FRR Hd "SEES gø kg NE 5 z£ he SERRA DER FS DER ; ” SENE) i é Be æ 3 ly SEES FASE De LAU sker æg 3 g Fe É > z 2 z É 79 ES SEE g s i AR sorgen rr REE > $ ; SES SEEK ng AUG z < SE 2 å ås est: FNS eS nøeORS nn > Sk TE sp AD DEREr PUT LER Le HU SYDER UW É go REN Es å! p i HS: ENN TE = AS Er led & sl Vit rage 2 2 i i wa bin i SENDE ENE mr, , e: ENE GERE: É SER el - i å N => E na 2,5) g mn É: i - då i I TE var DAME ' i . g ser mn ger h ANGER 4 ! TØS ; m AJ &- iz i Tre z by fe: i ! so > bl DATES 0 ES SAD VGE Sk Æ Hd) Å ' i be i re HB VS ERE BARE TR Er " (SEN == PG fre | SSR ' [af ANE AES BUD Ra Ge ES SET DNS SE KO ls ES RR M u K: ik: ) É SGD ae ER Å [o8 RL FAKE - . 3 KS na z En konj - Er å A i i EA SÅ i i LæD % Æ fg SESet kk: 3 ON ik Så sover KER 9 ernes Nelskabs Forhandlinger dets Medlemmers AÅrbeider i Aaret 1851. 1%10. Å. 3. Af — Selskabets Secretair Gt. Forchhammer, DØ Etatsraad og Professor. ff i nr 0 00 ømme. Kjøbenhavn, Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luné: "CR u i « Fod 2 Oversigt over det » Kongelige danske Videnskabernes Selskabs " Forhandlinger - dets Medlemmers Årbeider i Aaret 1851. Af Selskabets Secretair. Ær. 1 og 2. Modet den 10% Januar. —gg— — Herr. Professor Steenstrup. åfgav påa' Leirecomiteens "Vegne fålgendé Beretning som Udbyttet; af mogle ved Isefjordens Kyster og i; Jylland sidste Sommer anstillede geologisk-antiquariske Un- dersøgelser: angaaende; Landets ældste -Natur- og. Cultur-Forhold. Sidén Comiteen afgav sin» forrige: Beretning om..de… Under- sågelser, den havde anstillet i; Issefjordens; Omgivelser, have dens Bestræbelser: fornemmelig. gaaet ud påa nærmere at oplyse tvende af de Phænomener, der dengang »vare;;Gjenstand for dens Frem- stilling (see Oversigt over Kgl. Vid. Selsk. Forh. 1848. S. 62 flg:). Det ene af disse! Phænomener var den tidligere stårre Ud- " bredning af Havvandet over en-betydelig Del af de lavere Siræk- ninger, som nu gaae fra -Issefjorden ;dybt; ind i Landet og ofte Mun TRE 2 " — fjerne sig milevidt fra Fjordens nuværende Bredder. — Da de foregaaende Undersågelser allerede havde fårt Comiteen saavidt, at den i sin forrige Beretning havde troet at kunne give et no- genlunde sammenhængende Billede af det nordlige Sjællands tid- ligere "Udseende, just med Hensyn (til "den håist. forskjellige" Fordeling af Land og Vand, som var betingel. ved at Issefjorden i disse Tider var stærkere forgrenet og havde talrigere Forbin- delser med Kattegattet, maatte den næste Opgave Tor Comiteens Virksomhed i denne Retning fornemmelig være nærmere at fast- sælte det Tidsrum, i hvilket hin stérre Forandring i Forholdet mellem Land og Vand havde, fundet Sted. Spårgsmaalet maatte væsenligen stille sig saaledes, om hine ældste Grændser for Hav- vandet som nu ligge saa fjernt fra Fjorden, tilhårte en Tid, :der gik forud for Landets Beboelse, eller om de vare senere end denne, og om de da med nogen Sikkerhed kunde hen- fåres til noget af de tre stérre Tidsafsnit, som, for Danmarks Vedkommende idetmindste, betegne tre paa hinanden fålgende Culturtrin hos Indvaanerne' og som. sædvanlig benævnes Sten-, Bronce- og Jernalderen. I det Qiemed derfor at komme til en nåiere Erkjendelse af Tiden for de skete Forandringer og forat opsåge saadanne Stedforholde, søm i den.Henseende kunde love Oplysninger, har Comitteen besøgt flere af de Punkter, den ikke tidligere havde 'seet, navnligen den nordligere Del af den i Fjorden liggende Jægersprishalvåe eller Hornsherred. . Netop der have vi, ikke lidet veiledede ved de Fingerpeg, Districtslægen Hr. Kammerraad Kyjeldahl gav os, været heldige nok til Vest for Trollegaardene at finde Grændserne” for den tidligere håiere Vandstand, de hævede' Havstokke, liggende i vet saadant Forhold til flere Gravhéie, at en Udgravning af Héiene og ;Gjennem- gravning af Havstokkene med stårste Rimelighed maatte »oplyse det indbyrdes Aldersforhold. Til andre Tidsbestemmelser fand- tes et ligeledes gunstigt Punkt længere imod Syd ved nogle Ud- flyltergaarde fra Overdraaby, hvor: den hævede Strandbred stød i en saadan Forbindelse med Enden af en Térvemose, der synes rig påa mange interessante Natur - og "Kunstprodukter, at ogsaa herfra vigtigere Oplysninger turde ventes. ”— De mere udstrakte t = MA = 3 Gravninger, som vilde være nådvendige til Låsningen af Tidsspårgs-— — måålene, foretrak Comiteen imidlertid at udsætte til: næste Sommer, dels fordi dens. Medlemmers åvrige Forretninger ikke vilde tillade dem at være længe nok samlede til Fuldendelsen af slige Fore- tagender, dels fordi det i det Hele maatte ansees vanskeligere og under alle Omstændigheder kostbarere, i daværende folketrange Tid at sætte tilstrækkelig mange Folk i Arbeide ved Gravningerne. Det andet Phænomen som i 'afvigte:Sommer beskjæftigede os, ” have vi forsaavidt forfulgt med stårre Fremgang, som Underso— gelserne ikke blot ere forberedte men ogsaa førte saa) langt, at der allerede foreligger et bestemt og meget vigligt Udbytte. — Det vil af foregaaende Meddelelser "erindres, at en væsenlig An- ledning til den Række af Undersågelser, som af Comiteen anstil- les omkring Issefjorden, tildels skyldes nogle mærkværdige: -Op- dyngninger af Osters og andre Havinuslinger, der i Form af hele Lag eller Banker vare iagttagne paa enkelte Steder ved denne Fjords Bredder;' liggende i en Håide af 12—20 Fod over dagligt Vandé; ligeledes vil det erindres, at slige Lag vare af" Comiteen gjenfundne paa flere Punkter i denne Egn, og at man allerede - ”gjentagne Gange hermed havde sammenstillet lignende Forhold, som vare iagttagne ved Fjordene i Jylland, navnlig ved Mariager- og Limfjorden. Foruden den paafaldende Forekomst af hine store Masser baade saa håit over det nuværende Havspeil og med saa stor Udbredning i Landet, havde disse Osters- eller Muslingban- ker endnu hendraget Opmærksomheden paa sig ved den Mærke- lighed, at man mellem Skallerne af Sådyrene havde fundet Spor af Kunstprodukter, saasom Potteskaar, Flintflækker og -andre Redskaber fra 'Stenalderen, sædvanligen ledsagede af enkelte Levninger' af Landpattedyr. Derved blev det altsaa utvivlsomt, at'i hvilket For- hold man 'end vilde stille disse Banker til de ældre Havstokke, kunde deres Dannelsestid ikke lægges længere tilbage end til Danmarks fårste Beboelse. Med Hensyn til deres" Oprindelse tydedes de vel endnu i den sidstafgivne Beretning som staaende i Forbindelse med den tidligere håiere Vandstand, der da nåiere skildredes, men: de be- tragtedes dog kun som Virkninger af enkelte -håiere Vandgange af en voldsommere Natur og kortere Varighed, og holdtes som gr: wæs " — & (fg ig 4 saadanne vel adskilte fra Virkningerne af den stadigere og roli= . gere håiere Vandstand, der betegnedes ved de hævede Havstokke | og Fjordbunde, som, dækkede med Sådyrlevninger, nu strække sig langt op i Dalene og Lavningerne. Denne udhævede Forskjæl have vore fortsatte Undersågelser gjort endnu betydeligere, idet de have ledet til Vished om, at det kun er mere uegenligen og i alle Tilfælde kun middelbart, at disse uhyre Opdyngninger af Sådyr skylde den tidligere håiere Vandstand deres Tilblivelse. Det er antageligt, at håiere Vandgange kunne have ordnet og lagt» i de- res. nuværende Stilling endel af hine Masser af Sådyr, men op- rindelig ere de blevne samlede og opdyngede paa disse Steder ved ganske andre Kræfter. Forat Opdyngningernes sande Natur bedre kan erkjendes, hidsætte vi korteligen Resultatet af vore Undersågelser paa de enkelte Punkter. Å Vi begynde med tvende Punkter i Omegnen af Frederikssund, hvilken By har dannet ligesom et Midtpunkt for vore Undersågel=" ser i dette Aar; disse Punkter ere Strandskrænterne ved det. tæt udenfor Byen liggende Færgested: ,Bilidtf, og Skrænterne af Veirmållebakken ved Havelse-Målle, beliggende %/4 Mil fra Frede- rikssund ved Stråaaens Udlåb i en lille Vig af Issefjorden. — Paa begge Punkter har Meddeleren allerede henledet -Opmærksomhe- den vedæn forelåbig Beretning oplyst ved et Træsnit, i Oversigt over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger for Aaret 1848 S. 7—11. Ved 'Havelse Målle træder Osters- eller Muslinglaget frem i Form af flere Pletter af betydelig Omfang i Siden og paa Over- fladen af den lave Banke, paa hvilken Veirmållen staaer og som aldeles modsvarer de lavere Banker, hvori Osterslag findes ved »Bilidté. Det er imidlertid let muligt, at disse Pletter gaae. over i hinanden eller danne ligesom et sammenhængende System, idet Laget delvis'kan være blevet dækket med Muldjord, da Bakkens Overflade i længere Tid har været under Dyrkning. Denne for- hindrer dog ikke at paa mange Steder mellem Stubbene og i Fu- rerne Ostersskaller og Muslinger, og hvad ellers i Banken fore- kømmer blandet med disse, ligge aldeles blottede paa Overfladen. I den ene Ende af denne Mållebanke har man til Veifyld, og i den senere Tid tillige til Mergling, bortfårt en Del af Massen, 5 og derved erholdt vi et: Gjennemsnit gjennem een af de oven- nævnte Pletter og sammes Underlag. Dette Gjennemsnit gaaer hel- digvis saaledes gjennem Bakken, at det gjennemskjærer Muslinge- laget paatvers: og blotter altsaa dettes Sammensætning baade i den Side, der vender imod Fjorden, og i den, der "vender bort fra samme. De Undersøgelser, som dels Meddeleren dels Comiteens tre Medlemmer i Forening+) have anstillet i denne lodrette Væg, ere i det -Væsenlige fålgende. Bakken viser sig tydelig sammensat af to Afdelinger eller ligesom af to Banker af forskjellig Natur over hinanden, idet den dyre lægger sig som en tyk Kappe over den nedre. Denne bestaaer af Grus og Strandsand, med enkelte Skaller af Sådyr, Smaasten osv.; disse Bestanddele ere tildels ordnede ved Bålge- slag, og Skallerne og Skalbrokkerne vise sig mer eller mindre tydelig vandslidte. Opåd dannes den af finere Sand af en brunlig eller sort- laden Farve, som om det var bleven blandet med Muld eller vege- tabilske Stoffer. — Umiddelbart over dette brunlige Lag begynder " Aske og Kul-at indblande sig i-Bankens Sammensætning, og dette » betegner Begyndelsen'af den; ovre Afdeling, der fornemmelig er dannet af Sådyrlevninger, navnligen af Skaller af Østers, Blaa- muslinger og Hjertemuslinger (Ostrea edulis L.; Mytilus: edulis L.; Cardiumedule "L.); thi hvad dér af Litorina litorea LL. Nassa reticulata L., 0. fl. blander sig imellem disse 3 Muslingarter, er i For- hold hertil at; ansee som forsvindende Stårrelser, —Laget har i det Hele en Tykkelse af 3—4 Fod, eller lidt mere, dog ere dets oprindelige Forhold ved Overfladens Behandling med Ploug: og "Haårve blevne forstyrrede indtil næsten en Fod under denne. Mæng- den af: de i Laget opdyngede Muslinger og Østers udgjår, Tusin- der af Tånder, for ikke at sige Læs, at dåmme efter den Masse søm de bevisligen bortfårte Læs: have udgjort. I den Side af Laget, som er længere. fjernet fra Fjordvigen, " ere hine 3 fremherskende 'Muslingarter snart blandede aldeles mel- lem hinanden snart sondrede i Partier eller Hobe hver Art for ”) Forpagteren af Mållen, Hr. H. Madsen har stedse med al Forekommenhed imådekommet os ved vore Undersågelser af Banken, hvorfor vi sige ham vor Tak. Eg 6 sig, men aldrig ere de liggende i Lag eller Striber, ei heller lei= rede paa deres flade Sider eller paa nogensomhelst anden Maade ord— — nede, ligesom de ogsaa ere uden al Slid; derimod ere de enkelte Skal- ler liggende i saa besynderlige Stillinger til hinanden og Mellem- rummene mellem dem fyldte med lette og bevægelige Masser (som Aske, Trækulbrokker, Fiskeknokler), at. de end ikke kunne tænkes at have været udsatte for den allermindste Bevægelse af Vand, inden de ere'blevne bedækkede af nye Masser, under hvilke de'da håvé be- holdt deres oprindelige Stilling. Det hele Billede, man erholder ved Betragtningen af disse Forhold, modsætter sig derfor uimodstaaelig enhver Antagelse af, at denne uhyre Mængde af Muslinger skulde paa nogen Maade være opkastet” af Havet seller sammenskyllet ved Bålgeslag. Derimod fremkalder det uvilkaarligen: Forestillin= gen om, at de maade være henkastede hobe— eller bunkevis paa de Steder, hvor de endnu findes. Denne Oprindelsesmaade for dette Lag bliver endnu mere antagelig derved, åt Aske og Brokker af Træ- kul ofte danne for. sig uregelmæssige 1—2 Tommer tykke korte Striber eller Kiler imellem Muslingerne, og at der mellem: disse findes i Mængde. indblandede baade-Knokler og Sten, der paa for- skjellig Maade vidne om, at de'håve været paavirkede af Menneske. hænder, og, som ovenfor vist, deres Tyngde uagtet; ligge ved Si- den af de letteste og mest skjåre Bestanddele i Bakken. I den modsatte Ende af Væggen, som svarer: til den Side af Laget, der vender imod Fjorden, og som hverken er mange Favne fjernet fra denne eller mange Fod over den, ere vel de Bestand- dele, der danne Laget, væsenligen de samme, men der: indtræder dog en begyndende Ordning af Masserne; Skallerne ligge ofte paa deres Bredsider og danne Lag af 3—4 Tommers Tykkelse; Sand, Grus og Smaasten indblander sig mere mellem dem og ere ofte ordnede i Smaalag. 'Vandet synes saaledes en kort Tid at have lettelig spillet med disse Masser, og dette kan man saa me- get snarere antage at have været Tilfældet, som Fjorden endnu ved Håivande kan naae temmelig langt op paa Skrænten af Bak- . ken og i Hoide næsten naae op til Lagets Underflade. I denne Side af Laget er der, idetmindste saavidt man kan.dåmme fra detle ene Sl Gjennemsnit, en umiskjendelig Tilnærmelse til Forhold, dervere, iagt- tagne ved ,Bilidtf, men jo mere man herfra nærmer sig imod Mid- ten af Laget, jo. mere forsvinder Lagdelingen. og jo mere træde de for den modsatte Side beskrevne Forhold frem. Da-detver paa''de Indblandinger i Laget, som tydelig bære . Præg af at:være behandlede af Menneskehaand, vi for en. væsenlig Del støtte vor Overbevisning om Menneskers Medvirkning til. disse Bankers Dannelse, ;og da disse: Indblandinger ogsaa i andre Hen- seender,” som det snart vil sees, afgive lærerigt Udbytte, ville, vi mere specielt meddele fålgende Beskrivelser af dem. Der findes spredte gjennem hele Muslinglaget ikke faa Smaa- sten, af en knyttet Haands Storrelse, - sædvånlige rullede. Strand- sten, der bære - umiskjendelig. Spor af at: have været. stærkt gjennemglådede, og undertiden af at have været mere udsatte for Ild paa den ene" Side end paa den anden; ikke sjelden befindes de endnu kulsorte eller sodede paa deres Overflade; sædvanligen ligge: de enkelte imellem Østerserne og Muslingerne, eller i Aske massefne; «kun op imod Overfladen ligge de flere samlede; men endnu have vi ikke iagttaget, at de i denne Banke danne saadanne smaa ligesom brolagte Flader, som dem der nedenfor omtales ved »Bilidt”. ] Endnu hyppigere end de glådede>-Sten findes der andre, som enten ere bearbeidede til Redskaber eller vise Spor af en, saa- dan Bearbeidelse, nemlig de… for Stenalderens Folkefærd saa be- tegnende Flintredskaber.. I Låbet af et: Par Timer have vi samlet henved 70. saadanne,; dels ved at undersåge: den nylig omtalte lodreite Væg, dels ved at opsåge dem paa 'Bankens plåiede Over- flade. De fleste (50)”maae henregnes til de saakaldte: a) Flintflækker, der dels brugtes: som skarpe Smaaknive, dels efter nogen Tilhugning anvendtes til Pilespidser ; desuden have vi fundet: ' ; b) tvende Flintstykker, hvoraf Flækker ere udhugne. c) trende mindre Flintkiler, raat tilhugne, og flere kilelignende Flintstykker. vd) flere råat tilhugne Flintstykker af usædvanlig Form. 8 €) en Flintlandsespids, hvis yderste Ende sees sat have været af= brudt, fårend den er kommen til at ligge-i Massen. f) en stårre Flintére eller Kile, med firesidet Bane og tilsle- bet. Eg. » Af andre bearbeidede Gjenstande fandtes fremdeles: g) en smal, men lang” Slibesten af Glimmerskifer, efter 'Sliddet at dåmme rimeligvis brugt til Redskabers Afglatning eller Po- lering, og en mindre lignende af 14 Tommes Længde; h) eridvidere en lang glat Bennaal, oval i Gjennemsnit, noget flad og afrundet imod den ene Ende og tilspidset i den anden — og endelig: i) flere Skaar af Lerkar Cshukaldte Urner) af den sædvanlige sorte Jydepottemasse, sort indvendig og rådlig udvendig af Brug. over Ilden. Flere af disse Skaår laae saaledes samlede, at de utvivlsomt have tilsammen udgjort en 'stårre Del af et helt Kar. Atter talrigere end hine af Mennesker benyttede Stene vare Levningerne af Hvirveldyrene. Uden-at tale om den Mængde af Fiskeknokler (Hvirvler, Knokler af Hovedet,… Ståtteknokler af Finnerne), som fandtes igjennem den hele nedre Del: af” Mus- linglaget, blandede mellem Muslingerne og i" Askestriberne, og som synes alle at hidråre fra en eneste Art af Flyndre, forekom dér saa talrige Knokler af Pattedyr, hat nærværende Meddeler har af en -Masse, som kun kan anslaaes til 20 å 25 Cubikfod, i den lodrette Væg udpillet over 250 Knokler eller Brudstykker af disse, og sandsynligvis ere mange undgaaede hans Opmærksom- hed. Det vil heraf sees, at Knokler i det Hele ere en væsenlig Bestanddel i et saadant "Østers og Muslinglag. Knoklerne tilhørte meget forskjellige Dyr, men dog fornemmelig: 1. Kronhjorten. Cervus elaphus L. Kjæbedele, Hvirvler, Ribben, Led: af: tillikvmn 2. Raadyret. Cervus Capreolus L. ligeledes. 3. Vild(?) Svinet. Sus scrofa L. ligeledes; | hvorimod der af efterfålgende kun er fundet. enkelte Knokler, nemlig: 9 4. Hunden. Canis familiaris L. "Stor Hjornetand; den kan ikke være af nogen Ulv, men stem» mer aldeles overens med de Hundetænder, som i oldnordisk Museum opbevares fra Stenalderens Grave. 5. Maaren.… Martes. deraf kun en 6te Halshvirvel. 6. Pindsvinet.' Erinaceus europeus L. Overarmbeen og håire Underarm. Saasnart man har mange af disse Knokler liggende for sig, maa Opmærksomheden nådvendigen henledes paa den eiendom- melige Tilstand, hvori de ere opbevarede. De bære nemlig Vid- nesbyrd om at være planmæssigen ituslaaede, i et bestemt Oiemed, og som det tydelig sees for deraf at udtage Marven eller uddrage Fidtet. " Af'de lange Knokler i Lemmerne (Rårknoklerne) findes der saaledes "kun Ledenderne med et meget kort Stykke af Ben- røret (af 'en 'eller to Fingerbreds' Længde), medens selve Ben- . rørene ere aldeles knuste og kun gjenfindes i de kortere eller lange Bensplinter, som træffes i Mængde i ”Laget. — Knoklerne af Mellemhaanden og Mellemfoden have havt samme Behandling, dog "at disse Knokler af de tvende Dråvtyggere, Hjorten og Raa- dyret; ikke ére simpelthen knuste, men spaltede efter Længden, dog ikke i Sammenvoxningsfladen mellem de to Sidestykker eller enkelle Ben, hvoraf de oprindelig bestaae, men lodret paa denne, saa det hele dobbelte Marvrår paa engang har kunnet udtages. deraf. De Fod- og" Haandbladsben af Hjorten og ”Raaen, som fandtes blandt det ovennævnte Antal Knokler, ere ialt elleve, og alle disse ere saa overensstemmende kløvede, at endog de Ståd, hvor- med de ere blevne spaltede, kunne erkjendes at være blevne an- bragie'paa de selvsamme Steder paa dem alle. — Knoklerne af de stårre Tæer paa Foden ere saavel hos Svinet som hos Hjorte- arterne behandlede ligesom Rørknoklerne, "saa at kun Ledenderne findes af dem; men derimod findes Knoklerne af Bitæerne hele, og disse Knokler ere, tilligemed et Par andre ligeledes saagodtsom . marvlåse Knokler” (nemlig de yderste Taaled, som bære Hovene, og "Fodrodsknoklerne) de eneste Knokler' af Lemmerne, som ikke ere "knuste paa den angivne Maade. Ligesaa eiendom- Mk. HØR melig som de lange Rårknoklers er Underkjæbebenets Behandling ; alle ' hidtil fundne Stykker af dette Ben have baarét en kortere - eller længere Del af Tandrækken, mén under denne have de været aabnede oftest efter. hele Længden, idet' den nederste Kant af Kjæbe- benet overalt har været spaltet bort. Af Overkjæbebenet. er:ligeledes kun Tandranden med de isiddende Tænder tilbage, medens ellers det åvrige Ben er knust, og samme Knusning have Hovedets Ben ialmindelighed undergaaet, idet mån neppe skal finde et Benstykke af disse Dyrs Hoveder med et Par Qvadrattommers Overflade. Knoklerne af hele det åvrige Skelet: ér i Overensstemmelse her- med ligeledes paa en eller anden Maadé blevne ituslaaede;- Rib- benene sædvanlig brudte paatvers i 3—4 Stykker; Hvirvlernes Buer ere afhuggede eller spaltede og Hvirvellegemet som oftest overhugget; Skulderbladet og Bækkenet ere brudte i flere Stykker. Mellem Patledyrknøklerne have vi fundet omtrent et Dusin Fugleknokler; et Par af disse' ere Hvirvler; et er den forreste Del af et Brystben; de dvrige ere lange Knokler af Lemmerne. I Modsætning til Pattedyrenes ere disse Rørknokler af Fuglene netop uden Ledender, medens Rårene selv ere hele. De tilhåre for- skjellige Fuglearter af Agerhånens og Duens Stårrelse, men Levnin- gerne ere endnu for faa, til at; Meddeleren har kunnet offre den nødvendige Tid paa en néiere Bestemmelse af Arterne. Knokler af Fisk ere, som ovenfor yttret, meget talrige; Hvirvlerne og. Ståttebenene af. Finnerne findes ofte saaledes. stil lede den ene ved Siden af den anden, at; de kunne erkjendes, i Stykker af 2—3 Tommers Længde idetmindste, at. have oprindelig ligget i deres naturlige Forbindelse; men længere sammenhængende Partier af Hvirvelséilen har Meddeleren hidtil ikke iagttaget, der- imod har han fundet enkelte Hvirvler, som tydelig viste, at .de "vare blevne skraat overskaarne med et skarpt Redskab. De knuste Knoklers Brudflader ere. stedse ganske friske og råbe ikke den ringeste Grad af Slid, idet selv de mindste Spidser og Kanter ere fuldstændigen bevarede;- ligeledes ere Knoklernes Overflader uden ethvert Spor ;af at'de have. været bevægede si Vandet. Skjøndt de, nu ofte findes omgivne med Kulstumper eller "Aske, er der dog kun yderst faa (afdet hele hidtil undersågte 1 Antal kun 5—6), der antyde at de have været i umiddelbar Beréring" med Ild eller glådende Emner, idet deres Overflade 'er ligesom cal= cineret eller lidt forkullet;: men sélv paa en såadan angrebet og blådere Overflade: er der. heller ikke Spor til Slid eller Rul= ning, hvorhos det endnu fortjener at bemærkes, at alle disse brændte! 'eller svedne Benstumper kun som Stumper og aldrig som hele Knokler ere komné i denne Beråring med Ilden. Den ubrudte Tilstand, hvori "de mindste Knokler af Flynderne- findes, . og det ligesaavel imellem de tunge Ostersskaller og glådede Stene som i Askestriberne; afviser allerede for sig enhver Tanke 'om at forklare Opdyngningen af alle dissé Masser som Opkastninger' af Havet. Medens altsaa Knoklernes Opbevaringstilstand' paa den ene Side fuldstændigen godtigjår, at ingen almindelige Naturkræfter oprindelig paa; dette Sted have opsamlet dem og alle de åvrige: organiske Levninger, der friske og uslidte ere leirede paa samme Maade, maa--Knoklernes eiendommelig brudte Tilstand paa den anden Side Å uafviselig fordre Indrommelse af, at de kun ved Menneskeklågt kunne være saaledes behandlede og samlede. Som utvivlsomme Kunst- produkter paa deres Vis træde de derfor sammen med de alt om- talte Redskaber af Sten og Ben, med' Lerkarrene, Kullene, Asken 0.s.v. og ved deres: betydelige Mængde kaste de nyt og-klarere Lys over alle de Masser, med hvilke de ere samlede… Idet de kun kunne være Affald fra Måaltider, som Redskabernes Brugere have holdt paa disse Steder, give de tillige de Opdyngninger af Østers og spiselige Muslinger, mellem hvilke de findes, en naturlig Tydning som lignende Affald. — Den hele åvre Afdeling af Banken, der danner hvad vi; med et "kort Udtryk have får betegnet som 'Mus- linglaget eller Ostersbanken, bliver saaledes væsenlig en Kjåkken= mådding fra en meget fjern Tid og fra' Landets tidligste Cultur- "periode, bestaaende som vore Kjåkkenmåddinger' dels af Affald fra Maaltiderne og disses Tilberedelsesmidler,; dels af de Kar og og Redskaber, som enten ere blevne ubrugelige og henkastede eller af Vanvare tabte. Skjåndt Osterslagene herved endnu mere end får sættes ud af Forbindelse og Sammenhæng med den beviste håiere Vandstand, maa'det endnu stedse erindres, at ikke blot flere af de Dyr, som findes opbevarede i dem, vidne "om Fjordens tidligere 12 . Tilstand og den stårre Forbindelse mellem Havet og Fjorden, men at ogsaa Leiringen af Masserne i den Side af Laget, som laae nærmest Fjorden, ;tydede hen paa, at Fjordbålgerne til en enkelt Tid have kunnet spille lidt paa Randen af de opdyngede Masser. I Skrænterne ved Færgestedet ,Bilidtf forefandt' vi "al- lerede paa en tidlig Foraarsudflugt særdeles heldigen blottede Vægge, der strax lode os erkjende flere Forhold, som forhen vare undgaaede os, og ved et senere Efteraarsbesåg fandt vi disse Forhold væsenligen igjen i de nye Vægge, som imidlertid vare fremkomne ved Massens Borttagelse til Veifyld 0. s. v., og som i Længde udgjorde en Strækning af 40' Alen. Bakkens dobbelte Sammensætning viste sig nemlig meget tydelig. 1 den nederste "Halvdel var den som i de Bakker ialmindelighed, der ere dan= nede ved Opskylning af Havet, og bestod af Grus, Sand, Smaa- sten og mer eller mindre slidte Sådyrskaller. Ligesom ved Havelse indesluttede den åverste Halvdel ikke blot Bestanddele, der ellers ere fremmede for saadanne Opskylninger, men frembåd dem og= saa i en Leiring, der er ligesaa usædvanlig for saadanne Dannelser som uforenelig med disses Dannelsesmaade. I og mellem de tem- melig regelmæssige 'Lag af Osters« og Muslingskaller, af Sand, Grus 0. 8: vV., hvoraf denne åverste Halvdel bestod, fandtes der nemlig ikke sjelden Flintflækker, som maatte være tildannede ved Menneskehaand, samt enkelte Potteskaar; der. forekom fremdeles Smaalag og Striber af Aske og Kulgrus,. og det saa hyppig at den vre Halvdel af Bakken derved fik et noget graaligt Ud- seende imod den nedre; endelig stak der i forskjellig Håide frem af Væggen haandstore rundede Stene, der bare umiskjendelige Spor af at have været glådede. Disse Sten forekom dels spredte, dels stillede tæt ved Siden af hinanden i Rækker af et Par Fods Længde, og viste sig at danne ligesom smaa Brolægninger inde i Lagene, idet .de befandtes at slutte sig ligeledes ganske tæt sam- men i Retningen indad i Væggen. Denne sluttede Stilling af måre og ved Heden sprængte Stene, var alifor regelmæssig til at Vand- bevægelser skulde kunne have frembragt den, og Formodningen om at den kun ved Mennesker kunde være bleven frembragt, for=- ' HERE ågedes ikke lidet derved, at der fra disse Steenflader altid udgik til Siderne Striber af Kul og Aske, ret som om de havde været smaae Arnesteder, en Anskuelse, som dog årænger til en nærmere Undersågelse. Forresten fandt vi dem saaledes stillede i og mel- lem Skaller og -Skalbrokker, der vare leirede paa deres flade Sider, at-en Vandbevægelse, som kunde antages at have hidfårt og ordnet disse leltere Dele, vist ikke kunde antages at have hidfårt og stillet Stenene. De ved "Menneskehænder paavirkede Bestanddele af Banken bleve saaledes ogsaa her baade for. talrige og for meget udbredte i denne, til at de ikke tillige skulde være væsenlige; de kunne ikke længere" antages at. være blot tilfældige Indblandinger hid- rørende. derfra, at Mennesker en enkelt Gang have færdedes i Nærheden af dette Sted, og hændelsesvis tabt eller forsætlig bort- "kastet nogle Flintredskaber, Potteskaar 0. s. fr., som da Bålgen senere kunde have iumlet lidt om med, indtil den tilsidst efterlod dem med Skallerne af Sådyrene paa den Strandbred, hvorfra den . efterhaanden trak sig tilbage. Meget mere maatte det Hele gjøre det Indtryk, at Bankens Materialier havde samlet sig lige ved eller dog i Nærheden af Menneskers Opholdssteder og -endel af dem tillige ved Menneskers Indvirkning. Det: var umuligt længere at tilbageholde den Tanke, at naar Striber af Kul og Aske, Potte- skaar og glådede Stene findes igjennem det hele-Lag og saa- ledes tydelig vise, at Mennesker havde havt Baal paa. et saadant Sted i en længere Tidsfålge, og det — hvad allerede enkelte Pattedyrknokler tyde hen paa — til deres Fådemidlers Tilbered- ning, saa kunde de uhyre Masser af Skaller af Osters og andre Muslingarter, der alle ere spiselige, maaskee netop være Levnin- ger af den Føde, de her fortrinsvis have tilberedt. "I dette Tilfælde vilde altsaa den hele Opdyngning af Skaller have fælleds Spi delse med Kullene, Asken, Stenene 0. s. v. De her fremkaldte Formodninger bleve, som vi have seet, fuld— stændigen bekræftede ved vort ovenfor skildrede Udbytte af Un- dersågelserne ved Havelse Målle. Førend vi forlade Bankerne ved ,BilidtY, maa vi dog endnu tilféie, at der er bortfårt en -overørdenlig Mængde af 1 ' j Gruset og Skallerne til Veifyld paa de nærmeste Veie, Gange i Haver 0. s. v., og deraf vil man da let kunne forklare sig, hvor- for man ikke sjelden paa disse Steder kan ved nogen Sågning finde Flintflækker og maaskee ogsaa andre Steenredskaber. — Med Hensyn til den horizontale Udbredning af Osters- og Muslinglagel maa vi angive, at dette forekommer i en betydelig Udstrækning i Underbakkerne, som ligge mellem Fjorden og det egenlige Håi- land, ved hvis Fod vi endnu fandt det. Efterat være komne til en klar Overbevisning om Forholdenes sande Natur paa disse Punkter, og derefter at have kastet Blikket lilbage påa de lignende Punkter, der dels ere iagttagne i Issefjørdens Omgivelser, dels ere bekjendte frå Jylland, og som i foregaaende Be- retninger ere ansete før overensstemmende med dem, kunde vi ikke tilbageholde den Overbevisning, at alle disse Dynger af Østers- og Muslingskaller — saa uhyre de end -synes —, der alle have hen- ledet Opmærksomheden paa sig ved de Sten- og Benredskaber, som ere fundne i dem, ligeledes skyldte menneskelig Virksomhed deres Tilblivelse, og vilde kun afvige fra hinanden i den stårre eller mindre Omleiring, som de oprindelig ved Menneskehaand samlede Masser af Skaller 0.s. v. senere kunde have lidt ved Vand. Dette kan være kommen i Beréring med dem, enten derved at Bålgerne fra Stranden til enkelte Tider have kunnet naae op til dem, eller derved, at Bække og Indvande ere komne til at over- skylle dem. Om et Par af de Punkter i Jylland, hvorpaa slige Osterslag findes, er 'Comiteen dog saa heldig at kunne meddele meget lærerige Oplysninger, der baade godtgjåre Rigtigheden af de her yttrede Anskuelser og endmere vise den Vigtighed, .disse Dannelser have for vore Kundskaber om Landets ældre Forhold, Et af Comiteens Medlemmer, Inspecteur Worsaae, har nemlig påa en antiqvarisk Embedsreise "i Jylland' i afvigte Sommer havt Leilighed til nærmere at undersøge en meget betydelig Osters- bunke =) imellem Randers og Grenaåe ved Meilgaard, fra hvilken =) Saaledes kunne vi maaske for Eftertiden snarere kalde disse Opdyngninger, for at ikke Misforstaaslse skal opstaae ved Benævnelsen: Ostersbanke, der tillige, som kekjendt, har en ganske anden Betydning. … 15 Bunke Ejeren, Hr: Proprietær "Olsen, -tidligere havde indsendt til Oldsagmuseet en imellem Osterserne funden Benkam, hvorved Oldgrandskeraes og Naturforskernes: Opmærksomhed var bleven henvendt. påa delte Sted. Banken, der indeholder Ostersskallerne;, er af anseeligt Omfang, men den -hvælver sig kun ganske svagt og falder jevnt. af til alle Sider. Den ligger Nord for Meilgaard, omtrent: midt; imellem: Gaarden og Stranden, henved en Fjerding- vei fra den nuværende 'Strandbred, ; midt inde i en Skov, ,Aigi” eller Agtskov” kaldet, og er/bevoxet dels med Græs, dels med Træer. Da der fra Banken bortfåres store Masser af Skaller til Veifyld: paa de nærmeste Veie, har Worsaae i … den Ende af Banken, hvor man har” bortgravet denne Veifyld,, havt gunslig Lei- lighed til atsundersåge Bankens indre Bygning, og denne Leilighed blev foråget ved nye af ham selv anstillede Gravninger, som un=' " derstålttedes af den Interesse og velvillige Inådekommen,' Hr. Olsen viste Sagen. , Allernederst fandtes Banken at bestaae af Strandsand, hvilket ogsaa er Underlaget for hele den omliggende Skov ned til Stran= den; derover laa en sortagtig Muld af 1 Qvarters Tykkelse og derover igjen den egenlige -Ostersdynge eller Osterslaget, som :i Midten af Banken ikke var mindre end 44 Alen tykt, men som derfra' skraanede jevnt ned til alle Sider. — Ovenpaa de tæt sam- menpakkede Ostersskaller havde;der i Tidernes Låb' dannet sig et tyndt Muld= eller' Jordlag, si hvilket Træerne stode." I den uhyre Masse Ostersskaller,. som i saadan Grad. hvidliggjorde den aabnede Ende af Banken, at denne;i Frastand saae-ud som en Kridt- eller Kalkbanke, fandtes der ogsaaspredte imellem Østerserne en hel Del Skaller: af- Hjertemuslinger, Cardium edule L., Blaamuslinger, My- tilus edulis -L. og Strandsnegle, Litorina litorea L., men disse varé uden al Sammenligning færre i Antal end Osterserne. Hver- ken Muslingerne eller Osterserne havde deres: Skaller - sammenhæn- gende, men bestode kun af enlige eller 16se Skaller, hvorved man altsaa ligesom paa de foran beskrevne Punkter kan overbevise sig om, al de-ikke ere henkastede der som levende Dyr; at de heller ikke som døde Skaller kunne være synderlig omkastede af Vandet, derom vidner noksom Skallernes uslidte Tilstand. Det er TT 16. E… derfor ogsaa her et særdeles vigtigt Vink,»at der allevegne-i det lælte Lag af hine spiselige Dyrs Skaller sporedes mange Trækul; hist':og her saaes tillige mårkere Striber som af forraadnede vege- tabiliske og animalske Gjenstande samt tildels. af Aske. Ved at nedrive større Partier af den lodret. staaende hvide Væg af Skal- ler: overbeviste mu endelig W. sig. personlig om, at der spredt igjennem hele Ostersdyngen fra åverst til nederst virkelig fore- kom forarbeidede Gjenstande af Ben og Hjortetak, samt brudte og ituslaaede Knokler af Pattedyr og Fugle. Arbéiderne, der jevnlig bortgravede Skaller af Banken, forklarede ogsaa i Overensstem-= melse hermed, at af' de forarbeidede Sager af Ben, som dé havde opsamlet, vare vel de fleste fundne i en Dybde af 2-24 Alen, men at de dog tillige havde fundet dem rundt om i Osters= dyngen; navnlig havde de fundet en stor Mængde tilslebne Ben= prene i det allernederste Lag. Foruden det der af slige' Gjen- stande blev opdaget af W. ved Undersøgelserne paa Stedet, ind= samlede. han endnu ved Hr: Olsens Hjælp: hos Arbeiderne flere af dem i Ostersdyngerne forefundne, Sager. - Et Overblik over "disse Gjenstande er nådvendigt, for at opfatte Billedet af det Hele, Om Dyrknoklerne, ved hvilke vi først ville dvæle, maa jeg bemærke, at de samtligen hidråre fra W.s personlige Undersågelse. af Osterdyngen og at de alle — med' Undtagelse af et Par Hjorte- takker, som han fandt liggende mellem de nedfaldne låse Skaller — af ham ere udtagne af det tæt sammenpakkede og tidligere aldeles urårte Osterslåg: ; Af Pattedyr forefandtes Knokler af: 1) Kronhjort. «Cervus elaphus Linn. En Kindtand. af Overkjæben; en Underkjæbe med fuld=- stændig Tandrad af et stort og gammelt Dyr, aabnet for Mar- vens Skyld langs dennes hele nederste Rand; et Fodrodsben; en af de lange Rørknokler i Lemmerne, der tydelig viser, at lange Benstænger ere udsavede af den (ved Flintredskaber?). Endelig en Mængde Brudstykker af Hjortetakker, om hvilke paa dette Sted alene skal bemærkes, at'de næsten alle vare forarbeidede eller bare Spor af en begyndende Tildannelse, og at de dels hidrårte fra naturlig fældede Takker, dels frå 17 Takker, der havde været fuldtudviklede og siddet stærkt fast- hæftede til Pandebenet,-… da Hjorten dræbtes (see nedenfor - under e). va 2) Vild? svin. Sus scrofa Linn. Taaled-af een af de mellemste Tæer, og "Mellemfodsben af en Bitaa, begge af et voxent Dyr; og nogle Brudstykker af Knokler af et meget spædt Dyr.” 3) Marsvin.?' Delphinus phocæna Linn. sy Tungebenshorn (cornu ossis hyoidei) af en Art Fennpkn 4) Jagt? hund. Canis familiaris Linn. 1 Brudstykke af venstre Overkjæbe med næstsidste. Kindtand og”Tandgruben af den 'sidste; Brudstykker af et Par Ribben. Skjøndt Leyningerne ere faa, ere 'de dog betegnende nok for at vise,” at de ikke kunne tilhåre nogen af de vilde eu- ropæiske' Hundearter, Rævene, Schakalen eller Ulven. 5) Vild? Kat : "Bi Tam? man Felis catus Linn, an ferus? | Brudstykke af den håire Overkjæbe med Hjornetanden og et Par Kindtandsgruber ; Overarmbenet, men noget af den ovre Ende afbrudt; Mellemhaandsbenet til SdteFinger; Mellem- fødsbenet til den indvendige Taa; samilige fire Levninger ere af en saa anselig Stårrelse, at denne maa have været nær- mere Vildkattens end Tamkaltens, hvorved det imidlertid maa erindres, at der efter ældre Vidnesbyrd (Pontoppidans f. Ex.) endnu i" forrige. Aarhundrede, idetmindste paa sine Steder, var en stérre Tamkatrace her i Landet. Endelig maaskee Spor af en 6) Gnaver, Halorotite? Mus flavicollis Mélch. Nogle af de under 4 nævnte Hjortetakker,: desværre netop de Stykker, der ikke blevé'udtagne af den faststaaende urårte Yæg, men bleve fundne ved Foden af Banken som tidligere udgravne eller nedfaldne,” bære umiskjendelige Spor af at være gnavede af et Dyr af'denne Orden, der; efter Tændernes Stårrelse at domme, omtrent maa have været af Halvroitens Storrelse. Uagtet der efter "Gnavets Udseende neppe kan være nogen Tvivl om, at 'Takkerne ere blevne saaledes behandlede, fårend de bleve | 2 2 M8 dækkede. af Muslingerne, maa man dog her kun ivivlsom an- fore en saadan Gnaver. fra denne Tid af, da man ifålge det ovennævnte Findested ikke kan være aldeles sikker paa, at jo Gnavningen kan have fundet Sted senere. Af Fugleknokler fandtes omtrent en halv Snes, mest i Brud- stykker; de fleste tilhårte : Sangsvanen eller Véldsvanen, en Fugl, som kun i de meget kolde Maaneder — November til Maris — dvæler her i Landet, men 'som netop i disse endnu har et af sine stadigere: Vinteropholdssteder i Lagels Nærhed,… nemlig Kolind- Sund; de åvrige Maaneder af Aaret opholder denne Fugl sig, som -bekjendt, i sit langt nordligere Hjem: Islands, Norges, Laplands håiere Fjeldegne. Foruden. tvende åvre Ender af venstre Sides Overarm — alisaa af to forskjellige Individer — og det nedre Endestykke. af samme Ben, bestaae -de fundne Levninger endnu af en brudt Hvirvel, et Krageben (os coracoideum) og den forreste Rand af det for denne Svaneart saa betegnende Brystben. —Et'Skul- derblad, en Overarm og en Fodrod hidråre fra Fugle, deromtrent have været af Storrelse med en lille Vildgaas, men de tilhåre neppe en og samme Årt. ; De forarbeidede Gjenstande, der hidtil ere forefundne og opbevarede fra denne mærkelige Banke, ere, foruden: de, ommeldte Stykker. Hjortetak : a) en hel Mængde. tildels meget. store Flintflækker. b) et raat tilhugget Flintstykke; en Trærod.har under Væxten saa- ledes omfattet denne og flere Ostersskaller, at man alene deraf faaer en tro Forestilling om,. hvorledes: 'Skallerne ;øg- de. for- arbeidede Sager ligge mellem hinanden i Banken. c) en Flintkile eller Flintéce, kiledannet til begge Ender, sog sleben paa alle Sider. j d) en Flinthulmeisel, med firsidet Bane, blot tilhugget. e) fifre Ozehamre eller Hakker af Hjortetak, med Skafthuller, dels »hele, dels overbrækkede i-Skafthullerne. Med Hensyn til Maa- den, hvorpaa de have været anvendte, maa det bemærkes, al kun een af dem har en afrundet tildannet Bane, der bærer Mærke af al have været noget. brugt: »Den. er meget kort i Forhold til de tre andre; af disse, som ere dobbelt saalange, 19 have de "to Takkernes skråatstaaende naturlige Aflåsningsflader til Baner, men hvérken disse Flader ;eller den dem omgivende Rose” have det ringeste Mærke af at have været brugte, lige- som ogsaa den skraa Stilling gjor dem dertil mindre skikkede. Endnu mere 'er' delte Tilfældet med den tredie af disse Oxe- hamre eller Hakker, idet den er forarbeidet af Takken af en Hjort; der er dræbt inden den fuldtudviklede og ,affeiede” Taks Fæld= ningstid, hvorfor den ogsaa som Bane bærer den med Takken fastvoxne Rosenstok og et Stykke af Pandebenet, og dettes ind- vendige udhulede Overflade ;vender altsaa opad. f) fire ;Hjortetakspidser, - hvis tykkere Ender have mangehaande 8) h): Spor' af at være afhuggede og tildannede med Oxer, men hvis: spidse" Ender 'ere paa: en eiendommelig Maade slebne eller Htilslidte; dette Slid strækker "sig paa nogle af. dem noget op paa Siderne. é tvende spidse Benprene eller: Pilespidser, den ene brudt. tvende smukke glatte og polerede Bennaale, ovale i Gjennem- snit, tilspidsede i den ene Ende, affladede og tilrundede i den anden; den ene Naal er fuldstændig, den anden afbrudt i den bredere: Ende; "de svare aldeles til det i Havelsemållefundet under ;& omtalte Redskab. den ene Side af en lang Rørknokkel af en Hjort, hvoraf Ben- stænger eller Benplader sees at have været savede (see oven- for 1). Savskaarene ere 5 Tommer lange. en fuldstændig Benkam (eller Noget, der ligner en: saadan) tmed fire Tænder og med et lille rundt Hul. i Kamryggen. m) Brudstykke af et Benredskåb, der har havt Lighed med en Benkam,. men synes: kun al have havt 3 Tænder til. begge Sider, et ;Brudstykke: af Lerkar, aldeles af samme Masse som de ved Havelse-Målle fundne og som de' saakaldte ,Urner” fra Stenalderen. i Opmuntret af det rige Udbytte til Sammenligning af Forhol- "dene, som denne Banke havde afgivet, lod Inspectår Worsaae sig det være magtipaaliggende at tilvejebringe et Overblik over forskjellige Fund, der tidligere fra lignende Steder vare indleverede PS 20 til Museet for Nordiske Oldsager i" Kjåbenhavn. Fårste "Plads i denne Henseende indtog ustridig et for: endel Aar siden til Museet indsendt Fund fra "den nærmeste Omgivelse af Herregaarden Krabbesholm, der, som bekjendt, ligger ved: Limfjorden, ikke langt fra Skive. Fundet har oftere afgivet Data til antiqvariske og geologiske Slutninger, ligesom det ogsaa allerede har været omtalt i foregaaende Beretninger. ”) —I Aaret 1837 indsendte nemlig Eieren af Krabbesholm, Hr. Proprietær Dahlsgaard, endel Ostersskaller og Kunstprodukter af forskjellig Art til det oldnor- diske: Museum. I den Indberetning, som ledsagede Sendingen, gav Hr. Dalsgaard tillige den Oplysning, at man ved at grave ”" efter Mergel i en skovklædt Banke ved Karupaaens Udlob i Fjor- den og omtrent 600 Alen fra denne, tilfældig var stådt paa en Mængde Ostersskaller. Da man fortsalte Gravningen viste det sig, at Ostersskallerne vare tilstede i en saadan Mængde, at de dan- nede et Lag, der, hvor det var tykkest, var 1 Alen mægtigt, og at der blandede mellem dem henlaae endel andre Muslingskaller, samt nogle Sneglehuse. "Under Laget af Ostersskallerne traf man endvidere et omtrent alentykt Lag af grovt graat Sand, og under dette igjen fandtes Mergel. - Ovenpaa Ostersskallerne" derimod - var der et Dække af sort Muld af 4 Alens Tykkelse, og deri voxede svære Egetræer, hvis: Rødder imidlertid ikke havde gjen- nemtrængt Osterslaget, men "havde bredt sig ud over dette. Af denne Ostersdynge, hvis Beliggenhed frembyder " umiskjendelig Lighed med Ostersdyngen ved Meilgaard, blev der, efter Ind- senderens Mening, udført til: Mergling paa Marken henved 1000 Las Ostersskaller. "Netop ved denne Leilighed var det man be- mærkede mellem Ostersskallerne en Mængde storé og smaae Ben og Tænder, samt ,en Mængde Hjorte og Daadyr- (?) Takker- og Raadyrspidser, hvoraf de fléste vare førandrede ” til en Slags Hakker eller Hamre, og desuden flere Redskaber af Sten. Næsten lige undér Overfladen af Sandlaget, som laae under Ostersskallerne, fandtes ivende Lerkar. Af de ovennævnte Bensager vare imidlertid, efter Indsenderens Meddelelse, adskillige allerede d. 28. Juli 4831 Ds ") See Oversigt f. Aaret 1848. S. 11—12, 21 blevne afleverede til: den. daværende "Kronprinds, Hs. Kgl. Hoihed Prinds Christian Frederik, og de maatte altsaa formodes at være opbevarede i Dennes efterladte; nu Hs. Majestæt: Kongens parti- culære Samlinger. - Dette bekræftede ogsaa disse Samlingers for- rige Bestyrer, Hr. Kammerraad Dr. Beck, og: ved» velvillig Ind- rommelse af den Comitee, som det indtil videre er allernaadigst overdraget at have Tilsynet «med den conchologiske Afdeling af disse Samlinger, i' hvilke Gjenstandene- virkelig forefandtes, har Meddeleren kunnet umiddelbart: sammenligne denne Del' af Fundet med: hvad der forefandtes i det oldnordiske Museum, og er saaledes sat-istand til i nedenstaaende Bemærkninger at kunne tage Hensyn til-alt,» hvad der hidtil er bekjendt at være bragt tilveie fra dette interessante Punkt. . Skallerne, som ere indsendte, tilhåre alle de sædvanlige Østers; de ere temmelig store, men i det Hele taget neppe stårre end dem, der forekomme i Bankerne ved Issefjordens Bredder. De opbevarede - Potieskaar eller Brudstykker af Lerkår ere overensstemmende med .de ovenfor omtalte fra: Stenalderen; de ere sorte indvendig, og rådlige udvendig. Af Redskaber af Ben eller Sten forefindes: a, ti-af de-sædvanlige Flintflækker eller Flintkrive. i b.… tvende smukt tilhugne Flintérer, den ene af 5 Tommers, -den anden "af 34. Tommérs Længde. c. ven Hammer af: Grønsiten med Eg til: begge Ender, og gjen- nemboret med et rundt Skafthul;:den er stærkt udædt eller forvittret paa 'Overfladen. d. to Hakker eller Øxehamre af iinioeker lynde Hjortetakker, den ene afbrudti- i. Skafthullet og. skarpt tilsleben, den anden synes at have havt Eg i-begge Ender, men den ene af disse er afbrudt. e. tvende qvarterlange Spidser af Hjovtdtah; sllnies som de ved Meilgaard fundne og under f. omtalte; den ene er paa en ejendommelig Maade "slidt i den spidse Ende, den anden lidt afbrudt i den: samme Ende, men slidt paa Siderne. f. en: båiet Pren, dannet af en Hjortetakspids, med indslagne 22 Ziczacfigurer om den åvre Halvdel og meeen med et Hoved paa den tykkere Ende. Knoklerne, som fandtes mellem Østersskallerne med Redska- berne,: tilhåre dels Vildsvinet, dels Kronhjorten - og Kjæmpeoxen, Opbevarede ere af: 1. VA Vildsvinet, Sus scrofa Linn. tvende Huggetænder af Underkjæben, begge Brudstykker; en Huggeland af Overkjæben med noget af dens Tandhule; tvende inderste Kindtænder af Underkjæben, meget store, den ene af et yngre Dyr,'den anden af et ældgammelt Dyr, endnu siddende i den opbrudte Underkjæbedel; en inderste Kindtand af Overkjæben, næsten opslidt til Roden og lige- som forrige siddende i den opbrudte Kjæbedel; venstre Side af en Underkjæbe af et yngre Dyr; de 3 næstinderste Kindtænder ere vel frembrudte, men den inderste er næsten aldeles skjult; i Tandgruben; den er é hele Længden opbrudt langs den nederste Rand, aabenbart for Marvens stud Kronhjorten, Cervus elaphus' Linn. flere Rådder af Hjortetak,; hvoraf de to ere af Takker, der ere naturligen fældede, medens ire ere forenede med Rosenstøkkene og Dele af Pandebenene; disse have tilhårt tre forskjellige Dyr, der, efter Takkernes Udvikling at dåmme, kun. kunne være dræbte. i-Maanederne fra September til Marts; et af dem bærer Spor af at man" har begyndt at save derpaa, hvorimod et af de fældede synes at være bleven musegnavet i en meget sen Tid. En Atlas, eller " første Halshvirvel, svarende til en Kronhjort af almindelig Størrelse. En Del af den venstre Underkjæbe af et gammelt Dyr, indeholdende tre Kindtænder, "og opslaaet Førnoren for Marvens Skyld. Kjæmpeoxen, Bos Urus Linn. Nilss. venstre Skulderblads Ledskaal og” Hals; tvende åverste Ender af Armspolen (radius) fra héire og venstre Side, men af to-Dyr af noget forskjellig Alder; nederste Ende af et Skankben (tibia); et Par Brudstykker af Ribben; tre in- derste Kindtænder af Underkjæben, nemlig to stårre og,en '; fie … ER mindre; de to fårste hårende til håire og venstre Side, men ulige i Slid og Udvikling og saaledes hidrårende fra to for- skjellige Dyr, den tredie tilhårende et mindre Dyr (eller maaskee et stort Dyr af en anden Art eller Race); desuden tre andre Kindtænder (Ade eller 5te) af dette Dyr; endelig :… et Stykke af Underkjæben indeholdende to Tænder og Mmarv- aabnet langs under disse. I den Del af Fundet, som er opbevaret paa det oldnordiske Museum, findes endnu som indsendte med dé ovennævnte Knokler tvende Pattedyrlevninger, der ere i noget forskjellig Opbevarings- tilstand og ikke synes at have ligget samlede med de dvrige, hvor- for de ogsaa her omtales som ivivlsøomme Indblandinger i Osters- laget, indtil deres oprindelige Leie deri paa anden Maade kan bevises. Den ene er en fjerde Kindtand af en ældre Hests Under- kjæbe, af Stérrelse med almindelige Hestetænder, Der er i sig "selv intet usandsynligt i, at Tænder af Hesten forekomme med de andre Dyr, da Levninger af Hesten allerede tidligere ere fundne i Stenalderens Grave (see Oversigten for 1848 S. 7), men Tanden er i Farve og sit hele Udseende aldeles forskjellig fra de dvrige i Laget fundne Tænder: Den anden er et Slykke af et Pandeben af en Gedebuk med de to paasiddende Hornstægler: I Udseende og Tyngde ere de forskjellige fra de åvrige hvide Ben fra Laget; man bliver derfor lidt mistænkelig imod dem, og det saameget mere, som hidtil intet andet Spor -af delte Dyrs oprindelige Fore- komst i Landet er kommen for Dagen. — Ved: nye Efterforsk- ninger paa Stedet vil man maaskee-dog kunne aføjåre disse Lev- ningers rette Forhold til'de ovrige. Det maa endnu bemærkes, at de ovennævnte Skulderblads-, … Spolebens- øg Skankbens-Knokler ere ituslaaede og aabnede for Marvens Skyld, aldeles paa selvsamme Maade, som Knoklerne fra » Østersbunken ved Havelse-Målle. Da nu ligeledes alle de fem tilstede- ” værende Kjæbedele af Hjorten, Vildsvinet og Oxen ere ituslaaede 24 aldeles overensstemmende med de samme Dele fra Havelsemålle- fundet, afgive de her for tyve Aar- siden tilfældigen indsamlede Knokler et nyt Bevis paa, hvorledes -det virkeligen har været en herskende Skik hos Landets ældste Indbyggere, at udtage al Marv og Fidt af Dyreknoklerne. - Naar man i det Hele taget: sammen- stiller Krabbesholmfundet med Fundene fra Meilgaard, fra Ha- velsemålle og andre Steder i det nordlige Sjælland, og naar man saaledes seer den fuldstændige Lighed, der er ikke alene i Knok- lernes Behandling, men ogsaa i de forefundne Sten- og Benred- redskabers Form og Forarbeidning, saavelsom i hele Maaden, hvor- paa Skallerne, Dyrebenene og de forarbeidede Redskaber og. Gjenstande ere blandede imellem hinanden, maa man nådvendig komme iil den Overbevisning, at disse - jydske og sjællandske » Østersbunker ere af en aldeles ensartet Natur og af selvsamme Oprindelse. I det Oldnordiske Museum saavelsom i Universitetets zoologi- ske Museum bevares der endnu enkelte Ben- og Stenredskaber fra nogle andre lignende Ostersbunker i Jylland, men de' ere for faa til at kunne give anden Oplysning i det her omhandlede Emne, end netop den, at slige Opsamlinger altsaa ogsaa findes paa disse Steder og rimelig paa mange andre Punkter +). ; Det fårstnævnte Museum har saaledes i de senere Aar erholdt fra et Osterslag ved Havnée, ved Mariagerfjorden, en Oxehammer af Hjortetak og tvende store Huggetænder af Vildsvin, hvoraf den ene er paa en mærkværdig Maade bleven bearbeidet ligesom til en skarp Krog. Underkjæben af et Menneske er ogsaa bleven indsendt derfra, og Meddeleren har .selv for 43 Aar" siden opsamlet en stor Del Menneskeknokler, som fra samme Lag af vare med Osterserne førte bort som Veifyld, ligesom han ogsaa i Banken har iagttaget run- dede Smaasten, stillede i. næsten lige Linier, hvilke han efter de nu fra andre Steder kjendte Forhold skulde nærmest ansee for at svare til de ovenfor ved ,Bilidt? beskrevne. Baade ved Havnée og paa et Par Punkter i samme Pastorat har han i' Osterslag fundet de +) Det er t. Ex. berettet, at der ikke langt fra Meilgaard ved Kolind - Sund nær Byen Fannerup skal findes et Par Ostersbunker, lig den i Meilgaards Skov. — ” sædvanlige: Flintflækker, hvoraf endnu) et Par opbevares i Univer- sitetsmuseet %). Dette eier ogsåa en smuk Oxehammer af Hjorte- . tak, fundet tilligemed et andet, ikke opbévaret, Benredskab, i et Lag af Saltvandsmuslinger ved Nårreaaens Udlåb i Gudenaaen ved Flodbro, og skjænket til Museet af Hr. Postrevisor Klee. Hermed have vi givet en kort Fremstilling af vore Undersågelser og lagitagelser, saavidt disse hidtil:i. denne: speciellere Retning ere naaede, og vi have nu kun tilbage i nogle Slutningsbetragtninger ligesom-at samle Summen af det vundne Udbytte. Som vore Iagt- tagelser nu staae tage vi folgelig ikke i: Betænkning bestemt at udtale, at alle disse Dynger af aabnede Østers og andre Mus- linger, der ere blandede méd Trækul, Potteskaar, ituslaaede Dyre- ben, "og forskjellige" Redskaber og forarbeidede Stykker af Ben og Sten, ere opstaaede ved Menneskers Virksomhed i Landets ældste Bebyggelsestid, eller i den saakaldte Stenalder. Men for- holder: dette sig saaledes, saa feile vi heller ikke i at tillægge disse Dannelser, der allerede nu kunne spores at være udbredte ovér en:saa stor Strækning af Landet, en særdeles håi Grad af Interesse for.vore Kundskaber baade om Landets ældre Nalurfor= hold og om dets tidligste Beboere. Som historiske Mindesmærker ville disse Opdyngninger af "Affaldet fra Urindvaanernes Fådemidler og af deres Redskaber, kunne tillægges lige Værdi med Grav- højene, ja i visse Retninger ville de endog give Oplysninger, som man hidtil ikke har kunnet erhverve sig fra disse. Det er maaskee vanskeligt lige i. Begyndelsen, af en ny Undersågelsesrække at an- give, hvilke Punkter der efterhaanden ved denne ville kunne bely- ”sesy men selv med det forhaandenværende, forholdsvis ringe Ma- teriale, og altsaa-holdende os alene til hvad der i det Foregaaende er omtalt, see vi os allerede nu istand til, saavel at kunne anfåre nye væsenilige Oplysninger til Landets Culturforhold og Fauna i " Stenålderen, "som "ogsaa at kunne fremsætte viglige Spårgsmaal, paa hvilke vi med Tiden ad den her indslaaede Vei sikkert tår vente lilfredsstillende Svar. Man maa nemlig vel lægge Mærke til det vigtige ”) See Oversigterne for, 1848 S. 7. 26 Forhold, at netop Mængden af de Data, man i een og samme Retning påa disse Steder maa kunne erholde, vil give de Resultater, "som fremgaae deraf, en usædvanlig Grad af Sikkerhed. De ovenanfårte i Museerne opbevarede Redskaber eller Knokler ere kun en yderst lille, for ikke at sige forsvindende, Del af den Mængde, der virkelig findes paa hvert af de nævnte Punkter, og ere kun ind- samlede i en meget kort Tid, saa at der fremdeles med Varsom— hed vil kunne tilvejebringes: brugbare Data i Mængde. Betragtningen af de uhyre Dynger, som Landets Urindvaanere, Stenalderens Folk, have frembragt ved Affaldet af deres Maaltider, bestyrke os saaledes i vor tidligere fra. Gravhåiene hentede An- skuelse, at dette Folk har været et selskabeligt, der neppe har "indskrænket sig til at leve i enkelte spredte Familier, hvorimod aabenbart flere Familier maae… have” sluttet: sig sammen paa et fælleds Opholdssted. Den fra Grayhéienes Beliggenhed dragne Slutning, at Urindvaanerne fortrinvis have holdt sig i Nærheden af Kysterne og fornemmelig langs "med Fjordene og Vigene, finder ligeledes Bekræftelse i Ostersdyngernes Be- liggenhed, idet disse Dynger (derhos tillige bestemt angive den naturlige Aarsag hertil. I Reglen vil man nemlig snart blive op= mærksom paa, at, selv om man seer bort fra den ringe Mængde af Fåde, der er i en Østers eller. Musling i Forhold til dens Skallers Stårrelse og Fylde, er dog Affaldet af disse Dyr, ikke at tale om det af Flynderne, saa betydeligti Forhold til Resterne af andre Fådemidler, ja man kunde sige saa øverveiende, at man nok tår paastaae, at Urindvaanerne idetmindste ligesaameget have sågt deres Fåde ved Fiskeri paa Havet, som ved Jagt paa Landet, hvor- ved nådvendig en Bosættelse langs Kysterne er bleven betinget. Hvoør- ledes de imidlertid have opfisket Osterserne og Muslingerne: eller fanget Flynderne, derom kunne vi vel endnu ikke angive noget Sikkert, men vi tår muligen vente, at den Mængde af brugte Red=- " skaber, som med andet Affald indeholdes i disse Ostersdynger; vil med Tiden fuldstændigen kunne oplyse det, Med Hensyn til vore Urindvaaneres anden væsenlige Ernæringsgren , Jagten, da have vel de forlængst erkjendte Landser, Kastespyd, Pile, 0. s. v. af Flint, sat det udenfor al Tvivl, at de høilig maae,have lagt sig 27 efter Jagt, men fårst ved Indblandingerne i Ostersdyngerne staaer det"mere bestemt for os, hvilke Dyr de egentlig jagede. Man sy- nes allerede at kunne see, at det var Landets store Vildt, de for- nemmelig forfulgte: Vildsvinet, Kronhjorten, Raadyret, ja selv Kjæm- peoxen, og man finder, at de virkelig have bemægtiget sig Dyr, som man får ikke skulde have troet dem istand til at fælde med deres mindre fuldkomne Redskaber. Vort Indblik i Urindvaanernes Liv ved Hjælp af disse Dyn- gers Indhold indskrænker sig imidlertid ikke til en Angivelse af Fådemidlerne og disses Tilveiebringelse. Ogsaa om Fådemidler- nes Tilberedning gives der os flere Vink ved Karrene, Kullene, de ølådede Sten 0. s: v. Sidstnævnte kunne maaskee have været an- vendte "til Underståttelse for Kogekarrene, altsaa som et Slags smaae Arnesteder, men det er heller ikke usandsynligt, at de, efter flere vilde Nationers Skik, kunne have været benyttede til Kjådets Stegning, idet de glådende ere blevne lagte omkring og i de fæl- dede Dyr. Mærkeligst for Øjeblikket bliver os imidlertid den umis- kjendelige særegne Behandling, Knoklerne have "lidt for at afgive Marven og Fedtet, hvorved vort Lands Urindvaanere tilstrækkelig klart fremtræde for os som. Marvspisere og Marvyndere, Dette Træk til deres Karakteristik har ikke blot Værd som ethvert an- "det, der bidrager til at fuldstændiggjåre Billedet af hine tidligere Tiders Folkefærd, men -er ,ogsaa' lærerigt for Sammenligningens Skyld. "Det er nemlig bekjendt, at Lapperne i det, håie Nordén og de nærmestbeslægtede smaae mongolske Folkeslag, Ostiakerne, Samojederne 0.58. v. i håie Grad ynde Marvspisning, ja i de Skil- dringer, som haves heraf, finder man endog, at disse Folk ved deres Maaltider klåve Dyrebenene paa selv samme Maade, som vort Fædrelands ældste Indbyggere, ifålge Kjåkkenmåddingernes be- stemte Udsagn, maae have gjort det +). Ihvorvel nu netop denne, Tilbdielighed for Marvspisning hos %) Om det af andre Førskere antagne Stammeslægtskab mellem Urindvaanerne og Lapperne see Professor Nilssons lærerige Værk: ,,Skandinaviens Urin- vånare”, og Retzius: ,Om Nordboernes Cranier" i Fårhandlingar vid de skan- dinaviske Naturforskarnes tredje Måte”, S. 127—197. 28 vort Lands Urbeboere har foraarsaget Klåvning og Sånderslagning af de forefundne Dyreben, og derved den nåiagtige Undersågelse af Knoklerne og fålgelig Erhvervelsen af det videnskabelige Udbytte er bleven besværliggjort, er Mængden af de sånderslaaede Knokler dog saa stor, at man nok allerede nu tår paastaae, at ved en Sammen- stilling af dem ville flere: vigtige Spårgsmaal med Tiden kunne ventes besvarede. . Til saadanne regne vi, om Urindvaanerne have havt aldeles faste Bopæle hele Aaret rundt, eller have periodisk paa kortere eller længere Tid flyttet omkring indenfor visse Grænd - ser?; fremdeles, om Urindvaanerne have havt flere tamme Husdyr eller ikke? Det sidste Spørgsmaal maa foreldbig for Hundens Vedkommende allerede ansees for sikkert besvaret, .da Levninger af Hundeslægten, som ikke kunne :tilhåre. nogen af de flere vilde europæiske Arter, men derimod stemme overens med Hushun- … dens Former, oftere ere fundne i Gravhéiene sammen med Redskaber fra Stenalderen, og det Samme gjentager sig nu ogsaa'i ivende af: de ovennævnte Ostersdynger. Det er i det Hele natur= ligt, at et Jægerfolk har sågt at skaffe sig Hundens Bistand, men det bør derhos erindres, at overalt hos udannede Folkeslag er Hun= den det første Dyr, der bliver. Menneskets Selskab og Hjælp; Mindre sikkert er derimod Kattens Forhold. til: Urindvaanerne. Meddeleren har allerede tidligere. gjort opmærksom paa Kattens Forekomst i disse Folks Grave>). og Rimeligheden af, at de havde ogsaa draget sig dette Dyr til Nytte, som Værn imod de besværlige mindre Gnavere; Meilgaardsfundets Katteknokler i Forbindelse med de musegnavede Hjortelakker ere derfor særdeles egnede til at lade formode hos Urindvaanerne det mere fremrykkede Culturtrin, som man hidtil har ment Kattens Tæmmelse overalt betegnede. Imidlertid ere Levningerne for faa: til at man tår afgjåre, om man har et hustæmmet eller et vildt Dyr for sig. At noget af de stårre Dyr, som have tjent Urindvaanerne til Næring, skulde have været Husdyr, er neppe rimeligt; af de hidtil fundne kunde man i den Henseende kun nære Tanke om Svinet, men Knoklerne og Tænderne af dette Dyr fra Havnée, Krabbesholm og nogle fl. St., ere under alle Om- %) Oversigt. 1848, S. 7. TNB stændigheder altfor: store og kraftfulde til at man skulde antage dem for at være af tamme Dyr. Hvad Levningerne af Hesten og Geden fra Krabbesholm angaaer, da er der allerøde ovenfor til- strækkelig antydet det Tvivlsomme i disses Forhold til de dvrige Dyreknokler. Til Afgjorelse' af" Spøérgsmaalet om Urindvaanernes mulige stadige Ophold hele Aaret rundt paa eet og samme Sied, afgive allerede Kjåkkenmåddingernes Størrelse ialmindelighed et vigtigt Datum, idet: aabenbart Folkene måae antages al have opholdt sig en rum Tid af Aaret paa de Steder, hvor Affaldet er opsamlet i saa store Masser: Men endnu nærmere Bestemmelser i denne Henseende afgiver dog” den periodiske Forandring og' Udvikling, som endel af Dyrene; dér” have tjent til Næring,. have været underkastede, og som i mange Tilfælde er såa tydelig udtalt, at man ved at iagltage den Grad i den aarlige Udvikling, et Dyr har gjennem- gaaet, idetmindste tilnærmelsesvis kan angive, i hvilken Aarstid det: er blevet dræbt.” Herved” sigtes nu' fornemmelig til' Takkernes Udvikling og Fældning hos Hjorten og Raabukken; denne fore- gaaer efter Dyrets Alder saa regelmæssigt igjennem "de samme Aarets» Maaneder, at man f. Ex. om flere af de ved Meilgaard fundne Hjortelevninger "utvivlsomt tår sige, at Dyrene kun kunne være: dræbte i Efteraars=' eller Vintermaanederne 0. s. v.%) Men herhen hårer ogsaa den Udviklingsgrad, som forekommende Knok- ler af Fostre og yngre Dyr vise; idet Aarstiden for Dyrets egen eller Moderens Drab ogsaa deri udirykkes; fremdeles håre herhen. Knokler af Trækfugle, der kun til en ganske bestemt Aarstid op- holde sig si Landet, saaledes som det ovenfor antydedés: om Vildsvanen; endelig ville ogsaa Knoklerne af de Fisk, som fjerne %) Et paafaldende Exempel paa Henfårelsen af et Dyrs Dåd til en ganske snever angivet Tid, frembyder et Skelet af et Elsdyr, som er opgravet paa Laaland i én Mose ved Herregaarden ÅAssertrup og af dennesEjer, Hr: Jessen skjænket til Universitets-Museet; deter nemlig en gammel Han, som er omkommen netop som de'store Takker have været ifærd med at fremskyde; disses porås-svam- pede Væv er tildels tilstede; deraf og af Dyrets Alder tår det med Sikkerhed angives, at Dyret maa være omkommen i Slutningen" af Februar eller i Lo- bet af Martsmaaned; rr 30. og nærme sig regelmæssig til. Kysterne, afgive Vidnesbyrd: i samme Retning. Sammenstillingen af slige lagitagelser fra een og: samme. stårre Ostersdynge vil utvivlsom kunne lede paa Spor efter, om Urindyvaanerne. til alle Aarets Tider have opholdt sig paa Stedet, da der i saa Fald ville forekomme Fådemidler "fra alle ” Aarets Maaneder, medens der omvendt vil: mangle saadanne for en vis Del af Aaret, f. Ex. for en Del af Sommerén, ifald de'i denne have stråget andelsteds omkring. "Medens det er fra vore Tårvemoser at vi: hidtil have faaet: de fleste Bidrag till Kundskab om Landeis ældste Fauna og de Foran- dringer, denne efterhaanden har undergaaet, finde vi nu pludseligen i.vore Ostersdynger nye og rige Findesteder for Knokler, og faae derhos alle disse henfårte til en og den samme bestemte Tid. Vel ere Knoklerne fortrinsvis af de Dyr, som have tjent Menneskene til Næring, men derfor kunne de. dog give Oplysning om en stårre Del af Landets Dyreverden; thi dels kan det ikke betvivles, at man til den Tid måa have spist mange Dyr, som nu sjældnere spises, dels vil man -ufeilbarlig, om end sparsommere, finde Knokler af de Dyr, som. Urindvaanerne have dræbt for Skindets Skyld, og endelig synes Menneskene paa det egentlige Jægerkulturtrin at leve lige- som i stadig Krig med, og Forfålgelse af alle slårre levende Dyr. Ifølge dette tår det vist venies, al Knokler af de fleste af den Tids vilde Dyr ville forefindes — hvad. allerede ogsaa,de-ovenfor givne Opregnelser synes at antyde ((Maaren, Pindsvinet, maaskee Vildkat= ten, Delphinen) — og en Fortegnelse: over disse fra en saa fjern og saa: bestemt angivelig Tid, som ,S$teenalderen%, vil være meget lærerig baade med Hensyn til Dyrenes og Menneskenes Historie. Af de ovenfor meddelte Fund 'see' vi. nemlig saaledes utvivlsomt, at Kjæmpeoxen i Jylland har været samtidig med Stenalderens Folk og tjent dem til Næring”), og saavel ved Levningerne af delte Dyr ")Y I Oversigterne for Aaret 1848, S, 49, har Meddeleren omtalt ;det fårste og hidtil eneste Exempel paa, at Kjæmpeoxen har levet her siden Landet blev beboet, idet der i en Tårvemose ved Kirkehelsinge i Sjælland er fundet en Kile eller Bredmeisel, forfærdiget af detteDyrs Ben; Samtidigheden med Men= neskene bevises nu yderligere ved Levningerne. af. hine tre spiste Dyr fra Krabbesholm, men kan desuden bekræftes ved endnu et Fund til, nemlig ved 31 som ved Mængden af de andre gaaer det mere og mere tyde- lig frem for -os, at der er givet Mennesket en frygtelig Magt til at gribe ind i Dyrenes Liv, ja at han maaskee har været den Kraft, der mest har betinget den-sidstenstøre Forandring i Landets Fauna. Ved at see, hvorledes han mere og mere har indskrænket flere Dyrearters Forekomst, 'eller vel endog udryddet. dem aldeles: af Landet, stiller den Formodning sig nær, at hans Indflydelse og- saa har strakt sig til Havets Dyr, og at maaskee den store Ind- skrænkning i Ostersens Udbredelse ved Danmarks Ostkyster til en lille Plet i Kattegattel, skyldes de Forfålgelser, Mennesket forhen har udåvet imod dem… i Disse ere de Hovedtræk, vi for Oieblikket ville fremhæve som de nærmeste, der kunne oplyses ved vore begyndte Undersågel- ser; vi vilde. fornemmelig her kun antyde Vigtigheden af den Ret- ning; disse vare slaaede ind paa; vi forbeholde os derfor i vore næste Beretninger at meddele noget speciellere om et-eller andet Punkt). Doctor Pingel valgles til Revisor istedetfor Prof. P. Pedersen, der tidligere var bleven valgt til Medlem af Kassecommissionen, m————— La en Smalmeisel, fundet i en Tårvemose i Sjælland og aabenbart forfærdiget af den indre Side af Radius.eller Spolebenet af.denne Oxe... Af-andre lignende Smalmeisler af forskjellig Tykkelse har Museet mange; de synes hovedsage- ligen dannet af det samme Ben af flere forskjellige Arter af Dyr. x) Et af de vigtigste Punkter, som staae tilbage at oplyse, er unægtelig Forekom- sten af Menneskeskeletter paa enkelte Steder i Forbindelse med ”Østersdyn- | gerne. Comiteen har ikke været heldig nøk sely at kunne undersåge de nær- mere Forhold, hvorunder de have ligget i eller ved Dyngerne, og seer sig aaledes ikke istand til nu at'udtale nogen Mening derom, JE 32 Modet den 24% Januar. —— Prof. Liebmann fremlagde en Afhandling over Mexicos og Cen- tralamericas neldeagtige Planter og gav en Udsigt over. sammes Indhold. Da Afhandlingen snart vil udkomme i Selskabels Skrif- fer, meddeles her intet Udtog deraf. Prof. Steenstrup meddelte fålgende Bemærkninger over nogle her i Landet fundne Mammuthslevninger. Begge de Levninger af det siberiske -Mammuthsdyr (Elephas primigenius Blumenb.), som jeg herved har den Ære at frem- lægge i Selskabet, ere fundne i Mergelgrave og håre saaledes til en noget ældre Tid, end de Dyrelevninger, der i forrige Måde bleve foreviste. i Den fårste af disse Levninger er et Stykke-af et Hofteben, (os ilii), der sikkert tilhårer et Dyr af Elephantslægten, og skjåndt jeg ikke til umiddelbar Sammenligning har Knokler af Mammuthens Bækken, nærer. jeg ikke den ringeste Tvivl om, at det netop er af Eleph. primigenius Blum. eller Mammuthen; det er fundet i en Mer- gelgrav ved Sånderomme, midt i Nørrejylland, omtrent .7 Miil NV. for Kolding. Opbevaringen af dette sjeldne Fund skylder Viden- skaben Stedets Præst, Hr. Pastor Båttiger og Hr. Overlæge Kildal Lund heri Staden, til hvis Raadighed Præsten havde stillet det og ved hvis Velvillie Museet strax efter modtog. det. Førstnævnte har, påa min nærmere. Forespørgsel. om de Forhold, hvorunder. det blev fundet, givet mig den Oplysning, at det laae 6 Alen under Jordskorpen, midt. i et Mergellag og 2 Alen over.de Sandlag, som udgjorde Mergelens Underlag. Det laae. ene, og hverken ved den fortsatte Bortgravning af Mergelmassen eller ved de Gravninger, som Præsten i delte bestemte Oiemed siden anstillede, har der vist sig det mindste Spor af andre lignende Knokler. Det nævnte Brudstykke udgjér netop det Stykke af det håire Hofteben , som ligger Hofteskaalen nærmest. Af denne er næ- sten Halvparten tilstede; dens Gjennémsnit er 43", 0 Comtirent 5”); db 33 Og | Længden af det hele Ben er 35, (134”), Bredden 27%, 47. (103). Halsens Overflade er næsten i hele dens Omkreds vel bevaret, kun er den'åverste inderste Kant deraf, indad imod Hofteskaalen, af- stådt. Iåvrigt viser Knoklen to Slags Brudflader; den ene Slags ere ældre og have kjendelig været tilstede fårend” Knoklens Ned- læggelse i' Blaaleret, hvoraf altsaa fremgaåer, alt Knoklen som Brudstykke er bleven aflagt paa det Sted, hvor den nu blev ud- " gravet; den anden ere myere, aldeles friske, og enten hidrårende derfra, at Smaastykker tilfældigen ere blevne afslaaede under Be- nets Udtagelse- eller Opgravning, eller foraarsagede derved, at man har villet: overbevise sig om, hvad' det var for en Masse, mån havde for sig. Baade den ydre og indre Overflade af Knoklen ere glalte-og uslidte, ligesom ogsaa de oprindelige Brudflader ikke ere videre afslidte eller tilrundede, men derimod findes der ad- skillige Striber elller nedtrykte Streger, gaaende i forskjellige Ret- ninger. Nogle af disse ere vel af nyere Oprindelse og hidrøre maaskee fra Optagelsen, men den stårre Mængde af dem ere be- stemt ældre, og ifålge deres Forhold til Randene af de ældre Brud- flader aabenbart ældre end disse. Dette bemærkes for at tjene til nærmere Veiledning ved Afgjårelsen af det endnu svævende Sporgs- maal, om saadanne Knokler ere hidbragte fra andre, dog ikke fjerne, Egne, eller om Dyrene, hvorfra de hidrøre, have levet- paa den jydske Halvoe — et Spårgsmaal, som det maa være Fremtiden forbeholdt at afgjåre. Den ånden Levning ér en Kindtand. Dener8",01r (3” dansk) ” bred, hvor den er bredest, dannende en kort aflang eller oval Figur, hvis Længde kan med en temmelig Sikkerhed angives at have væ- rét omtrent 14% eller 54” "dansk; thi skjøndt ved Uforsigtighed un- der Optagningen den åverste Del af nogle Tandplader paa ' begge Ender er afstédt, saa ere dog de til samme hårende Roddele tilbage og tillade os at skjånne, hvormeget der omtrent er afstådt. De tilstedeværende 84 Tandpladers regelmæssige Aftagen i Bredde vilde desuden angive, at Tandkronen havde havt den anfårte Længde, selv om Rådderne ikke havde været i Behold endnu. Paa den forreste Ende af Tanden er der 'afstådt 14 af de smalle Plader, det Halve nemlig af den næstforreste Plade, som omtrent har væ- 3 34 SØ ret 5, 0" bred, og den hele forreste Plade omtrent af 3, 5r Bredde. Af Tandens bagerste Ende maae de to afstådte Lameller omtrent. have været 69.57 og 5%, 5" brede. Det hele;Antal af Plader har været 12. Tykkelsen af de enkelte Tandplader'er 8";— "Gm regnet efter: Emaillens ydre Rande; Kittet mellem Tandpladerne udfylder et Mellemrum.… mellem. disse. af .5,—7m, Tandens.stårste Håide er 12" (44” dansk) fra "Tyggefladen til Enden af den står» ste Rod. Den er slidt ved Tygningen ronnie at -alle Pladerne synes at have været i Brug. Af de nævnte Forhold kan der ikke være nogen Tvivl om, at Tanden tilhører Elephas primigenius, og derved bliver det saame- get sandsynligere, at ogsaa Hoftebenet tilhårer samme Art. - "Den vil uden Vanskelighed kunne henføres til de af Owen i History of british fossil mammalia and birds givne Figurer, 91, 92 og 94. Den noget hvælvede Tyggeflade viser, atidet er en Tand af Over- kjæben, og den synes efter de hos flere Forfattere ;angivne For- hold at have været den tredie eller fjerde Tand i denne Kjæbe. Tandkittet, som synes let at forsvinde fra: de engelske fossile Tænder, er fuldslændig bevaret, og Tandens hele Overflade viser ikke det ringeste. Tegn. til at være slidt eller rullet og har ikke engang Spor af de Streger, som fandtes paa Overfladen af Hofte- benet. kår f Det er ved de. Herrer Overlæge. Petits og Adjunkt Theilmanns" Bestræbelser at Universitetsmuseet er kommen til Kundskab om dette: Fund og. senere - har erholdt. Tanden til "dets Samlinger. Sidstnævnte skylder jeg desuden den Oplysning, at Tanden er fun- den ved Mergelgravning' ved en Gaard Fristed, en Fjerdingvei V. for Haderslev, N, for Dammen. Mergelgraven laae'paa den flade Mark paa en Banke af Rullestensler, og i dette fandtes. Tanden 7 Alen under Overfladen. Skjøndt der er Fog efter flere Stykker, var der dog ikke fundet mere. Foruden disse tvende Levninger er der, som det maaskee vil erindres, ved den slesvigholstenske Kanals Gravning, i det forrige Aarhundrede (1783), fundet et Brudstykke af en Hugtand' af en Elefant. Det Stykke deraf, som nu opbévares paa det Kgl.- Natur- historiske Museum (see Dr. Pingels: Meddelelse i Schowws Uge= 35 skrift I B. $. 561) synes ikke at have været slidt; det er 6” langt, og har oprindeligt kun været lidt længere. Om nu ogsaa denne Hug- " tand rimelig hidrérer fra samme" Elefantart, som Kindtanden, og vi saaledes fra den danske Halve have idetmindste tre bestemte Levnin- ger af detle colossale Dyr, saa er dette dog et yderst ringe Antal, naar man betænker, hvor talrige Levninger der ere. fundne af dette Dyr i Nabolandene. 1 det hele Lavland, som i en Halvbue omgiver Ostersåen med dens Bugter, ere de langtfra sjeldne, og paa den sibiriske Slette og ved Ishavets Kyster forekomme de; som bekjendt, i en overordenlig stor Mængde, saa at endog Elfen- benet af de opgråvede Hugtænder udgjår en ganske betydelig Ud- fårselsartikel derfra baade til China og England. I de senere De- cennier har man ligeledes imod Vest, navnlig i England, fundet en utrolig Mængde af dette Dyrs Knokler og Tænder, og Owen med- "deler, at han ved Udarbeidelsen, af sit ovennævnte Værk har havt i sine Hænder omtrent 3000 Kindtænder, opgravne i England. I Norfolk er der opfisket paa en Ostersbanke i Nærheden af Lands- byen Happisburgh henved "2000 Kindtænder, og alene i Låbet af 12 Maaneder bragtes der iland med de opfiskede Østers hele Hun- - dreder af Kindtænder. (Owen 1. c. S. 255). Efterat Selskabet ; havde modtaget Betænkning af en Comitee (Professorerne Eschricht,. Bendz, Steenstrup, Dr. Kroyer, Inspecieur Schjoådte) udnævnt den 14de Juni 1850 i Anledning .af et. Andra- gende fra; Magister A. S. Ørsted, -besluitede man: 1) at bevilge Magisteren 200 Rbdlr, til Reentegning af et Udvalg af de fra hans Reiser medbragte Skizzer af Dyr, som ikke. i dåd Tilstand lade alt det iagllage, som Naturhistorikeren be- - håver at see, 2) at give Magister Ørsted Udsigt til andre 200 Rbdir., naar de for de fårste 200 Rbdlr. erhvervede Tegninger ere indkomne og en ny Comiteebetænkning derom indhentet, 3) at Tegningerne ifålge Magister Orsteds- Forslag opbevares i det Kongelige naturhistoriske Musæum. 36 Mådet den 7%. Februar: - —mg——— " Prof. theologiæ Scharling fortsatte sine Meddelelser over Mo- linos Lære og Skjæbne. Folgende Skrifter vare modtagne: Gleanings. from the- menagerie and Aviary. at Knowsley Hall. Hoofed quadrupeds,. Knowsley 1850,… Folio, Figures of" molluscous animals. selected . from various authors; etched for the use of. students, by Maria Emma Gray: Vol, II, III, 1V.. London 4850. 8. Bijdragen tot de dierkunde uitgegeven door het genootschap ,Natura arlis magistra” te Amsterdam. Eerste Aflevering. 1848. qvarlo. ”Tijdskrift voor de wis-en naluurkundige| Wetenschappen, uit- gegeven door het Koninklijk-Nederlandsche Instituut. Åste Deels 4de St. 2de Deels iste & 2de St. Verhandelingen der eerste klasse van het Koninklijk-Neder- landsche Instituut etc. Derde Reeks. Eerste Deel eerst. Stuk. Amsterdam. 1848. 4. 37 Mådet den 21% Februar. - med —— Prof. P. Pedersen meddeelte en Oversigt over W. Reids. nyeste Værk om Orkaner, hvis fuldstændige Titel er: The progress of the developement of the law of storms and of the variable winds with the practical application of the subjects to navigation, by Lieutn- Colonel William Reid. Forfatteren af det foreliggende Værk. har allerede i længere "Tid været. hæderlig bekjendt. for den Iver og Utrætitelighed,. hvor- med han sågte at udvide og foråge Kundskaben .om denne! vigtige Sag, saavel. ved egne Iagttagelser i den Tid, han opholdt sig paa Bermudaséerne, som ogsaa ved Meddelelser fra Andre, hvorved han sattes i Stand til at forfålge en Orkan: undertiden i dens hele Udstrækning. . Hans første Værk, "der udkom i 1838 og indeholdt Beskrivelse -og Afbildning. af endeel Orkaner;,- bidrog væsentlig til at godtgjåre disse Phænomeners. charakteristiske':Egenskaber. Ikke blot. viste det' sig, at ved -alle de meddeelte Iagttagelser' den tid- ligere opstillede Regel for Orkanens ”omdreiende Bevægelse gjorde sig gjældende, den nemlig, "at denne Nord for Æqvator foregaaer fra Syd gjennem Åst til Nord, og Syd for Æqvator fra Nord gjen- nem. Øst til Syd; men. det -oplystes tillige, av den fremadskridende Bevægelse af en Orkan,… der er Nord for Æqvalor, i den hede Zone foregaaer i Retningen fra SydøsttilNordvest, men ved Over- gangen til den tempererede Zone: antager Retningen. Sydvest til Nordost, og ligeledes, naar Orkanen er opstaaet Syd for Æqvator, Retningen fårst. er fra Nordost-til Sydvest og siden bliver Nord- vest til Sydost. Fremdeles blev det ved "disse Sammenstillinger godtgjort, at Omfanget af den omdreiende Bevægelse tiltog meget betydelig ved Orkanens Overgang fra den hede Zone til den tem- pererede, saavel Nord som Syd for Æqyvator. pe AR Det langt overveiende Fleertal af disse lagttagelser er hentet fra den mexikanske Bugt: og fra Vestsiden af Nordamerika; men Vigtigheden af det Resultat, som derved er opnaaet, maatte na- turligviis hos Forfatteren vække Onsket om, at see det Samme | bekræftet ogsaa ved de Orkaner; der forekomme i det indiske og arabiske Hav og i den bengalske Bugt. Han androg derfor i 1838 hos Bestyrelsen for det ostindiske Compagni påaa,:. at. den. vilde gjåre de fornådne Skridt, før i denne. Henseende at tilyeiebringe fuldstændige Oplysninger. En Fålge heraf var ,… at. der. fra, Gene- ralgouverneuren . over Indien udgik en. Opfordring til alle. civile og militaire Autoriteter om at samle Iagttagelser, over, disse Phæ= nomener og indsende dem til H. Piddington, nu Undersecretair ved det asiatiske Selskab og Curator ved det geologiske Museum for Indien,;”'der havde" faaet det Hverv, at sammenstille disse og bekjendtgjåre Resultaterne deraf. Da Hr. Piddington selv var' Såmand og antog sig "denne Sag med 'stor Iver og Dygtighed, ”saa fik den ogsaa en heldig Frem- gang. "Der forekom' efter den Tid i Ostindien aldrig nogen Orkan, uden at lan blev underrettet derom og modtog Oplysninger og Iagttagelser fra de Steder, "den havde passeret, og navnlig fra de Skibe, -”der vare trufne sammen méd”dem: Tillige skaffede hån sig, ved Hjælp af 'det ostindiske Compagnies liberale Underståttelse, Adgang til at benytte en'stor Mængde Skibs-Journaler, holdte ombord paa Compagniets Chinafarere, hvorved han sattes istand"til abl-give en fuldstændig Skildring af den chinesiske Typhon, oplyst ved en heel Deel Tilfælde, "Resultaterne af alle disse' Undersé= gelser har Hr. Piddington ladet offentliggjåre, altsom”den bleve færdige, deels -i den” asiatiske" Journal, ”'deéls i særskilte» Hefter; ligesom han ogsaa til Veiledning for Såmanden', hvis Tåarvhansi sine Bestræbelser væsentlig> havde for Oie,. har udgivet et Værk” under Titel af »the sailors Horn-Book of ihe Law of Storms in all parts of tie World. En Sammenstilling af disse Meddelelser er nu givet i Reids nye- "ste Værk, tilligemed endeel' Iagttagelser fra”Vestindier og Nord- amerika over Orkaner, 'som have viist 'sig i) Tidsrummet fra 1839 39 til 1848. Ved dette Tillæg ere de tidligere Forestillinger om disse Stormes særegne. Beskaffenhed i det Hele taget blevne: bekræftede, navnlig hvad. angaaer. Retningen af den omdreiende Bevægelse. Derimod forekommer der i Henseende til den fremadskridende Bevægelse flere Exempler paa, at Retningen af denne har været, ikke som man tidligere havde antaget fra Sydost til Nordvest, men fra Ost til Vest. Dette var saaledes Tilfældet: med Madrasorkanen af October 1842 fra den 2ide til den 26de, med Manillatyphonen af 1831 "Oct. 23 og 24 og med den vestindiske Orkan af 1842 fra den 30te August til den Yde Sept.; ligesom man hertil ogsaa kan regne Orkanen af October 1847, der gik i sydvestlig Retning, over Oérne "Tabågo og Margarita ind over Sydamerikas Fastland. Men i et langt stérre Antal Tilfælde har dog Retningen været den sæd- vanlige fra Sydost til Nordvest. Endnu et vigtigt Bidrag til vor Kundskab om Orkanen har dette Værk givet, nemlig med. Hensyn…paa. den stærke Dånning i Havet, der udgaaer fra den "til alle Sider. Det er nemlig ved de her fra flere -Steder indsamlede Iagttagelser godigjort, deels at Dånningens Retning er den samme som Vindens paa det Sted i " Orkanen, hvorfra Donningen udgaaer, og dernæst at disse Dånnin- ger bemærkes længe får Orkanen nærmer sig. Saaledes hårte Reid selv paa Bermudas, der i 1839 Sept. 12 blev truffen af en Orkan, allerede 3. Dage tidligere en stærk Donning i Havet paa Oens sydlige Side, og lignende Iagttagelser ere gjorte saavel i de ostindiske Have som i det chinesiske Hav. Endelig maa det anfåres, at med Hensyn til den Aarstid, i hvilken Orkaner ere hyppigst, er, ved de i dette Værk meddeelle Iagttagelser, den Regel, der hidtil antoges gjældende for de vest- indiske Farvande, fuldstændig bekræftet, ligesom det ogsaa ved Hr. Piddingtons Undersågelser er godtgjort, at den samme Regel gjælder for de chinesiske Typhoner, den nemlig, at Orkanerne ere hyppigst i Maanederne August, September og October. Af 30 Ty- phoner, som P. har undersågt, falde 22 paa dette Tidsrum, af de åvrige 4 paa Juni, 4 paa Juli og 3 paa November; af 26 deels rn FAM ge” ly 40 tidligere kjendte, déels mu tilkomne vestindiske og amerikanske Orkaner håre de 22 til dette Tidsrum og af de dvrige 1 til Juni, November, December og Januar. Derimod synes denne Regel ikke ”" at gjælde for den bengalske. Bugt eller den lilgrændsende "Deel af det indiske Hav; thi af de 13 Orkaner, som ere omtalte i dette Værk, falde 2 paa April, 2 paa Mai, 4 paa Juni, 2 paa October og 3 paa November. Geheimeraad H., C. Orsted. fremsatte nogle Tanker og Iagt- lagelser over Skyerne. Barometer, Thermometer i Skygge - 0 I x < si reduceret til 0? Reaumur. mod Nord. ) Mszn Vindens . pH: 9 stn 2x, Fod over Jorden. | 2;Fod i | 2Fodun-f gm eee ec. Retning BE 3 er-— - ; der dagl. ' s - m» we |9Form, (Middag. 10 Å middel Jorden. | vande 4.Gange.i Dågnet. middag. Corr.-09219 7 Form. |2Efterm. Middel. Middel. 3 2 18 di 3,11139 34,11:16 34,473 3953 34 493 202 1?8 Regn Tim. Ø SW. SW. SW. SSW. idd r. z Sa | 80 082 | SA 148] "3/40 53 | 5,9 2,3 23 | Regn 6 — + 0:31 | ssw. ssw. sw. sw. | Middeltemperatu 3 36, 59 | 37, 15! 37, 38) .2/86 3,3 4,0 2,6 2,7 , SW. 108, WM, 1851) 45 Aar 4 36, 86 | 36, -67 | 36, 62 1,21 0,5 1,3 Gl 2,0 "Regn 2 — 0,28 I WSsw. W. W, WSW, 1—10 1701 —1925 Ek 5 35, 88 393, 57 ae. Sa 0,68 —0,9 1,5 "rf 2,0 Å Regn 16 -— + 0,67 HwWSW.WSW.WSW.SSO,. å 11—91 0,56 —1,33 6 32, 99 32,537 1 732, 86 1,81 1,2 3,0 al 2,0 Regn 18 -—"Snee 1,44 f SSO. SSO. SSO. SO. | 22—31 —U,02 —1,03 7 34, 04 34, 19| 34, 731 —0,66 0,3 —0,4 2,6 1,7 Å 'Snee 12 — 0,56 f 0. 0. 0. OH 4-3. 0/52 —1,22 8 37, 18 87790 | 787, 07154 - 1,89 —1.,9 —1,1 2,5 1,0 0. 0... 080. . 0S0. = 9 38, 65 | 28, 752 | 739,11: | —1,69 22.1 4 2,4 —W,i ÅSnee 4 — (0,07) K 0S0. OS0. S0. SO. 10 240, 92 | 41, 12] 41, 801 —1,22 —1,58 —0,7 2,3 —6,2 søs så 50-90; a2, 60 | 42, 27| 407-904 —0,14 | ——0,3 0,7 eg 1,6 , RED. 880) 5 - 8: 485 Maanedl. 39, 03 | 38, 49| 36 "86 1,08 0,4 1,5 2,1 0,4 Å Smaaregn 5% SW. SW. SSW. SSW. Vandmængde. 38, 07 | -37, -9%6 | 38 -05 0,69 1,4 U,6 2,1 1,3 SSW. SSW, SSW.SSW., 1851 BY A 37, 72 | 37.64 | 37. 164. —0/84 1,0 —0,1 2,1 1,0 18.50 —B- 880; ad me 36,… 52 30," 47 36, 18 —0,79 — 8 0,1 2,0 1,3 S0. SSO. SS0. SØ. | 13,97 Par. L. 14,94 Par. L. 37, 73 | .37, 88 | 37. 96 0,26 —1,4 1,2 2,0 0,0 BO. 5 80; 17;80 2/8. 36, 20 35, 77 35, 40 1,13 0,8 1,5 2,0 —04 Regn 5 — 0,54 Å s0. SsO0. 84 ;8. 37, 82 |] 38, 28 |. "38, =31 1,24 1.0 1,8 1,9 —0,4 SW. SW. SSW, S. j 40, U2 | 2), 01! 40, 07 0,83 —0,6 1,8 1,9 £2 Sox 80: BW. 518. Vindforhold. 40, 03 1 39, 58 | 38, 09 1:31 0,8 2,1 1,9 1,2 : 2-88 285; 890: 4 50 A 36,… 06 | 35, 41| 34, 91 1/34 0,4 1,6 1,9 1,2 Å Regn 54 — 2/94 Å SSO. SS. Så 185 2%, ; N. 0,00 0,09 35, 15 35, 21 37, 87 2,41 1,9 3,6 2,0 £3 Regn ø > på 0,22 S. S. S. SW. NO. 0,00 0,11 40, 45 | ..39,8Y | 41, 48 1,96 1,3 2,9 2,1 1,5 Å Regn 2. — 0,43 | sw. SW. SW, SW. Å 0. - 0,11 0,12 43, 40. 443, "98 3,… 15 1,51 1,8 2,4 2,2 1,7 s. S. S S0. | so. 0,27 0,13 41, 367| 40, 95 | 40, 704 -—0,19 —0,3 0;: 2,2 1,5 SSO. SO. S0, S0. få s. 0,35 0,12 40, 53. | 40, 54 11:40, 464 —1,39 | 1,2 —1,1 2,1 v,5 S0. S0. S0. S0. å sw. 0,21 0,17 41,00 | 740,98 | 40, 94 —1,71 —1,7 —1,4 2,0 —0,4 | Ssnee 15 —+ S0. . S0, .SS0, S. Å w. 0,05 0,16 39, 86 | 39, 60| 39% 404 —3,54 —2;9 —2,5 2,0 —0,3 0. ONO. 0. 0. | Nnw. 0,00 0,10 38,38 37, 947 37. fod 479 —3,2 —1,4 1,8 0,0 fk snee1i — + 1,16 | 0. 0. sSs0., SSO. 31, 14 | 30,59 | 30,95 1,64 1,7 aS 1,8 0,5 Å Regn 4 — 1,374 5. FE SV; i 3135981 31, S7U 0 31718 0,86 0,4 1,9 17 0,0 f Snee 63 — Regn 2,27 j WSsW. SW. SSO. S. ir X) hører til December 1850, Barometer, Thermometer i Skygge . d t til 00 Reaumur. EO ” Es epg de z d Nord. Regn Windens E dg 4 Efter 2% Fod over. Jorden… | 2 fodi | 2Fod un- Snee ARE Retning v , i ” | der dagl g Fa £ va 19 Form. Middag. midd Jorden. gl. 4 Gange i Dågnet. ag. Å Middel ; Å Vande. 3 : 28 4 6rr,<0o2g! 7 Form |2Efterm. | migdel, Middel. . 1 få 334,24 | 334,1458 | 335, sp 0908: | —U95 098 19%6 090; 0,06 å Stille, SSW. S0. S0" | Middeltemperatur. 2 36, 44 | 36, 09 35, 0,66 0;7 1,3 1,6 0,0 Snee 6 Tin. Regn 0,10 Be UL MR ER sg me 45 3. 1 -35,; 48 |. 35, 53 | 35, 60 0/66 0,7 1,3 1,5 0,2 | Or Og: SOg>- 80: 1851 Aar 4 35. 23 |. 35, 21 | 35 33 4 —0;29: | —0,4 0,0 1,5 0-4 Snee 3: — Hagl 0,87 få S0. s0. ss0. ss0.Å 1—9 0972 —1924 å 36, 84! 735, 90:| 36,… 89 14 | 03 2,3 1,5 0,3 £ SSO. SSO. WSW, SW- 1 10—19 2,19 —0,65 6 33, 83 | 33, 55 | 33, 97 1,31 1,1 1,5 1,5 0,8 Regn 24 — Snee 0,31 | SSW. SW. s.- sS. f 20—28 0,27 —0,06 7 37, 44 i 37,74 |. 38,- 40 1,4: 0,4 3,2 1,5 0,9 Regn — Snee 0),20.f: $,,- SW." NW:-NW 1—28 — 1,10 —0,65 8 34, 90! 33,- 91 | 33,- 83 0,61 0,8 1,1 1,5'- 1,0 Regn 12 — 1,32 | -Sw. SW. SSW. SW, 9 å 39, 89! 40, 63 | 41, 97 0,84 0,7 1,8 1,6 1T- SSW. 270. 180; 206 42, 634 0,41 0,2 —41;3 1,6 1,7 SEE RER URENT £ 38, % 1/83 0/1 2,5 1,6 0,7 ÅRegn 3 Tim. — 0,08 sw. sw. w. sw, Maanedl. 34,… 75 2164 3,0 3,å 1,8 1,6 Regn 5 — 1,93 H' W.…… Wen W. … NWo Yandmængde. : —) 2 i 0, R L NW. NW. NW. w. É 2 Br 20 (7150 | 32 | 48 | os rent W.D sw. OW. WNW. [13,13Par.Lin. 13,36 Par. L. 38,. 64 3:86 2,0 6,0 1,7 1/1 Regn 2 — 0,10 kf w. wWNw. W. WNW. 38,,01 4 2/56 2: 5 1,9 1,4 Regn 12 — WNW. WNW. W. W. 35,. 24) 2,76 1,9 3,1 2,0 1,4 Å Regn 22 — 1,07 | sw. sw. wWsw. WSW, 31, 35 5,84 hed 6,6 22 2,0 Regn 16 — 2,29 WSW. SW. W, WNW. Vindforhold. 32, & 5166 5,8 7,0 2,6 23 Regn 34 — 0,35 4 w. wo w.— wsw., 1851 50 Aar. 33, Sl 2,96 0,5 Se 2,9 2,3 ver må —& 0444 wow. WNW. WNW. | N.… 0,04 0,08 38, 16 0,08 0,0 0,9 3,0 2,1 Snee 9 — 2,30 | ONO. 0. Ss. SS, f NO. 0,04 0,10 40, 07 | —0/51 | —41,8 0,7 2,8 10 SW. SSW. 'ssW. sw. | 0… 0,09 0,12 38,98 | —0456— | "-—2,6 1,7 2å 1/1 EEN, —S. T 0... 0,12 0,10 37, 80 | .—0,24 + |. —1,3 1,5 22 1,0 Å Hagel SSO. $S0., S0. S0.f S. 0,13 0,14 40,12 4 —1,64 | —2,7 0,1 2,2 0,6 SSO: "NO. NO. NWw. | SW. 0,19 0,19 39, 57 å! —0,57 | —4,5 0,9 2,0 0,0". å snee 32…— 1,18 | NNW. NO. N.N f w. 0,25 0,18 38, 56 | —2,74 .|.—1,7 0,0 1,9 0,1: hsnee 5 — 0,831 N. W. "s0. sso.f Nw. 0,12 , 0,09 i" over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers AÅrbeider i Aaret 1851. Af Professor &. Forchhammer, Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair. Wr. 3. Mådet den 7% Marts. —$—— Etatsraad Molbech foredrog: en Betragtning over det Skidnne i Naturen, og dets Forhold til det Konstskiånne og til Skidn- hedsideen. I Det er ikke Hensigten med de faa Bemærkninger, her skulle ; meddeles, at gaae ind i det Historiske af den Divergents og Pole- mik "imellem speculative Tænkere, der især siden Kant anvendte sin Kritik paa ;den. æsthetiske Dåmmekraft, har frembragt betydelige Modsætninger i Forestillingen om det Skiånnes. Tilværelse i og udenfor ;Siælens Tankeverden. Jeg vil fornemmelig ikkun gien- alde; eet væsentligt Hovedpunkt i den forskiellige philosophiske Betragining af denne Tilværelse: om det Skidnne i sig selv kan være. til udenfor de ved Menneskets frie Aandskraft frembragte å Je . Konstværker, eller ikke? Eller med et andet Udtryk: om Skidn- heden kun har sit Hiem i Aanden, og i dens frie Virken og Frem- bringelser af en vis Art — eller om den tillige aabenbarer sig i den!af Aanden og af menneskelig Kraft. og. Virken. ;uafhængige erverden — i den organiske og uorganiske, den saakaldte levende og livlåse"Natur? — Da jeg mævnæde ,aandelig Virken og Frembringelser af en vis Art”, fandt jeg det nådvendigt, at blive staaende ved dette ubestemte Udtryk. Thi ved at sige, at det var Aandens skidnne Frembringelser eller Værker, jeg meente, havde jeg dog intet sagt, hvor der skal tales om hvad der er skidnt. — Men det er ikke mindre vist, at dersom Nogen kunde med Ord afgibre og forklare, saaledes at det blev almeengyldigt og tydeligt for Enhver: hvad Skidnhed er? da vilde der ikke være nogen Vanskelighed i at sige, hvor den er. At give en Ordforklaring -over Skidnhed, er provet mangfol- dige Gange af nyere Philosopher og Æsthetikere; og dog" er man vel ikke kommen videre, end at man endnu gierne gaaer tilbage til Plato's Ideelære, for idet mindste at hæves til en Anelse af det, som de speculative Tænkere, der selv lære, at en Idee ikke kan indsluttes i et Begreb, dog gierne ville forsåge paa, naar Talen er om det Skibnne. ”Det. tår vel 'findes, at hvorsomhelst man i æsthetiske Systemer og philosophiske Konst-Theorier tager en Definition paa Skidnhed, vil-man i Almindelighed erfare, at den indeholder noget, 'der synes rigtigt, eller som virkelig kan tilhåre og findes ved det Skidnne. Men sammenligner man der- næst flere saadanne Forklaringer, eller pråver den ene efter den anden: da kan maaskee een forekomme os bedre og klarere end en anden; ved Sammenligningen bliver dog vor Tankes Bevidst- hed snarere svækket eller mere usikker end får; og vi finde jtilsidst, at dersom vi maaskee ere blevne mere overbeviste om, at Skidn- heden er, saa er det dog ikke sagt os med Ord, hvad den é 'sig selv eller i sit Væsen er. — Det kunde synes at Afgibrelsen af Spørgsmaalet: om Skidnhed, naar der tales om dens Tilværelsé i Naturen og i Konsten er éet og 'det samme, eller om den 'er noget forskielligt i begge? allerede maatte bidrage meget til at opklare vor Forestiling om, hvad denne Egenskab overhovedet er " i" 45 Si MSN. … aA ARRER Det ;kan i det: mindste synes; at der gives et langt stårre Antal af Mennesker, som- kunne” være nogenlunde enige] i deres Opfat- ning |afudet Naturskibnne — eller” enige om at. finde det under de samme Stedforhold: og Former — end saadanne, der ere enige om 'Skidnhedens: Former og " Aabenbaringer i'Konstværker. Man skulde då mene, at det. fårste' var /lettere sat finde; og. lettere at tilegne sig, end det: sidste. . Der; behåves heller ingen vlang Erfaring eller dyb Tænkning og Indsigt, for at faae indvortes: Overtydning om, at det Skidnne, visantage eller virkelig finde i den ydre Natur, eller i visse Na- turformer;'er'afsen anden' Art, yttréer sig -under andre Former, og modtages: veller ;opfattes af. Siælen paa anden Maade, end Skidn- heden i -et Konstværk. — Vi: komme; saaledes uden stor 'Vanske- lighed til Overbeviisning om, at der er en Skibnhed, som kan opkomme: eller blive til ved Menneskets frie Virken, eller ved Konstevnen ; og Jat Alt,«hvad vi ville henregne til Naturskiånhed, er uafhængigt” af en saadan Virken,; og. har sin nådvendige Be- iingelse for dets "Tilværelse ganske udenfor den menneskelige Aand og” Aandsvirken- Erfaring lærer ; os imidlertid, at den fårste Betingelsenfor: vor' Bevidsthed om Tilværelsen af en 'Skibnhed i Naturén er uden samme, som" for Modtagelsen af en” Forestilling, eller ”Dannelsen' af et Billede si «vor 'Siæl: af det Skidnne i ét Konstværk: Denne Betingelse er zen Opfatning af: Objectet enten i Naturen, eller i 'Konstverdenen, »ved en af de to: ædlere Sandser, Synet''og Hårelsen…> Til denne første sandselige "Opfatning slutter sig Overgangen til: Beskuelsen af. et indvortes Skidnhedsindtryk eller Skibnhedsbillede,»som ved Phantasien danner sig i Siælens indre Sands, og 'som den der kan fastholde: og bevare. Jeg vælger ikke uden Hénsigt de to forskiellige Benævnelser for denne. indre Op- fatning, dette Afpræg af det-Skidnne i Yderverdenen, som Siælen kan modtage: og danne sig. Thi jeg” mener”netop, at-hiin Opfat- - nings” Maade og Form ved.det Naturskionne er mere og oftere et øedtryk; ved idet: Konstskidnne derimod snarere et "Billede, en formdannet Skikkelse; «som >mere bestemt og fuldendt kan modta- ges. og” fastholdes: af Indbildningskraften, end Virkningen og Ind- trykket af det, vi henregne til Naturskidnhed. … Det vil uden Tvivl 46 uw bom i det Hele bekræfte sig, at det sidste er i sin Aabenbaring og sine | Phænomener mere ubestemt, mere udbredt, udvidet, ligesom udfly- dende i Rummet, end det er fast, strengt begrændset, formbetinget, eller plastisk formbestemt, saaledes som for en stor Deel den skiånne Konsiskikkelse. "Det gielder imidlertid ikke om enhver saadan Frem bringelse. Jeg vil kun med et Ord nævne, at Maleriet; i Forhold 4il Plastiken, har langt mindre af den faste Formbegrændsning, mindre: af denSkiånhedsdannelse i detlegemligeStof, som fylder Rummet, iStedet for at den malede Gienstand kun synes at fylde det. Jeg kan heller ikke meer, end hentyde til en særskilt Deel af denne Konst, Land=- skabsmaleriet, hvilket netop, fordi det beroer paa en Opfatning: af Naturformer, deler det mere Ubestemte, mindre skarpt begrændsede i disses Skibnhed. Da Aanden i den gamle Verdens Konst-Ideer. og Konstproduction fortrinligen levede og virkede i den architektoniske og plastiske Formdannelse, og her sågte at: præge Skidnheden i.den Rummet fyldende Materie: kunne vi saameget lettere: forstaae, at den pitioreske Skibnhed, og. det egentlige Landskabsmaleri, blev udenfor den antike Konsts Grændser. — Ligesaa lidt kan jeg gaae nåiere ind paa at oplyse Skiånheden i det musicalske Konstværk, hvis Sandseform er saa grundforskiellig fra Plastikens og Maleriets, som den hele Væsenhed i Hørelsen er det fra Synets. Jeg vil kun i Forbigaaendée bemærke, sat netop Tonernes Konst, og dennes Konstyttringer og Skibnhedsværker, ere i endnu langt -håiere Grad egne for den menneskelige. Aand og dens skabende Konst- evne, end de Skidnhedsbilleder: og Konstværker, til hvis Frembrin- gelser Syneis Sands udfordres. Synets Skibnhed har langt flere og rigere Elementer i Naturen, end Hårelsens. Jeg er her allerede, maaskee for tidligt, kommen til at bruge et Udtryk, som for en stor Deel kan betegne eller antyde den Anskuelse af Forholdet imellem Naturzkidnhed, og det Skibnne. i Kønsten og dens Værker, som jég vedkiender mig. Inden jeg dog kan forsåge, nærmere at udvikle, hvorledes jeg tænker mig . Skidnhedens Elementer og Former i Naturen: maa jeg nådyven=% digen opholde mig et Oieblik ved -den almindelige Tanke. eller Førestilling om Skibnhed i en- Gienstand, baade som Billede, og som Indtryk; 'da jeg nylig har anvendt disse Ord paa en Maade, < RER der" maaskee kan synes. uklar og ulogisk;. efterdi Indtrykket dog vel ”her”maa' tænkes som Virkning af Billedet; og hvis vi altsaa modtage Indtryk af Naturskidnheder, maa disse ogsaa være til i beskuelige Skikkelser eller Billeder. Det har ingenlunde været min Mening at benegte dette Dersom det Skidnne gives i Na- turen, mad” det vise sig i Skikkelser; men derved er endnu intet bestemt om, af hvad Art disse ere; eller hvilken Væsenhed der tilhårer "og ligger til Grund for Skikkelsen. Der gives f. Ex. i Nåluren en stor Rigdom af Farveskibnhed; men det er håist van- skeligt, eller umueligt, at fremkalde eller danne sig en Forestilling ori en Farves Skikkelse — endnu mindre oin Lysets Skikkelse; hvorimod Enhver veed "at tænke sig Formens Indtryk og Lysets Virkning; og begge kunne vi vel med Rette tillægge Skidnheds Egenskab, naar Indtrykket har den harmonisk-tilfredsstillende Be= ”skaffenhed,” som tilhårer' enhver Virkning af det Skidnne paa den menneskelige Aand — og hvorved tillige: forudsættes, "at .denne Virkning er uafhængig af ethvert -sandet' Hensyn, af nogensomhelst anden Bestemmelse, end Harmoniens Tilværelse, dens Aabenbaring i Sandseverdenenen, dens Modtagelse eller Beskuelse af den hos Mennesket udviklede 'Skidnhedssands. - Denne Udvikling er paa sit Sted ligesaa nådvendig, som enhver anden Opfostring, Pleie og Dannelse- af aandelige Kræfter og Evner, der tilhåre den menne- skelige Siæl; "den er nådvendig, ikke blot for at frembringe, men for at nyde det Skidnne, baade ved den sandselige og aandelige Skuen. I Anledning af et dansk i dlorddigttij) hvis Forfatter vil, at Landskabs-Naturen måa ,belragies med en Konstners Gie%, for at »fortrylles til et Skidnheds-Ideal£, naar Phantasien ,ved sin Trylle= stav) forjager det Forstyrrende", har jeg engang for mange Aar siden meent: at det var det samme som at sige: Lær fårst at see, for du paastaaér der" er intet at see!f — Men dette er den almindelige Erindring, vi maae give alle dem, som, hvor: Talen. er som Skiénhed, appellere til den individuelle Smag, hvilket i Skibn- ”) »Naturen og Konsten.”” Anonym Nytaarsgave af H, Hertz, eg. S. 129, (Jvf. Maanedsskrift f. Literatur. X. Bd. S. 857). 48 kt helten og Konstens Region er det samme, -som at ville appellere fra Håiesteret til. et Herredsting. … Det kunde synes overraskende, hvorfor man, naar det gielder "Videnskab, Indsigt, Lærdom, eller Færdighed, meget ofte hårer Tilstaaelsen: Dette” gaaer over mit Begreb; det er noget, jeg ikke- har lært, som jeg! ikke forståaer; hvori jeg mangler Ovelse eller Færdighed" ; 0. s. v. Men ulige sield= nere træffer man den, som vil tilstaae, at han kan tage feil;i sin Dom over det Skidnne, eller som ikke' troer, at han maa have Retnaar hån ikke-kan see Skidnheden, hvor den virkelig er. Hér er ikke Sted til at forklare Grundene, hertil «(thi' der gives flere;), men''jeg- maa i det "mindste nævne. det'som en naturlig Fålge af den saa ofte svage og ufuldkomne Dannelse i denne Retning: al Skiånhedssandsen, om ikke savnes, dog er intet mindre end almindelig, eller. ovérålt reen og forædlet i Lande, hvor man er stærkest i at; gidre "Konst og Konstværker til Gienstand for abstracte Theorier; og at déri- mod f. Ex. i Italien, hvor' den tydské speculative Æsthetik-endnu neppe er naaet hen, Konstsands, tilligemed Kiærlighed- til: idet Skidnne i Konstens Værker, ligesom ser Folket medfådt: Dersom man imidlertid vilde antage, at den æsthetiske "Evne " til at see og finde Skidnhed i Naturen'vår' mere. ålmindelig, letx tere at opnaae og letlere at danne, end Sands-og Smag for det Konstskibnne: da tor det være tvivlsomt, om. Erfaring. bekræfter en saadan Mening. Jeg 'troer, 'åt for:de Allerfleste, der tale 'om Naturens Skibdnhed -og om Nydelsen af samme, gaaer denne: ikke videre, end til den ydre Synsvirkning, som, i Forbindelse med andre heldige eller - velgibrende »physiske Naturvirkningér, frem- kalder en vis behagelig Siælsstemning, i.hvilken-man "da stundom ogsaa vil finde Virkningen af Naturskiånhed. Jeg sagde' en ,beha- gelig” Siælsstemning, fordi' det er én saadan,” hvortil.de Fleste indskrænke hiin Virkning; langt færre ére de, som-hæve sig over denne til den Siælen oplåftende seller begeistrende Stemning, som Beskuelsen og den indre Betragtning af idet: Store og Sublime i den synlige Naturverden kan fremkalde i' den menneskelige "Aand: Men denne sublime Storhed i. den hele Verdensaabenbaring, som vi dog maa, drage med ind i Erfaringens Kreds og fra den over- håre i Videnskaben — denne egenilige Aabenbaring af »Skabnin- 49 gens Herlighed£,, udvider vel..i.… en .forbausende, for Tænkningen næsten, ;svimlende; Uendelighed,… Naturens ; Idee,… Grundianke eller »Væsenstanke”;. men. selv…i ;denne. sin håieste.Idee maa Naturen dog altid blive -den…hele;.Yderverdens: Legemlighed,. svarende. til Menneskels physiske, legemlige Natur, naar denne tænkes som Gien- stand for Erfaringskundskab. Naturaanden maae-vi derimod tænke os påa: samme Maade, eller, i samme Forhold, som Menneskesiælen. i Forhold. til Legemet, hvilket. den besiæler;, men denne Aand, .om vi endog ville. opstige. til vor. Tankes»håieste Potenis, . vil dog, i dens Væsens Beskuelse eller. Ahnelse, svinde for. enhver Anvendelse af Naturkundskab,…eller speculativ;: Naturphilosophie.. Lovene for det synlige Universum, eller Kosmos,. kan. det: maaskee. lykkes Viden- skaben i sin stigende Udvikling og. Fuldkommenhed,- at. bringe til endnu håiere; Vished og Klarhed; men hvor- vil Videnskaben, finde noget Middel:til at. kiende. og begribe den Verdensaand, fra hvil ken. Naturkræfterne ere. udgaaede, og i.al Evighed ville udgaae? — Naar……nu, selv. den…héieste og. fuldkommenste . Grad af Natur- belragtning maa holde sig til den legemlige Yderverden: da kan det ikke ;andet send. forekomme os.i. høi. Grad. vanskeligt,. at. bringe en. Forestilling af. reen. aandelig Væsenhed, som. Skidnhedsideen er, til Anyvendelse,i. den. udenfor Aandeverdenen tilværende-sand- lige, og legemlige Natur. Dette er dog. forsågt., baade. for og efter den. Revolution i den philosophiske Videnskab, søm begyndte mod Slutningen. af. det 18de. Aarhundrede, uden at vi-tår sige, om den er endt ved.Mid- ten. af det 19de… Forskiellen er, at. man. får. Kant (som .vi vel kunne sige). overhovedet. talte. om Skibnhed i Naturen og Konsten som en Beskaffenhed af eensartet Indhold eller Charakteer; -men af håjere. Grad. og. stårre Fuldkommenhed. i Naturen; - hvorfor man salte -denne som et Forbillede, ved hvis Efterligning Konstens Skibnhed» skulde opnaaes.… Efterat. man. forlod. denne Synsmaade (der især med Hensyn. til Digtekonsten,. lige siden Aristoteles's Poetik, har indiaget saa besynderlig. en Plads i endeel Æsthetiker) er man underliden gaaet over til en modsat Vurdering af. det Natur- skidnne. ,,Nuomstunder — hedder det hos en af vore egne speculative 50 Aesthetikere, der heldigviis har holdt sin Poesie udenfor al. meta- physisk og transcendental Indflydelse — er det almindelig erkiendt at »Konsten, ligesaa vel som Naturen, kan 'siges at være Skabérens »Værk; da Menneskets aandelige Bevidsthed og Frihed i at frem- »bringe (i Konsten) er en Himlens Gave, som, til Trods for alle »Feil, hvortil denne Frihed kan fåre, dog staaer uendelig håit over »Naturens feilfrie, men ubevidste, ufrie Frembringelser..%) Det er en Yttring, der i sig selv gientager eller varierer Goethes Ord: »Et fuldkomment Konstværk er et Værk af den menneskelige Aand, og é denne, Mening ogsaa et Værk af Naturen. Men i 'det de ad- spredte Gienstande sammenfattes til Eenhed, og selv de laveste (gemeinsten) optages i deres Betydning og Værdighed, er Konst- værket over Naturen.£ (Werke, 38. S. 153.) Det kunde synes som den store Digters og Konstkienders Navn maalte være nok, for at give den af ham udtalte Sætning en Vægt, som det er dristigt at ville svække. — Ikke' desmindre maa jeg være af den Mening, at Sætningen dog er mere illuso- risk, end den hviler paa en fornuftrigtig Slutning.” Dersom Aand og Natur i denne Mening var eet, at et Konstværk kunde kaldes Naturproduci: da maatte vi ophåre at tale om Konsten, som Menne- skels frie Virken, og om det Konstskidnne, som en ideal Fuld= kommenhed, hvis Billede skabes i Konstnerens Phantasie, og form- dannes ved hans Evne og Talent. Men saa længe vi have den Bevidsthed, at den menneskelige Aand i sit Væsen og sin Frihed er udenfor og over den sandselige Verden: maae vi ogsaa strengt skille imellem Konstværkets Frembringelse ved en skabende Kraft af Aanden, og det organiske eller uorganiske Naturproduct, som et Værk af nådvendige og ubevidste Naturlove. Man kan da ikke kalde Konstværket en Naturfrembringelse; men man kan ligesaa lidt sige, at det staaer over Naturen, hvilket kun kan siges om Ideerne selv. Vi vilde snarere sige, at det stod udenfor Natu- ren, dersom ikke Konstneren, uagtet Friheden i hans skabende Evne, fandt Elementer til de Skikkelser, hans Genius fremkalder, i Sandseverdenen. %x) J. L. Heiberg. Samlede Skrifter. III. Bd, S, 271. AM Saaledes, kunne vi vel sige, er det egentlige Forhold imellem den Skibnhed, der er Siælen og Livet i ethvert: Konstværk — der opfylder "og opliver det, "som den usynlige Aand i den synlige Skikkelse — 'og den Skidnhed, vi tillægge Naturen, eller ved déns Beskuelse tilegne os. Hiin er i sin Skiånhed en Affådning af' den håieste Skidnhedsidee, saaledes som den kan virke og " aåbenbaré sig i den menneskelige Aand, hos dertil kaldede 'og begavede Individer, hvis efterhaanden dannede og udviklede Konst- nérevne baade er i Stand til at modtage og anvende de ideale Skidnhedsbilleder, der oprinde i Phantasien. "Det er i Konsten og dens Værker, åt saadanne Billeder baade blive til i deres ideale Væsen, og fuldendes i deres Formskidnhed. Naar vi unegtelig ved disse Udtryk nærmest maa have Plastikens og Maleriets Skikkelser for Oie: saa mener jeg ogsaa, at man let vil blive enig derom, at Orets og Tonernes Konst i sin ”Virken og 'Frembringelse er, om vi saå maae sige, endnu mere uafhængig af Naturbetingelser og Naturelementer, end hine Konster, som virke ved og giennem Syneis Sands. Lydens Naturforhold og det-rhythmiske Tidsmaal, høre vel 'til Musikens Hoved-Elementer; men hvor lidt kunne vi ellers sige: med Goethe: al det er »adspredte Gienstande i: Natu-= ren, som Tonekonsten sammenfatter til Eenhed?£ — Det er jo égentlig kun det vene store Natur - Element Lyden, som den menneskelige Aand og Konstevne har været i Stand til at bringe under: Harmoniens Lov, og derved fremkalde den musicalske Skidbn- hed i" Klang og Melodie, forenet «med den harmoniske- Virk- ning, som Tonernes rhythmiske Afmaaling frembringer. Undersåge viundiere den hele konstrige Bygning, som Musiken har opfårt paa meget simple Grund -Elementer, saa forbauses vi ved den uendelige Mangfoldighed, den aldrig udtomte Rigdom af "Harmo- nier, som denne Konst forstaaer at fremkalde af Lydens enkelte Naturvirkning. I Beundringen herover bliver det os saameget mére klart, at naar vi såge at trænge ind i den musicalske Skion- heds eiendommelige Væsen, og dens beundringsværdige Fremstil- ling ved menneskelig Virken giennem Tonekonsten: da finde vi kun-meget faa Bidrag dertil i Naturen; men ogsaa disse maae vi betragte i' deres: egen Betydning og Virkning. Vi ville hverken m… så m… lære at forstaae eller nyde dem, som de i.sig selv ere, dersom " wi enten 'stille dem umiddelbart ved Siden af, under eller over Tonekonstens Frembringelser. Den, som vil glæde,.sig. ved Fug- lenes Sang i Lund og Mark, maa vist ikke håre den med samme Ore — eller, for ikke at misforstaaes, han maa ikke -paa samme Tid i Erindringen håre en Symphonie. eller en Operasang, dersom han vil modtage den rene Virkning af disse Natursangeres Toner. Det er saaledes med enhver anden Naturtone,. som giennem Oret frembringer en vis, meer end sandselig Virkning paa Siælen, Denne Virkning kan vel under visse Betingelser, ligesom Tonerne, vække en. indvortes Stemning af. forskiellig Art. Stormens Hviin og Susen, den fierne dæmpede Lyd af Havets Dånninger: eller Brusen, Lyden af Boålgernes' langsomme Opskyllen paa den. lave Strand, den evigt eenstonende Torden af en styrtende Fos, den melancholske Klang af de tynde, brustne lisflager, naar de af Foraarsvinden bevæges imod hinanden ved Tobrud paa en Indså. -—— disse og andre Na- turtoner ere vel skikkede til at gidre et: musicalsk Indtryk - paa den, der har Sands og Følelse for saadanne. Virkninger. … Men Ind- trykket bliver altid kun det, som sen enkelt Grundlyd kan vække i Siælen; det bliver mere en ubestemt, dunkel eller romantisk Stem- ning, ingen Konstvirkning eller Konstnydelse. Skulde vi modtage saadanne Virkninger: under umiddelbar Sammenligning: med et musicalsk Toneværk, da vilde de enten svækkes og forstyrres, eller ganske tabe sig. Saaledes: veed man jo tværtimod, at et saadant Toneværk, for at gibre sinsrette Virkning, i Almindelighed maa håres, ikke i den frie Natur, men i en Bygnings begrændsede Rum af passende Stårrelse og Anordning: Kun en enkelt Classe af Instrumenter ere undtagne, hvis Lyd netop for at gibre den relle musicalske Virkning helst maa frembringes under: aaben Himmel. Det er ogsaa, af let indlysende Grunde, allid langt mere den synlig Natur, hvor vi såge den Skidnhed, hvis Væsen vi ville udgrunde, eller som vi ville sætte i Ligning med det Konstskidnne, med Plastikens og Maleriets Billedværker. Ved at beskue disse, men 'endnu meer ved at lade den sandselige Beskuelse lede os til en Forestilling om det aandelige Princip foret saadant Konstværk, 53: eller som Konstens Væsen: vil det snart blive os klart, at Skibn- hedens:' Billede og Indtryk her ére af en'anden Art, send. enhver Naturvirkning, somt vi tillægge. Skidnhed. For at. blive ved, den menneskelige Skabning;, hvilken man er' enig om. at: betragte som denJædelste og håieste Form i-den organiske Verden,; Naturen har frembragt: saa er der vel heller ingen anden, hvor det Skidnne i én saadan! Grad vækker jog tilfredsstiller Skibnhedsfålelsen, som naar: det-i -hiin, Form måder os i -den levende Verden. Men i: det vi her dog! finde Formen; hverken een og den samme, uomskifte- lig; vårig, eller ;uforgængelig, og aldrig finde den mangelfri, fuld- endt" i; Formens Heelhed, eller: harmonisk i enhver enkelt Deel: opklarer det; sig mere! for 'os, at selv i: den. ædelste ;Nalurform ;er det-især Livet, den levende' og besiælede Tilværelse, hvori den -har sin Herlighed, sit væsentlige Skidnhedsvilkaar, og hvori vi vel kunne sige, at dem staaer. over: Konstens Evne Hil at. frembringe "det Skidnne; "men. at'det derimod er ved denne-Evne, -at hiin' ædle Naturform bringes nærmere 4il sin håieste, mangelfri, fuldendte Skikkelse »— den Skikkelse, som! vi. derfor kalde ideal, fordi den vil udtrykke, ikke denne eller hiin individuelle Skiådnhed, ikke det betingede; foranderlige, forgængelige i Formen, men en Skikkelse af. den menneskelige. Formskidnheds Idee; vel, ikkun % et enkelt Moment, et enkelt Afpræg, men i-delte baade heelt,: fuldendt og uforgængeligt. Jeg" berårer her ikke det Indre. eller Inderligheden véd "Konstværker af saadan Art; eller det. forskiellige Forhold imellem Udtrykket af Aand og! Aandelighed, og af. den ydre Skiån- hedsform hos Mennesket, eftersom! "dette Forhold fremtræder i Plastiken, eller'i Maleriet. ;Jeg vilde blot yitre, hvad der synes ved sig selv klart: at! endogsaa i'den Gienstand, hvori" Konsten, for at: fremstille det Skidnne, maa udholde den farligste Vædde- strid «med Naturen, ligger dennes Virken udenfor det "Ideale. Selv i Naturens: håieste Organisme og dens ædelste Form, kunne vi ikke finde "det "Idealskiånne; ' men vel er det ligesom Naturen ved denne Form har: viist 'Konsten den nærmeste. Vei til at finde det — Vi maa, saaledes 'sige, at endog i Naturens Mesterværk, -den menneskelige Skikkelse," er: det Livet, ' den levende Organismes Virkelighed ;' hvori "Naturen er: over Konsten;:men det er denne, 54 der fresmtiller de skiånne Former i deres Idealitet, eller 'stæber at aabenbare Skidnhedsideen i sin fulde Klarhed, i fuldendt Een hed med en idealskion Form. Hertil er dog for Konsten, den af- bildende og dannende, Naturens Skole en uundværlig Nodven=- dighed. Det er der, hvor den skal lære Formernes Sandhed; hvor Livet, det besiælende Princip for Skiånhed i den ydre Skik- kelse, skal aabenbares for Konstnerens Blik; og hvor hans Aand og Begeistring skal næres og styrkes ved det Store og Sublime i Natur-Phænomener og Skikkelser, hvis rene Indtryk altid ere af en håist velgibrende Virkning paa Indbildningskraften. — Vi tår saaledes endog i detle Tilfælde udtale, hvad der synes at blive det endelige Resultat af enhver spegculativ eller æsthetisk Betragt- ning af denne Gienstand: "Skiénheden i dens. Idee aabenbares ved Konsten; i dens Elementer og i dens Sandhed, ved Naturen. "Opfatningen, Anskuelsen, Tilegnelsen af disse Naturens Skidn- hedselementer udkræver allerede den Betingelse, jeg ovenfor nævnte: Udvikligen af den hertil fornådne indre Skidnhedssands — Smagen for det Naturskidnne, eller Evnen til at see det. Denne Smag kan imidlertid blive staaende ved Opfatningen af disse Ele- menter i Naturens ydre Realitet; og denne Art af Naturbeskuelse er den egenilige og almindelige, "der bringer os ligesom til en umiddelbar Contact med enhver, organisk eller uorganisk Natur- skikkelse. Der gives en saadan Beskuelse af Naturvæsener, hvor- ved vi ligesom umiddelbart optage deres Væsensbillede i-vor Siæl; hvorved vi blive os en saadan virkelig, sandselig, legemlig Natur- skikkelse bevidst, i det vi fordybe osi dens særegne Form, og stræbe giennem denne at gibre Gienstanden levende i os 'eller i vor Fore- stilling. Men en saadan umiddelbar Naturbeskuelse er derfor endnu ikke en Skuen af det Naturskidnne i og for sig selv; endnu mindre en Opfatning deraf med Konstnerens Syn, Hiin Beskuen gaaer i Skiénhedens Sphære ikke videre, end til at modtage det indvortes Indtryk, eller den Stemning ved Beskuélsen af den elementare Naturskidnhed, hvilken jeg ovenfor nævnede som den egentlige og almindelige Virkning, denne Artfaf Skidnhed udåver paa Siælen. Til at opdage og betragte den fra et Synspunkt, hvor vi see det Skidnne i Naturen som Elementer for Kønstens ideale Skidn- 55 hed, hårer en håiere Dannelse af den æsthetiske Sands, hvortil An- lægget fortrinligen er nedlagt hos Konstineren; ligesom enhver genial Evne fordrer som Grundvold et Naturanlæg. … ØOpfatningen allene af hine Elementer i Naturen, er ogsaa for Konstneren kun den fårste Virksomhed af Indbildningskraften. "Ved en håiere Phantasievirken indgydes det opfattede Skibnhedsstof (om jeg saa maa sige) i hans indre: Skaben af Idealbilledet, .der staaer for hans ie, ligesom en usynlig Model, hvorefter han formdanner ellér fremstiller det virkelige Konstbillede. Saaledes kan man vel sige, at ethvert Konstværk,. selv det poetiske, kan være til allene i Phantasien og Idealet; det er da til, endog i' Formen, men kun inderligt; thi denne Form. existerer " saaledes kun i 'Indbildningen, ikke i Virkeligheden; den er en tænkt. Form; ingen Væsensform.. For at opnaae denne, for at være yderligt til, maa Konstbilledet med sin ideale, Tilværelse gaae over i Materien, i det. legemlige Stof, der ligesom faaer et Liv. ved denne Besiæling af Konstaanden. Da nu enhver saadan indvortes eller ideal Formdannelse i Konsten forudsætter Skiénhed; som nådvendig Be- tingelse';: hvorimod Naturen frembringer sine Organismer og Skik- kelser; i -Fålge Lovene for den bevidstlåse Dannelsesdrift, uden nogen:;absolut; Skidnhedsbetingelse: saa indsees deraf, at det er kun Mennesket, der skaber "det. Skiånne ved den ideale Kraft og den frie Virken, som er en af den menneskelige Aands ypperste Gaver; og at kun det saaledes med Aandens Frihed og Bevidsthed frembragte "Konstskidnne, er ikke allene Formskidnt, men ogsaa Væsenskiånt; hvilket ikke kan siges: om noget Naturproduct. .I ethvert Phænomen i Naturen, som vi tillægge Skiånhed, modtage vi det Skidnne kun elementarisk; fremkommen ved Betingelser, som gibre det afhængigt af andre, egentlige Naturforhold. Vi kunne derfor vel ogsaa tillægge Naturen ligesom en hemmelig, uvil- kaarlig. Skibnhedsdrift. (f. Ex. i.den Farvepragt,… som den. ådsler baade i Dyr- og Plante-Verdenen med en Rigdom, hvis Oiemed kunde synes os en uoplåselig Naturgaade). Men Skiénhedsideen, og den frie skabende Virken til at aabenbare Skiånheden i en heel, fuldstændig Væsensskikkelse, maae vi såge og finde i og ved .den menneskelige Konstevne. 56 Herved hverken beråve vi Naturen det Skiånne, som tilhårer den, forvanske eller forringe dets Værd. Vi tilegne 'det tvert- imod det Væsen, der eiendommeligt tilhårer det Naturskidnne,' og hiemle det den Virkning og Betydning, som det har i Forholdet til Konstens Skidnhed. Jeg har allerede fra een Hovedside søgt at belyse dette Forhold; jeg vil endnu forsåge at betragte det fra én ikke mindre væsenllig Side. Derhos maa''jeg dog forudsende en her ganske fornåden Erindring. Jeg finder "det hverken nåd- vendigt, eller seer mig i Stand til at udvide denne Betragtning, til at beråére eller fremsætte de Grundbegreber, hvorpaa man bygger Læren om det 'Formskibnne i Almindelighed — altsaa gieldende baade i Naturen og i Konsten; jeg forudsætter det: som bekiendt, at de, under forskiellige Udtryk, dog i det "Væsentlige kunne bringes tilbage til Ideen om en Harmonie, et harmonisk Forhold, der finder Sted og aabenbares imellem en Heelhed og dens Dele; imellem en Eenhed og det Mangfoldige, hvori den kan oplåses, osv. Saaledes kan jeg heller ikke her, i at betragte det Naturskidnne, såge at hæve mig til det håieste speculative Standpunkt, hvor Aandens Syn og "Tænkningens” Oplåftelse ikke standser” ved de os nærmest omgivende jordiske 'Phænomener; men stiger op i den "hele synlige Skabnings, - eller Universets . Aabenbaring, og hæver sig til 'en philosophisk eller physisk Verdensbeskuelse, ved hvilken adskillige ældre og nyere Tænkere og Forskere paa for=- skiellige Maader have dannet sig Ideen om en køsmisk :Harmonie, eller om Universets "Skibnhed.%) Denne" sublime Idee tilhører mere den spéculative Physik og "Naturphilosophie, end:den egent- lige Æsthetik eller Skidnhedslære, der nærmest såger at oplyse %). Det. er bekiendt,… at bl. a. Tyge Brahes.Ven., den beråmte Astrønom Keppler var tilbåielig til at tænke sig og fremstille (i hans ,,Mysterium cosmographi- cum. Tibingen 1596) den hele Kosmos, éller Verdénsbygningen, under For- men af en æsthétiskIdee, eller saaledes, at der,i.dens Dimensioner og Førhøld maatte ligge.en vis. Skidnhedsregel. . Den nyeste Fortolker af Kepplers astro= nomiske Ideer (,Johann Kepplers åstronomische Weltansicht, von E. F. Apelt." Lypz. 1849, 4, p. 44) siger navnligen om hans Mening, at kunne: absolut be- stemme Himmellegemernes Gang.efter:en; apriorisk Low: at. denne. Kepplers Verdensbeskuclse grunder sig i sidste Instants paa en Forvexling af Naturlove med æsthetiske Ideer.” i ST og forklare det Skiénnes Egenskaber og Former, saaledes som Konsten har optaget og udviklét dem i deres forskiellige Hoved- retninger; eller saaledes, som vi umiddelbart ville opdage 'deres Præg og Skikkelser i den os omgivende organiske og uorganiske Natur. Her maae vi altsaa vel antage det som afgiort, at der er et indvortes Væsensslægtskab imellem det Skiånne, som det synes eller viser sig for vor ydre og indre Sands i Naturen — og som det, for at kunne beskues og nydes, fårst maa frembringes eller skabes ved Konstnerens frie og bevidste Evne. Men ikke mindré afgiort er Forskielligheden imellem det Skiånnes Virkelighed i Natur- Elementerne og i den ideale Konstform. Vi kunne sige "om ”hiint, ab det er til i Naturen som noget baade nådvendigt og tilfældigt — nødvendigt, fordi det frembringes, som ethvert andet Natur- product, efter uforanderlige Love, hvis Virkekraft i Materien vi kunne eftervise, men ikke Aanden, som har givet Lovene: til- fældigt, fordi det Skiånne i Naturen, omendskiåndt det” har en objectiv Sandhed og Virkelighed, og ikke blot er Indbildning eller Illusion, dog ikke udgiår en absolut og væsenilig Betingelse for Naturformernes organiske eller uorganiske Dannelse. " Den 'menne- skelige Skabning har sin naturlige Skidnhed, ligesaa objectiv virke- lig, som hvor den fra Konstnerens Haand fremgaaer med 'ideal- skiånne Former; men den menneskelige Organisme kan tænkes i sin physiske Fuldkommenhed, i alle Organers Sundhed og fuld- stændigt normale Tilstand, uden at hverken Legemet elle Ansigis- dannelsen tilfredsstiller det Idealskidbnnes Fordringer. Saaledes ogsaa med Naturens Farveskidnhed. Dens Tilværelse, Indtrykket eller Naturvirkningen, som den frembringer, er ingen Illusion; Farvens Skidnhed er til, uagtet den er usandselig og evig skiult for den Blindfådte. Men hos såa mange skibnne tro- piske Fuglearter f. Ex., er det ikke 'derés rige, i de herligste Virkninger straalende Farvepragt, som udgiér deres specifiske Formdannelse og Charakteer. Der gives Fugle, som man, uagtet deres Fiedres herlige Farveskidonhed, snarest kunde tillægge en "styg eller uskibn Form; og man vil derimod vel være enig i at tilltøge baade Ornen et Slags imponerende "Skibnhed, og finde indtagende og smukke Former eller Egenskaber af anden Art, hos — Aeg: en Mangfoldighed af smaa Fugle, uden Hensyn til. deres ; Fiedres Farver. Jeg antager derfor vel, åt. man. kunde danne sig et.Slags Natur-Æsthetik, som jeg vilde kalde ,, Naturens Skiénhedslæret; men den vilde udentvivl aldrig: blive meer, end empirisk og frag- mentarisk. Vi kunne bringe visse Naturformer i et æsthetisk For= hold; vi kunne med en udviklet .og dannet Receptivitet opdage og tilegne os de skiånne' Elementer og Phænomener i Naturens Aabenbarelser, som aldrig tabe deres Virkning eller deres Slægt- skab med Skidnhedsideen i dens aandelige Væsen. . Men. det synes ligesaa vel at ligge i |Naturlærens og Naturphilosophiens viden- skabelige "Begreb, at Skidnhedsideen, og dens Anvendelse paa Naturgienstande, er: fremmed; for denne Videnskab: som det. synes uforeenligt med Skibnhedslæren,… at ville oprindeligen eller. allene grunde den æsthetiske Theorie paa. Naturbetragining, eller. paa en Efterligning af Naturgienstande og. Naturformer — uden at ville, i Formdannelsen efter Naturens Grundtyper,.og i at stræbe efter at tilegne sig deres Sandhed; ogsaa tildele Konstens ideale Principer og Virken den Plads, som tilhårer dem. | Her synes det, som man især mangengang feiler ved at. for— vexle Sandhed i Naturens: Aabenbarelse, med Skiånheden.i de. fra Menneskelis frie Skaberkraft udgaaende Konstværker. At.disse staae i en æsthetisk Relation til; Naturen, have vi erkiendt.. Dersom den ideale Skibnhed. er uafhængig af Naturens. physiske og me- chaniske Love — saa er den; derimod ikke uafhængig af Natur- sandheden. Det. er. ligesaa- nådvendigt for Billedhuggeren, at kiende det menneskelige Legemes naturlige Bygning, eller. Ana- tomie, dersom han vil. bringe Sandhed ind i sine plastiske For- mer; som det er. for Landskabsmaleren, at studere Lysets Virk= ning, Farvernes Overgang,; Naturformerne, i Bierge,. Dale; Skove, Indsåer, Havet, Atmosphæren ;o. s. v., naar han vil give sine Land- skaber. i Maleriet. den. Natursandhed, uden hvilken. han. forgieves tænker paa at give dem pittoresk Skidbnhed. Der er et uoplåseligt aandeligt Slægtskab imellem de håieste Ideer, som. giår. det umueligt at. lade dem "træde i en Strid med hinanden, hvorved den ene ldee skulde tilintetgiåre den andens Væsen, En unaturlig Skidnhed kunne vi ligesaa lidt tænke os, som vi uden indvortes Modsigelse 59 kunne tænke os det Skidnne som noget usandt. Ligesom Sand- heden i sin Idee er i evig Harmonie med Skibnheden; saaledes kan'det Skidnne "i sit "Væsen og i sine Ideebilleder ikke være i Strid med Natursandheden, med det Virkelige og Væsentlige i Naturens 'Skiåbnhedselementer. — Dersom en Konstner endog med den håieste techniske Fuldkommenhed frembringér Billedet af en vanskabt Skikkelse eller af en naturstridig Skabning: da vil det ligesaa lidt kunne: besidde Skidnhed, betragtet som Konstproduct, som en saadan Skikkelse kan have denne Egenskab, hvis den findes i Naturen. Hvorvidt slige Phantasieskabninger af Konsten, som' Ceniauren, Sphinxen, eller Karyatiden, kunne tillægges ideal "Skidnhed — er el 'Spårgsmaal, hvis Undersågelse og” Besvarelse Maalet' for denne Betragtning ikke tillader.) Det maa være nok at bemærke, at ogsaa i denne Art af Phantasiens Skikkelser gives der en Skibnhedsgrændse, som Konsten ikke ustraffet har kunnet overtræde; og dette vidste Horats, da han skildrede et saadant Uhyre, hvorom han meente, Ingen kunde see det i et Maleri, uden at briste i Lalter — snarere maaskee, uden at vende-sig bort med Modbydelighed. d Dette giver mig endnu Anledning til at slutte denne Betragt- ning med nogle Ord, der skulle beråre den Mening: åt ligesom man bår kunne såge og finde Skiånhedens egentlige Udspring og dens Forbillede i Naturen, saaledes kan der i den ikke gives noget uskiånt. -Det Hæslige eller Uskidnne i Naturen, siges der, er da kun Phænomenet af en ufuldkommen Udvikling, en standset Form- dannelse, en afbrudt Stræben efter en håiere, ædlere Skikkelse. Vi skulle fra dette Synspunkt betragte de ikke udviklede Over- gangsformer, der f. Ex. findes hos endeel Havdyr (baade i mindre Dyrformer, saasom Blæksprutten ; og i colossale Vanskabninger, som Hvalfiske, ,Sålåver, og fl.) "og vi kunne saaledes ei engang +).Det er jo bekiendt nok, at disse de Gamles plastiske Konst-Skikkelser have Dele af den menneskelige Skabning, og for saavidt kunne deeltage i dennes Skiånhed. Sphinxen og Karyatiden finde kun Anvendelse i Architekturen, og den vil endog være sielden og problematisk i vor Tids Bygningskonst; ligesom disse Skikkelser tildeels (Sphinxen og. Centauren, tilligemed Fauner, Satyrer 0: fl.) egentlig ligesaa meget tilhåre den archæologiske og konst- historiske, som den reent artistiske Betragtning. kalde saadanne Dyr uskiånne, — Men forekommer mig, at heri ligger en mindre slireng og ”nåiagtig eskuelse af Naturens Formdannelse i de forskiellige Typer eller Charakterer: Dersom vi antage, at der i endeel af disse findes naturlige Skidnhedsele- menter, da tår man ikke vente andet, end at disse heller ei savne deres Modsætning. Men undersåge vi Formerne hos de mesé levende Naturskabninger, eller i Dyrverdenen: da ville vi dog tillige blive overbeviste om, | hvor langt det er fra at de blot skulde være udviklede. under en Tendents til Skidnhed, eller lige- som ved en Skibnhedsdrift hos Naturen. Denne Udvikling eller Formdannelse er væsenllig skeet, i Fålge nådvendige Naturforhold imellem Dyrformen og den uorganiske Materie, og i- Folge For- holdet til det Element eller den Sted-Egenhed, som visse Dyrclasser og Dyrarter skabtes til. Dyrformernes- Naturudyikling i det Store har saaledes. sin Idee,. sin Grundbetingelse i Dyrslægtens . eller Dyrclassens Bestemmelse for et vist udvortes. Livselement, for. en Localitet paa Jordkloden, hvortil dens Organisme svarer; og en- hver Organisme er i.sin Dannelseskraft, ikke yderlig; ikke bestemt ved Skiånhedshensyn og blot for Synet, eller det synlige Ind= tryk; men den er inderlig, eller indenfra udgaaende. : Saale- des gaaer f. Ex. Fiskenes Organisme væsenilig. ikke "allene ud paa den ydre Fiskeskabning med Hoved, Krop, sliimaglig Hud, Finner, Klåfthale, 0. s. v., men tillige paa Dannelsen af den hele indre Legemsbygning, med sammes anatomiske og physiologiske Indretning, skikket til at Fisken kan leve, bevæge, nære og. for- plante sig i Vandet... Det er, om jeg saa maa sige, Fiskevæsenet, som ligger til Grund for denne Art af Dyrskikkelse; og. dette Væsen er fælles for denne hele levende Skabningsclasse, uden substantiel Forandring eller Afvigelse, ved de uendelig mange Variationer, som Fiskeformen antager. Saasnart Væsenet skifter, gaaer ogsaa den organiske Formdannelse over til et andet System. Det i Havet levende Pattedyr har et fra Fiskenes grundforskielligt Dyrvæsen. De anatomiske og physiologiske Beskaffenheder hos Hvalen ere derfor håist forskiellige fra enhver Fiskeart, man vil nævne. Kun for en ufuldkommen og yderlig Betragtning har den udvortes Legemsform hos de to Classer af Havets Hvirveldyr en iky: 61 Liighed, som forsvinder for den videnskabelige Naturforskers Be= -Skuelse; javendog 'for en lidt néiagtigere Erfaringskundskåb. Jeg mener "derfor, man er subereitiget' til at betragte charak- teristiske; men »uformelige Skikkelser, som Hvalernes eller Sæl- dyrenes; "blot som " Overgangsformer i” Dyrverdenens " Synlig= hed, og i Pattedyrenes ydre Skabning. Det er i”deres Art fuld kommen nalurbetingede Dyrformer, svarende til disse Dyrvæseners Livselement og” Livsvilkåår, der ”f. Ex. fordre'- umaadelige Fedt= masser "til at: omgive de indvortes Livsorganer, for åt disse hos ét Pattedyr kunne" bevares ”og'uvirke ”under Ophold i Polarhavet og blandt déts lisbierge. ”Disse -Former ere altsaa ligesaa fornuft svarende, som ide'ere- uskidnne: Dette ere 'de netop allermest, jo faldkomnere” en Dyrart- afyhine Classer har opnaaet sit Væsens Slægtudvikling, -"”Vinmaae: vel f. Ex. blandt Sældyrene finde derne håoiést' hos>de prægtige Sålåvery hvis umaadelige Kroppeé synés i høi .… Grad" dorske, ubevægelige, plumpe,-liv- og formlåse, naar de sées hvilende paa Land— eller Hav-Isens Bredder; mén som svåmmende, parviis eller flokkeviis i Havet; med oplåftede Hoveder, vise sig langtomeer» lil deres Fordeel; fordi de bevæge sig i deres Natur Element. Jarselv'en såa uhyre og vanskabt Colos,'som dét stårste blandt Hvaldyrene,, ”Kaskelotten,' vilde vi,” hvormeget endog deris Skikkelse iSynligheden strider! imod" Alt hvad der i Aand elfer Følelse ser: beslægtet med Skiénhed, ei» kunne andet end beskue med: forbausende Beundring”— hvis virsaae Jordens stårste levende Colos skyde sig med ;Stormfart giennem Verdenshavet, dér maa bølge og skummesi Dyrets "Spor, ligesom efter et sejlende Skib. Jeg har ved: disse Exempler (maaskee kunde bedre 'og mere træf= fende!: være udvalgte) - allene villet ”underståltte min Menitig: ”at Føormskidnhed aldrig fremtræder ' som fuldstændigt eller” herskende Grundprincip i Naturen; hvis Plastik' hviler” paa ev ander Idéey ” end Konstens; og at de Elementer af det Skidnne,' som Naturen aabenbarer os i rig Fylde, men hvis Æsthetik er en anden, end Konstens ideale Skiånhedslære, tilhåre. overhovedet kun Organis- mens Yderside; og frembringes i Naturen, ikke som absolute Væsens- skikkelser, og nådvendige for Naturlegemernes Organisme, Liv og Existenis; men ligesom ved et Slags hemmelig, smykkende. Skiåbnheds- drift, som vi ei kunne frakiende Naturen, da en saadan Drift ikke, engang er udslukt under Havels Flade, eller i: Oceåanets uudgrunde- lige Dyb. Naar her visse Coraller antage deres ædle Purpurfarve, eller. naar saamange Skaldyr og Snegle "under Bålgerne seller i Sandet giemme deres rigt og symmetrisk farvesmykkede Boliger; da kunne vi vel ei andet end tænke os: at ogsaa Naturen frem= bringer det, som er: udenfor Livets og Organismernes nådvendige Fordringer, og som kun har" sin Betydning i -Synligheden, eller som el.Skidnhedssmykke for et efter andre Løve, end det Skidnnes, formdannet Naturlegeme. Vi finde saaledes ikke blot et saadant Farvesmykke hos Fuglene; vi finde ikke allene hos denne Dyr- classe, men i mange smaa Fiskearters Skikkelse, en vis Ynde og Ziirlighed i de smekkre, lette, bevægelige Legemsformer. Endnu mere overraskes øg forundres vi- over de herlige, stærke, si Metal- glands: skinnende Farver, hvormed Naturen har begavet mange, især af den sydlige Halvklodes mindre Havfiske. Det er ligesom den ogsaa har fundet Bchag i at lade Farvernes Lysskidnhied -danne sig lil en skiult Prydelse for Skabninger, hvis Farvepragt ikke kan blive synlig for -det menneskelige Oie;; får Dyret! rives bort» frå deis Livselement, og bliver et Bytte, enten for Menneskets Kund- skabsdrift, eller for. dets Spiselyst:… Saaledes kunde man sige, at Nalurens Aand, medens den i Lovene for den organiske Form- dannelse følger Fornuftens og den levende Tilværelses Ideer og Fordringer: lader den Elementer. og Grundbetingelser for-Skiånhed i Formen aabenbares i den synlige Verdens legemlige Skikkelser, hvor disse have .hævet.sig til det ædelste og håieste Trin (saaledes i endeel Dyrs øg Væxters' Form;) ligesom den -har anvendt Lyset og Farverne, til at pryde hiin Verden med ;Skiånhedsglands eg Skidnhedsvirken, af en fra Form og Legemlighéed uafhængig og | forskiellig. Charakteer, i LADA 63 Efterat. Selskabet havde modtaget Bétænkning fra den histo- wriske Klasse angaaende et Andragende fra Mag. Allen om Udgi-, velsen af Documenter til Chr. d. Zden og Fr. p. istes Historie vedtog man, at subscribere paa 50. Exemplarer af Bogen, al. ud- betale til Mag. Allen i Aaret 1851: en Sum af 200 Rbdir., til samme efter iste Binds Udgivelse en Sum af 100 Rbdlr., og efter 2det ” Binds Udgivelse endvidere en Sum af 100 Rhdir. Mødet den 28 Marts. momsen Da. Selskabet den 9de Marts ved Dåden var blevet beråvet sit. beråmte Medlem og mangeaarige Secretair Geheimeraad H. C. Ørsted, og ligeledes havde mistet sin fortjenstfulde. Kasserer Con ferentsraad Engelstoft den 14de Maris, foretog man i.dette Måde Valget paa disse 2 - Embedsmænd. Til Secretair valgtes Prof. Forchhammer, til Kasserer Prof. Engelstoft Derpaa blev et Udkast til Selskabets Budget for 1851 forelag af Kassecommissionen ved Admiral Schifter, og dette efter Discus= sionen bestemt saaledes: JER i FE DESAR 64 ” "Budget for 1851, ——— - - Rbd. - Sk Indtægter. ' | 1. Kassebeholdning ved Slutningen af 1890". 93190 & VI 2: "Renter .af Selskabets Fonds) 21 504 2 400 155, ;000 ” 3. «Fra. det Classenske Fideicommis... … 6003. 200 å 4. Etatsraad Schou's og Frues Legat . . .7. . se hagen 5.. For Salget af Selskabets Skrifter ”" . 100' F'3 8,486 | 51 Udgifter. 1. Gager og Lønninger . i 885. 4 2. Til Samfundet for den dariske Litérattrs Fremme 170 | 36 3. Præmier. . sr or eee ange Skgr SRE DORTER 4. Selskabets Skrifter PER EESE SERIE 225" SSRRDØET SSR SE St | SØE THEN 5. Ordbogen . . 5 450 |. 6. Det magnetisk-metébrolågiske Obsérvatorium ; 600 | » +. -Regestum. diplomaticum 5, arrene Ten 4 0 450 lg "8. De Besselske Soltavler . . 200 i. 9. Registrator Knudsens Bidrag til "Danmarks To- pøgraphie i Middelalderen .. ….. .… . 5. 100 1 4 10: Subscription påa 2det Bind af Saxo . ... ga 5 | dte ARR 14. Tegninger til en" Afhandling: af Dr. le red. bå 145 thd $% 12, Til Cand. .Coldings Forsåég .…. syd FS 158 ”| 13. Til en Biste af Kong Christian den '8de…. 200 | 14. Til antiqvarisk-geologiske Undersøgelser ”. 200 13 15. Til. Collation: af .Haandskrifter i. Rom. 7.0. 5x 100” nen 16. Til Literatus Erslevs Forfatterlexicon . . — 100 | » 17. Subscription paa d'Herr. Brandt og Fengers Ud- kb «mio gave af Chr. Pedersens Skrifter . . . 125 " "» 18. Mag. A. S. Ørsted til naturhistoriske Tegninger 400 | » 19. Mag. Allen til Samlinger til Christian den 2dens Historie . . i 400 | » 20. .Selskabeis Folium. i-Banken. .— ….…… . ek di minde BE. TRUN ORKONER FT pr STEEN ARMDERERE SMST + Hase 22sPilfældige Vågifter oNMDG Ing dA, bov ,M9g033 75: URE HEE 7,509 36 £) Selskabets rentebærende Capital nuggaree i 25,000 Rbd. med 5 pCt. Rente. ... 1,250 Rbd. over SORT 3,882 — 465 3 MOD ni ig BER ma aa RL REDER 125,462 Rhd. med Rente ,....... 5,234 Rbd. 46 % samt 100 £Sterl. i 5 pCt. og 200 £Sterl. i 3 pCt. dansk-engelske Obligationer, hvis Rente, beregnet efter Coursen (circa 9 Rbd.) er. . 99 — Tilsammen sr 5,333 Rbd. 46 Herfra ig: i. Krigsskat. 22.30 333 — 33 - Rest. ... 5,000 Rbd. 13 % Af denne Capital betragtes 100,000 Rhd. ifålge Selskabets Beslutning i 1838, som et Fond, der ikke maa formindskes , Resten derimod som disponibel til videnskabelige Foretagender, 65 REsiskabs- oversigt for 1850. . E Rhd. | Sk Endtægter. 1. Kassebeholdning fra 1849, 1 SEE 2504958 I 63 2. Renter…af Selskabets Fonds . .. .. 77.27. 4,981 | 47 3. Fra det. Classenske Fideicommis. . . .. …. 200 | 9% 4. Etatsraad Schous og Frues Legat . . 4 ss SØ sk + 5. For Salget af Selskabets Skrifter . . 98 | 89 - 6. Porto- -Godigjårelse af nordisk sinde Selskab 8 8 i 7,296 81 Udgifter. SER. 1. Gager og Lønninger . +885—f ”z 2, "Til Samfundet for den danske Literaturs Fremme 181 170 - 3. Præmier . . ms ARMEE SERENE EN ERR USR 1 A. Selslsabeis Skrifter 1 H 11 IE an mus 420. | 64 5. Ordbogen . . reen 232 | 49 6. Det: magnet. meteorologiske Observat. RB BE 2 599 ll 7% 7. Regestum diplomaticum. . me 271 72 8. Til antiqvarisk- geologiske Undersågelser . "har: 200 1, - 9. «Til Literatus Erslevs Forfatterlexicon . . . . 100 kk» 10. »Subscription paa Chr. Pedersens Skrifter. . . 125 7% 1%, Selskabs FORT T BiÅken TED PSTN FRR 32", RR unnalad sp ORE RR EDER ERROR SDR RSD DRS BER 13. Tilfældige Udgifter : . . 251 863 14. Indkjåbt en dansk-engelsk < Obligation paa | 100 &-Sterl….5=pCrrmrrn 914—1 16 4,160 | 30 Naar "fra Indtægten. . . . 77,296" Rbd. 81 Sk. drages Udgiften. . . . . 4,160 — 30 - udkommer Kassebeholdningen 3,136 Rbd. 51 Sk. Ved Udgangen af 1849 var Selskåbets Capital . 125,462. Rbd. ,… Sk. 200 £ Sterl. engelske 3 pCt.s Obligationer indkjobte til. 1,542 — 16 - Kassebeholdningen — 1,958 -— 63 - " Ved Udgangen af 1850 var Selskabets Capital 125,462 Rbd. , Sk. 200 £ Sterl. engelske 3 pCt.s Obligationer indkjobtedil.…..4.,542..—. 46 100 £ Sterl. engelske 5 pCt.s Obligationer indkjåbte til. 94 — 16 - Kassebeholdningen. 73,136 — 51 - 128,962 79 131,054 | 83 Priisskrifterne og andre Videnskabernes. Selskab vedkommende Sager indsendes til Prof. Forchhammer, Selskabets Sécretair. 66 Barometer, Thermometer i Skygge FE reduceret til 0% Reaumur. mod Nord. Sa Windens 5 D 4 2x Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- skede Le: Retning Æ æ |9Form. | Middag. me bød Middet [7 pg Én Jorden. gg 4 Gange i Dågnet. au ” ICorr..0?34 res erm- | Middel, Middel, 1 336,99 | 336,45 1.335,55 I —5789. |"—891 —394 198 —094 1) Snee 6 Tim. 0S0. 0OS0, SSO. SØ, : 2 39, 8t | an, 221 40, 70) —7,14 | —8,2. | —5,6 1,7 - -0,8 Frenes F= ON. NO NNO. NNV. | Middeltemperatur. 2 33, 15 32, 61 f. 31, 80 0,48 —2,5 2,3. 1,6 —0,5 Snee Ww. WSW. NW. NNW. 1851 å5 Aar. 5 31, 82 | 30, 22. 28, 17 1,09 0,1 2,8 1,5 =0,4 HRegn 7" — 0,03 | Stitte. sw. sw. WSW. fk 1754 7438 4.37 6 27, 0% |; 27, 80 | 29,- 82 0,91 =1;/4 2,4 1,3 —0,3 Å Snee 33 — WSW. WSW. NO. NO. f 55-31. 363 197 7 35, 29 | -36, 93t- 37, 79 —1,61 —2,0 —0,5 1.3 —(,3 5 NO. NO. ØNG. 0. 1—31 712 1/33 8 40, 46 |. 40, 828 40, 714 —1,87 —2,2 —0,9 1,2 —0,5 O0S0. S0, S0. 0. mA ' ES 9 40, 69 40, 66 +. 40, 07) —1,34 —1,6 —0,1 1,2 —0,2 Stilles 0. SSO. SSO. 10 38, 70 38, 37 38, 03 —0,61 —2,3 0,2 1,2 —0,17) SsSå0. SSo. Ssåo., SSo. 11 38, 83 | 38,.98| 39%, 27 —0,17 —0/1 0,7 1,2 —(),4 SO. S0. S0. SO. Maaned]. 12 39, 40 39, 23 38, 61 0,34 —0,8 0.9 1,2 —0,4 Snee 5. — SSO. SSO, SSO. SO. Vandmængde. 13 36, 04 36, 04 35 30 0,96 0,8 1,8 1,2 —0,2 Snee 2 — 0,81 I 0. 0; 804” s0, 185 2 14 3% 1%153% 31 97, MM 1,71 0,5 3,0 1,2 0,0 Sl Sove 00; 0. 8: 1 39 Anr. 15 38, 37 38, 53 ig , 13 2,48 0,4 5,0 1.2 —0,1 ; i SSW. ssWw. So, So. 27,76 Par. ; På 9736 Par , ER 16 36, 78 Fy 5, 03 2: , 64 1,66 0,6 3,3 1,2 0,6 Snee 3 even Regn 3,61 So. S0. so, so. 17 33, 39 | 33, 36 | -33, 22 2,61 1,3 er 1,2 0.9 Å Regn 0,24 Å SO. SO. S. Stille, 18 34, 32 | 34, 85 | 134, 69 1,84 1:14 3,7 4,3 1,0 Å Snee 8 — Regn Stille. NNO. NO. NNW. 19 31, 68 | 32, 06|' 32, 51 1,36 0,4 2,9 1,4 0,9 Å Snee 15. — Regn 1/84 f sw. s. NO. SSW, Vindforhold. 20 32, 75 | 32- 881 33, 18 1,38 0,7 2) 1,7 1,0 Å Snee 10 — Regn 0,50 f O0S0. 0. 0. 0. 21 34, 09 |" 33, 94 |" 33, .65 U,76 0,0 1,8 1,8 1,1 Å Snee 14 — Regn 5,30 | 0S0. S0. S0. SSO. 1851 50 Aar. N 0,06 0,40 22 dl, 19% Fr 3t. 0017-99, 27 3,21 1,6 5,5 1,9 1,1 Å Regn 0,08 Å sso. S0. SSW. S. i no. 0,08 0,10 23 32. 65 32, 80|- 33, 04 4,29 21 6.9 2,1 1,1 S. "Stille, S«—SS0. 'k Q. 0,13 0,15 24 33, 83 33, 69 33, 78 2,13 1,9 3,1 2,3 1,4 Regn 10. — 0,18 f 0S0. OS0. ONO. ONO. I så 0,34 0,09 25 34.43 35, 83 35, 87 4,39 1,8 6,6 2,5 177 : S0. SSO. SW. SSO. s. 0,16 0,13 26 35, 44 39; 2 |" 34/7 709 3,83 2,9 5,5 87 2,57 | Regn 134 — 5,23 | S0. S.— 850. S0. I sw. 0,09 0,16 27 33, 13 ad, 201. 33, "94 4,51 3,6 6,0 3,0 3 Regn 21 — 3,07 j O0S0. Ss0. W. SW. Fw. 0,06 016 ig 28 28, 76 29, 26 | +29, 95 3,99 3,5 5,5 3,1 28 Regn 54 — 1,97 fS. s.: SW. WNW. å Nnw. 0,07 0,11 7 29 31, 79 af, 51 30, 58 4,61 3,3 7,1 3,2 2,9 Regn 8 — 1,21 | WNW. WNW,. W., S. 30 30, . 04 1731, 031 31, 38 4,16 3,0 6,3 3,3 2,1 Å Regn 2 — Hagl 0,64 Å WSWwW. WNW. NW. SO. 31 33. 41 33, 86 34, 41 1,16 0,1 27 3,4 21 NW. N: N. N w… 1) Fårste Dag i Vaage, 7) Sidste Dag i Vaage, "Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers AÅrbeider i Aaret 1851. &: Af Etatsraad Professor &. Forchhammer, Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair. = ÆT. d. Mødet den 11'e April. mager Professor Forchhammer holdt et Foredrag over Gronsandskilderne "i Sjelland og deres chemiske Sammensætning. Videnskaben og de Fordringer, som det praktiske Liv har gjort, have i de sidste 2 Decennier henledet Opmærksomheden paa Kilderne, deres Oprindelse, og deres Vands Bestanddele og Be- nyltelse. Hos os har man i lang Tid saa at sige stiltiende antaget, at Kilderne ikkun skyldte deres Oprindelse til Lag, der dannes af Overfladen og at den dybere Jordbunds Sammensætning "ikkun havde en forholdsviis meget ringe Indflydelse paa Beskaffenheden af det " Wand, der i Form af Kilder trænger op til Overfladen. | Opdagelsen af Grånsandet i Sjelland og den Forbindelse, x hvori dette Lag staaer med nogle af de vigtigste og vandrigeste iik di Kilder paa vor O, har maaltet lede til den Overbeviisning, at Regn- vandet ogsaa hos os trænger langt dybere ned i Jorden, end man i Almindelighed troer, og at det fårer Bestanddele op til Overfla- den, som det skylder de Lags ejendommelige Sammensætning, igjennem hvilke det flyder. Disse Betragtninger have allerede for længe siden bestemt mig til,gved mine geognostiske Undersågelser, at anvende en stor Opmærksomhed paa de Lag, der ere de egentlige Reservoirer, hvorfra Kildevandet kommer. Under de Forhold nemlig, der finde "Sted her i Landet, kan man betænkelig antage, at alt Kildevand hidrårer oprindelig fra Atmosphærens og i Form af Regn, Dug og smeltet Snee og lis har gjennemtrængt Lågen: indtil det ved en eller anden Hindring er bleven standset i sin iv gaaendé'Bévæ- gelse, og trængt til Siden, hvor det da i Indskjæringer; der enten ere naturlige, (egentlige. Kilder). eller kunstige (almindelige eller artesiske Bronde) finder en Udvei til Overfladen. Da vore dybere faste Lag ikkun sjeldent have store Klofter og Huler, have vore naturlige eller kunstige Kilder deres egent- lige Vandreservoirer næsten udelukkende i Sandlag og den Hin- dring, der igjen bringer Vandet op til Overfladen, er hos os i de fleste Tilfælde et Leerlag; ikkun under særegne Omstændigheder er det faste Lag, henhårende til Kridtformationen. Man tår vel an- tage, at Kildevandet ikkun optager meget faa Bestanddele af de Dannelser, igjennem hvilke det flyder i en samlet Strom, da den Overflade, hvormed Vandet kommer i Beréring, er forsvindende i Forhold til det Vand, der flyder igjennem, og den. ringe Mængde. af de fra Sidevæggene oplåste Bestanddele er altfor ube- tydelig til at den kunde udåve nogen væsentlig Indflydelse paa Vandets Beskaffenhed. Derimod bliver Vandet i Sandlagene saa fiindeelt og kommer i saa mangfoldige Beréringer med de Mineralier, hvoraf disse ere sammensaite, at; man vel kan antage, at det mætter sig med de chemiske Stoffer, som det under de stedfindende Omstæn=- digheder kån optage. Skulle vi altsaa inddele vore Kilder, kan denne Inddeling ikkun give os et virkeligt Billede af Kildens Na-= lur, naar vi tage Hensyn til de forskjellige: Formalioner,: hvortil Sandlagene håre, og det forstaaer sig af sig selv,. at ikkun saa» se - danne Sandlag, der have en slårre Udstrækning og Mægiighed og forekomme mere almindeligen, kunne her komme-i Betragtning. I vore Formationer fra Overfladen ned til Kridtformationen kjende vi 3 Sanddannelser, der have Krav paa særskilt at frem- hæves. Disse ere Rullesteenssandet, Koralsandet af Rullesteensleer- dannelsen, og Grånsandet af den Dannelse, som jeg har kaldet nyere Kridt. og som er den samme, nogle nyere Geognoster, gjort opmærksomme påa denne Dannelse ved vore Arbeider, have be- tegnet Som terrain danois. Rullesteenssandet findes deels søm Sletter, deels som enkelte Partier udbredt over hele Jniifiétr de allerfleste Kilder skylde denne Formation deres Qpriffdelse, men endskjondt. disse ere hyppige, ere de ”sjeldent ret vandrige og jeg har endnu ikke gjort dem til Gjenstand for mine Undersøgelser, undtagen forsaavidt som Van- det fra Gjentoftesåen maa regnes hertil, Hertil håre i Omegnen af Kjoåbenhåvn Kilderne, der forsyne Gjentoftesåen med Vand, Kir= sten Piils Kilde i Dyrehaven, Kilderne i Ordrupskrat, Emilies Kilde ved Såelyst, og mange andre. Undertiden afsætte disse Kilder be- tydelige Masser af Kalktuf, som hidrøre fra den i Rullesteenssandet undertiden forekommende kulsure Kalk. Det næste kildeférende Lag er Koralsandet, et Sandlag, der ” hårer til den egentlige Rullesteensleerformation og indeholder en meget stor Mængde smaa, af Kridtformationen udskyllede Koral- brudstykker. Dette Lag er hyppigere paa Halvåen end paa Qerne, og Kilderne, der i en saa stor Mængde fremvælde i Byen Flens- borg selv og i dens Omegn, have deres Oprindelse i' dette meget vandfårende Lag. Ogsaa disse Kilder afsætte undertiden Kalktuf, men forresten har heller ikke deres Vand været Gjenstand for en nærmere chemisk Analyse. Det tredie kildeférende Lag er det nyere Kridts Grånsand;; det er indskrænket iil Sjelland og Oen Bornholm, og naåvnligen kjende vi paa Sjelland en Mængde naturlige og kunstige Kilder, der erholde deres Vandforsyning fra dette meget mæglige og vandrige Lag. De fårste Kilder, om hvilke jeg med Bestemthed har kunnet. bevise, at de have deres Oprindelse i Grånsandet, ere + Kilderne ved Aashéi, som ifålge de Undersågelser, Hr. Hof- mk jægermester Carlsen og jeg have anstillet, skylde deres Oprindelse til stærkt grusede Lag af Grånsand,. der i denne Egn forekomme afvexlende med Lag af Saltholms Kalk. Jeg har allerede tidligere i Schouw's Ugekrift bekjendtgjort en Analyse af Vandet fra disse Kilder, som jég skal gjengive, naar jeg siden omtaler de andre nærmere ved Kjobenhavn. liggende Væld af samme Beskaffenhed. Senere have Boringsforsåg, anstillede af Kjobenhavns Vandcommis- sion paa Steder, der ligge nærmere ved Kjobenhavn, beviist, at - Kilderne ved Solhéihusene, i Taastrup-Valdby og i Brøndbydster hidråre fra Sandlag, der ligeledes afvexle med Saltholmskalken og ere yngre end Skrivekridtet. Midt ifsdelte Parti af Kilder, hvis Oprindelse er bekjendt, forekomme andre, som ikke have været Gjenstand for saadanne Undersågelser, der kunne bringe dette Spørgsmaal til fuldkommen Vished, men deres hele Forekomst er af den Beskaffenhed, at man neppe vil tvivle om deres Oprindelse fra samme underjordiske Reservoirer i den yngre Deel af Kridt- formationen som de nylig omtalte. Af disse vil jeg blot her anfåére Kilden ved Thorsbroen tæt ved Kjågelandevei, og et nyt Beviis for disse Kilders Oprindelse af Gronsandet vil siden findes i Resulta- tet af mine Analyser. Heller ikke de beråmte Kilder ved Roeskilde kunne med be- stemt Sikkerhed henføres til Gronsandlagene, idet der, saavidt mig bekjendt, aldrig er foretaget nogen Boring eller ;Bråndgravning, hvorved dette Spårgsmaal kunde blive oplyst. Men de ligge i den Parallel, der stryger fra SO. til NV., og hvori Gronsandet med dets sladige Ledsager, Saliholmskalken, kan forfålges fra Kjågebugt indlil Odsherred, snart som faststaaende Steen, snart som en sior Mængde Rullestene. Ogsaa for dem vil den chemiske Analyse godtgjore, at de have deres Oprindelse fra samme underjordiske Reservoirer. De andre til samme Belte hårende Kilder fra Sonne- rup og Vindekilde har jeg ikke chemisk undersågt, men deres Oprindelse fra de dybere liggende Lag bliver sandsynlig saavel ved deres Beliggenhed, som ved deres Vandrigdom. Grønsandlagets Hovedbestanddeel er Sand, og da Kiseljorden ? i denne Form synes at være aldeles uoplåselig i Vand, vil det — ligesaalidt i disse Lag som i andre Sandmasser have nogen væ- Fi nm ZA . sentlig Indflydelse paa de chemiske Bestanddele, som det Vand indeholder, der flyder igjennem samme; dernæst indeholder dette Grønsandlag paa mange Steder Leer indblandet, hvilket heller ikke synes at blive angreben af Vandet, og derfor vil heller ikke dettes — Bestanddele kunne overfåres paa Kilderne. - Dernæst indeholder Grønsandet næsten overalt kulsuur Kalk i meer eller mindre stor Mængde, og da denne kulsure Kalk er oplåselig i Vand, naar dette indeholder fri Kulsyre, som vel i en ringe Mængde, men dog altid er tilstede i vort Bråndvand, , har man al Grund til at … formode en'meer eller mindre stor Mængde kulsuur Kalk i dette Vand. Den vigtigste Bestanddeel i Grånsandlaget er det Mineral, der meddeler det dets grånne Farve, og som jeg har analyseret i den Tilstand, hvori man kan udslemme det af Grønsandet i Bly- kappeaaens 'Leie påa Bornholm, hvor Dannelsen paa store Stræk- ninger ikkun bestaaer af reent hvidt Qvarlssand og en stor Mængde af det omtalte grønne Mineral. Efter Slemningen har jeg udtrukken det fine opslemmede Pul- ver med en Oplåsning af kaustisk Kali, og efterat det var saalænge udvasket, som Vandet endnu farvede det råde Lakmuspapir blaat, , har jeg udsat det for Saltsyrens Indvirkning, hvorpaa det atter " blev tilstrækkeligen udvasket og derpaa tårret. Hensigten med denne Behandling var fårst mechanisk at bortfjerne alt Sand, der- påa ved det kaustiske Kali at bortfjerne den meget fiindelte Ki- seljord, som kunde endnu være tilstede, og derpaa ved Syre at — oplåse den muligen tilstedeværende kulsure Kalk og de basiske Bestanddele af det grånne Mineral, hvis en ringe Deel deraf maa- skee var bleven decomponeret ved Indvirkningen af det kaustiske Kali, Een Portion af det saaledes udvaskede Grånsand blev svagt glådet i en lukket Digel, for at bestemme dets Yandmængde; en anden Deel deraf blev smeltet med kulsuurt Natron, behandlet påa sædvanlig Maade med Saltsyre, for at udskille Kiseljorden og den saaledes vundne Kiseljord fordampet med Flussyre for at vinde den ringe Mængde Leerjord og Jernilte, som endnu findes deri. Af den saltsure Oplåsning, der indeholdt Leerjord, Jernilte og Magnesia blev Leerjorden oplåst ved kaustisk Natron, derpaa atter … udskilt, glådet og vejet, Ved Oplåsningen i Saltsyre blev den 72 ringe Mængde Kiseljord, som fålger med Leerjørden, udskilt,. Væd- sken atter overmættet med kaustisk Kali, fililreret og nu bundfældet med Barytvand. Bundfaldet er phosphorsuur Baryt, kiselsuur Ba- ryt og kulsuur Baryt, det blev oplåst i Saltsyre, inddampet til Tår- hed for at udskille et Spor af Kiselsyre, oplåst i Vand, filtreret og bundfældet med kaustisk Ammoniak. Det saaledes erholdte Bundfald er phosphorsuur Baryt;- undertiden endnu forurenet med en ringe Mængde Leerjord. Det blev veiet, oplåst i Saltsyre, og provet med molybdænsuur Ammoniak. Jernilte og Magnesia, som vare blevne uoplåste ved kaustisk Natron, bleve adskilte ved rav- suur Ammoniak, og Magnesia bundfældt med phosphorsuurt Natron og et stort Overskud af Ammoniak., Den anden Portion af det grønne Pulver blev oplåst i en Platinretort i en kogende Blanding af Flussyre og Saltsyre ; lil den kogende filtrerede Oplåsning blev. der sat en neutral'Guldoplåsning og af det bundfældte metalliske Guld blev Jernforiltet beregnet. Den frafiltrerede Vædske blev blandet med Svovlsyrling. for at bund- fælde Overskuddet af Guldet, og inddampet med et Overskud af Svovlsyre, indtil denne begyndte at fordampe, for derved at de- componere alle Fluor- og Chlorforbindelser. "Det. tilbageblivende Salt blev oplåst i fortyndet kogende Saltsyre. og; Jernet derpaa bundfældet som ravsuurt Jernilte. Saaledes blev den hele Mængde Jernilte bestemt i Vægten af det oplåste grønne Mineral og Forilte. og Tveilte af dette Metal beregnet af de i denne; Analyse bestemte Kjendsgjerninger. En ny Portion af Mineraliet blev oplåst i en kogende Blan- ding af Flussyre, Saltsyre og Svovlsyre, inddampet indtil Svoyl- syren begyndte at fordampe for ogsaa her at decomponere Fluor- og Chlorforbindelserne. Efterat Saltmassen var oplåst i Salisyre, bleve alle Baser, med Undtagelse af Alkalierne og Magnesia, bund= fældte ved en Blanding af kulsuur-. og Svovlbrinte-Ammoniak.. Den frafiltrerede Vædske og det derlil hårende Vadskevand blev ind- dampet til Tårhed og Ammoniaksaltene bortfjernede ved en lang- | som Opvarmning; Saltet blev oplåst i Vand, bundfældt med Baryt- vand, filtreret, Overskuddet af'Baryt bundfældt med kulsuur Ammo= niak, Vædsken filtreret, inddampet og glådet; det var kulsuurt 73 Kali med Spor af kulsuurt Natron. De saaledes erholdte Bestand- dele ere følgende: Havre, af Grénsan- … Henry Rogers; af Grén- det efter Berthier. sandet fra-Neu Jersey. ERE SE0O Leerjord ag EL» RØRER as, ere eee MI REE ER RE EN Magnesia ie, enedes hr legs åg Bornholm Kali ise i . 10,6 9,30 Natron 1,76 SEE SENSE el Ale" ek Kalk ae SDer Vand Hs vandene — + etlorlidekksern dne me Phosphorsyre 0,23 . suge % SAR SNERRE ha FÅ 100,00 98,7 99,40 Iltforholdet i det bornholmske Mineral imellem Kiseljord, Leerjord,. Jernforilie, Magnesia,. Kali-Natron, Vand er 20 3 "et 1 ' 1 549 Forresten stoler jeg ikke "ganske paa den quantitative Bestem melse i denne Analyse, da en Deel af det som Jernforilte. Angivne er i Mineralet tilstede som Tyeilte, men dets quantitative Bestem- " melse blev forhindret ved et Tilfælde, og jeg har savnet tilstræk- keligt reent Materiale for at kunne gjentage Analysen. Jeg vil nu caae over til at anfére den Methode, som jeg har -benytet for al analysere Vandet. Den anvendte Vandmængde var altid 2 & =— 1 Kilogram, som i Damphbadet blev inddampet i en - Porcellainskaal til Tårhed. -Den fuldkommen tårre Masse blev ud- frukken med Yand, saalænge dette ;endnu oplåste noget, det Uop- låste, forsaavidt som det hænger fast ved Skaalen, gnedet låst ved Hjelp af en fiin Prop og derpaa det hele udvaskede Pulver svagt glådet, befugtetet Par Gange med en Oplåsning af kulsuur Ammo- niak og derpaa atter svagt glådet. I det veiede Pulver, som nu blev underkastet en videre Undersågelse, blev den hele Mængde Kalk, forsaavidt som den ikke var forbunden med Phosphoørsyre, antaget at være forenet med Kulsyre, medens Magnesiaen antoges at. være reen. Efter: disse Forudsætninger ere de senere Bereg- ninger anstillede, 74 Oplåsningen blev pråvet med rådt Lakmuspapir og viiste sig ved alle rene Grånsandskilder at være alkalisk, Den blev derpaa bundfældet med salpetersuur Baryt, Bundfaldet udvasket, samlet og veiet. Dette bestod af svovlsuur og kulsuur Baryt, som derpaa blev oplåst i Saltsyre, hvorefter det Uoplåste atter blev veiet, hvorved man erholdt Mængden af den rene svøylsure Baryt, der, fradraget fra Vægten af Blandingen af svovlsuur og kulsuur Baryt, gav Væg- ten af den kulsure Baryt og dermed Vægten af det kulsure Al- kali, som fandtes i Vandet. Af den for Kulsyre og Svovlsyre befriede Oplåsning blev Chloret bundfældet ved salpetersuur Sålvoplåsning og den ringe Mængde Chlorsålv var efter Forbrændingen af Filtret forvandlet til metallisk Solv, hvoraf Chlormængden blev beregnet. Vædskerne bleve ind- dampede, efter at Baryt og Sålv vare udskilte ved Tilféining af Svovlsyre og Saltsyre, og der var tilfåiet nogle Draaber af Chlor- platin. Det tilbageblivende Salt blev udtrukken med Viinaand, hvortil der var fåiet et Par Draaber Saltsyre, og Chlorplatinkaliumet samlet. Dette fra Filtrum skyllede Pulver blev under Tilsætning af Svovl- brinte-Ammoniakinddampettil Tårhed og derpaa udtrukket med Vand, atter inddampet til Tårhed med et Par Draaber Svovlsyre og glådet med et lille Stykke kulsuur Ammoniak. Dette Salt var neutralt svovl- suurt Kali. Da Qvantiteterne af Kulsyre, Svovlsyre og Chlor saa- velsom Kalimængden vare bestemte, blev efter disse Bestemmelser det tilstedeværende Natron beregnet, idet der blev forudsat, at Saltene havde været neutrale, Det i Vand uoplåselige Pulver blev oplåst i Saltsyre og ind- dampet tll Tårhed, hvorpaa det atter blev oplåst i Vand, som var svagt suurt af Saltsyre. Det Uoplåste var Kiseljord; Oplåsningen blev overmættet med Ammoniak og Bundfaldet, der var phosphor- sur Kalk og Jernilte, blev veiet og Tilstedeværelsen af Phosphor- | syre bestemt ved molybdænsuur Ammoniak. Der fandtes Phosphor- syre i alt Vandet fra Grånsandskilderne. Af den ammoniakalske Vædske blev Kalken bundfældet ved Svovlsyre og Spiritus, Vædsken | frafiltreret efter 24 Timers Henstand, og Magnesia efter Viinaandens | Føordampning bundfældet med -phosporsuur Natron og stærkt Over- skud af Ammoniak. Af disse Bestemmelser blev Kalken funden ved Fradrag af de dvrige Besianddele, Eg 75 4 af det samme Vand blev behandlet: med nogle Draaber manganoversuurt Kali; . Oplåsningen var af en bekjendt Styrke og de organiske Bestanddele bléve bestemte paa den Maade, som jeg i en tidligere Afhandling om Kjåbenhavns Drikkevand har angivet. Jeg har paa denne Maade undersågt Vandet fra Brondby- åster, Thaastrup - Valdby, Kilden ved Thorsbroen, Maglekilde i Roeskilde og Helligaandskilde ligeledes ved Roeskilde, og til Sam- menligning dermed Vandet fra Gjentoftesåen, som kan antages med Hensyn. til sine uorganiske Bestanddele at være Vand fra Rullesteenssandet, og Vandet fra Peblingesåen, som saagodtsom udelukkende er Vand samlet frå Overfladen. Den borede Kilde fra Brondbydster hidrører fra et Sandlag, der har fålgende Be- liggenhed. Fra Overfladen Muldjord og Rullesteens near sieg FaREt BORENØREREER ar SENERE SAN NE. SN ER NS 5" Salholgsknlk 13 Va TS MEE ØM BRS ns De SR SOS gr AN RRRDORNRØERE er ANM TER 6 5, MR ed tee eger SNE, 0 4" Saltholmskalk og fdltikteen SÅRE a- Salthomskalk med Flint. . . . . 4/10” DE 0 mane rene hale ÅRH Stene MEE bølde anet ok LANs leeN ls el Es an MEE ble Saltholmskalk med Flink ARE rr RE ERE EN maner el kann Åen SANHOlRSR EK E HRDE gen md 53118 Kridbosiage 18; — — Den borede Kilde ved ThaastrupValdby hidrårér ve et Sand- lag, hvis Forhold er fålgende: FYR Overiaden Muldjore So 1sv 2 Jog Rullesteens Leermergel. . . . . 6' BH JON SR Je gobjodrh ondt Rullesteens Leermergel . . 2: ..12' 10” BARK Ola S DE Sirr] og rejse DT abonnent Mek box sale yo gør arge de 76 Saltlrolinskatk "VE Sar oner so yang, Liimsteen og vandfårende Gruus. . 4' 11" PRALE SUSE SEEGE FEDE SENSE EED Vandfårende Grus . 1. 2 ev Saltholmskalk ..08.08.....8 0 Kilderne ved Thorsbroen og ved Roeskilde hidråre efter de tidligere anfårte geognostiske Grunde, sandsynligviis ligeledes fra Grånsandet, men deres nåiere Forhold er ikke bestemt. - 2 %& Vand fra den borede Kilde i Bréåndbydster indeholdt Gran 0,354 Kiseljord. 0,015 phosphorsuur Kalk og Jerntveilte. 0,238 Magnesia. 2,752 kulsuur Kalk. 0,225 Svovlsyre. 0,353. Chlor. É 0,155 Kali. 0,080 Kulsyre i Forbindelse med Kali beregnet af 0,355 kulsuur Baryt. Ved Beregningen af Sammensætningen af - dette Vand er an- laget, at Magnesia har været i Forbindelse med Kulsyre, hvilket fålger af sig selv, da der var tilstrækkelig fri Kulsyre tilstede for at oplåse den kulsure Kalk. Den ved Barylsaltet fundne Mængde ibikere svarer til den ved Platinsaltet fundne Mængde Kali, saaledes, at man maa antage, at Saltet efter Inddampningen har været neutralt kulsuurt Kali, men i denne Tilstand har det neppe existeret i det oprindelige Vand, i hvilket det sandsynligviis var tilstede som kiselsuurt Kali, Kisel- syrens Iltmængde er 7gange saa stor som Kaliets Ilitmængde. Jeg Ø har i tidligere Arbeider ”viist, at det kiselsure Kali kan uden at tabe sin Oplåselighed, eller at blive decomponeret med Vand, inde=- holde en Mængde Kiselsyre, hvis Ili er 8gange saa stort som Kaliets Ilt, | og at dette kiselsure Kali danner sig ved Feldspathens Decompo- 77 sition som-den oplåselige Deel. Det er meget sandsynligt, at det er kiselsuurt Kali af samme ' Sammensætning, som er oplåst i . Vandet fra Gråndsandkilderne, og som hidrører fra Decomposi- tionen af det grånne, for Grénsandet characteristiske Mineral. Hvis dette er Tilfældet, da er der fundet omtrent 0,050 Gran eller 3 milligram Kiselsyre for lidt, enten nu denne Formindskning af — Kiselsyren hidrårer fra en Afsætning af denne Substanis i de Lag, hvorigjennem Kildens Vand har fundet sin Vei, eller det er lige- frem et i Analysens Gang fremkommet Tab, hvilket sidste er det sandsynligste, da Kiselsyren som bekjendt med stor Kraft hænger ved flere andre i Mineralvandet forekommende Stoffer. Da Kaliet saaledes maa antages fårst at have været i For- bindelse med Kiseljord, siden med Kulsyre, er hele Mængden af Svovlsyre beregnet som neutralt svovlsuurt Natron og Chlor- natrium. Efter disse Betragtninger er 1) Vandet fra Kilden i Brondbyvester sammensat af fålgende Bestanddele: I 2 & — 15360 Gran. 100000 Dele gine KUNDES BRIK ae K Sdr FOER Sun Are SURE 0,494 — KMagnesia .. ... 3,219 lg y É; = i" g Oki kiselsnur Kai! VV? KReisyre 3,331 0,156 Kali 0,015 phosporsuur Kalk og Jerntveilte . 0,098 0,402 5vovelsture Natron EVEN ED SIE RET KASS0 Chlor 2 JS NREN SS SOS ARGO. x 30,994, 2) Vandet fra Thaastrup Valdby gav: Kulsuur Kalk . . 2,190 Svovlsyre . . . 0,236, som optager 0,182 Natron. Kulsyre i Alkalierne 0,026 Chlor . . . . 0,345 = 0,568 Chlornatrium, Svovlsuur Kali . 0,161. Herefter indeholder dette Vand fålgende Bestanddele; I pa ZR 2 & — 15,360 Gran, 100000 Dele. Kulsuur Kalk 2 2800850200008190 rn. 1 447257 — " Magnesia . . . 0,423... 2 2,755 Kåliiogig obitsimsasandensngeeen.r .enni003 Kiselsyne 00,00. monne 433.15. xh 18848 Jerntveilte og phosphrs. Kalk 0,042 . . .… 0,274 Svovlsuur Natron . . 20,419 , .. 2,729 Chlornatriuin. 0 2010568 bas sv 18696 4,165. 27,120. Sammenligner man Analyserne af disse to Kilders Vand, saa finder man en stor Overeensstemmelse imellem dem, blot med den Forskjel, at Vandet fra Thaastrup-Valdby er mindre rigt paa uor- ganiske Bestanddele end det fra Bråndbydster, hvilket uden Tvivl staaer i Forbindelse med den fårste Kildes store Vandrigdom og den formodentlig deraf afhængige stårre Hurtighed i Bevægelsen. Vandet fra Thaastrup Valdbye indeholder en langt stårre Mængde af de ved Ammoniak fældelige Bestanddele, Jerntveilte og phos- phorsuur Kalk, hvilket ogsaa viser sig derved, al denne borede Kilde paa den fårste Deel af sin Vei afsætter en Mængde Jernilte, og farver alle Stene gule, hvorover det flyder. 3) Den naturlige Kilde ved Thorsbroen. Den er ikke meget stærkt flydende, men flyder stadigen. Jordbunden i dens Nærhed er ikke nærmere bekjendt, men Kilden ligger i Gréånsandsbeltet, og Analysen vil vise, at. den ligner Grån- sandskilderne i deres Sammensætning. 2 %& deraf gav ved den' nærmere Bestemmelse: KURIE HER D gjee ads ger gngg Magneter uro goden 0,087 Phosphorsuur Kalk og Jernilte . . 0,090 Kiselsyre 3 1 MARS SR RENE Svovlsyre ST FI MOT ERE ØRE] GER Kulsyro 2005 SS, KS BEER HÆGOS Chlor". 995%) 3 ERE MEDER RDL MO RAE 2 FEDT AE ES ie DTT Balkivrsg son pg fag pige fon ge0 79 Herefter indeholder dette Vand fålgende Bestanddele: 2 a Vand. 100000 Dele. Kulsuur Ka OR, 0 BTS. 2500893 — Kulsuur Magnesia 0,181 . . .. 1,178 KiseljordY 2.0 0,533:135'.24 2181467 Phosphrs. Kalk og Jernilté 0,090: 5, -. 21100 589 Svovlsuir Kalk … —. 1. 310 243... 184 584 Svovlsuurt Kali. -. 2850, 143 72...» 100029 TT rd HaSRENREERER ET [NES SEERE 0 4,565. 29,718. Oplåsningen. af de efter Inddampningen oplåselige Salte rea- gerede umærkelig paa det råde Lakimuspapir, og den meget ringe Mængde i Syre oplåseligt Barytsalt,: som. erholdtes,. hidrårer sand- synligviis ikkun fra en ringe Desomposilion af den svovlsure Ba- ryt ved Filtrets Kul og Brint. Den væsentlige Forskjel imellem denne og de borede Grånsandskilders Vand er den ringe Mængde kulsuur Magnesia, og den ringe Mængde Kali, samt at dette er forbundet med Svovlsyre. Da Kildens Løb i sin vre Deel ligger "i Rullesteensleer, finder dette sin Forklaring deri, at Leret til- trækker Kali og Magnesia, medens Rullesteensleervand indeholder "Gips. 4) Vand fra Hellig Kors-Kilde ved Roeskilde. Stærkt flydende, ligger i Gronsandsbeltet, men de Lag, hvor- fra det kommer, ere ubekjendte. Det umiddelbare Resultat af Analyse var i 2 & Vand: ute RER NR 040 Magnesia.. . . 50.8 mn Ø02A Phosphrs. Kalk og Jernilig nun rr 0.002 Kiib KE 2 ke 1082. KEIK SREKAR, "Ne ke aadnnn ge ((859 0,181 Svovlsyre. Svovlsuurt Kali . . . …….… +. 0,125 =0,057 Svovlsyre. BVOVISVERES I SEK 1 near. 10289 Br men. 0188. Herefter indeholder Vandet. folgende Bestanddele: I 80 2 & Vand — 15360 Gran. 100000 Dele. Kulsuan Hal: … . 2 850705. 5, 000 — "Magnesia . .. 222 0,049 . . .. 0,321 Kiseljord !.: . LSE "775 15" HANSEN, 2 15) Phosphsr. Kalk og Sorel Q088,-,:. - 0,602 Svovlsuurn: Kalk 6: 3555. JORD AMMR Koen 1104873 Svovlisumi, Kali. OM S5e .-—, 88 Chlornti 5: ER HOSOS 7. 4009 4,445. 28,946. Den vandige Oplåsning af de efter Inddampningen tilbage- blivende Salte reagerede neutral. Vandet indeholder intet frit eller kiselsuurt Kali, Gipsmængden er stårre end ved det forrige Vand, Kogsaltmængden mindre, Kiseljorden endnu meget betydelig, men mindre end i det forrige Vand. 5) Vand fra Maglekilde i Roeskilde. Meget stærkt flydende, ligger som den forrige i Grønsands- beltet, men den dybere Joørdbund i dens Nærhed er ikke undersågt. Det umiddelbare Resultat af Analysen var af 2 & Vand: Kulstuuri Kalk so nie sne 0,8. de Magnesia . . . Se I > Phosphrs. Kalk og Ternilte : …. 0,062 Beer 2 ae AOR MENER Sorin BUUS SYES RNA Svovlsuurt Kali 2 474. . 0,348 Svovlsyre... . « . lb uke P,286 CIO eo GR i Re ryg Herefter indeholder sed ve rede Bestanddele: I 2 & Vand = 15,360 Gran. 100000 Dele. Kulsuut Bak 3 377348 2 SN SERENE — " Magnesida . 8. 0253 3] ST GET Kiseliore 7, 73 ERE SS 493 Phosphsr. Kalk og fernilte ODER rr 15. ROM Svovlsutr Kalk. 1 ERR ERR Choral ss SR ARR DET Ghlornairiine. "ET SSR TUREN ve iv 4,603 29,967. - "| fg TE ER un 84 Vandet forholder sig i det Hele som det fra Helligkorskilde. Til Sammenligning vil jeg nu tilfåie min Analyse af Vandet fra Kilden ved Aashéis som jeg tidligere har. bekiendtgiort%) og Analysen: af den borede Gronsandskilde ved Grenelle i Nærheden af Paris. —”Aarshåi Grenelle, i 100,000 Dele. Kolsubtik 85.00400 00 1542 5 500680 — " Magnesia .. . 39, 50;4%). va —.5 4.43 Kiseljordo rss 3, oe FS A7.7 RESET DUET "Phosphrs. Kalk og Jersitie 2 UR. sonar ide Lee tusse babes sno == Svovlsithib kalk "0 … PLO 04,36 ane — Me: 0. Vyk HBr sad do -— BANGE arr sr SE, egn ges KRMNERE KØRENDE SR 19- SEDR Fem nest gl 806 ORMENE ER rig" es tid 09 ”Cilormatrium 0 REESE sr ABB ES aar mk 28,42. "14,32! Naar man med disse Resultater sammenligner Overlærer John— strups Analyse af Kjåbenhavns Brondvand%>), saa vil man finde, hvad man ogsaa kunde vente, at Brøndvandet indeholder” mange flere uorganiske Bestanddele end Grånsandskildernes Vand. Jeg har dernæst analyseret Vand fra Gientoftesoen, som vel ikke er ublandet Vand fra Rullesteenssand-Kilder, men. nærmer sig dog meget dertil. Man vil see, at det er meget reent. De umid- delbare Resultater. ere: i2 & Vand. Kulsear Kalken een 46014 Magnesia .. . . . 0,016 Phosphs. Kalk og Jernilté … 0,033 TEN TS 1 3) RENSE 50 KREA SERBERE MESS (TE SUV Szorlsuue Kalk. 00 <. 20,7 50,806 RE KER ART: 0,028 | %) J. F, Schouw Danske Ugeskrift 2den Række, 8de Bind, Pag. 397 og fålgende. 3%) Triers Archiv for Pharmacie. og technisk Chemie. 1847. Pag. 556. lin seals Husa 82 ONdk ar Hd ge rgistt labyt gg SVIVI Syre et , sigt. Ba 91309 SER) Beregningen heraf giver i: 2 & Vand = 15,360 Gran, 100000 Dele. Kulsuur Kalk: 5 alt DARDEG 5. 065083 — Magnesia .2!ost 000,40 0,033 2... 40,215 Kiseljord DRESS SE 0,090. .. .… + 0;586 i Phosphsr. Kalk og Jernilte 0;033: .: sims A Svovlsuar. Kalk .…. :.587Æ,7%:0/808. <<. 7 7800B — Kali us SS, KODEN 000 182 —— Natromis Bit r41..0,030 0 so 0 SE | Chlor Natrium... . 0,218 .… 1154449 1,765. fr: 11,488. Tilsidst har jeg ogsaa undersågt Vandet fra Peblingesåen, saaledes som det leveres til Stadens Vandforsyning, Det er saa godt som udelukkende Vand fra Overfladen, Analysens umiddelbare Resultater ére: Kulsuur Kalk —..…. . . .… 1,840 BORE 0 55 ea så KAD | RUKIA 0 0 ne HOÆASS | Phosphrs. Kalk. og Lilo .… 0,048 Svovlsuur Kalk . .…. . .. 0,505 i — ET REE RR I | OVORMKED sa ae 0 RARPORE Be STEL KO NERRENR som ved Beregning give i: 2 & Vand — 15,360 Gran. 100000 Dele. Kulsuur Kalk. . ..……. .….… 17840." 241979 =— Magnesid "se DIR SST SHS Kiseljords ser 0288. 757, "ERSTY Phosphrs. Kalk og forme BRS EST. TUT ES Svovisunr Kalk: SME BROS ES) SR 800 — ES SEERE SE CONSØNTE — Natron. . 7. "1.704059'.... 10,384 "Chlor Natrium , 4 0 0 0,618 41247. 4,023 3,512. 22,003. 83 on vDetjer; dette sidste Vand, som ved at filtreres igjennem Rulle- steensandet;giver Vandet fra Gientofte Såen. Kiseljord, phosphor- suur) Kalk;>de! svovlsure 'Salte .af Kalk, Kali og Natron, synes ikke derved at lide nogen "væsentlig Forandring eller. Formindskning, den;-kulsure Kalk derimod er' derved formindsket til omtrent Halv- delen ;; ;den,: kulsure "Magnesia… til. 2/8, Kogsaltet til 4 og efter tidligere;,|Bestemmelser ogsaa de ;organiske Bestanddele til 2. For Jat kunne. forklare sig denne Virkning maa man lægge Mærke til;,Rullesteenssandets Sammensætning, der foruden. Sandet, som er uden! overveiende. Hovedbestanddeel, indeholder jernholdende Leer. Der mechaniske Beskaffenhed tillader, at Luften let. gjen- nemtrænger disse Lag, hvorved de organiske Bestanddele . for- vandles til Kulsyre og Vand; den tillader endvidere, at- Kulsyren der holder Kalken oplåst, førdamper, og derved foranlediger Af- sættelsen af kulsuur Kalk, som man i Form af Concretioner saa hyppigen finder i Rullesteenssandet. Delte forklarer den belyde- lige Formindskning af Vandets Kalkmængde, frembragt ved denne Filtrering igjennem Rullesteenssandet. Jeg har tidligere viist, at Leret har en meget stærk Tiltrækning til Magnesia, hvorved kisel- suur Magnesia-Leerjord dannes. Denne Tiltrækning er saa stærk, at Soevandet, naar det indvirker paa Leermergel, ombyiter en "stor Mængde af sin Magnesia. med Kalk; Magnesia bliver i dette " Tilfælde/ikke.;bundfældet.,som.:kulsuur Magnesia men indgaaer som . sagt Forbindelse med Kiseljord og Leerjord. At denne Virkning endnu /langt lettere maa, finde Sted, hvor Magnesia bindes ved en såa svag Syre søm .Kulsyren,.… er indlysende... Aarsagen, hvorfor Kogsaltet derimod skulde aftage ved denne Filtrering, er ikke klar, og senere;,Undersøgelser.,;maae vise, om denne Formindskning af KogsaltsMængden ;er; regelmæssig eller om den ikkun er tilfældig. . Jeg vil til Sammenligning slutte denne Fremstilling af de uorga- niske;Bestanddele: idet; Vand, der enten benyttes til Kjåbenhavns Vandforsyning: eller: muligen kunde komme i Brug, med en An- givelse.'af) en. udmærket fransk Chemiker, Deville, over Drikke- vandet i Besangon, og hvorefter: Vandet. fra: Doubs— Floden indeholder i 100000. Dele 23,02 faste Bestanddele, deriblandt kulsuur Kalk 19,10. 2 84. Vandet fra Bregillc - Kilden indeholder i 400000 Dele 27,99 faste Bestanddele, deriblandt kulsuur Kalk 20,89. Vandet fra Arcier-Kilden indeholder i 10000 Dele 28,31 faste Bestanddele, deriblandt kulsuur Kalk 21,24. Deville ansecr Vandet fra disse 2 "Kilder og Floden for sær- deles skikket til Drikkevand, og ved en Sammenligning vil man finde, at vort Vand ikke er slettere og i' de fleste Tilfælde bedre end dette for udmærket anscete Vand. Deville erklærer, at den kul- sure Kalk, naar den ikke overstiger 25 Dele i 100000 Dele Vand, hverken er skadelig for Sundheden eller afsætter sig i Rørene; der er ikke en eneste Art af det af mig analyserede Vand, som naaer denne Grændse. Efter at den: meteorologiske Comitee. havde andraget paa, at der istedet for afdåde Geheimeconferentsraad Ørsted maalte ud- nævnes et nyt Medlem af denne Comitee, valgtes Prof. Forch= hammer til at indtræde i Comiteen. Selskabet har modtaget fålgende Værker: Fra det philosophiske Selskab i Cambridge: Transactions Vol. VIII, p. 1—5. ” stråmar. Det zoologiske Selskab i London: Quarterly Journal Vol.” VII: 4. L”Academie des sciences, belles lettres et arts i Lyon: Memoires ØE VOEL 1 TE Hausmann : Beitråge zur metallurgischeKrystalkunde. Gåttingen 1850. Videnskabernes Selskab i Gåltingen: Nachrichten von der Georg- August-Universitåt und der Kåniglichen Gesellschaft der Wis= senschaften. 1850. Nr. 1—17. Abhandlungen der K. Gesellschaft der Wissensehaften zu Gåttingen. | B. IV, 1848—50, Sri selen.n mn a KE ES SENSE So nen been me es re lem anden øl det naturforskende Selskab i Danzig sammes Skrifter Vol. VI. p.3. i Svanberg: Om Upmålning af Ledningsmøodstandet for electriske 85 Academie Royale de Belgique: . Compte rendu des sceances de la commission royale. d'histoire Vol, XVI. Ram. Francisci Sonnii. ad Viglium.. Zuichemum. epistolæ. Bruxelles 1850. Henri le Docte: exposé: generale de Pagriculture luxembourgeoise. Bruxelles. 1849, ; Samme : memoire sur la chemie et la physiologie vegetales et sur i Pagriculture. Bruxelles 1849. Mådet den 25% April. or masege— — Etatsraad, Professor Molbech forelæste: En Meddelelse om Botta's og Layard's Opdagelser af assyriske Monumenter ved Ni- nive, og om. de i den Anledning reiste kritiske Tvivl. Næst. efter de store Opdagelser, som have giort Champollions Navn udådeligt, og i hvis Fålge det, i Aartusinder af Historien til Sagnenes og. Mythernes Uvished. og Mørke overladte, egyptiske Folks Cultur. og Civilisation af Gravhulernes Nat er bragt for Da- . gens Lys, har intet Foretagende af saadan Art vakt slårre Op- mærksomhed og Forundring i den hele cultiverede Verden, end de af Franskmanden Botia og Englænderen Layard i de sidste Aar foretagne Udgravninger ved Bredderne af Floden Tigris, i det gamle "Assyrien. Dette Land, med. det babylonisk-assyriske Rige, som hårer til de tidligste, hvis Navn (men heller ikke meget meer vend. det: blotte Navn) fra Ménneskeslægtens. forhistoriske Tider var bevaret i nogle af det gamle Testamentes Båger, og i faa levnede Steder hos langt sildigere græske Forfattere, er derved pludselig blevet Gienstand for historisk og archæologisk Forskning. Det er ikke allene. Rigets for halvtredie tusinde Aar siden af Jorden for- svundne Hovedstad Ninive, med de Assyriske Kongeborge, man antager ;at. have: opdaget i nogle af de- vidt udstrakte Jord- og Gruusbanker. paa den venstre Bred af Tigris, til hvilke. Landets sildigere Folkestammer. fra umindelige: Tider have knyttet dunkle, 86 usikkre Skygger af Traditioner', "hvis levende ”Tilværelse ”har tabt sig for meer end to Aartusinder. ” Den" frariske” Consul Bøtta har i Dybet af disse Banker, eller undér kidbbte og' nedbrudte Huse og Hytter i en beduinsk Landsby, ladet opgrave Grunden af store Pal- ladsér; 08 i disses Pragtsalé fundet Væggene beklædte med Kalksteéns- tavler, og prydede med ophåiet Billedhuggerarbeide; i ”én Stiil, hvis Liighed med Konst-Levningér og Monuménter, som tilhåre de gamle Perser i Monarkiets blomstrende Periode, snårt 'og) nærmest maa falde Enhver i Oine. Man har endelig ogsaa paa de samme Steder, i de samme Bygninger og Sale, hvor denne Skat af asia- tisk Konst fra en ældgammel, for-europæisk Culturperiode er op- daget, fundet en Mængde Inscriptioner i-den saakaldte Kileskrift, hvis ene Art, der er tillagt de gamle Persere, det er lykkedes den nyere Tids dybere Forskeraand og Lærdom næsten fuldstændigen at fortolke — endog i långe monumentale Indskrifter af historisk Indhold; der til- høre 'dét persiske Monarkies Tid under Achæmeniderne. "Det ér 'en overraskende og mærkværdig historisk Skiebne, der hår viist sig i ” Tidsfålgen "af disse ”åsiatiske Opdagelser. "Thi man hår 'seet, at tidligere, meer 'eller mindre lykkelige Bestræbelser for at udfinde Læsningen og Betydningen af de tre'Kiléskrift- Arter, som Achæme= niderne have anvendt i deres Inscriptioner, maatte ligesom forberede eller gaåe forud for Botta's og Layards store og" vigtige: Fore- É: EEN ES mn tagender. Disse have brågt Monumenter for Dagen, hvis historiske É Oplysning vilde have været fatlig, usikker eller” "endog umuelig i uden de forudgaaende philologiske- Studier og Fortolkninger "af å persiske Indskrifter, hvorved man efterhaanden, i det mindste for — en stor Deel, har fundet Någlen til den hemmelighedsfulde' persiske ki: Kileskrift, der 'siden "Chardins Tid hår været kiendt, men betragtet som en Synet forvirrende, uoplåselig Tegnskrift.' Grotefends, Raåsk's, Lassens, Westergaards, Rawlinsons og Andres, med udholdende å: ÅL Iver og Begeistring fortsatte Forskning, og disses Resultater, havde i allerede vundet betydelig Grund og' Fasthed i Kileskriftens For- tolkning, ved Hielp afde mærkværdige persiske Indskrifter "frå Cyrus”, Darius Hystaspis”, Xerxes? og sildigere Tider, da 'der' plud- å: selig aabnedes en rig, tilforn ikke ahnet 'Skaåt' af Monumenter, ved. | Bredden af Tigris, som'i høi Grad udvidede 'det allerede” vundne 87 Udbytte for Vestasiens tidligste (Oldtidskundskab... Intet kunde ligge nærmere, eller, være. mere, naturligt, end at man, med Tanken henvendt; paa ;Ninive,. fandt sig. overbeviist om, at have bragt Leyninger., af. denne ;Assyrernes., sidste Gang (og det noget over 600. Aar. får Chr.) af den mediske Konge Cyawxares erobrede, i Bund, ;og Grund. ådelagle Hovedstad, og af de assyriske Kongers Palladser, for Dagen. Herpaa grundedes det Resultat, som Layard bl..a… paa et Sted. i sit; Reiseværk, med afgiort Vished fremsætter: »At..alle;, hidtil i, Assyrien opdagede Monumenter maa tillægges en Periode,.tidligere,. end den persiske Erobring”). Det var, .som beskiendt, den franske Consul P. Boita, (en Brøderson. til. den. beråmte. italienske Historieskriver) der første Gang i Foraaret, 1843, efterat.have længe ladet grave i en af de store Gruusbakker,.… i .Nærheden af en Landsby, der fårer Navnet Niniouah,;… næsten, uden, noget Udbytte, heldigviis fik i Sinde at sende; sine Arbeidere. til. en anden Landsby. i Nærheden, kaldet Khorsabad,… beliggende, paa den venstre Side af Floden Tigris (egentlig ved en lille Flod. eller Aa — ,la petite riviére, nommée le Khauser” — som. ikke. langt derfra har sit Udlåb i Tigris)%) 5 .Caravan- Mile: (heures. .de. caravane), nordåstlig for Staden Mossul, hvor Botia…. paa. den Tid fungerede som fransk Consul. Ved at begynde. den lodrette. Gravning. i den vestre Ende af den store Jordforhoining?),. hvorpaa. denne ;af Kurder beboede Landsby er anlagt, en-Klåft .eller: Fordybning, hvor formodentlig tidligere — Udgråvninger ere;.skeete, stådte man,.i en ikke særdeles betydelig Dybde .under;Overfladen, paa Kanten, af en nedbrudt Muur. Ved at forfålge;dennes. Gang. i horizontal;Retning, naaede man omsider til et Hiørne, jog. saaledes, giordes;den,Opdagelse, at de her efterhaanden sudgravede; Ruiner vare Grundbygningen af et stort Pallads, hvoraf …7)/Niniveh, and its Remains, &c. by Austen H. Layard. Lond. 1849. II. p. 159. 2) Lettres de M. Botta å J. Mohl a Paris, sur les decouvertes å Ninive. (Journal — Asiat. IV. Serie. Tome 2. p. 71—72. p. 201—214. og Fortsættelsen af disse Breve, (som indeholder Bottas'tidligste Beretninger om hans Udgravninger) i iuvnJourns Asiatique,)… T..3..4. 3) Dens Længde angives til 984 Fod, Breden til 492, og man blev snart over- beviist om, at den havde Spor af en regelmæssig Form, og ikke kunde være en oprindelig naturlig Jordbanke, 88 man, efter 6 Maaneders Gravning havde bragt sex, tildeels meget store Sale og Værelser for Dagen, og i. dem fundet Væggene ved Foden beklædte med hele Rækker af Billedhugger-Arbeider i Re- lief, udhuggede i Plader af Marmorkalk, hvis Udstrækning i Længde i det Hele udgiorde 459 Fod. Hist og her imellem disse Konst- Arbeider forekom Plader med Køæleskrift, og disse forhåiede na- turligviis Opdagelsens Vigtighed. . Efterat Consul Botta, hvis Pengemidler til at fortsætte Ud- gravningen nu vare udtåmte, efterhaanden havde giort Indberetning til det Asiatiske Selskab i Paris, og til Academie des Inscriptions, eller den antiquarisk-historiske Afdeling af det franske Institut, om sine mærkværdige Opdagelser, bevilgede Regieringen (efter Indstilling af Ministrene Duchatel og Villemain) den fornådne offentlige Un- derståttelse til Arbeidets Fortsættelse; desuden sendtes den ved sine Reiser i Orienten og som en duelig Tegner bekiendte Hr. Ed. Flandin, for at underståtte Botta ved hans Arbeider og Under- ”søågelser. Efter hans Ankomst til Mosul fortsattes disse med for- oget Kraft og Iver; for ikke at måde Hindringer af Beboerne i Landsbyen kidbte man dem ud af deres Boliger; og efter 6 Ugers Forlåb havde man udgravet hele Bygningens Grund og Omfang; den var opfårt paa en Terrasse eller Grundflade af Teglsteen, for- bundne ved et Slags Cement eller Jordbeg; femten Sale og Galle- rier vare bragte for Dagens Lys; og Nogle af disse havde en Længde af 100—115 Fod. Ydermurene havde en Tykkelse af 10 til 20 Fod, og vare opfårte af de her sædvanlige, grove Tegl- eller Muursteen, strågne af Leer, men tårrede i Solen; hvorimod Hiårnestenene (encoignures) i alle Værelserne bestode af en vin- kelret huggen Blok af Kalksteen. Hvad der bl. a,- udmærkede Bygningsmaaden i disse Sale og Gallerier var, at der ikke fandtes Spor md) til Vinduer, hvorfor allerede Flandin antager, at de alle maa have faaet Lyset ovenfra; ligesom og, at de Plader af tilhuggen Mar- mor eller Kalksteen, hvori Figurerne vare udhugne og Kileind- skrifler indgravne, ikke vare anbragte i nogen betydelig Håide, men indsatte i Muren ved Foden af Væggene, eller kun lidet over [ Gulvet. Efter Flandins tidligste Beskrivelse (som han meddeelte i Revue des deux mondes, T. XI.) ere Pladerne overhovedet hen- ål ER ed ved 10 Fod håie, og fra 64 til 20 Fod brede. I nogle af Gal- lerierne dele de sig i to Afsnit, hvert 33 Fod håit, med Figurer, som have omtrent 3 Fod, 3 Tommer i Håiden, og hvis to Rækker skilles ad ved lange mellemlåbende- Inscriptioner med Kileskrift, I andre Gallerier, og paa Ydersiden af Murene, hvor ligeledes lange Rækker af Bas-Reliefs vare anbragte, ere Figurerne stårre, og indtage hele Håiden af Marmorpladerne. Det synes at disse ydre Billedhuggerarbeider paa Palladset ved Khorsabad maa have været ikke mindre vidtlåftige og betydelige, end de indvendige, da Flandin angiver deres Længde til 400 Metres, eller 800 Alen. Hvad der endog allerede bliver tydeligt ved den tidligste, ufuld- endte Beskrivelse af Bottas Opdagelser ved Khorsabad er, at den her under Jorden begravede Palladsbygning, med sin hele Storhed. og Pragt har forenet meget Usædvanligt og Eiendommeligt i Byg- ningsmaaden og i den architektoniske Charakter — meget, som er ganske modsat, baade den antlike. græske og romerske Skik og Form, og Middelalderens. I Stedet for at vi, baade i det gamle og nye Europa, ja selv i Egypten og Indien, pleie at finde Bas- reliefs eller andre plastiske Ornamenter, indeni eller udenpaa Bygninger, anbragte ? Håiden, og overhovedet de architektoniske Prydelser i Templer, Haller og Værelser meer eller mindre høit oppe paa Væggen, eller endog anvendlie paa Loftet selv, have de assyriske Pragibygninger deres Basreliefs lavt ved Gulvet; Deco- rationer og Indskrifter paa Væggene kunne neppe have været anbragte i en stårre Héide, end en eller to Fod fra. Gulvet; man kan af " uflere Grunde heller ikke med Rimelighed antage, at Sale og Væ- relser have været héiere end 8 til 40 Alen; endelig fattes her i det Overblevne af de staaende Mure ethvert Spor til Belysning ved Vinduer; og der er al Grund til at antage, at Lofter, og S6i- lerne, som have baaret dem, overalt i de assyriske Palladser kun have været Træværk. - Jeg kommer længere hen endnu til videre " sat; berøre denne Gienstand. —…… Da Bottas store Værk over hans Opdagelser af assyriske Monu- menter, som paa Statens Bekostning udgives i Paris, her endnu ei haves ganske fuldstændigt, og min Hensigt heller ikke er at beskrive de fundne Ruiner og Monumenter, men kun at meddele nogle almin- mm SM delige Hovedtræk af deres Charakteristik, vil jeg kun tilfåie: at overhovedet de Gienstande, der forekomme i disse plastiske Afbildninger, uden Tvivl deels ere af religiås-symbolsk, deels af monumental-historisk Art, og maa antages at finde Oplysning i de vidtlåftige Kile-Indskrifter, der fandtes saa hyppigt anbragte ved og imellem de indvendige Basreliefs; men, som det synes, ingen- steds udenpaa Murene. Det er overhovedet (ligesom paa en stor Deel af Egypternes Monumenter og Gravmalerier). religiåse Pro- cessioner,' Krigsoptrin' og krigerske -Triumphtog tilsErindring om Kongernes 'Seiervindinger og Erobringer, "som her forestilles. "Man seer dér; ligesom i ”Egypten ;> Kongens» Person,» udmærkét ved fortrinlig og" pragtfuld Dragt, fulgf afs Vizir'; af Gildinger, Vaabendragere, Rigets Store, og væbnede: Mænd, sm). ms Andre Basreliefs forestille Stæders 'Beleiring' og Indtagelse, med; 'flere Krigsscener, hvori Kongen personlig 'deeltager ; noglenvise;,hvor=- ledes fangne Fiender eller Oprårére pad grusomme Maader- straffes eller: aflives; og alter en”anden>'Række- indeholder Scener. af et prægligt, kongeligt -Giæstebud,'hvorved : Flandin erindrer om: Be= skrivelsen i Esthers Bog over'dét »store: Gilde,” som Ahasverus giorde »paa' Susan ”Slot for” alle>sine Fyrster) 'og:Svende, og de Mægtigste "af Persien og Medien,”"0.'s/ 4, .Jeg'bemærker "endnu kun, at de i Palladset ved Khorsabad førefundne mythiske:og sym- bolske Figurer, eller Afgudsbilleder, ikke7ere mange;:6g at blandt dem især udmærker sig menneskelige vingede Figurer'med Hovedet åf'en Håg eller Orn, og Sphinx-artede Skikkelser) sammensatte af Tyrens eller Låvens Krop i gaaende Stilling, forsynet med store Vinger og et menneskeligt Hoved, stærkt skiæggetv og''ibedækket med en Hue eller 'Tjåra af charakteristisk: Form. Med Hensyn til Stilen i disse mærkværdige Bnltklantetetik da finder man i de' tidligste Beretninger: af Botta selv; 'og af Flandin, for saa vidt en vis Afvigelse , som hiin;|.fra det” første »Oieblik af, i dem fandt en paafaldende og ganske nær Liighed »med>de: længe bekiendte gammel-persiske" Billedværker -i' Ruinerne af Persepolis; Flandin derimod synes, meer énd Botta, at' have seet Monumenterne fra'Khorsabad med et Slags Enthusiasme' og Forkiærlighed;” som ikke er ualmindelig hos Opdaågere: - Efter'hans Mening er';,den as- 91 syriske-Konst.ikke allene; uendelig renere, end den indiske” (,in- finiment plus'pur que: Part; Indien”) ;, men han kalder den yligesaa fiin, men: mere lærd. i alle, anatomiske Detailler, end: den egyptiske Konst; 'hvilken:den betydelig overgaaer i Naturens Studium.” Naar han' endnu gaaer videre, og antager, at den assyriske! Billedhugger ikke staaer saa langt under en Phidias. og samtidige -græske Konst» nere; åt man vel;térn vove, sig lil en Sammenligning imellem Ni= nive's' Basreliefs og yla celébre frise; du Parthénon”:. da maatte det vel fra,Begyndelsen ;synes: at være. det. sikkerste og; naturligste, ikke;at néies smed Bottas tidligere Tegninger og Omrids (meddeelte i Journal: Asiatique) eller med- de sildigere, med. mere. Konst efter Flandins Tegningér udfårte Afbildninger i,det store franske Pragtværk, men oppebie-Konstnéres og Konstkienderes Dom, grundet paa-Be= skuelsen saf:Monumenterne selv; hvoraf en betydelig Deel er bleven transporteret til Europa, og nu. ere synlige baade i Gallerierne i Louvre, og i det britiske Museum.-i. London. Toåyrigt- har et saadant 'Omdåmme, bygget saavel. paa Opdå- Jøernes''Beskrivelséer og "Tegninger af de udgravne. Ruiner,. som af -de 'til Europa 'bortfårte -sassyriske; Monumenter og' plastiske Arbeider, heller ikke: længe lådet vente paa:sig. En! ved adskillige. Værker sover den. håiere -Bygningskonst,;dens Grundsætninger og; dens Hi- 'storie; bekiendt Forfatter i England: (I; Førgusson) har ganske nylig "med "den lærde og skarpsindige 'Kienders klarede ' Blik giennem- forsket og udviklet »de 'konsthistoriske: Erfaringer. og” Resultater, som' han vil'have;fundel-i .de':assyriske Opdagelser (,The Palaces of Nineveh sand Persepolis restored, by' James: Fergusson: London 1851/ 8.) "Han: er! enig med: Flandin:og Layard i at finde en be- tydelig -Konstværdi og technisk:Fuldkommenhed 'i de plastiske -Mo- Numenter' fra Ninive;' han lægger for Dagen, hvor meget Slægt- 'skab'der viser sig imellem den: persiské 'og "den assyriske Konst "og Architektur; og” hvormeget:'de' giensidigen oplyse |hinanden i ”udéres' Værker, "Ham 'uddrager Resultater" heraf, til at udlede Op- rindéelsen af den græske Konst (navnlig den joniske Stiil) fra den assyriske, hvilke ved deres Nyhed-og den safgiorte .Oyerbeviisning, hvormed de fremsættes;2 'ei” kunne”andet -end ”fremkalde- Opmærk- ”sømhed og' vække) betydelig Interesse, FE SK Det varede kun meget kort, inden Boltas Opdagelser ind=- traadte i et nyt Stadium, der ikke blot béstyrkede deres archæo- logiske Resultater, men meget udvidede deres Indhold. Englænderen Layard havde i 1839 og 1840, i Selskab med en fortrolig Ven og uden andet Fålge, til Hest giennemreist en stor Deel af Lille Asien og Syrien. Han havde paa samme Maade fortsat Reisen fra Aleppo over Bir og Orfa, giennem Mesopotamien til Mosul, hvorfra han giorde sin fårste Udflugt til de forskiellige Steder, | hvor Sagnet og Aarhundreders Traditioner have tillagt store Gruus- banker og Jordhéie, med nyere Arabiske Benævnelser, en ærværdig Betydning som nogle af Jordens ældste historiske Mindesmærker. Dertil hårte ogsaa de store, under Navn af Nimrud bekiendte Ruiner, der ligge nogle Mile nedenfor Mosul og Køjunschik eller Ninives Ruiner, i en betydelig Afstand fra Khorsabad; men lige=- ledes påa den dstlige Side af Tigris og ikke langt fra Udlåbet af Floden Zab (Zab-ala, den store eller åvre Zab) i Tigris. Andre Formaal bragte Layard i Aaret 1842 paa ny til disse Egne, og under et længere Ophold i Constantinopel 1843 og fålgende Aar erfarede han de heldige og glimrende Resultater af Bottas Efter- søgninger, hvorved hans egen, allerede tidligere vaagnede Lyst til at prove et lignende Foretagende ved Nimruds Ruiner, steg be- tydeligt. Ikke fårend i Efteraaret 1815 lykkedes det ham, ved en liberal Underståttelse af den britiske Minister i Constantinopel, Sir Stratford Canning, at kunne begynde Udførelsen af sin Plan; og det er denne ved Duelighed, Indsigter, Smag og Dannelse udmær- i kede Diplomat, som England skylder Erhvervelsen af de vigtige og rige Monumenter og Samlinger af ældgamle asiatiske Konst- værker, der blev Udbyttet af Layards fårste Udgravninger. = Disse forisattes med den utrætteligste Iver og Anstrengelse giennem hele | det folgende Aar (1846), og skiåndt det omsider lykkedes Sir Stratford Canning at udvirke Parlamentets Bevilgning af en Under- ståltelse til det Britiske Museum, for at kunne lade foretage Nim=- ruds Udgravning i stérre Scala: vare de bevilgede Fonds dog ulilstrækkelige, og langt under det, som den franske Regiering havde tilstaaet til Bottas mindre betydelige Arbeider ved Khorsa=- bad. Ikke engang Bekostningen paa at sende en Tegner fra Eng- 93 land vilde man tilstaae, og Layard, der ikke havde lært Tegne- konsten, maatte,” ved at åve sig, såge at opnaae den fornådne Færdighed i at aftegne saavel Indskrifter, som andre Gienstande, paa saadanne Steentavler, der, ved Stenens Skiårhed eller ved ud- vorles Indvirkninger, allerede ved Opgravningen vare i hensmuld- rende Tilstand, eller ikke kunde bevares til at indpakkes og bort- sendes. Layardbegyndtei Efteraaret 1845 sine fårste Arbeider ved Udgrav- ningen af den slårste af de Håie, der udgibre de saakaldte Nimruds- Ruiner, "hvilke i deres hele Omfang af Gruusbakker skulle ind- befatte et Areal i det mindste 10 Gange saa stort, som Khorsa- bads. Den stårste, af Layard aabnede eller giennemgravede Hoi, som efter hans Mening skulde være den af Xenophon beskrevne Pyra- mide' ved Staden Larissa, er tillige den håieste, og udgiår et endnu nogenlunde kiendeligt Parallelogram, omtrent 1800 Fod i Længden, 900 i Breden og 60—70 Fod i Hoiden. — At beskrive endog kun i almindelige Grundtræk de Opdagelser af begravede Pallads- bygninger, med deres Labyrinther af Sale, Gallerier og Giennem- gange, som det lykkedes Layard i en Tid af henved io "Aar at bringe for Dagen: vilde langt overskride Maalet for disse Medde- lelser. - Jeg måa mnéies med at angive nogle faa Data, for i Al- mindelighed at charakterisere den, som hans Fortælling udviser, lil: et Foretagende af saadan Art i håi Grad kaldede, med Aand og Talent begavede Englænders vundne Udbytte. I den fårste Deel af Layards Udgravninger (eller ved Juletid 1846) havde han endnu ikke aabnet meer end 6 Sale og Værelser. Efterat have faaet mere rigelige Midler til at fortsætte Arbeidet, kunde han udvide det saameget, at han, ved dets Slutning i Sommeren 1847, havde i forskiellige Dele af Nimruds'- Palladset aabnet i Alt nogle og 20 tildeels ved deres Stårrelse og Længde af 160—200 Fod forbausende Sale og Gallerier, opfyldte med en saadan Mængde af Sculptur=Arbeider, at det ikke blev mueligt at optage og bort- sende meer end en Deel af samme; og fårend Layard i Julii Maaned 1847 forlod Nimrud, anvendte han sine talrige Arbeidere "i flere Dage til atter at bedække de levnede Monumenter med et tilstrækkeligt Jordlag for at bevare dem til en endnu meget rig 94 Efterhåst af et archæologisk Udbytte. At dette allerede har været endnu meget stårre og vigtigere, end det, som vandtes ved Boltas Udgravninger i Khorsabad, fremgaaer, som det synes, allerede ulvivlsomt af Layards beskrivende Værk over hans Reise og Foretagender paa denne”), hvortil ogsaa hårte et for Ethnographien i hi Grad vigtigt og interessant Besåg, saavel hos de chaldæiske Christne i Kurdistan, som hos de saakaldte Yezider, eller Diævle= Tilbedere. . Hidtil mangle vi endnu her i Staden et Exemplar af….det store Layardske: Kobberværk: øver Monumenter ; og Konstværker - fra:Nimrud, som vil: sætte os i' Stand til en'mere. klar" og. fuld- stændig Forestilling om disse, og deres Forhold til Monumenterne fra Khorsabad.' . Vi kunne imidlertid- allerede ved de Afbildninger og Beskrivelser, som indeholdes i'Reiseværket og andre Skrifter, sæltes i 'Stand' tilat skidnne, at;.de i Nimruds-Palladset' udgravede Grundbygninger ere af langt stårre Omfang, Pragt og:Anseelse, 'end Palladset; ved Khorsabad;' at.de:af Layard' opgravede Steencolosser af-samme Art, som' de, jeg ovenfor:nævnede, vingede Tyre og Lover med menneskelige Hoveder, forsynede med langt Haar: og Skiæg, og bedækkede med et''Slags: persisk; eller medisk Hue, i Stérrelse langt overgaae, men i… Arbeidets Fuldkommenhed ;ikke 'give lig» nende ;Figurér, som:forekom i Khorsabåds Basreliefs, no; t efter. Disse uhyre Figurer vare deels opstillede inde i'en-eller,anden; af Palladsets Sale (saalédes; den; vingede Mennesketyr, hos Layard, Vol. £- pag. 127) deels |vare de ;anbragle uden for samme! ;ved begge "Sider af en Hoved -Indgang. … De i umåadelig: Mængde fundne, med Basrelief 'bedækkede 'Steenplader, hvormed Salenesi Palladset vare prydede; tidvise for en stør 'Deel.de samme historiske | og mylhiske Figurer, 'søm 'Bottas Mønumenter fra''Khorsåbad; men de indeholde desuden en! Mængde andre Fremstillinger; som i be- tydelig Grad udvide det hele archæologiske og antiquariske Udbytte af Bottas Værk og 'berige Undersøgelsen af. den gamle assyrisk= persiske Konst og Cultur :med «mangfoldige nye og vigtige Mate- 4) Niniveh and its Remains, with — an Enquiry into the Manners and Årts 0 | the ancient 'Assyrians. London 1849. 2 voll.” 8, 95 " rialiersv Dertil 'hårer ogsaa en "ikke ringe Deel Oldsager og:ifør= skiellige Gienstande, fundne »ved' Udgravningen; af Nimrud-Palladset ; og! vi kunne tænke vos vendnu, meget af saadan: Art begravet iJor- dens Skidd; da Layard;,) efter sin; forstandige Plan, forat kunne bringé' saa ' megetomere :af;:Bygningens Grund, og af .de med Konstværker' prydede Vægge: for Dagen, indskrænkede; sig lil ;at . lade ligesom' Miner eller Gange udgraye;… langs )imed! Indermuren eller" Væggene i' de-stårste ;Såle; og; Gallerier; hvis) hele, ; engang frie 'og aabne, Rum, blev urårt'af' Hakken og Spaden; og opfyldt med den Jordmasse,».hvormed' det;'i;Aartusinders Lob var, over= meen loa : ) Vilde man nu'endog 'kun blive .staaende- ved Bygningsmaaden "af 'Palladserne i "den «mesopotamiske Tigris «Slette, -da ;ere ide Op- lysninger, som Udgravningen af Nimrud: have givet, håistinteressante. Jordbundens'Beskaffenhed,” og Beliggenheden, iiNærhed af den: store Flod; 'giorde "det nådvendigt at sårge' for konstige: Håoider til An= lægget af saa store Constructioner, … Uhyre Grundværker eller; Op- muringer åf' Teglsteen og Leer, til, en Hoide af 30—40 Fod, ;dan= " nede ”derfor' den ophåiede horizontale Grundflade,' hvorpaa: ;man opførte Bygningens 'Mure,; og:som man imellem disse;bedækkede med. ev'Gulvlåg, 'i Almindelighed af samme Slags: søltårrede Steen (un " burnt brick”.) Udgravningen behåvede derfor aldrig at:gaae'dy= bere, end til''denne' Grundflade (,, platform”); og: hvor man: naaede denne, dannedes'ved Gravning'en horizontalMinegang, indtil man stådte pad dén fårste Muur, hvis: Retning; dérpaa fulgtes: ved "Gravningen, indtil man fandt Port= eller Dår=Aabninger; som' forte ind i Væ- relser' eller Gallerier. "Ved Indgangen til de stårste af disse Aabninger fandtes, som Vogtere; etuPar af de 'ovenfor omtalte gigantiske, af Menneske og Låve eller'Tyr sammensatte Figurer; og Beskrivelsen over Opdagelsen af den fårste,'og' som det synes: en»af de største af' disse Colosser, over Virkningen, som: Synet af den giorde pad Araberne, der flokkeviis iléde- til Stedet fra .en vid Omegn, da Rygtet spredtes: om 1,Nimrud selv”, der var stegen op. af Jorden, og over Maaden, hvorpaa Colossen hævedes op af sin Grav, efter halvtredie tusinde, Aars Hvile — hører til; de interessanteste Fortæl- linger i Layards Bog. — Jeg vil endnu kun, blåndt "den uover- 96 skuelige Mængde af mærkværdige Facta og Opdagelser, som Ud- gravningen af Ruinerne ved Nimrud har bragt for Lyset, omtale en eneste. Imedens man var i Færd med at grave omtrent i Midten de sydåstlige Palladsruiner, giordes den Opdagelse, at dybt under den nuværende Jordflade, men endnu 5 Fod oven oven den fårste Levning af de ældste Mure, som her opdågedes, fandt: man ligesom en heel Kirkegaard, hvor en sildigere Folkestamme havde begravet sine Dåde, omhyggeligt nedlagte i Gravkister af de sæd= vanlige bagte Steen, undertiden bedækkede med en Plade af Marmor= Kalksten. I nogle Grave fandtes, foruden Leerkar, Perler, Smaa- ting til Prydelse af Sålv og Kobber, smaa Kobberspeile, m. m., . ogsaa Levninger af Skeletter, der faldt sammen” i Stév ved den forste Beréring. Netop her, halvtredie Alen under dette med Grave opfyldte Jordlag, stådte ”Graverne paa Mure og Grundvolde af en Bygning, hvor man i et Rum af omtr. 50 Quadratalen fandt over 100 Steenplader med Billedhuggerarbeide, opstillede i Rader; og i den Orden, hvori de forestillede Gjenstande fulgte paa hverandre: Det var diensynligt, at alle disse med Sculpturer og Kileskrift førsynede Tavler, have været udtagne fra Væggene, hvor de i en tidligere Tidsalder vare indsatte5), og at man havde bestemt at | anvende dem ved Opfårelsen af et nyere Pallads; Layard mener til Bygningen i det sydvestlige Hiårne af Nimrud. Opdagelsen af disse, for Aartusinder siden til Jorden betroede Grave og menneskelige Levninger, der fandtes i en ikke ubetydelig | Håide (5 Fod) oven over ældre, &delagte Palladsruiner, er et af de interessanteste Vidnesbyrd om den héie Alder, som maa til lægges disse Levninger fra forskiellige Tidsaldere. og vidt fra | hinanden fiernede Slægter. Det er som en i Jordens Skiåd be= varet Bog af den assyriske Historie, hvori en stor Begivenhed er. fortalt — men uden al Fortolkning af Tid og Omstændigheder, | hvilke vi maaskee engang skulle komme til at læse i Kileskrifterne, 5) Vi kunne her, og i denne Anledning bemærke, at Layard har fundet over- veiende Grunde til at antage, at overhovedet de tilhuggede Plader af Marmor- Kalksteen i Assyrernes Bygninger indfattes paa deres Sted i de af Tegl opfårte Mure, inden de af Billedhuggere og Steenhuggere forsynedes med deres Sculpturer øg Kileskrift, 97 Imidlertid kunde man her ved Udgravningen ligesom see for sine Oine, hvorledes i Fortiden en assyrisk Hersker havde været i Færd med, fra -det ådelagte Pallads at lade bortfåre Sculptur- " arbeider til en'sildigere Bygning, og hvorledes man, maaskee ved Krig og fiendtligt Overfald, er bleven forstyrret i Arbeidet, som siden ikke er bleven fuldfårt, og de tidligere Ruiner atter bedækkede med beskiermende Sand- og Jordlag. Det hører til de historisk- archæologiske Mærkværdigheder' ved de sidsnævnte ”Opdagelser af Layard, at man i disse Grave, hvor langt sildigere Generationer, i et 5 Fod håiere Jordlag, havde nedlagt deres Dåde, finder i " Gravkar, Prydelser og andre Oldsager en kiendelig Forskiel: i " Form og Stiil, ligesom tildeels i Materialet, hvorved en umis= kiendelig Liighed med Oldsager fra de egyptiske Gravhuler kommer tilsyne. I de samtidige eller håiere liggende Ruiner af ådelagte Bygninger fandtes ligeledes, i de Basreliefs, som man her udgrov; en kiendelig Forkiellighed fra Monumenterne i det nordvestlige Pallads; andre Krigsscener foreslilles paa Tavlerne, deriblandt Plyndringen af en erobret Stad, indenfor hvis Mure der voxer Palmer og andre Træer; og nye Dyr (f. Ex. Kameler med deres Ryttere, og to Karrer, hvori Qvinder og Børn, som trækkes af Oxer), forekomme her, hvilke savnes paa Tavlerne fra en ældre Periode. — Mangfoldigheden af de i: archæologisk, konsthistorisk og monumental eller palæographisk. Henseende mærkværdige Op- dagelser, som tilhåre Layards forste: Udgravninger, og som for= modentlig endnu betydeligt ville udvides og beriges paa den nye Reise til Assyrien, som han 1850 har tiltraadt — er i dvrigt saa stor, at jeg hellere opgiver, videre :og néiere at beråre Gien= standen, end at; forsåge paa en summarisk Fremstilling deraf, som i den her fornådne Korthed, og uden et. eller andet Grundrids af de paa forskiellige Steder opgravede Bygningsruiner, let vilde blive utydelig; Jeg vil saaledes endnu kun beråre et eneste i Ruinen ,,Nimrud” fundet Monument, for den Vigtigheds Skyld, som dette Fund har faaet, ved Rawlinsons nylig bekiendigiorte For- tolkning af den assyriske Kileskrift" paa et hissorisk Mindes- mærke, .der hårer til de mærkeligste og interessanteste af alle Layards Opdagelser. | 98 Nimruds — Ruinerne, saaledes. som; .de ;ere: beliggende; paa den store, af -Tegl! opmurede /|Grundvold. eller: ;Grundflade,; danne; ,en Fiirkant,… paa hvis tre Hiérner; det snørdvestlige, sydvestlige ;og sydåstlige,; særskilte-Palladsbygninger:;have været, opførte; det,syd- åstlige' Hjørne er |det,/ hvor sGravene, ovenover de. ådelagte,,, med et 5 Fods Jordlag: bedækkede »Muurleyvninger ; bleve, fundne; Midten: af Fiirkanten findes Ruinerne: af Centralpalladset,; (,the'Cen= tral-Palace””) som antages at være af de ældste, Bygningsværker» i Nimrud; øg: her: var det, hvor Layard;(i:Novbr: 1846) foruden,en- Mængde andre mærkværdige. Oldsager (bl.a. Leyninger af V.aaben og Rustninger af Jern, tildeels: indlagte med. Kobber) 2, en Dybde, af over 50 Fod-opdagede ;en fuldkommen vel: bevaret; Monolith,…i Form af en liden Obeélisk,;omtrent 6 Fod: 6|iTommer høi; oventil udhugget ligesom i 4 'Trappetrin, og. paa alle: fire. Sider bedækket med i Alt 20 smaa Basreliefs, hvis ypperligt bevarede, Figurer ,ere.saa skarpe og vel tegnede, som;:om''de vare, udhuggede for faa Dage siden.” Her føorestilles bl. a Kongen; paa to: førskiellige: Steder; ledsaget af hans Følge; véd: hans: Fødder, ligger en .Krigsfanger Hans Vizir og Gildinger fremfåre Mænd , »der; bære. Kar,… Elefant tænder, Metalstænger og andre: kostbare-Sager,. deeéls. paa: Skuldrene og i Hænderne, veller lede forskiellige Slags Dyr frem: for Kongen; formodentlig som: Tribut fra betvungne Nationer.” Dyrenesjere Elefanter, : Næsehorm; Lovér,' Hiorte,… forskiellige. Slags; Aber; m. fl. Saaledes antager vmån, 'at disse; Basreliefs''eresudgravede. fil Erindring "om "den assyriske Konges 'Erobring af" Indien, eller andre ”åstlige” Lande; og! Kongens: Navn paa . Obelisken! ;er,-idet samme, der findes paa ;de vingede ”Tyre, som. ogsaa udgroyessi Central-Palladsets Ruiner. : Ovenover, imellem og nedénunder!disse Basreliefs, dér i'5 "Rader låbe vomkring Obelisken, ser! anbragt';en Inscription i Kileskrift, der i) Alt:udgibr 210 Liniér; og. 'hvis Læs» ning og Udtolkning vaf Major ";Rawlinson |jeg; nedenfor:, endnu; vil beråre”). — Ligésom 'dénne' Obelisk, "der nu findessis:det britiske 6) Aftegninger af Obeliskens fire Sider skulle findes i Layards.,,Monuments:of Ni= niyeh” Pl, 53, 54, 55 og 56. En mindre Tegning iReiseværket. Vol. I. p. 347, Indskrifterne paa Obelisken ere bekiendtgiorte i Layards ,Inscriptions in the cuneiform character from Assyrian Monuments.” Fool p.:87—98! 99 Museum, hårer til det. vigligste og kostbarste Udbytte af Layards Udgravninger 'i-Nimrud;, saaledes maae. vi ogsaa dertil regne de i Elfenbeen: udskaarne .Konstsager, hvoraf det lykkedes ham at bringe -en betydelig. Mængde i nogenlunde bevaret Tilstand til England, hvor, man ved en- sindrig Opfindelse (nemlig ved at koge - dem i en Oplåsning af dyrisk Gelee) har været i Stand til at re- staurere. disse ;Konstsager, hvori Tiden havde udtårret og fortæret den gelatineuse Deel af Elfenbenet”). Det er-let at tænke sig, hvor stor Overraskelsen maatte blive i den lærde archæologiske "Verden ved Opdagelsen af jorddækkede Ruiner, Levninger af: kongelige Paladser, og mærkværdige plastiske Monumenter, Konstarbeider og Inscriptioner, ved hvilke pludselig, som ved! et Trylleslag, den ene af Vest-Asiens ældste, navnkun- dige Stæder, det af Nimrod eller Assur anlagte Ninive, som Moses eller Genesis fårste Gang nævner i Fortællingen om Jor- dens Bebyggelse efter Syndfloden, (X. 9. 10.) skal være frem- kommet for Dagens Lys; efterat man i halvtredie tusinde Aar kun havde vidst af denne Stads Undergang eller totale Odelæggelse at sige; Det er bekiendt, at foruden hos Moses nævnes Ninive hos tre af det 'Gamle'Testamentes' smaa Propheter, Jonas, Nahum og Zephania, om hvis Levetid (800,.5 eller 400 Aar f. Chr.) de forekom- mende Angivelser eller Formodninger i den nyere bibelske Kritik og Chronologie ere meget usikkre og afvigende. Spaadommene hos Alle - åre stemme overeens i deres Udtryk: at Ninive skulde lægges åde, dens Kongeborg bortskylles af Flodens Vande, dens Navn udslettes af Menneskenes Erindring; den skulde forvandles til en eensom og tår "Ørken, eller, søm Nahum udtrykker sig (Il. 9.) ,Ninive er som en Dam fuld afVand; men det skal bortflyde — Portene hos Vandet skulle oplades, 'og Palladset skal forgaae”; 0.s.v.. Hvad man endog vil sige om disse Prophetier, saa er deres Indhold blevet opfyldt, og Ninive forsvundet af Jorden efter den Persiske Erobring. Cm denne finder man hos de Gamle en dobbelt Beretning; den ene hos Diodor fra Sicilien, som har fulgt den over 300 Aar ældre græske 7) Ikke mindre end 44 Stykker af saadanne udskaarne Konstsager, eller Frag- menter af samme, ere beskrevne af Mr. Birch i ,,Transactions of the Royal Soc. of Literature”. New Series. Vol. I. 3 100 Historieskriver, Ctesias,-hvis assyriske og persiske Historie i 20 Båger er tabt, paa de Brudstykker nær, som ere bevarede hos Diodor og nogle Andre. Det er hos ham, man finder den bekiendte Fortælling om den mediske Håvding Arbaces, og hans Oprår mod Assyrernes Konge Sardanapal, der efter et tabt Slag indesluttede sig i Ninive, hvor han paa tredie Aar udholdt Medernes Beleiring, indtil Floden Euphrat, ved en pludselig Stigen af dens Vande (et Phænomen, der undertiden endnu skal indtræffe) oversvommede Egnen, og bortrev en betydelig Deel af Ninives Mure, Sardanapal, der nu mistvivlede om længere at kunne modstaae sin Fiende, indesluttede sig med sit Harem, sit Hof og alle sine Skatte i det Indre af sin Kongeborg, lod stikke Ild paa Palladset og saaledes-endte sit Liv; efterat han allerede i Begyndelsen af Beleiringen havde bortsendt sine Sånner og Dåttre til en af sine troe Satraper i Paphlagonien. Mederne trængte da giennem Aabningen paa Stadsmuren ind i Ninive, hvis Indbyggere Arbaces vel behandlede skaansomt; men nådte dem til at råmme Staden, lod dem fordeles omkring i'Lands= byer, og slåifede Ninive aldeles). — Dette maatte man saaledes betragte som den tidligere Erobring og Odelæggelse ved Mederne . (en medisk Erobring af Ninive omtaler ogsaa Herodot. I. 185.) hvorved er al erindre, at Ciesias hos de Gamle ikke havde noget særdeles godt Lov for sin Troværdighed, eller historiske Kritik; og at Berelningen om Sardanapal, der i dvrigt i sine Grundtræk har et historisk Præg, i hvert Tilfælde maa sæltes tilbage i en fiern og uvis Sagntid. Langt mere historisk sikker er Erobringen og Odelæggelsen af Ninive ved den mediske Konge Cyaxares, der vilde hævne sin Faders Nederlag og Dåd; hvorom Herodot i stor Korthed fortæller | (I. 102. 103. 106); i det han henviser til sin Historie af Assyrerne øg Mederne, som enten aldrig er skreven, eller. er tabt. Dog taler han endnu paa et andet Sted (I. 178) om Ninives Odelæg- gelse, hvor han tilfåier: at efter den Tid blev Babylon det assy= riske Riges Hovedstad. — Undtager man nu de faa, enten mythi- ske eller eventyrlige, Sagn om Ninus, som den fårste Stifter af Ninive (henved 2300 A. f. Chr.), om hans Begravelse i Palladset 8) Diod. Siculi Hist. Lib. II, cap, 24—28. | 101 og "det uhyre: Monument, Semiramis lod opreise over ham; om denne Dronnings' krigerske Bedrifter og deres uheldige Ende; og om Sardanapals Undergang — da have vi omtrent Alt, hvad der i den hele gamle Historie er at finde om det Assyriske Monarchie; naar vi fradrage hvad der maa såges i den jådiske Historie, og i det Gamle Testamente, om de sildigere assyriske Konger i Babylon, efter Ninives Undergang. Saaledes indsee vi let, al det vilde være af betydelig historisk Interesse, dersom man turde vente sig, at ligesom et heelt Archiv for den gamle assyriske Hi- storie, i en Periode, der ligger halvtredie til tre Aartusinder til= bage i Tiden, kunde aabne sig for os i den Mængde af Tavler, bedækkede med Kileskrift, som Bottas og Layards Opgravninger ved Khorsabad og Nimrud have bragt for Dagen, og hvis Rigdom langt overgaaer de skriftlige Monumenter af samme Art fra Persernes Tid som hidtil ere opdagede. Vi ville dermed just ikke sige, at Ud- byltet' for den asiatiske Verdens politiske og Cultur - Historie kan blive af meget stor Vigtighed, hvis endog Kile- Skrifterne fra "Khorsabad og Nimrud kunne blive tilfulde oplyste og fortolkede, og hvis de da virkelig skulde findes at indeholde noget om flere assyriske Monarkers Krigstog og Erobringer, end netop de Kon- gers, som have opfårt Palladserne; hvilket vel ikke er meget rimeligt. Ja, Verdenshistorien maa uden Tvivl ogsaa egentlig vinde langt mere ved Konst-Monumenterne selv, end om man i Kile-Indskrifterne forefandt en 'eller anden Bekræftelse paa nogle af de fragmentariske Kongerækker eller assyriske Dynastier, som Ptolemæus og Eusebius have giemt; og i hvis Tidsfålge der findes Afvigelser hos de fleste nyere Chronologer. — Hverken det endnu ældre egyptiske Folk, eller Assyrerne og de gamle Perser, have bragt det til den egentlig historiske Tilværelse, som forudsætter i det Mindste en annalistisk Litteratur, og hvorved, blandt Jordens ældste civiliserede Nationer, det jådiske Folk i Vestasien, og det chinesiske i Østasien, hvert paa sin Maade, udmærker sig. — Det vil imidlertid være ganske afhængigt af hine vidtlåftige Steen- skrifters Læsning, hvorledes og hvorvidt enhver Uvished om, hvilken Tidsalder og Folkestamme man bår tillægge dem og de " Opdagede Ruiner, kan blive hævet — om de sidste alle skulle 102 regnes at tilhåre den i Bund og Grund ådelagie gamle; assyriske Hovedstad, eller om de maaskee for en Deel kunne være af sildigere Oprindelse? — Hidtil har Udsigten til at opnaae fuldkommen sikkre Resultater i den Henseende, 'ikke: været ganske tilfredsstillende. Vi skulle imidlertid forsåge, i stor -Korthed' at gibre Rede for, hvor vidt man omtrent for Oieblikket er naaet, saavel i at danne sig en Forestilling om de udgravede Bygningers og Konst-Monu- menters oprindelige Beskaffenhed, Indretning og Betydning; som i at læse og forstaae de Inscriptioner i Kileskrift, hvormed baade disse og hine rigeligt ere forsynede. Mindst kunne vi dog her opholde os ved at forsåge at cha= rakterisere de plastiske Monumenter eller Billedværker fra Ind= holdets eller Fremstillingernes', og fra Konstens' Side. Det første er, om ikke saa rigt som Scenerne af det offentlige Liv og af Huuslivet, der fremstilles i de Egyptiske Gravmalerier, dog mang- foldigt og forskielligt nok 4il at give os' en Forestilling om mange Dele af Assyrernes Cultur, Leveskik, Krigsfærd, Vaaben, Strids- maade, Beleiringer, høitidelige Processioner, Kongernes Hof, deres Deeltagelse baade i Krigen og i Offringer og hellige Skikke, m. m. Kongen synes paa de assyriske Monumenter at være forestillet, enten som beklædt -med guddommelige Attributer, eller som en Typus, en Repræsentant af den håieste Guddom selv; og i hans hellige Handlinger, eller hvor han bringer sine Libationer af Offerskaalen for Alteret med den hellige Ild, findes: sædvanligen iblandt hans Betiening de mythiske, vingede Menneskefigurer med Ornehoved. ,Alle Kongens Handlinger”, siger Layard, ,baade i Krig og Fred synes at staae i Sammenhæng med den nationale Reli- RR STREET gion, og under umiddelbar Beskiermelse af Guddommen. Udsye= ningen paa Randen af hans egen og hans héie Tienestemænds Klæder have mythiske Betydninger ; hans Vaaben, Sværdfæstet, Dup= skoen paa Sværdskeden, Armringene, ere prydede med Billeder af de hellige Dyr, Låven, Oxen, Væderen. Hoveder eller Fådder af disse ere anbragte paa Stole, Borde, eller andet Bohave. Frugten af Pinien og Blomsten af Lonicera eller Caprifolium (,honey-suckle”) forekom mer uophårligt, snart i Form af Friser, som Capitæl paa Såiler, eller som Fryndser paa Kiortelen.” — Ogsaa paa Jagten og-i Krigen finder - 103 . man Kongen afbildet i prægtig Klædning, paa Stridsvognen med Kastespyddet i Håand, eller med den spændte Bue paa Lévejagten, Hvad der især fortiener Opmærksomhed ved Krigsscenerne er, at man oftere i disse seer den vingede Figur i en Cirkel, med Spændt Bue”i 'Haanden, 'og Pilen rettet mod Fienden, svævende " øver Kongens' Hoved — "som er 'den samme Ferver, eller beskyttende Genius,' der findes paa persiske Monumenter. — Af de mange forskiellige Optrin, der forekomme paa Monumen- ler, hvor Krigéns Scener forestilles, vil jeg kun nævne den Mærkværdighed i Landets Culturhistorie, at der hvor man seer den kongelige Stridsvogn fåres over Floden paa et Skib, finder man Krigere, som ved Siden svåmme over paa opblæste Huder — en Skik, som efter maaskee 3000 Aar endnu den Dag er i Brug i de samme Egne ved Euphrats og Tigris? Bredder. — Med Hensyn til Stiil og "Konst- Charakteer i alle disse udgravede, og for en stor Deel til Beundring vel bevarede plastiske Billedværker, da maae vi her nåies med den almindeligt gieldende Bemærkning, at her i Nogle wel til 'en vis Grad findes Slægtliighed med den egyptiske Charak- leer, men i mennneskelige Ansigisformer en afvigende og eien- dømmelig national Typus; derimod en stor, næsten identisk Liighed med Stilen i de gamle persiske Konstmonumenter; hvorhos dog den hele Gang og Udvikling i Vest- Asiens ældste politiske og Cultur- Historie, og dets to store herskende Monarkiers Fålge, nådvendigen fårer-til, at vi, saafremt de opdagede Monumenter tilhåre Assyrerne, maa betragte disses Konst, dens Charakteer og Stiil, "som den ældre og oprindelige, ligesom de gamle Persers Konst og Architectur som en sildigere (men bl. a. i Fålge det forskiellige Bygningsmateriale anderledes modificeret) Udvikling af den assyriske. Ligesom nu adskillige af de faa, over Jorden bevarede Lev- ninger 'af gammelpersisk Konst, som endnu findes i de pragtfulde "Ruiner af Persepolis (f. Ex. de udenfor en Hoved- Indgang an- bragte, af Muren fremspringende siddende Låve-Figurer) tydeligt "vise hen til Stil og Charakteer i de assyriske Konst-Monumenter; anbragte som Bygnings- Decorationer: saaledes maa, ved nåiere Betragtning og” Studium af "de architekioniske Forhold i Assyriens 104 dugravedeP allads-Ruiner, enhver Tviyl om deres Slægtskab med den -gammelpersiske Bygningsstiil forsvindé, Dog er, som vi håve sagt, Forholdet saadant, at den assyriske Architektur, ;som;,den tidligere, desuden dannede sig i selv Land, hvor man, hverken eiede Graniten,. eller andre. haarde Steenarter, men. kun havde Tilgang til- den blåde Marmorkalk , der vel: var ;meget, tienlig til Sculpturarbeider, som kunde bevares under Tag,.eller, 4ilhyllede af Jord og 'Sand, kunde trodse Tidens Magt i Aarlusinder;. men som var langt mindre tienlig til Mure eller-Séiler, der skulde udholde Luftens og Veirligets Indvirkninger. Derfor. finde, vi: hos Assy- rerne næsten alt Muurværk bygget af soltårrede Teglstene,. og selv deres 'stårste Pragtbygninger "savne aldeles Piller og. Soiler, af Steen. "At intet Spor og ingen Levning. af saadanne. fandles ved nogen af Bottas og Layards Udgravninger, saa lidt som nogen Vinduesaabning var alt finde i de over Jorden:reiste indre. eller ydre Mure: kunde ikke andet, end. sælle de. forste Opdagere, Maleren Flandin, hvem Aftegningerne. til det store. Kobberværk over Bolta's Opdagelser skyldes, og Andre, som vilde oplyse! disse gamle Bygningers Construction, iForundring og Uvished. …Flandin formodede vel allerede, at: de assyriske Palladser have havt deres Lysning ovenfra; men det var Fergusson forbeholdt, at sætte deres hele Bygningsmaade i et klart Lys, ved. skarpsindige Combina- tioner, og ved heldige Analogier og Oplysninger, hentede. fra de persiske Monumenter og andre åsterlandske Bygningers Indretning: Ligesom vi skylde denne Forfalters Indsigt i Architekturen og dens Tecknik en samlet og tydelig Beskrivelse over de. føorskiel= lige Ruiner i Khorsabad, Kojunshik og Nimrud, saaledes: som deres Beliggenhed, Anlæg og Bestemmelse lader sig udrede og oplyse efter de fundne Grundbygninger i Bottas og Layards de» taillerede Afrids og Tegninger, naar disse underkastes den viden- skabelige Kienders Studium og. Betragtning: saaledes har. Fer= gusson ogsaa, som det maa forekomme os, med. udmærket. Held burtryddet de allerfleste Vanskeligheder i at forklare alt- det Sær- egne i de assyriske Palladsers og Templers Construction. . Hans Grundlegninger og Restaurationer af Ruinerne bringe os disses nærværende, ligesom deres oprindelige Beskaffenhed saa klart for & BER Oie, som det vel er mueligt, hvor der handles om Monumenter med en. Alder: af halvtredie til tre tusinde Aar. Fergusson. har bl. a. udviklet en Theorie, der synes at bortrydde den -Hovedvanskelighed, som 'Bolta, Flandin ;og Andre fandt ved at forklare, hvorledes. de overordentlig store og brede Rum til Sale, Haller eller ;Gallerier,, som Ruinernes fuldstændige "Udgrav- ning maa bringe for Dagen, og som for "det. meste adskilles ved uhyre: tykke: Mellemmure, kunde være. tagdækkede; da her ikke " findes mindste Spor enten til. Steen=Piller eller Hvælvinger, og de sidste altsaa. næsten overalt vare umuelige, . Han antager, at en stor Deel af det Rum, der saaledes nu ligger ubedækket imellem Murene, har udgiort stårre aabne Rum eller Haller og Gaarde, enten uden anden Tagbedækning, end udspændte Telte, mod Solog Regn, som man endnu kan finde det i den persiske Shahs Thronsal i Teheran; (Fergusson. Nr. 21. p. 184.) eller og, i de stårre Haller og Sale, med dobbelte Rader af Træ-Piller, som bare et Tag med ' en, håiere Overbygning (,Talar or platform”)?).. Murenes. Hoide (i Khorsabad) antager han, maatte i det mindste have været liig Hoiden af de stårste vingede Mennesketyre, det vil sige 18—19 Fod; og høiere-mener han heller ikke at de have været. Naar en saadan Muurvæg tillige var forsynet med et lavt Brystværn, vilde dens hele Høide netop være det dobbelte af de sædvanlige, med Bas- reliefs forsynede Kalksteens-Tavler, der fandtes indsatte i Murens underste Deel, imedens den dverste Halvdeel har været decoreret med -malede Prydelser, eller undertiden forsynet med Inscrip- tioner. Ovenpaa de af soltårrede Tegl opfårte Mure — hvis umaa- delige Brede eller Tykkelse”) tillige kan have giort dem skikkede 9) Man finder en saadan forestillet paa to af Portalerne (the southern doorways) til den coløssale Halle (,,Xerxes”.Hall of hundred Columns”) iRuinerne afPer- sepolis, hvis Areal har været omtrent 50,000 Qvadratfod. Her sees Kongen, siddende paa sin Throne, der er reist paa en slig Overbygning, med en over denne oplåftet Himmel eller Baldachin (,,The king, seated on a Talar, under a Tabsar.”). Fergusson. p. 180. 181. 10) I de 3 fornemste Sale eller Haller, i Khorsabads-Palladset, ere de to Yder- mure resp. 16 og 21 Fod, de to Mellemure 12; og 13: Fod tykke; imedens Salenes Brede dog kun er resp. 33, 21 og 29 Fod, til en Længde af omtrent 105 Fod. 106 til Opholdsteder, naar Murene til Beskyttelse imod Veiret og til.Be- qvemhed for Beboerne vare gulvlagte enten med brændte” Steen; eller snarere med et Plankegulv — forudsætter Fergusson to” Rader af lave Træsoiler; disse, tilligemed de héiere, der reiste 'sig "fra Gulvet af de ved Murene omsluttede Gaarde eller Haller, have baaret et 12—15 Fod oplåftet fladt Tag af Leer, (;a flat terrace roof over each wall, composed of mud, and plastered on the surface.”) hvilket Tag altsaa maatte hvile paa ét Lag af Bielker og Bræder. — Paa denne Maade bestod vel de assyriske Kongeborge egentlig af to Vaaninger - over hinanden; men indrettede paa en saa egen Maade, at den dverste, med sit flade Tag og halv aabne Sider, baade kunde give kålige Opholdssteder efter Solens Nedgang,''og tillige for en stor Deel beskytte den nedre Vaaning, med dens store Pragthaller og mindre Værelser, imod Sølstraalerne, og lade Lyset falde ind i disse, uden Hielp af egentlige Vinduer, hvortil intet Spor er at finde i nogen af de der udgravede Ruiner: Hvor det over Bygningen udstrakte horizontale Tag paa visse Tider af Dagen hertil var utilstrækkeligt: havde man det ovenfor angivne Middel, at hielpe sig ved udspændte Forhæng eller Soltelte. — Desuden, antager Fergusson, have de assyriske Palladser i Midten, eller oven- ” over flere af de stårste Haller havt hiin endnu håiere, over det flade Tag oplåftede Overbygning, (Talar) som er en charakteristik Deel af den assyrisk-persiske Bygningsmaade, og hvortil man endnu i sildigere Tiders orientalske Bygningsstiil kan finde Spor. Hos'de gamle Perser see vi af monumentale Levninger, at det formodenilig var paa saadanne ophåiede Steder, hvor Kongerne, ved festlige Leiligheder, eller ved store Hær-Syn, have viist sig offentlig og i fuld Pragt for Folket. (Jfr. S. 105 og Anm. 9.) Det meget usædvanlige og besynderlige, som vil forekomme os at finde Sted i en saadan Architektur, naar -vi betragte den allene efter de Forestillinger, vi have dannet os efter egyptiske, græske, romerske, eller Middelalderens Bygningsværker, forsvinder for en stor Deel, naar det oplyses, saaledes som Fergusson har giort, deels ved Undersågelser over Ruinerne af Persepolis, deels af andre åsterlandske Bygninger, bl. a. Salomons: Tempel. og Pal- lads, som de beskrives i det G. Test. og hos Josephus. Mange pk&… ARR U Omtændigheder ved Ruinernes Beskaffenhed blive os "herved for- staaelige; saaledes f. Ex. at man allevegne kun finder den undérste Deel af overordentlig tykke,” mén ikke meget håie Inder- og Ydermure, med" deres udhugne ”Konstprydelser og Inscriptioner, vel bevarede; "men ”derimod intet Spor til nogen Overbygning, af Tag eller Piller” Man veed, det hårer overhovedet ikke til Orientens Skik, at bygge i Håiden; ikke at have héie, men vidi- loftige Boliger; ligesom de flade; med Rækværk eller Brystværn forsynede Tage, endnu ere almindelige hos 'Maurerne, Araberne, Tyrkerne og andre åsterlandske Nationer. Naar nu Alt, hvad der i de assyriske Palladser reiste sig over Murene, var Træværk og Søiler af Træ, og naar, som Spor. vise, disse assyriske Kongeborge for en'stor'Deel ere blevne ådelagte ved Ild"): da bliver det saa meget lettere forklarligt, at dennes Virkning paa- det tårre Træværk maa have været pludseligt fængende og med voldsom Hast for- tærénde. "Men hvorledes forklare vi da den for en stor Deel yp- perligt bevarede Tilstand, hvori mån har fundet de Konstmonu- menter, hvormed Murene vare beklædte? Det synes jo uund- gaaeligt, at baade det nedstyrtende Tag, og den mere langsomt og efterhaanden nedfaldende Deel af Murene, ovenover Kalksteens- tavlerne, maatte tilféie de i disse ophåiet udhuggede Figurer bety=- delig "Skade, — Men her har Fergusson paa en sindrig Maade viist, hvorledes netop en Bygningsmaade, som den af ham forudsatte, har kunnét redde Konstværkerne fra Undergang ved og efter Bran- den. Denne har nemlig i Hallerne og Salene slet intet Stof, ingen betydelig Næring kunnet. finde; med Undtagelse af de smekkre Træ-Séiler, der bare Bielkeværket og Palladsets hele Over- bygning. I denne har Ilden fårst og især grebet fat; det 11) Dette gielder bl. a, om alle de udgravede Pallads-Ruiner ved Khorsabad. Et næsten sikkert Beviis paa at de efter en Erobring ere satte i Brand ;. efterat være fårst udplyndrede, har man deri, at der (som Botta beretter) ved deres Udgravning ikke i Gruset er fundet nogen Gienstand, enten af Metal, Leer, eller nogen anden varig Materie: Anderledes forholder det sig 1 det mindste med en Dee] af Nimruds-Rwinerne, hvor mange og forskiellige Slags Oldsager (bl.a. de. ovenfor nævnte mærkværdige Elfenbeensarbeider) efterhaanden findes i Gruset. 108 lette Træværk, tilligemed de store Forhæng og Tæpper!??), har. givet den en &ieblikkelig opblussende Næring, og snart bragt det dertil, at med de hastig giennembrændte Piller, (saavel de høie, der naaede fra Gulvet, som. de lave ovenpaa Murene), maatte Loftet og Overbygningen styrte ned; og med sin Masse af Leer og halvbrændt Tåmmer i et Nu fylde en stor -Deel af: det-aabne Rum imellem Murene””),. hvorved disses underste, med plastiske Arbeider prydede Deel, saa meget snarere kunde faae et beskier- mende Dække.. Dette maatte ogsaa snart, ved den efterhaanden ned- styrtende Overdeel af de ubedækkede, af soltårrede, ubrændte og derfor snart hensmuldrende Tegl opførte Mure, og ved tilskyllet Jord og Gruus i det tropiske Climas Regntid forhéies; indtil det saa- ledes voxende Jordlag giennem halvtredie tusinde Aar har naaet den Høide, hvori man nu fandt det over Ruinerne"). En anden vigtig og væsenllig Omstændighed ved de hidtil iværksatte Udgravninger og Opdagelser af assyriske Bygninger og Monumenter, som her endnu med nogle Ord maa beråres, er den store og i Qine faldende Forskiel i Stiil og Udfårelse imellem Mo- numenterne i Khorsabad og Koyunshik, (Ninive) og i det nord- vestlige Pallads i Nimruds - Ruinerne. Om Koyunshik, hvis Ud- gravning for nærværende Tid er en Hovedgienstand for Layards anden assyriske Reise, bor enhver Mening eller Hypothese ud- sættes, indtil Resultaterne af den utrættelige Opdagers nye Føre- tagende ligge klart for Dagen: og-det kan være nok at»bemærke, hvad man allerede veed af Layards forelåbige korte Beretninger 17) Det er vel ikke usandsynligt, at adskillige af de store Haller eller Gallerier, der findes i de assyriske Ruiner, have været afdeelte 1 flere mindre Rum, enten ved Skillerum af Bræder, eller ved ophængte Forhæng, 13) If the sculptures had remained uncovered after the fire, it is more than probable, that they would have shown traces ofhuman, as well as of elemen- tal violence. — — — The falling Roof, with its halfburnt timbers'and rub- bish, would, as nearly as may be, have filled the rooms up to the height of the top of the sculptures; of course higher nearer the walls, than in the centre, Succeeding rainy seasons would consolidate this, and also bring down the upper portions of the now exposed walls.” &c. Fergusson. 307. 308... 14) Botta fandt dog, efter Sigende, ikke over 6 til 8 Alen Cytrois'å quatre metres”) Jord over de bevarede Basreliefs, og paa et Sted fandt man, i Landsbyen Khorsabad, den åverste Top af Huen paa et Par af de håieste Tyre i Rui- nerne at stikke frem af Jorden. (Botta monuments de Ninive. p. 74.) 109 p EF (3 i Breve: al Dimensionerne "i disse colossale Ruiner si det mindste ere 4 Gange saa store, som de ved Khorsabad udgravede Pallads- ruiner. . Voldstedet, eller den -ophåiede Grundvold for Palladset ved Koyunshik, skal nemlig have en Omkreds af henved 7800 Fod; en af de. senest her. udgravede: Haller eller Palladsgaarde har en. Længde af 180—200. Fod,. til 45 Fods Brede; og er saa- ledes. meer. send dobbelt saa stor som nogen Sal i Khorsabad- Palladset. — ;Med' Hensyn til: hiint nordvestlige Pallads, da behåver man, efter Fergussons Mening, at gaae i det mindste henved 800 Aar længere tilbage i Tiden, end ved Ruinerne i Khorsabad, for at bestemme den håéiere Alder, som med Rimelighed kan tillægges "det nordvestlige Pallads; i Sammenligning med de nyere Cønstruc- tioner, baade i Nimrud og i Khorsabad. Som Vidnesbyrd om denne høiere Alder fremhæver Fergusson i Særdeleshed den forskiellige Stiil i Konsten, .de mere omhyggeligt bearbeidede Figurer i hiint Pallads, «naar de holdes ved Siden af Konstværkerne fra en sil- digere Periode i Khorsabad og Koyunshik. Saaledes er der fi Ex. ogsaa: en meget stor og i Oine faldende Forskiel paa Kongens Dragt, Formen af hans Harnisk. og Stridsvogn, af Thronen og an- dre Gienstande, som forekomme i de ældre Basreliefs; ligesom "Folket, Krigerne, Fienden som bekæmpes-og overvindes, synes at være af heelt andre Stammer, end dem, hvis Billeder forestilles påa Tavlerne, der fandtes i Khorsabads Ruiner. Ligeledes er Skikkelsen af de store Tyr - Centaurer, eller vingede Oxer med Menneskehoveder, som man har opgravet i Nimrud-Palladset, be- tydeligt forskiellig; og den her fundne vingede Låve er eiendom- melig for. dette Pallads, og hidtil ikke andensteds opdaget. En- delig kan det endnu tilfåies, at det var her, hvor Layard allerede under sine første ;Udgravninger i Nimrud, hvor han dog maatte efterlade saa meget af det imellem Murene værende, med Jord og Gruus opfyldte Rum uopgravet, giorde saa mange og vigtige Fund, baade af de forhen omtalte Elfenbeenssager, Brudstykker af Hielme, Yaaben og andre Oldsager, hvoraf intet Spor var fundet i.Khor- sabads Ruiner. Det er saaledes 6iensynligt, at man fårst ved Sammenlig-- ninger imellem de forskiellige Palladser og deres plastiske Billed- 10 værker, vil komme til en mere klar og rigtig Forestilling om Assyrernes Konst, og "dens Forhold "til. Egypternes '(maaskee tidligere) og til Persernes sildigere, " En sammenlignende Betragt- ning og Undersågelse af de foromtålte Hoved-Ruiner (Khorsabad, Nimrud, og det endnu mindst bekiendte Koyunshik) er ligeledes nådvendig, for at oplyse den' eiendommelige assyriske Pallads- Architektur og fremstille dens Theorie, og dens historiske Forhold: Fergusson har saaledes ikke allene paa den heldigste Maade for- klaret saa mange egne og besynderlige Omstændigheder i disse Bygningers Anlæg og Indretning (hvoraf endeel ovenfor er om- talt;) men han har tillige med sit &vede og klare Blik udviklet den assyriske Architekturs særegne Stiil og Charakteer, og har viist; hvorledes det er i den, vi maae såge de ældste, oprindelige Ele- menter til alle semitiske Nationers Bygningsskik og Konst, saaledes som den i Tidernes Fålge efterhaanden er forplantet til Perserne, Syrerne, Israeliterne, Araberne, og fra disse igien til Islamismens Bekiendere, eller de mohammedanske Folkefærd i Asien, Afrika, og tilsidst i Spanien %). — Til de mest i Oine faldende og usæd= vanlige af hine Egenheder ved de assyriske Palladser hører uneg- telig Murenes uhyre, næsten utrolige Tykkelse (fra 12, 16 indtil 20—22 Fod) til en forholdsviis ganske ubetydelig Håide; men ogsaa denne Omstændighed forklarer sig selv, som vi ovenfor have scet, ved Fergussons Theorie. Disse let opfårte Mure vare indrettede til Beboelse ovenpaa deres Flade, der dannede Gulvet til den dyre Vaaning, hvis lave Træséiler bare dens let byggede, flade Tag, hvilket, med sit Brystværn og sin fra Midten til Siderne heldende Flade, baade var indrettet til der at kunne nyde Aftenens Svale og lil at give Regnvandet Aflåb. Murenes enorme Tykkelse gav saaledes ogsaa Palladsets Portaabninger og Portgange en ligesaa 15) At den mauriske Årchitekturs flade Tage, den i Rummet udbredte Bygnings- maade, med kun enkelte Stokværk, og de i Palladserne indsluttede Gaarde, der omgives af Sale og mindre Værelser (som man bl. -a. finder i Alhambra) have deres ældste Typus i den assyriske Architektur — er vel diensynligt. Skulde man ikke ogsaa kunne såge Oprindelsen, eller det tidlidste Element til Maurernes særegne Kuppelbygning, snarest i Assyrernes og Persernes Talar, eller den over det flade Tag oplåftede Overbygning — ligesom et Slags halv- aabent Lysthuus oven paa Taget? 111 usædvanlig Dybde; men denne kan paa en naturlig Maade. for- klare, hvorfor man hos Assyrerne netop har valgt Portaabningen til i sammes Sidevægge al. anbringe de stårste og prægligste Sculpturarbeider, de mest colossale Figurer af vingede Tyre, Lo- ver eller assyriske Sphinxer. Heri finder man den Forandring i Persepolis, at siddende Låve-Sphinxer der kun ere anbragte uden-— for. Hoved-Indgangen; men Porigangens Sidevægge har man der- imod i Persepolis prydet med Basreliefs, der forestille Perserkongen, enten i håitidelig Procession, eller siddende paa Thronen, o. s. v. Vi: kunne ikke videre forfålge den forskiellige. Charakleer, som Bygningskonst og Sculptur have taget i deres Overgang fra den assyriske Stiil til den persiske; men maa néies med at fremhæve den ene Hovedbemærkning af Fergusson, at ligesom Sculpturens Konst, der indtog en saa betydelig Plads i Assyrernes Bygnings- ornamenter, gik tilbage og blev langt mindre betydende hos Perserne: saaledes har den egentlige Architeklur i omvendt Forhold grad- viis hævet sig i Storhed og Betydenhed under Overgangen. fra Assyrerne til deres persiske Overvindere og Erobrere; indtil denne Konst i Xerxes”. Kongehalle, med dens Skov af. majestætiske Steen-Soiler, frembragte et af. de mest sublime og storartede Bygningsværker, som Verden har seet — det håieste og herligste i det mindste, ,som Åsien nogensinde allene ved egne Kræfter, ved egen Konst, har frembragt.” (Fergusson, p. 363). Hvad Assyrernes egen Bygningskonst angaaer, da betragter denne For- fatter det som aldeles utvivlsomt og afgiort, at i de mindst 8 Aarhundreder, som ere forlåbne æmellem Opfårelsen af det nord- vestlige Nimruds-Pallads og Palladset i Khorsabad, har en be- lydelig Synken. eller Forringelse i den assyriske Konst faaet Ind- pas. Der er ikke allene en langt. héiere Grad af Fuldendelse, … Elegants og Værdighed i de Værker, som tilhåre den ældre Konst- periode i hiint Nimrudspallads; men baade menneskelige og Dyr- figurer ere i Tegningen mere correcte i de ældre Værker i Nimrud, end i.dem, man har fundet i Khorsabad. Dette, tilfbier Fergusson, kan ikke undre 08; ,thigaae vi alter 800 Aar længere ned i Tiden til vi naae Persepolis, da finde vi Sculpturarbeider, der staae ligesaa meget under dem fra Khorsabad, som disse ere 112 ringere end Konstværkerne fra Nimrud,” Vil man endog ligne de sidste med Arbeiderne i Persepolis, da, mener F., vil Afstanden ikke være mindre, end den kan være imellem Sculpturerne fra Parthenon, og en romersk Triumphbue (pag. 364.) Derimod staaer Architekturen i Persepolis (uden engang at tale om dens herlige Marmorsoiler med en Håide af 60—65 Fod) i den Grad håiere, baade i Konst og i colossal- Storhed, at blot den ene Xerxes” Halle har under sit Tag dækket et stårre Rum end hele det nord- vestlige Slot i Nimrud; uberegnet endog den store Palladsgaard. Det staaer endnu tilbage at meddele noget om det Stand- punkt, som man hidtil har opnaaét i de assyriske Mindeskrifters Læsning, og hvorvidt man altsaa, ved Hielp af den, er kommet i at bestemme, hvilket Folk og hvilken Tidsalder de udgravede Pal- ladsruiner tilhåre; og navnligen, om de alle, eller hvilke af dem, i Forliden have udgiort Assyriens allerede for 2400 Aar siden odelagte "Hovedstad, Ninive. Det er bekiendt, at Major H. C. Rawlinsons beromte Fortolkninger af de slore persiske Minde- skrifter i tre asiatiske Sprog over Darius Hystaspis (ved Bisutun og Naksh-i-Rustam) have været af ikke ringere archæologisk Vig= tighed for Persiens Vedkommende, end Steenskriften fra Rosette til Fortolkning af Egypternes forskiellige Skriftarter. Ved Hielp af disse i hi Grad interessante persiske Monumenter, og underståttet ved Læsningen af de dvrige faa hidtil bekiendte persiske Inserip- tioner af lignende Art, fra Achæmenidernes Periode, har man ei allene kunnet opnaae stårre Sikkerhed i Læsningen af Kileskrift i Almindelighed; men man kom allerede derved til Kundskab om Brugen af en særegen Art af delte Slags Skrifttegn for det gamle assyriske eller babyloniske Sprog. Grundvolden til denne vigtige Berigelse af den asialiske Palæographie lagdes derved, at Rawlinson i de achæmeniske Indskrifter opdagede over 80 egne Navne, og ved dem ikke allene kunde ledes til Kundskab om Skrivemaaden af disse Navne i den assyriske Text, men tillige om Brugen og Lydbetegnelsen af omtrent 100 tilsvarende assyriske Elementer i … Atå Kileskriften. Det synes ogsaa allerede afgiort ved Rawlinsons - Studium og Oplysning af disse ærværdige historiske Monumenter, at Assyrernes, eller (som Rawlinson sædvanlig benævner det) det babyloniske Sprog, endskiådndt det hverken er Hebraisk, Chaldæisk, eller Syrisk, dog har saa mange Analogier med disse Sprog, at det maa regnes til den semitiske Stamme, hvorved saaledes allerede dets væsentlige Forskiellighed er afgiort fra de to Sprogarter (Zend eller Gammel-Persisk, og Medisk, eller rettere Gammel-Tatarisk) i hvilke de to andre ligelydende Texter i de achæmeniske Minde- skrifter ere affattede. Men uheldigviis lærte disse Opdagelser og- saa, at den assyrisk-babyloniske Kileskrift er af saadan Beskaffenhed, at den vel, ligesom den persiske, er af phonetisk, eller lydbetegnende Natur; men al den dog ikke har faste individuelle Tegn for hver enkelt Bogstav- eller Stavelse- Lyd. Den har et betydeligt Antal forskiellige, anderledes sammensatte Tegn af Kileskriften, der kunne anvendes, og ofte sæltes' i Stedet for hinanden. Med andre " Ord, den assyriske Skrift har havt flere Tegn for de samme Lyd-- Elementer i Sproget; den bruger ogsaa stundom det samme Skrift- tegn lil at udtrykke forskiellige Bogstaver, eller undertiden Stavelser; den har stundom ideographiske Tegn, og Forkortninger, i Stedet for de phonetiske; stundom forekomme ogsaa virkelige Synonymer i Ordenes Brug; grammatiske Suffixer og Affixer benyttes, eller ude- lades ; og Dialect-Egenheder ere ikke uden Indflydelse paa Skrifitegns Anvendelse. Den stårste Vanskelighed af alle disse maa dog frem- staae ved en jævnlig Omvexling af Tegnskrift og Lydskrift, af Sta- velsetegn og Bogstavtegn, og ved Brugen af det selvsamme Tegn underliden i alle disse forskiellige Betydninger. Dette er saaledes: Resultaterne af de sildigste Oplysninger, Rawlinson har meddeelt om sine assyriske Skrift- og Sprog- forskninger; og hvad Skrifttegnene angaaer, da stemmer den lærde Englænder ogsaa overeens med Botta, som et Par Aar tidligere udgav en Afhandling ,0ver”den assyriske og persiske Kileskrift”. Bolta vil deri-bl. a. have lagt for Dagen: 1. at visse assyriske Skrifitegn kunne omvexle med hverandre, uden Forskiel i Betyd- ning. 2. At der ikke findes nogen væsenilig Forskiellighed imel- lem Skrifttegnene i de assyriske. Inscriptioner i Van, i Persepolis, 114 og i Khorsabad. 3. At Sproget, hvori de assyriske Indskrifter paa alle tre Steder ere affattede, efter al Sandsynlighed er' det samme; eflerdi Pronomina, Artikler og grammatiske Tegn (les signes grammaticaux) ikke ere forskiellige"), — Det er neppe mueligt for den, som er ganske uindvieti Maaden, hvorpaa man efterhaanden har ledet sig frem i Oplåsningen og Fortolkningen af Egypternes forskiel- ligd Skrifter, at begribe, hvorledes der alt har kunnet giåres saa bety- delige Fremskridt i Kileskrifternes Læsning; thi ei allene har Rawlin- son, som nylig bemærkedes, kunnet fortolke de to lange Indskrifter (i det Persiske) over Darius; men-han har været i Stand til, foruden de hundrede assyriske Tegn, som han tilsidst bragte frem, ved at sammen-— holde dem med de tilsvarende Ord i den persiske Text, ved andre sildigere kritiske Undersøgelser og Sammenligninger af assyriske Indskrifter, at tilféie omtrent halvtredsindstyve nye; ,0g til dette Bekiendtskab (siger han) med den phonetiske Betydning af omtrent 150 Tegn, indskrænker sig min nærværende Kundskab om de ba- byløniske og assyriske Alfabeter,” Ligesom Rawlinson overhove- det erklærer "sig for overbeviist om, at Kileskriftens Oprindelse maa søges i Assyrien, saaledes antager han, at det hele assyriske Skriftsystem har havt sit Udspring fra det Egyptiske; uden at han vil afgibre, om Kileskriften er opkommen. får eller efter Over- gangen fra Billedskriften eller Hieroglypherne til Egypternes. hie= ratiske eller demotiske Skrift; .skiåndt det sidste dog vel er rime- ligst, hvad ogsaa R. synes at mene, Jeg vil her endnu tilfåie den korte Charakteristik, han ved samme Leilighed giver over Assyrernes Kileskrift: ,,Alphabetet er deels ideographisk, deels 16) Memoire sur Pécriture cuneiforme, par M. Botta. Paris 1848. 197 p. 8vo. (pag. 4. 5.) Han meddeler og giennemgaaer i dette Skrift i.Alt 125 Grupper af ligegieldende assyriske Skrifttegn (charactéres homophones); og meddeler tilsidst sin Mening om Anledning og Aarsager til denne Beskaffenhed ved den assyriske Kileskrift. p. 166—171; efterat han p. 166 tydeligt har fremsat det let fattelige Forhold i den Henseende imellem Hieroglypherne og de assyriske Skrifttegn: (,[l my a rien de commun entre les homophones égyptiens & les equivalents assyriens; le principe de ces deux écritures est évidemment dif- férent; un charactére hiéroglyphique représente un objet, dont le nom dans la langue égyptienne commeénce par la lettre que ce caractére å représenté, quand il est employé phonétiquement; dans Pécriture assyrienne les signes ne repræsentent pås des objets.” &c,:p. 166.) 115 »phonetisk; og "Tegnene ere atter i nogle Tilfælde Stavelsetegn, i »andre betegne de en enkelt Bogstavlyd. Hvor et Tegn udtrykker en »Stavelse, gisser jeg, at Stavelsen har været-det ejendommelige »Cspecific) Navn: paa den Gienstand, som Tegnet forudsættes at »Skulle forestille; hvorimod i Tilfælde, hvor Tegnet har en alpha- »betisk Betydning, denne synes at have den i Benævnelsen paa »den. vedkomménde Gienstand herskende Lyd. Paa denne Maade »mener jeg, vi allene blive i Sland til at forklare det anomale »eller uregelmæssige Forhold ved mange assyriske Skrifttegn, hvilke »undertiden phonetisk betegne en fuldstændig Stavelse; og paa »andre Steder kun eet af de Lyd-Elementer, hvoraf Stavelsen be- »Staaer. «Man kan ingenlunde. paastaae, at den phonetiske Deel af »Alphabetet er heelt igiennem en Stavelseskrift; eller at ethvert »Lydtegn ' forestiller en fuldstændig Articulation, og altid den Samme." Vi maae indråmme, at der gives en betydelig Deel Sta- ”velsetegn (an extensive syllabarium); men det er ikke mindre »vist, at mange Charakterer kunne allene forklares som enkelte »Consonanter. Disse Charakterer kunne vel i Almindelighed ad- »Skilles i saadanne, der begynde, og de, som ende et Ord (initial »and terminal); eller den Vocallyd, som maa ledsage dem, gaaer »i nogle Tilfælde foran en Classe af bemeldte Bogstavtegn, og i »andre: fålger den efter samme; men i endeel Tilfælde anvendes den samme Charakteer i Kileskriften, baade til at begynde og »Slutte en Stavelselyd (articulation); og Skriftens hele phonetiske »Structur er i en saa raa og elementar Tilstand, at man næsten »maa mistvivle om at kunne bringe den i et bestemt og regelret »System.… Men en endnu mere afskrækkende Vanskelighed, ja saa »Stor, al jeg kun kan tænke mig en fiern Muelighed til at overvinde »den, er, at visse assyriske Skrifttegn udtrykke to Lyd, som til »den Grad ere forskiellige, at de hverken kunne bringes i beslægtet »Forhold til hinanden; ei heller, naar det endog antages, at Tegnet »oprindelig betyder en Stavelse, som ved given Leilighed kunde »Sammentrænges til dens herskende Lydelement, vil da den anden »Betydning af Tegnet findes indeholdt i den fuldstændige og " yoprindelige Stavelselyd. (nor — will the oiher power be 4 e. mg »found to enter at all in the full and original. articula- 5 ED CY SS, Major Rawlinson har ikke ladet sig afskrække ved Vanskelig- heder, som undertiden i det assyriske Alphabet endog synes at over- gaae dem, mod hvilke man har at kæmpe i det egypliske; ved hvilket man i det mindste har en betydelig Hielp i at kunne anvende koptiske Ord til at bestemme Meningen af en stor Deel gamle hieroglyphiske eller demotiske Skrifttegn. Han dålger, som vi have seet, ingen af de Hindringer, som her blive at overvinde, selv for den, der allerede har vundet Indsigt og Ovelse i at læse de persiske Indskrifter; og han taler med stor Beskedenhed om de Fremskridt paa den tornefulde Vei, han hidtil har kunnet gibre i Fortolkningen af assyriske Kileskrifter. Et halvt Aarhundrede er allerede forlåbet, siden Rosetta-Stenen blev opdaget, og ved den Någlen funden til Fortolkningen af en Deel hieroglyphiske Figurer (,4 partial key io the hieroglyphics”);. og dog har dette "Studium, som en egen Decl af Sprogforskningen, ,neppe giennem- gaaet sit fårsle forberedende Stadium af Udviklingen.” Hvorledes vilde man da kunne vente sig, at i et; Sprog, som det assyriske, efter Rawlinsons Mening »ylangt vanskeligere, end det egyptiske”, og med ingen Hielp, som den, man for Egypternes Mythologie og Kongerækker,. kan have af Plutarch, Manetho og Eratosihenes, skulde to eller tre Individer kunne udrette meer i et Par Aar, end hele Europa har kunnet tilvejebringe i et halvt Aarhundrede? — Den lærde engelske Orientalist har imidlertid giort nåiagtig Rede for, hvorvidt han paa den Tid (Februar 1850) var naaet i Ord- kundskab (omtrent 200 assyriske Ord kiendte han med fuld Vished i Betydningen, og nogenlunde (approximately) i deres Lyd); lige- som i at kiende Sprogets grammatiske Organisme, og dets Slægt- skab eller Stilling til de nyere semitiske Sprogarter, blandt hvilke Rawlinson vil henregne det — omtrent vel i et saadant Forhold, som det, hvori Zend og Sanskrit staaer til andre Japetiske. Sprog- classer. Foruden de grammaticalske Antydninger, han har med- 17) H. C. Rawlinson on the Inscrtiptions of Åssyria ånd Babylonia. Journ. of the koy. Asiatic Society... Vol. XIL (1850.) p. 404. 405. 117 deelt, og som han selv anséer for tilstrækkelige til at vise de stedfindende Analogier imellem det gamle assyrisk - babyloniske Sprog paa den ene Side, og det Hebraiske, Chaldæiske og Cop- tiske paa den anden: har han desuden bestyrket dette Sprog- slægtskab ved endeel Exempler af Ordforraadet, hvorved Liigheden med de semititiske Sprog maa komme endnu mere tilsyne; og hvorved han betragter det som afgiort: at næsten alle assyriske Rod-Ord i deres Grund-Element, eller i Consonantilyden, kun have en itvefoldig Bogstavlyd (the roots are almost universally bili— teral”). " Imod Rawlinsons Fortolkninger over de assyriske Inscriptioner (saavidt disse findes paa gammel-persiske eller achæmeniske Mo- numenter), og imod hans. linguistiske Resultater, har der næsten samtidigen reist sig en Modstander i Tydskland, Hr. M. 4. Stern, som, efterat han (som han beretter) i Sommeren 1849 havde begyndt sine Studier af den assyrisk-babyloniske Kileskrift, antager, at det allerede i October Maaned var, lykkedes ham saaledes, at han havde fortolket den assyriske Text i samtlige ham bekiendte eller til- gængelige (15) achåmeniske Indskrifter, hvilke han derefter i Junii Maaned 1850 har ladet trykke, efter sin: Læsning, med Oversæt- telser, grammatisk-kritiske Bemærkninger, et Glossarium, og en Tavle med: Aftegninger af 58 Lydtegn med deres Homophoner, i den assyriske Kileskrift. Stern har paa den Tid allene kiendt Rawlinsons Forskninger og Resultater. af en Beretning i et engelsk Tidsskrift (Athenæum) om de af ham i det Asiatiske Selskab 19. Jan. og 16. Febr. 1850. oplæste Afhandlinger, der selv kun skulde være Foreldbere for et stårre Værk, hvorpaa han i flere Aar har arbeidet7?). Imidlertid har den tydske Forf. fundet sig opfordret til, saa hastigt som mueligt at fremtræde med sin bestemte Mod- sigelse af Rawlinsons, Sætninger og Resultater netop i de væsent- ligste Elementer” af den assyrisk — achæmeniske Kileskrift. Stern 18) Die dritte Gattung der achåmenischen Keilinschriften, erlåutert von M. ÅA. Stern.” Gåttingen. 1850. 236 58. 8. 19) The memoir, which I have for many years been preparing for publication ; and which will be printed in the Society's Journal.” Asiat. Journ. Vol. XII. p. 416. 118 paastaaer saaledes: det assyriske Alphabet er zkke deels ideo- graphisk, deels phonetisk; det er tværtimod reent phonetisk og indeholder aldeles ingen ideographiske Tegn; han benegter der- for ogsaa aldeles de utvivlsomme Spor til egyptisk Oprindelse, som R. vil have fundet; ,hvis man ikke overhovedet vil fåre alle semitiske Alphabeters Oprindelse tilbage til Egypten.” (Fort. p. VI.) Ligeledes benegter denne tydske Forfatter, at den phoneitiske, eller lydbetegnende Deel af Alphabetet deels skulde være Slavelseskrift, (syllabisk) deels Bogsiavskrift (litera); og antager det modsatte: at Assyrernes Alphabet kun bestaaer af enkelte Consonanter og Vocaler, og aldeles ingen Stavelsetegn indeholder. Heller ikke vil Stern vide af, at det samme Tegn. kan have to reent forskiellige Betydninger (,zwei ganz verschiedene. alphabetische Werthe.”) »I alle Indskrifter, som jeg kan læse”, forsikkrer hun, ,forekommer ikke et eneste saadant Exempel; og jeg tager ikke i Betænkning at paastaae: at aldrig har eet og samme Skrifttegn forskiellig Gyl- dighed; men beholder uforandret sin bestemte Betydning.” — En- delig modsiger han endnu ligesaa bestemt en vigtig og ,dybt ind- gribende” Sætning hos Rawlinson, vedkommende Sprogeis Structur ; nemlig, at der næsten ingen trefoldige (,triliteralen”) Rødder gives i del babylonisk-assyriske Sprog; og at samme derfor endnu er »i en mere primiliv Tilstand, end alle åvrige bekiendte semi- tiske Dialecter,” Stern paastaaer, at dette Sprog, i de achæme- niske Inscriptioner, i enhver Henseende staaer de bekiendte og uddannede ' semitiske Dialecter aldeles nær; og i de af ham be— handlede faa Indskrifter, hvori forekommer 80 til 90 Rådder, finder han 12 afgiort triliterale. — Men delte er fålgelig knap 1 af hele Antallet; og saaledes see vi dog ikke, at Sterns abso- lute og stærke Benegtelse i dette Tilfælde har en meget fast Fod al staae paa. — Andre maa skille i denne Trætte; men ligesom det ikke kan andet end vække betydelig Forundring, at Stern ikke engang har oppebiet Trykningen af Rawlinsons oplæste Afhand- linger, men bedémt og modsagt én Deel af deres Indhold blot efter en Anmeldelse i et literairt Blad; og at han derfor heller ikke med et Ord berérer Rawlinsons Læsning og Oversættelse af den lange Obelisk - Inscription, m. m.: saaledes er det næsten ligesaa 119 besynderligt, at han heller ikke nogensteds omtaler Botia's oven- anforte tidligere Afhandling om den assyriske Kileskrift. Her " finder man dog, (p. 169, 70) at det bl. a. angives, som en af Grundene til den hyppige Omskiftning af Bogstavtegnene, ,at den har været Stavelsekrift.(syllabique), for saa vidt i det mindste, som hver Consonant har været udtrykt ved et forskielligt Tegn, i Folge af hvilken Vocal, der fåiedes til.den; saaledes f..Ex. at der var eet Tegn for b, et andet for ba, for bi.” 0. s. v. Vi maae saaledes kun endnu engang vende tilbage til Raw- linson, for med nogle Ord at omtale den sidste Deel af de oftere anførte Meddelelser, (i As. Journ. Vol. XII), hvori han — for saa vidt man vil tillægge den lærde Archæolog, der har indviet mange Aar af sit Liv til fortsatte Studier og Forskninger i denne Retning, nogen Troværdighed — har givet vigtige og afgibrende Beviser - for, at Kileskrifterne paa de assyriske Monumenter indeholde vir- kelige historiske Data, og at vi tår vente os i dem at finde Op=- lysninger, baade om Kongerne, som have opfårt de i Ruinerne udgravede Palladser, og om disse Kongers Erobringer og andre Bedrifter. Da Hensigten her ei kan være, al give et fuldstændigt Udtog af bemeldte Meddelelser, nåies vi med at anfåre de vig- tigste Resultater af Rawlinsons Meninger og Oplysninger, i en Korthed, som allene udtrykker det væsentligste Indhold. 1... Ruinen Nimrud kan vel have hørt til ,den Gruppe af Stæder, som i Propheten Jonas" Tid, var bekiendt under Fælles- navnet Ninive”; men har selv ingen egentlig. Fordring paa dette " Navn. Dens Benævnelse, der forekommer i Stedets Inscriptioner, er i sin Læsning tvivlsom. Det kan snarest enten være Levekh, eller Halukh, der kunde være det Calah, der forekommer i Ge- nesis, og Halah i Kongernes Bog. 2. Det virkelige og oprindelige Ninive, som oftere , omtales i Inscriptionerne”, tår vel snarest antages al have ligget der, hvor man nu seer den colossale Jordhéi, lige overfor Mosul, paa hvis Top findes Propheten Jonas” foregivne Gravsted. Rui- nerne, der nu benævnes Koyunshik, (for hvilke et eget, op- rindeligt Navn hidtil ei med Vished er fundet) bår da rettest betragtes som en stor Forstad til Hoyedstaden selv, og er efter — 120 al Formodning det af Xenophon saakaldte Mespila. Khorsabad (,som man nu underliden (siden Bottas Opdagelser) kalder det franske Ninive”) har vel ligeledes hørt umiddelbart under Ni- nive(?)%) og havt sit eget Navn efter Kongen, der byggede dette Pallads; men Navnet (maaskee ;Sargon) har hidtil ei med Vished kunnet læses. 3. " Saavidt man, ved at sammenholde enkelte Data i de hidtil opdagede og. læste assyriske Indskrifter, kan komme til Vished, eller dog til en héi Grad af Sandsynlighed,' maa de Kileskrifter, der ere fundne i det nordvestlige Nimruds Pallads, antages for de ældste; og disse tilhåre en Konge, hvis Navn Rawlinson læser Assar-adan-pal, og som han antager for den gamle, heroiske og krigerske| Sardanapal, som Grækeren Cal- listhenes omtaler, og hvis colossale Gravminder, udenfor Porten til Assyriens Hovedstad, en anden gammel Græker, Amyntas (hos Athenæus) omtaler. Rimeligviis indeholder den store Jordhåi eller Pyramide ved Nimrud, som Layard paa sin anden assyriske Op- dagelsesreise vilde stræbe at faae udgravet og undersågt, Rui- nerne af dette Monument. 4. I bemeldte Indskrifter forekommer oftere Navnene paa flere, (i det mindste 3) ,Konger af Assyrien”, "ældre end Sar- danapal, og nævnte som hans Forfædre; men hverken tår Raw- linson med fuld Bestemthed angive Læsningen eller Lyden af disse Navne;. ei heller indeholde Indskrifterne meer om disse Konger, end de blotte Navne. Om 'Sardanapal selv inde= hélder derimod en Indskrift fra det nordvestlige Pallads, der gientages over hundrede Gange, Navnene paa mange Landskaber og Folkefærd, som påa den Tid: vare skatskyldige til Assyriens Konge. Andre og senere Indskrifter fra Sardanapals Tid nævne hans Krigstog til Syrien, og de phæniciske Hovedstæder ved Kys sten, som han bragte under sit Herredåmme. 5. Den langt udfårligere historiske Indskrift paa den ovenfor omtalte Obelisk, funden i' Central Palladset i Nimruds- Ruinerne, vedkommer Sardanapals Son (Temen-Bar 1l.), Opbygger af dette Pallads, og indeholder, Aar for Aar, et Slags Annaler over hans 20) This City, although an immediate dependency of Niniveh.” 1. c. p. 419, enn M.n Krige og Erobringer, i 31 Aar af "denne Konges Regiering, om hvilke (ligesom i.de achæmeniske Indskrifter) der bereltes i» hans eget Navn, eller i: forste Person. Figurerne derimod, som i'5 Rader strække sig omkring Stenen, ovenover den lange historiske. Inscription, ” forestille Ydelsen af Tribut fra fem forskiellige "skatskyldige Fyrster og Nationer, hvis Navne (hvoriblandt Misr, som R. antager for Egypten) angives i kortere Indskrifter (Epigraphs), der ere) indgravne i Obelisken ovenover Figurerne. Disse forestille døg langtfra ikke alle Gienstande af Tributen, der opregnes i vedkommende Indskrifter; og heller ikke har R.: opnaaet nogen Vished i at kunne læse eller fortolke den storste Deel af samme. Guld, Sålv, Perler, Ædelstene, Ibenholt og Elfenbeen, tilligemed Heste og Kameler, ere de Ord, som han antager med Sikkerhed at have læst. Vi kunne blot til det Ovenanfårte tilfåie, at Rawlinson i de sidst omtalte Indskrifter fra Centralpalladset i Nimrud, der tilhåre det ældste her forekommende assyriske Dynastie (nemlig Assar- Addan-Pals, eller Sardanapals Slægt), endnu vil have fundet Navnene paa en Sån og Sånnesån af Temen-Bar Il.; men at med den sidste (hvis Navn kan læses Hevenk, og er det samme, som tillægges Sardanapals Farfader) afbrydes denne gammel - assyriske Kongerække. Et Mellemrum har fundet Sted imellem den, og det sildigere Dynastie, som Opfårelsen af Palladset ved Khorsabad lilhårer; men om Længden af dette Tidsrum finder en Uliighed Sted imellem Layards og Rawlinsons Meninger. Den fårste gaaer saa vidt, at han antager en fuldstændig Revolution i Staten, det gamle Dynasties Omstyrtning, og Assyriens Erobring ved et frem- medt Folk med andre Guder, eller en forskiellig Religion. Heri er Rawlinson slet ikke enig; efter ham er bl. a. Sproget i In- ” seriptionerne fra Nimrud og Khorsabad aldeles identisk; de samme Guder dyrkedes af det nye og det gamle Dynastie; kun Astheroth's eller Asihera's Navn forekommer hyppigen som ganske nyt i Khorsabad - Inscriptionerne, men slet ikke i de ældre fra Nimrud. - Man har ogsaa bl. a. fundet Inscriptioner, som beviste, at Kongen fra Khorsabad har restaureret og beboet det nordvestlige Pallads i Nimrud, — Da Rawlinson oplæste sine Beretninger i det asialiske 122 eee es Selskab (Februar 1850) vår han endnu ikke kommen til Vished og Enighed med sig selv, om der var tilstrækkelige Grunde til at an- tage Kongerne fra Khorsabad-Inscriptionerne. for at tilhåre "det sildigere assyriske Dynastie (ythe lower dynasty, of Assyria”): af hvilket nogle Herskeres Navne forekomme i det gamle Testa- mente, og i den jådiske Historie, under Kongerne i;Juda- og Israel. Han har med lige upartisk Néiagtighed anfårt de vigtigste Grunde for og imod denne Hypothese; men han sluiter med den Til- staaelse: at han dog endnu er tilbåielig til at sætte den nye as- syriske Konge fra Khorsabad i det mindste to Aarhundreder læn- gere frem i Tiden, end de jådiske Konger Hosea og Ezechias. De dvrige af Rawlinson meddeelte indholdsrige Oplysninger” og Resultater, vedkommende assyriske Konger fra det sildigere Dy»- naslie i Khorsabad, og deres Bedrifter og Erobringer, saaledes som han indtil den Tid havde opnaaet disse Resultater ved sine Forskninger i Monumenterne og Inscriptionerne fra Khorsabad, paa de assy- riske Cylindre med Kileskrift, og andre Monumenter og Oldsager, der håre til Udbyttet af Layards første Reise: maae vi her for- bigaae. Vi kunne selv ei meer end nævne, at der af en fransk Lærd (4. de Longperier) 'er fremsat nogle faa Erindringer an- gaaende Læsemaaden af enkelte; Navne m. m. hos Rawlinson; tilligemed en vel ikke ganske ugrundet Bemærkning om-… det ønskelige i, at han kunde have udgivet den assyriske Text. saavel af Monumentet over Darius ved Bi-Sutun, hvoraf han er i Besid-= delse, som af Obelisken. fra Nimrud, samtidigen med hans Før- ; tolkning af den sidstes Hovedindhold””). — Men man indseer let, at da den lærde engelske Orientalist kun har givet sine Meddelel-»- ser til det asiatiske Selskab Formen af en Forberedelse eller Ind»- ledning til sit stårre, dybere gaaende Værk over de assyriske Steenskrifter: saa har han til delte forbeholdt Bekiendtgibrelsen af de to Hoved - Indskrifter, med hvis Text og Fortolkning han hidtil især har været sysselsat. Vi slutte saaledes med en Erindring, som i ethvert Tilfælde maa finde Anvendelse paa det af ham med- 21) Jfr. Revue archéologique. VII. Année. Oct. 1850, ,,Antiquités assyriennes”, par A. de Longpérier. p, 440—51. 23 deelte Hoved-Indhold af den vigtige historiske Indskrift paa Obe- lisken fra Nimrud. Rawlinson har ikke bekiendtgiort eller oversat Inscriptionen fuldstændig og ordret. Han har vedgaaet og op- regnet en Mængde Tilfælde, hvori han selv er uvis om Læsningen af Navne, og andre Ord, med Hensyn til deres Lyd, deres Form eller deres grammatiske Endelser, og derved motiverede Betydning. Maa derved ikke overhovedet. opstaae en almindelig Usikkerhed og begrundet Tvivl om de af ham opstillede historiske Data og chro- nologiske "Beregninger? — Deite er dog ingenlunde nådvendigt. Det er netop: fordi R. ikke tiltroer sig at kunne læse Indskriften paa Obelisken Ord for Ord, at han ikke saaledes meddeler den i sin Oversættelse. Han har derimod ingen Vanskelighed fundet ved at forstaae' det meste af Indskriftens væsenilige Indhold; og af dette har han meddeelt hvad han, efter sin Overbeviisning, an-— tog at have læst og forstaaet med Vished; hvor denne, i Navne eller andre Ord, endnu ikke var fuldkommen, der har han ikke undladt at bemærke sine egne Tvivl. Det kunde vel ikke være ganske uventet, om Bottas og Layards Opdagelser, tilligemed Resultaterne for Assyriens Fortidshistorie, som de selv og sandre begrundede paa de. fundne Monumenter (tildeels inden endnu noget Forsåg var giort paa at læse eller fortolke "Indskrifterne) vilde vække-en eller: anden kritisk Tvivl " eller Uvished; saameget mere, som Opdagerne, ja Rawlinson selv, ikke have dulgt de overordentlige Vanskeligheder, der måde ved Læsningen og Udtolkningen af den saakaldte 3die Art af den achæmeniske Kileskrift, eller den assyrisk-babyloniske Steenskrift. Endskidndt man ogsåa i England vel har yttret nogen Tvivl om enkelte Punkter i de Resultater med Hensyn til Assyrernes Hi- " storie og Cultur,, hvilke Layard har antaget som afgiorte, er der dog ikke fremstaaet nogen Indsigelse imod den Forudsætning, hvorfra baade Botta-og Layard fra Begyndelsen ere udgaaede: at de ved Khorsabad, Nimrud og Koyunshik udgravede Ruiner allene ere assyriske, og meer eller mindre maa henregnes al have 124 udgiort det allerede i Verdens ældste historiske Erindringer ly- sende, men som et Meteor igien forsvindende Ninive. — Man har derimod i Fior seet et Slags kritisk Særsyn vise sig i Frankrige. En der ikke ubekiendt Chemiker og Archæolog, Dr. Ferd. Hoefer, " Oversætter af Diodorus Siculus, og Forfatter af en Historie af Chemien, har i 1850, efterat Botlas og Layards Værker vare ud- komne, men uden at tage Hensyn til Rawlinsons ovenfor ofle anfårte Afhandlinger, begyndt en Række af kritiske, til Academie des Inscriptions indgivne Afhandlinger, hvori han opkaster Tvivl imod Identiteten af de opgravne Ruiner og det gamle assyriske Ninive, hvis fuldstændige Odelæggelse, i Fålge marge overeens- stemmende Yttringer i hellige og profane Båger fra Oldtiden, han antager for utvivlsom. Uagtet man uden Tvivl snart: maa blive overbeviist om, at Dr. Hoefer meget har forhastet sig i at ville omståde Slutninger af den franske og den engelske Opdager, som i det Væsentlige vare grundede paa de fundne Monumenter, lige- som paa Stedernes geographiske Beliggenhed og paa de til samme fra umindelige Tider knyttede Traditioner, inden han endnu har kiendt Rawlinsons allerede betydeligt fremskredne Forskninger og Bestræbelser for at læse og fortolke de assyriske Kileskrifter: kunne vi dog ei andet end meddele en Oversigt af Dr. Hoefers to hidtil udgivne Memoirer (20. Februar og 24. Mai 1850), som vel maatte overraske ved den Kiækhed, hvormed denne Forfatter vil omståde den hele Grundvold for de assyriske Opdagelser. Hans Hoved-Indvendinger ere geographiske, eller hentede fra Ruinernes Beliggenhed paa den venstre Bred af Floden Tigris, saaledes uden for Grændsen af det egentlige Mesopotamien, Landet imellem de to Floder, hvor Ninive, efter hans Mening, nådvendigen maa antages at have ligget. Ctesias har, paa fire eller fem forskiel- lige Steder, udtrykkeligt nævnet Euphrat som den Flod, ved hvilken Ninive var anlagt, og hvis Oversvommelse var en Hovedgrund til Stadens Erobring af Mederne og til Sardanapals Undergang. Dr. Hoefer glemmer vel heller ikke Stedet hos Herodot, (I. 193) hvor denne omtaler Tigris, yved hvilken Flod Ninus” Stad (Nivoc z041c) var byggel”; men han mener, at dette intet afgiår, da Herodot ikke tilfåier,' paa hvilken af Flodens Bredder, den dåstlige eller vest- 125 lige, Staden laae. "Derimod mener han, maa Udsagnet om Ninives Beliggenhed hos Ctesias — hvis lange Ophold som Læge hos Perser- kongen Artaxerxes Mnemon, hvem han ogsaa fulgte i Krigen, taler for hans'.Sagkundskab — bestyrkes ved Xenophons yderst nåiaglige Beskrivelse over de 10,000 Grækers beråmte Tilbagetog. Delte skeete efter Slagét ved Kunaxa, (401 f.'Chr.) netop langs med den venstre eller åstlige Flodbred af Tigris, hvor Xenophon bl. a: nævner to storé,: den Tid allerede åde og forladte Stæder, Larissa og Mespila, som, efter hans Beretning i ældre Tider vare anlagte og befæstede af Mederne, med stærke Mure af brændte Stene. Han beskriver ligeledes et stort persisk Slot, liggende paa en Slette, og omringet af Landsbyer — Alt uden at omtale Ninive med et Ord?), Dette, mener Hoefer, maatte give Vedkommende Anledning til en nåiere Undersågelse, om de fundne Ruiner ved Khor- sabad og Nimrud ikke snarere skulde have tilhårt de ådelagte mediske Stæder hos Xenophon, end det gamle, for halvtredie tusinde Aar siden nedbrudte og slåifede Ninive. Havde der været saa betydelige Ruiner af denne assyriske Hovedstad, som de, der nu ere opdagede, netop i Egne, hvorigiennem den nåiagtige historiske Fortæller fårte' sine titusinde Græker: da havde han vist ikke kunnet forbi= gaae dem, eller Ninives Navn, med Taushed. — Hoefer tilfåier endnu de herhen hårende Steder hos Diodor (XVIL 53) hvor denne græske Historiker beskriver det afgibrende Slag ved Gau- gamela, i hvilket Alexander den Store overvandt Kong Darius, som rykkede ud med sin hele Hær fra Babylon, og bevægede sig frem med Tigris paa sin håire, og Euphrat, paa sin venstre Flbi; thi han skyndte sig for at ville levere et Slag paa Ninives Sletter, 22) Ritter (Erdkunde, IX. 703. XI. 174) vil forklare Xenophons Taushed om Ni- nive ved de Omstændigheder, under hvilke han paa Tilbagetoget med den græske Hær drog igiennem disse Egne, og som maatte give ham andet at tænke paa. 'Denne Grund synes i det mindste temmelig svag. Hvis Xenophon havde hårt det verdensberåmte Navn nævnes, da han drog igiennem Egnen, hvorfor skulde han da have glemt det, meer end Stæderne Larissa og Mes- pila, hvis Ruiner han beskriver? — Ritter mener selv, (XI. 174) at der ikke ” kan være Tvivl om, at Xenophons Mespila måa være de Ruiner, man nu til- lægger Ninive (Koyunshik). Man maatte da ikke mere have kiendt dette Navn, då Xenophon giorde sit Tilbagetog; thi Ninus eller Ninive (Niniouah) kunde han dog umuligen giåre til Mespila. | 126 der vare saa vel skikkede til at udfolde en stor Hærmagt.” Herefter skulde det altsaa synes, at Ninive maatte såges paa den vestlige, ikke paa den dstlige Side af Tigris. — Mindre betydende ere de ovrige Steder hos de græske og romerske Classikere (Strabo, Am- mian, Plinius, Lucian, Philostratus, Ptolemæus m. fl.) som Hoefer har samlet; blandt hvilke imidlertid Strabo og Ptolemæus”) ud- trykkeligt henlægge Ninive paa den østlige Bred af Tigris, ,paa Aturiens Sletter, som ved Floden Lykos skilles fra Arbela, en Landstrækning, der er en Deel af Babylonien.” — I åvrigt kan bemærkes, at Plinius tværtimod hensætter Ninives Beliggenhed påa den! vestlige Bred af Tigris”), og at Lucian i en af sine Dialoger omtaler Ninive, ,,Sardanapals Stad”, med det Tillæg: ,Den er for længe siden ådelagt; der er ikke Spor af den tilbage; Ingen skulde kunne sige, hvor den fordum laae.” Af det Foregaaende seer man saameget, at de græske Hi- storieskrivere og andre Classikere ikke have været indbyrdes enige om det gamle Ninives geographiske Beliggenhed; at de snart lægge Staden imellem Euphrat og Tigris; snart ved Bredden af Euphrat; snart igien ved Tigris; og at, naar man vil blive ved den sidste af disse Floder, er det, efter de Gamle, ikke tydeligt, om man skal såge Ninives Sted ved den dstlige eller vestlige Tigris- Bred. Man kunde vel ogsaa især lægge Mærke til Stedet hos Diodor, hvor han udtrykkeligt nævner Ninives Slette, imellem Eu- phrat og Tigris, som den Landstrækning, hvorhen Darius togede med sin Hær fra Babylon — der i åvrigt endnu i Ammianus Mar— cellins Tid (4de Aarh. efter Chr.) regnedes til de prægtigste og mest blomstrende Stæder i Assyrien. (Hist. L. XXIII. 7. Ed. Lug- 23) Jfr. Ritter's Erdkunde, XI. S. 172. 24) ,Fuit & Ninus imposita Tigri, ad Solis occasum spectans, quondam claris- sima.”… Hist. Nat. VI. 16. Vi kunne ved den Leilighed bemærke, at-det er Harduin, der, i hans Anmærkning til dette Sted, har yttret den Mening, som Hoefer har afskrevet eller optaget: at naar Propheten Jonas siger om Ninive, at denne Stad var tre Dagsreiser stor, 0. s, v. (III. 3.4) da mener han dermed ikke Murenes Omkreds; men at man behåvede 3 Dages Vandring, for at ”. k6omme overalt omkring i Staden, (Plin. H. N. ed. Franzius, Vol. 11. p. 584.) Harduin siger i &vrigt ogsaa ved dette Sted: at Diodor tager feil, naar han lægger Ninive ved Euphrat; hvilket Dr. Hoefer ikke omtaler, 127 dun. 1591. p. 303.) Men Ammian nævner paa et andet Sled og- saa Ninive, som »den store Stad i Adiabene”%); man vilde da hverken kunne sige, at Ninive, endog saa sildigt, var forsvunden af Jorden, eller at den har været ham mere ubekiendt, end Baby- lon; iFald det kan antages, at Ammian's Ninive virkelig har været den gamle assyriske Hovedstad”), som han selv påa et andet Sted (L.- XIV.) benævner »det gamle Ninus” (velus Ninus): Dr. Hoefer lægger megen Vægt paa, at Alt hvad man hidtil har kunnet bringe for Dagen af det stolte Babylon, der for 1500 Aar siden var en pragtfuld Stad, ikke er meer, end endeel sol- téårrede Stene med Kileskrifter; hvorimod man mener, i disse Aar at have fundet nogle af de stårste og prægligste, med mærkvær- + dige og ypperligt bevarede Konstværker opfyldte Ruiner, som nogensteds i Asien ere opdagede, af det gamle Ninive, der for 2400 Aar forsvandt af Jorden; hvis Navn ei engang forekommer hos Xenophon; hvis Sted i Assyrien intet Menneske kiendle, da Lucian skrev (og han selv var fådt i Samosate, ved Euphrats Bredder). Saadanne Ruiner, mener Hoefer, maatte dog vel, nogle Aarhundreder efter Stadens Undergang, have været saa bekiendte og erindrede, at man ikke skulde have været uvidende om Siedet, hvor Ninive havde staaet; og hvordan forene vi den Tilstand, hvori man har fundet de hidtil udgravede Palladser, deres Mure, Sale og Gallerier, bedækkede med Indskrifter og ophåiet Billed- huggerarbeide, de uhyre Colosser ved Portveiene, 0. s. v. med saamange Vidnesbyrd om Ninives totale Odelæggelse? — Man vil sige: disse Ruiner have kunnet bevares i Aartusinder, da de vare bedækkede med dybe Jordlag. Men umaadelig store Palladsers Mure og Haller maalle dog i lang Tid have staaet over Jord- fladen — hvorledes kunde her da allerede hos de Gamle tales om en slåifet, af Jorden udslettet Stad? — Der behåvedes ÅAar- 25) ,Postquam reges, Ninive Adiabene ingenti civitate transmissa.” &c. Am- mian. L. XVIII. 9. ibid. p. 152. 26) At dette, i Fålge de åvrige geographiske Omstændigheder i Ammians For- tælling om Perserhærens Tog imod Keiser Constantius, (Å. 359 ,e. Chr.) har været et nyere Ninive, var allerede Mannerts Mening (Geogr. der Gr. und Rå- mer, V. 2, p. 441. 444.) Hoefer (Premiére Memoire, p. 27) antager ligeledes, at Ammiau forudsætter og antager et dobbelt Ninive, 498 hundreder, for at Ruinerne kunde overdynges med. Jordlag, som reent skiulte dem, naar det ikke var skeet ved saadanne Natur- begivenheder, som de, der i faa Timer aldeles begrov Herkulanum og Pompeii under Vesuvs Lavastråm og Askeregn. — Skulde da Herodot og Ctesias, neppe to hundrede Aar efter Stadens Under- gang, ikke have kiendt eller omtalt dens prægtige Levninger, ja ikke engang med Sikkerhed have kunnet angive dens Beliggenhed? Disse. og flere af Dr. Hoefer fremfårte historiske og geogra- phiske Tvivl synes ved første Oiekast at kunne vække endeel kri- tiske Betænkeligheder imod den afgiorte Vished, hvormed man umiddelbart efter Bottas og Layards fårste store Udgravninger ved Khorsabad og Nimrud erklærede disse Ruiner for Levninger af Ninus? og Sardanapals Stad, og de fundne Billedhuggerarbeider for Værker af Assyrernes Konst. — Hvorledes, spårger han, kunde man såge Ruinerne af Assyriens Kongestad paa hiin Side af Ti- gris, da man, lige fra det ældste Sted, hvor Assyrien nævnes i. det G. Testamente (Genesis, II. 14) har vidst, at Tigris var Assy- riens Grændse mod Østen? — ,Det er,” siger han, ,ligesom hvis man om et Par tusinde Aar vilde såge Paris paa hiin Side af Rhinen.” — Uheldigviis har Dr. Hoefer ikké giort sig nåie nok bekiendt, hverken med den hebraiske Grundtext, med Sepluaginta, ja ei engang med Vulgata, paa det Sted, han paaberaaber sig som et af sine Hoved-Argumenter. Ordene i Grundtexten om Floden Tigris eller Khidekel, bemærke ligefrem: ,ipse vadens ante Assur” ; eller som der staaer i Vulgata: »ipse vadit contra Assyrios”; ikke, som hos Hoefer: ,Le Tigre coule å VEst de VAssyrie” ”), — Ligesaa tydeligt bliver det paa flere andre Punkter af Hoefers Fremstilling, at han, med sin kritiske Hypothese for Oie, har været alt for hastig og alt for tilbåielig til at oversee meget, der stærkt taler imod denne. Hans archæologiske og historiske Grunde ere endnu meget svagere, end de geographiske. Han har ikke kiendt, eller ikke taget Hensyn, hverken til mange Oplysninger af Monumenterne, som allerede Layard i sit Reiseværk har givet; eller til Rawlinsons Fortolkninger af£ Obelisk-Inscriptionen. Maa- 27) Jfr. de herom meddeelte Oplysninger i Revue archéologique. Yme Année, Oct. 1850. p. 430. 31, » sillts 129 den, hvorpaa Hoefer vil bevise den gammelpersiske Oprindelse og Stiil i-de af Boita tilveiebragte assyriske Konstværker fra Palladset i Khorsabad, er saa svag i sine Argumenter, at selv den korte og ufuldstændige Giendrivelse, man i det anfårte franske archæo- logiske Tidsskrift (Artikelen ,,Antiquités assyriennes”, af A. de Longpérier. Oct. 1850) har anvendt imod Hoefer, kan være til- strækkelig til at vise, hvor overilet denne har været i sine Slut- ninger. Jeg vil ikke tale om, at Hoefer ikke har kunnet kiende den hele Udvikling af Assyrernes Architektur og Konst, som Fer- gusson har givet, og hvorved vi sættes i Stand til for en stor Deel at forklare Alt hvad der forekommer Hoefer utroligt og usandsynligt i Beskaffenheden og Bevaringen af de udgravede i Palladsruiner og assyriske Konst-Monumenter fra meget forskiel- lige Tidsaldere. Den sidstes Indvendinger, hentede fra Ruinernes Beskaffenhed, og fra den Forudsætning, at Ninives Palladser, der- som Staden ikke skulde være slåifet og tilintetgiort, maalle i mange ÅAarhundreder have viist sig over Jorden, og dens Navn og Beliggenhed saaledes ikke kunde have uridgaaet en saa nåiaglig Forfatter som Xenophon: bortisvinde for stårste Deel, naar vi med Fergusson undersåge deres ganske særegne architektoniske Be- tingelser. Vi finde det da meget naturligt, at Palladser og Templer, af saa ringe Hide som de assyriske, uden Steenpiller, uden Hvælvinger eller andre Constructioner af hugne Steen, med "Tagværk, Lofter og Soiler af Træ — i en Ildebrand hastigt maatte styrte sammen, bedækkes af Gruus, og dålge sig under Jord- = håéiene, hvor man i et Par Aartusinder, eller mere, lod dem være urårle; eller i alt Fald kun opførte nye Boliger ovenpaa de be- gravede Ruiner. Hvad Ruinernes Beliggenhed og Identitet med det gamle Ni- nive angaaer, da bår her endnu bemærkes, at den i nyere Tider, siden Tavernier, (1643) almindelige Mening, at Ruinerne af det gamle Ninive maatie såges i de store Jordhéie og Voldsteder ved Bredderne af Tigris, lige overfor Mosul, eller ikke langt oven- for denne Stad: uden Tvivl har været traditionel igiennem hele Middelalderen. Saaledes beskriver den navnkundige Rabbi Ben- famin fra Tudela (f. omtr. 1170) i hans Reiseværk over Orienten, 130 Staden Mosul, som ved en Bro har Forbindelse med det daværende gamle Ninive, »,paa hvis Ruiner endeel smaa Landsbyer ere 0p- forte.” Olte hundrede Aar tidligere omtaler derimod Moses fra Khorene, (f. omtrent 370 efter Chr.) i hans berémte armeniske Krånike, et nyere Ninive, som Perserkongen Arbaces” Residents; og denne regierede fra A. 173 til 136 får Chr.%). Dr. Hoefer, (som dog ikke nævner den armeniske Historieskriver) berårer vel ogsaa meget kort (Ire Memoire, p. 27. 28) Materien om et nyere Ninive, der omtales af Tacitus, Piolemæus, Byzantineren Theo— phanes, Cedrenus, Abulfaradschi og Andre; men han har, saa lidt som Ritter, indladt sig paa videre kritiske Undersågelser af et saadant Steds geographiske Forhold. ,Talen er jo ikke ved denne Leilighed”, siger Hoefer, ,0m det nyere Ninive, som He- + raklius erobrede; men om den gamle Stad, som Cyaxares indtog og”ådelagte over 600 Aar får Chr,” Det er ogsaa kun denne Stad, eller det egenilige Ninive, vi kunne tænke paa, overalt, hvor der handles om noget, som vedrårer eller staaer i Forbindelse med Bottas og Layards Opdagelser. Om disses Resultater for Assyriens Historie vil Ingen kunne dåmme, efter Forudsætninger eller kri= tiske Bemærkninger, der ikke have andet Udgangspunkt, end de faa og adspredte geographiske Noticer om Ninive, der forekomme hos de Gamle. Det fårste og nådvendigste Hielpemiddel, her be- håves, og som vi maa oppebie, inden alle Forhold i denne Sag kunne klares: er et paalideligt Udbylte af den fuldstændigere og sikkrere Færdighed i Læsningen af den 3die, eller assyriske Classe af Kile-Indskrifterne, som vi tår vente os af Rawlinsons fortsatte Forskninger, og hvorlil det er at formode, at Layards nye Ud- gravninger ville give Bidrag af håi Vigtighed. Inden disse Meddelelser sluttes”, vil jeg endnu kun omtale de store geographiske Betænkeligheder, med Hensyn til Ninzves Iden- titet, som man har villet finde i de forskiellige udgravede Ruiners Beliggenhed i fiern Afstand fra hinanden. Der hører vist nok en stærk Indbildningskraft, og en ikke svagere Tro paa de uden Tvivl enten paa Misforstaaelse grundede, eller meget overdrevne 28) Jfr. Ritters Erdkunde. XI. Th. $. 564. 131 Angivelser hos de Gamle om Babylons og Ninives uhyre Omfang, for at forestille sig: at samtlige Pallads - Ruiner paa den venstre Tigris-Bred, enhver Gruusbanke, elhvert Voldstéd imellem Khor- saåbad og Koyunshik;-'skulde have udgiort Dele af "Sardanapals Ninive. Vi have seet, at Ruinen Næmrud, Scenen for:Layards fårste Udgravninger, ligger i lige Linie ,em stærk Daågmarsch”, en halv Bredegrad, eller W-til '8 geographiske. Mile, fra Khorsabad. Her overgaaer det al Forestillings+Evne, at tænke 'sig det hele mellemliggende Rum udfyldt ved den eneste Stad- Ninive, hvis man endog vilde holde sig bogstavelig til Ordene hos Propheten Jonas, om de tre Dagsreiser, som Ninives Størrelse udgiorde; eller hvis man ved Prophetens Ørd vilde tænke paa Byens Omkreds, i Stedet for, efter Harduins ' rimelige Formodning, at forklaré dem om Tiden, som man kunde bruge til åt giennemvandre Staden. At der ved Bredden af Tigris efterhaanden er opstaaet, hvad Fergusson kalder en "Gruppe af: Stæder” +— med andre Ord. nærliggende, skiondt ikke umiddelbart forenede Grupper af ringe Leerhytter, eller Huse af soltårrede Steen — omkring de mægtige, pragtfulde assy- riske Kongeborge, hvis Ruiner det var vor" Tid. forbeholdt at bringe” for Dagen: dette synes at være en saa let og simpel Op- låsning af det Vanskelige eller Uforklarlige' ved" Sagen, at: den maaskee netop af denne Grund ikke'strax er bleven anvendt, Den historiske Klasse meldte at den i et den iite April af- holdt Måde har valgt Herr-Etatsraad-Petersen til sin Formand, istedetfor afdåde Conferentsraad Engelstoft. Selskabet modtog fålgende Værker: Det philosophiske Selskab i Cambridge: Transactions Vol. IX. p.1. Jahrbuch der Kaiserlich - Kéniglichen geologischen Reichsanstalt. NO 1 Nr 2; 132 Bulletin der Koniglichen Bairischen Academie der Wissenschaften. 1850. | Det harlemske hollandske Videnskabernes Selskabs Skrifter. Vol. VIL Quetelet:: Nouvelles tables de population pour la Belgique. 1850, Det baierske Videnskabernes Academi: a. — Abhandlungen. der philosophisehen Classe.… Bd. VE: 4. b. Gelehrte Anzeigen.… Bd. 30—31.…' (4), c.. Holters: Reformbewegungen. (4). d.… Schul- und Lehrwesen der Muhamedaner im Mittel= aller v. Henneberg. Annalen der Kåniglichen Sternwarte zu Månchen. IV, Bd. f.: Rudhardt: uber Wallensteins Sehuld. Quetelet: Anmnuaire de Vobservatoire royal de "Bruxelles. - 1850. Samme: Raport sur VFétat des tråveaux- de Vobservaloire . royal pour 1849. d Det belgiske Academie royale des sciences: Histoire naturelle des polypes composés d”eau douce par Dumortier et Van Beneden. IE Samme: Compte rendu de sceances de la Commission royale d'hi… stoire.” T. XY Nr. 3. L"Academie royale de Bruxelles: Programme des questions pro=- poséæes pour 1845. | La societé nationale dWagricullure, histoire naturelle et arls utiles dans Lyon: Skrifter T. XI. 1848. T. I. n. serrie 1849. 1. 41:48 serie 1850, g 133 Barometer, Thermometer i Skygge & reduceret til 0? Reaumur. mod Nord i Wind ; =e Så vindens - igan 2: Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- FE sings Å Retning = m |9Form. | Middag. ;g sorts TEE Jorden. | der dagl. ; = a Cand I Diget "dB" | err,.0935 7 Porn. "SERerb. Middel. Middel. | y j 1 Å337,715 | 337,47 | 337,7774 3995 073 576 303 290 NW. NW. NO. NNW CIR SS BI se 2,1 5,5 3,3 2,3 Å Snee 12 Tim. Regn 1,65 | sw. w. w. sw. | Middeltemperatur, 2 37. 23 ZR ng 28 ge a 5,3 ng zå ye 4 — Snee 0,68 bed, S, Ss0. SO. 1851 Bar Sr RR me BENE | 0 ET TE ONO. NO. No. NO. | 1—10 3%68 — 3026 7 30 79 3 85 nd bå 1,85 0/8 28 3,3 1,8. | Snee Regn 0,68 IN. N. NNO. N. | 11—2%0 6,67" 5,07 8 39, 38 1; 20 "07 ng i 5,28 2,3 9,2 3,3 93 Å Regn 5 Tim,= 0,75 Å N. ONO. SO. Omlåb. | 21—30 5,93 6,24 9 et S Æl /Æ 2,5 7,2 3,5 2,6 Å Regn 5 — 0,7 f 0. oNn0. 0. 0. f 10 5,43 4,85 DD 1 Sr | BE MA 3,4 6,7 3,7 2,9: Regn el 7 188 0. 0. 0. 080, Ak. 36, 55 | 36, 7,05 5,4 9,8 3,9 3,3 Å Regn ifg —" — 0,79 | S0. SSO. SSO. Ss0. pg ARR MA AF SØ 4,9 7,2 ER 3,3 | Regn 0 — + 1,06 | sso. sso. sso. NwW. Maaned. 36. 96 27 få 7 32 rn j z. 8,5 4,4 3,6 Regn 65 — 4,19 NO. NO. NO. NO. Vandmængde. 37 73 37) 63 37, 52 we 6,9 9,6 4,7 3,7 Regn Stille, ANW. NO, NW. 18 i 37 47 | 38 271 368 26 åre in 73 ko mg) Regn EN ERR 047 NNO. NNO. NNO. NNO. S1 39 Anr. ar! og Er ARE: 5 5 vØ 5 , Regn 154 — 9,18 | NNO. SSO. SO. 0. f 38,18Par. L. 12, É Råå Bo RR ES SA 4,5 5,1 5,1 4A Å Regn 2 — TE 37, & | 37, 8&| 37, 66 an 43 9,5 5,1 24 Regn 1 — 0,41 | SSO. WSW. S. SSO. ' od LA å : (3 i; s 35, Bee 35, 584 åd, SE TOD 56 | 100 54 5,1 | Regn 2 — suis sw wnw. Vindforhold ' 391 35, 8,35 6,5 12,2 5,6 4,6 WSW.WSW.WSW.stille | re . Aar 32, 17 31, 34)! 30, 57 6,80 6,7 8,3 ST 4,2 Re Sti f 3 y; Fe my må ' '" | I, ' gn 9 — 1,45 Stile, SSO, SW i 1 RUSS ne 0 I 49 92.4 59 46 | Regn 15 —= — 5792 | wsw. sw. sw. sw | No. 014 0,11 36, 9y | 37 011 37. 04 SR . 9,0 | 6,1 4,8 … Å sw. sSswW. W. NNW. I 9. 0,12 0,15 35, 82 35, 56 35, 12 3,08 5 8,1 | 6,2 4,8 0,05 oS0. S. SSO; SS So. 0,16 0,11 33, 02 39" 14 39) 19 372 36 dd | 6,2 4,5 Å Ren 2 — 080 | so. 0S0. OS0 0OS0. få s. 0,48 . 0,13 31, 85 | 31, 73| 32, 49) — 6,20 3,8 REE SD ERE TT ARVE RE SSR Sr EA Br BAD GØR HEE FE SE BÆR BE re DR me SK bg NY: RES: VIS: wW. it 0.15 34 87 34, 64 1 34, 27 3,75 1,3 12 60 55 å Re SE DEM an SE IDEAS NM.) NW. 0, 12 ' « ig É: SE " ' ' (du gn 6 rese 1,50 W. N NNW. NW. 34, 29 1 34, 31! 34, 004" 6,78 4,2 1w0 | 60 ER rv SP ERRR Gu Kw. w. sw. ss: ørnene un £ "ar ok lå É (3 i: & — Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1851. Af. Elatsraad, Professor &. Forchhammer, Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair. Nr. 3. Mødet den 9? Mai. Professor E. 4. Scharling 'meddeelie Selskabet Underretning om flere Forsåg, som tjene til nærmere at oplyse Nytten af over- hedede Vanddampes Anvendelse ved chemiske Undersågelser. Da disse: Forsog endnu ikke ere sluttede, indskrænker man sig til fålgende Meddelelser. Ved tidligere Forsåg paa at fremstille det saakaldte Cinnamein og Metacinnamein har man anvendt saadanne Rensningsmidler, at det erholdte Cinnamein neppe kan antages for at have været reent. Ved at anvende en Oplåsning af kul- syret Natron for at befrie Cinnameinet for den i Perubalsamen værende frie Kaneelsyre og Harpix, samt ved derpaa at under- kaste det endnu stærkt farvede Cinnamein en Destillation ved Hjælp af overhedede Vanddampe, hvis Varme ikke oversteg 170" C., erholdtes - $" 134 Cinnameinet, som en aldeles ufarvet, men noget melket Vædske. Befriet fra det vedhængende Vand ved Chlorcalcium er Cinnameinet aldeles vandklart; stærkt lysbrydende; har en svag Lugt, som ligner den af fiin Chocolade; udsat for samtidig Indvirkning af Atmosphæren og Sollys omdannes det meget langsomt, uden at antage nogen mårkere Farve. Ved rolig Henstand under Vand omdannedes efter nogle Dages Forldb en Portion Cinnamein til en fast Masse af Krystaller. Disse smeltede ved en Varme af 12 til 15? C,, men stårknede alter ved at afkjåles. — Ved Behand- ling med svag Salpetersyre omdannes Cinnameinet blandt andet til en hvid, krystallisabel, i reent Vand temmelig let oplåselig Syre. Ved at behandle Cinnamein paa passende Maade med Kali- lud dannes, som Fremy har angivet, kaneelsyret Kali og Peruvin. De elementaire Analyser, Professor Scharling hidtil har foretaget med Cinnamein og Peruvin, leder til Formlen C39 415 Q+ eller Cis H7 032 + C1? HS 0 for Cinnameinet, enten det er i krystal- liseret Tilstand eller flydende; og til Formlen C?? 9 Q? eller C12 HS 0 —+ HO for Peruvinet. Herefter kan Cinnameinet be- iragtes som kaneelsyret Peru-æther, og Peruvin som den til Peru- ælheren svarende Alkohol. Den Vædske, som $. tidligere”) antog for Kaneelæther, fandt han ved nærmere Undersøgelser at være en Blanding af Cinnamein og Peruvin. — Ogsaa til Fremstilling af Styracin anbefaler S. Anvendelsen af overhedede Vanddampe. Først behandles den flydende Storax paa sædvanlig Maade med kulsyret Natron og Styrolet bortdestilleres; senere behandles den tilbageblevne Rest med mere concenireret kulsyret Natron- Op- lésning, og endelig efter passende Henstand skilles mechanisk det mindre vægtfulde, guulbrune Styracin fra det mere væglfulde og mårkebrune Harpix. Det urene, guulbrune Styracin udsættes derefter for Indvirkningen af overhedede Vanddampe (180? C); hervéd overdestilleres da en hvid, melket Vædske, som synker i det medoverdestillerede Vand. Befriet fra Vand ved Chlorcalcium eller passende Opvarming i et Vandbad, kan det saaledes erholdte Styracin henstaae j flere Dage uden at krystallisere, men lidt efter ”) Oversigt over det K. d; 0. Selskabs Forh. 1849. Side 11. be 7 — 188 lidt stårkner hele Massen til krystallinske Grupper. Oplåses det destillerede Styracin i køgende Alcohol (97%) dannes ved Afkjol- ning to Lag, af hvilke det underste i Lobet af nogle Dage om- dannes til krystalliseret Styracin. Styracinet forholder sig altsaa lijig Cinnameinet deri, at de begge let destrueres ved ligefrem at ophedes, hvorimod de rives udecomponerede over ved Hjælp af Vanddampe, hvis Varme ikke behåver at overslige 180” C. Seee me mm Herr Prof. Bendz forelagde sit nyligen udkomne Værk Icones analomicæ vulgarium danicorum mammalium. menn Secretairen forelagde Selskabet det Spårgsmaal, om det for at hædre et af de meest beråmte Medlemmer det har havt, der tillige var een af dets meest fortjenstfulde Embedsmænd , Geheimeraad H. C. Ørsted, enten vilde foranledige en Medaille slaaet, eller hans Buste opstillet i Selskabets Værelse. Selskabet bestemte sig for at den Afdådes Biste, udfårt i Bronce af Bissen, skulde opstilles i dets Forsamlings-Værelse. Paa den meteorologiske Comitees Forslag besluttede Selskabet m en Gave at tilstille et Exemplar af sin Ordbog til Skole- lærer Aagaard i Stadil, der i en Række af Aar med megen N6oi- agtighed og Vedholdenhed har anstillet meteorologiske Iagttagelser for Comiteen. Selskabet modtog folgende Værker : Rendeconto della Reale Acad. delle science. Neapel 1847. Nr. 34, 35,36. — 1848. Nr. 37,38,39, % ” ” brj ” ” 40, 41,42. FLERE NEED TUSE DER ? — 1849. Nr.43,44,45, 46,47, 48. — 1850. Nr. 49, 51. — 186 Mémoires couronés et mémoires des savanis étrangers, publ. par ”Academie Royale des sc., des lettres et des beaux-arts de Belgique. Tome XXIII. 1848—50.. Bruxelles 1850. Mémoires de V”Academie Royale des sciences, des lettres et des beaux-arlis de Belgique. Tome XXIV. Bruxelles 1850. Bulletins de PAcademie Royale des sciences, des lettres et des beaux-arls de Belgique. Tome XVI. Iime Partie. T. XVII. Ime Partie. Bruxelles 1849 & 50. Introduction a la Zoologie générale ou Considérations sur les ten- dances de la nature dans la constitution du regne animal, par H. Milne-Edwards, membre de Pinstitut &c. Premiére Partie. Paris 1851. Overordentligt Mode den 19% Mai. == mager Selskabet besluttede at sende en Deputation for at lykånske dets Præses Geheimeconferentsraad A. S. Ørsted til hans 50aarige Embedsjubilæum. Det valgte dertil Etatsraad Petersen, Admiral Schifter, Professor Eschricht, Professor Martensen og Secretairen Etatsraad Forchhammer. Da Deputationen havde indfundet sig paa Hoitidsdagen den 29de Mai hos Jubilaren, holdt Etatsraad Forchhammer følgende Tiltale. Deres Excellence! »Videnskabernes Selskab sender igjennem os sine Lykonsk- »ninger paa denne håitidelige Dag til sin Præsident, der saa vær- »digen fylder den Plads, som en Thott, en Luxdorph, en Bernstorf, »og den af Danmarks Konger indlog, ved hvis Minde som Viden- »Skabens Ven og Dyrker vi saa gjerne dvæle,” »Deres Excellence vilde smile, hvis jeg forsågte paa at om- »tale de Fortjenester, som De har af den Videnskab, hvis theore- »tiske og practiske Udvikling en saa stor Deel af Deres Liv har »været helliget, Men der er et Baand, der forbinder alle Viden- ed mme »Skaber, det er Philosophien, og vi see med Beundring og Tak- »nemmelighed hen til den philosophiske Aand, der i længere end »et halvt Aarhundrede lysende og ledende har virket imellem os, »og nu igjennem sit Livs Historie fårer os tilbage til en forsvunden »Tids grundige, alvorlige Stræben og trofaste Hjertelighed.” »Der er et Baand, som knytter alle Videnskabsmænd sammen, »det er den ægte Humanitet, og hvo har ikke fålt sig tiltrukken »af denne venlige Aand, saaledes som den fremtræder hos Sel- »Skabets ædle Præsident.£ »Naar jeg nu slutter med det Onske, at endnu en lang Række »af Vintre regelmæssigen maa fåre Deres Excellence i vor Midte, »at endnu mange Værker, Resultater af Deres dybe Tænkning og »rige Erfaring, maae pryde vore Skrifter, da veed jeg, at jeg ikkun »udtaler Selskabets og dets' Medlemmers Forhaabninger.? Af Præsidentens Svar, hvori han takkede de forskjellige De- pulationer, der havde lykånsket ham, fremhæves her den Deel der nærmest vedkommer Videnskabernes Selskab. »Ved Siden af hans Taknemmelighed til Gud” sagde han, yligger »en dybtifålt Tak til hans Medmenuesker, der have viist ham saa »megen Godhed og Velvillie, og i Særdeleshed til den ædle Kreds, »hvis Kjerlighed har villet berede ham saa skjån en Dag. Der »ere saa Mange, som han isærdeleshed havde at tolke sin Tak, »at han maa frygte for, at Meget heraf i dette Oieblik vil blive »forsomt. Han havde modtaget en venlig Hilsen fra Viden- »Skabernes Selskab, der i sin Tid har hædret ham ved at vælge »ham til sin Formand. Af alt, hvad der af Hæder er faldet i »hans Lod, har der intet været, hvorom han i den Grad har følt, »at det var ufortjent, som da dette håit anseete Selskab satte ham »påa denne Hædersplads, og hans Følelse heraf blev forstærket, ",da Selskabets værdige Ordfårer nævnte nogle af de store Mænd, »der forhen havde indtaget denne Plads. Han har altid fålt, at »det ikke var Det, han har udrettet eller kunde ventes at ville »udrette for Selskabets Formaal, der har bestemt Samme til delte »Valg, men' at det kun skyldes Selskabets Erkjendelse af den »ærlige videnskabelige Stræben, som han, ved Siden af en udstrakt »Virksomhed i Statens Tjeneste, har lagt for Dagen.” 138 " Mådet den 23d Mai. ——g——— Prof. P. Pedersen meddelte en Oversigt over Resultatet af de meteorologiske og magneliske Iagttagelser, som er anstillede under Corvelten Galalheas Togt i Aarene 1845—47. Professor Jwrgensen gav fålgende Meddelelse: De Forség, som Leon Foucault har anstillet for at gjére Jor- dens daglige Omdreining synlig, have foranlediget forskjellige Be- tragininger over den tilsyneladende Bevægelse af et frithængende Pendels Svingningsplan. En analytisk Undersågelse af Binet (comptes rendus 1851 Nr. 6—7) synes mere sammensat end nådvendigt er, idet Spéårgsmaalet, — som Liouville og Poinsot ogsaa have [be- mærket (compt. rend. Nr. 7) — blot beroer paa Bestemmelsen af den tilsyneladende Bevægelse af et Plan, der gaaer igjennem et Steds Vertical og ellers ikke deeltager i Jordens daglige Bevæ- gelse. Men for at gjøre Forestillingen om denne Bevægelse ganske tydelig, synes det hensigtsmæssigt, ikke at blive staaende ved den bekjendte Oplåsning af Rotationsbevægelsen i hvert Oieblik, men at forfålge den igjennem en heel Omdreining. Dette har været tilsigtet ved en geometrisk Betragtning, grundet paa den succes- sive Skjæring af Planet med en Række af Meridianplaner. Denne synes imidlertid ikke saa aldeles stræng. En temmelig simpel Fremstillingsmaade, der ikke synes at mangle behårig Strænghed, er folgende. Foreldbig kan bemærkes, at Opgaven er den samme, som at bestemme den omdreiende Bevægelse, som en materiel og over- alt lige tung horizontal Linie, der kan dreie sig om sit Tyngde= > punkt, eller Midtpunkt, ifålge Jordens Omdreining vil ved sin Iner= tie udfåre omkring dette Punkt og betragtet med Hensyn til Meri- dianen som en fast Linie. Det er da for det Første klart, at hvis denne Linie dreiede sig i et Plan, parallelt med Æqvator, istedet- for horizontalt, saa vilde den udfåre en Omdreining i 24 Timer i modsat Retning af Jordens, d. e. den vilde bevæges, som om 480 en Jorden var i Hvile, og dens Endepunkter bibragtes en Hastighed =— rø naar r er dens halve Længde og w Jordens Vinkelhastighed. Finder man ikke denne Sætning umiddelbart indlysende, saa kan man let bevise den ved Hjelp af Kræfternes Parallelogram. — Bevæger Linien sig nu cirkulairt i. et Plan, der danner en Vinkel med Ægqvators Plan, saa tænke man sig den Cirkel, hvori den be- væger sig, projiceret paa et med Æqvator parallelt Plan. Projec- tionen bliver da en Ellipse og Liniens Projection til et givet Tidsmoment være AB. Bevæ- gelsen vil da ligeledes være den samme, som om Endepunkterne bibragtes en Hastighed = OB. m, lodret paa et Plan, lagt igjen- nem Linien og dens Projeciion AB. Denne Hastighed, mulltipliceret med cosinus af den Vinkel, som en paa OB lodret. Linie i B danner med Cirkelens Tangent i det Punkt, hvis Projection er B, er Hasligheden i Cirkelen selv. For at bestemme denne cosinus kan man antage, at Cirkelen skjærer sin Projection i en med den store Axe parallel Linie igjennem B. De tre Linier, Cirkelens Tangent BT (der ikke er tegnet), dennes Projection BC og den paa OB lodrette BD ville da paa en Kugle om B som Centrum bestemme en sphærisk Triangel, retvinklet i C, altsaa bliver cos DBT = cos TBC. cos DBC. Men cos DBC — sin mp, naar mp er Vinklen mellem de to cun- jugerede Halvdiametre OB og den med Tangenten parallele OE, og efter en bekjendt Sætning er sin p == haar a og b ere Halvaxerne. b af 140 Endvidere cos TBC = Sy hvilket sees ved i Cirkelen at drage en Radius parallel med Tangenten. Altsaa cos DBT — == < == 3 ; og fålgelig Hastigheden 2£w cos DBT —= bø, d. ec. Cirkelen beskrives med en jevn Hastighed, der forholder sig til Jordens Omdreinings- hastighed som cosinus af Horizontens Helding mod Æqvator eller som sinus af Bredden til Eenheden. Efterat Selskabet havde modtaget den historiske Klasses Be- tænkning over et Andragende fra Insp. Worsaae, bestemte man, at underståtte en af Inspecteuren paatænkt Reise til Normandiet med 300 Rbdlr,, og tillige at gjåre ham opmærksom paa, hvor onskeligt det vilde være at udstrække disse Undersågelser ”til Bretagne. Den i Anledning af Rector Simesens Afhandling udnævnte Comitee afgav sin Betænkning. Ifolge Beslutning i Videnskabernes Selskabs Måde den iite April d. A., meddeelt os ved Secretairens Skrivelse af 15de s. M., have vi Undertegnede. faaet det Hverv, som Medlemmer af den under ilte Juni 1815 i Anledning af Rector Simesens Afhandling om den nåiagtige Bestemmelse af Hovedets Størrelse og Form udnævnte Comitee, at afgive Betænkning over en ny Afhandling af samme Forfatter om samme Gjenstand. I den Anledning undlade vi ikke med Afhandlingens Tilbagesendelse at meddele Fålgende. Afhandlingen indeholder, efter vort eenstemmige Skjån, en Række Iagttagelser anstillede ved Hjelp af det i den foregaaende Afhandling beskrevne Maaleredskab, vigtige i Henseende til Alders- og Kjonsforskjellighederne i Hjerneskallens Form, men især maa- skee i Henseende til Begrundelsen af et fastere Omdåmme om Kranioskopiens Værd og Væsen. Hjerneskallerne af visse Forbry- dere og af Regnemesteren Dase, tidligere maalte af flere bekjendte 144 Phrenologer, ere blevne underkastede denne [strengere Methode, og Resultatet har vist sig meget afvigende, navnlig ingenlunde til Gunst for de Gall-Spurzheimske Tydninger af Hjerneskallens Form. I det Hele har Afhandlingen sikkerlig tilstrækkelig videnskabelig Betydning for, navnlig i Lighed med den foregaaende Afhandling af samme Forfatter, at være berettiget til Optagelse i Selskabets Skrifter. Sporgsmaalet kan, efter vor Formening, kun være om, hvorvidt den i Henseende til de tilhårende Figurers Antal. (21) ikke maaskee vilde komme til at indtage en uforholdsmæssig Plads blandt de saa kostbare Tavler. Vanskeligheden i denne Henseende, formene vi dog, vilde kunne hæves derved, at 1) Farvestregerne udfåres med forskjellige Slags Puncteringer, og at 2) Aftrykkene tages paa samme Papir, hvorpaa Texten af Skrif- terne trykkes, og skjøéndt vi vel maae indråomme, at flere af Figurerne derved ville tabe i Tydelighed, troe vi dog at maatte indstille disse For- høldsregler af oeconomiske Hensyn. | Kjobenhavn, d. 22. Mai 1854. Eschrichi. D. H. Bendz. Hoffmann. Selskabet modtog fålgende Værker: Fra polyt. Cand. Lieutenant Grove: Hårrens Production &e. &e. Kjobenhavn 1851. Philosophical Transactions of the Royal Society of London, For the year 1850. Part II. London 1850. Observations on days of Unusual Magnetic Disturbance. Printed by the British Government under ihe superintendence of Lieut.- Colonel Edward Sabine. Vol. I. Part. II. 1842—44. Lon- don 1851. Fallows” Cape Observations. Catalogue of the specimens of Amphibia in the collection of the Brilish Museum. Parte Il. London 1850. Proceedings of ihe Zoological Society of London. Part XVII 1849, Jan., Febr., Maris & April 1850. 142 Reporis of the council and auditors of the Zoological Society of London, read at the annual general meetiug. April 29, 1850. London 1850. Le Repos du monde. Projet Auguste Fabius, on Plan pour V”amé- tioration du sort des ouvriers en général. Lyon 1:54. Annmuaire de 1'Academie Royale des sciences, des lettres & des beaux arts de Belgique. 41850. Seiziéme année. Bruxelles 1850. Catalogue des livres de la bibliothéque de P”acad. Royale des sc., des lettr. & des beaux arts de Belgique. Bruxelles 1850. Mémoire sur le paupérisme dans les Flandres par Ed. Ducpetiaux, Insp. général des prisons & des établissements de bienfaisance. Bruxelles 1850. Aanteckeningen van het verhandelde in de Sectie- Vergaderingen van het Provinciaal Utrechtschs Genootschap van Kunsten en Wetenschappen . ... gehonden in het jaar 1849 & 1850 Utrecht 1850 & 51. Geschiedenis der ondekkingen -in de Ontleedkunde van den Mensc.h Door A. van der Boon, Cz. Utrecht 1851. Verslag van het verhandelde in de algemeene Vergadering van het Provinciaal Utrechtsch Genovtschap van Kunsten en Vetens., vor het yaar 1849 & 1850. Geschiedkundige Onderzoekingen aangaande van het verblijf der Heidens of Egyptiérs in de Nordelijke Nederlanden door Mr. J. Dirks. Utrecht 1850. Akademische Sternkarten. Zone T. Uhr. Blatt 2, Von Prof. C.F. R. Olufsen, Dir. der Copenhagener Sternwarte. Berlin 1849. Med et Stjernekort. 143 Barometer, Thermometer i Skygge ; ag reduceret til 00 Reaumur. mod Nord. Regn, Windens å | | 4 21 Fod over Jorden. ed 1 LOF oduns Snee &£e. Retning ea 19 Form. Middag. me ere Sag Jorden. der tegt. Å Gange i Dågnet. | middagen rr.0oagl 7 Form |2Efterm. |. Middet. | miggej, | Regn 4 Time. 0,80 +) 1 1 332,84 | 332,/780 | 332,11157 5968 590 794 690 593. Å Regn 7 Tim, 0,714 SW. S. SSW. Omlåb. | Middeltemperatur. 2 33, OY | 33, 27 | 33, 52 5,88 5,2 væ 6,1 Fr: Regn 9 —" 0,734) WSW. W. W. WNW. ik; ag 3 33, 197 |. 347 00 |- 34; 05 6,68 6,8 8,1 6,1 5,5 Regn 6 —%… SAS Å W.. SSW. SS … S. ' ART A 34, 23 | 33. 641 33, 27 4,98 4,4 6,3 6,2 5/8 Regn 10 — 22 fS. S. NO.” s0. | 1—10 6958 —7995 SS, 3-33, 7 | 38,431 33, 30 6,33 ;3 9,7 6,2 5,2 Stille, NW, SO. NO. f11—21 7,51 —8,92 6 38,8 FIS IT AF ERE 4R 6/88 6, 9,5 6,3 6,2 N. S. S.… S. f22—31 9,13 —10,51 7 32,581 (9810 47930 TA 6,0: 7,9 7,1 6,4 6,4 Hagl Regn 605 | so. sswW. w. sw. | 1—31 7,73 —9,12 BER. 86, 894 37746 377 05 7,03 6,7 9,8 6,5 672 Regn 14. — 0,10 f wsw. W. W. SSO. 9 36, :44 | 35, 91 | 35, 78 8,40 6,9 10,8 6,5 6,6 Regn 2 — 0,56 | SSO. SSO. SO. N. 10: hr 38, 19 |. 38, 23: 4. 38, 59 7,91 6,1 11,0 6/8 8,0 Regn 1 — 0,14 | NO. 0. NNO. S. 39,712 | 39, Of | 38 STÅ 6,18 5,2 9.1 7,0 7,2 SO. S0. 0S0. SO, Maanedk 38, "90 |" 38, ST | 38, 99 6/95 4,9 9,3 7,0 74 80.0: 03 ONO. Vandinængde: 40, 00 | 40, 18 | 39, 98 6/23 5/3 9,5 7,0 6/8 NO. 0, 0. Omlåb. 1851 ie; 41, 38! 41, 12 | 40, 965 7,18 4,7 10,8 6,9 7,1 ONO. NO, NNW. N. ; 2 40, 72 | 40, 49 | 40, 01 6,61 5,46 9,6 7,0 6,9 0. S0. SSO. sw. f21,39Par.Lin. 19,34 Par. L. 39, 01 | 38, 87 | 38, 49 8,23 5,9 185 7,1 40 Regn 14 — S0, S0, SW. SSO, i 38, -18 |" 38; 03137; 83 8/08 7,9 9,7 743 D Regn 1 0 — SO. S. SSO. SSW. 37,22 | 37; 22% | 36, 9%: 0. 40/19 ,3 12,1 7,5 8,2 Regn 7 — 0,95 | SSW. SSW. SSW. S. 33,08 33524 733 14 8,26 8,3 10,0 url 8,1 Regn 15 — + 0,89 f SSW. SW. WNW. N. Vindforhold 34, 00 | 34, 35 | 34, 47 6,63 7,8 9,3 7,8 7,4 Regn 5T, Tord. HaglU, 44 Å WSW,WSW.NNW.WNW. 2 35, sk 35;-.135 136; 62 8,08 6,5 11,0 747 tå WNW. WNW. NW. N. El ap m Ade: dt 0, 37, 21 + 37, 89% 38, 0 10,20 7,6 13,6 7,8 7,3 wow. NW. w. | No. 0,05 0,10 38, 52 | 38,64: | 38,74 9,33 8,9 11,5 8,0 7,9 W. WNW. NNW. N. 0. 0,06 0,14 38,—66- |—38, - 54-—f>38,-… 59 8,23 81 10,5 8,2 8,1 N. NNW. NNW. N. Å S0. 0,13 0,11 37, 50 ; 36,, 97 1 34, 85 8,33 9,6 7,9 8,2 7,9 Regn 6 —% 0,91) NW. NW. sw. ss. fS. 0,16 0,12 33, 43 | 33, 12 |-33, 03 8,63 yt 11,3 8,2 8,2 Regn 1 — 1,12 Å w. WNW. WNW.NNW. | SW. 0,10 0,13 35, +44 | 735,62 | 356.:97 9,23 ;3 12,3 8,2 8,3 Regn 2 — Hag10,47 Å NNW. W. W. N- | w. 0,19 0,15 37, 30 1537888 1 SR STE 6,83 re 46 8,2 8,4 Regn 8 "> Hagl 1,34 Å Stile W. WNW.NW. Å Nw. 0,18 0,14 38, 780 39,500 + 38, 81. 10,01 8,6 13,3 8,3 8,9 W. WNW. WNW. NW. 39, 50 | 39, 431 39, 11 10,93 10,0 13,7 8,4 91 NW. NW. WNW. NW. A0, "33" ARDO R ET AD 57 9,55 10,17" E2445 8,8 9,0 NW. N. NNW. NNW. +) hører til den 30te April, nadiyin si PE VERS nE vis 10 ytrede ng ddr 144 Barometer, Yhermometer i Skygge i o "åg reduceret til 09 Reaumur. mod Nord. RE dl vindens HE i re 21 Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- Moa og se Retning = e 19Form. | Middag. AE Middel | 7 p Fl Jorden. | der dagl, 4 Gange i Dågnet, g Corr. -0?46 orm. ferm. | Middel. Middel. 1 339,18 | 338,7564 | 338, rn 11724 1093 1494 889 999 NW. ;NW. NW. NW. : 2 37, 89 | 37, 66| 37, 11,59 10,0 14.9 9,1 9,4 wWNW. wNw, WNw. w. | Middeltemperatur. 3 36, 09 | 35, 871. 35, 57 12,46 10,7 16,3 9,2 9,3 WSW. SW. SW. SW, 1851 45 A 4 33, 85 | 33, 73 | 34, 11 12,8! 13,7 15/8 9,6 9,8 å Regn 3 Tim. 0280 58. 73 SSO EWS mee 5 38, 39 | 38, 57| 38, 3% 9,04 9,0 12,7 9,7 9,8 NWwW. WNW.…S0. s. å 1—10 11213" 12903 6 & 37, 73 1:37, 27 37, 87 1181 9,7 15,3 9,9 9,8 SSO. SSO. S.. ssw. | 11—20. 10,29 — 12,82 7 38 50 198,02] "37, 92 13,39 it 15,7 10,0 10,5 | Regn 3 — Byger 4,48 Å ssw. sw... sw. sw, | 21—30 12,22 13,31 8 34,94 | 3441521. 784, 01 10,86 11,6 12,0 10,3 10,9 f-Regn 3,46 | SW. sW.. SSW. w. 1—30 11,21 — 12,72 9 31, 61 305; 401.:31,.35 8,86 9,3 10,4 1/),2 10,0 Å Regn 15g harer 21 25 Å wsw.SW, WSW.WXW, g 10 30) 87; (780,66 | v30,- 59 9,14 8,2 12782 10,2 9,0 MW, WWW NW 11 32, 721 33, 754 :34, 70 8,69 7,9 11,5 10,0 8,9 å Regn 10: —" 0,60 NW.WNWwW.WNWAVNW. Maanedl!. 12 38, 28 38-25 88, 96 10,99 8,9 13,8 9,8 86 | Regn See Byger 1,56 1 W.: WwW. SW. Se Vandmængde. 13 JA; 03: |. 34,131 | 34, 7954 12,74 12,3 15,5 10,0 10,0 Regn 3 —- 0,76 å sso. SSW. SSW, SW. É 14 36, 32 37.65 1 36, 97 10,69 9,7 14, 10,2 10,5 Sw. SW. WNW. NW. 1851 39 Aar. 15 38, 20 | 38,33 | 38, 01 10,94 9,7 13,3 (0,3 10,0. Regn 7T — 227 w. sw. .w. w. | 30,24 Par. L. 20,24 Par L. 16 34; 00: | 33, 72.4 738, 494 10,51 9,8 10,7 10; 14,) Å Regn 15 — Torden 3,39 | WSsWwW. SSW. SW. W. 17 33, 14 33, 44| 33, 6: 10,57 10,5 125 + 10% 10,4 Regn 4 — 1,30 | Jvsw. wSWwW WwWSW. W, 18 34, 52 1—35,: 65 | 36, 58 9,46 972 11/9 | 40/3 98 W.ONW,; NW… NW. 19 36, u2 | 35, 74| 34, 19 8,62 8,5 9,57. 102 95 Regn 7 — 2,07 | NW. WNW. WNW. SW. Vindforhold 20 36, -20: 136, 53-37, 00 9,71 9,1 19,541 704 9,3 Ww. IYNW.: NW. NW. > | 1851 50 Aar. 21 38, 60 | 38, 72! 38, 634 10,02 9,1 13,2 |; 10,0 10,0 NwW., NW. NNW. O.ÅN. 0,05 0,09 22 37; 47 (3 DE 367 2 10,9 15,7 1504 10,4 Å Regn 5 — 1,90 | S0.. SSO. SS0. .SSO. | xo. 0,03 0,06 23 34, 55 | 84, 88! 35, 45 10,77 10,9 1939 5048 10,6 ÅRegn.6 —+ 0,50) S0. sS0. wW. W. | 0. 0,01 0 it 24 85; 561 35, 561 351760 8429 8,7 9,2 1043 9,4. Regn 125 — 4,89 Å w. wsw. SW. WSW, I so. 0,08 0/10 25 37, 47 | 37, 794 37, 93 9,0 10,3 99 140.92 9,6 ÅSmaaregn 2 — 0,067 w." w. wsw. w ls 040 1 0,12 26 39, .05..|..39,..28 | ' 39,7 30) 11/89 10,3 79" 1:49;2 9,8 W. NNW. NNO, NW. | sw. 0,21 0, 1å 27 39, 96 | 39, 96 | 39, 904 13,04 12,4 15,3 10,; 10,7 NW. N. SSO. SSW. | w. 0/30 022 28 39, 790 | 39, 66! 39, 524 — 14,04 13,3 16,7: 3 1047 12,3 Stile, W. N... SO. å Nnw. 0,23 0/16 29) 39, 61 | 39, 60! 739%, 534. 15,74 14,5 194 7 11,6 NO. N: NO: NWw. : i 30 39, 60 | 39, 65| 39, 39 16,64 14,8 2,31 år 12,8 NW. NNW. NNO..NNW. | Oversigt over det Kongelige danske Videnskåbernes Selskabs Forhandlinger og : dets Medlemmers Årbeider i Aaret 1851. | Af Etatsraad, Professor &. Forchhammer, Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair. Ær. 6. Modet den Ye November. HERE HER: Secretairen anmeldte, at den ifålge Selskabets Beslutning allerede for flere Aar siden bestilte Biste af dets afdåde kongelige Præsi- dent Christian VIII, nu var færdig, og opstillet i Selskabets Locale. Den er udfårt af Saaby efter Thorvaldsens Marmorbiste. Ogsaa .den ifålge Selskabets Beslutning af 9de Mai 1851 efter Bissens Marmorbiste udfårte Bronce-Biiste af H. C. Ørsted var opstillet i Selskabets Forsamlingssal. Den manglede endnu den sidste Over- arbeidelse fra Professor Bissens Haand, som vil blive foretaget " usaasnart Kunstneren kommer hjem. Dernæst oplæste Secretairen fålgende Mindeskrift over Sel— .Skabets afdåde Secretair,:Geheimeraad H. C. Ørsted. 146 " »Den store Videnskabsmands ydre Liv tiltrækker sjelden ved Mangfoldighed i Begivenhederne og en rig Afvexling i Forholdene, De samme Forandringer, som træffe de fleste Mennesker, træffe tilsyneladende ogsaa ham; men disse Begivenheders Virkning paa Aanden, og den deraf fremkaldte indre Udvikling er det, der er ejendommeligt og bestemmende; ,og hvad der uden Virkning gaaer forbi de fleste Mennesker, "kaster maaskee-en Gnist i den store Mands Sjæl, som bestemmer hans senere Udvikling. Saaledes var det ogsaa med Orsted, og ikkun lidet er at berette om hans ydre Liv. Han er fådt den 14de August 1777 i Rudkjobing paa Lange- land, og var i sin Ungdom med Hensyn til Kundskabers Erhvervelse og Aandens Udvikling langt mere overladt til sig selv end de Fleste, der have betraadt Videnskabernes Bane. Hans fårste Underviisning hos en gammel tydsk Parykmager var tarvelig, men vækkende, og selv de meest almindelige Kundskaber i Regning maatte han iForening med sin beråmte Broder, vor. ædle Præsident, erhverve sig ved -egen An- strengelse uden synderlig Hjælp af Andre, Allerede i sit 11te Aar satte Faderen, der var Apotheker, ham i sit Apothek, og snart udviklede sig her hans Lyst til.Studium af Naturens Kræfter. Ogsaa ved de paafålgende Studier var han og hans Broder, ikke mindre end ved de tidligere, henviste til dem selv, og fårst efter at de i Foråaret 1794 vare komne til Kjobenhavn, nåde de Underviisning i de clas- siske Sprog hos en duelig Lærer. H.C. Ørsted bestod i 1794 den akademiske Optagelsesexamen…med bedste Charakteer, og ved anden Examens to Afdelinger erholdt han Udmærkelse i alle Fag. 1 Aaret 1796 vandt han en akademisk Præmie ved Be- svarelsen af Opgaven: at vise hvorledes det prosaiske Sprog fordærves ved altfor meget at nærme sig det poetiske; og i 1798 vandt han ligeledes Universitetets medicinske Priis ved at besvare Opgaven om Modervandets Oprindelse, Natur og Nytte. I Efter- aaret 1799 erholdt han den philosphiske Doctorgrad; hans Dispu- talts handlede: de forma metaphysices elementaris naturæ externæ. I Aaret 1800, medens han bestyrede det Mantheyske Apothek i Kjåben- havn, holdt han sine første Forelæsninger over Chemien ved det chirurgiske Akademi, og Aaret derefter tiltraadte han sin første Udenlandsreise, påa hvilken han besågte en stor Deel af Tydsk- s 147 land, Frankrige og Holland, og vendte tilbage til Danmark i Januar 1804. Endskjøndt han endnu ikke blev ansat i det paa den Tid ledige Professorat i Physiken, erholdt han dog forelåbig, som Docent, paa 3 Aar en aarlig Indtægt af 300 Rbd., og ligesaameget til Experi- menter. I 1806 blev han ansat som overordentlig Professor i Physik ved Kjébenhavns Universitet. I Aaret 1812 og 13 foretog han sin anden Udenlandsreise, som gik over Berlin til Paris, hvor han opholdt sig indtil han i Sommeren 1813 atter vendte tilbage over Holland. Denne anden Udenlandsreise benyttede han, efter den yngre Niebuhrs Opfordring, til at udgive en Bog, som er meget vigtig med Hensyn til Ørsteds hele Udvikling, nemlig hans Ansich=- ten der chemischen Naturgesetze, som- han senere ogsaa udgav paa Fransk, oversat af Marcel de Serres, under Titelen: Recher- ches sur Videndité des forces électriques et chimiques. I Foraaret 1814 giftede han sig med Jomfru Birgitte Ballum, Dalter af den allerede dengang afdåde Pastor Ballum i Kjeldbye paa Méen; dette hans Ægteskab var meget lykkeligt og blev velsignet. med. tre Sønner og fem Dåttre, hvoraf to Sånner og tre Dåltre over= levede Ørsted. Paa denne Tid falder hans Stridigheder med Grundtvig, som vi ikke her nærmere skulle omtale, da de vel ere Tegn paa Orsteds Anskuelser i Almindelighed, men forresten ikke have havt nogen væsenilig Indflydelse, hverken paa Begivenheder- nes "Gang; eller paa Ørsteds senere Udvikling. " I Begyndelsen af 1815 valgte dette" Selskab Ørsted til sin Secretair efter den for- tjenstfulde Bugge's Afgang. 1:1817 blev han Professor: ordinarius, og i Aarene 1818 og 19 udfårte han i Forening med afdåde Etats- raad Esmarch og mig Reiser til:Bornholm, for at undersøge denne 'Oes' geognostiske Forhold méd. Hensyn til: Kullenes og Jernmal= menes practiske Anvendelse. Dette var den fårste Begyndelse til ven geognostisk Undersågelse over Danmark, bygget påa nyere widenskabelige Grundsætninger, en Virksomhed, "hvorfra Ørsted senere trak sig tilbage,” medens jeg uafbrudt har fortsat den, I 1820 'opdagede han Electromagnetismen, og siden den Tid har han over hele Europa fundet almindelig Anerkjen- delse af sit store Værd. som Naturforsker. I 1822 og 23 gjorde han atter-en-stårre Udenlandsreise over Berlin og Munchen til 148 eg Paris, og derfra til London, Edinburgh og de vigligste engelske Fabrikstæder og Universiteter. Aaret derpaa stiftede han Sel- skabet for Naturlærens Udbredelse, hvis Directeur han vedblev at være indtil sin Dåd. I Begyndelsen af 1829 lykkedes det ham, i Forbindelse med flere andre Videnskabsmænd, at bestemme Regje- ringen til at indrette den polytechniske Læreanstalt, hvilken han som Directeur forestod indtil sin Dåd. Siden den Tid har han gjort mange Reiser især i Norge, Sverrige og Tydskland, og i Aaret 1846 foretog han sin sidste stårre Reise, da han og jeg i Forening besågte Frankrige og England, især for at deeltage i Naturforskermåderne i Southhampton, og senere i Kiel. Denne Reise var et sandt Triumphtog for Or- sted, der især i England blev optaget af de Fårste baade i Viden= skaben og Staten med en Udmærkelse, som sjelden er bleven en Udlænding og endnu sjeldnere en Videnskabsmand tildeel, Allerede tidligere havde han overværet Naturforskermåderne i Berlin og Hamborg, og han var meget virksom ved alle Skandinaviske Na- turforsker-Forsamlinger fra det forberedende Måde i Gothenborg (1839) indtil det andet Kjåbenhavnske Måde i 1847. Hans Fædreland hædrede ham med mange ÅAgtelsestegn. I 1815 blev han Ridder af Danebrog og i 1824 Dane- brogsmand; i 1828 udnævntes han til Etatsraad; i 1836 blev han Commandeur af Danebrog; i 1840 udnævntes han til Confe- rentsraad; i 1847 til Storkors af Dannebrog, og paa hans Jubi- læum i 1850 blev han udnævnt til Geheime-Conferentsraad, hvilket var forste Gang denne Titel er tillagt nogen Professor ved vort Universitet. Ogsaa fremmede Lande hædrede ham; saaledes blev han først Ridder, siden Commandeur, og derpaa Storkors af Nordstjerneørdenen; han var Officeer af Æreslegionen, og en af de faa Medlemmer, som den | preussiske Orden pro meritis tæller. Lærde Selskaber kappedes k om at vælge ham til deres Medlem, og endskjåndt den Fortegnelsesom | jeg her giver, er rig, frygter jeg dog for, at”den ikke er fuldstændig +). %) Selskabernes Navn: 1800: Det Skandinaviske Litteratur Selskab. 1801: Det mineralogiske Selskab i Jena (coørresponderende Medlem). ' mm … Al H.C. Ørsted havde det Held, at leve i en aandelig meget bevæget Tid; og under hans tidligere videnskabelige Udvikling 1804: Det medicinske Selskab i Kjåbenhavn. 1807: Det kgl. danske Videnskabernes Selskab. 1809: "Videnskabernes Selskab i Antwerpen. 1811: Naturforskerselskabet i Halle, 1811: Det mineralogiske Selskab i Jena (Æresmedlem). 1815: Det physiographiske Selskab i Lund, 1819: Det pharmarceutiske Selskab i St. Petersborg (Æresmedlem). 1821: Videnskabernes Akademie i Minchen. — Det Londonske Selskab for Videnskabernes Fremme. — Apothekerforeningen i det nordlige Tydskland (Æresmedlem). —… Det Amerikanske Naturforsker-Selskab i Philadelphia. — … Naturforskerforsamlingen i Danzig. — Naturforskerselskabet i Basel (corresponderende Medlem). —… Det Senkenbergske Naturforskerselskab i Frankfurt a. M. —… Den physiske Forening i Frankfurt (Æresmedlem). 1822: Selskabet for Natur og Lægekunst i Dresden (Æresmedlem). — Det Physiske og Medicinske Selskab i Bonn. —… Det Asiatiske Selskab i Calcutta (Æresmedlem). — … Det svenske Videnskabernes Akademie i Stokholm. 1823: L'Institut de France (corresponderende Medlem). —… De naturforskende Venners Selskab i Berlin. — … Royal institution of great Britain (Æresmedlem). 1824: Det meteorologiske Selskab i London (corresponderende Medlem). 1826: Videnskabsselskabet i Gåttingen. — Det medicinske og botaniske Selskab i London. 1827: Det Neapolitanske Videnskabs Selskab,(Æresmedlem). " 1829:” Videnskabernes Akademie i Padua. 1830: Det keiserlige Videnskabernes Selskab i Petersborg (corresponderende Medlem). ; — Naturforskerselskabet i Moskou. — " Det hollandske Videnskabernes Selskab i Haarlem. — … Kunstselskabet for Skotland i Edingburg (Æresmedlem). 1832: Det Lineeske Selskab i Stokholm. 1833: Det medicinske Selskab i Kjåbenhavn (Æresmedlem). 1835: Videnskabernes Selskab i Palermo. 1836: Det medicinske Selskab i London (Æresmedlem). 1838: "Videnskabernes Selskab i Lissabon. 1841: Videnskabernes Selskab i Upsala. 1842: Associé étranger de VInstitut de France. — Videnskabernes Selskab i Brissel (corresponderende Medlem). — Det phalziske Selskab for Pharmacie og Technik i Kaiserslautern. : 1843: Det medicinske Facultet i Erlangen (Doctordiplom). — Det islandske litteraire Selskab i Kjåbenhavn (Æresmedlem). 1845: " Videnskabernes Selskab i Washington. . 1846: Det kgl. norske Videnskabernes Selskab i Trondhjem. 150 å omgikkes han i en fortrolig Kreds med A. S. Orsted, Ohlenschlæger og Steffens, Mænd, hvis Navn og Berémthed strækker sig langt ud over deres Fædreland. Med sin beråmte Broder deelte han Inter- esse for dyb philosophisk Granskning, med Ohlenschlæger et af Poesien let grebet Gemyt, med Steffens Lyst og Evne til ved Tænkning at udforske Naturbegivenhedernes dybere Sammenhæng; men som experimenterende Naturforsker stod han ene og håit over de fleste Samtidige paa hele Jorden. Det varede imidlertid længe 'fårend han som saadan naaede det Standpunkt, der har skabt en ny Udviklingsretning i Physiken, og banet Veien for hine store practiske Anvendelser, som alltid ville blive et af vor TidsSærkjender, og deri var Ørsted netop meget forskjellig fra flere beråmte Naturforskere, der anvendte deres hele Liv for at udvikle een heldig Idee, eet lykkeligt Greb, som de i Ynglingsalderen have gjort, at han fårst som moden Mand sendte sin store Opdagelse tilsyneladende næsten uden Forarbeider, men ikke desmindre fuldfærdig ud i Verden, og han har ikke behåvet at tage noget tilbage af det, hvormed han udrustede den fra Begyndelsen. See vi hen til hans tidligste Arbeider, da iagttage vi, brledes han hælder snart til den ene, snart til den anden Sideaf Videnskabeligheden, og fåler Lyst og Evne til at forsåge sin Kraft paa de meest forskjellige Gjenstande. Paa hans første akademiske Priisskrift om det poetiske og prosaiske Sprog fulgte et Priisskrift om Modervandets Oprin- delse, Natur og Nytte, og derpaa en Doctordisputats ,de forma metaphysices naturæ externae.£ Med dette sidste Værk begynder hans fårste bestemt udprægede videnskabelige Periode, som culminerede og paa en vis Maade sluttede med hans ,Ånsichten der chemischen Naturgesetze%. Af denne Bogs Hovedafdelinger handler en om Rækkerne af de chemiske Stoffer. Forfatteren viser heri, atCharacteristiken af de forskjellige Rækker maa 1846: Det italienske Videnskabernes Selskab i Modena. — Det naturvidenskabelige Selskab for Canton Vaud i Lausanne — The british association (corresponderende Medlem). 1848: Det philosophiske Facultet i Prag (Doctordiplom). 1850: Videnskabernes Selskab i Madrid (corresponderende Medlem). 1850: Studenterforeningen i Kjåbenhavn (Æresmedlem). € 151 tages fra de Forbindelser, som! de indgaae, og atman i Rækkerne sely vel kan danne Underafdelinger, men at disses Begrændsning : er meer eller mindre vilkaarlig, da Rækkernes. Endepuncter . ved Overgange ere forbundne med hinanden. … Han. har .3. Rækker af Stoffer: Elementer, Ilter eller Oxyder, og Salte; en Inddeling, der i det Væsentlige er vedbleven, endskjåndt unegteligen meget udvidet og tildeels modificeret, Langt vigtigere ere de andre Afhandlinger over de chemiske Kræfter, chemisk Kjædevirkning, electrisk-chemiske Kræfter, over Varmens, Lysets og Magnelismens Sammenhæng med de eleciriske, og altsaa ogsaa de chemiske Kræfter. Den Mødsætning,. siger Ørsted, som vi finde mellem de ydre Led: af Elementernes Række, og som han betegner med Udtrykkene Tændkraft- og Ildkraft, finder "ogsaa Sted i:den anden Række, hvor de gjengives ved Suurhed og Alkalitæt,. som igjen er den.samme Modsætning, som vi see mellem den posilive og negalive, Electri= citet. Enhver af disse bekjendte electriske Kræfter er i og. for sig expansiv, men. de frembringe formedelst deres gjensidige Tillrækning en .contractiv -Virkning. . Her ér Punctet, hvor.de chemiske og mechaniske -Kræfter måde hinanden; thi for at et Legeme .kan bestaae, udfordres der en udvidende Virksomhed,”hvorved det udfylder Rummet, og en sammentrækkende, hvorved. Legemet begrændses. Legemet bestaaer altsaa ikkun ved electriske Kræfter, det:er ikkun et Udtryk af samme; men. de to som Kræfter betegnede Virknings- former, hvorved man tænker sig Legemeis Bestaaen, svare ikke til de electriske Kræfter. umiddelbart, men til. den Virksomhed, som disse frembringe, enten hver. for sig:… Udvidelse, eller i Forening: Sam- mentrækning. … Al Cohæsionsforholdenes Forskjellighed… hidrører ikkun fra disse Virksomheders. forskjellige Grader, al chemisk For- skjellighed fra Grundkræfternes. forskjellige Mængde .og deres For- eningsmaade; men i det meest brændbare; saavelsom .det.meest ildnærende. Stof ere begge electriske Kræfter. tilstede. Han viste den »ogsaa af- tidligere Forskere vanerkjendte , Analogie. imellem Magnetisme og. Electricitet… Dette er : Begyndelsen . til Læren om (det electro-chemiske System, som: Berzelius: senere udvik- lede med saa stort Held, …Orsted var den fårste;… men . Systemet 152 Å blev ved ham ikkun antydet, ikke udviklet. Berzelius kom senere, som det synes upaavirket af Orsted, men en stor Deel af den svenske Che- mikers Livs rastlåse Virksomhed var dette Systems Udvikling helliget. Forresten fremkaldte Ørsteds Bog i Begyndelsen ikke liden Interesse, som dog snart tabte sig, sandsynligviis især paa Grund af de store politiske Omvæltninger i 1813—1815 og den blev uden synderlig Indvirkning paa Videnskabens senere Udvikling. Naar Orsted i denne fårste Periode af sin videnskabelige selv- stændige Udvikling mere. blev betragtet som Naturphilosoph, end som Naturforsker, saa har denne -Mening en vis Berettigelse -i den hele Maade, hvorpaa han behandlede sin Videnskab, idet han sågte at udfylde de erkjendte Mangler i vore Kundskaber ved Raison- nement og Fålgeslutninger, medens han som Naturforsker vilde have sågt at låse Gaaden ved, nye Erfaringer samlede ved Forsåg og lagttagelser. Det. være langt fra at jeg skulde paastaae, at han i denne Tid aldeles forsåmte den experimentale Vei, men den var underordnet, og traadte kun lidet frem i hans Værker. Men med det Arbeide, hvoraf jeg har givet nogle Hovedtræk, afsluttede han denne Retning, og nu betraadte han den Bane, der skulde fore ham til den håieste Udmærkelse, -og sikkre hans Navn en Plads i Videnskabens Historie saa længe Menneskeslægtens Cultur ikke gaaer aldeles tilgrunde. | Orsted havde alt tidligere beskjæftiget sig med experimentale Un- dersøgelser over Klangfigurerne, som bleve meddeelte dette lærde Sel- skab, og hvorfor han modtog dets Sålvmedaille, men først efter at han havde udtalt, hvad han kunde og vilde udtale over de dybere Aarsager til Naturphænomerne fra hans daværende Standpunkt, begyndte hanfor | Alvor og med samme Aand og Skarpsindighed at dyrke den expe- rimentale Side af sin Videnskab. Da jeg 1818 gjorde hans Bekjendt- skab, fandt jeg ham ivrigen beskjæftiget med Forsøg over Vandets Sammentrykning. 1 Begyndelsen var hans Apparat ufuldkomment, men efterat han ved fortsatte Experimenter var bleven nærmere bekjendt med Gjenstandens Vanskelighed, construerede han det Apparat, som nu findes i alle physiske Samlinger og udmærker sig lige saa meget ved sin Elegance og ved den Lethed, hvormed man foretager Experimenterne, som ved sin Néiagtighed, Spårgsmaalet 153 om Vandet er sammentrykkeligt eller ikke, har beskjæftiget Phy- sikerne i lang Tid, og er bleven besvaret snart for, snart imod, indtil for omtrent et Aarhundrede siden Englænderen Canton bekjendtgjorde Forsåg, der udmærke sig baade ved Noiagtighed og Omsyn. De have givet Resultater, som påa en mærkværdig Maade stemme med Ørsteds senere Resultater, der give en Sammentryk- ning af 45, 5 Milliondele for hver Atmosphæres Tryk. Disse Re- sullater blive let forandrede ved 2 Indflydelser, deels nemlig ved forandret Varme, deels derved, at det Kar, hvori man sammen- frykker Vandet ikke gjér fuldkommen Modstand med sine Side- vægge. De første Apparater, Ørsted brugte, havde denne sidste Feil, men senere havde han ved sit nyere Apparat undgaaet denne Aarsag til Feiltagelser derved, at det Vand, hvis Sammentrykning skulde maales, findes i et Glaskar, der er udtrukket i et fiint Haar- ror, hvorigjennem Trykket virker, og Sammentrykningen iagttages ved Vandets Overflade i Haarråret, hvis Sammenflyden med det — åvrige omgivende Vand forhindres ved en lille Glasklokke, som sættes omvendt over Enden af Haarråret, og forhindrer Vandets Indtræn- gen, da det er fyldt med Luft. Det Hele staaer i et andet Kar med Vand, som udsæltes for det Tryk, hvis Virkning man vil pråve. Da det hele Tryk saaledes overfåres paa det omgivende Vand, og Karret, hvori Vandets Sammentrykning skal maales, fra alle Sider, indvendig saavelsom udvendig fra modtager samme Tryk, saa er den væsentlige Grund til Feiltagelser derved afhjulpen. Disse Forsåg optoge ham forholdsviis en meget lang Tid, da han tidt var nådsaget til at afbryde dem formedelst en Mængde andre "Forretninger. I Oversigterne over Videnskabernes Selskabs Arbei- der fra Mai 1817—Mai 1818 findes den fårste Notits om Forsågene, og en Angivelse af Resultatet er indrykket i Oversigten for Aaret 18821—1822. Men endnu mange Gange vendte han tilbage til disse sine Yndlingsbeskjæftigelser. I Oversigterne fra 18826—1827 med- deelie han sine Erfaringer over Varmens Indflydelse paa Vandets Sammentrykning, der ved 09 er 50 Milliondeel for een Atmosphære og ved 10”? ikkun 45 Milliondele, og aftager stadigen ved stigende Temperatur indtil 309, hvilket er den håieste Varme han har prå-. vet. Ogsaa Qviksålvets Sammentrykning blev bestemt; den er 154 1%4 Milliondele for een Atmosphæres Tryk. I det fålgende Aar optog han atter Sagen, da imidlertid et Arbeide af Colladon og Sturm over samme Gjenstand var udkommet, hvori. de vel i det Hele bekræfte Orsteds Forsøg, men dog erholde Sammentryk- ningen til 50,5 Milliondeel. Der opstod i Anledning af disse Forsåg en Meningsforskjellighed med Hensyn til Beregningen af Glassets Sammenirykkelighed, idet Colladon og Sturm beregnede den efter Glaslængdernes Sammentrykning ved irykkende Kræfter, medens Ørsted sågte at bestemme den ved directe Forsåg i sit Apparat. Der viste sig herved nogle ganske mærkværdige Forhold, idet Sammentrykkeligheden af Vand, hvori en Mængde smaa Glasstykker vare kastede, fandtes langt stårre end man af de enkelte Måssers Sammentrykkelighed kunde vente. Ørsted meente, at dette Forhold var afhængig af en Tiltrækning mellem Glasstykkernes Overflade og Vandet, og vilde have fulgt dette Phænomen; men andre Ar- beider forhindrede ham i at udfåre dette. En anden af Orsteds Undersøgelser, som staaer i nåiesté Forbindelse hermed, er over den ved Vandets Sammentrykning udviklede Varme. Allerede i 1833 foretog han en Række Beregninger over sine dertil hårende Forsåg og kom, under den Forudsætning, at der ved denne Sammentrykning' udvikler sig for hver Atmosphæres Tryk en Varme af ”/40 af en Grad Celsius, til det Resultat, at Van- det sammentrykkes 46 Milliondele for hver "Atmosphæres Tryk. I 1845 pråvede han denne Varmeudvikling ved Vandets Sammen- trykning ved Hjælp af den ihermoelectriske Varmemaaler, hvorved han erholdt Varmeudviklingen for hver Atmosphæres Tryk = "49,2 C. Ogsaa over Luftens Sammentrykning har Orsted foretaget For- såg, i Forening med Capitain Suenson, hvortil de benyttede, deels en Quiksålvsåile af 19 Fods Håide, hvor man bestemte Sammen- trykningen ved Maal, deels Vindbåsser, hvor man bestemte "denne ved Vægt. Disse Forsåg gave det Resultat, at den Mariotteske Lov gjælder for Tætheder, der ere noget over hundrede Gange stårre end Luftens Tæthed er ved Atmosphærens sædvanlige Trykfor- hold, og at der ikkun ved Overgangen til den draabeflydende Til- stand indtræde andre Forhold. Senere Undersøgelser, især af 155 Despretz og Regnault, have viist, at der selv ved de Luftarter, som man hidtil ikke har kunnet sammentrykke til Vædsker, finde Uregelmæs- sigheder Sted, som blive endnu langt stærkere for de Luftarter, ” der kunne fordraabes. I den lange Tid fra 1818 til 1833, som disse forskjellige, tidt afbrudte, og igjen optagne Forsåg indtage, beskjæfligede Ørsted sig med mange andre experimentale Arbeider, og idet jeg grup- perer disse efter deres indre Sammenhæng, er jeg hyppigen nåd- saget til at vende tilbage til tidligere Tider. Jeg vil nu omtale hans store Opdagelse, den, der egentlig begrunder hans Navn som en af Verdens stårste Opdagere i Physiken. Electriciteten havde allerede tidlig tiltrukket ham, og nogle af hans første Smaaarbeider henhåre til denne Retning, saaledes: en Afhandling: ,om Liigheden imellem de electriske Figurer og de organiske Former” i Skandinavisk Selskabs Skrifter; ,,0om Ritters Ladningsståtte; i Delametheries Journal; om »,Loven for de elec- " friske Virkningers Svækkelse ved Afstandf; om galvaniske Trug= apparater. Denne sidste lille Afhandling fortjener nærmere Om- tale. Ikke længe efter at Galvani havde opdaget den Form af Elec- tricitet, som efter ham fårer- Navn af Galvanisme, forekommer der en storre Opdagelse, som vi skylde Volta, der construerede Ståtten, som fårer hans Navn. Herved lykkedes det at forstærke den "Stréom, som et Par forskjellige Metaller og en fugtig Leder frem- bringe. Senere blev man opmærksom paa, at en Siråm, der udgaaer fra store Metaloverflader, frembringer udmærket kraftige Virkninger, . og da Constructionen af den Voltaiske Stålte medfårte mange Ubehageligheder og Formindskninger af Virkningen, formedelst den Hinde af Vædske, der ved Metalpladerne udpresses af de fugtige Papskiver, som benyttes ved Constructionen af Ståtten, saa modtog Physikerne Trugapparaterne med stor Interesse. De fårste af "disse bestod af Celler af en slet Leder, brændt og glasseret Leer, som man fyldte med Vædsken, og hvori man ved Siden af hinan- den ophængte Pladerne af de 2 forskjellige Metaller; men Celle- "apparatet af Steentéi eller Porcellain var vanskeligt at fabrikere, og derfor kostbart. 156 Orsted faldt nu paa den heldige Tanke, at danne Karret af det ene Metal, hvortil han valgte Kobberet, og at hænge Zink- plader i Vædsken, hvormed han fyldte dette. Herved bortfaldt den Vanskelighed, som Trugapparaternes Construction havde frembudt, og det blev let at danne Indretninger baade med stor Overflade ; og mange Pladepar. Med dette Apparat udfårte Orsted -mange meget interessante Forsåg; dog skal jeg her ikkun anfåre eet, hvor- med jeg i 1818 som hans Amanuensis var ham behjelpelig, nemlig det at sprenge Miner ved åt bringe en i Krudtet indbragt fiin Metaltraad til Glådning formedelst en fra Apparatet udgaaende galvanisk Strom. Forsågene lykkedes ganske udmærket, men de bleve ikkun bekjendte i en snevrere Kreds, og fårst senere, optagne i andre Lande, have de faaet Betydning, og håve nu fundet en fleer- sidig Anvendelse, hvoraf jeg her ikkun vil anfåre den ogsaa hos os benyitede Sprengning af sunkne Vrag. I 1820 gjorde han sin store Opdagelse over den sande Sam- menhæng imellem Electricitet øg Magnetisme, og siden den Tid er Læren om Eleciromagnetismen bleven en væsentlig Deel af Physiken. Man har i Begyndelsen paastaaet, at et Tilfælde havde foranlediget Op- dagelsen af denne Deel af Naturvidenskaberne; hvis dette var saa- ledes, vilde Opdagerens Fortjeneste ikke være mindre stor, da den, der forstaaer at gribe hvad en heldig Omstændighed byder, og bringe det ikke blot til sin egen, men til hele Verdens Bevidsthed, sandelig viser en stor Aands-Overlegenhed. Sagen forholder sig alligevel ikke saaledes. Orsted sågte at udfinde denne Sammen- hæng mellem de to støre Naturkræfter; hans tidligere Skrifter vidne derom, og jeg, der i Aarene 1818 og 1819 dagligen om- gikkes ham, kan af egen Erfaring bekræfte, at den Tanke, at ud- finde denne paa den Tid hemmelighedsfulde Sammenhæng, stadigen opfyldte hans Sjæl. Han ventede maaskee dengang ikke at finde den saaledes som den senere viste sig, men desmere fortjener det An- erkjendelse, at han, uhildet af forudfattede Meninger, opfattede Phæ-= nomenet i dets hele Simpelhed, og fremstillede det saaledes for Verden. I Juli 1820 vare hans Arbeider sluttede, efterat han allerede i Begyndelsen af samme Aar i sine Forelæsninger havde. viist 157 heldige Forsåg i denne Retning. Under 21 Juli 1820 sendte han et lille paa Latin skrevet Arbeide omkring til de beråmteste Na- " turforskere og naturvidenskabelige Selskaber i Europa, og fra disse »Experimenta circa effectum Conflictus electrici in acum magneti- cum£ dateres Electromagnetismens Historie. Orsted fandt, at Mag- netnaalens Pol blev afviist imod Vest, naar han sluttede sin galva- niske Kjede med en Leder, der laae horizontalt over, og parallel med Magnetnaalen, naar .den er i sin naturlige Stilling, saaledes at den mod Vest afviste Magnet-Pol- ligger nærmest ved den Deel af Lederen, der svarer til Kjedens negativ-electriske Pol. i Naar Lederen ligger under Naalen, finder den samme Virkning Sted, blot med den Forskjel, at Magnetnaalens Pol afvises imod Ost. Han udtrykker det korteligen saaledes, at den af Magnet- — naglens Poler, over hvilken den negative Electricitet indtræder, afvises imod Vest; den, under hvilken den indtræder, afvises imod Ost. Dersom Lederen ligger i samme horizontale Plan som Mag- netnaalen, da bliver den Pol, ved hvilken den negative Electricitet indtræder, nedtrykt, naar Lederen ligger paa Magnetnaalens vestlige Side, og låftet naar den ligger paa dens dstlige Side. Han fandt, at Lederens Natur ikke har nogen Indflydelse paa Resultatet, naar den ikkun er en god Leder, og at selv en- Afbrydelse af Lederen ved en kort Strækning Vand ikke aldeles forhindrer Virkningen. Han iagttog endvidere, at Virkningen af Lederen paa Magnetnaalen neppe aftog, naar Metaller, Træ, Vand, Harpix, brændt Leer, Glas, Gummi-Lak, Steen bragtes imellem dem, at derimod en Naal af Messing, Glas, Gummi-Lak, benyttet i Stedet for Magnetnaalen, ikke led nogen Forandring. Han slutter med den Bemærkning, at denne Indvirkning kan tænkes frembragt ved en omkring Lederne hvirv- lende Bevægelse. I deite Udtryk ligger Grundtanken til den Fremstilling af Electromagnetisme, som man i Almindelighed beteg- ner som den Orstedske Theorie; men som han selv mere betrag- "tede som et Udtryk, hvori han sammenfattede Grundphænomenerneé, end en egentlig Theorie. Hans i denne Anledning opstaaede Strid med Ampére forekommer mig derfor ogsaa mere at være en Bestræ- belse efter at belyse de svage Punctier i hiin Theorie, end et For- svar for håns egen. 158 Stor var den Virkning, som disse Opdagelser frembragte i den naturvidenskabelige Verden. Physikerne og Chemikerne have i Almindelighed det slore Fortrin fremfor de andre Dyrkere af Naturvidenskabernée, at deres Opdagelser let kunne pråves og derfor ogsaa let finde Indgang i Videnskaben. Dette var nu i héi Grad Tilfældet med Ørsteds Opdagelse; thi den kan pråves med et meget lille galvanisk Apparat og en Magnetinaal, der er i enhver Physikers Hænder, og denne Omstændighed i Forbindelse med den unegtielig allerede dengang meget»=udbredte Formodning om Electrici- tetens og Magnetismens Sammenhæng kan forklare, hvorfor denne Lås- ning af Gaaden fandten saa almiridelig Gjenklang i Europa. Forfatteren af denne Fremstilling, som var i Udlandet da Opdagelsen skeete, og i Breve fra Orsted blev underrettet om samme, havde hyppigen Leilighed til at iagttage den forskjellige Virkning, som Bekjendt- gjårelsen gjorde, idet Nogle, mindre fortrolige med Videnskabens Tilstand, i de simple Experimenter ikkun vilde see længe bekjendte Kjendsgjerninger, medens Andre deri saae Låsningen af Opgaver, som længe havde beskjæfliget Videnskaben. Snart fandt Ørsted alligevel den fulde Anerkjendelse, som han fortjente; maaskee hurtigere end nogen anden Opdagelse blev denne indlemmet i Videnskabens Samling af velbegrundede Erfaringer, og snart begyndte dens store Indflydelse paa Forklaringen af Naturphæno- merne og paa Physikens hele Udvikling at træde frem, — Enkelte vilde i ældre Skrifter finde Spor til denne Opdagelse, og jeg anseer det for meget rimeligt, at een eller anden Physiker har seet der- hen hårende Phænomener og opiegnet dem; men ikke den Mand er Opdager, der seer et Phænomen og hverken forstaaer dets Sammenhæng eller Betydning, men derimod den, der brin= ger sin Iagitagelses Betydning til sin egen og. Videnskabens Bevidsthed: Saaledes gjorde Ørsted, ingen har gjort det får ham, og han er den ubestridte Opfinder af Eleciromagnetismen. Man har med Rette beundret den Sikkerhed, hvormed Ørsted gik frem i denne Sag, han havde her ingen i denne Videnskab Ligeberet- tiget, med hvem han kunde råadfåre sig, og hans nærmeste Publi- cum havde ikkun en lidet vægtig Stemme i denne Sag, men den hele Form af hans latinske paa samme Dag: over hele Europa 159 udsendte Program viste at han vidste, hvad denne Opdagelse havde at betyde. Det kan ikke her være min Opgave at skildre denne Læres senere Udvikling, hverken den theoretiske fra Orsteds Opdagelse indtil Faraday”s Magneto-Electricitet, og den dermed i Forbindelse staaende Diamagnelisme, hvortil Ørsted ligeledes leverede interes- sante Bidrag, eller den praktiske indtil de electriske Telegrapher og den bevægede Magnels Anvendelse til at frembringe en gal- vanisk Strom, og det maa derfor være her tilstrækkeligt at bemærke, al han fulgte denne Udvikling med den Glæde, hvormed en Fader seer en Såns selvstændige og uafhængige Udvikling i Livet. Man har undertiden beklaget, at Orsted ikke senere igjen tog kraflig Deel i denne Udvikling, men man maa betænke, at Op- " "dagelsen med mere eller mindre Livlighed og Interesse blev pråvet og udvidet af enhver Physiker i Europa, og at Opdageren selv, efter at han havde indtaget sin høie Plads, vel kunde frygte for; at smaa Tilfoininger og mindre betydelige Iagttagelser vilde synes trivielle og intetsigende imod det,” han allerede havde udrettet. Iblandt de Arbeider, som her komme i" Betragtning, bår der dog endnu særlig fremhæves hans i Forening med Fourrier udfårte Undersågelser over den af Seebeck opdagede Thermoelectricitet. Ørsted læste paa sin tredie Udenlandsreise den 31. Mai 1823, i det franske Akademie en Afhandling om disse Undersågelser, og de vigtigste Resultater af de to beråmte Phy- ”sikeres Arbeide ere: at man kan construere thermoelectriske Ståtter, men at disses Indvirkninger ikkun for saa vidt tage til, som man paa samme Tid gjår Stråmmenes Vei kortere, eller som Ørsted udtrykker det ,Elementer af lige Længde danne Kjeder, som frem- »bringe ligestore Afvigelser hvor stort endog Elementernes Antal, »kan være”, Jeg vilde ikkun svække Indtrykket af Ørsteds vigtigste Arbei- … der, hvis jeg vilde omtale en Mængde mindre Undersågelser, som han siden udfårte; dog maa jeg ikke forbigaae tvende Arbeider, der have en langt stårre Betydning end de andre. Det fårste er en chemisk Undersågslse, hvorved det lykkedes ham at fremstille en Forbindelse af Chlor med Leerjørdens Metal 160 ' "Aluminium. Chemikerne kjendte paa den Tid mange Methoder til at tilveiebringe Elementers Chlorforbindelser, men den af Ørsted angivne var ny, og den er bleven meget vigtig, fordi den har lært os at frembringe Chlorider af mange Stoffer, som vi ellers enten" slet ikke, eller ikkun med stor Vanskelighed og Bekostning kunde fremstille. Med væsentlig Nytle kan den ikkun anvendes, hvor Chlorforbindelserne ere flygtige. Methoden var denne: han blandede Leerjord med Kul, opvarmede Blandingen til Rådglådheden i et Por cellainsrér, og ledede tår Chlorluft over samme; Kullet træder heri Forbindelse med Leerjordens Ilt, medens Chloret forener sig med Leermetallet. Begge Forbindelser ere flygtige, men Chloraluminium fortætter sig ved Afkjåling til et fast Legeme, medens Kulilte gaaer bort som Luft. Ørsted tilberedte paa samme Maade Chlorkisel, og andre Chemikere have senere brugt Methoden for at frembringe Chlorforbindelser af mange andre Grundstoffer. Orsted sågte alle- rede at udskille (rrundstofferne selv af disse Forbindelser, og valgte dertil det Middel, som senere med saa meget Held er bleven benyttet, nemlig Kalium. Men dengang (1824) var dette Metal i det mindste hos os meget vanskeligt at erholde, og han anvendte derfor Kaliumamalgam, som gav ham ikkun meget utilfredsstil- lende Resultater. Den anden Undersågelse er af physisk Natur og vedkommer Haarrårskraften, som han pråver derved, at han dækker den ene Ende af et båiet aabnet Glasror med en gjennemboret Dækplade af forskjellige Stoffer, hvis Haarrårskraft skal proves. Da nu Haar- rørskraften ikkun er afhængig af den Substants, hvori Aabningen er anbragt og dennes Diameter, vil Håideforskjellen i de 2 Rår udirykke Kraftens Indflydelse i Pladens Aabning, en Forskjel, der som bekjendt forsvinder, naar det flydende Legeme er af den Be- skaffenhed, at det fuldkomment befugter Haarrårets Sidevægge. Resultaterne af Forsågene med dette smukke Apparat ere uheldig- viis ikke bekjendtgjorte. Jeg kommer nu til den sidste Periode af Orsteds videnskabe- lige Virksomhed, den, som jeg fåler mig mindst skikket: til at bedåmme; jeg mener den Periode, der kan betragtes som repræ- senteret i hans ,Aanden i Naturen”, De hertil hårende Arbeider ere | | | | ikke alle nye; mange af dem gaae langt tilbage i Tiden, men i de senere Aar vendle hans hele Virksomhed sig mere og mere til denne reflecterende Side. Grundtanken i denne hele Anskuelse er den: at Naturlovene ere Fornuftlove, at vii Fålelsen for det Skjonne og Ædle kunne eftervise Sammenhængen med hine Natlurlove. Han staaer ved denne Refleclion bestandig paa Erfaringens brede Basis, og vinder derved en Sikkerhed i sin Betragtning, som virker vel- gjérende paa Læserne. Oversat i flere fremmede Sprog har denne Bog fundet talrige Læsere i hele Europa, men først Fremtiden kan lære, hvilken Indflydelse den vil udåve paa Anskuelserne. Til samme Retninghøre ogsaa hans digteriske Arbeider, ved hvilke hanisær, men ikke udelukkende har holdisig tilLæredigtets Form. Hans »Lufiskibf har fundet mange Læsere og Beundrere, og flere tydske Oversættelser deraf ere udkomne. Det er mig kjært at kunne overlade Fremstillingen af denne philosophisk-poetiske" Retning til Etatsraad Hauch, der ved sin hele Udvikling netop er skikket dertil, og ved mangeaarige Venskabsforhold til den Afdåde er tilskyndet til Udarbeidelsen af hans Biographie. I ham ville disse Retninger finde en ligesaa kyndig som grundig Bedåmmer. I dette vori Selskab var Orsted i en lang Række af Aar et meget virksomt Medlem, der ved sit store Navn. ikke lidet har bidraget til dets Glands og Berémthed. Næsten alle hans Opdagelser bleve forst forelagde i vore Méder; som Embedsmand var han utrætielig, og faa Gange have vi savnet ham paa sin Plads. Ved sine omfattende Kundskaber bidfog han meget til Selskabets Liv, saa at det ikkun sjelden indtraf, at der savnedes Gjenstande for Med- delelserne. Som Universitetslærer har han i henved et halvt Aarhundrede tolket sin Videnskab for de Studerende; og endnu i de senere Aar af hans Liv maatte man beundre den Varme, hvormed han fore- drog selv dens Elementer, en Gjentagelse, der for en mindre livlig Aand maatte have virket svækkende og slåvende. Han indskræn- kede ikke sine belærende og vækkende Foredrag til Forelæsninger for Studenter og Polytechnikere, men greb ogsaa gjerne Ordet "ved andre Leiligheder, og naar han saaledes talede om sine Ynd- 162 lingsgjenstande gik hans Varme over til en Begeistring, som hen- rev hans Tilhérere og vandt Mange for Naturens Studium. Hans Lærebog i Physiken, der under forskjellige Former har oplevet 4 Oplag, hvoraf det sidste fårst har begyndt at udkomme efter hans Dåd, er betegnende for hans Standpunkt i sin Viden- skab i Almindelighed. Orsted staaer paa Experimentets, paa den umiddelbare Iagttagelses Standpunkt; for ham er Erfaringen den bedste Kilde til. vore Kundskaber; dog ikke den raae Erfaring, som ikke skjelner imellem det Væsentlige og Uvæsentlige, men en ved Eftertanke, Fornuft og Videnskab renset Erfaring, der veed at udfinde Loven imellem de mangfoldige Tilfældigheder, som ind- hylle og skjule den. Naar Orsted kan fåre et experimentalt Be- viis for en physisk Sætning, saa vælger han et saadant fremfor det, som Mathematiken frembyder. Denne "Anskuelse hører med til hans Eiendommelighed; det var hans faste Overbeviisning, at delte experimentelle Beviis gjår Sagen langt mere anskuelig og frugtbringende for den Studerende, og denne Mening synes paa ny at skaffe sig Anerkjendelse, i det mindste at slutte af den Aand, der gaaer igjennem en Betænkning, som en Kommission har afgivet i Anledning af Underviisningen i det franske polytechniske Institut. og hvori Navne som Le Verrier, Poncelet, Piobert ere Borgen for, at Mathemaliken var vel repræsenteret ”) Ørsteds Interesse var ligesaa mangesidet som hans Kund- skaber. "Mange Afhandlinger i forskjellige Tidsskrifter vidne om denne Alsidighed, og endskjåndt han i sine senere Aar ikkun sjelden tog Deel i offentlige Discussioner over Gjenstande, der laae udenfor hans nærmere Virkekreds, vedblev hans Interesse for dem usvækket indtil hans Dåd. Som en af Stifterne af det Selskab, der udgav ,Maanedsskriftet for Litteratur”, og en af dets virksomste Medlemmer, har han +) Anm.: Jeg vil iblandt mange Steder ikkun udvælge et eneste for at bevise det. ovenanfårte. ,,Nous prescrivons donc en téte du programme de physiqne, que le cours sera entiérement expérimental… Le professeur recourra pour établir les théories physiques å des données expérimentales, et non å des considéralions mathématiques, 163 erhvervet sig varige Fortjenester af den danske Litteratur i Almin- delighed, og foruden mange Afhandlinger, der tildeels ere optrykte i hans ,Samlede Skrifter”, tog han en væsentlig Deel i Discussio- nerne over de indleverede Anmeldelser. Hans Interesse for Spro- gets Reenhed bragte ham tidlig til at stræbe at indfåre en dansk videnskabelig Nomenclatur i Chemien. Vel ere en Deel af hans Forslag ikke optagne, men Meget har ved almindelig Brug faaet Hævd, og hans Udtryk, udmærkede ved Korthed, Boielighed og Be- stemthed, have ikke lidet lettet Udviklingen af den danske chemiske og physiske Litteratur. Ogsaa udenfor hans nærmere Videnskaber dannede han mange nye Ord, som ere optagne i Sprogets Skåt. Fra hans tidligste Udvikling tiltrak Videnskabens Indflydelse paa Livet, dens praktiske Retning, ham i h6i Grad, og mange Afhandlinger vidne om hans Bestræbelse ogsaa at skaffe denne practiskeRetning An- erkjendelse i Staten. Herhen hører foruden Beretningen om de Born- holmske Reiser, ,Tånker over Muligheden af at gjåre Træets bedste chemiske Anvendelse mere almindelig”, ,,Forsåg over en Forbedring af Ringning med Klokker” og flere andre mindre litteraire Arbeider. Den samme Tanke havde væsentlig Indflydelse paa hans Forslag til Op- rettelsen af Selskabet for Naturlærens Udbredelse, der kraftigen underståttet af Nationen i en Række af Aar med Held har virket, og endnu vedbliver at virke til Opnaaelsen af sit Formaal. Det var endnu den samme Aandsretning, der bestemte ham til med stør Udholdenhed at arbeide paa Opreltelsen”af en polytechnisk Lære- anstalt, og da Regjeringen i 1829 omsider stiftede en saadan, ansaae han den Indflydelse, han havde derpaa for noget af det Gavn= ligste, han havde udrettet for sit Fædreland. Han vedblev indtil sin Dåd med Uegennyttighed uden Gage at forestaae Stiftelsen som Di- rector, og han var i den lange Tid en af dens ivrigste Lærere, der belærende og vækkende havde den stårste Indflydelse paa de unge Mænds senere Udvikling. Længe efter at de havde forladt Anstalten, vedligeholdt Ørsted sin Forbindelse med dem, og naar han opdagede Talent og god Villie hos unge Mennesker over- hovedet, var han deres ivrigste Talsmand, og sågte ved hver Lei- lighed at drage dem frem til den Stilling, som han antog de for- tjente, og hvori de kunde stifte Nytte. Jeg har selv i sin Tid 164 em fålt den Velvillie, Orsted viste unge Mænd, for hvilke han interes- serede sig, og har senere ogsaa bemærket den samme udviist imod Andre. Orsted kunde ikke undgaae den almindelige Skjebne, at hans Bestræbelser paa en Tid bleve miskjendte, og hans Fortjenester ikke tilstrækkeligen paaagtede; han bar det med Fatning og uden at nære nogen bitter Fålelse, og da han i de sidste Aar af sit Liv igjen vandt almindelig Anerkjendelse, tog han ogsaa dette med den philosophiske Rolighed, som han havde bevaret i saa mange af Livets Omskifininger. Idag for et Aar siden, den 7de November 1850 havde et stort Antal af H, C. Ørsteds Venner, Disciple og Tilhérere samlet sig paa Fasangaarden i Frederiksbergs Slotshave, for at hoitidelig- holde hans 50-aarige Embedsjubilæum paa det Sted, der, som man haabede, endnu i lang Tid hver Sommer inden sine Vægge vilde byde ham et roligt og venligt Ophold. Hædret af sin Konge, anerkjendt af Regjeringen, elsket og agtet af Alle, der havde staaet i nærmere Beréring med ham, betragtede Ørsted denne Dag som en af de lykkeligste i sit Liv, og mange Planer for litteraire Arbeider knyltede sig til Udsigten til et roligt, beskueligt Liv i hans nye Sommerbolig. Men det var anderledes besluttet; ikkun faa Maaneder efter, den Yde Marts 1851 hensov han roligen, efter nogle Dages tilsyneladende let Sygdom. Menneskeheden tabte i ham en Mand, der væseni- ligen havde fremmet dens Udvikling; hans. Fædreland en af deis varmeste og virksomste Patrioter; Videnskabernes Selskab et Medlem og en Embedsmand, der i mange Aar havde staaet i dets forste Række, Universitetet en Lærd og Lærer, hvis store Kræfter . stedse havde virket i Sandhedens og Oplysningens Interesse; hans Venner en trofast og oprigtig Ven; hans Familie en kjærlig Ægte- mand, Fader og Broder. 165 H.C. Ørsteds litteraire Arbeider”). Forség til en Besvarelse af det for Aaret 1796, ved det Kjé- benhavnske Universitet udsatte Priisspåorgsmaal i Æsthetiken: Hvorledes kan det prosaiske Sprog fordærves ved at komme det poetiske for nær, og hvor ere Grændserne imellem det poetiske og prosaiske Udtryk. Minerva 1797. Mai. (Belonnet Priisskrift). Om Modervandels Oprindelse, Natur og Nytte. Bibliothek for Phy- sik, Medicin og Øconomi. Bd. 13. 1798. Breve (4) over Chemien. Biblioth. f. Physik, Medic. og Oconom. Bd. 14 og 16. Dissertatio de forma metaphysices naturae externae. Hafn. 8. 1799. Grundtrækkene af Naturmetaphysiken. Kjåbenhavn 1799. Videnskaben. om Naturens almindelige Love. Kjobenhavn 1799. 8. "Recension over Hauch's Physik. Kjåbenhavnske lærde Efterretnin- ger 1799. Nogle Bemærkninger i Anledning af Guytons Forsåg over Dia- mantens Forbrændelighed. Bibl. f. Physik, Med. og Øcon. Bd. 17. 1800. Recension over Gadolins Indledning i Chemien, Skandinavisk Mu- seum. Bd, 1. 1800. Recension over Hjelms: Anviisning paa besta sættet at tilvirka Salltpeter. Samme. Recension over Hjelms: Uderråltelse om fordeelagtigsta sættet at anlægga Salltpeter Lador. Samme. Forsog og Bemærkninger over den galvaniske Eleciricitet. Nyt Bibl. for Pysik, Med. og Øcon. 1801. Bd. I. (iydsk i Scheels nordisches Archiv). | Udtog af Breve til Manthey. Nyt Bibliothek f. Phys., Med. og Øcon. Bd. 2 og 3. 1801 og 1802. %) Jeg har gjort mig megen Umage for at erholde denne Fortegnelse saa fuld- stændig som mulig, og troer ved velvillig Hjelp fra forskjellige Sider at have nogenlunde fyldestgjort billige Fordringer, dog tår jeg neppe antage, at alle Oversættelser og smaae Afhandlinger tildeels i fremmede Sprog ere anførte, F, 166 Ideen zu einer neuen Architektonik der Naturmetaphysik heraus- gegeben von Mendel. Berlin 1802, 8. Materialien zu einer Chemie des 19 Jahrhunderts. Regensburg 1803. 8. Uebersicht der neuesten Fortschritte der Physik. Schlegels Europa. Bd. .1. St. 2. 1803). Galvanochemische Bemerkungen. Gehlens neues allgemeines Journal der Chemie. Bd. 3. 1803. En fransk Oversættelse af Ritters Afhandling om Ladningsståtten i Delametheries Journal de Physique 1804, med et Tillæg; af H.C. Ørsted. Ueber Ritters Ladungssåule, und ein neues Metalthermometer. Gehlen neues allgem. Journal fir Chemie Bd. 6. 1805. Om Overeensstemmelsen imellem de electriske Figurer og de or- ganiske Former. Skand. Littr, Selskabs Skrifter. Bd. 1. 1805. Ny Undersågelse over det Spårgsmaal, hvad er Chemien. Skand. Littr. Selskabs Skrift. Bd. 2. 1805. Forsåg til en ny Theorie af Selvantændelserne. Skand. Littr. Sel- skabs Skrifter. Bd. 2. 1805. Kritik over den saakaldte Eudiometrie med Hensyn til Lægekun- sten. Bibl. for Phys., Med. og Øcon. Båd 26. (Båd. 8) 1805. Ctydsk i Gehlens neues allgem. Journal der Chemie, Bd. 5), Eine Såule von einem Metal und fenchten Papscheiben wird durch die Voltaische Såule electrisch. Gilberts Annalen der Physik. Bd. 19. 1805. Recension over F. Saxstrophs Electricitetslære, i Kjøbenhavnske Lærde Efterretninger 1805. Forsåg i Anledning af nogle Steder i Winterls Skrifter. Nyt Bibl. f. Phys., Chem. og Øcon. Bd, 9. 1806. (tydsk i Gehlens Jour- nal. Bd. 1. 1806) Die Reihe der Såuren und Basen, Gehlens Journal d. Chem. u. Physik. Bd. 2. 1806, Om den Maade hvorpaa Electriciteten forplånter sig. Nyt Bibl. 0.s.v. %) Denne Sammenstilling er betegnet med 0. og i H, C. Ørsteds Optegnelser fin- des anfårt, at han har bearbeidet en saadan Oversigt for Schlegels Europa, saa at der neppe kan være Tyivl om at O, er Forfatter til den anfårte Afhandling. 167 Bd. 9. 1806; (iydsk i Gehlens. neues Journal fiir Chemie, Bd. 6; fransk i Delametherie Journal de physique. 1806). Endnu et historisk Bidrag til Oplysning over de nye Ritlerske Pendelforsåg. Nyt Biblioth. 0. s.v,. Bd. 9. 1806, Betragtninger over Chemiens Historie. Skand, Littr, Selskabs Skrif- ter. Bd. 2. 1807. (optrykt i samlede og efterladte Skrifter, Bd. 5). Forsåg om Klangfigurerne, Videnskabernes Selskabs Skrifter, Bd. V. 1807. (tydsk i Gehlens Journal får Chem., Physik og Mineral. Bd. 8. 1809). | Ueber Simons (Volta's) neues Gesetz fir electrische Atmosphæren- wirkung (aus einem Scheiben an J. W. Ritter). Gehlens Jour- nal fir Physik" u. Chemie. Bd, 7. 1808, Om Grunden til den Fornéielse som Tonerne frembringe (en Sam- tale). Skand. Littr, Selskabs Skrifter, 1808. (optrykt i samlede og efterladte Skrifter. Bd. 3). Om. Planteliim. Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Sel- skabs Forhundlinger. 1809. (ikkun Titelen angivet). Videnskaben om Naturens almindelige Love. iste Deel. Kjåben- havn 1809. 8. Undersågelser til de fårste Grunde til al chemisk Virkning. Over- sigt over det Kongl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger. 1810—1811. (ikkun Titelen angivet). Første Indledning til den almindelige Naturlære (Indbydelsesskrift til Forelæsninger om denne Videnskab). Kjøbenhavn 1811. (Siden optaget i 2den Udgave af hans Værk: Videnskaben om Naturens Love). Ansichten der chemischen Naturgesetze durch die neueren' Ent- deckungen gewonnen. Berlin 1812. 8. Oversat paa Fransk af Marcel de Serres under Titel: Recherches sur Pidentité des forces, chimiques et électriques. Ueber die Hervorbringung der Wårme, und daraus abgeleilete Gesetze derselben, Schweiggers Journal fiir Chemie und Physik. Bd. 5, 1812. Teniamen nomenclaturæ chemiceæ omnibus linguis scandinavico- germanicis communis, Universitets Program, Hafniæ 1814, 4. 168 (tydsk i Schweiggers Journal, Bd, 12. 1814 og Tromsdorffs Journal). Loven for de electriske Virkningers Svækkelse ved Afstanden. Oversigt over det Kongl. danske Vidensk. Selsk, Forhandlimger. 1814. 1815. (En Notits dertil i Scaweiggers Journal 1814. Bd. 12). Anmeldelse af Grundtvig: En mærkelig Spaadom. Litteraturti= dende 1814, Imod den store Anklager, Kjåbenhavn 1814. 8. Videnskabsdyrkning betragtet som Religionsudåvelse. En Tale. Molbechs Athene, 1815. Theorie over Lyset. Oversigt over det Kongl. danske Vidensk. Selsk, Forhandlinger. 1815—16. Over de galvaniske Trugapparater (i Forbindelse med Esmark). Samme for 1816—17. Ueber Contact-Electricitet. Schweiggers Journal. Bd. 20. 1817. Om de Grundsætninger hvorefter man kan tillave Viin af Nordens Frugter. Olufsens nye åconomiske Annaler. Bd. 8. H. 2, 1817. ogsaa særskilt aftrykt. Undersågelse over Maaden hvorpaa en Lærebog i Naturlæren burde affattes. Oversigter over Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1817-—18. Undersågelse over Vandets Sammentrykkelighed. Samme 18/8. Ueber die Zusammendrikung des Wassers. Schweigger. Bd. 21. 1817. Beretning om en Undersågelse over Bornholms Mineralrige, udført 1818 efter Kongelig Befaling gjennem Rentekammeret (udfårt i Forbindelse med Esmark og Forchhammer). Kjøbenhavn 1819. 8. Beretning derøm i Videnskabernes Selskab. Oversigterne 187949, Tanker om Muligheden af, at gjåre Træets bedste chemiske An- vendelse mere almindelig. Oversigterne 187%/49, Om den korteste Maade at foredrage Electricitetslæren i en Række Forség. Oversigterne 18749, (Ikkun Titlen findes angivet). Om Haarrårene. Oversigterne 187%. Om et nyt Æsk i Peberen. Oversigterne 18"%%0,. (Ueber das Piperin Schweigger. Bd. 29. 1820. Lamethéries Journal. Bd. 47. 1820). Læresætninger af den nyere Chemie. Aftrykt til Brug for hans Tilhérere, Kjobhvn. 1820. 8, 169 Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige udfårt i 1819 (i Forbindelse med Esmark og Forchhammer). Kjåben- havn 1820. Beretning derom i Oversigtern 187%. Experimenta circa effectum confliclus electrici in acum magneti- cum. Hafn. 1820. 4. Optaget eller oversat i næsten alle europæiske vigtigere naturvidenskabelige Tidskrifter. Meddelelse derom i Videnskabernes Selskab. Oversigterne 1899924. Neuere electromagnetische Versuche. Schweigger. Bd. 29. 1820, Betrachtungen uber den Electromagnétismus. Schweigger. Bd, 32. 1821. En Artikel om Anliæegget af et Steenkulsbrud og Jernværk paa Bornholm. Statstidende 1821. Nr. 88. Brief uber Electromagnetismus. Schweigger. Bd. 38. 1821. Ueber Zamboni's zweigliederige galvanische Kette. Samme. Galvanomagnetiske Undersågelser. Oversigterne 1827992. En Artikel i Dagen (af 26. Maris 1822) om de Bornholmske Kul- lag, imod Assessor Schæffer. : Udsigt over Chemiens Fremskridt inden det 19de Aarhundredes Begyndelse. Tidsskr. for Naturvidénskaberne 1822. Båd. 1. Electromagnetische Versuche. Gilberts Annalen 1822. Kogepunct for Viinaand af forskjellig Styrke, og Anvendelse deraf til at bestemme Styrken af den Viinaand man til hvert Tids- punct af en Destillation vil erholde. Tidssk. f. Naturv. Bd. 1. Et Middel til at befordre Udviklingen af Dampe. Samme, (tydsk i Schweigger. Bd, 38). Et nyt galvanomagnetisk Forség. Tidsskr. f. Naturv. Instrument pour mesures la compression de V'eau. Annales de che- mie et de physique. 2 serie, t, 21. 1822. Sur la compressibilité de eau. Samme. Experience electromagnetique. Samme. Sur le multiplicateur de Schweigger et sur quelques applications qwon en a fait. Samme. Sur quelques nouvelles experiences thermoelectriques par M. le Baron Fourier et M. Ørsted. Samme. (tydsk i Schweigger. Bd. 41). 170 Herom en Efterretning i Oversigterne over Videnskabernes Selskabs Forhandlingerne 18?%%3, Beretning om Dr. Seebecks nye electromagnetiske Forsåg, læst i den physiske mathematiske Klasse af det franske Institut, af Prof. Ørsted, oversat af Dyssel. Tidssk. for Naturv. Båd, 3. 1824. Om Glådningen ved en galvanisk Strom med Hensyn til de Frau- enhoferske Linier. Oversigterne 1822/24, En ny thermoelectrisk Kjede. Oversigterne 18294. Bemerkninger om Nordlysets Theorie. Oversigterne 18%/24. Luftarternes Fortætning. Beretning om Dr. Brewsters Opdagelse. Tidssk. for Naturvidenskaberne. Bd. 3. 1824. Naturvidenskaberne betragtet som en af Grundbestanddelene i Men- neskets Dannelse. Nyt Aftenblad 1824. (samlede og efterladte Skrifter. Bd. 5). Forsøg over den Mariotteske Lov, udfårt i Selskab med Kapitain Suenson. Oversigterne 18%/95, Forség over Leerjordens Forbindelse med Chlor. Oversigterne 182795, (tydsk i Schweiggers. Bd. 45 og i Poggendorfs Annalen 1828). Tale ved de unge Studerendes Optagelse til academiske Borgere (1821). Nyt Aftenblad 1824. Over de Forség der endnu fortjente at udfåres over Legemernes Sammentrykkelighed. Oversigterne 18%/9, Om en Forbedring ved Nobeli's electromagnetiske Multiplicator. Oversigterne 1825/96. Erindringsord til Forelæsningerne over Chemie. Kjobhvn. 1825. 8. 2den Udgave. 1826. | Folkets Oplysning er Fyrsten heldbringende, en Tale ved Univer- sitets - Håitiden i Anledning af Kongens Fådselsdag. Nyt Af- tenblad 1826. (optrykt i samlede og efterladte Skrifter. Bd. 5). De religione christiana litterarum fautrice etc. Oratio habita in Universitate Hauniensi a J. C. Ørsted inter solemnia Jubilæi religivnis Christianæ in Dania ante mille annos primum pro- mulgatæ. Nyt theologisk Bibliothek. Bd. 10. 1826. i Bidrag til at udfinde Loven for Legemernes Sammentrykning. Vi= denskabernes Selskabs naturvidensk. og mathemat. Afhandlinger. Bd. 2. 1826. Notitser dertil i Schweiggers Journal, Bd. 45, 51 og 52. 171 Fortisatte Forsøg over Legemernes Sammentrykkelighed. Oversig- terne 1825/97, Om Brugen af den electromagnetiske Multiplicator til Solvpråve. Oversigterne 18927. (tydsk i Schweigger. Bd. 52 og Erdmann. Bd. II), Forsåg over en Forbedring af Ringning med Klokker. Oversig- terne 18%/0. (tydsk i Schweigger. Bd. 52) Om en ny Mechanisme ved Taarnklokker. Handels- og Industrieti- dende 1826. Fortsatte Forség over Vædskers Sammentrykkelighed. Oversig- terne 18/28, | Zusammendrickung verschiedener Flissigkeiten. Poggendorf. 1827. Bi::9, Zusammendruckung der Luft und Gase. Samme. (engelsk Brewsters Journal; new series, Vol. 4). Fortale til Bråndums Grundsætninger for Olbryggeriet Kjåben- havn 1828. 8. Zusammendrickung verschiedener Flissigkeiten. Poggendorf. Bd. 12. 1828. Zusammendruckung des Wassers in Gefåssen verschiedener Mate- rien. Samme. Undersågelser over Legemernes indvortes Natur. Oversigterne 1828/29, Om en ny Række af electromagnetiske Forsåg. Oversigterne 1829/29, Anmeldelse af Ursins Magazin for Kunstnere og Haandværkere. Maanedssk. f. Liltr. Bd 4. 1829. (samlede og efterladte Skrif- ter. Bd. 5). Anmeldelse af Oehlenschægers Rolf Krake. Maanedssk. f. Littr. Bd. 1. 1829. (samlede Skrifter. Bd. 5): Anmeldelse af Schouw specimen geographiæ physicæ comperativæ. Maanedssk. f. Littr. Bd. 1. 1829. (optrykt i samlede og efter ladte Skrifter. Bd. 5). Tale ved den polytechniske Læreanstalis Indvielse. Maanedssk. f. Littr, Bd. 2. 1829. ) Nyt electromagnetisk Forsåg. Oversigterne over Vidensk. Selsk. For- handlinger. 18?9%%9, Betragtninger over Forholdet imellem Lyden, Lyset, -Varmen og Electriciteten. Oversigterne 18?%/29, 172 Uddrag af et Foredrag i Selskabet for Naturlærens Udbredelse : Om Midlerne til at bortskaffe Fugtighed af Værelserne. Ursins Magazin for Kunstnere og Haandværkere 1830. Maanedsforelæsning. Samme. Anmeld. af H. Steffens polemische Blåtter, Maanedssk. f. Littr, Bd. 3, 1830. Anmeld. af Tegners smærre samlede Dikter. Maanedssk. f. Littr. Bd. 4. 1830. (samlede Skrifter. Bd. 6). Anmeld. af A. Aschlund om Verdensbygningen, og af samme For- fatters ,Magnetens Forhold til sine Poler$, Maanedssk. f. Littr. Bd. 4. 1830. Udmaaling af store Dybder i Havet. Oversigterne 1899731, Forklaring over Morgen- og Aftenråden. Oversigterne 1899/34, Tale over Grev Schimmelmann. Kjåbhvn. 1831. (Paa Tydsk i Falck's N. Staatsbiirgerl. Magazin. Bd. I. (samlede Skrifter. Bd. 6). Anmeld. af Gjengangerbreve. Maanedssk. f. Littr, Bd, 5. 1831. (samlede Skrifter. Bd. 6). | Anmeld. af Ingemanns Huldregaverne eller Ole Navnlåses Levnets Eventyr. Maanedssk. f. Littr. Bd. 6. 1831. Anmeld. af sammes: nogle Oplysninger om Huldregaverne og Re- censionerne over samme i Maanedsskriftet. Maanedssk. f. Littr, Bd. 6. 1831. Anmeld. af Skrivelse til Digteren Ingemann, i Anledning af Huldre- gaverne udgivet af Sibbern. Maanedssk. f. Littr. Bd. 6. 1831. On the relative compressibilities of different fluids at high tempe- rature. Brewsters Journal of science Vol, VI. 1831. H. G. v. Schmidten, en Nekrolog. Maanedssk. f. Littr. Bd. 6. 1831. (samlede Skrifter, Bd. 6). : Forklaring over Faradays magnetisk-electriske Opdagelse. Over- sigterne 1821/39, Om det Kongelige Videnskabernes Selskabs Foranstaltninger til at skaffe Kjobenhavn artesiske Brånde. "Dansk Ugeskrift. Båd, 1. 1832. Fortsatte Forsåg over Vandets Sammentrykning. Oversigterne 18273, Anmeld. af Ingemanns Opstanden i Litteraturstaden. Dramatisk Epilog til Ole Navnlåses Levneltseventyr. Maanedssk. f. Litir. Bd, 7. 1832, alien EN sne Anmeld. af Mansa's Oversættelse af Rumohr: J. Konigs Veiledning til Kogekunsten. Maanedssk. f. Liltr, Bd. 7. 1832. Til Forfatteren af den theologiske Afhandling i det danske Uge- skrift Nr, 30. Danske Ugeskrift. Bd. 2. 1888. Videre om samme Sag i samme Bind. (samlede Skrifter. Bd. 6). Tillæg til Anmeld, af Thortsens Forsåg til en dansk Metrtk. Maanedssk. f. Littr. Bd, 9. 1838. Om det juridiske Studium ved Kjobenhavns Universitet.. Art. II. Maanedssk. f. Littr, Bd. 10. 1833. (samlede Skrifter. Bd. 6). Anmeld. af Schouw's Europa. Maanedssk. f. Littr, Bd. 12. 1834. (samlede Skrifter. Bd. 6). Tordenveir. Almanak for 1834. Stærke Drikke. Almanak for 1834. Neue Versuche iiber die Zusammendrickung des Wassers. Pog- gendorf. Bd. 31. 1834. Magnetiske Iagttagelser i Kbhyn. efter Gaus's lagttagelsesmaade. 1835. Anmeldelse af Welhavens Norges Dæmring. Maanedssk. f. Littr. Bd. 13. 1835, Gamle og nye Tider. Almanak for 1835. Erindringsord til Forelæsninger over Lyset. Kbhvn. 1835. 8. Danskheden, en Tale. Dansk Folkeblad 18836. Luftskibet, et Digt. Kjobenhavn 1836. (tydsk af Johannsen. Ko- penhagen 1837.) - Bemærkninger over det indbyrdes Forhold imellem Trykkefriheds Lovgivningen og den almindelige Mening. Artikel fra Skrift- comiteen. Folkeblad, iste Aargang, 1886. … Et Tillæg til Anmeldelsen af Gad: ,,Om forberedende og håiere Realunderviisning”. Maanedsek. f. Littr. Bd. 16. 1836, Om Skypompen. Oversigierne 1828/27. Bør Færdighed i at skrive og tale Latin ansees som en Bestand- deel af den almindelige lærde Dannelse. Maanedssk. f.. Littr. Bd. 18. 1837. . Indledningsdigt til Thiele's Skrift om Thorvaldsen. Kbbvn. 1837. Om den rette Iver i Troessager, en Samtale. Dansk Folkeblad, 2den Aargang. 1837, Oversigterne 18? 174 Ingen Rangstrid imellem de forskjellige Stænder. Dansk Folkeblad. 2den Aargang. 1837. Tale ved det Kongelige Videnskabernes Selskabs Mindefest over dets Præses Hs. Exc. Overkammerherre A. W. Hauch, holden af Selskabets Secretair H. C. Ørsted. Kjåbenhavn 1838. Christendom og Astronomie. Dansk Folkeblad. 1838. Uber die Wettersåule in Schumachers Jahrbuch fir 1888. Om Haarrårskraften. Offentligt Foredrag ved de skandinaviske Na- turforskeres Måde i Gothenborg. Forhandlingar 1840 (tydsk Poggendorff, Bd. 53), . | Over den gjensidige Nyite, de skandinaviske Tungemaals viden- skabelige Kunstsprog kunde have af hinanden. Foredrag ved Mødet i Gothenborg 1839. Forhandlingar 1840. Om Jerichous Barometer. Tidssk. f. Littr. og Kritik. Bd. 2. 1839. Tale i Anledning af Chr. VIIL Tronbestigelse. Oversigterne 1839. Hjemmet, et Digt. Brage og Idun 1839. Ordnede Lydudtryks Naturvirkning. Brage og Idun 1839 (samlede Skrifter, Bd. 8). Tale ved de skandinaviske Naturforskeres første Mode i Kjåben- havn 1840. Forhandlinger 1841. Om Udbredelsen af det 100-gradige Thermometer i Danmark og Norge. Samme. Om et nyt Electrometer. Samme (tydsk Poggendorff, Bd. 58). Om Haarrårsvirkningerne. Oversigterne for 1840. Om Vægtstangselectrometret. Oversigterne for 1840. Om Groves Apparat. Oversigterne for 1841. Bemærkninger i Anledning af Forslaget om en landåconomisk Dan- nelses Anstalt i Danmark. Dansk Ugeskrift. 2den Række. iÅste Bd. 1842. Grundtræk af det Skjånnes Naturlære. Skandinavisk Naturforsker- måde 1842. Fårhandlingar. Tale i Anledning af Videnskabernes Selskabs Jubelfest 1842. Om Galvanoplastiken. Oversigterne" 1842. Forsåg over Varmheden paa Bunden af Borehullet i den artesiske Brond paa Nyholm. Oversigterne 1842. Undersøgelser om Lyset med Hensyn til det Skjonnes Naturlære. Oversigterne 1842. Tale ved Prof. Jacobsons Liigfærd. Kjobenhavn 1843. Fortsatte Undersågelser om Lyset med Hensyn til det Skjånnes Naturlære. Oversigterne 1843. Udvikling af Læren om Glandsen. Oversigterne 1843 (tydsk Pog- ” gendorff, Bd. 60). Om Forholdet imellem Unge og Gamle. Tale i Efterslægten. Kj6- benhavn 1844. ' Naturlærens mechaniske Deel. Kjébenhavn 1844. 8. Om Tænkningens og Indbildningskraftens Opfatning af Naturen. Skand. Naturf. Måde i Christiania 1844. Forhandlingerne. (Tydsk af Zeise. Altona 1847. 8.) Betragtninger over den danske Character. Dansk Ugeskrift, 2den Række, 4de Bd. 1844. Mindeskrift over Måsting. Oversigterne 1844. Mindeskrift over Bendz. Oversigterne 1844, Saturns Ringsystem. - Oversigterne 1844. Maalning af Glas i Speile. Oversigterne 1844, To Kapitler af det Skjånnes Naturlære. Kjåbenhavn 1845 (tydsk af Zeise. Hamborg 1845). Skjoånhedsglæder, et didactisk Digt til Sir John Herschel i Gæa 1845. Thorvaldsen og hans Fådeland. Dansk Ugeskrift, 2den Række, Bd. 7. 1845. Om Quægsålvets Forandring i lufttomt Rum. Oversigterne 1845 (en engelsk Notits om samme i Repor!s of the british asso- ciation 1846). Om Varmeudvikling ved Vandets Sammentrykning. Oversigterne 1845. Mindeskrift over Steffens. Oversigterne 1846. Mindeskrift over. Brandis. Oversigterne 1846. Tale til Chr. VIN og Oscar. Berlings— Avis, 15 Juli 1846. Kundskabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt. Oversigterne 1846 (tydsk: Uber die Wesenseinheit des Erkenntnissvermågens in dem ganzen Weltall. — Amtlicher Bericht iiber die 24ste Ver- samlung deutscher Naturforscher und, Åerizte 1846 in Kiel; 1847,) Uber die Richtung des Falls. Samme. 176 Udtog af en Samtale henhårende til det Skjånnes Naturlære, Over- sigterne 1846. Om Faradays diamagnetiske Forsåg. Oversigterne 1847. Forsåg om Bærekraften af den polytechniske Læreanstalts store Electromagnet. Oversigterne 1847 og d. skand. Naturf. Forhund- linger. 1849. Om den Indflydelse Naturvidenskaben bår udåve paa de nordiske Sprogs fælles Udvikling. Tale ved Aabningen af den skandina- viske Naturforsker Forsamling. Kbhvn. 1847. Forhandlinger 1849. Mindeskrift over Zeise. Oversigterne 1848. £ Om Melloni's Apparat. Oversigterne 1848, Mindetale over Chr. VIII betragtet som Mand af Kundskaber og hoi Dannelse. Kjobenhavn 1848. Forsåg over Lufistrommes Udstraaling 4. Oversigterne 1848. Beretning om Undersågelser over Diamagnetismen. Oversigterne 1848 (tydsk Poggendorf, Bd. 75). Precis d'une serie d”experiences sur le diamagnetisme. Annales de chemie et de physique. 3 serie t. 25. 1848. Videre Undersøgelser om Diamagnetismen og deres Resultater. Oversigterne 1849. | Tale ved Festen for Oehlenschlåger den 14. Novbr. 1849. I Minde- skriftet. 1850. Om det som kaldes Skjånt i Naturen, og dets Forhold til det Heles Skjonhedsharmonie. Oversigterne 1850. En Bemærkning om digiede Skikkelser, Ovessigterne 1850. Betragtninger over de af Bessel og Flere forudsatte for os usyn- lige meget store Verdenskloders Virkning paa Ætheren. Over- sigterne 1850. Samlede og efterladte Skrifter. Bd. 1—6. Kjoåbenhavn 1849— 1852. 8. Første Bind ,,Aanden i Naturen” oversat paa Tydsk under Førfat- terens. Medvirkning. Minchen 1850. Samme oversat paa Tydsk af Kannegieser. Leipzig 1850, alle- rede 3 Oplag. Samme oversat paa Svensk af Åstrand. 1850. Samme oversat paa Engelsk. 177 Andet Bind; tydsk ,Die Naturwissenschaft und die Geistesbildung? von Kannegieser. Leipzig 1850. Uj | Naturlærens mechaniske Deel. 2den Udgave, iste Hefte. Kjåben- henhavn 1851. Der mechanische Theil der Naturlehre. Braunschweig 1851. Om Schack-Staffelds Digte, Molbechs Historisk-Biographiske Samlin- ger. H. 3. 1851, Selskabet modtog: . Fra det Hannoverske Ministerium: Flora Hannoverana. Mittheilungen des Gewerbevereins fir das Kånigr. Hannover. Nr. 1, 2, 3, 4, 288—60 & 62. Fra det Norske Universitet: Barlaams og Josaphats Saga, udgivet af R. ist aber og C.R. Unger. Christiania 1851. | - Det Kgl. Norske Fredr. Universitet i Christiania. Hærramek ja bæsstamek Jesus Kristus odda Testament. Kristi- : aniast. 1850. | Udkast til militair Straffelov, med Motiver. Christiania 1850. Uber Micha den Morasthiten, und seine prophetisehe Schrift, von Dr. Caspari. 1 Hålfte. Christiania 1851. "Bemærkninger angåaende Graptolither, af Christian Boeck. Christi- ania 1851. Fra det Svenske Videnskabernes Academi i Stockholm: - Kgl. Vetenskaps-Akademiens handlingar får år 1847, 1848, 1 & 2 håftet, 1849. Ofversigt over Kgl. Vetenskaps-Akademiens fårhandlingar 1848, Nr. 7—10, 1849, Nr. 1—9, 1850... Årsberåttelse om Technologiens framsteg afgifven den 31 Mars 1842, 1843, 1844, 1845, 1846 af G. E. Pasch. Årsberåttelse om Botaniska arbeten och upptåckter får åren 1845— . 1848, af I. E. Wikstrom. Førsta delen. Årsberåttelse om Framstegen i Kemi under år 1847 & 1848, afg. af L. F. Svanberg. 178 Sak- och Namn-Register dåfver alla af Berzelius til Kgl. V. Ak. afgifna Årsberåttelser (1821—1847). Årsberåttelse om framstegen i Insekternas, Myriapodernas & Arach- nidernas Naturalhistoria for 1847 & 1848 af Boheman. Beråttelse om framstegen i Fysik under år 1849 af E. Edlund. Några reflexioner i anledning af kemins studium och om denne vetenskaps stållning i staten. Tal hållet vid præsidii nedlåg- gande 11 april 1849, af L. F. Svanberg. Tal om sambandet och vexelvårkan mellam Nåringarne, Kyrkan och Samhållet, hållet vid præsidii nedlåggande 417 april 1850 af A. von Hartmansdorff. i Landtbruket forr och nu, jemte en blick på dess fårhållande til samhållets ekonomiska & moraliska utveckling. - Tal hållet i K. V. A. vid præsidii nedl. 9 april 1851: af I. Th. Nathhorst. En til Ære for Berzelius præget Medallie. Fra det Spanske Real Academia de Ciencias: Memorias de la Real Academia. T. 1. Part. 1. Madrid 1850. Resumen de las actas de la R. Ac. 1849 & 1850. » Fra det Schlesiske Selskab: 28ter Jahresbericht der Schlesischen Gesellschaft fir vaterlånd, Cultur f. 1850. Breslau. Fra det russiske Bjergværks Ingenieur-Corps: Kupffer: Compte-Rendu Annuel addressé å Mr. le comte Wront- schenko. 1850. St. Petersbourg 1851. Annales de Vobservatoire physique central de Russie, année 1848 Nr. 1, 2 & 3. St. Pelersbourg 1851. Fra Professor Svanberg: Fårsåk att forklara orsaken til den Dynamiska Thermo-Electrici- teten, Af A. F. Svanberg. Sur les conditions d”intégrabilité de VYéquation differentielle du second ordre, par A. F. Svanberg. Upsala 1851. 179 Modet den. 21Je November. Herr Professor Steenstrup afgav paa egne og sine Medcomi- teredes, de Herrer Etatsraad Forchhammers og Inspector Worsaaes " Vegne, fålgende Beretning om Udbyltet af de geologisk-antiqua- riske Undersågelser, som i Sommeren 1851 vare anstillede i Sjæl- land og Jylland: »Det,vil være i Selskabets Erindring, at vi ifjor, efter længere Undersågelser af de didhårende Forhold, vare komne til det " bestemte Resultat, at de låse og usammenhængende Skaller af Osters samt af andre Muslinger og Snegle, der i betydelige Op- hobninger af mange tusinde Læs's Indhold findes hist og her paa Issefjordens Kyster, og i hvilke der er indblandet en Mængde Kulbrokker og Aske, itubrudte Knokler af Pattedyr, Fugle og Fisk, Potteskaar og Redskaber af Flint, Dyreben og Hjortetak m. m., udgjorde et Slags Kjåkkenmåddinger fra Landets allerældste Beboel- seslid, Vi viste nemlig, at de hidrårte fra det Folk, som her i Norden kun havde havt Redskaber af Ben eller Sten,— et Culturtrin, der for dette Lands Vedkommende, efter Oldforskernes Beregning, maa "sættes allermindst fulde 2000 Aar tilbage i Tiden, og med en vis Sandsynlighed endog kan antages at ligge nærmere de 3000 Aar forud for vor Tid. Som Ophobninger af samme Natur arisaae vi "endvidere flere lignende Opdyngninger af Havdyrskaller, som vare os bekjendte fra Kysterne af andre danske Fjorde, og i hvilke Kunstgjenstande af samme Beskaffenhed, som dem vi havde fundet i Dyngerne ved Issefjorden, vare blevne fundne, Dette i For- - ening med Antydninger af overensstemmende Forhold paa flere andre Steder, mente vi allerede dengång berettigede os til at antage, at dette mærkelige Phænomen vilde i Fremtiden vise sig udbredt over en stor Del af Landet, og vi maatte derfor tillægge det en stor og almindelig Betydning som Kilde til Forågelse af … vore Kundskaber om Landets Oldtid: dets ældste Beboeres Kul- 180, tur, de physiske Forhold, hvorunder disse have levet, og Landets Dyre- og Planleverden. Denne Betragtning af Phænomenets Natur, Anskuelsen om dets sandsynlige Udbredning over en stor Del af Landet og dels Betydning for vore Kundskaber om dets Beboeres ældste Historie, har vundet rigelig Bekræftelse ved de fortsatte Undersågelser, som ere blevne anstillede i sidste Sommer, dels af et enkelt Medlem af Comiteen, der har undersågt flere saadanne Dannelser i Jylland, dels af Medlemmerne af denne i Forening. Vi have nemlig baade paany beésågt alle de i vore tidligere Beretninger omtalte Punkter ved Isse- fjorden, og opsågt flere nye, samt derhos foranstaltet et af de overskueligste Punkter undersågt efter en stårre Maalestok, hvor- ved et saa meget fastere Udgangspunkt er vundet for fremtidige Forskninger i denne-Retning. Udbyttet af disse forskjellige Under- sågelser skal kortelig meddeles i nedenstaaende Fremstilling, som bestræber sig for at holde sig saa nær til de foregaaende Beret- ninger, som mulig, for i Forening med disse at danne en Helhed. I den tidlige Forsommer forundtes det Meddeleren heraf at foretage en kort Forfriskningsreise til det nordlige Jylland og navnlig til Omegnen af Limfjorden og Mariagerfjorden, og jeg benyttede da Leiligheden, saavidt Omstændighederne tillode det, til at opsåge de Spor, Urindvaanerne havde efterladt i de af | mig besågte Egne. Ved hyppige Excursioner overbeviste jeg mig | … om, at der paa Limfjordens og Mariagerfjordens Kyster og i Land- strækningen mellem begge disse Fjorde i ikke ringé Antal fandtes Ophobninger af Osters-, Musling- og Snegleskaller, aldeles af samme Natur, som dem vi tidligere have beskrevet,' og ligesom disse hidrårende fra Urfolkenes daglige Maaltider og stadigere, rimeligvis gjennem en længere Aarrække, fortsatte Ophold paa disse Steder. "Allerede i Byen Aalborgs umiddelbare Omgivelse træffe vi | paåa en saadan ulvivlsom Kjåkkenmådding i den Mængde af Osters= skaller, blandede med Cardium eduleL., Mytilus edulis L., Litorina og Nassa, som findes høit oppe paa Skraaningen af den Ost for Byen ; liggende Bakkestrækning, ,Osterbakkerne%, og netop ved Foden af | 181 den ovenpaa disse Bakker liggende Signalhår eller Signalbakke, og allsaa vel i en Héide af 150—200 Fod over Fjordens Over- flade. For endel Aar siden har Skraaningen været underkastet Behandling med Ploven, og i ældre Tider har dette, som det synes, gjentagne Gange. fundet Sted; derfor er Laget med Skallerne stærkt jordblandet foroven, medens nedad, efter de paa Stedet modtagne Efterretninger, Laget bestaaer allene af Skaller, hvilket ogsaa bekræftedes, forsaavidt jeg ved en dertil indrettet Jordrive kunde undersåge Forholdet; men nogen bestemt Anskuelse af La- gels Tykkelse eller Bredde formaaede jeg ikke dengang at erholde. I en Strækning af over 100 Skridt henad Skraaningen kunde Laget imidlertid forfålges, og overalt i den halvtsammengroede Jordskorpe stak i Mængde frem ikke blot Skallerne af de ovennævnte 5 Mus- linger og Snegle, men ogsaa disses bekjendte Sae hg af Kunst- gjenstande. I meget kort Tid opsamledes: 70 Fliniflækker, dels af den længere mere regelmæssige Form, dels af de grovere Afhugninger; enkelte af disse havde man begyndt at tildanne til særeget Brug; en af dem var et Brudstykke af en slebet Kile eller Oxe, og en anden bar tydelig "Spor af at have været i Ilden 24 Stykker af Lerkar eller Potter, alle af den bekjendte Masse fra hin Tid, karakteristisk ved Indblandingen af det store skarpkantede Grus, især Feldspathgrus. Forskjælligheden af de, som Ziraler, indtrykkede Sireger eller Punkter, der vare anbragte påa endel af Brudstykkerne, viste, at disse havde tilhørt flere for- skjellige Kar. | Omtrent en Halvsnes Brudstykker af Pattedyr- og Fugleknok- ” ler, hvis sånderbrudte Tilstand mindede om den Behandling, Knok- lerne i disse Ophobninger sædvanlig have været underkastede. Ved at fålge Osterbakkernes Fod i Retningen henad Gaarden Rårdal, saaes paa flere Steder i Underbakkerne ikke ubetydelige Mængder af Skaller af Østers og Hjertemuslinger, og navnlig Oppléiedes disse paa sine Steder i saa stort Antal, at det vel kunde være, al det var med Muld -tildækkede Moddinger, som Ploven naaede ned til; men dels Tidens Korthed, dels Bevoxningen med 182 Korn tillod ikke nogen nærmere Undersøgelse deraf. Derimod fandt jeg i Forbigaaende ikke langt fra Gaarden Rårdal, paa den åvre Skraaning af de her ikke håie Osterbakker, en mere hvidlig Plet, paa hvilken en Blanding af de ovennævnte fem Skaldyr, som sædvanlig udgjåre "de langt overveiende Bestanddele af de hidtil bekjendte Kjåkkenmåddinger, opplåiedes, og mellem disse enkelte men utvivlsomme Flintflækker. Opdyngningens Natur havde jeg derfor ingen Tvivl om. Den syntes her kun at have en ringé Om-. fang, og dens Håide over Fjorden kunde vel omtrent være 50 Fod. I den dobbelte Håide syntes derimod de Skaller at forekomme, om hvilke jeg paa Rårdal erholdt Underretning og som bleve mig paaviste omtrent "8 Miil fra Gaarden, men dog endnu paa dennes Marker. De opplåiedes paa nogle Agre, der stådte til de steile Skrænter, som danne Siderne af den i Danmarks Flora bekjendte meget snevre og dybe Dal, som kaldes Dybdal og som halvmaane- formig gaaer ind i det håie Land. Dalens ydre Del synes tidligere at kunne have været en Vig af Fjorden, men nu er den tår og kun en lille Ferskvandsdam er tilbage i dens Bund, i hvilken der låber en ubetydelig Bæk. Skallernes Beliggenhed i den oven- nævnte Hoide paa den dverste Skraaning af den snevre Dals håie Sider, den Omstændighed, at de atter her tilhåre de 5 i vore Be- å relninger oftnævnte Skaldyr og ikke vare blandede med de sæd- vanlig paa Slranden talrig forekommende og opkastede Skaller, og derhos kun bestod af udvoxne Dyr, de flere Flintflækker, som tilligemed Banen af en firsidet Flintéxe opsamledes imellem dem påa Agrenes Overflade, ere ligesaa mange Grunde for, at der under den dyrkede Overflade skjules en større eller mindre Ophobning fra Urindvaanernes Tid. Længere tillod Tiden mig ikke at forfålge Bakkestrækningen hverken i nordåstlig eller sydlig Retning, for at faae Vished om, É hvorvidt der endnu fandtes flere saadanne Opdyngninger paa det håie Land, hvis-nordlige Begrændsning Osterbakkerne danne og som til Forskjæl fra de andre héie, med Kjærstrækninger eller andet Lavland omgivne Kridléer, kunde kaldes Nørretrandersholm. | 183 Vel aflagdes et flygtigt Besåg i ugunstigt Veir ved Blegkilde, hvor jeg fra gammel Tid erindrede, at Ostersskaller paa flere Steder stak ud af Skraaningen, men jeg fandt dem ikke igjen. Siden erholdt jeg dog Efterretninger, som tydede hen paa, at slige Ansamlinger af Skaller sandsynligvis forekomme baade paa denne Holm og den Syd og Ost herfor liggende Gudumholm, hvilket ogsaa vil finde Bestyrkelse i hvad jeg nedenfor skal meddele om den endnu sydligere Gudumlundsholm. Et Forhold i Osterkjæret ved Aalborg viser tydelig Modsæt- ningen mellem de paa Bakkestrækningerne af Menneskehænder henkastede Skaller og de naturlige Ostersbanker eller Osterslejer; Ihi paa dette Kjærs faste Leer- og Sandbund ligger der en Mængde Østers i de naturlige Stillinger, i hvilke de forekomme i Havet, næsten alle med sammenhængende og lukkede Skaller og med ,Låa- get” opad. I faa Oieblikke optoges i Blegkildeaaens Leje og i nogle Gråfter flere Dusin af Østers i denne Stilling, og efter de mig af > Hr. Gartner C. Beck givne Meddelelser og paåaviste Steder syntes de fornemmelig at forekomme i et Belte skraaes over Kjæret fra Byens åstlige Haver af over imod Blegkilde. Mellem disse Osters laae der endel Cardium edule, ligeledes lukkede, og en Mængde af Nassa reticulata, og desuden flere af de Muslinger og mindre Snegle, som pleie at forekomme paa ringe Dybder. Det er vel neppe tvivlsomt, at her er netop et af de Osterslejer, hvorfra Urindvaanerne have hentet de Østers, som de ved deres Opholds- steder paa Bakkeskraaningerne have fortæret, — skjåndt det nu ligger noget over Fjordens Overflade. Inden jeg forlader de nærmere Omgivelser af Byen Aalborg, maa jeg endnu anfåre, at det lykkedes mig at opspårge en lille "Opdyngning af Skaller paa Herregaarden Restrups Marker og ved venskabelig Imådekommen af Gaardens Eier at faae samme "nærmere undersågt. I det udbredte Mose- og Kjærdrag imellem Hasselriis og Norholm ligger der nemlig hist og her Grusrimme eller Grusvolde af stårre eller mindre Omfang og Udstrækning, og disse synes nærmest at maatte betragtes som store Havstokke 184 eller Revler, der i sin Tid have dannet lavere Udenværker omkring de håiere Kridtéer. Paa en saadan Grusholm, der omirent ligger en Fjerdingvei Nord for Restrup, (og endnu nærmere angivet: paa den smalere Forlængelse heraf, som kaldes ,,Blaakjærsrimmen% og ved det vandrige ,Blaakjærf adskilles fra Gaardens håie Marker ) var det at Skallerne fandtes opdyngede. De dannede under den lyng- bevoxede Jordskorpe et Lag, der var kun 1 til 1/4 Qvarter tykt, og kun havde en Udbredning til Siderne af faa Favne, hvilket de paa flere Steder udfårte Nedgravninger noksom viste. Skallerne tilhårte Ostrea edulis L., Cardium edule L., Mytilus edulis L., Litorina litorea L. og Nassa reticulata L. ; af hvilke den første var tilstæde i sær- deles store Exemplarer, den sidste kun i enkelte; desuden nogle faa Landsnegle: Helix nemoralis L. og hortensis L. Saavidt man kunde skjønne, laae de kun 6 til 7 Alen over Fjorden, og denne lave Beliggenhed paa en fordums Havstok kunde saaledes godt stemme med den Antagelse, at de i sin Tid vare ved Limfjordens Bålge- slag opdyngede der, om de end nu ved et 1%2 Fjerdingvei bredt Lavland ere skilte fra denne; men Skallernes uslidte Tilstand, Ud- valget netop af hine Arter, samt en stærk Indblanding af Kulstév og Aske, der endog gav Laget en soriladen Farve, enkelte ild- skjårnede Sten og smaa sånderbrudte Knokler af Pattedyr og Fugle (hvoriblandt Krondyrets og Raadyrets marvspaltede Fodled og hele Klovled, samt den største Del af Underkjæben af en Ræv) tilligemed flere Stenredskaber viste tydelig nok, at Opdyngningen, saa lille den var, havde sin Oprindelse fra Menneskehænder. De Stensager, der ved Nedgravningen kom frem for Dagen, vare: | 6 Flintflækker, hvoraf 1 var et afspaltet Flintstykke, som var begyndt at lilhugges paa Kanterne; en saakaldet Tilhugger, af et Andeægs .Storrelse, men lidt sammentrykt, bestaaende af cen fin, haard Granit smed et Qvarts-… belte igjennem og paa begge Ender med tydelige Ar efler de dermed paa Flintstenene.… anbragte Slag. Endelig. saaes ogsaa ganske smaa Brokker af Lerkar. Det forundtes mig ikke dennegang at fålge Randen af den store af Lavstrækninger omgivne Gudumholm, i hvis åstlige Skrænt "de 185 Ul storre Kalkgruber. ere aabnede, men jég maatte indskrænke mig til at besåge den Syd. derfor i en Vig af den store Vildmose liggende Gudumlundsholm, paa hvilken min Opmærksomhed særlig var bleven henledet ved en Beretning i Pontoppidans Danske At- las. I dette Værks 5te Bind S$. 69 hedder det nemlig: ,i Skoven har været mange Håie, hvoraf Capt. Buchwald lod nogle bortføre til at fylde et Kjær op med, i en af disse fandtes en stor Mængde Ostersskallerf, og deraf maatte jeg formode, at Urfolkene sand- synligen her havde havt Stade, og maaskee havde efterladt sig flere Spor. De efterhaanden modtagne ” Oplysninger, jeg erholdt paa Foresporgsler. desangaaende, gave mig snart Vished om, at der paa den ene Ende af Holmen endnu laae en stor Mængde Ostersskaller, som man formodede maatte antyde, at Fjorden eller Kattegattet tidligere havde gaaet hertil, skjåndt de nu ligge indtil 4Yo Miil fjernede herfra. — Ved mit Besåg paa Stedet fandt jeg at de tilsigtede Skaller laae paa Holmens sydvestligste Pynt tæt op imod et Hus, som tilligemed et Par andre nærliggende benævnes: ,,BRoitehusene"%), og at Skaldyngen vel var betydelig, men dog diensynlig kun var en Levning eller et tilbagestaaende Hjørne af en langt stårre Opdyngning, der tidligere maatte anta- ges at være bortfårt, og som med en ikke ringe Grad af Sandsyn- lighed kunde antages at være den i Danske Allas omtalte; thi om den end ikke længere laae i en Skov, saa bare dog de nærmest dertil stådende Marker endnu Navnet af »Skovenf, og antydede derved noksom at den tidligere havde ligget i en Skov. Men langtfra at have været af Havet opkastede paa en nalurlig Strand- bred eller Havstok, fandtes Skallerne at udgjåre en i enhver Hen- » seende karakteristisk Kjåkkenmådding. Osterserne vare usæd- vanlig store og" mange bare utvetydige Mærker af at have været paa Glåder; dette kunde jeg mindre spore paa de fire andre Skaldyr: Mytilus, Cardium, Litorina og Nassa, skjøåndt det paa enkelte af dem var tydeligt nok. Disse Skaller laae snart blandede med Osterskallerne, snart dannede hver Art, især Cardium og ”) Anm. Paa Videnskabernes Selskabs Kaart: ,,Rottenborg%, 186 Mytilus, ligesom Partier eller Bunker for sig i den fælleds Masse. De stårre Landsnegle, Helices, vare ikke sjeldne. - Indblandede eller indsaaede mellem Skallerne laae en stor Mængde Fiskeknokler, der ved nærmere Undersøgelse befandtes fortrinsvis at tilhåre Aalen, og at: være dels Ryghvirvler, dels låse Knokler af Hovedet af denne Fiskeslægt; skjåndt brækkelige og med fine Forlængelser råbede de dog ikke at være blevne beskadigede af Ostersskallerne og de andre tunge Legemer, mellem hvilke de laae, og det kunde saaledes ikke være Vandet, søm havde lagt dem der; nogle faa hidrårte fra Fjæsingen (Trachinus draco L.). Dernæst vare Fugleknokler hyppige, men det var mest kun Ben- . piberne, da Ledenderne af de lange Rårknokler vare afbidte; iblandt de omtrent 30 indsamlede Knokler var der kun 2 Hvirvler og 3 Skulderknokler, de åvrige vare Knokler af Lemmerne; de tilbåre fornemlig stårre og mindre Arter af Andeslægten. Af Paitedyrknokler fandtes endel, som forsaavidt de tilhårte 1. Kronhjorten, og 2... Raadyret råbede den Marvségning, som fra andre Steder er os saa vel bekjendt; bedre vedligeholdte vare de fundne Knokler af: vare i héi Grad sånderbrudte, og derved & stre Overarm. 4. 5. Ræven, Canis vulpis L., en håire Underkjæbe med alle Kind- tænder og Hjårnetænder samt et os ischii. Ø 6. Hunden, Canis familiaris L., eller Ulven, Canis Lupus L. |ste Fingers Mellemfodsben af venstre Bagfod, samt et Kloled. Af Flint- og andre Stenredskaber fremkom ved den kortva- rige Undersøgelse ikke faa, nemlig: dels Flintflækker, et Par Snese, af forskjellig Længde og Tykkelse så de længste vare 4—5 Tommer lange, og særdeles regelmæssige; dels enkelte Flintknuder, eller raat tilhuggede Flintstykker med mange Hjørner og Kanter; 179 ”—2 ” Længde, 4 stårre af 3"—4 Længde; endelig Maaren, Mustela sp., håire Underarm, særdeles får og stærk. É Sælhunden, Phoca sp., maaskee Ph. grypus Fabr.; den ven=- : å R £ kd $ KS X KH 4 dels Flintkiler eller Flintérer, 7 ialt, hvoraf 3 vare smaa af 187 en ,Tilhuggerf af et Andeægs Stårrelse og Form, men noget — sammentrykt; oprindelig en rullet Strandsten, af tæt qvartsrig Granit. De Slag, man ved Flintredskabernes Tilhugning havde anbragt dermed, havde efterladt tydelige Spor eller Ar saavel paa begge Enderne, fornemlig dog paa den spidsere, som paa begge de smalere Sider. Aske var saa udbredt i Laget, at der ved Bearbeidelsen frem- kom en kjendelig Askelugt. Kulstév og stårre Kulgrus vare ikke sjeldne, men sidstnævnte faldt strax fra hinanden; ildskjårnede og sortfarvede Sten fandtes ogsaa; men derimod fandt jeg ved dette Beség ingen kjendelige Potteskaar. Til yderligere Forstaaelse af, at denne karakteristiske Kjok- kenmådding kan have indeholdt en saa betydelig Mængde af Hav- dyrskaller, som det tilbageværende Hjårne bærer Vidne om, uagtet den nu ligger 12 Miil fra Kattegattet og ligesaa langt fra Fjorden, maa det erindres, at Vildmosen og de til samme stådende Kjær og Moser, hvilke nu som et Lavland omgive de håiere Partier, paa - deres Bund bære umiskjendelige Spor af at have været Partier af Fjorden og Havet, og at de nu mere enkeltliggende Håider dengang have været en Række af Oer, som have ligget udenfor Landets mere sammenhængende Fastland. Som et ret mærkeligt Sammenligningspunkt imellem Fortidens og Nutidens Forhold maa "det til Slutning ikke lades ubemærket, at ikke et Par Hundrede … Skridt fra denne med Aaleknokler saa stærkt blandede Osters- dynge var en Broe over Aaen, og ved' denne var der lige indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede et meget rigt Aalefiskerie. Hvorvidt lignende Ophobninger forekomme paa de endnu sydligere i Vildmosen liggende Holme, paa hvilke Kongstedlund og Smidie ligge, derom har jeg ikke kunnet erholde nogen Efterret- ning; ikke heller har jeg havt Leilighed til at afgjåre om de fore- komme ved Foden eller paa Siderne af de saakaldte Dokkedals- "bjerge; men imellem disse sidste og det Håiland, hvorpaa Als ligger — Alsholmen — har jeg ikke fundet Spor af dem; heller ikke paa Randen af selve Alsholmen, og heller ikke paa den Holm, hvorpaa Helberskov ligger. Desto hyppigere har jeg fundet dem nede imod Mariagerfjorden og navnligen påa Grændserne af de ældre 188 Vige, som fra Fjordens Nordside tidligere gik op i Landet, om- flåde Høiderne og af disse dannede Holme eller er. Eh saadan Holm udgjorde i sin Tid den saakaldte ,,Havnée Lund%; en skovklædt Banke med temmelig steile Sider ved Havnée Herregaard. Paa en Underbanke under ,Lundensf sydlige Side, af 5'til 7 Alens Håide over Fjordens daglige Yande, opplåies der i tusindevis Brokker af Teglsten og Mursten, hidrérende fra et nedlagt».Teglværk; Brokkerne ere udbredte over en stor, men meget uregelmæssig begrændset og ligesom fliget Plet, og dels mel- lem Fligene eller Tungerne af denne, dels under selve Brokkerne opdager man en overordentlig Mængde af Strandskaller. — Disse kunne ligesom Teglbrokkerne. naaes af Ploven og derved opka- stes i Furen tilligemed den Strandgrus, hvori de ligge. Uagtet den -Førstyrrelse, for hvilken Muslingerne derved vare udsatte, havile det stoérste Antal af dem endnu deres Skaller sammenhæn- gendeyi log navnlig fandtes Ostrea, Cardium, Mytilus og Venus decussatælk&i stor Mængde i denne Tilstand, hvilket tyder hen paa, at dellaae' paa en naturlig Fjordbund og ikke havde været spiste, no- get som ogsaa godigjordes ved flere andre Forhold. Saaledes f. Ex. forekom Skallerne af samme Art i en håist ulige Størrelse, idet store og smaa laae sammen, hvilket aldrig pleier at være Tilfæl- det i de fra Urindvaanerne hidrérende Opdyngninger, og heller ikkesfindes der i disse en stor Mængde af de Skaller, som aller- hyppigst findes ved vore Bredder, medens saadanne her ligeledes vare .indblandede; det store Antal af Litorina litorea og Nassa reliculata i Forhold til de lukkede Muslinger gav allerede Blandingen set noget fremmedt Udseende, der blev end. mere paafaldendej naar Qiet hæftede sig påa den utallige Mængde af smaa Litoriner og Cerithium reticulalum Da C., som overalt laae i Gruset mellem Muslingerne og tildels fyldte disses indre Rum, og som aldrig kunde have tjent til Menneskefåde. Paa den anden Side»maatte ogsaa den fuldstændige Mangel af Kulbrokker eller andré Minder. om Urfolkenes Virksomhed lede til den samme Betragtning: 4Det lave Land ved Foden af ,Teglbrinken£ er altsaa i sine Fortheld at sammenligne med det nyligt skildrede Oster- kjær ved Aalborg, og ligesom dette har det sikkert nok været en RE Re Er re SEEREN 189 Del af den med lavt Vand bedækkede Fjordbund, hvorpaa Urind- ” vaanerne fiskede deres Osters. — Helt anderledes tog derimod den Opdyngning af Skaller sig ud, som ligger noget vestligere, omtrent midt imellem Teglbrinken og det saakaldte Færgehus, påa et Sted, hvor man, for at fåre Veien fra Skoven ned paa det lave Land, har gjennemskaaret Underbakkens Skrænt, og derved blottet et betydeligt Lag af store, låse, usammenhængende Osters- skaller, blandede med Skallerne af de sædvanlige andre spiselige Muslinger og Snegle, og indeholdende en stor Mængde Aske og Kul. I faa Oieblikke samledes flere lange smukke Flintflækker og Fugle- knokler med afbidte Ender. Osterserne udmærkede sig ved deres overordentlige Stårrelse og Tykkelse. Stedét egnede sig meget til at blive underkastet en nærmere Undersågelse, da Overfladen " endnu var i urårt Tilstand. Jeg skal blot tilféie, at der paa Strækningen mellem dette Punkt og Gaarden, altsaa i en Længde af flere Hundrede Alen, næsten overalt, hvor man paa den nederste Del af Bakkens Skraaning nedgraver med Spaden, findes Østers, " Blaamuslinger , Hjertemuslinger samt -Flintflækker. indblandede i Mulden, og derfor saaes ogsaa disse Gjenstande opskudte i de store og hyppige Muldvårpeskud. Nord for ,Lunden% ligger en Kjærstrækning, hvorigjennem Kaarupaaen udflyder til Fjorden, og som Yo Fjerdingvei bred adskiller ,Havnåelund£ eller ,,Havnéeholmf. fra det nordligere og langt stårre Håiland, hvorpaa Visborg Bye ligger, og som vi kunne kalde Væsborgholm. Paa sammes sydvestlige Rand, Syd for det håjere Parti, som kaldes Visborgholte, hår Herregaarden " Havnée en meget betydelig Mark, og ivers igjennem dennes Agre i et Belte langs åd Holmens sydlige Skrænt, findes den stårste hidtil bekjendte Opsamling af fortærede Østers og Muslinger. Det deraf dannede Lag kan man nemlig forfålge igjennem alle Agrene i en vis Héide, hvor disse fra Bankens héie Over- flade båie ned over Skrænten til det lave Land, og det har altsaa en Længdeudstrækning, som mindst maa være ligesaa stor, som "samilige disse Agres Bredde lige fra Holmens vestlige Skrænt og indtil Veien mellem Havne og Visborg; men i Virkeligheden er den endnu 190 noget stårre, da Bakkeskrænten gaaer noget i en Bue; ved Afskridt ning fandtes den at udgjåre 300 Favne. I nysnævnte 'Veis Gråfter seer man endnu, om end ringe, Spor af Laget, og paa den dstre Side af Veien kan man forfålge det ind paa Græsmarkerne omtrent 50 Favne — saa det altsaa i det Hele har en Udstrækning af 1000 Alen eller "3 Fjerdingmil. Det holder sig omtrent i samme Håide, men indtager paa Skraaningen ikke samme Bredde, da det fra en Middelbredde af omtrent 30 Skridt, trækker sig sommestleder mere sammen, og udvider sig igjen paa andre. Steder; ligeledes er det kjendeligt at paa visse Steder langt stårre Masser ere ophobede over hinanden end paa andre, hvorved det Hele bibringer Betrag- teren det Indtryk, som om en Række af mindre Opdyngninger eller Måddinger, laae saa tæt ved hinanden, at de flåd sammen. Under den Forudsætning altsaa, at disse ere dannede af det daglige Affald af Fådemidler, maatte man snarest tænke sig dem at bidråre fra en Række af Familier, der boede langs ad Skrænten. Moåddingerne ville da være at betragte som de eneste tilbageblevne Levninger af et saadant langt Fiskerleie. Bedst Leilighed til nærmere indad af Laget frembåd den vestlige Ende, thi derfra er der bortiaget mange tusinde Læs dels til Opfyldning i de mosede Enge dels til Mergling paa disse og til Veifyld, I den herved frembragte lodrette Skrænt kunde jeg overbevise mig om de for Tydningen af det Hele saa vigtige Kjendsgjerninger, at Laget, hvis Tykkelse paa sine Steder var over 3—3'/4 Fod, men i Reglen kunde skaites til 1—1”2 Fod, bestod af aabnede og usammenhængende Skaller af Osters, Blaamuslinger og Hjertemuslinger, indblandede med Saltvands- Sneglene. Litorina litorea og Nassa reticulata, hist og her opta- gende enkelte Landsnegle (Helix) mellem sig; at paa et Punkt vare Ostersskallerne overveiende, paa et andet Blaamuslingerne, medens paa et tredie det var Hjertemuslingerne, som i stårst Mængde vare opsamlede; paa andre Punkter laae de mere blandede; af rullede Sandsten og Flint, der bare utvetydige Spor af Ildens Paavirkning og tildels endnu vare sorte paa deres Overflade, laae å hist og her i Massen; enkelte Steder saaes flere (4—5) af disse . stillede sammen, som om de vare smaa Arnesteder eller Rester af bv 191 saadanne; at Kul og Aske ikke blot var spredt mellem Skallerne, men ofte dannede hele Striber, og at navnligen paa el Par Punk- ter Kulgrus og Aske i hi Grad var indblandet mellem Bunker af Hjertemuslinger; at Stykker af de raa Lerkar kunde sees paa mange Steder i Væggen, og bleve ogsaa udbragie i temmelig "Mængde, og at ligeledes Fliniflækker nu og da kom frem. Knok- lerne af Hvirveldyrene vare i denne Ende af Laget kun faa, men dog karakteristiske. Af Fiskeknokler fandtes nogle enkelte af - Aal; af Fugle ogsaa enkelte, i Enden paa sædvanlig Maade afbidte, Rorknokler. Af Pattedyr Brokker af Knokler tilhårende Kronhjorten, og navnlig en fuldstændig Rad af 6 Kindtænder, omfat- tede af "den smale Tandrand alene, saaledes som Urfolkene " nelop altid behandlede Overkjæben; en Kindtand af en Oxe 0. fl. Saa utvetydigt som disse Forhold vise os, at de i den lodrette Væg tilgængelige Masser af Skaller ere henkastede der af Urindvaanerne, saa lidet kan der reises nogen Tvivl om, at det samme gjælder om Laget i dets hele Udstrækning langs hen med Bakkeskraaningen; thi fulgte man Laget tvers over Agrene fra den ovennævnte Væg af og hen til den får nævnte Vei, som fårer til Visborg, fandt man ikke blot de samme Arter af Muslinger og Snegle opplåiede, men man kunde ogsaa paa hver Ager opsamle Flintflækker eller andre ved Menneskehaand tildannede Slenred- skaber. Af de fårste fandt jeg saaledes c. 30 Stykker, hvoraf to "bare Spor af yderligere Bearbeidelse, som om de oprindelig havde været bestemte til Pilespidser; af de sidstnævnte to smaa trekan- tede Flinikiler eller Flintåxer, og den åvre Ende, eller Banen, af en meget stor Flintéxe, som havde været smukt tilslebet.. Ikkeheller manglede det her aldeles paa Brokker af Pattedyrknokler, hvis sån- derslagne Tilstand vel kunde stemme overens med den Behandling, Urindvaanerne underkastede Marvknokler; men da det maa antages, al "ogsaa ved Pléining og Gjoådning enkelte Brudstykker af Knokler kunde være komne paa Marken, kan ingen ubetinget Vægt lægges paa disse Knokkelbrokkers Forekomst. Desto vigtigere er den Kjends- gjerning, at man omtrent midt i Lagets Udstrækning dels har opplåiet, dels ved de mest fremstaaende Partiers Slåifning har Opgravet en stor Mængde Knokler, liggende mellem Skallerne, og 492 "SÅR i Forening med disse flere (6) Hakker eller Hamre af Hjortetak, iblandt hvilke netop det ene Stykke, som i vor forrige Beretning er omtalt at være indsendt til Oldnordisk Museum" fra Havnåes Eier Hr. Kjeldsen. Sammesteds vare ogsaa fundne de tvende" bearbei- dede store Vildsvinetænder, som jeg samtidigen har omtalt +) Det var ogsaa i Nærheden af dette Punkt”), at en udmærket, tresidet Flintpil, af 5 Tommers Længde, var fundet, hvilken Hr. Kjeldsen skjænkede mig og som nu opbevares, med alle de dvrige Gjenstande fra disse Mindesmærker, paa det Oldnordiske Museum. I den Aarstid, da Markerne eére blottede for Korn, ' falder Laget let i Oiet, da et Belte af en hvidlig Farve antyder dets Be- liggenhed paa Skraaningen af Banken, hvis Rand det følger, selv hvor denne bugter sig lidt. Farven er desto hvidligere, jo mere fremtrædende Laget oprindelig har været, thi desto mindre har Pléiningen været istand til at fåre saamegen Jord og Muld ind over det fra Omgivelserne, at det dermed kunde dækkes, hvilket mer eller mindre er skeet, hvor der er svage Fordybninger eller Sveie i Skraaningen. Da det imidlertid er fra de mere fremra- gende Steder, at den driftige Eier fornemmeligen har bortkjårt den store Mængde Skaller, hvormed han har opfyldt Lavningerne paa sine Marker, Enge og Kjær, eller forbedret disses oprindelig sure Beskaffenhed, kunne vi saameget mindre her faae et klart Billede af disse uhyre Opdyngningers oprindelige Udseende, fårend de kom under Ploven; men man kan dog faae et Slags Begreb om deres oprindelige Stårrelse og Omfang, naar man seer, at | de bortkjérte mange tusinde Læs - kun udgjåre en ringe Del, af hvad der endnu er tilbage under den dyrkede Overflade. Alene ved Markens Behandling til Sæd vil der sikkert endnu i lang Tid vedblive at komme Ben- og Stensager for Lyset, som ville være af stor Interesse, og for hvis Indsamling og Opbe- varing Videnskaben og Museet ville blive D”Herrer Kjeldsen senior og junior endnu mere takskyldige. +) Om den Mængde Knokler, som paa dette Sted laae indblandede mellem Skal- lerne, udtrykke Oienvidner sig saaledes: ,,Been laae næsten paa Been", ++) Ikke langt bortfjernet fra det paa Marken enestaaende Træ. 193 I Modsætning til denne usædvanlig store Opdyngning maa jeg omtale en yderst lille, men dog erkjendelig Mådding af de sædvanlige spiselige Blåddyrs Skaller, som ligger paa det samme H6iland, nemlig Visborgholmen, men langt længere dåsllig, altsaa tillige mere inde i Landet, paa den Del af Holmens Skraa- ning, som benævnes »Båsholt<, paa det dstlige Hjorne af Skov- fogedhuset Sleiborgs Mark, fra hvilken den gaaer lidt ind paa Visborggaards egne Marker. — Skallerne, der fornemlig vare Ostersskaller, dannede et Lag, hvis Tykkelse jeg ikke kunde nærmere undersåge, da Marken var besaaet med Korn, men ret tykt syntes det, at dåmme efter Forholdene i Markgråften, ikke at kunne være; imidlertid angav Skovfogden, at jo dybere han plåiede, desto flere Skaller kom der op, og at ved sædvanlig Pléining kom Plo= ven ikke igjennem Laget. Nogle faa Flintflækker opsamledes paa Stedet; nogle enkelte saaes ogsaa i Muldvarpeskuddene paa Mar- ken ved Siden deraf. Laget laae omtrent i samme Hoide som det store Lag paa Visborgholte. Ligesom nu det lave Land mellem Havnée og Visborgholte fortsætter sig som et ellebevoxet Kjær”) imod Ost og Nord op omkring Visborgholmens dåstre Side og adskiller denne fra det håiere Land, hvorpaa Skelum ligger — Skelumholmen — og ved en åsilig Arm adskiller denne igjen fra Vedums håiere Land, medens en vestlig og bredere Arm, der gaaer op til Kaarup -Målle, begrændser Visborgholmens nordre Side, saaledes låber der et lig- nende, men langt smalere, Kjærdrag op paa den vesilige Side af samme Holm og adskiller den fra det håie bakkede Terrain, hvorunder Hadssunds Færgested ligger. Paa begge Sider af dette Kjærdrag, i hvis Bund jeg paa flere Steder under Ellerådderne har seet Cardium og Litorina som Vidnesbyrd om, at det tidligere har været en Fjordarm, har jeg bemærket flere fra Urfolkene hidrérende Opdyngninger af Skaller, nemlig: tvende mindre i Nærheden af Gaarden Sindholt, en paa den Bakke, som benævnes Soubakken, og en paa Bakkeskrænten lige ved og over Hadssund-Færgested. %) Anm.: For stårstedelen under Navn af »Launkjær”, 194 Adskilt fra Vestsiden af Visborgholmen ved en ganske smal Lavning er en lille men dog ikke lav Holm, hvorpaa Bondegaarden Sindholt ligger. Tæt udenfor denne Gaard, paa Skraaningen imod Kjæret, fandt jeg i en Rugager en betydelig Mængde Osters- skaller med deres sædvanlige Ledsagere: Cardium, Litorina 0. s. v:, og enkelte Fliniflækker, og noget lavere nede paa Skraaningen saae jeg de samme Arter af Skaller udbredte over en temmelig stor Strækning. Her blev jeg i en lille Gray, hvori der var taget Grus, sandsynlig til Veifyld, sat istand til at see det ene Hjørne af dette Skallag gjennemskaaret og derved at overbevise mig om, at der imellem de paa dette Sted stærkt fremherskende Cardium- skaller var indblandet en ikke ringe Mængde Kul og Aske, som gav Laget en sortagtig Farve, og havde for,en Del deres Oprindelse fra en Række ved Siden af hinanden staaende, ildskjårnede, sodede Sten, som jeg maatte ansee for et Slags Arnested. Konen paa Gaarden gav mig senere en lille ,Sabel af Flint, som hun havde fundet mellem Skallerne paa den ovennævnte Rugmark; det var en 3” lang tvesidig, smukt tilhugget Flintpil med Tap eller Tunge til at indsætte i et Pilskaft. Nogle hundrede Alen fra foregaaende Sted, og lidt lavere, døg ubetydeligt, er der paa en Slags Grusrevle en Sand- og Grusgrav ved Siden af den mindre Vei, som fårer over Kjæret, og op imod denne Grusgrav slåde flere plåiede Agre, der først nylig ere tagne under Dyrkning. Saavel i Grusgravens Sider, som i de tilstådende Ender af Agrene, seer man en stor Mængde af de oftnævnte Skal- ler, iblandt hvilke især Hjertemuslingerne gjorde sig bemærkede ved deres Stårrelse, og paa sine Sleder ogsaa ved deres Antal. Det var blandt disse Skaller, at jeg i 1837 fandt den fårste stårre og ret karakteristiske Flintflække; i den korte Tid jeg nu kunde dvæle der, fandt jeg desuden nogle meget smaae Brokker af Ler- kar, en Mængde Kulgrus og nogle ildskjårnede Sten; jeg kan derfor ikke andet end antage denne Skaldynges Natur lig med de andres +). %) Anm. Marken, hvorpaa denne Opdyngning ligger, tilhårer et fra Rosendal ganske nyligt udflyttet lille Hus, som Eieren benæynede ,, Rolighed”. ae REN 195 Sindholtholmen er den vestligste af de Oer eller Holme, hvilke Fjorden i denne Egn har omflydt i forrige Tider, og som da dan- nede ligesom et Belte af Oer udenom det mere sammenhængende Indland. Kun ved et ikke bredt Kjær, der for mig benævntes »Tykkenkjærf, er den adskilt fra det sammenhængende og håie Land, som nu i en lang Strækning og med temmelig bratte Skrænter danner Mariagerfjordens Nordside, idet kun en smal Strimmel af Lavland ligger mellem disses Fod og Fjorden. Ogsaa paa dette Héiland findes Spor af Ur-Indvaanernes Færd. Saaledes bliver man paa den nærmeste Pynt af dette Hoiland, som kaldes Sou- bakken, allerede i nogen. Afstand en mere hvidlig Plet vaer, der ved nærmere Undersågelse viser sig at hidråre fra en stor Mængde Skaller af Østers og andre Muslinger, der stikke frem af den åverste Skorpe. Det er en Kjåkkenmådding, som i en Længde af 200 Alen strækker sig langs med derf åverste Del af Bakkens Skraa- ning i et Belte af 10—20 Alens Bredde. Ogsaa den stårre Del af denne Mådding er under Dyrkning og kun "den noget lavere lig- gende dstlige Ende er skjult under mosgroet Hedespratting. Laget af de tæt sammenpakkede Skaller blev gjennemgravet paa flere Steder, og fandtes at afvexle i Tykkelse fra ”72—1—12 Fod. Paa flere Steder bestod det saagodisom af Ostersskaller alene, paa andre Punkter var det omvendt næsten alene Hjerte- muslinger, og atter paa andre var. det en Blanding af disse to Muslinger med Blaamuslinger. Mængden af Litorina og Nassa var ogsaa noget forskjellig. Snart var Aske og Kulgrus tilsyneladende i ringe Mængde i Laget, snart var hele Laget aldeles sortagtigt deraf, og det især hvor Hjertemuslinger vare i stor Mængde. Flere Brudstykker af Kogekar kom frem paa forskjellige Ste- der i Laget, alle med det grove skarpkantede Feldspathgrus ind- æltede i Massen. 13 karakteristiske Flintflækker erholdtes, hvoraf flere "vare af de meget lange og tynde (4%4” lange og ”72—24" brede); des- uden fremdrog jeg en lille Flintéxe eller bredere Hulmeisel med tilslebet Eg, og nogle Flintstykker, der syntes at være af brugte og sånderbrudte Jagtredskaber, som man har været ifærd med at lildanne paany. y 196 Af Pattedyrknokler fandtes der kun meget faa Brokker, og i det Hele bragte jeg neppe en Snes saadanne frem af en Skal- masse, der i Kjåkkenmåddingen ved Havelse-Målle i Sjælland vilde have givet mig et Udbytte idetmindste af 3—400 hele Knokler og Brud- stykker. AfFugle- og Fiskeknokler saaes Spor, men heller ikke mere. Alter nogle Agerlængder imod Vest — og i det Hele omtrent tusinde Skridt derfra — ligger der en anden Opdyngning, paa den Skrænt af samme Hoiland, under hvilken Hadssunds Færgested er bygget. For at skaffe Plads til sammes Bygninger var der allerede i ældre Tid bortskaaret en stor Del af Bakken og af den derpaa hvilende Skalmasse; men ogsaa i den senere Tid havde man tagel Grus og Sand i den nærmest ved Gaarden liggende Del af Skraa- ningen, og derfor tilbåd her sig ligesom et Gjennemsnit, hvori man bedre kunde undersåge Forholdene. Den stårre Del af Laget synes omtrent at ligge 30 Fod over Fjordens Overflade, og er dækket med et sandblandet Muldlag, som fornemmelig synes at . være nedgledet eller ved Markens Dyrkning nedfårt fra de hoiere- liggende Dele af Skraaningen, Skallerne tilhårte de oftnævnte sædvanlige fem spiselige Havdyr, dog blandede med enkelte Helices ; men medens der paa eet Sted bunkevis blot laae aabnede Osters- skaller ophobede over hinanden, bestod en anden Plet næsten kun af Cardium, og her vare de indblandede sorte Partikler ogsaa langt mere fremtrædende. Ildskjørnede og sorifarvede Sten, tildels stillede ved Siden af hinanden, vare ikke sjeldne, og af Potteskaar fandt jeg mange. Af Flintflækker fremdrog jeg 11 stårre og mindre. Af Paittedyrknokler syntes der at være Haab om en rigeligere Håst end i de fleste andre Kjåkkenmåddinger i denne Egn; thi ved disse foreldbige Undersågelser af Stedet fik jeg baade endel Bensplinter og Tænder, saaledes navnlig Skjæretanden af et Vildsvin, to ved en tynd Plade af Overkjæben forenede Tænder af et Raadyr, Skjæretanden af en Hund, og af samme Dyr en i den forreste Ende afbrudt Underkjæbe, der udmærker sig derved, at uagtet Kjæben var af et udvoxet Dyr, besad den ikke de to for Hundeslægten saa karakteristiske inderste Tænder, eller Knudetæn- der, og hverken bar den Spor til nogensinde at skulle faae mm. MR dem, ikke heller viste den Spor af nogensinde at have havt dem. Formen af Kjæbebenet, Rovtanden og de tre foransiddende Spidstænder vare imidlertid saa overensstemmende med Hun- dens, at der ikke længe kunde være Tvivl om, hvorhen man skulde fåre denne Kjæbe. Jeg maa endnu tilfåie, at paa Bakkeskraaningen saae man Spor til Laget i en Udstrækning af 30—40 Alen i åstlig Retning, og ogsaa der kunde man, især hvor det gik ind paa de dyrkede Agre, skjælne Steder, hvor Cardium var mere herskende og hvor Farven var langt mere sortladen. Paa Mariagerfjordens Sydside maatte man vente at finde lig- nende Opdyngninger, og nogle korte Udflugter til denne Side bekræftede dette fuldkomment. Istedetfor at det nærmeste Hoiland påa den nordlige Side af Mariagerfjordens Munding i Oldtiden havde. været oplåst i en Mængde af større eller mindre er eller Holme, viser sig det håie Land, der imod Syd begrændser Mari- agerfjorden, at have været mere sammenhængende, og fålger med en temmelig steil Bakkeskrænt af 40—60 Fods Middelhéide Fjor- dens Boininger i en lang Strækning. Paa denne Skrænts åvre Rand eller op imod dens Sider er det nu at hine Opdyngninger af Østers 0. s. v. ligge, og navnlig fandt jeg dem paa fålgende Punkter: Idet man fra Færgebroen ved Hadssund fålger Landeveien forbi. Hadssundskro og fra Lavlandet stiger op ad Skraaningen, seer man strax paa venstre Haand — altsaa Ost for Landeveien — paa Fjordbakkens muldrige Skrænt en Mængde Muldvarpeskud oversaaede med talrige Brokker af Muslingskaller, og, naar man ledet heraf nærmere undersåger Skræntens åverste Rand og Furerne ide plåiede Agre ovenfor samme, iagttager man i rigelig Mængde: Ostrea, Cardium, Mytilus og mellem disse Litorina litorea og en enkelt Nassa reticulata. Denne Blandings Beliggenhed i Forbindelse med de i nogle faa Oieblikke indsamlede Fliniflækker (9), Brud- stykker af Lerkar (2), en lille Flintkile af 2” Længde og 1%2” Bredde, samt en saakaldet Flintblok, eller den indre Del af en Flint, hvoraf Flintflækker ere slaaede, førte mig Opdyngningens Natur strax for Oie. 198 Fortsatte man Vandringen langs med Fjordskrænten imod Åst, mådte man allerede en Fjerdingvei fra sidstnævnte Punkt en Måd- ding af meget stårre Omfang, lidt Vest for de saakaldte ,Såhuse"r eller ,Sålhuse”. Paa den overste Del af Skrænten og lige op til dennes ovre Rand og i en Længdestrækning af 50 Alen, kunde man nemlig med Lethed forfålge de opdyngede, henkastede Skaller, øg da til- fældigvis en Groft var opkastet langs med Bakkens Kam, kunde man overbevise sig om, at Laget, som disse Skaller dannede, var 2—3 Qvarter tykt, idetmindste paa sine Steder. Osters, Hjerte- muslinger og Litorina udgjorde Hovedmassen; en Halvsnes Flint- flækker fremhakkedes af Laget, eller opsamledes i dets Overflade, desuden en næsten 3” lang Nakke eller Bane af en firesidet til— hugget Flintéxe og en lille Flintkile (2” lang og 2” bred); enkelte Brokker af Pattedyrknokler saaes ogsaa, og iblandt disse et Stykke af en Hval (som det synes: af Dåglingen?). Noget åstligere, ikke langt fra Lystrup, men Østen for det ved Skrænten liggende Kalkbrænderi, fandtes der paa begge Sider af en indgaaende Vig eller Lavning Spor af lignende Opdyngnin- ger, tildels skjulte af Gronsværet eller Agermuld. Med en lille Jernrive oprev jeg imidlertid Pletter hist og her og indsamlede 20 Flintflækker og en tilhugget Flintknude. — Længere tillode Om- stændighederne mig ikke at forfålge Fjorden i åstlig Retning. I Retningen Vest for Landeveien har jeg havt Leilighed til at forfålge Fjordskrænterne flere Mile, nemlig fra Hadssundskro til Mariager, og derved at overbevise mig om Tilstedeværelsen af flere ligeartede Opdyngninger paa Bakkestrækningen mellem fårst- nævnte Sted og Assens, medens jeg derimod paa Strækningen mellem Assens og Mariager ikke dennegang var saa heldig at opspore saadanne. Der er saaledes omtrent ”%2 Fjerdingvei Vest for Hadssundskro en lille Indbugtning i Bakken, og i Bunden af denne synes der i Fordumstid at have været en lille Rende eller Bæk. Paa begge de Pynter, som omfatte Indbugtningen, findes de i Kjokkenmåddinger sædvanlige Skaller opdyngede, paa den dstre Pynt imidlertid kun i ringere Udstrækning og heller ikke i stor 199 Tykkelse, paa den vestre Pynt derimod i stårre Mængde, og navn- lig udbrede de sig i den plåiede Mark over 100 Alen i Længde og derhos tillige i en saadan Bredde, at jeg neppe har seet bre- dere Opdyngning. Jeg antog det derved dannede Lag i sin Helhed at ligge omtrent 50 Fod over Fjorden. Den tætte nylig opkomne Sæd forhindrede mig fra at kunne nærmere undersåge Lagets Dybde under Mulden. I Agerfurerne lykkedes det mig at opsamle eller fremdrage 13 karakteristiske Fliniflækker. En Hyrde, jeg kort derfra mådte, benævnede Stedet ,,Qussersigf. Paa den dstlige Pynt af den Vig eller Indbugtning, ved hvis Munding Gaarden Refsbæk ligger, og altsaa omtirent midt imellem Hadssundskro og Aamålle, kunde man nede fra det lave Land Gine en lille hvidstænket Plet, der ved nærmere Besigtelse viste sig at skylde sin hvidlige Farve til indblandede Ostersskaller, som vel kun udbredte sig i en Omkreds af faa Alen, men imidlertid laae i et 3—6 Tommer tykt Lag. SDettes Beliggenhed i en Hoide af omtrent 50 Fod over Fjorden kunde vel stemme med de andre Dyngers, men da det fandtes faa Favne fra Havegjerdet ved en saa stor Gaard, var det ikke urimeligt at formode, at det var Levninger af Ostersspisning fra en os nærmere. liggende Tid. De mellem 'Østersskallerne indblandede Skaller af Litorina, Car- dium og Mytilus egnede sig imidlertid ikke til at styrke denne Formodning, og denne tabte al Sandsynlighed, då der ved de fårste Kradsninger med Jernriven fremkom smaa Flintflækker og den bverste afbrudte Ende af en Flintlandse, samt Sporene af Kul. Saa kort end Urindvaanernes Ophold paa et saadant Sted synes at have været, har det dog været langt nok, til at Flintredskaber ere blevne tilslagne og henkastede der. Imellem Refsbæk og Aamålle, men maaskee ikke mere end 1000 Skridt fra forstnævnte Gaard, fandtes en ganske lille Ind- bugtning i Bakken og i dennes Bund risler en lille Bæk. Paa den ostlige Pynt ved denne Indbugtning, dog nede paa selve Skræn- ten deraf, fandtes den sædvanlige Blanding af Muslingskaller i Over- fladen af en med Klåver bevoxet Mark, men jeg maa efter den kk. deraf blottede Del antage Opdyngningen for mindre betydelig. De utvelydige Flintflækker, som jeg i Forbigaaende opsamlede, bestyrke i al Fald den fra Beliggenheden og fra Blandingen af Skallerne dragne Slutning om Opdyngningens Natur. Længere dstlig forefandt jeg ikke flere Spor af saadanne Skal- dynger, uagtet jeg fulgte Fjordbakkernes Løb lige til Mariager; jeg maa imidlertid ikke lade ubemærket, at saadanne desuagtet meget vel kunne forekomne der; thi dels foretog jeg Udflugten til disse Steder kun for at faae et almindeligere Overblik over For- holdene, dels ligge Måddingerne, som man af det Foregaaende vil have bemærket, oftest tildækkede af Muld og tagne under Ploven, saa det kan være forbundet med mange Tilfældigheder, om man til en vis Tid bliver dem vaer eller ikke. Af almindeligere Iagttagelser, som Sammenligningen af de i denne Egn af Landet forekommende Kjåkkenmåddinger gave An- ledning til, skal jeg her kun omtale, at den Forkjærlighed , som det fra Sjælland var bekjendt, at Urindvaanerne ved Valget af Op- holdssteder havde vist for mere fremspringende Pynter eller for saadanne Steder, hvor Smaavige eller Aaers Udlåb gjorde Ind- skjæringer i de håiere Skrænter, ogsaa findes udtalt i de allerfleste af de jydske Kjåkkenmåddingers Beliggenhed, og ved en stor Del af dem var: det umiskjendeligt, at Nærheden af Smaabække og Kil- der tillige havde ledet Valget. — Med Forbigaaelse af nogle Iagt- tagelser om den sandsynlige Oprindelse af det i Urindvaaner- nes Poltevarer fra de forskjelligste Moddinger fremherskende store Feldspathgrus fra de ved Ilden skjårnede Granitsten, og om den korte Tid, der udfordres for at en kjendelig Afblegning skal kunne bemærkes paa de for Solen udsatte Flintflækker og Flintredskaber, skal jeg her indskrænke mig til at omtale tvende speciellere Forhold, som jeg mener at burde nærmere beråre, inden jeg for- lader dette Afsnit. Det ene er Forekomsten af Menneskeknokler i Nærheden af eller i Ostersdyngerne. Ved paany at besee de Steder, hvorom delte anfåres, og Beskaffenheden af de Lag, hvori disse. Knokler mentes at forekomme, blev det mig aldeles indlysende, at Men- neskeknoklerne, idetmindste forsaavidt de hidtil ere iagttagne, ikke med synderlig Grund kunne antages at have tilhårt selve Osters- dyngerne, men sandsynlig ere af en langt senere Oprindelse. — Sammenhængen med Menneskeknoklernes Forekomst ved Havne er nemlig at berigtige derhen, at disse ere fundne paa mere end et af de Steder, hvor Skaller ifålge den foregaaende Skildring ere ophobede i Nærheden af denne Herregaard eller paa dens Marker. De i vor tidligere Beretning (see foran S. 24) omtalte Knokler laae i en Skrænt ved det Punkt, som ovenfor er benævnt Teglbrin- ken, og vare ligesom dækkede af et Lag Smaasten, der dannede en Slags Brolægning over dem. Med Skallerne bleve de bort- . forte til Fyld paa Veien, og derved blev jeg først opmærksom påa dem. Hvorvidt Skallaget i Skrænten nærmest vilde være at betragte som det, vi nu kalde en Kjåkkenmådding af Skaller, eller hvorvidt det kunde være den åverste Ende og Fortsættelse af det Osters- og Muslingleie, som jeg ovenfor har omtalt ved dette Punkt, kan jeg nu efter saa mange Aars Forlåb ikke erindre, og derom. kunde jeg paa Stedet heller ikke længere tilfredsstillende overbevise mig, da Laget og den Del af Skrænten, hvori det laae, maae, efter hvad man viste mig, antages at være helt bort- kjørte. Imidlertid er man ved at grave i denne Skrænt stådt paa Rækker af stårre Sten, der synes at have dannet Grundvolden til en Bygning, og dette i Forening med de omtalte Tegl- og Mur- brokker viser, at der har været stor Virksomhed paa Stedet senere end i Urfolkenes Tid, og aabner os derved mange Udveie til at for- klare et Ligs senere Nedlæggelse. Den S. 24 nævnte Underkjæbe, som i Forening med de bearbeidede Vildsvinetænder og Oxe- håmmeren af Hjortetak blev indsendt til Museet, er derimod fra Skalmåddingen paa Skrænten af Visborgholte, men angives fra et Sted i denne, hvor, mærkværdig nok, ligeledes en stor Mængde Brokker af råde, tykke og undertiden glaserede Mursten oppløies i Jordskorpen og ere blandede sammen med Skallerne. Baade fra Rui- nerne af de herved antydede stårre Bygninger og fra senere Be- gravelser nær ved disse eller Stranden, kunne altsaa saadanne Menneskeleyninger være komne. låvrigt er det heller ikke usand- synligt, at Stenkamre kunne have ligget i Nærheden af disse Skræn- 202 ter og ved deres Sléifning have afgivet enkelte Knokler til Om- givelserne. Med alle disse Muligheder for Oie, seer man, hvor nådvendigt det er, at have Opmærksomheden henvendt paa fremmede eller tilfældige Indblandinger, og hvor vaersom man maa være med Bedémmelsen af de Gjenstande, som ikke i sig selv have et ubedrageligt Mærke paa den Tid, de tilhåre, f. Ex. Sten- redskaberne. Under alle Omstændigheder retfærdiggjåres herved den brugte Forsigtighed med de paa Overfladen mellem Skallerne indsamlede brudte Knokler, da jo hin stårre Bygning kan være end- nu en tredie mulig Kilde, hvorfra de kunde have deres Oprindelse. Det andet Forhold, jeg maa omtale, er den mærkværdige Havstok eller Underbakke, som låber langs under de håéie Fjord- skrænter paa Sydsiden af Mariagerfjorden og paa hvilken Lande- veien fra Hadssund til Mariager i en lang Strækning er anlagt. — Havstokken er fornemmeligen dannet af Grus og Smaasten, men dens Overflade (og hyppigen ogsaa dens Sider, især hvor de under en stærkere Vinkel falde af imod Fjorden), er bedækket af hele. og knuste Blaamuslinger (Mytilus edulis L.), nu og da blandede med enkelte Hjertemuslinger (Cardium edule L.). Bedækningen kan være indtil 1 Alen tyk. De nærmest Overfladen liggende Skaller ere i Reglen brudte eller knuste, medens enhver Nedgrav- ning i Massen let viser, at de underliggende Muslinger ere mere hele og tæltere sammenpakkede og paa sine Steder endog ved Kalksinter ligesom sammenkittede lil et Conglomerat. Kulstykker ere ikke sieldne, og fra Kulståv hidrérer for en Del den sorte Fårve, som Laget har, skjondt allerede selve Brokkerne af Blaa- | muslingerne kunne foraarsage denne. Hvad der endnu er mere | paafaldende, det er, at der mellem Muslingskallerne findes en Mængde af ildskjårnede og næsten glaserede Flintsteen, mest i Form af smaa Flintnyrer, der have været udsatte for en meget stærk Hede. Kulstykkerne og Flintene lede Opmærksomheden altfor meget hen paa Menneskevirksomhed, til at man ikke skulde falde paa den Tanke, at det maaskee var Mennesker, som havde sammenslæbt den største Del af disse Muslinger og fortæret dem paa Ste- det. Det vilde heller ikke forekomme mig besynderligt, om 203 Laget havde en saadan Oprindelse, hvis det ikke syntes at have en overordenlig Udstrækning af halve og hele Mile langs med Fjor- den. Det maa nemlig bemærkes, at Laget iagttoges næsten hele Veien fra Hadssund til ,,Qusersig?, at jeg imellem dette Punkt og Refsbæk. nåiere forfulgte det i omtrent 300 Alens Længde, og at jeg tæt Ost for Refsbæk ligeledes undersågte det i henved 100 Alens Længde, samt endnu hinsides Refsbæk i en Længde af 320 Skridt eller omtrent 400 Alen. Ved Aamålle saae jeg det igjen baade i Haven og paa andre Steder ved Mållen, og derfra kunde jeg forfålge det paa den smale Vold eller Havstok ligetil Assens Kalkværk. Saavel Vest herfor, som under Fladbjergbak- kerne og ved Teglgaarden tæt uden for Mariager seer man Laget meget smukt. Det synes saaledes som om det i flere Mile strakte sig langs med Fjordkysten; idetmindste fandt jeg ingen Antydning til, at det mangler paa denne lange Strækning uden maaskee pletvis. Saavidt jeg kunde skjånne, laae det i en Håide af 15 til 20 Fod over Fjorden; men paa sine Steder, især hvor Indhukke, eller kortere Vige, gik ind i Bakkelandet, trak det sig i og med disse op til en Håide af henved 30—40 Fod, og var da altid meget mere blandet med Hjertemuslinger. Uagtet jeg paa mange Steder ledte meget omhyggeligt og gjennemgravede Laget ligetil Bunden, fandt jeg dog i delte kuns de to ovennævnte bestemte Spor paa Menneskevirksomhed, nemlig Kullene og den brændte Flint; men disse vare ogsaa overalt tilstede. Vel fandt jeg paa et eneste Punkt en Ostersskal og en smuk Flintflække i den dverste Del af Blaamuslinglaget, men jeg har al Grund til at antage dem tilfæl- dig nedbragte fra de Ostersdynger, som jeg ovenfor har vist ligge saa hyppig paa Ryggen og den åverste Skraaning af de høie " Fjordskrænter. Jeg var idvrigt under hele min Vandring paa Fjordbredden opmærksom paa, hvorvidt Blaamuslinger nogensteds opkastedes i Mængde ved denne Del af Fjorden, men kun ved en lille udgaaende Tunge fandt jeg nogle hundrede Skaller af disse Muslinger opkastede, og de vare smaa og dannede ikke engang et tommetykt Lag. Om jeg end derved blev mere tilbåielig til at tilskrive Mennesker den hele Opdyngning, kunde jeg dog ikke, ifålge den ovennævnte Mangel paa alle Urfolkenes Stenredskaber 0. s. v., 204 ansee Urindvaanerne som Gjerningsmændene, men jeg” maatte såge disse blandt en langt senere Befolkning. Saafremt nemlig Hav- stokkens Bedækning med disse store, og som det synes, fiskede Blaamuslinger kun fandtes langs med de kalkrige Fjordskrænter, kunde man tænke sig, at da disses steile Skraaninger maatte give let Adgang til Kalkmassen, havde man maaskee i ældgammel Tid, férend man forstod at grave egentlige Kalkgruber, taget Kalk overalt langs Skrænterne, og at Kalken var bleven brændt lige under disse paa Havstokken, shvorfra den tillige var såa let at bortfåre tilsåes. . Man kunde derved forklare sig Oprindelsen baade til Kulfarven og Kulbrokkene og til de sprukne halvglasserede Flintnyrer, som aldeles ligne dem, der findes ved vore Kalkovne; og de sammenbragte Muslinger kunde man tænke sig at have udgjort en Del af de ved Stranden arbeidende Kalk- brænderes Fåde. Paa et Sted i Nærheden af Refsbæk bærer vir- kelig Foden af Skrænterne hyppige Mærker af ældre Indgrav- ninger og gjengiver, men rigtignok i det meget Smaa, hvad Flad- bjergbakkerne frembyde efter en saa meget stårre Maalestok; i disse Bakker har der nemlig siden umindelige Tider været store og rige Kalkbrud, som have foraarsaget storartede Forstyrrelser i Bakkerne og have givet dem et meget mærkværdigt og frem- medt Udseende. Denne Tydning af det Forefundne giver jeg idvrigt kun fordi jeg ingen naturligere har kunnet finde, og for at henlede | den Opmærksomhed paa Havstokken og dens Muslinger, som de visseligen fortjene. Jeg kommer nu til at omtale de Arbeider, Comiteen har udfort her i Sjælland og som for det fårste have bestaaet i den Revision, hvilken vi have underkastet alle de Punkter ved Issefjorden, Som vi ikke håvde besågt, siden vi vare komne til en endelig og fast Anskuelse om Opdyngningernes Natur. Vi have overbevist os om, at de i vore tidligere Beretninger " omtalte Forhold ved Kattingeværk, Bilidt, Herslevpynt og Lang- itvedfærge utvivlsomt godtgjåre, at Urfolkene kortere eller længere Tid have opholdt sig paa disse Steder og som Minder om deres EYE non Ophold have efterladt sig stårre eller mindre Masser af Skaller og Knokler af de spiste Dyr samt af disses Tilberedningsmidler. Derimod kunne vi efter vore nyere Undersøgelser ikke længere ansee Forholdet ved Vintermållerne for at være af samme Naiur. Dernæst have vi ved at folge Issefjordens Kyster i lange Stræk- ninger, som vi ikke får havde besågt, fundet ikke faa nye Spor af lignende Opdyngninger, og det navnlig ved Gjevningepynt, ved Sæby Sogneskjæl, ved Bregnebjerg tæt ved Kattingeværk, ved Si- derne af Landeveien mellem Roeskilde og Frederikssund, sand- synligvis paa Gjerderup Marker, og ved Sålager hinsides Frede- riksværk; saa at vi altsaa nu kjende disse Mindesmærker fra 10 forskjellige Punkter ved den Halvdel af Issefjorden, ved hvilken vi hidtil have anstillet vore Undersågelser. Paa eet nær ligge alle disse Punkter ved den egenlige Roeskildefjord. Ved Kattingeværk er Laget dels bleven undersågt ved enkelte af Comiteens Medlemmer, dels ved denne i sin Helhed. Udbyttet, , der ved disse forskjellige Undersågelser er vundet, kan kortelig udtrykkes saaledes. Lagets bedste Udvikling sees i den lodrette Skrænt, der vender ind til Værkets Gaardsplads, men det maa bemærkes, at det allerede nu ikke er fuld saa karakteristisk som tidligere, da Laget stedse aftager i Tykkelse opad Bakken, og storre og stoårre Partier stedse borikjåres af den lodrette Væg. De 5 oftnævnte Skaldyr, hvoraf, som sædvanlig, de 3 Muslingarter ere de overveiende, findes samlede med nogle Helices. I Forening med enkelte Knokler af Fisk, nogle faa flere af Fugle, og disse da med afbidte Ender, og endnu flere, skjondt i det Hele ikke mange, sånderbrudte og marvåabnede Knokler af Paitedyr, f. Ex. Kronhjorte, Raadyr og Vildsvin, betegne de paa den ene Side Laget som Affald fra Urfolkenes Maaltider, medens fra den anden Side denne Anskuelse om Lagets Karakter bekræftes ved fålgende deri fundne Kunstprodukter, nemlig: Ikke faa ældskjårnede Sten og Potteskaar, 7 Fihiudd: 38 dels længere dels bredere Flintflækker, hvoraf en er begyndt at tildannes til en Pilspids, 2 raat tilhugne Fléniérer, og en Tilhug- ten 206 ger, samt 2 af de ejendommelig afhuggede og ved Brug slidte Spidser af Hjortetak. Ved at grave ned igjennem Overfladen paa flere Steder af Bak- ken sågte vi at komme til Kundskab om Lagets Udstrækning; denne syntes vel ikke at være ringe, mén i den stårre Del deraf oplåstes eller ligesom udtyndedes Laget, medens Skaller endnu i Mængde vare indblandede i den overliggende sorte Muld. Paa det håieste Punkt, Laget indtager paa Skraaningen, fandtes saaledes. ved Nedgravningen det sorte tildels ved Kul farvede Overlag med de indblandede Skaller at være omtrent 36 Tommer tykt, medens der forst ved Bunden af dette fremkom Spor af det egenlige Skallag, som her indskrænkedes til en tynd Stribe af faa Tommers Tykkelse. Lidt Nord og Ost for Kattingeværk er en dyb Nedskjæring eller smal Dal, ved hvis Udlåb imod Fjorden der vel fandtes Spor af Skaller i en sortfarvet, noget gruset Jord, ligesom der ogsaa i samme fandtes et Par Flintknuder, men noget egenligt Lag eller | stårre Opsamling kunde vi der ikke erkjende. Derimod frembåd Pynten af det dertil stådende Bregnebjerg et mærkeligt Lag af de sædvanlige Muslinger og Snegle, noget blandede med Smaasten og Grus. I dette Lag fandt vi enkelte Flintflækker og 7 Flint- stykker, som bare mere eller mindre Spor af Tilhugning, tvende af dem endøg med Tilnærmelse til Oxe- eller Meiselform; en lille naturlig Rullesten, hvis Ar synes at hidrøre fra Tilslagning og altsaa er at betragte som en Tilhugger; ikke faa Kulbrokker, og i det ene Hjårne af Laget et af de smaa Arnesieder, eller Sammensætninger af Smaasten, og omkring dette laae der en Mængde storre Kulstykker. Laget var 8” tykt og gik som et | hvidt Belte igjennem den lodrette Væg; det var dækket af 27 Tommer sortfarvet Jord blandet med Muslingskaller, MOEkj reen og andre Sten, samt Kulsmuler, Ved Herslevpynt have vi allerede i vor tidligere Beretning omtalt, at Flintflækker bleve fundne paa Skraaningen mellem Skaller og i IGN sortJord. Vort nuværende Besøg forågede Antallet med 7 smalere eller bredere Flintiflækker, en lille triangulair Flintkile, 4 af de kantede Flintknuder, flere ildskjårnede Sten, Kul og enkelte Benstumper, hvilke Gjenstande fornemmeligen opsamledes i Si- den af en Gråft, som nylig var fårt igjennem Laget, og som viste os ikke blot Lagets ringe Tykkelse af faa Tommer, men ogsaa dets stærke Tildækning dels med et sort eller brunt Jordlag dels med Smaagrus og Ler, der sandsynligvis var nedskyllet. En Fjerdingvei sydligere og skraas over for de saakaldte Sluphuse, antydede en hvidlig Farve paa Gjevningepynt Forekom- sten af en Mådding, der ved nærmere Undersøgelse ogsaa fandtes umiskjendelig, men ikke vidnede om nogen stor Udbredning eller Tykkelse. Vi grov igjennem Opdyngningen paa et Par Steder og fandt Laget omtrent 1 Qvarter mægtigt; der opsamledes 3 beteg- nende kantede Fliniknuder, 5 Flintflækker, 2 aflange Flintkiler eller Flintéæer, 22" lange og 1Yo—17/4" brede, flere ildskjørnede Stien, og iblandt disse nogle af Flint. Skallerne vare de sæd- nlige. Skraas over for Herslevpynten paa Roeskildefjordens vestlige Side, og tæt ved Sogneskjællet imellem Sæby og Lyngby, fandt vi Skraaningen og Overfladen af en lille lav Banke imellem Lande- …veien og Fjorden dækkede med de sædvanlige 5 Skalarter, der fornemmelig laae tættere sammendyngede i tre Partier. I omtrent en Qvarterstid opsamlede vi imellem disse ikke mindre end 21 kortere eller længere Flintflækker, 3 bredere mere tilhuggede Flintstykker, 5 Flintknuder, 6 Flintéver eller Kiler fra 1727—3" Længde, og 3 raa Forsøg til lignende, en. Mængde ildskjårnede Sten, hvoriblandt flere Flintistykker, der have været udsatte for en stærk Hede. Bankens Masse var saa leret og haard, at vi med vore sædvanlige smaa River eller Hakker ikke kunde arbeide os igjennem den og faae Lagets Tykkelse undersågt. Banken havde idvrigt været pléiet og dyrket for nogle Aar siden. Ved Langtvedfærge kunde vi i de Flintknuder og andre til- Sa… slagne Flintstykker, som fandtes mellem Skaller og i det ejendom- - melige sortfarvede Jordlag, ikke miskjende Spor af Ur-Indvaanernes Færd paa den lange Skrænt imellem Færgestedet og det saakaldte »Paradisf, og et Par i Nærheden af sidstnævnte Pynt fundne smaa Arnesteder med Kulsmuler lydede endvidere hen herpaa. Men det blev os umuligt, uden at fåre længere Gråfter gjennem Skræntens Lag, at udlede en skarpere Grændse mellem den Andel, Landets fårste Befolkning paa dette Sted har havt i det sorte Lags Dan- nelse, og den Andel deraf, som maaskee kan skyldes senere Be- boere. Idet man kjårer ad Landeveien imellem Roeskilde og Frede- rikssund seer man, omtrent en Mil fra forstnævnte By, paa begge Sider af Veien påa nogle Marker, som formentes at tilhåre Byen Gjerdrup, endel Skaller af Osters, Hjertemuslinger, Blaamuslinger og Litoriner — hvilke alle ligge opplåiede i Furerne. Imellem Skal- lerne opledes let Flintflækker og ildskjårnede Sten, og derved, ligesaa meget som ved Blandingen af Skallerne og disses Belig- genhed paa Skraaningen af en mod Fjorden eller en lille Vig af samme vendt Banke, betegnes Laget som en Kjåkkenmådding og navnlig som en af de flere mindre, af hvilke vi idet sidste Aar have lært endel at kjende, og hvoraf fortsat Leden ved Fjor- dens Sider sikkert vil paavise en stårre Mængde. I Skrænterne ved Bilidt har man fremdeles i det sidste Aar fortsat Bortgravningen af Grus og Skaller til Veifyld 0. s. v., og derved blottet nye Vægge, i hvilke vi, ligesom i de tidligere, have iagttaget de Sammenstillinger af Smaasten, der ved de paa Stenene efterladte Spor af Ildens Indvirkning og de derfra ud- gaaende Kulstriber paa dette Sted allerfårst førte os til den rigtige Opfattelse, at det var Arnesteder. Disse gjenlage sig altsaa i et stårre Antal ind i Laget. Med Hensyn til Omfang, Mægtighed og Renhed i Sammen- sælningen, danner den store Opdyngning af Skaller, som ligger 209 paa Siden af de håie Fjordbanker ved Sålager, omtrent en Mil Vest for Frederiksværk, en mærkelig Modsætning til de senest omtalte. . Laget ligger i en Slags Udhuling eller Svei paa Bakke- skrænten og indtager omtrent 50 Alen af denne i Længden og, som det synes, ligesaa megeti Bredde: Dets Dybde er betydelig, thi vi grov . over 2 Alen dybt uden'at komme igjennem Massen af Skallerne. Allerede påa Grund heraf, men endnu mere ved sin store Renhed og ved sin uforstyrrede Overflade, frembyder Laget mere end almindelig Interesse. — De hundredetåndervis sammendyngede Skaller af Mus- linger: og Snegle vare de sædvanlige 5 Arter fra det salte Vand: Ostrea edulis L., Cardium edule L., Mytilus edulis L., Nassa reticu- - lata' L. og Litorina litorea L. ; saf Landsnegle: Helix. Af Fiskeknokler fandtes: nogle faa Hvirvler og andre Ben af en lille Flynder, og Tusinder af Hvirvler og andre Knokler af Smaatorsk (Gadus callarias L.). 3 Af Fugle fik vi 34 Knokler, "der, med Undtagelse af 5, alle hidrårte fra Lemmerne og Skulderen, og vare meget betegnende ved Rørknoklernes afbidte Ender; de tilhårte fornemligen stårre og mindre Arter af Vildænder (Anas L.). "Af Pattedyr fandtes henved 30 større eller mindre Splinter og Brokker, hvoraf det stårre Antal tilhåre Krondyret og Raadyret, og disses Sånderslagning minder om den bekjendte Marvsågning; af de åvrige Knokler tilhårte een Overkjæben af en Hund (Kjæbe- bensstykke med de to inderste Tænder), og een er et Stykke af Overkjæben af Studsmusen (Hypudæus amphibius L:). Af Flintredskaber fandtes; 3 af de smaa, raat tilhuggede tre- . kantede Flintkiler; 4 stårre af omtrent 4 Tommers Længde, samt et to Tommer langt Brudstykke af en lignende; 6 Flintknuder og en Snes Flintflækker og Affald: fra Flintens Tilhugning. Flere ildskjéårnede Sten og en af de saa meget betegnende Hjortetakspidser bragtes tilveie. Det: sortfarvede dækkende Overlag syntes ringere end hos de andre Måddinger, hvilket meget vil lette en fuldstændig Ud- gravning af denne Skaldynge, som ved sin hele Beliggenhed, urørte Tilstand og rige Indhold egner sig særdeles til nåie Under- søgelse. va LUE Efterat have beseet alle disse Punkter og sammenlignet dem i deres ydre og indre Forhold med hinanden og med de ovenfor an- fårte Punkter i Jylland, kunne vi ikke andet end i héi Grad for- bauses over del Ensartede, der gaaer igjennem dem alle og alle- rede i og for sig er et tilstrækkeligt Vidnesbyrd om Rigtigheden af den Tydning, vi have givet. Paa alle de hidtil anfårte 31 Steder (og af disse har Meddeleren, Comiteens zoologiske Medlem, selv besågt de 28) håre Skallerne stadigen kun til de samme 5 Arter spiselige Muslinger og Snegle fra det salte Vand, og de bestaae altid af stårre eller udvoxne Individer; derfor skal man næsten aldrig finde Spor af de Skaldyr, som i stor Mængde opkastes påa Stranden, f. Ex. de smaa Telliner, Mya arenaria L. Rissoerne 0. s. v., og heller ikke af meget unge Dyr eller Yngel af selve de ovennævnte Arter. Skallerne ere dernæst ophobede paa Bakker og Skrænter, som vende imod Fjordene eller imod disses ældre. Vige, og de ligge oftest paa Skraaningen af Hoi- derne, med mindre denne har været for stærk, da de ligge oven- paa dem; de indtage helst Pyntene eller Næssene af Håiderne og ligge gjerne i Nærheden af fersk Vand. Indblandingen af Knokler af Hvirveldyr ændrer sig efter Sledets gunstige Beliggenhed for Fiskeri allene eller for Jagt tillige, i hvilket sidste Tilfælde Knokler af Fugle og Pattedyr, altid behandlede paa en og samme Maade, udgjøre en væsenlig Del afMassen ; men Indblandingerne af Potteskaar, Flintflækker, Flintknuder og Flintkiler 0.s.v. findes overalt og ere i For= men saa ens, at man ikke noksom kan undre sig derover, thi Flint- redskaberne ligne ofte hinanden saaledes, at man skulde antage dem for dannede ved en og samme Haand. Selv Hjortetaksspid- serne ere et ikke mindre mærkværdigt Bindeled mellem alle disse Skaldynger, thi paa ethvert Punkt, hvor vort Ophold ikke har været indskrænket til nogle faa Oieblikke, have vi stedse forefun- det saadanne. Dette udtaler tilstrækkelig klart, at den Urbefolk- ning, hvorfra disse Minder hidråre, har over del hele Land fårt den samme Levemaade og staaet nåiagtig paa det samme Udvik- lingstrin; men hvor héi, eller som Andre maaskee ville sige, hvor lav denne Udvikling har været, derom kunne vi endnu ikke dåmme, da saamange af Redskaberne i deres Anvendelse ere os kun BMA ufuldstændigen bekjendte og nogle aldeles ubekjendte f. Ex. Flint- knuderne, Hjortetakkerne 0. s. v. Vi have desuden Formodning om, at Urfolkene have i det store tilvirket et Stof, hvis Art: endnu ikke er udredet, men som har efterladt sig mærkværdige Spor i de sortfarvede Lag, der træde op i Forening med Måddingerne, og med hvis Undersågelse Comiteens geognostiske og zoologiske Medlemmer ere stadigen beskjæftigede. — Den rigtige Tydning af Redskåberne og et klarere Indblik i Urfolkenes Liv vil fårst naaes, naar flere urérte Måddingers Indhold kan bringes helt for Dagen; og da vil ogsaa mange andre Punkter med det samme oplyses. Det var ogsaa i Betragtning af det vigtige Udbylte, som netop en stårre Udgravning kunde give os, at vi allerede ifjor udkastede Planen til og i denne Sommer udfårte en stårre Udgravning af Kjåkkenmåddingen ved Havelse. Udbyttet heraf er det, som den tredie og sidste Del af denne Beretning nu gaaer over til korte- ligen at skildre. Med den nærmere Undersågelse af Kjokkenmåddingen ved Havelse-Målle havde vi det dobbelte Oiemed at komme til nåiere Erkjendelse af Moddingens Udbredning over Banken samt dens Sammensæining i de forskjællige Partier af dens Udstrækning, og at indsamle saa mange af de deri indblandede Knokler og raat førarbeidede Redskaber af Ben og Sten, at vi ved: Mængden af "disse kunde ledes til sikkrere Slutninger med Hensyn til Urfolkenes hele Levemaade og. Culturlilstand. Begge Oiemed sågte vi at op- naae ved sat lede planmæssige Udgravninger paa flere Steder i Måddingen, og i disses Udfårelse underståttedes vi. af Assistenten ved Universitetets zoologiske Museum, Hr. Premierlieulenant Liiiken og Conservatoren ved samme Hr. Conradsen. Fra Bankens Overflade blev der nedgravet paa en Mængde Steder for sat iagltage Skallagets Tilstedeværelse eller Mangel, dets Tykkelse og Overlagets Tykkelse samt dets væsenligste Indblan- dinger. "Derved blev man istand til nogenlunde at bestemme Moddingens Omfang og Udbredning over Bankens Skraaning, og ved at maale Afstanden imellem de enkelte undersøgte Punkter og disses Beliggenhed til hinanden at. kunne aflægge Måddingens 212 vigtigste Forhold paa et Kaart, hvis Udførelse vi skylde Hr. Liutken. Paa dette Kaart er Måddingens Udbredning angivet-ved en særegen Skygning, og denne er anlagt svagere eller stærkere eftersom de opdyngede Skalmasser paa hvert Sted- bleve fundne i stårre eller mindre Mægtighed. De paa Kaartet anfårte Tal og Bogstaver antyde Punkterne, hvorpaa de enkelte Nedgravninger fandt Sted, og have Hensyn til de specielle Optegnelser des- angaaende. Da Forholdene i Banken, saaledes som et Tversnit vilde vise oS disse, oplyses fuldstændigen i den lodrette Væg af den Grusgrav, som er anlagt i Siden af Banken, behåvede vi ikke at foranstalte nogen Gjennemgravning i denne Retning. Men for at kunne danne os en ligesaa tydelig Anskuelse om Forholdene, sete i en modsat Retning, have vi fårt en lang Grav af henved 30 Alens Længde og 1%2—2 Alens Bredde igjennem Måddingen efter dennes Længdeudstrækning, dog saaledes, at Gravens Låb væsenlig bestemtes ved Lagets Aftagen og Tiltagen i Tykkelse, og tilsidst blev ledeti en buet Linie op imod Møllen. En Tegning af Mållebanken og Forholdene, som de sees i Grusgravens Væg, have vi ladet udfåre ved den naturhistoriske Tegner, Hr. Thornam; denne tilligemed flere andre Tegninger og Kaartet vil ledsage den udfårligere Fremstilling af dette Punkt, med hvis Udarbeidelse for Selskabets Skrifter vi ere beskjæftigede. Kaartet vil vise, at Måddinglaget udbreder sig i en Halvbue omkring Mållen i en Bredde af 20—30 Alen og en Længde af et Par Hundrede Alen. Det ligger egenlig mere paa Skraaningen af Bakken end paa dennes Ryg, og har i det Hele den største Tyk- kelse imod den åvre Del af Skraaningen. Dets Mægtighed paa de enkelte Punkter blev fundet at vexle fra "2 til 3 Fod, og lige- ledes dets Dybde under Bankens Overflade, thi snart laae Skal- lerne lige op i Overfladen af Bakken, snart gik de 141 til 2 Fod ned under denne og vare da dækkede med det sorifarvede Overlag, som vi kjende fra næsten alle Måddingerne, men hvis Oprindelse endnu ikke er os ret klar. . Tykkest har Laget aaben- bar været i den Ende af Banken, hvori nu Grusgraven er. Saaledes som Forholdene viste sig i dennes lodrette Væg, maae de tænkes for en Snes Aar siden at have udstrakt sig ikke 213 blot over hele den Strækning, der indtages åf Grusgravens Bund, men ogsaa over den paa Kaartet antydede Vei imellem Grusgraven og Mållens ældre Kjoåkkenhave. Deraf vil det altsaa skjøonnes, at det er ingen ringe Del, der allerede er bortgravet af den oprin- delige Opdyngning; dog vil den Brék, som den bortfårte Masse maalte antages at udgjére af den oprindelige, fornemmelig be- tinges af, i hvilken Grad Laget er udviklet inde i den ovennævnte Have, i hvilken man overalt i Havebedene seer de med Spaden opkastede Muslinger ligge. i Med Hensyn til Sammensætningen have vi til vore tidligere Med- delelser kun at tilféie, at Ostersskallerne ere langt mindre talrige i den Del af Laget, som ér tilbage, end de vare i den Del af Laget, som vi i de foregåaende Aaringer fornemmelig have havt Leilig- hed til at undersåge, men som nu til Veifyld og andet Brug er bleven bortført. Det var imidlertid kun paa yderst faa Pletter at Ostersskallerne manglede aldeles. Hjertemuslingerne og dernæst Blaamuslingerne maae derfor nu ansees som de mest fremherskende ; de ere gjennem hele Måddingen kjendelig pletvis fordelte eller ligesom liggende i stårre Bunker, snart denne, snart hin blandede med flere eller færre Snegle af Slægterne: Litorina, Nassa og Helix. ! Indblandingen af Knokler vedblev overalt at vise sig rigere end i alle andre Måddinger, vi hidtil have underségt; men ogsaa i disses Forekomst var der nogen Afvexling, idet paa enkelte Steder Udbyttet var temmelig rigt, medens det paa andre Steder var tarveligt. " Imidlertid udgjår Udbyltet i denne Sommer ikke mindre end. 3,500 Paitedyr-Knokler og Brudstykker af disse, naar vi nemlig sammentælle Alt hvad der af sligt frembragtes af Skal- laget ved de forskjællige Nedgravninger og Udgravninger, og ved de Undersågelser i den lodrette Væg, der samtidigen hermed bleve anstillede af hele Comiteen, og” dertil blot lægger et Antal af nogle Hundrede Knokler, som allerede tidligere i Sommeren af Med- deleren vare blevne bragte tilveie. — Af Fugleknokler erholdtes over 200, og af Fiskeknokler mange Hundreder; men af disse kunde man have" indsamlet en utallig Mængde, da de foruden 214 at ligge spredte næsten overalt mellem Skallerne, ofte laae sam- lede i Smaastriber. For at faae et bestemt Udgangspunkt til Bedémmelsen af Knoklernes Mængde og Fordeling, udgrove vi paa tre forskjellige Steder qvadratiske Piller af 3 Fod i Firkant og udsågte med stør Omhu alle de deri indeholdte Levninger af Pattedyr og Fugle. Stederne, hvor de tre Piller toges, ere betegnede paa det omtalte Kaart med r.n.m. I den fårste Pille fik vi 175 Knokler af Pattedyr og 35 af Fugle; i den anden 121 Pattedyr- og 9 Fugleknokler; i den tredie 309 Pattedyr- og 10 Fugleknokler. Pillerne vare efter Lagets Tykkelse af noget forskjællig Hide, dog varierede de i Indhold kun imellem 17—20 Cubikfod; i den fårste Pille var der omtrent 9 Knokler i hver Cubikfod, i den anden 6 og-i den tredie 15. Da Pillen » imidlertid gjorde det Indtryk paa os, at den var det paa Knokler fattigste Punkt i hele Laget, vil man komme Sandheden meget nær, naar man regner 10—12 Levninger af Pattedyr og Fugle i hver Cubikfod. Dermed vil ogsaa det Ud- bylte slemme temmelig overens, som erholdtes ved en af de aller-— forste Undersågelser (see foran S. 8). Jeg behåver vist ikke at tilfoie, at Indholdet af Knokler i det åverste Lag af alle Pillerne, saalangt som en Spade eller Plov kunde naae ned i Jorden, og saalangt altsaa som man kunde befrygte nogen fremmed Indblån- ding, ikke blev taget med i Betragtning ved denne Optælling; ligesom vi ved alle Udgravningerne forsigtigen sågte at undgaae saavel dette Overlag som alle de Punkter, hvis Udseende råbede, at de havde været udsatte for senere Forstyrrelser. Paa lignende Maade optaltes de Kunstprodukter, der fore- fandtes i Pillerne; i den fårste Pille fandtes, foruden flere (7) Flintflækker, 2 Flintåxer, en bearbeidet Hjortetak, 3 bearbeidede Bensplinter, samt et Potteskaar; i den anden ligeledes flere (16) Flint- flækker en Flintéxe eller Flintkile og endel (7) Flintknuder; i den tredie 4 Flintflækker, 2 Flintoxer og en Benspids, ikke at tale om det større Antal af ildskjårnede eller endog sodede Sten, vi fandt i dem alle. — Overalt, hvor vi grove ned igjennem Laget, fandt vi Flintflækker eller andre mer eller mindre tildannede Sten- stykker, Potleskaar 0. s. v., og vi have ikke Grund til at antage, kt. … JER at: de mangle. nogensteds i Måddingen eller i mogensomhelst Dybde af denne; de kunne efter vor Erfaring endog aåansees for langt mere ensformig fordelte igjennem hele Massen end Knok- lerne. | Det Antal af slige raa Kunstprodukter, som vi i denne Sommer have samlet i Måddingen ved Havelse Mølle, er derfor ogsaa meget betydeligt, og Antallet er blevet saameget stårre, som der ved Bankens Dyrkning med Kartofler, og ved disses gjentagne Hypning, frembåd sig en mere end almindelig gunstig Leilighed til Opsamling af de Flintredskaber, som havde ligget saa nær ved Overfladen, at Ploven havde kunnet kaste dem op påa denne. Vi have i det "Hele frembragt af Laget og ind- samlet : af Flintflækker, længere og kortere, 4—500, hvoraf enkelte viste Spor til videre Bearbeidelse, eller vare Brudstykker af andre Redskaber; af raat tilhugne Flinistykker ligeledes flere Hundreder; af de saakaldte Flintknuder, eller de mangekantede og mange- hjørnede Flintstykker, næsten 200; af Flintkiler eller Flintéæer henved 70, fornemmelig af de tre- kantede, men ogsaa endel af de mere aflange. Af Benstykker og Hjortetakspidser, der havde været under- kastet Tildannelse, erholdt vi henved en Snes; nogle af disse ere simple Bensplinter, der blot ere blevne tilspidsede i den ene Ende; andre ere mere forarbeidede i Form af Prene eller Naale, Spidser til Pile eller Grene af Lystre; to Hjortetaksspidser af 4” og 5” Længde ere dannede, som de foran under Sålager, Kat- tinge, Krabbesholm o. fl. St. omtalte og have været anvendte paa samme Maade”), og et langt Stykke af en Hjortetakstang, tilskærpet og tilslebet i den ene Ende og med Spor af et boret Hul i den anden Ende, viser sig tydelig som Brudstykke af en Hakke eller Owe. - %) Uden idvrigt at ville foregribe en. senere Tydning kan jeg her kun for- modningsvis anfåre, at disse Hjortetakender maaskee have været krumme Tænder af en Østersrive, et simpelt -Redskab til: Ostersens Optagelse fra » Fjordbunden. 216 Af Lerkar eller Potteskaar samledes flere Snese;' de laaeé i alle Dybder, og det samme gjælder om den Mængde af almindelige Rullesten, som ere ildskjårnede eller brustne ved den stærke Hede, for hvilken de have været udsatte, og som tildels endnu ere ganske sorte eller sodede paa deres Overflade. , Af Kulsmuler saaes ligeledes overalt Spor, men det var van= skeligt at erholde saa store Stykker, at en nærmere Bestemmelse af Træarten, hvorfra de -hidråre, tår haabes. Den nærmere Beskrivelse og Afbildning af de vigtigste af de ovenfor omtalte Redskaber og Fremstillingen af deres sandsynlige Anvendelse til de Virksomheder, om hvilke Måddingerne levere saa storartede Vidnesbyrd , nemlig Fiskefangst og Osters- eller Mus- lingfangst, maa være forbeholdt vor stårre Afhandling. — Det samme maa ogsaa blive Tilfældet med mange af de Bemærkninger, som den omhyggeligere Betragtning af de indsamlede "Knokler allerede har givet og fremdeles maaskee vil give Anledning til. Dog tår fålgende endnu finde en passende Plads i denne Oversigt. Af- de flere Tusinde. Pattedyrknokler fandtes saa mange at tilhåre de 3 stårre Jagidyr, Raadyret, Kronhjorten og Vildsvinet, at der af den hele indsamlede Mængde neppe bliver 3 Procent, eller 100 Knokler og Knokkelbrokker, som 'tilhåre andre Dyr. Af Raadyret synes der idvrigt at være forholdsvis. nogle flere end af de io andre; men ved alle 3 Dyrs Knokler viser det nu indsamlede stårre Antal det mærkelige Misforhold, at visse Dele af Dyrene ere langt talrigere tilstede, end dette naturligen skulde være Tilfældet, eller her rigtigere udtrykt: andre Dele af Skelettet ere forholdsvis i et altfor ringe Antal tilstede. Saaledes antyde navnligen baade de marvlåse Smaaknokler i Lemmerne og Ledenderne af Rørknoklerne et langt stårre Antal af dræbte Dyr, end man af Hvirvlerne og.Ribbenene skulde formode. En om- hyggeligere Betragtning giver imidlerlid, at de Dele af Skelettet, som i de færreste Exemplarer ere tilbage, tillige ere de, der [have en mindre fast og haard Bygning, og derhos paa deres Overflade vise de fleste Mærker af en egen Slags Beskadigelse, som man ved umiddelbar Sammenligning med friske Knoklers Beskadigelser ved Rovdyrtænder, ikke kan tage i Betænkning at hidlede fra ET Rovdyrs: Gnavning. Herved faae vi da allerede et Vink om den sandsynlige Aarsag til visse Knoklers Forsvinden, men senere Betragtninger af Fugleknoklernes Forhold "ville yderligere belyse denne. ; Jo stårre den nu tilvejebragte Mængde af Knokler har været, desto mere har man maaltet erkjende den fuldstændige Ensfor- mighed, som gaaer igjennem Behandlingen af dem alle, idet neppe en eneste Undtagelse fra den tidligere omtalte Behandlings- maade er kommen for Lyset; de mangfoldige indsamlede maro- låse Knokler af Fodrod og Tæer, Knæskaller 0. s. v., have alle været uråérte, medens alle stårre Rårknokler eller Marvknokler, ja endog den stårste Del af Taaleddene have været spaltede for Marvens Skyld, og hver Knokkel i Skelettet saa at sige paa sin eiendommelige Maade. Alle Underkjæberne have saaledes vist den mærkelige Borthugning af den nederste Rand eller Knusning efter Længden, og Overkjæberne og Hovedskallerne have alle paa den tidligere beskrevne Maade været sånderslagne, saa at det kun ved måisommelig Sammenligning og Tilpasning har lykkedes Med- deleren at bringe af disse Smaastykker enkelte hele Kjæber tilveie, til Afbenyltelse ved de zoologiske Sammenligninger med de samme Dyrarter fra senere Tider. — Det maa tilfåies, at de afspaltede Stykker og Splinterne af Rårknoklerne 0. s. v. ere i Reglen med ganske skarpe og ubeskadigede Rande, og kun yderst sjeldent vise de Spor afDyregnav; derimod kan man paa deres Overflade, lige- saavel som paa de blådere Knokler, paavise talrige. Mærker af Stenredskaberne, hvormed Urfolkene have knust Knoklerne, og Stenknivene, hvormed de have afskrabet Kjådet, ligesom man og- saa påa Rosenstokkene af flere Raabukkepander seer de til Skindets Losning med Knivene anbragte Snit. Et ikke ubetydeligt Antal af Knoklerne bære Spor af at have været Heden saa nær, at de tildels ere blevne halvforkullede eller ligesom calci- nerede. De faa Knokler, der ikke tilhåre hine ovennævnte tre stårre Jagtdyr, som paa delte Sted mere regelmæssigen have udgjort en Del af Urfolkenes Fåde, tilhåre forskjællige Dyreformer, hvilke dels i en mindre Grad kunne have tjent disse Mennesker til Fåde, dels 2418 maaskee kun have ydet dem deres Skind til. Klædniingsstykker, dels endelig maaskee have sågt deres Ophold i Nærheden af Ur- folkene eller endog været i disses Tjeneste. Saaledes er der iblandt disse Knokler fundet flere, som tilhørte: Tamhunden, Canis familiaris L.; to stårre venstre Underkjæber og Rovtanden af en tredie, samt Brudstykker af Underkjæben af en mindre Hund; flere Mellemfodsben og Taaknokler. af den stårre Form; Overarmsknokler af yngre og ældre Dyr; Ræven, Canis vulpes L.? (maaskee. nogle mindre Knokier af en Hundeart høre herhid); Maaren, Martes sp. Gesn., to Underkjæber; flere Hvirvler, Overarm, Skinneben, Bækken, alt henpegende paa meget stærke Dyr; Odderen, Lutra vulgaris Erxl. ; to Overarmben, en Underarm og et Spoleben; ; Sælhunden, Phoca sp., Laarben af yngre Dyr med Mærke af Stenknivene; Markrotten eller den store Studsmus, Hypudæus skøndtej et Cranium og nogle Lemmer; den mindre Studsmus, Hypudæus RER L., en Over- og Underkjæbe; Bæveren, Castor fiber L., belig af Underkjæben med ire Kindtænder og en Skjæretand, og af Overkjæben med en Tand og tre Tandgruber, samt af tvende Skinneben til håire Side og en dverste Ende af Ulna. For dette Dyrs lidligere Fore- komst her i Landet forelaae tidligere kun den Kjendsgjer- ning, at et nogenlunde fuldstændigt Skelet er opgravet i en Mose ved Thorslunde og af afdåde Hr. Pastor Jessen givet til Museerne (see Overs. for 1848. S. 5). Hvad tvende af de ovenanfårte Dyr, nemlig begge Studs- musarterne, angaaer, da maa jeg bemærke, at den Formodning vel ligger temmelig nær, at saadanne gravende Musearter % en senere Tid kunde have nedgravet sig i Måddingen, og deres Knokler hidrøre fra at der nogle af dem vare omkomne; men denne Formodning svækkes allerede, naar man tænker sig den store Vanskelighed (hvis det ikke ligefrem er en Umulighed), som 219 disse Dyr ville have ved at grave sig ned i det egenlige Skallag, og den bliver aldeles uantagelig, saasnart man nærmere overveier Knoklernes Leie mellem Skallerne. Ligesom Tilfældet var med de ved Sålager og ved Gudumlund fundne Levninger af disse Dyr, laae her nemlig de ovenanfårte Kjæbedele af H. agrestis, hvilke jeg selv udtog af Laget, fjernede fra hinanden og enkeltvis og dertil indklemte mellem Skallerne, endog inden i disses Hul- heder, saa at de nådvendigen maae være komne paa den Plads, hvor de nu fandtes, samtidigen med Skallerne. Dette fålger og» saa aldeles uundgaaeligen deraf, at ,Dyreknokler, som bære umis- kjendelige Mærker af at være muse— eller rottegnavede, ligge i lignende Forhold til Skallerne og paa ingen Maade kunne tænkes gnavede, efterat være komne i denne Stilling %). ; Af de 200 Fugleknokler, som, blandede med Pattedyrknokler, frembragtes af Laget, hidrårer den langt overveiende. Mængde. fra vore stårre og mindre Arter af Vildænder , og nogle enkelte fra Vildgjæs og Strandfugle. Af disse Knokler ere kun en halv Snes omtrent Hvirvler eller andre Ben fra den egentlige Krop, medens hele den åvrige Mængde ere fra Skulderen og Lemmerne, og da sidstnævnte alle ere Rårknokler, ere Enderne paa den ofiomtalie Maade .afbidte. < Denne idinefaldende. Mishandling. af Knoklerne fristes man strax til at sælte i Forbindelse med det meget paafaldende Misforhold, der findes i den relative Mængde af de forskjellige. Knokler, som håre sammen. til eet Skelet; thi medens man kan regne som et Middeltal, ali Fugleskelettet Hvirvelséile, Brysthule og Bækken. ere sammensalte af saamange Knokler, at de udgjåre et tre til. fire Gange saå stort Antal som de lange Knokler i Vinger og Ben, saa findes der i Skallaget af de. forstnævnte saa faa, at de udgjåre kun, faa Procent af sidst- nævnte. I det Hele er, der nemlig blandt de ovennævnte Fugle- knokler .kun fundet 5 Hvirvler og enkelte Ribben. Misforholdet kan ikke have sin Grund i, at de manglende Knokler skulle ved Udgravningen og Indsamlingen være oversete; thi vi have, fra %) Hverken i denne Mådding eller i nogen af de tidligere omtalte har jeg hidtil kunnet erkjende nogen Levning af Haren. 220 forste Færd af opmærksomme paa de Oplysninger, som netop Fugleknoklerne ville kunne give os, med stor Omhyggelighed op- samlet alle Levningerne af disse, og de savnede Knokler: Hvirvler, Brystben, Bækken m. fl. håré jo netop til de stårre, og overgaae langt de mange smaae Knokler og Fragmenter åf saadanne, søm vi have indsamlet af Fugle, mindre Pattedyr og Fisk. Heller ikke kan Misforholdet have sin Grund deri, at de.-savnede Knokler skulde ifålge deres Bygning eller Massens Sammensætning mindre egne sig til Opbevaring, eftersom man i de faa Stykker af disse Knokler, som ere blevne tilbage, ikke finder noget Spor til Op- låsning af Benmassen. Der maa da være en ydre Grund, hvorfor de ikke mere findes, og denne ledes Tanken efterhaanden hen paa, naar man betragter de enkelte Mærker paa ydre Vold, som Fugleknoklerne frembyde, og som navnlig træde saa aabenbart frem i de oftomtalte afbidte Ender af Rorknoklerne. Thi ved nær- mere Besigtelse erkjendes der Mærker og Indtryk, som vanskeligt kunne tydes for andet end Mærker af Tandspidser, og navnlig af Hundetænder, og det bliver derved sandsynligt, at de manglende Knokler ere gaaede samme Vei, som de manglende Knokkelender, det vil sige, ere blevne ædte af Rovdyr og navnlig af Hunde. Hermed stemmer det ogsaa aldeles overens, at vi i den nu til- veiebragte Mængde af Pattedyrknokler have fundet saamange Mærker" påa, at Knoklerne, navnlig Knokkelenderne, men især Hvirvlerne og andre mindre haarde Ben ere gnavede, og det paa en saadan Maade, at Gnavet ikke kan adskilles fra det, vi see paa friske hundegnavede Ben af forskjællig Art, hvormed det umiddelbart er ble- vet sammenlignet. Nu kunde man tænke sig, at Knoklerne vare blevne gnavede eller opædte af Landets vilde Arter af Hunde, f. Ex. Ulven, Ræven, der om Nætterne, eller naar Urindvaanerne vare borle fra Stedet, kunde have, som deres Vane er, sågt Fåde i Måddingerne; men naar man erfarer, at saadanne gnavede Knok- ler forekomme i alle Dybder af Laget, og at neppe en eneste af de lange Fugleknokler har undgaaet Afgnavningen, og man fremdeles af det om Sålager—, Gudumlund- og Kattingemåddingerne Meddelte seer, at det samme regelmæssigen er Tilfældet paa de andre Steder, hvor Urfolkene have staaet, saa maae nådvendigvis 221 "de knokkelædende Dyr antages paa alle Steder og til alle Tider at have været om Beboerne eller ledsaget disse, med andre Ord: antages at have været tæmme Hunde. Naar vi i vore foregaaende Beretninger have anseet det ikke blot for rimeligt eller for fore- låbigen bevist, at Urfolkene vare i Besiddelse af tamme Hunde, fordi Cranier af Hunde, som ikke kunde tilhåre nogen af Landets vilde Hundearter og som stemme væsentligen overens med Cra- nierne af visse tamme Hunderacer, ere baade enkelte Gange fundne i Urfolkenes Familiebegravelser, Stenkamrene, og i den senere Tid i deres Kjåkkenmåddinger, saa have mu de ovenan- fårte Forhold ved Knoklerne hævet denne Antagelse til en saadan Grad af Vished, at man ikke let ad nogen anden Vei skulde være kommen til et saa sikkert Resultat angaaende dette for Opfattel- sen af Urfolkenes hele Culturtilstand vigtige Punkt. De i denne Mådding talrigen indsamlede Fiskeknokler, tilhåre saa udelukkende en lille Flynderart, at der neppe bliver io Pro- cent af Knokler tihårende andre Fisk, saasom Smaatorsken, Aalen, Hornfisken og Pighaien. Hvad der er indsamlet af Fosterknokler, eller Knokler af meget unge Dyr, af de dræbte Raabukkepander med de paasid- dende Takker 0. s. v., er allerede saa betydeligt, at mange Oplys- ninger om Aarstiderne, da Dyrene ere dræbte, deraf kunne fremgaae, og vi altsaa ad denne Vei virkelig have Udsigt til, at kunne skyde vore Slutninger om Urfolkenes hele Liv et langt Stykke fremad, naar kun Indsamlingen kan blive tilstrækkelig rigelig. Imod For- ventning viser det sig, at Knoklerne af Fostre og meget unge Dyr snarest ville lede os til bestemt Vished om, hvorvidt de Ste- der, Kjokkenmåddingerne udpege som Urfolkenes Opholdssteder, have været beboede af disse hele Aaret rundt eller kun til enkelte Tider af Aaret. De endnu enkeltstaaende. bestemte Kjendsgjernin- ger, som Knoklerne i den Henseende have givet, ville i dette korte Overblik ikke have deres passende Plads, men ville blive optagne i vor udfårligere Skildring af Kjåkkenmåddingen ved Ha- velse; deri haabe vi ogsaa til Oplysning af de hos os fundne For- hold at kunne optage de Sammenligningspunkter, som slige, fra endnu 222 vilde Stammer, hidrårende Opdyngninger frembyde 'i' rigelige Exempler. Sammesteds kan ogsaa fårst udfårligere betegnes de mange Overensstemmelser, som Knoklerne i disse Opdyngninger have med Knoklerne i de saakaldte Knokkelhuler, i hvilke det heller ikke mangler paa mangfoldige Levninger, som blot kunne hidrére fra Mennesket. %) | Selskabet modtog: Fra det Keiserlige Videnskabernes Selskab i Finland: Acta societatis scientiarum Fennicæ. T. Tertii fasc. I. Helsing- forsiæ 1849, Fra The British Association: The report of the British association for ihe advancement of science for 1850. London 1851. Fra Société Nationale des sc., de VPagric. & des arts de Lille: Calalogue du Musée d'histoire naturelle de la ville de Lille. Ani- maux invertébrés T. second. Lille 1850. | Mémoires. de la Société Nationale des sc., de Vagric. & des arts de Lille 1849. Lille 1850. Fra Fyens Stifts literaire Selskab: Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid. Af danske og fremmede Archiver. Samlede og udgivne af Fyens Stifts literaire Selskab. Odense 1851. ”) I den ethnographiske Section i Naturforskermådeti Stokholm 1851 foreviste Med-= deleren de sånderslagne Knokler fra Måddingerne og sammenlignede dem med Figurerne af de i Bucklands ,Reliquiæ Diluvianæ" afbildede Knokler, som ere eller antages.at være knuste af Hyænerne, samt gjorde opmærksom paa, at det var baade de samme Knokler, som Urindvaanerne og Hyænerne havde ladet urårte, og den samme Maade, hvorpaa den stårste Del af Marvknoklerne vare knuste. Da der nn i Knokkelhulerne ogsaa ofte findes Fugleknokler og just af Lemmerne, og ikke sjelden Potteskaar og Flintflækker m. fl. Kunst- produkter, turde Hyænerne maaskee ikke være de eneste, der havde indslæbt de talrige Dyrelevninger i Hulerne. 223 FBEFØNKEver; Thermometer i Skygge nd reduceret tl 0? Reaumur. T ad Er 243 mod Nord. & Windens = ng 21 Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2F04 un- møingd Retning ” = |g9Form. |Middag.| + Efter- Jorden. | åer dagl. sneen 4 Gange i Dågnet, . 8-| middag. | Middel | onen. | "Vande. ' 3 ddags ir, .0949| 7, Form. |2Eferm. | ftiddet. | migdel. 1 239, 9,35 339,/:19 | 338,59 Å 17706 1374 2095 1198 1329 NW. N. NNO. NNW. É 2 3%, 35 | 37,.25| 36, 89) 16,96 16,3 20.3 12,1 14,2 NNW. NNW. NO. NO. | Middeltemperatur. 3 36, 64 | 36, 53| 36, 34 | 15,73 16,2 19,0 12,4 14,7 Sule, NW. 0. 0S0. 1851 45 A A 35, 95 | 35, 71) 35, 18 14,66 12,3 19,0 12,7 14,5 0. ONO. NNO. NNO. si: 5 35, 63 | 35, 54 | 35, 224 12,04 11,9 13,9 12,8 14,3 Å Regn 1 Tim,” Stille. NNW.sw. WwW. | ,1—10 1278 13988 6 SA, 23 | ” 34, 83 | "33,77 40,36 9,4 11,7 12,7 12/8 | Regn 6 —+ 5,95 f sw. wsw.sw. wnw. | 11—21 12,68" 14,16 7 34, 94 | "35, 10| 35, 0Of 11,21 10,3 14,4 12,5 12,0 Å Regn 4 — 0,56 | w. Nw NwW. Nw. | 22—31 13,8 15,01 8 33, 09 | 32, 52| 31, 5881 11,01 9,4 12,7 3%; 11,8 Å Regn 12 — 4,11 | wsw.wsw.wsw sw. | 1—31 13,08 14,35 9 30, 16 30,07 1 30,742 8,56 8,6 10,0 12 1 10,8 Å Regn 54 —— Hagel 0,54 fk WAW WNW. W. W. 10 | 32, 62 | 32, 87| 33, 29 | . 10,23 89 | 12,7 11,7 10,4 | Regn 5 — wW. WSW. WSW. W. 11 34, 8&6 | 35, 8&6| 36, 04 9,21 9,1 12,0 11,5 10,6 Å Regn 3 —- Byger0,d1 f W. W. WNW. NW. Maanedl. 12 36, OU | 35, 80| 35, 564 11,14 8,9 14,2 11,3 106 fRezn 4 — NwW. W OWNW. WNW., Vandmængde 13 | 34, 02 | 33, 75| 33, 64 12,63 | 11.1 | 16,3 11,2 31,2 | Bega då — 0,11 kb owsw.wsw SW.wnWw. p 14 33, 28 | 32, 93.| 32, 294 15,01 13,3 18,9 11,3 11,3 Å Regn 6 — 0,63 | w. sw, SSW. S. 1851 39 Aar. 15 32, 04 | 32, 09! 32. 44) 13,39 12,5 16,2 11,6 113 : SW. SSW. SSW. SSW. | 20,29 Par. L. 27,11 Par. L. 16 34, : 34, 391 34,- 58 12,3: 11,5 15,7 11,8 11,8 å Regn 14 — 1,29 I ssW. WSW. SSW. S. 17 35. 32 35, 55 35, 74 13.09 12,2 15,9 12,0 115 S0. SSO. SSO. SSO. 18 35, 72 | 35, 67| 35, 23) 12,68 11,8 14,2 121 12,0 SW. WNW.-OS0. OSO. " 19 35, &8 | 36, 53| 37, 144 11,81 11,1 14,5 12,1 11,1 NW. /NW. NW. W. Vindforhold 20 , 70 | 38, 64| 38, 11) - 15,16 12,8 18,2 12,1 11,5 Å Regn 103 —> 1,62 | sw. SW SSW. SSO. iz 21 36, 53 | 36, 31! 36, 354 13,04 12,1 16,7 12,2 12,1 Å Regn" 35 — Bygerv,80 | SSO. S. S. SW. 1851 50 Aar. 22 fj. 306, 74 |. 36, 57| 36, 64) 13,28 12,5 16,0 12,2 12,0 SW... SW. W. wW. Rs BAR ed 23 37 00 ft 36, 85 36, 05 11,11 10,6 14,3 12,2 11,5 WNW.WNW, WNW.WSW.I 0. 0/06 0,07 24 33;—57—|—33,;738 32797 11,09 10,7 12,2 12,1 11,6 Å Ren 3 — 2m Ås. so ss0. s0 få 50 0,09 0.07 25 31 71 | 31, ?7| 31, 88 14,03 13,2 16,1 12,0 11,9 Å Regn 22 — 1/35 | sso. sso. sw. sw ås. 0,16 0,12 26…… H.. 32,29. 132,52. 132, "gå 114,30 + 42,8 +" 17,5 12,1 12,6 S. SSW. SSW. SSW. | sw. om — 0,16 27 34, 49 |" 34, 861 35, 59 12,48 12,3 14,1 12 12,2 Stille, AW. NW WNW. | w. 023 025 28 38, 13 | 38, 214 38, 304 13,94 11,0 47,2 12,2 11,7 ” W. WSW. WSW. SW. I nw. 0,17 0,19 29 4 38, 35 |. 38,154 37,714 - 14,93 14,2 18,2 12,3 12,4 SW. SSW, SSW. S. ile ; 30 37, 34 | 37, 42 | 37, 30) 16,43 13,9 20,5 12,4 12,8 SO. SO. SSO. S. 31 27,…24 | 36. 98) 36, Of 16,51 13,5 19,5 12,7 13.4 05-08 0. So. 224 Barometer, Thermometer i Skygge eaumur, = t= reduceret til 04 Rea mod Nord. Regn, Vindens > 19 træner f… 22 Fod over Jordem. | 2 Fod i | 2 Fod un- | Snee &e. Retning = ; s i dd der dagl. Å Gan e i Do t <« sa 19 Form. Middag. |, > middel . . Jorden, Vanåk ge i gnet. niddag. dare HØes0 7 Form | 2 Efterm. Middel. Midddn (0,12 +) ; 1 |1334,"89' | 334,/492 | 334,77? Å 13965 1491 1593 1299 13"3 | Regn 7 Tim, Tord. 4,41 å SO. SO. S0; ”S. | Middeltemperatur. 2 5, 88 |! 36, 15 | 36, 86 13,17 13,6 15,3 13,0 13,0 Regn 1 — 0,07 w w. NNW. NW. 1851 45 3 | 38, 67 |. 38, 71 | 38, 48 | 14,2 12,8 17,2 12,8 13.2 … Å WNW. NW. SW. SW, Aar 4 37, 62 |:37,61 |- 37%, 50 15,55 14,6 20,3 12,8 13,4 Regn 1 — Tord. 1,64 I Sw. SW. WSW., NW. 1—10 " 14938. 14955 5 39, 54 | 39, 79 |. 39,7 78 13,43 12,4 16,8. 12,8 13,1 W. WNW. NW. N. f11—21 13,73 . 14,03 6 Ai, 14 |! 44, 12 | 40, 80 14,15 + 13,0 18,1 12,8 13,7 N. 0. 0. S> f 22—31- 12,41 12,97 7 41, 0) | 40, 836 | 40, 40 4 15,32 13,1 19,2 12,8 13,9 SW. NW. NO. NNO. 1—31 13,51 13,86 8 40, 10! 39, 87 1 39, 14 14,95. |. 13,0 19,4 12,8 14,1 NNO. ONO: SSO. SSW. 9 37, 47 | 37, 211 36,7 53 14,88 11,6 19,5 12,9 14,9 SSW. NW..'S0. SW. 98 00 [: 39 729 36” 41 14,45 12,8 18,1 13,0 14,6 W. WNW. NW. N. 37, % | 38, 02 | 38, 134 13,0 | - 11,6 17.5 129, | 13,7 NO. S. WNW, WNW. Maaned 39, 16 | 39, 351 39%, 32) 12,90 10,7 17,0 12,8 (3,6 Stille, WNW. NW. ONO. Vandmængde. A0, 31 | 40, 12 | 39, 48 14,62 12,9 17,8 12,7 13,8 ONO. S0. S0. SO. 1851 TØR 37, 04 | 36, 68 | 36, 98 15,78 14,1 18,3 12,8 13,9 Regn 12 — 1,05 I SO sS0. S0. SSW. j 5 35, 77 | 35, 66 %%".13 15,32 13.9 18,9 13,0 13,7 Regn 3å — 0,27 å ssw. w ssw. sw, J12,38Par.Lin. 30,26 Par..L. 36, 20 | 36, 58 | 36, 65 13 13 12,3 15,8 13,0 13,9 Regn 1 — 0,69 I sw. wW. WNW. WNW., 37, 00 | 36,.90 + 36, 8284 12,00 11,0 14.7 13,0 13,3 Regn 1 — Howe was > NWUNW; 36, 75 36, 75 k; D, 75 4 ,30 11,/ i. 16,4 12,8 13,9 dd N. 0. NO. So, 4%, 01 V 447 21 |. 4177 37 11,87 10,2 15,6 12,7 13,2 SO. ONO: NO. NNO. Vindforhold 41, 14 |. 40, 44 + 40, 49 13,78 12,3 16,0 12,6 13,0 Regn "49 — W SSW," SSW. SS: . 38, 59 | 38 20 | 37, 61 14,67 11,7 18,0 12,6 13,1 SW. WAW. WNW.SSW. Br v dd EL 2 N.—0; 0,06 35, 98| 36, 02 |! 36, 00 15,23 14,3 18,8 12,8 139 SSW. WSW, WSW.NW "NO. 0,07 0.05 36," 15 | 35,' 90") 35, 27 15,87 12,7 19,8 12,9 13,1 W "WSW. SW. sw. 0. 0,04 0,08 35;—35"|- 35,44 | 357798 13,63 12,8 17,3 13,0 13,5 Regn — 0,20 I ssw. W. w. WNW. å S0. 0,10 0,09 31, 50 434, 56 |. 34, 77 13,70. 14,0 455 13,0 13,3 Regn 1 — 0,148. 8 SW. NW.IS 0,10 0,12 37,582. 88,202: 37,199 12,12 10,1 14,9 12,9 12,1 Regn 2 —? 1,61 | w. WNW.… WNWwW. w. | SW. 0.20 0,18 35, 08 1/33," 28 | 33;-,45 11.88 10,0 14,9 12,7 12,2 Regn. 2. — 0,36 H.S. SW W. WSW. Ww,-— 0/98 0,25 32, 12.131;;543 |: 30/13 10,65 11,0 12,7 12,5 11,4 Regn 1 — 0,95 kf WSW.SW.WSW-NNO. å Nw. 0,18 0,17 30, 45 | 30, 82 | 31, 74 10 22 8,3 13,2 12,2 11,5 Regn — 0,19 å NW. WSW. NW. W, 33, 22. 1.337,63 |.33,… 98 10.95 8,2 13,9 12,1 11,4 Regn 3 — 0,80 f. Wsw. ”wSsWwW. W.' N. 36, 02" 36," 36 1… 36, 95 10,25 9,6 12,7 11,9 14,1 WNW. W. NW. NNW %) hører til Jul 31. Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes as Forhandlinger Be. dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1851. ; Af Etatsraad, Professor. &&. Forchhammer, Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair. NT. &. Mådet den 5'e December. —— mare Etatsraaad Wegener "læste nogle biographiske Meddelelser til Minde: om. Selskabets afdåde Medlem. Conferentsraad: Engelstoft, som ville blive meddelte i'Nr, 4 for Januar 1852. Selskabet. valgte dernæst Professor i Philologien ved Kjoåben= havns Universitet, 1. L. Ussing, til Medlem af sin historiske Klasse. »Mådet den 19 December. —— Professor Olufsen forelæste fålgende blog renees Antegnelser over Conferentsraad Schumacher : — SER æ 226 Heinrich Christian Schumacher, Son af Amtmand og Kammer- herre Andreas Schumacher, Broder til Capitain og Chef for Raket- corpset Andreas Anton Frederik Schumacher, er fådt i den hol- steenske Flekke Bramstedt, hvor hans Fader levede som Amtmand over Segeberg Amt, efterat han ved det Struenseeske Ministeriums Fald havde mistet sin tidligere Stilling som Cabinetssecretair hos Kong Christian den Syvende. H. C. Schumacher, der altsaa til- . bragte sine fårste Aar deels i Bramstedt, deels i Segeberg, hvor- hen Amtshuset sénere flyttedes, mistede allerede i det tiende Aar sin Fader, men har dog udentvivl endog langt henne paa sit Livs Bane kunnet spore Virkningerne af den faderlige Forsorg. Lige- som nemlig Amtmand Schumacher i Betragtning af sit svagelige Helbred tidlig havde ladet .sig det være magtipaaliggende at over- give sine Séonners Underviisning til en samvittighedsfuld og dygtig Mand, den ved sin Topographie over Slesvig og Holsteen bekjendte Pastor Dårfer, saaledes berettes det ogsaa, at han i Følelsen af, at han snart skulde bortkaldes fra sin Familie, havde anbefalet sine Sønner til Kronprindsens, senere.Kong Frederik den Sjettes Naade. At Dorfer fuldkommen har svaret til den Tillid, der vistes ham, derom lade vor Schumachers senere Taknemmelighedsyttringer mod denne Mand ingen Tyiyl, og dette Forhold kan 'saaledes antages at have givet Anledning til, at da Dårfer omtrent samtidigt med Amtmand Schumachers Dåd i Aaret 1790 erholdt Ansættelse ved en Kirke i Altona, besluttede Fru Schumacher "at tage Bopæl i denne By, og lade sine Sånner besåge det derværende Gymnasium. De Efterretninger man har om denne Periode af vor Schumachers Liv, ere vel ikke mange, men vidne om, at de samme Interesser, der senere bleve de fremherskende, allerede tidlig have yltret sig. Man erfarer saaledes, at han allerede som Discipel paa Gymnasiet har fålt sig tiltrukken af de classiske Skribenter i en for hans Alder usædvanlig Grad, og at han ved ivrigt Selvstudium sågte at raade Bod paa den sandsynligviis noget, ufuldstændige Underviis- ning i Mathematik og Astronomie, ligesom at han endvidere, hvad . Astronomien angaaer, ikke fandt sig tilfredsstillet ved - en blot theoretisk Kundskab, men i. sine Fritimer forfærdigede astrono- miske Instrumenter, og selv anstillede. lagttagelser, "Men "med 227 Beretningen herom erfarer man tillige, at hans Helbred allerede den Gang var saa svageligt, at man undertiden havde alvorlige Bekymringer over hans Tilstand, og oftere foranledigedes til at lade ham afbryde sine Studeringer paa længere Tid. Efterat han havde forladt Gymnasiet, blev det forelåbig ikke Astronomien, som han valgte til sit Hovedfag, men han besluttede efter sine For- mynderes Raad at lægge sig efter Retsvidenskaben, - og studerte nu. først -i denne Hensigt flere Aar ved Universiteterne i Kiel og Gåttingen, tilbragte dernæst nogen Tid hos en anseet Familie iv Liefland som Huuslærer, og optraadte derpaa, formodentlig omtrent si Aaret 1805, som Docent ved det juridiske Facultet i Dorpat. I denne -Periode har han ogsaa forfattet tvende juridiske Afhandlin- .ger, nemlig: dispunctionum juridicarum specimen (1805), og: de Servis publicis populi romani (1806), hvilket sidste Skrift var en ”Inauguraldissertation, og tilegnedes hans gamle Lærer Dårfer. Men uagtet han nu til dette Tidspunkt maa antages at have vundet et Overblik -over de juridiske Discipliner, og det, efter hans egne Yitringer, ikke heller har manglet ham paa Interesse for enkelte af disse Discipliner, navnlig for Romerretten, fålte han sig dog idet Hele ikke tilfredsstillet ved Retsvidenskaben, og da nu idv- rigt hans” gamle Interesse for Astronomien netop i-Dorpat fik ny Næring ved en venskabelig Forbindelse med den derværende astro- nomiske Professor Pfaff, medens der til samme Tid i hans Fædre- neland' aabnede sig Udsigt for ham til en med hans egentlige Til- båielighed mere overeensstemmende Bane, fattede han' den Beslut- ning at opgive sin Stilling i Dorpat, og vendte i Aaret 1807 tilbage . stil Hjemmet. Her erholdt han strax et Stipendium, der satte ham istand til. at opholde sig nogen Tid i Gåttingen for at studere Astronomie -under Gaus's Veilédning, et Ophold, der, uden Hensyn til .dets umiddelbare Frugter -for Schumachers astronomiske Dan- nelse, maa ' betragtes som 'et vigtigt Moment i hans Liv, da det gav Anledning til det Venskab, der hele hans fålgende Liv. knyt- tede ham til. Tydsklands store Astronom.- 'Efterat have forladt …Gåltingen tog; han; indtil videre "Ophold å Hamborg, hvor han. beskjæftigede 'sig deels med Underviisning i Mathematik, deels med | Oversættelsen af Carnots Værk: géometrie de position, medens 228 han idvrigt paa det derværende Observatorium, hvis Benyttelse ind= rommedes ham af den ældre Repshold, begyndte en Række af lagt- tagelser, der skulde tjene til Grundlag for en ny Stjernecatalog. I: Aaret 1810 udnævntes han til overordentlig Professor ved Uni- versitetet i Kjåbenhavn, men erholdt Tilladelse til forelåbig at førtsætte sine i Hamborg begyndte Iagttagelser, og forblev saaledes her indtil 1813, da han erholdt Tilbud om at overtage Bestyrelsen af Observatoriet i Mannheim, og det af den danske Regjering tillo- des håm at modtage dette Kald, dog med Forpligtelse til at vende tilbage, naar hans Tjeneste blev nådvendig hjemme. Efter herved at have vundet bestemte Udsigter for Fremtiden besluttede han sig til at indtræde i ægteskabelig "Forbindelse, og ægtede Christine Magdalene v. Schon, i hvem han for hele den fålgende Deel af sin Livsbane fandt en trofast Ledsagerinde. Han overtog nu sit Embede i Mannheim, men allerede 1815 indtraadte ved Bugges Dåd det af Regjeringen forudseete Tilfælde, og Schumacher, som nu udnævntes til ordentlig Professor ved "det Kjåbenhavnske Univer- sitet, forlod altsaa Mannheim og tog til Kjåbenhavn, hvor hans Virksomhed deelte sig imellem de Forelæsninger, som hans Em- bede medfårte, og Bearbeidelsen af de i-Mannheim anstillede Iagt- - tagelser, hvis Resultater han meddelte i den, som Program til Universitetets Reformationsfest: 1816 benyttede Afhandling: "de latitudine speculæ Mannheimensis. — Imidlertid blev Schumachers Virksomhed ved Universitetet i Kjåbenhavn, som bekjendt, ikke af. lang Varighed. Da nemlig Regjeringen i 1817 overdrog ham Ud- | forelsen af en Gradmaaling, der skulde omfatte Buen imellem Skagen og Lauenborg, og kort Tid derefter tillige Fuldendelsen af de under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse begyndte topogra- phiske Opmaalinger af Slesvig og Holsteen;'saa gave disse Hverv Anledning til, at han indtil videre fritoges for Forretninger som Universitetslærer, og i den fålgende Tid meest kom til at opholde sig i Altona, hvor der i Anledning af de omhandlede geodetiske Arbeider desuden blev oprettet et astronomisk Observatorium. Medens nu Schumacher deels traf Foranstaltninger til Udfo- relsen af Gradmaalingen, deels som Bestyrer for det nye Obser- vatorium drog Omsorg for, at denne Anstalt kom til at opfylde 229 sine Forpligtelser mod Astronomien, blev han ved disse Beskjæf- ligelser ledet til et Foretageride, som udentivivl har havt en ikke "ringe Indflydelse paa Videnskaben. -I Aaret 1820 begyndte han nemlig Udgivelsen af' astronomiske Ephemerider efter en Plan, som, om den end ikke var aldeles ny, dog ikke hidtil var gjen- " nemfårt paa en hensigtssvarende Maade. Medens nemlig de astro- nomiske Ephemerider tidligere kun tjente Astronomen til' at for- berede sig til de Iagttagelser, han havde at anstille,- indrettedes de Schumacherske Ephemerider saaledes, at de tillige gave Midler - "ihænde til med den mindst mulige Tidsopoffrelse at beregne Iagt- tagelsernes Resultater, og erholdt derved et Fortrin for de tidli- gere Ephemerider, hvis Vigtighed ogsaa for Ikke-Astronomen bliver indlysende, naar det erindres, at næsten enhver Observa- tion, forend' den bliver anvendelig i Theorien, maa underkastes en foreldbig Beregning eller saakaldet Reduction, og at det Arbeide,. der saaledes ligger imellem Iagttagelsen og dens Anvendelse, er saa betydeligt, at stårre lagttagelsesrækker have henligget ubenyt- tede i længere Tid, fordi Kræfterne ikke vare tilstrækkelige til- deres Reduclion.. Ved Udgivelsen af disse Ephemerider, der fortsattes indtil 1829, da det Berlinske Academies astronomiske Kalender optog det samme Princip, har Schumacher altsaa ikke alene Æren "af at have. taget. Initiativet til en Forholdsregel, der nødvendig maa have de bedste Fålger for Astronomiens Udvikling i Almin- delighed, men har udentvivl tillige virket betydeligt. til en hurtig Indførelse i Astronomien af de Resultater, hvormed den, beråmte " Bessel i den her omhandlede Periode berigede Videnskaben. Havde Schumacher nu ved dette Foretagende vundet Adkomst "til -Astronomernes Taknemmelighed, saa blev dette endnu i håiere Grad Tilfældet ved en anden Virksomhed, som han omtrent til samme Tid begyndte, nemlig ved Udgivelsen af hans beråmte "»Åstronomische Nachrichten, af hvilke det fårste Nummer udkom i 1823. Ved at stifte dette Tidsskrift var det Schumachers Hensigt at skaffe Astronomerne Leilighed til Bekjendtgjårelsen af saadanne "Observationer og Efterretninger, der, enten paa Grund af deres mindre Omfang, eller: fordi de udfordrede en hurtig Meddelelse, især syntes at egne sig til at finde Plads i en Journal; hvis enkelte Afsnit i Stårrelse ikke overskred Maalet af de sædvanlige Tidender: en Idee, der, som bekjendt, i den Grad fandt de Ved- kommendes Bifald, at det ikke alene blev Schumacher muligt at udgive denne Journal uden nogensomhelst Afbrydelse, men at han ogsaa oplevede at see den benyttet søm Meddelelsesmiddel for Astronomer af alle Nationer. Kan nu end dette, for Astronomien ligesaa heldige, som i Journalistikens Historie mærkelige Resultat maaskee tildeels forklares derved, åt der, da Schumacher begyndte denne Virksomhed, ikke gaves noget andet Organ for Meddelelser af den anfårte Art, der kunde frembyde nogen betydelig Concur- rence, ligesom ogsaa derved, at de Principer for "den praktiske Astronomie, til hvilke Schumacher havde sluttet sig, efterhaanden vandt en almindeligere Indgang, saa er det dog ligesaa sikkert, som det ved flere Leiligheder og paa flere Maader er blevet anerkjendt, at Schumachers personlige Egenskaber i denne Hen- seende have udåvet en alle andre Omstændigheder overveiende Indflydelse. Medens nemlig Schumacher baade ved det Overblik, han havde over sin Videnskab, og ved den Lethed, hvormed han salte sig ind i enhver åf dens enkelte Dele, blev istand til med Sikkerhed at udåve den Kritik, som Redactionen paalagde ham, og medens hans fine Fålelse stedse lod ham finde den meest passende Form for denne Kritik, var idvrigt hans Charakteer saa praktisk, at han ikke kunde finde sig tilfredsstillet ved at forholde sig paa en blot negativ Maade med Hensyn til de mindre" fuldkomne Arbeider, men stedse fålte en Drift til at afhjelpe Manglerne,.… og overhovedet til at fremme enhver. Bestræbelse, om hvilken han antog, at den med behårig Underståttelse kunde komme til at bringe Videnskaben nyttige Frugter. Det er udentvivl denne Ten- dents, der har havt den afgjérende Indflydelse med Hensyn til det Forhold, hvori han selv, og derved ogsaa hans Journal kom til at staae til Astronomerne. Thi den fra ham udgaaende Impuls fik naturligviis ikke blot den Virkning at tilføre ,Astronomische Nach- richten£ Arbeider, som i Mangel af denne Impuls vilde være ude= blevne, men den havde ogsaa tilfålge, at han selv efterhaanden af Astronomerne blev betragtet som Den, til hvem de i mådende Til= fælde med Tillid kunde henvende sig om Raad og Bistand, og 231 Schumacher vår nu ogsaa aldeles den Mand, der kunde og vilde tage imod Cøonseqveniserne af en saadan Slilling. Foruden at han havde et betydeligt: Gebeet af Videnskaben, paa hvilket han var saaledes hjemme, at hans Raad maatte være af Vægt, selv for den meest erfarne Astronom, stod han tillige i den nåieste Forbindelse med flere af sin Tids fårste Astronomer, navnlig Gauss, Olbers og Bessel, og det blev ham saaledes stedse muligt, selv i Materier, til hvis "Gjennemgranskning han "ikke havde fundet tilstrækkelig Lei- lighed, at tilveiebringe de bedste Oplysninger, som Videnskabens Standpunkt tillod. Paa den gode Villie til at give enhver Bistand, der stod i hans Magt, lod han det aldrig mangle. Hvad enten det kun gjaldt om åt tilvejebringe en Oplysning, der var af Vigtighed for en Undersøgelse, veller.det kom an paa at udvirke Underståt- telse af en Regjering eller lærd Selskab for et eller andet Astro- nomien 'berårende Foretagende, stedse turde den, der henvendte sig til Schumacher, med Sikkerhed regne paa i.ham at finde den beredvilligste, hurtigste og paalideligste Mellemmand. Men med "denne Velvillie forbandt Schumacher ogsaa andre Egenskaber, der paa Grund af særegne Omstændigheder fik en betydelig Indflydelse lil at befæste og udvide hans astronomiske Forbindelser. De For- anstaltninger, som den danske Regjerings Liberalitet havde tilladt ham at træffe i Anledning af Gradmaalingen, vare saa overordent- lige, at neppe nogen Astronom, som havde Leilighed til at tage dem i Qiesyn, undlod dette, og maar nu hans' Correspondenier kom til Altona; da var der vel Ingen, der jo overraskedes saavel ved den Rigdom af Apparater, der her fandtes, som ved den Hen- sigtsmæssighed og Smagfuldhed, der råbede sig i alle Indretnin- "ger, men del, som meest tiltrak' sig Opmærksomheden og fængs- lede, var dog stedse selve Schumachers Personlighed. Hvor hyp- ” pige disse Besåg end bleve, lod Schumacher sig ikke let "afholde fra at indbyde den Fremmede til at tage Bopæl hos sig, og fandt drods Mængden af de Forretninger, som hans udstrakte Brevvex- ling paalagde ham, stedse Tid til at skjænke Gjæsten sit Selskab, og med dette da ogsaa en Underholdning, som, jo længere den kunde nydes, desto mere aabenbarede saavel hans sjeldne Aands- gaver som hans mangesidige Dannelse, og sikkert paa de Fleste, kk ÆR der fik. Leilighed til et sligt Ophold, har gjort det Indtryk, at, hvilken Bane Schumacher end-havde valgt sig, vilde han dog stedse være kommen til at spille en overordnet Rolle. Thi Schumacher var ikke alene den beråmte Astronom; ligesom Omstændighederne havde bragt ham til at gjennemgaae den juridiske Skole, saaledes havde egen Drift fårt ham -frem i flere andre Retninger. Han var en grundig Kjender af den classiske Philologie, var vel. bevandret i den nyere Literatur, talte og skrev de vigtigste Sprog" med sjelden Lethed, var en correct Tegner, og med disse og flere andre Kundskaber og Færdigheder forbandt han en levende Skjon- " heédssands, som sporedes overalt hvor han kunde udåve nogen Indflydelse paa Formen, som gav hans Stiil Elegants, hans Tegning Smagfuldhed, hans Haandskrift Ziirlighed, som ikke alene aaben- barede sig i hans Observatorium, men i hans huuslige Indretnin- ger, ja næsten i enhver Gjenstand, hvoraf han i det daglige Liv betjente sig, og gav hans Holdning en Fiinhed og Værdighed,- som i Forbindelse med hans kloge Oie og skarpt prægede Ansigtstræk uvilkaarligt fremkaldte Forestillingen om en baade ved Evner og Livsstilling udmærket Mand. Og lægger man nu hertil, at han under sin Betragtning af Verdensbygningen ingenlunde havde for- glemt at iagttage Menneskene, at han meget vel vidste, hvorledes der kunde indvirkes paa de forskjellige Characterer, og at det ikke kunde stemme med én saa praktisk Natur, at lade en 'sslig Kundskab ubenyttet, saa vil det forstaaes, at den Tiltrækning, som Schumacher udåvede, langtfra at tabe sig ved det personlige Bekjendtskab, meget mere, i Lighed med enhver ægte Naturkraft, vandt i Styrke jo nærmere man kom dens Udspring. | Ligesom Schumacher ved det her omhandlede Tidsskrift skaf- fede Astronomerne en beqvem Leilighed til Meddelelser af mindre Omfang, saaledes -sågte han ogsaa at lette dem Bekjendtgjårelsen af storre Arbeider ved Udgivelsen af »astronomische Abhandlun- gen”, af hvilket Værk der dog kun udkom tre, men indholdsrige Hefter, Iåvrigt udgav han tvende periodiske Værker, nemlig fra | 1822—1838 nautiske Ephemerider, og fra 1836—1844 hans »astronomisches JahrbuchY, der nærmest var beregnet paa ved Hjelp af en populær Fremstilling at udbrede astronomisk Kundskab m….. 3 . den videre Kreds, men ogsaa- indeholdt flere Meddelelser, der "havde Interesse for den egentlige Astronom. "Over særskilte Æm- ner' har han i Aaret 1825 bekjendtgjort: ,Journal of observations at Helgoland, som indeholder en Anvendelse af den Besselske Methode til Bestemmelse af Polhéiden, og i Aaret 1827, som Lykåskningsskrift til Statsminister Mallings halvtredsindstyveaarige Jubilæum, Afhandlingen : yde latidudine speculæ Havniensis%, hvori han ogsaa meddeelte nogle af sine egne til denne Bestemmelse sigtende Iagttagelser. Endelig udgav han i 1842: ,,Observationes cometæ anni 1585 Uraniburgi habitæ”, — Hvad hans praktiske Arbeider angaaer bliver at bemærke, at han i Anledning af de i det. danske Maal- og Vægtsystem paatænkte Forandringer har beskjæftiget sig meget med en Sammenligning af de vigtigste lovbestemte Vægteenheder, hvorom han har meddeelt Noget i Philos. Transact. for Aaret 1836, samt i Jahresbericht fir 1837— 1839 "der .hamburgischen Gesellschaft zur Verbreitung mathema- tischer Kenmtinisse, ligesom ogsaa, at han i 1830 paa Gaarden Gyldensteen i Fyen har foretaget en Bestemmelse af Secundpen- dulets Længde,” af hvilken Bestemmelse Resultaterne dog endnu ikke ere bekjendtgjorte. Vigtigere end disse Undersøgelser blive " åmidlertid hans geodetiske Arbeider, der, hvorvel de ikke kunde tilendebringes i det Omfang, som han selv fra Begyndelsen havde haabet, dog have givet ham Leilighed til at erhverve sig væsent- lige Fortjenester af Geodesien Dei er saaledes Schumacher, hvem Æren tilkommer for fårst at have givet et Exempel paa den chro- nometriske - Bestemmelse af tvende Observatoriers Længdeforskjel, der hævede den Tvivl, som tidligere fandt Sted med Hensyn til Tilstrækkeligheden af denne Methode i Tilfælde, hvor man ånskede at opnaae den håieste Nåiagtighed. — Hans Opmaaling af Gradmaa- lingens Grundlinie, om hvilken han har givet en detailleret Beret- " ningi Skriftet: Schreiben anHerrn Dr. Olbers' 1821, var et Mesterværk, "der ikke alene formedelst Sindrigheden af de anvendte Methoder strax blev beundret af de Sagkyndige, f. Ex. den dette Foretagende overværende Gauss, men ogsaa ved senere Opmaalinger, navnlig den af' Gerling udførte baierske Grådmaaling, hvad den virkelig " opnaaede Noiagtighed angaaer, har fundet en sjelden Stadfæstelse. — 234 i Med Hensyn til Bestemmelsen af de ved geodetiske Operationer forekommende horizontale Vinkler har Schumacher Æren af at have givet Ideen til ef Apparat, der af Bessel ansaaes for saa for.- trinligt, at han anvendte dette Instrument til Bestemmelsen af de vigtigste Vinkler ved den preussiske Gradmaaling. -— Tages Hensyn til, at Oiemedet for enhver Gradmaaling er Bestemmelsen af Jor- dens Axeforhold, da har Schumacher som Bestyrer af den danske Gradmaaling den Fortjeneste at have fuldendt, vel ikke hele Ope- rationen efter dens oprindelige Plan, men dog saa stor en. Deel af samme, nemlig Buen imellem Lauenborg og Lysabbel, at den danske Gradmaling virkelig har givet et, efter Bessels Mening værdifuldt Bidrag til den Bestemmelse af Jordens Figur,. som nu, ifålge denne Astronoms Undersågelse om Resultaterne af samt- lige Gradmaalinger, maa ansees for den sandsynligste. — Endelig have de under Schumachers Bestyrelse foretagne topographiske Opmaalinger givet et Bidrag til Holsteens Topographie, "som rig- tignok hidtil er forblevet ubenyttet, men dog, naar. der er Spérgs- maal om, hvad Schumacher har udrettet som Geodet, saameget mindre bår forbigaaes med Taushed, da det netop er disse Arbei- der, der kunne antages at have givet Anledning til, at den egeni- lige Gradmaaling ikke fik det Omfang, som fårst var paatænkt. Da Schumacher nemlig kort Tid efter Gradmaalingens Begyndelse modtog det Hverv at udarbeide Kort over Slesvig og Holsteen, synes det, at han ved en Stræben efter ogsaa i dette Foretagende at opnaae en usædvanlig Néiagtighed har ladet sig forlede til- at iværksæite de topographiske Opmaalinger efter en Plan, der var saa stor, at det ikke blev ham muligt til samme Tid at fortsætte Gradmaalingen. De herhen - hørende Arbeider afbrådes altsaa, og stilledes i Bero indtil Aaret 1840, da Armeens Generalstab sattes istand til at; overtage Bestyrelsen af hele Landets Kortvæsen. Schumacher optog nu vel Gradmaalingen paa ny, men dersom han ogsaa endnu havde bevaret sin. tidligere Interesse for dette Fore- tagende, hvad der imidlertid ikke er ganske sandsynligt, saa havde Omstændighederne dog forandret sig paa en Maade, der just ikke lovede Sagen nogen hurtig Fremgang. Schumacher. var nu ikke . alené ældre og svageligere, men ogsaa ved Redaclionen af,Astro- 235 nomische Nachrichten% langt mere bebyrdet med Forretninger, end tidligere, og naar han ved Generalstabens Overtagelse af Kort- ” væsenet paa den ene Side fritøges for et besværligt Hverv, saa medfårie paa den anden Side den stårre Sparsommelighed, der fra nu af gjorde sig gjeldende i Finantsbestyrelsen, betydelige Ind- skrænkninger af de Midler, som sattes til hans Raadighed. Disse Indskrænkninger maatte allerede i og for sig kun være lidet beha- gelige for en Mand., der hele sit Liv igjennem havde været vant til hos Regjeringen at måde den meest ubegrændsede Liberalitet, og; de virkede udentvivl saa meget mere nedstemmende paa ham, da de indtraadte i en Periode, hvor Alt omkring ham begyndte at antage et mårkere Udseende. " Hans ældre Venner borikaldtes efterhaanden, Olbers i Aaret 1840, Bessel et Par Aar derefter; Dåden trængte endog ind i hans egen Familie, og bortrev hans ældste Sån, han selv angrebes flere Gange af farlige og langvarige Sygdomme. Derpaa kom Aaret 1848, hvis Bevægelser ikke alene standsede hans Arbeider, men ogsaa salte ham'selv i en håist vanskelig Stilling. Schumacher forholdt sig ligeoverfor disse Begivenheder med den Værdighed, der kunde ventes af en Mand, som med en klar Aands naturlige Uvillie imod enhver voldsom Forandring af den bestaaende Orden forbandt en levende Taåknemmelighed for de Velgjerninger, som han i bedre Dage havde modtaget af ivende danske Konger; men han rystedes dybt, og da endelig den Tid kom, der syntes at skulle ende. For- virringen, da var ogsaa hans Kraft udtéåmt, og han nedsank paa det Sygeleie, hvor han hensov den 28de, Decbr. 1850. Ligesom Scbumachers Liv har været rigt paa Virksomhed, saaledes har det ogsaa været rigt paa den udvortes Hæder, som Anerkjendelsen af hans Virksomhed kunde bringe ham: Af Fre- derik den Sjette optagen i Dannebrogsørdenen 1811 hævedes han ved den kongelige Naade stedse håiere, indtil han af Christian den Oitende i 1847 udnævntes til.Storkors af. Dannebrog, og modtog i Mellemtiden af disse Forfremmelser desuden fra flere udenlandske Regjeringer de Udmærkelsestegn, hvormed de pleie at hædre sjelden videnskabelig Fortjeneste. Ogsaa de lærde Samfund lode sig det være magtpaaliggende at vise ham deres Håiagtelse, og 236 han var saaledes efterhaanden bleven Medlem af alle betydeligere Academier og Videnskabsselskaber. Men Schumachers Liv maa ogsaa have været rigt paa den indre Tilfredsstillelse, som. den særegne Beskaffenhed af hans Virksomhed kunde berede ham. Han, der stedse fandtes utrættelig, naar der var Leilighed til at virke vækkende, opmuntrende og veiledende, oplevede at see sine egne Disciple: Hansen, Clausen, Peters, A C Petersen efter- haanden indtage en udmærket Plads iblandt Fagets Dyrkere. Vel- villigt opoffrede han Meddyrkerne af sin Videnskab en Tid, som han ikke manglede Evne til ogsaa at gjére frugtbringende paa anden Maade, og de lénnede ham med en Hoiagtelse og Hengi- venhed, der viste, at de forstode Værdien af.det Offer, han bragte. Det er ogsaa denne Astronomernes Veneration for Schumacher, der har bragt ham den sidste, men udentvivl ogsaa meest betyd- mingsfulde Hyldest, han i sit, paa Hædersbeviisninger af enhver Årt saa rige Liv har havt Leilighed til at modtage, den, der bragtes ham, da han staaende ved Enden af sin Bane syntes truet af de politiske Begivenheder, og Videnskabens Ypperste forenede sig til at anmode Magthaverne om Beskyttelse for hans stille Virk- somhed. Endnu en Gang udtalte den samme Fålelse sig med ikke mindre Styrke; men Stemmen naaede ham ikke mere. Det var den Gang, da Budskabet om hans Dåd efterhaanden udbredte sig, selv til de fjerneste Egne, og overalt forkyndte et Tab, hvilket Ingen, der stod i Forbindelse med ham, venter at faae erstattet. - Istedetfor Biskop Engelstoft, der forlader Kjåbenhavn, valgte Selskabet Prof. .P. Pedersen til sin Kasserer. Selskabet bifaldt, at dets Oversigter fra Begyndelsen af næste Aar sendes ogsaa til dets udenlandske Medlemmer. 237 , p Barometer, Thermometer i Skygge fe red til 09 Reaumur. 5 FE uceret mu mod Nord. ig Windens ER iibeli, 2% Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- Ree Mb Retning S æ 19Form. |Middag.! "1 I —| Jorden. | der dagl. 4 Gange i Dågnet. o & ø, Middel i Vande. 8 D se K= midda Corr.-0956 7 Form. | 2Efterm. Middel. Middel. 1 337,44490 | 3374768 | 337,7446 10264 894 1398 1197 11?3 Regn 7 Tim, 1,94 Å NW./WNW. SW, Stille. sg 2 ,.81 | 36, 95| 37, 314 11,39 9,9 13.6 11,6 11,6 ff Regn 2 — 0,06 Å 0s0.… 0. 0. -ss0. | Middeltemperatur. 3 38,421" 37, 534" 364 558. 13406 10,7 15,7 11,7 11,4 Og Nie. NO: NI 1851 SB Aar & 37, 56 | 37, 42) 37, 40) 12,79 10,8 16;1 11,7 11,6 0S0. S0. S0…… S0. å ile 5 Å 37, 19 | 37, 02| 36, 9% 4 13,22 11,7 15;6 11,8 11,8 OS0; 0. ONO NNO. | 1—10 10979 12011 6 37, 27 | 37, 46| 37, 97 9,76 9,8 11,3 11,9 11,6 0,02 Å Nw. SW. NNW, .N, Å 11—20 10702" 11,17 7 40, 63 | 40, 64| 40, 55 8/87 7,7 11,9 11,7 10,9 N ON. N. NNwW. | 21—30 10,34 10,18 8 41, 80 | 41, 95 | 41, 15 8,92 7,9 12,0 11,4 10,5 NNW. NO. NO. .N. Å 1—30 10,38 11,15 9 42, 59 | 42, 17 |. 41, 96 9,04 5/1 12,5 11,1 10,3 N. NW. -NNW. -NW, 10 41, 68 | 41, 58| 41, 03 10,19 2 14,7 10,8 10,4 NWs oNW: NW. NW. fa 40, sg mg +: m ag gå ae 188 106 10,4 dd NW: SW. 0. NNO. Maaned]. 1 38, , ' ” ' ' 0, 10,3 Regn 5 — , NNW.. W. NNW.. N. ? 13 | 36, 65 | 35, 883! 37, 754 10,34 9,8 13,4 10,5 10,2 R Stille. NW. NNW..N. Fagsimekgds 14 40, 22 | 40, 28| 40, 49 8,84 9,2 12,0 10,4 10,3 Nø. Na NNO 4; Ni 1851 "39 Aar. 15 42, 34 |. 42, 44 | —a2, 494 10,91 8,5 14,4 10,4 10,3 N. WNW. N. NNW. Å. 11,74 Par. L. 28,64 Par. L. 16 43, 10 | 42, 87! 43, 41 11,02 9,5 14,0 10,3 10,5 NW NW. NNO,… 0. ; 17 44, 47 |' 44, 14| 43, 47 9,61 7,3 13,2 10,2 10,3 025 8085 NO 2 N: 18 42, 12 4 41, 79! 41, 054 10,09 7,8 13,5 10,2 10,5 NO. 0. ONO. SW. 19% fj 39, 90 | 39,. 57! 39, 174 10,79 9,2 13,8 19,2 10,9 Sae Oase sy Oss v 140. Vindforhold 20 39, 07 å 39, 01 38, 68 11,14 9,8 13,4 10,3 10,6 Regn 0,18 0. 0. 0. 0. 1851 50 Fx aTs 2i 38, 54 | 38 20! 38,.04f 11,94 10,0 14,6 10,3 10,9 Regn 2 — 0,19 f.0.. 0: s0...0.f nx. .0;19 0,08 22 37, 78 | 37,75.) 37, 834 10,84 10,7 11,8 19,4 10,6 Regn 5 — " 0,71 | ONO. 080... 0. 0S0. f xo. 0,09 0,07 23 | 39,.62 | 39, 63| 39, 714 "10,72 10,1 12,7 10,5 10,8 OS0. SO. UNO. N. f 9. 0,24 0,12 24 39, -&8- + 39% 50) 39% 294 141,71 8,7 15,1 10,5 10,9 Regn 4 — 0,19.-ÅN0.…..0.…. S0.. SSW, 500,45 0,11 25 37, 02 | 36, 37! 35, 984 — 10,57 10,3 11,8 10,5 10,8 Regn S0. S0. OSO. Stille. k gs, 0,09 0,14 26… | 34, 35 |.342.17| 34, 44 Å 11,54 11,1 13,6 10,5 10,9 S0. S0. SS0. SSO. å sw.-0,07 0,16 Øe 36, 78 36, 83 36, 87 8,36 7,1 10,2 10,6 ø 10,6 R egn 64 ae 0,48 S. SW . SW. ssWwW., W. 0,02 0,19 28 36, 28 | 30, 56) 36, 88 9,19 6,7 11,9 10,5 10,3 Regn 151 — 0,19 f S. SSW. SSW. S. Å Nnw. 0,15 0,13 29 36, 52 | -36, 23| 35, 49 8,87 7,9 10,5 10,2 10,1 Regn:10i — 6,99 ss. S0. "0. ONO. 30 "f 34, 43 | 34, 16| 34, 864 — 9,64 10,2 11,2 10,1 99 Å Regn 4; — + ONG. ; 80; Sx SSW. 238 Thermometer i Skygge hilsen] sk GE d Barometer, ” sd reduceret til 00 Reaumur. med Nord. . Windens D æn Regn . S 10 | 2% Fod over Jorden. 2 Bød:i 12 Fodiin« $ enke -… HBetningz S æ 9 Form. Middag. un ene middet | 7 p 5 Jorden. sæ sr LSE miks 4 Gange i Dågnet. 8 Corr.-00950 big Efterm. | Middel, Middel. 1 1 335,710 | 334,99 | 334,4772 | 10998 995 1292 1091 1092 Regn 5 Tim, kynild 1,19 Å S.,… S. 7850, .SS0.. f Middeltemperatur. 2 34, 12 | 34, 28 | 34, 98 11,68 10,4 14,4 10,1 10,3 S0. S0. SS0. SSO, 18: k: 3 | 35, 41/ 35, 59 | 35, 80 4. 11,36 9,8 13,5 10,2 10.3 Diset Stille. Stille. 0. NW, o1 45. Aar 4 30," 18 | 30, 04 16 35.16 10,93 10,6 11,4 10,3 10,4- Regn 9 —% 059 | N. N.t.0. OSO. O.t N. 1—10 9579 9951 5 Sr FO 3 7 FBE 90 10,61 10,3 12,2 - 10,3 10,5 S.S.0. S.S.0. S.S.0. S.,f 11—21 8,87 7,01 6 35, 83 | 35, 77.| 35, &3 9,73 7,7 11,3 10,3 10,5 S.” S. SSW; SW,.Å 22—31 ; 116,55 10 6,36 7 36, 51| 36, 19 35,78 8/88 . 6,7 10,5 10,2 9,9 Regn 10 — 1,51 f sw SW. SW. ;SSW, f 1—31 8,42 7,62 8 33, 49 "372 58 33, 95 8,63 9,5 10,0 10,1 9,6 Regn 3 — 0,22 SS. S. WSW. "W.t.N. 9 35, 49 | 35, 78 | 35,7 90 7,23: 6,5 8,1 9,8 9,1 Hagel 4 — Regn 0,68 få WwW. Wo W.tN… SW. 10 36, 79) 36, 72 | 36, 64 7,83 5,1 10,2 9,5 9,1 Regn 6 — 0,58 I sw, S.t.W, SSW. SW, 11 f 37, 97| 38,79 | 39, 46 9,16 7,4 10.9 9,3 8,9 ÅRegn 9 — 0,06 | wsw.NWw.t.Ww.NW.NW. Maanedl. 12 39, 31 | 39, 10 | 39%, 31 9,58 10,3 12,0 9,3 9,2 Regn' 1. — Taage 0,40 f W.: SW. SW. NWwW. Vandmængde. 43 | 39, 62 | 39,13 | 37, 82 8,88 Bl 11,1 9,2 8,8 Regn 18 — + 1/48 | stille. SW, SW. SW. 1851 Sar 14 Å 35, 39 | 35, 04 |. 34, 54 9,48 10,8 11,0 9,2 9,3 Regn 6 —+ 0,25f SW. SW. S. wWSW, Ek: 15 34, 63 | 33, 89%! 32, 44 9,08 5,9 10,2 9,2 8,9 Regn i 0,07 Kwsw.wswW.:S.t;Ww. S t.w. [19,97 Par.Lin. 22,17 Par, L. 16 29; U4 | 30, 95 | 32, 01 7,96 9,2 9,2 9,2 9,0 S.t.W. S.t.W:0W., SW: 17 34, 64 | 34, 67 | 34, 70 2411 6,5 92 9,2 84 å SW. SW. SW. SW. 18 | 36, 78! 37, 12 | 37, 05 7,58 3,9 10,2 8,9 7,9 Å Regn 84 — SW. SW. SW. SW, 19 35, 36 |: 35,88 36," 62 9,31 88 10;0 8,7 8,1 Smaaregn 21 — 4% SW: SW. SW. SW. Vindforhold 24 37, 98 |! 38,-10-| 38, 58 10,13 9,9 11,7 8,8 8,5 Smaaregn 74 —% 0,50 få SW. SW. WSW. W. S 21 40, 88 | 40,88 " 40, 88 9,31 8,1 10/7 9,0 8,6 Diset, Taage 0,28 Å NO. NO. NO. OS0. Rv jet amt 22 40, 30| 39, 981 39,60 9,88 9,1 11,1 9,1 8,9 Smaaregn 31 — % S0.;: 80. S0. sS0, Å NO. 0,06 0.08 23 40, 49 | 40,453 | 40, 57 9,46 9,6 10,5 9,1 8,9 Smaaregn 17—% SSO. SSO. Stille. Nw. Å 0. 0,07 0,13 24 4 41, 20) 41, 09 | 40, 88 8,06 8,3 9,2 9,1 8,6. | Smaaregn 184— NW-…NW.…NW.….NW.…. |. S0.….0,10 0,13 25. | 41, 92 |. 42, 37' |. 42, 70 4,33 5,7 6,4 9,0 7/8 Regn 2 — ) NNW. NO, 0. NW. fS. "0,17 0,12 26 38, .39./737, 57 | 34, 60 6/36 5,3 6,5 8,6 7,1 Regn 22 — 6,39Å sw. sw. sw. w. j SW. 0,35 0,19 27 33, 01 | 33, 57 34, 54 6,28 CR 7,0 8,4 7,7 Regn 0,41 NW. NW. NO. NO. wW., 0,10 0,18 28 36,419 | 35, 10 -|. 335, "72 6,31 ” 3,2 8,3 8,2 7,5 Regn 9 — 0,74 Å N. WNWwW. SW... sw. | Nw. 0,12 0,10 29 27, 58 | 27, 75 | 28, 23 6,58 6,7 7,9 8,1 7,6 Regn 30 0,20 | sw. Sw. wSW. WwSW. 30. | 32, 12 | 32, 37 | 33, 29 3,18 3,1 3,7 7,9 7,1 Regn 11 — 441 få 0. 0410, ONO. 31 32723.".34 SET 30, 37 5,06 3,2 7,1 1,6 7,6 Regn 3 — 0,31 I ONO:; OS0. SSO. S. 239 > Barometer, Thermometer i Skygge = , ff. reduceret til 02 Reaumur. mod Nord. Z me : Vindens = ==, irdi, 21 Fod over Jorden. 2>Fod i 2Fod un- Retning - ; % æ er: dagl — s == 19Form. |Middag.| . i Jorden. Es. 4 Gange i Dågnet. s ddag. | Middel É 2 Vande. D aA midd Corr.-0249 7 Form. |2Efterm. Middel. Middel. 1" 4 331,47 332,65 | -333,7708 4982 293 792 792 63 : ss War War" WSWw. sf 2 32, 8 | 2-32, 53 | 3 32,93 5,35 4,7 6.5 7,1 6,3 sw. sw. ssw. s, | Middeltemperatur, 3 31, 60 31, 81 32, 20 3,80 1,1 5,8 7,0 6,5 SW. v:8W 58828, 1851 45 Aar. aA | 34, 08 (734,82 1.34 M1 ] 4, 2,0 5,2 6,8 4,6 3. Bille OH0, HO ERE er" us 5 29 50 | 29, 13 |. 20, 32) — 3,92 4,1 3,7 6,5 5,6 N.t0. SO SO. SO br 944,27 8,30 6 32, 09. | 433,18 | "33,591 446d AT; 5,0 6,4 5,6 SO. -50/ SO. ; SSW. 55731 49) 231 7 35, 797: | 85,557 031,88 4,75 4,1 5,4 6,3 4,4 SSO. "OS0.-ON0. ONO. 1—30 2/33 3'49 8 34, 88 |. 35, 17. | - 35, 81 4,10 3,3 4,3 6,3 5,9 ONO. dyd SW. SW. en ' w” 9 36, "83. | 87,01. | 36,759 4,67 4,3 5,7 6,2 5,9 SW. / 8. SW, Stille, 10 36, 51 36, 30 | 36, 08 4,77 3,8 37 6,2 5,0 sw. Stine: NO NO. 36, 56 | 36,89 |. 87, 51 4,15 4,3 4,2 6,2 4,3 0. S00 —8S.: SO Maanedl. 39, 65 | 739, 66 | 40, 08 3,47 4,7 4,9 6,2 4,3 SSO: 78.5 8. -A8, Vandmængde. 39, 58 39, 11 37, 79 4,35 3,5 5,6 6,1 4,6 wW. W. WSW. SW, 8 . 34, 05 | 33, 99| 34, 45 0,52 1,6 0,9 6,0 4,7 W. NW. SW. N.t.Ww. 1851 39 Aar, 185, på | 3785, 1271 3855, 3311 12076 —2,0 0,7 6 4,4 NW. NW. NW: WSW. åÅ 37,47 Par..L. 19,12 Par. L. 33, 02 32,65 | 531,98 0,70 0,4 1,3 5,2 4,5 sw. SW. SW. WSW. 29, 34 |. 29, 34 |" sy,” 59 0,77 0,7 1,6 4,9 4,1 SW. SW.t.W. SSW. SSW. 32, 80 | ”.32, 81 | 392, 95 f —0,51 —U,4 1,2 4,6 3,5 S. S. SSO. Stille. 34, 87 | 35,46! 35, 96 0.72 0,5 1,2 AA 1,1 SW. SW. SW: SW. Yindforhold, 36, 21 | 35,92 | 35,32 1/25 0,7 1,8 4,2 2,3 st": NO. 2NO. S : 1851 50 Aar. 32, 81 32, 62|- 32, 49 0,10 —0,5 1,1 3,1 2,3 NNO. NNO.NNW. Stille, å N. — 0,08 0-08 35. 66 36, 32|- 37, 13 1/05. | "0,6 2,2 4,0 "2,9 Stille. ONO, SS0.-S0. å NO. 0,16 0,09 39%, 45 39, 02| 38, S4 0,95 0,4 1,5 3,9 2,4 0. 0. 0. 0. f 0. 0,13 0,11 30:67 435,88 4 735,31 8,30 0,3 0,5 3,8 25 OS0. OSO. ONO. OND. Å gs0 0,12 0,09 32,. 24 | 32, 31 | - 32, 67 0,90 0,9 1,5 3,7 2,3 WNW. WNW, W. WSW. å s. 0,16 0,12 34, 68 |. 34,59 | 34, 52 2,00 2,2 2,3 3,6 2,2 12 —Regn=5,67 f wsW… S0. 0.- 0. | sw. 0,22 0,23 32, 04 | 31, 781: 131, 88 1,92 1,4 2,6 3,6 2,0 142 —Regnx0,32 | 0. ONO. NO. NO. fj w, 0,08 0,19 33, 21 | 33, 42| 34, 85 2,25 2,4 3,0 3,6 2,0 NO.…sNO- NO N.t.0. f nw. 0,05 0,09 36,756" | 36, 78 |... 36,92 1,67 f5 2,6 3,6 2,0 N.t.0. N.t 0. N.t 0. NNW. 38,—.53..|. 38, -77 |. 38, 96 0,90 1,3 1,6 3,5 2,0 NO.” SNO." NNU: N. 240 Barometer, Mhermometer i Skygge = reduceret til 00 Reaumur. med Nord. & . 3 SX e Regn, Windens E wa | 2% Fod over Jorden. 2 Fodi |2Fodun- Retning sa ; 4 Efter- vådt Snee £e. En FAD 9 Form. Middag. middle Map | gig i Jorden. lerdell. 4 Gange i Dågnet. | 5 Corr.-0011 sg: erm. |. Middel. Middel. $ 1 Å337,756 | 337,45 | 337,49 Å 0972 094 192 394 293 Sne $& Tim. NW:. WSwW, Middeltemperatur. 2 | 36, 23| 35, 46 | 34,951. 1,57 | 1/7 21 33 | 24 WNW. NW. eee, 3 | 38, 64| 38, 63 | 38, % | .—1,29 | —2,3 01 3,2 1,7 Sne 33 — (0,61) Å N. ONW: N:. NNW. 1851 45: Aar Å 38, '.75 | 39, - 05. | "40; 37.11—3,44 —2,4 —2,4 3,1 1,0 NW. WNW. NO. NO. | 1—10. 1989. 1987 5 fj 40; 72! 40, 47 | 40, 09 | —2,66 | —4,2 28 3,0 —0:5 Regn 5 — 0,40 å NO. NO. wSsW. sw. 111—21 3,29 1,00 6 35, 10.| 34, 72 | 34, 63 3472 2,2 4,4 2,8 0, Regn 151 — 0,98 | sw.sw.-owNnw. wNnw. f 22—31 1,26 0,07 7 37, 44 | 37, 50 | 37, 91 5,09 2,2 5,8 2,8 1,6 Regn. 17 —% 008 w. W. NW. NW. | 1—31 - 2,19 0,95 8 å 36, 85! 36, 08 | 35, 43 4,27 4,8 4,0 3,0 245 018 Wz WwW.- NW. … SW. 9 få 34, 94! 35, 39 | 36, 00 4,2 4,2 4,8 3,2 3,7 Regn 72 — 0,18 w. WNW. NW. WNW. 10 36, 58 | 36, 46 | 36, 39 6,57 6,0 7,5 3,4 4,0 Regn 81 — 0,67 å w. wsw. WSW, SW. » ii | 34, 47| 35, 06 | 37, 294" 5,82 6,2 6.7 3,7. 4,5 Smaaregn 64 —%X 0/28 Å sw. sw. NW. Nw. Maanedl. 12 41, 39 | 41, 511 42%, 54 5,47 5,4 6,6 4,0 3,9 Smaaregn 22 — Ott WNW. NW. NW. Wes Vandmængde. 13 42, 74| 42, 39 | 42, 38 4,37 3-3 5,0. 4,1 3,9 We W.OWNW. WNW 1851 39 4 14 ff 44, 04| 44, 09 | 44, 14 2,49 3,5 2/8 4,1 86 Sk WNW. WNW. SSW. WNW. "Spennegg 15 43, 41 | 43, 29 | 43, 30 1,24 1/0 1,9 4,1 3,1 Smaaregn 32 — 0,08 w. sw. NNWwW. w. Å 6,02Par.Lin. 16,56 Par, L. 16 41, 37 | 40, 98 | 40," 46 1,67 0,1 2,0 4,0 2,8 Smaaregn 23—% 0,28f W. W. Wiss. SW. å 17. 39, 77 | 39, 661 39, 67 4,04 4,3 4,6 3,9 2,9 Smaaregn 22 — 0,18 Wt.S. Wst.S. WNW. W. z pe 92 pr mv: i x 2/9 28 Så 10 32 Smaaregn mr" 4 we Wws DYR wWSwW. . ' (4 , Å ; Å , Smaaregn 15 — ; SW: SW, S.t.W. W.t,Ss : : 20 40, 05 | 39, 95 | 39,94 2,99 2,6 3,5 4,0 2,7 Smaaregn 2— Så 138; OS War SW; Vindforhold. 21 39, 68| 39,.34 1 37, 92 2,89 3,2 3,7 4,0 3,3 j 1851 50 Aar. ” Smaåregn 1% — SW: SW SW. S. ÅN. 0,08 0,09 22 36, 15 | 35, 88 | 35, 84 0,79 0,6 1,3 3,9 2,6 Smaaregn 6— 0,20) s- S. s. s. | NO...0,08 0,12 23 . 22 | 37, 54 | 37, 83 3,09 245 3,7 3,8 2,5 Smaaregn 74— 0,10 f sw. sw. sw. ow f0. 001 0,14 24 139726 | 739,11 | 39,11 1,19 1/1 2,2 3,7 2,7 NW. NNW. NNW. NW… | S0.….0,00 0,13 25. Å 39, 8! 40, 39 | 40, 92 0,07 0,2 0,4 3,5 2 NNW. NNO. NO. NO. Å S. 0,08 0,12 26 | 42, 47. | 42, A1 | 42, 02 fk —1,29 | —2,5 0,2 3,3 | —0,3 NO. NO. NNW. NNO. | SW. 0,19 0,17 27 41, 75 | 41; "31 | 39,534" —1,781 —3,9 —1,0 3,1 —0,3 Sne 32 — (0,60) | NNW., NNW. NNW. N. Å W. 0,32 0,16 28 42, 23 |. 42, 31 | 42, 27 0,37 v,7 0/8 3,0 —0,5 | ONO. ;O0N0..-N.+ NW. Å Nw. 0,24 0,07 29 40, 44 | 40, 46 | 39, 65 1,17 0,6 1/1 2,8 0,5 W W. WNW. Ww 30 37, 62 | 38,. 36 | 38, 31 4,69 4,0 5,0 2,8 1,7 Smaaregn 154— — 0,10 WNW. WNWIWNW. w 31 35, 007 34, 71 1 40, A1 4,37 4,5 h,4 3,9 2,7 Smaaregn 12 — 0,75. å wsw. WSW, WNW.WNW. 7 241 il hele Aaret henhørende. | re ONS OT Aaret 1851 har Selskabet havt at beklage Tabet af 3 inden- landske Medlemmer; nemlig: vor store Naturforsker, Geheime-Conferentsraad Hans Chri- "stian Ørsted, Professor i- Physik ved Universitetet og Directeur for den polytechniske Læreanstalt, Storkors af Danebrog og Dane- brogsmand, Selskabets Secretair siden 1815. Nogle Ord til Erin- dring om (denne håist fortjente Mand findes i Oversigternes No-— vemberhefte før dette Aar; vor lærde og aandrige Historiker, Conferentsraad, Lauritz En- gelstoft, Professor i Historie ved Universitetet, Ordenshistoriograph, . Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Selskabets Kasserer siden 1832. Et Mindeskrift over den Afdåde af Herr Etatsraad Wegener vil findes i Januar-Heftet af Oversigterne for 4852; vort af Danmarks Industrie og Agerdyrkning meget fortjente Medlem, Kammerraad Johan Christian. Drewsen. "Af udenlandske Medlemmer har Selskabet tabt den beråmte Orientalist og, Numismatiker , Keiserlig Russisk- Statsraad Fråhn, i St. Petersborg; den ved sine Reiser i Spanien og Portugal, og ved sine plante-physiologiske 'og systematiske Arbeider beråmte aand- rige Botaniker, Geheimeraad og Professor Link i Berlin, og den skarpsindige, beråmte Mathematiker, Professor Jacobi i Berlin; den Fårste hårende til Selskabets historiske, den Anden til dets” phy- . - siske og den Tredie til dets mathematiske Klasse. Til indenlanidsk Medlem har Selskabet valgt Professor i Philo- logien ved Kjåbenhavns Universitet, L. Ussing. 242 em Istedetfor afdåde Geheime-Conferenisraad H. C. Ørsted er Etatsraad Forchhammer bleven valgt til Selskabets Secretair og til Medlem af den meteorologiske Comitee; istedetfor afdåde Confe- renisraad Engelstoft er Professor Engelstoft valgt til Kasserer, og da -han i Aarets. Låb allernaadigst udnævntes til Biskop i- ” Odense, valgte Selskabet i hans Sted Professor P. Pedersen til Kasserer; endvidere valgtes Etatsraad, Professor F, C. Petersen til Formand for .den historiske Klasse efter Conferentsraad Engelstoft, Prof. Ramus til Medlem af Kassecommissionen, og Overinspecteur Dr. Pingel og Prof. Liebmann til Révisorer. Selskabet har i Aarets Léb holdt 14 ordenilige og eet. over- ordentligt Måde, i hvilke der er holdt 11. Foredrag” henhørende til de physisk-mathematiske Klasser, 3: Foredrag til de historisk- philosophiske Klasser, og oplæst 3 Mindeskrifter over afdåde Med- lemmer. Det har udgivet eet Bind af sine malhemalisk naturviden- skabelige Skrifter. Ordbogscommissionen. Dens Medlem, Professor Velschov, har, formedelst sin Fravæ- relse i Holsten som Medlem af Grændse- Regulerings-Commissionen, i Maanederne Maris til November, ikke kunnet deeliage i Com- missionens Arbeider. Den har i Aaret 1851 holdt 44 Moder, i hvilke Revisionen af Bogstavet T er fremmet indtil Ordet trippe; Trykningen af samme Bogstav er fremrykket til Ordet træde Gi Fålge af Ordbogens Bogstavorden). Commissionen har i 1851 ogsaa begyndt paa Revisionen af Manuskriptet til Bogstavet U, og fortsat samme fra U (Bogstavet) indtil Ordet ubrådelig. ” i Den. meteorologiske Comitee. I det under Comiteens Tilsyn staaende meteorologisk-magne- tiske Observatorium ere de regelmæssige lagttagelser blevne. fort- satte paa samme Maade, som i den sidste Halvdeel af 1850, med Unifilar- og Bifilar-Magnetometret, med Bårometret: og Psychro=" i 243 metret. Middeltallet af samtlige i December med Unifilaret anstillede lagttagelser giver Declinationen 525919; Af den horizontale Interisitet er iaar gjort fålgende absolute Bestemmelser med Staven I. Octbr. 18”. - 1,6736 ==. 227) .1,6682 "Middel .-. 1,6709 | lagttagelserne i den botaniske Have ere fortsatte ligesom tid- ligere, og Resultaterne deraf meddeelte i den maanedlige Oversigt . over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af de Iagt- tagelser, der anstilles over: Vindens Retning og Regnens Hyppighed påa Nyholms Hovedvagt, og over Havets Temperatur paa Trekro- ners''Batteri. "Ligeledes ere de timevise Thermometeriagttagelser forisalte paa Nyholm. Fra følgende Steder har Comiteen iaar modtaget Iagttagelser: Reikiavig, Justitsraad Thorstenson, 1850 'Sepibr. 1 til 1854 Aug. 31, Barometret, Thermometret, Regnmængden, Vinden,, Luf- lens Udseende een Gang daglig. Desuden Thermometretis håieste og laveste Stand. ; Sammesteds fra Samme 4) Barometeriagtitagelser for samme Tidsrum Kl. 6, 10, 4,8, 12; 2) Psychrometeriagitagelser til samme Klokkeslet for 1850 Septbr. 4 til Ocibr. 44 og 1851 Marts 1 — Aug. 31. Ofjord, fra Lægen. Johnsen, .… for 1850 Septbr. 20 til 1851 Octbr. 8, Barometret, Psychromelret, Vinden, Luftens Udseende 3 Gange daglig Kl. 6,1, 10; Regnmængden fra Mai 28. Upernavik, fra Missionær Kragh for 1850 Aug. 1 til 1851 Juni 20, Thermometret 3 Gange daglig, Kl. 7, 2, 9, Vinden og Veiret. ! Vedersé,' fra Pastor Jeger, Iagttagelser for 1850, Thermome- iret og Barometret 3 Gange daglig, Kl. 6, 12,-6, Regnmængden, Vinden og Veiret. Samsé, fra Pastor Hansteen for Aarene-1846—50; Thermo- metret Kl. 8 og 2, Barometrety Veiret og Vinden Kl. 8, 2, 11; Regnmængden, | ENE SEEEØSEENEGDENSS ENESTE SEERE SETE TE" SE 244 Aarhuus, fra Adjunkt Holmsted, lagttagelser for 1848 Decbr. 1 til 1849 Juni 30, 1849 Octbr. 4 til: 4851 Juli 14;' Thermométret mod Nord og Syd, Barometret, Veiret og Vinden Kl. 6%, 21/2 919, CAugust 1850 mangler) Regnmængden. i Endelig har. Comiteen fra Hr. Apolheker Piper iikdbadk en meteorologisk Dagbog, holdt af Moller Jårgensen i Pindmålle ved Svendborg fra 1793 Jan. 4 til. 1841 April 30; indeholdende dag- lige Bemærkninger om Veirliget og dertil hårende Phænoméner, samt fra 4815 Juli 1 Iagttagelser af Barometret og Thermometret een Gang daglig, om Middagen. "I Aarets Løb ere fålgende nye-Stationer oprettede: Julianehaab ved Missionær Moøssin, et Barometer, tre Ther- mometre, et Vandthermometer, | Læså ved Distriktslæge Krebs, et Barometer, et Psychrometer, en Regnmaaler, Fredericia, Distriktslæge Reumert, et Barometer, et Psychro- meter, et Maaleglas til: en Regnmaaler, som han selv har anskaffet. Desuden er Stationen paa Ofjord forsynet med et Minimums- ihermometer og en Regnmaaler, den paa Jacobshavn med et Ther= mometer, den i Vederså med et Thermometer og et Maaleglas til Vandmaaleren, og den i Stadil med et Barometer. Priisopgaver. Den mathematiske Classe. De i Sandsynlighedsberegningerne forekommende Stiårrelser, afhængige af meget store Tal, kunne ifålge deres complicerte Sam - mensætning i Almindelighed. ikke bestemmes ved umiddelbar Bereg- ning, endskjåndt de ifålge deres Natur ere endelige og rationale. De Methoder, hvorved de tilnærmelsesviis bestemmes, fornemmelig ståltede paa visse Klasser af bestemte Integraler, ere vel skikkede til at erstatte den directe Beregning, da en approximeret Bestem- melse af de omhandlede Stårrelser i de fleste Tilfælde er tilstræk- kelig, men herved opstaaer. meget ofte den Vanskelighed, at der mangler Midler til at bedåmme den Grad af Noiagtighed, som der- 245. ved opnaaes, hvilket saavel er af praktisk Viglighed som ogsaa af iheoretisk Interesse. Man forlanger derfor en Undersågelse af de forskjellige herhen hårende Methoders Værdie, med særeget Hen- syn paa Bestemmelsen af de. Grændser for Néiagtigheden, som herved finde Sted, saaledes at disse Grændser i de enkelte Tilfælde uden Vanskelighed kunne findes. Den physiske Classe. Under Navn af Antheridier ere hos de fleste laveste Plante " familier Organer af meget forskjellig Form og Bygning beskrevne. Om disse Organers Udvikling og Virksomhed veed man saa godt som Intet, medens .det dog er 'af videnskabelig Vigtighed at komme til Kundskab herom. Undersøgelser over Antheridiernes Udvikling og Forhold igjennem alle acotyledone Plantefamilier vilde imid- lertid være en Opgave af alt for stort Omfang, som derfor ikke kunde ventes besvaret af en Enkelt; men det vil ogsaa allerede håve Interesse, om man kunde erholde fyldestgjårende Op- lysning om. deres Rolle hos Lichener og Alger, to Fami- lier, som indbyrdes ere saa overeensstemmende, mén i Hen- seende til disse Organer -vise sig forskjellige. Selskabet udsætter derfor som Opgave for Aaret 1852 og 53 Undersågelsen af de saakaldte Antheridier hos Algernes og Lichenernes Familier, deres hele Udviklingsgang og Virksomhed. Den philosophiske Classe: Selskabet ånsker en historisk-kritisk Undersøgelse af, - hvorledes Læren om de tre saakaldte åverste logiske Principer: Identitets- principet, Contradiclionsprincipet og principium exclusi medii inter duo contradictoria har uddannet sig, hvorledes Indvendinger have "reist sig derimod, og hvilken Grund og Betydning disse have havt. Den historiske - Classe. I. Aaret 1823-udsatte -Videnskabernes Selskab en Opgave om de danske ;Klosteres Historie, der fremkaldte en Besvarelse af nuværende Biskop Daugaard, hvis Arbeide udkom 1830. En anden 246 afsvort Fædrelands gamle kirkelige Institutioner af ikke ringere Betydning end Klosterne — nemlig Kapitlerne — har derimod endnu ikke erholdt nogen fuldstændig og omfattende Bearbeidelse, skjåndt vore Bogsamlinger og Archiver frembyde flere, hidtil ube- nylttede Bidrag dertil. " For om muligt, at foranledige et Arbeide over denne Gjenstand, udsættes den Opgave: At undersåge og fremstille de danske Kapitlers Oprindelse, indre Forfatning og Forhold, saavel til de åvrige kirkelige Insti- tutioner, som til Staten, i Tidsrummet for,Reformationen. For det Thottske Legat. Blandt de Træ-Arter, der ere Gjenstand for Skovkultur, ere Naaletræerne fortrinsviis udsatte for ådelæggende Angreb. af In- "sekter, et Forhold, der staaer i néie Overeensstemmelse med en oftere opstillet Sætning, ifålge hvilken Antallet af en Plantes Fjen- der og endnå mere Omfanget af deres hemmende Indflydelse paa denne staaer i et ligefremt Forhold til den samme Plantes Evne til at udbrede sig, og derved til at undertrykke den åyrige Vege- tation. … Eflerat man i Danmark har begyndt at plante Naaletræer, have efterhaanden flere og flere af de paa disse Træer levende Insekter indfundet sig, og enkelte af disse Dyr have nu gjentagne Gange viist sig i en .saa overvejende Mængde, at deres Indflydelse paa Skoven har kunnet blive meget betydelig. Dei Danmark fore- kommende "Insekter, der. leve paa Naaletræer, forljene saaledes - Opmærksomhed i åkonomisk Henseende, saameget mere som det tår formodes, at deres Antal og Indflydelse vil foråges -efterhaan- den som Plantningen udvides. Selskabet udsætter derfor en Præ- mie af 200 Rhd. for Besvarelsen af fålgende Spårgsmaal: - 1) Hvilke ere de Arter af Insekter, der hos os leve af Naale- træernes forskjellige Organer, og hvorledes er disse Insek= ters hele Forhold til de af dem beboede Plantedele? 2) I hvilke Tilfælde er det ånskeligt, og da, hvorvidt og hvor- ledes muligt, at forebygge eller hæve disse Insekters Angreb | paa Træerne? 247 Afhandlingen maa være ledsaget af Prover af de angrebne Plante- dele. ligesom af Exemplarer af. vedkommende Dyr i deres forskjel- lige Udviklingsformer. » "Betragtning af Opgavens Omfang vil Selskabet ogsaa paa passende Maade belånne mindre fuldstændige Undersøgelser, naar de afgive væsenllige Bidrag til dens Låsning. ; For det Classenske Legat. | 1. . Erfaringen viser, al Vandet, "der benyttes til -Overrisling — af. terrasseformige Enge udåver sin slårste Virkning tilat foråge Græsvæxten der, hvor det træder ind paa Engene, og at denne formindskes ved det forisatte Låb. For at oplyse Aarsagen til . denne aftagende Evne -til: at ernære Græsplanter ånsker Selskabet at fremkalde en Række af.sammenlignende analytiske Undersågel- ser over det, i en selvvalgt Egn, til Overrisling benyttede Vand, saavel fårend dette træder ind paa Engen, som efterat det har gjennemlåbet dens forskjellige Afdelinger. Disse Undersågelser maa gjentages flere Gange i een Sommer, og der maa tages Hensyn saavel til Vandets faste Bestanddele af mineralsk og organisk Op- rindelse, som til dets luftformige Stoffer og til Engens Production, Præmien er 300 Rhbd. Selskabet udsætter dernæst paa ny fålgende allerede i 1849 bekjendtgjorte Opgave: 2. Det er bekjendt, at de kslksensslener, der ere bestemte til at udsættes for Luflens Paavirkning, bår indeholde Jern, naar de skulle være meget varige, ligesom man ogsaa sætter Hammer- skæl til den almindelige Muurkalk, naar den benyttes til at over- trække Ydermurene. Selskabet &nsker i den Anledning at fremkalde — en Undersågelse om hyilke Forbindelser Jernet herved indgaaer og i hvilken Tilstand det bedst anvendes i Forbindelse med Kalk og de andre Cementers Bestanddele. Præmien er 200 Rbd. 248 "7 Besvarelserne af Spårgsmaalene kunne i Almindelighed være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske eller danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med Forfatterens Navn, men med et Motto, og ledsagés med en forseglet Seddel, der indeholder Forfatterens Navn, Stand, og Bopæl, og som bærer samme Motto. Selskabets i de danske Stater boende Medlemmer deeltage ikke i Priisæskningen. Belånningen for den fyldestgjå- rende Besvarelse af et af de fremsatte Spørgsmaal, for hvilket ingen anden Priis er nævnt, er” Selskabets Guldmedaille, af 50 danske Ducaters Værdi. | Priisskrifterne indsendes. inden Udgangen af August Maaned 1853 til Selskabets Secretair, Etatsraad og Professor G. Forchham- mer. … 249 Sag- og. Navneregister, Aagaard, Skolelærer i Jylland, erholder Selskabets Ordbog. S. 135, Aashéi i Siælland, Grénsandskilder, som der findés. S. 70. Allen, C. F., Professor, - erholder Underståttelse til at udgive Documenter, hårende til: Christian II. Historie. $. 63. Assyrisk Architektur. S. 91. 104—106. 110. Assyriske Monumenter og Konstværker, deres Fremstillinger.af Folkets Religions- skikke, Offringer, Krigsfærd, offentlige og Privatliv, m. m. 102. 103. »Åstronomische Nachrichten”, udgivne af H. C. Schumacher fra Her til 1850. S. 229—231. Beenredskaber, fundne i de opdagede Østersdynger fra Fortiden. S. 8. 19. 21. Bendz, D, H., fremlægger sit Værk: ,Icones anatom. vulgar. danicorum mam- malium”. $. 135. Berzélius, udvikler Læren om det electrochemiske System. S. 151—152. Botta, P., fransk Consul i Mossul, fårste Opdager af de assyriske Palladsruiner — og Konstværker ved Ninive. S. 87—91, hans Afhandling om Kileskriften. S. 115. (Anm. 16.) 119. Bæveren, Been af samme fundne i Danmark. S. 218. Båger og Skrifter, skienkede til Selskabet. S. 36. 84. 131. 135. 141. 177. 222. Christian VIIT,, hans Buste af Bronce, opstilles i Selskabets Forsamlingssal. S.145. Dyrknogler, fundne i Lag af Østersskaller fra Fortiden, fornemmelig af Raadyr, Kronhiorte, og Vildsviin. S. 186. 209, 213. 214. 216. Dyrverden, Fortidens i Danmark, Oplysning om samme. S. 30. Dyrverdenens Former, ikke blot udviklede ligesom ved en Skidnhedsdrift hos Naturen. S. 60. Electro - Magnetismens Opdagelse (1818—20). S, 156. Ørsteds latinske Kund- gibrelse om samme, af 21. Julius 1810. S, 157, Engelstoft, C. T., valgt til Selskabets Kasserer. Engelstoft, L., hans Dådsfald. 63. Et Mindeskrift over ham af Wegener. S. 225. Farveskiånhed i Naturen. S, 57. 58. 62. Fergusson, J., hans skarpsindige Oplysninger om Åssyrernes Bygninger og Byg- ningsmaade. S. 91. 104—112. Flandin, aftegner og beskriver assyriske Monumenter, S. 88. 90, 104. Flintredskaber, fundne i Fortidens Ostersdynger, S. 18. 21. 181. 182. 191. 192. 198:199:205 7207: Forchhammer, J. G, valgt til Selskabets Secretair. S. 62. 242. Om Grånsands- kilder i Siælland og deres chemiske Sammensætning. $. 67—84, Mindg- skrift over H. C, Ørstéd. S, 146—164, 250 Formskidnhedy, fremtræder ikke som fuldstændigt eller almindeligt herskende Grundprincip i Naturen. $. 61. Fortids-Indbyggere i Danmark, om deres Fådemidler. S. 7. 11, 209. Skaldyr Fiske- og vilde Pattedyr. S. 8. 16. 213. 214. Fugle, 216. Marvbeen, S. 9. 24. Brug af Ild til Fådens Tilberedning. S. 13.27. 208. — Omderes Opholdstid paa visse Steder, S. 29. Foucault, L., hans og fleres Forsåg, for at gibre Jordens daglige Omdreining synlig. S. 138. Geologisk-antiquariske Undersågelser i Danmark i i Aaret 1850. S. 1—31. I Aaret 1851. S. 179—222. Gientoftesåens Vand, analyseret. S. 81. Goethe, om Konstværket, som ophåiet over Naturen. &. 50: Gradmaaling i Danmark, begyndt ved H. C. Schumacher. S. rå Grånland, meteorologiske lagttagelser.. S. 244. Grånsandet i Siælland, som Yandgiemme. S, 68, 69, paa Bornholm. S. 69. Havstokke, i Siælland. S. 2. Heiberg, J. L., hans Mening om Konstner-Eynens Forhold til Naturfrembringelsen. S. 50. Hoefer, Dr. Ferd., (i Paris) hans Afhandlinger om Bottas og Layards assyriske Opdagelser, m. m.….124—130. Holstens topographiske. Opmaaling, begyndt af Schumacher, S. 234. Isefiord, Forandringer i dens Skikkelse S$. 2. Island, forskiellige derfra 1851 indsendte. meteoroløgiske Iagttagelser. ;S;.243. Jiirgensen, Prof., om forskiellige Betragtninger. over tilsyneladende Bevægelser af en frithængende Penduls Svingningsflade. ;S$. 138—40. Kant, om Skidnhed i Naturen, og dens Forhold til Konstskidnheden. S. 49, Kildevand fra forskiellige siællandske Kilder, chemisk undersågt. S.. 77—81. Kidbenhavns Bråndvand, chemisk undersågt af Johnstrup. S. 81. Klangfigurer, Ørsteds Undersågelser over samme. S. 152. Knogler af Pattedyr, fundne i Østersdynger fra Fortiden, ved. Meilgaard i Jylland. og flere andre Steder. S. 8. 16. 17. 22..209. 213—18. Konstværket, kan ei kaldes. Naturproduct, og hvori forskielligt fra dette. .S: 50. Kæmpeoxen, (Bos urus L.) Been af samme, fundne i Ostersdynger i Jylland. S. 20. 30. Layard, hans vigtige Opdagelser af assyriske Bygningsruiner og Konstmonumenter. S. 92—104; hans Værk over de assyriske Inscriptioner, ;S. 98. Liebmann, F. M., Afhandling over Mexicos og Central- Americas nældeagtige Planter. S. 32. Lyden, som musicalsk Natur-Element,. S. 51. Mammulthsdyret (Elephas primigenius) Levninger af samme, fundne i Jylland og Slesvig… .S. 32 —34. Marv i Dyrknogler, yndet som Fådemiddel af Lapper, Samøojeder og andre Polar- egnens Folkestammer, S. 27. (Jyf. S. 23. 24.). Meteorologisk Committee, Forchhammer bliver Medlem af samme, S,.184. Deus Virken i Aaret 1851. S. 242, Meteorologisk Dagbog, holdt fra be: til 1841 i Egnen af Syendborg. 5. 244. Meteorologiske Iagttagelser i Kidbenhavn. S, 41. 42. 66. 133, 143. 144. 223. 224. 237—40. I danske Provindser, samt.Island og Gråénland. S,….243; 244, Mexicanske Planter, beskrevne. S. 32. 251 EJ Molbech, C., om det Skidnne i Naturen, og dets Forhold til det Køonstskidnne og Skiånhedsideen. S. 43—62. Om Botta's og Layard's Opdagelser af assyriske Monumenter ved Ninive. S. 85—131. ; Molinos, Mich., Undersågelser om håns Levnet og Lære, fortsatte af Professor C. F. Scharling. S. 36. Naturens: Formdannelse, den skeer ikke blot med en Tendents til Skiånhed, (Skidnhedsdrift). S. 60. dens Æsthetik er en anden end Køonstens ideale Skidnhedslære. S. 61. Naturens Efterligning i Konstværker. S. 49, Naturskidnhed, hvorledes den aabenbares. S. 54. Ninive, om denne Stads Odelæggelse. S. 99. 100. Ruiner af Kongeborge og Palladser. S: 107, 108. 125: nævnes slet ikke hos Xenophon. S. 125. Dens Beliggenhed, angivet forskielligt hos de Gamle.” S. 125. 126. 128. Efter Rimelighed, lige overfor Mossul. S. 129, 130. Obelisk, med assyrisk Kileskrift. S. 98. 120. Olufsen, C. F, R., meddeler biographiske Antegnelser over H. C. Schumacher, 15, 225: Orkaner, Piddingtons og W. Reids Undersågelser over samme. S. 37—40. Ordbogs-Commission, dens Arbeider i 1851. S. 242. Pedersen, P., Oversigt over W. Reid's nyeste Værk over Orkaner. S. 37—40. Oversigt over meteorolog. og mågnetiske Observationer paa Corvetten Galathea. S. 138. Valgt til Selskabets Kasserer: S. 236. Persepolis, derværende Ruiner, og gammelpersisk Architectur. S. 105. 111. 112. Petersen, F. C., valgt til Formand i den historiske Classe. S. 131: Piddington, Samling af Iagttagelser over Orkaner. S. 38. Pingel, Dr. S. 34. valgt til Revisor af Selskabets Regnskaber. S. 31. Polytechnisk Læreanstalt, dens Stiftelse (1829) bevirket ved Ørsted: S. 163. Raåwlinson, H. C., hans Fortolkninger af den assyriske Kileskrift. -S. 112—117. Resultater af hans Meninger. S. 119. 120. Roskilde, om Kilderne i denne By. S. 70. 79. 80. Sandlag, tre forskielligartede, som give Kilder deres Oprindelse. 'S. 69. Scharling, C. F,, fortsatte Meddelelser om Molinos. S. 36. Scharling, E., Å., fortsatte Forsåg til at oplyse Vanddampens Anvendelse ved chemiske Undersågelser. -S. 133. (b.). Schumacher, H. C., Professor, biographiske Noticer om ham af Olufsen. S. 226— 236. om hans ,,Astronomische Nachrichten”: 229—31, hans begyndte Gradmaaling i Danmark og Holtsen. S. 243. Simesen, Rector, Om Hovedets Størrelse og Form i Menneskets forskiellige Alder. S. 140. Siælland, det nordlige, Billede af dets tidligere Udseende; Forandringer af Kyst- landets Grændser. S.2. Siællands Gronsandslag. 'S. 68, 69. Skidnhed, om dener til i den organiske og uorganiske Natur, udenfor Mennesket? S. 44. Antages (får Kant) at findes i en håiere Grad i Naturen. 49. den musicalske, har kun sit Grund-Element i Naturen. S. 51. 52. den ideale, uafhængig af mechaniske Naturlove, ikke af Natursandheden. S. 5. 8. unaturtig, er ikke tænkelig, S. 58. Steenstrup, J. J. S., Beretning om geologisk-antiquariske Undersågelser ved Ise- Å fiord og i Jylland. S. 1—31. Bemærkninger over de i Danmark fundne Mammuths-Levninger. S. 32. Anden Beretning om geologisk-anti- quariske Undersågelser i Sommeren 1851. S.179—222, 252 Stern, M, A., hans Forklaring over persiske Inscriptioner med Kileskrift, og Ind= vendinger imod Rawlinsons. $. 118. 118. Uskiånhed, eller Hæslighed, hvorvidt den findes hos Naturvæsener. 5, 59—62. Ussing, J. L., Professor, valgt til Selskabets Medlem. S. 225. Vanddampe, om deres Anvendelse ved chemiske Undersågelser: S, 133—135. Vandets Sammentrykning, Forsåg dermed af Ørsted. S. 152. 153. og over deri herved udviklede Varme. $. 154, Videnskabernes Selskab, »dets Budget for 1851. S. 64. Regnskab før 1850. S. 65. Selskabets Commissioner og sammes Arbeider. S. 242—244.' Bedåm- melse over en af Simesen indsendt Afhandling om Hovedet." S. 140. Valgt Medlem. $. 225." Ved Dåden tabte indenlandske og udenlandske Medlemmer. 'S. 241. Forandringer derved fremkaldte blandt Selskabets Embedsmænd, S. 242. Priisopgaver for 1852; S. 244—248. Wegener, C. Fr., Etatsraad, meddeler et Mindeskrift over L. Engelstoft. S. 225. Worsaae, J. J, sr , underståttes af Selskabet til en antiquarisk Reise i Norman- diet. S, 140. Ørsted, H. C., kr og Tanker over Skyerne (sidste Meddelelse i i Selskabet). S. 40. Hans Dådsfaldå. S. 63. 164. En Malmbuste af ham opstillet i Selskabets Sal. S. 145, Mindeskrift over ham af Forchhammer. S. 146 —164. Fortegnelse over hans litteraire Arbeider. S. 165—177. Hans sidste litteraire Virksomhed. SS. 161. Hans Biographie udarbeides af Etatsraad Hauch. S. 161.- Ørsted, A. S., Geh. Conferentsraad , Selskabets Præsident, lykånskes ved en De- putation til hans 50aarige Embedsjubilæum. S. 136. Ørsted, A. S. Mag., bevilges Underståttelse til Tegninger af Dyr, fra hans Reise med Galathea. S. 35. Ostersleier, naturlige paa Bunden af et Kiær ved Aalborg. S. 183. Ostersskaller, Lag og Dynger af samme, opdagede paa flere Steder ved Strand- kanten af Landet: ved Iscfiord. $. 4—6. 205—213. Ved Meilgaard i Jylland. S. 14—16. Ved Krabbesholm ved Liimfiorden. -S: 20. Ved Aalborg S. 180—184. Tillæg til biographiske Antegnelser over Conferentsraad Schumacher, Den Afdøde var fådt den 3. Sept. 1780. use aen nar Oversigt | over det Kgl. danske Videnskabernes Selskabs "Forhandlinger dets Medlemmers Arbeider i Åaret 1852. Af Selskabets Secretair &. Forchhammer, Etatsraad og Professor. es EKjobenhavn. Trykt 13 Bianco Lunos Bogtrykkeri. dd i K-$ "ze e vw LÅ SAS s 5 syg n å sr; £ - z hj robiodtÅ- aroemmolk så etsdskelse 2 : re É LEE SST gg 3 få sadmsd LÆ El Æ rig bons.l one Er! X p AR satin Akon ry …— Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs "Forhandlinger ng dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1852. Af; Etatsraad, Professor &. Forchhammer, RE Secretair. Ar. 1. Bliss Som det i- Oversigt over Videnskabernes: Selskabets Forhand- linger for Aaret 1851, under Mådet den 5te December, er bemærket, meddeles her det af Etatsraad Geheimearchivarius Wegener i samme Måde holdte Foredrag, biographiske Anteg- "nelser over Selskabets afdåde Medlem, Conferentsraad. Laurids Engelstoft. Det Kongelige Videnskabernes Selskab har i denne Aften . villet håre nogle Mindeord over et af dets ældste og anseeligste Medlemmer, afdåde Conferentsraad Engelstoft, og Selskabets Se- eretåir har anmodét mig om at forelæse disse. Der var meget, som maatte gjøre mig. det. betænkeligt at paatage mig dette Hverv; ahi jeg vidste. forud, at jeg under jer … "ad Omstændighederne ikke vilde kunne raade over den Tid og de Kræfter, som Arbeidet fordrede, og jeg erfarede snart, at, jeg forgjeves vilde såge de” Oplysninger og Forarbeider, der ellers pleie at være paa rede Haand", Men da jeg efter gjentagen Anmodning maatte betragte denne Gjerning som en Pieteispligt fra min Side mod den Afdåde, kunde jeg saameget mindre nægte min ringe Tjeneste, som jeg var overbeviist om, at den, der adlyder dette Pligtbud, altid tår vente sig Overbærelse, allermeest i dette Samfund. : Jeg har.da nedskrevet. de fålgende Ord saaledes, som det under Omstændighederne var mig muligt?, Jeg har givet dem Formen af ganske simple biographiske Antegnelser, — ogsaa fordi jeg ikke burde tilstede personlige Fålelser nogen over- veiende Indflydelse paa et Foredrag som delte. Laurids Engelstoft er fådt den anden December 1774 i Gislum, mellem Hobro og Løgstér, hvor hans Fader, Provsten Magister Christian Engelstoft, gift med Eleonore Hedvig Lillelund, dengang var Sognepræst?, Med sin Fader flyitede han i sit femte 1' I Ordens-Capitulets autobiographiske Samlinger fandtes Intet) fra' den Afdådes Haand om hans egen Person, — hvilket i andre Henseender er ret mærkeligt. Familien har saa godt som intet kunnet levere af skriftlige Opteg- nelser. Med Undtagelse af nogle ganske faa Breve fra en ældre Tid, som jeg tilfældig viis erholdt Kundskab om og Tilladelse til at benytte, samt enkelte Nø=- titser fra forskjellige Sider, hvorom nedenfor paa vedkommende Steder skal " aflægges Regnskab, have adspredte Efterretninger rundt om i trykte Båger været mine Kilder, — som til en forlængst afdåd Mands Biographie. En Deel skylder jeg vel mit eget næsten trediveaarige Bekjendtskab med Conf. Engelstoft; men i to og tyve Aar af denne Periode levede jeg langt fra ham og saae ham kun enkelte Gange. 2 Foredraget åftrykkes her, ifålge Selskabets Bestemmelse, i den Omfang, - hvori det oprindelig af mig var udkastet;. men i Mådet: selv, . den. 5, December 1851, kunde, med Undtagelse af ovenstaaende Indledningsord, blot et Uddrag deraf meddeles, paa Grund af den Tidsgrændse, der er bestemt for en enkelt Oplæsning. 3 Ifålge Gislum Kirkes! Ministerialb og er han ved Hjem» medaaben paa sin Fådselsdag kaldet: ,Lars', og frembaaret i Kirken. d. 16 December. Han hed altsaa ikke Laurids Struch, som Nogle have villet. Selv skrev han sig stedse: Laurids”, : 3 . Aar til Vive og.i sit tolvte Aar til Næsborg Præstegaard"; i ham hayde han. sin. første fortræffelige Opdrager og Lærer. Magister Engelstoft, en Discipel af den bekjendte Aal- borgske Rector "Ludvig de Hemmer, var en udmærket Mand baade som Præst i sin Menighed og som Lærd i sit Studere- kammer: Han var en”nidkjær Religionslærer i Ord og Gjerning, en Tråst og Ståite for de Faltige og Ulykkelige i sin Kreds”, Han bevarede derhos i den afsides Præstegaard. sin Ungdoms Kjærlighed til de classiske Studier, navnlig til det latinske Sprog, som han behandlede med Lethed og Færdighed mundt- lig og skriftlig, i bunden og ubunden Stiil, og han havde i ”" mange Aar ligesom en Skole i sit Huus, hvori han med Lyst og Held underviiste unge Menneskerf. I sin Virkekreds nåd han en Anseelse, som blandt Almuen endog steg til en Tro paa hans Magt og Herskab over onde Aander, der vilde gribe ind i de jordiske Forhold”. Laurids Engelstoft forblev i sin Faders Huus og Skole næsten til sit femtende Aar og dannedes ved hans Underviisning og efter hans Månster. Af Naturen begavet med -herlige Evner, Flid og Lærelyst, "gjorde han hurlige Fremskridt og tilegnede sig .i en ung "Alder især den Færdighed og Smag i Brugen af Romersproget, der fulgte ham gjennem hele Livet, I sin Fritid blandede han sig gjerne mellem Landsbyens Ungdom: snart sad han hos: denne i Skolen, hårte og spurgte den, snart opli- vede han ved sin Munterhed dens barnlige Lege, snart uddeelte han Smaagaver til fattige Born. Bønderne holdt derfor ret meget af deres Provsts fiintbyggede, lyshaarede og livelige Son?, Udenfor denne snævrere Kreds saae han vel stundom sine For- 4 (Tauber) Saml. af biogr. Notitser om A'alb. Kathedralsk. Disc. 1H.S.31..— 5 Medd.afPastor Haar i Næsborg, som anfårer " adskillige Exempler derpaa. — 6 Kjoåbenh. lærde Efterr. 1803. S. 110 —111. — 7 Thiele, Folkesagn II. 170. — 8 Engelstoft selv til- skrev sin. Faders Underviisning dette. — 9-Medd, af Past. Haar i Næs— borg. 1% ældres nærmere Omgangsvenner, saasom Præsten Zahrimanns i Tisted, Præsten Bierums i Torup Præstegaard, enkelte Familier i Hobro"%, af og til formodentlig ogsaa Herskabet paa Norager- gaard, der netop i Engelstofis Fådselsaar ved Arv var tilfalden Grev Rosenkrone. Thi dennes afdåde Broder Conferenisraad Rosenkrone havde boet paa Nåragergaard og væsenlligt bidra- get fil, at hans Fader havde erholdt Gislum Sognekald!", og Grev Rosenkrone fulgte med Opmærksomhed Engelstofts tid- lige Fremgang og Udvikling Ved en offentlig Skoles mere alsidige Underviisning vilde Provst Engelstoft, at hans Såns Skoledannelse skulde fuldendes, og Valget faldt naturlig paa Randers. Denne Skole havde ved Rector Mag. Schidth undergaaet den fårste Reform, da en Con- reclor var bleven ansat og en ny Bygning kjåbt og indrettet; den havde derhos nylig faaet en ung og dygtig Rector i Magi- ster Peder Estrup””, og denne Rector var Provst Engelstofts Såstersån, Pleiesén og Discipel: Grunde nok til at vælge Randers Skole fremfor andre. Ifålge denne Bestemmelse blev da Lau- rids Engelstoft i- Efteraaret 1789 paa en særlig Søndag con- firmeret'i Næsborg Kirke. Confirmationen var tillige en Afsked. fra det fædrene Huus, og — endnu lever i denne 'Egn Mindet om hiin Dag og om den ærværdige Provsts bevægede Forma- ningstale: ,Min Sån, bliv viis og glæd din Faders Hjertet, I Randers latinske Skole blev Laurids Engelstoft opta- 10 Ifålge Medd. af Past. Larsen i Gislum. var Engelstoft d… 16 Decbr. 1774 bleven frembaaret i Kirken af Mad. Zahrtmann i Tisted; Fåd- derne vare Hr. Knud Bierum, Hr. Wedege i Hobro, Hr. Weigner, Mad. Lyngby og Jfr. Esmann. Zahrtmann og Bierum vare Gislums Nabopræster mod Øst og Vest i Tisted og i Farsé (Præstegaard i Torup); see Bitzows Calbodltiga Calender 1775, S. 47—48, Af "Navnet Wedege vare der to Mænd i Hobro, den ene Veier og Maaler, den anden Kjåbmand, ifålge Dan- marks Speil for 1770, S, 577—78, — 11 Håst, Clio, II. 41, 43. Lærde Efterr: 1803, $. 111. — 12 Galthen, $.161. Stadfeldt, S. 213. Elem- mer, Efterr. om Randers Skole, I. 6—8. II. 23—26. — 13 Medd. af Past. Haar i Næsborg. 5 get den fjortende October 1789, indtraadte;strax i Mesterlectien, og erholdt allerede i det fårste Aar Skolestipendium"",… . Ogsaa her vandt han sine Læreres Tilfredshed og gjorde saadan Frem- gang, at han efter halvandet Aars Forlåb fandtes moden. til den academiske Underviisning. Ved Paasketid 1791 afgik han til Universitetet, opnaaede ved første Examen bedste Character med offentlig Udmærkelse og blev den anden Mai immatriculeret som "academisk Borger. Ved denne Leilighed valgte han til Privatpræceptor, ligesom strax betegnende Retningen af sine tilkommende Studier,” — Abraham Kall%, 2. Ved Universitetet tildrog Engelstoft sig meget tidlig baade Professorernes og sine Medstuderendes særdeles Opmærk- somhed. Blandt hine maa strax nævnes Abraham. Kall, Riisbrigh og Baden; blandt disse Jacob Aall og Bérge Thorlacius, der i samme 'Åar vare blevne Studenter. Det er rimeligt, at Forbin= delsen med den sidste blev indledet ved deres fælleds ;Hengi- venhed. for Rector Estrup, hvem Thorlacius havde havt til Lærer i Frue Skole og altid bevarede en stor Kjærlighed for”, I det "forste academiske Aar fuldendte Engelstoft. den philologisk- philosophiske Examen ligeledes med Udmærkelse ", Han valgte" derefter Theologien til: Brådstudium, som man siger, og hårte i halvtredie Aar Horneman, Moldenhawer, Balle og Miinter, nærmest med Hensyn paa den .iheologiske Embeds- examen. Balles Forelæsninger over "Kirkehistorien og Molden-= 14 En Protocolved Randers Skole, indrettet 1758 ifålge Forordn. af 23 Juli 1756, 4de Art., viser Datum for Engelstofts Optagelse i Skolen , og en Bog over Stipendiernes Distribution har den 6te Octbr. hans egenhændige Qvittering for 10 Rd. for Aaret 1789—90, hvorimod Rector Estrup G den 8de Novbr. 1791 paa hans Vegne har modtaget 10 Rd. for Aaret 1790— 91. Medd. afRector Thortsen. Naar derimod hiin Protocol angiver d. 10de Septbr, 1774 som Engelstofts Fådselsdag, saa er dette en besynderlig Urigtig- hed. — 15 F. Barfod, Danm. Geistl. I. col. 152. II. col. 119. Univers. Matr. i Consistor. Arch. — 16 Thorlacii Autobiogr. MS. i Ordens-Capitu- let, Flemmer, Efterr. om R. Skole, II, 26, — 17 Barfod, ovenanf. St. 6 hawers over den hellige Skrifts Exegese stode dengang i' stor Anseelse, hine for deres grundige Lærdom, disse tillige for deres Smag og Elegance. Ogsaa Moldenhawers og Miinters latinske Disputere-Ovelser vare meget opvækkende og fandt megen Deeltagelse hos de unge Studerende!”, Engelstoft benyttede med Flid denne Veiledning; han knyttede derhos med de meest udmærkede af sine Jævnaldrende en selskabelig og videnskabelig Forbindelse, som ligeledes havde den gavnligste Indflydelse paa hans Uddannelse. Fremfor alle vare Børge Thorlacius og Peter Erasmus Miller, hvilken sidste et Aar senere var bleven Student, men hurtigt stod paa lige Trin med de ældre, hans fortrolige Venner og Deeltagere i de fælleds Studier. Ogsaa Jacob Aall og senere Jacob Neumann hårte til denne engere Kreds?9, Engelstoft var blandt disse unge Mennesker udentivivl den mindst formuende; men hans Kundskaber og Talenter anbefalede - ham ikke alene til de academiske Beneficier, men aabnede ham overhovedet Forbindelser, hvor saadanne Egenskaber kom i Be- tragtning. I Februar 1795 erholdt han Plads paa Walkendorfs Collegium og nåd det dermed forbundne Stipendium??, og kort efter, den trettende April, blev han udnævnt til Alumnus i del saakaldte Communitet?,” Ved private Informationer erhvervede han sig en Deel af sine Fornådenheder, og det er vel ogsaa rimeligt,” at Grev Rosenkrone pda en eller anden Maade underståttede ham. Vist er det, at han allerede i sine fårste Studenteraar ofte . kom i Rosenkrones Huus og der var agtet og vel anseet. Saaledes nærmede sig Tiden, da de egentlige academiske Læreaar skulde sluttes med en Embedsexamen. Engelstoft og Thorlacius fortsatte udentvivl ved Siden af deres theologiske 18 Thorlacii Autobiogr. MS. — 19 Selmer, Necrol. Saml., 1848 —1849, Side 269, vise, at denne Forbindelse med Neumann ikke kan have været tidligere end Eftersommeren 1794. — 20 IfålgeProtocollen i Col- legiets Archiv. — 21 Badens Univ. Journ. IV. 53. V. 25. ; 7 Studier ogsaa andre, hvortil de fålte stårre indvortes Kald, Thorlacius navnlig philologiske ogEngelstoft historiske; idet- mindste vedligeholdt Engelstoft stedse Forbindelsen med Abraham Kall. - P. E. Muller ilede derimod mere lige til Maalet. Men ålle tre bleve ved Omstændighederne forsinkede, da de allerede syntes at være det nær. Muller mistede i Februar 1795 sin Fader, og i Juni-indtraf en almindelig Forstyrrelse i alle Forhold i Hovedstaden. - Fredagen den femte Juni spiiste Engels- toft til Middag hos Grev Rosenkrone ved Frederiksholms Ka- nal”; derfra saae han Udbrudet af den paa Gammelholm op- komne Ildlés, som faa Timer efter nåaede Smaagaderne i Byen samt Nicolai Kirke, og paa tredie Dag ådelagde Alting lige til St. Pedersstræde og Volden. "Walkendorfs Collegium. var een af de sidste Bygninger, som brændte den. syvende Juni, saale- des at. kun nederste Etage,. Auditoriet og Bibliotheket inde i Gaarden stodeé tilbage%. En. Consistorii-Beslutning af tiende Juni bestemte i Overeensstemmelse med Fundatsen, at Alumner- nes Stipendier fra October skulde tilbageholdes og. anvendes til Bygningshjælp. . Engelstoft var saaledes brandlidt og huus- vild, og under denne Oplåsning af al Orden reiste han med Neu- mann til Jylland, hvor han meest. hos sin Fader tilbragte en Deel af Sommeren%, Medens han var borte, fuldendte hans i åconomisk. Henseende heldigere Venner med Udmærkelse deres Examen: Jac. Aall i Juli, P. E. Miller i October 1795%, Ved denne Tid var Engelstoft igjen i Kjobenhavn for 22 I Gaarden Nr. 237, den Hjelmstjerneske Gaard, som nu tilhårer Excell. Overkammerherre Stemann, — 23 Univ. Journ. IIL 122, Saavidt man af Collegiets Protocol kan slutte, var det nu ganske forladt af de Studerende, og kun. Auditoriet beboedes imidlertid af en brandlidt Familie, — 24 Sel- mer, Necrol, Samling. 1848—1849, S. 269, — 25 Univ. Journal II. 176. I Millers Autobiogr. MS. bemærkes, at den store Ildebrand bragte ham den Fordeel, at hans afd. Faders store Gaard paa Kjåbmagergade derved steg i Prisen saaledes, at han — tildeels ved sin ældre Broders Ædelmodighed -— fik en Arv af nogle tusinde Rigsdaler. — 26 Protocollen i Coll. Arch. Fk. AR at naae det samme Maal. I October modtog han-sin Distribu- lion som Alumnus paa Walkendorfs Collegium; i -November blev Krandsen sat paa den nye- Bygning. Alumnerne flyttede ind, efterhaanden som deres Værelser bleve færdige, og då den nederste Etage, hvor Engelstoft boede, ikke havde lidt me- get”, tog han formodentlig i Låbet af Vinteren sit Værelse i Besiddelse. Imidlertid var Thorlacius oppe til theologisk At- testats i Januar 1796, Engelstoft og Neumann i April næst- folgende. De to fårste bleve udmærkede, den sidste erholdt bedste Character %, 3. Efterat have fuldendt det academiske Cursus, kunde Engelstoft med større Frihed følge sin Tilbéielighed for histo- riske Studier, Livet paa det nye Walkendorfs Collegium var ham meget behageligt og bragte ham i Forbindelse med Alumner, hvis Venskab var ham kjært. Saadanne vare den noget ældre Jacob Thomsen, der i sin Ungdom syslede med den critiske … Philosophie og Pædagogiken, og Svend Brun Juul, der interes- serede sig for de historiske og geographiske Videnskaber og kom meget i Abraham Kalls” Huus”, Imidlertid tilbåd den aar- lige Coøncurrence for de academiske Priismedailler, der vel tid- ligere havde været aabnet,. men dog fårst i det Aar, da En- gelstoft blev Student, fik”sin nærmere Organisation”, de unge Studerende en Opfordring og Veiledning til at forsåge deres Kræfter, og de tre fortrolige Venner, der omtrent samtidig havde taget Embedsexamen, synes at være komne- overeens om at ville bruge deres fårste Candidataar til at bearbeide hver sin 27 Badens Journ. V. 105. 106. — 28 Badens Journal IV. 87. 88. — 29 Om Forholdet til Thomsen paa Collegiet vidner et Brev af 28 og 30 Sept. 1799 fra denne til Thorlacius og Engelstoft i Paris; og om Forholdet til Juul tvende Breve af 16 Juli 1798 og 6 Juni 1800 fra Engelstoft til Abr. Kal. — 30 Badens Journ. I. 9—10. Engelstofts Efterr. om Kbhvns Univ. 1823. S. 25—26.. 9 … af de Priisopgaver, som i Begyndelsen af Aaret 1796 våre udsatte: Miller den theologiske, Thorlacius den philosophiske og Engelstoft den historiske”, En noget yngre Student, der ikke hørte til deres nærmere Kreds, havde allerede Mod til det samme og. valgte den æstheliske, Del var Hans Christian Orsted. Medens Engelstoft var beskjeftiget med dette Arbeide, kom han i en Fristelse, der ligesom skulde vise, om han var fast: paa den betraadte videnskabelige Bane. Bårglum Sognekald var ledigt eller vilde meget snart blive det, og Grev Rosen- krone, som havde Kaldsret og formodentlig haabede at udvirke en Venia ætatis for Engelstoft, tilbåd ham samme, En- gelstoft synes at have vaklet; idetmindste ilede han med at aflægge de practiske Préver, Dimisprædiken og Catechisation, den attende Juni, altsaa neppe to Maaneder efter Attestatsen%, Men — Haabet om en mere tiltalende Virksomhed i sin Tid ved Universitetet seirede over denne Fristelse: Joh. Chr. Al- brechtsen blev Præst i Bårglum%, og Engelstoft arbeidede rolig paa sin Priisafhandling. Muller, der tidligst havde fuldendt Embedsexamen, og mindst blev forhindret ved andre Omstændigheder, var alle- rede i August 1796 færdig med sin Afhandling; men Engels- toft, skjoåndt han først i April alvorligen havde kunnet begynde paa dette Arbeide, naaede dog Maalet i rette Tid. Ved. Uni- versitelsfesten, der holdtes den fjerde Februar 1797 i Anled- ning af Kongens Fødselsdag, blev Dommen udtalt, og hver af de nævnte fire unge Studerende erholdt Prisen for den af ham indsendte Afhandling?f, ;Engelstofts handlede om Qvinde- kjonnets borgerlige og huuslige Kaar hos Skandinaverne i Old- 31 Badens Journ, IV. 90. Den philosophiske var egentlig philologisk. — 32 "Efter mundtlig Meddelelse. — 33 Barfod, Danmarks Geist- lighed I. c61.-252. "II, 119. For Prædiken fik han laudab.,. for Catechisation laud. et qu. egregie. — 34 Kaldsbrev af 18 Aug. -confirmeret den 2 Septbr. 1796. — 35 Autobiogr. MS. — 36 Univ. Journ. V. 32— 33. 10 Sme me me tiden, var skrevet paa Latin og blev Grundlag for hans et Par Aar senere udgivne Skrift over samme Emne. Der var hidtil ligesom en ædel Væddestrid mellem En»= gelstoft, Thorlacius og Miller, og den vedblev fremdeles, idet de Skridt for Skridt fulgtes ad.- De vare nu alle til samme Tid sysselsatte med at udarbeide Inauguraldissertalioner for Ma- gistergraden eller, som man dengang til nogen Førargelse for Jacob Baden” begyndte at sige, — for Doctorgraden i Philo- sophien. Miller havde allerede "begyndt i August forrige Aar?8, umiddelbart efter Fuldendelsen af sit Priisskrift, og havde saa- ledes ogsaa Tiden forud for sine Venner; han prædikede for Dimis den toogtyvende April og disputerede den tiende Mai 17972. Thorlacius og Engelstoft vare. endnu ikke saa vidt fremrykkede. Den førstnævnte forberedede .sig desuden sam- tidig til den philølogiske Skoleembedsexamen; Engelstoft havde ikke nøgen Hindring af den Art: han fandt i Sommeren 1797 Tid til at gjåre en Fodvandring i det nordlige Sjælland med Neumann; han nåd sin Fribolig paa Collegiet, hvor: han fra Paaske til Michelsdag var Inspector Horti??, og han havde der- til en liden Indtægt, som han ikke kunde have gjort Regning paa. Det var, som ovenfor bemærket, strax efter Branden be=- stemt, at Distributsen skulde ophåre -fra Efteraaret 1795; men da navnlig Jacob Baden og Riisbrigh offentlig opfordrede ældre Walkendorfianere til at komme de nuværende Alumner tilhjælp, da adskillige virkelig adlåde denne Opfordring, og da lige- ledes Communitetet tilstod Collegiet et Laan, saa erholdt de brandlidte Alumner i Foraaret 1797 Erstatning for halvandet Aars ikke oppehbaarne Distributs og om Efteraaret ligelédes den 37 Univ. Journ. IV. 185. V. 188—89, VI. 186. VIII. 186. Pram synes at have sat Spårgsmaalet i Bevægelse nogle Aar i Forveien i Minérva for 1790 III. 327— 28. — 38 Autobiogr, MS. — 39 Barfod, Danm. Geistl., I. 251. Badens Journ, V. 141. — 40 Selmer anf. St. $., 171, — Proto- col i Collegiet, ; 11 da forfaldne Distributs”, Denne Hjælp, 'skjondt i sig selv ikke meget betydelig, kom dog Engelstoft vel tilpas, medens han arbeidede paa sin Dissertation. Thorlacius tog Skole-Embeds- examen den tyvende og eenogtyvende September og disputerede den sjette October; Engelstoft var den eenogtyvende Juli dispenseret- for Magister-Conferenisen og disputerede den sy- vende October 1797%, Hans Afhandling: de Hieronymo Stri- donensi tår medrette kaldes et af de" smukkeste academiske Skrifter af denne Slags, og den blev offentlig erkjendt som et saadant i critiske Tidsskrifter saavel hjemme som i Udlandet. 4. "Og en Anbefaling, der kunde berede de tre unge Doc- torer en god Modtagelse i Udlandet, var dem dengang vigtig; thi de nærede alle det Onske at kunne besåge fremmede Universiteter. Miller havde allerede i Foraaret 1797 gjort Ud- vei til de fornådne Midler: af Geheimeraad Rosenkrants og Admiral Løvenérn havde han faaet det Rosenkrantsiske og Elersenske Reisestipendium; selv eiede han deels lidt af sin Fædrenearv, deels to ham testamenterede asiatiske Actier, hvis Udbylte i de Aar var betydeligt. Han forlod altsaa Kjåben- havn i Sommeren 1797, og med ham fulgte Jacob Aall for det forste;til Kiel, og efter nogle Maaneders Ophold der, hvor Hofman-Bang stådte til dem, over Berlin og Dresden i Sep- lember Maaned til Leipzig?”, Thorlacius og Engelstoft vare dengang 'endnu ikke færdige med .deres Arbeider hjemme; men deres Venner stræbte at tilvejebringe, hvad en Reise vilde fordre. ; Man synes dengang at have anseet en Sum af otte hun- drede Rigsdaler dansk Courant for passende og tilstrækkelig til en ung Videnskabsmands Underholdning i et Aar ved Udlan- 41 Univer. Journ. III: 122—23. V. 106, og Distributs-Protoc. ; Colleg. — 42 Univ. Journ. V. 141—42. 188—89. 190, — 43 Millers Autobiogr. MS. 12 dets Universiteter. Thorlacius erholdt Tilsagn om fire hundrede Rigsdaler aarlig af Fondet ad usus publicos, og ligesaameget af sin Fader og sin Morbroder Riisbrigh, Halvdelen af hver %, For Engelstoft blev en formodentlig lignende aarlig Under- ståttelse samlet deels ved Universitets-Stipendier, deels af Fon- det ad usus publicos, deels ved Grev Rosenkrones og maaskee Hertugen af Augustenborgs Bidrag %, Engelstoft'og Thorlacius vilde fålges”ad i Udlandet lige- som Aall og Miller, og da Doctorgraden var vundet, Reise- Omkostningerne tilveiebragte, længtes de efter at komme afsted Thi det led imod Vinteren. De åvrige Forberedelser gik fra Haanden i det muntreste Lune, og — endnu i Engelstofts senere Aar kunde han glæde sig ved at tilbagekalde Erindrin- ger fra denne Ungdommens og Haabets Tid. - Til Forberedelserne hårte det, at tage Afsked i Byen og Omegnen. Der var et Sted, hvor Engelstoft i sine Studen- teraar meget kom, — Greve Præstegaard, tre Miil fra Kjåben- havn, hos sin Farbroder Jens Nicolai Engelstoft”, Ofte kjårte han derud med Bønder, som havde været i Byen, og under- veis underholdt han sig med. dem ved naive Samtaler, der altid morede ham. Paa en af disse Toure, formodentlig i Aaret 44 Thorlacii Autobiogr. MS. — 45 Disse Oplysninger 'har jeg hentet af tilfældige Yttringer i utrykte Engelstoftske Breve. Et Brev af 27 April 1799 nævner udtrykkelig 200 Rdår. af Kassen ad usus publicos, to Universitets Stipendier, 100 Rdlr, fra hans Fader (der dog synes at have været et Laan eller Forskud) og ,,et Taksigelsesbrev til Hertugen. Et andet Brev af 1 Juni s. Å. omtaler bestemt 260 Rdiår. af hans Stipendier og ved Siden deraf igjen de 200 Rdir. af Fondet. I et tredie Brev af 21 Juni s. A. hedder det, at han i September faaer Penge fra Rosenkrone. Dog er det noget tvivlsomt, om, Engelstoft strax ved Afreisen havde Underståttelsen af Fondet; thi i et Brev af 23 Marts 1799 fra Minter lykånsker denne ham til den,,Pension af 200 Rdlr. i to Aar”, som han havde faaet. — De Vexelerere, paa hvilke de i Paris modtoge Anviisninger, nævnes i Brevet af 1 Juni: Perigourd og Texier. — 46 (Tauber) Saml. af biogr. Notits. I; 32 lader ham dåe 1798; men Barfod, Danm. Geistl. I. col,. 204—5 siger, at Mellerup blev efter Ind- stilling af Kjåbenhavns Magistrat Sognepræst i Greve den- 30 Sept. 1796. 13 1792, da Pontoppidans Forklaring skulde aflåses af Balles Læ- rebog, havde den ærlige- Bøndemand begyndt Conversationen saaledes: ,Der siges jo nu, at vi skulle have en ny Tro.£ Saa? - svarede Engelstoft, det har jeg dog ikke hårt. ,Ja, da sige de Pinnedåd det — Hyp!£ gjensvarede Bonden, idet han gav sine Heste et Smæk, og dermed vare hans Betragt- ninger «over den Sag tilende. Nu var Engelstofts Farbroder dåd, men Eftermanden Mellerup ægtede hans Enke, og Præste- gaarden vedblev at være et kjærtSted”, hvor der ogsaa skulde siges Farvel. Thorlacius, maaskee ligeledes Neumann for Sel» skabs Skyld, fulgte med. Ogsaa fra dette Besåg havde En- gelstoft i senere Dage den Fortælling, at en tilstedeværende gammel Mand, idet de unge Magistre kjårte ud af Gaarden, havde brugt det moersomme Udtryk: yder kjårer mæn et lærdt Læs! Det var' den glade Stemning, hvori Indtrykket af saadanne Ubetydeligheder blev oplaget, -der bevarede Mindet om dem og gjerne kaldte det tilbage. i II, IT November 4797 tiltraadte Engelstoft og Thorlacius deres Reise. De gik fårst til Kiel, hvor de .opholdt sig en kort Tid, hospiterede hos Reinhold, der foredrog den critiske Phi- løosophie, og fik Leilighed til at see Mænd, der havde europæisk Navnkundighed, Dumouriez og Lafayette. Her skrev Engels- toft den'fireogtyvende November 'det fårste af den lange Brev- række; som Neumann et Aarstid senere lod trykke”, Fra Kiel droge de over Eulin, Lybek og Altona til Hamborg, som de efter nogle Dages Ophold forlode den femte December. Rei- "47 VedProvst Fr.Dan.MellerupsJordefærd (Kbhvn. 1847), S. 8. 1 I. Neumann, Danskes Reiseiagttagelser, I. 35 fgg. Andet Brev fra Hamborg den 4 Decbr. smsteds S. 46 fg. AR , sens fårste Maal var egentlig Gåttingen. De passerede Elben den sjette December og kom over Lineborg til Brunsvig, hvorfra de gjorde en liden Excursion. til Helmstedt og hårte et Par Forelæsninger hos Hencke, til hvem de af Minter vare anbefalede. Derefter gik Reisen fra Brunsvig over Wolfenbattel, Seesen og Nordheim directe til Gottingen, som nu i meer end tre Fjerdingaar blev deres faste Hjem. Derfra skrev Engels- toft den nittende December sit tredie Brev til Neumann?, som hjemme i Kjobenhavn var sysselsat med Bearbeidelsen af den academiske Priisopgave i Theologien?. Gåttingen var dengang en Samlingsplads for Tydsklands beråmteste Lærde. Der levede Planck, Eichhorn og Reuss, Heyne, Schlåzer og Gatterer, Tychsen, Blumenbach og Lichten- berg. Gåttingen var tillige Samlingspladsen for unge Studerende af alle Nationer fra det nordlige og dstlige Europa. Dets Be- . Tømthed lokkede fornemme Junkere med deres Hovmestre; dets Billighed tillod ogsaa fattige Studenter at såge derhen. En- gelsteft hårte her vistnok fornemmelig historiske og philolo- giske Forelæsninger, og sluttede sig især til Heyne og Reuss, der aabnede ham den frieste Adgang til Gittingens beråmte Bibliothek”; thi Historien var hans Hovedstudium, og Bibliothe- kets: Rigdomme vare ham nødvendige ved Omarbeidelsen af hans Priiskrift om Qvindekjonnets Kaar i den nordiske Oldtid, som han havde isinde at udgive. Men ved Siden deraf begyndte han allerede strax i Golttingen ligesom at efterhjælpe, hvad Skolen og det propædeutiske Cursus ved Universitetet hidtil havde ladet ham mangle i almindelig videnskabelig Dannelse: saaledes hårte han navnlig medicinske eller anatomiske Fore= læsninger hos Osiander og botaniske hos Blumenbach>5,… I disse Videnskaber blev han vistnok aldrig andet end Dilettant; men 2 Anf. Si. S. 56.fgg.. — 3 Badens Journ. VI. 8—9, -— 4 For- talen til Bogen om Qvindekjånnet, — 5 Mundtlig Meddelelse, 15 han beholdt stedse stor Interesse for dem, ' og endnu i senere Aar botaniserede han gjerne paa Fødvandringer. Mod Vinterens Slutning foretoge Engelstoft og Thorlacius en Excursion paa kort Tid til de mærkværdigste omliggende Steder. De gik den ellevte Marts 1798 over Heiligenstedt, Mihlhausen, Langenzalza og Erfurt til Weimar og Jena. I "Wei- mar traf de Herder, Goethe, Wieland, Bottiger og Falck, af hvilke den første overraskede dem ved nogen Kjendskab til det danske Sprog, den anden derimod var vanskelig at faae i Tale, da han for det meeste var ved Hoffet. Jena var Ho- vedskolen for den critiske Philosophie efter Fichtes System, og havde derhos andre beråmte Lærere i Griesbach, Paulus, Ilgen, Schulz, Hufeland og flere”, Derfra droge de over Naumburg, Weissenfels, Lutzen og Leipzig til Halle, hvor de lærte at kjende Niemeyer, Nåsselt, Wolf, Jacobs, Forster, Sprengel og Andre”. I Foraaret 1798 vare de atter i,Gåttingen. Her stådte efterhaanden flere Landsmænd til dem, saasom Jac. Aall, Sverdrup og Hofman-Bang fra Leipzig og strax efter P. E. Miller fra Jena, hvor han siden Nytaar havde hørt Fichte og IlgenE, Gåttingen blev i den samme Sommer ogsaa besågt af beråmte fremmede Lærde, Faujas de St. Fond og Mathema- tikeren van Marum. De unge Danske lode Fornéielser afvexle med Arbeide: i Begyndelsen af Juli gjorde saaledes Engels- toft med sine Landsmænd en Fodtour til Hameln og Pyrmont, hvor han fandt Leilighed til at hilse paa Hertugen af Augusten- borg, og efter Tilbagekomsten til Gottingen 'gav han sin Vel- ynder Abraham Kall en vidtloftigere Beretning om denne Udflugt. Engelstofts Breve havde allerede i denne Periode den samme stilistiske Courtoisie, som stedse udmærkede dem: ,At jeg i 6 Neumanns Dan. Reise-lagttagelser I. 72 fg. fjerde Brev, fra Jena den 14 Marts.1798, — 7 Anf. St. S, 262—84, tvende Breve (det femte og sjette) til Neumann, fra Leipzig og Halle. ”-— 8 Millers Autobiogra- -phie MS. | 16 saa lang Tid — saaledes begyndte han den sextende Juli Brevet til Kal — ikke har givet»mig den Frihed at skrive Dem til, ville De ikke tillægge nogen Ligegyldighed eller Skjådeslåshed : jeg veed Intet i Kjåbenhavn, som jeg uophårlig erindrer med mere Varme end Dem og Deres elskværdige Familie, og jeg kjender ingen behageligere Forreining end at kunne bevidne Dem disse Fålelser saa ofte som muligt£?, I den samme elegante Stiil tilendebragte Engelstoft i denne Sommer den danske Omarbeidelse af sin Afhandling om Qvindekjonnet, undertegnede Fortalen den tredivte September og sendte sit Manuskript til ;Kjåbenhavn for at trykkes. En antiquarisk Undersågelse i saadan Form havde man neppe får seet, og Neumann, der udentvivl besårgede Correcturen, foreslog at udgive Bogen som — Nytaarsgave for Damer”?, Denne Idee blev ikke fulgt;" derimod havde Engelstoft, maaskee «under Besåget i Pyrmont, erholdt Tilladelse til at maatte dedicere sin - Bog til.Louise Augusta. Den udkom ved Begyndelsen af Aaret 1799, prydet med hendes Navn, og blev modtaget med almin- deligt Bifald. 2. Kort efter Fuldendelsen af dette Arbeide gjorde En - gelstoft og Thorlacius sig færdige til at forlade Gottingen. De havde tidligere havt den Tanke .at skilles ad; "den fårste vilde til Paris, den anden til Italien. Men da de franske Trop- per dengang holdt Rom besat og truede Neapel, forandrede 9 Detutrykte Brev tilhårer Registrator Kall Rasmussen. — 10 Thor- acii Dagbog ved dén 13 Novbr. 1798 MS. "Dette Haandskrift gaaer fra 11 Octbr. 1798 til 15 Febr. 1799, Fraden Tid af blive Thorlacii Regnskabs- båger en vigtig Kilde. De gaae fra d. 24 Octbr. 1798 til 30 Juni 1800 og ere i Begyndelsen alene Regnskabsbåger; men fra den Tid af, da Dagbogen ophårer, indeholde de mange korte Notitser. Begge disse Haandskrifter lige- som en Deel af de Breve, der ere eller ville blive benyttede, har jeg Hr: Skule Thorlacius i Justitsministeriets Archiv at takke for Benyttelsen af.” Fra såmme Haand ere ogsaa alle de nedenfor anfårte Breve til Thorlacius. ar Thorlacius sit Forsæt og fulgte Engelstoft", Hofman-Bang var allerede i August draget til Paris, hvorimod Muller og Aall endnu nogen Tid bleve tilbage i Gåttingen. Denne Reise til Paris blev af Engelstoft og Thorlacius benyltet som en passende Leilighed til at gjére sig bekjendte med Nederlandenes og Belgiens videnskabelige Stiftelser. Den ellevte October 1798 tiltraadte de Reisen, ledsagede til Drans- feld af Sverdrup??”, og naaede samme Dag eller Aften over Minden til Cassel, hvor de opholdt sig et Par Dage og af den derværende franske Gesandt eller Commissair Simon erholdt hver sit paa to Maaneder gjældende Pas til Paris. Derpaa droge de over Lichtenau, Paderborn, Warendorf, Minster og Arn- heim til Utrecht, hvor de standsede en kort Tid for at betragte et Universitet, der endnu ganske havde beholdt den gamle Form. Tildeels paa de saakaldte Trekschuiter tilbagelagde de den smukke Vei mellem Utrecht og Amsterdam, hvorfra Engels- toft den fireogtyvende og niogtyvende October atter gav Jacob Neumann i Kjåbenhavn et Capitel af sin Reisebeskrivelse%, Omirent en Uge dvælede de i Hollands Hovedstad, og gik. der- paa over Haarlem til Leyden. De besøgte Universitetsbibliothe- ket. .Jeg eftersaae — skrev Engelstoft samme Dag, den forste November, til Neumann — et Par til vort -Fædrelands Historie henhérende Manuskripter. Det ene havde den Titel: Theodori Jonæ scriptum de herbis. Islandicis latine, cui deinde aliquid annectitur anglice, og det bestaaer af to Breve, skrevne 1651 og 1656 fra Hitardal, hvor Forfatteren var Præst. En engelsk Doctor Thomas, Gud veed hvilken, havde udbedet sig adskillige Efterretninger til Islands Naturhistorie og opgivet 117 Thorlacii Autobiogr. MS. — 12 Thorlacii ovennævnte Dagbog MS. Her omtales ogsaa en Bang, der ,red foran" og fulgte dem til Cassel, hvor de toge Afsked med ham. Jeg er i Tvivl om, hvem det har været. Jfr. nedenfor-S. 27, Note 58. — 13 Neumann,Danskes Reise- iagttagelser 11.83 fø. syvende Brev, fra Cassel den 13 Oetbr. — 14 Anf. St, II, 92 fg., .det ottende og niende Brev. 2 18 em 0 Thord Johnsen en Deel Spørgsmaal desangaaende.” Det andet Haandskrift var et latinsk Digt af Tycho Brahe under Titel, Elegia ad Daniam, skrevet den tyvende October 1597 i Wandes- borg, og foræret til Henrik Rantzau, hos hvem K. Christian den Fjerde kom til at læse det”, Dagen efter, den anden November, forlode de Leyden og besågte paa Reisen mod Syd de hollandske " Stæder Haag, Delft og Rotterdam, uden at de, som det synes, fålte sig særdeles indtagne af, hvad de der havde snug til at tage i Oiesyn. Fra Rotterdam begave de sig den sjette November paa Veien til Belgien, og naaede samme Dag over Ysselmonde til Antwerpen omirent ved Midnatslid. De fremskyndede nu deres Reise. Allerede den næste Dag ilede de over Mecheln til Brussel, hvor de den ottende November stege i en Diligence for at gaae directe til Paris. Veien fårte over Mons, Valen- ciennes og Cambray, og Låverdag Aften den tiende November 1798 ankom de til Paris?%, Hele Opholdet i Nederlandene og Belgien, eller Reisen gjennem disse Lande, varede altsaa neppe en fuld Maaned. 3. I Paris toge Engelstoft og Thorlacius Bolig i Petit Håtel d'Espagne, rue de la loi, fordum Richelieu, no. 895, og traf strax Hofinan- Bang, der boede i samme Huus. Miller, der ligesom Erik Hammeleff, var opholdt hele fire Uger i Strasburg, fordi Passet skulde paategnes i Paris og derfra remitteres dem, ankom den ellevte November og flyttede sammen med dem paa deres Værelser”, Jens Wilken Hornemann og Jens Rathke 15 Udfårligere derom i det tiende Brev til Neumann, II, 134—37, Thorlacii Dagbog MS. ad 1 Novbr. 1798 omtaler det samme. — 16 Neu- mann Il, 138—151, det ellevte og sidste Brev i denne Række, indeholder Rei- sen gjennem Belgien og ender netop her. — 17 Millers Autobiogra- phie MS. Værten i Hotellet, Beaucage, overlod dem et stårre og et min- dre Værelse, samt to Pulterkamre for tre Louisdors maanedlig, ifålge Thorl. Dagb. MS af Ilte Novbr. Et Brev fra Engelstoft tilPhorlac, af 21 Juni 1799 19 ; kom strax efter til Paris; ogsaa C. F. Berner var der", Alle disse unge Danske og Normænd vare Datidens nordiske ,Pa- riser-Klerkerf, eller udgjorde ligesom det nordiske Academie i Paris og holdt sig meget sammen. Men ved Siden af deres Kreds bestode ogsaa andre. Fårst den danske Legation under Ministeren Geheimeraad Dreyer, og alt hvad meer eller mindre hårte eller ånskede at håre til den diplomatiske Verden, saasom Generalconsul Clasen, Chef for det danske Handelscommissariat i Paris, og den unge Andr. Dede- kam Gyldenpalm?”?, Secretair ved samme; Jo. D. T. Manihey, der i forrige Aar udnævntes til Secretair ved Legationen, Nic Chr. Nissen, der paa Reisen til sit Consulat i Tripolis længe opholdt sig i Paris, og den ovennævnte Erik Hammeleff, Fuld- mægtig under den africanske Consulatdirection%, En anden mindre Kreds dannede sig nærmest om Bugge, der var kommen til Paris i Anledning af Forhandlingerne om Maal og Vægt, og havde som Medreisende Hartvig Duncan. Til Bugge sluttede sig vel for en Deel den bekjendte Urban Jurgensen og den dygtige Normand Capitain Hans Rustad, der var en anseet Ma- thematiker, ligesom og Hammeleff synes at have havt nærmere Forbindelse med Duncan?, En tredie Classe dannedes af dem, som uden bestemt Formaal eller Anledning besågte Paris, Hoved- stædernes Dronning: Friboe med Familie, Baggesen, Ingversen 0. m. fl.Z, Alle disse Kredse berørte hyppigt hinanden og fra Toulouse viser, at de boede i tredie Stokværk, og der angives den maa- nedlige Betaling til 60 Francs. — 18 Thorlacii Dagbog MS. er min Hoved- kilde, ogsaa i det Fålgende. Gen. biogr. Archiv, S. 320. — 19 Bernt Moe, Tidsskr. f. d. norske Personalhist. I. 80—81, — 20 Gylden- palms Brev af 18 April 1799 til Pram, i Ost”s Minerva I. 74—75; Mate- rialier col. 810 føg. — 21 Bugges Reise til Paris, S. 43, 604, Han kom dertil d. 18 August 1798, og reiste derfra midt i Febr. 1799, Thorlacii Dagbog MS. Ost, Hædersminde over Hans Rustad, S. 7. — 22 Hr. Wedege, Capt. Raaslef, Kjåbmændene Lund, Switzer, Holmbo, Bjårne- rud, Hr. Winkler 0. fl. nævnes deels hos Thorlacius, deelsi Bugges Reise, S, 603. 2% 20 havde fælleds Sammenholdspuncter, især hos Dreyer og Clasen. De vare samlede i Paris i stormfulde Dage og kunde vel have Trang til gjensidigt Raad og Underståttelse. Bonaparte var dengang i Ægypten; uheldige Krige og en svag Regjering lode ahne store Omvæltninger $, I nitten Maaneder havde Engelstoft og Thorlacius i Paris deres faste Hjem. De inddeelte og anvendte dette Tidsrum paa den meest passende Maade. De vare komne dertil for at udvide deres lærde Kundskaber og derhos erhverve sig en mere alsidig Dannelse, og dette Formaal var i den fårste Periode Gjenstanden for deres ivrigste Stræben; siden oplivede og styrkede de sig ved Reiser i forskjellige af Frankrigs Egne, og derfra vendte de atter tilbage til Paris for at fuldende de begyndte alvorligere Studire Omtrent det fårste Halvaar var saagodtsom udelukkende en Læretid i strengere Forstand. De havde Anbefalingsbreve til Millin, Langles, Bitaube, Gregoire, Dutheil; hos disse saavelsom hos Sylvestre de Sacy, St. Croix, Villoison, Rochette, Visconti 0. A. fandt de den liberaleste Modtagelse og Veiledning. De benyttede daglig de store Bibliotheker, især Nationalbibliotheket, Manuskripisamlingerne og de beråmte Museer for Kunst og Oldsager%, Miller, som kun vilde opholde sig nogle Maaneder i Frankrig, beskjeftigede sig alene med fransk og engelsk Sprog samt Kantisk Philosophie, og reiste allerede i Foraaret 1799 til Genf, Thorlacius hårte flere Cursus, navnlig hos Mil- lin, confererede og afskrev vigtige Codices, fornemmelig til Aristoteles, Photius og Lycophron, og gjennemgik Mynt- og Gemme-Kabinettet, Engelstoft rettede sin Opmærksomhed paa de historiske Haandskrifter, især forsaavidt der i franske Manuskript-Samlinger kunde findes Bidrag til Nordens Historie. 23 GyldenpalmsBrev af17 Juni 1799, S. 76. — 24 Thorlacii Dag» bog har meget detaillerede Efterretninger derom, Jyfr, Bugges Reise, S. 183. — 25 Millers Autobiographie MS. ÅR e Med levende Interesse hørte han af Gregoire, at en vis Tou- min havde en Samling af fyrgetyve Volumina til Normandiets Hi- storie?%&. Med ikke mindre Interesse kunde han med Dutheil, dengang. Conservator ved Nationalbibliothekets Manuskriptsam- ling og Medlem af Nationalinstitutet, afhandle det Punct af Fæ- drenelandets Historie, som denne for faa Aar siden ved Udgi- velsen af Innocens den Tredies hidtil savnede Båger og ved en særlig Undersågelse havde givet nyt Lys, nemlig Dronning Ingeborgs og K. Philip Augusts Skilsmissesag, og han fattede derved selv Planen til en ny critisk Behandling af dette Emne””, Fra Hjemmet af modtoge de Anviisninger og Opmuntring, idet- mindste fra Abraham Kall, Moldenhawer og Minter %, Ved Siden af disse Fagstudier sårgede især Engelstoft ogsaa for sin almindelige Dannelse i betydeligt Omfang. Han og Thorlacius hørte i Paris ligesom i Gållingen Foredrag over Naturvidenskaberne, navnlig over Physik, Chemie, Physiologie og Anatomie?”?; begge lode sig, formodentlig nærmest med Hensyn til deres Studier i Antiquitets-Museerne, undervise i Tegning?', Engelstoft, der altid satte megen Priis paa en god og reen Haandskrift, rimeligviis ogsaa i Skrivning. Men En- gelstoft gik endnu videre. Ligesom han i det Hele havde mere Sands for selskabelig Dannelse og udvortes Anstand end Thorlacius, saaledes benyttede han ogsaa Opholdet i Paris til at lade sig lære at fægte hos en fransk Fægtemester?!, at svomme paa et Badehuus i Seinen og at ride?”; og han bragte det der- 2% Ifålge Thorlacii Dagbog var det den 14 Febr. 1799, at Gregoire fortalte Engelstoft dette. — 27 Engelstoft, Phil. August, S. 15—16. 35—36, — 28 Thorlacius fik d. 17 Deebr. 1798 Brev fra Moldenhawer, at han skulde såge et Aars Forlængelse. Et Brev fra Minter til Thorla- cius og Engelstoft i Fælledskab af 23 Marts 1799 haves endnu. Om Kall neden- for. —. 29 Thorlacii Dagbog MS. i Decbr. 1798 og Januar 1799. — "80 Anf. St. i Slutn. af Novbr. 1798. De betalte 40 Sous for Timen. — 381 ThorlaciiDagbog ad 8Febr.1799, Jeg skulde næsten troe, at Engels- toft ogsaa har ladet sig lære at dandse. Jvfr. Gyldenpalms Breve hos Ost I. 75. — 32 Private Meddelelser. 22 til, at han endnu i senere Aar kunde sidde ret godt tilhest og næsten til Oldingealderen var en god Svoåmmer. Ogsaa Musik dyrkede han og spillede i sine yngre Aar lidt paa Violin. | 4. Ligesom en ny Periode i Pariserlivet begyndte med Foraaret 1799 og varede i omtrent syv Maaneder. Man kunde kalde den Reise-Perioden. Da oplåstes for nogen Tid det lærde danske Samfund i Paris. Bugge reiste hjem i Februar, og Muller begav sig i Mai paaVeien til Genf&, Engelstoft fulgte i Foraaret Hofman-Ban& og Hornemann paa deres ho- taniske Excursion til Pyrenæerne; Thorlacius gjorde derpaa i Sommeren en Tour mod Nordost, og Engelstoft aflagde endelig i Håsten et Beség i Normandiet. Reisen til Pyrenæerne, som Engelstoft regnede til sine storste Behageligheder%, tiltraadtes med hine to Venner den forste April 1799. De droge over Orleans, Rochelle og Roche- fort til Bordeaux, hvor de ankom den enogtyvende April, op- holdt sig en Maanedstid, og fandt en meget venlig Opmærk- somhed hos den derværende danske Consul Isaak von Hemert, der paa'Clasens Regning gjorde Engelstoft de fornådne Pen- geforskud%, De stiftede her ogsaa Bekjendtskab med enkelte franske Lærde, navnlig med Bergeron, som den tiende Mai i Videnskabernes Selskab læste en Afhandling om Medoc og laante Engelstoft sit Manuskript?é, Den fireogtyvende Floreal forlode 33 Ifålge ThorlaciiDagbog gav Bugge sit Afskedsgilde den 3 Febr.,, og ifålge hans Regnskabsbog afreiste Miller den 24 Mai. — 34 Det siger han selv oftere i sine Breve til Thorlacius, f, Ex. Brev fra Toulouse af 10 Prairial: Det er vist, at ingen Fornåielse kan lignes ved den nærværende Reise, og jeg bliver ordentlig hver Dag mere og mere vred paa Dig, fordi Du ei fulgte med. — 35 Brev til Thorl. MS. af 7, 18 og 24 Floreal. Det sidste viser, at von Hemert havde forstrakt ham 960 Livr. — 36 Neumann, Danskes Reiseiagttagelser II. 282—294, Engelstofts Breve til Thorl. af 13 Prairial og 3 Messidor vise, at han havde virksomme Anbefalings- breve med fra Gregoire. 23 een nn de Bordeaux” for at gaae til Toulouse; men de havde kun tilbagelagt nogle Mile af denne Vei, da de maatte bestaae et Eventyr, der kunde have givet Engelstoft Leilighed til at vise, hvorvidt han havde bragt det i Fægtekunsten. I den lille — By Langon traf de sammen med en fransk Kjåbmand fra Lyon, der var yderst opbragt paa Frihedsmændene i sit Fædreneland, og da Engelstoft og Hofman ikke nok billigede hans Yitirin- ger, udfordrede han dem; kun fordi de vare Fremmede, sagde han, kunde de undgaae at give ham Satisfaction. De slap da saaledes lykkelig fra den hidsige Franskmand og kom over Agen til Toulouse, hvor de standsede en Ugestid. Her skiltes Hofman-Bang fra Triumviratet for at besåge et Jernværk i Nær- heden; men Engelstoft og Hornemann droge over Tarbes til Bagnéres de Luchon, hvor de. gjenforenedes med Hofman. Engelstoft var paa denne Reise fuld af Munterhed og godt Mod. Muller havde meldt ham, at der i hans forste Brev i Neu- manns Journal var Noget, som havde stådt de Store i Kjåben- havn. Fra Tarbes skrev han til Thorlacius?2, at han aldeles ikke kunde begribe, hvori det bestod. ,Hvad det dog ellers — tilfbiede han — er for elendige Veie, vi Lærde maa gaae for at bane os Vei til en saakaldet Lykke, der oftest i Grunden kun er et Phantom; hvis vi faldt paa at ville skrive Salire, saa burde vi vælge os selv til den fårste Gjenstand.” Han sluttede Brevet saaledes: ,Jeg befinder mig fuldkommen vel, ” og jeg er slet ikke saa meget au désespoir over den Ulykke, mine Breve skulle have havt, at mishage nogle Store, Gud veed hvilke, at Du jo ufeilbarlig vil modtage Din Ven i en ligesaa munter Sjelstilstand, som Du pleier at see ham.” 1 Bagnéres bleve de et Par Uger og modtoge der Underretning om, at de vare valgte til Medlemmer af Videnskabernes Selskab i Bor- 37 Brev af denne Dato siger udtrykkelig: I dette Oieblik reise vi. De forekommer mig ikke ganske at stemme med andre mig gjorte Meddelelser. — 38 Brev af 13 Prairial. 24 deaux??; men den sextende Juni tog Engelstoft Afsked fra sine Reisefæller, der tænkte paa at gaae til Spanien”, og begyndte sin Hjemreise til Paris, Denne fårte ham over Tou- louse og Bordeaux, hvor han vilde personlig takke for sin Op- tagelse i Selskabet. Fra Toulouse skrev han den eenogty- vende Juni til Thorlacius: ,Belav Jer paa at modtage en sol- brændt og snart sansculottisk Landsmand i Eders gamle Kredsé. Den tredie Juli stod han i denne Kreds”, Under hele denne Reise havde Thorlacius levet rolig i Pa- ris, hver Dag sysselsat med Studier i Myntkabinettet og Manu- skriptsamlingerne. Hans Venner raadede ham meget til at bevæge sig%?, især da han led af Underlivs-Besværligheder ; thi de holdt alle ret meget af den kjære gode …,Thorlakf, som Muller og Engelstoft altid kaldte ham. Den sidste gav ham derhos stadig Efterretning om sin Reise og, da ligeledes Miller var i Færd med at forlade ham, fornuftige Raad i practiske An- liggender, navnlig at såge det Rohde tillagte Stipendium, hvis denne ikke benyttede det”, Engelstofts Breve vare alle meget muntre. ,Giv Miller, saaledes slutter et af dem fra Bordeaux, mange Haandtryk fra mig, — og rod ikke formeget Manuskripter: det skal ikke være godt for Maven. Vale. Evig Din Engelstoftf%, Fra Toulouse skrev han kort efter: ,, Imens 39 Brev til Thorl. fra Toulouse af 3 Messidor. — 40 Brev tilThorl. fra Toulouse af 7 Prairial. — 41 Kilden til denne Beretning om Engelstofts Pyrenæer-Reise er ogsaa en velvillig Meddelelse fra Hr. Proprietair Hof - man-Bang, skjåndt Engelstofts Breve give mange Bidrag dertil. Han holdt ogsaa en Reise-Journal; i et Brev til Thorlacius af 19 Floreal hedder det: Vi botanisere, see Kunstens og Naturens Producter og skrive Journal. Men Journalen existerer ikke. — 42 Engelstoft havde paa denne Reise mange Bogkjåbs-Commissioner for Moldenhawer, Fra Toulouse sendte han den 26 Mai en Deel Båger til denne, og sex Mynter til Munter, blandt hvilke en gam- mel-græsk, hvorpaa kunde læses: MEP ION. — 43 Meget stærkt især i et Brev fraEngelstoft, dat. Tarbes den 13 Prairial. -—— 44 Brev tilThorl. af 7 og 19 Floreal omtale dette. Det maa vel væré Ulrich Andr. Rohde, Forf. til Bogen de sapientia gnomica. — 45 Engelstofts Brev af 24 Floreal. 25 jeg reiser saaledes omkring, bliver Du saa lærd i Mynter og Lycophroner, at Du vel ikke snakker andet end bare Græsk til mig, naar jeg kommer tilbage. Saa skal jeg til Straf ramse op alle de Planter, H, H. have lært mig at kjende, liger- viis som Degnen i Erasmus Montanus slog fra sig med Nomen, Pronomen£ o.s. v.?, Da Engelstoft fra Tarbes af havde det stolte Syn af Pyrenæerne for sine Qine, udtrykte han sig saa- ledes: »Jeg er opfyldt med grands pressentimenis over de Undere, som mit Oie skal usurpere! — Den, som har mange Sprog i sin Magt, som f. Ex. jeg, lager sine Ord efter Behag af det ene eller det andet, ligesom af en stor Garderobe””, Da nu den muntre ,solbrændte og sansculottiske Landsmandf var kommen til Paris, virkede han vel endmere paa Thorla- cius, og Følgen blev, at denne endelig ogsaa bestemte sig til en Reise. Den eenogtyvende August 1799 tog han Afsked med Engelstoft for at drage gjennem Frankrigs nordostlige Provindser i Selskab med Gregoire, og i over to Maaneder reiste han omkring i Lothringen, Franche-Comté og Elsas%, Engelstoft blev ikke længe ene tilbage i Paris. Midt i September kom nemlig Hofman-Bang og Hornemann hjem fra Pyrenæerne, og allerede den sexogtyvende September var Engelstoft igjen paa en ny Fart med Hofman-Bang. Maalet var den Deel af Frankrig, der har saa mange tiltrækkende Min- der for Danske, — Normannernes gamle Colonie. I Rouen op- holdt de sig nogen Tid; der blev Engelstoft formodentlig Medlem af Societé d”emulation??; der gjorde begge Bekjendt- skab med Noel de la Mouriniére, som havde udgivet en Be- 46 Brev til Thorl. fra Toulouse af 7 Prairial, — 47 Brev til Thorl. fra Tarbes af 13 Prairial. — 48 Man har en trykt Beretning af Thorlacius om denne Reise: Efterretn. om Underviisningens, Literaturens ogReligionsvæsenets Tilstandi Frankrig udenfor Paris. Kbhvn. 1801. - Men om Reisen selv giver hans Regnskabsbog MS. meget bedre Oplysninger i chronologisk Henseende. Den hele Reise kostede ham 172 Rdlr. . — 49 Titelbladet paa Bogen om Phil. August, 26 skrivelse over Nedre-Seine-Departement, arbeidede paa et Værk over Fiskerierne, forstod noget Islandsk og interesserede sig for de nordiske Sprog. Reisen i Normandiet paa en Tid, da Træfrugten indsamledes, var i håieste Maade behagelig, og En- gelstoft holdt en meget lærerig Journal, som dog desværre er tabte, 5. I Efteraaret 1799 samledes Engelstoft. og Thorlacius alter i Paris. Sidstnævnte kom den sjette November tilbage fra sin Reise med Gregoire%,, De forefandt Breve fra Danmark, som just ikke bragte gode Tidender. Jacob Thomsen gav Efter- retninger om den nye Trykke-Lov i de stærkeste Udtryk ?; »Hertugen, hed det, skal være Skyld i det Hele; han ligger hele Sommeren paa det skjånne Als og har altsaa Tid til at udruge skjændige Forordninger og correspondere med sin Ven Platner herom... Han skal da ved Brandts Afgang om fjorten Dage være Storcantsler af Titel og forestaae Cancelliei%. Miller skrev blandt andet%: ,Du spårger mig, kjære Engels= toft, om Nogen skjælder Dig for Democrat. Jeg maa da sige Dig, at Munter sagde mig forleden, han frygtede, at Hertugen havde fattet nogen Mistanke til Dine Principer. Hvem der har sat sligt i ham, eller om hans egen Viisdom troer at have lugtet det af Dine Breve, veed jeg ei”%, Tanke-Censuren var saaledes ogsaa kommen og havde sine Helte! Under disse Omstændigheder tænkte Engelstoft og Thorlacius paa at for- lade Frankrig. En tidligere projecteret Schweizer-Reise blev 50 Alt efter godhedsfuld Meddelelse af Hr. Proprietair Hofman- Bang. Jeg har slet ingen andre Beretninger om den normanniske Reise. — 1 ThorlaciiRegnskabsb. — 52 Brev til Thorl. og Eng. dat. Kjåbenhavn den 28 og 30 Septbr. 1799. Heri omtales ogsaa H. C. Ørsteds Doctordisputats og Meninger om den af Westerbo og Spleth. — 53 Dette Brev har, som sædvanligt i Mullers Breve, ingen Datum; men maa være fra denne Tid omtrent. — 54 ThorlaciiRegnskabsbog har ved den 8 Januar 1809 disse Ord: Heiberg ewileret. 27 der intet af, og da Tilstanden i Italien saa at sige spærrede Adgangen dertil, havde de Lyst til at besåge England. Muller var lykkelig kommen over Kanalen, og var fra de brittiske Oer i September vendt hjem til Kjåbenhavn5?, Hofman-Bang havde villet forsbge det samme: i October begav han sig med Dili- gencen fra Paris til Calais; men da han paa Veien yttrede sig med Deeltagelse over Bonapartes Ankomst til Frejus, blev han af en engelsk Spion angivet for at være Jacobiner, og det blev ham forbudt at komme i Land i Dover”, Han vendte alt- saa tilbage til Paris, hvor han nu den fålgende Vinter i nogen Tid blev néie iagttaget af det franske. Politie, fordi han — havde gjort en Reise til England 5, Disse Erfaringer bestemte Engelstoft og Thorlacius til at opgive ogsaa den engelske Reise og blive i Paris. I denne tredie og sidste Periode af omtrent syv Maaneder boede de atter sammen, og fortsalte i Vinteren 1799— 1800 deres Studier, som det synes, paa en selvstændigere Maade. Efter endte Læ- reaar levede de som unge Videnskabsmænd, Engelstoft som Medlem af to franske Academier, i Frankrigs Hovedstad59, Han fålte sig mere og mere hjemme i Paris; han havde aldeles til- 55 Brev fra Eng. til Thorl. dat. Toulouse 3 Messidor siger: Jeg er bange, at der bliver intet af vor schweizerske Reise; det seer ikke ud dertil. Dette er alle de Antydninger, jeg derom har fundet. — 56 Brev fra Mil- ler til Thorl. dat. London den 2 Juli. — 57 Hans Medreisende, Urban Jir- gensen. slap derimod ind, — 58 Ogsaa hjemme gjorde denne Begivenhed Op- sigt og foranledigede en moersom Feiltagelse. P. E. Muller fortæller Thor- lacius (i et udateret Brev fra Slutn. af 1799), at Niels Bang, der var meget langt fra Democratismus, havde sågt en Auseultant-Plads i Rentekammeret og faaet Afslag for sine ,jacobinske Principer, der havde foranlediget hans Bortviisning fra England", Han beviiste aldrig at have været i Frankrig, og — at han blev forvexlet med Niels Hofman-Bang! — der nu blev noteret som Jacobiner. Denne Niels Bang, senere Eier af Sparresholm i Sjælland, kunde mnligen være den ovenfor Side 17, Note 12 omtalte. — 59 Brev fra Mun- ter til Engelstoft og Thorlacius, dat. 16 Novbr. 1799, omtaler dette Liv i »Videnskabernes Skjød", anviser dem lærde Arbeider og giver Bogkjåbs- Commissioner., 28 egnet sig Sproget (skjoåndt han aldrig vandt den rette Accent) og talte det med Færdighed; han havde tilegnet sig den franske Livlighed, Munterhed og Bevægelighed; han blev savnet, naar han i nogen Tid ikke indfandt sig paa de vante Steder, og selv Værtinden i den Restauration i Palais Royal, hvor han pleiede at spise, glemte ikke at spårge om ,le petit blond%, naar hun ikke saae ham. Han levede sig ind i Pariserlivet, vandt Interesse for de offentlige Begivenheder, og blev Oienvidne til den mærkeligste af dem. Han var tilstede i St. Cloud den attende Brumaire 1799, da Bonaparte traadte ind i de Femhun- dredes Forsamling, og han blev berårt af Generalens Kaarde eller Kjole, da denne forbittret gik ud til sine Soldater; han hårte fra Forsamlings-Salen Bonapartes Tale til disse Soldater, og han maatte springe ud af Vinduet, da Grenadererne mar- cherede ind for at udjage Folkerepræsentanterne med Bajonet- ten, Snart blev Frankrig forvandlet til en Leir for de to Hære, med hvilke Fårsteconsulen vilde erobre den Fred, som Fyrsterne nægtede Republiken. Alt dette foregik under Engelstofts Gine, og Begiven- hedernes Storhed kunde vel holde ham skadeslås for den op- givne italienske, schweitzerske og engelske Reise. Han tænkte endog paa at blive i Paris, naar Thorlacius i Foraaret skulde reise hjem&, Men da hans Skrift om Dronning Ingeborgs Skilsmissesag imidlertid var bragt saa vidt, at der ikke kunde være mere at såge i de franske Bibliotheker, da han ved et Besåg i Corbeil havde beseet den ulykkelige Dronnings Kirke og staaet paa den Jord, der modtog hendes Ståv'?, da Stipen- 60 Oftere hårt Fortælling af Engelstoftselv. I Thorlacii Regnskabs- bog ere disse Dages Begivenheder kort antydede, og Nogle have meent, at ogsaa han havde været Øienvidne dertil. — 61 Et (udateret) Brev fra Mil- ler til Thorlacius af denne Tid siger: Jeg har mange Spårgsmaal at gjåre En- gelstoft. Fårst om hans literaire Arbeider, dernæst hvorfor han ei vil gaae hjem med Dig. — 62 Engelst. Phil. Aug. $. 280. Denne Tour til Corbeil foretog Engelstoft i Foraaret 1800, altsaa kort får sin Afreise. Han 29 dierne og Underståttelsen fra Danmark snart vare udlåbne, og da hans åvrige Venner allerede vare borte”? og længtes efter ham, som han efter dem: saa blev denne Tanke opgivet. P.E. Miller især saae Gjenforeningen med Længsel imåde. ,Hvor glæder jeg mig, skrev han, til at see Dig igjen til Foraaret, gode Thorlak! Ogsaa Engelstoft fålger med, hadber jeg. Han og Du ere mine egenilige akademiske Venner. Dette Baand vorder stærkere, jo længere det varer, og vor Bane, haaber jeg, vil stedse fåre os ved hinandens Side. Som Mænd, Fædre, Oldinge skulle vi da, hvis Skjæbnen vil, fortsætte vor Omgang og forsåde mangen Time for hinanden? $, Det blev da besluttet, at Engelstoft og Thorlacius vilde vende hjem, som de vare dragne ud, i hinandens Selskab. Minter og Kall ilede med at give dem deres sidste lileraire Commissioner. Den første skrev i denne Anledning selv og lod Muller skrive for sig i April og Mai: han skulde have Efter- retninger og Tegninger til en Afhandling, som han nylig havde læst i Videnskabernes Selskab, Materialier til sin Historie af Tempelherrernes Proces, 0. desl.$, Kall forlangte endnu senere fra Engelstoft Oplysninger om Haandskrifterne af den bekjendte Roman, Robert le Diable, og den sjette Juni 1800 meddeelte Engelstoft disse i et Brev af hans sædvanlige Elegance, — det sidste fra Paris é&, | Et Par Dage senere forlode Engelstoft og Thorlacius Frankrigs Hovedstad, og den tiende Juni passerede de gjennem St. Menehould. Derfra gik Veien over Verdun, Metz og Worms til Maynz, hvor de indtraf paa Marengo-Dagen, den fjortende vilde lægge den sidste Haand paa sit Skrift under det friske Indtryk af at have seet Noget med egne Oine. — 63 ThorlaciiRegnskabsbog ad 9 Marts: Hornemann og Rathke reise imorgen Kl; 4. Sammest. ad 19 Marts: Skrevet til Riisbrigh med Hofman. — 64 Brevet er uden Datum, men maa være fra Begyndelsen af Aaret 1800. — 65 Minters eget Brev er af 5 April 1800. P. E. Millers er af 10 Mai s, AÅ. — 66 Et temmelig udførligt Brev, som nu tilhårer Registrator Kall Rasmussen, Jeg nævner det igjen nedenfor. 30 Juni. De ilede fremdeles gjennem Frankfurt, Cassel og Min- den til det kjære Gåttingen, der nogle Dage fængslede dem; derpaa over Halberstadt; Magdeburg, Brandenburg og Potsdam til Berlin. Den otteogtyvende Juni droge de ind i denne Stad, hvorfra de efter et kort Ophold vendte hjem til Fædrenelandet ”, II, Denne Livsperiode var sluttet. Nu fulgte den mindre poetiske, hvori den unge Mand maa såge sig en Virkekreds, der ikke alene tiltaler ham, men ogsaa giver ham Opholdet. Men endnu medens Engelstoft og hans Venner vare i Udlan- det, havde formaaende Velyndere hjemme i denne Henseende tænkt paa ham og paa dem. Moldenhawer havde fremfor Nogen været virksom i sine Bestræbelser. Han havde allerede i Slutningen af Aaret 1799 det Haab, at faae Miller ansat som Adjunct i det theologiske Facultet og at skaffe saavel denne som Engelstoft og Thorla- cius Pladser i et af ham projecteret Professor-Seminarium?”, En saadan Stiftelse skulde nemlig efter hans Plan knyttes til Com- munitetet ved Reform af Decanaterne: istedenfor de tolv Decani skulde der kun være sex, og alle Vicedecanater skulde ophåre, hvorimod de sex nye Decani skulde være forpligtede til at holde Forelæsninger og derfor nyde en Gage af to hundrede Rigsda- ler aarligt?”; paa denne Maade skulde unge Mænd af Lærdom og Talent danne sig for det academiske Catheder, og navnlig skulde 67 Thorlacii Regnskabsb. viser, hvilken Dag de vare paa hvert Sted. 1 Brev fra Miller til Thorlac, uden Datum, men ganske vist fra Slutningen af 1799, — 2 Brev fra Miller tilThorlac., udateret, men fra Slutn. af 1799 eller Beg. af 1800, indeholder denne Beskrivelse af Molden- hawers Plan, der dengang ansaaes for aldeles sikker. Miller kalder Stiftelsen »en Planteskole for academiske Docenter", 31 Engelstoft ansættes i Histvrien, Thorlacius i Philologien og Miller i Theologien. Men denne hele Plan, der syntes Udforel- sen nær, var bleven liggende hos Universitetspatronen, Hertu- gen af Augustenborg, og kom ikke videre. Derimod havde man faaet officiel Bekjendtgjårelse om Stiftelsen af et andet lærd Seminarium for Lærere ved de lærde Skoler, det saa kaldle pædagogiske Seminarium?, og Docentpladserne ved dette vare endnu ikke alle besatte?, Saaledes stode Sagerne i denne Henseende, da Engels- toft og Thorlacius i Sommeren 1800 kom til Kjåbenhavn. Abraham Kall havde forud gjennem Brun Juul tilbudt Engel- stoft foreldbig at tage Bolig hos sig; men denne havde håflig afslaaet Tilbudet, da han for det fårste havde isinde kun at blive i Kjåbenhavn et Par Uger for at hilse paa forskjellige Herrer5, Den Modtagelse, Engelstoft fandt, var just ikke allevegne meget lovende: Hertugen troedes at være bleven noget mis- tænkelig mod hans Grundsætninger, og Grev Reventlov var meget vred over nogle Yttringer i hans forste Brev til Neumann, som var trykt. Hvad det var, der havde vakt. Grevens Vrede, skal nu neppe Nogen, der læser hiint uskyldige Brev, være island til at sige; men vist er det, at Revenllov yltrede sig 3 Brev fra Muller til Thorl. uden Datum, men rimeligviis fra Begyn- delsen af 1800. Her hedder det: Planen ligger endnu hos Prindsen; saasnart bare Hans Durchlauchtighed finder for godt at sende den til Prof. Moldenha- wer, saa opsæltes Forestillingen strax,og Sagen kan i fjorten Dage være bragt t Rigtighed. Dernæst omtales Planen til Seminariet, som kaldes en ,synder- lig Ting", og endelig yttres Frygt for, at Sverdrup, der ikke vilde blive i Christiania, kunde være Engelstoft en farlig Medbeiler til Decanatet. — 4 Collegialtid. 1799, S. 752—761, publicerede den 30 Novbr. Planen for Seminariet, der allerede den 28 Juni var approberet af Kongen. Collegialt. 1800 S. 61 og 64 har uogle Lærerbesættelser, — 5 Brev fra Engelst. til Abr. Kall, af 6 Juni 1800 fra Paris. — 6 Jeg veed ikke, hvilken af de to Ministre Reventlov der menes, Chr. Ditl. eller Cai, dog skulde jeg snarest troe, at det er den sidstnævnte. Man har formodet, at det, der havde stådt ham, skulde være en Yttring om to unge Grever Reventlov, der studerede i Kiel; men om dem læses S. 36 blot disse Ord: Blandt Reinholds Tilhårere ere 32 mod Engelstoft paa en Maade, som gik ham meget nær og oprårte ham i den Grad, at han i sin ungdommelige Heftighed og Overilelse tilintetgjorde de fleeste af sine Reise-Antegnelser”. Engelstoft forlod derefter gjerne Kjoåbenhavn?, og gik rime- ligviis til Jylland for i nogen Tid at såge Ro og Hvile hos sin Fader og Familie. | Efterat være vendt tilbage til Hovedstaden, fandt Engels- toft sig imidlertid efterhaanden bedre tilrette i Forholdene. Han fattede Tidsaanden, fulgte den og vandt Interesse for den. Un- derviisningsvæsenet blev dengang betragtet med særdeles Op- mærksomhed i alle de Lande, hvis Fyrster vilde kappes med Joseph den Anden, og til dem hårte Danmark. Engelstoft blev Lærer ved det Schouboeske Institut, fandt deri for det for- ste Tilfredsstillelse selv og tilfredsstillede Andre?, Dernæst indtraf i Foraaret 1801 den støre Begivenhed, der gav det danske Folk ligesom en .Opvækkelse, Såeslaget paa Kjéåbenhavns Rhed, — og Engelstoft blev Underofficeer ved det ældre Studentercorps"", Om Efteraaret paatog han sig at levere Programmet til Examen i Schouboes Skole, og han skrev da om den Priis, som den nordiske Oldtid satte paa Legemsåvelse, — alter ganske i Tidens Smag. Thi Regjeringen interesserede sig levende for gymna- stiske Ovelsers Indfårelse i Skolerne, og Engelstoft, der tidlig traadte i Forbindelse med Nachtegall, underståltede stedse dennes Bestræbelser, forsaavidt det stod til ham. Engelstoft boede ved denne Tid hos Nyerup paa Re- gentsen og levede meget i Nyerups Huus. Herhen forplantede ” ogsaa to Grever Reventlov fra Kjåbenhavn, to artige unge Mennesker. Jeg skulde derfor snarere troe, at Engelstofts Yttringer S, 44—46 om Misgreb ved Reformen af Kirkeskikkene i Holsten havde gjort Cai Reventov vred. — 7 Meddelelse fra en af Engelstofts samtidige Venner. — 8 Ifålge Brevet til Abr. Kall af 6 Juni. Hvor Engelstoft opholdt sig under sin Fraværelse fra Kjåbenhavn, er dog ikke ganske sikkert. — 9 Kjåbenh, Skilderie 1829 no. 36, en Opsats af Engelstoft om Schouboe. — 10 Badens Journ. IX. 136 —37. Kgl. Rescript af 27 Marts 1801. , .y han enkelte franske "Skikke, der behagede ham; thi skjondt han aldrig, som Thorlacius, var fransksindet eller Beundrer af Na- poleon i politisk Henseende, såa var han dog meget indtaget af det Selskabelige hos Franskmændene. Medens han logerede hos" Nyerup, gav han saaledes undertiden franske Chokolade- Déjeunéer for sine Venner. Thorlacius, Muller, I. W. Hornemann, Nachtegall, Werlauft o; A. samledes ved saadan Leilighed hos ham""| Nyerup havde imidlértid allerede offentlig bebudet?” det i Frankrig udkastede Skrift om Philip August og Ingeborg, og det udkom i Sommeren 1801. Denne Afhandling var vistnok udar- beidet med Critik, Lærdom og omfattende Benyttelse af de fran- ske Bibliothekers Skatte; men hvad der dog allermeest charac- teriserede den, var en vis fransk Lethed og Ziirlighed, der endnu ikke allevegne- naturligt havde ladet sig forenes méd Moders- maalets nordiske Aand, og derfor hist og her gay Stilen et noget fremmed Anstrog. Dette lærde Skrift gjorde ikkedesto- mindre megen Lykke: det læstes som en Moerskabsbog, og gav Exemplet paa en Forening af Grundighed og Smag, som var sjelden dengang, og altid vil blive det. Endelig vilde Engelstoft ogsaa i dette Aar fårste Gang forsåge sig som academisk Docent. I Sommersemestret 1801 an- meldte han Forelæsninger over nordiske Antiquiteter som Ind- ledning til et Foredrag over Fædrenelandels Historie, og da de i dette Halvaar udentvivl ikke kom istand, gjentog han Anmel- delsen"” ogsaa for det fålgende, ligesom han samtidig tilbåd ? 11 Meddelelse af Samtidig. Neumann var borte: blev allerede i De- cember 1799 Præst i Norge. — 12 Lærde Efterr. 1800. No. 31,5. 489, altsaa i Slutningen af Juli 1800, - eller nogle Uger efter Engelstofts Hjemkomst. — 13 Den lyder dog ikke ganske eens i Lectionscatalogerne. I Som- mersemestr. 1801 hedder det: succincta antiquitatum domesticarum ex- positio: jvfr, Univ. Journ. IX. 86.; i Vintersemestr, 1801—2 derimod: res publica et privata veterum Scandinavorum. Men det er dog vist samme Forelæsning. 3 SE de unge Studerende hjemme hos sig selv Veiledning i latinske Tale- og Skrivedvelser. Det kan neppe omtvivles, at Engels tofts Forelæsninger maa have vundet Bifald, og Semestret var endnu ikke tilende, da han fik offentligt Kald til en Virksomhed, hvortil hans Lærdom og Talent privat havde opfordret ham. 2. Et saadant Kald havde hans oftnævnte Jævnlige og Ven- ner allerede modtaget. Thorlacius var den tyvende Februar, 1801 bleven udnævnt til Lector i de gamle Sprog ved Semina- riet for de lærde Skolers Lærere og den ottende Mai næstefter til Lector ogsaa ved Universitetet i det græske Sprog; Peter Er. Miller blev i samme Aar den treogtyvende October Professor extraordinarius i Theologien!", da just en ny og fjerde Docent- post i det theologiske Facultet skulde oprettes%, Meget uhel- digere vare Vilkaarene forEngelstoft. Ikke alene de to histo- riske Lærerpladser ved Universitetet vare besatte med endnu kraftfulde Mænd, Abraham Kall og Kjerulf, men ogsaa den historisk-geographiske Docentplads ved det nye Seminarium var for over Aar og Dag siden bortgivet til den sidstnævnte "f, Men Engelstoft havde stadig bevaret Moldenhawers Gunst, og han forstod efter sin Hjemkomst at udslette Hertugens Mis- tanke til hans politiske Reltroenhed. Begge interesserede sig for ham, og vilde bringe ham ind paa den academiske Bane, om de end ikke strax kunde tilbyde ham just de fordeelagtigste Vilkaar. Den tiende Marts 1802 udfærdigede Hertugen som Universitets-Patron en Skrivelse til Consistorium, hvori han an- meldte, at Kongen samme Dag havde udnævnt Engelstoft til Adjunet i Historie og Geographie ved det philosophiske Facultet, . 14 Colleg. Tidend. 1801, S. 127, 301 (men i Univ. Journ. IX. 137 angives den 22 April for Thorlacii Ansættelse ved Universitetet), 685. — 15 Millers Autobiogr. MS. — 16 Nemlig den 24 Januar 1800, da Mol- denhawer blev Director for Seminariet, Kjerulf, Wad og Linderup Inspectores, Sander Professor, og Bruun Lector derved. Colleg. Tid. 1800, S, 61, 64. 35 dog indtil vidére uden Lån: som Adjunct skulde Engelstoft efter Anviisning af Professorerne i Historien ved. de to aarlige philologiske Examina tage Deel i Examinalion og Censur, og ved Aarels Ende skulde. Professorerne indbefétte til Patronen, hvilke Candidater han havde pråvet, og hvorvidt de- vare til- fredse med hans Tjeneste", To Dage efter udgik til det philo-= sophiske Facultet det Kongelige Rescript om hans Udnævnelse, og under samme Datum blev Thorlacius Professor i Latin og Græsk, dog saaledes at Græsken skulde være hans Hovedfag, da Jac. Baden endnu havde den latinske Profession”, Saaledes varEngelstoft i en Alder af lidt over syvogtyve Aar indtraadt i offentligt Embede. Som Adjunct læste han i tvende " Semestre deels over den nyere almindelige Historie efter Bisch's bekjendte Haandbog, deels over de historiske Hjælpevidenska- ber, ligesom han og vedblev privatissime at tilbyde sin Veiled- ning ved latinske Skrivedvelser. Dette Privatissimum har maaskee i en Tidsalder, da Færdighed i Brugen af det latinske Sprog endnu gjaldt for en Anbefaling, givet ham nogen Indtægt; men dgt vigtigste. Bidrag til sine Livsfornådenheder hentede han fra sin fortsatte Underviisning i Schouboes Institut, blandt hvis. Læ- rere han indtog en udmærket Plads"?, Det var ogsaa i denne Stilling, at han samme Aar skrev det :andet Examens-Program, nemlig Afhandlingen om den offentlige Opdragelses Indflydelse påa åt fremkalde og styrke Kjærlighed til Fædrenelandet, et 17 Consistor. Copiebog. Professorerne skulde indberette, hedder det, »hvad de have fundet at udsætte paa hans Spørgsmaals og Ezaminations= methodes Passelighed og hans Censurs Nåiagtighed og Retfærdighed” Man seer, at det er den samme Idee, der oprindelig tænktes udfårt ved Skolerne i Forholdet mellem Overlærere og Adjuncter, men som aldrig har kunnet lade sig udfåre, fordi den er grundet i.et mærkeligt Ubekjendtskab med Forholdene og én ligesaa mærkelig Mangel paå almindelig Menneskekundskab. — 18 Colleg. Tidend. 802, S. 173:… Thorlacii Autobiogr. MS. — . 19. Jeg har af Schouboes cgen Mund, mens jeg i én meget senere Periode var Lærer ved denne da fornyede Anstalt, hårt Adskilligt.om, i hvilken Grad En- gelstoft var en Stétte og Prydelse for hans Institut. 3% 36 Emne, der meget interesserede ham og til hvilket han senere med fornyet Kraft vendte tilbage. Riisbrighs og Jacob Badens Entledigelse havde i det næste Foraar 1803 et betydeligere Avancement til Følge i det philo- sophiske Facultet. Men ingen af dem vare Historikere, og det vilde saaledes ikke have gavnet Engelstoft, hvis ikke Hertu- gen havde benyttet Leiligheden til dog idetmindste at skaffe ham en Anciennetet, der i Tiden kunde komme ham tilgode. Den tyvende April 1803 tilskrev imidlertid Universitets-Patronen Consistorium, at Kongen samme Dag havde udnævnt Engels- toft til Professor historiarum extraordinarius, dog fremdeles uden Lån indtil videre%, Den toogtyvende April fulgte den formelige Kongelige Resolution: Riisbrigh blev aflåst af Tre- schow og Baden af Thorlacius, der nu, ikke ganske efter eget Onske, maatte forlade det græske Professorat, og begge disse tilligemed Wolf, Kjerulf og Wad bleve Ordinarii; Engelstoft blev Extraordinarius men — uden Gage%, Men den Gage, som Hertugen ikke kunde skaffe ham fra Universitetet, havde han allerede været betænkt paa ad anden Vei at lade ham tilflyde. Netop Ugedagen efter hiin store For- andring ved Universitets-Professoraterne bragte Engelstoft en ny Promolion. Da nemlig Nyerup tiltraadte sit Embede som vir- kelig Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvor han allerede i syv Aar havde været succederende Bibliothekar, og saaledes maalte afgaae fra det Store Kongelige Bibliothek, blev Engels- toft paa Forestilling af sin bestandige Velynder Moldenhawer 2 Consistor. Copiebog. Hertugen skriver udtrykkelig, at Udnæv- nelsen er af 20 April. — 21 Colleg. Tid, 1803, S. 270. Er det ikke grun- det i Hertugens Stridigheder med Cancelliet, at han stedse har en tidligere Datum for Udnævnelserne end den officielle, «fra Cancelliet udgaaende? — Thorlacius blév saaledes vel allerede nu Ørdinarius (P. E, Miller fårst den 30 Mai 1806); men hans Autobiographie MS. viser, at han meget nådig gav efter for Hertugens Villie, at han skulde ombytte Græsken med" Latinen. 37 + den niogtyvende April udnævnt til anden Bibliotheks-Secretair ved dette, 3. Efterat Engelstofts Stilling saaledes var bleven bestemt og gjorde Fordring paa hans udeelte Kræfter, nådtes han til at drage sig tilbage fra den ham såa behagelige Syssel som Lærer ved Schouboes Institut. Nogle have endog meent, at; det under- haanden blev ham forbudt at fortsætle denne Virksomhed, og at dette Forbud kunde have været grundet i de, offenilige Skolers Jalousie mod den private”, Men sin Interesse for denne. be= varede han stedse og leverede endnu i dette og det fålgende Aar tvende Afhandlinger søm Indbydelses-Skrifter til Institutets offentlige Examina: 1803 Afhandlingen om Brochmands Rectorat og 1804 den om Kjøbenhavns Stilling og Farer, da det iBegyn- delsen af Frederik den Fjerdes Regjering blev angrebet. Begge disse Arbeider vare nærmest en Frugt afEngelstofts Bekjendt- skab med det Store Kongelige Bibliotheks historiske Haand- skrifter %”, Man vilde, at Engelstoft skulde samle sine Kræfter for det academiske Catheder og havde store Forventninger om, hvad hans Talenter der vilde kunne udrette, Den beråmte Abraham Kall havde med al sin dybe Lærdom ikke noget tiltalende Fo- redrag; Kjerulfs ikke sjeldent smagfulde Fremstilling lokkede dog sparsomt Historikere ex professo til hans Håresal, og et Auditorium, som Frederik Sneedorffs fordum havde været, var nu aldeles ukjendt. Men Engelstoft var aabenbart Sneedorffs Aandsbeslægtede: den samme classiske Dannelse, den samme Let- hed og Eleganis i Foredraget, den samme eller en endnu stårre Idee-Rigdom. Efter fremmede Universiteters her sjeldnere fulgte. 2 Werlauffs Bibl. Hist., And. Udg., S. 292. Colleg. Tid, 1803, S, 286—287., — 23 Mundtlig Meddelelse, — 24 Werlauffs Bibl. Histor., S, 313, 38 Månster indledede og indbåd Engelstoft som Professor ved » særlige Skrifter til sine fårste Forelæsninger: i Foraaret 1803 udgav han i denne Anledning en Afhandling de pretio literarum Romanarum nostra ætate rite æstimando, og i Efteraaret en kort systematisk Oversigt over Indholdet af den anmeldte Fore- læsning over de historiske Videnskabers Encyclopædie. Det fårste af disse Skrifter blev i en noget stådende Hofmester= Tone bedåmt af Professor Niels Schow, der udentvivl har an- seet Historikerens- latinske Skrivedvelser for et Streifelog ind påa Philologernes Gebet, og besynderligt nok havde endeel at ud- sætte paa Engelstofis latinske Stiil”; men det fandt paa andre Steder meget Bifald og blev endnu over en Menneskealder senere erindret med Beréommelse”, Det andet Skrift turde vel være mærkeligere som et Bidrag til Kundskab om Forfatterens daværende videnskabelige Udvikling end just ved sig selv. I hiin Oversigt vare nemlig ikke alene samtlige statistiske Discipliner i stort Omfang optagne, men det hele System af disse var derhos ordnet paa en Maade, som endnu ingenlunde var almindelig i de dengang brugte Compendier af den Achenwallske Skole, om end Schlåzer allerede havde viist Veien til en mere frugtbar Behandling %, Overhovedet yitrede Engelstoft tidlig Forkjær- lighed for de politiske og åconomiske Videnskaber, og han læste i Aarene 1804—1806 bestandig over Statistiken, skjondt Kjerulf til samme Tid holdt lignende Foredrag. Engelstofts academiske Forelæsninger vandt særdeles Bi- fald. Til deres almindelige Character hørte ikke saameget en 25 Lærde Efterretn. 1803, 8. 423-—47 og 467—477, — 26» Recensio- nen er nok ogsaa rettet mod Thorlacius; thi i Indledningen doleres over Univer- sitets-Programmernes tiltagende Slethed, siden Baden ophårte at skrive dem, hvorhos den Sætning fremsættes, at Programmers Forfærdigelse aldrig skulde overlades unge Mænd. — 27 Blev oversat i Egeria I. 2. S. 398 fø. Jvfr. Øsv's Materialier III. (1837) S. 971, hvor det kaldes: Engelstofts gyldne Afhandling. — 28 Acta Consistorii ad 4 Octbr. 1803 vise, "at Engels- toft erholdt fri Tryk til denne Afhandling, 39 Masse af nye Oplysninger, en udfårlig Fremstilling af Enkelthe- derne eller en omfattende Benyttelse af ålle de Data, som Li» teraturens mere forborgne Skalte kunde tilbyde, som snarere noget: særdeles Opvækkende, der satte Tilhérerne levende ind i Situationen og spændte deres Opmærksomhed ved nye Syns- maader, Reflectioner og historiske Paraleller. Historien var ham en Viisdomslære i Exempler, et indtrængende Vidnesbyrd om en håiere moralsk Verdens-Styrelse, og han gjentog oftere de Ci- ceronianske Ord: Historia est testis temporum, lux veritatis, vita memoriæ, magistra vitæ, nuncia vetustatis””, Derfor fremhæ- vede han såa gjerne det Lærerige i Historien, anbefalede at søge Idealer for sin Livsplan især i den græske og romerske Oldtid, og lagde ingen Skjul paa, at den yngre Plinius var hans eget?”, Ogsaa Forelæsningernes Form havde noget Piquant: hine Reflectioners Resultater bleve ofte givne i sententibse Ud- sagn, snart af "de gamle Classikere?”", snart af den nyere franske Philosophie, og: derhos med en Livlighed, der syntes at nærme sig Improvisering, og en vis Numeråsitet, der stundom gik over til virkelig Veltalenhed. Dette sidste blev dog mere bemærket, naar man læste de paa hans Collegier. nedskrevne Hefter, end 'strax under det mundilige Foredrag, fordi Engelstoft i sin Omsorg for en smuk Form oftere sågte efter Udtrykket og stand- sede i Talens Låb. Men håist tiltrækkende vare hans Forelæs- ninger altid, saalænge han bevarede sine Aandskræfter usvæk- kede. 29 Cic. de Orat, II. 9. — 30 Univ. Ann. 1808. II. 262—65. — 31 Hyppigt f, Ex. af Virgilius, der er saa rig paa saadant. Det er derfor ogsaa ganske mærkeligt, at Engelstoft, der ellers ikke, som Thorlacius, paa deres Reise og især under Opholdet i Paris kjåbte synderlig Båger, dog alle- rede fire Dage efter Ankomsten til Paris kjåbte sig denDidotskeVirgil paa bedste Papir, net indbundet, for een Krone, som det hedder i ThorlaciiDag- bog ved den 14 Novbr. Selv Bindet om denne Bog havde han forliebet sig i: da han vilde have et ret smukt Exemplar af sit Priisskrift om Qyindekjånnet, skrev han d. 27 April 1799 fra Bordeaux til Thorlacius i Paris og bad ham at lade det indbinde ,% grånt Bind med forgyldt Snit, ligesom den Virgil, jeg kjøbte' hos Didoi%, 40 4. Men Engelstofts Virksomhed som academisk Lærer og som Skribent blev fra Begyndelsen af og næsten gjennem hele Livet ofte afbrudt og altid hæmmet ved andre Sysler eller Embedsforretninger, der for en stor Deel tilintetgjorde de For- ventninger, han i begge Henseender saa tidlig havde opvakt. Allerede i sit fårste Professor-Aar hindredes han i at begynde sine Sømmer-Forelæsninger i rette Tid, og i det næste Foraar maatte han ganske opgive at holde dem. Da Engelstoft i Sommeren efter sin Hjemkomst til Fædre nelandet besågte sin Fader i Næsborg Præstegaard?”, fandt han den sexogtredsindstyveaarige Mand endnu ved Helbred, og Gjenforeningen efter den lange Adskillelse oplivede dem begge; og da Engelstoft i det folgende Aar skrev den smukke Til- egnelse foran sin Bog om Philip August og Ingeborg, sluttede han med de Ord: ,,Gid Deres Bårn silde maae begræde en Fa- der, Ynglingen en Lærer, den Fattige en Mennéskeven.£ Men det sånlige Onske blev ikke opfyldt. Omtrent halvandet Aar efter dåde Provst Engelstoft den femtende Februar 1803” i en Alder af næsten niogtredsindstyve Aar. Faa Dage Yerpaa skrev Engelstoft nogle Mindeord over ham til Optagelse i Lærde Efterretninger, og senere synes han, for at ordne den Afdådes. Anliggender og Boets. Mellemværende med den nye Præst, at have gjort en Reise til Jylland, hvor Opholdet blev saa langvarigt, at den sædvanlige Tid for Sommer-Forelæsnin- gerne var begyndt, får han kunde vende tilbage %, I det næste Foraar 1804 tilbåd sig for Engelstoft en 32 See ovenfor Side 32. — 33 Lærde Efterretn. 1803 S, 110—112. — 34 Paa selv samme Dag, da Engelstoft blev Professor, den 22 April 1803, blev Niels Lassen Thorning, hidtil Capellan i Volstrup og Hårby i Aalborg Stift, Faderens Eftermand som Præst i Næsborg, Salling og Oudrup (Colleg. Tid. 1803. S. 269) og ægtede senere sin Formands Datter, Ingeborg Marie. — 35 Dette sees bestemt af Lectionscataloget, der siger: De itinere redux publice notitiam Scandinaviæ etc. Men hvorhen Reisen var gaaet, er strengt taget kun en Formodning. 41 3 ikun rss Sdr beqvem Leilighed til at kunne besåge Italien, som han under sit tidligere Ophold i Udlandet ikke havde seet. En rig Gods- eier, Generalkrigscommissair von Schmidten, ånskede sig en Ledsager, der kunde holde ham med Selskab og være hans Tolk; han vilde gjerne bære Reiseomkostningerne for en saadan, og henvendte sig til Engelstoft. Der var foruden denne to Professorer i Historien ved Universitetet, saa at hans Plads vel for en kort Tid paa dette Sted kunde udfyldes, og ved det Store Kongelige Bibliothek paatog Nyerup sig at udfåre hans Forretninger?%, et Hverv, hvori ogsaa Molbech efter Moldenha- wers Anviisning privatim fik nogen Deel?”, Engelstoft mod- tog altsaa med sine Foresattes Samtykke det ham af von Schmid- len gjorte Tilbud. Reisen foretoges i Sidstnævntes egen Vogn og var i det Hele meget beqvemt og herskabeligt indrettet. Veien gik gjen- nem Tydskland; mén om dens nærmere Retning og dvrige Mærkeligheder er intet bekjendt.. Engelstoft havde vel ikke af sine tidligere Reisejournalers Skjæbne ladet sig afholde fra "ogsaa nu at holde en Dagbog; men af denne er intet levnelt uden et lidet Brudstykke, rimeligviis skrevet under. det beha- gelige Ophold i Wien, og dette angaaer egentlig ikke Reisen selv, men indeholder kun nogle historiske Oplysninger om de Wienske Studenters Armering i Aaret 1797 under Krigen med Frankrig, I Italien besågte Engelstoft Venedig, Florents, Rom og andre'i Oldtiden eller Nutiden mærkværdige Steder. Samme Efteraar var han atter hjemme saa tidligt, at han for Vinterhalvaaret kunde anmelde trende Forelæsninger , og blandt . 86 Werlauffs Bibliotheks Histor. S. 292 Note. — 37 Bircherods Dagb. udg. af Molbech, i Dedic. til Engelstoft, — 38 Engelst. Univ. Annal. 1809, I, 130—135; Histor, Kalend. III. 280. — 39 ILections- catal. for Sommersemestret hedder det: ,peregrinans aberit"; men i samme for Vintersemestret anmeldte han sine Forelæsninger uden videre. Og- saa udkom i dette Aar den ovenfor S$, 45 nævnte Afhandling om Kjåbenhavns Stilling i Aaret 1700 og maaskee en tidligere udarbeidet Afhandling om Frem- 42 disse en ganske ny over de statistiske Dikcipiinoks Encyclo- pædie. Det videnskabelige Udbytte af denne korte Sommerreise indskrænker sig, forsaavidt det er offentliggjort, alene til hiin lille Notits om Studentercorpset i Wien. Derimod. havde Mol denhawer med sin sædvanlige Omsigt sørget for, at Engels» tofts Ophold i Italien kunde komme det Store Kongelige Bi- bliothek tilgode. Engelstoft erhvervede nemlig for en Sum af omtrent femhundrede Rigsdaler Courant i Venedig, Florents og Rom paa fordeelagtige Betingelser en stor Deel Værker hen» hørende til den italienske Literatur, saavel Fortsæltelser af Ræk- ker, som Bibliotheket allerede havde, som Båger, det hidtil ganske savnede, og deriblandt nåskiligg, som ikke mere vare at erholde i Boghandelen”, IV. Imidlertid modnedes den længe paatænkte og forberedte Plan til et eget Departement for det lærde Underviisningsvæsen. Hertugen af Augustenborg, som Præses i den hidtil bestaaende Commission, ånskede Oprettelsen af et selvstændigt Regjerings- Collegium idetmindste…for det lærde Underviisningsvæsens Be- styrelse, og det kan efter hans og Moldenhawers Forhold til Engelstoft ikke omtvivles, at han i mange Henseender be- nyttede dennes ved Studium og Erfaring erhvervede og prå- vede Indsigter. Cancelliepræsidenten Kaas, Hertugens stadige Modstander”, synes at have villet afværge Udførelsen af denne Plan og holde det lærde Underviisningsvæsen ligesom hidtil medes Studeringer i Paris i det 12 og 13 Aarhundrede — iSkand. Mus. 1802, V. 54—94. I det mindste er den fålgende Afhandling af Håst fårst trykt 1804, — 40 Werlauff Bibl, Histor. S. 258. 1 See mine Actm: Bidrag t. Danm, Hist. I, 72—73, 316, RE. AB under Cancelliet ved at danne i selve dette Collegium et nyt og eget særligt Departement for denne Deel af Statsstyrelsen, og da ligeledes at have villet benytte Engelstoft som Director for dette Departement. Engelstoft selv forholdt sig under en Strid, der angik ham saa nær, fuldkommen rolig, og han knyttedes til samme Tid forsaavidt noget fastere til sin acade- miske Lærerpost, som han endelig efter to Aars Tjeneste i denne erholdt den fårste faste Gage af Universitetet. Et Kongeligt Rescript af ottende Februar 1805 tillagde ham tohundrede Rigs- daler aarligt af den academiske Fond, at regne fra næstkom- mende fårste Mai%… Saa ringe vare dengang de extraordinaire Professorers Lønninger i Sammenligning med de ordinaires Corpora?, f "Endelig seirede Hertugen. Den tredie Juli 1805 blev Com- missionen oplåst og en Direction for Universitetet og de lærde Skoler stiftet som et uafhængigt Collegium med umiddelbart Referat til Kongen. To Dage efter bleve Medlemmerne og Embedsmændene udnævnte: Hertugen, Malling og Moldenhawer bleve Medlemmer af det nye Collegium, hvorefter den sidstnævnie aftraadte som Professor ved Universitetet, men vedblev at være Overbibliothekar ved det Store Kongelige Bibliothek; Engels- toft blev Bureauchef og Sécretair og beholdt derhos sit Pro- fessorat ved Universitetet, men opgav sin Tjeneste ved Biblio- theket?. | Kun lidt over to Aar havde Engelstoft været Biblio- theks-Secretair, og meer end Fjerdedelen af denne. Tid havde han tilbragt i Udlandet. -Stillingens mange mechaniske Forret- 2 Consistor. Copiebog 1805, 8 Febr. — 3 Om disse Profess. ex- Atraord. og deres Lon, see Univ. Journ. I, 92. 97—110. 145—151. II. 136. III, 47. Men Inddragelsen af Corpora var allerede 1796 begyndt. Sam- wmest. V. 43. — 4 Colleg. Tid, 1805 S. 449—451. Werlauff blev nu i Engelstofts Sted anden Bibliotheks-Secretair og Molbech Amanuensis. Bibl, Histor. S, 292, Jfr. Ost”s Materialier S. 445 fgg. 44 eee ninger behagede ham ikke; men han tabte aldrig Interessen for selve Bibliotheket, der fornemmelig kan takke hans Iver og Indflydelse i det Rosenkroneske Huus for den skjønne og kostbare Gave af den Hjelmstjerneske Bogsamling et Par Aar efter”, Men Universitetet maatte nu erstatte Engelstoft, hvad han i åconomisk Henseende tabte ved at forlade Bibliotheket, og fra samme Tid af tilstaae ham et aarligt Tillæg af tohundrede Rigsdaler af den academiske Fondf, lovrigt hengik endnu nogle Maaneder, inden den nye. Di- rection og dens Bureau bleve fuldkommen organiserede, og ad- skillige Expeditioner, Udnævnelser og deslige, som egentlig henhårte under Direclionen, vedbleve ligesom forhen at udfærdi- ges fra Cancelliet. Men i Låbet af September var Organisationen fuldendt og hele det lærde Underviisningsvæsen ganske adskilt fra Cancelliet”, Universitetsdirectionens Stiftelse var en vigtig Begivenhed ogsaa i Engelstofts Liv. Han blev næsten uafbrudt knyttet til dette Collegium fra dets Begyndelse til dets Oplåsning. "Vistnok forisatte han sin academiske Lærervirksomhed; ogsaa leverede han nu og da mindre videnskabelige Bidrag, saasom ved denne Tid en Afhandling efter Jorgen Sorterups Præstigiæ oeconomiæ ruralisg, Men han varYdog fra nu af kommen heelt ind i det practiske Forretningsliv og vandt aldrig Tid til stérre lærde Arbeider. Hvorvidt han var skabt for Administrations» Faget, derom have Meningerne været deelte; men i hans tidligere Aar havde begge Partier, som dengang strede med hinanden, ligestore Tanker om hans Kald i denne Henseende. Da saaledes Kaas engang i hine Dage talte med Engelstoft, yttrede han disse Ord: ,De skal dog vide, at det ikke vilde være blevet 5 Biblioth, Histor. $, 285. — 6 Consistor. Copiebog. 1805, 5 Juli. — 7 Colleg. Tid. 1805 S. 585—90. 596—605 har den nye Instruc- tion af 13 Septbr. — 8 'Skand, Lit. S, Skr, 1805. I. 382—458, 45 til Deres Skade, om denne Direction ikke var kommen istand ?,€ Ogsaa i Engelstofts huuslige Forhold sonde dette Aar en Epoche. Han var hidtil ugift. Efterat have forladt Nyerups Huus, boede han nogen Tid i Farvegaden, havde til Opvarter en jydsk Karl, og bevarede i håi Grad den ungdommelige Mun- terhed og det gode Humår, der havde characteriseret ham i Barndommen og senere i Reiseaarene. Naar hans Venner be- sågte ham, kunde han tage sin Violin og spille for dem; traadte saa Opvarteren ind, tiltalte han denne i sin Fådeegns Dialect, og naar de unge Karle fra hans Hjemståvn som Solda- ter kom til "Kongens Kjobenhavn£ og bragte en Hilsen til Provstens Son, saa kunde han med den inderligste Godmo- dighed og Lune underholde sig med dem i samme Dialect om »bitte Moer og bitte Faer, bitte Peer og bitte Lisbeth? 7, — Men i'hans Ungkarle-Liv foregik nu en Forandring. I del tidlige Foraar 1805 havde han været i Jylland og der besågt sin Svoger Præsten Thorning i Næsborg, hvorom et Minde haves i hans Beskrivelse over en Kjæmpehéi sammesteds", I Efteraa- ret' gik han atter til Jylland til sin Fælter og fordums Rector, Magister Estrup, da Sognepræst i Randers, og ægtede den ot- lende November dennes ældste Daiter, den nittenaarige Magda- lene Cathrine, der i meer end frttostyrgel ye Aar blev hans trofaste og kjærlige Hustru, 2. I henved syv Aar, fra 1805 til 1812, var Engels» toft Secretair og Bureauchef i Directionen for Universitetet. og de lærde Skoler. Ifolge Embedspligt skulde han nærmest 9 Dette har sl. Confr. Engelstoft selv fortalt mig. — 10 Mundu. Medd. af Samtidige. — 11 Dagbog paa denneReise, d.29 April 1805, i Nye- rups Skildr. IV. 61-—64, — 12 Imm. Barfod, Falsterske Geistl. Hist, I. 28. Han flyttede nu til Raadhuusstræde no. 42, hvor fordum Fr. Sneedorff havde boet. 46 kun expedere Collegiets Beslutninger, og med Hensyn dertil be- sad han i héi Grad de fornådne Egenskaber. Han havde af Naturen ualmindelige Gaver ikke alene til en klar og bestemt Fremstilling paa Papiret, men han forstod tillige at udtrykke sig med en Lethed og Smag, som han saaledes overfårte til Forretningssproget, at Udfærdigelserne fra Universiteletsdiree- lionen gjennem hans Bureau af kyndige Mænd bleve anseéte for Månstre i Embedsstilen ", Men Engelstoft var i Virkeligheden som Bureauchef meget mere end simpel Expedient., Hans personlige Forhold til Hertugen, saavelsom til Malling og Moldenhawer, hans alsi- dige videnskabelige Dannelse, hans paa Erfaring grundede Kjendskab baade til Universitelet og Skolevæsenet sikkrede ham allerede i denne Periode en meget betydelig Indflydelse paa Directionens Beslutninger og Foretagender. Der var dengang Meget at skabe fra Nyt af; thi man var midt i Reformernes Tid. Regjeringen selv var særdeles opmærksom paa Underviis- ningsvæsenets Forhold og Fremgang ogsaa i andre Lande for deraf at hente Raad og Vink til Efterligning eller Advarsel, og Thorlacius idetmindste havde tilligemed den offentlige Un- derståttelse, han nåd under sin Udenlandsreise, faaet den For- pligtelse at indsende Beretning om Skoleunderviisningens Til- stand i de Lande, han besågte"", Er det end uvist, om der havde paahvilet Engelstoft en lignende Pligt, saa er det dog vist, at han paa sine Reiser, som ahnede han den Fremtid, der ven- tede ham, med særdeles Opmærksomhed havde betragtet og sat sig ind i Organisationen af de videnskabelige Anstalter'””, Han vedblev siden gjennem Literaturen at foråge og udvider den Kundskab, som han paa Stederne selv ved Erfaring havde 13 Om hans Theorie deraf — nedenfor. — 14 B. Thorlacius, Efter- retn, om Underv. Tilstand i Depart. S$. 4. — 15 Brevenei Neu- mannsReiseiagttagelser rundt om f. E, I. 38 fg. 267 fg. 275 0. s. v. 47 samlet!?, og Hertugen, der altid havde megen Agtelse og Tillid til hans Talenter og Duelighed, hårte ham gjerne og gav ham Anledning til at anvende begge. Saamegen Deel end Engelstoft i disse syv Aar tor an- tages at have havt i Universitetets og Skolernes Bestyrelse, vilde det døg neppe være passende at indflette en Udsigt der- over påa delte Sted og i "hans Bureauchefs-Periode. Men at de fortrinligste Materialier dertil haves, og at de skyldes ham, bør ikke forbigaaes. De af ham netop nu begyndte Uni- versitets- og Skole-Annaler omfatte hele dette Tidsrum, høre til de bedste samtidige Mindeskrifter af denne Art, og — give tillige det klareste Billede af hans egen Virksomhed. Siden Jacob Badens Universitets-Journal ophårte i Aaret 1801, savnede- man en noiaglig aarlig Beretning om de vigtigste ved Universitetet skeete Forandringer. Engelstoft fallede som Bureauchef strax” Planen til at afhjælpe dette Savn, og allerede det forste Bind af hans Annaler, der udkom Aaret efter, 1806, viiste, at han kunde meer end erstatte Savnet. Medens Baden, der ikke havde Adgang til Overbestyrelsens Archiv og ikke stod i noget nærmere Forhold til Skolerne, i det Væ- . Sentlige havde maattet indskrænke sig til at meddele de fra Consistorium udgåaende eller til samme indkomne officielle Skrivelser, saa kunde Engelstoft ifålge sin særegne Stilling" ledsage Beretningen om enhver Foranstaltning med den grun- digste Udvikling af de Forhold, der havde fremkaldt den, og de Motiver, hvorpaa den ståttede sig, og det i lige Grad, hvad enten Sagen angik Universitetet eller de lærde Skoler. Engelstoft fulgte dernæst med Interesse Underviisningsvæse- nets Udvikling i fremmede Lande og meddeelte hyppigt Efterret- 16 Hvert Bind af hans Univers. Annal. — 17 ,,Authentisk meddele de vigtigste Efterretn.£ hedder det i Planen. Til Gjengjæld derfor skulde Annalerne ,intet Polemisk indeholde", 48 am] ninger derom i sine Annaler", Han benyttede endelig disse som et historisk Tidsskrift til leilighedsviis at publicere mange hidtil utrykte BDocumenter eller andre Smaastykker til Oplys- ning af Fædrenelandets indre Historie. Badens Journal havde tillige været et Slags critisk Tidende, med særligt Hensyn til den philologiske Literatur; Engelstofts Annaler fik derimod ligesom til Anhang et historisk Magazin, hvori han nedlagde enkelte Bidrag, som hans historiske Studier tilfårte ham, og udenfor Annalerne lod han med Undtagelse af et Par Recensio- ner i de nærmeste Aar intet trykke??, 3. Engelstofis dobbelte Stilling som Bureauchef og -academisk Lærer vilde ogsaa i den fålgende Tid under almin- delige Forhold neppe have levnet ham Tid til videnskabelige Arbeider. Men Forholdene bleve ikke -de almindelige: den sidstnævnte Virksomheds pludselige Afbrydelse i Sommeren 1807 gav ham uventet et stårre Otium. Da nemlig Hoffet paa Grund af det engelske Overfald- mod Midten af August Maaned begav sig til Holsten”, maatte enkelte Embedsmænd fra hvert Colle- gium fålge med som Referenter af deis Sager, og for Universi- tetsdirectionen fik Engelstoft delte Hverv, alter et Tegn påa Kronprindsens ,og Hertugens Tillid. Han maatte allsaa opgive at fuldende den begyndte Sommerforelæsning. Med Kongehuset og Hertugen gik han i Baade over Belterne til Snoghéi, hvor hans Hustru skiltes fra ham og forelåbig drog til sine Forældre i Randers, medens han selv fulgte Hertugen til Rendsborg. Herhen kom hans Kone atter i Efteraaret til ham, og de boede i en Fru Warnckes Huus, dog saaledes at de fårte deres egen Oconomie. 18 Dette var en fast Rubrik ifålge Annalernes Plan. "SeeFortal. i iste Bind. — 19 Rec. i Lærde Efterretn., 1805 no. 27, Brun Juuls Lexicon; no. 33—36, Millots Historie ved Brorson 1806 no. 7, Molbech om Stuarterne; . 1807 no. 21—23, Munthes Historie, — 20 L. Meyer, Seeland im Sommer 1807, S.13. Det var den 12 August. — 49 en Denne "Søommer,: den paafålgende Vinter 1807—1808 og hele Foraaret 1808 havde Engelstoft sit faste Hjem i Holsten. Han var låsrevet fra valle de Pligter og. Forretninger, der vare betingede af Opholdet i Hovedstaden”, og indskrænket alene til Universitetsdirectionens Expedilioner. Han havde vundet Fritid, og; han benyttede den til: videnskabelige Arbeider. Der kan ikke være nogen Tvivl om,: at de værdifulde Skrifter, som han udgav i Aaret 1808, baade Afhandlingen om det Byzantinske Krigsvæsen og Bogen om National-Opdragelsen, ere udarbeidede under det roligere Liv i Holsten. - Indre og ydre Vidnesbyrd tale:derfor: det sidstnævnte Skrift bærer kjendelige Spor af de Forhold, under hvilke han da befandt .sig??, og da Werlauff i December 1807, idet han sendte Udhængsarkene af sin Disputats, " henledede hans Opmærksomhed paa nogle antiquariske Gjen- stande, skrev han tilbage: ,Om Oldsager i Rendsborg skal jeg bekymre mig, naar jeg er bleven færdig med et vist Arbeide, som jeg er sysselsat medt %, | Mod Slutningen af Foraaret 1808 kom Engelstoft hjem til det odelagte Kjåbenhavn, fungerede som ordentlig Opponent ved "Werlauffs. Disputations-Act den niende Juli, og meddeelte siden i Annalerne det ved denne Leilighed -holdte Foredrag %, Faa Maaneder efter leverede han som Indbydelsesskrift til Uni- versitetets aarlige Reformationsfest sin lærde Afhandling de re militari Byzantinorum tempore Justiniani primi%, og den ottende Noyember holdt han selve den latinske Festiale om den acade- miske: Borgerrets Værd. og Betydning. Baade Programmet og Talen gjorde megen Lykke i den lærde Verden; hiint blev se- ; 21 I Vintersemestret 1807—8 anmeldte han ingen Forelæsninger; i Som- mersemestret 1808 lovede han at bekjendigjåre sine Forelæsninger ved sin Tilbagekomst. Annal. 1807, II. 247. 1806, I. 298. v/— 22 Man see f. Ex. Noten'S: 47—50. Jvfr. Univ. Annal. 1812, S. 103. — 23 Brev, dat. Rends- borg den 23 Debr. 1807. Medd. af Conf. Werlauff. — Fortalen til Bogen er undertegnet Rendsborg den 2 Marts 1808. — 24 Univers. Annal. 1808. I. 334—35. II, 69—91, — 25 Anf. St. II. S. 223—235, Udtog paa Dansk. Å 50 nere omarbeidet paa Dansk og optaget i Historisk Kalender; … Talen blev kort efter udgivet med dansk Oversættelse samt An- mærkninger, og Indtægten deraf bestemt til veldædigt Oiemed. Endnu i det samme frugtbare Forfalteraar udgav Engels- toft adskillige andre Arbeider. Det betydeligste af disse og, skjåndt i sig selv ikke moget stort Værk, saa dog vel det stårste, han nogensinde kom tilat udarbeide, er den ovennævnte Bog om National-Opdragelsen, der blev tilegnet hans Velynder Hertugen af Augustenborg Dette Skrift gik: ud paa en Sag, som længe havde ligget Engelstoft paa Hjerte, og var skre= vet med en Omhu og Kjærlighed, som vidnede derom. Til Grund for det laae hiint Program, som han sex Aar tidligere som Læ- rer i "det Schouboeske Institut havde udgivet%; - men: Emnet var aldeles optaget fra Ny af og udfårt med en sjelden For- ening af omfattende Lærdom og smagfuld Fremstilling. . Ogsaa fandt Skriftet overalt en Modtagelse, der svarede til dets Fortje= neste”, Mindre Arbeider fra samme Tid vare Afhandlingen om Forsvarsmidlerne for Oen Sjælland under Calmarkrigen, der blev læst i det Skandinaviske Literaturselskab, og den critiske Anmeldelse af Stephensens Skrift om Island, der blev trykt i Lærde Efterretninger %, De fålgende Aar vare ikke saa frugtbare paa Skrifter og kunde ikke være det, efterat de tidligere Forhold igjen vare indtraadte. Imidlertid blev Engelstoft dog i Aaret 1809 Deel- tager i tvende videnskabelige Samfund. Det fårste af" disse var den Commission, der blev nedsat for at organisere et Mu- seum i Forbindelse med det Store Kongelige Bibliothek. Rime- ligviis var det hans forhenværende Stilling ved Bibliotheket og deraf folgende Kjendskab dertil, som ledede Valget paa ham; - 26 See ovenfor Side. 35. — 27 Rahbeks Ny danske Tilskuer, Il. 1, S. 284—88.7 297— 303. 367—77.: Lærde Efterretn. 1809 5S. 465 fg. 497 fø. 0. m. a.St. —. 28 Skand. Lit. S. Skr. 1808, S. 101—156. Lærde Ef- terretn. 1808, S. 401 føg. Badens histor. Bibl. S. 167. bi men "Hensigten med' dette Museum blev ikke opnaaet?” Det an det var et Selskab, der 'havde til Formaal at afhjælpe: den da- værende Mangel paa en lettere Adgang til Udlandets Literatur, nærmest som en. Fålge af Krigen, og som derfor vilde udgive en egen Journal for Udenlandsk Literatur. Af dette Tidsskrift udkom ogsaa virkelig fra 1810 til 1816 aarlig et "Qvartbind, og Engelstoft leverede dertil adskillige ikke ubetydelige Bi- drag. Til samme Tid skrev han ogsaa enkelte Recensioner og mindre Arbeider; navnlig forelagde han 1811 det skandi- nåviske Literaturselskab en smuk liden Afhandling om den sven- ske Dronning Marie Eleonores Ophold i Danmark ?, 4. Det. er &iensynligt, at Engelstoft i denne Periode af sit Liv arbeidede med Lyst baade som Skribent, som Univer- sitetslærer og som Forretningsmand; og Arbeidet havde sin In- teresse og sin Lon. Da den Tale, som han havde holdt ved Reformationsfesten 1808, havde vundet: saameget Bifald, havde han fattet Ideen om ved dens Udgivelse at stifte et Legat for unge" Studerende. Dette. lykkedes over Forventning. Consistorium. bevilgede efter hans Onske, at. Universitetets Bogtrykker frit maatte trykke ham: femhundrede: Exemplarer2!, og Medborgeres Interesse for Sagen,; for. Skriftet. og dets Forfatter havde. til Folge, at Sal- get af denne liden, Tale i Låbet af et Aarstid indbragte en Sum af sexhundrede Rigsdaler dansk Courant, der blev Grundfonden for, et. særligt. Legat under Navn af Stipendium pro libris com- parandis: Engelstoft forfåttede Fundatsen derfor den een- ogtredivte Marts 1810,. og Kongen confirmerede samme den. forste Juni næstfålgende %, 29 Werlauffs Bibl. Histor. S. 323—335. — 80 Dan. Lit. Tidend. 1811, S. 17 fgøg., Rec. af Hertels Beskrivelse over Aarhuus Domkirke. — Skand. Lit. Skr. 1811, S. 1—136. — 31 Consistor. Copiebog 1808 indeholder Bevillingen under 23 Novbr. Engelstofts Begjering derom var af 11 Novbr., og hans Taksigelse derfor af 7 Decbr. — 32 Univers. Annal. 4" 52 Hans Virksomhed som Universitetslærer. blev. ;ikke, længe derefter udvidet paa en Maade,' der var ham særdeles behagelig, De statistiske Forelæsninger, "der henhårte til den fuldstændige juridiske Embedsexamens Discipliner, vare hidtil holdte af Kjerulf, medens Engelstoft ifålge sin Forkjærlighed for delte Fag, maaskee ogsaa i den Mening, at han deri var trængt videre frem end hans Collega, af egen Drift ligeledes læste over Fæ- drenelandels Statistik og endnu i Vinterhalvaaret 1809—1810 foredrog den statistiske Encyclopædie. Kjerulf dåde i. det fol- gende Efteraar, den niogtyvende September, og det blev nu overdraget til Engelstoft paa Embeds Vegne at besårge. det statistiske Cursus for de juridiske Studerende??, Disse Forelæs- ninger hårte til Engelstofts kjæreste Pligter, og de bare i hans kraftigere Aar Vidnesbyrd nok derom. Vistnok hårte man dem slundom skjævt bedåmte af Folk, der enten ikke havde fulgt denne Videnskabs Udvikling i en nyere Tid eller overhovedet ansaae dem for et unyttigt Paahæng til den juridi- ske Examen; men langt competentere Dommere yttrede sig offentlig og gjentagende om Engelstofts statistiske Arbeider påa den meest hædrende Maade, idet de opfordrede ham til at udgive sine ,Sskjønne statistiske Forelæsninger og vise vore Lærde, hvorledes en dansk Statistik bår skrives”, Og disse Ytitringer fortjene saamegen mere Opmærksomhed, som de kom fra en Side, hvorfra Engelstoft ellers ikke altid hårte Lov- taler %, Endelig frembåd ogsaa hans Stilling i Universitetsdirec- lionen i disse Aar en Anledning til Virksomhed, der førte ham ud over Collegielivets daglige Trivialitet. Det længe agiterede. Spørgsmaal om Oprettelsen af et Universitet i Norge blev af- gjort ved et Kongeligt Rescript til Directionen af anden Sep- 1809 I. 154—64,' 316. 11.156. 312. 18101; 231—37. Lærde Efterretn. 1810 8. 168. 231—32, 352, — 88 Univ. Annal., 1810. S. 85—87. 240 — 384'Ost's Minerva (1837), I. 204. 53 mm tember”1811, og i Slutningen af samme Maaned blev en -Com- mission nedsat for at tage dette Anliggende under Overveielse. Commissionen bestod af Malling som Præses, Stiftamtmand Ro- senkrands, Grev "Wedel-Jarlsberg, Biskop Bech, Moldenhawer, Rothe og Treschow, og det blev -overladt til den selv at vælge sig en Secretåir?, » Denne''sidste Bestemmelse gav 'strax Anled- ning til en Meningskamp i den neppe sammentraadte' Com- mission: ” Malling vilde for Alting have Secretair-Posten over- draget til Engelstoft, med hvem han var vant til at sam- arbeide, og som vistnok ogsaa selv kunde '&nske sig en saain- teressant Forretning; "Treschow derimod anbefalede med ikke mindre Iver Valget af Sverdrup, og blev "derved underståttet af Biskop Bech. Engelstoft befandt sig under saadanne For- hold i en" meget” piinlig Stilling. Imidlertid satte dog Malling ved deels kloge deels bånlige Forestillinger? sin Villie igjennem paa Commissionens forste Måde ' den sjette: Januar 1812, — og Nordmændene ville ikke nægte Engelstoft den Roes, at han med Varme opfattede Sagen og med Kundskab virkede for den. Kort efter gik han ogsaa over til en Stilling, der gav ham endnu mere Leilighed dertil og Indflydelse derpaa. Na Det svenske Thronfålgervalg efter Carl Augusts Dåd, der i saa mange Henseender blev af langvarige og uberegnelige F6l- ger for Danmark og Europa, havde ogsaa middelbar. Indvirk- ning i videre og lavere Kredse, og Engelsto fis Skjæbne blev berørt deraf. Hertugen af Augustenborg havde nemlig. siden hiin Tid forladt Kjåbenhavn og betragtede sig som entlediget 35 Univers! Annal. 1811. II. 80—84. 244—246. — 36" Mundtlig Med- delelse af Samtidige. Jvfr. Univ. Annal. 1812, I. 80, hvor det hedder, at Engelstoft eenstemmig var valgt, 54 af Kongens Tjeneste, skjéndt ingen. formelig. Afsked; var.;ham meddeelt!, Directionen for Universitetet;,og de; lærde Skoler, Herlugens Skabning, bestod saaledes i Virkeligheden kun af. to Medlemmer, Malling og Møldenhawer; af ;hvilke…den fårste,;.der paa Kongens Fådselsdag 4812 var bleven udnævnt til Geheime= conferentsraad, fungerede som det bestyrende "Medlem, Det var 6iensynligt, at et. saa besynderligt Forhold ikke kunde bestaae, og…at Universitetsdirectionen enten maatte: for— stærkes med: nye Kræfter eller igjen falde; tilbage som et De- partement under Cancelliet. Denne sidste Idee .skal. ogsaa have havt sine mægtige "Talsmænd; men Malling. arbeidede: for den forste, der havde den oplyste offentlige” Mening” for. sig, og Mallings Indflydelse hos Kongen reddede denne Gang det unge Collegium. Det var allerede ligesom en Forudforkyndelse om, at det skulde fremdeles bestaae, da Kongen den fireogtyvende Maris 1812 bemyndigede Universitetsdirectionen. til: at bruge .det store Kongelige Segl i rådt Vox paa. samme Maade som. de évrige Regjerings- Collegier?, Det. gjaldt nu, ogsaa om,.at give Directionen de fornådne arbeidsdygtige Kræfter. 'Engelstofts vare længe pråvede. Saaledes -skeete. det, at 'han,…. der ;Aarel iforveien havde erholdt Titel af Justitsraad?, nu den syvogty- vende August 1812 blev udnævnt til Assessor med Sæde og Stemme i Directionen for Universitetet og de lærde Skoler”, Ved Overtagelsen af dette nye Embede, der kun i Nav- net var forskjelligt fra et virkeligt Medlems, maatte Engels- toft naturligviis opgive sin Post som Bureauchef, og blev i denne aflåst af Christian Lund. Derimod forlod han ikke, saa- ledes som Moldenhawer tidligere, sin academiske Lærerstol, eller tabte sin Anciennetet ved Universitetet. Hans Forpligtelser 1 Actmæss. Bidr. I. 166—67. 389—90. — 2 Univ. Annal. 1812. 1.. 76. — 3 Den 2 Januar 1811, — 4 Saaledes Univ. Annal. 1812. S, 243; men Colleg. Tidend. 1812, S. 544 har den 27 Juli, som maa være en Trykfeil. — 55 som. Docent. kunde: ; imidlertid dog ansees for noget lettede, da Werlauff kort. iforveien, havde faaet -det tredie, historiske ,Pro- fessoratå, som siden. Kjerulfs Dåd havde -staaet ledigt, ikke at tale om; sat Universitetet. til, samme Tid, havde en meget begavet historisk Privatdocent i…Dahlmann é&. Den; i Engelstofts- Stilling. foregaaede Forandring maa ogsaa. antages at: have. havt smogen; Forbedring i "hans ;6conomi- ske Forhold til Fålge, og dertil. kunde, han, som. alle Embeds- mænd påa den Tid, hoiligen trænge.…De. ufunderede Papirpenge nedsank efterhaanden. til; en-saare ringe Værdie, og Engelstoft fortalte underliden, i senere Aar, hvorledes et Honorar, som Hertugen af Augustenborg engang 'betalte' ham. med, nogle faa Sålyspecier”,….i' Virkeligheden «var næsten lige. med et heelt Aars -Gage,,..Han, ligesom mange Andre, maatte. derfor. paa anden- Maade .sorge for at erhverve: det Fornådne:' ide værste Aar havde han unge: Studerende som ”Pensionairer i sit Huus. Hans ; Svogre; de rende: Brédre Estrup, kunne: ikke i egentlig Forstand regnes. til denne Classe, derimod! vel de tvende Brådre Johannes og Peter Daniel. Bruun fra Fredericia, der efter hin- anden fra 1813. til. 4818 tilbragte iEngelstofts- Huus fem Aar, hvis; Betydning. for .deres Dannelse de med Grund erkjendte. 2.:… Assessoratet i Universitetsdireclionen var udentvivl den i Virkeligheden -indflydelsesrigeste Sitling, Engelstoft nogen- sinde opnaaede, skjåndt Navnet ikke tydede derpaa. Hertu- 5 Adjunhct Werlauff udnævnt til. Professor: extr; d. 24. Februar 1812... — 6 Univ. Annal. 1812, S. 243, Læste i Sommersemestret over fårste Bog af Thucydides. — 7 Han var nemlig i flere Henseender en Slags Commissionair for Hertugen i Kjåbenhavn, da denne selv ikke mere havde sit Hjem i Hoved» staden. — "8 Efterat have forladt Raadhuustræde no. 42'(5. ovenfor Side 45) 1810, boede Engelstoft 1810—13 i Klædeboderne no. 102 og derpaa fra Efter- aaret 1813 i Vimmelskaftet no.25 paa Hjørnet af Skoubogaden, indtil han iFor- aaret 1815 flyttede til Klareboderne no. 8. 56 gen af Augustenborg, der havde regjeret temmelig enemægtigt, deeltog nemlig aldeles ikke mere i nogen Sag; saa at hans Dåd et Par Aar efter med Hensyn til Directionen "gik forbi "som betydningslås. Moldenhawers Svaghedsperiode var allerede be- gyndt; Treschow begav sig snart'til Norge, og Malling, ivhvis Hænder hele det lærde Underviisningsvæsen saaledes laa; havde stor Tillid til Engelstoft, trængte til hans Raad og Medvirk= ning, og benyttede gjerne: begge. Det vigtigste og interessanteste anilløtterid, som Universi= tetsdirectionen paa den Tid havde at behandle, var fremdeles Organisationen af det Norske Universitet, der ifålge'det Kon- gelige Aabne Brev af tiende April 1812 skulde anlægges i Chri- stiania og have syvogtyve paa otte Hovedvidenskabsfag " for- deelte Professorer, hvilke gjennem trende Perioder 'saaledes skulde ansættes, at Universitetet var fuldstændigt organiseret til den fårste September 18152. Det var denne Opgave, Engels- loft forefandt til Låsning ved sin Indtrædelse”i Collegiet, "og Løsningen var ikke let. Saa meget nemlig det nye Univer- sitet var dannet i Lighed med det gamle i Kjåbenhavn,''saa havde dog især Treschow sat ikke ubetydelige Afvigelser derfra igjennem, og de fornådne Pengemidler vare” kun i ringe Grad tilstede. Dertil kom endnu, at Treschow ingenlunde var tilbåielig til under de fælleds Raadslagninger at vige for den Superioritet, som Moldenhawer fra sine kraftigere Aar af var vant til atud- ove, saa at Disputerne mellem disse to Mænd. ikke alene vare håist piinlige for den milde og fredelskende Malling og den i Forhold til dem endnu unge Engelstoft, men ogsaa hæm- mede Sagernes Afgjårelse og standsede Universitetets fremskri— dende Udvikling?%, Og Treschow vedblev, ogsaa 'efterat - han 9 Univers. Ann. 1812, S. 85—92, have dette mærkelige Actstykke Det er parapheret af Malling, Moldenhawer, Rothe og Treschow. ; Den sid-= stes Indflydelse paa Bestemmelserne er 'kjendelig nok. — 10 Mundtlig Med- delelse af Samtidige. 57 vår gaaet til Norge som' fårste Professor i det” philosophiske Facultet, at være Directionens brevvexlende Medlem. | Såamange Vanskeligheder der end vare al overvinde, traadte det nye Universitet dog»i "Virksomhed i" Sommeren 1813, og aabnede, efter atholdt Examen artium, i August de første Fore- læsninger; for' atten” immatriculerede Studenter, der; i December toge | den philoløgiske Examen"", "Ogsaa Bygningsvæsenet sys- selsatte Directionen, og alt-hvad Universitetet vedkom, var i den meest livlige Gang, då —Kielerfreden adskilte de forenede Riger." I bevægelige Ord tog Engelstoft Afsked med den Nor- ske Hoiskole-paa det sidste Blad af sine Universitets= og Skole- Annåler, som dermed for lang Tid' ophårte. Det er af: disse Annaler tydeligt nok, at ingen til Universi- tetsdirectionens Virkekreds i disse Aar henhårende 'Sag i den Grad interesserede Engelstoft, som Universitets-Anlæget i Norge. Det var nogetNyt, der skulde skabes. ' I Danmark: der imod skulde blot det Bestaaende holdes vedlige og, om muligt, ved nogen Efterhjælp forbedres. En af de Smaaforbedringer, »som Engelstoft her per- sonlig lagde Vægt paa; vare de i Aarene 1813 og 1816 tagne nåiere Bestemmelser angaaende Tiden for "Afholdelsen af den saakaldte-anden Examen, der hidtil oftere greb noget forstyrrende ind. " Det blev da 1813 fastsat, at den philosophiske Deel af samme Examen alltid skulde holdes i de sidste fjorten Dage af October, og dernæst 1816, at der i Foraaret stedse alene skulde holdes »philologisk, i Efteraaret stedse alene philosophisk Exa- men!”, Hovedhensigten dermed var fornemmelig at spare Tid for Universitetslærerne, der forhen havde maattet anmelde Col- legier til begge Examina båade i Vinter- og i Sommersemestret, 11»Univers. Ann, 1813, S. 117 fg. 307 fg. 322.1812 8, 322 fg: 1813 S. 324 fø,' — 12 Efterr. ang. Kbhvns Univers. 1823, S. 128—140, hvor en udfårligsy handling derom findes. 58 Men detle Oiemed var af dobbelt Vigtighed for dé academiske Lærere, der som Engelstoft havde et: byrdefuldt- Embéde: ved Siden af deres Pligter som Professorer, og dérhos: fålte Lyst og Kald til ogsaa at virke i Litératuren som Forfattere: 3:… Engelstoft havde, "som nylig bemærket, ophårt' med Udgivelsen af sine Universitets- og Skoleannaler halvandet Aar, efterat han var 'bleven Assessor! i Directionen og umiddelbart ved Kielerfreden. Man anfåérte som Grunden dertil Papirets og Trykningsomkostningernes stedse stigende Priis??, og det kan vel være muligt, at disse Omstændigheder kunne have været medvirkende Aarsag; men at de neppe vare den vigtigste,' end- sige den eneste Grund, turde udentvivl klart: fremgaae deraf, at han, skjondt Videnskabernes Selskab ;og Danske Selskab, hvoraf han ved denne Tid blev "Medlem!", tilbåde ham Leilighed til literair Virksomhed, dog næsten i samme Oieblik anmeldte og begyndte et nyt og stårre' historisk "Tidsskrift, den Historiske Kalender. | Dette Værk, hvoraf tre Bind udkom, tilhårer ganské den Periode, hvori han var Assessor i Universitetsdirectionen. Ideen hertil udgik nærmest fra Professor Jens Moller, der for nogle Aar siden- var bleven ansat ved Universitetet, og med en vis ejendommelig Lethed forenede historiske Studier med'de theo- logiske; der vare hans egentlige Kald. Den samme! Lethed - gjorde ham velskikket til at forestaae Udgivelsen af periodiske Skrifter, og Engelstoft kunde saameget hellere overlade' det 13 Subscriptionsprisen paa Annalerne var derfor i de senere Aar bleven forhåjet, — 14 Molbech, Vidensk. Selsk. Histor. S. 529: Thorlacius, som 1810 blev optaget, proponerede P. E. Miller 1811, og denne atter Engels- toft, som valgtes den 18 Decbr. 1812. Werlauff,Danske Selsk. Histor. S. 191—93: Engelstoft og P. E. Miller bleve valgte den 3 Marts 1813; Thor- lacius var foreslaaet i samme Aar, men frabad sig Valget, hvorimod han 1815 elter Opfordring indtraadte, ,for at erstatte det Tab, -Selskabet havde lidf ved hans Faders Dåd.” 59 udvortes "Arrangement til ham, som der -mellem- begge disse Mænd indtil. en vis Grad fandtes et aandeligt.Slægtskab, og som Møllers bestandige |Veneration før den ældre” Collegas Overle- genhed i.Smag og -historisk Erudition borgede for Eenheden og Enigheden under;ldeens Udførelse. Værkets Navn: derimod turde udentvivl fornemmelig skrive sig. fra Engelstoft: For meer end/ et:Decennium siden” -hayde han nemlig. offentlig udtalt den Mening, at. Kalenderens: sapocryphiske Helgennavne: burde om- byttes smed' mærkelige "Personer, eller. Begivenheder i -Fædre- nelandets' Historie, for vat. selv. den lille Almanak, der var i Alles Hænder, kunde opfriske . Mindet: om. fortjente Mænd og anspore til Efterligning og Kappelyst. "Denne Tanke var strax bleven grebet. med Opmærksomhed”, og nu vilde Engels- toft benylte det nye Tidsskrift til.at give Pråver paa dens Ud- førelse. Efterat han siden Annalernes Ophér havde: indskrænket sin Forfalter- Virksomhed dil nogle mindre Arbeider, saasom en Af- handling om Christian den Fjerdes Forsøg paa at ophæve Vor- nedskabet, der 1813 blev. læst i det Skandinaviske Literatur- selskab, samt en eller anden critisk Anmeldelse i Literaturti- denden””, — udkom i Aaret 1814 .den Historiske Kalenders forste Bind, prydet med Abraham Kalls Portrait, og indehol- dende foruden den nysnævnte Prove af en national Almanak, der gjentoges ide ;foålgende Bind med. tildeels andre Navne, tvende Bidrag fra Engelstofts Haand: en ganske ny Omarbeidelse … af hans. tidligere: Afhandling om' Kjébenhavns Stilling og Farer 15. Om Opdrag. Indfl. paa Kjærl. til Fædrel. 1802, S,.58, Note: — 16 Ideens Udtalelse havde dengang foranlediget en liden Cyclus af Skrif- ter derom, af Rahbek (Dan. Tilskuer, 1802 TI. 737—52. 761—816), Abra- hamson (Smstds, 1803. I. 5—14), P. A. Wedel (Minerva, 1803, III. 233 —259) og atter senere (1808) Engelstoft selviBogen om National-Opdra- gelsen:S.251—55; —' 47 Skand. Lit. Sel. Skr. 1813, S..1—52. Dan. Lit, Tid. 1814, S. 401—414,' Rec, af Molbechs" Historie om Ditmarsker- krigene. … MER ved "Carl den Tolvtes "Angreb, og et meget interessant Uddrag af Axel Gyldenstjernes: Dagbog paa hans Moskovitiske Reise i? Begyndelsen af det: syttende Aarhundrede" "Allerede" Aaret efter, 1815, forlod det andet Bind med "Tyge Rothes: Portrait Pressen," ligeledes udstyret med tvende 'Engelstoftske Stykker: en udfårligere Fremstilling af det Byzantinske'Riges; især Con=- stantinopels, Forsvarsvæsen ;'da”Barbarerne i "det sjette ”Aar- hundrede truede denne Hovedstad, det samme”Emne, som han tidligere i et Universitets-Program havde "behandlet??,' og der- hos "en critisk Undersågelse' angaaende "det rette Jubelaar for Christian den Første som Konge i Danmark og Norge. Det tredie Bind endelig med Skule Thorlacius's Portrait blev leveret 1817 og havde atter to skjånne Skrifter af Engelstoft,"nem- lig et mindre, der ogsaa særlig var udgivet, om Statistikens Be- greb og Forhold til Statsåconomien, og et stårre om. Wiens anden Beleiring af Tyrkerne. "Denne sidste Afhandling var en Frugt af Engelstofts -eiendommelige Interesse for den Os- manniske' Historie, og den vakte 'selv i Udlandet særdeles Opmærksomhed baade ved Undersågelsens Grundighed og ved Fremstillingens Skjånhed7%, Ogsaa er den maaskee i sidste Henseende det correcteste af hans "Arbeider og 'den smukkeste Préve af den historiske Skole, som han kjendelig tilhårte. ig 4. Det turde maaskee her være Stedet, at dvæle nogle Oie= blikke ved denne Skoles Eiendommelighed og ved Characteren af de Engelstoftske Skrifter. Hovedmodsætningen mellem Dyr- kere af historisk Videnskab beroer naturligviis paa Individuali- teternes Forskjellighed; thi det Affecterede, Tillærte, Ségte og Manierede kan som noget Uægte ikke komme i Betragtning. Modsætningen selv er bekjendt,… Man behåver hos os kun at 18 Nemlig 1808. See ovenfor Side 49. Afhandlingen nævnes med hædrende Anerkjendelse i Rihs, Gesch. d. Mittelalt., S..55. — 19 See Nyerups og Erslews Lit. Lexic. om Anmeldelserne af dette Skrift. 61 eee stille Langebek ved Siden af Holberg i en ældre Periode, eller Abraham Kall ved Siden af Frederik Sneedorff i Engelstofts Ungdomsaar, og man vil strax blive Forskjellen ”vaer”, . Man vil da ogsåa' see, at begge Retninger kunne opvise beråmte Re- præsentanter, og man vil udentvivl blive. overbeviist om, at'den ene er saa' langt fra at burde udelukke den anden, at Enhver, der stiller sig et håiere Maal for Qiet,' nådvendigviis maa stræbe efter. en 'harmonisk Forbindelse'af begge. TEngelstofts Skrifter. er en saadan Stræben i héi Grad fremtrædende. Han samlede med -Flid, han criticerede med Grundighed, og han agtede håit ogsaa de særlige Undersågel-»- sers Betydning og Nådvendighed?, "Næsten alle hans Arbeider ere» Detail-Undersågelser, og hans Annaler indeholde ide histo— riske Tillæg en Rigdom af Beviser for hans Opmærksomhed påa de specielleste Bidrag til den historiske Sandheds Belysning. Forsaavidt var han den lærde Historieførsker. —.… Men havde han saaledes tilvejebragt og sigtet. Stoffet, og tog Pennen i Haand for at meddele Forskningens Resultater, - saa vidste han at hæve sig til Herskab over de dåde Materialier og af dem at skabe Noget, der var Historieskriverens virkelige Ejendom, mær- ket med Eierens aandelige Træk. Han havde en naturlig Ten- dents til at raisonnere, «pragmatisere og såge i Historien Spo- rene af en håiere moralsk Verdensstyrelseé?”; han lagde kjen- deligt an paa en konstnerisk. Behandling og et smagfuldt Fo- redrag, saa at alle hans bedre Skrifter danne et afsluitet Heelt og ere Værker ligesom af een Ståbning. | Og: denne Tendents var udentvivt den fremherskende hos ham, saa at han råbede vel saa meget Kald til Historieskrivning "som til Historieforskning, medens baade hos os og hos Frem- 20 Det er mærkeligt, men ikke uforklårligt, at Miskjendelsen af Modpar- tens Fortjenester almindelig meest udgaaer fra den Side, der: dog aabenbart fordrer lavere Aandskræfters Anvendelse. — 21 Yttringer derom .af ham, f, Ex. i D. Lit. Tid. 1814 S, 401—2, — 22 Histor. Calend. Ill. 441. 62 mede det omvendte Forhold af gode Grunde er det almindelige %, Engelstofts historiske Erudition var overhovedet mere om— fattende end gjennemtrængende, bestod snarere i en meget ud- bredt Læsning end just i et særdeles detailleret Kildestudium. De tårre og magre Kroniker, de stive og livlåse Diplomer, sy- nes at have træltet ham, hvorimod Studiet af gode Historieskri- vere, ældre og nyere, behagede og oplivede ham. ” Disse sidste ledede ham ogsaa hurtigere til det, som han fornemmelig sågte i Historien, og som han selv — imod eget Forsæt”” — ikke altid kunde afholde fra ligesom personlig at træde frem med midt un- der den objective Fremstilling. 1 Afhandlingen om Wiens Be- leiring har han vogtet sig for denne Svaghed, og fårst ved Enden af hele Expositionen samlede han i kort Begreb, hvad han kaldte Historiens Idee og det Lærerige i Historien, ',de store Sandheder, der overalt udtale sig gjennem Historiens Lære og fremtræde som ”dens ædleste Frugter, om en håiere Styrelse, hvis mægtigere Haand spotter de Dådeliges Vælde, hvis Retfærdighed kalder Folkene for sin Domstol og gaaer i Rette med de stolteste Monarker $,£ Engelstofts Sprog havde stedse en mærkelig Lethed, Livlighed og Elegants, selv naar han behandlede temmelig ubåie- ligt Stof. Han bestroer,… sagde man, den ellers knudrede anti- qvariske Bane med RoserY, I en tidligere Periode af hans Liv var denne Stræben efter det Ziirlige udentvivl endnu istand til stundom at overvælde hans idvrigt rene Smag og Takt for Modersmaalets Natur; da skrev han Sætninger som denne: ,,Kon- gedalter, ung, deilig, from, udstyret med Alt, hvad Lykken har meest Blendende, Naturen meest Elskværdigt, opsåges hun håit i Nord for at sættes paa en af Europås stolteste Throner%”,< Og til samme Tid havde ogsaa hans raisonnerende Skrifter uden- 23 Rihs, Entw. einer Prop. des histor. Stud, S., 260. — 24 Hi- stor. Calend, III. 281—282. — 25 Anf.'St. III 441, — 26 Nyerups Skildr. IV. 57 Not: — 27 Philip Aug. og Ingeb. $S. 4. 63 tvivl noget formeget af den declamerende og sapostropherende Maneer%, Men i hans egentlige Manddoms-ÅAar viiste: ogsaa Stiil og 'Indklædning et ædelt Maadehold og en fiin Tekiz har- monisk forenet med Ungdommens Lethed og Liv. At Engelstoft havde sjeldne og udmærkede Evner til Hi- storieskrivning,; var derfor 'i hans. kraftfulde Alder éi alene blandt hans Venner, men ogsaa blandt dem, der ingenlunde hørte til-disses Kreds, en ligesaa almindelig Mening, - som det var en almindelig Beklagelse, at han ikke kunde følge: det ham af Naturen anviiste Kald. De Engelstoftske Afhandlinger, sagde en Samtidig, vække det inderligste Ønske … hos "Læserne, at denne Forfaitér, som maaskee ene af alle dem, der nu give sig af med dansk Historie, besidder de Egenskaber samlede, der kunne fordres hos en Dansk Historiograph, maatte tillige be- sidde Lyst til ene atgive sig åf med en Videnskab, han synes - skabt for??, En anden Samtidig skrev saaledes: I Engels- toft kunde Fædrenelandet,' efter Sneedorff, have fundet sin bed- ste Historieskriver.…… Det er beklageligt, at han saa tidlig reves ind i Forretningslivet, hvorfra han: altfor silde trak sig tilbage. Hvad. havde ikke Saga kunnet vente af Forfalleren til Bogen om Dronning Ingeborg? «Ogsaa som populær Philosoph gav han de bedste Forhaabninger i Skriftet om Nationalopdragelsen. En delig har han neppe sin Overmand som dansk Stilist. Læg her- til, at han ogsaa har skrevet kostelige latinske Vers, — saa fremlyser det, at han har: mangesidigt Værd fra den videnskabe- lige Side?%, Disse Vidnesbyrd, hvis Antal det vilde være meget let at foråge%; udtrykke- bestemt nok, Salden der virkelig var den offentlige Mening. Det følger af sig selv, at ogsaa en anden Mening lod sig 28 Lærde Efterretn. 1803. S. 433 fg. 467 fø. hvor Rec. neppe uden Grund paaanker formegen Declamation. — 29 G. L. Baden, Dan. Nor. Hist. Bibl. $., 127, — 30 J. K. Håst, Erindr. om Mig og mine Samtid, S. 158. — 31 F.Ex. Jens Måller, N. Falck, Thortsen 0. fl. A, 64 ": håre fra Mænd af anden Individualitet og Smag. Den beråmte Abraham Kall sagde undertiden om Sneedorffs historiske Frem- stillinger, at ydet jo var en Roman,” — og saa venligt end hans Forhold i tidligere Aar havde været til Engelstoft, ver det dog ikke ubekjendt, at han ikke var tilbåielig til at rose dennes historiske Arbeider?, saa at Forholdet mellem dem ikke med Aarene voxede i Inderlighed, skjøndt Engelstoft stedse nærede en håéi Grad af Pietet for denne sin Lærer. Han kunde det ogsaa saa meget lettere, som han vel vidste, at Kall- ikke var nogen Smagsdommer, og at hiin Beklagelse sover, at: han droges bort fra Forfatter-Banen, var Udtrykket af'den almin- delige Mening. Men — den vedblev at være det. VI. -Engelstoft knyttedes nemlig stedse med stærkere: Baand til Forretningslivet. I. Universitetsdirectionen foregik: i Aaret 1817 en Personalforandring af megen Betydenhed. Ogsaa efter Hertugen af Augustenborgs Dåd?! var den fårste "Plads i delte Collegium forbleven ubesat, og Moldenhawer, som havde den tredie, tiltog efterhaanden saa meget i Svaghed, al Moderne oftere maalte hæves uden Resultat, og Bestyrelsen af det lærde Underviisningsvæsen i Forbindelse med ham bley mere og mere vanskelig”, Den Reform, som allerede i længere Tid havde været trængende nådvendig, blev endelig iværksat den sexog- tyvende Februar 1817. -— Malling blev nu ogsaa af Navn, hvad han gjennem flere Aar i Virkeligheden havde -været,' Hertugens Efterfålger som 'Directionens første - og bestyrende Medlem; Rothe forbandt den anden Plads med sin hidtilværende Stilling 32 Medd. af Samtidige, — 33 G. L.. Badens. Histor… Afhandl IU: Fort. S. XXII. Å i 1 Den 14 Juni 1814. — 2 Medd. af Samtidige. 65 som Deputeret i det holstenske Cancellie; Engelstoft blev tredie og Mynster fjerde Medlem, begge med Bibehold af deres ældre Embeder i' Universitetets og Kirkens Tjeneste? For Engelstoft var' denne Forandring” for "det fårste lidet mærkelig. "Hans Indflydelse søm Medlem” af Directionen kunde ikke blive stårreé,- end den havde været under hans Assessorat, men vel mindre ligeoverfor ”nye og håit anseete Colleger; hans Arbeide blev i alt Væseniligt det såmme, Han kunde! derfor fremdeles ligesaavel 'som hidtil overkomme sine academiske For- retninger, o0g”havde "véd 'sin Indtrædelse i Universitetsdirec= tionen "udtrykkelig forbeløldt sig 'sin' Ret til Avancement efter sin” Alder ved Universitetet?” Han opfyldte fremdeles med Nid- kjærhed allé de Pligter, som deråf fulgte; og han'havde netop kort efter denne Tid en Leilighed dertil, som” var ham personlig særdeles kjær. Den gamle Abraham Kall vilde nemlig i Aaret 1817" opleve sit' tooghalvtredsindstyvende Embedsaar& og den anden Juli Samme Aar sin fireoghalvfjersindstyvende Fødselsdag; men. da han i 'sin Tid paa Grund af en Udenlandsreise først to Aar efter sin 'Udnævnelse "til "Universitetets: Bibliothekar ” havde tillraadt dette Embede, kunde Aaret 1817 ansees for det virkelige Ju= belaar.' Han var Universitetets Senior, de' fleste af sine” selv ældre Collegers Lærer; hans ualmindelige Lærdom, lige udbredt og dyb, befæstede end mere dén Anseelse, som Alderen gav ham. Det var derfor'et almindeligt Onske blandt de academiske Lærere at benytte Jubelaaret som Anledning til at bringe ham en Hyldning. Engelstoft i Forening med Jens Målleriiog Werlauff forelagde den tiende Juni Consistoriet et Forslåg til denne Fest: selv udbad han sig at maatte holde Talen, 3: Colleg. Tid.:1817 S. 213—214. "—. 4, Colleg, Tid. 1817 S. 682. — 5 Dansk Minerva V. (Juli-Hefte). S.. 73. Han blev Bibliothekar i De- cember 1765, men tiltraadte fårst Embedet i Foraaret eller Sommeren 1767. — 6 I Consistor. Copiebog findes deres Forslag af anfårte Datum. 5 66 Medens Universitetet forberedede delte, vaktes ogsaa uden-— for Universitets-Lærernes Kreds Opmærksomheden for, hvad Abraham .Kall havde virket! som Børger; thi han forbandt i en sjelden Grad Studerekammer-Lærdom med practisk Blik og Ind- sigt;i Borgerlivets Forhold,; saa at hans Raad. og Veiledning ofte blev sågt i vanskelige Tilfælde. Medborgere i. en: videre Kreds: valgte” derfor nu hans, Fådselsdag til en Hltidøligheg af mere almindelig Character. Til: Universitetsfesten den .otteogtyvende ,Juni indbød. Jens Måller-:ved; en. Afhandling. om Alderdommen som et Middel. til historisk Kundskabs;Bevaring”; Engelstoft. holdt.selve Fest- talen: i…Regeniskirken. . Denne; Tale; paa Latin ;hårer udentvivl tilide talentfuldeste -Arbeider' af lignende Art: Den svar … kort; som….den «burde -være, men sindrig. i Anlæg og. smagfuld, i Udførelse. Efter nogle indledende Ord, hvori Taleren: undskyldte sin dristige: Fremtræden med sin Folelse. af Pligt og Taknemme- lighed, sammenlignede han den alderstegne Universitetslærer med "den Mand, der fra. et: ophåiet. Sted invid Omkreds. kan skue tilbage, skue omkring sig, skue fremad, — eller som The- " maet ifålge mundilig Overlevering skal-have været udtrykt: annis merilisqve prouectus academicus doctor respicit, circumspicit, prospicit, — og Talens trende Stykker vare derefter en let Con= tourtegning af.de indtagende Billeder, som fra hvert af disse Synspuncter fremstillede sig for: den. vise og fortjente : gamle Universitetslærer?, Der var kun een Mening om. den skjønne og hjertelige Maade, hvorpaa Engelstoft havde fort Ordet. i denne. håitidelige Anledning. ik n»Ved Borgerfesten nogle Dage efter, den anden Juli, var Rahbek "Taleren?,… Engelstoft sad med lige Fålelser blandt 7 Dansk Minerva V. (Aug. Heft.) S. 129—39, en dansk Oversættelse deraf. -— 8 Tal-n selv er desværre aldrig trykt og haves nu ikke engang i Manuskript. Rahbek oversatte den i Dansk Minerva V. (Augustheft.) $S. 140—152, efter Forfatterens latinske Haandskrift. — 9 Dan. Minerva V. (Juliheft.) S: 51 fg, og en latinsk Sang af Pastor Michelsen S. 63 fg. e…. ge Tilhérerne; thi han var opriglig gjennemtrængt af Veneralion for Jubeloldingens udmærkede Evner og Fortjenester. 2... Ved saadanne Leiligheder, hvor Manden. enkelt træder frem, er. det lettere at paavise hans Virksomhed. "Meget for- skjellig derfra er den Stilling, som -et Collegii-Medlem indtager. De. forligelige Dygtigheder, — og andre end disse ville. under dette Regjeringssystem; mere hindre end. fremme Sagernes Gang, — maag i'et Collegium, fordetmeeste-saaledes gaae! op i. dette, at deres personlige Virksomhed, og: - Fortjenester gjerne blive staaende; i et uklart Omrids. Dette gjælder netop den længste og kraftigste Periode i Engelstofts Liv: den kan ikke andet end savne et vist. Individualitetens Præg, som de tidligere meer eller mindre saa kjendeligt havde havt. Naar man nævner. de vigligste Foranstaltninger. ved Universitetet og de lærde: Skoler i denne; Periode, saa vil: ganske vist Enhver kunne være over- beviist om, al Engelstoft har taget Deel deri; men det kom- mer dog. nærmest an paa!'at træffe de enkelte, paa hvis Udf6— relse han maatte antages sat have udåvet en særdeles Indfly- delse, ” : Til: denne Classe tår man. for det fårste med god Grund henregne de nye paa Billighed og Retfærdighed ståltede Be= stemmelser for Oprykningen til. Ordinarii-Pladserne samt Ad- gang til Rectoratet og Decanaterne"%, — Ifålge. den ældre Regel, at visse Videnskabsfag altid skulde. have sine Repræsentanter blandt: Professores' econsistoriales,… var det” ikke vel muligt at forebygge, at stundom og det ikke just sjeldent. ganske unge Professorer pludselig gik en heel Række af ældre Colleger i samme Facultet forbi, naar Dådsfald eller anden Befordring gjorde en Plads i Consistoriet ledig, medens andre ældre Pro- 10. Colleg. Tid. 1817. S. 667—73. Engelst. Efterr, ang. Kbhvns Univ. S. 142—48. . Forandringen synes nærmest fremkaldt med Hensyn til Rectoratet;-men den blev i Udfårelsen af mere omfattende Virkning. 5% sk… ZAR fessorer seent eller aldrig opnaaede at vinde Sæde i Consisto- rium og de dermed forbundne Fordele blot af den tilfældige Grund, at ingen Plads i deres specielle Fag blev vacant. Der- til kom endnu, at Regjeringen havde begyndt stundom at med- dele en eller anden” Professor Titelen" af Ordinarius” som ”en simpel Rangforhéielse, en Slags Naadesbeviisning, uden at der- med fulgte de virkelige Rettigheder, som Titelen hidtil beteg- nede", "Det er vist) at'Engelstoft-tidlig” fandt dette meget utilbårligt; hans Colleger Trimeligviis-ikke”mindre… Til: Forebyg= gelse af” hine” Uregelmæssigheder i' Fremtiden udkom ”et Ré= Script af attende Juli 1817,''der fastsatte bestemte Regler "for Avancementet i det philosophiske ”Facultet, og "derhos forhåiede Rangen for samilige Universitetets Professorer, saaledes at Ex= traordinarii erholdt den -hidtilværende Rang for 'Ordinarii; disse derimod en ny og håiere”% " Ved såmme' Leilighed "og paa såmme Dag bleve i det philosophiske” Facultet Wad; "Engels - toft, Orsted,y Rahbek og JW; Hornemann udnævnte! til Or- dinarii, saaledes at Wad og Ørsted" bleve Medlemmer af Con= sistoriet, og at Plads, Rettighed og Anciennetet i dette blev for- beholdt Engelstoft umiddelbart foran sidstnævnte, hvorimod Rahbek 'og Hornemann indtil videre ikke indtraadté i Consi- storiet?2, | Andre Reformer, der i héi Grad personlig interesserede Engelstoft," traf i det fålgende Aar Examen artium og den saakaldte Store Philologicum. = Universitetets Professorer var utilfredse med de Préåver, som de unge Studerende aflagde, og sågte Grunden deels deri, at enkelte af Pråverne i'sig selv 11 Colleg. Tid. 1817 S. 672. — 12 Denne Professor-Rang havde besyn- derlig varieret. I Christian VIs tidligere Rangforordn. (1734) sattes Profes- søores ordd. i 7 Cl. No. 7, og i den senere (1744) i 6 Cl. No. 4. Frederik V satte dem (1746) i 5 Cl. No78, og der bleve de staaende indtil 1817. Da Proff. extraordd. efter Fund. af 7 Mai 1788 kom til, fik de Plads i 6 Cl. No. 13, hvor ogsaa de stode til 1817, — 13 Colleg. Tid. 18175. 682. ' 69 maaskee vare for vanskelige, deels deri at Skolerne savnede Lærere ; af. tilstrækkelig Duelighed””, ; Forordningen af. tiende August 1818 afskaffede altsaa ved Examen, artium adskillige skriftlige-Udarbeidelser, der formeentlig stode:i Misforhold. til, hvad; man medrette af Skolerne kunde fordre, navnlig den tyd- ske og franske Stiil,. hvorimed Fordringerne i. de gamle. Sprog bleve udvidede, fornemmelig i det Græske. Med Hensyn. der=- paa kaldte. Forordningen af fireogtyvende October 1818, igjen tillive «under Nayn- af. Skøle-Embedsexamen. den. philologiske Pråve. for. de hoiere Lærere ved de lærde, Skoler, som det pæ- dagogiske Seminarium havde bragt i.Forglemmelse”S, Hensigten med disse Foranstaltninger var udentvivl. meget bedre end Val- get af Midlerne. til dens Opnaaelse: de nyere Sprog bleve, som det synes, nu. ogsaa i Skolerne. mere forsåmte: end hidtil, … da Universitets-Proven saa let bestemte Maalet, hvorefter. der skulde stræbes, og. Skole-Embedsexamen, der tvertimod. dens ; Navn blev betragtet som. eensidig. philologisk,-- skaffede "vel: Skolerne nogle lærdere Rectorer, men lukkede derimod Skoleveien. for andre, -der ;i virkelig Lærerdygtighed : kunde. have overgaaet mangen En i den indskrænkede Kreds, som ved denne Examen erholdt. Eneret til Befordring i Skoleembeder. : Det: varede. hel- ler ikke mange Aar inden "disse Mangler: i, 'Universitetsdirec= tionen selv bleve erkjendie”??,...og denne Erkjendelse ledede til nye .Overveielser. endnu medens Engelstoft var Collegiets Medlem. | ae di nærmest folgende Aar var: der døg ingen Sag, som mere, levende .beskjeftigede, Engelstoft end Planen, til Sorée Academies Gjenfådelse. . Det var. ligesom . en. Fornyelse 14 Colleg. Tid. 1818 S. 699 føg, — 15 'Efterr. om Kbhwvns Univ. (1823) S. 243—256. — 16 Allerede Undervrisningsplanen for Sorde Academies Skole, der kun er fire Aar yngre, tyder derpaa. SES 10 af hine ham saa interessante Forhandlinger om Universitetets Stiftelse i Norge. Nu skulde ogsaa her noget Nyt skabes, og her vare de &conomiske Vanskeligheder, som i Norge havde lagt saa store Hindringer i Veien, forud ved Stemanns kloge og dygtige Bestyrelse aldeles, overvundne. I Låbet af en Snees Aar var ikke alene en Gjæld af omtrent et Par Tønder" Guld bleven afbetalt og hundrede tusinde Rigsdaler skjænkede af Academieis Midler til Norges Universitet; men til samme Tid var der dannet en Grundfond af over en halv Million i Penge, me- dens Academiets Landeiendomme våre forågede med to store Godser”, .Efterat "den fårste offentlige Bekjendtgjårelse om Academiets Gjenoprettelse som en Opdragelsesanstalt og håiere Skole den niende Marts 1821 var udgaaet??”, bleve de af Ste- mann opsamlede store Capitaler og det ved ham forågede be- tydelige Jordegods, der hidtil havde ligget under" Rentekam- meret, den fårste August samme Aar henlagte under Direc- tionens Overbestyrelse”?”, Man havde saaledes ved den nye Stiftelse de rigeligste Pengemidler til sin Disposition og fuld- kommen frie Hænder til at benytte disse; og i det næste For aar 1822 var Stiftelsens Organisation allerede saavidt fremmet, at dens Virksomhed, dog forelåbig efter en mindre Maalestok, bestemtes at skulle begynde i September %, Hvad der vistnok ogsaa forhåiede Engelstofts personlige Kjærlighed til dette Institut, var den Omstændighed, at Acade- miet i hans Svoger og Ven Estrup fik én af sine første og meest anseete Lærere. Engelstoft betragtede denne Ansæt- telse som den lykkeligste og ånskeligste, hvortil en yngre Vi- denskabsmand kunde adspirere, og idet han oversaae Stillingens Mangler og svagere Sider, udmalede han for sig selv og An- 17 Collin f. Histor. o. Statist. I. 34—35. Engelstofts Lykånsk- ningsdigt S$. 36. — 18 Colleg, Tid, 1821 S. 333—348. — 19 Efter- retn, om Univ. (1823) S. 73 Not. — 20 Jvfr. Colleg. Tid. 1822, S. 315 —323. Efterr. om Univ. 'S. 80 fg. 96 fg. 187 fø, 71 dre med synlig (Glæde Billedet af et uforstyrret videnskabeligt Liv i det landlige og rolige Sorde. —,Var jeg tyve Aar' yngre — hårte man ham sige — skulde Estrup have faaet en Concur- renti mig.” Kom han selv lil Sorée, erkyndigede han sig utræt- lelig om enhver. Ting, der paa,nogen Maade kunde, tjene til Stiftelsens Tary eller.de ,Unges Opmuntring?!, og optegnede flittigt, hvad..han spurgte.og hårte,. for siden at kunne over- veie det eller tage Hensyn dertil. Og var han hjemme i Kjo- benhavn, kunde han ikke nåéies med de officielle Beretninger, men "corresponderede uafbrudt med Estrup for stedse ”at' være vel underrettet om Tilstanden i det Enkelte som i det Hele%, Det var udentvivl ogsaa fornemmelig Interessen for Sorée, der bidrog til, at Engelstoft i Aaret 1823 igjen begyndte" sine for ti Aar siden- standsede Universitets- og Skoleannaler; thi de Sordeske Anliggender bleve strax behandlede med en syn- lig Forkjærlighed. "Det var den samme Interesse, der aflokkedé håm del største latinske Digt, som han nogensinde skrev, — en Lykånskning til Academiets Gjenoprettelse og Indvielse. Denne 'Indvielsesfest i Sommeren 1827%. fårte "hele Uni- versitetsdirectionen' til Sorde, og Engelstoft'regnede den for en af sit Livs Glædesdage. - Han; sad der "paa Embedsvegne i den "smukke Festsal, ikke langt fra Kongen selv, ”da Sangen vaabnede Festen: Låft dig, vor Håisang, paa Vinger af Toner! Flyv over Sée, over Skovenes Kroner! Han hårte der densidste Veltalenhedspråve, hvormed Oldingen 21 Hensyn til det sidste er taget ved alle de tidligste Reglementer. See f. E. Efterret. om Univers. (1823) S. 206—207. — 22 Denne Correspon- dance skal hist og her være bebreidet Engelstoft. Men for det fårste maatte man udentvivl forud kunne vide, at det vilde blive saaledes, og for det andet er det vist, at ogsaa Andre end Estrup skreve private Efterretninger, der in- genlunde gave paalideligéere Oplysninger end hans: — 23 Den 21 Mai var Indvielsesdagen. 72 Malling! ysluttede det Talerhverv,. som ingensinde - var, hans Kald, men ikke sjeldent var bleven hans tilfældige, Lod, Og han vedligeholdt Opmærksomheden og Deeltagelsen lige; til.den sidste skjonne Slutningschoral: Velsignet den være den Kjærligheds Aand, Som svæver om Folk og om Land og om Throne! Velsignet den Kraft, som med evige Baand Bandt Dannemarks Hjerter til Skjoldungens Krone!S Der var i'Engelstofts'Oie et: ejendommeligt! Glimt; en + vis glandsfuld Stirren, naar han ret levende fålte: sig. opvakt.… De, som paa denne Dag betragtede ham, ville: sjeldent have fundet det stærkere. 4, Det var, som bemærket, Interessen for den Soréeske Phénix, der. nærmest. havde fremkaldt et.Par Skrifter af En- gelstoft;. men, idvrigt, har denne: Periode af hans - Liv ikke mange videnskabelige Arbeider at opvise. Efterat: den Historiske Kalender var standset med. -det tredie Bind i Sommeren. 1817, indskrænkede han sin Forfatter- Virksomhed meest til smaae Af- handlinger eller Bidrag; der optoges i Skrifter, som af. Andre bleve udgivne. Hans lillé Afhandling om. Statistikens Forbin- delse med Lovkyndighedens Studium, der udkom si' Foraaret 1818%, kunde betragtes som en Fortsættelse af det tidligere Arbeide om Statistikens Forhold til Statsåconomien” og blev udentvivl nærmest foranlediget ved den. Reform, der til samme Tid skulde gjennemfåres med Hensyn til den juridiske Embeds- examen; og hans Omrids af en Theorie for Forretningsstilen 24 0. Malling, Tale ved Sorée Ac. Indvielses-Fest. Kbhvn 1827. 4to S$. 2. — 25 Ingemanns Cantate ved Acad. Indvielse. — 26' Optrykti Rahbeks Hesperus (1820) I: 19—55,- — -27 "Seer ovenf. S, 60, Begge Afh. samlede og oversatte (1831) hos Falck X: 1—54. RR skulde blot tjene til Grundlag for de academiske Forelæsninger i den 'samme- Sommer -og næstfålgende Vinter 1818—1819?8, Han skrev Fortaler eller Indledninger til Rasmussens lærde og grundige | Arbeide: over: det africanske Compagnies Historie og til det bekjendte Værk af Werlauff og Outzen om det Danske Sprogs Skjæbne. 'i Slesvig, hvilket…sidste vistnok ikke uden hans Indflydelse paa Scavenius -var ; bleven fremkaldt, og som han derfor havde særdeles Grund til at ledsage med nogle oriente- rende iBemærkninger,. Thi, hans. lyse "Blik, send''mere skjærpet ved. Historiens, hoittalende: Lærdomme,'! var tidlig rettet mod de Ulykker, der vilde-foålge af den .danske Nationalitets -sskammelige Undertrykkelse i dens eget. Hjem, og tidlig havde han hævet sin patriotiske'.Stemme, derimod %,. Han interesserede sig ogsaa meget. for de. Bestræbelser, som; i disse Aar - gjordes for. at danne et «Nationalmuseum for fædrenelandske " Oldsager, og skjåndt ikke Medlem af-den i samme Anledning nedsatte Com- mission??, fulgte han den dog gjerne i Aarene 1818—1820 paa dens antiquariske Excursioner, 'f. Ex. til'Frederiksborg, Kron- borg, Roeskilde, -Sorée,. Esrom og flere Steder, stedse deelta- gende, ;opråmt og opmærksom paa de forekommende Gjenstande?", Men selv; skrev han ikke mere om antiqvariske Emner. Overhovedet var Engelstofts Lyst eller Kraft til at frem- træde som - Forfalter temmelig «tidlig aftaget. Han havde nu i en Deel Aar været "Medlem af. Videnskabernes Selskab og fra 1815. til 1818: tillige Medlemvaf Ordbogscomiteen; men af denne sidste udtraadte han snart??, og hans Deeltagelse i Selskabets 28 Skriftet udkom i Qvart, dateret:den 9 Januar 1818, og blev igjen optrykt i. Dansk. Minerva, VI. 558—574." — 29: See ovenfor: S. 49 Not: 22; — 80 Thorlacius,:…Werlauff, «Finn Magnusen, Thomsen vare Medlemmerne: — 31 Medd. af Samtidige, —.32 "Vid, Selsk. Dansk Ordbog II, Fort.…$. VIL Vidensk. Selskabs Histor. S$, 403—4. - Han og Degen bleve Med- lemmer "af Commissionen den 1. Januar 1815, og begge arbeidede nærmest i Forbindelse med P. E. Miller paa Bogstavet M, - Men begge meldte sig ud 1818. . ' 74 videnskabelige Forhandlinger indskrænkede sig til en Fremstil= ling af Begivenhederne umiddelbart får Christian den Fårstes Thronbestigelse, søm han læste i Aarene 1818 og 1820, samt et Mindeskrift over Abraham Kall i Marts 1822. Intet deraf er - trykt, De med Kjærlighed begyndte Efterretninger om Uni- versitetet, Sorde Academie og de lærde Skoler ophårte med det fårste og eneste Bind. " Han havde i Aaret 1823 den ' Plan i Forbindelse med Werlauff at udgive nogle af Abraham Kalls efterladte Samlinger, men opgåv igjen dette Forsæt, da han ikke troede at have fundet i disse, hvad han havde ventet? Mismod og Forstemthed. slappede ogsaa ved denne Tid hans Kræfter: han fålte sig kjendelig noget fortrykt eller tilsidesat, uden at man just kan sige, om han havde Grund dertil. ';Saa- meget er dog vist, at hans Udnævnelse til Ridder af Danebrog den sextende Mai 1824 af ham selv blev betragtet som et Tegn paa Kongens tilbagevendende Naade, og at han ligesom oplive- des og" styrkedes derved. ' - Den nærmest fålgende Tid i Engelstofts Forfatter-Liv kunde man kalde hans latinske Digter-Periode; thi med Und- tagelse af en 1826 paa Fransk affattet Introduction til Reediz's Repertorium over Danske Statsacter, leverede han intet andet end latinske Poemer. Allerede tidligere havde han ladet udgaae enkelte smukke Mindedigte over afdåde Colleger og” Venner$; men Indvielsen af Borchs Collegium 1825 foranledigede et noget stårre Arbeide, der fulgte med Thorlacius's metriske Program 33 Ørsteds Oversigt over Vid. Selsk. Forh. (i hist. phil. Afh. I Deel) 1823 S. XLIII—XLIV, LXIV. LXXXVIL. — 34 Consistor. Copiebog ad 8 Jan. 1823. Engelstoft og Werlauff havde anmeldt i Skrivelse af 26Decbr. 1822, at de under Titel, Af og om Abraham -Kall, agte at-udgive en Samling af Literaria, i den Hensigt derved at opreise deres afgangne Lærer og Collega et Æreminde, og ånske Bevilgelse af fri Tryk indtil tyve Ark, - Dette blev bevilget. — 35 Saaledes 1822 over Abr. Kall, 1823 over Molden- hawer og 1825 over Degen. Efteérretn. om Univ. S. 276. 279. Sel- mer, Acad. Tid. I. 150, 75 og:— gjorde en mærkelig Contrast imod "dette. "Det er vel muligt, at'Thorlacius fuldkommen. saa nåie har kjendt den latinske Prøsodie som Engelstoft; men hans Exordium: » Plaudamus! gaudent Musæ, lætatur Apollo; Stat rediviva, novo splendore exstructa, priori Borrichiana Domus similis, verum amplior atque Commodior: — lige til Slutningen, er intet andet end den tårre Prosa, medens Engelstoft paa de gamle Digteres Viis strax river Læseren med sig in medias res, naar han begynder sin Sang: Pax erat et tutæ constans fiducia pacis, Cum subito ante fores terror et hostis adest. Mox tormentorum muros complexa corona Faucibus horrendis ignea monstra vomit 26, Et. særdeles' smukt og temmelig -anseeligt Digt skrev han 1827 iAnledning af Sorée Academies Indvielse?”, og derefter fulgte hans Cårmen gratulatorium til Formælingsfesten i det folgende Aar?&, Ved den næste Formælingsfest blev han Danebrogsmand den fårste August 1829. Engelstoft skrev saadanne latinske Vers: med stor Lethed og overgik deri' udentvivl alle Samtidige. Digtene selv indeholde vistnok Vendinger, der minde om En- gelstofts-Læsning-i den» ham saa kjære Virgil??; men hans Vers vaåre:dog-ingenlunde saåmmenlimede Centoner, og Ingen tor nægte, at han udåvede "Kunsten med Smag, og at der i disse Arbeider ofte fandtes Poesie og Originalitet. Alt-dette var imidlertid Smaa-Arbeider. Udgaven af Oluf- sens Colleclanea 1829 og;nogle mindre Opsalser fra samme Tid kunde heller ikke regnes for andet. - Der synes i disse Aar 36 Det Hele er dog kun 28 Verslinier. — 37 Ost, Archiv VII. 344. Digtet, 220 Verslinier, udkom med Anmærkninger og med en hosfåiet Over- sættelse af Rahbek. — 38 Jvfr. Osts Materialier col. 227. Digtet var 102 Vers og havde tillige en af Engelstoft selv forfattet dansk Oversættelse ved Si= den af Latinen, — 39 See ovenfor Side.39, Note, 31, 88 aabenbart at have manglet en Vækker i Literaturen. Danmarks eneste lærde critiske Tidende, hidtil ikke meget: anscet, giksi de: forste Maaneder af Aaret 1830 over til Jens Møllers: Redac- tion”, og det lykkedes ham ikke at hæve den. "En vis aande- lig Slaphed viiste sig hos Skribenterne… Sjeldent udkom Værker af nogen Betydenhed, og: Engelstoft havde desuden daglig Beskjeftigelse nok som Directions-Medlem og som Professor ved Universitetet. ; 5. Blandt disse tvende Embedsstillinger var hiin. vel den anseeligste; men denne havde alligevel fuldt saa meget Krav paa hans Tid og hans Kræfter. Pladsen i Collegiet gav Engels- toft hans borgerlige Rang; Professoratet ved Universitetet gav ham hans væsentlige Lån. I Aaret 1817 nåd Engelstoft af den :academiske Fond en fast Gage paa tusinde Rigsbankdaler Sålvværdie”!'; og hans Udnævnelse til Ordinarius havde i denne Henseende ikke strax og umiddelbart nøgen Fålge. Men da han ved Midten af det næste Aar, den tyvende Juni 1818, ligeledes af den academiske Fond erholdt et Tillæg af firehundrede Rigsbankdaler Sålvværdie, saa blev denne Gageforhåielse ham beregnet fra den fårste Juli foregaaende Aar, altsaa fra samme Maaned, hvori han var bleven Ordinarius??, Neppe'to Aar efter, den femogtyvende April 1820, fik han atter et Tillæg paa tohundrede Rigsbankdaler af samme Fond”, saa at han fra den Tid af nåd en aarlig Ind= tægt paa' sextenhundrede Rigsbankdaler af Universitetet. / Hvad hans åvrige Stillinger ved Siden-deraf muligen kunne have ladet ham tilflyde,' kan ikke have været af stor Betydenhed: 40 Dansk Lit. Tid: 1830, -8.255—256. — 41. Hans tidligere ringe Ga- gement ved Universitetet, see ovenfor Side 43, 44; — 42 Consistor. Co- piebog: Skrivelse af 20-Juni 1818. — 48 Consist, Copieb: ad 25 April 1820. ED) 77 Universitetet havde derfor en god Ret «til Engelstofis Virksomhed, og gjorde den gjældende.. Ved Bevillingen af hiint førstnævnte Tillæg 1818 blev det ham saaledes udtrykkelig paa- lagt, at han uden særlig Godigjårelse skulde vedblive at besårge det statistiske Lærefag, som han strax efter Kjerulfs Dåd fore- låbig. havde ;overtagetX, Delte var i sig 'selv Engelstoft meget kjært. Han interesserede sig.i hi: Maade for dette Fag, og ihan betegnede'-sin Interesse: ogsaa derved, at'han; fra samme Tidafigjerne' kaldte sig Professor i Statistik, skjåndt dette Præ= dikat ;neppe «nogensinde paa officiel Maade ligefrem er bleven ham- tillagt, | i Engelstoftfyldestgjorde "aldeles, »hvad "Universitetet af ham isaaledes var berettiget. til. at fordre, "kun at han' som Med» lem af-det overordnede Collegium .ikke kunde efter sin An= cienneltet indtræde i Consistoriet eller tage: Deel i dels For= handlinger: Han opfyldte ' ikke) blot de Pligter, «som Lovens Bogstav: dicterede ; men ogsaa dem, som hans egen Samvillig= hed og sande Interesse for den studerende Ungdoms. videnska- belige Fremgang og humane Darinelse foreskrev «ham : hån var ikke. alene academisk "Docent og; Examinator, men tilbåd gjerne sin private Veiledning og aabnede gjerne sit Huus-for de unge Mennesker, dér stode ene og fremmede i Hovedstaden. Som academisk Lærer udmærkede han sig ogsaa derved, at hån: foruden de befalede, paa Examina beregnede, historiske og statistiske: Cursus ogsaa. hyppigt efter friere Valg foredrog snart en, snart en anden Disciplin, der sigtede til en mere al- mindelig Dannelse" eller Udbredelsen af'en håiere videnskabelig Aand blandt den studerende Ungdom. Saaledes meddeelte han 44 'Consist. Copieb. hår Skrivelsen derom af 20 Juni 1818. Colleg. Tid. 1818, S: 616; — "45 "Erslew S. 379 siger, at han 1817 ved sm Udnæv-= nelse til Ordinaårius ogsaa blev Prof. i Statistik; "men jeg hår intetsteds seet dette officielt udtalt, og jeg maa tvivle derpaa. Thi havde han virkelig 1817 været udnævnt til Professor i Statistik, saa vilde' det dog være besynderligt, at han 1818 fik den Forpligtelse, at holde'ståtistiske Forelæsninger. 78 i Aaret 1818—1819 en Theorie af Embeds= og Forretningssti- len, 1820 en Theorie af den historiske Underviisningsmethode, 1821 den historiske Fortolkningskunst, 1826 Universalhistoriens Philosophie, 1827 den historiske Kunsts Fremskridt i' nyere Tid, 1828 den almindelige Kulturhistorie og deslige%, Altid forstod han at afvinde det valgte Emne en Interesse, "der fængslede Tilhårernes Opmærksomhed. "Paa lige: Maade; deeltog Engelstoft stedse i de stundom temmelig > besværlige Examinationsarbeider. >" Kjedsømhed 'eller Ligegyldighed derved skulde Ingen kunne:bebreide ham, og for den Flinke og Opvakte var det en sand Fornéielse at blive prå- vet af ham. Han kunde da stundom ved sin naturlige Livlig- hed saaledes lade sig. rive hén, at Examinationen fik Lighed med et muntert Colløquium, og at det for Tilhårerne blev van- skeligt nok at fålge med og høre Examinandens virkelige Svar”, Derimod "kunde: det vel, hændes; at Andre, der vare mindre vel forberedte, ikke altid skiltes fra ham med de venligste Fo lelser, døg ikke just saameget paa Grund af ubillige Quæstioner, som fordi han -maaskee slundom i sin billige Misfornéielse en enkelt Gang kunde glemme, at han ved Examensbordet ikke sad som Direclionsmedlem, men alene som Professor: og Dom- mer over Examinandens Kundskaber. Hvordan det end er, saa blev han i Efteraaret 1821 offentlig angrebet for sin Examina- tion ved Examen arlium, og fandt sig foranlediget til ligeledes offentlig og i Forbindelse med sin Collega "Werlauff. at skrive en Erklæring til sit Forsvar? F Denne Ubehagelighed indtraf netop i hiin Tid, då En- 46 Lections-Catalogerne ere min Hjemmel. Hvorvidt alle de an- meldte Collegier virkelig. have, fundet. Tilhårere og. ere. blevne holdte, skal jeg ikke kunne sige. — 47 Var dog ingenlunde hyppigt Tilfældet. Det skeete iRegelen kun, naar han allerede havde overbeyviist sig om Examinandens posi= tive Kundskaber og: derefter begyndte at raisonnere over Begivenhederne. Det var derfor gjerne et: Beviis paa, at. han var tilfreds med Examinandens Svar. — 48 Kjåbenhavns Skilderie 1821, S. 1587—89. —. me gelstoft idet Hele troede sig tilsidesat af håiere Magthavere, og yltrede ' derfor, desto ' kjendeligere Indflydelse paa ham”, Hans Uvenner grebe derhos ogsaa andre Anledninger. til at for— tredige'ham. …G.-L. Baden, der tidligere havde) været. hans of- fentlige Lovtaler, begyndte i… Aaret 1822. ;at,.nedsætte hans historiske Kundskaber i Almindelighed, — man) tiår, vistnok sige af en besynderlig; Grund, fordi memlig, en Historiemaler urigtig havde afbildet Kong -Christian .den; Førstes Morbroder,. Hertug Adolph,y-som,en,gammel Mand, hvilket. efter Badens Paastand skulde grunde; sig, paa) en 'liden, /Notits af Engelstoft i. Hi- storisk Kalender%, Sagen var hist. ubetydelig; og »vilde under andre. Forhold og i nyere Tid neppe'.være bleven bemærket; men» under: daværende Omstændigheder fålte' Engelstoft sig meget krænket. derøver:… Idvrigt var denne; uhyggelige. Periode ikke af lang Varighed; Engels toft-modtog igjen Beviser paa sin: Kønges. Tilfredshed, arbejdede igjen med Rolighed som aca- demisk. Lærer, og udsonede sig senere med.sin Modstander, paa en, Tid, da denne var meget forladt, -og paa en Maade, der gjorde hans Hjerte Ære, 6. Det var ikke alene fra Cathederet eller ved Examens- bordet, at Engelstoft. virkede som ,academisk Lærer, I hans kraftigere. Aar sågte Studenter og yngre Videnskabsmænd hyp= pigt ogsaa hans private Raad og Veiledning, som han da med- deelte med den stårste Beredvillighed. Ved saadan Leilighed fremtraadte "paa; en characteristisk Maade hans Rigdom paa Ideer, hans Blik for vigtige, hidtil ulåste historiske Opgaver, Da han læste overmaade. meget. og .udstrakte sin Opmærksomhed i, en 49' See ovenfor S. 74. .—. 50: Badens Angreb maatte afficere Engelstoft saa meget mere, som Striden. netop. angik en Materie,… som, han i flere Aar havde heskjeftiget sig med og læst over i Videnskabernes. Selskab. See ovenfor Side 74. —; 51 De: vexlede. Artikler i Striden findes. især i Kjå- benhavns Skilderie 1822 no. 31 og.no… 37 af Engelstoft; og i Dagen 1822 no. 96—97 af Baden. 80 eee vid Kreds over sin meget omfattende Videnskab uden ”at' han havde enten en tro Hukommelse, der bevarede den hele Detail”, eller tilstrækkelig Tid til selv at bearbeide historiske Emner, saa viiste Frugten af hans Læsning sig fornemmelig deri, "at han med meer end almindelig Alsidighed overskuede Manglerne i- de for- skjellige Egne af Historiens vidllåftige Mark, snart uopdyrkede Steder, "der trængte til en Bearbeidelse fra Grunden af, 'snart interessante Pårtier, der tilbåde en: kunsterfaren Historieskriver lånnende Stof,'snårt lærerige Paraleller, hvori Fortiden stod med alvorlige” Paamindelser ”og Advarsler” forde kommende "Dage. Saaledes havde han samlet sig en" Masse 'af historiske og” sta= tistiske Opgaver, der altid stode ham "til" Tjeneste og gjorde hans private Veiledning” og Samtaler overmaade lærerige” og opvækkende. Den unge Månd, som traf ham i godt Lune,” og som rolig holdt ud i hans af Solvarme eller Kakkelovnsvarme stundom temmelig beklumrede lille Studerékammer, medens han boede i Klareboderne, vilde ofte i Låbet af en Timestid have hårt flere Problemer eller Ideer til Arbeider; end der i et langt og flittigt Liv lode sig udfåre 5, i Engelstoft var ved saadan Leilighed vistnok mere den smagfulde historiske Philosoph end den lærde historiske Litera- tor. - En Samtidig" har ogsaa troet at characlerisere ham ved Benævnelsen: Danmarks philosophiske Historieskriver, — Men 52 Man mærkede stundom, at han under sine lærde historiske Studier var bleven usikker i det, der kunde kaldes den historiske Bårnelærdom; men dette er i sig.sely uden al Betydning, og er meget langt fra at være;ualminde= ligt netop hos Mænd, der hæve sig til et håiere videnskabeligt Standpunkt. — 53 Denne Rigdom viiste sig stedse, naar der i Videnskabernes Selskab eller ved Universitetet skulde udsættes Priisopgaver. — 54 Ogsaa Engelstofts Skrif- ter vise næsten alle hans Interesse for interessante historiske Opgaver. - Skulde jeg anfåre et enkelt Sted, veed jeg intet mere betegnende end Annal. 1808. II. 235—236, hvor han efter en kort Anmeldelse af sit Program, De re By-= zantinorum militari, énder med en lang Liste af saadanne Problemer, alle henhåérende til det af ham selv behandlede Emne, hvilke Problemer han nu anbefaler dem, ,,der fåle Kald og Lyst til historiske og lingvistiske Under- sågelser", — 55 Bastholm, Indledn, til Histor. Studium. I, Dediec. 81 den, som indlod sig nærmere paa en eller anden af de" hen- kastede Ideer, blev dog snart overbeviist om, at de ingen- lunde vare Oieblikkets låse Indfald. Skjøndt han i yngre Aar ikke længe havde arbeidet daglig i store Bibliotheker og siden kun sjelden havde havt Tid til personlig at besåge dem, var han dog næsten allid istand til at anvise literaire Kilder og Hjælpe- midler, ældre og nyere, meget ofte endog af sjeldnere Skrif- ter.; Thi Literaturen var han'stedse meget opmærksom paa, under sin Læsning af lærde Special-Undersågelser; han lod flittigt hente Båger til Gjennemsyn fra de offentlige Bibliotheker, for- ågede stedse sit eget, og forsåmte ikke i sine Båger at notere påa passende Sied alleslags Citater, Bemærkninger og Henviis- ninger. Næsten "hvert Skrift i hans ikke ganske ubetydelige Bogsamling vidnede. derom. | Engelstofts Deeltagelse for yngre Studerendes Fremgang var derhos for dem megét opmuntrende og behagelig. Leverede saadanne engang et eller andet anstændigt Arbeide, kunde de altid. være visse påa, at det af ham blev modtaget med sand Interesse, og han ilede gjerne med at udtale denne mundtlig eller skriftlig paa en galant Maade; Han kunde ved slige Lei- ligheder give sine Ord en saa udsågt ”Vending, at denne alene var nok til at bevare indtrykket deraf. Saaledes skrev han engang til en-yngre Forfatter, der havde sendt ham et Skrift over en>beråmt Mand: ,De har associeret Deres Navn til et andets Udådelighed, idet de har udbredt nyt Lys og ny Glands over delte sidste; man kunde misunde Dem en saadan Leilighed og en saadan Benyttelse af den; men jeg skal alene ånske til- lykke£ 0.s. v., 0.S.v.%, Engelstoft brugte ved slige Anled- ninger noget stærke Udtryk; men Skaden var ikke stor, da Alle 56 Fortegn. over Engelst. Båger og Manuskr. (Kbhvn. "18517 viser, at han eiede en Bogsamling paa omtrent halvsyvendetusinde Bind for- uden nogle Manuscripter, — 57 For et simpelt dansk Ore lyder den hele — Construction som en Oversættelse fra Galanteriets Sprog, det Franske, 6 82 kjendte hans fine Håflighed, og Enhver, der ikke var ganske ufornuftig, vidste, hvormeget der maatte tilregnes Lærerens Få- lelse for sine Disciple, den Lærdes for Videnskaben og overho- vedet Mandens hele humane Velvillie. At alligevel en saadan Modtagelse efterlod et behageligt Indtryk, vilde det være Affec- tation at nægte. 7. Endelig var der til samme Tid neppe nogen Univer- sitetslærer, der saa ofte som Engelstoft samlede unge Stu- derende i sit Huus og i sin Families Kreds, Deite- interes- serede ham kjendeligt. Han ansaae det for en ikke uvigtig Deel af Ungdommens Dannelse, at den under det mere offent». lige Hovedstads-Liv ogsaa fik Leilighed til at kjende den pri- vate Selskabeligheds Former og Fordringer og at vinde nogen Smag og Sands derfor. Selv kunde han i denne Henseende gjælde for et Månster. Han iagttog med en "Noiagtighed, der nu snart tilhårer en forsvunden Tid, alle det sociale. Livs Håfligheds- Vedtægter: han gjorde sine regelmæssige Visiter, aflagde Lyk- onskninger, deeltog i Selskab og modtog Selskab, alt med den fineste Opmærksomhed5, Saadant faldt ham ikke besværligt; det var bleven ham Natur, og han benyttede hyppigt de Galan- teriets compendidsere Midler, som Convenientsen tilstedede. Visitkort spillede en Rolle allerede under hans Pariserliv: Thor- lacius nævner dem etsteds i sin Dagbog og kalder dem ,Sedler%. Engelstoft havde dem altid hos sig. »Har De ingen Visit- kort? sagde han engang til et ungt Menneske; det er jo lige- 58 Thorlacius havde i denne Periode ofte en Deel Studenter hos sig, en Tidlang hver Onsdag. Det blev paaskjånnet; men de unge Mennesker befandt sig dog udentvivl mere hjemme hos Engelstofts. — 59 Det var dog ikke kold Formalitet alene. Engelstoft viiste den samme Håflighed i denne Hen- seende mod Alle uden Forskjel. Blev en eller anden ung Student, som havde vundet hans Interesse, blot nogen Tid upasselig,- kunde han være temmelig vis paa at modtage personligt Besåg af Engelstoft i sit lille simple Studenter=- kammer. 83 saa nådvendigt, som det daglige Bråd!f Ogsaa et elegant udstyret Bord fandt Engelstoft Behag i, skjåndt han selv ikke var meget mere end Tilskuer derved: han betragtede det paa en vis Maade fra den æsthetiske Side, som en Pråve paa Vertens eller Huushofmesterens Smag?, og havde hanselv været til Gjest, kunde han paa det Noiagtigste beskrive Alt. Grev Schimmelmanns Dinéer nævnede han i en vis Periode med sær- deles Roes. - Hos ham selv fandt man altid et smagfuldt, ikke sjeldent et rigeligt Arrangement, skjåndt han efter sin eien- dommelige Maade stedse indbåd sine Gjester til "blot ,at tage deres Suppe hos sig i al Tarvelighed og ganske en famille%, Engelstofts Huus bestod i denne Livsperiode foruden ham selv og hans Hustru ogsaa af hans Såstersån Christian Thorning, som han 1815 havde taget til sig, og en ung Pige, Marie, Datter af en Bonde i Sal paa Frisenborg Gods, som han siden 1816 ligeledes opdrog som sin Datter. Under samme Tag boede hans Svigermoder og Svigerinde. Da Såslersånnen i Aaret 1822 under sit adopterede Navn, Christian Thorning En- gelstoft, var bleven Student, dannede han ligesom et nyt Baand mellem det Engelstoftske Huus og den academiske Ungdom. Val- get blandt denne bestemtes vel ofte af Hensyn til ældre Forbin- delser med de Familier, til hvilke de unge Mennesker henhårte; mange af dem vare fra Jylland, et Landskab, som Engelstoft stedse bevarede en stor Forkjærlighed for, og der hårtes nu hos ham Navne, som allerede havde lydt ved hans Vugget, Men Valget bestemtes ogsaa af andre Grunde, og kunde da falde påa ganske ubekjendte og enestaaende unge Studerende, der 60 Medens han var Secretair i det Skandinaviske Literatur- "selskab, havde han den Pligt, undertiden at sårge for et passende Aftens- maaltid i det laante Locale efter Forhandlingerne. Ogsaa ved denne Leilighed skal hans Sands for det Smukke og Behagelige have viist sig. — 61 De, som kjendte Engelstofts Huus, ville-f. Ex. blot gjennemlåbe Navnene paa dem, der havde staaet Fadder til ham, ovenf. S. 4, Not. 10, GE me 8 havde havt den Lykke at tildrage sig hans Opmærksomhed ved Examensbordet, paa Forelæsninger eller ved andre Leiligheder ; thi han havde Oie for dem, der syntes ham at give godt Haab om sige, SVare. nu saadanne tilmed fremmede i Hovedstaden eller fattige, fandt han deri kun en foråget Opfordring til at tage sig af dem. … Han-drog dem til sig; han anviiste. dem; hvorledes de skulde såge nogen Underståttelse; han forskaffede dem Informationer og andet Arbeide; han betænkte dem ved Uddelingen af den saakaldte Directionsfond eller de: hjemfaldne Stipendier; han 'anbefalede dem til ligesindede. formuende Ven- ner, såasom Scavenius og Estrup. Derfor kom ogsaa mange Islændere i Engelstofts Familie, og "det er bekjendt nok, hvormeget hiint fjerne. Oelands Sånner skjånnede paa hans Om- sorg og gjestmilde Modtagelse. Det var islandske Studenter, der 1830 lode hans Portrait: stikke i Kobber& og derhos: saaledes udtalte deres erkjendllige Følelser: Hos quoties spectas vultus, ad sacra Camoenæ Quisquis hyperborco pauper ab axe venis, Dic toties: Hic est rerum tutela mearum, Hic' columen studii præsidiumque mei: Ut mihi posse dedit teneras intendere vires, Sic mihi velle dedit nomen amare suum. Det kunde ikke undgaaes, at mange af disse. unge Mennesker, " baade Islændere og andre, ubekjendte med. det kjåbenhavnske Livs Former, ofte maatte ståde Engelstofts Sands. og "Takt netop for disse; men dette afskrækkede ham ingenlunde Desto mere ansaae han det for en Velgjerning mod dem, at vise dem Livet i en anden Skikkelse, og fremkalde hos dem den urbane Dannelse, hvorpaa han satte saa megen Priis?, i 62 Øst's Materialier col. 467, —— "68 "Smukt stukket af E Eckers- berg, men -— som mig synes — ikke heldigt opfattet. — 64 Hvad der gjaldt om Islænderne, kunde ogsaa siges om Nordmændene, der indtil 1814 studerede i Kjåbenhavn. Ogsaa de vare langt borte fra deres Hjem og Slægt. Univers. 85 be me Det var overhovedet altid Engelstofts pædagogiske Grund- sætning, at" Videnskåbernes' Dyrkere 'skulde aflægge en" vis gammeldags ” Austeritet: og”'vænne sig til paa) em smuk Maade åtinyde det'selskabelige Livs'Opmuntringer'og Glæder. Den samme Grundsætning var udtalt'i'den Sordeske Stiftelses Reglementer &, hvori han havde saå' megen Deel, og naar han om Sommeren besågte Sorée," var hans Opmærksomhed rettet derpaa ved Si=" den af de alvorligere Opgaver. Det var ham. kjært ogsaa der at see Ungdommen omkring sig, og at være lilstede ved dens Fornoielser. | Een af disse havde for ham en særlig Interesse, nemlig'de småade'Excursioner, der i disse Aar hyppigt gik til Næsbyholm. Thi”i Næsby Sogn ligger den lille Landsby Engelstofte, hvor- fra hans Familie nedstammer og havde sit: Navn. "Naar han fra Vognen kastede Oiet paa disse lave Bånderhuse," morede det ham i Korthed at recapitulere sin Familiehistorie: i Engelstofte levede paa Kong Christian den Fjerdes Tid Bondemanden Christen Pedersen med Hustru Ellen Olsdatter fra det nærliggende Broby"; deres "Sén Ole Christensen Engelstoft havde ved det Næsby- holmske Herskabs Omsorg lært lidt mere, end Bønderborn pleiede, havde fægtet med i det beråmte Slag ved Nyborg under Schack, og havdé fulgt denne til Ribe, hvor han først var …Stiftamtmandens Fuldmægtig, siden Raadmand i Byen&; hans Sån- Christian Engelstoft, Sognepræst i Sønderho paa Fan& oguJubellærer??, var Fader til Laurids Struch Engelstoft, Sog- AÅnnal, 1813, S. 375—76, give Anledning til at troe, at mange Nordmænd ligeledes havde fundet en venlig Modtagelse i Engelstofts Huus. — 65 Efter- vetn.om Univers. 1823, S. 206—207. 317. 324, .— 16 Thorup, Efter= retn: om Ribe Cathedralsk: tredie Fortis, (1826); S. 62, indeholdeen Ud= sigt, -meddeelt af Engelstoft selv; men uden Beviser for dens Rigtighed. — 67sInscript. Rip. Append,. p. 43. ;/— 68 Terpag. Rip. Cimbr. p/ 587. Insc. Rip. App. p. 43—46. Worm HI. 1 8. 194, Han var fådt i Engels- tofte 1636, og dåde i Ribe 1712. -— - 69: "Worm I, 282, III: 1 S. 194, "Ifølge Bircherods Dagbåger MS. blev han ordineret den 22 Novbr: 1695,' og han dåde 1749, altsaa som Jubellærer. 86 nepræst til Sebber7”?, der atter var — Engelstofts Bedste- fader. Saadanne Minder, der mildt erindrede om Forsynets Styrelse af den menneskelige Skjæbne, have altid noget Velgjå- rende og Engelstoft fålte sig derved end mere oplivet; naar han i Næsbyholms Have og Skov blandede sig med den soran- ske Ungdom. Ogsaa paa denne Maade knyttedes han til Sorée, der overhovedet i ham og Malling havde sine største Vel- yndere. i 8. Malling dåde den syttende November 1829. Faa Uger iforveien endte ogsåa Thorlacius sine Dage. Ved Sidstnævntes Dåd faldt det fårste Led af den Kjede, der stedse sammen- knyltede hiint i Ungdommen sluttede Triumvirat, og Engels- toft sårgede inderligt over Tabet af ,sin kjære Thorlak£”", Men Mallings Afgang var af en mærkelig Betydning for En- Engelstofts Skjæbne, navnlig for hans Stilling i Universitets directionen. Malling var fra tidligere Aar af Engelstofts Vel- ynder og Ven; hans Blidhed, hans humane Besindighed, hans sjeldne Gaver til at forene ulige Anskuelser, hans personlige Indflydelse hos Kongen selv gjorde ham ogsaa i den svage Al- derdom til Universitetsdirectionens egentlige Sammenholdspunct. Engelstoft rykkede nu op til andet Medlem i Collegiet”?, og han valgtes i Mallings Sted til Danske Selskabs Forstander”? ; men dybt fålte han Savnet af den Tabte. Til Universitetets Sørgefest den treogtyvende Januar 1830 skrev han paa Latin 70 WormfIIl, 1 S. 194. — 71 Engelstoft mistede i dette Aar overho- vedet mange kjære Venner, fårst Schouboe, den 19 April, til hvis Minde han satte nogle Ord i Kjåbenhavns Skilderie, no. 36; saa Rasm. Nyerup, den 28 Juni, i hvis Huus han i sin Ungdom havde boet; derefter Thorlacius, den 8 Octbr., over hvem han skrev et latinsk Mindedigt (Selmers Acad. Tid. I. 152), og endelig Malling. — 72 Colleg.-Tid. 1829, S. 957. Det skeete den 27 November. — 73 Dan. Selsk. Histor., S. 198. Engelstoft blev valgt til Forstander den 9 Decbr. 1829, og vedblev at være det til sin Dåd. 87 og Dansk sin smukke Afhandling om Fædrenelandeis Taknem- melighedsgjæld til dets fortjente Mænd”", og hans Ven P, E, Miiller holdt Festtalen. Et nyt Stadium begyndte i Engelstofts Liv7%, Rothe, som endnu beholdt sit Sæde i det holstenske Cancellie, medens han i Directionen indtog Mallings Plads, skulde i tidligere Aar have været en god Jurist; men i Universitetsdirectionen havde han hidtil ikke været meget virksom, kjendte ufuldkomment det lærde Skolevæsen og var derhos allerede i en fremrykket Alder af temmelig svage Kræfter. For Universitelsdirectionen blev han aldrig, hvad Malling havde været; for Engelstoft havde han neppe nogen særdeles Godhed og Tillid, og han var ikke skik- ket til at opretholde Eenhed i Collegiet eller forebygge Mis- stemninger. De som stode udenfor de Indviedes Kreds, sporede Fål- gerne af disse Misforhold, uden ”at kjende, end mindre at kunne bedémme den fulde Grund dertil. Engelstoft talte end ikke til fortrolige ” Venner, for hvem han ellers ofte aabnede" sit Hjerte, tydeligt derom”, Som en medvirkende Grund beteg- nede den offentlige Mening det fårste Directorskifte i Sorée eller den Maade, hvorpaa dette blev udført”, Det er i al Fald fuld- kommen vist, at Rothe i alt, hvad denne Foranstaltning vedkom, havde i det mindste lige Deel med Engelstoft, og de, der have seet Begivenhederne nærved, turde vel mene, at han havde stårre Deel deri end denne. Alligevel synes dog de, som vare "misfornåiede dermed, at have villet kaste Skylden for mulige Feilgreb paa Engelstoft. Rothe stod fast ved Hofgunst, me- 74 Meditationes nonnullæ de pietate in colenda memoria civium, qui de patria bene meruerunt. Havn. 1830. 4. — 7% Om- trent ved samme Tid (Efteraar 1830) forlod han ogsaa Klareboderne no. 8, hvor han havde boet i femten Aar (See ovenfor Side 55, Note 8) og flyttede til Fre- deriksberggaden no. 13. — 76 Det har en fortrolig Ven af Engelstoft forsik- kret mig. — 77 I Sommeren 1830, 88 dens, Engelstoft just paa. den samme Tid…og neppe uden Grund .ansaaes for at være i: Unaade. Flere Omstændigheder havde medvirket, dertil, Jog nogle af dem.lade sig med. Bestemthed paavise. Den 'Slaphed,:'som i længere. Tid. havde. hersket. i; Literaturen”?, havde i-.Mallings Dådsaar foranlediget en Forbindelse mellem Hovedstadens; fårste Videnskabsmænd i det. Oiemed at udgive en critisk Tidende, - der uden Sidehensyn skulde tilbagevise det Overfladige' og! Fu- skeragtige, og stille de videnskabelige Frembringelser. paa-den Plads, som hver af dem medrette. fortjente. ; Dette var' den rene og ædle .Hensigt7”?. med Stiftelsen af det Selskab, "der -vilde udgive et Maanedsskrift for Literatur, og denne Hensigt var ogsaa da, kjendelig, naar dens Udførelse stundom kunde bære: Spor af menneskelige Svagheder. Engelstoft sluttede sig med levende Deeltagelse til dette 'Selskab; thi han besad altid en høi Grad af sand videnskabelig Interesse, og af hans Ungdoms-Fri- sindethed havde det lange Collegii-Liv mindst: angrebet den vi= . denskabelige Deel. Men ingen Cuur eller Reform lader. sig, ud- fore uden Modstand, der alter maa modes. med alvorligere Mid= ler, og Maanedsskrift for Literatur antog snart Characteren- af et: Oppositions-Skrift,: der tog fat paa Boger og offentlige Før= anstaltninger paa en Maade, som dengang var: usædvanlig og som skaffede det adskillige Fjender. Kongen: selv blev. det ikke længe gunstig. Engelstoft var imidlertid ikke blot Medlem af Selskabet og Deeltager i Redactionen af Maanedsskriftet. Han leverede selv, foruden en Deel: mindre Artikler?,, til.det forste Bind! en 78 See ovenfor S. 75—76. — 79 Kongen selv havde tegnet sig for et stårre Antal Exemplarer; ligeledes vare de fleste af Kongehusets Medlemmer og næsten alle offentlige Bogsamlinger Subscribenter. — 80 Engelstoft skrev i Aarene 1829—1830 ti forskjellige Bidrag til Maanedsskriftet, nemlig: I. 97, Ef- terretn. om Institutet for Bånderdrenge: ved. Sorå;" I. 414 føg. 'Rec. af 'Schle-= gels Statsret; I. 203, Om den polytechn. Jæreanstalt; 1. 268, Rec. af Abra- hams, de Rob. Vacii' carmine; I. 394,' af Lutken, om det videnskabelige Liv; 89 særdeles dygtig eritisk Revision af Schlegels Statsret; han skrev derhos temmelig skarp efter den Tids Mening; og paaviiste uden Complimenter. en. betydelig ;Mængde' Feil i "dette Værk, — Men Schlegel havde mange Venner i de håiere Kredse» — Maaneds- skriftets fålgende Bind gik dernæst noget uvenligt 16s paa Dig= terværker, .der "havde, vundet Bifald i Kongens nærmeste Omgi- velse, Saadant gjorde .det heller ikke yndet. Endelig kom dertil et Sammenståd mellem Maanedsskriftets Redaction og den da.meget anseete Abrahamson, Kongens Adjutant, i hans Egen- skab baade: som Præsident i det: Nordiske Oldskriftselskab % og som Directér for den saakaldte Indbyrdes Underviisning & Kort sagt: Maanedsskriftet var og maatte være et Oppositionsskrift ; Oppositionen var ilde lidt, og dens Fjender kastede sig, som det pleier at gaae, paa .de-Puncter, -der lettest kunde angribes, om ide end ikke just vare Hovedpuncterne. "Thi Engelstoft var ingenlunde Oppositionens Hovedmand. Den aandelige Liberalisme, som Engelstoft for over tre- dive Aar siden, da han under noget lignende Forhold truedes med Hertugen af. Augustenborgs: og andre mægtige Stormænds Unaade, fordi han fritog aabent udtalte sin Mening, havde lagt for Dagen og erklæret sig beredt til at lide for$, vedblev påa en vis Maade bestandig hos ham. Men havde hans: Kræfter til at lade denne Frisindethed træde frem i Livet og Handlingen allerede dengang været ringere, end han selv troede, saa'er det saa meget mere begribeligt, at disse Kræfter baade med Aarene og ved den lange Vandring ad de Stier, der skulde fore til Sædet' i et kongeligt Regjeringscollegium, havde tabt II. 438, Jensen, om Geistlige Embeders Byrder; II. 464, Olufsens Collectanea II. 558, Om Sorée Academie; III. 79, Blom, Catechismus for danske Krigs- mænd ;' IV. 541, Mules byzantinske Historie. .v/— 81 Maanedsskr. for Li - terat. 1829, i fårste og sandet Bind,'en omfattende Afhandling, deelt i syv Ar- tikler; — 82 -Smstds.… II. 473. VI: 1—21:.0.. fl. .— +83 Maanedsskr. f. Literat. IV. 501 fg.:V,-167 fg. 286'fg. — 84 Maåanedsskr. f. Literat. III, 187 føg. VI, 357 føg. — 85 See ovenfor Side 23. 90 endnu mere i Selvbevidsthed og Fasthed. Han som i en lang Række af Aar havde været altid vel seet paa håiere Steder, var efterhaanden kommen til at betragte ogsaa' dette som" hå- rende til sit virksomme Livs Frugter. Han salte Priis derpaa og kunde ikke udholde de forandrede Forhold, "I Aaret 1830 faldt han i en voldsom Sygdom, såa at hån endog var opgivet af Lægerne, og skjøåndt han overstod denne, sporedes dog længe Eftervirkningerne deraf. Han udtraadte derpaa 1831 for det forste af Maanedsskriftets Redaction&£, og da han end ikke der- efter fandt Ro, ventede han kun en passende Leilighed sn at opgive ogsaa. sit Sæde i Universitetsdirectionen. Denne Leilighed tilbåd sig, da Wads Dåd i Marts 1832 aabnede Adgangen til den ham efter Embeds-Anciennetet for- beholdte Plads i Consistoriet?”, En betænkelig Brystsygdom, hvoraf. han til samme Tid led, bestyrkede ham i Forsættet. Han sågte og fik sin Afsked fra Universitetsdirectionen den anden Mai 18328, Han havde dengang tjent i dette Collegium i syvogtyve Aar, og taget den virksomste Deel i Reorganisa- tionen af hele det lærde Underviisningsvæsen. Det var tem- melig almindeligt under saadanne Forhold at give afgaaende Embedsmænd en Rangforhåielse som Tegn paa Kongens Naade. Man spurgte Engelstoft, om han vilde have Titel af Etats- raad. Han svarede, at denne Rang havde hans Embede givet ham for femten Aar siden, og hans Afsked ikke beråvet ham, Og derved blev det. 86 Efter sin Udtrædelse af Redactionen leverede han ikke mere nogen Recension, men kun nogle Efterretninger om Universitetet, Soréde Academie og de lærde Skoler for Aarene 1830—31 i Maanedsskriftets bte, 7de og 8de Bind. — Over den omtrent til samme Tid afdåde Prof. v. Schmidten (ogsaa Medlem af Maanedsskriftets Redaction) skrev han et la- tinsk Mindedigt (Selmers Acad. Tid. I. 156), — 87 See ovenfor "Side 65. — 88 Colleg. Tid. 1832, S. 310—11. — 89 Mundtlig Meddel. af Sam- tidige. ! 91 VII. Efter Udtrædelsen af Universitetsdirectionen. var Engels- tofts hele. offentlige Virksomhed indskrænket. til den academiske Lærers,. og. forsaavidt bragt tilbage. til. det Punct, hvormed hans Embedsbane for næsten tredive Aar siden: var… begyndt. Men han havde begyndt med Ungdommens bedste. Kræfter og havde Haabets lyse Mark aaben liggende for sig; nu var han i.en Alder af otteoghalvtredsindstyve Aar, og der syntes ingen gunstig Stjerne at staae. over hans Fremtid. Det lod, som om man ikke mere vilde benytte hans Indsigter, Han havde længe, og med storre. Kjærlighed end vel nogen dansk Historiker, dyrket de geographiske, statistiske og statsåconomiske Viden- skaber. Geographien anyviiste han en høi. Plads, og det var ret. mærkeligt, at han ved mange Leiligheder, stillede den over eller. foranfor. Historien"; Statistikens Behandling efter. stats- 6&conomiske Synspuncter var han uimodsigelig den fårste, der ved Universiletet gav Anviisning til. "Da man nu i disse. Aar. tænkte paa at organisere et stalistisk-statsåconomisk Cursus? og en dertil. knyttet Examen ved Universitetet, var det naturligt, at kalde Engelstoft til Raadslagning med over denne Sag, hvil- ket ogsaa for den vedkommende Commission skal være bleven foreslaaet.. Men.— Kongen vilde det ikke”, Ogsaa dette saa- rede Engelstoft meget. Han drog sig derfor mere og mere tilbage, og efterhaan= den som det lykkedes ham at såge Tilfredshed og Styrke hos 1 Saaledes i Examenslisterne. Der stilledes Geographien stedse foran Historien, og man har sagt, denne Orden skyldtes Engelstoft. Derimod satte han i sin egen Embedstitel Historien fårst. — 2 Commissionen for at udarbeide et Forslag til den kameralistiske Examen blev nedsat ved Kgl. Resolution af 19 Novbr. 1833. Medlemmerne vare: A. S. Ørsted, Collin, Gar- lieb, Johnsen, Schlegel, H. C. Orsted og I. W. Hornemann. Jfr. Ost, Mi- nerva I, 205, — 3 Meddelelse af Samtidige. Kongen skal personlig have udstråget hans Navn paa Forslags-Listen. Imidlertid er det et Spårgs- maal, hvor alvorligt Forslaget fra Vedkommendes Side er bleven urgeret. 92 sig selv og i sin egen»Bevidsthed, bleve ogsaa de forandrede Forhold ham taaleligere, Han kunde vel ikke ganske vende sine Tanker bort fra den forbigangne Tid; men han undgik øjerne at tale derom selv med sine kjæresté Vemer,. eller yttrede sig i al Fald kun i utydelige Ord. Til een af disse" sagde han saaledes engang: ,Jeg veed ikke, at jeg som Med- lem af Universitetsdirectionen egentlig har meer end een Ting at bebreide mig selv, og det er, at jeg ikke med stårre Kraft og Alvor modsatte mig et vist Skridt, der neppe var retfær- digt, eller idetmindste nedlagde et separat Votum i den Anled- ning”. Hvori det bestod, nævnede han ikke. Men det er rime- ligt, at han sigtede til det i sin Tid omtvistede Spørgsmaal angaaende Professorboligen inde i Universitetsgaarden, hvorpaa begge hans kjæreste Venner P. E. Miller og Thorlacius gjorde Fordring, og som den fårste erholdt5, Imidlertid havde Thor- lacius glémt dette, længe for Dåden adskilte dem, og der var blandt Universitetets Professorer ingen, som havde noget Nag til Engelstoft, da han, efter længe at have været deres Fo- resalte, indtog sin Plads i deres Midte. Med oprigtig Velvillie både alle ham ved Universitets-Pocalen Velkommen, idet han fårste Gang tog Sæde i Consistoriet, Hverken Thorlacius eller Muller sad dengang mere iblandt dem. Den sidste var for to Aar siden efter Minters Dåd bleven Sjellands Biskop. Engelstoft fålte dette som et Savn; men endnu smerteligere blev Savnet, da han et Par Aar efter saae | 4 Fra den Samme har jeg Meddelelsen derom. — 5 Miller var nemlig rigtignok ældre ,,Professorf end. Thorlacius; men denne. sidste havde været Lector ved Universitetet, får hiin blev Professor. Hvad det dog egentlig kom an paa, var det Spårgsmaal, om ikke denne Bolig, der ved Dådsfald efter Uni- versitetets Quæstor var bleven ledig, burde stilles til ordentlig Option blandt Consistoriales efter deres Anciennetet, istedenfor at der paa en temmelig vilkaarlig og formlås Maade disponeredes over den. Thorlacius var indtraadt i Consistoriet 1803, Muller 1806. Til Fordeel for Miller har det rimeligviis været anfårt, at Boligen stod i Forbindelse med Communitetet, der laae under det theologiske Facultets Bestyrelse, 93 ogsaa "Miller at vandre derhen, hvor " Thorlacius var gaaet&, medens han ene stod tilbage med de Fortidens Erindringer, der skulde lindre Nutidens uvenlige Tilskikkelser. «Det var et be- vægeligt Syn at: seé Engelstoft ved Mullers Baare. I en samvittighedsfuld Opfyldelse af sine Pligter sågte han at glemme sin egen Smerte, og sine Pligter som academisk Læ- rer kunde hån endnu opfylde. + "Han besårgede ikke alene sine Forelæsninger, i denne Periode meest øver Statistik, historisk Propædeutik, Literatur og Critik, samt udvalgte Partier af Fæ- drenelandets " Historie”; men han overtog ogsaa de håm efter Regelen tilfaldne academiske Functioner, som Réctor, Decanus, Examinator og déslige, Selv de mere elementaire Foredrag til anden Examen holdt han lige til Vintersemestret 1834—1835, da'en ny og tredie historisk Professors Ansættelse? tillod ham at ophøre; dermed. Rectoratet beklædte Engelstoft fårste og eneste Gang i-det academiske Aar 1835—1836, og holdt som Rector tvende Taler. Den ene, ved Universitetsfesten i”Anlédning af Kon- gens Fådselsdag 1836, handlede om Videnskabernes håie Værd saavel ved sig selv:som ved deres' Indflydelse paa det borger= lige-Selskab og alle menneskelige Samfund?,. Den anden, ved Rectorskiftet:den fjerde Juni samme” Aar, var en Betragtning over Universiteternes 'Idee samt Hovedbetingelserne for sam- mes Realisation, og endte med at proclamere Werlauffs Rec- torat for: det fålgende Aar”?, Decanatet i det philosophiske Fa- culiet havde han i-Aaret 1838, da Clausen' var "Rector. Neppe to- Aar: derefter blev Engelstoft: ved Bornemanns 6 Miller dåde den 4 Septbr. 1834. — 7 Lectionscatalogerne 1832 —1840. — 8 Velschow, den 28 December 1833. Det efter Abraham Kalls Dåd ledige Professorati Historien var nemlig hidtil ikke blevenbesat. — 9 Sel- mer, Acad. Tid. IV, 1 fgg., hvor Talens Indhold temmelig udfårligt ér med- deelt.… Den latinske Original findes-i MS. blandt hans efterladte Papirer. — 10 Selmer, Acad. Tid. IV. 105 fg., ligeledes i Uddrag. AN 94 Dåd den niogtyvende October 1840 Universitetets Senior, og var som saadan berettiget til at erholde Fritagelse fra sine Pligter som academisk Docent", Han fålte imidlertid endnu Kraft til denne Virksomhed og benyttede ikke strax sin Ret. 2. Til videnskabelige Arbeider havde Engelstoft der- imod ikke mere de fulde Kræfter, og hans hele Virksomhed i denne Retning indskrænkede sig i Låbet af de otte Aar, hvori han nu alene var academisk Lærer, i Hovedsagen blot til hans Deeltagelse i Redactionen af Scriptores rerum Danicarum og i Udgivelsen af Universitets-Programmet ved Festen for Univer- sitetsbygningens Gjenopfårelse, begge Dele i Forbindelse med Werlauff. Det ottende Bind af Langebeks Scriptores, hvoraf en stor Deel allerede havde været trykt under Suhms Medvirkning og Overtilsyn, var dog forblevet ufuldendt, da saagodtsom hele Oplaget brændte under Kjåbenhavns store Ildebrand,” og Suhm fra den Tid af havde ladet Arbeidet hvile”, —Thorlacius og Werlauff fik ”endelig 1826 kongeligt Commissorium paa at fuld ende Værket, og Sidstnævnte, der ved Thorlacius?s Udenlands- reise og kort efter Hjemkomsten paafålgende: Dåd var bleven ene om Årbeidet, havde ladet Trykningen begynde, da han fik Engelstoft til Medarbeider”?”%, Imidlertid fremmedes Ud- gaven for det forste ikke meget derved, eftersom Engelstoft . til samme Tid var syg og fålte sig trykket af Forretninger og Ubehageligheder. … Deri foregik vel en Forandring ved hans Udtrædelse af Directionen; men Engelstofts active: Deelta- gelse i dette Arbeide vedblev dog at være meget ubetydelig, 11 Univers. Fundats af 7de' Mai 1788, Cap. I. $. 16. — 122Scriptt. rerr., Danice. Tom. VIII Præf. — 13 Naar dette skeete, kan man ikke see af Fortalen, der synes at gaae noget låst hen derover. Men Conferentsr. W-er- lauff har havt den Godhed at sige mig, at det var engang i Begyndelsen af Aaret 1830. i 95 og indskrænkede sig i Hovedsagen alene til Udarbeidelsen af Fortalen. Først i Aaret 1834 kunde saaledes det oltende Bind af dette store Værk forlade Pressen", Men dermed stand- sede ogsaa Arbeidet. I det fålgende Aar begyndte de forste Forberedelser til den dobbelte Fest for den nye Universitetsbygnings Indvielse og for Universitetets tredie Jubelaar. Engelstoft paalog sig i Forbindelse med Werlauff at levere Programmet til den får- ste Hoitidelighed 7%, og Emnet skulde være Universitets«Byg- ningens Historie, hvoraf han vilde behandle den nyere Pe- riode efter Hovedstadens Brand i Aaret 1728. Deter velbekjendt, hvilket fortræffeligt Skrift der ved Foreningen af saadanne Kræfter udgik som Indbydelse til Universitetsfesten den tret- tende October 1836, og dersom Engelstofts Andeel deraf end ikke indeholdt, eller efter Sagens Natur kunde indeholde, en saa mærkelig Rigdom af nye Oplysninger som Werlauffs, saa fortjente den dog, som første Forsåg af denne Art, fuldkommen det Bifald, som den allevegne fandt”, Denne Universitets— Bygningens nyere Historie maa uden- tvivl betragtes som Engelstofts sidste egentlige Forfatter arbeide. Ikke uden Anstrængelse havde han fuldendt det. Hans Kræfter til saadant Arbeide vare meget svagere end hans Interesse og Lyst. Dette havde allerede viist sig, da han efter sin kjære Vens, Biskop Millers, Dåd 1834 vilde læse et Mindeskrift over denne i Videnskabernes Selskab: med stor Iver og. Kjærlighed begyndte han paa dette Skrift, og sam- lede omhyggeligt dertil, — men fuldendte det aldrig og var 14. 5. R: D. VIII. Præf. Fortalen er underskrevet i April 1834. — 15 Men den kongel. Resolution om Jubelfesten udkom dog fårst i næste Aar (1836) og — noget besynderligt — kun en Ugestid får selve Festen, nemlig den 21de Octbr. See Colleg. Tid. 1836 S. 750—51. — 16 Werlauff alene til den anden, den 31 Octbr. 1836. — 17 Engelstofts Deel er 8 Ark, Werlaåuffs er 12 Ark i Folio, 96 vel tilfreds med, at en anden venlig Haand?% lettede ham den Byrde, som han selv havde paataget sig. Fra den Tid af indskrænkede Enig etstirti sig til lite- raire Sysler af lettere Slags. Saaledes léverede han til det i Aaret 1836 udkomne sjette Bind af Ny Danske Magazin trende Bidrag til Fædrenelandets- Historie, Instruxen for "Corfitz: Ul- feld paa hans Reise til Spidsbergen, Instruxen for Grev Wal- demar Christian og håns Hovmester Pentz, og Enkedronning Sophies Fadebuurs-Regnskab paa Nykjåbing Slot?%,— Saaledes skrev han til samme Tid et lille latinsk Mindedigt over” sin afdåde Collega Herholdt, for hvem han havde særdeles me- gen Agtelse som Læge og Videnskabsmand”, Hans Deelta- gelse med Rask og siden med Molbech i Udgaven af Outzens frisiske Glossarium?!, der udkom i det folgende Aar 1837, var heller ikke meget betydelig, da Værket selv var færdigt fra: Forfatterens Haand og hans venskabelige Medarbeidere havde paataget sig den væsentligste Deel af Arbeidet ved "dets Udgi- velse”, Deraf fålger dog ikke, at jo Engelstofts Takt og Raad paa flere Maader kunde have været til Nytte: Dette kunde man altid vente, ogsaa efterat han behåvede Andres Bistand at ståtte sig til, og derfor saae man ham selv i de "senere Aar ofte optaget til Medlem af forskjellige Samfund. Saale- des blev han 1836 Ephorus: for den Arnamagnæanske Stiftelse og 1838 paany Medlem af Redactionen for Maanedsskriftet. Men dette sidste' havde dengang tabt mange af dets flittigste Medarbeidere, som han ikke kunde erstatte, og det standsede ikke meget længe efter. j 18 Molbechs. Mindeskriftet: selv er irykt i Nordisk Tidsskrift f. Hist. Lit. 0. Kunst, IV: 457 føg. — 19 Ny Dan. Mag.VI. 143—46, 176 —78. 330—36. — 20 Dagen 1836, no. 53, og Osts Materialier col. 500—501. — 21 Vidensk. Selsk. Histor. S. 467. — 2 |Osts Minerva, I. 203-204. Men hvad G. L. Baden mener ved Engelstofts Frygt for ,;Friheds- påbelen%, veed jeg ikke. | 97 3, Engelstofis Gjenindtrædelse i: Maanedsskriftets Re- daction er forsaavidt ret mærkelig, som den afgav lige som et ydre Tegn paa, at han ikke deraf befrygtede nogen Misbilli- "gelse paa håiere Steder. ;Virkelig var ogsaa den Ugunst,; som i adskillige Aar synes at have. hvilet over ham, udentivivl nu veget bort. I Anledning af hine støre Universitetsfesier blev han udnævnt til Conferentsraad og-de Kongelige Ordeners Hi- storiograph%, og han var hverken ufélsom for disse Tegn paa Kongens tilbagevendende Naade, eller lagde noget Skjul paa sin Glæde derover. Snart kom ogsaa dertil lykkelige huus- lige Forhold, der gjorde denne Livsperiode, som var begyndt under. temmelig mørke Udsigter, til en af de behageligste. Hans Son, der nogle Aar iforveien var bleven hans Collega som academisk Lærer” og da forlod Fædrenehuset, stiftede i December 41837 en egen Familie; hans Datter ægtede et Par Aar senere, i Slutningen: af. 1839, Professor Bornemann, og snart oplive- des hans Huus ved en ny Generation, som han omfattede med inderlig Kjærlighed. Ved Udnævnelsen til Ordenshistoriograph havde Engels- toft faaet saa at sige et: nyt Embede paa sine gamle Dage, og "dette kunde vel forekomme ham noget betænkeligt. Men Regjeringen' selv havde ligesom: tilkjendegivet en forandret An- skuelse. af de med dette Embede. forbundne Pligter. I Begyn- delsen havde den førdret Arbeide: Abraham Kall, der endnu i en. håi Alder bevarede: gode Kræfter, havde derhos i. Vedel Simonsen havt en flittig af. det. Offenilige lånnet Medhjælper, og. .begge havde samlet adskilligt til Riddernes og Ordenernes Historie,. skjéndt intet blev. færdigt eller: udgivet%, Efter Kalls 23 Colleg. Tid. 1836 S. 765. 832. — 24 Selmersacad, Tid. I. 147 fo Efter 'en Concurs i Aaret 1833 Lector, og i 1834 Prof. i Theologien. — 25 Den 22 December 1837. — 26 Endceel af disse Samlinger, hvortil hårte ad- skillige Tegninger, skulde have været optagne i det af Engelstoft og Wer- lauff paatænkte Skrift: Afiog om Abraham Kall. 7 me SM -Déåd var derimod Embedet forblevet ubesat i Sjeltedelen af et Aarhundrede, og da det derefter overdroges til Engelstofts allerede svage Kræfter, erholdt han ikke den Underståttelse, som han vilde have behåvet, hvis noget Arbeide skulde udfåres. Tydeligere kunde det neppe udtales, at denne Post kun skulde betragtes som en kongelig Naadesbeviisning, hvilken Ordens- canisleren Mosting af Hoiagtelse for Engelstofts videnska- belige Fortjenester i Almindelighed havde forskaffet ham. Engelstoft kunde vel undskyldes, hvis han havde bero- liget sig ved den samme Anskuelse; men delte var dog ingen- lunde Tilfældet. Tvertimod havde han den bestemte Hensigt, at anvende den Fritid, som nødvendige og uopsæltelige For- retninger levnede ham, paa et historisk Arbeide, der kunde vidne om hans Interesse for Ordens-Capitulet. Hvad der i denne Henseende laae meget' nær og udentvivl meest vilde håve afhjul- pet et Savn i den fædrenelandske Literatur, Benyttelsen af Ca- pitulets rige Materialier til et biographisk Lexicon”, var det end kun over dem, som havde været benaadede med Ordenen, synes ikke at have særdeles interesseret ham; derimod rettede han sit Blik paa Elefantordenens Historie, de fårste dunkle Spor til dens Oprindelse. " I mange Aar samlede han Materialier til delte Emne, og da han udentvivl var kommen til det foreld- bige Resultat, at Elefantordenen var stiftet i Analogie med og efter Monsteret af det burgundiske "gyldne Vlies, saa gjennem- gik han ikké alene i Hovedstadens Bibliotheker de sjeldneste Værker , hvori nogen Oplysning derom kunde findes eller for- modes, men han benyttede ogsaa med Opmærksomhed reisendé Landsmænds Tjeneste til at forskaffe sig hos Antiquarer i Ud- landet, hvad Bibliothekerne "her hjemme savnede ?, 27 Nemlig Riddernes håandskrevne Autobiographier, som de ere for- pligtede til at levere. — 28 Da saaledes Prof. A. Rothe i Aaret 1841 gjorde en kort Reise (O-m Holger Danske, Foørtal. V.), havde-han Commissioner af denne Art, og skaffede Engelstoft virkelig adskillige sjeldne gamle 'Skrifter. 99 Alligevel vil intet af hans Arbeide i'denne Materie kunne komme Videnskaben tilgode; thi hverken i-Ordens-Capitulets Ar- chiv eller i hans egne Efterladenskaber har noget: af Betyden- hed; været at; finde; og. dersom han, som han i.sine. sidste Aar leilighedsviis skal have yttret, virkelig har sendt. en Afhandling om. de danske Ridderordener til et slérre Værk, der. udgaves inTydskland%,, saa har Udgiveren af dette ladet: Afhandlingen ubenyltet,'rimeligviis fordi den ikke har passet til hans Plan?e, At, udgive selvet eget. udførligere Værk. om Elefantordenen, havde Engelstoft i sine sidste Leveaar udentvivl ganske op- givel:…… han talte hellerikke mere derom. Da Werlauffs lærde Skrift om Helligtrekongers Kapel havde optaget det meeste,- som med. nogenlunde. historisk: Vished lod. sig anfåre om denne Or- dens Oprindelse, og saaledes udtåmt den for Historieforsknin- gen interessanteste. Deel. af Undersøgelsen, har Engelstoft vistnok opgivet Ideen om at benytte sine. ældre og forældede Antegnelser, muligen endog, som han synes ikke at have været "utilbåielig til ved andre. Leiligheder, tilintetgjort disse. … Til nye Forskningér-: havde han.nu saameget- mindre Kræfter, som han sely' i disse” Aar sladigen maatte besårge private Forretninger, der i ethvert Tilfælde fordrede, Tid. 4.… De mærkeligste af disse vare en Arv,.…der fulgte ham gjennem” hele Livet fra de: Forbindelser, hvori han allerede som Yngling og ung Mand havde staaet til: tvende af Datidens Jeg: Hr. Erslew), Udgiveren-åf Almindeligt Forfatter-Lexicon;, forsikkrer, at' Engelstoft havde sagt dette til ham. og lovet ham nærmere. Oplysning der- om u—1 730 -Dersom/Engelstofts Afhandling har været bestemt. til Bieden - felds Gesch; aller geistl) u. sweltl.. Ritterorden, I—II.: Weimar 1839—46 4to, saa var det begribeligt, at Udgiveren ikke har kunnet finde den passende; 'då dette: Værk aldeles ikke er nogét videnskabeligt Arbeide — 31 Endnu i Åaret/1847' syntes Werlauff (Dan. Selsk: Histor. S$. 210 not. e.) åt: have ventet Engelstofts Skrift; - men 1849, da hans Afhandling om de hellige tre! Kongers Kapel.udkom, nævner han ikke denne Forventning. 7% ka .… anseeligste Herrer, Grev Rosenkrone og Hertugen af Auguslen- borg; — mærkelige ogsaa derved, al de indeholde et stærkt og hæderligt Vidnesbyrd 'om den Tillid, Engelstoft nåd hos dem, der gjennem den længste Række af Aar havde havt Lei- lighed til at pråve hans Duelighed, Bestandighed og Troskab. Grev Rosenkrone var dåd for mange Aar siden, endnu medens Engelstoft var Secrelair i Universitelsdireclionen?, Hans Hustru, Hjelmstjernes eneste Datter, overlevede ham længe, og Engelstoft vedblev stadig at være hendes Consulent og For- troede saavel i andre Anliggendér som i Bestyrelsen af hendes anseelige Formue. Han iagttog i dette Forhold en almindelig anerkjendt og sjelden Uegennyttighed, sågte sin Lon i at kunne ligesom gjengjælde de fordum modiagne Velgjerninger, og betragtede det som en Festdag for sit Huus, naar i en vis Pe- riode Grevinde Rosenkrone engang om Aaret var hans Gjest. Efter hendes dådelige Afgang? blev han Meddirectår over de betydelige Legater, som hun havde stiftet. Ogsaa dette for- anledigede ikke ringe Arbeide og Ansvar, skjondt han havde en retskyndig Collega, der deelte begge med ham: han i For- bindelse med Treschow' udarbeidede den, udfårlige Beretning om den Grevelige Hjelmstjerne- Rosenkroneske Stiftelse, som den treogtyvende Mai 1839 blev offentliggjort; men han var tillige 'Stiftelsernes Kasserer, og store Summer gik gjennem hans Hænder%, Først i de senere Aar afgav han Kasserer- forretningerne til sin Svigersån. | 32 Dåde den 5 December 1811.- Jvfr, Håsts Clio, 1, 2, S. 47 — 33 Dåde den 3 September 1838, og hendes Dåd anmeldtes i Adresseavisen af Enge ls=- toft paa egne 'og Treschows Vegne, som ExecutoresTestamenti. Den substi- tuérede Exec. Test. var Kofod, — 34 See Collegial-Tid.1839-8S.-425—435. — 35 Bestyrelsen af den Hjelmstierne-Rosenkroneske Stiftelse for- anledigede ogsaa i Octbr. 1838 en umiddelbar Henvendelse af Directårerne til den norske Regjering, da et Legat deraf i sin Tid skal gaae til Norge. Jvfr. Chr.Holst, det Kgl. NorskeFrederiks Univers. Legater (Chri- stiania 1851) S. 141—42, — Denne Bestemmelse til Fordeel for Nørge var 101 En lignende Forbiudelse fandt Sted med Hertuginde Louise Augusta efter Hertugens Dåd og saalænge hun levede” Engels- toft besårgede en stor Deel af hendes 'stedse temmelig ud- bredte Commissioner i Hovedstaden; han forsynede hende med de Båger, Musikalier og deslige, som til enhver Tid kunde være Gjenstand for Opmærksomhed; han var hendes. stadige Correspondent, der altid maatte meddele hende Nyheder fra Kjébenhayn, for hvilke hun stedse bevarede stor Interesse; han - var for enDeel ogsaa ligesom hendes Kasserer her paa Stedet, og. modtog eller udbetalte Penge efter hendes' egen umiddel- bare Anviisning. Dette sidste bragte ham ogsaa ind i Prinds Emils altid meget forvirrede &conomiske Anliggender, for hvilke Louise Augusta viiste megen Deeltagelse, og var An- ledning til, atEngelstoft hyppig corresponderede med Prind- sen og havde ham en Aften til Gjest hos sig, da han sidste Gang var i Kjåbenhavn. Derimod besågte Engelstoft i de senere Aar sjeldent Augustenborg, da han ingenlunde var blind for, hvad der — Enkehertuginden uafvidende — forberededes. Havde han havt nogen Tvivl derom, maatte den forsvinde efter den Samtale, som der forefaldt med ham i August 184226, . hvorfor han ogsaa afslog Indbydelsen til Hertugens. Sålvbryllup nogle Åar senere. Ved Siden. af disse. betydeligere practiske Sysler havde Engelstoft ogsaa adskillige mindre, der tilsammentagne gave Beskjeftigelse nok for en ældre Mand. Saaledes var han fra Aaret 1832 af Kasserer i Videnskabernes Selskab?”, hvis Capi- talformue i dette Tidslåb forågedes med 10,000 Rbd. og naaede ligeledes for Engelstoft Anledning til at give'den herværende Kgl.” svensk- norske Gesandt Baron Lagerheim nogen Underretning om, hvorvidt den Tid nærmede sig, da Norge kunde komme til at nyde Godt af Legatet. — 36 Actmæs. Bidr. til Danm. Hist. i det nittende Aarh. 1.190. — 37 Vidensk. Selsk. Histor. S, 509. 518. . Han blev valgt den 7 Decem- ber 1832 efter Schmidt-Phiseldecks "Dåd. den største Sum, den nogensinde havde udgjort: 132,000 Rbd. ; og han var blandt de Medlemmer, der bestemt men forgjeves modsatte sig Angrebet paa denne Grundfond%, I samme Sel- skab var han Formand for den historiske Classe og Medlem af Comiteen for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium %, Han var lige til sin Déd Forstander for Danske Selskab, og erhvervede sig som saadan Fortjenester, der allerede som gjå- rende Epoche ere gaaede over i dette Selskabs Historie”, At Engelstoft i en fremrykket Alder kunde overkomme saamange heterogene Forretninger, var én Folge af hans hur- tige Blik og hans medfådte, ved tidlig Ovelse udviklede Anlæg til practisk Virksomhed. Meget mærkelig var især den Fær- dighed, hvormed han conciperede alleslags Skrivelser eller Erklæringer. Hans mundtlige Foredrag var aldrig særdeles fly- dende, deels fordi han stedse sågte at give det en vis Ele- gance, deels fordi han let lod sig rive ind i udsvævende Dig- ressioner; og disse Svagheder tiltoge med Aarene. Pennen forte han derimod med en 'saadan Virtuositet, at den, der læste en skriftlig Opsats af ham selv i hans Affældigheds Dage, maatte fristes til at antage ham for en ung og livskraftig Mand", Det var vel ogsaa denne såa at sige skriftlige For- retningsdygtighed, der væsentlig bidrog til, at han endnu i Livets Aften blev stillet i Spidsen af et Regjerings - Colle- gium. VIII, Kong Christian den Ofttende salte nemlig Priis paa Ta- lenter af denne Art. Han kjendte Engelstofts Fortjenester, 38 Vidensk. Selsk Histor. S$. 494—95. — 39 Anf. St. S. 483—85. — 40 DanskeSelsk. Histor. Fort. IN —ITV. — 41 Ethvert Brev fra ham er et Vidnesbyrd derom, og han skrev overmaade mange Breve. ø 103 agtede hans Lærdom og havde allerede i sit fårste Regjerings= aar. ved Kroningsfesten den otteoglyvende Juni 1840 udnævnt ham blandt de første til Commandér af Danebrog. Da han i August Maaned næstefter under sit Ophold paa Féhr! modiog Efterretningen om Rothes Dåd den toogtyvende - August, con- stituerede han ved et Rescript af syvogtyvende samme Maaned Engelstoft til som dennes Efterfålger at indtræde i Univer= sitets-Direclionen?, | Engelstoft var dengang sexogtredsindstyve Aar gammel og, skjøndt idvrigt legemlig rask og bevægelig, dog neppe i Besiddelse af de Kræfter, som Forsædet i et Collegium under ” daværende Omstændigheder udkrævede. Men han havde Erfa- | ring, Interesse og den bedste Villie', og han forefandt som Colleger yngre Mænd, paa hvis Arbeidsdygtighed og Hengi- venhed for sig han med Grund troede at kunne gjåre Regning. Han fulgte altsaa det til ham udgaaede Kald; men han betrag- iede "det selv. stedse som et midlertidigt, og det ikke alene med Hensyn til sin Alder, men ogsaa fordi han var overbe- viist om, at Ledelsen af de Arbeider, der forestode, nådven- digviis maatte lægges i stærkere Hænder end hans”, Thi Refor- mernes Tid var kommen. En: Fålge saavel af denne Udnævnelse som af den hele nye Tone ved Hoffet i Kong Christian den Ottendes Tid blev det, at Engelstoft baade som Collegiichef og som Lærd atter i denne Periode af sit Liv hyppigere viiste sig i. den Kreds, der: nærmest omgav Kongen, Christian den Oltende havde en vis) Lyst tilat give sit. Hof ogsaa. noget af den Glands, der udgaaer fra Videnskaberne ; men denne i sig selv smukke Be- stræbelse frembragte her de samme Phænomener, som Hi- 1. Kongen var den 13 Juli reist fra Sorgenfri, tøg den 6 August det fårste Bad paa Fåhr, og kom i Begyndelsen af October til Kjåbenhavn. — 2 Sel- mer, Kbhvns. Univers. Aarb. f. 1840.S. 23. 24... — 3. Jeg hårte dette oftere yttre af Engelstoft selv. 104 - storien lærer, at den allevegne har frembragt. Blandt Hoffolket var der altid dem, der miskjendte eller frygtede det blot aan- delige Adelskab og opstillede andre Betingelser for en beret- tiget Adgang til de bonede Gulve; og blandt de Lærde var der altid dem, der miskjendte eller frygtede Hoflivets conventio- nelle Fordringer , og paalagde sig selv ængsllige Pligter, som Ingen ventede iagttagne af dem. I begge,disse Forhold for- stod Engelstoft ikke altid at haandhæve den Værdighed, der skyldtes ham og han skyldte sig selv, baade som Olding og som Videnskabsdyrker, Universitelslærer og Collegiichef. Engelstoft var, som allerede bemærket”, et Par Maa- neder efter sin Udnævnelse til Medlem af Universitetsdirectio- nen bleven Senior ved Universitetet; men alligevel vedblev han flere Aar efter at holde sine sædvanlige Forelæsninger, med Undtagelse af dem til anden ExamenS, Først imod Vinteren "1845 ansågte han om Tilladelse til at benytte sin Ret som Se- nior, der da ogsaa den fjortende November samme Aar ved et: kongeligt Rescript blev ham givet”, Endnu i dette Seme- ster anmeldte han dog tvende Forelæsninger: ven statistisk over Fædrenelandets Grundkræfter, og en historisk over den græ- ske, især den atliske Humanitets Character, -Men i Lections- calaloget for Sommersemestret 1846 bekjendtgjorde han, at han som Senior var allernaadigst fritaget fra sine Pligter som academisk Docent, hvorimod han tilbåd sin Tjeneste for de Stu- derende, der maalte ånske hans Raad og Veiledning i det geographiske, historiske eller statistiske Fag. Dermed maa En- gelstofts Virksomhed som Universitetslærer ansees for slut- tel”. 4 See ovenfor S. 94. — 5 Disse sidste havde han ikke holdt siden For- aaret 1835. See ovenfor S. 93. — Decanatet i det philos. Facultet, der tilfaldt ham 1844, maatte han som Medlem af Directionen renoncere paa. Sel- mers Aarb. 1843 S, 57. — 6 Consistor. Copicbog har dette Rescript. — 7 Lectionscatalogerne 1845—46 og 1846. 105 Men hans sande Interesse for al Videnskab blev ikke svæk=- ket med den stigende Alder, og hvor han mådte Underståt- telse, billigt Hensyn til Oldingens Svaghed og tilbårlig Erin- dring om, hvad han i kraftigere Aar havde været, der var han endnu istand til al virke med megen Nytte. Af Danske Selskab har han store Fortjenester, ogsaa i denne Livsperiode. Da Selskabet saaledes ved Fryxell var bleven underrettet om, at. det keiserlige Archiv i-Wien bevarede Beretninger fra Kei- serens Gesåndter ved det danske Hof i Slutningen af Christian den Fjerdes Tid&, erhvervede Engelstoft gjennem det uden- landske Departement en Fortegnelse over disse; og henvendte sig derpaa: 1841 til Dr. Ferdinand Wolff i Wien, der havde tilbudt at besårge disse Documenter afskrevne for Selskabet?, Under Engelstofts Forstanderskab begyndte ogsaa en ny "Række af det Danske Magazin, og selv leverede han 1842 et lærerigt Bidrag til det fårste Bind 7%, "Men hans væsentligste Fortjeneste af Danske Selskab var dog den, at han ved sin —…. Indflydelse hos Kong Christian den Ottende udvirkede det Kon- gelige "Stadfæstelsesbrev af fireogtyvende Februar 1847, der tillagde" det hidtil nærmest ved de faa Medlemmers Bidrag gjennem el heelt "Aarhundrede bestaaende Selskab en passende fast Underståttelse, der sikkrede' dets Tilværelse og gav det Ud- sigt til en gunstigere Fréemtid!", Engelstoft vil derved have erhvervet sig Ret til en bestandig skjånsom Erindring i dette Selskab og hos Dyrkere af Fædrenelandets Historie i Alminde- lighed? 2 Meget mindre blev Engelstofts. Virksomhed bemær- ket i Universitetsdirectionen. Det Tidsrum af noget over syv 8" Nemlig G. v. Plettenberg og Greven, af Schwartzburgi Aarene 1643— 1645. — 9 Dan. Selsk. Histor. S. 188. — 10 Dan. Mag. Tredie R: I. 67—81: Det ældste Universitets-Regnskab. — 11 Ny Collegialtid. 1847, - 8.275—277 har en Art officiel Beretning derom. — 12 Dan, Selsk. Hist. Fort. III—IV. og S. 235—239, hvor Stadfæstelsesbrevet findes, 106 Aar, hvori han stod i Spidsen af dette Collegium, bragte ham oftere i den ikke behagelige Stilling, at skulle omdanne Meget af det, som ved hans egen kraftige Medvirkning var skabt, og det er vel muligt, at Christian den Ottende, der altid. veg til- bage for gjennemgribende Forandringer, har troetived Engels- toft at kunne moderere Reformlysten. Dette stod dog ingen- lunde i Engelstofts Magt, selv om han havde villetodet; thi hans Indflydelse var ikke den overveiende i Directionen, og udenfor Directionen toge, ifålge Kongens Individualitet, ogsaa Andre væsenilig.Deel i de Bestemmelser, der vedkom Univer- sitets= og Skolevæsenet”, Det eneste Tilfredsstillende, der for Engelstoft laae i denne sildige Naadésbeviisning, var det Vidnesbyrd, som den indeholdt om Kongens Tillid og Gunst; men Bevægelsen selv fulgte han snarere, end han ledede den, og saavel Universitetet som Skolerne og Sorée Academie fålte Reformlystens Virkninger. Til Universitets— Reformerne hørte for det fårste Udvidel- sen af det medicinske Facultet og det chirurgiske Academies Ophævelse som selvstændig Stiftelse eller Sammensmeltning med Universitetet, en Foranstaltning, som efter lange Forberedel- ser og megen Modstand fra forskjellige Sider endelig under almindeligt Bifald af den offentlige Mening blev iværksat ved den Kongelige Resolution af syttende December 1841, Der- til hårte fremdeles Overdragelsen af Universitetets og Com- munitetets Gods og Capitaler til en Quæstors Bestyrelse umid- delbart- under Universitetsdirectionens Overbestyrelse og et pås= sende Tilsyn fra Consistoriets Side: ogsaa denne meget gjen- nemgribende Reorganisation blev efter nogen Kamp mellem for- 13 Mange vilde fremfor Alt have Realskoler og ivrede mod den classisk- humanistiske Dannelse; men de deelte sig igjen i to Partier, hvoraf det ene . satte Naturvidenskaber og Mathematik, det andet dansk "Sprog og dansk Hi- storie i en vis Retning paa Hoisædet. … — 14 Selmer, Kbhvyns Univers. Aarb. 1838, S. 134 fg. 1840, S., 21—22. 1841, S. 3—13. 107 "skjellige Meninger fuldendt i Aaret 184375; "Dertil hørte end- videre Fastsættelsen af et Normalreglement for de academiske Læreres Lånning i 'en bestemt Scala efter Embedsaar, og Pro- fessorernes indbyrdes Anciennetet, efterat Universitetets Ind- tægter paa flere Maader vare blevne forågede og Midler vare. vundne til et "med Tidens Krav mere overeensstemmende Ga-— gement: dette skeete i Aaret 18447%,. Endelig indførtes: i det samme Tidsrum adskillige Forandringer ved de academiske Ex- amina, fornemmelig i den Hensigt at fremdrage og haandhæve | Modersmaalels naturlige Ret. Det var til samme Tid almindelig erkjendt, at de lærde Skoler ikke præsterede, hvad de burde. Engelstoft var. deri fuldkommen enig. ,Der bår — saaledes udtrykte han sig — læres mere og der bår læres bedre; det er den Opgave, som skal låses”. Men Spårgsmaalet idreiede sig om Midlerne til dens Låsning””, Efter anstillede Undersøgelser, Conferencer med erfarne Skolemænd og åconomiske Beregninger, kom Re- gjeringen endelig til det Resultat, at en" Deel af de mindre Skoler burde nedlægges, hvorimod de stårre burde udvides til et Slags Gymnasier med syv Classer istedenfor fire, forsynes med dueligere og bedre lånnede Lærere, og saaledes reformerede overtage saavel Afholdelsen af Examen artium, som Underviis- ningen i adskillige Discipliner, der hidtil henhårte til den saa- kaldte anden Exåmen ved Universitetet. Denne Reform blev forst forsågt' i Kjåbenhavn, Odense og Kolding, og er siden efterhaanden indført ogsaa i de ovrige Skoler?%, " Selv paa det 15 Anf. St. 1843, S. 12—23. Kgl. Resolut. af 15de December 1843. — 16 Selmer, Kjåbenh. Univ. Aarb. 1840, S. 78—79,. 1844, S. 1—26. En- gelstoft tilligemed Ørsted og Larsen dannede den af Consistorium ned- satte Comitee til at tage denne Sag under Overveielse. Kgl. Resolut. af 13 November 1844. — 17 I et ret characteristisk Brev fra Engelstoft ved denne Tid skriver han saaledes: Skolerne skulle fremdeles vedblive at være Skoler; men — il faut apprendre plus, il faut apprendre mieur: voila la question å resoudre! — 18 Kbhvyns Univ. Aarb. 1844, S. 201—213 og kgl. Resolut. af 9 Febr, og 18de April 1844. 108 fjerne Island bleve Underviisningsanstalterne i Aaret 1846 bety- delig udvidede og forbedrede", Alt dette hårer til den Periode, da Engelstoft i Navnet havde Forsædet i Universitelsdirectionen. Nogle af Reformerne have vistnok interesseret ham, og han deeltog derfor i dem med al den Varme, som han endnu i Oldingsaarene fålte for enhver god og fornuftig. Forbedring. "Andre kunde derimod neppe behage ham, navnlig den besynderlige Krig, som fra visse Sider reistes mod den classiske Dannelse ialmindelighed og det latinske Sprog isærdeleshed%, - Men den gamle Mands Indflydelse var' af liden Betydenhed, og han troede selv at mærke det i den Grad, åt hans Forretninger i Directionen i disse Aar af og til vare ham en tung Byrde, og at han til sine Fortrolige ofte talte om, at han ikke længe kunde holde det ud, men maatte såge sin Afsked”, 3. Hvad der dog under disse urolige Reformer uden- tvivl meest gik Engelstoft til Hjertet, var den Skjæbne, som Sorée Åcademie i samme Tidslåb 6iensynlig førtes imåde. Han havde havt en meget væsentlig Andeel i Academiets Orga- nisation, og han bevarede stedse en stor Kjærlighed for denne Stiftelse. Men med denne Fålelse stod han ene i Universitets- directionen, næsten ene blandt sine Colleger ved Universite- tet?” og fandt liden Underståttelse hos dem, der stemmede den offentlige Mening, saavidt denne gjennem Pressen lod sig fornemme. Da man i Aaret 1843 havde faaet Skolen skilt fra 19 Anf. St, 1846, S. 182—201. Sagen havde. været under Forhandling siden 1831, altsaa endnu får Engelstoft udtraadte af Directionen. — 20 See Allgem. Hall. Lit. Zeit. 1844,. no. 192—193, hvor” der ligeledes klages over, at de acådemiske Skrifter, der hidtil skreves paa Latin, nu ved at skri- ves paa Dansk bleve utilgjængelige for den stårste Deel. af dem, for hvilke de dog efter Indholdet fornemmelig vare bestemte, de Lærde i Udlandet. . — 2 … Meddelelse af saadanne hans Fortrolige, — 22 Molbech gjorde en Undtagelse, men maaskee den eneste, 109 ; Academiet under den Betingelse og det -Låfle, at begges Fremgang derefter desto mere skulde befordres%, blev Acade- miets Skjæbne for det forste i hele fire Aar i den Grad urårt og' svævende,» at.der ikke let kunde lænkes en piinligere Em- bedsstilling, send de. acådemiske Læreres dengang var. En- gelstoft, skjåndt fårste Medlem af Directionen, syntes den- gang endnu ikke at have forstaaet, til hvilket Maal der egeni- lig styredes%, Alderen havde svækket hans Skarpsynethed, og Familiesorger, som han endnu ikke i den Grad havde prå- vet, svækkede end mere hans Kræfter. Det var nu henved syv Aar siden,v at hans Datter forlod hans Huus for at -forestaae sit eget%; men hun vidste smukt at forene sine nye Pligter med de ældre, og hendes Bårn hensaite faa Aar efier Bedsteforældrene i de forsvundne Dages venligste Erindringer, idet de ligesom foryngede, deres huus- lige Kreds. Denne Datter, der udgjorde en saa stor Deel af Engelstofts jordiske Lykke, mistede han ved en pludselig Dåd den treogtyvende November 1846. Han udtalte sin dybe Smerte i et dansk Digt, der udentvivl er det eneste af denne Art. fra hans Haand, og vistnok viser, at han. var mindre dvet i den danske end i: den latinske Prosodie, men derhos bærer saa levende. Vidnesbyrd om en sørgende Oldings Fålelser, at det intetsteds læstes: uden Deeltagelse %, Fromme Datter, Hustru, Moder, ak hvor tungt fra Dig at skilles Åch, hvor haardt et Skjæbnens Slag! Sorg, hvis Smerte aldrig stilles ! Saa tidligt" vinked' Graven Dig fra Livets Kald og Livets - Lykke, Saa hastigt, ak, vi skulde Dig ei meer til omme Hierte trykke! 23 Selmer, Kbhyns Univers. Åarb.. 1843, S. 169—173,. Kgl. Reso- lut. af 3 Marts 1843, der paalagde-Directionen.at indkomme. med Forslag til Academiets Organisation. — 24 Mange Breve fra Engelstoft vise, at .han bestandig troede, at der handledes om, at bringe AÅcademiet som saa- dant.i en blomstrende "Tilstand. . — 25 See ovenfor S. 97, — 26 Kbhvns Adressecømpt. Efterretn. 1846 no. 284 af 1 December. Digtet bestaaer af sexten Verslinier, 110. Ak, hvor saa nys Dit blide Smil kun Liv og Lyst, fremtrylled”, Der throner Sorgens. Billed nu; i mårke Skygger, hyllet, Fem Uger derefter ramtes Engelstoft atter af en ny Sorg, skjondt vistnok han og Alle længe havde været forbe=- redte derpaa. Den niogtyvende December dåde den ædle Men- neskeven og Patriot, hans Svoger Estrup paa Kongsdal. En- gelstoft tabte i ham ikke alene en nær Slægtning, men til- lige en Aandsfrænde og Fortrolig, med hvem han gjennem en lang Række af Aar ved en fast ugentlig Correspondance udvex- lede Ideer og Anskuelser, og hos hvem han gjerne nedlagde ogsaa sit Livs hemmelige Sorger”, — At Engelstoft dog kunde bære disse Tilskikkelser, som han bar dém, var for dem, der stode ham nær, et Kjendetegn mere paa hans svækkede Aandskræfter. Alt dette indtraf i den Periode, da fjendtlige og venlige Magter hemmeligt og aabenbart brådes om Sorée Academie og — dels Formue. Endelig kom efter fire for Academiet odelæggende Aar den Kongelige Resolution af syvogtyvende Maris 1847, der talte om Academiets Udvidelse til' en ”Reål- Hoiskole%, og Engelstoft, der troede paa Ordene, 'hengav sig atter strax til store og glade Forhaabninger?”?,— Men Ud- forelsen af denne almindelige Idee var atter skudi ud til en uvis Fremtid, og Resolulionen selv var i-Virkeligheden saale- des affattet, at den vilde have bragt Academiet et. godt Skridt 27 Engelstoft læste nøgle Mindeord. over ham i Videnskabernes Sel- skab. Disse, der skulde have været omarbeidede, bleve dog aldrig fra hans Haand færdige, men ere benyttede i Biographien foran Estrups Sam- lede Skrifter I. $. ITI—L., — 2 Colleg. Tid. 1847, S; 200—201. — 29 Intét viser mere, hvorlidet Engelstoft var indviet i Sagen, end denne hans store Glæde. Et Brev fra ham af 2 Mai 1847 til en fortrolig Ven har disse Ord: Dersom jeg var en ung Mand og skikket til nogen af Virksomhe- derne, som nu der aabnes eller allerede der existerer, jeg skulde aldrig éuske noget bedre end at blive ansat ved en saadan Håiskole, påa et saadant Sted, under saadanne Vilkaar, ja hellere end i Kjøbenhavn, især da Hovedstaden er saa nær og nu Communicationen ved Jernbanen bliver saa let," 1114 nærmere. til: dels Undergang, dersom ikke Kongen i samme Aar havde givet det en kraftigere Beskyttelse ved at udnævne Grev Knuih til Amtmand i Sorée og overdrage 'til ham at ud- kaste Planen til et Academie, der kunde afhjælpe et' virke- ligt. Savn. I ham fik Engelstoft snart en ny Collega, efterat den. af ham uforibvet udarbejdede Plan paa Aarets sidste Dag var | bleven approberet: af Kongen?%, Engelstoft var fuld af. Glæde. Men Fremtiden bevarede i sit Skjåd en anden Skjæbne baade før Sorée Academie og for Universitetsdirectionen. 4… Den nærmeste Fremtid låste nemlig et Spørgsmaal, der i disse Aar ganske "særdeles havde tildraget sig den ”offent- lige:Opmærksomhed, Spårgsmaalet om Kirke" og Almueskolevæ- senets Forening med Universitetets og de lærde Skolers Be- styrelse under et almindeligt Collegium for Cultus og den offent- lige Underviisning?", Ideen var ikke ny. Allerede ved Aar- hundredetis Begyndelse havde den beskjeftiget-de håie Regje= ringsmænd, men var dengang bleven undertrykt, som det synes, meest af. personlige Hensyn. Kong Christian den Ottende havde isin Ungdom været gunstig stemt for denne Idee??: nu blev dens Udfårelse atter fra flere Sider bragt i Forslag, og nu laae Magten til at udfére den i hans Hænder. Det var især siden 1841, at denne Sag "af Regjeringen blev laget under Overveielse?%, "Men Engelstoft var nu ikke mere i den Alder som fordum, da Kaas ligesom havde designeret ham lil Sæde i et saadant Departement"; hverken han personlig eller Universitelsdirectionen i det Hele foretog noget directe Skridt, der råbede "Aliraa efter en mere: udvidet Virkekreds. — Kongen - ,… 80 Colleg. Tid. 1848 S. 52—55. 56. — 31 Andragende derom hos saavel den Roeskildske som den Viborgske Stænderforsamling i Aaret 1840, 32 A ct- mæs. BidragtilDanm. Hist.i dev nittende Aarh.I. 318, — 33 Com- mission nedsat: AS, Orstéd, Mynster, L. Holm, Rosenvinge og Clausen, — 34 See ovenfor S$, 44— 45. us eN derimod gik forsaavidt ind paa Sagen, at han satte den i For- bindelse med sine Planer til en Heelstat: han vilde "danne" for hele Monarchiet et fælleds "Collegium helst for hele Cultus- og Underviisningsvæsenet, eller dog idetmindste for hele det lærde Underviisningsvæsen%, Heelstatsplanerne fandt imidlertid den- gang altid en afgjort: Opposition i Holsten, og Oppositionen havde sin Stoåtte i Kjåbenhavn, navnlig i det holstenske Can- cellie, der i "Almindelighed kun” vilde et ,Schleswighølsteine, og kun underståttede de Heelstatsplaner, der kunde blive Mid- del og Vei til dette Maal. De holstenske Stænder- erklærede sig altsaa mod Ideen til et almindeligt Collegium for Kirke- og Underviisningsvæsen i hele Monarchiet, og det holstenske Can- cellie kunde saaledes 1844, ståttet til Stændernes Erklæring, raade Kongen at stille denne Sag i Bero: "Saaledes skeete det ?$, z Den anden Deel af Planen stod endnu tilbage, en For- ening af Kirke- og Almueskolevæsenet med det lærde Under- viisningsvæsens Bestyrelse for Oernes og Nårrejyllands Ved- kommende. Derom fortsattes Forhandlingerne; men ogsaa disse bleve frugteslåse. - De sluttedes den fireogtyvende " Juni 1846 med det Resultat, «at Sagen frembåd saa mange Vanske- ligheder, at den for det fårste ikke lod sig sætte i Værk”, Alligevel bleve disse Forhandlinger af vigtige Fålger for Universitetsdireclionen og derved tillige for” Engelstofts til dette Collegium saa nåie knyttede Skjæbne; thi de havde saa- ledes forberedet den omhandlede Sag og vedligeholdt Opmærk- somheden for den, at den var' moden til at optages: paany, naar det rette Oieblik "maatte komme. Da 'den - nye" Ministe- rialforvaltning i Foraaret 1848 blev indfårt og en ny Omord- 35 Kongl. Kundgjårelse for Gestifternes og Nårrejyllands Stænder af 4 Juli 1842. — 36 Kbhvns Univ. Aarb. 1846, S. 23. - Afgjort i Juni Maaned 1844. — 37. Kongl. Kundgjår. for 'Øestifternes og Nårrejyllands Stænder af 10 Juli og 13 Octbr. 1846. 113 ning af Regjeringens Organisation blev. anseet for ånskelig eller nådvendig, saa blev det, som for et Aarstid siden havde været umuligt, i faa Dage fuldbragt. Et Ministerium for Kirke- og Underviisningsvæsenet blev dannet, Universitetsdirectionen oplå- stes?, og Engelstoft blev den otteogtyvende Marts enllediget som Medlém af samme. . ”sEngelstoft havde næsten uafbrudt tjent i det saaledes ophævede Collegium fra dets Begyndelse til dets Oplåsning, og offret det”sin Ungdoms, Manddoms og Alderdoms. Kræfter. Han blev ogsaa derfor den samme: otteoglyvende Maris 1848 belånnet med Storkorset af Danebrog som et Tegn paa Kon- gens Erkjendelse af hans lange og nidkjære Embedsfårelse. IX. Den fårste Fålelse hos Engelstoft efter en saadan Ent- ledigelse var en héi Grad af Tilfredshed. Han saae sig be- friet fra en Byrde, der længe havde været ham utaalelig, og han saae sig befriet paa en Maade, der mærkelig contrasterede med den, som sexten Åar tidligere var bleven anvendt imod ham. Han skrev strax til sin kjære Werlauff": ,Der er Grund til al ånske mig til Lykke. Intet i hvilketsomhelst Hensyn og i hvilkensomhelst Combination af Tid og Omstændigheder beha- geligere kunde måde mig i mit fireoghalvfjerdsindstyvende Aar. Jeg er lutter Satisfaclion. Ikke engang den mangler, — da mit" Hjerte dog fra de skjånne Dage 1805-—1807, at sige indtil August 1807”, altid paa en vis Maade hængte ved Directionen. 38 Collegial- Tid. 1848, S. 230. Fra den 21 til den 27 Marts blev For- andringen iværksat. — 1 Af denne min Lærer og Velynder er ogsaa det fål- gende Brev mig i Original meddeelt. — 2 Om dette Tidspunkt, see ovenfor Side 48. 8 114. Jeg fådtes civiliter med den paa det nederste og dåde med den paa "det åverslte Trin£, y Denne Tilfredshed og Glæde blev ikke destomindre snart igjen påa nogen Tid fortrængt af en anden Fålelse. Overgangen til en fuldkommen Embedslåshed var for brat for en Mand, hvis hele Liv havde været Arbeide. Engelstoft havde benyttet sin Ret som Universitetets Senior til at blive fritaget for de academiske Forelæsninger?, og han syntes sig nu at være aldeles tilovers. Til alvorligere videnskabeligt Arbeide mang- lede - han Kræfter. - Folgen deraf var en uhyggelig Tomhed, Forstemthed og Lede til de vante Omgivelser i Hovedstaden. Han "talte i Foraaret 1848 meget og med en vis Heftighed om " at ville forlade Kjébenhavn og flytte til et eller andet eensomt og roligt Sted paa Landet for der at tilbringe Resten af sine Dage i uforstyrret Fred; han gjorde sig derhos mange ugrun- "dede &conomiske Sorger, som man i hans tidligere Aar aldrig "sporede hos ham. Det var allisammen kun Virkninger af Al- derdommen og Ængstelser ved det 6iensynlige Frembrud af en ny Tid, som de svækkede Kræfter mistvivlede om at kunne gaae imåde. ' es Men den vise Olding maa kunne betragte den nye Tid fra en Tilskuers Standpunct, og da Engelstoft stillede sig paa dette og der fandt Hvile, vendte ogsaa snart Sindets Lige- vægt tilbage. Selv Characteren af hans Studier lettede denne Overgang; thi han var ogsaa tidligere stedse en opmærksom Betragter. I mange Aar samlede han paa det omhyggeligste Data til Samtidens Historie, Mindeskrifter om Afdåde, Bladartik- "ler, mærkelige Piecer og deslige, og han fåiede dertil haand- skrevne Notitser angaaende den offentlige Menings eller Rygtets Forhold til Begivenhederne. Hver enkelt Sag indlagde han i et Omslag med nåiagtig Udskrift”. Denne Syssel blev ham nu 3 See ovenfor Side 104. — 4 Disse mangfoldige EngelstoftskeSam- 115 ligesom et Lægemiddel. Snart: erkjendte han og udtalte det aabent, at det ikke mere kunde være hans Opgave at gribe ind i de store Spårgsmaal, der satte Verden i Bevægelse og fremkaldte i Fædrenelandet kæmpemæssige Anstrengelser; men han samlede Actstykker og Bidrag til Dagens Begivenheder, interesserede sig med en mærkværdig Livlighed for disse%, og forsonede sig saaledes med sin Skjæbne. Han besågte igjen Venner og Bekjendte, saae undertiden hos sig et mindre Selskab og skrev som sædvanligt sine mange Breve og Billetter med en Lethed og Ziirlighed, der nu mere og mereé stode i Mod- sætning til hans mundilige Underholdnings aphoristiske og afbrudte Maneer. Den tidligere Harmonie var vendt tilbage, og kjen= delig mildnet ved Alderens Virkninger. Portraitét fra hans sidste Leveaar?, sammenlignet med hiint tidligere”, giver ligesom en anskuelig Forestilling derom. Fra den Tid af talte Engelstoft ikke mere om at sige Far- vel til Kjåbenhavn og skjule sig paa Landet, og neppe kunde han heller selv undgaae at bemærke, hvor lidet han vilde have været istand til at udfåre en saadan Idee. Thi da han i den folgende Sommer, i Juli og August Maaned, havde taget Bolig paa Klampenborg, fålte han næsten hver Dag Trang til Livet i Byen, og tilfredsstillede denne Trang. Han kunde overhovedet ikke låsrive sig fra de tilvante Beskjeftigelser, og selv efterat han havde ophørt med sine offentlige Forelæsninger, tog han levende Deel i Universitetets Anliggender. Saaledes havde han i Efteraaret 1848 overtaget Decanatet i det: philosophiske Fa- cultet for 1848—1849, der efter Regelen tilfaldt hamE, Saale- linger ere efter hans Dåd bestemte for det Store Kongelige Bibliothek paa den Betingelse, at adskillige af dem fårst efter et vist Tidsrum maae aabnes. — 5 Han glemte ei heller at erindre om, hvorledes han selv, endnu medens det var Tid, .offentlig havde advaret for de Ulykker, der vilde fålge paa den danske Nationalitets Undertrykkelse i Slesvig. See OmNationalopdrag. S. 47—50. Not. — 6 Malet af Gertner i December 1846, lithographeret.af I. W. Tegner strax efter. — 7 See ovenfor Side 84. — 8 Det var hans andet De- canat. See ovenfor Side 93, 104. 8" Lad 116 des skrev han under Forhandlingerne om Skoleembedsexamens Oplåsning i flere Dele? store og indlrængende Forestillinger for at tilvejebringe en særlig Examen i de historisk-geographiske Videnskaber, da han ansaae disses Forbindelse med ' Philolo- gien for deres Undergang, Ligeledes var han en ivrig Forfæg- ter af det philosophiske Facultets Oplåsning i tvende; men han paastod ligesaa stærkt, at det nye philosophiske burde have Navn af det historisk-philologiske”9, I det fålgende Aar foretog Engelstoft om Sommeren korte Udflugter, deels til sin Svigerinde paa Kongsdal, deels til Jylland og Fyen. Navnlig besågte han 1850 en af sine æld- ste og kjæreste Venner, Hofman-Bang paa Hofmansgave. Ef- terat Thorlacius, ”P. E, Miller, I. W. Hornemann, Aall og Neumann vare gaaede bort, stod Hofman ene tilbage af den Kreds, hvori Engelstoft havde. tilbragt sine egentlige Stu- denteraar hjemme og i Udlandet; han længtes efter endnu engang at see denne gamle Ven!, og tilbragte- hos ham omtrent tre Uger, der gjenkaldte Ungdommens lykkelige Tid og efterlod hos dem begge milde og venlige Erindringer?” | 9 Forhandlingerne derom vare allerede begyndte i den Periode, da En- gelstoft efter Rothes Dåd fungerede som Medlem i Directionen ,. og dette Col- legium 1842 forlangte Consistoriums Betænkning angaaende Forandringer ved denne Examen. Sagen gik derefter gjennem adskillige Comiteer, Facultets- Erklæringer m. m., indtil den afgjordes ved Forordningen af 2 Februar 1849. — 10 Denne Sag stod i Forbindelse med den om Consistoriums Orga- nisation, og Forhandlingerne derom begyndte omtrent ved Aaret 1840, — man har sagt, efter et Forslag af Prof. Hohlenberg. Efterat den flere Gange havde hvilet, afgjordes den ved den Kgl. Resolution af 1 Septbr. 1850 om Consistoriets Omdannelse, hvoraf Facultetets Deling fulgte. — 11 For at undgaae en Landreises Besværligheder, tog Engelstoft den 7 Juli med, Dampski- bet Skirner til Bogense, hvor Hofmans Vogn hentede ham. — 12 Hr. Pro- prietair Hofman-Bang har omtalt dette Besåg i.en Skrivelse til mig, hvis Slutning lyder saaledes: Engelstoft var ædel i Tænke- og Handle- maade og i Venskab saa trofast, at jeg stedse vil savne ham, til jeg samles med ham i Lysets Egne. — I Slutningen af Juli forlod han Hofmansgave, og gik atter med Dampskib over Aarhuus til Kallundborg, hvorfra han den , 1 August kom tilKongsdal. Her blev han i August Maaned. Den.1 Septbr, 1850 var han igjen i Kjåbenhavn. 447 big 2." Men idvrigt var Engelstofts aandelige Virksomhed i disse sidste Aar meest en Reflection. Livet udenfor havde tabt dets Tillokkelser, og det var i al Fald kun "Videnskaberne, der paa længere Tid kunde drage hans Tanker til en anden Side. Dog vylitrede Alderen ogsaa derved sine Virkninger. Vistnok læste han meget, og selv i denne Periode udkom sjel- dent noget Skrift, der angik de Dele af hans Videnskab, som han tidligere med Iver havde dyrket, uden at han læste det eller idetmindste erhvervede sig nogen Kjendskab dertil; men hans videnkabelige Beskjeftigelse bestod dog meest i adspredt Læsning enten af nye Skrifter, som tildroge sig Oieblikkets offentlige: Opmærksomhed, eller af ældre Båger, som han tid- ligere havde havt kjære og hvis Minde vendte tilbage med andre Minder fra Fortiden”??, Til sammenhængende egentligt Studium af stårre Værker havde han ikke mere Kraft, endnu mindre til noget sammenhængende productivt Arbeide. Hans sidste Anstrengelser for at levere en Biographie af Estrup til Udgaven af dennes samlede Skrifter!” og en Afhandling om Kong Christian den Fåørstes Kroning, hvoraf han i Vinteren 1849 læste Noget i Videnskabernes Selskabet, viiste tydeligt nok dette. Enkelte Notilser derimod, som han under sin Læs- ning blev opmærksom paa, pleiede han endnu i de sidste Aar at optegne i historiske Haandbåger, hvoraf hans Bibliothek havde en stårre Rigdom end just af store historiske Kilde- Samlinger 7f, 13 Dertil hårte dog, som det synes, ikke just de gamle Classikere, hvad man skulde have formodet. Idetmindste var hans Bibliothek meget ringe udstyrej i denne Henseende, fremfor alt hvad den græske Literatur angaaer. — 14 Det begyndte Arbeide blev fuldfårt af hans Sån og optaget i Estrups Saml. Skrifter I. S. I—L. , Dog havde Faderen skrevet det meeste deraf, naar blot hans Udkast havde kunnet læses. — 15 Oversigt over Viderisk. Selsk. Forh. 1849, S. 25. 28. Han læste to Gange, den 2 og 30 Marts. — 16 Af disse "besad Engelstofts Bibliothek saa godt som intet undtagen til den nordiske Historie, j 118 Reflectioner vare dog i denne tiltagende Svageligheds-Periode Engelstofts egentlige Aandsarbeide, og det "bevarede fra hans yngre Aar endnu Characteren af en vis Ideerigdom, hvoraf han gjerne meddeelte Andre. Naar yngre Mænd sade hos ham i hans af Båger og Papirer allevegne opfyldte Arbeidsværelse, kunde de ikke andet end fængsles ved Oldingens Tale, ogsaa - naar han noget hyppigt gjentog sig. selv eller de i hans kraf- tigere Aar med stårre Klarhed og Liv udviklede Tanker. Selv hans Betragtninger over den nyeste Tid maatte de håre med Interesse, naar han belyste Nutidens Begivenheder ved histo- riske Paralleler eller fremstillede dem som Beviser for en håiere Styrelse af de menneskelige Anliggender. Ingen Tanke var hos ham mere levende end denne. sidste, og — intet Vers af den smukke Didotske Virgil!” kom oftere tilbage. i hans Erindring end det. bekjendle: . Discite justitiam monili et non temnere Divos!78 Blandt ældre Mænd vare nu ikke mange tilbage af dem, der besågte ham og talte med ham i Studerekammeret. Mol- bech nærede sand Hoiagtelse og taknemmelig Hengivenhed for ham, og udtalte disse Følelser offentlig og paa en smuk Maade, der meget glædede ham””, Werlauff, der for halvtredsindstyve Aar siden var indtraadt i hans nærmeste Omgangskreds ?%, var nu hans ældste Fortrolige, som han endnu ofle saae hos sig og ofte besågle?!, og med hvem han gjerne talte om sig selv og- om det, der efter Naturens Orden forestod ham. Naar han saaledes ene med Nogen, som han havde Tillid: og For- s 17 See ovenfor Side 39, Not. 31. Denne selvsamme Bog eiede han lige til sin Dåd. Catalog S. 139 no. 2969, Den er nu hos hans Sån, — 18 Æneid. lib. VI. 620. — 19 Uddrag af I. Bircherods Dagb. De- die, — 20 See ovenfor S, 33. — 21 Indtil i Foraaret 1850 kom han ofte til Werlauff; men da denne nu flyttede til Snaregaden, besågte han ham kun een Gang, fordi han ikke, som han sagde, mere havde Kræfter til at gaae op ad saa mange Trapper 119 trolighed til, gjennemgik det Forbigangne -med Blikket vendt mod. det. -Tilkommende, yttrede han ikke "sjeldent, at Oplys= ning om delte eller. hiint Punct af hans Samtids eller hans egen Historie vilde findes efter hans Dåd, og at han var aldeles forberedt paa denne sidste Time? 3. «Dette er dog.kun den -ene Side af Engelstofts Liv i hans sidste Aar,->— Livet i hans Studerekammer. Men han. var meget langt fra at håre til de indsluttede Oldinge, Saamegetend hine. Tanker sysselsatte ham, vedligeholdt han dog indtil…det allersidste Leveaar en god Deel af den udvortes Bevægelighed, der altid var ham” egen; og endnu længere bevarede han ;sin fordums. Smag for "selskabelige Glæder. Selv : viiste han .sig sjeldent i stårre. Selskaber udenfor sit Huus, men ikke sjeldent udsendte han endnu de bekjendte venlige Billetter, hvori han indbåd. til ,at tage en Suppe hos sig en famille”, og disse bleve ikke modtagne med ringere Behag end i hans tidligere Dage. Det selskabelige Liv i Engelstofts Huus beholdt nem- lig stedse den samme. Character af Nethed, Venlighed og finere Hensyn. Men han selv og hans. Hustru vare blevne ældre; "deres Son var nu selv Huusfader, den gamle Svigermoder og den unge Dalier vare borigangne, og mange af de tidligere Gjester savnedes”, ; Personerne vare andre, men. Åanden var den samme. Den yngre. Generation havde alligevel Noget, der beha— geligt mindede om Bestandigheden under Tidens Vexel. Af Fa-: milien selv saaes Bårnebérn, der oplivede Huset og udgjorde Bedsteforældrenes Glæde: Blandt. Gjesterne indtoge yngre Bro- dre de ældres Plads; ja Sønner stode her, hvis Fædre for tyve eller tredive Aar siden paa samme Maade her havde fundet. den 22% Der skal dog ingenlunde i hans Efterladenskaber være fundet, . hvad man efter saadanne Yttringer kunde have. ventet. .— 23 Man sammenligne … ovenfor Side 83. 120 venligste Modtagelse. De fleste af dem vare unge Studerende; for disse vedblev Engelstoft stedse at have en særdeles In- teresse, ogsaa efterat han havde ophårt med sin Lærervirk- somhed ved Universitetet. då Kredsen af de ældre Mænd i Engelstofts selskabelige Forbindelser havde færre "Minder fra de svundne Dage. De tidligere saakaldte Professor-Selskaber havde egenilig ingen- sinde tilfredsstillet ham: de kunde ifålge Sagens Natur let blive noget eensidige og kjedsommelige. En Forening af nogle Familier, der påa en vis Ugedag skifteviis. besågte hinanden og nåde et ved Aftale bestemt tarveligt Aftensmaaltid, havde heller ikke ganske stemmet med hans Smag for selskabelig Ele- gance; han kaldte den spågende ,Smårrebråds-Klubben£%, "Da nu ogsaa Wads, P.E. Millers, Overpræsident Kjerulfs, og Grosserer Nielsens Huse efterhaanden oplåstes, var der af de ældre Forbindelser i Engelstofts sidste Aar kun svagere Spor tilbagey%, Han selv var derfor i denne Periode af sit Liv noget mere fremmed for de Familier, der vare hans Øjester, end lidligere havde været Tilfældet. Han fålte dette. Oftere yttrede han sig i disse Aar om den éensomme Stilling, hvori han be- fandt sig efter Tabet af dem, der vare hans rette Samlidige. Dette var kun Oldinges almindelige Lod, og den gjår dem det lettere at forlade den jordiske Skueplads i Haabet om at gjen- samles med de forudgangne Venner. 4.… I det sidste Leveaar, især det sidste Halvaar, indskræn- kede Engelstoft sig næsten ene til sin Familiekreds," hvis Lykke han inderligt paaskjonnede. Fra sit Hjem besårgede han de faa Forretninger, han endnu havde beholdt, saasom For- standerskabet i Danske Selskab, Kasserer-Posten i Videnska- 24 Henhårer omtrent til Perioden fra 1818 til 1822. — 25 Dertil hørte Cancellieraad Deichmanns, i hvis Gaard i Klareboderne no. 8 han i femten Aar havde boet. SN bernes Selskabet og deslige; men selv dette faldt ham besvær- ligt, ” "Meget. sjeldent gik han ud; derimod skrev han hyppigt smaae Billetter, som han stundom daterede:”,Ex Museo nostro vin Mikkelbryggersgade%%%, Besåg modlog han endnu, og navn- lig "Werlauff pleiede gjerne hver Uge eller hveranden Uge at see lil ham. Han talte-da ofte om sin forestaaende Bortgang, og altid med en Rolighed, som gjaldt det kun en kort Reise. I hans Gjemmer laae allerede Bestemmelserne for adskillige Til- fælde efter hans Dåd, deriblandt ogsaa for hans Jordefærd. »Jeg vil begraves — havde han skrevet — som mine to vær- dige Formænd i Direclionen, som Malling og Rothe”, Endnu ved Juletid 1850 var han istand til at have samlet hos sig sin nærmeste Familie og en enkelt Fremmed, som hans Godhed og Tillid gjennem en lang Række af Aar og vexlende Forhold betragtede næsien som hårende til denne. Omgivet af Børn og Bårnebårn sad han ved sit Bord. Han nåd saagodt- som Intet, men han befandt sig biensynlig meget tilfreds. Da begyndte han at hæve den svage Stemme: han erindrede om, hvorledes han der sad mellem to eller tre Generationér, hvoraf Nogle våre opvoxede under hans Oine, Andre først nylig havde begyndt den Jordlivets Vei, paa hvilken han var saavidi fremskredet, at han syntes sig snart at tilhåre en forsvunden Tid. ,Jeg vil, sagde han til Slutningen, for disse Unge gjåre det bedste Onske, jeg veed; jeg vil ånske dem, at naar de blive gamle og svage som jeg, de da maatte være omgivne af og pleiede med den Kjærlighed og Trofasthed som jeg”. Det. var sidste .;Gang, den, som skriver dette, saae En- 26 Fordi Gaarden no. 13 i Frederiksberggade, hvori Engelstoft boede siden Efteraaret 1830, var en Hjårnegaard, og hans eget Studerekammers Vin- duer vendte ud imod denne Gade. — De forskjellige Steder i Byen, hvor En- gelstoft i Låbet af meer end 50 Aar har boet, ere ovenfor leilighedsviis nævnte "S. 32. 45 og Note 12, S. 55 Not. 8. S.87 Not. 75. — 27 Ogsaa i denne Bestem- melse ligger et Vidnesbyrd om, hvorledes hans hele Tankegang var sammen- voxet med dette Collegium, sum han havde seet opstaae og gaae under. 122 gelstoft i en noget stårre Kreds. Fra Begyndelsen af det "næste Aar 1851 tiltog hans Svaghed Dag for Dag, og da jeg i Januar og Februar enkelte Gange besågte ham, havde han neppe Kræfter til at tale; men endnu i den sidste. Halvdeel af Februar sendte han mig, nærmest i Danske Selskabs Anlig- gender, smaae Billetter, der vare skrevne med en mærkværdig stilistisk Lethed, kun, som det syntes, med mere Heftighed, end han pleiede?S, Den nittende Februar skrev han til. Werlauff: »Nu er Du min eneste faste Communicalion med en Verden, som jeg staaer paa Punctet at forlade”; og da .den samme Ven en Ugestid efter, den fårste Marts, sidste Gang besågte ham, skiltes de ad med et Farvel, som de begge fålte at ville blive det sidste? Til samme Tid ansaae Lægen Engelstofts Tilstand for uforbedrelig. Thi syg var han egentlig ikke: det var Levekraf- ten, som efter Nalurens Orden havde udtåmt sig. Oftere faldt han hen ligesom i en Søvn eller Dvale, hvoraf han dog igjen vaagnede op. Den ottende Maris vilde han ikke gaae tilsengs, men -blev liggende paa sin Sopha, og da den huuslige Omhed havde forvandlet denne til en Seng, forlod han den kun en eneste Gang for al sidde” tilbords. Orsteds Dåd, den niende Marts, kunde ikke skjules, da han forlangte de offentlige Blade, og Efterretningen derom bevægede ham dybt??, Han græd 28 Grunden dertil var, at den gamle Mand ilede med at-faae det tredie Bind af Danske Magazin udgivet, og syntes, at det varede for længe. Han vilde selv have leveret Fortalen til dette Bind og han troede,at den laae skrevet hos ham. Ved hans Dåd fandtes dog slet intet deraf. — .29 Endnu efter denne Tid talte han oftere med sin Sån om Forsynets Viisdom og Retfærdighed, der aabenbarede sig i Historien, Han læste endnu. Themis Attica var en af de sidste Båger, der beskjeftigede ham. Fortegnelsen over Engelst. Båger, S. 13, har to Exemplarer af dette Skrift. — 30 Saameget dybere, som den kom uventet. Han havde nemlig intet villet håre, naar man talte til ham om Ørsteds betænkelige Tilstand. 4123 en nr ner " over den jordiske Hæders Intethed, og fålte, at han snart skulde fålge denne saa kraftfulde Collega. Delte sidste Oieblik kom Fredagen den fjortende Marts om Formiddagen Klokken ti. Han var dengang i dét syvoghalvfjerdsindstyvende Aar. Som Engelstoft forud havde bestemt, blev- han-i al Stil- hed, kun fulgt af sin $6n, Svigersån og Svoger, den fålgende Torsdag Morgen den tyvende Marts fort. til Assistents-Kirke- gaarden. Der hvile. hans jordiske Levninger. En glat Mar- morsteen betegner Stedet uden anden Indskrift end hans Navn, hans: Fådselsdag og hans Dådsdag2", , 31 Ogsaa dette var nåiagtigt efter hans egen Forskrift. Med d. Efterskrift. Til Side 45. Det var, fårend Engelstoft flyttede til Nyerup paa Re- gentsen, at han en Tidlang boede i Farvegaden paa håire Side fra Raadhuus- strædet, enten paa Hjårnet af Hestemållestræde eller i det næste Huus fra Hjørnet, hos en Capelmusicus. Derpaa boede han hos Nyerup, indtil han strax efter sit: Bryllup etablerede sig i Huset paa Hjørnet af Raadhuusstræde og Far- vegaden Nr. 24 (ikke 42),. hvilket Huus nu, siden Kjåbenhavns nye Numere= ring i Aaret 1806, er blevet til Nr. 145. ) Til Side 100. Engelstoft var ikke Kasserer ved den Rosenkroneske Stiftelse efter Grevinde Rosenkrones Dåd; det var, medens hun levede, at han som hendes Lavværge havde hendes betydelige Penge-Affairer i sine Hænder. Til Side 103... Det Kongelige Rescript af syvogtyvende August 1840 er ikke udstedet fra Fåhr, hvorhen Kongen endnu i dette Aar ikke kom, men fra Altona, hvor han dengang opholdt sig. Den femte August var Kongen i Aabenraa, og det maa have været der eller etsteds i Nærheden, at han den næste Dag tog et Bad. — Hvad der ledede Kongens Valg paa Engelstoft, skal ivrigt ikke have været Meningen om dennes Evner til i den Alder at kunne forestaae Universitetsdirectionen, men snarere det Ønske at have denne Plads forelåbig besat med en Mand, der uden at fåle sig krænket kunde træde til- hage for en Anden, naar Kongen fandt en saadan efter sit Hoved. Modet den 9gde Januar. Prof. Liebmann forelagde det 43de Hefte af Flora danica og meddelte fålgende Bemærkninger derover: Det 43de Hefte af Flora danica indeholder Planter af fål- gende Familier: Græs 9 Arter, Halvgræs 3, Siv 1, Birke 1, Pile 9, Boghvedeartede 1, Elme 2, Kurvblomstrede 3, Krap- arlede 1, Læbeblomstrede 2, Nellikeartede 3, Rosenartede 3, Bregner 1, Lovmosser 11, Lavarter 14, Tange 12; ialt 76 Arter. ” 13 høre altsaa til Tretalsplanterne, 25 til Femtalsplanterne og 38 til Lonboplanterne. É I Heftet findes, foruden Fremstilling af Planterne i naturlig Stårrelse, - 400 Analyser af de vigtigste Plantedele, som ere nådvendige til Arternes nåiere Opfattelse. 59 Arter ere fra det egentlige Danmark, 5 fra Hertugdåm- merne, 5 fra Island og Færéerne og 7 fra Grønland. De Mænd, hvem Udgiveren skylder Tak for de til Heftet leverede Bidrag, ere Herr Bibliothekar I. Lange Å Dr. I. Vahl, Dr. Goitsche i Altona, Godseier Hofman-Bang, Dr., Apotheker Sønder i Hamborg, Dr. Didrichsen, Prof. Steenstrup, Cand. pharm. Schidtz, Prof. I. Agardh i Lund og Dr. Areschoug i Upsala. 3 af Afbildningerne ere udfårte under afdåde Drejers Led- ning, 1. under Hornemanns, Resten under. min. De interessanteste Planter i Heftet ere: Dupontia psilo- santha Ruprecht fra Grånland, hidtil ikkun kjendt fra Siberien ; Aira Wibeliana Sonder fra Elbbredderne; Calamagrostis purpu- rascens R. Br. og Cal. Halleriana Gaud. fra Gronland; Poa cenisia All. fra Grénland; Galium spurium L- fra Falster; Cerastium- stri- mk... SM gosum Fr. fra Bornholm; Cerastium glutincsum Fr. ; Stachys an- nua L. fra Bornholm, eneste Voxested i Norden; Mentha rotun- difolia L. fra Bornholm; Salix anguslifolia Wulff, fra Elbbred- derne; Aspidium angulare Kit. fra Græsholmen ved Christians&, enéste Voxested i Danmark; Hypnum Stockesii Turn. fra. Al- tona; Parmelia frustulosa Ach. fra Grénland; Parmelia Hookeri Engl. bot. fra Grénland; Biatora mixta Fr. og B. lucida Ach. fra Soré; Gloiosiphonia capillaris Huds. fra Kattegattet; Lomentaria arliculata Huds. fra Færåerne; Asperococcus bullosus Lmrx. og A. echinatus Mert. fra Kattegaltet, Striaria altenuata Grev. fra Kattegattet; Dictyosiphon pusillus Carm. og D. Chordaria Aresch. fra Kaltegattet; Bonnemaisonia asparagoides Woodw. fra Island; Griffitsia corallina Lightf. fra Kattegattet. Selskabet havde udnævnt en Comitee til Bedåmmelse af en af Dr. Rink indleveret Afhandling ,en Udsigt over Nord-Gron- lands geographiske Beskaffenhed%. . Denne Comilee (Forchhammer, Pingel som ved Sygdom var forhindret i at tage Deel i Forhand— lingerne, Pedersen og Steenstrup) afgav fålgende Betænkning: Selskabet har overdraget undertegnede Comitee, at afgive Betænkning over en Afhandling, om den geographiske Beskaf- fenhed af de danske Handelsdistrikter i Nordgrønland , der er indsendt til Selskabet af Dr. Rink. I denne Anledning undlade vi ikke at meddele Følgende: Det nærmeste Oiemed for de Undersågelser, hvorpaa denne Afhandling ståtter sig, var at tilvejebringe et fuldslændigere Omrids af Fastlandets Vestkyst og af de Oer, der ligge foran denne, end man hidtil har havt, og tillige al bestemme saavel Middelhéiden af de Bjergkjeder, der gjennemskjære disse Landstrækninger, som ogsaa Hoiden af de meest fremragende Punkter derpaa. ” Dette Arbeide. maatte nemlig gaae forud for en Bearbeidelse af Landets geognostiske og mineralogiske Be- skaffenhed, der var den Hovedopgave, som Forfatteren havde 126 stillet sig, da han reiste til Nørdgrånland. Et andet Formaal, som han har knyttet hertil, var Bestemmelsen af den vestlige Grændse for den faste Indlandsiis, af dens Middelhéide over Havet, og af de Aabninger, gjennem hvilke eN fornemmelig har sit Aflåb til Havet. Comiteen maa erkjende, at disse Formaal i det Væsenllige ere opnaaede, og at Afhandlingen ikke blot meddeler vigtige Oplysninger om Nordgrånlands geographiske Forholde, men 'ogsaa giver lærerige Bidrag til en rigtigere Erkjendelse af flere physiske Forholde, saasom Indlandsisens Sammenhæng, Udstræk- ning og Udtåmmelse, samt af den Maade, hvorpaa ved denne de store, i Havet omdrivende lisfjelde dannes. Vi maa derfor ansee Afhandlingen og del dertil hårende Kaart værdige til at optages i Selskabets Skrifter og foreslaae at sende Forfatteren dets Sålvmedaille. ; Den 8de Januar 1852. G. Forchhammer. P. Pedérsen. Japetus Steenstrup. Affatter. FF Selskabet modtog: Fra det Keiserlige Videnskabernes Selskab i Moscou: Bulletin de la Societé imperiale des Naturalistes de Moscou 1850, Nr. 2, 3, 4... 1851, Nr. 1: Fra den Keiserlig Kongelig geologiske Rigsanstalt i Wien: Dens Jahrbuch. 1851. N. 1. Jan. Feb. Marts. : Fra Dr. Widmann i Jena: | Die Gesetze der socialen Bewegung. Von Dr. Widmann. Jena 1851. Fra Herr Ernest Naville i Genf: Notice historique et bibliographique sur les travaux de Maine de Biran 1851. É 127 S Fra the Royal Society i London: Philosophical Transactions for the Year 1851. part 1. Proceedings of the R. Soc. Nov. 1850 — Apr. 1851. Fra the Royal Geographical Society i London: The Journal af the R. Geogr. Soc. Vol. 20. P. 2. Fra the Royal Irish Academy: Proceedings of the R. Ir. Acad. Vol. IV. 4850. b. Fra det Keiserl. V. Academi i Wien: Archiv fir Kunde oesterr. Geschichtsquellen, Jahrg. 1850, "Bd. II. Heft. 3 & 4; Jahrg. 1851, Bd. I. Heft 1—4. Notitzenblatt 1851, Nr. 2—18. Sitzungsber:. d. philos.-histor. Cl. Jahrg. 1850, 2le Abih. Juni & Juli, Oct, Nov. &- Decbr. Jahrg. 1851, 6 Bd. 1—4 Heft. Sitzungsber. d. philos.-histor. Classe d. Kaiserl. Acad. der Wiss. Jahrg. 1851, II Bd., 1—5 Heft.,, HI Bd., 1 Heft. Mit 3 lithogr, Tafeln & T Atlas. "Fontes rerum Austriacarum III Bd. Fontes rerum Austriacarum IV Bd. Fr. Simony: Alterthimer vom Hallståtter Salzberg und dessen Umgebung. Beilag zu den Silzungsber. der philos.- histor. Cl. (Bd. IV. 1850). Joseph Arneth: Archæologische Analecten. Sitzungsberichte d, malhem. naturw. Cl. Jahrg. 1850, 2te- Abth. Juni & Juli, Oct. Novbr. & Decbr. Jahrg. 1851, 6. Bd., 1—4 Hefte. Dånklehiflel d. mathem. naturw. Cl. 1 & 2 Bd., 1, 2 & 3 Lieferung. p Tafeln zu den Denkschriften d. mathem. naturw. Cl. 1 Bd. 1 Abih. : Denkschriften d. philos.-hisior. Cl. 1 & 2 Bd., 1 & Abth. " 128 Fra the Royal Society of Edinburgh: ; a. - Proceedings of the R. S. of Ed. Vol. Il, Decbr. 1849 to April 1850; Vol. Il; 1850—51, Nr. 40 & 41. . b. Transaclions of the R. S. of Ed. Vol. XX, Part. II for the session 1850—1851. Fra the Geological Society of London: Address delivered at the anniversary meeting of the Geolog S. of London, on the 21. Febr. 1851. By Sir Ch. Lyell, F. R. S., President of the Society. Fra L”Académie Royale des sc., des lettres & beaux arts de Belgique: a. Bulletins de PAc. Roy. des sc., des lettres & des beaux. arts de B. Tome XVil. Il. Partie. T, XVII. 1 Parltie. Bruxelles 1851. b.. Annuaire de ” Ac. Roy des sc. etc. 1851. 17 annee. Memoires de Ac. R. des sc. étc. Tome XXV 1850. d.… Annales de VPobservatorie Royal de Bruxelles, publiees par A. Quetelet Tome VIII. 4 Partie 1854. Fra Prof. Quetelet: Sur le climat. de la Belgique par A. Quetelet, Secretaire perpet de PAc. R. des sc. de Belgique 1851. Fra Prof. de la Rive: A. P. de Candolle: sa vie & ses travaux. Par. A. de la Rive. Paris 1851. Fra det Bayerske Academie: Dr, Schafhåutl: Geognostiche Untersuchungen des sidbayrischen Alpengebirges. Minchen 1851, 129 en ane mr Mødet den 23% Januar. ne Prof. Jiirgensen meddeelte efterstaaende Resultater af nogle mechaniske Undersågelser, foranledigede ved Leon Foucwilts Pendulforsåg : | ' Den Betragtningsmaade, der laac til Grund for en kort Meddelelse om denne Gjenstand, trykt i forrige Aars Oversigt, pag. 138—40, giver. Anledning til nærmere at undersåge den horizontale -Bevægelse af en materiel Linie om en vertical Axe, idet man tager Hensyn til Jordens daglige Omdreining.… Denne Bevægelse viser sig nu vel at være en jevn Omdreining i mod- sat Retning af Jordens, saalænge man blot betragter den reent tilsyneladende Bevægelse, men ikke naar man tillige tager Hen- syn til Virkningen af den ved Jordens Omdreining fremkomne Centrifugalkraft, I dette Tilfælde viser der sig nemlig under Æqyvator, hvor den apparente Bevægelse forsvinder, en pendu- lerende Bevægelse om Retningen Ost og Vest, der paa andre Bredder medfårer en Modification af den apparente Bevægelse og forsvinder under Polerne, og hvis Svingetid er 12 Timer for en enkelt Svingning. Dette, der ikke umiddelbart kan iagttages, bekræftes ved Forsåg paa Centrifugalmaskinen. Det gav idvrigt Forf. af denne Meddelelse Anledning til at anstille en dobbelt Undersågelse. Fårst ånskede han at vide, om Centrifugalkraften udåvede nogen kjendelig Indflydelse paa Bevægelsen af det enkelte Pendul, som" Leon Foucault havde benyttet, navnlig med Hensyn til. de Uligheder i Svingeplanets Bevægelse, som nogle Physikere ville have bemærket; dernæst syntes det at være af Interesse, at bestemme Bevægelsen af et physisk Pendul, seller et fast Legeme, hvis Svingningsaxe kunde bevæges horizontalt om sit Midtpunkt; en, Bevægelse, der nærmere betragtet, ikke ganske falder sammen med hiin, 9 130 Den fårste af disse Undersågelser gav til Resultat, at Cen- trifugalkraften vel har en Indflydelse paa Pendulets Bevægelse, og at navnlig Bevægelsen under Æqvator er den samme, som Bevægelsen af et tungt Punkt paa en Omdreinings-Ellipsoide, hvis store Axe, Omdreiningsaxen, er horizontal og parallel med Æqvalor, saa al saavel Svingetiden, som Svingeplanels. Retning forandres ved hver -Svingning. "Men disse Forandringer ere under enhver Bredde af samme Orden, som Qvadratet af Jor- dens daglige Bevægelse i et”Secund, og de ere fålgelig umær- kelige, "Forsaavidt der ' altsaa er fundet Uligheder, som ikke blot beroe. paa tilfældige Omstændigheder,…og saafremt disse maatte hidrøre. fra Centrifugalkraften, saa synes Aarsagen. dertil at maatte, soges i, at Pendulet ikke kan betragtes som et mathe- matisk Pendul. Heller ikke synes Luftmodstanden her at kunne sæltes ud af Betragining, - endskjoåndt den vel ikke kan frem- bringe Uligheder' som desanfårtet)—… | Ved den anden Undersøgelse forudsættes, at; Svingnings- axen,: en… Axe igjennem dennes ubevægelige Midtpunkt og Tyngdepunktet, og en tredie paa disse lodret, ere Hovedaxer: De to Ligninger, der under denne. Forudsætning bestemme Be- vægelsen, dannes > nu ved Hjelp: af de af Poisson i journ. de Péc. polyt. cah. 26 angivne Formler. De give, uden-… nogen - speciel Forudsætning, det for disse Kræfters Virkning alminde- lige Resultat, at den levende Kraft. i det bevægede Legeme kun afhænger af Tyngden og Centrifugalkraften, men ikke af den blot” apparente Bevægelse, eller. .de Kræfter, der frembringe denne. låvrigt kunne de vel ikke almindeligen. låses, men blandt. specielle Forudsætninger giver: den, at. Legemet” er, et +) Det maa iåvrigt ikke oversees, at Pendulet nådvendig maa svinge i meget smaa Buér. Ellers vil, saasnart Svingningerne blive coniske, en Bevægelse af.Maximums-Punkterne finde Sted,.der ikke: hidrårer: fra Jordens 'Omdrei- ning. Man kan herom eftersee Herschels treatise en astrenomy Nr. 569 f. pag: 361 f. — Pedersens Overs. pag. 344 -— hvor dette Experiment er benyttet forat tydeliggjåre Apsidernes Bevægelse. … 484 Pendul, der svinger i meget smaa Buer, en fuldstændig Los- ning, hvis Resuliater ere fålgende: Naar man ved Pendulets Svingningsbevægelse bortkaster de Led, der afhænge af. Qvadratet af. Jordens Omdreiningsbevæ- gelse, og som fremkomme ved Cenirifugalkraften, saa svinger Pendulet under ethvert Azimuth som om Axen var i Hvile. Under samme Forudsætning, eller, hvad der er det samme, - naar man kun beholder de Led, der afhænge af forste Potens af Jordens Vinkelhastighed i Secundet (1), hvilke bestemme den apparente Bevægelse, og ikke meddeler Svingningsaxen nogen horizontal Begyndelseshastighed, vil denne bevæge sig rundt i modsat Retning af den daglige Bevægelse med Hastigheden n-sin y, hvor y er Stedets Bredde... Denne Bevægelse foraar- sages' ligefrem ved Forandringen af Træghedsmomentet om Ver- ticalen og Differential-Ligningen er ogsaa kun et andet Udiryk for: den Bemærkning herom, Poinsoti. gjorde i Anledning af Bineis Meddelelse i det franske Academie (compt. rend. 1851, pag: 207); og er Pendulet i Hvile, og ingen horizontal Begyn- delseshastighed meddeelt Axen, saa medfårer den samme Lig- ning ogsaa, at denne forbliver i Hvile. De Led, der afhænge af Centrifugalkraften, give (hvad -der ikke er Tilfældet med det mathematiske Pendul) en Bevægelse af Svingnings-Axen, der er af samme Orden som hiin. For nærmere at. bestemme denne, benævnes Træghedsmomentét om Svingnings-Axen ved A, om den paa samme i dens Midtpunkt lodrette horizontale Linie ved B,-- endelig om Vertiicalen gjen- nem Axens Midtpunkt ved C." De to sidsié af disse variere under Pendulets Bevægelse, men B kan ved smaa Svingninger antages constant. Er nu A=B, saa faaer Centrifugalkraften ingen Indfly- delse paa Axens Bevægelse og den apparente Bevægelse for- bliver den eneste, Er AB, saa bliver Forågelsen i Forhold som mn cosysin w, altsaa stårst naar Axen ligger i Syd og Nord. Er Pendulet i Hvile, saa forsvinder ikke denne Bevægelse, der ikke heller er apparent, men den bliver — hvad der ogsaa, naar Pendulet svinger, er Tilfældet under Æqvator — oscil- lerende og dens Svingetid afhænger af Træghedsmomenterne, Elongationen og Bredden. Er C=B— AA, saa vil ved smaa Svingninger Tiden for en enkelt af disse blive mæ: mcosy. Det er disse Svingninger, hvis Tilstædeværelse, som anfårt, er efter- viist ved Forsog paa Centrifugalmaskinen. Hvorvidt idvrigt de ovenstaaende Resullater kunne proves ved' Erfaring, turde Forf. af denne Meddelelse ikke yltre nogen bestemt Mening om; Gnidningsmodstanden ved den horizontale Bevægelse vilde natur- ligviis afgive den stårste Vanskelighed, men det syntes antage- ligt, at denne Krafts Moment maatte kunne gjåres meget ringe i Forhold til Træghedsmomentet om Verticalen. Luftens Mod- stand synes aldeles ikke at kunne komme i Betragtning, lige- som 'den heller ikke er medtagen i den gerne res hvis Resultater her ere meddeelte. Forresten maalte Forf. med Hensyn til de anfårte Resulta- ter i det Hele ikke undlade at tilfåie, at idet de her fremsættes saaledes som Regningen har- givet dem, er dermed ikke benægtet Muligheden af, at en Pråve ved Forsåg kunde vise, at Noget var blevet upaaagtet eller urigtigt opfattet. Prof. Scharling foreviiste derpaa nogle chemisk-techniske Gjenstande. ; Prof. Liebmann blev valgt. til Revisor istedet for Prof. Ra- mus, som er indtraadt i Kassecommissionen, 133 Selskabet modtog: Fra Charles Babbage, Esq.: The Exposition of 1851. By Ch. Babbage Esq. Second Edition. London 1851. Fra det Amsterdamske Selskab: Natura Artis Magistra : Bijdragen tot de Dierkunde. Uitgegeven door het Genootschap Natura Artis Magistra, te Amsterdam... Eerste, Tweede & Derde Aflevering, 1848 - 1851. Fra the Smithsonian Institution i Washington: Smithsonian Contributions to Knowledge, Vol. II. 1851. Wash. Ephemeris of Nalig for 1852. Åb Bel din I to Vol. Ill of the .Sm. Contributions to Knowledge. Fourth Annual Report of the Sm. Inst. for the jear 1849. Wash. 1850. Report to the Sm. Inst. on the Discovery of Neptune. By B. A. Gould. Wash. 1850. nn Report to the Sm. Inst. on the public libraries of the U. "St. By Prof, C. C. Jewett. 1851. Proceedings of the American Association for the Advance- mént of Science. 4 meeting. Aug. 1850. Wash. — History, Condition and Prospecis of the Indian Tribes of the U. St. - By H. R. Schoolcraft, L. L. D.' Illustrated by Capt. S. Easiman, U. S. A. Vol. I. pp 568 and 72 coloured plates. . | Message of the President of U. St. with Documents. Vol. I, I, UL" 1849 & 1850. Journal of on Expedition to San Diego. By Col. Cooke. Wash. 1849. Report on California. By Hon. T. B. King. Wash. 1850. Geographical Memoir upon Upper-California. By Colnl. I. C. Fremont: Wash. 1838. Report on Liberia. By Rev. R. R. Gurley. Wash. 1850. " 184 Exploration of the Territory of Minnesota by Capt; Pope. Wash. 1850. BYSPISÅ Report on Sugars and Hydrometers. By Prof. R. S, M”Culloch. Wash. 1848. Report on the Copper Lands of Lake Superior Michigan, By Foster & Whitney. Wash. 1851. MOGO AROJNSORS EM | in New-Mexico. By Messrs Simpson and others. ; Map of Mineral Lands of Lake Superior. Map of Arkansas, del Norte and Gila. By Major W. H. Emery. Wash. 1847. | re Map of the Upper Missisippi. By I. N. Nicolett. Wash. 1843. Fra Professor Quetelet: Notice sur Henri Chrétien Schumacher. Bruxelles 1851. 135. Barometer, Thermometer i Skygge seg reduceret til 09 Reaumur. med Nord. åg £ Vindens ml 4 iktar 2% Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fodun- s SR: Retning sm |9Form. (Middag. |; åse AGE Få BOSS oSg Ene Jorden. sd ar dy eres å Gange i Dågnet. Corr.-0019| "VS | MOlest få Middel. | middel. 1 ig gran 337,/1498 | 338,974725 | ——1994 —196 —098 391 127 NW. N. N. Stille. f Middeltemperatur. 2 35, 34,531 33, 72 | —0/34- |. —2,6 0,8 3,0 1/3. | Smaaregn 24 Tim, SO, S.” SW. SSW. SE j S | 32, mM 32, 29 | 32, 54 1,71 —1,0 2,8 2,8 1,5 Å Smaaregn 7 0,55 Issw. SWt.W. WSW. SW. 18582, 45 Aar 4 28, 03 | 27, 661 27, 19 1,99 0,6 3,3 2,7 2,4 Sasererg 10 — Sad 40 SW. SW. SSW,. SW. I 1—10. 1935 —1925 & 35, 80 | 37, 33 | 37, 74 1,16 —0,5 2,2 2,6 2,3. Sne 72 — Regn 0,37 | WNW. NW. NW. WSW. | 11—21 2,49 —1,38 - 6 36, 84 | 37, 02 | 36, 81 2,36 0,7 3,6 2,5 2,4 WSW. WSW. SW. SW. ] 22—31 1,09 —14,03 ag 38, 20'! 33,735 1: 32,05 2,31 , 0,8 3,9 2,5 2,5 Å Regn 9% — 0,63 | ssw. SW. SW. Sw. | 1—31 - 1,67 —1,22 8 34,. 77 |. 35, 18 | 34,413 2,16 1,6 34 2,5 2,4 Å Regn 3å — 0;57 | sw. sw… W. SW, 9.4 20, 73 | "28, 43. | 27,789 2,64 0,6 3,7 2,6 2,4 -Å Regn10 — Sne. 0;95 | SW. "SW. SSW. SW. 10 23, 84 | 23, 571 24, 98 1,49 —0,3 3,4 2,7 2,5 Å Sne143… Regn,Hagel3,34 | SW. SW. SW. WSW. ii Å 3%, 02) 33, 01) 3t, 08k 049 | —1,9 2,2 2,6 21 Å Sne 4 — 146 |NW. NWwW. Sso. S0.f| vv Maehedl 12 | 29, 97 | 29, 881 30, 838| 3,41 141 Ar 2,5 2,0 Å Regn122— 1/93 | SswW sw. SSW. sw, andmængde, 13 90, 73 132,05 |. 33/34 2,54 2,3 5,1 2,7 1, SW. SW. WNW. Wit.N. 1852 29 Aar. ") 14 36, 17 | 36, 34 | 36, 768 £, 0,64 —0,3 2,2 2,1 rs W-"Stlls 8. 80. 24,45 Par.Lin. 20,36' Par. L 15 4 37, 68 | 37, 42 | 37,. 26 1,56 | —1,0 2,7 2,6 1,8 | Regn12 — SAR Es 0 SØ» B8O, FYNS MT 03 RPOSSAERT es 16 f 32, 01 | 30, 65 fj 31, 31 4,39 1,8 642" 2,6 2,3 "Å Regnig — 0,49 | SSO. SSO. SSO, WSW, 17 35, 10 |, 35, 05 | 35, 09 3,16 2,6 3,0 2,9 294 WSW. SW. SW. WSW. 18 36, 43 36, 42 36, 66 3,46 1,6 5,4 3,0 2,4 Regn 7 — 0,70 iwSw. WSW. WNW.WNW. 19 37, 77 | 37, 87 |. 38, 04 3,91 1,4 4,9 3,0 2,4 å Regn 2 — 0,07 | WNW. WNW. WNW. W. ; Vindforhold. 20 38,- 46 | 38, 12 | 37, 94 1,96 1,1 3,8 3,1 2,5 WSW. SW. SSW, S.t.0. 5 21 Å 36, 63 | 36, 43) 36, 05 1,89 | —0,1 3,8 3,1 2,4 å Regn 9 — 0,45 | s0. s0. s. så. eg zl Ar: 22 | 31, 77 1.30, 3629, 76 1,71 1,4 3,6 3,1 24' ÅRegnåg — Sne 24 ås. —s. s… sw, | NO: 0,00 0,11 23 32, 771 33, 02 | '32, 58 1,41 0,0 248 3,0 2,1 Regn42 — Sne 2,41 | SW. SW. SW. s.f 0. 0,05 0,12 24 | 36, 74.| 36, 93| 37, 43 2,26 0,4 3,7 3,0 2,0' | Regn 2 — 0/87. | s. sso, ssw. s.f so. 0,08 0,13 25 | 35, 57 |.35, 16/35, 45 Å 1,76 0,7 3,2 2,9 2,0 Å Regn 64 — 0,%0 |s.. s. ssw. sw.fSs. 0,24 0,12 26 jÅ 37, 96 | 37, 941 38, 24 2,59 0,8 5,5 2,9 2,3 Å Regn22 — 0,41 | sw. sw. s.t.w. wsw. | SW. 0,39 0,17 27 39, 31 | -39,- 03.! 39, ,82 1,06 —0,3 2,2 2,8 1,9 WSW W.LtN. NNW. wSsWwW i W. 0,15. 0,16 28 39, 19 | 39, 31/-39, 58 I —0,47 —0,2 + 243 2/8 1,5 WSW. 0OS0. 0. 0. | Nw. 0,07 0,10 29 Mi, 64. 41, 51 A1, 23 — 0,29 —1,6 0,2 2,6 0,2 0. 0. S.t.0. S 30 38, 43 | 37, .43| 35, 91 få —0,62 —0,7 0,4 2,4 —0,3 Sme 72 — 1,01 FR; 8 81.0; 8.40. 31 3, 55 1 34, 141 34, 95 1,51 —(,8 3,2 2,3 2,1 3 OL TE SW. 4, NG =) Efter Jlagttagelser i botanisk Have fra 1820 Sept. til 1851 Decbr., hvori mangler Aaret 1825 og af 1826 Jan,— April og Sept.—Novbr. c EA gm! vor, Ade se tr Te EN RL sanse E 1 8. LOE drabet bi | ebbe se feer 2a L&sÅ 5 (BE dg WE SB z ne w ERNE w8 % CA Ny ø mS A NA Fr ELL Sø v åd og ber i: . - atibilk "8 NW: Ft sn BER BAL ! ansibgmosfati Vger— &" Oversigt over det |, Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger | og ; , dets Medlemmers Årbeider i Aaret 1852. Af Etatsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. Ær. 2. Mådet den 6'e Februar. e . Etatsraad, Professor Molbech oplæste: Nogle Bemærkninger om Englands Befolkning ved germaniske og nordiske Stammer, med Hensyn til Inspecleur Worsaaes nyeste Skrift: Det er i den historiske Videnskabs Tarv, ikke at lade saa-— danne nye Meninger eller Hypoiheser være upaa-agtede, der gaae ud paa at omståde, eller i betydende Grad forandre hidtil … antagne Sætninger og befæstede Forhold, enten i den ældre eller nyere Historie, som vel ikke ere uden Grundvold i histo- riske Kilders Vidnesbyrd; men dog vanskeligen synes at kunne - faae" en afgiort eller fuldstændig beviist Sikkerhed. I Særde- leshed gielder delte om Meninger, der vedkomme Nationers 138 N og Folkestammers Oprindelse, ældste Tilværelse, Vandringer og Erobringer — naar man her enten blot befinder sig i Sagnti- dens Dunkelhed og Dæmring; eller naar man maa såge det lidligste historiske Lys i Kilder, som tilhåre fremmede Anna- lister, og Forfattere, der skrev i andre Sprog, under meget forskiellige Civilisations- og Culturforhold. Saadanne Meninger kunne enten være virkelig byggede paa-nye, tilstrækkeligt grun- dede Opdagelser i Historiens Kilder, og fortiene da i alle Hen- seender Opmærksomhed, som Udvidelse af den historiske Viden- skabs Stof; eller i det mindste som Anledninger til nye kriti- ske Studier og Forskninger. Men, de kunne ogsaa være meer eller mindre låse og ubefæstede Gietninger, eller hypothetiske Forudsætninger, som undertiden ved deres overraskende Nyhed kunne faae et Slags forbigaaende Virkning, og vinde Indgang i en stårre eller mindre Kreds, ved den Kiækhed og tilsynela- dende Auctoritet hvormed de fremtræde. | Nyligen er, i et af vore Dagblade, fremsat en Indvending imod Hr. Inspecteur Worsaa's nyeste Værk: , Minder om de Danske og Normændene i England, Skotland og Irland”, (Kbh. 1851) hvormed man har villet omståde en gammel, almindelig antagen, saavel paa Traditionen i de ældste historiske Kilder, som paa Sprogforholdene, grundet Forestilling om Englands Befolk- ning, fra det ble, 6te og Yde Aarhundrede; efterat Landets oprindelig celtiske eller brittiske Indbyggere vare blevne over- vundne, underkuede og fortrængte — tildeels påa en Maade udslettede ved en Folkeblanding med de indvandrede Erobrere, der hårte til den store germaniske Stamme. Det er bekiendt, at nogle af det engelske Folks ældste Traditioner, i Særdeleshed saaledes som de forekomme i Bedas angelsaxiske Kirkehistorie, Chan levede fra 672 til 735) lade disse Britaniens ældste Erobrere, under de tre Stammenavne, Saxzer, Angler og Jyder, udgaae fra Nordtydskland, og fra den jydske, eller efter en tidligere Benævnelser, den cimbriske Halvå. Det'er ligeledes Enhver bekiendt, at efterat Landets britiske Indbyggere vare bragte 139 under disse Fremmedes Herredåmme, efterat Erobrerne efter- haanden havde bosat sig næsten over hele det nuværende England, og Stammerne havde dannet flere Folkesamfund eller Riger, der omsider, efter flere Aarhundreders indbyrdes Kamp, smeltede sammen til en Statseenhed: tillagdes Folket i det Hele Navn af Angelsazer, og beholdt overhovedet dette Navn indtil den normanniske Erobring i det 11te Aarhundrede giorde Ende baade paa det regierende Dynastie, og paa det samlede angelsaxiske Rige, hvilket, under de normanniske Hertugers nye Dynastie, fik og siden beholdt Navnet England. Hiin Benævnelse af. Angelsaxer for det ældre, med Normanner ublandede Folk, har Hr. Worsaae naturligviis beholdt, som gammel og ganske almindelig; uden Hensyn til at den ikke forekommer i alle gamle Kilder, og at Benævnelsen af Angler og Saæxer har været tid- ligere, m. v. Ingen kunde dog vide, hvilket Folk eller Stats- samfund i England, der var Tale om, naar man vilde ombytte det i Aartusinder gieldende Navn af Ængelsaxer enten med . Angler, Saxer, eller noget andet Navn. "Men, siges der nu, denne Forfatter bruger ikke blot den vedtagne Benævnelse ; han fålger ogsaa den ældgamle Tradition, idet han betragter Englands Erobrere øg senere Indbyggere efter den britiske Periode som germaniske Folkestammer; han udvikler sin Theorie om den endnu sildigere dansk-norske Befolkning i en Deel af England, ,i Modsætning til den tydske (9: angel- " saxiske) Folkemængde;£ og sælter, i Fålge heraf, det nordiske Element i det nordåsilige England, det tydske særdeles i det sydvestlige. Heri, menes der, skal ligge en stor Feilta- gelse, fordi ,England underkuedes og befolkedes fra det 4 de og dte Aarhundrede, lige ned til det 7de, af Folkefærd fra Jylland, eller Vest-Danmark, eller fra Vendsyssel ned til det sydlige Holsten,.£ (Det sidstnævnte Udtryk maa være en Feil- lagelse, da Jylland aldrig nogentid er regnet at strække sig læn- gere end til Eideren, altsaa ikke til ydet sydlige Holsten.<) Men denne Paastand, at de Folkestammer, der som Erobrere ind- 140 . vandrede i England, og betvang de oprindelige britiske Ind- byggere, alle vare udgaaede fra den jydske Halvåé, strider ikke allene imod Antagelsen af Traditionen om de tre Folkefærd, Saxer, Angler og Jyder, som Britaniens Erobrere (Sacwer vil vel Forfatteren af den her berårte Artikel mod Hr. Worsaae mindst såge i Jylland); men den hele Forudsætning er uden Tvivl i sig selv uden al historisk Begrundelse; og den Paastand, »at det overveiende Element i Englands (Britaniens) Besæt- telse ikke var savisk — men Anglo-Jydsk, og at dette Element var skandinavisk og nordisk, ikke germanisk.f — indeholder ubeviislige Hypotheser, som have de stærkeste kritiske Grunde imod sig. Vi behåve her ikke at udvikle disse Grunde med Fuldstændighed; men ville kun antyde dem i deres Hovedtræk. Forholdet er alt for bekiendt, og alt for ofte omtalt hos Eng- lands nyere Historieskrivere, fra Turner til Lappenberg, Pal- grave og Kemble. Vi maa fårst gibre opmærksom paa det tidligste sproghi- storiske Datum, som i Henseende til Forholdene i Britanniens . ældste indvandrede Erobreres Stamme og Hiemland maa komme i Betragtning. Hvorledes kaldte nemlig Briterne selv deres Overvindere, og hvilket var altsaa det fremmede Folkefærd, hvis seirende Vaaben de sågte at modstaae, og hvis Magt de maatte båie sig under? — Hverken Briterne eller nøgen anden celtisk Stamme har kiendt Ænglers. eller Jyders Folkenavne. Fra de ældste britiske Traditioner og Kroniker, indtil den nær- værende Sprogbrug i Wales, i Hoiskotland og i Irland, har man ingen anden Benævnelse, enten for Briternes gamle Overvindere, eller for det nuværende engelske Folk, end Saæer: »Sassenach” er endnu den gaeliske Benævnelse paa en Englænder, ligesom han i Wales kaldes Saxon, og i Bretagne Soson. Dersom ikke dette allerede beviste, at den sawiske Stamme var den tidligste og betydeligste, der havde kæmpet imod Briter, og giort Er- obringer i Landet: da maatte det vides deraf, at allerede i Romernes Tid havde Sawer ikke blot giort Landgange i Britan- nien, men maaskee endog sat sig fast der, og taget Strækninger af 141 de sydlige Kystlande iBesiddelse. Det bekiendteromersk-statistiske Skrift ,Notitia dignitatum utriusque Imperii£, som man har tillagt Keiserne Honorius” og Arcadius” Regiering, og hvis sildigste Tid kan være et halvt Aarhundrede ældre, end Sagnet om Hengist og Hors hos Beda”), nævner en ,,Comes littoris Saxonici per Britan- nias” der havde 3000 Mand Fodfolk og 600 Ryttere under sin Befa- ling, for at forsvare de romerske Besiddelser i Indlandet, imod Saxzerne — hvad enten man med Nogle vil mene, at det blot var smod: deres Anfald som Vikinger; eller, som Andre antage, imod Saxer,. der allerede havde fast Fod i Landet ved Kysterne. I al Fald seer man, at denne romerske Kystbefalingsmand havde 9 Fæstininger eller Casteller at besætte med den Afdeling af romerske Tropper, som han anfårte, og at hans District strakte sig fra Canalen ved Dower indtil Brancaster i Norfolk, og Perensey i Suffolk =%),. Embedet og Benævnelsen var i dvrigt ikke indskrænket til Britannien, Allerede under Keiserne Dio- cletian og Maximilian blev den beråmte Carausius, en Belgier eller Britter af Fødsel, udnævnt til Comes litoris Saconict, (eller, som han fårst blev kaldt, Comes maritimi tractus) paa de bel- giske og galliske Kyster ved Canalen fra Boulogne ned til Bretagne (,apud Bononiam per tractum Belgice & Armoricæ.” " Eutrop. 1X. 13. jvf. Ammian. XXVI!. 8.). At der ligeledes i . den romerske Tid nævnes en ,litus Saxonicum% i Belgia se- cunda (Flandern) og ved Bayeux i Normandiet”XX); omtale ") Kemble, i hans nyeste Værk (,,The Saxons in England,” etc. I. p. 13) an- tager, at Skriftet, saaledes som vi have det, kan omtrent henfåres til A. 390—400; men at dets Indhold maa henhåre til langt ældre romerske Indretninger. XX) Notitia imperii occident. Ed. Edv. Båcking. Cap. XXV. Annotatt. (150) p. 546—580. (840.) Jvf. Lappenbergs Geschichte Englands. I. S. 31. 43. flg. Efter Kemble (1. c. pag. 14) strakte litus Saxonicum sig ,from "the neigh- .. bourhood of Portsmouth to Branchester on the Wash.” Xsx) Jyf. Notitia Imper, occident. Ed. Båcking. XXVI. p. 106. 108. ,,Qtlingua Saxonia" Capitularia Caroli Calvi. ,,Regio quam Saxones incolebant in tractu Årmoricano finibusque Baiocassium.”) Bouquet Scriptor. Gall. VII. p. 616. ,,Sazones Bajocassini.” Gregorius Turonensis, V. c,27. (Ved Aaret 578) og X. c. 9. 142 vi kun i Forbigaaende. Det tiener imidlertid 1il yderligere Beviis paa, hvor tidligt saæiske Vikinger havde giort sig be— kiendte og frygtede ved at hærje romerske Kystlande. At vi derimod ved at sammenholde de tidligste angelsaxiske Sagn hos Beda med chronologiske Data i romerske Kilder, og andre paalidelige Tidsforhold, maa faae en heel anden Forestil- ling om Bedas chronologisk bestemte Angivelse og Beretning om Toget af Saxer, Angler og Jyder netop i Midtenaf det 5te Aarh. (449), end den sædvanlige, der betragter dette Folkesagn, med alle sine romantiske Udsmykkelser, som en historisk Kiends- gierning og Beretning om disse Folkefærds tidligste Ankomst til Britannien, og Nedsættelse i Landet: holde vi for afgiort; uagtet endnu Lappenberg behandler Fremstillingen hos” Beda næsten som historisk. Denne Sag kan i dvrigt her sættes til- side, da det allerede af de ovenfor omtalte Data bliver fuld- kommen tydeligt, at man nådvendigen maa forudsætte langt tid- ligere Indvandringer af saæxiske Stammer i England, end den sædvanlig antagne Epoke i-Midten af Ste Aarhundrede. Lige- ledes har man al Grund til, af de ovenanfårte Omstændigheder (og deriblandt af det i de gaeliske Sprog almindeligt optagne Folkenavn) at kunne slutte, at Saxerne have været den tidligst hekiendte, og meest navnkundige germaniske Folkestamme, der har sat sig fast i England, og der er kommen i Berøring og har kæmpet med Landets britiske Indbyggere. Dette be styrkes ogsaa derved, at de tidligste romerske og tydske Kilder (f. Ex. Prosper Aquitanus, (Chron. ad a. 445) Geographen fra Ravenna (10de Aarh.) og den ældste saxiske Analist Wittechind, (omtr. ved 1103) kun nævne Saxer som Indvandrede i Eng- land; hvorimod, ved Slutningen af 6te Aarhundrede i et Pave- brev af Gregor I. fra 596, Landet nævnes Sazonia transma- rinaf; men Indbyggerne ,Gens Anglorum.” »Men£ siges der, ,0ogsaa Landet har, ligesom Folket, faaet sit Navn, ikke efter Saxer, men efter Angler. Dette Folke- færd har, efter enkelte Data, som angives i Traditionen og An- 443 nalerne, indtaget og bebygget betydelige Landstrækninger af England; Sproget selv faaer allerede .tidligt den latinske Be- nævnelse lingua Anglica; Kongerne kaldte sig tidligt Reges Anglorum, 0. S. V. Dette maa bevise: at Angler, ikke Saxer, vare Hovedstammen blandt Britanniens Erobrere.£ — For at kunne 'sælte dette i sit fulde Lys, maatte man have flere Data af histo- risk Art og Natur, end de faa og sparsomme, der indeholde noget om de halvfierde Aarhundreder, som henrandt imellem det Tidspunkt (Begyndelsen af det Ste Sec.) da Romerne opgave den britanniske Provinds, og Beda's Levetid (anden Halveeel af 7de og fårste Halvdeel af 8de Aarhundrede.) Denne Englands ældste Historieskriver har ikke havt andet end sit Folks. Tradi- tioner — et Folks, der i Sagnrigdom ikke kan maale sig med Scandinaver og Islændere — at bygge paa, da han vilde for- tælle noget om Englands Befolkning og Indtagelse ved germa- niske Stammer, Hvad der i den angelsaxiske Historie — fårend denne, ved Heptarchiets fastere Fremtræden i samlede Riger, an- tager en bestemt Skikkelse — i Sagntiden tilhårer de splittede Stammers indbyrdes Udviklingskamp, og hvad der kan tilegnes Angler og Saxer som særskilte Stammesagn, er'saa lidet, saa dun- kelt og indviklet får Adskillelsen: at vi maa overlade dette til den dybere, i England begyndte og heldigt dyrkede kritiske Forskning. " Historie og Digtning om hine skrififattige Aarhundrederf — siger Lappenberg"), »yhvile for længe siden forsonede i den samme Grav; og vi kunne ikke vække den enes Aske, uden, og det lidt ubevidst, at bringe den anden paa ny for Lyset.” Men ligesom det er historisk afgiort, at Sazerne ere den germa- niske Stamme, der tidligst har giort Indfald og Indvandringer i Britannien: saaledes have de sildigere Angler paa en eller anden Maade faaet en overveiende Betydning, hvorved deres Navn er gaaet over paa hele Saxlandet i Britannien, indtil sil- digere Talebrug gav Folket Navn efter begge Stammer: Angel- Xw) Geschichte von England. I. $. 119, 144 saver. Ved hvilke Forhold delte er skeet, vide vi ligesaa lidt, som vi historisk kunne sige, hvorledes flere mindre skan-— dinaviske Stammer ere sammensmeltede, eller indbefattede under Folkenavnet Daner eller Danske, fra hvilke derefter - Navnet Danmark er udgaaet, som det af Skaane, Oerne og Jylland dannede Riges Fællesnavn. At det, vi særskilt mene at vide om Slægtskabsforhold imel- lem Angler i Slesvig og i England, ligger inden for Sagndigt- ningens Omraad, (f. Ex. i det bekiendte Beowulfs-Digt) kunne vi forudsætte. som almindelig erkiendt. Vi benegte dermed ikke, at den gamle Benævnelse paa et lille District i Sånder- jylland, er et Punkt, der ei kan undgaae Opmærksomhed; %) endnu mindre benegte vi de mange tydelige Spor til Slægtskab imellem det danske Dialectsprog baade i Norrejylland og den stårste Deel af Hertugd. Slesvig, og det engelske Sprog, særdeles i en Deel af dettes Mundarter; men vi maa holde det for klart og afgiort, at heraf opstaae heelt andre Resultater, end dette: at de Angler, (Angel-cyn, Angelfolket) om hvilke Talen er, som en stor og betydende Deel af hine indvandrende og erobrende Stammer, der have givet England Befolkning og Navn, skulde have været et dænsk eller om man hellere vil, et scandi- navisk-nordisk Folkefærd. Anglernes germaniske Folkefærd, kan ingenlunde have været en, allene til det nærværende, af nogle Kirkesogne bestaaende, imellem Flensborg og Slien beliggende District indskrænket Stamme. Angler forekomme allerede hos Tacitus som en tydsk Folkestamme, hvilken han nævner imellem Avioner og Varner eller Variner (,Aviones & Angli & Varini.” Germ. c. 40) og iblandt flere %) Fornemmelig ved-de bekiendte Steder i Angelsaxeren Othars Reiseberet- ning, henved 809, og hos den engelske Annalist Ethelwerd, hvis Krånike slutter med 974, hvor Hedeby (Slesvig) nævnes som liggende i det gamle Angeln imellem Saxerne og Jyderne — eller ,imellem Vender, Saxer og Angler.” (betvuh Vinedum and Seaxum and Angle, Scr. Rer. Dan. Il. p. 116.) BAL så Stammer, som have ,den moderlige Jordsf Dyrkelse tilfælles (,3n commune Herihum, id est Terram matrem colunt.£) . Ptolemæus nævner Angler, tilligemed Svever og Longobarder, som Folke- stammer boende ved Elben. Procopius (Goth. IV. 20) omtaler Angler (Ayyilv) Friser (Deiccovsc). og Britoner paa eet og samme Sted som Beboere af ,den britiske 0.£ ,Den britiske O besiddes af 3 talrige Folkestammer, som kaldes Angler (An- giler) Frisoner, og de som have Navn tilfælles med Oen, Bri- toner£… Ikke mindre mærkeligt er det, at iblandt de gamle germaniske Rets-Vedtægter, hvis Redaction i.det latinske Sprog man pleier at tillægge Carl den Stores Tidsalder, findes en egen Lovsamling, med den Titel: Incipit lex Angliorum & Verinorum, "hoc est Thuringorum.”) Her have vi atter, efter 6—7 Aar- hundreder, de samme fo Folkestammer ,Angli & VariniY hos Tacitus, satte ved Siden af hinanden. — Man maatte enten reent forkaste ethvert Beviis af Navneliighed, man maatte lige saa godt kunne sige, al Anglerne i England have aldeles intet at gidre med Districtet Angeln. i Slesvig: som man vil kunné benegte, at Angler som en germanisk, i Lande, der håre til det nu- værende Tydskland, boende Folkestammer vare bekiendte i det forste og andet Aarhundrede efter Christus; og at man paa Latin har optegnet deres Vedtægter: tilligemed andre tydske Folkefærds, i det 8de eller Yde Aarhundrede, om ikke tidligere. Naar vi altsaa finde Angler, Variner eller Warner, nævnte - allerede hos Tacitus i det iste Aarhundrede efter Chr. som germaniske Folkefærd%+); og finde Anglerne hos Geographen Ptolemæus (i Midten af det andet Aarh.) nævnte som saadanne %) Man regner den til de tidligste germaniske Lovsamlinger; den har megen Simpelhed, og intet Spor af Christendom. Tydske Retslærde antage ogsaa, at dens Optegnelse (,,Abfassung") eller Samlingen af de Vedtægter, . den indeholder, er tidligere end Christendommens Indførelse, (H, Maller) ,,Alter und Heimat der Lex Salica und der Lex Angliorum & Werinorum,” Wirzb. 1840. p. 108.) xx) Om Anglers og Variners Bopæle i Tydskland og Vandringer, jvf. E. Th. Gaupp: ,Das alte Gesetz der Thiringer, oder die Lex Angliorum et We- 146 med Svever og Longobarder: saa har endvidere den byzantinske Historieskriver under Justinian, Procopius (f 562), der skrev en Historie om Gotherne, og Krigene med dette Folkefærd, opta- get en udfårlig Sagnfortælling om Begivenheder, der skulle være indtrufne paa hans Tid (534—547) i Nederlandene og ved Neder- rhinen; og det er ved den Leilighed han nævner Angler, Friser og Briter som talrige, i England bosatte Folkestammer, og for- tæller om en Krig imellem Angler og Warnerne+), i hvilken de sidste, som havde deres Sæde ved Rhinens Mundinger, bleve overvundne m. m.%%), Naar vi nu endelig finde Anglernes rinorum, etc. Bresl. 1834. p. 80—89. Han antager, at begge have hårt »til de nordlige tydske Folkestammer ved Elben og Ostersåen; og at i det mindste Angli have naaet ind paa den cimbriske Halvd.” En Deel af Ang- lerne smeltede sammen med Saxerne, og deeltoge i Saxernes Tog til Bri- tanien. Andre Angler vege for Saxernes Overmagt, og droge mere mod Syden; og disse, antager Gaupp, ere dem, som Ptolomæus omtaler. 0. s. v. At Procopius synes at hensætte Varnerne i Belgien, ved Rhinen og Nord- såen, mener Gaupp er en Vildfarelse eller Misforstaaelse hos Byzantinéren. %) At der i den hele Fortælling hos Proeop findes en Blanding af factisk Sandhed med eventyrlig Udsmykkelse og Digt (f. Ex. Anglernes Flaade paa 400 Skibe med en Hær paa 100,000 Mand) seer man ved fårste Oie- kast. Kemble (The Saxons in Engl. I. 24) vil heller ikke fraskrive For- tællingen historisk Grund; men Nøéiagtighed i alle enkelte Omstændig- heder. — Den med Forfatterens sædvanlige udtåmmende Lærdom og Literaturkundskab underståttede Werlauffske Hypothese, som i Prokops Brittia vil finde Jylland, og henlægge den her berårte Sagnfortælling til den cimbriske Halvé: har Kemble ikke kiendt. ,,0m Procops Efterretnin- ger om de nordiske Lande", af E, C, Werlauff. (Vid. Selsk. Hist. phil. Afh. VII. Deel. 1845. p. 47—82.) - +) Werlauff synes (anf. St.) at tillægge Procops Beretninger om Varner og Angler en næsten ubetinget Troværdighed ; men derimod at forkaste den saa stærkt fremtrædende Identitet af Anglernes Folkenavyn hos Tacitus, Pto- lemæus, i Lex. Anglorum &.Werinorum, 0. s. v. Vi kunne her ei være enige med en af Nordens lærdeste Historieforskere; ligesom vi om Proco- pius antage, at naar han endog fortiener den udmærkede Plads, som Gibbon og flere tillægge ham blandt Byzantinerne, og naar han, som-man seer, har kunnet erfare endeel om hvad der foregik i Nordtydskland hos Saxer, Franker, Angler, 0. s. v., da Forbindelsen imellem Constantinopel og de nerdige Lande ikke var siddet seer man dog alt for tydeligt den store Forskiel imellem hans historiske Beretninger om Gotherne i deres Forhold til det åstromerske Rige, og hvad han fortæller om det fierne Britannien, om Angler, Warner, 0. s. v. som indskrænker sig til enkelte Omstændigheder øg isolerede Tildragelser, hvorom han (men vist neppe umiddelbart) kan have hårt Sagn af frankiske Gesandter og andre Reisende. 147 Folkenavn. knyttet til Warnernes, i en gammel Lovsamling, giel- dende for begge Stammer, og saa anseet hos Angelsaxerne, al den endnu paaberaabes i en af Knud den Stores Forordninger (Constitutio de ForesiaX), da maae vi nådvendigen, ved saa gamle Beviser paa Ænglernes'Tilværelse som germanisk Stamme, til en Tid i en vis Forbindelse med et Nabofolk, med hvilke de have havt Reétsvedtægter tilfælles, faae en Forestilling om "de i England indvandrede Angler, der lidet passer til det nu- værende Angelns Forhold. Med Hensyn paa Navnet kunde man ogsaa erindre om, at Ordet Angel i det angelsaxiske (gammelt. "Angul, Ango,. Ange) bemærker en Spids; og at man ogsaa har. villet bringe dette i Forbindelse med Folkenavnet; en Omstændig- hed, som i dvrigt her kun i Forbigaaende beråres. Heller ei kan det glemmes, at man i Almindelighed hvor der tænkes paa og handles om det nærværende District Angeln (eller Angel) i Sles- vig, og Navnets Liighed med den gamle Folkestammes, oversees en Forskiellighed i Forholdet, som her finder Sted. AÆægt er hos gamle romerske og græske Forfattere (Tacitus, Ptolemæus, Procopius, 0. s. v.) Hovedstavelsen i Folkets Navn; i det sles- vigske District derimod ånvendes den til at danne Stednavnet (ligesom Navnet Aungl, et Sted i det gamle Halogaland i Norge; Snorre Sturlesen. Fol. Udg. III. p. 454.) Det rette Navn paa Beboerne af dette District: er derimod ikke Angler, som de Tydske kalde dem, men Angelboer.%+) x) Stedet af denne Constitution er anfårt i H, Millers Skrift: Alter und. Hei- mat der Lex Sal. &c. $. 21. p. 122. x%) Ligesom Fyenboer og Ærråboer. (s.Jensen's,,Angeln; historisch beschrieben, zunåchst fir die Angler.” 1844. S. 48.) En bekiendt nyere engelsk Sprog- lærd (Dr. R. G. Latham) vil heller ikke lade den sædvanlige Hypothese, der hidleder de engelske Angler fra Angeln i Slesvig gielde; og anseer deti det mindste for tvivlsomt om Jyder fra Jylland kunne regnes som samtidige Indvandrere og Erobrere af England, tilligemed Saxer og Angler. Han beraaber sig paa, at af nogen særskilt jydsk Sprogart findes der intet Spor, hverken i Kent, i nogen Deel af Sussex, eller paa Oen Wight, hvor man oprindeligen har villet hensætte Jutes, Juttnacynn (Chron. Angl. Sax.) Geatas og Wiht-Sætas (hos Alfred.) Vi maa bemærke, at denne lærde 148 Naar der endvidere siges, som Indvending imod Hr. Worsaae: »Jyderne og Anglerne vare nordiske Stammer, blandede med Friserf: da vilde en saadan Paastand ophæve enhver Forskiel imellem germanisk og nordisk Folkeæt. Vi derimod maa ved- blive at hævde denne Forskiel imellem de to forhistoriske, be- slægtede, men senere adskilte Stammer: germaniske eller iydske, og skandinaviske. — Hvad i Særdeleshed Jyderne angaaer, hvilke hiin Indvandring bringer i een Linie med Angler, som begge lige nordiske: da kunne vi ei engang om denne Stamme i sin Oprindelse antage, at den har været saa afgiort skandi- navisk, som den oprindelige danske Stamme i Skaane og paa Oerne. At en Grændselinie, der tildeels bestemmes ved Alheden, i Jylland, kan drages' imellem Østerjyllands og Vesterjyllands Dialect, og at den sidste i Særdeleshed skarpt adskiller sig fra den åsterjydske ved Brugen af en præpositiv uforanderlig de- finitiv Artikel (e eller æ) der uden Forskiel bruges ved Substan=" tiver af Fælleskiån og Hverkenkiån (æ Bur (Bordet), og æ Man): dette er nu i vor Sprog- og Dialect-Lære en almindelig bekiendt Sag; til hvis videre Oplysning et og andet Bidrag findes i en unævnt Forfatters ,Grammaticalske Bemærkninger om den vester-— Jydske Dialect;f (udgivne af Lic. Theol. J. V. Block. + 1837). At betragte delte som en af tilfældige Aarsager, af nyere Sprog- udvikling fra Sånden opkommen Sprogvane, gaaer slet ikke an. Det er et Phænomen, der tyder hen paa ældre Stammefor- skiel imellem de to Dialecter i det jydske Talesprog; og lige- saa meget tyder det hen paa en nordlig skandinavisk, som paa en sydlig germanisk Befolkning paa den jydske. Halvé. Hertil kommer nu, at det -danske Folkesprog i hele Hertugdåmmet "Slesvig hårer til hiin vesterjydske Sprogart, for saavidt som den Sprogkyndige og Grammatiker ikke synes at have havt noget Bekiendt- skab med det nærværende jydske Tungemaal, hvilket dog, for hans Un- dersågelser af de engelske Dialecters Forhold til det ældre og nyere Sprog i England, saa at sige var uundværligt. ikke' kiender nogen anden bestemt Artikel, end den præpositive. " Saaledes: kan man sige, at den vesterjydske Sprogart strækker sig fra hine Sproggrændsér (hvis nåiere geographiske Forhold jeg her maa lade uberårte) lige til Slien; uden at vi her be- hove at tage Hensyn til de Modaliteter i flere Henseender, som meer eller mindre udmærke Sproget Sonden for Konge- aaen, fra det, der tales i Nørrejylland. Vil man betragte denne vestjydske Dialect, som en Levning af de gamle Anglers Sprog (opblandet med skandinaviske Ord og Sprog-Elementer) — eller vil man ansee Beboerne af Vesterjylland og Sønderjylland for Efterkommere af de gamle Jyder — Beda's Jutna- Cyn — som ogsaa efter hans Beretning skal have deeltaget med Saxer og Angler i de Indvandringer fra Fastlandet, der medfårte Brit- lernes Undertvingelse, og et nyt Folkefærd, et nyt Landsprog i Britannien: da bliver der i begge Tilfælde ingen Grund for den Hypotliese, at Angler have været en dansk eller skandinavisk Stamme. Vi kunne heller ikke af den nærværende jydske Dia- lecis Beskaffenhed sige, hvorledes den har været for 1300 Aar siden. At Sproget nu er blevet til hvad man vel kan kalde en dansk Dialect, siger os ikke, hvorledes den jydske Folkeståmme talte, da den allene, uden Indvandring af Skandinaver fra Norge eller fra Oerne, beboede Halvåen fra Slien og i det mindste op imod Liimfiorden. Ligesaa lidt som Navnet Angeln beviser meer, end at Folk af den langt mere udbredte angliske Stamme i en forhistorisk Tid kunne have havt deres Bopæle i en sydlig Deel af Halvéen. At nogle have meent, at Sproget i Angeln eller det, som der taltes, inden Plattydsk næsten ganske fortrængte den Sånderjydske (ikke O-danske) Dialect, som taltes i dette lille Landskab, skulde have mere Liighed, enten med Angel- saxisk, eller nyere Engelsk, end den åvrige Slesvigske og ve- sterjydske Mundart, er uden Tvivl ikke meer end Indbildning. Vi maa saaledes for det fårste blive ved Resultaterne åf Hr. Worsaae's Mening, og Udviklingen af samme i hans sidste Værk: at de skandinaviske Indvandringer i Britannien ikke hårte 150 til dem, som kunne kaldes de oprindelige; at skandinaviske Minder og Sprog-Elementer, som findes og kunne constateres i England, hverken tilhåre Angler eller Saxer (og neppe engang Jyder — thi saadanne skulde man jo efter gamle Sagn om Juina- Cyn og Bedas Fortælling om Indvandringen især kun såge i Kent og paa Wight); men at de ere Virkninger af de senere danske og norske Indvandringer; og at de Angler som deeltoge i hine Indvandringer, og "som bebyggede adskillige endnu be- kiendte Landstrækninger i England, og stiftede flere af de an- gelsaxiske Riger — vare en germanisk, ingen skandinavisk Fol- kestamme. Secretairen meddeelte fålgende Udtog af et Brev fra In- specteur Worsaae, dat. Rouen -19 Jan. 1852. Da Videnskabernes Selskab med saa megen Forekommen- . hed har underståttet mig til min Reise i Normandiet, opfylder jeg en kjær Pligt ved at meddele Dem, som Selskabets Secre- tar, en kort Beretning om det Udbytte, jeg allerede troer at. have vundet, saavelsom ogsaa nogle Antydninger om de Resul- tater, jeg fremdeles troer at kunne vente. Det er tilvisse paafaldende, al man endnu den Dag i Dag i Normandiet træffer saa mange nordiske Stedsnavne. Hidtil have disse ikke været samlede efter Departementer, og man har derfor heller ikke havt noget fast Udgangspunkt for en Under- sågelse om, hvor de nordiske Bosættelser have været stærkest. Det er imidlertid klart, at Nordboerne fornemmelig have bebyg- get Egnen omkring la Hague (hvor der endnu findes en lang Jordvold, som har afskaaret hele Næsset, og som oprindelig vistnok har været anlagt af Nordboerne); fremdeles have de nordiske Colonier strakt sig over Bayeux og Caen langs Havet og ligeledes langs Seinefloden. Enkelte Steder længere inde i Landet, t. Ex. ved Neubourg, ikke langt fra Rouen mod Syd, træffer man en heel Klynge af nordiske Stedsnavne, som be- 151 stemt godtgjåre, at denné?Plet fortrinsviis har været bebygget af Nordboere. I Udkanten af en stor. Skov, ,la londe” kaldet (i gamle Documenter ,lundaf, formodentlig Lunden) ligge her Landsbyerne Thuit-Anger, Thuit-Signol, Thuit-Simer, Thuit-He- bert og Thuit-Hagron, alle med det nordiske Stedsnavn Thuit eller Tvede, som her ufeilbarlig betyder opdyrket Skovland. Hvor stærk den nordiske Bebyggelse ude ved Havet, t. Ex. i Bayeuxegnen , maa have været, kan man skjonne alene deraf, at der i Arrondissementet Bayeux deels er og deels har været over 50 Stedsnavne med den nordiske Endelse ,delle”f eller deel. Saa talrige som Stedsnavnene ere i Normandiet, saa spar- somme ere de nordiske Ord, der ere levnede i Folkesproget. I gamle Documenter fra det lite, 12te og 13de Aarhundrede især finder man endnu adskillige, hvoriblandt flere meget mær— kelige og charakteristiske. Blandt de gjængse Drikke i Nor- mandiet i den tidligere Middelalder nævnes saaledes foruden Ol, der var meget yndet af Normannerne lige til det 16de, 17de Aarhundrede, ogsaa endnu ,medum%, som hidtil har været uforklarlig for de franske Lærde, medens det for os er fuld- kommen klart, at det ligefrem er Mjåd. At Ol og Mjåd blev drukket af Nordboernes Efterkommere, vil man vistnok finde i sin Orden. I flere af de herværende store Handelsstæder (Caen, Rouen, Dieppe &c.) var der ogsaa tidligere Selskaber af de saakaldte, ,franc-brements%, der oprindelig vare en Slags her- tugelige eller kongelige Tjenere, men som tillige havde Pri- vilegium paa at udlosse,Skibsladningerne, og besårge alle saa- danne Forretninger ved Havnene. De vare meget ansete Folk, som regnedes iblandt Byens Functionærer, de udgjorde et be- stemt Antal og havde Ret til ved forefaldende Vacance at su- plere sig selv. I de ældste Documenter kaldes de bestandig »berman£ og det er vistnok ikke nogen dristig Slutning, at dette for de normanniske Forskere aldeles ubekjendte Ord, er det nordiske ,bæremand£, især da dette saa bestemt betegner " de Forretninger, der paalaae berman'en. Længere ned i Tiden 152 er det gaaet over til at hedde ikkef%llene brement, men ogsaa »brumentf og der findes endnu flere Familier her, som bære dette Navn. Forresten er det ikke sjeldent at træffe gamle nordiske Ord netop paa Ting, der angaae Skibsfart og Fiskerie. I det 12te og 13de "Aarhundrede havde Fiskerne paa flere Steder af Normandiets Kyst dannet Selskaber for Hvalfangsten under Kysten. Denne Fangst synes at have været meget be- tydelig,»og man finder flere Gavebreve fra disse Fiskere til Klostre og Kirker. I eet af disse Breve kaldes Medlemmerne af et saadant Selskab: ,Waumans" aabenbart Pluralisformen af »Walman% (Hvalmand): Wal ér i Pluralis blevet til Wau, lige- som f. Ex. hyppig Dal til Dau. Yderligere Bestyrkelse paa Rig- . ligheden heraf fik jeg i et andet gammelt Document, hvor der ogsaa nævnes en heel Deel Fiskere, tildeels med nordiske Navne (som Anschitillus eller Asketil), og hvor der tilfåies: yet omnes alii, qui sunt in Valseta” Hvalhuset eller Hvalselskabet. Paa Seinen har man fremdeles til vore Dage benævnet de Steder, hvor man havde nedrammet Pæle for at lægge Garn til Fiskefangst: »Goris%, eller Gaarde, ligesom hos os Laxegaarde og Aalegaarde. Det nordiske Ord ,Gaard£ træffes ogsaa i Normandiet i det gamle ,fisigardf eller Fiskegaard. ved Dieppe, og i »vingart? eller Viingaard ved Bayeux, samt i de endnu brugelige Steds- navne Auppegart og Epegard (eller Æblegaard), som i gamle Documenter skrives ,Appelgar.” Med Undtagelse af Ord som ,Varech? eller Vrag, ,tanguef eller Tang, ,homme£ eller Holm. (i gamle Documenter hulmus), »bec” en Bæk, har jeg forresten hidtil ikke i Folkesproget kunnet opdage andre reent nordiske Ord, end ,bruf og ,bruman% (Brud, » og Brudemand eller Brudgom), der endnu ere i almindelig Brug i Normandiet. "Derimod gives der en Mængde Folk saavel paa. Landet, som i Stæderne, der have nordiske Familienavne. I de ældste Dokumenter finder man, -at Normannerne paa nordisk Viis have kaldt sig Son eller Datter af den og den, paa Latin t. Ex. filius Turgot, filia Havårdi, hvorfra de normanniske Navne paa Fitz, der 153 endnu ere bevarede i England. Men efterhaanden som den franske Indflydelse blev stærkere, tabte denne Skik sig; man udelod filius eller fitz og tilfåiede kun Faderens Navn i Genitiv t, Ex. Andreas Turgoli, og endelig hårte man endogsaa op med at sætte Familienavnet i Genitiv, saaledes at det kun blev t. Ex. Robert Toustain, Maria Ansquetil 0. s. v. Dette er Tilfældet denDag i Dag, hvor man stadig hårer Familienavne som: Canu eller Canut (Knud), Anquetil, Godefroy, Havart, Roux (Rollo eller Rolf), Regnault (Ragnvald), Thouroud (Thorold) , To- stain (Thorstein), Turgis (Thorgils), Turgot (Thurgod), Tru- quetil og Turquetil (Thorketil) &c. Dåbenavnene skulle dog næsten alle være christelige. Det er'i det Hele taget af alle Omstændigheder klart, at en stor Mængde nordiske Familier ere vedblevne at boe i Nor- mandiet, tiltrods for de stærke Udvandringer til England, Sici- lien og Nedreitalien, og at fålgelig den oprindelig nordiske Befolkning eller Colonisation i Normandiet maa have været overordentlig betydelig. Man ledes derved uvilkaarlig til: at antage, at Erobringen af Normandiet og Landets Bebyggelse af Nordboere ikke er skeet nærmest ved Rolfs Tog, men at Rolfs Erobring kun har været saa at sige Slutstenen for en Række ældre, tildeels fredelige Bebyggelser af Landets Kyster, - ligesom netop Tilfældet var i England, Skotland og Irland. Det er i høieste Grad sandsynligt, at,de fårste nordiske Bosæltelser have været i Nærheden af la Hague, hvorfra de lidt efter lidt have udbredt sig langs Kysterne og Flodbredderne, og saaledes banet Veien for Rolf og hans Mænd. Det er ikke mindre sansynligt, at-disse nordiske Nybyggere her, ligesom paa de brittiske Oer, have skaffet sig Fodfæste ved Handel, Såfart og Fiskeri. Des- værre mangle, saa at sige, alle skriftlige Efterretninger fra den Tid, der ligger. forud for det 11te Aarhundrede, om Norman- nernes fredelige Sysler. Men en særdeles interressant Oplys- ning om den anseelige Handel, som de nordiske Nybyggere i Normandiet maae have drevet, indeholdes dog deri, at Norman- 154 nerne ikke alene have indfårt i Normandiet den nordiske Mynt- benævnelse ,Mark”, hvilket de som bekjendt ogsaa gjorde i England, men at endog Markvægten allerede i Aarene 1060— 1108 blev saa almindelig udbredt i hele Frankrige, at Marken som Mynteenhed kom til at træde istedetfor den gamle franske Livre, ja at den. paa nordisk Viis blev deelt i 8 Unzer (i Norden i 8 Orer), medens Livren forhen havde været deelt i 12 Unzer. Dei var fålgelig en gjennemgribende Forandring i hele det franske Myntsystem, der ikke kan have været gjennemfårt, uden at der i Forveien maa være foregaaet en stadig og overvejende Handelsindflydelse fra Normandiet af. De normanniske Lærde, for hvem denne Anskuelse er fuldkommen ny, ére ikke blot gaaede ind derpaa, men have endog gjort mig opmærksom paa adskillige uomtvistelige historiske Kjendsgjerninger, der vise, at Marken i Frankrige fårstegang nævnes netop i Normandiet: Med Hensyn til Spérgsmaalet om, hvorvidt Normandiet væsent- ligst er bleven befolket af Nordmænd eller Danske, afgive Stedsnavnene mærkelige Vink. Trods alle Efterforskninger er det ikke hidtil lykkedes mig at finde et eneste Stedsnavn, der ender paa -bolstadr, buster, -bost eller paa -stadr, -ster, hvilke Endelser, som jeg tidligere har godtgjort, netop ere charakteri- stiske for de norske Bosættelser i Nordskøtland, paa de skotske Oer og i Irland. Derimod have alle Stedsnavnene de samme Former og Endelser, som i det danske Nordengland (naturligviis dog med den Forskjel, at de her hyppig have den franske Endelse ville (af det latinske Villa) fåiet til et nordisk Navn) t. Ex: især -by -thorp, -thuit (eller -tvede), -gard -holm, -boeuf (ybod%), -fleur (-yflot? eller yflioté), -næs, -ey -tot eller toft 0. s. v. Jeg er derfor nu saare tilbåielig til at troe, "at de oprindelige, forberedende Bosættelser af nordiske Mænd i Nor- mandiet, paa Kysterne og ved Floderne, ere iværksatte væsent- ligst af danske Udvandrere, hvilket ikke forhindrer, at største Delen af de rolfske Kæmper, som senere fuldendte Landets Erobring, kunne have været Nordmænd. Det stemmer vistnok 155 ogsaa mere. Overeens med de naturlige Forhold, at Nordmæn- dene -coloniserede Nordskotland, Oerne og Irland, der laae nær- mest ved Norge, medens de Danske bebyggede de nærmest ved dem liggende Lande Nordengland og Normandiet. Ganske snurrigt er det, at mange Familier her endnu hedde: ,Le Da- nois”, ja der gives smaae Landsbyer her, hvor næsten alle Familier bære dette Navn. I de gamle retslige Institutioner er jeg ogsaa paa Spor efter mærkelige Analogier med det danske Nordengland. Det er noget tvivlsomt, om Holmgangen eller Duellen er indfårt her af Nordboerne; thi de ældre Love i Frankrige indeholde ogsaa Bestemmelser om Dueller. I det håieste tår man kun sige, hvad de ældste skriftlige Mindesmærker antyde, at Dueller have været mere yndede i Normandiet, end maaskee i nogen anden Del af Frankrige. Derimod er det vist, at der alene i Normandiet har været indfort en ordentlig Nævn eller Jury af nordisk Oprindelse, -der gjennem hele Middelalderen har været bevaret saa reen, at man endnu i Begyndelsen af det 16de Aar- hundrede i en saakaldet: »Le stille de progeder en pais de Normendie” (af Aar 1534), finder baade den simple Nævn bestaaende af 12 Nævninger eller Eedsvorne, som afgav Kjen- delser i mindre vigtige Sager, og den dobbelte Nævn sammen- - sat af 24 Eedsvorne, som afgav Kjendelser i Mordsager. Lige- som i det gamle danske Nordengland og senere i hele England og Danmark, var det ogsaa her Retten eller Dommerne, der valgte Nævningerne. Den Anklagede havde dog Ret til at gjére Ind- sigelser mod Valgene. I det 16de Aarhundrede forsvinde imid- lertid de sidste Spor i Normandiet af den gamle Nævn. De ældste normanniske Love indeholdt ogsaa Bestemmelser om »Namf (et Retsudtryk, der neppe får Normannernes Tid var kjendt i Frankrige) og om ,,Varech” eller Vrag, som synes at nærme sig mere til de gammelnordiske Love, end til de gam- melfranske. Allerede ved Nordengland har jeg i mit seneste Skrift mm SM gjort opmærksom paa, at der i de gammeldanske Egne fandtes, ifålge Domesday Boock, færre Trælle, end i den åyrige, saxiske Deel af England, ligesom i det Hele taget Frihedsaanden var stærkere hos de Danskes Efterkommere der, end hos Angel- saxernes Slægter i Sydengland. En håist træffende "Sammen- ligning hermed frembyder netop et Resultat, som en norman- nisk Lærd (Leopold Delisle) har udfundet og godtgjort, nemlig, at Trældommen var forsvunden i Normandiet- henimod 200 Aar for i det åvrige Frankrige, idet. man efter Aar 1100 næsten aldeles ikke mere træffer Trælle i Normandiet. Det synes derfor klart, at ikke blot de Nordboere, der have nedsat sig i de vestlige Lande, have, hvad Kronikerne sige, selv været stolte, friheds-= elskende Mænd, men at de endogsaa have ladet Friheden ud- strække sig til deres. Undergivne. " Det er ikke umuligt, at de netop af en klog Politik have gjort delte, for i den saaledes trigjorte, forhen trælbundne. Befolkning at finde -tro hengivne Hjelpere og Ståtter, istedetfor farlige ophidsede Fjender. Man har i alle Tilfælde her en naturlig Forklaring til. den stærke Frihedsaand, der gjennem hele. Middelalderen til vore, Dage har udmærket saavel Noørdmaniet som Nordengland. Jeg har naturligviis endnu overmaade Meget at. udrelle her, baade med Hensyn til Stedsnavne, Institulioner 0.…s. v. Saaledes. veed jeg, at; paa Canalderne Guernsey "og" Jersey. gjelde endnu mange af de. gammelnormanniske " Institutioner, der forlængst ere gaaede tilgrunde her i Normandiet. Det er dog Forhold, som jeg maa nærmere undersåge i de Londonske Archiver og Bibliotheker:… Ligeledes maa jeg endnu gjåre Ud- flugter her rundt om:i Landet, for at:see de vigtigste af de ældre normanniske Bygninger, og for i det Hele ogsaa at blive bekjendt med Landets almindelige Physiognomi. Jeg maa der- næst nådvendig ind i Bretagne, for at lære at kjende de vig- tigste af de derværende Mindesmærker, . hvoraf mange. bære .en saa slaaende Overeensstemmelse med vore ældste Mindesmærker i Danmark. Endelig maa jeg ogsaa nådvendig anstille… Under- 157 søgelser; om der ikke ved Løiren skulde findes nordiske Spor, da Normannerne, som bekjendt, hyppig satte sig fast ved Loirens Munding, hvor man endnu træffer Stedsnavnet Paimboeuf, der mulig, ligesom de tilsvarende her i Normandiet, oprindelig har havt den nordiske Endelse' -bod (?). Hjemveien til Paris fra Bretagne vil netop falde. over Nantes. Det er dog sandt, endnu har jeg ogsaa Undersågelser at anstille, om der ikke her skulde findes gamle Ostersbunker, ligesom hjemme hos os, og paa Amerikas Kyster. Trods alle Forespårgsler har jeg endnu ikke faaet Noget at vide derom. Derimod har jeg i ,Memoires des Anti- quaires de -Normandie” Aargang 1831—1833 (8vo) Pag. 390 fundet ,Extrait d'une leitre adressée a. Mr. de Caumont, sur -Pemploi des huitres dans les constructions antiques de Medio- lanum Santonum (Saintes) par Mr. le baron Chaudruc de Crau- zaunes%, hvoraf jeg seer, at Ostersskallerne ligge under Murene »associées å des lits de cendre de charbon et d”os calcinés,”f hvilket unægtelig for mig har Udseende af mulig at være det selvsamme, som hjemme hos os. Men derom Nærmere. Vandinspecteur Colding havde under 4de Mai 1851 udbedet sig Selskabets Bedåmmelse af en indsendt Afhandling, Under- sågelse over Dampenes Virkning som bevægende Kraft i Damp- maskinen.” Den i denne Anledning udnævnte Comitee (Schifter, Ramus, Hoffmann) har derover afgivet fålgende Betænkning. Forfatteren er ved de bekjendte Forsåg af Regnault over Dampene bleven ledet til denne Undersågelse, - som slutter sig til hans tidligere til Selskabet indgivne og i Skrifterne optagne Athandlinger.… Den nærværende gaaer ud paa at. oplyse flere dunkle Forholde ved Bestemmelsen af Dampkraftens Virkning eller af den i en Dampmasse indeholdte Arbeidsmængde. Hvor- vidt den-Theorie, Forfatteren. herfor: har opstillet og udviklet, 158 ved Erfaringen vil blive bestyrket, er vel endnu uafgjort, men da der fra den theoretiske Side ikke kan gjåres væsent- lige Indvendinger mod Forfatterens Fremgangsmaade, og da tillige ethvert Bidrag til at opklare det saa vigtige og van- skelige Spårgsmaal om Dampkraftens rette Anvendelse, bår modtages med Erkjendtlighed, cer det Comiteens Forslag, at denme Afhandling, ligesom de tidligere, optages i Selskabets Skrifter. ; Den 15 Januar 1852. Schifter. Ramus. … Hoffmann. Affatter. Selskabet modtog fålgende Bøger: Fra Professor Brunius i Lund: Konstantekninger under en Resa Aar 1849. Fra Inspecteur Worsaae: Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland. Modet den 20% Februar. ——— Professor Steenstrup foreviste en ny Slægt af Cirripeder og oplyste samme ved Tegninger og Exemplarer i Spiritus, nemlig: Xenobalanus globicipitis, som forekommer i stor Mængde paa Finnerne af enkelte, især yngre, Individer af den færåeske Grin- dehval, Delphinus globiceps Autt. Under det ovenstaaende Navn havde Meddeleren allerede i Juli 1851 fremlagt dette Dyr for den skandinaviske Naturfor- 159 sker-Forsamling i Stockholm, i hvis Forhandlinger en kortfattet Karakteristik af Dyret vil findes, Forfatteren skyldte sine tal- rige Exemplarer til Hr. Sysselmand Miller i Thorshavn, der havde indsamlet dem ved en Grindefangst i Vestmanhavn 31 Juli 1850 og strax nedsendt samme til Universitetsmuseet. Det der især er paafaldende ved Dyret, som hårer til Balanidernes Af- deling og Coronulagruppen, er dets ydre Lighed med Otion Leach, hvis saakaldte Oren det dog mangler, men istedet der- for bærer det paa den bagerste Rand af Kappen, som folder sig hælteformigen over, et Par. fremstaaende Bukler. Dyret som er temmelig trindt, aftager efterhaanden i Fårelse fortil, indtil det lidt over Grindens Hud ligesom indsnåres, og her bemærker man da ligesom en hvid Kreds udenom det. Denne hvide Kreds er en i Grindens Hud nedsænket og deraf frembrydende meget lille Skalkegle, der ved nærmere Undersågelse viser sig at bestaae af 6 Skaller med en Bygning, som aldeles minder om Bygningen hos Coronula og beslægtede. Dyrets egenlige Krop, som alle- rede hos Diadema hæver sig mere op over Skalkeglen end hos andre Cirripeder, skydes her altsaa aldeles opaf Skallen. Laag mangler aldeles, og i denne Henseende er det ogsaa en videre Udvikling af Diadema, hvis nordiske Art kun har to smaa Skal- ler, medens de nærstaaende Slægter have fire Laagskaller. Gjæl- lerne udgjåres af store dobbelte foldede Blade, som hos alle Balaniderne, og herved viser Dyret sig altsaa allerede bestemt adskilt fra den Afdeling af Cirripeder, hvortil Otion hører. Jo yngre Exemplarerne ere, destomindre rage de frem af Skallen, og tager man meget unge Dyr, bemærker man en paafaldende Lighed med Diadema. I denne Tilstand er Skallen lemmelig svagt udviklet og bryder kun med ganske smaa Spid- ser op igjennem Grindens Hud. Man kan paa flere Finnestyk- ker see, at Ungerne oprindelig have boret sig ned i Huden. Idet deres Skalkegle siden udvikler sig til Siderne, trykker den ved Væxten Overhuden op ligesom i én lille Boble, der ved Skal- lens fortsatte Væxt revner. Herved frembringes det egne Ud- 160 seende, som om Dyrene bråd fra inden af frem igjennem Hu- den; thi man overseer let de meget smaae Aabninger, hvori- gjennem de oprindelig ere gaaede ned. Ved det Indtryk, Dy- rene foraarsage paa Huden, afsætter denne flere og flere Lag af -Overhud, ligesom for at fjerne de fremmede Gjæster, og til= sidst affalde disse med stårre eller mindre Stykker . Overhud. Man seer saaledes paa flere af de sendte Finner dels svage Mærker i Huden af de bortstådte Skaller, dels stårre Partier eller Skorper af Overhuden, som ere ifærd med at låsne sig med de derpaa siddende Skaller eller hele Dyr. | Ovennævnte nye Slægt og Art mente Meddeleren at være den føårste eiendommelige Form af Cirripeder,. der. var funden paa Tandhvaler, ligesom den ogsaa var den fårste Form af Balanider, som aldeles manglede Laag eller hvis Skalkegle ikke omsluttede Dyrets egenlige Krop. Med Hensyn til. Slægtens Ud= bredning kunde Meddeleren tilféie, at Hr: Professor Eschricht har vist ham et Par Cirripeder, tilsyneladende af samme Art, hvilke en Såmand havde taget af nogle Tandhvaler i Nærheden af Madeira og ligeledes at Hr. Professor Esmarck fra. Chri- stiania ved Dyrets Fremvisning i Stockholmer - Mådet. oplyste, at have seet nogle faa. lignende Dyr i det brittiske Museum ;- senere har Meddeleren sendt Hr. Darwin Exemplarer deraf, og denne har tilskrevet ham, alt han fra det brittiske Museum havde nogle faa Exemplarer, tagne af en Delphin N. f. Ma- deira, og som han ligeledes havde tænkt at gjåre til en ny Slægt (,Sæphonicinellaf). =) Slægten kan, med Hensyn til de hidtil givne Karakterer al É de nærmeste Slægter, systematisk begrændses saaledes: = %) I dette Foraar har Hr. Capt. Hygom hjembragt til Universitetsmuseet to Exemplarer tagne af en ung Tandhval 409 N. B. 269 V. f. Gr., altsaa om- trent ved Azorerne. — Det er ikke usandsynligt, hvad Prof. Eschricht al- lerede bemærkede i Stockholmermådet, at den ifålge flere Iagttagere paa Kaskelotterne forekommende ,,Otionf£ kunde håre til denne Slægt. 161 Xenobalanus n. g. animal e familia Cirripedium coronu- læformium=); adultum: valde elongatum, subcylindricum, sub- petiolatum s. antice angustatum, pallio membranaceo vestitum, postico margine pallii retroflexo, ad basin testå minima cinctum; juvenile: testa pro parte majore circumdatum -staluram Diade- matis simulans, at sine valvulis operculinis. É Testa minima, depressissima sexvalvis, sexloba et quasi stel— lata cellulis radiantibus, extus rugis crenulatis transversis, ut in Coronula, Diademate et Tubicinella; operculum nullum. In pinnis Delphini færoensis Globicipitis auit. more affinium gregalim vivil (inprimis in pinnis juniorum), sed raro apud Færoas visa. ? Selskabet bifaldt, at Inspecteur Worsaaes antiqvariske Reise til det nordvestlige Frankrig underståttes endvidere, med 300 Rdd. Selskabet modtog: Fra Generalmajor v. Steinmann paa Generalstabens Vegne :. Kaartbladene Nyekjobing og Méen, begge saavel i Blade uden Hoidebetegnelser, som. med den Lehmanske Betegnelses- maade og med horizontale Kurver. Fra la Société Impériale des Naturalistes de Moscou: Nouveaux Mémoires de la S. Impériale des Naturalistes de Mos- cou. T. IX. Moscou 1851. Bulletin de la S. Impér. des Natur. de Moscou publié sous la rédaction du-Docteur Renard. 1851. Nr. 2. Moscou 1851. Fra det Keiserlige Videnskabernes Selskab i St. Petersborg: Annales de Pobservatoire physique central de Russie, publiées par ordre de Sa Maj. YEmp. Nicolas I. sous les auspices %) ,Coronulidæf Gray. 162 de Mr. le comte Wrontchenko par A. T. Kupffer. Année 1847. St. Pétersb. 1850. Mémoires de V'acad. Impér. des scienc. de St. Pétersbourg IIlme Série. Sc. mathem., phys. & naturelles. T. 6me, Premiére Partie: Sc. mathém. & phys. T. 4me; livr. 3 & 4. St. Pétersbourg 1850. Mémoires présentés å Vacad. Imp. des sciences de St. Pøters- bourg par divers Savans. T. 6, livr, 5 & 6. St. Péters- bourg 1851. Fra det Keiserlige Videnskabernes Akademie i Wien: Magnetische u. meteorologische Beobachtungen zu Prag. 8, 9 & 10 Jahrgang. Prag. Grundzige einer sat eltn dere fur den Horizont von Prag von Carl Fritsch. . Fra Dr. G. Wilson: The Life of the hon?! Henry Cavendisch, including abstracts of his more important scientific papers by George Wilson, M. D., F. R. S$. E: London 1851. Fra Oberstlieut. Sabine: Observations made at ihe Magnetical and Meteorol. observatory at the Cape of Good Hope. Printed by order of her Majesty's Government under the superintendence of Lieut- Colonel Edward Sabine. London 1851. 163 Barometer, reduceret til 092 Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. 5% 21 Fod Jord yet klase orn fa od over Jorden. 2 Fod i | 2Fod un- emin an : 4 Efter” der der | mee de. FRR, nd & " |9Form. Middag. | igggo. | made AR Jorden. | inde å Gange i Dågnet. . Corr.…0029 ment høiest. Middel. Middel. 1 333,/4452 | 333 £%6 331 mr) 0786 094 292 282 1" Regn 8% Tim, Sne 2,21 | W. W.- S.t.0. SS. > 2" | 38, 89 | 39, 49 | 40, 11 | —2,69 | —3,0 1,8 2,2 0/3 |Regn4 — Sne(0,44) | NO. NNO. NNO. so. | Middeltemperatur, 3 379 12 in B 36, 02 0,29 —2,4 2/1 2,1 0,4 Regn 7 Sne 1,64 so. 80,5, SW, 1852 45 Aar. 4 37, 46 37, 47 36, 98 1,59 —0,5 2,6 2,0 0,4 Regn 6% Er 4,53 | SW, SW. WSW. S. 1—10 1937 i 5. | 28, 90 | 29, .74 | 30, 31 — 3,26 0,6 544 2,0 0/3 | Regn 23 — re NEN URET RG TIR 6 29, 43 29, 28 29, 39 1,41 0,2 2/Å 2,1 1,1 Regn 60% --% 1,22 NW. NW. WSW. NO. 90—99 Så eg 7 | 33, 80 | 34, 28 | 34,711. 1476. | —0,5 344 2,1 11. | Regn 14 — ER SNE KTS SE SM z DOS 8 32, 44 | 31, 93-| 30, 89 3,39 0,6 5,0 2,2 1 1/2" | Regn 16 — 3,02 | wsw. WSW, W. WSW. rE 0,18 —0,65 9 26, 86 | 26, 25 | 23, 52 3,49 2,8 4,7 2,3 1,9 Regn 11f — Sne 1,28 | WSW. WSW. SW. SW. 10 | 30, 79132, 01 | 33, 01 0,34 | —0,6 3,8 2,5 1,2 fk sne 121 — 2,89 | ssw. NW. NNW. 0. Maanedl. 11 38, 02 | 38, 34 |. 39, 17 | —2,94 —4,1 —U,8 2,5 0,3 0… ONO; NO..NO, Vandmængde 12 | 40, 76 | 40, 55 | 40, 79) —1;792 |" —4,8 0,5 2/3 0,5 ,ÅS0. S0. S0, SO. É 8 13 z 10 37,83 37, 85 RØR ZA gr 3 gr Hagl 63 — Isslag 0,36 dir ae. og we 1852 24 Aar. 14 , 51 38, 83 39, 10 , Øe FS 2, , . . . . 15 | 39% 19 | 38, 86 | 37%, 6) 0,99 | —0,8 21 2,0 0,0. | Regn.134 — Sne 182 ÅS. S. sw.tw. sw, | 77,58 Par. L, 17,07 Par. L. 16 32, 86 | 32, 77 | 32, 22 1,46 0,7 3,5 2,0 1,5 | sne 63 — Regn(0,70) | SW. SW. wW. wWSW, 17 29, 43 | 29, 43 | 29, 41 0,81 —1,0 342 2,0 0,0 : WSW. W. WNW. WNW. 18 | 26, 05 | 26, 26 | 2%, 994. 0,04 | —1,8 3/1 2,0 —0,4 fh Sne 3 — Hagl 0,42 | WNW. NNW. NNW. N. Vindforhold, 19 fk 30, 40 (31, 02 1-31, 55 | —0,74 —1,9 0,9 1,9 —0,1 ONO. NO. NNO. N. 20 33, 76 34, 02 34, 45 —0,04 —2,6 242 1,9 —0,1 i 1852 50 Aare : NO. NO, NNW. NNW. IN. 0,12 0,08 21 36, 46 br - 92 5, 98 |) —1,12. | —3,2 0,2 1,8 0,1 fj sne 31% .— (0,78) | NNW.NNW.NNW.WNW. | NO. 0/16 0,10 22 40, 60 | 41, 63 | 43, 05 | —0,47 —2,2 1,4 1,7 —0,9 Stille, Stille, ONO. NNW. | 9. 0,08 0,12 23. | 46, 83 | 47, 05.| 47, 20 4 —1,32 | —4,3 1/4 1,6 0,0 NO. NO. NNO. NNO. | s0 0/13 — 0/10 24 47, 44 | 47, 19 | 46, 47 | —0,44 —2,3 0,9 1,6 —0,5 NO. 0. Ot.sS. OSO0. fås, 0,11 0,14 25 1:44, 22 | 43480. 1 23,25) 1, 7K- 4946 1 —0,4 1,5 0,0 OS0. O.t.N. NNO. N. | sw. 014 0119 26 41, 62 | 41, 05 | 39, 87 | —3,09 —4,4 —1/8 1,5" —1,0 N. NO. NO. NNO. fw. 0/13 0,18 271.35, 46 1:35, 32 4 357 741 0746. | 3,5 2,6 1/4 0,0 | sne 6 — (0,49)! NO. 0. NNO. N.t.W. | nw. 0,11 0,09 28 29, 31 | 27, 75 | 27, 20 0,41 —1,4 1,2 1,4 9%7 | sne 22; —FRegn 1,90 | W. SW. St.wW. SW. | stille 0,02 29 | 28, 12 | 28,82 | 29, 04 1,06 | —0,3 2,4 1,4 0,0 fSne 17: — (3,17) | ss0. SSO, SO. ONO. Rignsu Oversigt Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Årbeider i Aaret 1852. Af Etatsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. Fr. B og dl. Mødet den 5te Marts. Professor J. L. Ussing meddeelte'et Udtog af en Afhandling om Italienernes Deelagliggjårelse i den romerske Borgerret ved Bellum Sociale, som vil blive optaget i Selskabets Skrifter. Den saakaldte Italienske Krig eller Bellum Sociale, der får- tes i Aaret 90 f. Chr. og de nærmest fålgende Aar, er et af de mærkeligste Vendepuncter i den romerske Historie. Den endte med den romerske Borgerrets Udvidelse over hele Italien, og en nådvendig Fålge deraf var Republikkens Undergang. Thi den gamle Republik var. beregnet paa et indskrænket Antal Borgere, der alle personlig kunde deeltage i Statens Liv; det vidtstrakte Rige, hvori den stårste Deel af Borgerne vare for- - hindrede fra personlig Deeltagelse i Folkemåderne, krævede en … ny Stalsform. Og efterat den Italienske Krig og den paafål— gende Borgerkrig havde låsnet alle Lovlighedens og Tillidens Baand, kunde denne nye Form kun blive et militairt Despotie. Men dette interessante Afsnit af den romerske Historie er os kun ufuldstændig bekjendt. Vi have tabt de Hovedværker, der existerede af samtidige Forfaltere, og de Kilder, vi have tilbage, ere temmelig fattige og urene. Desto nådvendigere bliver det, at Historieforskerne med Flid eg Omhu behandle og sondre det overleverede Stof. Denne Krig har ogsaa i den senesle Tid erholdt en talentfuld Bearbeidelse af P. Merimée (Etudes sur Vhistoire Romaine I), og omtrent samtidig har Kiene (Der råmische Bundesgenossenkrieg) vidst at fremdrage Eet og Andet, som hidtil var upaaagtet. Da imidlertid Ingen af Begge tilfulde kan tilfredsstille, har Forf. ikke anseet det for overflådigt al underkaste dette Tidsrum en ny Bearbeidelse, og haaber i. Eet og Andet at kunne give en klarere Fremstilling, navnlig» af de indre Bevægelser og Foranstaltninger, hvorved Italienerne Skridt for Skridt opnaaede den fulde Besiddelse af den romerske Borgerret. M. Fulvius' og C. Gracchus? Forsåg paa at skaffe Italienerne Borgerret strandede med disse Mænds Fald, og i 30 Aar skete der ingen Forandring i Italienernes Stilling; men Trangen der- til blev stedse fåleligere og Fordringerne derom lydeligere. Forst Aar 91 fremkom Tribunen M. Lévius Drusus med et For- slag om at alle Italienerne skulde have romersk Borgerret; men han faldt som et Offer for sin Iver. Efter hans Mord udbråd der et vel organiseret Oprår i hele Mellem- og Syd-Italien. Marser og Samnitér og deres Nabofolk traadte i Marken imod Romerne, som i Begyndelsén ofte bleve slagne, og maatte op= byde al deres. Kraft for nogenlunde at holde deres Fjender Stangen. Da nu ogsaa Nord-Italienerne begyndte at vakle, gav. endelig Consulen L. Julius Cæsar Aar 90 en Lov, hvorefter — 167 alle Lalinere øg andre Forbundsfæller, der vare blevne Rom troe, kunde blive romerske Borgere,-naar de vilde. Der skulde op- rettes enkelte nye Tribus til at indskrive dem i, og vælges Cen- sører for at udfåre det. p add Den Juliske Lov frelste Rom. Den sikkrede det for yder- ligere Frafald, og den mere frisindede Retning, som den ro— merske Politik herved havde begyndt, lammede Oprårets Kraft, idet den gav Italienerne Haab om ved Underkastelse at opnaae hvad de havde villet tiltrodse sig ved Vaaben. I Aaret 89 lyk- kedes det Cn. Pompeius og Sulla at bringe næsten alle -Italie- nerne med Undtagelse af Samniterne og Lucanerne til Overgivelse. Ved en Række specielle Love fik :de Borgerret, og det bestem- tes, vat der skulde opreltes Tribus til dem. Dog synes alle de i disse 2 Aar oprettede nye Tribus ikke at være flere end 8. Da imidlertid . Forholdene endnu vare ubestemte, og man ei vidste, hvor mange nye Borgere der vilde komme til, bestemte, som ;det synes, -Lex Plautia Papiria, at den endelige Ordning af Borgersamfundet og Indskrivningen i Tribus skulde opsættes ” indtil videre, og at man for Tiden skulde. nåies med en fore- låbig Indtegning, der ei skulde foretages af Censorerne, men af 3 Prætorer. …… Al det fålgende Aar, 88 f. Chr., fremkom Tribunen P. Sul- picius med det Forslag, -at de nye Borgere ei skulde indskrives i mogle faa (8?) nye Tribus, hvorved deres Stemmeret jo i Grunden vilde blive illusorisk, men fordeles: i de tidligere be- slaaende 35 Tribus. Consulerne, navnlig Sulla, sågte at sælle sig imod det; men da det ikke lykkedes, forlod han Rom og gik til sm Hær i Campanien. Sulpicius satte Loven igjennem, og tilfåiede en ny Lov, hvorefter Sulla, der havde forladt Rom, blev afsat fra Commandoen mod Mithridat, og skulde aflåses af Marius. Da blev Sulla forbittret. Han rykkede mod Rom, be- salte det med sine Tropper, og banlyste sine Fjender derfra. Sulpicius blev myrdet og hans Love ophævede. Men efter at Sulla var gaaet til Grækenland, fornyedes det folgende Aars 168 Consul, L. Cornelius Cinna, Sulpicius” Lovforslag om at de nye Borgere skulde stemme i alle de 35 Tribus. Dette frem- kaldte heftige Scener i Rom. Cinna forlod Byen, og Senatet erklærede ham for afsat. Den fornærmede Consul samlede en stor Hær; han havde de nye Borgere paa sin Side, og den forviste Marius gav hans Parlie Glands. De beleirede Rom. Senalet var i den største Forlegenhed. De kaldte deres Felt- herrer tilbage, som stode i Mellem- og Syd-Italien, og i det Haab at vinde Samniterne for sig, de eneste Italienere, der endnu stode under Yaaben, befalede de Q. Metellus at slutte Fred med dem paa enhver mulig Betingelse. Senatet havde altsaa indrommet dem Borgerretten; men Metellus kunde ikke over- tale sig lil at gaae ind derpaa. Han forlod Samniterne uden at slutte Fred med dem; men Cinna skyndte sig naturligviis med at indråomme dem, hvad Senatet havde tilladt, og fra dette . Qieblik ere Samniterne at betragte som Borgere af det Cinnan- ske Parlie. Der kan ikke være nogen Tvivl om at Cinna efter sin Seir har sat Loven igjennem om de nye Borgeres Opta- gelse i alle Tribus, og de i Aaret 86 valgte Censorer have sikkert skullet udfåre denne Indskrivning. Da Sulla i Aaret 83 vendte tilbage til Italien i Spidsen for sin Hær, udstedte han en Proclamation, hvorefter han ikke vilde beråve Nogen den Borgerret, de vare komne i Besiddelse af. Sanmiterne troede ham imidlertid ikke, men vare bestandig hans farligste Fjender, indtil deres Magt blev brudt ved det blodige Slag ved Rom og det derpaa fålgende Blodbad, Aar 82. "Og da Præneste kort efter overgav sig, viste Sulla, hvordan han betragtede de nye Borgere, idet han lod alle de fådte Romere gaae frie, men-henrettede alle Samniter og Prænestiner. Mange af de italienske Stæder, der havde holdt med Marianerne, bleve straffede méd at modtage Colonier af hans Veteraner, og hele Strækninger bleve beråvede Udåvelsen af deres Borgerret. Men dette er dog kun at betragle som en midlertidig Suspension; lovlig vare alle Ilalienere romerske Borgere fra Slutningen af - Aaret 87, | Ba. Aal " Sundhedscollegiet tilstillede Selskabet velvilligen nogle me- -Aeorologiske Tagtlagelser foretagne af Herr Apotheker Søeenberg i Helsingor. Selskabet modtog: : Fra den. Kaiserl.-Kongel. Geologiske Reichsanstalt in Wien: Jahrbuch der. Keiserl, Kånigl. Geolog. Reichsanstalt. 1850. I. Jahrg. Nr. 3 & 4. 4851. 1I.-Jahrg. Nr. 2 & 3. Wien. Fra The American Academy of aris and sciences: Memoirs of the American Academy of arls and sciences, New series, Vol. IV. Part. II. Cambr. & Boston. 1850. Fra The Radcliffe Trustees: Astronomical observ. made at the Radcliffe observatory, Oxford, in the year 1849. By M. J. Johnson. Vol. X. 1851. i. Fra The Royal Irish Academy: Proceedings of the Royal I. Academy for the year 1850— 1851. Vol. V, Part. I. Dublin. 1851 Fra Physikalisch-Medicinische Gesells. in Wirsburg : Verhandlungen der Physik.-Medicinische Gesells. in Wirzburg. 1. Bd. Nr. 6—22, 2. Br. 1—13. Erlangen, 1850 & 1851. Fra The Geological Society: The Quarterly journal of ihe Geological Society. Vol. 7. Nr. 7. Nr. 27 & 28. 1851. London. Fra Naturforschende Gesells. in Zirich: Mittheilungen der Naturf. Gesellschaft in Zårich. Heft 4 &5. Zurich, 1850 & 1851. Fra det kgl, Nederl. Institut i Am m. - Verhandlingen der eerste Klasse van het koninkl.-Nederl. Instilut.... te Amsterdam. Derde Recks. 4 Deel. Amst. 4851. Tijdschift voor de wis-en naturkundige Wetenchapen, uitgeg. door de eerste Klasse van het K. N. J- van Wetensh.. etc. Ade Deél. 1, 2. 3. 4, Aflevering. Amsterdam, 1851, 170 Fra Dhrr. Rayer, Soubeiran & Bouillard: Digitaline. Rapports de Mm. Rayer, Soubeiran &-Bouillard, Paris, 1851. Fra den Hannoveranske Regjering: Mittheilungen des Gewerbe-Vereins fir das Kånigr. Hanno- ver. Jahrg. 1848—1851.. Hannover, 1851. | : Fra Dr., Prof. I. H. Mådler: Beobachtungen der Kaiserl. Universitåts-Sternwarte Dorpat pat, von Dr. Mådler. 12 Bd. Dorpat, 1850. Fra Prof. A. Quetelet: ' Annuaire de Vobserv. royal de Bruxelles par Quetelet. 1851. 18 année. Br. 1850. Fra det franke Geologiske Selskab: Bulletin de la Societé Géologique de France. 12 Serie. T. VII. Feuilles 9—13, 23—38. T. VII Feuilles 1—27. Paris. Fra det Zoologiske Selskab & London: Transactions of the Zool. S. of London. Vol. IV. Part, 1. London 1850. Proceedings of the Zool. S. of London Nr. 206—213. Pag. 81—208.. Fra Dr. Faradey: Experimental Researches on Electricity. London, 1851. Øg Modet den 19% Marts. ln se Åamiral Shifter fremlagde paa Kassecommissionens Vegne Sel- skabets Budget for 1851, som efter Discussionen blev bestemt saaledes: 171 mg Budget for Aaret 1852. Indtægter. Me. Sk. 1. Kassebeholdning ved Udgangen af 1851 . 1,598 | 18 2: Renter: af Selskabels Fonds 3... 5 8, 5,378 | 46 3. Fra det Classenske Fideicommis ....... VO 3 4. Etatsraad. Schou's og Frues Legat ...... JA RE 5. For Salget af Selskabets Skrifter. ...... 100 | » 7,326 | 64 Udgifter. 1. Embedsmændenes Gager og Budets Lonning 875 | % 2. Til Samfundet for den danske. Literalurs Fremme 13 13 BE reg MR eee 181 | 70 TØR ey I db BRAST SIM ES ENDE As BØG ØROGRDE 400 | » Hs BØRNENE SKRIGE, 0 ai VERDENS pe ie 5 . + | 2,000 ek URE SR ER kl ME IR OUN 2 Me Jeg 450 6. Det magnetisk-meteorologiske Observatorium 600 | -% 4. Regeslum' diplomaticim .… 2.0: ruge. 450 | % 8. Trykningen af de Besselske Soltavler . ... 900 | » 9. Subscription påa Zdet Bind af Saxo ...,. 200 | 10. Subscription påa Chr. Pedersens Skrifter ., 150 | » 11. Til en Biste af Geheimeraad Orsted..... 100 | » 12. Til Prof. Allen (Samlinger til Christian d, ER HEE Re NR NR 200 1 3 13. Til. Mag. A. 'S. Orsted (nåturhistoriske Teg- BERGE SKS ERA SON NR Ene 200 | % 14. Til Inspecteur Worsaa (Undersøgelser i Bre- ET. ERE FAAR SE SEA Peri segeeE SSd dler je gense 300 | % 15. Til Literatus Erslevs Forfalterlexicon (200 Rbd.- bevilgede til Udbetaling i Lohetaf 2 Aar) IUUET 5 16. Selskabets Folium i Banken 222,0. 6 1% e TIBRIGIGE URET 2 EN ere eee ur, 250 | , | fade] (0: %) Selskabets -rentebærende Capitaler mURJSre« 25,500 Rbd. med 5 pCt. Rente. . .. 1,275 Rbd. 975023 ERE) BOL BR 18,902. — 465 3,400 — RS ER SEERE 40. — .126,462 Rbd. med Henius. Se ; 5,279 Rbd.. 46 g samt 100 £ Sterl. i 5 pCt. og 200 i2 pCt. dansk-engelske Obligationer, hvis Rente : RR RES ERIE er SETE Re NET 99 — Tilsammen sin se "5,378: 'Rbd.. 46 / Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000 Rbd. som et Fond, der ikke maa formindskes, Resten derimod som disponibel til videnskabelige Fore- tagende (ifålge Selskabets Beslutning i 1838), Pa 172 Reguskabs-Oversigt for Aaret 1851. GTR 00 DO Indtægter. ; Kassebehoåldning . fra: 1850 465050 siden . Renter af Selskabets Fonds... 5. lee er . Fra det Classenske Fideicommis ....... . Etatsraad Schous og Frues Legat....... . For Salget af Selskabets Skrifter ...-... Udgifter. ; Ifålge Revisionsbemærkning. .......- ' . Gager og Lønninger 8.0. 0 5, . Samfundet for den danske Literaturs Fremme PrERER a E O ERRNSARREE PEST SETS EGE Selskabets Bkrner OS LE Sa hes EN UPAHOKSR ÆN RI ee REDE SIR. REAR . Det magnet. meteorologiske Observat. . . . Regestum. diplomaticum … … see eee, . De. Besselske Sollavler. … 2.7. 4 see een se vs . Danmarks Topogr. ved Knudsen ....... : Subseription. paa SAKO 2 os ANS LED 8 OK RE . Tegninger til en Afh. af Dr. Kroyer . Vandindspecteur Coldings Forsøg .....- . En Biste af Christian d. 88e ........ . . Til antiqvarisk-geologiske Undersøgelser .. . Collation af Haandskrifter i Rom. ...... . Til Literatus Erslevs Forfatterlexicon .... . Subscription paa Chr. Pedersens Skrifter . . . Mag. Orsted til naturh. Tegninger ...... . Prof. Allen til histor. BARK 0 STORE EN ss RONGP i ARTI OR 102 arne RK Ear NE ET RAD PANELER 5 2 as KE NE TELTE n .; Tilfældige' Union AE SR ØR AN En Biste. af Geh Omsled. utan . Inspecteur Worsaas "Reise 2 4 2 . Prof. Liebmann til Tegninger......... . Indkjobt en kgl. .Oblig. paa 500 Rbd. til 4 pCt. . Før en. dito til 5: OR AE FS SS EET 0 i Disconto for 50 Rbd. i Creditbeviser .... Naar fra Indtægten . . . 8,542 Rbd. 26 Sk. drages Udgiften . . . .- 6,944 — 8 - udkommer Kassebeholdning 1,598 Rbd. 18 Sk. Rbd. | Sk. 3,136 | 79 5,040 | 93 200: 50k y 114 | 46 8,542 | 26 1 | 28 885 | » 170 | 36 200 | » 17415 | 75 283 | 32 598 | 6 b>) ” 400 | » ” ” ” ” % ” 1521 » 1805 200 | » 55) br] 100 |» ” ” 200 | » 200 | » '» VBA ER 30 | » 173 | 65 400 | » 300 | 40 | $» 480 | 30 500 | » 2 | 24 6,944 | 8 173 Ved Udgangen af 1850 var Selskabets Capital 125,462 Rbd. , Sk. 200 £ Stefl. engelske 3% Obligationer indkjåbte til 4,542 — 16 — 100 £ Sterl. engelske 5% Obligationer indkjåbtetil 94 — 16 — Kassebeholdningen . . . 3,136 — 51 — Ved Udgangen af 1851 var Selskabets Capital i forskjellige danske Obligationer 126,462 Rbd. Sk. 200 £ Sterl. engelske 39% Obli- LD ORE ERNE REE oe 1,542 — 16 — 100£St. eng. 5% Obligationer 914 — 16 — Kassebeholdningen ... 1,598 — 18 — Rbd. | Sk. 131,054|. 83 130,516 50 Fra Herr Stud. med. Bladt modtog Selskabet nogle Ther- mometer-lagtitagelser, anstillede i Aalborg fra 21. Octbr. 1851 til 29. Febr. 1852. " Sølskabet modtog : Fra Naturforskernes Selskab i Ziirich : å Mittheilungen der naturf. Gesells, in Zårich. H. UL (Nr. 27-39). Zirich, 1849. Fra det Keiserl. V. Akademie i Wien: Sitzungsberichte der phil.-histor. Classe der K. A. d. W. in Wien. Jahrg. 1851. VIL, H. 1 & 2. Sitzungsber. der mathem,-naturw. Classe d..K. A. d. W. in Wien. Jahrg, 1851. VI. 5. H. N.F 2 HH. 174 Modet den 2" April. ———mgr—- —— Etatsraad Molbech oplæste: Antydninger med Hensyn til Konst- Stilen i de til Plastiken henhårende Assyriske Monumenter ,. og sammes Forhold til den egyptiske Stiil. ; I en tidligere Meddelelse om vore Dages mærkværdige Op- dagelser af Assyriske Palladsruiner, og de i samme forefundne Værker af den gamle assyriske Sculptur, har jeg neppe berårt de sidstes Egenskaber som Konstværker; den Plads, som de i Fålge heraf maa indtage i den almindelige, og særdeles i den asiatiske, eller forgræske, Konsthistorie;; og det-Forhold, hvori deres Sliil og Charakteer maa stille dem til andre gamle Natio- ners Konstværker, særdeles til Egypternes og Persernes, imellem hvilke de uden, Tvivl i Tidsforholdet, eller i en chronologisk Betragtning af den gamle Konst, nærmest maa hensættes. Der maalte vel ogsaa gives Leilighed til Sammenligning imellem assyriske og indiske Sculpturværker ; men en. saadan ligger dog fiernere, da de sidste, efter Alt hvad man. kiender til dem, ere fra yngre Perioder, end de ovenfor nævnte. Nationers. Konst. Endog de ældste Monumenter i Hindustan, hvor der findes Bil- ledhugger-Arbeider og Udhugninger i Steen — de bekiendte Huletempler, som ere bevarede i Dekan, paa. den. vestlige Side af Halvåen, paa Oerne Salsette og Elephante ved Bombay, ved Carli, Ellora, og flere Steder — naae vist nok op i en Tid af " hi Ælde, som det vel kan være vanskeligt at angive med. fuld Bestemthed. Efter Sagkyndiges Mening, og i Fålge de my- thologiske Figurer og Forestillinger, som disse Sculpturarbeider fremvise, tilhåre de dog alle Buddha- .og Brahmalærens Perio- der, og selv de ældste af hine-Grottetempler kan man ikke sælte håiere i Tiden, end et Par Aarhundreder før Christus. 175 Disse indiske Konstværker, og i Særdeleshed de sildigste i Grottetemplerne. ved Ellora, hvis' Storhed og Stiil man i Særde—. leshed beråmmer, fierne sig saa betydeligt, baade fra Egyptens og Assyriens Charakteer i Plastiken, at en umiddelbar Sammenligning med disse (hvorlil vi'desuden savne saadanne Billedværker og Af- tegninger, der vare i den Grad fuldstændige og påalidelige, som de, man nu har over de sidstnævnte Konstmonumenter) ved denne Lei- lighed ganske kan forbigaaes. Vi indskrænke os saaledes til efler= folgende faa og kørte Bemærkninger om den eiendommelige Cha- rakleer og Stiil i de assyriske Seulpturarbeider, og deres Forhold til de egyptiske; og tilfåie nogle Ord om Forholdet imellem den assyriske og den persiske Stiil i Seulpturen, hvis Monumenter, saa vidt de hidtil kiendes og ere beskrevne, i Konst og Rigdom sy- nes at slaae"tilbage for de assyriske; hvorimod Perserne (som tidligere er bemærket) i en Architektur, hvis storartede Charak- feer vi endnu beundre i. dens faa overblevne Aylineni; have la- det Assyrerne vidt tilbage. Allerede ved at betragte Egypternes Konst fra den ar- chitektoniske Side, eller i deres Bygningsværker, hvorlil:hos dem, ligesom hos Assyrerne, Sculpturen slutter sig, som en væsentlig, men underordnet, mere ornamental, end selvstændig > Bestanddeel af begge Nationers Konstværker: vil man finde en slor: og giennemgribende Forskiellighed, hvori Uliigheden imel- lem de naturlige og geographiske Forhold i Egypten og i Ås- syrien have en afgibrende og væsentlig Deel. I et Land, hvor store Floder og vandede Sletter, med en herskende Leer- og Kalksteens-Formation, udgidre en betydelig Deel af Landets og Jordbundens Naturcharakteer, kunne vi ikke vente os en Archi- tektur': og Sculptur, som i Egypten, med Verdens: ældste Cultur og Konst, hvor Afrikas mægtigste Flod i en lang Strækning giennemlåber 'en eneste Dal, nær indsluttet af Biergkiæder, ind- til den herfra udstråmmer Fedme og Frugibarhed over det rige Deltaland; og hvor de ædelste, haardeste Granitarter, Basalt, Brec- 176 cia og flere ypperlige og faste Steenarter, frembyde et Materiale for Bygmesteren og Billedhuggeren, der kræver og opfordrer lil en måisommelig, men ved sielden Varighed lånnende Ar- beidsflid og Måie. Den stårste Deel af de egyptiske Sculptur- værker ere udarbeidede i hine undertiden næsten jernhaarde Steenarler, der fordre den håieste Omhyggelighed i Udhugning og-Behandling ved Meiselen, men som derved ogsaa kunne opnaae den Fuldkommenhed i Politur, den Glathed og Glands, der udmærker saa mange egyptiske Sculpturer, og maaskee ogsaa kan have bidraget noget til at frembringe den 'strenge og kolde Stiil, som overhovedet er herskende i Egypternes Konst; især for saa vidt, som den enten er architektonisk, eller anvendt paa religibse og symboliske Sculpturværker, og paa monumentale Forestillinger af Kongernes Personér og Bedrif- ter. En anden, mere livfuld, mere mangfoldig og bevægelig Still og Charakteer findes derimod i en Mængde af de Førestil- linger, som vi kunne kalde det egyptiske Genre-Maleri, og i hvilke dette, i sin hele Nationalitet saa besynderlige og eien- dommelige Folk, anvendte Maleriet til at smykke Væggene i deres mørke underjordiske Gravhuler, og saaledes i de Dådes Boliger gientog og afbildede alle Huuslivets og Selskabslivets Optrin, Sysler, Haandarbeider, Forretninger og Forlystelser. De egyptiske Vægmalninger i Gravene ere derved blevne til et Slags Archiv for Historien af dette Folks offentlige og private Liv; de træde paa en Maade i Stedet før den beskrivende og. fortællende Fremstilling, i Stedet for egentlige Skriftværker, eller en-Literatur, som Egypterne aldrig synes at have besiddet. | Det kunde forekomme os som man endog i nogle af de nyeste Arbeider over Konsthistorien ikke altid har skienket den Deel af Egypternes nationale Konst, der udfolder sig i disse Gravmale- rier, ligesaa stor Opmærksomhed, som de architektoniske og plastiske Værker, hvori unegtelig ogsaa den egentlige Charak- teer i den egyptiske Konst stærkest og tydeligst har præget sig. 177 " Delte er dog, baade hvad Tegninger og Beskrivelser angaaer, ikke Tilfældet.-i de colossale Hovedkilder for den egyptiske Konsthistorie, af Champollion, Rosellini og Lepsius. Jeg kan imidlertid, i disse faa Bemærkninger, ikke opholde mig ved hiin interessante Deel af det ældgamle Folks mærkværdige Konsifrem- bringelser; da den heller ikke har havt noget saa rigt og fuld- slændigt Sidestykke hos Assyrerne, og slaaer i mindre Beréring med de hidtil opdagede Mindesmærker af deres Konstfærdighed, end den religiåse egyptiske Sculplur. Det er bekiendt, at denne i … visse Retninger havde opnaaet en betydelig Grad af Udvikling: og Fuldkommenhed, hvilken, i Særdeleshed hvad den techniske Udførelse angaaer, stiger til en saadan Håide, at den kan kal- des eneste i den hele Konstverden.. Betragter man den Fuld- endelse i Behandlingen, selv af de haardeste Steenartier, og den mesterlige Noiagtighed i at give endog umaadelig colossale Fi- gurer deres bestemte og forholdsriglige Form, undertiden med eti sin Art ædelt Udtryk, der ligesom stræber til det Ideale — f. Ex. idet herlige, colossale Hoved afRosengranit, i det brittiske Museums egyptiske Samling -—— da kan man ikke andet end med Beundring betragte, hvor vidt dette Folk, hvis hele Tilværelse var ligesom en gaadefuld Mystik i den gamle Verdens tidligste Culturperiode og Stalsliv, havde bragt det ogsaa i Sculpturen. — En vis Ana- » logie kan vel findes imellem Egypien, saaledes. som det maatte vise sig for Grækerne og Romerne under disse Nationers ud— viklede. Civilisation, og China, saaledes som dette endnu frem-— viser en ejendommelig, ligesom stårknet Nationalitet og Cullur fra den asiatiske Forverdén, isoleret fra Alt hvad det gamle og nyeré Asien har overleveret Erindring og Historie; men Sammenligningen imellem det gamle Egyptens og Chinas Konst bliver dog meget til Fordeel for Egypterne. Chincserne, der ikke allene kunne sæltes ved Siden af de gamle Egypter, men maaskee endogsaa over dem i technisk Evne og mechanisk Op- findelse og Duelighed, ligesom de udentvivl i Forstandsudvikling 178 ED SS overgaae dem — endskiåndt denne Evne synes at have fortrin- lig hersket ogsaa hos Egypterne — staae derimod paa et lavere Trin end disse i egenllig Konst-Evne og Konsidanmelse. Chi- neserne fattes i deres oprindelig nationale Anlæg den skabende Genius og den modne Anskuelse af Formernes Høihed og Reen- hed, som udfordres til at meddele begge Egenskaber til frie og ideale Konstfrembringelser. Chineserne ere aldrig” meer end Naturefterlignere, eller Copiister af forelagte Månstre og Modeller. Deres Konstarbeider maatte derfor blive groteske og bizarre, som deres Figur, Klædning, Skik og Smag. Med Alt hvad man derimod kan sige om Konstideernes ligesom endnu tilhyllede, ufrie, eller i strenge, foreskrevne Former fængslede Barndomstilstand i Egypten: saa havde denne Tilstand dog selv i sin Begrændsning, i sin bundne, conventionelle Stiil, en Ret- ning mod det Storartede, og havde saaledes i det mindste det Colossales Aand, om ikke Skiånhedens fulde Aandelighed. Egypterne have dog i deres plastiske Konst og Maleri over- hovedet ikke kunnet bringe det videre, end til en Stræben efter at giengive legemlige Former, hvilken til en vis Grad har op- naaet sit Maal; men sielden i nogen plastisk Fremstilling har kunnet komme videre end til den ubevægelige, faste, eller hvi- lende Skikkelse — ikke til fuldstændig Udvikling af dens orga- niske Dele, eller til Bevægelsens Mangfoldighed og Forandring i de legemlige Stillinger; mindre endnu til Udtrykket af det indre Liv, eller til ret at besiæle den efterlignede legemlige Form. Vel kan deite ikke siges uden al Undtagelse;- der gives enkelte egyptiske Billeder, som ikke ganske mangle Udtryk i Ansigtet, skiåndt dettes Præg i Almindelighed er det strenge, hvilende; den kolde Rolighed; den ubevægelige Hoihed eller Majestæt, f. Ex. i Kongernes Physiognomier. Men selv en Tilnærmelse til Portrait-Liighed findes dog hos disse; og i forestillede Krigs- optrin og andre Handlinger, særdeles i den store Mængde og Mangfoldighed af det daglige Livs Scener, i alle Syslers og 179 Haandarbeiders Afbildninger, fattes heller ikke Bevægelsens Momenter i de forskiellige Stillinger af menmeskelige Figurer og Legemsdele. I det Helé og Væsentlige er imidlertid For- … standens Begreb den herskende Evne, der ogsåa fremtræder i Egypternes plastiske eller afbildende Konst. Det udvortes Le- -gemlige søgte de ved Efterligning at gibre beskueligt, hvilke underliden, især i visse Dyreformer, lykkedes dem meget: vel; mindre fuldkomment i den menneskelige Skikkelse, fordi denne har det håieste Præg af Siælens Liv og Kraft — fordi, med andre Ørd, den menneskelige Skabning har den fuldkommenste Dannelse til i Konstværket al forbinde aandelig Skidnhed og Idealitet med Naturformernes Efterligning. Egypternes Konst var overhovedet deels symbolisk reli- giås; deels historisk eller monumental. De vilde enten frem- stille de Gudebilleder og de hellige Dyr, som vare Gien- sland for en meget polytheistisk religiås Dyrkelse; eller de vilde — overleveré "Efterverdenen Mindet om deres Kongers krigerske Bedrifter og 'Erobringer. — Begge Dele gienfinde vi, skiåndt under andre nationale Betingelser, hos ÅAssyrerne. For Egypterne, som i deres Konstværker ikke havde hævet sig til nogen bevidst Skibnhedsidee, eller til Konstens og Konstne- rens æsthetiske Frihed, vare Symbolik og Begreb, eller For- staaeligked, Belingelse og Formaal for deres Konstproductioner, hvilke i Aartusinder vedligeholdt sig i uforandrede Charakterer og Former hos et Folk, hvis hele Liv udgiorde en religibs Beva- ring af Tradition og hellig Vedtægt. Plato beretter, at efter giel- dende Lovbud vare Egypternes Billeder, saaledes som de dan- nedes i hans Tid, uforandrede, hverken slettere eller bedre, end man havde giort dem for meer end tusinde Aar. En græsk Historieskriver (Dodor fra Sicilien) har forklaret, hvorledes en saadan Stadighed i Konstens Tradition kunde opnaaes. De egypliske Billedhuggere udarbeidede ikke deres Figurer efter Oiesyn, eller ved en fri Efterligning af Naturen; men de havde 180 foreskrevne Talforhold for Delene i det menneskelige Legeme, og en bestemt Heelhed, hvortil Delene svarede. Denne engang foreskrevne, uforanderlige Proportion kunde bevirke, at flere Konstnere paa forskiellige Steder kunde arbeide paa een colossal Statue, og dog tilveiebringe en beundringsværdig Eenhed og Har- monie imellem de saaledes udarbeidede Dele. I Fålge heraf var ogsaa Charakteren i deres monumentale eller historiske Re- liefs og Malerier (der, som bekiendt, kun vare Omrids og Fla- der uden Runding, Skygger eller Perspectiv) uforandret den samme. Hensigten med disse Konstarbeider var den, at Beskue- ren kunde see og kiende hvad de skulde udtrykke. Naar man engang vidste, hvorledes en Konge, en Vizir, en Præst; en Eu- nuch, en Feltherre, en Seiervinding, en Triumph 0. s. v. blev af- bildet: da kunde man læse den vedkommende Herskers Bedrif- ter paa Obelisken eller i Graymaleriet; om endog ikke, for de mere Indviede, Hieroglyphskriften desuden udfyldte Billedernes symbolisk-historiske Forestilling af Bedrifter og Begivenheder. Til en egentlig og klar Forestilling om afbildende og pla- stisk Konst, til en reen artistik Idee og en derved fremkaldt fri og fuldendt Konstvirken, havde Egypterne saaledes ei kunnet hæve sig. En saadan har heller ikke Assyrerne, eller noget andet asiatisk Folk i den gamle eller nyere Verden, kunnet naae. Da hos Egypterne baade den plastiske Konst, og Maleriet, overho- vedet vare afhængige af Architekturen, eller anvendtes i dennes Tieneste, som Ornamenter (naturligviis med en vis Undtagelse for den religiåse Sculptur:) saa havde heller ikke deres Plastik, med al dens techniske Konstfærdighed, tilegnet sig en fri Ud- vikling af de menneskelige Former. Deres menneskelige Figu- rer, som i Almindelighed enten forestilles siddende eller staaende, vise sig, baade i Plastiken og i Maleriet, oftest i en eens- formig, ubevægelig Holdning; Armene sluttede til Legemet; Benene, enten skiulte næsten til Fødderne af en tæt sluttende Drapering; eller, dersom Figuren forestilles gaaende, da er Be- vægelsen antydet som en streng og stivt skridende Gang. Heelt 181 någne Figurer forekomme kun sielden i den egyptiske Plastik; de " nøgne Legemsdeles Form er i Basrelief og Maleri mere betegnet i de ydre Omrids eller Profil-Linier, end anatomisk udviklet i Mu- skeldannelsen og i en fuldstændig Angivelse af Led og Forbindel- ser imellem Legemets Dele. Proporiionen; imellem disse er derimod, efter den overhovedet engang antagne Norm for den menneskelige Skabnings Forhold, iagttaget med en i det Hele correct Néiagtighed, endog i de mest colossale Sculptur- arbeider.. Hvad Figurernes overnaturlige Stårrelse angaaer, da synes det som Egypterne ogsaa i denne have lagt en vis Symbolik. I det mindste finder man ofte, i Krigsscener og i andre Optrin af det offenilige Liv, at Kongernes Figurer saavidt mueligt paa Malerierne forestilles i overnaturlig Står- relse, i Forhold til deres Krigere, Hofmænd og andre om- givende menneskelige Figurer. Det er i åvrigt ganske na- turligt, at de egyptiske Konstarbeidere have i Legemsdan- nelsen holdt sig til den i Landet indfådte og herskende Men- neskeraces Former og Forhold; man finder derfor ogsaa paa alle gamle egyptiske Monumenter, at fremmede Folkestammer (f. Ex. Negre; maaskee ogsaa Jøder) altid saaledes ere beteg- nede ved charåkteristiske Egenheder, at man let kiender dem fra den indfådte Stamme. Man kan vel i det Hele sige, at Egypterne baade i Sculptu- rer og Malerier (hvilke hos dem egenilig blot kunne betragtes som farvede eller malede Basreliefs; ligesom disse igien ere saa flade, at de nærme sig til Malerier) havde bragt det videre i visse Dyrfigurers, end i den menneskelige Skabnings Efterlig- ning. Detie laae maaskee for en Deel i den Hellighed, som tillagdes adskillige Dyr hos Egypterne, og den religibse Dyr- kelse, som man ydede dem. Det var derfor blevet en charak- terislisk Deel af deres Symbolik. og mythiske. Plastik, at nogle egyptiske Gudebilleder vare menneskelige Skikkelser med Hove- det af forskiellige Dyr. Saaledes forestilledes, som man veed, Guden Ammon med et Væderhoved, Solguden med Hovedet af >. MM en Håg; Thott med et Ibis-Hoved; Anubis med et Hundehoved, 0. s. v. Den omvendte Idee viste sig kun i den for Egypten charakteristiske, hyppigen og i den mest storartede Stiil, f. Ex. i Alleer eller Adgange til Templer og Palladser, anvendte Sphinx- Figur, som her i Almindelighed bestaaer i en hvilende Låve- krop med qvindeligt Hoved og Bryst. , Den sidstnævnte Egenskab i Egypternes Konst og Symbolik (Blandingen af den menneskelige Skabning med Dyrformer) firde vi, tilligemed mere andet, overgaaet fra Egypterne til Assyrerne; men paa en Maade, som er ganske eiendommelig for de sidste. Den hvilende egyptiske Sphinxlåve, med det alvorlige, man tår vel sige, ædelt dannede Qvinde-Ansigt, er hos Assy- rerne bleven til et meget charakteristisk, udmærket vel be- arbeidet mandligt Hoved, men uden al Idealitet, fåiet til Kroppen af en Tyr eller Love, der ikke er heelt udarbeidet, eller hvilende, som den egyptiske, men staaende eller skri- dende; desuden forsynet med et til Skulderen fæstet Vinge- par, af en "saadan Stårrelse, at de udslaaede naae til Jorden og bedække den stårste Deel af Dyrets Legeme. Det Hele faaer derved en ejendommelig grotesk Charakleer, hvori man ikke gienfinder noget af den egyptiske Figur, undtagen Anbrin- gelsen af det menneskelige Hoved påa Dyrekroppen. — Paa lige Maade finde vi ogsaa hos Assyrerne visse Gudebilleder, der udgibre en beklædt og vinget Menneskefigur med Hovedet af en Orn eller Grif. Der er i disse assyriske Figurer en egen impo- nerende Kraft, og en langt stærkere udpræget Charakteer i Ho- vederne, end hos de egyptiske; derimod have de mindre af det Slags, om vi saa maa sige, Ahnelse af Idealitet, eller af over- menneskelig Form og Udtryk, som man undertiden finder Spor til hos Egypterne; endskiåndt den blev standset og fastholdt i sin ufuldkomne Ungdom ved en traditionel Konstvedtægt og dens ufor- anderlige Stiil, Den virkelige Menneskeskikkelse, baade i An- sigtets Form og nationale Udtryk, og i Legemsdannelsen, havde Assyrerne upaatvivlelig lært at efterligne og fremstille med " 183 -umiskiendelig. Stræben efter Natursandhed; men ikke at forædle " eller idealisere den, hverken hos Guder eller Mennesker. Vi opdage saaledes ved fårste Oiesyn, den ved Naturtro- skab «udprægede Charakteer af en semitisk-asiatisk (chaldæisk) Race, meget forskiellig” fra den egyptisk-afrikanske, og ikke mindre afvigende fra: den indisk-kaukasiske Race. Vi finde en mindre håivoxen, mindre smekker, mere forlemmet, undersat, muskelstærk Legemsdannelse, en Blanding af Styrke og Fylde; som det synes med nogen Tilboielighed tilFedme. Hovedet viser Panden for en stor Deel bedækket af et eget Slags rund, noget kegledannet- Hue; stærke Bryn overskygge OQiet, hvis Blik er " skarpt, eller strengt alvorligt, Orene og Næsen stor, med tem- melig stærk Krumning og noget skarp Form; en rund og fyldig Kind giver de ikke ofte forekommende uskiæggede Ansigter nedentil et Slags blådere Yppighed, som dog ikke formindsker det hele Præg af Manddom og Alvor i Forening med physisk Kraft og Sandselighed, der hersker i de mest udmærkede og anseelige assyriske Figurers Physiognomie. Det kraftige Udtryk i den allerstørste "Deel af disse forhåies desuden meget ved den stærke Skiæg- og Haarvæxt, som for dette Folk synes at have været pleiet, og i dets Konstværker behandlet med en Ziirlig- hed,' Rigdom og Omhu, der neppe har fundet Sted hos noget andet. — Beklædningen synes overhovedet at antyde et Slags lykke, stive Stoffer, der hverken slutte sig til Kroppen eller falde i blåde Folder. Saaledes kan man maaskee sige, at den assyriske Konst, hvad Drapering angaaer, staaer noget tilbage for den egyptiske. De anseeligste Figurer i deres Sculpturarbeider synes i det mindste ved Beklædningen at faae et Slags massiv Tunghed og Stivhed i' Charakteren, som forhéier den, der ogsaa hersker baade i Stillingerne, og i Behandlingen af de blottede Legems- dele. - Saaledes ere unegtelig baade Arme' og Been, hvor de vises: ubedækkede af det nedfaldende Klædemon, kraftigt be- handlede, og med diensynligt anatomisk Studium, og derfor 184 overhovedet med en betydelig Grad af Natursandhed — særdeles i Hænder og Arme, hvori Assyrerne ere forud for Egypterne; men Behandlingen er tillige noget massiv eller plump; Been og Fåd- der have en næsten overdreven Tykhed og Stramhed i Muskel- dannelse, i Sener og Knogler. At man ved nogle Figurer, der forestilles mere forfra, end i Profil, seer Fådderne i Gang fra Siden, giåbr en egen Virkning. Jeg maa erindre, at disse Be= mærkninger i Særdeleshed gielde og maa anvendes paa de mest betydende Figurer, der forekomme i de store assyriske Basre- "liefs, hvis Proportioner og hvis omhyggelige Udarbeidelse give dem håiere Konstværd, end andre, hvor Alt er efter en mindre Maalestok, hvor i Almindelighed hele Krigsscener og flere Slags Optrin, (for det meste dog forbundne med Krigen, f. Ex. Plyn- dringer, Transport over Floder, m. m.) forestilles med en talrig Mængde Figurer. Her er der meer seet paa Totalvirkningen og Indtrykket af den hele historiske Handling, som skulde bevares for Efterverdenen, end paa fuldendt Udarbeidelse af hver en- kelt Figur. Imidlertid er det især i denne Deel af Assyrernes Billedhuggerkonst, hvor Liv, Bevægelse og Mangfoldighed i Konsifremstillingen er lagt for Dagen. Man vil uden Tvivl og- saa overhovedet komme til det Resultat, at Assyrerne i det, som hårer til Mangfoldighed, Udtryk, Liv og Charakteristik i menneskelige Figurer, ere komrie betydeligt videre i deres Sculp- tur, end Egypterne. Et Overblik af den hele Charakteer i den assyriske Konst, og en derved frembragt Totalvirkning, tår dog maaskee efterlade den Forestilling, at den egyptiske Nation, om dens Konst-Udvikling ikke var bleven ligesom forstenet, eller standset ved et hierarchisk Princips herskende Magt, sna-— rere havde kunnet hæve sig til Idealitet i Plastiken, end Assy- rerne. Hos disse see vi ustridigt techniske Fremskridt i den ydre legemlige Formdannelse, og i den anatomiske Natursandhed ; men disse Fremskridt dålge ikke en vis Retning mod det Sand- selige eller Materielle, i den legemligt-kraftige, muskelstærke og fyldige Form; uden at vi derimod, enten i Legemsskikkelser, eller meme i Physiognomier, finde noget Præg af den forædlende Idealitet, eller den besiælende Aandelighed. Herom vil maaskee Menin- gen være forskiellig; men jeg maa udtrykke den, som har dan-= net sig hos mig, efter det almindelige Indtryk af de assyriske Konstværkers Afbildninger; hvorimod jeg vel, skiåndt for mange Aar siden, har håvt nogen Leilighed til at kiende ægyptiske Sculpturarbeider ved egen Beskuelse. Vi maae endnu erindre, at hos Assyrerne intet Fortrin finder Sted fremfor Egypterne i Udviklingen af deres plastiske Konst, med Hensyn til en fuldstændig Atbildning af den menneskelige Skabning; hvori de endogsaa snarere, saavidt Opdagelserne hid- til naae, staae tilbage for den egyptiske Plastik, i hvor langt endog denne var fra Konstens Fuldendelse. Egypternes Slaluer ere som oftest ikke fristaaende, eller heelt udarbeidede; det er allerede nævnt, hvorledes de i Almindelighed fremstillede menneskelige Figurer, ikke heelt udviklede, eller i någen Skik- kelse, men beklædte, siddende, og ligesom i stærkt Relief, med den væsentligste Deel: af Hovedet, Kroppen og Lemmerne fortil udarbeidede; Ryggen derimod optaget af en Steenblok. Imid- lertid gives der ogsaa fristaaende, men beklædte egyptiske Sta- tuer; maaskee dog især fra en sildigere Konslperiode. Hos Assyrerne fandtes derimod, i det mindste efter de hidtil be- kiendtgiorte-Opdagelser, ingen hele Statuer; Plastiken synes ikke at have været hos dem bragt videre end til et stærkt fremhæ- vet og udarbeidet Relief, som dog fuldstændigen viser os den ejendommelige assyriske Stiil, baade i Ansigtisdannelsen, i de yderste Legemsdele, Arme, Hænder og Benene, fra Knæet, i någne Former; i forskiellig Klædedragt, baade fredelig og kri- gersk, og i Prydelser. — Hvad de sidste angaaer, da er det nøgensteds bemærket, at visse Smykker, for Ex. .simple Spiral- Årmringe af Metal, vise hen til en endnu lidet. udviklet Cultur- tilstand. Vi ere vel ogsaa tilbåielige til at antage, at dette Folk har overhovedet i Culturen (ligesom i Architektur og i andre Dele af Konsten) været betydeligt tilbage for Egypterne, Delte 186 synes imidlertid ikke at gielde om Krigens Færdigheder og Øvelse, eller om Rustninger, Vaaben og deres Brug, hvori de historiske Vægbilleder i Ninives Palladsruiner lægge en for det gamle Asien ikke ringe Udvikling til Skue. Fremdeles kan be- mærkes, at Smykker og Ornamenter paa Klædninger og paa Væggene i de assyriske Kongeborge ingenlunde overalt vise tarvelig Indskrænkning, skidndt vel overhovedet et Slags Sim- pelhed i Formen. Det er ogsaa allene, eller særdeles i den ornamentale Stiil, hvor vi kunne finde Udtryk af en vis Grad af Elegants og Smag i den assyriske Konst. Jeg vil endnu blot tilféie, at der hersker et Slags Analo- gie eller Forholdsliighed imellem de plastiske Forestillinger af den menneskelige Skabning og af Dyrlegemer i Assyrernes Konstværker. Hovedet, og Benenes Muskeldannelse hos Lover, … Tyre, Heste og andre forekommende Dyr ere i de stårre Bil- leder udfårte med Natursandhed, med et rigtigt Blik, og med en kraftig og sikker Haand. Derimod ere vel overhovedet de ovrige Legemsdele hos Dyrene mindre correct behandlede og udførte. Flere Dele af den assyriske Konst, f. Ex. de mærk= værdige og ejendommelige udskaarne Arbeider i Elfenbeen, de i den sidste Periode af Opdagelserne fundne Redskaber og Smyk- ker, m. m. maa her forbigaaes; og hvormeget kunne vi ikke vente til nåiere Oplysning af Fremtidens fortsatte Udgravninger, eller af allerede skeete, men endnu ikke bekiendte og beskrevne Opdagelser i Assyriens Jordbund? — Hvad Forholdet imellem delte Folks og de gamle Persers Konstværker og Konst-Suiil angaaer, da' er det 6iensynligt- nok, at der findes et afgiort Slægtskab imellem begge; men tillige med en bestemt national Eiendommelighed hos de sidste, og med tydelige Spor til (hvad der ogsaa synes naturligt efter de historiske Forhold) at Kon- sten hos Perserne har været sildigere, end hos Assyrerne; og at - den i Architekturen (som allerede "tilførn er bemærket) har hævet sig til håiere Fuldkommenhed, til en ædlere og mere storartet Stiil, end den assyriske Bygningsmaade, med sine sol- d…. torrede Tegl og'-sin 'blådere Steenart,; kunde opnaae. — Vi kunne tilsidst yltre som Resultat af de foregaaende korte An- lydninger: ab den assyriske Konst, uagtet mangen væsenilig og betydelig Forskiellighed, uden Tvivl dog maa antages at have havt sit Udspring af den egyptiske; men saaledes, at den vel i sine Spirer er forplantet fra Egypten, men i Assyrien har ud- viklet sig i en Stiil, der antog en egen og kiendelig national Charakteer, og ikke kan kaldes enten umiddelbar Fortsættelse, eller ligefrem en Efterligning af den egyptiske. Dennes Over- gang til Assyrien, og Indvirkning paa détte Folks Konstdannelse, kunne vi dog saameget mindre tvivle om, da enkelte fundne assyriske Oldsager 'af meget håi Alder have en reen egyptisk Charakteer. Ånmærkning til S$. 177, Lin. 21. Det colossale ,,Memnons-Høoved", der antages at høre til en Billedståtte af den støre Rameses, (Herodots Sesostris) er egentlig udhugget af en dobbelt= farvet Blok af den fine syenitiske Granit; man har benyttet den åverste Deel af blegråd Farve til Hovedet; Farven i det åvrige Fragment, der naaer ned | til. Brystet, «med endeel af den håire Arm, falder i det blaagraåae.' Statuens mesterlige Udarbeidelse, og Ansigtets udtryksfulde, ædle og milde Charakteer, dålger i dvrigt ikke de nationale egyptiske Træk. "Selskabet valgte Inspector for de antiquariske Mindesmær- kers Bevaring, Hr. J.J. A. Worsaae, til indenlandsk Medlem af den historiske Klasse, og Professor C. G. Brunius i Lund til udenlandsk Medlem i samme Klasse. Selskabet modtog: Fra Professor. Chr... Lassen: Vendidadi capita quinque priora emend. Chr, Lassen. Bonnæ, 1852, 188 Mådet den 16% April. Prof. Jrgensen foreviste et Apparat, hvormed nogle fore- låbige Forsåg over Indflydelsen af Jordens daglige Omdreining paa Pendulets Bevægelse ere anstillede. ——— — Etatsraad Forchhammer gav fålgende Fremstilling af sine nye Iagttagelser med Hensyn til den sjellandske Kridtformation. Det er mange Aar siden, og allerede i Begyndelsen af mine Un- dersågelser over Danmarks Geognosie, atjeg gjorde opmærksom paa en Retning i Biergdannelsen som. jeg betegnede som Hovedstryg- ningslinien, eller som man nu vilde kalde den, Hovedhævningslinien for Danmark, og jeg efterviste den i Bælterne af Skrivekridt og Salt- holmskalk i Danmark, saavelsom i den eiendommelige Hævningsli- nie, hvorved Méens-Klint, og den hele Linie, som forbinder den med de uregelmæsigen fremskudte Håider i den nordvestlige Deel af Jylland, ere hævede. Siden den Tid ere mange nye Stadfæstel- ser af denne fremherskende Retning i Danmarks hele geogno- stiske Udvikling blevne opdagede, og man tår antage det for en vel beviist Kiendsgjerning, at en Mængde parallele Linier udtrykte saavel i den indre "Ordning af Lagene; som i den ydre Fordeling af Hoiderne, fra Torneaa indtil den danske Stats syd- ligste Grændse gjengive denne N. V. og S. 0. Retning. De nordlige Kiæder, fra Kullekiæden og den dermed paral- lele Rommeleklintkiæde med dens Fortsættelse paa Bornholm, indtil Torneaa, ere Urbjerge, hyppigen med forsteningsfå- rende Overgangsbjerge i Dalene imellem de enkelte Urbjergs- kiæder; i Sjelland og Jylland er det Kridtkiæder, og i Sles- vig træder en Bruunkulformationskiæde frem. Disse og flere analoge Iagttagelser fårte mig dengang paa den Tanke, at de forskjellige parallele Kiæder i Sjelland udtrykte en fra N.O. til S. V. fremskridende Udvikling fra ældre til nyere Lag, og den Omstændighed, at Grønsandet omkring Kjåge, og derfra imod N.”indtil Nærheden af Kjåbenhavn, ligger nordlig for den Skri- 189 vekridlmasse, der danner Grundlaget i Stevnsklint, syntes fuld komment at stadfæste denne Tanke. Imidlertid have senere Iagt- tagelser modificeret denne Anskuelse noget, og viist at de nord- éstlige Parallelkiæder ikke altid ere de ældste. Der ere 2 Rækker af Iagttagelser som have havt en væsentlig Indflydelse paa denne Forandring i mine Anskuelser, deels nemlig de, hvorved vor Grénsand og dermed ogsaa Saltholmskalk ere be- viste at være yngere end Skrivekridt, deels Opdagelsen af Skrive- kridt ved Steenlåse paa Veien imellem Kjåbenhavn og Frede- rikssund, og da begge disse Iagttagelser vel have været offent- liggjorte, men staae i den nåieste Forbindelse med mine nye Iagttagelser over den danske Kridtformation, maa jeg tillade mig at give her et Overblik over samme. Byen Steenlåse ligger omirent 4 Mile N. for Kjåbenhavn, og det nærmeste tidligere bekjendte Kridtlag findes i Stevns- klint i en Afstand af 6 Mile, hvorved jeg dog maa bemærke, at der ere flere Steder bekjendte, hvor Skrivekridt er opdaget i Dybden ved Boring, og som ligge langt nærmere ved Steen- låse, saasom Kridtet i Borehullet ved Harrestrup i en Afstand af 1% Miil. Den nærmeste Linie imellem Steenlåse og Stevns- - klintskiædens nordvestlige Fortsættelse træffer paa Alindelille i en Afstand af 5/4 Mile. Da jeg for omtrent 8 Aar siden op- dagede dette interessante Findested for Skrivekridtet var det et lille i en Sandgrav fremragende Partie af neppe en Quadratfods Overflade, nu derimod efter at.jeg har gjort opmærksom paa det, og den Vigtighed det kan have i den Egn, hvor det fore- kommer, er det bleven til en temmelig stor Kridtgrav, som En- hver med Lethed kan iagttage, da den ligger lige ved Lande- veien. Kridtet er her fiint, hvidt, skrivende; afdeelt i Lag af 2—3 Fods Mægtighed. Flinten sort, i oprindeligen nyreformige Stykker, som ere samlede i Lag, der have en svag Heldning imod 0.%) Imellem dette Steenlåse Skrivekridt-Partie og Stevns- +) Jeg iagttog en Heldning af 8% imod Øst, men da de Flintlag der have tjent til denne Bestemmelse ikkun kunde iagttages i en kunstig udskaaren 190 klint-Bæltet, ligger nu det sjellandske nyere Kridt deels trug- formigen leiret i Fordybningerne, deels selv overgribende over Randen, saasom i Stevnsklint, hvor Skrivekridtet overalt mere eller mindre er dækket af yngere Kridt. Det er nu her at Grånsandet forekommer udviklet ander meget forskjellige For- mer, hvorpaa ikkun for en meget ringe Deel Udtrykket Gron- sand, som grønt Sand passer, og paa intet Sted forekommer det med' den udmærkede Characteer hvorunder vi kjende det paa Bornholm, hvor en simpel Slemning er tilstrækkelig til at adskille det gronfarvende Mineral fra det rene Quartssand. "Ved Aas- håi bestaaer Grånsandet vel deels af gronne Quartskorn, men for en stor Deel af Brudstykker af sort Flint og Rullestene af Granit og Overgangssandsicen. I Skovhuusvænge ved Lellinge er. det især mergelaglige Steenarler, som findes, og Sand og. Gruus er meget tilbagetrængt. Det er deels dækket af Saltholms- kalk, deels vexler det med denne Steenart og, saavel ved Borin- gen i Brondbydster som Kjébenhavns Valdby har det tydeligen viist sig, at Skrivekridv danner Underlaget for disse Dammelser, ligesom det i Stevnsklint danner Underlaget for de med Grøn- sand og Saltholmskalk samtidigen dannede Lag af Fiske-Leer, Faxokalk og Liimsteen. Jeg har ved tidligere Arbeider viist, at der med Grånsand- bæltet falder et Kildebælte sammen, som gaaer fra Stranden ved Kjogebugt i N. V. Retning indtil Odsherred, og Boringerne ved Solhéihusene, Thostrup-Yaldby og Brøndbydster, have givet rige Kildevæld fra dette Grånsand. Dette Vands eiendommelige chemiske Beskaffenhed, navnligen dets betydelige Mængde af Kisel- jord, og dets ringe Quantitet Svovlsyre, hvorved det ligner Vandet saavel fra Aashoikilden, som fra Maglekilde og Helligkorskilde ved Roeskilde føre til det Resultat, at de i dette Kildebælte lig- gende Kilder, der vise stor Vandrigdom og Stadighed i denne v lodret Kridtvæg, saa beviser denne Iagttagelse ikkun, at Faldet er i åstlig Retning og ikke mindre end 82, hvorimod det muligen kan være større, 191 deres Vandmængde, have deres Oprindelse: fra et af de forskjel- lige, til det yngere Kridt hårende, "sandede eller grusede Lag. Den åldeles nådvendige Omdannelse af Systemet for Kjåben- havns Vandforsyning har givet Anledning til en Mængde Spoårgs- maal, hvoraf de vigligste vedkomme for en stor Deel Muligheden af at skaffe en stårre Mængde Vand tilstede, end der nu bruges i Kjåbenhavn, og delte af en renere Beskaffenhed, end man nu kan byde Staden det. Jeg har før nogle Aar siden ved et moisomme- ligt og omfattende Arbeide godtgjordt, at Mængden af de organiske Stoffer som findes i vort Vand ikke er i alle Aarstider lige stor, heller ikke er eens i… alle Reservoirer, og heraf vilde altsaa ligefrem fålge, hvilke Reservoirer man helst maatte beholde, og i hvilke Aarstider man fortriinsviis maatte samle Vandet til Op- bevaring. Langt vigligere vilde, det imidlertid være, hvis man kunde vinde en Deel, eller det Hele, af det til Kjåbenhavns For- syning nådvendige Vand fra Kilder, dersom man ikkun kunde sikkre sig imod den store Kalkmængde, som ofle findes i Van- det: der kommer fra dybere Jordlag. Opmærksomheden maatte da forst være henvendt paa Grånsandskilder, der i Almin- delighed udmærke sig ved en tilstrækkelig stor Vandrigdom,. for at de kunne komme i Betragtning ved en stor Stads Forsyning Rullesteenssandkilder ere her forholdsviis ikkun lidet lovende, da de meget sjeldent ere rige; saaledes giver Kirsten Piils Kilde i Dyrehaugen, der er foreslaaet til at forsyne Kjåbenhavn med Vand, omtrent 300 Tånder dagligen, hvilket er mindre end. ”/3 Proc. afden Vandmængde, som ansees for nådvendig til Stadens Forbrug. "Man kunde da tænke paa al benylte de Gronsandskilder der ligge omkring lille Veileaae, men uden at jeg vil paastaae, at disse her- til ere ubrugbare, maatte dog deres lave Beliggenhed, der for- anlediger at en Ledning til Staden baade er vanskelig og kostbar, gjøre det onskeligt at finde lignende Kilder under gunstigere For- hold. Jeg har i denne Anledning i min Afhandling over de orga- niske Stoffer i Kjåbenhavns Drikkevand gjort opmærksom paa, at det sjællandske Kildebælte's Strygningslinie gaaer igjennem den 192 vestlige Deel af Damhuussåens Opland i Nærheden af Ledåie, og idet Kjobenhavns Vandkommission er gaaet ud fra denne Anskuelse er der bleven anstilt en Række Boringsforsåg i Nærhe- den af Harrestrup, og imellem denne Bye og Ledéie. Længere imod Vest turde man ikke gaae, da Ledoie allerede ligger uden for Damhuussåens Opland, og afleder sit Vand igjennem store Veileaae til Kalleboestrand; hvorfor Kilder, som man muligen kunde have opdaget der, ikkun med stårre Omkostninger og Vanskeligheder kunde ledes til Staden. Egnen er her svagt bålgende, og de tildeels brede Dale for en stor Deel fyldte med Tårv, som dog paa mange Steder ikke er meget dyb. Jordbunden er svært blaat og guult Leer, med enkelte Rullestene iblandt hvilke Saltholms Kalk findes, men er sjelden. Den hele Egn er fattig paa Kilder, og de eneste jeg kjender forekomme ved den nordlige Grændse af Damhuusséens Opland henimod Ballerup. De ere svagtflydende, og komme fra et tyndt Sandlag i Rullesteensleret. Ved fårste Oiekast syntes altsaa denne Egn ikke at være meget lovende, men en nærmere Be- tragtning maatte fåre til det Resultat, at Mangeln paa Kilder under de stedfindende locale Forhold ikke udelukkede Tilstede- værelsen af dybere liggende vandfårende Lag. Netop det mæg- tige meget seige Leerlag maatte gjore det umuligt for Vandet, som maaskee fyldte et Gruuslag under samme, at trænge op til Overfladen. Boringerne bleve altsaa begyndte paa et Sted imellem Har- restrup og Leddie ganske i Nærheden af Vandskjellet imellem Damhuussåens og Veileaaens Opland. Dette Borehul er beteg- net med Nr. 1 og viste fålgende Forhold. Overfladen ligger 52,89 Fod over Havels Middelstand ved Kjåbenhavn. I Borehullet fandtes fra Overfladen: ; 2) FORE BER SES TE ES EET FEE ENT ROR b) Sand, lidt vandfårende . . ......18— c) blaat Leer med Rullestene af Kridt. . . .12 — 193 d) Sand, som blev bestandig grovere og gro—" vere, indtil man omsider naaede meget grovt Gruus, især bestaaende af Saliholms Kalk Og RS FENRERREEE REED eN ESRERR EN- e) Skrivekridt fandtes ved . . ...-. 50,39 Fod. eller 1/72 Fod over dagligt Vand i Sundet. Naar Kildens Aflåb forhindredes, steg Vandet indtil 572 Fod over dagligt Vaud eller 4,81 Fod over Jordbunden. Da Boret havde naaet til d) og stod i Begyndelsen afSand- laget, var den daglige Vandmængde 50 Tånder, og dets Sam- mensælning: ; i2 % i 100000 Dele. kalsuur Kalk 1183930 "Gran Uy Syd sag ggg kulsuur Magnesia 0,390 — .... 2,474 — Kiseljord 13779 0,284 — . .. .— 41849 — phosphorsuur Kaik ETT as 1 3 ORE ERE KVT IERERS svovelsuur Kalk . 0,120 — .... 0,780 — SVOvel sure Kal 0/08 TER sr ve sd] — — Natron0,265 — . . 0... 1,725 — . Chlor-Natrium . . 0,616 — ...5;- 4,010 — 5,167 Gran 32,909 Dele. Et halvt Pund af dette Vand affarvede 4,5 Draaber af den samme Oplåsning af manganoversuurt Kali, som jeg har be- nyttet ved mine tidligere Undersågelser, og.som svare til 0,04005 Gran Mangan-Dobbelilte. En stor Deel af denne Affarvning hidrårte fra det i Vandet tilstedeværende Jernforilte. Efterat man havde naaet det grovere Gruus i Nærheden af Kridtet, og dermed sluttet Boringen, gav Borehullet den 1. Dec. 1851 10,000 Tånder Vand i Dågnet, og de Maalninger som ere forelagne siden den Tid have givet det nedenfor anførte Resultat. Imidlertid blev Nr. 3 aabnet og den 30, Decbr. maalt at give 19,000 Tønder Vand. 194 Den 30. Decbr. gav Nr. 1 circa 9,000 Tonder, — 3. Januar 1852 gav. Nr.1 8,100. — — 30. dito 00 ned he 44 9,200 sm åd. Febr. 10530000 20009, 500 0 > "4, ”Anril 0 es . 9,500 — Imidlertid var Nr. 4 tdl som gav den 6, April 10,400 Tånder Vand. Den 21. Apr. gav Nr. 1. 7,800 Tånder. — 24. Mai . . . . 7000 — —, 4, Juni . . . 2. 6,300 — Er SON: | (7: SEERE DERE I > I 1 EDR Den chemiske Analyse af Vandet efter at man havde er- holdt .den rigelige Mængde gav folgende Resultat: i2 & i 100000 Dele Kulsuur Kalks 7.0.5 3,468 Gran sir" 22,578. — my Mødrnegie ES 4 04850 ek od mig sn BROR ane Kiselsyre 44 055. 0,329 0 ale en or BR rn Jernilte og phosphors. , Kalk. 85054 .… 0,261 — É 1,699 — svovelsuur;Kalk ...0,101 — . samen . 0,658 — Chlor=Calciam sg 50413 ks 0,736 .— Clilor=Natrinn 2015 OBE ren Frelser 2,350: — Chlor-Kalium "2... 0,080. — 1. 731 50150, 024 rr Seer Kane MO 36,276 Dele Ved et senere Experiment blev Forholdet imellem Jernilte og phosphors. Kalk fundet saaledes, at det beregnes i 2 %& Vand, til 0,029 Gran phophors. Kalk og 0,232 Gran Jernilte og i 100000 Dele 0,189 phosphors, Kalk og 1,510 Jernilte. Den meget ringe Mængde Svovelsyre er characieristisk for denne. som for de fleste Grånsandkilder, ligesom denne har den store Mængde Kiseljord fælles med de andre Grånsandkilder. Eiendommeligt ér det for denne, som for alle andre ved Boringer i Nærheden af Harrestrup vundne Kilder, at de i de 195 forste 8 eller 14 Dage efter at de ere aabnede ikke afsætte Jernilte, naar de komme i Luften, og neppe have Jéernsmag ; medens man efter 8 Dages Forlob iagttager at Jernmængden tager til, og snart opnaaer sit Maximum. Deite Jern afsætter sig meget hurtigt, naar Vandet kommer til Overfladen og bliver udsat for Luften, og 600 Alen fra Kilden har Vandet aldeles tabt sin Jernsmag, medens alle faste Dele i den aabne Gråft, Stene, Planter, selv Sneglehuse ere beklædte med Jernilte-Hydrat. Endskjøåndt denne Jernmængde er tilsyneladende meget ubetyde- lig, saa smager man dette Metal dog meget leti Vandet, og den Mængde Jernilte, der indeholdes i 40,000 Tonder — 180,000 Ku- bikfod Vand som de borede Harrestrups Kilder leverede, udgjår dagligen 168 & eller 61,320 & aarligen, som er tilstrækkeligt for i Låbet af nogle Aarhundreder at danne et Jernlag, der kunde friste til Anlæggelsen af et Jernværk Det ovenfor anfårte Phænomen, at Vandet umiddelbart efter at Kilden er aabnet ikke indeholder meget Jern, medens det senere medfører en forholdsviis ikke ubetydelig Quantitet, giver os " sandsynligviis en interessant Oplysning om Forholdene ved dette mæglige og vandrige Gruuslag. Man maa nemlig opkaste det Sporgsmaal, hvor den store Mængde Vand, som vi nu tappe af Laget, tidligere har fundet sit Udlåb, da vi i den hele Dal, der hører til Damhuussåens Opland, ikke mærke meget til Kilder. Mig forekommer det rimeligt, at dette Gronsandsgruuslag, som formodentlig strækker sig over en stor Deel af Mellemsjelland, her paa delte Sted er lukket, sandsynligviis ved et Leerlag der afskjærer det underjordiske Vandlåb. Vandet i den Deel af Gruuslaget, som stod nærmest i Forbindelse med Borehullerne, blev allsaa stillestaaende, og da Vandet ikke blev fornyet kunde den ringe Mængde Jern, som det indeholdt let udskilles ved den atmosphæriske Luft, som ikke aldeles udelukkes ved Leer- laget, Det næste Borehul blev begyndt ved Harrestrup Åaen tæt 196 ved Veien fra Harrestrup til Skovlunde, det kaldes Nr. 2 og dets Forhold ere fålgende: Jordoverfladen ligger 51,39 Fod over daglig Vande kh): Sandet. Blåaléer GES orkanen. 0, od - b) Sand, tildeels meget fiint, Gruus, Smaastene, især Kalk urt god RENEE EA 0 sr as RE Mød Denne Boring, som har været forbunden med mange Vanskeligheder formedelt det stadigen tilflydende Sand, hvoraf store Bunker optagne ved Boret findes omkring Kilden, er endnu ikke ført ned til Kridtet; den giver omtrent 1200 Tånder Vand dagligen, og dens Vandreisning over daglig Vande har mar endnu ikke kunnet bestemme med Nåiaglighed. Det 3die Borehul Nr. 3 kaldet staaer tæt ved Byen Harre- strup. Jordbundens Overflade er 45,07 Fod over daglig Vande, Lagene vare følgende: 2) Maldiord si: 2 rss mr DERE ERROR » ho dL KER TS NE KER 7,33 — SNE POT gå FT HESSEN ES PESSSE FEKS KER ged d) fast Saltholmskalk. ..… ;. ,… 0,25 — omtrent i 31,75 Fod e) det vandfårende Gruus, som ikke er gjennemboret. Denne Boring, hvorved i nogle faae Dage en overordenllig Riigdom af Vand erholdtes, er ikke fårt ned til Skrivekridtet, da Vandtilstromningen var saa stærk, at den medfålgende Masse af Gruus og Stene ofte udsatte Boret for Fare. Vandreisnin- gen var 60,06 Fod over daglig Vande og 14,99 Fod over Jor- dens Overflade. Vand-Mængden var omtrent 19,000 Tånder om Dagen, og var langt stårre end den, som Maglekilden i Roes- kilde afgiver. : Nr. 4 af Kilderne er boret imellem Skovlunde og Ballerup. Jordoverfladen er 61,54 Fod over daglig Vande. Ved Boringen viste sig folgende Forhold: - i Muldjord Joan, sagib orme pbupneåge ylblindserien, 56470 7 Bl 28725 la Grus] Flg 9 d5n, 49020 4 —- fårte lidt Vand dy Bladleer sk 2 Forhher In ngig mo2 e) Sand, Gruus og Stene . . .21 — "som gav rigeligen Vand 38,35 Fod. Ogsaa her standséde man med Boringen idet Vandet fårte meget store Stene med sig, iblandt andre engang en rullet Gra- nit, som vejede 1 % 25 Lod. Kilden gav omtrent 10,000 Tån- der Vand og havde en Reisning over daglig Vande af 68,18 Fod; og over Jordoverfladen af 6,64 Fod. . Det b5te Borehul er begyndt paa Riisby Mark i en Hoide af 63 Fod over daglig Vande. Lagene vare folgende: 8) Mujord ss ER Se Fod BJ ogtu ber NER VS Æ c) sandet Blaaleer . . . 25,91— d) fast Saltholmskalk . . 0,97 — e) lås Saltholmskalk .. . 0,58 — f) graa seig Flint . ... 2,67 — 2) Hi e Kalk 1 062 — h). Kalkgruus, lidt vanfårende 4,58 — som endnu ikke er gjennemboret. Boringen giver .intet Vand, som. stiger op til Overfladen, og Tilldbet i Borehullet elv, hvor Vandet holder sig.i en Håide under Jordskorpen af 7 Fod %2 Tomme, synes at være håist ubetydeligt. I Borehullet Nr. 6 som ligger ved Harrestrup Aae ved Veien imellem Eiby og Skovlunde omtrent 37 Fod over daglig Vande ved Kjobenhavn, ere Forholdene fålgende: va) Blaajselrikak snooker 189,33" Fod b) Gruus, hvoraf man hidtil har gjennemboret 2,67 — Det giver omtrent .900 Tånder Vand dagligen med en omtrenilig Vandreisning af 114 Fod over Jordfladen. Så. … sal I geognoslisk Hensende have disse Boringer lært, at der i Egnen imellem Ballerup og Riisby i Dybden findes Skrivekridt, at .delte Skrivekridt er: dækket med et mægtigt Lag af Sand, Gruus og Stene, som er meget vandrigt, og undertiden igjen er dækket. af uforstyrret Saltholmskalk, men, al der paa de fleste Steder findes rullesteenfårende. Blaaleer umiddelbart paa Gru- set, idet sandsynligviis Saltholmskalken er forstyrret. Det Spørgsmaal om Kilder, der ere borede saa nær ved hinanden (Afstanden imellem de hinanden nærmest liggende Bo- rehuller er mellem 2 og 3000 Alen) formindske hinandens Vand- mængde, er endnu ikke fuldslændigen besvaret. Den samlede Vandmængde har aftaget noget i den senere Tid, og naaer nu ikke 35,000 Tønder dagligen, men om dette er en Oscillalion, der senere vil relte sig, eller om det hidrårer derfra, at Laget ikke kan tilfére saa meget Vand, som Borehullerne kunne aflede, kan først en længere Tids Iagttagelse besvare. " En ny lagtlagelse med Hensyn til det sjellandske Skrive- kridts Forekomst maa jeg endnu anfåre her. Delte nye Finde- sted er en Mergelgrav ved en lille Gaard, som heder Marielyst, imellem Herlåv og Trellerup, omtrent en Miil vest for Roeskilde og ikke langt fra Lindenborg Kroe. Graven var fuld af sorte Flintknolder, der ikke havde været rullede, og i Bunden saae man Kridtet, men de åvrige Forhold kunde ikke nærmere un- " dersåges. Selskabet modtog: Fra det Kaiserl, Y. Akademie i St. Petersborg: Mémoires de Pac. Impériale des sc. de St. Pétersbourg. VI. Serie. Sciences mathem., ph. & nalurelles. Tome VIL, 3, 4,5 & 6 livr. T, VIII, 4 livr. St. Pétersb, 199 Mémoires présentés å Pac. Impér. des sc. de St. Petersb, par divers savanis. Tome VI, 4 livr. St. Petersb. 1849. Fra det Hollandske Ministerium: Flora Batava. 166, 167 & 168 Aflev. Amsterdam. Fra det Kgl, V. S. i Gåttingen: Die Tyrannis, Preisschrift von- H. G. Plass, Director des Dom-Gymnasiums zu Werden 1 & 2 Th. Bremen, 1852. Nachrichten von der Georg-AÅugusts Universilåt. Vom J. 1851, Nr. 1—19. Gåttingen. Erste Såcularfeier des Kånigl. G. d. W. zu Gåttingen am 29. Novbr. 1851. Gåttingen, 1852. Fra det Kgl. Bayerske Videnskabs. Akademie: Abhandlungen der histor. Cl. der K. B. A. d. W. 6. Bd. 2. Abthl. Minchen, 1851. Abhandlungen der mathem.-phys. Cl. d. K. B. A. d. W. 6. Bd. 1. Abth. Minchen, 1851, "Gelehrie Anzeigen. Bd. 32 & 33. " Bulletin der K. B. A. d. W. des Jabres 1851, Nr. 1—43. Schilderung der Naturverhåltnisse in Såd-Abyssinien. Fest- rede von Dr. Rothe, | | Wiltmann: Die Germanen und die Romer in ihrem Wech- selverhåltnisse vor dem Falle des Westreiches. Festrede von . Dr, Wittmann... Minchen, 1851. KAN Mådet den 30 April. Professor: E: 4. Scharling foreviste forskjellige: Forbindelser tilvirkede af Fuselolie og Viinaand, som i den senere Tid finde Anvendelse til Parfumer ; ligeledes foreviste han Olien af Gaulthe=' ria procumbens (kanadisk Thee), og fremsatte Hovedtrækkene af Williamsons nye Æthertheorie, der for en Deel ståtter sig til Forsåg udfårte med Forbindelser af Træspirilus, erholdt ved Decompositionen af- Gaultheria-Olie. øn mg ge mr rr, Etlatsraad Forehhammer foreyiiste nogle-Minerålier, Forste- ninger og Bjergarter, som Hr. Prof. Levy havde medbragt fra - Staten Ny-Granada i Sydamerika, og givet til Uniyersitetes mi- neralogiske Museum. Iblandt disse ere de vigtigste og interessanteste ; 1) Smaragden fra Muzominen i Ny- Granada. Smaragderne have en meget smuk smaragdgrån Farve, ere krystalliserede i 6siddede Prismer med alle de Flader, som Dufrésnoy an- giver, nemlig. M., P.a?, eller en sexsidet Pyramide i om- vendt Stilling imod M; b", b?, eller to.lignende Pyrami- der i samme Stilling som M; h', eller en ret Afstumpning af Prismels Sidekanter, og h?, eller et tolvsidet Prisma med afvexlende lige Vinkler, desuden er et dobbelt Scale- noeder svarende til h? antydet, der fremtræder som en Afstumpning af Kanterne imellem: a? og M. Imidlertid er det her ikke de mineralogiske Egenskaber, som interessere, men de geognostiske., Nogle af Exemplarerne sidde nem- lig i deres Matrix, paa den Steenmasse, hvori de fore- komme i Naturen, en' sort kulholdig Kalksteen, der, ifålge Professor Levys Undersågelser, i Dybden indeholder Forsteninger af Ammoniter. Smaragdkrystallerne fore- komme "i småae Kalkspathgange og Aarer, med Svovlkiis, der 'er smukt krystalliseret, og Parisit, som er et kulsuurt Salt af "Cerium-Lanthan- og Didymilte, Den sorte Kalksteen fra Muzo er i sine mineralogiske og geognosliske Egen- skaber af samme Beéskaffenhed, som den fra Velez, der er meget riig påa Forsteninger, hvilke betegne den som henhørende til den ældste Afdeling af Kridtformationen, eller Neocomien.. De åvrige bekjendte Varieleler af Smaragd- slægten, den almindelige -Beryll findes ikkun i plutoniske Gange, medens Smaragden fra Saltzburg forekomme i Glim- merskiferen, en metamorphisk Bjergart, Desmere paafal- dende maa det være, at vi her finde den egenllige Repræ- sentant for Slægten, Smaragden, påa en Gang, der ikke synes at vise det ringeste Tegn til en Ildvirkning. Thi Kalkstenen synes ikke at have lidt nogen somhelst Forandring ved Varme. Dens Brud er tæt og eensformig, dens Farve sort, og der findes ingen Spor til de Udskillelser, som pleie at give sig tilkjende, naar Kalkstenen er paa Overgangen til den kornede Marmor. Det bekjendte Stykke med.Smaragder i deres Matrix, som " findes paa" vort Kgl. Museum, er temmelig forskjelligt fra dette. Vel forekommer her ogsaa Qvaris, Svovlkiis og Kalkspath, men Parisiten mangler, og medens Gangernie og Aarerne-i de Stykker fra Muzo, som vi skylde Prof, Levy, i det Væsentlige ere Kalkspathgange, med meget lidt Qvarts, er Hovedmassen paa Slykket i det Kgl. Museum Qvaris, og Kalkspathen er her meget stærkt tilbagetrængt. Det har endvidere smaa Svovlkiiskrystaller, og hist og her er Stenen guulagtig, som om der var Jernspath ind- blandet. Af den sorte Kalksteen, der danner Hovedmassen ved Muzostenen, seer man her intet Spor. - Endskjåndt de to storé Smaragdkrystaller, der findes i dette Stykke paa "det kgl. Museum, ganske tydeligen ere befæstede konstigen ved en harpixagtig Masse, findes dog en Mængde mindre 202 Krystaller saa tydelig. indvoxne i Steenmassen selv, at der ikke kan levnes den ringeste Tvivl om, sat Stykket hører til den Masse, hvori Smaragden oprindeligen fore- kommer. Under disse Omstændigheder vilde en Analyse af' Sma- ragden fra Muzo være af stor Interesse, og jeg agter at foretage en saadan, saasnart Tiden vil tillade det, da Hr. Professor Levy har udrustet mig med tilstrækkeligt Mate- riale til denne Undersøgelse. 2) Parisiten forekommer med Smaragden paa den samme Gang, og den har de Egenskaber, som allerede Prof. Bunsen har angivet; ogsaa af denne har Prof. Levy meddeelt et tilstrækkeligt Materiale til chemiske Undersågelser. Over et Andragende fra: Herr Dr. Rink afgav den derlil udnævnte Comitee fålgende Betænkning: Selskabet har paalagt Undertegnede at afgive Betænkning over en af Dr. Rink indsendt Afhandling ,en Udsigt over Nord- Grønlands Geognosie m. m.£ i hvilken Anledning vi herved have den Ære at meddele fålgende: Denne Afhandling slutter sig umiddelbart til samme For- fatters Arbeide over Nord-Grånlands geographiske Beskaffenhed, som. Selskabet i Begyndelsen af dette Aar har belånnet med sin Solvmedaille og Optagelse i sine Skrifter, og den giver el Vidnesbyrd om, med hvilken Flid Forfatteren har undersågt de af ham bereiste Egne. Vel vidste vi iforveien, at de skifrige, saakaldte Ur-Bjerge spille en: stor Rolle i Nordgrånland, at Trappen med Sandsteen og Kul udbreder sig 'der over store Strækninger, og i de Kjåbenhavnske Samlinger fandtes Minera- lier fra begge Formationer; men vi skylde Dr. Rink det fårste, paa virkelige sammenhængende Iagttagelser grundede, Forsåg paa, at afsætte disse Dannelsers Begrændsning paa et geogno- 203 stiskt Kort. Han har gjort os. bekjendt med den mærkværdige Rigdom paa magnesiaholdende Mineralier (Hornblænde, Diallage, Anthophyllit, Dichrøit, Magnesia-Granat, Dolomit.o. s. v.) som characterisere disse arcliske Urbjerge, og fortsatte Undersågel- ser ville sandsynligviis godtgjåre, at flere af de medbragte Mineralier ere nye. Vi skylde endvidere Dr. Rink den meget interessante Iagllagelse, at et heelt Kullag ved Trappens Ind- virkning i Grånland er forvandlet til Blyant, ligesom vi ved hans Undersøgelser faae et klarere Begreb, saavel om de eien- dommelige Forhold hvorunder Trappen er frembrudt, som om de smukke og characteristiske Udviklinger af Zeolither, som forekomme deri. Comiteen anseer derfor Afhandlingen for værdig til at op- lages i Selskabels Skrifter. Den 30. April 1852. G. Forchhammer. Pingel. Japetus Steenstrup. Affatter. £ Selskabet modtog: : Fra det Keiserl. V. Akad. i Wien: Silzungsberichle der phil.-histor. Cl. d. K.A. d. W. J. 1851. VII, Bd. 3, 4, & H. Silzungsberichtc der mathem.-nalurw, Cl. d. K. A. d. W. J. 1851, VII. Bd., 3, 4 u. 5 H. Denkschriften der mathem.-naturw. Cl. d. K. A. d. W. 3. Bd. 1. Lieferung. Archiv fur Kunde oesterr. Geschichisquellen, Jahrg. 1851. VH BH 1 &£ 2: Notilzenblatt 1851, Nr. 19—24, 1852, Nr. 1 & 2. Fra Doctor Lamont: Beschreibung der an der Minchener Sternwarle zu "den Beobachtungen verwendelen neuen Instrumente & Apparate. Von Dr. Lamont. Minchen, 1851. 204 - Fra det Kngl. Observatorium i Miinchen: Beobachtungen des meteorol. Observatoriums auf dem Ho- henpeissenberg von 1792—1850. 1. Supplementbd. zu den An- nålen der Minchener Sternwarte. : Fra Herr Boussingault: Economie rurale deuxiéme edition. II. volumes. Paris, 1851. Fra Generalmajor v. Steinmann paa Generalstabens Vegne: Bladene Storehedinge. og Rådbye hvert i Blade saavel uden Hoidebetegnelse, som. med den Leh- mannske Belegnelsesmaade og med horizontale Kurver. Barometer, Thermometer i Skygge æg =, reduceret til 00 Reaumurs med Nord. Fyr gRR Windens zR AEft 23 Fod over Jorden. 2 Fod i | 2Fodun- sn, Retning = 4 |9Form. (Middag. mid æn middel |] E Jorden. | der dagt. Snee £e. å Gange i Dågnet. Corr,-0034 avest. Glest,. Middel. Middel. 1 3314/4450 | 33141784. | 332,41142 | —2004 | —2097 091 123 —027 Sne 1 Time. NO. NO. NNW. NW. j 2 KS Et SKER SE SE SR | OR 0 I RS | —OØ ENE BUE BE lee ebergtor. 3 få 36, 58 | 36, 87, | 37, 12 | .—4,29 |. —7,2 =46 1,3 0,0 NENS NG2 NNA 1852 45 Aar AE AUS BI Ada 6 49 ARE BAD BR (YA 1,2 0,0 N. NNW… NNO.-NNW. å 1—10 —0928 0959 3 46, 65 | 47, 18 | 47, 54 | ,—2,12 —6,6 1,1 1,2 vd Taage NNW.NW.WSW.WSW. å 11—21 1,11 1,37 6 47, 38 |. 474 723 | 46, 76 0,31 —3,8 273 1,2 . Smaaregn 3 — WSW. WSW, SW. W. f 22—31 1,65. . 1,97 7 rs FRED ER BA VIE DSA MER. Y PS BLY) 2,84 —0,2 5,6 1,2 Taage WNW.WNW. NW. NW, | 1—31 0,83. 1,33 8 42, 73.1 42,94 | 42417 3,41 1,2 ' 6,6 1,2 NE SNE ON ONW 9 40, 98 | 40,4 9% | 40, 87 3,74 —0,1 7,2 1,2 Regn + — WNW. WNW. NW. N. ; 10 40, 91 | 40, 81) 40, 39 1,89 —0,6 4,0 1,2 Sne 3 — Neri War S805N 8: 11 å 20, 06 | 40, 09 | 40, 28) 0,31 | —0,5 146 1,2 RR SER 0,19 | stine. Stine. SSO. 5. Maanedl. 12 40, 10 | 40, 51 | 40, 75 1,59 —1,3 440 1,1 WNW. WNW.ONO.ONO. Yandmængde. 13 42, 90 | 434, 25 | 432. 30 f —0,26 —2,7 212 1,1 0... 0. SSW. "SW, 1852 29 Aar. 15 41, 00 | 40, 84 | 40, 59 0,96 —1,0 4,2 1,2 NW. NW. NNW. Nw., Å %/93Par.Lin. 10,60 Par, L. 16 38, 44 | 38,89 | 38, 69 ti —2,4 311 1,2 Stærk Taage So 78%; NNW. … NO. 17 40, 84 | 40, 90 | 40, 72 1,01 —1,3 440 1,3 ) NO. NO. NNO. N. 18 40, 26 | 40, 161 39, 90 0,21 —2,d 3,0 1,4 1,6 W. W. WNW. ONO. 19 4,41, 25 | 41, 52 | 41, 57 141 —2,3 544 1,4 1/5 Å Taage NOS NON NNW. Vindforhold. 20 43, 02 | 43, 12 | 148, 01 1,76 —3,1 3/7 1,5 2,5 Stille. Stille, SSW.NNO. 21 å3, 53 | 41, 42 | 43, 07 2,76 —2,38 745 1,6 1,9 Å Taage Sule; 250, TON 0, Je så næ 22 4 42, 67 | 42,37 1-31, 58 RE —0 6,4 1,7 23 Å Taage 0. 0. Sw. sw, f No. :0,07 0,40 23 38, 02 | 37, 04 35, 80 4,54 0,6 SÅ | 1,9 2,7 Å Regn 16 — 0,56 | sw. wsw. sw, ssw, fj 0. 0,10 0,15 221822. 44 4 384 02 4-33, 80 0,49 1,6 2,2 2,9 Å Regn 24 - =lj »Haget 0,08 fw. NW. N. N.t.w. Å S0. 0,02 0,09 25 33, 46 |' 33, 14 | 32, 74 4" —0,62 —2,3 2,2 1,6 NWwW. NW. MX. N.S 0,09 0,13 26 32, 40.| 32,33 1-32, 06 f. —1,42 1 4,5 2,1 1,6 Sne 2 — Byger 0,09 Å N. NNW. N. NNW.j SW. 0,11 0,16 27 31, 81 | 32,10 | 32, 60 0,39 | —4,4 2,0) 1, W. WSW. WNW: WNWwW. | W. 0,15 0,16 28 34722" | 34463 1357 50 1,86 —2,9 1,9 1,7 WwW.. Wi 8: SSW. j Nw. 0,21 0,11 29 36, 90 37, 12 36, 81 0,81 —3,0 É 1,9 1,5 Tadge. Ssw. WSW. S0..SS0. Stille 0,04 30 33; 99 1 33, 49 | 32, 36 3,24 —(),6 2,0 2,1 Å Regn 11 — + 3/81 4 OFF SEE 29S 0) 34 31, 07 | 307. 3ÆN 31; 91 5,11 3,8 2,1 2,1 S. SSW. "SSW. NW. £) Thermomnetret-i Uorden, xx) Thermometrét itu. 206 Thermometer i Skygge '— Barometer, 3 reduceret til 0? -Reaumur. mod Nord. Begn Windens =R 2 7 "ak 2+ Fod over Jorden. | 2 Fod i 2Fodun-f mee de. Retning < i |9Form. Middag. . SR EEK Jorden. | der dagl. A Gange i Dågnet, : Pe . Middel lue É: Vande. middag. Corr. 0035 lavest, %)| håiest, %)! miggel. Middel. É g 5 5: o e 1? Sne 3 Tim, Nes Na: ON SNNO: É: 2 egt: ej gede Se 32 303 —0,3 2,3 2,0 So 121 åg Regn 089% N. N,…… N. "N. | Middeltemperatur. 3 40, 32 40, 89 ES FR 39 2,03 —0,2 2,6 2,Å Sne 15 Sig N. N.s E ø seen 1852 45 Aar. 4 | 43, 84 | 43, 63 | 43, 51 2,73 0,9 2,7 2,6 0.t.S, O.t.S. NM SN 454901 getg "728038, 5 42, 8U | 42, 52 | 41, 83 i =p2 SA $3 Taage "Aa ve ss fl iia2o 2,06 507 6 40, 01 39, 78 39, 12 sæ —2/5 34 37 T 0,16 wW 'N . NO. Nw 21—30 4, å7 6,24 8 | 35 83 % in Sy S 340 —2,0 33 "CSR Fong "EK NNW.NW.N.t.0.N.t.w. | 1—30- 3,24 —— 4,85 9 | 39, 75 | 40, 40 | 39, 82| 2,30 | —1,8 3,4 3,2 | Sne 52 — Regn 0,41 ÅN.t.W.N t-W.NNO.NNW. 10 36, 85 | 37, 07 | 37, 51 5,38 —0,7 3,4 3,6 É W. N.t.W. NNW. NNW. AES aa « 1 38,527 $ 43 | 38, 07 5,75 0,5 3,6 3,7 OS0. Ss. SW, SW, ie fa et åg år al 5m | —19 8. SA frmr 0 ke. sn0 rede KERN REMEE , , , , | , , Ka . . sb. . 4 AU, 27 | 40, 12 | 39, 80 3,55 0,8 4,2 4,2 Å Regn 14 — Sne 0,19 | SW. S0. SSO. SSO, .L. BE i: 39, 62 | 39, 90 K 12 1/48 0/6 4,2 3,8 ? " | sso. NNW. ONO. UNO. 9,77 Par, L, 16,51 Par. L PIR ne] Ex | 08 | 7 så | 32 dne åg — 0 UND 980: 80" G80 e, ere , , ne x —- . . . . . SEEGER Sk | 32 fake Sr BYS 80" noe nkw: | …. Vindforhold. Ø-A bur: , ne sag ' . . . . 20 38, 62 38, 99 39, 25 1,68 —3/3 32 3,0 Sne ifå — + 0;/9% | Stille. OSO. OSO0. SSO. $ ne gå in . ; ( 2 | 0, 21 | 20, 30 | 30, 03] 35 | —05 33 Be er Saa ao 30, SÅ. fi eger enge N (> »Iy« , . . . . . lø EN 23 | 43, 05 | a2, 95 | 42, 53| 3,65 | 043 3/4 3,5 050.050. 0.1.5. SSW. | 50. 016 — 0,01 24 40, 86 40, 39 39, 75 4,78 —1,8 1294 3,6 4,1 , N.…. NO, 0.t.S. NO. g 0,20 0,13 25 Å 39, 99 | 39, 63 | 38, 66 5,25 0,8 11/1 3/8 4,9 000. ONO… NO. k sw0,05 0,12 26 36, 7& | 36, 71 | 36, 69 3,65 0,1 12,5 3,7 5,0 S. WNW. NNO. ONO. fw, 0,03 0,15 27 39, ,19 | 39, 33 | 39, 53 3,70 1,5 5 3,8 4,3 OS0. SO. So, SSO. fo nw. 0,07 0,13 28 39, 79 |-539/1758 | 39, 21 6,00 0,3 11,4 4/4 5,0 S, "Stille, | S. SSW. I szille 0,03 29 37, 46 | 37, 33 | 36, 67 6,38 3,5 11,0 4,5 4,7 SSW... S. $1.0.….SS0. 30 33, 71 3, 04 | 32, 25 5/38 4,3 11,0 4,8 4,5 Regn 7 — 3/02 | SSO. S. S0. OSO. EH) Efter Celsius. meer sigt. over det Kongelige dånske Videnskabernes ”GSKADS Forhandlinger , sm rog dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1852. Af "Etalsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. Ær. & og 6. Modet den 14% Mai. | ———- i Professor Westergaard: forelagde første Hefte af sin Udgave af Zendavesta, ør the religious books. of the Zoroastrians, edited and interpreted, og knyltede: dertil nogle korte Bemærkninger om ;;Zendavestas Alder og Hjemstavn, der nåiere. ville blive" udviklede i den tredie Deel af hans Zendavesta. Hverken. i Henseende til Zendavestas Alder. eller til dets Hjemstavn have, vi nogen historisk Angivelse; :men en. gammel Tradition henfårer Zoroaster til Baktrien,. og Rigtighed eller Sand- synligheden heraf bestyrkes i håi Grad ved de, skjændt rigtignok kun faa,; historiske og: geographiske Optegnelser; sSsom findes i Zendavesta. - Den vigtigste af disse er en Føfteg helse (Yendidåd, 208 em Cap. I) over 16 Steder, som Ormazd (Ahura-mazdå) skabte, hvilken tillige giver en Udsigt over Datidens geographiske Kundskab. Denne Fortegnelse indeholder for en stor Deel vel bekjendte Navne, hvoraf det fremgaaer, at den begynder i Ost, og gaaer derpaa i flere Buer fra Nord mod Syd; hvorved man tillige kan danne sig en Forestilling om hvor omtrent de ubekjendte Lande maa såges efler Forfatterens Anskuelse. Det forste Land, som Ormazd skabte, er Airyana vaejah, det Ariske Kildeland til den gode Flod Dåitya. Navnet airyana er afledt af airya, en almindelig Benævnelse i Zendavesta for de Folk, som dyrkede Ormazd, i Modsælning til Tuirya eller Turaner. Navnet airya gjenfindes desuden andre Steder i Irån som en almindelig Folkebenævnelse; saaledes f. Ex. hed Mederne op- rindeligt Arier (Herodot VII, 62), i Indskriften ved Behistun kalder Darius sig en Arier, af Arisk Herkomst, og Sassaniderne benævne sig malka Airån va Anirån eller malka Ariån va Anariån, Konge over Årier og lkke-Arier; og herfra stammer det nyere Irån, en geographisk Benævnelse paa Landene mellem Forasien og Indien. Navnet Airyana gjenfindes desuden i det gamle Åriana, der navnlig hos Strabo, var en almindelig Be- nævnelse for Landene sånden for Hindukush, hvortil dog ogsaa undertiden henfårtes -en Deel af Medien og Persien, saavelsom Baktrien og Sogdiane; thi disse Folk talte omtrent samme Sprog (Strabo XV). Men Navnet Airya eller Arya findes ogsaa uden- for Irån, f. Ex. blandt Osseterne i Kaukasus? Bjergdale og navnlig i Indien, hvor det er en ligesaa gammel og hæderlig Folkebenævnelse, (jfr. Aryåvarta hos Manu, Landet mellem Himålaya og Vindhya-Bjergene, mellem det dstlige og vestlige Hav.) Airyana vaejah omtales ofte i Zendavesta: her mådte Ormazd med de hellige Aander, og Yima med de bedste Men- nesker (Vendidåd II); her dyrkede Ormazd det hellige Vand (ardvi sura) forat vinde Zoroaster til at hylde, forkynde og efterleve hans Tro (Yasht V, 17), og her dyrkede han den gode Aand, der raader for Livets Nydelser, forat faae Magt til å Øg 209 es en at odelægge den onde Aands (Ahrimans) Skabninger (Yasht XV, 2). I Airyana vaejah forkyndte Zoroaster først det hellige Ord, og her dyrkede han forskjellige mythiske Væsner, forat vinde Vishtåspa og Hutaosa for den af ham forkyndté Tro (Yasht V, 104, 1X, 25, XVII, 45). Delte af Ormazd først skabte Land er saaledes tildeels et mylthisk Gudeland, thi ogsaa Yima er et mythisk Væsen; men ligesom andetsteds Gudernes Boliger knyttedes til virkelige jordiske Egne, saaledes synes det samme at være Tilfældet her, og da Airyana vaejah mod Vest omgives af Søgdiane og Baktrien, ledes vi hen til det frugtbare nuvæ- rende Badakhshån, som mod Syd og Ost begrændses af de høie og utilgængelige Bjergkjeder, Hindukush og Belurtagh, og som ender op i den håéie Bjergslette Pamir, hvor Floden Oxus har sin Kilde; og denne Flod gjenfindes rimeligviis i Zend= avestas Dåilya, hvis Vande omtales paa flere Steder. Med Badakhshans naturlige Beskaffenhed, med den lange, strenge Vinter paa Bjergene, synes ogsaa at stemme den Beskrivelse, som i Vendidåd gives af Airyana vaejah; thi der skabte den onde Aand Ahriman ,,azhi raodhita og Vinteren, der var ti Vintermaaneder og to Sommermaaneder”, Azhi oversælter Tra- dilionen almindelig ved Slange; men da Ordet raodhita paa det eneste Sted, hvor det desuden forekommer (Yasht XIX, 2) er "et Navn paa et Bjerg, og saaledes maa jevnfåres med det afghaniske roh et Bjerg, det sanskritske Rohitaka, synes det reltere at sammenligne azhi med Vedaernes ahi, en Sky; og i azhi raodhita have vi muligviis en gammel Iransk Benævnelse, paa den Bjergkjede, som nu med et tyrkisk Navn kaldes Belur tagh eller Sky-Bjerget. Efter Airyana vaejah nævnes i den forste Række de tre Steder Sughda, Maru eller Marva og Båkhdhi, der i de persiske Kileindskrifter kaldes Sugda, Margu, "Båkhtri eller Sogdiane, Margiane og Baktrien, hvilke Navne endnu have vedligeholdt sig i en kun lidet forandret Form. Den næste Række begynder med det ligeledes velbekjendte Nisåya, der siges at ligge nedenfor Maru og Båkhdi, og som af Darius 210 omtales som en Deel af Medicn. Dereftér fålger Haraeva, der med samme Navn anfåres i de persiske Kileskrifter, og som å en noget forvansket Form er Grækernes "Aria (det nuværende Heral). Det syverde Sted, som Ormazd skable, er Orkenen, hvori Duzhaka ligger, som Burnouf, (hvem en altfor tidlig Dåd, far Dage efterat dette Foredrag var holdt, har beråvet den åsterlandske Videnskab) med Relte har gjenfundet i Drangiane, Zaranka hos Darius sånden for Aria i det nuværende. Sejistån, Det ottende Sted er det kornrige Urva, et aldeles ubekjendt Navn, der kun nævnes paa dette ene Sted i Zendavesta; det maa ifålge sin Plads i Forlegnelsen såges enten ved Drangiane eller Nord for Hyrkanien, som nævnes som det niende Sted; det forste synes al være det rigtigere, da vi' ellers sagtens vilde have havt et velbekjendt Navn. ligesom ved de dvrige Steder, som anfåres Norden for Hindukush. Det niende Sled kaldes Khnånta, hvori Våhrkana ligger; heri har man. med.Relte gjenkjendt Hyrkanien, som med. et lignende Navn, Varkana, nævnes af Darius i "Forbindelse med Parthien. Navnet har Lighed med, øg synes at være afledt af våkrka, Ulv; men det er dog muligviis alligevel et fremmed- (Skythisk eller Dahisk) Navn, der har faaet en Iransk Klang; det gjenfindes forresten i det nuværende Jurjån, Distriktet ved Atrekfløden, hvor ogsaa nu dvæler den sliore Turkoman-Horde, Goklan;: og da Ahriman her frembragte den usonelige Last Søodomi, kan' man desuden sammenligne det med det nypersiske gharchah, en ; Sodomit. Det næste Sted er Harahvaiti eller Arachosien, Osten for Dran= giane, der havde sit Navn af Fløden, den nuværende Arghandåb, der forener sig med Hilmend, Hirmend, Erymanthus eller Ety- mandrus, hvilke Navne stemme med Haetumat eller Haetumant, der nævnes som det ellevte Sted, og som derfor maa såges Nord for Arachosien og sagtens i den Deel af det nuværende Kabul, som Darius belegner med Navnet patagus (Herodols Sattagyder), hvis Beboere Grækerne kaldte med et fælleds Navn Paropami- sader eller Paropanisader efter den Norden for den låbende 211 Bjergkjede. Med det næste, det tolvte Sted begynder en ny Række; det er det bekjendte, ældgamle Ragha, den stårste Stad i Medien, der blev gjenopbygget af Seleucus Nicator under Navn af Europus, og af de parthiske Konger tillagt Navnet Arsacia, men som desuagtet bibeholdt sit gamle Navn og vedblev længe at blomstre indtil Mongolernes ådelæggende Indfald, og af dens Ruiner findes endnu enkelte Spor i Nærheden af Teheran. De to fålgende Navne ere ganske eller tildeels ubekjendte. Det fårste er Chakhra, der muligviis kan gjenfindes i Zagros, det gamle og endnu tildeels hjemlige Navn for Bjergkjeden mellem Medien (Irån) og Assyrien; det andet (det fjortende) er det firkantede Varåna, som imidlertid, hvis det er et jordisk Land, maa såges i Nærheden af Indien (i det nuværende Beluchistån), da' vi her træffe en af de faa Overensstemmelser, der findes mellem Zendavestas og den Indiske Gudelære. I Varåna fådtes . nemlig Ppraetaona, Sån af Apbbhya, der fældede Slangen Dahåka med tre Hoveder, tre Gab, sex Gine og tusinde Kræfter; og dette stemmer med den Vediske Undergud Trita aptya, som opholder sig i den yderste Verden, ; hvor Vandene dvæle og hvorfra Luften udstrommer, og som tilligemed Våyu, Vinden, underståtter Luftens og Himlens. Gud, Indra, i Kampen med de onde Aander og dræber den trehovede Slange Ahi. Det fem- tende Sted er ogsaa de syv Floders Land Chapta hindu), et Navn ogsaa bekjendt fra de ældste Indiske Kilder som Benæv- nelse paa det nordvestlige Indien; men det synes efter Zend- avestas Anskuelse at: have havt en stårre Udstrækning, da det siges at strække sig fra den åstlige til den vestlige Strém eller Hav, og muligviis derfor identisk med det får omtalte Aryåvarta i Manus Lovbog. Det sextende og sidste Sted, der nævnes, er påa Bredderne af Rangha, der etymologisk er det: samme som Vedasprogets raså, der deels betegner en Flod i Almindelighed, og deels som det synes er Navnet paa Havet, der omgiver Jorden; dette sidste synes at være Betydningen af Zendnavnet Rangha, hvorfor det ogsaa kaldes det gabende, det hvis modsalte 249 Bred er langt borte. Paa dets Bredder, siges der, bog eller herske Asåro, et Navn, som kun forekommer her, men hvori der muligviis vil kunne gjenfindes en svag Gjenklang af Assyrernes beråmte Navn, Kaste vi et Blik paa Iråns geographiske Omfang, Sallike vi det mod Nord, Osten for det kaspiske Hav, omgivet af ufrugt- bare Orkener og Stepper, hvor fra Arilds Tid Nomadestammer have dvælet; mod Ost afgrændses det af den uvejsomme Bjerg - kjede, Belurtågh,. dér stéder sammen med Himålaya, og derefter - af de Bjergkjeder, "der låbe langsmed Indusflødens. vestlige Bred. Mod Syd begrændses det af Havet, og mod Vest af de Bjergkjeder (Zagros) Osten for Tigris, som mod Syd udgaae fra Antitaurus; denne danner den nordlige Grændselinie Vest for det kaspiske Hav, langs med hvis sydlige Bred den låbermod st og forbinder sig med den fra Ost kommende vestlige Fortsæt» telse af Himålaya (Hindukush, Paropamisus). Herved skilles det nordlige Irån fra "det sydlige, hvilket især fremtræder i den åstlige Halvdeel. Foruden denne Skillelinie afsondres det vest- lige Irån fra det åstlige ved en næsten uafbrudt Række af store Orkenér, der strække sig langs med den åsilige Side af det kaspiske Hav mod Syd ned til det persiske Hav. Irån er saa- ledes af Naturen afsondret i trende Dele, som kunde kaldes Vest-Irån (Pérsien), Ost-Irån. (Afghanistån) og Nord-Irån (Tur- kistån efter dets senere Beherskere), hvilke sædvanlig have været underkastet en forskjellig politisk Skiebne, Sammenfatte vi nu Vendidåds nys omtalte Angivelse af Lande, finde vii Nord-Irån nævnede, foruden det dstligste Airyana vaejah, Sogd, Merv, Balkh og Nisåya, det er hele Nord-Irån i alle dets velbekjendte. Hoveddele, I Ost-Irån nævnes med bekjendte Navne kun den nordlige Deel, ellér Haraeva (Heråt) og Lan- dene ved .Harahvaili og Haetumai, og desuden, men med ellers ubekjendte Navne Duzhaka (Drangiane), Urva og Våråna. Af Vest-Irån derimod aåanféres kun med bekjendte Navne det nordåstlige Hjårne, Hyrkanien og Ragha, skjåndt til denne Deel 213 vel ogsaa Chakhra maa henføres. Denne Sammenstilling viser hen til Nord-Irån, som Stedet hvorfra hiin Fortegnelse er ud- gaaet, og navnlig til Baktrien, efter Tradilionen Zoroasters Fodeland; vi finde alle dettes Grændselande omtalte (Sogdiane, Margiane, Nisæa, Aria og Landene ved Haetumat og Harah- vaiti); men jo længere Forlegrielsen gaaer mod Vest eller Syd, desto mere fragmentarisk og ubestemt bliver den, Kun lille er den Verden, som da var kjendt; men netop dette ringe Kjend- skab synes at kunne lede os i Bestemmelsen af denne Forteg- nelses Alder. Thi naar vi her finde nævnet Hapta hindu, der vel fra ældgammel Tid stod i Forbindelse med Baktrien, men ingenlunde var noget Ormazd dyrkende Land, medens vi fra Vest-Irån kun træffe Ragha og Chakhra istedetfor de verdensbe- romte Lande, Medien og Persien, som dog dyrkede Ormazd som Himlens og Jordens Skaber, saa synes Grunden herlil ene at være den, at disse Navne den Gang endnu ikke vare kjendte i Baktrien. Hvad Persien angaaer, dæblev dets Navn vel fårst udbredt udenfor dets nærmeste Grændser ved Cyrus og hans Efterfol- gere, men det maa dog snart have været blevet kjendt i Nord- Irån; thi vi vide fra Herodot, at Cyrus drog efter Cråsus” Fald mod Baktrien og udvidede sine Erobringér til Iråns nordligste Grændse. Baktrien og Sogdiane nævnes af Darius blandt de Lande, der vare Perserkongen underdanige og skalskyldige; og da den støre Opstand mod Darius udbråd under hans Ophold i Babylon efter dettes Gjenerobring, da Persien, Susa, Medien, Assyrien, Armenien, Parthien og Hyrkanien samt Margiane faldt fra, og Opråret udbredte sig fra Persien til Arachosien og det nordenfor liggende. patagus; da saaledes hele Vest-Irån og den stårste Deel af Ost-Irån havde reist sig mod Perserkongen, forblev Baktrien tro, og dets Satrap, en Perser Dadarshi, dæmpede Opråret i det nærliggende Margiane. Paa den Tid maatte Persiens Navn have været kjendt i Baktrien, og vilde sagtens have fundet en Plads i hiin Fortegnelse, hvis denne havde været yngre end Darius og Cyrus. Ogsaa Mediens Navn, 214 der eiheller findes i Zendavesta, er ældgammelt; alt i Genesis nævnes Madai, en Søn af Japhet; men muligviis har det op- rindeligt ikkun været en Betegnelse for den vestlige 'Deel;; der senere er blevet overfårt til det Hele; ligesom det ogsaa' er muligt, at det har været brugt af vestlige Folkeslag i samme Betydning og Udstrækning, som Ragha af de åstllige. ” Om Ragha siger Vendidåd, at det var Ppri-zantu eller bestod af tre Stammer: Efter Zendavesta var hvert Folk (dahyu) inddeelt i Stammer (zantu), som bestod af et vist Antal mindre Afdelinger eller Claner (vis), der igjen dannedes af de beslægtede Familier (nmåna), hver af disse fire Afdelinger med sin egen Håvding; (en Tilstand, som i sine Hovedtræk endnu har vedligeholdt sig hos Afghanerne). Desuden havde hver af disse fire Afdelinger en egen Præst (ratu), som alle vare underordnede Zoroaster; hvorfor der siges paa et andet Sted (Yasna, Cap. 19), at der i alle Zoroastriske Lande fandtes fem Ratuer, nemlig en for Familien, en for Clanen, en for Stammen,.en for Folket, og Zoroaster er den femte, Men naar der tilfåjes, at herfra maa ;»undtages det Zoroastriske Ragha, thi der ere kun fire Ratuer, for Familien, for Clanen, for Stammen og Zoroaster er den fjerde”, da antyder dette, ligesom det ovenfor anfårte Udtryk Pri-zantu, at.i Ragha fandtes ingen fælles Håvding før Folket eller Indbegrebet af Stammerne, men. at altsaa hver Stamme bestod selvstændig og uafhængig af de andre; hvilket vi fra Herodot vide virkelig var Tilstanden i Medien, får det lykkedes Dejoces at samle dets Stammer under sin Overhéihed (omtr. 710 for Chr.) Naar vi derfor paa Grund: heraf- sætte det syvende eller ottende Aarhundrede f. Chr., som det yngste Tidspunkt for Affattelsen saavel af de Stykker, hvori de anførte Angivelser findes, som ogsaa af den 'stårste Deel af Zendavesta, der er affattet i samme eller lignende Sprogform, da ville vi finde delte bestyrket ved Betragtning af Sprogets Tilstand og Beskaffenhed. "Det ligger i den Japetiske Sprogæts Natur, at Sprogene efterhaanden tabe de grammatikalske Former, at de 215 miste! Evnen til ved: en Ændring af Ordenes ydre Form at be- tegne de forskjellige Forhold, hvori de komme til hverandre; og saaledes. lærer Erfaringen os, at'jo' ældre et Sprog er, desto stårre Rigdom besidder det paa grammatikalske Former. Af den Iranske Sprogklasse have vi det oldpersiske Sprog i Achæmenidernes Kileskrifter, hvis Alder derved er néie bestemt, (Slutningen af det sjette og Begyndelsen af det femte Aarhun- drede "f. Chr.); og i Sammenligning hermed besidder Zend- sproget i begge sine Dialekter en stårre Rigdom paa Former; hvilket. igjen forudsætter en håiere Alder. Vel kan Forandringen selv indenfor den samme Sprogklasse foregaae hurtigere eller langsommere ifålge de Forhold, hvorunder Folkene leve; men den foregaaer hurtigst der, hvor Folket ved Siden af indre Forfald er udsat for stærke ydre Paavirkninger. Alt med Darius? nærmeste Efterfålgere begyndte Iråns indre Forfald, hvorpaa vi have et tydeligt Beviis i Sprogformen i en Kileindskrift fra Artaxerxes den tredie. Efter Iråns Erobring af Alexander den store, kom. det ved Skiftet i Seleucidernes Besiddelse, indtil Theodotus: (250 f. Chr.) låsrev Baktrien og stiftede der et hellenisk Rige; kort efter bemægtigede Partherne sig Vest-Irån, og flere helleniske Smaastater opstode af låsrevne Provindser syd for: Hindukush. Partherkongen Mithridates frarev Grækerne (140 f. Chr.) Herredåmmet over Baktrien, og kort derpaa be- gyndte de store Indbrud af skythiske Nomadehorder, navnlig "Sakerne, som trængte ned over Hindukush, hvor de i Sejistan (Sakastana) have efterladt sig et Minde om deres Ophold, og overfaldt Induslandene, hvorfra de i Midten af det fårste Aar- hundrede f. Chr: fordreves af Inderkongen Vikramåditya. Sa- kerne fulgtes af andre Horder, der kaldes Yuechi i de chine- siske Kroniker, og af disses Beretninger fremgaaer det, at Landene Nord og Syd for Hindukush fra den Tid af vare adsplit- tede i en Mængde Smaåriger, beherskede af skythiske Håvdinge, indtil Araberne i det syvende, christelige Aarhundrede bemæg- tigede sig disse Lande. Disse Omvæltninger, dette Fremmed- 216 herredomme ligefra Cyrus, (thi ogsaa Perserne hørte til en forskjellig Sprogstamme, hvorvel af samme Klasse), maa have havt en betydelig Indflydelse paa Zendsprogets Udvikling i Tidernes Løb, og det er aldeles usandsynligt, at det under saadanne Forhold kunde have bevaret; en Tilstand, som bærer et- ældre Præg end det oldpersiske Sprog, der havde udviklet sig uden saadanne eller saa stærke Indvirkninger. Men fra Sprogets Alder kunne vi ikke skille Zendavestas Affattelsestid ; . thi om end et Sprog kan vedligeholde sig som Skriftsprog længe efter ab det har ophårt at leve i den Form i Folkets Mund, saa forudsætter dog dette Tilstedeværelsen af en rig samtidig Literatur, affattet i den ældre Sprogform; og om end enkelte Zendstykker, ligesom overhovedet den hele Sammenslilling eg Ordning af Texterne bærer Spor af en nyere Oprindelse, er der dog ingen Grund til at antage, at disse selv med. Hensyn til deres væsentlige Indhold skulde være et Arbejde fra en sil- digere Tid, men i en ældre Sprogform, hvis samtidige og paa Affattelsestiden tilstedeværende Mindesmærker da tillige maalte antages nu al være sporlåst forsvundne. Ere derfor Texterne samtidige med Sprogformen, bestyrkes deres Ælde tildeels ogsaa ved den Omstændighed, at da Grækerne i det fjerde Aarhun- drede f. Chr. lærte at kjende Zoroasters Navn, tilhørte han:alt den fjerne, ubestemmelige Oldtid ; ligesom vi paa den anden Side finde Baktrien omtalt i og knyttet til den ældste Indiske Sagnhistorie. Naar vi derfor ogsaa paa Grund af disse Betragtninger ledes hen til det syvende eller ottende Aarhundrede f. Chr. som den yngste Grændse for Zendavestas Alder, maa man ikke forglemme, at dette, skjondt gammelt, dog i Asiens Historié ikke er noget overmaade gammelt Tidspunkt, men at det ligger indenfor det Tidsrum, da et kraftigt Liv yltrede sig trindt omkring, hvorpaa vi f. Ex. have Vidnesbyrd i Assyriens og Persiens pragtfulde Mindesmærker; og i Indien have vi, ældre end dette Tidspunkt, en lang Udvikling fra Hyrdelivet til et ordnet Statsliv, bundet ved en strængt gjen- nemført Kasteinddeling og Kastesondring, tilligemed deltes For- HE... Al fald, og omtrent samtidigt med det, Optrædelsen der af den store Reformator Buddha i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede f. Chr. Professor Madvig valgtes til Selskabets Archivar istedelfor afdåde Etatsraad Schouw. Selskabet tillod, at et forseglet Brev, indsendt af Herr " Secretair Hjorth, maatte opbevares i dets Archiv. Det modtog: Fra ihe Royal Society of London: : Philosophical Transactions of the R. S. of London. For the year 1851. Part. II. London 1851. Proceedings of the Royal Society. Nr. 76 —82. Medlemsliste. Fra The Geological Society of London: The Quarterly Journal of ihe G. S. of L. Vol. VIN, Part, I, Nr. 29." London 1852. Fra Dr. Wallich: On the Gangetic Dolphin by D. F. Eschricht. Translated from "the Danish by Dr. Wallich. London 1852. 8vo. Fra M. Eugéne Chevandier: Recherches sur T'emploi des divers amendements dans la culture des foréts, par M. E..Chevandier. Paris 1852. 4to. . Note sur une invasion de PHylésine Piniperde dans une jeune | pineraie dépendant de la forét communale de Petit-Mont, par M.- E. Chevandier. 1852. Recherches sur les eaux employées dans les Irrigations par Eug. Chevandier & Salvetat. Paris 1852. … Fra Professor B. Lewy: Recherches sur la constitution de Patmosphére par M. Lewy. Rapport sur les collections faites dans la Nouvelle-Grenade par M. B. Lewy. a8 Modet den 28 Mai. omen Herr Inspecteur Worsaae forelagde fålgende antiqvariske Iagt- lagelser fra en Reise i Normandiet og Bretagne: Siden min sidste Meddelelse til Selskabet fra Rouen, har jeg ved Selskabets fornyede Underståltelse været istand til at bereise de i antiqvarisk Henseende mærkeligste Egne af Nor- mandiet og Bretagne, saavelsom adskillige Egne ved Løirens Munding og Flodbredder, og endelig har jeg opholdt mig nogen Tid i England. Ved Løiren havde jeg haabet at træffe Spor af de gamle normanniske Bøsættelser, men det synes ikke, at disse Bosæltelser have: varet længe nok til at. efterlade sig Minder. End ikke det af mig tidligere berårle Stedsnavn Paim- boeuf (jfr. ovenfor $S. 157) tår jeg nu vove at ansee for nordisk. Derimod allevegne i Normandiet saavelsom under mit Ophold i England fandt jeg yderligere Bestyrkelse paa Rigtig- heden af den. Anskuelse, at de nordiske Erobringer i Norman- diet og England have efterladt sig mange flere betydningsfulde Spor, end man tidligere har været tilbåielig til at antage. Jeg skal dog ikke denne Gang dvæle nærmere herved, "da jeg alt i min sidste Meddelelse (ovfr. S. 150—157) har givet en kort Udsigt over Hovedresultaterne, og da jeg desuden agter at samle alle mine derhen hårende Undersågelser i en egen, større Afhandling. , Hvad jeg her fornemmelig vil tillade mig kortelig at udvikle, er Forholdet mellem de ældste Mindesmærker i Frankrige (især i Normandiet og Bretagne) og de tilsvarende Oldtidslevninger i vort Norden. Delte turde muligen frembyde nogen Interesse, eftersom man i: Frankrige selv hidtil egentlig ikke har sysselsat sig smed en omfaltende sammenlignende Undersågelse af de derværende nationale Mindesmærker, uden forsaavidt disse hidråre fra Romernes Tid. Nylig har man vel ogsaa begyndt i nogle Provindser at udsondre Grayene og Oldsagerne fra Jernalderen, fra den merovingiske eller fran- Ea. 28 kiske Tid, men alle ældre Oldtidslevninger, hvis Oprindelse er omtvistet, kaldes endnu' med et beqvemt fælles Navn: ,Monu- ments celtiques”, ,monuments 'druidiques” &c. - Sædvanlig til- lægger man dem ogsaa, ligesom forhen hos os i den nationale Archæologies fårste Barndom, næsten udelukkende en religiås Oprindelse, for' hvilket man imidlertid ikke er istand! til at anføre et eneste videnskabeligt Beviis. De Mindesmærker, der tidligere, ifålge denne religidse Be trågining, navnlig ere udgivne for Offeraltere fra den keltiske Gudsdyrkelses Tid, og som snart kaldes ,dolmen”, snart ,crom- lechs”' eller med et almindeligt Navn .,autels druidiques” Kc., bestaae af store Steenkamre, byggede af svære flade Stene med vældige Overliggere. De have gjerne lange Indgange, satte af lignende fladé Stene. med - Overliggere, og ere derhos stundom omgivne af Steenkredse. Naar de ere i aldeles urårt Tilstand; findes de i Reglen opreiste enten i Midten af. en lav Jordfor- høining, saaledes, at Dækstenene ligge frit i Dagen, eller' ogsaa ere de-heelt skjulte inden i store Jordhåie. Ved Bygningen af disse Steenkamre, saavel i som udenfor Jordhéiene, er det aliid iagttaget, at baade Sideslenene, som bære Overliggerne, og Overliggerne selv vende den fladeste Side indad, hvilket aabenbart strax. maa gjåre det megét ivivlsomt, om ogsaa virkelig disse: Mindesmærker skulle have været Offeraltre, da man. i saa Fald maatte forudsælte, at idetmindste Overliggeren vendte den fladeste Side opad, for at man paa den kunde foretage Offringen. : Herlil kommer endnu, at disse formodede Altre have en ganske: særegen! Udbredelse i Frankrige. . De findes nemlig isærdeleshed - ved Kysterne og i Nærheden af de stårre Floder, ja i enkelte Egne i saa betydeligt Antal, at man f. Ex. i Sognet Lochmariaker ved Carnac i Bretagne for- talte mig om en Snees Stykker i dette ene Sogn, medens man igjen i støre Strækninger af det indre, især det åstlige Frank- rige, forgjæves vil såge at finde endog kun eet eneste af disse saakaldte ,,Offeraltre”. - 220 Efter denne Beskrivelse vil det formeentlig alt være klart for enhver opmærksom Iagttager, at de franske ,dolmen”, »eromlechs”, ,autels druidiques” &c. ere med Hensyn til den ydre Form aldeles af selvsamme Art, som de brittiske ,Crom- lechs”, de tydske ,Hunengråber” og de nordiske Steendysser og Jættestuer. Til de franske ,,dolmens” Forekomst, fortrinsviis ved Kysterne og Floderne, og i visse Egne i stårre Klynger, frem- byde ligeledes England, Nord-Tydskland og Norden fuldstæn- dige Analogier. Jeg skal navnlig her minde om den Kjends- gjerning, at mange Sogne paa Danmarks Kyster kunne opviseé fra tyve endog til hundrede Steendysser og Jættestuer i Mod- sælning til mangfoldige. andre Sogne i det Indre af Landet, som næsten ikke kunne opvise et eneste af disse Mindesmærker: Overhovedet gives der i det lille Danmark, tiltrods for de be- tydelige, gjennem Tidernes Låb foregaaede Odelæggelser af Oldtidsminder, endnu flere tusinde Steendysser og Jæltestuer, hvilket tilvisse ikke er gunstigt for den Anskuelse, at de oven- ikjåbet især til Kyst- og Flodegnene indskrænkede Steendysser skulde have været ,Altre”; thi Offeraltrenes Antal maa dog altid antages at have været ulige ringere. Denne Bemærkning vil med fuld Fie kunne anvendes paa de tilsvarende franske »dolmen” eller ,cromlechs”, saameget mere som disse Fortids- minder ikke alene have en ydre, men ogsaa en i håieste Grad paafaldende indre Lighed med vore nordiske og de dvrige euro- pæiske Steendysser og Jættestuer. I det ovennævnte Sogn Lochmariaker i Bretagne, der er saa riigt paa ,dolmen”, fortalle man mig allevegne, at der ved Gravninger i Steenkamrene kun var fundet Beenstumper, Steen- &xer samt Knive og Pilespidser af Flint. Ligeledes i Egnen af Landsbyen Carnac tæt ved Plouharnel, saa jeg en lav H6åi, hvori var opdaget tre Stéenstuer med hver sin Indgang. Foran Indgangene havde Værten i det nærliggende Gjæstgiveri fundet en upaatvivlelig i senere Tid nedsat Leerpotte, som indeholdt to ganske raat forarbeidede Guldringe, men inde i Gravkamrene — åt selv havde han ikke” truffet andet, end nogle Beenstumper, Potteskaar og et Par Steendxer. Museet i Vannes i Departe- mentet Morbihan gjemmer flere Steendxer fra ,dolmen”, og ved Loirens Munding og Flodbredder ligge en heel Mængde »dolmen”,- hvori lignende Steendxer Tid efter anden ere op- gravede. Af størst Interesse i denne Henseende var mig Museet i Saumur, da jeg her var saa heldig at træffe Architekten Mr. Joly Leterme, som selv havde udgravet flere ,dolmen”, og som viste mig de Fund, han ved disse Udgravninger havde gjort. I en ,dolmen” eller Steendysse ved Bois Brard tæt ved Saumur havde han saaledes truffet i ”Steenkamret en heel Deel Menneske-Skeletter og Dyrebeen, samt Potteskaar, en Mængde store som Knive tildannede Flintflækker, elleve Pilespidser af Flint, to tilspidsede Beenstykker, og nogle paa samme Maade skjærpede Vildsvinetænder, der havde været brugte til Red- skaber. (Jfr. PInstitut, Chronique scientifique. 24 Febr. 1839.) I Levningerne af en anden ,dolmen” ved Rabion, Commune de Luniere, Canton de Noyant, havde han opdaget en Steendxe. I en Dolmen. ved Roux nær Saumur fandt Mr. Rousseau i Aaret 1806 ogsaa to Menneskeskelelter, og ved dem en 9 Tommer lang Flintkniv, dannet af en stor Flække, og nogen Tid efter stådte han i en anden Dolmen paa en Deel Steenåxer, som han tilligemed Flintkniven skjænkede til Museet i Saumur. Saavel Mr. Lelerme, som andre Antiqvarer -i Saumur forsikkrede mig desuden, at man bestandig havde gjort lignende Fund i de mange Dolmen -ved Saumur, men at man ingensinde havde fundet Metalsager i disse Steengrave. ; Hos Mr. Hercule Robert i Paris saa jeg et Par Flintknive (44—5 T. lange) eller store tilhuggede Flintflækker, som paa den ene Side ere ganske flade, og paa den anden tilhuggede med en Ryg i Midten. - Disse havde Mr. Robert selv fundet med flere lignende ved en stor Mængde ubrændte Menneskebeen under en stor Dolmen: ,Pierre å la Marte” kaldet, i Communen Ceaulmont, canton d”Eguzon (Dept. Indre). I Museet i Caen i Nor- ER mandiet viste mån mig sen Steenåxe, som med: Pottéskaar "og Skeletter var fundet i en Høi ved Fontenay, der indeholdt flere Steenkamre (Jfr. Mem. des Khnligdhires de Norm. 1831— nun: pag. 275 ff.) i Det vil ikke være ' vanskeligt at bestyrke Paalideligheden af "disse lagttagelser' ved fra flere trykte Skrifter at anfére, Beret- ninger om Udgravninger af andre Dolmen i Frankrige.:. I Dept. Vienne ved Andillé fandt man i en Dolmen to Stykker af en Flintkniv og nogle Stykker Hjortehorn (Mem. des Antigv. de Norm. 1829—1830 p. 342). Ved Borgun undersågte man en Dolmen, som bestod af et Steenkammer, dannet af ni Slene med en uhyre Overligger, hvortil forte, en steensat og steen- dækt Indgang. I Kamret laae en Deel Skeletter af Mennesker, og ved dem Benene af en Hund, nogle Bjornetænder, adskillige Leerkar, to Steenåxer og to Steenknive med flere andre Sleen- redskaber, samt tvende Halsbaand, deels af Muslingskaller,-deels. af brændt Jord. (,Das Ausland” Mai 1840 pag. 579). Et Par lignende Fund ere beskrevne af Cambry (,Monumentis celliques ou recherches sur le culte des pierres”. Paris 4805. 8vo, p- 213—214 og 296), og ifålge Fauvry de St. Vincent (,Antiqva- riske Annaler” Il. Kbhvn. 1815. pag. 219) har man i Nærheden af Marseille i store Steenkamre opgravet Skeletter og Pile, af Flint.: Men ulige ' stérre og mærkeligere var dog det Fund, som for en Deel Aar siden blev gjort i Parken. ved Slottet Meudon nær Paris, og hvorom der blev givet en udfårlig Be- retning i eel af det franske Instituts Måder (jfr. Comptes rendus de séances de I'"Academie des Sciences, tome XXI, séance du 15 septembre 1845). Man stådte nemlig paa Levningerne af en anseelig Dolmen eller Steendysse, som. oprindelig havde beslaaet af sex til otte Bærestene og tre til fire Overliggere, og som kjendelig maatte have havt en Længde af mellem: 33 og 36 Fod, en Brede af 15 til 18 Fod og en Håide af omtrent At til 5 Fod, I dette Steenkammer optoges en saadan Mængde Menneskebeen, al man anslog de der begravede Mænds og 223 Qvinders Antal til henved to hundrede (?). Blandt Menneskebenene laae.en stor Deel Been af Dyr, saasom af Oxen, Hjorten, Vild- svinet, Svinet, Hunden, Ræven, flere Fuglearter, samt adskillige Landmuslinger. Tillige fandt man et halvt Dusin Steendxer, nogle Flintpile, endeel Knive, tildannede af store Fliniflækker, forskjellige Redskaber af tilskjærpede og tilspidsede Dyrebeen, gjennemborede Hundetænder, en Slags Armbaand af Steen, mangfoldige Potteskaar, Stykker af brændt Leer, Stumper af en Art Tegilsteen, og endelig et Par ganske smaa Stykker Bronce eller Messing, som dog vistnok tilfældig vare nedfaldne i den gamle Begravelse. Man vil nemlig forresten have bemærket ved alle disse Fund i Frankrige, at de bestaae af de simpleste og raaeste Redskaber af Steen og Been, der have den meest ic6inefaldende, uimodsigelige Overeensstemmelse med alle vilde Folkeslags oprindelige Redskaber. Man vil fremdeles have bemærket, at de franske Dolmen, naar de indeholde Menneskebeen, altid indeholde dem i ubrændt Tilstand, hvortil endnu maa fåies den lagttagelse, som man har gjort baade ved Saumur, Meudon og paa flere Steder i Frankrige, at Ligene fra fårst af have været begravede i siddende Stilling. Af den brittiske archæologiske Associations Journaler (Vol. I. 27 og Vol. I. (2. Ed.) p. 222—232) er det bekjendt nok, åt Guernesey's fortjente Oldforsker Mr. Lukis har undersågt et stort Antal ,Dolmen” eller ,Cromlechs” paa de til Normandiet førhen hårende Canalder, og at han allevegne har fundet i Steenkamrene Potteskaar samt Redskaber af Steen og Been, og i de allerfleste tillige Menneskeskeletter, som havde været begravede siddende i Steenkamrene. i Ligesom man i Irland, England, Holland og Nordtydskland i de der saakaldte, cromlechs”, ,,Hunebedden” og ,Hinengråber” oftere har fundet Steenåxer, Steenpile og andre Redskaber a Steen og Been samt Potteskaar, og flere Gange, f. Ex. i en Cromlech-i Phonixparken ved Dublin, tillige Menneskebeen Gfr; Wilde: »Morgenblat(” Juni 1841 p. 206; Westendorp: 224 ns + Verhandel. over de Hunebedden p. 81—90; Lisch: Andeutungen uber die altgerm. und slavischen Grabalterth. Meklenburgs p. 24—25), saaledes have ogsaa Udgravninger af vore skandi- naviske Steendysser og Jæltestuer frembudt "Resultaler, som i endnu håiere Grad stemme med det i de franske Dolmen vundne antiqvariske Udbylte. Jeg behåver dog ikke her at gjentage, hvor ofte man i Steendysserne og Jættestuerne saavel i hele Danmark, som i den sydlige Deel af det nuværende Sverige har truffet og endnu hvert Aar træffer Menneskeskeletter 'til- ligemed Dyrebeen (ligesom i Frankrige af Hjorte, Vildsviin, Hunde &c.), allehaande Redskaber af Steen og Been, gjennem- borede Hundetænder, raat forarbeidede Leerkar &c., men Intet af Metal; det er ogsaa godligjort ved mangfoldige Erfaringer, at Ligene i vore Steendysser og Jættestuer meget hyppig, ja man lår nok sige, som oftest have været begravede i Steen= . kamréne i siddende Stilling, netop som Tilfældet er paa Canal- derne og flere Steder i Frankrige: I det. store Steenkammer paa Axvalla Hede i Vestergåtland traf man, som bekjendt, end- ogsaa smaae, steensalte, fiirkantede Rum til hvert især af de saaledes sammenbåiede Liig. Disse Overeénsstemmelser mellem Sleenkamrene i saa mange og saa langt fra hverandre liggende Lande ere altfor store og altfor slaaende til at de konne være tilfældige. Efter de jævn» lige Fund af Menneskeskeletter i den ovenfor beskrevne Art af Steennmindesmærker, kan det ikke-længere med Grund betvivles, at de simpelthen ére Grave — Noget, hvorpåa ogsaa deres Bygning saa bestemt hentyder, idet de fladeste og omhyggeligst tildannede Sider baade af Sidestenene og Overliggerne altid vende indad, for at danne ct saa smukt Gravkammer som muligt. Seer man endvidere hen til, at de altid indeholde de simpleste og raaeste Redskaber af Flint og andre Steenarler saavelsom af tilskjærpede og tilspidsede Dyrebeen, men saagodtsom aldeles Intet af Metal, vil man heller ikke let længere kunne være i Tvivl om, at de maae hidråre fra Landenes første Bebyggelse, 225 fra en Tid, da' Folkene i Europa støde "paa samme lave Cul- lurtrin,”som flere nulevende vilde Folkestammer, der enten slet ikke eller kun håistufuldkommen kjende Metallernes' Brug, og som til deres Jagt og Fiskeri anvende Redskaber af Steen, Træ og Dyrebeen. En. mærkelig Bestyrkelse paa, at Steenmindes- mærkerne virkelig maae være opfårte af en saadan vild eller halvvild Urstamme i Europa, afgiver deres Béliggerhed i Europas Kystlande (Sydsverige, Danmark, Nordtydskland, Holland, Eng- land, Irland, Frankrige, Portugal, Spanien, Corsica, Krim Kec.), og selv der meest ved Havet og de stårre Flodbredder, hvor- imod "de aldeles mangle i det yderste, bjergfulde Norden, og i helé det midterste Europa. Det er klart, at det er een eller flere beslægtede Urstammer, som, af Mangel paa Metal og overhovedet paa Cultur, hverken have villet trænge frem til det håie Norden eller til det indre, sskovdækkede, sumpige Europa, men som have holdt sig til aabne og mere tilgjænge- lige Kysilande, hvor de med" deres simple Redskaber af Steen og Been kunde jage Dyrene i Skovene og fiske i Floderne og Havet. | I een Henseende endnu findes der stor Overeensstemmelse mellem denne Klasse af Steenmindesmærker i Europas forskjel- lige Kysllande, idet de nemlig overalt ere absolut forskjellige, baade i Form og Indhold, fra alle andre Mindesmærker. Man finder ingen gradeviis Overgang fra dem til Mindesmærkerne fra en noget mére fremskreden Cullur, men paa cengang isledetfor slore Steenkamre med ubrændte Liig og Steenred- skaber, måder man Jordhåie med smaae Steenkister eller Sleen- hobe, hvori sædvanlig Urner med brændte Menneskebeen og kunstig forarbeidede Redskaber af Bronce tilligemed Smykker af Bronce og Guld. Det er allerede af den Grund héist usand- synligt, at de franske ,dolmen” skulde hidråre fra den keltiske Folkestamme, som da i Frankrige lidt efter lidt maatte have hævet sig op fra en vild.eller halvvild Tilstand, og dette bliver endnu mere usandsynligt naar man erindrer, at disse Dolmen ingensinde ere 226- fundne i Schweilz, i Sydtydskland, i Osterrig og i flere andre Lande, hvor dog Kelterne i Historiens første Daggry vides at have boet. Alle Omstændigheder tyde tvertimod hen paa, at de ofitnævnte Steenmindesmærker i Europas Kystlande hidrøre fra et ubekjendt, forhistorisk Urfolk, som netop er bleven underkuet og tildeels fortrængt, idet Stammer med en håiere Cultur, og blandt dem ogsaa Kelterne, ere indkomne i Europa, hvor de med deres Redskaber af Metal have været istand til at rydde Skovene i det Indre af Landene, grundlægge Agerdyrk- ning og i det Hele en håiere Cultur. Delte vil ogsaa ulige bedre kunne forenes med de ældste historiske Kildeskrifter, der altid skildre Kelterne, især i Frankrige, som et Folk, der besad en ikke ringe Grad af Dannelse. I Danmark have den seneste Tids heldige Fund givet nye Beviser for Rigtigheden af, at det Folk, der i Landets første Bebyggelsestid eller i den saakaldte ,Steenalder” opfårte Steen- dysserne eller Jæltestuerne, maa have levet paa samme Maade, som Indianerne forhen paa Amerikas Kyster. Ligesom man nemlig i Amerika paa flere Steder, fornemmelig nær Havet, træffer store Dynger Skaller af Østers og andre spiselige Mus- linger, blandede med Kul, Potteskaar og raae Steendxer, der aabenbart ere Affald og Levninger fra Indianernes Maaltider, " saaledes er det nu tilstrækkelig godtgjort, at der paa mange af Danmarks Kyster og Fjordbredder findes store Dynger af ganske lignende Indhold, og tillige blandede med en endnu stårre Mængde forskjellige Redskaber af Steen og Been, saa- velsom ogsaa med et stort Antal Dyrebeen, saasom af Oxer, Hjorte, Vildsviin, Fugle &c., der næsten alle have været spal- tede, for at Marven kunde udlages og spises. Saadanne æld- gamle Dynger af Muslingskaller og Dyrebeen ere vel, saavidt vides, endnu ikke opdagede paa Frankriges Kyster og Fjord- bredder. De ældste hidtil fundne Dynger af tilsvarende Art synes ene at hidråre fra Romerne, ved hvis Villaer og Colonier de ikke sjelden opgraves i betydelig Størrelse, da nemlig 227 Romerne i høi Grad yndede Østers. Men det kan ikke om- tvivles, at man ved fortsatte Undersågelser ogsaa paa Frankriges Kyster vil ståde paa Dynger af Ostersskaller, Muslinger, Dyre- been, Steenredskaber, Potteskaar og Kul, liig vore danske, da ufeilbarlig en vild Urstamme engang for Aartusinder siden har hersket i Frankrige, ligesaavel som i Danmark. Et enkelt Sted i Frankrige, i Dept. Haute Vienne nær Limoges har man ved Floden Charente opdaget nogle Steenlag, hvoraf Mr. Joly Le- terme i Saumur viste mig Stykker, som indeholdt spaltede Beenstumper og Dele af tydelig forarbeidede Flintpile og Flintflækker.. Om denne mærkværdige Kjendsgjerning, der mu- ligen vil kaste et nyt Lys over Urbeboernes Liv i Frankrige, maac vi vente nåiere Oplysninger fra Geologerne. Det staaer ogsaa tilbage ved Sammenligning af de i Steengravene i Europas forskjellige Lande forefundne Cranier og Skeletter at godtgjåre, til hvilken Menneskerace denne Europas Urbefolkning maa an- lages nærmest at have henhårt. Da de nyere og mere civiliserede Folkestammer, som med Kjendskab til Metal og dets Brug udbredte sig over Europa, maae være indvandrede fra Asien af eller fra Osten, er det naturligt, at Urstammen, der veeg tilbage for dem eller under- kastede sig, noget nær maatte holde sig længst i de meest afsides Egne mod Vest i Europa, hvor den da tryggest kunde fortsætte sin gamle Levemaade og sin ciendommelige Udvikling, som i'saa Fald ogsaa her forholdsviis maatte have naaet den stårste Hide. Det er maaskee derfor mere end et reent Tilfælde, at netop et Par af de Mindesmærker fra Steenalderen, som råbe den stårste Udvikling og paa samme Tid den stårste Indflydelse af en nyere Cultur, netop findes i det veslligste Europa, i Irland og i Bretagne. | Som Fålge nemlig af Steenmindesmærkernes overmaade håie Ælde og de dalevende Folkefærds Mangel paa Cultur træffer man næsten aldrig Stenene, som danne disse Mindes- mærker, prydede med indhuggede Ornamenter, og naturligviis 228 endnu mindre med Skrift, I vort Norden” har: man »enkelte Gange i Steenkamrene fundet svage Indhugninger; især: Kredse, omfattende Korsfigurer, men de ere dog for Intet at regne i Sammenligning med Indhugningerne i den beråmte, paa en simpel Maade hvælvede Jættestue ved New Grange i Grevskabet Meath i Irland. "En heel Deel af Stenene ere her prydede med forskjellige Slags ØOrnamenter, især én egen Art Spiralzirater (jfr. Wakeman: Hand-book of Irish Antiquities. Dublin 1848. 8vo. p. 21 fr.), ligesom i det Hele Jættestuen "er af en håøist ualmindelig storartet Beskaffenhed. En noget lignende Jætte- slue, der ogsaa har adskillige Indhugninger 'at fremvise, bl. a, nogle Kors, omgivne af Kredse, netop som vore nordiskéy findes i Nærheden af New Grange ved Døwth. Irland skal endnu have flere saadanne, men forresten har jeg kun seet en til- svarende paa Oen Gavr-Innis nær Lochmariaker og ikke langt fra Carnac i Bretagne. Jættestuen danner en meget lang Gang, sat af store Steenblokke og dækket af' lignende, og alle "de indadvendte Sider, saavel af Bære- som af Dækstenene, ere heelt over prydede med Spiralzirater, liig' dem i' Steenstuen ved New Grange, saavelsom med andre simple Forestillinger; Paa et enkelt Sted seer man endogsaa indhugget nogle Figurer, der kjendelig skulle" forestille Oxer, ja selv et Par: Slanger. , Ogsaa ved Lochmariaker sees en overordenilig anseelig Steen- dysse, der har indeholdt Flintredskaber, og som paa Dækstenens indvendige Side har været prydet" med endeel raat 'indhugne Figurér. | Egnen omkring Carnac udmærker sig i det Hele ved en anseelig Mængde tildeels meget store Steendysser og Jættestuer. Flere Steendysser liggé inde imellem eller ganske tæt ved de bekjendte store Steenrækker. ” Hvad forresten: dette Carnac- Mindesmærke selv angaaer, da er dét ikke let at indsee, med hvilken Berettigelse man udgiver det for keltisk eller druidisk, og sammenstiller det med Stonehenge paa Salisburysletten i England. Stonehenge danner" flere, regelrette, concentriske 229 ne Steenkredse, omgivne af en Grav og en Jordvold; nevnlig i een af Kredsene ere de overordentlig. svære opretstaaende Stene ikke alene kjendelig tilhuggede, men foroven ende de endog i smaae Tapper, hvorpaa de ligeledes net tilhuggede Overliggerstene hvile. Stonehenge råber en allerede temmelig vidt fremskreden Cultur, som man vel kunde tænke sig hos de keltiske Britter, hvorimod der ikke ved Carnac-Mindesmærket findes mindste Spor af en saadan Cullur. Dette bestaaer af om- trent elleve Rækker af fuldkommen raae, utilhuggede Stene, der ere reiste paa Enderne. De håieste Slene ere neppe mere end halv saa håie som Stenene i idetmindste een Kreds af Stonchengé, hvorlil kommer, at Carnac-Mindesmærket ingen- lunde danner et saa viditstrakt Heelt, som man sædvanlig troer. Det hedder gjerne, at Steenrækkerne ved Carnac have en Længde af flere (endog indtil ni) franske Mile, men Afbrydel- serne ere saa store (hele Mile), og Terrainet paa mange Steder tilmed af en saadan Beskaffenhed, at man ikke kan Andet, end sporge sig selv, om ogsaa virkelig de nu saa langt fra hver- andre fjernede Steenrækker engang have været heelt sammen- hængende. Under alle Omstændigheder er Carnac-Mindesmærket saa raat, saa primitivt, at den Tanke ligger meget nær, at det maa hidråre fra en ældre og raaere Tid, end det prægtige Stonehenge. "Det synes heller ikke rimeligt, at Kelterne i Frankrige i deres Velmagtstid skulde have henlagt et sligt Mindesmærke, som dog vel nærmest maa være opført i et religiåst Qiemed, i en saa afsides Egn, og senere, da de af lykkelige Erobrere bleve fortrængte til Bretagne, havde de allerede naaet et saadant Culturtrin, at de neppe vilde have indskrænket sig til at reise et saa raat Monument. Det kan naåturligviis ingenlunde siges med nogensomhelst Vished, men unægtelig forekommer det mig langt sandsynligere, ab Steenrækkerne ved Carnac, der deels omgive og deels ere omgivne af en Mængde ,dolmen” eller Steendysser og Jætte- stuer, hidrårer fra det samme Urfolk, som før Kelternes Ind- k… vandring herskede bl. A. i Frankrige, og som har bygget de nysnævnte Steengrave, Det maa, som ovenfor beråért, metop have været i Bretagnes afsides Egne at Sleenalderens Urføolk har havt Leilighed til længst at fortsætte sin" uafhængige Til= værelse, og saaledes ogsaa til at. efterlade sig de største og meest imponerende Mindesmærker. Ligesaa interessante som de franske ydolmen” ere! for Sammenligningens Skyld med vor Steenalders Mindesmærker, ligesaa lærerige for os ere fremdeles de talrige, allevegne i Frankrige adspredte Levninger fra det næstpaafålgende. Tidsrum eller den saakaldte ,Broncealder”, da man vel havde faaet Redskaber af Metal, nemlig Bronce (Kobber. og Tin), men da, man endnu ikke var naaet til Brugen af Jern. For vort Nordens Vedkommende er det bekjendt nok, at man allerede af skrift- lige Kilders, om end tvivlsomme, Udsagn har villet paapege en ældgammel keltisk Befolkning i det sydlige Skandinavien, og at man endvidere har villet styrke de foregivne Beviser herfor ved de jordgravede Oldsagers Vidnesbyrd. Man har sagt, at de mange her i vort Norden, især i de danske Lande og i de sydlige Egne af den skandinaviske Halvd opgravede Redskaber, Vaaben og Smykker af Bronce (Kobber og Tin) saavelsom ogsaa adskillige i Forbindelse med disse Broncesager fundne Guld- smykker nådvendigen maatte være keltiske, og hidråre fra en gammel keltisk Befolkning, da ganske lignende Oldsager af Bronce og Guld hyppig findes, og næsten kunne siges at have hjemme i de af Kelterne forhen beherskede Lande Frankrige og England. Denne Beviisfårelse spiller bl. A. endnu en stor Rolle i Norge, hvis nyeste Historieskrivere ikke have taget i Betænkning at benytte den som et væsentligt Stottepunkt for en heelt udviklet Theori om en .gammelkeltisk Bebyggelse af , det sydlige Skandinavien. . Som en paafaldende Modsætning til den Bestemthed, hvor- 231 med flere nordiske Forskere saaledes" slutte fra de franske Broncesagers keltiske Oprindelse til en lignende Oprindelse for vøre nordiske Broncesager, fortjener det at udhæves, at de franske Oldforskere endnu ere meget langt fra selv at ville anerkjende de i Frankrige opgravede Vaaben og Redskaber af Bronce for keltiske. Sædvanlig ansee de dem for romerske, endskjånt det naturligviis er sikkert nok, at Romerne påa den Tid, de begyndte at overskride Alperne og at gjåre Erobringer i det midterste og nordvestligste Europa, for længe siden havde erholdt øg almindelig benyitet Vaaben og Redskaber m. m. af Jern.… I Romernes Gråve og dvrige efterladte Mindesmærker i Frankrige har man ogsaa allevegne opdaget Sager af Jern, selv i betydeligt Antal. I Museet i Saumur gjemmes t. Ex. et: heelt Forraad af romersk Jernværktéi, som tilligemed en Deel andre romerske Ting var opgravet i Nærheden af Saumur. At domme efter de mange forskjellige Oldsagsamlinger, som jeg har seet i: Normandiet, i det keltiske Bretagne, i det midterste og nordlige Frankrige, ere de franske Levninger fra Broncealderen i Reglen hverken meget nuancerede eller meget smagfulde i Former og Forziringer. De hyppigst forekommende ere. de saakaldte Celter, gjerne af en egen fiirkantet Typ, fremdeles Paalstave, Meisler, Spydspidser og Sværd, samt flere mindre Redskaber og Smykker af Bronce. Men Forarbeidningen er som oftest temmelig simpel, i mange Tilfælde endog næsten plump. Man turde maaskee med Grund i denne Henseende kunne sætte de franske Broøncesager under de engelske, med hvilke de forresten have en heel Deel tilfælles. At alligevel de franske og engelske Broncesager ere forfærdigede uafhæn- gige af hverandre, fremgaaer yderligere deels af visse smaae Formforskjelligheder, deels af de baade i England og Frankrige (især i Normandiet og Bretagne), temmelig hyppig fundne Stébeformer tilligemed halvfærdige Metalsager og andre Lev- ninger af Værksteder fra Broncealderen, som godtgjåre, at man 232 i hvert Land især har forfærdiget si sine egne Wasben; Redskaber og Smykker. Men Saameget er afgjort, at de franske Broncesager in- genlunde kunne taale at Hunshignut med vore nordiske Oldsager fra Broncealderen. Med Hensyn til Broncesagernes Forziring, da træffer man i Frankrige enten simple Liniezirater eller i det Håieste en enkelt Gang Ringzirater, medens man i vort Norden finder en saadan Afvexling af Linie-, Ring-, Spiral- og Bålgezirater, at man ved flere Stykker virkelig maa forbauses over Forzirin- gernes Rigdom og Smagfuldhed. Dertil kommer, at Formerne indbyrdes i mange Retninger frembyde Forskjelligheder. "I Frankrige har jeg saa at sige næsten ikke seet et eneste Broncesværd med Fæste af ståbt Bronce; de have gjerne kun en Spids eller Angel, der oprindelig har gaaet op i et med Læder omviklet Fæste af Træ eller Been. I vort Norden der- imod håre Broncesværd med smukt ståbte og 'udzirede Fæster af Bronce endog til de mere almindelig forekommende af Bronce- alderens Oldsager.” I Frankrige igjen har man Broncesager i Former, som ere ukjendte i vort Norden, men forresten vil man forgjæves i Frankrige lede efter en saadan Afvexling af Broncevaaben og Smykker, som det sydlige Skandinavien og det nordligste Tydskland har at opvise. Navnlig de fleste af vore nordiske Pragtstykker fra Broncealderen, saasom de yp- perlige Lurer, Skjoldbukler, Hængekar &c. ere ganske ukjendte i Frankrige, Noget nær det: Selvsamme er Tilfældet i England, ligesom man overhovedet frit lår sige, at, maaskee med Und- tagelse af de irske Broncesager, staae de danske og nordtydkse Broncesager, hvad Former og Forziring angaaer, håiest i hele det nordlige og mellemste Europa. Det vil fålgelig allerede heraf være temmelig indlysende, at hverken vore Broncesager kunne være komne fra Frankrige og England, eller de franske og engélske fra vort Norden, om der nu endog i Hovedformerne af forskjellige Vaaben og Red- 233 skaber findes en vis: Overeensstemmelse. … Den selvstændige Forarbeidning:af Oldsagerne i hvert Land for sig, fremgaaer end yderligere af de mange, ikke alene i Frankrige, men ogsaa i vort Norden opdagede Spor af Ståbninger og Forarbeidning af Broncesager, saasom Former, Stobetapper, Metalklumper, halvfærdige Sager &c. Det seneste øg mærkværdigste Fund i denne Retning i vort Norden blev gjort for ikke længe siden ved Smérumåvre nær: Kjobenhavn, og tilhårer nu Hs. Majestæt Kongen. Det indeholder 460 Stykker, tildeels ikkun halvfærdige Broncesager, hvoriblandt dog ogsaa findes flere heelt - færdige af særdeles smukt Arbeide. Da der tillige laag Klumper af uståbt Metal blandt de halvt- og heeltfærdige Stykker, er det fuldkommen klart, at man her er stådt paa et stårre Forraad fra en Metalarbeiders Værksted. At nu Broncesagerne i Frankrige, som i England, maae være keltiske, er neppe nogen Tvivl underkastet. De Oldsager, i der komme nærmest efter dem i Tiden, ere de romerske, og det er tydeligt, at det er den romerske Civilisation, der i Frankrige og England har fortrængt den gamle Broncecullur, hvorved dog maa mærkes, at den græske Indflydelse fra Mar- seille af og de livlige Handelsforbindelser mellem Italien og det sydlige Frankrige maae have fortrængt Bronceculturen tid- ligere i' det sydlige, end i det. mellemste og nordlige Frankrige. I disse sidstnævnte Egne kan Bronceculturen neppe være fuld- slændig ophårt får i de første Aarhundreder efter Christus. Med Undtagelse af de romerske Jernsager forekomme heller ingen Jernalders Sager i Frankrige får i de senere merovin- giske og frankiske Grave, der indeholde romerske Keiser- mynter, ja endog ikke sjelden Spor af Christendom. Men om man nu endog saaledes, tvertimod de franske Oldforskeres Anskuelse, maa ansee de.franske Broncesager for keltiske, er det ingenlunde "dermed afgjort, at ogsaa vore nordiske Broncesager skulle have tilhårt et keltisk Folk. Man finder ikke alene Levninger af en Broncealder overalt i Europa, 234 dog med visse kjendelige Niancer i de forskjellige Egne, men ogsaa i Ægypten, i Asien og Amerika. Fra Ægypten har jeg i London og Paris seet Broncedolke, Spyd, Knive og Værktåi af Bronce, hvoraf nogle med Hieroglypher; Layard har fra Ninive hjembragt til det Brittiske Museum en Broncedolk, meget liig de ægyptiske, samt adskillige andre Bronceinstrumenter, og i Louvren i Paris har jeg seet endeel Vaaben og Redskaber af Kobber og Bronce fra Mexico. De forskjellige Former og Zirater, som Broncesagerne have i de forskjellige Egne, vise yderligere hen til, at Bronceculturen ikke angiver en bestemt Folkerace, men en bestemt Culturgrad, hvilket allerede Lucrets simpelthen har udtrykt ved Verset: ,Sed prius æris erat qvam ferri cognitus usus”, Cæsars Beretning om Britterne, at de ikke havde synderligt Jern, men at de i dets Sted brugte indfårt Bronce (,ære autem utuntur importato”), er et mærkeligt samtidigt Vidnesbyrd for, at Broncealderens Cultur virkelig maa have været den herskende i Nørdeuropa, får Romerne gik over Alperne. Den er naturligviis forsvunden tidligst i Egnene nærmest Italien, og har holdt sig længst i de Lande mod Norden og Vesten, som aldrig bleve erobrede af Romerne. Dette er ufeilbarlig Grunden til, at vi i de af Romerne ingensinde erobrede Lande Irland og Danmark træffe de fleste Broncesager, ligesom ogsaa, at vi baade i Irland og især i Danmark og det tilgrændsende nordligste Tydskland træffe Broncealderens Cultur i den højeste Udvikling; thi her havde den længst Tid til at uddanne sig. Adskillige af Broncealderens Zirater i Norden (navnlig Bålgeziraterne) råbe endog Indvirk- ning af romersk Cultur, en Indvirkning, som vi ogsaa ligefrem kunne paavise i de mange romerske Oldsager fra de fårste Aarhundreder efter Christus, som nu efterhaanden opgraves rundtom i de danske Lande. ér Efterdi Bronceculturen fårst omtrent et Par Aarhundreder efler Christi Fådsel er bleven heel fortrængt i stårste Delen af Frankrige og i England, og eftersom den senere vistnok længe er ved- 235 bleven at udvikle sig i Nordtydskland og Danmark, er det klart, at man ikke tår ansælte Bronceculturens fuldstændige Ophår i det fjerne Norden får til endnu flere Aarhundreder efter Christi Fødsel, og under alle Omstændigheder til en saa sildig Tid, at skandi- naviske Stammer allerede dengang forlængst maac have været bosatte i Norden og i de gammeldanske Lande. Jeg veed heller ikke, at der skulde være Nogetsomhelst til Hinder for at antage, at skandinaviske Folk, i Lighed med de fleste andre Folkefærd i Verden, kunne have benyttet Redskaber og Vaaben af Bronce, får de erholdt Kjendskab til Brugen af Jern. Det maa endelig erindres, at de Forskere, som tiltrods for alle Kjendsgjerninger vedblive at udgive vore nordiske Bronce- sager for keltiske, ikke ere istand til at paapege de Mindes- mærker i vort Norden, som ellers vilde kunne henfåres til de ældste her bosatte skandinaviske Stammer. Det er nemlig Til- fældet her, som i Tydskland, Frankrige og England, at der mellem Levningerne fra Broncealderen og Jernalderen, hvilken sidste hos os fårst ret træder fuldt udviklet frem i det 5te, 6te Aarhundrede efter Chr., ikke findes noget andet Mellemled, end Levningerne af den romerske Cultur, dér ogsaa aabenbart har dannet Grundlaget for hele Jernalderens paafålgende nyere Udvikling rundtom i Europa. Heri ligger den naturlige For- klaring til, at der finder en mærkelig Lighed Sted mellem Jern- alderens Oldsager i Sydtydskland, Frankrige og England; thi uagtet alle smaae Forskjelligheder i Former og Forarbeidning i de forskjellige Egne, er det dog især de samme romerske Motiver, som overalt. skinne igjennem. En lignende romersk Indvirkning lader sig ogsaa klart til- syne ved en nærmere Betragtning af vore Oldsager fra Jern- alderen. Men det er håist lærerigt at iagttage, hvorledes den skandinaviske Folkestamme allerede får de store Normannertoges Begyndelse har efterlignet de romerske Forbilleder paa en selvstændig Maade, og udviklet en nøget ejendommelig Smag i Formerne og i Udziringen af deres Vaaben og Smykker. I 236 Irland, Skotland og England er der oftere fundet saadanne bestemt udprægede nordiske Oldsager, som man strax kan skjelne fra de tilsvarende irske, skolske og angelsaxiske Oldsager, og under mit seneste Ophold i England traf jeg igjen flere, navnlig Jernsværd, som vare opdagede i nogle af de Floder paa Eng=- lands Ostkyst, der hyppig bleve beseilede af Vikingerne. I Normandiet, ved Loiren og forresten i Frankrige fandt. jeg derimod ingen saadanne bestemt nordiske Oldsager. Imid- lertid tvivler jeg ikke paa, at man ogsaa i Tiden vil opdage dem her, og de ville da, ligesom i England, ved deres eien- dommelige Former og kunstige Forarbeidning tjene som yder- ligere Beviser for, at Nordboerne paa den Tid, de gjorde deres Erobringstoge i Frankrige, ikke vare saa raae eller saa udeel- aglige i den dagjeldende europæiske Udvikling, som man hidtil, kun altfor almindelig, har troet. "Mødet den 1f'e Juni. maneger Hr. Professor Steenstrup foreviste tvende i Torvemoser fundne Pandeskaller af Oxer, og meddelte nærmere Oplysning om dem. Den ene af disse tilhårte Bos frontosus Nilss., en ejen- dommelig Art af de tæmmelige Oxers Gruppe, paa hvilken man forst i de senere Aar ved Professor Nilssons. Beskrivelse er bleven opmærksom og som, saavidt vides, hidtil kun er funden i faa Lande. Nærværende Pandeskal manglede vel nogle af Ansigisbenene paa den ene Side, men var iåvrigt saa fuld- stændig, al Rigiigheden af dens Henfårelse til den nilssønske Art ikke kunde være nogen Tvivl underkastet. Den var fundet i en Mose paa Måen, og af Hr. Consul Hage i Stege, der saa ofte har vist sin Interesse for Undersågelser angaaende Landels 237 ældre Nalur- og Culturtilstand, indsendt til Universitetets zoologiske Museum; fra samme Øe hidrårer ogsaa det eneste Exemplar, vi' forhen besad af denne Oxeart, bestaaende alene af Nakkekammen og de paasiddende Hornstægler. Den- op- rindelige Forekomst af denne Oxe her i Norden vil ikke være uden Viglighed med Hensyn til Spøérgsmaalet om vort tamme Qvægs Oprindelse. ; | Den anden var en Pandeskal af den saakaldte Uroxe, Bos bison Linn., en Art af de utæmmelige Oxers Gruppe, der efter- haanden er saagodtsom uddåd eller snarere udryddet over hele Europa, idet man hidtil kun kjender den levende paa to Sleder, nemlig i fredet Tilstand en Hjord paa nogle Hundrede Stykker i Bialowieza-Skoven i Lithauen, og aldeles vild i Skove paa Kaukasus. Det første bestemte Vidnesbyrd om denne Oxes Forekomt her i Landet i de allerældste Tider afgav nærværende Pandeskal, som var fundet i en Skovmose, Langkjær kaldet, i Baldersbrånde, Hoietostrup Sogn; den laae i en Dybde af 24 Fod under- Mosebækkenets Overflade, og idelmindste- 14 Fod nede i Térven, og blev af Gaardens Ejer, Gaardmand Peder Larsen i Baldersbrénde overladt det Kongelige Museum. Pande- skallen mangler alle Ansigtsbenene, idet den er afbrudt i en Skraalinie under Qiegruberne, men råber idvrigt ved sin Står- relse at have tilhårt denne Øxearts stårre Stamme, til hvilken ogsaa, Saavidt vides, alle de Levninger håre, som i Skaane ere fundne af dette Dyr. Begge de foreviste Pandeskaller ville senere blive nærmere beskrevne med de mange andre i tidligere Nummere af Over- sigterne kort omtalte Dyrelevninger, som ved den vakte Inter- esse for disse Gjenstande i de senere Aar ere indkomne til vore Museer, 238 Elatsraad Forchhammer gav en Oversigt -over sine Arbeider om Hornblendens Decompositions-Producler. Ved Lieut. Brandt vare flere Stykker af et eiendommeligt Mineral fra Uralbjergene komne til vore Samlinger, der ved en nærmere Undersågelse viste sig al være en Blanding af kulsur Kalk, kiselsuurt Jern- tveillte-Hydrat og kiselsur Jernforilte-Kalk. Mineralet, der har Hornblendens Gjennemgange, er fremkommet derved, at Horn» blendens Kalk er traadt i Forbindelse med Atmosphærens Kulsyre; Jernforilte er tildeels gaaet over til Tveilté, og har optaget Vand, medens Kiselsyren tildeels er forbleven i Forening med Jerntveilte-Hydrat, deels har samlet sig i den dvrige Deel af Mineralet. Den interessanteste af de nye Forbindelser er det kiselsure Jerntveilte-Hydrat, hvis Sammensætning er saa- ledes, at Ilten i Jerniveilte, Kiselsyre og Vand forholder sig som 3:8:6. I Anthosiderit, som ligeledes er et Decomposilions- Product af Hørnblenden, er Forholdet som 3:8:4. , Til Medlem af den meteorologiske Comitee istedelfor af døde Etatsraad Schouw valgtes Prof. Liebmann. Stud. med. Bladt indsendte Thermometeriagttagelser, an= stillede i Aalborg for Tidsrummet fra 1. Maris til 31. Mai d. A. Den til Bedåmmelsen af Polyt. "Cand. Thomsens tvende Afhandlinger ,Bidrag til et thermochemisk System I. og 1l.” udnævnte Comitee afgav fålgende Betænkning: Polyt. Cand. Thomsen har i disse Arbeider, som indeholde Undersågelser, der håre til de i Chemiens nærværende Udvik- ling mest indgribende Spårgsmaal, nedlagt Resultaterne af en Række Experimenter, som ere udtænkte med Skarpsindighed og udførte med Noiaglighed. Han har med Consequens gjennem- "1839 fort sine Tanker, som han har underståltet og udviklet ved Beregninger. "Comiteen er af den Mening, at man ad denne Vei vil vinde vigtige Fremskridt for Videnskaben, og anbefaler derfor at optage disse Afhandlinger i Skrifterne, at tildele For— falteren Selskabets Solvmedaille, og, for at opmuntre ham til at fortsætte "Undersågelserne, at stille 50 Rbd. til hans Disposition, for derved at kunne forskaffe sig nåiagtigen udfårte Redskaber. Kjåbenhavn, den 11te Juni 1852. ” G. Forchhammer. Hoffmann. E. Scharling. Affatter, Selskabet modtog: Fra the Royal Geographical Socieiy of London: Journal of the Royal Geographical Society. Vol, 21. Fra The Linnean Society of London: Proceedings of the Linnean Society of London. Nr. 34—44. List of the L. S. of L. 1850. Transactions of the L. S. of London. Vol. XX. Part. III. | London 1851. Fra the Lyceum of Natural History of New- York: Annals of the Lyceum of Natural History of New-York. Vol. IV. Nr. 6—11, Vol. V. Nr. 2—6. New-York 1851. 240 ; - Barometer, Thermometer i Skygge En reduceret til 00 Reaumurs med Nord. Vindens = 2 SEN 23% Fod over -Jorden. | 2 Fodi | 2Fodun- dags; Retning we | 9Form. (Middag. mid åg kue 05 Jorden. kg MED ge: å Gange i Dågnet. 2 Carre "Se son Middel. Middel. 1. | 329,/4441 | 329,/4467 | 330,77465 2976 298 496 498 493 Regn 214 Time.%X 0,36 | O:t.s. 0.t.S. 0. ONO. i : 27) 34, 06 | 35, 18 |. 36, 10 | — 1/36 Or: 6,5 446 33 | Sne "Fylk Regn” 0,61 | ONO. NO. NO. Ono. | Middeltemperatur. 3 38, 50 | 38, 64 | 38, 60 4,06 —0,6 7/8 4/44 3/8 , ? ONO. NO. ONO. SSO. 1852 45 Aar 4 39, 45 39, 31 39, u0 5,88 —1,8 9,7 4,4 472 SSU. SSO. OSO. w. 1—10 6925 7995 5 38, 78 38, 71 i; lå 57 7/86 4/8 11,8 4,8 4,6 WNW. NW. ONO. NNO., 11 —21 11,64 892 6 : i. 90 38, 72 38, 69 8,93 4,4 13,1 5,1 5,2 N. ONO. SSW SSW. 2—31 11,40 10/51 7 38, 11 |.37, 84 | 37,67 8,46 2,8 13,4 5,5 544 SW. SW. W. NNW. | 1—31 98 — 9/19 8 3 , 55 37, 55 32, 55 7,21 4,40 9,8 5,8 5,2 Regn 184 —" 2,50 W. WNW. S, SW. 5 9 Og 37 i (4 45 38, 35 6,41 383 114,4 5,9 5,2 Taage 577 meg SW.S:LO, S t.0. SSO. 10 37, 79 1-37, 61 137, 21 9,61 5,2 14,5 6,0 6,4 Taage. 34 — SSW, SW. SW. SSW. 117 |.35, -97 35, 95 | 36,726 | 710,48 | 5,0 | 45ra 6,3 6,4 | regn.83 — S. Su ' NW. NW. Maanedl. 12 37, "22 | 37,-10 |-36, 78 10,11 3,6 13,5 6,7 6; | Regn 2Å — + 1,55 | w. sW.t,Ww. SW. s. Vandmængde. 13 34, 79 ; , 87 s ' 79 10,23 6,4 14,3 7,1 7,2 Regn 41 — 2;65 S. sw. W.tN. WwW. 1852 29 Aar. 14 1-33, 93 | 33, 85 | 33, : 9,31 5/4 11,9 7,2 678" | Regn 92 — 1,779 | S. SSW. SW. SW.t.S. foo 24 p j 15 35, 41 | 35, 92 1-35, 86 8,18 5,4 12,6 7,2 6,9" | Regn 21 — Byger 0,353 | sw, w.- w. wNw, ["—04Par.Lin. 17,17 Par, L. 16 39, 26 | 39,725 1-39, 14 9,86 2,8 15,8 7,3 7,1 ; W. WSW. SSW. SSW 17— | 38, 14 F'-37, 798 1.37, 77 2,86 6,0 18,0 7,4 7/8 Re. BARE OR 18 27, 13117804 ET, DT 1 43,53 746 18,4 7,8 8,3 SSO. SO.t.S. S. SSO. 19. 137, 80 | .38,. 07 | 38, 20 | 12,86 6,8 17,9 8,2 8,7 OS0. 080 OS0 S0.t.0. Vindforhold 24 37, .61. |. 37, 50 | 37, 06 14,91 8,8 19,8 8,6 9,4 OS0. N. SSW. SSO. 5 21 37, 50 | 37, 54 | 38, 09f 15,51 10,2 20,2 9,0 10,1 S. Stille, W. Stille. 2 es føl 37 ASK 22 38, 99 |.39, 57 |--39, 39 112,91 7/6 17,4 9,4 10,2 Stille, SSO. SSO. s. f NO. 0,07 0,10 23 39, 47 |.39,. 31 1738, 85 10,73 5,8 14,6 9,7 10,3 | Regn 17-— Byger. 6,00 | SSO. OtS. ss0. so. f 0. 0,09 0,14 24 38, 91 | 38, 80 1-38, 25 9,33 6,4 13,6 9,5 10,1 | Regn-44 — Byger 7,27 | SO. S0. S0. S0.t.0. f SO. 0,21 0,11 25 37, 44 |- 36, 79 | 36, 61 10,86 7,3 16,0 9,3 10,0 Regn 34 — 0,19 | OS0. SO. SO. ss0.4 S. 0,24 0,12 26. | 36, "06 | -35, 73 | 35, 58 |12,86 8,0 17,3 9,4 10,5. | Regn 14,— Taage 24 | SO. ONO. SW. X0.t.0. | SW. 0,15 0,13 27 36, 17 | 36,723 | 36, 11 12,68 7,9 17,2 > 9,7 10,6 SW. NNO. SO. S.t.0. | W. 0,13 0,15 28 39, 25 |34,- 63 | 33, 97 11,78 6,2 16,1 10,0 11,0 S0.t.0. S0. SO.t.0, S,t w.] Nw. 0,06 0,14 29 32, 63 | 32, -72 |..32, 63 11,77 7,2 15,0 10,1 11/3. | Regn 23-— + 0,23 |S.t,W. SSW. WSW. W.t.N.f Stille 0,02 30 30, -80 | 30, 70 131, 21 11,81 År 16,5 |, 10,1 9%8 | Regn '63 — 0/34 | S. SO. SSW. NNW. 34 33, 50 | 34, 15 1 34, 62 9,28 6,2 13,4 10,1 070. | Regn 3 — Byger NW. NW. W.tN. W. Ål Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers. Arbeider i Aaret 1852. Af Etatsraad, Professor é&. Forchhammer, Selskabets Secretair. ÆT. 2. Modet den 5' November. ————- fan Pror. Jiirgensen gav en berigtigende Bemærkning til de i Mådet d. 23de Jan. d. A. meddelte Resultater af Undersøgelser over Bevægelsen af et physisk Pendul naar man tager Hensyn til Jordens daglige Omdreining. . . I denne Meddelelse staaer Pag 131: ,,Under samme For- udsætning, eller, hvad der er det samme, naar man kun be- holder "de Led, der afhænge af forste Potens af Jordens Vin- kelhastighed i Secundet (x»), hvilke bestemme den apparente Bevægelse, og ikke meddeler Svingningsaxen nogen horizontal Begyndelseshastighed, vil denne bevæge sig rundt i modsat Retning af den daglige Bevægelse med Hastigheden r sin y, 242 hvor y er Stedets Bredde.” Den sidste Deel af denne Sætning bår hedde: vil denne bevæge sig rundt enten i Retningen af Jordens daglige Omdreining, eller i den modsatte, eftersom Pendulets Svingninger begynde fra dettes stårste Elongalion eller fra dets Ligevægtsstilling. Hastigheden, hvormed denne Bevægelse skeer, er proportional med msiny men varierer for- &vrigt med Elongationen. Den er af samme Orden som Qva- dratet af denne og fålgelig meget ringe ved smaa Svingninger.” Indflydelsen af Jordens Omdreining paa den her betragtede Bevægelse er altsaa aldeles forskjellig fra sammes Indflydelse paa Bevægelsen af det frithængende Pendul, og denne Forskjel har ogsaa bekræftet sig ved de Forsåg, der ere anstillede med et Apparat, som Selskabet har ladet forfærdige i Anledning af de forelåbige Pråver, som Forf. havde meddelt i Mådet d,16de April d. A., (p: 188). Imidlertid lader dette Apparat endnu meget tilbage at ånske, og Forf. maatte derfor forbeholde sig at omtale det nærmere, saafremt det maatte lykkes at bringe det til med en nogenlunde tilstrækkelig Tilnærmelse at vise de Phænomener, der skulle iagttages, Efter at være kommen til disse Resultater har Forf. i det franske Academies comptes rendus No. 13 for 27de Sept. d.A. seet Beskrivelse af Forsåg, anstillede af Person, Foucault og Sire, hvilke vise den samme Forskjel mellem Indflydelsen af Jordens Rotation paa de to Slags Bevægelser af et Legeme, nemlig naar dette kan dreie sig i alle Retninger om et Punkt og naar det er bundet til at bevæge sig om en Axe, der kun kan dreie sig i et bestemt Plan. Denne Forskjel er især frem- hævet af Foucault, der har givet to Meddelelser, af hvilke den ene angaaer det fårstnævnte øg den anden det sidstnævnte Til- fælde. Men disse Forsåg ere anstillede med et Hjul, der sæt- tes i hurtig Rotation om en Hovedaxe igjennem Tyngdepunktet. Derved bliver Anvendelsen af de ved Forf.s Undersågelser be= nyttede Formler paa dette Tilfælde meget simpel, hvorhos Tyng= den sælites ud af Betragining, og man bestemmer med Lethed 243 Længden af 'det enkelte Pendul; hvis Bevægelse er isochron med Axens' Bevægelse i' dens Plan. Er (denne horizontal, saa vil Længden I af dette Pendul: paa det Nærmeste være gende AN wcos y hvor ÅA er Hjulets Træghedsmoment om sin Axe, B Apparatets Træghedsmoment om 'Verticalen, w Hjulets og m Jordens Om- dreiningshastighed i Secundet, y Bredden og g Tyngdekrafien, Er Axen derimod "bevægelig i et Meridianplan, saa. bliver' Pen= dullængden. lite et Ånw hvor B er Apparatets Træghedsmoment om den horizontale Axe, hvorom det kan dreies, og almindeligen, naar & er den Vinkel, som en Perpendiculair paa Axens Bevægelsesplan danner med Jordens" Axe, er | ONE nine. nn Anmosind Disse Talbestemmelser agtede Forf., saasnart det kunde skee, at underkaste en Pråve ved Forsåg. Denne pendulerende Bevæ- gelse maa idvrigt ikke forvexles med den i den anfårte. Med- delelse omtalte; der har sin Oprindelse fra Centrifugalkraften, og hidtil ikke er experimentalt godtgjort undtagen paa Centri- fugalmaskinen. l Efter denne Meddelelse har Forf. i comptes rendus Nr. 19 for 8de Novbr, pag. 686—88 seet Resultatet af en. Afhandling betitlet: ,recherches mathématiques faites å Poccasion des ex- périences de Mr. "Foucault pour rendre sensible aux yeux le mouvement de rotation de la terre,” par Mr. Quet. Denne Forf. betragter et Omdreiningslegeme (corps solide -de révolution), der dreier sig om sit Tyngdepunkt saaledes, at den Axe, hvorom Dreiningen finder Sted, stedse forbliver i et Plan. De 9 Re- 244 sultater, han finder, fålge alle umiddelbart af dei Ovenstaaende nævnte Formler, og det 10de, der forudsætter Axens Bevæge- lighed i Overfladen af en Kegle, giver Svingetiden om den stadige Ligevægtsstilling i fålgende «Formel Asin&g Cn osin w hvor 2 09 er Keglens Topvinkel, w dens Axes Vinkel med Ver- densaxen og de åvrige Bogstaver svare til de ovenstaaende saaledes at 4, C, nm, 9 have samme Betydning som B, Å, nm, wo ovenfor. Denne Formel stemmer altsaa overeens med (det ovenangivne Resultat naar 9—90, d. e. naar Keglens Overflade gaaer over til et Plan. tær Selskabet modtog ved det Kongelige: Sundheds . Collégium Hr. Apotheker Steenberg's i Helsingér anstillede meteorelogiske lagttagelser for 1851. Selskabet modtog: Fra the Academy of natural Sciences i Philadelphia: A motice of the origin progres and present condition of the academy. I A Memoir of Samuel George Morton, M. D. late President of ihe Academy of Natural Sciences of Philadelphia. 1851. Proceedings of the Academy of Natural Sciences of Philadelphia fra Mai 1851—Maris 1852. American Zoological, Botanical and Geological Bibliography for the Year 1851 by Charles Girard. Fra ihe American association: Proceedings of the American Association for the Advancement of Sciences. Philadelphia 1849. Proceedings of the American Association for the Advancement of Sciences. Charleston 1850. mu MM Proceedings of the American Association for the Advancement — of Sciences. .Washington. Mai 1851. Fra Mr. Aaron H. Palmer: Observations in Relation to a Communication between the At- lantic and Pacific' Ocean through the Isthmus of Tehuante- pec. New York 1849, Re Report of Prof. Alexand. Bache, Superintendent of the coast- survey 1850. Fra det Keiserlige Academie i Wien: Denkschriften der kaiserlichen Academie der Wissenschaften. Mathematisch - naturwissenschaftliche Classe. 1852. 2' Bd. 3 Lief. . Do. Do. Philosophisch-historische Classe. 1852. 3 Bd. Archiv fir Kunde åsterreichischer Geschichts — Quellen. 41851. 7 Bd. 3—4 Heft. sk. Sitzungsberichte der Kaiserlichen Academie der Wissenschaft- liche Mathematisch-naturwissenschaftliche Classe. Bind. 8. 1852. " Heft. 12 3. Do. Do. Philosophisch-historische Classe. Bd. 8. 1852. Heft. 1 2. Notizenblatt. Beilage zum Archiv fur Kunde åsterreichischér : Geschichtsquellen. Herausgegeben von der historischen Com- mission der kaiserlichen Academie der Wissenschaften in Wien 1852. Nr. 3—10. | Almanach der Kaiserlichen Academie der Wissenschaften, Wien 1852. Fra Professor Nilsson i Lund: Skandinavisk Fauna. 4de Deels iste Hefte. Fiskarna.' Lund 1852. i Em MM Mådet den 19% Novembeér.”” 1— maa — Professor Westergaard meddelte folgende "Bidrag til .den old- iranske Mythologi, De ældste iranske Forestillinger. om Yima og.de Væsener, som staae i Forbindelse med. ham, håre til den Kreds af Myther, der nærmest dreie sig om Naturen, dens Kræfter og disses Virkninger, som .ogsaa om Mennesket . selv og dets Skjebne, Denne Art af.Forestillinger fremstaaer, som bekjendt, i de for» skjellige, Mythologier. med, en. legemlig Personligheds Form og er udtrykt i en Række af Tankebilleder, forskjellige efter Folke- slagenes .Tænkemaade og aandelige Udviklingstrin… Kilden. til den ældste iranske Mythologi er Zendavesta;.men, da det, som vi have tilbage af denne, desværre kun er forholdsvis lidet, og da dette derhos ikke sjelden er kommet. til os i-en håist man= gelfuld, Tilstand, er .der naturligt meget, som er .og vil. blive mårkt og uforstaaeligt for os. Imidlertid hårer. Mythekredsen om Yima til.de tydeligste, .og den er desuden interessant. der» ved, .at.vi, hvad ofte .alt.er paavist, "i Indiens ældste Vedalære gjenfinde en Overensstemmelse, hvorved vi..tillige faae et Ind- blik i.den aldeles forhistoriske Tid, .da Indiens og Irans jape- tiske Folkeslag begyndte at udvikle sig.i et. fælles Samliv. Fraen saadan Tid.stammer. Overensstemmelsen.i Navnene; thi Yima er den iranske og Yama den indiske Form af samme fæl- les Ord, hvis Grundbetydning ….imidlertid…ikke. er aldeles klar. Den. samme Overensstemmelse findes i Faderens Navn, Vivaghat i Iran, Vivasvat i Indien. Dette Navn maa udledes af den i Indien almindelige Rod vas med den dobbelte, men beslægtede Betyd- ning, at lyse og at brænde, (som ogsåa gjenfindes i andre jape- tiske Sprog). Ordet Vivasvat betegner derfor den. vidtllysende %) Saaledes findes i vor Sprogstamme denne Rod i austr, der svarer til Zend ushastara åstlig, en comparativ Afledning af det for Zend og Sanskrit fælles ushas Morgenråden ; Roden gjenfindes desuden i år, aarle 0. s. v. 247 eller den fremstraalende, og bruges i Indien som Tilnavn til flere guddommelige Personligheder, f. Ex. til Ilden, Morgen- råden og navnlig til Solen. "I Zendavesta omtales Vivaghat selv ikkun paa et eneste Sted (Yasna 9,4-5), som den første dåde- lige, der udpressede den saavel i.Indien som i Iran hellige Soma- eller Haoma-Plante; og til Lån herfor, siges der, skæn- kedes ham Sånnen Yima. Denne nævnes derfor paa flere Ste- der med de af Vivaghat dannede Ord: Vivaghana eller Vivag- husha, Vivaghats Son, ligesom Yama i Indien af samme Grund kaldes Vaivasvala, Vivasvats Sån. Med Mythens fælles Spire og Grundtanke, hvortil jeg: senere kommer tilbage, med denne fælles Fader og det fælles Navn ophårer Ligheden, og selv det Grundlag, hvorpaa Mythen udviklede sig i Indien og Iran, er forskjelligt. Hist henfårtes Yama til det andet Liv, til Aande»- verdenen og de saliges Boliger; i Iran derimod knyttedes Yima til dette Liv, til den legemlige Verden, til Jorden, og han var derfor her, ligesom sin Fader, et dådeligt Væsen. Yima kaldes almindeligt khshaeta og huvåpbha. Det første Tilnavn betyder Herskeren eller den herlige, og knyttes ogsaa sædvanligt til Solens Navn; det andet udtrykker ham med den gode Æt eller med de gode Slægter. Grunden hertil og Betyd- ningen af dette Navn fremgaaer tydeligt af det Sagn om Yima, som findes i Begyndelsen af det andet Kapitel af Vendidad. Her fortælles memlig, at Ormazd (Ahura-mazdå) opfordrede Yima først blandt alle dådelige til at være en Lærer og Bærer af hans hellige Ord; men Yima fålte ikke Kraft dertil og und- slog sig herfor.… Da opfordrer Ormazd ham til at frugtbargjåre og udvide hans Verdener, fil at være disses Bevarer, Beskytter og Hersker. Dette Hverv paatager Yima sig med Boén om, at deri hans Rige ikke maatte være kolde eller hede Vinde, ingen Sygdom eller Dåd; han beder desuden Ormazd, om at lære ham det hemmelige Ord, hvorved han kunde betvinge de ska- dende Dæmoner, (thi dette synes at være Meningen af Bånnens Slutningsord,- der desværre kun ere overleverede til os i nogle 248 usammenhængende og næsten uforstaaelige Brudstykker.) —Or> mazd giver ham da en gylden Ploy og sen gulddannet Pig eller Braad-stav, Symboler paa Agerdyrkning og Kvægavl.… "Yima frugtbargjår nu Jorden, eller som det hedder i Vendidad: Yima er i Kvindens Bor. (baråpe); og efter 300 Vintres Forlåb, er Jorden derved opfyldt med levende Væsener (,stort og smaat Kvæg, Mennesker, Hunde og Fugle”,) saavelsom ogsaa: med ide råde, lysende Ildflammer, og de levende havde ingen Plads tilsat be= væge sig paa. Paa Ormazds Opfordring reiser Yima sig, som det hedder ,0p mod Lyset, om Middagen, ligefor Solens Vei”, alt- saa da Dagen straalede i sin fulde Glands. Han furede Jorden med sin Plov og gjennemborede den med sin Stav; og paa hans Bån til Jorden udvidede denne sig og blev en Trediedel stårre end den får havde været, saa at alle nu fandt Pladsstil at: bevæge sig, enhver efter sin Lyst og sit Onske. " Da 600 Vintre vare forlåbne, var Jorden atter tæt opfyldt, og atter bragte Yima den til at udvide sig to Trediedele saa stor som . får; men da:900 Vintre vare forlåbne, var Jorden paany op- fyldt med levende Væsener, og Yima udvidede ved sin Bén tredie Gang Jorden, saa at den blev tre Trediedele saa stor. som for, og atter: fandt nu alle Væsener Plads til at bevæge sig paa, enhver efter sin Lyst.og sit: Onske. Jordens vidtudstrakte Storhed skyldes saaledes efter. Iranernes Forestilling væsentlig til Yimas Virken; han frugtbargjorde den udbredte Jord ved Agerdyrkning og Kvægavl, og opfyldte den med levende Skab- ninger. Men han sårgede desuden, og dette var hans egentlige og varige Hverv, omhyggeligt for disses Velværen, og ved sin Dyrkelse erholdt han saavel af Ormazd som af andre. gud- dommelige Magter Kraft til at kunne gjøre det. Den alminde- lige Fremstillingsmaade i Yashterne (den væsentligste Kilde til Zend-Mythologien) af de mythiske Personers Virken er under Form af en Bon; de fremstilles bedendé forskjellige guddomme- lige Magter om Kraft og”Evne til al udfåre hvad der er dem vigtigt, og de godes Bønner opfyldes, de ondes derimod af- 249 slaaes:… Paa' denne: Maadé siges der saaledes om Yima: ,Lad mig" bringe Frugtbarhed og Afkom, lad mig bringe Uforgænge- lighed til Mazdas Skabninger, lad mig forjage fra dem Hunger og Tårst, Ælde og Dåd, den hede og den kolde Vind i tusinde Aar,” (Yasht 1X,9, XVII,29.) — »Lad mig faae den håieste Magt over alle Folk, Dæmoner og dådelige, Trolde og Feer og de fjendilige Væsener, som bringe Dåvhed og Blindhed; lad mig fra: Dæmonerne borttage deres Lykke og Glands, deres Afkom og" Frugtharhed, deres Tilfredsstillelse og Beråmmelse.” (Yasht V,25:) — ,Yima er den lyseste og lykkeligste af de fådte, han ligner Solen blandt de dådelige; ved sin Magt udvirkede han, at Mennesker og Kvæg ikke dåde, at Vand og Træ ikke hen- tårredes, at man spiste Spiser, som aldrig formindskedes. For- medelst hans -Vælde var der ingen Kulde eller Hede, ei Ælde eller Dåd, ei heller den af Dæmoner frembragte Avind.” (Yasna 975. Yasht XV,15.) Å | Saalænge altsaa efter den iranske Forestilling Yima her- skede, 'og dette var gjennem et Tidsrum af tusinde Aar, blæste ingen" hede eller kolde Vinde, der var ingen Hede eller Kulde, Aarstiderne vare: stedse milde og venlige. Mennesket havde ingen legemlige Savn, det led ikke af Hunger eller Tårst; thi den Spise, som var givet: ham, formindskedes ikke, Vandet udtårredes ikke, ei-heller visnede de frugtbare Træer. Yima bragte"”ikke "blot Frugtbarhed til Skabningerne og velsignede dem med Afkom; men disse vare heller ikke underkastede Tidens - fortærende Indvirkning; thi Yima bragte ogsaa Uforgængelighed ned til dem; de ældedes derfor ikke, der herskede en bestandig Ungdom, og, som det hedder (Yasna'9,5.), ,Fader og Sån, begge to, skrede frem som femtenaars Ynglinge i Væxt”; derfor fandtes heller ingen Sygdom eller Dåd, saa at baade Mennesker og Dyr vare udådelige, saalænge Yima herskede. Paa'den Tid var Mennesket saaledes velsignet med alle "Naturens kjærlige Gaver, og det levede derhos i Fred og Kjærlighed med sine Omgivel- ser; thi Avind "og Had, som Dæmoner håve skabt, havde endnu 250 ikke sneget sig ind i hans Hjærte. Yima havde desuden Magt over Dæmonerne og beråvede dem Evne til at skade tilligemed den Tilfredsstillelse og Lykke, som var bleven de jordiske Skab- ninger til Del. Yima er derfor ,den-lyseste, lykkeligste af alle de fådte, den af alle dådelige som mest ligner Solen.” Ligesom Yima' havde en lysende Fader, saaledes knyttedes ogsaa hans Bolig til Lyset. Hans Virken for Menneskene udgik nemlig fra Bjerget Hukairya (o: med den skjånne Form), der kal- des det al-siraalende, det gyldne; thi det var den håieste Top paa det håie Haraiti eller Hara (eller med det senere og bekjendte Navn Alburz), som er det Ostens Bjerg, der danner Grændse= skjellet mellem den forgængelige og den uforgængelige Verden, det Bjerg, hvorfra Mipra, Lysets Herre, for Yimas Skyld -op- lyser den hele Verden, og hvor der fålgelig hverken er Nat eller Mørke. ig Heraf fremgaaer den Forestilling, som ligger i Yima-mythen, og R. Roth%) har alt opfaltet Yima "som den billedlige Frem- stilling af den jordiske Guldalder med alle Overflådighedens øg Fredens Velsignelser; men hertil maa dog bemærkes, at han vel er delte eller, man kunde sige overhovedet, det symbolske Udtryk for Menneskets lykkeligste Tid og Livets lyseste Tilstand, men dog ikkun for saavidt som denne er betinget af eller be- roer paa Menneskets jordiske eller physiske Velfærd; thi Yima havde ikke Kraft til at bringe ned til Jorden det hellige Ord, Kundskab om Gud. Samme Grundtanke knyttedes i Indien til Yama; ogsaa han var der den billedlige Fremstilling af «Guld- alderen, det symbolske Udtryk for Menneskels lykkeligste, ly- seste Tilstand. Men hvorvel Inderen elskede Livet og dets: Go- der med samme inderlige Kjærlighed, som Naturens åvrige Skabninger, hildedes han dog mindre i dets Glæder; thi med sit dybe Sind og alvorsfulde Tænkemaade saae han grant de jordiske Goders Forgængelighed. Han vendte derfor sin Tanke %) Zeitschrift der morgenlåndischen Gesellschaft. IV. 420. 251 til Livet hinsides Dåden, der sågte han og der fårst fandt han sitsvirkelige Hjem. For ham var derfor de Dådes Rige ikke en uhyggelig Bolig for blege Aander uden Nydelser og uden Glæder; det-var tværtimod, ligesom hos vore Fædre, begavet og forsynet med alt det skjonneste og” herligste, og did var det'en bLyst at komme; der fårst fandtes for ham den virkelige, sande Guldalder, ;og derfor "troner Yama der udådelig i de sa- liges Hjem. Iraneren derimod fæstede mere sin Tanke til denne Verden; han knyttede da naturligen Yima og Guldalderen til denne Jord og til dette Liv. Yima er derfor for ham et dåde- ligt Væsen; »ihi han lever kun i og for denne forgængelige Verden, og maa altsaa forgaae med den. Skjøndt han i Sagnets Form knyttes til en bestemt Tid, er han dog ikke blot Udtryk- ket for en svunden Tidsalder, som aldrig mere vender tilbage; han er overhovedet Udtrykket for hvert Menneskes "lykkeligste physiske Tilstand; og naar f. Ex. Dagen'i sin fulde Glands aabenbarer alle Naturens Herligheder, naar milde Aarstider frembringe Overflådighed af alle Jordens Gaver og Nydelser, og naar: Mennesket lever i sin fulde Kraft i Fred med sig selv og i Kjærlighed med sin Omgivelse, da hersker Yima end paa Jorden og udbreder her sin Velsignelse; "derfor siges der i Yasht X1ll,130, ,skulle vi dyrke Grundvæsenet (feroher, fra- vashi) af- Vivaghats Son, Yima, den sande, kraftfulde, af ham med de mange Slægter, forat kunne afværge den Ulykke, som forvoldes af Dæmoner, den Tårke, som ådelægger Markerne, og den alt tilintetgjårende Forgængelighed.” Denne lyse, lykkelige Tilstand, hvis symbolske Udtryk Yima: er, saae franeren tillige var forgængelig; han sågte efter Grun=- den til Lykkens Afbrydelse eller Ophør, og fandt den hos Men- nesketøselv, i Yimas egen Bråde. Mythesagnet herom findes i den saakaldte Zemyåd Yasht, der er meget sjelden og var ukjendtaf AnquetilDuperron, hvorfor den heller ikke er optagen i hans Oversættelse af Zendavesta. Denne Yasht skildrer Yimas" Virken i Overensstemmelse med de åvrige Zend-Kilder, hvor- 252 efter den tilféier, at Lykken fulgte Yima, fordi ingen onde Få- lelser fandtes hos ham; den varede ved, indtil-han bragte ind i sin Tanke Løgnen og den usande Tale. Heri fandt Iraneren saaledes Grunden til Lykkens Ophør, og Afsky for Lågnen var ikke blot almindelig paa de Steder, hvorfra Zendavesta nærmest har sin Oprindelse, men ogsaa ligesaa herskende i de vestlige iranske Lande. Bekjendt er Herodots Fortælling, at. Per= serne kun lærte deres Sønner tre Ting, at ride, skyde med Bue og at tale Sandhed, og Darius, Hystaspes Sån, beder i-en af sine Indskrifter Ormazd om at beskytte hans Rige mod tre Onder, mod fjendtlig Overfald, mod Uaar og mod Løgn. Da Yima”, fortsætter Zemyåd Yasht, ,havde fért Lognen og den usande Tale ind i sin Tanke, 'saa flåi den lyse Lykke synlig bort fra ham i en Fugls Skikkelse, og da han nu-ikke længere saae Lykken skinne, sårgede han og båiedes ned mod Jorden”. Tre Gange lader Mythesagnet Lykken flygte bort fra Yima; men ham var det ikke givet at bringe den svundne Lykke tilbage. Yima er Udtrykket for Lykken, saalænge den bestaaer; med Lykkens Ophør ophårer ogsaa Yima; til at kæmpe mod Ulyk- ken, til at standse den bortflygtende Lykke og bringe-den til- bage, dertil udførdredes andre Kræfter, andre mythiske Væsener. Da Lykken derfor fårste Gang flygter bort fra Yima, gribes den af Mipra, hvem Ormazd har gjort til den lyseste og lykke- ligste af alle hellige Aander, ligesom Yima er det blandt de dåde- lige. Mipra er Lysets venlige og kjærlige Herre; han er ei, som Yima, et dådeligt Væsen, men et aandeligt og udådeligt; thi Lyset er jo ikke indskrænket ene til denne forgængelige Verden; det straaler fra Evigheden af, ogsaa hos Ormazd og i hanssufor- gængelige Verden. Den flygtende Lykke, søm Mythesagnet lader Mibra gribe og- standse, er vel derfor Dagens klare Glands, "der viger for Nattens sorte, uhyggelige Mørke. Men Mipra -straaler om Natten ved sin tallåse: Stjerneflok og forjager Mårket»ved sit-Lys; han bringer atter Dagens me Lykke tilbage til Yima og til Jorden. 253 Lykken "flygter atter' bort fra Yima, men gribes af Prae- taona, den flygter tredie Gang, og optages af Kåråsåspa. Den fårste af disse to mythiske Væsener, Praetaona, tilhårer Abbhyas stærke "Æt, han er en Sån af Åbbhya selv. Denne var ligesom Yimas Fader et' dådeligt Væsen; men det eneste, der i Zend- avesta fortælles om hans Virken, er, at han var den anden blandt de: dådelige,- som udpressede den hellige Haoma-Plante; hvor- for dér til Lon skænkedes ham Sånnen Praetaona. Navnet Apbhya, deri denne Form ligesaalidt som Sonnens Navn lader sig: etymologisk forklare, svarer, som Burnouf+) forlængst har paavist, til det indiske Aptya, hvoraf det er opstaaet ved en Ombytning af de to midterste Medlyde og den derved frem- kaldte Lydforandring. Begge Former af Navnet gjenfindes i den senere persiske Udvikling af Mythen, hvori Praetaonas eller, som han der kaldes, Feriduns Fader nævnes med det mere Zend- lignende Navn Atbin, medens vi hos Firdusi finde den mere indiske Form Abtin. Det indiske Aptya betyder den af Vandet oprundne,; en" Son-af -Vandene, der flyde paa Jorden og i Luf- ten. Delte Navn tillægges i Vederne en Luftgud Trita, hvis Navn vel findes i Zendavesta, men som her er knyttet til et helt andet Væsen, som jeg siden skal omtale. Imidlertid findes der i Mytherne om den indiske Tritas og den iranske Praetaonas Virken en saadan Overensstemmelse, at det er klart, at vi og- saa her have en fælles Grundmythe, som har udviklet sig paa forskjellig Maade, hvorved tillige Trita er kommen til at spille en mere underordnet Rolle, end Praetaona. "Denne fådtes i del firhjornede Varåna, der i Vendidads Fortegnelse nævnes som det fjortende "Land Ormazd skabte. Jeg har alt tidligere be- mærket%%), at hvis det er etjordisk Land, maatte det såges i Nær- heden af Indien, der i Fortegnelse nævnes umiddelbart derefter som det femtende: Landet Varåna omtales imidlertid i Zend- avesta kun i Forbindelse med Praetaona, der fådtes han og der- ”) Journal åsiatique. 1845. V. 120, +") Ovenfor S. 211. 254 fra opslige hans Bonner til de guddommelige Magter. — Ordet Varåna betyder det afværgende, det hindrende, det afgrænd- sende, og da dets Tillægsord firhjoårnet dog vel:sigter til-de fire Verdenshjårner, og da: Praetaona, som jeg strax skal såge at vise, er et Luftvæsen, synes Varåna snarest at- betegne de yderste, fjerne Egne, der ligesom afgrændse Himlen fra Jørden og standse Oiets fremtrængende. Syn. Zendordet Varåna svarer derhos ogsaa etymologisk paa den ene Side til Grækernes ”ovgexvog, og paa den anden til det indiske Varuna, et Navn som i Vederne tillægges den Gud, der hersker over Himlens |. yderste Egne, hvor Luft og Hav ligesom smelte sammen, hvor= for han i den senere indiske Mytholøgi er bleven til Havets Gud, medens han i Vederne nærmest fremtræder som Aftenens og Nattens mystiske Herre. Muligvis har det iranske Varåna, i Modsætning lil Yimas Hjem paa det yderste Ostens "Bjerg, nærmest betegnet Himlens og Luftens fjerne vestlige Egne, der hver Aftensskjule Solen og Lyset, saa meget mere; som det af Varånåa dannede Tillædsord varånya i Zendavesta ene bruges om Mårkets onde Væsener. : Praetaonas vigtigste Daad, som ofte omtales men tildels med samme Ord, var Kampen med Azhi dahåka, den ådelæg= gende Slange. Denne skildres med tre Hoveder, og derfor og- saa med tre Gab og sex Oine; den havde tusinde Kræfter, var ond og den allerstærkeste af de onde Væsener, som den onde Aand, Ahriman, skabte til Odelæggelse af Sandhedens og God=- hedens Verdener. Denne ådelæggende Slange omtales særskilt i to Yashter (V,29 og XV,19), hvor den fremstilles som bedende de mythiske Væsener, Ardvi sura og Vayu, om Kraft til at gjøre alle Verdensegne mennesketomme. Dens Bån bliver na- turligvis ikke opfyldt, hvorimod saavel disse to, som andre gode Væsener skænkede Praetaona Kraft til at fælde den og dens begjerlige og mægtige Hjælpere. Ligesom Praetaona: kæmper med Slangen (azhi), saaledes kæmper ogsaa den indiske Trita med en Slange (ahi), og ved denne Overensstemmelse fremgaaer 255 tilligé Bélydningen af den iranske Mythe. Det indiske ahi be- tyder nemlig, ligesom Zendordet azhi, ligefrem en Slange; men da Slangen i Osten var Symbolet paa det onde, saavel det moralske som det physiske, overfårtes i Indien Slangens Navn ogsaa paa de store Masser af tunge og tykke Skyer, der i Regntiden skjule. Himlen og ligesom true Jorden med Odelæg- gelse. "Naar dette skeer, iler Indra til Kampen; han splintrer Skyerne med: sit Lyn, forjager dem fra Himlen og fælder Ahi eller Sky-Slangen; og i denne Kamp underståttes han af Trita og Vindenes Guddomme. Samme Naturforestilling trøer jeg " ligger i den iranske Mythe om Kampen mellem Praetaona og azhi, der efter de almindelige Lydovergange er det indiske ahi. … Ogsaa denne er den onde Sky-Slange, derfor netop hen- vender den. sig til. Ardvi suravog Vayu, der i Korthed kunne siges at være Personificationer af Vandet og Vinden, med hvis Væsen den alisaa var beslægtet. Men i Irån er Indra vel ogsaa en deva ligesom i Indien, men som bekjendt, er Betydningen af dette-Ord forskjelligt; thi Indiens lyse deva er i Iran en Beteg- nelse for onde Væsener, og til disse hårer her Indra. FPrae- taona er "her. derfor ikke som den indiske Trita en Hjælper af Indra, men. indtager selv hans Plads i Kampen mod Sky- Slangen: Han er. et Luftvæsen, oprunden af Luftens Vande og fodt i Luftens yderste Egne; men han er ikke nogen Gud som Indernes Indra, han er et dådeligt Væsen, et Barn af Naturen og af den legemlige Verden og derfor forgængelig som denne. OQverensstemmelsen mellem Indra og Praetaona, som ogsaa i Mythens fælles Grundlag, bestyrkes desuden ved et fælles Til- navn, der kun faaer sin rette Betydning fra den indiske Gude= lære. De store Skymasser, der ere personificerede under Slan- gens Form, kaldes nemlig ogsaa Vritra, den skjulende, ;hin= drende, og Indra, der fælder ahi eller Vritra, er derfor Vri- trahan eller. Vritras Bane. Samme Tilnavn, i den iranske Form Våråprajan, bærer. ogsaa Praetaona, aabenbart, hvad og alminde- ligt er aånerkjendt, fra det fælles Samlivs Tid; thi ellers har 256 våråpra, den iranske Førm af det indiske Vritra, tabt denne særegne Belydning, der kun er bevaret i våråprajan og det deraf dannede Navneord våråbraghna, medens det har erholdt en almindeligere af Modstandskraft, Seier, hvorved Ordet vårå= brajan,. idet det tabte sin oprindelige etymologiske Betydning, tillige er blevet ensbetydende med våråpravat, den med Mod- standskraft begavede, den seiersalige, der ogsaa tillægges Prae- laona. Der siges saaledes om ham: »han er den seiersaligste af de seiersalige dådelige, næst efter Zoroaster” (Yasht XIX,36); thi ogsaa denne kæmpede en Kamp, men mod det moralske Onde, hin derimod mod det physiske Onde: overhovedet, for saavidt som det har sin Oprindelse fra de Kræfter, der råre sig ovenover Jorden, i Skyerne og Luften. Hans Virken var nemlig ikke indskrænket ene til Kampen med Azhi; men der siges ogsaa: (Yasht 13,131), ,at vi skulle dyrke hans Grundvæsen (fravashi), forat kunne afværge den ved Heden frembragte Sygdom, Sky- brud og Oversvåmmelse, foruden den Skade, der forvoldes af Azhi.” Mythen om Praetaona grunder sig ene paa en barnlig men poetisk. Betragining af Naturen. Han er det symbolske Udtryk eller Billedet af de gode, velvillige Naturens Kræfter i Luften eller Himlen, hvis Virken man tænkte sig at gaae ud paa at standse de onde, fjendtlige Kræfters Voldsomhed ag at hindre den Skade, som disse ligesom true med at ville tilfåie Jorden. Naar da den lyse Lykke bråster for Yimas Bråde, naar Himlen formårkes og Luften dækkes af sorte Skyer, naar umilde Aarstider med alle deres Trængsler indvirke forstyrrende paa Menneskets physiske Velværen, naar derved alt i Naturen er mørkt og uhyggeligt, da er Praetaona virksom og søger at raade Bod paa det onde; han griber derfor og standser. den fra Yima bortflygtende Lykke. Til denne Forestilling af Braetaona, som et kjærligt, for Jorden omhyggeligt Luftvæsen, synes ogsaa en anden Mythe at sigte, der fortælles om ham; hvorvel dens Betydning endnu ikke staaer ganske klar for mig. — Mythesagnels Indhold er 857 mee en kortelig (Yasht V,60—66): Den fårste Vafra navåza dyrkede Ardvi sura den Gang, da Praetaona i Skikkelse af Fuglen Kahrkåsa omtumlede ham i det høie; i tre Dage og tre Næller svævede han ned mod sin Bolig, men kunde ikke komme videre; han beder: da til Ardvi sura og lover hende tusinde Offre ved Raghas Vande, hvis han maalle komme ned paa Jorden til sin Bolig; hun viser sig i en yndig Piges Skikkelse og opfylder hans Bøn. Ardvi sura er Personificationen af den flydende Vædske, som viser sig overalt i Naluren, oplivende, frugibar- gjorende og vederqvægende, f. Ex. i Mandens Sæd, i Kvindens Modersliv og i hendes Mælk, i Jordens Vande og i Luftens Regn. Derimod er Betydningen af Vafra endnu ikke ganske sikker; det synes, men dog med en héi Grad af Sandsynlighed, at være at nypersiske barf, Snee; er delte saa, betegner vafra navåza den første, nyfaldne Snee. Forestillingen eller Tankegangen i"Mythen vilde da være: Sneen higer ned mod Jorden, dens Hvileplads og derfor dens egenilige Bolig; men den vil virke forstyrrende og skadende Menneskets physiske Velfærd; Prae- taona séger derfor at standse den i sit Hjem, i den héie Luft. Dog Sneen er en Del af Ardvi suras eget Væsen, men ikke, som den odelæggende Sky-Slange, aldeles ond eller uden gavn- lig Virken ; hun bønhåérer den derfor og bringer ”den ned til Jorden, hvor den ved sin Væde åver en velgjorende Indflydelse ; ihi Sneen kan dog mindst betragtes som aldeles uheldbringende i Lande, som Irån, der lide og til alle Tider have lidt under en stor Téårke og Vandmangel. Tredie Gang flygter den lyse Lykke bort fra Yima forme- delst hans Bréde; men den gribes af Kåråsåspa. Denne til- hårer Ælten Såma, hvoraf der foruden ham nævnes Broderen Urvåkhshaya og deres Fader Prita, Æitens Navn Såma betyder, paa Grund: af dets Slægtskab med den indiske Rod gam, den " som bringer Ro, som beroliger, stiller, lindrer; og dette Navn udtrykker i Kørthed Maalet for hele Ættens Virken i dens for- skjellige Retninger. Da denne dens Virken ene gik ud paa 258 Mennesket og fandt Sted for dettes Skyld og til dets Held, maatte den ophåre med Menneskels Dåd; derfor er hele Ælten dådelig ligesom Mennesket, hvortil den er knyttet. Af denne Æt, siger Yasna (9,10), var Prita den nyttigste; han var den tredie dåde- lige, næst efter Vivaghat og Abbhya, som udpressede den hel- lige Haoma-Plante, og til Lån herfor fådtes ham de to Sénner Urvåkhshaya og Kåråsåspa. Hvilken Nytte Prita stiftede, hvor- paa hans Virken gik ud, fortæller Vendidad (Kap. 20) tydeligt: »Han var den fårste af de udholdende, lyse, kraftige, dådelige, som holdt Sygdom til Sygdommen, Dåd til Dåden, og som holdt den brændende Feberhede borte fra Menneskets Legeme.” Prita gjår saaledes ligesom Sygdommen selv syg og svag; han bry- der Sygdommens Magt, standser Dådens: Angreb og fjerner Legemets Smerter; og Ormazd selv skænkede ham Lægemid- lerne dertil. I Prita have vi desuagtet naturligvis ikke nogen legemlig Læge; men vi maa såge i ham Personificationen eller det billedlige Udtryk af Naturens lægende, helbredende Kraft. Derfor hører han til Såma-Ælten, thi han stiller og beroliger Legemetis Sygdomme og Smerter, og knyltet til Menneskets Le- geme er han dådelig som delte. Men han er den nyttigste af Såma-Slægten; thi i denne Retning kunde Mennesket vel i'sin Barndom, beråvet Videnskabens Erfaring, mindst udrette noget ved egen Kraft, men maatte overlade alt til den udholdende, utrættelige Naturs helbredende Magt eller, som Mylhen siger, til Pritas lægende Virken. Hans Navn er ligefrem det får om- talte indiske Trita, og Sanskrit Oversættelsen af Yasna tilféier, at han kaldes saa, fordi han var en tredie Sén, saa at Navnet vilde være at udlede af Talordet pri (tri), tre, ligesom vi finde i Forbindelse med Trita i Vederne en Dvita og en Ekata af- ledte af Talordene dvi (to) og eka (en). "Imidlertid kunde det vel være muligt, at Zendnavnet Pprita snarere skyldte sin Op- rindelse til Roden prå (Sanskrit trå eller tråi) at frelse, be- vare; hvorved Betydningen af hans Navn vilde stemme overens med Maalet for hans Virken. Han er ikke den eneste Prita, der 259 mævnes i Zendavesta; i Yasht V,72' omtales Prita og Ashavazdah, som Sønner af Såyuzhdri; men da disse sæltes i Forbindelse med Kampen mod de fjendtlige Nomade-Stammer, tilhåre de snarere Iråns gamle Sagnhistorie end til Mythologien. Denne samme Prita nævnes vel blandt dem, hvis Grundvæsener skulle holdes hellige (Yasht XIIM,113), tillige med en kvindlig Prita eller Priti (smst. 139); men det samme er ogsaa Tilfældet med andre, som det synes, rent sagnhistoriske Personer. ” Hin den mythiske Pritas fårste Sån- er Urvåkhshaya, hvis Navn betyder den vidiherskende eller den vidtbeskyttende. Han siges i Yasna at være from, en Udbreder af Retfærd, og påa et andet Sted (Yasht XXI1I,3) hedder det: ,bliv velgjårende og ”aaben som Urvåkhshaya.” Détite er alt, hvad der særskilt fortælles om hans Væsen, men dog imidlertid tilstrækkeligt til at vise den Betydning, der var knyttet til ham; og vi tage næppe feill, naar vi betragte Urvåkhshaya som det symbolske Udtryk for den indre Kraft hos Mennesket og den velgjårende Indfly- delse af Tiden, som stiller Sorger og dysser Lidenskaber, af den Kjærligheds Fålelse hos Mennesket, som gjår det velvilligt og relfærdigt mod sin Omgivelse. Derfor er Urvåkhshaya en Æuing af Såmas beroligende Slægt, han er den lægende Pritas Sån; thi han stiller Sjælens Sygdomme, ligesom Faderen Lege- melis. Han er dådelig; thi med Menneskets Liv ophårer hans Virken, hisset er der jo ingen Sorger og Lidenskaber, ingen Uvillie og Uretfærdighed. Men her paa Jorden er han vidther- skende eller vidtbeskyttende; thi hvert Menneske trænger til hans Hjælp, og hans velsignelsesrige Virken spores saa vide om paa Jorden, En saadan indre Virken, og det rolige, fromme, fredelige Liv, som er dens Følge, afgiver ikke Stof til megen ydre Omtale; og derfor er det saare naturligt, at Urvåkhshaya kun såa sjelden nævnes. Men Fromhed og Fredelighed er og- saa udsat for fremmed Angreb og Fornærmelser, uden selv at have Kraft til at afværge dem eller Villie til at hævne sig. Dertil hentyder en anden Mythe (Yasht XY,28), som lader Broderen 260 id Kåråsåspa bede: ,lad det gives mig at skride frem méd Hævn for min Broder Urvåkhshaya, lad mig dræbe Hitåspa;” til denne Mythe kommer jeg senere tilbage. Den tredie af Såma-Slægien, Kåråsåspa, fremtræder i en bestemtere Skikkelse. Han er ung, med det håie, ranke Legeme og det mandige Sind; han er Spyd-væbnet og Kålle-bærende; han er næst efter Zoroaster den stærkeste af de stærke dode- lige, formedelst sit Mandomsmod til Forsvar, sin raske Lyst til at måde Faren. Kåråsåspa er en Kriger i sin fulde Kraft, og hertil sigter ogsaa hans Navn, hvis Betydning er den hvis Heste ere magre, og derfor hurtigere og mére udholdende; hvad endnu er Tilfældet paa de turkomanske Stepper. Men Kårå- såspa er ingen vild, fremstormende Barbar; han hører til Såmas beroligende Slægt, han er en Sån af den lægende Prita og Fromhedens Broder. Hans Kald og Hverv er vel Kampen, men ikke for dennes egen Skyld; han kæmper for at læge Ufredens Saar, at raade Bod paa Fredens Brud, at bringe den svundne Fred tilbage, og de godes. hellige Grundvæsener beskytte hans Legeme (Yasht XI1II,61), hvis Styrke udfordres hertil. Han maa derfor betragies som Personificationen eller det billedlige Udtryk af Mandens raske Mod og Legemskraft, der ikke angriber uden til eget Forsvar, men dog staaer rustet og rede til Kampen, naar og hvor Faren viser sig. Hermed stemmer hvad der siges om ham (Yasht XIII, 136): vi dyrke hans Grundvæsen (fravashi), forat kunne afværge fjendtlig Vold og den angribende Skare, forat kunne afværge den onde og den Skade, som "de 'onde ville tilfåie os.” — Kåråsåspa hårer til de dådelige, thi han er en Del af Mandens Væsen; han er den stærkeste blandt dem, dog ikkun næst efter Zoroaster; thi den Kamp, som Zo- roaster gik imåde, var for Troen og det aandelige Liv; den er af håiere Betydning og dertil udfordres fålgelig en stårre Styrke end til Kåråsåspas Kamp for det dådelige Liv og. den timelige Fred. Da dennes Virken saaledes er Kampen med Menneskets jordiske Omgivelse, er den derved mere aaben og … BBå meme lydelig end hans tvende Frænders. Dette synes at være Grun- den til, at han fortrinsvis og ene nævnes i Mythesagnet som den, der griber den lyse Lykke, naar den.tredie Gang flygter bort fra Yima; ihi denne Lykkens Flugt sigter dog vel overhovedet lil al den-Nåd og alle de Lidelser, som have deres Oprindelse … hos Mennesket selv og i hans levende Omgivelsers Overlast. Og til at raade Bod herpaa udkræves vistnok ligesaa meget Faderens og Broderens Bistand; men deres Virken er mere i det skjulte, i Menneskeis Indre og hans hjemlige Liv, og der= for ei saameget Gjenstand for almindelig Omtale og Ry, som Kåråsåspas, der kæmpende ude såger al tilbagefåre den brudte Fred med Omverdenen. sb Mange og forskjellige ere Aarsagerne til Fredens Brud, mange Myther havdes derfor ogsaa om Kåråsåspa. De dreie sig alle om hans Kampe; men de ere fortalte i-stor Korthed, og ofte ikkun låseligt berérte, hvorved deres indre Idee bliver dunklere og utydeligere, end det muligvis ellers. vilde have været Tilfældet. Thi Mythen henter, som bekjendt, sin Beskri- velse fra det virkelige Liv, og kan derved let optageisig vir- kelige Begivenheder øg udsmykke sig med Træk af Livet og Navne uden. al mythologisk Betydning, der altsaa først maatte udsondres, for: man kan komme til Mythens egentlige Væsen. Dette kan navnlig lettest blive Tilfældet med saadanne Myther, som dreie sig om Mennesket selv og dets Færden herpaa Jor- den, hvad Mytherne om Kåråsåspa gjåre. Skjåndt det derfor er sandsynligt og rimeligt, at vi i Kåråsåspas Modstandere, som han fælder, have Personificationer af de forskjellige Aarsager til Fredens Brud, er det dog utydeligt, til hvilken af disse den enkelte Mytihe netop sigter, især naar den kun er låseligt om- talt, eller blot et Navn paa en Fjende er anfårt. Jeg skal der- for her: indskrænke mig til de Myther om ham, der indeholde mere Æmne end et blot Navn. Kåråsåspas Hoveddaad, den omtales idetmindste ene i Yasna (1X,11) og nævnes fårst i Zemyåd Yasht, var hans Kamp med 262 den giftige Slange eller Hugorm, Sruvara (den. med Horn eller Klåer forsynede), ,der sluger Mennesker og Heste, paa hvem den grånne Gift flåd tommetyk,” Mythens Grundbetydniyg synes at være klar, og Hugormen betegner vistnok overhovedet alle vilde Dyr, farlige for Menneskets Sikkerhed og Fred, hvis Angreb og Overlast tidt kaldte ham til Kamp og Forsvar; den synes kun at være nævnt fortrinsvis, fordi den var Symbolet paa alt ondt og, som Biblen siger, trædskere end alle Dyr paa Marken. Derimod er Mythen i sine Enkeltheder dunkel for mig og jeg veed ikke hvortil den hentyder, naar den videre fortæller: ,Kåråsåspa fældede Hugormen og kogte den til Fåde i et Jernkar; ved Middagstid brændte den og hvislede, den styrtede ud af Karret og væltede det udstråmmende Vand; bort veg forskrækket den modige Kåråsåspa.” Jeg har alt nævnet Mythen om Hitåspa, som Kåråsåspa. fæl- der for at hævne sin Broder Urvåkhshaya. - Hitåspa beskrives ikke nåiere, selv hans Navn er dunkelt; men paa Grund af den Maade, hvorpaa han er nævnet, synes han at skulle være Ud- trykket for det fromme og fredelige Livs værste Fjende. Hans Navn kan betyde den med de blege Heste; skulde han da be- tegne den gustne Avind og den lumske Skadefryd, der harmes over andres Lykke og kun tragter. efter at forstyrre den til egen Fordel, ja endogsaa uden saadant Hensyn? En anden Fjende, som Kåråsåspa fælder, er Zairi-påshna, »der styrter frem gabende forat &delægge Sandhedens eller Ren- hedens legemlige Verden.” (Yasht V,38, XIX,41).. Navnet be- tyder ham med Guld-hæle, den guld-hælede; skulde vi derfor i ham have Udtrykket for Guldtårstens, den urene Havesyges begjerlige Aand, der ikke finder Ro og Hvile i Besiddelsen af sit eget, men higer efter mere, selv om delte er andres Eien- dom, der kun uretfærdigen ved Vold og List kan erhverves? "Han hører forresten, hvad dog ikke bidrager videre til at op- klare hans Betydning, til en Klasse af Væsener, som kaldes Gan- 263 w darbher, hvilke i Indien ere Tjenere i Indras Himmel; men i Iran' tilligemed Indra selv ere blevne til onde Væsener. Blandt flere andre, som Kåråsåspa fælder, men hvis Navne kuffanfåres uden nærmere Beskrivelse, nævnes (Yasht XIX,43—44) en Snåvidaka, som slaaer med Kléer. Betydningen af Navnet er uvis; men han selv er en afmæglig Altraas og Begjerlig- heds hovmodige Aand med viditsvævende Lyster, der for egen Fornéielses Skyld ånsker at vende op og ned paa den hele Verden. Mythesagnet lader ham nemlig udbryde: ,Jeg er svag; men var jeg stærk, da skulde jeg gjåre Himmelhvælvingen til min Vogn og Jorden til dens Hjul; jeg skulde fre den hellige Aand ned fra hans håéie, lyse Bolig, og jeg skulde bringe den ønde Aand op fra hans mårke Elendighed; begge to, den hel- lige og den onde Aand, skulde da trække min Vogn, hvis ikke Kåråsåspa dræber mig; men, tilféier Mythen, den modige Kå- råsåspa fældede ham.” Han synes endelig ogsaa at være sat i et fredeligt Forhold til en af Feerne, der ellers i Zendavesta betragtes som onde Væsener, "I Vendidad (1,10) siges nemlig om (det syvende Sted, som "(Ormazd skabte, Orkenen Duzhaka: ,der frembragte den onde Aand (Ahriman) en Fee, hvilken den knuste, som fulgte Kåråsåspa.” ” Efter Ordene paa deite Sted maatte Feens Over- vinder ligeledes være en Fee; men det er dog muligt, at vi her ikkun have en kort Hentydning til Kåråsåspas da velbekjendte Væsen; idetmindste forekommer den sidste Sætning (som fulgte Kåråsåspa) paa et andet Sted (Yasht XIX,39) ordlydende om det” mandige Mod, Heltens uadskillelige Ledsager, som visselig ogsaa behåves i Kampen mod Mårkets Feer og Aander. Kåråsåspas Virken er naturligvis udbredt over hele Jorden; her maatte" derfor ogsaa hans Hjemstavn være; og ligesom Yimas- Virken navnlig udgik -fra den højeste Top af Ostens Lys- bjerg, og Praetaona fådies i Luftens yderste Egne, saaledes knyttes Kåråsåspa til Havet med de store Svælg, til det Jorden 264 omslyngende Verdenshav;. thi herfra kunde hans Virken, lige- som dette, omfalte den hele Jord. | Disse Naturmyther, som jeg her enkeltvis har gjennem- gaaet, disse mythiske Forestillinger om Nalurens og Menne&kets Tilstand og Virken, have i Tidernes Lob antaget en mere sand- selig, legemlig og menneskelig Form, og saaledes fremtræde Jemshid, Feridun og Gershåsp som rent jordiske Konger og Helte i Persernes senere Sagnhistorie. Jeg skal imidlertid ikke her gaae ind paa denne Udvikling af hine Natlurmyther, men såge at sammenfalte dem til en Helhed; thi de udgjåre tilsam- men en Enhed, og ere ikkun enkelte Dele af et sammenhæn- gende Billede, hvori de gamle Iranere, for mere end to -Aar- tusinder siden, have sågt at fremstille deres Opfattelse af Men- neskets jordiske Lykke og Velfærd, af Naturens modstridende Kræfter, der indyirke hjælpende og forstyrrende derpaa, og af Kampen, som udfordres lil at sikkre den og bringe den tilbage, haar den bråster formedelst Menneskets egen Brode. Den lyse Yima udbreder den jordiske Lyksalighed, og, saalænge han er uden Bråde, hersker den i rigeligt Maal uforstyrret paa Jorden blandt alle Jordens Skabninger; men ved hans Bråde svinder den, uden at han har Kraft til at fåre den tilbage. Dagens Lys fortrænges af Nattens uhyggelige Mårke; men Lysets venlige Herre griber den flygtende Lykke og fører den atter tilbage. Naturen taber sit lyse glade Udseende, Himlen dækkes af sorte, truende Skyer, mårke og barske Aarstider siandse og forstyrre Naturens kjærlige Gaver: da fådes Praetaona i Luftens yderste Egne, netop der hvorfra Ulykken kommer, han kæmper mod og hæver disse Naturens og Luftens Hindringer ;. thi Kampen mod dem er hans Kald og hans Hverv. Selv fra Jordens Skab- ninger og hos dem selv opstaae Hindringer for Lykken, men disse soger Såmas Æt at fjerne. — Naar Sygdommen angriber Menneskets Legeme og standser hans Nydelse af Livets Goder, da træder Prita til legende og helbredende. Naar Sørgen tyn- - ger hans Hjerle og Lidenskaben sniger sig ind i hans Indre, 265 naar de formårke hans Sind og forstyrre hans Ro, da viser Urvåkhshåya sig dyssende og beroligende, han bringer hans indre Fred tilbage og gjor ham, ligesom Faderen, atter skikket til ned Lyst og Glæde at nyde Liveis Velsignelser. Naar Fa- "rens: Time kommer, naar andres Ondskab, Havesyge eller Fjendskab såge at forslyrre hans ydre Fred, eller naar vilde Dyr true hans Sikkerhed, da staaer Kåråsåspa rustet og rede til Kampen, han fælder modig hans Fjender, hævner den be- gaaede Udaad og fjerner hver Fare. Kort, Yima udbreder den jordiske Lyksalighed blandt Menneskene, og de andre Væsener bekæmpe og fjerne, enhver efter sit Kald, de Hindringer der stille sig i -Veien for den; og med Undiagelse af Lysets Herre, ere de: alle dådelige; thi deres Virken er ene knyttet til denne forgængelige Verden, den bestaaer. ved denne og maa ogsaa ophøre med den. | Hermed slutter Zemyåd Yasht sit Billede af Menneskets jor- diske Lykke, af dens Afbrydelse og Ophår og af Kampen for at fore: den tilbage; men Billedet er dog endnu ikke fuldstæn- digt: Thi om end den jordiske Lykke straaler i al sin Glands og Fylde, om end Mennesket, karsk paa Legemet, med livsfriskt Sind og i uforstyrret Fred er i Stand til at nyde Livets rige Goder, er han dog endnu ikke fuldkommen lykkelig; noget mangler endnu i hans Lykke, hvad ogsaa Iraneren fålie, det nemlig som Yima ikke havde Kraft til at bringe ham, Kundskab om Gud og hans hellige Ord. Haoma-Yasht, der er optaget i Yasna, fuldfører Billedet; den nævner først Yima, Udbrederen af den jordiske Lykke, dernæst Praeltaona og Såma-Ætten, som kæmpe mod Hindringerne for Lykken, og derpaa nævner ,den tilsidst:i fjerde Række Zoroaster, hvem Ormazd havde givet at fuldkommengjøre Menneskets Lykke ved at bringe det den Kund- skab om Gud, som det endnu savnede. Zoroaster nævnes sidst, ingenlunde fordi Iraneren ansaae delte for en ringe og fåie Ting; «tværlimod ogsaa for ham var dette det håiesie og vig- ligste, og han lader derfor Zoroastier være den seiersaligste og 266 stærkeste af alle dådelige, og derfor lader han Ormazd i sin Kjærlighed til Mennesket ånske fårst og fremmest at give det denne Kundskab og den Lykke, som det er umuligt at opnaae uden den. Men han saae tillige, at det jordiske Menneske, hildet i Jordlivets Glæder, er altfor tilbåielig til i sin Lykke: at glemme sin Skaber,. hvorfor Yima heller ikke fålte Kraft til at være Troens Bærer, og at det: som oftest forst gjennem Nåd og Trængsler bringes til at vende Sindet til ham. Dog Zorøaster er af en anden Natur end de dvrige Væsener, jeg har omtalt; og han hårer hertil ikkun for saa vidt som han tjener til at fuld- stændiggjåre det Billede, som jeg her har forsågt paa at for- tolke. Endnu haves en Mythe om Yima, som imidlertid ikke synes ganske at håre til hint Billede eller hine Forestillinger om den jordiske Lyksalighed, og som jeg derfør kun kortelig: her skal beråre, for ikke at forbigaae hvad der kan kaste Lys over hans Væsen. Denne Mythe optager den sidste Halvdet af Vendidåds andet Kapitel, hvor den fålger umiddelbart efter Mythen om Yimas Virken til at udvide og frugtbargjåre Jorden Begyndelsen deraf eller Forbindelsesleddet med den foregaaende Mythe er desværre kun overleveret os i en håist hullet og mangelfuld Text, hvoraf det dog synes at fremgaae, at Mythens Begivenhed er henlagt til Tiden efter Yimas tusindaarige Rige: Mythens Indhold er derefter i Korthed: Ormazd mådes med de hellige Aander og Yima med de bedste dådelige, begge be- romte i den gode Dåityas ariske Kildeland. Da aabenbarer Or- mazd ham, at over den legemlige Yerden skulle Landene lide Nød, saavel ved den strænge, stivnende Vinter og heftige Sne- fog, som derefter ved Oversvommelser, Tåbrud og Regnskyl. Som Ormazd byder, planter Yima da en firsidet indhegnet Have; did bringer han Spirerne af levende Væsener (,af smaat og stort Kvæg, af Mennesker, Hunde og Fugle”) og af de råde, lysende Ildflammer; han gjår Haven skikket til Bolig: for Men= nesket og- til Græsgang for Kvæget og lader Vandet flyde rige=- 267 ligt. Did bringer han de største, bedste og fortrinligste Spirer af alle Mænd og Kvinder og af alle Kvægets Arter, de stårste og mest duftende Spirer af alle Træer og de mest velsmagende af alle Spiser; han gjorde dette parvis og uforgængeligt, saa- længe Mennesket var i denne Have. Der var ikke Bagtalelse og Daddel, ei Trætte og Fjendskab, Hovmod og Bedrag, Usselhed og Lumskhed; heller ikke fandtes der nogen vanskabt Legems- form eller overhovedet nogen af de onde Kjendetegn, hvormed den onde Aand har mærket Mennesket. Herefter fålger en videre Beskrivelse af Havens Indretning og af Menneskenes Fordeling der, som imidlertid er yderst dunkel. Hvorvel denne Mythe er fortalt i stor Udfårlighed, fremgaaer det dog deraf ikke klart, "hvor man havde tænkt sig Havens Sted. Om her paa Jorden og i denne Jordens Tilstand? Men Livet der er forskjelligt fra det jordiske. Lyset straaler der bestandig, Sol, Maane og Stjerner vise sig tilsammen; Aaret er der kun en Dag; efter fyrretyve Aar fodtes af to Mennesker et Par, Mand og Kvinde, og saaledes ogsaa blandt Dyrenes Slægter; Menneskene leve der det bedste Liv. Hertil kommer, at det ikke er Zo- roaster, som der forkynder Mazda-Troen, men en anden, (hvis Navns Form imidlertid er noget tvivlsom, da det her skrives i Haandskrifterne. paa forskjellig Maade og ikke findes noget andet Sted), og at Zoroaster, som er den åverste aandelige Herre og Lærer for hele den jordiske Verden, vel er dette ogsaa her, men dog ikke som ellers ene, kun i Forbindelse med Urvatat-nara, der paa de to andre Steder, hvor han næv- nes (Yasht XIII,98, 127), kaldes den senere fådte, den Zoroa- striske eller Zoroasters Son. Eller har man tænkt sig Havens Sted hisset; er det et Billede af de godes Lyksalighed i Livet efter Dåden? Men de godes Sjæle fåres andetsteds hen, hin- sides det håie Hara, til den uforgængelige Verden, hvor Or- mazd og hans hellige Aander dvæle (Vendidad 19,30-33); de gode komme der selv, og ei blot de bedste Spirer, hvoraf Væsener ere udviklede; desuden medbringe de vel ogsaa did 268 den Tro, ved hvilken de komme der, og behåver der næppe nogen ny Troens Forkynder, især da Ormazd selv er Lærer og Mester for hele den aandelige Verden (Vispered 2,4). Begge Anlagelser af Havens Sted synes saaledes at stride saa meget mod hvad vi ellers vide. Men naar man lægger Vægt paa Mythens Ord, naar man seer, at Yima bringer did ikke de bed- sle Mennesker, men ikkun de bedste Spirer til Mennesker og Dyr, og at Livet der nærmest er jordisk, thi levende ;Væsener fodes der, men dog i en renere og bedre Skikkelse , da fore- kommer det mig, at Tanken ledes hen til den Forestilling, som saa smukt er udviklet i vor egen Mythologi, om Jordens .For- nyelse i en bedre og ædlere Skikkelse efter den nuværendes Ophør og Gudernes Undergang. En lignende Anskuelse fore- kommer mig ligger til Grund for denne Mythe om Yimas Have; den synes mig at have Hentydning til en Forestilling om en tilkommende og bedre jordisk Tilstand, hvori Yima vil herske, ligesom i den nuværende som det symbolske Udtryk af den physiske Lykke, thi heller ikke der vil han være Troens For- kynder; men hvori. han vil være uforstyrret af jordiske Hin- dringer, og. derfor ei som her behåve Hjælp og Bistand af-andre Væsener. Skovrider Ritmester v. Schumacher indsender ,Betragtnin- »ger over Iagitagelser som formeeniligen ville oplyse enkelte »Momenter af Jordklodens Physik”. Comitee, Etatsr. Forchham-= mer, Prof. Olufsen, Oberstlieutn.. Hoffmann, Prof. Liebmann. Istedetfor afdåde Admiral Schifter valgtes Prof. We- stergaard til Medlem af Kassecommissionen. 269 Selskabet modtog: Fra the Smithsonian institution i Washington: History and statistics of the State of Maryland, according to the returns of the seventh census of the United States 1850. Washington 1852. Smithsonian Contributions to knowledge. Vol. 3. Washington 1852. skid Smithsonian Contribulions to knowledge. Vol. 4. Washington 1852. Report of the Commissioner of Patenis for the Year 1850. Vol. I. Arts and manufactures. Washington 1851. Report of the Commissioner of Patents for the Year 1850. Agri- ”eulture. Washington 1851. Smithsonian Report on recent improvemenis in the chemical arts. Washington 1851. "Fifth annual Report of ihe Board of Regents of the Smithsonian institution 1850. "Washington 1851. - Meteorological Register for twelve years, from 1831 to 1842 inclusive, compiled from Observations made by the o-= ficers of the. medical Departement of the Army at the mili- tary ports of the United States,: Washington 1851. Explanations and sailing directions to accompany the wind and current charts approved by Commodore Lewis Warrington, Chief of the bureau of ordnance and hydrography. Washing- ton 1851. Information respecling the history, condition and prospects of the Indian tribes of the United States. Philadelphia 1847, Directions for collecting, preserving and transporting specimens of Natural History. Washington 1852. Report of the Secretary of War, communicating the information in relation to the geology and topography of California. Washington 1850. Abstract of the seventh census (Third Edition). Washington. "Decbr. 4510958. 270 The national era. Washington, Thursday, Septbr. 18, 1851. Nr. 246. List of works published by the Smithsonian institution. Washington. List of foreign institutions in correspondence with the Smith- sonian Institution. Washington. Registry of periodical phenomena. Washington. Report of the Secretary of War. Washington, Januar 30, 1851. Fra Gesellschaft fur vaterlåndische Geschichte i Kiel: Urkundensammlung der Gesellschaft fir vaterlåndische Geschichte. Zweilen Bandes zweite Abtheilung. Kiel 1848. Nachtråge zum ersten Bande der Urkundensammlung fir valer- " låndische Geschichte. - Kiel 1848. Neues Archiv der Gesellschaft fir vaterlåndische Geschichte. Finften Bandes erstes Heft. Kiel 1848. Do. do. Finften Bandes zweites Heft. Kiel 1850. 271 Barometer, reduceret til 09 Reaumur. Thermometer i Skygge mod Nord. sød Regn, Vindens = Øg "4 Fod ov < bp z AR | borg. idiåang. Ft ener | 2) Ser torden | eft rd neo æe., |. Metmikg ee orm. |iddag. middag. | Middel lavest. håiest. SF rer GR VTR ange 1 DOgnet, Corr.-0046| Cels. Cels: | Middel. | middel. 1 | 3372,4407 | 337,//702 | 337,141929 9994 4096 1692 1090 999 If Regn 43 Tim. 1,68 | sw. SSW. S. SSW, ; 2 | 38, 61 | 38, 24 | 38, 488) 10,94 7,0 18,5 10,0 10,0 | Regn 33 — SSW. SSW. S. ssW, | Middeltemperatur. g 38, 53 | 38, "49 | 38, 10 12,22 5,5 20,2 10,1 10,3 Regn 21 — 2,42 | Stille. Stille. S. SSO. 1852 AE say: A 32 45 137,32 F 37, 04 12,74 9,0 21,0 10,2 1172 Regn 4 — 0,06 | SSO. OS0O. OSO. S. 1—10 13914 120993 5 37, 68 | 37, 84 1.37, 864 — 14,44 11,9 23,7 10,5 11,4 So. S0. S0. S0, | 1790 32 1389 6 38, 00 | 37, 70 | 37, 584 14,49 8,3 23,3 10,9 12,0 | Taage 63 — Stille, N.t.0. NNO. SSO. | 5130 Sa 43" 3t 7 37, 82 | 37, 81 |. 37, 63 12,79 9,0 25 11,1 11,8 Taage 5 — SSO. SSO. SSO. SSW. 1—30 13/13 1272 8 | 37, 30 | 37, 20 | 36, 614 14,12 9,7 25,2 11,3 12,4 | Regn + — SS0. ONO, OS0, SSW, | 1—30 13, ' 9 34, 88 | 34, 09 | 32, 7234 16,19 10,2 26,0 11,5 13,4 | Regn 42 — 1,62 | SW. NO. NO. SW. 10 29, 75 | 29, 58 | 29, 81 13,49 13,4 20,8 11,7 12,9 Regn 6 — 0,84 | SSO. SSW, S.t,W. S. di ig aanedl. 11 | 32, 19 | 32, 45 | 32, 511 12,57 10,8 19,3 11,8 12%3 | Regn 34 — 1,33 | SW. W. SW. SSW, Vandmængde 12 32, 45 | 32, 32 |. 32, 314 11,14 10,1 16,9 11,7 144 I Regn 19 — Byger 4,04 | S. SSW. SSW, SSW, 13 år Fi 31, 33 35 g 40 53 He FS 11,71 Regn 4 — 2,43 | SSW. SS. … sn, 1852 29 Aar, 14 ' 31, 31, 1: ' 4 ” 11,1 Regen 52 — 4,24 I SW. SW. . Ea å É i5 | 31, 45 | 31, 69 | 32% 22 | 12,414 | 10,0 140 (RI SØÅ … SSØ. s,… s, | 25,40 Par. L. 23,28 Par. L. 16 33, 99 | 34, 01 1-33, 944 12,57 88 4 99,7 11;: 12,0 Dre, Sr SSW, 17 34, 43 | 34, 57. | 34, 62 13,74 9,8 22,3 11,5 12,0 | Regn 82 — 2,40 | sW. SSO. SSO. SSO. 18 35, 66 35, 34 35, 81 12,69 r 12,3 20,8 11,6 12,5 Regn iii —t 2,00 S. S; SSO... S. YVindforhold, 19 33, 86 33,57 33, 61 14,97 14,1 24,6 11,7 12,8 Regn 612 — 1,25 I oSsO. N. 0. S. 20 fj .33, 90 | 34, 17 + 34,494 12,57 13,9 2046 11,9 13,0 | Regn2ji — x 4,36 |ow. WNW. NNW. NNW. 1852 50 Aars N... 0,03 0,09 21 35, 50 1. 35,942 +: 35,70 13,44 11,9 24,4 12,0 12,7 WSW. SSW. S. …S. | NO. 0,03 0,06 22 35, 34 | 35, 46 | 35, 404 15,37 13,2 23,3 12,1 13,0 SSO. S.t.0. S. NW. | 0. 0,03 0,11 23 35, 40 | 35, 05,135, 49 14,79 12,0 23,8 12,3 13,2 Regn 13 — 0,17 I stile, W. SW. S. tt so 0,18 0,10 24 86, C2 | 30, 04 5, 28% 14,29 12,7 21/8 12,5 13,5 | Regn103 — + 0,50 | Stille. SO. SO. NNO. |. s. 0,35 0,12 25 37, 74 | 37, 94 f 37,7 84 13,07 11,2 21,0 VE 13,1 NW. NW. NW. NW. | sw. 0,18 0,14 26 37, 92 | 32, 49 374414 14,27 9,9 23,0 12,5 13,5 WNW. WNW. ONO. S. | w. 0,07 0,22 27 374 37 | 37, 35 ft 37, 084 14,62 13,2 21,8 12,6 13,8 Ss. S0. S0. -S0. | Nw. 0,08 0,16 28 35, 06 | 34, 83 | 34, 10 12,27 12,7 17,6 12,8 13,5. | Regn 7% — Byger 4,91 | SO. -S0.. SO. S.t.W. Stille 0,04 29 34, 93 | 34, 99% 35, 054. 13,32 11,9 20,9 12,7 13,2 | Regn ål — 0,75 | NW. WNW. W.t.S, SW. 30 33, 32 33, 51 33; Se 13,69 13,5 ÅR; f 12,6 13,8 "Regn 8—t Byger 0,40 SW. SW. SW; WSW., %) Da Thermomelret var i Uorden, er et andet benyttet indtil Maanedens Udgang. 172 RS BENN , Barometer, Thermometer i Skygge per, reduceret til 00 Reaumur. med Nord. å Windens E AENe 24 Fod over Jorden. | 2 Fod i |2Fodun- i syv Å Retning ; ep der dag]. me . ; Mx w | 9Form. (Middag. | 4 dag. | Middet | lavest | hålest Jorden. ae Å Gange i Dågnet. Corr.-0049; Cels. Cels. Middel. Middel. ? 1 1 335,48 | 335,/7758 | 335,/7786 4 12941 1197 2191 1295 1391 Regn 21 Tim. Byger 0,09 | WSW. SW. SW. SW. i ' 2 Å' 37, 69 | 38, 12 | 38, 3A | 13,94 | 11,7 | 220 | 12,4 12,4 | Regn 14 — WSW.W.1S. WNw. w: | middeltemperatur. 3 å 38, 77 | 39, 03 | 39% 15 f 13,86 12,2 22,5 12,4 12,7 WSW. SW. W.t.N. NW. 1852 45 Aar 4 39, 94 | 39, 82 | 39, 72 14,65 13,6 23,0 12,3 13,3 WNW. W. WNW. WNW. å' 1—10 16902 13988 5 39, 85 | 39%, 90! 39, 58 15784 9,5 25,0 12,6 14,0 WNW "W. Stille. S. f 11—21 17,02 14,16 6 39, 57 | 39, 30 | 38, 934 17,19 11,5 26,8 12,9 14,7 SW. NNO. O.t.N. NNO. å 22—31 16,03 15,01 7 39, 48 39, 56 39%, 43 17,06 11,2 27,1 13,1 15/4 OS0. UNO. 0. NO.t.0. 1—34 16,38 14,35 8 30, 62 | 39, 50 | 39, 2%) 17,61 12,1 27,5 13,4 15/4 W. Stille. Stille. SW. 9 39, 11 | 39%, 10 | 38, 72 18,46 12,8 2£,1 13,6 15,5 Stille. N.t.0. NNO. N.t.W. 10 38, 91 | 38, 01 8, 77 19,21 15,3 29,8 13,9 14,9 N.t.W. N.t.0. SO, S. 11 | 38, 85 | 38, 78| 38, 39) 19,14 15/1 30,2 14,1 15/4 Stille, WNW.-OS0. NNO. Maanedl. 12 | 38, 35 | 38, 22 | 37, 97) 15,76 14,7 24,3 14,3 15,5 NO. NW. WNW. NW. Vandmængde. 13 | 38, 14 | 38, 09 | 37, 93 + 16,99 12,6 | 25,9 14,4 15,9 NW. WNW. OND. 0.| 1852 39" har. 14 37, 72 | 37,-64 | 37, 40 4 17,99 16,2 28,1 14,5 16,5 Stille. 80. OSO NNO. | 943 ng 15 Å 37%, 61 | 37, 52 | 37, 29 17,9 15,2 2772 14,7 16/8 Stille. OSO. S t.0. S.1:0. | %13Par.Lin. 27,58 Par, L. 16 37, 24 | 37, 24 | 37, 084 18,26 14/6 27,7 14,8 17,4 S. WNW. WNW. NW. 17 36, 80 | 36, 52 | 36, 18 | 19,66 1550 30,0 15,0 17,6 NW. Stille. SSO. SSW. 18 35, 61 35, 70 36, 27 17,06 18,1 29,0 15,0 17,1 Regn 514 — Torden 0,36 S. So. SO, SOLO, 19 37, 46 | 37, 76 | 37, 84 f 14,59 13,5 25,0 15,0 15,5 S0.t.0, SO 1.0. SO. SO. Vindforhold. 24 38, 86 | 38, 97 | -38, 93 13,81 13,4 20,0 14,8 14,5 Å Smaaregn 7 —% SO. SO. + S0. 0. 21 37, 68 | 37, 34 | 36, 69 | 15,9%6 14,4 24,7 14,6 14,9 j Regn 12 — 0,05 f 0. 0. "so. sWw.i Fl == ag - , ( 22 Å 35, 19 | 35, 31 | 35, 384 14,11 15/4 21,9 14,5 15,0 Å Regn 24 — 0,43 å stille. 0S0. Nw. Nw. f NO. 0,08 0,05 23 36, 05 | 36, 27 | 36, 48 f 15,91 14,7 23,6 14,4 14,6 NW. NW. NEW. NWwW, | 0. 0,09 0,07 2 37, 54 | 37, 67 | 37, 66-4- 17,34 12,6 27,3 14,4 15,4 NNW3NWN. NO. f..S0….0,19 0,07 25 38, 26 | 38, 17 | 37, 84 |. 16,64 12,0 27/44 : 14,6 15,8 SW. NO. 0. s.f8S. 0,10 0,12 26 372, 54 | 37, .52.1—37, 26 16,49 13,5 25,9 14,7 15,8 S.. OS0., 0OS0. s. jf SW. 0,09 0,16 27 37, 40 37, 24 37, 19 14,99 14,5 24,2 14,8 15,7 Regn 34 — 0,93 So. 0. S0. SO. WWW 0,13 0,25 28 37, 40 | 37, 24 | 37, 02 16,10 12,0 24,7 14,6 15,8 SO N0.…—NO0x S. f Nw., 0,18 0,19 29 37, 45 | 37, 47 | 37, 31 16,31 12,2 25,3 14,6 15,6 S. W. $S0. " SO. f Stille 0,07 30 37, 09 37, 04 36, 74 16,69 14,0 26,6 14,6 16,1 s WwW. ONW: OWNW.ONW, 31 35,. 76 | 35, 84 | 36, 03 15,59 13,0 23,9 14,7 15,9 få Regn 21 — Byger 0,27 | WSW. WSW.NW.NNW. 173 Barometer, reduceret til 00 Reaumur. Thermometer i Skygge såe mod Nord. Vindens 3 & Regn eg FR 23% Fod over Jorden. | 2 Fod i |2Fodun- sg. ps Retning g er> der dagl. & < w | 9 Form. (Middag. middag. || Middel | lavest | højest. Jorden. | er neg: Å Gange i Dågnet. Corr.-00950| Cels. Cels, Middel, Middel. 1 336,/447 | 336,/4/35 335,91 14928 1495 2395 1496 1598 0,56 I NW. NW. NNW. Wt.N. Middeltemperatur. 2 39, 50 | 35, 14 | 34, 15,55 13,5 24,3 14,5 15,6 Regn 1% Tim. 0,18 f W.t.N.W.t.N.NW.NWt.N. 1852 p 4 3 34, 24 | 34, 16 | 33, 6 16,70 13,3 26,9 14,5 15,9 WSW. Se SSO. SW. ) 5 Aar Å 32, 08 | 31, 97 | 31, 46 4 16,50 15,7 25,0 14,4 15,8 f Regn 42 — 1,84 | S0. SSO. SSO. SOt.0, f 1—10. 15913 14955 5 96; 93: | 393; 491733, 98 14,23 13,2 24,0 14,4 15,8 Regn i — Byger 0,66 | S0.t.0.SW.4,W.SW.NW.j 11—21 14,92 14,03 6 32, 56 | 32, 45 | 32, 414 14,50 11,3 23,7 14,3 15,8 Å Regn 11 — 0,19 fS... SSO. ss. S. | 22—31 15,12 12,97 Y 82,4; 48 1 32,393 1 39, 924 19745 11,8 26,2 14,1 15,7 Å Regn 14 — 0/76 | OS0. OSO. SO. S.t.0. I 1—31 15,05 13,86 8 32, 83. | 32, 98 | 33, 28 15,98 13,0 24,7 14,1 15,4 Å Regn 3 — Byger 2,12 | Stille. S. St.W. SW: 9, | 33, 71 | 33, 50 | 33, 35 4 14,90 13,5 22,7 14,1 15,4 | Regn 54 — 0,220 8. 8 AK 80: 10 32, 43 | 32, 36 | 32, 38 | 14,30 14/8 22,8 14,0 15,4 W. WNW. WNW. NW. Maanedl. 11 33, 29 | 33, 37 | 33, 40 14,58 12,8 23/8 14,0 15,1 Regn 34 — Byger 0,16 | NwWw. W. wW. sw. 12 | 32, 59 | 32, 82 | 32, 68 | 13,95 14/1 22,2 13,9 15,2 Å Regn 12 — Oli HS. 827 Nw.… SO: Vandmængde. 13 32, 49 | 32, 40 | 32, 24 14,55 13,3 23,2 13,3 14,6 Å Regn 5% — 0,37 | SW.S.t.W. SSW. S.t.U. 1852 SØE ag: 14 32, 31 32, 30 32%, 61 12,7 13,9 18,7 13,8 13,1 Regn 9 si ER 0,31 | sw. SW. WSW. W,t.S. 29,93Par.Lin. 27,78 Par. L 15 34, UD | 34, 21 | 34, 29 13,80 13,0 22,4 13,6 13,3 0,04 | WSW.SSW.SSW. SSW. [7% SR RENS np 16 36, 22 i, UT | 37, 47 13,18 11/1 23,2 13,5 14,4 Å Regn 1. — 2,48 SSW. O.t N. ONO. 0t.S. 17 38, 92 | 38, 89 | 38, 57 15/08 11,8 23,0 13,4 13,9 Å- V. V.t.N. S.t.Ww. S, 18 38, 64 | 38, 71 | 38, 35 |. 16,48 15,0 25,78 13,4 15,0 SSW. SSW. S.t.0. SSO, ; 19 38, 79 | 38, 95 |. 38, 68 | 16,80 15,6 26,4 13,6 14,6 SO. SSO. SSO. 0. Vindforhold. 24 t; , 25 É FF: & 36, 81 16,78 14,2 26,0 3%7 15,9 0, O.t.S. 0. O.t.N. 1852 50 A 21 38, 24 | 38, 38, -28 16,25 15,2 26/6 13,9 15,6 NNO. NO. ONO. NNO. n 00 O, æ 22 Å 39, 56 | 39, 66 | 39, 5391 15,80 15,3 25/0 14,0 15,3 NO. ONO. ONO. Stille. | NO. ey: 0.05 23 40, 24 | 40, 25 | 39, 80 14,23 13,0 22,9 13,9 15,5 0. ONO. ONO. Stille. S; Als 0/09 24 39; "35 | 39% 07 | 38,99 15,48 13,2 24,2 13,9 14,9 "OA HE W. NW.… NO. .S.f SO. SDK 42 25 37, 41 | 36, 75 | 36, 44 15,55 14,4 25,0 13,9 14,4 Regn 164% — Byger 6,76 | SW. S. SSW. SSW.f S- 044 0/18 26 ” , 70 34, 42 ts I 71 13,63 14,2 2,1 13,9 14,4 Regn 2 S. Sw, NNO. N. SW. 0. 2 0/25 2" 397 30 130944 | 540533 14,68 13,2 22,1 13,8 14,9 Regn v& — WNW. N.t,0. 0. S.ÅfW. 003 047 28 41, 70 | 41, 58 | 41, 39 14,40 13,4 22,0 13,8 14,6 S0. S0. S0. sS0.f NW. FE ' 29 40, 02 | 39, 82 | 39, 684 15,35 14,8 23,8 13,7 14,7 Å Regn & — 0,07 | S0.t.0. SO. SO. SSO, f Stille 0, 30 39, 21 39, 27 38, 90 15,75 134 25,9 13,7 15,0 ; 0,03 Stille. Stille. v. SSW. 31 37, 81 37,. 60. |. 37, 68 16,33 14,8 25,7 13,8 = 46,0 Regn 10 — 12,88 | S. So. S. SW. Barometer &Å Thermometer i Skygge 174 så remsperet, til 09 Reaumur. med Nord. rest ; Windens 4-7 É 2% Fod over Jorden. | 2 Fod i |2Fod un- s & Retning "gm |9Form. (Middag. | 7 Efter- Jårdén. || der dag, fh SENDES AE ise I DigneL mn g 8- middag. | Middel | lavest, | håiest. 1 Vande. ange 1 Dogne Corr.-0956| Cels. Cels. | Middel. | mjadel. 1 | 337,79 SareR RE ; 1:47 1493 1899 1398 1572 fRegn 124 Tim." 7%20fs. sSs. N. NNW. i 2 39, 83 | 40, 09 | 40, 20 f 14,29 15,3 21,9 13,7 14,8 NNW. N. N. N. | Middeltemperatur. 3 40, 58 40, 60 40, 50 14,34 13,6 22,0 13,5 14,9 Regn 15 — 0,11 | Stille. NW. N.N. 1852 45 Aar A Å 40, 87 | 41, 03 | 40, 68| 15/02 14,8 22,6 13,5 14,9 E. s0. 7 REE oe É 5 | 41, 04 | 40, 65 | 40, 164 14,09 14,6 21,6 13,6 14,6 0%. 50…. 80; 808 Hp 1—10 98993 120941 6 39, 91 | 39, 80 | 39, 54) 14,27 13,7 22,8 13,4 14,4 S0. 0. s0. so, |11—0 884 11,17 i, Hr 05 1074 120, 2 174 14,7 22,6 13,4 14,5 so 10. 0. 80. HF 9,45 10,18 8 40, 97 | 40, 89 | 40, %5 14,04 11,1 22,2 13,3 14,9 Regn å — ONO. ONO, OS0. SO. 1—-30. 10,74 11,13 9 få 41, 01 | 40, 62 | 39, 93% 13,62 13,1 21,5 13,2 14,7 S0. S0. S0. SO. 10 38, 48 | 37, 7i | 36, 724 13,37 13,1 21,6 2 14,4 Regn 1 — OS0. S0. S0. SO, Maaned!. 11 32, 47 | 31, 99 | 31, 08 10,99 11,1 16,4 13,0 14,2 få Regn == 0/67 | SSO. INW. NW. NW. 12 30, 17 | 30, 35 | 30, 64 8,12 8,1 14,5 12,7 13,0 f Regn iå — Hagel 0,26 | w. W. NW. WNW Vandmængde 13 31, 86 | 32, 05 | 32, 05 8,94 743 16,0 12,1 12,0 | Regn 2 — Torden 0,30 | W. WNW. W. NWwW. 1852 2% Aar, 14 32, 88 | 32, 96 2, 99 7/82 6,4 14,5 11,8 145 f Regn 5 — Byger 0,36 fw. WwW. Ww.… Wei 3043Par, L 99 5Y Par. L 15 33, 53 33, 61 33, 47 9,02 6,0 15,7 11,3 11,6 Regn 154 — 4 2,15 KW, SW. SW. SW. ' "ek. Og ar. 1, 16 30, 37 | 29, 36 | 30, 47 8,34 9,0 14,1 11,1 11,8 f Regn 27 — 1 ER Slle. ONS 17 | 32, 68 | 32, 9% 1 33, 19 8,99 8,0 16,0 11,0 11,5 | Regn + — 0,05 f wSsw. W. W. -wW. 18 34, 78 | 34, 86 | 34, 19 9,44 6,3 15,4 10,8 11,3 | Regn 3 — GES ENNS ON, RW LESWE Vindforhold 19 | 26, 85 | 26, 18 | 28, 86 9,14 10,7 17,4 10,6 11,1 | Regn 14 — 0,31 | Ss. s. SSW. WNWwW. . 20 | 34, 54 | 34, 93 |. 35, 10 7,59 3,0 14,0 10,5 11,0 0,39 | WNW. W. WNW., S. 1852 50 Aar. : … 0,08 21 33, 44 3, 22 | 32, 99 10,49 7,6 16,0 10,3 11,0 | Regn 93 — + 182 FFs." ”s, SSW, Rg 03 Se 22 | 36, 07 | 37, 21 | 38, 56 7,09 9 15 324 10,2 10,65 fRegn 15 —+ 0,63 Kw. N. NNW. NWwW. | 0. 010 012 23 40, 45 | 40, 62 | 40, 72 9,79 2/44 16,5 10,0 10,6 WSW. SSW. WNW. W. | s0. 0,17 0/11 24 441, 56 141,66 | 41, 621 10,24 444 17,0 9,9 10,7" | Taage 54 — W. WSW. WNW. SW. | ss. 0,12 0,14 25 | 41, 93 1741, 70 | 40, 964 9,39 346 16,3 10,0 10,9 W. WNW. WSW. SW, | sw. 0,11 0,16 26 371,47. | 3615 57- 1735," 78 9,79 146 14,9 10,0 10,9. | Regn 73 — 1/11 | ssw:… so. sw. s. Fw. 027 0/19 27 36, 08 | 36, 32 | 36, 40 8,74 8,8 14,2 10,0 10,5 W. W. WNW. WNW. | nw. 0/12 0/13 28 | 36, 29 | 35, 95 | 35, af 9,54 445 | 1678 | 10,0 9,7 W. OW. W." 0OS0. | stille 0,02 ; 29; | 33,26 | 33,11 1.33, CO-Å 11,34 11,2 17,5 10,0 10,3 | Regn 4 ==" " 11,82 | 0S0… SSO. s… S. 3 30 30, 22 30, 42 30, 50 8,12 10,0 1: ;3 10,0 10,0 Regn 134 — 1,75 50. wW. SW. SW. — Oversigt | Kongelige danske Videnskabernes Selskabs "Forhandlinger : | og dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1852. Af Etatsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. er————m— År. 8. Mødet den 3die December. Hr. Dr. Prof. Theol. Scharling forelæste nogle. Partier af én Afhandling om Striden mellem Bossuet. og -Fenelon. Afhand- lingen er bestemt til Indrykkelse i det af Forfatteren og Biskop Dr. Engetstoft redigerede ,Nyi Theologisk Tidsskrift.” Hr. Candidat. med. R. Bergh indsendte et Manuskript ,Bi- drag til en Monographie af Marseniaderne, en Familie af de gasteropode Mollusker" som han ånsker optaget i Selskabets Skrifter. ; Comiteen. bestaaer af Professorerne Eschricht, Bendz og Steenstrup. "276 ce & - Herr Skovrider Ritmester vo. Schumacher ridsendte et Ma- nuskript ,Beretning om en Række Undersågelser til Bestemmel- sen af Coefficienten for Isens Varmeledning. Comiteen er den samme som ved Forfatterens tidligere Ar- beider i denne Retning, Etalsr. Forchhammer, Prof. Olufsen, Oberstl. Hoffmann. Secretairen anmeldte, at den physiske Klasse i et samme Dag afholdt Måde havde valgt Herr. Prof. Eschricht til Formand. Selskabet modtog: Fra det Keiserlige Bibliothek i St. Petersborg : Catalogue des Manuscrits et zylographes orientaux de la biblio- theque Imperiale de St, Petersbourg. 1852. Fra Museum d'histoire natur. i Paris: Archives du Museum d'histoire uaturelle Tome V. Liv. 1.-4. Tome VI. Liv. 1-2. Paris. Catalogue de la collection entomologique. Livraison 1-2; par Milne-Edwards. Paris 1850. & Catalogue methodique de la collection des reptiles. Livraison 1-2; par Dumeril. Paris 1851. Do. Do. Do. mammiféres par Geoffroy Saint Hilaire. Premiere partie. Paris 1851. Fra Prof. van der Hoeven : De haring en de harringvangst eene schets door Prof. J. van der Hoeven. 1852. Fra Universitetet i Christiania : Fortegnelse over den Tilvæxt, som det Kgl. Universitets: Biblio- thek har erholdt i Aaret 1851. Christiania 1852, 277 Br. "0 Beskrivelse øver de nye Univdrsitele/Byghinger: Christiania 1852. Det Kongelige norske Frederiks Universitets Aarsberetning for 1850. Christiania 1852. ; Fortegnelse over de Forelæsninger, der skulle holdes ved det Kongelige Frederiks Universitet i dets ni og halvfjerds- sindstyvende Halvaar fra Begyndelsen af manet Maaned 1852. Christiania 1852. Det Kongelige Norske Frederiks Universitets Matrikel. 1852. Uber Micha den Morasthiten und seine prophetische Schrift. 2te Hålfte, von Caspari, Christiania 1852. Aslak Bolts Jordebog eller Fortegnelse over Jordegods og andre Herligheder tilhårende Erkebispestolen i Nidaros, Chri stiania 1852. Mødet den 174e December. nn me Herr Inspecteur Worsaae foredrog ,nogle nye Oplysninger om Danelagen i England%. Meddeleren' gjorde forst opmærksom paa, hvor uriglig man hidtil har opfattet de danske Bosættelser og Erobringer i Eng- land i det Hele, og hvor -urigtig man navnlig har betragtet Nordengland, selv efterat det var coloniseret af de Danske, som et reentangelsaxisk Land. Besynderligt nok er det, at ikke alene angelsaxiske og nyere engelske, men ogsaa selv nordiske Historieskrivere have saa hyppig overseet den skarpeForskjel mel- lem. det angelsaxiske Sydengland og det stærkt daniserede Nord- england eller søm det fordum i Aarhundreder heed, ,,Dane- lagen” (3: de Danskes Lag eller Fællesskab, ligesom i Norge 278 Thråndelagen og i Sverige Roslagen), uagtet det dog endnu i Be- gyndelsen af det tolvte Aarhundrede udtrykkelig siges (i Henrik den Fårstes Love), al den danske Lov”. gjaldt i yde Danskes Provindsf eller Danelagen (,Danorum provincia”), og ad den dengang var een af Englands fire Hovedlove. Meddel. gik derefter over til at dråfte det Spårgsmaal, der tidligere paa Selskabets Måde den 6te. Februar har været bragt under Forhandling, om hvorvidt de. danske Minder i England, især i Nordengland eller Danelagen, maae ansees for at hidråre fra de senere Bosæitelser og Erobringer af Danske paa Eng- lands Kyster, som tøge.deres Begyndelse i Slutningen af det ottende Aarhundrede, eller hvorvidt de allerede maatte hidledes fra de Jyder og formeentlig »danskef Angler, som i. det femte Aarhundrede tilligemed Saxerne erobrede England , og som, ifolge Sagnet, fra den jydske Halvé, især fra Angel i Sånder- jylland eller Slesvig, skulle være udvandrede til England. Ligesom dog flere af de nyeste engelske Historiefor- skere med fuld Fåie betvivle Rigtigheden af, at en særegen " Stamme af Jyder ved hiin fjerne Indvandring skulde være dra- get over til England, hvor man idetmindste forgjæves vil lede efter deres Spor, saaledes turde det nu, efter forskjellige Under- sågelser, ære klart, at Anglerne have været en tydsk og ikke en dansk Stamme. Til de paa Selskabets ovennævnte Måde (af Etatsraad Molbech) herfor fremfårte historiske Beviser maa man endnu fåie vigtige Vidnesbyrd saavel fra Stedsnavnene som fra de i Diplomer, Kroniker og paa -Mynterne i England omhand- lede Folkenavne. Det viser sig nemlig, at man ikke træffer be- stemte Spor af danske eller nordiske Siedsnavne og Folkenavne i England får netop ved Aar 800, fra hvilken Tid af de be- standig tiltage i Antal, og naturligviis meest i de Landskaber paa Østkysten, som vare lettest tilgængelige for de Danske. Det maa derhos erindres, at Anglerne oprindelig: synes> at have været talrigere eller dog mægtigere, end Saxerne, efter- som de gave héle England (,Angliaf) Navn. Men da nu ikke 279 ; destomindre det angelsaxiske Sprog, som fremstod…i England efter Anglernes og Saxernes Erobring, i alle: sine væsenllige Bestanddele mere råber en - gammeltydsk , end skandina- visk Oprindelse, tår det nok siges, al meget vægtige og neppe let gjendrivelige Grunde tale for, at Anglerne i England have været en gammeltydsk og ikke en skandinavisk "Stamme. Netop det Modsatte er Tilfældet med Angelboerne i det nuvæ- rende Angel i Såonderjylland eller Slesvig, hvor Alt tyder hen påa en ældgammel dansk Nationalitet, og det bliver derfor dob- helt usikkert, om man alene af et Sagn kan slutte, at Anglerne i England virkelig i sin Tid skulle være udvandrede fra Angel i Slesvig. | Under alle Omstændigheder maa man blive staaende ved, at Anglernes og Saxernes Herredomme i England" fra deres forste Bosættelse og indtil omtrent Aar 800 var væsentlig et reent angelsavisk Herredomme. Fra Aar 800 af begyndte Danske og Nordmænd at indvandre og bosætte sig paa Englands Østkyst og Nord for Humberen, "hvor de allerede ved Aar 880 havde erhvervet sig Kongeriger af meget betydelig Udstræk- ning, som låd under danske Love, og som ogsaa snart fik Nav- net ,Danelagen%. Det var her, de Danske vedbleve at styrke og udvide deres Magt, indtil de omsider vare mæglige nok til under Kongerne Svend og Knud at opkaste sig til Herrer over hele England. j Men dette forberedende . Tidsrum i Danelagens Historie mellem Aarene 880 og 1010 omfatter en vedvarende Kamp mellem den danske og angelsaxiske Nationalitet. Ikke alene Stedsnavne, Spor af gamle Institutioner, ja selv det endnu le- vende' Folkesprog i Nordengland, men ogsaa forskjellige nyé Fund tjene til at godtgjore, at. den danske Nationalitet har været langt kraftigere og har været bevaret langtrenere i Danelagen, end man forhen har, villet troe. Ægte gammelnordiske Rune- skrifter, der tidligere ikkun have været opdagede paa Oen Man og de skotske Øer begynde saaledes at komme for Dagen her, t, E. " i den gammeldanske By Lincoln, hvor der for et Par Aar siden er fundet en Beenkam med en kort, men saare mærkelig Rune- skrift. Ja selv i Midten af Londons City ved St. Paulskirken er "nylig opgravet en Runesteen, hvis nordiske Indskrift endog viser hen til en forholdsviis paafaldende seen Tid. Forskjellige Un dersågelser af gamle Grave i Nordengland have ligeledes ydet mærkelige Bidrag til at oplyse, hvorledes de Danske og Nord- mændene midt i-den angelsaxiske Cultur dog ere vedblevne at benytte deres eiendommelige, nordiske Smykker og Vaaben. Endelig er man ogsaa nu bleven istand til at udpege en meget betydelig og tildeels selvstændig Myntprægning i Dane- lagen ligefra Aar 880 til omtrent Aar 950, da det sidste. uaf- hængige Kongerige indenfor Danelagens Omraade, Northumber- land, ophårte at bestaae. Allerede Kong Guthrum eller Gorm, søm indgik det Forlig med Kong Alfred den Store (Aar 879), der for fårste Gang anerkjendte Danelagens Grændser, lod i Ostangel under sit christne Navn Athelstan præge en heel Deel Mynter. Men et ulige stérre Antal Mynter ere slagne i Nort- humberland af de derværende nordiske Konger ,,Cnut£, ,Siefred%, »Sievertf, ,Regnald%, ySitric”, ,Anlaff eller ,,Onlaff og ,Eric£, Ikke faa. have ejendommelig krigerske Forestillinger og tillige den nordiske Omskrift ,Cununc% istedetfor det paa angelsaxiske Mynter sædvanlige latinske ,rex%. Flere af disse norihumbriske Mynter, som ere Efterlignin- ger af samtidige franske Mynter, pege hen paa de i og for sig håist naturlige Forbindelser mellem Nordboerne i England og deres nære Slægtninger i Normandiet. Overhovedet godt- gjåre saavel Mynterne som mange andre, hidtil ikke tilstrække- lig fremhævede Kjendsgjerninger, at Nordboerne i England have drevet en meget udstrakt Handel. I Guildhall i London giem- mes et i denne Henseende mærkværdigt og hidtil ubekjendt Aktstykke , der viser, at de danske Kjåbmænd i Londons City endnu i det 13de og 14de Aarhundrede maae have været i Besiddelse af gamle Rettigheder, som satte dem paa lige Fod mag 281 med-Cityens egne Indbyggere, og som derved gav ,dem store Friheder fremfor alle andre fremmede Kjåbmænd i London. Selskabet modtog: Fra the Radclifje Trustees. f Astronomical Observations made at the Radcliffe Observatory at Oxford in the Year 1850, Oxford 1852. | Fra Geologische Reichsanstalt i Wien. Jahrbuch der Kaiserlich-Koniglichen Geologischen Reichsanstalt. Wien 1851. No. 4. 1852. No. 1-2. Fra Sectionschef Haidinger : Berichte uber die Mittheilungen von Freunden der Naturwissen- schaften in Wien 1848. 3r bis 7r Bd. Naturwissenschaftliche Abhandlungen, Gesammelt und durch Subscription Herausgegeben von Wilhelm Haidinger. Wien. 1848. 2 Band. 1850. 3r und 4r Band. 1852. October. OD må 0 UN 00 DD må Barometer, Thermometer i Skygge reduceret til 00 Reaumur. mod Nord. ag Windens ikner-| 22 Fod over Jorden. | 2 Foa'i | 2Fodun- g meg d" Retning ; s = der dagl. ne . mu 9Form.|Middag. middag. Middel. | lavest | håiest. | Fassa. rendt. Å Gange i Dågnet, Corr.-0037| Cels. Cels, Middel. Middel. 2 332,/1149 | 332,9/7/67 | 332,77798 7976 997 "I" 1299 "1022 996 Regn 22 Tim. el 1 SW: "SW, SW. 0: i 32, 06| 30, 66! Æ, 11 7,26 5,9 13,5 9%8 == 9,3 Regn 10 — 4,01 | wW. SSW. SSW, SSO. Middeltemperatur. 29, 60 29, 82 32, 33 8,13 6/8 13,0 9,6 9%: Regn 14 me Byger 1,29 S. SW. WwW. NW. 1852 45 Aar 34, 29 4 347 60.| 34, 67 8,36 6,2 14,7 0,4 8,6 Regn 3 — Byger 2,12 | WSW. SW. WSW., SW. I 1—10 . 6987 9651 27, OG: 259, sf 24, 22 8,07 7,2 12,6 9,1 8,4 Regn 10 —> Byger 5,39 | SSO. SSO. S. sw, I 11—21 5,£1 7,51 27, 09 : 274 98 27, 61 8,06 8,8 13,4 9,1 8,7 Regn 54 ag 0,12 sw, SW. W. W. 22—31 4,28 636 30, 34 | 29% 80-t 29, 11 6,06 445 12,8 9,1 8,7 Regn 3 — Byger 1,51 | SW. SW. SW. SW. å 1—31 5,66 7 62 30, 28 | 30, 72 | 30, 59 4,01 244 9,8 8,78 7,8 Regn 74 — 0,56 SSW. NW. NW. W. g 32, 22 | 32, 70 | 33, 58 5,26 2,3 11,5 8,5 5 Regn 32 — 0,27 | sw. W. NW. NW. 36, 84 | 377 11 | 37, 24 5,68 247 12,5 8,2 747 i NW. W. SW. SSW. 37, 45 | 37%, 49 | 37, 78 6,76 375 11,5 8,0 - 6,8 Smaaregn 84 — 0,14 | ssW. SSW. SW. SW. Maanedl 40, 70 | 40, 89 | 40, 93 4,41 3,8 8,9 8,0 7,3 | 0,628 0 NO0,.— NV, 3 40, 16 | 40, 06 | 39, 97 7,71 3,5 12,5 7,8 7,0 W. SW. WNW. wW., Vandmængde. 39, 78 39, 95 40, 48 7,68 7,7 12,0 1/8 72 w. W. NW. NW. 1852 29 Aar. 43, 58 3, 51 43, 23 3,73 2,8 87 7,7 7,2 NO. US0. 0 0. 132 97P 2 25 nn = 42, 75-| 42, 25-| 41, 75 4,53 0,6 9,9 TÅ 1 Å Regn 2 — OS0. 0S0. Ss. wWNw. [2% 97Par. Lin, 25,61 Par, L, 39, 13 | 38, 93-| 38, 93 6,11 32 t£ 11,1 7,2 743 Å Regn 33 —+ 0,52 fw. W. WNW. WNW. 39, 45 | 39% 38 | 39,. 51 3,06 2/8 6,0 7,1 6,4 Å Regn 22 —% SE 080, 8S0;: 0 42, 73 | 42, 62. | 42, 04 2,93 2,5 7,40 6,8 6,3 fj Regn 84 —% 0,09 I ONO. N. NW. sw, 37, 88 | 37, 95 | 37, 99 8,96 5,8 13,3 7,0 6,5 | SW. WSW. NW. W. 36, 55 | 36, 69.! 36, 89 8,01 8,9 13,2 7,0 6,9 | Taage 6 — W.. W. WNW. WwW. 37, 75 | -37, 79:| 37, 67 5,51 3,2 9,8 7,0 LG SE en GRENE DR sr sg 080, Vindforhold. 37, 48 | 37, 30'| 36, 33 6,93 6,7 10,5 7,1 6,9 Åå Regn 22 — Byger 6,59 | O0S0.' OS0, sS0. SO 1852 50 Aar 33, 48 | 33, 34! 33, 28 7,98 7/1 12,2 7,2 7,2 Regn 72 — + 53 80, SO SE WIN. 8,02 0,07 32, 73 | 32, 78! 32, 81 7,11 6,0 12,8 7,2 740 Regn 5% — 2,58 | sw. . SW. sw. sw. I NO. 0,03 0,08 31, 32 31, 31 31, 53 6,68 6,5 10,4 7,3 6,9 Regn 93 — 2,16 I SSO, 0. SO. 805, 10. 017 0,13 34, 03 | 34, 15 34, 36 2/86 5,0 8,6 7,2 5,4 Regn 5 —% 0,19 I so. S0. 0: 0.f S0. 0,14 0,13 34, 92 | 34, 99-| 35, 38 0,93 1,0 2,6 6,9 5,1 Å Hagl 23 — Sne 0,23 | 080. OS0. ONO. 0.f S. 0,12 0,12 36, 87 36, 89 É: , 01 1,31 0,6 3,0 6,4 4,9 Sne al DET Regn (2: 0. 0. 0. SW. 0,23 0,19 36, 26 | 36, 397! 35, 87 1,9%6 0,5 4,6 6,1 4,6 Å-Smaaregn 31 — RR, SU, EN. 18 0,18 35, 54 | 35, 241 35, 13 1,56 0,8 4,3 5,9 4/8 085-880. NO. FNWSI 0,10 283 . Barometer, Thermometer i Skygge =- " o 8 ig reduceret til 09 Reaumur. mod Nord. ikon Windens E 21 Fod over Jorden. 2 Fod i | 2Fod un- & Retning sø 2 Å Efter SE der dagl. Snee we. s Fe 2" 9Form.!Middag.| migqa gil mn | lavest. | hoiegt. 1 Jdkden. + SEERE Å Gange i Dågnet, Corr.-00923| . Cels. Cels. | Middel. | middel. 1 | 3384/4495 | 338,4447741. | 339,411732 0215 gm] 179 597 er Regn 114 Tim. N. N. NO. ONO. i RT SE Sa) | SPA RB |. BYREN oum 86 6 BASER omrganr ,. DO Væg . je + . . AT. aA | 35, '92 | 35, 92 | 36, 04) — 6/70 6,4 | 10,4 5/8 5,9 | Tåage 64 — S. 8. WSW. SW. | 1—10. Asgg "4085 5 38, 27 | .38, 28 i, 746 4400 2,2 16 6,0 6,2 i,Regn 1 —Taage 0443 | W. W. s0. so. | 11—29 1,86 3,30 6 37, "32 | 37, 23 | 37, 03 5,60 5, 8,2 6,0 6,1 | Regn113 — 852 | s0. s0. ss0. ss0. | 21—30 3/24 2,31 7 37, 17 | 37, 9% | 37, 98 6,15 5,7 10,2 6,0 5,8 | Regn22 —% Byger 468 | S. ss. ssW. S. | 1—30 3/36 4,49 8 35, 78 | 35, 63 | 35, 06 9,25 8,3 13,0 6-1 7,0 Regn al —+ 148 18. —F8, SW. Sw, 9 34, 09 | 33, 98 34, 13 5,45 6,3 8,5 6,4 6,8 Regn "21 — Byger 0,42 | W. WNW. NW. NW. 10 , 80 | 35, -69 | 36, 22 0,02 1,2 1,3 6,4 6,2 NW.. NO. NO. NO. Ar " a (br . i2 | 34 2 | 3% 63 | 30 23] 20 | D50 | mt | 860 | bå fsne a— —"cwom/ no, NO. w. wsw. | " Vandmængde , , « , me, er . . . . 13 36, 55 | 35, 84 | 34, 91 | — 2746 — 8,9 5/0 3,6 NNW. W. SW. SSW. 1852 2Y Aar. 14 | 32, 75 | 32, 84 | 33, 25 0,10 | — 5,0 446. 3,3 | Regn 6 — Snee 1/38 | SW. W. SW. sw, | 44,22 Par. L. 23,67 Par. L. 15 33, 84 | 33, 33 | 32, 77 1,05 — 0,2 4,3 3,3 Regn 144 — Sne 1,61 | SW. SSO, S. SSO. : 16 31, 40 31, 29 | 31, 03 4,02 2,6 4,4 0 Regn 103 — + 1,96 | SSO. SSO. SSO. SSO 17 31, 91 32, 17 32, 21 5,42 3,7 4,4 4,4 Regn 101 — Tsage 1,48 SSO. SSO, SSW. SO. s 18 31, 80 | 31, 92 | 32,. 23 5,70 5,4 4,2 A,7 Å Regn1i5 — Byger 0,75 | S0. SO. sw. ssw. " Vindforhold. 20 få 34, 36 | 34, 03. | 33, 60 4,70 2,6 447 5,0 Å Regni5g — + 0,31 | SW. SW, SSW. SW. hep ene . ' , 21 31, 74 | 31, 37 | 30, 65 5,45 5,6 4,9 4,9 Å| Regni4 — + 1,63 | S. S0. SSO. ssø. | NO. 0,06 0,09 22 29, 46 | 29, 07 | 28, 62 5,42 5,4 5,0 5,4 Å Regn 6 —Taage 1,29 | SSO. SSO. SSO. ssoO. | 0. 0,01 0,11 ad rd a ag sl ve > sg < ov2 es Regn 54 — Taage 2,22 | SSO el sag S. NW. rel BES mes 2A— , É : co owz sw.- sw. sw. Ås. 25 | 35, 16 | 36, 13 | 36, 91 | 2,35 0,6 5,1 4,8 SW. SW. NNW. NW. | SW. 0,25 — 0,23 26 39, .88 |. 39, 84 | 39, 47 0,30 1,2 4,9 4,7 Esxn 5, — 1: EN. 057 Ss0… s0. 1 W- 0,09 0,19 27 35, 79 | 35, 40 |. 35, 06 3,47 1,6 4,6 3,9 egn 95 —Taage 7,59 | SSO. SS. S. s. | NW. 0,06 0,09 ? , , i å . i . "30. | 36,. 73 | 36, 82.1 37,.04| — 2/17 1,8 4,5 A,1 | Taage 42 — s. REigsss" bølle, %) Therm. max. er gaaet itu den 12. Thermometer i Skygge 2 Barometer, åg reduceret til 00 Reaumur. med Nord. Å Windens 5% A Efter: 2% Fod over Jorden. 2 Fod i Ade pA Betningzg Sø ; E5— der dagl. . ; s > ea | 9 Form. (Middag. ! ” . SE DE PH lene, : UUO SE AX Gange i. Dågnet. = millag; Corr.-0911| Cels. Cels, Middel, Middel. 1 1 338,//25 | 3384/7711 | 337,77768 2927 2091 398 495 495 W. SW. SW. SW, i Middeltemperatur. 2 35,. 29 | 35, 36)! 33,4. 20 2,22 1,9 447 445 4/8 Regn 4å Tim. 0,79 | sw. SW. SW. SW. 1852 45 3 34, 42 | 34, 41| 34, 86 2,57 1,0 5,2 444 AA Å Regn 2 — 0,14 (wsw. wSWw. WSW. WSW. Aar 4 3f, 56 | 36, 60 |! 36, 32 1,77 | — 0,6 3,7 4,3 445 Regn 15 — "Taage 0,64 | WSW. WSW. W. W. I 1—10 2699 987 5 33, 85 | 33, 21 |/ 33,. 42 5/32 1/1 8,3 4,2 4,6. Å Regn 14 — %Taage 1,93 | S. SSO. SSW. W.f11—21 387 1,00 6 34, 30 | 33, 65 / 33, 35 3,77 3,2 7,9 4,3 445 Regn 14: — XTaage 1,70 | W. W. SSW. S. | 22—31 2,37 — 0,07 7 34, 90 | 35, 41 | 35, 64 2,67 3,0 5,0 4,4 4,4 W. SW. ONO. 0. |. 1—31 0,95 8 få 35, 66 | 34, 74 | 33, 24 1,59 1,7 3,3 443 3,9 | Regn bå — = 4/83 | s0 s0. S0.. sS0.| 9 29, 6U | 29, 68! 31, 05 4457 2,0 6,5 4,3 4,0 Regn ii — Byge 0,16 S. SW. SW. W. 10 34, 92 | 35, 29 | 36, 05 2427 0,9 5,7 4,3 3,4 Smaaregn 10; — WSW. W. W. SSW. 11 | 35, 87 | 35, 89 | 35, 93 | 5,09 3/8 7/4 4,3 3,9 SSW. SSW. SW. SW I sy Maanedl. 12 | 36, 11 | 35, 86 | 35, 48 | 3,89 3,4 7,2 4/5 4/1. | Regn 14 — 0/13 | sw. sw. SW. Ss. andmængde. 13 33, 85 33, 96 33,. 98 4,57 3,7 6-2 4,5, 4,4 Regn 20"— fTaage 3400 | S. S. SSW. SSW, 1852 29 Aar. 14 33, 36 | 33, 07 | 32, 80 4,84 5,0 7,2 4,6 446. | Regn 44 — 0,39 | SSW, SSW. SSW. SW. lor 04 par.Li 93 67 Par. L 15 31, 46 | 31, 22 | 29, 56 4452 4,1 6/8 4,8 4/9 | Regn 114 — "Byger 2,29 | Sw, SW. SW. s. [25,94 Par. Lin. Fo keg 16 29, 62 | 29, 66 | 29, 63 5,02 4,7 78 4,8 4,9 å Regn 1743 —% 2,49 1 s. s. S s. 17 28, 14 | 27, 57 | 27, 57 5,39 4,6 7,9 4,9 5,0 | Regn173—"+ 2,70 ks. ss: sSsWwW. sw. 18 31, 61 | 34, 20 | 36,. 87 1,17 2,0 7,5 5,0 4,9 Åå Sne 11: — SW. SW. NNO. NW 19 41,. 24 | AM, 97 | 40, 53 1/32 | — 1,2 : 678 4/8 3,3. | Regn 154 — Sne. 8,53 | W. WNW. SW. S. Vindforhold. 20 35, 93 | 35, 47 4 30, 70 4,24 1,0 6,9 4,5 3,3 Å Regn 7 — + 091 så så sW sw: 21 31, 51 | 31, 25 | 31, 22 2,52 3,9 8,0 446 3,6. | Regn124 — Byger 0,67 | Sw. WwW. W. NwW, É . er) der 22 32, 92 | 337 42 | 31, 69 0/04 | — 0,4 3/1 445 3,6 Sne 14-— (0,39) | wNw. NW. NW. NNW. if NO. 0,01 0,12 23 37,. 19 | 37, 37 | 37, 68 | — 2/99 | — 5,4 1,4 4,3 2,9 Å NNW. NNW. W. Stille. | 0. 0,01 0,14 24 38, 77 | 38, 341 37,54 | — 0,96 | ——744 ” 440 2,7 Å Regn 10 — Tåage 1,98 | Stille. Stille. sw. s. | S0. 0,04 0,13 25 32, 69 | 31, 75 | 33, 14 4/14 0,7 3,8 32 Åå Regn 4— 0,241S. S. SW. sw.ks. 0,23 0,12 26 34, 45 | 34,47 | 34, 40 3,32 2,5 3,7 3,4 Smaaregn 34 — 0,92 | sw. sw. wsw. sw. | SW. 0,46 0,17 27 2, 55 | 30, 41 | 29, 50 4,89 1,9 3,7 3,9 | Regn.24 — 1,11 FsW""'SW. 8. SW HW. 0,16 0,16 28 31, 98 | 32, 09 | 32, 65 3/82 3/8 3,9 3,5 sw. SW. SW. SW. I Nw. 0,05 0,07 29 34, 9% | 35, 48 | 36, 62 3,04 1,5 4,0 3,3 SW, SW. WSW. WSW., I Stille 0,02 — 30 37, 11 | 36, 76 5, 50 3,87 1,6 3,9 3,5 Regn 54 — sw, SW. SSW, SW, Ær 31 38, 32 |. 38, .78 |. 39,. 31 4457 4,2 4,0 3,5 f..- 8. "WSW. SY ") Thermometret i Uorden. Til bele Aaret henhårende. ML" I Aaret 1852 har Selskabet ved Dåden tabt 4 af sine indenlandske Medlemmer; nemlig: Conferentsraad C..H. Pfaff, Professor i Chemie og Physik i Kiel, Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand, som i en Række af Aar ved sine aandrige Forelæsninger har virket væk- kende og belærende ved det Universitet, hvorved han var an- sat. I de senere Aar havde han mistet Synet, men i en tidli- gere Livsperiode var han en meget flittig Experimentator, som især beskjæftigede sig med electriske og chemiske Forsåg. Botanikeren, Etatsraad og Professor Joachim Frederik Schouw, Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand, beråmt i den lærde Verden ved sine plantegeographiske og meteoro- logiske Arbeider, der i hans senére Livsaar bleve afbrudte ved den politiske Virksomhed, som har sikkret ham et varigt Navn i Danmarks politiske Udviklingshistorie. Viceadmiral Andreas Schifter, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Overequipagemester ved Holmen, Medlem af Selskabets Kassecommission, hvis Navn som Skibsconstructeur stod høit, saavel i Udlandet som hos os. Dr. phil. C. Pingel, Overinspecteur ved det Kongelige na- turhistoriske Museum, og Inspecteur ved dets mineralogiske Samling, bekjendt i Videnskaben ved de geognostiske lagtta- gelser, han har gjort i forskjellige Dele af Danmark, og paa en Reise i Grønland. Re 286 Af udenlandske Medlemmer har Selskabet tabt den franske Botaniker Mirbel, beråmt ved sine planteanatomiske og physio- logiske Arbeider, og Geheimeraad Creutzer, beråmt ved sine Værker over Mythologien. Til indenlandsk Medlem har Selskabet valgt J.J. A. Worsaae, Ridder af Danebrog og Inspecteur ved de antiquariske Mindes- mærker, og til udenlandsk Medlem C. G. Brunius, Ridder af Danebrog, Professor i den græske Litleratur ved Lunds Uni- versitet. | Istedetfor afdåde Etatsraad Schouw er Etatsraad Madvig bleven valgt til Selskabets Archivar, Professor Liebmann til Medlem af den meteorologiske Comitee, og Prof. Eschricht til Formand for den physiske Klasse. Efter Admiral Schifters Dåd valgtes Prof. Westergaard til Medlem af Kassecommissionen. - Selskabet har i Aarets Låb holdt 16 ordentlige Måder, i hvilke der er holdt 11 Foredrag henhårende til de physisk- mathematiske Klasser og 9 Foredrag til de historisk — philoso- phiske Klasser. Det har udgivet eet Bind af .sine historisk- philosophiske Skrifter. Ordbogs - Commissionen har i Aaret 1852 holdt 60 Måder. Revisionen af Bogstavet T er fortsat indtil Ordet tyk. Trykningen er fremmet indtil Ordet tung; og Bogstavet kan ventes at blive færdigt fra Pressen i Februar 1853. Den meteorologiske Comitee. - I det magnetisk — meteorologiske Observatorium, der staaer under Comiteens Tilsyn, ere de regelmæssige Iagttagelser blevne fortsatte paa samme Maade, som i forrige Aar med Unifilar— og Bifilar-Magnetometret, med Barometret og Psychrometret, 287 dog med 'den Forandring, at Iagttagelsen Kl. 4 F.M. er” bort- falden, og. at' der! tillige iagttages med et Indexthermometer. Middeltallet af de Iagttagelser, der ere anstillede med Uni- filaret i, den fårste Halvdeel af December, giver Declinationen - 159:55'3 Vest. Af den horizontale Intensitet er iaar gjort fålgende abso- lute Bestemmelser: Stav l. Stav Il, Octbr. 19 . . 1,6665. Octbr. 18 . . 1,6539 —il-23,67154, 6560 —…22 . … 1,6505 Midas EBA. Korner, sn I 1,6522 lagttagelserne i den botaniske Have ere fortsatte ligesom tidligere og Resultaterne deraf meddeelte i de maanedlige Over- sigter over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af de Iagttagelser, der anstilles over Vindens Retning og Regnens Hyppighed paa Nyholms Hovedvagt, og over Havets Tempera- tur paa Trekroners Batteri. Ligeledes ere de timevise Ther- mometeriagttagelser fortsatte paa Nyholm. Fra fålgende Steder har Comiteen iaar modtaget Iagt- tagelser : ; Reikiavig, Justitsraad Thorstenson, 1851 Septbr. 1 til 1852 Juli 31; Barometret og Psychometret 3 Gange daglig Kl. 9, 12, 4, det sidste dog kun fra Mai 4 til Septbr. 30; Thermo- metret Kl. 7 og 2, samt håiest og lavest, Vandets Temperatur een Gang daglig, "Vandmængden, Vindens Retning og Styrke, Luftens Udseende. Upernavik, Missionær Kragh, 41851. Septbr. 1 til 1852 Aug. 6; Thermometret 3 Gange daglig Kl. 7, 2, 9, Vinden... og Luftens Udseende. Julianehaab, Missionær Mossin, 1851 Septbr. 2 til 1852 Juni 30... Thermometret og Barometret, 3 "Gange daglig, Mor- gen, - Middag og Aften, Vindens Retning og Luftens Udseende een Gang daglig. Kø | 288 Stadil, Skolelærer Aagard, 1850 Juli 22 til 1851 Decbr. 31, Thermometret og Psychrometret 3 Gange daglig, Morgen Kl: 2 og 10, og Barometret fra 1851 Juli 1, Vindens Retning een Gang daglig, Regnmængden. Vedersé, Pastor Jeger, for 1851, Thermometret og Baro- metret 3 Gange daglig Kl. 6, 12, 6, Regnumængden, Vindens Retning og Luftens Udseende flere Gange daglig. Læså, Districtslæge Krebs, 1851 Octbr. 1 til Decbr. 31; Psychrometret, Barometret og Vindens Reining, 3 Gange dag- lig, Kl. 7, 12, 9, Regnmængden og Luftens Udseende flere Gange daglig. Samsé, Pastor Hansteen, for 1851, Thermometret Kl. 8 og 2, Barometret, Vinden og Luftens Udseende Kl. 8, 2 og11, - Regnmængden. ; Aalborg, Toldassistent Bladt, 1851 Oetbr. 21 til 1852 Novbr. 30. . Thermometret Kl. 6, 2,.10, og for Novbr... 1852 Baromeitret, Middag. Nykiébing paa Falster, Pastor Sidenius, 1852 Mai 1 til Novbr. 20. Thermometret, Barometret og fra Aug. 1 Psychro- metret Kl. 6, 12, 6, Vindens Retning og Luftens Udseende een Gang daglig. Helsingår, Apotheker Steenberg, 1846 — 51, Thermomeitret og Barometret Kl. 6, 1, 10, Vindens Retning og Luftens Ud- seende Morgen og Middag, Disse lagttagelser ere indsendte af Sundhedscollegiet. Desuden har Comiteen modtaget fra det islandske literære Selskabs Veirbåger fra 28 Steder paa Island, der omfatte Tidsrummet 1844—51 og indeholde Iagttagelser af Thermo- metret, Vindens Retning og Luftens Udseende, og een for Tids- rummet 1830—33,. i hvilken tillige Barometret er benyttet. Dette er ligeledes Tilfældet med een af de 27, hvorimod i en anden af disse Thermometret ikke er benyttet. I de 9 ere lagttagelserne. kun anstillede een Gang daglig, i de dåvrige 3 Gange. 289 I Aarets Lob, er oprettet en ny Station i Nykjåbing paa Falster, der er bleved forsynet med Psychometer, Barometer og Regnmaaler. Desuden har Stationen i Aalborg modtaget et Barometer. .Priisopgaver. Den -mathematiske Klasse. At udvikle ifålge Methoderne i analytisk Geometrie en al- mindelig Theorie af Fladers Båininger, saaledes at man bliver istand til at bestemme alle de Former, som kunne frembringes af en given Flade ved blot Béining uden Forandring af Flade- Elementerne, og i Forbindelse hermed, at bestemme de tilhå- rende Udfoldinger af en hvilkensomhelst paa den oprindelige Flade beliggende Curve., Den physiske . Klasse. Da Såsvampene eller Spongozoerne endnu ere saa ufuld- stændig bekjendte, at man ikke med Sikkerhed veed, til hvilke andre organiske Væsener de nærmest slutte sig, &nsker Selska- bet at fremkalde nye og gjennemgaaende Undersøgelser over disse Organismer. Det udsætter derfor sin Guldmedaille som Belånning for en tilfredsstillende naturhistorisk og anatomisk- physiologisk Undersøgelse af en eller flere Arter af de Svampe, som (leve i det salte Vand. Selskabet fordrer, at der ved Un- dersågelsen bliver taget særligt Hensyn til Artens eller Arter- nes Udviklingshistorie, og Afhandlingen bår være oplyst med de fornådne Tegninger og Præparater, og være ledsaget med Exemplarer, opbevarede i Spiritus, af den eller de Arter, som have tjent til ;Undersågelsen. Den philosophiske. Klasse. Selskabet onsker en efter Kilderne udarbeidet Fremstilling af Temperamentlærens Historie. z 290 Den historiske Klasse. Den danske Adels Historie hårer unegteligen til de meget svagt oplyste Partier i vor Statshistorie. Der findes vel en " temmelig betydelig Mængde Materialier til dette Emnes Opkla- ring adspredt paa mange forskjellige Steder, og endnu langt betydeligere er sikkert den Mængde, der gjemmes i vore Ar- chiver. Men ingen har endnu forsågt, ved en grundig Bear- beidelse af disse Materialier, at give os en sammenhængende Fremstilling af vor Adels Historie... Man savner endog saadanne Bearbeidelser af enkelte stårre Afdelinger af dette Emne. Dog er den danske Adels Historie medrette erkjendt for at være et overmaade vigtigt Moment i vort Folks og vor Stats Historie. Da Videnskabernes Selskab derfor maa &nske at henlede Histo- rieforskeres Opmærksomhed paa denne Gjenstand, fremsætter det saameget hellere et dertilhårende Emne som historisk Priis- opgave for 1853 og 1854. Selskabet ånsker nemlig at frem- kalde en paa grundigt Studium af Kilderne bygget Undersågelse om Bevægelserne i den danske Adelstand i de sidste tre til fire hundrede Aar med stadigt Hensyn til de adelige Slæg- ters Herkomst. Allerede i den fårste Tid, da en” arvelig dansk Adelstand begyndte at danne sig her i Landet, bemær- kes iblandt de af indenlandsk Rod udsprungne Slægter enkelte fremmede her indvandrede Familier, hvis hjemmefra medbragte Anskuelser og Fordringer formodentlig ikke have havt ringe Indflydelse paa vort Aristokraties Udvikling under en langvarig Kamp med Kongemagten. Senere blev Indblandingen af frem= mede Elementer stedse stærkere; men det indfådte Element i den danske Adel vedblev dog, som Fålge af den Omhu, hvor=— . med man værnede om det, gjennem Aarhundreder at være det overvejende, og var endnu. meget stærkt, da Regjeringsforan- dringen 1660 væsentligen forandrede Adelens Stilling i den danske Stat. Den Holdning, som den gamle danske Adel nu iagttog ligeoverfor det enevældige Kongedåmme,… har skadet mn... dens Velsiand, Magt'øg Indflydelse meget mere, end det ved Regjeringsforandringen foraarsagede Tab af Privilegier. Den Plads, som de gamle danske Adelslægter, der trak sig tilbage fra Hoffet, forhen havde indtaget i-Thronens Nærhed, udfyldtes efterhaanden af. fremmede "Adelsmænd, der nu indvandrede i stårre Mængde, end nogensinde forhen. Denne stærke Indvan- dring vedvarede mere end hundrede Aar derefter, imedens i samme Tidsrum mange gamle'danske Adelslægter uddåde, eller tabte sig imellem de borgerlige Familier. En Undersågelse, som den her forlangte, maatte fornemmelig såge at besvare fålgende Spérgsmaal 41) Hvilke Slægter hårte i'Begyndelsen af Aaret 1660 til den danske Adel? Hvilke af disse Slægter ere oprindeligen udsprungne af dansk Rod, og hvilke af de dvrige havde dengang blomstret mere end 200 Aar her i Landet? 2) Hvilke af disse Slægter vedbleve frem- deles efter den Tid at staae i god Forstaaelse med Hoffet, hvilke af dem trak sig tilbage, og hvad vides om de til begge Klasser hørende Slægters senere Skjæbne? 3) Hvilke fremmede Adel- slægter ere indvandrede her i Landet efter Regjeringsforan- dringen 1660, hvilke af dem ere formeligen optagne i den danske Adel, og hvormange af dem blomstre endnu ? 4) Hvilke af vore ”nu blomstrende Adelslægter ere oprindeligen ud- sprungne af dansk Rod, og hvilke af de åvrige have, som saa- danne, blomstret her i Landet mere end 300 Aar? For det Thottske Legat. (Præmien 200 Øbdir.) At undersåge og fremstille de Love, hvorefter. Metallege- ringernes physiske Egenskaber ere afhængige af deres Sam- mensætning. For det Classenske Legat. 1) Ravsyrens Dannelse ved en passende Gjæring af for- skjellige organiske Stoffer ligesom dens: Fremkomst ved Fedt- m… a stoffenes Behandling med Salpetersyre giver denne Syre i theo- retisk Henseende en særdeles Interesse. Da" den endvidere baade anvendes i Pharmacien og i de chemiske 'Laboratorier, men endnu, trods de forskjellige Methoder man for Tiden kjen- der til at danne og fremstille den paa, kun leveres. il. for- holdsviis håie Priser i Handlen, saa vil det være ånskeligt. om man ved nye og mere udstrakte Forséåg deels kunde erholde nåiere Oplysninger om Betingelserne for denné Syres Dannelse, deels kunde lære at kjende en Methode, hvorved denne. Syre kunde fremstilles betydeligt billigere. Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 -Rbdlr. for en Afhandling, som, ståttet paa selvstændige Undersøgelser, kan tjene til nærmere at oplyse Ravsyre-Dannelsen ved de hidtil - bekjendie Tilberedningsmaader, og til at vinde denne Syre, billigere end hidtil. 2) Efter Indbydelse fra det: Kongelige medicinske Selskab har det, Kongelige Videnskabernes Selskab besluttet i Forening med det medicinske Selskab ;og Selskabet Philiatrien at udsætte folgende Priisopgave : - »Det er almindelig erkjendt, at en stadig Luftfornyelse (Ventilation) i et indesluttet Rum, der er bestemt til Ophold for levende Væsener, er nådvendig for Sundheden. Om Maa- den hvorpaa denne Luftfornyelse bedst bringes tilveie, navnlig i private Boliger og under de forskjellige klimatiske og lokale Forhold, ere Meningerne derimod delte. Der ånskes derfor en paa Videnskaben, paa: fremmede Erfaringer og paa egne Forsåg grundei Besvarelse af de der- hen hørende Spørgsmaal, og en derlil knyttet Anviisning til påa den bedste og billigste Maade at kunne sårge for en sia- dig Fornyelse af Luften, saavel i ældre Boliger, som i saa- danne, der blive at opfåre fra nye, hvad enten de ere be- stemte for den velhavende eller for den fattigere Deel af Be- folkningen; Alt nærmest beregnet for vore Forhold<, 293 Beldnningen er 600 Rbd. Afhandlingen maa være skrevet paa Dansk og ledsaget af de fornådne Tegninger. Den indle- veres inden iste April 1855 til Formanden for det Kongl; me- dicinske Selskab, og vil blive bedåmt af en af de tre Selska- bers Udvalgte sammensat Comitee. Den priisbelånnede Af- handling bliver Forfatterens Eiendom, mod at han forpiigter sig til uopholdelig at udgive den i Trykken; i modsat Fald bli- ver den Selskabernés Eiendom. Besvarelserne af Spårgsmaalene med Undtagelse af det sidste kunne i Almindelighed være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske eller danske Sprog. Af- handlingerne betegnes ikke med Forfatterens Navn, men med et Motto, og ledsages med en forseglet Seddel, der indeholder Forfatterens Navn, Stand og Bopæl, og som bærér samme Motto. Selskabets i de danske Stater boende Medlemmer deel- tage ikke i Priisæskningen. Belénningen for den fyldestgjo- rende. Besvarelse af et af de fremsatte Spårgsmaal, for hvilket ingen anden Priis er nævnt, er Selskabets Guldmedaille, af 50 danske Ducaters Værdi. Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned 1854 til Selskabets Secretair, Etatsraad Forchhammer. & n Miles. pi SKS feeis jeole i; Klee fer gø Erfaringer ag PSR, sgu Forsby —ø en bA2t y nide & i ss É i se. RE 2 k len) - t.38 FOG i Er. i Å 5 lig Ferrell at beften i øer ik: y 4 Er ØE Å ave, £ ST sy ddabe det hive Må dyre fø styksysdor Åb sø heing! halen F- Mt. Al Mer iaeri bene giv FINN TØR —a F É Eg anke Fy ; få SLED me: egt MS attag de SAlal ng lee: ER hive ' i SÅ É 295 Sag- og Navneregister. Adel,.den danske: Selskabet udsætter en Priisopgave over.dens Historie, og Bevægelserne.i denne Stands politiske Stilling i de sidste 3 til 4 Aar- hundreder: S2-190. 191, Angel, Angeln,-et District i Hertugdåmmet Slesvig. S. 145. Dets Indbyggeres rette Navn Angelboer. 147. Angl, om Bemærkelsen af deité Navn.-S. 147, Angler ,;; ingen dansk eller skandinavisk, men en germanisk Folkestamme. S. 145—147. (Jvf. S. 150).… nævnes hf Tacitus blandt tydske Stam- mer. $. 144.,145. ligesaa af Ptolemæus. S. 145. deres gamle Rets- vedtægter (Lex 'JAngliorum). S. 145. Angler i England, omtalte af Procopius. . S..146. É Artesiske Kilder, fremkaldte ved Jordboringer i Kidbenhavns Amt. S. 192—197. Assyriske Monumenter, om. Konst-Stilen i.samme. ;S. 174—187. .dens Forhold til'Egypternes Konst. S. 175—184, til Persernes 186, den assyri- ske;Plastik og dens Egenheder. S. 182—184, Augustenborg, Hertug Frederik Christian af, tilskrives Deel i Presseforordnin- gen 1799. S.26. hans Virken som Universitetspatron, S, 31. .Stridig- heder med Cancelliet..S. 36. bringer ved Moldenhawers Hielp Uni- versitets-Directionen i Stand (1805). S. 42. 43. Afbrydelsen af.hans Forhold til den danske Regiering i Anledn. af Thronfålgervalget i Sverrige. $. 53: …-hans og Enkehertugindens Forhold til Engelstoft. S.,101. Baden, G. L. , offentlig Lovtaler af Engelstoft, hvem han siden nedsatte. S.79, Beda (i det 7de Aarh.) beretter om Saxernes Indvandring og Erobringer i Bri- tannien efter Tradition, ikke efter historiske Kilder. S; 143. Bronze: Alderen, dens (celtiske) Levninger og Mindesmærker i…Frankrige. S.….230—232. Oldsager af. Bronze i Norden og deres Charakteer S. 233—235. Brunius, C. G., Professor'i Lund, valgt til Selskabets udenlandske Medlem. S. 187. ; Bugge, Th., om hans Ophold i Paris 1798—99. S. 19. Bøger og Skrifter, skienkede til Selskabet, S. 126. 133. 169. 173. 187. 198., 1 203..217. 239. 244. 269. 276. Chimesernes Konst, dens Forhold til Egypternes. S$, 177. Carnac i Bretagne, de derværende Steenmonumenter. -S. 228 og flg. Cirripeder , om en ny Slægt af disse Dyr. - (Xenobalanus: globicipitis). S. 158—160. Colding, L. A., Bedåmmelse over hans Afhandl. om Dampenes Virkning. $. 157. Danelag (de Danskes Lag eller Samfund) i England, (ligesom i: Norge .Thrøndelag, i Sverrig Roslagen). den bestemte Strækning af Nord- England, som de Danske i og efter det Yde Aarh. havde indtaget og coloniseret..$. 177—181. Mindesmærker om den der bevarede nor- diske og danske Nationalitet. S. 179. Myntprægning.i Danelagen. S. 180. Engelstoft. L., (f. 2. Dec. 1774. +14. Marts 1851) hans Biographie af Wegener. "5. 1…—123.. hans "Slægt og Forfædre,S, 85. tidligste Skrifter, . « 296 ; S. 9, 11. 16. fårste Udenlandsreise , (1797)—1800) i Selskab med P. E. Miller, J.W. Hornemann, o. fl. S. 13—30. hans Reise-Efter- retninger" i trykteBrey e. 8. 13. tilintetgiorde en Deel af samme. S. 32. Lærer ved detSchouboeske Institut. S. 32.35.37 51, fårste Fore- læsninger. $. 33 Ansættelse ved Universitetet, 1802. S, 34. E. som offentlig Docent og Professor. S. 37—39. 91. 93! Reise til Italien, 1804. S.…41. Ansættelse ved Univers.-Directionen, og Virken i samme. $. 43, 45—47. 55. 67. 103. 111—113. om hans Universitets- Annaler. $. 47. 54. 57. 64. 67. 71. Forhold til Hert. af Augusten- borg. S. 55. hans Virksomhed som Forfatter. S. 32, 33, 35.37. 44. 59,60, 73.954 Characteer som Historieskriver og Stilist. S. 60—64. hans latinske Poesier. 'S. 74. 75. 80. 81. Deeltagelse i Maaneds- skriftet for Literatur. S. 88. "hans Forhold. til yngre Studerende. og Videnskabsmænd, S. 79—84. . hans aandelige Liberalisme. S. 89. Udnævnelse til Ordenskissortogruph. S. 97. Fortienester af det Kgl. Danske Selskab. 'S. 105. hans sidste Levetid. S. 113—123. Englands Betvingelse ved borer selidke Stammer. S. 139. 140. Egyplernes Konst og dens Charakteer i Architekturen. $.175. iPlastik og Ma- leri. S. 178. 180. ; gs Elefant-Ordenen. 'S. 98. i Eschricht, D. F,, vælges (3. Decbr.) til Formand i den physiske "ale S. 276. Flora danica, 43de Hefte, Bemærkninger over samme af Prof. Liebmann, S: 124. 125: Forchhammer, Beretninger om Vandboringer i Danmark, S. 188—198. Over- sigt af hans Arbeider henhørende til Hornblendens Decomposition. S. 238. ; Grånsandslag i Siælland, undersågte ved Jordboringer i A. 1851. S, 190, 191. og flg. Hielmstiernes Bogsamling, skienket til det store Kongl. Bibliothek. S. 44. Hofman-Bang, (Jordegodseier i Fyen) reiste i Frankrige. med Engelstoft. S. 15. 17. 22. 25. Hornemann, J. W. reiste med Engelstoft. S. 18. 22. 23. Iran, Hiemstedet for den gammel-persiske (iranske) eller Zend-Avestas-My- thologie S. 246. Jiirgensen, Chr., Undersøgelser over Bevægelsen af et physisk Pendul, med Hensyn til Jordens daglige Omdreining (i Anledning af L. Fuadelti Forsåg.) S. 129. 241—244. (jvf. Oversigten f. 1851. '5. 138—140.) Jydernes danske Mundart, beslægtet med engelske Dialecter: S. 144, Forskiel imellem to Sprogkilder, sammenflydte i den jydske Dialect. S. 148. Kaas (Stats- og Justitsminister) Hertugen af Augustenborgs stadige Modstan- der. 'S. 42. 44. Kall, Abr., hans Forhold til L. Engelstoft. S. 5. 7.8. 15.16. 29, 31. 34.” uhel- dig som Docent. S. 37. fandt ikke ret megen Smag i Engelstoftis hi- stor. Arbeider. S. 64, hans Dom over Fr. Sneedorffs Danm. Hist. S. 64. hans' Jubilæum. 'S. 65. 66. var den fårste Ordenshisto- riograph. S. 97. £ Kemble, John M., hans Værk om Saxerne i. England. S. 141. Kridformationen i Siælland. S. 188-—198, Lathåm, R. H., engelsk Sprogforsker , hans Mening om Anglernes Afbyrd. S, 147. (Anm.) Levy, B., Professor, skienkede sydamericanske Mineralier til Univ ersitetets. Museum. S. 200. Litus Saxzonicum (i Belgien og Britannien.) S. 141. Liebmann, F. M, forelagde det 43de Hefte af Flora danica, og meddeelte Be- ark alka om samme. S. 124. .Maanedsskrift for Literatur. (stiftet 1829.) 5. 88, Madvig, J. N., bliver Selskabets Archivar. S. 217. Malling, Ove, pils Forhold til L. Engelstoft. S. 56. Mark, nordisk Myntbenævnelse, indfårt i Normandie (af Nordboer 2) S. 154. Meteorologiske Iagttagelser. i Kidbenhavn. -135. 163, 205. 205. 240. 271—274, Iagttagelser indsendte fra forskiellige indenlandske Steder. S. 287. | Molbech, C., Bemærkninger om Englands. Befolkning ved germaniske og stil diske Stammer. S. 137—150. Antydninger om Stilen i Åssyrernes - plastiske Konstværker. S. 174—187, Moldenhawer, D. G, $. 30, 31. 41. 42. 43. 54. 56. 64. hans Yndest for Engels- toft. S. 34. Strid med Treschow, ang. det Norske Univers. S. 56. Monumenter, de ældste (celtiske eller galliske) i Frankrige, særdeles i Nor- mandie og Bretagne, deres Charakteer', 'og Slægtskab med andre Steenmonumedfér i Norden, paa de britiske Oer, m. m. $. 219—236. Miller, P. E., om hans Reiser, literaire Arbeider, og Forhold til L. Engelstoft. S. 6. 7. 9, 11. 15. 18. 20. 26. 27. 29. 30. 31. 34 ; hans haandskrevne Autobiogråphie. S. 7. 9. 15, 18. og fl. St. om hans Opnaaelse af Bolig i Universitetsbygningen. S$ 92... Engelstofts Mindeskrift over ham, som aldrig udkom. S 95. " Neumann, J., (Biskop i Bergen) hans Forhold til Engelstoft. S. 13.15.17, 117 Normandie, i Frankrige: hvor de nordiske Bosættelser i-denne Provinds især have fundet Sted. S.150. Levninger af nordiske (og, som det synes, især danske). Stednavne. S. 150—151. af nordiske Ord, yderst sjeldne. $. 151—153. Familienavne af nordisk Oprindelse, $., 153. Northumberland; det sidste uafhængige Rige i Danelagen i England, tog Ende omtr. A. 950. S. 280. Nuerup, R., hans Samliv med Engelstoft. S. 32. 33. Nævninger, eller. Eedsvorne, (12 og 24) af nordisk Oprindelse, fårte i Brug i Normandiet. S$. 155. Ordbogs-Commissionen, dens Arbeider i 1852. S. 286. Prokopius, om Angler i Britannien m. m. S. 146. Rink, H., Dr. phil., om hans indsendte ;,Udsigt over Nord - Grénlands geogra- phiske Beskaffenhed,” S. 125. Betænkning om hans ligeledes ind- sendte ,,Udsigt over Gréånlands Geognosie”. S. 202. 203. Rolf: om Forholdet imellem hans Tog til Neustrien. (Normandie), og ældre Er Indvandringer af Nordboer. $. 153. Rosencrone, Grey, hans Forhold til Engelstoft. S. 6. 7, 9. 100. Runeskrifter, nordiske, opdagede i den senere Tid”i England. S. 179. 180. Saxer : den ældste Benævnelse, efter Britterne, paa Englands Indbyggere. S. 140. de nævnes hos romerske Forfattere som Britanniens Ero- brere. S. 141. 142. deres Tog til dette Land har været tidligere end 6te Aarh., og begyndte alt under Romernes Herredåmme. S. 140—144. Scharling, C. E., meddeelte en historisk Udsigt over Striden imellem Bossuet og Fenelon, og forelæste Stykker af en Afhandl. over dette Æmne. S. 175. 298 db Ø x Scharling, E. A., Meddelelse om nye chemiske Producter, S. 200. Schumacher, A., (Ritmester og Skovrider), indsendte Undersøgelser an- gaaende Isens Varmeledning. S. 176. ligeledes Betragtninger” til Oplysning af'enkelte Momenter af Jordens Physik,” -S. 268. ig —3 Scriptores Rerum danicarum. VIII. Bind, udgivet og aftrykt i 8 Aar. S.94—95. Smaragder fra Ny-Granada i Syd-Amerika, beskrévne. S. 200 og flg. Sneedorf, Fred., S. 37. Abr. Kalls Dom over hans Historie. 'S. 64, Soråe Academie, dets Gjenfådelse og nye Organisation. S., 69—"2.” Engels- tofts Kjærlighed til Sorée. S$.86. Academiet undergravet og omstyr- tet. S. 108—110. Steenstrup, J. J. S., meddeler Oplysninger om en i danske Tårvemoser funden Hovedskal af Uroxer, og en saadan Deel af Bos frontosus (Nilsson.) S, 236. 237. om en ny Slægt af Cirripeder. S. 158—160. Steendysser og Steenmonumenier i Frankrige (celtiske) og deres Liighed med de nordiske. S. 219 og flø. Thomsen, polytechnisk Candidat, indsender ,,Bidrag til et thermochemisk Sy- stem,” S.238. Thorlacius, B., om hans Reiser, literaire Arbeider, og Forhold til L. Engels- toft. S. 13. 25. Beundrer af Napoleon. S783. Ansættelse ved Uni- versitetet. S. 34. 35. ' Tved, Tvede, Spor til dette nordiske Stednavn i Normandie. S. 151. Uroxen, Hovedskal af samme, funden i Danmark. S. 237. Ussing, J. L., Udtog af en oplæst Afhandl. om [talienernes Deelagtighed i den romerske Borgerret, og om Bellum sociale. S. 165. Universitetet, det norske 1 Christiania, om dets Stiftelse. S. 53. 56. 57. Videnskabernes Selskab : Budget for Aaret 1852. S. 171... Regnskabs-Oversigt for 1851. S. 172. Selskabeis i A. 1852 ved Dåden afgaaede Med- lemmer. S. 285. nye, ved Valg optagne Medlemmer. $. 286. Sel skabets Commissioner og-såmmes Arbeider. S.286—289. Bedåmmel- ser over indsendte Afhandlinger og videnskabelige Årbeider. $S:;125. 202; "Selsksbets Måder og Skrifter, S. 186. Priisopgaver, udsatte for 1853. S. 289— 293. Wegener, C. F., biographiske Antegnelser over Conferentsraad L. Engelstoft. S. 1—123. Werlauff, E. C., om hans Afhandl. om Procopius og SOREN Efterretninger om Norden. $. 146. Westergaard, N. L., hans Udgave af Zend-Avesta. S. 207. Bemærkninger over den Pétsidke Religions Alder og Fædreland. S. 208—216. Bi- drag til den gamleParsiske (Zend-Avesta's) Mythologie. S. 246—268. Worsaae, J. J. Å., antager ikke de skandinaviske Indvandringer i Britannien for ældre end Saxers og Anglers. S.150. vælges til Selskabets Med- lem. S. 187, Beskrivelse over antiquariske Monumenter og jord- fundne Oldsager i Normandie og Brétagne. S, 218—236. Nye Op- lysninger om Danelagen i England, om Anglernes Stammeland, og om de Danskes Nedsættelser og Besiddelser i Nord - England. S. 277—281: Zend-Avestas Bemærkninger over de Persiske stavn. S. 207—217. Om ZendRves Iranske Mythologie. S. 246. rdl | SEE A , over BEN aA EA, [5 Rg) 2 LET i. rn DN É Kgl. danske Viden åbernes Selskabs Forhandlinger dets Medlemmers Årbeider i Åaret 1853. Af Selskabets Secretair G&G. Forchhammer, Etatsraad og Professor. mere 090 gene. Mjobenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og | dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1853. Af Elalsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. Ar. 1 og 2. Modet den 14% Januar. ————— Hr. Professor Eschricht meddeelie Hovedresultaterne af en Række Undersågeiser over Grånlandshvalens geographiske Udbredelse, samt over dens anatomiske Bygning i Almindelighed og dens Skelet i Særdeleshed. Hertil knyttedes en Oversigt over Hjer- nens og Præmordialkraniets Forhold i Hvaldyrenes Orden, og endelig en udfårligere Meddelelse om Alders og Kjånsforskjel- ” lighederne i Næbhvalens Beenbygning. Alle disse Meddelelser ville i særskilte Afhandlinger blive offentliggjorte i de næstfål- gende Bind af Selskabets Skrifter. Søk JM Selskabet vedtog et Førslag som Kassecommissionen, Kas- sereren og Secretairen havde gjort, ifålge hvilket Budgettet, der hidtil forst er blevet forelagt i det låbende Aars Marts Maaned, i Aar vil blive forelagt i Januar, og for Fremtiden i December Maaned. Selskabet bifaldt et fra det Kongl. medicinske Selskab ud- gaaende Forslag om at deeltage i Udsæltelsen af en Priisopgave over Venlilationen, og udnævnte en Comitee af Etatsraad Forch-— hammer, Professor Eschricht og Oberstlieutenant Hoffmann for i denne Anledning at forhandle med det medicinske Selskab. Det ifålge disse Forhandlinger vedlagne, Priisspårgsmaal er allerede aftrykt iblandt Selskabets i December-Heftet af dets Oversigter for 1852, bekjendtgjorte Priisopgaver. 3 Mådet den 28% Januar. ————- . Kassecommissionens Formand Etatsraad Petersen forelagde Bud- geltet, der efter Forhandlingerne blev saaledes fastsat: Budget for Aaret 1853. Indtægter. A. Aarlige Indtægter: < ; Renter af Selskabets Fonds) . . 5,378%49 46 8 Fra det Classenske Fideicommis. ... 200 — Etatsraad Schou's og Frues Legat... 50 — For Salget af Selskabets Skrifter . 100 — 5,728 AM 46 8 B. Kassebeholdningen ved Udgangen af 1852 .. 2,894 — 20 -— Udgifter. A. Til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed. Middelsum af Ud- ifterne i 10 Aar, I. Embedsmændenes Gager og Budels sl Meg KREA SK ROKR RK RET 875 lod Selskabels Folium i Banken ..... 16 — Lobende Udgifter til Brænde, Lys, Porto m. v. samt Gratificationer . 250 — 278 FA | 1,141 40 BRS SE UN RØRE BE KRISS 400 R40 76 — KAB ERE 5 KrR .s Toe Rs 450 — 232 — Den meteorologiske Comitee..... 600 — 594 — Regestum diplomalicum......…. 450 — 338 — 57 Selskabets; Skrifter ss arme 2,000 — | 1,645 — 3,900R0 | 2,885 40 ”) Selskabets rentebærende Capitaler udgjåre: 25,500%9 med 5 pCt. Rente . .. 1,275 åd 97,562 nes 4pCt. seer …[. … 3,902 VTS 46 8 3,400 — ... 3pCt. — ... 102 — 126,462R09 med Rente........ 5,279 MI 46 f samt 100£ Sterl. i 5 pCt. og 200 i 3 pCt. dansk- engelske Obligationer, hvis Rente efter Cours OR MES is KE Naser se pk e SL ERR EL OS Tilsammen . ... 5,378 468 Be Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000%4 som et Fond, der ikke maa formindskes, Resten derimod som disponibelt til videnskabelige Fore- tagender (ifålge Selskabets Beslutning i 1838). ER. 4) B. Underståttelser til videnskabelige Foretagender. Subscription paa det Bind af Saxo ........…… 200 Rb0 Til Etatsraad Molbech: Dansk Glossarium. Bevilget d. 20. April 1838 500%, heraf udbetalt100% ; af de &vrige 40049. 200 — Til Cand. Brandt: Subscription af 50 Expl. af Chr. Pe- dersens Skrifter. 3Idie Bind. Ifølge Beslutning af 17. Maris 4848 25520 (8 41 3 ROERE RSD an KERN UR 150 — Til Trykningen af de Besselske Soltavler.,..... 900 — Til Prof. Allen: Samlinger til Christian den andens Hi- | storie. Bevilget d. 7. Marts 1851 en Subscription af 50 Expl. samt 100 %& efter fårste Binds og 100% efter andet Binds Udgivelik:. HERR RESET Blender LE SAN Bel ENNS NERE 0 200 — Til Literatus Erslev: Dansk Forfatter-Lexicon. Bevilget aarlig 100% for 1852 og 1853. + 20 au es eee eee eee 100 — Til Prof. Jurgensen: Anskaffelse af et Instrument til Forség over Indflydelsen af Jordens daglige Omdrei- ning paa Pendulets Bevægelse. Bevilget d.24. April1852.. 100 -— Til Prof. Westergaard: Udgaven af Zendåvesta. Be- vilget d, 28, Januar. 1853 2 NEL RE 2 RR END rr | 2,350 40 C. Tilfældige Udgifter. (Middelsum af 10 Aar 1842—51: 176 9. Til en Bisle af Geheimeraad Orsted. Bevilget500%9, Rest overfårt fra forrige Aars Budget. 2. 22000400 00 100 R40 Selskabets Status: Selskabets aarlige Indtægter: .,.. sen. 5,728 R60 Udgifter til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed, beregnede rigeligt efter Middelsummerne til I, 4,150%40 IL 3,000 — Til Underståltelser til videnskabelige Foretagender og til fældige Udgifter (hvis Middelsum for 4842—51 er 1,074%00 + 176 %40 — 1,250M40) haves saaledes omirent 16k MER os Roe al ala RE ERE REE C 1,578 40 2,450 — , Altsaa en Underbalance af omtrent 872940 der bliver at dække af Kassebeholdningen fra forrige Aar. HS Regnskabs-Oversigt for Aaret 1852. bo [ Indtægter. 1. Kassebeholdning fra 1851 ..:........ 1,598 | 18 2. Renter af Selskabets Fonds"). .......: 5,250 | 82 3. Fra det Classenske Fideicommis ....... ROU y 4. Etatsraad Schous og Frues Legat....... åen] ag ERE 5. Ved Salg af Selskabets Skrifter... …. De 168 | 91 7,267 | 95 Udgifter. igbaper og KARRIERE RR SN eee a å S49 1 y 2, TilSamfundet for den ENE ER I la 198 | 40" 3; SERERBELE SKEER SED EEN Nør e FB371: EB ER TE, 5 TT. NREN JES ES BASERES ENE GES BESES BEES 192 | 16 5. Den meteorologiske Comitee ......... 579 | 10 6. Subscription påa Chr. Pedersens danske Skrifter 158 | 32 «+. kil Inispecleur WorSade 57] MM LØD 5. 3 NREN BLA Pralestor Scharling KIG SP siger 100 9. Til Literatus Erslews Forfalterlexicon .... 100 |. 10: Ti Cand. polyt Thomsen SU MESSER STAN 5 HR RET i Rahn 1 Banken 2838005 SNEEN Ar 16 13: Forskijellige UdSTLER ss snuse RTE » 149 13. Ifålge en Revisionsbemærkning ........ y 16 . 4,373 | 90 Naar fra Indlægten ... 7,267%400 95 /5 i drages Udgiflen ..... 4,373 — 90 - udkommer Kassebeholdningen 2,894%00 5/3 B Den Forskjel, der er imellem Belåbet af denne Post i Regnskabet og det, der er opfårt paa Budgettet for 1852,- nemlig 12749 60 5, hidrårer der fra, 1) at Renten af 3, 200 RL i Nationalbankobligationer , der fårst forfaldt til Udbetaling den 6te Januar 1853, ikke er optagen i Regnskabet, hvilket gi- ver et Minus af 128409, 2) dernæst at 1£SL. i Budgettet er regnet for 9WA, men udbragt for 5£St. til Hen 3p og for 6 £St. til IR6O 37/2 8, hvilket giver et Plus af 36/5. Ved Udgangen af 1851 var Selskabets Capital i fnskjelliee danske Obli- ERHGRNEr ae se ae en ek er ren se eee ed 126,462R0 ,, f 1200 £St. af 3% dansk- engelske Oblgt., indkjåbte for. . 1,542 — 16- og 100 £St. af 5 % dansk-engelske Obigt., indkjåbte for . 914 — 16- 128,918 MA 32 5 Heri er ingen Forandring foregaaet i 1852. 6 Hr. Professor Liebmann forelagde nogle nye nordiske L.ov- mosser, og tilféiede Bemærkninger i denne Anledning. Da disse Planter ere bestemte til at optages i det Hefte af Flora danica, som Forfatleren snart agter at forelægge for Selskabet, saa ud- sæltes Meddelelsen af Foredragets nærmere Indhold indtil den Tid. De Herrer Cand. theol. Brandt og. Fenger indsendte 50 Exemplarer af 3die Deel af deres Udgave af Christian Peder- sens Skrifter, som Videnskabernes Selskab underståtter. Selskabet valgte Prof. chem. E. Scharling til Revisor iste- detfor afdåde Overinspecteur Dr. Pingel. Selskabet modtog: Fra Dr. Mantell. Observations on the osteology of the Iguanodon and Hylæo- saurus. London 1849. A brief notice of the organic remains recently discovered in the Wealden Formation. London 1849. On the Pelorosaurus an undescribed gigantic terrestrial replile, whose remains are associated with those of (he Igua- nodon and other saurians in the strata of Tilgate-Forest, in Sussex. London 1850. i On the fossil remains of reptiles and on chelonian foot- tracks from ihe devonian strata of Morayshire. London 1852. Notornis Mantelli. (Proceedings of the zoological society). 7 Fra det physiske Selskab i Genéve. Observations astronomiques faites a Pobservatoire de Ge- néve dans Vanneé 1846, Genéve 1848; dans Nented 1847, Genéve 1849." Mémoires de la Socicté de Physique et d”Historie Naturelle de Genéve, Tome XII, p. 1, Genéve 1849. Tome Xll, p. 2, Genéve 1851. Tome XIII, p. 1, Genéve 1852. Fra the American geographical Society. Bulletin of the American geographical and statistical Society. Vol. I. New-York 1852. Fra Videnskabernes Selskab i Haarlem. Historische en letlerkundige Verhandelingen van de Hol- landsche Maatschappy der Wetenschappen. 1. D. Haarlem 1851. Fra den engelske Regjering. Observations made al the magnelical and meteorological observatory at Hobarton. Vol. II. London 1852. | Modet den 1f1'€ Februar. renee Hr. Professor P. Pedersen meddeelte Resultaterne af en Afhand- ling over Danmarks Fugtighedsforholde. — De Iagttagelser, hvorpaa disse Resultaler stålte sig, ere anstillede paa folgende Steder. Kjøbenhavn 1) paa Rundetaarn fra 1751 til 1776, fra 1782 til 1788, fra 1798 til 1819, 2) i botanisk Have fra 1818 til 1823 og fra 1827 til 1851, 3) paa Nyholms Hovedvagt over Luftens Tilstand fra 1798 til 1851 og over Nedslagets Varighed fra 1839 til 1851, 4) i det magnetisk-meteorologiske Obser- vatorium fra 1844 Juni til 1850 Mai. Al Traneberg påa Samsåé af Pastor Hansteen fra 1838 til 1851. Bregninge paa Thorseng fra 1779 til 1788. Vederså i Ringkjåébing Amt af Pastor Jeger, og Stadil i samme Amt af Skolelærer Aagaard fra 1845 til 1854. Efter et Gjennemsnit af 40 Aars lagttagelser paa Nyholm har i Kjåbenhavn Aaret 69 klare, 187 blandede, 94 mårke, 9 disige og 6 taagede Dage. Det stårste Antal af klare Dage, som ere indtruffen i dette Tidsrum, var 134 i Aaret 1820, det mindste 27 i 1851; det stårste Antal-af mørke Dage var 114 i 1814, det mindste 59 i 1818. Af Maanederne er Mai den, som har det stårste Antal klare Dage nemlig 10, det mindste Antal, som er 3, kommer paa Maanederne November, December og Januar; det største Antal af klare Dage, som i dette Tidsrum er indtruffen i en Maaned, er 22 i Mai 1819. Efter et Gjennemsnit af 13 Aars Iagttagelser i Traneberg har Aaret 68 klare, 181 blandede, 111 mårke øg 5 taagede Dage, hvilket ikke afviger meget fra Forholdet i Kjobenhavn; men tages for begge et Gjennemsnit af de 12 Aar, som de have fælleds nemlig 1839—51, saa bliver Resultatet for Traneberg 70 klare, 182 blandede, 108 mårke og 5 taagede Dage og for Kjobenhavn 60 klare, 191 blandede, 109 mårke og 5 taagede Dage, altsaa 10 klare Dage færre paa det sidste Sted. Den daglige Forandring i Luftens absolute Dampmængde er i Kjøbenhavn efter et Gjennemsnit af 6 Aars lagttagelser i det magnelisk — meteorologiske Observatorium følgende. Den slårste Dampmængde forekommer i November og December ved Middag, fra Januar til April og i Juni Kl. 41 Efterm., i Mai mellem Kl. 10 og 11 Form., i Juli mellem Kl. 8 og 9, i August og September Kl. 10 og i October Kl. 11; -den mindste ind- træder i Reglen et Par Timer får Solens Opgang, dog i Vinter- maanederne noget tidligere. Den stårste Forskjel mellem begge er 0,759 i Juni, den mindste 0,”'/13 i Januar. I Aarets Låb er Døgnets Middeldampmængde stårst i August nemlig 4,""93, mindst i Januar 1,”'54. 9 Den daglige Forandring i Luftens relative Dampmængde eller dens Fugtighedsgrad foregaaer efter de samme Iagttagelser, saaledes, at i Reglen den mindste indtræffer Kl. 2 Efterm. og den stårste henimod Solens Opgang. Dog gjåre sirenge Vin- tre en Undtagelse herfra, da i dem den stårste Fuglighedsgrad indtræffer Kl. 2 Efterm. og den mindste om Natten. Forskjellen mellem begge Yderpunkter er stårt i August, da den er 249, mindst i Januar, naar denne er mild, da den er 1”, I Aarets Låb er Dågnets Middelfugtighed- i Reglen mindst i Juni 757,4, og størst i Januar 937,0. Dog. maa ogsaa her de strenge Vin- tre undtages; saaledes var Middelfugtigheden for Januar, i Gjen- nemsnit af de 3 Aar 1848—50 657,9, og i 1850 577,1; ligesom ogsaa det Tilfælde, at Luften er fuldkommen tår, kun indtræffer ved streng Kulde. : De Iagttagelser af Luftens Dampmængde, som ere anstillede i Stadil, give vel ikke nogen fuldstændig Fremstilling af dens daglige Forandring, da de kun ere gjorte 3 Gange daglig, Mor- gen, Kl. 2 Efterm.-og Kl. 10 Aften, "dog seer man ved en Sam- menligning af den Forskjel, der er mellem Dampmængden Kl. 2 og Kl. 10 paa dette Sted, og den, der viser sig i Kjåbenhavn, at den fårste er endeel stårre i Sommermaanederne, hvilket foranlediges ved, at Dampmængden der aftager stærkere i Låbet af Eftermiddagen end i Kjåbenhavn. Dette har da ogsaa til- fålge, at Forskjellen i Fugtighedsgraden lil disse to Klokkeslet er endeel mindre der end i Kjoåbenhavn; den er nemlig der 167,8, medens den her er 237,8. I den aarlige Forandring af Dampmængden stemme begge Steder overeens, idet den står- ste" Dampmængde i Stadil forekommer i August, den mindste i Januar; dog er Forskjellen mindre, den er kun 27,83, medens .den i Kjébenhavn er 3,41. Det Samme gjælder om Fugtig- hedsgraden, kun at Forskjellen her er den samme. Hoiden af den Vandmængde, der falder i et Aar i Kjåben- havn og Antallet af de fugtige Dage, fordeelt paa de enkelte Maaneder, efter et Gjennemsnit, for den Fårste af 29 Aars og 10 for det Andet af 32 Aars Iagttagelser, findes i de to fårste Piller af den fålgende Tavle; de to næste indeholde de samme Angivelser for et Gjennemsnit af 25 Aars Iagttagelser, anstil- lede paa Rundetaarn, dog for Januar til Marts kun af 14 Aar. Botanisk Have. Rundetaarn. Vandhaide. | Fugtige | vandhåide. | Fugtige Dage. Dage. December. SAR IS ss 18,703 14 18,746 13 TJENER AE TANDEN Re 20, 60 14 45. LG 13 Foran SERIES ES ER 1%/724 12 19, 65 11 VAN ES SR HEN 18, 67 12 16, 84 11 FNS] SOORE ER SR SSD SAN ET 1 SED 16, 58 12 11;-:90 10 BE SE RE 134% 11 17, 45 12 SURT 535 ge" SERENA AKSER 23, 28 12 19, 39 12 i 1 Ha eet RØDE ae HRSEy sk RR YNDE Toon, 27, 58 13 28, 04 13 ASE sg SEE RRS me 27,18 14 30, 64 15 September SUSE 22, 59 13 28,87 it OAB ON soerg 95, 61 15 27, 22 |" 12 Novenhers sst si abo PA BAN ir tan 14 19, 40 11 TV ESKE SR END Frk sr 258, 80 156 255, 03 144 Iagttagelserne i "Haven vise to Maxima i August og Octo- ber, og to Minima i Februar og April, de paa Taarnet give kun eet Maximum i August, men to Minima et i Januar og eti April. Hele Aarets Vandmængde er efter lagttagelserne i Ha- ven fordeelt saaledes, at 81% kommer paa Regn, 11% paa Sne, 5 % paa Regn og Sne og 3% paa de andre Arter af Nedslag, saasom Hagl, Isslag, Rusk; efter lagttagelserne paa Taarnet kommer 85% paa Regn, 6% paa Sne, 5% paa Regn og Sne og 4% paa Resten. De første give altsaa 5 % mere Sne end de sidste, hvortil Grunden er, at ved disse Iagttagelser Maanederne med stadig Frost ikke ere medtagne, fordi Iagtta- gelserne i disse ikke ere fuldstændige. Af fugtige Dage kom- mer i den fårste Række 77% paa Regn, 16% paa Sne, 3% 11 paa Regn og Sne og 4 % paa Resten, i den anden er Forde- lingen fålgende 72%, 21%, 4%, 3%; Sne har altsaa i delte Tidsrum været hyppigere end i. det andet. Den største Vandmægde, der er falden i en Maaned er 8” 8,"'6 i Mai 1817, i en Aarstid 17" 5”/14 i Sommeren 1817 og i et Aar 49"9'"78 i. 1817; .den mindste i en Maaned 0'”0 i December 1841 og i Februar og April 1842, i en Aarstid 1” 5,768 i Vinteren 1831—32 og i et Aar.15”5'797 1832—33. Den stårste Yandmængde, der er falden i eet Regnfald, er 6” 1'702 den 21de Mai 1817, og ved eet Snefald 1” 11,”'719 den 25de December 1833. Det stårste Antal af fugtige Dage i en Maaned er 27 i Januar 1849, i en Aarstid 66 i Efteraaret 1840, i et Aar 215 i i 1849—50, det mindste i en Maaned 41 i Mai og August 1783, i en Aarstid 17 i Foraaret 1783 og i et Aar 97 i 1787—88. Det stårste Antal Snedage i en Maaned er 22 i Januar 1841, i "en Vinter 32 i 1829—30, i et Foraar 18 i 1784 i et Efteraar 7 i 1816, i et Aar 46 i.1783—84. Hoiden af den Vandmængde, der falder i et Aar i Trane- berg, efter et Gjennemsnit af 13 Aars Iagttagelser er 19” 4,”"76, medens den for. samme Tidsrum i Kjåbenhavn er 21" 6,15, altsaa 2''1"'39 stårre. Af denne kommer for Traneberg 82% paa Regn, 14% paa Sne, 3% paa Regn og Sne og 1% paa Resten, for Kjåbenhavn er Fordelingen 80%, 9%, 8%, 3%. Fordelingen i Aarets Låb er i Traneberg saaledes, at den mind- ste Vandmængde 12,791 falder i Mai, den stårste 30,/732 i October og det Samme har i dette Tidsrum ogsaa været Til- fældet i Kjoébenhavn. Antallet af fugtige Dage i et Aar er i Traneberg 147, i Kjébenhavn for samme Tidsrum 180; det mindste Antal 8 falder paa Mai, hvilket ogsaa var Tilfældet i Kjåbenhavn, det stårste Antal 12 paa Juli og August, i Kjåben- havn derimod pååa October. I Bregninge er Håoiden af den. Vandmængde, der falder i et Aar, efter et Gjennemsnit af 9 Aars Iagitagelser 24" 2,'"79, 12 hvoraf 89% kommer paa Regn og 11% paa Sne, fog Antallet af fugtige Dage 153, hvoraf Regndagene udgjåre 869% og Sne- - dagene 14%. Den mindste Yandmængde 1” 3,"767 falder i Mai, den stårste 3” 5,712 i August; det mindste Antal af fugtige Dage 8 har Juni, det stårste 15 October og November. En Sammenligning med Kjåbenhavn giver efter et Gjennemsnit af 7 Aar, som ere fælleds for begge Steder, fålgende Resultat, der dog, hvad angaaer Kjåbenhavn, beroer paa et mindre An- tal Aar for Maanederne December til Marts. Håiden af et Aars Vandmængde i dette Tidsrum er i Bregninge 23” 5,""30 og i Kjo- benhavn kun 18” 0,""32 altsaa omtrent 75%. Forholdet mellem Regn og Sne er for Kjåbenhavn som 94 til 6, for Bregninge det ovenfor anfårte. Den mindste -YVandmængde falder i dette Tidsrum paa begge Steder i Januar, den største i August. An- tallet af fugtige Dage er i Bregninge 150, i Kjåbenhavn 128, altsaa 85%; Forholdet mellem Regndage og Snedage er paa det fårste Sted som 85 til 15, paa det andet som 66 til 34, altsaa har Sne i dette Tidsrum været hyppigere i Kjåbenhavn. For de to Steder paa Jyllands Vestkyst, Vederså og Stadil, er ;den faldne Vandmængde, som man kunde vente betydelig stårre end i Kjåbenhavn. Den er nemlig efter et Gjennemsnit af 6 Aars lagttagelser for et Aar paa det fårste Sted 27” 3,"'05 og paa det andet 32” 3,789, medens den i samme Tidrum i Kjobenhavn har været 21” 4,"25, altsaa 77% af den fårste og 66 % af den sidste. Den betydelige Forskjel, der finder Sted mellem de to. Punkter, er saameget mere paafaldende, som Af- standen mellem dem kun er henved en Miil, og det fårste endog ligger Vesterhavet noget nærmere end det andet. En Forkla- ring deraf kunde dog maaskee findes i den Omstændighed, at Stadildegnebolig ligger meget nær ved Stadilfjord, der omgiver den mod Syd og Vest. Den stårste Deel af Forskjellen falder idvrigt paa Efteraaret og Vinteren, nemlig 77%, medens der paa Sommeren kommer 27 %” og paa Foraaret 1%. Af den aarlige Vandmængde kommer i Vederså 88% paa Regn, 4% 13 paa Sne, 6% paa Regn og Sne og 2% paa Resten, i Kjåben- havn er Fordelingen 78%, 8%, 10%, 4%. Paa begge Steder falder den stårsle Vandmængde i October og dernæst i August, saa at her er to Maxima ligesom i Kjobenhavn, den mindste Vandmængde falder paa begge Steder i Januar og Mai. Det aarlige Antal af fugtige Dage har i dette Tidsrum været det samme i Vedersé, som i Kjåbenhavn, nemlig 205; men Kjåben- havn har kun 151 Regndage, medens Vederså har 168 og om- vendt har Kjåbenhavn 31 Snedage og 13 Dage med Regn og Sne, medens Vederså kun har 16 Snedage og 8 Dage med Regn og Sne. Selskabet modtog: Fra Societé Imperiale des naturalistes de Moscou. Bulletin de la Societé Imperiale des naturalistes de Moscou. Année 1851 Nr. III & IV. 1852 Nr. I. | Fra Herr Theodor Gimbel. … Die funf Wirfelschnitte, ein Versuch, die verschiedenen Krystallgestalten in einen innigen Zusammenhang zu bringen. Landau 1852. Fra the Cambridge phil. Society. Transactions of the Cambridge philosophical Society. Vol. 9. P, 2. Cambridge 1851. Fra the geological Society i London. The Quarterly Journal of the geol, Society of London 1852 Nr. .30.& 31. Fra Sir Roderich Murchison. Address at the anniversary meeting of the Royal geogra- phical Society. London. 1852. 14 Fra Mr. Hopkins. Address delivered at the anniversary meeting of the geolo- gical Society of London 1852. Fra the geographical nog Catalogue of the library of the Royal AN One Society. London 1852. Address at the anniversary meeting of the Royal geogra- phical Society. London 1852. Fra the Linnean Society i London. List of the Linnean Society of London 1851. Proceedings of the Linnean Society 45, 46, 47. The Transaction of ihe Linnean Society of London 1852. . Vol. 21, 4. Fra Videnskabernes Selskab i Wien. a Kritische Durchsicht der von Dawidow verfassten Wårter- sammlung aus der Sprache der Aino's 1852. Tafeln zur Reduction der in Millimetern abgelesenen Ba- rometerslånde auf die Nørmaltemperatur von 0”, Celsius. 1852. Tafeln zur Vergleichung und Reduction der in verschie- denen Långenmaassen abgelesenen Barometerstånde. 1852. Resultate mehrjåhriger Beobachtungen iber jene Pflanzen, deren Blumenkronen sich tåglich sine: offnen und schliessen. Prag 1851. Kalender der Flora des Horizontes von Prag 1852. Mådet den 25% Februar. ——-— Hr. Professor Steenstrup gav fålgende Meddelelse: Idet jeg herved har den Ære, paa egne og de ere Etatsraad Forchhammers og Inspectår Worsaaes Vegne at af- 15 give Beretning om Fremgangen i vore forenede Forskninger for at oplyse Danmarks ældste Natur- og Culturforhold, maa jeg bede velvilligen erindret, at denne Beretning vel er en Fort- sæltelse af de tidligere, men at den dog snarest er at betragte som en Række Supplementer til de forskjellige Partier af disse, og at den fålgelig, idet den sluiter sig snart til det ene, snart til det andet af disses Afsnit, nådvendig maa give Afkald paa Præget af en Helhed for sig. Vore forskjelligartede Arbeider og Embedsforretninger have ikke tilladt os & Forening at gjoåre mere end een stårre Udflugt, nemlig til den nordostlige Del af Issefjordens Omgivelser eller til Halsnæs. Denne Halvées Forhold til de andre Issefjordens Omgivelser var endnu ikke undersågt af os, og det var uaf- gjort, hvorvidt der fra Issefjorden havde gaaet et Udlåb til Kattegattet, enten gjennem denne Halvåe, eller åstligere gjen- nem Arresåe. Vi have fundet, at der virkelig gaaer en tem- melig bred Lavstrækning langs med Frederiksværksaaen imod Nord til Kattegaltet, og at der gjennem denne tidligere maa have været en Forbindelse imellem dette og Fjorden, saaledes at Halsnæs var en O. Men. derimod er dér håit Land langsmed hele Ostsiden af Fjorden, mellem denne og Arresåen, saa at ingensomhelst naturlig Forbindelse mellem dem kan have væ- ret mulig i den Del af vor Jordperiode, hvorom her er Tale. Imidlertid findes der i en Mose ved Lille Lyngby, ved Såens sydlige Ende og i en Håide af omtrent en Alen over dens nu værende Overflade, spredte Skaller af Saltvandsdyr (Cardium edule i stor Mængde og enkelte Littoriner) og det er altsaa utvivlsomt, at Såen forhen har havt Saltvand, idet den nemlig har været en Vig, som noget N. for Ovre-Målle stod i Forbindelse paa den ene Side med Kattegattet, og paa den anden med det Sund, der adskilte Halsnæs fra det håie Land ved Frederiksværk. — Hals- næs maa som O have frembudt en noget fliget eller udbugtet Skikkelse, da der dels fra den ovennævnte Lavning imod Vest gik Bugler ind i Oen op imod Evetofte og Melby, og dels 16 fra Syd en Vig trængte sig ind i Landet ved Gréånnesåe- gaard. En temmelig dyb Dal, kun lukket fra Kaltegaltet ved en håiere Lerbrink, skar sig tillige fra Norden ind" imod Thorup. Lavningen mellem Arresée og Kattegattet (Asserbo - Over- drev) har i det Hele en Havstoks Karakter, idet den bestaaer af Sand med mange smaa Stene. De smaa, klitdannede Ophéi- ninger, hvormed den er bedækket, synes at være fremkomne, efterat Vandet allerede stadigen havde trukket sig tilbage fra denne Del af den tidligere Vig af Kattegattet. Paa alle de her omtalte Strækninger saae vi ikke Spor af flere Kjokken- Måddinger fra Urfolkenes Tid, end den allerede i sidste Beret- ning omhandlede ved Sålager, ved hvilken vi paa Tilbagereisen dvælede en Times Tid, for at foråge de tidligere indsamlede Materialier til vore Undersågelser. I dette korte Tidsrum fandtes: omtrent 60 Knokler af Fugle, fornemmelig af Andeslægten; det langt overveiende Antal deraf udgjorde som sædvanligt de afbidte Rørknokler; endvidere omtrent en Snes Patte- dyrknokler, behandlede paa sædvanlig Maade, Af Stenredskaber fandtes: 6 Fliniflækker, og 3 Flintknuder, en trekantet lille Flintéxe, 3” lang, 2” bred forneden, samt en temmelig sjelden Grønstensåre, raat tilhugget med skarpe Sider, og noget smalere ved Banen, end ved Eggen 54” lang og 21” bred; endelig en flad Sandsten, hvis Overflade bærer kjendelige Spor af, at Noget har været slebet derpaa, omtrent 4” i Firkant. Til Kundskab om Urfolkenes Færd ved Issefjordens Bred- der have vi fremdeles erholdt Bidrag ved Undersågelse af et Par Punkter ganske nær ved Roeskilde, paa hvilke Hr. Erslev, Adjunkt ved Roeskilde Kathedralskole, havde henledet min Op- mærksomhed, og fra hvilke han havde indsendt mig et Dusin Es 17 Benbrokker, flere Flintflækker, en lille Flintoxe, to Hjortetaks- "spidser, alt fundet mellem Skaller af Saltvandsdyr, og alt saa overensstemmende med hvad tidligere var fundet i Issefjordens Kjokkenmåddinger, at der ingen Tvivl kunde være om, at Findestederne maaite håre til denne Art af Mindesmærker fra Urindvaanernes Tid. I Forening med Hr. Erslev undersågte jeg Stederne nåiere, Det ene af disse Punkter ligger nær ved Landsbyen Bjer- get ved Siden af den Sti, som langs med Fjordskrænten gaaer til Bistrup, og som det synes at fålge i en Strækning af om- trent 70 Skridt. Ved at grave ned paa flere Steder i Grof- ten ved Slien, kunde vi overbevise os om, at der var et Lag af omtrent 1—14 Fods Tykkelse, som var dannet af de sæd- vanlige 5 Arter Skaller, blandede med Kulgrus, Aske og ild- skjårnede Sten, samt med sparsomme Knokler; Flintflækker forekom temmelig hyppig, og vi erholdt ogsaa et Par Flintåxer. Det andet Punkt laae mere tilgjængelig paa den.modsalte Side af Fjorden, tæt ved det saakaldte ,Haraldsborg” Voldsted ; for bedre at kunne érkjende Forholdene, blev her nedgravet paa 2 forskjellige Steder, nogle Favne fra hinanden. "Under et Par Fod Muld, der var nedgledet fra den åvre eller håiereliggende Del af Skrænten, fandtes et Lag af 167—22” Mægtighed, der vel indeholdt de sædvanlige for Kjåkkenmåd- dingerne betegnende Bestanddele, Skaller af Blaamuslinger og mindre Hjertemuslinger, samt af enkelte Østers; men dels vare disse Skaller saa stærkt blandede med Sand og almindeligt Grus og Smaasten, dels gik denne saaledes blandede Masse med saa umærkelige Overgange over i Gruslagene ved Si- den deraf, at man ikke godt kunde tænke sig det Hele ordnet, uden ved Hjælp af en stærkere Vandbevægelse, enten ved Skylregn fra oven eller ved Bålgegang fra neden. Skallerne vare idvrigt paa mange Steder i en knust og halvoplåst Til- stand, og Laget var pletvis hvidligt, hvor Partier af saadanne Skaller laae i stårre Mængde, ligesom det paa andre Steder var 2 18. sortladent, hvor Kulpulver eller Kulstév var samlet i stårre Masse. I denne Blanding fandtes der baade Knokler og enkelte raa Redskaber af Flint og Hjortetak, og det var fra dette Lag Hr. Adjunkt Erslev "havde sendt mig. de forannævnie Prover. — Åt dette mere grusblandede Lag ikke længere var i sin op- rindelige Tilstand, fremgik især ved Sammenligningen med el alentykt Lag, som laae umiddelbart nedenunder det, og som frembåd en Kjokkenmådding i ren Tilstand, sammensat næsten udelukkende af Skaller. I den nedre Del af dette Lag vare Ostersskallerne fremherskende, Cardium og Mytilus mere i den åvre Del af Laget. . Sorte Striber, hidrérende fra Kulstév og Kulgrus, kilede sig hist og her ind imellem mere hvidlige Belter, som hidrårte fra de mere oplåste Skaller, Grus kunde man ikke Sige var indblandet i Laget, men vel, som sædvanligt, Smaasten, der upaatvivleligt i forskjelligt Oiemed vare blevne benyttede paa Stedet. Det manglede ikke paa Stene, der. bare Mærker. af at have været glådede, og en stor Mængde af dem vare omgivne eller bedækkede af en sort, sødet Masse. Laget laae umiddelbart paa et grusleret Underlag, der ikke syntes al have været dækket med Vegetation, dengang da alle disse Lev- ninger ophobedes paa Stedet. En lang, i Enderne afbidt Vinge- knokkel af en meget stor Fugl laae i selve det lerede Under- lags Overflade. Knokler og Kunstprodukter vare i et ikke ringe Antal at finde. Af førstnævnte indsamledes nemlig over 150, hvoraf mere end de to Trediedele vare Splinter af Rørknokler, og de for Marvens Skyld saa karakteristisk afhuggede Ledender af disse Knokler; de &vrige vare dels stårre eller mindre Partier af Hvirvler, Bækken- og Skulderknokler (20), dels Brokker af. Ribben (10), og den stårste Del af disse mere poråse eller mindre haarde Ben bare Spor af Hunde-Gnav. Dyrene, hvor- fra de hidrørte, vare fornemligen: É Kronhjørten og af hvilke der, foruden de ovenanfårte Knok- Raadyret, | 19 keldele, ogsaa fandtes låse Tænder og Dele af de eien- dommeligt spaltede Underkjæbeben. Fra Vildsvinet hidrårte færre: saasom en Tandrand med de dertil hørende Tænder af Overkjæben, og enkelte Rårknokler. Af andre Dyr fandtes der Spor af: Pindsvineéet (Erinaceus europæus L.), en Kindtand, og af Maaren (Mustela martes L.), en Underkjæbe med Tænder. Af Urfolkets raa Redskaber, som vi indsamlede paa dette Sted, maa jeg især fremhæve: " Tvende af de ejendommelig afhuggede Hjortetakspidser, slidte i den spidse Ende — (jeg har tidligere fremsat den For- modning, at de kunde have været anvendle som Tænder af en Osters- eller Muslingrive). Trende af de mindre ,Flintåxer”, af hvilke igjen de to håre til de trekantede, 2” og 3"lange. og Flintflækker, dels længere og smalere, (omtrent 30), dels bredere og tykkere (12), samt trende saadanne med Spor af begyn- dende Bearbeidelse. Flintknuder, (7); og flere (8) Stykker ildskjårnet Flint. "Ogsaa lidt fjernere fra disse Steder, har jeg at anfåre et svagt Spor af Urindvaanernes Færd ved Issefjorden, nemlig paa Bogenæs. Paa en Excursion i andet Oiemed har jeg havt Lei- lighed til at overbevise mig om, at det paa flere Steder i vore Beretninger omtalte sorte Lag, blandet med Skaller af de oftnævnte Sødyr især Mytilus, Cardium og Litorina, fandtes i Skrænten ude . ved Askehoved; Laget syntes kun fra nogle Tommer indtil hen- ved en Fod tykt og indeholdt baade Kulbrokker og ildskjør- nede Sten. i Udenfor Sjælland er der kommet trende nye Findesteder til de allerede tidligere anfårte, nemlig 1 i Fyen og 2 i Jylland. Vi havde hidtil ingen Efterretninger om at disse Mindes- mærker fra Urindvaanernes Tid forekom é Fyen; men da Med- 2% 20 deleren sidste Sommer tilbragte nogle Uger hos Selskabets Medlem, Hr. Etatsraad Hofman-(Bang) til Hofmansgave, blev jeg af ham gjort opmærksom paa en formentlig ældre Havstok, liggende i en ganske kort Afstand fra Gaarden, langs med den ene Side af Romsåe, i hvilken Havstok Skaller af Østers og andre Sallvands — Muslinger skulde antyde en tidligere håiere Havstand. Ved gjentagne Undersågelser af den med Skaller blandede Del af Banken, viste det sig tydeligt nok, at om man end vilde betragte Banken som en Slags Havstok, der af Havet var afsat op imod det håiere Land, maatte dens sorte, åverste Lag, der dækkede den saa stærkt paa flere Steder, være af en anden og senere Oprindelse. Det mærkelige Forhold, at det kun var hine 5 som Fådemidler vel bekjendte Arter af Sådyr: Ostrea edulis, Cardium edule, Mytilus edulis, Littorina littorea "og Nassa reticulata, som forefandtes deri, pegede tilstrækkelig hen paa, al Lagets sorte Farve kunde såges i disse og andre Fådemidlers Tilberedning; og dette.bekræftedes end mere derved, at en stor Mængde ildskjørnede Flint og tildels endnu sortfar- vede Sten fandtes dels i Laget, dels paa Overfladen, og at der paa flere Steder, hvor der nedgroves, forekom Potteskaar af den noksom bekjendte raa Masse med de store Gruskorn; der- imod vare Flintflækker meget sjeldne, og kun et Par tilveie- bragtes, samt et Par Flintstykker, der viste Spor af Hugning. Iblandt de flere Potteskaar var der et, som viste et Slags Zirater af afvexlende dybe, skarpe Linier og svage afrundede Fordybninger; ved nåiere Betragtning kunde man ikke mis- kjende, at de vare frembragte med Fingerenderne, saaledes at de skarpe Streger vare Indtryk af Neglen og de svagere Fordybninger vare Indtryk af Fingerballen. De tvende nye Findesteder i Jylland ere ved Kolindsund og Kaldevig. I tidligere Beretninger have vi allerede i en Anmærk- ning optaget, %) at det var os meddelt, at Skaldynger fandtes +) Oversigt f. 1851 S. 24, inde i Landet ved Fannerup, og al vi maatte antage det for sandsynligt, at de hidrårte fra Urfolkene. Dette har senere be- kræftet sig, idet vi igjennem Hr. Forstcandidat Vejinspektor Meyer have fra Ejeren af Fannerup-Målle, Hr. Proprietær Sass, modtaget en Hjortetakåre udgravet i den en af disse Dynger, og idet der tillige er blevet os meddelt, at Flintflækker ikke ere sjeldne. Endnu nåieré Oplysning har Hr. Vejinspektéår Meyer i et Brev til Meddeleren givet om en saadån Dynge, som findes paa Skovridergaardens Mark ved Kalée. Den ligger paa en Skrænt ned imod den Mosestrækning, hvori Kolaa låber, og er omtrent 10 Fod over Havets Niveau. Laget er 4 Fod mægtigt og be- staaer af de sædvanlige Skaller og Knokkelbrokker, men sidst- nævnte synes dog sjeldnere. Med Skallerne bleve tillige en- kelte Pråver af Flintflækker indsendte. Under Mosen, der stå- der op imod Skrænten, skulle Ostersskaller forefindes i Mængde, og det er saaledes sandsynligt, at Urfolkene netop i denne lave Vig-have hentet deres Østers. Dyngens Omfang var meget betydelig, og i det Hele synes Jyllands Kjåkkenmåddinger i Omfang langt at overgaae dem vi have her i Sjælland. De Punkter, hvorpaa vi nu vide, at hine Skaldynger med Sik- kerhed hidrøre fra Urindvaanernes daglige Ophold der paa Ste- det, ere altsaa 37, hvoraf de 33 have været undersågte af Co- miteen eller af eet af dennes Medlemmer. Det vil være i Selskabets Erindring, at vor -forrige Be- retning fremhævede særlig nogle ejendommelige Forhold ved "de Knokler af Pattedyr og Fugle, som findes i vore Kjåkken- måddinger, og. at jeg deraf troede at kunne paa en langt mere tilfredsstillende Maade, end tidligere, godtgjåre, at Urindvaa- nerne havde stedse havt tamme Hunde om sig, De Forhold, hvortil Beviset for denne Sætning ståttede sig, vare, at der af Fugleknoklerne saagodt som kun fandtes de lange Rårknokler, 22 og det endda kun Benpiberne, medens Ledenderne manglede og lydeligen vare bortgnavede, og at der ligeledes ved Pattedyr- levningerne fandtes det Misforhold, at Ledenderne af Rårknok- lerne og Splinterne af deres Benpiber antydede et langt stårre Antal fortærede Dyr, end det, som. de tilstædeværende andre Knokler af Skelelterne, saasom Hvirvler, Ribben, Bækken og Skuldre lode formode. Derimod viste netop disse .sidste hyp- pigt Spor af Gnav, og navnlig af Gnav, som svarede til Hunde- tænder, og lignende Spor viste ogsaa Ledenderne af de marv- spaltede Rårknokler, hvoraf det altsaa saaes, at det igrunden kun var de særdeles haarde og ikke med Dipløe eller svampet Benvæv fyldte Knokkeldele, der vare blevne aldeles urørte. At de savnede Knokler vare forsvundne, vilde da naturligst finde sin Forklaring i den samme Aarsag, af hvilken de mindre haarde Dele af de tilbageblevne Knokler vare forsvundne; de maatte nemlig være aldeles opædte af knokkelgnavende Dyr, og navn- lig af Hunde. Da nu dette Forhold ved Knoklerne gjentog sig overalt, hvor vi undersågte Kjåkkenmåddingerne, og det endog i en saadan Grad, at vi f. Ex. iblandt flere hundrede Benpiber af Fugle kun have nogle enkelte (3—4), hvis Ledender vare i Behold, sluttede jeg deraf at disse knokkelgnavende Dyr havde været med vore Urfolk overalt, og at forsaavidt altsaa som de havde været af Hundeslægten, maatte det have været tamme Hunde. g For at give den ovenstaaende Bevisfårelse stårre Styrke, og tillige for maaskee at blive opmærksom paa andre, mulig- vis endnu upaaagtede, Forhold, har jeg sågt at skaffe mig til Sammenligning Indholdet af Kjåkkenmåddingerne hos saa- danne Folkestammer, der leve omtrent paa samme Vis, som vore Urfolk, nemlig ved Fiskeri og Jagt. I denne Henseende er det fornemmelig vore hyperboræiske Folkestammer, Eskimoer og Lapper, der til Sammenligning frembyde den største Interesse, fordi de i det Hele baade staae paa hint lave Udviklingspunkt og ere bekjendte som Marvyndere i en héi Grad, og derhos 23 altid ere ledsagede af Hunde, hvorfor Affaldet af Fodemidlerne saa meget mere turde forudsættes at ville ligne vore Kjokkenmåddin- gers Indhold. For Grånlændernes Vedkommende har Hr. Inspec- tor Olrik i Nordgrånland, og for Lappernes Vedkommende Hr. Kjobmand A. G. Nordvi i Mortensnæs i i i Ostfinmarken lovet mig al Bistand; og begge have allerede for en Del ydet Materialier til forskjellige mærkelige Sammenligninger. Saaledes har Inspectér Olrik ladet optage paa en nær ham bøende Grånlænders Kjoåkken- , mådding alle de Knokler, der i en kort Tid kunde samles paa " Overfladen, og indsendt. disse til mig. I Antal ere de omtrent halvfjerds og hidrére fornemmelig fra Fugle; man vil over- raskes ved at see den fuldkomne Overensstemmelse mellem disse og Knoklerne fra vor Urstammes Kjéåkkenmåddinger; som i disse findes der. blandt dem næsten ingen af de mindre haarde Ben, og ligeledes have saa at sige samtlige Benpiber deres Ender afbidte. =) I Affaldet fra Grénlændernes Maaltider ligge altsaa Knok- lerne i det samme Forhold og i den samme Tilstand som i Kjokkenaffaldet fra hin fjerne Urtid hos os. At det paa første Sted er Hundene, der have tilredet Knoklerne paa denne be- stemte Maade,: fremgaaer ikke alene af de aldeles friske Mærker af Tandspidser paa Knoklerne, men ogsaa af de bestemte Medde- lelser desangaaende, men det er jo ogsaa vel bekjendt, at Hun- dene-i Grånland saagodt som udelukkende ere henviste til den Fåde, de kunne såge paa Kjåkkenmåddingerne. Skulde min forannævnte Bevisførelse have trængt til Bekræftelse, haaber jeg at den tilstrækkelig har erholdt samme ved Hr. Inspector Olriks Prove- sending, der idvrigt efter Låfte vil blive efterfulgt af flere. — Efterat være komne såavidt frem i denne Henseende, stiller. det sig allerede som en=- mere bestemt Opgave for vore nærmeste Undersøgelser at tilvejebringe Materialier til Besvarelsen af det £) Der er nemlig kun tre af Rårknoklernes Benpiber, hvis nederste Ledender ikke ere afgnavede, og disse ere Skinneben (tibia) af Fugle. Sml, Oversigt f. 1851..5,.219, 24 Sporgsmaal, hvilke Former eller Racer af Hunde Urfolket hos os har havt, thi som bekjendt afgiver Husdyrenes Historie en ikke uvæsenlig Veiledning til Erkjendelse afFolkestammernes egen Historie og Forbindelse indbyrdes. De i Ophobningerne hidtil indsamlede Levninger af disse Dyrs Lemmer og Kjæber i For- bindelse med de enkelte tilsvarende Dele, vi have fra Grav- håiene, synes allerede at antyde, at Urfolket har havt to, idetmindste i Stårrelsen forskjellige, Racer (sml. tidligere Med- delelser fra 1851 S. 218 og fl. St.%) Som et Bidrag til Landets ældre Culturforhold fortjener her at omtales et Fund fra en Tårvemose i Nærheden af Kjoben- havn; men fårend jeg nærmere fremsætter dette, vil jeg ganske kort beråre de vigtigste af de Levninger af Landets ældre Dyr, som siden vor sidste Beretning derom ere indkomne til.de offenlige Museer fra Tårvemoserne. Blandt Levningerne af stårre fauni- stisk Interesse vil jeg saaledes erindre om de Pandeskaller, der ere fundne af den puklede saakaldte Uroxe, Bos bison L., i en Skovmose vod Baldersbrånde i Sjælland, og af den håinakkede Oxe, Bos frontosus Nils. i en Mose paa Méen,%%) foruden flere %) Ogsaa til en umiddelbar Sammenligning mellem Eskimoernes Fremgangs- maade ved at klåve Rensdyrets Marvknokler, og den, vort Lands ældste Beboere i lignende Tilfælde have anvendt, har jeg Låfte om at erholde de nådvendige Materialier. Den Kjåkkenmådding, hvorpaa de nedsendte Knokler vare samlede, var paa et Sted, hvor der i det hele kun spistes faa Rensdyr og hvis faste Beboere ovenikjåbet vare rykkede ud over det primitive Stadium, idet de vare i Besiddelse af den indfårte Jernsav; istedetfor at afhugge Ledenderne og spalte Benpiberne, som Urindvaa- nerne her i Norden aabenbart have gjort, afsave disse Grånlænderne nu ligefrem Ledenderne og kunne saaledes udtage.Marvråret helt. Et Par af disse afsavede Ledender og Benpiber nedsendte Hr. Inspectiåren, men gav mig Udsigt til at erholde nogle paa vore Urindvaaneres Vis spaltede Marvknokler, naar Grénlænderne næste Gang gik tilfjelds paa Rensjagt, da de paa disse Toure ikke fåre Bensaven med sig. %4) En forelåbig Notits om begge disse Pandeskaller er givet i Oversigt f. 1852 Nr, 5 og 6. S. 236 —37, 25 Pandeskaller-af Kjæmpeoxen eller den egentlige Uroxe, Bos urus L. Nilss, blandt hvilke de fuldstændigste ere indsendte af d”Arr. Consistorialraad Qvistgaard til Aagerup, Captain v. Néelsen af In- fanteriet og Assessor Lurin til Knapstrup pr. Holbæk. — Foruden flere Takker af Elsdyret, Cervus alces L., har Universitets- museet erhodlt en næsten fuldstændig Benrad af et mandligt Elsdyr, opgravet af en Mose paa Laaland og af Hr. Proprietær Jessen til Assertrup givet til Museet, hvor det nu er opstillet og udgjår et af dettes anseligste Stykker, ”) i det den manglende Overkjæbe og Pandeskal heldigvis har kunnet erstattes ved Craniet af et mindre fuldstændigt, men ligesaagammelt, mandligt Dyr, opgravet i en Mose nær Kastrup ved Soråe, og ved de Herrer Forvalter Conradsens, Etatsraad Neergaards og Forst- candidat Mourier-Petersens Velvillie kommen i Museets Besid- delse. De faa Vidnesbyrd, jeg tidligere har anfårt om Rens- dyrets Forekomst her i Landet, kunne nu foråges med idetmindste trende nye, idet Universitetsmuseet har fra Hr. Pastor Thanning til Vollerslev modtaget et Rensdyrhorn opgravet for 2 Aar siden af en Mose ved Gjårslåv og fra Hr. Stud. phisos. L. P. Fenger en lignende af en Mose ved Gjerum i Sjælland, og idet jeg iblandt flere andre Knokler, som Skovfoged Rosen paa Bornholm for flere Aar siden sendte Museet, har erkjendt den forreste Del af Rensdyrets Fodblad (metacarpus). — Fra en Tårvemose ved Slagslunde i Sjælland har det kongelige Museum modtaget den ene Side af Underkjæben af en Bæver, Castor fiber L., og fra en Mose ved Knapstrup har Universitetsmuseet modtaget Pande- skallen og flere Knokler af den dertil hårende Benrad af en Ulv, Canis lupus L., hvilke Levninger, der skyldes de Herrer Asses- sor Lunns og Cand. Vaupells Velville, man maa sætte saa meget stårre Pris paa, som det hidtil ikke var lykkedes Museet at er- holde Knokler af dette Dyr, uagtet dets Udryddelse ligger vor Tid saa nær. +) Sml. Anmærkningen i Oversigterne f. 1851 S. 29, — 26 Mere end i blot faunistisk Henseende mener jeg derimod det fålgende Fund fra en Térvmose i Nærheden af Kjobenhavn vil have Interesse, Mosen, som ligger mellem Lygtensaa og Gråndalsaa, er saa nær ved Hovedstaden, at Meddeleren næ- sten ugenlig, og undertiden flere Gange om Ugen, har kunnet besåge den og fålge den der i det sidste Par Aar begyndte Torvgravning og saaledes bedre bedåmme Tidsforholdene ved de efterhaanden fremkommende zoologiske og antiqvariske Gjen- stande. I en Dybde af fire til fem Alen. har jeg fra denne Mose oftere modtaget enkelte Knokler af Dyr og haandstore Stene, iblandt hvilke flere af Flint, der syntes paavirkede af Menne- sker, og til disse sidste håre navnligen kantede Flintstykker, der ligne dem, vi have betegnet med Navnet ,,Flintiknuder”, samt tvende Stykker af en itluslagen Stendxe — utvivlsomt af dem, der vare i Brug i Stenalderen. I en Dybde af fire Alen og i Væggen af samme stårre Tårvgrav, hvoraf de nylig nævnte Gjenstande vare fremkomne, fandt Tårvgraverne ogsaa staaende lodret i Torvmassen fem Fodbladsben af en lille Dråvtygger, hvilke ved deres Længde og Form og de Forhold, som den paa deres forreste Flade låbende Længdefure vise, råbe at de ikke til- håre nogen mindre Art af Hjorteslægten, men hidråre fra et Dyr af Linné's stårre Slægt Ovis. Disse Ben, der ligne overmaade meget Fodblabsbenene af vort tamme Faar, bleve angivne at have staaet saa tæt ved Siden af hinanden, at de maaite antages alt have været oprindeligen sammenbundne ved et nu forsvundet Baand, og ved Siden af dem, kun faa Tommer fra dem, fandtes der et Lerkar, eller det meste af et saadant, hvilket desværre ved uforsigtig Behandling under Udtagningen og ved den deri indeholdte Tårvmasses Undersøgelse var gaaet itu, inden jeg kom tilstede. Uden at kunne angive nogen nærmere Sammen- hæng mellem disse saa nær ved hinanden fundne Gjenstande, maa jeg indskrænke mig lil at bemærke, at af disse fem for- trinlige Marvben, hvis Stilling allerede råbede at de maatte have været i Menneskehænder, frembyde de tre meget tydelige Tver- 2 ridser eller Snit af skarpe Instrumenter i Nærheden af Ledfla- derne, som om det-var Mærker af Feilsnit ved Overskjæringen i Leddene, og at Skaarene af Lerkarret vise, at dette baade i Masse og Form stemmer aldeles med Stenalderens Kar. — Ali dette i Forening meéd de ovennævnte utvivlsomme Gjenstande fra Stenalderen, fundne i samme. Dybde og kun faa Alen der- fra, gjår det meget sandsynligt, at Knoklerne ere virkelig i Stenalderen komne ned i Mosen; men har dette været Tilfældet, maa Faareslægten allerede dengang have været her i Landet, noget hvorom vi ikke have nogetsomhelst andet Vidnesbyrd og med hvis Antagelse man derfor maa være meget vaersom, indlil nye Kjendsgjerninger. stille Forholdet i en bedre Belysning. Saa- meget bliver under alle Omstændigheder vist, at Knoklerne ifålge Térvmosens hidtil kjendte Beskaffenhed og den Dybde, hvori de i denne bleve fundne, maa ansees for at være af héi Ælde, hvorom ogsaa den usædvanlig gode Tilstand, hvori de befindes, vidne. i De tilhåre idetmindste to forskjellige Individer, af omtrent samme Stårrelse, thi de fire af dem ere 5” lange og den femte 4" 3”; i Længde afvige de saaledes ikke fra det tamme Faars, men de ere meget spinklere. Saasnart Spårgsmaalet har været om paa en saavidt mulig lilfredsstillende Maade at godtgjåre, til hvilken af de store Folke- stammer, Landets Urfolk henhårte, har man altid maattet be- klage, at vore Museer kun ere i Besiddelse af Cranier og ikke af hele Skeletter. Craniernes Antal tiltager med hvert Aar, men endnu have vi ikke et eneste Skelet, end sige saamange, at Folkets almindelige Bygning deraf kunde skizzeres. Dette Savn mærkes imidlertid ikke alene, naar det gjelder om at paa- pege, hvilken Hovedstamme af Menneskeslægten det var, som har givet det nordlige europæiske Slettetland sine forste Ind- vaanere; men det træder allerede fåleligt nok frem ved Besva- 28 relsen af mange af de mere underordnede Sporgsmaal angaaende Folkets Culturtrin og dets gængse Forestillinger m. v. For at nævne et Exempel: der gives, som bekjendt, Old- forskere og Naturkyndige, der ere tilbdielige til at antage, at Urindvaanerne og Lapperne have været meget néie beslægtede, og at derfor begge disse Folkefærd indbefattes under de hos ældre romerske og græske Forfattere skildrede Finner, Fenni, Scritifenni 0.s, v. Men hvorledes skulle vi nu ad den sammen- lignende Naturforsknings og Elhnographies Vei kunne tilfreds- stillende undersåge Rigtigheden af en saadan Anskuelse, navn- lig med Hensyn til, hvorvidt mange af de os om Lapperne vel- bekjendte Forhold eller hvorvidt hine ældre historiske Beret- ninger (f. Ex. at Mænd og Qvinder omtrent havde samme Doni, at Qvinderne vare ligesaa dygtige Jægere som Mændene m. m.) … virkelig passe paa vore Urfolk, naar vi ikke kunne henholde os lil de fra vore ældste Grave optagne Skeletter? Thi alene ved dem ville vi blive istand til forst at skjelne mellem Kjån- nene, og dernæst atter ved Hjelp af de hvert Skelet medgivne Redskaber og Prydelser til at erkjende, hvorvidt det i Graven til Fortsættelse af Livet i den anden Verden nedlagte Udstyr har været ens for Manden og Qvinden, eller ikke. Skulde det nemlig vise sig, at de med Mændene og Qvinderne begravede Gjenstande. altid vare de samme, havde man unægtelig Grund til at troe, at ogsaa Mændenes og Qvindernes Dont omtrent havde været den samme, da, som bekjendt, Folkefærd paa et lavt Udviklingstrin gjerne medgive de Dåde deres vigtigste dag- lige Redskaber og Prydelser. Skulde det derimod paa den an-- den Side træde frem, at de med Mændene og Qvinderne ned- lagte Redskaber og Smykker have- været af forskjellig Art, vilde man bl. A. ved fortsat Opmærksomhed ad denne Vei idetmindste komme til en sikkrere Tydning af de mange Former af Sten- og Benredskaber, som ere nedlagte med de Afdåde i Gravene. ”) ”) Da Stenkamrene i Reglen indeholde flere Skeletter, eller ere et Slags Fa- miliebegravelser, bliver det ved de sædvanlige, af Ukyndige ledede, Ud- 29 Vi have derfor ogsaa maatie ansee det som en Opgave for vor Virksomhed, saavidt muligt, at erhverve hele Skeletter, eller dog saa fuldstændige Dele deraf, at Oplysninger til de nysnævnte Sporgsmaals Besvarelse ved dem kunde vindes. I denne Anled- ning have vi oftere henvendt vor Opmærksomhed paa at udfinde Gravhéie, hvis Undersøgelse maåtte kunne formodes at ville give Udbytte saavel i denne, som i andre Relninger, for under gunstige Forheld selv at lade dem omhyggelig udgrave. En sjelden Leilighed til Undersågelse af denne Art synes heldigvis netop iaar at ville aabne sig for os. Hr. Consul Hage i Stege, hvem Videnskaben allerede har at takke for flere værdifulde Fund, indsendte nemlig ifjor til Meddeleren adskillige Knokler og Redskaber, fremkomne af den ene Ende af en Jættestue eller et stort Stenkammer paa Hjelm Mark nær Stege, hvilket en Bonde havde begyndt at udgrave. Det Indsendte an- tydede, at Mennesker af meget forskjellig Alder vare begravede der, og at Levninger af en usædvanlig Mængde Dyr”) havde gravninger saare sjelden bemærket, hvorvidt de forefundne Redskaber have været;nedlagte med det ene eller det andet af Skeletterne. Under saadanne Omstændigheder vilde det naturligvis være umuligt at gjåre sikkre Slutninger angaaende Mændenes og Qvindernes Redskaber. I de mindre almindelige Tilfælde, hvor kun et enkelt Skelet er tilstede, kån man derimod nok regne, at samtlige nedlagte Redskaber og Smykker have til- hårt dette, Det fortjener saaledes her at nævnes, at det Kgl. oldnordiske Museum netop ifjor, ved Hr. Overauditeur Steenstrup har modtaget fra Frederikshavnsegnen adskillige Dele af et enkelt Skelet, som tilligemed en Flintåxe eller Flintkile og en stor Mængde Ravsmykker eller Perler var fundet i en Stenkiste eller et lille Stenkammer, som Husmand Christen Pedersen Boel i Gjerum med megen Omhyggelighed udgravede. Skeletde- lene have været forelagte Hr. Prof. Ibsen, som har erklæret, at Noglebenets og Bækkenets Form antyde, at de maa have tilhårt et Fruentimmer, og dermed stemmer ogsaa Gaines og Tandrandens Form overens. -Man seer fålgelig, at der her ved et Qvindelig har været nedlagt ikke blot en Mængde Ravsmykker men ogsaa en Stenåxe. Dette give vi her kun som et fore- låbigt Exempel paa det Udbytte, man i Fremtiden paa denne Maade vil kunne erhverve. %) Kjendelige blandt disse vare Knokler og Tænder af flere Hunde, Raadyr, "Hjorte og, saavidt jeg kunde skjånne, af Rensdyr samt af flere Fugle, 30 været nedlagte med dem tillige med mange Stenkar og Koge- kar. Da Graven kun var ganske lidt forstyrret i den ene Ende, maalte vi her vente en i flere Henseender rig Håst, naar Alt, saavidt gjorligt, kunde blive fremdraget i sin Sammenhæng, Hr, Consul Hage beviste os strax den særdeles Velvillie at foran- ledige den begyndte Udgravning standset og Kammeret bevaret, indtil vi selv kunde komme over til Måen og lede Undersågel- sen. Sidste Eftersommer vare vi desværre forhindrede herfra ved andre Forretninger, men vi haabe nu i dette Foraar at kunne begynde vor fælles Virksomhed med denne lovende Udgravning. Til Slutning udbeder jeg mig endnu Selskabets Opmærk- somhed for det Bidrag, som jeg ovenfor har omtalt at have modtaget fra Hr. Kjåbmand Nordvi i Ostfinmarken til Sammen- ligning mellem vor ældste Befolkning her og den ældste Befolk- ning i hine fjerne Egne, til hvilke man-jo har villet antage, at Levningerne af det nordeuropæiske Slettelands oprindelige Be- boere efterhaanden vare fortrængte, idet de maatte vige for kraftfuldere Stammer. Det er jo ogsaa med disse nordlige Egnes nuværende. Befolkning flere Forskere, navnlig Nélsson og Retzius, ifålge de anstillede Undersågelser af Cranierne fra vore Gravkamre, have troet at vor Urstamme her har havt mest Overensstemmelse i Hovedets Bygning, medens andre Under- sågelser have sågt at paavise Ligheder i Levemaade og Skikke, hvilke Ligheder endog turde være blevne forågede ved Kjendsgjer- ningerne fra vore Kjåkkenmåddinger. — Jo mere derfor Ansku- elsen om en dybere Fælledskab mellem disse i Rum og Tid fra hinanden skilte, Stammer vinder Fremgang, desto mere maa det være os magtpaaliggende at samle Kjendsgjerninger til en saadan strængere Sammenligning, der i sin Gjennemfårelse kunde søndre mellem de Overenstemmelser, der alene have deres Grund i el fælleds Kulturtrin, og dem der udspringe af en dybere Rod. Det maalte derfor være mig særdeles kjært, at Hr. Nordvéi, med 31 "hvem jeg allerede i flere Aar paa Museets Vegne har staaet i Forbindelse og som jeg tidligere har havt den Fornåielse at regne blandt mine Tilhårere, saa beredvilligen imådekom mit Onske om, fra den Del af Finmarken, hvori han boer, at erholde de til en nåiere Sammenligning nødvendige Materialier. Alle- rede for flere Aar siden har jeg fra ham modtaget et Cranium fra de i Steenurden ved Stranden forekommende ældre Grave fra den hedenske Tid>), tilligemed flere Oplysninger om den brugte Begravelsesmaade, og idet han nu i sidste ved Nytaar modtagne Brev lover mig sin Bistand til efterhaanden at kunne erholde de vigtigste Redskaber Lapperne bruge til deres Jagt og Fiskeri samt til Udfårelsen af deres andre daglige Forretninger, sender han mig dennegang en udfårligere Beret- ning om de Undersøgelser, som han har anstillet i de gamle Grave i Nærheden. De Kjendsgjerninger, han derved har givet til den forestaaende Sammenligning, have forekommet mig og Comiteens tvende andre Medlemmer at have saamegen stårre Værd, som der hidtil er saa stor Mangel paa den Slags Undersøgelser, hvortil kommer, at de anbefale sig ved en simpel og ukunstlet Fremstilling af det Forefundne. Vi kunne derfor ikke andet end ånske dem optagne blandt det &vrige Materiale, vi have det Hverv at bringe tilveje, og i den Overbevisning, at Selskabet vil dele vor An- skuelse om det Fortjenstfulde i Hr. Nordvis Bestræbelser, udbede vi os altsaa Plads for fålgende Meddelelser i dets Oversigter: ”) Dette Cranium har jeg overladt Craniesamlingen i Universitetets normal- anatomiske Museum. Hr. Professor Ibsen er tilbåielig til, uagtet de smaae Afvigelser, at ansee det for at være af lappisk Herkomst. 32 Hr. Kjobmand A. G. Nordvi's Undersågelser af ældre hedenske Grave i Ostfinmarken. Fra Handelsstedet Mortensnæs omtrent 1 Miil langs -Varan- gerfjorden mod Ost bestaaer Landskabet langs Såen af lave fremspringende Klippeafsatse, under hvilke der ofte af Naturen har været dannet smaae Huler, der ere blevne benyttede til Grave. Hvor disse Klippeafsatser ei styrte lige ned mod Såen, bestaaer Landskabet mellem Séen og disse af en Mængde tynde flade Steenheller, fra flere Alens indtil faa Tommers Udstrækning i Længde og Bredde, og fra een Fjerdedelstomme indtil fire Tommers Tykkelse, og denne Formation fortsættes ned ad i flere Alens Dybde. Hvor denne Steenhelle-Formation fremtræder, naaer den lige fra Såen opefter 4—600 Alen. En saadan Formation kaldes her Steenurd. > Paa ovennævnte Strækning langs Fjorden, der omtrent har Ret- ning fra Vest til Ost, findes en stor Mængde Begravelser (flere hundrede), stårre end paa- noget andet langs Varangerfjor- den beliggende Terrain, skjåndt baade Grave og en lignende Formation forekommer flere Steder. Paa den omtalte Stræk- ning findes Gravene anbragte i Klippeafsatsernes smaa Huler, under de enkeltviis liggende stårre Stene, samt i den frit lig- gende Sleenurd. De fleste Grave have tidligere været aabnede, uvist af hvem og naar, og vel mest af Nysgjerrighed eller og- saa i Haab om at benytte de forefundne Ting (Flint?) og muligvis i Forventning om'at finde Skatte i dem. I Begyndelsen af denne Maaned levnedes mig nogen Tid til at foretage Undersøgelse af de tidligere aabnede Grave, og jeg var ved samme Leilighed saa heldig, at finde nogle forhen ikke aabnede Grave, af hvilke jeg har været island til at gjøre mig et tydeligt Begreb om de Folks Begravelsesmaade, hvem disse hedenske Grave lilhåre (Lapperne), og at modbevise at Ligene skjodeslåst have været nedlagte, samt at der intet findes i Gravene, hvilket man lidligere har paastaaet. Jeg vil derfor give en kort Beskrivelse over Gravenes Form, og tillige oplyse hvad der er fundet i 7 mn annen sees see ERE 33 em mn nogle dels tidligere aabnede og dels nu af mig uaabnede fore- fundne Grave. Hvor store Sten hvile paa deres Underlag med en ringe Deel af deres nedre Flade og saaledes lade et Rum tilovers, er dette Rum under Stenen benyttet til Grav, og Aabnin- gen dertil er udenfra tildækket, idet der op imod Stenen er stillet flade Steenheller i flere Lag, hvilke fra Underlaget skraane opad og slutte til det dækkende Klippestykke eller til den store Steens Yderkant. Er Graven anbragt i Steenurden, hvor der kun findes de ovenfor nævnte store Steenheller, da ere disse opkastede, og en næsten fiirkantet Fordybning er dannet 1 til 1 Alen dyb, saa at deri et Liig beqvemt har kunnet rum- mes. Siderne af denne fiirkantede Fordybning ere dannede jevne derved, at Steen ere lagte paa hverandre lige op fra Bun- den, men denne Gravmurs Overkant gaaer aldrig håiere op end i Niveau med den omgivende Steenurd. Bunden bestaaer enten af mindre Stene, eller den er belagt med smaa flade tynde Steenheller. Mod Gravmurens indre Side er der stedse opreist større eller mindre Steenheller, der dog ei fålge dennes næsten fiijrkantede Form, men snarere ere anbragte saaledes, at Gravens Indre ved disse Steenhellers Stilling erholder en rundagtig Form. Disse indvendig reiste Steenbeller naae enten ikke heelt op til Gravmurens Overkant, eller til denne; hvor dette Sidste er Til- fældet, hviler det forste Lag af de Steenheller, der dække Graven, paa dem, i modsat Fald er det fårste Steenlag aribragt hvilende paa Gravmurens Overkant. Indvendig i Graven sees ofte Sidernes Steenheller at være af forskjellig Stérrelse, men stedse er der mod Ligeis Hoved- og Fodende opreist en stor flad Steen. Til begge Sider af den for Hovedet opreiste Sten, 'slutte sig tvende smalere, der paa skraaes fra begge Sider nærme sig hinanden imod Gravens Bund - og imellem hvilke - Hovedet er lagt; dette er altsaa bagtil stéttet mod den store opreiste Sleen, og fra begge Sider af de smalere i Gravens Bund sammenlåbende Stene. Hvor den ene af Gravens Sider | 3 34 er dannet af en stårre Steen eller af et jevnt Klippestykke, er der som oftest imod dette indvendig fra ogsaa opreist Steen- heller. Dækket over Graven bestaaer af store Steenheller, men hvor Gravens Bredde dertil er for stor, er man blevet nåd- saget til at tage lange smale Stene og lægge dem over Gra- ven, for derpaa at anbringe Steenhellerne. Efterat det ne— derste Lag af Steenhellerne, det der altsaa er nærmest Li- get (11 å 1 Al. fjernet fra dette), er blevet paalagt, er der atter lagt skraat opad fra Siderne flere Lag tynde Steenheller, hvilke efter Lagenes Mængde, som varierer fra 4 til 16, danne en stårre eller mindre Forhéining, der jævnt skraaner ned ad til alle Sider mod den omgivende Steenurd. Gråvens ydre Ud- seende er rundagtig og håiner sig efter Lagenes Mængde lidt over den omgivende Steenurd. Hvor Graven har været anbragt under Stene, har Rummet ofte ikke tilladt overalt indvendig at sætte de opreiste Steenheller for at betegne-det egenilige indre rundagtige Steenkammer, og det er saaledes kun i de frit i Steen- urden anbragle Grave, at man seer Gravens egentlige indre Form. Hvad enten Gravene have været anbragte i Klippehuler, under store Stene eller i Steenurden, har man paa det omhyggeligste søgt at undgaae fuglige Steder, ligesom ogsaa saadanne, hvor Jord findes i Nærheden; i al Fald er delte Tilfældet med de her i Egnen forekommende Grave. Da Graven saaledes er særdeles vel til- "dækket med de paa hverandre tagformigt lagte Steenheller, og Bunden ligeledes bestaaer af mindre, flade Stene, maa delte tilskrives, at der findes Been- og Træredskaber hvis Form endnu kan gjenkjendes. Jeg gaaer nu over til at meddele mine enkelte lagttagelser ved de undersågte Grave: ; 1. Ved at undersåge en tidligere aabnet Grav, der efter den første Aabning atter havde været godt tildækket, fandtes der et temmeligt godt conserveret Skelet. Graven var 2% Alen lang, 1 Alen bred, 3 Alen dyb. Den laae midt i Steenurden, og der var indvendig opreist flade Steenheller, der naaede op til Grav- 35 murens ådverste Kant. Bunden var belagt med mindre, tynde Steen. Taget havde bestaaet af store, flade Steenheller, som frem— deles laae over Graven, og de herover liggende Steenlag -havde kun været faa, saa at Graven ikke har havt nogen mærkelig Håide over den omgivende Steenurd.. Gravens Retning var fra V. til SO. Da Skelettet laae urårt, saaes Craåniet at have ligget med Ansigtet opad mod SO. eller-Ost.. I Graven fandtes meget sammensyet Birkebark, Fugle- og Fiskebeen,. og -ved Ligets ven- stre Side ved Brystet en. lille rundagtig Metalskaal, hvis Dia- meter er omirent 2 Tommer og Dybde 11 Tomme. . Paa Skaalens nedbåiede ydre Kant har der været paaloddet i trende Stykker en tynd flad Metalring af samme Metal som Skaalens, hvilken Ring paa et Sted er lidt båiet opad, saa at den ikke fålger Skaalens Yderkant, men lader en Aabning tilsyne, som om der har været paaloddet et Skaft, hvortil der i Graven dog ikke fandtes Spor. Den paaloddede Metalring har bestaaet af 3de Stykker, der have været sammenloddede. Kun paa eet Sted sees el Hul gjennem Kanten af Skaalen eg Metalringen, hvor-= igjennem formodentligen en Nagle har været anbragt. : Skaalen er heel. 8. Under en meget stor Steen, som ved sin. Stilling dan- nede paa venstre Side en Aabning, fandtes denne tidligere al have været lukket med opreiste Stene, -og dette saaes endnu at være Tilfældet ved den nordre og såndre Side. Ved at under- Soge Gravens Bund, der bestod af mindre Stene, fandtes dversi i Graven, mod Vest, hvor den store Steen ved sin Stilling danner en Hule af omtrent 3 Al. Hide, 24 Al. Længde, samt 14% Al, Bredde, etStykke efter Længden sammenbåiet Metal, hvorigjennem |. sees Spor af Senetraad, Dette Metalstykke, der sammenbåiet er 2 Tommer langt og % Tomme bredt, er langs Længden ujævnt afhugget, og bærer paa- forskjellige Stedery$por af Indtryk af et skarpt Instrument. Ellers fandtes der kun nogle Stykker Birkebark og Fiskebeen. Ovennævnte Metalstykke er formodent- lig nedlagt hos den Afdåde som Amulet. "ed 36 3. I en tidligere aabnet og uden Overdække værende Grav der laae midt i Steenurden, fandtes paa venstre Side i Graven, lagte mellem de Gravmuren dannende Steenlag, 4 Beenpile af trekantet Form, hvoraf de to ere godt conserverede, og en lige- ledes godt conserveret Fiskekrog af Reensdyrhorn. Desuden fandtes Fugle- og Fiskebeen, smaa Træstykker, sammensyet Birkebark, 2de Snegle, 4 Stykke Læggebeen af Reensdyr og nogle meget fortærede Menneskebeen. 4. I en midt i Steenurden beliggende Grav, der tidligere havde været aabnet og hvis Bund var opfyldt med de over Graven lagte Steenlag, fandtes endeel smaa uregelmæssigt dan- nede hvide Qvarizslykker og en af samme Steenart tildannet skarp trekantet lille Pilespids. 5. En tidligere aabnet Grav undersågtes nåiere, og deri fandtes et meget fortæret Skelet. Gravens Retning var fra V. til O., og Kråniet laae i den vestre Ende af Graven. Til Graven var der paa den nordre Side benyttet en jævn Klippe- væg, hvorlil der var opreist flade tynde Steen, hvilket ogsaa var Tilfældet ved de andre Sider. Bunden bestod for en Deel af smaa Stene. Paa Bunden af Gravens åvre Deel fandtes paa venstre Side af Skelettet tre meget beskadigede Bævertænder, 1 Muslingeskjæl (Koskjæl), hvis åvre Deel var bortskaaret, saa at den nedre dannede en Ring, hvori laae en mårkladen toppet, flintagtig Steen, og i Gravens nedre Ende laae et fladt, hvidt Qvartzstykke. Paa Skelettets håire Side midt i Graven fandtes en graalighvid mod Enden but tilspidset, men af Naturen tildannet Steen; den er 6 Tommer lang, og dens Diameter i åverste' Ende, hvor den er flad, 5 Tommer; Fladen viser Spor af at have været benyttet til Slag, idet den der er af lysere Farve, ligesom der ogsaa paa dens ydre Sider sees 6 smaa Flisøér at være afsprungne ved Slag paa for- skjellige Steder. Desuden fandtes henlagt i Gravens Bund paa forskjellige Steder 4 Snegle, meget sammensyet Birkebark, Fugle- og Fiskebeen. For faa Aar tilbage saaes i denne Grav en ER EEN Tr EEN 37 mm Mængde Reenhaar, hvilket ikke af mig er iagltaget i nogen anden Grav. 6. Under et fremspringende Klippestykke, op iikdd hvilket en Grav var dannet, fandtes der ved at optage endeel i Graven sammenstyrtede Steenheller tvende to Tommer lange og een noget mindre Tand, som ikke ere af Dyr, der nu forekomme her i Egnen, men ganske vist smaa Hvalrostænder. Desuden fandtes i Graven 3 Ryghvirvler af Reensdyr, smaa Stykker af et Cra- nium, Birkebark og Fiskebeen. —,. I en aabnet Gravs véstre Ende fandtes et lidet Stykke udhulet Leer, der viser sig at være Fragment af et stårre Kar, tvende forskjellige Arter Snegle og nogle hensmuldrede Men- neskebeen. 8. I en tidligere aabnet Grav fandtes paa Bunden, der nu var overvoxet med Lyng og Moss 1 Metalspænde, paa hvis Overflade er slaaet Nagler til Zirat. Paa Undersiden er paaloddet Ringe, for ved disse at paasye den til Klædnings- stykket. Endvidere fandtes en Metalfigur, der paa den ene Side var noget beskadiget af Rust, forestillende et Dyr (Bjørn), et mod Enden tilspidset Furutræestykke, omtrent 1- Alen langt, og endeel syet Birkebark og Fiskebeen. Gravens Vægge ud- gjores paa tvende Sider af fast Bjerg, og de andre Sider dannes af store Stene. Bunden bestod af mindre Stene. Baade Klippe- stykkerne og de store Stene, der dannede den indre Gravmuur, laae skjulte Steenurden, bedækkede af Steenheller, der udgjåre Formationen. Dybden var %a Alen, Længden 2 Alen 10 Tom- mer, Bredden i vestre Ende 1 Alen og i dstre 1 Alen 3 Tom- mer. Gravens Retning er fra V. til O., og dens ydre Form er meget betegnende, idet de over Graven lagte Steenhelle-Lag beldbe sig til 10 Lag af store Steenheller, der fra Siderne vare lagte paa hverandre skraaes opad, og dannede saaledes en lille rund H6i.- 9. Under de nedfaldne Sicen fra Overdækket af en tid- 38. ligere aabnet Grav fandtes et Stykke Enetræ, 2 Alen langt og Ya Tomme i Diameter. Dette Træstykke er godt conserveret. 10, En Fjerdingmiilsvei fra Mortensnæs fandtes en Grav at være dannet op «imod en Klippevæg, der udgjorde Gra- vens nordre Side og hvorfra en fremragende Klippekant gik nogle Alen ud over Graven i en Håide af 2%2 Alen over den op til Klippevæggen liggende Steenurd. Den havde tid- ligere været aabnet, men ved at borttage nogle faa Sleen- heller fandtes 1 Cranium, hvis Ansigt endnu var bedækket med flere dels fra Siden og dels forfra over hinanden lagte Lag af Birkebark, håéire Sides Ribbeen, Laarbeen, venstre Arm og Laarbeen tilligemed nogle mindre Haand- og Fodbeen. At håire Sides Been vare bedre bevarede, maa tilskrives den "Omstændighed, at denne Side nu var bedre dækket af Steen- heller end den venstre, hvortil Snee og Regn let havde fundet ] Adgang. Ved Hovedet fandtes 1 Kindtand (Ræv), Fugle- og Fiskebeen, og ved Ligels Arm paa venstre Side 2de beskadigede og 1 ubeskadiget Fuglepiil, alle trekantede. Paa denne sees 2de indskaarne Furer, hvoraf den ene er længere end den an- den, og hvoraf den længste naaer op til Pilens Midte, hvor der paa alle Sider er anbragt et Tegn Se, Hvor Pilene laae, fandtes et tyndt fladt Furu-Træstykke. Paa forskjellige Steder rundt om ved Liget fandtes henlagt 6 Snegle, og nogle faa Stykker Tang " saaes i Graven. Foruden det omkring Hovedet endnu paasiddende Birkebarklag, fandtes der under og paa Siderne af dette en bety= delig Deel, og ligeledes hvor Hænderne og Fådderne havde ligget; endel af Birkebarken viste sig at have været holdt ved Ilden, for at faae den til Sammensyningen fornådne Boielighed. Gra- ven fandtes ved Maaling at være 3 Alen lang, 1/4 Alen bred og %a Alen dyb, og dens Retning var fra NV. til SO. Cra- niet laa med Ansigtet opad, vendt mod SO. | Trelten Alen åst for denne Grav findes en af Steenheller opreist smal Muur ståltet op til samme Klippevæg, hvortil oven- nævnte Grav er anlagt, 9 Alen lang og 1/4 Alen håi, låbende ,. mm mod Såen i Retningen fra N. til S. I hvilken Hensigt denne korte Muur er opsat, veed jeg ikke. 11. Ikke langt fra ovenfor nævnte Grav fandtes en Klippehule at have været 4ildannet til en Grav, hvori der nu kun fandtes stårre Stykker af ubarkede Birketræstokke, større Stykker «af Enetræ af 1 å 1%o Alens Længde og af Yo til 4 Tommes Diameter og endel større Stykker Furutræ. Desuden fandtes en betydelig Del hensmulret Træværk, Riskviste, syet Birkebark, 3Snegle, Fugle- og Fiskebeen. Graven havde været meget stor, thi ved Maaling fandtes dens Længde 4%4 Alen, Brede 2/4 Alen og Dybde %/4 Al. Retningen var fra NV. til SO. 12. I en under et fremspringende Klippestykke anbragt Grav fandtes et fiirkantet hvidt Qvarizstykke, hensmuldrede Men- neskebeen, Fugle- og Fiskebeen, samt nogle mindre Stykker syet Birkebark. ' 13. Ved at borttage 4 å 5 Lag Steenheller, der vare lagte skraaés opad fra Steenurden mod en Klippevæg, fandtes det ne- derste Steenlag at være sammenstyrtet, hvorved det underliggende Skelets Cranium var bleven adskilt i flere Stykker. Skelettets Hoved laa paa vanlig Maade med Ansigtet opad, vendt mod Å., og ved dets Sider fandtes meget af den sammensyede Birkebark, hvormed Hovedet havde været omviklet; der var endnu endeel af . Senetraaden tilbage, hvormed de forskjellige Birkebarklag havde været sammensyede. Foruden det beskadigede Cranium, fandtes nogle Ribbeen, Arm-, Laar- og Læggebeen, alle meget for- tærede. Hvor Ligets Bryst havde ligget, fandtes et fiirkantet lille, af flere Lag rundt med Kanterne sammensyet Slykke Birke- bark. Fire Muslingskaller (Koskjæl) laae paa forskjellige Steder, og den åvre Deel af disse Skaller var borttaget paa dem alle, saa at den nedre tilbageværende Deel dannede en Ring. Paa høire Side midt i Graven fandtes et lille Stykke hvidt fladt Qvartz- stykke, der bærer Spor af Slag paa Kanterne; samt 2de Snegle. Desuden fandtes paa venstre Side midt i Graven Spor af at et mindre Liig havde været nedlagt, idet der fandtes en Un- m… derkjæbe og nogle AÅrm- og Laarbeen af et Barneskelet, samt nogle Fiske- og Fuglebeen. Gravens Længde var 3 Alen, Bredde 1 Alen, men den var neppe over Ye Alen dyb. Bunden dannedes af en fra Klippen udspringende Yo Alen bred Kant, hvortil der var lagt flade Stene, for at danne Bunden tilstræk- kelig bred. ; | 14. En stor Klippehule fandtes at være benyttet. til deri at danne 2de Grave, der fra N. til S. havde været adskilte ved opreiste store Steenheller. Hulens Retning var langs Séen fra V til 0. Ved at undersåge den vestre Grav fandtes deri Stykker af Ene-, Furu- og Birketræ, "4 å 12 Alen lange og temmelig tykke, samt tvende mindre Stykker af langagtig, tilspidset Form, hvoraf det ene er af Furu og det andet af Birketræ. Disse Stykker synes at være i'deres oprindelige Form og at være til- dannede med Kniv. Desuden fandtes store Stykker Birkebark, Fugle- og Fiskebeen og 3 Snegle, 1 den dstre Afdeling. fandtes nogle hensmuldrede Menneskebeen og et stort fladagtigt hvidt Qvartzstykke, der paa Kanterne bærer Spor af Slag. Intet Træ- værk fandtes her. | 45. Ved at undersåge en tidligere aabnet Grav, der var godt conserveret, saaes at denne var anbragt under et lavt fremspringende Klippestykke, der dannede den halve vestre Del af Graven, hvorimod den dvrige Del var dannet ved. at for- længe Klippens nederste Del paa begge Sider ved Hjælp af op- reiste store fiirkantede Stene. Over de opreiste Stene var der tvert over Graven lagt smalle lange Stene, og over disse igjen tvende Lag store brede Steenheller. Det i Graven fundne Skelet var godt conserveret, og dets Hoved laa med Ansigtet opad mod OSO. I Graven fandtes et lidet Stykke af en Fuglepiil, Fugle- og Fiskebeen og sammensyet Birkebark, og nederst i Graven mange Dyrebeen. . Ved Ligets Fådder fandtes hensat paa en flad Steen en rundagtig hvidgraa Steen. 16. I en aabnet Grav, hvis Bund var opfyldt med Jord, fandtes nedersti Graven nogle Brudstykker af et Leerkar, hvoraf RR: det ene Stykke er gjennemboret med 3 smaa Huller. med” et behageligt, udtryksfuldt og forstandigt Ansigt, hvis folderige Klæder," kurdiske Turban og hvide Skjæg gav ham et patriarchalsk og værdigt Udseende. Hvis der ikke havde været en saa ungdommelig Ild i hans Oine og” saamegen Livlighed i hans Bevægelser, vilde Grant have antaget ham at være nærmere 50 end 40 Aar. Patriar- chens hvide Haar og Skjæg vare — efter hans Venners For- klaring — ikke heller en” Virkning af hans' Alder; men af mange Slags Sorger”=). "Virkelig "kræver Patriarchens Embede som Folkets geistlige og verdslige Hoved, paa Grund af Kur- -» dernes fjendllige Stilling til Nestorianerne og de nestorianske Stammers indbyrdes Forhold, al en Statsmands Viisdom og Taal- modighed. Eet” Exempel blandt flere kån oplyse dette. To +) Paa sin Reise Bjergene traf Layard kun en eneste gammel og vanskabt Nonne, om hvem han mener, at hendes Hæslighed allerede maatte have udelukket hende fra Haabet, .om at blive'gift.… Nineveh-I, p. 202. xx) Fletcher (Notes from Nineveh I,: p. 330 f.), der saae Mar Shimon henved fire Aar sildigere, angiver Patriarchens Alder til 30 Aar, skjåndt ogsaa han omtaler hans melancholske Træk og tidlig graanede Haar. Mar Shimon viste sig dengång under meget forandrede : Omstændigheder. Han: kom nemlig, efter Tiyaris-Nestorianernes grusomme Nederlag, ledsaget af Præ- sten Abraham, som Flygtning til Mosul. Fletcher saae ham i lange Skar- lagens Pantalons med en kort Tréie — ,,en Dragt, som lidet stemmede »med Forestillingen om en orientalsk Catholicos”. Han lignede i Flétchers Øie mere en Soldat end en Geistlig; dog roser ogsaa denne Reisende Mar Shimons skjånne Holdning og værdige Manerer, s 9 124 Kurder fra en Stamme, som nylig havde dræbt to Nestorianer, bleve tagne til Fange af disse, Hos disse Folkeslag gjælder endnu Blod for Blod som Lov, og en Stamme ansees ansvarlig for hvad eet af dens Medlemmer har begaaet. Her var derfor ikke Tale om, hvorvidt de Fangne selv havde havt. Deel i de dræbte Nestorianers Dåd. Patriarchen var imidlertid -tilbéielig til Naade, medens hans Folk fordrede Retfærdighed efter sine Begreber. Efter nåie Overlæg gav han endelig den Kjendelse, at, da Folket havde bragt de fangne Kurder. ind i. sine egne Huse, vare de paa en Maade at betragte som Gjæster,. og. fål- gelig maatte deres Liv spares; men der skulde fordres Låse- penge fra Kurderne; — og saaledes blev denne Sag. afgjort. Patriarchen, der ikke maa gifte sig, levede. med to Brødre og en yngre Såster paa to og tyve Aar, som. fårte hans. Hus- holdning, hvis hele Tjenerskab , baade mandligt og qvindeligt, bestod af fem til sex Personer. — I fem Uger, som Grant til- bragte hos Patriarchen i Julamerik, havde han Leilighed til al indhente alle de Oplysninger, han &nskede, hos de meest an- séete og forstandige Nestorianer fra alle Kanter i Bjergegnene. Han erfarede saaledes, at flere af "de nestorianske Stammer søgte ved en liden Sum til den uafhængige Hakkari- Hovding at befrie sig fra Rov og Undertrykkelse, men at de paa ingen Maade vilde have dette betragtet anderledes end en frivillig Foræring. Grant besluttede at gjåre Reisen tilbage til Urmiah gjen- nem Hakkari- Kurdernes District, netop…den Route, som han tidligere var bleven forhinbret fra at tage, da han fra Urmiah overtog Besåget til de nestorianske Christne i Bjergene. Dette kunde imidlerlid ikke udfåres uden at aflægge Besåg hos den frygtede Kurde — Håvding Nur-Allah-Bey CNurlah Bey), som havde ladet den ulykkelige Schultz myrde. For et saadant Be- sog, hvoraf Grant i lykkeligt Tilfælde lovede sig at kunne be- virke fri Communication mellem Missionsanstalten i Urmiah og Nestorianerne i Bjergene, havde vor Reisende udrustet. sig 125 med Breve fra de tyrkiske og persiske Autoriteter. Patriarchen tilbod at! lade. een af sine 'Brådre fålge med som Ledsagere Advaret: ved Schulz's Exempel, der bavde vakt Kurdernes Rov- gjerrighed ved at omgive sig med en vis Glands af Rigdom”), indskrænkede Grant sin Bagage til det Allernådvendigste, hvor- iblandt. Lægemidler, af hvilke han ventede at komme til at gjåre Brug, og gjemte sin Smule. Guldmynt i en Rolle Flueplaster. Ved Afreisen fra Julamerik : forærede Patriarchen ham” en Af skriftaf det N.T, skrevet for 740 Aar siden paa Pergament, i Estrangelo, … Patriarchens Såster forærede Grant et Par Gede- haars Vanter, som hun selv havde: forfærdiget. — Omtrent to Dages Reise fra Julamerik havde Nurlah Bey opslaaet sin Re- sidents i Fortet Basch- Kalleh, hvor Grant fandt ham sengelig- gende og angreben af en stærk Feber. Grant var saa heldig al kurere ham ved et Vomitiv, vandt hans Yndest og Beyen skjænkede ham ved hans Afreise en Hest som et Beviis paa sin Erkjendtlighed, —- Endelig ankom Grant munnlg over Sal- mas til Urmiah d. 7de Decbr. I, Vinterens: Forlåb kom to af Patriarchens Brådre, af hvilke den ené var bestemt til hans Efterfålger; og aflagde Beség hos Missionairerne. — De: medbragte Brev fra Patriarchen, som ind— stændigen bad Grant om at gjeniage sit: Besåg i Julameérik til Foraaret. Dette skete ogsaa, da Grant 7de Mai 1840, ledsaget af sin lille, fireaarige Son, tilligemed de to Biskopper Mar Jo- hannan og Mar Jusupl, der havde sluitet sig til Missionen som x) Southgate, Narrative etc. I, 260 fortæller, at Paschaen i Van gav ham nåiagtig Underretning om Schuliz”s Skjæbne. Denne reiste gjennem disse Egne i fornem Stiil og gjorde prægtige Foræringer, Han var ledsaget af en Tolk, forskjellige Betjente og fårte ikke mindre end syv Pragtheste med sig. - Paa denne Maade: kom han til Kurdistån, hvor uden Tvivl det; han havde anseet for et Middel. til sin Sikkerhed , blev Aarsag i hans. Dåd. Synet af hans Eiendom vakte den Kurdiske Beys Begjærlighed, som var hans Vært. Ved Afreisen lod denne ham som for Ærens Skyld ledsage af en stærk Eskorte, men gav hemmeligen Ordre til at dræbe og plyndre ham, hvilket ogsaa blev udfårt paa den anden Dag af Reisen; da man havde faaet hamafsides, under Paaskud af åt vise ham nogle Ruiner. 9" 126 dens: Medhjælpere , reiste over Salmas og 'Basch Kalleh,' hvor dog Nurlah Bey denne Gang ikke var tilstede, til Julamerik. Efterat have nydt den samme forbindilige Opmærksomhed som under det fårste Besåg i denne By, reiste Grant, som forgjæ- ves &nskede at kunne have besågt Stammerne Jelu, Bas og Tkhoma, over Van og Erzerum til Constantinopel. - I Van traf han atter sammen med Nurlah Bey, der viste sig meget ven—' lig, og som herefter — saa meente Grant -— vilde blive saa= meget mindre frygtelig for den Reisende, som han imod en Slags Gage fra Paschaen i Ærzerum havde” afstaaet sin hidtil havte Uafhængighed. Det er mærkeligt, at Grant, der yltrer sig om, »at man først maatte bie og see, hvor stort Værd: de Venskabsfålelser havde, som Beyen i sine Ord bevidnede ham” (CS. 97), dog tilsidst skulde blive et i det Mindste middelbart Offer for den ryggeslåse Høvdings (Grusomhed, efterat han havde været Vidne lil en Række" Lidelser og Ulykker, som maatte lade ham beklage, at Nur- Allahs Liv ikke var blevet endt ved den Feber, fra hvilken han tidligere blev ved Granis Kunst helbredet. Dog, vi skulle senere komme til at meddele nærmere Efterretninger herom og om Nestorianernes Historie efter Grants Beség. Vi ville nu fårst henvende. Opmærksom- heden til de Iagttagelser og Bemærkninger, paa hvilke Grant har ståltet den Paastand, til hvis" Udvikling han har helliget anden Deel af sit Værk; nemlig at de saakaldte nestorianske Christine i Kurdistans Bjergegne ere Efterkommere af de ti ved assyriske Erobrere borifårte israelitiske Stammer. Bys »I Hoseæ. niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria og fårte Israel bort til Assyrien, og han gav dem Bolig i Ha- lah, ved. Habor, -… Gosans.… Stroém, og…i….de Meders Stæder.””), ”) I den Hebraiske Text staaer baade her og 2. Kong: 18, 44. ” Ny 127 Saaledes+bereltes- dér 2 Kong. 17; 6: slg. 18,44. —-— ,Jehovah tog Israel bort fra sit Ansigt, saasom han havde forkyndt ved alle sine Tjenere, Propheterne, og Israel blev bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag”. 2 Kong: 17, 23.' Fra. den Tid håres der ikke mere Noget'om de 10 Stam- mer, om hvis Efterkommere man har havt saa ringe Kundskab, at man paa Grund af ganske enkelte, fjerne øg tilfældige Lig- heder har med lige stor Ret eller rigtigere med lige stor Uret troet at have opdaget dem i de forskjelligste Egne af Verden: i det sydlige Arabien, i Afghanistan, i Ostindien, China, Nord- america%). At-de skulde aldeles være blevne sammensmeltede med de Nationer, blandt hvilke 'der anvistes dem Bolig, og der- ved sporlåst forsvundne, er imod al Analogie af Jodernes Hi- storie i den åvrige Verden. Men ogsaa Antagelsen af, at de skulde have forenet sig med de to andre jådiske Slammer, finder Grant i Modsigelse med Historien og med Propheternes Udsagn.… Istedetfor langt borte, i Egne, hvor ingen historiske Vidnesbyrd føre hen, troer han, at: sikkre Kjendsgjerninger tale for, at Efterkommere af de ti Stammer 'ere at såge nelop der, hvor der anvistes disse Opholdssted af deres Overvindere. Imod Grants Paastand i den strænge Begrændsning, hvori han selv har fremstillet den, kan der vistnok opstilles Tvivl, men at det ejendommelige christne Folkefærd, med hvilket. vi ved def nyeste. Tids Reisende ere blevne bekjendte, virkelig ned- stammer fra -de exilerede Joéder, der upaatvivleligen have anta- get Christendommen i de fårste Tider af denne Religions Udbredelse ,; maa ansees for 'et Resultat, der; ved. flere og Mediens Stæder, men LXX oversætte 094 Mydwv, .Medernes Bjerge, hvilket turde være en rigtigere Betegnelse af Stedet, hvorhen Israeliterne bleve bortfårte, da Mederne, under de. daværende Omstændigheder,, vel neppe havde tilladt Assyrerne at paanåde deres Stæder en fremmed Be- folkning. %) Adair, History of.ihe: Americ.. Indians. London. 1775… —. Noah, Beweis, dass.die amer. Indianer die. Abkåmml. der. verlornen, Ståmme .Isr.. sind. A. d. Engl. Altona 1838 etc. 128 forkjellige Reisendes lagttagélse stedse bestyrkes: mere og mere"). Ga 4 I denne Henseende er det nu fårst en mærkelig Omstæn= dighed, at den Tradition er" salmindeligen udbredt hos Nesto- rianerne i .Assyrien og Medien, at de nedstamme fra de ti is- raelitiske Stammer. Allerede får Grant have Smith og Dwight (Researches in Armenia Vol. Il) forundret sig over at håre Nestorianerne gjåre Paastand paa en saadan Herkomst: Hadet mellem Jåder og Nestorianer forbyder allerede at tænke paa nogen Opdigtelse af denne Nestorianernes "hebraiske Herkomst. Joderne ere i disse Egne yderst forhadte og foragtede, saa at mange Nestorianer, langt fra at bryste sig af samme Nedsiam- melse: som Jåderne, undveg at give Grant Svar paa hans Spørgsmaal efter deres Forfædre. Heller ikke kan man" for- klare sig en saadan Traditions Oprindelse deraf, at Folkets Re- ligionslærere skulde have foranlediget den ved en Udlægning af det G.Ts prophetiske Båger, som gik ud paa en Tilegnelse af de store timelige Velsignelser, der ere forjættede Jåderne. Thi netop Propheternes Skrifter ere kun lidet læste af dem, og Fortolkningen af dem gaaer ikke ud i nogen saadan Ret- ning. Fremmede kunne ikke heller antages at have bibragt Nestorianerne ovennævnte Forestilling om deres Herkomst;. thi medens Landets isoleerte Beliggenhed har udelukket dem til- deels ganske fra Berårelse med Udlændinge; have endog Nåégle af dem selv, som Grant fortæller, gjort dem Bemærkning, "at »naar ikke hiin Tradition havde været udbredt fra umindelige Tider iblandt dem, vilde den ikke kunne være bleven saa her- skende hos alle Klasser af Folket”. (Grant S. 112). — Be- +) Layard selv synes ikke at dele Grants Anskuelse om de nestorianske Christnes Nedstammelse fra de ti Stammer. I det Mindste omtaler han slet ikke en saadan Sammenhæng, men bliver staaende ved at der er good reason to presume, that te present inhabitants of'the country are descendants of the ancient Assyrians (Preface X) ; og at'de ere rémnant of one of the earliest Christian sects (Vol. I, 258). 129 slægtet med hiin Tradition, at Nestorianerne virkelig ere ,Beni Israel”, Israels Børn ,'er en anden, nemlig at' deres Forfædre tidligere endnu end Christendommens Udbredelse ere komne til det af dem "nu beboede Land fra Palæstina: Endnu mærke- ligere er det, at ogsaa Jåderne, som leve iblandt dem, aner- kjende dette Slægtskab. Adspredte i tusendeviis omkring Ne- storianerne, paastaae disse Jéder selv at nedstamme fra de ti Stammer, og dog erkjende de mere eller mindre aabenhjertigt, at Nestorianerne ere deres Brødre”, men ,frafaldne”. Mellem Jåder og Nestorianer hersker der idvrigt samme Forhold som mellem hine og Samaritanerne. En anden Omstændighed, som her kommer i Betragtning, er, at de Egne, hvortil de ti Stammer bleve borifårie, netop ere de, som de uafhængige Nestorianer nu beboe.. Allerede fem- ten lil sexten Aar får Salmanasser førte Thilaght-pileser Israeli- terne af Rubens, Gads og den halve Manasses Stamme .til Halah og Habor og Hara og til Gosans Flod, 2 Kong. 15,.29. 4 Chron. 5, 26; — altsaa til de samme Egne, som angives at være an- viste til Opholdssted for de åvrige ved Salmanassar bortfårie Stammer 2 Kong. 17; 6.- Med et almindeligere Navn betegnes Stedet for deres Exil som Assyrien 2 Køng. 15, 29. Assyrien grændsede, ifålge Ptolemæus, mod Nord til Armenien, mod Vest til-Tigris, mod Syd til'Susiana, mod: Ost. til Medien, Landet — indenfor disse Grændser kaldes" ogsaa hos Nogle af de Gamle Adiabene (eller rettere, Adiabene var "indsluttet i Assyrien Plin, Hist. Nat. V: 42), og hos ;Andre: Aturia… eller Attyria. Assyrien kaldes nu Kurdistan, efter Descendenterne af de gamle Karduchi , som indtoge "den nordlige Deel. Det ligger mellem Medien, Armenien, Mesopotamien og Babylon. I. sin stårste Magt udstrakte det: assyriske "Rige. sig: ud over disse Grændser, men dengang de ti Stammer bleve bortfårte, havde Mederne gjort Oprér, og Babylon dannede et eget Kongerige. Halah eller Chalah anviser Grant efter' ældre Skribenter den Plads, som.snu indtages af Hattarah, en Dags Reise NV, for Ninives 130 Ruiner. … Habor eller -Chabor" kaldes: endnu, en Flod ;…….som strommer ud i Tigris. Gozan betyder-Græsgang,' i.Lighed med Navnet Zozan, hvormed Nestorianerne betegne alle. Hoilande i Assyrien, som frembyde,Næring for deres. Hjorder.…Adiabene skal ifålge Ammianus Marcellinus … (XXINM, 20). have. faaet. sit Navn af to Floder, mellem hvilke det er indsluttet,,;…Diaba, og Adiaba, hvilke Grant antager for identiske. med Store Zab. og Lille Zab, der bekræftes ved det arabiske Navn for. Adiabene: Zawabiah. — 1 det egentlige Adiabene findes — ifålge Grant — henved et hundrede tusende Nestorianer, medens der kun fin=- des meget faa Jåder. I Medien er……der omtrent -tyvetusende Nestorianer, og Joderne udgjåre derimod kun en tiende Deel af dette Tal. Antallet: af -Nestorianerne Vest for … Habor…er .ube= kjendt, men skal. være betydeligt: Tilsammen angiver Grant den nestorianske Befolkning i Medien og 'Assyrien, til.,tohundrede= tusende, Jødernes. derimod i de samme Egne kun til tyvelu- sende Sjæle.… Man vil neppe finde. det rimeligt, at kun disse tyve Tusende: skulde være de eneste Leyvninger af. de li Stammer. Et væsentligt Vidnesbyrd om "Nestorianernes Herkomst- fra de.ti Stammer er deres Sprog, ikke som om de tale Hebraisk, hvilket Joderne i disse Egne heller ikke. gjåre; men de tale en syrisk Dialect”) — som netop er eiendommelig for.disse Egnes Jøder og er forskjellig fra det Sprog, som deres Brådre andensteds i Verden tale — med saa ringe Afvigelse fra -Joderne, at. Nesto- rianer fra Urmiah kunne tale med Jåder. fra Amadiah,; uden al: kjende af deres Sprog, at de ere Jåder. " Denne Lighed -be- kræftes ogsaa af Holladay, Stocking, Robinson.0. A.-paa hvilke Grant har beraabt sig (S. 142—44). Nestorianerne kunne ikke have lært dette Sprog af Jøderne, thi'de omgaaes ikke med hverandre: x) Sig. Layard.I, 267: The language of the Chaldæans. is..a Shemitic dialect allied to the Hebrew, the Arabic and the Syriac, and still bears the name of Chaldee. Møst of their church books' are written in Syriac. 131 En Nestorianer vil ikke spise med sens Jode, og de gaae sjel-- den ind i hinandens Boliger. "Dette Sprog: var. heller ingen- sinde »Modersmaal for noget Folk Ost for. Euphrat; det maa være bragt ind fra Vesten. » Der vare. flere - Omstændigheder, som maaite bringe de ti Stammer inden deres Børtfårelse til at kjende og bruge det Syriske Sprog, medens Jøderne fra Juda Rige fastholdt” det: Hebraiske og i Exilet lærte Chaldaisk. Hos enkelte christne Kirker i Asien er Kirkesprogei Syrisk-— lige- som Latin i”den romersk »= katholske Kirke i Vesten —; men kun hos Nestorianerne er det Syriske " forstaaeligt hos selve Folket og de Ulærde>). ; Endvidere tyder Nesiorianernes Benævnelse af deres egén Folkestamme tilligemed, de hos dem brugelige Egennavne paa deres" israelitiske Herkomst. Foruden' Beni Israel kalde de sig ogsaa og kaldes af Andre Nazaræer"). Som bekjendt var »Nazaræer” det ældste Navn for de Christine i Palæstina (Ap. G: 24, 5) og vedblev at være Benævnelse paa de Troende af Israel, som overholdt Moseloven, i Modsætning til de Troende af Hedendommen, som kaldes Christne (Ap. G. 41, 26). Hvor- ledes skulde nu Nestorianerne have tilegnet sig hiint Navn, Nazaræer, naar deres Forfædre ikke oprindeligen havde: været Troende af Jødedommen? — Ogsaa de Syriske Christine eller ") Dette maa. dog ikke, tages i al for omfattende Betydning. Fletcher, som fortæller, at Bjerg- Nestorianernes Sprog skal nærme sig Skriftspro- get langt meer end det, som tales af Chaldæerne paa Sletterne, siger' dog ved.samme Leilighed (Notes from Nineyeh I, 255), -at-ikke engang alle nestorianske Geistlige ere saa fortrolige med Skriftsproget som med den almindelige Dialect i daglig Tale, og S. 359 taler han om, at Qvinderne beskyldes for Uopmærksomhed under Gudstjenesten; ,,som holdes i'et for dem ubekjendtSpfog”. ++) Grant paastaaer ved denne Leilighed (S. 153) at Benævnelsen Nazaræer er specifik i sin Anvendelse paa Nestorianerne og anvendes aldrig paa Årmeniznerne eller paa andre Christine Secter; men Layard (1, 261), som siger, at Nestorianerne kalde sig selv Chaldani, med mindre de ville sær- skilt betegne en enkelt Stamme, tilfåéjer: that the Musselmann apply to them the common epithet of ,,Nasara”, 132 Thomaschristne i Travancor i Indien fére Navnet Nazaraner eller: Nazaræer , formodentlig fordi de ere em Green af Nesto» rianer, som flygtede til Indien under de blodige-Forfålgelser i det fjerde og syvende Aarhundrede. : Navnet Syrer eller Syriske Christine anvendes paa …Nesto- rianerne med Hensyn paa Brugen af den Syriske Liturgie og fra den Omstændighed, at de have været en Green af Kirken i Antiochien. ' Chaldæer er det Navn, som sædvanlig anvendes. påa de papistiske Nestorianer ”). Nestorianer er et Navn, hvormed Folket selv»ikke vutlde at betegnes. De anvende det sjelden- paa sig selv 'og.de af- skye det i dets sædvanlige Anvendelse af Andre, forsat de ikke skulde synes at dele Nestorii Hæresie, som blev excommunice- ret fra den almindelige Kirkei A. 431. De ære ham som den, der oplåftede sin Stemme mod Billeddyrkelsen og imod Be- nævnelsen af Maria som ,6uds Moder”, (idet de ikke kalde Maria anderledes end , Christi Moder”, uagtet de; troe paa Christi dobbelte, guddommelige og menneskelige; Natur); men de forundre sig over, hvorfor de skulde kaldesvefter en Biskop, med hvem de ikke have anden Forbindelse, end at de ansee ham for en uretfærdigen forfulgt Mand; «hvorfor hans -Fiender ogsaa have sågt at krænke hans Venner ved at give dem Navn efter ham. Endelig findes der hos Nudibtidhora danne en Mængde religiåse Skikke, som aabenbart tyde paa deres Udspring. fra israelitiske Forfædre. Håist mærkeligt i flere Henseender er det, som Grant (S. 165 ft.) fortæller om en Slags Offring, som er brugelig hos dem. Det er nemlig Skik hos dem, at, naar +) Grant siger, at i sin Anvendelse paa Néstorianerne betegner det kun deres Relation til Abraham, som var fra ,,Ur i-Chaldæa” ;… og han anseer overhovedet Navnet Chaldæer for at være! fra: en nyere Tid -.Ander- ledes og med stårre Ret har Layard erklæret Chaldæer for de christne Kurders egentlige Navn; s. Anm, 188 de ville takker Gud "for ”Velgjerninger eller udbede sig hans Naade' og Velsignelse' i Anledning f. Ex: af egne eller Venners Sygdom; Helbredelse eller desl., da slagte de et Dyr foran "Kirkedårren og stryge lidt af Blodet paa: Dårren eller Dårkar- men (upon the door or lintels). Den håire 'Skulder og Bryst tilhårer "den fungerende Præst ved Kirken, som dog, navnlig for at undgaae Mistanke om Egennytte, ikke' altid modtager denne Gave. "Ogsaa Skindet bliver givet til Præsten (saaledes som det var anordnet ved det levitiske Brændoffer 3 Mos: 7, 8.). Ofte: betragtes dette Offer som en Kjærlighedshandling, idet alle Nærværende tage Deel i at spise det; men ofte nydes det blot af den Offrende og af hans Venner. Det bliver alligevel "an- seet som et Gud velbehageligt Offer. I enkelte" Tilfælde, især naar det har' Hensyn til Opfyldelse "af noget particulairt Låfte, slagtes Dyret foran den Offrendes egen Dår:… Kjådet bliver al- mindeligen spiist den samme Dag, som Dyret er slagtet; men Grant saae f. Ex. i Patriarchens Huus et Exempel paa, at det endnu ikke var fortæret den anden Dags Aften; men da maatte det ogsaa, efter hvad der blev sågt, nådvendigen spises. Unæg- teligen finder man i dette stor Lighed med Forskrifterne i Mo- seloven om de saakaldte Takoffer og Fredsoffer OY). —Og- saavdisse bleve bragte frivilligen, altsom "de enkelte Israeliter fålte sig opfordrede til at bevidne” Gud "deres Tak eller deres Onské paa'en saadan Maade. Dyret kunde være saavel af Han- som af Hunkjénnet, og intet Hensyn toges til dets Alder, 3 Mos. 3, 1 ff. "Den, som bragte det,” kom til Tabernaklets Dér, lagde Haanden paa Offerdyrets Hoved og slagtede det. " Hvad der blev levnet af -Offerets: Kjåd, skulde spises' paa den fårste og den anden Dag, men dersom endda blev noget tilbage, skulde det opbrændes og maatte ikke nydes 3 Mos. 7, 46—18:'— Nesto- rianerne "og selv Joéderne betragte — ifålge Grant: (S. 166) — hine Offre som Levning fra tidligere israelitisk Skik. Men naar Grant. ved denne Leilighed, i Anledning af ,… at. Nestorianerne ikke, som fordum var Skik med Takoffre hos: Jøderne; stænke MR. .M Blodet paa Alteret og opbrænde en Deel af Offeret, bemærker, vat: heller ikke Joderne i Urmiah og' paa andre Steder. altid strængt iagttage delte”, da råber han derved. Forestillinger, som ere aldeles urigtige. Thi han synes derved at antage, at Joderne endnu vedblive at offre efter Moselovens Førskrifter, endskjondt den hele Offertjeneste maatte ved det Jerusalemske Tempels Forstyrrelse ophåre. Granis Yttringer vare Forfat- leren af nærværende Artikel saameget mere paafaldende som der virkelig i den nyeste Tid er af flere Theologer blevet paa- | slaaet, at endnu efter det jådiske Tempels Forstyrrelse havde Joderne foretaget Offerhandlinger deels privat i deres Huse (Semisch, Justin der Mårtyrer I, 175) "deels- enten «overhovedet i Jerusalem (Schwegler, Nachapost. Zeitalter S: 308—9) eller paa Templets Ruiner (Jabez, Creuzenach, Chajes, s.… Theol. Jahrb. von Baur und Zeller 7r Bd. S.: 340—41) — en Mening, hvilken Prudentius Maranus i sin Udgave af de christelige Apologeter (LXXY. slg. Just. Dial. c. Tr. p. 141: pulsi Jero- solymis Judæi jacturam sacrificii variis modis sarcire tentabant) synes at have været tilbåielig til at give Medhold, lige i Mod- sætning til den sædvanlige Forestilling om Ophævelsen af Jo- dernes Offervæsen ved Jerusalems Odelæggelse af Titus. De Grunde, hvorpaa man har villet stålte Paastanden om en fortsat Offercultus hos Jøderne efter denne Tid, have imidlertid -Bern- hard Friedmann (,Cand. der jidischen Theol.”) og Dr. H. Graetz i en lærd og grundig AfhandlingX) underkastet en néiere Kri- tik, hvis Resultat er, at med Templets Forstyrrelse under Titus … har det jodiske Offervæsen fuldkommen ophørt, saa at der sil- digere: ikke er blevet offret, hverken é eller udenfor Jerusalem, hverken paa Ruinerne af. Alteret eller ellers nogensteds; at ikke engang noget Surrogat… for Offeret ; med- nogen offerlignende Charakteer har fundet Sted; at derimod Offeret er blevet: fuld=- ") Die angebliche Føridauer des jiidischen' Opfercultus nach der Zerstérung des zweiten Tempels. 188 kommen fortrængt og gjort undværligt ved Bon og Studering i Loven som et Slags Æqvivalent for Offret, med tilsyneladende Accommodation til Offervæsenet; og at ikkun en eneste Remini- scenz' — at spise stegt Lammekjåd paa Paaskeaften — har ved- ligeholdt sig indtil den Dag idag, men med den omhyggeligste ængstelige Bortfjernelse af ethvert Spor, som kunde ligne Offring (Zellers ”øg' Baurs Theol. Jahrb.. 1848. S. 338—371). —= Man havde derfor maattet: &onske, at Grant havde meddeelt " néiere' "Efterretning "om sine Iagttagelser ved de Skikke, han synes at' have antaget for Offring hos Jåderne i Asien. Ved den samme Leilighed taler han om, at. ,skjåndt Offringer ere al- mindelige baade blandt hedenske Folk og blandt Muhamedaner og Armenier, findes der dog ikke som hos Nestorianerne noget Spor til, at disse Offringer skulle være af. hebraisk Oprindelse”. Herved er nu dog alter af mærke, at ogsaa' hos Muhameda- nerne er Offring i sædvanlig Betydning afskaffet, med Undta- gelse af eet saakaldet Offer, der er sat i Forbindelse med Ko- ranens Forskrift': om Pillegrimsreisen til Mecca: eet eller flere Faar blive slagtede, og det fra Maaltidet tiloversblevne Kjåd givet til de Fattige”). Hvad Armenianerne angaaer, fortæller Grant selv (S. 167), at efter disses egen Beretning, havde de ved: Gregorius Illuminator fra Hedendommen omvendte armeni- ske Præster henvendt sig til denne Armeniens Apostel med Bån om, at han vilde anvise dem nogen Underholdning istedetfor de Offre, hvoraf 'de forhen havde levet; men søm nu vare blevne afskaffede. … Gregorius skal da have anordnet Tiende af Mar- kens Frembringelser og befalet, at Folket istedetfor Offre til Afguderne, skulde bringe Offre til Gud i Dådens Navn (the people should offer såcrifices to God in the name of the dead). Saadanne Dødningeoffre — siger Grant (S. 166) — frembæres ogsaa af Nestorianerne i Anledning af een eller anden udmærket fy Offerdyret kan %gsaa være en Kameel. S. Ersch u. Grubers Reallexicon, Art. Opfer. 136 Persons Dåd, og de heraabe sig i denne Henseende påa 2 Macc. 12,:43.' ligesom de foretage deres andre Offre med Hensyn til det Mosaiske Ritual og deres Forfædres Skik”, Om nu imidlertid ogsaa Grant har befundet sig i Vildfa- relse med Hensyn til Jødernes Offervæsen, blive dog de. an- forte Skikke hos Nestorianerne alligevel meget betydnings= fulde. Netop hos Jøder, som vare blevne omvendte. til. Chri- stendommen, lod det-sig tænke, at den dette Folk: eiendomme— lige Vedhængenhed ved de levitiske Forskrifter, i Forbindelse med de: friere og "håiere Anskuelser ,- som Evangeliet havde fremkaldt, kunde have foranlediget Bevarelsen af Skikke , hvis lagttagelse ikke længere blev anseet tilladelig for Jøderne. Me- dens disse tillagde den mosaiske Lovs enkelte Bud en bogsta- velig Gyldighed, havde de til Christendommen omvendte Jåder-lært at betragte dem i. deres blot symbolske og typiske Betydning og kunde fålgelig tillade sig en langt friere Behandling deraf, hvorved de fjernede det, som ikke længer svarede til den christelige Bevidsthed, og modificerede det, som de beholdt af Lovens Foørskrifter, paa ejendommelig Maade %), "Det tår vel an- sees for meer: end sandsynligt, åt de allerfårste Medlemmer af den christne "Menighed, foruden deres allerede ved Aps "G. og ved det NT, overhovedet noksom constaterede Deeltagelse i den levitiske Gudstjeneste, ogsaa deeltog i Jodernes forskjellige Of- ferhandlinger ”). … Først nådtvungne synes: nemlig de ældste Jéde-Christne at have opgivet Samfundet med deres forrige Troesfæller; og netop ved Jådernes egen Uforsonlighed”F) blev ”") Deraf lod det sig ogsaa forklare, hvorfor den Bebreidelse til en sénere Tid fra modsat Side blev rettet mod; dem +; Dum volunt etJudæi esse et Christiani, nec Judæi sunt nec. Christiani (s. Hieronymi ep. 89 ad Au- gustin)). "”) S. Lechler, Das apostolische und nachapostolische Zeitalter: Haarlem 1851. 4. S. 283. P. Schaff Geschichte der christlichen Kirche. Mercers- burg in Pennsylvanien 1851, 1 B. S. 470. ++) Dette har Thiersch. ypperligen stillet i Lys ved sin Udvikling af Hebræer- brevet som en Tråstskrivelse til de troende Jåder, der truedes med Ude- 137 maaskee forst. det Syn aåbnet. hos. de jødiske Christne for de le- vitiske sInstitutioners Betydning, som ved Apostlen Paulus alle- rede tidligere og af nalurlige Grunde langt lettere var opgaaet for de Christne af Hedendommen, Offring i egentlig Forstand kunde Jode-= Christine saalidt; som' Jåder fuldbyrde udenfor Jerusalem og uden Tempel, men medens de sidstnævnte ængsteligen skyede at foretage: Handlinger, som kunde have Lighed med Offre, har der tidlig: hos alle Christine — man iænke… blandt Andet paa den romersk - kathøolske Messe — viist sig en. Tilbéielighed. til at sammenligne! deres Ritus og Symboler, med den israelitiske Offercultus, ;en Sammenligning, som siden har havt Indflydelse paa selve Anordningen og Formen af «hine, ;Saameget leliere maatte: denne Indflydelse gjåre sig gjældende- hos Christne af israelitisk Herkomst. Ogsaa Låfter aflægges af «Nestorianerne, i Lighed med Israeliternes, Domm: Xl, 4 Mos. XXX. 4'Sam. I, 11... De love saaledes at hellige f..Ex. en Sån til Herrens Tjeneste alle hans Livs "Dage, d. v. s. at opdrage ham for Kirken; de love at give deres Datiers: Medgift til Herren, eller, hvad der er sjeldnere, de love, at hun skal: forblive ugift… 1. Tilfælde af, at Pigen ikke selv samtykker deri, maa hendes Medgift, naar hun gifter sig, skjænkes som en ;Løsningssum, Ligeledes frembære de Fårstegråden .af deres Marker, Hauger, Viingaarde, férend i Håsten indsamles; Melk, Smor, Ost: frembæres … til den nærmeste Kirke og. gives til Herrens Tjeneste. - Dog ere disse Slags Gaver ophårle i. nogle Egne, paa Grund af Beboernes: Fattigdom. og Undertrykkelse, hvilket ogsaa gjælder om Téender. : Sabbathen 9: Séondagen holde Nestorianerne saa hellig, at der blev fortalt navnlig om Bjergbeboerne, at de vilde paa Ste- det dræbe en Mand, som reiste eller arbeidede om Såndagen. lukkelse fra den mosaiske Cultus. S. Die Kirche im åpostolischen Zeit- alter. Frankf. u. Erlangen 1852. S. 189—97, 138 Iblandt Tiyaris-Nestorianerne ere der dem, som ikke ville san» tænde Ild om Såndagen til at koge deres Mad. "Ogsaa »have Nestorianerne en Forberedelse for Sabbathen, navnlig Låverdag Eftermiddag tre Timer for Solnedgang, da alt: Arbeide ophå- rer”). Dog ogsaa i denne Henseende har ældre Tiders strænge Skik aftaget. s Deres Kirkebygning betragte Nestorianerne med samme Ærefrygt som Jåderne fordum deres Tempel og «Tabernakel. Den er deelt i-ire Afdelinger, af hvilke den ene kun kan be- trædes af indviede Geistlige, naar de have fastet og afholdt sig fra levitisk Ureenhed, navnlig fra Omgang med Qvinder (Exod. XIX, 15). Der anvendes stor Omhu for atter at hellige Kirken, naar den er bleven besmittet ved en vanhellig Person. Det Allerhelligste, som er betegnet med et Kors, er tomt, og Ingen kommer derind. Andre Dele åf Kirken bære Navn af de tilsva- rende i det jodiske Tempel. Disse Indretninger og den sær- egne Ærbådighed for Kirkebygningen findes ikke hos andre Christne i Osten, Armenianer, Græker, Jakobiter. Stedet i Kirken, hvor Menigheden samles, kaldes Hekla (7%). Ogsaa for Ind- trædelsen hertil er Afholdenhed fra forskjellig Slags levitisk Besmiltelsa en Betingelse. ; ' Paa den ottende Dag bliver et Barn dåbt; thi Daaben er traadt i Omskjærelsens Sted%+). Moderen maa fårst fyrretyve Dage efter hendes Renselse — thi i syv Dage efter Fådselen ansees hun for ureen og maa ikke råre ved nogen Fåde eller noget Kar, som bruges af Andre — indtræde i Kirken, og, dersom hun har fådt en Pige, er Terminen udstrakt til 60 Dage (en Forskjel, som dog paa sine Steder ikke længer iagttages). - £) Grant 171. Layard I, 266. Slg. Fletcher 1,203: On the Saturday neight, which they designate by the Jewish title of ,the Preparation” they read half the Psalter, an some times the whole on solemn occasions. xx) De ældre Nestorianer skulle — ifålge Asseman de Syris Nestorianis have forenet Omskjærelse med den christelige Daabs' Sacrament. Fletcher I, 260. 139 Istedeifor det Offer, som den-hebraiske Møder skulde frembære, ligesom istedetfor Syndoffer og Forsoningsoffer overhovedet, har Herrens Nadvere taget Plads. Ogsaa ved Paaskefesten er istedetfor Spiisning af Paaskelammet. traadt Deeltagelse i Nad- veren. …Svinekjåd blev for betragtet med samme Afsky som hos Joderne; dog have mange Nestorianere frigjort sig fra Me- ningen. om, at dets Nydelse skulde gjåre Mennesket ureent, og saadanne beraabe sig paa Christi Ord. Matth XV, 44. slg. Ap. GoirXs sms 6ar I Nestorianerne faste to. (Gange om. Ugen ligesom Phari- sæerne fordum. Forresten lod en af. deres Præster i Anled- ning af, at der var Tale om Nestorianernes hyppige Faste”) og lagitagelse af lignende jådiske Skikke folgende: mærkelige Yuring falde: ,Vi. vare tidligere Jåder og derfor holde. vi Faste, men I” —. nemlig de. protestantiske Missionairer , til -hvilke han henvendte Ordet — ere Christine fra. Hedendom- men, som ikke behåve at antage vore Skikke.”. Ganske saa- ledes låd jo .ogsaa Nazaræernes Svar i.Chrislendommens . første Dage paa det af ivrige Jådechrisine saa. stærkt debatterede Spørgsmaal om. de hedenske Christnes Forhold til Moseloven. …Paafaldende er — ifålge (Grants og Andres Vidnesbyrd — Nestorianernes jødiske Physiognomie ”"). Ligeledes ere deres Navne næsten alle jødiske: af fem og fyrretyve, som hårte til Missionsseminariet havde 32 jodisk- bibelske Navne: Abraham, Ladok, Absalon, Jochannan, Benjamin, Isaak, Nephtali, Na- thaniel., Urias ,… Phinehas &c. Nestorianske Qvindenavne ere : x) ,Chaldæernes Fastedage ere talrige og: blive: iagttagne med stor Stræng- hed; selv Fisk bliver ikke spiist. Der, ere 152 Dage. i Aaret, hvor Afhol- delse fra animalsk Fåde er foreskrevet”. Layard I, 266. (Layard skaf- fede oftere sine nestorianske-Arbeidsfolk en Dispensation fra Patriarchen, men uden saadan vilde.de ikke sely give sig denne Frihed). =>) Andre Reisende have fremhævet den Lighed i Ansigtstræk, som findes mellem Nestorianerne og de paa de opgravne Skulpturer afbildede gam- melassyriske Konger, Præster og Stridsmænd. $. Fleteher, Notes from Nineveh I, 348. 10 RETUR Mirjam, Martha, Sarah, Rebecca, Rachel, Hanna, Elisabeth, Susanna &c. Lu. Medens Nestorianerne' tilstade ikke at kunne i Almindelig- hed forfålge deres Oprindelse fra de enkelte Israels Stammer, gjår dog f. Ex. Patriarchen og hans Familie — Patriarchens Værdighed er arvelig ligesom fordum Ypperstepræstens hos Jåderne — Paastand paa at kunne godtgjåre sin Nedstammelse fra Nephtali. Dersom en saadan Paastand kun grundede sig paa Fiction, hvorfra skulde man da have valgt Navnet af en saa lidet bekjendt Stamme og ikke snarere hævdet Slægtskab med andre, af stårre Beråmthed ? Nestorianernes Inddeling i forskjellige Stammer, der forresten dog slet ikke have noget Hensyn til de ti israelitiske Stammers Tal eller Navn, deres Overhoveders (Malek) patriarchalske Stilling, deres Forestilling om Blodhævns Retfærdighed og den der- med forbundne , Kirkerne tillagte Asylret, deres 'Dragt, Hilse- maade, Gjæstfrihed, huslige Indrelninger og meget Andet frem- byder Grant en Mængde Tilknyttelsespunkter for Hypothesen om delte Folks Nedstammelse fra de ved Assyrerne bortfårte Joéder. Medens ogsaa andre Reisendes Iagttagelser, hvilke have meddeelt os Efterretninger om hiint Folk, bekræfte Antagelsen af dets nåiere Forbindelse med og Herkomst fra Israeliterne, vil dog Grant ikke blive staaende ved dette almindeligere For- hold imellem de kurdiske Christine og Israeliterne, men paa- staaer, at de udgjorde et særegent Folk, en ublandet Race, hvis Udspring netop er udelukkende at såge fra de bortfårte ti israelitiske Stammer,” hvilke af deres Overvindere blev anviist Bolig i de Egne, som Nestorianerne nu beboe, og hvorfra de … aldrig ere blevne forflyttede som Nation, om endogsaa mange Enkelte og meer eller mindre talrige Hobe af dem kunne navn- lig ved Forfålgelser være blevne bevægede til at såge Opholds- sted videre mod Østen og Syden, i Arabien, Ostindien, China. Omringede af Perser, Tyrker, Kurder, Arabere, Armenier,. Joder og Yezider, have Nestorianerne eller de kurdiske Christine i 141 Bjergegnene skarpt bevaret deres Eiendommelighed,. og, under- ståttede af Landets Beliggenhed, hævdet en Stilling og Uafhæn- gighed, -som ikke ér forundt de Chritsne noget andet Sted i Asien”). | Granis Paastand skal blandt Andre have fundet en Mod- stander i E. Robinson, hvis Rewiew on the Nestorians or the lost tribes, Newyork 1841 jeg ikke har kunnet erholde, men kun kjender efter det Udtog, som Ritter har meddeelt deraf i sin ,,Erdkunde, X, 245 ff.” 'ÆEndeel af Robinsons Bemærkninger angåae de geographiske Bestemmelser, hvilke Grant har gjort gjældende for sin Hypothese.. Han mener saaledes, at Chabor ikke er den Flod, hvilken Grant antager at være meent paa de ovenfor anfårte Steder af det G. T.. Der er nemlig foruden den af Grant betegnede Flod endnu to andre af dette Navn, af hvilke dog den ene (Kisil Osen), som flyder i det caspiske Hav, ikke kommer her i Betragtning, men vel den anden, der ikke (Som Grants Chabor) flyder i Tigris, men, udsprungen i Nærheden af Nisibis, flyder gjennem Mesopotamien ud i Eu- phrat. Denne skal være den bekjendteste i Alderdommen CAPdébac hos Strabo og Procopius, Xæfwpgag hos Ptolemæus). »Ghosan skal være Landet Ghausanitis, nu Chauschan, som "gjennemstråmmes af den sidstnævnte Chabor”"). Robinson mener fremdeles, al ogsaa Judæ Riges Indvaanere bleve bort- forte "lil de samme Egne af Nebucadnezar, og henviser til 2 Kong. 24, 14. 25, 11. Jerem. 52, 10 ff. Ezech, 1, 2. 10, 15. 22. Uden at ville her gaae videre ind paa denne i flere Henseender vanskelige og indviklede Undersøgelse, hvilket vilde " &) Ogsaa Joåderne bemærkede, at Nestorianerne vare ligesaa utilbåielige som de selv .til at indgaae Forbindelse med Fremmede. Grant beraaber sig (S. 189) paa Stocking som Hjemmel for fålgende Beretning: En af de fornemste Årmenianere i en By begjerede en nestoriansk Pige til Hustru for sin Sån; men Biskoppen,” hvis Samtykke man begjerede, afslog det paa det.Bestemteste og erklærede, at han i denne Henseende kun blev det Princip tro, som han i lignende Tilfælde havde fulgt. xx) S, dog Winers Bibl. Real- Wårterbuch, Art. Gosan. 10= 142 blive for trættende, dersom det skulde ;skee paa en tilfredsstil— lende Maade, vil jeg kun tillade mig den Bemærkning, at den staaende Belegnelse for de 10 Stammers Borifårelse til ,,Assy- rien” (2 Kong. 17, 23) og de to andre Stammers Bortfårelse lil ,Babylon” (2 Kong. 24!, 15. 46. 25, 413 slg. 2 Chron. 36, 10. 20), tilligemed den Betragtning, at Nebucadnezar, der an- saae det politisk rigtigt at bortfåre Juda Riges Beboere fra deres Hjem, "dog vel neppe vilde bringe de Bortforte i umid- delbar og derved for Seirherrerne farlig Berérelse med deres tidligere borlfårle Brådre, gjår mig tilbåielig til at tiltræde Grants Mening. i Et andet Punkt, hvorpaa Grant lægger megen Vægt, er, at, medens der ingensomhelst. Efterretning haves om, at de 10 Stammer skulde være blevne forflyttede til et sandet Op- holdssted end det, som blev -dem anviist af Salmanassa, be- sidde vi Vidneshyrd, som lyde meget bestemt paa, at de ikke vendte tilbage, da Cyrus gav samilige bortfårte Jøder (Esr. 1,3) Tilladelse til alter at tage Bolig i deres Hjem i Palæ- stina. Enkelte Mænd — mener Grant — "kunne vel have led- saget deres hjemdragende Stammefæller, men som Nation, som et heelt Folk kan det ikke siges, åt de ti-Stammer vendte tilbage med Jøderne fra det Babyloniske Fangenskab. Omtrent 50,000 benyttede den af Perserkøngen givne Tilladelse, og disse vare ,de, hvilke Nebucadnezar, Kongen af Babylon, havde fort til Babel”, Esr. II, 1. Dengang Esra henved 79 Aar se- nere under Kong Artaxerxes drog fra Babylon til Jerusalem, belåb Antallet af de Jåder, som fulgte med ham, sig ikke fuldt til 2000 Mand, blandt hvilke vare faa af de ti Stammer. Efterat have fortalt om den sidstnævnte persiske Konges Brev, hvorved han underståttede Esræ Foretagende, tilféier Josephus "), åt' Esra sendte Afskrifter af dette Brev, som han lod læse for Jåderne i Babylon, til alle de Jåder, der boede i Medien, hvilke vel ") Antiq. XI, 5. 143 bleve meget glade over Kongens Naade, men dog ikke gjorde nogen udstrakt Brug deraf; ,thi det er kun de to Stammer” — siger den joådiske Historieskriver — ,som nu staae under Ro- mernes Herreddmme, médens de ti andre Stammer ere indtil denne Dag forblevne paa hiin Side af Euphrat”), og have for- meret sig i saa stort Antal, at de ikke kunne tælles”, Et andet Vidnesbyrd. finder Grant i (den yngre) Kong Agrippas Tale hos Josephus de bello Jud. IE 16, hvorved han såger at fraraade sine Landsmænd fra at sætte sig op mod Romerne, og hvori han blandt Andet ytirer: ,Hos hvem vente I at faae Hjælpetropper, da alle Folk i Verden ere Romerne underkastede? Mon Nogen af Eder udstrækker sit Haab hiinsides Euphrat og mener at kunne væbne Stammefællerne i Adiabene? Værer visse paa, at de ikke ubesindigen ville indvikle sig i en saadan Krig, og, om de end modtage saa slet et Raad, vil Pariheren ingenlunde tillade det, ihi han bærer stor Omsorg for al bevare Fred med Romerne og vil ansee det for et Fredsbrud, naar Nogen, som ér ham undergiven, vil drage mod Romerne.” Endelig vidner endnu Kirkefaderen Hieronymus i femle Aar- hundrede, at indtil denne Dag ere de ti Stammer Kongerne af Persien underdanige og ere ikke låste fra deres Exil? (Com- ment. in Hos, tom. VI p. 7), og paa et andet Sted (tom. VI p» 80): ,De ti Stammer beboe indtil denne Dag Byerne og Bjergene i Medien.” — Imod det sidste Vidnesbyrd gjår Ro- binson gjældende, at Hieronymus, som vel nærmest har hentet det fra: Josephus Antiq. XI. 5. 2., er bleven bestyrket i sin Førestilling ved sine jodiske Lærere i Tiberias; thi disse vare tilbdielige til: at tillægge sig selv og deres Skole en høiere Rang fremfor de- med dem rivaliserende Rabbiner hos Jøderne i-Osten, medens. dog — efter R.”s Mening — Sagen forholdt ”) 0 då nås kuds tøv Icpanlitåv xzute ywguv uerve. = — = i då deza gviai migav Uciv Evypgdrov Ens dsvge, uvgrådss &mergor xai dordug yvwcdnvor un dvvduevar. sig saaledes, at i Exilet gik netop den hele Stammeforskjellig- hed tabt, og Hebræernes Eenhed blev restitueret. Hvad Agrip- pas Tale angaaer hos Josephus "de Bello Jud. II, 16, da mener Robinson, at ved ,Brådrene hiinsides Euphrat” sigtes der til det ved den Tid til Jodedommen overtraadte Kongehuus i Adia- bien, Kong Izates, hans Broder Monobazes og deres Moder Helena; thi Josephus selv er ved sit Vidnesbyrd om de ti Stam- mers Forblivende hiinsides Euphrat som ved flere andre - Lei- ligheder i Modsigelse med sig selv, Denne Bebreidelse er og- saa af Andre end Robinson bleven reist mod Josephi Beretning paa det anfårte Sted, Nu er det vel saa, at i 1 Chron. 9, 3 læses der, hvorledes efier Exilet Efterkommere ,af Judas og Benjamins, af Ephraims og Manasses Siåmme- boede i Jeru= salem”. Ligeledes læse vi Esr. VI, 17, at der veddet nye Tempels Indvielse blev offret for alle tolv Stammer. I Luc. 2, 36 finde vi Prophetinden Anna, Phanuels Datter, angivet at være »af Assers Stamme”. Paulus taler Ap: G. 26, 7 om det Haab, som alle Joder nære, idet han bruger Udtrykket sc 7v td dmdsdagpviov nuv... mile; og Jacobus skriver sit Brev til czæic dødsxza pviaic taic év 71 dracomogg Jac. 1,1. Men af alt delte fålger dog kun, at man ikke bår udtrykke sig saa bestemt, som den lærde og ellers saa kritiske Winer gjår, naar han i Arliklen Ewil, Bibl. Reallex. I S. 359 siger: ,Af Tilladelsen til at vende tilbage til Palæstina, som Cyrus med- deelte det hele Folk, gjorde kun Judæer Brug .(Esr. 2: " Nehem. 7. Joseph. Ant, II,5. 2); thi at ogsaa Israeliter have" slut- tet sig til de Tilbagevendende, kan man ikke bevise, om man endog ikke vil lægge ”synderlig Vægt paa 1 Chron. 5, 26 om deres almindelige Forbliven i Ostasien' yyindtil denne Dag” ”. Saaledes har imidlertid Keller ikke Josephus fremstillet Sagen, trods hans Ord: å d& mæe Aadc tåv IcQonltitiv xate ywgQav duerve; thi nogle Linier ovenfor siger han, at mange af Israe- lilerne i Medien fulgte Opfordringen og droge med deres Gods lil Babylon, for at reise med Esra til Jerusalem, Uagtet det 145 nu forsaavidt er mindre. rigtigt udtrykt, forst atsige, at ,,mange” af Israeliterne': sluttede; sig: til de med Esra Boridragende, og dog strax efter at sige: hele Israels. Folk”? blev. tilbage, sees det dog, at Josephi Mening har været den.samme, som ogsaa Grant har fremsat (see ovenfor), at nemlig mange. Individuer af de ti Stammer droge tilbage til Palæstina, skjåndt disse som heelt Folk vedbleve at. beboe det dem engang anviste Land>). 3. Ikke alle Grunde, hvormed Grant har underståttet sin Paa- stand om, at de christne Stammer i Kurdistans Bjergegne ere ublandede Ætlinge af de ti forsvundne israelitiske Stammer, have lige stor Betydning eller overbevisende Kraft %+), Dog, hvorledes det nu end hermed kan forholde sig, er det vist, at de nestorianske Christine, endog aldeles uden Hensyn til den af Grant opstillede Paastand om deres Oprindelse, frembyde en håist interessant Gjenstand for den christelige Betragter. Hvad Grant maaskee noget for udelukkende indskrænker til de nestorianske Bjergboere i Kurdistan: den héle hebraiske Typus og Charac- "leer i Gudstjeneste og Lilurgie, er en Gjenstand for alle de +) Winer (a. St.),. der i Anledning af de forskjellige Hypotheser om, hvor de ti Stammer ere komne hen, med stor Forsigtighed. characteriserer Granis Mening som ,Wweniger abenteuerlich”, giver i fålgende Yttring paa engang Grants Paastånd Medhold, men modificerer den tillige: ,,Die Nach- kommen der 10 Siåmme sind in jenen Låndern nicht vertilgt worden, sondern bildeten wohl den Kern der (durch spåteren Einwanderungen aus Vorderasien vergråsserten) zahlreichen Judencolonien der medisch-baby- lonischen Provinzen.” ++) Ved nogle af hans Meddelelser paatrænger der sig den Mistanke, som er bleven vakt i Anledning af de Forhandlinger, hvilke europæiske Lærde i sin Tid indledede med Samaritanerne i Naplus angaaende disses religidse Forestillinger og navnlig angaaende deres Forestillinger om Messias (s. min Afhandling Samaritanernes messianske Forventninger, i Theol. Tidsskr. 1847, S. 155—230), nemlig at de Spårgsmaal, som bleve forelagde Ved- " kommende, have været vel meget Suggestionsspårgsmaal o:. saadanne, hvorved man udlokkede netop”den Besvarelse, som man ånskede. 146 "de Reisendes Opmærksomhed, som i nyere Tid have besågt de Christne i Osten%). Grant har imidlertid Ret i at. fremhæve netop hos "de ommeldte Stammer saavel hiin Eiendommelighed som de Fortrin, hvorved de åsterlandske Christne overhovedet udmærke sig fremfor den romersk -—katholske Kirkes Tilhæn- gere. Jo mere den sidstnævnte Kirke allerede -i meget lang Tid har béstræbt sig for åt drage Østens Christne over i sit Skjåd, og ja heldigere den har været, ofte ved temmelig hen- synslås Anvendelse åf alle Midler til dette Oiemeds Opnaaelse, desto mere naturligt er det, at kun de ved deres fjerne og af- sluttede Opholdssted mere beskyttede Bjergboere have kunnet bevare deres religiåse og kirkelige Eiendommelighed. mod de Forandringer ”%), som romersk-katholske Missionairer med mére eller mindre Held have bevirket andensteds i disse Egne: Der er al Sandsynlighed før, at Christendommen -allerede i de forste Tider af dens Udbredelse er bleven prædiket ved selve Apostle og Aposteldisciple for Jåderne Osten for Euphrat. ") The first impression that the inquirer into the state of Eastern Christen=- dom, would probably en!ertain, when he came to reflect on the objects of his survey, would be that the services, rites and liturgies of the Orientals were, in their construction, the models of a pure Hebrew type. The form of their edifices- and the aspect, dress, and general appearance of their priests would almost recall the days of the temple worship, and the - stranger who inhaled the odours of the incense, listened to the Chaldean or Syriac tones, and marked the sacrificial bearing of the whole service, might almost imagine himself an assistant at one of the symbolical obla- tions of the Levitical law. Ås his enquiries penetrated still deeper, he would meet with stronger traits of resemblanct.” Fletcher, Notes from Nineveh, I p. 351. xx) Their ignorance of the superstitions of the church of Rome, and their more simple observances and ceremonies may be clearly traced to a pri- mitive form of Christianity received by them before its corruptions. Iso- lated amongst the remote valleys of Kurdistan and cut off from all in- tercourse with other Christian communities, they have preserved, almost im its original purity, their ancient faith. — Corriptions may have crept in, and ignorance may have led to the neglect of doøctrines and ceremonies; but on the whole, it is a matter of wonder, that after the lapse of nearly seventeen centuries, the Chaldæans should be what they are. Layard I, 268. 147 Blandt de mange Jåder og jådiske Proselyter, som vare Vidner til Pintsefestens Under, Ap. G. 2,4 fl., fandtes ogsaa ,Parther og Meder og Elamiter” (V. 9)+). ' Intet var naturligere, end al Jesu Apostle og umiddelbare Disciple forst henvendte 'sig med. Evangeliets Prædiken til ,de . fortabte Faar af Israels Huus”, til dem, ,hvilke Pagten og For- jæltelserne våre givne,” saameget mere, som det jo fårst ved særegné' guddommelige Tilskikkelser blev dem klart, at ,Gud ogsaa havde givet Hedningerne” — uden at antage Jådedom- men — ,Omverndelse til Livet” (Ap.G. 11, 18. 19 slg. 10, 28). Naar allerede Philippus (Ap. G 8, 5 ff.) opsågte Samaritanerne, skulde da ikke andre af Christendommens fårste Forkyndere have tænkt paa Brodrene hiinsides Euphrat og Tigris, i Assy- rien, Parthien og Medien? Dog, vi have ogsaa udtrykkelige Vidnesbyrd fra Kirkefædrene af, at navnlig Thomas skal have prædiket Evangeliet i Parthien og andre Lande i Osten, Matthæus i Medien, Addæus eller Aggæus, en Discipel af Thomas, i Baby- lonien, Assyrien, Persien ete.%%). Jåderne i disse Egne maalte vel endogsaa være mere modtagelige for Evangeliet om Jesus som Messias, end de jerusalemske og palæstinensiske Jåder, hvis trykkende Stilling under det tunge romerske Herredåmme fremfor Alt lod dem rette deres Længsel mod en politisk Frel- ser, " Vi besidde i vor Canon i det Mindste eet Skrift, Jacobi Brev, udtrykkeligen bestemt til ,de tolv Stammer i Adspredelsen”, og det er klart, at Læserne, for hvilke dette Brev blev skrevet, allerede maae have været Christne og have havt kirkelige Indretnin- ger i Lighéd med Menighederne i Pålæslina og andensteds (Jac. +) Nestorianerne håve en Tradition, at Magerne, der droge til Bethlehem, skulle -være- komne fra Urmiah , Medernes Stad, Grant S: 206. .slg: Fletcher, Notes from Nineveh WH, p. 117. The three Magi, who had been miraculously guided to the humblestable of Betlilehem, where they saw and adored the infant saviour, are reckoned hy the Chaldeans among tlieir earliest missionaries; nor does this tradition seem entirely void of probability. %) S, Grant-S. 209 ff., hvor findes de vedkommende Citationer. 148 5, 14 ff.). Af selve Jåderne i Kurdistan hårte «Grant (S. 223) den Forsikkring, at Nestorianerne vare blevne Christne umid- delbart efter Frelserens Dåd. Enkelte Monumenter paapeges endnu, som f. Ex: en Steen i det nordlige Assyrien , opreist til Minde for Apostelen Bartholomæus, eller, efter en anden Beretning hos Syriske Skribenter, opreist af Bartholomæus selv. I Nærheden af Urmiah-Séen findes en Kirke, der er -opkaldt efter Apostelen Thomas, som her skal have standset. sidste Gang for sin Reise til Indien; overhovedet: bevares Thomas til- ligemed hans Discipel Thaddæus i Nestorianernes særdeles håi- agtelsesfulde Erindring. Det er ikke Hensigten med nar Meddelelser at give en Udsigt over de chaldæiske Christnes Historie, hvorunder hører de Christnes Skjæbne langt udenfor Grændserne af den Landstrækning, som her tiltrækker sig vor Opmærksomhed +). Yi ville kun erindre om, hvorledes de Christne i Østerland maatte udstaae haarde Forfålgelser snart af de persiske Konger, snart af de romerske Keisere, i hvis indbyrdes Krige disse Christne ofte bleve mistænkte hos Magthaverne for at tage Modstandernes Parti. Den. christelige Religion udbredtes imidlertid til alle Sider, og fra Chaldæernc. udgik Missioner indtil Tartariet og China, Til den Tid, da Araberne underlagde sig de store Landstræk- ninger i Osten og overalt udbredte. Islams Tro, var den chal- dæiske Kirke en betydelig Magt, som selve Chaliferne respec- terede, og under den Yndest og Beskyttelse, som flere af disse Fyrster viste mange enkelte af dens Tilhængere, hvis. Lærdom og Talent havde ladet dem vinde indflydelsesrige Stillinger, blomstrede de christne Skoler (Edessa, Nisibis, Seleucia) og Kirker. Blandt deres Missioner har ingen naaet saa stor Navn- kundighed som den i Turkistan og Tartariet, hvor den fabel- agtige Præstekonge Johan skal have hersket, hvis Magt eg ”) Føruden mange andre Steder vil man finde udfårlige Remarks on the ec- clesiastical History of the Chaldeans i Fletcher's Notes from Nineveh, Vol. II Ch. VI-—YIIL p. 115—156. 149 Rigdom de orientalske Christine, ligesom for at trodse Occiden- talernes Overmod, fandt lige Interesse i at udsmykke paa den meest phantastiske Maade=).… I det trettende Aarhundrede om- styrtedes Chalifernes Herreddémme ved Mongolerne. Af en Liste over de 25 Metropolitanbiskopper, som stode under Chal- dæernes Patriarch ved den Tid, da Hulaku Khan indtog Bagdad (1258), og som Layard har meddeelt i sit Værk Nineveh and its Remains I, p. 256—57, vil man kunne danne sig en Fore- stilling om Christendommens Udbredelse og den chaldæiske Pa- triarchs Betydning i Asien. Men fra nu af blev den chaldæiske Christenhed indskrænket meer og meer, og ved de blodige For- folgelser af Tamerlan, Islams fanatiske Tilhænger, led den christne Kirke i Chaldæa, Assyrien og Mesopotamien et saadant Nederlag, at der efter A. 1413 næsten ikke omtales Christne udenfor .det bjergige Kurdistans Grændser, Patriarchens Sæde, som fra Bagdad var bleven forflyttet til Mosul, blev atter, for "stårre Sikkerheds Skyld, flyttet til det mere utilgjængelige Ju- lamerik. De faa chaldæiske Christne, som endnu bleve tilbage paa Sletterne, bleve ikke blot udsatte for Musselmændenes raae Voldsomheder, men ogsaa givne til Priis for pavelige Emis- sariers Prøselytiver. Indre Stridigheder mellem de'chaldæiske eller nestorianske Christnes Patriarchfamilier underståttede de romerske Katholikers Planer, og uagtet — som ovenfor er blevet bemær- ket — Foreningen méd Rom førsaavidt: endnu kun har viist sig mere nominel end reel, ;som Folket -endnu stedse bevarer den gamle Liturgie, de gamle Ceremonier, Fester og det gamle Sprog i sine hellige og asketiske Båger, vil det dog blive van- skeligt for disse Christne» at modstaae de Fordringer, som den romerske Kirke efter sit Princip maa- gjåre, og til hvis Iværksættelse det har en Magt til sin Tjeneste, som er den åstlige langt overlegen. Protestantiske Christine kunne ikke andet end betragte den chal- +) S. Neander; Kirchengesch. 5 B. I S. 85 ff, Slg. Gieselers. Bemerkungen uber den Priester Johann i Theol. Stud. u. Krit. 1837, 2 H. 150 dæiske Kirke med saameget stårre Deeltagelse, som de ved at finde denne i Overeensstemmelse med deres egen Kirke finde en ny Bekræftelse for dennes Lighed med og for den romerske Kirkes Afvigelse fra den oprindelige Christenheds Lære og Skikke %). Naturiigviis maa man ikke oversee, at i” Virkelig- heden lader sig ogsaa hos Nestorianerne paapege mangen Overtro og megen Raahéd, som kun lidet svarer til den rene evangeliske Tro; men det Smuds og Ståv, som ved Ulykke og ugunstige Tidsforhold har klæbet sig paa del oprindelige faste og hvide Marmor, lader sig let; kjende og stele: fra dette. Den Troesbekjendelse, som den nestorianske Kirkes Fædre have vedtaget, og som endnu to Gange dagligen oplæses kal- des i deres Båger: ,Den Tro, som blev fastsat af 318 hellige Fædre, der vare forsamlede i Niceæa, en Stad i Bithynien, i Køng Constantin den Frommes Tid, med Hensyn paa Årius, den Vantroe og Forbandede;” — og lyder saaledes: »Vi troe påa een Gud; den almægtige Fader, alle synlige og usynlige Tings Skaber;” »Og påa een Herre Jesus Christus, Gad Son, den Een- baarne, avlet af Faderen får alle Ting, som ikke blev skabt, men er den sande Gud af den sande Gud, af samme Væsen som Faderen; ved hvis Hænder Verden og alle Ting ere skabte; som blev Menneske for vor Skyld og formedelst vor Frelse nedsteg fra Himlen og blev Kjåd ved den Hellige Aand og blev Menneske, undfangen og født af Jomfru. Maria, og led og blev korsfæstet i Pontius Pilatus's Dage, og dåde og blev be- gravet, og som opstod paa den tredie Dag overeenstemmende med Skrifterne og steg op til Himlen og sidder ved sin Faders ”) Allerede Mosheim gav de nestorianske eller chaldæiske Christne det Vid- nesbyrd: Laudi ceterum huic familiæ est, quod omnium Christianorum in Oriente viventium maxime a superstitionibus plurimis, quæ Græcos et Latinos invaserunt, puram 'sese servavit. Institut. Hist, Eccl. Sæc. XVI. Sect. II. PI $ XV. 451 håire Haand, og som skal «komme igjen ;og dåmme Levende og Dådes” i | »Og vi troe paa een Hellig Aand, Sandhedens Aand, som udgaaer fra Faderen, :Aanden, som giver ;Lys;” »Og paa een hellig ;og almindelig Kirke;” "Vi anerkjende een Daab til Syndernes Forladelse og Le- gemels Opstandelse og idet evige Liv>). Man vil see, sat dette just ikke er den Troesformel, som blev.opsat paa Conciligt i Nicea, men man vil-heller ikke finde, at der i dens Indhold er mogen Grund til den Anklage for Hæresie, hvilken den romerske Kirke oplåfter mod Nesto- rianerne eller de chaldæiske Christne, som ikke ville anerkjende Pavens Supremat. Hvad der imidlertid nærmest skulde retfær- diggjåre hiin Beskyldning, er hine Christines Billigelse af Ne— storii Lære om Christi Person, idet de beskyldes for at slatuere ikke blot to Naturer, men to Personer i Christus. Alligevel erklære de sig dog herom paa'en Maade, der, forsaavidt man ællers kan forstaae deres lemmelig forvirrede Raisonnements sover ;denne Gjenstand, synes at antyde, at. de kun bruge Or- dét Person, i samme Belydning som vi Ordet Natur”). . »Allerede i det Foregaaende har der været Anledning til at bemærke, at Nestorianerne vægre sig for at tillægge Jomfru Maria de Titler'og den overdrevne Hylding, som har været en Kilde "til saamange af den romersk- og den græsk — katholske Kirkes overtroiske Meninger -og Skikke. 'Af Billeddyrkelse ere de — hvorpaa deres israelitiske Her- komst ogsaa turde have havt en væsenilig Indflydelse — saa ”) ;Layard 1,262. : Fletcher M 132 f. "%) 5, Mosheim. Instit hist. eccl. IV. Sæc. XVI,-Sect. III. P.I. $ 15. Slg. Layard I, 262. Fletcher I, 150 ff. (slg. 178: "The surviving Nestorians still hold m words the same creed which was promulgated by Bar Sumas and his followers, though it may be doubted, wether they enter into, or comprehend its subtilties.. But the whole: of both clergy and laity are so-deeply immersed in ignorance, that.theysare scarcely capable of defen- ding or. explaining their docgtrines.) EM store Fjender, at, naar een eller anden papistisk Missionair har foræret en Nestorianer et Crucifix, har man seet denne afrive Christusfiguren og kaste den bort, medens han ærefrygtsfuld trykkede Korset. til sine Læber”). Korset og dets Betegnelse betragtes med saameget stårre Ærefrygt og Hengivenhed, som det tjener disse blandt saa mange Vantroe og Fiender adspredte Christne til Broderskabs Symbol. De forkaste Transsubstantia- tionslæren, men, dersom man kan slutte fra nogle af deres ældre Skribenter, som have -omhandlet denne Gjenstand, antage de en virkelig Tilstedeværelse af Christi Legeme og Blod i Nadveren. Baade Brådet og Vinen uddeles ved Nadverens. Forvalt- ning, og Personer af enhver Alder tage Deel i dette Sa- ”crament. Utydelig og ubestemt er deres Lære om Sacramenternes Tal og Natur. Syotallet har vedligeholdt sig fra meget gammel Tid indtil denne Dag; men hvilke de syv Sacramenter ere, sy- nes Ingen at have noget bestemt Begreb om, end ikke Pa- triarchen og Geistlige, som bleve spurgte derom af de Reisende. Confirmation findes saa nåie forbunden med Daaben, at den synes at udgjåre en væsentlig Deel af denne. Hemmeligt Skrifte- maal blev eengang holdt for et Sacrament, men er nu kommet af Brug, hvor ikke Underkastelsen under Paven alter har ind- fort det. - Ogsaa er det tvivlsomt, om Ægteskabet betragtes som et Sacrament. Ikke mindre end 62 Slægtskabs-Grader opregnes . hos Ebed Jesus som Hindring for at indgaae Ægteskab. Dog ere nu disse Bestemmelser meget mindre strængt overholdte. Patriarchen kan udtale Skilsmissedom "mellem Ægtefolk og er den eneste Dommer over Grundenes Tilstrækkelighed. Ordinationen er et Sacrament. De have tre Klasser Geist- lige: Biskopper, Præster, Diaconer med Over- og Underafde- linger (Patriarch=), Metropolitan — Archidiaconus: —. Subdia- +) Fletcher, Notes from Nineveh I p. 353. ") Titelen Patriarch blev først antaget af Nestorianernes Katholikos, da de låsreve sig fra den antiochenske Stol efter Conciliet i Ephesus 431. MB conus og Oplæser eller Sanger). Den "tidlige Alder, som er indråmmet til Ordination, har altid været en Bebreidelse, der er gjort den chaldæiske Kirke, og hvorved den baade fjerner sig fra alle andre Kirker og fra sine egne Statuter. De Geistlige af lavere Grader, Archidiaconus deri medregnet, have Tilladelse at være gifte; i'tidligere Dage var denne Tilladelse ogsaa ud- strakt til Biskopperne ja endog til Patriarchen. Den nestorianske Patriarch bliver valgt af een Familie, og denne Arvelighed i Præstedommet frembyder saaledes atter Lighed. med de gamle Israeliters Institutioner. Moderen til det Barn, der er bestemt til den nestorianske Kirkes Overhoved, "maa nogle Maaneder får dets Fådsel afholde sig fra Kjodspise og al animalsk Fåde. Patriarchen selv nyder aldrig Kjåd. Ve- getabilier og Melk udgjåre hans Næring. Han bærer altid Navnet Shimon (Shamon) eller Simon, medens hans Rival, Pa- triarchen for de Pavens Overherreddmme anerkjendende Ne— storianer eller Chaldæer, altid antager Navnet Jussuf eller Joseph. De Geistliges Indkomster ere meget ringe; men de ere af- holdte og ærede af deres Menighed, som fortroe sig til dem baade i aandelige og verdslige Anliggender. De nestorianske Munke fåre et strængt tarveligt Liv, ere tildeels meget uvidende, men fromme og arbeidsomme%), Omstændighedernes Magt og de muhamedanske Herskeres Charakteer har indfårt mange! Forandringer i de åstlige Christ- nés og derfor ligeledes i Nestorianernes huslige Liv. Saaledes har den Behandling, som Qvindekjånnet almindeligen er under- 4) »Under min hyppige Omgang med dem — siger Fletcher I, 355 — har jeg aldrig kjendt nogen af dem, som var en Hykler eller hengiven til Udsvæ- velser iSmug, to Træk, som ellers antages uadskillelige fra Munkevæsenet. Jeg har ofte seet disse Mænd tage til Takke med en Fåde, som den rin- geste engelske Arbeider ikke vilde råre. Jeg har hårt dem istemme Lov- sange til Gud paa Tider, hvor engelske Sognepræster og Vicarer laae i dyb Såvn eller vendte hjem fra Besåg, og jeg har seet dem grave i deres smaae Hauger, såa åt Sveden stråmmede ned ad dem.” -— 154 kastet i Orienten, ogsaa yttret sin Indflydelse hos de Sidst- nævnte: Qvinderne, skjondt ikke i den Grad underkastede Mæn- denes despotiske Luner som deres muhamedanske Såsire,: nyde dog langt fra nogen omhyggeligere Opdragelse. - Faa .af dem skunne læse, og ere saaledes beråvede en Leilighed ttl Dan= nelse, der har staaet "Mændene aaben og været af stor ;Betyd- ning, da den dstlige Kirke ikke kjender det romerske Forbud, som lukker den hellige Skrift for Lægfolk. De kurdiske og muhamedanske .Stammers fjendtlige Angreb , Udelukkelsen fra Samqvem med mere dannede og oplyste Christne, Fattigdom og andre ugunstige Forhold have i mange Henseender bidraget: til at fortrykke og forvilde de nestorianske Christine. … Hensyn hertil, i Forening med .det .Onske, at sætte Grændse for. de pa- velige Emissairers Indflydelse, bevægede det protestantiske Mis- sionsselskab i Newyork til at henvende sin. Opmærksomhed paa disse Egne. Det. forhen omtalede, Seminarium i Urmiah udfol- "dede ogsaa i nogle Aar en Virksomhed, som skal have været til stor Velsignelse, og, som vi have hårt af Grants Beretning, udstrakte sig ogsaa .til Nestorianerne i Bjergegnene. De Mænd, som overtoge denne Gjerning, vare i Almindelighed agtede før deres Fromhed, Redelighed og forstandige Tænkemaade "og, medens. de i deres Skoler nnderviste og opdrøge Ungdommen, sågte de ved Udbredelsen af Bibelen og nyttige Skrifter, ved Anlæggelse af el Bogtrykkeri og. ved lignende .Anstalter at virke til Oplivelse og Udbredelse . af evangelisk Christendom x). Men kun kort Tid .forundtes det at fortsætte saa menneskekjær- lige og christelige Bestræbelser, .da pludselig, som om Mørkeis Fyrste havde opbudt alle Havesygens, Fanatismens, Grusomhedens værste Aander til .at forstyrre den Fare, der truede hans Magt, x) The American missionaries were most zealous and worthy,men;…and had their. plans.succeeded, I have little doubt that the would, have, conferred signal benefits on the Nestorian Chaldæans. . Layard.1; 179. .The Ame- rican Missionaries have generally proved themselves men whom every one must respect for their sincerity and piety. ,Fletcher I, 363. k we et uventet Slag bragte den stårste Jammer og Elendighed over: det chrisine Folk, hvis Vel havde været Gjenstanden for dets protestantiske Brådres opoffrende Omsorg, og tilintet- gjorde Virkningen af et Forsåg, der" havde lovet meget — glædelige Frugter. Å. I Begyndelsen af Juni 1843 udbredte sig Rygter af ilde- varslende Natur fra Tiyaris- Nestorianernes Gebeet og naaede Mosul. Forskjellige Flygtninge, som havde undsluppet Kur- dernes morderiske Angreb, berettede, hvorledes deres Land var bleven en Skueplads for Vold og Blodbad. Tidenderne forvær- redes dagligen, og der hårtes endelig, at Patriarchen selv med en Mængde Geistlige og Andre af hans Hjord, var paa Veien til Mosul, i den Hensigt, at stille sig under de europæiske Consulers Beskyttelse og anraabe den brittiske og franske Re- gjerings Intercession hos den Osmanniske Port +). Nordvest for Mosul i Byen Jezirah havde Beyen Beder Khan grundet sig en ikke ringe Magt og Anseelse, saa at han kun af Navn erkjendte Paschaen af Ærzerum som Overherre. Han. beskrives som en Mand ikke uden Talenter, men af endnu stårre Ærgjerrighed og Herskesyge, en Slags orientalsk Crom- well, der ved sin fanatiske Iver for Koranen og sit glådende Had til de Christne havde vundet Indflydelse hos bigotte Kurder og deres Mollaher, ved hvis Smigrerier det Haab blev næret hos ham, at oprette et aldeles uafhængigt kurdisk Kongerige. De christne Stammer i Bjergegnene vare ham imidlertid ikke ) Saaledes Eugene Flandin i hans Artikel Voyage Archéologigue å Ninive % Revue des deux mondes 1845 Jan. p. 1094. Fletcher i sine Notes from Niniveh, Il, 322 omtaler kun Englænderne og deres Vice-Consul som dem, til hvilke Nestorianerne henvendte sig og fik Hjælp. Men efter Flandins Beretning var det gjennem den franske Consul Botta og Ministeren Guizot, at der blev skjænket de Ulykkelige den fårste virksomme Hjælp. 11 156 mindre en Hindring for dette Onskes Opnaaelse, end 'deres Eiendom vare en Gjenstand for hans og andre kurdiske Håv- dingers Havesyge og Misundelse. Beder Khan udsågte den ovenomtalede Emir af Hakkari, Nurlah Bey, til sin Allierede, der deelte det samme onde Sindelag mod de christne Nesto- rianer; og Rygtet sagde, at Paschaen af Mosul, imod Låfte om at dele Byttet, ligesaalidt var uvidende om de lo kurdiske Håv- dingers Planer, som hans Broder, Paschaen af Ærzerum, der dog senere nægtede at have nogen Deel deri. Efterat. have aftalet. deres. Operationsplan, faldt det Beder. Khan og Nurlah Bey ikke vanskeligt at finde et Paaskud i een af de hyppige Stridigheder mellem Kurderne øg Nestørianerne, til uformodent.- lig, under Paaberaabelse af en Ordre fra Paschaen i. Ærzerum, at overfalde Nestorianerne. fra forskjellige Sider paa. eengang, og, da disse netop til hiin Tid ikke vare forberedte påa nogen egenilig Krig, bleve de et let Bytte for Fienderne, hvilke. kun ophidsedes end mere ved den tappre Modstand, som enkelte Mænd og adspredte Hobe stillede imod Røverne. Med en Gru- somhed, som selv i Orienten vakte Forfærdelse, forfulgtes og myrdedes de ulykkelige Nestorianer i hundrede og tusendeviis. Layard (1,.173) angiver Tallet paa de dræbte Beboere i Tiyaris Districtet. til 40,000. Qvinder og Bårn slæbtes bort som Slaver eller .myrdedes og ;mishandledes påa den meest oprårende Maade. En Mængde enkelte Træk af. den. Grusomhed og Tro- låshed, hvormed denne Krig blev fort. fra Kurdernes Side, til hvilke den Tapperhed og Standhaftighed dannede en glimrende Modsætning, som blev viist af enkelte Mænd. og Qvinder blandt Nestorianerne, vil man kunne læse -adspredte hos de ovenfor omtalede Skribenter; og disses Taushed om Afskyeligheder, hvorom de kom til Kundskab, vækker endnu, stårre Rædsel, end hvad de fortælle”). Dersom Forsvaret var blevet ledet med +) There are circumstances connected with the massacre of the Nestorians most painful to contemplate, and which I willingly forbear tø dwell upon. Layard I, 179. 157 Eenhed og Forstand, vilde de modige og haardfére Bjergboere dog neppe være blevne nådte til at vige for Overmagten; men en Fører manglede. Patriarchen Mar Shimon havde ikke Talent nok til en afgive en saadan, og de nestorianske: Maleks: vare som sædvanligen Håovdinger for Bjergstammer just ikke: tilboie= lige til at underordne sig nogen enkelt af deres Lige. " Overalt tændte Fjenderne Landsbyerne” i Brand, 'ådelagde Hauger og Viingaarde, nedbråde, vanhelligede og forstyrrede Kirkerne. Med en liden trofast Hob, som ikke vilde forlade ham, flygtede Pa- triarchen fra eet Sted til ét andet, indtil han endelig naaede Mosul, ledsaget blandt Andre af den' ovenfor omtalede; Præst Abraham og to af sine Brédre, Mar Shimons' Moder og; een af hans Brådre faldt derimod i Kurdernes Hænder, som »med. det vildeste og afskyeligste Barbari behandlede deres Fanger, tilsidst huggede den gamle Kones Legeme i fire Siykker og kastede det i Zabfloden”). Efterat Patriarchen: havde. forladt Tiyarisdi- strictet, var Tegnet givet til en almindelig Flugt fra Bjergene ned til Sletterne. "Snart. var hele. Omegnen, ved Mosul. fyldt af Mænd, Qvinder og Born, bedækkede med 'Saar, «udmattede af Hunger og Træthed. De Christne i Mosul sågte at lindre de Ulykkeliges 'Skjæbne, saa godt de: formaaede,… modtog. dem i deres. Huse, fodte og klædte mange af dem; navnlig røses”den engelske Vice-Consul M. Rassam, og Dr. Grant for deres men- neskekjærlige Iver. Den Sidste blev selv eet af Offrene. for Nurallahs og hans Bundsforvandtes Skjændselsdaad. Der udbråd nemlig som en Folge af Flygtningernes Lidelser og Mangel paa de forste Fornédenheder en smitsom "Sygdom iblandt dem; Grant blev under sin Omsorg for.de Ulykkelige selv angreben af denne Typhusfeber, som endte hans Liv i Aaret 1844+). ”) Fletcher I, 329. ") 'S. Layard I, 179 siger, at han. overhovedet altid hårte de, americanske Missionairer, men fornemmelig Dr, Grant omtalt, af Tiyraris-Nestorianerne i Udtryk af den dybeste Hoiagielse, som næsten gik til Tilbedelse. i Y fe 158 Ved denne Tid var det, at den franske Consul Botia havde begyndt Udgravningerne ved Khorsabad, til hvis Fortsættelse der nu tilbåd sig en Mængde Arbeidere, som vare glade over her at kunne have Udsigt.til dog at erhverve deres Underhold- ning, indtil der mulig kunde vise sig Haab om at vende tilbage til det Hjem, hvorfra de vare blevne fordrevne, og hvor deres Boliger" og Eiendom vare blevne dem beråvede. Boita og senere Layard vare atter paa deres Side meget tilfredse ved i disse Bjergboere at vinde Arbeidere, hvis Styrke og Udholden- hed i Forbindelse med deres Ædruelighed og Lærvillighed gav dem et stort Foririn fremfor Arabere og Andre, af hvis Tje- neste de ellers maatte gjåre Brug, og som ingenlunde alltid afgave de dueligste Subjecter netop ved et Foretagende, som det, hvorom der her handledes.”) %) E. Flandin, Voyage archéologique å Ninive, Rev. d. d. m. 1845. p. 1095. »Lorsque. j'arriyai å Mosul j'y trouvai les débris des familles nestoriennes pleurant leurs miséres et la perte de leurs plus braves enfans. Les aumånes suffisaient å peine å leur existence et tous, påtres et laboureurs, ne trouvaient pas å employer leurs bras dans une ville peuplée de mar- chands et de soldats. Résignés, sans étre ébranlés dans leur foi, malgré les douleurs dont Dieu avait permis qwils fussent accablés, ils attendaient qwil plåt å la Sublime Porte de décider de leur sorte. Leur rendre justice et chatier leurs ennemis ett été contraire aux principes du Koran, et d'ailleurs leurs féroces adversaires s'étaient toujours rendus assez redoutables aux paschas pour que le gouvernement turc »'osåt pas leur demander compte d'une agression injuste, ni méme de massaeres qui revoltajeut ”humanité. Reduits å gemir, les Tiaris attendaient, sans prévoir quelle fin auraient leurs maux, quand le besoin, ou nous étions de bras laborieux, nous fit songer å eux, Robustes, aussi sobres que dociles, ces montagnards nous promettaient une pepiniére d”ouvriers infatigables.. Nous en primes un grand nombre, et soulageåmes d”autant leurs familles qui eurent aussi de plus grosses parts dans les charités que leur faisaient les consuls et les Mossoulis.” etc, Slg. Layard 1,329: ,,The Arabs were selected to remove the earth — they were enable to dig; this part of the labour required stronger and more active men; and I chose for it about fiftig Nestorian Chaldæans, who had sought work for the winter in Mosul, and many of whom, having already been employed, had acquired some experience in excavating. They went to Nimroud with their wives and families” etc. Sig. ogsaa de interessante Træk, som Layard fremstiller i Skildringen af Arabernes og Nestorianernes Forhold til deres Familier, $. 359 ff. 159 Endelig lykkedes. det dog den engelske. Gesandt i Con- stantinopel Sir' Stratford Canning at bevæge den Ottomanniske Port til at skjænke det afskyelige Overfald paa Nestorianerne sin Opmærksomhed. Beder Khan var just ikke Gjenstand for nogen særdeles Yndest i Stambul, og Muhamed Pascha i Mosul havde ved sine Udsugelser vakt saa mange Klager, at man tænkte paa at gjåre Sultanen deelagtig i hans fyldte Skatkamre. Imidlertid er det ikke Tyrkernes Natur at forhaste sig. Fårst langt om længe blev da endelig en Commission, hvori den engelske Vice-Consul fik Plads, sendt til at undersoge Sammen- hængen med de i Kurdistan forefaldne Begivenheder. Paschaen af Mosul blev ved Dåden unddragen den paatænkte Undersågelse ; hans Skatte tilkjendtes den tyrkiske Regjering, og hans Familte fik Ordre at drage til Constantinopel, hvor der udsattes en ringe Pension til dens Underholdning.”) -» Hvorledes Forhand- lingerne i den fårste Tid bleve fårte med Beder. Khan og de andre Kurdiske Håvdinger, derom meddeles ikke noget Noiere ide ovennævnte Reisendes Beretninger. Kun maa man slutte sig til, at Roverne bleve nådte til at låsgive endeel af Fangerne, ved hvilken Leilighed atter M. Rassam indlagde sig Fortjeneste af Nestorianerne. i I Selskab med denne Mand og nogle andre Ledsagere var det, at Layard i Slutningen af August og Begyndelsen af Sep- tember 1846 foretog sit Besåg ind i Bjergegnene, hvilket han har beskrevet i Sjette og Syvende Capitel af sit Værk Nineveh and its Remains. Man læser denne Beskrivelse, der er udfårt med en sand Mesterhaand, som en Slags moderne Odyssee, hvis idylliske Scener vexle med Skildringer af det Kurdiske Råvertog, som gjore et endnu dybere Indtryk end Rædslerne i Kyklopens Hule. Vi ville kun opholde os ved Enkeltheder, som staae i een eller anden Forbindelse med hvad der ovenfor i denne Artikel er blevet meddeelt. | x) Fletcher, 1, 337 ff. 160 I Landsbyen Kaloni eller Kalezoni. blev, Layard | modtagen med: stor Gjesifrihed ;og glædede sig over den: Velstand. og Reenlighed, - der udmærkede dens' Beboere, hvilke hørte) til.en Stamme, som havde været lykkelig nok til at undgaae…de Pla» gerier og Udsugelser af Tyrkerne, for hvilke de: christne, Be- boere af Slelterne nærmest. Mosul: havde været udsatte. Folket i Bebozi hørte til de: chaldæiske. Christine, somi vare blevne underlagte Paven og som hvis Conversion. vi idet Foregaaende (CS: 118) have meddeelt Layards Beretning. | Under sit Ophold her hørte Layard,.der anstillede sig som om han sov, en ivrig Disput blive fort. mellem en nestoriansk Christen "blandt. sine Ledsagere, som i længere Tid havde opholdt 'sig hos Patriarchen i Julamerik, og nogle af de til den romerske Kirke - over=- traadte "Christne. — Efterat: Fordelene ved at erkjende "Pavens Supremat vare blevne debatterede, tog Striden meer og meer saa heftig en Vending, at den- ommeldte Nestorianer udbråd: »Paven kan være saa nyttig han vil, men hvåd. mig sangaaer, vil jeg ikke byite ham for mit Asen!”?” — en Forhaanelse, der truede med Udbrud af Fjendtligheder, som tvang -Layard til at lægge sig mellem de Stridende og at tåge Afsked. Reisen gik i Begyndelsen gjennem de samme Byer, som ovenfor ere beskrevne i Anledning af Grants: Besøg hos de nestorianske Bjergboøere. Jo dybere Layard kom ind i Tiyaris Distrietet, desto flere og sårgeligere Spor viste der sig af Kurdernes Udaad: faa Indvaanere vare blevne tilbage i -de «enkelte ; Hyiter,; som vare blevne staaende, og, trods Spor af Landets Frugtbarhed, saae man dog overalt Fattigdom, paa Grund af den foregaaende Forstyrrelse. Paa Veien modtog Layard Besåg af Abdul Sun- . nitbey, der havde deeltaget i Beder -Khans Forfålgelse mod de christne Bjerghoere; og, underståttet af sine Anbefalingsskrivelser fra de tyrkiske Autoriteter i Mosul, kunde'Layard' vove ;at gjøre ham Bebreidelser, fordi han ikke havde tidligere indfundet sig lil at hilse paa ham. ,Thi for en Kurde” — siger han — »er man kun sikker, saalænge man kan holde ham i Troen, at han 464 har »sin Overmand; eller. ,sin Lige for sig”. — 1 Asheeta bleve Layard. og. Rassam" modtagne med; stor Jubel: Mænd, Qvinder og Born. omringede dem, kyssede og omfavnede, dem, i laknem- melig Henrykkelse over den Hjælp, de, havde ydet, de nesto- rianske Flygtninge i Mosul; Layard. traf her. flere, af sine for- . rige Arbeidere, søm lod: bringe Frugter og Spiseyarer. lil de ankomne, Gjæster,under hvis Ophold tø nestorianske Præster traadte, ind i Huset; ved disses Ankomst reiste hele Forsamlingen sig, låftede Turbaner og;'Huer ærbådigen fra Hovedet og kys- sede; de: Geisiliges Hænder. Ivrigen, forespurgte Alle sig. om Mar Shimon, Patriarchen. Layard fremtog et Brev fra denne, som Præsterne fårst:kyssede ;og lagde paa. deres Pande; derefter gik det. rundt: til de fornemste Mænd under samme Ceremonie, Endelig. blev det forelæst høit. ved een af Præsterne, hvorpaa alle de Nærværende udbråde i håiråstede Raab, for Patriarchens Velgaaende og fornyede …Velkomsihilsener til de Fremmede, Man, erfarede her, at.Beder Khan stod i Begreb med at ville gjåre,;et;nyt Angreb, som ,dennegang skulde .gjælde Tkhoma- districtet.… Alligevel fortsatte Layard sin Vei, hvor han ideligen stådte. paa. Ruiner, afhuggede Træer, afskaarne og udtårrede Vandlåb,':som forhen havde -vædet Hauger, hvilke nu vare for— styrrrede; han beundrede de Spor af Flid og Industrie, . som endnu havde bevaret sig midi i Odelæggelsen, ligesom han ogsaa traf Beboerne atter i Begreb: med at bebygge og dyrke Landet. Dog. var. Fattigdommen . og Mangelen saa stor, at de maatte hjælpe.sig med Byg og-kun paa Helligdage nåde noget bedre Bréd med Smør. . Qyinderne vare virksomme baade i og udenfor Husene; ligeledes saae man Præsterne tage Deel i det fælles: Arbeide. Ved. Kirkerne, som man alter var i Begreb med. at .opfåre,; fandt Layard stundom Indgangen saa lav, at man. næsten. maatte krybe ind. paa. Hug —. en Forholdsregel, som .sigter til. at. forhindre Musselmændene fra at fore deres Heste og Lastdyr ind og opstalde dem der. Båger og Skrifter som tilhårte Kirkerne, vare, forsaavidt de ikke vare blevne 162 skjulte paa sikkre Steder i Overfaldets Tid, sånderrevne "og adspredte ligesom Kirkens Prydelser. I Zaweetha, hvor de - Reisendes Ankomst blev ventet, modtoges de af unge Piger, som bare Frugter ud til dem i Kurve, under Anfårsel af en ung Pige, der havde fundet Beskyttelse i Rassams Huus; de kappedes om at omringe og kysse deres Velgjårer paa begge Kinder, medens Håiagtelse for hans Ledsager, den fornemmere Reisende, ikke tillod dem at skjænke denne en saa fyrig Be- vidnelse af deres Glæde.”). De fandt ogsaa her to af de faa lærde nestorianske Præster, af hvilke- den ene, Kasha Kana, med sædvanlig Ceremonie forelæste Patriarchens Brev. Patri- archen blev anseet som en Slags Fange i Mosul, og hans Til- bagekomst imådeseet med stor Længsel af hans Hjord, der, selv hvor de nedrevne og forstyrrede Kirker atter vare blevne op- byggede, ikke vilde benytte disse, fårend de vare blevne ind- viede paany af Patriarchen. Kasha Kana, som befandt sig paa en Rundreise omkring i Byerne, førte” adskillige Haandskrifter med sig, hvoriblandt eet Værk i to Bind, som han skattede sær- deles høit og hvoraf han oplæste endeel af Indledningen, som " handlede om Sprogenes Philosophie. og Natur. Denne Geistlige havde et saare ærværdigt Udseende;%%) hans hvide' Skjæg faldt langt ned paa Brystet, men hans Klæder vare i saa daarlig Tilstand, at Layard gav ham nogle Tårklæder, hvoraf Kasha Kana dog kun anvendte endeel til sin egen Persons, de andre bestemte han til Kirkens Prydelse. Kashaen blev betragtet som Folkets Læge, Philosoph, Viismand, og behandlet med stor Hoiagtelse. Paa Veien gjennem Landsbyen forlode Qvinderne deres Dårtærskel og Bårnene deres Lege, for at ile hen og kysse håns Haand. Under Reisens Fortsættelse viste man Layard snart disse, snart hine udhængende Klippestykker og andre vanskelig tilgængelige Steder, hvor ulykkelige Nestorianere havde laget deres Tilflugt, men hvor de kun vare blevne Offre for - +) Layard 1, 183. "”) Ogsaa Ainsworth omtaler Kasha Kana paa samme Maade. 163 deres Mordéres endnu grusommere Mishandlinger og Slagteri. Jo længere de kom mod Østen, desto mere var Beder Khans forventede Angreb paa Tkhoma Gjenstanden for den almindelige Omtale... Man beregnede, hvorvidt det vilde være muligt for den truede Stamme at gjøre Modstand." Folket i Tkhoma var i sin Tid blevet nødt til at drage mod Kurderne, da Nur- lan Bey og Beder Khan overfaldt Tiyariserne; men man vidste, at de vare blevne tvungne dertil og yttrede sig derfor vom, at; man maatte tilgive dem, da Håkkarihåvdin- gens Grusomhed. ikke havde tilladt dem at unddrage sig. I Tkhoma viste den stårre Velstand i Bolig og Klæder, at Ind- vaanerne hidtil havde undgaaet Kurdernes "Plyndringer. Men nu frygtede de den Skjæbne, som de forudsaae: Alle vare sysselsatte, Mændene med at berede Krudt og Vaaben, Qvin- derne med at nedgrave hvad Kostbart, de havde, paa sikkre Steder, T Kirken samlede Præsterne Båger og de hellige Kar for at skjule dem i Bjergene. Blandt Manuskripterne saae Layard mange gamle Ritualer, Bonneformularer og Oversæt- telser af bibelske Boger. Om Såndagen overværede Layard Gudstjenesten. De to Præster fungerede i Embedsdragt. Cere- monierne- vare faa og simple. En Deel af Skriften blev fore- læst og fortolket af Kasha Hormuzd i Bjergboernes Dialect+), — den anden Præst sang Bånnerne, medens Forsamlingen knæ- lede eller stod op og deeltog i Antiphonierne. Menighedens Medlemmer brugte: Korsets Tegn, naar de kom ind, og bukkede sig, naar Jesu Navn forekom i Bønnerne. Sacramentet blev uddeelt til alle Nærværende — Mænd, Qvinder og Bårn deel- toge baade i Vinens og Brådets'Nydelse. Efter Gudstjenestens Slutning omfavnede de, efter den ældste christne Kirkes Skik, hinanden som Tegn paa Kjærlighed og Enighed og forlode Kir- ken. Layard fandt denne Gudstjeneste i stor Contrast med alle de meningslåse og tildeels forargelige Ceremonier, som bruges ”) — Few understanding the Chaldæan of the book, — tilfåier Layard I, 201. 164 me mm re af de; papistiske Chaldæér paa Sletten, ligesom de billedlåse Kirkevægge dannede en Modsætning til: de hæslige og vanzi- rende Billeder, som fylde Kirkerne i Mosul. 1 Indgangen til Kirken fandt de den gamle og forvoxede Nonne, hvorom vi oven- for have talet (S. 123 Anm:): Hendes Seng stod i en Krog af Bygningen nær et Ildsted, hvor hun kogte sin Mad. Hun spurgte under megen Graad efter Mar Shimon og kastede sig om Rassams Hals, da hun hårte, vat han havde levet med ham. I Tkhoma Gowaia fandtes en stor Forsamling af den hele Stamme; som raadslog om Forsvaret mod: Beder Khans forventede Angreb. Selv nogle Kurder, som boede der i Landsbyen viste Sympa- ihie for de Christne 'og' tilbåd deres Arme til Forsvar. Efter en lang Debat enedes man om at sende en Deputation. til Pa- schaen af Mosul, hvortil valgtes to Præster, to Personer af Ma- lekens Familie og to af de fornemste Indvaanere. En af deres Præster opsatte et Brev, som Deputationen skulde fåre med, og hvori Nestorianerne bevidnede, sat de vare Sultanens iroe Un- dersaaiter og varerede til: at betale en Pengesum, eller under- kaste 'sig hvilken: anden Bestemmelse Paschaen vilde. fordre. Til samme Tid traf man alle Anstalter til at sætte Dalen i For- svarstilstand mod det fjendtlige Angreb. "I Tkhoma— Distriktet vare fem nestorianske, fire kurdiske Landsbyer. Fra Tkhoma drog Layard til Districtet Bat, hvis Indvaanere, skjondt i læn- gere Tid forskaanede for Hakkari-Håvdingens Angreb, til hvem de betalte en aarlig Sum ; dog frygtede for,' at |Anfaldet paa Tkhoma ogsaa skulde udstrækkes til dem. Deres Haab var imidlertid, at Nurlah Bey, hvis Undersaatter "de nu! erklærede sig al være, skulde paa Grund af sit "Venskab med Beder Khan holde denne tilbage. Layard lagde atter Tilbagereisen gjennem Tiyarisdistriclet. "I Dalen mellem Berwari og Asheeta'stådte' de Reisende paa nestorianske Christne, som kom fra Mosul, og til sin Overra= skelse fandt Layard iblandt disse Præsten Abraham (Kasha Oraso, Corruption af Auraham., Abraham), der under Mar 165 Shimons: Exil. havde tjent denne som. Secretaåir.… Tre Aar vare nu næsten. førlåbne., siden - Abraham havde: maattet forlade sit Fødested. "Han var nu imod sine Venners Raad dragen tilbage med sin Hustru. og -Sén til Tiyaris.… Faa Dage efter. Layards Sammentræf; med, denne ærværdige Geistlige: drog allerede Beder Khans Horder ned til: Asheeta og, fornyede.de Scener af. Vold og Blodsudgydelse, hvortil Abraham tidligere havde været; Vidne; han dåde af Søorg' over sine Troesfællers ulykkelige. Skjæbne. Vi ville forbigaae den åvrige Deel af Layards Beskrivelse over sin Reise i disse Egne og kun meddele Fålgende om Tkho- mas Skjæbne. Faa Dage efter Layards Hjemkomst til, Mosul drog Beder. Khan, ,trods Tahyar Paschas Forsåg paa at hindre nye Ulykker, gjennem Tiyaris-Bjergene, hvor hån paa ny plyn- drede og råvede. Indvaanerne i ÆXkhoma, opflammede af deres Maleks, gjorde nogen' Modstand, men bleve overvældede af Fjen- dernes Mængde. Atter paafulgte de rædsomste Scener. Qvinder og Born bleve bragte for Håvdingen, som lod dem myrde med koldt Blod. Landsbyer og Hauger bleve ådelagte, Kirkerne nedrevne. Næsten Halvdelen af Befolkningen blev et Offer for Kurderhåvdingens. fanatiske Raseri. Endelig udsendie Porien en Expedition. under Osman Pa- scha, der ogsaa i to Træfninger slog Beder Khan, saa at han maatte flygte til et Bjergfort. Han vilde have været fortabt, dersom ikke Osman Pascha havde ladet sig bevæge tif at slutte en Ca- pitulation med ham, hvorved han rigtignok maatte forlade Kur- distan, men. fik Lov at beholde, sin Eiendom og at tage sin Fa- milie og sine Tilhængere med sig. Uagtet den tyrkiske Regje- ring havde: Osman Pascha mistænkt for at have afsluttet et saa- dant Forlig af egennyltige Grunde, opfyldte den dog de af ham .indgaaede Forpligtelser. mod Rebellen. Beder Khan. blev bragt til Constantinopel og derefter sendt til Oen Candia — en Straf, som ikke stod i noget Forhold til hans utallige Misgjerninger. Efterat: Beder Khan var dragen bort fra Tkhoma, vendte nogle faa Indvaanere af de &delagde Landsbyer tilbage. Men (COM Nurlah Bey, som troede, at de vidste Besked om skjult Gods, overfaldt dem pludselig og sågte ved Pinsler at faae de Ulyk- kelige til at bekjende, hvad han onskede. Nogle Faa, som und- kom, tog Flugten til Persien. — ,Saaledes blev dette blom=- strende District ådelagt”, slutter Layard sin Beretning, ,0g det vil vare længe, inden dets landlige Boliger atter reise sig fra deres Ruiner, og Frugterne af udholdende Arbeide igjen klæde Siderne af dets Dale.” Det er vemodige og sorgfulde Fålelser, det er alvorlige og tungsindige Betragtninger, -som næsten altid fremkaldes, naar vort Blik rettes mod hvad der tildrager sig i hine Østens sol=” beskinnede Egne, hvilke Forsynet smykkede med saamange Naturfortrin, medens de ved Menneskenes Skyld ere det ene Aarhundrede efter det andet blevne til Skueplads for Vold, Uretfærdighed og Undertrykkelse. Og neppe oplives Modet ved eet eller andet Phænomen, hvortil Menneskevennen knytter Haabet om muligen engang igjen at see det Lys og den Her- lighed, som i Oldtiden omstraalede Asien, fortrænge For- virringens og Vankundighedens Mårke, som i saa lang Tid har hvilet over Fleertallet af denne Verdensdeels Beboere, — fårend de vakte Forhaabninger atter nedslaaes, og nye Forstyrrelser true selv de sidste Rester af et ædlere Liv med fuldkommen Undergang. Skulde det virkelig forholde sig saaledes, at Cultur og Civilisation vare bestemte til ikke mere at fæste Rod iblandt Sems Afkom, i det Mindste ikke får efter Omvæltninger, hvorved ogsaa Europa bliver dragen. med ind i Asiens Forfald, og da først atter bringes tilbage ved Americas Nybyggere, blandt hvilke der allerede nu findes prophetiske Aander, som forudfåle den Mission”), der er betroet den nye Verdens Beboere —? Saa- meget er vist; at hvad angaaer de Christines Skjæbne i Asien, %) Medens dige Blade trykkes, finder jeg i Dansk Missionsblad (udg. af Pastor Blædel), Mai 1853, S. 40, en Efterretning, ifålge hvilken de americanske Missionairer atter have anlagt en Station i Nestorianernes Bjergegne,; og Prinds Hamsa Mirsa, den persiske Konges Onkel, har tilsagt de americanske viser sig den nærmeste Fremtid omgiven af saa tunge og mårke Tordenskyer, at nye Uveir med stor Odelæggelse og Jammer til Fålge maae befrygtes. Vi have ovenfor seet, hvorledes det staaer til med den christne Kirke i Osten under Osmannernes Herredåmme. Selv i de Egne, der syntes meest afsluttede for fremmed Indflydelse, have Musselmændenes fanatiske Had og den romersk-katholske Kirkes Proselytisme underståttet hinanden i at udslette hvad Spor af aandeligt Liv og Frihed der var tilbage hos et af de ældste og agiværdigste Religionspartier. Den frugteslåse Kamp mod de musselmannske Tyranners Over- magt har svækket og kuet de kurdiske Christnes Mod, som snart i Lighed med deres åvrige ulykkelige Brådre kun i nedrig Underkastelse ville såge at afvende de Plagerier og Uretfær- digheder, hvilke de mistvivle om at kunne paa anden Maade afværge. = Imidlertid benyttes denne Tingenes Stilling af de pavelige Udsendinge til Fordeel for deres Planer. Allerede fyldes de chaldæiske Christnes Kirker meer og meer med Bil- leder; den gamle Christenheds frivillige og temporaire Lofter, aflagte efter indre Tilskyndelse, omskiftes med livsvarigt Coelibat og andre Munkevæsenéis Forpligtelser; i det syriske Sprog udbredes romersk-katholske Bénnebåger og asketiske Skrifter med. Anraabelse af Jomfru Maria og alle Helgener; det hem- melige Skriftemaal, som tidligere ansaaes for en fri Sag, er nu paalagt de papistiske Nestorianer som en Nådvendighed ; ved Nadverens Administration er der indfårt Formler til Ind- skærpelse af Transsubstantiationsdogmet, og det indviede Bråd tilbedes; den Toleranze, hvormed Nestorianerne hidtil betragtede andre christne Partier, . bliver fortrængt ved forvanskede og ufordeelagtige Rygter, som papistiske Missionairer udbrede om Protestånterne og alle Akatholiker. %) For Oieblikket har Rus- Missionairer en aarlig Gave af omtrent 200 Rbd. med Bevidnelse af sin Høiagtelse for deres Virksomhed ved Ungdommens Underviisning. +) ,,Om Englænderne ére Christine,” var et Spårgsmaal, som ofte blev opkastet i Anledning af engelske Reisendes Ankomst til Kurdistan. . ,,Jo vist ere eee lands mægtige Czar gjort Fordring paa et Protectorat over Portens græsk-christne Undersaalter i Lighed med det, der er tilstaaet Frankrig for den latinske Kirkes Tilhængere, Dersom Seiren i den Krig, der truer med at udbryde ijdenne Anledning, vender sig til Ruslands Fordeel, vil den romerske Kirkes Bestræ- belser måde en Modstand, hvis Betydning den har lært at kjende af de senere Aars Begivenheder i Rusland og Polen. Men vil derved i Virkeligheden være vundet noget for den néstorianske Kirke?" I Enkeltheder afviger som bekjendt den græsk-katholske Kirke fra den romersk - kalholske; men i det Væsentlige er Overeensstemmelsen saa stor, at de samme Vildfarelser og Misbrug under noget forandrede Navne og Former ere begge de Christne,” — sagde ved en saadan Leilighed en Præst blandt de papi- stiske Nestorianere,'— ,,0g de have Kirker; men de besøge disse alene eengang om Maaneden, og de nyde Herrens Nadvere eengang i tyve Aar. De have Lov til at gifte sig med saa mange Koner, som de ville, og nogle af dem have over tyve Koner. De ére et fattigt Folk, som have saa stor en Gjæld, at de aldrig kunne betale den. De ére nådte til at laane store Summer. hos Kongen af Frankrig, som derfor har faaet et Slags Herre- dåmme over dem” (Fletcher, Notes from Nineveh, p. 191.) Ved en saadan Leilighed meddeelte en Kjåbmand fra Aleppo sit nestorianske Auditorium folgende Oplysning om den engelske: Kirkes Oprindelse: ,,Der levede en- gang i England en stor Sultan, hvis Navn var Napoleon Bonaparte. Denne Sultan var en anden Iskander den Macedonier, og han gjorde mange af Frankernes Konger til sin Fødskammel.. Men hans Hjerte var stolt, og han trodsede, Allah. Og Napoleons Hustru var gammel, og hun fandt ikke længer Behag for hans Oine. Da fik han at see en vis ung og deilig Pige og vilde nu skilles ved sin Kone. Men dengang vare alle Englændere Katholiker, og Napoleon sendte derfor Bud til-den hellige Fader, Paven, for at begjære Skilsmisse. Men Paven nægtede det og misbilligede Napo- leons Overmod. Da svor Napoleon at hævne sig, kom med en stor Hær og beleirede Rom, tog Paven til Fange og satte ham i et stort Taarn i London, som er Hovedstaden i England. Men nu forenede alle Frankernes Konger sig imod "Napoleon og paafårte ham Krig, og deres Soldater kom til London og satte Paven i Frihed; og da Paven kom tilbage til Rom, satte han Napoleon og alle Englænderne i Ban. Men Napoleon lo, i Skjæget og sagde: ,Jeg vil skaffe mig min egen Kirke.” Saa gjorde han Biskopper, og de skilte ham fra hans Kone og viede ham til den unge Pige, og nu grundede han den engelske Kirke” (Fletcher, a. St., p. 279 ff.). Man seer let, hvorledes Historien om Henrik dén ØOttende og Anna Bulleyn her er bleven modificeret. 169 Kirkers uådskillelige Ledsagere. Dersom derimod Porten, under- ståttet af Frankrig og England, trods sin indre Oplåsning, opretholdes i sin Magt, har den romersk — katholske Kirke af mange Grunde de bedste Forhaabninger om Udvidelsen af sin Magt.: Men. hvilken Skjæbne. truer de, ulykkelige Christne ikke blot i hine Egne, hvilke her nærmest have tildraget sig vor Opmærksomhed, men i hele -det tyrkiske Rige, medens de blodige. Terninger kastes om dettes fremtidige Skjæbne? . Vil Europæernes Vaabenmagt og Diplomati kunne standse de Ud- brud af Vold og Grusomhed, hvortil Musselmændenes Fanatisme i saa afgjårende et Oieblik vil lade sig henrive? De nestori- anske Christnes Historie i den sidste Tid giver ikke nogen Fortråstning i denne Henseende. Selskabet modtog: Fra Dr. Faraday. On the physical character of the lines of magnelic force. London 1852. Experimental. researches on Electricily. Decbr. 31, 1851. April 25, 1852. London 1852. Experimental researches on Electricity. From the philosophical transaclions, Part. 1, 1852... London 1852. : Fra Mr. Grove. On the btbelkeelskridal polarity of gases. Januar 7, April 1, 1852. ' Fra Royal Society i London. Philosophical transactions of the Royal Society of London. Part I -& Il. 1852. Proceedings of the Royal Society. Vol. VI.” Nr. 83—93. 1852. The list of the members of the Royal Society. Novbr. 30. 1852. Fra Astronomical Observatory i Edinburgh. Astronomical Observations made at the Royal Observatory. Edinburgh 1844. 5, 6 6%. Fra det Baierske Videnskabernes Akademie, Gelehrte Anzeigen. Herausgegeben von Mitgliedern. der k. Bayer. Akademie der Wissenschaften. 35. B. Munchen 1852. Bulletin der k. Akademie der Wissenschaften. Nr. 25—29, Minchen 1852. 170 å Ueber den Chemismus der Vegetation. Festrede, gehalten in der k. B. Akademie der Wissenschaften v. Prof. A. Vogel. Minchen 1852. Abhandlungen der philosophisch-philolog. Classe der k. Baye- rischen Akademie der Wissenschaften. 7 B. 1 Afh. Munchen 1852. Afrika vor den Entdeckungen der Portugiesen, Fest-Rede auszugsweise gelesen in der offentlichen Sitzung der k. Akademie der Wissenscaften. Minchen 1853. Fra Observatoriet i Miinchen. Jahres-Bericht der Minchener Sternwarte fir 1852. Minchen 1852. Annalen der kåniglichen Sternwarte bei Minchen. V Band (der vollståndigen Sammlung XX Band). Mit astronomischem Kalender fir 1853. Munchen 1853. Fra det Keiserlige Akademie i Wien. Silzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften, philosophisch-historische Classe, VIII Band, 3—5 Heft., IX Band, 1—2 Heft. 1852. Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften, mathematisch-naturwissenschaftliche Classe, VIII Band, 4—5 Heft. IX Band 1—2 Heft. 1852. Denkschriften der kaiserlichen Akademie der Wissenschaften, mathematisch-naturwissenschaftliche Classe, III Band 2 Heft. IV Band 2 Heft. Wien 1853. Archiv fur Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen. VIN Band, 1—2 Heft. Fontes rerum austriacarum; herausgegeben von der historischen Commission der kaiserlichen Akademie der Wissenschaften in Wien. V Band. Wien 1852. Notizenblatt.… Beilage zum Archiv fir Kunde åsterreichischer … Geschichts-Quellen. Wien 1852. Nr. 11—24. Almanach der" kaiserlichen Akademie der Wissenschaften fir 1853. Wien. Die feierliche Sitzung der kaiserlichen Akademie der Wissen- schaften. Wien 1852. Verzeichniss der Druckschriften der kaiserlichen Akademie der Wissenschaften in Wien 1852. Fra det Hollandske Akademie i Harlem. Extrait du programme de la Societé Hollandaise pour 1852. Fra Dr. Wallich. A brief notice concerning the Agricultural and Horticultural society .of India. 1853. Fra Mr. Morton. Report to the House of representatives. 1852, Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers. Arbeider i Aaret 1853. Af Etatsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. Ar. &. Modet den 4?e November. mr Hr. Professor i Chemien E. A. Scharling meddeelte fålgende Bemærkninger over den relte Betydning af Udtrykket Syrérnes Mætningsevne, Udtrykkene Syrernes Mætningsevne, Syrernes Suurhed, Sy- rernes Styrke, Syrernes ,Basenvermågen”, Syrernes neutralise- rende Kraft findes anvendte, selv af de mest udmærkede Che- mikere, med saa stor Ubestemthed, at det ofte er vanskeligt for Læseren at danne sig en klar Forestilling om vedkommende Forfatters Mening ved Anvendelsen af disse Udtryk. Som Pro- ver paa saadanne mindre heldige Valg af disse Udtryk anførte Prof. S$. nogle enkelte Steder af Afhandlinger og Lærebåger. . 12 mr I Dumas's 1. Memoire sur les types chimique i Ann, d. Chim. et de Phys. 73 B. Side 83 findes saaledes fålgende Sæt- ninger: ,Comme Vacide chloracétique offre le premier exemple d'un acide organique dans lequel on ait remplacé I'hydrogéne par le chlore, ål était trés essentiel de s”assurer si la capa- cité de saluration en était modifiée. Tous les chloracétates étant solubles, il a été trés facile de les obtenir parfaitement neutres et de constater leur neutralité de la maniére la plus exacte.” Efter derpaa at have anført Analyserne af det chlor- eddikesure Sålvsalt og viist, at dets Formel er C4 Clz 02, Ag O, vedbliver han: Or on sail que la formule de VPacétate d”argent, qui est aussi un sel anhydre, est repræsentée par Ca Hz 02, Ag O. — Les expériences suivantes confirment tout-å-fait celte capacité de saturation. I den 2. Memoire sur les types chimiques, ligeledes i Ann. d. Chim. et d. Phys. 73 B. Side 143 hedder det: Avant de quitter Pacide valérique ou valérianique artificiel, nous soumet- trons aux chimistes quelques observalions å son sujet. La premiére a pour objet de faire ressortir la permanence de la capacité de saturation de Vacide, malgré le remplacement de Vhydrogéne par le chlore, fait absolument semblable å celui que Vacide acélique et Vacide chloracélique ont présenté Nous avons mis le plus grand soin å constater Videniité du pouvoir chimique de Vacide valérique et de Vacide chlorovalérosique, et nous croyons que analyse du valérate d'argent et du chlorovalérosate d”argent, provenant Fun et Pautre de sels bien neulres, ne peut laisser aucun doute sur ce point. Ainséi, sans prétendre que ce phénoméne se produira toujours, on peut af- firmer du moins, que dans les cas cités, le pouvoir neutra- lisant vérifié par les papiers réactifs n'est pas modifié par la substitution du chlore å Vhydrogéne. Af Ovenstaaende indsecs let, at Dumas ved Udtrykkene »Capacilé de saturalion” og ,pouvoir neutralisant” ikke kan for- staae det samme, som Berzelius forstod ved en Syres Mætnings- evne. I den sidste Betydning er Eddikesyrens Mætningsevne 173 15,68 og Chloreddikesyrens derimod kun 5,18; Valerianesyrens Mætningsevne er 8,6; men Bichlorvalerianesyrens Mætningsevne er efter Sålvsaltets Analyse 3,462. Af Chlorvalerianesyrens Salte har Dumas ikke meddeelt nogen Analyse, og beregner man denne Syres iheoreliske Mætningsevne, da bliver den 4,011. Heraf følger ligefrem, at man ikke efter den oprindelig antagne Bestemmelse af Udtrykket en Syres ,,Mætningsevne” kan sige: at Chloreddikesyren eller Chlorvalerianesyren har bevaret den samme Mætningsevne som Eddikesyren og Valerianesyren. Disse Syrer have kun det fælleds, at alle fire Syrer fordre en tredie Deel af den Mængde Ilt, de selv indeholde, i de Mængder af Baser, hvormed de danne neutrale Salle. At det virkelig er delte Forhold, som Dumas har villet betegne med ,permanence de la capacité de saturation de Vacide”, sees af Compt. rend. Tom. dixiéme Side 151, hvor Dumas selv giver fålgende For- klaring: L”acide acétique et Pacide chloracétique comme corps distincis conslituent deux espéces, que j'ai classées en un méme genre, en raison de Panalogie de leur propriétés fondamentales et de Videntité de leurs formules. Som et andet Exempei paa en mindre rigtig Brug af Ud- irykket. Syrernes Mætningsevne anfårtes fålgende Sætninger af Liebigs Handbuch der Chemie 1843 Side 604 og 5, hvor det i Anledning af de organiske Syrers Theorie hedder: 1) Die wasserhaltigen Såuren sind gewisse Verbindungen eines øder mehrerer Elemente mit Wasserstoff, in denen der letztere vertreten werden kann durch Æquivalente von Metallen. Die Fåhigkeit einer solchen Såure, eine Basis zu neutralisiren, ist hiernach abhångig von diesem erselz- baren Wasserstoff; wenn man die ubrigen Elemente dieser Såuren zusammengenommen das Radikal nennt, so hat die Zusammenselzung des Radikals hierauf keinen Einfluss. 2) Wenn mithin die Menge des Wasserstoff ausserhalb des Radikals sich vermehrt oder vermindert, so mimmt die Såttigungscapacitåt in gleichem Grade zu, oder sie nimmt ab. 12% 174 3) Treten zu den Bestandtheilen des Radikals unbestimmte Quantitåten der mehmlichen Elemente, oder verschiedener Elemente, wåhrend die Menge des ersetzbaren Wasserstoffs die nåmliche bleibt,; so vergråssert sich das Gewicht des Atoms der Såure, aber die Såttigungscapacitåt bleibt un- veråndert. ”) Lader man paa dette Sted den fremsatte Mening om Brin- tens Indflydelse paa Mætningsevnen ude af nærmere Betragtning, og holder sig kun til Meningen af Nr. 3, da synes denne al være, al Syrens Æqvivalenital gjerne kan forandres, uden at Mæt- ningsevnen derved lider nogen Forandring. At dette imidlertid strængt taget er en Umulighed, vil sees af det Fålgende; kun under den Forudsætning, at Liebig nærmest har tænkt paa de organiske Syrers Inddeling i 1-basiske, 2-basiske, og 3-basiske Syrer, kan man indråmme Rigtigheden af ovennævnte Sætning. Men denne nye Fortolkning af en Syres Mætningsevne vilde dog nok bedre udtrykkes paa den af L. Gmelin valgte Maade ved at sige, at ,das Basenvermågen” (Baseevnen?) forbliver uforandret. Ved »Basenvermågen” forstaaer nemlig Gmelin Syrernes Evne til at træde i Forbindelse med 14 eller flere Æquivalenter Base. Denne reen theoretiske Betydning bår dog ingenlunde forvexles med Syrernes Mætningsevne, som nærmest er Angi- velsen åf en bestemt, ved Vægtskaalens. Hjælp begrundet, Er- faring. Ved en Syres Mætningsevne forstod Berzelius, som oven- anfårt, oprindeligt det Tal, som udtrykker den Mængde Ilt, en hvilkensomhelst uorganisk Base maa indeholde for at kunne frembringe et neutralt Salt med 100 Dele af en Syre. Naar saaledes 100 Dele Svovelsyre for at danne et neulralt Salt med x) I iste Deel Side 193 hedder det: Såttigungscapacitåt einer Såure nennt man die constante Quantitåt Sauerstoff in verschiedenen Gewichtsmengen von Basen, welche man bedarf, um mit 100 Theilen Såure ein neutrales Salz zu bilden. 175 Kali, Natron, Kalk eller hvilketsomhelst andet Metalilte, fordrer, . at dette skal indeholde 20 Dele Ålt; saa siges Svovelsyrens Mæt- ningsevne al være 20. %) Da Mæiningsevnen ikke er afhængig af de forskjellige Om- stændigheder, hvorunder Syren og Basen træde i Forening, men forbliver en bestemt Stårrelse, enten Foreningen foregaaer ved en håiere eller lavere Varme, enten Oplåsningerne af Syren og Æsket ere concentrerede eller fortyndede, saa har man til- lagt Kundskaben om Syrernes Mætningsevne en særdeles Vig- tighed, navnligen ved Undersågelserne over de sammensatte Legemers empiriske og rationelle Formler... Ikke destomindre findes i de fleste Lærebåger og Haandbøger sjeldent, for ikke at sige aldrig, opstillet Tabeller over de mere bekjendte Syrers Mætningsevne, hvilket nok nærmest maa tilskrives den Omstæn- dighed, at man har fundet det beqvemmere at udtrykke Mæt- ningsevnen ved al angive det relalive Forhold mellem [ltmæng- den i Basen og Ilimængden i Syren, i de neutrale Salte. Saaledes siges Svovelsyrens Mætningsevne al være %2, Salpeter- syrens Mælningsevne "5, hvorved man vil betegne, at i de neu- trale svovelsure Salte- findes tre- Gange saameget Ill i Syren som i Basen, og i de neutrale, salpetersure Salte fem - Gange saameget Ilt i Syren som i: Basen, Denne Bekvemmelighed kan imidlertid ikke gives Medhold;: thi den egenillige Betydning for Syrernes Mætningsevne, forsaavidt man vil og maa bruge den som et Hovedkjendemærke paa en Syres ejendommelige Sam- mensætning og Egenskaber, gaae herved næsten. aldeles tabt. Antallet af de Syrer, som i deres neutrale Salte indeholde tre Gange saameget Ilt:i Syren som i Basen, er særdeles stort; og mange af disse Syrer ligne hverandre saameget i alle andre Egenskaber, at det meest Eiendommelige ved dem netop ligger %) Imidlertid træffer man ogsaa i Berzelius Skrifter paa Sætninger, hvor Ud- trykket Mætningsevne ikke strængt er overholdt; som Jahres - Bericht. 19 Jabrgang S. 376. dl i den ulige Mængde af en Base, som behåves før at mætte 100 Dele af Syren. Som nogle Exempler nævntes Svovelsyre, Sal- petersyrling, Chlorsyrlirig, OQxalsyre, Eddikesyre, Smårsyre, Valerianesyre etc., i de neutrale Salte af disse og mange andre Syrer indeholde Syren tre Gange saameget Ilt som Basen; men ikke to af disse Syrer besidde samme Mætningsevne. Svovelsyrens Mætningsevne er 20 Salpetersyrlingens —- - 20,96 Chlorsyrlingens — - 13,46 Oxalsyrens — - 22,293 Eddikesyrens — - 15,68 Smårsyrens — - 10,123 Valerianesyrens — - 8,6 Capronsyrens -— — 7,5 ele. Det er aabenbart, at den Omstændighed, at der i de neu- trale Salte af disse Syrer findes 3 Gange saameget Ilt i Syrerne som i Baserne, ikke i nogen saa væsentlig Grad characteriserer disse Syrer, som den Omstændighed, at hver af disse Syrer op- tage en eiendommelig Mængde af hvilkensomhelst Base for at danne saakaldte neutrale Salte. Ligeledes har man ved denne Omskrivning af Udtrykket for Syrernes Mætningsevne temmelig almindeligt overseet, eller i det mindste ikke tilstrækkeligt paa- agtet, at Mætningsevnen multipliceret med Syrens chemiske Tal alltid maa give een og samme Stiårrelse, nemlig 10,000, forsaa- vidt man tillægger Ilten 100, — Ved at dividere Tallet 10,000 med en Syres Æquivalenttal findes altsaa Syrens Mætningsevne. Da disse Forhold saaledes ligefrem afhænge af de paagjældende Stoffers Vægt i Forening med den Bestemmelse, at en Æqui- valent Ilt er sat lig 100 uden Hensyn til, om Stofferne for- holde sig elecironegative eller electropositive, saa maa enhver Syre, ved at optage en stårre eller mindre Mængde af et eller andet Stof, altid faae en mindre Mætningsevne end forhen. Udtryk som, at Svovelsyrling ikke taber i Mætningsevne 177 ved at forenes méd Ilt til Svovelsyre, %) kan ikke gives Bifald; thi da 100 Dele Svovelsyre kun kunne indeholde 80 Dele Svovel- syrling, saa er Mætningsevnen i Svovelsyren ligefrem formind- sket derved, at 20 Vægtdele Ilt have fortrængt 20 Vægldele Svovelsyrling. Og ligesom denne forågede Mængde Ilt har tjent til at gjåre Svovelsyrens Æquivatental stårre end Svovel- syrlingens, saaledes har den paa den anden Side tjent til at formindske Syrens Mætningsevne. I efterfålgende Tabel er et vilkaarligt Valg af. Syrer ord- nede efter deres Mætningsevne. Forskjellige Syrer ordnede efter deres Mætningsevne. mir Å Be | rene. ERR Maal: C 27,27 Øs Kulsyre | Me ad ' CO: | 36,36 1275 |10,000 Svovelsyr- if S 50 bør | i tå ' SO. | 25 1400 i f C 35,29 Cyansyre N 41,17 CNO | 23,54 1425 å | O 23,54 B 31,28 Borsyre | beo | BO, | 22,923/436,25 | +» C 33,33 å Oxalsyre | 0 66,67 | C2 Oz 22,223 | 450 3 "0: "38544 | Myresyre H 2,70 Ca HOs | 21,62 4625 1, O 64,86 Salpeter- N 36,84 s | sytlink | 0 63,16 ' N 03 20,96 se: i Svovelsyre | 2 ag | S Os 20 me ERR REG Chlorunder- |(f CI 81,61 R SR | as ) CLO. | 118,89. (543,75 | » Svovel- S 66,66 STR Sne O 33,34 ' 0; ROS 4. 500 ye, %) Handbuch der Chemie etc. von J. Liebig 2. Bd. Side 605, 178 SSL MEN bonnaerte se BE» 7 RR mann Sen C 48 Aconilsyre | H 4 | Ca Hs 03 | 16 625 10,000 O 48 C. 47,06 Eddikesyre ! H 5,88 | C: Hz 03 | 15,68 | 637,5 S 047,06 | Salpetersyre i n SR ' N2 Os 1477 1677,0361"", P2 O: Phosphor- |f P 36,27 eler" dte de PERS syrling | 043,63, )| P20Qa (| 00 08 434375 (27 2 bj Citronsyre C 41,38 =: og Bnlrre) Bu C1 H2 0; | 13,79 | 725 ag Chlorsyrling | SASSE ' Gi0% | 13,457" 943,75 |" , C 55,38 Propionsyre) HE: (60 | Cs Hs 03. | 12,31. | 812,5 ag O 36,938 V w C 36,36 en H 3,03 | C:H20; | 12,12 | 825 É 0 60.61 | da EGE VadER | 60, | 41385: | 843775 |, 7 Po O5 i"; Phosphor- ( P 43,67 Ad. Hale lle PAR 0 56,33 ,; 2 Å| 22,532 (144375) ” en, fade) mm Hur od fa Chlorsyre ig in ' CO | 40,601 943,75' 1 C 60,76 Smårsyre HE: 8,87 | Cs Hz 03 | 10,123 - 987,5 lå O 30,37 C 30 ; N'475 Oxaminsyre res Cs H2NO5 | 10 1000 ” 0 50 Mern FeRRRRe same: ett ne (773572 . Urinsyre ) E rr: Cs No Hs 03| 9,523/1050 |410,000 0 28,57 Trithionsyre | S 54,54 Ss 05 9,09 | 1100 ” O 46,46 i Chlorover- |f CI 38,89 | SM Pr en ' Cl Ox 8,74 |1143,75 14 ; C 64,51 bkyruseR | H 9,68 C1o Hs 053 8.603 1162,5 ” 1.0 2581 : As 03 Arsenik= |( As 75.75 eller S4964 NME syrling | O 24.25 Ås 03 gs sål k ” = , 5) 16,128; 620 C4 Meconsyre " H 2 Ci Ho 07 8 11250 . O 56 MORE rer ulfæthyl- 1) H 4,97 svovelsyre ) 0 39.60 G Hs S> 05| 7,92 |1262,5 ” S 31,66 Dobbelt |( C 11,65 svovelsyret |] H 2,92 (| C> Ha 0, ' 7,767| 1287,5 ” Methylilte o 7,76 2 S03 S0377,67 Tetrathion- 5 ages, ag: ! 2 38 ie | Ss Os 7.692! 1300 & Ætheroxal- |( C 4404 syre, Viin-k H 4,56 VW C8H5 0; 7,34 |1362,5 oxalsyre O 51,40 : i C 67,29 Capronsyre 2 "H 10,29 V Cjo0H11 Og 7,476.1337,5 5 O 22,42 å C 74,33 Benzoesyre KH 4,42 C14 Hs 03 7,08 | 1412,5 jÅ, O 21,25 (| - As 05 6,944 1440 Arseniksyre dr; SHeRs re; eller eller ! ” ) 5) 13;888! 720 480 amme ans S - Mætnings- | Æquiva- Navn, sætniage rn 7 FORE. "erneerte FaRRNER, on 1 03330) 8505 | 6,67 | 1500 | 10,000 C 20 Glycinsal- N 23,33 petersyre H AE Hs Os) 8787. 7. ARR r O 53,34 C 69,42 gm fy | EO 7! C1a H13 03| 6,61 | 1512.,5 i ,84 Chlormethyl-'« C 9,88 Svovelsyr- H 14,64 (| Co CI Ho ling (vand- |) CI AR! S» 0; ' aged fhset ul hold.) S2 0559,24 i: C;2870 sb sgg 5 120 CON Ho 0:| 6,451 | 1550 i O 45,17 Suurt ye C1 HøS208, svovelsyret 0 Sr 2 (SO23) C4Y 6,835 | 1575 Få Æthylilte S 25740 Hs 0 HO C 65,12 Salicylsyre H 3.87V Cu Hs 05 | 6,202 |.41612,5 5 O 31,01 C 18,60 Kakodylsyre RK on Ca H6As2 Oa! 6,202 | 1612,5 5 O 18,61 C 71,101 Caprylsyre Øg En | C16H15 03| 5,93 | 1687,5 ” 78 ( C 77,69 Kaneelsyre ) H 5,08 V. Cis Hz 03 5,76... 14737,5 ig O 17,28 " C 41,96 Amylsvovel-|) H 7.69 DOT SR É Mrling S 22/37 C1oH11S2 05! 5,599 | 1787 $ 0 27,98 C 67,13 . Mandelsyre H 4,90 9! C16 Hr 05 5,596. | 1787,5 5% O 27.97 | 181 Sagn Troms HL SN ager set oste : C 33,10 Butylæther- H 6,21(| Cs Hs 0. svovelsgee KO SÆL 12 MO) ' 5,515 | 1812,5 | 10,000 S0355,17 C 72,52 manet H 11,36 V Cis H15 023! 5,373 | 1861,5 år O 16,12 i C 55,63 hg H 728V Cul 0;| 5,293 | 1887,5| , O 37,09 Chlor- C 15,58 : CI 68,93 VW Cz Clz O3 BYRDE SE eddikesyre | 0 15,54 , , sb: C.. 38:56 SANDER ) H 190" CH: 0m | 515. | 1987,5 74 O 61,54 C 53,16 Nitrobenzin-/) H 2,53 W C11 Ha 03 . syre N 8,86 N 04 | 5,064 | 1975 ig O 35,45 C 45,28 Lactamin- N. 55 og "mer Hk te C2QH4N 03 5,031 | 1987,5 ss O 40,25 C 22,08 Glycerin- H 4,30 ; y , Avetalene S 19/63 Ce Hr 01182! 4,908 t 2037.5 5 O 53,99 : Er 31.09 melhyl= [| CL 43.05 N SS ESCh) | 465 | 2062,5 | » Svovelsyre S 19,39 tja 0 29,10 Antimonsyre|! bå Hee: Sb 0; 4,734 | 2112,5 ” | C 48,56 i Meconsyre H 0,574 C14H1 011 | 4,624 |£2162,5 ” | O 50,87 182 Mar LE Setng | | Formelt |" evner dental. C 45,65 Benzoe- H 2,77 (| C1a Ha O3 ; svovelsyre O 34778 "So 0; ' 4,348 | 2300 "| 10,000 S 47,40 ” C 38,91 eucin- H 7,04 Ét salpetersyre |) N 15,14 C1oNoH1209! 4,82 2312,5 å O 38,91 C 47,52 Svovel- H 4,981 (16 Ha) ON "røg ad MET 3,96 VAYR) sindigosyre | å ig) So OG ' , $ ” S 39,61 Æltherme- C 49,81 HO.C4Hs0 , å 3,653 Consyre | 5 PÅ Cis On | ; 2737,5 ” Er: C 25,98 ichlorva- HF: 2,16 lerianesyre |Y CI 61,46 C1o H5C1403| 3,463 | 28875 |.» gf Sr Asparagin= |) 7 30 2H0.CsH; N 6.06 | 3,463 Vog87s svovelsyre E Så Bas N Os, 2803 O 55,41 Diælher- C 53,44)! 90,H50 m H 4,45 Å| 3,24 3087,5 å econsyre | o åbn CH 041 C 77,73 Ælhalsyre f 12,55 | Ca2 Hai 03 | 3,24 3087,5 i "0 re C 17,45 N 25,45 Thionursyre KH 4,72 BR 2,91 3437,5 | » SO: 29, 09 > O3 23,29 u: C 17,04 smed ER | CI 63 | Cs Clz Ox | 2,838. |. 3518,75' + yre O 19,91 183 Sammen- Formel. |Mætnings- ; Æquiva- sætning. evne. Navn. lenttal. Dåglingsyre Css H35 Os | 72,787 | 3587,5 |.10,000 Melissinsyre C 80,80 Cerotinsyre | H 1! C5a Hss O3 | 1,995 | 5012,5 Få | C6o Hso O3 | 1,806 | 5537,5 Rk 3 5 79,37 Stearinsyre | BA Cro Hés Oz | 1,56 6425 d: 7,79 Af ovensiaaende Tabel fremgaae adskillige Forhold, som fortjene at fremhæves. Naar man fra en Syre A med et stårre Æquivalentlal træk- ker det Antal af Alomer, som svarer til en af de Syrer f. Ex. " By, hvis Æquivalenttal er mindre end Syren A's, og derefter beregner, hvor mange Procent denne theoretiske Syre B veier, da vil man finde, at Syren A's :Mætningsevne er lig Vægten af den- Quantitet Iit, som fordres i en Base for at mætte den deri beregnede theoretiske Mængde af Syren B. =— Valerianesyren f. Ex., hvis Æquivalenttal er 1162,5, bestaaer af C1o Ho Os og har en Mætningsevne lig 8,6; drages Co Ho O1 fra Valeriane- syrens Sammensætning, saa bliver som Rest: C O2, hvis Mængde udgjår 23,65 %, og for at mætte denne Quantitet Kulsyre ud- fordres en Mængde Base, som indeholder 8,6 % Ilt; thi 100 Dele Kulsyre førdre 36,36 Vægidele Ilt i Baserne for at danne neutrale Salte. Trækker man derimod Cs Ho fra Valerianesyrens Besland- dele, "tilbagebliver 38,6 % C2 02, som ligeledes fordrer 8,6 % Ilt i Baserne for at mættes. Trækkes Cs Hs fra Valerianesyrens Bestanddele, tilbagebliver 184 mm 39,77 % Myresyre, som ligeledes fordrer 8,6 Ilt i Basen for at mæltes. Trækkes Ce He fra Valerianesyrens Bestanddele, tilbagebliver 54,81 % Eddikesyre, der ligeledes fordrer 8,6 % Ilt i Baserne for at mætles; og trækkes endelig C Ho fra Valerianesyrens Bestanddele, tilbagebliver 84,89 % theorelisk Smårsyre, som ligeledes paa det nærmesle fordrer 8,6 % Ilt i Basen for at mæltes. Som et andet Exempel anfårtes Kaneelsyre, Cis Hz 02, hvis Sammensætning er 77,69 % C 5,03% H og 17,287% O; Kaneel- syrens Æquivalenttal er 1739,52, og dens Mætningsevne 5,75. Vægten af 1 Æquivalent Kulstof i Kaneelsyren er da 4,32 %, og Vægten af den dertil svarende Kulsyre 15,84 %, som udfordrer 5,75 Vægldele Ilt i en Base for derved at danne et neutralt Salt. Vægten af en Æquivalent Oxalsyre Ca O2 vilde være 25,88, som ligeledes fordrer 5,75 Vægtdele Ilt i en Base for dermed at danne et neutralt Salt. Vægten af en Æquivalent Eddikesyre C4 Hz Oz vilde være 36,68, som ligeledes fordrer 5,75 Vægtdele Ilt i en Base for at mæltes. Endelig vilde Vægten af en Æquivalent Benzoesyre være 81,25, som ligeledes fordrer 5,75 Vægtdele Ilt i den Base, hvor- med den skal danne et neutralt Salt. Kundskaben om dette almindelige Forhold kan tjene til at oplyse forskjellige specielle Tilfælde, der ellers tillægges en stårre Bétydning, end de virkelig fortjene. Saaledes fålger ligefrem af Ovenstaaende, at Mandelsyrens Mætningsevne maa være ligesaa stor, som den Mængde Ilt, der maa indeholdes i den Base, som skulde mætte den i Mandelsyren værende eller tænkte Quantitet Myresyre. Her som ved enhver Syre vil Mæi- ningsevnen kun være afhængig af Forholdet mellem Vægten af een Æquivalent Meial og een Æquivalent af Syrens Bestand- dele, ligemeget om det hedder C, H, N, O, S, Cl, P eller noget andet Grundstof. 185 Mandelsyret Sålvilte indeholder saaledes paa 100 Dele Syre 76,6 % Sålv; forsaavidt dette repræsenterer een Ægquivalent Sålv (Æquivalenttallet regnet til 4351,85), saa vil hver Æqui- valent Kulstof i: Mandelsyren veie 4,196 %, og den deraf dan- nede Kulsyre altsaa 15,39. Men disse 15,39 % Kulsyre fordrer 5,595 Vægtdele Ilt i den Base, som skal mætte denne Syre, hvilket ligeledes svarer til Mandelsyrens Mætningsevne. Een Æquivalent Oxalsyre vilde veie 25,18 og ligeledes udfordre 5,595 Dele Ilt i den Base, som skal mætte den. Men Vægten af een Æquivalent H i Mandelsyren er 0,7 2%, og for at omdannes til Vand behåver denne Vægt Brint lige- ledes paa det nærmeste 5,595 Dele Ilt. Det er alisaa aabenbart, at Mandelsyrens Mætningsevne aldeles ikke kan tjene som Be- viis for, at den indeholder Myresyre. Ligeledes fålger af Ovenstaaende, at Chloroxalsyrens og Bichlorvalerianesyrens Æquivalenttal maa være slårre end Oxal- syrens, Eddikesyrens eller Valerianesyrens, samt at de chlor- holdige Syrers Mætningsevner maa være mindre end de Syrers, hvoraf de ere dannede. Endvidere er det en Selvfålge, at Chloroxalsyrens Mætnings- evne netop er saa stor, som den Mængde Ilt, der vilde udfor- dres i en Base for at mælte den i Chloroxalsyren tænkte Vægt Qxalsyre; noget, Berzelius dog i sin Tid har fremhævet som noget Eiendommeligt i Modsætning til de ovenfor anfårte An- givelser af Dumas, at Mætningsevnen af Chloroxalsyren saavel som af Bichlorvalerianesyren skulde være lig Mætningsevnen af Eddikesyren og Valerianesyren. Som et ret mærkeligt Exempel paa, hvorledes Tilsidesæt- telsen af den ovenanfårte simple Lov om Forholdet mellem Syrernes Mætningsevne og Æquivalenital synes at have givet Anledning til Fremsættelsen af en, efter Professor S$”s Me- ning, mindre rigtig Forklaring over el bestemt Forsåg, hen- vistes til Dumas femte Afhandling om de chemiske Typer (Annales de Chemie et de Physique 3 S. I. 5. P. 357). I 186 denne gjår Forfatteren opmærksom paa de saakaldte parrede Syrers Tilværelse og oplyser disses Forhold blandt andet ved en Sammenligning mellem Svovelsyrens og Salpetersyrens Ind- virkning paa Benzin og Benzoesyre. Han antager nemlig, at ligesom Salpetersyre med Benzin danner et aldeles indifferent Legeme, saaledes skal Benzin og Svovelsyre danne en neutral Forbindelse. ,Benzin frembringer,” siger han, vel med Svovel- »Syre et Legeme Er, men delte er hidtil uadskille- »lig forbunden med Svovelsyre. og danner. såaledes Legemet Ci2 Hs i .… C12 Hs ” 9 Os] + S 03; et Beviis for, at S 02 »Egenskaber, er at den saaledes opstaaede Forbindelse ikke er »mere eller mindre suur end, om Svovelsyren havde været »ganske fri. Lader man derimod Svovelsyren indvirke paa »Benzoesyren, saa erholder man Forbindelsen ln re S 052, | deler Benzinets »hvori hver af de to Syrer har beholdt sin Mætningsevne, »idet Forbindelsen optager to Atomer Vand, naar den er fri, »og fordrer 2 Atomer Base til sin Mætning.” Undersåger man noget nåiere, hvad der skal forstaaes ved det Udsagn, at i Benzinsvovelsyren er Svovelsyren ikke mere eller mindre suur, end om Svovelsyren var ganske fri, da vil det kun sige, at Svovelbenzinsyrens Mætningsevne er saa stor, at dens Æquivalenttal multipliceret med samme Størrelse netop udgjår 10,000. Men dette Forhold finder ligesaagodt Sted, naar man beregner Svovelbenzinsyrens Mætningsevne efter den Mængde Ilt, een Æquivalent C af Svovelbenzinsyren, omdannet til Kul- syre, vilde fordre, eller som een Æquivalent Svovelsyrling eller som cen Æquivalent Vand, alle beregnede af de Vægtdele, hver Æquivalent af Svovelbenzinsyrens Grundstoffer veie, vil behåve for at danne neutrale Forbindelser.%) Heraf fålger aabenbart, +) Hydrater af 1 Æquivalent Metalilte og 1 Æquivalent Vand ere her stil- lede liig neutrale Salte. 187 at man ikke mere af Svovelbenzinsyrens Mælningsevne er be- C12 Hs S 02 i fri Tilstand, end til at antage, at ga i er et neutralt Le- geme, og at een Æquivalent S$ Og er i fri Tilstand, eller endelig at ae Nå: danner en neutral Forbindelse, og 1 Æquivalent retliget til at antage, at Forbindelsen | er neutral og S 03 Kulsyre ”er fri. — Det Sande er, at Svovelbenzinsyrens Mæt- …ningsevne er hverken stårre eller mindre, end den i Fålge den almindelige Regel skulde være, nemlig 4,35; eller 100 Dele Svovelbenzinsyre fordre 4,35 % Ilt i den Base, hvormed den skal danne et neutralt Salt. Hvad Benzoesvovelsyren angaaer, da er man ialmindelighed bleven enig om at betragte den som en Syre, der fordrer to Æquivalenier Base for at danne neutrale Salte, og forsaavidt synes her, ligesomYved adskillige andre saakaldte fleerbasiske Syrer, at indtræde Forhold, som stride imod den almindelige Regel for Syrernes Mætningsevne, Men delte er kun tilsyne- ladende; thi holder man sig til Erfaringen, da findes, at 100 Dele Benzoesvovelsyre fordre saamegen Base til Neutralisation, at der i denne indeholdes 4,348 "Dele Ilt. Betragtes denne Mængde Base for en Æquivalent, da bliver Benzoesvovelsyrens empiriske Formel C; He S 04. Fårst naar man til Gunst for den Mening, at denne Syre skal indeholde 14 Æquivalenter C, fordobler Æquivalent Antallet, fålger ogsaa, at Basemængden maa sæltes lig io Æquivalenter, og da herved hele Syrens Æquivalenttal fordobles, bliver naturligviis Syrens- theoreliske Mætningsevne halveret. %) Professor S. anseer det' derfor for ånskeligi, om man for Fremtiden vilde fremhæve -den almindelige Lov, at Syrernes +) I sin Afhandling ,Ueber die chemische Constitution und Natur der orga- nischen Radicale” (Annalen der Chemie und Pharm. 76 B Side 29) synes Kolbe at have overseet det her udviklede Forhold mellem Benzoesvovel- syrens Sammensætning og Mætningsevnen. 13 188! Mætningsevne staaer i det omvendte Forhold til deres Æqui- valenttal, mere end tidligere er gjort, Den hele Strid, om Sy- rerne skulle betragies som Iller eller Brinter af bestemte Ra- dicaler, taber aabenbart meget af sin Betydning,” naar det an- erkjendes, at Syrernes Sammensætning kun for saavidt har Ind- flydelse paa deres Mælningsevne, som Vægten af hver Atom Syre derved foråges. Alle uklare Forestillinger om den formeentlige Indvirkning, de electronegalive eller electropositive Bestanddele, som oplages i Syren, kunne have paa dens Mætningsevne, ville herved falde bort. Ligeledes synes det aabenbart, at den saa ofte omtalte Omstilling af Atomerne aldeles ikke udåver nogen Indflydelse påa Syrernes Mælningsevne. Istedenfor en Deel reen tiheoretiske Formodninger om Grundene til Syrernes stårre eller mindre Mælningsevne, som er den bedste Maalestok, vi for Tiden have for Syrernes Suurhed, naar herved ikke skal tages Hensyn til Syrernes Intensitet, kan man altsaa opstille fålgende Love, ligefrem udledte af bestemte Erfaringer og vedtagne Beregninger. 1) En Syre eller et andet Legeme, som indeholder Ilt, og som ved al træde i Forening med Baser danner bestemte For=, bindelser, vil besidde en saameget … stårre Mætningsevne, som Legemeis Æquivalenttal er mindre. 2) Med Ægquivalenitallets Forågelse aftager Mætningsevnen, ligegyldig om Æquivalenittallets Forstårrelse hidrårer fra Optagelsen af electronegative eller eleciropositive Legemer; enten disse træde ligefrem til, eller de indtræde i Syren som Stoffer, der substituere andre Grundstoffer, naar kun det nye Legemes Æquivalenttal er slårre end det Legemes Æquivalenttal, som substitueres. | 3) De vandfrie Syrer besidde en stårre Mætlningsevne end Hydraterne af samme Syrer. 4) Det er Legemernes Vægt og ikke deres Stilling, som udåve Indflydelse paa Syrernes Mætningsevne. 189 5) Mætningsevnen af hele Syren er lig den Mængde Ilt, som udfordres i en Base, der skal mætte den Quantitet Iltesyre, som kan frembringes af hvert enkelt Æquivalent af Syrens Grundstoffer. 6) To Syrer, som ikke ere isomere, men bestaae af samme Grundstoffer, kunne ikke have samme Mætningsevne. 7) To Syrer, som bestaae af ulige Gruudstoffer, kunne have samme Mætningsevne. 8) Mætningsevnen vil i mange Tilfælde kunne afgive Hoved- kjendemærket for Syrerne, Anmærkning. Svovelsuccinylsyren synes at danne en mærkelig Undtagelse fra andre Syrer, forsaavidt dens Mætningsevne angives stårre, end den efter Beregningen skulde være, Da man imidlertid ikke er enig om denne Syre fordrer 4 eller 3 Atomer Base for at mæites, og vore Kundskaber om denne Syres Forbindelser med Baserne endnu kun ere meget ufuldkomne, saa antog Professor S$., at man med Tiden vil lære at kjende saadanne Salle, som kunde vise, at denne 'Syres Mætningsevne kan bringes i Overeensstem- melse med de ovenanfårte Love. Derefter meddelte Hr. Professor Steenstrup fålgende, nær- mest derlil foranlediget ved Professor P.-J. Van Benedens: ,la génération alternante et la digénése:” Professor P.-J. Van Beneden ved Universitelet i Lowen har gjentagne Gange i Tidsrummet fra 1847—1853 til Brisseler- Academiet, 1'académie royale de Belgique, ”meddeit Bidrag til de lavere Dyrs Forplantnings- og Udviklingshistorie, der. paa mange Maader beråre de af mig under Navn af Opamning eller Generationsvexel først sammenstillede Forhold, og i Anledning af disse Beråringspunkter har han altsaa ikke ret vel kunnet undlade at omtale mit flere Aar forud (1842) udgivne Skrift om hint Emne, de Anskuelser, jeg deri havde yltret og de Iaglta- 13? 190 gelser, der laae til Grund for dem+). Dette gjår imidlertid denne min belgiske Collega paa en saa egen Maade, at det maatte ansees som en ultilbårlig Ligegyldighed fra min Side, læn- gere at tie stille til de aldeles urigtige Fremstillinger af hvad jeg har sagt og lært, som han har givet i flere af sine kor=- tere i Academiels Bulletins optagne Meddelelser, har gjentaget i en udarbeidet Afhandling i samme Selskabs Mémoirer, og endelig har sågt at forsvare og hævde i en sidste Meddelelse, der bærer Overskriften: ,la génération alternante et la digé- nése”, efterat han fra en anden Side var gjort opmærksom påa det Vrange i flere af dem. Den af Hr. Van Beneden brugte Fremstillingsmaade har der- for afivunget mig efterfålgende faa Modbemærkninger, som ikke have kunnet undgaae et bestemt Præg af en Reclamation imod denne Forfatter, og den har endvidere gjort det nådven- digt for mig at lade disse Modbemærkninger udkomme i et Sprog, som er tilgængeligt for et stårre videnskabeligt Publicum, og navnlig for det, der især maa antages at benytte Hr. Van Benedens Skrifter. De ville derfor udkomme i det franske Sprog, som -en særskilt lille Brochure. Da en saadan imidlertid maa antages at ville dele Smaaskrifternes almindelige Skjæbne, snart igjen at forsvinde af Lilteraturen, medens de Ylitringer, imod hvilke den var reiltet, ved deres Optagelse i Brisseler- Academiels Bulletins og Skrifter -have faaet en blivende Plads i denne, har det ikke kunnet være mig ligegyldigt, om mine Modyttringer erholdt en lignende Plads, eller ikke. Onsket om at kunne henvise til et bestemt Sted, hvor de kunne såges, er derfor med blandt de Bevæggrunde, der have bestemt. mig til at forelægge Selskabet mit aabne Svar paa Hr. Van Benedens Fremstilling, men en ikke ringere Bevæggrund til Forelæggelsen ”) Om Forplantning og Udvikling gjennem veæxlende Generationsrækker, en særegen Form for Opfostringen i de lavere Dyrklasser, . Et Indbydelses- skrift til Ezamen Artium og den offenlige Skole-Examen ved Sorée Aca- demie i Juli 1852. Kjåbenhavn 1842. 4to S,I—IV og 1—76, med 3 Tavler. 191 af disse Bemærkninger har: jeg i selve deres Gjenstand, da de angaae nogle af de vigtigste physiologiske Spårgsmaal og tjene til at oplyse disse — idetmindste fra deres historiske Side, idet de af Enhver, der kjender nåie til Emnets vel faa-aarige men temmelig rige Lilteralur, turde findes at bidrage til Forstaael- sen ogsaa af andre end netop de af Hr. Van Beneden givne Fremstillinger. Under Titel af ,la génération alternante et la digénése” har Prof. -P-J. Van Beneden i Nr. 41 af Bulletins de PAcadémie royale de Belgique for indeværende Aar ladet indrykke en Med- delelse til Brisseler-Academiet, der er fremkaldt ved en Rap- port, som en af delte Academie nedsat Commission har afgivet til Ministeriet om det Arbeide over Bændelormene, der concur- rerede lil den store prix qvinqvennal. Af denne Meddelelse, hvoraf han velvilligen har sendt mig et særskilt Aftryk, seer man, at:den ovennævnte Commission udfårligen maa have sammenlignet de af Hr. Van Beneden formenllig vundne Resultater og Anskuel- ser med dem, som jeg har bekjendtgjort, da jeg i 1842 fremstil- lede som eet stort og sammenhængende Phænomen den eiendom- melige Forplantningsmaade hos mangfoldige af de lavere Dyr, som jeg efter det: derved mest fremtrædende ydre Forhold be- tegnede med Navnet af Generationsvexel eller. Opamning. Det fremgaaer endvidere af Hr. Van Benedens lille Skrift, at Commis- sionen ikke synes at have villet tillægge alle hans Meninger og Resultater den samme Oprindelighed, som han selv, og idet han nu stræber at forsvare sig i saa Henseende, har han ikke blot sågt at hævde sig Paterniteten til flere af de allerede i i mit ovennævnte Skrift om Generatlionsvexlen aldeles bestemt fremsatte Anskuelser, men tillige i det hele taget benyttet dette mit Arbeide paa en saa urigtig Maade, at jeg ikke bår tie stille dertil, og det saameget mindre, som denne Fremfærd er en yderligere Gjentagelse af hvad han allerede har tilladt sig i 192 flere tidligere Afhandlinger, der ere indrykkede dels i Acade- miels Mémoirer dels i dets Bulletins. +) | Udfårligen at gjennemgaae her alle disse Hr. Van Bene- dens Årbeidér vilde imidlertid fåre mig forvidt, og jeg vil der- for indskrænke mig til at fremdrage de væsenligere Punkter, i hvilke jeg troer med god Grund paa Videnskabens og egne Vegne at maalte anke over hans Fremgangsmaade, og navnlig vil jeg holde mig til hans sidste Meddelelse. For at vise, at hvad han kalder ,digénése” er et helt an- det og mere omfaitede Phænomen, end det jeg har paavist hos de lavere Dyr og kaldt Generationsvexel, fremstiller han saa- ledes den urigtige Sætning, at jeg kun anerkjender Genera- tionsvexlens Tilstedeværelse hos de Dyrformer, hos hvilke Ræk- ken af de med hinanden vexlende Generationer frembyder en ydre Formforskjellighed, og at jeg lægger hele Vægten paa denne ydre Formforskjæl. Side 7 af ovennævnte Skrift: hedder det derfor med: Ord, som Forfatteren henter af sit Arbeide over Cestoiderne: ,Les phases que parcourent ces embryons ovigénes ou phytogéne, ne sont pas loujours les mæmes, disais-je, et, lorsque ces individus présentent des différences, il y a, pour M. Steenstrup, une,génération alternante”, og dertil fåier han: ,C'est tout ce que je puis en dire encore aujourd'hui, aprés tous les intéressanis travaux, qui ont paru depuis. Félais persuadé déjå, en écrivant ces lignes, que le fond de la que- stion n'était pas lå, o% M. Steenstrup le placait;” samt fort- t) Saaledes i det ovennævnte Arbeide over Cestoiderne i Mémoires de V'aca- démie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Belgique, tome XXV. 1850: Recherches sur la faune littorale de Belgique, par P.-J, Van Beneden, professeur a Vuniversité catholique de Louvain, Les vers cestoi- des, (considérés sous le rapport physiologique, embryogénique et zoo- classique). Mémoire accompagné de 24 planches. z I Forfatterens: Note sur le développement des Tétrarhynques (ex- trait du tome XVI. nr. 2 des Bulletins. 1849), og i Un mot sur le mode de reproduction des animaux inférieurs, (extrait du tome XIY, no, 5. des Bulletins de Yacademie royale de Belgique. 1847.) 1493 enden sælter nu…fremdeles -saaledes: ,En effet, la génération alter nante .consiste, d'aprés -M. Steenstrup, en ce qu'un animal, av lieu de donner naissance å un animal semblable å lui, en pro- duit un, qui ne lui. ressemble pas, mais qui produira une pro - géniture -semblable au premier parent. — ÅAinsi que nous allons le voir, la forme est un point tirés-secondaire dans celte que- stion, et toule la ihéorie s”écroule du moment qu'on. en fait abstraclion, . M. Steenstrup n'a vu qu'une face d'un phéno- méne, et å cette face il a dønné un nom; ce.nom je Vaccepte pour le cas spécial, mais je n'en veux pas pour le phénoméne dans son ensemble et que je vais avoir Uhonneur d”exposer.”+) Jeg behåver kun at henvise Prof. Van Beneden til forste og anden Side af den Bog, hvoraf hans Skrifter vise, at han har åst saameget, for at paapege det aldeles Forvanskede i den mig her tillagte Anskuelse, hvad der ivrigt jo ogsaa vil være bekjendt nok: for alle, der have benyttet Bogen %%), — Det hedder der: ,Der eigentliche Inhalt dieser Abhandlung ”) I Citater udhæver jeg her og i det Fålgende med Cursiv de Udtryk, der her fornemlig komme i Betragtning, selv om de ere trykte med sædvanlige Typer hosForfatterne; hvad de tillige have fremhævet er betegnet med ,'. ++) Uber den Generationswechsel, oder die Fortpflanzung und Entwickelung durch abwechselnde Generationen, eine eigenthimliche Form der Brutpflege in den niederen Thierclassen. Von J. J. Sm, Steenstrup. Auf Veranlas- sung des Verfassers nach dem Manuscripte desselben ibersetzt von C. H. Lorenzen. Copenhagen 1842, — Den tydske Udgave anfåres her ikke al- lene fordi det er den, Hr. Van Beneden har benyttet, men fordi jeg i dens Fortale har erklæret at jeg ånskede den betragtet som Originalen;. af de tvende samtidigen omtrent udgivne Bearbeidelser er nemlig den danske som et academisk Program ikke kommet i Boghandelen og mangler des- uden det første Afsnit, der i den tydske er overskrevet Vorwort (Side V—X VII). — Den engelske Oversættelse (der er er bearbeidet efter den tydske Udgave) indeholder dette Afsnit, men er udgivet allene for Med- lemmer af Ray Society: On. the Alternation of generations, or, the pro- pagation and development of animals, trough alternate generations: a pe- culiar form of fostering the young in the lower classes of animals, by J. J. Sm, Steenstrup, Lecturer in the Academy of Soråe. translated from the german version of C. H. Lorenzen by Georg Busk. London: printed for the Ray Society 1845. 194 ist der Grundgedanke, welcher sich im ,Generationswechsel” aus- spricht: in dieser merkwirdigen, bisher unerklårbaren Erschei- nung in der Natur”), dass ein Thier eine Brut gebårt, die nicht dem Multterthiere åhnlich ist oder wird, sondern, diésem unåhn- lich, selbst eine Brut hervorbringt, die zur Form und ganen Bedeutung des Mutterthieres zuruckkehrt, so dass also ein Mut- terthier nicht in seiner eigenen Brut sondern erst in seinen Nachkommen des zweiten, dritten u. z. w. Gliedes oder Gene- ralion seines Gleichen wiederfindet”; 0. s. v. — Jeg nåies fålgelig ikke med at blot Formen vender tilbage, men Betydningen (valeur), jeg fordrer at der efter een eller flere Generationer alter skal fremkomme et Dyr, der skal ikke blot ligne det oprindelige Moderdyr, men være ligt med det 59: lige-betydende med det, eller af samme Værdi som det, og denne fælleds Værdie med Møderdyret skal en saadan senere Ge- neration vise udlrykt deri, at den ligesom Moderdyret skal »durch Ejer die Art verpflanzen”, som det hedder nogle Linier =) Begyndelsen af dette Citat er i den engelske Oversættelse -— hvis Forfat- ters Flid og Omhu for Gjengivelsen jeg har Grund at paaskjånne — ble- vet urigtigen gjengivet, og har derved været uheldig nok til at bestyrke Professor Owens Vildfarelse med Hensyn til min Bogs Formaal og at give hans Behandling af den en egen Colorit. Det hedder nemlig S, 1: The special subject of this Essay is the fundamental idea expressed by the words ,alternation of generations” or the remarkable, till now inexplicable natural phenomenon 0. s. v. »istedetfor: the idea manifested in the al- ternation of generations, in that remarkable 0. s. v. Til denne Rettelse vil jeg endnu fåjie en anden, da her ligeledes den beråmte Physiolog har ladet sig vildlede til Udtalelser imod mig, som han visselig vilde have tilbageholdt, havde han, som jeg ved den Slags Dråf- telser af en Forfatters Udtryk havde ventet det af en Mand som Professor Owen, benyttet Originalen istedet for en ,translation of a translation” i hvilken ,the author's meaning may probably have suffered a little in each change of language” (Alternation of Generations. S. VIT.). ,Itis qvite erroneous to term a ,Scyphistoma' the larval condition of Medusa aurila, since a ,Scyphistomd' never becomes a ,Medusa (auritayY” S. 6 efr. Owen. Parthenogenesis S, 38. Det sidste lille Ord ,,aurita” er nemlig forglemt i den engelske Oversættelse, og Prof. Owen vil nu skjønne, at jeg nok kan kalde denne Scyphistoma en ,pedunculated Medusa”, fordi jeg ikke vil indråmme at den er en, larval Medusa aurita”, der er et langt speciellere Begreb, 495 nedenfor, og saaledes: som det hele Afhandlingen igjennem er fordret af alle de Generålioner, jeg har anseet for de fuldkom- nere eller Rækken afsluttende, nemlig: at de skulle være kjån- nede og frembringe Æg (sammenl. f. Ex. for Meduserne S. 17. +) Corynerne S. 25. Salperne-S. 44. Distomum S. 74, Aphiderne S. 121). Netop det modsatte Forhold er fremhævet om de for- beredende Generationer, det at de ikke kunne frembringe Æg, og ikke have virkeligt Kjån og kun af de i deres Legemer nedlagte Spirer eller Kim kunne udvikle nye Væsener. Med særligt Hensyn tilalt hvad der gjennem hele Afhandlingen var fremstillet om disse - forberedende Generationer, hedder det jo egsaa derfor udtrykke- ligen i Vorwort S. IX, at disse ,das gemein haben, dass sie alle (i fårste Generation nemlig) aus Eiern entstehen, ohne Eier gebåren zu konnen, alle aus den in ihrem Innern sich befindenden Keimen eine Brut ausbriten 0.s.v.; alle desselben Geschlecht sind”, det vil sige, (som det nærmere udvikles S. 125 og S. 126) ere qvindelige Former med eiendommelig hæmmedeForplantnings- redskaber eller ,agame” Van Ben. — Jeg troer, at Enhver maa indrémme mig, at Ingen, mere end jeg, har anseet det nådven- digere, paa Videnskabens daværende Standpunt, at sondre mellem . disseto Forplantningsmaader, og trængte Forfatteren til at see det sagt med endnu bestemtere Udtryk end de ovennævnte, vilde han have kunnet finde det skarpt og med fremhævet Tryk udtalt i min af ham selv citerede Afhandling om Hermaphrodi- tismen. Side 5 og 6 og endnu mere S. 86 hedder det: ,,Saameget synes imidlertid mine i lang Tid fortsatte Undersøgelser at have vist mig, at hvad enten disse (9: de forberedende eller agame Gene- rationers) Formeringsmaader ylttre sig som Knopskydning og Formering ved Rodskud, eller som en ,Tverdeling” og ,Længde- deling” eller som en Overbefrugining (Superfætatio, f. Ex. hos Aphi- derne) ere de kun at betragte som forskjellige ydre Former, hvorunder Opamningen eller Generationsvexlen træder op paa +) Dansk Udg..S. 9, 13, 24, 40, 66. 196 forskjellige Punkter i den organiske Natur; ingensomhelst Årt er bunden bestandig til de nævnte Formeringsmaader, men disse Formeringer sluite altid, efter en for hver Art bestemt Række, med Frembringelser af Væsener, som danne Æg og af- sondre Sæd og saaledes træde iyjen tilbage under de sædvan— lige Forplantningsforhold,” Denne de saakaldte kjønslåse Formeringsmaaders Henvis- ning som Led indenfor den almindelige Forplantningsmaade ved de tvende Kjån, og deres Forsvinden som selvstændige For- plantningsmaader, til hvilke allene visse Dyreformers For- plantning skulde være indskrænket, er sikkert ikke en af de mindst vigtige Anskuelser, som Læren om Opaminingen har ført med sig. %) Det er en bekjendt Sag, at denne dobbelte Generations- maade er fremstillet: som et væsenligt Træk ved den af mig betegnede Generationsvexel, og naar derfor Hr. Van Beneden S,40g5 i sin ovennævnte Piece med særeget Tryk fremhæver, »Pour mot” — ,le fond du phénoméne — .se irouve dans le double mode de reproduction par sexes et par agamie', ainsi que nous le verrons plus loin avec les preuves å Vappui”, og i Mod- sælning dertil bestandigen antyder eller aabenbart udtaler, at jeg har sågt det han kalder ,le fond de la question” i Form- forholdene”), saa kan jeg, selv om jeg vil vælge den mildeste Forklaring, heri kun see en saa stor Letfærdighed i Opfattel- sen og Gjengivelsen af andres Meninger, at jeg indtil videre ikke kan indromme Van Beneden Ret til at have nogensom- helst Mening om, hvor jeg søger eller ikke såger le fond du phénoméne. Men er saaledes netop det Forhold, Van Beneden an- +) Sml. Reichert: Die monogene Fortpflanzung (Zur Jubelfeier der kaiser- lichen Universitåt Dorpat: am 12. und 13. Dezemb. 1852. Dorpat 1852. Åto, 150.) S. 17, 18 og fl. St. "”) Foruden de anfårte Steder see S. 10, Anm. og S. 15 (Bulletin 1853. S. 17. Anm. og $. 22.) 197 seer for Grundforholdet i hans ,digénése” oplaget med i den af mig fremstillede Opamning, saa kan hint Begreb ikke være mere omfattende end dette, og et simpelt Bevis herfor, som ikke burde have undgaaet min Collega, er den Kjendsgjerning, at ”hvorvel Van Beneden opstiller fem ,Kategorier” af sin digénése og anfårer, at af disse kun ll og IV svare til min Opamning, saa ere dog de anfårle Exempler paa de andre Kategorier: I II og V, netop saadanne, som jeg har henfårt til denne allerede i mit Skrift om Generalionsvexlen og endnu mere i min Afhandling om Hermaphroditismen (Nais, Syllis, — Ascidiæ sociales, som -”Ascidiæ compositæ —" Aphiderne).”) Ved min Fremstilling af Generationsvexlen gik jeg fornem- lig ud paa at paavise Phænomenet som saadant, eller om man vil: de fælleds Yitringer afPhænomenet; thi det Sammenbindende og Forenende i de enkelte Yttringer, som jeg grupperede sam- men, var ikke: får blevet opfattet eller udtalt. " At jeg dog ikke blev staaende ved de ovennævnte væsenlige Træk af Phæ- nomenet — dem Van Beneden betegner: ,le fond du phé- noméne”, — men sågte endnu en dybereliggende Grund for disse, lurde tilstrækkelig - fremgaae af begge de af vor For- fatier selv citerede Afhandlinger, men jeg sågte den ad Un- dersågelsens Vei, fordi det er paa det Factiske at Opfattelsen deraf skal støtte sig. Mine ovenfor anfårte Ord om den dob- belte Forplantningsmaade fortsættes S, 87 saaledes: ,Hvor- vel vi ikke kjende de mellemliggende, opammende Generatio- ners første Tilstand, er det almindelig antaget, at de ikke have deres Oprindelse fra de sædvanlige Kjonsstoffer, Æg og Sæd. +) Til det her imod Van Beneden Fremstillede maa jeg ogsaa, idetmindste midlertidigen, henvise Prof, R, Leuckart i Giessen,. forsaavidt han ligeledes i flere af sine Skrifter har uhjemlet ladet mig lægge Generationsvexlens væsenligste Eiendommelighed i Formforholdene: (see f. Ex. Rud, Leu- chart. Ueber Metamorphose, ungeschlechtliche Vermehrung, Genera- tionswechsel, i v. Stebolds og Koållikers Zeitschrift f. 1851. S.183—184., sml. Bergmann und Leuckart Anatomisch- physiologische Ubersicht des Thierreichs. 1852. S. 663. 198 Mine Undersågelser lade mig dog ikke i Tvivl om, at deres tidligste Tilstande: Kimen, Knopkimen (germes, bourgeons Van. Ben.) 0.s.v. ere celleagtige Legemer, som Ægget, og at de have, ligesom dette, deres Oprindelse ikke vilkaarligen fra ethvert Sted i Legemet, men fra bestemte dertil uddannede Punkter og i Redskaber, der svare til Forplantningsredskaberne og hos mange have Form og Beliggenhed tilfælleds med disse.” Denne Udtalelse ståttede sig paa Iagttagelser ;hos Meduser, Hydroider, Trematoder og Aphider; men om jeg endogsaa saaledes kun såger Knoppe eller Yngel fremtrædende paa de Steder, hvor Redskaber, homoløge med Forplantningsredska- berne, have deres Leie eller hvorhen de forgrene sig, har jeg dog aldrig turdet antage, at disse Spirer eller denne Yngel ere primilivt dannede der, og altsaa dannede i Kraft af en Virksomhed i de Organer, hvis egenlige virksomme Partie jeg jo ansaae hæmmet eller i en mindre udviklet Tilstand; meget mere tydede for mig alt hen paa, at Ynglen var her saa al sige paa. et. secundært Leie, eller var ligesom gaaet i Arv- fra Dyrets Moder." Det Dyr, som jeg kaldte Amme, var for mig ikke selv .enModer men ,Qvasi-Multer”, fausse-mére, og havde ikke en egen, men en blot anbetroet Yngel” og var født med sine Spirer (,,mit Keimen geboren S. 126”). — At erholde en Låsning af Spårgsmaa- let om disse Spirers ,præcoce” Opstaaen forud for Redskaberne, hvori de ligge, ad Iagtiagelsens Vei, og ikke saaledes som " Professor Owen fornylig har sågt det, alene ad en gold Speculations Vei, anseer jeg paa den ene Side for at være det nærmeste Maal, man bår have for Oie, for at komme til Indsigt i Generationsvexlens dybere Natur; men forsaavidt denne Indsigt aldrig vil naaes uden igjennem fuld Indsigt i den almindelige Forplantning ved Kjån, saa mener jeg paa den anden Side, at der først er et til Forstaaelsen af -hint Phænomen ligesaavigtigt og endnu nærmere Skridt at gjåre, det nemlig at "lære Betingelserne for Forplantning ved Kjån bedre at kjende, og navnlig at opklare de Punkter i denne, som hidtil have: været 199 altfor lettelig behandlede, nemlig alt hvad der angaaer Herma- phroditismen.. Fålende Nådvendigheden af at detle Forhold nåiere dråftedes, udgav jeg mine Undersågelser over Herma- phrodilismen; i hvilke jeg var kommen 4il den Mening, som jeg endnu hylder, al Tilstedeværelsen af to Kjon i samme Dyr, udtrykt deri, at Redskaber for de modsatte Kjénsvirksomheder vare tilstede i samme Dyr og frembragte de to modsalte Kjåns- stofler, ikke med fyldestgjårende Grunde er bevist for noget- somhelst Dyrs Vedkommende, og at Hermaphroditismen derfor maa bevises, fårend den har Ret til at blive videnskabelig an- taget. Findes der virkelig i Naturen en Hermaphroditisme efter det Forbillede, som Qvaterfages fårst fremstillede for Synapla, hvor Væggene af Forplantningsredskabet bleve Sædet for den mandlige eller befrugiende Virksomhed, medens dets indre Hulhed blev det for den qvindelige, og endnu mere: kan vir- kelig Sædstof og Æggestof ligge saaledes fordelt i Legemet, som Owen f. Ex. fremstiller det om Infusionsdyrene, saa seer jeg ikke, hvorledes en ,Lucina sine coitu” kan blive saa ufatte- lig for Owen og for dem, der med ham sætte den egenlige Vanskelighed ved de kjånslåse Generationers Formering netop deri, at Kimene eller Spirerne i dem udvikle sig uden Befrugt- ning. Meget mere synes mig Tilstedeværelsen af Sædstoffet og Ægstoffet i samme Legeme — og selv hos saadanne Former, som formere sig paa kjånslås Maade, — at gjåre Owens hele Conjectur overflådig, den nemlig, at hine Kim, som udvikle sig uden Befrugining, ere Blommeklåvninger, der som saadanne ere paavirkede af det oprindelige Moderægs Befrugtning; thi under en slig krypto-hermaphroditisk Tilstand maae jo Stofferne af de to Kjon overalt kunne træde sammen og frembringe nye Væsener, uden at vi med vore nuværende Instrumenter ville være istand til at kunne holde Oie med en slig Virksomhed. Man undskylde denne Digression i Anledning af den ,fond du phénoméne”, som Hr. Van Beneden havde ment at maatte tillægge mig. Man vil deraf see, al jeg mener at være kommen SÅ lidt videre i Undersågelserne over Opamningens væsenlige For- hold, end Van Beneden formoder, medens der dog paa den anden Side er meget langt tilbage, inden jeg skulde indlade mig påa saadanne dybere Forklaringer over Phænomenets Mulighed, som dem Owen%) indbilder sine Læsere al jeg har tilsigtet med +) Da min Bog om Opamningen ikke er. oversat paa Fransk, og jeg maa antage, at den Omarbeidelse deraf, som den beråmte Professor R. Owen i London har givet i sit Skrift: On parthenogenesis, or the successiv production of procreating individuals. from a single ovum. A discourse introductory to the hunterian lectures on generation and development, for the jear 1849, delivered at the Royal College of surgeons of Eng- land. "London 1849, vil, ligesom alt hvad der flyder fra denne Physiologs Pen, være mange franske Læsere bekjendt, medens jeg derimod ikke tår . gjoreRegning paa, at den engelske Oversættelse afGenerationsvexlen, ud - givet af Ray Society, men kun for dette Selskabs talrige Medlemmer, er i franske Læseres Hænder, og endnu mindre tår vente, at disse skulle let- telig have Leilighed til at sammenstille denne engelske Oversættelse med den som Original udgivne tydske Udgave af delte Arbeide, tår jeg ikke undlade her at nedlægge min Protest imod den igjennem hele Owens Ar- heide gaaende Fremstilling, som om jeg ved Ordene ,,Generationsvexel” »Amme” 0o.s.v. eller ved ,,;metaphorical phrases” af nogensomhelst Art har ment at kunne forklare Phænomenets dybere Grund, eller som om enten Prof, Edw. Forbes eller nogensomhelst anden af de hædrede Naturforskere eller speciellere Anatomer og Physiologer, der have udtalt sig for min Fremstilling af Generationsvexlen, kunde have fundet noget forklarende i disse Udtryk, der kun ere givne som Betegnelse for Begreber, hvilke ikke får vare komne til tydelig Bevidsthed. ,,The terms, siger Professor Owen S. 4f, m which he has summed up the facts, are now commonly received both here and on the Continent in the sense in which he has proposed them, viz. as exrplanatory of the phænomena so generalized. It is against this arrest of inquiry and judgement that, I now chiefly argue” etc. og paa lignende Maader varierer han nu dette Thema, denne mig tillagte explana- tion of the phenomena, eller of the real facts, 0.s. v. igjennem hele Bogen, (sml. f. Ex. S. 34,49-50,71, 75-76). — Prof. Owen har at forsvare for mig, sine Tilhérere og sine Læsere, den skjæve Forestilling han giver om mit Skrift, og maa allene tilskrive sig selv den store Mistanke der er faldet paa ham om at have villet stille Andres Arbeide i stærk Skygge, forat hans eget skulde lyse desto klarere. I Modsætning til den dybe Indsigt i Phæno- mets indre Grund, som min Bog ifålge Owens Insinuation skal have fordret at lægge for Dagen, tillader jeg mig at erindre Parthenogenesens Forfatter og Læsere om fålgende Ord af min Fortale: I believe that I bave given only the first rough outlines of a province of a great ,ferra incognila', which lies unexplored before us, and the exploration of which promises a return, such as we can at present scarcely appreciate. Several points Big... min Bog, uagtet den talrige Steder giver Bevis for det Mod- satte. Af Digressionen tår det maaskee ogsaa fremgaae, at jeg fremdeles maa ansee ,Generationsvexel” som en meget passende Benævnelse for Phænomenet, da den tager Hensyn til den fæl- leds Karakter hos alle de Væsener, der udvikle sig paa denne dobbelte Maade, og ikke indeholder nogen forudfalttet Mening om .den indre dybere Natur deraf, hvilket Parthenogenesis, Metagenesis, og andre gjøre, ikke at tale om det Urigtige i det forste Navns Dannelse. Navnet Generationsvexel er desuden et simpeli Laan fra og Erindring om den fårste Række af de herhen hørende Undersågelser, den nemlig, hvorved det vistes: »alternationem generationum esse legem genericam Salpis.”) Med Hensyn til Opfattelsen af Generationsvexlens dobbelte Forplantningsmaade é Almindelighed og dens Betydning i Na- turen er der endnu et andet Punkt, i Anledning af hvilket jeg maa kræve Van Beneden til Regnskab, og jeg skal derefter gaae over til det specielle Punkt om Cestoiderne. Efterat Prof. Van Beneden nemlig i sin Afhandling om Ce- stoiderne har sammenstillet de Phænomener, som Trematoderne, Campanularierne, Meduserne, Anneliderne og fl. vise i deres of ihis contiinent have been touched at by naturalists, who have there erected their beacons usually without guessing that they were all in the same region; the recognition of these visited points, the discovery ofa few new ones, and the tracing out of their connection with the adjoining coast line, so that the connected figure of the continent might be more authoritatively laid down, is allYhat my researches claim” S.8, eller som den hæderlige Oversætter gjentager det saa rigtig paa Bogens første Blad i sin ,notice by Translator”: nor is it proposed by the author to be more ihan the rough sketch of a picture, to the filling up of which naturalists may, perhaps, be the sooner incited to direct their attention cet — —; Professor Owen synes ikke at antage, at en Naturlov kan faae sin Belys- ning. eller Forklaring, ,explanation”, ad mere end een Vei, og i dette Til- fælde kun gjennem hans parthenogenetiske Conjectur; Lyset, der udgaaer fra min simple Sammenstilling af Kjendsgjerningernes indre Sammenhæng; stiller jeg som ,explanation of the phænomena” dristigen over for Par- thenogenesens mellem Begreberne Metamorphose og Generation, Indivi- duum og Organ hid og did svævende Lygtemand. +) Chamisso:de Salpa. 5. 10, 202 Forplantning, i Et og Alt i den Sammenhæng, hvori jeg har fremstillet dem i min Bog om Generationsvexlen, og uden at han her, ligesaalidt som tidligere i ,un mot sur la génération des animaux inférieurs”, antyder at denne Sammenstilling, paa hvilken han lægger saamegen Vægt), var laant af min Bog, siger" Forfatteren: ,Pour rendre toute ma pensée et la faire: com- prendre aisément, je dirai que ce mode de reproduction est normal dans le régne véægétal. La graine, qui doit donner naissance å un arbre, produil un prémier individu pourvu de feuilles et de racines; ce premier individu donne naissance å des bourgeous semblables å celui qui est sorli de la-graine, et plusieurs généralions se succédent” —-— — — — Une troisiéme sorte d”individus se développe ensuile, aussi par voie de gemmes, ce sont les fleurs, qui ne donnént plus de bour- geons, mais qui produisent les organes sexuels et la semence, Ainsi nous voyons dans le régne vægétal, comme dans le régne animal, une ou deux générations par bourgeons et plusieurs formes dans une espéce, dont une seule, la derniére, est pourvue de sexe.”… (Sur les vers Cestoides S. 103:) Lever Van Beneden i den Tro, at denne hans her citerede Anskuelse er helt forskjellig fra min, maa jeg tilstaae, at jeg paa den anden Side er forundret over, hvor heldig jeg adskillige Aar iforveien har været i at forudane og udtrykke ,toute sa pensée.” Jeg vil lade Læseren dåmme os imellem. S.: 128 (Dansk Udg. S. 69—70.) siger jeg nemlig: alle Thierformen, bey deren Entwicke- lung Ammen bethåtigt sind, erinnern an…die Foripflanzung und Lebenscyclus der Pflanzen. Denn das Eigenthumliche (der Pflanze und gleichsam ihr eigenlliches Kennzeichen ist, dass.der Keim, das urspriingliche Individ im Pflanzenei oder Samen, nur durch eine ganze Reihe von Generationen Individuen hervor- zurufen vermag, welche wieder im Stande sind Samen, oder ”) ,Ce simple rapprochement va jeter un jour tout nouveau sur la classe des Helminthes”. Sur Tetrhynchus $.8, sml. S. 9. og fl. St. (Bulletin. 1849. S. 49 og 50, I.) sml. ,,un Mot. etc,” S$. 15—18. (Bulletin. 1847.). "203 Individuen der ersten Form, hervorzubringen, der die Pflanze ihren Ursprung verdankte. Es ist gerade der 'grosse Triumpf der Morphologie, dass sie zu zeigen vermag, wie die Pflanze oder der Baum — diese nach einem bloss vegetativen Principe (Grundgeselze) geordnete Kolonie verschiedener Individuen — sich durch eine, oft sehr lange, Generationsfolge zu stets voll- køommneren Individuen enifaltet, bis sie nach den zunåchst vor= hergehenden Generationen, ,Kelch” und ,Krone', mit vollkommnen ;månnlichen” und ,weiblichen' Individuen: ,Staubblåttern? und ,Fruchtblåttern' hervoriritt — 'so dass nicht einmal im Pflanzen- reiche der grobere Hermaphroditismus gilt, welchen man noch im Thierreiche zu erblicken gtaubt — und nach der Befruchtung Samen hervorbringt, der wiederum dieselbe Bahn durchlåuft. — Es ist diese grosse und bedeutungsvolle Aehnlichkeit, welche meiner Meinung nach die Eingeweidewtrmerund alle ÆAmmen-Gene- ratlionen mit dem Pflanzenreiche haben, und auf welche ich im Vor= hergehenden hingezeigt habe; ich måchte beynahe sagen, dass es etwas weniger Vollkommnes ist, das an dem Thierleben hangen geblieben, als dieses sich durch das Pflanzenleben empor gehoben.” T en Anmærkning påa samme Side af den citerede Afhandling omtaler Van Beneden Prof. Forbes's rigtige Forsåg paa i 1844 al parallelisere Sertulariernes og Planternes Udvikling og hans Forklaring af ,les loges ovariennes” som ,des individus distincts ou agglomerés”, og tilfåier i denne Anledning: ,Mr. Steenstrup les prend pour des individus simples”, Disse 7 Ord om Ser- tulariernes saakaldte Æggekapsler — der ovenikjåbet indeholde en Undiagtighed, thi jeg betragter dem dog vel som des indivi- dus avec leure progéniture, — ere i Van Benedens Afhandlin- ger de eneste, hvorved han lader Læseren ane, at jeg i mine Arbeider er gaaet ind påa en Sammenligning mellem Dyrenes Generalionsvexel og Planternes Udviklingsforhold. Men maa jeg saaledes med Fåie bebreide Professor Van Beneden en utilladelig Tilegnelse af min Bogs Indhold, hvad det Almindelige ved Phænomenet angaaer, saa er delte ikke 14 204 mindre Tilfældet med Hensyn til visse specielle Punkter, navn- lig for de Dyrs Vedkommende, der udgjåre - Gjenstanden . før hans til Concours stillede Afhandling: Bændelormene. Utilfreds, som det synes, med Bedéåmmelses— Comitteens Rapport, siger Van Beneden i Noten S.9 af Piecen”): ,J”invite Pauteur du rapport å lire M. Steeystrup; il verra gue mon opinion diflére du tout au tout de celle de ce savant, et que M. Steenstrup ma pu songer å donner un nom å ce que jai appelé strobila- et proglottis. La série d'ariicles ou de seg- menis dun Ténia m'esi qwun seul individu pour M. Steenstrup ; et pour moi, il y a autant d'individus qu'il ya darticles dans le corps. L'opinion d”Eschricht est également différente de la mienne.” Maalte det allerede i håi Grad overraske mig saa- ledes at see mig tillagt en Anskuelse, der er lige modsat. den, jeg allerede for mere end 10 Aar siden har fremsat i min Bog om Generationsvexlen og siden den Tid aarligen lært i mine offenlige Førelæsninger, saa maa jeg tilstaae, at det er mig endnu mere overraskende, hvorledes Van Beneden selv kan opfordre Rapportens Forfatter til at see efter i min ovennævnte -Afhand- ling. Jeg troer enhver anden Læser vil finde; det ligesaa ube- gribeligt, naar han læser nedenstaaende Citat af det omhandlede Sted i min Bog S. 115: »Sicher ist der Bandwurm nicht ein einziges Individuum sondern mehrere; das heisst: er besteht aus dem Kopfthier und der aus ihm entistandenen Brut — es spricht ja vieles fir diese Ansicht —; es ist sogar dargethan, dass die in einer zunehmenden Entwickelung befindliche Brut (Glie- der) sich durchaus nicht zu Thieren entwickelt, gleæch dem- jenigen, aus welchem sie ihrem Ursprung erhålt (dem Kopf- gliede) wåhrend dieses allein allen ibrigen Gliedern unåhnlich bleibt, nie entwickelte Fortpflanzungsorgane. bekåmmt, und folglich auch nie Ejer legi, welches die ibrigen in grosser Menge thun; dagegen hat dieses Mund und Sauggruben, kåmmt ”) Bulletin. 1853. 1, 'S. 16. 205 aus Ejern, und ist das Thier, worauf die Entwickelung aller andern beruht,' also ein solches Thier, dem wir im Vorher- gehenden den Namen ,Amme' gegeben haben; und ist diese Ansicht richlig — wass die Zeit entscheiden muss'— so haben natirlich die Botryocephalen, gleichwie alle in dieser Abhand- lung erwåhnte Thiere, welche' sich durch wechselnde Genera- tionen entwickeln, eine ganz andere und bedeutungsvollere Åhnlichkeit mit den Pflanzen, als die von Prof. Eschricht auf- stellte. Die gross gezogenen Individuen, welche aus dem Kopf- individuum durch die sogenannte Qveertheilung entstanden zu sein ,scheinen”, erreichen ålso eine solche Vollkommenheit, dass die Ejer sogar in ihnen ausgebildet werden, bevor sie sich vom Ammenthicre losreissen” 0. s. v.”) Men naar man nu ovenikjåbet, jevnsides med denne Van Benedens Paastand om, at jeg skulde ansee Cestoiderne som enkelte Individer, tillige paa andre Steder i hans Skrifter finder fålgende (rigtignok ikke blot forkortede men ogsaa forvandskede) Citater af og Henvisninger til min Bog om Generationsvexlen: »Certainement le vers cestoide n'est pas un seul individu, mais plusieurs, dit ce savant Danois, påg. 115; et plus bas il ajoute: Vanimal qui sort de VPoeuf est-il semblable å ceux, qve nous avons designé sous le nom de Amme (nourrices)? Si celle vue est juste, ce que le temps decidera, alors les Botriocephales ont une autre signification que cette que leurs donne Mr. Eschricht,” og yparmi les auteurs modernes — sont de puissants défenseurs de la nature polyzoique de ces vers: ce sont M M. Eschricht et Steenstrup” . (S. 96), og endog tilfåier ,Mr. Steenstrup cite å ” Pappui de sa maniére de voir le développement des méduses å +). Man sammsnstille hermed endnu den S. 120 givne Sammenligning mellem Bændelormene og ikterne og Van Benedens Yttring S. 106 af Cestoiderne: »Jusqw'ici persornne n'a songé å meltre en paralléle le développement de ces deux ordres d'Helminthes; on na pensé qwå Pétat adulte… Et comme la plupart — — etc. — on comprend aisément que la base de la compa- -vaison manquait complétement,” 14" ik. AR Yétat de Strobila” efr. S. 88: hvad skal man da trøe -om dette Van Benedens Talent til efter Omstændighederne at læse den modsalte Mening ud af -de samme Ord, og hvor er egenlig Grændsen for de Meninger, man kan blive paaduttet af ham? Hermed kunde jeg vel i Grunden nok sluite min Indsigelse imod den mig tillagte, besynderlige Anskuelse, men for endnu ved samme Leilighed at erindre Van Beneden om, hvorvidt Sammenligningen mellem Cestoiderne og Medusernes- Strobila- stadium, eller mellem "hine og disse Annelider tilhåre ham, eller ikke, vil jeg her aftrykke min paa ovenanfårte Sted givne Note: »Der Bothryocephalenkopf mit allen seinen nach- folgenden Gliedern scheint mir recht passend mit dem Scyphi- stoma-Strobilathiere verglichen werden zu kånnen;” nogle Li- nier nedenfor sammenligner jeg den med ,eine Reihe an hin- ander hangenden Naiden” og gjår opmærksom paa, at her fin- der noget ganske andet Sted end en simpel Afsnåring eller Tver-— deling af en foruddannet Krop i flere, samt at ingensomhelst Ring eller Del af det fårste Individuum gaaer ind i de nye, som fålge efter. I Overensstemmelse hermed hedder det end- videre i min Afhandling om Hermaphroditismen $. 40: ,Under- søgelsen viser just at en stor Mængde af dem (Naiderne)' ere ligesom ykjonslåse” oa: med uudviklede Kjånsredskaber, og jeg har allerede tidligere i-Anledning af Opamningen eller Genera- tionsvexlen, yttret mig bestemt om, at den hos Naiderne saa- kaldte ,Forplanining ved-Tverdeling”, der giver disse Dyr Ud- seende af flere efter Længden forenede Dyr, aldeles ikke be- staaer i, at nye Ener udvikle sig af Led, der have tilhårt eller " udgjort Del af et andet Ene, men de forskjellige til hinanden i en Række stillede Dyr maa sammenlignes med Schyphistoma- Strobilaformerne i Medusernes Udvikling eller med en Bothryoce- phalus. Følgelig dannes Naidernes Rækker oftest af forskjellige Væsener, nemlig af opammende, som mangle uddannede For- plantningsredskaber, og opammede, der have dem. En lignende Forbindelse af Ledorme kjende vi alt fra gammel Tid hos Syllis 207 (Nereis prolifera Mull. Zool. Dan. LI.), og nylig har Quatrefages stadfæstet det samme for en anden Syllis fra Kanalen, og dertil givel den bestemte og for den ovennævnte Anskuélses Riglig- hed talende Oplysning, at det forreste Dyr aldrig tager Del i Forplantningen, men kun det bagerste og at dette kun har eet Kjon og frembringer enten Æg eller Sæd.” . Derimod har jeg ikke anvendt Navnet ,Strobila”” paa Ammen med de opammede Led, og Æren derfor overlader jeg vis- selig Van Beneden; men: det har været mig umuligt at fatte, at Van Beneden har med dette Udtryk villet mene andet, mere eller mindre, end hvad vi hidtil have betegnet med: ,Cestoide”. — Skal Rækken eller Kjæden af de med hinanden forbundne Slægtled hos Bændelormene endelig have en egen terminologisk Benævnelse, hvilket kan have sin Fordel, indser jeg ikke bedre end at Kjæden af Salperne' og af Naiderne med deres Amme bør betegnes med det samme Udtryk; men under alle Omstændigheder synes mig da Benævnelsen og Begrebet Strobila (Sars) at være mindre heldigt valgt. Jeg forlader herved denne ubehagelige Sag, da jeg troer at have anført tilstrækkeligt, forat vise af hvilken let Natur Van Benedens Angivelserere%); de talrige Selvmodsigelser %%) j disse ”) TIT Anledning af flere Ytitringer af Van Beneden griber jeg dog Leiligheden til endnu at spårge, om det vilde have været ubilligt at have ventet, at min Tvivl imod Rigtigheden af de Miescherske Iagttagelser om Filaria piscium og dens Forhold til Trematoderne burde noget have nedstemt Forfatterens Udbrud Cestoid. S. 22. ,, tout le monde crut å P'exactitude de Pobservation de Miescher, méme ceux, que leurs travaux antérieurs auraient du tenir en garde contre de pareilles interprétations”? — og maaskee herettiget til et noget andet Citat end de saa curidst S. 7 anførte sidste Linier af min Anmærkning $.113. cfr. Siebolds Berichte i Erichsons Archiv 1843. S. 329, Som Exempler vil jeg her til de foregaaende endnu anfåre et Par: »Åux yeux de Mr. Steenstrup, le scolex donc il est question dans ce travail, c'est-å-dire le premier åge au sortir de 'oeuf, est une nourrice; elle nourrit, mais ne reproduit pas; selon moi, elle reproduit, mais au lieu d'un oeuf elle donne naissance å un bourgcon”, Cestoides S. 24 Note. man sammenligne nu den oftmeldte Piece om Digenesen S. 9 Note: SD Fk. Al gjore det desuden tildels ligegyldigt at vide, og ikke synderligt lånnende at udfinde, hvad denne Forfaiter egenlig har ment. Kun med Hensyn til Forstaaeligheden af de vigtige physiologiske Phænomener, som foreligge, og altsaa med Hensyn til Antage- ligheden eller Ikke-Antageligheden af den hele Lære om Ge- nerationsvexlen, anseer jeg det for hensigtsmæssigt til Fore- byggelse af Vildfarelsers Udbredelse i Videnskaben, endnu til Slutning at gjåre opmærksom paa flere væsenlige Misforstaael- ser og Forvexlinger i Van Benedens Fremstilling af Generalions- vexlen, Digénésen, hos forskjellige Dyrformer. Det er saaledes en uriglig Opfattelse, at de Cytlæisformer, som skyde Knopper, ere ,dans la derniére phase de développement” (un Mot. S. 11) eller ere ,sous la derniére forme médusaire” (Cestoides $S. 101); thi de ere kun meduseformede Ammer; de have vel Formen tilfælleds med fuldt udviklede Meduser, men de have ikke disses Betydning (valeur), og ingen tilfredsstillende Iagtitagelse taler for, at de selv faae denne, men fårst deres Afkom i næste eller senere Generation, — Uafhængig af enhversomhelst Tvivl om, hvorvidt der virkelig i Naturen existerer en saadan Kategorie af Generationsvexel, som den Van Beneden opstiller under Nr. I. (Digénése S. 11; Bulletin 1853 S. 18) — i det mindste paa denne Maade opfattet — tår del døg nok paastaaes, at det er en urigtig Tolkning, naar Microstomum henfåres der- til, eller regnes blandt de Dyr, der i en yngre Alder skulle »M Steenstrup a appelé nourrices (Ammen) le tétard, provenant d'un oeuf et produisant des bourgeons.” : Eller fålgende Yttring af samme Piece S. 9: — — yil ya alternance dans la forme du corps, comme dans le mode de reproduction. Voilå le phénoméne de la ,génération alternante” dans toute sa simplicité, tel qw'il est entendu par M. Steenstrup. Les faitssepassent-ils généralement ainsi? Évidemment non, la ,génération alernante' est pres- que lerception”. og sammenholde hermed $. 106 af Cestoiderne: — — »lorsque ces individus présentent des différences, il y a pour M. Steenstrup une génération alternante. Il est å remarquer que cette géné- ration alternante devient larégle.” 209 formere sig påa kjånslås Maade f. Ex. ved Tverdeling, og i en ældre Alder blive udrustede med Kjøén og Kjonstoffer. De hid- til, og navnlig ved Dr. Max. Schultze i Greifswald givne Iagttagel- ser vidne netop om det Modsaite.%) Ingen rolig Læser kan finde andet i Schultzes lagtagelser og Afbildninger, end hvad der iagitages ved enhver Cestoide: at der hænger et Led (In- dividuum) med udviklede Forplantningsredskaber bag ved en kjånlås og til ny Knopskydning eller Tverdeling sig skikkende Amme. Schultzes Figur 1 fremstiller ikke een, men to Genera- tioner.%%) — Fremdeles er det vildledende naar Van Beneden, der indfårer Benævnelsen Strobila for det bestemte Begreb af de opamméde Individer med deres Amme,,og rigtignok i Reg len bruger det saaledes, dog undériiden derved forstaaer kun den ene af disse Generationer, den opammede (S. 105 og fl. St.); ligeledes bruger Forf. Benævnelsen Scolex snart om Ammen i Almindelighed, snart kun om den fårste Fosterform, hvoraf Ammen fremkommer ved Metamorphose, Generation (?) eller, som Van Beneden- maaskee rigtigere vilde betegne det, ved Evagina- tion. — Mindre klar Opfattelse af .de Begreber, som -det ved dette Emne er netop mest nådvendigt at holde ude fra hinan- den, maa det endvidere tilskrives, at Van Beneden anférer Bæn- delormene ialmindelighed, og navnlig Tænia, Bothryocephalus og Rhynchobothryus, som svarende til Trematodernes næstsidste Generation%%%), da de jo aabenbårt hovedsagelig modsvare disses sidste Generation + eet Led af deres næstsidste. Mente %) Dr. Max. Sigism. Schultze. Uber die Microstomeen, eine Familie der Tur- bellarien. Erichsons Archiv, fortg. v. Troschel. 1849. S, 280—292. Taf. VI. figg, 1—4. xx) Den ,in seltenen Fållen” af Schultze gjorte ,,Beobachtung abwechselnder Ge- schlechter bey einem und demselben Individuum” vilaltsaa blot sige, at det samme Ammedyr, istedetfor at opamme Dyr af samme Kjån, saaledes som det ellers er gjennemgribende Regel, enkelte Gange — hvis Iagitagel- serne ere rigtige — opamme Dyr af forskjelligt Kjån. efr. 1. c. S. 286. sx%) Les Ténoides (Rhynchobotrius, Tænia, Botrioeephalus) correspondent å Pavant-derniére génération des Trématodes.” (Tetrarh, S. 10. Bullet, 1849, 1. Partie S, 50). 210 Forfatteren virkelig at denne Parallelisering var rigtig, var han ikke langt fra den Mening, han feilagtigen tillagde mig og -saa ivrig bekæmpede, den at de vare enkelte Individer. — Endelig er det en beklagelig Forvirring, der fremkommer derved, at Van Beneden i alle sine Afhandlinger ved Monostomum. muta- bile Zeder., der netop er beskrevet som det kjånnede og af- sluttende Slægtsled i Udviklingen og af hvis. Æg v. Siebold just iagttog Ungerne udkomme, . forstaaer det flere Generatio- ner forud for det gaaende kjånslåse Slægtled: den ,infusorie- lignende” Ammeform. For dem, som ved Van Benedens Vei- ledning skulle komme ind i Generationsvexlens Gang, er denne Misforstaaelse saa meget mere forvirrende, som dertil knytter sig hyppige Forvexlinger af de tvende tidligste Formers For- hold (efr. Cestoid. 100, 101 og fl. St.), en urigtig Opfatning af hvad de forskjellige tydske Forfattere have anseet for slige Tre- matoders nådvendige Parasiter, og fuldkommen Ubevidsthed om at den Hovedfigur hos v. Siebold, Forf. saa ofte tyder, fremstiller Fosteret indenfor den gjennemsigtige Æggeskal — hvilket Dække derfor ogsaa rask udlægges som une gaine formée par exsudation”, hvormed det unge Dyr har omgivet sig, og stilles jevnsides med de Hylstre, der omslutte unge Cestoider i deres Hviletilstand, Delte skeer med den Trematode, hvis første Udviklingstrin saa væsenlig har hjulpet os til Opfattelsen af Trematodernes og Cestoidernes hele Udviklingsgang, som Van Beneden med os selv anerkjender og betragter som paalidelig Udgangspunkt, som »Point de comparaison”, og som et Dyr, ,que tous les Helmin- tologistes connaissent aujourd'hui.” +) %) Note sur Tetrarhynchus S. 8; Bulletin 1849. S. 48. —-Paa disse Forvir- ringer i Opfattelsen af Monostomum har idvrigt allerede v. Siebold gjort opmærksom i hans Afhandling: Uber den Generationswechsel der Cestoden, nebst einer Revision der Gattung Tetrarhynchus. Zeitschrift f. wissen- schaftl. Zoologie. 1850. S. 253. $5” Juryens forannævnte gjennem Briisseler - Academiét til Minisieriet afgivne Dom over Prof. Van Benedens Arbeide har jeg først læst efter at disse mine Bemærk- ninger vare skrevne, 211 Hr. Cand:theol., Botaniker Chr. Vaupel indsendte en Afhandling over det fossile Naaletræ i vore Leer— og Sandlag og ved vore Kyster, hvilken Afhandling han ønsker optagen i Selskabets Skrifter. Comitee: Etatsr. Forchhammer, Prof. Steenstrup, Prof. Liebmann. Hr, C. Piel, for nærværende Tid i Wien, indsendte en trykt Afhandling over Hyalographien, ledsaget af ætsede Pla- der af Glas og Kobber, samt forskjellige Aftryk. Selskabet bemyndigede Secretairen til at takke Indsenderen for denne Med- delelse. Hr. Observator Schjellerup indsendte en Afhandling over den af Tycho Brahe iagliagne Comet af 1580, efter de paa det Kongelige Bibliothek opbevarede Original-Iagttagelser , hvilken Afhandling han ånsker optagen i Selskabets Skrifter. Comitee:; Prof. Olufsen, Prof. Pedersen, Oberstlieutenant Andræ. Mødet den 18? November. BANDS H.. Etatsraad, Professor Eschricht læste en Afhandling over de Hydatiders Natur og Oprindelse, der fremkalde den i Island endemiske ,Leversyge”., Island er hjemsågt af en egen Sygdomsform, der sædvan- ligen kaldes Leversyge (lifrarveiki, lifrarbølga) eller Trang- brystighed (meinlæti), men ifålge saavel ældre som nyere Be- retninger, og blandt disse navnlig Dr. Schleisner”s!), beroer 1) Island undersågt fra et lægevidenskabeligt Synspunkt. Kbhvn 1849. 8vo Deraf særskilt: Forség til en Nosographie af Island. Kbhvn 1849. 8vo. k.….3iå paa en overhaandtagende Hydatidedannelse, fornemmelig i Le- veren og andre Underlivsorganer. Denne i Island endemiske Sygdom synes ganske liig de i andre europæiske Lande sporadisk forekommende Tilfælde af Hydatidesygdom; den ylttrer sig med samme Symptomer, volder de samme Lidelser, er lige utilgæn- gelig for en rationel Lægebehandling, lige farlig for Livet, er, med eet Ord, maaskee kun derved forskjellig, at den har antaget en endemisk Charakteer og i den Grad udbredt sig, at, ifålge Dr. Schleisner's Beregninger, en syvende Deel af hele den islandske Befolkning maa antages at lide deraf. Ved denne sin endemiske Charakteer har den islandske Hydatidesygdom et særligt Krav, ikke blot paa Lægens, men ogsaa paa Naturforskerens Opmærksomhed. Findes her en en- demisk Degeneration af Organvævene? eller en Overhaandtagen af Snyltedyr? og, i saa Fald, ere disse Hydatider Blæreorme, eller maaskee kun Reder for andre Snyltedyrformer, og håre Snyltedyrene til Arter, som ogsaa ellers vides at forekomme hos Mennesket, eller til andre maaskee heelt nye Arter? Disse Spørgsmaal har jeg ånsket at faae besvarede, Langt fra imidlertid allerede nu at kunne give Besvarelsen påa en tilfredsstillende Maade, har jeg kun villet meddele de hidtil an— stillede Undersågelser og en Række dertil sig knyttende Be- mærkninger som en Opfordring til de islandske Læger og Na- turforskere, enten selv at forfålge dem videre eller at forsyne mig med det dertil nådvendige Stof. Hvad hidtil har været til min Raadighed bestaaer 1) i nogle Hydatider, henstaaende i Universitetels pathologisk - anatomiske Museum fra ældre Tid i et Glas med Paaskrift: ,Hydatider af en Islænder”, 2) nogle faa andre fra en paa Almindeligt Hospital afdåd Islænder, hyis Sygehistorie er givet af Prof. Christensen i Hospitalsmed- delelserne for dette Aar, hvilke Hydatider dog først kom mig i Hænde i en halvoplåst Tilstand, og 3) i 10 Hydatider, tilstillede mig af Dr. Schleisner som hidrørende fra det i hans Noso- graphie af Island Pag. 5—7 beskrevne Tilfælde. I de to fårst- 213 Sum een ne nævnte Samlinger vare Hydatiderne i en "Tilstand, der ikke til- lod nogen fuldstændig Undersågelse, og i den sidstnævnte hårte de til en ganske anden Form, en saadan, som ellers ikke vides at forekomme i det menneskelige Legeme, et Resultat der, jo mere overraskende det er, desto mere en ylnbid til at stadfæstes ved nye Iagttagelser. Dr. Schleisner siger i sin Nosographie af Island (Pag. 12), at han, »ved nærmere at undersåge Structuren af de islandske Hydatider, fandt, at det var den Samme, som Rokilansky betegner som den Laenneeske Lever-Acephalocyst og som nærmere beskrives af Budd.” Hermed stemme mine to fårst- nævnte Undersågelser forsaavidt overeens, at der i dem forelaae virkelige Acephalocyster i denLaennec'ske Forstand, det vil sige Hydatider uden organisk Sammenhæng med Organismens egne Væv og selv indsluttende andre mindre Hydatider, hvilken Form mangfoldige Gange er bleven nærmere beskreven, blandt Andre ogsaa af Budd; men at de derhos skulde være det Samme, som hvad Rokitansky betegner som Lever- Acepha- locyst (og hvorfra han aldeles ikke skjelner den Laen- nec'ske), maa jeg paa det Bestemteste træde imåde. Roki=- tansky definerer Leveracephalocysterne”) som: aus einer eiweissstoffigen Gerinnung construirie, ein åhnliches Fluidum enthaltende Blasen”. Hvis de islandske Hydatider ikke vare Andet, end saadanne ved en æggehvideagtig Coagulation dan- nede Blærer, saa vilde de nådvendigviis kun være at be+ tragte som Producter af en abnorm physisk Proces i Legemet. At saadanne kunne forekomme, er det ikke min Hensigt her at benægte. Man kan gjerne indråmme Muligheden, ikke alene af blæreformige Coagula i Legemet, men ogsaa af hydropiske Celler med indsluttede hydropiske Kjærner; men at man ikké kan henregne Acephalocysterne enten (med Rokitansky) til 2) Handbuch der speciellen pathologischen Anatomie. 3ter Bd. Wien 1842. 8vo. Pg. 349, 214 hiin, eller: (med Richard Owen) til denne Form, maa det, til rette Forstaaelse af den islandske Hydatidesygdom, være os særdeles magtpaaliggende at godtgjåre. Den hele Anskuelse af Hydatiders: spontane Dannelse i Legemet, enten ved en Coagulation eller ved en Vandansamling i enkelte til Organismens egne Væv hårende Celler, hidrårer fra cn Periode af Videnskaben, da man endnu, navnlig for Ind- voldsormenes Vedkommende, troede paa en generatio æquivoca. Den hyldedes dengang ikke blot af dem, der frakjendte de simple Hydalider dyrisk Selvstændighed (eller med Rudolphi kaldte dem inanimatas), men selv af dem, der (som Bremser) an- toge dem for selvstændige Dyreorganismer. Naar man man nu derimod forkaster Dyrenes generatio æquivoca, er det klart, at Besvarelsen af det for denne hele Undersågelse allervigtigste Sporgsmaal, nemlig af Spørgsmaalet: om de for den islandske Befolkning saa &delæggende Hydatider komme udvendigifra ind iLegemet eller opstaae af sig selv deri, afhænger af dette an- det Spérgsmaal: om de ere, eller ikke ere selvstændige Orga- nismer? Det gjelder os altsaa om at vise, at de virkeligen ere selvstændige Dyreorganismer. Man vil erindre, at ogsaa de hos planteædende Pattedyr temmelig almindelige, hos Mennesket ikke saa hyppigt iagttagne Echinokokblærer tidligere betragtedes, ikke egentlig som Dyr, men kun som Reder for de indesluttede Smaavæsener med 4 Sugeskaale og en Krands af Kroge liig Tæniernes: Echino- kokker. Det egentlige Forhold mellem disse Echinokokker og deres fælleds Blære klaredes først i Aarene 1834—36. ved to omtrent samtidige lagttagelser af Focke?) og Johannes Muller”), begge anstillede paa Hydatider af det menneskelige Legeme. Af disse Iagitagelser er det blevet til Yished, hvad allerede af en ældre lagttagelse af Goeze havde kunnet. for- 2) Gustav Chemnitz de hydatidibus echinococci hominis. Diss. inaug. Halle 1834. 8vo. 4) Millers Archiv 1836. Pg. CVII— CVIII. 215 modes, nemlig at Echinokokkerne oprindeligen som stilkede Smaalegemer voxe frem paa Hydatidernes Indside; Stilkene sidde paa Echinokokkernes bagesle Ende, den, der er modsat deres krogbesatte Tæniahoved. I Dyrenes: Echinokokblærer er For- holdet senere af Siebold, R. Leuckart og Andre fundet ganske i Overeensstemmelse hermed. Leuckart har altid: fun- det Echinokokkerne i utallig Mængde voxe umiddelbart frem paa en stor Hydatides Indside; Siebold derimod kun 3; 5, 15 —25 påa Indsiden af mindre Hydatider, der selv ofte endnu sad fast paa en stårre Hydatides indvendige Væg. Men paa de afFocke og Johannes Muller iagttagne Hydatider fra det menneske- lige Legeme fandtes ikke alene begge disse Former, men i samme Hydatider endog baade frie og fastsiddende Echinokokker til= ligemed mindre Hydatlider, der selv alter indeholdt Echinokokker, ligesom paa den anden Side fandtes Hydatider uden Echino-= kokker, men. ellers: fuldkommen. eensartede med de dvrige. Foier man nu endelig hertil, at alle de af Johannes Mul- ler iagttagne Hydatider udtémtes med Urinen fra en Mand, der leed af en Sygdom i Nyrerne, hvorimod de af Focke iagttagne i et Lig fandtes indsluitede i sex forskjellige Sække, af hvilke den ene med sine utallige Hydalider veiede 4 Pd. og opfyldte hele den venstre Leverlap, — og lader man ikke upaaagtet den saavel i Island som og paa flere andre Steder gjorte Erfaring, at Sygdommen sædvanligviis begynder med en enkelt. Svwulst, navnlig i Leverregionen, men faaer sin hele livsfarlige Charac=- teer naar denne pludselig svinder, navnlig efter et Ståd ud- vendigtfra, saa synes man fuldibereltiget til folgende Antagelser. 1) Alle Echinokokholdige Hydalider ere Echinokokkernes Mo» derorganismer (,Ammer”), altsaa selv at ansee for selv- stændige Dyreorganismer. 2) Echinokokblæren frembringer Echinokokynglen enten umid- delbart (som dens ,Amme”) eller middelbart i andre min- dre Blærer (som dens ,Gammelamme”). 3) Een og samme Hydatide. kan paa eengang baade umiddel- 6 REE bart og middelbart gjennem indre Hydatider frembringe Echinokokker. 4) Echinokokkernes Ikke-Tilstedeværelse berettiger ikke til al frakjende en Hydatide Betydning af en virkelig Echi- nokokblære, og kan ikke berettige dertil, eftersom der maa være et Stadium, i hvilket Echinokokkerne endnu ikke ere voxede frem. : 5) Ved en Stamhydatides Bristning kan dens Hydatideyngel tri- ves paa de Steder, hvor den tilfældigen fåres hen, og her grunde flere nye Echinokokcolonier. Naar Lægerne i. Almindelighed, selv efter Offentliggjårelsen af de to nysnævnte Iagttagelser, endnu holdt paa den afLaen- nec (1804) indførte strenge Adskillelse mellem Echinokokblæ- rer og Acephalocyster, saa var dette fårst og fremmest be- grundet paa den Forestilling, at hine var en Form, som egenllig tilhårte Dyrene, hvorimod de Ikke - Echinokokholdige Hydatider vare ejendommelige for det menneskelige Legeme. Efterviis- ningen af selve Echinokokkerne ansaaes endnu bestandigt som noget Sjeldent og Usædvanligt i Menneskets Hydatider. Men denne Anskuelse beroer maaskee hovedsageligen derpaa, at 1) de, der undersåge Dyrenes Echinokokker, i Reglen ere Natlur- forskere, fortrolige med Mikroskopets Brug, hvilket ikke er al- mindeligt blandt Lægerne, og 2) at Dyrenes Hydatider alminde- ligviis undersåges i en endnu frisk Tilstand og i en Udvikling, der endnu ikke har fremkaldt Suppuration eller andre sygelige Tilstande hverken i de afficerede Organer eller i selve Hydali- derne, medens det Modsalte er Tilfældet med Menneskets Hy- datider. For en nogenlunde åvet Iagttager er Intet lettere end i en frisk Hydatide at eftervise Echinokokkerne, hvorimod det selv for den meest åvede er overmaade måisommeligt og van- skeligt, i en forraadnet Hydatides grumsede Indhold at eftervise de enkelte Kroge af oplåste Echinokokker. At virkelig heri maa såges Hovedgrunden til Echinokok- kernes'sjeldne Efterviisning i de menneskelige Hydatider, fandt 217 en væsentlig: Bekræftelse, da i Aaret 1843 en fransk Læge, Livois%), fremstod med den Paastand, at han i de 800 af ham undersågte Tilfælde saavel fra: Mennesket som fra Dyr, aldrig nogensinde havde sågt dem forgjæves. Og virkelig angav der- efter enkelte Læger, "navnlig Budd, at de, opmuntrede ved denne Paastand, paa ny havde taget gamle Hydatider fra det menneskelige Legeme frem, og nu ogsaa næsten altid fundet enten Echinokokkerne selv eller enkelte af deres Kroge deri. Efter alle her anfårte Iagttagelser: vil man vistnok. kunne ansee sig for berettiget, til at nægte Gyldigheden af den Ro - kitan sky'ske Definition paa de saakaldte Acephalocyster i Al- mindelighed, og til at hævde disse Hydatiders Plads blandt de selvstændige dyriske Organismer. - Og virkelig tår det vel nu betragtes som en for Helminthologerne afgjort Sag, at Ace- phalocysterne hverken ere meer eller mindre end Echinokok- blærer. " Med Hensyn til de islandske Hydatider gjaldt det altsaa egentlig kun om at erfare, ihvorvidt de stemmede overeens med de almindelige Acephalocyster, og, i hvor slet en Tilstand de til min Raadighed staaende Exemplarer end befandt sig, laae dog denne Overeenssiemmelse klart nok for Dagen. Af Hyda- liderne i Universitetets pathologisk-anatomiske Museum blev kun een, men de fra Prof. Christensen's Tilfælde alle paa een nær opklippede. I hiin, der havde Størrelse af en Hasselnåd fandtes 10 mindre Hydatider, de mindste af et Knappenaals- hoveds Stårrelse, alle indskrumpne og tildeels ligesom stoppede ind i hinanden; i hver af disse ligeledes 3—5—8 mindre Blæ- rer." Af hine 10 Smaablærer bleve fremdeles to opklippede, for om muligt at finde Echinokokkroge deri -— om Echinokokker kunde her neppe være Tale —, men efter et Par Timers for= gjæves Søgning afstod jeg fra det méisommelige Arbeide. Med " stårre Taalmodighed fortsatte jeg Sågningen i de mindre Hyda- 5) Recherches sur les Echinocoques chez l'homme et chez les animaux. Paris 1843, 4tø, 218 tider fra Prof. Christensens Tilfælde, og havde ved Slutnin= gen af den anden derpaa anvendie Formiddag omsider den Glæde at finde fårst een, strax efter endnu to andre Echino- kokkroge. Istedetfor da endnu at oplede flere, besluttede jeg, hellere at anvende al mulig Flid paa, ret nåéie at undersåge disse enkelte Kroge i Sammenligning med andre Echinokokkers, og jeg overbeviste mig snart om, at de i Eet og Alt navnlig stemmede overeens med Krogene af de Echinokokker, jeg har havt Leilighed til nærmere at undersåge fra en Leverhydatide af en Kjobenhavner. Da denne Undersågelse ogsaa turde tjene Andre til Sam- menligning ved lignende Undersågelser, skal jeg tillade mig, her fuldstændigt at meddele den. Hydatiden fandtes den Yde Juni 1853 i Liget af en 2 Dage forud af Brystsyge i Almindeligt Hospital afdåd Patient, 26- Aar gammel. Den laae, som sædvanligt, i en ydre Kapsel, 22—3" i Gjennemsnit, for stårste Delen skjult i Levermassen, for en mindre bugnende frem under den forreste Leverrand og staaende i inderligste Sammenhæng deels med Leverens, deels med Bug- hindens Væv. Hele Præparalet bragtes mig endnu samme Dag ved Hr. Reservelæge Engelsted i fuldkommen god Stand, kun at saavel Kapslen som selve Hydatiden vare opklippede. Fra Kapslens Indside bemærkedes, at den paa tre Steder havde en Forlængelse, i Form og Størrelse lig et almindeligt Fingerbél. To af dem laae indtrængte i Levermassen, den tredie sad tæt udenfor Leverranden. Denne sidste, butte Forlængelse dækkedes udvendigt af en Blære, af Siårrelse som en Hasselnåd "og fyldt med en blodblandet Vædske. Selve Hydatiden skjøénnedes, skjøndt opklippet og faldet sammen, at have udfyldt hele Kapslens Hule. Til hine to fin- gerbålagtige Forlængelser af Kapslen i Dybden af Leveren havde Hydatiden to tilsvarende; men den tredie Forlængelse ae fyldtes af en blåd Masse, der sad fast paa Hydatidens ydre Væg og i Form og Udseende nærmest lignede en af Hånse- æggets Chalazzæ. Hydatidens Vægge bestode af io ucensartede og kun låst sammenhængende Hinder, hvoraf den udvendige havde Echino- køkblærernes bekjendte, næsten bruskagtige Fasthed og lagvise Sammensætning; dog forekom mig det yderste af Lagene ved sin særlige Glathed og Tyndhed nok at kunne stilles lige med et Epithelialovertræk, skjondt et saadant sædvanligen nægtes. Den indvendige Hinde havde en Sliimhindes Bléådhed og visle sig-for det blotte Oie besat med svage, butte Ophoininger, om- trent 4" Gjennemsnit, Under Luppen, og endnu tydeligere under Mikroskopet paa mørk Grund med paafaldende Lys, visle disse "Ophéininger sig som mælkehvide Plelter med en Spalte i Midten, formodentlig som Spor til de mindre Echinokokblærers tidligere Befæstigelse. | Blæren vår allerede bleven opklippet og udtåmt ved Ob- ductionen. I den ringe Mængde tilbageblevne Vædske fandtes ingen mindre Blærer, og ei heller vare saadanne blevne iagt- tagne ved Blærens Udtémmelse under Obductionen, Desto rigeli- gere fandtes frie Echinokokker deri. Endog af Viinaanden, hvori Blæren ligger "opbevaret, indeholder hver enkelt Draabe som oftest 1—6 Individer. Dercs Størrelse svævede mellem "/0—/40". Ved: at betragte dem under Mikroskopet uden al Compression bemærkede jeg, at de ingenlunde, som jeg tidligere havde forestillet mig, have Form af en Kugle eller af et Æble, men i Grunden ere flade Smaalegemer med en Forhéining paa-den ene Flade, i det Hele omirent åf Form som en bredskyggel, fladpullet Hat, saa at de under Vædskens Stromning antage heelt forskjellige Skikkelser. (40 Ganges Forstårrelse). 220 Samtlige Echinokokker havde Hovedet dybt indtrukket i Legemet, og navnligen vistnok i hiin Forhéining paa Rygfladen, i hvilken, efter hvad jeg troer, Hovedet har sin oprindelige Plads. Indkrængningsstedet forpaa Legemet var paa de fleste Individer ret tydeligt, dog aldrig i en saadan Grad, som det maa have viist sig for Blanchard, da han lod sig forlede til her at antage en Mund og Tarm. Den bageste Indbugtining var som oftest ogsaa ret tydelig; til Stilken fandtes intet Spor. Af de indre Dele kom altid fårst de saakaldte Kalk- eller Glaslegemer til Syne. Jeg fandt deres Antal stårre end sædvanlig angives. Ikke sjeldent viste sig ved uforandret Focalvidde over 60, fortrinsviis hørende til den ene Flade, eftersom andre traadte i deres Sted ved Focalviddens Forandring. Ved anvendt Compression og en Forstårrelse af 150 Gange blev i mange Til- fælde en Kjærne tydelig, saaledes som allerede Gulliver har be- skrevet og afbildet) i disse Smaadele hos Cysticerkerne. Efter min Mening ere de vel nærmest (150 Ganges Forstårrelse). kiselholdige Celler. AtEchinokokkerne ere forsynede med et ydre Hudovertræk skjonnedes af og til ret tydeligt, saaledes som i sidste Figur påa den ene Side er antydet ved den fremtrædende Dobbelt- contour. Til Sugeskaalene paa det indtrukne Hoved vilde det lige- saa lidt lykkes mig som Budd og i de fleste Tilfælde Livois at finde noget tydeligt Spor, ' skjoåndt rigtignok paa deres vel- bekjendte Plads sædvanligviis fandtes et Par lysere Regioner, hvori Kiselcellerne vare sparsommere forhaanden. Stårst Opmærksomhed henvendte jeg paa Krogene, Uden 6) Medico - chirurgical transactions. London 1841, 2. Ser., Vol, 6. pg. 3, pl. 1, fig. 8, 9. 221 Compression vilde "disse ikke let give sig tilkjende paa de i Viinaand opbevarede Exemplarer uden i Form af et mørkere Tverbelte, der dog tildeels ogsaa hidrårer fra den stårre Tyk- kelse ved Ophéiningen paa Rygfladen. At tælle Krogene og n6éie at bestemme "deres Form lykkedes fårst ved stærk Com- pression og en stærk Forstårrelse. (800 Gange forstørret). Dog blive de ved en saadan Presning altid veltede om paa Siden, og meer eller mindre bragte ud af deres rette Plads. - Jeg talte et Par Gange med megen Bestemthed 32 Kroge, eengang kun 30, en anden 34. Skjåndt jeg altsaa er tilbåielig til at ansee 32 for det normale Tal, er jeg dog overbeviist om, at det ikke er et constant. Deres Længde udgjår omtrent "4007" eller 0,0217 Mm; nogle synes at være noget kortere, andre noget længere. Ja underliden troede jeg paa visse Steder af Krandsen at skjelne en Alternation af længere og kortere, men dog saa usikkert og med en saa svag Forskjel, at det muligviis kan have beroet paa en tilfældig forskjellig Stilling. Jeg maa derfor underskrive den almindelige Angivelse, at hos Echino- kokkerne, i Modsætning til Tænierne, kun findes en enkelt Række ligestore Kroge. I Henseende til Formen, vise Echinokokkrogene sig næslen aldrig tydelige uden ved en vis Grad af Presning og derfor ei heller let uden i skarp Profil. Hver Krog bestaaer af et Fod- 19" 222 blad (Basis) og den derfra i en skjån Bue udgaaende egenilige Krog eller Klinge. I det Indre af Krogen sees ved gjennem- faldende Lys en Skygge, der næsten tager sig ud som en indre Marvdeel, men dog rimeligviis kun beroer påa en stårre Tyk- kelse og Uigjennemsiglighed. Den her medø størst mulige N&åi- aglighed afbildede Form stemmer, som det forekommer mig, meest med den, Livois har givet. Dog troer jeg herlil at kunne fåie en Angivelse, som er ny, nemlig den, at Fodbladets nærmere Krog- spidsen liggende Ende, Krogens egentlige Hy- pomochleon eller Vippe, er klåvet saaledes, at den ender i to butte Fremstaaenheder, et For- hold, som fårst bliver tydeligt ved ai vexle Krogens. Focalafstand. Alt eftersom den ene eller anden af Dopperne bliver mere- kjendelig, synes Fodbladets nederste Ende snart at danne en mere ret, snart en mere stump Vinkel til dels åverste (a). Det var altsaa med de ovenstaaende Figurer at Krogene i de islandske Hydatider fandtes at stemme fuldkommen overeens, og ligesom denne Overeensstemmelse kan tjene til yderligere Bekræftelse af Acephalocysters og Echinokokblærers Eensartet- hed (thi den nysbeskrevne Hydatide var ingen Acephalocyst; hverken i denLaennecske eller i den Rokitanskyske For- stand, men netop en simpel Echinokokblære), saaledes vil den og tjene til Beviis for, at de islandske Hydatider idetmindste i det givne Tilfælde have været eensaritede med de udenfor Island forekommende. Det har været mit Onske, at udstrække Sammenligningen ogsaa til de hos vore planteædende Huuspattedyr forekommende Echinokokblærer; men trods alle mine Bestræbelser har jeg siden den Tid endnu ikke kunnet erholde en eneste deraf. At en gjennemgribende Sammenligning af Echinokokkerne skulde være overflådig, troer jeg ikke, og det navnlig af fålgende Grund. Saa rigligt det vistnok er, at betragte Acephalocy- sterne i det menneskelige Legeme for sande Echinokokblærer, saa voveligt forekommer det mig åt være, med de nyere Hel- minthologer uden videre at henregne alle Echinokokker til een og samme Art. Man maa indråmme, at en Arltsadskillelse ikke bår begrundes paa Forekomsten enten i Mennesket eller i Dy- rene; man maa fremdeles indréåmme, at hidtil ingen paalidelige Artsmærker ere blevne paaviste, og at navnligen det af Blan- chard opstillede for hans Echinococcus arietis beroer paa en grov Miskjendelse af Echinokokkerne med indtrukket Hoved; men heraf fålger dog kun, at de mulige Artsmærker for en E. hominis og for den eller de under Benævnelsen E. veterinorum muligviis skjulte forskjellige ' Arter, endnu ikke ere efterviste. At de forskjellige Afbildninger saavel afEchinokokkerne (f. Ex, R. Leuckart's7) ved Siden af Livois”s og andres) som af Echinokokkrogene (f. Ex. Blanchard's?) ved Siden af alle de åvriges) afvige betydeligt fra hverandre, beroer maaskee kun paa. den forskjellige Opfattelse, som er uundgaaelig hos flere forskjellige Iagttagere; men om det er saaledes eller ei, vil forst kunne bedåmmes, naar een og samme Ilagttager faaer Lei- lighed til gjennemgribende at .sammenligne alle de. forskjellige Dyrs Echinokokker. Det er fra det zoologiske Slandpunkt vig- tigt at komme til Vished om, hvorvidt en saa håist ejendommelig | Form virkelig skulde være indskrænket til een eneste Art, og det er fra det lægevidenskabelige Standpunkt ikke mindre vig- tigt at komme til Vished om, hvorvidt et for en heel Befolkning &delæggende Snyltedyr er ligeartet med saadanne, som fore- komme hos samme Befolknings Huusdyr. Det skulde derfor glæde mig, om jeg kunde faae Leilighed 7) Wiegmanns Archiv 1848 Tavle 2, fig. 2. 5) Cuvier le régne animal Zoophytes pl. 41 fig. 4 og 5. Mm. 8 til at fortsætte disse Undersøgelser paa de hos Pattedyrene forekommende Echinokokker. Hos den her i Kjåbenhavn af Hydatidesygdom dåde Islænder fandtes Hydatiderne altsaa -af samme Art som de ogsaa udenfor Island hos Mennesket forekommende Echinokokblærer, og for saavidt stemmer min lagttagelse med den Schleisner'ske An- givelse. Desto mere overraskende maatte det være mig, dajeg nåiere eftersaae de 10 Hydatider, som Dr. Schleisner selv velvilligen har tilstillet mig fra den fårste af de ved ham beskrevne Sectioner, at finde dem af en heel anden Art. . De vare nemlig — Omentalkapsler, hver for sig indeholdende en Blærebændel- orm (Cysticerk). Da baade Kapslerne og Ormene havde stor Lighed med dem, der meget hyppig forekomme i Faarenes Net saavel her som i Island, har jeg ikke kunnet undertrykke den Mistanke, at her var skeet en Forvexling. Hvad der imidlertid har svækket denne Mistanke betydeligt, og gjort mig mere for- trolig med, at den. islandske Hydatidesygdom virkelig, idetmindste i nogle Tilfælde, fremkaldes af Blærebændelorme, er en Angi- velse af Justitsraad, Landphysicus Thorstenson i Reikiavik, som findes i Dr. Schleisner”s Værk over Island Pag. 9. En Dreng paa 4 Aar, hedder det, havde en fluctuerende Svulst i håire Side, saa stor som et Barnehoved, ved hvis Aabning ud- tomtes en Mængde ildelugtende tyndt Pus samt et stort Antal Hydatider af et Dueægs Stårrelse. ,Disse Hydatider,” hedder det videre, »,vare rundagtige, med en Hale til den ene Side; ved at komme dem i lunkent Vand viste de en tydelig Bevægelse, især ved at trække sig sammen og udvide sig.” — Man maa vistnok indromme, at en med Helminthologien ikke fortrolig, men netop derved uhildet, paa- lidelig Iagitager, ikke kunde give nogen mere betegnende Be- skrivelse af Blærebændelorme, og i Forventning af yderligere Bekræftelse paa disses Forekomst hos de islandske ,Leversyge” 225 har jeg forelåbigen sågt at bestemme de her foreliggende saa noiagtigt som muligt, Man veed, at Blærebændelormes Forekomst i det menneske- lige Legemes Underlivsorganer vel er blevet angivet nogle Gange, men dog saa ubestemt, at Rudolphi rigtignok opstil- lede en Cysticercus visceralis hominis,. men dog kun blandt Species dubiæ og med det udtrykkelige Tilféiende ”: res valde ambigua, mihiqne in cadaverum humanorum aliquot millibus nunquam visa.” Blærerne vare aflangrunde, %4—1"/2 Tomme i deres Længde- axe; den ledede Krop temmelig fremstaaende 1— 2''" lang, /4—1!4'” tyk. Da det ikke vilde lykkes at klemme Hovedet frem, " bleve de yderste Lag af Kroppens forreste Deel klippede af, og denne derpaa, stærkt comprimeret, bragt under Mikroskopet. Den hele Krands af Kroge kom derved saa tydeligt for Dagen, at det baade lykkedes at tælle dem, og at erkjende deres Form paa det Bestemteste. Tallet var 32, 16 lange og ligesaa mange korte; i Henseende til Formen lignede de fuldkomment Krogene påa de Cysticerker, der saa almindelig forekomme i vore Faar, navnlig i Nettet, og udentvivl ere Cysticercus tenuicollis. Af denne og tillige af dens Krogkrands har allerede Bremser leveret en Afbildning”?), Men da den ikke forekommer mig tilstrækkelig tydelig for at tjene til Artens Bestemmelse, skal jeg tillade mig at give et Par nye Tegninger af Krogene. Jeg har til Undersågelsen af denne Cysticerk, navnlig med Hensyn til Krogene, havt et meget stort Antal Exemplårer til min Dis- position; thi under' min ivrige Efterspørgsel hos Slagterne i afvigte Sommer efter Hydatider, bragte man mig altid kun denne samme Cysticerk, især fra Lammenes Net, som oftest kun " enkelte eller 3, 5—7 i eet Net, men eengang endog henved 50 9) Entozoorum Synopsis pg. 181. 10) Icones helminthum Tab. XVII fig. 10—11. EN Er er er rs eN 226 i eet Lammenelt. Aldrig lykkedes det-at faae nogen Echino- kokblære fra et af vore Huusdyr. Den ledede Krop var altid skarpt begrændset fra Blæren, havde ikke den for C. tenuicollis af Bremser afbildede Tragt- form. Blæren Ye—1"4” "i sin længste Udmaaling, den ledede Krop 1—3'" lang, 1'” bred, i sammentrukket Tilstand med faa, men meget stærke Rynker eller Folder. Ved at klemme Kroppen bagfra fortil lykkedes det altid at faae Hovedet og Snablen (Rostel- lum eller Proboscis) frem. Tydeligst lode sig da Krogene tælle og iagttage ved at'gjennemklippe det omtrent ”%2'”" tykke og lange Hoved paa tvers og bringe det, bedækket af en meget tynd Glasplade, under Mikroskopet. (Noget over 100 Ganges Forstårrelse).— Længden af de lange Kroge maalte jeg 0,212 Mm, af de korte 0,133 Mm. Hine var altsaa næsten 10-Gange, disse noget over 6 Gange længere end Echinokokkernes Kroge. De. korte Kroge ere stillede saaledes til de lange, at de, skjåndt neppe ”'g saa store, dog med deres Spidser naae omtrent lige saa langt frem. Det vil være rettest, ogsaa her at skjelne et Fodblad og den egentlige Krog eller Klinge. Fodbladetis kortere Tap, der "13 > ae Use RES OT Er 227 tjener hele Krogen til Hypomochleon eller Vippe, er påa de "korte Kroge meget stærktsklåvet i to Sidegrene, hver endende iForm af en Kugle, påa de lange derimod simpelt kugleformet, saa at de lange Kroge maae have en langt friere Bevægelse. De kortes Vipper ligge heelt foran de langes, det vil sige: yderligere i Kredsen. — Fodbladets lange Tap er' med sin ba- geste Ende paa de lange Kroge fjernet 0,044 Mm., paa de kørte 0,027. Mm. fra den kegleformede- Snabels Toppunkt, og paa de Exemplarer, hvis Snabel var bleven klemt heelt ud, laae alle Krogene med Fodstykkets lange Tap opad mod Keglens Spidse, Krogene nedad, disses hule Egge vendte mod hinanden, saaledes som navnlig Steinbuch har afbildet det paa Tinteormen.””) Saa- længe derimod Snablen ikke er presset voldsomt frem, vende Krogene deres convexe Rand eller Ryg mod hinanden. Idenne Stilling tage de korte Kroge, paa Grund af deres Hypomoch- leons Stilling, sig -ud som staaende noget udenfor de langes Kreds. 2.990 sø S K= %98 dde: A DN G SA KYS AES 2 oa (e] 0 528283 0050, OR Ved TE 3 > VÅR C00g7 00 oå% e 28,9.9 o on BES DRV IG, RE OR 0 2? SS SS BEER BSD 850 99159 a LIL ag & rekyL NO NYA Sane zl rA SeS0e ke] (100 Ganges Forstårrelse). 11) Comm. de Tænia hydatigena anomala. Erlangæ 1802, 8vo fig. 9. — 228 een Vippernes runde Endestykker sidde midt imellem Krogspid- sen og den lange Taps Ende paa Fodbladet, Fålgen deraf er, at Krogenes Afstand fra Sugegruberne bliver den samme, hvad enten deres Krogspidser (ved Snablens Indkrængning) vender fra dem eller (ved dens, Udkrængning) vender mod dem. Paafaldende har det været mig, at paa de tilbagetrukne Hoveder, iagttagne under Mikroskopet efter Bortklipning af de dem bedækkende Lag, fandtes” Krogene som oftest rigtignok i den i sidste Figur angivne Stilling, men undertiden i den omvendte, altsaa som naar Snablen er udkrænget. Dette var navnlig Til- fældet paa de 3 af mig paa denne Maade undersågte islandske Cysticerker. Antallet af Krogene var som oftest enten 30, 32 eller 34, med regelmæssig Vexel, mellem korte og lange. - Kun sjeldent gik Tallet under eller over de nævnte, men enkelte Gange dog saa betydeligt, at det i eet Tilfælde udgjorde 24, i et andet 44. Krogenes Antal kan altsaa neppe bruges som et Artsmærke. Da muligviis Krogenes Form vil ,ansees for det sikkreste Årtsmærke, gives her endnu en kort og en lang Krog i skarp Sidestilling under en meget stærk Forstårrelse, 229 og dernæst en Række forskjellige Stillinger af en kort Krog. Hvor ringe og ufuldstændigt end det Stof har været, som hidtil har kunnet benyttes til Undersøgelsen af de for Islands Befolkning saa farlige Hydatider, saa meget er dog idetmindste fremgaaet deraf, at disse Hydatider ere virkelige Snyl- tedyr, deels Echinokokblærer af det almindelige Slags, deels — om ikke i saa Henseende nogen Feiltagelse skulde være indlåbet — Blærebændelorme af samme Slags som det, .hvoraf navnlig de islandske Faar ere plagede... Ved denne Leilighed vil man da neppe kunne afvise det Spårgsmaal: hvad er egentlig Echinokokker og Blærebændelorme? - Tiden, da dette Spårgsmaal vil finde sin Besvarelse, nærmer sig aabenbart med stærke Skridt. Med Forkastelsen af en ge- neratio æquivoca maatte disse saavelsom alle andre Snyltedyr- former erkjendes for udvendigtfra indtrængte Gjæster, hvorhos man .dog tænkte sig dem som Afkom af lignende Echinokokker og Cysticerker, i Stand til selv atter at frembringe samme Former. En ny Epoke i de lavere Dyrs Naturhistorie begyndte "imidlertid 1842 med Prof. Steenstrups Skrift over Genera- Uonsvexlen. Man har lært de kongegule Orme «at kjende som en kjønslås Form, der nedstammer fra en heel anden Dyreform med udviklede Kjånsdele, til hvilken dens egen Yngel gjennem en ny Metamorphose vender tilbage. Den Tanke ligger da lige for Haanden, at ogsaa de kjånslåse Echinokokmoderblærer ned- stammé fra en heel anden Dyreform, til hvilken deres Yngel fårst gjennem en Metamorphose skal vende tilbage, og at denne 230 Form vil være en Tænie, ligger tydeligt nok udtalt'i Echino- kokkernes fire Sugeskaale og Krands af Kroge. Echinokok- blæren maae vi altsaa formode at være en Amme eller Gammelamme til en Tænie, og Spoårgsmaalet op- slaaer, hvorledes en saadan Echinokokblære kan antages ud- viklet af et Tænieæg, ligesom paa den anden Side: hvorledes dens Echinokokker kunne antages at blive til Tænier? I begge Retninger hive nyere Iagttagelser givet vigtige Vink; Det fårste Skridt til at efterspore Tæniernes Udviklings- historie skete 1837, daSiebold opdagede, at i Ægget af visse Tænier udvikles et rundt Embryolegeme med. 6 langaglige Kroge eller Spyd, stillede parviis i tre forskjellige Retninger; ved Dujardins Forskninger blev det efterviist, at denne Form til- kommer Tæniaembryonerne "i Almindelighed,: I disse 6 Spyd havde man et. Mærke, hvorpaa Tæniaembryet vilde kunne gjen- kjendes paa dets senere skjulte Opholdssteder; dog fårst 10 Aar efter (1847) skulde det lykkes Entomotomen F. Stein at finde det igjen"), og det navnlig paa et temmelig uventet Sted. I Meelormenes Indre var det, han fandt de Dyreformer, der bære de sex Spyd, Tæniaembryonernes Mærke. De vare formede som Cyster med en spatelformig Hale; paa Halen sad de sex Spyd, i selve Cysten laae, tilsyneladende heelt frit, en anden Dyre- form med fire Sugeskaale og en Krands af Kroge, ganske i Lighed med en Echinokok. Opdageren af dette mærkværdige Forhold, F. Stein, har lydet det som om Tæniaembryet havde forvandlet sig til den indsluttede Echinokokform, medens Cysten og dens Hale vare dannede udvendigtfra.:… Men da de 6 Spyd, Tæniaembryets Mærke, sidde paa Cystens Hale, synes man snarere berettiget til en modsat Tydning, nemlig den, at det er den halede Cyste, hvortil Tæniaembryet nærmest har forvandlet sig, medens Echi- nokokformen er udviklet i dens Indre, Her synes da aaben- 12) Zeitsehrift fir wissenschaftliche Zoologie. 4åter Bd. 1852. 3 231 bart at foreligge den samme mærkværdige Endometamor- phose (sit venia verbo), ved hvilken Siebold har lært os at den kongegule Orm udvikles i Embryet af Monostomum mutabile. Saasnart delte mærkværdige Udviklingsforhold var blevet opdaget hos een Ikteart, maalte man antage, at det vilde findes gjeldende for Ikterne i Almindelighed; dets: Opdagelse hos cen Tænieart synes åt maatle ansees for lige afgjårende. Tor vi allsaa antage en saadan Udviklingsformf for at til- høre Tænierne i Almindelighed, og holde vi fast paa den Over- beviisning, at Echinokokker ere 'Pænialarver, såa maa ogsaa Stamblæren for en Echinokokcolorvie være en Omdannelse af en saadan i et Tæniaembryo 'opstaaet Echinokokform, og at denne udarter til en simpel Blære, vil saa meget mindre kunne undre, som ogsaa i andre Tilfælde Echinokokker vides at kunne, med Tab af-Kroge og Sugeskaale, blive til simple Blærer, og overhovedet i hele Echinokoklivet Blæreformen synes at kunne træde i Stedet for den egentlige Echinokokform. Tæniaudviklingen vilde altsaa i dette Tilfælde indbefatte folgende Stadier: 1) Embryo med 6 Spyd, 2) eni dette Embryo sig udviklende Echinokokform, 3) dennes Forvandling til en Blære, der 4) bliver Stamblære for en Ethinokokcolonie eller med andre Ord for en Yngel af Tænialarver. At en Tænie skulde have en saa compliceret Udviklings- række, vilde får den Sleenstrup'ske Periode have forekommet os håist usandsynligt, -medens- det nu derimod maa være saa meget mere sandsynligt, som Bændelorme og Ikter, der i hele deres indre Bygning have saa” meget tilfælleds, derved ogsaa i Udviklingen frembyde en håist mærkelig Overeensstemmelse. Thi: nåar Forholdet mellem hiint echinokokagtige Væsen” og det Tæniaembryo, hvori det ligger indesluttet, er ganske det samme, som det, vi ved Siebold allerede have lært at kjende mellem de kongegule Orme og Ikteembryonerne, såa er Åna- logien ikke mindre aabenbar mellem hine kongegule Orme som Ammer eller Gammelammer for Iktelarverne og Echi- 232 nokokblæren som Amme eller Gammelamme for de egent- lige Echinokokker eller Tænielarverne. ,Men hiin Ammeform antages at bestaae for alle Iktearter, denne kan dog kun gjelde for een Tænieart, saavist som alle Echinokokker håre til een og samme Årt,”… Unægteligen saa vist, men heller ikke mere. Tiden maa vise, om virkelig en saa ejendommelig Ammeform som en Echinokokblære skulde være forbeholdt een eneste Art af Tænierne% talrige Slægt; forelåbig tår det vel være tilladt, at nære stærk Tvivl i saa Henseende. Muligt er det unægte- ligt, at hiin i Tæniaembryet udviklede Echinokokform hos nogle Arter umiddelbart kan uddannes paa samme Maade som denien . Echinokokblære dannede Echinokok; muligt, at f. Ex. den af Siebold??) i en Landsnegl (Arion empiricorum) fundne en- cysterede Echinokokform, udmærket ved alternerende lange og korte Kroge, allerede er moden til al udvikles i Tarmen af de græssende Dyr. Sikkrest forekommer det mig imidlertid, at betragte den for een Tæniaart i Echinokokblæren givne Amme- form som Norm for Slægten Tænia i Almindelighed. Hvorledes det nu end hermed forholder sig, saameget tår vel ansees for afgjort, at Tænialarverne overhovedet have Form af Smaalegemer med fire Sugeskaale og en Krands af Kroge, med andre Ord den Form, der har faaet Navn af Echinokok; og fremdeles, at denne nedstammer umiddelbart eller middelbart gjennem en Ammeform fra et Tæniaembryos Endometamor- phose (hvis det maa være tilladt fremdeles at bruge dette Ord). Spørgsmaalet opstaaer da, om Forvandlingen af en saadan echinokokformet Tænialarve til den egentlige Tæniaform skeer middelbart eller umiddelbart? " og ved dette Spårgsmaals Be- svarelse maae nådvendigviis Blærebændelormene komme i Be- tragtning; thi Blærebændelormene ere en haandgribelig Over- gangsform til Tænierne. Naar Echinokokkerne ligne smaa ufuld- 13) Zeitschrift fir wissensch. Zoologie. Zter Bd. 1850. 233 komne Tæniahoveder, saa vise Cysticerkerne sig i Eet og Alt som virkelige, fuldt-uddannede Tæniahoveder med et større eller mindre Stykke af selve den ledede Tæniakrop, kun at denne endnu mangler Kjånsorganerne og bagtil ender i Form af en Blære. Overeensstemmelsen mellem Cysticerk- og Tæniahovedet er saa fuldkommen, at i nøgle Tilfælde ikke blot Slægtsmærkerne, men selv Artsmærkerne lade sig paavise. At dette navnlig gjælder for den i Rottens og Musens Lever forekommende Cysticercus fasciolaris paa den ene Side og Kattens Tænia crassicollis paa den anden, har allerede den udmærkede ældre Helmintholog Goeze angivet for over 70 Aar siden") i de Ord: ,Die Gråsse, Gestalt und Struktur seines Kopfes” (hans T. serratæ, de Nyeres T. crassicollis) ist mit dem Kopfe des gegliederten Blasenband- wurms aus den Lebern der Måuse vållig einerlei.” Denne fuldkomne Overeensstemmelse mellem disse to Ind- voldsormes Hoveder fremkaldte hos Siebold den Formodning (1844), at Kattenes Tænia serrata kunde hidråre fra Cyslicer- kerne i de slugte Rolte- og Muselevere, og denne Formodning skulde det være Dr. Kichenmeister i Zittau forbeholdt”), ved directe Førsåg at hæve til Vished. Ikke blot for hiin Art efterviste han Blærebændelormenes Betydning af uudviklede Tænier, men ogsaa for Harens Cysticercus pisiformis, der i Hundens Tarm bliver til Tænia serrata, Forsåg, der ere blevne gjentagne af Siebold, Dr. Lewald, Creplin og Gurlt1%) med samme Udfald, hvis Rigtighed altsaa ikke kan betvivles. first Naar det saaledes fålger af umiddelbar Iagitagelse, at paa den ene Side Tæniaembryet: ved en Endometamorphose bliver 14) Versuch einer Naturgeschichte der Eingeweidewirmer Pag. 340. 15) Ueber Cestoden im Allgemeinen und die des Menschen insbesondere. Zittau 1853. 8vo. 16) G&G Lewald: De Cysticercorum in tænias metamorphosi. Diss. inaug. Berlin 1852. 4to. 234 til en Echinokokform, — påa den anden Side: at Blærebændel- orme ved: at henflyltes paa passende Sted forvandles til fuld- komne Tænier, saa synes det tilstrækkelig godtgjort, at ligesom hiin er den tidligste, saaledes er denne den; sidste Overgangs= form i Tæniaembryels Udvikling. Vel har, navnlig ved Sie- bold's Autorilet, en ganske anden Mening vundet. temmelig al- mindelig Indgang, den, Mening nemlig, sat Blæreormene over- hovedet skulde være hydropiske Tæniaindivider, der ved: tilfæl- digen at geraade paa et ugunsligt Sted, allsaa som forvildede Individuer, skulde være bragte i en sygelig Tilstand,» hvilken de dog, ved at henfåres paa el gunstigere Sted; atter skulde forvinde. . Men denne Mening: maa jeg. ubetinget ansee for uriglig. Ved at undersøge en meget stor. Mængde navnlig af den ovenforbeskrevne.Blærebændelorm hos Faaret, hår jeg stedse faaet fastere Overbeviisning om, at Blærebændelormenes- Hale- blære ingenlunde er noget Sygeligt, men et interimistisk Bevæ- gelsesredskab, der kommer disse. Dyr meget vel tilpas i en Vædske af et: svarmblodet Dyrs Indre. … At. Blærebændelor= mene, … ligesom . ogsaa Bændelormene selv, kunne forsættes i en/ hydropisk Tilstand, er, som for nylig Rudolph Leuckart (Citat 7) yderligere har viist, uden for al Tvivl. Dog har jeg blandt alle de undersågte Cysticerker af Lammet og Svinet kun fundet det paa eet Exemplar. : Paa delte var ikke alene Hale- blæren omtrent. dobbelt saa stor som sædvanligt i alle Udmaa- linger (altsaa vel 8 Gange saa stor i det Hele), men derhos Kroppen i samme Forhold udvidet og forlænget (til 2"); og paåa dens forreste Ende lod den ellers saa korte Hals' med Hovedet sig trække frem i en Længde af næsten 1”, … Men saadanne hydropiske individer forekomme mig lige saa lette at skjelne blandt Cysticerker som blandt Bændelorme. Blærebændelormformen maa jeg altsaa antage for en nor- mal Overgangsform, den sidste i Tæniernes Udviklingshistorie. Som normal Overgangsform, vil den ogsaå maatte ansees for 235 nødvendig; og "derhos ”skulde jeg; være meget: tilbåielig til at antage den: normal og nødvendig for ;Tænierne-i Almindelighed. Gjelder detternavnlig for den, eller de Arter, til hvis Udvikling Echinokokblærerne høre, saa vil for dem Parallelen med Ikter- nes Formrække være fuldstændiggjort saaledes, at Blærebændel- ormene sættes lige med Cercariernes Puppetilstand efter: Halens Afstådelse. At en saadan Puppetilstand ogsaa: for. Echinokok- kerne er nødvendig forudfor deres Modenhed til at udvikles paa Tarmfladen af et Hvirveldyr, bliver meget sandsynligt ved Sam- menligningen af Echinokokkernes, Blærebændelormenes og Tæ- niernes Kroge. Saalænge ingen Tænie er efterviist med: hines smaa, i en enkelt Kreds stillede Kroge, maa det være tilladt, at betvivle Echinokokkernes Møodenhed til en umiddelbar Tænieud- vikling paa Tarmfladen. Dog hvorvidt denne Tvivl er begrun= det, tor forventes med -det Allerførste afgjort. Siebold har forelåbigen anmeldt"), at han har" ladet unge Hunde sluge Echinokokker spiseskeefuldviis, og at allerede nogle Dage der= efter viste sig Tusinder af yderst: smaa Bændelorme, som ved deres fire Sugeskaale og deres Krands af Kroge sad fasthæftede til-Tarmens Sliimhinde. Dog havde de, foruden Hoved" og Hals, kun to Led. — Hvis denne forelåbige Angivelse nærmere be- kræftes, og den udmærkede Helmintholog derhos bestemmer, hvorvidt den saaledes fremkaldte Bændelorm er en allerede be- kjendt Art, eller en ny, saa vil unægteligen den ovenanfårte Antagelse: om Cysticerkstadiets . Nodvendighed falde bort for denne Art, og tilmed falde bort som almindeliggjeldende i Tæ- niernes Udviklingshistorie. See vi- derimod endnu engang hen til Echinokokblærerne som Ammer for Tænielarver, saa opstaaer det Spoårgsmaal: skulde der i den Art, seller de Arter, hvortil: disse Echinokokblærer 17) I et Foredrag 1852 i Selilesische Gesellschaft fir vaterlåndische Kultur, See Kichenmeister Citat 15, Pg. 5. — 286 høre, virkelig endnu forekomme et andet Ammestadium senere? Et saadant vilde nemlig være tilstede, hvis den Anskuelse var rigtig, at selve Tæniahovedet er en Amme for hele Tænia- kroppens Række af Led. Da denne Anskuelse hidrører fra selve Begrunderen af Generationsvexlens Theori, saa turde det være noget for dristigt at ville bekæmpe den. Dog maa det være tilladt, her idetmindste at udtale det som min individuelle Mening, at Navnet Amme dog vel kun vilde finde Anvendelse paa Tæniahovedet, hvis hvert af Tæniakroppens Led antoges for et særligt Individ (Dujardins proglottis), men at denne ofte og fra flere Sider udtalte Anskuelse sikkerligen ikke kan holde Stik. Vel kan en Bændelorm i en vis Forstand kaldes en sammensat Trematod — en Benævnelse, som jeg selv maaskee allerfårst har brugt —, men dog ikke i den Forstand af Ordet, hvori det sædvanligen bruges for Dyrenes Vedkommende. I hvert af Ledene gjenlager sig en næsten fuldstændig Trematod- organisalion; men hvad der mangler heri, er netop hvad der skulde characterisere den dyriske Individualitet, nemlig Central- nervesystemet, der i Form af de lavere Dyrs Svælgring kun bår såges i Hovedet. Det er sandt, at hvert Led kan, låsrevet, vise tilsyneladende vilkaarlige Bevægelser, ernæres i nogen Tid, ja endog fuldfåre de sidste Livsyttringer til Æggenes Udstå- delse; men paa saadanne Livsyttringer i en dyrisk Organismes enkelte, afstådte Dele har man længe havt Exempler, og har man i seneste Tid faaet andre, endnu langt mere paafaldende, uden at man derfor har villet, eller kunnet tillægge de afstådte Dele en dyrisk Individualitet. Jeg tænker her deels paa Sær- synet med Argonautens mandlige Genitalsphære og deels paa Johannes Miller's storartede Opdagelse af Sneglesækkene i Holothuriernes Indre; thi ogsaa disse Sneglesække have for mig ikke anden Betydning, end den af hele Genitalsphæren, bort- stådt af en hermophroditisk Snegl, og derefter fuldfårende sin Function udenfor selve Organismen. 237 Denne min individuelle Anskuelse henstiller jeg til Sagkyn- diges nærmere Bedémmelse, Her har jeg ikke villet tilbage- holde den, for, saavidt muligt, at gjennemfåre den Parallel, jeg har pråvet at opstille mellem Tæniernes og Ikternes Udvik- lingsrække. Hvor ufuldkomne og usikkre vore Kundskaber end ere om de Dyreformer, hvortil de islandske Hydatider håre, såa meget maa, efter den nysgivne Skildring, dog ansees for afgjort — og det hvad enten de kun bestaae af Acephalocyster eller des- uden af Blærebændelorme —, åt de nedstamme fra en vis Art Bændelorim, og at de snylte sig ind i Legemet i Form af et for det ubevæbnede Oie neppe synligt Dyr, forsynet med fire … Sugeskaale og en Krands af Kroge. Hvorledes et saaledes for- mei, //10"” bredt og langt Væsen kan smutte ind i Leveren, — thi der synes de oprindeligen at have deres Leie — er ikke saa van- skeligt at fatte. Man finder Echinokokblærerne meget alminde- ligt i Galdegangene. Moderdyret (Ammen eller Gammelammen) kan vel antages fra Tyndtarmen af at slippe ad denne Vei heelt ud til Galdegangenes yderste Forgreninger og bygge sin Rede paa Leverens Overflade. At ved denne blæreformede Redes Bristning Ammeynglen spredes i hele Underlivet er allerede ovenfor (Pag. 215—216) blevet antydet. For Naturforskeren vil det være magtpaaliggende at erfare, til hvilken Art af Tænia disse Snyltedyrformer håre. Det maa være en i Island særdeles udbredt Art, og allerede af den Grund kan det ikke være nogen af de Mennesket hjemsågende Arter; thi Bændelorme forekomme yderst sjeldent blandt Islands Befolkning.”?) Med Hensyn til Acephalocysterne vil Arten maa- 18) For Dr. Kichenmeisters Antagelse, at Tænia solium er en håiere Ud- 238 skee allerede kunne angives af Siebold.: Thi hvis ikke blot alle Acephalocyster ere Echinokokblærer, men ovenikjåbet. alle Echinokokblærer, efter hvad nu almindelig antages, udgjåre een og samme Art, saa maa den af Siebold paa Hundens Tarm- flade i tusindviis udklækkede Tænia (Pag. 235) nådvendigviis netop være den, der foraarsager den islandske Hydatidesygdom i alle de Tilfælde, ;at Hydatiderne ere Acephalocyster. — Med Hensyn til Cysticerker har jeg sågt at faae Spårgsmaalet be- svaret ad samme næmme Vei, nemlig ved, efter Dr. Kuichen- meisters Exempel, at faae dem indpodede i en levende Hund. Men det dertil anstillede Forsåg paa Veterinærskolen gav kun et-negativt Resultat. Hunden, der havde slugt 12 friske Cysti= cerker i deres Kapsler, i to Portioner med 5 Dages Mellemrum, fandtes 4 Dage efter den sidste Portions Nedsynkning rigtignok at have 10 Bændelorme i sin Tarm, men aabenbart uafhængigt af de nedsunkne Blæreorme, eftersom de alle hårte til den let kjendelige Tænia cucumerina, hvis Kroge ere ganske forskjel- lige fra de ovenfor beskrevne, nåvnlig ved deres runde skaal- formede Fodstykker. Jeg tilstaaer iåvrigt, at jeg har havt Formodning om, at begge dé to her beskrevne Former kunde henhåre til eet og samme Tæniaspecies, en Formodning, hvortil der turde være saa meget mere Anledning, som dog ogsaa netop Echinokokblærer og denne Cysticercus tenuicollis begge fortrinsviis høre kjemme hos de samme Arter af Dråvtyggere "og hos Svinet. Maatte det snart lykkes mig eller Andre, at skaffe Vished til Veie istedetfor Formodninger, saavel om dette som om saa mange andre i denne Meddelelse forekommende Spårgsmaal ! viklingsform af Tinteormen, er det gunstigt, at Manglen paa Bændelorm i Island falder sammen med, at der ei heller holdes Sviin, 239 Det franske Société. météorologique underretter Selskabet om, at det. har constitueret.sig, og:meddeler sit Circulaire. Docent Schiådte meddelte ifålge Selskabets Anmodning en mundtlig Beretning over en Besvarelse af Selskabets Thottske Priisopgave for 1851 ,om de i.Danmark forekommende. Insecter som leve paa Naaletræer.… . Denne Afhandling, der bestaaer af 3. skrevne Qvarisider, blev henlagt i.Archivet, uden at Sedlen med Forfatterens Navn. blev aabnet. Selskabet modtog: | SÆR Fra det Keiserlige Selskab i Moscou. fø Bulletin de la société impériale des naturalistes de Moscou. Nr. II (Avec 5 planches). Moscou 1852. Fra M. de Brock. Compte-rendu annuel adresse a S. Exc. M. de Brock, par le directeur de l'observatoire physique central Année 1851. "St. Petersbourg 1852. Année 1852. St. Petersbourg 1853. Annales de Vobservatoire physique central de Russie. Année 1849 Nr. I, II & I. St. Petersbourg 1852. Année 1850 Nr. I & II, St. Petershourg 1853. Fra Doctor Swellengrebel. Neun verschiedene Coordinaten-Systeme im Zusammenhang un- tersucht Bonn 1853. Fra Hofraad Hausmann i Gåitingen. Neue Beitråge zur metallurgischen Krystallkunde. Gåttingen 1852. Bemerkungen uber den Zirkonsyenit. Gåttingen 1852. Fra Videnskabernes Selskab i Gåttingen. Abhandlungen der Kåniglichen Gesellschaft der Wissenschaften zu Gåltingen iste Bd. 1851—52. Gåttingen 1853. — 240 Fra Sir C. Lyell. On the tertiary strata of Belgium and French Flanders. (From the Qvarterly Journal of the geological society of London for August 1852. Vol. VIID. London 1852. Fra the Radcliffe trustees. Astronomical observations made at the Radcliffe observatory, in the year 1851. Vol. XIL Oxford 1853. Fra Sir R. Murchison. Address to the Royal geographical society of London, delivered at the anniversary meeting on the 23. Mai 1853. London 1853. å Fra General Mosquera. Memoir on the physical and political geography of New Gra- nada. New York 1853. Oversigt Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1853. Af Elatsraad, Professor &. Forchhammer, Selskabets Secretair. Ær. &. Modet den 2?" December. Hr. Prof. Ussing. forelagde. en Afhandling om de græske og latinske. Indskrifter i det herværende Antik-Kabinet. tilligemed et Anhang indeholdende græske Indskrifter af Brøndsteds Dag- båger. . Selskabet optog Hr. Professor K. Gislason som indenlandsk Medlem af den historiske Klasse. Den i Anledning af et Andragende fra Hr. "Overlærer Espersen udnævnte Comitee, afgav fålgende Betænkning: ] 16 MW 242 Det kongelige danske Videnskabernes Selskab har i Mådet d. 4de Novbr. d. A. overdraget Undertegnede at bedåmme et Andragende af Overlærer Espersen om Underståttelse til at fremme et videnskabeligt Arbeide over den Bornholmske Dia- lekt, hvoraf han indsendte nogle Pråver tilligemed sit Andra- gende. I den Anledning have vi herved den Ære at afgive. fålgende Betænkning. Den Opgave, som Hr. Espersen har stillet sig, er at give en sammenlignende, paa det eiendommelige beregnet, fuldstæn- dig Fremstilling af den Bornholmske Sprogart, saavel med Hen- syn til dens Sprogbygning som dens Ordforraad, tilligemed en forudskikket Udvikling af Bornholmskens Forhold til Oldsproget, de nordiske Sprogarter og det danske og svenske Skrifisprog, samt med en Undersågelse om hvorvidt Spor af tydsk Indfly- delse lade sig i nogen Enkelihed paavise. Comiteen er af den enstemmige Mening, at el saadant Arbeide i héi Grad fortjener at opmuntres; thi ved Siden af den almindelige Betydning, som de forskjellige Dialekter have for vor Sproghistorie, har Born- holmsken tillige en eiendommelig, da den, ved Gens afsondrede Beliggenhed og den mindre livlige Forbindelse med Rigets dv- rige Befolkning, har bevaret langt flere og fastere Præg af en ældre Sprogform end de fleste andre Sprogarter, medens den tillige indtager en af Gens Beliggenhed betinget Stilling imel- lem de danske Dialekter, saavel her i Landet som i det tidligere danske Sydsverrig, og de svenske. Men Bornholmsken kan ikke undgaae Dialekters almindelige Skjæbne, og ved det i senere Tider stærkt tiltagne Samqvem imellem Øens og Rigets åvrige Befolkning, begynder den alt at tabe noget af sin bestemt ud- prægede Særegenhed, idet enkelte Former, Ord og Ordbetyd- ninger lildeels ere trængte tilbage til de mere afsides liggende og fra Kjobstæderne fjernede Egne. Efter de Pråver som Hr. Espersen, der er fådt paa Bornholm, har forelagt, er Comiteen af den enstemmige Mening, at han vil være i Stand til at låse paa lilfredsstillende Maade den Opgave, han har sat sig, og al 243 han derfor er værdig til Selskabets Underståttelse til sit Ar- beides Fremme; navnlig anseer Comiteen med ham det for . hist onskeligt, at han sættes i Stand til saavel at kunne fore- tage en Gjennemvandring paa Oen, for at tilvejebringe den nådvendige Sikkerhed og Fuldstændighed i enkelte Retninger, og ved nærmere Undersågelse om muligt at bringe til et be- stemtere Resultat, den af Skougaard alt antydede Forskjel mel- lem Nord- og Syd-Bornholmsk, som tili noget længere Tid at opholde sig i det ældgamle Gudhjem og andre afsondrede Steder, hvor den ældre Sprogform især er bevaret. Idet Comiteen paa det varmeste anbefaler denne Sag til Selskabets Velvillie, tillader den sig i Henhold til ovenstaaende at. foreslaae, »at der bevilges Hr. Overlærer Espersen den Sum af 400 Rbd., hvorom han såger, til Udfårelsen af ovennævnte Arbeide over den Bornholmske Sprogart.” Kjåbenhavn, d. 25de November 1853. . N. M. Petersen. J. N. Madvig. SN, L. Westergaard. (Betænkningens Forfatter). "Selskabet bifaldt Betænkningen og bevilgede 200 Rhd. til Udbetaling i Begyndelsen af 1854, og 200 Rbd. efter at For- fatteren for Selskabet har godtgjort, at Arbeidet er rykket be- tydeligt frem. . Selskabet modtog: Fra Videnskabernes Selskab i Wien. Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften Mathematisch-naturwissenschafiliche Classe. Band X, 2 & 3 Heft. 1852. 4 & 5 Heft. 1853. Wien 1853. ; ONE Philosophisch - historische Classe. Band X, 2 & 3 Heft. 1852. 4 Heft 1853. Wien 1853. Archiv fir Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen. Heraus- gegeben- von der zur Pflege vaterlåndischer Geschichte 16” — 244 angestellten Commission der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften IX Band 2 Heft. 1852. X Band 1 Heft. 1853. ; Denkschriften der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften. Mathematisch-nalurwissenschafiliche Classe. IV Bd, 1 L. 1852. V Bd. 4.6 2:L. 1853. — — — Philosophisch-historische Classe. IV Bd. 1853. Fontes rerum austriacarum. Oesterreichische Geschichts-Quel- len. 3 Ablheilung. Diplomataria et acta. VI Bd. Wien 1853. VII Bd. Wien 1853: Verhandlungen des zoologisch- botanischen Vereins in Wien. I Bd. 1852. "I Bd. 1853. Wien, Monumenta Habsburgica. Sammlung von Actensticken" und Briefen zur Geschichte des Hauses Habsburg in dem Zeit- raume von 1473 bis 1576. I Bd. Wien 1853. Tafeln zur Abhandlung Beitråge zur Naturgeschichte von Chile. Beilage zu den Denkschriften der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften; Mathematisch — naturwissenschaftliche Classe. Bd. V. Fra Kaiserliche Geologische Reichsanstalt i Wien. Jahrbuch der Kaiserlich - Koniglichen geologischen Reichsanstalt Nr. 1. Wien 1853. . 245 Mådet den 16 December. Benn" Kassecommissionens: Formand Hr. Etatsraad Petersen forelagte Budgettet for 1854, som efter Discussionen blev vedtaget saaledes : Budget for Aaret 1854. Indtægter. A. Aarlige Indtægter: Renter af Selskabets Fonds) . 5,369 R40 46 8 Fra det Classenske Fideicommis 200 — Etatsraad Schous og Frues Legat — 50 — For Salget af Selskabets Skrifter 150 — 5,769%R40 46 8 B. Kassebeholdningen ved Udgangen 21853 omtrent 2, 7600 — my Udgifter, A. Til. Selskabets vink ssipterde og dets Virksomhed, rr ydre af I. Embedsmændenes Gager og LEDER nere La ane DES æt FILEN ILL SPRE ØSEN GØRER ERNE 875 40 Selskabets Folium i Banken , 16 — Løbende Udgifter til Brænde, Lys, Porto m, v. samt Gra- Habertiher SE ss dne 250 — | 288 R40! 1394967 8 | 1141 40 Hs PÆNERE AR Kon 4000! 76 Fler å | OPDELER SEA 450 — | 232 — | 192 — 168 Den meteorologiske Comitee 600 — | 594 — | 579 — 10 - Regestum diplomaticum ... 450 —| 338 — ” Selskabets Skrifter ...... 2000 — [1645 — (1671 -— 87 - ) 3900 4690/2885 Kb 2443 Rho 17 13 +) Sblekøbete rentebærende Capitaler ere: 1) Obligationer i danske Penge: 25,000 %4 med 5 pCt. Rente 12508 97, 562 — — 4-— — 3902 — 46/8 3,400 — — 3— …—… 102 — 125,962 Wo med Rente... . 52544946 $ 2) Dansk-engelske Obligationer paa 100 £Sterl. med 5 pCt. Rente og paa 200 £ Sterl. med 3p Ct., tilsammen med HERRE VSSE ARNE SR RENNES EEG oe Mr omtrent 94 — ,, - 3) Bankactier, 300 RW (omhyttet for en kgl. 5 pCt. Obliga- tion paa 500 FU9 opsagt til Indlåsning) med Udbytte omtr, 21 — ,- Tilsammen . .. 536949 46 % Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000 4 som et "Fond, der ikke maa formindskes, Resten derimod som disponibel til videnskabelige Fore- tagender (ifålge Selskabets Beslutning i 1838). 246 B. Underståttelser til videnskabelige Foretagender. Subscription paa 2det Bind af Saxo ....... Til Etatsraad Molbech: Dansk Glossarium. Bevilget d. 20. April 1838500%R49, herafudbetalt 300W9; de øvrige … Til Cand. Brandt: Subscription af 50 Expl. af Udgaven af Chr. Pedersens Skrifter. 4de Bind. Ifålge Beslutning af-17. Marts 1847, Omtrent . ….. Til Prof. Allen: Samlinger til Christian den an- dens Historie, " Bevilget d. 7. Marts 1851 en Sub- scription af 50 Expl. samt 100 WWW efter fårste Binds og 100 M& efter andet Binds Udgivelse, Heraf +.+…+.- Til antiquarisk-geologiske Undersågelser. Bevil- get den 3. Juni 1853 400 WWW fordelt paa to eller flere Aar, hvoraf intet udbetalt. . Heraf 2. . 4 sn vene Til Overlærer Espersen. Undersågelser om den Bornholmske "Dialect. Bevilget 2. Dec. 1853, 200 Rb9 strax, og 200 MW naar godtgjåres for Selskabet, at Arbeidet er rykket betydeligt frem 2. +......4+- Til Samfundet til den danske Literaturs Fremme. Bevilget 16.:Decbr.:1853 for et Aar. 2. 0 Ens 200 Rio 200. — 300 — 200 .— 400 — 481 — 708 1631 0 70 8 Selskabets Status: Selskabets aarlige Indtægter....... omtrent Udgifter til Selskabets Bestyrelse og dets Virk- somhed, beregnede rigeligt efter Middelsum- RR 7) HEKS fars er RAR I. 1150 40 IL 3000 — Til Underståttelser til videnskabelige Foretagen- der og tilfældige Udgifter — hvis Middelsum for 1842—51 er 1074 40 + 176 Ro — 1250 Al, og som i Aaret 1852 have belåbet sig til 890 40/6 8 og i Aaret 1853 omtrent 2130 Rio + 100 Fo — 2230 Rid, altsaa for de to sidste Aar i Middelsum omtrent 1560 40 — .haves"sadledes omlrent sig FYENS 74 Paa Budgettet er opfårt (SENE 280 F SMART "ultr "æt PT RE RS SE TNT Ms Fa 5769 4150. — 1619 —— 1631. — 705 Altsaa en Underballance omtrent ... 12 0 705 247 Hr. Prof. Pedersen læste fålgende Biographie af Selskabets Archivarius Etatsraad J. F. Schouw. Joakim Frederik Schouw, Sén af Viinhandler Poul Schouw og Sara Georgia Liebenberg, blev fådt i Kjåbenhavn den 7de Februar 1789. I sit iite Aar mistede han sin Fader, der efter- lod hans Moder med 7 uforsårgede Børn i maadelige Omstæn- digheder. Som ældste Sån var Schouw tidligere bestemt til at skulle indtræde i Faderens Næringsvei, og deeltog allerede ved dennes Dåd i Udsalget og de åvrige Forrelninger i Viinkjæl- deren. Men, da der efter nøgen Tid indtraf betænkelige Syg- domstilfælde, og Lægen raadede til at tage ham fra Opholdet i den fugtige af Viindunster opfyldte Kjælder, saa blev det be- slultet at såge ham anbragt paa et Handelscontoir eller i en anden lignende Stilling, Hidtil havde den Underviisning, han fik af en Privatlærer, indskrænket sig til de allernådvendigste Forkundskaber. De forste Spor af Interesse for Naturvidenskaberne fremkaldtes nærmest sved hans Omgang med en beslægtet Jevnaldrende, en Stedsån af Professor Mynster"), der havde begyndt at lægge sig efter Naturhistorien, og med hvem han, skjøondt kun Dreng, overværede Professor Vahls Forelæsninger over Dyr- og Plante- læren. Den Lyst og Opmærksomhed, han viste herved, vakte hos Vahl Deeltagelse for den 14aarige Tilhérer, hvem han lod komme hjem til sig, forat modtage Exemplarer af Planter, han selv afskar. . I 1804 kom Schouw i Tjeneste, som Skriverdreng hos Prokurator Bjerring, og forblev i denne Stilling omtrent i 3 Aar. Det var da: ogsaa bestemt, at han skulde læse til: dansk- juridisk Examen, forat have nøgen Udsigt for Fremtiden paa denne Bane; men, da han yttrede megen Lyst til at studere, tillod hans Moder, at han i sine Fritimer forberedte sig til, hvad man dengang kaldte Præliminærexamen, under Veiledning %) J. D. L. Hansen, der dåde 1823, som Regimentschirurg i Aalborg. 248 af Cand, jur, Wosemose. Åmidlertid blev denne Examen kort efler afskaffet, og der var nu ikke Andet tilbage for ham, end at underkaste sig examen artium i den strængere Form. Denne bestod han da ogsaa i Efteraaret 1808, og begyndte derpaa igjen at besøge de naturhistoriske Forelæsninger, og at deel- lage ide botaniske Excursioner. Til at fremme hans Studium bidrog Hornemann meget, deels ved sit livlige Foredrag, og deels ved den ualmindelige Redebonhed, hvormed han saa kraftig virkede til at skaffe -Naturvidenskaben Dyrkere.… Dog var det kun liden Tid, Schouw kunde offre til Naturens Slu- dium, da hans egen og hans Moders åkonomiske Stilling gjorde det nødvendigt for ham, at betræde en Levevei, der kunde aabne ham bedre Udsigter, Han besluttede derfor at studere Lovkyndigheden, og da han i 1811 havde taget den juridiske Embedsexamen, indtraadte han umiddelbart derpaa, som Volon- teur i Cancelliet, hvor han siden blev Undercancellist. Den stårre Frihed, han derved fik,. forte ham igjen til Naturvidenskaberne, og i Sommeren 1812 saites han ved en Onkels Underståttelse istand til at foretage en Bjergreise i Norge, i-Selskab med den norske Naturforsker Christian Smith, som faa Aar efter mistede Livet i Congo, hvor han deeéltog i Cap- tain Tuckeys Expedition. Det var denne. Reise som først vakte Schouws Lyst til plantegeographiske Studier, for hvilke Smith øgsåa interesserede sig, og denne Tilbåielighed forågedes end mere ved Læsningen af Wakhlenbergs Værker, der netop udkom paa den Tid. Al den Tid, han fik. tilovers fra sine Forretnin- ger i Cancelliet og sine Manuduclioner til. juridisk Examen, anvendte han derfor paa disse Studier; og denne Beskjæftigelse vakte naturlig Onsket hos ham om at foretage en Udenlands- reise i botanisk Qiemed. Navnlig énskede han at undersåge Italien i plantegeographisk Henseende, for derved at tilveie- bringe en Forbindelse mellem Humboldts Skildring af det hede Beltes Planteverden og Wahlenbergs af Alpernes, Karpathernes og Laplands. 249 I lang Tid vovede han ikke at yitre dette Onske for No- gen, da han tvivlede om at faae det opfyldt; men tilsidst sattes han dog istand dertil, ved Hornemanns og Andres. varme Anbe- falinger, der skaffede ham deels en Understøttelse af Geheime- raad Johan Biilow, deels et Universitelsstipendium og en treaarig Underståttelse af Fonden ad usus publicos. Den sidste Reso- lution faldt et Aar får han skulde tiltræde Reisen; og delte Aar anvendte han til at forberede sig til denne og til at ud- arbeide en Afhandling ,de sedibus plantarum originariis”, for hvilken han modtog Doctorgraden i 1816, og hvori han be- handler et Emne, som han ogsaa senere igjen har oplaget, nemlig om hvorvidt man skal antage, at alle Planter af samme Art nedstamme fra eet Individ, eller at de selvstændig kunne fremkomme paa forskjellige Steder, hvilken sidste Mening han forsvarer. Omtrent paa samme Tid blev han af Underviisnings- deparlementet i Christiania foreslaaet til Lector i Lovkyndig- "heden ved det derværende Universitet. I Slutningen af 1816 tiltraadte han sin Reise, og kom, efterat have tilbragt Vinteren i Gåttingen, i Foraaret 1817 til Triest, hvorfra han i den fålgende Sommer bereiste Alperne indtil Mont Cenis. I de to Aar, han derpaa tilbragte i Italien, .bereiste og undersøgte hun Apenninerne fra Romerstatens Nord- grændse, indtil Calabriens sydligste Deel, ligeledes den sydlige, åsllige og -nordosilige Deel af Sicilien, besteg Abruzzernes og Calabriens håieste Bjerge, og Etna to Gange. I Efteraaret 1819 … passerede han atter Alperne, opholdt sig nogen Tid i Genf og Paris, og vendte i Begyndelsen af 1820 tilbage til Danmark. Efter hans Hjemkomst paatrængte sig alter Spørgsmaalet om, hvilken Livsstilling, han skulde vælge ;” hans. Tilbbielighed trak ham til Naturvidenskaberne, men paa den juridiske Bane vare Udsigierne meget fordeelagtigere. Da forlængede Kongen hans Reiseunderståttelse for et Aar, og udnævnte ham næste Aar, til Professor extraordinarius i: Botanik ved Universitetet, " hvorved han endelig saltes i Stand til ganske at leve for Na- 230 ' É turvidenskaberne. Det fårste Arbeide, han leverede efter sin Hjemkomst var Grundtræk til en almindelig Plantegeographi, hvori han forsågte, ved at forene Andres Resultater med sine egne Erfaringer og Anskuelser at ordne Plantegeographien til et videnskabeligt Hele. I de fålgende 4 Aar led han i héi Grad af en Nervesvæk- kelse, der ofte holdt ham hjemme, ja i Sengen, flere Maaneder, stundom halve Aar. " Ikke destomindre leverede han dog i dette Tidsrum forskjellige originale Bidrag til Tidsskriftet for Natur- videnskaberne, saaledes om. den usædvanlig lave Barometerstand i December 1821, om Barometrets lave Middelstand paa Island og flere andre, foruden endeel Uddrag af fremmede Arbeider: Ligeledes meddeelte han her i Selskabet, i hvilket han var ble- ven optagen til Medlem i 1823, sine Afhandlinger om Clima- ternes Forandring og om Italiens Regnforholde, og udarbeidede desuden sin Skildring af Veirligets Tilstand i Danmark, der " tidligere havde vundet den af Selskabet i 1822 udsatte Præmie. I Aaret 1826 valgtes han til Selskabets Archivarius. Af de Forelæsninger over den physiske Geographie, som han holdt i de fålgende Vintre, udkom et Afsnit i 1828 under Titlen specimen geographiæ physicæ comparalivæ, som Program i Anledning af Universitetets Aarsfest. Ogsaa havde han i læn- gere Tid beskjæftiget sig med et Skrift over Italiens Clima og Vegetation; og da han fandt, at det vilde være nådvendigt for ham at foretage en ny Reise til Italien, fårend han skred til Udgivelsen, saa sågte han dertil en Underståttelse af Regjerin- gen. Denne erholdt han og tiltraadte da Reisen i Begyndelsen af 1829, ledsaget af sin Kone, en Datter af Præsten Dalgas ved den reformeerte Menighed i Fredericia, med hvem han da havde været gift omtrent i to Aar. I den fålgende Sommer undersågte han Apenninerne i Modena og Toscana, og bereiste, efter at have tilbragt Vinteren i Rom ,øg Neapel, i Foraaret 1830 Sicilien i Selskab med Wilhelm Lund og Englænderen Harewood. Sommeren anvendtes lil at undersoge flere af ENE He SR Ar æg — 254 Apenninerne og 'de»'carniske Alper, hvorpaa han over Genf.og Paris vendte tilbage til Kjåbenhavn i Slutningen af 1830. Kort efter hans: Hjemkomst aabnede der”sig en ny Virk- somhed for ham, idet flere Videnskabsmænd. der vare traadte "sammen, forat grunde et Tidsskrift, som nærmest vår bestemt "til at meddele Udbyttet af videnskabelige Granskninger,: valgte ham til Redacteur af dette Tidsskrift, der udkom under. Navn af ,Dansk Ugeskrift”. I Begyndelsen holdt det sig vel for Størstedelen lilydet' nævnte Formaal, men, da- Stænderinstitutio- nens Indfårelse: vakte foråget Interesse for Gjenstande, der henhårtetil Statsåkonomien og.den indre Politik, slog det efter— haanden meer ind i denne: Retning. Nogle Artikler angaaende den naturhistoriske Underviisning, som Schouw havde leveret i Ugeskriftet, fremkaldte Modstand hos de Skolemænd, der ikke ansaae Naturvidenskaberne - for en nådvendig Deel af Under- viisningen i de lærde Skoler.: Denne Strid forågede end mere hans Lyst til at vække Sandsen for disse Videnskaber, og han gik derfor med Glæde ind paa et Forslag af Professor Eschricht, der fårte til Stiftelsen af ,den naturhistoriske Forening”,' hvori ogsaa Conferenisraad Collin deeltog. Schouw holdt i denne Forening en Række af Forelæsninger over forskjellige natur- " widenskabelige: Emner, hvoraf endeel optoges i Ugeskriftet og senere -er udgivet særskilt under Titlen af 4Naturskildringer”. Til-hans populære . Arbeider fra denne Periode hører ogsaa »Europa, en letfattelig Naturskildring”, der nærmest fremkaldtes af hans Bestræbelse for al give Underviisningen i den physiske Geographie en bedre Form. Blandt hans strængere videnskabe- lige Arbeider måa især nævnes hans Afhandling om Baårometrets Middelstand ved Havet, hvori han, ved en Sammenstilling af sine egne og Andres Iagitagelser, gav et meget værdifuldt Bi- drag til- at bestemme Indflydelsen af den geographiske Brede paa Barometrets Middelstand ved Havets Overflade. I de fålgende Aar mådte Schowo i Stænderforsamlingerne, da han af Regjeringen var bleven udnævnt lil Universitetels SST BREDSTEN" MSSD 252 Repræsentant ved disse, og blev saavel i den Roeskildske, som i den Viborgske gjentagende valgt til Præsident, sidste Gang i 1840. Med denne Session var nemlig hans Mandat udlåbet, og da han ikke paany udnævntes af Regjeringen, og heller ikke onskede at blive valgt, saa ophørte hermed indtil videre hans' politiske Virksomhed. Det var naturligt, at denne havde forhindret ham i at be- skjæftige sig med videnskabelige Arbeider i samme Omfang, som tidligere, Derfor standsedes ogsaa Udgivelsen af ,Dansk Ugeskrift” i Begyndelsen af 1836, og den fårste Deel af hans Værk ovér Italien udkom ikke får i 1839. Samme Aar deeltog han i de skandinaviske Naturforskeres Måde i Gothenborg og tiltraadte derpaa alter en Reise til Italien. De mange anstren- gende Arbeider, som de senere Aar havde medfårt, og hans Kones svage Helbred gjorde allerede en saadan Reise ånskelig; men desuden antog han ogsaa, at Gjensynet af den italienske Natur efter en saa lang Fraværelse kunde være gavnlig for det Værk, han havde under Arbeide. Fra denne Reise, som han foretog paa egen Bekosining, vendte han tilbage i Mai 1840. Sommeren derpaa deeltog han i de skandinaviske Naturforske- res Måde i Kjobenhavn, ligesom han ogsaa senere var tilstede ved det i Stokholm; derimod kom han ikke til Christiania, sandsynligviis paa Grund af den Sorg, han kort iforveien havde havt. I Foraaret 1844 mistede han nemlig sin trofaste Hustru, hvis lyse Aand og kjærlige Sind, i Forening med Sands for Orden og Skjånhed, havde gjort ham Hjemmet til hans kjæreste Opholdssted, og hvis Tab derfor smertede ham dybt. … I Sommeren 1841 overdroges ham Bestyrelsen af den bo— taniske Have,. hvilket Hverv han rogtede med sin sædvanlige Nidkjærhed. Haven befandt sig nemlig dengang ikke i den bedste Orden, og han havde derfor den besværlige Opgave, at maalte gjennemgaae og bestemme fra Nyt af Havens hele Plantebeholdning, der bestod af henved 8000 Arter. Regnes hertil de aarlig fra andre Haver indsendte flere tusind nye op- lagne Planter, som ligeledes enkeltviis maatte gjennemgaaes, saa vil det let indsees, hvilken Flid og Nidkjærhed i sit Kald hertil udfordredes. Ligeledes havde han den Fortjeneste at være den fårste Directeur af Haven, der gjennemfårte bestemte Principer i Ordningen og Bestyrelsen af den, idet han begrænd- sede den paa en saadan Maade, som de forandrede Forholde gjorde nådvendig. Ogsaa var det efter hans Forslag, at den blev udvidet og tillige forbedret ved” Opfårelsen af flere nye Væxthuse. - Udgivelsen af dansk Ugeskrift optog han igjen i 1842 og vedblev dermed indtil Begyndelsen af 1846, da den Vilkaarlighed. hvormed den periodiske Presse dengang behand- ledes af Regjeringen, efter hans egen, offentlig udtalte Er- klæring, gjorde ham det umuligt at vedblive dermed, Fortsættelsen af hans Værk over Italien skred imidlertid temmelig langsomt frem. Efter Planen skulde det bestaae af tre Déle, hvoraf den første, som var udkommen, indeholdt en Fremstilling af Italiens Varmeforholde og Fugtighedsforholde, sammenlignede med de tilsvarende Forholde i det dvrige Eu- ropa og en Deel af: Afrika. Den anden var bestemt til at give en Fremstilling af' de andre Veirforholde, og tillige en Sam- menligning mellem de forskjellige Aars Veirlig, for nærmere at "belyse Spørgsmaalet om Climatets Foranderlighed. Den tre- die Deel skulde danne det plantegeographiske Afsnit. Af denne Deel havde han allerede i 1841 forelagt dette Selskab en Afhandling om de geographiske og historiske For- holde ved "de italienske Naaletræer og i Slutningen af 1843 en Udsigt over de geographiske og historiske Forholde ved de italienske Lyngvæxter. Men hermed indtræder en Standsning; thi de tilsvarende Afhandlinger om Træerne af Egefamilien og om Træerne og Buskene af Birkefamilien forelagdes. ikke får i Slutningen af 1846 og i Begyndelsen af 1847, og det Sidste, han deraf har bekjendtgjort, nemlig en Udsigt over de ilalienske | Græsarters geographiske og historiske Forholde, meddeeltes ved 254 de skandinaviske Naturforskeres Måde i Kjåbenhavn i Sommeren 1847. Det er vanskeligt at indsee Grunden hertil, saameget mere, som hans Tid i denne Periode ikke optoges af politiske For- retninger, En Forklaring heraf findes dog maaskee i en Yt- tring af ham selv i Fortalen til den fårste Deel. Det hedder nemlig der, at han ikke har kunnet dålge for sig selv de Van- skeligheder, der måde en Reisende, naar han vil give en Skil- dring af et fremmed Lands Natur, idet Kjendskaben til mange stedlige Forholde og Enkeltheder, som den der boer i Landet, let tilegner sig, undgaaer den Reisende, der kun kan dvæle en kort Tid paa hvert Sted. Det er derfor ikke-usandsynligt, at den samme Følelse har trykket ham under Udarbeidelsen af sit Værk og forsinket dette saaledes, at det ikke kunde blive fuld- endt. Thi ved de Begivenheder, der indtraadte i det fålgende Aar, blev han kaldet til en saa virksom Deeltagelse i. det po- litiske Liv, at hans videnskabelige Virksomhed dermed maa be- tragles som afsluttet. I Begyndelsen af 1848 udgav han i Forening med Professor Clausen et lille Skrift under Tillen ,,Ved Thronskiftet 1848”, hvori han udtaler sig for Nodvendigheden af at give Danmark en constitutionel Forfatning og dråfter de Vanskeligheder, som Forholdet til Herlugdåmmerné i denne Henseende medførte. I den paafålgende Sommer mådte han, da han Aaret iforveien var bleven valgt til Stænderdeputeret, i de Forsamlinger; der sammenkaldtes. for at afgive Betænkning over Valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling, og valgtes atter til Præsident i begge. Det Samme var Tilfældet i den grundlovgivende Rigsfor- samling, hvori han deellog som Repræsentant for Randers Amts første Valgkreds. Sit Hverv som Formand udfårte han paa en Maade, der vandt almindelig Anerkjendelse og væsentlig bidrog lil den rolige -og besindige Holdning, som denne Forsamling viste. Ved de anstrengende Arbeider, som denne Stilling med- forte i den lange Tid, Rigsdagen var samlet, kunde det ikke 255 Er e være Andel, end at hans allerede ikke stærke Helbred endmere svækkedes. Derfor vægrede han sig ogsaa, da han i det fål- gende Aar var bleven Medlem af Landsthinget, ved at modtage Formandsposten, og nedlagde ved Sessionens. Slutning sit Man- dat, hvormed han for bestandig traadte tilbage fra det offent- lige Liv. Den store Indflydelse, han i denne Retning havde ud-= ovet. skyldtes vel tildeels hans rolige og faste Optræden, men dog fornemmelig. den almindelige Anerkjendelse af hans Ret- sind og Upartiskhed. Allerede under hans fårste Ophold i Rom betragtedes han af sine Landsmænd som kaldet til Voldgiftsmand i deres indbyrdes Stridigheder, og senere ansaaes herhjemme hans Medvirken for nådvendig, hver Gang der blev Tale om at sætte et Foretagende i Værk, som krævede almindelig Deel- lagelse,….. Hans Navn knytter sig saaledes til Stiftelsen af Athe—. næum, af Trykkefrihedsselskabet, af det skandinaviske Samfund, af den slesvigske Hjælpeforening, af det nordiske Literatursam- fund og af Foreningen for danske Underviisningsanstalter i Sles- vig... Ligeledes var han en af «Indbyderne til Opreitelsen af Thorvaldsens Museum, og blev derfor ogsaa udnævnt til en af Executorerne af Thorvaldsens Testamente, og af de fremtidige Bestyrere- for detie nationale Mindesmærke. Regjeringen viste sin Paaskjonnelse af disse Fortjenester ved at udnævne ham i 1836 til Ridder af Dannebrogen, i 1840 til Dannebrogsmand og i 1847 4il Etatsraad. Schouws Virksomhed, "som Forfatter, deelle sig som man allerede af det Foregaaende vil have seet, imellem den strengt videnskabelige og den populære. I den fårste udmærkede han sig ved en alvorlig og grundig Stræben efter Sandhed, fri for al Eensidighed og forudfattet Mening og hans Undersøgelser af denne Åri vandt derfor ogsaa almindelig .Anerkjendelse; ved den anden. bidrog han meget til ai vække i en større Kreds en Sands og Deeltagelse for Naturvidenskaberne, der længe vil bevare hans Minde i Manges Erindring, 256 Den sidste Deel af sit Liv tilbragte han desværre under en stadig Aftagen af Legemets Kræfter, "der til Slutningen ogsaa virkede svækkende ind paa hans aandelige. Da han i Begyn- delsen af 1851 var efter Anségning bleven fritagen for sine fleste Embedsforretninger, tilbragte han en Deel af Sommeren paa Landet og befandt sig en kort Tid saa vel, at han kunde holde sin Datters Bryllup, og ordne endeel af sine Sager. Da dette Velbefindende imidlertid snart ophørte, indgav han i Efter- aaret en Anségning om sin Afsked. I Vinterens Låb forvær- redes hans Tilstand meer og meer, indtil Dåden den 28de April 1852 endte et Liv, hvis stårste Deel havde været offret til Videnskabens og Fædrelandets Tjeneste. Med Selskabets Tilladelse optages her nogle Tillæg til Se- cretairens under 29de April læste Afhandling over en kunstig Dannelse af nogle Forbindelser som forekomme i Naturen. Ved fortsat Undersågelse over. Apatitens Dannelse ved Hjelp af Smeltning med Kogsalt, fandt jeg, at man påa denne Maade. kan udtrække Apatitens Bestanddele og navnlig Phospor- syre af de allerfleste plutoniske og metamorphiske Steenarter, og af deres Forviltringsprodukter, der danne den stårste Deel af vor Jordbund. Med Hensyn hertil har jeg undersøgt Grån- steen, af den skandinaviske Ur- og Overgangsformation, af vor Rullesteensformation og af den store Trapdannelse i Grånland, saavelsom Basalten fra Steinheim og en grovkornet Basali eller Lava fra Island. Endvidere - dannedes Apatit af 3 Varie- teter af Granit- Gneus fra Bornholm og 2 Varieteter af Glim- merskifer. Fowles har allerede gjort opmærksom paa Phosphor- syrens Udbredelse i de plutoniske Dannelser iblandt Bjergmas= serne, og endskjøondt Kersten og Elsner have bestridt dette Factum, have dog Svanberg og Struve strax efter deres Op- dagelse af det molybdænsure Ammoniaks Reaction paa Phos- phorsyre, atter optaget Paastanden om Phosphorsyrens alminde- 257 lige Udbredning. Mine Undersøgelser kunne tjene som Bekræf- telse paa Phosphorsyrens udbredte Forekomst i Mineralriget, og i Særdeleshed i de plutoniske Bjergarier, og Forklaringen af den oprindelige Forekomst af Phosphorsyren i Agerjorden, det middelbare eller umiddelbare Produkt af forvittrende Bjerg- arter, finder altsaa ingen videre Vanskelighed. Af Agerjorden selv, ogsaa i de dybere Lag, hvorhen der ikke er trængt nogen organisk Substants fra den åvre Ager- skorpe, "kan man .erholde Apatit ved den tidligere beskrevne . Methode, og altsaa bevise Phosphorsyrens Tilstedeværelse. Jeg vil her anfåre en saadan Undersågelse af en Mergel fra Méen, som tilhårer Rullesteensleeret, og indeholder 10 pCt. kulsuur Kalk (forstyrret Kridt). Et %& tårret og sigtet Mergel blev smeltet med 4 & raffi- neret Kogsalt i en hessisk Digel, der var lukket med et Laag, som var kittet med samme Slags Leer. - Heden maa være saa stærk ved disse Forsåg, at Ståbejern med Lethed smeltes. Hvis Digelen har holdt sig, og Leerkittet er godt smeltet, er der kun for— flygtiget lidt Kogsalt, og efter at Digelen er sånderslaaet, kan man " boritage Kogsaltkagen fra Silicatet. Den ved denne Smeltning 'erholdte Saltkage, blev oplåst si Vand, Oplås- ningen filtreret, og Filtrum, efter at det var udvasket, brændt. Det: Tilbageblevne bestod- af en bruun, glimmerformig For- bindelse, om hvilken jeg senere vil tale, og af Apatit, og idet jeg behandlede den med meget fortyndet Saltsyre ved svag Op- hedning oplåste al Apatit sig, men kun en meget ringe Mængde af de andre Stoffer. Det oplåste veiede 3,725 Gran og var saavel Chlor- som Fluorapatit. Hvis man regner den blandede Apatit til 41 pCt. Phosphorsyre, indeholder Pundet af denne raa Jord, som var taget af en saa dyb Grav, at Overfladens Cultur neppe har havt den mindste Indflydelse paa den, 1,527 Gran. eller. %0,000 Phosphorsyre. Antager man endvidere at Rødderne af vore dyrkede Cerealier udtrække Næring af Jor- den indtil 1 Fods Dybde, komme de Planter, som voxe paa en 17 -" 858 Qvadratfods Overflade i Vexelvirkning med en Cubikfod af Jordbunden, og da en Cubikfod af en saadan Jord uden betydelige Feil kan regnes til 100 %, indeholder Jorden, som ernærer de påa en Qvadratfod voxende Planter 152,7 Gran Phosphorsyre, som paa en dansk Tånde Land, liig 56,000 Qvadratfod, udgjår omtrent 1100 &. Denne Mængde synes at være tilstrækkelig til at forsyne de paa denne Jordbund voxende Planter i en Række af Aar med Phosphorsyre. +) Den af en saadan Jord eller af en plutonisk Steenart ved een Smeltning udtrukne Phosphorsyre er imidlertid ikke den hele Mængde, som forekommer deri. Naar man pulveriserer Silicatglasset, og påany smelter det med Kogsalt, faaer man en ny, endskjøndt forholdsviis ringe Mængde Apalit. Fluorets Forekomst i Dyreriget forudsætter dets: Forekomst i Planteriget, naar man ikke vil antage at alt Fluor i de håiere Dyr og Mennesket" hidrører fra Drikkevandet.… Hvis: Fluoret kommer fra Plantenæringen, maa det findes i Jorden, - medens man, saavidt mig bekjendt, ikke har kunnet eftervise det, end- skjøndt Dannelsen af mange Jordarter, og især af vort Leer, som hidrører fra forstyrret Granit, henviser paa Glimmeren som Fluorets Kilde. I Produkterne af Jordarters Smeltning med Kogsalt lader Fluoret sig imidlertid vise med stor Lethed, ved den be- kjendte Reaction med Svovlsyre i et fuldkommen klart Reagents=- glas. Saavel Apatiten, som de brune, glimmeragtige Blade an- gribe Glasset under de anfårte Omstændigheder. Jeg har med Hensyn til Phosphorsyrens og Fluorets Fore- ”) Høs os bliver der uu anvendt megen suur, phosphorsuur Kalk som Gjådnings- middel; den indeholder 10,65 pCt. Phosphorsyre, og man anseer 600 & pr. Tånde Land for en tilstrækelig Gjådning for 3 Aar. Dette giver omtrent 64 & pr. Tånde Land, i 3 Aar, eller 21/3 & om Aaret. Ifålge dette vilde den i den oprindelige Jord forekommende, hidtil overseete Phosphorsyre, være tilstrækkelig for de dyrkede Planter i 54 Aar, selv under den Forudsæt- ning, at Intet af den ved Planterne udtrukne Phosphorsyre blev. tilbage- givet Jorden. I alle Tilfælde maa Phosphorsyren spille en væsentlig Rolle ved Mergelens Virkning. i … komst undersågt folgende Jordarter, og af dem alle erholdt Fluor-Chlor-Apatit.. Leermergel og guult Leer fra Méen, en Muursteen af Cyprinemergel (en underordnet Formation af Rulle- steensdannelsen, som indeholder Skallerne af Cyprina islandica) fra Egnen af Flensborg, Marskleer fra Syli og Havejord fra Omegnen af Kjobenhavn. Med Hensyn til Undersågelsen af de;sidste to Jordårter vil jeg endnu tilfåie, at en Jord, der indeholder humåse og overhovedet kulholdende Stoffer, maa ristes i Muffelen fårend Smeltningen med Kogsalt, for at forbrænde de organiske Sub- staniser., Naar dette ikke skeer, bliver Jernet reduceret, og man faaer et meer eller mindre stort Korn af Slåbejern, som har optaget Phosphor i sig. Den anden i Kogsaltet oplåste, og ved dets Afkjåling ud- krystalliserede Forbindelse viser sig som de alt tidligere: omtalte glimmeragtige Blade, -der synes at være lettere end det smel- tende Kogsalt; og findes i Særdeleshed i den åvre Kogsaltkage. De danne meget tynde, båielige, mørkebrune eller rådfarvede, gjennemsigtige Blade, og have aldeles den ydre Charakter af Glimmer. "De indeholde Kiseljord, Leerjord, Jernets Ilter, Magnesia, Kali og Fluor og, hvad der er meget paafaldende, ingen Kalk og intet Natron, endskjåndt de have dannet sig i Kogsalt, som indeholder meget Chlorcalcium. De ydre Egen- skaber af denne interessante Forbindelse, og dens chemiske Sammensætning lader neppe nogen Tvivl blive tilbage, at det er virkelig Glimmer, som her har dannet sig under Kogsaltets Indflydelse paa Mergelens sammensatte Silicater. Jeg vil imidlertid her ikke gaae videre ind paa disse Iagt- tagelser, da Dannelsen af disse og lignende Substantser vil udgjøåre Gjenstanden for en anden Afdeling af denne Under= sågelse. Apatitens Tilstedeværelse i de skandinaviske Magnetjernsteen- lag er tidligere berårt, og Tanken om at undersåge, hvorledes vore Myremalmlag vilde forholde sig, naar de i Forbindelse med Kogsalt bleve underkastede en Smelining, laa nu ikke mere fjern. 17% Ni... då Da Myremalmen foruden Jernilte og Phosphorsyre indeholder Kalk, Kiseljord, Titansyre og organiske, kulholdende Substaniser, var idelmindste Muligheden givet, at saadanne Myremalmlag, ved en Smeltning med Kogsalt idet Store, vilde give Produkter, som lignede dem som forekomme i de skandinaviske Magnetjernsteen= lag. De mærkværdige bituminåse Stoffer i Magnetjernsteenlagene vilde svare til Humussyren i Myremalmen, og Kiseljørd, Kalk, Magnesia og Jernilte vilde kunne danne Amphibolrækkens mang- føldige Forbindelser, liig dem i Magnetjernsteenlagene, medens Apatit og Titanforbindelserne ogsaa. kunde sammensættes af Myremalmens Bestanddele. Jeg smeltede 1 & Myremalm med "Yo & Kogsalt; i delte Tilfælde skiller Kogsaltet sig ikke fra Jerniltet, og danner ingen ovenpaa dette liggende Kage. Men der dan- nede sig Hulheder, der tildeels vare udfyldte med Kogsalt, til- deels tomme. . I de med. Kogsalt fyldte Hulheder findes der efter Kogsaltets Oplåsning smaae Naale, i hvilke jeg, efter at have oplåst dem i Salisyre, ved molybdånsuur Ammoniak har opdaget Phosphorsyre, og ved Svovlsyre og Viinaand udskiltes der, Kalk, det var altsaa Apalit. Myremalmen var bleven sort, havde en saadan Haardhed, at det neppe kunde ridses af Staal, et ufuldkomment muslet Brud, og virkede meget stærkt paa Magnetnaalen, uden at være polarisk. I de stårre, tomme Hulheder var Overfladen be- dækket med smaa, skarpe Krystaller, hvilke man under. Luppen let kjendie som regelrette Octiaedre. Myremalmen var altsaa forvandlet til Magnetjernsteen og Phosphorsyren, skilt fra Jern- iltet, samlet som Apatit. Et sammenlignende Forsøg, idet Myre- malmen for sig blev udsat for den samme: Hede, gav intet:Spor af Smeltning eller Krystallisation, og Farven var bruun, men noget mårkere end den vandholdende Myremalm pleier at være. Denne sidste lagttagelse forekommer mig at være af Betyd- ning for Læren om Omdannelsen af mechanisk afsatte|Substantser til krystallinske Forbindelser. Endskjøndt Kogsaltet ikke synes at indgaae nogen) Forbindelse med Jerndobbeltilte foranlediger det 261 dog en Omordning af de enkelte Dele, og lignende Virkninger ere vist ofte foregaaede i Naturen. Selskabet modtog: Fra det naturforskende Selskab i Halle. Abhandlungen der naturforschenden Gesellschaft zu Halle: Ori- ginalaufsåtze aus dem Gebiete der geésammten Naturwissen- schaften. ” Halle 1853: Aster Bd. istes Quartal. Fra det physikalske Selskab: vw Berlin. Die Fortschritte der Physik im Jahre 1849 ,; dargestellt -von der physikalischen Gesellschaft zu Berlin. Berlin 1853. Fra Société géologique de France. Bulletin de la société géologique de France," II Serie 15—40 1852. 1—3 1853. Paris 1852 &' 53. Liste des membres de la société géologique dé France; » Paris 1853. Fra Prof. Le Canu. Nouvelles études chimiques sur le sang. Paris 1852. Fra Herr Vauquelin. De VPapplication de lå suture errchevilléea Popération de 1'en- tropion spasmodique. Paris 1853. Fra Videnskabernes Selskab i Mvinchen. Bulletin der kånigl. Akademie der Wissenschaften Nr. 1-—25. Minchen 1853. Abhandlungen der mathematisch- physikal Classe der kånigl. Bayerischen Akademie der Wissenschaften. Åster Bd. Åste Abth. Munchen 1853. Fra Linnean Society i London. List of the Linnean society of London 1852. Proceedings of the Linnean Society. Decbr. 16, 1851-—Mai 3, 1852. The Transactions of the Linnean society of London. Vol. 24. Part. 2. London 1853. Fra Videnskabernes Selskab i Wien. Magnetische und meteorologische Beobachtungen zu Prag 1850. Prag 1853. ; Archiv fir Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen, Heraus- gegeben von der zur Pflege vaterlåndischer Geschichte aufgestelllen Commission der keiserlichen Akademie der Wissenschaften 9. Bd. 1. Heft, 10, Bd. 2. Heft, 11. Bd. 4. Heft.. Wien 1853. Notizenblatt Nr. 1—30. Beilage zum Archiv fir Kunde åster- reichischer Geschichtsquellen., Wien 1853. Siltzungsberichte der keiserlichen Akademie der Wissenschaften. Philosophisch-Historische Classe 9. Bd. 3, 4.& 5 Heft, 10. Bd. 1 & 5 Heft, 11 Bd. 1 & 2 Heft. Wien 1853. — — — Mathematisch - naturwissenschaftliche Classe 9 Bd. 3, 465 Heft, 10 Bd. 1 Heft, 11 Bd. 1 & 2 Heft. Wien 1853. Almanach der keiserlichen Akademie der Wissenschaften. Wien. 1854. 263 Til hele Aaret henhørende. I Aaret 1853 har Selskabet ved Dåden tabt 3 af sine uden- landske Medlemmer, nemlig : Leopold v: Buch, som i de senere År uden Modsigelse har været erkjendt for den fårste dalevende Geognost, og som for os- havde endnu en særlig Interesse, ved hans store Ar- beider over skandinaviske geognostiske Forhold. Th. Colby, Chef for det engelske Ingenieurkorps, beråmt ved de store geodætiske Arbeider, som han ledede for den en- gelske Regjering, og Fr. Arago, livsvarig Secretair for det franske Institut, be- råmt ved sine astronomiske, geodæliske og physiske Arbeider. Som indenlandske Medlemmer har Selskabet optaget: Oberstlieutenant C. C. G. Andræ i den mathematiske Klasse, Dr. med. A. Hannover i den physiske Klasse, og Prof. K. Gislason i den historiske Klasse, og til udenlandsk Medlem i den physiske Klasse: Sir William. Hooker, Forstander for den botaniske Have i Kew. Istedetfor afdåde Dr. Pingel blev Prof. chem. "E. Scharling valgt til Revisor og Etatsraad F. C. Petersen, der som ældste Medlem fratraadte Kassecommissionen, blev gjenvalgt. Selskabet har i Aarets Låb holdt 15 Møder, i hvilke der er holdt 12 Foredrag henhørende til den physiske, 2 til den mathe- 264 matiske og 3 til den historiske Klasse ligesom een Biographie over et ved Dåden afgaaet Medlem (J. F. Schouw) er oplæst. Det har udgivet eet Bind af sine naturvidenskabelige og mathem atiske Skrifter, og et Hefte af Ordbogen (T). Særskilt udgivet har det endvidere i Aarets Låb: ,Sur le mouvement du pendule” & cet. en Afhandling af Professor Jvrgensen, og »Tables du Soleil” af Professorerne Olufsen og Hansen (i Gotha). Det har desuden i Aarets Léb ved Subscription eller paa anden Maade bidraget til Udgivelsen af Professor Etatsraad C. Molbech's ,Dansk Glossarium” iste og 2det Hefte, og af Christiern Pedersens Danske Skrifter, 3die Bind, ved Brandt og. Fenger. Ordbogs - Commissionen. Commissionen har i Aaret 1853 været samlet i 33 Moder. Bogstavet T af den danske Ordbog er blevet færdigt i Be- gyndelsen af Aaret, og udkom i April Maaned. Revisionen af Bogstavet U er fremmet indtil Ordet Udludning, og Trykningen af Bogstavet begyndt i Sluiningen af 1853. Commissionen for Udgivelsen af et. dansk Diploma- tarium, og danske Regester. Efterat Udgivelsen af de danske Regesters andet Bind, ved forskiellige Aarsager, bl. a. ved den forhenværende Redacteur, Archivregistrator Knudsen's Dåd, har været standset og udsat nogle Aar, har Commissionen i Efteraaret 1853 igien begyndt at forberede Værkets Fortsættelse, og Udgivelsen af de histo- riske Regesters andet Bind indtil Aaret 1660, hvis Trykning vil kunne begynde i tilstundende Sommer 1854. 265 "Den meteorologiske Comitee. I det magnetisk-meteorologiske Observatorium, der staaer under Comiteens Tilsyn, ere de regelmæssige Iagttagelser blevne fortsaite paa samme Maade, som.i forrige Aar med Unifilar- og Bifilar-Magnetometret, med Baromeiret, Psychrometret, og In- dexthermometret. Middeltallet af de Iagttagelser, der. ere anstillede med Uni- filaret i den forste Halvdeel af December, giver Declinationen 159 507,9 Vest. Af den horizontale Intensitet er iaar gjort fålgende abso- lute Bestemmelser: Stav I. "Sept. 22. .…. 1,6672 Oct, 9... .1,6619 Iagttagelserne i den botaniske Have ere fortsatte som tid- ligere, og Resultaterne af dem meddeelte i de maanedlige Over- sigter over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af de Iagttagelser over Vindens Retning og Styrke, Luftens Ud- seende og Nedslagets Varighed, "som anstilles paa Nyholms Hovedvagt, og over Vandets Temperatur paa Trekroners Batteri. "Ligeledes ere de timevise Thermometeriagttagelser fortsatte paa Nyholm. Fra folgende Steder har Comiteen modtaget Iagttagelser : Reikiavig , Justitsraad Thorstensen, 1852 August 4 — 1853 August 31, Barometret Kl. 9, 12,4 og Psychrometret til samme Klokkeslet, 1852. August 1— Novbr. 6, og 1853 Mai 14—- August 31; Thermometret Kl. 7 og 2 "samt håiest og lavest, Vandets Temperatur og Vandmængden een Gang daglig, Vindens Retning og. Styrke, Luftens Udseende. Ofjord, Lægen Johnsen, 1851 Oct. 9—1852 Oct. 7 og 1852 Oct. 8—1853 Oct. 8; Barometret, Psychrometret, Vinden og Luftens Udseende Kl. 6, 1, 10.- Vandmængden. Den første Mt. Så Veirbog var afsendt i relte Tid; men blev først afleveret til Comiteen i 1853. Upernavik, Missionær Kragh, 1852 Septbr. 1—1853. Au- gust 6; Thermometret Kl. 7, 2,9, Vinden og Luftens Udseende. Julianehaab, Missionær Mossin, 1852 Juli 1—1853 Juni 30; Barometret og Thermometret, Morgen, Middag og Aften, Vin- dens Retning og Luftens Udseende een Gang daglig. Snedsted i Thy, Pastor Hansen, 1850 April 18—41852 Dec. 31; Barometret og Psychrometret Kl. 6, 2, 10, Vindens ”Ret- ning, Luftens Udseende og Vandmængden een Gang daglig. Læså, Distriktslæge Krebs, 4852 Jan. 1—Decbr. 31; Ba- rometret, Psychrometret og Vindens Relning Kl. 7, 12, 9, Luf- tens Udseende og Vandmængden. Vederså, Pastor Jeger, 1852 Jan. 1—Dec. 31; Barometret og Thermometret Kl. 6, 12, 61, Vindens Retning, Luftens Ud- seende og Regnmængden. Stadil, Skolelærer Aagaard, 1852 Jan. 1—Decbr. 31; Ba- rometret og Psychrometret Morgen Kl. 2 og 10, Vindens Ret- ning og Vandmængden, Samsø, Pastor Hansteen, 1852 Jan. 1—Decbr. 31; Ther- momelret Kl. 8 og 2, Barometret, Vindens Retning og Luftens Udseende Kl. 8, 2, 11, Vandmængden. Aalborg, Toldassistent Bladt, indsendt af Stud. med. Cur- tius Bladt, 1852 Decbr. 1—1853 Novbr. 30; Thermometret Kl. 10, 2, 10, Barometret Middag, Nedslagets Hyppighed og Luf- tens Udseende. Nykjobing paa Falster, Pastor Sidenius, 1852 Novbr. 21— 1853 April 30; Barometret og Psychrometret Kl. 6, 12, 6, Vindens Retning og Luftens Udseende, een Gang daglig, Vand- mængden. I Aarets Låb er efter Overeenskomst med Marineministe- riet, oprettet. to nye Stalioner ved Fyrene paa Skagen og, Ham- mershuus, der begge ere blevne forsynede .med- Barometer, Psychrometer og Regnmaaler, den sidste tillige med en .Snee- er maaler. «Fra den første har Comiteen modiaget lagttagelser for Ocibr. 17—Novbr. 30 og fra den anden for Aug. 1—Novbr. 30. Iagttagelserne med Instrumenterne og over Vindens Retning og Styrke, samt Luftens Udseende anstilles Kl. 6, 9,12, 3, 6, 9. Desuden har Comiteen meddeelt det islandske literære Selskab 11 Thermometre til Fordeling paa Island, og Overlærer John- strup i Sorå et Barometer, hvorimod Stiftelsen selv har an- skaffet de andre Instrumenter. Priisopgzgaver. Den mathemaåatiske Klasse. At foretage "en til Astronomiens nuværende Standpunkt svarende Beregning af de mærkeligste, siden Aaret 1836 ob- serverte Stjernebedækninger. Den physiske Klasse. "Ved de fornemlig af Dr. Schlegel i Leiden i de tvende sidste Aar offenliggjorte Iagttagelser over Fuglenes Farvevexel, "tår det ansees for bevist, at Forandringen i Fuglenes aarlige Dragter har sin Grund ikke alene i en Fjerfældning men tillige i en Opfarvning og Omfarvning af Fjerene, og at navnligen Fuglenes mest paafaldende Dragt, Yngle- eller Sommerdragten, kun for en ringe Del fremkommer ved Fjerenes Skiftning men hovedsageligen ved et Farveskifte, der foregaaer i de ældre, afblegede og slidte Fjer. Samtidig med Opfarvningen synes der fremdeles at foregaae en Opfriskning af Fjerene, navn- lig saaledes, at de luft- og veir=slidte Rande og Spidser af Fjerene fornyes ved Dannelsen af friske Spidser paa Fjerfanens Straaler. Noie Kjendskab til den Grad af Fornyelse, som Fje= .Tene ere istand til at modtage, efterat de allerede længe have været i en Tilstand, i hvilken man antog deres Livsvirksomhed 268 emo for afsluttet, er af. ligestor Vigtighed for den specielle Orni- thologie og Physiologien ialmindelighed, og Selskabet udsætter derfor sin Guldmedaille som Beldnning for en "videnskabelig Fremstilling af de Forandringer, Fjerene aarligen undergaae i Farve og Form hos een eller et Par af vore almindelige euro- pæiske Fugle med mere udtalt Forskjel i Dragterne, hvilken Fremstilling maatte grunde sig saavel paa Iagttagelser af Fuglen i levende Live som paa anatomiske og ' mikroskopiske Under- sågelser af Fjerene. Fremstillingen, som maa omfatte saavel de under Afbleg- ningen og Afslidningen, som de under Opfarvningen og Op- friskningen stedfindende Phænomener, maa være ledsaget af Teg- ninger og af de til Oplysning af det Fremstillede nådvendige Præparater af iagitagne Fuglefjer og Fugleskind. Den philosophiske Klasse. Selskabet ånsker undersågt, om og hvorvidt Historien læ- rer, at Poesiens Flor- eller Forfald hos forskjellige Nationer har staaet i en nær Sammenhæng med Nationernes Tilstande og Skjebner i Henseende til politisk Forfatning, indvortes eller udvortes Kampe eller Rolighed. Den historiske Klasse. En nåiagtig og fuldstændig Kundskab om Dialecterne og det: levende Almuesprog er allerede i lang Tid" af Sproglærde og Sprogforskere erkjendt som et uundværligt Middel til Op- lysning af ethvert Folks Tungemaal, saavel i dets nærværende Bygning og Beskaffenhed, som i dets Historie. Man har i alle europæiske Lande paa forskjellige Maader' og i .stårre eller mindre Udstrækning, sågt at bringe hiin Kundskab tilveje, deels ved at opsamle af Almuens Tale, i forskjellige Landsegne og Provindser, de særegne, for Skriftsproget og det almindelige Talesprog ubekjendte Ord, som Landalmuen endnu bruger i sil 269 — Tungemaal; deels ved at undersoge og oplyse deltes gramma- ticalske Forhold, deels endelig ved at fremstille Almuesprogets Charakteer i det, som nærmest hårer til Uditale, eller til den Dialect.- Egenhed og Forskjellighed, som ved Talens Forkort- ninger, Sammentrækninger og andre Forandringer, og tildeels Forvanskninger, giver det oprindelige Ord en forskjellig Form i: forskjellige Landsegne. Vort Fædrelands Almuesprog har modtaget mangen Oplys- ning af lexicalsk Art, ved endeel enkelte Ordsamlinger fra ad= skillige mindre Egne og Districier af Landet, ved samlede Bi- drag, som ere benyltede i senere Dele af Videnskabernes Sel- skabs danske Ordbog, og ved et eget dansk Dialect- Lexikon, udkommet i Aaret 1841. Derimod er den organisk-grammatiske Deel af de danske Dialecter hidtil forholdsviis kun ufuldstændigt undersågt og videnskabeligt oplyst og fremstillet. Det er med Hensyn hertil, at Selskabet udsætter fålgende Priisopgaver : Selskabet &nsker en saadan, paa noiagtige Undersågelser og Fortrolighed med det danske Almuesprog grundet. Fremstil- ling af de danske Dåflteciers Sprogbygning, grammatiske For- hold og Taleform, eller Egenheder i Ordenes Skikkelse, Ssaa- "ledes som de danne sig i Almuens Udtale i en Provinds, eller særskilt Dialect- Region. Af saadanne gives der i Danmark egentlig kun to for Sproghistorien vigtige Hovedformer i Al- muesproget: den jydske og den sjællandske, af hvilke den sidste især udmærker sig og har sin Vigtighed derved, al det er den danske Sprogart, som er bleven den factiske Grundvold for del dannede danske Tale- og Skriftsprog; den første der- imod ved at have saa stærkt udprægede Eiendommeligheder og Afvigelser fra den sjællandske Sprogart, at man med Grund kan sige, vi vilde i Danmark have faaet et andet-Skriftsprog, dersom det var blevet grundet paa den jydske, i Stedet for paa den sjællandske Mundart. . Denne er, af forskjellige let forklar- lige Grunde, egentlig mindst undersågt og linguistisk oplyst; RR den er ikke desmindre af Vigtighed for Sproghistorien, netop fordi den har afgivet Grundstoffet før vort nyere Skriftsprogs ” grammatiske Bygning. Selskabet vil derfor gjéåre den sjæl- landske Dialecis grammatiske Fremstilling, og denne Dialects Forhold til det danske Skriftsprog, saavel i sammes Overeens- stemmelse, som i Dialecternes overblevne Egenheder og For- skjelligheder fra Skriftsprægets Grammatik til Gjenstand for en særskilt Priisopgave. — Men da der gives et Slags Mellemled imellem sjællandsk og jydsk Mundart, nemlig den fyenske og Smaalandenes (Lollands og Falsters) Dialect, indbefatter ”Priis- opgaven tillige den Fordring: at denne Dialects Særegenheder og Forhold til den sjællandske maatte tilstrækkeligt oplyses. En saadan Oplysning fordrer, foruden den grammaticalske Ud- vikling af Orddannelse, Ordboining og Ordstilling i Talen m. m., og foruden en Lydlære eller Charakteristik af den sjællandske Udtale, tillige den sidstes practiske Oplysning ved Samtaler og andre Sprogpråver, affaltede i en nåiaglig tro Gjengivning af den sjællandske Udtale, Selskabet antager, åt for at opfatte denne Dialect i sin Reenhed, maatte den fortrinligen undersåges i Sjællands Centralegne, og det maatte tirffte angives, hvorledes de forskjellige Kyststrækningers Dialect adskiller sig fra Cen- tralegnens Almuesprog; bl. a. ved den sydsjællandske Dia- lects Overgang til den lollandsk-falsterske. For en tilfredsstillende Oplåsning af denne Priisopgave ud= sætter Selskabet som Æreslén sin Guldmedaille, tilligemed en Pengepræmie af 300 Rbd. Under samme Vilkaar udsætter Selskabet som Priisopgave for afdåde Etatsraad Schows Legat: en lignende Fremstilling af den jydske Sprogarts grammatiske og dialectologiske Form og Forhold over hele Halvéen. Det maatte herved være et Hoved - Formaal at undersoge og oplyse: hvorvidt en afgjort og tydelig Forskjellighed kan paavises imellem to i Fortiden afvigende Sprogarler, den ene skandinavisk-nordisk, den anden germanisk-angelsaxisk, som maaskee kunne antages at have ERNE TET ME — "een 271 nord og sydfra med Folkestammerne "banet sig Indgang paa den jydske Halvd? Ligeledes: "om og hvorvidt det maa antages, at en saadan Sammensmeltlning af disse to Sprogarter har dan- net i Tidernes Låb dét, saavel i Udtalen, som i endeel gramma- tiske Særegenheder, for hele Jylland endnu meget ejendommelige Almuesprog, hvis kjendelige og betydelige Slægtskab med en- gelsk Talesprog og engelske Dialecter er en af dets charak- teristiske og stærkest udprægede Egenskaber. — Tillige maatte Besvarelsen af den sidste Priisopgave indeholde en tilstrækkelig Oplysning af det nærværende Forhold imellem det jydske Al- muesprog som det er i Sånder- Jylland, eller Hertugdåmmet Slesvig, og i Nørre-Jylland eller Halvoen Nord for Kongeaaen ; ligesom ogsaa de Sprogforhold med Hensyn til Udtale, Ordboi- ninger, og andre grammatiske og lexicalske Egenheder, néie og fuldstændigt maatte angives, ved hvilke den sydvestlige og nordåstlige Mundart paa den jydske Halvé kunne adskilles fra hinanden, ved en af flere Sagkyndige antagen Sproggrændse, bestemt ved den jydske Hederyg og andre Naturgrændser paa Halvoen. At den jydske Dialectlære ligeledes maatte oplyses ved Sprogpråver fra forskjellige Egne i Norre- Jylland og i Slesvig, fålger af det Ovenanfårte. For Besvarelsen af disse Priisopgaver sætles en Tidsgrændse til 34te August 1856. For det -Thottske Legat. Iblandt vore vildtvoxende Planter fortjener sikkert Porsen, Myrica Gale, særlig Opmærksomhed, deels ved det stærke Aroma den indeholder, deels ved den Anvendelse til Olbrygningen, man tidligere har gjort, og maaskee endnu gjår deraf, deels ved det voxagtige Stof som findes deri. Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 Rbd. for en omfattende Undersågelse af Porsens nærmere Bestanddele, hvor- ved man især åonsker fålgende Spårgsmaale afgjort: a) Hvilket Stof eller hvilke Stoffer er det især, der have for- ae anlediget Benyltelsen af Pørsen til Olbrygningen, og ihvor- vidt maae dens Anvendelse betragtes som farlig. b) I hvilket Forhold staaer denne Plantes Vox til de andre bekjendle Voxarter. For det Classenske Legat. 1. Ved directe Forsåg er det blevet bevist, at visse Arter af den i de planteædende Paltedyr saa almindelige Blæreormslægt Cysticercus, ved at sluges af bestemte Arter af Rovpattedyr, i disses Tarme forvandles til visse Arter af Bændelorme,. hvoraf" da fålger, at de maae have havt deres Oprindelse fra saa- danne Bændelormes Æg. Disse Erfaringer og de derpaa grun- dede Slutninger maae antages anvendelige paa Cysticercus- Slægten ialmindelighed, og Selskabet udsætter derfor en Præmie af 100 Rbd. for Eftervisningen af deres Gyldighed med Hensyn til den i Faarene. her og paa Island saa hyppigt forekommende Cysticercus tenuicollis. Rud. Ligesom det paa den ene Side fordres godtgjort ved sikkre Forség: om denne Blæreorm forandres til en Bændelorm, og da til hvilken bestemt Art af Bændelorme, saaledes forventes paa den anden Side muligst fuldstændige Iagttagelser over den hele Udviklingsgang, hvorved Fosteret af denne Bændelorm bliver en Cysticercus. Hvis Opgavens Besvarelse maatte forekomme Selskabet at fortjene det, seer delte sig istand til at kunne fordoble den udsatte Priis. 2. Man vise hvilke af Landets raa Producter, enten nu disse hidråre umiddelbart fra Landets Jordbund, eller fra dets Dyrkning, eller fra det omgivende Hav, ere bedst skikkede til derpaa at grunde en Fabrication. Man maa herved tage Hen- syn paa alle begunstigende Omstændigheder, som Letheden i at erholde Brændsel, Vandkraft, billigt Arbeide 0. s. v.… Det for- REE RELSE 273 staaer sig, at Stederne, hvor" Anlæggene bedst kunne skee, og Grundene til deres Valg maa angives. — Udviklingen maa gaae ind i et saadant Detail, at der lader sig: gjére Béregning over Fordelene. Selskabet ånsker, at Forfatterne især henvende Op- mærksomheden paa saadanne Fabricationer, som hidtil enten slet ikke eller kun i en ringe Udstrækning ere indførte hos. os. Da Selskabet neppe tår vente, at een Mand fyldestgjårende skal kunne behandle Spårgsmaalet i sin fulde Udstrækning, saa vil det ikke negte mindre omfattende Besvarelser Prisen, naar ikkun de valgte Gjenstande ere afhandlede paa en tilfredsstil- lende Maade. Præmien er 200 Rbd. S. M.. Man vil, dersom Omstændig- hederne dertil give Anledning, ogsaa tildele mere end: een Afhandling denne Præmie. "For afdåde Etatsraad Schows Legat. I 1843 tilmeldte Executores testamenti i afgangne Etatsraad Schou's Bo, at der af den Afgangne var legeret Selskabet 50 Øbd. aarlig for derfor at udsætte Præmier, og i 1845 udsaite Selskabet en overordentlig Priisopgave over Sprogfeil og Sprog- reenhed, især med Hensyn til den danske Literatur, Belånnin- - gen bestemtes til 200 Rbd. og Selskabet vilde, naar Besvarelsen fandtes særdeles tilfredsstillende, bidrage til dens Trykningsom- kostninger. Den eneste til Besvarelse af Priisopgaven indkomne Afhandling var ikke fyldestgjårende, og Selskabet fornyede Opgaven derfor'i 1848, men siden den Tid er ingen ny Be- svarelse indsendt, Selskabet har derfor besluttet at udsætte en Opgave om den jydske Sprogaris grammatiske og.dialectologiske Form og Forhold over hele Halvéen, hvorom det Nærmere er angivet under den historiske Klasses Priisopgaver. Besvarelserne af Spårgsmaalene kunne i Almindelighed være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske 274 eller danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med For- fatterens Navn, men med et Molto, og ledsages med en. for- seglet Seddel, der indeholder Forfatterens Navn, Stand og Bopæl, og som bærer samme Motto. "Selskabets i den danske Stat boende Medlemmer deeltage ikke i Priisæskningen. Be= lénningen for den fyldestgjårende Besvarelse af et af de frem- satte Spørgsmaal, for hvilket .ingen anden Priis er nævnt, er Selskabets Guldmedaille, af 50 danske Ducaters Værdi. Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned 1855 til Selskabets Secretair, Elatsraad og Professor G. Forch- hammer. Herfra ere imidlertid de under den historiske Klasse opfårte Priisopgaver undtagne, for hvilke Besvarelsernes Ind- leveringstid er udsat indtil 31te; August 1856. Selskabet vil, naar Besvarelsen af den. for det. Thottske Legat udsatte Priisopgave over Porsen (Myrica Gale) findes særdeles tilfredsstillende, forhéie Beldnningen indtil 300 Rbd. IE OS ER RE 275 Sag- og Navneregister., Andræ, €. C. G., valgt til indenlandsk Medlem. S. 61. 263. Bemærkninger om projective Forvandlinger, ved hvilke Fladeindholdene blive ufør- andrede. S. 78—94. Apatit, konstig. S. 64—70, Balsamarters Undersågelse, især Tolu- og Peru-Balsam. S. 75. Beneden, Van, hans Afhandling: ,,de la génération alternante” ; og Bemærknin- ger om og imod samme af Steenstrup. S. 189—210. Bergh, R., Bidrag til en Monographie over Mollusk-Slægten Marsenia (Lame!- laria), som optages i Selskabets Skrifter. S, 106. Blæreorme (Hydatides) som frembringe en endemisk Leversyge (Isl, Lifrar- veiki) hos Islænderne, S. 211. flg. Bornholms Almuesprog, Undersågelse og Fremstilling af samme ved Espersen. S. 242. Br ons Tycho, hans Iagttagelser over Cometen 1580 (endnu til i hans Original- Haandskrift.) S.. 211. Bændelorme, (Tænia), Bemærkninger om disse Indvoldsorme, og deres Frem- bringelse. S$. 230—238. Bøger, skienkede til Selskabet. S. 6. 13. 48. 56. 59. 61. 76. 108. 169. 239, 243. ” 261. Cactus -Arten: Cereus Pitahayd, om dens Ananas lignende Frugt, og sammes Bestanddele og Egenskaber. $. 46. Danmarks ældste Natur - og Cuiturforhold, oplyste ved Ostersskaller, Dyr- " knogler og Steen-Oldsager. S$. 14—31. Danske Dialecter, fornemmelig den siællandske og jydske: Priisopgave om "sammes Undersågelse og Oplysning. S. 268—271. Dyrknogler i en Jettestue eller Steengrav paa Måen. S. 29, 30. Elsdyret, Skeletter og Horn af samme, fundne i Danmark. S. 25. ; Eschricht, D. F,, Undersågelser over Grånlandshvalens geographiske Udbre- delse. S$. 7. Afhandling om de Hydatider, der fremkalde den i Island endemiske Leversyge. S$. 211—238. Espersen, I. C., Overlærer, vil udarbeide en bornholmsk Dialectlære, hvortil Selskabet bevilger Underståttelse. S. 342. 343, øf Flora danica, iste Supplementhefte til dette Værk. S. 57—59. Forchhammer, G., om vor nuværende Kundskab til den nordvest-europæiske Kystsænkning. S$. 51—54. Forsåg paa at danne krystalliniske, i Vand uoplåselige Forbindelser, S, 62—72. Tillæg til hans Afhand- 276 > ling om konstig Dannelse af nogle i Naturen forekommende Forbin- delser. S$. 256—261. Forbindelser, uorganiske, om nogle ved Konst frembragte. S. 256—261. Fugtighedsforhold og Vandmængde i Kiébenhavn, og flere Steder i Danmark. S. 7—13. Generationsskifte, (,Generationswechsel”, »génération alternante”) Steenstrups Skrift om samme (i engelsk og tydsk Oversættelse). S. 193. af Forfat- teren forklaret og hævdet imod Van Beneden S. 192, flg. og imod Professor R. Owen i London. S. 200. Gislason, K., Professor, optaget til indenlandsk Medlem. S. 241. Grant, Dr., Reise i Kurdistan, og lagttagelser over de Nestorianske Christne. S. 113. og flig, hans Mening om. deres Afstammelse fra .de bortfårte israelitiske Stammer, S$, 126—145. hans Dåd. (1844.) S. 158. Grove, E, R., polyt. Cand., Beretning om Grayninger ved Husum, og der fore- fundne Spor til Landsænkninger. $. 54—56. Grøénlandshvalen, om dens geographiske Udbredelse af Eschricht, 8. 1. Hannover, A., Dr., valgt til indenlandsk Medlem. S. 263. Hydatider, om disses Dannelse hos Mennesker og Dyr. S. 214-—216. En Hy- datide, funden i Leveren hos en af Brystsyge afdåd Patient, beskre- ven og aftegnet. S, 218—222. Hydatider fundne hos afdåde Patien- ter i Island. S, 224—228,. om deres formodede Afstammelse, S. 237. Jettestue, paa Hielm Mark paa Måen, undersågt og beskrevet af Worsade. S. 95—106. (jfr. S. 29. 30.) Om Grændserne for disse Monumenters Forekomst i Norden og det åvrige Europa. S. 96. tillægges en halv- vild, forgaaet Urbefolkning ved Europas Kyster. S.97, deres Mængde paa Måen. S. 99. Jezideer, eller Yezideer, (Diævletilbedere) i Chaldæa. S. 116. 117. Jiirgensen, Ch., Prof., Afhandling om Indflydelsen af Jordens daglige Omdrei- ning paa Pendul- og Rotations - Bevægelser. S. 61. Afhandl.. paa Fransk : ,,sur le. mouvement du pendule”. S,.264. . Kørtprojectioner, eller den sphæriske Flades plane Afbildninger , og om sam- mes Theorie, og de forskiellige Projectionsmaader. S. 78—94. Lam- bert's, Euler's, Lagrange's og Gausses Arbeider over denne Materie. S. 79. 80. Krystalliniske Dannelser og Forbindelser, frembragte ved Konst. S. 62 — 72. Lappiske Grave fra Hedenskabets Tid i Ostfinmarken, beskrevne 'S. 32—44. Resultater af deres Undersøgelse. 44—46. Layard, hans Efterretninger om de Chaldæiske Christne i Kurdistan, S. 111, 159.—165. Liebig's Ytringer om Syrer og deres Mætningsevne (,Såttigungs-Capacitåt”.) S. 173—74. Liebmann, F. V., Bemærkninger om nye nordiske Låvmos - Arter. S. 6. frem- lægger det iste Supplementhefte til Flora danica. S. 57. "mrk ag "de ag 277 Marsenia, en Slægt af Mollusker (Lamellaria) beskreven af R. Bergh. S.. 106. Marskland, Flodmarsk og Såmarsk. S.'54.. Om Marskkysternes Sænkning ved Nordså-Kysterne. S. 51. flg. Mergel, om dens Virkning paa Agerjorden som Giddningsmiddel, bl. a. ved Phosphorsyren. S. 257. 258. Meteorologisk Commission. S. 265. Fortegnelse over de til samme i 1853 ind- sendte Iagttagelser fra Steder i de danske Lande. S.265—67. Møen, Jettestuer udgravede paa dette Land, og Oldsager fundne i samme. S. 95. og flg. Nestorianske eller Chaldæiske Christne i Kurdistan, Efterretninger om samme, efter engelske Reisebeskrivere, S$. 111—169. Deres formeente Af- stammelse fra de til Babylon bortførte jådiske Stammer, S, 126 — 45. Deres forskiellige Benævnelser. S. 131.74132. Deres Troesbekiendelse, S. 150. ”Overfald paa dem af Kurderne. S. 155... Om den Fremtid, der kan forestaae dem. S. 166 —169. 2 Ø |Nordvi, A. G., Undersøgelse og Beskrivelse af hedenske (lappiske) Grave i Ostfinmarken..S. 32—48. Oldsager og Dyrlevninger, fundne 14 Fod under Marskleret ved Sideraue i Holsten. S. 53. Steensager fundne i en Jettestue paa Måen. S. 103. 104. Ordbog, Yidenskabernes Selskabs, Bogstavet T fremlægges færdigt. S. 58. "Ordbogs-Commissionen. S. 264. Owen, R., i London, hans Skrift: ,,0m parthenogenesis”, (1849.) polemisk om- talt S. 200. Ån Pedersen, P,, om Fugtighedsforhold i Danmark. S, 7—13. Udsigt over J.F. Schouw's Levnet. S. 247— 256. Pendulbevægelser, om Indflydelsen af Jordens Omdreining paa samme. S. 61. Piel, C., indsender fra Wien en trykt Afhandling om Konsten at benytte Glas- plader til Aftrykning, m. m. S. 2141. Regesta diplomat. Daniæ, Commissionen for sammes Udgivelse S. 264. Scharling, E. ÅA., valgt til Revisor. S. 6. Bemærkninger over foreviste Frug- ter af en Cactus-Årt (Cereus Pitahaya.) S. 46—48. meddelt Under- søgelse over forskiellige Balsam-Arter. 75. 76. Bemærkninger om Syrernes Mætningsevne. S. 171—189. Scharling, C. E., Prof. Theol., Bemærkninger om de Nestorianske Christne i Kurdistan (Chaldæa) i Anledning af Grants og Layards Beretninger om samme. $. 111—169. Schiellerup, H. C. F. C., Observator, Afhandl. om den af Tycho Brahe 1580 iagttagne Cowbk S. 211. Schiådte, Docent, meddeler Beretning over en Besvarelse af et Priisspårgsmaal, S. 239. Schleisner, Dr., hans Anskuelse om den endemiske Léversyge hos Islands Be- folkning. omtalt S. 211. 212, 278 Schouw, J., F,, Udsigt over hans Levnet og Virken som Videnskabsmand ogi den politiske Sphære. S. 247—256. Steenstrup, J. J. S., Beretning om fortsatte Undersågelser af Danmarks ældste Natur- og Culturforhold , m, m, S. 14—32, - Hans Bemærkninger over-Prof. Van Benedens Afhandl. ,,de la génération alternante” m, m. og over R, Owens Skrift ,,on parthenogenesis”, S. 189—210. Syrernes Mætningsevne eller Styrke om den rette Betydning af dette Udtryk. S. 171—189. hvad Dumas og Berzelius have forstaaet derved. S. 172, 173. Liebigs Udtryk derom. S. 173. Tabel over Syrernes Styrke af E. A. Scharling, S. 177— 183. Uroxen , (Bos Urus) Pandeskaller af samme, fundne i danske Moser. S. 24. 25. Ussing, J. L., Afhandling om græske og latinske Indskrifter, S$. 241. Vaupel, Ch., indsender en Afhandl. over det fossile Naaletræ i Leer- og Sand- lag og ved de danske Kyster. S. 211. - Videnskabernes Selskab: vedtager en Forandring i Tiden for dets Budget og Regnskab. S. 2. Bifalder et Forslag af det K, med. Selskab om Del- tagelse i et Priisspårgsmaal over Ventilationen. S. 2. Budget og Udtog af Regnskabet for 1852. S.3—5. Budget for Aaret 1854. S. 245. 46: — Selskabets 1853 ved Dåden afgaaede (udenlandske) og optagne nye Medlemmer, S. 262. Selskabets Måder og åvrige Virken i Åaret 1853. S. 263. 264. dets Commissioner og disses Arbeider. S. 264— 67. Bedéåmmelse over indsendte Afhandlinger. S, 242. Priis- opgaver for 1854. S. 267—74. extraordinair Priisopgave om de danske Dialecters Oplysning. S. 268—71. Worsaae, J. J. A., Beretning om Udgravningen af en Jettestue paa Hielm Mark paa Måen. S. 95—106. Ostfinmarken, Undersågelse af der opdagede hedenske Grave i Egnen af Han- delspladsen Mortensnæs, og Beretning om de i samme forefundne Oldsager og Levninger. S. 32 —46. Ea abe , SØGEN g fir Jak rd dt | ' KT AE briks Ø re Kc mere 2 VER fr 18 BE R agt | »å Æt. 1398 POE EN år må io ILTES Te LG ÆT ÆR KC3 Wå $ on ener DER z lg få = øer = fe sv kr KS ra | 4 ETS 2 30, g IR (6-55 bå fore 2 18 BOT eg ategn igseme eg gs i di sr, SØ: æn te g j RD OR ST k- dg re ARB > 3 N LEE Sø og dl fede LÆ 5 ben er byd HEDT Ø g É. "F; y te ser sk Så Og EZ = Fo I Be Ne É re RER ” FK BOR dy Så t-3 ' rr ve 31-70 dd a FORE 5 SX: d S. sa 2% :R BR; såe RE SEE SE 53 Sr bes FÉ FAR, Rn SÅ pp , Sr gen DSE gg re RE RER RES agt : SPISE ØE SELER ; i rese Hg erss F E= SES ses Ea rl) S 3ø BE8R EN E- DEDE = Nn sø ng "sat EN ask eg sAsbrrialt i Bret: (Sa - ry! ON 247 00,08 za Su My REN … ARE RUE , ræs r ARR 34 52 Se KR TE Fad erne, jeg sk ae re Ånd : Met AE res RT. R.300. fed ET ikon. Male SEALS ko e sn BARE. felt X 4 Gl - "val on m de ms ge Get Se fe ak kd Barometer = reduceret til 0? Kåenmne Thermometer i Skygge mod Nord. = fond 21, Fod over Jorden. 2 Fod i | 2 Fod un- ] g BFeeklleg.| Mlleg "| SR. Middel Lavest. Håiest, rer sg Skge | | ' Corr.-019| Cels, | Ceis… | Se! | piager, 1 1.339,62 | 339,51 | 339,47 3961 0 HT 401 399 | Smaare 2 | 38, 80| 38, 38| 38, 36 2,89 2,5 4,2 3,5 3 | 37, 88| 37, 41! 36, 78 2,54 2,8 4,3 3,7. | Regn 1 å | 37, 07| 36, 83| 36, 38 3,66 3,3 4,3 3,6 5 | 34, 89| 34, 87| 34, 96 3,61 2,5 4,3 3,5 | Regn 2 6 | 36, 16! 36, 261.36, 27 3,69 3,5 4,3 3,8 | Smaare 7 | 35, 14) 34, 54! 33, 71 3,51 3,6 Å Å 3,8 | Regn 0: 8 | 32, 19! 32, 43| 32, 53 3,89 3,9 åÅ,D 4,0 2 9 | 32, 58 32, 65| 33, 52 3,21 1,8 4,5 3,9 17 10 34, 53| 34, 711 34, 58 3,84 3,0 4,5 3,9 | Regn 7 11 | 31,:04| 30, 21! 30, 26 3,56 37 45 40 | Regn 1 12 f 30, 40 (£:32, +13 130-927 3,19 17 4,5 3,7 | Regn 19 5 5-27, 371284:40: 28; 33 3,21 3,0 | 4,5 3,8 1 14 | -28, 93| 29, 96! 30, 53 0,21 0,0 4,4 3,Å | 15 | 34, 27| 34, 46! 34, 38 — 1,14 | — 2,9 4,2 2,9 16 | 32, 44| 32, 39| 33, 451 — 1,14 | — 3,58 4,0 2,3 | Sne å4— 17 132 33258224 32 37 0,31 | — 1,3 3,7 2,3 | Sne 45— 181::35,...35 |:35, 55 1586,,-06 0,14 |— 0,7 3,5 1,9 172) 19 | 39, 11/ 39, 57| 40, 00|— 0,74 |— 1,4 3,3 1,9 20 1:38 37 | 37,341 35, 98 0,61 | — 2,3 3,2 2,2.) Regn 0 21 | 33, 96! 33, 29! 32, 40 1,76 1,0 317| 1,9 | Regn 1 224 29, 19! 30, 471 31, 19 1,86 | — 0,6 3,1 2,3 19 25 1 35, 73-36; 551 37, 2A 1,81 1,4 3,1 2,4 | Regn 15! 24 | 40, 31! 40, 21). 40, 16 0,76 0,0 3,1 21 | Sne 2-2 25 | 38, 94| 38, 36| 38, 04 184793 3,2 2,1 | Sne og 1 26 4 37, %T 37, AK 371,47 1,41 | — 0,3 3,2 2,3 10 27 | 39, 32! 39, 52! 39, 55 1,11 0,6 3,2 2,5 17: 28 | 39,-47| 39, 23| 39, 30|— 0,84 | — 1,3 3,2 2,0 | 29 I 38, 86| 38, 45| 38, 02|— 0,06 | — 2,4 3,1 2,6 | Smaaregi 30 | 36, 90| 36, 72| 36, 32 1,69 0,4 3,1 1,9 ål | 37, 49|' 37, 97| 38, 75 1,59 0,9 3,1 2,5 "y Thermometret i Uorden. | Middeltemperatur. 1853. 45 Aar, Maanedl. Vandmængde. nm BÆR, sr ren, 1853. 29 Aar. 11-21 0,91. — 1,38 É | 29-51 1,07. — 103 24,99 Par. Lin. 20,60 Par. | 1-31. 1,80. — 1,22 . Vindens Retning Vindens Styrke | Lnftens Udseende n, Snee &e. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet 1—19; 53—6. Sw, SW SW. SW 2 2% 1, SER 0 SW. SW: SW SW: 11.004. 2. SR ED 9. - SE SE OST SR DE DD MS Æg Eg SW SW SSW: SW 1; 2. 2. 4 sk sk" SE i. OSS ESS. SSW: SW SW 2 230 OD FRE KR RE —5. ONE SE SR NE RASKE ER 144— TIL ENE SN. NOV SW BOR ak kt age AZ — ES SW RR SERIE OR NDR ts" Sk TE s2n 23—232. LÆS. ss. SW. SKUD RÅ ØRKENEN RBR (Seale WAS Sj SE 7 ds REN | ; ; SEES SR BRL SEES ER ORE SE RE b 30 HS. SW. SW. SW SR 40 5 ROR LE ek (4, 43— SØ ES. SW. W: SIS 35. & Ls tsk —115. 2,00 | SW. WNW. WNW. SW. J4. 4. å. 2.f sk. sk. sk. t. ; SS; -S0; ”NNOL NW.R2: 2926 122. Sl sk Ek SKE NWwN ONE: 50283; 3%. 2, sk dk SK ORDRE KK OR ONES SR ALE KK EEN (0:38) 1-OLN. Ot.N.. OSO: OS0. 1 4..4. AA ÆRL tt sk 86 (0,42) | 0. 0: O. ONGSE AA RDL ds tr Kr ske CSR | . OND ONO "07 080: F3. 3. 32 MT sk sk SKER B 71—93. 0,82 3 850. 880, 840, S8O. 11. 2% 3. 3,5.1'6…- k. sk i, 10— 2,58 1.580, S80. 880, 880.13. 1. 1: Lir TT T. T. 2 DT KAR BO SO RR EL LL KK LER ob RK ks" Kb E50, om, 0, KÅL SR KDK tt KR gn og Sne 5-101. 0,31 | 0. 0. Ot.N. NO./3. 3. 3. 3. | sk. sk. sk. t. (13—6, 9— 2040... 0; .S0. [SD AN als Ge FS SL; Sage ST Har RER SS RE gn 111— 28 SO. 80, SO 80135 IR SE DE RE Hog Regn 5—9..0,10 180. 650. 80, SOE 3 3 SK LKR SO: SR HK BOEDE TS SR OD STK K.RSN — 0,74 | SOt:0, SOt,0. OSO. OSO.f 3. I, 35. ISLE kt sk. t | so. 80, HR STS ERR RK KOR ; SOLD. SOLE WENN LE KL LIE HK KR i end j Vindforhold, | : 1853. 50 Aar. 1853. 50 Aar, Os: "2781002 0,09 CF-S 012 NO. . . . 0,02 0,11 SW. 0,34 0,17 ; ERRRESESE I 2 0,12 NE 2 55 803 0,16 S0.…:… 0,30 70,13 NW. .. 0,03 0,10 Amdi me retn. EF JT N E kran Age SR 3 ged 4 Br de: lm, dd åe: ELSE LE Area nn LAPRE SE at: re: MARR. Boss BR Bond, Sø ES REE ER ENE RE GREEN. | 4 > Se. stab bp (i a) vr SN ; i £ | « Fx i nå gf az Vet ma g KOGE i Sa Då… ' sæt mg 14 BÆLGE É 3 Se. RAD KILE TERESE ig arsg SES Fa dø ; REE i rå å Sk wo tel NR & En EN KK å: e H is Sd $Å HRG a; ø de sn ørgk g AS f REN SE SEERE BE ns RE EN ” st gg