udviisninger (£8r54æ- oim) vare forbigaaende Forholdsregler, som til enkelte Tider fandtes nødvendige; den her omtalte Indretning viser, at de i ældgamle Tider, da Retssikkerheden i Hellas kun var ringe, selv 7) Det er besynderligt, at visse Forfattere, som Rangabé, Ant. Hell. I. p. 383, og Franz i Archåologische Zeitung 1846, S. 380, betragte Proxenerne som en lidet gammel Indretning, fordi de først omtales hos Herodot. Herodot er jo den ældste historiske Forfatter vi have, og de omtales i Indskrifter, der ere meget ældre end han; see nedenfor. 35 sørgede for de Fremmede, der maatte komme derhen; men det synes ogsaa, som om de siden have ladet det blive ved denne Indretning, og ikke have tilladt andre Stater at stille sig i et særligt Forhold til Enkelte af deres Borgere. Muligt, at det Samme var Tilfældet i andre doriske Stater, som i Petilia, hvor 5 Proxener som Vidner underskrive Saotis's Gavebrev (Corp. Inscr. 4). I de lokriske Stæder var det ikke Tilfældet, som vi see af en anden gammel Indskrift, den paa Korkyra fundne Gravskrift over Oeantheeren Menekrates, som var Kor- kyræernes Proxenos i Oeanthea (S. Bangabé A. H. Nr. 318, Vol. I. p. 382. Archåol. Zeit. 1846, S. 380).. Da han er Proxenos for dette bestemte Folk, maa det antages, at han er valgt af dette selv. I Athen, hvor Metøk- Forholdet modtog sin største Ud- vikling, vide vi, at enhver Metøk maatte have en Borger til sin Beskytter eller Prostates, og det var kun ved denne Prostates, at han kunde paatale sin Ret for Domstolene. Her er intet saaledes ordnet Metøk-Forhold. Der bestemmes kun, at naar en Borger fra den ene Stat har opholdt sig over en Maaned. i den anden, maa han underkaste sig de der bestaaende Domstole, Noget han naturligviis kun kan gjøre igjennem sit Folks Proxe- nos; en privat Prostates har han ikke. For imidlertid at yde al den Sikkerhed, der under saadanne Forhold er mulig, be- stemmes, at den Proxenos, der ved uredelig Adfærd foraarsager sin Client noget Tåb, skal straffes med at bøde det Dobbelte. I Athen laae Metøkernes Sager for en stor Deel under Polemarchen. Her er det Fremmeddommerne (&srodixær), der paadømme Sager for dem, der opholde sig over en Maaned i den anden Stat. Disse ere formodentlig to i Tallet; i ethvert Fald ere de et lige Antal; thi der bestemmes, at naar deres Stemmer ere lige deelte, skal Sagen indstævnes for Edsvorne, som Klageren udvælger iblandt Statens anseteste Mænd, hvor- iblandt han dog ikke maa vælge sit eget Folks Proxenos eller sin egen private Gjæsteven, 15 Mænd for Sager, der angaåe en Mine eller derover, 9 for Sager af mindre Værdi. 3% 36 Ved Processer imellem Borgere "af disse to Stater, naar Ingen af dem ved det ovenfor omtalte længere Ophold i den anden Stat har forpligtet sig til at underkaste sig den der gjæl- dende Lov og Ret, kan man ikke gaae frem saaledes; men for dette Tilfælde er Formen allerede bleven bestemt ved tidligere Tractater. De øverste Embedsmænd (Demiurgerne) i den Stat, hvor Processen anlægges, skulle efter en højtidelig aflagt Ed udnævne Dommerne iblandt Statens bedste Mænd, og disse skulle, inden de tiltræde deres Dommerkald, aflægge den samme højtidelige Ed. Der siges Intet om deres Antal; vi kunne an- tage, at det var det samme, som i det foregaåaende Tilfælde. Det var et ulige Tal, thi der bestemmes, at de fleste Stemmer skulle gjøre Udslaget. Indskriftens Ord ere disse. Første Side, Lin. 6. At ustaFoixéor mAéov unvoc n 0 Xælstevs åv Otavdég 1 OtavFevg åév Xalsim, tå åmidanig dixe y- Q%0Tm" Tov 7TQOSEvov, mi Wevdéa mQ0£evéor, Orm 4- n of Jon "CT. ) Anden Side. Ar x' avdiyatævtr tor Esvodtxor, å&mmmotag &AÉ0- TW 0 Eévog 0 ”mayæv tav dixav åyF0G 7TQ05træ xul FrdroEévæ aQiotivdav, årti uiv tæic uværu- borg xat ttÅéov mevtexordéx' &vdguc, ét tTaic d uELOvorG évvé" åvdeuc. Al x' 0 F&åcotoc moi tov F- actov dixdCntar xatteg cvvfPolde, Saurævyæc EÅÉOTOL Twøg Ogxmu0Tag CQrotivdav TAVv 7T8— vTogxiav Ou0CavrTag" Tøg Ogxwu0Tag TOV &VTO- v ogxov omvvev, mAndvv O2 vixnv. De fleste af de her forekommende sproglige Egenheder have vi allerede gjort opmærksom paa. I Lin. 7 læse Udgiverne Qravdervc for ikke at mangle Artiklen, som findes i første Led. Jeg troer ikke, åt en saadan Consequents kan gjøres gjældende 37 i denne Indskrift, skjøndt der i og for sig Intet vår at indvende imod denne Sammensmeltning af sammenstødende Vocaler. — Det er paafaldende, at vi paa den første Side havde &r med Optativ i alle Tilfælde, paa den anden derimod med Conjunctiv uden nogen Forskjel i Betydningen. — S.2 L.5, usrovorg for ustoce er en af de i den æoliske Dialekt saa almindelige metaplastiske Former. — 7704 (d. e. ikke xot, men 70%) anføres i Etymologicum Magnum som argivisk Dialektform for zz0%. QOekonomides har gjort opmærksom påa at det ogsaa findes i det delphiske Maanedsnavn IToitgomiocs. — Det er bekjendt, at de ældste Indskrifter, der ellers ikke kjende Consonantfordobbling, dog ofte fordobble ø foran 7 (Franz, Elem. p. 49); her er &gorøg paa det forste Sted skrevet med dobbelt, påa det sidste Sted med enkelt Sigma. H &mionuta dixn er ganske ligefrem den i Folket, hvor han … opholder sig, bestaaende Ret eller Domstol. Det er aldeles mis- forstaåaet af Oekonomides, der forbinder det med Begyndelsen af den følgende Sætning, som han læser zøv mo0o£évæv. Han mener, at naar en Metøk var bleven dømt i den ene Stat for ulovligt. Røverie, kunde han appellere til den anden, og han skulde da nyde den Forrettighed, som Proxenerne pleiede at nyde i den Stat, hvis Borgere de havde paataget sig at be- skytte, nemlig at deres Sager ufortøvet paakjendtes af Dom- stolene (1z9odixia). Saa besynderlig en saadan Appel vilde være, saa fjern har den ogsaa været fra disse gamle Folks Tanke; thi her staaer aabenbart ikke det Mindste af alt dette. — Rangabé har forstaaet déxzy rigtig, men har ikke kunnet rive sig ganske løs fra Oekonomides, og forbinder ligesom han t& érmidauig dizg tav 7Q0£évæv, »qwil puisse recourrir aux tribunaux indi- genes des Proxénes». Proxenernes Domstol kan dog kun være en, hvor Proxenerne ere Dommere; men dette kunne de jo netop ikke være. Det blotte Øiesyn burde have viist Udgiverne, at Sætningen endte med x0704m. Der er ikke blot Skilletegn der- efter; men det Følgende er ogsaa, som vi ovenfor omtalte, skrevet af en anden Haand. 38 Ligesom den følgende Sætning er begyndt paa et urigtigt Sted, er den ogsaa heelt igjennem misforstaaet af Udgiverne. al Wavdsn mQo£svéor omskriver Oekonomides med &t Wwsvdousroc &éyyorto, og forklarer det som &? Wwerdn AÉyor, idet han støtter sig paa Suidas, der forklarer z9058vse som 4£ys i Soph. O.C. 1845: & piltaF æg viv måv tsAovvær mreo£éver. Rangabé kunde ikke finde sig fornøjet hermed; men hans egen Forklaring er næsten værre endnu. Han oversætter: »Et s'il emploie un faux proxéne, qw'il soit taxé d'une double amende», og forklarer det, under stadig Forvexling med de attiske Prostater, saaledes: »Chaque metoeque devait se présenter pås un proxéne. Mais on peut supposer le cas dun homme de si mauvaise conduite, qu'aucun proxéne ne voultt se charger de lui; car les anciens jugeaient du metoeque d'aprés le proxéne, qui le représentait, et sans doute aussi le caractére de celui-ci était apprécié sur la conduite de son pro- tegé. Dans cet embarras il se présenterait au tribunal avec un individu, qwil prétendrait faussement étre son idioxéne. C'est ce cas, qu'å mon idée punit ce paragraphe». — Enhver Græker, der læste disse Ord: tov mm9o8svov &i Wavdea 7rQoSevéor, vilde vistnok underforstaae 7z90£svog som Subject i Betingelsessætnin- gen. IlQo£evsiv kan heller ikke betyde at gjøre En til, eller tage En til Proxenos, men at være eller handle som Proxenos. Meningen er altsaa den: »dersom en Proxenos viser sig som en falsk eller uredelig Beskytter». Det følgende os gaaer derimod påa Subjectet i den foregaaende Sætning, xen0r7æ. Own. eller Jwn betyder nemlig Straf, Bøde, Anklage, og Jon ori uor kan ikke betyde »jeg lider Straf», men »jeg faaer Opreisning», ligesom vi i Iliaden 13,669, doyadénv Fænv æléervev ”Axatiwv, " ikke oversætte »Straf over Achæerne», men »Åchæernes Bebrei- delser». Vi oversætte altsaa: » Naar Ens Proxenos viser sig som en uredelig Beskytter, kan han sagsøge ham for det Dob- belte», eller søge ham til at give dobbelt Erstatning. Åcecusa- tiven tov 7r90£svov for xatå tov: mQo£évov er en løs Construc- 39 beam es tion, men savner ikke Analogier, s. Madv. Gr. Gr. 32 22 b, Noten under Lin., navnlig Isokr. mod Kallimach. 13: /Zurdavouor ds Kakliuæyov ov uovov 1tsgi tav éyxinudtæv dravosicdar Wavdinj Åéyerwv, &IAG xal Tyv diortav wéldsiv &£aovov sivor. Euripid. Bacch. 343 f. tovds tov didmoxædov dizyv uéterm. Den følgende Sætning er rig paa hidtil ukjendte Ord. ”Avdryælserv er rigtig forklaret af Oekonomides, at dele sig i to lige Dele, smlg. [liad. 18, 511: &vdryæ mavra dacaodoæ. Hdt. 6,109: dixa yivov- tor ab yvæue. Årist. Polit. 6,3,.6: &av diya nm éxxAncia yévn- Tor 7 TO duxwotnygrov. — Esvodixer stadfæster Dindorfs Conjectur til Laurent. Lyd. 1, 38. 6, 68, hvor Hdskrne have &sv00d0%ne som en Oversættelse af Prætor Peregrinus. — 'Erxwuornc, eed- svoren, kjendtes tidligere kun i Formen åxømotos. I samme Betydning staaer ndf. doxmu0rnc. — Lin.6: Mtxatscdor xate tåc cvufolds er det Samme, som ellers kaldes drxatscdar armod cvufBolæv, efter en Aftale imellem to Folk eller Tractat. Naar K. F. Hermann (Staatsalterthumer 116, 10, 4de Udg.) mener, åt man i denne Betydning kun har brugt Intetkjønsformen ovufpodov, og derfor vil rette cvupolæi hos Åristot. Khet. I, 4, modbevises han ved denne Indskrift. Anmovoyor kaldtes de øverste Embedsmænd i mange doriske Stæder, saaledes i Petilia. (Corp. Inscr. 4), efter Etymol. M. i Argos og Thessalien, efter Thuk. 5, 47 i Mantinea og Elis. Hos samme Frf. 1, 56 læse vi, at Korinth sendte &xsdyuroveyos til Potidæa, aabenbart Folk der skulde staae ved Siden af de i Potidæa regjerende Demiurger. Fra en senere Tid er det be- kjendt, at 10 Demiurger stode i Spidsen for det achæiske Forbund. L. 7 f.: Ilsvtoqzia (msvdogxiæ), en femdobbelt Ed, er udentvivl rigtig forklaret af Oekonomides som en Ed, hvori man har paakaldt 5 Guder. 40 Ir. Prof. Pedersen meddelte derpaa følgende Oversigt af Resultaterne over meteorologiske lagttagelser i Grønland. Indledning. Den Fremstilling af Grønlands Veirforhold, der bliver med- deelt i det Følgende, støtter sig paa de Iagttagelser, som ere optagne i det 4de Hefte af collectanea meteorologica. Hvad .angaaer den Maade, hvorpåa de i disse meddeelte Iagttagelser ere anstillede, då indtage de fra Jakobshavn den første Plads, deels fordi de omfatte det længste Tidsrum for lagttagelser af den: samme Mand, og deels. fordi de. ere udførte med Fuldstændighed og Nøiagtighed. Det Samme gjælder om lagttagelserne fra Godthaab, men desværre omfatte de kun et temmelig kort Tidsrum. Derimod gjælder dette ikke om lagt- tagelserne fra Upernivik; thi deels ere de anstillede af 3 for- skjellige lagttagere, -og desuden er dette ikke skeet med den samme Fuldstændighed, som påa de andre Steder. Især har man forsømt at anstille Iagttagelser paa den Tid da Handelens Skibe vare tilstede, hvilket sædvanlig er i Juli og August; men ogsaa i de andre Maaneder er lIagttagelserne mindre fuldstæn- dige. De to sidste Iagttagere have ikke være forsynede med noget Barometer. Varmeforholdene. Paa Upernwik er Aarets Middeltemperatur — 87,30, Vin- terens — 177,10, Foraarets — 107,06, Sommerens + 22,65 og Efteraarets —- 47,77. Den koldeste Maaned er Februar, hvis Middeltemperatur er — 197,40, den varmeste Juli, hvis Middel- temperatur er + 37,54. Det koldeste Tidøgn er det andet i Februar (— 197,47), det varmeste det andet i Juli (+ 37,78). Den koldeste Dag, som er indtruffen, er — 307,47 den l4de Februar 1837, den varmeste + 107,60 den 7de Juli 1850, den 41 laveste Thermometerstand var — 35? den 3die og 4de Januar 1838, den høieste 12" den 7de Juli 1850. Paa Jakobshavn er Aarets Middeltemperatur — 47,18, Vin- terens — 127 71, Foraarets — 57,40, Sommerens +- 47,93 og Efteraarets — 37,51. Den koldeste Maaned er Februar, hvis 'Middeltemperatur er — 147,10, den varmeste Juli, hvis Middel- temperatur er + 57,94. Det koldeste Tidøgn er det første i Februar (— 147,54), det varmeste det andet i Juli (+ 67,23). Den koldeste Dag, som er indtruffen der, var den 7de Februar 1844 (— 287,40), den varmeste den 14de Juli 1845 (+ 137,83); den laveste. Thermometerstand . indtraf den 7de Februar 1844 (— 302), om den høieste kan Intet siges, da Thermometret paa den Tid, indtil 1849, var udsat for Solen. Paa Godthaab er Aarets Middeltemperatur — 17,34, Vin- terens — 77,38, Foraarets — 27,42, Sommerens + 57,25, Efter- aarets — 07,82. . Den koldeste Maaned er Januar,. hvis Middel- É temperatur er — 77,79, den varmeste Juli, hvis Middeltemperatur er + 67,23. Det koldeste Tidøgn er det tredie i Januar (—87,71), det. varmeste det første i Juli (+ 62,39). Den koldeste Dag, som var indtruffen der, var den 8de Februar 1845 (— 177,83), den varmeste den 15de Juni 1843 (+ 139,13); den laveste Thermometerstand var — 187,9 den 8de Februar 1845, den højeste + 137,9 den 15de Juni 1843. Luftitrykket. Paa Upernivik er hele Aarets Middellufttryk 334"",35, Vin- terens 332'",29, Foraarets 335"",96, Sommerens 335"",04, Efter- aarets 333"",20. Lufttrykket er altsaa størst om Foraaret og mindst om Efteraaret. Den Maaned, som har den høieste Baro- meterstand, er Juni (336'”,83), den, hvori den er lavest, No- vember (331,87); det Tidøgn, som har den høieste Barometer- stand, er'det-3die i Mai (33778); det, hvor, den er lavest, det 3die i Januar (329'” 84). | 42 Paa Jakobshavn er. hele Aarets Lufttryk 336" 49, Vinterens 334'"96, Foraarets 337,45, Sommerens 336'",79, Efteraarets 336,76. Lufttrykket er altsaa størst om Foraaret, mindst om Vinteren. Den Maaned, som har den høieste Barometerstand, er Mai (337'” 83), den, som har den laveste, Januar (334,43); det Tidøgn, som har den høieste, er det første i Mai (338,05), det, som har det laveste, det første i Januar (333'",74). Den højeste Middelbarometerstand for Døgnet fandt Sted den 2den Mai 1843 (348'" 77), den laveste den 1ste Februar 1849 (321,08). Den absolut højeste Barometerstand var 349'”,38 den 2den Mai 1843, den absolut laveste 318,72 den i1ste Februar. Paa Godthaab er hele Aarets Lufttryk 335'"”,96, Vinterens 334'",55, Foraarets 336" 61, Sommerens 336,39, Efteraarets 336""07. Lufttrykket er altsaa ogsaa her højest om Foraaret og lavest om Vinteren, dog er Forskjellen imellem Foraaret og Sommeren betydelig mindre end påa de andre Steder. Den Maaned, som har den højeste Barometerstand, er Mai (337"",90); den, som har den laveste, Januar (334"”,03); det Tidøgn, som har den høieste, er det sidste i Mai (338'"83), det, som har det laveste, det andet i Februar (333'",52).. Den høieste Middel- stand for Døgnet indtraf den Z5de April 1846 (350,01), den laveste den 4de 'Januar 1849 (321'”,45); den absolut høieste Barometerstand var 350'”,46, den Zdde April 1846, den absolut laveste 320”",33, den 4de Januar 1842, Vindforholdene. Over Vindforholdene er der påa Upernivik anstillet lagt- tagelser i 11—12 Aar, paa Jakobshavn i 11 og påa Godthaab i ikke fuldt 5... Om den Maade, paa hvilken disse Iagttagelser ere anstillede paa de forskjellige Steder, gjælder den samme Be- mærkning, som allerede er anført under Afsnittene om Varme- forholdene og Lufttrykket, 43 Upernivik. Den hyppigste Vindretning paa dette Sted er i Gjennemsnit af hele Aaret Øst, den sjeldneste Vest; det Samme gjælder om Vinteren og Efteraaret; derimod er om Foraaret og Sommeren Sydvest den hyppigste. Hvåd angaaer Vindstyrken, da er Stille det Fremherskende, da det forekommer hyppigere end nogen af de enkelte Vinde. Den hyppigst forekommende Kulingsgråd er Bramseilskuling, og efter den Mersseiskuling. Den Vind, som af alle hyppigst bringer stærk Blæst, er Sydvest, da den er den eneste, som blæser rebet Mersseilskuling, den langt overveiende af dem, der blæse Mersseilskuling, ligesom det ogsaa var den, der bragte den Storm, som indtraf den 28de Februar 1849 og efter Missionærens Beskrivelse var saa voldsom, at Folk neppe kunde holde sig opreiste. Jakobshavn. Ogsaa paa dette Sted er det: hyppigste Vind- retning i Gjennemsnit af hele Aaret Øst, og den sjeldneste Vest; det Samme gjælder om Vinteren, Foraaret og Efteraaret, og kun om Sommeren har Sydvest Overvægt. I Henseende til Vind- styrken har ogsaa der Stille Overvægten i Gjennemsnit af hele Aaret, da Antallet af Dage med Stille forholder sig til Antallet af Dage med Vind som 3 til 2. Dette gjælder dog ikke om de enkelte Aarstider. Medens nemlig om Foraaret Antallet af Dage med Stille er 2 Gange, og om Sommeren 4 Gange saa stort som Antallet af Dage med Vind, såa er i de to andre Aarstider hiint noget mindre end dette, og i November og December er Antallet af Dage med Stille mindre end Antallet af Dage med Bramseilskuling. Denne er nemlig den hyppigst forekommende Kulingsgråd, og efter den Mersseilskuling; men af og til frem- træder dog ogsaa stærke Storme og mellem disse er især de mærkelige, der forekomme om Vinteren fra: Øst og tillige med- fører en pludselig Stigen af Thermometret. Dette er i de 11 Åar forekommet 18 Gange, nemlig 7 Gange i Januar og 11 Gange i Februar. Grunden til denne Stigen af Thermometrene ved Storm af 4 Østen kan ikke søges påa det Sted, hvorfra den. nærmest kommer, nemlig frå' det Indre af Landet, som er Dale fyldte med lis og derfor kaldes Iisblinken, hvilket ogsaa viser sig der- ved, at den påaåa Jakobshavn saa hyppige Østenvind i Reglen medfører den strengeste Kulde og ikke blæser med nogen syn- derlig Styrke. Man maa derfor søge dens Oprindelse paa et andet Sted, og det ligger da nærmest at tænke paa den i det atlantiske Hav almindelige Sydvest. Dersom nemlig denne ved længe herskende Nordostvinde afholdes fra at sænke sig paa lavere Breder, vil den fremtræde med større Heftighed paa de højere Breder, og, idet den kommer ned i Dalen, nødes til at følge dennes Retning, der gaaer fra Øst til Vest. Denne An- tagelses Rigtighed bestyrkes ogsaa ved flere Omstændigheder; deels er det en almindelig Erfaring, at den først viser sig oppe paa Fjeldene, hvor den bringer Sneen i en hvirvlende Bevægelse; dernæst gaaer Stormen, uagtet den begynder som Øst, dog først om til Sydost og derpaa til Sydvest; endelig kommer denne: Storm, der frembringer de samme Virkninger i Upernivik, der ligger påa en Ø, ikke fra Øst, men fra Sydost og Sydvest. Dette viste sig saaledes den 13de Januar 1850, da den Østen- storm, der reiste sig om Natten paa Jakobshavn, blev om Dagen Sydost og kom den samme Aften i denne Retning til' Uper- nivik. Godthaab. Paa dette Sted er den hyppigst forekommende Vind i Gjennemsnit af hele Aaret Nordost. Dette gjælder dog ikke om de forskjellige Aarstider; thi om Efteraaret og Vinteren er Øst, og om Sommeren Sydvest hyppigere. Hvad aångaaåer Vindens Styrkegrad, da er Stille ikke saa hyppigt som i Nord- grønland. I Gjennemsnit af hele Aaret er den hyppigst fore- kommende Styrkegrad Bramseilskuling, hvilket ogsåa gjælder om Aarstiderne, med Undtagelse af Sommeren, da laber Bram- seilskuling er den hyppigste. Ved Siden deraf optræde Vinde af højere Styrkegrad hyppigere end i Nordgrønland, idet det " 45 samlede Beløb af Rebet, Torebet, Trerebet og Klodsrebet Mers- seils Kuling udgjør "40 af det hele Beløb. Nedslaget. Upernivik.. Nedslagets Hyppighed påa dette Sted er ikke betydelig, da der paa et Aar i Gjennemsnit ikke kommer mere end 64 Dage med Nedslag, hvoraf over Halvdelen i Gjennem- snit af Åaret skyldes Sne. Det Samme gjælder ogsaa om Åars- tiderne, med Undtagelse af Sommeren. Hyppigst er Antallet af Dage med Nedslag om Sommeren, sjeldnest om Vinteren. Der er ingen Maaned uden i det mindste een Snedag, og kun een Maaned uden Regndag. Jakobshavn. Nedslagets Hyppighed er her endeel større end paa Upernivik, da der kommer paa eet Åar i Gjennemsnit 113 Dage. Derimod gjælder om Forholdet mellem Antallet af Snedage og Dage med de andre Arter af Nedslag det Samme, som ved Upernivik, kun at Nedslaget forekommer under flere Former, som Sne med Hagl og Regn med Hagl. Godthaab. Ogsaa her viser det sig, at Forholdet mellem Antallet af Snedagene og det af andre Dage med Nedslag er det samme som paa Stederne i Nordgrønland; derimod er Over- vægten af Regndage om Sommeren betydelig større og der er to Maaneder uden Sne. Antallet af Dage med Nedslag er be- tydelig større end påa de andre Steder, da det udgjør 173 Dage i Gjennemsnit påa eet Aar, hvoraf den største Deel falder paa Vinteren, den mindste paa Efteraaret. | Luftens Tilstand. Upernivik. Paa dette Sted er Klart det hyppigste ikke blot i Gjennemsnit af hele Aaret, men ogsaa i de forskjellige Aars- tider, med Undtagelse af Efteraaret. Antallet af klare Dage er 46 over Halvdelen baade i hele Aaret og om Vinteren og For- aaret. Jakobshavn. Ogsaa paa dette Sted er Antallet af de klare Dage større end Antallet af de overtrukne, saavel i-Åaret, som i Aarstiderne og Maanederne, med Undtagelse af August. Af Aarstiderne har Foraaret det største Antal af klare Dage, og Sommeren det mindste; af Maanederne Marts det største og August det mindste. Godthaab. Paa dette Sted er Forholdet ganske det Mod- satte, idet Dage med overtrukken Himmel er betydelig større end de med klar og blandet, saavel for Åaret som for Aarstiderne og Maanederne, med Undtagelse af November, der havde fleste klare Dage, medens Juli havde færreste. Nordlys og andre lysende Gjenstande. Paa Jakobshavn er i 112 Aar forekommet 173 Nordlys og 5 Gange Ring om Maanen. Paa Godthaab er i ikke fuldt 5 Aar forekommet 402 Nord- lys, 15 Ring om Maanen, 3 Ring om Solen og 1 Bisol, P'Académie des Sciences, Arts et Belles lettres i Dijon tilbyder en Udvexling af Skrifter. Selskabet beslutter at træde i Forbindelse med Academiet. I Mødet blev fremlagt: Fra Videnskabernes Selskab i Leipzig. M. W. Drobisch. Nachtråge zur Theorie der musikalischen Tonverhåltnisse. Leipzig 1855. Theodor Mommsen. Die Stadtrechte der latinischen Gemeinden Salpensa und Malaca in der Provinz Baetica. Leipzig 1855. Kohlrausch und W. Weber. Elektrodynamische Maassbestim- mungen, insbesondere Zuruckfuhrung der Stromintensitåts - Messungen auf mechanisches Maass. Leipzig 1856. P. A. Hansen. Åuseinandersetzung einer zweckmåssigen Methode zur Berechnung der absoluten Storungen der kleinen Pla- neten. Leipzig 1856. H. D'Arrest. Resultate aus Beobachtungen der Nebelflecken und Sternhaufen, 1ste Reihe. Leipzig 1856. Berichte uber die Verhandlungen der Koniglåch Såchsischen Ge- sellschaft der Wissenschaften zu Leipzig. Philosophisch - Historische Classe 1855, II & IV, 1856, I & I. Leipzig 1856. Mathematisch - Physische Classe 1854, IM. 1855, I & IT. 1856, I. Leipzig 1855—56. W. G. Hankel. Elektrische Untersuchungen iste Abhandlung. Leipzig 1856. F., Zarnicke. Die urkundlichen Quellen zur Geschichte der Uni- versitet Leipzig. Leipzig 1857. W. Hofmeister. Beitråge zur Kenntniss der Gefåsskryptogamen, IL Leipzig 1857. Fra Videnskabernes Selskab + Wren. Sitzungsberichte. Philosophisch-Historische Classe, XVII Band 3 Heft, XVIII Band 1 & 2 Heft, XIX Band 1 & 2 Heft, XX Band 1 Heft. — = Mathematisch-naturwissenschaftliche Classe, XVIII Band 1 & 2 Heft, XX Band 1 Heft. Archiv fur Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen, XV Band 2 Heft, XVI Band 1 Heft. Wien 1856. 48 Fontes rerum austriacarum. -Osterreichische Geschichts-Quellen, II Abth. XM Band. 1 Th. Wien 1856. Ålmanach der kaiserlichen Akademie der Wissenschaften. VI Jahr- gang. Wien 1856. Notizenblatt Nr. 1—14. 1856. Denkschriften der kaiserlichen Ak"demie der Wissenschaften. Mathematische-Naturwissenschaftliche Classe, X & XI Band. Wien 1855—56. Jahrbicher der k. k. General-Anstalt fur Meteorologie und Erd- magnetismus, IV Band. Jahrgang 1852. Wien 1856. 49 Mødet den 6" Marts. Herr Professor (ausen meddeelte Besvarelse af Spørgsmaalet : om Åpostelen Paulus i det første Korinthier-Brev (7de Cap. 2lde V.) er Talsmand for borgerlig Frihedsaand eller 'Trældom. Denne Afhandling er allerede trykt påa et andet Sted. Kassecommissionen fremlagde derpaa følgende Regnskabsoversigt for Aaret 1856. Indtægt. Rd. Å km AGSsseBeholdnine Ara 185503 aged eee 2608 5 Il. Aarets Indtægter. 1) Renter af Selskabets Activer: å pCt. af Indskrivningssum paa 70112 Rd. 2804 Rd. 46 d pCt. af en Kongelig Forskriv- ning paa (25000 R 0.340 are 1230— » - 4 pCt. af 4000 Rd. i Kongelige Ea oner 3 sk i] ag 160— » - 3 pCt. af 3400 Rd. i Kongelige LE TEEN TP DTT REESE AE 102 — » - 4 pCt.af 14250Rd. i den almindel. Enkekasses Obligationer ... 570— » - 4 pCt. af 6000 Rd. i Huuseier- ; Creditkasse-Obligationer . .. 240— » - ÆDGt. af. 3200 Rd. i National- bank-Obligationer 75. 0. ØS" 4 2 pCt. (I Aars Rente) af 1000 Rd. i Østifternes Creditforen.-Obl. 20— » - 3 pCt. af 200 £St. å 8Rd. 8531 8 . 53 — 31 - sa pCt-af 100'£St:-å 8-Rd:-87-8—.…. 44— 51 - Lateris . . | 7980 | 324 50 Transport .. Udbytte for i Aar af 600 Rd. i Roskilde Jernbane-Actier. .. 15— 20 - Udbytte: for "£ Aar" af 80'XStSG Sjæll. Jernb.-Actierå8Rd.7418 14— 4 - Udbytte af 3 Bankactier paa 300: RAN ln Br 25,— 48 - 2) Det Classenske Fideicommis” Bidrag. .... 3) Det-Schauske Eeagte: KE AS SERe getk HSÆR 4) For Salg af Selskabets Skrifter: a) Fra Bogh. Høst og Lorck for: Skrifterne mv + 7. 2 OPER NAT RK b) FraBogh. Høst forOrdbogen 12 — 48 - Sum Udgivt. Å. Til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed: I. Embedsmændenes Gager og Budets Lønning 900 Rd. »/ Selskabets Folium i Banken. . 16 — » - Løbende Udgivter til Brænde, Lys, Porto 0. s.v., samt til Gratificahioner,. 5305, am 323 — 72 - II: :a) "Selskabets Skrifter . SYES G AES Præmier (jfr. Oversigt 1855 SÅ 02 UTP RRON ARE BES mage 300 3 "S D) OPER ÆR SN 5 33 — 48 - Den meteorologiske Co- MBE HS ER HE. SENE 594 — 79 - Regestum diplomaticum . 906 — 48 - Lateris . . Rd. b 7980 | 321 54 | 72 MO |: » 50 » 103 | 95 8399 71 1239. 72 3929 | 53 5169 | 29 51 Rå. p Transport . . 5196 | 29 B. Understøttelser til videnskabelige Foretagender: Prof. Liebmanns Værk om de amerikanske Ege 0.0. 258 Rd:3 f Cand. Brandt: Subscription af 50 Expl. af Chr. Pedersens Skrifter. dte Bind, å 3 Rd. 328 166 — 64 - 494 | 67 C. Ifølge en Revisionsbemærkning ved Regnskabet Fase SE MEET 4 Kø HEV SAL DUE TRE RS Så ” 16 Aarets Udgivter. .< . + 5594 | 16 Aarets Indtægter . . 1 5781 i Overs kds ever spa R 186.87 . Kassebeholdning den 1. Januar 1856 ...t 2608 å 2794 | 875 Indkjøbt rentebærende Åctiver for. .... 1117 | 44 Åltsaa Kassebeholdning den 1. Januar 1857. ..f 1677 | 432 Selskabet indrømmede Hår Prof. Steenstrup Tilladelse til (at benytte den Tavle af »Oversigternes» Januar-Hefte 1855, der fremstiller Geirfugleknokler fra Kjøkkenmøddingerne til en Af- . handling i Naturhistorisk Forenings videnskabelige »Meddelelser» om denne Fugls geographiske Udbredelse. Ax 52 Mødet den 20% Marts. Herr Vandinspecteur Co/ding gav følgende Fremstilling af en approximeret Mindste-Qvadrat- Methode. Anvendelsen af de mindste Qvadraters Methode medfører som bekjendt i Almindelighed, og navnlig naar de ved Obser- vationerne fundne Talværdier indeholde flere Ziffre, meget vidtløftige Beregninger, hvilket foranlediger at denne forøvrigt fortrinlige Methode langtfra benyttes saa ofte som ønskeligt vilde være. I mangfoldige "Tilfælde er den størst mulige Grad af Nøiagtighed ingenlunde af særdeles Vigtighed, skjøndt det påa den ånden Side er ganske naturligt, at Enhver ønsker at komme Sandheden såa nær som muligt, og til den Ende at kunne drage den størst mulige Nytte af alle de til Sandhedens Erkjendelse' udførte Observationer, uden dog derpaa at opoffre saamegen Tid, som Benyttelsen af de mindste Qvadraters Me- thode i Almindelighed udkræver. For Tiden existerer der saåaa- vidt mig bekjendt ikke nogen anden velbegrundet Methode end netop den af de mindste Qvadrater, hvorved det er muligt at bestemme Constanterne i en Formel, formedelst Resultaterne af forskjellige i den Anledning udførte Forsøg; i ethvert enkelt Tilfælde af denne Art har man kun Valget imellem at benytte denne Methode i sin fulde Vidtløftighed eller åt indskrænke Constanternes Bestemmelse til en vilkaarlig Benyttelse af For- søgene. Jeg for min Part har ofte følt denne store Mangel og jeg har derfor ogsaa længe forsøgt at udfinde en Methode, som uden at medføre saa store Vidtløftigheder som de mindste Qvadraters Methode, kunde føre til Maalet med en efter For- holdenes Natur passende Grad af Tilnærmelse, og jeg troer at ME SM "det er lykkedes mig at udfinde en saadan, der baade er correct, simpel og let anvendelig, hvilken Grad af Nøiagtighed man end attraaer. En Meddelelse herom, hår jeg tænkt mig, kunde muligt ogsaa interessere Andre, der ligesom jeg oftere have Brug for de mindste Qvadraters Methode. Vi ville antage, at et Antal af variable Størrelser æ, y, 2...t afhænge af hinanden ifølge den Lov, som er udtrykt ved Ligningen: EET ME an ml Ene AE ERA ar NR NE (1) NE re LAS PE? RS REESE alle ere Gonstanter, som skulle bestemmes, og vi ville fremdeles antage, at der til Bestemmelsen af disse Constanter er udført nm forskjellige Rækker af Observationer, der have givet følgende sammensvarende numeriske Værdier for ag 05 2:54 menig: SA EN (pege my BATDE MES mg Mk Sl M 2 etc. LER ØEN ORDE Aeg ABESE Jon Naar disse Værdier indsættes i Ligningen (1) erholdes føl- gende numeriske Ligninger: a,2+6,9+ 6,7 +... — mm, =0 da pPp+ 6989 Cer +...— mm, =0 PHD Canes MIE Ye lg Een ge (2 etc. anp + bug + Car +... — my =0 hvor vi da maa forudsætte, at m er større end Antallet af de ubekjendte Constanter, der skulle bestemmes, da man jo ellers enten slet ikke vilde være istand til at bestemme disse Con- stanter, endogsaa blot med Tilnærmelse, eller dog kun vilde kunne bestemme dem med en forholdsviis ringe Grad af Nøi- agtighed. 54 Antage vi nu foreløbigt, at i Ligningerne (2) ere alle Con- stanterne, med Undtagelse af p bekjendte, da er det klart, at vi af disse m Ligninger vilde kunne erholde nm Værdier for 7; som imidlertid ikke alle vilde være at: betragte som lige paa- lidelige; .thi jo mindre Coefficienten a i en hvilkensomhelst af disse Ligninger er, desto større Indflydelse vil sandsynligviis den ved a heftende Observationsfeil udøve ved Bestemmelsen af p og desto mindre nøiagtig kan altsaa igjen p antages at blive bestemt af en saadan Ligning, og omvendt, jo større Coefficienten a er, desto mindre Indflydelse vil Observations- feillen sandsynligviis udøve og desto nøiagtigere maa følgelig p antages at blive bestemt. Der er altsaa Sandsynlighed for, at vi ved Bestemmelsen' af den ubekjendte Constant p ville nærme os Sandheden mest, naar vi betragte CGoefficienterne a, aq, 43 .…. dn i Ligningerne (2) som proportionale med de respective Ligningers Grad af Paalidelighed med Hensyn påa Bestemmelsen af p. Den Grad af Paalidelighed, som de forskjellige Ligninger i saa Henseende have, ville vi betegne respective ved A, Å, ERNE. SS Men naar Graden af Paalidelighed eller Nøiagtighed er be- kjendt for de forskjellige Ligninger (2), saa er det indlysende, at vi med den størst mulige Nøiagtighed ville finde p af den Endeligning, som fremkommer naar vi først multiplicere enhver af Ligningerne (2) med dens Grad af Paalidelighed (Å) og der- påa addere alle de erholdte Ligninger. Udføres dette, erholdes: AR DEDE DH GIN FE Se) Å, (19p + 629 Cer +... —m,) A,(a,p2+659+0637+...— mm.) 7=0, etc. Ån (a,p + bng + nr +... — my) hvorved maa iagttages, at enhver Coefficient Å skal være po- sitiv eller negativ eftersom a er positiv eller negativ; thi ellers 55 vilde Coefficienterne til p tildeels ophæve hinanden, hvorved Nøiagtigheden igjen vilde formindskes. Denne Ligning ville vi for Kortheds Skyld betegne ved: SA(ap + bg + er+ … —m) =0 MES TERRNER (3) Men hvad vi saaledes have anført om Bestemmelsen af p, naar g,7... betragtes som bekjendte, kan naturligviis ogsaa an- vendes påa g, naar p, 7... betragtes som bekjendte Størrelser, saavelsom paa r, naar p,9... betragtes som bekjendte, og de Resultater, som derved erholdes, kunne ligefrem udledes af Formlen (3), respective ved Ombytning af a med 6, p med qg og Fåctoren ÅA med en dermed analog B, hvorved erholdes SBlap+ dg +er+… —m)-==0 ....... (4) eller ved Ombytning af a med ec, p med r og Factoren ÅA med en dermed analog Factor OC, hvorved erholdes BO (OP Fog er UD Sy DAL 9 (5) Paa denne Maade erholdes netop saamange Ligninger som der ere Ubekjendte, og derved blive disse altsaa bestemte. Spørgsmaalet bliver nu, hvilken Grad af Sandsynlighed der er for Rigtigheden af de saaledes fundne Værdier for p, 9, r... og Svaret derpaa bliver, at vi have den samme Grad af Sandsynlighed derfor, som vi have for, at de ved de mindste Qvadraters Methode erholdte Værdier for p, g, 7... ere rigtige. For at bevise dette ville vi paany betragte Formlen (1) og be- mærke, at naar vi i denne Formel indsætte de ved Forsøgene fundne sammensvarende Værdier for æ y2...t, saa vil Lig- ningen, påa Grund af de uundgaaelige Observationsfeil, i Regelen ikke blive fuldkommen tilfredsstillet, men der vil fremtræde for- skjellige smaa Feil %, %g %3... Ur såaledes; u; =4p+6;94 er + ..— mm; Ug =d9P +69 Cr + ...— mm, Uug= 032 + 639 0C3r + ..—M3) 1......… (6) etc. Un +anp+6ng + Car +. — mn og Opgaven for de mindste Qvadraters Methode er da som bekjendt den, at bestemme Constanterne p, 9, 7... saaledes, at Summen af Feilenes Qvadrater, Sud) uge traf rhdeiee bliver et Minimum. Til den Ende sættes altsaa d> (u?) 0 dE (u2?) dE> (u?) Selle Per Erna FASE =D eter dp É dg i dr hvorved følgende Betingelsesligninger, der tjene til at bestemme Constanterne, erholdes: X (ap + bg + er + ……. —m)a=0 2 (ap + bg + er + —m)b=0 X (ap + 64 + er + …. —m)c=0 etc. Sammenligne vi nu disse Ligninger (7) med de foran an givne Ligninger (3), (4), (5) etc., idet vi erindre, at alle Facto- rerne A, B, C etc. respective ere proportionale med de tilsva- rende Coefficienter a, 6, c etc., saa bliver det indlysende, at Formlerne (3), (4), (5)... ere aldeles identiske med Formlerne (7), og det var dette som skulde bevises. Efter saaledes at have godtgjort den opstillede Betragt- ningsmaades Rigtighed, føres vi videre til at indsee, at det kun vil have en -forholdsviis ringe Indflydelse paa Resultatets Nøi- agtighed, om vi, istedetfor at tage Factorerne 4, B, C etc. fuldkomment proportionale med de respective Coefficienter a, 6, c etc., blot tage dem tilnærmelsesviist proportionale'" med disse Coefficienter, skjøndt det paa den anden Side, er klart, at Feilen, som derved begaaes er i samme Grad mindre, som Åf- vigelsen fra Proportionaliteten er mindre. Herpaa grunder jeg den approærmative Omdraimeikde: som bestaaer i, at vælge Factorerne A, B, OC etc. tilnærmelses- viist proportionale med de respective tilsvarende Coefficienter a, b, c, etc. Methodens Simpelhed og Nytte skal jeg nærmere belyse ved et Exempel. 57 REE Hr ER SEER De numeriske Ligninger (2) være følgende: Factorerne for Ligningernes Grad af Paalidelighed. 0,0625 . p — 1,0073 . g — 0,0000 =-0| 4, = 1| DB, =—1 D0725 7 == 100629 — 00100 OT 4,7 ="1"" BB, 04 0,0825 . p — 1,0000. 9 — 0,0208 =0| 4, = 1) BB, =—1 010925 9 — 100757 0 0330 OVA, == FB, "== 4 0,1025 . p — 1,0100. g — 0,0433 =0) 4, = 1) BB, =—1 0714257 — 1,0005. g — 0,1008 01 4, =1|1B, =—1 01725. p — 1,0041. g — 0,1633 =0| A, =2 | B, =—1 0719257 — 1,0052'. g — 0,2008 =0 4, = 2" BB. "=—1 0,2425 . p — 1,0035 ..g — 0,28488.—= 0] 4, =2| BB, =—1 205 sp "1 0063'.'g —0;3305 = 01 4, — 3 | BB, = —1 0,2925 . p — 1,0047 . g — 0,3645— 0) 4,, —= 3 | By —1 0;3125".p:— 1,0071.g — 0,3969—= 01 4,,— 3 | B,, == —1 085257 10062". 79 — 074270 = 01 4, = 3" BB ,= —1 Udføres først Multiplicationerne med de angivne Factorer (4)….0g adderes derpaa de erholdte Ligninger, erholdes, i Over- eensstemmelse med Formlen (3) 5,4000 .p— 24,1300.g— 6,0624 =0. Udføres derefter. Multiplicationerne med Factorerne (B) -er- holdes, overeensstemmende med Formlen (4) 2,3725.p—13,0686.g—2,3757—=0, og af disse to Ligninger findes nu let, at p=— 1,6436 og 9=0,1166. Det kan i mange Tilfælde, ved Benyttelsen af den approxi- mative Qvadratmethode, være af Vigtighed at kunne bestemme Grændsen for Størrelsen af den Feil, som man begaaer ved at benytte denne Methode istedetfor de mindste Qvadraters Methode. En saadan Bestemmelse medfører ingen videre Vanskelighed, og jeg skal nu udvikle de Formler, hvorved Grændsen for Feilen kan bestemmes, 58 Ved den practiske Anvendelse af den approximative Qva- drat-Methode antager jeg, at man i Regelen vil vælge A =g9(a4+ &), B=hOF hi), CERES) 0 hvor ør] gg, eres Størrelser, der ikke overskride visse bestemte Grændser &4, 05 70:+… og ;hvor 'g, fx ky……. allesere, Potentser.-af" Tallet 107). Idet vi nu gaae ud herfra, saa ville vi fremdeles antage, at alle Afvigelserne (&) gaae i samme Retning, altsaa enten alle ere positive eller alle ere negative, samt at de ligeledes alle have deres største Værdi &w,, thi i dette Tilfælde er det let indlysende, at Feilen p' i Bestemmelsen af p bliver et Maximum. Den samme Forudsætning, som vi her have udviklet for & med Hensyn paa Bestemmelsen af Feilen p', ville vi ogsaa gjøre for enhver af de andre Størrelser 8, 7... méd Hensyn paa Be- stemmelserne af de Feil 9", 7”..., som begaaes ved at vælge den approximative Methode, istedetfor at bestemme p, 9, r.. ved de mindste Qvadraters Methode. Constanterne p, g, 7... bestemmes ifølge de mindste Qva- draters Methode ved Formlerne (7). Antages nu, at vi istedetfor Factorerne. (a), (6), (c),... benytte Factorerne (a—w,), (6—£,), (c—7,),-.. såa ville vi for Constanterne erholde Værdierne (e+7", (4-4) og (r+r') og Ligningen (7) kunde altsaa skrives: S(a—a,) (a(e+ 2) + 6 (4 + 4) ET IE SDS ls —m)=0 =(6—8,) (al(p+ pp) +bl9 +49) Felr+r) + ...—m) =0) (8) EY DN FPY FOG FFD Fer] SS mø] DR etc. Tænke vi os fremdeles Constanterne i Ligningerne (2) at være bestemte ifølge den approximative Methode, såa ere altsaa (20+ 7), (1+ 9), ("+ 7") bekjendte. Indsætte vi disse i Summen af Ligningerne (6), såa finde vi ogsaa let Summen af alle Feilene: Z(u=2(4(p+4+27—6(9 +49) 4 er +r) +... — mm)... (9) Men opløse vi Ligningerne (8) i deres enkelte Dele, og æ) I det betragtede Exempel er saaledes g=10, h=1, &, =0,66 og =— 0,01. (9) > 59 tage vi Hensyn til Formlerne (7) og (9), saa finde vi let følgende Betingelsesligninger til Bestemmelse af Feilene p", 9%, 7", ... = a(ap' + 69" + cer' + …) — 2, 2 (u) =0 =b(ap' +69" + er" + ….)— 9. (u)=0 . (10) XT c(ap' + bg per +...) — 79. T(u) =0 etc. hvoraf det straåx fremgaaer, at Feilene p', 9”, 7"... alle ere meget smaa Størrelser, da de ere proportionale med Z(u), som altid vil være meget lille. Som en Følge heraf maa vi være berettigede til ogsaa her at anvende den approximative Methode paa Bestemmelsen af disse Størrelser. Vi erholde da følgende Betingelsesligninger, der ere overeensstemmende med Form- lerne (3), (4) og (5) i det Foregaaende, nemlig: SA (ap' + bg" + er +.) — ga, Zlu)=0 ...'. (3.a) ZB(ap' + bg" + er' +.) — 48, T(u)=0 .….…. (4.3) XC(ap' + bg + er" +.) — hy, T(u)=0 .... (5.a) etc. Bestemmelsen af Grændserne for de Feil p”, 9”, 7"... som muligt kunne være begaaede ved at benytte den åpproximative Qvadratmethode istedetfor de mindste Qvadraters Methode, er altsaa baade simpel og let, særdeles naar man foretager den samtidigt med Constanternes Beregning. Ville vi saaledes be- stemme Grændsen for de Feil p' og g”, som muligt kunne hefte ved Constanterne p—1,6436 og 9g=0,1166 i det betragtede spe- cielle Tilfælde, da finde vi først, ved at summere de numeriske Ligninger og ved derefter at indsætte Værdierne for p og g, at X (u) = 0,00025. I dette Tilfælde have vi fremdeles g0, =0,5 og 48, =0,01 og Betingelsesligningerne (3.a.) og (4.a.) blive altsaa 5,4000 .p" — 24,1300.9"—0,00125=0 og ' 2,3725.p'— 13,0686.g7— 0,000025 = 0, hvoraf vi finde po" =0,00118 og gq' = 0,00021. 60 Hr. Prof. E. A. Scharling foreviste Inosit fremstillet af Frugterne af Cereus Pitahaya. Hr. Prof. Hannover foreviste forskjellige ved Hjelp af Ky- mographien udførte Kurvetegninger. .I Selskabet blev fremlagt: Fra Smithsontan Institution + Washington. Smithsonian Contributions to Knowledge, Vol. VIII. Washington 1856. List of foreign correspondents of the Smithsonian Institution. Fra the Secretary of War + Washington. Report of explorations and surveys to ascertain the most prac- ticable and economical route for a railroad from the Mis- sisippi River to the pacific Ocean; 1853—54, Vol. I. Wa- shington 1855. Fra Ordnance Bureau t Washington. Report of experiments on the strenght and other properties of metal for cannon. Philadelphia 1856. Fra P. W. Blake + Washington. Description of the Fossils and Shells, collected in California. Washington 1855. On the grooving and polishing of hard rocks and Minerals by dry Sand. By William P. Blake of Washington. On the rate of evaporation on the Tulare lakes of California. Notice of remarkable strata containing the remains of infusoria and polythalamia in the tertiary Formation of Monterey California. Fra editors of American Journal. The American Journal of Science and arts, Vol. XX Nr. 58—60, 1855. Vol. XXI Nr. 61—63, 1856. New Haven. 61 Mødet den 3%" April. H.. Prof. Worsaae meddeelte Bemærkninger om et Fund af romerske Oldsager ved Brarup i Angel, hvilke i' et senere Nummer af Oversigterne ville blive meddelte. Selskabet valgte Hr. Prof. Behn i Kiel til indenlandsk Medlem af dets physiske Klasse. I Selskabet blev fremlagt: i Fra Mr. D. Vaughan + Owncinnatt. Phenomena of the Material Wold Nr. 1. Cincinnati 1856. Fra Prof. D. Treadwell. On the practicability of constructing cannon of great caliber. Cambridge 1856. Fra Prof. Dana tx Newhaven. Second Supplement to Danas Mineralogy. Miscellaneons Intelligence. Address before the American Åssociation for the Advancement of Science, 1855. Crustacea, Atlas. Philadelphia 1856. Fra American Academy of Arts and Scrences i Boston. Memoires. New Series Vol. I. 1833... Vol. I. 1846. Vol. V. B52. 1855. Gambridge. 62 Mødet den 17% April H.. Professor L. Miiller forelagde en Afhandling om den thra- ciske Konge Lysimachus's Mynter, som vil blive trykt i Sel- skabets Skrifter. Forfatteren foreviste nogle af de omhandlede Mynter og meddeelte følgende Oversigt over Indholdet. Lysimachus's Regering, betragtet med Hensyn til de under samme prægede Mynter, lader sig dele i 3 Afsnit. " Det iste indbefatter Tidsrummet fra Alexander den Stores Død 323 til 311, i hvilket Lysimachus styrede Thracien som Statholder, medens den svage Philip Arrhidæus og den mindreaarige Ålex- ander havde Navnet af Konger; det 2det Afsnit udgiør Inter- regnet 311—306, da der, efter at den unge Alexander var røddet af Veien, ikke var nogen anerkiendt Konge over det macedoniske Monarchi; det 3die Afsnit indeholder Perioden fra 306, da Lysimachus samtidigt med de andre Diadocher antog Kongeværdigheden, indtil hans Død 281. I det første Tidsrum, saalænge Philip og den unge Alexander levede, lod Lysimaåchus, skiøndt han i Virkelighed var Thraciens Regent, slaae Mynt i deres Navn. Disse Mynter, der vare af samme Præg som Ålex- ander den Stores og kun skilte sig fra disse derved, at endeel bare Navnet Philip, idet alle de der sloges med den unge Ålex- anders Navn bleve ganske lige Alexander den Stores Mynter, høre hen til dennes og Philip III's øvrige Mynter og ligge udenfor nærværende Afhandling. I Interregnet 311—306, da der ikke var nogen Konge, i hvis Navn der kunde slaåaes Mynt, fortsatte Lysimachus formodentlig Prægningen af Alexander den Stores Mynter af Guld og Sølv; men han begyndte dog tillige i dette Tidsrum at slåae mindre Mynter i sit eget Navn. Der haves nemlig nogle Exemplarer af en Diobol, påa hvis ene Side er et ungdommeligt Hoved med Baand om Haaret (Apollo eller en Heros), påa den ånden Side en ubeklædt Rytter og som Mærke Fordelen af cen Løve (Lysimachus's Emblem), og desuden en 63 Kobbermynt med Herakles's Hoved påa Forsiden og den samme Rytter paa Bagsiden, begge Mynter med Indskriften AY. Da disse, som Sammenligningen med andre Mynter viser, maae " være prægede af Lysimachus, men ikke indeholde een af de to Kongers Navne og heller ikke have Kongetitlen føjet til Lysi- machus's Navn, kunne de ikkun høre til dette Tidsrum. Ty- perne ere de samme, som fra Philip I's Tid håvde været an- vendte til mindre Myntsorter af den kongelige -Regering i det macedoniske Riges europæiske Provindser. At imidlertid Lysi- machus, allerede før han antog Kongetitlen, hår begyndt at forandre de gængse Typer, sees af en i Thorvaldsens Museum opbevaret Kobbermynt, paa hvilken der ligesom paa de af Ly- simachus som Konge slagne Kobbermynter findes et Hoved med Hielm og en løbende Løve, men kun Indskriften AY. Alle Lysimachus's øvrige Mynter, med Undtagelse af en Stater, som senere skal omtales, have Indskriften BAZXIAEQZX AYZSIMAXOY og ere altsaa prægede efter Aar 306. De lade sig dele i to Klasser. Til den første høre de, der indeholde Alexander den Stores Typer, nemlig Statere (af Guld), der have Athenas Hoved påa den ene Side, paa den anden Seirsgudinden, der rækker en Krands, Tetradrachmer og Drachmer med Herakles's Hoved påa Forsiden og den thronende Zeus Aétophoros paa Bagsiden. Disse Mynter, hvilke Eckhel antog at være prægede efter Ma- cedoniens Erobring i Slutningen af Lysimachus's Regering, ere rimeligt de første af Guld og Sølv, Lysimachus lod slaae som Konge; thi det er naturligt, at han begyndte med ikkun at sætte sit Navn istedetfor Alexanders, og Sammenligningen med de til- svarende Mynter fra de andre Diadocher bekræfter dette; men det sees tillige af Mærkerne, der findes paa disse Mynter, at "de ere prægede igiennem hele Lysimachus's Regeringstid i Stæderne i Sydthracien, i Macedonien og påa den asiatiske Kyst af Hellespont. Den anden Klasse indbefatter alle de Mynter, der have nye af Lysimachus indførte Typer, og disse udgiøre det langt større Antal. Disse Typer vare for alle Mynterne af Guld fb. ag og Sølv (Statere, Tetradrachmer og Drachmer): et Hoved med Vædderhorn såmt Diadem, og en siddende Athena Nikephoros. Angaaende Hovedet have Meningerne været deelte, idet Nogle have anseet det for et Portrait af Lysimachus, der skulde være fremstillet med Vædderhorn som en Efterkommer af Dionysos, fra hvem han foregav åt nedstamme, Andre for Hovedet af Alexander den Store, der som bekiendt lod sig kalde Zeus Am- mons Søn og afbilde med denne Guds Attribut; denne sidste Mening er at foretrække og synes ogsaa i den nyere Tid at være den almindeligere. Athena-Figuren, der i sig forener de to Typer påa Ålexanders Statere, er formodentlig en Giengivelse af et Tempelbillede i. Lysimachia paa Chersonnes, Lysimachus's Residentsstad, hvor disse Mynter vel først ere prægede. Hvad den kunstneriské Udførelse angaaer, træffer man ikke sieldent Stykker, der kunne maale sig med det Skiønneste af hvad den græske Stempelskiærerkunst har frembragt. Paa Mynterne af Kobber findes - forskiellige Fremstillinger. Den almindeligste Kobbermynt har paa Forsiden et Hoved med Hielm, som fore- stiller Åres eller en os ubekiendt Heros, påa Bagsiden en lø- bende Løve, .hvilken Lysimåachus muligt har valgt som et Slags Emblem til Minde om, at han engang under Livsfare havde fældet en Løve, en Begivenhed, der er forskielligt fortalt hos de gamle Forfattere. Af to mindre Kobbermynter med det samme Hoved har den ene, som veier det halve af den foregaaende, påa KReversen Fordelen af Løven, den anden, som omtrent veier Fierdedelen, kun Hovedet af samme; af denne sidste existerer der kun eet Exemplar, som findes i det danske Myntcabinet. Andre Kobbermynter have paa Forsiden et Hoved med Hielm, som er forskielligt fra det foregaaende, eller Herakles's Hoved, påa Bagsiden. en Seirsgudinde, en Trophæ eller en Axekrands. Foruden Hovedfremstillingen' og Lysimachus's Navn med Kongetitlen findes der endnu snart smaae Typer, der svare til Typerne påa de græske Byers autonome Mynter og betegne Prægstederne, snart Bogstaver, Monogrammer eller forkortede 65 Navne, der ligeledes angive Staden, hvor Mynten er præget. Undertiden er Staden betegnet baade ved sin Mynttyp og ved Begyndelsen af sit Navn tillige; ofte findés paa een Mynt Mær- ker for to Stæder, som paa een eller anden Maade have staaet i nøjere Forbindelse med hinanden. Desuden forefindes der i stort Antal Bogstaver og Monogrammer, der maae forklares om Personer, enkelte Gange ogsaa Personers Navne halvt eller heelt skrevne; nogle af disse ere vel Øvrighedspersoner, enten Lysi- machus's egne eller hørende til Stædernes communale Besty- relse, andre Personer, som ikkun have været ansatte ved Mynt- ningen. Af disse Mærker fremgaaer det, at Lysimachus's Mynter ere prægede i mange forskiellige Stæder, og det bliver en Opgave for Numismatikeren, saavidt muligt åt bestemme disse, idet først derved en videnskabelig Classification kan bringes til- veie og Mynterne faae Betydning for Historien. Disse Mynt- stæder kunne søges i Landene ligefra Midten af Phrygien til Grændsen af Hellas; thi saalangt strakte Lysimachus's Rige sig i Slutningen af hans Regering. Herredømmet over Thracien, der ved Alexanders Død. kun omfattede den sydlige Deel af Landet, havde Lysimachus allerede under sit Statholderskab ud- videt indtil Hæmus-Biergene og Donau-Mundingen; det vestlige Lilleasien kom i hans Magt 301, da. Antigonus var faldet i Slaget ved Ipsus; Pæonien bemægtigede han sig ved et listigt Overfald i 287, og efter at Demetrius Poliorcetes var fordreven fra Grækenland, erobrede han i 286 Kongeriget Macedonien med det tilhørende Thessalien fra den epirotiske Konge Pyrrhus og Demetrius's Søn Antigonus. Der er neppe nogen af de græske Konger, naar Alexander den Store undtages, hvis Mynter ere blevne prægede i en saadan Mængde som Lysimachus's. = Lazius, Kaiser Ferdinand T's Liv- læge, har meddeelt, at der paa hans Tid i en Flod i Valachiet blev giort et Fund af over 40,000 Guldmynter, hvilke for en stor Deel våre fra Lysimachus. I Samlingerne er et stort Antal af Lysimachus's Mynter opbevaret, især i Myntcabi- ” 66 netterne i Paris, London, Haag og Wien; men det er ikke meer end 1—1 af dem, som ere udgivne; i Mionnets Værk findes omtrent 150 anførte, og det er kun faa, som senere ere bekiendt- giorte. - Den foreliggende Afhandling giver et Antal af omtrent 570 forskiellige. Det er hvad der indeholdes i de fleste be- tydelige private og offentlige. Samlinger i de europæiske Lande nord for Alperne; jeg hår selv undersøgt Mynterne i Samlin- gerne, med Undtagelse af dem i de Petersborgske, fra hvilke jeg har fåaet Aftryk tilsendte. Lysimachus's Mynter have ikke hidtil været Gienstand for nogen omfattende. nøiere Undersøgelse. Det er især Hovedet med Vædderhorn, som Archæologerne have skienket deres Op- mærksomhed påa Grund at dets Betydning for Ikonographien. Hvad Bestemmelsen af Prægstederne angaaer, have Numisma- tikerne vel ogsåa givet sig af hermed; men naar de Stadmærker undtåges, hvis Betydning er iøinefaldende, er det kun enkelte, der tør ansees for rigtigt forklarede ; der er ikke blevet giort Forsøg påa at classificere Lysimachus's Mynter efter Landene og Byerne., I nærværende Afhandling hår jeg søgt at give en saavidt muligt fuldstændig Classification, "grundet påa Præg- stederne. For de Mynter, der have smaa Typer til Mærker, har jeg, med Undtagelse af nogle faa, bestemt Staden, hvor de ere slågne, eller idetmindste Landet, hvorhen de høre; men jeg har været tilbageholdende med Hensyn til åt, forklare Bog- staver og Monogrammer om Byer, fordi de oftest med ligesåa- megen Grund kunne opfattes om Personer. De Byer, som jeg har navngivet, ere omtrent 40 i Tallet og høre til Thracien, Macedonien og det vestlige Lilleasien. Der er et betydeligt Antal af Lysimachus's Mynter, som upaatvivleligt ikkun inde- holder Personmærker; disse ere rimeligt for en stor Deel slagne i Leirene til Sold for Hæren paa de hyppige Felttog, og de lade sig kun henføre til Klassen af uvisse Prægsteder. Hvad Tiden angaaer, kunde det' synes at falde af sig selv, at Lysimachus's Mynter ikkun ere blevne prægede under hans Re- gering, og «man har heller ikke hidtil draget dette i Tvivl. Mine Undersøgelser have. imidlertid ført mig til et andet. Re- sultat. Iblandt de Statere, der ifølge Præg og Navn ere fra Ålexander den Stores Fader Philip, findes der een, som aaben- bart er slaaet paa Rhodos i en sildigere Periode, og jeg har i et tidligere Skrift søgt at vise, at det samme er Tilfældet med flere af disse Statere. — At Alexanders Mynter ere vedblevne at præges længe efter hans Død, sees allerede deraf, at de inde- holde Aarstal, der langt overstige hans Levetid, og dette er nu almindeligt erkiendt. Man har antaget, at de vare slagne til Minde om disse Konger, åt navnlig Prægningen af Alexanders Mynter stod i Forbindelse med de Feste og Lege, der feiredes til hans Ære efterat han var bleven forgudet; jeg har i mit Skrift om Alexanders Mynter søgt at godtgiøre, at de ikke ere slagne af anden Grund end den, at, de havde "den bedste Curs i Handelen, af samme Grund som Korinths Didrachmer og til- deels Athens Tetradrachmer bleve prægede af andre Stæder " endog udenfor Grækenland, og ligesom i Middelalderen og den nyere Tid Zechiner, Floriner, hollandske Ducater og andre Mynter ere. vedblevne at præges af forskiellige Stater. Det viser sig ved en nærmere Undersøgelse, at det samme giælder om Lysimachus's Mynter. Der ere endeel Tetradrachmer, som ere stort udslaaede og have et fladt Præg af skiødesløs. Udfø- relse; disse svare i Fabrik og Kunststiil aldeles til Alexanders Tetradrachmer, som senere, rimelig til ind i det det Aarh. f. Chr., bleve prægede af Handelsstæderne i det vestlige Lilleasien og Thracien, og overhovedet til de Tetradråchmer - af attisk Myntfod, der bleve prægede af Kongerne og Stæderne i disse . Lande i Perioden efter Lysimachus. Påa nogle træffes Cursiv- bogstaver, som endnu ikke vare i Brug paa Lysimachus's Tid. Endeel af disse Mynter ere ifølge Mærkerne fra Byzants og Kalcedon; men disse to store Handelsstæder synes ikke at have været i Lysimachus's Besiddelse. Byzants havde afslaaet Philip IPs Angreb og heller ikke været Alexander underkastet, skiøndt 68 den understøttede ham med sin Sømagt; i Aaret 313 sendte baade Lysimachus og Antigonus Gesandter til denne Fristat for at opfordre den til et Vaabenforbund, men den foretrak at be- vare sin Neutralitet. — Kalcedon blev ikke indtaget af Alexander påa hans Tog til Asien og udholdt i 315 en Beleiring af den bithyniske Konge Zipoites, som maatte anerkiende dens Frihed. Der haves ingen Beretning om, åt disse to Stæder have maattet underkaste sig Lysimachus, uagtet det dog ikke er saa lidet, hvad der er meddeelt hos de gamle Forfattere vedkommende de græske Landes Historie i denne. Periode, og de optræde begge som selvstændige Stater umiddelbart efter Lysimachus's Død. Der gives fremdeles et betydeligt Antal Guldmynter og flade Tetradrachmer af raat eller halvbarbarisk Præg, der tillige ere af ringere Vægt og undertiden indeholde de senere Cursivbog- staver; de ere ifølge Mærkerne prægede i Byzants, Sestus, de pontiske Stæder Mesembria, Odessa, Kallatia, Tomi, Istria og Heraklea. Det raåae, ofte ugræske Arbeide paa disse Mynter lader sig kun forklåre af barbariske Folks Overmagt; men under Lysimachus, våre de nævnte Kyststæder ikke udsatte for nogen Paavirkning af disse. Thraciens Sydkyst var aldeles græsk. Paa Østkysten boede vel indfødte og indvandrede barbariske .Folk i Nærheden af de græske Coloni-Stæder; men da Lysimachus havde en Krigsmagt liggende i disse og overhovedet holdt de barbariske Folk i Tømme, kan det ikke antages, at den græske Cultur og Kunst, som af de autonome Mynter sees at have blomstret i disse Stæder, da de bleve underkastede Lysimachus, under dennes Regering ere gaaede tilbage. Efter Lysimachus's Død forandredes Forholdene aldeles. Gallerne oversvømmede Thracien og grundede der Kongeriget Tyle, som bestod i over 70 Aar. De hærgede Landet, udplyndrede eller brandskattede Stæderne, og de indfødte Folk, der ikke længere lode sig holde tilbage, trængte frem efter dem. I Stæderne ved det sorte Hav forfaldt den græske Cultur, som det synes, uden senere ganske at kunne reise sig igjen, Ogsaa Chersonnes tilligemed 69 Lysimachus's Hovedstad var i Barbarernes Magt. Byzants maatte løskiøbe sig med store Summer, saa ofte Gallerne eller de thra- ciske Fyrster påa deres Ødelæggelsestog rykkede frem for Sta- dens Porte; den forhen rige Stad blev såa udsuget, at den maatte søge Pengehielp hos Herakleenserne, og nødtes endelig til at betale en stor aarlig Skat til Gallerne, som vedvarede ligetil deres Riges Omstyrtelse. Påa den samme Tid herskede der i Byzants en Kraftløshed og en Sædernes Fordærvelse, der skildres med stærke Træk af de gamle Forfattere. I det pon- tiske Heraklea synes Forfatningen ikke at have været meget forskiellig herfra; da Gallerne ikke mange Aar efter Lysimachus's Død havde faaet faste Boliger i den Landsdeel, som senere efter dem kaldtes Galatien, foruroligede de ideligt deres Naboer og hærgede Herakleas Distrikt. Under saadanne Forhold er det sandsynligt, at det i Byzants og Heraklea ogsaa er gaaet tilbage med Kunsten og hvad der stod i Forbindelse med den, og at vi see Virkningen heraf i Mynterne. Der gives endelig to Sta- tere og en Tetradrachme med KØKhodos's Symbol Balaustium- blomsten; men Øhodos havde strax efter Alexanders Død ud- jaget den macedoniske Besætning og var siden en uafhængig og mægtig Søstat. = Kunststilen og Fabriken passe til den senere Tid, og den ene af Staterne har det Særegne, at der istedetfor Lysimachus's Kongetitel læses Navnet Åristobulos; dette samme Navn, formodentlig en af Rhodos's Prytaners, findes an- bragt paa lignende Maade paa een af Alexanders Tetradrachmer, der er slagen af Rhodierne i den samme Periode. Staterne have tillige i Exergen Byzants's Symbol, en Trefork, som ogsaa findes påa de omtalte senere Statere fra Kallatia, Tomi og Istria, og beqvemt lader sig forklare af Rhodiernes Forhold til Byzanti- nerne i Perioden efter Lysimachus. Byzants havde nemlig påa Grund af den Skat, den maatte betale til Gallerne, lagt en Told påa alle de Skibe, der seilede igiennem Bosporus, og det er ikke usandsynligt, at disse Statere med Byzants's Mærke bleve prægede, ligesom af de pontiske Stæder, saaledes af Rhodierne, RR der dreve' stærk Handel paa det sorte Hav, fornemmelig for at betales i Byzants i Sundtold, en Afgift, som fandtes saa tryk- kende, åt Rhodos omsider i Aaret 220 i Forbindelse med andre Magter ved en Krig tvang Byzants til at opgive den. The Californian Academy of Natural Science i San Fran- cisco ønsker at træde i Forbindelse med Videnskabernes Selskab, som modtog dette Tilbud. I Mødet blev fremlagt: Fra American philosophieal Society + Philadelphia. Proceedings, Vol. VI. Nr. 58 & 54, Januar—December 1855. Fra American Academy of Bctence 7 Philadelphia. Journal of the Academy of Nåtural Sciences of Philadelphia. New Series Vol. III. Part I. Philadelphia 1855. Proceedings of the Academy of Natural Sciences of Philadelphia, Vol. VIL. Nr. 872. 4855508: Vol VIN Nr SEES Fra Lyceum of National history + New- York. Ånnals of the Lyceum of Natural history of New-York, Vol. Il. 1828. Vola IIL: 1828—-36. Mol: IV. Nr 15545 4857. SVOR NEN 5.855: Fra the American Association for the Advancement of Bcience. Proceedings of the American Association for the Advancement of Science 1853—54 & 55. Cambridge 1855 & 56. Fra California Academy of Natural Science. Proceedings of the California Academy of Natural Sciences. MOLE! PLESS 4 St Erantisco: Fra Michigan State Agricultural Socrtety. Transactions of the State Agricultural Society with reports of County Agricultural Societies for 1854. Vol. VI. Lansing 1856. - Al! A- ble Al Mt 3-4 poren, Mødet den 1%" Mai. Herr Professor Dr. Theol. C. Z. Scharling fortsatte (s. Mødet 7 Novbr. 1856): »Udsigt over de nyeste videnskabelige Forhand- linger om den apostoliske Tidsalders christelige Literaåtur« : Et altid omtvistet Spørgsmaal har det været, om det Brev, der i N. T. fører Overskriften: 7%/ Hebræerne, har Paulus til Forfatter eller ikke. Men ikke mindre omtvistet har det været, for hvilke Læsere det oprindelig har været bestemt. Deri nær- mer man sig imidlertid Eenstemmighed, at Brevet ikke er skrevet af Paulus. Endog romersk-katholske Theologer have i nyere Tid trods Tridentinerconciliets Afgjørelse vovet at yttre sig tvivlende om Hebræerbrevets paulinske Authentie; saaledes L. Btengel, hvis »Ærklårung des Briefes an die Hebråer« rig- tignok er skrevet allerede før 1837, men først udkom efter håns Død i A. 1849 ved Dr. Joseph Beck — altsaa endnu i en Tid, hvor slig Frihed blev taalt. I Aaret 1850 udkom en tredie Ud- gave af Tholucks Commentar til Hebræerbrevet, hvor dette efter Luthers af mange Nyere billigede Hypothese henføres til 4pol- los som Forfatter”), medens Tholuck forresten vedbliver. at søge »Hebræerne«, til hvilke det bibelske Skrift ifølge sin Overskrift er rettet, i Palæstina og vel endog i Jerusalem. I Olshausens Biblischer Commentar iiber såimmtliche Schriften des N. T., som efter Forfatterens Død fortsættes af andre Theologer, leveredes 7) Ogsaa Katholiken J. A. Lutterbeck har i sit Værk: Die Neutestam. Lehr- begrife, Maynz 1852, udtalt sig billigende ,,om de fleste nyere Fortol- keres Mening, at Apollos skulde være den egentlige Forfatter til Brevet”, men med forsigtig Tilføjelse: ,,Gewiss aber wird auch Paulus sich bei dessen Abfassung wie immer mithetheiligt haben”, a. St. II, Sa 02, 72 som dte Binds anden Afdeling en Commentar til Hebræerbrevet, forfattet af Ebrard, Kønigsberg 1850. Den sidstnævnte Theolog gjør sig megen Umage for at svække de Grunde, som man i nyere Tld har fremført mod Hebræerbrevets Affattelse ved Pau- lus, men føler sig dog tilsidst alene af sproglige Grunde bevæ- get til at antage, at Apostlen ikke selv har skrevet det, men i Aaret 62 har betjent sig af en Hjælper, nemlig Lucas. Det egentlige Brev skal ende 13, 21, medens V. 22-25 skulle være tilsatte i Lucas's eget Navn. Imidlertid indsees det dog ikke, hvorfor den Omstændighed, at det V. 19 hedder: »Jeg beder om Eders Forbønner — — paa det at jeg desto snarere kan gives Eder igjen«, og derimod V. 23: »Vider, åt Broderen - Timotheus er given løs, med hvem jeg vil see Eder, dersom han kommer snart» — nødvendigen skulde forudsætte to for- skjellige Personer, da den samme Forfatter ved Tånken om alle de Forhindringer, der kunde komme i Veien for hans tilsigtede Reise, jo gjerne kunde udbede sig Læsernes Forbøn og dog derefter ligefrem udtrykke sit Haab og Ønske om snart at see dem, ledsåget af Timotheus. Ogsåa Guericke har troet i Ebrards Hypothese at finde en passende Udvei til åt forklåre sig påa den ene Side det Afvigende mellem Hebræerbrevet og de utvivlsomt paulinske Breve og dog paa den anden Side den vidtudbredte Antaågelse af Hebræerbrevet som paulinsk. »Sand- synligviis« — siger Guericke (Gesammtgesch. S. 419) — »er Hebræerbrevet skrevet under Apostlen Paulus's Øine, maaskee ogsaa af Paulus selv forsynet med en Epilog«. Denne sidste Yttring fører imidlertid til Antagelsen af, at netop 13,23-25 — som Ebrard vil henføre til Lucas — skulde være skreven af Paulus selv — saaledes som ogsaa Thrersch (die Kirche der ap. Zeit. S. 199) antager, medens denne Theolog lader Hebræer- brevet iøvrigt være optegnet af Barnabas, hvem Paulus ikkun skal have opgivet Hovedtankerne til videre Udførelse. — Men det bliver da en Confusion, naar Guericke S. 421 gjør opmærk- som paa, at Paulus V. 23 neppe vilde have betegnet Timotheus 73 med Tillæget &dsAgqoc, men snarere céxvov, vidc; thi saaledes bliver jo dog »Epilogens« Affattelse ved Pauli Haand kaldt til- bage. Ogsaa maa der med Hensyn til Guerickes Påaberaabelse af Hebræerbrevets »vidtudbredte« Anseelse som paulinsk be- mærkes, at det dog først er frå fjerde Aarhundrede i den orien- talske og først siden femte Aarhundrede i den occidentalske Kirke, at Traditionen om Brevets Affattelse er eenstemmig. Men med langt større Ret har Beuss (Gesch. der hewl. Schr. des N. T. 2 153) henviist til, at man ikke engang behøver at tage Hensyn til Formens og Sprogets Forskjellighed, da allerede selve Bre- vets dogmatiske Indhold tyder påa en ånden Forfatter end Paåu- lus: netop det væsentlige Element i den paulinske Theologie, . Troen i dens mystiske Forhold til Christi Person, mangler ganske i Hebræerbrevet, som sætter Troen'i en Antagelse af oversandselige Sandheder og i Tillid til de guddommelige For- "jættelser; som lader' hele Frelseslæren beherskes af en hos Paulus ikke forekommende Idee om Christi Præstedømme”) etc. Angaaende Forfatteren troer Beuss at maatte indskrænke sig til den Formøodning, at det sikkert var en fød Jøde og paulinsk Christen, sandsynligviis ikke nogen Palæstinenser, men mulig- viis den berømte Apollos fra Alexandrien. Uden nærmere at bestemme noget om Forfatter, Affattelses- tid etc. henfører Baur (Das Christenthum der drer ersten Jahrh. S. 98-103) Hebræerbrevet til Rækken af de Forsøg, hvorved fy) Det er mærkeligt nok, at Paulus i sin Fremstilling af Christendommens Forhold til Mosaismen slet ikke tager Hensyn til det G. T.s Offer- anstalt. Han bliver staaende ved Modsætningen af Evangeliet og Loven, som om der ikke i Mosaismen dog ogsaa var taget Hensyn ved Offerinstitutionen til det Mangelfulde i Loviagttagelsen. Dette Moment tager derimod Hebræerbrevets Forfatter i Øie og udfylder saa- ledes en Mangel i den paulinske Argumentation. Udførligere Fremstilling af det Etendommelige i Hebræerbrevets Indhold, sammenlignet med de paulinske Breves Lære s. hos K. R. Koåstlin i den nedenfor paa- beraabte Afhandling T%eol. Jahrb. 1853 og 1854, slg. samme Forfatters: Der Lelwrbegriff des Ev. und der Briefe Johannis und die verwandten neutestam. Lehrbegriffe. Berlin 1843. S. 387—472. 6: pl DØ Modsætningen imellem Jødedommen og Paulinismen skulde ud- jævnes og ophæves. »Vi see her en Skikkelse af den christe- lige Lære, hvor det friere paulinske Princips Betydning vel er bevaret, men ogsåå Forsøget er gjort påa at bringe det G. T.s Religionsforfåtning i såa nær oprindelig Forbindelse med Chri- stendommen som muligt, derved nemlig, at den viser den chri- stelige Bevidsthed en Vei, hvorledes den.kan finde sit Indholds Rigdom ogsaa allerede i det Gamle Testament, i det Mindste forbilledligt og antydningsmæssigt. Hebræerbrevet danner saa- ledes Overgangen til en Form af den christelige Bevidsthed, i hvilken, saaledes som det siden efter hørte til den katholske Christendoms Charakteer, Forskjellen mellem den gammeltesta- mentlige og den christelige Religion saameget som muligt for- svandt, i den Forudsætning at begge i og for sig efter Indhold og Form vare den samme Religion, kun den ene den fuldkom- nere, den anden den ufuldkomnere. « Til de meest veltalende og brilliante Partier i 7Azerscl's Die Kirche im apost. Zeitalter hører det Afsnit (S. 189-197), hvor Forfatteren oplyser Anledning, Indhold og Hensigt af Bre- vet til Hebræerne. Thiersch antager Brevet at være skrevet (af Barnabas, efterat Paulus havde angivet -ham Hovedtankerne) bl palæstinensiske (jerusalemske) Jødechristne, hvilke af det jødiske Hierarchie vare blevne udelukkede (-— Ebrard i sin Comm. an- tager, at de truedes med denne Udelukkelse —) fra det jødiske Religionssamfund og saaledes forhindrede fra Deeltagelse i Of- fringer og den øvrige Tempelcultus (medens det naturligviis ikke kunde forbydes dem at iagttage Omskjærelse, Sabbath, Af- holdelse fra levitisk urene Spiser o. desl., hvorom der derfor ikke findes nogen Omtale i Hebræerbrevet, saaledes som i de paulinske Breve til Galaterne, etc.). Brevets Hensigt bestemmes derfor saaledes, at det har været en Trøsteskrivelse. »Kun den, der ganske kunde sætte sig ind i en ægte Israelits Liv til den Tid, da Templet endnu bestod, kunde vurdere den Troesprøve, hvilken hine Christne, til hvilke Brevet er nærmest rettet, vare Eee Bk 2 ØR underkastede. Under en saadan Trængsel maatte Tvivl opstige: om det virkelig vår Guds Villie, at Messiæ Tilhængere skulde udstødes fra Messiæ Folk? om Jesu guddommelige Sendelse virkelig var vissere end Folkets guddommelige Udvælgelse? om den, i hvis Navn de christelige Forstandere fordrede en frivillig Opgivelse af Deelagtighed i Propheternes Forjættelser for Israel, ogsaa kunde være den af Propheterne Forjættede?« Disse Tvivl vilde Forfatteren til Hebræerbrevet nedslaåae ved at vise dem, hvorledes selve det Gamle Testament forbilledligt havde antydet sin egen Overgang i en fuldkomnere og evig gyldig Form, som nu var indtraadt ved Jesu Christi Aabenbarelse. Over Hebræerbrevet er i nyere Tid leveret flere Monogra- phier, af hvilke de betydeligste ere X. Wreseler's Der Brief an die Hebråer, Anhang til denne Forfatters Chronologie des apost. LZeitalters, Gott. 1848, S. 479-520, F. Delitzsch's Afhandling: Ueber Verfasser und Leser des Hebråerbræefes, i Zeitschr. fir die luther. Theol. 1849, 2 H., S. 250 ff., og endelig den nyeste, K. BR. Kåstlins Artikel: Ueber den Hebråerbrief, mit Biicksicht auf die neueren Untersuchungen desselben, i Theol. Jahrb. 1853, S. 410-428 og 1854, S. 366-446. S. 463-483, der indehol- der mange rigtige kritiske Bemærkninger over Forgjængernes Årbeider, om end Beviisgrundene for den af Kåstlin selv opstillede Hypothese om Hebræerbrevets Anledning og Affat- telsestid ere for endeel mindre overbevisende end skarpsin- dige. Resultatet af Kåstlins Undersøgelse er, med Hensyn til Hebræerbrevets Læsere, at disse have hørt til en enkelt af Jødechristne bestaaende Menighed — (0 Aaoc 9, 7. 19. 7, 5. 05 3:13, 12:27 17 slg. 2, 16. omfouator "APoacu), og at saaledes 'EBoaior i Brevets Overskrift ikke betegner omvendte Jøder overhovedet, thi dette vilde stride mod de historiske No- tizer 13, 19. 23, om at Brevets Forfatter snart vil komme til dem i Selskab med Timotheus og andre i Brevet givne Antyd- ninger, som forudsætte dets Læsere paa et enkelt bestemt Sted og under bestemte historiske Forhold, slg. 13, 7. 24. 10, 32-34 16 etc.; — dernæst at os 'E£owior ikke kunne søges i Palæstina og Jerusalem; thi til palæstinensiske og jerusalemske Jøde- christne havde en Forfatter neppe skrevet i et andet Sprog end det hebraiske, og derfor, saafremt han ikke havde havt Evne til at benytte dette, vilde han formodentlig slet ikke have hen- vendt sig til de Christne i hine Egne. Ogsaa maa man af Hensyn til Hebr 8; Fagre, ma ABIES ØST antage, at Brevets Forfatter hørte til den Menighed, til: hvilken han skrev, saa at han, under Forudsætning af, at denne Menig- hed var pålæstinensisk, neppe kunde have været saa udeluk- kende hellenistisk dannet, at han ikke formaaede at benytte det hebraiske Sprog og det Gamie Testament i Grundsproget (He- bræerbrevets Forfatter argumenterer som bekjendt paa flere Steder i sit Brev paa en Maade, der alene kunde gjælde ved Benyttelsen af den græske”) Oversættelse af det G. T., s. f. Ex. 10, 5-7 slgnet med den hebraiske Text i det anførte Sted af Psalm. 40, 7-8). Paa palæstinensiske Christne passer heller ikke 2, 3, hvor Forfatteren siger, at han og hans Læsere havde modtaget Frelsens Ord af »dem, som havde hørt Herren ”) (medens der dog i Palæstina levede endnu lige til Begyndelsen af andet Aarhundrede efter Chr. umiddelbare Disciple af Her- ren); ligesaalidt 12, 4 (at Brevets Modtagere endnu ikke havde lidt nogen blodig Forfølgelse); allermindst 6, 10, hvor det hed- der, at Brevets Modtagere havde understøttet og vedblev at understøtte toic &yiorc, »de Hellige« — et Udtryk, som i denne Sammenhæng er i N. T. en reciperet Benævnelse for den jeru- salewske Menighed, s. I Kor. 16, 1. 2 Kor. 8, 4. 9, 1. Rom. 15, ) Bleek (Comment. I, S. 372 f.) har end yderligere oplyst, at Forfatteren til Hebræerbrevet i sine Citater af LXX for det Meste stemmer overeens med Læsemaaden netop i Cod. Alex. (hos Paulus svare Citaterne af LXX hyppigst til Læsemaaden i Cod. Vat:.). 14) I Anledning af disse Ord siger Luther: ,,Damit wird es klar, dass er von den Aposteln redet als ein Jiinger, auf den solehe Lehre von.den Aposteln kommen sey, vielleicht lange nachher.” sVorrede auf die Ep. an die Hebr. Walch Th. XIV, S. 146 f. Fl 25. 31, og som grundede sig paa, at de palæstinensiske og især de jerusalemske Christne vare xær” &£oynv of &yror, lige overfor de andre Christne, der først skyldte hine deres Kund- skab, og Deeltagelse i Frelsens Evangelium (?). Imod 7hzersel's Betragtning af Hebræerbrevet som et Trøstebrev til pålæstinen- 'siske Christne, der vare blevne excommunicerede fra Synagogen af deres jødiske Landsmænd, gjør Køstløn den Indvending — foruden andre, der dog have ringere Betydning — at Brevets hele Tone mere er bebreidende og. anklagende end trøstende, og at Advarslen 13, 9: »Lader Eder ikke omdrive af de man- gehaande og fremmede Lærdomme etc.« (didæywig moixidars xæi E£værc un magaupégsod&s xt4) forudsætter Tilbøieligheden og Hen- givenheden for den jødiske Cultus som noget Fremmed, medens jo netop de palæstinensiske og jerusalemske Christnes Vedhæn- genhed ved denne var gammel Vedtægt. Imod Delttzsch, som søger at begrunde Antagelsen af Hebræerbrevets Læsere som palæstinensiske Jødechristne paa en anden Maade, end Thiersch, nemlig derved, at Tempelbesøg og Iagttagelse af jødiske Skikke ikke udtrykkeligen i Brevet erklæres for nogen væsentlig For- nægtelse af Christus, hvilket maa tilskrives en hensynsfuld Skaansel, som alene kunde skyldes Menigheden i Jerusalem, bemærker Køst/in, at naar Hebræerbrevets Forfatter har undladt at erklære de angivne Forhold for åt være en Fornægtelse af Christus, da var det, deels fordi han satte Christendommens Forskjel. for Jødedommen ikke såameget i Befrielsen fra Loven overhovedet og dens enkelte Institutioner som meget mere i den aandelige og sande Forsoning, hvilken Christi. Offring brin- ger, i Sammenligning med de gammeltestamentlige Offringer og Rensclser, deels fordi Læserne ikke havde nøgen Leilighed til (fortvarigt og regelmæssigt) Tempelbesøg, hvilket netop saa meget snarere gjør det indlysende, at Hebræerbrevets Forfatter ikke skrev til jerusalemske, men til ikke-paålæstinensiske Jøde- christne. Derimod finder Kåst/øn en mere positiv Antydning af, hvor Hebræerbrevets Læsere skulle søges, i den Maade, hvor- 78 påa Christologten her er behandlet. Alle hine høie Prædicater om Christi Guddom, hans vioryg, hans verdensskaberske Virk- somhed etc., tyde påa speculative Forudsætninger, som nærmest hørte hjemme i A/exandrien. . Her have vi, næst efter Jerusa- lem, en Stad, hvor vi i A. 60-70 efter Christus nærmest kunne vente at finde en Aeel eller dog for den største Deel af Jøder bestaaende christelig Menighed. Endnu langt nede i Tiden — under Hadrian — hvor den christne Menighed i ÅAlexandrien overveiende bestod af Hedningechristne,… forraadte dog disses (alexandrinsk-)jødiske Dannelse og Tænkemaade deres Oprindelse fra christnede Jøder (see det saakaldte Barnabæ Brev!).: Om alexandrinske Jødechristne lod alt det sig passende sige, hvad vi ovenfor fandt uanvendeligt paa jerusalemske Jødechristne (at de ikke havde endnu lidt nogen blodig Forfølgelse, Hebr. 12,4; at de havde understøttet og understøttede zoic ayiorg 6, 10 etc.). Naar vi antage, at de ægyptiske Jødechristne, til hvilke Hebræer- brevets Forfatter skriver, indtoge en lignende Stilling til den mosaiske Lov, som den af Phzlo repræsenterede jødiske Alexan- drinisme, da forklares de Forhold, hvilke Brevet forudsætter, påa ganske tilfredsstillende Maade. Tidligere havde en fuld- stændig Iagttagelse af Ritualloven ikke fundet Sted hos dem — navnlig var vel Nadveren (13, 10) paa lignende Viis traadt i den jødiske Offercultus's Sted, som det var Tilfældet ved The- rapeuternes Maaltider — men nu truede en saadan strængere og fuldstændigere Opfyldelse af Rituallovene at blive almindelig; Lærdomme, som erklærede en saadan nødvendig, begyndte at finde Indgang hos dem (13, 9), maaskee netop som Følge af Reactionen imod en Spiritualisme, der havde udviklet sig under den første christelige Begeistring”). Forfatteren til vort Brev, +) Philo lærer os at kjende, hvorledes indenfor selve Jødedommen i ÅAlex- andrien en saadan Opposition udviklede sig mellem en idealistisk og realistisk Opfattelse af Mosaismen. S. Neander, Allg. Gesch. der chr. Rel. u. K. Ir Th. 1 Abth. S. 60—87. Ogsaa i Barnabæ Brev (Cap. 4) findes Spor til, at endnu i Begyndelsen af Zdet Aarhundrede fandtes strænge Jødechristne i Alexandrien. der ved Omstændighederne forhindredes fra strax åt kunne vende hjem og modarbeide en Retning, som lod befrygte et - fuldkomment Tilbagefald i Judaismen, ansåae det nødvendigt ved sin Skrivelse at træde op derimod. Ogsaa er dette mærke- ligt, at den Vei, som han i denne Henseende slåaer ind paa, netop er en theoretisk Udvikling; det er ved Hjælp af Dialektik og en religion - philosophisk Theorie, ved en Udfoldelse af cogia« og yvocic, at han vil bringe sine Læsere tilbage fra den Vildfarelse, hvori de vare geraadede”). Det Værd, som han tillægger den høieste Opfattelse (754 81- ovns 6, 1) af Læren i Modsætning til sammes simple Funda- mentalartikler (5, 12. 6, 2) Gud lige, verdensskabende og verdensopholdende véæog, der paa , Betragtningen af Christus som den - saa bestemt en Maade erindrer om den Philoniske”) Logos- lære, Alt dette tåler saameget for Antagelsen af, at Hebræer- brevets Forfatter og Læsere have været alexandrinske Jøde- christne, at, dersom man ikke havde ladet sig vildlede af Tra- ditionen, men af Brevet selv ladet sig oplyse om dets Oprindelse, vilde man aldrig have tvivlet derom ””). æt) Dog veed han meget vel, at Vantro har en dybere Grund, end at den ad theoretisk Vei kan helbredes, s. Hebr. 6, 3. 4, hvor den ofte urig- tigen opfattede Forbindelse er denne: Lader os med Opgivelse af Be- gyndelsesgrundene skride frem til en fuldkomnere Læreudvikling — og dette vil jeg med Guds Bistand forsøge. Thi det vilde dog være umu- ligt, dersom Nogen ganske er falden fra, da at føre ham tilbage ved at optage Begyndelsesgrundene paa ny. +) Om Forholdet mellem Philo og Forfatteren til Hebræerbrevet er der blevet fremsat ganske modsatte Meninger. Alligevel findes der dog saadan Overeensstemmelse mellem Philo og Hebræerbrevets Forfatter i ganske ewrendommelige Ideer, Reflectioner, Udtryk (s. Beviisstederne hos Eichhorn, Schulz, Bleek, Zeller etc.), at det er besynderligt, hvorledes endnu Tholuck kan vægre sig for at antage, at Hebræerbrevets For- fatter har kjendt Philos Skrifter, og Delitzsch ikke kan finde nogen større Berørelse af Alexandrinismen hos Hebræerbrevets Forfatter end hos Johannes og Paulus. 14%) Foruden Kåstlin have i nyere Tid ogsaa Wieseler (s. ovenf.) og Bunsen (Hippolyt. I, 365) erklæret sig for, at Brevet var nærmest skrevet til Alexandrinske Jødechristne. Til de mere speciøse end grundige Årgu- m. Den Indvending, som er bleven fremført mod Brevets op- rindelige Bestemmelse for alexandrinske Jødechristne, at nemlig alexandrinske Kirkefædre Pantænus og Clemens ikke kjende noget til en saadan Bestemmelse, søger Kåstlin at afvise der- ved, at disse sildigere Kirkefædre ikke gjenkjendte i Brevet Billedet af den alexandrinske Menighed, fordi denne til deres Tid allerede for længe siden bestod overveiende af Hedninge- christne, medens de Christne, til hvilke Hebræerbrevet er skre- vet, skildres,som Jødechristne. Allerede flere Gange var der anrettet saa store Blodbad paa den jødiske Befolkning i Alex- andrien af Stadens hedenske Beboere (i Aaret 66 bleve Jøder- nes Boliger stukne i Brand og 50,000 Jøder dræbte, Joseph. B. J. XVIII, 7. 8.), at den med Jøderne sammenboende jøde- christelige Menighed efterhaanden forsvandt, og muligen vort Brev for en Tid lang slet ikke mere kjendtes, indtil det ved atter at drages for Lyset forekom den dalevende Menighed ligesom andre christne Læsere at have været oprindeligen be- stemt for palæstinensiske Jødechristne (E8Qato). Dunkle og uforstaaelige Yttringer, f. Ex. det omtvistede »epistola ad ÅAlex- andrinos Pauli nomine ficta« i Fragmentet hos Muratori, kunde muligen indeholde Antydning om Brevets første, senere mis- kjendte Bestemmelse. At Brevet maa være affattet inden Jerusalems Forstyrrelse, fremgaaer af hele dets Tendents og "den af Forfatteren brugte Årgumentation (f. Ex. 8, 8 ff. og 10, 15 ff.), da det havde været ufornødent, af Prophetsteder at bevise den gamle Pagts og den menter, hvormed Køåstlin understøtter sin Paastand om Brevets Bestem- melse for Alexandrinske Jådechristne, hører hans Udlægning af Hebr. X. 32—34, hvor han vil have Udtrykket xzowrwvoi Tv ovTus dvacTeE- gouéævwv forstaaet ikke om Christne, eftersom Forf. efter Kåstlins Mening da simpelthen vilde have skrevet røv &dslgwv eller desl., men om Jøder, med Hensyn ti de Forfølgelser, hvilke de alexandrinske Jøder vare underkastede under Caligula i Aarene 38 og 40 efter Chr., hvorom haves FEfterretning i Philos Skrifter (contra Flaceum og De legatione ad Cajum) og hos Josephus Ant. XVI, 6. 11 XVIII, 7. 2. | | | | 81 gamle Cultus's Abrogation, naar den faktiske Ophævelse af Tempeltjenesten ved Jerusalems Ødelæggelse allerede var ind- traadt. Denne Affattelse i Forbindelse med Brevets ligesaa betyd- ningsfulde og ejendommelige som med den apostoliske Grund- lære i det N. T.s øvrige Skrifter overeensstemmende Indhold sikkrer det dets Plads i Kanon, skjøndt dets Anseelse modtager sin nærmere Bestemmelse derved, at Forfatteren ikke selv gjør Fordring paa at være Apostel”). Thi da kanonisk Anseelse i strængeste Forstand kun tilkommer de egentlige Apostles ægte Skrifter, kan en saadan ikke i lige Grad tilkjendes dette Brev, naar Traditionen om dets: Affattelse ved Apostlen Paulus maa erklæres for urigtig, og Brevets eget Indhold kun fører til An- tagelse af dets Affattelse ved en Christen fra den apostoliske Tid. Men paa den anden Side, da der dog, hvor Talen er om at kjende Christendommen i dens første og oprindelige Skik- kelse, maa næst efter Apostlene skjænkes de Mænd, hvilke vare disses umiddelbare Disciple og levede og virkede under lignende Forhold og Betingelser som Apostlene, den største Opmærk- somhed og Tillid, saa maa der unægteligen tilkjendes Hebræer- brevet en vigtig Betydning i Samlingen af det N. T.s Skrifter, fordi dets Forfatter efter Alt, hvad udvortes og indvortes Vid- nesbyrd lade slutte, maa søges i den ovennævnte Kreds. ÅAn- tydningerne om hans Personlighed ere imidlertid for faa, til at man med Bestemthed tør søge ham netop blandt de apostoliske Mænd, hvis Navne og Forhold ere os bekjendte af det N.T.s Skrifter. Ikke let findes der nogen af Apostlenes, navnlig Pauli, Medarbeidere omtalt i disse, uden at der jo er blevet gjort Forsøg paa at hævde en saadan Forfatterskabet til Hebræer- brevet. I nyeste Tid vilde 7hrersch, som vi ovenfor have be- mærket, have dette Brev betragtet som et Tråstebrev, hvilket ") Dette paastod alligevel W//mann (Theol. Stud. u. K. 1829 S. 395), men med Urette. 82 Barnabas i Pauli Ærinde og efter dennes Anviisning havde skrevet til de palæstinensiske Christne; men ligesaåalidt som Brevet er et Trøstebrev, ligesaalidt kan det henføres til Paulus som Hovedforfatter, da dets Indhold i mange Henseender er forskjelligt fra den i de paulinske Breve indeholdte Theologie, og overhovedet Brevet er langt fra at tilkjendegive sig som Værket af meer end een, fuldkommen selvstændig optrædende Forfatter. Det Samme gjælder ogsaa mod Delitzschs og Ebrards Hypothese, at Lucas skulde være Concipienten for de af Paulus angivne Hovedtanker. Desuden taler imod Barnabas (hvem ogsaa Wrzeseler antager for at have skrevet Brevet), at denne som Levit vilde have været bedre bekjendt med Templets Ind- retning, end Brevets Forfatter ifølge 9, 4 synes at have været; — en Bemærkning, som ogsaa lader sig gjøre gjældende mod Antagelsen af Brevets Affattelse ved S7/as, der som Palæstinen- ser og Jerusalemit (s. Å. G. 15, 22) desuden vistnok maatte og vilde have benyttet, det Gamle Testament efter dets Grundtext. Lucas frembyder i sin Stiil enkelte Ligheder med Hebræer- brevets Forfatter, men dog ikke afgjørende nok til derpaa at bygge nogen sikker Slutning om begges Identitet; ogsaa var Lucas uden Tvivl ikke af Herkomst nogen Jødechristen (s. Col. 4, 14, slg. V. 10. 11). Foruden Lucas og Barnabas, hvilken sidste dog kun af Tertullian og det kun paa eet eneste Sted (de pudic. 20) nævnes som Hebræerbrevets Forfatter, have Eu- sebius (h. e. 3, 38) og Hieronymus (ep. ad. Dardan. p. 608 ed. Paris) angivet, at ogsaa Clemens Bomanus er i den ældste Kirke bleven nævnt som den, der havde affattet hiint Brev. Men da den sidstnævnte apostoliske Kirkefader, som i sit Brev til Ko- rinthierne selv benytter Hebræerbrevet, tilstrækkeligen ved Be- handling og Stiil adskiller sig fra Forfatteren til dette Skrift, kan der ikke videre tages Hensyn til Meningen om Identiteten af disse to, Skrifters Forfattere. Saaledes bliver den største Sandsynlighed tilbage for den af Luther fremsatte Hypothese, at Apollos har forfattet Hebræerbrevet. Denne var en Jøde- 83 christen, af Herkomst en Ålexandriner, lærd, veltalende, skarp- sindig (Ap, G. 18, 24.), virksom for Evangeliet i paulinsk Retning (Ap:G. 18, 27. 28, 1 Cor. 1.13.3,5.4,6.16, 12, slg. Tit. 3, 13). Men besynderligt er det alligevel, åt der netop om dennes Forfatter- skab til Hebræerbrevet ikke findes ringeste Spor i den kirke- lige Tradition, medens der dog ved Siden af Paulus nævnes Lucas, Barnåabas og Clemens; jo mere anseet og berømt Apol- los Navn var (s. ogsaa Clem. Rom. 47. slg. 40. 36), desto mere paafaldende er det, at det saa ganske skulde være blevet for- trængt, dersom virkelig Apollos havde været det omtvistede Brevs egentlige Forfatter. Medens det saaledes ikke er lykkedes — hvad der vel heller ikke i Fremtiden vil lykkes — at føre Undersøgelsen om Brevets Forfatter videre, forsaavidt der søges en bestemt histo- risk Personlighed, til hvilken det med nogen Sandsynlighed kan henføres, hår derimod den nyeste Tids Theologie indlagt | sig Fortjeneste af at udbrede i en anden Retning nyt Lys over dette mærkelige Skrift, idet der med stor Skarpsindighed er blevet efterviist, hvorledes vi i det saakaldte Brev til Hebræerne finde en theologisk Udvikling, der, vel ikke uden Indflydelse af Pauli foregaaende Virksomhed, dog påa en egen, af denne ÅApostels Læresystem uafhængig Maade, hævede sig paa Jøde- christendommens Basis til en Anskuelse om Ophævelsen af det Gamle Testaments Gyldighed for alle Christne og til en Christo- løgie, hvorved den traf sammen med den paulinske Lære; — et Vidnesbyrd om, at den ældste Christendoms aandelig frie Udvikling ikke såa udelukkende tør betragtes eiendommelig for den paulinske Skole, som det endnu sædvanlig pleier at antages. Og her synes netop at frembyde sig en passende Leilighed til at omtale Bestræbelser, der ved Siden af de egentlig histo- risk-kritiske Undersøgelser om det N. T.s Skrifter fortjene en særegen Opmærksomhed, fordi de i flere Henseender deels have ydet en fortrinlig Understøttelse til at føre hine Undersøgelser videre frem, deels have dannet en gavnlig Modvægt mod den Eensidighed, til hvilken mange Forskere i den angivne histo- riske Retning have overladt sig, jeg mener de Forsøg, som ere anstillede i nyeste Tid for at fremstille de nytestamentiske Skribenters Lærebegreb. Under den Usikkerhed, som var opstaaet ved den nyere Kritiks Tvivl og Angreb påa mange af de nytest. Skrifters Ægt- hed, laae det Forsøg nær, med Forbigaaelse af alle Spørgsmaal om Ægtheden, Affattelsestiden, Anledningen og Hensigten af hine Skrifter, udelukkende at indskrænke sig til åt give en mu- ligst tro Reproduction af deres Læreindhold. Hvilken rig Ud- sigt, der ved denne Fremgangsmaade aabnede sig til nye og frugtbare «Ideer, viste blandt andet et Skrift, som en af Baurs Disciple, den i Forhandlingerne om Hebræerbrevet nylig omtalte K. R. Kåstlin, udgav i Aaret 1843 under Titel: »Der Lehrbegrif des Evangeliums und der Briefe Johannis und die verwandten neutestamentlichen Lehrbegriffe. Alligevel kan det ikke undgaaes, hvormeget end denne Slags Fremstillinger giver sig Mine af udelukkende at fordybe sig i det givne Materiale og derved at ville vinde et reent objektivt Udbytte, at de ubevidst paavirkes af de historiske Forudsætninger, hvormed deres Forfattere ere gaaede til deres Arbeide. Saaledes udførte Kåst/øn den af ham forsøgte Fremstilling påa en Maade, der med Fordring paa fuldkommen Uafhængighed af de historisk kritiske Resultater dog noksom vidnede om, hvorledes de Båurske Forudsætninger om Christendommens Udviklingsgang havde en ikke ringe Deel i det Held, hvormed det lykkedes den ovennævnte Theolog ad den angivne Vei at bekræfte hines Rigtighed. Heller ikke kan det tænkes muligt, at et Skrift endog blot med Hensyn til sit Læreindhold skulde kunne rigtigen forstaaes, naar man var i fuldkommen Uvidenhed om dets Forfatter, Tiden for dets Affat- telse og de nærmere Omstændigheder, hvorved det er blevet foranlediget. Den saa ofte paaberaabte Forudsætningsløshed kan ved Undersøgelse af historiske Phænomener altid kun for- staaes i en relativ Forstand; men Hovedsagen derimod er, at 85 man, hvad enten man udtrykkeligen angiver sine Forudsætnin- ger eller fortier dem, bliver sig dem bevidste i deres Betydning som saadanne. Den ældre Theologie gik ud fra Antagelsen af den væsen- lige Rigtighed af den kirkelige Tradition om det Nye Testamen- tes Oprindelse. Ved Kritikens Hjælp er det oplyst, hvor usikker, afvigende og modsigende denne Tradition er i mange Punkter; men derfor tør den dog ikke i sin Heelhed saaledes vises til- side, at den skulde ganske vige Pladsen for en Anskuelse om Christendommens Udviklingsgang og de nytest. Bøgers Oprin- delse, der udelukkende er støttet paa disse Skrifters — ofte kun formeentlige — Indhold og som dog — eller rettere netop derfor — ikke mindre lider af Usikkerhed og indre Modsigelse. Den Baurske Anskuelse om en principiel Differents mellem Pau- lus og de andre Apostle er- dog -altid kun en Hypothese, som søger sin Understøttelse i en Række Phænomener, til hvilken Modvægten dannes af en anden Række, som taler for den almindelig kirkelige Anskuelse om Apostlenes væsenlige Over- eensstemmelse i deres Opfattelse og Forkyndelse af den i Jesu Christo givne guddommelige Aabenbaring. Som Parallel til de påapegede Afvigelser, Uovereensstemmelser, Modsigelser mellem de kirkelige Traditioner kan påavises den Uovereensstemmelse, Forskjellighed og Modsigelse, som hersker indenfor selve den Baursk-kritiske Skole om mange Spørgsmaal, som henhøre til den ældste christelige Tids Historie og litteraire Monumenter”). 7) For ikke at gjentage og henvise til, hvad jeg i denne og tidligere Af- handlinger har oplyst, vil jeg her beraabe mig paa en Forfatter, som selv er en begeistret Lovtaler af den Tibingske Skoles kritiske Årbei- der: ,Innerhalb der Schule selbst sind manche Retractationen vorge- nommen, manche Hårten gemildert, manche Paradoxien aufgegeben. Es hat vor allem der Gegensatz von Ebionitismus und Paulinismus, namentlich durch die Einwendungen und ÅAnregungen von Georgii, Ritschl, Hilgenfeld u. Å. eine genauere Begrenzung gefunden, es ist die Bedeutung desselben auf ein verstindiges Mass zuriickgefthrt. Es sind von den Gliedern der ebionitischen Reihe manche auf die Pauli- Der synes derfor dog ingen anden Vei at vise sig til at vinde rigtige Forestillinger om disse end den, som den theologiske Videnskab fra sin Begyndelse af har betråadt, og som er anviist ved Sagens egen Natur, nemlig med Opmærksomhed for de udvortes historiske Vidnesbyrd om hine litteraire Momenter at forbinde Hensyn til disses eget Indhold, og saaledes ved Sam- menligning og Kritik at danne sig en saåavidt mulig objektiv - rigtig Dom om deres Oprindelse og Beskaffenhed. Jo mere den nyere Kritik var tilbøjelig til uafhængig af den kirkelige Tradition at construere sig det Nye Testamentes Theologie, desto mere førtes den til at antage Indholdet af det Nye Testa- mentes Skrifter for et Conglomerat af forskjellige Anskuelser, som ikke lode sig bringe til nogen indbyrdes Eenhed, »et Com- plex af stridende, hinanden ofte polarisk frastødende Systemer«”). I det Nye Testamentes Skrifter sååe den derfor kun »en Kjæde af Udviklingstrin, hvori forskjellige deels frastødende deels at- traherende Tankerækkers Historie fremstillede sig« uden anden Eenhed og Overeensstemmelse end i det ene Punkt om Jesu Messianitet og guddommelige Sendelse. nische Seite hintubergeruickt. In der Kritik der synoptischen Evange- lien sind nicht nur in Bezug auf das Alter, aber eben so wichtige Concessionen in Bezug auf die Entstehungsart der Evangelien gemacht worden ... Uberhaupt ist noch ein weites Feld gedffnet fir die Durch- forschung der synoptischen Evangelien. Hier zeigt sich noch grosse Unsicherheit und vielfacher Wiederspruch. Auch die Abhångigkeit des Matthåus vom alten Hebråerevangelium, zu Anfang von der Schule mit so grosser Parrhesie verkundet, scheint wieder zuruckgenommen. zu werden und ein åhnlicher Rickzug bevorzustehen wie in der Frage uber das Verhåltniss des Lucas zum Marcionitischen Evangelium .... Am wenigsten Zustimmung hat selbst innerhalh der Schule die Ver- werfung der Mehrzahbl der kleinen Paulinischen Briefe gefunden; etc.” K. Schwarz, zur Geschichte der neuesten Theologie, 1856, S. 191 ff. 7) S. en Artikel i Deutsche Jahrb. 1842, Nr. 4£2—46 med Overskrift: Zur Kritik des apostolischen Zeitalters und des neutestamentl. amons. Slg. de af mig i en tidligere Afh. med Hensyn til denne Artikel meddeelte Be- mærkninger. 7T%eol. Tidsskr. 7de B., S. 1—36. EGET RE ETERN ERE ERE ERE ET IN. KIMEN kil | | i | i i i i | i Vi have i det Foregaaende gjort Regnskab for det Resul- tat, hvortil Baur kom ved Anvendelse af hiin Fremgangsmaade, med Hensyn til Bestemmelsen af de nytestamentiske Skrifters Op- rindelse og indbyrdes Forhold (s. Overs. 1855, S. 155 ff.).. Medens nu en saadan Betragtning danner et fuldkomment Modstykke til en ældre Anskuelse, der ved udelukkénde at betragte det Nye Testamentes Skrifter under Eenhedens Synspunkt som den hellige Aands Værk oversaae den Forskjellighed, som umiskjendeligen viser sig i de nytestamentiske Skribenters Opfattelse og Frem- stilling af den christelige Aabenbaring, have endeel nyere Theo- loger, der lode hine diametralt modsatte Anskuelser, hvilke i deres Conseqvenser vise sig ligesåa uforenelige med den reli- giøse Tro som med Videnskabens Fordringer, tjene som Cor- rektiv for hinanden, betråadt en Vei, som lover en mere til- fredsstillende Løsning af Spørgsmaalet om Christendommen i dens sande og oprindelige Skikkelse, end der blev mulig under de ovennævnte eensidige og hinanden udelukkende Synsmaader. Disse Theologer ansaae vel ikke Kirkens Tradition for ufeilbar, men idet de dog fandt et Støttepunkt i dens alminde- lige Antagelse af, at det Nye Testamentes Skrifter — maaskee med ganske enkelte Undtagelser — tilhørte den apostoliske Tid, have de efterviist, hvorledes der i disse Skrifter findes! en Eenhed og Br cenEsjemmelse i Opfattelsen og Fremstillingen af den Christelige Sandhed, som maa udledes af det særegne For- hold, hvori deres Forfattere stode til dens umiddelbare historiske” Aabenbarelse, og som ingenlunde ophæver de Forskjelligheder i deres Læretroper, der betingedes foruden ved andre meer tilfældige Omstændigheder (f. Ex. ved Hensyn til de Læsere, for " hvilke de nærmest skreve, de Anledninger, som fremkaldte deres ' Skribentvirksomhed etc.) væsenlig ved de nytestam. Skribenters "| Individualitet og Dannelsesgang. Paa denne Maade er det lykkedes ; af Skrifternes, Indhold atter at vinde en Kundskab om deres For- | fattere, om Anledningen til deres Affattelse, Tid, Sted og andre | Forhold for deres Tilblivelse, som deels stadfæster deels berig- | 7 88 tiger Kirkens Tradition i det Hele og i det Enkelte. Fortjenst- lige Bidrag i denne Henseende, om ogsaa af forskjelligt Værd, leverede, forsaavidt vi ville indskrænke os til den Tid, vi her nærmest have for Øie: Lechler (Das apostolische und nachapo- stolische Zeitalter. Haarlem 1851, 2den omarbeidede Udg. 1856), C. F. Schmid (Biblische "Theologie des N. T., herausgeg. von Weizsåcker, Stuttg. 1853. 1r u. 2r Th.), E. Beuss (Histoire de la theol. chrétienne au siécle apostolique, Strasb. 1852, 2 Voll.), Lutterbeck (Die Neutestam. Lehrbegriffe. Maynz 1852. ir u.2r Th.), H. Messner (Die Lehre der Apostel. Leipzig 1856). Hvad de øvrige Breve angaaer i det N. T., da føre de som bekjendt Navnet de £atholske eller almindelige, en Benævnelse, om hvis Oprindelse og Betydning der har været fremsat mange forskjellige Meninger. Rimeligst er det, at man har betegnet disse Breve saaledes, paa Grund af deres almindelige Indhold og Hensigt, til Forskjel fra de paulinske, der med Hensyn til Læsere og Indhold have speciellere og mere personlige Rela- tioner. Dette gjælder i det Mindste om de tvende Hovedbreve, påa hvilke hiin Benævnelse 'først er bleven anvendt, nemlig første Petri og første Johannis. Maaskee dannede disse for sig en liden Samling, hvortil efterhaanden de andre ikke-pau- linske Breve knyttedes. De katholske Breve have det tilfælleds med hinanden, at de historiske Forhold, hvorunder de ere op- staaede, træde tilbage i en saadan Dunkelhed, at al den An- strængelse, som Lærdom og Skarpsindighed hår anvendt paa nøjere at udfinde Tid, Sted, Anledning og andre Omstændig- heder ved disse Skrifters Affattelse, ikke har formaaet med Sik- kerhed at udbrede noget tilfredsstillende Lys derover. Med Und- tagelse af første Petri og første Johannis Breve har der ogsaa saavel med Ilensyn til de »katholske« Breves Authentie som til deres theologiske Værd hersket forskjellige Meninger i Kirken, 389 saa at de alle, paa hine Breve nær, ere blevne henregnede til ævtiiksyousve fra den Tid af, da Kirken begyndte at gjøre sig strængere Regnskab for det Nye Testamentes Kanon. Anderledes forholder det sig med første Petri og første Johannis Brev, forsaavidt Kirken fra gammel Tid hår henregnet disse til de utvivilsom ægte apostoliske Skrifter (0u0loyovuére). Men ogsaa om disse to Breve gjælder det, at den nærmere Bestemmelse af de historiske Forhold, hvorunder de ere affat- tede, er forbunden med Vanskelighed, saa at en nyere Tids Kritik blandt Andet deraf har taget Anledning til at omtvivle og benægte deres Åuthentie, Medens vi hvad Jakobr Brev angaaer henvise til de derom i Overs. 1856 S. 193 ff. meddeelte Bemærkninger, ville vi her gaae noget nærmere ind påa Forhandlingerne om de petrinske Breve og navnlig om det første af disse. Grunden til at skjænke Forhandlingerne om dette Brev en lignende udførlig Fremstilling som den, der blev i det Foregaaende indrømmet de kritiske Undersøgelser om Apostlenes: Gjerninger, vil man finde deels i den særegne Betydning, som Resultatet af Undersøgel- serne om de to nævnte Skrifter har for det hele Spørgsmaal om Christendommens tidligste Udviklingsgang, deels i den Lei- lighed, som derved atter vil frembyde sig til rigtigere og selv- stændigere at vurdere videnskabelige Bestræbelser, hvilke man blandt Andet derved har søgt at unddrage Opmærksomhed, at man har fremstillet dem som ikke fremkaldte ved nogen indre Nød- vendighed, men grundede i en utidig Nyhedslyst, i en Tvivle- syge og- Forfængelighed, som skal være »Skoletheologerne« eiendommelig. De kritiske Undersøgelser om de bibelske Skrif- ter — er der nylig blevet sagt — have, medens de forjættede »nye Indblik« og »store Opdagelser«, væsenlig kun beståaet i »en Omstilling af allerede vundne Erkjendelser, hvis Værd kan sammenlignes med hine Operationer, som urolige Qvindfolk foretage sig, hvilke hver fjortende Dag træffe et andet Arran- ger 90 gement med deres Møbler, for altid at have noget Nyt.«”) Om man endogsaåaa indrømmer, at Mænd, som tålede i denne Ret- ning, kunde have Grund til deres fjendtlige Udfald mod en såa- kaldt theologisk Videnskabelighed, der dristig og hovmodig udgav umodne Resultater af sine Forskninger for »vigtige Op- dagelser«, kan det dog ikke nægtes, at de have givet deres Anklåge en såa ubetinget Almindelighed, at de derved ikke blot ere blevne uretfærdige mod Personer, men ogsåa mod Princi- per, om hvis Berettigelse det er ikke mindre rigtigt at værne end om deres, paa hvis Anerkjendelse man fra hiin Side ude- lukkende lægger Vægt. Det røber Raahed og Uvidenhed, kun at ville erkjende en Fremvæxt i videnskabelig Indsigt, hvor der bringes nyt Kundskabsstof eller nye Iagttagelser for Dagen, saaledes som det i vor Tid navnlig er blevet forundt Natur- videnskaberne; thi det er dog ikke mindre ved en forstandigere og hensigtsmæssigere Anordning af »allerede vundne Erkjen- delser«, at man baner sig Vei til Opdagelsen af hidtil ube- kjendte Sandheder og nærmer sig Erkjendelsen af hine almin- delige Love, som er det sidste Maal for al Forskning og Gransk- ning”). Det er ikke vanskeligt åt vække Haan og Mistanke mod videnskabelige Undersøgelser, der føre dybere og videre, end de fleste Mennesker have Lyst og Leilighed til at følge; men det er et Forræderi mod Sandheden ved en saadan Frem- gangsmaade at unddrage Bestræbelser, der, hvor ufuldkomne og utilfredsstillende de end i mange Henseender kunne være, dog have givet Stødet til nye og vigtige Fremskridt, den Opmærk- 7) Saaledes 4. F. C. Vilmar i sin bekjendte Brochure: Die Theologie der Thatsachen. wider die Theologie der Bhetorik. Marburg 1856, 3te Aufl- 1857. Dette Skrift, der selv er et mærkeligt specimen paa rhetorisk Theologie, har i Tydskland vakt den samme Opmærksomhed, som hos os S. Kierkegaards Skrifter af lignende Retning. t%) Forresten tør ogsaa de sidste Decenniers Bibelkritik rose sig af at have draget literaire Monumenter for Lyset, der, om de end allerede vare bekjendte, dog langtfra vare blevne undersøgte med den Grun- dighed og med det Udbytte nogensinde tidligere, 91 somhed og Anerkjendelse, der tilkommer dem. = Videnskabens og de videnskabelige Undersøgelsers Historie maa ansees for et hensigtsmæssigt Middel til i denne Henseende at fremkalde og begrunde en modnere Dom. Netop de Undersøgelser, hvis Gjendrivelse og Berigtigelse for endeel udgjøre Indholdet af disse Blade, ligne i mange Henseender de Arbeider, som i nyere Tid paa Naturvidenskabernes Omraade udførtes ved Mi- kroskopets Hjælp. Det kan derfor ikke undre den Sagkyndige, om mange lagttagelser og Forsøg, hvorved man lovede sig »nye Indblik« og »store Opdagelser», ved nøiere Undersøgelse ikke svarede til de vakte Forventninger, men disse have da, langtfra at være unyttige, dog tjent, muligen i ganske anden Retning, til Sandhedens bedre Erkjendelse, og mangen Bemærk- ning, som til den Tid og i den Forbindelse, hvori den blev gjort, viste sig af ringe Betydning, har senere under andre Combinationer vundet stor Vigtighed. Det er godt nok at indskjærpe, at »hvad der skal gives og modtages i Theologien, det er Guds Ord, Visheden, den utvivl- somme, uangribelige Vished om det evige Liv, om Saligheden« ; men man maa ikke oversee, hvorledes man for at modtage og give »det ene Fornødne« først maa fjerne »de mange Ting, som gjøre Bekymring og Uro« (Luc. 10, 41); og at Kirke og Theologie i en attenhundredaarig Udvikling har ført en Mængde saadanne Ting med sig, der ere blevne udgivne for fornødne, uden at være det, indrømmes jo dog baade fra den ene og den anden Side. Kun er man ikke enig om, hvor Grændse- linien skal drages. Hvilket andet Middel haves hertil end Efter- tanke, Lærdom, Graånskning, ledet af reen Sandhedskjærlighed, af oprigtig Lyst til at kjende Guds Ord, adskilt fra menneske- lige og vilkaarlige Tilsætninger? Dog ikke blot derom handles der. Det er ikke blot nødvendigt at rense og sigte den kirke- lige Tradition; det er i en anden Henseende ligesaa nødvendigt at styrke og understøtte den, fordi Meget af dens Indhold er blevet erklæret for falsk og usandt, hvad der dog kun fik dette 92 Udseende, fordi det var ubegrundet. Med Rette har Schleier- macher") gjort opmærksom paa, hvorledes der siden den Tjid, da Spørgsmaalet om det N.T.s kanon atter blev behandlet, hår viist sig to modsatte Retninger, hvilke det er den sande Theo- logies Opgave at undgaae og fjerne: 1) en Bestræbelse efter atter at lade den barbariske Tids Kirke bestemme. det N. T.s Kanon og Fortolkning og 2) en skeptiserende Hypothesesyge, der fører til Opløsning og endeløs Modsigelse. Den nyere Tid har opkaåstet mange Spørgsmaal, som våre fremmede for en ældre Tid, fordi dennes Anskuelser vare for indskrænkede til, at de kunde opkomme, men hvis Besvaårelse ikke kan afvises, efterat de ere fremsatte. Ogsaa er den nyere Tid i Besiddelse af mange Hjælpemidler , som ikke stode de ældre Theologer til Tjeneste; og træffende hår en nyere engelsk Forfatter ”) efter- viist, hvorledes vi trods Afstanden i Tid fra den apostoliske Historie dog kunne have og haabe i Fremtiden at erholde om mange Dele af samme rigtigere og klarere Forestillinger , end en Chrysostomus, ja selv en Eusebius og Origenes havde. Med Hensyn til de petrønske Breves Ægthed og Kanonicitet har der fra gammel Tid hersket en stor Forskjel mellem Be- dømmelsen af det første og det andet Petri Brev. Medens det første Brev allerede fra det andet Aarhundrede af har Vidnes- byrd for sin Tilværelse og Affattelse ved Petrus, findes det andet Petri Brev første Gang omtalt i tredie Aarhundrede af Kirkefaderen Origines, der selv tilføjer den Bemærkning, at Brevets Authentie var Tvivl underkastet (7/Zéroog — — puiav &rLotol nv OuoÅdoyovuévyv xatalélownev" &ota då xai dsvrégav cugipalkstar yæg. hos Euseb, h. e. VI, 25.), og, uagtet det AV En me das ENES Anm: 1%) Stanley (Sermons and Essays on the Apostolical age. Oxford 1847), der i en anden Henseende ligeoverfor den Newman-Puseyitiske Posi- tivisme har Fortjeneste af at-oplyse, hvor tarvelig og utilforladelig vor Kundskab om den ældste Kirke er, naar vi see bort fra det N. T.s Skrifter, ec SR fra fjerde Aarhundrede af har havt sin Plads i Kirkens Kanon, har det dog aldrig kunnet vinde lige Anseelse med det første Petri Brev; men selv Theologer, som ellers sluttede sig til den almindelige Tradition om det Nye Testamentes Kanon, have taget i Betænkning at anerkjende andet Petri Brevs Ret til at gjælde for petrinsk eller vel endog overhovedet for kanonisk"). Ifølge Eusebii Vidnesbyrd (h. e. III, 39 og IV, 14) have allerede de apostoliske Fædre Papras og Polykarp (fra andet Aarh.) kjendt og benyttet det saakaldte første Petri Brev, og i Polykarps Brev til Philippenserne — hvis Ægthed synes med Urette at betvivles —- finde vi foruden andre Yttringer, der dog neppe kunne betragtes blot som Gjentagelse af almindelig chri- stelig og apostolisk Talebrug, følgende Sted, -hvis Lighed med et tilsvarende i første Petri Brev er for paafaldende til at kunne forklares anderledes end ved Benyttelsen af dette. Fer. 1, 8; Poly. "Ov ovx &b0oteg &ynTKTE, sig Eic 0v ovx ldovtec 7T1OTEvs- [4] w AY sen / 4 N > vw OV QOTL UN OQWVTEG TTLOTEVOV- TE, TTLOTEVOortTeEc 08 æyaLÅkOdE N >) mv za Ey ø N J tec 08 æyakMikidE yæQE Ove yuQ& dvsxhal.nyten xat ds00£u- xlalntn xat dedogæouévn. ouévn, Irenæus, Tertullian, Clemens Alexandrinus paaberaabte sig forskjellige Yttringer af »Petrus i hans Brev» (som om der kun ") Det kan for danske Læsere være betegnende nok, at en ogsaa med Hensyn til N. T.s Kanon saa conservativ Theolog som afdøde Biskop IJ. P. Mynster i Bemærkningerne til sit Udkast til en Alterbog og Ritual, Kbh. 1839, ansaae det for rettest, ,,at ingen Text af det saakaldte andet, Petri Brev blev foreskreven til "kirkelig Brug, da dette Brevs Ægthed er meget tvivlsom”, a. St. S. 12. Forresten turde dette Exempel være temmeligt enestaaende i sin Art. Thi hvor ivrigt end de kritiske Un- dersøgelser om de bibelske Skrifter ere blevne førte af de Lærde, har dog Kirken i Almindelighed taget saalidt Hensyn til dem, at endog den anglicanske Orthodoxie, som har villet gjennemføre det protestan- tiske Princip om Kanon indtil Udeladelsen af det Gl. Testamentes Apo- crypher, derved befinder sig i Strid med sin egen Lifurgie (Book of common prayer), der har Lectioner, som ere tagne af hine Bøger. 94 var eet), hvilke vi finde ligelydende med tilsvårende i vort Petri første Brev, hvilket ogsaa af Eusebrus henføres til Homologu- mena. Åt det ikke findes nævnt i den gamle Fortegnelse over de hellige Skrifter, hvilken Muratort i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede fandt i det Ambrosianske Bibliothek i Mailand, og som antages at hidrøre fra Zdet Aarhundrede, kån grunde sig i, at vi her kun have et Brudstykke for os. Naar Paulrcranerne (i 7de Aarh.), en Sect, der gik ud paa at gjenoprette, hvad de ansaae for en reen paulinsk Christendom, forkastede saavel det første som andet Petri Brev, støttede de sig ikke paa historiske men påa dogmatiske Grunde, og disse Sectereres Forkastelse af første Petri Brev kan — med Hensyn til Tvivlsgrunde, som nedenfor ville komme til Omtåle — snarere benyttes i apolo- getisk Interesse for Brevets Ægthed. . Saa eenstemmigt det kirkelige Vidnesbyrd er for første Petri Brevs Ægthed — det ældste Vidnesbyrd for det aflægges 2 Petr. 3, 1 — saa liden Oplysning meddeles os forresten om.de hi- storiske Forhold, som have fremkaldt det; og hvad Skriftet selv indeholder derom, er saa ubestemt og almindeligt, at det har givet Anledning til en Mængde forskjellige Udtydninger. I det Væsentlige er Brevet en Formaningsskrivelse, som med Henviisning til den salige Fremtid, der forestaaer den troende Christen, opfordrer Læserne til Håab og til en med den christelige Kaldelse overeensstemmende Vandel, indskjærper låagttagelsen af almindelige, borgerlige og huslige Pligter, for at de med god Samvittighed og Henblik påa Jesu Død. kunne bære de Bagtalelser og Forfølgelser, som deres Omgivelsers herskende fjendtlige Stemning beredte dem. Endelig. sluttes med Velsignelsesønsker og Hilsener. Brevets nærmeste Læsere ere angivne i Forfatterens Tilskrift og Hilsen 1, 1. 2: Petrus, Jesu Christi Apostel, til de udvalgte Fremmede af Adspredelsen i Pontus, Galatien, Kappådocien, Asien og Bithynien (/7éroog — 8x/.8xtoig magsmidnuors diaomo- cag IIovtov xt4.).. Fra gammel Tid har det været en udbredt | | | | | | | | | | 15) Mening, at ved hiin Tjilskrift maatte der i et Brev fra den Åpo- stel, »hvem det var betroet åt prædike Evangeliet for de Om- skaarne, ligesom Paulus for de Uomskaarne«, (Gal. 2, 8), være betegnet C/rrstne af Jødedommen (Orig. Hieron. Athanas. Didy- mus 0. fl. Kirkefædre, Erasmus, Calvin, Grotius, Bengel, Semler, Augusti,:- Hug etc.). Ligesom imidlertid den apostoliske Historie ingenlunde bekræfter en Udlægning af de ovennævnte Ord i Galaterbrevet, som om det havde været bestemt, at Paulus ude- lukkende skulde henvende sin Prædiken til Hedningene (s. Ap. 5151126. 17.,4-ff.-10% 18.:4-8,,19,1718: ete-;5 sig Cor. »9; 20 ff.), Petrus til Jøderne eller jådiske Proselyter, saaledes in- deholder vort Brev Yttringer, hvilke nærmest føre til Tanken om Læserne som forhenværende [ledninger 1,44 (&v ci; ayvoig tudr) 18 (8Zvroødnte éx Tic uaTtaiuc vudv ævacTQopnc 7TOT90- maugadotov), 2, 10 (of mors ov dædc, viv då Xadcg FEov, of ovz nÅenmÉror, vov d£ 8lsndértec), 3, 6 (til Qvinderne: &y8vn- Ønte téxva Zapouc) 4, 3 dexstoc pag (al. muiv al. vuiv) 6 aX081n/vdng x0o0rog TO fBovinum Tør ådvøåv xuteroydodFat, TETr0QEvuivovg év QCElLyslærc, åmvdvuinic, olfvopåvyiærces xuore, TOTO1G xl adsuitorc sidmAolatestarc). Derfor har den Mening ikke heller manglet Forsvarere, at Brevet var bestemt for Hed- ningechristne (Augustin, Cassiodor, Luther, Wetstein, Bøhme 0. Å.), medens atter andre Theologer (Gerhard, Calov, Wolf, Pott, Eichhorn, Steiger etc.) antage, at det er skrevet baade til Jøde- og Hedningechristne. Endelig har der ogsaa været dem, som paastode, at Brevet efter sin Tilskrift var bestemt for Christne, som før deres Omvendelse havde været jødiske Pro- selyter.… Sidstnævnte Anskuelse, som Benson og Michaelis tid- ligere havde fremsat, erklærede i vore Dage Credner (Einl. 2 235) for at. være den ene rigtige: derved skulde det nemlig lade sig forklare, hvorledes Brevet paa den ene Side kan forudsætte Læsere, som havde levet paa hedensk Viis (s. de ovenanførte Skriftsteder, navnlig 1, 18. 2, 9. 10. 4, 3), paa den anden Side saadanne, som. vare fortrolige med det Gamle Testament (1, 10. 96 KAI TESLLEPV 6 40F MORS LK TOR ve ASKER MER med Hensyn til den sidste Omstændighed lader der sig be- mærke, at Apostlene turde i Almindelighed forudsætte ogsaa hos Hedningechristne Kundskab til det G. T., der for de ældste Christne endnu var den eneste hellige Skrift (slg. Pauli Breve til Romerne, Galaterne, Corinthierne), en Kundskab, der for- resten ved en Anvendelse som den, der i første Petri og andre nytest. Breve er gjort af gammeltestamentiske Udsagn, ikke be- høvede at være af nogen dybere eller mere omfattende Art, for at disse kunde blive forstaaede af Læserne. Med Hensyn til Ordet zægsmidnuog i Tilskriften vilde dettes Udlægning i Betydning af jødiske Proselyter, som vare blevne Christne (ex sxtotc), gjøre det nødvendigt, at man anvendte samme Ud- lægning ved 2,11: »Jeg formaner Eder, som Fremmede og Ud- lændinge (magaxralø æg magoixove zat magernmidnuovc) at afholde Eder fra kjødelige Lyster, som stride mod. Sjælen etc.« og ved 1, 17: »Tilbringer Eders Ud/ændigheds Tid (1t6v tg magorxiæg vuov %oovov)«, hvilket synes at indeholde en besynderlig Moti- vering fra Forfatterens Side, medens disse Formaninger blive ligesaa passende som naturlige ved at forklare de ovennævnte Udtryk i den metaphoriske Betydning, som ifølge Hebr. XI, 13. Philipp. II, 20 er uafviselig, at nemlig de Christne, hvis sande Hjem og Fædreland er i Himlen, ere Fremmede, Udlændinge påa Jorden”). Dertil kommer, at magsridnuor ikke, som Michae- F) magenidnuos og mageTidyueiv bruges om den, der for en kort Tid op- holder sig paa et fremmed Sted (s. Passow, Pape o. a. Lexicographer) Slg. foruden Hebr. XI, 13 (magemidnuoi éni tys yns) Luc. 24, 18 (ov uovos muQorzss Tsgovo«hnu) ogsaa Hilsenen i det første Clementinske Brev: 'H 2xx1n0610 tov Jsov nm maQorxzovow Pøunv Ty énxknoig tov dsov Ti Magorzovon Kogivdov, z)3ytols, %yvacuévors zxtå. — hvor altsaa den i Rom, i Corinth sig opholdende Christenmenighed ikke ligefrem kaldes ovor åv Kogiv9m, åév Pøun — hvad jo forresten kunde siges og er sagt af Paulus i Hilsenen ved flere af hans Breve — men magorzovo«, til at betegne de Christne i deres Forskjel fra de øvrige Beboere i hine Stæder. 97 lis og Credner ville, er en Oversættelse af 27%; thi det N. T.s Skribenter oversætte: eller omskrive dette Ord (i Betydning af jødiske Proselyter) ved 7zQ0cnÅdvtor eller stosØsic, poBgovuevor tov sov og csfPouévor tov ds0r. Endelig savnes der ethvert Spor af Menigheder i den apostoliske Tid, som skulde have bestaaet af blot jødiske Proselyter; men naar disse levede sammen med Christne, der forhen vare Jøder, eller Hedninger, hvilken Grund skulde der da have været for Petrus til at sende et Brev til hiin særskilte Klasse Christne, for hvilke der ikke indeholdtes en eneste Lære eller Formaning, som kunde synes at angaae dem nærmere end alle de andre samtidige Christne i de an- givne. Egne? "… Ikkun såameget synes der at ligge i den valgte Betegnelse af. Brevets Læsere, at Forfatteren væsenlig har tænkt sig disse under Forestillingen af Israeltter; thi ved at skrive til »de ud- valgte Fremmede af Adspredelsen (d: som høre til eller som danne Adspredelsen) i Pontus, Galatien etc.«, maatte der efter den almindelige Betydning af »Adspredelsen« (dracrrogæs), slg. 3070355 Jak 1; 4.52 Macc. 4,27 Judith 5; 19,-tænkes : paa de i Hedningelandene adspredte Israeliter. Men nu er, det som bekjendt en i N.T., selv hos Paulus (Gal. VI, 16. Rom. XI, 17 ff.), herskende Forestilling, at de Christine, med Hensyn til deres Bestemmelse, at indtræde i det gamle Israels Rettigheder og virkeliggjøre Ideen om »Guds Eiendomsfolk«, udgjøre det sande Israel. Man er derfor ikke -— som Nogle have villet — beret- tiget til at forklare dracrmoge i det ovennævnte Sammenhæng med &xAsxtoic magsmidnuorg i egentlig Forstand om den jødiske Adspredelsesmenighed (med Rette bemærker Sterger i sin Com- ment. til 1 Pet. 1, 1, at dracmoga ikke overfladisk maa sættes identisk med toic drsomaguévorc, da de Tilskrevne skulle tænkes som en stor Heelhed, f. Ex. i Lighed med »Tydsklånds evange- liske Kirke«), saa at derved skulde begrundes den Paastand”), at 7) Denne Paastand er sidst fremsat af Weiss i hans Værk: ,,Der petri- 98 Petrus har tænkt sig Læserne af sit Brev som Jødechristne, uanseet, at der ogsaa fandtes Hedningechristne tblandt dem. Man kan ifølge det Anførte ligesaavel og — i Forbindelse med andre Grunde, hvortil senere skal blive taget Hensyn — bedre antage »Adspredelsesmenighed» for at være et Udtryk, som er blevet brugt af Forfatteren til første Petri Brev for at betegne de Christne t Almindelighed, som opholdt sig udenfor Palæ- stina, i Modsætning til de palæstinensiske Christne, såa at Me- ningen af Tilskriftens Ord lod sig gjengive i følgende Omskriv- ning: til den messianske Menighed udenfor Palæstina, der, ligesom fordum Jøderne, havde under deres Adspredelse i Lande under hedensk Scepter følt sig som fremmede, der længtes efter deres Hjem, nu udgjorde det adspredte Gudsfolk, et Folk af Pillegrimme, der længtes efter et bedre Fædreland.”) Den nærmere Bestemmelse om de Læsere, for hvilke Bre- vet var bestemt, indeholdes i Angivelsen af de Provindser, hvor de opholdt sig: Pontus, Galatien, Cappadocien, Asia (Asia pro- consularis), Bithynien. Men i Brevet selv findes forresten alde- les ingen Antydning, hvoraf man kunde udlede nogen nærmere Oplysning om disse Christnes Tilstand, til Adskillelse fra andre, som paa den Tid, da Christendommen havde begyndt at ud- brede sig, levede adspredt mellem Hedningene. Man seer ikkun, at de vare udsatte for Forfølgelse og Bagvaskelse (I, 6. II, 12. ME, 13. 16. IV, 12-19. V, 10), der grundede sig i den sædvanlige Uvillie, som den nye Religions Tilhængere mødte, hvor endeel af Befolkningen" haardnakket forblev i sin gamle afgudiske Tro og Lastefuldhed. Rigtignok har man troet sig beføiet til i enkelte af Brevets Antydninger, fornemmeligen IV, nische Lehrbegriff, Berlin 1855” — hvorom vi nedenfor komme til nær- mere at give Underretning. 7) S. Thiersch Die Kirche etc. S. 208; slg. Beuss, Hist. de la 'Theol. chr. II, p. 579. L”ancienne Église a eu parfaitement raison de ranger cette Épitre dans la méme categorie que la premiére de Jean, comme épitre catholique, c'est-å-dire, adressée aux croyants en général, ll 16, hvor det synes, som om Navnet »Christen« blev af Mod- standerne stillet lige med Begrebet af »Morder, Tyv eller andre Forbrydere«, at finde Kjendemærker paa Brevets Affattelse ved den Tid, da Neros bekjendte Forfølgelse udbrød (A. 64 e. Chr.). Men allerede længe før dette Tidspunkt bleve de Christne ud- raabte for slette og farlige Mennesker, hvortil deres hele For- hold til den herskende Statsreligion og den almindelige Tilstand i den hedenske Verden maatte give Anledning; ja, den nero- niske Forfølgelse forudsætter, at slige ufordeelagtige Rygter maatte allerede i længere Tid have udbredt sig om de Christne, for at Nero kunde være falden paa at vælte Skylden for Roms Ildebrand fra sig selv over påa dem”). Navnet Chrtstne (XQ1i- "cmavol) IV, 16 beviser kun saameget, at Brevet maa være af- fattet en rum Tid efter Tildragelsen i Ap. G. AI, 26, der falder omtrent i Aaret 43-44 e. Chr. Om Forfatterens personlige Forhold saavel i Almindelighed som til Brevets Læsere indeholder Brevet ligeledes meget faa og med Undtagelse af det apostoliske Navn i Begyndelsen af Brevet kun utydelige Oplysninger. Den mod Slutningen (V, 13) tilføjede Hilsen (Zoxalstar vudc ny év Bufvløri cvrsxlsxtn xæt MauQxoc 0 viog 401) synes at angive Babylon som hans Opholds- sted og Marcus i hans Selskab. Endelig omtales Sylvanus (V. 12) som Mellemmand for Forfatterens Brevvexling (dræé Z4- kovavod vuiv tov micrtov &O81. god, æc Aoyicouar, dw 0Xlyæv &youwa).…. Men disse Persons- og Stedsnavne saavelsom de Yttringer, hvormed de sættes i Forbindelse, ere underkastede de meest afvigende Fortolkninger. Saaledes er endnu T%zersch (Die chr. Kirche S. 208) af den Mening, som Kirkefædrene hylde, at ved »Babylon« skal forstaaes Staden Rom, hvori Gwe- ricke (Gesammtgesch. S. 459) kun seer en Paastand, grundet i f) Tacit. Annal. XV. 44. Ergo abolendo rumori Nero subdidit reos et quæsitissimis poenis affecit, quos per flagitia invisos vulgus Christianos appellabat. 00 Thierschs »romanistiske Sympathier« , ligesom ogsaa Beuss (Gesch. d. h. Schr. S. 137) finder Forestillingen om, at Babylon skulde være et mystisk Navn for Bom, hverken passende til Brevets Aand (»et Lærebrev er jo ingen Apokalypse«) eller til nogen i Nærheden af den apostoliske Tid grændsende literair- kirkelig Combination (?). Marcus blev fra gammel Tid (s. Papias eller Clemens hos Euseb. Il, 15) antaget for at være Evange- listen af dette Navn; medens man i nyere Tid fandt det natur- ligere i hiin Person at see en virkelig Søn af Petrus, hvis Hustru da skulde være betegnet som øm cvvsxdsxtn, hvorved man forhen troede at burde tænke paa den i Båbylon værende christelige Menighed. Ordene »den i Babylon Medudvalgte« -— hvad enten nu den Medudvalgte skal forstaaes om Petri Hustru eller om den christelige Menighed — ere forresten ogsåa blevne udlagte, som om derved skulde betegnes, at Petrus selv ikke var tilstede i Babylon (s. Schleiermacher Einl. S. 408, Erchhorn Einl. Il, S. 603 0. A.).…. Om &S%Wvanus er den samme Person, der i Ap. G. AV, XVI, XVIII og XVII forekommer under Navnet Xildc, og der i de paulinske Breve kaldes ZFrAovaroc (2 Cor. I, 19. 1 Thess. Ik. 1), kan der ligeledes opkastes Spørgsmaal, især da Tilføjelsen: »Silvanus, den troe Broder (tr det holder jeg ham for)«, ZX. tod mictod &d8. pod, æg AoyiÉowar, kunde antyde, at han var Petrus mindre bekjendt; skjøndt Ordene æg Aoyicouar ogsaa kunde være anvendte uden skjæv eller svæk- kende Bitanke, i Betydning af fast Overbeviisning, saaledes som Aoyicouar er brugt Rom. III, 28. 2 Cor. XI, 5 etc. Umiskjendeligt er det, hvorledes hele Brevet slutter sig til paulinsk Lære og Sprogbrug, jå paa enkelte Steder synes at staae i Afhængighed af paulinske Skrifter, navnlig af Brevene til Ephesierne og til Romerne. Hvorvidt stemmer nu dette Brev efter sit Indhold med den i Kirken fra det andet Aarhundrede af gjældende Antagelse, at det er forfattet af Apostlen Petrus? 101 Den ældre protestantiske Theologie, der overkovedet støt- tede det Nye Testamentes Kanon mindre paa de kirkelige Vid- nesbyrd end påa de nytestamentiske Skrifters Indhold og Aand, fandt saa meget mindre Anledning til at drage hine Vidnesbyrd om første Petri Brev i Tvivl, som dette Skrifts Overeensstem- melse navnlig med de paulinske Breve, vår den en Stadfæstelse for Brevets apostoliske Oprindelse. Som bekjendt regnede Luther dette Skrift tilligemed de paulinske Epistler, Johannis Evangelium og første Johannis Brev til »de rette Hovedbøger i det N. T.« Ikke mindre fandt protestantiske Theologer efter Luther en Bekræftelse paa vort Brevs petrønske Authentie i dets Tilsluttelse til Pauli Lærebegreb og Pauli Udtryksmaade; ja, de gik ubekymrede ind påa en Betragtningsmaade af dette Brevs Hensigt, som senere er af den negative Kritik bleven benyttet i en ganske modsat Retning. I de Ord, som ere tilføjede i Slutningen af Brevet: »Ved 'Silvanus . ... hår jeg i Korthed skrevet Eder til, idet jeg formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae« (drag Zilovavod vuiv — &youwe, Taguzaldv xal Eriuagtvgæv Tavrnv &lvar ælndn yagiv tov Gsod, &lc mv éornxats 5, 12), fandt de den Hensigt angiven, som havde foresvævet Petrus ved dets Affattelse, nemlig at be- styrke, Læserne i Tillid til Sandheden af det paulinske Evange- lium, som var prædiket i hine Egne, at nemlig Christne af Hedenskabet, ogsaa uden at overtage Omskjærelsen og Mose- løvens Forskrifter ligesaavel havde Deel i Guds Naade som Christne af Jødedommen. Joh. Gerhard, Joachim Lange, Bengel 0. Å. fremhæve derfor ogsaa som noget Betydningsfuldt, at Petrus ved dette Brevs Afsendelse netop har benyttet S%Wwvanus, ellers bekjendt som Pauli Ledsager og Medhjælper, »ut omnis suspicio de suæ et Paulinæ doctrinæ diversitate tolleretur« (Johan Gerhard)”). f) Slø. Joachim Lange (Exegesis epp. Petri) der mener, ligesom Bengel (Gnomon), at Paulus havde sendt Silvanus til Petrus, for åt gjendrive 102 Det er mærkeligt nok, at MYchaelis i sin Indl. til det N.T. (1788) af sig selv er falden paa, hvorledes »hiin Overeensstem- melse mellem Petri første Brev og de paulinske Skrifter muli- gen kunde benyttes af adskillige Religionsfiender, som have havt den Dristighed at foregive, at Petrus og Paulus i Læren om den levitiske Lov have havt en ganske modsat Mening, og at Petrus endnu har villet paatrænge Hedningene denne Lov; de kunne maaskee derfor frakjende Petrus hans Brev, ja vel endog foregive, åt Paulus havde paadigtet Petrus det, for at skjule for de Christne Tvistigheden mellem hans og Petri Lære«. »De gjøre det vel ikke«, tilføjer han, men han anseer dette for en Inconseqvents, som grunder sig i, at »slige Folk ikke roligen undersøge og prøve, ja maåaskee slet ikke rigtigen have læst Petri Brev«. Men for at dog ikke en saadan Anvendelse skulde gjøres og finde Tiltro, anseer Michaelis det hensigtsmæssigt at angive nogle Kjendemærker, hvoraf det sees, at en anden For- fatter end Paulus har skrevet det omhandlede Brev. Man vil af disse Michaelis Yttringer — som med Hensyn til-den nyere Tids Forhandlinger om vort Brev ikke ere uinter- essante — see, at der til hans Tid end ikke blandt Christen- dommens Modstandere var taget noget Anstød af det petrinske Brevs Overeensstemmelse med de paulinske Breve. Imidlertid kunde Beskyldningen for ikke tilstrækkeligen at håve prøvet og undersøgt Forholdet mellem Petri Brev og Pauli Breve rettes mod den gamle Gøttingske Lærde selv (endskjøndt han forresten ogsaa ved denne Leilighed — man sammenligne hele Afsnittet om Petri Breve 2 244—253 — har givet et ikke forkasteligt specimen påa sin kritiske Skarpsindighed). = Saaledes finder Michaelis »det meest afgjørende Beviis for, at enten maa Petrus have læst Pauli Brev til Romerne, eller Paulus det første Petri det ifølge Optrinet i Antiochien (Gal. 2) opstaaede Rygte, Petrum in causa evangelica dissentire, hvorfor nu atter Petrus havde skrevet dette Brev, hvori han billiger Pauli Lære og Fremgangsmaade. 103 Brev, i Stedet 1 Petr. 2, 13. 14. sammenlignet med Kom. 13, 1-5, hvor det især er det i begge Skrifter om Øvrigheden brugte Prædicat af (Baciist wc) væsgéyovte og (&£ovciærc) væsgs- yovcæirc, som er ham saa paafaldende; medens der dog er herved at bemærke, at Ordet i sin Betydning af »fremragende, fremherskende, øverste Anseelse« forekommer saavel 1 Tim. II, 2, slemt or 1 4) Phil. MI 3, som: oftere i LXX f. Ex: Viisd. VI, -5 og hos Profanskribenter. —… Men ganske anderledes påafaldende blev denne Overeens- stemmelse, da man fra flere Sider tog dette Phænomen nær- mere i Øie og opstillede forskjellige Sammenligningstavler mel- lem Petri Brev og Pauli Breve"). Herved fåndt jo naturligviis den sædvanlige Mislighed Sted, som pleier at” være forbunden med denne Slågs Fremstillinger, at man nemlig tog Steder og Udtryk med, som kun havde en vis udvortes Lighed, medens den Forskjellighed ikke traadte frem, som var betinget af Sam- menhængen og Forbindelsen, hvori de paapegede Paralleler fandtes. Men endog efter en med større Kritik foretagen Revi- sion af disse fandt dog Erchhorn ”) Overeensstemmelsen af 4) Saadanne ere meddeelte af Schulze, Der schriftstellerische Werth und Charakter des Johannes. Neue Ausg. Leipzig 1811, S$. 12—38, Fichhorn Einl. in d.N.T. Leipzig 1814, III. 8 284 f., Hug, Einl. 3te Aufl. II S. 541, - de Wette, Lehrb. der Einl. $ 172 (4te Auf. 1842), Credner, Einl. I. & 233 etc. Paulus. Ephes. 1, 3. Ævloyntos 0 905 zal maTne Tov Kveiov nuv Incod Xorortov. Koloss. 3, 8. vuvi då anodecde xl VvUELS TX MAVvTU, OQynv, dvudv, zaziov, Påacgnuiav %x.7T. kk. Ephes. 5, 22. idiors avdowowv vnmotwocs0d£. Ephes. 5, 21. vaæotaccduevor &A- ab YVVALzeEsS TOoLS Petrus. 1, 1. 3. EÆvloyntos 0 F80s xwi TaTne Tot Kveiov 1uwv Incov XQr- GTov. 1 Petr. 2,1. dnodéusvor ovv m&- cav xaziav zar mavrta ddkov zoi vmoxgQicers za Tmacas zaTakubdrves 2. TA 1 Petr. 3, 1 ai yvvalzes vnot&o- c0uevar tois idiors avdgwor, 1 Petr. 5, 5. mævtes &AAnÅAOLS Arjkors åév poBpw dsov. va0oT&0660uevor. 1 Thess. 5, 6. vonyogwuev zæi 1 Petr. 5, 8. vote, yonyoen- vNpmuev. COTE. van Petri Brev og de paulinske Skrifter baade i Indhold og Form såa paafaldende, »at de Forsøg paa at ville forklare sig den enten fra Christi Underviisning som fælles Kilde for begge Apostles Lære — eller fra en længere pleiet Omgang mellem Paulus og Petrus — ikke kunde tilfredsstille, da man med Hensyn til førstnævnte Forklaringsforsøg maatte have ventet at finde en lignende Overeensstemmelse hos Jakobus og Johannes, hvis Skrifter dog ingenlunde frembyde en såadan Lighed enten indbyrdes eller med Pauli og Petri; med Hensyn til en eien- dommelig fra jødisk Skoletheologie udledet Fremstilliugs- og Udtryksmaade, da kunde vel Paulus efter søn Dannelse hos Pha- risæerne have erhvervet sig den, men Petrus kunde neppe gjennem nogen Anden end Paulus være bleven fortrolig der- med; hvorledes imidlertid dette kunde være skeet ved mundtlig Samtale og Discussion, bliver vanskeligt at forklare, fordi Historien kun lærer os åt kjende Paulus og Petrus i personlig Omgang til nogle enkelte Tidspunkter, som neppe vare af lang Varighed (Gak rar LEO se AG DENE Saaledes syntes kun to Udveie at staae tilbage. var Antagelsen af, at Petrus ved Affattelsen af sit Brev havde betjent sig af en af Pauli Disciple, der havde modtaget Brevets nu havde udført det ham af Den ene Indhold og Stof fra Petrus og 1 Petr. 5, 14. dondcacds &144- åovs åv gilknuatv dydnne. 1 Petr. 5, 1. & za Tns ueldovons 1 Kor. 16, 20. dondoaocde &4Xn- Åovs év gidnuurtr dyiw. Rom. 8, 18. m90s Tyv uéælkovcav ddgav dmozalvgånver &s nus. Rom. 4, 24 — — dr nuds — — Tols TILOTEVOvØrv émi tov ysiguvte Incovv tov Kvorov nuwv éxz ve- zQwdv. Rom. 13, 1. 3. 4. ndou wvyn &£ovclars vaggeyovoars VIOTOO- Gé6dm" ov yde lotiv &Éovoiu, &t un mo Øso0. — — 70 dyaudov TTOleL, zal Es Emauvov 2E &vTnS — — dvidzovos &otiv Ex drxos &ts OQYNV TØ TO zuzov MQ&060vTt. amozahkvatecdavr JOENS zorvwvos. 1 Petr. 1, 21 — — dv vuds, tovs dv avtov (XQictov) mrotevovtas is dsov, tov ygigavtu avtov éx ve- zowv. 1 Petr. 2, 13. 14. vaotdynte mQOn dvdgænivn xticer did tov Kvgrov le Baorder, ws VI EQÉYOVTU, ELTE nysuoor — — M&unmouévors &1s &%- diæncvv uév xuz0m0Lwv, EM GiVvuv de dyudormorwv. [05 denne Apostel overdragne Hverv i de Udtryk og påa den Maade, hvortil han var bleven vant i Pauli Skole. Valget kunde da hér falde enten paa Silvanus eller Marcus, hvilken sidste — forsaavidt under dette Navn 1 Pet. 5, 12 ikke skal forståaes Peters virkelige Søn, men Evangelisten Marcus — vi Ap. G. XIII, 5. Coloss. IV, 10 (slg. 2 Tim. IV, 11) finde i Pauli Sel- skab. Dersom man ikke fandt sig beføiet til at antage en saa- dan — rigtignok for al historisk Understøttelse blottet — Hy- pothese (hvorved Erchhorn a. St. 2 285 acquiescerede), maatte man bestemme sig for Antagelsen af, »at Petrus, da han stod i Begreb med at skrive til Christne, blandt hvilke Paulus havde reist og virket som Apostel, og hvilke han selv i sit Fangenskab ikke tabte af Øie, havde anseet det hensigtsmæssigt at tage dennes Breve navnlig til Ephesierne, til Kolossenserne og første Brev til Timotheus i Haanden og rettet sig i Behandlingsmaaden efter dem.« (Saaledes Hug, Einl. II, S. 540, dritte Aufl. 1826). Alligevel vare” ikke alle Betænkeligheder derved hævede. Om man end ikke antager, at Petrus har kjendt den hele Sam- ling af påulinske Breve”), hører dog netop Affattelsen. af de ovennævnte Pauli Skrifter til saa sildig en Tid (60-63 e. Chr.), at man fandt det vanskeligt at combinere Muligheden af, at de kunde være blevne læste af Petrus i Babylon, med den kirke- lige Tradition om hans med Pauli samtidige Martyrdød i Rom. Fremdeles, »hvad er egentlig Brevets Hensigt?« spurgte de Wette (Lehrb. 2 172, 4te Aufl. 1842). »Dersom det skulde være, at Apostlen vilde give paulinske Christne den Forsikkring, at det for dem prædikede Evangelium var det sande — saa- ledes som flere ældre øg yngre Theologer (Guericke, Steiger, Neander, Credner) have antaget — kunde man endda være til- freds, men i det Høieste skulde det være V, 12 (»Jeg formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae«), F) Et saadant Bekjendtskab bekræftes i 2det Petr. 3, 15. 16, men netop denne Angivelse er een af Grundene imod dette Brevs Æsthed. S Ea 106 ikke I, 25 (»Herrens Ord bliver evindeligen; og dette er det Ord, som er forkyndt for Eder«), som - skulde vidne derom. Dernæst, »kunde Petrus, Hovedet. for de Christne af Jødedommen, der efter Alt, hvad vi vide om ham og hans Stilling, vistnok har været en betydelig Personlighed, have skrevet et Brev, der savner en bestemt Eiendommelighed, saaledes som en saadan træder os imøde i Pauli og Johannis Skrifter? Kunde en saa- dan Apostel, naar han greb til Pennen, skrive et Brev i Remi- niscenzer af Paulus og Jåkobus”), såa at, naar man uden For- udsætning om Brevets Affattelse ved denne Apostel og med Til- sidesættelse af Selvvidnesbyrdet 1, 1. 5, 1 efter dets Læsning spurgte, hvo der kunde være dets Forfatter, kun vilde gjætte D Per EVE Ev & dyaklkode, okiyov &ete .……. ÅAvnndevtes év Movxzihkovrs mevgucuoils, live To doxziurov vudv TNS TIOTEWS ...….. &v0Edn ELS ETGAVOov %.T.X. 1 Pet. I, 24. ÅAvorri mac capE ws ydeTtos, zai mac dog avins ws åvdos xoetov. éngavdn 0 yogtos xui TO åvdos uvtov å&enmeos£ (Iesai. ST 6) 1 Petr. IV, 8. . OT n Qyann zxkver TTAn- dos &uugtiwv (Prov. X, 12). 1 Pet. V, 5 f. Om 6 Féos VAsQNPAvors &VTITXO- Geta, Tarervois d& didwor yqeiv (Eroy MISES ovv im Tyv zQ4TAdv ysipu tov TOUTELVWINTE Feov,ive vuds vi won iv xurpø, Cc , , V.9 w (drafBolos) &VTLOTNTE … Jac.sk 2 II&cav yagav nyncucde ... brTav TELONUOUOTLS, TTEQUTEONTE MOL I- Åors, ytvwdozovtes oTv. TO doxi- urov vUWV TNS TLCTENS x0TEQ- yvalstur vxouovnv. Jac. I, 10 f. .…. WS vdos YOQTOV MUQENEVOETUL …. xalb TO Avdos &vTov å£TE0E. Jac. V, 20. .… zol zokvyer måndos Guwg- TLWv. Jac. IV, 6. 0 då Jes vnsengdvors AvTITeo- Cstar, Tanervois då didwor yagiv. 7 vmoTtdynte ovv TØ FED. KVTIOTnNTE td drwaBolm .... 10 tænervwdnte åvwmrov Tod xveiov, xx vpwoer c la vUuns. Hvad disse Paralleler angaaer, da have de dog en ringe Betydning til at godtgjøre noget Afhængighedsforhold mellem Petri og Jakobi Brev, da de deels grunde sig paa en Benyttelse af Steder i det G. T., som enhver af de ntske Forfattere kan have gjort, uafhængig af den anden, deels indeholde de almindelige christelige Betragtninger og Formanin- ger, som dog cre behandlede paa særlig Maade af enhver Apostel. 107 paa en Discipel af Paulus?« (slg. de Wette, Exeg. Hdb. z. Br. Petri, Einl. % 4). Alligevel havde de Wette, i Betragtning af Brevets aposto- liske Indhold og ligeoverfor Oldtidens eenstemmige Vidnes- byrd, Betænkelighed ved at frakjende første Petri Brev dets navngivne apostoliske Forfatter. Men nåar han nu (Lehrb. 2 173) påa den ham eiendommelige Maade erklærede, åt »de Tvivls- grunde, som udledes af Mangelen påa et bestemt personligt Forhold til de første Læsere og paa en bestemt Eiendommelig- hed i Lære og Fremstilling, ikke vilde finde nogen Anerkjen- delse, og at den i sig selv forhadte Antagelse af en Undersky- delse kun anbefalede sig saameget mindre, som den Hensigt, man her forudsatte, nemlig en Mægling mellem Paulinisme og Petrinisme, ikke fremtræder tydeligt»: — da paåaadrog han sig i lige Grad de bittreste Bebreidelser fra to modsatte Sider, hvor man med langt større Bestemthed troede at kunne afgive sin ”Kjendelse. Hine Tvivlsgrunde — sagde de ivrige Forsvarere af den kirkelige Tradition”) — ere jo af aldeles subjektiv Årt og kunne aldeles ikke komme i Betragtning imod Kirkens objektive Autoritet. Denne Tilbøielighed — blev der yttret af den nyere Kritiks Koryphæer”) — til i tvivlsomme Tilfælde åt antage den overveiende Sandsynlighed påa den kirkelige Traditions Side, lammer al kritisk Forskning, da den hele Kanon beroer paa Tradition, og man kan jo saaledes ved ethvert Skrift i det N. T. gjøre gjældende, at det ikke havde villet vinde Tro paa sin apostoliske Åutoritet, dersom det ikke i sin Oprindelse vir- kelig havde været apostolisk. Hvad de Wette vilde, var at forhindre Antagelsen af et vigtigt Spørgsmaal som afgjort og sluttet enten i positiv eller negativ Retning, medens det dog ikke endnu var lykkedes i nøgen af disse Henseender at gjøre tilfredsstillende Regnskab 7) S, Guericke, Beitråge S. 171 ff. slg. Gesammtgesch. S. 466, 4) $, Baur, Theol. Jahrb. 1849, S. 358 ff. 108 for alle de Momenter, som her maatte komme i Betragtning, og som indeholdes deels i Brevet selv deels i de historiske Forhold indenfor det Tidsrum, hvor dets Affattelse nødvendigen maa falde. Den Baurske Skole meente, at Bebreidelsen for ikke fuld- stændigen at--have løst den omhandlede kritiske Opgave ude - lukkende traf Apologeterne; »thi den af kirkelig Tradition og dogmatiske Betænkeligheder uafhængige Forskning var det ogsaa her lykkedes at trænge saaledes ind i den Tendents d. v. s. den inderste Interesse, hvorfra det omspurgte Skrift var udgaaet, at der ingen Tvivl kunde blive tilbage om, at vi 7 det saakaldte iste Petri Brev ingenlunde besidde et Skrift fra denne Apostels Haand, men et af de mange literawre Produkter fra .det 2det Aarhundrede, hvilke gik ud paa at udjævne og neutralisere Differentspunkterne mellem Petrinske og Paulinske Christne.« Den Theolog, som udførligst og med størst Talent søgte at udvikle og begrunde denne Anskuelse af vort Brev, var den nylig (Ste Januar 1857) pludselig ved Døden bortkaldte Tubingske Lærde, 4. Schwegler i hans Værk: Das nachapostolische Zeitalter (Tub. 1846) 2r Br. 3s B., Der erste Brief Petri, S. 2-28. Efter hvad vi i det Foregåaende have oplyst, er det den Baurske Skoles Paastand, -at der mellem Paulus og de andre Apostle har hersket en principiel Differents i deres dogmatiske Standpunkt. Efter denne Forudsætning kan der naturligviis ikke være Tale om, at det saakaldte første Petri Brev skulde være forfattet enten af Petrus eller af nogen af hans umiddelbare Disciple. Da imidlertid hiin principielle Modsætning ikke har kunnet skaffe sig nogen almindelig Ånerkjendelse, gaaer Schweg- ler nærmere ind påa at undersøge, hvorvidt Brevet har sikkre Kjendetegn påa sin Ægthed, eller hvorvidt dets Authentie kun kan fastholdes i paafaldende Modsigelse med sikkre Kjends- gjerninger. Schwegler gjentager da den allerede oftere yttrede Forun- dring over Manglen |paa enhver bestemt udvortes Anledning, 109 som ligger til Grund for Brevets Affattelse og Afsendelse. »Ind- hold og Hensigt ere såa almindelige, at enhver anden Menighed end de, der nævnes i Hilsenen, lod sig tænke som Modtagere; de kirkelige. Forhold og Tilstande, som det: forudsætter, ere saa lidet ejendommelige, at det kan passe for enhver Christenhedens farefulde Tilstand i de første Aarhundreder. Om et særegent Forhold, hvori Petrus har staaet til de angivne Menigheder, og hvorved han kunde være foranlediget til sin Skrivelse, er hver- ken andensteds fra Noget bekjendt eller antydet i Brevet selv. De vare ham -— som det synes af Ålt — personligen ube- kjendte. Thi hvad Kirkefædrene vide at fortælle om Apostlen Peters Reise i hine Egne, grunder sig, som et flygtigt Blik paa hine Efterretninger viser, kun paa selve 1 Petr. 1, 1%). Ogsaa vilde det i dette Tilfælde neppe være forklarligt, at der hverken | i de paulinske Breve, hvori der dog vel var givet Anledning til at berøre et saadant Forhold, findes ringeste Spor til at: berøre et Ophold af Apostlen Petrus i Pauli Virkekreds, ei heller i vort Brev den fjerneste Hentydning til Petri tidligere Ophold i de lilleasiatiske Menigheder. Og ligesaalidt som om de Menig- heder, til hvilke han henvender sig, veed Forfatteren at med- dele Noget om sig selv, med Undtagelse af Betegnelsen som Apostel I, 1, V, 1. Kort Brevet er hverken skrevet fra nogen individuel Stilling eller forudsætter en saadan hos sine Læsere. « »Dette kunde vistnok ingen afgjørende Mistanke fremkalde mod Brevets Ægthed, saalænge man tænkte sig Apostlene som Kirkehoveder, der af og til eller i regelmæssige Tidsrum paa "'Embedsvegne lode udgaae Hyrdebreve og Cirkulairskrivelser til Provincialkirkerne og til enkelte Menigheder, uden Hensyn til, om de havde staaet i noget directe personligt Forhold til dem eller ikke. Men det er et Spørgsmaal, om denne Forudsætning påsser for en saa uudviklet Tid som den apostoliske -— fremfor Alt, om den finder Anvendelse paa Petrus, om hvis Skribent- f) Slg. Eichhorn, Einl. II, S. 602, Anm. 110 virksomhed vi udenfor det foreliggende Brev aldeles ingen ÅAn- tydning have, som paa nogen Maade er paalidelig. Hertil kom- mer, at dette Brev er skrevet til Menigheder, som våre grun- dede af Paulus og hans Disciple, og som, om de end ikke udelukkende bestode af Hedningechristne, hvad Brevet forresten synes at forudsætte, dog i ethvert Tilfælde vare blandede Me- nigheder. Betænker man nu, at ifølge Galaterbrevet Apostolatet til Jøderne udtrykkeligen var forbeholdt Petrus, voxer Vanske- ligheden og Uforklarligheden af Mangelen påa nærmere Erklæ- ring og Oplysning om Motivet for Brevets Affattelse. « »Hvad som dernæst vækker Betænkelighed, er Manglen påa en udpræget literair og theologisk Charakteer, en. bestemt Eiendommelighed i den christelige Verdensanskuelse, - en vis Selvstændighed i Lærebegreb og Læresprog, kort hine Egen- skaber, som af sig selv falde i Øinene ved de paulinske og johanneiske Skrifter«. Med Paaberaabelse af de tidligere an- stillede Undersøgelser og Sammenligninger mellem Petri Brev og de paulinske Breve til Romerne, Kolossenserne og Ephesierne samt Jakobs Brev — hvorved dog Schwegler efter sin Anskuelse om Kolossenser- og Ephesierbrevenes formeentlige Affattelse i den efterapostoliske Tid kun kan tillægge Sammenligningen med Romerbrevet Vægt til at bevise dets Benyttelse af Forfat- teren til Petri første Brev — fældes den Dom, »at om der end ikke kan frakjendes sidstnævnte Brev en vis Energie og blom- strende Friskhed, har det dog kun en compilatorisk, en sand Individualitet manglende Characteer —- kort en saadan, som man er berettiget til at vente af en efterapostolisk Mand af den paulinske Skole. Denne Brevets compilatoriske Charakteer for- raader sig ogsaa i den hele Compositions Planlåshed: der sav- nes en indre tankemæssig Sammenhæng, en forbindende Grund- idee etc. Om der ogsåa gaaer en vis Grundtone gjennem det Hele, mangler der dog en ledende Grundtanke«. »Dersom man forresten antager Ephesier- og Kolossenser- brevene skrevne af Paulus fra Rom eller Cæsarea, da opstaaer 111 der Vanskelighed ved at begribe, hvorledes hine Breve såa hur- tigen knnde komme til Petri Bekjendtskab, dersom hans Virke- kreds skal søges i Babylon, i det fjerne Østen«. »Skal derimod Babylon, hvad der var Kirkefædrenes Mening, være symbolsk Betegnelse paa det afgudiske Rom, og skal Brevet, hvad de fleste. nyere Fortolkere. ere tilbøielige til at antage, være skrevet ved den neroniske Forfølgelse, hvorledes kunde da Petrus i en Situation som den angivne undlade; enhver bestemt Hentydning hertil? undlade enhver Omtale af sin Medapostel Paulus, som samtidigen var fængslet i Rom og skal der have lidt Martyrdøden? = Hvorfor betjener han sig af den symbolske Stedbetegnelse (Babylon), der lyder høist una- turlig i Slutningshilsenen ?« Schwegler finder imidlertid, »at vort Brevs Relation til den neroniske Forfølgelse ingenlunde er såa troværdig, som den almindeligen antages«. De herhen hørende Steder II, 12. TIT. 13. IV, 14 passe i flere Henseender ikke til hiin Situation. Er det sandsynligt, at Forfatteren med de neroniske Rædselsscener for Øie kunde have overgivet sig til Haabet om, at Hednin- gene,. naar de først kun lærte nøiere at kjende de Christnes gode Vandel, skulde aflade fra deres Fjendskab (I, 12. II, 2. 16) —? eller givet sine Formaninger til Lydighed mod Øvrig- heden følgende Form: II, 13 bmordynts ovv moon avdgænivn xticsr did tov xvgrov" sits Bacilst æg væsgéyovte, sits nysu00, øg då, avTov TeurouÉvorg etc 8x0ixnOiv xax07T01ØV, &avov d8 ayadororåv — V. 17 tov Fsdv pofsiode, tov Pacikég Tiuats —? Vort Brev forudsætter roligere Tider end den neroniske Forføl- "gelsestid; vel forudsættes de Christnes Tilstand at være tryk- | kende, at de vare udsatte for Bagvadskelse, at der blev anstillet Undersøgelser mod dem (? 3, 15); men paa den anden Side anbefales dem Iagttagelsen af borgerlige og huslige Pligter som et Hovedmiddel, hvorved de kunde begrunde sig en sikker Exi- | stents (3, 10, 13). Endelig lader det sig historisk bevise, at den neroniske Forfølgelse ikke kan være meent af Brevets For- 112 fatter, fordi de Christne ved hiin Leilighed bleve beskyldte for en enkelt bestemt Forbrydelse, Påasættelse af Roms Brand, de Christne i vort Brev derimod fremstilles mishandlede som Christne (æg xorctravos) formedelst deres Vandel overhovedet, hvilken man søgte at mistænkeliggjøre; fremdeles er det ube- viisligt, at den neroniske Forfålgelse strakte sig udenfor Staden Rom «. Istedetfor Tac. Ann. XV, 44, som saa ofte er bleven paa- beraabt som Oplysning og Commentar for de Christnes Tilstand, saaledes som denne. forudsættes i første Petri Brev, finder Schwegler derimod, »at det Plinianske Brev (Plinii epp. X, 97) til Keiser Trajan (i Aaret 110 e. Chr.) kaster det klareste Lys og giver de bestemteste Antydninger af Forhold, Tilstande og Begivenheder, som forudsættes i Petri Brev«. Her hører man den romerske Statholder forespørge, om hvorledes han skulde forholde sig ved Anklagen mod,de Christne: nomen æpsum si . flagitiis careat, an flagitia cohærentia nomini puniantur (sgl. 1 Petr. IV, 14 un tc vuøv acyéta æg %x0Qx077010C, &t 02 wc XOLCTLÆvoG, un atcyvvéodwæ). Til de Christnes Stilling under Trajan passe de Formaninger og Trøstegrunde, som vort Brev indeholder (s. I, 13-17).« »Ved at henføre det petrinske Brev til Tiden under eller efter den trajanske Forfølgelse, viser sig ogsaa Hilsenen Jule Cetar vuas p &év BafBvlævr ovvexAsxtny xai Magxoc 0 viog uov (V, 13) i et andet Lys. Vanskeligheden ved at antage Petrus i eller i Nærheden af det gamle Babylon — om hvis Existents til den apostoliske Tid endog kan være Tvivl — det Besynder- lige i, at Petrus skulde hilse christelige Menigheder, som synes at have været ham personligen ubekjendte, fra sin Hustru og sin Søn, forsvinder ved Antagelsen af, at Babylon er her brugt symbolsk om Rom, hvorved Brevets Forfatter har knyttet dets Affattelse til det gamle Sagn om Petri Ophold og Martyrium i Kom samt om Evangelisten Markus som hans Ledsager«. 113 »Over Brevets Hensigt har Forfatteren givet en saa bestemt og utvetydig Angivelse V, 12, at derom ikke kan finde nogen grundet Tvivl Sted: ved Paulineren Silvanus. forsikkrer Petrus de lilleasiatiske, umiddelbart eller middelbart af Paulus grun- dede og i den paulinske Lære underviste Menigheder, at deres Tro, den paulinske, er den sande. Vort Brev er saaledes sim- pelthen et Forsøg af en Paultner paa at bringe Petrineres og Paulineres adskilte Betninger nærmere hønanden derved, at der er lagt Petrus 7 Munden et Bettroenhedsvidnesbyrd for hans Medapostel Paulus, en noget petrinsk farvet Fremstilling af det paulinske Lærebegreb. Det første petrinske Brev frembyder saaledes det samme Phænomen, som gjentager sig med endnu mere paafaldende Forsætlighed i det vistnok meget yngre, andet petrinske Brev (s. 2 Petr. 3, 16): begge ere Anbefalingsskrivelser til Gunst for Hedningapostlen, hvilke man har ladet Hovedet for den jødechristelige Retning udstede. « »Brevets paulinsk-apologetiske Hensigt er allerede bleven anerkjendt af mange ældre Theologer, i nyere Tid navnlig af Neander, Steiger 0. A.”). Men det er et Spørgsmaal om Åner- kjendelsen af denne apologetiske Hensigt lader sig forene med Anerkjendelse af Brevets Authentie, om vi i vor pauliniserede Brevskriver have den historiske Petrus for os. Og derom maa man med Rette tvivle. Naar den virkelige Petrus vilde med Alvor og Kraft redde sin Medapostels Ret og Ære imod Vrang- læreres Bagvaskelser, maatte han tale ganske anderledes, træde aabent frem, med Bestemthed bestride Vranglærerne og Freds- forstyrrerne og ikke i to mod Slutningen af Brevet tilføjede Linier, uden hvilke hiin Tendents neppe vilde være kjendelig, give et hemmeligt Vink, en halv Antydning om sin apologetiske Hensigt. Endnu mere tvivlsomme blive vi, naar vi see paa Brevets dogmatiske Charakteer. "Det forudsætter fra sin Forfat- ters Side en opmærksom og bifaldende Læsning af de paulinske ”) S, de ovenfor i denne Afh. S. 101 givne Oplysninger. 114 Breve, det fremstiller den paulinske Lære, men i en Form, som kunde snarest finde almindelig Indgang, med Omgaaelse af det Eiendommelige, som hos Paulus vakte det største AÅnstød hos saamange af Datidens Christne, navnlig Jødechristne. De Spor af en begyndende hierarchisk Aand, som Forfatteren bekjæmper, men som synes at høre til en efterapostolisk Tid (V, 3 unde (ØØG XOTÆXVQLEVOVTEG TØv xÅAnQwv); den dette Brev eiendommelige Lære om Christi Prædiken i Underverdenen (III, 19), der synes en i paulinske Kredse af det paulinske Princip om den christe- lige Frelses Universalitet uddragen og uddannet Conseqvents etc., stadfæste den Anskuelse, at dette Skrift hører med til de mange, som i Løbet af 2det Aarhundrede søgte at udjævne og neutralisere Differentspunkterne mellem Petrinske og Paulinske Christne; og det saakaldte første Petri Brev tjener saaledes til at understøtte Rigtigheden af hiin Anskuelse om en Opposition, hvori Paulus og hans Disciple stode til de andre Apostle og de jødiske Christne, og som først successivt udslettedes og ophæ- vedes i' den efterapostoliske, katholske, Kirke. « Man vil ikke kunne nægte, at her hår man en Fremstilling, der afrunder sig til et Hele, og man maa indrømme, at alle de Momenter ere benyttede, som kunne udfindes til Gunst for den fremsatte Hypothese om Brevets efteråpostoliske Oprindelse. — Men skulde dog virkelig her de Betingelser være opfyldte, som navnlig stilles af selve den Baurske Skole for Anerkjendelsen af en kritisk literairhistorisk Undersøgelses heldige Løsning"): fin- des der ingen Modsigelser, som gjøre os betænkelige ved Rig- tigheden af de Forudsætninger, hvorfra her er gaaet ud? — lades ingen Huller tilbage, hvorved det Hele dog bliver mangel- fuldt og holdningsløst? — er ogsaa virkelig Alt, hvad Brevet indeholder og hvad vi kunne vide fra paalidelige Kilder, blevet saaledes benyttet og opfattet, at vi ikke kunne danne os nogen mere begrundet og i sig selv harmonisk sammenhængende Fore- 7) "5. Theol Jabrbsleb oe HENS 200: 115 stilling om dets Charakteer, Oprindelse, Anledning, Hensigt og den hele Situation af historiske Forhold, hvori det skal ind- føles? Ved første Petri Brev handles der om et Skrift, hvis An- seelse som apostolisk ikke blot beroer påa en Tradition, som f. Ex. det første kanoniske Evangelium, hvis Forfatter aldeles ingen Åntydning har givet om, at han var Apostlen Matthæus, eller som Hebræerbrevet, hvis Affattelse ved Apostlen Paulus man tildeels hår støttet paa misforstaaede Yttringer i dette Brev, etc.; men der handles her om et Skrift, hvis Forfatter, dersom det ikke er Apostlen Petrus (1, 1. 5, 1), med Bevidst- hed og Forsæt falskeligen har udgivet sit Værk for at være denie Apostels. Naar de Wette talte om »den % sig selv for- hadte Antagelse af en Underskydelse« som en Hindring for, at Tvivlsgrundene om første Petri Brevs Ægthed vilde finde megen Anerkjendelse, da har han vel maattet høre meget djærve Be- breidelser af de Baurske Theologer for åt have omtalt et Hen- syn, som aldeles ikke kom i Betragtning, hvor der spurgtes udelukkende efter, hvad der var sandt; men til Grund for hiin Yttring ligger Erkjendelsen af, at med Opgivelsen af den Tillid, som man har. skjænket en Forfatter, der antoges for en ÅApo- stel, men som eftervises at skulle have tillagt sig falskeligen denne Værdighed," er forbunden en Følelse af saameget større Ulyst, jo mere denne Opdagelse har middelbar eller umiddelbar Indflydelse paa flere andre Anskuelser, som ere af Vigtighed for den religiøse Overbeviisning. Det var imidlertid ikke de Wettes Mening, at en saadan Følelse skulde have den afgjørende Stemme ved et Spørgsmaal af den omhandlede Art — han udtrykte sig jo ogsaa kun histo- risk om, hvorledes i Almindelighed hiin Hypothese vilde blive modtagen —; men han har tillige i hine Ord antydet, at Mod- sigelsen mellem Antagelsen af første Petri Brevs Uægthed og Kirkens almindelige Tradition om dette Skrifts Affattelse ved 116 Apostlen Petrus er stor nok til »at vække Betænkeligheder om hiin Paastands Rigtighed. « Vel forholder det sig med dette Brev som med ethvert enkelt Skrift i det N. T.s Samling, i og for sig betragtet, at Troen paa Christendommens Sandhed og Guddommelighed ikke staaer og falder med Antagelsen af dets Ægthed eller Uægthed. Men den Tillid, hvormed vi paastaae dette, har — i det Mindste for Protestanten — dog kun sin Gyldighed under Forudsætning af, at der foruden dette eller andre Skrifter, hvis apostoliske Æsgthed omtvivles eller benægtes, findes flere eller dog eet, hvis Fordring påa apostolisk eller kanonisk Anseelse kan gjælde for uafviselig. Naar man som den Baurske Skole ikke bliver staaende ved Tvivl og Benægtelse af dette eller hiint nytestaå- mentiske Skrifts apostoliske Oprindelse, men masseviis henfører de nytestam. Bøgers Affattelse til langt nede i det andet chri- stelige Aarhundrede, da bliver Sagen betænkeligere. Vel er- kjende Baur og hans Disciple, som vi tidligere have oplyst, fire større Breve under Pauli Navn for ægte Værker af denne Apo- stel og erklærer Apokalypsen for et Skrift af Apostlen Johannes. Men da kun den Sidste, ikke den Første, hørte til den Kreds, som personligen havde kjendt og hørt Jesu Christi Ord og været Vidne til hans Gjerninger, medens han vandrede her paa Jorden, blive vi saaledes henviste til et eneste Skrift, hvis For- fatter hår levet under såadanne Betingelser, som efter den almindelige Regel for Troværdigheden af historiske Kjendsgjer- ningers Bevidnelse pleie at ansees for de paalideligste. Nu er dette Skrift — om hvis Apostolicitet der forresten netop i Kir- ken hår hersket stor Uenighed — påa Grund af sin prophetiske og poetiske Characteer ikke skikket til at give nogen klar Op- lysning om de historiske "Tildragelser, hvortil det i sin sidste Grund støtter sig. Ja, dersom det udelukkende er fra Apoka- lypsens hieroglyphiske Symboler, at vi skulle slutte os frem til de historiske Kjendsgjerninger, som ligge til Grund for Chri- stendommen, da maa denne, langtfra at ansees for en guddom- 117 melig Aabenbaring, ånsees for en Gaade, hvis Dunkelhed og Uopløselighed staaer ligefrem i Modsigelse med hiint Begreb. "Alligevel vide vi, at den Båaurske Skole vil imod disse Be- mærkninger kunne gjøre den Indsigelse, at det N. T.s Skrifter, omendogsaa ingen af Forfatterne til disse havde været Vidne til Jesu Liv og Virksomhed, derved ikke vilde berøves deres Ret og Evne til at være Kildeskrifter for den christelige Reli- gion, efterdi der nu engang ikke er efterladt os ældre og paa- lideligere, og at det altid ved Forskningens og Kritikens Hjælp — hvilken ikke kan undværes til Fortolkningen af det N. T.s Skrifter, endog med Antagelsen af disses Oprindelse i Over- eensstemmelse med den kirkelige Tradition — vil kunne blive muligt at vinde en rigtig Indsigt i Christendommens sande Væ- sen. Men ved Forsøget paa at bringe denne Mulighed til Vir- kelighed er det ikke lykkedes Baur og hans Disciple at komme til et Resultat, som var istand til at yde en såadan Tilfredsstil- lelse, hvorved Rigtigheden af deres Betragtning af det N. T.s Oprindelse fandt sin Stadfæstelse.…. Tvertimod har netop TFota/- resultatet af den Baurske Theologie ved sin overveiende nega- tive Charakteer — der dog i sidste Instants atter frembyder en Modsigelse til Christendommens energiske, ved Verdenshistorien constaterede positive Besultater — vakt Møstillid mod den kri- tiske Fremgangsmaade, som dannede Udgangspunktet for den. Derfra udgaaer da en ny Opfordring til i Anledning af den af Schwegler fremsatte Hypothese om første Petri Brev at prøve, om de Grunde, der af ham ere gjorte gjældende mod dette Brevs Ægthed, virkeligen med Nødvendighed tvinge os til at opgive Troen paa samme, og om vi ved den af ham fremsatte Anskuelse om dette Brevs Oprindelse kunne bringe alle de Momenter til en harmonisk sammenhængende Forestilling, hvilke ved denne Leilighed kunne fordres at komme i Betragtning. Muligheden af, at en saadan Underskydelse har fundet Sted, som Schwegler antager ved første Petri Brev, kan forsaavidt ikke nægtes, som der ikke alene var i den christelige Oldtid 118 under .denne ÅApostels Navn udbredt forskjellige opdigtede Skrif- ter (wvayyélrov xara Ilétgov, xyQvyun Ilétqov, moore IlÉrgov, ænoxa/vyne ITétoov), men vi i det saakaldte andet Petri Brev have et Exempel påa, hvorledes et Skrift, der ikke mindre be- stemt end det første Petri Brev angiver sig for at være forfattet af denne Apostel, i Tidernes Løb efterhaanden vandt Anseelse som apostolisk og kanonisk Skrift, uagtet det fra den første Tid, da dets Tilværelse er bekjendt, blev omtvivlet, hvorvidt det virkelig hidrørte fra: Petrus, og nutildags af den overveiende Deel af lærde Theologer fråkjendes sin apostoliske Forfatter”). Men, efter hvad ovenfor er bleven oplyst (s. S. 24), danne netop den Sikkerhed og Almindelighed, hvormed første Petri Brevs Ægthed er bevidnet af den gamle Kirke, en Modsætning til Be- skaffenheden af de indvortes Vidnesbyrd for andet Petri Brev, som her bliver af ikke ringe Vægt. Thi dersom den nyere Tids Kritik, som navnlig af indre Grunde har bestridt Ægtheden af det saakaldte andet Petri Brev, saaledes understøtter og stad- fæster den Mistanke, der allerede i den gamle Kirke gjorde sig gjældende mod dets Ægthed, da afgiver jo med det Samme Forskjelligheden af den kirkelige Traditions Beskaffenhed med Hensyn til de to Breve i N. T.s Samling, som begge føre ÅApost- len Petri Navn, et Vidnesbyrd om, at den ældre Kirkes Bestem- melse af, hvilke Skrifter der vare ægte apostoliske, ikke just har været saa ganske blottet for al Kritik, som mange Theologer i nyere Tid have været tilbøjelige til at antage. Omendskjøndt 7) Betegnende for den Anskuelse, der er den katholske Kirke eiendom- melig (skjøndt den i vore Dage finder Anklang hos mange Protestan- ter), er Yttringen i Dominicaneren Sixti Senensis Biblioth. sanct (1566) om dette Brev: ,,Si tempore Eusebii plerisque incerta fuit sec. P. ep.…, quod nondum quicquam de ea ecclesia definierat, nunc post ecclesiæ defimitionem adeo certa est, ut nullus amplius de ea dubitandi locus nisi hæreticis relinquatur.” - Til saadanne Kjættere høre da Erasmus, Cal- vin, Grotius, Semler, Schmidt, Eichhorn, de Wette (selv Guericke i sit Skrift: Beytriåge z. Einl. S. 175), Schott, Neander, Credner, Mayerhoff, Reuss, Mynster, Huther etc. | 119 derfor den gamle Kirkes Vidnesbyrd ikke i og for sig kan gjælde for afgjørende om Ægtheden af det N. T.s Skrifter, har hiint Vidnesbyrd dog netop ved Spørgsmaalet om første Petri Brevs Authentie en stor Betydning, og det Spørgsmaal bliver altid tilbage at løse, hvorledes det første Petri Brev kunde finde en såa almindelig Indgang og Udbredelse, skjøndt det dog — ifølge "Schwegler — først er skrevet omtrent 50 Aar efter Petri Død, medens derimod det saakaldte andet Petri Brev, hvis For- fatter ifølge den samme Kritiker - »virkelig lærer og skriver petrinsk«, og hvis Indhold. stod i Overeensstemmelse med de Forestillinger, som vare blevne almindelige ved den Tid, da det første Gang bliver omtalt”), havde saamegen Møie med at skaffe sig Anerkjendelse. Medens Schwegler viser den kirkelige Tradition om første Peters Brevs Ægthed for ringe Opmærksomhed, skjænker han derimod den -theologiske Tradition om dette Brevs Hensigt en Tillid, som ikke tilkommer samme. Han angiver nemlig Hen- sigten af Brevet væsenlig at være conecwlatorisk; det skal være et Mæglingsforsøg af en Paulwner til at bringe Petri og Pauli Tilhængere hinanden nærmere, et Rettroenhedsvidnesbyrd for Paulus, som er lågt Apostlen Petrus i Munden; og Schwegler f) I sit Værk: Die Kirche im apost. Zeitalt., S. 211, giver H. W. Thiersch, der forsvarer begge de petrinske Breves Ægthed, en Forklaring over hint Phænomen, som turde være ligesaa betænkelig som den, hvilken de af ham bestridte Modstandere af hine Breves Authentie gjøre gjæl- dende. Det andet Petri Brev var — ifålge Thiersch — ,,mehr fir die Zukunft, fir die Zeiten nach dem Hingang des Apostels, wie er selbst sagt 2 Petr. 1, 14. 15, als fir die Gegenwart bestimmt. Er war wie ein erst lange Zeit nach dem Tode des Urhebers zu eroffnendes Testa- ment .... Wir sehen, dass er in dem åltesten Kanon der Kirche, wie er im zweiten und dritten Jahrhundert war, keine Aufnahme gefunden hatte. Denn als dieser Kanon abgeschlossen wurde, war die Zeit fir die allgemeine Veråffentlichung und Einfiihrung dieses Sendschreibens . nOCh nicht da (?). Und spåter, nachdem die apostolische Gewalt in der Kirche erloschen, die neue Autoritit der allgemeinen Synoden aber noch nicht in Wirksamheit getreten war, nahm man keine Zuthaten zum Kanon auf, selbst wenn man von ihrer Authentie iiberzeugt gewesen wire (!). Q 120 beraaber sig i denne Henseende paa ældre og nyere Theologer, som med Antagelse af Brevets Ægthed have skjænket den An- skuelse deres Bifald, at Brevet blandt andet havde det Øiemed, at Petrus vilde støtte Læsernes Tillid til Hedningeapostlens Lære. Herved er nu først åt bemærke, åt der dog altid er en væsenlig Forskjel mellem Schweglers og de af ham påaberaabte Theologers Anskuelse om vort Brevs apologetiske Hensigt. Naar man med Schwegler antager, at der har hersket en prin- cipiel Differents mellem Paulus og Petrus, og at der i den åapo- stoliske og efterapostoliske Menighed indtil langt ned i andet Aarhundrede herskede en overveiende Uvillie og Mistillid mod Paulus og den paulinske Lære, da maa det i høi Gråd fore- komme besynderligt, at en Falsarius skulde i den Hensigt at ville modarbeide en såadan Stemning have udgivet et Skrift under Petri Navn, som ikke tydeligere lod den sidstnævnte Apostel udtale sin Anerkjendelse af sin Medapostels Lære og Virksomhed. Her havde det været påa sin Plads, om den fin- gerede Petrus havde med ganske anden Bestemthed antaget sig Pauli Forsvar og i bestemte Ord afviist de mod denne Apostel udbredte Beskyldninger, — istedetfor at han nu — for åt bruge Schweglers ovenfor anførte Ord — i to vedføiede Linier, uden hvilke hiin Tendents slet ikke vilde være kjendelig, hår givet et hemmeligt Vink, en halv Antydning om sin apologetiske Hensigt. Man vil af 2det Petri Brev II 15. 16”) kunne see, hvorledes et saadant Vidnesbyrd maatte have lydt, dersom Iste Petri Brev havde, som Schwegler mener, nærmest været et Ret- troenhedsvidnesbyrd for Paulus, som var falskeligen udstedt i Petri Navn. Anderledes forholder det sig med de Theologers +) — — — ,0g agter vor Herres Langmodighed for eu Frelse, ligesom og vor elskelige Broder Paulus, efter den ham givne Viisdom, haver skrevet Eder; som og i alle Brevene, naar han der taler om disse Ting, hvoriblandt der er Noget svært at forstaae, hvilket de Ukyndige og Ubefæstede forvende, ligesom ogsaa de øvrige Skrifter, til deres egen Fordærvelse.” 121 Anskuelse, som med Antagelsen af Brevets Ægthed forbinde Antagelsen af dets apologetiske Hensigt; thi efter den af disse Theologer antagne Forudsætning om, at der væsenligen her- skede Overeensstemmelse mellem Apostlene Petrus og Paulus, var det tilstrækkeligt, at Brevet ved sit didactiske Indhold be- kræftede Apostlenes indbyrdes Enighed, og at den Læserne givne Forsikkring om, at den Lære, som var dem forkyndt (I, 12. 25), og den Naadestilstand, hvori de befandt sig (V; 12), var sand og guddommelig, blev fremsat i de almindeligste Udtryk. Men nu har Schwegler desuden tilegnet sig et meget væ- senligt' Resultat, som ved omhyggelige Bearbeidelser af den bibelske Theologie i nyere Tid er draget for Eyset, nemlig at den i første Petri Brev indeholdte Lære ingenlunde er den eiendommelige Paulinisme, at den paulinske Retfærdighedslære i sin ejendommelige Form ikke-er udviklet i dette Brev, at tæ xæle &gye, m ayaædn avacTtQ0pn, % dyarnn, TO &yxdornosiv etc. betones med særegent Eftertryk, at m &Lzic her indtager en Betydning som ry mionc hos Paulus etc. Alt dette taler imod, at en Pauliner — saaledes som Schwegler vil — skulde have forfattet det omhandlede Brev, og peger hen påa en Forfatter, der, hvis det ikke er Petrus, dog maa have været en Petriner. Hvad var der nu vundet til at fjerne Uvillien og Mistilliden mod Paulus og hans Lære, dersom en saadan Stemning existerede blandt de lilleasiatiske Christne i den Udstrækning og med den Heftighed, som Schwegler og hans theologiske Venner antage, … derved at der udbredtes et Skrift under Apostlen Petri Navn, " hvori der ingen af de Lærdomme fandtes, som fornemmeligen havde givet Anledning til ugunstig Bedømmelse af Pauli Lære | og Virksomhed? ") Man kan forresten ikke med Schweyler a. St. S. 25 og de Wette (Einl. S 172) sige, at drxarocivn og dwxzorotodar ere Ord, som mangle her; thi det forste Ord forekommer 2, 24 og 3, 14, men vistnok forekommer | det ikke hos Petrus i den paulinske Betydning. 122 Men, naar saaledes dog de Wette baade imod Schwegler og flere andre Theologer synes at beholde Ret deri, at en be- stemt Hensigt og Anledning ikke med Sikkerhed lader sig paa- pege i Brevet; nåar det har sin Rigtighed, at der ikke opdages nogen individuel Stilling, hvorfra dette er udgaaet, eller nogen eiendommelig Tilstand, hvori dets Modtagere befandt sig frem- for andre Christne i hine Tider, da den nye Religion under Modsigelse og Kamp udbredte sig i Verden — er dette da ikke tilstrækkeligt til at vække Mistanke om, hvorvidt virkelig en Apostel som Petrus, om hvis Skribentvirksomhed. vi ellers ingen sikkre Underretninger besidde, skulde have skrevet et saadant Brev til Menigheder, til hvilke han ikke stod i noget personligt Forhold, og for hvilke Omsorgen nærmest var betroet Hedning- apostlen Påulus? SSchwegler yttrer sig dog selv tvivlende om Vægten af denne Tvivlsgrund, der allerede tidligere er bleven fremsat, og til hvilken derfor ogsaa Schletermacher i sin Einl. in N. T., S. 404, har taget Hensyn. Den sidstnævnte Theolog bemærker i denne Anledning: »Almindeligheden af Brevets Ind- hold forekommer mig ikke at være nogen betydelig Indvending mod Brevets Ægthed. Da Petrus ikke havde særegen Forbin- delse med de Christne i hine Egne, og da Een af hans Omgi- . velser stod i Begreb med at bereise disse, kunde Apostlen vel gjerne have havt den Hensigt at tilskrive hine Christne nogle kjærlige og apostoliske Formaninger, men som derfor ogsaa maatte holde sig i det Almindelige«. I disse faa Ord er der sagt, hvad der overhovedet kunde siges ved en Leilighed, hvor den fremsatte Tvivlsgrund har sin Styrke i en Forudsætning, som er blottet for tilstrækkelig Begrundelse. Man skulde nem- lig troe, at vi ellers i Almindelighed havde om det N. T.s og overhovedet om alle Oldtidsskrifter slige speciellere Oplysninger, der lod det være paafaldende, naar man i enkelte Tilfælde fandt sig i Forlegenhed med at finde saadanne. Paa lignende ubegrundet Forudsætning beroer ogsaa den Vanskelighed, man har fundet ved at forbinde Brevets Ægthed ——mmm—— — 123 med de almindelige Traditioner om Petri Skjæbne og Opholds- sted. Medens man ved andre Leiligheder har gjort sig Umage for at vise, hvor afvigende, ubegrundede og tildeels modsigende de Gamles Efterretninger ere om denne Åpostels sildigere Hi- storie”), efterviser man ved Spørgsmaalet om Petri Brev snart i apologetisk ”) snart i polemisk Henseende de Steder og de Forhold, hvori Petrus ved dets Affattelse skal have befundet sig, som om man havde en sikker og paalidelig Kundskab der- om. Forøvrigt ere dog atter de Angivelser, som vi finde hos kirkefædrene om Petri Reiser og Martyrdød, af saa løs og ube- stemt Årt, at man ved Anvendelse af den samme Skarpsindig- hed, som man har skjænket Combinationer af den Slags Efter- retninger i såa mange andre Tilfælde, nok kunde være istand til at finde Udvei saavel for Petri Ophold deels i Babylon, deels i Rom, og for Udbredelsen af paulinske Breve, saa at disse eller dog enkelte af dem kunde være komne til Petri Bekjendtskab. Naar man maa give Schwegler Ret i, at der ere adskillige Betænkeligheder mod den af de fleste Theologer billigede An- skuelse, at den Forfølgelse, hvortil der i Brevet er taget Hen- syn, skulde være den Neroniske, da er den af ham selv frem- satte Hypothese om Brevets Affattelse under Trajan underkastet lignende Indvendinger, navnlig. at i Forfølgelsen under den sidst- nævnte Keiser bleve de Christne formeligen anklagede for Øv- righeden og straffede med Døden, hvortil der i vort Brev ingen Åntydniug findes ””), Nøiere Oplysning og udførligere Gjendrivelse af Enkeltheder i Schweglers Betragtning af Petri første Brev vil man kunne F) Die Geschichte der spåtern Schicksale des Apostels Petrus ist durch so viele abenteuerliche Sagen entstellt, dass sie tiberhaupt ungewiss geworden ist.” Beuss, Gesch. d. N.T. $ 150. +) 8. Thiersch, Die ap. Kirche, S. 203 ff. FR) Eroruov d del meos årmokoyiuv mavrti TØ aiTovvar vuds koyov msQi 7nS åév vuiv éAttidos %. T. å). 1 Petr. III, 16 — kan, kun ved vilkaarlig Indskrænkning forstaaes om Forhør for Retten. 124 finde i de to nyeste Commentarer til dette, den ene af J. E. Huther (Xllte Afdeling af Meyers Kritisch exeget. Kommentar uber das N.T., Gottingen 1852), den anden af Briickner (i hans Be- arbeidelse af de Wettes Exeget. Hdb. II. B. 1 Th. Leipzig 1853).”) To Momenter synes dog endnu stedse at trykke den fulde Overbeviisning om Petribrevets Ægthed: 1) Manglen af selv- stændigt og ejendommeligt Lærebegreb; 2) Ligheden mellem dette Brev og de paulinske Breve, der syntes at forudsætte, at Forfatteren til hiint har læst og benyttet disse. I begge disse Henseender svarede ikke Brevet til de almindelige Forestillinger om et Skrift fra en Apostel som Petrus. Hvad imidlertid det første Punkt angaaer, da grunder sig Forventningen om, at Petrus skulde have udmærket sig ved en Eiendommelighed, som maatte have udpræget sig mere fremtrædende og afgjørende i et Skrift fra hans Håand, paa en Forestilling, som ingen Be- grundelse har i det, som vi kjende til denne Apostel fra det N. T.s Oplysninger derom. Peters Eiendommelighed som Per- sonlighed og Charakteer var aldeles praktisk, bestod i Styrken ") Kun vil jeg med Hensyn til to i den ovenfor givne Fremstilling af Schwegler berørte Punkter, nemlig 1) den formeentlige Polemik mod en hierarchisk Aand, hvoraf Schwegler vil have fundet Spor i V, 3, og 2) Læren om Christi Prædiken for ,,Aanderne i Fængsel ete. III, 19—22”, hvori Schwegler finder en af det paulinske Princip om Frel- sens Universalitet udledt Conseqvents, bemærke (med BPeuss, Gesch. S 149) ad 1): xAm00s er i den efterapostolske Tid Alt snarere end Læg- folk, sly. desuden 2 Cor. 1, 24, hvor der staaer bogstaveligt noget Lig- nende; og (med Schletermacher, Einl. S. 406) ad 2): Stedet III, 19. 22 er aabenbart Noget, som ikke var gaaet over i de Christnes almindelige offenlige Lære, ligesom det endnu stedse for os viser sig som noget Fremmed i de nytestamentlige Forestillinger. Men Enhver, der for- søgte paa at underskyde et Brev, hvilket han vilde forskaffe Anseelse som apostolisk, vilde allerede instinctmæssig vogte sig for at forlade det almindelig Bekjendte og komme ind paa Noget, der ved det Nye — og Usædvanlige kunde give Anledning til Spørgsmaal og en dybere Undersøgelse, som kunde blive hans Forehavende til Skade. Dette Sted er derfor ikke nogen uvigtig Hindring for Antagelsen af, at en Sildigere, som havde sat sig ind i Apostlens Stilling, skulde have underskudt Brevet. 125 af hans Følelse og Hengivenhed for Jesus og hans Sag, men ikke i Originaliteten af hans Anskuelse om Christi Person og Værk, ligesaalidt som i en logisk Conseqvents i theoretisk Er- kjendelse. Ved stedse fortsat grundigere og dybere Undersø- gelse af Brevets didactiske Indhold — hvortil blandt Andre E. Th. Mayerhoff allerede havde leveret gode Bidrag i sit Skrift: » Historisch-chritische Einleitung in die petrinischen Schriften, Hamburg 18354, og som bleve fortsatte af Huther, Briickner, foruden af Lechler, Schmid 0. a. Theologer, hvis Forskning og Fremstilling af det N. T.s bibelske Theologie vi ovenfor have omtalt: — er det dernæst blevet godtgjort, hvorledes der dog hverken savnes i Petri Brev.en vis Plan, Sammenhæng og ledende Grundtanke, ei heller en bestemt Charakteer og Eien- dommelighed, saaledes som man oftere har angivet, men at, hvad navnlig sidstnævnte Moment angaaer, Eiendommeligheden — foruden en nærmere Tilslutning til det Gl. Test. (slg. Lechler S. 116 ff., Schmid S. 154 ff., Huther S. 20 ff., Bruckner etc.) —— her netop bestaaer i den formidlende Stilling, som Brevets For- fatter indtager mellem Partierne i den ældste Kirke — i Hen- førelsen af de enkelte Formaninger til det faste paa Christus grundede Haab”) om en salig Fremtid — i en Stiil og Udtryks- maade, hvis Særegenhed kun var bleven overseet ved udeluk- kende at fæste Opmærksomheden paa visse formeentlige Paral- leler i Pauli og Jakobi Breve, som dog ved nærmere Betragt- ning af den Forbindelse og Sammenhæng, hvori de findes i de forskjellige Skrifter, tabe den dem tillagte Betydning. Men idet man dog i Almindelighed var tilbøjelig til at hen- føre Brevets Affattelse til den sildigere Tid af Neros Regjering — Mayerhoff (a. St. S. 134) »tidligst til Aaret 65 e. Chr.« — blev altid Muligheden tilbage af hiin Afhængighed af Paulus, t). Ikke med Urette er Petrus bleven kaldt Haabets Apostel (ligesom Pau- lus Troens og Johannes Kjærlighedens), s. 1, 3. III, 5. 15. Af Petrus er Christendommen opfattet som Opfyldelse af det G. T.s Prophetie i sammes omfattende Betydning. Slg. Schmid a. St. II, 154 ff. 126 hvilken havde vakt saameget Anstød, og som blandt Andre Mayerhoff vel havde bestridt, men uden at kunne finde Med- hold selv hos Theologer”), som iøvrigt deelte hans Mening om Petribrevets Ægthed. Derimod vilde vistnok enhver Mistanke, som kunde reises fra hiin Side imod Brevets Ægthed, bortfalde, dersom det lod sig godtgjøre, at dette Skrift hidrørte fra en Tid, hvor det endnu ikke havde været muligt for dets Forfatter at benytte de omhandlede paulinske Breve, fordi disse dengang ikke vare skrevne. Dette har en Theolog forsøgt, som i den allernyeste Tid har gjort Petri Brev til Gjenstand for en udførlig Under- søgelse, nemlig Bernhard Weiss i sit Værk: »Der Petrintsche Lelrbegriff, Berlin 18554. Ligesom han hører til de Theolo- ger, der have forsøgt at hævde Affattelsen af Jakobi Brev til saa tidligt et Tidspunkt, at den deri indeholdte formeentlige Polemik mod den paulinske Retfærdiggjørelseslære maatte af sig selv bortfalde (s. Overs. 1856, S. 195), saaledes har han ogsaa gjort sig Umage for at vise, hvorledes ikke blot Affattel- sen af første Petri Brev hører til en Tid, da de paulinske Breve — med Undtagelse af Brevene til Thessalonicenserne — ikke existerede, men ogsaa hvorledes det i Petri Brev indeholdte Lærebegreb maa betragtes som det tidligere, endnu uudviklede, hvoraf det paulinske og johanneiske Lærebegreb først er et videre og fyldigere Udtryk. Weiss har ikke behandlet det petrinske Lærebegreb efter et dogmatisk Systems abstracte Schematisme, men udkastet Dispositionen til sin Fremstilling efter følgende fire Synspunkter: 1) Petrus, Haåabets Apostel; 2) Petrus, Omskjærelsens Apostel; 3) Petrus, Jesu Christi Apostel; 4) Petrus, den Medældste, og har endelig i et femte Afsnit, med Overskrift: Petrus og Paulus, behandlet det ovenomtalte Forhold mellem disse Apostlés Skrif- F) Saaledes Bleek i Recens. over Mayerhoffs Skrift i Theol. Stud. u. Kr. 1836, S. 1065. 127 ter. Hans Værk frembyder i flere Henseender den Interesse og Nytte, som velskrevne Monographier altid forskaffe, om man endog ikke finder den Opgave tilfredsstillende løst, som Forfat- teren egentlig har foresat sig. Men med al Anerkjendelse af dette Arbeides i flere Henseender roesværdige Egenskaber lader det sig ikke nægte, at netop med Hensyn til de to Punkter, hvorved det skulde bringe Undersøgelsen om Petri Brev videre, har Forfatteren indviklet sig i nye Vanskeligheder, som kun opholde istedetfor at fremme en afgjørende Løsning. Weiss stemmer overeens med Schwegler i Forkastelsen af den i nyere Tid almindelige Mening om Brevets Affattelse under den neroniske Forfølgelse. Men naar Schwegler har troet at opdage Kjendetegn, som vidne om, at Brevet forudsætter saa sildig en Forfølgelsestid som' den trajanske, finder Weiss, at »for Brevets Læsere ere Lidelser og Forfølgelser endnu noget Nyt og Uvant, saa at Apostlen udtrykkeligen maa erindre dem om, at de ikke skulle forundre sig derover, da de høre med til en sand Christendiscipels Væsen og deles af alle Christne (IV, 12. 13. V, 9)4. Paa den anden Side »er ogsaa for Hedningene de Christnes Løsrivelse fra det hidtil førte lastefulde Levnet endnu noget Nyt, som forundrer dem (4, 4) og ægger deres Uvillie. Apostlen gjentager endog det naive Haab, at Hednin- gene, naar de først lærte nøiere at kjende de Christnes Vandel, vilde aflade fra deres Fjendskab (II, 12. MIL 2, 16), som dog meest beroede påa Uvidenhed (IE, 15). Af Apostlens Formanin- ger til de Ældste og til vsørspor (V, 1. 5) troer Weiss at kunne slutte til en Meningsforfatning af samme Art, som den jerusa- lemske før Diaconatets Indførelse (s. Ap. G. V, 6. 10). Saaledes blive vi — ifølge Weiss — ved den Anskuelse, som vi vinde af Iste Brev om de christelige Menigheders Tilstand i Lille- Asien, henviste til den første Tid af deres Bestaaen. Petrus — hedder det endvidere — har vel ikke selv grundlagt de Menig- heder, til hvilke han skriver (I, 12, og Betegnelsen »Medældste« (cvumesofpvtseoc) V, 1 viser navnlig ikke hen til nogen grund- 128 læggende Virksomhed); men han har formodentlig, efterdi han skriver til dem uden videre at motivere dette, dog besøgt dem og traadt i et aandeligt Hyrdeforhold til dem, omendskjøndt hvad Kirkefædrene berette om Petri Virksomhed og Reiser i Lille-Asien, nødvendigen maa vække Mistanke om, at de kun have sluttet sig frem til deres Efterretninger fra Hilsenen i Brevet selv I, 1. Denne Reise kan passende henlægges til Tiden mellem Ap. G. XII, 17 (da Petrus efter Løsladelsen fra sit Fangenskab under Herodes Agrippa I »drog til et andet Sted«, Srrogsvån sig åtspov Ttonov) og Ap. XV, 7, da han efter et Tidsrum af 6-7 Aar atter optræder i Jerusalem påa Åpostel- conventet. Da Brevet ganske tier om det Spørgsmaal, som vakte saa stor Bevægelse i den apostoliske Kirke, hvorvidt de Christne skulde iagttage Moseloven eller ikke, maa dets Affat- telse sættes til en Tid, da det jødechristelige Element endnu var det overveiende i de Menigheder, til hvilke det er skrevet, saa at, omendskjøndt der rimeligviis iblandt Brevets Læsere og- saa fandtes Christne af Hedenskabet, disse dog kun havde en underordnet og forsvindende Betydning (S. 115. 157. 362 fÉ). Men saa tidligt som Baronzus, Hugo Grotius, Pearson 0. Å. have antaget — Å. 45 — kan Brevet dog ikke heller være skrevet, da vi 1 Petr. V, 12 finde Silvanus i Petri Selskab. Det er nemlig meer end sandsynligt, at denne Silvanus er identisk med Pauli Ledsager Silas Ap. G. XV, 22. 32. 40 XVI, 29-XVIE, 5 (der forekommer under Navnet Silvanus i de påulinske Breve, seed! Thess. 1. 1,152" Gor. 1 49); men daldenne endomi Aaret 53 og 54 befandt sig hos Paulus i Corinth, forhindres vi fra at ansætte Affattelsen af 1 Petr. Brev til et tidligere Tids- punkt. Brevet skal iøvrigt være skrevet fra det egentlige Baby- lon; den »Medudvalgte« er den christne Menighed sammesteds, men Markus formodentlig Petri virkelige Søn, ikke Evangelisten af dette Navn. « Man vil heraf i Forbindelse med hvåd ovenfor er blevet meddeelt af de tidligere Forhandlinger om Petri Brev kunne 129 slutte, hvorvidt og hvorledes Werss har benyttet sine Forgjæn- geres Undersøgelser. Paa Grund af det Ubekjendtskab, hvori vi befinde os med Hensyn til saamange Punkter af den ældste Christenheds Historie, og de utydelige Antydninger, som vort Brev indeholder, kan der i og for sig ikke nægtes Weiss's ÅAn- skuelse om en saa tidlig Affattelsestid samme eller dog lignende Gyldighed, som indrømmes andre Hypotheser, der henføre Bre- vet til en sildigere Tid. Dog vil det ved hiin Indskrænkning tillige indsees, at den tidlige Affattelsestid, som skulde udelukke Muligheden af, at Forf. til Petri Brev havde kjendt og benyttet de paulinske Breve, kun selv er en Mulighed, en Hypothese, hvis Rigtighed navnlig beroer paa, om der ikke findes Modsi- gelse i de omhandlede nytestamentiske Skrifters indbyrdes For- hold. Men nu har desuden Weiss i sin Bestræbelse for at hævde det angivne Tidspunkt for Affattelsen af Brevet indladt sig påa endeel andre problematiske Forestillinger og Paåstande. Ifølge Weiss skal nemlig Petrus »påa Grund af Evangeliets saa heldige Udbredelse blandt Hedningene vistnok håve anerkjendt Hedningemissionen i dens factiske Berettigelse, men, da han dog altid fandt den i Modsigelse med sin Grundanskuelse om Jødernes oprindelige Eneberettigelse til Deeltagelse i den mes- sianske Frelse, aldrig ganske have fundet sig tilrette i dette AÅnliggende. Ikke egentlig af indre forandret Overbeviisning, - men kun paa et udtrykkeligt Vink af Gud % et bestemt Tilfælde (Cornelii Omvendelse) skal han have antaget den friere Praxis i Omgang med Hedningechristne, og deraf lader det sig da ogsaa forklare, at han i Antiochien (Gal. IN) saa let blev den utro igjen. Om Petrus senere har gjennembrudt Skranken for denne sin Anskuelse, lader sig vel formode, men ikke paastaae med Vished, da' det første Petri Brev endnu ganske gaaer ud fra Forudsætningen om Jødernes oprindelige Eneberettigelse i Chri- stenmenigheder, hvori Hedningene kun kunde gåae op som et forsvindende Element«. 130. Men imod denne Weiss's Anskuelse taler dog saavel Apo- stelhistorien , saafremt man ikke vil opgive Historiciteten af Petri Tale påa Apostelconventet (Act. AV), som Pauli bestemte Erklæring i Gal. I, 13. 14, at Petrus kun af »Frygt og Hykleri« opgav den af ham tidligere viste friere Praxis i Omgang med Hedningene. Vi have allerede tidligere i denne Afhandling >) efterviist, hvorledes Pauli Årgumentation: og Petri Taushed for- udsætter, at Petrus har fundet Pauli Daådel begrundet og følge- ligen ikke har kunnet vedblive i sin indskrænkede Anskuelse om Jødernes Eneberettigelse til Deeltagelse i Messiæriget. Naar Partivæsenet i Corinth forudsætter, at det jødechristelige Parti sammesteds beraabte sig påa Petri ÅAutoritet ligeoverfor Paulus, da lader sig vel deraf slutte til en forskjellig Fremstillings- og Udviklingsmaade i Petri og Pauli Missionsvirksomhed (f. Ex. at Petrus nærmere knyttede sin Læreudvikling til det G. T.); men vi see tillige, at Paulus selv ikke anerkjender nogen Modsætning eller Modsigelse mellem sig og Petrus. Ved sin ovennævnte Udvikling har Weiss — besynderligt nok — tilegnet sig saameget af Baurs Anskuelser, at det falder denne Theolog”) let at eftervise, hvilken i sig selv uværdig Forestilling Weiss — efter dennes egne Forudsætninger om den historiske Paalidelighed af Ap. G. — kommer til at give om Apostlen Petrus, naar han taler om »den ydmyge Inconseqvents, hvormed Petrus, trods sin egen Overbeviisning om Jødechri- stenheden som Messiærigets egentlige Substants, dog skal have bøjet sig for Guds i Kjendsgjerninger aabenbarede Villie om Hedningenes Ligeberettigelse«.””) 7) See Oversigt f. 1855, S. 273 f. 4) I en Artikel i Theol. Jahrb. 1856, 2s H.: Der erste Petrinische Brief, mit besonderer Beziehung auf das Werk: Der petrimische Lehrbegrift, von Lie. Dr. B. Weiss. z%%) Die demiithige Inconseqvenz wiire, nachdem Gott durch solcehe That- sachen geredet und die Apostel diese Thatensprache wohl verstanden hatten, nichts anders gewesen als der beschrinkte Eigensinn und Eigen- | [51 Hovedsagen bliver dog derfor altid, om Weiss rigtigt har oplyst Forholdet mellem Petri Brev og de paulinske Breve. Medens Mayerhoff deels benægtede den Lighed, som man havde |. villet finde mellem disse, deels fremstillede den begrundet i andre Omstændigheder end deri, at den ene Apostel skulde have benyttet den andens skriftlige Arbeider, indrømmer deri- mod Weiss, at Ligheden navnlig mellem Petri Brev paa den ene Side, Romer- og Ephesierbrevet paa den anden Side virke- lig fordrer til sin Forklåring en Benyttelse fra den ene åposto- liske Forfatters Side af den åndens Skrifter; men — lige mod den sædvanlige Antagelse — paastaaer Weiss, at ikke Petrus har benyttet de paulinske Breve — hvilket desuden under For- udsætningen af Petribrevets Affattelse i Aaret 54 var umuligt — men at dertmod Paulus har benyttet sin ældre Medapostels Skri- velse ved Affattelsen af Brevene til Romerne og Ephesterne. »Thi til disse Breve indskrænker sig dog den egentlige charak- teristiske Overeensstemmelse; men her have vi ogsåa ikke blot enkelte Tanker, Vendinger og Udtryk, der stemme overeens med hinanden, men det er større Tankerækker og frappante Enkeltheder i Udtrykket, hvis Lighed ikke kan føres tilbage til de almindelige Grunde, hvoraf man har villet udlede dem, uden at antage den ene apostoliske Forfatters Afhængighed af den andens Skrifter« (Weiss S. 462). Nu er det dog, naar man med Weiss antager, at de cha- rakteristiske Paralleler kun findes i de ovennævnte apostoliske Breve, allerede i sig selv usandsynligt, at Paulus, om hvis Rig- dom påa Tanker og om hvis Færdighed i at give dem Form og Udtryk det Nye Testamente indeholder såa mange og saa ud- førlige Vidnesbyrd, skulde i de omtalte af sine Breve, hvor han wille eines Menschen, welcher um nur kein Stick seines alten Adam aufgeben zu miissen, lieber an den Vorurtheilen seines fleischlichen Sinnes hangen bleibt, als dass er durch die von Gott geoffenbarte Wahrheit sich belehren und åuf den rechten Weg weissen låsst” (Baur, anse. SS. 206). 132 afhandler Gjenstande af den højeste Betydning og videste Om- fang, have havt Anledning og Opfordring til åt anbringe et Par Reminiscentser af Petri Brev, medens det er långt rimeligere, at en Apostel, hvis Skribentvirksomhed, saavidt man ikke vil beraabe sig paa aldeles upaalidelige Vidnesbyrd, indskrænkede sig til eet eller høist to Breve,. har, da han stod i Begreb med det for ham uvante Foretagende, at skrive til christne Menig- heder udenfor Palæstina, taget Hensyn til Breve, hvilke allerede tidligere vare skrevne af en ånden Apostel, der påa Grund af sin ejendommelige Stilling og Virksomhed havde et nøiere Be- kjendtskab med disse Christnes Forhold og Vilkaar”). Ved Mænd, der håvde hørt til Pauli Ledsagere og senere befandt sig blandt Petri Omgivelser — f. Ex. Markus, Silvanus — kunde den sidstnævnte Apostel have erholdt hine Breve meddeelte. »Betænke vi« — har allerede Schlerermacher (Einl. S. 403) be- mærket — »hvormegen Andeel Paulus havde i Christendommens Udbredelse til overveiende helleniske Menigheder, hvorledes hans Breve sandsynligviis vare det første skriftlige Græsk af christeligt, Indhold, hvorledes der fra de af ham stiftede Menig- heder stedse dannnede sig flere, maae vi vel antage, at han havde en stor Indflydelse påa Dannelsen af det græske Sprog for christelige Gjenstande, og at de, som senere traadte i hans Fodspor, vanskeligen kunde fjerne sig langt fra det Idiom, som paa denne Maade dannede sig; det kom kun an påa, hvorvidt Ideekredsen var beslægtet. « Men endelig, nåar Weiss nu indlader sig påa en nøiere Efterviisning af, hvorledes Behandlingen og Udtrykket i de påu- linske Breve påa vedkommende Steder nødvendigen forudsætter Benyttelsen af Petri Brev, og hvorledes det petrinske Lære- begreb er det endnu uudviklede, ufuldkomnere Udtryk for det paulinske, da hviler dog Bevisets Kraft paa den Forudsætning, ") Dette antage — ligesom tidligere Hug, see ovenfor. $. 105 — ogsaa Thiersch, Die ap. K. S. 205, Huther a. St. S. 20 etc. 133 at den kortere og ufuldstændigere Udvikling måa antages at have gaaet forud for den udførligere og bestemtere; — en For- udsætning, der ikke er sikkrere, end den modsatte, at det om- vendte Forhold maa antages for det rigtige. At der i Petri Brev findes i Henseende til Læreindhold en Mangel paa den Bestemthed og Udvikling, som findes f. Ex. hos Paulus og Jo- hannes, indrømmes fra alle Sider; men hvad Weiss betragter som Kjendetegn paa en tidligere Læreudviklings Ufuldstændighed og Ubestemthed, kan med lige Ret af Andre ansees for at have sin Grund i, at Brevet tilhører en sildigere Tid og en Retning, hvor man bestræbte sig for at holde sig blot til det Alminde- lige, Uomtvistelige, det i og for sig Vigtige og Nødvendige, hvorom alle Partier og Anskuelser maatte enes:”) Man vil kunne antage Muligheder af det Sidste, uden at man derfor med Båur behøver at opgive Petribrevets Ægthed, men mån maa give sidstnævnte Theolog Ret i, at Weiss's Be- viisførelse for det af ham antagne Forhold mellem Parallelerne i Petribrevet og de paulinske Breve staaer trods sin Subtilitet i omvendt Forhold til de energiske Forsikkringer, hvormed Weiss ledsager samme.”) Det er os ikke tilladt her at gaae dybere 7) Il nous sera permis de penser, que Vapdtre (Petrus) voulait contribuer pour sa part å faire cesser la fermentation et T'ardeur polémique des esprits dans les églises de TAsie mineure; il voulait montrer que VEvangile et VÉvangile de Paul, de cet apåtre, qu'on y repudiait comme Tennemi de la loi, offrait une nourriture suffisante aux åmes, pour qu'on wett pas besoin de se préoucuper de certåaines questions en litige. Reuss, Histoire de la theol. chrét. au siécle apostolique II. p. 586. 4) Die Abhångigkeit der petrinischen Stelle (1 Petr. II, 8—12 slg. XII, 14—19) ist eine reine Unmåglichkeit;— wenn nicht der unglaublichste Zufall gewaltet haben soll, so muss die paulinische Stelle aus der Erin- nerung an die petrinische geschrieben seyn” (S. 416) — ,,Ueber die Urspringlichkeit der petrinischen Stelle kann kaum mehr ein Zweifel ubrig bleiben (1 Petr. II, 13, 14, slg. -Rom. XIII, 1—6). Nach allen Ånzeigen ist es gerade zu unmåglich, dass Petrus die paulinische be- nutzt hat” (S. 418). ,,Wir meinen auf's Evidenteste nachgewiesen zu haben, dass, die Abhångigkeit einer der beiden Stellen zugestanden, die Urspriinglichkeit nur auf Seiten des Petrus seyn kann” (S. 420.) 134 ind i denne Undersøgelse, men det kan .ogsåa være tilstrække- ligt blot at gjøre opmærksom paa, hvorledes der i Petri Brev findes Steder, som uden Oplysniug fra de paulinske Skrifter vilde i det Mindste for os være uforstaaelige. Et saadant Sted er 1 Petr. IV, 1. 2. Xpiotod ovv madovroc [vxig nuv) cagxi xl vusic Tyv ævrnv åvvorav omdicucde, 07 0 mudæv åv Cugxi ÉT avTar &uagTtinc, &ic TO unxéti avdgåræv åmvdvularc, LG IJsAnuarte dsov tov érmidowrov év c&Qxt Piæocar yoovov. Hvor- ledes er det muligt her at vinde en klar og sammenhængende Mening, uden ved at udfylde de umotiverede Sætninger ved den paulinske Anskuelse om Christi Død, der tilegnes af den Troende, saaledes som dette navnlig er udviklet i Rom. VI, hvor vi i V.7 0 yag &modavåv dsdizurøtar wo tig amngtinc med det foregaaende: od unxérr dovdevav tue Ti amugtig finde Nøglen til Forstaaelsen af de dunkle Ord hos Petrus. Et andet Sted er Petr. I, 16 ... øc SAsvdsQor, xl un æg årixæ- Avu &yovteg Tnc xæxiag Tyv Elevdegiav &1N æg Fsod dovA or. Her kan ikke være Tanke om Frihed i anden Forstand end den, hvori Paulus bruger Ordet, Friheden for Loven, thi kun en saadan-kunde benyttes til Skjul og Paaskud for en ugudelig og usædelig Tøilesløshed; og det er den samme Formaning, som vi finde Gal. 5,13: Yuesic yag år ålavdsgig 8x1yFnte, &OEL- poi" movov mn Tyv Elevdsgiav sig &pogunv Tr cugxi, æAAE dre Ting Qyærng Oovdevete Q1/nAoLc. Paa Grund af disse og lignende Steder paastaaer Baur, at ikke Paulus har benyttet Petribrevet, men at dettes Forfattere har benyttet paulinske Breve. Alligevel lader sig dog herimod bemærke, at skjøndt Formler .og Udtryk i det petrinske Brev vistnok fordre, at den paulinske Læreudvikling maa have været I Anliggender af saa problematisk Art, som det omhandlede selv fra Forfatterens Standpunkt er, gjør et saadant Sprog den Sagkyndige kun mistænkelig mod Forfatterens Tillid og Rigtigheden af hans egen Paa- stand. 135 bekjendt saavel for Brevets Forfatter som for dets Modtagere, behøver dette Bekjendtskab ikke udelukkende at udledes fra de paulinske Srwfter. Disse kunne for os være nødvendige til at forstaae Petri Brev, men vare det ikke for dettes første Læsere, som tildeels ved mundtlig Underviisning af Apostlen Paulus og dennes Disciple vare blevne omvendte til Christendommen. Ligeledes kunde Petribrevets Forfatter ad anden Vei end netop ved Benyttelse af Pauli Breve være bleven fortrolig med denne Apostels Anskuelser. Jo mere man overhovedet fordyber sig i Undersøgelsen om Forholdet mellem Petri Brev og de paulinske Breve, og jo nøjere man gjør sig bekjendt med de Grunde, hvormed man i den nyeste Tid fra de forskjellige Sider under- støtter de modsatte Paastande om dette Forholds Beskaffenhed, desto mere føres man tilbåge til fornyet Overveielse af, om man ikke ved Hjælp af de Oplysninger, som det Nye Testamente, den almindelige kirkelige Tradition, Christendommens deels ved literaire Monumenter stadfæstede, deels ved sund Pragmatisme formodede Udviklingsgang frembyde, vil være istand til: at finde en simplere Løsning for Spørgsmaalet om Petribrevets Oprin- delse og Stilling til de paulinske Skrifter end ved de Hypothe- ser, som i deres stærkeste Modsætning repræsenteres i Schweg- lers og Weiss's Fremstillinger. Allerede Eichhorn (Einl. UI. S. 614) gjorde den Bemærkning, som vil påatrænge sig enhver uhildet Læser af de omhandlede petrinske og paulinske Skrifter, at Petri Brev, langtfra at ligne en Compilation af adspredte paulinske Steder, gjør Indtrykket af en fri Composition, hvis Forfatter har gjort de i hans Skrift indeholdte Tanker, Ord og Vendinger saaledes til sin Eiendom, at han ikke forraader ringeste Bevidsthed om, at han betjente sig af fremmede Anskuelser eller et fremmed Idiom. Dette for- udsætter en anden og dybere Fortrolighed med paulinske Tan- ker (1: med Tanker, hvilke vw nærmest kjende af Pau/r Skrifter), end den, der kunde erhverves ved Læsning af nogle paulinske Breve. Naar denne Omstændighed kunde lede til Antagelsen y 10 136 af, at Brevet var affattet ved en Paulrner, da fører en anden Iagttagelse til at søge Forfatteren udenfor Kredsen af paulinske Disciple, nemlig den, at Forfatteren til Petri Brev — hvad jo ogsaa Baur og Schwegler indrømme — dog ikke saaledes har tilegnet sig Pauli Læreudvikling, at der jo endog i de paabe- raabte parallele Steder lader sig eftervise, hvorledes Pauli eien- dommelige Læreudvikling er bleven omdannet og modificeret påa en Maade, som tyder påa, at Forfatteren ikke har villet gjennemføre den i dens hele Conceqvents”). — Den alminde- lige kirkelige Tradition har fra Begyndelsen af 2det Aarhundrede henført dette Brev og med Eenstemmighed kun dette Brev til Apostlen Petrus. Denne Apostel, der ligesom alle Jesu første Tilhængere i Begyndelsen stod i den Formening, at Troen paa Jesus som Messias nødvendigen maatte være forbunden med lagttagelsen af det G. T.s Lov, var dog den første, som ved Forsynets Førelse bragtes til andre og friere Anskuelser, hvilke i Paulus havde deres egentlige Repræsentant, understøttede ikke mindre af dennes kraftige Dialektik og Veltalenhed end af det Held og den Velsignelse, hvormed han udførte sin ogsaa af de andre Apostle anerkjendte Hednøngemission (Gal. I, 9). Ifølge Ap. G. XV, 7-11, slg. 23 ff. har Petrus aabenbart erklæret sig for Pauli evangeliske Prædiken blandt Hedningene og disses Fritagelse for Moseloven; — ifølge Gal. Il, 13. 14 har han endog vovet sig til selv at aflægge den jødechristelige Observants af F) Saaledes bemærker Baur (a. St. S. 235) i Anledning af 1 Petr. IV, 1.2: »Die Sache verhålt sich offenbar so: dem Verfasser des Briefs schwebt die paulinische Anschauung des Todes Christi vor, aber er will nicht in die specifischen Begriffe desselben eingehen, daher schwåcht er sie ab und setzt in die Stelle der dogmatischen Idee der Lebensgemein- schaft mit Christus seinen sittlichen Begriff der Nachfolge Christi Wåhrend Paulus 2 Cor. 5, 14 aus seinem &is vnée mavtov omiduvev in rascher Folge schliesst: &ga ci mavrtes dmédavov, macht der Verfas- ser des Briefes von seinen yeroros madwv cupxi recht emphatisch die moralische Nutzanwendung: zai vusis Tyv avTnv &vvorav omMioncde. Slg. iøvrigt Brickner a. St. S.9 ff. Huther S. 20 f. Weiss S. 69 ff. 116 ff. 159, Tete: Bal Loven, i Erkjendelse af Moselovens relative og forsvindende Betydning, men rigtignok viist sig svag og inconseqvent (Gal. Il, 11.12) ved denne Leilighed. Følgen deraf var en uforbeholden offenlig Udtalelse af Paulus om Nødvendigheden af med Tillid og Conseqvents at gjennemføre det Princip, som indeholdtes i det jerusalemske Apostelconvents Decret, og som — skjøndt uden fuldkommen klar Bevidsthed — var blevet anerkjendt af alle Apostle. Af Grunde, som vi ovenfor håve omtalt måa man antage, at Petrus ikke, som Baur og den Tubingske Skole paastaaer, er forbleven i den judaistiske Particularismes af ham selv allerede gjennembrudte Skranker, men at han, om han endog i den Kreds, som nærmest var henviist til hans åposto- liske Mission, nemlig Jøderne, hår .vedblevet-at opfylde Mose- lovens rituelle Forskrifter (i Lighed med selve Paulus 1 Cor. IX. 21 f.), dog har erkjendt alle Christnes lige Værdighed og for- saavidt ikke fjernet sig fra Pauli Lære. Til Virksomhed for Evangeliet ved skriftlig Udvikling synes Petrus ikke at have havt nogen hyppig Opfordring. Da en såadan indtraåadte, for- modentlig i det sidste Decennium af Apostlens Levetid, i An- ledning af en Keise, som Pauli tidligere Ledsager, der nu be- fandt sig i Petri Selskab, Silvanus, stod i Begreb med at til- træde til de Christne i Lilleasien, var det dog mindre Hensynet til specielle og eiendommelige Forhold, end det Ønske, at med- dele sine Troesbrødre under de Kaar, som de deelte med alle deres Brødre (V, 9), nogle trøstende og opmuntrende Formanin- ger, som gav ham Pennen i Haanden. At Petrus kan ved denne Leilighed have benyttet Pauli Breve og taget dem til Mynster, er, saaledes som ovenfor er blevet oplyst, hverken uforeneligt med hans apostoliske Værdighed eller med de histo- riske Forhold.”) Men langt vigtigere end alle de secundaire f) Dog vilde jeg ikke motivere Muligheden deraf ganske paa den Maade, som Lutterbeck (Die neutest. Lehrb. II, S. 181), der benytter de i Adolf Schmidts Geschichte der Denk- und Glaubensfreiheit im ersten christl. 10% 1538 Omstændigheder, som maatte have Indflydelse paa at give de første christelige Skribenters Sprog og Udtryksmaade en eien- dommelig Lighed og Eensformighed (Benyttelsen af den Ålexan- drinske Bibeloversættelse etc.) var dog den Eenhed i den mundt- lige Læretradition, hvorom f. Ex. de synoptiske Evangelier afgive saa mærkelige Vidnesbyrd. For en Mængde Overeensstemmelser i de apostoliske Skrifter behøver man saaledes ikke at søge Forklaring i nogen gjensidig Benyttelse af drøsse fra den ene eller den anden Side.”) Men hvad nu netop Petrus og Paulus angaaer, då tør der vel ogsaa tages særligt Hensyn til det eien- dommelige Forhold, hvori netop disse Apostle stode til hinan- den og til de christelige Menigheder. Det er ikke blot den Jahrh. S. 109 og S. 155 meddeelte interessante Oplysninger, hvorved det er godtgjort, at man med Urette har forestillet sig Datidens lite- raire Culturtilstand i Lighed med Middelalderens indskrænkede Commu- nicationsmidler, medens man derimod dengang vidste at mangfoldig- gjøre Bøger og Skrifter i lignende Antal og forsende dem næsten lige- saa hurtigt til alle Verdens Egne som i vore Dage: ,,In Rom allein wohnten auf einer Strasse neunzehn Buchhåndler, welche die von ihnen tibernommenen Verlagswerke durch Tausende von Sklaven abschreiben liessen und sie auch den Verfassern je nach dem zu erwartenden Vor- theil honorirten; die réåmische Staatszeitung (acta publica ete.), wurde schon acht Tage spiter in den Stådten am Rhein gelesen, u.s. w. Ge- wiss åber haben die Schiler des Paulus, ein Silvanus, Marcus, Timo- theus, Lucas u.s. w. fir Alles, was ihr Lehrer schrieb, Interesse genug gehabt, um es sich abzuschreiben oder abschreiben zu lassen. Nun denke man sich noch die Beriihmtheit, welche der vor dem keiserlichen Hofgericht geftihrte unglickliche Prozess des Paulus unter Anderem auch durch die Einmischung selbst der håchsten Personen [? Philipp. 4, 22?]| erhalten musste, ferner die grosse Anzahl der Christen, welche es damals bereits in Rom, Griechenland, Kleinasien u. s.w.gab----: sollte Alles das nicht selbst auch nur die Speculation eines råmischen oder griechischen Buchhåndlers haben reizen konnen, um den ihm etwa von den Freunden des Paulus angebotenen Verlag seiner Briefe zu tibernehmen? Es will uns dieses zum Wenigsten nicht unmåglich be- denken; und sicher liegt in den allgemeinen Bildungsverhåltnissen jener Zeit durchaus kein Grund, den zweiten Brief des Petrus hauptsåchlich desshalb fir unåcht zu erkliren, weil darin schon die adgowr åmrotodai des Apostels Paulus erwåhnt werden!” ) Man see interessante Oplysninger derom hos Mayerhoff, Briickner, Weiss. 139 mistænkeliggjorte Apostelhistorie — hvis historiske Paalidelighed vi forresten troe at have tilstrækkeligen godtgjort ved de med- deelte Oplysninger i Oversigt. 1855, S. 285 ff. — men selve Paulus, som i sine Breve fremstiller Petrus og sig selv som de to Apostle, i hvilke den dobbelte Mission — blandt Jøderne og blandt Hedningene — havde sine Hovedrepræsentanter. Skulde disse Mænd, da de levede sammen i fjorten Dage, dengang Paulus første Gang efter sin Omvendelse drog op til Jerusalem netop for at besøge Petrus (Gal. II, 18) — dengang de mødtes atter med de andre Apostle til Afgjørelsen af det store Spørgs- maal om de hedenske Christnes Forhold til Loven (Gal. I, 1 ff. Ap. G. XV) — dengang det i Antiochien kom til alvorlig Afgjø- relse om dette Spørgsmaals videre Conseqventser, skulde de ikke til saadanne Tidspunkter, af hvor kort Varighed disse end vare, have forhandlet med hinanden om, hvad der dog i Evan- geliets Forkyndelse for Jøder som for Hedninge maatte være Hovedsagen? kunde det være andet, end at netop hine almin- delige Sandheder, som udgjøre det væsenlige Indhold af Petri Brev, allerede under saadanne Samtaler og Forhandlinger fandt deres eiendommelige Udtryk, som bleve fælleds netop for disse Apostle ? Netop for denne Overeensstemmelses Skyld er det os af saa stor Vigtighed at hævde Authentien af første Petri Brev. Naar Baur (a. St. S. 239) spotter over den Anstrængelse, hvor- med man i Almindelighed bestræber sig for åt forsvare Ægt- heden af et Skrift, der ikke indeholder nogen væsentlig Lære, som vi. jo kunde kjende fra andre Skrifter i N. T., da beviser hans egen Iver for at bestride dets Authentie, hvor retmæssig hiin apologetiske Bestræbelse er. Thi med Anerkjendelse af dette Brev som et ægte Skrift af Petrus måa den hele Fore- stilling om en principiel Differents mellem denne Apostel og Paulus, som danner Grundvolden for Baurs Anskuelse om Chri- stendommens Udviklingsgang og det N. T.s Skrifter Oprindelse, bortfalde. — — 140 Selskabet modtog fra Herr Sysselmand 5. Schulesen fra Husevigs Handelssted en Seddel, som fandtes i en af de Fly- dere, som den franske Corvet »la Reine Hortense« ifjor har udkastet. Den optoges af Repstyrer Gunlaugur Bigvaldson den 26de November 1856 paa Gaarden Gunnarstaåads Forstrand i den østlige Deel af Thistilfjords-Bugten, der nærmest støder op til Langenæsset. Påa Sedlen var med Blyant skrevet: Voyage de Son ÅA. I. le Prince Napoléon å bord de la corvette la Reine Hortense commandée par Mr. de la Ron- ciére, C"é de Navire. Billet jetté å la mer le 9 juillet å 22 h. du matin dans les glaces. 1856. Latitude 68” 06. Longitude 22” 20. Gelui qui trouverat ce billet est prié de le remettre au consul francais le plus voisin en indiquant le point ou il Vaurait ramassé. Sedlen tilligemed Efterretning om, naar og hvor den er fun- den, bliver sendt til det franske Academie. Paa Herr Professor Ussøngs Andragende bevilgede Selskabet Benyttelsen af de lithographerede Plader, som høre til hans »attiske Studier«, til en tydsk Oversættelse af disse Afhandlinger. Herr Professor Steenstrup overrakte Selskabet et Exemplar af hans Afhandling om Geirfuglens Udbredning, til hvilken Sel- skabet havde tilladt at benytte den Tavle, hvormed det i 1855 havde udstyret hans Oversigt over den forhistoriske Fuglefauna. ns EN I Mødet blev fremlagt: Fra Royal Irish Academy + Dublin. The Transactions of the Royal Irish Academy, Vol. XXII Part. 1. Science. Dublin 1856. Fra physicalisch-medicinische Gesellschaft + Wiirzburg. Verhandlungen. Band VII, Heft 2. Warzburg 1856. Fra Institut Boyal Météorologique des Pays has. Meteorologische Waarnemingen in Nederland en zyne besittin- gen en afwijkingen van Temperatur en Barometerstand op vele Plaatsen in Europa. Utrecht 1855. Fra Geologische Beichsanstalt 1 Wien. Jahrbuch der Kaiserlich-Koniglichen Geologischen Reichsanstalt 1855 Nr. 5 og 4.1856 Nr: . Abhandlungen der Kaiserlich-Kåniglichen Geologischen Reichs- anstalt, Band II. Wien 1856. Tageblatt der 32sten Versammlung Deutscher Naturforscher und Åerzte in Wien 1856 Nr. 1-8. Wien 1856. Fra BSectionsrath Hardinger + Wien. Separataftryk af 75 af Haidingers Afhandlinger, især af mineralo- gisk og geognostisk Indhold. Mødet den 15% Mar. Secretairen meddelte sine Undersøgelser over Okeniten og andre lignende Mineralier fra den grønlandske Trapformation. Disse Undersøgelser ville blive meddeelte i næste Nummer af Oversigterne. 142 I Mødet blev fremlagt: Fra Gesellschaft der Wissenschaften + Gåttingen. Nachrichten von der Georg-Augusts Universitåt und der Konigl. Gesellschaft der Wissenschaften zu Goåttingen. 1856, Nr. 1-18. Goåttingen. Fra Koninklijke Academie der Wetenschappen + Amsterdam. Verslagen en Mededeelingen der Koninklijke Academie van Wetenschappen Deel I, Stuk 1-3. Deel Il, Stuk 1. Deel Ill. Stuk 3. Deel IV, Stuk 1-3. Deel V, Stuk 1. Amsterdam 1855-56. Lycidas ecloga et Musae invocatio, carmina aåauctore Johanne van Leeuwen. Amsterdam 1856. Verhandlingen der Koninklijke Academie van Wetenschappen, Deel IE. Amsterdam 1856. Fra Kaiserliche Academte der Wissenschaften i Wien. Denkschriften, philos. hist. Classe, Band VIL. Sitzungsberichte, philos. hist. Classe, Band XX, Heft 2-3. Band XXI, Heft 1-2. Register. Sitzungsberichte, math. naturv. Classe, Band XX, Heft 2-3. Band XXI, Heft 1-2. Register. Årchiv fur Kunde åsterr. Geschichtsquellen, Band XVI, Heft 2. Fontes rerum austriacarum, 2 Abth., Band XI, Th. 1. Notizenblatt 1856, Nr. 15-24. Tageblatt 1856, Nr. 1-8. Fra Naturforschende Gesellschaft i Ziirich. Mittheilungen, Heft X, Nr. 119-131. Zurich 1836. Vierteljabrschrift, 1ste Jahrgang. Heft 1-4. Zirich 1856. Fra den hollandske Begyering. Flora Batava of Afbeelding en Beschryving van Nederlandsche Gewassen. 180de Aflevering. Amsterdam. Fra Royal Bocrtety Edinburgh. Transactions Vol. XXI, Part. HE. 1855-56. Proceedings of the Royal Society of Edinburgh, Vol. IE, Nr. 46. 143 ra Magnetisches Observatorium + Prag. Magnetische und Meteorologische Beobachtungen zu Prag, 16ten Jahrgang, 1855. Prag 1857. Mødet den 5" Juni. Herr Professor Z. 4. Øcharling meddelte Følgende: Under sit Ophold i Grønland har Dr. Rink blandt Andet foretaget Forsøg med at vinde Tran af Havkalvens (Squalus gla- cialis Fabr. eller Scymnus microcephalus Bloch) Kjød. Tidligere har man kun anvendt Leveren af dette Dyr, og den deraf vundne Tran fører Navn af Havkalvtran. Dog maa herved bemærkes, at da Brugden (Selache maxima Gunnerus) ligeledes findes ved Grønland, Island og Norge, og den paa de to sidste Steder ogsaa fanges for af Leveren at smelte Tran, såa er den i Handelen fra sidstnævnte Steder komne Havkalvtran rimeligviis en Blanding af Tran, vunden af begge ovennævnte Dyrs Lever. Heri søger jeg den nærmeste Grund til, åt Vægtfylden af de mig tilstillede Prøver af Havkalvtran har varieret mere end Til- fældet har været med flere Prøver af andre Transorter. Som Middeltal ved 15,5? C. fandt jeg Vægtfylden at være 0,910. Den Omstændighed, at Squalus glacialis ofte fanges i meget stor Mængde, og at der herved aarligen henkastes uhyre Masser af Kjød, der hidtil ikke har havt nogen Anvendelse for Menne- skene, da Grønlænderne, om de end spise de bruskagtige Been af Havkalven, dog ansee Kjødet for usundt og skadeligt, bragte Dr. Rink til at henvende sin Opmærksomhed paa denne Gjen- stand. I denne Anledning ophængte han nogle Stykker af dette Kjød til Tørring og blev overrasket ved at see, at der efter nogen Tid dryppede Tran ned fra det. Herved bragtes han 144 til at anstille Forsøg påå at udsmelte Tran af dette Kjød, og efterfølgende Udtog af hans Beskrivelse vil tjene til nærmere at oplyse den Maade, hvorpaa han kom til det overraskende Re- sultat, at man ogsaa af Havkalvens Kjød med Fordeel kan ud- smelte Tran. kt: Man opskjærer Fiskens Bug, udtager Lever og Indvolde, flaaer Skindet såa tyndt som muligt af hele Dyret saavidt Kjødet naaer. Da Rygbenet spises af Grønlænderne, udtages det; Hovedet med Gjællerne er uden Brug. Kjødets Mængde er omtrent 3 til 4 Gange større end Leverens; det rene Kjød ud- gjør omtrent %5 af hele Dyrets Vægt, men den største Deel heraf er Vand, hvoraf det er vigtigt i kold Tilstand at udpresse saa meget som muligt. Naar Kjødet har været frosset og atter optøes, løber en stor Deel Vand bort af sig selv. Men allerede ved en simpel Presning mellem to Stene kan selv af det ikke frosne Kjød udpresses meget Vand. Kjødet hakkes omtrent som Kjød til Karbonade; ved at anbringe det mellem Bræder, be- læssede med Steen, udpresses en stor Deel Kjødsaft, som ikke indeholder Tran, men omtrent 1 %o Salt og 10 0/0 Kjødextract. 2. Det pressede Kjød bringes tørt i en Kjedel og ophedes; omtrent efter en halv Times Kogning flyder det hen, nåar man under Ophedningen behørig maser Kjødklumperne ved en Kølle eller Haandspage. Derefter sies det, og de fastere Dele under- kastes en langsom Presning; den afpressede Vædske bringes i et Klarekar, og, nåar Trannen har samlet sig paa Overfladen, aftappes den geleeagtige Rest. Dette maa helst skee medens Massen endnu er varm, da der ellers hefter formeget Tran ved den. 3; Det saaledes behandlede Kjød indeholder endnu den største Mængde Tran. Det opvarmes forsigtigt paa en Jernplade om- 145 trent som. oliegivende Frøe. Naar Kjødpulveret bliver fedtet, saa at man med Fingrene kan udpresse Tran, og det Hele om- trent lugter som røgede Sild, bringes Massen i Pressesække og underkastes en Presning. Denne maa foregaae langsomt. ÆLdnk Den udflydte Tran og Vædske bringes i et Klareapparat; naar den sig nederst samlende Gelee er aftappet, opblandes endnu engang Resten i Klåreapparatet med kogende Vand; efter nogen Tids Henstand aftappes Vandet, og den tilbage- blevne Tran bringes i en sædvanlig Trankjedel, hvor den først koges saalænge der fordamper Vand; men senere gives en noget stærkere Varme. Herved indtræder en Brusning, og naar den Skum, som har dannet sig, bortblæses, seer man den klare Tran samle sig foroven, medens de iblandede Dele samles til et mørkere og vægtfuldere Pulver, som let sætter sig tilbunds. Dette er den vanskeligste Operation; thi ophedes forlidt, bliver Trannen uklar ved Afkjøling; men. ophedes formeget, bliver Trannen let bruun og mørk, medens den ellers aldeles ligner god Bomolie i Udseende. » Som Resultat af sine i Grønland foretagne Forsøg havde Dr. Rink angivet, at han af 100 Dele frisk Haikjød havde er- holdt 780% Vand,. hvori var opløst Salte, Æggehvide, Sliim etc., 12 0% fast presset Kjød og 100 Tran. For åt prøve hvormeget Tran, der endnu fandtes i det pressede Kjød, som Dr. Bink havde tilstillet mig, behandlede jeg to Prøver af forskjellige Presninger med Æther. Herved fandtes, at den ene Prøve gav 20 og den anden 24 0% Tran; altsaa mellem %5 og "4 af den- pressede Kjødmasses Vægt. Foretages Beregningen her- efter, synes Forholdet mellem Tran og de faste Kjøddele rig- figere at udtrykkes ved 1300 Tran og 9 00 tørre Kjødtrevler. Ved at underkaste en Prøve af frisk Haikjød, som Dr. Bink havde bragt med til Kjøbenhavn, en Tørring ved 100? C. og Senere udtrække Resten med Æther etc., erholdtes følgende 146 Resultat: 66 % Vand, 21,5 %0 Tran og 12,5 %o0 Kjød. Men da en Deel Vand og de deri opløste Bestanddele vare gaaet tabt påa Reisen, saa tjener denne Analyse nærmest til yderligere at bekræfte Rigtigheden af, at Kjødet af Squalus glacialis indehøl- der såa meget Tran, at det kan betale sig at smelte Tran deraf. Antages med Dr. Rink, at det friske Kjød indeholder 78 00 Vand, og man herefter beregner de ovenanførte Qvanti- teter af Tran og Kjødtrevler, da bliver Forholdene 78 0%, Vand 14 00 Tran og 80%, Kjødtrevler. Sammenlignes disse Tal med Resultaterne af Payens og Woods") Undersøgelser over Kjød af forskjellige Slags Fisk, saa viser det sig, at Åalens Kjød er det eneste af de hidtil under- søgte Fiskearters Kjød, som indeholder mere Fedt end Kjødet af Havkalven, nemlig 23,861%. Derimod indeholder Kjødet af flere Arter Fisk mere Vand. . Saaledes anføres, at Kjødet af »Congre«, Havaal, Anguilla Conger Linnmsndehldens Fr SS sn 79,909 0/0 Vand. Kjødet af »Merlan«, Hvidling, Gadus merlangus Linn eee EAR Sane 82,95 % — —" - »Sole«, Tungen, Solea vulg. GCuv. .. . 86,1440/0 —= — - »Barbillon«, Barben, Barbus fluvialis Åg. 89,349 00 — — - »Limande«, Slætten, Platena Limanda Binh FRK RRS Der AO SR TAND VESA 79,412 9% — For åt lette Oversigten af Forholdet mellem Fedt og tørt Kjød i de af Payen og Wood undersøgte Fisk, have de udregnet Fedtmængden i Procent af det fra Vand befriede Kjød, og finde dajdt Halens Kødet, has FRED, ae ER 62,92 0/0 Fedt. KOS dens ES Ar 3 Vrag AE JBS S TEN SHE ÆR 34,35 0/0 — HEN ES ASS SND ELOS ORED DE 20,10 09/01— ever ere: I Kjødet af Havkalven ville Forholdet efter ovenanførte Be- regning være 63,18 0/9 Fedt, altsaa omtrent liig Aalens. NC omptarend. [3] XXS ISE: 147 Det tørrede og med Æther behandlede Kjød af Havkalven efterlod 6,6 % Aske eller, beregnet for frisk Kjød, 0,67 9%; hvor- ved dog udtrykkelig maa erindres, at en Deel af Kjødets Salt- mængde var gaaet tabt med det bortflydte Vand. Med Hensyn til Beskaffenheden af de Prøver af Haikjød- tran, som Dr. Bønk deels har ladet udsmelte under sit Tilsyn deels hår ladet indsamle fra de forskjellige Colonier i Grønland, da forholde disse Prøver sig meget liig den sædvanlige Havkalv- tran; kun åt disse Prøver, som Følge af den større Omhu der er anvendt ved deres' Fremstilling, ere lysere og havde ved Modtagelsen næsten ingen ubehagelig Lugt. Senere, efter at Flaskerne gjentagne Gange håve været aabnede, har dog den bekjendte Tranlugt ladet sig mærke. Vægtfylden fandtes at være 0,91 ved 13” C.; ved at ned- sætte disse Tranprøver i en Blanding af Snee og Salt, hvori Thermometret i længere Tid viste — 15” C., størknede de ikke i Løbet af nogle Timer; derimod udskiltes en Deel af de tun- gest smeltelige Dele, naar Tranprøverne henstode flere Dage i et Værelse, hvor Temperaturen var nogle Grader under 0. Da jeg tidligere hår modtaget forskjellige Slags Tran, som ved Dr. Bønks specielle Medvirkning ere udsmeltede af enkelte Dyr, skal jeg her tillade mig at anføre disse Prøvers Vægtfylde til Sammenligning. Ved 15,5” C. fandtes Vægtfylden af Tran af: Neitsit (Phoca foetida) at være . .. 0,927. HH ES NE ES lse SN SEE gg 0,924. KRATER EN TND als 0,928. Svartside (Phoca grånlandica). . . . 0,940. RE] 0,921 Grindetrannen har jeg erholdt fra Færøerne, hvor Pastor Miller med megen Omhu havde ladet to forskjellige Prøver udsmelte til dette Brug. Alle disse Transorter give Glycerin ved deres Forsæbning. 148 Fra dHr. Professorer Steenstrup og Reinhardt har Selskabet modtaget følgende Skrivelse: Idet undertegnede Redaction af de af den herværende naturhistoriske Forening udgivne » Videnskabelige Meddelel- ser« har den Ære hermed til det Kongelige Videnskabernes Selskab at indsende et Exemplar af disse Meddelelser for de tre sidste Aar (1854-1856), tillader den sig åt henlede det høie Selskabs Opmærksomhed påa den Retning af For- eningens Virksomhed, som har fundet sit Udtryk i det oven- nævnte Tidsskrift, og skal derfor i al Korthed oplyse, at disse ÅAargange tilsammen indeholde 23 større eller mindre Med- delelser af følgende Forfattere: F. Didrichsen (2 Afhandh.), C. Fogh (1), E. Grube (1), T. Hoff (1), IJ. Lange (1), C. Liit- ken (4),-P. Pedersen (1), J. Bernhardt (3), J. Steenstrup (2), C. Vaupell (2) og A. S. Ørsted (5). 11-af disse Afhandlinger behandle mineralogiske, botaniske og zoologiske Emner af mere almindelig Natur; 12 ere fortrinsviis beskrivende, og i disse sidste er der meddeelt Beskrivelser af omtrent 60 nye Dyrearter og henved 100 nye Planter. Kjøbenhavn, d. 5 Juni 1857. J. Reinhardt. Japetus Steenstrup. Til det Kgl. Danske Vidensk. Selskab. I Mødet blev fremlagt: Fra Bocrété Impérrale des Naturalistes de Moscou. Nouveaux Mémoires, Tome X. Moscou 1855. Bulletin Année 1855, Nr. 2, 3 et 4, Année 1856 Nr. 1. Fra Natuurkundige Vereniging in Nederlandsche Indie. Natuurkundig Tijdschrift voor Nederlandsch Indie, Deel X, Nieuve Serie, Deel VII, Afl. 1-6. Deel XI, Derde Serie, Deel I, Afl. 1-35." Batavia 1856. Fra Hollandische Maatschappi) der Wetenschappen te Haarlem, Natuurkundige Verhandelingen te Haarlem, XII Deel. Haarlem 1857. [49 Fra Professor Lassen æ Bonn. Indische Alterthumskunde IM Band I Heft. Leipzig 1857. Fra schlesische Gesellschaft for vaterlåndische Kultur. Drei und dreisigster Jahres-Bericht vom Jahre 1855. Breslau. Fra Istituto Veneto div scienze, lettere ed arti. Atti; Novbr. 1856 all Ottobre 1857, Tomo Secondo. Serie Terza. Venezia 1856-57. Memorie delf' I R. Istituto Veneto di scienze, lettere ed arti Volume Sesto; Venezia 1856. Fra Professor Barnaba Tortolint. Memoria sulla quadratura della superficie parallela ad una super- ficie di quart. ordine conosciuta sotto il nome di superficie di elasticita'. Roma 1856. Fra Conte Cav. Fra Filippo Linatt. Studii elettro ficiologici. Parma 1857. Fra Frue Dumont. Honneurs funébres rendus å M. André-Hubert Dumont recteur de TUniversité de Liege, Professeur de Mineralogie et de Geologie. Liege 1857. Fra M. Alexis Jourdan. Nouveau mémoire sur lå question relative åux Ægilops triticoi- des et. speltæformis. Paris 1857. Fra Videnskabernes Selskab + Upsala. Nova Acta; Seriei tertiae Vol. IE, Fasc. I. 1855. Upsala 1856. Fra Academia de sciences 1 Madrid. Resumen de lås actas de la Academia real de sciences de Ma- drid en el åno academico de 1851 å 1852. 1852 å 18583. Madrid 1853-54. Memorias Tome II, 1 Serie, sciencias exactas, Tome I, Parte I. Madrid 1853. Serie III sciencias naturales Tome I, Parte III. Madrid 1854. Tome Il. Parte I. Madrid. 1856. Memorie de lå real Academia de Sciences de Madrid, Tome Ill, "2 Serie. Ciencias ficicalis, Tome I, Part I. Madrid 1856. Fra Don Antonio Agutlar. Anuncio del eclipse anular y central que tendra lugar el 15 Marts 1858. Fra Radcliffe Observatory t Oæford. Astronomical and meteorological Observations made at the Radcliffe Observatory, Oxford in the Year 1854. Vol. 15. Oxford 1856. 150 Fra Dr. Acland + Oæford. Memoir on the Cholera at Oxford in the Year 1854, with con- siderations suggested by the Epidemie. London 1856. Fra Linnean Bocrtety + London. List of members 1856. Address of the President. London 1856. Journal of the Proceedings Vol. I, Nr. 1-3 Botany. London 1856. Vol. I, Nr. 1-3 Zoology. London 1856. The Transactions Vol. XXII, Part. I. London 1856. Fra Royal Geographical Society + London. Proceedings Nr. 6 et 7. London 1856-57. Fra Geological Bocrtety + London. The Quårterly Journal, Vol. XI, Part. 4. 1856. Fra Videnskabernes Selskab + Miinchen. Gelehrte Anzeigen. Herausgegeben von Mitgliedern der k. bayer. Akademie der Wissenschaften, 42. u. 43. Band. Munchen. Abhandlungen der Philosoph-Philologischen Claåasse der k. bayer. Akademie der Wissenschaften, VII B., 1. Abth. Manchen 1856. Fr. v. Kobell. Denkrede auf Johann Nepomuk von Fuchs. Min- chen 1856. Fr. v. Thiersch. Ueber den Begriff und die Stellung des Gelehr- ten. .Minchen 1856. Lamont. Magnetische Ortsbestimmungen an verschiedenen Punc- ten des Konigreichs Bayern und an einigen åuswårtigen Stationen, I Theil. Munchen 1856. Fra Videnskabernes Belskab i Berlin. Abhandlungen 1855. Berlin 1856. Monatsberichte. Berlin 1856. Corpus Inscriptionum Graecarum, Vol. IV, Fasc. I. 1856. Fra Naturforschenden Gesellschaft in Danzig. Neueste Schriften. 5. Bd. 4. H. Danzig 1856. Fra Lxeutenant-Captawn Alexander Schyanoff 1 Krew. Essai sur la Métaphysique des Forces inhérentes å l'essence de lå matiére et introduction å une nouvelle théorie atomo- dynamique. Memoire I. Kiew 1857. Fra Muséum d histowre Naturelle 7 Paris. Archives du Museum, Tome VIII, Liv. 3 et 4, Tome IX, Liv. 1-8. Paris 1855-56. Fra den naturhistorishe Forenings Comitee for Udgivelsen af Videnskabelige Meddelelser. Videnskabelige Meddelelser for Aarene 1854-56. 151 Mødet den 6'€ November. Herr Etatsraad Æschricht foredrog et Forsøg til en Theorie for Synet med bevæbnet Øie. Herr Justeermester J, Thomsen indsendte en Afhandling om den electromotoriske Krafts Maalning i Arbeidseenheder. Comitee DHrr. Etatsraad. Forchhammer , Oberstlieutenant Hof- mann og Vandinspecteur Colding. The geological Survey of India sendte sine Memoirs Vol, I P. I, og ønsker, at Selskabet vil meddele det sine Arbeider. I Mødet blev fremlagt: Fra Videnskabernes Selskab i St. Petersborg. Mémoires par divers Savants, Tome VII, St. Petersbourg 1854. Mémoires, Sixiéme Série, Sciences Mathématiques, Physiques et Naturelles, Tome IX, Seconde Partie. Sciences Naturelles, Tome VII, St. Petersbourg 1855. » Mémoires, Sixiéme Série, Sciences Politiques, Histoire , Philo- logie, Tome VIII. St. Petersbourg 1855. Comte rendu 1852, 53, 54 et 55. St. Petersbourg 1853, 54 & 55. Fra Geological Society + London. Transactions, Second Series, Vol. VII P. 4. London 1858. The Quarterly Journal, Vol. XIII, Part I, Nr. 49. London. 11 ” 152 Fra Geographical Society + London. The Journal of the Royal Geographical Society, Vol. XXVI. Fra Universitetet + Christiania. Inversio vesicæ urinariæ og Luxationes femorum congenitæ hos samme Individ, iagttagne af Lektor Voss. Christiania 1857. Sars. Bidrag til Kundskaben om Middelhavets Littoral-Fauna. lste Hefte. E. Sundt. Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge. Christiania 1857. H. Rasch. Midlerne til at forbedre Norges Laxe- og Fersk- vandsfiskerier. Christiania 1857. Discussion i det norske medicinske Selskab i Christiania an- gaaende Syphilisationen. Christiania 1857. Om Oprettelsen af.et Videnskabs-Selskab i Christiania. VW i 7 Ryg i gf ; j n W Rk j SPØR, i mg, i. ø RK j ' Å Selsk. ForhandV. 1857 Fidenskab Z (s Å IM. Petersen, del: se 153 Mødet den 20% November. Herr Professor L. Muller meddeelte efterfølgende Under- dersøgelse af nogle græske Mynter med et Bogstav eller Monogram til Typ. De Mynter, som udgiøre Gienstanden for denne Under- søgelse, ere: i: va 3. Æ.3. A kk. A i en fordybet Quadrat. I det kongl. Myntcabinet. Vægt 6 Gr.) Æ. 24. Samme Adv. og k. I Thorvaldsens Museum. Æ.3. A af en anden Form. KK. Samme Bogstav. I samme Museum. Vægt 4,6 Gr. (Overfladen angreben.) Æ..4. Athenas Hoved. BK. A Ved Siden, et lille Kar. I det kongl. Myntcabinet. Vægt 5,6 Gr. Æ.2. Et Oxehoved, med det ene Horn nedadbøiet. kk. A. I samme Cabinet. Vægt 1,4 Gr. Æ. 3. En Ørn, staaende med Vingerne hævede. RK. &: I det britiske Museum og flere Samlinger. "Æ. 4. Athenas Hoved. KK. P. I det kongl. Mynt- cabinet. Vægt 6 Gr. Æ. 54. Athenas Hoved. BK. Y i en fordybet Quadrat med afrundede Hiørner. I det britiske Museum. Æ. 6. Samme Hoved. K. O i en lignende Quadrat. I samme Museum. 1) Vægten er angiven i franske Grammer. Tallene paa den vedføiede 'Tavle svare til Numerne i Texten. 117 154 10. Æ.6. Samme Hoved. BK. P i en lignende Quadrat. I samme Museum. | 11. Æ.5bd. Samme Hoved. BK. Mi en lignende Quadrat. I Museum Hunter, tab. 68, fig. 17. 12. Æ.2!. Overdelen af en Tyr med Menneskehoved. RR. F i en fordybet Quadrat. I det britiske Muséum. 13... Æ.1. Samme Adv. og BK. I Fortegnelsen over Welzl v. Wellenheims Samling Nr 4269. 14. Æ.2!,. En Vase. K. Ø : I det kongl. Myntcabinet og flere Samlinger. Vægt 2,2 Gr. Af disse Mynter ere Nr 2 og 3 udgivne i min Beskrivelse af de antike Mynter i Thorvaldsens Museum; Nr1,4,5, 7, 8 og 10 have ikke forhen været bekiendtgiorte; de øvrige have ikke været rigtigt bestemte. Da de ikke indeholde nogen an- den Indskrift end et Bogstav eller Monogram, då Typerne ikke afgiørende henvise til visse Byer eller Folk, og da Fundstederne ikke ere bekiendte, er det forbundet med Vanskelighed at be- stemme, hvor disse Mynter ere prægede, eller for Bestemmelsen af samme at fremsætte Grunde, der maatte ansees for fyldest- giørende. Det Charakteristiske ved de anførte Mynter er, at et stort Bogstav eller Monogram er anbragt som Typ istedetfor et Bil- lede. Af saadanne Mynter gives der et betydeligt Antal, hvis Prægesteder allerede ere tilstrækkeligt bekiendte, og paa hvilke Bogstavet eller Monogrammet er Begyndelsen af Folkets eller Stadens Navn. At tilvejebringe en Oversigt over disse, er det første Skridt, der maa giøres, for at bestemme dem, hvis Hen- førelse er usikker; det vil da vise sig, om Mynter af dette Slags ere prægede rundt omkring, hvor græske Folk boede, eller om de ikkun ere udgaaede fra visse Lande; hvis dette sidste skulde befindes at være Tilfældet, vilde derved erholdes en vigtig Veiledning til Classificationen af de uvisse. De fleste af de allerede bestemte Mynter af denne Art høre 158 til Peloponnes. Her prægede, som bekiendt, to af de større og to af de mindre Folkestammer saadanne Mynter, nemlig ÅArgiverne med et A, Arkaderne med APK i Monogram, Sicyonierne med et X og Phliasierne med et Q>”) til Typ. De ere almindelige, baade af Sølv og af Kobber, af forskiellig Størrelse og fra meget forskiellig Tid; endeel af Sølvmynterne maae ifølge Fabriken, Kunststilen og Bogstavernes Form idet- mindste være fra den Iste Halvdeel af det dte Aarh., medens andre synes at gaae ned til det 2det Aarh. f. Chr. Der var ogsaa endeel enkelte Byer i Argolis og Arkadien, der prægede tilsvarende Mynter med deres eget Bogstav eller Monogram. Der haves saaledes Mynter af Sølv og Kobber med Solgudens Hoved paa Adv. og Monogrammet Kl eller FK paa B., som maae være fra Kleone, da man paa andre Mynter med samme Advers finder Navnet fuldstændigere angivet.?) Til Epidaurus hører formodentlig en Sølvmynt, der påa Adv. har en Delphin, påa BK. et stort E.7) To andre Mynter, der ikke have andet 2?) Disse Mynter ere ofte urigtigt anførte under Phocis eller Phæstus påa Kreta. 3) En Kobbermynt med det første Monogram er udgivet af Cadalvene (Recueil p. 199, pl. III, 6) og af Prokesch v. Osten (Denkschr. der Wien. Acad. V, 1834, S. 276-277). Den sidste Forf. har henført denne Mynt saavelsom en anden med samme Adv. og KAH i en Krands påa K. til Klitor i Arkadien, fordi de ere fundne der; men det er rimeligt, at de dog ere fra Kleone, fordi der haves Sølvmynter med samme Hoved paa ÅAdv., som paa kk. (med en stangende Tyr) have ikke alene Indskriften KAH (Mionn. S. IV p. 257 n? 135), men ogsaa KAH-NAIQ- (Leake Num. Hell. Eur. Gr. p. 155 Kleone n? 1); paa Mynter fra Klitor er Navnet skrevet KAEIT (Leake a. St.). Det andet af de ovenanførte Monogrammer findes paa en Sølvmynt udg. af Leake (a. St. Kleone n” 2) og paa en Kobbermynt udg. af Mil- lingen (Recueil pl. III, 12 p. 57, hvor Hovedet er anseet for Ceres's) og af Dumersan (Cab. Allier de Hauteroche, pl. VII, 9, p.57). De to sidste Numismatikere have læst Monogrammet KH og henført Mynten til Cerinthus paa Eubæa; men dens Overeensstemmelse med de fore- zgaaende viser, at den hører til Kleone. 4) Sestini Med. gr. di piu Musei (1828) p. 93 tab, XII, 17, 156 Præg påa K. end E, nemlig en af Sølv med et mandligt Hoved påa Adv. og en af Kobber med et Løvehoved paa Adv., ere efter Rimelighed enten fra Epidaurus eller fra Heræa i År- kadien.%) Denne sidste Stad prægede Sølvmynter, som paa Adv. havde Artemis's Hoved, paa K. et stort E, eller påa Adv. Athenas Hoved, påa K. E 3 Gange gientaget; HPA, der er til- føjet med smaa Bogstaver, viser, at de høre til Heræa.&) Fra Mantinea har man Sølvmynter med et Agern paa Adv. og et stort M påa K., under hvilket påa een læses MAN med smaa Bogstaver”); en Sølvmynt og en Kobbermynt med Athenas Hoved paa Adv. og et enestaaende M paa K. maae ogsaa tillægges Mantinea, med mindre man vil foretrække Sicyon, da M ogsaa kan læses 2.?) Der er en archaisk Sølvmynt, med en staaende Herakles påa Adv., som påa RK. har et stort MM og omkring dette MAR retrogradt med smaa Bogstaver?); denne er, ifølge sin Overeensstemmelse med de foregaaende, formodentlig fra Er 5) Sølvmynten findes i Prokesch's Samling, see Archåol. Zeit. 1843, S. 150 Nr 28. Kobbermynten er i Thorvaldsens Museum, see min Beskr. I, B, Nr 18 S. 50, Tavlel. E er paa utvivlsomme Mynter fra Epidau- rus brugt til' at udtrykke Stadens Navn (see Sestini Deser. n. vet. p. 215 o.a. St.) Den først nævnte Mynt med Delphinen kan kun høre til Epidaurus, der var en Søstad, ikke til Heræa, der laae inde i Landet. 6) Disse Mynter findes i det britiske Museum. Jvfr-Leake Num. Hell. Eur. Gr. p.55 og Brøndsted Voy. en Gr. II p. 307-8, pl. LII, 1. AÅr- chaiske Mynter fra Heræa med Indskriften EP eller EPA (retrogradt) alene paa k. ere udgivne i Mus. Payne Knight p. 10-11 og af Leake a. St. p. 54. 7) Flere Exemplarer i det britiske Museum; jvfr Mus. Payne Knight p. 11 Å, 1-2 og Leake Num, Hellen. Eur. Gr. p. 69. 8) Sølvmynten er i Thorvaldsens Museum (Beskr. I, B, Nr 120, Tavle I), Kobbermynten i det britiske Museum (udg. i P. Knights Mus. p. 14, E,1 under Sicyon). Athenas Hoved forekommer ellers ikke paa Sicyons autonome Mynter, hvorimod det er fremherskende paa Man- tineas; men man kunde ogsaa vente at finde Typer laante fra Athena paa Mynter fra Sicyon, da denne Gudinde ifølge Pausanias (II, 11,1) i Sicyon havde et Tempel, der i Størrelse og Pragt overgik alle de andre i Staden. 9) Kat. over Welzl v. Wellenheims Samling Nr 4341 under Pylus. RR Parrhasia i det sydvestlige Årkadien. Til Klitor hører rimelig en i denne By funden archaisk Sølvmynt, der har et Hestehoved påa Adv. og et K paa K.7)), og til Tegea en Kobbermynt, der påa Adv. har Athenas Hoved og paa BK. et Monogram sammen- sat af TE.) Det er ikke blot paa h., at man træffer et Bogstav eller et Monogram istedetfor en Typ; der findes. ogsaa Mynter fra de anførte Folk, som påa begge Sider ikke have andet Præg; saaledes er der en Kobbermynt frå Sicyon (eller Mantinea) med et enestaaende % (eller M) baade paa Adv. og R.7”), og en anden med % (eller M) alene påa den ene, A alene paa den anden Side, som formodentlig er præget af Sicyon (eller Man- tinea) og Argos i Forbindelse. ?9) Dernæst har man fra de to Øer ved Peloponnes's nordvest- lige Kyst, Cephalenia og Zacynthus, endeel herhenhørende Myn- ter. Af de fire Byer paa Cephalenia prægede de tre Mynter med Byens Monogram eller Begyndelsesbogstav som Typ paa F., nemlig Kranion med K eller KPA i Monogram, Pale med Mm eller MA i Monogram og Proni med MP i Monogram; de ere almindelige og bekiendte. Fra Kranion gives der ogsaa en Kobbermynt med et enestaaende K paa begge Sider.) En Kobbermynt med en Stierne paa Adv. og et stort A paa RK. kan ifølge dens Overeensstemmelse med de foregaaende henføres til Åsteria"5), der formodenilig var en tæt ved Cephalenia liggende 10) I Prokesch's Samling, see ÅArchiol. Zeit. VII (1849) Taf. IX, 18, S. 95. 11) Cab. Allier de Hauteroche pl. VI, 20, p.54; ang. denne Mynts Henfø- relse til 'Tegea, see nedenfor under Nr 8-11. 12) I det brit. Mus., udg. i P. Knights Mus. p. 15 Sicyon E, 6. 13) Cab. Magnoncour n” 295. Til disse Mynter hører ogsaa een, som er udgiven blandt de uvisse i Mionn. VI p. 659 n? 331 med 4 paa Adv. og K paa k.; den kan være slaaet af Arzos i Forbindelse med Klitor, jvfr Anm. 10. 14) I det brit. Museum, i Mus. P. Knight p.21B,1 anført under Karystus påa Eubæa; den stemmer i Fabriken aldeles overeens med de øvrige fra Kranion. HF) Mionn.. S.1V p; 204 n? 2. 158 Ø, som senere kom til at udgiøre en Deel af samme”9%). Kob- bermynter fra Zacynthus, hvis Advers har Hovedet af Apollo, af Årtemis, af Athena, eller en Lyre, frembyde paa K. ikkun et I eller Z"); andre, som paa Adv. have en Vædder eller et Tyre- hoved, påa k. et enestaåaende I, ere formodentlig prægede af Zacynthus i Forbindelse med Kranion, da Typerne høre til den sidste By73). Nogle have paa begge Sider intet andet Præg end Bogstavet I.7?) Brugen af Formen ÆZ viser, at Mynter af dette Slags ere blevne prægede ind i den sidste Halvdeel af det 2det Aarh. f. Chr. Fremdeles høre herhen enkelte Mynter fra to-Byer paa den nordvestlige Kyst af Kreta, altsaa paa den Deel af Øen, der var Peloponnes nærmest, nemlig Phalasarna og Aptera. Fra den første kiendes 2 Kobbermynter med et stort O påa R., den ene større med en Trefork påa Adv.%), den. anden mindre med en Delphin paa Adv.%). Fra den sidste har man en Kobbermynt 16) Jyfr Forbigers Handb. der alt. Geogr. III S. 1013-14. 17). Mionn. S. IV p. 197, n? 22, 24 og 26, p. 198 n? 36; Leake Num. Hellen. Ins. Gr. p. 47; fl. St. 18) Mionn. $. IV, p. 196 n? 20 og p.197n? 25. -= paa disse Mynter har oftere været anseet for et H (Mionn. S.IV p. 186 n? 26 og 30 efter Bosset), hvorfor de ogsaa have været tillagte Eleerne (Mionn. S. IV p. 180 n? 44 efter Eckhel, Rathgeber i Leitzm. Num. Zeit. IV, 1837, S. 100); men paa Mynter før de romerske Keiseres Periode er Eleer- nes Navn stedse skrevet med F til Begyndelsesbogstav. Det maatte da antages, at disse Mynter ikke vare slagne i Elis, men i Kranion til Handel paa Elis, og at i Kranion Eleernes Navn kunde være be- tegnet ved H. Åt de ere prægede af Zacynthus i Forbindelse med Kranion, lader sig slutte deraf, at paa nogle et lille K (Bosset pl. TIL, 34) eller KP (Welzls Saml. n' 4288) som Kranions Mærke er anbragt i det store TZ, ligesom paa een af Kranions Mynter et lille T er føjet til det store K (Bosset pl. III, 36) for at betegne Zacynthus's Deel- tagelse i Myntningen. At de smaa Bogstaver ere anbragte i en anden Retning end det store, har formodentlig været Grunden til, at I er blevet anseet for H; men paa de tilsvarende Kobbermynter fra Sicyon er det samme Tilfældet med de smaa Bogstaver, der findes i Midten af 2. 19) "Jyfr Mionn. S:IV p:198 n?37, 20) Sestini Lett. num, Contin, IX p. 15, tab. I, 11, med 4/4 indeni . SE med et Hermes-Hoved, paa hvis BK. er et Monogram, dannet af M i A, hvorunder med mindre Bogstaver ANT.) Endelig maae til de foregaaende føjes enkelte Mynter, som der er Grund til at ansee for prægede i den mellemste Deel af Hellas. Disse ere to Sølvmynter, rimeligt slagne i Kalydon, påa hvis k. der er et stort F som Begyndelsesbogstav af de i det sydlige Ætolien boende Æolers Navn”), og en Kobbermynt med et qvindeligt Hoved påa Adv. og et stort A paa R., der formodentlig er præget i den bæotiske By Lebadea paa Phocis's Grændse, da den er funden der. %) Det enestaaende Bogstav eller Monogram paa de anførte Mynter maa betragtes. som noget andet og mere end Begyn- delsen af Folkets eller Stadens Navn, nemlig som et Emblem for samme. Grundene for at opfatte det saaledes ere følgende. Størrelsen af Bogstavet. eller Monogrammet, at det er anbragt alene eller saaledes, at hvad der ellers findes paa Mynten træder i et underordnet Forhold til samme,. leder allerede til åt sætte det i Klasse med de Billeder, der ellers udgiøre Typerne og ikke sielden ere at ansee som Emblemer for Staden eller Folket. Ligesom. ved de sædvanlige Mynttyper er der ogsaa her hyppigt tilføjet forskiellige smaa (accessoriske) Typer, Navne, Mono- grammer eller Bogstaver, saaledes paa Mynterne fra Argolis, Årkadien, Sicyon, Phliasia, Kranion, Pale, Proni og Zacynthus. Fremdeles er, hvad der især maa bemærkes, Begyndelsen af 21) I Prokesch's Samling, s. Archåol. Zeit. 1849, S.95 Nr 39. Mynten er her tillagt Phæstus; men paa Mynterne fra denne By findes hverken Typer sigtende til Havet eller noget enestaaende æ (de med et saa- dant &, der findes anførte under Phæstus, høre til Phlius), hvorimod Delphinen slutter sig vel til Treforken, der er Hovedtypen paa Pha- lasarnas øvrige Mynter, og & ogsaa findes paa den ovennævnte som Typ paa FK. I det kongl. Myntkabinet, udg. blandt de uvisse i Mionn. VI p. 658 n%329: See nærmere nedenfor under Nr 12-13. I Prokesch's Samling, s. Årchiol. Zeit. 1843 Taf. IX, 3 og Wien. Acad. Denkschr. 1854 $. 255-56, Taf. II, 54. 22) 23) 24 ) 160 Navnet ofte tilføjet med smaa Bogstaver. Saaledes læses der, som allerede anført, paa een af Mynterne fra Heræa HPA ved Siden af E, påa een fra Mantinea MAN under M, paa den fra Parrhasia MAR omkring M, påa den fra Aptera AMT under Mo- nogrammet AMY); paa Mynterne fra Pale findes undertiden under det store M tilføjet MA eller MAA”), og påa Mynterne fra Zacynthus træffer man IAKY eller ZA indeni I%). Der- som det store Bogstav eller Monogram her ikke var andet end Begyndelsen af Folkets eller Stadens Navn, vilde ikkun de ef- terfølgende Bogstaver af dette være tilføjede og ikke Begyndelsen af Navnet være gientagen. Bogstavet E findes paa nogle af Heræas Mynter 3 Gange gientaget, saaledes som dette oftere er Tilfældet med andre Emblemer eller Typer), og her findes HPA ligeledes smaat tilføiet.?”) Hertil kommer et historisk Vidnesbyrd. == Xenophon, i sin Beretning om det Forsøg, som Lacedæmonierne i Forbindelse med Sicyonierne i Aaret 393 giorde påa at udjage Argiverne af Korinth, fortæller,. at da Si- cyonierne ved det første Anfald havde grebet Flugten, lod Pa- simachos, Anføreren for det spartanske Rytteri, Frivillige af sine Folk tage Sicyonernes Skiolde og med disse rykke frem mod Årgiverne, og tilføjer derpaa: da Argiverne saae Sigma'erne paa Skroldene, frygtede de dem ikke som Sicyoniere, og man siger, at Pasimachos da udraabte: »ved Dioskurerne, disse Sigma'er skulle 25) See ovenf. Anm. 6, 7,9.0g 22. 26) Bosset Méd. de Céphalonie pl. I, 16. Kat. over Welzls Saml. n? 4300, 27) Sestini Mus. Hederv. II p. 123 n? 18. Mus. Hunter tab. LXI, 27. 78) F. Ex. Agernet paa Mynter fra Mantinea (Mionn. S.IV p.279 n? 41- 42), Drueklasen paa en Mynt fra Lokris (Sestini Mus. Hederv. II p. 59 n”? 1), Tyrehovedet paa Mynter fra Phocis, det halve bæotiske Skiold påa smaa Mynter fra Theben 0. s. v. 79) Een af disse Mynter findes i det britiske Museum; en anden i Stackelbergs Samling er udgiven af Brøndsted Voy. en Grece II p. 307-8 pl. LII,1; paa denne sidste findes HPA ovenover. Brøndsted tilføjer den Conjectur, at de 3 EÆ muligt skulle forestille Nøglen til en Helligdom i Heræa; men paa Exemplaret i det britiske Museum ere de 3 Bogstaver tydeligt skilte fra hverandre. | | | 161 bedrage Eder, AÅrgivere!”%) Da det heraf sees, at Sicyonierne, påa hvis Mynter % ofte er anbragt alene, havde dette samme Bogstav til deres nationale Skioldmærke i Krigen, tør vel slut- tes, at ogsaa andre af de Folk, paa hvis Mynter Bogstavet eller Monogrammet indtager den samme betydningsfulde Plads, have anvendt det paa lignende Maade. Det. er da sandsynligt, at de Folk, der prægede saadanne Mynter, navnlig de, der præ- gede dem igiennem en lang Periode og i stort Antal, have brugt Begyndelsesbogstavet eller Monogrammet af deres Navn som et Emblem, der er blevet anvendt baade til Vaabenmærke og til Mynttyp, og at disse Bogstaver eller Monogrammer maae ansees for virkelige Typer, for et Slags talende Typer (ypes parlants). Disse Mynter maae ikke sættes i Klasse med (1) de Sølv- mynter fra den ældste Periode (før Midten af det dte Aarh.), der ikke have andet i Fordybningen paa RK. end et Bogstav; thi dette kan ikkun betragtes som en Begyndelse til at meddele Bag- siden et Præg og anbringe Navnet paa Folket. Heller ikke maae (2) de meget smaa Mynter regnes hertil, paa hvilke Re- versen heelt er optagen af et Bogstav; thi deels høre disse til de nævnte aårchaiske, deels kunde det lille Rum være en Grund til ikke at udarbeide noget Billede. De omhandlede Mynter maae ogsaa ansees som forskiellige fra (3) dem, der påa K. istedetfor en Typ indeholde flere Bogstaver, som ikke danne et Monogram; thi disse kunne naturligviis ikke opfattes som et Emblem. Endelig kunne de heller ikke betragtes som eens- artede med (4) de Mynter, der have et Bogstav eller Monogram omgivet af en Krands; thi Krandsen maa i Almindelighed an- tages for selve Typen eller en Deel af samme, ikke for en blot Indfatning, hvilket blandt andet sees deraf, at man ikke sielden 30) Hell. IV,4. Oi då AQysior bgøvrtss TX Ciyuere åmi tøv donidwv, us Zwxzvoviovs ovdév ågofBodvro. évda dn kéystav &inøv 0 ITwoi- mayos Nai to Ziw, Apystor, wpévoer vuus Tå Ciyuate TuvTA. 162 finder 'et Magistratsnavn, eller et Bogstav eller Monogram til at betegne et saadant, indeni Krandsen. Mynter af de 3 sidste Slags bleve prægede i de samme Lande som de foregaaende. Saaledes haves der smaa archaiske Sølvmynter fra Årgos, Sicyon og Zacynthus med Begyndelsesbogstavet påa K., fra Thyrrea en med A paa Adv. og H paa K.21), fra Epidaurns en med E paa Adv. og P paa F.?2); fra Messenien er der Kobbermynter, hvis Præg påa K. er ME); Mynter med Begyndelsesbogstavet eller Monogrammet i en Krands kiendes fra mange Steder, og det af en Krands omgivne Monogram AX var Typen påa det achaiske Forbunds Mynter, der prægedes over hele Peloponnes. Disse Mynter, navnlig de sidste, komme vistnok de ovenfor omhand- lede nær; men den Forskiel, der er udhævet, lader sig dog fastholde. Naar man undersøger de øvrige græske Lande, finder man rundt omkring Mynter af disse 4 forskiellige Slags, skiøndt af de 3 sidste ikke saa hyppigt som i de nævnte Landsdele, men neppe nogen svarende til dem, som i Begyndelsen af denne Undersøgelse ere sammenstillede, idetmindste ikke nogen ganske tilsvarende. Jeg har, uagtet al Eftersøgen, hverken i numisma- tiske Værker og Fortegnelser, eller i de Samlinger, til hvilke jeg har Adgang, truffet andre, om hvilke her kunde være Spørgsmaal, end nogle Kobbermynter, som have en Hielm påaåa Adv. Een af disse, i Borrells Samling?), har AX i Monogram påa K., og henførtes af Eieren til Achilleum i Troas, fordi den var funden ved Sigeum i Forbindelse med andre Mynter fra denne Provinds. De andre have K paa K. og forekomme of- 31) Annali delV inst. arch. XI (1839) p. 276. 32) I det britiske Museum. 33) Millingen Recueil pl. III, 8 p. 53 (under Methydrium i Arkadien); Pro- kesch i Archåol. Zeit. 1848 S. 276 (erhvervet i Messene med mange andre messeniske Mynter), Taf. XVIII, 13; Kat. over Welzls Saml. n' 4332. 31) Cat. af H. P. Borrells coll. (1852) 1041515 mø 163 tere; de have været tillagte den macedoniske Konge Kassander eller Klazomene ?5); men de høre formodentlig til Øen Kalymnæ eller til Karystus paa Eubæa.?%) Hvad disse Mynter angaaer, maa det bemærkes, at de, skiøndt ikke ganske smaa, dog høre til de mindre, og påa de mindre Myntsorter anbragte man ofte kun en Deel af det, der udgiorde Præget paa de større, ligesom for at antyde den ringere Værdi.) K paa de sidstnævnte Mynter befinder sig i en fordybet Quadrat eller i en af Linier dannet Quadrat (ogsaa i en Cirkel), hvilket tyder paa, at det har samme Oprindelse som det K, der findes i den indslaaede Quadrat paa de smaa archaiske Sølvmynter fra det samme Sted. Der er ikke nogensomhelst Grund til at ansee Monogrammet eller Bogstavet paa disse Mynter for et Emblem. 28) 35) Jvfr Mionn. S. VI p. 87 n? 42, pl. LI, 9. 36) Hovedet af en Heros med Hielm er, som bekiendt, Typen paa Adv. af Kalymnæ's Mynter, og der findes i Prokesch's Samling (udg. i Årchiol. Zeit. 1844 Taf XXII, 30, S. 341) en lille archaisk Sølvmynt med en Delphin paa Adv. og K paa f., som er funden paa Øen. Men det er et Spørgsmaal, om ikke den sidste hører til Karystus; thi der haves en ganske lignende Sølvmynt med et Herakles-Hoved paa ÅAdv., som rimeligt er fra denne Stad (i det kongl. Myntkabinet og i det brit. Museum, jvfr Num. Chron. VI p. 144), og paa andre-af Karystus's Mynter med Navnet fuldstændigere skrevet findes en Tre- fork eller en Delphin (Mionn. S. IV p. 355 n? 28 og p. 356 n? 36). 37) Faa de mindre Myntsorter findes saaledes ofte kun Begyndelsesbog- stavet af det Navn, der er fuldstændigere skrevet paa de større, kun Hovedet, et Been eller en Vinge af det Dyr (en Gryph, en Løve, en Hest, en Vædder, en Ørn, en Due), som ere fremstillede i heel Figur paa de større, kun et Hiul af Veddekiørselsvognen, halve Typer af forskiellig Art, o.s. v. 38) Der er en Kobbermynt (Æ.1) fra Cebrenia i Troas (i det kongl. —…… Myntkabinet, jvfr Num, Chron. VI p. 193 n? 5) og en anden (Æ. 1) fra Neontichos i Æolis (Num. Chron. VII p. 49 n? 1) med disse Stæders Monogram paa B.; disse, ligesom de smaa Sølvmynter fra 'Tarent med T paa kk. og fra Heraklea i Lucanien med H paa K., maae hen- føres under Kategorien af dem, paa hvilke Anbringelsen af et Mono- gram eller Bogstav istedetfor en Typ var foranlediget ved Myntens mindre Størrelse eller Værdi. løvrigt handles her ikkun om de af græske Folk prægede Mynter. De støbte Unzer fra Hadria høre 164 Da det altsaa sees, at Mynter med et stort Bogstav eller Monogram, som der er Grund til at ansee for et Emblem (eller en talende Typ), ere blevne prægede paa Peloponnes, idet- mindste fra Begyndelsen af det dte Aarh., igiennem et Tidsrum af 3-4 Aarhundreder, af flere Hovedstammer og endeel enkelte Stæder, i betydeligt Antal og af forskiellig Sort, at fremdeles saadanne Mynter, uden at gåae saa langt tilbage i Tiden, ere blevne prægede i Stæder paa Cephalenia og Zacynthus, påa Kretas Nordvestkyst og sydligt i de mellemste Provindser af Hellas, altsaa i Stæder, med hvilke de peloponnesiske stode i. nær Forbindelse, men at der ikke haves tilsvarende Mynter fra andre græske Lande: saa tør man vel heraf uddrage det Resul- tat, at dette Slags Myntpræg oprindeligt har hiemme paa Pelo- ponnes og derfra er overført til de andre nærboende Folk, men ikke er gaaet videre. Fremdeles, naar det giælder om at be- stemme Mynter af dette Slags, hvis Henførelse er usikker, lader der sig af det Anførte udlede: først, at Mynter, som have et Monogram til Typ påa I. og ikke høre til de mindre, over- hovedet ere at henføre til Peloponnes, det nordvestlige Kreta og det Mellemste af Hellas; dernæst, at Mynter, paa hvilke smaa Typer, Person-Mærker eller Navne ere føjede til det store Bog- stav eller Monogram, saavelsom Mynter, der paa begge Sider ikke have andet Præg end et Bogstav, ere slagne påa Pelo- ponnes. Cephalenia og Zacynthus kunne ikke komme i Be- tragtning, da der ikke var andre Byer af nogen Betydning paa disse Øer end de, hvis Mynter ere vel bekiendte. ikke herhen, heller ikke den lille Sølvmynt med oskisk Indskrift, der er udgiven i Revue numismatique 1844 p. 249 not., eller den med phoenicisk Indskrift, der er udgiven i Luynes Num. des Satrapies et de la Phénicie pl. XVI, Incertaines n? 2. — Nogle Mynter fra Græ- kenland, der have T til Typ, skal jeg ved en anden Leilighed om- handle. | | | | | 65 1-5. Lacedæmon. Af disse Mynter, der alle have Bogstavet A tilfælles, maae, ifølge det Foregåaende, de 3 første henføres til Peloponnes, fordi de ikke have andet Præg end et stort Bogstav paa begge Sider, ligeledes den Å4de, fordi den har en accessorisk Typ føiet til A; Nr 5 er af samme Fabrik som Nr 4, og der er altsaa Grund til at antage, at den er fra samme Prægested som de øvrige. A har paa Nr3, 4 og 5 Benene noget indadbuede og er påa Nr3 tillige forlænget opad; paa samme Maade har A som Typ paa de argiviske Mynter og i det arkadiske Monogram sædvanligt Siderne buede, og gaaer tillige påa de ældste argi- viske Mynter op i en Streg. Der var ikke faa Stæder eller Folk paa Peloponnes, hvis Navn havde A til første Bogstav; men ved et heldigt Træf er der nyligt udgivet en Mynt, som tillader at indskrænke Under- søgelsen til dem, hvis Navn begyndte med AA. Marquis de Lagoy har nemlig i Revue numismatique for dette Aar (p. 85) givet en Afbildning af en Kobbermynt, der paa Adv. har det samme Oxehoved med det høire Horn nedadvendende som her paa Nr 5 og paa Fh. å istedetfor en Typ. Då et Oxehoved med et saa- dant Horn ikke findes som Typ paa andre bekiendte Mynter, kan det ikke betvivles, at disse to ere fra samme Prægested. Nr 5 er mindre end den anden og synes at udgiøre det halve af den; det passer vel hertil, at af Indholdet paa B., AA, kun det Halve, A, er anbragt (jvfr ovenf. Anm. 37). Der var 4 Byer påa Peloponnes, hvis Navn begyndte med AA, nemlig: Lasio i Elis, Lapithæum og Las i Lakonien, og Larissa i Achaia. De 2 første vare ubetydelige Pladse, som der ikke er Grund til her at tænke paa. Larissa kunde maaskee komme i Betragtning. Denne By havde ifølge Strabo??) ligget ved Floden Larissos, der adskilte Dymes Distrikt i Achaia fra Buprasion (Buprasis) i 39) Strabo IX p. 440, efter Theopompos. 166 Elis.) Athena havde formodentlig været dyrket der, da Pau- sanias endnu omtaler den larissæiske Athenas Tempel ved Floden Larissos")) ; det kunde da være denne Gudindes Hoved, der vår fremstilt paa Nr 4. Floden Larissos synes tillige at have havt Navnet Buprasios??); med dette kunde Oxehovedet paa Nr 5 staae i een eller anden Forbindelse. Men denne By har for- modentlig været af ringe Betydning; den nævnes ellers ikke hos de gamle Forfattere; der var ikke Spor af den tilbage paa Stra- bos og Pausanias's Tid, og man kiender ikke Mynter fra den. Las ved den lakoniske Bugt var en gammel og anseelig Stad; Athena, med Tilnavnet Asia, havde der et Tempel, hvis Opfø- relse tillagdes Dioskurerne%%); der gives Mynter fra denne Stad, prægede under det romerske Keiserdømme, og iblandt de paa disse fremstilte Guddomme er ogsaa Athena”). Men den kan dog ikke ansees for Prægestedet, fordi de enkelte Byer i La- konien ikke sloge egne autonome Mynter; der haves ikkun Keisermynter med lacedæmoniske Byers Navne. Der staåaer da kun tilbage at antage, at disse Mynter ere lacedæmoniske Fælles-Mynter og høre til dem, der prægedes af Regieringen i Sparta for hele Landet. Til denne Antagelse passer Alt vel. De lacedæmoniske Mynter have i Almindelighed Indskriften AA, altsaa de samme 2 Bogstaver, som findes påa k. af den af Laågoy udgivne Mynt. Der har hidtil ikke været andre lacedæ- moniske Mynter bekiendte end med Billed-Typer påa begge Sider; men man kunde vente, ogsaa hos Lacedæmonierne at finde Mynter med Begyndelsen af deres Navn istedetfor en Typ, da saadanne prægedes af deres Naboer, Argiverne, Arkaderne og Messenierne (s. Anm. 33). Alle de Mynter, der have været tillagte Lacedæmon, navnlig Kobbermynterne, tilhøre ifølge Fa- 40) Strabo VIII, p. 340, 345, 387 og fl. St. 41) Pausan. VII, 17. 42) Steph. Byz.; Eustathios ad Iliad. II, 615; Leake Morea II p. 183. 25) Pausans UI (247 41) Mionn. II p. 228 1? 88. f | | | | |; | | | | (| | | | | | | | | | | 167 briken og Kkunststilen en forholdsviis sildigere Tid, og ere neppe ældre end det 3die Aarh.; Rækken af de lacedæmoniske Mynter manglede en Begyndelse. Af de foreliggende Mynter vise Nr 1 ved sin Tykkelse og den fordybede Quadrat og Nr 3 ved Formen af A, der svarer til Formen af A påa de archaiske Sølvmynter fra Årgiverne, hen til det 4de eller den sidste Halvdeel af det dte Aarh.; idet disse to Mynter altsaa måaåe ansees for ældre end de øvrige lacedæmoniske Kobbermynter, bidrage de til at udfylde et Tidsrum, fra hvilket saadanne savnedes. = Endelig passer det aldeles til Antagelsen af disse Mynter for lacedæmo- niske, at Åthenas Hoved forefindes påa een af dem. Athena var een af Lacedæmoniernes Hovedguddomme;- alene i Sparta dyrkedes hun under 6 forskiellige Tilnavne og havde ligesaa mange Templer, blandt hvilke det for Athena. Chalkioikos ud- mærkede sig ved sin Pragt og Størrelse”); ogsaa findes Gud- indens Hoved oftere fremstilt paa de lacedæmoniske Mynter 72). Lagoy er af den Mening, at den af ham udgivne Mynt med Tyrehovedet og AA er præget i en By af Navnet Larissa ved Ossabierget i Thessalien, hvilket han udleder af Mærkerne paa Mynter fra Philip Il og Alexander den Store, som findes paa … Tavlerne til det af mig udgivne Værk over disse Kongers Myn- ter. Der er nemlig endeel Didrachmer fra Philip I og tilsva- rende Tetradrachmer fra Alexander, som til Stadmærke have et Bukranium med det ene Horn nedadbøiet og over dette Bog- stavet A; den franske Numismatiker anseer dette A for Begyn- delsesbogstavet af Myntstadens Navn, og idet han holder Bu- kraniet for et Oxehoved, antager han, at Kobbermynten med " AA paa Kk. maa være fra samme Sted og altsaa ligesom disse | Kongers Mynter være slaaet i en By i den Deel af Grækenland, | der hørte til det macedoniske Kongerige; og her finder han ikke … mogen By, der passer bedre end en af Navnet Larissa ved Ossa, 45) Pausan. III, 11,15, 17 og 18. 26) Mionn. II p.217 n? 10; p, 220 n? 46 og 48; p. 222 n? 64. 12 168 da Mynterne fra de to ,bekiendte thessaliske Byer af dette Navn i Henseende til Typerne ikke synes ham at frembyde nogen Overeensstemmelse med den omhandlede. Men de to macedoniske Kongers Mynter lade sig ikke henføre til denne By, af følgende Grunde. Det over Bukraniet anbragte A kan ikke være Begyndelsesbogstavet af Stadens Navn. Det er nem- lig ledsaget af E, eller af Monogrammer sammensatte af HE og AA, eller har T under sig med E tilføjet; A forbundet ganske paa samme Maade med de samme Bogstaver og Monogrammer gienfindes i en anden Række af Philips og Alexanders Mynter af samme Sort, der have en Veddeløbsfakkel til Stadmærke. ”) Denne Overeensstemmelse er saa stor, at den nøder til at for- klare A paa samme Maade i begge Rækker; dersom altsaa Å var Begyndelsesbogstavet af Navnet paa den ved Bukraniet be- tegnede Stad, maatte det ogsaa angive Navnet paa den Stad, hvis Tegn Veddeløbsfaklen er. Paa Grund af dette Bogstav have ogsaa Alexanders Mynter med Veddeløbsfaklen af nogle Numis- matikere været henførte til Lampsakus, Lynkus, Lemnos, La- rissa; men de høre til Amphipolis, hvilket ogsaa af Andre har været erkiendt og nu neppe længere drages i Tvivl.) A kan da ikkun betegne en Øvrighedsperson, og Bukraniet maa enten være et andet Mærke fra Amphipolis (muligt for et andet Mynt- officin i denne Stad) eller for en nærliggende By, hvor Mynt- ningen har været underkastet den samme ved A betegnede Ma- gistratsperson. == Det maa ogsaa bemærkes, at der istedetfor AA findes et aldeles forskielligt Monogram føjet til Bukraniet 79), ligesom man træffer mange andre Monogrammer og Bogstaver 17) Man sammenligne i Numismatique d'Alexandre Philip IIs Didrachmer Ny 54-58 med Sammes Didrachmer Nr 32, 36,41 og 42, og Alexanders Tetradrachmer Nr 101-103 med Sammes Tetradrachmer Nr 33, 36 og 56-58... Monogrammet paa Philips Mynter Nr 56-57 forekommer vel | ikke paa de tilsvarende med Veddeløbsfaklen fra denne Konge, men | træffes paa een af de tilsvarende fra Alexander, Nr 58, 48) Grundene herfor findes anførte i Numism. d”Alexandre p. 127-132, 49) Paa Alexanders Stater Nr 100. 169 istedetfor A forbundne med Veddeløbsfaklen paa Alexanders Myn- ter, og at T neppe vilde være indskudt imellem A og Stadens Mærke, dersom A betegnede Stadens Navn. Hvad dernæst Valget af Larissa ved Ossabierget angaaer, er det ikke sand- synligt, at disse i et betydeligt Antal forekommende Guld- og Sølv-Mynter fra Philip og Alexander ere prægede i en ubetydelig By, som denne maa have været; den anføres ikkun i Optæl- lingen hos Strabo5%) og Stephanus Byz. af de Byer eller Steder, der havde eller havde havt Navnet Larissa, som et xwgiov év ti Oc0%, men er ellers fuldstændig ubekiendt og har ikke efter- ladt Spor af sin Tilværelse.%) Endelig er det ikke et Oxe- hoved som påa Kobbermynten, men Kraniet af et saadant, det almindelige Offersymbol, der er anbragt som Mærke paa de to macedoniske Kongers Mynter. Lagoy anfører som en Grund til at antage det for Hovedet af en Oxe, at det har fremstaaende Øine istedetfor Øienhuler; men man kunde ikke vente at finde de fremstaaende Øienpartier fordybede i Midten paa et Billede, som er saa lille og befinder sig paa Mynter, der i Almindelighed ere plumpt og skiødesløst udførte; desuden træffer man ofte et Bu- kranium med fremstaaende Øine paa Mynter, der have et saa- dant til Hovedtyp og ere omhyggeligt udførte%?), Det, der er anbragt som Mærke paa de macedoniske Mynter, ender stedse meget tydeligt i en Spids, og, hvad Lagoy har overseet, det er uden Øren. Da det altsaa utvivlsomt er et Bukranium, der findes paa Philips og Alexanders Mynter, medens Typen paa de autonome Mynter er et Oxehoved, og da A paa hine maa be- "tegne et Øvrighedsnavn, medens A og AA paa disse maae be- . ——. 30) Strabo IX p. 440. 51) Den franske Numismatiker kunde med mere Grund have henført disse Mynter til den store Stad Larissa i Pelasgiotis, da der fra denne ogsaa haves Mynter med et Tyrehoved (jvfr Revue num. 1844 p. 30), som overhovedet Tyrekamp er en fremherskende Forestilling paa dens Mynter. 32) Til Ex. kunne Afbildningerne tiene i Millingen Anc. coins pl. IV, 13, Cadalvene Recueil pl. III, 1, og Archåol, Zeit. VII (1849) Taf. X, 1. 192 170 tegne Navnet paa en Stad eller et Folk, følger heraf, at de tvende Kobbermynter maae løsrives fra al Forbindelse med de macedoniske Kongers Mynter og forklares uden Hensyn til disse. Hvad det angaaer, at Oxehovedet har det ene Horn nedad- bøjet, mener Lagoy, åt man derved har villet betegne, at det var Hovedet af en Ko, fordi denne Difformitet, der ikke tillod at anbringe Aaget, vilde være en væsentlig Feil ved en Arbeids- oxe og ikke vilde kunne taales hos Tyren, der skulde forplante Racen. Jeg troer, at denne Fremstilling kan forklares paa en simplere Maade. Medens man hos det almindelige Hornqvæg ikkun af og til træffer eet af Hornene forvoxet eller nedhængende, er dette mere almindeligt hos de svaghornede Racer, der have løse, stærkt frembøiede eller nedadvendende Horn.%?) Saadanne Racer synes i Oldtiden, ifølge de gamle Forf., at have været tem- melig udbredte, mere end i nyere Tider. Åristoteles, Ælian og Plinius berette saaledes, at Oxerne i Phrygien, ved Erythræ i Jonien og paa andre Steder havde Hornene bevægelige lige- som Ørene.%) Ælian fortæller om Oxerne i Libyen, at de havde Hornene foran Øinene, saa at de ikke kunde see, hvad der var for Fødderne5); og om de kariske Oxer siger Plinius, at de vare hæslige af Udseende og havde omvredne Horn??). En Oxe, der havde det ene Horn nedadvendt, havde et eget 53) See overhovedet ang. disse Racer: Schreber, Die Såugethiere V. p. 1625-27; Will. Youatt, Cattle, their breeds, management and diseases, p. 181, 196-197 og 282-283. 54) Aristot. De part. anim. III, 9,3: Ta zåguTe TQOGMÉpv%E uwkkov TØ déo- ute 7% TØ boTø, dwo zoi év bovyig sici Poss xwi dAdodr, of xivover | Ti xigure donsg TØ Gia. Ælian De nat. anim. II, 20: Båes 'EQu- Fowior xwv8or xæi zÉQ0TO (is &ra. Plin.XI,45: (cornua) mobilia ut | aures Phrygiæ armentis. | 55) Ælian De nat. anim. XVI, 33. 56) Plin. VIII, 70: Cårici boves in parte Asiæ foedi visu .. - luæatis cor- nibus, eæcellentes in opere narrantur. Jvfr endnu Herod. IV, 29 om | Hornqvæget i Skythien, Tacitus Cap. 5 om det i Germanien og Allian | XVI, 33 (efter Åristoteles) om det lenktriske i Bæotien. : 171 Navn, zi2448.%) Paa de Steder, hvor Racen var af det nævnte Slags og altsaa Oxer med et nedadvendende Horn vare alminde- lige, var det naturligt, ogsaa at afbilde dem saaledes, og man behøver ikke at lægge nogen særegen Betydning i et saadant Oxehoved eller antage, at man ved samme har villet betegne en Ko, ikke en Tyr eller en Trækoxe. Plinius siger udtryk- keligt om Oxerne med de omvredne Horn, at de vare fortrinlige til Arbeide58), Oxehovedet paa disse Mynter finder altsaa sin naturlige Forklaring, naar man antager, at Hornqvæget i Lace- dæmon påa den Tid, Mynterne prægedes, har hørt til een af de anførte Racer, ligesom man deraf, at et Bukranium med det ene Horn nedadvendende findes som Tegn for en macedonisk By paa Philips og Alexanders Mynter, og at et tilsvarende Oxe- hoved er anbragt som Mærke paa nogle af Bruttiernes Mynter, kan drage den Slutning, at der ogsaa fandtes saadant Hornqvæg i visse Egne af Macedonien og Nedreitalien. 6. Orchomenos. "Denne Mynt hører til dem, der oftere have maattet skifte Plads i det numismatiske System. = Den blev først henført til Klides, nogle smaa Øer ved Cypern, af Caylus, der antog, at en Nøgle var afbildet paa K. med Allusion til Navnet. Dette blev optaget af Pellerin, Eckhel, Sestini og Mionnet, dog af begge de sidste med Tvivl. Man maatte imidlertid see, at det ikke var en Nøgle, her var fremstillet, men et Monogram. Borrell læste dette XEP og henlagde, paa Grund af giorte Fund, Mynten til Byen Chersonesos paa Kreta.??) — Duchalais forkastede dette, fordi Mynten i Henseende til Fabriken syntes ham altfor forskiellig fra de kretensiske, og foretrak Chersonesos 57) Hesychius. Kill: Bods, to iv xigus ynv dnsspaumuivov (dvesgan- uévov) 58) Anf. St. VIII, 70. 59) Num. Chron. VI p. 141. BEL 2 taurica, skiøndt han ikke fandt Ørnen paa andre Mynter herfra. ?) [ den nyeste Tid har Leake igien udgivet Mynten under Cher- sonesos paa Kreta. &) Ved den indledende Undersøgelse henvises vi til et Præge- sted i den mellemste eller sydligste Deel af Grækenland. Mo- nogrammet kan ogsaa læses EPX; at det bør læses saaledes og opfattes om Orchomenos i Arkadien, skal jeg her søge at vise. Det kan sluttes af Myntfund, som i den nyere Tid ere giorte, at den arkadiske Stad Orchomenos, ligesom den bæotiske af samme Navn, i den æoliske Dialekt, som ogsaa var den her- skende i Arkadien&), har været kaldt Erchomenos; Prokesch v. Osten og Curtius have nemlig i denne By erhvervet endeel for- skiellige Mynter, som der våre opgravne, med Indskriften ER; og blandt Typerne påa disse Mynter findes ogsaa den arkadiske: Pan siddende påa en Klippe.) Ørnen paa Adv. passer til Arkadien. Zeus var Arkadernes Hovedguddom og hans æld- gamle Helligdom £Lykaion et. Foreningspunkt for de arkadiske Stammer?%); påa de ældste arkadiske Fællesmynter seer man Zeus udsende Ørnen, og påa dem, der høre til samme Periode som den foreliggende Mynt, med Arkadernes eller Megalopolis's Navn, er Pan, hvis Dyrkelse ved Lykaion var forbunden med Zeus's, fremstilt med Ørnen foran sig; Ørnen staaer paa Pans Knæ med Vingerne hævede til Flugt ganske som påa nærvæ- rende Mynt. Zeus's Ørn findes ogsaa som Hovedtyp paa Kob- bermynter fra Megalopolis. Et Monogram udgiør Typen paa Kh. baade påa de arkadiske Forbunds-Mynter og paa Mynter fra enkelte Byer påa Peloponnes; nærværende Monogram er dannet af EPX paa samme Maade som det achæiske Monogram af AX, 60) Revue num. 1851 p. 397 f. 61) Num. Hellen. Ips. Gr. p. 8. 62) Strabo VIII p. 333. 63) Prokesch i Archåol. Zeit. 1849 S. 95, Nr 35 og Wien. Acad. Denksebhr. 1854 S.277. Curtius i Pinders Beitråge S. 182. 64) Jvfr Curtins i Pinders Beitråge S. 87 f. hvilket var det fælles Tegn paa det achæiske Forbunds Mynter, "der prægedes over hele Peloponnes paa den Tid, til hvilken denne Mynt synes at høre. I Fabrik og Tykkelse slutter den sig ganske til de ovenfor anførte Kobbermynter fra Sicyon og Mantinea, der have et stort ZX og M til Præg paa begge Sider eller påa kk. Hertil kommer endelig — og dette synes mig afgiørende for denne Mynts Henførelse til Orchomenos i Årka- dien — at der paa en anden Mynt, med samme Ørn paa Adv. og samme Monogram istedetfor en Typ paa B., endnu læses Ind- skriften ZIKYO paa Adv. Sestini har udgivet denne Mynt under Sicyon og foreslaaet at læse Monogrammet APFEIONS); men da det intet A indeholder, lader det sig ikke opfatte saa- ledes.… Den maa ifølge det Anførte antages at være præget af Æ Sicyon i Forbindelse med Orchomenos, som laåae i den nord- østlige Deel af Arkadien ikke fiernt fra Sicyons Distrikt og ved en Hovedvei var forbundet med denne Stad. Det maa vel indrømmes, at der ogsaa er Grunde, som tale for denne Mynts Henførelse til Chersonesos paa Kreta. Ifølge Borrelis Angive!'se er den oftere funden der sammen med andre af Stadens Mynter; der haves en Mynt fra Aptera med et Mo- nogram paa h., og en Ørn træffes paa Mynter fra andre kre- tensiske Byer. Men hertil måa bemærkes: at ifølge den Forbindelse, der fandt Sted imellem Peloponnes og Kreta, kunde der let findes peloponnesiske Mynter i en kretensisk By; at Mynter med et Bogstav eller Monogram til Typ kun haves fra Rio Byer påa den vestlige Deel af Kreta, men at Chersonesos Jlaae østligt paa Øen, og at den ovenanførte Mynt med Sicyons "Navn paa Adv. ikke vel kan antages at være præget af Cherso- nesos i Forbindelse med Sicyon, der laae saa fiernt fra samme og ved Bugten af et andet Hav. ERE 65) Deser. num. vet. p. 196. Denne Mynt findes i Samlingen i Camal- dolensernes Kloster paa Øen S. Murano ved Venedig, og er efter Sestinis Angivelse vel conserveret. 174 7. Rhypes. Denne Mynt er ifølge det store P paa RK. fra en By, hvis Navn havde dette Begyndelsesbogstav. I den Deel af Græken- land, hvor vi efter det Foregaaende have at søge Prægestedet, var der iblandt de Byer, hvis Navne begyndte med P, ikke nogen anden, som her kan komme i Betragtning, end Rhypes (Rhypæ), een af de 12 Stæder, der hørte til det ældre achæiske Forbund &). Mynten slutter sig til nogle af de ovenanførte Kobbermynter fra Sicyon (eller Mantinea), Kranium og Zacynthus, som have et lignende Athena-Hoved paa Adv., Stadens Begyn- delsesbogstav til Typ paa K. og ere af en tilsvarende Fabrik. %) 8. Psophis. 9. Olenus. 10. Patræ. 11. Mantinea. Nr 8 med Y paa K. og Nr 10 med I" paa K. findes blandt de ubestemte Mynter i det britiske Museum. Nr9 med 0. paa K., der ligeledes er i det britiske Museum, er udgivet i Beskr. af P. Knights Samling som præget i Oropus i Macedo- nien. &) , Nr 11 er stukket iblandt de uvisse Mynter i Museum Hunter tab. 68,17; Bogstavet paa K. er i Combes Beskrivelse af Hunters Samling og hos Mionnet”?) anført som N; men det har uden Tvivl været et M, da begge de yderste Lmier ere skraae og Afbildningen viser, åt Mynten til den ene Side ikke har. været udpræget. 7") 66) Herod. 1, 145; Strabo VIII p. 385; Paus. VII, 6. 67) Der har tidligere været tillagt Rhypes i Achaia Mynter; men de ere med Grund tagne fra denne By, for at overføres til Rhyps (Rubi) i Magna Græcia. 68) I det mindste vare de i Aaret 1843 i det britiske Museum henlagte blandt de ubestemte, da der af disse blev foretaget et Udvalg til at afstøbes for det køl. danske Myntkabinet. 69) Museum Payne Knight p. 72. 70) Mionn. VI p. 659 n? 329 efter Hunter. 71) Paa'en Mynt, der ikke er archaisk, kan Bogstavet N ikke have havt en såa skraa Retning. Dersom man dog vil antage det for et N, ren - EEG EEN ENDE = al Disse 4 Mynter, der paa Adv. have det samme Hoved, paa Kk. et stort Bogstav i en fiirkantet Fordybning og høre til samme Myntsort??), maae sammenholdes med en dte lignende, der har "7? påa K. og er afbildet påa een af Tavlerne til Allier de Hauteroches Samling (pl. VI, 20). Denne sidste er upaa- tvivleligt fra Tegea, hvilken Stad den ogsaa er tillagt i Du- mersans Beskrivelse. Tegnet paa kf. er af Dumersan såavelsom af Mionnet”?) anført som T; men det er aabenbart et af TE sammensat Monogram, og et Athena-Hoved forefindes påa de fleste af Tegeas Mynter. Da de 4 foreliggende Mynter stemme saameget overeens med denne Mynt, kan det ikke drages i Tvivl, at-de henhøre til andre Stæder paa Peloponnes. Nr 8 maa da være fra Psophis i Arkadien; der fandtes foruden denne kun een By påa Peloponnes, hvis Navn begyndte med Y, nemlig Psamathus -paa den sydligste Pynt af Lakonien; men det er ovenfor bemærket, at der ikke prægedes særegne autonome Mynter af de lacedæmoniske Byer. Nr9 kan ikkun være fra Olenus ("22svoc) paa den nordvestlige Kyst af Achaia, da denne var den eneste By paa Peloponnes, hvis Navn begyndte med Q; den var een af Achæernes 12 gamle Stæder.””) Jo færre de græske Byer ere, der have Y og Q til første Bogstav, desto sandsynligere bliver Henførelsen til disse tvende. == Oropus i Macedonien, hvortil Nr9 er henført af P. Knight, maa have været en ubetydelig By, da den kun er nævnt af Stephanus Byz. Man kunde snarere tænke paa Oropus i Attika; men Mynterne fra denne By75) indeholde ikke Typer sigtende til En dmmisr er der ogsaa Byer i Arkadien, som kunne være betegnede ved samme, nemlig Nasi i Landskabet Klitoria og Nonakris i Orcho- menia. 72) NY 8 er vel mindre end de andre; men den er tykkere og synes at være af samme Vægt. 2) Suppl.IV p: 293 n?-13. mm) Herod. I, 145. Polyb. II, 41, 7. 75) Saadanne ere udgivne i Sestini Deser. di med. gr. in piu musei (1828) p-. 72, Cadalvene Recueil p. 168 og Num. Chr. VI p. 129. RØG Athena, og der gives ikke Mynter fra attiske Byer med et stort Bogstav til Typ. Nr 10 og 11 kunde henføres til flere Stæder paa Peloponnes; det ligger nærmest at antage Patræ i Åchaia, som var nærved Olenus og ligesom denne een af de 12 Stæder, der hørte til det gamle achæiske Forbund, og Mantinea, som laae ikke langt fra Tegea og har efterladt andre Mynter med et stort M til Typ. | | At Hovedet paa disse Mynter er qvindeligt, sees af Halsbaandelt og det under Hielmen opheftede Baghaar; det måa da antages at forestille Athena. Denne Gudindes Dyrkelse var, ligesom i Tegea, ogsåa i Patræ og Mantinea”%) den fremherskende, og Typer låante fra samme forefindes saavel paa Mynterne fra disse Stæder som fra Psophis””). Da det imidlertid er det samme Athena-Hoved, der gientager sig paa alle disse Mynter, og de iøvrigt ligne hverandre saa meget, er det sandsynligt, at een af dem har tient til Mønster for de andre, og det maa da helst antages, at det er 'Tegeas Mynt, der er bleven efterpræget. Tegea var, som det synes, den vigtigste af disse 5 Stæder og i den Periode, til hvilken disse Mynter formodentlig henhøre (det åde eller den sidste Halvdeel af det dte Aarh.), overhovedet een af de betydeligste paa Peloponnes. Athena med Tilnavnet Ålea var Tegeas.Hovedguddom og siod tillige i stor Anseelse paa Halvøen. Hendes Helligdom i Tegea var fra gammel Tid et ukrænkeligt Tilflugtssted for alle peloponnesiske Folk ”2). Da den gamle Tempelbygning var brændt, opførtes (i Begyndelsen af det 4de Aarh.) ved Skopas en ny, som i Størrelse og Pragt overgik alle andre Templer paa Peloponnes?”), og i Nærheden af samme holdtes Kamplege til Gudindens Ære, der kaldtes 76) I Patræ dyrkedes Athena Panachais (Paus. VII, 20), i Mantinea Athena Alea (Paus. VIII, 9). 77) En autonom Mynt fra Psophis med Athenas Hoved er udg. i Archiol. Zeit. 1849 S. 95 Nr 37. 78) Paus. III, 5. 79) Paus. VIII, 45-47. 177 Ålaia?). Der fandtes ogsaa andre Steder Templer for Athena " ÅAlea, saaledes i Mantinea%"), i Alea i det stymphaliske Distrikt 2) og i Lakonien%?). Dersom man vil antage, at Prægningen af disse eensaårtede Mynter er foranlediget ved en politisk Forbindelse, maååe de henføres til Perioden efter Slaget ved Leuktra (371), da Spartas Magt var i Aftagen; thi Tegea, der tidligere havde staaet paa spartansk Side, forlod da denne Stats Parti og sluttede sig efter den Tid nærmere sammen med de øvrige Folk paa Peloponnes. Men Grunden til disse Mynters Prægning maa vel nærmest søges i en Handelsforbindelse, der har bestaaet imellem de nævnte Byer, idet een af Hovedveiene igiennem Peloponnes gik fra den argoliske Bugt over Tegea, Mantinea og Psophis til Olenus og Patræ ved den korinthiske Bugt. Det er i det foregaaende antaget at være Athena Alea, hvis Hoved er fremstilt påa de foreliggende Mynter. Dette behøver en nærmere Forklaring. Der findes paa Tegeas Mynter to for- skiellige AÅthena-Hoveder, det ene med en rund Hielm som her (kun med den ÅAfvigelse, at Kindklappen er opslaaet), det andet med en korinthisk Hielm. Foruden Athena Aleas Tempel var der i Tegea et andet for Athena Poliatis, i hvilket Medusas Haar opbevaredes, som skulde beskytte Staden mod fiendtligt An- greb%"); det er da rimeligt, at det ene Hoved forestiller den første Gudinde, det andet den sidste. Da Athena påa de Mynter, hvor mån seer hende give Cepheus eller hans Datter Sterope Medusas Haar, er fremstilt med korinthisk Hielm, skal vel det paa Adv. afbildede Hoved, der bærer samme Hielm, forestille Athena Poliatis, og Hovedet med den runde Hielm maa da ansees for Athena Aleas. Det berømte Billede af denne 80) Paus. VIII, 23, jvfr Bæckh C. Inser. N'? 1515. 81) Paus. VIII, 9. 83). Paus. VIII, 23. 83) Xenoph. Hell. VI, 5,27. Paus. III, 19. 83) Paus, VIII, 47, jvfr Apollod. 11, 7, 3. 178 Gudinde, som var opstilt i hendes Hovedtempel og senere af Augustus blev bragt til Rom, var et gammelt Elfenbeens-Bil- lede, forfærdiget af Eudæos i Begyndelsen af det dte Aarh. 3), og maa have været i den ældre Kunsstiil.. Det Athena-Hoved med rund Hielm, som er det sædvanlige påa Tegeas Mynter, bærer imidlertid ikke Spor af denne Stiil; det maa altsaa an- tages at have været en fri Efterligning af det gamle Billede. 86) Derimod hår Athenas Hoved paa den ovenfor anførte tegeatiske Mynt, som synes ældre end de øvrige, en næsten archaisk An- sigtsform (at dømme efter den paa Tavlerne til Fortegnelsen over Ålliers Samling givne Afbildning), og paa de Mynter, som vi ovenfor have antaget at være prægede efter samme i de andre Stæder, især påa den fra Olenus, er det af en vis streng Cha= rakteer, som minder om den ældre Kunst. Flere Archæologer have meent, at der i Athena Aleas Tempel ogsaa fandtes en Billedstøtte af denne Gudinde, udført af Skopås, som haåvde bygget Templet”); dersom dette havde været Tilfældet, kunde Hovedet paa Tegeas Mynter antages at have været laant fra samme; men af Pausanias's Omtale af Billedstøtterne i dette Tempel mååa man udlede, at der i samme ikke har været noget 85) Paus. VIII, 46. Man har tidligere uden tilstrækkelig Grund henført Endæos's Levetid til den ddde Olympiade; Brunn i Gesch. griech. Kiinstler I, S. 98-101 har viist, at han maa antages at have levet omtr. ved den 70de Olympiade. 86) Brøndsted (s. Voy. en Gr. II, p. 307-8, pl. LILI, 2) meente, at Åthenas Hoved med rund Hielm, som findes paa Adv. af den Sølvmynt, der har den angribende Heros paa K., var taget af Eudæos's Billed- støtte, og da Hielmen paa dette Hoved syntes ham at være bevinget, sluttede han deraf, at Billedstøtten havde baaret en Hielm med Vin- ger. Men det er formodentlig den opslaaede Kindklap, der hår forekommet Brøndsted at være en Vinge; paa det Exemplar, der findes i det britiske Museum, sees ikke Vinger paa Hielmen, og. såaa- danne ere heller ikke anfårte i Mionnets Beskrivelse af denne Mynt (S.IV p. 292 N? 112). 87) Gerhard Prodomus S. 142, Krause i Pauly's Real- Encyclop. der dl. Alterth. Wiss. V, Minerva S. 52, og Walz s. St. VI, Skopas S. 874. 7 DØ andet Billede af Athena Ålea end det gamle, som Eudæos havde forfærdiget. 8) 12-13... Æolis i Ætolien. Nr 12, i det britiske Museum, er udgivet i Payne Knights Museum (p. 10, D, 13), hvor den er tillagt Elis; Nr 13, der fandtes i Welzls Samling, er ligeledes i Fortegnelsen over denne (N”? 4269) anført under Elis. Det æoliske Digamma var, som bekiendt, det gamle Begyndelsesbogstav af Eleernes Navn, som påa alle deres autonome Mynter er skrevet FAAEIOI, sædvanligt forkortet til FA og undertiden til F. Dionysos's Dyrkelse var den fremherskende i Staden Elis89), og det vides, at Guden der blev tilbedet under en Tyrs Skikkelse.?) — Henførelsen af disse Mynter til Elis kunde då synes at være vel begrundet. Men disse Mynter maae sammenlignes med to andre Myn- ter, som ligeledes have Overdelen af en Mennesketyr. påa Adv. og et stort F paa BK. men have længere Indskrifter tilføjede. Den ene, i det franske Kabinet, er udgiven i Mionnets Værk blandt de uvisse Mynter?);-den har paa BK. endnu Navnet KAA- AIPOA. Den anden, forhen i Museum Hedervarianum, er først udgiven af Wiczay?”), derpaa af Sestini?); den har ogsaa påa Adv. en Indskrift, og paa K. en længere Indskrift end den foregaaende, begge utydelige og ufuldstændige, som ere blevne restituerede af Sestini. sHer meddeles under Fig. a k. af Mynten i det franske Kabinet efter Stikket hos Mionnet, under 88) Jvfr Koner De rebus Tegeatarum (1843) p.20 og Brunns Gesch. der griech. Kiinstler I S. 320. 89) Paus. VI; 26. 9%) Plutarch Quæst. gr. 36. 31) Mionn. VI p. 632 n? 135, pl. LIV, 6. — 82) Mus. Hederv. p. 25 n? 594 under Venafrum Campaniæ, og p. 46 0” 1264 under Incerti Italiæ, tab. III, 70. 33) Lett. num. VII (1820) p. 2, tav.I, 1; Class. gener. (1821) p.44; Mus, Hederv. II (1830) p. 58. 180 Fig. b K. af Mynten i Mus. Hedervar. efter Stikket hos Wiczay, og under Fig. c begge Sider af samme Mynt med de af Sestini restituerede Indskrifter, som denne har ladet dem afbilde. Sestini henførte disse Mynter til Kalydon i Ætolien, idet han af et Sted hos Thucydides (III, 102) uddrog, at denne Stad tidligere havde havt Navnet Æolis. Den antagne Indskrift paa Adv. supplerede han: AIOAEH, hvilket han ansaae for Navnet paa Staden eller dens Indbyggere; ved Overdelen af Menneske- tyren meente han, at Evenus, Guden for den Flod, ved hvilken - Staden laååe, var fremstilt. Omskriften påa K. læste han KAAAIPOA AIOAEOIN og forstod Ka/lltroa om en Øvrigheds- person, der havde dediceret denne Mynt til (eller præget den for) Indbyggerne af Staden Æolis. Det store Bogstav F antog han for éensbetydende med K og for det gamle Begyndelses- bogstav af Navnet Kalydon, idet han henviste til to Mynter fra Cyzikus og Kalcedon, påa hvilke det første Bogstav af Navnet skulde have en lignende Form. Sestinis Forklaring af denne mærkelige Mynt er siden bleven drøftet af Cavedoni.?) — Denne Numismatiker har bifaldet Hen- førelsen til Kalydon eller Æolerne i Ætolien, men tillige giort opmærksom paa, at F ikke kunde være Begyndelsesbogstavet af Kalydons Navn, men at det var det æoliske Digamma, som findes paa Mynterne fra Elis og Axus, og maatte opfattes som det gamle Begyndelsesbogstav af Æolernes Navn. Med Hensyn til Kallitroa har han fremsat den Conjectur, at det var Navnet paa den af Pausanias (VII, 21) omtalte Kilde i Nærheden af Kalydon, og meent, at indskriften skulde betegne: de ved Kalydons Kilde Kallirhoa boende Æolere, 91) Spicil. num. p. 75-77. | | | 181 Det sees af Wiczays Beskrivelse og Afbildning, åt Ind- "skriften paa denne Mynt er meget utydelig. Han troede at see Bogstaverne FOINAF og henførte derfor Mynten til Vena- frum i Kampanien; af de Bogstaver, der findes paa det af ham givne Stik, er der ikke andre end OIN og A (det sidste Bogstav af Navnet Kallirhoa), som stemme med Sestinis Læsning. Det bliver da Spørgsmaalet, hvorvidt det er lykkedes Sestini at bringe den oprindelige Indskrift frem. At der har staaet KAAAIPOA foroven, kan vel ikke be- tvivles, da den tilsvarende Mynt i det franske Cabinet her tiener til Veiledning. SOIN maa ligeledes have staaet til venstre, da disse Bogstaver ere tydelige påa det første Stik og optagne af Sestini. Men Læsemaaden AIOAEOIN kan ikke være den rette ; saavel Sestinis som Cavedonis Forklaring af Indskriften paa RK. har altfor meget imod sig til at kunne antages. Det Bogstav, som Sestini har anseet for E, har paa det af Wiczay meddeelte Stik sin Plads lige i Randen af Mynten; der er kun lidet tilbage "af det, og dette lidet lader snarere formode et K. Jeg troer derfor, at der til venstre maa læses KOIN a: KOINON, commune, der oftere bruges til at betegne de af et Folk eller en Pro- vinds prægede Fælles-Mynter, og at til højre det forkortede Navn paa Folket er anbragt. Hvad nu dette Folk angaaer, finder jeg det sandsynligt, at her virkelig har staaet AIOA, og ikke f. Ex. Navnet påa Eleerne FAAE (see ovenfor), og at der ved disse Æolere maa tænkes paa et Folk af denne Stamme, der har boet i Ætolien, ikke i andre græske Lande. Grun- dene herfor ere følgende. Hovedet af en Mennesketyr er, som bekiendt, den fremher- ”skende Typ paa Akarnanernes Mynter til at betegne Flodguden Achelous og er navnlig paa Oeniadernes Mynter fremstilt skiæg- get ligesom her, men forekommer ikke paa andre Mynter fra Grækenland; skiøndt ogsaa Dionysos og andre Flodguder kunde 182 ing re fremstilles saaledes ?3), ligger det altsaa nærmest, at antage dette Hoved for Achelous's og at søge Prægestedet i Oeniadernes Na- boskab. Navnet Kallirhoa viser ligeledes hen til denne Egn. Ifølge det mythiske Localsagn var nemlig Kallirhoa en Datter af Achelous og Moder til Akarnaån, der grundlagde Akarnanien ?%), og der var, som oven bemærket, nærved Kalydon en Kilde, der bar dette Navn; derimod findes ikke Navnet Kallirhoa i Elis eller de eleiske Myther, ligesaalidt som paa andre Steder i Grækenland, som her kunde komme i Betragtning”). Hvad Æolere i Ætolien angaaer, tyder allerede det mythiske Sagn paa, at endeel af Befolkningen i det Sydlige af Landet hørte til denne Stamme, då Kalydon, Søn af Ætolus og Anlægger af Staden, sagdes at have været formælet med Æolia.%) Af det anførte Sted hos Thucydides erfares, at det ætoliske Landskab, i hvilket Stæderne Kalydon og Pleuron laae, altsaa den sydvestlige, til ÅAchelousfloden grændsende Deel af Ætolien, havde havt Navnet Æolis.??) Paa et Sted hos Herodot, hvor der er Tale om Æto- lien19), og paa et Sted hos Xenophon, hvor Kalydon siges tid- ligere at have været ætolisk”"'), bør, som det synes, i Over- eensstemmelse med Thucydids Udsagn ætolisk rettes til æolisk. Hos Theokrit træffer man Ordet æolisk som eensbetydende med kalydonisk.”%) — De foreliggende Mynter synes vel ikke at være 95) Jyfr Streber Ueber den Stier mit dem Menschengesichte i Baier. Acad. Skr. 1835-36. 96) Apollodor III, 7,5-7.. Pausan. VIII, 24. 97) Endnu kun i Athen, hvor Kilden Enneakrunoi ogsaa' kaldtes Kallirhoa: 98) Apollodor I, 7, 7. 99) Thucydid. III, 102: ”Avsywencav ovz ini IIskonmovvnoov, dXN ås 7nv Atokide, tyv viv zukovuævnv Kalvdøve xwi Måevgåve, xui ås TO TuvTn yweia. Sestini har af dette Sted udledet, at Staden Kalydon tidligere havde hedt Æolis; men, saavel ifølge Texten som paa Grund af Formen Æolis, maa det forstaaes saaledes, at det er Landskabet, i hvilket begge Stæderne laae, som havde havt dette Navn. 100) Herod. VI, 127, jvfr Wesseling Dissert. p. 192. 101) Xenoph. Hellen. IV, 6,4. Jyfr Bloomfield Thucydides III, 102 p. 548 not. 107) Theokr. I, 56. Jyvfr Hesychius s. v. Afolizxor Féoua. kd 2 JER ældre end det 4de' Aarh., medens Thucydids Ord lede til at antage, at Navnet Æolis allerede paa den peloponnesiske Krigs Tid vår fortrængt; men der er intet til Hinder for åt antage, at den æoliske Befolkning har holdt påa sit gamle nationale Navn, efterat en anden Benævnelse hos de øvrige Grækere var bleven den almindelige, og Stedet hos Theokrit viser, at endnu i det 3die Aarh. Navnet ikke var gaaet af Brug. Endelig passer det æoliske Digamma paa Midten af kk. vel til det Anførte, naar man med Cavedoni anseer det for det gamle Begyndelsesbogstav af Æolernes Navn?9%%), der er anvendt som en Slags talende Typ. Det er vel ikke bekiendt, at Æolerne have havt dette Bogstav i Begyndelsen af deres Navn; men dette er dog tem- melig sandsynligt, da der i den æoliske Dialekt fandtes F foran mange ogsaa almindelige Ord, som i den fælles græske Dialekt havde en Vokal til første Bogstav"?%), og da Eleerne, som "ifølge Strabo havde bevaret den æoliske Dialekt?%), ogsaa havde F foran den første Vokal i deres Navn. Der staaer tilbage at forklare Betydningen af KAAAIPOA. Man tør neppe med Sestini antage det for Navnet paa en Øv- righedsperson; Endelsen & brugtes vel i den æoliske Dialekt istedetfor 70; men man kiender ikke Mandsnavnet Kx4Aiøbonc. Det lader sig heller ikke opfatte om Kilden ved Kalydon; man vilde ikke have anbragt en Kildes Navn, uden at det havde en " Fremstilling af Kilden at slutte sig til.7%%) Som KAAAIPOA her "er anbragt, ligger det nærmest at antage det for Navnet paa 103) Det kan ikke, som Sestini meente, være det første Bogstav af Kaly- dons Navn; Fer altfor forskielligt fra K, og der findes ellers ikke noget Spor af disse 2 Bogstavers Overgang til hinander. 104) See Ahrens De dialectis æoliecis (1839) p. 31 f., p. 169 f. og p. 226. 105) Strabo VIII p. 333. ' 106) Paa en Mynt fra en meget sildigere Periode, præget i Apamea i Phrygien under Keiser Gordian, findes KAAMIPOH som Navnet paa en Kilde; men det er sat ved Siden af Kildens Billede, et Løvehoved med udstrømmende Vand, for nærmere at betegne den. Sestini Med. gr. di piu musei (1828) p. 336, pl. XXV, 12. 13 184 Myntstaden, og denne er formodentlig Kalydon, der maa have været de æoliske Ætoleres vigtigste Stad. KAAYAON synes at være af samme Etymologi som KAAAIPOA. 797) Det er ikke usand- synligt, at Staden har havt dette Navn af sin Kilde, lil hvilken gamle Sagn knyttede sig; saaledes havde Edessa i Mesopota- mien tillige Navnet Kallirhoé af en riig derværende Kilde.798) Det er bekiendt, at mange græske Stæder skiftede Navn eller samtidigt havde flere Navne; undertiden beholdt man det ældre ved Siden af det nyere, undertiden gik det nyere igien af Brug og det ældre blev alene tilbage; det ene Navn blev undertiden benyttet af de Indfødte, det andet af Fremmede.799) — Det kan saaledes antages, at ogsaa Kalydon hos den æoliske Befolkning, muligt kun i en vis Periode, har været kaldt Kallirhoé. Om Indskriften påa Adversen er det vanskeligt at dømme, da her ingen findes paa Stikket hos Wiczay og Sestini kun læste a Bogsbavensn, sure NEH, hvilket Sestini ansaae for Slutningen af AIOAEH, er neppe rigtigt; der har vel snarere staaet et O istedetfor H, såa at den fuldstændige Indskrift har været AIO- AEQON. 107) Nemlig af den forældede Form vdos, Vand (Hesiod., Kallim. Orph. Arg.). 108) Plin. V,24: Ædessa, quæ guondam Antiochia dicebatur, Callirhoé a fonte nominata. Jvfr Steph. Byz. Mannert V, 2, S.277.. Navnet Kallirhoé forekommer ogsaa paa Mynter hørende til Edessa, nemlig med Indskriften ANTIOXEQN TQN EIII KAAAIPOHI, som rime- ligt ere prægede af en i eller ved Edessa grundet Koloni af Antio- "—, chiere.. Jyfr Buttmann Mythologus I S. 239-245. 103) Nogle Exempler blandt mange skulle her anføres. I Thessalien for- andrede Phlegyæ Navnet til Gyrton og Ephyra til Krannon.. Ægæ i Macedonien havde i ældre Tid hedt Edessa, hvilket Navn senere igien blev optaget. Ænus kaldtes af Thracerne Poltymbria. = Det ældre Navn for Øen Thera var Kalliste. Naxos havde ikke mindre end 5 Navne, iblandt hvilke Kallipolis (Plim. IV, 22), Chrysaoris, Hekatesia og Idrias synes at have været forskiellige Navne for den kariske By, hvilken Antiochus I gav Navnet Stratonicea. Disse Navne-Forandringer bleve især hyppigt foretagne af Kongerne; som bekiendt gave de macedoniske Konger, Lysimachus, de bithyniske, Seleuciderne og Ptolemæerne endeel ældre Stæder Navne efter sig selv eller deres Gemalinder. 185 Resultatet af det Anførte er altsaa, at disse to Mynter ere prægede i Kallirhoa (eller Kalydon) af de æoliske Byer og Com- muner i det sydøstlige Ætolien i Fællesskab, og de to Mynter med F alene paa K., som nærmest ere Gienstanden for denne Undersøgelse, bør da, ifølge deres Overeensstemmelse med hine, ogsaa henføres til Æolis i Ætolien, ikke til Elis. De ligne i Henseende til Fabrik og Kunststiil de ætoliske Sølvmynter, hvilket Sestini ogsaa har giort opmærksom påa med Hensyn lil den af ham forklarede Mynt. Vægten af de her omhandlede Mynter er mig ubekiendt. Nr 12 svarer i Størrelse til de ætoliske Sølvmynter med Hovedet af Ætolia""%) og det kalydoniske Vildsviin, og er formodentlig ligesom disse en Triobol af attisk-korinthisk Myntfod""); Nr 13 er da vel den tilsvarende Obol. 14. Phocis. Denne Mynt findes stukken paa Carellis Tavler til Nedre- italiens Mynter under Heraclea i Lucanien, saaledes at Mono- grammet paa kr. er fremstilt som et Kogger med et Baand (eller en Bue?), og Cavedoni har i Beskrivelsen til disse Tavler for- søgt at begrunde Henførelsen til Heraclea, dog ikke uden at udtrykke sin Tvivl saavel om Rigtigheden af denne som om Nøiagtigheden af Afbildningen.””) I det britiske Museum fore- findes et Exemplar af denne Mynt iblandt de ubestemte. Det er øjensynligt et af ØM sammensat Monogram, som indeholdes påa k. I det britiske Museum findes der en Kob- 110) Jyfr Paus. X,18, almindeligt anseet for Heroinen Atalantes. 111) Jyfr Boeckh Metrol. Untersuch.. S. 97-98. 112) Carellii Num. Ital. vet. ed. Cavedonius, Tab. CLXIII, 67, p.89. Paa denne Afbildning findes endnu I tilføjet. Paa Exemplaret i det kongl. Kabinet er den nederste Deel af B., hvor disse Bogstaver skulde befinde sig, noget angreben, og paa Exemplaret i det britiske Museum, af hvilket der haves en Afstøbning i Kabinettets Samling, er den samme Deel af Mynten noget slidt, saa at det ikke med Sik- hed lader sig afgiøre, om der her har været nogen Skrift. lgie fe. 1 bermynt fra Phocis, som påa Adv. har det forfra fremstillede Athenahoved, der er almindeligt paa de phociske Mynter, og paa. BK. indeni Laurbærkrandsen, istedetfor det sædvanlige É eller OQ, et af disse Bogstaver dannet Monogram, der er det samme som påa nærværende Mynt.”%) Det er da sandsynligt, at den hører til Phocis, uagtet Vasen paa Adv. ikke findes påa andre bekiendte Mynter herfra. Professor Steenstrup meddelte derefter følgende Iagttagelser og Bemærkninger om Hundesteilens Bændelorm Fasciola wnte- stinalis Linn. Schistocephalus solidus (0. F. M. prod. Z. D.X) Hundesteilens Bændelorm, der, imod alle andre Bændel- ormes Natur, ikke lever i selve Tarmkanalen hos Fiskene, men derimod udenfor denne i Bughulen, er påa mange Steder her i Landet en overordentlig hyppig Gjæst saavel hos den større som den mindre Hundesteil (Gasterosteus aculeatus L. og G. pun- gittus 1). Paa et saadant Sted vilde et jævnligt Ophold eller Be- søg upaatvivlelig snart sætte Naturforskeren istand til at forfølge denne Bændelorms Udvikling, dens Overffytning fra Fiskene i de Fugles Tarmkanal, hvori den findes forplantningsdygtig, og den nye Indvandring af dens Yngel i Fiskene igjen. — De enkelte Besøg, som jeg i senere Åar har gjort paa slige Punkter, hvor Hundesteilene vare stærkt hjemsøgte af denne Orm, have vel langt fra ført mig til nogen sammenhængende Anskuelse om Ormens Historie, men det lykkedes mig dog for endel Aar siden (1847 og 1851), under et flere Ugers Ophold ved en meget lille 118) Haarwood Sel. num. gr. Tab. V, 8 p. 34. Mionn. $. III p. 496 n” 23 (jvfr n? 20). +) Under Forudsætning af, at virkelig den af Zoéga fundne, i Der Naturforscher XVIII St. p. 25 not. udførligen beskrevne Bændelorm fremdeles kan åansees for aldeles identisk med Hundesteilenes. 187 Indsøe i det nordlige Sjælland (Græse-Søe, ikke langt fra Fre- derikssund) at iagttage enkelte Forhold, der, som mig synes, kunne tjene til væsentligen at berigtige de Anskuelser, man har dannet sig om denne Bændelorms Overflytning fra Fiskens Bug- hule til Fuglenes Taårme, og om dens Betydning for de Fisk, hvori den lever. Det var, som bekjendt, denne Bændelorm, hvormed vor fortjente Professor P. C. Abildgaard anstillede det første Forsøg, Videnskaben har at opvise, med Indvoldsormes Over- førelse fra det ene Dyr til det andet, — Begyndelsen til en Række Forsøg, der i det sidste Decennium ere blevne plan- mæssigen gjennemførte efter en større Maalestok og have bragt Videnskaben og Livet betydelige Resultater, — og hvorved han godtgjorde Sandsynligheden af, at det til flere Indvoldsormes fuldstændige Udvikling var nødvendigt, at de maatte flyttes fra det ene Dyr til det andet, eller saa at sige omplantes i en anden Jordbund. Det Abildgaardske Forsøg bestod deri, at han, ledet af visse Ligheder imellem Hundesteilens Orm og Bændelormene hos visse Vandfugle, lod tvende almindelige Husænder tre Dage i Rad æde Hundesteile, der vare fyldte med hine Orme; efter faa Dages Forløb fandt han i den ene And 1 af Bændel- ormene, men i den anden 63 af disse levende og i bedste Be- findende og netop med det Udseende, der karakteriserede de Bændelorme, han ellers havde fundet hos Vandfuglene”). Dette Udviklingsforhold mellem Hundesteilenes og visse Vandfugles Bændelorme have senere Naturforskere, navnlig Creplin”), fundet bekræftet, og paa Grund af hint Forsøg fremstilles det derfor nu almindeligt, at Vandfuglene faae denne Årt af Bændelorm ved at sluge de Hundesteile, hvis Bug- huler ere svangre med den, og at de altsaa blive smit- tede, som det hedder, med Ormen igjennem Fiskene som t) Naturhistorieselskabets Skrifter. I. B. I. H. 1790. S. 57. 7%) Creplin. Novæ observationes de Entozois. 1829 p. 90—96. 188 Fødemiddel. Selve Fremstillingerne af de nyeste Forings- forsøg med Indvoldsorme, naar de tillige give disse Forsøgs Historie”), fremstille det paa denne Maade, og saaledes er det ogsaa optaget i de seneste specielle Værker over Ind- voldsormene””). De Iagttagelser, jeg har havt Leilighed til at gjøre over denne Dyreart, formene mig dog at antage, at Bændelormens Over- førelse fra Fiskene til Fuglene skulde i den frie Natur just gaae for sig påa denne Maade; skeer det maaskee nu og da saa- ledes, såa synes det mig under alle Omstændigheder at maatte være en Undtagelse fra Reglen. I den ovennævnte lille Søe ved Græse fandtes store Stimer af Hundesteile (Gasterostus pungitius) gaaende langs med Bredden, især paa de mere lavbundede og dyndede Steder, og disse Fisks opsvulmede Bug og hele Bevægelse røbede noksom, at de vare i høj Grad Værter for' de Orme, om hvilke her er Tålen. Hvor gjennemgaående de våre angrebne af Ormene, vil sees deraf, at jeg d. 27 Juli 1847 i Kætserne indfangede og undersøgte Tiere efter Tiere af Hundesteilene, og fandt, at af de første 10 Fisk havde 6 hver 1 Bændelorm, 3 havde 2og1—0; af de næste10Fiskhavde 5. . 1 — 3 — 2, 2—3; af de næste 10 Fisk havde alle 10 1 — — — 10 — havde 8 — — 2; l ze — "10 — havde 8 1 berd EO Evers eg — — — 6 — havde 4 1 VO XO 09. VO | lalt var der altsaa blandt disse 66 Individer 49, der hvert £) mv. Siebold. Ueber die Band- und Blasenwirmer 1854. S. 40—41. 4%) Diesing. Systema helminthum, p. 588 et 585. ,,In piscium generis Gasterostei cavo abdominis primitive, cumque illis in avium intestina pastu translata” — ,,cum gasterosteis in intestina (avinm) pastu trans- lata”. 189 havde een Bændelorm, 14 som havde to, 2 med tre, og kun een eneste Fisk var fri for dem. Efterat jeg den næste Dag (28 Juli) havde gjentaget dette Eftersyn påa et idetmindste ligesaa stort Antal af Fisk, uden at træffe een eneste af dem fri for Orme, bemærkede jeg tillige, at der i de Strækninger af Vandet, hvori disse Stimer fornem- ligen strøg, fandtes paa Søens dyndede Bund ikke faa døde Hundesteile. Ved nøiere Betragtning af Bunden overraskedes jeg ved at see tvende hvide Bændelorme bevæge sig langsomt ovenpaa Dyndet, og det faldt mig da straåx ind, at disse maatte vel være komne fra hine døde Fisk, hvis Bughule de havde forladt. Med Kætseren optog jeg nu fra Bunden 12 af de døde Hunde- steiler, og fandt da virkelig ogsaa, at de a/Ze havde en aldeles sammenfalden Bughule, a//e vare frie for Orme, men alle havde de tillige et lille rundagtigt Hul påa Bugfladen, hvoraf disse maatte være udkrøbne. Fortsat Søgen gåv mig fremdeles inden faa Timer et langt større Antal og deriblandt flere, der vare nylig døde eller døende, og af hvilke Ormene igjennem det lille Hul vare ifærd med at udkrybe, idet de vare komne halvt uden- for Bughulen. Dette bragte mig ikke allene fuldkommen Vished om, at Ormen selv banede sig Vei igjennem Fiskene, men til- lige Formodning om, åt Ormens Udbrud igjennem Bughulen var nærmeste Aarsag til Fiskenes Død. For at komme til nogen større Sikkerhed i sidste Henseende, indfangede jeg endnu samme Eftermiddag mange af de angrebne Hundesteiler og satte dem dels i et Fad med Vand, dels i smaa afspærrede Vand- partier ved Søbredden. Ud paa Aftenen fandtes fem af de i Vandfadet satte Fisk døde med sprængt Bughud og Ormene i Begreb med at udbryde, og om Morgenen vare disse komne ud af alle 5 Fisk og bevægede sig dvask i Fadet. De øvrige Hundesteile i dette døde ogsaa om Natten eller i Løbet af næste Dag, — det er jo noksom bekjendt, hvor lidet denne Fisk selv i sin sundeste Tilstand taaler at være indespærret i smaa Vandbeholdninger —, men det var dog langtfra at Ormene gik 19% ud af dem alle; det viste sig nemlig kun at finde Sted, saavidt disse havde omtrent naaet den fulde Størrelse; kun naar en dræbt Hundesteile havde været Vært for to eller tre Bændelorme af ulige Størrelse, forlode ogsaa de mindre Bughulen, efterat denne først var gjennembrudt af det større Individ. I de smaa afspærrede Vandpartier var det gaaet paa samme Maade; om Morgenen traf jeg flere Fisk døde med hullet Bughud og flere frigjorte Orme, samt en enkelt endnu sig bevægende Hunde- steille, af hvilken Bændelormen allerede var to til tre Linier udenfor Bughulen. I de paafølgende Dage, indtil den 3die August, besøgtes hver Dag de sædvanlige Steder ved Søbredden, hvor jeg havde kunnet iagttage de ovennævnte Forhold, og stedse fandt jeg, at et større eller mindre Antal af disse hvide Orme "bevægede sig efter bedste Evne ovenpaa Dyndet, ligesom ogsaa alle de Hunde- steille, som jeg optog døde fra Vandets Bund, vare regelmæssig gjennemborede med det lille runde Hul og tomme for de Orme, der ellers fandtes i hvert eneste Individ, saa at sige, af de i de samme Vandstrækninger sværmende Smaa-Stimer af Hunde- steiler. Efter disse Iagttagelser hår jeg ikke længere turdet følge den tidligere antagne Mening, at denne Bændelorms Overførelse fra Hundesteilen i Vandfuglen skulde være en saakaldt »passiv Vandring«, det vil sige: at Ormen efterat have naaet et vist Udvik- lingspunkt i Fiskens Bughule skulde der roligen afvente Fiskens Slugning af Fuglen og dermed sin Skjæbnes Afgjørelse. Ormen arbeider til en bestemt Tid altfor kjendelig påa sin Frigjørelse fra Fisken, til at man ikke skulde antage, åt en activ og mere fri Vandring naturligen forestod den. Det synes mig ogsaa rimeligt, at Ormenes ringe Bevægelser over Dyndet vel kunde lokke Fuglene til umiddelbart at sluge dem; og med Hensyn hertil maa det påa den ene Side vel erindres, at allerede .46%dgaard tilstod, at han i de vilde Fugle, i hvis Tarme han havde fundet disse Bændelorm, aldrig havde kunnet finde mindste Levning af 191 Hundesteilene, med hvilke de antoges at være indførte i Fuglenes Fordøielsessystem”), og paa den anden Side at Hundesteilene, for- medelst deres udspærrede spidse Finnepigge, ikke gjerne søges af Vandfuglene, då de ere et farligt Fødemiddel for dem. Som Antyd- ning tilat et kortere eller lengere Ophold i Vandet forestaaer denne Bændelorm, maa man endeligen lægge Mærke til den Egenskab hos den, åt den kan i lang Tid vedligeholde Livet i Vandet; jeg har seet Ormen endnu bevæge sig efter flere Dages Forløb, "og Abildgaard, der ogsaa fremhæver denne Eiendommelighed, har seet den leve otte Dage i fersk Vand”), hvilket vist neppe vilde være Tilfældet, var Ormen bestemt til at gaae over i Fug- lene indesluttet i Hundesteilens Bughule, som i et Hylster. Om det nu end forekommer mig rimeligst, at denne Bæn- delorm, idet den vandrer frit ud i Vandet, der bliver slugt af Vandfuglene, kan jeg dog ikke undlade at gjøre opmærksom påa, at det nok kunde være, at den dog paa helt andre Maader kunde komme ind i disses Tarme, idet den maaskee først blev slugt af et andet Dyr f.Ex. den store sorte Igle »Hesteiglen», Hzrudo sangvisuga Mill. Aulacostoma gulo (Braun), hvis fornemste Føde ellers de paa fugtige Steder levende -Regnormeformer er, og dette Dyr atter slugtes af Fuglene. Idetmindste havde denne Igle usæd- vanligt travlt paa de Steder, hvor jeg anstillede disse Undersøgelser, og fra hvilke de hvide Bændelorme forsvandt, uden at jeg kunde komme efter, hvor de vare blevne af. Jeg antog at de vare krøbne lidt ned i Dyndet, fandt ogsaa enkelte skjulte under et tyndt Dyndlag, men dette var ikke tykkere, end at det nok maaskee ved Vandets svage Bevægelse kunde være skyllet op over dem. Jeg kom for sent paa Mistanken imod de nævnte Igler til at jeg kunde faae fat paa ret mange af dem, og kun i cen af disse fandt jeg Bændelormen, og det var i et Individ, der i 7) Abildgaard paa anf. St. S. 56. Hs: St. S. 54. 192 flere Timer havde været i Glas med Hundesteiler og frie Bæn- delorme, saa deraf intet tør sluttes. Saa bestemt som disse Iagttagelser synes at bevise, at en Bændelorm, efterat den allerede har naaet en ikke ubetydelig Størrelse og maaske har fremskudt alle sine talrige Led eller nye Individer, om end disse endnu ikke ere blevne forplant- ningsdygtige, rege/mæssig begiver. sig paa en activ Udvandring af dens Vært, ligesåaa bestemt synes de ogsaa at antyde, at Værten regelmæssig gaaer til Grunde og dræbes af Bændelormen, saa- snart denne har opnaaet den Udvikling, som Opholdet i Værten kan give den. Ogsaa dette Forhold er meget mærkeligt, og det er en ny Bekræftelse paa den Sætning, at det ikke er de udviklede og i Tarmkanalen boende Bændelorme, der i høi Grad hærje Organismerne, men netop deres tidligere Udviklingstilstande udenfor Fordøielsessystemet, der ere de farlige Gjæster (man sammenligne hermed de store Forstyrrelser, som Blæreormene frembringe i Forhold til de af samme udviklede Bændelorme o. s. fr.). Alle Forfattere angive de varme Maaneder, Juni, Juli, Au- gust, som det Tidspunkt, da denne Bændelorm zsær findes hos Hundesteilen, og hermed stemme saavel mine Iagttagelser paa dette Sted som påa andre Steder her i Landet overens”). Jeg skal i denne Henseende tilføje, at jeg i Senhøsten (Begyndelsen af October 1851) fik Leilighed til at besøge samme lille Søe, hvilken man just havde begyndt at ville udtørre. Smaastimer af Hundesteiler fandt jeg da ikke strygende over de samme Stræk- ninger, som om Sommeren; dog kom de ved den ene Ende af Søen saa nær til Bredderne, at jeg kunde indfange 53 Stykker; t) Paa Island traf jeg endnu 12 September 1839 ved Ørebakke paa Sydlandet næsten samtlige Hundesteile i flere Vandpytter angrebne af denne Bændelorm; det var ikke sjeldent at træffe 3, 4, d5 Orme i samme Individ; i eet fandt jeg tretten. Det var den større Hunde- steile (Gast. aculeatus L.), Varieteten uden Skinner paa Bagkroppen. 193 kun to af disse vare saa tykbugede, at de udvendigen røbede sig som Ormeværter; og ved Aabningen viste de sig ogsaa som de eneste, der virkeligen husede Ormen. Naar man betragtede de enkelte iagttagelige Flokke nøiere, var der heller ikke noget i deres Bugs Farve eller i Bevægelserne, der antydede, at de vare angrebne af disse Fjender. Til den Aarstid tør Ormen altsaa antages at have omtrent fuldendt den Udvikling, som den er istand til at naae i Fiskene, og de faa, der vare tilbage, maåae vistnok ansees for Efternølere. (DE ERE REELT Hundesteilens Bændelorm, der allerede hos Lznné var Typus for en egen Slægt: Fascrola og efter mange Omstillinger endnu i nyere Systemer danner en egen Slægt for sig under Navnet Sehistocephalus Crepl., ansees for at være den af alle Bændel- ørmene, der slutter sig nærmest til Slægten Ligula, hvilken lige- ledes lever i vore Ferskvandsfiskes, nemlig Karpeformernes, Bug- hule og udenfor Tarmkanalen. Der turde maaskee, uden at lægge ligefrem Hovedvægten paa denne Tilnærmelse, være Grund til at formode, at ogsaa Arterne af Lzægula-Slægten vandre fri- villigen ud igjennem Bughulens Vægge. Jeg har idetmindste i senere Aar enkelte (3) Gange truffen Cyprinus-Individer døde, med gjennembrudte Bugsider og en lang Remorm i Nærheden af dem, og der er, som bekjendt, oftere blevet iagttaget levende Individer af disse Ormearter i Vandet. Ja det mangler ikke påa ældre, men oversete Iagttagelser, som synes at sætte disse alenlange Ormes frivillige Udvandring af Fisken udenfor al Tyivl. Hos Goeze, Versuch einer Naturgeschichte der Eingeweide- wWirmer thierischer Kårper, 1782, S. 189, hedder det om Brasenens Remorm, [som; han kalder Fasczola wæntestinalis L., fordi Lanné delvis under dette Navn ogsaa havde indbefattet Karpeformernes Bændelorme]: »Im folgenden Jahre bekam ich wieder einen Transport solcher Fische von Berlin, in denen sich die Fieke zum Theil durch den Rucken durchgebohrt hatten, zum Theil RE aber noch ganz im Fleische steckten. Bey den Fischern ist es daselbst eine bekannte Sache, dass solches besonders zu Ende des Augusts geschehe. Das Loch soll den Fischen verwachsen, und ihnen nichts schaden. Es scheint dieses der Oekonomie dieser Wirmer gemåss zu.seyn, dass sie den Ort ihrer Woh- nung verlassen, wenn sie ihre Brut abgesetzt, und ihren Lauf, andern Platz zu machen, vollendet haben.» Tab. XVI. fig. 9 fremstiller et Stykke af Brasenens Bagkrop med Hullet og den deraf udgaåaende Remorm i naturlig Størrelse. Til Slutning maa jeg endnu anføre Følgende: En Dag da jeg ved den nævnte Græsesøe søgte at samle de forskjellige Udvik- lingsstadier af vor sjeldne Padde Bufo fuscus, som just yngler der, tilbød en voxen Dreng, der passede Kreature i Nærheden, mig sin Hjælp, hvilken blev modtaget og var mig til megen Nytte; efter nogen Tids Forløb spurgte han mig, om jeg ikke ogsaa vilde have de »sorte Snegle«, saaledes kaldte han Hesteiglerne”), baade gamle og unge, »thi Alderen gjør ogsaa en stor Forskjel paa dem», og nu tilføjede han uopfordret, hvorledes efter hans Anskuelse de først med Alderen og Væxten blive sorte, at de halvvoxne ere brunlige og lysere, men »i deres første Oprin- delse altid ere hvide som Melk»; »de skabes i Hundstakkerne« sluttede han, og »vi kunne hver Dag see dem komme ud af Fiskene.» Det Overgangsled han satte imellem de hvide »nyskabte» Orme og "Hesteiglerne viste sig at være de smaa saakaldte Hundsigler, Hirudo vulgaris. Det Anførte er et Vidnesbyrd om, at Bændelormens Udgang af Hundesteilen ikke er Almuen ube- kjendt, og det turde maaskee endnu have Interesse som Exempel påa Almuens Trang til Combination af hvad den iagttager, om denne Sammenkjædning end ikke altid falder heldig ud; i det givne Tilfælde vare Forvexlingerne forresten ikke ulige dem, der til- 7) Dette danske Navn synes kun at have Hensyn til Dyrets Størrelse ; Hensyn hertil antager jeg ligeledes at ligge i Benævnelsen for den mindre Art: Hundsigle. 195 dels påa Grund af mangelfulde lagttagelser, men endnu mere ved Uagtsomhed under Affatningen fik Indpas i Linnés første Værker med Hensyn til disse Ormes Sammenhæng med Fladorme og Leverikter”). Men hvorledes man end vil betragte denne Linneiske Sammenførelse af fritlevende Dyr og Indvoldsorme, saa var den væsenlige Grund til den netop det Forhold, som jeg her har gjort opmærksom paa og paa hvilket Lønné under sin Reise paa Gothland just stødte, det, at Hundesteilens Bæn- delorm frivilligen forlader Fisken og gåaer ud i Vandet. Det er fra de kun faa Dage fra hinanden liggende Iagttagelser i Iter gothlandicum p. 182 og 250 man maa gaae ud, baade naar man vil opfatte det oprindelige Indhold af Lonné's Slægt: Fas- etola og af hans Art: F. intestinalis. Tillægsbemærkning. Medens jeg læser anden Correctur af disse Blade bliver jeg opmærksom påa et ældre Indlæg i Sagen om Hundesteil- bændelormens Ophold i Vandet, hvilket bør drages frem fra den Forglemmelse, hvori det synes at være kommen. I en lille Meddelelse i Verhandlungen der Gesellschaft naturforschender Freunde zu Berlin I. 1829, S. 388—91: »Ueber Lønné's im Wasser gefundene Bandwurmer» giver Professor Dr. Baer nogle i 1825 og 1826 i Nærheden af Kånigsberg gjorte lagttagelser over Bændelormens Hyppighed hos Hundesteilen og dens Forekomst i Vandet ikke blot i død men ogsaa i levende Tilstand. Han siger, at dens Forekomst i Vandet var Fiskerne velbekjendt og Z) Man sammenligne Linné Iter gothlandicum p. 182 og 250, Fauna svecica ed. 1ma no. 1274, ed. 2da no. 2075, Amoenitates acad. Il. p. 71, 86, 93; System. natur. VI. p. 214 no. 1, og X. p. 648—49, gen. 248. 1. 2; Pallas's Tilretteviisning i Neue Nord. Beitr. I. p. 79 og fi. St., og O. F. Millers i Der Naturforscher XVIII. St. p. 21—37. 196 tilføjer: »Wir trafen auch todte Exemplare von Gasterosteus pungitius, aus welchen, wie die aufgerissene Bauchhåhle zeigte, der Wurm hervorgetreten war. Von diesen stammten ohne Zweifel jene frey herumliegenden Botrzocephalen. Ob nun die unmåssige Vergråsserung des Wurmes die Eingeweide des Fisches so zusammenpresst, dass er endlich davon stirbt, und der Wurm den Fisch hiernach verlåsst, oder ob der Bandwurm den Fisch durchbohrt und ihm dadurch den Tod bringt, lasse ich unentschieden». Det er dette sidste, at Bændelormen dræber Fisken ved dens Udgang, jeg mener, at mine ovenfor givne lågttagelser have godtgjort. Paa Kassecommissionens Forslag besluttede Selskabet at sende endeel ældre, Selskabet tilhørende, Medailler til det Kongelige Myntcabinet. . I Mødet blev fremlagt: Modeller af Landhuusholdnings-Redskaber. Christiania 1857. Fra Baron SX. v. Waltershausen. Geologischer Atlas von Island und Erlåuterungen dazu. Gåt- tingen 1853. Fra (Admainistration des Mines de Russze. Compte-rendu annuel Année 1855. St. Petersbourg 1856. Fra United States Patent. Office. Report of the Commissioners of Patents for the Year 1855: Årts and Manufactures, Vol. I & II. Washington 1856. Agriculture. Washington 1856. 197 Fra Smithsontan Institution tv Washington. Tenth annual Report. Washington 1856. Fra American philosophical Society 1 Philadelphia. Proceedings, Vol. VI Nr. 55. Fra American Academy of Arts and Sciences + Boston. Proceedings, Vol. II Paåag. 185—248. Fra Prof. James D. Dana + New Haven. On American Geological History. New Haven 1856. Å Review of the Classification of Crustacea. Fra the Editors of Am. Journal. The American Journal of sciences ånd arts. Second Series Vol. XXII Nr. 64, 65 & 56. New Haven 1856. Fra Academy of Natural Sciences t Philadelphia. Journal, New Series, Vol. III, Part 3. Philadelphia 1856. Proceedings, Vol. VIII Nr. 3 & 4. Fra den hollandske Begjering. Flora Batava. 181 Aflevering. Fra Batavriaasch Genootschap von Kunsten en Wetenschappen. Tijdschrift vor Indische Taal, Land en Volkenkunde, Jaargang Il. Aflevering 1—6. Batavia 1854—55. — Deel IV, Nieuwe Serie, Deell, Aflevering 1—6. Batavia 1855. — — V, — — I, — 1—6. Batavia 1856. Fra Herr A. Erdmann i Stockholm. Några ord till belysning af den Geologiska Kartan åfver Fyris- åns Dalbåcken. Stockholm 1857. Om de iaktagelser åfver Vattenhåjdens [och Vindarnes Foran- dringar. 198 Fra Don Manuel Bico y Sinobas. Resumen de los Trabajos Meteorologicas correspondientes al ario 1854. Madrid 1857. Fra Umiversitetet + Christianza. Hørbye. Observations sur les Phenomenes d'érosion en Nor- vége. Christiania 1857. É eN 99 Mødet den 4" December. Conferentsraad Madvig holdt et Foredrag over de nylig fundne og (1857) udgivne Brudstykker af et latinsk historisk Skrift, der af Udgiveren (Dr. K. 4. F. Pertz) er betegnet med Tite- len Gaii Granii Liciniani Annales og antaget for at være et selvstændigt og betydeligt Værk, forfattet kort efter Sallusts Skrifter, men tidligere end Livius's Historie, altsaa i Augusts tidligere Tid, men som ved nærmere Prøvelse vil findes at være af en heelt anden Tid og Beskaffenhed. At dette strax oplyses, er af Vigtighed for at befrie den romerske Litteraturhistorie fra et forvansket Factum og de Slutninger, der yderligere kunde drages deraf. Imellem en Samling af henimod 500 Haandskrifter, der i Aaret 1847 indlemmedes i British Museum i London og som hidrørte fra et Kloster i Ørkenen nordvest for Cairo, findes et syrisk Haandskrift, nu ålene bestaaende af 14 Pergamentblade i Qvart, indeholdende Dele af en Oversættelse af Johannes Chry- stostomus' græske Homilier, der allerede i Catalogen er beteg- net som codex rescriptus, d.e. skjulende en ældre Skrift under den, der nu viser sig. Ved en nærmere Undersøgelse, begyngt i1855 af den bekjendte Historiker og Udgiver af tydske historiske Kildeskrifter, Pertz, og fortsat og fuldendt 1856 af hans ovenfor nævnte Søn, viste sig det hidtil, saavidt vides, ikke ved noget Oldhaandskrift bemærkede Forhold, at Bladene, dog kun de 12, vare endog dobbelt rescripti, idet der ved Anvendelsen af che- miske Midler. nærmest under den syriske Skrift fremtråadte en latinsk Cursivskrift, efter Udgiverens vist meget usikkre Angi- velse, fra det dte Aarhundrede, af grammatisk Indhold, men hvoraf kun enkelte Ord ere læste, og under denne atter en 14 200 ældre latinsk Majuskelskrift, som Udgiveren, den yngre Pertz, henfører til det andet eller tredie Aarhundrede efter Christus, hvis Indhold er historisk og angaaer den romerske Kepublik. Denne underste Skrift fremtraadte iøvrigt ved den chemiske Paavirkning tidligere end Cursivskriften og maatte, saavidt muligt, læses, førend den ved dennes Fremtræden blev utydeligere end den allerede var blevet ved Bestræbelsen for at udslette den og berede Pergamentet til den senere Brug. Af nogle af de 94 Sider har derfor slet Intet eller saagodtsom Intet kunnet læses; men ogsaa påa de øvrige Sider er der paa ikke faa Steder læst aabenbart galt, og Udgiveren har i det Hele ikke besiddet saa sikker Sprogtakt, at den kunde underståtte og lede hans Øie tilstrækkeligt, — Mangler, hvorom ogsaa baade hans egen Vaklen i Angivelserne og hans stundom høist uheldige Rettelser og Suppleringer vidne. (Derimod har den bekjendte Philolog og Historiker 7%. Mommsen ved at gjennemlæse Cor- recturarkene af Udgaven meddeelt en Mængde gode Rettelser ved Siden af mindre heldige, ligesom ogsaa Philologen Bernays har givet Bidrag til Textens Berigtigelse.) Over de to Skrift- columner læses paa adskillige Sider Lzcznianr og paa de mod- satte Sider Bogtal (lib. XXVI o.s.v.). Den ældre Pertz meente eet Sted at læse C. (G.?) Granit Liciniani, men Sønnen har Intet | kunnet see af C. Gran, og det er i sig selv aldeles usandsyn- | ligt, at Forfatternavnet paa een Side var angivet anderledes end | paa de andre; den yngre Pertz angiver i Fortalen paa eet Sted | at have læst C. Liciniani, men i Aftrykket selv findes ikke C. | Bogtallene ere tildeels usikkre, eet aabenbart galt, da det høieste | Tal (XXXVI eller XXXVIINN) angives at findes paa et (derfor af P. som det sidste aftrykt) Blad, der efter Indholdet aldeles aabenbart er det næstførste. (Ogsaa et andet Sted er det sand- synligt, at to Blade bør omsættes. Pertz fandt 1856 Bladene, |: af hvilke de 8 før parviis hængte sammen og i det syriske | Haandskrift dannede en sammenhængende quaternio eller et Hefte | af 4 Dobbeltblade, opløste.) 201 Indholdet bestaaer, som sagt, af Brudstykker af den romerske Republiks Historie. (Da man i den Tid og ved den Fremgangs- maade, hvorfra codices rescripti stamme, til ny Skrift kun be- nyttede de Blade af det oprindelige Haandskrift, påa hvilke man nogenlunde havde kunnet fjerne den gamle Skrift, men bort- kastede de øvrige, er der altid i den ældre Text, som vindes af codices rescripti, foruden de ulæselige Steder, Huller, der ere opstaaede ved Bortkastelse af Blade, og her, hvor Pergamentet to Gange hår været underkastet denne Behandling, ere kun enkelte usammenhængende Blade eller Dobbeltblade opbevarede.) Ved Angivelsen af dette Indhold vil det være hensigtsmæssigt strax at sammenstille det med Livius. Det første Blad (S. 3-4 i Pertz's Aftryk) indeholder paa den anden Side (paa den første kan slet Intet læses i Sammenhæng) et Stykke af en til en historisk Begivenhed, hvis Omtale imidlertid paa første Spalte er bleven uforstaaelig og Begivenheden ukjendelig, knyttet anti- qvarisk Digression om en vis af de romerske equites anvendt Fægtemaade, sammenlignet med en spartansk Indretning, og en Forklaring af Navnet flexuntes for de romerske Riddere (Ryttere). Conferentsraad M. mener, at Stedet enten kan henføres til Con- sulerne T. Manlius Torquatus I og P, Decius Mus (338 f. Chr.) eller en senere Tid, idet han til Sammenligning henviser til den tilfældige Omtale af en anden Indretning og Fægtemaade ved Rytteriet i den anden puniske Krig hos Livius 26, 4. Det næste (hos Pertz sidste) Blad svarer til, hvad Livius 41, 25 har ved Aar 175, en af Polybius oversat Skildring af Antiochus Epiphanes af Syrien og hans Besynderligheder; Oversættelsen af Polyb gjenkjendes ogsaa her. Dog er det sandsynligt, at Forfatteren af disse Brudstykker har trukket denne Skildring ned til Antiochus' Død (164 f. Chr.).. Der synes (S. 26 Col. 2, ikke forstaaet af Pertz) at nævnes zier Gracchi, der da vil være den hos Polyb (XXXI, 5, 9, 19) og Diodorus Siculus (II p. 583 Wess.) omtalte Gesandtskabsreise i Asien A. 164. Det tredie Blad (S. 5-6 P.) hører til A. 162 f. Chr., Livius B. 46 (P. Lentulus, Consul i hiint 14" 202 Aar, syriske Successionsstridigheder; fra 46 af haves, som bekjendt, af Livius kun de yderst korte Indholdsangivelser, epi- tomæ, af de enkelte Bøger); paa det fjerde Blad (S. 7-8 P.) læses Anecdoter af en ubestemmelig Tid, dog passende til Tiden noget efter 162; Bladene 5 og 6 (S. 9-12) høre til A. 105, til Cimbrer- og Teutonerkrigen i Gallien. Bladene 7 og 8 (S. 13-16) angaae Cinnas og Marius' Kamp med Optimaterne A. 87, Liv. 79 og 80, Blad 9 og 10 (S. 17-20) Sulla i Grækenland og Åsien, Liv. 82 og 83, Bladene 11 og 12 (S. 21-24) endelig, om hvilke det formedelst Ulæseligheden af Meget ikke kan sees, om de hænge umiddelbart sammen, angåaae den Cn. Pompejus af Sulla tilstaaede Triumph, Sullas Tilhagetræden og Død, ÅAarene 80 (79), 78, 77, Livius 89, sidste Deel, og 90. Pertz har nu i den Licinianus, hvis Navn findes paa disse Blade, villet gjenkjende en hos den grammatisk-antiqvariske Com- pilator Macrobius (omtrent ved 400 efter Christus) i Saturnalia (1, 16 p. 281 i Bipontinerudgaven) og hos Servius i Commen- taren til Æneiden (I, 737) om antiqvariske Gjenstande citeret Skribent Granzus Licintanus; men denne Granius Licinianus har han atter identificeret med en hos Festus (der kun citerer ældre, den republikanske Tid tilhørende Skribenter) nævnt Gra- nius, der under Navnet Granzus, Flaccus hos Macrobius (Saturn. I, 18) forbindes med Terentius Varro, og hos Censorinus (de die nat. c. 3) fremtræder som Cæsars Samtidige. Denne gjør han til Forfatter af et meget udførligt Værk over romersk Hi- storie, hvoraf da de her omhandlede Brudstykker skulle være, der altsaa blive ældre end Livius, overhovedet den ældste om- fattende Levning af et latinsk Værk over den hele romerske Historie. For det Første er nu Sammensmeltningen af den hos Ma- crobius og Servius nævnte Granius Licinianus med den gamle Granius Flaccus ikke blot aldeles ubegrundet, men det er endog i og for sig høist usandsynligt, at Macrobius skulde have be- tegnet den samme Skribent med de to Navne, hvoraf det ene 203 gjenkommer hos Servius, det andet hos Censorinus, saåaameget mere som ved den gamle Granius Flaccus et om en Adoption mindende Adjectiv, som Lzæcintanus, efter den Tids Skik og Vedtægt i Navne, aldrig vilde have hængt sig til hans Navn i Litteraturen, medens i den senere Romertid Navne af denne Form brugtes som almindelige uden hiin Betydning. Der- næst er Opstillingen af denne Granius Flåccus fra Cæsars, Varros og Ciceros Tid som Forfatter af et stort og omfattende historisk Værk, hvoraf andensteds ikke det fjerneste Spor har holdt sig, aldeles usandsynlig, da vi have Notitser om den Tids historiske Forfattere, der omfatte endog de ubetydeligste - og ikke vilde have forbigaaet en, hvis udførlige Værk endnu af- skreves i det andet eller tredie Aarhundrede efter Christus (hvortil Perts henfører Haandskriftet), medens vi tydeligt kunne see, at Livius i Keisertiden aldeles fortrængte de raa tidligere Forsøg påa romerske Universalhistorier, der kun opbevaredes og af enkelte Forskere opsøgtes i ældre Haandskrifter. Heller ikke vilde en Samtidig af Varro og Julius Cæsar lettelig omtale Sallusts Historiæ, hvortil med Nævnelse af Sallust hentydes i Brudstykkerne S. 23, som en Forgængers længst bekjendte Ar- beide, hvilket hans Læsere ventede benyttet at ham, da Sallusts Historiæ ganske vist ere udgivne efter Cæsars Død. Men just denne Omtale af Sallust burde ved dens hele Art have vakt Udgiverens Opmærksomhed for Brudstykkernes i det Øvrige der- til svarende Beskaffenhed og derved for Erkjendelsen af deres | Tid og Plads i Litteraturen.”) Thi Sallust nævnes ikke som en ") Umiddelbart efter Beretningen om Sullas Ligbegængelse (In campo Romæ sepultus est amplissimo funere elatus magna populi frequentia, cujus rogo quum ignis esset inlatus, non mediocris imber est insecutus) falder, uden et eneste Overgangsord, følgende Bemærkning ned (de med Cur- siv trykte Bogstaver ere i Haandskriftet ulæselige ved Slutningen af anden Columnes Linier): Sallustii opus nobis occurrit; sed nos, ut in- stituimus, moras et non urgentia omittemus; nam Sallustium non ut historicum puto sed ut (saaledes maa der læses; Udgaven har: non ut historici sunt sed ut) oratorem legendum; nam et tempora reprehendit sua et delicta carpit et contiones inserit (Udgaven: cont....ingerit, urig- 204 Samtidig, hvis Fremstilling af visse Begivenheder den anden republikanske Skribent berører og tager Hensyn til, (allerede Citationsmaaden vilde her være en ganske anden; Navnet vilde have været C.Sallustius), men han dukker pludselig op som den klassiske Autoritet, hvem den foreliggende Forfatters Læsere kunde vente fra et givet Punkt, Sullas Død, at see indtræde som Underlag for det Arbeide, han byder dem, og forsvinder derpaa ligesaa hurtig med den Bemærkning, at hans oratoriske og udmalende Fremstilling ikke passer til Benyttelse for nær- værende Forfatters påa de nødvendige nøgne Facta gaaende Formaal. Skjøndt med en vis Værdighed (sed nos, ut institui- mus, 0. S.V.) antyder dog Forfatteren her i det Væsentlige sin Stilling og Opgave, saaledes som den ved en uhildet Betragt- ning af de bevarede Stykker selv tydelig viser sig. Skriftet, hvoraf disse Blade ere komne til os, var et, udentvivi det tredie eller fjerde Aarhundrede efter Christus tilhørende, Eæcerpt af den romerske republikanske Historie, væsentlig efter og af Livius, med særdeles uforholdsmæssig Fremhævelse af Jertegn, Anecdoter og Currwositeter, der havde faaet en Plads i Skoletraditionen, men med usammenhængende Omrids og raa Stumper af de store Begivenheder, hvorv mærkelige Feiltagelser lade sig paavise endog + det lidet, der er opbevaret, og med Tilførelse af enkelte antigqvariske Notitser. Begrundelsen af denne almindelige Dom samler sig i føl- … gende Momenter: tig gjort til et: convitia ingerit) et datince.... loca montes flum... et hoc genus amo... etcultaetconpa.... disserendo. (Pertzs og Momm- sens Supplering er høist uheldig; flere Bogstaver ere udentvivl af Pertz læste urigtigt. Hvad der skal gjøres af datince, er uvist; men de føl- gende ÅAccusativer styres af comparat disserendo og maaskee et andet Verbum, der ligger skjult i Bogstaverne etcultae, f. Ex. explicat et con- parat disserendo. Næst foran stod: id genus alia). Derefter følger lige abrupt om de efter Sullas Død indtraadte Bevægelser: Verum ..... cogenerattr. pl. co... les uti tribuniciam ..testatem restitue... (Verum orare coeperat plebs consules uti tribuniciam potestatem restituerent, eller; verum cogére coeperat tr. pl. consules 0. s. v.). 205 1. I et Omfang, naar man regner det Læselige og For- staaelige, af 12 til 16 almindelige Octavsider findes af Jertegn og vidunderlige Historier følgende: 1) om en skindød og til Live vakt Dame, Æmilia, S.7; 2) om to Brødre Corfidii smstds (ogsaa hos Plinius den Ældre); 3) om en Qvinde, quæ sedit in consilio Jovis, og om et nedfaldet Marsbillede i Sabinerlandet S. 10 (det sidste ogsaa hos Excerpisten Julius Obseqvens efter Livius); 4) om Basunblæserne og Slangerne smstds (ogsaa hos Obseqvens med Angivelse af det her ikke nævnte Sted, Trebula Mutusca i Sabinerlandet); 5) om Spaadom af libri Sibyllini A. 87 og om Jertegn ved Marius” Flugt fra Minturnæ S.13. Paa en Maade hører herhid ogsaa Beretningen om Antiochus Epiphanes' forsvundne Lig (S. 26) og om den stærke Regn ved Antændelsen af Sullas Ligbaal (S. 23). Af andre Skoleanecdoter finde vi Broder- kampen i Slaget paa Janiculum Aar 87, S. 14, og om den af sin Hustru ikke modtagne Landflygtiges, Q. Mutilus', Selvmord, begge ogsåa opbevarede i Indholdsfortegnelserne af Livius. Vi kjende nemlig begge disse Former af en fra det Store og Sam- menhængende i Historien bortvendt Interesse for Mærkværdig- heder, den overtroiske af Obseqvens' Jertegnsfortegnelse efter Livius, den paa Curiositeter og Ånecdoter rettede af de korte Udtog, epitomæ, af Livius, hvori slige Ting hist og her optage flere Linier end flere Aars store politiske Kampe eller Krige. Med Maneren i Indholdsfortegnelserne af Livius stemmer ogsaa i disse Brudstykker Medtagelsen af Notitserne om Elefanter og Tyrefægtninger i Rom S. 21, Notitser af den Art, som Livius ind- skyder med faa Ord ved Hvilepunkterne ved Slutningen af hvert Aar. Endelig hører herhid den relative Udførlighed i Skildringer og Fortællinger, der tilbyde sig som let Stof for moralsk Betragt- ning, som Exempler påa Godt og Ondt, saasom af M. Aurelius Scaurus” Høisind S.11 og af den onde Cn. Pompeius Strabos Død og Mishandling efter Døden S. 15. 2... Sammenligner man nu hermed Fortællingen af de vir- kelige historiske Begivenheder, viser der sig just der, hvor 206 Sammenhængen og Læseligheden af flere Sider efter hinanden tilsteder en Dom, ikke blot den største Magerhed, men de meest paafaldende Spring, Hensætning af aldeles fra al Forbin- delse udrevne Notitser, og saadan Forvexling, der aldeles bestemt henviser til skjødesløs Excerpering som sin Kilde. Det fulde Indtryk heraf faaes kun ved at læse det Hele, saavidt det kan læses; men Beskaffenheden vil allerede fremgaae af følgende Åntydninger om de to største opbevarede Stykker. Siderne 13 til 16, imellem 3 og 4 Octavsider, indeholde hvad der hos Li- vius udfyldte hele 79de og største Delen af 80de Bog, nemlig Tildragelserne i Aaret 87 fra Cinnas Fordrivelse fra Rom indtil Optimaternes Beseirelse ved Cinna og Marius. Der er her Plads til de ovenfor (1) nævnte Jertegn og Anecdoter og til Skildringen af Cn. Pompeius Strabos Død og Begravelse, men Hovedbegivenhederne selv fremtræde saaledes, at der ikke siges det Mindste om den fordrevne Cinnas Foretagender før Marius' Tilbagekomst, og iøvrigt kun gives nogle høist fattige Notitser i en Form og Sammenhæng som denne (efter Fortællingen om Cin- nas og Marius” afviste Forsøg paa at bemægtige sig Janiculum og efter Anecdoten om Broderkampen): (1) Nolani progressi oppidum Abellam incenderunt. (2) Marius Servilium apud Åriminum fu- gat; paucos occidit; reliquos, quos corruperat, åccipit in dedi- tionem. (3) Senatusque per Metelli legåtos consultus de volun- tate Samnitium etc. (Om Nola, Abella, Servilius findes, vel at mærke, ellers ikke et Ord.”) Side 18-20 omfatte Slaget imellem Sulla og Archelaus ved Orchomenus AÅ.86, deres Sammenkomst og Underhandlinger, Sullas Overgang til Asien, Freden med Mithridat (A. 84) og mellemliggende Begivenheder (Livius 82 og 83)... Ordenen og Sammenhængen i denne Fortælling er den, at der umiddelbart til Notitsen om Sullas og ÅArchelaus” Sam- 7) S. 14 Col. 2 er en uforstaaelig Hentydning til Noget, der slet ikke er medtaget og fortalt: Cn. Pompejus (Octavium), ut Crassum revocaret, impulit, ne ante debellaretur, quam comitia conficerentur, ut eum magi- stratum ipse invaderet, qui timebatur. 207 menkomst (Å. 86) føjes, at Mithridat antog de der af Sulla fore- skrevne Betingelser (der angives nogenlunde udførligt og fylde omtrent en Columne) og derpaa fortsættes: His ipse Mithridates cum Sulla apud Dårdanum compositis — in Pontum proficiscitur. Paa denne Maade springes fra Å. 86 ind i A. 84, da Mithridat først faldt tilføje, fra Grækenland over til Asien. Derpaa følger lidet over 1/2 Columne, der angaaer Noget af de mellemliggende Begivenheder iThracien; men allerede imellem Archelaus” Flugt fra Orchomenus til Chalkis og hans. Sammenkomst med Sulla er indskudt føl- gende derhen hørende aldeles afrevne og for al Sammenhæng blottede Notits: Regii, qui Abderæ præsidebant, captis Philippis dilabuntur. Derefter anvendes ved Siden af disse taagede Vink om Hovedbegivenhederne atter mere end en heel af disse tre Sider til en Digression om Kong Nikomedes af Bithynien og Kronprætendenten Sokrates. Af S. 21, der angaaer Begiven- hederne i Kom og Italien Aar 80, vil jeg kun udhæve, at ved Fortællingen om Volaterræs Overgivelse til Sulla har Forfatteren ved at exerpere skjødesløst gjort den marianske Commandant, som havde forsvaret Byen, tilSullaner (Carbone prætorio, quem Sulla præfecerat), hvorved Alt bliver meningsløst, og dernæst den skjønne Sammenhæng og Klarhed, hvormed her tilknyttes Nolas, Samni- ternes sidste Fæstnings, Overgivelse i det forrige Aar: Jam ante anno superiore Samnites, qui Nolæ erant, idem fecerant, metu obsidionis. — Det vilde være let at eftervise den samme uhyre Magerhed og Løshed i hvad der Side 9-12 fortælles om Cim- brerkrigen, hvor der forresten kan tvivles, om Bladene ere om- satte eller om Forfatteren (Excerpisten) for til Jertegnene strax at knytte deres Bekræftelse i høitstaaende Mænds Skjæbne har fortalt Proconsulen Q. Cæpios og Consulen Cn. Manlius” (Manilius') Landsforviisning før de Begivenheder, der foranledigede den (for ikke at tale om den store Tvivl, der reiser sig mod Man- lius' Forviisning i selve hans Consulataar). Der skal her blot udhæves, at ved skjødesløs Excerperen og Forkortning er S. 11 Col. 1 nederst og Col. 2 øverst den trodsige Handlemaade, der 208 skulde fortælles om Proconsulen Servilius Cæpio, kommen til at fortælles om den, mod hvem den udvistes, Cn. Manlius (cum Cæpionem orasset —, impetrare non potuit, et cum Bhodanum trajecessit et apud milites gloriatus esset etc. Alt dette Sidste angaaer Cæpio). Kun eet Sted skal endnu omtales, hvor den Excerpering af det (efter Excerpistens Mening) Mærkelige, hvor- ved Skriftet er opstaaet, endnu paa en meget interessant Maade viser sig haandgribelig. Efter Bemærkningen om, at den ene Consul i Aaret 105, Cn. Manlius, var forviist (e civitate cito ejectus est), læses følgende uforstaaelige Ord: Rutilius consul collega Manilii hoc anno Cn. Pompejus natus est solus super reponitaeque adque Cicero cum metus adventantium Cimbrorum totam quateret civitatem, jusjurandum a junioribus exegit etc. (Pertz har søgt at hjelpe sig igjennem Noget ved den besyn- derligste Antagelse og ladet Resten staae. hen.) Det er aldeles evident, at den oprindelige Sammenhæng var: Rutilius consul, collega Manilii, solus superfuit; itaque cum metus adventantium Cimbrorum totam quateret civitatem, jusjurandum etc. = Men derpaa faldt det Excerpisten ind at medtage Bemærkningen om Cn. Pompejus” og Ciceros Fødsel, hvilken han forresten har flyt- tet fra det Sted i hans Kildeværk, hvor den stod som kort Notits ved Slutningen af det foregaaende Aar, 106 (— thi dette Aar angive alle Kilder uden mindste Afvigelse som hine to Mænds Fødselsaar —), til Begyndelsen af dette Aar, 105. Denne i Randen tilføjede Notits: Hoc anno Cn. Pompejus natus est et Cicero, er derpaa ved Originalens Afskrivning, adskilt i to Stykker, blandet ind imellem den anden Sætning. 3. For den, der paa denne Maade, til Brug for den ind- skrumpede og fattige litterære Dannelse og Kundskab, der i det tredie og fjerde Aarhundrede efter Christus var tilbage og havde sit Sæde i Skolerne, gav et Udtog af den republikanske Historie, for hvilken den politiske Interesse og Forstaaelse nu var ophørt, saa at kun Anecdoten og Curiositeten, ogsaa som antiquarisk Notits til Brug ved Fortolkning, havde Værd, efter den Hoved- 209 skribent, der fra Augusts Tid aldeles havde fordunklet og for- trængt alle de tidligere Arbeider, Livius, var det naturligt, naar han kom til Åar 78, at tænke paa, at hans Læsere muligviis ventede fra dette Aar af at see benyttet den anden i Skolerne som classisk Historiker bevarede (og af Grammatikerne som Åu- toritet brugte) Skribent, Sallust, hvis Historiæ begyndte her. Saaledes, og kun saaledes, bliver den Maade, hvorpaa Sallust pludselig kommer baade Forfatteren og os zmøde (occurrit nobis Sallustii opus), fuldkommen tydelig. Forfatteren antager stun- dom Mine af en vis Selvstændighed (S. 4 Col. 1 sicut prioribus libris dixi, S. 18 ut ordine indicabo); men selv i disse Yttrin- ger om sig selv røber Excerpisten sig eller skjuler sig ikke, naar han S. 9, idet han ved P. Lentulus' Consulat, Aar 162, meddeler en Beretning om hans Virksomhed som Prætor, siger, at dette ikke burde være forbigaaet ovenfor: non fuit omit- tendum. 4. Just Omtalen af Sallust henviser ikke til en Compilator, der samlede Stof fra flere Sider, men til en Excerpist, der ud- drog det for hans Øiemed Brugbare af et enkelt anerkjendt Værk. Dette viser da ogsaa paa det Tydeligste den Maade, hvorpaa de smaa afrevne Notitser falde ned, f. Ex. den ovenfor nævnte om ÅAbdera S. 18 Col. 2 0.s.v., fordi de paatrængte sig Øre, Tanke og Pen ved Gjennembladning, medens de ved en Compilation af flere Værker aldrig vilde være blevne medtagne eller paa den Maade indsatte. Dette Værk var, som sagt, og maatte efter de senere Litteraturforhold være Livius, til hvilken det stærkeste Afhængighedsforhold ovenfor i Jerntegn og Ånec- doter er paaviist ved Hjelp af Udtogene af Livius' nu tabte Bøger og Julius Obsequens. Et meget stærkt Beviis ligger fremdeles i den Maade, hvorpaa i Brudstykkernes Beretning om AÅntiochus Epiphanes (Blad 2, hos Pertz S. 26) og de syriske Successionstridigheder efter hans Død (S. 6 Col. 2) den af Livius oversatte Polybius' Ord skinne igjennem. Dog skal hermed ikke være negtet, at Forfatteren eller Excerpisten, der arbeidede paa 210 det senere Skolestandpunkt, kan have hist og her tilføjet enkelte grammatisk-antiqvariske Bemærkninger og korte Digressioner, hvorpaa Stykket om Ridderne paa første Blad giver et Exempel. Det er muligt, at han i Excerperingen af den ældste Historie, der havde fortrinlig Skoleinteresse ved de med Virgil, Ovid og overhovedet Digterne i Forbindelse staaende Sagn og ved No- titserne om romerske Instituters og Skikkes Oprindelse, har været vidtløftigere og tilføjet mere andenstedsfra, end i de Bøger, hvoraf Stykker ere opbevarede, og en Sammenligning af det Tal af (meget korte) Bøger, han, hvis Tallene hos Pertz vare paalidelige, vilde have brugt til at gjengive, hvad Livius havde fra Bog 46 til 90, med det Tal, der bliver tilbage til Udtoget af de første 45 Bøger af Livius, synes at lede hertil. Men Grundlaget for denne Beregning er for usikkert. 5. Fordi Arbeidet er et Excerpt, hvori, saåavidt muligt, det excerperede Værks Udtryk er beholdt (ganke som i epitomæ af Livius og hos Julius Obseqvens), røber Excerpistens Tidsalder sig ikke stærkt eller hyppigt igjennem Sproget; og dog findes der Ting, hvori den Kyndige ikke vil miskjende fremdukkende Mærker af en temmelig sildig Tid; saadanne ere amplrare eæer- citum for augere (S. 11 Col. 1), et Udtryk, der dog forekommer i den sildigere Sølvalder, Udtrykket cognitzones i Betydningen »Notitser« (S. 7 Col. 1), Adverbiet vu/lgariter (S. 16 Col. 2) og bellum i Betydningen proelzum (S. 14 Col. 2: bello, quod inter Pompeium et Sertiorium fuit, ikke, som man kunde troe, om Krigen i Spanien, men om Slaget paa Janiculum med Pompeius Strabo; denne Brug af Ordet findes først hos Florus; s. For- tolkerne til Livius III, 61, 2; Du Cange Lexicon Latin. med. et inf.). 6. Alt, hvad der er anført, henviser dette Excerpt af Livius med grammatisk-antiquariske Tilsætninger til den foran beteg- nede Tid, hvori man allerede ved en lang Ufrugtbarhed fandt sig fjernet fra den egentlige gamle latinske Litteratur, til en Tid ikke lidet efter den endnu med en vis fyldig Besiddelse af 211 den litterære Tradition prunkende Tidsalder, til hvilken Gellius hørte (andet Aarhundrede efter Christus). Naar vi saaledes i det Mindste trænges ned til det tredie Aarhundrede efter Chri- stus og maaskee til det fjerde, er det slet ikke usandsynligt, at den hos Macrobius og Servius (begge mod Slutningen af det fjerde Aarhundrede efter Christus) nævnte Granius Licinianus kan være den samme, hvis Navn de her omhandlede Brudstyk- ker af et større Arbeide bære. Macrobius henviser til Granius Licinianus” anden Bog uden at nævne Værket, som om der var kun eet bekjendt Værk af denne Forfatter; hos Servius tilføjes en besynderlig Titel: sic Granius Licinianus coenæ suæ quinto, der kunde bringe til at tænke paa en saadan Compilation af blandet Indhold under Form af en Bordsamtale som Macrobs egne Saturnalier eller Athenæus' bekjendte græske Værk. Hermed vilde nu disse historiske Excerpter ikke være identiske. == Der- imod er det ikke ganske utroligt, at de reent antiqvariske Spe- cialiteter, som Macrobius og Servius bruge Granius Licinianus til Vidne om, kunne have staaet i de første, maaskee mere " antiqvariske og flere Notitser udenfor Livius optagende Bøger af det Excerptarbeide, hvortil de her omhandlede Brudstykker høre. Om Granius Licinianus' Tid vides slet Intet, uden hvad der fremgaaer af sig selv, at han var i det Ringeste noget ældre end de to Forfattere, der citere ham som en bekjendt Skribent. 7. Det tør vel ikke lades ganske uomtalt, at det Vidnesbyrd for en højere Alder af den historiske Forfatter Licinianus, end her. er antaget, der kunde synes at ligge i selve Haandskriftets Alder, da dette” af Pertz henføres til det andet eller tredte ÅAar- hundrede efter Christus og i intet Tilfælde er Forfatterens eget (allerede paa Grund af den urigtige Indskyden af Notitsen om Ciceros og Pompejus” Fødsel, for ikke at tale om Andet), ikke har nogen Betydning, da slige Domme om de ældste latinske Haandskrifters, navnlig Palimpsesthaandskrifternes, Alder, hvor- 272 ved de henføres til bestemte Aarhundreder længere tilbage end det fjerde, hidtil savne ethvert fast Grundlag. Det Arbeide, hvoraf disse Brudstykker ere opbevarede, hører altsaa til den med Florus begyndende, i Eutrop og fattigere og raaere i Ampelii liber memorialis og den (nylig af Mommsen bearbeidede) saakaldte GCGhronographus urbis Romæ, og i anden Skikkelse (sluttende sig til en enkelt Skribent) i epitomæ af Livius fortsatte Række af stedse maågrere Udtog, som i de senere Aarhundreder traadte istedenfor de gamle historiske Vær- ker for at levere et nødtørftigt Huusbehov af Kundskab. Det her omhandlede Årheide ståaer paa den ene Side som væsent- lig Excerpt af Livius de nævnte epitomæ nær, men viser sig påa den anden Side baade ved et ulige større Omfang, ved den fortløbende Fortælling og i det Hele ved Formen af et selvstændigt Skrift som det, der baade gjorde større Fordringer og tilhørte en ældre Tid. Ved vor Fattigdom paa Kilder for den romerske Historie fra den Tid, hvor Livius' fuldstændige Bøger høre op, indtil Ciceros og Cæsars Tid, især i de Partier, hvor vi ogsåa savne den forresten høist skjødesløse Appian, kunne selv Brudstykker af den Art og Rang, hvortil disse nu ere nedsatte fra Værdighed og Navn af gamle, betydelige An- naler, yde et og andet nyt og ikke uvigtigt Træk, og saadanne fattes vistnok heller ikke her, f. Ex. S. 6 den interessante Beret- ning om den P. Lentulus' Virksomhed som Prætor med Hensyn til den campanske ager publicus, der i Aaret 162 var Consul, eller S. 10 i Fortællingen om Consulen P. Rutilius' Foranstalt- ning i Anledning af Frygten for Cimbrerne A. 105, og andet Mere, som det her ikke er Stedet at gaae ind paa. Kun bliver det efter den her givne Fremstilling af det hele Arbeides Natur, hvortil Brudstykkerne høre, af stor Vigtighed ikke at tage en Skjødesløshed af Excerpisten for en særegen og god Efterret- ning. Det synes, som om Th. Mommsen i anden Udgave af hans Romische Geschichte, andet Bind, har lagt noget vel stor 213 Vægt paa disse Brudstykker; man er altid tilbøjelig til at hen- give sig til Glæde over Udvidelsen af Kundskabskilderne.”) Det aåacademiske Consistorium i Christiania sendte som Gave en Skuemynt, præget i Anledning af Prof. Hansteens Jubilæum. I Mødet var fremlagt: Fra Bociété du Muséum d'histoire Naturelle de Strasbourg. Mémoires Tome Il, Liv. 2-3, Tome III, Liv. 1, 2 &3, Tome IV, Liv. 1, 263. Strasbourg 1836-53. Fra Naturkundige Vereniging t Batavia. Natuurkundig Tydschrift voor Nederlandsch Indie. Derde Serie. Deel II, Aflevering 1. 2.3. Batavia 1856. Fra Videnskabernes Selskab + Gøttingen. Kupfer. Ueber den Einfluss der Wårme auf die elastische Kraft der festen Kårper und insbesondere der Metalle. St. Pe- tersburg 1856. Fra Academze der Wissenschaften + Miinchen. Martius. Denkrede auf Christian Samuel Weiss. Muinchen 1857. Hofmann. Ueber die Grindung der Wissenschaft altdeutscher Sprache und Litteratur. Minchen 1857. v. Hermann. Uber den Anbau -und Ertrag des Bodens im Kånig- reiche Bayern. 1. Abth. Minchen 1857. f) Forfatteren af denne Meddelelse ønsker bemærket, at han har maattet nedskrive Indholdet af hvad han i en for ham allerede travl Tid fore- drog ved Hjelp af meget korte Optegnelser, under endnu større Travl- hed og under Forhold, der ikke have givet Rum for nogen Tanke paa en omhyggelig Bearbeidelse af Formen. 214 Jolly. Ueber die Physik der Molucularkråfte. Minchen 1857. Abhandlungen der naturwissenschaftlich-technischen Commission. Minchen 1857. Fra Societa Reale Borbonica + Napoli. Rendiconto. Anno V Jannaio e Febraio 1856. Napoli 1856. Memorie Vol. I. Fasc. 1. anno 1852, Napoli 1856. Fra Physicalisch-medicinische Gesellschaft i Wiirzburg. Verhandlungen Bd. VII, Heft 3, Bd. VII, Heft 1. Wurzburg 1857. Fra Bigsantiqgvar Hildebrand + Stockholm. Svenskt Diplomatarium, 4de Bd. 2Zdra Delen. Stockholm 1856. Kongl. Vitterhets Historie och Antiqvitets Akademiens Handlingar, 21 Delen. Ny Fåljd 1ste Delen. Stockholm. Kongl. Vitterhets, Historie och Antiqvitets Akademiens under- daniga hemstållan om behofvet af anslag får Statens Histo- riska Museum och Kongl. Myntkabinettet, Embetspersonalen och arbetens utgifvande. | | | | | | | | | i | 215 Mødet den 11'" December. H.. Professor J. Steenstrup fremlagte de lagttagelser, hvilke han siden 1853 har gjort angaaaende Træmidens (Phytoptus Duj ) forskjellige Indvirkning paa den nordiske Vegetation. Denne Meddelelse vil blive givet i en senere Deel af dette Hefte. Hr. Secretair Hjorth har indsendt en Notits om sine nye electromagnetiske Forsøg, til hvis Bedømmelse Selskabet den dte Juni udnævnte en Comitee af de Herrer Professor Jwirgensen, Oberstlieutenant Hoffmann og Inspecteur Colding, der har af- givet følgende af Selskabet tiltraadte Betænkning: Det Kongelige Videnskabernes Selskab hår overdraget un- dertegnede Comitee at afgive Betænkning over Betydningen af nedenanførte electromagnetiske Forsøg, der efter Herr Secretair Hjorths Angivelse ere foretagne i Marinens Værksteder i det Øiemed at bestemme den magnetiske Tiltrækningskraft inden visse Grændser, m.m. Til disse Forsøg anvendtes tvende Electromagneter, den ene, omtrent 20” lang, bestaaende af 4 sammenføiede Jern- stænger, af 4” Brede og %4” Tykkelse, bøiede i Hesteskoform og samlede med Plader af 4” Længde og 3” Brede; den anden, omtrent 8” lang, ligeledes bestaaende af 4 Stænger, 4” brede, men kun 1/0” tykke, forøvrigt bøjede paa lignende Maade som ved førstnævnte og samlede for Polerne med Plader af samme Størrelse som ved denne. Begge Magnetbøiler vare omviklede med 7 Lag Kobbertraad, saaledes at hvert Lag udgjorde en 15 216 - Traad for sig, og de sammenhørende Traadender vare forenede ved Lodning. For at sætte Electromagneterne i Virksomhed gjordes Brug af et Batteri paa 15 galvaniske Elementer, con- struerede af Støbejern, Zink og fortyndet Svovlsyre med Tilsæt- ning af Kogsalt. Tiltrækningens Størrelse undersøgtes ved Af- stande imellem begge Electromagneters Polflader af Ye til 6 Tommer. De erholdte Resultater vare følgende: Afstanden "9", Tiltrækningen 2000 Pund. == tar — 1350 - 577 318” == 970 - —= ye — 13085 == JEV — 570 se — ar — 460 - — BE — 380 - — i — 310 - — 11/9” — LY0ERE — 2K — 110 — dkr — 50 - — 4” — 30 - — SW — 20 — 6” — 12558 Da vi ikke have overværet Forsøgenes Udførelse, og der ei heller foreligger nogen detailleret Beskrivelse over samme, have vi ikke kunnet gaae ind påa en Bedømmelse af de meddeelte Resultaters Nøiagtighed. Men selv om disse skulde lide endeel af den Usikkerhed, der er såa vanskelig at fjerne ved Under- søgelser af den omhandlede Natur, og til hvis nogenlunde Ud- jævning allerede vilde udfordres flere Rækker af Iagttagelser, maa det ikke desmindre erkjendes, at det Præsterede langtfra er uden Interesse. Medens det nemlig ikke mangler Videnskaben paa omfat- tende og værdifulde Forsøg over Electromagneters Bærekraft og Ankerets Indflydelse paa den magnetiske Tiltrækning under Ankerets SEN! umiddelbare Berøring med Magneten, savner man næsten ganske lignende Iagttagelser over Tiltrækningsvirkningen udenfor Berø- ring, der, forsaavidt den finder Sted imellem to Eleciromagne- ter, hår særlig Betydning i Henseende til Electromagnetismens Anvendelse i Maskinvæsenet. Udentvivl er det ogsaa denne sidste Betragtning, der nærmest har givet Anledning til de. ovenfor refererede Iagttagelser, der maåae ansees som -et ikke uvigtigt Bidrag til vore Kundskabers Udvidelse i en endnu kun lidet undersøgt Retning, uden at de dog, som Herr Secretair Hjorth synes at mene, ville kunne ansees som Beviser mod de hidtil almindelig antagne magnetiske .Tiltrækningslove. Kjøbenhavn, den 10 December 1857. Chr. Jurgensen. Hoffmann. A. Colding. Affatter. I Mødet blev fremlagt: Fra Académie Royale de Belgique. Mémoires couronnés et Mémoires des Savants étrangers publiés par I'Académie Royale Tome XXVI-XXVII, 1854-66. Memoires de V'Academie Royale des Sciences, des lettres et des Beaux-arts de Belgique, Tome XXX. Bruxelles 1857. Collections de Chroniques Belges, Chronique des Ducs de Bra- bant, Tome II. Bruxelles 1856-57. Cronique des Ducs de Fiandres, Tome Ill. Bruxelles 1857. Bulletins, Tome XXII, I Partie 1855, Tome XXIIE, I & UI Partie Bruxelles 1855 & 1856. Ånnuaire 1856 & 57. Bruxelles 1856 & 57. Fra Mr. Quetelet. Annales de 1'Observatoire Royal de Bruxelles, Tome Xl. Bruxel- les 1857. 15 > KNN Sur le Climat de la Belgique, Septiéme partie. Bruxelles 1857. Observations des Phénoménes périodiques. Annuaire de V'Observatoire Royal de Bruxelles 1857. 24 Année. Bruxelles 1856. Rapport adressé å M. le Ministre 'de VF'Interieur sur Vétat et les travaux de V'Observatoire Royal pendant Vannée 1856. Rapport de M. Quetelet sur »les Tremblements de terre en 1855 par M. A. Perrey.« 219 Mødet den 18%? December. Kassecommissionen forelagte følgende Udkast til Selskabets Budget, som blev vedtaget: Budget for Aaret 1858. Indtægter. Å. a) Aarlige Indtægter: Renter af Selskabets Fonds”). . 5,438Rd. 46 8 Fra det Classenske Fideicommis 200 — Etatsraad Schous og Frues Legat 50 — For Salget af Selskabets Skrifter 150 — 5,838Rd. 468 b) Tilfældige Indtægter ..... 200 — 6,038Rd.46/8 B. Kassebeholdningen ved Udgangen af 1857 omtr. 2,000 — » 7”) Selskabets rentebærende Capitaler ere: 1) Obligationer i danske Penge: 25,000 Rd. med 5 pC. Rente 1,250 Rd. » , 98,562 — — 4pC. — 3,942 — 46 3,400 — — 3pC. — 102 — » - 126,962 Rd. med Rente . .. 5,294 Rd. 46 /S 2) Bankactier, 300 Rd. med Udhytte ........ omtrent 24 — …» - 3) Dansk-engelske Obligationer paa 100£Sterl. med 5 pC. og paa 200 £Sterl. med 3 pC. Rente, til- sammen med Rente 11 £Sterl, omtrent 120 — » - å) Actier i det Sjællandske Jernbaneselskab, 80 £St. med Rente 31 £St. (FS; Tilsammen . .. 5,438 Rd. 64 Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000 Rd. som et Fond, der ikke maa formindskes, Resten derimod som disponibel til videnskabelige Forg- tagender (ifølge Selskabets Beslutning i 1838), 220 Udgivter. A. Til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed. Middelsum f Middelsum Den dgifter i af Udgifternejaf Udgifterne i: bevilgede So AE ASER . TØ 1842-51. eg EN I. Embedsmændenes Gager ogf RF ne Båg SER Budets, Lønnims 8 V 2 0 900 900. » Selskabets Folium i Banken 16 16. » Løbende Udgivter til Brænde, Lys, Porto m.v., samt Gra- ea ORE 5. 284 278 2421 | 323.72 , 1200 II. a) Selskabets Skrifter .. . 2.4 2000 | 1645 | 1932 12094. 70 Premier SA MINS ESS ARN. 400 76 » 300. » bh) Omdboren ES ADR 450 232 182 33. 48 Den météorologiske Comi- bet. 7 ERE REG . | 600 594 5934 | 594.79 Regestum diplomaticum .f 450 338 175 | 906. 48 3900 I 2885 | 25821 13929.53 B. Understøttelse til videnskabelige Foretagender. 1) Subscription påa det Bind af Saxo LE BR 200 Rd. . 2) Til Cand. Brandt: Subscription: af 50 Expl. af Chr Pedersens Skrifter, 6te Bind. Ifølge Beslutning af 47 Marts USAS SER SS st UD OERERERE ve EA SSR ADRESSER omtr. 150 — Til Prof. Allen: Samlinger til Christian den andens Historie. Bevilget den 7 Marts 1851 en Subscription af 50 Expl. samt 100 kd. efter første" Binds og 100 Rd. efter andet Binds Udgivelse. For urene. dar HA RD agt, ORE BAR RG Near NSG omtr. 300 -— Til antiqvarisk-geologiske Undersøgelser. Bevilget den 3 dom 18593: 400Rd.; heraf udbetalt 200 Rd. ...... Rest 200 — Til Dr. Ørsted: Understøttelse til Reentegninger af Skitser af Dyr. Bevilget 200 Rd. den 10 Marts 1854, at betale forud i mindre Dele; heraf er udbetalt 100 Ød. (1 1854-55). . Best 100 — Til Udgivelse af et Værk over de amerikanske Ege ved Prof. Liebmann. Bevilget 1000 Rd. den 22 December 1854; heraf er udbetalt omtrent 700 kd. ........ Rest omtr... 300 — 7) Til. Cand. polyt. J. Thomsen : til Anskaffelse af elec- trodynamiske Maaleapparater. Bevilget indtil 200 Åd. den $ Juni 1855; heraf er udbetalt 100 Rd,118358 ,..... Rest 100 — 3 —— SAEEL s 1350 Rd. | | | | | | | | 221 Selskabets Status. Selskabets aarlige (og tilfældige) Indtægter . . . omtr. 6,038 Rd. Udgifter til Selskabets Bestyrelse og. dets Virk- somhed, beregnede rundeligt efter Middelsum- TEL Era aeRRoDER kal R SRER Ere AR I. 1,200 Kd. II. 3,000 — Ea Sk 4,200 — Til Understøttelse til videnskabelige Foretagender og tilfældige Udgifter haves derfor omtrent ...... 1,838 — Disse to Posters Middelsum for 1842-5i cer 1074 Rd. +- 176 Rd. = 1250 Rd. ; for 1852-55 er 1412 Rd. + 286 Rd. = 1698 Rd. Udgiften i 1856 var 424 Rd. 67 f. Fund settet er opført ss SS SD NED, 1,350 — Altsaa til Disposition — 488 Rd ES es] Hr. Professor Dr. Theol. C. E. Scharling fortsatte (s. Mødet den Iste Mai): »Udsigt over de nyeste videnskabelige Forhand- linger om den apostoliske Tidsalders christelige Literatur«. Naar den nyere Kritik i sin negative Retning endog vovede at omtvivle eller benægte et Brevs apostoliske Ægthed, der havde såa gamle og eenstemmige Vidnesbyrd for sig som det ” første Petri Brev, var det i Tingenes sædvanlige Orden, at der i modsat Retlning fra flere Sider blev gjort et ikke mindre dri- stigt Forsøg, nemlig at ville hævde det saakaldte andet Petri Brevs Anseelse som et uomtvisteligt ægte Værk af den Apostel, hvis Navn det fører, uagtet de sikkre Vidnesbyrd for dets Til- værelse ikke føre ud over det 3die Aarhundrede, og uagtet de Grunde, som gjøres gjældende for at bevise dets Affattelse ved Apostlen Petrus, maatte, dersom de vare afgjørende, blive vig- tige Tvivlsgrunde om det første Petri Brevs Ægthed. Fra Ori- ginis og Eusebii Tider indtager det andet Petri Brev sin Plads biandt de omstridte (2vtAsyoueva) Skrifter i N. T.; og under en i den protestantiske Kirke fortsat Discussion for og imod 222 dets apostoliske og kanoniske Anseelse, hvoraf end ikke den katholske Kirkes Theologer”) til sin Tid bleve uberørte, har endnu i vore Dage Ewald (Jahrb. f.bibl. Wissensch. 1852, S.113) paastaaet, at »jo mindre forudindtagen man er mod nogen Sand- hed, desto mere vil man ved dybere Undersøgelse stedse paa ny overbevise sig om, at 2Zdet Petri Brev ikke kan være skrevet af Apostlen«, og Beuss erklærer, at dette Brevs Optagelse i det N. T. er »det eneste Exempel paa et afgjort Misgreb ved Kir- kens endelige Valg« (Gesch. S. 255); medens derimod W. O. Dietlein i et eget Skrift (Der zweite Brief Petri, Berlin 1851) har antaget sig Forsvaret af andet Petri Brevs Ægthed med saa meget større Iver, som »dette Brev er blevet meest, fleersidigst og varigst bestridt af alle det N.T.s Skrifter«, og Thzersch (Die apost. Kirche S. 211 ff.) ligesom Guericke (Gesammtig. S. 468 ff.) — hvilken Sidstnævnte tidligere i sine Beztr. z, N. T. 1828 dog havde. yttret sig i anden Retning”) — have hver paa sin Maade søgt at fjerne de Indvendinger, der ere blevne gjorte gjældende mod dets apostoliske Oprindelse. | Brevet er tilsyneladende skrevet til alle Christine (I, 1, zoic ioommov muiv Jæxovor micnv év dixarocvvn Fsod nuæv xæl Cm= tn00G Incov Xorotov); men dog skulle Læserne være de samme, til hvilke første Petri Brev. er skrevet (IN, 1: zaveyv 107, aya= 7ytoi, dsvtégav vuiv yoQpe ér10t0oAnv). Foruden den alminde- lige Hensigt at formane Læserne til et christeligt Levnet og ”): Feilmoser, Eml. m die Biicher des N. T., Innsbr. 1810, S. 527 (2te Aufl. Tub. 1830) yttrer: »Wenn sich nun gleich der Verdacht, der Brief sei nach den Zeiten des Petrus zu einem apologetischen Zwecke — — — untergeschoben worden, scheinbarer als bei irgend einer Schrift des N.T. machen låsst — — — so ist doch die Sache des Briefes auch vor dem wissenschaftlichen Richterstuhle keineswegs fur verloren zu. achten U. 8. W.« ”) »Ein in den Beitr. (S. 175) nur ganz beilåufig beruhrter Punkt, den man aber von aber von allen Seiten mehr als irgend einen andern ans Licht zu stellen sich beeifert hat, und den ich hiemit wiederholt retractire« — bemærker han i en Anm. a. St. S. 483. 223 at bestyrke dem i Troen påa Evangeliet, har Brevet særligt til Øiemed deels at bestride visse Vranglærere (wsvdodidacrænou), der snart skildres som fremtidige (II, 1-3, sl. MI, 3), snart: som allerede nærværende (II, 12-15, 17-22), der betegnes som Sect- stiftere, . Herrens Fornægtere, Svælgere, Vindesyge, Vellystige, Forførere, Bileams Efterfølgere, som under Forjættelsen af en falsk Frihed misbruge denne til Andres Forførelse og egen For- tabelse — kort, som høist lastefulde Mennesker, medens det er uklart, hvori deres theoretiske Lærdomme egentlig have be- staaet (Cap. IN); deels at befæste Overbeviisningen om Herrens forestaaende Parusie og den dermed forbundne nye Tingenes Orden, hvorover der var opkastet Tvivl af Mennesker, som spottende henviste til den Tid, der allerede var forløben, uden at nogen Forandring var indtraadt, som kunde antyde Opfyldel- sen af hiin Forventning (III, 1-13). Der findes ingen Angivelse af, hvorvidt denne Benægtelse af Parusien stod i Forbindelse med de omtalte Vranglæreres Anskuelser, uden forsaavidt at der ogsaa om hine Spottere (£urmaixto), som skulle komme i de sidste Dage (27 Soyarov tøv nuéoæv II, 3) siges, at det er Men- nesker, som vandre efter deres egne Lyster (zut% tag idiac åmvdvuiac ovtæv 7o0Qsvouevror 3, II slg. Jud. 16. 18). Imod disse trodsige og letsindige Tvivlere gjør Brevets Forfatter — næst efter Henviisningen til, at »for Gud ere tusinde Aar som een Dag« — opmærksom påa, hvorledes Udsættelsen af Dommens Dag er grundet i »Guds Naade og Langmodighed, der giver Menneskene Tid til Omvendelse«. Denne Betragtning maatte »Læserne allerede kjende fra Apostlen Pauli Breve« (slg. f. Ex. Rom. Il, 4), hvori »findes Noget, som er vanskeligt at forstaae, men som de Ukyndige og Ubefæstede forvende (&v ofg got dvc- vonTu Tva, & of auadsic xal dorygixtor otgsfBiovosv), ligesom de gjøre det ved de øvrige Skrifter (øc xai tåc ÅAorrac roupes) til deres egen Fordærvelse« (I, 14-17). Ifølge I, 13. 14 er Brevet forfattet henimod Apostlens sidste Dage. 224 Som Grund til at benægte en saa tidlig Affattelsestid og overhovedet Brevets Affattelse ved Apostlen Petrus har man henviist til den i det andet Capitel givne Skildring af de om- talte Vranglærere. Forsaavidt man imidlertid har støttet denne Tvivlsgrund påa Ligheden, som de Vildfarelser og den Usæde- lighed, der i Brevet tillægges disse, have med hvad der af Kirkefædrenes Skrifter er bekjendt om de Hæretikeres Lære og Forhold, hvilke optraadte efter de første Decennier af det det christelige Aarhundrede, og som betegnes med det almindelige Navn af Gnostikere, er man gaaet noget for overilet til Værks. Man har nemlig villet gjøre den Anskuelse gjældende, at det Petri Brev og overhovedet alle de Skrifter i det N. T., hvor der omtales og bestrides Vranglærere af en Retning, som navnlig ved sin antinomistiske Charakteer adskiller sig fra de judaistiske og antipaulinske Christnes eensidige Fordring paa Moselovens fortsatte Gyldighed for alle Christne, nødvendigen maatte hid- røre fra Forfattere, som levede påa de ovennævnte Gnostikeres Tid, men som for at give deres Polemik større Eftertryk havde udarbeidet Skrifter under Apostles Navne og Autoritet. Herved er blevet overseet, at saavel Tingenes naturlige Udviklingsgang som historiske Vidnesbyrd fra de uomtvistet ægte apostoliske Skrifter ikke blot stadfæste Muligheden, men ogsaa bekræfte Virkeligheden af, at der allerede i det første Aarhundrede efter Christus har i den christelige Kirke viist sig Phænomener af samme fordærvelige Art, som udbredte sig i det andet Aarhun- drede ved Gnostikernes Indflydelse. Det kan nemlig ikke næg- tes, at der allerede før Christendommen, netop ved sammes Indtrædelse i Verden, fandtes saavel blandt Jøder som Hednin- ger saadanne Elementer af religiøs -philosophisk Speculation, som kun behøvede at bringes i Berøring med den nye Religion, for at den christelig-hæretiske Gnosis kunde opstaae. Fremde- les er det vist, at medens der i Zdet Aarhundredes historiske Forhold ikke findes nogen særegen Tildragelse, som netop skulde have bevirket dens Opkomst i A. 125-140, indeholder derimod 225 den overordentlige aandelige Opvækkelse, som udgik fra Paulus blandt Lille-Asiens og Grækenlands hedenske Befolkning, en tilstrækkelig Forklaring af, hvorledes der allerede i sidste Halv- deel af første Aarhundrede kunde i mange ÅAander fremkaldes en Gjæring, der håvde de besynderligste og extravaganteste Virkninger til Følge. Saaledes gives der ikke blot en Mulighed, men meget mere den højeste historiske psychologiske Sandsyn- lighed for, at allerede i den apostoliske Tidsalder kunde til Christendommens Udbredelse have knyttet sig en speciel hedensk, det vil sige gnøostisk-antinomistisk Udartelse af samme”); paa lignende Maade som strax efter Luthers første Optræden i de første gjæringsfulde Reformationsaar ÅAnabaptisternes Sværmeri antændtes, og i Thomas Minzer og Mænd af hans Årt frem- stillede sig den sande Reformations frygtelige , Vrængbillede. Hvad Gnostikerne selv angaaer, da have deres Hovedmænd i | 2det Aarhundrede slet ikke gjort Fordring paa at gjælde for Opfindere og de første Begrundere af Gnosis, men beraabe sig tvertimod paa en fra Paulus udsprungen Tradition og Succes- sion. Ogsaa heri ligger et Vink, som fortjener at paaagtes, at de havde Kundskab om Forgjængere i deres Anskuelser fra det første Aarhundrede. = Paastanden om, at et saavidt om sig gri- bende Sectvæsen, saaledes som det forudsættes i andet Petri Brev, Judæ Brev, Pastoralbrevene o. a. Skrifter, ifålge sikkre historiske Vidnesbyrd”) først tog sin Begyndelse med Zdet Aarh., ”) »Eine heidnische Entartung war es, denn der Hauptfehler des Heiden- thums, Unzucht (2 Petr. 2, 10. 12. 14. sig. Iud. 4. 7. 8) und gnostischer Stolz (2 Pet. 2, 10. 18. 19. Iud. 8. 16) waren der Fallstrick, in den diese ersten Åbtrunningen geriethen. Die gefåhrlichste, wahrhaft antichrist- liche Entartung war es, weil sie die christliche Lehre, und insbesondere die Schriftea des Paulus zur Beschénigung der Schåndlichkeiten verdreh- ten (2 Pet. 3, 16) und das gåttliche Licht, dass sie empfangen hatten, zu einer vermeintlichen Gnosis verfålschten, welche ihren Besitzer uber das Sittengesetz erheben und ihm Straflosigkeit fur alle Laster sichern sollte. « Thiersch, Die Kirche im apost. Zeitalt., S. 410. ”) Hovedstedet, hvorpaa man beraaber sig i denne Henseende, er det af Euseb. III, 32, slg. IV, 22 opbevarede Fragment af Hegesippus, hvor 226 gjendrives allerede ved selve de paulinske Breve, der endog af Baur og hans Disciple erkjendes for ægte Skrifter af Paulus: Hine Personer i den korinthiske Menighed, som i Sætningen: »Ålt er tilladt for den Christne« (1 Kor. VI, 12 ff.) søgte en Besmykkelse for deres Lysters Tilfredsstillelse, som i overmodig Tillid til deres højere Oplysning vovede sig endog til Deelta- gelse i hedenske Offermaaltider (1 Kor. VII-X), som vånhelli- gede Kjærlighedsmaaltiderne og Nadverens Høitideligholdelse ved usømmelig Graadighed og Fylderi (Kor. XT), hvad forraade de andet end antinomistiske Tendentser i Forbindelse med en hovmodig yvø0ic, der nærmest ståttede sig til den Apostels Lære, som erklærede Loven at være ophævet for de Christne, som lærte, at Afgud og Afgudsdyrkelse ere Intet, og at der ikke er noget Ureent uden for den, som anseer det for ureent (Rom. XIV, 14) —? Et ikke mindre talende Vidnesbyrd for Udbredelsen af gnostiske Vildfarelser og tilsvarende Usædelighed i den apostoliske Tidsalder lader sig hente fra et Skrift, hvis apostoliske Ægthed den Tibingske Skole ivrigen forsvarer, nemlig Johannis Apokalypse. Selv efter Baurs og hans Discip- les Anskuelse maae de syv Sendebreve, som indlede den egent- lige Aabenbaring, ansees for at være af historisk Gehalt og tillade Slutninger til de lille-asiatiske Menigheders daværende Tilstand, nemlig henved Tiden kort før Jerusalems Forstyrrelse (omtr. 69 efter Chr.). Nu see vi heraf, at der i Ephesus, Per- gamus og Thyatira vare opstaaede fordærvelige Lærere, som ved deres Lærdom og Exempel gave de Troende Anledning til mtoovsix og Deeltagelse i Afgudsmaaltider. Som Bileam (Apok. »Kirken« siges at have været som en reen og uplettet Jomfru, indtil ved Trajans Tid, da Apostlene efterhaanden vare bortkalde, falske Lærere og Kjættere, som hidtil havde holdt sig i Duukelhed og Mørke, traadte frækt og aabenlyst frem. Hegesipps Vidnesbyrd synes imidlertid at ind- skrænke sig til den christne Kirkes Tilstand i Palæstina. At kalde An- tagelsen af denne Indskrænkning for »den reneste Vilkaarlighed« — såa- ledes som endnu Hilgenfeld gjør (Theol. Jahrb. 1855, p. 509, Anm.), er et Magtsprog, men ikke noget Beviis. II, 14. slg. 2 Petr. IN, 15. 16. Jud. 11), den hedenske Prophet, og som Jesabel, den hedenske Dronning, anrettede Forførelse og Vederstyggeligheder i Isråel, saaledes disse i den christelige Menighed. Deres Usædelighed svarer ganske til, hvad Oldtidens sikkreste Udsagn tilskrive Gnostikere; og deres Lære, som de opstillede for at undskylde Kjødets Gjerninger og erklære dem strafløse for de Troende, er uden Tvivl af gnostisk Art. Thi påa det eneste Sted (Apokal. Il, 24), hvor der tages noget nær- mere Hensyn til deres Lære, hedder det om dem, som vare forblevne troe og ikke havde ladet sig indvie i denne: vuiv dé Åéyæ Ttoic ÅAormroicg Toig év Oværtsigorc, 0004 ovz &yovor tyv drda- yNv TAVTnv, oluvsc ovx &yvncav tå Baodéa tov CatTave (æg A£yovor). Her er den mysteriøse Lære, som forjættede Op- ladelsen af Erkjendelsens dunkle Dybder, ligefrem betegnet som Gnosis.”). ) Det er navnlig Thzerseh””), der i nyeste Tid har Fortjeneste af ved sine grundige Undersøgelser og åandrige Combinationer (af hvilke vi dog her have forbigaaet flere, fordi deres Rigtighed er af mere omtvistelig Natur) åt have efterviist, hvorledes der mellem den forchristelige Gnosis og de gnostiske Secter i Zdet Aarh. ligger en Gnosis, som ikke blot gjør det unødvendigt at søge de i 2det Petri Brev og andre nytestamentiske Skrifter skildrede Hæretikere udenfor den apostoliske Tidsalder, men endogsaa nøder os til at forkaste den Anskuelse, som gaaer ud ") Paa den forskjellige Udlægning af det anførte Sted, om hiint prøver tø Badia refererer sig til en Kundskab om Guds eller Satans Hemmelig- heder (s. Commentt.), kommer det ikke an. I ethvert Tilfælde forefinde vi her den antinomistiske Gnosis efter dens theoretiske og dens prak- tiske Retning. ”) See denne Theologs » Versuch zur Herstellung des historischen Standp. fiir die Kritik der neutest. Schriften«, dte Cap. »Ueber die im N. T'. bekiimpf- ten Hiresien«, S. 231-268 — et Afsnit, som Forfatteren (S. 40) i Forbin- delse med det næste: »Uber die Geschichte des Kanon« selv regner til sin Bogs Centrum —; slg. hans i Anledning af Baurs Remonstratiou (»Der Kritiker und der Fanatiker« u.s. w.) A. 1846 udgivne » Einige Worte tiber die Åechtherit der neutestamentl. Schriften«, S. 42, fr. 228 paa at identificere dem med Gnostikerne i den efterapostoliske Tid. Thi ogsaa dette maa vel bemærkes, at ved Siden af en Lighed mellem de i det N. T. bekæmpede Hæretikere og det 2det Aarhundredes Gnostikere viser der sig tillige en Ulighed, hvilken altfor ofte er bleven overseet i de didhørende Forhand- linger. I alle Skrifter mod Gnostikerue i det 2det Aarhundrede er Hovedangrebet rettet mod den store Hovedsætning: »at den højeste, den sande, den af Christus forkyndte, det Nye Testa- mentes Gud er en ganske anden end den Gud, der har skabt Verden, Demiurgen, som har aabenbaret sig i det Gamle Testa- mente«. Skjøndt man nu vel ikke med den Sikkerhed som Thiersch (0. a. St.) tør paastaae, at Forfatterne til de ovenom- talte Skrifter i det N. T., dersom de havde levet i Zdet Aarhun- drede og havde havt til Hensigt åt bestride Datidens Gnostikere, ikke vilde have undladt med al Styrke at fremhæve hiint Hoved- punkt i Controversen mod disse”), såa er det dog vist, at i det N. T. bliver denne Form af Dualismen, denne blasphemia creatoris, som Tertullian kalder den, ikke omtalt med et Ord. Derfor er det ogsaa med Rette blevet anseet for een af Grun- dene til at betvivle Ægtheden af de påa Armenisk opbevarede Breve fra Korinthierne til Paulus og fra Paulus til Korinthierne ”), ”) Dog er den af Hilgenfeld (Die johanneischen Briefe, Theol. Jahrb. 1855, S. 508) gjorte Indsigelse, at man påa denne Maade ogsaa med Lethed vilde kunne redde de Ignatianske Breves Ægthed, ikke træffende; thi virkelig kan den Omstændighed tale for de Ignatianske Breves Affattelse i Begyndelsen af 2det Aarh., at de bekæmpe Gnostikernes Doketisme, uden udtrykkeligen at polemisere mod den vistnok til Grund liggende Dualisme af Legem og Aandeverdenen, men som endnu ikke havde fuld- stændigen udviklet sig. ”) Disse to Breve bleve først dragne for Lyset i det 17de Aarhundrede ved en engelsk Adelsmand Gilbert North, der bragte et ufuldstændigt i Smyrna forfærdiget armenisk Haandskrift til Europa. De bleve i For- bindelse med en god græsk Oversættelse udgivne i London 1736 ved Georg og Vilhelm Whiston — hvis Fader, den påa Grund af sin Åria- nisme afsatte Prof. Matheseos i Cambridge, Vilhelm Whiston, havde i Anledning af hine Breve ladet sine Sønner lære Armenisk. J. B. Carpzow bekjendtgjorde ,i Tydskland den Whistonske Bearbeidelse, men udviklede BØG at i disse Breve polemiseres der imod en saadan Adskillelse af Verdens Skaber og den høieste Gud, medens der i den hele Christelige Litteratur fra det første Aarhundrede hersker en fuldkommen Taushed om denne Slags Vranglære. Hertil kommer endnu andre Forskjelligheder, som ved nøiere Betragtning vise sig mellem Hæretikerne, der bekjæmpes i det Nye Testamentes Skrifter, og det 2det Aarhundredes Gnostikere. Hine ryggesløse og hovmodige Mennesker, som skildres i 2det Petri Brev, i Judæ Brev og i Apokalypsen, søgte endnu at holde sig i Forbindelse med Kirken; de toge Deel i de Christnes Kjærlighedsmaaltider (Jud. 12) og bleve taalte i flere Menigheder, som netop derfor straffes af Johannes i hans Apokalypse (Il, 12-17. 18-29). De senere Gnostikere isolerede sig derimod i KS tillige Grunden imod Brevenes Ægthed. Mosheim og J. D. Michaelis istemmede samme Dom, som ikke blev underkjendt af nogen nyere Kri- tiker, førend V. F. Binck i Aaret 1823 fremtraadte som en varm Tals- mand for de tvende Epistler, af hvilke der bevares 8 Haandskrifter paa AÅrmenisk i Klostret St. Lazaro ved Venedig. Det var den lærde arme- niske Munk Pasqual Aucher, der havde været Rincks Medhjælper og som, selv overbeviist om Brevenes Ægthed, havde formaaet at vinde sin tydske Gjæsteven under dennes Ophold i Venedig for samme Mening. Ogsaa den engelske Digter Lord Byron havde.under sit Ophold i Venedig sys- selsat sig dermed og forfærdiget en engelsk Oversættelse; men då denne var altfor fri, dicterede P, Aucher (paa Italiensk og Latin) en bogstavelig, hvorefter Rinck udarbeidede sin tydske. Rincks Grunde for Brevenes Æsgthed bleve gjendrevne af Ullmann i en udførlig Recension i Heldelb. Jahrbucher, Junt 1823. See J. Møllers Nyt Theol. Bibl. 1824, S. 59 ff, hvor Brevene findes oversatte paa Dansk, med tilføjede Bemærkninger. Med Hensyn til den omtalte Anachronisme da findes den 2, 16: »Saa vider da« — skriver Paulus — »at hine (de i Korinthiernes Brev om- talte Vranglærere, Simon og Kleobulus) ikke ere Betfærdighedens, men Verdens Børn; thi de give ikke Guds hjertelige Barmkhjertighed Bum over sig, men sige, at Himlene, Jorden og alle Skabninger ikke ere Gjerninger af dens Haand, som er Fader over alle Ting. Slg. Korim- thiernes Brev til Paulus V. 11: »De sige, at Mennesket ikke nogensinde er blevet skabt af Gud. V. 14: »ogy Verden holde de ikke for Guds Værk, men en Engels«. J. Møller har derfor Uret, naar han indrømmer (a. St. S, 77) »at i Indholdet selv vil man ikke finde Anachronismer eller andre grove Misgreb, hvorved en ukyndig Bedrager pleier strax at røbe sig«. 230 egne Secter og Selskaber, hvortil de' imidlertid ifølge Jud. 197) allerede tidlig følte en Tendents, som endnu mere fremskynde- des ved den Strænghed, hvormed deres Lære og Bestræbelser mødtes af Apostlene og disses troere Tilhængere (s. 1 Tim. I, VON 1220 ks Job EMO): | … Endelig findes der ogsaa en Forskjel mellem Vranglærerne i det N. T. og Gnostikerne i 2det Aarhundrede, der svarer til den apostoliske og efterapostoliske Tids hele Charakteer og Stræben. Ligeoverfor de af den Helligaand opfyldte og begei- strede Apostle staae Mennesker, der ligesom i dæmonisk Inspi- ration optræde som Apostle og Propheter for en titanisk Ugude- lighed og RKyggesløshed; nogle af dem (Simon Magus o. Å.) skulle jø endog være fremtraadte med Paastand om at gjælde for Messias. I det andet Aarhundrede derimod fremtræde, efter Apostlenes Bortgang, Kirkefædre, som ved Anvendelse af den Lærdom og Dannelse, der stod dem til Tjeneste, søgte at for- svare og begrunde de Ideer, hvilke de havde modtaget fra Apostlene, og som vare af, disse udtalte i deres Umiddelbarhed. Til samme Tid optræde i den modsatte Leir gnostiske Sectstif- tere, der som Lærere og Skribenter uddanne til Systemer de Anskuelser, hvis Principer havde havt deres Repræsentanter allerede i den apostoliske Tidsalder, men uudviklede og i over- veiende praktisk Retning. »Ligesom Paulus ikke var en Lærd og Systematiker i den Forstand som f. Ex. Alexandrineren Cle- mens, og denne atter ikke var en Apostel som Paulus; saaledes staae ogsaa de gnostiske Systemgrundere i 2det Aarhundrede i et lignende Forhold til Hæresiarcherne i den apostoliske Tid.« ”) Odtor &iouv oi amodrogilovrtes åovtovs. Naar Mayerhoff, Einl. in die petr. Schr., S. 177 Anm., vil have dette forstaaet »von der Trennung des In- nern: sie entzweien sich selbst, indem sie die Harmonie des Geistes zerstoren, dem Leibe auf Kosten der Geistes frohnen« — da er dette en ganske vilkaarlig Udlægning. Da Ordet &zvrovs mangler hos flere kri- tiske Vidner — hvorfor Lachm. og Tischendorf heller ikke have optaget det i deres Text — bør den Fortolkning antages, som Luther har fulgt ved sin Oversættelse: »die da Rotten machen«, og som de Wette bedre gjengiver ved: »Trennungen verursachen «. | | | | | | | | | | i 231 Med Rette har Thzersch (a. St.) henviist til, hvorledes vi i Re- formationens Aarhundrede see det Samme gjentage sig, hvad dengang tildrog sig i den christelige Oldtid. Den Vildhed og Lidenskabelighed, hvormed de første Anabaptister og Antitrini- tarier optraadte, blev brudt; for en Tidlang våre de — dengang rigtignok ved Vold og Magt — trængte tilbage; i deres Udvik- ling var en Stilstand indtraadt, og disse hæretiske Retninger syntes allerede at være overvundne, indtil Menno Simonis, som samlede Resten af de sværmeriske Gjendøbere, forenede disse til en ordnet og i deres Anskuelser maadeholden Sect, og ind- til paa den anden Side begge Socinerne skjænkede Antitrinita- rierne et med stor Kundskab uddannet System, en kirkelig Ord- ning og en Skole af stor Lærdom. Hvad der paa denne Maade lykkedes disse, det søgte Secthovederne i det 2det Aarhundrede at udrette med Levningerne fra de første Gnostikere. I Almindelighed betragtet vilde derfor et Brev, rettet mod de Udskeielser, hvortil den misforstaaede og misbrugte Pau- linske Lære kunde have givet Anledning, med udtrykkelig Er- klæring til Gunst for Pauli sande Lære, ikke i og for sig vække grundet Betænkelighed mod sin Affattelse ved Apostlen Petrus. Men andre Omstændigheder træde til, som fremkalde Mistanke om, at Zdet Petri Brev dog neppe tør ansees for at være et Værk af denne Apostel. Ifølge II, 1 er vort Brev rettet til de samme Menigheder, lil hvilke det første Petri Brev er skrevet... Sammenligne vi nu Indholdet af vort Brev med Indholdet af iste Petri Brev, er det paafaldende, at der paa den ene Side ikke findes i hiint Brev noget Spor af de eiendommelige Forhold, som det første Brev forudsætter, og at paa den anden Side det første Brev heller ikke indeholder nogen Antydning af de grove Forvildelser, mod hvilke andet Petri Brev er rettet. Det vilde imidlertid ikke være paafaldende, dersom vi kunde forudsætte, at mellem Af- fattelsen af begge Breve var der allerede forløbet et længere Tidsrum, man kunde da antage, at Apostlen, da han skrev det 16 282 emmer første Brev, endnu ikke havde modtaget nogen Efterretning om hine Vildfarelsers Udbredelse i disse Menigheder. Alligevel, " vort Brev vil jo ikke egentlig — saaledes som Judæ Brev, hvorom vi strax komme til at tale nærmere — advare mod alle- rede optraadte Vranglærere, men meget mere forudsige deres fremtidige Optræden. Hvad skulde da have bestemt Petrus til ikke allerede i det første Brev i det Mindste at antyde den store Fare, som hine Menigheder vilde have at bestaae? — Medens Forfatteren til vort Brev gjentagne Gange udtrykkeligen betegner Vranglærerne som fremtidige, taler han dog paa den anden Side i Skildringen af dem i Cap. II, som om de allerede vare nærvæ- rende. Ja den hele Charakteristik, som han udkaster, Anførelsen af deres egne Ord (III, 4), lader forudsætte, at saadanne Vrang- lærere allerede våre optraadte paa den Tid, da Brevet blev af- fattet, og havde fundet Indgang i de christelige Menigheder. Modsigelsen herimellem hår man troet at kunne hæve ved Hen- viisning til, hvorledes Vranglærernes allerede tilstedeværende Virksomhed lod slutte til en endnu fremtidig, mere almindelig Udbredelse. Men i dette Tilfælde maatte man dog vente, at Forfatteren havde holdt begge disse Sider mere ud fra hinan- den og viist, hvorledes den nuværende fra Vranglærerne ud- gaaede Fordærvelse truede Menighederne med endnu større fremtidig Fare. Saaledes som Fremstillingen nu er, gjør den det Indtryk, som om Forfatteren til en Tid, hvor disse Vrang- lærere allerede vare optraadte, havde villet lægge Apostlen Petrus en Spaadom om samme i Munden, for at give sin Polemik større Eftertryk. ”) Denne Mistanke forøges ved nærmere at betragte Forholdet mellem 2det Petri og Judæ Brev. Under sidst anførte Navn besidde vi i N. T.s Samling en kort Skrivelse, hvis Forfatter angiver sig som Judas, Jesu Christi Tjener, Jakobt Broder"). ”) See Messner, Die Lehre der Apostel S. 156 f. ”) See R. Stier, Der Brief Judæ. Berlin 1850. LÆ. Arnaud, Récherches sur 'ép. de Jude, Strasb. 1851. J. E. Huther, Auslegung der Briefe Petri und Judæ Gått. 1852. W. F. Rampf, Der Brief Judæ, Sulzb. 1854. Da nu denne Betegnelsesmaade af Forfatterens Personlighed for-- udsætter, at Jakobus maa have været en bekjendt og anseet Mand, kan mån ved denne Leilighed neppe tænke påa nogen - anden Jakobus end det bekjendte Hoved for de Christne af Jøde- dommen i Jerusalem. Som ovenfor omtalt ere Meningerne deelte- om, hvorvidt denne Jakobus, der Gal. I, 19 kaldes »Herrens Broder«, var en virkelig Broder til Jesus og ikke nogen Apostel (i Ordets Betydning af de tolv af Jesu selv valgte Disciple) — eller om han var identisk med Apostlen Jakobus, Alphæi Søn, og altsaa en Fætter til Jesus. Deraf afhænger det da igjen, om Judas, Forfatteren til det omtalte Brev, skal betragtes som en virkelig Broder til Jesus og Jakobus (s1… Matth. XII, 55, Marc. VI, 3) og altsaa Ikke-apostel, eller om han skal antages for Apostlen Judas, der i Luc. VI, 16. Ap. G. I, 13 betegnes som Yovdæc Iaxwfov (hvor man da af Hensyn til Jud. I, 1 under- forstaaer &dsA4oc) og som antages identisk med den i Matthæi og Marci Evangelier under Navnene Lebbæus og Thaddæus om- talte Apostel. Da Forfatteren til Judæ Brev, langtfra at betegne sig for sine Læsere som Åpostel, endog V.17 synes at adskille sig fra Apostlene (Vusic dé, adyonmntot, mvncdnte tv onuatæv Tv 7Q08LQNUÆvEv vA0 Tv &m0cToLwv Tod xvgiov nuæv Incod … Xorotov), og da overveiende Grunde synes at tale for, at Jako- - bus, »Herrens Broder«, ikke har været blandt de tolv Apostles Tal, har i nyere Tid den Mening efterhaanden vundet alminde- ligere Bifald blandt protestantiske Theologer, at vi i Jakobr og Judæ Breve besidde to Breve, der ikke hidrøre fra egentlige Åpostle, men fra to af Jesu egne Brødre"). Hvad den Formod- ning angaaer, at Judæ Brev med Urette skulde bære sit Navn, og at dette kun ved en pia fraus skulde være tillagt det af dets 1) I den katholske Kirke er den Mening, at Jakobus og Judas vare Apostle og Herrens Fættere, bleven den herskende — hvortil Interessen for at hævde baade Josephs og Marias Virginitet har sin væsenlige Andeel. S. f. Ex. den nyeste katholske Commentar til Judæ Brev af Bampf, SS 12-4f: 6 234 "ubekjendte Forfatter, da gjendrives den ved det Usandsynlige i, at en Falsarius skulde i hiint Øjemed have valgt en Mands Navn, hvis Autoritet først skulde støttes paa en anden Mands (Jakobi), da han dog i saadant Tilfælde vel snarere vilde have udseet sig en af Apostlene, hvis Navn og Autoritet han vilde benytte. Mellem dette Judæ Brev og andet PetrY Brev findes nu en saa stor og tildeels ordret Overeensstemmelse, at den kun kan forklares af, at Forfatteren til det ene Skrift har benyttet den andens Arbeide; thi den Formodning, at begge, uafhængige af hinanden, havde benyttet et tredie Skrift, kunde ikkun i det Til- fælde findes tilfredsstillende, dersom det alene var i Skildringen af Vranglærerne, hvori Judas og Petrus stemmede ordret over- eens med hinanden; men Ligheden strækker sig ogsaa ud over hin Skildring, (man sammenligne saaledes 2 Petr. Ill, 1 med Jud: 17—18, ligeledes "2 "Petr. 1295 Fed Ja EP ØRE Spørgsmaalet synes derfor kun at blive, om Forfatteren til Judæ Brev har benyttet det Petri Brev, eller om dette Brevs For- fatter hår benyttet Judæ Brev. Medens ældre Theologer antoge det førstnævnte Forhold, vandt i nyere Tid den Anskuelse meer og meer Indgang og Bifald, at Oprindeligheden maatte være paa Judæ Side. Schwegler erklærer Judæ Brevs Prioritet og det andet petrinske Brevs Afhængighed af hiint Brev for at være bleven næsten »et Axiom i den nytestamentlige Kritik ?)«. Virkelig have i nyere Tid selv saadanne Theologer, der iøvrigt antog Zdet Petri Brevs Ægthed, anerkjendt Rigtigheden af dette Forhold mellem de to nævnte nytest. Breve; saaledes Hug. Ennlert. II S. 559. Guericke, Gesammigesch. S. 470 0. Å. 1) Dersom forresten slige stærke Ord kunne afgjøre Noget, da har det heller ikke manglet paa denne Slags Yttringer fra modsat Side: »Hoffentlich wird man die grosse Åehnlichkeit Eines Capitels mit dem Brief Jude — siger Michaelis, Einl. S. 1478 — nicht gegen den Brief Petri anfuhren, indem zu deutlich in die Augen fållt, das hier der Br. Petri nicht die Copey oder Nåchahmung, sondern das Original sey«. 235 De have i denne Henseende beraabt sig paa, at ligesom Petrus i sit første Brev havde taget Paulus til Fører og efter dennes Anviisning udkastet sin Skrivelse til Vejledning for ham personlig ubekjendte Menigheder, saaledes havde han i sit andet Brev holdt sig til Judæ Brev, der allerede tidligere havde bestridt hine Vranglærerere, mod hvilke nu ogsaa han stillede sin Anseelse, idet han med det Samme vilde bekræfte og fuldstæn- diggjere Judæ Brev. Men neppe vil man dog finde det enten hensigtsmæssigt eller passende, at Apostlen Petrns skulde have benyttet Judæ Brev paa den Maade, som |det er skeet i 2det Petri Brev, uden med et Ord at have henviist til” hiint Skrift. Hvad derimod angaaer Overeensstemmelsen mellem I1ste Petri Brev og de paulinske Breve, da er den, som ovenfor blev efter- viist, af en anden Årt og afgiver derfor ikke nogen tilsvarende Parållel. Hertil kommer, at ved Siden af den tildeels ordrette Gjengivelse af Judæ Brev findes der saadanne Afvigelser fra samme i 2Zdet Petri Brev, der i samme Grad blive forklarlige, naar dette hidrører fra en fremmed og efterapostolisk Forfatter, som de blive gaadefulde og anstødelige, naar Brevet skal ansees for et ægte Skrift af Apostlen Petrus. Medens Tankegangen i Judæ Brev er fåst og bestemt, er den i andet Petri Brev svævende og usikker; medens Udtrykket hos Judas er klart og simpelt, findes i andet Petri Brev rhetorisk og kunstlet Omskrivning ved Tilsætninger; slg. Jud. 3. 4. 6. 7. 8. med 2 Pet. II, 1. 3. 4. 6. 10. etc. Hos Judas skildres ligefrem »nogle Mennesker«, som have »indsneget sig blandt de Christne og misbruge Guds Naade til Uteerlighed« (V. 4) og som derfor ville blive Gjenstand for Guds retfærdige. Straf, i Lighed med hvad der tidligere var blevet Ugudeliges Lod; hos Petrus II, 1 f. er der istedetfor avdQwrtot tivsc, ob Tagsicsdvouv, Tale om wWevdodidaczædo:, Oftiveg TTaQErcd Eovor oigécerg armmksiucg. Uagtet denne Angivelse af deres Optræden som fremtidig, gaaer dog Skildringen strax efter over i Præsensform, der vexler med Futurum. Om' end- ogsaa denne Vexling lod sig forklare som naturlig i en levende 236 Fremstilling , hvor det Tilkommende stiller sig som allerede nærværende for den Skrivendes Tanke, kan det dog neppe for- klares uden som en Forglemmelse af den Person, i hvis Navn Forfatteren taler, naar han endogsaa bruger forbegangne Tider (xatælinmovtog svdsiav oddv, émlavndycav, éEaxoXovdncavtesc tn 00m tov Bal«eu V. 15) med Hensyn til de omhandlede Vranglærere. " Flere Udtryk ere ombyttede saaledes, at det for- raader Misforstaaelse eller forsætlig Omdannelse af Judæ Ord, fordi de ikke passede pad senere Tidsforhold. Saaledes siges der i Judæ Brev V. 12 om Vranglærerne: Ovzor stowv åv twic ayarmaic vudv cmiXadegc, cuvsvwyovuevor — medens det hedder i 2 Pet. IN, 13: ovrtor .. 2. omfdov xzai uåmon, EvTgvpævtsc év Taic &TATOLG &VvTØv, Cvvevoyovuevor. Ud- trykket 0744 dec, hvormed formodentlig Judas har villet til- kjendegive, at hine Vranglærere vare ligesom de Klipper, hvor- paa Kjærlighedsmaaltidernes værdige Høitideligholdelse led Skib- brud (slg. 1 Kor. XI, 21 ff.), forekom Forf. til det Petri Brev besynderligt og fremmed, og derfor omskiftede han det meå onidos xat uæuor; hvad derimod Omskiftningen af gyaraig væv til &rratarc avtæv angaaer, da foranledigedes den vel derved, at Agaperne til den Tid, da andet Petri Brev blev skrevet, vare gaaede af Brug som Følge deels af dermed forbundne Uordener deels af de Christnes tiltagende Mængde. Den Omstændighed, at enkelte Steder i 2det Petri Brev først modtage deres Lys fra tilsvarende i Judæ Brev, taler ligeledes for det sidstnævnte Skrifts Prioritet; og Grunden, hvorfor Forfatteren til hiint Brev ikke kunde gjengive Judæbrevets Indhold paa de omtalte Steder med lige Klarhed og Tydelighed, synes at hidrøre fra Åarsager, som først vare tilstede endog temmelig længe efter den aposto- liske Tid. Saaledes omtales 2. Petr. II, 4, hvorledes Gud ikke sparede Engle, »som syndede« (0 $s0c dyyédav duaoTnRGAVvTÆv ovx &wpsicæto), og i V. 10. 11 dadles »de Dristige, Frække, som ikke bæve ved at bespotte Værdigheder, da dog Englene, som ere 237 større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem (?) for Herren« (ToAunytat, avdoderc, doguc ov toiuovor Blacpnuovvtsg. dmov &yyskor icyvi zar dvvduer usicoveg ovtss ov mpégovor xaTt avrav mage xveim fAaocgpnuov xoeiorv). Til disse Steder findes Nøglen i Jud. V. 6 og V. 9. Af det første Sted sees, at der sigtes til den paa Fortællingen i 1 Mos. VI, 2 erundede, i Henochs Bog videre udførte Mythe om Engle, der "forlode deres himmelske Bolig og Værdighed og gik ind til Menneskenes Døttre; paa det andet Sted fortælles om en Strid mellem Erkeengelen Michael og Djævelen, hvor den Første dog indskrænkede sin Dom over denne til de Ord: »Herren straffe Dig!« — en Fortælling, der ifølge Origtnes (irsgi &oyæv III, 2) fandtes i et dengang meget læst Skrift: gvaBgacic 1. Moiicéoc. Den ubestemte, men tillige uklarere Fremstilling i det. Petri Brev synes foranlediget ved Forfatterens Sky for at citere apokry- phiske Skrifter; men dette Hensyn forraader en Forfatter, der allerede reflecterede over det Betænkelige i at lade en Apostel benytte apokryphiske Skrifter”), medens vi saavel af Judæ Brev som af Pauli Taler og Breve (s. Ap. G. 17, 28, 1. Cor. 2, 9. Tit. 1, 12.) see Exempler paa, hvorledes man tidligere uden Betænkelighed benyttede leilighedsviis enkelte Udsagn af apokry- phiske og endog af hedenske Skrifter”). Mærkelig er ogsaa ”) Saaledes vidner Hieronymus med Hensyn til Judæ Brev (de vir. ill.): Judas frater Jacobi parvam quidem epistolam reliquit. Et gquia de Enocho, qui apocryphus est, in ea assumit testimonium, a plerisque rejicitur: vetustate tamen aåuctoritatem jam et usu meruit et inter sanctas scripturas com- putatur. Endnu tidligere vide vi fra Origines, at der var dem, som for- kastede 2 Tim., fordi der i dette Brev (3, 8) omtales Jannes og Jam- bres, hvilke Navne ikke findes i det G. T., men i et apokryphisk Skrift (Comm. in Matth. Tract. XXXV). Hvad forresten det af Judas citerede Udsagn V. 14. 15 (mgospytevee — Evøy åéywv: ”Idov x71.) angaaer, da er der bleven yttret: Tvivl om, hvorvidt det skulde føres tilbage til et Skrift under Henochs Navn, end- sige til det i nyere Tid for Lyset dragne apokryphiske Skrift, som i de seneste Aar har været en Gjenstand for en Mængde lærde Undersøgelser. Medens Guericke, der nægter dette Forhold (Gesammtgesch. S. 455, Anm. 1), dog indrømmer, at Paaberaabelsen af et enkelt Sted i en apokryphisk 238 2 Pet. III, 2, hvor Forfatteren opfordrer sine Læsere uvgcdøvær Tv mgosrgnuÉvæv bnudTÆv vo tøv aylwv TQopntåv xui Tijc tøv am00tolLæv nuv (al. væv) &vtolijg tod xveiov xl Bog ikke kunde være uværdig for Judas (»saameget mindre som denne ikke var Apostel«), hår derimod Rampf (a. St. S. 254-282) anstillet en vidtløftig Undersøgelse, hvorved det er lykkedes »fuldkommen at retfær- diggjøre den hellige Apostelu — »idet det staaer fast som afgjort Sand- hed, at Judas ligesom i Fortællingen om Michaels Strid med Satan saa- ledes ogsaa i Henochs Prophetie hår øst af gammeltestamentlig Over- "levering og har bevaret os en fra ægte guddommelig Aabenbaring stam- mende Tradition, som han har bekræftet ved apostolisk Anseelse.« — Endnu et Trin videre i disse underlige Førsøg paa at retfærdiggjøre Judæ Paakaldelse af Henochs Prophetie er Englænderen Edv. Murrays Bestræbelse for at opdage i den saakaldte »Henochs Bog«, saaledes som den nu kjendes, det af Patriarchen Henoch selv forfattede Urskrift (Enoch restitutus; or an attempt to separate from the Books of Enoch the Book quoted by St. Jude, etc. . London 1838). . Hvad der kan anerkjendes i disse Undersøgelser, er det, at den nuværende Henochs Bog først synes at være opstaaet efterhaanden og indeholder ældre og yngre Bestanddele. Indtil 1773 maatte de lærde Forskninger over dette allerede i det N. T. anførte og af Kirkefædrene oftere paaberaabte Skrift indskrænke sig til Benyttelsen af nogle græske Fragmenter, som vare opbevarede i andre Værker. Da opdagede Englænderen Bruce i Habessynien tre Haandskrif- ter af æthiopisk Oversættelse, hvorom &S%lvest. de Sacy dog først tredive Aar sildigere (i Å. 1800) gav nogle nærmere Oplysninger. Endelig udgav Bichard Lawrence Bogen paa Engelsk, med indledende Undersøgelser og Anmærkninger, Oxford 1821 (2det Opl. 1833). Den Første, som i Tydsk- land benyttede det engelske Værk til en nøiere Undersøgelse og gjorde denne bekjendt, var A. G. Hoffmann i Jena, der i 1838 udgav Henochs Bog i fuldstændig Oversættelse med fortløbende Gommentar, Indledning og Excurser, hvortil han i det andet Bind (1838) kunde benytte en ny af Biippell 1834 hjembragt æthiopisk Codex. I Aaret 1839 udgav Law- rence ogsaa den æthiopiske Text, medens Gfrorer offentliggjorde en latinsk Oversættelse af denne i sine Prophetæ veteres pseudephigraphi, Stuttg. 1840. Nye Undersøgelser anstilledes og meddeeltes af Wieseler (1839), E. Krieger (1845), Liicke (1852). Endelig udkom Dillmann's Liber Henoch æthiopice ad 5 codd. fidem editus, cum variis lectionibus. 4, Lipsiæ 1853, og i 1851 ved samme Lærde: Das Buch Henoch iber- setzt und erklårt; i 1854 Ewalds Afhandling: Udber des Æthiopischen Buchs Henoch Emistehung, Sinn und Zusammensetzung, Gotting. I Mod- sætning til de tidligere Lærdes Mening om Henochs Bog som et af flere" temmelig løst forbundne Bestanddele sammensat apokalyptisk Skrift, ur- gerede Dillmann Eenheden i Bogens Plan; men hans og hans Lærers, Ewalds, Anskuelser om Bogens Composition fandt Modsigelse fra flere 239 cowtnQoc. Vel har man forklaret 7uøv som Åpposition og gjen givet Meningen saaledes: »at I skulle komme de Ord ihu, som forud ere sagte af de hellige Propheter og vores Bud, væ, som "Sider, deriblandt af Kåstlin i dennes Afhandling: Uber die Entstehung des B. Henoch (Theol. Jahrb. 1856 S. 240-279, 370-386). Disse Forskere stemmede imidlertid deri overeens, at Henochsbogen var i sin Heelhed af jødisk, forchristelig Oprindelse. Dillmann og Kåstlin sætte samme omtrent til 110 før Chr., Ewald til 130-128 før Chr. Derimod sågte for nylig Weisse i sit Skrifi: Die Evangelienfrage in threm gegenwiirtigen Stadium, Leipzig 1856. at hævde den tidligere ogsaa af Silvest. de Sacy, J. G. K. Hofmann, Liicke (hvilken sidse dog senere har opgivet den) 0. A. fremsatte Anskuelse om, åt Henochs Bog ikke er af forchristelig, jødisk Oprindelse, men først er opstaaet under Christendommens Ind- flydelse.. Wersse finder, at den hele i Henochs Bog fremsatte Soterolo- gie og Eschatologie umuligen kan tilhøre den forchristelige Jødedom, men at derimod Bogens Tilblivelse skyldes den christelige Judaismes Bestræbelse for at plante sine Rødder tilbage i den forchristelige Jøde- doms Grund. Citationen af Henochs Bog Cap. II i Judæ Brev kan ikke hos Weisse vække nogen Betænkelighed, da han synes at være overbe- ” viist om Judæbrevets Uægthed (S. 215, Anm.). Bampf (Der Brief Judæ S. 275 ff.) derimod, som hævder Judæbrevets apostoliske Authentie, seer i de hos Judas V. 14 og 15 anførte Ord en mundtlig opbevaret Tradi- tion, hvilken siden efter gav en Jødechristen Anledning til at stille den i Spidsen for et Skrift, hvorved han vilde trøste og opmuntre sit ned- trykte Folk, idet han foreholdt dette forskjellige Spaadomme, som han i denne Hensigt samlede og forbandt i den nu foreliggende Henochsbog, men som ikke var kjendt af Judas. Baade Weisse og Bampf, hvor for- skjellige end deres Anskuelse forresten ere, beraabe sig i ovennævnte Henseende paa den Kjendsgjerning, at Henochs Bog (som samlet Heelhed)! aldrig formaaede at skaffe sig Indgang i ægte jødiske Kredse. Allerede Tertullian de cult. fem. 1, 4 bemærker: Scio, scripturam Enoch non recipi sa quibusdam, quia nec in armarium Judaicum admitittur; og Origines (Num. 34. Hom. 28): Libelli Henoch non videntur apud Hebræos in autoritate haberi, medens Henochs Bog derimod hos de Christne en lang Tid stod næsten i kanonisk Anseelse og udøvede en vidtudbredt, dybtgribende Indflydelse. Imod Weisse har Ewald repliceret i Jahrb. d. bibl. Wissensch., 1857, S. 189 ff. Spørgsmaalet om Henochsbogens jødiske eller christelige Oprindelse hår dogmatisk Interesse, forsaavidt dets Be- svarelse tjener til at oplyse Forholdet mellem Jødedom og Urchristendom (f. Ex. hvorvidt Christi Præexistents, overnaturlige Væsen, Betegnelse som Menneskesønnen etc. allerede hørte til den jødiske Theologie). Medens saaledes Forhandlingerne om Henochs Bog endnu ikke ere afsluttede, tør man saavel ved de i vor Tid med fornyet Iver fortsatte Undersøgel- ser over den apokalyptiske Literatur overhovedet som ved Benyttelse af 240 ere Herrens Apostle« (Dansk Bib.). Men det er et Spørgsmaal, om denne Udlægning lader sig philologisk forsvare (idet man dog maatte have ventet guøv sat foran tøv &x0c7o4mv), og om ikke den knudrede Construction hidrører fra en uheldig Overførelse af Judæ Ord V. 17: Vusis uvncdnyte tåv bnudtæv Tv 7rQ08LQnuÉvæv vw tøv Qmo00ctolæv, idet Forfatteren til det Petri Brev, for at hævde den engang overtagne Anseelse som apostolisk Forfatter, indskjød dette zuæøv, men paa upassende Sted. Blandt nyere 'Theologer have Dret/ern og Thtersch fast- holdt det omvendte Forhold mellem Judæ og det Petri Brev, men have kun ved deres kunstige Årgumentationer endnu mere bragt det Usandsynlige i deres Paastand for Lyset. Hvorledes vil man f. Ex. forene Thierschs ovenfor (IV St. S. 239, Anm. 1) med- deelte Anskuelse om andet Petri Brev som »et Testament, der først skulde aåaabnes længe efter Apostlens Død«, med den Kjendsgjerning, åt Judæ Brev allerede var udbredt og blev be- nyttet længe førend der i Kirken blev gjort Brug af Zdet Petri Brev? Til Indvendingerne mod Brevets Affattelse ved Petrus og i den apostoliske Tid hører dernæst ogsaa Hensynet til de Tvivl, som vare opkomne om Parusien. I alle de øvrige Skrifter i det N.T., ogsaa i det første Petri Brev (IV, 7, mavræv då to tédoc myyts) slg. 1 Cor, XV, 51. 1 Thess. IV, 15. 17. Philipp. III, 2. Jak. V, 8. 9. Hebr. X, .25. 1 Joh. I, 18 etc. hersker Forventningen om, at Herrens Gjenkomst er i umiddelbar Nær- hed; Apostlene hente derfra Trøst og Haab for sig selv og for endeel andre Skrifter fra den christelige Oldtid, som ere bragte for Lyset i det æthiopiske Sprog (»Den lille Genesis eller Jubilæernes Bog«, »Den christelige Adamsbog« etc.) haabe i Fremtiden at vinde sikkrere og fuld- stændigere Oplysninger om hiint Skrift. Efterat nærværende Afhandling var bleven overgiven til Pressen, udkom Die jiidische Apokalyptik im threr geschichtlichen Emtwickelung, von A. Hilgenfeld, Jena 1857, hvori der S. 93-184 handles om Henochs Bog, med det Resultat, at der ad- skilles et Grundskrift fra Slutningen af ?det Aarh. før Chr. og en Over- arbejdelse af samme ved christelige Hænder. 241 deres Læsere. Da det Petri Brevderimod blev skrevet, havde man i det Mindste gjennem en heel Generation fra de første Christ- nés Tid af forgjeves ventet Herrens synlige Gjenkomst. Imod Spotternes Tale: mod åotv % åmayyeliu Tyc magovoiac aviod; dg ås ra0 oi marigsc åxomuydncav, Tavra ovre diauéver ar aQxnc xtiosæc (2 Petr. III, 4) gjør Forfatteren Forestillinger gjældende, som tyde paa Muligheden af, at endnu en lang Udviklingstid vilde forestaae, inden hiin afgjørende Epoche skulde indtræde. Ligeledes synes Henviisningen til »alle Pauli Breve« (HE, 16) og disses Sammenstilling med tæic yowgpaic, hvormed Apostlene pleie at betegne det Gamle Testamentes hellige Skrifter; — Benæv- nelsen af Bjerget, hvor Christus forklaredes (I, 19), som »det hellige Bjerg«, der til Apostlenes Tid var den reciperede Betegnelse for Zion, medens Forklarelsen foregik i Nærheden af Cæsarea Philippi påa et Bjerg, som Matthæus (XVII, 1 ff.) blot angiver med Prædikatet 000g vwnAdv; — foruden andre eiendommelige Benævnelser og Forestillinger at tyde hen paa en Forfatter fra en efterapostolisk Tid. Forresten gjælder det ved denne Lei- lighed som ved andre lignende literair-historiske Phænomener, at mange slige Enkeltheder, som paaberaabes til at understøtte Paastanden om Uægtheden af det omhandlede Skrift, først i " deres Sammenhæng med de mere afgjørende Momenter vinde tilstrækkelig Betydning. —… Mistænkelig — især i Sammenligning med første Petri Brev — er den Iver, hvormed Forfatteren til andet Petri Brev stræber "at gjøre sig kjendelig som Apostel. Ikke blot i Hilsenen kalder han sig Apostel og med sit hele Navn ZTvusøv /[Iétooc (smlg. 1 Pet. 1, I. 7Téroog &rx061704oc), men ogsaa i Brevet selv beteg- ner han sig som saadan (III, 2), som Jesu Samtidige og For- trolige (I, 14), som Øienvidne til hans Forklarelse paa Bjerget (l, 16. 18), som Pauli Medbroder (Ill, 15), som Forfatter af det første Petri Brev (III, 1). Han omtaler sin nærforestaaende Død, med Henviisning til en ham given Forudsigelse (1, 13, 14). Og 242 dog synes han Ill, 2 (slg. S. 238) uvilkaarlig at røbe sig som en fra Apostlen forskjellig Person. Denne Bestræbelse udelukker ogsaa den Formodning, hvor- ved man har villet bortfjerne den allerede af de Gamle”) be- mærkede og af mange nyere Theologer”) nærmere. efterviste Forskjellighed i Stiil og Udtryksmaade, som finder Sted mellem første og andet Petri Brev, at nemlig Petrus skulde have givet en af sine Disciple Ideerne til Brevet og overladt denne deres skriftlige Udførelse. Thi hvorledes skulde Apostlen i Brevet have gjort sig såa megen Umage for åt anerkjendes som Petrus og dog alligevel have overladt en Anden at udføre sit Ærende paa en saa selvstændig Maade? Dersom derimod 2det Petri Brev skal betragtes som ægte Udtryk for Apostlens Stiil og Skrive- maade, maa jo deri ligge en Indsigelse mod det første Petri Brevs Affattelse ved Petrus. Endelig, hvis man vil antage, at Petrus har til det første Brevs skriftlige Udførelse brugt en Med- hjælper, der nærmest var dannet i den paulinske Omgangskreds og Skole, til det andet Brevs Optegnelse en anden, der tildeels gjentog Judæ Skrivelse””), i hvilke dogmatiske Vanskeligheder indvikler man sig da med Hensyn til Spørgsmaalet om de apo- stoliske Skrifters Inspiration, for at bevare Paastanden om de petrinske Breves Authentie ved en Hypothese, som dog aldeles ingen historisk Hjemmel har! Alle disse Betænkeligheder understøttes endelig ved den dybe Taushed, som hersker om dette Brevs Tilværelse indtil det tredie Aarhundrede. Hvorledes et ægte Brev af Apostlen ”)' Hieron. De vir. ill. I: »Scripsit Petrus duas epistolas, quæ catholicæ nominantur, quarum secunda a plerisque ejus negatur propter stili cum priore dissonantiam. %) Slg. Mayerhoff, a. St. St. 161 ff. Øredner, Einl. S. 665 ff. De Wette, Einl. 2 416 etc. Hier. ep. CXX ad Hedib. c. 11: Denique et duæ epistolæ, quæ feruntur Petri, stilo inter se et charactere discrepant structuraque verborum. Ex quo intelligimus, pro necessitate rerum diversis eum usum interpretibus. Sig. Eichhorn, Einl. II, 5. 634 ff. 0. A. > x 243 Petrus kunde saa lang Tid være fuldkommen ubekjendt-i Kirken, det har man kun været istand til at forklare ved Formodninger, som true den christelige Oldtids Vidnesbyrd for det N. T.s Bøger med større Fare, end Indrømmelsen af, at et uægte Skrift under Petri Navn, hvis Anerkjendelse altid har fundet Modstand fra mange Sider, dog kunde i Tidernes Løb vinde en saadan Anseelse, at det blev af Fleerheden betragtet som et ægte apo- stolisk Værk.”) Det forstaaer sig, at den katholske Kirkes Theologer aldrig ville kunne indrømme Uægtheden af det Petri Brev, uden derved at omstyrte et af deres Kirkes Grunddogmer. Thi da Forfatteren til Brevet udtrykkeligen erklærer sig for Apostlen Petrus, saa har, i Tilfælde af dets Uægthed, den ufeilbare Kirke, som paa Tridentinerconciliet erklærede Brevet for et authentisk Skrift af Apostlen Petrus, gjort sig skyldig i en grov Feiltagelse. Den protestantiske Kirkes Theologer ville derimod, dersom de ”) Vi have i det Foregaaende omtalt den af Txersch yttrede Formodning om Åarsagen til det lange Ubekjendtkab om andet Petri Brev og om den Modsigelse, dets Optagelse i Kanon fandt. Man sammenligne der- med Dietlems (S. 58) Forklaring af, hvorledes Brevet kunde mangle i den gamle syriske Bibeloversættelse: »Moglich sey allerdings, dass die Syri- sche Kirche oder dass der Ubersetzer ihn nicht kannte und in irgend einer Hinsicht uber ihn zweifelhaft war; måglich sey aber ebensogut, dass irgend ein uns unbekannter Umstand die Vervollståndigung der Sammlung durch ihn hinderte; måglich auch, dass die Peschito ihn ur- sprunglich enthielt uud erst nachher, wieder durch einen uns unbe- kannten Umstand, vielleicht (aber nur vielleicht) durch die sich erheben- den kritischen Zweifel, seine Entfernung bewirkt wurde«. Man kan ved denne Leilighed ikke undre sig over Ewalds Indignation, naar han i Anledning af disse Ord udbryder: »So lautet wortlich diese entsetzlich rohe Vorstellung des Verf., welche nur noch entsetzlicher wird, wenn man bedenkt, dass es sich hier bei der Peschito zugleich um eine Reihe noch anderer verwandter Theile unsres N. T. handelt; in ein ganzes Meer von bodenlosen Moåglichkeiten, Zweifeln und Verdåchtigungen will der Verf. lieber seinen Leser sturzen, als dass er gestånde, das Fehlen des Briefes in der Peschito sey eine mit den ubrigen alten Zeichen seines Ursprunges wohl ubereinstimmende Erscheinung«. (Jabrb. der bibl. Wiss. 16527 'S:112" f£.). 244 see sig nødte til at opgive Brevets Authentie, tillige være nødte til at opgive dets kanoniske Gyldighed. Thi omendogsaåaa, som allerede ovenfor er. bemærket, flere af det N.T.s Skrifter kunne frakjendes de Mænd, hvilke Tradi- tionen nævner som deres Forfattere, og dog beholde deres An- seelse og Plads i Kanon (f. Ex. de tre synoptiske Evangelier, Hebræerbrevet etc.), kan det dog ikke blive Tilfældet med et Skrift, der udtrykkelig angiver sig selv for at være en Apostels Værk, naar "denne Angivelse maa erkjendes for falsk. Dette har ogsaa været Grunden, hvorfor mange protestantiske Theo- loger endnu i vore Dage hellere ville fastholde Ægtheden af 2det Petri Brev ved alskens uholdbare Argumenter, end be- stemme sig til at udelukke et Skrift af Kanon, der ikke blot i Aarhundreder hos Fleerheden af de Christne har gjældt for et ægte Værk af Apostlen Petrus, men ogsaa ved sit Indhold”) staaer langt over de sædvanlige apokryphiske Skrifter fra Chri- stenhedens Oldtid. Man behøver imidlertid ikke, saaledes som mange nyere Modstandere af Brevets Ægthed have gjort, at miskjende dets Fortrin, fordi man ikke troer. sig beføiet til at indrømme det lige Værdighed med det N. T.s ægte apostoliske Skrifter; men at erklære Brevet for uægte og dog erkjende dets Kanonicitet kan kun forenes med et Begreb om det N. T.s Ka- non, hvorved man ikke blot bortseer fra sammes dogmatiske Betydning, men tillige hylder den. Anskuelse, at det N. T.s kanoniske Skrifter eengang for alle udgjøre en Samling, der uden videre maa tages, saaledes som den historisk er bleven overleveret. I denne Forstand er det, at f. Ex. Baur taler om, ”) »Trotz der Unåchtheit ist dieses Product der urchristl. Literatur sehr schåtzbar, indem es theils åcht apostolischen Lehrgehalt hat (I, 3-11, wo besonders V. 5 ff. eine wichtige Ergånzung fur die apostolische Sitten- lehre; V. 18-21 die Ansicht von der Prophetie), theils fir die Geschichte der urchristlichen Hoffnung und die Entwicklung der Eschatologie einen merkwiurdigen Beitrag liefert« (De Wette, Erklårung der Br. des Petrus, Judas und Jacobus, Eiml. 54.) 245 »at hvilket Udfald Undersøgelserne om det N. T.s Skrifter end faae, altid bliver dog den ældste christne Kirkes Kanon den samme, til hvilken vi ikke kunne lægge Noget til og Intet kunne tage fra«. Men hermed forudsættes en Afslutning af det N.T.s Kanon, hvorom blandt Andet netop Båur og hans Skole ved saa mange Leiligheder have godtgjort, at den ingenlunde har fundet Sted i den ældste Kirke, medens man først langt sildigere ad forskjellige Veie og med forskjelligt Resultat søgte at bringe den tilveje. For den christelige Theolog er heller ikke den -historiske Kundskab om, hvilke Bøger de Christne til forskjel- lige Tider og i forskjellige Egne af Verden have anseet for hellige Skrifter, det, som giver de kritiske Undersøgelser om Biblen deres højeste Værd; men det er Haabet om, at det ved disses Hjælp vil lykkes at komme til stedse fuldkomnere og rigtigere Indsigt om, hvorvidt den i Kirken som Samling af hellige Skrifter overleverede Literatur med Rette kan gjøre For- dring påa at være den ældste 'og paalideligste Erkjendelseskilde for den christelige Aabenbaring, eller hvilken Forskjel der maa gjøres mellem dens Bestanddele. Unægteligen har den ÅAn- skuelse, som i det N. T. kun vil see en Samling af tildeels aandfulde og sindrige, men underskudte Skrifter af ubekjendte pseudonyme Forfattere fra det Zdet Aarhundrede, allerede sin Gjendrivelse deri, at den forudsætter et ligesaa besynderligt For- falskningstalent hos disse Ubekjendte, over hvilke Historien for- resten har udbredt et uigjennemtrængeligt Slør, som en ubegri- belig Lettroenhed og Uvidenhed hos den samtidige Fleerhed af . Christne, der med forunderlig Eenstemmighed fandtes villige til at antage de af Hine opdigtede Skrifter for ægte Værker af Aposilene; men påa den ånden Side maa det ansees for en ligesaa uhistorisk Paastand, at det skulde være umuligt, at eet eller flere Skrifter, der udbredtes under Jesu Apostles Navn, uden virkelig at hidrøre fra disse, kunde påa Grund af deres Indhold og formedelst historiske Forhold, hvilke vi vistnok ikke kjende i deres nærmere Enkeltheder, men hvorom vi dog be- 246 sidde en paa sikkre Kjendsgjerninger støttet almindelig Kund- skab, have vundet en Tiltro og et Bifald i forskjellige christe- lige Kredse, hvorved der efterhaanden aåabnedes dem Optagelse og Plads i den almindelige Kirkes Samling af ægte apostoliske Skrifter”). Naar den første af de her anførte Paastande har hos Thiersch”) fundet en Udførelse, der fortjener al Opmærk- somhed, har Køstiøn (i Tubingen) i første Deel af sin Afhand- ling: Dre pseudonyme Literatur der åltesten Kørche (Theol. Jahrb. 1851, slg. samme Forfatters Artikel i 7%eol. Jahrb. 1850: Zur Geschichte des Urchristenthums) til Retfærdiggjørelse for den sidstnævnte Paastand meddeelt Oplysninger og Bemærkninger, der ikke mindre bør tages i Betragtning. Dersom man derfor troer at kunne afgjøre Spørgsmaålet om Ægtheden af 2det Petri Brev ved uden videre at henstille til Valg, »om Forfatte- ren til samme skal ansees for en Bedrager eller ikke« — da kan man muligen selv være meget tilfreds med sin egen Skarp- sindighed i at bringe et vigtigt theologisk Problem under et saa bestemt Alternativ, men en grundigere og sagkyndigere Betragt- ning vil ingen Tilfredsstillelse finde i denne summariske Afgjø- relse. Hvad der handles om, er, hvorvidt det har større Sand- synlighed for sig, at et Skrift, der erklærer sig for åt være et Brev fra Apostlen Petrus, men hvis Indhold af de ovenfor an- førte Grunde vækker grundet Betænkelighed mod Rigtigheden af denne Angivelse, og om hvis Tilværelse der først findes Vid- nesbyrd langt nede i tredie Aarhundrede, medens dets Ægthed aldrig har kunnet vinde almindelig Anerkjendelse, virkelig er forfattet af Petrus; eller: åt en from og for Christendommen ”) Uden just at ville derfra uddrage nogen almindelig Slutning til Kirke- fædrenes Kritik troe vi dog, at f. Ex. følgende Yttring af Tertullian om Henochs Bog fortjener Opmærksomhed: »Sed quum Enoch eadem scrip- tura etiam de Domino prædicarit, a nobis quidem mnihil ommnino rejicien- dum est, quod pertineat ad nos. Et legimus omnem scripturam ædificå- tioni habilem divinitus inspirari (De cultu fem. 3). "See de S. 227, Anm. ” anførte Skrifter. 247 begeistret Mand, der i Zdet Aarhundrede var Vidne til de For- vildelser, som udbredte sig ved Vranglærere, hvilke blandt Andet misbrugte Apostlen Pauli Lære og Skrifter til at udbrede Vild- farelser og Usædelighed, har kunnet ansee det hensigtsmæssigt og tilladeligt at modarbeide dette Uvæsen og indskjærpe paany den apostoliske Lære, saaledes som han var overbeviist om, at Petrus havde maattet foredrage den, ved at udgive hiint Skrift under Apostlen Petri Navn og Åutoritet, — en Antagelse, ved hvilken de Indvendinger- og Modsigelser, som Brevets Indhold og Skjæbne fremkalder, finde deres Forklaring”). Man lade sig ikke afskrække fra den sidste Antagelse af Hensyn til den Slutning, som derfra kan uddrages til Muligheden om, at ogsaa andre Skrifter, der ere blevne optagne i det N. T.s Kanon, kunne håve en lignende Oprindelse og saaledes med Urette indtage deres Plads. Thi netop til at prøve dette anstiller Kri- tiken sine Undersøgelser; og dersom den videnskabelige Forsk- ning staaer Fare for ved en ugrundig og hyperskeptisk Prøvelse at nægte ægte apostoliske Skrifter den Anerkjendelse, som til- kommer dem, da er Faren for ved en ubeføiet Tillid til Kirkens Traditioner åt åaabne Adkomst for uberettigede Monumenter til lige Anseelse med de sande og ægte Erkjendelseskilder for den evangelisk-apostoliske Lære ikke af ringere Betydning. Kirkens "Historie i Middelalderen giver tilstrækkelig Advarsel om, . hvad der kan gjælde for Christendom, naar den theologiske eller kritiske Dom over Religionskilderne træder tilbage for Hensynet ") Forresten lod der sig tænke en Mulighed for andet Petri Brevs Oprin- delse, hvorved Anstødet af en forsætlig Underskydelse i skuffende Hen- sigt vilde bortfalde: en Christen kunde have forsøgt som en Slags rhe- torisk Øvelse, uden at ville gjøre nogen praktisk Brug deraf, at udkaste et Brev, saaledes som Apostlen Petrus efter hans Formening vilde have skrevet det imod de Vildfarelser, som til Brevets Affattelsestid udbredte sig i Kirken; ved en Misforstaaelse var det senere af Andre blevet ud- bredt som Apostlens Værk. Dette er den eneste Maade, hvorpaa Thtersch vil indrømme Uægtheden af andet Petri Brev. rl 248 til, hvad der tiltaler Mængden og af denne ansees for opbyg- geligt. ”) Til at indrømme andet Petri Brev dets Plads i Udgaverne af Bibelen kån der paaberaabes de samme Grunde — og med Hensyn saavel til dets Indhold som til de udvortes Vidnesbyrd endnu vægtigere — som ere blevne gjorte gjældende for Bibe- holdelsen af det G. T.s Apocrypher; men ligesom der til Menig- hedens Oplysning pleier at vedføies disse den Bemærkning, at »skjøndt de kunne være gode og nyttige at læse, ere de dog ikke at agte lige med de kanoniske Bøger«, saaledes burde der heller ikke savnes en lignende Underretning om de saakaldte Antilegomena i det N.T. Luther har i denne Henseende fore- gaaet med et Exempel, der — uden Hensyn til, at de af ham meddeelte Domme og Bemærkninger kunne trænge til Ind- skrænkning og Berigtigelse — saameget mindre burde oversees, som Undladelsen deraf kun tjener til at vedligeholde Forestillin- ger om de bibelske Skrifter, hvilke end ikke i den katholske Kirke for Tridentinerconciliet fandt almindelig Billigelse.””) Dersom man vil paastaae, at Undersøgelsen om andet Petri Brev endnu ikke er ført til en saadan Afslutning, at en sikker og afgjørende Dom kan fældes om dets Authentie, og at derfor ogsaa Dommen om dets kanoniske Gyldighed maa udsættes, da kan denne Suspension indrømmes, men ikke med den Bitanke, at en fortsat Undersøgelse bør opgives som unyttig og frugtes- EA ”) Til en Tid, hvor de egentlige bibelske Læreskrifter forsvandt af Kirken, hvor Legender indtoge Historiens Plads, og hvor Bibeltexten forblandedes med den paåtristiske Glosse, er det da heller ikke underligt, åt man i Bibelhaandskrifter (ogsaa i tydske og romanske) hyppigt finder det apo- kryphiske Brev fra Paulus til Laodicenserne optaget iblandt de øvrige paulinske Breve; i en Dresdener Codex af Vulgata findes Hermæ Pastor etc. ") For ikke at tale om den ældre Kirke fra 3die til dte Aarhundrede, ville vi henvise til en mærkelig Glosse i »Decret. Gratiani« (P. I. dist. 19, c. 6), som med Hensyn til de i Kanon optågne Bøger giver følgende Bestem- melse: Potest esse quod omnes recipiantur, non tamen quod omnes eadem veneratione habeantur. 249 løs; thi foruden at en stedse dybere og grundigere Forskning kan befæste den Indsigt, at en bestemt Afgjørelse ikke er mulig — et Resultat, som er af ikke ringe Betydning — besidde vi " desuden ikke faa Exempler til Gjendrivelse af den med ikke | mindre Letsind end Fripostighed som almindelig Sætning frem- satte Paastand, at historisk-kritiske: Undersøgelser overhovedet aldrig kunne føre til visse, sikkre, tvingende og almindelig an- erkjendte Resultater”). Ogsaa her gjælde Jesu Ord Matth. 7, 7: Enteite, xoi svencste, og Luk, 12, 2: Ovdåv ovyxreraivunévov 2 N (<4 >) > / AN VW (sj 2 , gOTIv, 0 OVx OTTOXXÅAVPINOETOL, xl xQVT TOV, 0 OV yvwodncetar. Endnu staae af det N. T.s epistoliske Literatur de tre Jo- hanneiske Breve tilbage at omtale. Som bekjendt henfører den kirkelige Tradition, skjøndt ikke med lige Eenstemmighed, fem Skrifter i det N. T.s Samling til Apostlen Johannes: det fjerde Evangelium, trende Breve og Apokalypsen. Af disse ere Evan- geliet og det første Johannisbrev stedse blevne henregnede til ouoloyovuæve, medens derimod Apokalypsens og de to mindre johanneiske Breves apostoliske og kanoniske Anseelse er bleven omtvivlet og bestridt fra den Tid af, da Kirken begyndte at gjøre sig nøjere Regnskab for sin Kanon. I de to sidste De- cennier er imidlertid denne Betragtning bleven underkastet eu Kritik, hvis Resultat har været, at netop den gjennem Aarhun- ”) I Indledningen til sin Afhandling om den kirkelige Daabsbekjendelse (Theol. Tidsskr. for den evangel. luth. Kirke i Norge, 1ste Qwv. 1857) har Caspari imod Rigtigheden af hiin Paastand blandt Andet paaberaabt sig Vidnesbyrdet. fra de historisk-kritiske Undersøgelser om de pseudo-isido- riske Dekretaler. — »Efterat disse lige fra den Tid, da de opstode, nemlig det niende Aarhundrede, indtil Midten af det sextende havde gjældt for ægte (kun nogle faa Mænd i Middelalderen, især i den sildigere, havde Tvivl om deres Ægthed), bevistes deres Uægthed først af Magdeburger Centuriatorerne og senere, da Jesuiten Turrianus gjorde Indsigelse mod disses Beviisførelse, af den reformeerte Theolog David Blondel. Siden har Uægtheden været almindelig anerkjendt, ogsaa af de meest ultra- montane romerske Katholiker. Ægtheden er falden for bestandig. — [7 250 dreder omtvistede Apokalypse maatte ansees for et ægte Værk af Apostlen Johannes, medens Evangeliet og Brevene derimod maatte anvises deres Plads blandt den efterapostoliske Tids Skrifter, meer eller mindre langt nede i 2det Aarhundrede. Hvorledes dette Resultat i sin Almindelighed vår begrundet i den hele Anskuelse om Urchristendommens og den oldchriste- lige Literaturs Udvikling, som Baur og hans Disciple vilde gjøre gjældende, have vi allerede i det Foregåaende oplyst. Endnu i Aaret 1836 erklærede Baur den Hengstenbergske Kirketidende for at have gjort sig skyldig i en Usandhed ved at bebreide ham »aåt have kastet det fjerde Evangeliums Autoritet overbord «, idet han bemærkede, at hans kritiske Undersøgelser endnu ikke havde udstrakt sig til dette Skrift. Det viste sig imidlertid, at saasnart Baur drog Johannis-Evangeliet inden Omraadet for sine kritiske Forskninger, blev der ligesaalidt Plads for Antagelsen af Evangeliets historiske Charakter som for Antagelsen af dets Ægthed. Resultatet af sine Forskninger over »Johannis-Evan- geliets Composition og Charakteer» offentliggjorde han i en bekjendt Afhandling under dette Navn i 7%eol. Jahrb. 1844, 1-4de H., og senere i sit større Værk: KÆritesche Untersuchun- gen iiber die kanonischen Evangelien, Tiibingen 1847. Ved disse Undersøgelser førtes han ogsaa til en nærmere Betragtning af de Johanneiske Breve. s»Under Forudsætning af Evangeliets Ægthed« — bemærkede Baur i en Artikel i Theol. Jahrb. 1848: Die johannerschen Briefe; ein Beritrag zur Gesch. des Kanons | — »var Antagelsen af Identiteten af Forfatteren til Johannis- | Evangeliet og Forf. til det første Johannis Brev vel ikke nogen Nødvendighed, men havde dog overveiende Saudsynlighod for | sig; men efterat man har frakjendt Evangeliet Ret til at gjælde | for Johannis Værk, hvorledes skal da nu Forholdet mellem Evangeliet og det første Johannisbrev tænkes?« — Endnu inden | Mesteren selv afgav sin Betænkning i den ovenanførte Afhand- ling, havde hans Disciple i forskjellig Anledning yttret sig om dette Forhold; men skjøndt enige i, at hverken Evangeliet eller 25 Brevet var forfatttet af Apostlen Johanues, vare de dog uenige i Bestemmelsen om, hvorvidt begge Skrifter hidrørte fra een og samme Forfatter, eller hvorvidt de maatte antages at have for- — skjellige Forfattere. Det Første syntes K. B. Køstlin (Lehrbegriff des Ev. etc. 1843), at antage, skjøndt det dog allerede her som ved såaamange andre Punkter i dette Skrift (see ovenfor S. 85) ikke kunde miskjendes, at Baurs Anskuelse om to forskjellige Forfattere laae i Baggrunden for Forfatterens Fremstilling (navn- lig af den johanneiske Eschatologie) og W. Georgi (Uber die eshatologischen Vorstellungen des N.T., Theol. Jahrb., Tiibingen 1845). Derimod var Ze//er — efterat han tidligere i sine Bezér. zur Ernl. in dte Apokalypse, Theol. Jahrb. 1842 havde antaget identiteten af begge Skrifters Forfatter — i sin Recension over Kåstlins Skrift (T%eol. Jahrb. 1845) og i sin Afh.: Dze åusseren Zeugnisse iiber das Dasein und Ursprung des vrterten Evs. Theol. Jahrb. 1845, S. 588 f., ligesom K. Planck i sin Afhand ling: Judenthum und Urchristenthum, Theol. Jalrb. 1847, tilbøie lig til den modsatte Anskuelse. Denne blev forsvaret af Baur i den ovennævnte Afhandling: Dre johanneischen Briefe, 1848, og af Hilgenfeld (Das Ev. und die Briefe Johannis nach ihrem Lehrbegriff dargestellt, Halle 1849), slg. den samme Forfatters Artikel: Dre johannerischen Briefe 1 Theol. Jahrb. 1855), dog med den Forskjel, at Baur antog Evangeliets Prioritet og be- fragtede Brevet som opstaåaet ved Efterligning af dette, medens Hilgenfeld (i Lighed med Zeller) antog Brevet for at bære Spor af en theologisk Anskuelse, der først i Evangeliet havde vundet sit fuldstændige Udtryk. Endelig har Baur endnu for nylig i det fjerde Hefte af Threol. Jahrb. 1857 forsvaret sin Anskuelse i en Artikel: Der erste Johannisbrief im Verhåiltniss zum Evan- geltum. Imod den Baurske Skoles Paastand om Ikke-Identiteten af Evangeliets og Brevets Forfatter tog W. Grimm til Gjenmæle i Theol. Studien und Kritiken 1847, i1stes H., S. 171 F.: Uber das Ev. und den ersten Brief des Johannes als Werke Eines 252 und desselben Verfassers, og senere, 1849, i den samme Jour- nal, 2tes H., S. 269 ff.: Uder den ersten Br. des Johannes und sein Verhåltniss zum vræerten Evangelium. Ogsaa de to nyeste Commentatorer: F. Diisterdieck (Die dret Johanneischen Briefe, ister B., Gått. 1852, 2ter Th. 1854) og J. E. Huther (i Meyers Kritisch-exegetischer Kommentar iiber das N.T. XIV Abth. Gått. 1855) — slg. Briickner i hans Bearbeidelse af De Wettes Kurze Erkl. des Ev. und der Briefe Joh., 4de Udg. 1852 — have for- svaret den traditionelle Anskuelse om begge de nytest. Skrifter som een Forfatters, nemlig Apostelen Johannis”' Værk, medens Huther dog er tilbøjelig til at antage Brevets Affattelse tid- ligere end Evangeliets.”) Da Ligheden mellem det Johanneiske Evangelium og det første Johannisbrev i Indhold og Fremstilling er bleven efter- viist såa ofte og fra saa mange Sider”), vil det være over- flødigt at gjentage de didhørende Oplysninger, saameget mere som selv de, der have bestridt hine Skrifters Oprindelse fra samme Forfatter, ikke have nægtet deres Slægtskab og nøie indbyrdes Forhold””). Derimod ville vi henvende Opmærksom- ”) Foruden de ovennævnte Commentatorer og de ligeledes ovenfor nævnte Theologer, som have meddeelt isagogiske og kritiske Bemærkninger til iste Joh., bør blandt den nyeste Literatur over dette Skrift ogsaa næv- nes: Primæ Joannis epistolæ argumentum, nexus et consilium. Comment. exeget. auctore Erdmann (Berolini 1855), hvem det, som Titelen viser, især har været magtpaaliggende at oplyse det Johanneiske Brevs Grund- tanke, Plan og de enkelte Afsnits og Sætningers indre Forbindelse — en Opgave, der som bekjendt er bleven løst meget forskjelligt. ”) See Eichhorn, Einl. II, S. 281 ff., de Wette 2 177, Credner Einl. % 96 etc. ”) Baur (Theol. Jahrb. 1848) erklærer »begge Skrifter for at staae i et saa nært Slægtskabsforhold, som der nogensinde kan finde Sted ved to hin- anden nær berørende Skrifter«; sig. Zellers tidligere Yttring (Theol. Jahrb. 1845, S. 79): »dass die Differenzen beider Schriften gegen ihren gemein- samen Grundcharakter zu sehr zurucktreten, um ihre Trennung zu” be- grunden«. I sin nyeste Afh. Theol. Jahrb. 1857, 4de H., S. 315, siger Baur: »Daruber ist man auch jetzt allgemein einverstanden, dass wié man sich das Verhåltniss der beiden Schriften denken mag, keine von beiden ohne die Kenntniss und Benutzung der anderen geschrieben sein kann«, er 253 heden påa de vigtigste Differentser, i hvilke de ovennævnte Theologer have troet at see en Nødvendighed for at henføre de .ommeldte trende Skrifter til forskjellige Forfattere. Disse Forskjelligheder referere sig væsentligst til 1) de eschatologiske Forestillinger, 2) Læren om Aanden og 3) om Christi Person: Hvad det første Punkt angaåaaer, da deler Brevets Forfatter — siges der — den apostoliske Tids almindelige Eorventning om Herrens -synlige Gjenkomst og de bestaaende Verdensforholds Ende i en nær Fremtid (1 Joh. U, 18: ZZordiz, écygtn 00 dot, slg. V. 8); han forestiller sig en Domsdag, hvilken ogsaa de Troende have at bestaae (1 Joh. II, 28 ....ivæ, dtav wpovs= owdij, Eyæuev ma ponciav, xæl un aicyvvdæusv ar avToD, åv Ti] maQovoig aviov. 4, 17 ... ivæ mupønciav 8yæmev év ti nuéog ting xoicsmc): medens derimod Evangeliet ingensteds lader gjennemskinne Forventningen om en såadan Nærhed af den be- staaende Verdens Ophør, tvertimod udtrykkeligon udelukker de Troende fra den forestaaende Dom (Joh. V, 24: 0 tov Aoyov mov dxovæv xai TOTEVav TØ TsmVavti ms, dyser Cænv aiævrov xzal &lc xQi0iv ovx &oysto) og drager Verdensdommen fra dens rene Fremtidighed allerede ind i den virkelige Historie (Joh. III, 18; 0 m10tevæv 8lg QaVTOv, oOVv xoiveter. 0 då un mctevnv, 10n xéxQ1Tar, OT u).7Emlotsvxev sig TO Ovoun Tod uovoyevovg viod tov Jsov. XII, 31: Nov xotcrg åct1 Tov x0Cuov TtovTov. viv 0 doyæv tov x0040v Tovrov 8x8AnFnCsTAr &£m. VV. 47. 48: ov yde hldov, ivæ xQivæm tov xoouov, dÅN iv Cw0m tov x00u0v" .0 adetæv du xl un Aaufavæv ta onuare uov, $yEr TOv xgivovta ævTov. 0 ÅAdyog, ov ELAANOEA, éxsivogc xguvet avtov év Ti; 80YOTN nugog).… Medens Evangeliet aldeles ikke kjender til & ævrtiygt- øtoc og erklærer »denne Verdens Fyrste« (0 &oyæv. 200 x0cuov tovtov) allerede dømt og berøvet sin Magt ved Christi Aaben- barelse i Verden (XII, 31. XVI, 11), forudsætter Brevet hos sine Læsere, »at de have hørt om Antichristen, som. kommer mod Verdens sidste Time« (II, 18. IV, 3), i Lighed med hvad ogsaa Pauli Tilhørere havde hørt af denne Apostel (2 Thess. II, .5) om DE RER en &vdgwnos tg duangtiac, 0 viog Tyg &mwÅsiac, 0 Ævtixsiws- voc, vxsgærgomevog érri mavru keyouerov Fsov 1 cÉBacua x.7.1. (2-Thessal. I, 3-9) oa: om en Personlighed, i hvem det Onde concentrerer sig i al sin Magt, der da skal tilintetgjøres ved Jesu Christi Gjenkomst til Dommen, — en Forventning, der udførligst og stærkest er fremstillet i Apokalypsen. Af den Om- stændighed, åt »mange Åntichristne vare fremtraadte«, slutter Brevets Forfatter, »at den sidste Time nu kommer,” da den egentlige Åntichristen skal aabenbare sig« (1 Joh. II, 18). — Man har i disse Forskjelligheder troet at finde en saadan Kløft mellem de til Grund liggende Anskuelser, at de ikke skulde kunne tænkes forenede i eet Individuum. Imidlertid maa der tages Hensyn til, om man ikke ved Misforstaaelse eller med Forsæt hår udvidet denne Kløft. For åt begynde med den sidstnævnte Forestilling om Åntichristen, da tilsteder ikke blot en uhildet Fortolkning en anden Opfattelse af 1 Joh. I, 18 end den ovenfor angivne, men syries ogsaa at hævde den; paa det anførte Sted findes nemlig Intet om, at de optraadte ævtiygsotor skulle betragtes som Forløbere og Forkyndere af en personlig Åntichristens Ankomst; men navnlig ved Sammenligning med 1 Joh. IV, 1 (67, 704401 Wwsvdonpopgter é£sAndvdaoiv sig tov x0ouov) anbefaler sig den Fortolkning, hvorved avtiygsortoc er af Forfatteren tænkt som et collectivt Begreb (antichristus pro antichristianismo), saa at Meningen af Stedet er følgende: »Den Forudsigelse, som I kjende, at Antichristen kommer, opfyldes allerede, han er der allerede i en Fleerhed af mange &vcixygt- øtor« — en Fortolkning, som bestyrkes ved V. 22 (zic gotiv 0 Wevornc, si un 0 dpvovuevog, oTr Incovc ovx &oTiv 0 XQuotoc; ovtoc åotiv d ævTiygroToc, 0 &Qvovuevog tov mutiga xl tov viov.) og 2 Joh. 7 (Or m04X10ot midvor sionrdov sic tov x00uov, oi un ouodoyovdvres Incoiv Xoiotov goyomsvov év Cægxi" ovTog åcTw 0 mÅdvoc xai 0 avrtiygiotoc). Efter denne Udlægning er Be- grebet Antichristen af Forfatteren til Johannisbrevet opfattet påa den mere spiritualistiske Maade, hvorpaa Eschatologien over- 255 hovedet er bleven behandlet af Evangeliets Forfatter. Hvad derimod angaaer de øvrige eschatologiske Forestillinger, da er den Paastand ikke rigtig, at der i Evangeliet aldeles ikke gjen- skinner nogen Forestilling om en fremtidig Parusie og Dom. Om endog Evangeliet efter sin ejendommelige Charakteer — hvilken man ikke uheldig har betegnet som Mystwk”) — for- nemmeligst dvæler ved den enkelte Christens indre Forhold til Gud, hvorved Hensynet til det hele Christensamfunds Udvikling træder tilbage, for hvis Fuldendelse Parusien med Alt, hvad dertil hører, hår sin nærmeste Betydning: såa mangler hiint Hensyn dog ligesaalidt i Evangeliet, som Tanken om en allerede i Troen fuldbyrdet Opstandelse er fremmed for -Brevets Forfatter. Vi henvise i første Henseende til det i Evangeliet gjentagne (Joh. V, 28. 29. VI, 39. 40. 44. 54.) ævæcrnow avtov åv Ty å0yaTN nmgog — hvilken man dog neppe med Reuss 0. Å. vil henføre til den enkelte Christnes sidste Dag o: Dødsdagen (dette vilde da have fordret Tilføjelsen af &vrov) — og i sidstnævnte Hen- seende til 1 Joh. IM, 14 (gusic otdvuev, om ustafsPnzauev éx tov Javatov sic tyv Cænv). Da man forresten endnu altid hører Bemærkninger fremsættes, som om Evangeliet ved sin — i det Mindste relative — Taushed om de eschatologiske Lær- domme skulde indtage et højere og værdigere Standpunkt, end Brevet og andre nytestamentlige Skrifter, hvor Forventningerne om Herrens Gjenkomst og den dermed forbundne Verdensdom skjænkes en udførligere og hyppigere Omtale, være det tilladt at gjentage, hvad jeg ved anden Leilighed”) har erindret om, hvorledes Forestillingen om Guds Biges udvortes Udvikling og Fuldendelse ikke staaer i et saadant Forhold til Fremstillingen af Forklarelsen af de Troendes indre Liv, at hiin uden videre skulde kunne betegnes som hårende til et lavere, denne til et ”) See navnlig Beuss's aandrige og interessante Afh.: »Die Johanneische Theologie. Eine exegetische Studie i det Strasburger Theol. Selskabs Ber- tråge zu den theol. Wissenschafften iste H., S. 1-94, Hu See" Theo. Tidsk X"B., S:7385' f, 256 højere Trin i den religiøse Troes Udvikling. Thi man kan med lige såa stor Ret paastaae det omvendte Forhold , forsaavidt en Anskuelse, dér bliver staaende ved den reent indvortes Udvik- ling af Guds Rige og hans Dom, savner i speculativ Dybde, hvad den maaskee har forud i psychologisk Inderlighed og højere Abstraction. Det forholder derimod med Eschatologien i Johannis Evangeliet og i det iste Brev som med Læren om Kirken. Unægteligen ligger i Kjærlighedens Begreb, saaledes som det er udviklet i hine Skrifter, ogsaa Ideen om Kørken d. e. Samfundet af de Troende indesluttet; men en Fremstilling af Kirken, selv saaledes som vi finde denne hos Paulus med dens simple Former og dens pneumatiske Grundvold, finder ikke her sin Plads, slet ikke i Evangeliet, hvor Billedet om Hjorden, X, 1-16, udføres vidtløftigen allegorisk, men hvori de Troendes Forhold til Frelseren, ikke deres Forhold til hin- anden indbyrdes, fremhæves; men ogsaa Johannis iste Brev er såa opfyldt af Ideen om enhver Christens fuldkomne For- ening og Samfund med Gud, åt der ingen Plads synes at blive for nogen gjensidig fremmende og opbyggende Virksomhed mellem de Enkelte. Lærere og Forstandere nævnes ikke; .de behøves jo ikke heller, thi Apostlen skriver til sine Christne som til Saadanne, der allerede vide Alt, Aanden lærer dem det (WH, 20: xæi tusic yeioma .&yste QTO Tod aQyiov xai oLdars navrta. Oix &youya tr ovx otdæte tyv QANFaav, alN out ofdæts avryv. — V. 27: xai vustc to xeioma då SlafBere am aVTov, &v vuiv uéver, zxi ov xoslæv åyste, væ Tic Ordæoxn muac). Dog frembød jo Brevet, netop fordi det uagtet sit ideale Synspunkt af de Christne dog altid er skrevet til disse i alle- rede bestaaende Samfund, større Anledning til at gaae ind paa Kirkens Væsen i dens historiske Skikkelse, og det mangler heller ikke ganske paa Udtalelser derom i Opfordringen til gjensidig Understøttelse og Virksomhed si fælleds Interesse (f. Ex. imod Vranglærerne IV, 1 ff., i Forbøn V, 16 etc.). Paa lignende Maade vil man vel ogsaa bedst kunne forklare. sig den For-" skjellighed, som findes med Hensyn til: de eschatologiske Frem- stillinger i Evangeliet og Brevet. Mystiken er for inderlig og for tilfredsstillet i sig selv, til at den kan lade Trangen til det Fremtidige eller Trangen til udvortes Samfundsstiftelse træde i Forgrunden. Men det vilde være urigtigt deraf at slutte, at den fornægter, hvad der er Gjenstand for denne Trang. I Livet og Virkeligheden paatrænger sig ogsaa den fromme og sunde Mystik Hensynet til Momenter, der for den mystiske Anskuelse, betrag- tet som systematisk Heelhed, ligge fjernere. I Tale og Skrift, umiddelbart bestemt til Opbyggelse for christelige Menigheder, kunde en Åpostel ikke forbigaae eller fortie Udsigter og Betin- gelser, hvilke han ikke fornægtede, fordi han-i en Fremstilling af sin dogmatiske Totalanskuelse — og under dette Synspunkt maa man dog betragte Johannis-Evangeliet, hvor forskjellig end Meningen kan være om Forholdet mellem det Historiske og Dogmatiske i dette Skrift — ikke følte Opfordring til at skjænke dem en udførligere Omtale. Ingen falder dog paa at henføre Schleiermachers Troeslære og de under hans Navn udgivne Prædikener til forskjellige Forfattere, uagtet f. Ex. i hiint Værk (Der christliche Glaube, 2 B. 2 99) Christi Opstandelse og Him- melfart erklæres for ikke at kunne opstilles som egentlige Be- standdele af Læren om Christi Person”), medens der i Prædi- kenerne læres og handles om disse Kjendsgjerninger paa en Maade, som beviser, at Forfatteren ikke benægtede dem, om endogsaa hans dogmatiske Overbeviisning ikke deri søgte sin Støtte. Af mindre Betydning er den Forskjellighed, at Evangelisten bruger Udtrykket zagexAntos om den hellige Aand i dens fort- satte Virksomhed efter Christi Bortgang (Joh. XIV, 16. 26. XV, 26. XVI, 7. 14), medens det i Brevet forekommer om Christus ”) »Wir køénnen wohl Jedem, der mit dogmatischen Såtzen verkehrt, die Einsicht zumuthen, dass der richtige Eindruck von Christo vollståndig vorhanden sein kann und auch gewesen ist ohne eine Kunde von diesen Thatsachen«. Der chr. Glaube S. 94. 258 som Forbeder i hans ophøjede Tilstand hos Faderen (1 Joh.Ik, 1: xai gav tig &udorn, magaxintov &yomev 7rQ0c tov mutégæ, Ixcovr KXorcotov dixwiov), og at derimod den hellige Aand betegnes som xoicua 1 Joh. Ii, 20. 27 og som guddommeligt omx£9ua 1 Joh. HI) 9. Hvad nemlig Anvendelsen af Udtrykket maga- xÅntoc angaaer, da maa det erindres, at i Evangeliet XIV, 16 betegner Christus Aanden som &AAov magaxrintov (Syn 80m- TOW TOV Mats, xui &AAov mægaxintov dwcer vuiv, iva x71.) — et Udtryk, der viser hen til den i Brevet brugte Betegnelse som til sin Forudsætning; og forsaavidt Forestillingen om Chri- stus som Forbeder i Himlen paastaaes at skulle høre mere hjemme i Hebræerbrevets Ideegang end i Evangeliets, da vil man med samme Ret kunne paastaae, at der finder en Diffe- rents Sted ikke blot mellem Evangeliet og Brevet, men ogsaa mellem Forestillingerne i selve Brevet; medens Sandheden er, at hiin Forestilling om Christi Intercession er fælleds for alle Apostle, saa at den ikke mindre forekommer i Hebræerbrevet end i Brevet til Romerne (VIII, 34). Overhovedet kunde den Anvendelse, som ved denne Lsilighed er bleven gjort af for- skjellige Synsmaader, Begreber og deres Betegnelse, ligesaavel henyttes til at henføre f. Ex. de af selve den Baurske Skole for utvivisom ægte ansete Breve af Paulus til forskjellige Forfattere. Med Rette har saaledes Grimm (Theol. Stud. u. Kr. 1847, S. 185) henviist til, hvorledes der i Brevet til Galaterne ikke med et Ord omtales Menneskenes legemlige Opstandelse øg Jesu syn- lige Gjenkomst; hvorledes der i Rom. 8, 19 ff. findes udtalt en Forventning om hele den synlige Skabnings Forklarelse ved Herrens Parusie, medens derom hersker fuldkommeu Taushed i I Kor. XV, hvor dog findes en udførlig Udvikling af Apostlens eschatologiske Forestillinger; hvorledes Opstandelsen i Rom. 8, If fremstilles som Virkningen af en aandelig-physisk Proces, medens Opstandelsen i 1 Kor. XV, 52 beskrives som indtræ- dende i et Øjeblik ved Guds Almagtsbud; hvorledes ifølge Gal. IM, 28 i Samfundet med Christus ogsaa Forskjellen mellem Mand og Qvinde er , ophævet, medens Qvindens Underordning under Manden bliver lært 1 Kor. XI, 3. »Det vilde ikke falde vanskeligt«, tilføjer Grimm (sstds), »ligeledes at eftervise endeel sproglige Differentser i de fire uantastede Breve, som lode sig benytte i det ovenfor angivne Øiemed«. Endelig, at vi skulle forbigåae endeel andre Differentser, hvis Betydning dog kun grunder sig i en tvungen og urigtig Fortolkning (f. Ex. 1 Johannes V, 6 slg. med Joh. 19, 34), og hvorom man vil finde nærmere Oplysning hos Grim, Diister- dieck, Huther og andre ovennævnte Skribenter) — er der blevet henviist til en forskjellig Udtryksmaade og en til Grund for denne liggende modificeret Anskuelse om Christi Person ved Sammenligning af 1 Joh. 1, 1. 3 med Prologen i Johannis- Evangeliet I, 1-14, forsaavidt Forfatteren til Brevet endnu ikke synes at have fundet det bestemte Begreb og Udtryk af 6 Aøyoc for det Højere og Guddommelige i Christo; thi naar man ogsaa i 1 Joh. 1, 2 har paa Grund af Udtrykket msgi ton 4oyov vig Cong villet finde Logosbegrebet, da skal derved være overseet, »at Aoyog i denne Sammenhæng kun behøver at betegne: Læren om Livet eller det Livsens Ord (slg. Zoyos Cøng Philipp. Il, 16); og, skjøndt der paa dette Sted- prædiceres det Samme om 1 Con, som der i Evangeliet siges om d 4oyoc, er dog ikke dette Udtryk anvendt, netop hvor man skulde have ventet det, men istedetfor zæi 0 ÅAoyos &purspædn siger Brevskriveren: xæl m Zæn égavrspøådn; og skjøndt det er umuligt at forstaae 0 pr ar aoyns V. 1 og 7 øn mx aiwrioc, mus nv Trgog Tutéigu xæi åyavsgmdn ruiv NV. 2 om noget Andet end om Christi Person, har Brevets Forfatter dog endnu fastholdt det mere aåabstracte og ubestemte Neutrum 6 rv dr &oync, hvad dog neppe lod sig forklare, dersom han allerede i det Johanneiske Evangelium havde fundet det personlige Udtryk 0 Aoyoc for det Guddomme- lige i Christus«”). Heraf vilde dog imidlertid ikke kunne ud- ") See Hilgenfeld, Theol. Jahrb. 1855, S. 477 få. 260 drages videre, end at der mellem Johannis I1ste Brev og det fjerde Evangelium viste sig en Fremskriden, en Overgang i den theologiske Anskuelse fra en mere almindelig, ubestemt og ab- stract Forestilling til en bestemtere. I denne Henseende har ogsaa Huther (a. St.) benyttet de anførte Bemærkninger til Un- derstøttelse for Meningen om, at Brevet er skrevet tidligere end Evangeliet af dettes Forfatter. Derimod har Baur i sin nyeste Artikel om Brevets Forhold til Evangeliet (Theol. Jahrb. 1857, 4s H.) benægtet hiin Differents i Henseende til Logosbegrebet ; han mener, åt i 1 Joh. I, 1-3 kun er summarisk sammenfattet, hvad der i Prologen til Evangeliet er fremsat i en udførligere, fra Moment til Moment fremskridende Udvikling, og idet han forklarer Aoyoc 7yg Cons om 4oyog, der selv er Con — efter den bekjendte genitivus appositionis, ifølge hvilken f. Ex. aøbæ- Bøv tod nmvevuatog 2 Kor. I, 22 er Aanden som et Pant, slg. ærraQyn tov mvsvuatoc, Rom. VIII, 23 etc. — troer han, at der Intet lader sig indvende mod følgende Opfattelse af Stedet: »Hvad der var fra Begyndelsen, hvad vi have hørt, hvad vi have seet med vore Øine, .... med Hensyn til Logos, der er Livet (thi Logos er Livet), og Livet er blevet aabenbaret, og vi have seet det og bevidne og forkynde Eder det evige Liv, som var hos Faderen og er blevet aabenbaret etc.« Paa samme Maade søger nu Båur sammesteds at eftervise af andre Steder i Brevet, hvorledes dette, langtfra at kunne være det tidligere Skrift, for- udsætter ved sit Indhold og sin Udtryksmaåade Evangeliets Be- nyttelse. Alligevel har Baur dog kun beviist, at Brevet forud- sætter fra Forfatterens og fra sine Læseres Side Bekjendtskab med den johanneiske Prædiken og Lære, men ikke nødvendigen Bekjendtskab med det johanneiske Evangelium; thi vistnok be- høver Brevet for os Evangeliet til Commentar, men då det eengang havde en saadan i sin Forfatters mundtlige Underviis- ning, er dermed ikke beviist, at Evangeliet er det tidligere, Brevet det sildigere Skrift. 261 Hvad der ved disse Forhandlinger er vundet, synes derfor kun at være en fornyet Bekræftelse paa Identiteten af Forfatte- ren til Johannis-Evangeliet og til det første Johanneiske Brev, uden at det imidlertid er lykkedes at kunne afgjøre, hvilket af disse Skrifter først er blevet forfattet.”) Overbeviisningen om hiin Identitet vil vistnok stedste meer og meer paatrænge sig som en Nødvendighed. Jo mere man sysselsætter sig med Johannis-Evangeliet og det første Johannis- brev, destomere vil man foruden hiin for alle kjendelige Over- eensstemmelse i Tanker og Udtryksmaade finde et Sammentræf af saadanne tilsyneladende ubetydelige Eiendommeligheder i Brugen af Partikler, Ords og Sætningers Forbindelse, Overgange (f. Ex. den besynderlige Ellipse eller Brachylogie i 1 Joh. HI 12 (ov zxadøc Kaiv) og Joh. 6, 58 (ov zadæøc &payov) 0. dsl., der er ligesaa naturligt under Forudsætning af begge Skrifters Op- rindelse fra een og samme Forfatter, som det vilde være be- synderligt, dersom det skulde være opståaet ved en forsætlig og bevidst Efterligning fra Evangelistens eller Brevskriverens Side. Hvilket smaaligt Studium maatte i dette Tilfælde være anvendt for et Øiemed, til hvis Opnaaelse en slig minutiøs Ef- terligning neppe behøvedes eller kunde ansees nødvendig! Kunde 2det Petri Brev ansees for et ægte Værk af Forfatteren til 1ste Petri Brev, Hebræerbrevet antages for skrevet af Paulus etc., for ikke at tåle om endeel apokryphiske Skrifter, der i det Mindste i visse Kredse fandt Tiltro som apostoliske Værker, skulde da en Falsarius i hiin Tid have anseet det fornødent at daguerrotypere slige linguistiske Petitesser enten i Evangeliet, for at vinde Tiltro for Brevets, eller i Brevet, for at vinde Til- ” Ewald (Uber die Johannisbriefe i Jahrb. f. bibl. Wissensch. 1851, S. 174! veed naturligviis med Bestemthed som saa meget Andet saaledes ogsaa, at 1ste Johannes er skrevet sildigere end Evangeliet, men at det tidligere er blevet offenliggjørt, og at det derfor ikke er paafaldende, at det langt tidligere er blevet læst og anført (af Papias og Polykarp) end dette. tro for Evangeliets Affattelse ved samme Forfatter?") Men der- som en saadan bevidst og forsætlig Efterligning virkelig skulde have fundet Sted, hvad enten det nu var Evangelisten, som efterlignede Brevskriveren, eller omvendt denne, som efterlig- nede hiin, da vilde dette fra Efterlignerens Side forudsætte en Anerkjendelse af det efterlignede Skrifts Betydning og vel lige- frem af dets apostoliske og johanneiske Authentie, som dog atter vækker betydelige Tvivl om Rigtigheden af den Baurske Skoles Anskuelse om de johanneiske Skrifters Oprindelse. Dog derom senere. At Brevet skulde have været bestemt til at ledsage Evan- geliet enten som en Slags Indledning og Anbefaling eller som den praktiske Anvendelse af Evangeliets Indhold, er en For- modning, der hår behaget mange Theologer, men som dog ikke har nogen sikker Støtte i 1 Joh. IL 12-14, hvor det tre Gange gjentagne ypæge vuiv er af flere Fortolkere blevet hen- ført til Brevet og det ligesaamange Gange gjentagne &y0aWe vuiv til Evangeliet, (medens andre Fortolkere henføre disse ") Endogsaa i Tider og blandt et Publicum, hvor der kunde forudsættes en langt større Opmærksomhed og finere uddannet kritisk Sands for lite- raire Producters Eiendommeligheder end hos Fleerheden af de ældste Christne, har en Efterligning af hiin Art ikke været nødvendig, for at et Skrift af Fichte (Versuch einer Kritik aller Offenbarung) kunde an- tages for et Værk af Philosophen Kant. »Die Schrift machte grosses Aufsehn. Jedermann hielt sie fir eine Schrift des Kånigsberger Philo- sophen selbst. In offentlichen Recensionen wurde sogar Kant als Ver- fasser genannt und belobt. . Bis auf die kleinsten Theile der Sechrift wollte man Zuge von Kants Schreibart wiedererkeunen, bis endlich Kant selbst offentlich erklårte, dass nicht er Verfasser der Schrift sei, sondern ein gewisser Candidat der Theologie, FYchte, der damals als Hauslehrer bei dem Grafen zu Krokow in Westpreussen stand (Hagenbach, Der evang. Protest. 4r Th. S. 202). Alligevel skal en med Kants og Fichtes literaire Eiendommeligheder lige fortrolig Philosoph have forsikkret (s. Grimm a. St. 1847, S. 175), at den Fichtiske Kritik var saa afvigende fra Kants Skrifter i Sprog og Fremstilling, påa sine Steder ogsaa i Henseende til Tankerne, at hån ikke kunde forklare sig Skriftets Optagelse som Kanf's Værk uden af Titelen »Kritik« og af bel ri i Format, Papir, Tryk og Forlægger med Kants Skrifter. 263 Yttringer udelukkende til Brevet), da dermed i al Fald kun er henviist til, at Forfatteren tidligere har meddeelt sig skriftligen til Læserne. Besynderligt er det då ogsaa, at i Haandskrifter findes Evangeliet og Brevet aldrig samlede, saaledes som man, i Tilfælde af, at det sidstnævnte Skrift havde den ovennævnte Bestemmelse, skulde have ventet. ”) Vigtigheden af at godtgjøre Identiteten af Evangeliets og Brevets Forfatter blev vurderet saameget høiere af den ældre Apologetik, som der antoges, at der for Brevets Authentie fand- tes langt tidligere Vidnesbyrd end for Evangeliets. Allerede Papias skal nemlig have benyttet Steder deraf (xéyoprær &” 0 avTOG uaQTveluc &xO 7nc Imuvvov mQotépug ém10101ns, Euseb. h. e. 3, 39) og i Polykarps Ord (Polyc. ad Philipp. c. VII): mæc yæg og av un omoldoyn Incovv Xorotov év cugxi 8lnivdévær, avtiygrotog &éotiv har man villet see en Benyttelse af 1 Joh. IV, 2. 3 måv mveviun 0 oumodoyet Incovv Xoiotov év cwgxi 8AnAv- data, éx tov Fsov 8oTe" xai måv mvæua 0 un omoloyst tov Incoiv, & tov Jod ovx éot" xui TOovT0o é6TL TO Tod EvTiyQiotov. Men medens det for det Første er tvivlsomt, om Papias har staaet i saa nøje et Forhold til Apostlen Johannes, som flere af Kirkefædrene angive, (at han nemlig skulde have været Apostlen Johannis umiddelbare Discipel), er der dernæst blevet bemærket, at det ikke er noget ligefremt og umiddelbart Vidnesbyrd, som vi besidde fra Papias for det ovennævnte Brevs Affattelse ved 7”) Dog beraaber Hug (Einl. II, S. 253) sig paa den Cambridger Codex, hvor Afskriveren paa den forreste Deel af det Blad, påa hvis Bagside Apost- lenes Gjerninger begynder, formodentlig uden at vide, hvad han skrev, har skrevet den latinske Columne af de sidste Vers i det 3die Joh. Brev og derefter tilføjet: Epistulæ Johannis Ill explicit incipit Actus Apostolorum Han uddrager deraf den Slutning, at Afskriveren har havt et gammelt Haandskrift for sig, hvor de Johanneiske Breve umiddelbart indtoge deres Plads foran Apostlenes Gjerninger. 18 264 Apostlen Johannes. Det er Eusebrus, som beretter, »at Papias har benyttet Steder af 1ste Joh. Brev4«; men hvorvidt denne Beretning er rigtig, kunne vi forsaavidt ikke med fuldkommen Sikkerhed afgjøre, som Eusebius ikke har udtrykkeligen anført, hvilke Steder af det johanneiske Brev Papias har benyttet, og i de Fragmenter, som ere os opbevarede af Papiæ Skrifter, findes ingen Udsagn, som kunne understøtte Eusebii Beretning. Ån- derledes forholder det sig med Polykarps Vidnesbyrd, som man vilde være beføiet til at ansee for en friere Benyttelse af 1 Joh. IV, 2. 3, dersom ikke her den Besynderlighed fandt Sted, at Eusebius, der udtrykkeligen (h. e. Il, 3) angiver sine Bestræbelser blandt Andet at være gaaede ud påa at samle Vidnesbyrd hos de ældste christelige Skribenter om det N. T.s Skrifter, aldeles ikke omtaler Polykarps Benyttelse af iste Joh. Brev, medens han derimod bemærker, at Polykarp hår benyttet adskillige Steder af 1ste Petri Brev. Hertil kommer, at Poly- karps Brev foruden hiint Udsagn, der »muligen kunde være et af de almindelige Løsningsord i Kirkens Kamp mod Gnostikerne« (Zeller, Theol. Jahrb. 1845, S. 587) ellers ikke indeholder Noget, som netop kunde lade os i Forfatteren kjende en Discipel af Apostlen Johannes. Alligevel maa det ikke oversees, at i Po- lykarps Brev benyttes flere Steder af de paulinske Breve, hvilket. dog Eusebius heller ikke gjør opmærksom paa. Dersom man imidlertid vil anvende en Strænghed, som overgaaer den, der ellers ved Oldtidsskrifter pleier at vises ved den kritiske Prø- velse af literairhistoriske Vidnesbyrd, men som vi forresten med Hensyn til den særegne Betydning af det N. T.s Skrifter ikke ville dadle, kan man, endog uden at omtvivle eller forkaste Ægtheden af Polykarps Brev, saaledes som mange Theologer have gjort i ældre og nyere Tid, erklære såavel Papiæ som Polykarps Vidnesbyrd for utw/strækkelige, fordi de af Eusebius paaberaabte Steder hos Papias formodentligen ligesaalidt som det hos Polykarpus paapegede Sted have angivet sig som C/ita- tioner af Johannis Brev, men sandsynligviis ere blevne frem- | | | | 265 førte aldeles som vedkommende apostoliske Fædres egne Ord. Paa lignende Maade forholder det sig med de Antydninger til iste Joh., hvilke man kan finde i Brevet tw/ Drognet (Justin. Opp., sig. 1 Joh. IV, 9) i Brevet fra Menighederne i Væenne og Lyon (Euseb. h.e. 5, 1 slg. 1 Joh. IL, 16. Ev. XV, 13). De indeholde Tanker, som findes i det Johanneiske Brev og Evangelium, men de forudsætte ikke nådvendigen Brugen af disse Skrifter — som jo — bortseet fra andre Grunde — muligen selv kunne være opstaaede påa Fundamentet af saadanne i den ældste Menighed udbredte Anskuelser. Disse Vidnesbyrd indeholde saaledes snarest Beviis for, at der blandt de Christne fra Slutningen af første Aarhundrede var udbredt Tanker, Ideer, Forestillinger, Anskuelser og Udtryk, hvilke for os nærmest ere bekjendte af det johanneiske Evangelium og de johanneiske Breve.”) Men den ældre Tids ufuldstændige og utydeligere Vidnes- byrd om iste Joh. Brevs Tilværelse og Authentie udfyldes ved de bestemte og sikkre Yttringer, som findes for samme hos Irenæus, Clemens Alexandrinus, Tertullian, Origenes og alle de følgende Kirkefædre, slg. Brevets Optagelse i Peschito etc., saa at Eusebius i Betragtning af saa mange og saa gunstige Vid- nesbyrd med Rette kunde (h. e. II. 24) henføre iste Joh. Brev til Homologumena, og Hieronymus (Catal. script. c. 9) sige om det: ab universis ecclesiasticis et eruditis viris probatur.. Mod dette Kirkens eenstemmige Vidnesbyrd er i nyere Tid bleven paaberaabt A/ogernes Modsigelse og Marcions Taushed; men om Ålogerne, fordi de nægtede Evangeliet og Apokalypsen at være forfattede af Apostlen Johannes, nægtede de johanneiske Breves Authentie, vides ikke engang med Sikkerhed.”) At Hæretikeren Marcion (i Midten af 2det Aarh.) ikke skulde have kjendt Johannis Evangelium og Breve, vilde have Betydning, ") Det vigtige apologetiske Moment, som heri ligger for Indholdet af det N. T.s Skrifter, har man forresten ofte overseet, af misforstaaet Iver for at hævde Authentien af det N.T.s Skrifter. ”) See Michaelis Indl. UI, 2 266. 18" 266 dersom ikke den Eensidighed, - hvormed han kun vilde aner- kjende en af paulinske Skrifter bestaaende kanonisk Samling, gav en Forklaring over hans Taushed om de johanneiske og om de andre Skrifter i det N. T. Alligevel vil det ikke være muligt åt constatere Åuthentien af i1ste Johannis Brev ved udvortes Vidnesbyrd saaledes, at samme kan betragtes som afgjort ogsaa uden Hensyn til Johan- nis-Evangeliet. Forholdet mellem begge Skrifter er vistnok et saadant, at, naar det ene måa med overveiende Sandsynlighed ansees for Apostlens Værk, maa det andet ogsaa tilkjendes ham; men for begge Skrifter haves først tydelige og bestemte Vidnesbyrd til en Tid, som er adskilt fra Apostlenes, selve Jo- hannis, Levetid ved flere Decennier. Et tidligere Vidnesbyrd for Brevets Åuthentie end for Evangeliets haves ikke med Sik- kerhed; det er altsaa Mængden og Eenstemmigheden af Vid- nesbyrd fra Slutningen af 2det Aarh., som for begge Skrifters Vedkommende skal udfylde Ufuldstændigheden og Dunkelheden i Vidnesbyrdene fra den Tid, som rækker højere op. Dersom det nu blot gjaldt om at fjerne en positiv Modsigelse, var Undersøgelsen snart ført til Ende; thi en saadan møde vi med Hensyn til Evangeliet nærmest .kun fra Ålogernes Side, og det er aåabenbart, at ikke historiske Vidnesbyrd, men dogmatiske Anskuelser vare i sidste Instants det egentlige Princip for deres negative Kritik, hvilken de søgte exegetisk at retfærdiggjøre (ved at eftervise Modsigelser i de johanneiske Skrifters Indhold indbyrdes og med Indholdet af den christelige Religions andre Erkjendelseskilder — ganske efter en nyere Tids bekjendte Fremgangsmaade). Men hvor betydeligt et apologetisk Moment der end ligger i, at der indtil den Tid, da Johannis-Evangeliets Anseelse er almindeligen udbredt i Kirken, ikke kjendes nogen gyldig Indsigelse mod de johanneiske Skrifters Authentie, vil denne Mangel i og for sig naturligviis ikke være tilstrækkelig til en positiv Afgjørelse. For en saadan vilde derimod med Rette kunne paåaberaabes den store Mængde fortsatte Vidnes- | | | | | | 26T byrd, som Kirken har at fremvise til Gunst for de johanneiske Skrifter, dersom her ikke tillige fandt den Omstændighed Sted, der rigtiknok ofte er bleven overseet, at foruden de Skribenter i Kirken, hvilke fra Slutningen af Zdet Aarhundrede af afgive aldeles klare og bestemte Vidnesbyrd, findes der netop i det Tidsrum, hvis Nærhed ved den. apostoliske Tid giver Vidnes- byrdene såa stor Betydning, endeel andre, hos hvilke der her- sker en Taushed om Johannis-Evangeliet og det I1ste johan- neiske Brev, som bliver desto mere paafaldende, jo mindre den — i det Mindste efter de almindelige Forestillinger — lod sig vente. Alligevel måa nu her atter tages i Betragtning, at af disse Skribenter besidde vi tildeels kun ganske faa Fragmenter, og at de efter det Øjemed, de nærmest fulgte, muligen ingen Anledning havde til åt påaberaabe eller benytte hine johanneiske Skrifter. De nøiere Undersøgelser om dette Punkt maae imidlertid udsættes til Fremstillingen af Johannis-Evangeliets Skjæbne og Historie; thi medens hiin Taushed nærmest trænger til Forklaring "for Evangeliets Vedkommende, kan den ikke i nogen særegen Grad være mere paafaldende ved iste Johannis Brev end ved endeel andre nytestamentiske Breve og Skrifter. Mærkeligt er det, at Forfatteren hverken i Brevet eller i Evangeliet udtrykkeligen kalder sig Johannes (— saaledes som Apokalyptikeren gjør, Apok. I, 1. 9. XXII, 8) eller Apostel. Dog forudsætter han sin kirkelige Virksomhed 1 Joh. I, 3, han tiltaler den rettroende Christenhed som sine Børn 1 Joh. II, 12. 13. 18. 28. III, 7. V, 21; Navnet zres0ofpvtspoc 2 Joh. 1. 3. Joh. 1 kan være Betegnelse for en Apostels Værdighed (slg. 1 Petr. V, 1. Papras hos Euseb. 3, 39); og 1 Joh. I, i. 3. IV, 14 regner Forfatteren sig aabenbart til Øievidnerne af Jesu Christi Aabenbarelse. Det Eiendommelige er kun, at Forfatteren til Brevet ligesaalidt i dette som i Evangeliet uforbeholdent og ligefrem udtaler sin apostoliske Værdighed, men kun antyder den. SGrunder nu dette sig i den afgjorte Kjendsgjerning, at Forfatteren var Åpost- 268 len Johannes? — eller findes der saadanne Kriterier i Brevet, som nøde os til at antage hiin tilslørede Antydning af aposto- lisk Forfatterskab som en literair Form og Fiction? I sidste Henseende hår man paaberaabt sig den i Brevet førte Polemik mod Vranglærerne. Her møder os da den samme Paastand, som vi nærmere have drøftet ved Forhandlingerne om Z2det Petri Brev, åt de Anskuelser og Vildfarelser, hvilke Johannes bestrider, først skulde høre hen til den efteraposto- liske Tid. Ligesom Grundtanken i Brevet er at indskærpe den inderlige Forbindelse af Beligion og Sædelighed, saaledes ven- der Advarslen og Bebreidelsen sig gjentagne Gange imod en eensidig theoretisk Retning, der lægger al Vægt paa Ærkjendel- sen med Tilsidesættelse af sædelig Vandel og Kjærlighed. Jo- hannes taler om Saadanne, der sige, at de have Samfund med Gud og dog vandre i Mørket og foregive, at de have ingen Synd. Han kalder den en Løgner, der siger, at han har erkjendt Christus og dog ikke holder hans Bud, lige- som ogsaa den, der foregiver at være i Lyset og hader sin Broder. Kuu den, der øver Retfærdighed, har Fordring paa at være født af Gud. Hvo som synder, har ikke seet eller kjendt ham, hvormeget hån ogsaa roser sig deraf. Hvo som gjør Synd, er af Djævelen. Hvo som hader sin Broder, er en Men- neskemorder. Kun -den, som elsker, er født af Gud og erkjen- der Gud. Ingen har nogensinde seet Gud; naar vi elske hver- andre, boer Gud i os (1 Joh. I, 6. II, 4. 9. 29. IM, 6. 8. 15. IV. 7. 8. 12. 16 etc.). »Alle disse Træk give os det troe Billede af de bekjendte Gnostikere fra det andet Aarhundrede« — siger Ht/- genfeldt, (Theol. Jahrb. 1855, S. 503). »Er det ikke den bedste Commentar til 1 Joh. I, 4 (0 Aéyær' Eyre QVTOVv, xl TOG éVTOLdG QvTov un TtnQØv, Wevoinc gotv), naar Clemens Alex. Strom. IE c. 4 p. 439 ed. Potter siger om de antitaktiske Gno- stikere: toigc dårxoic xal axqætéor xat 7rAeovéxtorcg xol MOLYOIG TX OXVTA TOGO 0vTEC, &s0v &yvæxéævar uovor Aéyovowv? Og naar 269 de gnosticerede Ekloger af Propheterne iblandt den samme Kirke- faders Værker ligefrem udtale den Grundsætning, at kun den Troende erholder Syndstilgivelse udvortes fra, medens den Vi- dende bærer den i sig, i Kraft af sin Ophøiethed over Synden (Eclog. Proph. 2 15 p. 993): saa er det jo netop den samme Grundsætning, der bliver forkastet 1 Joh. I, 8. 10: øv Sirower or amægTtiav ovz &youev, éavrove mmAævøuev. — av strmæmev Or ovx nmæQTnNXAuEv, Wavornv mroroduev avtov. Maa det ved et saadant Sammentræf ikke blive vanskeligt, at troe de to nyeste Commentatorer (Diisterdieck a. St. I, S. XIV, Huther a. St. S. 10), naar de forsikkre, at slige Yttringer i Johannesbrevet kunne forklares uden nogen bestemt historisk Foranledning?« — Uden historisk Anledning ere vistnok ikke hine Yttringer (slg. I, 26 tavra &youwa Trsgi tåv mXavævtæv vuæc. II, 7: téxrræ, undsic mÅav&tw vuæc); men hvorfor søge den først nede i 2det Aarhundrede? SKjendte ikke allerede Paulus en lignende hov- modig Gnosis hos Jøder og Hedninger (1 Cor. I og Il), og ikke mindre blandt Christne (1 Cor. VII, 1 slg. Rom. XIV 1 ff.), en Kundskab, som opblæste, men ikke var ledsaget af Kjærlighed? Troede ikke allerede Jøderne- paa Grund af deres Monotheisme, 67, xav QunQToL0L mo, Faov dé yvyvwcxrovor, ov un Xoyi- OnTar &wTtoic xvorog &uaetiav (Justin. c. Tr. fol. 370 ed. Col.)? Er det ikke mod en saadan theoretisk Tro, at Jakobus polemi- serer II, i4 ff.? Gjentager sig ikke til enhver Tid det Phæno- men, at man troer åt have »Sandheden«, fordi man hår »Op- lysning og Kundskab«, medens dog «at have Sandheden« for- udsætter meer end forstandig Erkjendelse, nemlig Kjærlighed til det Sande og Gode? Fordi Kirkefædrene i Zdet Aarh. kjendte Mennesker, der kaldte sig Ghristne og roste sig af en Guds- erkjendelse uden Helliggjørelse og af Samfund med Gud uden Vandel i Christi Efterfølgelse, deraf følger dog ikke, åt Apost- lene i deres Tid ikke skulde have kjendt Mennesker af samme Årt. 270 Paa lignende Maade forholder det sig med den specielle Angivelse af Vranglærernes 7ro og Lærdom. I 1 Joh. Il, 22 hedder det: zic &ociv 0 Wavoryc 8t un 0 dgvovuevoc, OT InCodg ovx &otiv 0 XQictoc; oftoc åomv 0 ævtiygiotog, & &gvovuevog Tov matégu xal tov viov. Dette kunde i og for sig betegne den jødiske og hedenske Vantro, som ikke vilde anerkjende Jesus som Messias. Men hvorledes kunde Johannes deri finde et Beviis påa Antichristens Ankomst og Nærmelsen af den yderste Dag (Il, 18 f.)? »Med denne Modsætning var Christen- dommen jo bleven født« (Léicke). Heller ikke kunde Johannes sige om Jøder eller Hedninger, som nægtede at anerkjende Jesu Messianitet: $£& muæv 85nAdov, AAN ovz ncuv &E nudv. &t ye cv 8E nuv, wsmevnzercav &v us nuæv II, 19. Dette forudsætter, at Vranglærerne paa een eller anden Maade havde erkjendt Jesu messianske Værdighed, men ved en falsk Opfat- telse vare komne i en saadan Modsigelse med den sande chri- stelige Tro, at de stode lige med de fornægtende Jøder og Hed- ninger. Den af Johannes omtalte Fornægtelse af Faderen og Sønnen maa vel derfor betragtes som en Consegvents, hvortil hine Mennesker Opfattelse nødvendigen maatte føre, men ikke som en oprindelig og umiddelbar Forkastelse af Gud og hans Søn. — Tydeligere Indblik i disse Vranglæreres Anskuelser aabnes os ved IV, 1 ff. sig. 2 Joh. 7: de falske Lærere og Propheter nægtede Jesus Christus kommen + Kjødet (un ou0o40o- ysiv Incodv Xorotov év cagxi &AnAvdora, goyoumévov év cmgxi). Dette fører Tanken hen paa Doketernes Vildfarelse, hvorom vi af Kirkefædrené vide, at den udbredtes af Gnostikerne i 2det Aarhundrede. Doketerne nægtede Christi menneskelige Natur og tillagde ham kun et Skinlegeme, hvad der hang sammen med deres Afsky for al Materie og Legemlighed. Det er mod denne Vildfarelse de Jgnatranske Breve polemisere påa det Ivrigste (slg. ad Smyrn. 2 zæi dAndøc émadev (0 xvgroc) mg xot alndøg ovéotnøev éovtdv, 0Vvy” wgrTeg ArAOTOL tveg Aéyovorwv 70 doxsiv avtov manovdévor xt4., Slg. ad Trall. 9 &lndæåc éyev- ZR vndn, &payev 18 xal &mev, anis 801y dn, aLndæg Sotavem dn xai amédavs).. Dersom de Ignatianske Breves Ægthed turde ansees for sikker — hvad rigtignok ikke er Tilfældet, endog efterat nye Documenter til denne Sags Afgjørelse ere blevne bragte frem for Lyset (see de, i Anledning af de påa Syrisk fundne og ved Cureton (1845) udgivne Breve, vexlede Skrifter af Bunsen (1847), Baur (1848), Denzinger (1848), Ukhlhorn (1851) etc.) — da vilde vi have historisk Vished om, at denne Doke- tisme var udbredt i Lilleasien mod. Begyndelsen af det 2det Aarhundrede. Ignatius døde 107, under Trajan, og om ÅApost- len Johannes er det almindeligen antaget, at han skal være død i Ephesus i en høi Alder under Trajans Regjering (Iren. IE, 22. Euseb. III, 23 etc.). At Johannes da kunde have havt denne Form af Doketismen for Øie, — til hvis Gjendrivelse man har troet at finde Spor i det Eftertryk, hvormed den sandselige lagttagelse af Frelserens Aabenbaring fremhæves 1 Joh. I, 1 — vilde da være meget begribeligt; men nu hidrøre Ignatii Breve maaskee først fra en senere Tid, hvor Marcion, Saturnin og andre Gnostikere foredroge hiin Lære, og saaledes kan Doke- tismens Bekjæmpelse mulig være et Vidnesbyrd ligesaavel mod Æsgtheden af Ignatii som af Johannis Breve. Dog kjendes og- saa Doketismen under en anden og tidligere Form, hvorved just ikke Jesu Legemlighed nægtedes, men hvorved der skjelnedes mellem Xorctoc og Incovg saaledes, at Jesus Christus egentlig bestod af to Personer, en menneskelig Jesus og en i ham vir- kende, højere Aand, Christus, hvilken sidste ikke var bleven korsfæstet og havde lidt Døden, men som, først ved Daaben forbunden med Jesus, igjen havde forladt ham, da han blev overgiven til Lidelse og Død. Mod denne Anskuelse er det maaskee snarere, at der polemiseres i Johannisbrevene, end mod den førstnævnte Art Doketisme, der saa afgjort bekjæmpes i de Ignatianske Breve, men hvortil der efter nogle nyere Theo- logers Paastand (som Køst/in, Joh. Lehrb. S. 230 f., Huther a. St. S. 10) slet ikke skal være taget noget Hensyn i de johanneiske 272 Breve. Ogsaa en saadan Anskuelse maatte ligesaavel som den egentlige Doketisme forstyrre Christendommens Grundlære og kunde derfor betegnes som »Antichristens, som den egentlige Løgners og Vranglærers« (1 Joh. II, 22, IV, 3 ff. 2 Joh. 7). Men at Vildfarelsen netop i denne Skikkelse traadte Apostlen imøde, vide vi af sikkre historiske Vidnesbyrd. Thi denne Lære var Hæresiarchen Cerinths (Iren. I, 26), der levede i Ephesus samtidig med Johannes (Euseb. III, 28. VII, 25), og mod hvem Apostlen skal have yttret sin Afsky paa en Maade”), der ganske svarer til det strænge Ord om dem, der ikke bekjende Jesum Christum kommen i Kjødet i 2 Joh. 10: »Annammer dem ikke i Eders Huse og byder dem ikke velkommen !« Man vil heraf see, at Beviset for Johannisbrevets efterapo- stoliske Oprindelse paa Grund af, at der i det Aarh. vare ud- bredte lignende Vildfarelser, som de, der bekjæmpes i hiint Brev, er meget svagt, og at tvertimod hiin Polemik kan benyt- tes til Forsvar for dets apostoliske Ægthed, da netop den ud- førligere Behandling af Stridspunktet hos Skribenterne i det Aarh. og den kortere Antydning deraf i det første og andet johanneiske Brev ganske svarer til den Udviklingsgang, som efter Historiens og Erfaringens Anviisning maa antages for den naturligste. Ikkun da kunde man finde sig bevæget til at tænke sig Forholdet anderledes, dersom man derved blev sat istand til at vinde en tydeligere og mere tilfredsstillende Opfattelse af Johannisbrevets Indhold. Men dette er saa langt fra at være Tilfældet, at hvad der vindes ved at tænke sig I1ste Joh. som et Product fra det Zdet Aarhundrede, er kun forøget Vanske- lighed, i Forbindelse med Forringelse af dets Værd. Naar saa- ledes Hilgenfeld (Theol. Jahrb. 1855, S. 489) lader Brevets For- fatter dele Gnostikernes Anskuelse om to Slags Mennesker, der ”) Apostlen Johannes skal engang være kommen i en Badestue, for at både sig, men da hån erfarede, at Cerinth var derinde, være ilet bort og have tilraabt sine Ledsagere; »Lader os flye! Huset kunde styrte ind, da Cerinth, Sandhedens Fjende, er derinde«. (Iren. III, 3 Euseb. III, 28. IV, 14). 273 efter en i deres Natur grundet Nødvendighed antage eller for- kaste Sandheden, eller naar Baur, der anseer Brevet opstaaet under Montanismens Indflydelse, lader Forfatteren i hans Ad- skillelse af duagtix mQåc Favartov og a&uægtia ov mQ0g Favo- tov (1 Joh. V, 16. 17) stadfæste den montanistiske Betragtning af visse bestemte Handlinger som utilgivelige efter deres ud- vortes Beskaffenhed, uden Hensyn til Forskjellen i Skyld efter det sædelige Sindelag (s. Baurs Afhandling i Theol. Jahrb. 1848, S. 326 ff.), da er rigtignok dermed retfærdiggjort Vægringen for at antage et Skrift, hvori foredrages saa uevangeliske Lær- domme, som ægte apostolisk”); men det bliver kun endmere uforklarligt, hvorledes disse Vildfarelser kunne forenes saavel med Brevets Indhold overhovedet som med saamange Yttringer i samme, hvilke staae i fuldkommen Modsigelse med hine An- skuelser. Den johanneiske Adskillelse i za zéxva tov sov og TY Téxva tov drafpolov er ikke at udlede fra den gnostiske Dualisme — mod hvilken den johanneiske Theologie med sin Lære om Verdens Oprindelse fra Gud ved Logos ikke lader sig forene — men finder sin naturlige Forklaring i den Prædestina- tionslære, der er uadskillelig fra det religiøse Standpunkt, hvil- ket Johannes indtager ligesaavel som Paulus, men uden at for- dybe sig i dens dialektiske Udvikling, saaledes som den sidst- nævnte Apostel.”) Hvad derimod Adskillelsen af æuaetiw 790 ”) »Wie sollte denn auch ein Brief fur apostolisch gehalten werden, welcher sogar den dogmatischen Irrthum des Montanismus mit demselben theilt?« Baur a. St. S. 326. »Die beiden Axiome von der Nothwendigkeit der Freiheit, zur Begrun- dung einer Moral, und von der Nothwendigkeit des gåttlichen Einflusses, fur das religidse Bewusstseyn und die Mystik des Glaubens, fanden bei Johannes ihre Anerkennung so gut wie bei den andern Apostel, blieben aber eben so unversåhnt neben einander stehen. Nur war hier die dia- lektische Kraft bei weitem nicht stark genug, um entweder dem Einem den Sieg einseitig uber das Andere zu verschaffen, durch conseqvente Deduction, wie bei Augustin oder Pelagius, oder beide gelegentlich bis auf die Spitze zu treiben, bis zum schroffen Gegensatz, wie bei Paulus Rom. 9 f. geschieht. Johannes scheint die Antinomie kaum zu fuhlen«. Reuss, Die Joh. Theol. Strasb., Beitr. Is H. S. 54. Ed) 2T4 davatov og qu. ov 7Q0c Javatov angaaer, da kan man vel begribe, hvorledes Montanisterne kunde søge deri at finde en Støtte for deres Theorie om Dødssynder (saaledes som jo Ter- tullian har gjort De pudic. c. 2. 19.); men hvorledes i det det Aarhundrede en Forfatter, som vilde benytte Apostlen Johannes” Autoritet til at understøtte eller anbefale den montanistiske An- skuelse om dette Punkt, skulde have indskrænket sig til en Antydning af den Korthed og Dunkelhed som 1 Joh. V, 16. 17, (medens han — hvad der under den givne Forudsætning vilde være ligesaa besynderligt — aldeles forbigik at benytte Læren om Parakleten), det hører til de mange Spørgsmaal, som blive ubesvarede ved Antagelsen af Johannisbrevenes Oprindelse efter den Baurske Hypothese.”) ”) Baur mener, at Forfatteren til iste Johannisbrev, der søgte at skjule sin Pseudonymitet ved kun at holde sig i Sphæren af almindelige Belæringer og Formaninger, havde ladet det være nok med at henvise til, paa hvil- ken Side Apostlen Johannes vilde i Tidens store Stridsspørgsmaal have staaet, dersom han endnu havde levet og kunnet udtale sig bestemt derom. Men Adskillelsen af Dødssynder og andre Synder var jo bekjendt i Kirken allerede før Montanismen, (hvorpaa ogsaa Hilgenfeld imod Baur har gjort opmærksom) ligesom den jo indtil den Dag idag er fastholdt I den katholske Kirke, medens det, der var Stridens Gjenstand i Slutnin- gen af 2det Aarh., angik Bestemmelsen af, hvilke Synder der skulde henføres under hiin Kategorie, og hvilket Forhold Kirken burde iagttage med Hensyn til dem, der havde gjort sig skyldige i saadanne. Hvilken Betydning kunde da en Udtalelse som 1 Joh. V, 16' 17 have, som ethvert af de stridende Partier kunde tilegne sig uden åt komme Afgjørelsen et Skridt nærmere? — Som Montanisternes tre Dødssynder udpeger Baur vilkaarlig de tre: Afguderi, Mord, Ægteskabsbrud eller Horeri (Tertullian a. St. opregner: ”homicidium, fraus, negatio, blasphemia, moechia et for- nicatio et si qua alia violatio templi) og finder nu den første betegnet 1 Joh. V, 21, den anden III, 15 (1); for den tredie (mowver«) finder han vel ikke nogen speciel Betegnelse i Brevet; men »en Antydning af, at ogsaa den hører ind under de johanneiske Breves Synskreds« skal ligge .deri, at i den latinske Kirke efter Augustin (Quæst. ev II, 29) fører det første Brev i Overskriften oftere Navnet: ad Parthos. Dette grunder sig paa en Misforstaaelse, opkommen formodentlig enten af åmsczoln Iwdvvov, tov mupdvov (Gieseler, Kirchengessch. 4åte Aufl. S. 139), eller af m90s mapdévovs, hvilken Overskrift findes ved det Joh. og kan være bleven overført paa det første Brev. Den sidste Formodning billiger Baur. 275 De Hypotheser, som man saaledes har villet sætte istedetfor den kirkelige Tradition, som henfører Iste Johannisbrev. til Apostlen Johannes, have derfor kun havt den Nytte, at ved den derom fremkaldte Discussion er ikke blot foranlediget en dybere Indtrængen i Brevets Indhold, men der er ogsaa blevet udbredt Lys over Meget, hvis fulde Betydning først vil kunne vurderes ved Forhandlingerne om Johannis Evangelium. Om Tiden, Stedet, Anledningen, Hensigten samt om Læserne, for hvilke iste Joh. nærmest blev affattet, indeholder Skriftet ingen nærmere Angivelse, end hvad der kan udledes af det ovenfor Omhandlede. »Et Brev er det mindre end noget andet i N,T., egentlig mere en Pastoralskrivelse« (Beuss a. Gesch. 3 227), affattet rimeligviis imod Slutningen af den apostoliske Tid og nærmest for Læsere, som ikke behøve at søges langt borte fra de Steder, hvilke Traditionen betegner som Skueplads fra Johan- nis Virksomhed i hans sildigere Alder, Ephesus og overhovedet Lille-Asien.”) »Denn was anders kånnen diese mapdévor seyn, als solche, welche, um nur von der mxogvew« und allem, was in ihre Kategori gehårt, so frei als måglich zu bleiben, die christliche Vollkommenheit åuch auf die Ent- haltung von der Ehe ausdehnen? etc.« Baurs hele Betragtning af de johanneiske Breve som tilhørende Montanismen grunde sig blandt An- det påa en Miskjendelse af, åt disse Breve gjøre Adskillelse imellem »Hellige« og »Verden« (9: den vantro og for Christenheden fremmede Menneskehed), medens Montanisterne betragtede szig som de Aandelige, Rene, Pneumatikere, de øvrige Christne som Psychikere. ”) Med Forbigaaelse af endeel Oplysninger om Enkeltheder, ved hvilke vi ikke tør opholde os, kunne vi dog ikke tilbageholde følgende Notize om det bekjendte gjennem Aarhundreder omtvistede Sted 1 Joh, V, 7. Uægtheden af dette er bleven stadfæstet og almindeligere erkjendt blandt Protestan- terne. Af Katholiker, hvilke Antagelsen af dets Ægthed er forskrevet ved dets Optagelse i Vulgata, ed. Sixt. Clement. 1592, har G. K. Mayer i sin »Commentar iiber die Br. des Ap. Johannes, Wien 1851« for- svaret Ægtheden blandt Andet påa Grund af, »at alle græske Haandskrif- ter, med Undtagelse af de tre, 34 (Ducl. v. Montf.) 162. 173, [alle fra 16de Aarh.], som have Stedet, stamme fra den Alexandrinske Skole og Hesychii Recension, som dog Hieronymus og Pave Gelasius have for- kastet« (!). 276 Naar man har bebreidet Theologerne, at de i deres Søgen efter de historiske Forhold, hvorunder de bibelske Skrifter ere opstaaede, synes at forsømme eller forglemme disses indre, theologiske Udforskning, da grunder denne Bebreidelse sig ikke sjelden paa Miskjendelse af den Betydning, som den rigtige Op- fattelse af hine Forhold har for ethvert Skrifts Fortolkning og grundige Udlægning; men den viser sig ogsaa uretfærdig navn- lig med Hensyn til Behandlingen af i1ste Johannisbrev i nyere Tid. Man vil nemlig ved at sammenligne Liickes, de Wettes, Neanders (1851), Beuss', Diisterdtecks, Huthers, Erdmanns og andre af de ovenanførte Theologers Skrifter, hvori hiint Brev er bleven gjort til Gjenstand for Fortolkning og Udlægning, med ældre Arbeider, som havde det samme Maal, overbevise sig om, hvorledes Exegeter, Isagogikere, Dyrkere af det N..T.'s Theologie have i stedse grundigere og inderligere Vexelvirken understøttet hinanden ved Bestræbelsen for åt bringe dette Skrifts Indhold til at oplade sig i dets hele Dybde og Betydning, og saaledes søgt at løse et Problem, til hvis grundigere Behandling den Baurske Kritik indeholdt ny Opfordring. Mindre Held har ledsaget Bestræbelserne for at komme til Klarhed over de to mindre johanneiske Breve, af hvilket det ene (2det Joh.) indskrænker christelig Sandhed og Kjærlighed samt advarer mod de samme Vranglærere, som det iste Joh. Brev; det andet Brev (3die Joh.) derimod anbefaler nogle christne Reisende, for hvilke måaskee den V. 12 omtalte Demetrius stod i Spidsen, til -en vis Cawus, hvis Opførsel roses, medens der yttres Uvillie over en Drotrephes's fjendtlige Forhold. Fra gammel Tid ere disse Breve af Mange blevne henførte til Presbyteren Johannes (der ifølge Papias skal have været een af Jesu umid- delbare Disciple, Euseb. III, 29, og ligesom Apostlen Johannes have levet i Ephesus, hvor der ifølge Dronys. Alex. hos Euseb. VII, 20 vistes to Gravmonumenter, af hvilke ethvert førte Navn af Johannis Grav). Denne Mening har — besynderligt nok — fundet Bifald hos flere nyere Theologer, der dog vilde hævde 277 Johannis Evangelium og I1ste Joh. Brev som Apostlens ægte Værker, skjøndt det i højeste Grad er usandsynligt, at to Mænd skulde i den Grad have udtrykt deres Tanker ved en saa paa- faldende ordret Overeensstemmelse, som her er Tilfældet, med mindre den ene havde forsætlig lagt an paa at efterligne den Andens Eiendommelighed i en skuffende Hensigt. At antage en saadan hos Presbyteren Johannes, dertil er ingen fornuftig Grund, såa at der kun bliver Valget mellem at henføre disse Breve ligesaavel som Evangeliet og i1ste Joh's Brev til Apost- len Johannes eller at betragte dem som underskudte fra en efterapostoiisk Tid af en ubekjendt Forfatter. Til at understøtte den sidstnævnte Anskuelse har man beraabt sig paa, at de kun findes omtalte og benyttede hos faa af de ældste Kirkefædre ; men denne Taushed kan finde sin Forklaring i Brevenes Korthed og — saavidt de ikke angaae ubekjendte personlige Forhold — lidet eiendommelige Indhold. Fremdeles hår man henviist til Forfatterens Betegnelse af sig selv som 6 mzmoscøvrsgoc ; — medens dog den udtrykkelige Betegnelse som Johannes eller som Apostel maatte langt snarere have vakt Mistanke om en Underskydelse. Ligeledes har man fremhævet nogle Udtryk og Talemaader, som ikke findes i iste Joh. Brev, med hvis hele stilistiske Charakteer 2det Joh. dog er fuldkommen overeensstemmende; og forsaavidt det for disse Breve eiendommelige Præg træder noget mere til- bage i ådie Joh. Brev, lader dette sig forklare af Indholdets Forskjellighed. Endelig har det vakt Betænkelighed, hvorledes Apostlen Johannes kunde give den i 2 Joh. 10. 11 indeholdte Forskrift; ligesom den Gjenstridighed, der i 3 Joh. 9. omtales at være bleven viist af Diotrephes, er bleven anseet uforenelig med Apostlen Johannis Anseelse i den ældste Kirke. Men hvad 2 Joh. 10. 11 angaaer, da burde det vel ansees for at være indlysende af sig selv, at Talen paa det omhandlede Sted ikke kan være om at nægte Opfyldelsen af de Pligter, hvilke vi skylde Mennesker, blot fordi de ere Mennesker, uanseet deres Sindelag og Tænkemaade, men om at vogte sig for, mod Personer, hvis 278 uchristelige Sindelag og Tænkemaade klart udtaler sig i deres Tale og Handlinger, at vise en Forekommenhed og Deeltagelse, som maa lade slutte til en Billigelse af deres Færd”). — Med Hensyn til Diotrephes's Opførsel 3 Joh. 9, da kunne vi fra den Modstand og Ringeagt, der vistes fra judaistiske Christnes Side imod Apostlen Paulus, slutte os til, hvorledes der blandt paulinske Hedningechristne kan håve været Ligesindede, som vovede at trodse de ældre, jødiske Apostle. Istedetfor at afvises som uhi- storisk, kan dette Træk fortjene at paaagtes til at bedømme den apostoliske Tids ejendommelige Forhold og Tilstande. Alligevel bliver der Adskilligt i disse Breves Indhold, som det ikke er lykkedes fuldsomment at oplyse. Det saakaldte 2det Joh. Brev er skrevet til 8x4sx7ij xvgig og hendes Børn. Ved &xA8x7n xveoiæ har man tænkt sig en Christ- inde, hvis Navn enten er bleven antaget for at have været Eclecte eller Kyria; men i første Tilfælde vilde ogsaa hendes Søster (V. 13) have ført det samme Navn, som ikke synes rimeligt; i andet Tilfælde skulde man have ventet Artiklen tilføjet og Ord- stillingen xveig 7 &xAsx1tn. Saaledes som nu Ordene staae, lyde de: »zwZ en udvalgt Frue (Herskerinde)«, en Tilskrift, der er besynderlig i et privat Brev til en bestemt Person”). Derfor har man baade i ældre og nyere Tider været tilbøielig til at for- klare éxÅextn xvolg ikke om nogen enkelt Person, men enten ") Det er derfor ligesaa urigtigt med de Wette a. St. i 2 Joh. 10. 11 at finde »en Intolerantse, der måa undskyldes af Tidsomstændighederne«, som f. Ex. med Besser at benytte Apostlens Udsagn til Vaaben mod Unionen. Hos den sande Christen tør man: forudsætte, åt han er sig Modsætningen mellem Christendom og Autichristendom saaledes bevidst, at han hverken fornægter denne Bevidsthed i sit Forhold mod Næsten eller udstrækker Modsætningen ud over de Grændser, hvor den har sin klåre og tydelige Anvendelse. Slg. Huther a. St. S. 243. ”) Til lærde Curiositeter hører den af Knauer i Stud. u. Kr. 1833 S. 452 ff. fremsatte Formodning, at 2xA8x71 xvoeiu maa have været Maria, Jesu Moder, sml. Joh. 19,26 f; &dsAgn éxAexty (2 Joh. 13) Maria % tov Klwna Joh. 19, 25, etc. 279 om den hele christelige Kirke”) eller om en enkelt christelig Menighed”). Imod den første Opfattelse taler imidlertid V. 12, hvor Forfatteren angiver som Grund for sit Brevs Korthed, at han haaber snart at kunne tåle med Brevets Læsere Ansigt til Ansigt (Crzoua 7790 c704a 144700). Derimod vilde dette Haab kunne ventes at opfyldes, dersom Brevet var bestemt for en enkelt Menighed, hvis Medlemmer da maatte ansees betegnede som Kyria's »Børn«, ligesom »den udvalgte Søster og dennes Børn« V. 13 da maae ansees for at være den Menighed, hvor Forfatteren opholdt sig, da han skrev Brevet; og virkelig synes Brevets Indhold overhovedet bedre at passe med saadan Bestem- melse, end dersom det skulde have været en privat Skrivelse til en enkelt Christinde og hendes Børn. Kun maa vel i hiint Tilfælde 2det Joh. tænkes skrevet tidligere end Iste Joh., da det ikke synes at have tilstrækkelig Anledning og Hensigt, dersom det større Brev allerede var skrevet og offentliggjort. Maaskee kunde der 1 Joh. 2, 14 (yoggpæ ... &ygæwa vuiv) findes en Hen- tydning til det kortere 2det Joh. Brev. Dette er imidlertid tvivl- somt, men endnu mere, hvorvidt en saadan Hentydning findes Mil dette i 3 Joh. 9 (Sypape Ty &xxAncig). Dette har man imidlertid stundom antaget””), saaledes at vi i Zdet og 3die Joh. skulde besidde to tilsammenhørende Breve, af hvilke det sidste var rette til en enkelt Person, Cayus, det første til en Menighed, den samme, til hvilken hiin Enkelte hørte. Men hvor besyn- derligt vilde det da være, at der i Zdet Brev slet ikke fandtes nogen Oplysning om Diotrephes og dennes uværdige Opførsel, som dog udgjør et Hovedpunkt i det 3die Joh. Brev? Vilde det ikke' have været usømmeligt for Apostlen i et Brev til det enkelte = Menighedslem at have udtalt sin alvorlige Fortrydelse over ”) Scripta est ad quandam Babyloniam, Electam nomine, significat autem electionem ecclesiæ sanctæ. Clem Alex. ed Pott p. 1011. ") I et Scholion hos Matthæi p. 152: åxAextnv xvgiav åéyer tov iv tivi Tonm åxzknorav. mm) Michaelis Indl. 2 271. Baur, Theol. Jahrb. 1848 S. 329. RY 280 Diotrephes's fjendtlige Forhold og at true med at straffe hans Ondskab, medens han derimod ganske forbigik denne Sag med Taushed i Brevet til den Menighed, hvor Diotrephes vilde an- masse sig en Anseelse (prAorxgætsvæv), som han misbrugte? Det det og det 3die Johannis Brev synes derfor ikke at have Noget med hinanden at gjøre, men at være selvstændige Skrivelser hver for sig. Det kan ikke nægtes, at i disse Breves Indhold findes Ad- skilligt, hvilket det ikke er lykkedes at oplyse saaledes, at man er istand til at danne sig en fuldkommen klar Forestilling . om de historiske Forhold, hvilke i dem haves for Øie. Kun er det et Spørgsmaal, om man paa Grund deraf er berettiget til at fra- kjende dem deres Ægthed og at betragte dem som opdigtede Compositioner fra en efterapostolsk Tid. Dersom man endog kan finde Indholdet af Zdet Joh. bedre at passe for sin Bestem- melse, naar &éxÅexty xveia ikke skal forstaaes om en enkelt Christinde, men om en christelig Menighed, altid bliver dog en saadan Betegnelse af denne noget besynderlig”). (Omendogsaåa den Modstand og Ringeagt, der mødte Paulus fra judaistiske Christnes Side, kan opstilles som oplysende Sidestykke til den” Behandling, hvilken Diotrephes ifølge 3 Joh. 9. 10 skal have viist Johannes, er Parallelen dog ikke ganske træffende, thi naar hiint Forhold hang sammen med Benægtelse af, at Paulus var en Apostel som de Tolv, da maatte jo et saadant Paaskud ganske bortfalde ved Johannes. At i den apostoliske Tidsalder Nogen i en christelig Menighed skulde have vægret sig for at anerkjende en Apostel, der hørte til de tre czvdor tog 8xxAnoiag (Gal. II, 19), er vanskeligere”) at begribe (Asotoéyns ovx åmidéystor nus... ”) »Eine wunderliche Spielerei« kalder Schletermacher (Einleit. S. 398) det. Men den ældste Christenhed kunde ligesom andre religiøse Samfund under lignende Forhold have fundet Behag i denne Slags korte og be- tydningsfulde Allusioner og Symboler. Betegnelsen af Kirken som »Jom- fru«, som »Brud« odsl. fører jo i samme Retning. Man sammenligne 1 Pet. 5, 13 % cvvsexåsxtn. Man kunde imidlertid henvise til de saakaldte rrstinere i den Korinthiske | | | 281 Åoyorc 7tovsQ0oig (mpÅvagæv muæc). Fremdeles forudsætter éx- tig Sxxl.nciag &x8all sv en officiel Autoritet hos Diotrephes, som ikke svarer til cpedorzgætevæv, thi med dette Ord er jo kun an- givet Lysten og Bestræbelsen efter den høieste Anseelse. Og- saa var jo dog Gajus, trods sin udviste Gjestfrihed mod de frem- mede Brødre (V. 6), ikke bleven udstødt af Kirken. I Henviis- ningen til, at Johannes ved sin personlige Ankomst nærmere vil drage Diotrephes's Opførsel for Lyset (V. 10), har man villet see fingeret Efterligning af Relationer, som forekomme i -de paulinske Breve”). Man vilde dog imidlertid først være beføiet til at ansee dette og andre Træk i Zdet og å3die Joh. fra et saadant Synspunkt, dersom man paa nogenlunde tilfredstillende Maade var istand til at angive en Hensigt, der skulde have bevæget Nogen til at opdigte disse Breve. Dette har rigtignok blandt Andre Baur forsøgt (Theol. Jahrb. 1845 slg. Schwegtler, Der Montanismus, 1841); men naar nu det tilsigtede Maal an- gives at have været at understøtte Montanismen og navnlig i ddie Joh. at lægge den lilleasiatiske Kirkes apostoliske Repræ- sentant, Johannes, en Protestation i Munden mod det romerske Episcopats Anmasselser, då måa man i lige Grad forundre sig over denne Påastand som over de Combinationer, hvorpaa den støttes. Det skal nemlig være klart, at disse Breve føre os ind i en Tid, hvor det allerede mellem flere Menigheder var kommet til levende Differentser over Spørgsmaal af den høieste Interesse for den christelige Bevidsthed. I den Menighed, hvor Diotrephes hørte hjemme, vare to Partier. Det Parti, for hvilket Diotrephes stod i Spidsen, nægtede den Menighed, til hvilken Brevskriveren hørte, kirkeligt Samfund; Cajus derimod hørte til det modsatte Parti. Saadannne Forhold fandt nu i det 2Zdet Aarh. Sted i den Menighed (1 Kor. I, 12. 2. Kor. X, 7), forudsat, at der virkelig har existeret et saadant Parti, hvis Eiendommelighed, som "nogle Theologer have paa- staaet, netop beroede paa Tilsidesættelse af al apostolisk Autoritet, med foregiven udelukkende Tilsluttelse til Christus (s. Commentt. til 1 Kor. ”) Saaledes Schleiermacher (a. St.). 19" 282 romerske Menighed, hvor Nogle yndede, Andre forkastede den i Lille-Asien vidtudbredte Montanisme, indtil en af de romerske Biskopper (uvist er det, om denne Biskop var Eleutherus 177-192 e. Chr. eller Victor 192-202) lod sig af Antimontanisten Praxeas bestemme til at deeltage i Montanismens Fordømmelse. Ligesom nu Montanisten Tertullian (De pudic. I) giver sin - Harme Luft over den romerske Biskops Hovmod og Anmasselser ved at spotte over denne pontifex maximus, episcopus episcoporum, saaledes har Forfatteren til de to mindre johanneiske Breve symboliseret den samme Modstander i Diotrephes, hvem han tillægger Prædicatet 0 cpriorxoætevæv. Den montanistiske Parti- lidenskab skal ifølge Baur ogsaa kjendes i Betegnelsen af Dio- trephes og dennes Tilhængere som »Hedninge« (V. 9). Det andet Joh. Brev skal da såaledes være skrevet til den montanistisk- sindede Deel af den romerske Menighed (8xA8xtn zveig) og være omtalt 3 Joh. 9 (&ygxwa nj ExxAnoig etc.). Men disse Breve indeholde jo intet ejendommeligt Montanistisk. De ere heller ikke blevne benyttede af Montanisten Tertullian. I V. 7 er der kun sagt, at de reisende Brødre havde gjort sig til Maxime ikke at modtage Understøttelse af Hedninge (af lignende Hensyn, som bevægede Paulus til den samme Adfærd paa hans Missionsreiser), og der er aldeles ingen Grund til at opfatte sAvøv (Iwixov) i anden end Ordets egentlige Betydning. Endelig, hvorledes skulde Nogen kunne vente, at Breve af saa almindelig Indhold skulde indvirke påa Afgjørelsen af de controverse Spørgsmaal i 2det Aarh.? Baur opkaster sig selv dette Spørgsmaal, men be- svarer det med, at netop det Almindelige i deres Indhold, deres katholiserende Charakteer gjorde deres Pseudonymitet umistænke- lig, medens de døg gave betydningsfulde Vink om, hvorledes den Apostel, under hvis Navn de bleve udbredte, vilde have udtalt sig nøiere og bestemtere, dersom han selv endnu levede. Disse »betydningsfulde« Vink ere imidlertid blevne saa lidet forstaaede, at, medens disse Breve ikke |, bleve benyttede af Montanismens Tilhængere, ere de blevne paaberaabte af deres 283 katholske Modstandere og optagne i den romerske Kirkes Kanon. Samle vi da nu Resultatet af de mange, i de forskjelligste Retninger førte Undersøgelser om de syv saakaldte katholske Breve, for at tydeliggjøre os deres Forhold til kanonisk Værdighed, da vil det vise sig, at i Hovedsagen bekræftes den Stilling, som fra gammel Tid har været dem anviist i Kirken. Eiendommelig kanonisk Anseelse kan nærmest kun tilkomme Iste Joh. og Iste Petri Brev. Om alle de andre gjælder det, at der påa Grund af Usikkerheden om deres Oprindelse ikke kan tillæges dem nogen normal Dignitet. De danne Overgangen mellem det Nye Testamentes egentlig kanoniske og dets apokryphiske Skrifter, fra hvilke de adskille sig deels ved deres Indhold deels ved deres udvortes Bevidnelse, endskjøndt der i begge Henseender atter imellem disse såakaldte deuterokanoniske Skrifter hersker en Gradation, som det dog ikke hidtil har været muligt at be- stemme paa nogen overeenstemmende Maade. Een Bemærkning være det endnu tilladt at gjøre i Anledning af Schletermachers Yttringer, Einl. 2 100. Denne Theolog mener, at da der i de katholske Breve tilsammen indeholdes saa lidet Eiendommeligt, at vi uden dem dog ikke vilde savne Noget, som hørte til den christelige Læres Væsen, og, da de paa den anden Side — Iste Joh. og Iiste Petri ikke undtagne, det første med sin Lære om »Synd til Døden», det andet med Stedet om » Chrisit Prædiken for ÅAanderne ct Fængsel« — alle indeholde Noget, hvoraf der, endog om de antages for kanoniske, ingen Brug nu kan gjøres, fordi der mangler os Oplysninger, som de oprinde- lige Læsere besad, synes de paa en Maade at kunne undværes, og at det ikke var nogen stor Skade, om denne hele Afdeling havde manglet i vor Kanon. Deraf vil han imidlertid ikke slutte andet, »end at Begrebet om Kanon maa opfattes historisk og ikke er opstaaet af Indholdets Nødvendighed.« Hiin formeentlige »Undværlighed« af de katholske Breve kan dog kun indrømmes under en Forudsætning om den øvrige N. Tstlige Samlings Be- skaffenhed, som ingenlunde deles af Ålle; og netop i vore Dage har det under Angrebet ogsaa paa de Bestanddele af den kirkelige Kanon, som ansaaes meest sikkrede ved indvortes og udvortes Vidnesbyrd, viist sig, at Vigtigheden af Documenter som I1ste Joh. og Iste Petri Brev ikke bestaaer i Meddelelsen af nye og ejendommelige Lærdomme, men i Bekræftelsen af de Lærdomme, som man vilde nægte at være apostoliske. Et forseglet Brev med Paaskrift »Beantwortung der Frage: »wie kann man mittelst Untersuchung feststellen, von welchem »Punct der Erdoberflåche die Wolke herrihrt welche den Regen »auf einen andern Punct bringt« var bleven indsendt til Sel- skabet, ledsaget af en ligeledes forseglet Seddel, som angiver at indeholde Forfatterens Navn. Selskabet, der ikke har fremkaldt denne Meddelelse, be- sluttede at henlægge disse Papirer uaabnede. Hr. Prof. L. Miller androg paa Tilladelse til at bruge den til hans Afhandling om Kong Lysimachus” Mynter benyttede Kobberplade til en tydsk Oversættelse af samme Årbeide, hvilket Selskabet bevilgede. I Mødet blev fremlagt: Fra Dr. Faye i Christiania. Undersøgelser angaaende Inoculation af Vaccine og Chanker- materie. Christiania 1857. 285 Discussion i det norske medicinske Selskab i Christiania an- gaaende Spedalskheden. Christiania 1857. Fra Videnskabs-Academzien +: Christiania. Kongl. Vetenskaps-Academiens Handlingar får År 1854. Sednare Afdel. Kongl. Vetenskaps-Academiens Handlingar for År 1855. Nya Fåljd, Bd. 1, Heft I. Ofversigt af Kongl. Vetensk. Akademiens Fårhandlingar, 13. Årg. 1856. Wikstrom. Års-Beråttelse om Botaniska Arbeten och Upptåcter under År 1852, 53 och 54. Bohemann. Beråttelse of framstegen i Insektarnas, Myriapoder- nas och Årachnidernas Naturalhistoria for 1853 och 54. v. Beskow. Tal om forflutna tiders svenska Ordboks-fåretag. Stockholm 1857. Jons Svanberg. Exposition des Opérations faites en Lapponie pour la determination d'un arc du Méridien en 1801, 1802 et 1803. Stockholm 1805. Fra Instituto Veneto 1 Venedig. Atti. Tome Il, Serie III, Dispensa 3-7. Venezia 1856-57. Fra Société Météorologigue + Paris. Annuaire de la Société Meétéorologique de France. Tome III, 1855. Paris. Fra den engelske Regiering. Observations made at the Magnetical and Meteorological Obser- vatory at Toronto in Canada, Vol. Il. 1846, 47, 48. London 1857. Fra Geologische Berichsanstalt i Wren. Jahrbuch, 1856, VII. Jabrgang, Nr. 2 u. 3. Wien. Fra Geographische Gesellschaft i Wien. Miftheilungen, I. Jahrgang 1857, Heft I. Wien 1857, 286 Fra Academrte der Wissenschaften i Wien. Sitzungsberichte phil. hist. Classe, Bd. XXI, Heft HE Bd. XXII, Heft I u. IL math. naturv. Classe, Bd. XXII, Heft IF, IE u. HE Bd. XXIII, Heft I Archiv fur Kunde dåsterreichischer Geschichts-Quellen, Bd. AVII, Heft I u. II, Bd. XVIIL Heft I | Fontes rerum austriacarum. Osterreichische Geschichtis-Quellen, Bd. X u. XIIL Monumenta Habsburgica. Sammiung von Actenstuckeu und Briefen zur Geschichte des Hauses Habsburg in dem Zeitraume von 1473 bis" 1576. 2 "Abth. … Wien 1857; | Almanach der Kais. AÅcademie der Wissenschaften 1857. Wien. Wien. Fra Professor Zantedescht. Ricerche sul CGalorico Raggiante, Wien 1857. De af Hr. Prof. Worsaae i Selskabets Møde den 3die April d. A. meddeelte Bemærkninger om et Fund af romerske og andre Oldsager ved Brarup i Angel ere følgende: Det er, som bekjendt, endnu ikke fuldkommen bragt paa det Rene, i hvilket Aarhundrede den saakaldte Broncealder maa antages at være fortrængt af Jernalderen i det nordlige Europa. I Syd-Frankrige og Syd-Tydskland kunne de første Spor til en fremmed Indvirkning paa Broncealderens gåmle Cultur paa- vises ved de der fundne Mynter af Philip af Macedonien … og Alexander den Store samt ved de ligeledes hyppig fundne Efter- ligninger og Efterligningers Efterligninger af disse græske Myn- ter, der noksom godtgjøre den græske Culturs tidlige Indvirk- ning paa det sydlige Europa. Men opåd mod Norden forsvinder igjen dette Spor. De ældste fremmede Mynter, der, som Vidnesbyrd om en for Broncealderens ejendommelige Cultur fremmed Indvirkning, hid- RS til ere fundne i Danmark og Norden, ere meéd Undtagelse af enkelte sildige romerske Konsularmynter, udelukkende romerske Keisermynter, især fra de to første Aarhundreder efter Christus (fra Antoninus til Septimius Severus eller fra Aar 138 til 211). Disse Mynter findes gjerne i meget forslidt Tilstand i den øst- lige Deel af det gamle Danmark, t. Ex. i Skaane, Sjælland og påa Bornholm, sjeldnere ere de opdagede i Forbindelse med andre Sager. Lignende Mynter opgraves hyppig i den østlige Deel af Sverige, paa Øland og Gotland"), i Østersøprovind- serne, i Preussen, Polen og Mellemtydskland. Allerede for længere Tid siden havde man dog lagt Mærke .til, at der foruden Mynterne af og til i den østlige Deel af Sverige fandtes andre og ulige interessantere romerske Oldsager. I Aaret 1818 opdagedes t. Ex. i Vestmanland en 18 Tommer høj, udmærket romersk Broncevase af det skjønneste Arbeide med en tydelig romersk Indskrift, ifølge hvilken Vasen var viet til Apollo Grannus”). Senere opgravedes i Helsingeland en romersk Kasserolle med Hank”), og påa Øland en 11 Tommer høj, qvindelig Bronce-Statue, formodentlig en Juno af utvivlsomt romersk Årbeide%). Flere lignende romerske Oldsager synes at være fundne i Sverige, men nærmere Efterretninger savnes. I en for nogle Aar siden (1849) udgivet Afhandling: »Fund 7) vid. Liljegrén: »Strodda Anteckningar om Fynd i Svensk Jord« ved Aarene 1703, 1718, 1790, 1797, 1824. Hildebrand: »Anteckningar ur Kgl. Vit- terh. Hist. og Antiqv. Academiens Dagbok får År 18434 samt hans »An- teckningar om fynd af Romerska mynt i Svensk Jord« (Vitterh. Hist. och Antiqv. Acad. Handlingar. 16de Del. Stockholm 1841 pag. 352), hvor det bl. A. hedder: »Fynd af Romerska mynt tråffas nåstan endast på arne Oland och Gottland samt i Skåne. Talrikast åro mynten från perioden Vespasianus — Septimius Severus. « 7) Beråttelse af Jonas Hallenberg om ett forntids Romerskt Metallkårl, fun- net i Westmanland år 1818. Stockholm 1819. Svo. »Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed«. Kbhvn. 1832. Iste Bind, S. 226. Hildebrand: »Utlåtande ofver mårkvårdigare Jordfynd, som blifvit Kongl. Majeståt och Kronan hembjudna«. Stockholm. 1842. ln to met Meer 288 af romerske Oldsager i Danmark«"), har jeg søgt at vise, at man ogsaa hos os var i Besiddelse af en heel Mængde lignende Fund fra de forskjelligste Egne af de gammeldanske Lande. Endskjøndt jeg dengang indskrænkede mig til nærmere at om- tale de romerske Vaser, Kasseroller, Kar og Sier af Bronce, hvoraf nogle med romerske Indskrifter og Fabrikstempler, samt Bægere af Bronce, Sølv og Glas, Smykker, Ridetøj m. m., som vare fundne udenfor Grave adspredte omkring i Moser og Gruusbanker, antydede jeg dog, at der tillige i Jernalderens Grave var fundet mange romerske Oldsager, som tilsammen pegede hen paa »en længe fortsat betydelig og directe Indvirk- ning af den romerske Cultur paa Norden, især vel påa den syd- lige Deel.« Ogsaa fra det sydlige Norge saavelsom fra det til Danmark grændsende Meklenborg paaviste jeg ikke faa Fund af romerske Oldsager. Erfaringerne vare imidlertid endnu ikke paa den Tid af en saadan Udstrækning og Betydenhed, at man af dem turde gjøre nogenlunde sikkre Slutninger om, hvor tidlig disse romerske Sager vare indkomne i Norden, eller overhovedet om, hvorvidt den romerske Cultur alt i de første Åarhundreder e. C. havde kunnet fortrænge den ældre Broncealders Cultur i de gammel- danske Lande. Deels var man endnu ikke istand til at paavise nogen Overgang fra Bronce- til Jernalderen med kjendelige Spor af en romersk Indvirkning, og deels gik jeg af flere Grunde ud fra, at de for Jernalderen eiendommelige Grave, til hvilke man ved Tidsbestemmelser fornemmelig maatte holde sig, tid- ligst maatte hidrøre fra det sjette og i Reglen vel fra det syvende eller ottende Aarhundrede. At der i disse Grave fand- tes romerske Oldsager tildeels fra en langt tidligere Periode, som t. Ex. den ældre Keisertid, forklaredes især derved, at det 'V »Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie« 1849. S. 390-399, med tilhørende Afbildninger paa Tab. IV., V. og VI., jfr. »Danmarks Oldtid.» Khhynntss Ses 289 i hiin fjerne Tid maatte have varet længe, før slige Ting nåaede til vort Norden, ligesom disse ogsaa meget gjerne kunde have været i Brug i mangfoldige Aar, før de bleve nedlagte i Gravene. Men strax' det første Aar efter at jeg havde udgivet den nævnte Afhandling, indkom der til Museet (1850) ikke mindre -end fire anseelige Fund af romerske Vaser, Kasseroller, Sier, Speile m. m. fra Møen, Sjælland og Fyen. Senere er der gjort lignende Opdagelser i flere Egne af Danmark, saa man for Øie- blikket kan paavise idetmindste tredsindstyve forskjellige, tildeels betydelige Fund af romerske Oldsager fra alle Dele af Landet, fra Bornholm af heelt gjennem Jylland, Slesvig og Holsteen. Af disse Oldsagers Form og Forarbeidning fremgaaer det umis- kjendeligt, at de hidrøre fra Keisertiden, dog ikke som de før ommeldte romerske Mynter, nærmest fra de to første Åarhun- dreder, men baade fra den ældre og yngre Keisertid, det vil sige fra de fire første Aarhundreder e. C., i hvilke Romerne netop hævdede deres Herredømme i det nærliggende Germanien og Britannien. Blandt de i Danmark opdagede gamle Smykker er der ogsaa nu flere Gange truffet senere romerske Keiser- mynter fra det tredie, fjerde Aarhundrede, hvilke forsynede med Øskener have været baarne som Prydelser. De af Jorden her i kort Tid fremkomne romerske Oldsager godtgjorde følgelig en saa betydelig Indvirkning paa de danske Lande, at man allerede deraf maatte kunne slutte sig til en tidligere Fortrængelse af Broncealderen, end man forhen havde turdet troe. Et nyt og mærkeligt Beviis herpaa afgav den hidtil vel an- tydede, men ikke tilstrækkelig paaagtede Kjendsgjerningi, at de romerske Oldsager, forsaavidt de findes i Begravelser fra Jern- alderen, såagodtsom altid findes ? en særegen Art Grave. Ved nemlig at gjennemgaae alle de i Museet værende og tilmed de ellers af trykte Skrifter bekjendte Fund af Jernalderens Grave i Norden, især dog i Danmark, traadte det paa eengang klar 290 frem, at de tidligere såakaldte »almindelige Begravelsespladser« i Danmark ikke, som før antaget, skrive sig fra det sjette, syvende eller ottende Aarhundrede, men sikkert snarere fra de første Åarhundreder efter Christus, dog maaskee endnu kjende- ligst fra det tredie, fjerde og femte Aarhundrede. Thi medens disse Grave med ubrændte Liig, som hyppigere ere lagte i naturlige Sand- og Gruusbanker, end i egentlige Grav- høje, stadig, foruden enkelte Jernvaaben, indeholde reent romerske Vaser, Kar, Sier, Glaskar, Træspande med Metalbe- slag, Smykker, romerske Mynter med Øskener m. m. eller dog Sager, som røbe en overvejende stærk Indflydelse af den i RKomerstaten i Keisertiden herskende Smag, og som tillige enkelte Gange frembyde indridsede Indskrifter med de hidtil urigtigen saakaldte »angelsaxiske« eller «tydske« Runer, vides de nævnte Grave endnu ikke at have indeholdt Stykker, som afspeile den ved Romerrigets Fald udviklede barbariserede Smag med phantastiske Ornamenter, navnlig symmetriske Slyngninger og Arabesker, eller, som de jævnlig kaldes, Slange- og Drage- zirater. Saadanne Stykker fremtræde derimod stadig i Jern- alderens yngre Grave i Danmark, der vel hidtil endnu ikke ere fundne i stort Antal, men som dog gjentagne Gange have viist sig at bestaae af Kæmpehøie, i hvilke de Afdøde have været begravede tilligemed deres Heste, deres Vaaben, Ride tøj, Smykker etc. Baade Vaaben, Smykker og Gravskikke ere her af en heel anden Art. Vi træffe blandt Fundene fra dette Tidsrum byzantinske Mynter, prægede i det femte og sjette Aarhundrede, Efterligninger af dem: de saakaldte Guldbracteater, fremdeles arabiske Mynter og Oldsager m. m. — kort sagt Ting, der pege hen paa en ulige sildigere Oprindelse. Hvad der endnu maatte give disse nye Undersøgelser for- øget Betydning, var en Række mærkværdige Fund fra Tørve- moser her i Landet, fra forskjellige Punkter i Jylland og Fyen, men navnlig dog fra en Tørvemose mellem Allesø og Næsby- hovedbroøby tæt Nordvest for Odense. 291 I flere Aar havde Museet stadig fra denne Mose erholdt en forbausende Mængde Vaaben af Jern, saasom Sværd, Beslag til Sværdskeder, Skjoldbukler, Landsespidser, Kastespyd, Pile, Spænder til Sværdbelter m. m., af hvilke flere båre kjendelige Spor af stærke Sværdhug. Af og til sagdes der ogsaa at være opgravet Been af Mennesker og Heste. I hvert Tilfælde kunde man neppe tvivle om, at jo en Afdeling Krigere i en gammel Tid maatte være trængt ud og druknet i denne Mose. Man fandt derfor ogsaa de Kamme, som Krigerne have haaret hos sig, de Terninger og Dambrikker, hvormed de maae have for- lystet sig, ja endog Feltsmedens lille Ambolt, Hamre, Tænger og andre Redskaber ere lidt efter lidt komne for Dagen., Alle disse Sager, som nu udgjøre et Antal af flere hundrede, hvoriblandt ålene over et Par hundrede Landse- spidser, og som stadig hvert Aar ved nye Fund forøges, ud- mærke sig ved deres overordentlig ziirlige og smagfulde Forar- beidning. Flere Stykker ere smukt indlagte med Sølv eller prydede med smaa paafæstede Sølv- eller Guldplader. De ere i det Hele ulige bedre gjorte, end de fleste tidligere kjendte nordiske Jernalders Oldsager, fra hvilke de ogsåa væsentlig ad- skille sig ved deres simple Ornamenter og smagfulde Former. Sværdene ere vel indbyrdes af noget forskjellig Dannelse, men de frembyde alle den Eiendommelighed, fremfor de sædvanlig fundne Jernsværd fra Hedenskabets sidste Tidsrum, at de for- detmeste ere meget smaåle, åt de hverken have Pareerstang eller nogen svær, trekantet Knap i Enden af Fæstet. Istedetfor en saadan have de høist kun en lille Tværstang eller en endnu mindre rund dreiet Knap af Metal. Af meget lignende Sværd havde man forhen fundet enkelte Exemplarer i Moser og Grave paa Bornholm, men især i Moser ved Boller og Skjød- strup ved Aarhuus, hvor man ogsaa -synes at være truffet paa Levninger fra gamle Kampe. I Begyndelsen bleve disse ganske ubekjendte Sager, som påa Grund af deres smukke Forarbeidning vakte megen Forun- 202 dring blandt Oldforskerne, henstillede i vort Museum ved Sagerne fra den tidlige Middelalder. Men senere kom jeg ved forskjel- lige ydre og indre Kjendetegn til den bestemte Erkjendelse, at man her håvde opdaget Sager fra Jernalderens første Tid, i hvilken man endnu sporede Broncealderens simple Smagfuldhed i Forarbeidning, ja selv i Zirater, medens man tillige klart kunde paavise en romersk Indvirkning. Enkelte af de fundne Stykker, navnlig et Grifhoved i Bronce eller Messing, antydede noksom den klassiske Smags Indflydelse. Denne lagttagelse bestyrkedes senere i en mærkelig Grad derved, at man paa et af de i Sommeren 1853 fundne Stykker opdagede nogle indridsede, saakaldte »angelsaxiske Runer« af samme Årt, som dem, der tidligere vare trufne påa Sager i Jernalderens ældste Grave. Kort efter lykkedes det mig, under- støttet af Hr, Kammerraad Herbst, Archivar ved Museet, ved sammenlignende Undersøgelser af en Række Fund i Museet yderligere at godtgjøre Allesø Sagernes sandsynlige Forbindelse og Samtidighed med Jernaålderens ældste Grave, i hvilke man ellers tidligere, mærkeligt nok, ikkun havde fundet ganske enkelte Jernvaåben, saasom forrustede Landsespidser, men næsten ikke et eneste Jernsværd. Paa denne Maade blev det klart, at den tidlige For- bindelse mellem Norden og Romerne i de første ÅAarhun- dreder e. C. maatte, rimeligviis især fra Germanien og Britan- nien af, håve hidført en stor Mængde romerske Fabrikata, ja desuden, hvad der er endnu vigtigere, at denne romerske Ind- flydelse maatte have været mægtig nok til i disse samme første Aarhundreder i Danmark at fortrænge den ældre, stærkt grund- fæstede Broncealders Cultur. Noget aldeles bestemt Tidspunkt i denne Henseende kunde dog endnu ikke angives. Det turde kun siges, at Jernalderen upaatvivlelig her i Landet maatte have staaet fuldt udviklet påa den Tid (ved Aar 400), da Romerriget gik tilgrunde i Britannien. | | | Som Følge af Oldsagernes og Gravenes aabenbare Forskjel-- lighed tog jeg saaledes ikke i Betænkning at opstille en ny Ind- deling af Jernalderen, en ældre (omtrent fra Christi Fødsel til Aar 500) og en yngre (omtrent fra 500 til Hedenskabets Slut- ning ved Aar 1000). Denne Inddeling gjennemførte jeg ikke alene ved de af mig (Aar 1854) udgivne Afbildninger fra det Kgl. Museum for nordiske Oldsager, men den blev ogsaa af Hr. Conferentsraad Thomsen lagt til Grund for den nye Ordning og Opstilling af det Kgl. Museum paa Prindsens Palais. Flere Fund og fortsatte Iagttagelser tjente senere til at godtgjøre Rigtigheden af denne Inddeling saavel for Danmarks, som ogsaa for Nabolandenes Vedkommende. Ved det sidste Naturforskermøde i Christiania blev det t. Ex. fremhævet, at flere i det derværende Oldsag-Museum opbevarede Oldsager maatte hidrøre fra den ældre Jernalder, og at navnlig nogle i en Grav- høi paa Hadeland fundne Jernvaaben våre af selvsamme cha- rakteristiske Form og Forarbeidning, som de ovenomtalte Allesø- Sager i vort Museum. Herimod indvendtes der, unægtelig ikke uden Grund, åt man endnu ikke turde slutte for meget af Allesø-Sagerne, som hidtil vare saa temmelig enestaaende i Dan- mark, og at disse i hvert Tilfælde ikke endnu lode sig henføre til et aldeles bestemt Tidsrum, da man jo ved dem meest havde ladet sig lede af et Skjøn. Men under Naturforskermødet selv indløb en Meddelelse fra Flensborg, åt der i en Mose ved Brarup i Angel var fundet Sager, som formeentes i en over- ordentlig Grad at ligne de ved Allesø i Fyen fundne, hvorhos det tilføjedes, at der ikke alene påa eet af disse Stykker såaes en romersk Indskrift, men åt endogsåa idetmindste eet af Styk- kerne aabenbart maatte være af reen romersk Oprindelse. I Sommerens Løb havde jeg Leilighed til personlig at un- dersøge dette mærkværdige Fund. Det opbevaredes endnu den- gang hos en af Slesvigs Oldsager høit fortjent Samler, Hr. Cancelliraad, Apotheker Mechlenburg i Flensborg, af hvem det senere er blevet skjænket til den derværende Oldsagsamling, 294 som alt i Forveien havde Cancelliraaden at takke for mange mærkelige Forøgelser. Imidlertid var jeg saa heldig ved Maleren Hr. Heinrich Hansen, som ledsagede mig påa min antiqvariske Reise i Slesvig, at erholde nøiagtige Afbildninger af de vigtigste Gjenstande. En Sammenligning mellem disse og de ved Allesø fundne vil strax overbevise om, at den indbyrdes Lighed mellem flere af Sagerne neppe vil kunne tænkes mere slåaende. Der er de selvsamme smaåae Knapper til Enden af Sværdfæstet"), de samme Dupskoe til Sværdskeden, de samme Beslag til Sværdskeden af en højst eiendommelig Form?) og endelig de samme Endebeslag til Læderremme. Der er ågsaa meget lignende Beslag af andre Former, Alt af samme, Messing lignende Metal, desuden Knapper af Glasmosaik?) og derhos Skjoldbukler%), ikke dog som de fra Allesø af Jern, men af Messing eller Bronce. Paa een af disse staaer meget tydelig punkteret AEL.AELIANVS, utvivlsomt det reent romerske Navn Aelzus Åelzanus. Af endnu sikkrere romersk Oprindelse ere de i Forbindelse hermed fundne Stykker af en romersk Bronce-Hjelm med drevne Ornamenter — det første Stykke af den Art, som vides at være fundet i de nordiske Lande. Hjelmen har været dannet af tynde Metalplader, men er desværre nu såa beskadiget, at man ikke vil kunne samle den igjen til et Heelt. Såavel Formen som Forarbeidningen tyder umiskjendelig hen paa Keisertiden, muligen endog påa dennes senere Tid. Fortsatte Gravninger i Mosen skulle siden have bragt flere mærkelige Gjenstande for Dagen, navnlig Vaa- ben, saasom Kastespyd og Landsespidser. Der synes endog at være fremkommet temmelig forskjelligartede Vaaben, som kunde lade formode, at Mosen indeholdt idetmindste to Slags Jern vaaben. ') Jfr. mine Afbildninger fra det Kgl. Museum Nr. 245 fra Allesø, ”) Sammesteds Nr. 253 fra Allesø. 3) Sammesteds Nr. 257 fra Allesø. 4) Sammesteds Nr. 262 fra Allesø. Re AN I og for sig vilde dette ikke være usandsynligt, da man paa adskillige af de fundne Sager seer utvivlsomme Spor af en meget heftig Kamp. Af de ommeldte Skjoldbukler er nemlig een stærkt forhugget påa Midten, og en anden, som bestaaer af en temmelig tyk Messingplade, er dog påa Kanten kløvet meget dybt af flere svære Øxehug, endskjønt disse først maae være trængte gjennem det Skjoldbuklen omgivende Træskjold. Høist mærkeligt er det, at fuldkommen lignende Iagttagelser ere gjorte påa de andre Steder her i Landet, hvor tilsvarende Sager ere trufne i Moser, t. Ex. som førommeldt i Jylland ved Skjødstrup, Boller og senest ved Vingsted Mølle ved Veile, hvor atter en heel Række Vaaben og Smykker af denne Art er kommen for Dagen, samt i Fyen ved Allesø, Paarup og Flemløse. I Sjælland eller Skaane, Bornholm undtagen, har mån endnu ikke gjort noget lignende Fund, og det maa vel bemærkes, at man påa Bornholm alene fra den ældre Jernalders Grave hidtil har kunnet opvise nogenlunde overeensstemmende Vaaben. Det måa være fremtidige Undersøgelser forbeholdt, videre at opklare det Mørke, der hviler over de Kampe, som i hiin fjerne Tid have foranlediget, at i såa forskjellige Egne af Landet saa mange Vaaben og andre Sager ere blevne nedsænkede i Moserne. Det vil forhaabentlig lykkes at udforske, om dette har været en Følge af reent indre Stridigheder mellem de gåmle Indbyggere eller maaskee snarere af Indfald af hele Folkehobe, der kæmpede for åt sætte sig fast i Landet. I saa Tilfælde vilde man ogsåa bedre kunne forstaåae, at Gravskikkene samtidig undergik betydelige Forandringer, ikke at tale om, at Culturen i det Hele fik en ny Retning. Ved Mosetundet fra Brarup turde det under alle Omstændig- heder være bragt paa det Rene, at man har havt Ret i at antage de ved Allesø og paa andre tilsvarende Steder opgravede Jernvaaben og Smykker m. m. for at henhøre til den ældre Jernalder og for åt være samtidige med den romerske Indvirkning paa de nordiske Lande, som fandt Sted i de fire første Aarhundreder e. C., saalænge 20 296 Romerriget stod, og som heller neppe strax efter Romerrigets Fald i Britannien og Germanien er bleven standset. Stadige Fund vedblive at oplyse yderligere, hvor stærk Forbindelsen mellem Romerne og det sydlige Skandinavien har været. Ganske nylig er der saaledes ved Frydendal i Nærheden af Holbek fundet bl. A. en Guldfingerring, et Søivspænde”), en romersk Sie og Kasserolle af Bronce samt en Sølvmynt af Antoninus Pius. Disse Sager laae ved Skeletter i en naturlig Gruusbanke, altsaa netop i eet af de Begravelsessteder, jeg har troet at kunne angive som ejendommelige for den ældre Jernalder.>) Man kunde vel indvende, at de romerske Sager, der ere fundne i Mosen ved Brarup, turde have været i Brug lang Tid, maaskee flere Aarhundreder, efter Romerrigets Un- dergang, og at følgelig saadanne Oldsagers Forekomst ingen- lunde bestemt henviser til den ældre Jernalder, som antages sluttet ved Aar 4-500. Det er naturligviis, som før berørt, en Selvfølge, at det har varet nogen Tid inden de romerske Fabri- kata som Handelsvarer naaede op til Norden, og det er lige- ledes klart, at de muligen endog temmelig længe her kunde være blevne benyttede før de bleve tabte eller nedlagte i Jorden. Men at der alligevel i denne Henseende ikke kan have været et saa overordentlig stort Spillerum af Tid, fremgaaer noksom af de i Forbindelse med de nævnte reent romerske Sager opgra- vede Gjenstande. Disse udmærke sig nemlig ved en Simpel- hed og Smagfuldhed, der minder om den forudgaaede Bronce- alders Arbeider. Derimod er der paa dem intet Spor til de phantastiske Drage- og Slangeornamenter eller symmetriske Slyng- ninger med Årabesker, som i saa stor Rigdom og Åfvexling frem- træde paa Sager fra den senere Jernalder, og som kjendelig ud- viklede sig næsten overalt i Europa efter det romerske Herredømme og den romerske Culturs Undergang i det fjerde og femte Aar- hundrede. ") som »Afbildningerne« Nr. 361. ”) See mine »Afbildninger« $. 57-58. | | | i (| | | i | POT En væsentlig Bekræftelse påa Rigtigheden af den ved Bra rup-Fundet yderligere støttede nye Inddeling af Jernalderen indeholdes igjen deri, at man til den ældre Jernalders alminde- lige Begravelsespladser i naturlige Sandbanker med ubrændte Liig og heel- og halvromerske Sager finder fuldkommen saåam- tidige Sidestykker i de fleste af det mellemste og vestlige Eu- ropas Lande. Det er aabenbart Virkningerne af een og samme store europæiske Culturstrømning, hvorfor ogsaa Oldsagerne have den største indbyrdes Overeensstemmelse. Men netop som Følge heraf vil igjen den nye Inddeling af Danmarks Jernalder, som jeg troer, afgive vigtige Oplysninger især for Tydskland, Frank- rige og England, hvor de talrige reent romerske Fortidsminder, som ere stærkt blandede med de forskjellige nationale Mindes- mærker, hidtil have vanskeliggjort en klår Oversigt over de for hvert Tidsrum eiendommelige Forhold. For vort eget Nordens Vedkommende giver Udsondringen af den ældre Jernalder i Danmark et riigt archæologisk Udbytte. Tidligere maatte man, efter de dengang gjorte Erfaringer, an- tage, at Jernalderen, som i Norden uden Sammenligning havde efterladt de fleste, synlige Mindesmærker i Sverige og Norge, ogsaa tidligst var begyndt der, ja at Jernalderens Cultur endog først meget sildig kunde være bleven grundfæstet i Danmark, hvor Broncealderen i Modsætning til Norge og Sverige havde slaaet dybe Rådder. Men tvertimod lære nu den ældre Jern- alders Mindesmærker ikke alene, at Jernalderens fuldstændige Indførelse i Danmark maa ansættes idetmindste samtidig med de stærke romerske Indvirkninger påa Norden i de første Aar- hundreder e. C., men .endogsaa, at Jernalderen maa være be- gyndt vistnok fuldt saa tidlig i Danmark, som i Sverige og Norge. Den ældre Jernalders Sager træffes nemlig sparsomt i "det sydlige Norge, og endnu sparsommere i det mellemste og nordlige Sverige; der er heller ikke hidtil i de nordiske Lande opdaget nogen Levning fra Jernalderen, som med Vished eller ' endog kun med Rimelighed vil kunne henføres til en Tid, der 20" "98 ligger forud for den romerske Culturs begyndende Indvirkninger påa de nordiske Lande. Ved den ældre Jernalder, som hidtil væsentlig synes at ville blive indskrænket til de gammel-danske Lande og det sydlige Norge, ere vi formeentlig desuden paa et nyt Spor efter een af de mange Forskjelligheder i de nordiske Landes tidligere Bebyggelse, som i Sagnene og de skriftlige Kilder kun have efterladt sig svage Minder, men som dog i Virkeligheden have bidraget temmelig til at udvikle de for hver Deel af Norden særegne Eiendommeligheder. Det maa imidlertid stadig erindres, at vi kun ere ved Be- gyndelsen af en mere kritisk Oldforskning, og åt mange vigtige, Resultater ville fremkomme, hvorom vi endnu ikke have nogen Forestilling. Det er meget muligt, at fremtidige Fund og Sam- menligninger med andre Landes Oldsager ville oplyse, at Jern- alderen er begyndt i Norden og navnlig i Danmark langt tid- ligere, end den her paaviste romerske Indvirkning. Men det gjælder fornemmelig om at holde sig til Kjendsgjerninger. Saalænge disse ikke pege længere tilbage, end til Christi Fød- . sels Tid, maåae vi vistnok blive staaende der og afvente yder- ligere Opdagelser. Et ikke ringe Fremskridt er det allerede, at man nu med Sikkerhed kan føre Jernalderen og følgelig hele den nyere Cul- tur i Danmark flere Aarhundreder længere tilbage, end man forhen har turdet antage, ja at man end yderligere åd denne Vei kan godtgjøre, hvorledes vort Fædreland i hiin fjerne Tid har været ganske anderledes paavirket af den i det øvrige Eu- ropa samtidig herskende Cultur, end man efter de skriftlige Kilders Udsagn og de hidtil almindelig herskende Forestillinger havde kunnet aåahne. 299 Hr. Etatsraad Æschricht meddeelte følgende Studier over Perspectivet gjennem det bevæbnede Øie. Åt man gjennem Huulglas og Brændglas, saavelsom gjen- nem hule og hvælvede Speilflader, faaer Gjenstandene at see, snart tydeligere, snart utydeligere, snart forstørrede, snart for- mindskede, undertiden dreiede om — alt dette kan uden videre forklares og beregnes efter de bekjendte Love for Lysbrydnin- gen og Lystilbagekastningen; et særligt Kjendskab til Øiets indre Bygning er dertil ikke nødvendigt. Som Følge heraf har hele Læren om Synet gjennem Lindser og Speile altid saagodt- som udelukkende været behandlet af Optikerne og — hvad Ingen vil falde paa at betvivle — af dem været behandlet med al den Nøiagtighed, som kunde være nødvendig til det Formaal, de derved havde sat sig. Det laae ikke i deres Plan åt beregne Gjenstandenes syn- lige Forhold under alle tænkelige Stillinger til Øiet og til de lysbrydende eller lystilbagekastende Legemer under alle disses uendelige Forskjelligheder, men kun i Almindelighed om at for- klare og beregne de optiske Instrumenters praktiske Anvende- lighed til Synets Understøttelse. Fra dette Synspunkt er Øiets Bevæbning med et Huulglas eller et Brændglas kun et Middel til at faae tydeligt at see hvad der ligger udenfor eller inden- for Synsvidden, og neppe kan nogen Forklaring siges at være mere tilfredsstillende end den, Optikerne give af Lindsernes Ån- vendelighed i denne Retning, eller nogen Beregning sikkrere, end den, de give af hvad Brændvidde en Glaslindse maa have, for at skaffe Synet den størstmulige Tydelighed, alt efter Øiets særlige Synsvidde og Gjenstandenes Afstand. Beregningen gaaer iøvrigt ud fra den Forudsætning, at man benytter Instrumentet påa rette Maade, navnlig passer at holde Lindsen i rette Afstand 300 fra Gjenstanden og fra Øiet, d. v. s. i den Afstand, hvori Synet bliver fuldkommen tydeligt. Hvorledes Gjenstanden vil vise sig, naar dette ikke iagttages, har det ligesaalidt ligget i Optikernes Plan at beregne, som hvad Indflydelse Lysbrydningen kan have paa Gjenstandenes synlige Forhold foruden den, der tilsigtes ved Instrumentets Brug. Herved har deres Behandling af Synet med bevæbnet Øie faaet en væsentlig Begrendsning. Ved Bevæbningen med en enkelt Samlelindse have de kunnet indskrænke sig til de Tilfælde, i hvilke Gjenstanden er stillet indenfor Brændvidden, det dioptriske Billede altsaa er et virtuelt; thi det er vist, at saasnart den rykker lidt udenfor Brændvidden, og det dioptriske Billede altsaa er et reelt, bliver Synet utydeligt for ethvert Øie, undtagen netop for det stæropererede. Fremdeles have de, hvad der giver deres Behandling en langt mere indgribende Begrendsning, endog ganske kunnet see bort fra hele Lysbrydningens umed- delbare Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse. Enhver kjender denne Indflydelse, der viser sig hvergang en Gjenstand i een og samme Åfstand betragtes først med blotte Øine, der- næst gjennem et Huulglas eller et Brændglas, hvad enten den nu derved bliver tydeligere eller utydeligere; alligevel er den, saavidt vides, ikke endnu bleven forklaret eller beregnet. Om Huulglasset veed man, at dets Anvendelse indskrænker sig til at gjøre tydeligt, hvad der ligger udenfor Synsvidden, saa at det fra dette Standpunkt er uvæsentligt, at Gjenstandene derved til- lige blive meer eller mindre formindskede. Om Gjenstandenes For- størrelse gjennem Brændglassene kan det Samme gjøres gjeldende hvergang de anvendes som Brilleglas; men en Lupe er i Grun- den heller ikke Andet end et Brilleglas, tjenligt til at tydelig- gjøre hvad der ligger indenfor den normale, om ikke endog indenfor den meest Nærsynedes Synsvidde. Desuden ligger en haandgribelig Forklaring af Lupens Anvendelighed som Forstør- relsesglas allerede deri, at den lader os see en Gjenstand fuld- 301 kommen tydelig, der ligger os flere Gange nærmere end vort Øies korteste Synsvidde, altsaa under en ligesaåaa mange Gange større Synsvinkel. Den synlige Forstørrelse, hvori Gjenstanden samti- dig viser sig som umiddelbar Følge af Lysbrydningen, ganske afseet fra Tydeliggjørelsen, er i Forhold til denne beregnede Forstørrelse, som Optikerne have givet Navn af den »lineære«, kun ubetydelig og afhængig af Øiets forskjellige Afstand fra Lindsen. At det i Virkeligheden ligesaa lidt har ligget i Optikernes Plan at forklare eller beregne Lysbrydningens umiddelbare Ind- flydelse paa den synlige Størrelse, som at behandle det utyde- lige Syn overhovedet, følger ligefrem deraf, at de i deres Be- regninger af Lysbrydningens: Indflydelse paa Gjenstandenes syn- lige Forhold ganske almindelig slet ikke have taget Hensyn til Øiets Afstand, men tænkt sig Øiets Midtpunkt hensat i selve Lindsens Midtpunkt, hvorved naturligviis hele Forskjellen mellem Synsvinklen før og efter Lysbrydningen i Lindsen, og dermed den hele derved frembragte egentlige Forstørrelse, falder alde- les bort. Det er allerede blevet udtalt, at Optikernes Forklaring og Beregning af den ydre Lysbrydnings Indflydelse paa Gjenstan- denes synlige Forhold, trods denne væsentlige Begrendsning, maa ansees tilstrækkelig til det Formaal, de derved have sat sig, navnlig forsaavidt de ene og alene have villet tage Hensyn til de optiske Instrumenters praktiske Anvendelse og til det fuldkommen tydelige Syn. Det kan ogsåa gjerne være, at man ofte ved Spørgsmaalet om, hvor stærkt en Lupe forstørrer, mener hiin »lineære« Forstørrelse, altsaa vil have sammenlignet den Afstand, hvori man gjennem Lupen vil komme til at see en Gjenstand fuldkommen tydelig, med den, hvori man ellers med blotte Øine seer allertydeligst, — skjøndt vistnok kun de Færreste bestemt kunne angive denne Afstand for begge deres Øjne, og langt Flere snarere staae i den Tro, at de kunne 302 see fuldkommen tydeligt i næsten enhver Afstand; men det er dog i hvert Fald vist, at man ogsaa ofte mener hiin umiddel- bare Forstørrelse og navnlig mener den, hvergang Talen er om Forstørrelsen eller Formindskelsen gjennem simple Brilleglas, ligesom det er vist, at man selv ved en reen praktisk Behand- ling af Synet neppe bør holde sig udelukkende til det fuldkom- men tydelige Syn, da et saadant kun i de allersjeldneste Til- fælde finder Sted, i Almindelighed ei heller påa nogen Maade er nødvendigt. Stille vi os endelig fra det praktiske over påa det physio- logiske Standpunkt, såa er det unegteligt, at herfra ikke blot det tydelige, men ogsaa det utydelige, ja selv det allermeest utydelige Syn har sin fulde Berettigelse i og for sig. Det gjel- der fra dette Standpunkt, at fåae forklaret og beregnet endog alle de mulige Forandringer, som Øiets Bevæbning overhovedet kan fremkalde i Gjenstandenes synlige Forhold. Men fremfor Alt gjelder det om, ganske uafhængigt af Tydelighedsspørgs- maalet, at faae forklaret og beregnet den umiddelbare Forstør- relse eller Formindskelse, hvormed en Gjenstand viser sig gjen- nem Lindser og Speilflader, alt efter deres forskjellige Form og Afstand fra Øiet og fra Gjenstanden. Enhver veed, åt nåar man holder en Samlelindse i en bestemt Afstand fra Øiet, medens en Gjenstand rykkes gradviis fra Glasset paa den ånden Side, — eller nåar man omvendt flytter Øjet, medens Glasset og Gjenstanden holdes urokkelige — eller endelig naar Glasset rykkes frem og tilbage mellem Øiet og Gjenstanden, denne da ingenlunde viser sig jevnt aftagende eller tiltagende i Størrelse og Tydelighed som efter Perspectivets Love, men enten langt stærkere, eller ganske anderledes, ofte først voxer stærkt, indtil den grådviis opløses i et utydeligt Taagebillede, men derpaa atter træder frem i omdreiet Stilling og bliver meer og meer tydelig paa ny. Man mindes den lignende Rækkefølge af de reelle dioptriske Billeder ved Lys- 303 brydningen i Samlelindserne og Lystilbagekastningen fra Huul- speilene, troer maaskee ved første Øiekast, at det er en Række lignende udenfor Øiet dannede reelle dioptriske Billeder, der her ligesom mønstres forbi os. Men ved møiere at fastholde enkelte iblandt dem, overbeviser man sig snart om, at det allerede af den Grund maa være heelt andre, at de i mange Tilfælde ere ganske forskjellige fra dem, der efter Gjenstandens Stilling til Lindsen og dennes Brændvidde vilde dannes udenfor: Øjet. De kunne være opretstaaende og voxe umaadeligt under Gjenstandens ringeste Tilbagerykning, medens det ydre diop- triske Billede maa være et reelt og omvendtstaaende og sam- tidig tage stærkt af i Omfang (Gjenstanden nærmest udenfor Brændvidden), — eller vel i Henseende til Tydeligheden vise sig højst forskjellige, men i Henseende til Størrelsen kun tiltage yderst svagt, i Henseende til Stillingen uafbrudt holde sig op- retstaaende, medens det ydre dioptriske Billede først som et virtuelt voxer i det Uendelige, dernæst som et reelt igjen af- tager lidt efter lidt (Øiets Midtpunkt stillet indenfor Lindsens Brændvidde). De Nethindebilleder, hvorigjennem alle disse Syn komme til vor Bevidsthed, ere altsaa dannede umiddelbart af det fra Gjen- standene udstrømmede, men paa Veien til Øjet i Lindsen brudte Lys; man kan paa ingen Maade gjøre nogen.umiddelbar Slut- ning om disse Nethindebilleders Størrelse eller Stilling fra de under samme Forhold af den ydre Lysbrydning udenfor Øiet dannede dioptriske Billeder. De maae særlig beregnes, om man vil vide, hvorledes Gjenstandene vise sig ved at sees gjen- nem Lindser og Speile med hvælvede eller udhulede Flader, og den physiologiske Optik kan ikke siges at være tilfredsstillende behandlet, førend denne Beregning er udført. 304 De Spørgsmaal i Læren om Synet med bevæbnede Øine; der fra det physiologiske Standpunkt endnu synes at maatte kaldes ufuldstændig besvarede, høre saagodtsom alle hen til Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse, eftersom Optikernes Beregning af dens Indflydelse paa Gjen- standenes synlige Tydelighed ogsaa fra det physiologiske Stand- punkt lade lidet tilbage at ønske. En Grund til denne For- skjel ligger vistnok deri, at Lysbrydningens Indflydelse paa Tydeligheden overhovedet lader sig lettere og sikkrere beregne ved at gaae ud fra selve Lysbrydningen, medens man ved Bereg- ningen af dens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse i de fleste Tilfælde gaaer sikkrest ud fra Øiet. Men dertil kommer endnu, at Optikerne unegtelig altid fortrinsviis have taget Hensyn til Tydeligheden. Selve Beregningen af den saakaldte lineære Forstørrelse kan siges nærmest at henhøre til Undersøgelserne over Lys- brydningens Indflydelse paa Tydeligheden. Den Formel, man har beregnet for den, er, naar Gjenstandens Afstand fra Lindsens Midtpunkt kaldes a, det dioptriske Billedes d, = =: og tilmed den selvsamme som den for Gjenstandens Forstørrelse i sit virtuelle Billede. Men det dioptriske Billede og Gjenstanden forholde sig til hinanden i Størrelse netop som i Henseende til deres Afstand fra Lindsens Midtpunkt, følgelig er i: ogsaa Form- k d len for Gjenstandens forandrede Afstand fra Lindsen. Nu kan = som Formel for Gjenstandens lineære Forstørrelse i sit dioptriske Billede ikke tillige være Formel for dens synlige Forstørrelse, hvorimod den som Formel for Gjenstandens forandrede synlige Afstand fra Lindsen i de fleste Tilfælde ogsaa ret vel kan bruges som Formel for dens forandrede synlige Afstand fra Øiet. Kalde vi Gjenstandens Størrelse g, Billedets G, saa bliver gd ; 2 Sr d GE , Gjenstandens Forstørrelse er altsaa i Liniemaal = —. Men derhos er den fra Afstanden a bleven fjernet til Afstanden d m.… F fra Lindsen. Seet fra dennes Midtpunkt af, bliver altsaa, ifølge den perspectiviske Lov, dens synlige Størrelse efter Lysbrydningen == g; d. v. s. seet fra dette Punkt viser Gjenstanden sig ved Lysbrydningen ikke forandret i Størrelse. Dette nega- tive Resultat kan ikke bruges til Beregning af Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse. For at bruges til 5pll d ; Beregningen heraf, maatte Formlen z ændres derved, at Øiets Afstand indførtes deri. Vel er dette skeet ved Powuz/let i hans ud- mærkede Lærebog i Physik og Meteorologie, 6te Udgave, Paris 1853 (Pag. 237), men i et ganske andet Øiemed og fra et andet Stand- punkt. Idet han har holdt sig til den hos Optikerne sædvanlige Begrendsning af det virtuelle Billedes Plads netop i den Afstand, hvor Synet er fuldkommen tydeligt, har han kun villet gjøre op- mærksom påa, at naar Øiet staaer i nogen Afstand fra Lindsen, maa Gjenstanden stilles nærmere til denne, hvoraf følger, at den lineære Forstørrelse bliver mindre betydelig. Saalænge vi holde os til det virtuelle Billede, er, som bekjendt, Værdien af a = og af d = — ved hvilke Værdiers Anvendelse Form- ll d+f len 2 kan omskrives enten til dg SE = 1 + LA eller til aa Men naar Øiet stilles i en Afstand d' fra Lindsen, maa, for at det virtuelle Billede skal vedblive at staae i den rette Syuns- vidde, d gjøres til d — d', altsaa a til KEEL hvorved den == Denne Anbringelse af Øiets Afstand i Formlen i staaer i den fuldkomneste Overeensstemmelse med det tilsigtede Øiemed. Men paa en ganske anden Maade maa den anbringes deri, naar det gjelder om at forvandle den til en nøjagtig Formel for Lys- brydningens Indflydelse paa Gjenstandens synlege Tydelighed, og atter paa en ganske anden Maade for at forvandle den 306 til en Formel for Lysbrydningens Indflydelse påa dens synlige Størrelse. En mathematisk Beregning af Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Tydelighed kan, under den over- ordentlige Forskjel mellem de enkelte Øines Synsvidde, neppe ville sige Andet, end en Bereguing af dens Indflydelse paa Straalespredningen i hver af de fra Gjenstanden til Øret kom- mende Lyskegler, hvorefter det da maa overlades Enhver især at bedømme, hvorvidt hans Øie derefter bedre end før formaaer at samle dem for hver af Keglerne paa et enkelt Punkt af Net- hinden. Men nu staaer Straalespredningen i Lyskegler med een og samme Grundflade (Øiets Hornhinde) altid i lige Forhold til Keglernes eller deres Axers Længde, altsaa til Afstanden mellem deres Toppunkt og deres Grundflade. Straalespredningen kan følgelig ogsaa angives i Liniemaal. Ved Synet med blotte Øine er dette Maal altid — selve Gjenstandens Afstand fra Øiet, ved Synet med bevæbnet Øie bliver det altid det samme, som det af det. dtoptriske Billedes Afstand derfra. Ved Beregningen af den lineære Forstørrelse have vi faaet Forholdet mellem det virtuelle Biilledes og Gjenstandens Afstand fra Lindsen; Intet er da naturligviis simplere end deraf at udlede Forholdet mellem deres Afstand fra Øiet, og dermed maa, ifølge det Anførte, hele Beregningen være færdig af Lysbrydningens Indflydelse paa Gjen- standenes synlige Tydelighed. Med eet Ord: den rette Formel for Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Tydelig- hed forekommer os at maatte blive aus hvorhos det dog Far endnu engang udtrykkelig bør bemærkes, at vi ved Lysbrydnin- gens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Tydelighed kun for- staae det Samme som dens Indflydelse påa Kegleaxernes Længde eller Gjenstandenes synlige Afstand, hvorfor ogsaa denne Ind- flydelse i det Følgende af og til vil blive kaldt Gjenstandens Fjernelse eller Nærmelse, i Modsætning til Indflydelsen paa den synlige Størrelse. I de fleste Tilfælde, og navnlig i alle dem, 307 hvor Øiet holder sig temmelig tæt op til Lindsen eller Ocularet, vil det neppe være nødvendigt, under denne Beregning at tage Hensyn til Øiets Afstand, såa at vor Formel for Gjenstandenes synlige Fjernelse da vil blive den selvsamme (f som den al- mindelige for den saakaldte lineære Forstørrelse. Iøvrigt vil der i de følgende Undersøgelser over Perspectivet. eller Gjenstandenes synlige Størrelse under Synet med bevæbnede Øine ikke være synderlig Anledning til at gjøre Brug af en særlig Formel for Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Tydelighed, omen kun til i de forskjellige enkelte Tilfælde at angive Billedets Afstand fra Øiet, jevnsides med Gjenstandens. Ved den mathematiske Beregning af Lysbrydningens Ind- flydelse påa Gjenstandenes synlige Størrelse maa Afstanden mellem Lindsen og Øiet nødvendigviis altid bestemmes efter begges Midt- punkt. Vi håve kaldt denne Afstand m og ville nu undersøge, rr Syg 6 AAR hvorledes dette m maa indføres + Formlen — for at forvandle den til en Formel for den synlige Forstørrelse. Det er blevet indrømmet, at under Dannelsen af et virtuelt Billede sees Gjenstanden ikke blot i dettes Afstand, men ogsaa i dettes Størrelse. Vi behøve altsaa kun, for at finde den syn- lige Forstørrelse, først åt beregne det virtuelle Billedes synlige Størrelse i Øiets givne Afstand og dernæst at dividere denne med selve Gjenstandens synlige Størrelse i samme Afstand af Øiet. Beregningen er allerede halvveis udført ovenfor (Pag. 304), da vi fandt det virtuelle Billedes synlige Størrelse i Afstanden d (Øiet i Lindsens Midtpunkt) =—2 d. v. s. lig Gjenstandens synlige Størrelse i samme Åfstand af Øiet, Forstørrelsen altsaa 2 i i =— 1. Naar man nemlig kjender en Gjenstands synlige Størrelse i een Afstand af Øiets Midtpunkt, er Intet simplere end at beregne den i hver anden Afstand af dette. Er dens synlige Størrelse under Øiemidtpunktets Afstand d = A, saa er den i dets Afstand d + m, ifølge Perspectivets Lov = Da vi have ladet m betyde d—+-m' Afstanden af Øiets Midtpunkt fra Lindsens Midtpunkt, og det vir- tuelle Billede herfra såaes i Størrelsen — maa det i denne Øiets 9 d | i É i digte; gd rr Ek Afstand sees i Størrelsen Ta fa DET Vi fandt, at Gjen standens synlige Størrelse fra Lindsens Midtpunkt ligeledes var Z, fra Øjets Midtpunkt i Afstanden m vil den altsaa være . a (4/ . . .e nn ere JR Gjenstandens synlige Forstørrelse, naar WØie- am aT-m midtpunktets Afstand fra Lindsemidtpunktet er = m, bliver altsaa gå atm — Ssd(a+m) ) FEE RE EVE IN Eliminere vi d ved at indsætte dens Værdi = PE: = > Såa kommer Formlen til at lyde Fu 7 (a+ m) hast 2) ord: Ile FarR) a . fa ne ål 7 fat m (f— a) f(a-m) —am FE G am Det vilde være os let, allerede her åt godtgjøre, at denne Formel for Gjenstandenes Forstørrelse ved at sees gjennem en Samlelindse under Dannelsen af et virtuelt Billede i Virkelig- heden holder Stik; men ifølge vor Plan, fra Øiet af at beregne en almeengjeldende Formel for Gjenstandenes Forstørrelse ved at sees gjennem Lindser og Speilflader af hvilkensomhelst Form, ville vi opsætte Prøven, indtil vi ere komne noget nærmere Løs- ningen af denne Opgave. Idet vi nu fra Øiet af ville undersøge den ydre Lysbrydnings Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse, turde det være rigtigt, først saa nøje som muligt at faae fastsat, hvad vi skulle ansee for dennes rette Maalestok. Som saadan vil man nærmest erkjende Nethindebilledets Grad- maal; men da dette ikke umiddelbart kan bringes i Anvendelse, er man bleven enig om at vælge Synsvinklen. Vi ville standse | | | nogle Øieblik for at gjøre os noget klarere, hvad Betydning vi skulle tillægge dette saakaldte Nethindebillede og denne Synsvinkel. Under Navnet WNethindebwllede tænker man sig sædvanlig et reelt dioptrisk Billede af Synskredsen paa selve den lyssandsende Flade i Øiets hule Baggrund. At et saadant reelt dioptrisk Bil- lede ganske almindelig under Synet dannes i Øiets Baggrund, kan allerede siges beviist derved, at man seer et saadant gjen- nem de ydre Hinder af et friskudskaaret Albinos - Øie; men at det i alle Tilfælde netop skulde ståae paa selve den lyssandsende Flade, er kun en Mening, der maaskee staaer i nær Forbin- delse med den hos Optikerne temmelig udbredte Anskuelse, at det ,,at see” er det Samme, som ,,at see fuldkommen tydeligt”. Naar man paa den ene Side veed, at Nethinden i levende Live er ganske gjennemsigtig, og at en Lyskegles Straaler neppe nogensinde fremtræde synligt påa en saadan Hinde, med mindre de netop påa den finde deres Samlingspunkt; paa den anden, at vistnok kun i de færreste Tilfælde det Synlige ligger i den allergunstigste Synsvidde, i hvilken Synet er fuldkommen tyde- ligt, saa er der vel tilstrækkelig Grund til at antage, at hiint dioptriske Billede, der i visse Tilfælde kan træde synligt frem udvendigt, ingenlunde altid staåaer netop paa Nethinden, aller- mindst hvergang Synet er stærkt utydeligt. Alligevel skeer Synet altid ved Lysindvirkningen paa Nethinden, hvor end det dioptriske Øienbillede er stillet, enten paa Hinden selv, eller foran eller bagved samme, Indvirkningen altsaa skeet under, før eller efter dets Dannelse. Det physiologiske Nethindebillede er altsaa ikke just et virkelig dioptrisk Bz//ede, men snarere en dioptrisk Lysindvirkning paa den lyssandsende Flade. Ei heller kommer denne Lysindvirkning til vor Bevidsthed som en saadan. Vi fornemme hverken, hvor den egentlig er skeet, eller i hvad Retning den er skeet, eller hvilket Omfang den har havt. Os selv ubevidst, umiddelbart og uimodstaaeligt henføre vi hver enkelt Lysstraales Indvirkning i lige Linie fra Indvirkningsstedet — 310 til noget udenfor os Liggende, som om det var dette selv, vi umiddelbart havde fornummet, og Erfaringen lærer, at det ydre Punkt, hvortil vi saaledes instinctmæssig henføre Indvirk- ningen, i Reglen netop er det, hvorfra den er udgaaet i Form af en Lyskegle. De Linier, ad hvilke vi saaledes henføre Lysindvirkningen paa Nethinden udad, kalde Physiologerue ,,Betningslinier” ; det Krydningspunkt, hvori alle disse Retningslinier antages at skære hinanden, kaldes Øiets optiske Midtpunkt. Bestemt at angive dets Plads, kan neppe endnu siges at være lykket. Det maa omtrent ligge midt i Synsåxen; meget antageligt synes det at være, at det ligger lige i Nethindekuglens Midtpunkt. Fra det optiske Standpunkt stiller Forholdet sig i det Væsent- lige ganske i Overeensstemmelse hermed, i enkelte Punkter dog noget anderledes. Ganske i Overeensstemmelse dermed er det, nåar man tænker sig Lyset fra hvert ydre Punkt komme i lige Linie til Øiets Overftade i Form af en Kegle, hvis Axe bliver den Straale, der falder lodret derpåa og som Følge deraf gaaer ubrudt ind igjennem Hornhinden, og fremdeles antager denne at fortsætte sin lige Bane indtil Nethinden, påa Veien krydsende sig med alle de øvrige Lyskegleaxer i et fælleds Midtpunkt. Den ene An- tagelse synes endog at betinge den anden; Lyskegleaxerne at maatte være ligebetydende med hine Retningslinier. Men for at bringe begge Theorierne i fuldkommen Overeensstemmelse, stille sig store, maaskee uovervindelige Hindringer i Veien. De physiologiske Retningslinier kan man neppe tænke sig uden som snorlige Linier i hele deres Forløb fra Nethinden gjennem alle Øiets indre Dele ud i Rummet til selve de til- svarende ydre Punkter. Men i saa Fald kunne de ikke falde sammen med de tilsvarende Lyskegleaxer; thi hver Lyskegleaxe er selv en Lysstraale, og ingen Lysstraale kan, ifølge hele Øiets dioptriske Bygning, gaae aldeles ubrudt gjennem alle Øiets Dele uden netop den, der falder sammen med Øiets Synsaxe. Åt 311 klare det her stedfindende høist indviklede Forhold, have især i den seneste Tid flere Optikere og Naturforskere overhovedet gaaet ud påa med såa streng Alvor og saamegen Dygtighed, at man vistnok tør nære Haab om, at det omsider vil lykkes dem. Foreløbig være det tilladt, at gjøre et Par Bemærkninger, for at vise, at den hele Uovereensstemmelse mellem hvåd Physiologien og hvad Optiken lærer, dog neppe kan siges at virke forstyrrende ind påa hvad det her gjelder om at beregne. Vel er det nemlig sandt, at ingen Lysstraale kan gaae fuld- kommen ubrudt gjennem hele Øiet indtil Nethinden, undtagen netop den ene, der falder sammen med Øiets Synsaxe, og at navnlig de langt mere yderligt indtrædende Axestraaler, ved at støde an mod Øienlindsen, nødvendigviis maa brydes fra den lige Bane, de hidtil ere fulgte lige fra deres Udgangspunkt af; men under Betragtningen af de ydre Gjenstande synes neppe heller andre Lyskegleaxer åt komme i Anvendelse end de nær- mest om Synsaxen liggende, der altid ere at ansee for centrale. Thi under Betragtningen af en ydre Gjenstand er Blikket altid kun fæstet påa en yderst ringe Deel deraf ad Gangen. Øiet er ei heller istand til, i et og samme Nu med tilstrækkelig Skarp- hed at see meer end en saadan yderst ringe Deel deraf. Be- viset herfor ligger i den Erfaring, at man ved at holde en Bog opslaaet 8—12" fra Øiet, og fæste Blikket stivt og ubevægeligt påa et enkelt Bogstav deri — hvad der ikke lykkes uden med en meget fast Villie — neppe er istand til, samtidig at skjelne tydeligt meer end et Par af de nærmest hosstaaende Bogstaver foruden. Men en såadan Stirren er noget Fremmedt og Unatur- ligt for det levende Øie, noget lige saa Fremmedt og Unaturligt for Øiet, som en urokkelig Vedhængen ved et og samme Punkt, med Opgivelse af alle andre, er for Tanken. Thi Øiet følger Tanken med selve Tankens Hurtighed. Det er rigtigt, at vi sige den hele Synskreds sees i samme ,,Øzeblik”, som den opfattes af vor Bevidsthed, men dette Øieblik er ikke et ,,Nu”, det inde- holder Begrebet Tid. Og hvor kort denne Tid end monne være, 21 se indbefatter den dog en uendelig Række af »Nu«er eller Tids- atomer, i hvert af hvilke Synsaxen ændrer sin Stilling. I Øiet C (Tab. 1, Fig. 1) vil af den schematiske Gjenstand AB vistnok aldrig Punktet B staae bestemt begrendset i sit tilsvarende Nethindepunkt & samtidig med Punktet Å i a; men ei heller vil nogensinde Synskredsen klart kunne opfattes sam- tidig under såa stor en Synsvinkel som Vinklen c. I et og samme Øieblik oversee vi en endnu langt større Synskreds, men i dette Øieblik indtage denne Synskredses enkelte Punkter — uden at vi blive os det bevidst — skifteviis den gunstigste Plads lige i Øiets Synsaxe. Nethindebilledet har intet heelt Øieblik ståaet fast som en Photographie. Tvertimod finder under Synet ikke mindre, end under maaskee al anden Sandsning, en uafbrudt Bevægelse Sted af Sandsefladen. Derved maa Net- hindebilledet være underkastet en uafbrudt Række Forandringer, men derved maae' ogsaa flere forskjellige Dele af den synlige Gjenstands Overflade skifteviis opfattes i Synsgruben. Nærmest synes i denne Henseende Øiet at kunne sammenlignes med Føleredskaberne, og Blikkets Uro under den skarpe Betragtning at svare til Fingerbevægelserne under Befølingen af en Over- flade... Hvor paafaldende det end kunde synes, at Opfattelsen af et synligt Forhold bliver allerklarest ved at skee gjennem en Række forskjellige Opfattelser, der først bagefter i vor Bevidst- hed sammensættes til et Hele, skeer dog ogsaa Opfattelsen af et Legemes ydre Former allerklarest medens Haandfladen eller Fingerspidsen prøvende bevæger sig flere Gange frem og til- bage hen over den. — Man veed, at Opfattelsen gjennem Synet ganske almindelig skeer, ikke gjennem eet, men gjennem to Nethindebilleder. Wheatstone har lært os at efterligne denne Fordobling af Opfattelsen, — maaskee vil Stereoskopet kunne indrettes til ogsaa at efterligne Opfattelsens Skifte under Blik- kets naturlige Uro, ved at lade Dobbeltegningerne opgive deres faste, stive Leie. Men Efterligningen i denne Retning vil dog altid blive højst ufuldkommen, thi hvor ubestemt end Blikket 313 kan synes at være under en Gjenstands Betragtning, saa styres det dog med hele Instinctets Sikkerhed. Om hvad her er udtålt kunne Meningerne være forskjellige, dog vistnok kun forsaavidt, som man kan ansætte Grendsen snevrere eller videre for Blikkets Bevægelser i et og samme Øieblik. Vor Hensigt med at udtale det har kun været at vise, -at den schematiske Construction, saavel af Physiologernes Ret- ningslinier som af Optikernes gjennem hele Øiet forløbende Kegleaxer, vistnok altid bliver usikker, men dog tilstrækkelig sikker til derpaa at begrunde Beregningen af det Synliges Op- fattelse, saalænge man enten holder sig til en saa lille Syns- vinkel, som den, hvorunder det levende Øie-kan antages i et virkeligt »Nu« at opfatte det Synlige, e/æ/er man ved den sche- matiske Figur ikke just tænker sig een enkelt Opfattelse, men snarere den hele Opfattelsesrække, der ligger indenfor hvad man vilde kalde et Øieblik. Men naar nu Valget er mellem de forskjellige Punkter i Synsaxen, hvortil man har henlagt Øiets egentlige Midtpunkt eller optiske Punkt, såa turde dog maaskee Krydsningspunktet for samtlige i Øiet indtrædende Lyskegleaxer — eller idetmindste for alle dem deriblandt, som endnu ligge nær nok ved Syns- axen til at kunne ansees for centråle Straaler — være at fore- trække, og Øiepunktet C skal da i alle vore Figurer nærmest betyde netop dette imaginære fælleds Krydsningspunkt for Lys- kegleaxerne, saa at vi i alle Tilfælde ved en Gjenstands »Syns- vinkel« eller den Vinkel, der bestemmer dens synlige Størrelse, ville forstaae en Vinkel, som enhver af dens yderste Lyskegle- aæer danner med Synsaxen + Hornhindens Kuglemidtpunkt. I Fig. 1 forestiller AB et schematisk Gjennemsnit af en Gjenstands nederste Halvdeel, C og C" Hornhindens Kuglemidt- punkt i to Øine — eller i et og samme Øie i to forskjellige Afstande. I den Lyskegle, der fra Gjenstandens Grendsepunkt B falder paa Øiet C's Hornhinde dg, bliver BC den lodrette Straale, "altsaa .Åxen, c Synsvinklen eller den Vinkel, der ure 314 bestemmer AB's synlige Størrelse i denne Stilling af Øiet. Lyskeglen fra samme Punkt B til Øiet C" faaer til Axe BC", Synsvinklen bliver c'”. Forholdet mellem c og ec” er, saalænge de ere smaa, netop det omvendte af Forholdet mellem deres Top- punkts Afstand fra Gjenstanden, c:c"= AC': AC, af den simple Grund, at disse to Vinkler have AB til fælleds Tangent med " AC og AC' til Radius. Men nu staaer ogsaa Straalesprednin=" gen i hver af Lyskeglerne i omvendt Forhold til Afstanden, og dette atter af den simple Grund, at samtlige Lyskegler have een og samme Grundflade, nemlig Hornhindens Overflade, deres Spredningsvinkel altsaa maa ståae i omvendt Forhold til Læng- den af deres Axer. Vor Figur 1 kan saaledes tjene til åt oplyse den fra Per- spectivlæren noksom bekjendte Sætning, at i samme Forhold, som Åfstanden tiltager, aftager baade Straalespredningen og Synsvinklen, og at man af den forøgede Axelængde kan slutte umiddelbart til den formindskede Synsvinkel. Men den kan tillige tjene til åt oplyse, at dette bestemte Forhold mellem Lyskeglernes Længde og Synsvinklens Gradmaal — eller mellem Straalespredningen i hver enkelt Lyskegle og den synlige Stør- relse — kun kan bestaae, saalænge Yderaxerne komme ubrudte til Øiet, altsaa kun ved Synet med ubevæbnede Øine. Den viser nemlig, at denne Overeensstemmelse mellem Synsvinklernes og Hovedaxernes Udmaaling kun beroer påa, at Hovedaxerne ere Synsvinklernes Radier, medens Gjenstandens ideale Gjennemsnit er deres fælleds Tangent, et Forhold, som ganske maa foran- dres, naar Lyset undergåaer en Brydning eller Tilbagekastning påa Veien mellem Gjenstanden og Øiet. At Synsvinklens Stør- relse staaer i lige Forhold til Straalespredningen er særegent for Synet med blotte Øine; under Øiets Bevæbning ståae Syns- vinkel og Straalespredning eller Axelængde i ganske andre gjen- sidige Forhold, der særlig maåe beregnes. Ved Synet med bevæbnede Øine maa den synlige Størrelse selvfølgeligen bedømmes efter samme Maalestok som ved Synet 315 med blotte Øine, altsaa efter Synsvinklens Størrelse, og Syns- vinklen bestemmes paa selvsamme Maade, altsaa, ifølge det Foregaaende, som den Vinkel, der dannes i Hornhindens Kugle- midtpunkt mellem Synsaxen og den fra Gjenstandens Grendsepunkt "lodret i Øiet indtrædende Straale, med andre Ord Yderaxen. Det følger heraf, at Forstørrelsen eller Formindskelsen i alle Tilfælde maa beroe påa, hvad forandret Stilling til Synsaxen den enkelte Straale vil faåae, der ved Lysbrydningen bliver til Yderaxe. For at faåae en haandgribelig Forestilling om, hvor- ledes denne Indflydelse af Lysbrydningen paa Yderaxernes Stil- ling til Synsaxen gjør sig gjeldende i Synsvinklen, behøver man kun at tegne en Lyskegle, der fra en ydre Gjenstands ene Grendsepunkt gaaer igjennem det lysbrydende Legeme og der- fra fortsætter sin Bane, enten med Straaler, divergerende i en Retning, som om de vare udgaaede fra Punktets længere til- bageliggende vørtuelle Billedpunkt, eller med para/lZlele Straaler, eller endelig med Straaler, der convergere mod Grendsepunktets reelle Billedpunkt i Afstanden za, — og derpåa tegne WØie- kuglen indskudt i det brudte Lysknippe, dog saaledes, at Øiets Synsaåaxe falder sammen med Lindseaxen. Det vil da strax vise sig, at den Straale, der i de brudte Straalers Knippe kommer til at skære Øiets Midtpunkt, altsaa den nye Yderaxe, danner en heel anden Vinkel med Synsaxen, end Yderaxen fra samme Gjenstand uden Lindsens Mellemkomst, i det førstnævnte Til- fælde (Gjenstanden indenfor Brændvidden) altid en større, og en destørre, jo længere Øiet er tegnet at staae fjernet fra Lindsen, i det åndet (Gjenstanden stillet i Brændvidden) en endnu større end i det første, men derhos altid en lige stor, hvad end Øiets Afstand er, — i det tredie endelig, alt efter Øiets længere eller fjernere Stilling, enten en yderlig forstørret eller — naar Øiets Midtpunkt stilles hiinsides det reelle Billede — tvertimod en formindsket. Man vil ved dette simple Forsøg ikke blot kunne gjøre sig en Forestilling om, hvorledes Lysbrydningen maa virke umid- 316 delbart ind påa Gjenstandenes synlige Størrelse, altsaa danne sig den, idetmindste efter min Mening, rigtige Theorie om Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Stør- relse; men det kan end ikke betvivles, at man jo ved at gaae denne Vei, ligesom ved ene og alene at følge de almin- deliggjeldende perspectiviske Love (see Pag. 308) vilde komme til de Resultater, der åd andre Veie udførlig ville findes bereg- nede i det Følgende. Den her givne Theorie har jeg allerede for flere Aar tilbage søgt at gjøre gjeldende, uden at det er mig bekjendt, hvorvidt den skulde være bleven tagen til Følge. I en lång Aarrække har jeg forklåret den ved mine offentlige Forelæsninger for de Studereude ved Kjøbenhavns Universitet, og i min Haandbog i Physiologien, Iste Deels anden Udgave, Kbhvn. 1851, oplystes den ydermere ved et Træsnit, som det maaskee ikke vil være overflødigt her igjen åt dråge frem. Den ledsågedes med føl- gende Forklaring. »Gjenstanden CAÆB er stillet i en Lindses Brændvidde (1”). Fra hvert af dens Punkter ville altsaa Lys- keglerne naae til Øiet med parallele Straaler. Gjenstandens midterste Deel (4) falder lige i Synsaxen (a). Fra hvert af dens Grendsepunkter (BD) vilde uden Lindsens Mellemkomst Lys- keglens Axe være den rette Linie fra selve Punktet til / (den punkterede Linie BMb); det vilde altsaa træffe Nethinden 2'” udenfor Synsaxen. Men ved Gjennemgangen gjennem Lindsen blive alle Straalerne i dette Grendsepunkts Lyskegle parallele saa- vel indbyrdes, som navnlig med den Straale (Bm), der gaaer igjennem Lindsens Midtpunkt. Lyskeglen fra B træffer altsaa BE Nethinden (i 6”) 1'”, istedetfor 1'”, udenfor Synsaxen; det Samme gjelder for det modsatte Grendsepunkt (C), og hele Gjenstanden sees ved Lindsens Mellemkomst to Gange større i Gjennemsnit, end den vilde have været seet uden samme i lige Afstand. Dette er den egentlige Forstørrelse, der umiddelbart kan til- skrives Lindsen. « Til denne Figur føjedes i mit populære Skrift: »Daås phy- sische Leben« fra 1852 (Pag. 384) endnu en anden, hvorved påa samme Maade forklaredes den Formindskelse, som Gjen- "standene lide ved at sees gjennem Huulglas. (Aa: den ubrudte Axe til den fra det fjerne Punkt A udgaaede Lyskegle; BSm, Bnp og Bor: de svagt spredte Straaler af den fra et fjernt Punkt udgaaede Lyskegle. Straalen BSm gaaer ubrudt gjen- nem Lindsen. Br træder, istedetfor i Retningen np, som n Mb" til Nethinden; Bo bliver, istedetfor at komme til Nethinden som orMb, kastet udefter i Retningen g.) " Ligesom denne Figur påa sædvanlig Maade forklarede Huul- glassets Egenskab at gjøre tydeligt hvad der ligger udenfor Synsvidden ved at forøge Straalespredningen navnlig f. Ex. i Lys- keglen fra det fjerne Punkt B, eller, hvad der er ligebetydende dermed, ved at forkorte Axerne, altsaa formindske selve Gjen- standens synlige Afstand, — saaledes gaves deri en, saavidt vides, ny Forklaring af dets Egenskab, samtidig at formindske de synlige Gjenstande, nemlig den, at ved en forøget Divergents mellem de enkelte Straaler indbyrdes i hver Lyskegle nødyven- 318 digviis maatte fremkaldes en formindsket Convergents mellem alle Kegleaxerne og Synsaxen, altsaa ogsåa en formindsket Synsvinkel og et formindsket Nethindebillede. Disse to Figurer håve forekommet mig tilstrækkelige i og for sig til at vise, at hver ydre Brydning af det til Øiet gaaende Lys fra de ydre Gjenstande, afseet fra Indflydelsen paa Straale- spredningen i hver enkelt Lyskegle, ogsaa har en Indflydelse paa den gyjensidige Stilling af selve Lyskeglerne, og at Indfly- delsen paa Straalebrydningen % hver enkelt Kegle ene og alene fremkalder Forandringen t den Tydelighed, hvormed Gjenstandene sees, medens Indflydelsen paa alle Kegleaxernes gjensidige Stil- ling ene og alene fremkalder Forandringen + Gjenstandenes syn- lige Størrelse. Ved Brændglassenes Brydning aftager Divergentsen af de enkelte Straaler i hver Lyskegle, men tiltager samtidig Con- vergentsen mellem Kegleaxerne indbyrdes. Den formindskede Straalespredning i hver Lyskegle gjør alt Det tydeligere, der ligger indenfor Synsvidden; den sætter os istand til at iagttage Gjenstandene i en større Nærhed, altsaa at see dem under en større Synsvinkel, — men ikke under en større end den, der ifølge den perspectiviske Lov tilkommer dem efter deres Afstand fra Øiet, altsaa ikke egentlig at see dem forstørrede; thi da det døg er nødvendigt at skjelne den Forøgelse af den synlige Størrelse, som Perspectivet fordrer, fra den, som strider lige derimod, vil det vel være nemmest at betegne hiin som den uegentlige, denne som den egentlige Forstørrelse, eller helst under hiin blot åt sige Gjenstanden er bleven større, kun under denne at kalde den forstørret. Det er muligt, at undertiden den usædvanlige Tydelighed af de indenfor Synsvidden liggende Gjenstande kan fremkalde en dunkel Forestilling om, at de ere fjernere og absolut større end i Virkeligheden; men at det ganske almindelig skulde være Tilfældet under Benyttelsen af et hvælvet Brilleglas eller en Lupe, stemmer neppe med Erfa- ringen. Enhver saadan Forklaring af Brændglassenes Forstør- 319 relsesevne bliver desuden reent overflødig, da den. Indflydelse, som Lysbrydningen i en Samlelindse beviisligen udøver i en anden Retning, nemlig ved at forøge Kegleaxernes Convergents, nødvendigviis og umiddelbart maa frembringe en Forøgelse af Synsvinklens og Nethindebilledets Omfang, en Forstørrelse i Ordets strengeste Betydning. Paa lignende Maade, i omvendt Retning, forholder det sig med Lysbrydningen i Huulglassene. At en Nærsynet, om endog den allerførste Gang, han betjente sig af et Huulglas, ved at see de fjerne Gjenstande ligesaa tydelige, som ellers kun de allernærmeste, i det første Øieblik skulde have antaget dem for virkelig åt være ganske småa nærliggende, forekommer mig meget tvivlsomt, hvorimod det er afgjort vist, at han ved gjen- nem Huulglasset at fåae dem at see tydeligere, nødvendigviis tillige maa faae dem at see formindskede. Ved ikke blot at bringe de enkelte Straaler i hver Lyskegle i en stærkere Diver- gents, men tillige at bringe selve Lyskeglerne i en svagere Convergents — saa at f. Ex. Bmr forvandles til Lyskeglen Smq — komme Keglernes nye Åxer nødvendigviis til at danne en mindre Vinkel med Synsaxen, Yderaxerne altsaa ogsaa til at danne mindre Synsvinkler, Nethindebillederne til at blive min- dre, end de ifølge Perspectivet skulde være efter Gjenstandenes Afstand, — og der indtræder en virkelig Formindskelse. De her vundne Resultater ere paa det Mangfoldigste blevne prøvede ved særlige Forsøg. Til Undersøgelsen af nærliggende Gjenstandes Forstørrelse eller Formindskelse ved at sees gjen- nem Brændglas og Huulglas i de meest forskjellige gjensidige Stillinger, betjente jeg mig helst af en Tommestok, der paa sin ene Rand er inddeelt i Liniemaal, påa den anden i Millimetre. De lige afmaalte Inddelinger sammenlignedes med det ene Øie gjennem Lindsen, med det andet udenom samme, en Færdighed i Øinenes Brug, som Enhver vil have erhvervet sig ved nogen- lunde hyppigt at aftegne Gjenstande under Lupen. I alle T;jl- fælde indtraf ikke alene en Forstørrelse eller en Formindskelse 320 overeensstemmende med den nysgivne Theorie; men fra det Øieblik af, at Formlen var funden for hvor stærk Forstørrelsen eller Formindskelsen efter Theorien maatte blive (efter Lindsens Brændvidde og den gjensidige Afstand mellem Gjenstand, Lindse og Øie), svarede ogsaa Forstørrelsens eller Formindskelsens Grad i alle Tilfælde nøiagtig til Beregningen. Aldrig var jeg istand til, ved nogensomhelst Illusion at faae Gjenstandene gjennem Lindsen til at synes, om end det allermindste, større eller mindre, end de efter Beregningen skulde vise sig ene og alene ifølge Lysbrydningens i det Ovenstaaende beskrevne Ind- virkning påa Kegleaxernes Convergents, eller end de ved Ud- maalingen fandtes at være. Beregningen af Formlen for Lysbrydningens Indflydelse paa Lyskeglernes Convergents og dermed paa Gjenstandenes synlige Størrelse, er der ingen Tvivl om, kan udføres ved at gaae ud fra Lysbrydningens bekjendte Indflydelse påa Stråa- lernes Retning i Almindelighed og forfølge de brudte Straåaler påa deres Bane til Øiet. Man maatte derved i hvert Til- fælde kunne finde den Straale i Lyskeglen fra Gjenstandens yderste Punkt, der efter Brydningen vilde, altefter Øiets Afstand, blive dens Axe, altsaa den, der ved sit Sammenstød med Syns- axen vilde komme til at bestemme Synsvinklen, hvorefter da Formlen snart maatte kunne beregnes. Lysbrydningens Indfly- delse paa Gjenstandenes synlige Størrelse lader sig bringe i en bestemt Formel ved paa denne Maade at gaae ud fra Lysbryd- ningens bekjendte Indflydelse paa Straalernes Retning i Almin- delighed saavel i Huulglas som i Brændglas; men alligevel har jeg dog maattet foretrække, ved denne Undersøgelse at gåae den modsatte Vei, nemlig fra Øiet af. Dertil bevægede mig følgende Betragtning. Beregningen af den Indflydelse, som Lysbrydningen i Brænd- glas og Huulglas har paa Gjenstandenes synlige Størrelse, alt efter deres forholdsvise Afstand fra Glasset og Øiet, er i Grun- 521 den det Samme, som Beregningen af Perspectivet giennem lys- brydende Legemer t Almindelighed. Men Beregningen af Per- spectivet, veed man, skeer altid beqvemmest og sikkrest fra Perspectivpunktet af, og Perspectivpunktet under Gjenstandenes synlige Opfattelse er naturligviis hiint optiske Midtpunkt i Øiet; de physiologiske Retningslinier fra Nethinden gjennem dette Punkt ud i Rummet saavelsom de optiske Lyskegleaxer fra de synlige Gjenstande gjennem alle Øiets Dele hen til Nethinden, kunne betragtes som Perspectivlinierne fra dette Punkt, paa den ene Side til Synskredsen, paa den anden til Nethindebilledet. Saalænge Talen kun er om Synet med ubevæbnet Øie, be- høver man til åt beregne Perspectivet fra Øiet- af, som bekjendt, foruden Synsaxens Forlængelse kun en eneste af hine physio- logiske Retningslinier, der kan vælges ganske vilkaarligt. — Til en såadan kunde man f. Ex. i Øiet C i vor første Figur vælge 6CB, i Øiet C" Linien 6"C'B. Man veed da, at ligesom ikke blot Punktet AA, men ogsaa alle øvrige ydre Punkter i Syns- axens Forlængelse, fåae deres rette Plads i Nethindepunktet a eller a', skjøndt, alt efter hvorvidt Afstanden svarer til Syns- vidden, sædvanligviis meer eller mindre ubestemt begrendset, saaledes maa ogsaa ikke blot Punktet B, men samtlige de i Linien CB liggende ydre Punkter faae deres rette Plads i Net- hindepunktet 6, de i Linien BBC" i Nethindepunktet 6". Tænker man sig nu fra en saadan Skraalinie BOD eller BC"6" en Række lodrette Linier op mod den forlængede Synsaxe for at betegne de ideale Gjennemsnit af lige saamange ydre Gjenstande, saa ligger det i Betydningen af alle Figurens Linier, at samtlige disse Gjenstande maae faae samme Synsvinkel og samme Om- fang paa Nethinden, altsaa sees ligestore, hvor forskjelligt tyde- lige de end monne Vise sig. Man seer, at alles Nethindebillede maa, lig de reelle dioptriske Billeder i Almindelighed, staae i om- vendt Stilling paa Nethinden; man veed, at de, ifølge den ovenfor skildrede Opfattelsesmaade gjennem Retningslinierne og Net- hinden, netop derved komme til at sees opretstaaende. Ved 322 en simpel Udmaaling eller ved en lige simpel geometrisk Be- regning finder man Perspectivets Grundsætninger: at en Gjen- stand, for i en 2, 3 eller m Gange såa stor Afstand fra Øiets Midtpunkt at sees ligestor med en anden, maa være 2, 3 eller n Gange såa stor i Gjennemsnit, altsaa at naar to Gjenstandes Afstand fra Øiets Midtpunkt er eens, forholde deres virkelige Størrelse sig som deres synlige, eller, naar omvendt to Gjen- standes virkelige Størrelse er eens, forholder deres synlige Størrelse sig omvendt som deres Afstand fra Øiets Midtpunkt. Den i Mathematiken nogenlunde Øvede læser Grundformlen for Perspectivet strax ud af Figuren; thi naar Synsvinklen kaldes c, den virkelige Størrelse g, Afstanden fra Øiets Midtpunkt 6, såa bliver fange =- og da vi, naar c er en lille Bue, som EL b 7 Tilfældet — ifølge hvad ovenfor er bleven udviklet — altid er ved det bestemte Syn, kunne sætte Buen lig Tangenten, faae vi c ==, hvor da c bliver den Buelængde, der svarer til Radius 1. RAN 0] 2g… 3g EEN. > mes) É bre saa er san OSV Se EDER b til 64 d, såa maa c blive til ing; — kort sagt, der er neppe nogen Sætning i den almindelige Perspectivlære, der jo skulde kunne udledes af en såa simpel schematisk Figur: et skizzeret Øie, Synsaxen forlænget ud i Rummet, og endnu en anden lige Linie, trukken fra et vilkaarlig valgt Sted af Nethinden gjennem Øiets Midtpunkt ligeledes ud i Rummet. Naar det overhovedet vistnok med Rette kan udtales, at Hovedmidlet, hvorved det er lykket, at gjøre en saa streng mathematisk Videnskab som Op- tiken forholdsviis såa let fattelig selv for Ikke - Mathematikere, har været det heldige Brug, man har vidst at gjøre af schema- tiske Lineærtegninger, hvorved man ofte som ved eet Øiekast kan gjøre anskuelig for Enhver, hvorledes Forholdene ere, ikke sjeldent endog, hvorledes de ikke kunde være anderledes, såa fortjener unogtelig den her paaberaarte bekjendte schematiske 323 Figur til Oplysning af de perspectiviske Forhold i Almindelighed en værdig Plads iblandt dem. Da jeg engang i Åaret 1849 tilfældigviis under saadanne Betragtninger havde hiin saa lærerige, almindelig bekjendte schematiske Figur liggende foran mig, faldt det mig ind, at hvis man kunde tegne en lzgnende Frgur for Perspectivet gjen- nem en Samlelindse, saa maatte man derved kunne gjøre Grund- sætningerne i Dioptriken for Gjenstandenes synlige Forstørrelse — d.v.s. for den forskjellige Størrelse, hvori de vise sig gjen- nem en vis Samlelindse under de forskjellige Afstande af Øiet og Gjenstanden — lige såa let anskuelige for Enhver, som det ved hiin Figur er lykket at gjøre Grundsætningerne i Perspec- tivet for det ubevæbnede Øie. — En saadan schemaåtisk Figur, forekom det mig, maatte nok kunne tegnes. Min Tankegang var omtrent følgende. Saalænge Øiet er ubevæbnet, faae — som vi hørte — alle ydre Punkter i Synsaxens Forlængelse deres Plads i Nethinde- punktet a, alle ydre Punkter i Skraalinien 6C's Forlængelse deres Plads i Nethindepunktet 6. Men nu tænke vi os- en Convex- lindse indskudt mellem Gjenstanden AB og Øiet, — hvad Ind- flydelse maa dette have i denne Henseende paa det i Øiet indtrædende Lys og dettes Opfattelse af Bevidstheden ? Den Lyskegle, hvis Axe falder sammen med Synsaxen, vil endnu bestandig henhøre til Nethindebilledets midterste Punkt (a); den, hvis Axe træder ind i Øiet under Synsvinklen c, endnu bestandig have sin Plads i Nethindepunktet 6. Antage vi den konstige Lindse — hvad vi som Regel ere fuldkomment berettigede til at antage — stillet saaledes, at dens Axe gaaer i lige Flugt med Synsaxen, saa vedbliver denne midterste Axe eller »Hovedaxen« endnu som før at angive alle de dre Punk- ter, hvis Lys, forsaavidt det træder ind i Øiet, har sin rette Plads lige midt i Nethindebilledet, altsaa i Punktet a. Den hele Forandring i de perspectiviske Forhold bestaaer i den ene — — 324 men rigtignok meget væsentlige Omstændighed, at medens endnu Lysindvirkningen påa hvert andet Nethindepunkt, saasom paa &, vedbliver at opfattes som udgaaet fra et Punkt i dets Retningslinies, — saasom Straalelinien 6C's — lige Forlængelse, hidrører den nu, ved Lysbrydningens Indflydelse i Lindsen, fra ganske andre ydre Punkter. Dem gjelder det om at finde. Disse ydre Punkter maaåae vel ogsaa antages alle at ligge i cen Linie, og denne Linie kan dog vel neppe være nogen anden, end den, der som Lysstraale vilde blive saaledes brudt i Lindsen, at den mellem Lindsen og Øiet indtog hiin Skraa- linies Plads. I denne nye Linie hiinsides Lindsen var det nu jeg troede, at man maatte kunne finde ligesom en Nøgle til Perspectivlæren for det bevæbnede Øie. Man kunde have Betænkelighed mod at grunde hele Beregningen af den ydre Lysbrydnings Indflydelse påa en eneste Linie, hvis Forløb gjennem Øiet ingenlunde kan siges at være udgrandsket med fuld Sikkerhed; men derimod maa gjøres en Bemærkning, hvorved hele Fordelen af at vælge Øiet til Udgangspunkt for Beregningen paa det Tydeligste vil træde frem. Det er ganske rigtigt, at af vor Skraalinie BO's hele Bane gjennem Øiet i Virkeligheden ikke mere med Sikker- hed er kjendt, end netop dens lodrette Indtrædelse gjennem Hornhinden og dens ubrudte Forløb gjennem Våndvædsken ind- til Øienlindsen; men dette er ogsåa aldeles tilstrækkeligt til Grundlag for Beregningen... Hvorledes nemlig end dens videre Forløb monne være, måa dog såameget ansees for afgjort, at det er et ved Øiets Bygning bestemt afmaalt, og at det navnlig er aldeles uafhængigt af, hvorledes dens Forløb har været forud for Indtrædelsen i Øiet. Men nu gjelder det ved Beregningen af den ydre Lysbrydnings Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse ikke just om at finde deres Nethindebilledes absolute Størrelse; det gjelder kun om at finde dets relative Størrelse, navnlig i Sammenligning med samme Gjenstands Nethindebillede under Synet med ubevæbnet Øie. Naar det altsåa nu engang 325 for alle er vedtaget, at hiin Skraastraale som Yderaxe for hvilken somhelst ydre Gjenstand giver Synsvinklen c og derhos et Net- hindebillede, om hvilket vi neppe kunne bestemme, hvor stort det er, men dog, at det altid er lige stort, saa behøve vi kun, for åt komme til et aldeles sikkert Resultat, at stille vor Opgave saaledes: under hvilke Former af den ydre Lysbrydning vil Nethindebilledet blive saa stort, som det bliver, naar Yderaxen danner Vinklen c med Synsaxen? Er Opgaven først løst i denne Form, vil den være let at løse under enhver anden. Vor Skraalinie OB ville vi altsaa beholde under hele vor Undersøgelse som en staaende Straale. Naar den er bleven brudt ved at gaae f. Ex. igjennem en Samlelindse, ville vi kalde den Xlinien. Det er denne Linie, vi først maae søge at faae beregnet. Xlinien, navnlig dens Retning mod Hovedaxen, er funden, saasnart vi vide, i hvilken Afstand fra Lindsen den vil støde sammen med den. Denne Åfstand kalde vi æ. For at beregne den, behøve vi imidlertid blot for nogle Øieblik at tænke os Skraaliniem bdC som en Straale, der tilhører en Straalekegle, udgaaet fra C. Naar en Straalekegle herfra, i Afstanden m, gaaer igjennem en Lindse, hvis Brændvidde er f, saa vide vi, at alle dens enkelte Straaler ville komme sammen med Keglens Åxe hiinsides Lindsen i Afstanden , I denne Åfstand vil altsaa ogsaa Æstraalen træffe Hovedaxen, vort æ er altsaa mf Fr I Overeensstemmelse hermed er nu vor Fig. 2 bleven teg- net. LN forestiller Gjennemsnittet af en Samlelindses nederste Halvdeel. Den staaer 15rm foran Øjets Midtpunkt (m = I 5mm), og. dens Brændvidde er ansat til 7imm (f — 74mm), Foran Lindsen er opreist en Række lodrette Linier: gæ7, Fs, 97, X/, i gu 9”1", lutter Tangenter til Synsvinklen c. Men Skraastraalen CN er efter Udgangen af Lindsen i Punktet N bleven tegnet brudt 326 henimod Hovedaxen og navnlig saaledes, at den, efterat have gjennemskaaret den hele Række Tangenter til Synsvinklen, 15,71 —2 — 15mm fra Lindsens Midt- 15—73 træffer den i Punktet Å, punkt L. Efter min Mening skulde nu altsaa den Indflydelse, Lindsen LN's Mellemkomst udøver påa Gjenstandenes synlige Størrelse, bestaae deri, at Punkterne i Linien NÆ under Opfattelsen gjen- nem Nethinden træde istedetfor Punkterne i Linien Nz2"”. Skulde dette kunne bevises virkelig at være Tilfældet, såa turde det vel nok kunne indrømmes, at den nye Figur giver en lige såa let fattelig Oversigt over Perspectivlæren for det med en enkelt Samlelindse bevæbnede Øie, som hiin bekjendte Figur over Perspectivet for- det ubevæbnede Øie. Thi vor nye Figur vilde da ikke mindre bestemt paavise, hvilken virkelig Størrelse en Gjenstand i hver forskjellige Afstand måa have, for at sees under Synsvinklen c, altsaa sees ligestor. Den maa aabenbart være udtrykt i Linierne, ikke mellem Synsaxens og Linien 60's Forlængelse, men mellem Synsaxens Forlængelse og den brudte Skraalinie Æ, Istedetfor at Gjenstandene, for af det ubevæbnede Øie at sees lige store i de forskjellige Afstande, maae tiltage i lige Forhold med Afstanden, viser sig her at indtræde lige det modsatte Forhold, idet de Gjenstande, der nu sees lige store i de forskjellige Afstande, saasom gå, Fr, g'l',, en lang Strækning tvertimod tage endog meget stærkt af i Størrelse med Afstanden, først længere tilbage, nemlig hiin- sides Afstanden æ, saasom g”%”, atter tage til. Men ved denne AÅlinie faae vi endnu langt flere og ikke mindre bestemte Oplysninger. Den viser os ganske nøiagtig 1) i hvor stor en Afstand fra Øiets Midtpunkt Gjenstandene ville begynde at vise sig i omvendt Stilling, nemlig fra Punktet nf . 7 . . X, altsaa i Afstandene ———+. fra Lindsen, og den viser os g — JE 2) ikke mindre bestemt, hvor mange Gange Gjenstandene i £ 327 enhver given Afstand ville vise sig større, end de efter den almindelige Perspectivlæres Love skulde vise sig — altsåa hvor stor Forstørrelsen maa blive. Den hele Række Tangenter til Synsvinklen c bag Lindsen er opstillet i indbyrdes Mellemrum af 21-5mm Lindsens Afstand fra Øiets Midtpunkt er 15mm, I Afstanden 20mm= havde før Lindsens Mellemkomst den Gjen- stand (g2), der saaes under Synsvinklen c, Størrelse af 13mm, nu derimod (g&) kun af omtrent 6år»”, — Forstørrelsen er alt- saa her "omtrent 2. I Afstanden 224mm vår den (Fs) omtrent 141mm, nu derimod (Fr) kun omtrent dyr, — Forstørrelsen er altsaa her omtrent 3. I Afstanden 25" var den (g'7”) 16gmm, nu derimod kun Sim, — Forstørrelsen er altsaa her over 5, i Afstanden 30mm vår den 20mm stor, nu derimod er den = 0, Forstørrelsen altsaa o, i Afstanden SOM ende- lig var den 335å%mm, nu er den 112. Forstørrelsen er altsåa aftaget til neppe 3, men dermed er fulgt en Omdreining. Neppe havde jeg faaet tegnet den schematiske Figur, der skulde vise, under hvilken Forstørrelse en Gjenstand vil sees gjennem en Samlelindse, førend jeg forelagde mig det Spørgs- maal, om ikke ogsaa den Tydelighed, hvormed Gjenstanden i hvert af disse Tilfælde maa sees, d. v. s. den Aæeforlængelse, "der hvergang ledsager Forstørrelsen, skulde kunne lade sig ud- trykke paa samme Figur. Jeg fandt då snart, at dette vilde kunne skee ved at tilføje endnu een Linie for hver givne Af- stand, nemlig en Linie, der kunde angive det samtidig dannede dioptriske Billedes Plads. Men denne vil være fundet, saasnart man kun fra et. hvilketsomhelst Punkt af Gjenstanden faaer be- stemt Retningen af fleer end een Straale ved Udtrædelsen af Lindsen, og her befandt jeg mig påa et Gebeet, som allerede er fuldt bearbeidet af Optikerne. Da vi påa vor schematiske Figur i vor Xlinie have en staaende Straale fra det ene Grendse- punkt af samtlige båg Lindsen opstillede Gjenstande, hvis For- størrelse vi have angivet, og Retningen af denne Straale ved oo] Ø/ 328 Udtrædelsen af Lindsen er givet i NC, saa behøve vi kun fra samme Grendsepunkt endnu at tage enten Midtpunktstraalen (den, der gaaer ubrudt gjennem Lindsens Midtpunkt) eller Brænd- punktstraalen, for i dens Sammenstød med vor staaende Straale (Cr") at erkjende Afstanden, hvori Lysudstraalingen fra hver af Gjenstandens enkelte Punkter kommer til åt gaae for sig, efter den Retning at dømme, hvori Lyset som Følge af Brydningen straaler ind paa WØiet. Paa vor Figur 2 er nu denne Midtstraale fra 4 afde givne Gjenstandes ene Grendsepunkt bleven anbragt i punkterede Linier. Een af de valgte Gjenstande, gå, staaer indenfor Lindsens Brændvidde. Dens dioptriske Billede er altsaa et virtuelt, og staaer i Afstanden Fe: bag Lindsen, nemlig påa Højde med Punktet 4”. For Gjenstanden Fr, der staaer lige paa Høide med Brændpunktet, bliver Midtpunktstraalen fra Punktet » parallel med vor Skraastraale C7", Billedet falder, som bekjendt, ud i det Uendelige. For Gjenstanden g'%", der staaer 23mm udenfor Brændvidden, bliver Billedet et reelt, og dets Plads falder paa Høide med %'", nemlig 30mm foran Lindsen, altsaa her (5mm bag Øiet. For Gjenstanden 4”g” endelig vilde det reelle Billedes Plads være 9,&mm fra Lindsen, hvor det dog her ikke vil kunne dannes, end sige opfattes, saasom dets Plads vilde falde indeni Øiet. Overhovedet vil der i det af os her valgte Exempel af f og m (Lindsens Brændvidde og Afstand fra Øiets Midtpunkt) ikke kunne dannes noget reelt Billede, der skulde kunne blive synligt for samme Øie, eftersom Brændpunktet — den yderste Grendse for et reelt Billedes Dannelse overhovedet — kun ligger Timm fra, Øjets Midtpunkt,” altsaa neppe nogensinde foran dets Hornhinde. Men hvis m var blevet ansat noget større, vilde dette, som Enhver veed, godt have kunnet blive Tilfældet. Hvorvidt nu altsaa den i hvert af disse Tilfælde forstørrede Gjenstand vil blive tydelig for det vedkommende Øie, maa, som allerede anført, ganske berøe paa, hvorvidt dette formaaer 3 ev) RES at see tydeligt i den beregnede synlige Afstand, hvortil dog endnu hvergang måa adderes Længden af Lindsens Afstand fra Øiets Overflade (m—11r»). Kalde vi denne Afstand (ligesom ovenfor) d'”, i Modsætning til Afstanden fra Øiets Midtpunkt (m), saa vil det forstørrede gå sees saa tydeligt, eller rettere utydeligt, som Øiet overhovedet formaaer at see i en Afstand af 19, det forstørrede Fr saa tydeligt som i uendelig stor Afstand, g'%' og g"”h" ville under deres Forstørrelse sende Lyset til Øiet med saa stærkt convergerende Straaler, at de endog for det meest langsynede Øie vistnok ville vise sig indhyllede i et uigjennem- trængeligt Taageslør. Kun naar det reelle dioptriske Billede faaer sin Plads foran Øiet — hvilket altid forudsætter, at Øiets forreste Flade staaer heelt udenfor Brændvidden — kan Gjen- standen atter blive tydelig (formindsket og dreiet om) fornemmelig for den Nærsynede, og det af den simple Grund, at Straalerne, efter at Yderligheden af deres Convergents har ført til en Krydsning, atter falde divergerende ind paa Øiet. r Saaledes har jeg faaet givet Forklaringen af min schematiske Figur 2, der er bestemt til at give et almindeligt Overblik over den Forstørrelse og den Axeforlængelse, som de ydre Gjenstande undergaae ved at sees i enhversomhelst Afstand gjennem en Samlelindse, navnlig medens Øiets Midtpunkt er stillet udenfor dens Brændvidde. Min næste Opgave maa nu være, at bringe Beregningen af denne Forstørrelse t en bestemt Formel, og det vil maaskee være hensigtsmæssigt, at gjøre dette for Gjenstan- dens fire Hovedstillinger, nemlig indenfor Brændvidden, i selve Brændvidden, nærmest udenfor samme og endelig udenfor Xpunktet, hvortil da kan benyttes de samme Exempler, som ere anbragte i Fig. 2, nemlig gå, Fr, g'h og g"h"”. Ved at udvide disse fire Exempler af Hovedfiguren som ligesåa mange særlige Kidurer (Fig. 3,4, 5,6) turde ikke blot hver af. disse, men derved atter selve Hovedfiguren vinde i Tydelighed. I Figur 3, som gjengiver den Deel af Figur 2, der tjener So 99" 330 til Beregniug af Gjenstandens Forstørrelse i Stillingen indenfor Brændvidden, vil man strax gjenkjende den sædvanlige schema- tiske Fremstilling af virtuelle Billeders Dannelse, dog med Til- føielse af Øiets Midtpunkt i C og med den aldeles uvæsentlige Udeladeise af Figurens øverste Halvdel, hvilken Udeladelse vil gaae igjennem hele den følgende Række Figurer. Lysudstraalingen fra Gjenstanden gå's ene Grendsepunkt % er bleven gjort fuldstændigere ved Tilføjelse af Brændpunktstraalen hpF. Ved at forlænge dens brudte Deel pF og Midtpunkt- straalen ZL i omvendt Retning, faaer man Grendsepunktet %'s Plads i det virtuelle Billede, nemlig %", og ved herfra at trække Lod- linien til Hovedaxen hele den nederste Halvdeel af det virtuelle Billede som g"42". Efterat Grendsepunktet %'s Plads i det virtuelle Billede er fundet ved Sammenstødet af Midtpunktstraalen og den brudte Brændpunktstraale i 2”, maa det staae frit, yderligere at fuldstændiggjøre Lysudstraalingen fra Grendsepunktet % ved at trække Linier fra det tilsvarende Punkt i Billedet (47) i hvilken- somhelst Retning og derefter forbinde deres Skæringspunkt, med Lindsen ved en ny Linie til selve % punktet. Vi vælge da en Linie fra 4%" til Øiets Midtpunkt OC, trække Linien N4, og have da denne som en ny Straale fra Grendsepunktet %, der i Lindsen maa tænkes brudt i N og derfra kastet hen mod Punktet C, medens den, i denne sin nye Retning forlænget bagud, maa støde sammen med Midtpunktstraalen i det virtuelle Billedes Yderpunkt 4". Man seer, at ved at følge denne af Optikerne sædvanlig fulgte Fremgangsmaade, opnaåes selvsamme schema- tiske Figur som ved den ovenfor anvendte, idet vi rettede os efter vor Xlinie. Det er i Punktet C, vi have tænkt os Øiets Midtpunkt stillet. Før Lindsen ZN's Mellemkomst saaes altsaa Gjenstanden gh under Synsvinklen gCX4 eller c. Gjennem Lindsen sees den derimod i sit virtuelle Billede g"%", altsaa under Synsviklen | . . C g"Ch" eller C. Forstørrelsen er følgelig udtrykt i Brøken —. 331 Men vi maåae her benytte os af den sædvanlige Frihed, at bruge Tangenterne i Vinklernes Sted, og kunne gjøre dette uden Be- tænkelighed, eftersom Talen her nødvendigviis kun kån være om endog meget smaa Vinkler. Tangenterne til Vinklerne C og ec kunne vi vælge enten i det virtuelle Billedes eller i selve Gjenstandens Afstand. Vi forétrække det Sidste, forlænge altsaa gå til 7, og have da gi som tg C, gh som tg ce med den fælleds Radius gC. Kalde vi, for Kortheds Skyld, g7 G, gh g, såa have vi Forstørrelsen udtrykt i Brøken <. For nu at beregne denne Brøks Værdi, maaåe vi først for- længe N& op til Hovedaxen. Den træffer den tilfældigviis lige i dens Krydsningspunkt med det virtuelle Billede g”; men man seer strax, at dette Punkt tillige er og maa være vort Xpunkt. æ eller — er nemlig 15r”, men gå's virtuelle Billede ligger 5. 71 af ; re k bs 71—5 fræe altsaa ogsaa lår fra Lindsens Midtpunkt. Vi have da i de to ligedannede Triangler g7C og LNc GRLN == 40:10; og i Trianglerne ZNg" og ghg" LA gh gik g. altsaa, ved Multiplication af disse to Ligninger, gg ==-70-kg LE LC elg: Men nu have vi kaldt g7 G, gå g. .gC er, efter de ovenfor (Pag. 308) brugte Bogstavbenævnelser, =a+ m,g'L=r, LC =m og gg = x—a. Følgelig kan den ved Multiplication nys fundne Ligning omskrives til ; G :g= (a + m)æ: m (æ—a). (a— m)æx (æe — aa) mm G altsaa er — — g Denne Formel for den umiddelbare Forstørrelse gjennem Samlelindserne af de Gjenstande, der ere stillede indenfor 332 Brændvidden, er særdeles let anvendelig i alle de Tilfælde, hvor vort æ forud er beregnet; men vi ville dog ogsaa opstille Formlen efter dens Elimination ved Indsættelsen af dens Værdi mf m—f" G mn fa —- m) x g ” (w—a)m Me rd men FEST, altsaa er er ks lee Mer FR ET gg g MU] m— Klem. GEN) Fi Jm—am+tfa f(a + m) — am" Formlen lader sig endnu yderligere forkorte til Å [ FNNER | 3; am er a+ m RR Fry flat m) Man vil erindre, at vi ovenfor (Pag. 308) ad en ganske anden Vei, nemlig efter Perspectivlovene, allerede have beregnet den synlige Forstørrelse gjennem det virtuelle Billede, og at den da fundne Formel var ganske den samme, som den vi her have fundet. De to Beregninger. kunne saaledes tjene til gjensidig at støtte hinanden. Mathematikeren vil maaskee holde sig alene til hiin, men Optikeren i Almindelighed, og i hvert Fåld Physiolo- gen, vistnok snarere til denne sidste Beregningsmaade. Mathe- matikeren vil fremdeles i Formlen, saasnart den er funden, erkjende den almindelig gjeldende Lov for Perspectivet, under hvilkensomhelst Form af den ydre Lysbrydning eller Lystilbage- kastning; men Optikeren og Physiologen ville neppe ansee det for overflødigt, at fåae den efterviist som den gjeldende Lov. under hver af de forskjellige Former af Lysbrydningen og af Lystilbagekastningen i Særdeleshed, og at eftervise den som saadan er Hovedmaalet for hele den følgende Række Under- søgelser. 333 Gjenstandens Btilling lige paa Høide med Brændpunktet er givet særskilt i Figur 6. 1FsO— LNOC, LNX — Fr X gjen- kjender man de to Par ligedannede Triangler, hvoraf Formlen blev beregnet i Figur 3, og man seer, åt den her maa blive ganske den samme. Men da vi her have a=f, såa kan den ere. mu, hf + fm Å ABN. HD NEDE fra BE sm gjennem FRR En forkortes til Fr: ilt. ; sk EA Ifølge denne Formel £%/tager Forstorrelsen af den i Brænd- punktet stillede Gjenstand, under Øiets Tilbagerykning fra Lind- Sr Br mel SN) Far or Ey Men samtidig skulde Gjenstandens synlige Størrelse efter Per- sen i Afstandene 1, 2, 3... i Forholdet ma, I spectivet aftage netop i samme Forhold, saa at Gjenstanden g i &/ I gl: DR KAAS de DENE ey AD Den dioptriske og den perspectiviske Indflydelse hæve sig altsaa 9 DE TPE re RØR rn Tog EET uforandret og navnlig den, som Gjenstanden vil have ved at disse forskjellige Afstande maa vise sig som gjensidig, og den synlige Størrelse bliver ( sees med et ubevæbnet Øie i Lindsens Plads. Til samme Resultat føres man iøvrigt ved følgende simple Tankeforsøg. Under Gjenstandens Stilling i en Samlelindses Brændvidde ere alle Straalerne fra hvert af dens enkelte Punkter indbyrdes parallele ved Udtrædelsen fra Lindsen, altsaa ogsaa alle Straalerne fra dens ene Grendsepunkt r Fig. 6, indbyrdes pårallele og i lige store Vinkler stigende op mod Hovedaxen. Synsvinklen bliver følgelig den samme, hvad Afstand Øiet end monne have. Men blandt alle dens parallele Straaler er der een, hvis Vinkel med Hovedaxen forud er given, nemlig Lindsens Midtpunktstraale (7 Fig. 6). Det er den Synsvinkel, under hvilken Gjenstanden af det ubevæbnede Øie vilde været seet i Afstanden f, — under samme Synsvinkel maa den altsaa gjen- 334 nem Lindsen ogsåa sees i enhver anden Afstand, , forsaavidt iøvrigt dens Omfang og Kugleafvigelse tillader, åt Gjenstanden bliver synlig igjennem den. Naar Lysbrydningens Indflydelse paa de i Brændvidden stillede Gjenstande i Henseende til Straalespredningen og Åxe- forlængelsen kan udtrykkes saaledes, at den ligesom støder Gjenstanden tilbage i en uendelig stor Afstand, såa kan den i Henseende til Synsvinklen og den synlige Størrelse udtrykkes saaledes, at den ligesom trækker Øiet hen påa Lindsens Plads. Ålt eftersom Brændglasset anvendes enten som Brilleglas eller som Lupe, er det hiin eller denne Indflydelse, der nærmest til- sigtes, men begge Indflydelser gaåaae her som overalt altid Haand i Haand. Gjennem den Langsynedes Briller er Forstørrelsen, selv medens Skriften holdes lige i Glassets Brændvidde, kun meget svag, i Forhold til Straalespredningens Formindskelse endog yderst svag. Det er høist sandsynligt, at den Langsynede almindeligviis snart vænner sig til denne svage Forstørrelse, ikke lægger Mærke til den, ja maaskee betvivler, at den finder Sted, ligesom jo neppe Nogen giver Agt paa i det daglige Liv, at Gjenstandene vise sig større i selvsamme Forhold som de komme os nærmere og let betvivler den perspectiviske Grundlov. Men hiin egentlige Forstørrelse bestaaer dog ligesaa vist som denne uegentlige, og Videnskaben overlader ikke til et simpelt Skjøn et Syn (Phænomen), der kan beregnes mathematisk. Til særlig Betragtning af Forholdene, naar Gyenstanden er stillet nærmest udenfor Samlelindsens Brændvidde, navnlig mellem Brændpunktet og vort Xpunkt, tjener Figur 4. Ligesom man i Figur 2 strax vil have gjenkjendt den sædvanlige schematiske Figur til Forklaring af de virtuelle Billeders Dannelse, vil man her gjenkjende den til Forklaring af de reelles. Gjenstanden g'Å' er stillet 10mm eller $f bag Lindsen. Ved Sammenstødet af Midtpunktstraalen og Brænd- punktstraalen fra dens Grendsepunkt %' betegnes dettes Plads som 386 hk" i det dioptriske Billede g””4”, 3Omm eller 4 f hiinsides Lind- sen. Fra %'" er ogsaa her en lige Linie trukket til Øiets Midt- punkt og derfra forlænget først til Lindsen, dernæst til 7” paa selve Gjenstandens Høide. sFremdeles er ogsaa her ikke blot trukket Linien NZ" fra Skraaliniens Skæringspunkt med Lindsen til Gjenstandens Grendsepunkt %', men denne atter forlænget til X, og endelig endnu Gjenstandens Gjennemsnitslinie g”%", lige- som i de øvrige Figurer, forlænget ned til Skraalinien CON?" Derved opstaåae nu de samme to Par ligedannede Triangler: g'uC — LNC og LNX — gl'X, hvoraf vi paa de andre Figurer f(a+m) fla+ m) — am? ad samme Vei ville faae samme Formel for "Værdien af Brøken 9 2 9' hk det nu end er, at naar dette g'%' eller g, som Tangent til Syns- beregnede Formlen og man seer strax, at vi her eller, som den ovenfor kaldtes, mg Men hvor utvivlsomt vinklen c med Radius Cg", bruges istedetfor Vinklen selv, da ogsåa den forstørrede Synsvinkel maa udtrykkes ved en Tangent med samme Radius, såa turde det dog trænge til nærmere Op- lysning, med hvad Ret vi have troet at kunne bestemme denne Tangents Størrelse ved den Straale, der fra det dioptriske Bil- ledes Grendsepunkt gååer gjennem Øiets Midtpunkt. Og selv om dette skulde synes berettiget, turde det Spørgsmaal reises, om ikke det reelle Billede g'” 2", ved saaledes at flyttes over påa den modsatte Side af Lindsen som g'?”, her måa anbringes i Beregningen som negativ. Til at reise dette Spørgsmaal turde der allerede af den Grund være Anledning, åt jo dog i Reglen ganske vist Gjenstandene sees omdreiede gjennem Lindsen i de »Tilfælde, hvori der dannes et omdreiet eller reelt Billede, ligesom de altid sees opretstaaende hvergang der dannes et opret eller virtuelt; — men dernæst ogsaa af den Grund, at i de optiske Formler altid Negationen netop betyder deels Stil- lingen paa den modsatte Side af Lindsen, deels Billedets Om- dreining. seer Skal Besvarelsen af det Spørgsmaal, om ikke det reelle Billede ved i den schematiske Figur at overføres til den mod- satte Side af Lindsen bør fåae Betydning af en negativ Stør- relse, afhænge af, hvorvidt Gjenstanden i denne Stilling mellem Brændpunktet og Æpunktet gjennem Lindsen sees omdreiet ligesom Billedet, eller tvertimod oprelståaende, såa er den let at give; thi ved en Række omhyggelige Forsøg hår jeg paa det Bestemteste overbeviist mig om, åt den i denne Stilling altid sees opretstaaende, altsaa lige i Modsætning til det under samme Forhold dannede dioptriske Billede. Hvad denne påa umiddelbare Iagttagelser begrundede Paa- stand angaaer, turde man maaskee betvivle, hvorvidt den kan være sikker, da Gjenstandene i denne Stilling jo maåaåe blive utydelige at see gjennem Lindsen. Men naar det allerede en- gang ovenfor er blevet bemærket, at et fuldkommen tydeligt Syn almindeligviis slet ikke er nødvendigt, ”saa ville vi her gaae endnu et Skridt videre, idet vi paåastaae, at selv det aabenbart Utydelige ofte kan være meer end tydeligt nok til endnu at kunne see derpaa hvad man behøver at see; thi dette gjelder navn- lig for dette Tilfælde. Det er vistnok, at naar en Gjenstand, medens den betragtes gjennem en Samlelindse, rykkes" lidt efter lidt tilbage hiinsides Brændvidden, bliver den meer og meer utydelig, og det deshurtigere, jo kortere Lindsens Brændvidde er; men det er lige vist, at naar man til Forsøg i denne Ret- ning kun ikke vælger en Lindse med alfor kort Brændvidde, helst ikke under 4-6”, og ikke holder Øiet synderlig langt udenfor Lindsens Brændvidde, saa at Værdien af æ ([E bliver KER forholdsviis stor, vil selv den temmelig Nærsynede under Gjen- standens tiltagende Utydelighed altid endnu i en vis Strækning udover Brændpunktet have en god Leilighed til at overbevise sig om Gjenstandens Stilling saavelsom om dens synlige Stør- relse. — Under dens Tilbagerykning udover Brændvidden sees dens Forstørrelse at tage til i et stedse voxende Forhold, -og SB "7 ved Udmaaling vil man overbevise sig om, at den tager til, just É G i 2 sg i det Forhold, hvorefter CE ansat i Hovedfiguren (Fig. 2) og oO Fla + m) flat m)— am ket tilbage omtrent halvveis mellem Brændpunktet og Æpunktet, beregnet i Formlen Først naar Gjenstanden er ryk- bliver Utydeligheden omsider saa stor, åt Gjenstanden synes at opløses i et Taagebillede, hvori end ikke Stillingen, end sige Begrendsningen af Gjenstanden kan skjelnes. Men saalænge den endnu kan skjelnes, sees den at staae opreist. Det gjelder altsaa kun om at forklare den Kjendsgjerning, at Gjenstandene ud over Lindsens Brændvidde, men endnu indenfor Æpunktet, vise sig. opretstaaende,- medens dog det samtidig af dem ved Lysbrydningen dannede dioptriske Billede sees at staae omvendt. Man maa da først og fremmest gjøre sig aldeles klart, hvad Betydning overhovedet de drioptriske Bil- leder have med Hensyn til selve Gjenstandenes synlige Opfat- telse gjennem de Lindser, ved hvis Lysbrydning de dannes. Den eneste, men rigtignok høist vigtige Betydning, som alle dioptriske Billeder have i denne Henseende, er, at de paa det Nøiagtigste angive, hvor Toppunkterne ligge til de Lyskeg- ler, hvis Indvirkning paa Nethinden gjør selve Gyenstandene synlige. "At de virtuelle Billeder ikke i og for sig-ere synlige, ja i Grunden kun ere reent: schematiske Størrelser, kan i denne Henseende ansees for aldeles ligegyldigt. Det er noksom bekjendt, at de ligefuldt kunne anvendes i Beregningerne, som om det vår dem, der gjennem Lindserne bleve synlige istedet- for selve Gjenstandene, og vi have ovenfor viist, at dette ogsaa lader sig anvende påa Beregningen af den egentlige synlige Forstørrelse.. De kunne forsaavidt sættes fuldkommen i Lighed med Speilbilleder. Om de reelle dioptriske Billeder kan det Samme siges at gjelde, dog maåe de, ved at bruges som Grundlag for Beregnin- geu af selve Gjenstandenes synlige Forhold gjennem Lindserne, — 838 benyttes paa en forskjellig Maade, alt eftersom de enten findes foran eller bagved Øiets Midtpunkt. Staae de reelle dioptriske Billeder foran Øiets Midtpunkt, af GER bekjendt, navnlig indtræffer, nåar mån gjennem en Samlelindse betragter fjerne Gjenstande og derhos holder Øiet langt fra Glasset, saa have de fra det physiologiske Standpunkt samme Betydning som de virtuelle. Det Lys, der er udgaaet fra den gjennem Lindsen betragtede Gjenstand, kommer efter Brydnin- med andre Ord er - mindre end m, hvilket Tilfælde, som gen netop i en saadan Retning til Øiet, som om det var ud- gaaet fra Billedet. Ligesom man i hiint Tilfælde ganske fåaer Indtrykket af at see det virtuelle Billede, der dog slet ikke be- staaer som noget Virkeligt, saaledes faaer man i dette ganske Indtrykket af at see, ikke Gjenstanden bag Lindsen, men det foran samme dannede dioptriske Billede. Det er, om jeg ikke tager feil, en endnu temmelig udbredt Mening, åt det virkelig er dette Billede, man seer, skjøndt Enhver veed, at det kun er synligt i den Retning, hvor Straalerne, efter deres Krydsning deri, fortsætte. deres Bane. I Almindelighed tør dog vistnok idotmindste Optikerne antages at være enige i, at Det, »at see« et saadant reelt dioptrisk Kuftbillede, selv kun er et billedligt Udtryk, lig det »at see« et Speilbillede. Beviset herfor ligger allerede I den nysnævnte bekjendte Erfaring og kan desuden styrkes derved, at man gjennem en Samlelindse ved rette Stil- ling af Øjet endog i det lyseste Kum kan see saadanne fjerne Gjenstande omdreiede, som udsende et meget for svagt Lys, til at det ved den gjensidige Krydsning af hver Lyskegles enkelte Straaler selv paa en lysmodtagelig Flade skulde kunne træde frem i Form af et let kjendeligt dloptrisk Billede. For iøvrigt rigtigt at bedømme, med hvilken overordentlig Lethed det brudte Lys umrddelbart danner det saakaldte Net- hindebillede, maa man tilbagekalde sig den ovenfor (Pag. 309) gjorte Bemærkning, at dette saakaldte Nethindebillede slet. ikke E… behøver at være et i og for sig synligt dioptrisk Billede, men netop kun en Lysindvirkning; og hvor modtagelige for Lysets Indvirkning de Stoffer end kunne være, man lidt efter lidt lærer at sammensætte til Brug for Daguerreotypien og Photographien, tør man dog neppe gjøre sig Håab om, nogensinde at opdage en Stofblanding, der i denne Henseende skulde kunne maale sig med det levende Øies lyssandsende Flade. Ogsaa herom kunne Meningerne maaskee være deelte; men såa meget er og bliver vist og ubestrideligt, åt det er aldeles ligegyldigt, for at see en ydre Gjenstand gjennem dens reelle dioptriske Billede, om dette er synligt i og for sig, eller ei. Saavidt om den physiologiske Betydning af alle de reelle dioptriske Billeder, der ere stillede foran Øiets Midtpunkt. Men det er egentlig ikke dem, vi paa dette Trin af vor Undersøgelse havde at betragte; thi det reelle droptriske Billede, der ved Lys- | brydningen + Lindsen dannes af en Gjenstand mellem Brænd- punktet og Xpunktet, staaer aldrig, og kan aldrig komme til at staae foran Ørets Midtpunkt. Beviset er let at give. Benævnelsen Æpunkt have vi tillagt det Punkt i Hovedaxen, mf hvis Afstand fra Lindsens Midtpunkt = i dvs: det Punkt mæ i Hovedaxen, hvori en Lyskegle, der tænkes udgaaet fra Øiets Midtpunkt, atter vilde fåae sine Straaler samlede. Det ligger altsaa i dette Æpunkts Difinition, at ogsaa omvendt en Straale- kegle, der tænkes udgaaet fra det, vilde ved at gaae igjennem Lindsen atter faae sine Straaler samlede med Hovedaxen i Øszets Midtpunkt. Men, har en Gjenstand, der staaer paa Høide med Punktet Å, sit reelle dioptriske Billede påa Højde med Øiets Midt- punkt, saa maa Aver Gyenstand mellem dette Xpunkt og Brænd- punktet nødvendigvis have sit reelle Billede hrinsides Wiets Midtpunkt. For altsaa igjen at optage Traaden i vor Under- søgelse om Grunden, hvorfor de Gjenstande, der ere stillede mellem Brændpunktet og Xpunktet, ikke sees omdrejede i Lig- 340 . hed med deres dioptriske Billeder, men tvertimod opretstaaende, have vi nu at undersøge Betydningen af disse bagved Ørets Midtpunkt stillede reelle Billeder og deres Anvendelighed ved Beregningen af selve Gjenstandenes synlige Forhold gjennem Brændglasset. Dermed kunne vi, efter Alt, hvad nys er blevet bemærket, fåtte os temmelig kort. De reelle' Billeder bagved Øiets Midtpunkt angive ikke mindre bestemt Toppunkterne for de brudte Lyskegler fra Gjen- standene mellem Brændpunktet og Æpunktet, end de reelle Billeder foran Øiets Midtpunkt angive dem for de brudte Lys- kegler fra Gjenstandene udenfor Æpunktet. Men naar de reelle Billeder foran Øiets Midtpunkt, i Lighed med de virtuelle Bil- leder, angive den Dyrvergents, hvormed hver enkelt Lyskegles Straaler komme til Øiet, saa angive de reelle Billeder bagved Øiets Midtpunkt omvendt. den Convergents, hvormed de komme dertil; og naar de reelle Billeder foran Øiets Midtpunkt, frem- deles i Lighed med de virtuelle, angive hvorfra Lyskegleaxerne komme til Øiet, saa angive de reelle Billeder bagved Øiets Midtpunkt omvendt Avorhen de styrede, da de kom til Øiet. Fra det optiske Standpunkt finder en bestemt Modsætning Sted mellem alle de reelle Billeder paa den ene Side, alle vir- tuelle påa den anden; de reelle dioptriske Billeder ere, som Navnet udtrykker, de virkelige, deres Afstand fra Lindsen be- tegnes ved et +, de virtuelles altsaa ved et — (—d, hvorved dets Værdi, fra rr bliver til ): Men fra det physto- logiske Standpunkt finder Modsætningen derimod Sted mellem de virtuelle og de foran Øiets Midtpunkt dannede reelle Billeder påa den ene Side, de reelle Billeder bagved Øiets Midtpunkt påa den anden. Hine — de reelle foran Øiets Midtpunkt ikke mindre end de virtuelle — ere fra dette Standpunkt at kalde virkelige forsaavidt, at de ligefrem kunne benyttes til Bereg- ningen af selve Gjenstandens synlige Afstand, Størrelse og Stil- ling, disse derimod (de reelle bagved Øiets Midtpunkt) saa at 341 sige virtuelle, forsaavidt som de ikkun kunne benyttes til Be- regningen af selve Gjenstandens synlige Afstand, Størrelse og Stilling ved enten i den schematiske Figur at flyttes over paa "den modsatte Side af Ørets Midtpunkt, eller i Beregningen at opføres som negative Btorrelser. Gjøres Beregningen efter en schematisk Figur, hvori Omflytningen af det reelle Billede bag Øiets Midtpunkt allerede er skeet, såa maa det i denne Stilling selvfølgeligen beregnes positiv, om ikke hele Modsætningen skal falde ud af Beregningen. Her, maaskee mere end ved nogen anden Leilighed, seer man Nødvendigheden af, ved Beregningerne af Lysbrydningens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Forhold at holde Ørets Afstand strengt i Sigte. Af Lysbrydningens almeengjeldende Love veed man, at de Lyskegler, der træde ud igjennem en Samlelindse fra Gjenstande udenfor dens Brændvidde, i alle Til- fælde træde ud derfra med convergerende Straaler, der i til- børlig Afstand ville kunne danne et reelt dioptrisk Billede. Men hvorvidt dette Billede skal komme Synet tilgode, er ganske af- hængigt af, hvorvidt det virkelig har kunnet være dannet, da Lyset kom til Øiet, eller ei, altsaa om dm. I første Tilfælde har det for Synet samme positive Betydning som de virtuelle dioptriske Billeder og som Speilbilleder, i sidste derimod kun en reent negativ. Ved denne Fremgangsmaade have vi da ogsaa allerede seet, at Beregningens Udfald svarer til de umiddelbare lagtta- gelsers. Endnu staaer tilbage at vise, hvorfor det saaledes omfflyt- tede reelle Billede maatte begrendses netop ved en Linie fra Billedets Grendsepunkt %" gjennem Øiets Midtpunkt. Saaledes maatte det begrendses, forsaavidt Figuren skulde tjene til Be- regning af den Gjenstands synlige Størrelse, hvortil hiint reelle dioptriske Billede svarer. Havde vi begrendset det ved en Linie fra samme Yderpunkt i Billedet gjennem Lændsens Midtpunkt, såa vilde vi være komne til samme Resultat, som i hiint Tanke- 342 forsøg (Pag. 308), hvorved Øiets Midtpunkt antoges henffyttet i Lindsens Midtpunkt. Den synlige Forstørrelse vilde ogsaa her være falden bort ved Beregningen. Thi fra Lindsens Midtpunkt er ikke blot det virtuelle, men ogsaa det reelle Billede i Grad- maal — det Maal, hvormed al synlig Størrelse skal maales — altid ligestort med selve Gjenstanden. Ligesom i Figur 3 Bil- ledet og Gjenstanden ere Tåangenter til een og samme Vinkel fra Lindsens Midtpunkt, saaledes ere de i Figur 4 Tangenter til to ligestore Topvinkler. Men naar vi, for at beregne Gjen- standens Forstørrelse gjennem Lindsen, ' under Dannelsen af et virtuelt Billede have meent at maatte bestemme Billedets Syns- vinkel ved en Linie fra dets Grendsepunkt til Øiets Midtpunkt (2?C i Fig. 3), såa have vi nødvendigviis ogsaa, for at beregne Gjenstandens Forstørrelse gjennem Lindsen, under Dannelsen af det reelle Billede bag Øiets Midtpunkt, og paa lignende Maade beregne det gjennem Billedet, maattet bestemme dettes Syns- vinkel ved en Linie fra dets Grendsepunkt til Øiets Midtpunkt (2&"C i Fig. 4). — Man kan — om man vil — gjerne holde fast paa den Tanke, at det altid, og saaledes ogsaa her, er Billedet, man seer istedetfor Gjenstanden. Thi vel er det her aabenbart kun en ganske uegentlig Udtryksmaade, eftersom det bag Øiet staaende Billede dog i intet Tilfælde kan blive synligt; men det Samme gjelder naturligviis om de virtuelle Billeder, eftersom de i Virkeligheden slet ikke bestaae som noget Syn- ligt, og det Samme gjelder efter vor fulde Overbeviisning i Reglen ogsåa om de reelle Billeder foran Øiets Mindtpunkt, ligesom det gjelder om alle Speilbilleder, og dog bliver i alle Tilfælde Beregningen af Gjenstandenes synlige Størrelse fuld- kommen rigtig, naar man gjør den efter Billederne. Vinklen hk" Cg" (Fi g.4) vilde' da blive den Synsvinkel, under hvilken Gjenstanden g'%" i dette Tilfælde maa vise sig. Men denne Vinkel er ligestor med Vinklen 9/07; vi kunne altsaa i Bereg- ningen i hvert Fald sætte disse to Vinkler i hinandens Sed. Og da vi nu beregne Synsvinklen efter den af dens 'Tangenter, 343 som staaer Se lige Højde med Gjenstanden, såa maatte det her være TE der blev Udtrykket for Forstørrelsen, ligesom det i Fig. 3 var NE Derved maatte Formlen for Forstørrelsen her, under Dannelsen af det reelle Billede båg Øiets Midtpunkt, blive den selvsamme, som under Dannelsen af det virtuelle Bil- SEE, i Fla+m) lede: SE 10) eller HDD] ER Paa Hoøide med Xpunktet, altsaa naar Gjenstandens Afstand Mm . … kr AC fra Lindsen (a)— — bliver Forstørrelsen, men samtidig ogsaa KØ Ej neden uendelig. Dette kan ikke bevises ved umiddel- båre Forsøg, eftersom Gjenstanden ogsaa noget længere fortil og noget længere bagtil er aldeles ukjendelig; men at Forstør- relsen her bliver uendelig, fremgaaer saavel af den schematiske Figur som af Formlen. Figuren viser, at Gjenstanden, for i denne Afstand at sees under hvilkensomhelst Synsvinkel, kun behøver en virkelig Størrelse lig et Punkt = 0, og Formlen æ (a+ m) m (&— a) Men at samtidig ogsaa Utydeligheden maa blive uendelig stor, maa fremgaae af Følgende. viser, at naar x=—a, bliver i Brøken Nævneren = 0. Synets større eller mindre Utydelighed er overhovedet en Følge af, at flere eller færre af hver Lyskegles Straaler komme til Nethinden i en større eller mindre Kreds udenom ÅAxestraa- len. Den størst mulige Utydelighed opstaaer altsaa, nåar samt- lige Lyskeglers Straaler komme i den Grad spredte til Nethin- den, at de udbrede sig i hele dens Omfang, uden at nogen eneste "iblandt dem træffer sammen med nogen anden. Og det er netop dette, der maa skee, naar den synlige Gjenstand staaer i selve Æpunktet. Thi ligesom Æ er Samlingspunktet for den Lyskegle, der tænkes udgaaet fra Øiets Midtpunkt, saaledes, have: vi allerede hørt, maa Øiets Midtpunkt blive Samlingspunk- [3] 20 S44 tet for den Lyskegle, der er udgaaet fra XÆ; og naar en Lys- kegle ved sin Indtrædelse i Øiet faaer dettes Midtpunkt til Sam- lingspunkt for alle sine Straaler, såa maa disse derfra straale ud i alle Retninger, uden at to og to kunne komme til at træffe sammen paa Nethinden. Hvis man endnu vil kalde en Lysindvirkning paa Nethinden af denne Årt et »Nethindebillede«, en Lysfornemmelse af denne Art et »Syn«, saa er det vist, at i et saadant Billede og et saadant Syn Utydeligheden kan siges at være bleven uendelig stor. Da det ovenfor (Pag. 303) blev udtalt, at Gjenstandene i Henseende til Størrelse og Stilling ofte slet ikke vise sig saa- ledes gjennem Lindsen, som deres samtidig dannede dioptriske Billede maatte vise sig, blev der blandt saadanne Tilfælde navn- lig anført de, der indtræffe naar Gjenstanden staaer nærmest udenfor Brændvidden. Disse Tilfælde kunne nu bestemmes noget nøiere. Naar en Gienstand lidt efter lidt rykker tilbage udover Brændpunktet, medens Øiet hoides i een og samme Stilling i nogen Frastand fra Lindsen, navnlig ogsaa udenfor dens Brænd- vidde, sees den først i stærkt stigende Forstørrelse, opret- staaende, men lidt efter lidt opløsende sig som i' en Taage. Dette skeer, vide vi nu, medens den rykker tilbage fra Brænd- punktet til Afstanden "f altsaa under den Række Stillinger, m—f? i hvilke der af den vilde have kunnet danne sig en Række reelle Billeder, der fra en uendelig Afstand lidt efter lidt ryk- kede nærmere indtil Afstanden m fra Lindsen og stedse bleve mindre i samme Forhold, — en Billeddannelse, der dog nu i hvert Fald vilde blive gjort umulig ved Øiets Mellemkomst. Først længe efter sees den igjen træde frem i stedse kjendeligere Omrids, men fra nu af altid omdreiet og formindsket. Denne Forandring indtræder, efter hvad vi ovenfor have seet, fra det Øieblik, at Gjenstanden under sin gradvise Tilbagerykning ikke m . alene er kommen ud over Afstanden Bær fra Lindsen, men 345 saa langt ud derover, at dens dioptriske Billede faåer sin Plads, ikke alene foran Øiets Midtpunkt, men ogsaa foran Hornhinden. Da nu et reelt dioptrisk Billede aldrig kan komme nærmere til Lindsen end Ff, såa følger heraf, at man for at faae en Gjenstand åt see omdreiet og formindsket gjennem en Samle- lindse, altid måa have, ikke blot Øiets Midtpunkt, men ogsaa dets Hornhinde udenfor dens Brændvidde. Gjenstandenes synlige Forhold under deres Stilling udenfor Xpunktet er i det Foregaaende allerede blevne omtalte saa ud- førligt baade i Henseende til Størrelsen og til Tydeligheden, at vi her ved deres særlige Betragtning kunne fatte os meget kort. mar f(a+m) m (x — a) eller f(a+ m) —am andret ved det dioptriske meg Omdreining, såalænge endnu Forstørrelsesformlen blev ufor- Gjenstanden. selv viste sig opretstaaende. Spørgsmaalet er nu, om den fremdeles vil blive uforandret, medens Gjenstanden kommer til selv' at vise sig omdreiet. For at beregne Formlen særligt under denne Stilling af Gjenstanden, ville vi holde os til Hovedfiguren (Fig. 2). Af de to Par ligedannede Triangler, hvoraf den er bleven beregnet, hår det ene, nemlig det, hvoraf Ligningen blev opsat for G, beholdt samme Plads. 9g”7" eller G, d. v. s. Tangenten for Synsvinklen af det reelle dioptriske Billede med Radius lig Gjen- standens Afstand fra Øiet, forholder sig ogsaa her til LY som a+m:m. Det andet Par ligedannede Triangler derimod, nemlig det, hvoraf Ligningen blev opsat for g, er blevet stillet påa de to modsatte Sider af X. Derved opstaaer den væsent- lige Forskjel, at Ligningen LN: gh=æ:æ—a bliver til LN: 9" 4" =ax:a—xæ. Men samtidig er gå som g"h" bleven stillet paa den modsatte Side af Hovedaxen, d. v. s. den modsatte Halvdeel af Gjenstanden bleven beregnet. Dette maa i Beregningen ud- mykkesuved en-Neégation. '.g"4" er ikke. et g,; men et —g, "og den hele Beregning kommer derved til at lyde: 23" 346 G (g"7"): LN = a + m (g" L+ LC) :m (LC) IN:—9(g9"h") =æ:a(g" L) — æ. Altsaa er G&G: — g = æ (a + m).: m(a — æx); men ved at forandre Tegnene i det sidste Led paa begge Sider faaåe vi da igjen vor gamle Formel: | G:g=w (a+ m) :m (7 — a) =D, Det turde dog være Umaåagen værdt, at prøve Rigtigheden af dette Resultat ved Udmaaling påa en Figur, der er con- strueret efter Lysbrydningens Love og dernæst ved at beregne Forstørrelsen efter Perspectivlovene. Ved Figurens (Fig. 2) Construction er f ansat til 7irm, 4 til 35 og m til 157, Efter Formlen if EG aA. bliver altsaa F(a+m)—m . ; ; re SEE nd Forstørrelsen i dette Tilfælde 50 SEE MOR 2. d.y Gjenstanden vil sees 24 Gange forstørret, men derhos dreiet om. Påa Figuren vil mån ved Udmaaling temmelig nøiagtig finde dette Forhold 21 mellem g”2"” og gh" (nemlig omtrent 33:13), og den omdreiede Stilling er tydelig nok udtrykt i samme Figur ved den hrudte Skraastraales Krydsning af Syns- axens Forlængelse. Men vi have endnu villet føre Beviset for vor Formels An- vendelighed under den forstørrede Gjenstands Stilling udover X punktet efter en Figur, der var construeret ved ene og alene at tage Hensyn til de almindelig bekjendte Love for Lysbryd- ningen. I Figur 5 forestiller g”%" det ideale Gjennemsnit af en Gjenstand, der er stillet i en Afstand af 3åmm fra en Samle- lindse LN, hvis Brændvidde er 7åmm, Man gjenkjender strax de 3 Straaler i Lyskeglen fra Gjenstandens Grendsepunkt 2%”: 1) Midtpunktstraalen 4"L4"”, 2) Brændpunktstraalen %"pF4"" og 3) den (fra det dioptriske Standpunkt) vilkaarlig valgte Straale h"XN, der efter Brydningen i N nødvendigviis vil krydses med de to andre i %”” under Dannelsen af det tilsvarende Grendse- BAT punkt af det reelle dioptriske Billede 4""g"", og derefter træffe Hovedaxen i C. Billedets Afstand fra Lindsen bliver, ifølge 7 1mm 9622 af 35 .73 2 — 9.6, mm, Dets absolute Størrelse for- —= ER — Ve holder sig til Gjenstandens (g”%”) = d:a, altsaa = 9,6 : 35, nemlig som begges Afstand fra Lindsens Midtpunkt. Tænkes Øiéts Midtpunkt hensat i dette Punkt, saa maa 'Billedets syn- lige Størrelse blive lig Gjenstandens, Forstørrelsen efter hvilken- somhelst Formel være = 1. Men tænkes Øiets Midtpunkt i C, 15mm fra Lindsens Midtpunkt, saa kan Forstørrelsen ogsaa her beregnes efter den perspectiviske Lov paa følgende Maade. Beregningen af Gjenstandens synlige Forstørrelse i sit diop- triske Billede kan, naar dette er et reelt, men derhos stillet foran Øiets Midtpunkt, naturligviis ikke mindre sikkert udføres efter Perspectivet end naar det er et virtuelt, og ovenfor blev viist (Pag. 307-8), at Beregningen i dette Tilfælde gav samme Resul- tat ad denne Vei som vi senere have faaet ved at følge Xlinien. Gjenstandens Afstand fra Lindsens Midtpunkt (Fig. 5 g” L) have vi kaldt a; Afstanden mellem Lindsens og Øiets Midtpunkt m; Afstanden mellem Gjenstanden og Øiets Midtpunkt er altsaa a+ m. Det reelle dioptriske Billede staåer mellem Lindsen og Øiet, i en Afstand fra Lindsen = == altsaa i en Afstand fra Øjets Midtpunkt = m — Fra Øiets Midtpunkt er følgelig Afstandsforholdet mellem Billedet og Gjenstanden =m— a+ m. Men nu er Forholdet mellem Gjenstandens og dens reelle dioptriske Billedes Liniemaal ganske det samme som det mellem deres Afstand fra Lindsen. Kalde vi Gjenstandens Liniemaal (g"2") A, Billedets (g”” 2") B, saa forholder sig alt- af a—f. Stilling i Afstanden m fra Lindsen at finde Forholdet mellem saa ogsaa B:A = :a. For altsaa under Øiemidtpunktets den synlige Størrelse af Gjenstanden og den af dens reelle dioptriske Billede, have vi kun at dividere hvers Liniemaal med 348 dens Afstand fra Øiet, og, for at finde Gjenstandens synlige Forstørrelse i sit dioptriske Billede, kun at dividere Billedets synlige Størrelse med Gjenstandens. Den forholdsvise synlige Størrelse af Billedet bliver da af LAVE AM Er ANEREER RE ; a "UDE En ENE Eg, den af Gjenstanden 7 » og divi- Mm å mur, dere vi hiin Værdi med denne,. saa faae vi Værdien af Forstør- alle sgelcer af(a+-m) br f(a— m) Sul f(a+m) ; —— am (a— f) — aaf m(a—f)—af am —f(a+m) se En, eee , med andre Ord: Gjenstanden sees i re (0 NERE sit reelle dioptriske Billede forstørret FL TJELE hos omdreiet, altsåa netop samme Resultat som det, hvortil vi men der- ere førte gjennem Ålinien. Kig vil erindre, at de fire sidstbeskrevne Figurer (i1ste Tavle Figur 3, 4, 5, 6) i Grunden ere Brudstykker af Fig. 2. Vor hele ude) af alle disse Figurer kan betragtes som en For- klaring af denne Figur 2, og der er neppe noget Resultat, hvortil vi ere komne under Forklaringen, der jo skulde have kunnet udledes af den ålene, om end noget mindre beqvemt. Af og til have vi derfor ogsaa kaldt denne Figur 2 vor Hoved- Jigur. Ved at tegne den var det vor Hensigt at finde en sche- matisk Figur, der for Gjenstandenes synlige Størrelse gjennem en Samlelindse .svarede til den bekjendte schematiske Figur for Gjenstandenes synlige Størrelse under Synet med blotte Øine, bestaaende af et skizzeret Øie med Synsaxen og desforuden kun endnu en eneste skraåa »Retningslinie«, den og Synsaxen begge forlængede gjennem Hornhinden ud i Rummet, altsaa at finde en schematisk Figur, hvoraf Perspectivet for det med, en BSamlelindse bevæbnede Mie fremgik ikke mindre bestemt, end Perspectivet for det ubevæbnede Øié fremgaaer af hiin. 549 Den derefter beregnede Formel for den synlige Forstørrelse æ(a+m) Fla+-m) m (æ —a) aner f(a-+ m)—am Tilfælde af Gjenstandens forskjellige Stillinger. hår nu viist sig at holde Stik i alle Den bekjendte schematiske Figur for Perspectivet ved Synet med ubevæbnede Øine kan tillige siges at vise den synlige Tydelighed, forsaavidt denne, under Synsviddens store Forskjel- lighed, overhovedet låder sig bringe under en almindelig gjel- dende Formel, nemlig idet den i Gjenstandens virkelige Afstand tillige viser dens synlige Afstand eller Lyskeglernes Længde. Men det lykkedes ogsåa i den schematiske Figur for Perspec- tivet gjennem Samlelindsen, ved Anvendelsen af de bekjendte Love for Dannelsen af de dioptriske Billeder, at vise den syn- lige Afstand under hver Forandring af Gjenstandens virkelige " Afstand, og det ved Anbringelsen af kun een Linie for hver forskjellig Afstand især. Man turde maaskee ville indvende, åt under Bibeholdelsen af een og samme Synsvinkel indbefatter den schematiske Figur kun alle de Gjenstande, hvis lineære Gjennemsnit netop optager Mellemrummet mellem Xlinien og den forlængede Synsaxe, saa at den i alt Fald ikke er praktisk anvendelig for umiddelbar Udmaaling i hvert andet givet Tilfælde af Gjenstandens lineære Størrelse. Men denne Indvending vilde ikke haåve stor Be- tydning. Den træffer hiin schematiske Figur for Perspectivet ved Synet med ubevæbnede Øine ligesaafuldt, som den træffer vor schematiske Hovedfigur for Perspectivet gjennem det bevæb- nede Øie; men er det let, at faae hiin Figur afpasset til umid- delbår Opmaaling af de ydre Gjenstandes Perspectivforhold under hver givne Forhold af deres virkelige Størrelse og. Afstand, såa er det omtrent lige let, at faae vor Hovedfigur afpasset til umiddelbar Opmaaling af en ydre Gjenstands Forstørrelse i den givne Afstand fra Lindsen og dennes Brændvidde, hvor stor eller . lille dens lineære Størrelse end monne være. Man behøver kun, istedetfor den i Figuren anbragte Xlinie, at trække en ny fra Xpunktet gjennem dens Grendsepunkt til Lindsen og fra Skæringspunktet med Lindsen at trække den tilsvarende Skraa- straale til Ørtets Midtpunkt. — Det vil da i alle Tilfælde være denne, der bestemmer den ved Lysbrydningen forstørrede Syns- vinkel. Først og fremmest er det altsaa altid nødvendigt, at have Xpunktet bestemt. Om det ligger noget nærmere eller noget fjernere fra Lindsens Midtpunkt, har ingensomhelst væsentlig Indflydelse paa Stillingsforholdet af Linierne i Figur 2 eller i de to ligedannede Trianglers gjensidige Forhold, hvoraf Forstørrel- sesformlen udlededes. Da Æpunktets Afstand fra Lindsens Midt- mf m—f ? fjernere, jo mere f nærmer sig til samme Størrelse som m. Sæt, at f bliver =m, altsaa at Øiets Midtpunkt staaer lige bunktæ mer saa kommer det naturligviis til at ligge des i Brændpunktet, såa bliver æ = &%, Xlinien parallel med Hoved- are E= æ (a+ m) EDI a+ m my … a+ m EM a+ m alle q m (2—4) ) Ma ME ma in ER Mm EF) (dam "her-er ==" f) == z == At den synlige Forstørrelse, nåar m er = f, maa blive rl = 1 — TD vil man iøvrigt ogsaa allerede have kunnet slutte deraf,…at den, naar a er = f, bliver Hiv. eller 1 Fr (see Pag. 333). Det vil nemlig neppe have undgaaåaet Nogens f(a-—+ m) f(4— m) — am Opmærksomhed, at i Formlen de to Størrelser a og m staae i et symmetrisk Forhold til hinanden, d.v.s. kunne bytte Plads med hinanden uden al Indflydelse paa Formlens Værdi, et Forhold, om hvilket vi ikke kunne undlade her endnu at bemærke, at det ikke blot beviser den uundgaaelige Nødven- dighed af at tage Øiets Afstand med i Betragtning ved al Be- regning af Gjenstandenes synlige Størrelse, men endog beviser, at den er netop lige saa væsentlig derved som Gjenstandens Afstand. 33 Sætte vi nu endelig f stårre end m, et Tilfælde, der aldrig kan indtræde,, saalænge Lindsens Brændvidde er mindre end )é Afstanden mellem Øiets Midtpunkt og Hornhinden, altsaa kjendelig under %” eller idetmindste 10—12mm, men ved en større Brænd- vidde endog vil indtræde overmaade hyppigt, ja ved Brugen af de almindelige Brændglas og Brilleglas for Langsynede endog altid er det Gjeldende, — saa bliver æ negativ, og Xpunktet ligger da hinsides Lindsen, nemlig påa samme Side som WØiets Midtpunkt, er altsaa ogsaa selv at betegne som negativ. For i dette Tilfælde at trække en Linie fra Æpunktet til Gjenstandens Grendsepunkt, maatte man trække den gjennem Lindsen. Der- efter kan man unegtelig ligefuldt trække Skraalinien fra dette Skæringspunkt til Øiets Midtpunkt, men Spørgsmaalet bliver da endnu tilbage at besvare, om ogsaa den derved dannede Vinkel kan bevises at være den Synsvinkel, hvorunder Gjenstanden vil sees gjennem Glasset. Under Besvarelsen af dette Spørgsmaal vil det være hensigts- mæssigt, at faae en særlig schematisk Figur at holde os til, thi det er klart, at vi her, saavelsom til Oplysning af alle Tilfælde overhovedet, hvori Øiets Midtpunkt ligger indenfor Brændvidden, ikke kunne benytte vor Hovedfigur paa den første Tavle. Vi ville derfor sætte en ny. Hovedfigur op for disse Tilfælde. Den Tde Figur (2den Tavle) altsaa tjener til at vise den Indflydelse, Lysbrydningen har påa Gjenstandenes synlige Størrelse, naar Ørets Midtpunkt er stillet indenfor Lindsens Brændvidde. Den er tegnet efter samme Plan som Figur 2; Øiets Midtpunkt, C, er sat i samme Afstand, 15mm, fra Lindsens Midtpunkt, L; men istedetfor at hist denne Afstand, m, var beregnet dobbelt saa stor som Brændvidden, er her tvertimod Brændvidden be- regnet dobbelt saa stor som denne, altsaa m = 15, f = 30. Naar vi nu ogsaa her ville finde, hvad Retning hiin Skraå- straale CN vilde tage, om den tænkes at tilhøre et fra C ud- gaaet Lysknippe, efterat dette er gaaet igjennem Lindsen LN, saa vide vi, at den her ikke kan bestemmes efter et reelt, men — 8582 … maa bestemmes efter et virtuelt Billede paa samme Side af Lindsen, hvor Lysknippet tænktes at have sit Udgangspunkt, altsaa hvor Øiets Midtpunkt er beliggende. Formlen for vort æ bliver her altsaa ikke 72. men 2 - - æ selv bliver et — æ. m—f J—m Da m er ansat til 15, f til 3Omm saa bliver dette x = 2 sat til 15, f ti , Såa bliver OF og — 30mm og kommer til at falde sammen med Brændpunktet paa Øiets Side af Lindsen, hvilket vi under Beregningen efter Xlinien naturligviis ikke maa glemme er en reen tilfældig Omstæn- dighed. For altsaa at finde vor Xlinie under denne Stilling af Øiets Midtpunkt, maaåe vi først trække en Linie fra Sammenstødspunktet mellem Skraastraalen CON og Lindsen, nemlig fra N til dette negative Xpunkt, men derpaa forlænge denne Linie over paa den modsatte Side af Lindsen. Denne dens Forlængelse be- legner den brudte Skraastraales Retning, det er den, der er vor egentlige eller positive Xlinie, hvorimod NÆ her kun er en negativ. Forholder nu dette sig rigtigt; vil en fra Øiets Midtpunkt C udgaaet Straale, efterat være- gaaet gjennem Lindsen i N, ved at træde ud derfra, fortsætte sit Løb i Linien Nw, saa maa vi ogsaa, i Lighed med hvad vi sluttede ovenfor (Pag. 324) om vor Xlinie, her kunne slutte, at alle Lyskegler, som fra de i denne Nu liggende Punkter gaae til Øiet, maae faae deres Axe liggende i Linien NC, altsaa alle disse ydre Punkter — saasom h, h', r, u — blive gjengivne påa et og samme Sted af Net- hinden; alle ydre Gjenstande, der optage Rummet mellem Hoved- axen og et af disse Punkter — saasom gå, g'h', Fr, tu — sees under een og samme Synsvinkel, altsaa sees lige store, navnlig alle sees under Synsvinklen LON, altsaa sees netop saa store gjennem Lindsen, som de uden Lindsens Meillemkomst vilde været sete ved at opfylde Rummet mellem Hovedaxen og den forlængede Skraastraale. gh vil sees som gæ, g'h' som g'%, Fr som Fs, tu som tv. Med andre Ord: denne Figur maa med 353 samme Sikkerhed paa en ganske lignende Maade kunne anvendes til Beregningen af den synlige Forstørrelse gjennem en Samle- , lindse, naar Øiets Midtpunkt staaer ?ndenfor dens Brændvidde, som vor Figur 2 viste sig at kunne anvendes dertil, naar Øiets Midtpunkt staåaer udenfor samme. Men vi maae da ogsaa paa denne samme Hovedfigur for den synlige Forstørrelse under Øiets Stilling indenfor Brænd- vidden, ligesom for den under dets Stillmg udenfor samme, kunne angive Lysbrydningens samtidige Indflydelse paa Gjen- standenes synlige Tydelighed, eller med andre Ord dens Indflydelse paa Kegleaxernes Længde, nemlig ved Linier fra Lindsens Midtpunkt til Gjenstandenes Grendsepunkter, forlængede indtil de støde sammen med den forlængede Skraastraale. Gjenstanden gå maa sees fjernet fra Cg til Højde med 4", g'k' til Højde med hk", Fr til det Uendelige; Axelængden af Gjen- standen æu derimod maa fra Ct blive til —- Cs”. For imidlertid ogsaa at komme til Vished om denne sche- maftiske Figurs Paalidelighed, ville vi her, ligesom ved Figur 2, udrive idetmindste eet Tilfælde af Gjenstandens forskjellige Stil- linger af Hovedfiguren og gjøre Beregningen af dens synlige Forstørrelse efter de af Optikerne sædvanlig anvendte schematiske Linier. | I Figur 8 forestiller ZAN' den nederste Halvdeel af en Samlelindse med Brændvidde, LF eller f, = 30mm, g'%' Gjennem- snittet af en Gjenstands nederste Halvdeel, hvis Afstand fra Lindsens Midtpunkt, ”g'L eller a, = 20mm, Fra dens nederste Grendsepunkt %' udgaaer 1) Midtpunktstraalen %'L, 2) Brænd- punktstraalen 2W'F, der her tilfældigviis falder sammen med vor negative Xlinie. Ved at forlænges i modsat Retning, støde disse to Linier sammen i det tilsvarende Grendsepunkt for det virtuelle Billede %'", "hvorpaa det da staaer os frit for, endnu fra samme Grendsepunkt af Billedet at trække flere Linier gjennem Lindsen op mod Hovedaxen, der hiinsides Lindsen faae Betydning af virkelige Straaler, udgaaede fra samme Grendsepunkt af 354 Gjenstanden. Herved faae vi da 3) endnu en Straale 2/NC. — Ved at trække Lodlinien fra %'"? til Hovedaxen faae vi hele det virtuelle Billedes nederste Halvdeel tegnet som %”g”. Det ligger i en Afstand fra Lindsens Midtpunkt ER Jf—a 10 Saa vist nu, som en Gjenstand, under Dannelsen af et virtuelt Billede altid sees gjennem en Samlelindse i dettes Om- fang, Stilling og Afstand, saa vist fremgaaer det af denne, ganske - efter de almindelig antagne Grundlove for Lysbrydningen og de virtuelle Billeders Dannelse opførte Figur, at Gjenstanden g'%' fra Punktet L vilde sees under Synsvinklen g'L%', altsaa ufor- andret i Størrelse, — fra Punktet C derimod maa sees under Synsvinklen g' 02" istedetfor under en Synsvinkel g'C%", altsaa, naar Tangenterne med samme Radius g'C sættes i Vinklernes Sted, i Forstørrelsen me Beregne vi altsaa endnu denne Brøks Værdi efter samme Figur, såa have vi i de to ligedannede Triangler g'%7C og LNC GG (97): DN= af m(g'€) :m-(EC) og LN: g(gh') =f(LF):a +f(g'L + LF). Altsaa bliver G:g=f (a+ m): m (a + f). f(a+m) m(a + ff) heelt forskjellig ud fra vor sædvanlige Formel; men man finder strax, at denne Forskjel kun beroer paa den tilfældige Omstæn- dighed, at f (LF) her er = æ i vor 7de Figur, hvor da Formlen æ (a + m) seer ved første Øiekast unegtelig Denne Formel, pram FE J=m af — am + fm f(a+ m) —am ? altsaa vor gamle Formel aldeles uforandret. I det valgte Exempel stod Gjenstanden indenfor Lindsens Brændvidde, Billedet, g"4", var et virtuelt. Vi ville dog ogsaa ved den selvsamme Beregning vil blive FAE. Og da nu . . m m fremdeles æ her ikke har Betydning af rn men af > Såd bliver Formlen, ved at indsætte denne Værdi af æ, til Jm FRE SE mfm fre Ble) fla -t+ m) DR endnu beregne Formlen i et Tilfælde, hvori Gjenstanden staaer udenfor Brændvidden, f. Ex. tu (Fig. 7), og Billedet, "2", er et reelt. Gjenstanden, zu, staaer 70mm fra Lindsens Midtpunkt, altsaa 00—70' 02, da f —— 30, bliver d (Afstanden af det reelle dioptriske Billede, "4", fra Lindsen) = == = me og Em saaledes, som ydermere er oplyst paa Hovedfiguren ved Til- føjielsen af Brændpunktstraalen uN'u” og Forlængelsen af denne saavelsom af Midtpunktstraalen og Perspectivstraalen NCu" til deres Sammenstød i vw". Da nu Afstanden af Øiets Midtpunkt fra Lindsen, m, er lår, saa staaer Billedet endog betydeligt bagved Øiets Midt- punkt, og Forholdene blive lig dem, der under Øiemidtpunktets … Stilling udenfor Brændvidden indtræde, naar Gjenstanden staaer mellem Brændpunktet og Xpunktet (Pag. 333 og Pag. 338). Ved at flyttes over paa den modsatte Side af Lindsen paa Høide med Gjenstanden, viser det sig som tv. Gjenstandens /rneære For- størrelse i sit dioptriske Billede er = d: a, eller der = 3: dens synlige Forstørrelse gjennem sit omflyttede reelle Billede er = tv: tu, hvilket Forhold beregnes paa følgende Maade. G (tv): LN — a + m (tC): m (LC) LN : g tu = æx (LX) : æ + a (tX) akeda er Slet, ml hvilken Formel vi allerede have 9 m (æx — a) ; ; MM. RENS gen "seet, saalænge æ har Værdien af El de være == FRE RANE ed —— ek RRR Da am ogsaa her er mincære end f (a— m) Ff(a+ m) — am" S " É saa faaer Brøken en positiv Værdi, d. v. s. Gjenstanden bliver synlig som opretstaaende, skjøndt dens dioptriske Billede er omdreret. I det valgte Exempel er f = 3O0mm, ag = 70mm, m = . mm Bl | N " mm DEER ENE Se lårm Gjenstanden sees følgelig forstørret BORE LEE. 70 866 255 150 saa utydelig, - som naar hver Lyskegles Straaler komme til Øiet — 147%, men (ifølge d's foregaaende Beregning til 523mm) convergerende mod et 37irm håg Øiets Midtpunkt liggende Punkt. Efter den hele foregaaende udførlige Fremstilling vil der BDR (ormen Ff(a + m) — am gjelder for den synlige Forstørrelse, hvori en Gjenstand viser sig neppe være nogen Tvivl tilbage, at jo vor Formel gjennem en Samlelindse, hvad gjensidig Afstand der end monne være mellem den, Lindsen og Øiet. Den ovenfor (Pag. 303) stillede Opgave, at faae beregnet den uafbrudt sig ændrende Størrelse saavelsom Tydelighed, hvori en Gjenstand viser sig for os, medens den lidt efter lidt flyttes tilbage fra den Samlelindse, hvorigjennem man betragter den, tør dermed vel siges at være løst. Til at give en graphisk Fremstilling af en saadan Række forskjellige Skikkelser, hvori en Gjenstand viser sig under sin Tilbagerykning, medens Lindsen og Øiet blive urokkede, kunne vore Figurer 2 og 7 siges at være ret tjenlige, skjøndt unegte- lig kun middelbart, eftersom det i dem ikke er een og samme Gjenstand, der fremstilles i de forskjellige Afstande, men tvert- imod en Række forskjellige Gjenstande, gå, g%' 0. s. v., hvis Størrelse staåer i et omvendt Forhold til Forstørrelsen eller For- mindskelsen. Forstørrelsen éller Formindskelsen er i dem ikke udtrykt i en Række enkelte Linier, men i en Quotient af to Linier, ég En mere tydeligt iøinefaldende Oversigt vil man faae ved at beregne en Gjenstands synlige Størrelse i en Række forskjellige Afstande fra Lindsen og mønstre den sammenlig- ningsviis i hele Rækkefølgen. Beregningen er yderst let at gjøre efter Formlen. Alligevel turde det maaskee ikke være uvelkom- ment, at see den udført navnlig for de to (Fig. 2 og 7) valgte Tilfælde af Lindsens Brændvidde og Stilling til Øiet. I Figur 2 er Brændvidden ansat til 7 mm, Afstanden mellem 357 Øiets og Lindsens Midtpunkt til 157" = 2f. Forstørrelsesform- f(a+ 2/) Er Pr Me ES. dd de Pla FPP) daf 1 PPP — Da 2f—a EN Gjenstandens Liniemaal, g, ville vi sætte lig det afbildede Stykke af Lindsen (LN), altsaa 10mm, Medens denne Gjenstand lidt efter lidt faaer en større Afstand fra Lindsens Midtpunkt, altsaa len bliver da a tager til (1Iste Række), ændrer sig Forstørrelsen EH 2den R.) , den synlige Størrelse (G', 3die R.), det dioptriske Billedes Afstand fra Lindsen (—d, åde R.) og fra Øiets Midtpunkt (d + m, dte R.) påa følgende Maade. i) a 2) é 3) G å) Bm 5) + m re 41 113mm Løgmm 16.2 mm LÆ 175 1345 lg 172; 3 11 15 ERE 20 4 1 1777 8% SÆL; 5 2 20 15 30 6 oe YDE 30 45 T 23 NE 105 120 71 3 30 0 00 8 32 326 —120 ——105 å 4 40 —45 —30 10 5 50 —30 —15 11 64 65 Saab AN L gå 12 9 90 —20 —5 13 14 140 —17;£, DS: (4 29 BUR LAG. 15 — pre: 15 Q0 c0 15 0 0008-31 1210 END: 7 Ki 16 pE 4.60 inde 12 HE ARE pag —196 21 KN ar SEER ES Ls ISEN 214 20 Er (0) z==f2 3 G få v 1) a SNE ) G Å) ER U/ å H m 3Qmm 3åmm ÆG) — 1 Qmm omm 3d —2% —25 —36, 565 40 —21 —22 —9 5D8 45 ED), —20 2.0 6 50 —IG —183 FE OT r 67% 55 i ENE 381 3 Som 60 —13 —16= —81 63 65 —12 —16 —811 612 ae AN un an 63 75 —I1 —15 —81 62 80 Fe BR —83% 63 85 me — 142 8 624 90 Erie —14 —8-2; 62 95 —13 —132 —81 6£ 100 Re NS fe org 633 R SS ek me va Gjenstandens fuldstændige Tydelighed er i dette Tilfælde indskrænket til dens Afstand fra Lindsen mellem 7 og 7Imm; kjendelig vil den desuden kun endnu være i Afstanden 1—7 og T1—]0Qmm, I Fig. i.'er f—30, om — 157 Ved Indsættelsensaf eee Værdier bliver Forstørrelsesformlen — Bk EO 30 + a G fa su HE 1)a Ve 3) G Å) Eg es g — m mm 1 [Q£2mm 135 168'g 5 E 112 6 21 10 11 i2t 15 30 15 14 131 30 45 20 12 14 60 35 ”) At Forstørrelsen her under Gjenstandens uendelige Afstand netop bliver —1, er et ganske særligt Tilfælde, som kun finder Sted, naar, som her, Mer 2K HEN SE» un f& oye feta 25mm lør lågen 150 165 30 14 15 es x 35 175 låg —210 sn LOD 40 E 155 11907 VR 405 45 12 16 —90 DEN 50 12 Ut belts —60 55 111 [ea 766 zl 60 12 tet 560 45 65 pi 162672 K ER DH gs 70 nine gott 5 75374 75 15 fire 30 Des 80 18 (1 518 5293 85 117 bp LEE FE 8 f 90 13 in HE 25 HEN) 100 119 ike EDEN 397 x 2 20 HO EA Ved at gjennemgaåaae den anden Række H i de to Sche- maer, faaer man et ret godt Overblik over den hele Række Forandringer i Gjenstandens synlige Størrelse og Stilling under dens forskjellige Afstand fra Lindsen, og ved at sammenligne disse Forandringer med dem, der samtidig finde Sted i det dioptriske Billedes Afstand og Stilling, et ikke mindre godt Over- blik over, hvor langtfra det er, at de i begge disse Henseender stedfindende Forandringer kunne siges at ståae i lige Forhold til hinanden. Den hele Række Forandringer i den synlige Størrelse kan man iøvrigt naturligviis læse ud af selve Formlen, især maåaskee å MEK En £ (a+ m) SAN Er le: I dens Omskrivning ag TEE Eger i (GK am (Pag. 991). f (a+ m) Kalde vi denne Brøk i Nævneren, nemlig 7774 SL for Kortheds 24 360 Skyld B; Forstørrelsen, nemlig — = eller —, Å, saa er det klart, at 1 naar am >fa + fm, 5: HE — f IØ bliver B>1, altsaa Anegativ; »… am == + fm ing Fr Fr ” ai; VERA SE »… am < fa +- fm SØE kar JE 28] BE Tae BE MD positiv. 'Fremdeles, åt saalænge m og f antages som constante, medens a gradviis voxer fra 0 til æ, da, naår a— 0, bliver DB —0, altsaa A= 1; æg »… a voxer fra 0 indtil — m—f? Voxer B fra 0 indtilsk, hvorved Å voxer fra 1 til co og bestandig er positiv; , ad => bliver AS Fa ksda ÅR F »… a voxer fra 37 indtil wo, varierer B frå 1 til+, hvorved A aftager fra re i to ==ce ber BR altsaa ÅA — Fe ER DE Har man, som i de to ovenstaaende Exempler faaet bereg- net en Gjenstands synlige Størrelse paa hvert Trin af dens grad- vise Tilbagerykning fra Lindsen, saa ligger Intet nærmere, navn- lig for en Ikke - Mathematiker, end at danne sig en schematisk Tegning ved at afsætte dens variable Størrelse for. hvert af Trinene i rette Afstandsforhold. Men neppe vil han då have kastet et Blik paa en saadan Haandtegning, før han, navnlig naar han har valgt et Exempel med Øiets Midtpunkt udenfor Brændvidden, altsaa som i Fig. 2, maa blive vaåer, at Om- ridset af den hele Række forestiller en aåabenbar Hyperbel- bue. At man virkelig ved at betragte en Gjenstand gjennem en Samlelindse under dens gradvise Tilbagerykning — især om Øiet holdes udenfor Brændvidden — .seer den beskrive Billedet af en Hyperbel, med snart tydeligere snart utydeligere Omrids, er vistnok ogsaa en meget almindelig kjendt Erfaring. 361 Jeg kunde ikke have nogen Tvivl om, at jo ogsaa denne Hyperbelform maatte ligge udtalt i Formlen ne eller maaskee især i dens Omskrivning til mm: Men at udføre 1 Farm) dens Beregning maatte jeg overlade mine Venner, de Herrer Capt. E. W. Schrern af Artilleriet og Lieutn. Bavn af den Kongl. Marine, uden hvis Opmuntring og velvillige Bistand jeg over- hovedet maaskee slet ikke vilde have vovet at udføre dette mit Forsøg i en for mig temmelig fremmed Retning. Hyperblens Construction for Tilfældet i Fig. 2 er givet paa den tredie Tavle i Figur 10, for Tilfældet i Fig. 7 i Figur 8, og navnlig saaledes, åt de positive Størrelser (Gjenstanden opret- staaende) ere ansatte nedenfor, de negative (Gjenstanden om- vendt) ovenfor Hovedaxen. Bogstaverne C, LN og X have samme Betydning, som i de foregaaende Figurer. I Figur 9 er XP den forlængede Xlinie, Æg den forlængede Skraastraale. AÅA betegner i begge Figurer Hyperblens Midtpunkt, AD og AX dens to AÅsymptoter. Beregningen er i Korthed følgende. Naar man i den Curve, der, er det geometriske Sted, for ne 4 EF Ca Fm) Stene Ligningen Fe Arla Bl lader g uforandret, navnlig = det anvendte Stykke af Lindsen (LN —= 107), men afsætter de med Afstanden a foranderlige Ger som Ordinater, sees det strax, at Curven bliver en Hyperbel, og ved at anvende de bekjendte Formler for Reductionen af den almindelige Ligning af 2den Grad, sees den at være ligesidet. Hvorefter man faaer følgende nærmere Bestemmelser for den: mf W t— 1) Centrets Coordinater regnede fra Punktet L vÉ KE g BO. HUS. Akts LEE m FT m U 2) Hyperblens % Axe = ever eller = AV (naar m 2 7. For åt gjøre Figurerne såa oplysende som muligt, er For- størrelsesgraden paa flere Trin af Gjenstandens Afstand fra Lind- sen bleven ånsat paa Curven, hvorimod Synets Tydelighed er bleven oplyst ved Angivelsen af det dioptriske Billedes Afstand i en Pårenthes paa Hovedaxen. I Figur 9 er denne Afstand Fa rr Øiets ringe Fjernelse fra Lindsen (samml. Pag. 307), altsaa efter Æg. d i regnet fra Lindsen, altsaa som — eller her påa Grund af den 4de Række paa Tabellen. Vil man have den fulde Længde af Lyskeglerne fra deres Toppunkt til deres Grundflade paa Øiets Hornhinde /d + d'), maa man overalt lægge 4rM til, forudsat at man tør stole påa Beregningen af Øiemidtpunktets Stilling 117" bag Hornhinden. I Figur 10 er Øiets Afstand fra Lindsen for betydelig til at kunne oversees. Men her have vi påa den an- den Side, for at vedligeholde et og samme Udganspunkt for Be- regningen af Gjenstandenes synlige Afstand og Størrelse, fore- trukket at regne Afstanden fra Øiets Midtpunkt. Man veed, og det er ovenfor (Pag. 302) blevet nævnt, at den Række Forskjelligheder, en Gjenstand undergaaer i sine synlige Forhold ved at forandre sin Afstand fra Lindsen, og som nu såå udførlig er bleven omhandlet i det Foregaaende, ogsaa viser sig, 363 naar omvendt Gjenstanden forbliver paa samme Plads foran Lind- sen, men Øiet flyttes, eller endelig nåar Glasset rykkes frem og tilbage mellem Gjenstanden og Øiet. Særlig åt beregne disse Forhold under Ørets veæxlende Afstand, turde være aldeles over- flødigt, eftersom Beregningen ikke ålene maatte skee efter de selvsamme Formler, men med Hensyn til den synlige Størrelse — i Overeensstemmelse med den symmetriske Stilling af a og m i vor Formel — endog maatte føre til fuldkommen de samme Resultater. Ogsaa af Forholdene under Lindsens skiftende Plads mellem Gjenstanden og Øiet skeer Beregningen naturligviis efter de selv- samme Formler; men Resultatet frembyder Jer nogle Afvigel- er, der endnu kunne fortjene lidt nærmere at omtales. Under dette Forhold bliver a + m en constant Størrelse, f(a + m) f(a+m)— am fe Jeg mZ — cm +- fc eller G m? — cm +- fe: Da G og m heri ere de foranderlige Størrelser, sees, at Lig- som vi ville kalde ce. a er altsaa == ce — m. Formlen kan derved omskrives til 7 = ningen fremstiller en Curve af 3die Grad, altsaa ikke længer er nogen Hyperbel. (Beregningen af denne Curve skylder jeg gan- ske Herr Lieutn. Bavn.) Nævneren i den nysnævnte Formel —… eg Seg m? — cm + fe DE EN) og bliver 0 for m — 1(cHV ele — 47) — 44)), hvilket Udtryk for at blive: reelt, udfordrer , a ce er lig med eller større end 4f. Er —] er Minimum for m = 1 c, e mindre end Af, vil G altsaa bestandig være positiv og have sit Maximum naar m = åc, altsaa naar Lindsen staaer midt imellem Øiet og Gjenstanden. Curven vil da faåae den i Fig. 11 angivne Form. Naar e er lig 4f vil hele Forskjellen være, at G er uendelig for m=1c (Figur 12). Er endelig c>4F, bliver G uendelig for m =—lc +V'c (c—4f)1 08 M=3 te —V e(c—-4f )I og negativ (3: Gjenstanden sees omvendt) for alle Værdier af m der ligge mellem disse to Grendser, Den mindste numeriske 5364 Værdi faaer det negative G, naar m=4c, og det sees let af Formlen, åt G kun kan blive numerisk mindre end g, naar c er større end 8f. Til nærmere Oplysning af dette Forhold tjener Figur 13. : Da i alle disse graåphiske Figurer (9, 10, 11, 12, 13) de positive Værdier af G ere ansatte nedefter, de negative opefter, såa faaer man ved første Øiekast påa hver især en ikke mindre fuldstændig Oversigt over Stillings- end over Størrelsesforholdene, hvori Gjenstanden vil kunne vise sig i de givne Tilfælde, og da man derhos i de indklamrede Tal langs Hovedrækken har en Angivelse af den samtidige synlige Afstand, tillige en Oversigt over den Tydelighed, hvormed den hvergang træder frem. Har man gjort sig lidt fortrolig med disse graphiske Frem- stillinger (Fig. 9, 10, 11, 12, 13), og skyer man ikke Uleilig- heden med at eftergjøre de tilsvarende Forsøg, en Lupe med forudbestemt Brændvidde i Haanden, såa vil man — at dømme efter Udfaldet af mine egne ofte gjentagne og paa alle optænke- lige Maader modificerede Forsøg — blive overrasket af den i alle Tilfælde fuldstændige Overeensstemmelse mellem Iagttågelsen og Fremstillingen. Og tager man da i Betænkning,. at disse graphiske Fremstillinger oprindelig ikke ere grundede paa lagt- tagelser, men paa Beregninger efter vor Hovedformel, såa turde vistnok hver Skygge af Tvivl falde bort om denne Formels Til- forladelighed. EEC) f(a + m)— an for Forstørrelsen gjennem en Samlelindse under alle Størrelses- Naar vor Formel > har viist sig at holde Stik forhold af a og m, såa kan det vel ikke drages i Tvivl, at den jo ogsaa vil holde Stik under alle Størrelsesforhold af f. De to væsentligste Forskjelligheder i denne Henseende, nemlig naar f er større, og naar den er mindre end m, ere desuden komne i Betragtning ved Beregningerne efter de to Hovedfigurer, Fig. 7 og Fig:12, 365 Prøve vi den endnu ved at gjøre f uendelig stor, d. v. s. lle: ved at sætte et Planglas i Lindsens Sted, saa bliver v=- bela - mr — m d.v.s. det negative Æpunkt ligger i selve RE Øiets Midtpunkt, Ælinien falder sammen med Forlængelsen af bl M/ ae, den ubrudte Skraastraale, VE eller En øren bliver SD EA ARE 1, med andre Ord al Forstørrelse falder bort. gm — 5 Ved dette Tankeforsøg føres vi ligefrem til det andet, at lade f være et —Ff, d. v. s. at lade Samlelindsen blive en Huullindse. &Formlen bliver derved ile ets re Xpunktet maa altsaa altid, som negativt, falde paa samme Side af Lindsen som mf m+f hos altid falde indenfor Øiemidtpunktet. Følgelig kommer den nødvendigviis måa være mindre end m, der- Øiet og, da forlængede, positive, linie altid til at falde fjernere fra Hoved- axen end Retningslinierne, hvoraf strax fremgaaer, at den syn- lige Forstørrelse maa blive en Formindskelse. Selve Forstørrel- Era (78) me f(am m (2 + a) f(a+m)—+am' sens Nødvendighed er i første Formel udtrykt derved, åt am É: G Ni É sesformlen bliver Ap Formindskel- man tvære større end" ax," eftersom "mer større end æ, i den anden derved at am i alle Tilfælde maa være en positiv Stør- relse, i begge Brøker altsaa derved, at Nævneren altid maa blive større end Tælleren. Til nærmere Oplysning af disse Forhold tjener Figur 14 (4de Tavle). LN er Gjennemsnittet af en Huullindse med Brænd- Vidde —"— 750 "Øjets" Midtpunkt, C, 'er stillet 307m (derfra. Øl. LEE bliver derved == — 10. Da Skraalinien CON under sin Forlængelse NY kommer til at ligge mellem Hovedaxen, Lg, og den forlængede, positive, Xlinie Nz7, maa ifølge hele den foregaaende Fremstilling, alle ydre Gjenstande blive synlige gjen- 366 nem Lindsen under en mindre Synsvinkel end udenom samme, navnlig Fr f. Ex. sees som F's, gh som gr. Til Formlens umiddelbare Udvikling af Figuren ville vi vælge f. Ex. Forholdet mellem Fr og Tangenten til den Synsvinkel under hvilken den vil blive synlig gjennem Lindsen, nemlig FFs, eller, efter den hidtil brugte Bogstavbetegnelse, G. G (Fs): LN = a + m(FC):m (LC) ENE sa (Fin) MES] 0 træs ELG) fla +m) fl(a+m)+am" I det valgte Tilfælde bliver Gjenstanden Fr, hvis Afstand fra altsaa G:g=æ(a—+ m):m(a+ xx) = Huullindsen er 15rr, forstørret 2; i det andet i Figuren givne Tilfælde bliver gå, hvis Afstand er 60mm, 3, altsaa formindskede hiin 12, denne 2% Gange. Vil man see deres samtidige synlige Nærmelse, behøver man kun at trække en Linie fra Lindsens Midtpunkt til deres Grendsepunkt, r eller &. Skæringspunktet mellem disse Linier og den forlængede Skraalinie, r” eller 4, betegner ifølge den hele foregaaende Udvikling det virtuelle Billedes Plads, Afstan- den mellem dette og Lindsen med Tillæg af Øiets Afstand fra Lindsen /d + d'), betegner altsaa Længden af Kegleaxerne. Denne, SØS a+f altsaa, omtrent. 221 — 37Tr, + m, er i første Tilfælde 373" i andet 42mm. re då, Vi have ovenfor (Pag. 317) givet en schematisk Afbildning af Huulglassets Indvirkning påa de ydre Gjenstandes synlige Størrelse og Tydelighed. Efter Divergentsen at dømme af Straa- lerne i Lyskeglen fra Gjenstandens Yderpunkt B, kan dettes Af- stand her anslaaes til 130mm-: det virtuelle Billedes /8$) Afstand fra Lindsen er ansat til 10"", dennes negative Brændvidde vilde É I 1105130 5 bag derifølge være (f — TT ST gg 2 Bøn Øiemidtpunktets Af- stand er 157, altsaa vilde Forstørrelsen efter vor Formel blive —93.145:92.145—+ 1950= 377 ; 923 eller omtrent 2: 5, hvil- 367 ket ogsåa stemmer med det påa Figuren ansatte Størrelsesfor- hold mellem Buedelene a'b'"' og ab paa Nethinden. Den Nærsynede, der maaskee saagodtsom uafbrudt betjener sig af Huulbriller, — skjøndt ikke let af lige stærke til at see nær og fjernt — lægger neppe Mærke til den synlige Formind- skelse, Gjenstandene lide samtidig med at blive tydeligere for ham; men det ligger ogsåa udtrykt i Formlen, at den i Reglen under Brillernes Brug er meget svag. Brilleglassets negative Brændvidde falder almindeligviis mellem 12 og 6” = 314 — 157mt; Afstanden fra Øiet kan omtrent anslaaes til 1”, fra Øiets Midt- punkt til 17 — 26mm, Gjenstandenes Afstand derimod til en mesettbetydelig.” "Sætte vi f/—F) til 20072, hvilket "allerede er et temmelig stærkt Brilleglas, Øiemidtpunktets Afstand til É ; 600 + 40 a mm ”" ” SEZ- ES Å Jårm saa bliver Formlen 600 F 43 a' Er a såa stor, at den kan antages for uendelig, f. Ex. naar man betragter et Himmellegeme MD gjennem Huulglasset, saa bliver EN SE od od Å ig 9 af + mf —+ am mf ft fm f+ mr . ; a CD i ag 110 i j FE bra = im (Herz). Lade vi a derimod være f. Ex. KÆFT, mM 10"— 260rm såa bliver den i dette Tilfælde omtrent = 17, hvilket unegtelig endnu er en svag Indvirkning påa den synlige Størrelse, men dog altid en meer end stærk, nok til åt kunne udmaales ved den ovenfor (Pag. 319) omtalte Fremgangsmaade, og jeg er overbeviist om, at det vil gaae Andre, ligesom det er gaaet mig, nemlig at de ville finde Formlen des bestemtere at holde Stik, jo nøjagtigere de anstille Forsøgene. Vi ville nu gaae over til Beregningen af den katoptriske Perspectivformel, om hvilken vi forøvrigt forud kunne antage, at den med visse Afændringer maa blive den samme som den dioptriske. Afgjort er det ialfald, at den måa kunne beregnes påa selvsamme Maade. Beregningen skete gjennem vore saa- kaldte Xlinier, d. v. s. gjennem Retningsliniernes Forløb efter HE. deres Brydning i Lindsen, idet de tænktes som Lysstraaler, ud- gaaede fra Øiets Midtpunkt; med samme Ret måå den kunne skee her gjennem Retningsliniernes Forløb efter Tilbagekastningen fra Speilfladen. Lovene for denne Tilbagekastning fra Speil- fladerne ere ikke mindre fuldstændig kjendte, end de for Lys- brydningen i Lindserne; vi vide, at en Straale, udgaaet i skraa Retning fra et Punkt i en lodret paa Speilfladen faldende Linie, og navnlig i en Afstand =m, altid vil kastes tilbage mod samme Linie i en saadan Retning, at den krydses med den i en Åf- stand fra Speilfladen eet Lade vi nu hiint Udgangspunkt for den skraa Lysstraale være vort Øijemidtpunkt, C, saa have vi dermed givet vort x = He, kun at selvfølgeligen dette æ kom- mer til at ligge påa samme Side af Glasset som Øiet, altsaa i. Henhold til Bogstavbetydningen i den dioptriske Perspectivform i og for sig er en negativ Størrelse ligesom a. oOo tø) fæ) fæ) I Figur 15 forestiller LY den nederste Halvpart af en meget lille Huulspeilflade, hvis Brændvidde er lårm, Dens Kuglemidt- punkt er MM. En Lyskegle, der i en Afstand m = 60rr fra Punktet C i Lodlinien CML falder ind paa Speilfladen, faaer sine Straaler kastede tilbage til et Punkt i samme Løodlinie i Afstan- den == eller ze — 20Qmm, Skraastraalen ON vil altsaa kastes tilbage i Retningen NX. Men følgelig vil ogsaa omvendt enhver Lysstraale, der falder ind paa Speilfladen i Retningen XW, kastes tilbage mod Punktet C, og det hvor kort eller langveisfra den end monne være kommen, f. Ex. fra % eller fra Æ eller h' eller k. Lade vi nu C forestille Midtpunktet af et Øie, hvis Synsaxe falder sammen med Lodlinien CL, saa maa hver saa- dan knækket Lysstraale — ANC, XNC, NC, kNC — blive Axestraalen i den Lyskegle, der fra Punktet %, eller Æ eller X' eller k kan fra Speilfladen kastes ind i Øiet. Her, ligesom i det Foregaaende, ville vi ved XZznzen forstaae Retningen af denne knækkede Straale mellem Speilet og den ydre Gjenstand, ved me. MER Skraalinien eller Perspectivlincen derimod dens Retning mellem Speilet og Øiets Midtpunkt. Lade vi altsaa hvert af hine Punk- ter i Xlinien, nemlig %, X, %', k, forestille Grendsepunktet af en ydre Gjenstand, hvis midterste eller af Øiet »fæstede« (fixerede) Punkt — navnlig g, X, g', g" — ligger i Lodlinien OL, saa maae alle disse ydre Gjenstande: gh, X, g%', g"k sees under een og samme Synsvinkel LON, altsaa sees ligestore, de neden- for Hovedaxen stillede (gh) derhos sees opretstaaende, de oven- over den stillede (g"%", g”k) omdreiede. Forholdet mellem deres Synsvinkel gjennem Huulspeilet og, under samme Stilling af Gjenstand og Øie, gjennem dette umiddelbart lader sig (ved Tangenternes Benyttelse for Vinklerne) udtrykke som gr: gå, X:0, gh: — gt, g"k: g"æ" — hvilke sidste Bestemmelser dog forsaavidt kun have theoretisk Betydning, at navnlig g”k ikke kan være synlig for det ubevæbnede Øie. For at fåae en lignende Forestilling om den Tydelighed, hvormed Gjenstandene ville vise sig under disse forskjellige Grader af Forstørrelse eller Formindskelse, behøver man kun fra Speilfladens Kuglemidt- punkt, ZZ, at trække en Linie gjennem hvert af Grendsepunk- terne %, 4", k og forlænge den til Perspectivlinien ON. Skæ- ringspunktet. med denne — 22, 4/2, k? — angiver i hvert Tilfælde den synlige Afstand, hvori Gjenstanden vil vise sig gjennem Huulspeilet. Man seer, at de perspectiviske Forhold gjennem Huulspetlet stille sig ganske i Lighed med dem gjennem Brændglasset, her navnlig som i vor Figur 2, kun bestandig lige i omvendt Ret- ning med Hensyn til Øiet. Ved gradviis at rykke tilbage fra Speilet voxer ogsaa her i Begyndelsen Gjenstandens synlige Størrelse saåavelsom. dens synlige Afstand, indtil denne (den syn- lige Afstand) under Stillingen i Brændpunktet bliver uendelig stor. Under den fortsatte Tilbagerykning fra Brændpunktet til Xpunktet tiltager ogsaa her Forstørrelsen omsider saa stærkt, at den ved Gjenstandens Stilling i selve Æpunktet bliver uende- lig, og vedbliver Gjenstanden ogsaa her i hele denne Strækning at vise sig oprelstaaende, men derhos stedse mere utydelig, indtil i selve Æpunktet Utydeligheden tilligemed Forstørrelsen naaer sit Høidepunkt. Og rykker endelig Gjenstanden tilbage udover Æpunktet, såa maa den ogsaa her komme til at vise sig i omvendt Stilling eftersom nu Xliniens Stilling til Hovedaxen bliver den modsåtte af Skraaliniens; fremdeles ogsaa her først være aldeles ukjendelig, og det saalænge under Tilbågeryknin- gen, indtil en Linie fra dens Grendsepunkt i Xlinien gjen- nem Speilfladens Midtpunkt (/M) træffer Skraalinien idetmindste 11—12mm foran Øiemidtpunktet (C). Paa Høiden med Speil- fladens Kuglemidtpunkt, ZZ, vil Gjenstanden gjennem Huulspeilet sees" ligesaa tydelig og ligesaa stor som ved det umiddelbare Syn, men i omdreiet Stilling; endnu nærmere ved Øiet (g'%”) vil den gjennem Speilet vise sig formindsket (som g'7': g'%") og i en noget større synlig Afstand (%'7); påa Høide med selve Øiets Midtpunkt vil den, endnu bestandig formindsket og om- dreiet, sees netop i Æpunktets Afstand. Rykker Gjenstan- den endelig længere tilbage fra Huulspeilet end Øiemidtpunk- tet, saa hører dens omdreiede Stilling op, eftersom ogsaa Perspectivlinien nu træder over påa samme Side af Hovedaxen som linien. Dens Formindskelse aftager meer og meer, er f. Ex. 5emshag ”C (Fig. 15)= g9"% 79") men kan "aldrig "ophøre; eftersom Xliniens og Perspectivliniens Vinkel med Hovedaxen, blive uforandrede under Gjenstandens Tilbagerykken i det Uende- lige, og hiins (k Æg") er større end dennes z" Cg”, hiins Leie altsaa ogsaa bestandig fjernere fra Hovedaxen end dennes. Sam- tidig bliver Gjenstandenes synlige Afstand under deres Fjernelse i det Uendelige stedse bestemtere lig Afstanden af Huulspeilets Brændpunkt, altsaa, hvis dette er stillet i Øjets gunstigste Syns- vidde, stedse . mere tydelig. Her, under Gjenstandens Stilling bag Øiet, ere unegtelig Forholdene såa eiendomlige, at Analo- gien med Perspectivet gjennem Lindserne neppe længere lader sig gjennemføre. Da Xlinierne med Huulspeilet ifølge deres Definition kunne 371 betragtes som tilbagekastede Straaler, udgaaede fra Øiets Midt- punkt, følger det ligefrem af Katoptrikens Grundlov, at Xpunk- tet og Øiemidtpunktet altid maa håve Speilfladens Midtpunkt imellem sig paa Hovedaxen, og navnlig saaledes, at påa vore Figurer Z CNM maa blive = ZZ XNM. I det foregaaende Til fælde (Fig. 15) laae C hiinsides M, Æ altsaa nærmere Speil- fladen; som umiddelbar Følge deraf var .det i hele Strækningen fra denne til dens Kuglemidtpunkt Xlinien, først udenfor dette Punkt Perspectivlinien, der laåae nærmere ved Hovedaxen. Det omvendte Forhold maa indtræde, naar C i Henseende til Speil- fladen faaer sit Leie indenfor M. ÆXÆ maa da komme til at ligge hiinsides Z, des længere altid jo nærmere C-rykker fra M hen- imod F, såa at Afstanden af X, naar C falder sammen med F, bliver uendelig stor og linien bliver parallel med Hovedaxen. Under denne Stilling af C mellem M og F er det Perspectiv- linien der i Strækningen fra Speilfladen til dens Kuglemidtpunkt ligger Hovedåxen nærmere. i Modsætning til det første Tilfælde (Fig. 15), hvor Gjenstandene i hele denne Strækning viste sig "forstørrede, og en Formindskelse først indtraadte under deres Stilling udenfor Speilets Kuglemidtpunkt, måa det her forholde sig lige omvendt. Mellem Speilfladen og dens Kuglemidtpunkt maae Gjenstandene vise sig formindskede; forstørrede ville de i denne Stilling af Øiet ikkun vise sig, naar de staae udenfor dens Kuglemidtpunkt. Har endelig C sit Leie ikke blot indenfor MM, men ogsaa indenfor F, d. v. s. staaer Øiets Midtpunkt indenfor Speifladens Brændvidde (see Figur 17), saa bliver Xlinien fra Speilfladen af divergerende med Hovedaxen, og Xpunktet bliver i katoptrisk Henseende et negativt, som Billedpunkt for Øiets Midtpunkt et virtuelt d. v. s. fåaer sit Leie bag Speilfladen. Derved bliver imidlertid Leieforholdet til Hovedaxen mellem Xlinien og Per- spectivlinien endnu som i de sidstnævnte Tilfælde. Under en Gjenstands gradvise Tilbagerykning fra Speilfladen vil den, saa- længe den er stillet foran Øiets Midtpunkt, gjennem Speilet sees formindsket og opreist, mellem Øiets Midtpunkt og Speilsfladens Kuglemidtpunkt formindsket og omdreiet, fra dette Punkt af og til en uendelig Afstand fra Speilfladen forstørret og omdreiet. Åt det ikke kan være anderledes, skjønnes let af den sche- matiske Figur 17, hvori den meget lille Speilflade ZN”s Brænd- vidde er ansat til 40mm, Kuglemidtpunktet (MM) altsaa ligger i en Frastand af 8$0mm, medens Øiets Midtpunkt er stillet i en Fra- i 1400 stand af kun 35 og æ, ». altsaa; bliver; c==2 80 d. v. s. kommer til at ligge 280mm pag Speilfladen. Man seer Gjenstanden gå, lårm fra Speilet, vise sig kun omtrent halv saa stor, men opreist og med en Axeforlængelse fra Cx til C2"; Gjenstanden g'%", 10mm bag Øiets Midtpunkt, å5mm bag Brænd- punktet, blive formindsket til g'2” og derhos saavel som alle de følgende dreiet om, men visende sig saa utydelig, som om hver Lyskegles Straåler kom til Øjet convergerende mod et 32 5mm af a—f 9" hk", formindsket til g — m hag Øiets Midtpunkt liggende Punkt; — Gjenstanden ugu i" Axerne convergerende mod Punkter, 104mm håg Øiets Midtpunkt; g”” 4" derimod, som ligger bag Speilets Kuglemidtpunkt, forstørret til g”” ”, Axerne converge- rende mod Punkter, 27mm hag Øiets Midtpunkt, og saaledes alle de endnu længer borte liggende Gjenstande stedse stærkere forstørrede paa Grund af Perspectivliniens stærkere Divergents med Hovedaxen end Xliniens, men derhos (i dette Tilfælde) stedse mere utydelige, paa Grund af, at Brændpunktet, hvortil deres dioptriske Billeder nærme sig meer og meer, her falder kun 5” hag Øiets Midtpunkt. Vi ville nu beregne selve Forstørrelsesformlen for Huul= speilene, og man seer strax, at Beregningen her kan skee påaå samme Maade som ved Lindserne, altid i Forudsætning af, at Synsvinklerne ogsaa her ere såa smaa, at Tangenterne kunne anvendes istedetfor Vinklerne. sTå I Figur 16 (og 15) have vi g:LN=m—a:m VON sigh==7% xæ sa altsaa gt : gh = x(m — a) : m(x —a). Denne Forskjel i Forstørrelsesformlen ved Huulspeilet fra den ved Samlelindsen, seer man stråx, er en nødvendig Følge af, at æ og a her, i Forhold til i den dioptriske Forstørrelses- formel, have en negativ Betydning. Tåge vi Hensyn hertil, gjøre vi æ til — æ, a til —a, såa kommer Formlen til at lyde netop ligesom hiin, nemlig: — æf(m + a):m(—x + a)=æf(m + a):m(æ—a), eller Mer fla + m) — am' Indsætte vi i selve Huulspeilets nysberegnede Formel dens Værdi rsåd bliver. den: HUSE, dB (m — a) : rn am — f(m —a) : mf —am + af = f(m —a) : f(m + a)— am. " I Figur 15 have vi fremdeles gvY:LN=m—a:m LN: —g'l = æx:a — 2, altsaa 9% :—g'h' = xæ(m — a) : m(a — æ) = — m(æx — a), eller, ved Eliminationen af æ, 9% :g'l' = f(m — a) : — [f(ia+ m) — am]. I samme Figur endelig —9g"1":LN=a—m:m LN: —9g"k =x:a—a, altsaa —g"t" :—g" k = x(a — m) : m(a — æ) eller g"2" : 9" k = æ(m—a): m(æ—-a) =f(m — a):f(a++m) —am. Fremdeles have vi i Figur 17, saalænge am 374 —9't (eller — 9'"7"): LN= a — m:m LN:gl (eller g""%"") = —æ:— xx + a=æ:æx— a, altsaa —g'7' (eller — g"" 7") : gh" (eller g””4"") = — æf(a—m): m(æx — a) og g'T(g"T") : g'h'(g"h") = æf(m —: aa): m(æ —a) = jf(m—a):f(a—+m)—am. Paa Figuren sees, at hvergang Gjenstanden staaer lige i Huulspeilets Kuglepunkt, viser den sig uforandret i Størrelse, men omdreiet. Dette følger af Formlen; thi naar a er = 2f. it: i f(m — a) , FRE, Er ØRER bliver den fra ØRE PETE ER Son Fr TER BEG]; Een og samme Forstørrelsesformel gjaldt overalt for Samle- 8 BJ lindserne, een og samme gjelder overalt for Huulspeilene. Hiin W (æ) SJ gav os Curverne af Rækkefølgen i en Gjenstands synlige Former gjennem Samlelindsen, denne vilde med samme Sikkerhed og samme Lethed kunne give os dem gjennem Huulspeilet. Ville vi prøve den ovenstaaende Forstørrelsesformel paa Planspeilet, hvis f er = x og hvis X i Speilenes Formler bliver —m. ligesom Planglassets i Lindsernes, saa have vi Di (M—" 0) Au RET am PN ARR NM le) TT NE am TT pg FE am og - J(m — a) k m — a fu EA J(m + a) — am EEN, m+a) ps Men denne Formel er netop den, som man ogsaa ved Ån- vendelse af de almindelige katoptriske og perspectiviske Love faaer ud for Planspeilets Indvirkning påa Gjenstandenes synlige Størrelse. Ifølge Grundloven for Lystilbagekastningen fra den plane Speilflade tage Gjenstandene sig ud gjennem denne, som om de i uforandret Størrelse stode netop ligesåa langt bagved, som de i Virkeligheden staae foran den. Kalde vi Afstanden af Øiets Midtpunkt fra Speilfladen m, Gjenstandens Afstand fra samme Flade a, såa maa Gjenstanden af dette Øie saalænge a er < m sees umiddelbart i Afstanden m —a gjennem Speilet i Afstanden m + a; men da nu een og samme eller to lige- store Gjenstandes synlige Størrelse staae i omvendt Forhold til 375 Afstanden, .såa maa altsaa Forholdet mellem Gjenstandens syn- lige Størrelse gjennem Speilet og udenfor Speilet netop være =— m—a:m—+a. Er a>m, d.v.s. slåaer Gjenstanden bag- ved Øiets Midtpunkt, saa lader det sig kun theoretisk, men for saavidt med lige Sikkerhed bestemme, at dens synlige Størrelse gjennem Speilet i Forhold til udenfor Speilet, maatte blive =— —(m — a/:m Fa =a—m:m—a. Ligesom vi ovenfor ved Samlelindsernes Betragtning gjen- nem Planglasset førtes til Huullindsernes, føres vi her fra Huul- . speilenes gjennem Planspeilet til de hvælvede Speilfladers. Under Synet gjennem Lindserne, fandt vi, kommer Xpunk- tet, hvis Stilling, ifølge Formlen retter sig omtrent lige ER m—f? meget efter Brændpunktets og Øiemidtpunktets Afstand, saa- længe f er positiv (Samlelindsen), til at ligge hiinsides Lindsen naar m >f (Fig.2), dennesides naar m 2f, blive-< 2f;. naar m er < 2f, blive > 2f; naar m =f, blive wo ,og naar m a, såa bliver den umiddelbart ane eller ig å G x(a—m) å f(a—m) er a>m, såa lyder den — Fe am eller Forn hvilket naturligviis kun vil sige, åt det egentlige Forstørrelses- xæ(m—a) . J(m—a) ; forhold ogsåa her er AGE) eller HELER Re kun at Gjen- standen derhos sees omdreiet. Hvis vi derimod her ved Spei- lene, ligesom ved Lindserne, ville stille Brændvidden af de hule i Modsætning til Brændvidden af de hvælvede, og navnlig betegne de hvælvede Speilfladers ligesom de hule Lindsers f(m—a) f(m+a)—+ am ved det unegtelig i disse Speilfladers Formel ligesom i Huul- lindsernes træder tydeligere frem, at dens numeriske Værdi altid maa blive <1, Gjenstanden altsaa altid vise sig formind- sket, medens Tælleren f(m—a) tydelig nok viser, at naar m>q, maa dens Værdi altid blive positiv (Gjenstanden vise sig opret) selv om end m tænkes = wo, naar derimod a>m, altid negativ Brændvidde som et —f, såa bliver Formlen , hvor- (Gjenstanden vise sig omvendt). 377 Saavidt om Gjenstandens synlige Størrelse gjennem hule og hvælvede Speile i Forhold til deres synlige Størrelse for det blotte Øie. Men i den praktiske Benyttelse af hule og hvæl- vede Speile vil der vistnok kun sjeldent være Spørgsmaal om dette Forhold, des hyppigere om et andet, nemlig om det mellem deres synlige Størrelse gjennem de hule og hvælvede Speile påa den ene Side og Planspeilet påa den anden. Saa- ledes selvfølgelig endog udelukkende hvergang Talen er om Speilenes Benyttelse til Selvspeiling. Ogsaa dette Forhold ville vi da endnu beregne, og Intet kan, ved Benyttelsen af vor Methode, være lettere. | Gjøre vi i Figur 16 GL= Lg og GH— gh, saa vil Vinklen GCH eller gCX' være Synsvinklen for gå gjennem Planspeilet, ligesom gC7 er den for samme Gjenstand gjennem Huulspeilet og gGh den gjennem det ubevæbnede Øie. Men da gt: gh = æ(m— a) : m(x — a), og gh:gh'= m+ a:m—a (see Pag. 371), såa er ne eller Ar, Til samme Resultat føres vi ved at anvende samme Bereg- ningsmaade paa Figur 17, og det, hvad enten vi lade den fore- stille et Huulspeil med Øiemidtpunktet indenfor Speilets Brænd- punkt eller et hvælvet Speil under hvilkensomhelst gjensidig Stilling af Speilet, Øiet og Gjenstanden. Her gjenfinde vi altsaa vor første Forstørrelsesformel, den, der fandtes at gjelde i alle Tilfælde for Samlelindsernes Ved- kommende, og i Grunden ogsaa for Huullindserne; thi nåar vor Beregning gav en anden Formel for disse, nemlig ET saa laae dette kun deri, at den negative Brændvidde f. i Form- len blev udtrykt ved dens numeriske Værdi, og det er allerede blevet viist, at om dette undlades, bliver Formlen den samme. æ(a+-m) flat-m) be. KEN ØR ØE] eller FEDE er altsaa en Forstørrelsesformel, der egentlig gjelder for alle Lindser overhovedet, kun at ved Huullindserne f maa erindres at være negativ. Naar nu denne 25; 378 samme Formel ogsaa viser sig at gjelde for Forstørrelsen saavel gjennem hule som gjennem hvælvede Speile i deres Forhold til Planspeilet, kun åt ogsaa her ved de hvælvede maa erindres, at f er negativ, såa kunne vi med Rette sige, at Brugen af hule og hvælvede Speile t Forhold til Brugen af Planspertlet er det Selvsamme, som hvad Brugen af hvælvede og hule Lindser er 7 Forhold til Brugen af det ubevæbnede Øre. Vi kunne ii k x(a-m) f(a+m) gjerne beholde Forstørrelsesformlen Le) eller Kom AE som gjeldende i alle Tilfælde, kun at vi mindes, at ved Huul- lindser og hvælvede Speile f er et —f; men ville vi for Huul- . Xia mM . lindserne antage Formlen (are såa maae vi ogsaa antage den m(a+æ)” for de hvælvede Speile. — Er nu Spørgsmaalet derimod om Forholdet mellem den synlige Størrelse gjennem Speilet og gjennem det ubevæbnede Øie, da er det ogsaa fra denne Side let at see, hvorledes Svaret maa blive. For Huulspeilet have vi da at multiplicere Samlelindsens, for det hvælvede Huullindsens Formel med Planspeilets Formel, og vi fåae da ud: æfa HR us So be ram FO) SÅ EN fra) m(æ—a) . mta — m(æ—a) — f(m+a) — am? æ(a+m) . m—a æ(m—a) Pony Jf(m—a) m(a+%x) . m+a m(a+%) f(m+a)—+ am Naar vi til det Ovenstaaende endnu føje, åt selve denne Forandring, som Formlen lider ved Synet gjennem Speilflader, er en nødvendig Følge af, at under Speilingen a bliver negativ tilligemed æ, saa vil det neppe være for dristigt, om vi fra nu af mene, at det tør ansees for afgjort, at den perspectiviske Lov, vi fra først havde formodet at maatte gjelde for Synet gjennem en Samlelindse, ikke alene gjelder for Synet gjennem Lindser af enhversomhelst Art, altsaa er Dioptrikens perspectiviske Lov, men ikke mindre gjelder for Synet gjennem hule og hvælvede Speile, altsaa sikkerlig ogsaa er Katoptrikens. Loven kan ud- trykkes påa følgende Maade. 379 Medens hvert Indtryk påa ethvert Punkt af Nethinden op- fattes af Bevidstheden som Noget, der ligger udenfor os i Ret- ningen af en lige Linie gjennem Øiets Midtpunkt ud i Rummet, og medens denne lige »Retningslinie« ved Synet med ubevæb- net Øie i Virkeligheden træffer det ydre Punkt, hvorfra Indtrykket hidrører, måatte den derimod ved Synet gjennem enkelte Lind- ser og Speilflader for at træffe det rette ydre Punkt, fra An- stødspunktet af styres mod Øiemidtpunktets dioptriske eller katoptriske Billedpunkt. Med andre Ord: at vi gjennem det - ubevæbnede Øie see Gjenstandene i deres naturlige Størrelse, beroer derpaa, at hvert af deres Punkter virkelig ligger i Ret- ningslinien fra det tilsvarende Punkt i Nethindebilledet; at vi gjennem det bevæbnede Øie see dem forstørrede eller formind- skede, beroer derpaa, at hiinsides Lysbrydningen eller Lystil- bagekastningen hvert af deres Punkter, med Undtagelse af det ene i Synsaxens Forlængelse, ligger i en anden Linie, navnlig i en Linie mellem Brydningspunktet og Øiemidtpunktets optiske Billedpunkt; — eller: de perspectiviske Linier for det bevæb- nede Øie følge, i Modsætning til Perspectivlinierne for det ube- væbnede Øie, ikke een og samme lige Retning fra de ydre Punkter til Øiets Midtpunkt, men to forskjellige Retninger, begge dog lige sikkert bestemmelige ved een og samme Lov under alle Former af Lysbrydningen eller Lystilbagekastningen. Den ene Retning følge Perspectivlinierne indtil selve Brydningen eller Tilbagekastningen. Den bestemmes ved en lige Linie (Xlinien) mellem det ydre Punkt og Øiemidtpunktets Billedpunkt i Hoved- axen (AX). Den anden (Skraalinien) bestemmes ved en lige Linie fra Brydnings- eller Tilbagekastningspunktet til Øiets Midtpunkt. For under en hvilkensomhelst Form af Øiets Bevæbning at be- bestemme hvor et ydre Punkt vil blive opfattet paa Nethinden, har man først at beregne det bevæbnede Øies Xpunkt, d. v. s. mf F: 11 I Mssrs frå Lind>- det Punkt i Hovedaxen, der ligger i Afstanden sens Midtpunkt eller fra Speilfladen, dernæst at trække en Linie 380 mellem det ydre Punkt og dette Xpunkt, forlænge denne Linie (Xlinien) til Lindsens Længdeaxe eller til Speilfladen, og fra dens Skæringspunkt med hiin eller denne trække en Linie (Skraalinien) gjennem Hornhindens Kuglemidtpunkt til Nethinden. For at bestemme Synsvinklen af en ydre Gjenstand gjennem det bevæbnede Øie, har man at udføre dette for dens Grendse- punkter, Synsvinklen er givet i Skraaliniernes gjensidige Kryds- ning i Øiets Indre, og for åt bestemme hvor meget større eller mindre en ydre Gjenstand vil vise sig gjennem en Lindse eller en Speilflade -af en bestemt Form og i en bestemt gjensidig Afstand mellem den, Øiet og Lindsen eller Speilfladen, har man at trække en Lodlinie til Hovedaxen gjennem dens Grendse- punkter til Xlinien og Skraalinien i disses tilbørlige Forlængelse. Mellem Hovedaxen og Xlinien angiver denne Linie /G/ Tangen- ten til Gjenstandens Synsvinkel gjennem det bevæbnede Øie, mellem Hovedaxen og Skraalinien angiver den /g/ Tangenten til samme Gjenstands Synsvinkel gjennem det ubevæbnede. For endelig endnu at bestemme, hvor tydeligt eller utydeligt en Gjenstand vil vise sig gjennem det bevæbnede Øie i hvert givne Tilfælde, har man fra Lindsens Midtpunkt eller Speilfladens Kuglemidtpunkt åt trække en Linie gjennem Gjenstandens ene Grendsepunkt og forlænge den til Skraalinien. Dens Kryds- ningsningspunkt med denne betegner Gjenstandens synlige Af-- stand for det bevæbnede Øie. Hermed maa den Opgave betragtes for at være løst, som Forfatteren af denne Afhandling havde stillet sig, og som be- stod i at beregne den Indflydelse, som den ydre Lysbrydning og Lystilbagekastning har påa Gjenstandenes synlige Størrelse under Synet med bevæbnet Øie, og navnlig ganske i Alminde- lighed, altsaa uden Hensyn til, om Synet derved bliver tydeligt eller utydeligt. Først ved denne Opgaves Løsning forekom det ham, at man kunde komme til at begrunde en Theorie for Per- - 381 spectivet gjennem det bevæbnede fie, en Theorie, der idetmindste fra det physiologiske Standpunkt ingenlunde kan siges at have en underordnet Interesse. I Henseende til Nytten af en saadan Beregning for de optiske Instrumenters praktiske Brug vil man ikke have glemt den ovenfor (Paåg. 301) gjorte Bemærkning, at under Benyttelse af,Lupen er den umiddelbare Forstørrelse kun ubetydelig i Forhold til den saakaldte »lineære«, en Bemærk- ning, der naturligviis gjelder med samme Ret under Benyttelsen af Huulspeilet. At udstrække disse Undersøgelser til de sammensatte diop- triske Instrumenter, har ikke ligget i Forfatterens Plan, navnlig fordi det var ham klart, at derved ikke vilde kunne opnaaåes nogen Berigtigelse i Beregningen, uden forsaavidt Afstanden af Øiets Midtpunkt ' ogsaa her bør komme i Betragtning. Men om dog ikke vor hele Forklaårings- og Beregningsmaade skulde være anvendelig ogsåa paa dem? i alt Fald til Bekræftelse af de Sætningers Paalidelighed, som i det Foregaaende ere op- stillede? Dette Spørgsmaal har jeg, ved Afslutningen af de her meddeelte Undersøgelser over Perspectivet gjennem enkelte Lindser og Speile ikke kunnet undlade at stille mig. Det har forekommet mig, at naar i de to Hovedfigurer (2 og 7) op- stilledes Gjennemsnittet af en anden — tredie, fjerde Lindse af en hvilkensomhelst Brændvidde, maatte ikke blot Hovedaxen, men ogsåa vor Skraastraale lige sikkert kunne forfølges igjen- nem dem, og Beregningen lige sikkert kunne udføres derefter. I den reent schematiske Figur 18 være LN' det halve Gjennemsnit af en saadan ny Lindse. Ligesom vi allerede vide, at alle Punkter i den brudte Skraalinie, eller vor Xlinie, paa denne Side deraf ville sees påa samme Sted af Nethinden, og alle Gjenstande — og selvfølgelig alle dioptriske Billeder, der maatte kunne sees lig Gjenstande — mellem den og Hoved- axen maåe sees ligestore, opretstaaende hvis de findes paa samme, omdreiede hvis de findes paa den modsatte Side af 382 Hovedaxen, saaledes kunne vi neppe noget Øieblik tvivle om, at jo det Samme lige sikkert måa gjelde for hvad der ligger hiin- sides den eller de nye Lindser, kun at Xliniens rette Brydning hvergang nøie iagttages. Forstørrelsens Beregning maa blive meget simpel. I Figur 18 være f. Ex. gh den ydre Gjenstand (g).. Den maa sees som g7 /G), og Forstørrelsen finder man strax paa følgende Maade (altid under Forudsætningen af, at Vinklerne ere tilstrækkelig smaa for at kunne beregnes efter deres Tangenter). (Ved 6" og 6" forstaaes de Liniestrækninger, der paa Figuren ligge modsat a' og a” til Xlinien.) gs BEN Ib! FØR ENES LN == bå altsaa Gens beN =0) As aa: men nuer LN: G=a:dåÅA felter Afstanden mellem Ocularet ÅAa'a" abb”) a— Øiemidtpunktets Afstand fra me Å Instrumentets Længde, — 5 ; og 0” = Gjenstandens Afstand uden- og Objectivet), følgelig bliver 2 — i hvilken Formel a' vort æ altsaa her — SDN D'— fi jr for Xpunktet. Vil man have disse Xpunkter ud af Formlen, er Afstanden mellem Xpunktet og næste Lindse, a” — naturligviis Intet lettere end åt eliminere dem; men Formlen bliver derved noget mere indviklet. Paa samme Maade vil nu Formlen kunne opstilles for Perspectivet eller den synlige For- størrelse gjennem et hvilketsomhelst Antal Lindser, hvælvede eller hule, og under hvilkensomhelst gjensidig Stilling, efter den i Figur 19 givne Figur, navnlig saåalænge Øiets Midtpunkt er stillet udenfor Ocularets Brændvidde. Finder det omvendte For- hold Sted, saa at æ bliver negativ, lider Formlen en ikke uvæ- sentlig Forandring, og for dog — skjøndt de for denne Afhand- ling satte Grendser alt længe ere overskredne — idetmindste ved eet Exempel at oplyse min egentlige Mening om Metho- dens Anvendelighed påa de sammensatte dioptriske Instrumen- ter, være det endnu tilladt at udvikle min Theorie med nogen- lunde Udførlighed for Mikroskopets Vedkommende. mm Naar et Mikroskops Objectivglas har en Brændvidde af Im og en lille ydre Gjenstand ligger 10rm fra dets Midtpunkt, alt- saa Im udenfor dets Brændvidde, saa vil Gjenstandens reelle dioptriske Billede fåae sin Plads 90mm paa den anden Side af Lindsen og være 9 Gange større. Lade vi Ocularlindsens Brændvidde være 30mm, og hiint reelle dioptriske Billede falde " ]mm indenforasamme, saa vilde dét, som en i og for sig synlig Gjenstand,. selv atter ved Straalebrydningen i denne Lindse blive 30 . 29 synligt i et virtuelt Billede ET TE 870mm foran Ocularets Midt- punkt, altsaa 7417 længere borte end selve Gjenstanden, men derhos ogsaa ST — 30 Gange større end .det reelle Billede, altsaa 270 Gange større end selve Gjenstanden. Denne hele Beregning maa (samml. Pag. 306) ogsaa fra det physiologiske Standpunkt betragtes som fyldestgjørende i sin Anvendelse paa den Tydelzighed, hvormed Gjenstanden gå vil vise sig gjennem Mikroskopet. Det er uimødsigeligt, at den her vil vise sig netop saa tydelig i et Øie, der tænkes stillet lige tæt op til Ocularet, som ellers Gjenstandene sees af samme Øie i en Afstand af 870mm eller omtrent 32". Men paa den synlige Forstørrelse kan Beregningen idetmindste ikke anvendes umiddelbart, da, selv om det reelle dioptriske Billede indrøm- medes at være noget i og for sig Bestaaende, dets Forstørrelse gjennem Ocularet dog ikke kan beregnes uden med Inddragelse i Beregningen af m (Afstanden mellem Ocularets og Øiets Midt- punkt). Jeg skal nu søge, først ved Hjelp af et Træsnit at forklare, hvorledes jeg selv har tænkt mig den samlede optiske Frem- ” gang, medens et Øie stirrer gjennem Ocularet af et Mikroskop, og dette Øie ligesom danner et samlet optisk Hele med Instru- mentet — dernæst at vise, hvorledes den iagttagne Gjenstand maa blive synlig ifølge Perspectivets almeengjeldende Love, og endelig til Sammenligning slutte med Beregningen af dens syn- lige Størrelse efter den foreslaaede Methode. 384 LN forestiller Gjennemsnittet af Ocu- larlindsens ene Halvdeel. Dens Brænd- vidde /LF) er 30, Øiets Midtpunkt (C/ mf m—f” altsaa — 30mm eller med andre Ord, X- punktet ligger påa samme Side åf Lind- staaer 15rr fra Ocularets, æ, bliver sen som Øiet, men 15" bag dets Midt- punkt. Gjennem Synsaxens Retnings- linie kommer her som altid en Straale fra et ydre Punkt i samme Linies For- længelse, saasom g? eller g; men gjen- nem hver anden Retningslinie kommer en Straale, der bag Ocularet fulgte dens Xlinie, gjennem NC f. Ex. en Straale, der fulgte Linien N' N. Hvis der virkelig indeni Instrumentet havde staaet en til- strækkelig oplyst Gjenstand, hvorfra Straa- ler kunde have udbredt sig i enhver Ret- ning ligesom fra en gjennem Lupen be- tragtet Gjenstand, saa have vi allerede omhandlet, hvorledes den da maatte have viist sig gjennem Ocularet. Nu staaer her rigtignok ingen såadan synlig Gjen- stand; men hvis der af Gjenstanden gå, der ligger 10mm pag Objectivglasset LN", fra et eller andet Punkt kunde udgaåe et Lysknippe saaledes, at en af dets Straaler faldt sammen med denne Xlinie indeni Instrumentet, såa er der ingen Spørgsmaal om, at jo denne Straale ved Udtrædelsen gjennem Ocularet vilde falde sammen med Retningslinien NO og tilmed blive Lysknippets Axe ved Indfrædelsen i 385 Øiet, saa at hiint Punkt af Gjenstanden vilde sées i Retningen CNn. Har Straalen krydset Hovedaxen paa Veien, saa vil det selvføl- geligen sees paa den modsatte Side, Gjenstanden altsaa sees omdreiet. Det er altid let at bestemme, hvor paa den ydre Gjenstand hiinsides Objectivet det Punkt måa være, hvorfra en Lyskegle skal kunne faae en Straale til at ligge i en vis Xlinie og Skraalinie. Man behøver kun at' forlænge Xlinien til Objec- tivglasset og derigjennem låde den brydes lig en Straale i om- vendt Retning. Det Punkt, hvori den træffer Gjenstanden, er under de givne Forhold det eneste af den, der under et tyde- ligt Syn kan opfattes paa denne Retningslinies Nethindepunkt. I det givne Tilfælde faaer den Straale, der fra Gjenstanden gå er den eneste, der kan komme til at følge med Xlinien, nemlig ZN”, et saa yderligt liggende Gjennemgangssted gjennem Objectivet, at man. strax seer, den kun kan betyde en schematisk Linie. Men som saadan har den ikkedestomindre sin fulde vigtige Betyd- . ning, nemlig den, at vise Retningen af det fra Punktet % til Øiet naaende Lys. Dette Lys maa i hvert Fald betegnes som et Lysknippe eller en Lyskegle, og en Kegles Retning maa i hvert Fald nødvendigvlis bestemmes efter Retningen af dens Axe; men i denne Betydning af Ordet er Axen for det fra Punktet % til Øjet udgaaende Lys i hvert Fald denne Xlinie, hvad enten den selv kommer ind i Øiet eller ei. Det er altsaa i hvert Fald den og ingen anden, vi maaåe holde os til for at bestemme Synsvinklen. Navnlig kunne vi ikke gjøre Bereg- ningen f. Ex. efter Midtpunktstraalen fra samme Punkt, gå L' 2 pg, eller Brændpunktstraalen, der her, som såa ofte, ikke komme ind i Øiet. Alle Straaler, der fra Punktet & gjennem begge Lindser i dette Tilfælde skulle komme Øiet til Gode, maa gjen- nembryde Objectivet mellem LL" og N'. Objectivglassets Brændvidde er ansat til mm, Gjenstandens Afstand var 10mm g— dets reelle dioptriske Billede — vilde altsaa, om det blev opfanget, vise sig i en Afstand af 90"m, hvor det findes antydet som g?2”. Men istedetfor at opfanges, gaaer 386 Lyset fra gh uforstyrret videre. Punktet % have vi tænkt os som den lille Gjenstands ene Grendsepunkt. Straalerne fra dette Punkt krydses i %?,. danne en ny Kegle, hvis Toppunkt ligger i 22, og spredes derpaa saaledes, at kun en ringe Deel deraf faaer Adgang til Øiet, men dette i en Retning som om den udgjorde en meer eller mindre fuldstændig Kegle, hvis Axe bliver Skraalien NO, Derved bestemmes hiint 'Grendsepunkt 2's Plads paa Nethinden, og derved atter den Synsvinkel, hvorunder selve Gjenstanden viser sig gjennem de to Lindser. Tye vi, for at maale den, til Tangenten paa Høiden af Gjenstanden selv, gn saa have vi den givet i Linien gr, ai udtrykker Forstørrelsen. Samtidig er ved Ocularets Indflydelse Divergentsen saavel mellem de Straaler fra £%, der ere faldne paa Øiet, som mellem dem, der ere faldne udenfor samme, bleven en saadan, som om den hele Lyskegles Toppunkt laae bag Ocularet, ikke i 4? (29mm), men i Fa f— a antydet i Retningen af de to i Punkter angivne Linier, Skraa= en Afstand = 30.29 — 870mm fra samme, saaledes som er linien Nn og den brudte Midtpunktstraale po. SØLV Vi ville nu prøve at beregne Forstørrelsen gjennem de to Iandser ved Anvendelse af de perspectiviske og dioptriske Love. Ved Objectivets Indvirkning nærmes Gjenstanden til Øiets Midtpunkt fra en Afstand a' /g L”) + d (25) + a (Billedets Af- stand fra Ocularet) + m (Afstanden mellem Ocularets og Øiets Midtpunkt) til en Afstand = m + a. Derved voxer dens Syns- vinkel i Forholdet 2 +d+a+m:a+m, hvilket Forhold i dette Tilfælde er = 144:44 eller 36:11. I sit dioptriske Bil- lede viser en Gjenstand sig imidlertid ikke alene fuldkommen eens med Hensyn til Afstanden, men ogsaa'i Henseende til Omfanget. Og da nu det dioptriske Billedes Omfang i Forhold til Gjen- standens altid svarer til deres forholdsvise Afstand fra Lindsens (Objectivets) Midtpunkt, saa bliver Gjenstanden herved atter gjennem sit dioptriske Billede forstørret i Forholdet reg SØ hvil- 387 ket Forhold her udgjør 9: 1, saa at Objectivets hele Indvirkning 9.36 11 — 29%. Men nu kommer hertil endelig Forstørrelsen gjennem Ocularet, som vi jo ogsaa efter Perspectivlovene have beregnet paa Gjenstandens synlige Størrelse for Øiet C bliver = HE et m) 30 . 44 1320 : EMNE ! Fee om == SED CASE ser. == 153. Multiplicere VI altsaa endnu hiin Forstørrelse gjennem Objectivet, 29-5., med disse 129, saa faae vi den hele Forstørrelse i dette Tilfælde, 59) 6 88, 324 28512 EN —— Szz 05 == 5 som udgjorde +" — Re RG Der staaer altsaa endnu kun tilbage at beregne Forstørrel- sen efter vor egen Methode og bringe Forstørrelsen gjennem Mikroskopet + en bestemt Formel. Paa Træsnittet er g:92 =a':d gh :IN=ar+æ:æ, altsaa er g: IN=a' (a+ z):æd. Men, naar vi ved Å forstaae Rørets Længde eller Afstanden mellem de to Lindser, saa have vi LN: G (hn) = m:a' + A+ m, G zd(a'+4A—+m) sne ren altsaa er rr STEEN eller, for Kortheds Skyld, - hje EJ . G . . . æ er her negativ; — bliver altsaa ogsaa negativ, d. v. s. Gjen- 9 standen sees omdreiet. Anvende vi Formlen påa det her givne Tilfælde, saa bliver Forstørrelsen derefter: 30.90(10+119+15) 388800 for 150 (59) ER ER Man seer, at Udfaldet af de to Beregningsmaader er i en saa fuldstændig Overeensstemmelse som vel mulig. Vil man have vort æ elimineret, hvilket naturligviis her maa gig 5 9" skee ved dens Værdi —, saa bliver den noget vidtløftigere, J'FD (a' — f"). ff(a + m) — am)" nemlig: 388 Til hele Åaret henhørende. I Aaret 1857 har Selskabet tabt eet indenlandsk Medlem, nem- lig Etatsraad Chr. Molbech, Comm. af Dannebrog og Dannebrogs- mand, Ridder af Nordstjernén, overordentlig Professor i Literair- historien ved Kjøbenhavns Universitet og første Secretair ved det store Kongelige Bibliothek, en Lærd, som ved sine Arbeider over det danske Sprog og den danske Historie har erhvervet sig store og varige Fortjenester, og med utrættelig Flid fortsatte disse Arbeider indtil sin Dødsdag. Selskabets Medlem siden 1829. Af udenlandske Medlemmer hår Selskabet at beklage Tabet af Baron Louis Jaques Thénard, tidligere Professor i Chemien i Paris, en Lærd, hvis Arbeider spille en stor og gjennemgri- bende Rolle i Chemiens Historie i den første Halvdeel af dette Aarhundrede. ' Selskabets Medlem siden 1823. Augustin Louis Cauchy, Medlem af det franske Institut, en af det 19%de Aarhundredes berømteste Mathematikere, Medlem siden 1840. Som indenlandsk Medlem i den physiske Klasse har Sel- skabet optaget Professor Dr. med. & chir. W., 7. G. Behn i Kiel. Selskabet har i Aarets Løb været samlet i 16 Møder, i hvilke der er holdt 9 Foredrag henhørende til den physiske Afdeling, 8 til den historiske og 1 til den mathematiske Afdeling. En Afhandling af en Lærd, der ikke er Medlem af Selskabet, blev antagen til Optagelse i Skrifterne (Chr. F. Liitken). Selskabet har i Aaret 1857 udgivet af sine Skrifter: Historisk og philosophisk Afdeling dte Række, Zdet Binds Zdet Hefte. Hansen: Supplément aux Tables du Soleil. og det har understøttet Udgivelsen af P. W. Beckers Samlinger til Danmarks Historie under Kong Frederik IIL's Regjering, af udenlandske Archiver. 2den Deel. P.E. Miller: Saxonis grammatici Historia danica; absolvit J. M. Velschow. Pars post. Chr. Molbeck: Dansk Glossarium 3die og 4de Hefte. I Løbet af Aaret 1857 er Selskabet traadt i Forbindelse med følgende fremmede lærde Selskaber: Åcadémie des Sciences i Paris. Société du Museum d'histoire naturelle i Strassburg. Académie des Sciences, Arts et Belles lettres i Dijon. Videnskabernes Selskab i Trondhjem. The American Association for the advencement of science. The Academy of science St. Louis. The Californian Academy of natural sciences i San Francisco. The geological survey of India. en Dr rn emesen Ordbogs-Commissionen. Commissionen har i Aaret 1857 holdt 24 Møder, og fremmet Revisionen af Bogstavet U indtil Ordet Urne. 390 Commssionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatorium og Regesta diplomatica Daniæ. Af sidstnævnte Værks anden Deels tredie Afdeling, Kong Christian den Fjerdes Regjeringstid, ere 16 Ark (58—73) i Aarets Løb trykte. De naae til Aaret 1609. Fortsættelsen er forberedt. Den meteorologiske Comitee. I det magnetisk - meteorologiske Observatorium, der staaer under Comiteens Tilsyn, ere de regelmæssige Iagttagelser fort- satte paa samme Maade som i de tidligere Aar med Unifilar- og Bifilar- Magnetometret, Barometret, Psychrometret og Index- thermometret. Middeltallet af de Iagttagelser, som ere anstillede med Uni- filarmagnetometret i December, giver Declinationen 15? 377,6 Vest. ' lagttagelserne i Botanisk Have ere fortsatte som tidligere og Resultaterne af dem meddeelte i de maanedlige Oversigter over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af de Iagttagelser over Vindens Retning og Styrke og over Nedslagets Varighed, som anstilles paa Nyholms Hovedvagt, og Vandets Temperatur påa Trekroners Batteri. Ligeledes ere de timevise Thermometeriagttagelser fortsatte paa Nyholms Hovedvagt. Fra følgende Steder har Comiteen i Aarets Løb modtaget Iagttagelser: Upernivik, Missionær Kragh, 1856 Juli 1— 1857 Juni 30, Thermometret Kl. 8, 2, 9, Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand og Nedslagets Varighed. Frederikshaab, Missionær Barfoed, 1856 Juli 1— 1857 Juni 30, Barometret een Gang daglig, Thermometret Morgen, Middag og Aften, Vindens Retning, Luftens Tilstand og Ned- slagets Hyppighed. Skagen, Fyrmester Meyer, 1856 Dec. 1— 18537 Nov. 30, 391 Baårometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke, Lufteris Tilstand Kl. 6, 9, 3, 12, 6, 9, Nedslagets Mængde. Snedsted, Præsten N. Hansen, 1856 Jan. 1— Dec. 31. Barometret og Psychrometret Morgen Kl. 2 og 10, Vindens Ret- ning og Styrke, Luftens Tilstand, Nedslagets Mængde. Vedersø, Præsten Jeger, 1855 Jan. 1— Nov. 22, Barometret og Thermometret Kl. 6, 12, 6, Vindens Retning og Styrke, Luf- tens Tilstand, Nedslagets Mængde. Dammested, Præsten Plesner, 1856 Marts — Decbr. 31, lagttagelserne anstillede med de samme Instrumenter og paa samme Maade. Sylt, Fyrmester Lynge, 1856 Dec. 1— 1857 Nov. 30, Baro- "metret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke og Luftens Tilstand Kl. 6, 9, 12, 3, 6, 9 og Nedslagets Mængde. Rødding Høiskole, Forstander Høgsbro, 1856 Jan. 1 —- Dec. 31, Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke, Luf- tens Tilstand Kl. 7, 12, 2, 10, Nedslagets Mængde. Qwvern, Apotheker G. Jensen, 1856 Jan. 1— Dec. 31, Baro- metret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke og Luftens Tilstand Kl. 7, 10, 12, 2, 4, 11, Nedslagets Mængde. " Aalborg, Bogbinder Asmussen, 1855 Dec. 31 — 1857 Nov. 30, Baåarometret om Middagen, Thermometret Kl. 10, 2, 10, Luf- tens Tilstand og Nedslagets Hyppighed. Damsø, Pastor Hansteen, 1856 Jan. 1— Dec. 31, Thermo- metret Kl. 8 og 2, Barometret, Vindens Retning og Luftens Til- stand Kl. 8, 2, 11, .Nedslagets Hyppighed og. Mængde. Bandholmsgaard, Skovrider Holten, 1856 Jan. 1— Dec. 31, Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke Morgen, Middag og Aften, Nedslagets Mængde. Hammershuus, Fyrmester Basch, 1856 Dec. 12 — 1857 Nov. 30, Barometret, Psychrometret, Vindens Retning og Styrke, Luftens Tilstand Kl. 6, 9, 12, 3, 6, 9, Nedslagets Mængde. Desuden har Comiteen modtaget Iagttagelser over Trækfug- lenes Ankomst og Løvspringet fra Regimentschirurg Castensehjold 26 392 i Nestved, Præsten Jeger i Vedersø og hans Eftermand Præsten Plesner. Ogsaa er det lykkedes Comiteen at faae en Efterfølger af Thorstenson i BRejkjavig, nemlig Justitiarius Jonassen i Over- retten, som med det Postskib, der gik herfra den 1ste October, fik tilstillet et Barometer, et Psychrometer og en Regnmaaler med Maaleglas. Priisafhandlinger. Den physiske Klasse. Vedkommende Comitee har afgivet følgende Bedømmelse af" to Afhandlinger om Leverens sukkerdannende Virksomhed: »Til Besvarelsen af det af Selskabet i 1856 udsatte Pris- spørgsmaal angaaende Leverens sukkerdannende Virksomhed ere indsendte tvende i det tydske Sprog skrevne Afhandlinger, hvoraf den. første har til Motto: »Homo nåturæ minister et in- terpres etc.» , Forfatteren behandler i Indledningen til sit Ar- beide de chemiske Forhold hos Sukkeret i Leveren og Nyrerne uden at tilføje noget væsenligt Nyt. Han gaaer dernæst over til at undersøge Nervesystemets Virksomhed ved Sukkerdannelsen i Leveren, men har her ikke taget tilstrækkeligt Hensyn til den Masse, hvoraf Sukkeret fremkommer, eller til det Gjæringsstof, hvorved Forvandlingen foregaaer; han har i sine Forsøg ind- skrænket sig til at bestemme Leverens Sukkerholdighed hos uskadte Dyr og hos saadanne, påa hvilke Lungemavenerven blev gjennemskaaren. Skjøndt Forsøgene ere anstillede med Nøiag- tighed og bekræfte tidligere Forsøg af samme Art, ifølge hvilke Leverens Sukkerholdighed aftager efter Gjennemskjæringen, ere de dog dels for faa til at drage et Resultat af dem alene, dels levede Dyrene ikke længe nok efter Operationen. Han mener, at det operative Indgreb og den deraf følgende Afholden- hed fra Fødemidler samt det besværede Aandedræt i og for 393 sig ere istand til at formindske Levereus Sukkerholdighed, og at altsaa Lungemavenerven ikke har nogen directe Andel i Sukkerdannelsen, men vel en indirecte, forsaavidt denne Nerve forestaaer andre dermed i Forbindelse staaende mechaniske og chemiske Functioner. For at vise den sympathiske Nerves Virksomhed ved Suk- kerdannelsen i Leveren gaaer Forfatteren ud fra den Forudsæt- ning, at en Pirring af Rygmarven eller de andre Nervecentra maa forplante sig gjenmem Spinalganglierne til Sympathicus og dens Udbredning i Leveren; han har derfor kun anstillet en elektrisk Pirring af Rygmarven, men ikke angrebet Grene af Sympathicus alene. I de faa Forsøg, i hvilke Rygmarven pir- redes, fremkom vel Sukker i Urinen, men kun i eet Tilfælde omtaler hån, åt der var Sukker i Leveren, og idet han slutter sig til foregaaende Iagttageres ikke beviste Theorie, at Sympa- thicus alene forestaaer Nervernes Ernæringsvirksomhed, tillægger han overhovedet denne Nerve en større Rolle, end der kan be- vises at tilkomme den, og bliver tillige Beviset skyldig for, at en Pirring af Sympathicus skulde forhøje Leverens chemiske Virksomhed. Man savner fremdeles i hans Arbeide Oplysning om den Maade, hvorpaa Sukkeret dannes, og om Vexelforholdet mellem Lever og Nyre, ligesom han heller ikke nøiere har an- givet de Steder i Rygmarven og Hjernen, ved hvis Pirring eller Gjennemskjæring Urinens Mængde eller dens Sukkerholdighed forøges. Uagtet man efter hele Forfatterens Fremstilling og Kjendskab til Litteraturen har Grund til at opmuntre ham til at fortsætte paa den Bane, han har betraadt, vil han ifølge det Fore- gaaende ikke kunne komme i Betragtning ved Tilkjendelsen af nogen Pris. Den anden Afhandling, hvis Motto er: »Ein Schelm giebt menr als er hat», røber en Forfatter, der har ligesaa grundig Indsigt i sin Videnskab, som Øvelse og Erfaring i at anstille Forsøg og at anvende dem paa rette Maade. Efterat have om- talt de allerede tidligere givne Beviser for Sukkerets Dannelse i 26" 39gÅ Leveren behandler Forfatteren i Afhandlingens andet Afsnil Leversukkerets Oprindelse. Gaaende ud fra Bernards Opdagelse, at Leveren efterat være udvasket atter indeholder Sukker, naar den henstaaer, fandt Forfatteren, at den Substants, hvoraf Suk- keret dannes, ikke er åalbuminøs, som Bernard antog, men en Art Stivelse. Han opdagede nemlig, åt Sukkeret aldeles for- svinder i Leveren hos Frøer, der befinde sig i Vintersøvn; men behandles Leveren af et saadant Dyr med Spyt, Pancreassaft eller fortyndede Syrer, viser der sig efter nogle Timers Forløb en tydelig Sukkerreaction; den fremkommer endnu hurtigere ved Anvendelsen af højere Varmegrader eller ved at holde hele Massen i Bevægelse. Ved Vintersøvnens Ophør findes der atter Sukker i Leveren; Sukkerdannelsen begynder til forskjellig Tid hos forskjellige Batrachier. Naar Leveren i den Åarstid, i hvilken den ikke indeholder Sukker, bringes i Berørelse med Blodet af samme eller en anden Dyreart, hvis Lever allerede indeholder Sukker, udvikles der Sukker i Leveren; men inde- holder Blodet intet Sukker, forvandles. heller ikke den sukker- dannende Substants i Leveren. Ogsaa påa en anden Maade har han søgt at vise, at den i Frøleveren manglende Sukkerdan- nelse falder sammen med Mangelen af et ejendommeligt Gjæ- ringsstof i Biodet. Naar han nemlig indsprøitede Dextrin i Blodkarrene om Efteraaret, fremkom der Druesukker i Urinen; men mangler Sukkeret i Leveren, gaaer Dextrinen uforandret bort i Urinen; dog synes den chemiske Undersøgelse her ikke tilfredsstillende. Det er ikke lykkedes. Forfatteren at fremstille Leverstivelsen isoleret ad chemisk Vei (saaledes som det tildels er lykkedes Bernard og Hensen, efterat Forfatterens Afhandling var skreven); derimod har han fundet den ved Hjælp af Mikroskopet. Den forekommer (i den sukkerfrie Frølever) i Levercellernes Indre, ligesom hos Planterne ikke amorph, men iForm af talrige blege smaa Kugler, som sikke opløses af Æther og modstaae Indvirk- ningen af Eddikesyre og kaustisk Kali. Ved Behandling med 395 Spyt udvikles der Sukker i Leveren, og Kuglernes Antal for- mindskes; ved tiltagende Sukkerdannelse forsvinde de aldeles. De forsvinde ligeledes om Foraaret, naar Sukkerdannelsen be- gynder efter Vintersøvnens Ophør, og erstattes af gulagtige Draaber; disses Antal tiltager ogsaa efter Døden, naar Leveren henstaaer, og de ere altid talrigere i de flere Timer gamle Lig af Mennesker end hos nyligt dræbte Dyr. Sukkeret forsvinder i Leveren, førend Stivelsekornene paany dannes om Efteraaret; "de optræde atter f. Ex. i Parringstiden, naar Sukkeret påaany skal dannes. Forfatteren hår bekræftet Bernards Iagttagelse, at Sukkeret forsvinder i Menneskets Lever efter betydelige Febre, hos Pattedyr efter indgribende Operationer; - ogsaa den sukker- dannende Substants mangler i saadanne Tilfælde, og Stivelse- kornene savnes hos syge Dyr. Endelig har Forfatteren gjort det meget sandsynligt, at der gaaer en Art Dextrindannelse forud for Stivelsens Forvandling til Sukker. Ved Tilsætning af Jod blive Stivelsekornene ikke blaa (hvilken Farve Bernard i den seneste Tid vil have iagttaget ved den af ham fremstillede Masse), men gule eller gulbrune, en Virkning, der er lig den paa Plan- ternes Inulin, medens Leverstivelsen ellers forholder sig som sædvanlig Stivelse. Forfatteren har viist, at den af E. H. Weber først iagttagne Farveforandring i Leveren efter de forskjellige Aarstider ikke beroer påa en Nydannelse af Blod, men påa Leverstivelsens Forandring til Dextrin og Sukker. For en Del overensstermn- mende med Parringstiden og med Dyrenes Ophold i varmere Egne forandres Leverens om Vinteren mørke Farve til en gul eller gulbrun marmoreret om Foraaret. Tiden er forskjellig hos forskjellige Batrachier. Et tilsvarende Forhold gjør sig gjæl- dende ved Leverens Farveforandring fra om Sommeren til hen- imod Efteraaret. Gjæringsstoffet, hvorved Leverstivelsen forandres til Sukker, antager Forfatteren af flere Grunde for at være eiendommeligt, men det lader sig ikke fremstille chemisk rent. Det virker 396 langt hurtigere i den levende sunde Lever end andre dyriske Dele, der ved Decomposition kunne tjene som Gjæringsstof. Ved paa forskjellig Maade at indbringe store sukker- eller dex- trinholdige Masser i Dyr er det i enkelte Tilfælde lykkedes ham at mætte Gjæringsstoffet, saa at Urinen kun indeholdt Dextrin; Stivelsekornene fandtes i Leveren i stor Mængde. Aarstidernes Temperaturforandringer ere hos Frøer uden Indvirkning paa det; det Samme gjælder om dets Opbevaring i tør Luft eller i Vand. Ved kunstigt at fodre Frøer om Vinteren kan man frem- bringe Sukker i Leveren, og hos visse Batrachier falder Gjæ- ringsstoffets Virksomhed. sammen med den forøgede vegetative Energie under Parringstiden. Hos Pattedyr findes Gjærings- stoffet under Vintersøvnen; hos Helix pomatia i denne Tilstand derimod mangler det. Hos Frøer har Forfatteren kunnet standse dets Dannelse om Sommeren ved at holde de fra Vinteren op- bevarede Dyr i et mørkt, kjøligt og tårt Bum; Leveren vedlige- holdt sin mørke Farve og forholdt sig som Leveren hos disse Dyr om Vinteren. Andre Frøer, der frå Vinteren af holdtes i Mørke, men i Vand, parrede sig om Foraaret; Leveren inde- holdt Sukker, og Gjæringsstoffet var altsaa virksomt. Ogsaa hindres dets Virksomhed ved at holde Frøerne i snevre Glås, der standse deres hele Udvikling; efter længere Tids Forløb svinde ogsaa Stivelsekornene. Hos Kaniner og Cavier, der dræbtes ved Kuldens Indvirkning, svandt saavel Sukkeret som Stivelsekornene i Leveren, og Gjæringsstoffet maa derfor i det mindste have været virksomt ved Begyndelsen af Kuldens Ind- virkning. Hos andre Dyr, hvis hele Hud blev overtrukken med en Fernis, og som derpaa døde, svandt Sukkeret, men Gjæ- ringsstoffet vedligeholdt sin Kraft, og Forfatteren hår gjentaget Bernards Forsøg, at Sukkeret atter viser sig i Leveren, naar Dyrene kunstigt opvarmes efterat være blevne kolde til en vis Grad. Gjæringsstoffets egenlige Kilde er os endnu ubekjendt, og de ogsaa i anden Henseende interessante Forsøg, som Forfat- 397 teren anstillede ved at exstirpere forskjellige af Legemets Kjert- ler, fik alle et negativt Resultat. Forfatteren slutter af sine og Andres Forsøg, at Sukkerets Virkning i Blodet ikke er nogen væsenlig Varmekilde, og at det ikke er uundgaaeligt nødvendigt til Udviklingen af nye dyriske Celler eller til Væxten. I Afhandlingens tredie Afsnit afhandler Forfatteren Nerve- systemets Indflydelse paa Sukkerdannelsen i Leveren. Ogsaa dette Afsnit er rigt påa nye Kjendsgjerninger. Som bekjendt har Bernard allerede for flere Aar siden gjort den Opdagelse, at et Stik i eller ved Siden af Rygmarvens Midtlinie mellem Udspringet af Høre- og Lungemavenerven bevirker, at der finder en forbigaaende Sukkerudskilning Sted gjennem Urinen. Denne Virkning er saameget gaadefuldere, som ingen af de Nerve- baner, der fra hin Egn gaae til Underlivsindvoldene, dele denne Egenskab. Forfatteren har til sine Forsøg ikke blot anvendt Pattedyr, men ogsaa Frøer, i hvis Urin Sukkeret viste sig 3—4 Timer efter Sukkerstikket, og holdt sig deri indtil 4—6 Dage. Sukkerstikket er ikke blot lykkedes ham påa det sædvanlige Sted påa Bunden af fjerde Ventrikel, men ogsaa en Beskadigelse af Rygmarven omkring Armnervernes Udspring og endnu længere bagtil, saa at Bugmusklerne bleve lamme, har en ligesaa con- stant Sukkerdannelse tilfølge. Naar Leveren, efterat Sukker- stikket var gjort, underbandtes tilligemed Galdegangen og Le- verens Kar, forsvandt Sukkeret efter 3 Timers Forløb, uden at Dyrene led videre ved Operationen. Ved den kunstige Diabetes hidrører Sukkeret derfor fra Leveren. Ogsaa paa en anden Maade har Forfatteren viist Sukkerets Oprindelse fra Leveren, idet Sukkerstikket aldrig lykkes hos Frøer om Vinteren, naar Sukkeret mangler i Leveren. Noget egenligt Vexelforhold finder ikke Sted mellem Lever og Nyre i Henseende til Sukkerdannelsen. Nyrerne vicariere ikke for Leveren, naar dennes sukkerdannende Virksomhed er forstyrret; dog kunne Nyrerne en Tidlang vedblive at afsondre Sukker efter Sukkerdannelsens Ophør i Leveren, men Sukkeret 398 hidrører da fra den Masse, hvormed alt Blodet er svangret. Hos syge Dyr kan Sukkeret svinde i Leveren, men endnu fore- findes i Blodet. Nyrernes Rolle under Sukkerdannelsen er al- deles passiv. Derimod ere Nyrerne ofte virksomme paa en anden Maade saavel ved den kunstige Diabetes hos Dyr som ved den sygelige hos Mennesket, idet nemlig hele Urinens Mængde forøges. Dette beroer påa en Udvidning af Nyrekar- rene, i enkelte Tilfælde måaaskee ogsåa paa selve Sukkermæng- dens Forøgelse i Blodet. Uagtet Forfatteren fandt, at Leverveneblodet efter et Suk- kerstik var rigere påa Sukker end Portaåareblodet, anseer han dog ikke dette som Bevis for, at Leversukkeret afsondres i større Mængde ved Diabetes; thi man kjender endnu ikke Lever- veneblodets Sukkerholdighed i normal Tilstand, og hvis tillige det Gjæringsstof mangler, som ellers tilintetgjør Sukkeret i Or- ganismen, maa Sukkerets Mængde alene af den Grund forøges. Hvis Diabetes alene beroer påa Leverens forøgede Afsondring, maa den ophøre, naar en Del af Leveren gjøres uvirksom. Dette har Forfatteren viist ved hos Frøer at afsnøre en Del af Leveren; Diabetes standser, medens den uskadte Del af Le- veren endnu afsondrer Sukker. Gjæringsstoffet, som tilintetgjør Sukkeret, måa derfor ved Leverens Underbinding have været virksomt trods Sukkerstikket. Men selv om Leveren ikke under- bindes, tilintetgjøres der dog uafbrudt Sukker under en Diabetes. Dette har Forfatteren ligeledes viist ved Forsøg paa Frøer og saaledes fundet, at Diabetes ikke beroer paa et formindsket Forbrug af Sukker i Blodet, men påa en absolut for rigelig Dannelse i Leveren. Bernards Opdagelse, at Sukkerets Dannelse er en Nerve- virksomhed, staaer ikke isoleret. Allerede i 1841 havde Valentin viist, at Beskadigelsen af visse Hjernedele frembringer en for- øget Afsondring i Tarmkanalen og Diarrhoe. Schiff bestemte disse Deles Udstrækning nøiere og fandt, at Beskadigelsen vir- kede paa Karrenes Tonus i Tarmen, Maven og Leveren. Under- Sk. CÆR livsorganernes Nerver komme fra Seehøiene og Iljernelaarene og stige derpåa gjennem den forlængede Marv ned i de forreste Rygmarvsstrenge. Ved Karrenes Udvidning blive alle Afsondrin- ger rigeligere. Forfatteren hår nu iagttaget, at Leverens Kar virkeligt udvides ved den kunstige Diabetes, og at Leverens Hyperæmie beroer herpaa og ikke påa noget Extravasat. Kar- udvidningen antager han for at være activ, frembragt ved en Pirring af Karnerverne, der er forplantet gjennem Rygmarven. Derfor opstaaer hos Frøer og Kaniner en dog kun meget kort Tid varende Diabetes ved Gjennemskjæring alene at de bageste KRygmarvsstrenge, ligeledes hos Frøer, der tetaniseres ved Strychnin; men Sukkerstikket er uden Virkning, naar de ætheri- seres, fordi Ætheren frembringer en Lamhed. Vaagne Frøerne op efter Ætherisationen, lykkes Sukkerstikket atter, til Bevis for at Sukkerdannelsen kun var standset ;ved Lamheden. Ogsaa vedbliver Sukkerdannelsen, nåar Sukkerstikket gjøres først, og Dyret derpaa ætheriseres. Forfatteren antager ifølge sine påa forskjellig Maade fore- tagne Forsøg paa Frøer, at Pirringen forplanter sig nedad gjennem Rygmarvens forreste Strenge og derpaa gjennem Rami communicantes til Ganglion coeliacum. Medens den hos Frøer frembragte Diabetes kun er forbigaaende, er det hos Pattedyr lykkedes håm at frembringe en hidtil ukjendt, varig Diabetes, idet han gjennemskar hele Rygmarven subcutant i Egnen af de nederste Halshvirvler og de to øverste Brysthvirvler. Hos Rotter og Marsvin varede Diabetes indtil 14 Dage, ligesom han ogsaa hos 3 Mennesker, der havde faaet et Brud af de øverste Ryg- hvirvler, hår fundet Sukker og Æggehvide i Urinen. Hos de Dyr, påa hvilke han experimenterede, var Sukkerets Mængde i Urinen størst den første Dag, maaskee som Følge af den friske Pirring; i de følgende Dage holdt Mængden sig uforandret. Forfatteren skjelner mellem en Diabetes som Følge af en Pir- ring, nåar kun de bageste Rygmarvsstrenge gjennemskjæres, og 100 en Diabetes som Følge af en Paralyse, naar hele Rygmarven gjennemskjæres paa det anførte Sted. Kygmarven er ikke det eneste Sted, hvis Paavirkning eller Gjennemskjæring kan frembringe Diabetes; den maa efter Theo- rien kunne fremkaldes påa ethvert Sted, som behersker Leverens Kar. Her viser sig imidlertid den Vanskelighed, at Leveren modtager Nerver fra begge Legemets Sider, men Dyrene taale ikke en fuldstændig Gjennemskjæring af de påagjældende Hjerne- dele påa begge Sider. Imidlertid har Forfatteren dog fremkaldt Diabetes ved at gjennemskjære kun den ene Sidehalvdel af Pons Varoli eller Hjernelaarene paa forskjellige Steder. Dia- betes kunde vare indtil 8 Dage og var af paralytisk Natur. Efter en Pirring er det kun muligt at fremkalde den, naar man blot gjør et simpelt. Stik med en fin Naal paa saadanne Steder, hvor Hjernetraadene til Leverens Nerver ligge tæt sammentrængte. Dette Sted har dog ikke den ringe Udstrækning af et Knappe- naalshoved, saaledes som Bernard antog efter sine første For- søg, og, saaledes som Schrader har viist, er det ikke Udspringet af Lungemavenerverne, men det findes efter Forfatteren i de tre forreste Fjerdedele af Hypoglossuskjernen (Stilling). Gaaer man op i Pons, maa man benytte et bredere Instrument for at gjøre et Snit og ikke blot et Stik; i den forreste Del af Pons maa Snittet være meget bredt, men det medfører da tillige Lamhed. Ogsaa ved at gjøre et Snit efter Længden i Pons, parallelt med Legemets Midtlinie, kan man frembringe Diabetes, en Methode, hvis Virkning Bernard allerede fandt 1849, uden dog at erkjende den cegenlige Aarsag til den i Urinen sig visende Æggehvide og Sukker. Endelig kan der vise sig Sukker i Urinen ved Tryk påa Hjernen, Extravasater, Indsprøitning af Vædske i fjerde . Ventrikel (Graefe). I Afhandlingens fjerde Afsnit omtaler Forfatteren de for- skjellige Aarsager, der kunne fremkalde Diabetes, idet enten Sukkeret i Blodet directe forøges, eller .der gaaer en større blodmængde til Leveren. Som Følge af en neuropaåralytisk Hy- 401 peræmie i Leveren opstaaer Diabetes, naar et Dyr er forgiftet med Curara eller Hjernen tilintetgjort, og man derpaa vedlige- holder en kunstig Respiration; den samme Aarsag gjør sig maa- skee ogsaa gjældende, naar der findes Sukker i Urinen ved Gangræna senilis, eller efter Indsprøitning af Æther, Chloro- form, Vinaand eller Ammoniak i Portaaren, eller efter Brugen af salpetersurt Uranium, forskjellige Metaller og Chinin. Ind- aanding af Æther frembringer efter Forfatteren kun Diabetes, naar den skeer långsomt. Man hår Exempel paa Diabetes efter heftige Contusioner, og Forfatteren har fremkaldt den ved Acu- punktur af Leveren, ved større Operationer (Miltens Exstirpation) påa Underlivets Organer, fremdeles ved directe Forøgelse af Blodmængden i Leveren, hvilket han iværksatte paa Frøer ved at underbinde Venæ renaåles advehentes, hvorved alt Blodet frå Legemets Bagdel tvinges til at gåae til Portaaren og Leveren. Endelig kan Diabetes fremkaldes ved Næringsmidler, der ere rige paa Sukker, efter Forfatteren ved Fodring med Tåraxacum eller Chrysanthemum, Planter, der ikke indeholde Stivelse, men Inulin, der i flere Henseender stemmer med Leverstivelsen. I Afhandlingens femte Afsnit gives nøiere Oplysninger om Leversukkerets Beskaffenhed og dets Overensstemmelse med Druesukker (Glukose). Uagtet man måa indrømme, at Forfatteren har beriget Vi- denskaben med et betydeligt Antal Kjendsgjerninger, der støtte sig til talrige og med stor Omhyggelighed foretagne Forsøg, savner man dog en ensartet Behandling af det hele af Selskabet stillede Spørgsmaal, og Afhandlingens chemiske Del, navnlig Bevisførelsen for Sukkerets Nærværelse, lader undertiden Ad- skilligt tilbage at ønske. Denne Mangel paa Fuldendthed vil være til Hinder for at tilkjende Forfatteren Selskabets Guldme- daille; men der er ifølge den foregaaende Fremstilling af Af- handlingens Indhold al Grund til paa anden Maade at belønne hans Bestræbelser. Undertegnede Comitee tillader sig derfor at 402 foreslaae, at der tildeles Forfatteren en Belønning af 150 Rigsdaler. Kjøbenhavn, den 7. Januar 1858. Eschricht. E. A. Scharling... A. Hannover, Affatter. Idet Selskabet støttede sig til Klassecomiteens Referat, be- sluttede det, i Betragtning af Forfatterens flere vel udførte Ex- perimenter, og af Arbeidets Fortjenester i det Hele, samt med særlig Hensyn til, at det påa Grund af Sproget ikke kan hædre Afhandlingen med Optagelse i dets Skrifter, at ville tilstaae For- fåtteren et Pengebidrag af 150 Rdl. til Arbeidets Fremme eller dets Publication, saafremt han maatte ønske det. Efterat Forfatterens Samtykke vår erhvervet, blev den med Motto forsynede Seddel aåaabnet, hvoraf fremgik, at Afhandlingens Forfatter er Dr, Moritz Schiff + Bern. Det Classenske Legat. Til Besvarelsen af Videnskabernes Selskabs i 1855 udsatte Classenske Priisopgave over Benyttelsen af Affaldet fra Fiske- rierne til saakaldet kunstig Guano er der indkommen en Af- handling, over hvilken vedkommende Comitee hår afgivet føl- gende Betænkning, som Selskabet tiltraadte: »Det Kongelige Videnskabernes Selskab har forlangt vor Be- tænkning over et Priisskrift med Motto »påa Landmanden hviler en Tvang, Vexeldriften”, som er en Besvarelse af Selskabets Classenske Opgave for 1856 og 57 om Benyttelsen af Affaldet fra Fiskerierne til kunstig Guano. Denne lille velskrevne Afhandling giver en Fremstilling af 2 i Udlandet benyttede Methoder til Behandlingen af Fiskeriernes Affald, den Pettittske og den Demolonske. Forfatteren hår an- vendt begge Methoder paa een Fiskeart (Torsk) og tilberedet i det Smaa Guanoprøver, som ere indsendte; han har anstillet Analyser af disse Guanoarter, hvori han navnligen har bestemt 403 deres Quælstof og Phosphorsyre, og et Medlem af denne Co- mitee har ved Gjentagelse af Quælstofbestemmelsen af eet af disse Præparater fundet Forfatterens Angivelse rigtig. Vi maa altsaa give denne chemiske Deels Behandling velfortjent Roes. ) Derimod fremgaaer det af hele Afhandlingen, at Forfatteren hverken kjender vore Fiskerier eller Fiskearterne, som fanges hos os; ei heller har hån taget. .det mindste Hensyn til alt det øvrige Affald fra Fiskerierne, som forekommer. Vi kunne derfor ikke tilkjende Forfatteren Prisen, men da vi troe, at han ved fortsat Arbeide vilde være istand til at levere et mere omfat- tende og brugbart Værk, tillade vi os at foreslaae, at Selskabet som en Opmuntring tilkjender ham en Belønning af 100 Rdl. Kjøbenhavn d. 8. Januar 1858. G. Forchhammer. Krøyer. C. E. Scharling. Affatter. Efter at Forfatterens Samtykke var erhvervet, fandtes ved Seddelens Aabning at Forfatteren er Studios. med, O. Storch. Priisopgzaver. Den mathematiske Klasse. Naar Spørgsmaalet om de algebraiske Ligningers Løsning under endelig Form er afgjort forsaavidt, at Rødderne af Ligninger over åde Grad ikke i Almindelighed ere algebraiske Functioner af Coefficienterne, staaer der tilbage at undersøge, om de lade sig udtrykke ved de i Analysen under bestemte Navne optagne transcendente Functioner, og navnlig ved cirkulaire. Selskabet fremsætter derfor følgende Opgave: Åt løse den almindelige Ligning af dte Grad ved algebraiske og cirkulaire Functioner under endelig Form, eller bevise Umu- ligheden heraf. 404 Den plwysiske Klasse. At det levende Øie besidder Evne til at lempe Lysbryd- ningen efter de betragtede Gjenstandes forskjellige Afstand — den saakaldte Accomodations-Evne — synes for Tiden at være en blandt Physiologerne almindelig antaget Mening. Det turde imidlertid være tvivlsomt, om de Grunde, som anføres for Åccomodationen, og som hentes deels fra dens an- tagne Nødvendighed til at kunne forklåre Tydeligheden, hvormed Synet skeer i Almindelighed, deels fra de Hjelpemidler til dens Iværksættelse, som Øiet angives at besidde, deels endelig fra de Forandringer, man vil have iagttaget i MØiet under Synet i forskjellige Afstande, virkelig have den Beviiskraft, man har til- lagt dem. Selskabet anseer det derfor for ønskeligt at fremkalde en ny Undersøgelse af denne Lære, og udsætter i den Anledning sin Guldmedaille for en Afhandling, der underkaster de for Antagel- sen af Øiets Accomodationsevne paaberaabte Grunde en streng Prøvelse og, hvis de ikke skulde findes tilfredsstillende, bringer et sikkert og afgjørende Beviis for eller imod denne Evnes Tjil- værelse. Den philosophiske Klasse. Åt give en Fremstilling af Philosophiens Historie i Danmark og Norge til Aaret 1814. Den historiske Klasse. Åt samle, ordne og bearbeide de Data og Efterretninger, som haves til Kundskab om Danmarks Skoves Beliggenhed, Ud- strækning og Beskaffenhed, til en saa vidt muligt fuldstændig Udsigt over de vigtigste Forandringer, som ere foregaaede i denne Hen- sgende fra den ældste Tid indtil det attende Aarhundredes Udgang. Det Thottske Legat. Fabrikationen af gode, varige og billige Kogekar er en vigtig, endnu ikke tilfredsstillende løst Opgave for Technikerne. 405 Som et vigtigt Skridt deels til at udbrede almindeligere Kund- skab om de bedre Kogekars Beskaffenhed, deels til at advare mod Brugen af de slette, som ofte falbydes her, deels for der- ved at fremme nyttige Forsøg i Fabrikationen af Kogekar, som bedre end de hidtil benyttede kunne tilfredsstille Nutidens For- dringer, udsætter Selskabet en Præmie af 200 Kdl. for en, paa behørige Undersøgelser og Analyser grundet, kritisk Beretning om de hos os for Tiden i Handelen forekommende Arter af Kogekar til almindelige Huusholdninger. Det Classenske Legat. 1. Man vise hvilke af Landets råa Producter, enten nu disse hidrøre umiddelbart fra Landets Jordbund eller fra dets Dyrkning eller fra det omgivende Hav, ere bedst skikkede til derpaa at grunde en Fabrikation. Man maa herved tåge Hen- syn paa alle begunstigende Omstændigheder, som Letheden i at erholde Brændsel, Vandkraft, billigt Arbeide o. s. v. Det for- staaer sig, at Stederne, hvor Anlæggene bedst kunne skee, og Grundene til deres Valg maae angives. Udviklingen måa gaae ind i en saadan Detail, at der lader sig gjøre Beregning over Fordelene. Selskabet ønsker, at Forfatterne især henvende Op- mærksomheden påa saadanne Fabrikationer, som hidtil enten slet ikke eller kun i en ringe Udstrækning cre indførte hos os. Da Selskabet neppe tør vente, at een Mand fyldestgjørende skal kunne behandle Spørgsmaalet i sin fulde Udstrækning, saa vil det ikke negte mindre omfattende Besvarelser Prisen, naar ikkun de valgte Gjenstande ere afhandlede påa en tilfredsstil- lende Maade. Præmien er 200 Rdl. kk. M. Man vil, dersom Omstændig- hederne dertil give Anledning, ogsaa tildele mere end een Af- handling denne Præmie. 2. Da det i flere Henseender vil være ønskeligt at erholde Kundskab om vore her i Landet dyrkede Sædarters chemiske mL Sammensætning, agter Selskabet om muligt at fremkalde en Række af herhenhørende Undersøgelser. Man dyrker her i Landet mange forskjellige Arter af Hvede, som efter Farven inddeles i hvid, guul, rød og bruun Hvede. Af disse antages de hvide Arter (Whittington Hvede og Hunters Hvede) for at være de givtigste, men ogsåa de meest kjælne. Af denne sidste Grund dyrkes de øvrige mere haardføre Arter i større Udstrækning her i Landet, og fortjene saaledes størst Opmærksomhed i ovennævnte Henseende. Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 Rdl. for en Afhandling, som indeholder mindst 10 Analyser af forskjellige Årter indenlandsk Hvede. I Analyserne maa være angivet Mængden af Stivelse, Planteliim, feed Olie, Qvælstof, Aske og deriværende Phosphorsyre. Med Afhandlingen maa af hver af de analyserede Arter indsendes eet til to Pund, med Angivelse af Voxested og Jordbundens Beskaffenhed i Almindelighed. Prø- verne maa være fra samme Åar og helst fra 1857. Besvarelserne af Spørgsmaalene kunne i Almindelighed være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske eller danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med Forfatterens Navn, men med et Motto, og ledsages med en forseglet Seddel, der indeholder Forfatterens Navn, Stand og Bopæl, og som bærer samme Motto. Selskabets i den danske Stat boende Medlemmer deeltage ikke i Priisæskningen. Belønningen for den fyldestgjørende Besvarelse af et af de fremsatte Spørgsmaal, for hvilket ingen Priis er nævnt, er Selskabets Guldmedaille, af 30 danske Ducaters Værdi. Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned 1859 til Selskabets Secretair, Conferentsraad og Prof. G. Forch- hammer. Sag- og Navnefortegnelse. Abildgaards Foringsforsøg med Fiskenes Bændelorme. S. 187. 190—91. Accomodation, Øiets, Prisspørgsmaal herom. S. 404. Allesøe, i Fyen, de der fundne Oldsager fra den ,, ældre Jernalderf sammen- lignede med dem fra Brarup i Angel. S. 290 0. flg. Angel, mærkelige romerske Oldsager fundne der (ved Brarup). S.286—98 flg. Annales Grann Licmiam, udgivne af Pertz, bedømte af Conf. Madvig. S. 199—213. Asmussen, Bogbinder (Aalborg), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Baér, hans Iagttagelse over Hundestejlens Bændelorm. S. 196. Barfoed, Missionair (Frederikshaab), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 390. Behn, Prof. Dr. W. T. G., i Kiel, optages til Selskabets indenlandske Med- lem ms 61 Blæksprutte, ny Art og Slægt (Dosidicus Eschrichtii), beskrives af Prof. Steenstrup. S. 11—14. Brarup, i Angel, romerske Oldsager fundne der. S. 61. 286—298. Brev, forseglet, om Bestemmelsen af en Regnskyes Oprindelsessted, indsendt til Selskabet. S. 284. Bøger skjænkede til Selskabet og fremlagte. S. 1—2. 10—i11. 18—19. 47—48. 60. 61. 70. 141. 142. 148—50. 151—52. 196. -213—14. 217—18. 284—86. Budget for Aaret 1858. S. 219. Bændelorme, visse (Fasciola intestinalis L.) udvandre frivilligen af Fiskene. S. 186—92. formodenligen ogsaa Arterne af Ligula-Bændelor- mene. S. 193; dræbe Fiskene, hvori de have opholdt sig. S. 189 —93. Maaden hvorpaa de antages at komme over i Vandfuglene S. 187—88. 191. Castenschjold, Regimentschirurg (Nestved), indsender Iagttagelser over Løv- springet og Trækfuglenes Ankomst. S. 391—92. Christiania academiske Consistorium sender Selskabet en Skuemynt. S. 213. Classenske Legat; Prisopgaver for dette udsatte om de til Fabrikanlæg mest egnede indenlandske Raaprodukter, og om de indenlandske Hvedearters chemiske Bestanddele. S. 405—6. Besvarelsen af den for dette Legat indgivne Prisafhandling om kunstig Guano be- dømt. S. 402—3. Clausen, Prof., meddeler Besvarelse af Spørgsmaalet, om Apostelen Paulus i første Korinthierbrev (VII. 21) er Talsmand for borgerlig Fri- hedsaand eller 'Trældom. -S. 49. Codex rescriptus eller endog dobbelt rescriptus. S. 199. 408 Colding, Vandinspecteur, giver en Fremstilling af en approximeret Mindste- Qvadrat-Methode. S. 52—59. Medlem af en Comittee. S. 215—17. Diplomatarium, dets Udgivelse fremmet i Aaret. S. 390. Ditman, A. F. Dr., sender flere Exemplarer af sit Skrift: Die Erde ein Himmelskårper. S. 15. Dosidicus Eschrichtu, ny Art og Slægt af Blæksprutte. S. 11—14. Electromagnetiske Forsøg af Secretair Hjorth, bedømte af en Comittee. S. 215—17. Electromotorisk Kraft, dens Maaiing i Arbeidseenheder. S. 151. Eschricht, Etatsraad, meddeler Kaspar Hausers Historie fra et nyt Stand- punkt. S. 3—9. og Studier over Perspectivet af det bevæbnede Øie. S. 151. 299 —386; deltager i Bedømmelsen af Dr. Liitkens Afhandling om Ophiurerne. S. 15—18, og i Bedømmelsen af en Prisafhandling om Sukkerdannelsen i Leveren. S. 392—402. Fabrication , Prisspørgsmaal om danske Raaprodukters Anvendelse hertil. S. 405. Fasciola intestinalis L., en Bændelorm, Iagttagelser over den. S. 186—96. Navnets rigtige Betydning. S. 195. Fisk, dræbes af Bændelorme. S. 189—93. Fiskekjød, indeholder forskjellige Qvantiteter af Fidt. S. 145—46, og af Vand. S. 146. Forchhammer, Confer., meddeler Undersøgelser over Okeniten og andre lignende Mineralier fra den grønlandske Trapformation. S. 141. indtræder i en Comittee. S. 151. deltager i en Bedømmelse af en Afhandling om kunstig Fiskeguano. S. 402—3. See Secre- tæren. ; Glycerin ved Forsæbning af flere Transorter. S. 147. Gnostikerne og Gnosis i første og andet Aarhundrede. S, 224—931. Goetsche, Dr., hans Manuscript: Hepaticæ mexicanæ Liebmannianæ frem- lægges og tilsiges et Udstyr med 20 Tavler. S. 15. Goetze, Iagttagelser af Ligulabændelormens Udgang af Brasenen. S. 193 —94. Granius Licinianus, de ham af Dr. Pertz tillagte Annales bedømte af Conf. Madvig. S. 199—213. Grønland. Oversigt over meteorologiske Iagttagelser, anstillede der. S 40 —46. Varmeforholdene. S. 40—41. Lufttrykket. S. 41. Vindfor- holdene. S. 42—45. Nedslaget. S. 45. Luftens Tilstand. S. 45— 46. Nordlys. S. 46. Grønlands Ophiurer beskrevne af Docent Liitken. S. 15—18. Grønlandske Transorter. S. 144—47. Guano, kunstig Fiske-; Prisspørgsmaal herom besvaret og bedømt. S.402—3. Hannover, A. Prof., foreviser Kurvetegninger, udførte ved Kymographien. S. 60. affatter Comittee-Referatet over en indsendt Afhandling om Sukkerdannelsen i Leveren. S. 392—402. Hansen, Prof. i Gotha, sender Supplément aux tables du soleil, Manuscript; dets Trykning besluttes. S. 15. Hansen, Præst (Snedsted), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. 409 Hansteen, Professor i Christiania, Skuemynt i Anledning af hans Jubilæum. Sy 213. Hansteen, Pastor (Samsøe), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Hausers, (Kaspar), Historie sees fra et nyt Standpunkt af Etatsr. Eschricht. S. 3—9; tidligere Fremstillinger ved Daumer, Feuerbach og Merker. S. 6—9. Havkallen, dens Kjød indeholder Tran, der kan vindes ved Udpresning. S. 143—47. Hebræerbrevets, det paulinske, Forfatter. S. 71—73. Bestemmelse. S. 73— 80. Affatningstid. S. 80. Betydning. S. 83. Hjorth, Secretær, Notits om hans electromagnetiske Forsøg. S. 215. Hoffmann, Oberstlieutenant, indtræder i en Comittee. S. 151, affatter en Comitteebetænkning. S. 215—17. Holten, Skovrider (Bandholmsgaard), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Hvedearternes chemiske Undersøgelse; Prisspørgsmaal herom. S. 405—6. Høgsbro, Høiskoleforstander (Rødding), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Inosit, fremstillet af Frugterne af Cereus pitahaya, forevist af Prof. E. Å. Scharling. S. 60. Jeger, Præst (Vedersøe), indsender meteorologiske Iagttagelser o.s.v. S. 391. 392. Jensen, Åpotheker (Qværn), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Jernalder, den ældre, fra Christi Tid omtrent og indtil henimod 500 Aar eft. Chr. S. 292 0. flg. Johanneiske Breve, Undersøgelser over deres Forfattere, Ægthed o.s. v. det første Brev S. 249—276; de to mindre Breve S. 276—83. Jonassen, Justitiarius (Reikiavik), fortsætter 'Thorsteinsons meteorologiske Tagttagelser paa Island; tilstilles et Sæt Instrumenter. S. 392. Jliirgensen, Professor, Medlem af en Comittee. 'S. 215—17. Kassecommissionen aflægger Regnskabsoversigt for Aaret 1856. S. 49—51. foreslaaer nogle Selskabet tilhørende Medaillers Overgang til Myntkabinettet. S. 196. fremlægger Budget for 1858. S. 219. Kogekar, Prisopgave om de i Handelen forekommende Arter deraf. S. 404—5. Kragh, Missionær (Upernavik), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 390. Krøyer, Prof., deltager i Bedømmelsen af Prisafhandling om kunstig Fiske- guano. S. 402—3. Kurvetegninger, udførte ved Kymographien, foreviste af Prof. A. Hannover. S. 60. Leversukkerets Oprindelse og Dannelse, - Prisafhandling herom gjennemgaaet og bedømt. S. 392 —402. Leverstivelse. S. 394. LTiebmann, Prof., de af ham i Mexico indsamlede Hepaticæ, beskrevne af Dr. Goetsche, i Manuscript. S. 15. Ligning af dte Grad, Prisspørgsmaal herom. S. 403. Ligula (en Bændelorm) vandrer frivilligen ud gjennem Fiskens Bughule. S. 193—94. 410 Lokrisk Metalplade, indeholdende en Tractat om Sørøverier, beskrevet og dens Indskrift læst. S. 20—39. Liitkens (Docent) Afhandling: ,,Additamenta in historiam ophiuridarum" be- … dømmes. S. 15—18. Lynge, Fyrmester (Sylt), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Lysbrydning, dens Indflydelse paa Gjenstandenes synlige Størrelse. S. 304. og paa Gjenstandens synlige Tydelighed. S. 304—6. og synlige Forstørrelse. S. 307 0. flg. Madvig, Conferentsraad, holder Foredrag over de af Dr. K. A. F. Pertz udgivne Gaii Granii Liciniani Annales. S. 199—213; viser Urigtigheder i Textens Gjengivelse og Omsætning af Bladene. S. 201—202. betegner dem som et med Jertegn og Anec- doter overfyldt Excerpt af den romerske republi- canske Historie, væsentlig efter og af Livius, hidrø- rende fra det tredie eller fjerde Aarhundrede, S. 204. Beviserne for denne Anskuelses Rigtighed. S. 205—213. Mechlenburg, Cancelliraad, Apotheker i Flensborg, har Fortjeneste af Old- tidsvidenskaben. S. 293—94. Medlemmer, nye, optåges i Selskabet. S. 61. 388. ældre, tabte i Aarets Løb. S. 388. Mennesketyr, Oxe med Menneske-Ansigt, Typ paa Akarnanernes Mynter. S. 180—181. Meteorologiske Comiitee. Oversigt over de under denne i Aaret anstillede meteorologiske Iagttagelser paa forskjellige Steder i Kongeriget og Bilandene. .S. 390—92. Meyer, Fyrmester (Skagen), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 390—91. Mindste-QWvadrat-Methode, approximeret, en Fremstilling heraf ved Vandin- specteur Colding. S. 52—359. Mommsen, Th., retter Pertz's Text. S. 200. tillægger dennes Brudstykker for megen Værd. S.;213. Monogram, som Typ paa græske Mynter. S. 153 0. flg. paa Mynter fra Lacedæmon. S. 165. Archomenos. S. 171. Rhypes, Psophis, Ole- nus, Patræ, Mantinea., S. 174. Æolis. S. 179. Phocis. S. 185. Miiller, L., Professor, forelægger en Afhandling om den thraciske Kong Lysimachus's Mynter. S. 62—70. ønsker at benytte Kobberpladen til denne Afhandling til en tydsk Oversættelse af samme. S. 284, forelægger Undersøgelser om græske Mynter med et Monogram til Typ. S. 1533—86. Mynter, Kong Lysitmachus's. S. 62—70. græske med Monogram til Typ. S. 153—86. Nervesystemets Indflydelse paa Sukkerdannelse i Leveren. S. 392—93. SØ t0or do Nethindebillede, dets Betydning. S. 309—13. 338—39. Nytestamentiske BSkribenters Lærebegreb, Bestræbelser i den seneste 'Tid for at fremstille dette. S. 84—88. Okenit. S. 141 GLEN Ophiurer, grønlandske, vestindiske og centralamerikanske, beskrevne af Docent Lwitken. S. 15—18. Ordbogscommissionen. S. 389. Oxehoved afbildet paa græske Monogrammynter. S. 165—71. Paulicianerne, en Sect S. 94. Pedersen, Prof., meddeler Oversigt over Resultaterne af meteorologiske Iagt- tagelser i Grønland. S. 40—46. Pertz, Dr. K. AA. F., hans ndgivne Annales Gaii Granii Liciniani bedømte af Gonfer. Madvig. S. 199—213. Petrinske Breve, Undersøgelser om disse; det første Petri Brevs Æwt- hed. S. 92—94. til hvem det er skrevet. S. 94—99. om Petrus eller en Pauliner er dets Forfatter. S. 99—139. det andet Petri Brevs Ægthed o.s. v. S. 221—249. Phailosophiens Historie i Danmark og Norge. Prisspørgsmaal herom. S. 404. Phytoptus. Iagttagelser herover. S. 215. Prisafhandlinger, besvarede og bedømte. S. 392—403. Dr. Morits Schiffs over Sukkerdannelsen i Leveren. S. 392—402. Stud. medicin. O. Storch over kunstig Guano. S. 402—3. Prisopgaver udsatte for 1859. S. 403—406. Prisspørgsmaals Udsættelse for 1858. S. 1. for 1859. S. 403—406. Plesner, Præst (Vedersø), indsender meteorologiske Iagttagelser o.s.v. BH. 391—92. Raaprodukters, danske, Anvendelse til Fabrikation. S. 405. Rasch, Fyrmester (Hammershuus), indsender meteorologiske Iagttagelser. S. 391. Regesta Diplomatica, deres Udgivelse fremmet i Aaret. S. 390 Regnskabsoversigt for 1856 aflægges af Kassecommissionen. S$. 49—351. Reinhardt, Professor, affatter Bedømmelsen over Dr. Liitkens Afhandling om Ophiurerne. S. 15—18. fremsender (med Steenstrup) Åargangene 1854—56 af videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening. S. 148. Rink, Dr., hans Fremgangsmaade med Udpresning af Tran af Havkallens Kjød. S. 143—47. Romerske Oldsager, fundne her i Landet fornemlig ved Allesøe i Fyen og Brarup i Angel. $, 286—298. paa omtrent 60 Steder. S. 289. Seharling, E. ÅA. Professor chemiæ, foreviser Inosit af Frugterne af Cereus Pitahaya. S. 60. meddeler Dr. Rinks og egne Erfaringer om Trans Presning af Havkallekjød. S. 143 —47. Vægtfylde af flere nordiske Dyrs Tran. S. 147. deltager i Bedømmelsen af en Pris- afhandling om Sukkerdannelse i Leveren. S. 392—402. og om kunstig Fiskeguano. S. 402—3. Seharling, C. E., Prof. theol., fortsætter Udsigten over de nyeste viden- skabelige Forhandlinger om den apostoliske 'Tidsalders Literatur. S. 71. Pauli Brev til Hebræerne, hvo dets Forfatter. S. 71—73. for hvem skrevet. S. 73—80. naar affattet. S. 81. dets Betyd- ning. S. 83. Nyeste Bestræbelser for at fremstille de nytesta- mentiske Skribenters Lærebegreb. S$, 84 —88, Undersøgelser om 412 Petri første Brev. S. 89. dets Ægthed. S. 92—94. for hvem det er bestemt. S. 94—99. om forfattet af Petrus eller af en Pauliner. S. 99—139. Undersøgelser over Petri andet Brev. S. 221—249. over det første Johanneiske Brev. S. 249—276. og de to mindre. S. 276—-83. Resultatet af Under- søgelserne over de syv saakaldte katholske Breve. S. 283—84. Schiff, Morits Dr. (Bern), tilkjendes en Pengebelønning af 150 Rdlr. for en indsendt Prisafhandling over Sukkerdannelse i Leveren. S. 402. Schweglers Werk: ,,das nachapostolische Zeitalter" vidtløftigere omtalt af Prof theol. Scharling. S. 108 0. flg. Secretæren fremlægger ,,Supplément aux tables du soleil, par Hansen", S. 15. fremlægger Beretning om en ved Island inddreveu Flyder, S. 140. See Confer. Forchhammer. Selskaber, fremmede lærde, træde i Forbindelse med Videnskabernes Selskab. S. 46. 70. 151. 389. Skovene i Danmark, Prisspørgsmaal om de vigtigste Forandringer i disse. S. 404. Skrifter, fremlagte i Selskabet, see Bøger. Skulesen, Sysselmand, indsender en i Thistillfjorden inddreven Flyder fra Corvetten ,,La Reine Hortense". S. 140. Steenstrup, Professor, beskriver en ny Slægt af Blæksprutter: Dosidicus Eschrichtii. S. 11. fremlægger Thornams lithographerede Fore- læsningstegninger. S. 14. og Dr. Goetsches Hepaticæ mexicanæ Liebmannianæ. S. 14—15. deltager i Bedømmelsen af Liitkens Afhandling om Ophiurerne. S. 15—18. erholder Tilladelse til at benytte en Tavle af Videnskab. Selsk. Oversigter til naturh. Forenings videnskabelige Meddelelser. S. 51. overrækker Sel- skabet en Afhandling om Geirfuglens (Alca impennis L.) tid- ligere Udbredning. S. 140. fremsender (med Reinhardt) Aargangene 1854—56 af den naturhistoriske Forenings videnskabelige Med- delelser. S. 148. " hans Iagttagelser oyer Bændelormes (Hunde- stejlens) frivillige Udvandring. S. 186—96. og over.Phytoptus eller Træmiden. S. 215. Storch, O., studios. med., tilkjendes en Belønning af 100 Rdl. for en ind- sendt Prisafhandling over kunstig Guano. S. 403. Sukkerdannelse i Leveren, Prisspørgsmaal herom besvaret (ved Dr. A/. Scluff af Bern) og bedømt. S. 392—402. Syn med væbnet Øie, Theorien herfor. S. 151. Synsvinkel. S. 309, 313—14. Thomsen, Justeermester, indsender en Afhandling om den electromotoriske Krafts Maalning i Årbeidseenheder. S. 151. Thottske Legat. Prisopgave om de i Handelen forekommende Kogekar, udsat for dette. S. 404—5. Tractat, oldgræsk, imellem de lokriske Stæder Chalion og Oeanthea. S.20—39. udgivet af Oeconomides, L. Boss og Rangabé. S. 20. afbildet S. 21—22. læses og tydes af Prof. Ussing. S. 31—36. Ale Tran, udpresset af Havkallekjød. S. 143—147. Vægtfylde af forskjellige nordiske Dyrs Tran. S. 147 Træmide, Iagttagelser herover. $. 215. Ussing, 1., Professor, meddeler en Forklaring af en oldgræsk Tractat imellem de lokriske Stæder Chalion og Oeanthea. S. 20—39. andrager om Benyttelse af Tavlerne, som høre til hans ,,attiske Studier", til en tydsk Oversættelse af disse. S. 140. Vandfugle faae Bændelorme fra de Fisk, de sluge. S. 187—88. - Videnskabernes Selskab, dets valgte nye Medlemmer (Behn). S. 61. dets i Aaret ved Døden tabte ældre Medlemmer (Molbech, Thénard, Cauchy). S. 388. Oversigt over dets i Aaret holdte Møder. S. 389. Skrifter udgivne eller understøttede til Udgivelse. S. 389. eller hvilke det er besluttet at udgive eller understøtte. S. 15. dets faste Commissioner og Comitteer: Ordbogscommissionen S. 389; Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatorum og Re- gesta Diplomatica Daniæ S. 390; den meteorologiske Comittee S. 390—92; Kassecommissionen S. 49—51. 196. 219. Comitteer til indsendte Afhandlingers Bedømmelse. S. 15—18. 215—17. 392—402. 402—3. udsatte Prisopgaver S. 403—6. besvarede Prisopgaver. S. 392—403. modtager en forseglet Besvarelse over et af Selskabet ikke udsat Spørgsmaal. S. 284. bedømmer ikke trykte Skrifter. S. 15. træder i Forbindelse med andre lærde Selskaber. S. 389. see Selskaber. De i Aarets Løb modtagne Bøger og Skrifter: see Bøger. Vintersøvn , Sukkerets Tilstedeværelse eller Mangel hos Dyrene i denne Tilstand. S. 394—96. Worsaae, Prof., meddeler Bemærkninger om et Fund af romerske Oldsager ved Brarup i Angel fra den saakaldte ældre Jernalder. S. 61. 286—98. Øiets Accomodation. Prisspørgsmaal herom. S. 404. F n RE Ed » [KEE cs E MALT ERT SR SK 4 ale É, i mn EJ SE f ne ZU SEG! | 5 SENT ” AN så i as X . Å > 3) re ==) a ” | - = = i sål 9- munerne dik frnsB. 19 Aa) ESS NGd si eg hoc allen ad hg: RE Fenbal eg SØE AE WS ven æn FESTE vær td sound lie FT RNSECS: SEN Fa MEE: j sj i; k %u i JE, ge ENN hver SA. 7 5 ÆT FE ENDE." rynk 0. Sidste fø dk de: mia seedede Ha bskke jers 11688 f rreedrre SBi md tek Ægte Ng SÆL Bitehos bie) dte Fr RESTERNE SS LET ES er Åhelbruen oase KE NÆS FOVSENDNBE NET logind 8 AE. RR ES TRE Hdtjoinkdib neon ;B0 4 tre: Mr. VASE huls sekretet, ævoyiiibsendlk nb be har meraksgn. Sne rå bv EO ON Kbded… uns bud rate Mere Melba ; Fre BL 010 mad pe LehiMala LE ef AN Bled hos siblødesin ere "er HE SE JES Kabe et f al MOSSER DE MA PE URE EO SENEST REESE TES ET ii Eg Å | Pa i” RK: « d É p il ni £ Ba NE Fa w mL: me, z REE == å bier 'FÆSN ri MR Br "12 RR i ; v KOM i pe ' . p £ i ak" NG Å dale = - ma I 1 iz i ERE "æg a å sæ Fr , Ea i " U i re = | Få U vi R- il v Så , y " i RR É v æ SL "2 i , ø, Fe pw ' FSA EJ ba =j i al n "2 AJ Far ' A) åre = z , ! "Na Pø Aj Babe en gL. VI Oversigt ov Kgl. Videnek. Selsk. Forh. 1857. i j Tab. Il. 90 SIOE (15006023 OT EGEDE ØE X Q Kg , d ken een se MEE EET Sr i | CRETE fg dr" mr y , = É 4 ”: ; EN ' vil RØD: [SN mg aA - EJ KK 4 & Fe RE REE N SSD E SE PRESSER ke: ed i ag 2 g (9 , > ig ag Ng mr i hk 77 ad ' z = = Ø - æn SES GEL AE TE UND 1 Bur en "in FRED SUS GÆR ss SKEER SS ERE f . az 3) Bones SAGER NER Få 3 mæ É ; É — ; ÆR i: i: i , (F- ØEN ES SNS ERE, [ g g Femsng be le Sare syes er alene £ me" sr | - Fi ba u - i l a ig Cd 7 ej I - v i ” i ' HE | 18 - == $ i; gf = " , , i ; Ki É: z 0 i i N U U sort ne É é T Ca , Dversist or Køl. Vidensk. Selsk. Forn. 1857, 414 | Fag. d. (oa tm-2-f) 7 (61 65 75 i00 185 cz =/85 =700 =7å =65 Mm) (6 ca NI wor Søen EST Eee ST . 10. fe) 4) (639) g—62% 80 æ +20 2% 0 17% +4 +7'0 =H% Me: HØ , HD ne ' , lu+m=4 JE KA 35 SUEDE ENRON ETT SET SS RD SRNETDE TIE SE Feg: DR æn: =78-F) Er | KF Oversigt ov:Kgl . Vidensk. Selsk. Forh.1857. Tab IV É Fortling & Lehm ann& lit? ”a = Å Ken i” ng Shea se Kc —æ beg AN Bande 1 esbiøe0ens. Æ VISReN BR 5 URE ENE NE SUGES SEE SETE TEE TE FÆSTET TS y Fe g ! Dø relse SERENE SERENE MYR bay kg: rr mord yde ÆRES BEDE | EL arie, mø RT: i; e- 7 Mg i] ra oe SÅ må rs T Ar sn L ER , SPAR . VT el ra re ERROR RE FDRenER " 5) nt ENN SEN ge, KL '. Kv F: | SE 7 ROM søs" É KE 0" JE RES 45.5 SERENE a 7 gg 1 SEG ey sån i » ts Ø i stine VANDT. DEsK GEN PN regeres Er SON Aand re den an ker mente mener penne RER DRE DRE Å Å É . ; APN ud PS åg ds al s rå å i di: VA — v i rød re (ser 151, i Aa ES Fang w BER KR, BA: e. g i Ag fri Med i) n0 i f 4 g! SA an EA, vÆR, j FE. (år ei; BA SÅ i SAD, i . gel i 3 i ut, TEE EEN HUE fa: Vagten UR, rv ONE V PIR s mM m FR nen" ' AX BAN: VR ' HE ARE] An : Kr 1xØ dy "Hel DR 46" ME NERE KOM SE jf vddelbrn 7) kan FØR GE AE SM Banes sg W REDER RA MBAR JAR DE SARRERRE UE SET TRE EA GER ala ei EET ROD i rr æ" ? fi: me ma. ”e: "ul FN , ék i! lø EH" ! = San i; RO 5 fg fi hære ; Ås E es "AM (, "Kia RA" sk Ku tESaEG og kr Hk ter | 1 SES 24) 2 IK + W-/ En s 7 mu ” 1 "ås —. sy LJ id is mo: ii 1 HE" FED EB] TE OR VA se n by ga ao ORE ESS EDER KG SYNE ; - SNE 8 RANA 7 spy % , ever. HH. r on i 178-630 Rå ØRSER "i - Li; å ' Ge Å"a på Er Kr re: i 5. fB i NR i bø Ko 2 's bå i | kd « ry É be fam 153; via us g i 1389 AR N ud "a m i ESKE kg £ i | kf ve a ? ( MO LRK vig TØ » i må é Ar HG SÅ I 3 s EN ide F Al « La ER .y8is å si, hug i fl 5: SØNNER [5 | HERR 7." SOBERT IN SER 1 NE RF R lE. s MET ra j BT Aon att TERE 7 TER RØRE RT" SY ÆRA ARR VAERET sd 9 SE SENE S RiY 44 PM 7 . "GA ER " i k- td 3 4 Å ' YL mi tå U 4 aen EN ens ene gage ens ed sæder en seer serene I ” ' . ” K ø eg x ” & i FART Aj 8: t447t9) 4 ad 14 '3 x'l | IT ma FYN NRA ENES ERE TT Barometer, . Æ "|| reduceret til 0? Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. | == = Fw Frys då LEES " Fi E | "hl over nd br Kr Fæ 9 Formiddag. Middag. FA ttermidd. . BERN urt, Jorden re: | Corr.-0903 | Cels. | Cels. nn es RE TEE | | | 1 (335,43 | 334,54 334, ”57 1 3960. 199| 6911 201 — 2099 | 198 ke BYIE4, "28 33, 54 32, 020 13,04 23,5 NÆB "DST KSARER tå. | rad 31731,.62 33, 14 || 34, 05200, | LO BÆLT TØG 2,6 1,2 | AJ 35, 78% 35; 02" 36, 461 —7,40 | 10,5 7,6. "OD 96 Red 5] 39, 37| 39, 72! 40, 271 —6,20 —10,41—68. 1,5 12,0 | 1,1 1 6 | 43, 40| 43, 53| 44, 07) —4031 —81/— 381 1,2 | 1,8 | 0,0 | snæ TÅ 44, 91 | 44, 49). 44, 43) —2,43'| — 481 4,5- 1 1,1 SF RÆR 18 | sne 8143, 3045, 10 49583 | — 4,600 2 00 1 LG 6 8 gf 41, 51| 41, 39| 40, 66) —4453 | — 871 — 43 1 0,9 1,5 1,9 | Taa 101 36, 627 35, 86) 35, A6GJ'—270 5,0 96 508 LÅ VÆRE | | 11 | 30, 52! 29, 69! 29, 51) —2,20 | — 5,6]— 1,6 07 1 131 2,1 12 |. 29, 35 |. 29 -09| '29,—09] —1,20 " — 5,61— 1,0 1 0,6 12 "28 15 129, 56. 29, 877730, 22-1'—0020 DE 0,0 |. 0,5 1,1 3,1 | tssil! BA SA 4 135, 96 55. VOR OBE ED 0 0,5 11 1 2%8 få Taat 15 1 38; 463 |. 38; "94 |" 38, AT BORER SE ERE OBE SMEG 3,8 | ig | 37, 55) 36, 29" 573 091. OASE OD TE FB | 405 FAR DEG 1,0 Sne! 17 | 38, 50| 39, 01. 39, 20) 0,241—2,0) 0,6) 95 0,9 1,0 le 184 58, 65 58,147! 38; MA SKØRT HØ BD 5305 1,0 1,0 ( 19 1355748: | 535,36: 35; 30 1, OA URE RR SE L5 | op | 35, 98) 35, 37| 34, 81 50 0,0 1-5 0 GA 0,9 1,3. Å Taat DN 32, ST 32750 552, SON RE 313 DR 0 DRE REE | | | 35] 33, 68-33, 18) 32, 87 | —090 | — 3,0 08 04 00 AMR DER 25 | 305 (09.29580 "20127 4 FNS ØE SA HKRA0,D 0,9 2,5 | snefl Så | 30, 62 | 31, 087" 31, 471 "4057 17— 08) "1,4 110,57 Saba 2) 32, 69| 32, 73| 32, 881 —0,40 1 — 1,4). 031. 0,5. 000753, 1 sne 26 154,30 | 347 756, (34,186 (EDT | 3,3) 05 5 0,9 | 2,1 | 37436, 087 36,705 |" 36, "002-583 65509 0,5 0,9 0 i 28 | 36, 02| 35, 81| 35, 60! —7,06 | —11,51— 7,5) 0,5 0,9 0. | sneff 20156, 15136; BOV BESES aR0 492-263) 105 0,8 0 | 301 55, 74 |.'35,. 79035 65] 500 190 98 1 105 0,8 11 | sSne/2 3119/36, 75 36,90" "36, 96 RS 0 5] —. 257 | 1405 EB RRREER | | . | | | | | | 1) Taage og Reg] Middeltemperatur. | 1857. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. | 1-10! =683= 4509 Rs. Fe | er Er 17,55 Par. Lin. 20,60 Par. LL 99531 —2809.1—0;81 | 123 ES 00 | anuar. Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regn, Sne &c. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. ETT] wwC&C&CéCéÉÉ[—C—EÆFrErrwwécxÉzÆwcCcCzÉxcCxCxCcCcxxxxÉ]ÉéÉxÉ…ÉÉ…É… ,5:—=S EBBE EEN , Regn. SSD ES NAV: V. NONE 0/SEBE SEERE MEEREDAR m. mM. m. m. HR 07 Ren 10£—11 0,32 | SV. SV. SV. SSV.12. 2. 1. 2. m. m. m. bl. BSU SN. SN. NO:V-ONOS TI 3. ,3,5. 3,5:,3,5., (bl. "ms Cm VR 73— ONO. ONO. 0. ONO. | 4. 4. 5. 5. m. m. m. kl. VÆR ONDE FONDE HO KODE G.A BE bb Em Sp E-1. NOSFNO:FONO FOND HESS 5 AS OA m. m. m. m. —232 +, ONO; ”ONO. SO: SO:13.'3..3. då. m. m. m. bl. 06 SO, 5805 780: SSN. 16. 73 929. VOR KIKS GER 17:—221, 6—11. SVENN SVE VSSE SSR AN m. m. m. m. SSVETESSNE SSO SEM SA 2, m. m. bl. kl. SOMMERS ONTFSOS SOE FISSE m., um SmØEm: SSO SSO: OSO, SOLI 3.73." 3: Mm mm 02, Taage 5—11. (0,13) | SC. SO. SO. Stille. f 3. 1, 1. 0. mms ms 15—192. (OOS FStiller SVN SYNS 02 7 4 mms mm: NINVSEVIN VE SNE SSNE FRA, mums SmSikl -— . SSV: HESSYE TS: SEES EK mm mm £ 20:—112,Taage3— (0,63) | S. S. V: Stille, f 1. 1. 1. 0. m. m. m. m Regn, 22—10 Regn. 0,89 | SV. - SV. SV... VSV.1 1. 1. 1. 1. m. m. m. m OSSE VSV OVS SYNS VE 40 4 42 38 om el sb 931—101. HER ENE SN 08836, 35.90 75" Kl ms Are TOR SSVNSSV.T'SSV: "SSV. 1.3, 2.—9%, 12 bl. "bl.b78m 0,08 | SSV. SSV. SSV. SSV.f 2. 2. 1. 2 m. m. m. m — (O.DTY I SSV. |SSY: ”SSV/ SSV. 13) 3. 3. 2 bl. m. m. m MER (NAS) JUSSVE SS VISIO SSO. 1.2 2. 1, 1 m. "ms Småkm == (0,16) | SSO. SSO. ONO. ONO. | 1. 1. 2. 3,5 mm" "mm Skm ig (9.25) | .ONO: ONO. ONO. ONO. |-3,5-3,5.4. 3,5. | m… m m. om å ; (2,38) | OON.. ONO. NO. NO.|3. 3. 3. 3 m. m. m. bl £ 31. (OTEEND NOS RNO NO 13.53.31 bl. bl K (GAA NO: Stille, "S2 Stille 1. 0. I. 0 bl. DI; «KEÆRBI 1—183. (EDSNE SO "SO. SSYL. SSV. 12. 3,57 3. 2% Fm. mm. mm Bem då ; (0,06) | SSV. - S. S. SÆLEN SLIEN bl bl sans 16—22, Sne 233—24, Taage 3—6. Vindforhold. i. 1857. 50 Aar. 1857. 50 Aar, ns 000 0,09 rele 0,21 0,12 NO 50 15 0,11 SV 130023 0,17 OS 5011 0,12 Vibe 1 0,09 0,16 8075. 015 0,13 NV 0/02 0,10 Stille . . 0,04 L KAM ; SM er Le MEL Al Æ Å, El & re: ES gr Fa men IR 38 EA i: "R-VEM "en y rr RL he ng '&£ Å E PRT 4-4 al KR: nå FA i sdu NCVE y i iv SÅ f i Fx | 2 ie fg -SdÅ - É sly st BR. RENE KR: ("AR SK ES HR. så E AN: ” g ” CJ i: ! F. Un Ø : nn TEN ip. HU rs da FT Sa SERESLT SAREEN 2 ERR ig 2 SL SE | ES Am" Ade; KIR F-rR 2 mn r Ad " att tt i KO SRE SUS > sy SR TV RRS RR SED ASE Se sa RR EOS sk Mi É VE ar” Mt” DETS RET ER SR I in , ' ' le - 243 få i LO SN te sy øn is bl (SUM: - SERIE ENT . OMG 40 (Oka ØD É rate DER vel 7 NERE | svn BG me HA É SAR. sd NR Boat KSLEN jø” FA” > (SA Mæn CNE ET PJ RTE FR RA CARNE SE: irsd KANE AAA Kul RAV REN BRVÆSMELA ETS TA | NER KOR res 0 fald Hed: EFA: ROLE REV LT 3 > pod "i MAS N4 (Je ar le r Bx ve i ON hl sr LE Fry i AMET TOT eg "i ede or. RO.G . . é (i FS É i Fr" i « ” , KV J 5 Sj (3 CNR CE y få Gi Mt; i dt Wi PM pang ke 1 xsÆR KE Er Æ Ær deg 0. er j Sigt SE 15 skak Er SL; » es 55 Ære mn HE" KN bx fer ie, Bl RD FEM BØ AN] AL MOT, [lad (5 Y i, , i i AR r iz HDÆ i ged ir Mk td rr; re FE JU MERE sån NES …— Ga He RS 5 BAA SHA EL Hylt sn Kc: NS pa ONE Mi k i RJ (3 ; ML ke Rn W 2 i U svag RE Å Ul ARS Ked iv …— ig DK bly VA KR eg, SR i br i va ir + P CA al i al BE PO CzJ RRS ål "ARD ETA i ' FR Sae Sa RD i eee = KE 7 ir NAG. ike ls ÆG Be Fra. FR 3 KYSTEN FYR KA TER É Ål nt HWY ECR EN LUN kk) in: SY ang | K WNG neg AAR "Lø Mg tet (de BOR ER ES id & tir: KOR pa 2 g ER Ar SÆS bo fie eds: MD SAN FE HERE ÆT SMD En RÅ 3 ARMS al mes ; ke Er NE É' BED 0 ' sed AR uk Hk — ryg i fu 13 Å f bkn ON Ta ' MEST | id VINENE ep magt ig y i be ie g i | i i f f j g db LANE 3 KR ge Fe SA nn ned arge HR "MODES ASAPKRAD tank | HARE d- ma AA: Att bå 56.55 Åge mv LE, NER E ek i 6 id | ITD og. freg dn Å are Æ ATA En fr Ad KG K gø FIN Kj —y R i laa KIDS DH UTAN . ge | E Ny: rl en 00,0 sa. HEM Mr: pas Ku! RL i fe (dø ES dl. AK l i Sd Rus - W H ; KA HOR Ma y RER DRRE. 7] met mee 1 » Bø an "ØGE + ik ls) | ER kk og É:) ser be t KR mM RL ER: G ur: SP ii, zones Fk u: bes VA DPå Å År, ala på ' 22 må ( wTØ ÆRE" HADER 0 HS 7" 1857. Barometer ; Ak Er he ER Thermometer i Skygge mod Nord. = ET ms a | | 2l Fod over Jorden. | ENGEN | SER | Slags RK | 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. RER KE Manden | ORdEn ag Ng | | | Corr -090B | ml | FRE Middel: FØRER Middel. | | | | | | | | 1 [338,74 | 339,23 | 339,33 —3913 || —696 | —199 | 094 097 | 191 | 2% | 58, 45| .38, 16| 37, 521 — 2,83 (—5,1 1105 07 25 | sne f 3 | 37, 44! 37, 63). 37, 92) —3,13 | —5,5 | —3,4 0,2 1 07 1 2,5 .Å 4 1-39, 78| 40, 04| 40, .18| —3,65 | —58 | —39) 02 407 | 2,3. Sne 5 | 40, 17| -40, 03 39, 371 —2,06 —6,3 | —2,4 + 0,2 0,7 | 45 | Sref 6 56,49) 36, 06 | 36, 944 — 1,26: —49 1 0,3 10,0 BED Sne å 71.56, 59 36, 82] (36,65 0.54 1294 1,6 0,4 "NDR 0 n 8 | 36, 90| 36, 90| 36, 774 0,27 | —0,7 381 01) ASANØ 1,0 9 | 36, 69! 37, 22| 37, 53 — 1,63 | —47 0,0 | 0,2 ON 10 | 10 | 37, 00, 36, 77 36, 671 —0,23 —43| 0,5 | 0,2 o7 | 1,2 | reed 11 | 35, 15; 35, 00) 34,69 0,94 —0,8 14 10,2 0,6 1,3 b 32, 58| 33, 68 33, 48| 1,00 | —0,4 2,9 | 0,2 DE, 5110 | så, 02/ 35, 05.36, 10| 1,647 —08 39) 02 | 0,6 | 1,71 t Rest 39, 52| 39, 82| 40, 00 2777 —4,1| 7,0 | 0,3 "ABK 8 Taad 101.41, 27) 40, 851. 260 1 1,01 76,1 | 0,2 10,6 GS Aa 12, 62| 42,778| 492, 46) 1,501 001 34) 02 |. 0,6 1 1,0. |'Regk 40, 77.40, 44 | 40, 10) 024 | —1,1 1 24] 03 | 0,61..1,0 1 Tåa 39; 65! 39, 63| 39, 31) —0,36 .—2,3 28! 0,3 0,6 — 1,0 | SE RR Han oOo MM j CI RD æ —- sø 40, 17 40, 32 40, 291 —1,00 —3,6 —0,6| 03 | 0,6 | 410 | 20 | 42, 10] 42, 09) 42, 01) 0,40 —181 1,4 | | 0,3 0,6 1,3 | 21 | 42, 53| 42,55 | 427 371 0541 —1,1 1 71,67 0,8 4 0,65 1,275 Font 23 | 43, 38| 43, 26| 43, 08 LE RR Ef RG UT HEN DS ERE BR DE | Øg "43, 09. 43, 21) 43,281. "1,40 140,6 74,8 | 0 UUO RR 1,2 | 94 | 43, 85| 45, 371 45, 371 — 0,50 | — 24 | —0,1 | 0,4 | 0,8 1,7 | BE KA 15 23,29; FOT I SDS 3,0 7 340,3 OA DA Sø 3,8 | 2% | 42, 35| 42, 64| 43, 121 —.0,20 | —3,7 3,6 | 0 + 0,7 3,5 | og | 49-35 |. 42, 19 | 41, AL" 4,67 153,5] 534 0 ORE SES | 28 | 39, 97) 40, 00! 40, 04 3,60 0,3 718,9 | 0,5 HOR | 1,2 | Reg Middeltemperatur. | se 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. | 1-9 DT 50/80 RA Fer ; | 10-19 0,89. — 0,66 8,13 Par. Lin. 18,42 Par. L 20-98 0,75. — 0,37 | 1-98 —9,07: 0/62 | ll | "Regn, Sne &c. Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. Vindens Styrke 4 Gange i Dågnet. Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. :—8, Sne 112— —ÅS. 1—231. —22, Regn 22— ;» Taage 18— 03— 1£, Isslag, Regn 231— (42—152. i 71—91. £ 61+, 10— 154, 7— (0,30) (0,19) (0,11) 0,11 0,52 0,14 3,93 0,72 0,77 0,04 0,06 0,02 0,09 0,09 0,18 0,13 0,06 0,10 12—231, Ståvregn 10— 0,48 (= 1857. S. Stille. S. SKR SO. SO. SO. SOK SO. So. SO. SO: 1 3. S0. S0. OS0O. OSO. ft 5. OS0. OSO. SY. SV.) 2. SV. SV. SV. SV. | 3. SY SN VS SN TE SV. SV. SV. Su s2: S. S. SV. SV ES: S. SSO. S. Sr S. S. SSV. SSV. | 2. SVEGRV VNV. VNV. | 2. VNV. Ni N. NV 6. V. vi VNV. YSV. | 2. VSV VSVENSVS VE KE SV. SV. So. So. f 1. SO. SO. S. SEER HEE S S. SSO. SNE S S. S V. | 0. Stille. Stille. SSO. SS. ft 0. S. S. SSO. SSO. | 0. S. S; S S1,1: S S. S S: 1.2. S. S. S. s. | 1. SSV ISSN 50 SO. SO. SO. SV. Våd: SV. SV. SSV. SVSE1: SV. SV VNV. "NV SY Vindforhold, 50 Aar. 1857 0,08 SÆR 0,35 0,10 SV. 0,25 er 050 010 0,10 NY 0,04 Stille . . 0,03 RE RE 3 m. bl. bl. m PASS mm. m. m. m Ike HOR OG m. m. m. m SNOET: m. m. m. m SS STR m. m. m. m NS EEN HL EET SEES rr SES EERE m. m. m. m SONRES FEER: % Mm. Dk SKkE ØR] SED bl. m. m. kl 52579: kl: "DE: m mm DM DE DE m. m. m. m VASKET SEDIT DP KE DIS EDI SER Se DA DK MK SEK] SELE m: bl mm KER AE mm mm BLÆSE m. m. m. m. SEE een 15 mmm SE 1 en Saa) På me book 0:00, m. m. m. m OF R0 mm: ;m: Sms OA m. m.m om 4 VER] VER). m. 01 mm Peel ny bl: Bk SKE [RS TRES mm kt PE RES UGES 1 mm KE RÅ DE SOM bl. "bl; SDKÆRI | URRREE0 ÆRES mm: BLANDE Em SER MS mm. "mm. bN 50 Aar 0,14 0,19 0,18 0,09 | LG LØls er I ip Mag” te (i ET nr gt åt Wi g fl aM je: el el re væ SE BUN SPRGR | KK tt me st i i j Ms N BIER sd Øg rr KNR 4 RRS Eee mm 8 r SM 2 Nei jdå sd FA i; Er i i 7, ME AFA SUGE jr SÅ HE SAV DØ, ag RE; "agt BER kat EN i j | fr: Rk | HU SKR fyr er TA bnfaea R Nd LNEE BEES RE RE gf ;ÆR 16 1 ERNE ad dge Seal Fed EL Ka SDR NEN RER: Ha hg ASE KE GE Dr Re re at DICE ES KA TRE Men Tak "JANE OR Fay mæ ak H= HA: i ad Ar. DØ Ét st; dl, ja | lav SER ERE sa æ i 2 ok ler KER FE MEL Ekel ed np p ' BB g SD 1 Mu RE i nm (83 É Be Ang ' g É E z É øl dt nm AE ne jen ke Å Ar i i . en ge. PT SES + Fi + gs 7 SÅN SES Er r- 33 sy ar ele! i 4 e— ra Ææ sen Fe er $ , ng ze 3%: Se En z gere E- al sk SAR kg hes" kt ie ke | É ad ik bi R f 5> Kan É LØN r.54 ; VÆRET; hikg 505 kv" & Søg kata bg Å kv lys USE RS FEAR DASE UTE RE RL SAN DERE TORRÅ fr MØRE HØ: i ter AM - EH f: aa ø æ mr rr kg Nes Ban p Z sÅY N ; Å . UL adr en ) j i. fg: BEN j MEL G å Bag EY tS ; ja E NA onreti VS RR Mål BT GE HRK , Øg . (: p n (al i: SS fri fu ST GS SKT bund Ze; X 1 fal ig USE SAR AS få; id ' 'É" fra : É PLA 27 pA Spi ge" - Sat le IS Sne ' LÅ i. al mig å lam A HER BEN 1 ASA SØE ARS HOT VER EDT AE > HOLGSE —1 40 ZJA 2 I SEMRLES AES SR TØRRE RR RER > FR ERETN FS TERESE SENE SEES SERVE NERE REE . 1 4 åg i i NS Å sa NERE" il. så. tr Æt: Anile MEAN EDT UT FN v Es Ro VW ”- i R. - > : HEER ” "« å , i å bå å "4 Pi 1 j hen " i Fa i sø uw Å fr mmeg DS OSHHODMUÆE GID mm (omme — hl mm pm Dø mæ bad KO mm må md få Få pr em ER DO mr NOTERE CHI [39] — RQ [53] 23 RO RO RS NY N9 QO MM GOG Om 29 (ØR (mm, 31 Barometer , reduceret til OP Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. FE 18573 | | 9 For 341, 44, 43, 37; 34, 32, 32, 3å 29, 35, 35, 35, 36, 35, 30, 33, 39, 42, 44, 46, 45, 39, 38, ST, 35, 35, 37, 37. 38, 36, 33, niddag. 1185 81 18 80 89 då 87 52 46 10 56 06 99 AA DÅ 88 97 56 AT la) 25 90 78 07 91 50 TA 90 84 | Td 97 21 Fod over Jorden. | 4 Eftermidd. : Middel | Lavest. | Hoiest, Corr.-0?01 Cels. Cels. | | 342456) 1949 | 0% 590 AA 05] 10,70] 9 BR] 0 41, 98| — 2,56 00161 3458 1 59.009 141059 36: 191 M60 MES ODD 325861. 53,40 N 8 183 32, 36| 2,96 | — 2,2! 8,0 30, 57| — 2,09 0,0| 5,0 31, 291 —0,91 0,9 1,0 3556 (5 26,8] 250 Så, 891 —348 | — 821 20 35. 76/1 ED SA 2 6 RS 36, 28] 108 £ 59210 4,8 ERE CO9 HRRE n S BRERRE ES MERE 30, 011.406 0,0| 4,8 EEN Eu 5] lee 178 PER 40774 MLT2 14164 Dre ALE HON HERE 5 MBE 60 AAN 31 70,79 0,0 3,1 ÅG "BA 00 1 729] 396 EN MAS (OB0 5 86 30,197 062 | — 18199 GALT DEG LD] 98 36; 871 126 10 98 35, 54| — 1,89 0,5| 4,6 36, 18| 1,99 0,8| 4,5 3710 14176 0,9| 2,92 38, 02| — 1,92 0,1) 45 ESTRID N SRRE >, (7 OD RER 7 FDA NER ES BE ABN MES LE HON TED SE RARE) JE RESET hr EA Middeltemperatur. 1857. 71 Aar. 10" Hog 094 112217 0,06 0,65 BERG 11 MERNE MESB IS oø ERE Mos d u kai ERR NS der dagl. É Jorden. Jorden. Middel. | K1.2 Eft ance: HE nel KEN eder 12 7141 17 SESne 1,9 AV DB EB g 1,3 1,35 2,2 Sne j- 16 LUS E Reg /s Maanedlig Vandmængde. 1857. 34 Aar. | 13,97 Par. Lin. 17,11 Par. Li || | | Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 (Gange i Dågnet. Å Gange i Dågnet, | 4 Gange i Dågnet. OGS ov SYNE NNY: CYNV 12 24. 1.0 sm SE eee OM EVEN NER SVIN VIENNE NEN I AR, m. m. m. m HE 1 Re 02 0406 - (SV. SV. ” SV. SSV.4 1. 1. 1, 2, m. m. m. m 20, 3—11 SSU NSSVE RISE SVED ST SØ 5 35 m. mM. m. m V. V. NNV. NYE KISS MARS kl ORE ODIN ME 181, (OR RS SNE NYDE NV. 3,5. 6 300" fm BE os SERI (0 KOS ENVE NNE SYNS VV. 1 3,5. 3,5. 3, 1. bl. m. m. kl )—112. 0,77 UV. V. SV. SENT TØS 9 m. bl. m. m 20—75, Sne 1,51 | SO. SO. O. ONS DSE ES: m. m. m. m JOR ENGE SON ONE KANE 7578. 6 Okt la ERROR NONE NNV. NNU ASA. 438 bl. bl bb] ONG FENVENV SENNELS I 1 1 Fa RR) 07) PARRE) To FSESE) Fl) i NV. N. NV. NUET kli. m. bl. kl SVARES TESSSO SSO IEA IS kl DE SKI mn 195—32. OMME SOKFSOFTISSOL ISSN DSA 5. 3, m. m. m. kl SE 21 Regn11-62 31 3,29 | SSV. SYV. NNV. VNV. 13. 2. 3. 4.- | p. m. bl. bl 21, OSOEIBSVE TEVEEEEDEVIS MS ENES OTIS ST DØ, m. m. bl. m SOF SO FSSO SOLA: 4, 385. m.… "bl, blS%m SOF SORT SOS FSOS 4 5,5, 5. 6, bl. m. bl. kl SOREN ON SOS SONGS NÆ AL SB, DESK SRISER] GE ÆDES kl: DES -kEEERkl | SO. OS0. OS0. O. 1. O. O. O. ODS TET OSTE bl. "bl mm kb: (0,34) | O. O. O. OMI MRIFINES m.m m3em 231, Regn 141-927, Sne 1,17 | O. (8) O. O. | 3,5. 3,5. 3. 4 mn Em — 0,56 | 0. 0. O. OH 35.33.0505. ms i SER Fj 0,45 I 0. O. OSV FSOST- 33, 20 2, mm. MOSE 2—5. SOSFONOTFONOHONO: 11.1. 12 4, m.m mm :—181, UDTSNASENOT HOR RONS KONDS PAS DD, Umm. Cs SE Ås +, O. O. SO. [Serh Hr FØRE Aa FAST mb Om sÆm | (0,02) | OSO. OSO. OSO. S0.|1.. 1. 3. 4. fk. bl. bl. kil n7—82. OSVOMFOSOFFOSOFF SOL ÆT ÆT 3 4, ms "bi Om Sem Vindforhold, 1857, 50 Aar. 1857. 50 Aar. N: 571008 0,10 SS RREEEs 0,08 0,13 NO. .-002 0,10 SVG OM 0,16 OF 51025 0,15 Vase r09 0,16 SO 10,93 0,09 Nys Ud 0,11 ne | så ETERN « Age bnine eder dende pre As z ir mtrad— E FS £ z hm 36 05553 å i 3 É ke" = Sgt allgs - Æ— ie Nee == Re 4 sf - bi . ” $ see" 3 + "GG = = i gen y fæ ' sæ =f = sly te rr så i É i SS z rr ø or RE - vr - 6 i ;Å kr i = es : saa de mar GUF Fo Fr æ2æ rn = se. rær X ø fg er 3 6 fat ml MT (2: & mg EN gr FRR HEV Fi £ ig i mæ = ' É == ne Æ Sø SEN SEE sed ET STS FÅ Ka kt y KLA PJ få , , , it hr ru fg i si i i i | ' åg SÅD | "BAR me Fy ud & X æ > = ve ss yang RE en (isens kench ne heent ER EE mækerderkee vad TE BA iø 2 ø z 2 så : ART. %, - 3 g [å et Py Y ER æ= EX = y rr 2 - i ad ÉN ren N" '- 2 N 4 SR i mer æ >= ke gar (LE je. i £ ss få 2 SE ore i j i É HE -- É . i Få >, ke syk Se é se DE N 2 —Bå £ ri. 5 "EA sov "SEK - så É s2 re NR + i: Kat is a G i sed FEB v= ' - 6 [ = « 5Å = « - - Es 0) 7 = Få i. £ É læ ; æ GE j i em: gt +. - ene p > én pr ir åd - pe i = - is ” a- ø hk A == za q istecerdes ron ge ernagr srt seine Shore re mr SE = se Ferm - "mn -— j (ler tern gane 2 es 3 ==: k i a el B Adele | SAR Ka, GE. RR se dl 2: " F— AE —v bl ' g or | E6: SEERE JE 5 Pe Ta, 1 rr: eV Se be lår SR i | $ Bl 3 sier " Træ: g ss NE EF > z Fr le - mn 9 på RH ED i ” øl. 3 — » pm År SÅ - E 8 i — ” i $ . væ 5 md n 2 « vw. == æ == ske É &- -—- > ae é å ” & . [| =… 2 i ar rr. se i N " me SÅ i les = æ- mø I mm sy | SE EN 5 KE Do lt, ” jæ Se n sr OS å i Eg ev- Es sø e. EK N AE SS SKR værge "des RES Fre | Å ER: je HEER Ked ENE £t.f tå År pe ø Øl i E5) Egen + Fans iå Sød SR AC , 4 ; (og) en BL ANE 5 ” å g i ' i RAVEN: NM ; rd så . ; z 3 sy b NG) AR msg) Hearst tre aljer z Le U ser % ” i 2 Cal "dl ER Si er I i LÆS 3 EVEN E 183456 =D] ES gt 3 Of FRASER ELEG kø | i uHAE 7 hj sales.» - 0 w ' "ræs f in, Æ sg v La i Kar FØRES É M LÅ i ERNE. & rs ure (be =T S BY NY z uæ Fre 3 a b f øen ale ne anne EK: mr É EEK E CR TEE 9 g % SE: ” "Y — j « Å SER y É dn hÅ SA Une '. R Ten AAN > sd R tår | 1 i w k å”n å oe ss de 0, i. TRE "SSU FT . ke Å Ka j gt BESS ag i 65 y , > 4 Kar kel, 3 y pc SKG Sø | OR Sr, EA, Ææs w by R 7 N …— ker, SSO Drei ro el HER SU Ad Rø 4 SAR R R: ” Ga an ES sn ES SD - ERE Te nm CX z BE SNS Erde HEE So Fe ESSEN Eg X L $; Ant selen TVS æg i E— = rs "i dl E RE ES TS wy » Bebel, Lar gø. « Jo, s X al rr br sr. | g ” er vi y i - A Æ: j SR hs Å g (52 LÅ HA - sa VY j ile Cm LÆR . . v [ ant i i FEE d i» [| aA md i É VÆR | ix ARS å "a« d i 14. ve ÆE . ne 3 q gt Bu "SE LN VD 'g | i | flg A Æt erg eee EN NG H Kr sa E: ANER i SR, hat Y Sane svå ” ak E ki: & MR dr ha så hur Så va flåt ra BR (dl i a i 2445) FAGET Fe ME in -ø gå ræs VÆR Fa 2" i - i ms 4 kr: KK is i man Må d [LF ØM j FN 2 i tr REE | by , is c SST 7 by eg … 2 AJ G dk ; w AE f ig rå $ , = i. 2! (Ar i = Ld fy b (ar (| tr 1 Mm it rd i . TI ” ry , å Å . i å …… Barometer, Middeltemperatur. 1857. 1-10 11-20 21-30 1-30 3,05. 5,12. 2,43. 3,53. 71 Aar: 2,94 4,49 5,92 4,45 25,28 Par. Lin. 16,76 Par. Lil VE Fald rede ED ERE, Thermometer i Skygge med Nord. => | E | 21 Fod over Jorden. | SKEER Ge ATA PNG un- | 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. 17 y Jorden” ede IS MER Bass EDR ag: Midder. RA has eee 1 [334,33 | 334,97 | 333,85) — 2987 KE SEE HR 7 203, v-B0g Re 253,49 433, 58 335 791 73/17 Ek 74685199 2,5 3,0 | Rus 3.1 36, 26" 56, 65) 37,01 3,00 176 5164 54 2,6 3,2 AR 370 57, 5070737" BA 6 291 3,1 7 29 | Reg!d BEST, F68 537,64) 157, 7012 ID Øg 17. 75.2 794 2,7 3,1 MW 61058 5341 38 741" (38 050 084 LEE 30 2,7 3,3 11030 47 | 39,39 | 39, 239 BE 0,85 7871530 2,8 3,1 87137, 801.37, 66] 31, 42 FOA 2,1 5,1 3,3 2,8 3,6 | stovø 91557, 05436, 877 36, 497) 3.57 1,0 Fe Br 3 3,0 3,1 | Reg! 1071 34-49] "33, 667 82, 57 | 407 PAT RR ET. Por ser 3,2 41 | Regi ES 73 50 720 SL SE VÆRD ID SE Sas SÆR 3,4 AA li 12 (31, 02]: 30, 42| 30,41 4,97 ER BEDT 4,8 3,8 41 | Regtil 13.129,93] 29, 177 28, BA] 3:64 3 GA 45 3,9 43 | Reg!d HA 28 65 | 29, "041 90,765 1: 30% BROKE 3,8 42 | Regli 15 151, 50 1-32 47 135.380 400 0 | rggr Rø 3,8 HA 4 161 37,53 37; 95 38; 928) TÆT LO ES 45 3,9 4,8 | 17 159,..76 | 39, 44130; 527) 240 OL ÆS 45 4,0 4,9 | Reg!f FB SA SGT AL 774 26616 0,0 | 13,1 4,7 4,1 5,1 | 191:41,:55 | 41, 371 -40,- 881. 16,80 1,8 | 14,3 5,1 AA 5,2 | SÅ 159, 115 1 38,- 81) 58, 50" GT 2,0 + 15,9 5,3 4,7 5,2 | 941.36; 65/36). 46756725). 587 RET 458. 5 4,9 5,0 | Reg! K93 1536060 135, 80) 35, GA "54 1351058 1 3 4,9 4,0 | Reg!f 951 36,85 | 537, 09. 37, 4637-—0QA0 |" —3,0 1 340 AA 4,6 ST ' BE 1.538,81 138, 75538570 FANØ FEE RE 3,7 4,1 2,9 Snefi 95 | 38, 43| 38, 28| 38, 12 0,47 | — 1,8 3,3 3,3 3,6 3,1 | Snefi BG ST, 76] 37,46) 37, AS MET —— OT 266 150535 3,5 3/1 | 27 1537; 531 37,7 SAV ST AGÅRMEDT | — 1] os BD 3,5 3,5 | Reg/i 98137, 09). 37, 05437, 15 173334 1.0.3 1 7 8 806 3,5 3,7 || 29 1-37,165| 37, 697':37,:.564" 4754 DK ER 3.7 4,1 KE 8031 557,;779 537; 78) 3787 ENT NOT 30. 3002546 4,0 42 | stave | | Maanedlig Vandmængde. | 1857. 34 Aar. || | | | Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regu, Sne &c. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. :—103, Sne WOCHHO OSO F0S0; OSO, | 4.3, "356: bl. m. m. m. 1 991 3,81 | O. O. NO. NO HA ESSEN m. bl. m. m. ONO. ONO. OSO. OSO. f 3. 3. 3. 3. m. m. m. m. 1—92, 113— ' OFRES O HO: ONOFHEISNFSNINEES m. Mm. m. m. ). SATAFONON FONO SO: SOL 1-32 9735278. m. m. m. m. OSTROF RHO ROSOOSOS HK 32. 20 9. BBS oms REDE SEE OPHOSKROSOR. KFONOS Ha 335 bl. BLK. "mm: 1 19—832. ONOGE SOS OF FSOS ES SND, 3203: m. m. m. m. SE ol, EOF ESOMRESOFFES Elle SODE FLOS m. m. bli. m. £ 11, Taage 111:— SOFFSSOSFOSO SSO HL 22 45, bl. bl. m. m. [1, BERO EO NOS ON HR 1.0 AE oms mee ER 6—211, 3—62 1,51 | NV. VIN VERS VE SO ES m. m. m. m. 2—73 : 0,14 fS. SO. SO SRER SEKS 9 YA) FREE LASREE FRE SES 18 bl. m. m. m. 3 5,25 | S SSV. S. SKER SERGE ET SEES kl. m. m. m. 211-932 Rusk21-3. 0,64 | S. SSV. SSV. SV.| 3. 3,5. 4. 3,5. | bl. m. bl. kl. 0,68 | Sv. SSV. SSU SER TAS kl pl "klÆKE 81—01, 52—63 +, 008 'S." SSO: 0." sSSV. 11. 1. 3. 1. m.m.” blSEkE 1,69 | SSV. S. SSV. SS0.| 1. 1. 1. 3. bl” KICK S: SSO. S: SSO HEN FS 598 kl KS KLERKE SO. SSO. S: NYE ES AS UGE KLAK SER a2—11. VE EVNEN US ENOLA sr AT mm: …blism sem 8—20, Sne NDS ESKERSO KER SOL TF OSOL TT DL Is åer VBE m. m. m. m (OD KOSOFFFOF HOS ONO. | 8.78: 7. 4, mm. mb 74BI 3—32, OSOMSTNOHOSO: "SOL | 38.3. 1.1. m. m. m. m 521%, OFFONOFONO: "NO 11 33730 3. m.m mm = ONOSKONOFO OND 4. 4.3 ID Em UD KIER Er ONOGHNOSENO: ONO: 4: 4, 3. d. bl. m. m. m BE Soe; Rusk 32— … (0,64) IONO.. ONO. N. N.|3.:3. 1. 2. mms mm 3, Regn, 18—9221, 0,64 | Stille. ONO. Stille. Stille. | 0. 1. 0. 0. m.m mm n 233—52. Stille Sales tille SN. 10.500 4: m.m. me Bi Vindforhold. | 1857. 50 Aar, 1857. 50 Aar, 740030: 0,11 SKIK ENS 017. <0;15 NOS SOMA 0,11 SV22005 0,12 OFFSET 0,15 VD 005 0,15 SØN RD 01 NU oe 3" 0715 g Stille . . 0,06 id sanger kr az Salmer SØSTER RENS ERRNÅT Pe) za V KE KÆS SIR rs . TAL Al 1853 Barometer, . … | reduceret til 0? Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. > = 21 Fod over Jorden. i RER rn un- . ARE ; EET er dagl. 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. re GE ERE meder FR: Se Corr.-0707 Cels. Cels. eg i mager TNSSE SE 337,34) 337,99 5956 324! 999 590 492 407 21:37, 86-38; 05) 38, 371. 76,96 29) 13,4 5,2 AS] 49 3 | 39, 22! 39, 22! 39, 04| 5,43 23| 11,3 5,6 48 | 5,3 4 | 38, 21| 38, 01| 38, 18| 5,60 3,0| 13,1 5,8 5,0 5,5 | Reel 5 | 38, 88| 38, 68| 39, 02| 5,53 5.0 | 741:3 5,9 51 | 65 | re 6 | 40, 30| 40, 26| 40, 14| 5,60|—0,5| 11,8 5,9 ER EN | FÅ 040; DSK | 40; 95 | 40, 394" 17,33 25| 13,9 5,9 er rer 8 | 40, 77| 40, 54) 40, 31/: 6,83 KA SMAM 6,3 5,5 TÅ 9 | 40, 08| 39, 83| 39, 51) 6,73 2,9| 15,8 6,4 B8 83 10138; 827 38 77) 38; 47 | 5.40 2,6| 10,8 6,4 5,8 | 8,1 11 138, "42-38, 40 1-88 PAT 6,03 ass 6,3 5,8 8,0 30, 97139, 37 7305532 5,96 3,9| 10,4 6,2 5,8 8,2 40, 141! 40, 03| 39, 85 8,03 3,31 716,3 6,5 6,0 8,8 | 40, 25) 40, 22| 40, 17). 10,16 5,0) 18,8 7,0 6,2 8,0 | stiv HO, 61 40, OPAL Po 6,70 48 | 15,0 7,3 6,5 9,2 | 09| 40, 82| 40, 13 6,30 1,0! 12,5 6,9 6,4 9,4 | 38575 | 38.66: "38; "33 8,03 34060 7,1 6,5 91 | Reg! 36; 83 130. 4 365 04 9,73 101725 7,6 6,7 9,6 | Reg! 36,—30: 36/30 35,189 9,90 5,5 | 16,9 7,8 6,9 9,8 | Reg! 37, 25 (137, 244] 36, 08) 10/50 6,9| 19,8 8,2 12102 | DUST 10036, 80- 1 15,30 |" "40015232 9,1 7,7. 1 -106 | IND fe ed ed fed fed fe fe eQO OS OD CO OT BO Æ [al sø RO — (3 | mm xø TO (USE 05036 56] 18883" 1400 5256] 409 83 | 10,9 | Reg! 18.|.'36, 15 | 35,81] . 15,30 11,8 | 7264 5407 8,81 111 35,48 1455; 80010350 45] 1 445, 11,8 1 008 7401 9351112 54, 06134 791 BET EB TORO 4 276 1413 97 | 11,0 | 0113580] 35 ERE 490 IE SÆRT 9,9 | 10,7 | Reg! 36, 99 | 737,03.) 36, 65.465 47) 15,4 | 10,3 9,8 | 10,6 | bo [3] CI GR sø RQ Ca O1 (æn) sø KO Ro RO RO HQ dd Oue 1 (su, sø 28 I 36, 90| 36, 81! 36, Tal . 9,40 3,0 11,1 95 | 29 1 37, 53|' 37, 79) 37,88 9136 5,0| 18,6 | 10,2 951445 30 | 39, 28! 39, 28| 39, 05 8,86 Bates, 154135 95 |. 14,6 314539, 7111-58; 74 | 738; 43 9,90 DOVE 4 413 9,67 163 | Middeltemperatur. 1857. 71 Aar, Maanedlig Vandmængde. | 1-10 6,10. 7,28 1857. 34 Aar. | 11-21 8,60. 8,63 4,61 Par. Lin. 17,84 Par. L| BEST." VINE OASE | 13 SE | Mai. Regn, Sne &c. Yindens Retning 4 Gange i Dågnet. Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. og Hagl 41—514, 0,10 ger 3—6. 1,34 0,14 n 121:—15. 61 181, 5—19. 0,68 3391, 0,56 91—21, Torden. 0,66 8203, 233—13 1,13 Stille. - V. - NO. NNV. NV. NV. VNV. VNV. VET SVING NOS EN: NV. N. NO. O. NO. NO. NO. SSO. USOFFFSOLSESSVESE ve V: So. 0. NO. SO. SSO. SO. O. NO. O. S 0. ONO. ONO. Stille. O. NO. O. SO. 0. ONO. ONO. NO. NNO. NNO. S. NNO. NNV. NNV. NNV. NNV. Stille. S. SSO. SSO. SO RSO TF SSOÆTS: SSVmE Ser SO0OL TS: SSU ES SVa SEVEN NVE NVE "VNVS FSSV. IS: OFF FO MESSE SS Stille SOS RS SO: SO. SO. SSO. SO. SSOMFSSOSFESE SSO: O. (5 O. ONO. 0: "O::SSO: SSO. SSO. SO. NNO. SV. SSVNLO SOF SSO: SSO KOSORFKOR 70. ONO. ONO. NO. NNO. NE ESME SE SES EDSKSKOLS SÅR ES HERSH SE OU FS OS BE PREER 1550: FÆÆ3 Re ede 1550: BESS md. 1555: SumMe SØENS Zi år DEA ddr 0. 1. ÆE 15%2 SELDE PARRE 2 152: åd. då. JENS USED OA: d. åd. BOA FE PAGE rd: HAVANA Snerre BES BE E ESS A SE SE KOSKA ULD 3828 bl. ER SEEPE RSS SEEST EESTI EA ES TET ENERET LEEDS EEN DSE DSE EET HESSEL ERR 1857. N 25005 NO 014 4.018 0.019 Vindforhold. 50 Aar. 1857. 0,11 een 0,19 0,10 SV. ... 0,05 0,14 i ER 0,07 0,11 NV... . 0,09 Stille . . 0,04 SØ um tb i ogmeb) Win i vå ' a u i g M 4 vi y k i $ N: £ MER SER f [ Eg RV i & å K Arn BEN KÅ VA j i spe SRRG Sr E se BR Ser 8 »] RER | 4-23 - SE » fB p Me i p Q : ER SORA 2 ig mal p er 5 54 r$ ra : sett ng ASg ar re. & EX, Å: ty! tj i Ad it eg y g Ek N Ba TE Late «7 sk lg X Kern MEL ASS 7 HESS RED. 7 434 HOVED 5: > i DÅ kk NE i "i i 4 ig =a r = Fi É il 3 is £ (4, så «? i Na: é y LÆ + g sælg EK u i £ sFpe Fr Æ £r r al RR &r 4 É i « ” " å : i dl x ' HAR båd 38 LE i: ZAR 9 ø ig sm" ET] n y Æ c , i "ag: (Eg Få Esme fua 2å re l Å fr 343 vå vi i Mi i UA , tg == ” gt £ i Ett HH tå E: ei | (5-54 se ' tå ER å ' AR Or ar f 3 fj " i g " s 44 w U fa z i Y 1 år 5 h yt AR k i ik É al RH i » W så é EL fad " ' røg 2 tå i > uw 22 I fr s1 [ 2 Ud Au i nad i ø FR 1 i i É: i ry hm x i 'r ! " så | N i k RR | = ye SØ s ( 2 i KOR ' ' RK å i A- f 4 i BR ; ( 12 s t I Ms: e CT; | U 7 6% ES i mai då AT GG U 1 . & DE: VAR: . pas £, SD DS 24 Fe ATL SS É 3 — BT = gs Sag SE ln en SEE gen - Så EG En ms RE Kr mm 372 "s SOE RAR s RS SÆRØERER Vask) He HORN ae TER Sen nn Fy Era GERT ba bue 'e 133 OR REE go BER. BENDER HERA HERA SEM VAL tor Fag Ka) MUR AA: É i É For i i KE SPA sene | i; GE den lng w-% æ 5 dg Sd (åer eN sæ b3g 5 RREEL så BEER EEED FT SE sr ang. Fa JR Å NORRA! ME DE ANER Ki i LEA LK er lagt: SDR 5 TAROT: ; å Pr: KM Fa DE p ege åg 25 br z mø beg ÆT i Bet i RVR | FED ØRN EDT; RD; man LIE aber Fats SR] LS HEE: NR Ng Me i iz Øå KZ stå IT LS NE i OL: GÆT ag i "a Mn BER: HEJ N ' bræer i RE ENE Bd Bu 4403 KAR, i: | BEL: | bon BLE er bio on, tir ) HR REN i; sur ) rå fer ig bd 08. . SÅ LEN SLK UN KUR Hank nå Ha (ROR HHD or) vr TAK Å ; æn i SEN dl ES Åy) KS ms Wo% ER: vÆ, É AE le ie Sy) EN RER Fc0 LA SK FODE Lø SE: bi. standse ALBI FDG: Ex AU HL i AS DET (GTI CE vB RE. fe BER å ER: Ha Rk ag tå Å, bnR, rl OX ru ØRDE Vel: Wo) (LTR (SAN ESTLS 2565) NR EET EEN : BR i KG BER En TER Has ben $3, Å ks É UNE STER Birk SEJER ML RG LÆ "meg DO CO SIEGSD GFRE CGI RD mm mm == [mmm KO me fmd fred fed fed fed på fe (er )E0 SES HRK ARS NEN SSR ESS 8] 19) RO RO BO ROS RO GF Æ GI KR mm Ro (=r GI ROV RO RO FF OD Q0 =I Barometer, reduceret til 09 Reaumur. 9 Formiddag. UT 32 Middag. 336, 34, 36, "30 99 71 83 22 01 60 72 72 50 29 94 dÅ 19 76 87 62 31 89 68 40 44 13 03 76 56 42 99 41 94 Thermometer i Skygge mod Nord. 21 Fod over Jorden. 4 Eftermidd. (7 Middel Lavest. Corr.-0?04 Cels. 330, "91 | 10943 695 35, 38 9,39 TA 36, 90| 10,69 5,4 38, 60 12,96 4,8 39, 35 14,09 10,4 380 IM 15,23 10,7 Sys DA 13,43 199 35, 33 13,49 12,3 34, 51 13,26 10,5 33, 79 13,13 9,6 Jo 11,73 10,8 35, 87 8,16 9,8 38, 61 8,39 5,5 39, 92 10,39 D,Å 38, 321. 10,89 8,6 37, 681 11,99 9,5 38, 65 13,13 8,9 40, 25 15,03 9,9 40, 29 16,73 11,1 38, 02 16,86 12,3 37, 84 15,06 14,6 40, 33 13,66 8,6 41, 54 15,16 10,2 41, 84) 15,96 11,3 41, 08 16,56 12,2 39, 21 16,49 13,9 36, 88) 15,69 13,0 34, 84 15,29 11,1 d4, 24 12,46 11,5 34, 08 12,23 10,9 Middeltemperatur. 1857. 71 Aar. 1-10. 12,61. 11,64 11-20 12,33. 12,06 21-30 14,86. .13,00 1-30 13,27. 12,35 Hoiest. Cels. 1894 17,5 19,5 23,5 23,8 26,9 21,3 23,5 20,6 21,3 18,8 15,9 14,4 16,3 18,1 21,1 22,9 24,9 27,0 27,5 27,8 23,8 24,6 25,0 27,5 25,6 24,5 17,5 21,3 1 Fod i Jorden. Middel. 10240 10,47 10,33 10,57 10,90 11,57 12,10 12,07 11,99 12,03 12,13 11,60 10,87 10,73 10,90 11,13 11,63 12,13 12,70 13,27 13,70 13,50 13,63 13,93 14,20 14,50 14,67 14,70 14,67 14,20 6,61 Par. Lin. 185% 2 Fod i Jorden. Kl. 2 Efim. 997 9,7 9,7 9,8 10,1 10,5 10,8 10,9 10,9 11,0 111 10,9 10,6 10,5 10,4 10,4 10,7 11,0 10,3 10,8 12,2 12,3 12,4 12,6 12,9 13,1 13,3 13,4 13,4 13,4 2 Fod un- der dagl. Vande. Middel. 1193 11,0 11,5 12,1 12,3 127 11,6 Wa 11,9 11,7 11,6 ILA 187 11,9 117 11,9 12,5 12,9 158 13,7 13,5 13,8 13,9 JARER 14,3 14,0 14,1 14,2 14,0 14,0 Stole Stole É | 1) Regn 182—92357%, 2—Iå: Maanedlig Vandmængde. | 1857. 34 Aar, | 23,73 Par. L|. | | | | | | | Juni. || Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regn, Sne &c. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. NNY: NO: OSO: VIN 57 3.. 12.538 kl. bl. bl. kl V. V. V. vw 13.30785 4 OBE al Vv: SV. V. NYERE STEDE SD ED SK VSM SVIN NS LESS VEREIN EA ST. AE kl. bl. bl. bl Vi SV. V. VINNIE HR 2758 m. bl. bl. bl 51 NESS NS VEN 021 4 9 HR ge ORE MH OVPEES ES ENO SF NNO SSY 10 KOS bl. m. m. m (82= 11.3. 1,88 | S. S. V. AGE! | He] [aen] PEERS få m. bl. bl. kl i VE SSV. AV. SVERRE DES SER bl. bl. bl. kl USR KSK. SV 1 SSN, "SSO 3.133. 3, bl. bl. bl. m (98 —991 1—3. VISA SSO: SSO DSE" SSNS AT 144, m. bl. bl. bl 0,67 | SY. V. NE NVE 3353: 16: m. m. bl. kl BoOSPYNV. NV-SNNV. NNY2 | 38072, 4. 43, Åb. BK KL Kl NNVE SAN NIVSSEN OL TONER DO DOS ED Fag bl. bl. bl. bl SVO FOND: KYVNN KO 33. kl. m. m. m NIGNO: NOA NNV.101,53.73. 8, bl. bl. bl. bl SSOSKAVSSÆNNON SND TO rt RE) 9 ae)" KR) Kl Sule NNE NO: N:10..4 1.13. 3: 1. Q Be Fa SR) 7 ER): Stille. NV. Stille. VNV. | 0. 0. 0. 1. KESSKE STE Stille, NV. NVEKENS NON SE MI Kl KIT SKkIS kl VNV. NNV. NNO. SSO. I. 1. 0. 3. bl. "DLL EK] SOFSONOSENNO "SO 2.133 0. kl: klær ÆBI SV. NV: NOONOS 05. 1.45. 13, kl. Sk SKER NOSENSENNOÆNNO 1 1. 12.5 3, kl. kl KIOSK] N. NV. NNV. NNVv.(1. 1. 4. 3,5. | kl. kl. kl. bl NNE ENE ON 13.5. 55.92 Ms ØB hl V. V. VYNV. NVE LE 22535 SDK SR NONNE SV, 14465 353.50 bl. BEDE SØ nm 02—41 +, NYVSEENVSRENNV ENN 0 30 "I "dd kl. m. m. m m 141—19+, NO UND. SV. Stille, 112042 1-70. Emo am BE &.… Hagl og Torden, g Vindforhold. 1857. 50 Aar. 1857. 50 Aar. Noomi 0,09 SNE 0,07 0,12 NO. .0713 0,06 SVED SOS 0,14 OLES O3 0,11 VE 1/22, 0,22 SO ra NO 0,10 NV. 020 0,16 Stille . . 0,05 er r- ON dg ". 2% $ ” FS er re Ju lg 2 iv + ms == Ser ” ("4 = Ed — == bag "ms Ser Mi. 3 k ze taget MK ons SEE kend Er Ørsted br MAR Ud Kudnde då kon ge nære Se rn - rd: fa En = 2 —— i TND ER I dk Bal ts i; UND ROR Re spy RE n.0 Far ME ok i z kk ræs == ad ; z 2 - ES GS ENE JES " ” rr i: AE ! ARS RELLLN FOT ÆN see he mn arne Fie ons 00 MM: fe Ar FAE EINE pen verng 3 £ er É hbn D.s >. ; rese VÆLTE, Å : Fr ad i ES Pers i vre = Ve 3 g « S ad. væ dis vel TR æ X c dg ås ”» dl : FE É me 6 % Å 2å ro i eg = > d sed, a ad Å Sa 0 s- Er i > i e ; É i FE å age ege ' , GE gt 5% i: ed d, '. >= . Slutter» g 72 1-40 KK SE ; y ø . i, BER e i Eng BEEN fe RS ; å SØRSEEs ss" Mtng s — ' RI 7 "ok ande AR SR RT s É: JERES SES - > EA å rr Ek ze smsmireen fr id É ala ne RE bre aelert BE ale. > PE ES ERE BES SER TE å ORE: z- "ørnene kr rer - .. ”- å å FH É ” f v É i GG > ' i s.sØ EJE il [ea 3 SR FÅ sig "Få HR Mn ede sr r= j ; er ds - , se! AR ; Dar an sr ÆLVE sr Å ig ra", ”< ege PR, ' = see” Si ft Cr FJOR] SR " Å M » tra "k , == ab ze 5 y AD: gg" ; y / É ? sg y a Sa = bag! rå å ; Ane E dg så i - ” g SES "pr — nn = BORN q 3 OD i å seks Fee (559 > w g al ir X La E. 4 n Beg: n ud i: mn " 5 - ARE» ÆRES Fr ar BE N3% 1 0 REM 114 SE lee br Rø DISK JÆAR, RO VELA SEN sok onen MNST OR BSK I TEST IR SAP så + ø sy R. | PAA ; NAG i JF vi ” ED SAGTENS ER STEV,R 790 JEER Ka NER ARMA” ae MR SA ED FAD "NANA GØRE sne f hi ' ”. re ' 7 Fy NY RI AL Ev gg z ÆT ESEVE SEN . 9 ås = ra ag re ss or am sm allel onkel dl Se BES ERA DEDE ES NE TESTE EG mere DSA ANE pl lodrotbil 1%) y KJ i ; Ås 83 i p VORE, cm | G dl . BR LA AR RL 4 EGIL | ) Fe 00 Br sy sk Kr, AN E9 Fx) H 2 SRRKRADER z dd : É S'et 86,0 is ÅU SØEN CO silden | HEN i i Eee ng rå Anal RR ta FA ek En ØW TA . VÆ | "POSE id ba re RE g ir HS MR > as, Hr Kr (Mud OR urne ; i Hr j hd SE EN Patton 1 ankeeagradtob bie > VRE 1 3 re Ulkgg FYT R "ig må ; ' ET drer! | BG y TE RE Es NØRKR uarsmen NE HØREL. (æn gg % Er Fe da RK HR ø sn i fa y i Ka Å, » EB VRE ak dd 8: mr ra ik É RE hel la Æ oyagerrEre= fSngr sis Mk sg sf dne sorter EL 5 den rr her TE ml øser vr NE med Sd br me == 185 | > Ene os Thermometer i Skygge mod Nord. z om fm E 21 Fod over Jorden. i Fed FORE SAME: 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. re DERE æn Jorden. Torden DER 2 Corr.-0?07 Cels. Cels. Middel c| KSSE Ht Middel. | 1 1334,730 |334,/"46 | 334/”49 | 13950 |, 1092 | 2291 1492 1593 1490 255) 1751 36, 204 536,12 1 13,70 (8,0. | 0954 AS ERE Søg 3137, 781 38, 02/- 38,054. 13,40 | 40,1 | 721,5 "f- 143.145 4709 | 4) 38, 44| 38, 36| 37, 66| 16,00 | 10,0 | 23,9 | 143 | 13,4 | 140. | Red 5 | 36, 99) 36, 77| 36, 45) 16,06 | 13,6 | 26,2 | 146 | 13,6 |. 14,2 H 6] 34,70] 34, 23) 33, 684 . 16,36) 15,2 596,92 1 149 1 47] 1420 | RER 7) 34, 66) 34, 39): 34, 35] 1410] 12,2 | 226 147. 01457 140 FRE 8 | 34, 55|-34,. 69). 34,- 781 13,36 | 11,4 1.224 | 143. VASE | 158 | 9 | 35, 25) 35, 2%) 35, 361 1353111,0 | 208 114,9 MBE 455 10: 35,96) 36, 25 36,37) 13,964 19,4 22,5) 141 145 157 RER 11 | 36, 75| 36, 93| 36, 80| 12,40 | 11,0 | 20,6 | 14,0 | 13,3 | 13,3 | Reel 12 1:57, 85) 38,171 387621. 13,00-| "10,2 | 22,9 -7.138 1152151 3RE0å 13 | 40, 34| 40, 28| 40, 00| 15,10 | 10,8) 26,6 | 14,0 | 13,2 | 13,0 | 14 | 40, 14| 40, 16| 39, 99 14,73| 12,7) 24,6 | 145 | 13,4 | 13,0 | 15 | 39, 65| 39, 46) 39, 01f 1440) 11,3 | 23,4 | 14,6 | 136 | 131 | 16 | 35, 53) 34, 68| 34, 32) 16,10| 12,3 | 248 4147 | 13,60 113,1 RE 17 | 35, 09| 35, 15| 35, 57 13,63 12,5 | 23,0 14,8 13,8 12,9 | 18 | 36, 55-36, 761.37, 11) 12504. 10,2 | 20/8 1 1451156 ag 19 f 38, 11| 38, 26| 38, 40) 12,60 | 10,1 | 21,6 | 14,3 | 13,6 | 12,9 90 | 38, 36 38,15 | 37,851 -14% | 9217938 | 142 113,00 129 | 21 | 35, 45| 34, 68.34, 06f| 12,60 | 12,0 | 23,0 | 14,4 | 13,5 | 13,0 | Reck 99) 32, 97| 52, 83| 32, 84) 11,76 96 | 195 | 13/6 1015340 93') 33, 43| 33, 67| 34, 15) 11,90 98 | 20,4 | 13,3. | 13,0. |. 1259 | 24 | 35, 87| 36, 09| 36, 05) 12,26 96 | 18,2 | 13,2 "19,0 ag | 25 | 34,.83| 34, 50| 34, 191. 15,33 | 13,5.| 23,9 | 13,3 | 12,9 | 13,0 | Regå 96 | 35, 86| 36,221 36,501. 13360) " 10,3 | 225 | 15,5 "| 1209 L BEST NA N H3 00045 6759 14,93 10,2 | 23,2 13,6 13,0 13,1 | 28 | 34, 76) 34, 78| 34, 90| 13,13 | 14,8 | 20,7 | 13,8 | 13,0. | 12,9 | Regi 29 | 36, 81)! 37, 16! 37, 741 12,20 9,6 | 19,9 | 13,3 | 12,9 | 13,0 | 30 | 37, 99| 37, 59| 37, 08| 13,66 87 (290, 118,1 | MOS EDER | 3135, 82] "55, SR 35, 94 13,26 172209 13,4 12,8 13,3 Regifj | | 1) Regn 15—15%, 203—20| Middeltemperatur. | 1857. 78 Aat. Maanedlig Vandmængde. | EN mr 1857. 34 Aar. | 11-21 13,75. 13,81 14,17 Par. Lin. 27,20 Par. Lil! 22-31 13,20. 14,36 | 1231 15,78; 15/87 | Juli. Regn, Sne &c. Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. 67. 1,06 —63, Torden. 1—74 +, 1,75 0,66 0,34 —152,213—43 Torden. 0,33 ger 221—9221. 0,36 [3. Torden. 0,11 2—1, Torden. 5,89 23=, 43—102. 0,47 1—222. 3,18 ser 185—19. 0,02 211—212, 03—1. | 1857, DO . 0,03 00 …… 0,02 SV. VNV. NV. NNV.I| 1. NV. NNO. NO. NO.| 2. NNV. VNV. NV. NO.| 1. Stille. SSV. SSO. SSO.| 0. SUE IST ISS LET Sme SS Et NV 7: SSY. Stille. Stille. VSV. | 1. V. VSV. S. SKØR HS TÅ SVN SV. xSSV, 8,1 :1, SV. SSV. SV. VSsV.| 3,5. VÆRGE "2 OS0. V.| 1. SVANE NE MEN VE] Vv. VSV. SÆREERER NS V. NV. VNV. VNV.| 2. VNV. NNV. NNV. Stille. f 1. V. SSO. SSO. VNV.| 1. Vs rv, NY NVE NV: VNV. NV. NV. | 3. VNVO3 NV. NV. ONS 3. NV. VNV. NNV. VNV. | 1. VSV. VSV. VSV. v.| 1. VVS VNV: NV. 3: YNV-JSNNS OONV/ OM. 3; mi UV ySv 880 1. S. SSV.. SV. sv.t 1. SVN AE UNDT ENNV NO: NE IEN Se FSROS STAV 1: SV. SV. OVNY. VNV. | 1. VNV. VNV. NV. NV.I| 1. NV. ME "ssv SV. 1: VSV. SSV. NV. NNV.I| 1. Vindforhold, 50 Aar, 1857. 0,09 SR 0,05 SV 115, 0,07 Vig 0,07 NV. Stille . . 1 1 ET Er rele FERSKE OU OU RR ENDE DT OR me mk mm HAmAUAGD mm me Qg W mm RS HANRSGRNNMAN Mm SE SIS seek EJES ble) Urne es tt Stu (ØR | SER SUSSIE SS SU ROERE SES RS FEER SEE EDR SO SES =r kl. i gr må Lt, SÅ. FA vs fg es sy ig se i ie. "bs E 4: idt| vig "le re ” RR SER SENER NE 0 DRE AR å Ha ae 48 se RI gr ARD R AD Bur ae re BE LÆSER MR BET ARTER BELEK DE Re ANE ks 2 al FEER HSA TR SR lg idrh jet NET VE MeD. Bnk, ASE ans ren ER "lg. dd FT 13 RET SB SSR 50 > | 532 TERA, 4 PHÆRRERE s— RLER É vænne hg—4 ro : TE SR eee 7 = 5; = Å 05 nn ml > Fo ære een fn brun, yt, . 7 Se Kr Fr Bens eg an nat dr Dnes lerne ann mere ng Tu sad up AE RF TEE USET AR ghj ne RR. fØVA SAS Hi Br FAE SØGE (SS) FØR DÅ, Mae ale bra. ERR: KAT LÅ ao -Hluger KO EUT: Baba! HEN ASE ver Sd ASK LYS SA. BABES SHEA) UI SL TA AR GE BENE] Bus HL). FA TÆRET MØRE" 1 så EYE ARE YES SEER SS RE DES OVRE TD URNE SSR MS DN 5 ALE MYER Er: KOPER y seg VR d au mr ae sa LEDT Ans ande 2 gg RE 3 5 f. Øl anse RØG See mel sleeve p995' 7 Far ner: ØB ner Fre Eb LDP gr 1 eSERANN aar dn S AS Ki "| U LA cÆ I i 9 fæl æn: Løg i LE gg ora VA st eg it 2 RE Aa le 2 or ; u Kos FE i te Se RE RE: SE ev AS RRS Cy (Pl ca 2 £ Er Å sat i ” å BEN TEE, 7 vel 5 N fe 1552 er HS " -Å EB "TEE EX is ELG Baker: dr ner EA! udi mel: el DR (æjot KOR DE, ET 17 | DE SEER Fit nav alt: 18 RO GØEREE ASE T SM ga bg: É JESE Se; (SR ET RE BER EJE SE (43 æt Yadre ADD: TIGRE Fa bt zeer Es LA BL TERE "eee 30 ME BY A SA RÅ, eggs ge Æt Tet FT OR ÆREN Er É, amet bÆ ER Å BST DIE. x. 70 je 08 RER lo ege KMS 798,05- Ure Je. 80 åg. Hit FÆR bed te lee må az i 28 RER emner Er gg - . sie — , sst nt) . FEE. — stjeramoktsbbltt > $ £ sek ye ra ; STE SET BES Eris hen FAO —Arek HESE FØL SÆL BER odde ig Barometer, reduceret til OP Reaumur. 1858. S) Thermometer i Skygge mod Nord. z el ED EG] MIE | re Se i | Bislod. overtone. … 1 SE SEER 2 FG 9 Formiddag.! Middag. | 4 Eftermidd. Er eee | Jorden. ASE | Corr,-0907 | Cels. SPRE Sean ou oo I | 1 1336,09 | 336,15 | 336,05 | 13926 | 1099 | 2195 | 1490 | 1499 | 1399 21595, 56 | 35, 38) 35,511 —15,700 9,3 | 22,5 | 13,9 | 138 | 13,9 3 | 36, 65 | 36, 83 | 36, 601. 14761 127 "1239 140 17458 140 41 36, 95). 36, 941 36, 721. 15,83 1:447 1 25/8 (014,3 1 AR MAS 5 | 36, 29| 36, 21| 36, 12| 16,36 | 15,0 | 26,6 | 14,5 14,0 | 14,3 i: 6 | 36, 55] 36, 70| 36, 60) 14,90 | 13,9 | 245 | 14,7 14,1 | 14,0 | Reofl 14 37 44 37. 49) 37,954 4460. 10,949 AA 141 | 14,0 8] 56, 96| 36, 92-36, 781. 13,73 |. 10,77 1 225" 14249 | 14,0 | regl 9 | 36, 29! 36, 36| 36, 611 15,901. 1441 2%9 1142. 1 430 141 RER 10.956, 43) 36, 251 35, 954 15773 14091541 258 EF 144 13,8 | 13,8 | ft 134; 76. 34,331 33, 801; 1456 13,0 226) 49 13,9 | 13,3 | Taa/! 12) 35, 69| 36, 18| 36, 281 12,10 | 12,9 | 18,0 | 14,1 13,8 | 12,9 | Regfi 13 | 36, 60| 36, 36| 36, 33| 12,96 88 | 933 456 01485 13,0 | Regi 1441/37, 19] 37; 81) 38, 397 1086 4 1144 16,9 15,27 45 8 MDA I: 15 | 40, 89| 41, 06| 40, 90f 11,40 72 180 Rg SE | 164159; 70-39; 24! 38; 904 14061 44,0" 214 1 49,5 HS ESS | 17) 38, 90! 38, 91) 38, 24| 14,86! 14,1 | 22,5 | 13,0 | 12,8 | 11,6 | Regli 189 35, 03 34, 171-38,.581 4200" | 43771 190 | Ao 400 SHA i: 19 | 38, 39| 38, 96| 39, 83| 8,73 811 13,6. 12%6. 427 MINE 20 | 42, 48! 42, 06| 31, 36| 7,60 451 12,6 1 115 1..1227 - 100RerE 21 Å 37, 39| 37, 13| 36, 90) 10,30 TAN 4,2 ge RAR | 22 | 38, 98| 38, 95| 38, 97 6,66 5,5 | 11,6 | 10,9 | 11,5 | 10,0 | 393 44, 4814457] 41 72 74880 28 | 10,0 | 10,0 | 11,0 9,7 Sad 41 00] 0 731 40, DAR 7.00 07.195 9,4 | 10,6 9,9 95 | 39, 86| 39, 57| 39, 11 9,60 5,0 | 15,3 92 1109 9,9 26 | 37, 78| 37, 50) 37, 151 10,93 801. 158.196 1404 9,7 | Regi 34 4-37; 54157; 7557 37, 4047 44565 40,318 9,9 | 10,2 | 10,1 | Regi 98 | 37, 39:| 36, 97| 36, 341 12,36 9,2 19031105 10,5 | 10,0 | 394 36, 10| 36, 98) 37, 8741030 | 11,0 14670 "0 81 00 9,9 | Regi 30 | 40, 28| 40, 33| 40, 29| 9,10 62 17,5 1 104110 5 40 | || Middeltemperatur. 1857. 72 Aar. 1-10 14,90. 11,82 11-20 11,84. 10,73 21-30 9,27. 9,74 1-50 1200. 10,76 | 1) Regn 123—134, I || Maanedlig Vandmængde. 1857. 34 Aar. 12,33 Par. Lin. 25,49 Par. Li | ptember. Regn, Sne &c. | Lyn. 0,06 "0:—213. 0,19 12:—15, Torden. 174 122:—233. 118—222. 0,06 11:—3. 0,89 )L— 2,09 8=, Regn 221—43 7. 1,74 N 0,79 :—194, 33—44, 7— 0,63 3 Torden. 0,52 yI— 63% 2,44 134. n1—211. 0,20 0,09 1181—233. 0,39 0,48 rden, 201:—202, 1—77. 1857, Ns70005 il NO. . .. 0,07 | 0.750,06 SO. 204 Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. S. NV. NY. S. SSO. S. S 1. £: SO. O. SO. SSO. l. SO. SO. SSU. SSO. Is SO. So. SSO. S: l. Stille. NO. N. NNV. 0. Stille. stille, SV. NV. 0. V: SV. SSV. SY. 1. S. SSO. SSO. SSO. EX S. USO. SO. S E Stille. SO. NO. NNO 0. VSV. N: VSV. V. Be v. Må NV. NV 1. V. vi OS0o. OSO. 2 0. OSO. SSV. SV. sål S. SV. V. V. 6 VYNV: NV. "NV. OVNV Id: Vv. Ve VYNVY. VNV Is NV. NO. NNO. NNO 6 ONO. ONO. 0. ssv. | 3,5. SSV. VSV. NNV. NV DE NV. NO. N. NY 3. NO. Ø: NO. NNV åd: Stille. VV. SV. SSO 0. S. S. SSO. SSO. f S. S. OSO. S. åd: Stille. Stille, SV. SV. 0. S. SY. SV, SSV. då SSV. VNV. NNV. NV. 1. YNV NV. NV. NV ie Vindforhold, 76 Aar, 1857. 0,08 SÆDET 0,20 0,07 SV. 2 OK 0,12 VEL SL OMÅ 0,12 NV. 0,17 Stille 0,06 NY. Vindens Styrke | Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. (4 Gange i Dågnet SYES 2: se: ore 124. ISÆ 0251 1554. TD: SÆT 154. VANER EA, NO: GERD: 175: VESA: SE MEE? ADS ea 1.5. SE 12. PÆRRES SAR CAES OF ILDEN, 7 i 11.79; 76 Aar, 0,14 0,17 0,17 0,13 SLS St BEDA ng BØ mm mm mm mm me m= RY RY mm arme bed ed fed GA GO OU. RSVS TGI le en bl. bl. DIR bl. bl. bl. kl. DIARRE bl. bl. bl bl. m. kl. kl. bl. bl. m.… AR bl. kl. m. kl. kl. kl. mM. Obi bl. bl. bl. bi. bl, kk m. m. bl. bl. bl. kl. kl, KR kk ki bl) SER bl. m. bl TR kl. kk bl KE DN KE SÅ < å « ro k " w| K i; >; KE ; : i Å beg m FS De MÅ berige menn REE GENE . " Er oe ven . « , n k Vær < 337 M = E: y gå: BE e dL ER FÅS EGN 0 ER " EEK OR) 4 — MØRE an ie” -— ! mi i i ÅR: v” Gk ig | dui gg kb i dg Eks ” —= ve æ FR = "tee DE STK ret: É . 3 ADT HERRENS NSSS LÆRTE SE nn - oe r ;” FS E Pak FRR FR il ben VR NER" IVEY AFL ØR LOV 86. ETS 1 RR | LØR ØRE sek BA KR ORD GR REE TE ERE TRE Ht dx BUEN" 7 ae ks, i i Ba. gener -— « > 0 Si ENES RESET RS LA 2 - bg je (| æ ARN ARK -VAV & 1 BEDS FREE ER . 8 re Sør mr ve re =- En kl RTE ÆREN: 3) RE OVE fle HO ve mWn 700 ; URE RA REE RT URE 4 bg Bd EP td: tå: 7208 0 US FE TS aL R ; Fe Fi SÆRT < == DYR nur: » 2 SEA TE FF i Fotisgr = PD 58 1 kb CE,6- JER Bi BEN, an ; SÅNØLSEES & ks rdr: ked m AE) MÅ å Cy ak, i bæres ef L= es ng i i; FSEN ; EH v free (ne evne" ig Bel spær — san, mas, mr msyvs [Ren É re reen arge srn3g osten "gg Da foysokkn4 kid rn BE as s [ef EsER p É —. "rd Å Kden g ' rs Mes d I i rd, an KU keel Ark: Bern rer Øæ2 BE URE 5 SSORE R RRTE EZ, UDE nten SE SE AR OT EO BR SE NE ET, BE AN KEE ORDER tu HÆ; oe 10 8" Eee 511) Re ELLE 2700 NERE 7 HÆRE YARIS i SEE Se KEE PRO TEE GE rat far 90 uret len SS LE 188 KE an DE ASTI B6 BÆK BE HEIE ARD re 7 LSRRE FE RU) or EN Frost» oz KER Ha Haran SMRT HS Av AE SK BEG: RE AR z: Sms oner tåge; A&tl ct ART 10,08 'Å AE mv ed > år — ANE 7 US. FE FAE mø RES on te. 58 i ) re, al. TØ FR > MØN LE ben: ert. pg FLEET EETTEL ENT ARE ” rig annet TER ei DER Msd 2,0 KOSTA AV Re Feet BR f2-l BESES EET ESEESELEESEEPEESSEEREEPEREEEEEEESEEEELEEEEÉ EB E REE SEE LEE ELDELE mæ FEE EET w —— Barometer, reduceret til 09 Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. SS Sa . Sd ek RT SÅ SR MEG = 21 Foi over Jorden | 2 Fod 5 2 Enge 1 Fodis| 2 Fod i fm 9 Formiddag. Middaz. | 4 Eftermidd, KV TTT den. d Re a gg Middel Lavest. Hoiest. far Bug Vande. Corr.-0709 | Cels. | Cels. ; SE NE 1 (339,46 | 339,12 | 337,47 | 9924 | 598 | 169% | 1091 | 1093 XI Så, 37. 34, 77| 35,181. 10,01) .779 | 115,0 101 10,3 3: | 33, 75| 33, 83134, 481 10,61 |: 8,6 047,5 10,71) 402 48155, 51 (155, 131:34, 98. 900 1275 186 407 10,1 51755, 705 | 32, 711 32) TUN LA 02 50 OS 10,2 | 61 54,681 54, 74) 34,504 — 8,44. 6 |. 743,87 1073 6 MES | 34,.93| 35, 03 | 34, 911 8,81. 491,15 978 LÆRE 81 5050-52, 47 162, 98 fobET F82 4308 9,9 91.50, 651 30,7 58 | 30,871 29345776 1130 99 | 98 0 32, 36! 32, 87| 33, 61 8,91 6,2 | 141 | 9,9 9,8 11 | 35, 12| 35, 2%| 35, 681 19811 80) 1381 9,9 9%8 | 1271 50,919) 39, 561.40, 001' 978. 831 165" 400 9,9 13| 41, 86| 42, 00) 41, 93| 921! 8,0 | 144 10,0 9,9 PE 4 49 441 42, 39 41, 92 2941 7,3-45,04000 9,8 15 | 39, 91| 39, 44. 38, 75 2 HEER SE SEER ar 16 1-57, 09 (538; 19: 38,729 8 MA 86] 1316 == SR ØR 17 | 39, 77| 40, 06| 39, 95 8,51 13,0. 98 Øg 181.39, 45.739, 14138 4534 SGT KE RR fa E 19 | 37, 01! 36, 98! 36, 791 7,68, 5,4 | 11,9 9,0 9,3 d dd At! FØRER") G1 Q0 201 37, 27] 337, 34 1 ST, SR RBR AT SAA 8,9 9,0 3 4.56, -47 35, 70 >55, 32050 | 89 1158 115992 709 22 | 32, 30| 32, 19 32, 16! 9,51 | 9917451 705 9,2 4 | 49 85 (744,86) 49, 788751 80) 74955 9,5 9,3 l 492, 081 41,.61 . 40, 2797 TØS 24 0 8,9 9,0 %' | 38, 37 | 37,81 57, 40] 80 670" 42,9; 157588 EB 24 50,74 3, PFA BT, MOD Reg ALE 8,8 28) | 39,37." 39, 58-39, 31 056,01] 19,5 7 48,9 8,8 20; |;-38, -67 | 38, 25.37, 6064: 1868. 41071 185% 2970 8,8 30 + 36,. 52) 36,22 55, 976 SM 388 Tv 3 9 8,9 55 1-55, >35 |: 57,720 "38749 67541 75,8 443 8,8 8,8 | | 23 | 36, 60| 37, 68, 39, 07| 9,24! 8,9 | 15,9 1 96 9,3 | | | | mn mr Fm ERE RSS TREE DERES ERE RET ORE DEERE REDER TERESE FEED SD SDN EDE DLL LEE EET LEE EET DERE EET PØERT EET HEE Middeltemperatur. 1857. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. 1-10 9,56. 8,44 1857. 34 Aar. 11-21 8,86. 6,88 16,75 Par. Lin. 25,16 Par. Li 39-34 84; ax 573 1-31 8,86. 7,01 996 9,1 9,2 9,0 9,0 8,8 8,7 8,7 8,7 8,8 8,6. 9,0 9,1 9,1 9,0 8,9 8,7 8,3 8,5 8,7 8,8 8,6 | Reg! 8,7 8,1 8,5 8,0 8,2 | Ståv 83 | Reg! 83 | Ståv 8,2 8,0 | Regi detober. Regn, Sne &c. 1—312. 613:—211, 2—53 Byge. 14— 23% 221—102=, 1—10. 8—21+, 4—102. E7. 83—21, 232—12. 15—221, 33—8. 3. 81, 11. 18—232. 171—193. 3—9:. n 71—11. 1—532, n 18—- 19%, Regn 104—112, 3—15. ERE ESS EEK Em GE ES EET 3,2å 0,81 0,51 2,50 0,66 0,64 0,43 0,14 1,05 4,65 Vindens Retning 4 Gange i Dågnet. V. V. S. Stille. SV. VNV. VNV. V. VNV. V. V. Ve VSV., SO. S. S. S. SV. VSV V:: V: SSV. S. S. SSV., SV. SV. SSY. S. S. SSV SV. FS "SSO; "SS0 S S. SV: SSV SMESSVIE SSVERFSSV V. NV. N. NV. N. V. SSV. S. Stille. S. SSSV. S. S0. SSO. SSO. S. SV VENN. NNV: Stille, 0. SO. SO. SSO. SSO. SSO. SO. S0.… SO. SO. S9. SSO, SSO: NO. 0; OS0. (0) (0) SO. SO. SO. SO. S. S. SSV. NV. N. NNY. N. V. N. N:-NNV: SOS SSO. SO: "05. SO: SSO. SO. O. O. OS0. O. OS0. SO. O. OoS0 SO. SSV. S. SSVÆFSNERSSVET SV: Sv. VSV: V. VV SO. Amme AHODmS ØD mm rer tra gam ==” . Vindforhold. 76 Aar. 1857 0,06 STEELE 0,25 0,07 SV. 0,15 0,12 VEST 0,15 0,13 NV 5.004 Stille . . 0,02 SEER LGESA Preben Si 1. 2. Å. 1. 1. il 1. åd. 1. i ae KN ae Kar ES ES ERP SAS SAD SAGE (SEG SO Prag aAP PEPPE HARALD EEN RER SERRA ES LENS Vindens Styrke 4 Gange i Dågnet. Sy SEE SUE ERE RSEO Ure KESSLERS AE SA SAREEN ERE med fe . Fm FF ÆR>. SEN 15 Luftens Udseende 4 Gange i Dågnet. VK. K SKARE SS, ø Ni Gis re SØS; Fåbien 7 Re ER & | - sekt ager FRE skar æsker vet 1 re & ME - ” LEG Sr pe K &) el BR min vre” edge sære). gt: . Fo s E settes peer ener dd her En g- ME: SE > må Hi rs db, sl reetlkr RE: AE … Aa ng 120 safe t= " se År i. i 2 ” 2 . fonde sn mn ERR men mmm å fi i e ad : . BØ = ds Å is « £ > ål É, i "79 ur U É hr Ware ,, » U i Ny i UDEN i [| —. Sk Blanes me an ma nkndi SST SE, rl AES ESS DE DE RR Kassa ORE: 53 og METTETESS | fr sløre I EN Betts Fire "Srerkr RE, dg | ran Kc rl: Lg ET MEN ane es ager sp etin SØE KL St EST 8 NØD Hnetiahd i EN i Be HR ) | 189 NORRA 7 2-"V RES rr reg MS i ie: . j ev ie SM al SAA ret SES RA i (Ng STA FRA 18. ke vr] EN MERNE æl Rs VE Ø. & HERA Tv. 7 6) en Far af SEERNE EN 18. MS DR SSR FS. Be mee AN GN SA BERN ÆREN EREEN az: i zk, LATE UV HDL UGE EBU, 0 ØRET s AG: [23 REM ARR AD 15 fu se 2 ng Mw vs MES såe 08 r DVM EA ARR ne HE we skr Rl Mæg VE VESA VT HØ it: tj ) & rr: p 2 i i RAND GULT GE OT SV NER EF j 6 « OG VÆR. Å XT RD. F- mad Å 19 ALA 4; ÆLÆRD dj pe fj SE ln É | ze ig fm Å å mær LENS JA falder 24; Kl Q . via JA ø BY Fi hel y! i fø Ø ve Fr (gg i (4 dda me vans i AN" ' | fur; |: d K '| > É i Mes Nr N60 — ge; Bree os o.h HR Fa NER mo "20 mes 5 (RED; ma mune) SNG ORE vor LAB. pe ØR g 2. BERLT TET ATAS DR v ERE 8. gt AR 0 yes NE "ARR 0. SHE ERE SEEREN SAR FT ANE SEE i" ” f> - » i . 2 - i «- "4 R ben non En EET Ee ere RE se serne RE nr KER - ze; S re EN EN brumat mr EN REED Been ske. w pre LEE TET SEES STENENE ' i Å Pr i K LL Cg) y ry es "ak HØR, DESÆT: LAN Ud DE N | lee 4 KANDE fonde 1857. 34 Aar. | Regn; Ståyk | Taadi Taac il Taagll | Taag|? i | | | | | | | i 1ete . næ Es Thermometer i Skygge mod Nord. SM kel Vone Tae RA E | | 21 Fod over Jorden. eee Re re Så 9 Formiddag. — Middag. | 4 Eftermidd. Bages [| males, |. Jorden. 9 tede: SE ElR Corr.-0700 Cels. Cels. DÅ ED Middel. | 1 1340,/95 | 340,'/"31 | 340,38 | " 6997 | 592 |,1295 | 893 895 890 AM 30705 | 30, 183730 SKOEN 83, 46,0 10,0 3,9 3,8 Ta 31:59, 71 439, 50) 39,02 600!) 64)| 8,1 eT 8,0 TÅ 44:38, 07 | 37,786] 3801 SK Be EL JO) 7,4 7,8 7,4 5 | 40, 50| 40, 69| 40, 64 5.83. EJET 2 7,5 TÅ Ti 7,1 6 | 41, -12| 41, 00! 40, 81 4,67 5,0 5,6 TA 7,5 6,4 TU AM et 42 55 520 AS DST 4 7,0 7,4 6,4 814301] 43, 35143417 1 USM ÆG 6,7 7,2 5,4 97045 73143, "33" AD KO 9130 0,607 39 6,0 6,8 5,5 10 | 44, 00) 44, 35| 44, 57 ST ED: 0 65 5,9 6,6 5,2 Bi AS SÅS 45 30 455 100 9758 ERE 99 55 5,6 6,3 5,0 12 | 43, 49| 42, 87| 42, 66| 3,83 LAN 68 5,3 6,1 5,1 JE NU ESE: 4 0 540, 305 HT 3 0,03 E 263 5,3 6,0 5,0 FL Al 2041 SOL NAM ASE ORE NE 50) RG 5,7 5,8 5,3 15 42, 960 42,90] 41, MON 5] 60 EB 60 50 5,5 16 få 41, 08| 40, i SOJBR SON BREDE REESE REE 6,0 62 5,5 rt] ES SE RE Er OA EN RR FRH 7700 FESD BR SDN RER 6,1 5,3 18 45 0 45 61 45, 56 (0 MO ME GSK 59) 5,9 5,1 19f 45, 23! 44, 96| 44, 81 1,50 | —1,3 40 1 45 5,4 4,5 90 | 43, 43| 42,761 42, 7041 — 2,00 1805) 0 EEG 5,0 4,8 dt 40,96] 40,96 40,578 1 3607 VD T 6,5 4,0 4,8 4,9 22 | 40, 17| 39, 68! 39, 09! 5,17 HOL 13750 4,5 4,8 5,1 23 30 45)" -335 180 313889 3,93 2,8 7,6 4,9 5,0 48 I 24 | 29, 591! 30, 30| 30, 57 3,77 | 6,9 8,5 5,1 5,1 5,0 ØB) ØL 47 | 33035) 33, 462 en PD 30 | 46,1 5,3 5,2 4,6 | 36 | 55,04 | 35, 4437, 66 1027 1-07] 4,9 4,7 5,1 3,3. Å 27 | 39, 49| 39, 60| 39, 90) —0,70 | —2,2 . 0,8 3,9 re TAG ar 28 | 39, 23| 38, 90" 38, 95 0,43 | —1,5 1,6 åd 4,d 2,9 IØ 13819] 57,07 STE 1 SS 30,5 3,2 4,0 3,1 30 | 40, 07| 40, 14! 40, 532 DIGTE EN 2.2 1 56/5 3,5 4,0 3,6 | Middeltemperatur. 1857. 72 Aor. Maanedlig Vandmængde. VO! 155-025 154.59 rd -20 3,35. 2,85 11,75 Par. Lin. 23,25-Par. Lir Ms 976: 9 09 | 1=30:;" 76.74 53/15 vember. FEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEETCSEEEEEEEEEETC[=EEEEEEEEEEEE FEE ESS ET EEEEE E= FEE EET EET EET EET ET FE EET E EDER Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Regn, Sne &c. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. VSM AVSV NS N USSR OD AS DE REDE Sem DIES DNE SS ST SOM ESSOLT PEST 3, AO ERNE Im SDR SSU. SSO. S0. OS0. SAS DRS EWS mm mn SSO SD ESO FT OSO MAS SISSE STE DE Em Em EM ger 6— SOF OSOFEEES OFRES OLES SAS RD EEN SE 62, 231.—9+, BEEN SO: "SOLOS O SSO IA AS ESS Mm ms ne | 5,36 | SSO. OS0. SO. S.J| 3,5. 3,5. 3. 3. | m. m. m. m CC. SO. ONO. ONO. BØN BASSEN NES SER SÆR fr] 5) ØRN Va aa FN PRF 81 OSFESOFENYS. Stille. MEET SED MEDIE Sme ED Em 'k 0,32 | NO. NO. NO. N. FEEDS HS re DEER] 11. NV NNV. NNV.. NV. RR FR BANA BME] (SEE HR SKE Te ARNE) Ye] sone ig 0,14 | Stille, SV. V.. Stille, OOS Em ED KE] SUNS ERES UleEES OFRES EO OS MS Em EM bt 183—93. OM FES le FRE S SVENN EVE 0 FEE MM Om SE mn En SUE ERNE ENINN EOS AS AS ASHE MmE sm] mn [15—225 OOS EVE REENS NERE SS VE SO TEE ESS OR KE OSOMFOS FORF OSOM 55758, 435 UDE DE ERE EEK 080. SO. 0. Stille. EMEA MO HEER ER V. VNV. ME BSV NVE [KØRE DES HRG, (SAR HT) RD) SEERE Mo SSNÆESSVEREES SSY. å BURE Y FAE 55 ter [RSD] 85) Få (SBS) Te) FRRRRRE TE] TR TET — SSO. Sø. MENVEDS ØS RE DES Sr ms mn SER VE SVARENE Sy 12009 35 "rr LB 3—231:, Regn 6;—92, SOVER SVERRE SVEREES NE 3 5 455540 Fm] Sa Em SE (-— OBL HESV: SV: SUEDE SNE 5 ESS Om In SEM . AT IV. NV. NY. NES OSSE ES ESSEN SKE mm Stille. 0. ONO. ONO. OS RRS ERE SEE Em SED RD RER] OR DES. SOK 31437 59550 [KKR KIER SO. SO. O. SNS RES 55 Fe) Hase PS | DEDE SEER] )—221, Ståvregn 23—3. VISER EVERT VEN VE" ON: KØRER S/E DE EN NEED ES rn 5—03. (1 S0 O. SO. BRED RS ms" bl ED KØRkI Vindforhold. 1857. 76 Aar, 1857. 76 Aar, NERO 0-97 Se Gi" 013 NO....0,05 0,09 SV TE 0,93 Å OR 10 1 041 Gr: 0,17 So. 80,25 0,11 NV-20106 0,09 Stille . . 0,07 REN TER ON ne en aaskiit 4— | Jongetl Togonb $ Ny: sg AM Sal RDL y væl TS SE Så AR WAR Tal Ki Ar Å mv; UN i bs y mV 2 se | "al f 4 -- KARA ald lyd kr N) FÅ Hen Åke, re ' K ig, ener "SØ lbs SKS ma sale FIG 3 i en SE me, vi: | Mg J Tam Py N KN HERRE ak: ANE RISE ( EN EEN AN NNE i Be re fys sitt) Hr s fe br ' n i Å FE y MIME ke i É f (63 ol 2" i år KA. k ig KN mel i DE Ø gi ( t E> st SR Koret 9 ob El SEND EN SYST BA br", dl . Le i RÅ nå UNS p Å X eN) Å 78 Å GR fa TY hj me 7 (625: 4 , ANE | Een sek | MO d g tat p vs i) re AVA i NEDE KT BESES vd KAR Man De ; EAN AVG. NADE Fag sl i y BER fe 7 SKARE) EE0A Fa | N É CA i man + vv) EGE L "5 vet; re kiss være FSA NET, i ED mk røg BE BER AKUT fl RED gøgt NR ARE STOREN SR Ta HE RAGE BEN RE, Tog t SE. NÆRET SE ERE 7 NNE SS LK SAGE YLOSERT START UNE | ky y | vær i de atddt Tre 383 Age Pak: 24 Modne Å "” !& ARLA LS: by SÆL VÆ z: tg "LG få "| rer v j re. al (hr AS x t j J Lol Å c SIDST: AES TURK K ' rn RR Bl É ti, ge KRL lå Å Ka EAN ere] aa ] å å ze ' sæ ' å keg ) p by LJ Bf NL EM DE (5 NÅ Fyr (q s É: 2å g vr KANE ( [ - d sænkes FLEENDE SES EDER udetmdetmrrn Mdl Almen ih bets e. ad keen KØR EN 7-Abå.d i i ET ar a |" nm É E i æt ojæotmodlobb | - MTV RE år i AR f- « h udb tri LA | - i . SØN) AL H- in - i ig hu 1240 KR "øl i, £ g nn ne ( k = UÆRVS 40 ha | ve ANSAT ne ies " die a VA |; i i: »Å hon PKY h 6 i USL sed Al il "| ka "ANNA. FN i KENS ds RER 5 "2 AK AN SKG EET ————— 1857. | el Stovki Regik: Taastl | Stovik 34 Aar, Barometer, SR TEE Mee ED REE Thermometer i Skygge mod Nord. =D = i | 21 Fod over Jorden. icr31 0 SEER | ÅRS OR 9 Formiddag.| Middag. | 4 Eftermidd. : i Jorden | Jorden. | 8 Middel Lavest. Hoiest. ; Vande. | Corr.-0907 NE WA Middel. | KI, 2Eftm. Middel. | 1 (339,86 | 339,68 338,70) 2970 | 299 | 59% | 398 4åg | 399 VA SE8: 4 57; 05 30; 40 | 73730 4 6 7,5 3,9 AR 0 3139; 168) 30) 56 39,36 1 "568 EPA 6 7,5 4,3 4,2 4,0 4453767 137, 891 59,05 5,46 | 5,0 SDN SÆR 4,5 4,1 5 | 40, 37| 40, 68 40, 09 456| 5,3 6,6 5,0 4,7 4,0 | AES ST | 41; 5849) 1907 500 VER 4 55 50 4,8 4,0 TAGAD 103 1342166 42) GA ENES RO | 5 4059 | 4,9 4,0 BH 42: 0143] HAN 4381 4,90 | 5,4 78: 5,3 BSN 4,0 91-43, 08) 42 0931 49 70] "3401-38 5910751 5,1 3,6 10 756 41 07 141 1007 73850 04 5,3 4,6 4,9 3,9 11 | 40, 28| 40, 08) 40, 04| 6,46 |. 48 9,0 4,9 4,8 3,9 19 1 43, (65) -35, 709844, 31 0,96 | 0,1 6,9 4,7 4,8 3,1 13 [43.032] 49, 86 41,981 1909718 5,0 3,8 4,5 3,6 14 | 39, 60! 39, 19| 38, 92| 5,43! 44 8,1 4,0 4,3 3,6 Io] 37, TON "37 AS STE SO NE RROOS IS 2 6,1 AB 4 3,6 16 1-38, 28| 38, 21! 38, 291) 433) 5,0 6,5 4,7 4,5 3,5 17 | 38, 61| 38, 48| 38, 45 373 49 8,6 4,9 Ad 3,5 18 159; 32 130 64659, 87100 TS 9,8 SØ 4,9 3,5 191738, 6913821 IE OB] ROGEN 54 TD 5,2 5,1 3,2 20): 1438, 544 1738 788. 737 AS AG 101 AA 4,9 5,0 3,0 BE SSA FBE | SS SEE OG] BOD OG 55 4,6 ÆT 3,3 99) 34, 88| 34, 87) 35, -00| 7,30. 4,9 1 10,0 4,9 4,7 3,4 95 1'437;702 537; 608 ASIA EBE FF R6 8 9,3 5,4 5,0 3,0 Så | 38, 37 138,- 64390 304476" 3,8 7,1 5,1 5,0 2,9 95 17306, 24 |.39, 82 539 35 540 | 4,9 8,3 Bd 5,0 2,9 26 | 35,1 99). 35,498 550 0 NES 3AS EAD 7;5 5,0 5,0 2,6 S7 1130, 85 | ANSAT FAD E50 | OMO =-45 0,8 4,1 4,6 ig 28 | 42, 72) 42, 801.42, 641 —1,07 1—3,6 | 0,0 3,4 4,1 1,6 BØN AD AT 549930 MAD ROD Foo HT DB 3,0 sr GE HERE 39 30 140, 49 | 40,46 40,581. 11,65] 7,9 39 3,6 PÅ Il 42, 57) 42, 766142, 90 "53 36,0 17,3 4,0 3,8 2,5 1) Taage 155—19%, sk Middeltemperatur. | 1857. 72 Aar. Maanedlig Vandmængde. | ES CURE "1 SR ARE BI 650 fe3å REE, SAM seg 8,45 Par. Lin. 19,80 Par. Lij 22—5 3,30. — 0,3 | 12310440 5075 ecember. Vindens Retning Vindens Styrke | Luftens Udseende Reg . i ) gn, Sne &ec 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet. SO. SO. Sø SSV Ku GREEN EE bb mm VS S KUV SV TIRS SAN TSK er EST SS m. m. m. m UEGTE KANSKE VSSE ESME UNS AE FEEDS 0 VAD) 9 SSV. SV. VSV. SSV. DER EN SNEDE SAR BEDES Ems | 19:—9. SNØMESNVE INSSV US ASE SE DEN TEN NER 14— OGS FSV. "SSN USSV, Je 1,1. RR m.m son + Stovregn. OMMEIRUS VE ESSEN SV VS ES 2 NS ME MOM 0,12 HV Ve VNV NL BER MENES talt kl. kl. kl. kl | ME VSO VSV. SY 353,57 3. 135 OD sm DAN 173—213 S SV. SY. VSV DE FDD SIE m. m. m. m SV. V. V. NINNVE LIR 3 ES DAS m. bl. m. m VNVYV. N. NNV. NNV. SEES kd IE KR SK ESSKl Stille. V: AGE NE NOEL MEDA bl. m. bl. m V. V. V. VE ESS DES KØ Hm ÆDES mM SR] n 9—- vi SV. SV SV Hr FRESINS: m. m. m. m 35, Regn” SY. SV Vv V SES ANES RSS: m. mm: mm SAV V. SV. SVENS AURIS SETS m. m. m. m 0,40 | VSV. V. VER HRVISNSA NS SNERRE: m. m. m. m n 62—9£. SV SV SSV SV SEA EN KN kl Sk mm 225—33. OPONFSVE NV SV ES V SV.T 112 1,52. ÅR -bE: m.m n 148—182, Regn 8— 0,16 | SSV. SV. VSV. VSV.| 3. 3. 3. 3. ms bio] Sem 3, 3,74 | SV. SV. SV. SUV] lets ERE ER TRE, | FREE | mmm Om in 13—5%. 1622 AVIS VERDEN SNE BENN LIVS 5. UDSKDA, 9 m.m mdk! rn PU NANSEN NV. "SV D 23803141 4, DN OD ben 5, Regn 19—57Z. 0,61 | SV. SV. SV. VE BE ST SER ARLS ms: am mæekl QAGSENV ENN: NNO.. N. BRIDE OLD 0 KlLKI DIERl N. NO. N. NNO. Se TON TO RR 1) BR) Ty (SR Få NO. NO. ONO. V. SSR STEN FSenel | KRUkIKSKIE || 85—11. NVE KAVSVED SE SSVE rn SA 1 ma msmsem | 0,05 | VSV. V. Ve VEN IRSK ESS ÅADEED mm Om sem 223—33. NVE ENVER NV NV. .52 97 IØ ED ER IRS 15 regn 193—2, Taage 21—6, Taage 10— Vindforhold. 1857, 50 Aar. 1857. 50 Aaf. NE . 0,05 0,09 SELE 0,08 0,12 É NO. . 0,04 0,12 SVeE N0AG 0,17 ORE 000 0,14 VENETO 20 0,16 SO 0,02. "013 NEGLE | 0,07 Stille . . 0,01 ar ar, da ng, dg) EM id ag ag FL Al UN AOR me pnd b: Je i . JN ak MR JR; il LN Hg dy (55 MA) Tids gig Me 4 NER VÆ dt sy) ALTYK ÆrS rr ie JANE: i: KL pt, At! Us 0 nå Maj ko se KR Us; USA'S AGT CA KS Bol mi: tel lg) NS LE i AA OMAR jule: SÅ LEN ED SANNE ET NEN F- mile gel Øg peer MR RA Ka FERIER: 1 ert KS rel: mM SNE SEP ERR > FT DT NV «ARNE UR er Hd ja ly KEYES? SARA FN NT BLE ARD TET BAS tt (7) sm i, om (gt) (YN —- - FE STER Kal - ey z Cala É «Rk es s" ne ” - + sæ me, > RR ERE gr Sø" 2 « =n 2 == n = ==3 =: == ; Væs —4€ ' y 755 Å E sen $> 3 RER < == É Se =2y; É E 3 É: E i 6 =m a [4 2 = ” ' É Ste Su gær 2 $- = SM i ww rr eg S É mf” É. Sa ? | FE, ER, mr åL z É EEN 2 i = 3 == D. 2 <2S-SS gg É - & E & ; = ØR STERNS SMED re ff anses rt: Eg p ie > nr « pm x sv: ” b= Ek 5 re > Sa get [ss > Ses >= ' - er == Ø rø rs g — É ; . FS eg va =x c = > z ER KS — - 5 . = nå == Ze E Fæn 2 - mi 2 tsenn b JE riger ir ml ge == & se kt SESEE 2. ' Suns E - 58 øv dag, « 5, == Su Re i in = i k É DE: JE i i = re S n = = z - x - an nt. ka nn == , << J = e ka" ære = - & 4 g in Ce e E ] - sf i bl get KE F UT SENERE Ar ag] |] k . i i ES å É la nn ML M VIE a KAN 14974 i ug væ da å REEVES REY SST TESTER ST SSR serber nr em næme er MV er hen RS DENE EN MORIRL EE ip rr he Er nær Å (CASA: r i db "AL sd pE 4 Wt 33) mi: ) i KAT T CYN TTYTN ANSARBLERE FØR [ mis 4 y i: KON i« sp! j M i | : y; É FN tt nø ” ne AJ net Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri vel F. S. Muhble. » ø Uu i U ' i Å fy me", gg "a Lø '; AN j " d in å i nm , Ed O == tdl HE FOD Å ai p J £ A lg Q ; i ' ig i d i ig A | i , | i - I z | E: 7 Å| Va '& + SS i Å FA å . ' br y TRA ) . d ,r Å |d i FA "dl ra i Æ i | + j É MG Au ES SE Saras ir su HYt 2. ABA ge, 5437870 led, Burton E SEERE DE: É GLEN så MH Jos ES Anstand