ev 
e 


SET 


Nå 


aka å r 


"uNSkandinaviens Fugle, 
med særligt Hensyn til Dåfigark 
og de nordlige Bilande. 
Af 


NSkjærbølling. 


Anden, fuldstændigt omarbeidede Udgave. 
ved 


Jonas Collin. 


R" Kjøbenhavn. . 


& 
L. A.Jørgensens Forlag... 
y X N 


se  7875—1877. ” FØ 


war 


Forord. : 


D. Hr. Boghandler L. A. Jørgensen anmodede mig om at 
foretage en Omarbeidelse af afdøde Dr. N. Kjærbøllings Værk 
over Danmarks Fugle, gik jeg ind derpaa, lidet anende Omfanget 
af den Opgave, jeg paatog mig at løse.  Efterhaanden som År- 
beidet skred frem, indsaae jeg, at jeg paa Basis af det forelig- 
gende Værk aldrig vilde kunne vente at naae et Resultat, der i 
alle Henseender vilde tilfredsstille de forøgede Fordringer, som 
maatle stilles. Jeg havde imidlertid ikke noget Valg, thi Opgaven 
bestod ikke i at. levere et nyt, selvstændigt Arbeide, men i al 
omforme et gammelt, og i en ikke ringe Grad besværliggjordes 
dens Løsning ved forskjellige ydre Forhold. Hvad saaledes Af 
bildningerne angaaer, virkede, den Omstændighed, at de vare ud- 
førte snart i Kobberstik, snart i Lithographi, særdeles forstyrrende 
ind, idet de faa Forbedringer, der overhovedet viste sig mulige 
for de stentrykte Tavlers Vedkommende, maatte foretages uden 
at gjøre den allerede iforveien tilstedeværende Uoverensstemmelse 
mellem Tavlerne endnu mere iøinefaldende. At Figurernes Kolo- 
ration paa mangfoldige Punkter lader en Del tilbage at ønske, er 
uomtvisteligt, men det maa herved ikke oversees, at hele dette 
Arbeides Udførelse har maattet overdrages til en Enkelt, og at 
') men omhyggeligere Behandling vilde have medført saa betydelige 


Omkostninger, at Foretagendet under vore smaa hjemlige Forhold 


. " mn FE" 
rz v 


== 


neppe vilde have kunnet bæré sig. At disse Vanskeligheder med 
Hensyn til Tavlerne ogsaa i flere Henseender maatte have Ind- 
flydelse paa Behandlingen af Texten, naar man vilde undgaae 
altfor mange eller altfor store Uoverensstemmelser mellem denne 
og Afbildningerne, er en Selvfølge. En anden, ikke uvæsenlig 
Hindring for at gjennemføre Omarbeidelsen efter en større Maale- 
stok var den Omstændighed, at jeg kun kunde raade over et be- 
grændset Arkeantal, og desuden laae det jo i Sagens Natur, al 
jeg kun til en vis Grad turde foretage Forandringer, udslette og 
tilføje i det foreliggende Værk, naar det endelige Resultat ikke 
skulde blive et helt nyt Arbeide, men kun en omarbeidet Udgave 
af det ældre. Som et af de Hovedpunkter, der paa Grund af 
denne Betragtning ikke kunde blive Gjenstand for en udførlig For- 
andring, skal jeg nævne Systematiken. . En Omordning af Arter, 
Slægter og større Grupper efter Videnskabens nuværende Stand- 
punkt vilde have medført saa betydelige Ændringer i Gruppe- 
diagnoserne, at jeg med den ovennævnte Betragtning for Øie ikke 
har troet at burde foretage den, saa meget mere som AÅrbeidet 
ifølge Forfatterens egne Ord (jfr. hans Fortale) mindre er bestemt 
for Videnskabsmænd end for Lægmænd. En Forandring i Nomen- 
klaturen har jeg derimod anseet for gavnlig, paa sine Steder 
endog for aldeles nødvendig, tilmed. da en saadan lod sig iværk- 
sælte uden. at gribe sind i det oprindelige Arbeides Bygning og 
Plan, For at give dem, som maatte ønske Oplysning om den 
nyere ornithologiske Systematik, en kortfallet Anvisning og for- 
saavidt bøde paa Værkets Mangler i systematisk Henseende, har 
jeg som et eget Afsnit tilføjet en Oversigt over de omhandlede 
Fugle, ordnede efter Sundewalls nyeste System i «Methodi natura- 
lis avium disponendarum tentamen.» (Forsåok til Fogelklassens na- 
turenliga uppstållning. Stockholm 1872.) 

Det vil snart sees, al jeg kun har skjænket Synonymiken 


en underordnet Opmærksomhed, dels af Hensyn til Pladsen, dels 


paa Grund af den ringe Belydning, som en udførlig, kritisk Sy- 
nonymik altid maa have for et Værk, der i hele sin Form ikke 
fremtræder som et strengt videnskabeligt Arbeide. 

Jeg har hovedsagelig havt for Øie at samle de lagttagelser 
og Erfaringer, der i faunistisk Henseende ere gjorle i de 23 Aar, 
som ere forløbne siden Dr. Kjærbølling udgav sil Arbeide, at ud- 
skille de Angivelser, hvis Paalidelighed eller Værdi maatte betragtes 
som tvivlsom, og at give Fremstillingen en bedre Form. 

Det er ikke min Sag at kritisere Dr. Kjærbøllings Arbeide 
paa anden Maade end jeg har gjort ved nærværende Omarbeidelse, 
og jeg troer, at Enhver, der muligvis føler sig kaldet til en yder- 
ligere Kritik, vil gjøre vel i at erindre, at Forfatteren var en 
ulærd Mand, der ved utrættelig Flid og Ihærdighed erhvervede sig 
en forholdsvis betydelig Kundskabsmasse, og at det var hans le- 
vende Kjærlighed til Naturen, som gav ham Mod til at tage fat 
paa den store Opgave. Det bør i alt Fald ikke glemmes, alt 
Kjærbølling var den Første her hjemme, der har givet en samlet 
Fremstilling af vor Fuglefauna, og om Vanskelighederne ved et 
saadant Arbeide kunne de Færreste dømme. 

Endnu skal jeg kun tilføje, al jeg af Hensyn til Tavlerne 
har troet at burde oplage de svenske og norske Fuglearter i den 
nye Udgave af Værket og i Overensstemmelse dermed forandret 
dets Titel til «Skandinaviens Fugle», idet jeg dog har præ- 
ciseret denne Forandring ved Tilføjelsen: «med særligt Hensyn 
til Danmark». Da Texten endvidere paa mange Steder omhandler 
de skandinaviske Fugles Forekomst i de til Danmark hørende 
nordlige Bilande, er dette ligeledes angivet i Titelen. At jeg ikke 
har fundet nogen Anledning til at optage de Fuglearter, som fore- 
komme i hine nordlige Egne, men ikke ere trufne i Skandinavien, 
er vel overflødigt at tilføie. 

Jeg kan ikke slutte disse Bemærkninger uden at udtale min 


Tak til de Mange, som have ydet mig værdifuld Hjælp ved Ar- 


beidets Udførelse. Særligt maa jeg nævne Hr. Professor J. Rein- 
hardt, som med den mest forekommende Velvillie har aabnet 
mig uhindret Adgang til Museets danske Fugiesamling og tilhørende 
Journal, og ved at meddele mig en stor Række Berigtigelser og 
andre Oplysninger har bidraget væsenligt til at lette mig Arbeidet; 
endvidere Hr. Apotheker Alfr. Benzon, af hvis omhyggelige og 
righoldige Optegnelser jeg har uddraget Adskilligt, og hvis for- 
trinlige Samling af Æg, navnlig ved Hr. Cand. pharm. V. See- 
husens beredvillige Hjælp, har dannet Grundlaget for alle An- 
givelserne af Æggenes Maal.  Fremdeles skylder jeg Hr. Stats- 
revisor Fischer min Tak for adskillige Meddelelser og Anvis- 
ninger, ligesom ogsaa d'Hrr, Pastor Theobald, Justitsraad Erich- 
sen, Adjunkt Feddersen, Konservator Conradsen o. fl. A. 
paa forskjellig Maade have viist deres Interesse for Arbeidet. 

Af ornithologisk Literatur har jeg navnlig benyttet de fleste 
hidtil udkomne danske Arbeider, enkelte af dem hist og her efter 
en større Maalestok. Jeg har anseet det for overflødigt overalt i 
disse Tilfælde at nævne min Kilde og skal indskrænke mig til at 
oplyse, at for Færøernes Vedkommende ere de fleste Angivelser 
hentede fra Sysselmand Mullers… Afhandling over Færøernes 
Fuglefauna, adskillige af de øvrige, navnlig biologiske og fauni- 
stiske Meddelelser, fra Statsrevisor Fischers og Professor Reinhardts 
forskjellige Afhandlinger over Danmarks Fugle. For Sverrigs og 
Norges Vedkommende har jeg fortrinsvis benyttet Nilssons, Col- 


letts og Stejnegers Årbeider. 


Kjøbenhavn, i Februar 1875. 


Udgiveren. 


Forfatterens Fortale 
til første Udgave. 
(1852). 


Meaens vi have nyere værdifulde Haandbøger over Fædrelandets 
Pattedyr og Fiske i Melchior's og Krøyer”s Værker, savnede 
vi endnu bestandigt en til Naturvidenskabernes nuværende Stand- 
punkt nogenlunde svarende Haandbog over Fuglene. Dette Savn 
ønskede jeg beskedent erstattet ved Udgivelsen af nærværende 
Beskrivelse og de dertilhørende Afbildninger over Indlandets Fugle, 
saa al del samlede Værk maatte betragtes som et Forarbeide til 
noget Bedre, som et Bidrag til at vække Sands og Interesse for 
Fuglenes, iblandt os saa forsømte, og dog saa høist interessante 
Naturhistorie. Et mangeaarigt, de sidste fem Aars udelukkende 
Studium, grundet paa practiske Iagttagelser, har jeg saaledes den 
Ære og den Glæde at gjøre frugtbringende for dem af mine Lands- 
mænd, som have følt Savnet, tildeels endogsaa opfordret mig til 
Udgivelsen åf nærværende Værk, der altsaa mindre er bestemt for 
de egentlige Naturforskere, som have større, fuldstændigere og 
kostbarere Værker til deres Raadighed, end for Jaglelskere, Forst- 
og Landmænd, Lærere og Opdragere o. s. v. Jeg har arbeidet 
som Lægmand for Lægmænd, og hvis dette er skeet paa en nogen- 
ledes tilfredsstillende, jeg mener almeenfattelig og underholdende, 
Maade, forsaavidt dette lader sig forene med at fatte sig kort, 
uden dog at sætte det Videnskabelige, Systemet og Bestemmelsen, 
altfor meget tilside: da er min Hensigt opnaaet ! 


ax 


Uagtet Afbildningerne maae ansees som den vigtigste Deel, 
og Texten fornemmeligen kun skulde tjene til at beskrive, hvad 
der ikke lader sig fremstille ved Former og Farver, eller hvad de 
sidste formedelst Priisbilligheden mangle i Correcthed, har jeg givet 
Texten en større Fuldstændighed, end efter den oprindelige Plan 
var bestemt, for at Mangelen af Afbildningerne mindre skulde føles 
for Dem, der ei kunde anskaffe disse. At Beskrivelsen ikke ganske 
slutter sig til den Orden, hvori Afbildningerne følge paa hverandre, 
hidrører fra den Tvang, der var forbunden med at fremstille et 
vist Antal Fugle paa hver Tavle, og dog, saameget som muligt, 
at holde de Nærbeslægtede samlede; ved Textens Henviisning til 
Tavlerne vil denne Uovereensstemmelse neppe volde nogen Ulempe. 
Ogsaa Orthographien har sine Inconsequentser; selv Constructionen 
minder nok hist og her om Nordslesvigeren; da imidlertid Spro- 
get i en Bog som denne, idetmindste for den velvillige Læser, vil 
være af underordnet Betydenhed, saa tør jeg ogsaa i saa Hen- 
séende gjøre Regning paa Overbærenhed, især hos Den, der er- 
kjender Vanskeligheden af at fatte sig kort, uden at dette under- 
tiden skeer paa Sprogets Bekostning. 

Det er mig en ligesaa kjær, som hellig Pligt, at aflægge min 
offentlige Bekjendelse for Det, jeg har modtaget af Andre. Saa- 
ledes har jeg fornemmelig benyttet Naumanns fortrinlige Værk: 
Naturgeschichte der Vogel Deutschland's, baade — næst Naturen 
og min betydelige Samling — som Veiledning ved Afbildningerne, 
hvilke ere mit eget Arbeide, og ved Texten, fornemmelig Indled- 
ningen, Slægts- og Arlsmærkerne ; dernæst har jeg, blandt flere 
Værker, meest raadført mig med Nilsson's «Scandinaviens Fauna» 
(Foglarne), den bedste og fuldstændigste nyeste Haandbog over de 
nordiske Fugle. Mange Meddelelser om Fuglenes Forekomst har 
jeg Venner og Velyndere at takke; Forsigtigheden bød mig at 
nævne dem som mine Hjemmelsmænd, Ærligheden og Taknemme- 


ligheden at give dem Æren — mig selv var det en kjær Til- 


fredsstillelse at samle og, efter et strængt Udvalg, at offentliggjøre 
det Adspredte. Mange nye Fuglearler ere derved, saavelsom ved 
mine egne Opdagelser, blevne os bekjendte, som tilhørende vor 
Fauna, deels som meer eller mindre sjeldne Gjæster, deels som 
ynglende her i Landet. 

Efter Atlassets Fuldførelse ere flere nye Arter blevne beskrevne 
i Texten eller omtalte i Tillægget; disse ville i Løbet af dette Aar 
blive afbildede paa 1 eller 2 Tavler, til samme Priis som de fore- 
gaaende. Den smigrende Anmeldelse i «Berlingske Tidende» for 
1851, Nr. 85, udtaler det som ønskeligt, at Værket suppleredes 
med "Afbjldninger af Fuglenes forskjellige Dragter efter Alderen, 
Kjønnet og Aarstiderne , forsaavidt en væsentlig Forskjel hos de 
forskjellige Arter i saa Henseende finder Sted. Ingen kunde vel 
mere glæde sig til en saadan Fuldstændiggjørelse end jeg; den 
velvillige Anerkjendelse, Værket, efter den oprindelige Plan, har 
mødt, og de ikke faa Opfordringer af Subscribenterne til en saa- 
dan Udvidelse, giver mig ogsaa Mod til, ved Subscription at for- 
søge, hvorvidt den, uden offentlig Understøttelse, vll kunne iværk- 
sættes. Efter samme Plan, i samme Størrelsesforhold og til samme 
Priis som før, vil der udkomme et Supplementhefte med Afbild- 
ninger af 20 Fugle paa 4 Tavler hveranden Maaned, tilsammen 
6 saadanne Hefter. 

Med dyb Taknemmelighed nedlægger jeg dette mit Arbeide for 

Landsfaderen, vor elskede, allernaadigste Konge, 

der allerede som Kronprinds viste Interesse derfor, og understøt- 
tede dets Udgivelse, hvilken dog vilde have været umulig, uden 
den mig allernaadigst tilstaaede, offentlige Understøttelse, for hvis 
Opnaaelse jeg fornemmelig har at takke: Hans Fxcellence, Herr 
Geheimeconferentsraad Collin, hvis Fortjeneste af populair-viden- 
skabelige og almeennytlige Skrifters Udgivelse er ligesaa anerkjendt 
som hans tidligere Indflydelse som Videnskabernes og Kunstens 


bedste Talsmand og Ven, i høi Grad er savnet. Dernæst skylder 


jeg ogsaa de hæderlige Mænd, der saa velvilligen og uegennyt- 
tigen have interesseret sig for Værkets Udbredelse, tildeels endog 
besørget dets heftevise Uddeling, min bjertelige Tak. 

I Haab om skaansom Overbærenhed, skilles jeg fra detle 
sandelig møisommelige, og dog vistnok i flere Henseender mangel- 
fulde Værk. Det har havt sin Rod og sin Fremvæxt i Kjærlig- 
hed, gid det maalte vorde modtaget og bedømt i Kjærlighed! 
Dets Udgivelse hørte til min yngre Alders kjæreste Drømme, ved 
Guds Naade blev den til Virkelighed. — Mange, men lykkelige 
og velsignede Timer, tilbragte jeg i Omgang med den levende 
Natur, hvis underfulde Harmonier, med lysende Præg af den evige 
Viisdom og Kjærlighed, henrykte min Sands, trøstede og opmun- 
trede mit Sind, opløftede min Aand og mit Hjerte til Gud, hvis 
Velsignelse heller ikke vil udeblive for denne min Gjerning: thi 
den er skeet i Ham! 


Kjøbenhavn, i Febr. 1852. 


Forfatteren. 


Indledning. 


I. Om Fuglenes eiendommelige Legemsbygning. 


EF ra Pattedyrene, med hvilke Fuglene, som varmblodige 
Hvirveldyr, ere nærmest beslægtede, adskille de sig ved: at 
Hjerneskallens Ben voxe sammen til ét Stykke; ved Kjæbe- 
benenes Forlængelse til Næb; ved flere og bevægelige Hals- 
hvirvler, af hvilke den forreste ved én Nakkeledknude er for- 
bunden med Hovedet saaledes, at dette kan dreies helt rundt; 
endvidere ved Fjerklædningen, ved Forlemmernes Vinge- og 
Baglemmernes Fodform, og ved at de formere sig ved kalk- 
skallede Æg, hvilke de med faa Undtagelser selv udruge. 

Ryghvirvlerne hos Fuglene ere i Almindelighed ube- 
vægelige; Lændehvirvlerne ere sammenvoxede til ét Stykke 
og ubevægeligt forenede med Bækkenet; Halshvirvlernes Tal 
afvexler fra 9—24. Ved at Ribbenene have Led paa Midten, 
kan Brystbenet let og stærkt hæves og sænkes ligesom 
Undersiden af en Blæsebælg.  Brystbenet er en bred og 
skjoldformig Plade, der udvendig har en langs ad Midten frem- 
springende høi og skarp Kam, hvortil de store Brystmuskler 
hefte sig. Fuglene have to Sæt Nøgleben, af hvilke de for- 
reste ere sammenvoxede i deres nederste Ende og danne 
den saakaldte Gaffel, som under Flugten forebygger Brystets 
Sammenpresning; det bageste Par er med sin øverste Ende 
forbundet med Skulderbladet og med sin nederste brede 
Ende med Brystbenet. 


4 
VIII 


EJ 


Forlemmerne ere indrettede til Flyveredskaber og have 
omtrent de samme Knokler som Pattedyrenes; dog bestaaer 
Mellemhaanden kun af 2 Knokler og bærer kun 3 ufuld- 
komne Fingre. Paa Baglemmerne ere Fodroden og Mellem- 
foden sammensmeltede til én Knokkel: Tarsen eller Fod- 
roden, ogsaa kaldet Løbet (i daglig Tale: Benet). Det egen- 
lige Ben er foroven muskelstærkt og fjerklædt, forneden sene- 
fuldt, stundom nøgent (9: uden Fjer). Laaret er kort og skjult 
i Kroppen. Leddet, ved hvilket Fodroden er forenet med Benet, 
er den egenlige Hæl, det saakaldte Knæ. Paa den neder- 
ste Ende af Fodroden ere de med Kløer eller Negle forsynede 
Tæer, befæstede ved en Leddekno; Tæernes største og al- 
mindelige Antal er 4, hvoraf den, som er Mellemtåaen mod- 
sat, sædvanlig staaer bagud, de andre fremad. Hos mange 
Fugle sidde Tæerne lige høit, og her benyttes Bagtaaen til at 
gribe med; hos nogle sidder Bagtaaen høiere end de øvrige; 
hos andre mangler den ganske. Fra Bækkenet gaae Muskler 
saaledes over Knæ og Hæl til Tæerne, at Fuglens egen Vægt 
er tilstrækkelig til at bøje disse. 

Lungerne, som ere fastvoxede og ikke udfylde Bryst- 
hulheden, staae i aaben Forbindelse med store Luftsække, 
der dels stige ned "i Underlivet, dels trænge ind igjennem 
egne Huller paa Fuglens, for en stor Del hule Knokler, hvor- 
ved dens Vægtfylde formindskes. Som en Følge af den hur- 
tige Respiration er Fuglenes Blod varmere end de andre 
Bendyrs. 


Fuglenes Sandseredskaber. 


Lugten har sit Sæde ved Næbets Rod.  Næseborene 
have næsten altid deres Plads påa Siden og langt tilbage 
fra Næbspidsen; forøvrigt ere de hos de forskjellige Fugle 
meget forskjellige i Henseende til Beliggenhed, Retning og 
Form. De ere mere eller mindre tildækkede med Brusk, 
Hud eller Fjer, undertiden ere de fuldkomment tillukkede 
(Havsulen, Kormoranen). Som oftest findes der bruskagtige 


IX 


Næsevinger uden Bevægelighed.  Næsehulerne ere adskilte 
ved en tynd Væg, hvilken dog ofte mangler fortil, saa 
at man kan see igjennem fra Siderne, f. Ex. hos mange 
Vandfugle. 

Fuglenes Øine udmærke sig ikke blot ved deres Stør- 
relse, men ogsaa ved flere Eiendommeligheder i deres Byg- 
ning. Deres Grund er bred og hvælvet, Siderne flade eller 
udhulede, og Peripherien af den mere eller mindre hvæl- 
vede Hornhinde er meget mindre end Grundens.  Øie- 
æblets forreste Del indesluttes i en Benring, som især er 
udviklet hos Uglerne; et tredie Øielaag, Blinkhinden, 
mangler aldrig. Regnbuehinden (Iris) sees udvendigt 
fra igjennem Hornhinden som en bred, forskjelligt farvet Ring, 
hvis indre Bue begrændser. den kredsformige Aabning i Regn- 
buehinden, som kaldes Pupillen. Øinene ere lige saavel 
indrettede til at see med i Frastand, som nærved, men 
de ere langt mindre bevægelige, og dog maaskee fuldkom- 
nere end Pattedyrenes. I Regelen seer Fuglen én og samme 
Gjenstand kun med ét Øie, og vil den see sig om, kan 
den ikke vende Øiet, men maa dreie hele Hovedet. 

Deres Øre synes mindre udviklet end Pattedyrenes 
formedelst Mangelen af det ydre Øre, der dog hos de fleste 
er erstattet ved særegne, smaa, stive Fjer, og hos mange 
Rovfugle, især Uglerne, ved Hudfolder omkring Øreaabnin- 
gen, samt ved dennes Omgivelse med større, endog opret- 
staaende Fjer. Alligevel have de en fin Hørelse, og det er 
vistnok denne, i Forbindelse med deres i Almindelighed 
skarpe Syn, hvorpaa den beundringsværdige Lethed, hvor- 
med de opdage deres Næring, deres Kammerater og deres 
Fjender, grunder sig. Nogle Fugle have endog en saa rig- 
tig Opfattelsesevne af Melodier og Ord, at de nogenlunde 
kunne efterligne disse, hvilket dog ellers kun er Mennesket 
egent: et Bevis paa, hvorlidet et (især et sandseligt fornem- 
mende) Organs Værd kan vurderes efter den ydre Udvikling. 

Smagen er ikke stærkt udviklet, idet Tungen næsten 


X 


hos alle Fugle er bruskagtig; de tygge heller ikke deres 
Føde, og Tungen kan vel derfor ogsaa snarere betragtes 
som Svælge- end som Smageredskab. I Spidsen er den 
snart enkelt, snart kløvet eller delt i flere Flige, undertiden 
er den besat med Børster; sjeldnere saa tyk, blød og stump 
(f. Ex. Papegøiens), at den kan sammenlignes med Pattedyre- 
nes. Det er forøvrigt mærkeligt, at netop flere Fugle med 
meget lange Næb have en ganske kort og lille Tunge, f. Ex. 
Storken, Isfuglen og Hærfuglen. Smagen hos Fuglene har 
vistnok mere sit Sæde i Tungeroden og i Ganen end i selve 
Tungen. 

Huden kan påa Grund af sin næsten fuldstændige Be- 
dækning med Fjer kun ufuldkomment tjene som Følelses- 
organ. I Næbet mangler Følelse påa Grund af den horn- 
agtige Bedækning, undtagen hos Ænder og Snepper. Hos 
Kovfuglene er Huden ved Næseborene nøgen, blød og tyk, 
som oftest gul af Farve, og kaldes derfor Voxhud. 

Tæerne ere kun sjeldent fjerklædte, men ligesom Næ- 
bet beklædte med en hornagtig Bedækning, og benyttes 
hovedsagelig til Kroppens Bevægelse. 

Hele det øvrige Legeme er bedækket med Fjer. Disse 
bestaae af Skaftet, Straalerne og Bistraalerne. Skaf- 
tets nederste Del, Posen, er trind, hornagtig, hul og paa 
det Sted; hvor den sidder fast i Huden, forsynet med en 
Aabning; den øverste Del, det egenlige Skaft, er kantet og 
opfyldt med en tør Marv. Straalerne, som ere hæftede 
til det egenlige Skaft, og som i Forbindelse med dette danne 
den saakaldte Fane (vert//um), ere flade, bøjelige og kunne 
i visse Maader selv betragtes som Fjer. I Farve, Glands, 
Styrke, Skikkelse og Sammensætning ere Fjerene høist for- 
skjellige og det ikke blot efter de forskjellige Familier, Slæg- 
ter og Arter af Fugle, men ogsaa efter Kroppens forskjellige 
Regioner. Ligesom Pattedyrene have Grund- og Dækhaar, 
saaledes have Fuglene ogsaa Dun og Dækfjer. De første, 
som ligge skjulte, ere meget fine i alle deres Dele; Dæk- 


XI 


fjerene ere i det Hele taget stærkere og stivere; Bistraalerne 
sammenkjæde de til hverandre sluttende Straaler med meget 
fine Hager. Det er saadanne Fjer, der gjøre Forlemmerne 
til Flyveredskaber, idet der paa Haanden og Forarmen af 
Vingerne danner sig en Række !lange, stærke Svingfjer 
(remiges), som ere bevægeligt fæstede til Vingebenene; ved 
Vingens Udstrækning eller Sammenlægning udbrede eller 
sammenlægge disse sig vifteformigt og give Forlemmerne 
den udstrakte Flade, der er nødvendig til Flugten. Af disse 
Svingfjer kaldes de ti, som ere fæstede til Haanden og Mel- 
lemfingeren: Svingfjer af første Orden; de, som i ube- 
stemt Antal have deres Plads paa Underarmen: Svingfjer 
af anden Orden; de paa Overarmen: Svingfjer af tre- 
die Orden. De lange Fjer, sædvanligst tolv, som danne 
Halen, faae Navn af Styrere (rectrices). Til Fjerenes Ved- 
ligeholdelse og til at forhindre Vandets Indtrængen, tjene 
to ægformige Kjertler, som ligge én paa hver Side af Over- 
gumpen, og som igjennem Spalteaabninger afsondre en Olie, 
hvormed Fuglene (især Vandfuglene) ved Næbets Hjælp ind- 
gnide deres Fjer.  Dækfjerene og Dunene ere .ikke ligelig 
fordelte over Fuglens Legeme, men sidde ordnede i større og 
mindre Grupper, de saakaldte Fjerbede.  Disses Form og 
Udstrækning afgive vigtige Mærker i Fuglenes Systematik. 
Da Benævnelserne af de forskjellige Regioner paa Fug- 
lens Legeme fornemmelig anvendes med Hensyn til Fjer- 
beklædningen, saa anføre vi her i Korthed de, ved Fuglenes 
Bestemmelse efter ornithologiske Haandbøger, brugeligste 
terminologiske Udtryk. Egnen omkring Næbroden kaldes 
Grimen (capistrum); den hele øverste Flade af Hovedet: 
Hætten (pileus); den forreste Del: Panden (/rons); den 
samme, lidt mere tilbage: Forhovedet (sznczput); den øver- 
ste, midterste Del af Hovedet: Issen (vertex); den bageste 
Del: Baghovedet (occiput); Striber fra Overnæbets Rod til 
Øiet, der udmærke sig ved Farve eller Nøgenhed, kaldes 
Tøiler (/ora); en lignende Stribe over Øinene kaldes Øien- 


XII 


bryn (superciltum); Siderne af Hovedet foran og tildels un- 
der Øinene kaldes Kinder (genae); Sideegnen imellem Øiet 
og Øret: Tindinger (tempora); Egnen rundt omkring Øi- 
nene: Øieegnen (regro orbitalis); omkring Ørerne: Øre- 
egnen (regio parotica); hele den forreste Del af Hovedet 
samt Øieegnen kaldes Forhovedet eller Ansigtet (facies); 
den nederste Del imellem begge Grene af Underkjæben kal- 
des Hagen eller Underhagen (mentum). Den forreste 
Del af Halsen, fra Underhagen til Brystet, kaldes Forhal- 
sen (guttur), der atter deles i Struben (gula), som den 
Egn, der ligger Underhagen nærmest, og Understruben 
eller Kværken (jugulum), den Del, der ligger imellem Stru- 
ben og Brystet. Ved Baghalsen (cerviz) forstaaes den 
bageste Del af Halsen, fra Hovedet til Ryggen, som atter 
deles i Overnakken (nucha) som den Baghovedet nærmest 
tilgrændsende Del, og Undernakken (auchentum). Paa 
Kroppen inddeles Ryggen (dorsum) i Overryggen (inter- 
scapilium), Egnen imellem Skulderbladene, Underryggen 
(tergum), den derpaa følgende Del, der ogsaa indbefatter 
Krydsegnen, og Overgumpen (wropygtum), den bageste Del 
af Ryggen. Paa den underste Side af Kroppen, som kaldes 
Bugen (venter), adskiller man: Brystet (pectus), som føl- 
ger efter Underhalsen og i Grunden indtager hele Bryst- 
regionen; dernæst Underlivet (abdomen) imellem Brystet 
og Gatboret, og endelig Undergumpen (crissum), Egnen 
imellem Gatboret (anus) og Halen (cauda), som er Overgumpen 
modsat. Egnen omkring Vingernes Udspring kaldes Skul- 
drene (humeri), og Strækningen imellem disse og Hofterne, 
der sædvanligvis er skjult under Vingerne, kaldes Slag- 
siderne (hypocondria). 

Til Fuglenes eiendommeligst udviklede Organer hører 
Luftrøret, hvormed Stemmeorganet staaer i umiddel- 
bar Forbindelse. Hvor Luftrøret, som bestaaer af hele, ben- 
agtige Ringe, deler sig for at sende sine Grene til begge 
Lungerne, dannes et nedreStrubehoved, hvorved Stem- 


XIII 


men frembringes. Dennes Styrke beroer tildels paa de store 
Luftmasser, som Legemets Hulheder indeholde; ligesom dens 
forskjellige Modifikationer følge af Luftrørets forskjellige Byg- 
ning og Bevægelse. Blandt Sangfuglene synger Hannen paa 
Grund af Luftrørets kunstigere Bygning, som oftest fortrin- 
ligere end Hunnen. 


IL Om Fuglenes ydre Liv. 


Fuglenes Bevægelsesmaåaader ere Gangen, Flugten 
og Svømningen. 

Gangen eller Fremadbevægelsen paa en fast Flade er 
krybende, skridtformig, løbende, hoppende eller klattrende. 
Enhver Fugleslægt har igjen sin særegne Maade, hvorpaa 
den udfører den ene eller den anden af disse Bevægelser; 
dog gives der Fugle, som næsten aldeles ikke gaae, f. Ex. 
Teister, Alker, Lommer 0. s. v. 

Krybningen, eller Gangen med ganske eller næsten 
slæbende Bug, forekommer kun hos meget faa Fugle, f. Ex. 
hos de sidstnævnte. Skridtgangen, hvorved Fødderne 
vexelvis sættes fremad, er derimod den almindeligste Be- 
vægelsesmaade paa faste Flader. Mange bevæge sig fremad 
med tunge, langsomme Skridt; andre betænksomt og alvor- 
ligt, med en vis ædel Anstand; endnu andre let og kjækt, 
og mange udvise en beundringsværdig Færdighed i hurtig 
Gang samt i at løbe. Nogle have en saa vaklende Gang, at 
Kroppen ved hvert Skridt helder til den ene eller den anden 
Side, eller en nikkende, idet de Skridt for Skridt nikke med 
Hovedet; hos andre seer man kun Fødderne i Bevægelse, 
medens Kroppen forbliver i sin Stilling, som om den gled 
langs Jorden. De hurtigtløbende Fugle gaae ofte stykke- 
vis, d. v. s.: deres Fødders hurtige Fremskriden afbrydes 
oftere eller sjeldnere ved korte Pauser. Saaledes ere de fleste 
Hønsearter og Sumpfugle hurtige Løbere, medens Svømme- 


vÅ XIV 


og Rovfugle i Regelen kun tåge langsomme Skridt. Ved at 
hoppe hæves og fremsættes begge Fødderne påa engang; 
denne Bevægelsesmaade er sjeldnere end den foregaaende 
og forekommer fornemmelig hos Fugle, der leve i Buske og 
paa Træer, f. Ex. Spetterne o.s.v. Ofte finder man disse 
forskjellige Slags Gang forenede; saaledes have mange Fugle 
en Gang, der er halvt hoppende, halvt skridtende, f. Ex. 
Bogfinken, Skaden 0. fl. Den klåttrende Bevægelse har 
megen Lighed med den hoppende, kun at den skeer med 
mere bøjede Fodled, paa en skjæv eller lodret Flade og 
næsten stedse opad. De dertil meget hensigtsmæssigt ind- 
rettede Fødder have baade for og bag to Tæer med skarpe 
Kløer; dog gives der ogsaa Fugle, som ere forsynede med 
sædvanlige Gangfødder, og som alligevel klattre lige saa 
færdigt, f. Ex. Spetmeisen. Mange af disse Fugle (som 
Spetterne) have ogsaa Støttehaler med haarde, stive Fjer, 
hvormed de understøtte Legemet. Nogle Slægter, især blandt 
"de udenlandske Klattrefugle, f. Ex. Papegøierne, tage ogsaa 
Næbet til Hjælp under Klattringen. 

Flugten, eller Evnen til ved Hjælp af Flyveredskaber 
hurtigt at bevæge sig fra Sted til andet, hvorved Fuglene 
udmærke sig fremfor de allerfleste andre Skaåabninger, er 
fælles for næsten alle Fugle. Kun faa Arter kunne ikke 
flyve og deriblandt kun én nordisk, nemlig Geirfuglen 
(Alca ?mpennis), der nu maa ansees for udryddet, netop som 
Følge af sin Mangel paa Flyveevne. 

Mange have en tung, andre en let Flugt; mange hæve 
sig med ét Spring i Luften, medens andre maae gjøre flere 
Spring eller et kort Tilløb paa Jorden eller paa Vandfladen; 
ja enkelte måaåae endog styrte sig ned fra en høi Gjenstand, 
naar de ville flyve. Saasnart Fuglen flyver, antager Kroppen 
med Halsen, de tilbagestrakte eller optrukne Fødder og Ha- 
len en vandret Stilling i Luften; de udbredte Vinger slåae 
op og ned, og saaledes fremskydes eller fremadstødes Le- 
gemet, medens Halen tjener som Koer. Naar Flugten gaaer 


XV 


op ad, skeer dette ofte med megen Anstrængelse, og den 
foregaaer da mest i skjæv Retning; hos andre, for hvilke 
det gaaer langt lettere, skeer det i en Sneglelinie, og paa 
samme Maade stige de ned igjen. Mange styrte sig ogsaa 
ned fra Luften i en fra den lodrette lidet afvigende Linie. 
Nogle nedstige meget jevnt, andre maae løbe nogle Skridt, 
hvor de nedlade sig, og Svømmefuglene maae i Almindelig- 
hed glide et godt Stykke henad Vandfladen, førend Farten, 
hvormed de kom ned, ophører. 

Ingen Skabning paa Jorden er i Stand til at bevæge sig 
saa hurtigt fra et Sted til et andet eller i en Hast at fore- 
tage saa lange Reiser som Fuglen. Saaledes kan Skovduen 
gjennemflyve 60,000 Skridt i én Time, og mange Fugle have 
dog en endnu langt hurtigere Flugt. Seer man den af Rov- 
fugle forfulgte Due eller Svale, eller Svalerne at forfølge selve 
Rovfuglen, da ligner deres rivende hurtige Flugt Pilens Fart. 
Men denne Kraftanstrængelse kunne de ikke længe udholde. 
Adskillige af Trækfuglene flyve dagevis næsten uden at hvile 
og flere af dem hæve sig paa deres Vandringer- til saa be- 
tydelige Høider, åt de tabes af Syne for det menneske- 
lige Øie. 

Endskjøndt Arterne af en og samme Slægt stedse have 
Lighed med hverandre i Flugten, saa vil den opmærksomme 
og øvede lagttager dog som oftest, endog i Frastand, kunne 
adskille dem fra hverandre. Mange have en af faa og lang- 
somme Vingeslag sammensat Flugt, idet de ligesom glide 
eller svømme igjennem Luften (som mange Rovfugle), me- 
dens derimod andre maae arbeide sig frem med mange 
anstrængende Bevægelser, der hos adskillige følge saa hur- 
tigt paa hverandre, at de ligne en Snurren (f. Ex. Hønse- 
arterne). Medens mange gjennemskjære Luften i lige Linie 
(Duerne), beskrive andre kortere eller længere Buer eller 
Bølgelinier (Spetter, Vipstjerter, Finker). Nogle flyve stød- 
vis og synes ligesom at hoppe i Luften, f. Ex. Rørver- 
lingen. Mange have en aldeles lydløs Flugt, som Uglerne 


XVI 


og Natravnen; hos andre er den derimod ofte ledsaget af en 
Susen (Svanen), Snurren (Høns) eller en pibende Lyd (den 
almindelige Vildand), saa at mange Årter kunne kjendes blot 
ved Lyden af deres Flugt. É 

Svømningen eller Evnen til med Lethed og i vil- 
kaarlig Retning at kunne bevæge sig fremad paa Vandets 
Overflade er ikke alene fælles for alle Vandfugle, men ogsaa 
mangfoldige andre kunne svømme; ja næsten alle Fugle 
kunne, idetmindste en Tidlang, ved Svømning holde sig påa 
Vandets Overflade. Ligesom Landfuglene bevæge sig fremad 
ved en skridtende eller hoppende Gang paa det faste Land, 
saaledes skyde Vandfuglene sig frem ved Svømning og Frem- 
roning påa det flydende Element. Enhver Fugl kan allerede 
forsaavidt svømme, som dens Legeme er lettere end Vandet. 
Dog lettes Svømningen meget for de egenlige Svømmefugle 
ved Kroppens flade Form og dens Beklædning med meget 
tætte, elastiske Fjer, hvorunder et tæt Lag af varmende Dun 
umiddelbart bedække Huden. Alle Fugles Fjer ere, som 
allerede anført, beskyttede imod Fugtighed ved at være over- 
trukne med en olieagtig Vædske. 

Mange Fugle kunne ikke blot svømme paa Vandets Over- 
flade, men ogsaa under samme; vi kalde dem Dykkere. 
Nogle have den Evne at kunne nedstyrte sig fra Luften og 
dykke under Vandfladen med hele Kroppen eller en Del af 
denne; man kalder dem derfor Støddykkere eller Styrte- 
dykkere (f. Ex. Maager og Terner). Andre, de saakaldte 
Svømmedykkere (f. Ex. Dykænder, Lommer, Teister) tvinge 
sig fra selve Vandfladen ved nedadsvømmende Bevægelser 
til den ofte mange Favne dybt liggende Bund, hvor de hente 
Næring. De fleste holde derved Vingerne tætsluttede til 
Kroppen og svømme kun med Fødderne, andre bruge dog 
ogsaa Vingerne. Adskillige Svømmedykkere kunne forblive 
flere (56—10) Minuter under Vandet. 

Betragte vi Fuglene med Hensyn til deres aande- 
lige Evner, då finde vi store Forskjelligheder; mange ere 


« 


'æ 


XVII 


dumme, andre derimod kloge og lærvillige, og hos mange 
finde vi en saa god Hukommelse, at de, endog efter flere 
Aars Forløb, ikke have glemt Tildragelser, som i sin Tid 
have gjort Indtryk påa dem. Hvormange Årter lære ikke at 
efterligne Melodier og Ord, saavelsom andre underholdende 
Kunststykker, der ofte opvække vor Beundring! Svalen og 
Storken ere som Trækfugle omtrent et halvt Aar fraværende; 
dog finde de deres Hjemsted igjen ved Tilbagekomsten om 
Foraaret og indtage, fortrolige med de gamle Omgivelser, 
deres Rede fra forrige Aar. 

Søvnen er kort og let hos de fleste Fugle; den mind- 
ste Larm vækker dem. Mange, næsten alle Skovfugle sove 
om Natten, fra Aften- til Morgendæmringen; Sump- og Vand- 
fuglene om Dagen, især ved Middagstider. Mange sove 
staaende paa ét Ben, holdende det andet op under Bug- 
fjerene, og med Hovedet skjult i Rygfjerene; mange ligge 
paa Bugen, medens de sove. Den store Sene, der igjennem 
Benene forgrener sig til alle Tæerne og gaaer til Kløerne, 
sammentrækkes ved Bøiningen af det saakaldte Knæ (Hælen), 
og sikkrer den sovende Fugl mod at falde ned fra 'sit Sove- 
sted. Svømmefuglene sove ofte svømmende påa Vandet, 
med Hovedet ind under Rygfjerene. At Fuglenes Søvn ofte 
er forbunden med Drømme, synes utvivlsomt. 

Alle Fugle have en Stemme eller kunne frembringe 
Lyd, som dog hos adskillige er såa sagte og sjelden, at 
man længe holdt dem for stumme. De forskjellige Fugles 
Stemmer kunne altid adskilles ligesom ogsaa de Lyd, som 
en og samme Fugl ved forskjellige Leiligheder lader høre. 
Endskjøndt Fuglenes Lyd ikke kunne sammenlignes med det 
menneskelige Sprog, synes dog hver Art at have sit eget 
Tungemaal. Men der gives ogsaa Lyd, som ere alle Fugle 
forstaaelige, nemlig saadanne, der udtrykke Angst eller Ad- 
varsel, tildels vel ogsaa de, der forkynde Velbehag, = Saa- 
"snart visse Fugle opdage en- Rovfugl, underrettes strax alle 
de øvrige Fugle i Nærheden, derom, og de »forstaae det; 

b. 


4 


> 
"HE 


XVIII 


øjeblikkeligt forstumme alle Stemmer med Undtagelse af det 
fine Varselraab, der rask gaaer fra den ene til den anden, 
men snart hersker der en Dødsstilhed, der vedvarer indtil 
Faren er forbi. 

Det er af stor Vigtighed for Ornithologen at kjende Fug- 
lenes forskjellige Lyd, for hurtigt åt kunne adskille Arterne; 
dog dette udfordrer megen Øvelse. Vanskeligheden ligger 
fornemmelig deri, at de fleste Fugle lade flere end én Stemme 
høre, ja nogle endog saamange Stemmer, at de næsten ere 
i Stand til at udtrykke de forskjellige Lidenskaber og For- 
nødenheder med ligesåa mange Toner (Spetmeisen, Meiserne 
0. S. Vv.).…. Sangfuglene frembringe de forskjelligste Toner; 
dog kunne vi ogsaa hos de fleste andre, selv om de ikke 
have nogen egenlig Sang, adskille Lokkestemmen fra Angst- 
skriget og Glædens Udtryk fra: Sorgens. 

Lokkestemmen bestaaer af enkelte eller sammensatte 
Lyd, hvorved Fuglene kaålde paa hverandre, opmuntre til Af- 
reise, søge at give tilkjende, hvor der er Næring at finde, 
eller at de ønske Selskab af deres Mage eller andre. 

Ved Fuglenes Sang forstaae vi en Rækkefølge af Toner, 
der næsten altid synes at være Udtrykket af Kjærlighed eller 
det inderligste Velbehag. Kun faa lade derfor disse, ofte 
saa behagelige Toner høre udenfor Forplantningstiden, og 
maaskee endnu sjeldnere i fri Tilstand end i Fangenskab, hvor 
de undertiden synes at fordrive Kjedsomheden ved Sang. 
Mange Årter synge neppe én Maaned; nogle synge endog- 
saa midt om Vinteren, f. Ex. Sidskenen og Gjærdesmutten; 
dog synge de da ikke såa stærkt og vedholdende som om 
Foraaret. Adskillige Fugle synge ogsaa om Aftenen, f. Ex. 
Drosseler, Rødkjælker, Nattergale, Rørsangere o0.s.v., men 
alle skjønnest og med den største Udholdenhed om Morge- 
nen ved Daggryet; i Middagstimerne hører man blot enkelte 
af de fliltigste Sangere, f. Ex, Bogfinken. 

Men ikke alle Fugle synge; thi denne Evne træffes næsten 

Å 


XIX 


kun hos de mindre Arter af Landfugle, endskjøndt ogsaa 
adskillige af disse gjøre en Undtagelse. Der gives ligeledes 
enkelte større Fugle, der have et Slags Sang, f. Ex. Skov- 
skaden; disse lade om Foraåret mange Slags Toner høre, 
hvilke man ikke hører til andre Aarstider, og som man der- 
for med Føie kan kalde deres Sang, f. Ex. Glenter, Grøn- 
spetter, Krager, Spetmeiser, Natravne, Vagtler, Urfugle; og 
blandt Sumpfuglene: Viberne, Snepperne o. s. v. Iblandt 
Svømmefuglene søge vi forgjæves efter en Sanger. 

Antallet af alle bekjendte Fuglearter kan an- 
slaaes til omtrent 8000, hvoraf over 500 høre til den euro- 
pæiske Fauna og af disse omtrent 300 til den danske. 

Fuglene ere udbredte over alle bekjendte Lande paa 
Jorden; dog gives der mod Polerne langt færre Årter, men 
disse ere da i Almindelighed desto talrigere paa Individer. 
Mange Årter findes blot i enkelte Lande, medens andre ere 
udbredte over store Strækninger af Jorden. Nogle beboe 
blot Træerne; andre færdes tillige paa Jorden, atter andre 
kun påa denne sidste. Mange leve paa Vandet; andre ved 
Vandet, medens nogle opholde sig snart påa Landet, snart 
påa Vandet, f. Ex. enkelte Maager. 

Der gives ensomme og selskabelige Fugle; kun 
i Parringstiden holde de fleste sig parvis sammen. De, 
der elske Ensomheden, sees næsten altid alene, sjeldent 
hos deres Afkom eller familievis, hvorimod andre ere uad- 
skillelige fra deres Familier; der gives ogsaa forskjellige År- 
ter af samme Slægt, som holde Venskab med hverandre, 
f. Ex. flere Krager, Finker, Drosseler, Meiser; ja selv iblandt 
Arter af forskjellige Slægter hersker undertiden en egen 
Sympathi, f. Ex. Stærene og Kragerne, Spetter,. Meiser,. 
Fuglekonger 0. s. v. 

Da Fuglenes Opholdssted er såa udstrakt, og da de såa 
hurtigt kunne forandre det, har man i denne Henseende 
” skjelnet imellem Stand-, Strøg- og Trækfugle; dog er 

bp? 


v ik 


kd m$ & 
få 


XX 


denne Inddeling noget usikker, thi en og samme Årt er, 
naar den er meget udbredt, paa et Sted Standfugl, paa et 
andet Strøgfugl og paa et tredie Trækfugl.  Endogsaa en 
og samme Art kan paa samme Sted være baade Stand-, 
Strøg- og Trækfugl, fordi ofte kun det ene Kjøn, nemlig 
Hunnen, vandrer bort, f. Ex. Solsorten, KRødkjælken 0. s. v. 
Strengt taget er en Fugls Fædreland kun der, hvor den sæd- 
vanligt yngler, og i saa Henseende har Danmark ikke meget | 
over 150 Arter. 

Standfugle kaldes de, der aldrig forlade deres Hjem 
eller Omegnen af det Sted, hvor de bleve udrugede; kun 
naar Nøden eller den fuldkomne Mangel påa Næring tvin- 
ger dem dertil, reise de nogle faa Mile, for saasnart som 
muligt atter at vende tilbage, f. Ex. Spurven, Gulspurven, 
Gjærdesmutten, Ravnen. Åt vi hertillands kun have saa faa 
Standfugle, har sin Grund i det koldere Klima og den deraf 
følgende Mangel påa Næring, som tvinger mange Fugle til 
om Vinteren at søge Egne, hvor de finde tilstrækkelig Føde. 

Strøgfugle eller Streiffugle ere de, der for største 
Delen forene sig i mindre eller større Selskaber og opholde 
sig en Tidlang der, hvor de finde Næring; naar denne er 
fortæret eller Veirliget ikke behager dem, begive de sig til 
bekvemmere Steder og gjennemstreife saaledes Landet i alle 
Retninger, men i Regelen forlade de ikke det Klima, hvori 
de have hjemme. Sande Strøgfugle ere saaledes: Spetter, 
Sidskener, Irisker, Korsnæb o.s.v.; men der gives mange, 
der baade ere Stand- og Strøgfugle, f. Ex. Bogfinken, mange 
Meiser 0. fl. 

Ved egenlige Trækfugle forståae vi saadanne, der for 
Næringens Skyld forlade Fødelandet og vandre til varmere 
Egne. Ikke blot de, der yngle hos os og om Vinteren drage 
til sydligere Lande, men ogsaa de, der komme frå Norden 
for at overvintre hos os, henhøre dertil. En Undtagelse 
herfra ere de enkelte Fugle, der beboe sydligere og varmere 
Lande end Danmark og blot som Forvildede, ved et eller 


3 i 


XXI 


andet Tilfælde, vise sig her, f. Ex. den brune Ibis, Trappen, 
Biæderen, Graagribben 0. s. v. 

Træktiden for de allerfleste Fugle er begge Jevn- 
døgnstider, For- og Efteraar; mange trække imidlertid tid- 
ligere hertil, mange ogsaa sildigere bort. De, der forlade 
os tidligt, forberede sig allerede mod Slutningen af Juli, og 
Trækket begynder i den følgende Maaned; disse vende i 
Regelen heller ikke tilbage før i Mai. Mange Fugle trække 
om Dagen, forsamle sig henimod Træktiden først i smaa, 
efterhaanden i større Selskaber, og naar Tiden nærmer sig, 
drage de bort i store Skarer. Trækket begynder sædvanligvis 
med Dagens Frembrud og vedvarer til Middag, meget sjeldent 
nogle Timer længere; det øvrige af Dagen er bestemt til at 
søge Næring og til Hvile. Da Dag-Trækfuglenes Reise af 
forskjellige Grunde meget ofte afbrydes, foregaaer den og- 
såa meget langsommere end de Fugles, der trække om Nat- 
ten, hvilke idetmindste ikke blive forstyrrede ved Rovfuglenes 
fjendtlige Anfald. De fleste Skov- og Rovfugle, der høre 
til Trækfuglene, trække om Dagen. Alle smaa insektædende 
Fugle trække derimod om Natten; de bryde op med Aften- 
dæmringen og nedlade sig først mod Morgengryet i Buske 
eller påa Jorden. Det er en herlig Fornøielse, om Aftenen 
i Træktiden at iagttage de forskjellige Nat-Trækfugle i en 
Skov, hvorledes de tilraabe og opmuntre hverandre til at 
trække - bort, og hvorledes de endelig afreise paa engang 
med den frembrydende Nat. De fleste Nat-Trækfugle trække 
enkelt, skjøndt dog mange Vandfugle, f. Ex. Ænder, Gjæs 
0. dsl., reise skarevis. 

Mange Fugle trække uafbrudt imod Vinteropholds- 
stedet, saalænge Veirliget tillader det; andre gjøre Holdt, 
hvor det behager dem, og forblive der, indtil slet Veirligt 
og Mangel paa Næring driver dem videre; disse ligne alt- 
saa forsaavidt Strøgfuglene, f. Ex. den almindelige Vildgaas. 
Mange flyve uden Orden imellem hverandre paa deres Rei- 
ser og ikke høit, i slet Veir ofte endog tæt hen over Jorden, 


XXII 


som Svaler og Lærker, hvorimod andre gjennemseile Luften 
i den skjønneste Orden og derhos meget høit, som Traner 
og den almindelige Heire. Mange flyve i lige Retning og 
hurtigt, andre langsommere og med flere Afvexlinger, f. Ex. 
Glenterne, der af og til forandre den lige Flugt til Sving- 
ninger i store Kredse. Mange selskabelige Fugle iagttage 
visse Regler paa deres Træk, naar dette gaaer rask for sig; 
saaledes flyve mange Andearter, Viber, den almindelige Heire, 
undertiden ogsaa Maagerne og flere andre i en skjæv Linie; 
andre, som Gjæs, Traner og flere Vildænder, i to skjæve, 
foran i en spids Vinkel (som et >) forenede Linier. De 
iagttage en vis Orden, rimeligvis for bedre at kunne gjennem- 
skjære Luften og derved lette sig Flugten, eller måaaskee 
ogsåa for at intet Medlem af Selskabet skal forhindres af de 
andre i at have en fri Udsigt. 

At vore Trækfugle vandre til varmere Lande, fornemme- 
lig Afrika og de europæiske Kystlande ved Middelhavet, for 
der at tilbringe Vinteren, og at de om Foraaret derfra vende 
tilbage, er en bekjendt Sag, men dog bliver mangen Omstæn- 
dighed derved os gaadefuld. Det er os saaledes ubegribe- 
ligt, hvorledes de ved Tilbagekomsten om Foraaret saa nøie 
vide at finde deres gamle Opholdssteder og Boliger. Der 
gives måaskee særegne Luftstrømninger, der selv igjennem 
Nat og Taage veilede dem, og der er neppe Tvivl om, at 
den betydelige Høide, hvortil mange Fugle stige under Træk- 
ket, spiller en stor Rolle med Hensyn til deres Orienterings- 
evne, idet de med deres skarpe Syn kunne overskue store 
Landstrækninger og derved tage Reisemærker. Hannerne 
og Hunnerne eller de Gamle og Ungerne af flere Arter trække 
hver for sig, og visse Arters Hanner komme om Foraaret 
før Hunnerne. Er Veirliget regelmæssigt, især om Vinteren, 
ankomme ogsaa Trækfuglene i en vis Orden efter hverandre, 
hvorimod en sildig Vinter forsinker deres Ankomst og gjør, 
at de, ved det siden pludseligt indtrædende Foraar, komme 
ligesom, tililende paa éngang. 


XXII 


Fuglenes Næring. Mange nære sig af dyrisk Føde, 
andre af Planteføde, atter andre af begge Dele. Saaledes 
leve Rovfuglene af andre levende eller døde Dyrs Kjød. 
Mange æde Fisk og disses Rogn; andre tage fortrinsvis 
Krybdyr; nogle: Vandinsekter, andre: Landinsekter; nogle 
kun krybende Insekter og Larver; andre blot flyvende In- 
sekter.  Spetterne hakke med deres skarpe Næb Træ- 
insekternes Larver ud af det trøskede Træ og af Barken; 
andre opsamle derimod Insekterne paa Jorden, og atter an- 
dre søge dem i Moradserne. Mange Fugle æde blot mel- 
holdigt Frø, medens andre foretrække olieholdigt; nogle ere 
blot kornædende; andre ernære sig baade af Planter og In- 
sekter. Kragefuglene æde alt Spiseligt af Dyre- og Plante- 
riget... Mange Fugle finde deres Føde i Luften, andre paa 
Træer, atter andre påa og i Vandet. Maaden, hvorpaa Fug- 
lene nedsluge deres Føde, er ogsaa meget forskjellig; thi 
mange, som Høns og Duer, nedsluge Frøkornene hele, andre 
afskalle dem først (Verlingerne). De kjødædende Fugle rive 
deres Føde i Stykker og nedsluge disse; andre Fugle hakke 
den i meget smaa Portioner og ligesom slikke den ind, som 
Meiserne. Mange æde kun smaa Fisk og nedsluge disse 
hele, andre fange større og sønderrive dem eller pille blot 
Kjødet fra Benene. 

Endskjøndt det vel synes saaledes, gives der dog ingen 
Fugl, som kun er anvist et eneste specielt Næringsmiddel ; 
enhver Årt har derimod sin Yndlingsnæring, som bekommer 
den bedst, og som den foretrækker for de andre Fødemidler, 
hvoraf den kun i Nødsfald lever. 

Fuglene have stor Færdighed i at opsøge det Sted, hvor 
de kunne finde deres Yndlingsnæring; der opholde de sig 
da, såalænge Føden findes i tilstrækkelig Mængde og de 
have Ko til at fortære den. Mange Fugle søge deres Føde 
om Dagen, andre blot om Natten (Ugler, Natravne) og atter 
andre baade Dag og Nat, f. Ex. de fleste Vand- og Sump- 
fugle. 


XXIV 


Da Fuglene fordøje meget hurtigt, behøve de ogsaa 
megen Næring. Deres Appetit er altid god, ja mange Årter 
sees næsten uafladeligt at være beskjæftigede med at opsøge 
Føde, f. Ex. Meiser, Svaler 0. s. v. 

Fuglenes Drik er i Almindelighed frisk Vand, hvoraf de 
nyde mere eller mindre i Forhold til Fødens Saftighed; Rov- 
fuglenes Drik bestaaer i det friske Blod af de dræbte Dyr. 
Nogle, f. Ex. Duerne, ligesom pumpe Vandet i sig; andre, 
som Høns og Gjæs, maae hæve Næbet iveiret for at faae 
Vandet i Svælget; de fleste slubre det ind. Mange Land- 
fugle drikke blot Morgen og Åften. 

Fuglenes Forplantning. I de tempererede og kolde 
Himmelegne forplante Fuglene sig i Regelen kun én Gang 
om Åaret; dog har denne Regel ikke faa Undtagelser; de 
gamle Spurve yngle 3—4 Gange, de unge kun 2 Gange aar- 
ligt. Men i den varme Zones Lande forplante de mindre 
Arter sig vel 4—5 Gange om Aaret.  Kalkunen yngler paa 
Antillerne 3—4 Gange. Mærkeligt er det, at Fugle, som 
ere fødte under Vendekredsene eller i deres Nærhed, i 
de kolde Lande tabe deres Ynglekraft. Den egenlige Par- 
ringstid er Foraaret, især April og Mai, hos nogle sil- 
digere, hos andre tidligere. Vore Stand- og Strøgfugle 
gjøre Begyndelsen; blandt disse Ravnen og Skaden alle- 
rede mod Slutningen af Februar eller Begyndelsen af 
Marts, Korsnæbene ofte endnu tidligere. De i Februar og 
Marts ankommende Trækfugle lægge sædvanligvis Æg i April, 
men ile, påa Grund af det endnu saa afvexlende Veirlig, 
dog ikke saåaameget dermed som de senere, først i Mai an- 
kommende, hvilke strax ved deres Ankomst opsøge en Yngle- 
plads, bygge Rede og begynde at lægge Æg. 

De fleste Trækfugle vende om Foraaret tilbage i en 
skjønnere Dragt, og man bemærker da tillige en stor For- 
andring i deres Væsen. Parringsdriften behersker dem: Alt 
aander Glæde, og Sangfuglene udtrykke denne ved deres 
Sang; de andre ved alle Slags Toner og Bevægelser, hvilke 


XXV 


man til andre ÅAarstider-sjeldent eller aldrig hører eller seer 
af dem. 

Endskjøndt mange Fugle leve i Selskab paa deres Van- 
dringer, gives der dog kun faa, der ikke ordenligt parre sig 
(leve i Monogami). Af et saadant Par opsøger den i Forveien 
hjemkommende Han først sin Yngleplads, hvor den, naar Hun- 
nen senere hår indfunden sig, i en vis Omkreds ikke taaler 
andre Par af sine Lige. Kun fåa indenlandske Årter yngle i 
Selskab, f. Ex. Kormoranen, Kornkragen, Heiren 0. fi. Ifølge 
sikkre Iagttagelser kan man antage, at der gives mange Fugle, 
hvis Parforbindelse ikke blot gjælder for det Foraar, hvori den 
knyttes, men for bestandigt; og om de ogsaa efter Yngle- 
tiden leve afsondrede eller i Selskab med andre, saa finde 
de dog hinanden igjen i det følgende Foraar. I Opfyldelsen 
af Parforbindelsens Troskabspligter tages det nok mindre 
strængt, og man hår i saa Henseende tydelige Beviser påa 
Udskeielser. Kun faa Fugle leve i fri Tilstand i Flerparring 
(Polygami), såaledes som vore tamme Høns, Gjæs og Ænder. 

De fleste Rovfugle bygge Rede paa store Træer eller 
høie Klipper; de øvrige Skovfugle paa Træer, i Buske, Træ- 
huller 0.s.v.; Hønsearterne og Markfuglene bygge paa Jorden ; 
Sumpfuglene mest i Sumpe eller paa fugtig Jord; Vandfuglene 
i Siv og Rør ved Vandet; Lappedykkerne bygge endogsaa en 
svømmende Rede, der bestaaer af en uordenlig Klump raadne 
Vandplanter. Dog gives der i enhver Afdeling Afvigelser her- 
fra; saaledes bygger f. Ex. Rør- og Kornfalkene deres Reder 
påa Jorden, Storken paa Huse, Fiskeheiren og Skarven påa 
Træer o. s. v. Valget af Stedet til Reden retter sig altid 
efter Fuglens Levemaade og forskjellige Fornødenheder, dog 
binder ingen Årt sig i saa Henseende til strenge Regler, og 
der gives flere, der lige saa ofte bygge i Træ- og Klippe- 
huller som frit påa Træerne, f. Ex. Dværgfalken; andre, der 
snart bygge paa Jorden, snart i hule Træer, f. Ex. den store 
Skallesluger. ; 

Omsorgen for Æggenes og Ungernes Sikkerhed byder 


XXVI 


saaledes de fleste Fugle åt bygge sig en Rede, hvori de 
kunne udruge Æggene. Mange udbolstre den saa blødt, at 
de spæde Unger deri fuldkomment ere beskyttede mod den 
raa Luft og Kulden, andre bygge den derimod skjødesløst, 
atter andre give Æggene kun et meget slet Leie, og mange 
bygge aldeles ingen Rede, men kradse blot en lille Fordyb- 
ning i Jorden, ja ofte neppe nok en saadan, og finde dette 
tilstrækkeligt til Æggenes Udrugning. Gjøgen lægger endog, 
som bekjendt, sine Æg i 'andre Fugles Rede. 

Enhver Art vælger sine særegne Materialer, hvoraf 
den bygger Rede, og afviger sjeldnere derfra end i Valget 
af Stedet. Ingen Gulspurv bygger f. Ex. sin Rede uden at 
væve Hestehaar og Svinebørster derimellem; ingen bekjendt 
Andeart udruger sine Æg uden at udbolstre Reden med sine 
egne afpillede Dun, Irisken maa have Uld, det være sig af 
Dyr eller Planter, og saaledes hår næsten hver Art sit eien- 
dommelige Bygningsmateriale; Kragen og Skaden lægge et 
Grundlag af Riskviste, derpaa danne de ligesom en Skaal af 
Jord og Græstørv, som de siden udfore med blødere Gjen- 
stande: Haar, Børster 0. dsl.; ja Sangdrosselen oversmører 
Reden indvendigt med smaathakket Trøske, blandet med dens 
Spyt. Ikke blot paa det Indre af Reden, men ogsaa paa det 
Ydre anvende mange Fugle den største Omhyggelighed, dels 
for at tilvejebringe en større Fasthed, dels for at kunne skjule 
den for deres Fjender. Saaledes beklæde Bogfinken og Hale- 
meisen den med det samme Mos og de samme Lav-Årter, der 
findes påa Træet eller Busken, som bærer Reden, hvilken 
derved faaer en saa skuffende Lighed med sine Omgivelser, 
at den er vanskelig at opdage. Andre, mindre kunstige 
Bygmestere vide såa snildt at skjule Reden i vildt Uføre, i 
Smuthuller, i Træernes Grene o.s.v., at den er yderst van- 
skelig at finde; atter andre, f. Ex. adskillige Ternearter, 
Præstekraven 0. s. v., der ikke bygge nogen ordenlig Rede, 
lægge deres Æg blandt Smaastenene ved de tørre Strand- 
bredder, hvor de ikke saa let opdages. 


XX VII 


Uagtet begge Kjøn i Almindelighed tage virksom Del 
i Redens Anlæggelse og Udstyring, saa indskrænker Han- 
nens Hjælp sig hos mange Arter dog kun til Materialernes 
Hidførelse, da Hunnen næsten udelukkende er den Byggende. 
Rovfuglene hidføre Materialerne i Kløerne, alle andre Fugle 
med Næbet; derfor tage de dem ogsaa i Nærheden, og Val- 
get af Byggestedet er allerede til en vis Grad afhængigt deraf. 
Mange Fugle forlade øieblikkeligt Stedet, nåar de blive be- 
mærkede, medens de bygge Reden, og opsøge sig, ofte fjernt 
derfra, et nyt Byggested, f. Ex.” Græssmutterne. 

De fleste Fuglereders Form er den skaaldannede; dog 
har ogsaa dette sine Undtagelser. Snart ere de fladere, 
snart dybere; snart er Randen mere eller mindre indadbøiet. 
Hos mange findes tynde, men derfor tæt vævede Vægge, der 
udvendigt danne en Halvkugle; hos andre er derimod Yder- 
fladen løst vævet og har et pjusket Udseende. Den indre, 
hule Flade er altid smuk rund og glat. Men dette gjælder 
blot om de kunstige Reder. De mindre velbyggede ere og- 
saa uregelmæssigere i deres Form; Rovfuglenes og Duernes 
Reder ere flade, uden synderlig Fordybning. Mange bygge 
bagerovnformige eller hvælvede Reder, med et lille rundt 
eller et noget større Indgangshul paa Siden, f. Ex. Hus- 
svalen, Gjærdesmutten, Halemeisen, nogle Løvsangere 0. s. v. 
Rørsangerne fasthæfte deres kunstige Reder imellem Rør- 
stængler. 

Aarsagen til den Ilfærdighed, man bemærker ved Rede- 
bygningen, især hos Hunnen, viser sig i Almindelighed me- 
get snart; thi neppe er Reden færdig, såa lægges ogsaa 
strax det første Æg deri, og derpaa hver Dag et mere, ind- 
til det fulde Antal er lagt; sjeldent gaaer en Dag over. Me- 
dens Hunnen sidder paa Reden, synger Hannen i Nærheden 
af den eller underholder den ved alle Slags skjønne Sving i 
Flugten, der ofte ere ledsagede af forunderlige Toner, f. Ex. 
hos Græssmutterne. Antallet af de Æg, en Hun lægger til 
et Kuld, er meget forskjelligt hos de mangfoldige Slægter 


XXVIIT 


og Arter. Indenfor hver Art vexler Antallet sjeldent meget, 
dog snarest hos dem, der lægge mange Æg, f. Ex. Meiserne 
8—12 Stykker og Agerhønen 12—20 Stykker. Unge Fugle 
lægge sædvanligvis færre Æg end gamle, og de, der yngle 
flere Gange om Aaret, lægge flest Æg den første Gang. 
Nogle Svømmefugle, f. Ex. Alken, lægge kun et eneste Æg; 
Duerne 2, Maagerne 3 og de sneppeagtige Fugle overskride 
næsten aldrig Tallet 4. Overskuddet af det sædvanlige Tal 
er i Almindelighed ufrugtbart. | 

Om vi ogsaa i det Hele taget kunne antage et vist For- 
hold imellem Æggets Størrelse og Fuglens, saa gives der 
dog i mange Tilfælde betydelige Afvigelser; mest forholds- 
mæssige ere de småa Sangfugles Æg. Sump- og Vandfug- 
lenes ere som oftest paafaldende store, f. Ex. Teisternes, 
Strandløbernes og overhovedet alle sneppeagtige Fugles; 
hvorimod Skarvens ere smaa, og Gjøgens meget smaa, ja 
unægteligt de mindste, da de kun ere af Størrelse som et 
Spurveæg. 

I Formen have mange Arters Æg noget Særegent; 
saaledes nærme mange Skovfugles og Uglernes Æg sig mere 
den runde Form, medens man næsten kån kalde Mursvalens 
og Hærfuglens valseformige; Vadefuglenes have som oftest 
en pæreformig Skikkelse. Hos månge kan man neppe op- 
dage Forskjellen imellem den spidse og den stumpe Ende, 
f. Ex. hos Natravn- og Rørdrumægget. 

Hvor afvexlende end Formen er, saa er Farven det 
dog endnu mere.  sGrundfarven af den tynde, men haarde, 
af kulsur Kalk bestaaende Skal er oprindeligt den hvide; 
mange vedligeholde denne Farve paa Overfladen, men andre 
have her en Blanding af rødlig, gul, brunagtig eller hyppigst 
en søgrøn Farve i svagere eller stærkere Nuancer; disse ere 
de ensfarvede. Ofte ere Æggene stregede, stænkede, plet- 
tede, punkterede, marmorerede eller skyløbne med én eller 
flere mørke Farver, som Sort, Brunt, Rødt, Graat o.s.v. I 
Henseende til Farverne have Æggene forøvrigt ofte meget 


XXIX 


Overensstemmende indentor de enkelte Slægter eller Slægts- 
grupper; saaledes ere f. Ex. alle Ugleæg hvide, Æggene af 
alle egenlige Ænder ensfarvet hvide, gulhvide eller hvidagtig- 
smudsiggrønne, hos alle ægte Verlinger ere de mere eller 
mindre tegnede med fine Streger, 0. s. v. 

Æggeskallen er saa porøs, at den tilsteder Luften Ad- 
gang til Fosteret, saa at dette kan aande. Til Fosterets Ud- 
vikling fordres, foruden denne Tilgang af atmosfærisk Luft, 
en Varme af 30—32? R., der næsten uden Undtagelse brin- 
ges tilveie ved selve den udrugende Fugls egen Legems- 
varme. 

I Regelen tilkommer det Hunnen at udruge Æggene, 
især hos de Fugle, der leve i Flerparring, men i Enparring 
deltager ogsaa Hannen ofte i denne Forretning: den afløser 
enten Hunnen i flere Timer, medens denne selv opsøger sin 
Næring, eller den bringer Hunnen Føde, eller holder idet- 
mindste Vagt i Nærheden af Reden. Der gives imidlertid 
nogle Arter, hvis Hanner aldeles ikke bekymre sig om Hun- 
nerne, medens disse ruge, og som ganske overlade Unger- 
nes Ernæring til Mødrene. | 

Rugetidens Varighed staaer hyppigst i Forhold til 
Fuglens Størrelse. I 13—16 Dage ruge: Tornskaderne, Pi- 
rolerne, Biæderne, Isfuglene, Vendehalsene, Spetmeiserne, 
Træpikkerne, Hærfuglene, Svalerne og alle Sangfuglene. 

2—3 Uger ruge: Falkene, Skaden, Skovskaden, Elle- 
kragen, Duerne, Stenvenderen, Stylteløberen, Snepperne, 
Vandsnarren, KRørhønsene, Viben, Brushønen, Muddersnep- 
perne, Klyden, Lappedykkerne, Ternerne, Præstekraven, 
Vandtræderne, Rylerne, AÅgerhønen 0. s. v. 

3—4 Uger ruge: Uglerne, Kragerne, Urhønsene, Fasa- 
nen, Regnspoverne, Kobberhønsene, Strandskaden, Storken, 
Tranen, Heiren, Brokfuglene, Vandhøns, Maager, Rovmaager, 
Ænder, Dykænder, Skalleslugere, Lommer, Skarver, Krabbe- 
dykkere, Lunden 0. a. ] 


XXX 


4—5 Uger ruge: Trappen, Sulen, Teisten, Skrofen, Al- 
ken, Gjæssene 0. a. 

5—6 Uger ruge: Ørnen, Svanen, Stormfuglen o. s. v. 

Til at gjennembryde Skallen gav Naturen den unge Fugl 
påa Overnæbets Spids en haard Knop, som derefter falder 
bort. En Del af Blommen maa, indesluttet i Bugen, tjene 
Ungen til Næring saalænge, indtil den kan tage tilstrækkelig 
Føde til sig igjennem Munden; deraf kommer det, at disse 
unge Skabninger have en såa uformelig tyk Bug. Næsten 
alle ruges eller gjennemvarmes af Moderen, endnu en Tid 
lang efterat de ere krøbne ud af Ægget. 

I Henseende til den første Beklædning afvige Ungerne 
meget betydeligt fra hverandre, om der end i Hovedtrækkene 
synes at herske en vis Regelbundethed indenfor de enkelte 
Ordener. Saaledes ere f. Ex. de unge Rovfugle tæt bedækkede 
med uldagtige, hvide Dun; Uglerne med graa; de unge Finker, 
Verlinger o. fl. ere nøgne; Duerne have meget tyndtstaaende, 
svovlgule Dun; de hønseagtige Fugle have brungule og sort- 
stribede tætte, bløde Dun; Sumpfuglene ligeledes, dog ikke 
saa fyldigt, og de unge Ænder og andre Svømmefugle ere 
tæt beklædte med gule og grønagtige eller sorte, haarlig- 
nende Dun. 

Ungernes Opklækning besørges af baade Han og 
Hun hos de Fugle, hvis Unger ernæres i Reden, indtil de 
kunne flyve; Forældrene forsvare dem ogsåa i paåaakommende 
Fare, ofte endog ved at sætte deres eget Liv paa Spil. De 
smaa Sangfugle flyve allerede ud af Reden efter 8$—10 Da- 
ges Forløb, naar det er smukt, varmt Veir, ellers sædvanligt 
efter 12—13 Dage. Unge Rovfugle og Krager sidde længe 
i Reden, og det varer endda en Tid lang, inden de først 
lære selv at gribe deres Føde, hvormed de Gamle længe 
maae være behjælpelige. Ganske anderledes forholder det 
sig med de hønseagtige samt de fleste Vade- og Svømme- 
fugle; thi saasnart Ungerne ere tørre, og de i nogen Tid 
have styrket sig ved Moderens Rugevarme, løbe og svømme 


XXXI 


æ 


de omkring med hende og komme sjeldent, eller blot for 
at tilbringe Natten, tilbage til Reden. Hos disse Fugle over- 
lader Hannen i Almindelighed Ungernes Opklækning, end- 
ogsaa Forsvaret imod deres Fjender, til Hunnen, medens 
den selv flyver bort og kun bekymrer sig lidet om dem. 
Desto omhyggeligere er da ogsaa Moderen for sine Unger, 
som den ofte med Fare for sit eget Liv forsvarer til det 
Yderste. 

Næsten alle Fugle opnåae deres Forplantningsevne alle- 
rede i det første Aar. Kun de Arter, hos hvilke de unge 
Fugle bruge mere end ét Aar for at erholde den samme Ud- 
vikling i Fjer, Farve og andre Udmærkelser som de Gamle, 
gjøre i Almindelighed en Undtagelse herfra og sees da ofte 
i Yngletiden streifende uparrede omkring uden at forplante 
sig det første Aar, f. Ex. adskillige Maager og Dykkere; hos 
nogle indtræder Forplantningsevnen først endnu senere. 

Saasnart Ungerne ere i Stand til selv at ernære sig, 
overlades de til sig selv, og de Gamles Parforbindelse op- 
løses, vel ikke for stedse, men dog for en lang Tid; faa 
Fugle forblive parrede hele Aaret igjennem. Med Paropløs- 
ningen indtræder Fuglenes sørgeligste Tid, nemlig: 

Fældingen, en sygelig Tilstand, hvori de tabe deres 
gamle Fjer og fåae nye istedet. Den indtræder hos alle 
Fugle idetmindste én Gang hvert Aar, men hos mange og- 
saa to Gange. Denne Fjerfornyelse er dem nødvendig og 
uundværlig; thi Fjerbeklædningen slides ved den idelige Brug 
saaledes i et Aar, eller hos mange i Halvdelen af dette Tids- 
rum, åt den umuligt længere kan opfylde sin Bestemmelse. 
Den ligesom modnes til at fældes, idet Fjerene afslides ved 
Luft, Sol, Støv, Rivninger og flere andre Indflydelser; Blod- 
tilløbet og altsaa dermed Fjerenes Ernæring ophører, og 
den af Huden fremspirende unge Fjer støder den gamle 
bort. 

Fældingstiden indtræffer i Almindelighed i Juli Maaned, 
hos nogle tidligere, hos andre sildigere, ja hos adskillige 


w 


XXXII 


% 
endog om Vinteren, som disse tilbringe i de varmere Lande, 
f. Ex. hos den graa Fluesnapper, Svalerne og andre Træk- 
fugle,. der først ankomme i Mai og atter forlade os i Au- 
gust.. Hos mange Rovfugle, hos Kragearterne, Droslerne, 
Sangerne (Sylvierne), Duerne 0. fl., der kun fælde éngang, 
skeer dette i Juli og August. Deres hele Væsen forandres ; 
de smaa Skovfugles Sange forstumme; de ere stille og sørg- 
modige, lide vel ogsåa Smerter ved Fjerenes Gjennembrud. 
Dog alle Fjer falde ikke af paa engang, men efterhaanden. 
Mange Fugle ere færdige dermed i tre til fire Uger, f. Ex. 
Graagjæs, hvorimod andre, f. Ex. Spetterne, bruge ligesaa 
mange Maaneder. Den successive Fjerfælding finder især 
Sted ved Hale- og Vingefjerene og gaaer altid for sig efter 
visse bestemte Regler; thi samtidigt med den Fjer, der faål- 
der ud påa den ene Side af Halen eller den ene Vinge, 
falder netop ogsaa den tilsvarende paa dem ånden Side. 
Sædvanligvis tabe de først det næste Par, naar de nye Fjer, 
der kom istedet for de tabte, have erholdt deres næsten 
fuldkomne Udvikling, såa at Flugten vel er dem vanskeligere, 
men dog ikke ganske nægtet. Kun faa af de hurtigt fæl- 
dende, f. Ex. Vildgjæs og Ænder, gjøre herfra en Undtagelse 
og kunne i nogen Tid aldeles ikke flyve. 

De Fugle, der ere underkastede en dobbelt Fælding 
i ét Aar, lide i Regelen mindre ved Fældingen, fordi den 
foregaaer langsommere: den ene Gang om Sommeren, den 
anden om Vinteren. Hos Strand- og Sumpløberne, Brok- 
fuglene og andre Vadefugle, adskillige Terner og mange an- 
dre indtræffer den første Fælding i August og September, 
den anden i Januar og Februar, medens de overvintre i 
mildere Himmelstrøg. De fleste Arter af Vildænder have 
ogsaa en dobbelt Fælding, hvoraf den første begynder i Juni 
og den anden fuldendes i November og December. 

En Mængde Fugle håve et ganske andet Udseende om 
Foraaret end stråx efter Fældingen, fordi alle de nye Fjer 
have en anderledes farvet Rand, som efterhaanden tabes ved 


k.7 


AX XIII 


den saakaldte Bræmfælding, f. Ex. Irisken, Blodstjerten 
0.s.v. Paa denne Maade fremkommer Forskjelligheden i 
Sommer- og Vinterdragten, eller vel rigtigere: Efteraars- og 
Foraarsdragten, hos Fugle, der kun fælde éngang. 

Foråars- eller Yngledragten fremkommer altsaa 
påa en dobbelt Maade: dels ved Bræmfælding og dels, hos 
mange Årter, ved en dobbelt Fælding. Dog gives der ogsaa 
nogle, der kun fælde éngang, men hvis Yngledragt dog ud- 
mærker sig ved særegne Prydelser, som først fremtræde 
med Parringstiden og atter tabe sig ved dens Ophør. Hos 
Kormoranen frembryde f. Ex. snehvide, silkeagtige, bløde Fjer 
imellem de sædvanlige Hoved- og Halsfjer og ligeledes en 
stor Plet paa Hofterne, men disse Fjer holde sig neppe 
til den almindelige Fælding. Hos Brushanen frembryder 
saaledes ogsaa den skjønne Fjerkrave ved Parringstidens Be- 
gyndelse og bortfalder med dens Ophør. 

Hos de Fugle, der fælde to Gange, bestaaer Yngle- eller 
Foraarsdragten af ganske andre Fjer end Reise- eller Efter- 
aarsdragten; den første straaler i Almindelighed med langt 
skjønnere Farver end den sidste. Hos mange er Dragternes 
Farve-Forskjellighed meget stor, medens den hos andre er 
mindre paåafaldende. 

Hvormeget denne aarlige dobbelte Fælding har vanske- 
liggjort Studiet af Fuglenes Naturhistorie, er bekjendt. 
Førend man lærte at kjende den dobbelte Fjervexling, her- 
skede der en saadan Forvirring i Beskrivelserne, at man, 
neppe var i Stand til at finde Rede deri. En og samme 
Fugl var, efter de forskjellige Dragter, i naturhistoriske Vær- 
ker ofte beskrevet som ligesaåaa mange Arter. Hertil kommer 
endnu en tredie Dragt, nemlig Ungedragten, som den 
unge Fugl først aflægger om Efteraaret og ombytter med 
Vinterdragten. Da de Unge sildigere end de Gamle faae 
deres Vinterdragt, fremkommer Sommerdragten ogsaa sildi- 
gere; deraf kommer det, at man næsten til alle Aarstider 
træffer visse Arter i Fælding, f. Ex. Rødbenen, Rylen 0. fl. 

Cc 


XXXIV 


Er det unge, sildigt udrugede Fugle, da skifte de ofte ikke 
ordenligt i nogen Fælding før efter det første Aar, saaledes 
som det er Tilfældet med den almindelige Hættemaage (La- 
rus ridibundus).. Vil man opstille alle Hovedforskjelligheder 
i denne Fugls Farve og Tegning efter Fældingerne, då grup- 
pere disse sig saaledes: 


1) Den unge Fugl før den første Efteraarsfælding ; 


2) —  — Efteraarsfugl efter denne Fælding; 

3) —  — Foraarsfugl efter den ånden Fælding; 

4) — fuldvoxne Efteraarsfugl efter den tredie, og endelig 
5) — — gamle Foraarsfugl efter den fjerde Fælding. 


Saaledes forholder det sig ogsaa med flere andre Maage- 
arter og andre Fugle; ja mange erholde først den fuldstæn- 
dige Dragt efter endnu flere Fældinger og efter flere Aars 
Forløb. 

Endnu maa bemærkes, at ikke alle Fugle, der have en 
dobbelt Fjerfælding, begge Gange fornye Sving- og Hale- 
fjerene, hvorfor ogsaa Efteraarsfældingen, ved hvilken dette 
regelmæssigt skeer, kaldes Hovedfældingen. 

Det er ikke alene Fjerbeklædningen, der fornyes ved 
Fældingen, men ogsaa Føddernes, Næbets og andre nøgne 
Deles Overhud.  Næbets. og Benenes Farve forandrer sig 
hen imod Foraaret hos mange Fugle. Saaledes have de fleste 
unge Fugles Næb og Ben en fra de Gamles forskjellig Farve. 
Det samme er Tilfældet med Regnbuehinden i Øiet og med de 
hos enkelte Fugle forekommende vortede, nøgne Øienbryn, der 
blive større, ligesom de opsvulmede Vorter paa samme blive 
meget rødere. Hos nogle fremkommer der endogsaa i Par- 
ringstiden særegne Dannelser, som man aldrig seer udenfor 
denne Periode, f. Ex. Vorterne omkring Brushanens Næb. 

Hos en Mængde Fugle ere de to Kjøn aldeles forskjel- 
ligt farvede, og da er det i Regelen Hannen,. som er ud- 
styret med de livligste Farver (f. Ex. hos Ænderne). Hos 


XXXV 


nogle Fugle gjør denne Forskjellighed sig gjældende hele 
Aaret rundt, hos andre derimod kun i Parringstiden; hos 
nogle viser Forskjellen sig allerede i en meget ung Alder, 
hos andre indtræder den først senere. 

Man træffer undertiden blandt Fuglene Afændringer 
(Varieteter), der hverken kunne henregnes til Alders-, Kjøns- 
eller Aartidsforskjelligheder. Hele Fuglens Fjerdragt har 
da hyppigt en blegere eller en ren hvid (sjeldent en mør- 
kere) Farve; de hvide Varieteter have, som Ålbinos i Al- 
mindelighed, røde Øine. 

For at rense Fjerene betjener Fuglen sig af Badning 
og Pudsning med Næbet. Mange bade ofte, andre sjeld- 
nere; mange i Vand, andre i Sand, Støv 0. s. v.  Hønse- 
arterne betjene sig altid af tørt Bad. 

Naar vi ikke ville kalde Fjerfældingen en Sygdom, såa 
ere de fuldvoxne, i fri Tilstand levende Fugle vistnok kun 
underkastede meget faa Sygdomme. Hvor sjeldent træffer 
man ikke i den frie Natur en gammel Fugl som syg, naar 
ikke Hunger, stræng Kulde eller Beskadigelser af Mennesker 
eller Rovdyr have bevirket det. Endnu sjeldnere, man tør 
næsten sige aldrig, finder man Fugle i det Frie, om hvilke 
man med Sikkerhed tør antage, at de ere døde af Afkræf- 
telse eller Alderdom.  Gaves der derfor ikke såa mange 
Udryddelsesmidler mod Fuglene ved Mennesker, Rovdyr, 
Kulde o. dsl., vilde deres Mængde med hvert Aar tiltage 
efter en betydelig Maalestok; men den sig stedse udbre- 
dende og stigende Kultur har ikke alene havt flere Fugle- 
arters fuldstændige Udryddelse, men ogsaa mange, især 
kjødædende, Arters Aftagen i hele Egne og Lande til- 
følge, medens de kornædende Fugles Antal derimod synes 
at forøges. Hvad er der ikke allerede skeet i en Men- 
neskealder: Søer og Sumpe ere blevne udtørrede, Skovene 
ere for en stor Del bortryddede, og de tilbageblevne ere ud- 


luftede, mange øde Strækninger ere blevne opdyrkede — og 
Gt 


XXXVI 


mange Fugle have saaledes maattet forlade deres rolige 
Rugepladser. Men Mennesket selv bidrager ogsaa direkte 
meget til Fuglenes Formindskelse, dels forsætligt, dels til- 
fældigt. — Det er tilgiveligt at dræbe de Fugle, der kunne 
tjene os til Næring eller ere virkeligt skadelige, eller som 
anvendes i videnskabeligt Øjemed. Men vi see desværre ofte, 
af Jagtelskere koldblodigt myrde de uskyldigste Fugle, alene 
for Tivsfordriv og til Fornøielse, uden at gjøre den mindste 
Brug deraf. Naar saadanne Handlinger ikke førtes paa Ube- 
tænksomhedens Regning, da maatte man betegne dem som 
skjændige Grusomheder. Af den kaade Ungdom forstyrres 
ogsaa forsætligt en Mængde Fugleyngel, og der gives Egne, 
hvor der af den Grund næsten ingen Fuglereder findes. 
Nogle forstyrres af Vanvare, baade af Mennesker og Hus- 
dyr, og af visse Arter samles utallige spiselige Æg. 

Iblandt Pattedyrene ere Ræve, Katte, Maare; Ildere og 
Væseler Fuglenes værste Fjender; men ogsaa Rotter, Mus 
og Pindsvin ødelægge deres Yngel. Iblandt selve Fuglene 
ere Rovfuglene deres værste, og vel overhovedet deres aller- 
værste Fjender. 

Som oftest plages Fuglene af indre og ydre Snylte- 
dyr, der ligeledes kunne henregnes til deres Fjender, uagtet 
de vel i Regelen ikke indvirke ødelæggende paa Fuglenes 
Helbred. De indre Snyltedyr ere Indvoldsorme, som for- 
nemmelig opholde sig i Tarmene, men ogsaa i AÅandedræts- 
organerne og andre Dele. De ydre ere dels Midder, dels 
virkelige Insekter. Disse Snyltedyr forekomme med deres 
mangfoldige, forskjellige Arter hos alle Fugle, idet enhver 
Fuglieart huser en eller flere, enten for den eiendommelige 
eller tildels påa forskjellige Fugle levende Årter. 

Naturen hår kun givet Fuglene fåa Vaaben imod deres 
mange Fjender. Mange kunne vel slååe heftigt med Vingerne; 
andre bide stærkt med Næbet; atter andre kradse med deres 
stærke Kløer; men alle disse Vaaben ere sjeldent kraftige nok 
til at yde Fjendens Angreb tilstrækkelig ;Modstand. Derfor 


XXXVIII 


er deres sædvanligste Redningsmiddel at flygte — ved at 
flyve, løbe eller dykke. 

Nytten, som Fuglene stifte i Naturens Husholdning, 
er stor og mangfoldig. De bidrage til at vedligeholde en 
vis Ligevægt i Naturen, idet deSernære sig af Skabninger, 
hvis altfor store Formering vilde blive byrdefuld og fordærve- 
lig; de insektædende Fugle udrydde en stor Mængde skade- 
lige Insekter. Betragte vi f. Ex. om Forsommeren et stille- 
staaende Vand og see, hvorledes det mylrer af Myg- eller 
Døgnfluelarver, da skulde man troe, at hvis alle disse Skab- 
ninger lykkeligt vilde kunne forvandle sig til fuldkomne In- 
sekter, da maatte de formørke Luften, og intet levende Væsen 
vilde kunne unddrage sig deres Stik o.s.v. Dog, vi see 
ogsaa hvilken Mængde af disse Smaadyr der opsnappes af 
unge og gamle Ænder, hvorledes de ere en yndet Føde for 
mange Vand- og Sumpfugle, og hvorledes det fuldkomne 
Insekt er bestemt til i Tusindvis at fylde mange Fugles 
graadige Maver. Der gives ogsaa andre skadelige Dyr, f. Ex. 
Markmusen, som under gunstige Omstændigheder kunne 
formere sig overordenligt og snart blive til en foruroligende 
Landeplage, hvor Musvaager, Ugler og andre ivrige Muse- 
fjender udryddes istedetfor at fredes. Gribbene gavne for- 
nemmelig i de varme Lande ved at fortære en Mængde 
Aadsler, der ellers vilde forpeste Luften. Andre Fugle gavne 
ved at æde en Mængde Frø af vilde Planter, hvorved de 
forhindre den altfor store Udbredelse af Ukrud, eller ved at 
forplante mange Slags nyttige Væxter til andre Egne. 

Den mere umiddelbare Nytte, som Fuglene yde Menne- 
sket, er ligeledes betydelig.  Kjødet af de allerfleste er en 
velsmagende og nærende Spise.  Skovsnepper, Pomerants- 
fugle, Bekkasiner, Strandløbere, Vagteler, Drosseler og mange 
andre spises som Delikatesse. De fleste Sangfugle, Duer, 
og Høns, alle sneppeagtige Fugle, Gjæs, samt den Familie 
af Vildænderne, hvis Bagtaa er uden Hudlap, have vel- 
smagende Kjød. Æggene af Høns, Viber, alle sneppe- 


XXXVIII 


agtige Fugle, Ænder, Gjæs o.s.v. er ligeledes en nærende 
og behagelig Spise. Fjerene og Dunene benyttes til Seng- 
klæder 0. 1l.; de store Penneposer af Svingfjerene, især af 
Gjæs, Ravne og Krager, brugtes især i tidligere Tid til 
Skrivepenne 0.5. v.; mange særegent dannede, skjøntfarvede 
Fjer anvendes til Prydelser. Ved deres Sang, overhovedet 
ved hele deres Færd, oplive Fuglene Skove, Marker og 
Vande, og en Egn, hvori ingen Fugl lader sig høre eller 
see, mangler en stor Prydelse og en herlig Oplivelse. Idet 
vi efterstræbe mange for deres velsmagende Kjød, er ogsaa 
Jagten påa disse og Fangsten af dem til stor Fornøielse. 
For de høinordiske Folkeslag er Fuglefangsten af største 
Betydning, da den næsten hele Aaret igjennem ikke blot 
skaffer dem deres Næring, men ogsaa Klædningsstykker og 
mange andre nødvendige Gjenstande. 

Saa stor og almindelig den Nytte i det Hele taget er, 
som Fuglene stifte i Naturen, og som de ogsaa yde Menne- 
skene, saa ubetydelig er derimod den Skade, de anrette, 
og som ofte kun bliver dem paadigtet. Hos mange holder 
Skaden Ligevægt med Nytten. Ikke faa Fugle anrette en 
Del Ødelæggelse, idet de nære sig af saadanne Dyr og Plan- 
ter, som ere til Nytte for Mennesket (saaledes visse Rov- 
" fugle og Kornkragerne), andre, f. Ex. Kormoranen og Fiske- 
heiren, ved deres ætsende Udtømmelser, som ødelægge 
Skovene, hvor disse Fugle bygge i store Kolonier. 


II Fuglenes Taxidermi, 
eller Anvisning til: paa den letteste og hensigtsmæssigste Maade at aftage, 
tilberede eg udstoppe Fugleskind, samt om Opbevaringen af Reder og Æg. 


Vil man bevare eller udstoppe Skindene af de paa for- 
skjellige Maader dræbte Fugle, maa man forskaffe sig de til 
Præparationen nødvendige Redskaber og påa længere Exkur- 
sioner føre disse med sig, nemlig Knive, Pincetter, Tænger, 


XXXIX 


Trykpapir, Bomuld, hakket Blaar og pulveriseret Gibs, Kar- 
toffelstivelse eller brændt Allun. 

Naar Heden om Sommeren er stærk, og Egnen, hvor 
man vil jage eller fange, fjerntliggende, saa at man kan be- 
frygte, at Fuglene fordærves, førend man kommer hjem, da 
måa man være forsynet med Kasser af Blik (helst blanke 
eller hvidmalede, som ikke -saa let opvarmes af Solstraalerne) 
som Botaniserkasser. I disse lægges friske Blade eller Urter, 
f. Ex. Skræppeblade, Vandmynte o. dsl., og deri nedlægges 
Fuglene, efterat de først ere behandlede saaledes: 

Naar man har skudt en Fugl, som er bestemt til at 
præpareres, strøer man strax Gibs, brændt Allun eller Kar- 
toffelstivelse paa alle blodige Steder; Næseborene og især 
Næbet tilstoppes med Bomuld, efter først åt være blevne 
rensede fra Blod eller andre Urenligheder. Vandfugle vaskes 
rene. 

Dernæst maa maån nøie mærke sig Øiets Farve, som 
ofte forandrer sig efter Døden, og man optegner Fuglens 
Længde, for åt man ikke skal strække den formeget ved 
Udstopningen. Det er ogsaa af Vigtighed at iagttage Fug- 
lens Færd og ejendommelige Stillinger i levende Live, for at 
kunne rette sig derefter ved Udstopningen og Opstillingen; 
desuden maa man vel mærke sig følgende væsenlige Punkter: 


1) Pleier Fuglen åt sidde paa Træer, eller ikke? 

2) Ere Benene i siddende Stilling bedækkede af Bug- eller 
Lændefjerene eller ikke, og hvormeget? 

3) Hvilken Stilling har Legemet i Sædet, en næsten lodret, 
skraa eller vandret? 

4) Bærer Fuglen Vingerne høit eller lader den dem hænge; 
hvor langt naae de ud paa eller ud over Halen; krydse 
de denne eller ikke? Hvorvidt ere de bedækkede af 
Kappens (Overryggens) og Brystets Fjer? o. s. v. 


Dernæst er det nødvendigt nøiagtigt at optegne Fød- 
dernes, Næbets, Voxhudens og alle ubefjerede Deles, f. Ex. 


XL 


kjødagtige Udvæxters Farver, fordi disse ganske forandres 
efter Døden. Denne Forholdsregel iagttages bedst ved 
Hjælp af en Farvetabel, hvorpaa de sædvanligste Nuancer 
ere angivne. 

Hvad Transporten af de paa forskjellige Maader for- 
skaffede Fugle angaaer, da er denne ganske simpel, naar 
blot de foranførte Forsigtighedsregler ere iagttagne. Man 
tager Fuglen ved Næbet og stryger alle Fjerene glatte i 
deres naturlige Retning ; indretter derpaa et stærkt Kræmmer- 
hus og lader Fuglen glide ned i dette med Næbet foran, 
hvorved Fjerenes Forrykkelse omhyggeligt undgaaes og Fød- 
derne strækkes ud efter Halen. En Seddel med de nødven- 
dige Bemærkninger om Maal, Tid, Sted 0. s. v. vedføies, 
og Kræmmerhuset lukkes uden at brække eller bøje Hale- 
fjerene. De største Fugle lægges nederst, de mindste og 
letteste øverst. 

Det Bedste er forøvrigt paa Reiser, især i den varme 
Aarstid, selv at aftage og præparere Skindene efterhaanden. 
Man kan som oftest meget godt indrette sine Exkursioner 
saaledes, åt man hver Aften har Tid til at behandle de i 
Løbet af samme Dag erholdte Fugle. Saadanne Skind maae 
godt gjennemtørres, førend de indpakkes. 

Udstopningen bestaaer i Skindets Aftagning og den 
egenlige Udstopning. Efterat Armknoklerne påa begge Vin- 
ger ere brækkede tæt over Albueleddet, hvilket hos store 
Fugle skeer med en Tang, lægges Fuglen paa Ryggen, saa- 
ledes at Hovedet ligger til den venstre og Halen til høire Side. 
Under venstre Vinge gjøres derefter et Længdesnit gjennem Hu- 
den fra Brystets forreste Del indtil henimod Baglemmet. Ved 
et let, skydende Tryk med Fingrene trækker man nu Indsnit- 
tets Rande fra hinanden, fatter den ene Flig af Huden med 
Fingrene (hos smaa Fugle med en Pincet) og løsner Huden 
ved Hjælp af Fingeren og Knivens meiseldannede Skaft. Da 
den løsnede Hud og Randfjerene lettelig igjen klæbe ved 
Kjødet, bedækker man Randene med Trykpapir. Naar man 


XLI 


har faaet Skindet løsnet paa Brystsidens forreste Parti, be- 
handles Rygsiden paa samme Maade (efterat den brudte 
Overarm er gjennemskaaren), saaledes at Halsen bliver fri; 
denne trækkes nu noget frem og overskjæres tæt ved Krop- 
pen. Man trækker derpaa den tilsvarende Side af Kroppen 
frem. "Ved Hjælp af en Krog, som fastgjøres i Kroppen, 
ophænger man derpaa denne i en Snor, hvorved man op- 
naaer at kunne arbeide med begge Hænder; mån nærmer 
sig nu den anden Vinge, hvor Knoklen ligeledes overskjæres, 
og Kroppen trækkes nu helt frem gjennem Hullet. Ved 
Hjælp af Fingrene og Kniven løsnes derpaa Skindet, indtil 
man naaer til Baglemmerne. Disse afskjæres i Knæleddet, 
trækkes frem og befries for Kjøddelene, men Skinnebens- 
knoklen borttages ikke. Mest Opmærksomhed maåa man an- 
vende paa Ryggen, da Skindet paa denne ofte sidder meget 
fast og tillige er noget tyndt hos mange Fugle, f. Ex. Duer, 
Drosler, Spetter, Gjøge 0. s. v. 

Efterat Vingerne, Halsen og Fødderne ere fraskilte, 
hænger Skindet endnu sammen med Legemets bageste Dele, 
hvorfra det maa skilles med største Forsigtighed og uden at 
bruge Kniven formeget, inden man kommer til Gumpen eller 
Gjøgebenet. Halefjerenes Rødder vise sig"nu igjennem Hu- 
den som to runde, ophøjede Legemer, ovenfor hvilke Gjøge- 
benet gjennemskjæres, efterat man i Forveien hår løsnet 
Skindet ved Kloakaabningen (Gatboret). 

Den første Forretning er nu, såa godt som muligt at 
rense Skindet fra de endnu tilbageværende Kjød- eller Fedt- 
dele. Derpaa anvendes et Præservativ paa Skind og Knok- 
ler; det almindeligste, skjøndt for Mange afskrækkende, Præ- 
servativ er følgende: Arsenik og hvid Sæbe i lige Dele, kogt 
sammen og med en Tilsætning af Vinstensalt (Sal tartart), 
Kampher og pulveriseret brændt Kalk, en Trediedel af hvert. 
Ved Anvendelsen udrøres Lidt deraf i Vand og paastryges 
med en Pensel. I Mangel deraf kan man ogsaa benytte Nux 
vomica, Allun og Quassia, 2 Lod af hvert, udrørt i en Pot 


Af | 
XLII FA 


Brændevin og filtreret, helst med en Tilsætning af 1 Kvintin 
Kviksølvsublimat. Dette Præservativ egner sig fortrinligt til 
at pensle Næb og Ben med. Opbevaringen maa skee paa 
et køligt, fugtigt, for Uvedkommende utilgængeligt Sted. 

Man danner dernæst kunstige Laar (egenlig Lægge) ved 
at omvikle de rensede Knokler med Blaar, hvorved man 
dog maa tage sig i Agt for, at Omviklingen bliver for tyk. 
Naar dette er skeet, trækkes Skindet tilbage. 

Påa samme Maade gaaer man tilværks, naar man iste- 
detfor de sønderskudte Knokler maa anbringe kunstige af 
Staaltraad, der befæstes i den tilbageværende Knokkelstump 
og siden omvikles. 

Dernæst renser man Gumpen fra alle kjødede Dele, 
kommer Præservativ derpaa, erstatter de borttagne Dele med 
noget Bomuld eller smaatskaaret Blaar og skyder den til-. 
bage i Skindet. 

Vanskeligere er Vingernes Rensning; hos smaa Fugle 
gaaer den lettere fra Haanden, da man ikke behøver at rense 
disses Vingeben lige til Spidsen, hvilket derimod saameget 
som muligt bør skee hos de større, forsaavidt det, ved at 
aabne Huden, kan gjøres udvendigt fra uden at beskadige 
Vingefjerenes Rødder. Knokler og den indvendige Side af 
Huden bedækkes ligeledes med et godt Lag Præservativ, de 
borttagne Kjøddele erstattes med Blaar, og Vingebenene 
skydes tilbage i Huden. 

Nu begynder man at bortfjerne de endnu i Skindet væ- 
rende Dele, nemlig Halsen og Hovedet, hvilket dels skeer 
ved at trække i den første, dels derved, at Skindet ligesom 
krænges eller trækkes hagvendt over Hovedet, hvorved baade 
Knivskaftet, Kniven og Neglene gjøre Tjeneste. Naar man 
er kommen til Ørene, maa man ikke afskjære disse, men 
hele Huden optages med en flad Syl, da der ellers paa dette 
Sted bliver en Aabning, som ikke er bedækket med Fjer. 

Ved at stryge Huden ud over Øinene, bemærkes det, 
at den hænger sammen med Øiehulernes Rand ved en fin 


mM XLIII 


Hinde, som forsigtigt maa afløses for ikke åt saare det der- 
under liggende Øieæble, da ellers Øiets Vædsker flyde ud 
og aldeles fordærve de omkringværende Fjer. 

Naar Huden nu saaledes er trukken tilbage til Næb- 
roden, udtager man lemfældigt Øinene af deres Hulheder, 
hvilket bedst skeer med et lille, skeformigt Instrument eller, 
i Mangel deraf, med en meget stump Kniv, og renser der- 
paa hele Hovedskallen fra alle Kjød- og Fedtdele.  Med- 
mindre man af særlige Grunde ønsker at bevare Kraniet 
ubeskadiget og derfor foretrækker at udpille Hjernen gjen- 
nem Nakkehullet, afskjærer man nu Hjerneskallens bage- 
ste Parti. Hos Smaafugle kan dette udføres med en Kniv; 
til de store maa man ofte bruge en lille, fin Saug. Af 
den saaledes i Nakken afskaarne Hovedskal kan man nu 
udtage Hjernen, og skal Fuglen ikke opstilles med aabent 
Næb, eller den har en tyk, kjødfuld Tunge, borttages 
denne sidste. Hovedet forsynes derpaa, ligesom de andre 
Dele, med Præservativ, hvorved man dog maa tage sig i 
Agt for, at Noget kommer igjennem Aabningen ved Øie- 
laagene, da Fjerene i saa Tilfælde sammenklæbes og til- 
smudses. 

Førend Skindet krænges tilbage, udstoppes Hovedet. 
Man udfylder Øiehulerne med Kugler af fugtigt Bomuld 
eller smaatskaaret Blaar, som forhindrer Øielaagenes altfor 
hurtige Tørring, såa at man siden kan give dem deres nå- 
turlige Skikkelse. 

Derpaa dannes en kunstig Hals efter den naturlige, 
ligesaåa tyk, men indtil en Trediedel kortere. Hos Fugle 
med kort Hals svøbes den løseligt af Blaar, men er Halsen 
lang, som hos Løbe- og Vadefugle, maa den omhyggeligt 
omvikles med Traad for at blive fast og stiv; derpaa stikkes 
den ene Ende deraf ind i Hjernekassen igjennem Nakke- 
hullet eller den kunstige Aabning; for at befæste den ud- 
fyldes og tilstoppes det tomme Rum med smaatskaaret Blaar 
eller Bomuld. 


XLIV Fa 


Alle disse Arbeider ved Hovedet maae gaae saa hurtigt 
som muligt fra Haanden, da Hovedhuden sædvanligvis er 
meget tynd og tørrer hurtigt, saa at den let revner ved at 
trækkes tilbage.  SSaalænge man derfor er mindre øvet i 
Kunsten, gjør man bedst i at holde Huden jevnt fugtig med 
Vand, fornemmelig ved de mindre Fugle. 

For nu at kunne trække Skindet over igjen, fatter man 
Hovedskallen med- den venstre Haand og krænger Skindet 
ganske varsomt med den højre, til man først kan faae fat 
påa Næbet med denne, idet man med den venstre stryger 
Skindet over Hovedet, hvorved en i Forveien anbragt stærk 
Traad eller Snor igjennem Næseborene gjør god Tjeneste; 
men man måa dog tåge sig meget i Agt for at strække 
Halshuden, hvilket ogsaa maa undgaaes ved Afbælgningen 
og Udstopningen; thi det er ellers ikke muligt at give Hal- 
sen en skjøn og naturlig Form. 

Naar Skindet saaledes er vendt, blæser og stryger man 
Fjerene glatte og bringer dem overhovedet i enhver Hen- 
seende i deres naturlige Leie, hvorved man bedst betjener 
sig af en fin Naal paa et Skaft; man giver Øielaagene deres 
naturlige Runding, tvinger Bomuldskuglerne i Øiehulerne ud 
i Aabningen imellem Øielaagene, saa at de indtage Øieæblets 
Plads, hvilket bedst skeer ved Hjælp af en Syl, som føres 
ind igjennem Næbaabningen; derpaa bringes især de smaa 
Fjer omkring Øinene og Ørerne i Orden. Har Struben 
endnu ikke den rigtige Form og Fyldighed, kan man efter- 
stoppe, hvad der mangler, igjennem Næbet, som forsynes 
med Præservativ. 

Man kommer nu til Kroppens Udstopning og former i 
dette Øjemed en kunstig Krop enten af Skjæretørv (Klyner) eller 
af Blaar, Hø, Tang (Materialet vælges efter Fuglens Størrelse), 
som dog ikke maa være større, ei heller mindre end den na- 
turlige, men derimod saa fast som muligt, hvorfor den ogsaa 
maa omvikles i alle Retninger med Traad eller hos større 
Fugle med Seilgarn. Naar den har erholdt den rigtige Form, 


e XLV 


trykker man en Fordybning i den forreste Ende, hvori den 
før Skindets Krængning i Hjernekassen befæstede kunstige 
Hals derefter anbringes. 

Denne Krop nedskydes nu først ved Gumpen, og Huden 
trækkes omhyggeligt derover, såå at den overalt lægger sig 
fast derpaa. Derpaa bringes Vingerne, især de brudte Knok- 
ler, i deres naturlige Leie, og Skindet trækkes fra alle Sider 
saaledes sammen over den kunstige Krop, åt det overalt 
slutter til denne, og saaledes, at det under Vingen gjorte 
Snit samles. Hos smaa Fugle behøver man ikke at sye 
dette til, dog er det altid bedre, at det skeer. 

Saa er da Fuglen udstoppet; hvad der endnu staaer 
tilbage, førend man begynder paa Opstillingen (hvis man 
ikke vil opbevare den som løst udstoppet Skind), er blot 
Fjerenes yderligere Ordning, samt at give Hovedet, Vingerne 
og Benene den rigtige Retning og Stilling. 

Vi gaae nu altsaa over til Opstillingen, der bedst skeer 
med det samme, fordi Hudens Blødhed og friske Smidighed 
meget letter Arbeidet, som da ogsaa desto bedre lykkes. 

Først afmaaler man Halsens og Benenes Længde paa 
Staaltraaden, som man vil indskyde i disse Dele, og som 
vælges af en passende Tykkelse. "Til Halsen maa den være 
glødet og saameget længere end denne, at den gaaer mere 
end halvt ind i Kroppen, og til Benene tages såa lange 
Stykker, at de med den ene Ende naae til Skuldrene, med 
den anden ud igjennem Fodsaalen, saaledes at man dermed 
kan gjøre Fuglen fast paa Fodstykket.  Staaltraaden til Be- 
nene glødes ikke overalt, saaledes som de fleste Anvisninger 
foreskrive; thi ved at undlade dette, vinder man den Fordel, 
at man ikke behøver den saa tyk, og at man ikke ståaer 
Fare for at sprænge Huden påa Benene, hvorigjennem den 
stikkes. 

Man vælger først Staaltraaden til Benene, fordi denne 
bestemmer Tykkelsen. Til Halsen kan man tage et Nummer 
finere, til Vingerne endnu et Nummer finere, og hos smaa 


XLVI Øs 


Fugle behøver man blot at befæste disse med Knappe- 
naale. 

Paa den ene Ende tilfiles Staaltraaden i en lang, glat 
Spids, påa hvilken man, som overhovedet paa al Staaltraad, 
der anvendes ved Udstopningen, med en fin Fil borttager 
al Ujevnhed.  Saalangt som Traaden naaer igjennem eller 
nedenfor Fodsaalen, kan man gløde den, for desto lettere 
at kunne snoe og bøje den, naar man vil befæste Fuglen 
påa Grenen eller Fodstykket. 

Staaltraaden til Haleroden skydes igjennem denne og 
saa langt ind i Kroppen i lige Retning, at Halen derved 
faaer en lige, naturlig Stilling. Dernæst indskydes en lig- 
nende i Hovedet; hos Fugle, der have en stærk Hovedskal, 
maa man først bore et Hul i denne med en Syl; derefter 
skyder man Traaden igjennem dette og midt igjennem den 
kunstige Hals, saa långt, at den naaåaer ned imod Benene; 
men det Stykke, der naaer udenfor Hovedet, afknibes saa 
nær ved dette som muligt med en skarp Tang, og Hoved- 
huden trækkes hen over Aabningen. 

Efterat Fodsaalen er gjennemboret med en Syl, ind- 
skydes det til Benene bestemte Stykke Staaltraad langs med 
Løbet, under den hornagtige Hud, der bedækker dette, igjen- 
nem Hælen langs med Skinnebensknoklen igjennem den 
kunstige Læg af Blaar, og skraat ind i Kroppen tæt op til 
den modsatte Skulder. Det andet Stykke Staaltraad anbrin- 
ges påa samme Maade, saaledes at begge krydse hinanden 
i Kroppen. En dreiende Bevægelse hjælper meget til at 
føre Staaltraaden igjennem, især hvis man hos store Fugle 
har Hø, Tang eller Halm i Midten af Blaarviklingen. 

De frå hinanden staaende Ben bøjes i Ledene. Vin- 
gerne lægges tilrette og befæstes, hos større Fugle med Ha- 
ger af Staaltraad, hos mindre med Knappenaale, som trykkes 
saa tæt ind i Huden, at Fjerene kunne skjule dem. 

Det er nu ogsåa paa den høie Tid at indsætte de kun- 
stige Øine, som man indskyder under Øielaagene; derpaa 


re 


XLVII 


trækkes disse saaledes derover, som Fuglen har dem i le- 
vende Live. 

Naar Fuglen er sat i Ligevægt paa Fodstykket, giver 
man den en naturtro Stilling. Det bidrager meget til, at 
Fuglen erholder et levende Udseende, nåar Hovedet vender 
til en af Siderne, opad, nedad eller tilbage. Her maa nu 
Udstopperen tage alle sine Kundskaber om Fuglens Natur 
og gode Afbildninger til Hjælp for at kunne give den en 
passende Stilling. En Fuglesamling med stive, militaire Op- 
stilinger kan være tækkelig og taalelig for Den, der ikke 
kjender den levende Natur; men Den, der med Livsbilledet 
i klar Erindring betragter disse Naturens livlige, bevægelige 
Børn i denne kunstige Stivhed, kan langtfra føle sig til- 
fredsstillet. 

Næbet tillukkes ved at stikke Knappenaale fra neden 
igjennem Undernæbet op i Hovedet, eller ved en igjennem 
Næseborene trukken, under Næbet sammenbunden Traad, 
eller ogsaa ved at lime Over- og Undernæbet sammen, hvil- 
ket især er at anbefale, naar Næbet er. langt. 

For at bringe Halefjerene i Orden, sætter man dem i 
Klemme mellem Papir, Pap eller Træ, men herved maa dog 
stedse lægges Mærke til Halens Form, om denne er flåd 
eller hvælvet, og Klemmerne indrettes då derefter. 

Man omvikler og glatter hele Fuglen med fin Traad eller 
Strimler af Papir, som befæstes med fine Naale, saa at Skin- 
det overalt ligger glåt påa den faste Krop. 

Endelig maae Fødderne heller ikke forglemmes. Det er 
især Vandfuglenes og Sumpfuglenes, navnlig deres, som have 
lappede og fryndsede Tæer, der udfordre størst Opmærk- 
somhed; dog gjøre de Fugle, man har opstillet påa Grene, 
ingen Undtagelse, og man seer mange udstoppede Fugle, 
hos hvilke Fødderne ere ganske unaturligt bøiede. 

Det er ikke sjeldent, at en Fugl har en Fjerbusk eller 
andre Prydelser paa Hovedet, til hvilke man særligt maa 
lægge Mærke, eller at Hovedet er saa tykt, at man paa in- 


…— 


XLVIIE 


gen Maade kan skyde det igjennem Halshuden, hvilket f. Ex. 
ofte er Tilfældet med Ænder og Spetter. I denne Forlegen- 
hed hjælper man sig med et Indsnit i Halshuden, båg påa 
Halsen eller under Struben, hvorigjennem Hovedet præpa- 
reres, og som da tilsyes igjen førend Udstopningen. Nogle 
Fugle have Kjødkamme eller andre kjødagtige Udvæxter påa 
og ved Hovedet; disse maae enten tørres, idet de holdes i 
den naturlige Stilling, eller man maa ganske bortskjære dem 
og erstatte dem med kunstigt eftergjorte af Vox 0. dsl. Til 
Påastrygning af saadanne kunstigt efterlignede Dele, såavel- 
som af Næb og Fødder, anvendes bedst Farver, der ere 
revne i Terpentinolie. 

De samme Regler, der gjælde for Opstillingen af friske 
Skind, ere ogsaa anvendelige for de tørre; dog maae disse 
i Forveien opblødes ved at lægge dem, indviklede i Tryk- 
papir, i fugtigt Sand, hvori de i Forhold til Fuglens Stør- 
relse blive liggende i én eller flere Dage, indvendigt fyldte 
med vaadt Bomuld, vaadt Blaar eller deslige. Man maa, 
især om Sommeren, paasee, at Udblødningen ikke løsner 
Bedækningen påa Næb og Ben; naar disse sidste ere bløde 
nok til at stikke Staaltraaden igjennem, maa Skindet udtages 
og Opstillingen udføres såa rask som muligt. 

Saasnart denne er fuldført, måaae Fuglene tilgavns gjen- 
nemtørres. Man opbevarer dem i Almindelighed i Glaskasser 
eller Glasskabe. Her ere de nogenlunde frie for Støv og 
Insekter.  Kasserne forfærdiges bedst af tørt Fyrre- eller 
Grantræ; de sammenføies og limes godt og overklæbes ud- 
og indvendigt med stærkt hvidt Papir over Falserne. Kun 
Forsiden af Kassen forsynes med én eller flere Glasplader, 
som indpasses i en Fals påa Kassens Rande og ligeledes 
tættes med paalimede Papirstrimler. 

I Opstillingslokalet maåaåae Vinduerne være forsynede med 
mørke eller gule Rullegardiner, saa at Samlingen ikke mere 
end nødvendigt er udsat for Dagslyset, som afbleger Far- 


, 
== 


XLIX 


verne... Hvor man har Fuglene samlede opstillede i Skabe, 
eller Skindene liggende i Skuffer og Kasser, kan man deri 
indsætte smaa Glas med rektificeret Stenkulsolie (0Oleum 
lithantracis rectificatum), som fordriver og dræber Møl og 
andre Insekter. 

Opbevaringen af Reder har, saa let den synes, 
dog ogsaa sine Bryderier. Det er saaledes allerede slemt, 
at mange med Vanskelighed og andre aldeles ikke lade sig 
opbevare, såa at man altsaa aldrig kan faae Samlingen fuld- 
stændig. Til de første høre Rederne af store Rovfugle, 
store Sump- og Vandfugle, kort alle store, kunstløst, af 
grove Materialier forfærdigede Reder; til de sidste: de, der 
findes paa Jorden eller i hule Træer, og hvor Æggene ofte 
udruges uden Underlag i den blotte Fordybning. En anden 
Ubehagelighed ved en saadan Samling er den, åt Rederne 
behøve megen Plads, og det er derfor bedst at indskrænke 
sig til en Redesamling af de mindre og mærkværdigste, samt 
at opstille Rederne i de samme Kasser, hvori Fuglene ere 
opstillede. 

Reder, der ere befæstede til Grene eller Plantestængler, 
kan man afskjære med disse og saaledes opstille dem i 
Kasserne. Det er råadeligst, at Rederne komme i en hed 
Ovn, for at Insekter og deres Yngel, som maaskee kunne 
findes deri, kunne blive tilintetgjorte, førend de komme i 
Kassen. For at sikkre dem end yderligere mod Ødelæggelse 
af Insekter gjør man rettest i at overstænke dem med det 
omtalte Præservativ: Nuæw vomica, Allun, Quassia, Kviksølv- 
sublimat og Brændevin. 

En Samling af Fugleæg lader sig ikke blot let op- 
bevare, men ved en god Behandling tåbe Æggene heller 
ikke såa paafaldende deres Farve, og de største af dem ind- 
tage neppe såamegen Plads som en lille Rede. En vel- 
ordnet, vel vedligeholdt Æggesamling afgiver et smukt Skue; 
men hvis den skal forene Nytte med Fornøielse, maa den 


d 


L 


ogsaa forene Sandhed med Orden. Vil man derfor anlægge 
en Æggesamling og være sikker paa dens Paalidelighed, maa 
man først forskaffe sig Kundskab om Fuglene og derpaa 
selv opsøge deres Keder. Kun fra prøvede Fuglekjendere 
bør man optage Reder og Æg i sin Samling. Finder man 
en ubekjendt Rede, såa stiller man sig forsigtigt paa Lur og 
gjør sig Umage for at iagttage den Fugl, hvem Reden til- 
hører. At dette ikke er nogen let Sag, indseer Enhver, da 
den bedste Theoretiker her maa staae tilbage for en nogen- 
lunde øvet Praktiker, fordi denne kjender Fuglene langt 
borte paa deres Stemme, Sang, Flugt o.s.v., medens hin 
med alle sine systematiske Kjendemærker undertiden neppe 
kan adskille dem i Nærheden. Den sikkreste Fremgangs- 
maade anvender i Tvivlstilfælde forøvrigt Den, der er gru- 
som eller behændig nok til at dræbe eller fange den gamle 
Fugl paa Reden. 

Det Første, man foretager sig med det til Optagelse i Sam- 
lingen bestemte Æg, er, at man tager Indholdet ud af Skallen, 
uden at denne beskadiges mere end nødvendigt. Man anbrin- 
ger derfor et i Forhold til Æggets Størrelse ganske lille Hul paa 
den ene Side af Ægget ved Hjælp af et Æggebor, hvis Størrelse 
og Finhed for en Del maa rette sig efter Æggeskallens Tyk- 
kelse og Styrke. Ægget holdes nu saaledes, at Hullet ven- 
der nedad, hvorefter mån med et tilspidset og i Enden 
bøiet Glasrør eller et almindeligt Blæserør puster Luft ind 
igjennem Hullet, saa at Indholdet trænges ud. Naar Ægget 
saaledes er tømt, blæser man gjennem Røret Vand ind i 
Ægget for at udskylle de mulige Rester af Indholdet, og 
Ægget lægges derefter til Tørring med Aabningen nedad, 
helst påa Trykpapir, der indsuger Vandet. Med frisklagte 
Æg gaaer dette Arbeide meget let; med de noget rugede 
vanskeligere, og de, hvori den unge Fugl allerede er bleven 
stor, kunne ofte slet ikke lade sig udblæse, men paa 
saadanne, længe rugede Æg løsprikkes med en fin Naal 
en rund Plade paa den ene Side, saa at Ungen kan tages ud 


LI 


gjennem dette Hul; det løsnede Stykke Skal indlægges da 
ved Hjælp af Gibs og Gummi. 

Opbevaringen skeer bedst i smaa Papæsker eller paa ud- 
bredte Flager af Bomuld i mørke Gjemmer, navnlig Skuffer; 
for at holde Støvet ude, bedækkes disse med løse Glas- 
plader, indfattede i fine Trærammer, som passes ned i Fal- 
ser paa Skufferne. 


sbt 


Ar 


KEN se MESS 


MAN lg K 


Er SA 


v 


nn hg ask pe: y 


) MER afrohår 
ig TRE SES reg 


Skandinaviens Fugle, 


anotvenibasde 


ESA! 


Første Orden. 


Rovfugle. Accipitres, L. 


N æbet tykt, stærkt, som oftest kort; Overnæbet, som ved 
Roden er beklædt med en Hud, den saakaldte Voxhud, bøier 
sig krogformigt ned over Undernæbet. 

De kraftige, korte eller middellange Fødder have fire, 
med stærke, spidse, meget krumme Kløer forsynede, i 
samme Plan indledede og til Gribning dannede Tæer, af 
hvilke stedse den ene vender bagud og den yderste under- 
tiden er en Vendetaa. 

Halen har som oftest tolv Styrere. 

Fjerbedækningen er tæt, hos nogle tynd, hos andre løs 
tildels meget blød og hos de fleste uden synderlig Farve- 
Pragt. Den fornyes aåarligen kun én Gang og ofte meget 
langsomt. Hunnerne ere ofte anderledes farvede end Han- 
nerne og stedse, hos mange indtil en tredie Del, større end 
disse. De unge Fugles Dragt er tildels saa afvigende fra 
de Gamles i Tegning, at den har givet Anledning til mange 
Vildfarelser i Henseende til Bestemmelsen, saa at der indtil 
den nyeste Tid har hersket stor Forvirring i denne Ordens 
Systematik. De fleste Arter erholde først efter ét eller 
flere Aars Forløb den udfarvede og fuldkomne Dragt; men 
mange faae den allerede saasnart de kunne flyve. 

Disse ensomme og uselskabelige, men modige og listige 


(29) 


Fugle omfatte en Mængde Arter, der ved deres frygtelige 
Mordvaaben, udmærkede Flyvefærdighed og Styrke ere lige- 
saa farlige som frygtede Fjender for næsten alle andre 
Fugle, svagere Pattedyr, Krybdyr og Fiske. Kun faa Arter 
ernære sig af Insekter eller udelukkende af Aadsel, hvortil 
adskillige blot i Nødsfald tage deres Tilflugt. De kunne 
hungre længe, nogle af de største endog i 3—4 Uger, men 
ogsaa fortære umaadeligt meget ad Gangen. Da Opsøg- 
ningen, Fangsten og Fortæringen af Byttet i Almindelighed 
koster dem betydelig Kraftanstrængelse, udhvile de sig gjerne 
efter Maaltidet og oppebie Fordøielsen, hvortil den skarpe 
Mavesaft i den Grad medvirker, at den endog tildels op- 
løser de fortærede Knokler. Det Ufordøielige, som Fjer og 
Haar, opgylpe de i Form af Kugler, mest om Morgenen. 
De drikke aldrig Vand, men slukke deres Tørst med Blodet 
af Dyrene, som de fortære. 

Alle Rovfugle leve i Enparring (Monogamz), og yngle, 
naar de ikke forstyrres, kun én Gang om Aaret. Næsten 
alle bygge store, flade, kunstløse Reder, som de gjerne 
afbenytte i flere Aar, og hvortil de samle Materialet i Kløerne; 
nogle betjene sig af andre Fugles forladte Reder; andre 
(Uglerne) af hule Træer. Reden anbringes forøvrigt ofte 
paa utilgængelige Klipper og meget høie Træer, sjeldnere i 
Bygninger eller paa Jorden. Hunnen ruger alene, men er- 
næres imidlertid af Hannen. Æggenes Antal er ofte to, 
sjeldnere fire, i det højeste (hos mindre Arter) 6—7. 

Kjødet egner sig ikke godt til Menneskeføde og vrages 
endog af de fleste Rovdyr. Uagtet deres Vildhed, lade 
nogle Rovfugle sig saaledes tæmme, at man bruger dem 
til andre Fugles Fangst. 

Hvad forøvrigt Rovfuglenes Nytte og Skadelighed 
angaaer, da finde vi her, som overalt i Naturen, et vist udjev- 
nende Forhold. Vel kan det ikke nægtes, at Skaden, som 
mange af dem foraarsage ved at dræbe nyttige Dyr, ikke er 
ubetydelig; men man bør heller ikke oversee den Nytte, som 


de yde ved at fortære Aadsler og ved at udrydde mange 
skadelige Dyr. Derfor skulde man ikke uden Undtagelse 
søge at tilintetgjøre dem alle, såaledes som det navnlig 
tidligere har været Tilfældet. 

Jagten påa disse Fugle har sin store Vanskelighed og 
udfordrer øvede Skytter; dog kan man skyde dem næsten 
alle med Hagl. Men da de ere yderst sky og forsigtige, 
lykkes det ikke altid at komme dem saa nær, at Skuddet 
beholder Styrke nok til at gjennemtrænge deres tætte Be- 
klædning. Man maa derfor forsigtig liste sig til dem eller 
staae paa Anstand hvor de holde deres Nattekvarter; ved 
Reden er det ofte forgjæves, men paa Kragehytten lade flere 
Arter sig let skyde. En kort Beskrivelse af denne interes- 
sante Jagtmethode vil her neppe være paa urette Sted. Til 
Kragehytten benytter man helst en Bjergugle (Bubo maximus), 
som er opfødt fra Unge og derved bleven langt tammere 
end de gamle indfangede, thi disse ere meget vilde og 
ubændige, og det koster stor Møje og Taalmodighed at 
tæmme dem. For at sikkre sig for Beskadigelse af de 
skarpe Kløer, kan man raspe dem butte. Til Lænke tager 
man en stærk Læderrem, der i den ene Ende er delt i to 
Dele, hver af omtrent to Tommers Brede, og indrettet som 
en Snare; men for at denne ikke skal skjære for haardt 
ind i Benet, fores den med Kanin- eller Hareskind. Istedetfor 
en levende Ugle kan man ogsaa, skjøndt i Regelen med 
mindre Held, benytte en udstoppet Fugl. Stedet, hvor 
Kragehytten skal indrettes, vælges helst paa en lille Høi, 
hvor man ofte har seet Rovfugle og Krager flyve. Hytten 
selv gaaer 3 Alen dybt ned i Jorden, er af Træ eller Sten 
og med et Tag, der er belagt med Jord og tildækket med 
Græstørv, saaledes at det blot danner en lille Forhøining 
over Jordfladen. Døren og Skydehullerne maae ikke være 
for store, og de sidste langt videre udvendigt end ind- 
vendigt. Omtrent 12—15 Skridt fra Hytten opføres en 3 
Fod høi, lille Jordtue; i Midten af samme sættes en Pæl 


4 


med en Skive, under hvilken der er en Krampe, hvor- 
igjennem Remmen, som Uglen har om Benene, trækkes og 
befæstes. Denne Høi maa staae saaledes, at man igjennem 
Hovedskydehullet bestandigt har Uglen for Øie; thi paa dens 
Gebærder og Stillinger kan man see, om det er Rovfugle, 
eller Krager der nærme sig. Til større Bekvemmelighed, 
nedgraåaver maån ogsaa nogle tørre Træer med en eller to 
Sidegrene, i nogen Afstand fra Hytten; men er der et na- 
turligt, friskt Træ i Nærheden, foretrække alle Fugle dette; 
det maa kun ikke have ret mange Grene. Denne. Jagt an- 
vendes bedst Morgen og Aften. 

De mindre Kovfugle, især Due- og Spurvehøgen, fanges 
lettest med et Slaggarn. I en Firkant af 3—4 Fod, "helst 
i Læ for Vinden, sættes fire, 6 Fod høie Hasselstokke, i 
hvis øverste Ende, omtrent 5 Fod over Jorden, skjæres 
nogle skraa Indsnit nedenfra opad. Indenfor disse Stokke 
ophænges et Net ved at trykke de øverste Masker ind i 
Indsnittene. Nedentil naaer Nettet til Jorden, hvor det paa 
hver Side i de nederste Masker befæstes med smaa Kroge, 
og i Midten af denne for oven aåabne Kvadrat sættes paa 
Jorden en Due, Kylling e. desl. som Lokkemad under et 
som Bur indrettet Net, saaledes at den er synlig fra alle 
Sider. Høgen eller Falken, som i en skraa Retning slaaer 
ned efter Fuglen, kommer derved til at støde imod det løst 
ophængte Næt; dette falder ned over den og indvikler den 
saaledes, at den ei let kan gjøre sig fri. 

Mange Rovfugle kunne ogsaa fanges i Fælder, som 
Rottesaxe, Svanehalse og de bekjendte Høgebure. 
De første stilles enten med et Stykke Kjød til Lokkemad, 
eller ogsaa uden saadan paa den saakaldte Glenteskive (i 
ganske træløse Marker paa en tyk Pæl), hvorpaa Rovfuglene 
gjerne sætte sig for at udhvile sig og see sig omkring 
efter Næring. 


A. Gribbe, Vulturidæ. 


Næbet og Fødderne, navnlig Kløerne, ere ikke saa stærkt 
udviklede som hos Ørnene og Falkene, Øinene smaa; 
Vingerne lange; den store, ikkun svagt befjerede Kro, 
hvori de bære Næring til Ungerne, træder sækformigt frem. 
Deres Føde bestaaer fortrinsvis af Aadsler. 

Gribbene gjøre megen Nytte, navnlig i de varmere 
Lande, ved at fortære en Mængde Aadsler, som ellers vilde 
forpeste Luften. Derfor fredes de ogsaa-paa mange Steder 
under Troperne. De faa levende Dyr, de bemægtige sig, 
dræbe de med Næbet. 


Grib, Vultur, L. 


Hovedet lille, nøgent eller bedækket med meget korte 
Fjer. Næbet stort, stærkt, lige, kun i Spidsen krumbøiet. 
Næseborene store, rundagtige. Tungens Siderande 
glatte. 


Graa Grib, Vultur monachus, L. 


Syn. V. cinereus. Gm. 


Artsm. Halsen nøgen ned over Midten, blaalig; de mellem Hals- 
fjerene fremstaaende Dun danne ved den nedtrukne og derved 
skjulte Del af Halsen en foran hjerteformig Krave, der om- 
giver en mørk, befjeret, trekantet Plet. Paa Skuldrene staaer 
en bevægelig. Fjerbusk. 

Afbildn. Tab. 1. (Vultur cinereus) gl. Han. 


En meget stor Fugl af 42—45” Længde og 96—112” 
Brede, samt 12—20 Punds Vægt. De hos de Gamle nøgne 
Steder ere hos unge Fugle beklædte med Dun; Rygfjerene 
have lyse Kanter. Hunnen er sædvanligvis mørkere end 
Hannen; forøvrigt ere Kjønnene lidet forskjellige. 

Graa-Gribben beboer i store Skarer Asien og Åfrika, 
tildels ogsaa det sydlige og sydøstlige Europa, hvorfra den 
undertiden forflyver sig nordligere. Saaledes er den nogle 


Gange seet i Hertugdømmerne, og efter Bojes Med- 
delelse (Isis 1822, II. p. 769), lod for en Del Aar siden et 
lille Selskab sig see ved Frederiksstad, hvor de havde 
dræbt 2 Faar. Den ene blev anskudt, holdt levende i halv- 
andet Aar og kom siden i Stadsekretær Benickens Sam- 
ling i Slesvig. Ifø:ge Benickens egne Meddelelser i «Beytråge 
zur nordischen Ornithologie» (Isis 1824, IL p. 877) blev det 
Exemplar, som fandtes i hans Samling, og som aldeles 
utvivlsomt er det samme, som omtales af Boje, vingeskudt 
ved Tønning i Sommeren 1811 og holdt i Fangenskab i 
omtrent 1 Aar. Sammesteds angiver Benicken, at et Individ 
af denne Art blev skudt i 1814 paa Godset Wittenberg i 
Holsten. For omtrent 70 Aar siden skal den, efter nu 
afdøde Hofjægermester Teilmanns Sigende, være skudt 
imellem Fanø og Sønderho. Ifølge Forf.s Optegnelser er 
et ungt Individ for en Del Aar siden skudt ved Fredericia af 
Artillerikapitain Schmidt, og i Dec. 1834 skulle, ifølge 
samme Kilde, 3 Individer i længere Tid have opholdt sig 
ved Leck og Lindeved. 

Den lever næsten udelukkende af Aadsel, især af Patte- 
dyr; yngler paa høie, utilgængelige Klipper og lægger 2 Æg. 


Æggets Længde og Brede 


97mm. 67mm. 
98 » 69 » 
99 » 67 » 


Naar den nylig har holdt et overdaadigt Maaltid, er 
den ikke alene let at skyde, men endog saa træg og dvask, 
at man kan gribe den med Hænderne. 


Gyps. 


Hovedet dunklædt. Næseborene lodrette, parallele med 
Voxhudens forreste Rand. Fjerklædningen gaaer langt ned 
paa Foden. Tungens Siderande besatte med stive Takker. 
Styrefjerenes Antal 14. 


Gul Grib, Gyps fulvus, (6m.) 


Syn. Vultur fulvus, Gm. — G. occidentalis, Schl. (Bon). 
Subsp. G. Hispaniolensis d fulvescens, Sharpe. 


Artsm. Næbets Højde ved Voxhudens forreste Rand lig dennes Længde. 
Underryggens og Gumpens Fjer med lyse Skaftstriber, De 
underste Vingedækfjer askegraa eller gulbrunt rustfarvede. 
(Sharpe). 

Afbildn. Ny Tavle. 


Om denne Gribs Forekomst her i Landet foreligger — 
saavidt Udgiveren bekjendt — kun”) følgende af Prof. Rein- 
hardt meddelte Oplysning. I Forsommeren 1858 blev et 
Individ anskudt i Storskoven ved Katholm (Jylland) og Dagen 
derefter fundet dødt paa en Mark i Nærheden af Hoved- 
gaarden. Eieren, Kammerherre Dinesen, lod af Fødderne 
og Hovedet forfærdige nogle Gjenstande, som Prof. Rein- 
hardt har havt til Eftersyn, og som vare fuldkommen til- 
strækkelige til Fuglens Bestemmelse. 


B. Ørne, Aquilidæ. 


Hovedet af Middelstørrelse, Øinene rettede til Siderne, 
Næbet forsynet med en Voxhud, hvori Næseborene ligge. 

Tæerne aldrig fjerklædte; Indertaaen og Bagtaaen, 
tilligemed deres Kløer, stærkest. i 

Fjerbeklædningen fast, Fjerene haarde og stive; 
Flugten som oftest høi og rask. 

De ere modige, men tillige sky Fugle, som ere ud- 
bredte over den hele Verden og fornemmelig ernære sig af 


+) I Kataloget over Dyrene i den herværende zoologiske Have angives 
den gule Grib at være «fældet et Par Gange i Danmark», men 
noget Nærmere om disse Tilfælde anføres ikke. Ifølge Meddelelse 
fra Statsrevisor Fischer sigtes der ved det ene af dem til, at Dr. 
Kjærbølling havde erholdt Vingerne fra Jylland, uden at det dog 
nærmere vides hvorfra. I Forf.s efterladte Notitser findes Intet derom. 


8 


levende Dyr, som de gribe med de stærke, spidse og krumme 
Kløer; Æggene ere rundagtige, oflest plettede; de spæde 
Unger bedækkede med hvide Dun. Hunnen er ofte betyde- 
ligt større end Hannen og har stundom noget afvigende 
Farve. Ungerne ere mere spraglede og plettede end de 
Gamle; de Arter, som i en senere Alder have tværgaaende 
Pletter og Baand, have i de yngre Aar Længdepletter. 


Falke, Falconinæ. 


Hoved og Hals beklædte med Fjer. 

Næbet krumbøiet, ofte lige fra Roden, hvor det har 
en farvet Voxhud; de i denne liggende Næsebor ere ube- 
dækkede, rundagtige eller ovale. 

” Øienb rynene nøgne og fremspringende. 

De hos de fleste Arter lange nedhængende Fjer paa 
Skinnebenet danne de saakaldte Buxer. Vingerne ere i 
Regelen lange, hos nogle, navnlig Høgene, forholdsvis korte, 
med flere eller færre stive Svingfjer. 

De færdes i Skove, over Marker, Søer og Åaer, jage 
om Dagen og udhvile sig om Natten påa Træer, Klipper 
eller Taarne. De forskjellige Arter ere hverandre meget 
ulige i Henseende til Styrke, Mod og Rovbegjærlighed. 


lste Gruppe: Egenlige Ørne, Aqurlæ. 


Næbet meget stærkt, temmelig langt, lige ved Roden, 
stærkt krummet mod Spidsen; Sidetand umærkelig. 

Næseborene skjævt ovale; Egnen imellem Næbet og 
Øinene besat med Børster. 

Hovedet og Halsryggen bedækkede med smalle, til- 
spidsede Fjer. ; 

Benene meget stærke; Fodroden befjeret til Tæerne; 
Mellemtaaen længst, ved Roden forenet med Ydertåaen ved 
en Hud; Kløerne store, krumme, spidse. 


Vingerne lange og brede; første Svingfjer meget kort, 
fjerde og femte længst. 

Ørnene udgjøre de største Arter af denne Gruppe; de 
ere de stærkeste og modigste af alle Fugle. De fleste Arter 
ernære sig af Pattedyr og større, tungtflyvende Fugle; andre 
fornemmelig af Fiske. I Mangel af levende Bytte falde de 
påa Aadsel. 


a. Land-Ørne, Aquila, Cuv. (s. str). 
Fodroden fjerklædt til Tæerne. 


Kongeørn, Åquila fulva, (L). 


Syn. Falco fulvus, L. — Å. chrysaétus, Nilss. 


Dansk: Stenørn, Kongeørn. Norsk: Landørn, Fjeldørn, Svensk: 
Landtérn, Kungsérn, Gullérn. i 


Artsm. Hoved og Hals ovenpaa rustgule, nedenunder sorte; Kroppen 
ovenpaa mørkebrun, nedenunder sortagtig; den øverste Halvdel 
af den afrundede Hale hvid eller graaspraglet, den underste sort. 
Længde indtil 36”, Vingestrækningen 847—90”; Vingerne indtil 
3” kortere end Halen. 

Afbildn. Tab. I. (Falco fulvus) gl. Han. — Suppl. Tab. I. ung Han. 


Hunnen er noget større, men ellers af samme Udseende 
som Hannen. Hos de unge Fugle er det Rustgule paa 
Halsen af mindre Udstrækning og mørkere Farve; Skuldre 
og Vinger dækkede med sorte og graabrune Fjer; det mørke 
Parti paa Halen brunagtigt; hvidagtige Fjerrande paa Under- 
kroppen. Fodrodens Fjerklædning hvidagtig, hos de Gamle 
lysebrun. 

I Overgangsalderen har Fuglen paa Grund af den lang- 
somme Fælding en af begge Tegninger sammensat Dragt. 

Man har baade hvide og hvidplettede Varieter. 

Kongeørnen findes i hele Europa, det nordlige Asien og 
Amerika; den er i Europas Bjergegne en af de almindeligste 
Ørne-Arter, men hører dog heller ikke til Sjeldenheder i Dan- 
mark. Paa Efteraarstrækket forekommer den oftere end om 


10 


Sommeren og hyppigst i Skovegne. Paa den skandinaviske 
Halvø er den især hyppig i det Indre af Landet, men fore- 
kommer dog ogsaa ynglende langs Vestkysten, helt op til 
den russiske Grændse. Den er flere Gange skudt i Grib 
Skov ved Helsingør (Steenberg), i Lyngbygaards Skove 
påa Sjælland (fire Individer; ifølge Fischer), Sneveris pr. Kal- 
lundborg 7%4; i det zool. Museum findes endvidere Exem- 
plarer fra Hagestedgaard paa Sjælland, Skagen, Saxkjøbing 
o. fl. a. St. I Januar 1870 fangedes et Exemplar i en Ræ- 
vesax i Mønsted Sogn v. Viborg (Feddersen), i Februår 1862 
modtog den zool. Have et Exemplar, der var fanget levende 
ved Mariebo (Suhr). Stamhusbesidder E. Møller til Østrup- 
gaard eier et Individ, der blev fanget ved Eliasminde pr. 
Odense. Det havde slugt et Harehoved og var ikke i Stand 
til at flyve. Hr. Gammelgaard modtog et Exemplar til Ud- 
stopning, der var skudt i Nærheden af Aabenraa, og som 
havde hele Forløbet af en Hare i Kroen. I Skovene paa 
Als og i Nordslesvig er den oftere bleven skudt, og der 
hengaaer overhovedet :sjeldent en Vinter, uden at der frå 
Provindserne indløber Meddelelser om, at den er skudt 
eller fanget. 

Ved det skarpe Blik, den stærke Legemsbygning og de 
frygtelige Vaaben forraader denne Ørn sig strax som en 
kjæk og mægtig Røver, der i Forsigtighed og Dygtighed 
overgaaer alle sine Slægtninge, hvorfor den med Rette 
fortjener Navn af Fuglenes Konge. Den tilkjendegiver ved 
enhver Leilighed sin Overmagt ved hele sin Adfærd, af hvilken 
Mod, Kraft, Rovgjerrighed og Klogskab fremlyse. Alle dens 
Bevægelser ere raske og sikkre, og man kan see, at den 
er sig sin Styrke bevidst. Dens Holdning er ædel; naar 
den sidder, holder den Legemet næsten lodret og hviler 
oftest paa én Fod. I Affekt faae Øinene en blodrød 
Farve. Den bliver let tam og lader sig afrette til temmelig 
store Dyrs Fangst. 

For denne mægtige Røvers Angreb er intet Dyr sikkert, 


11 


som den påa nogen Maade troer sig voxen. Den slaåer 
saaledes ned paa Hjorte- og Raadyrkalve, unge Geder, Lam, 
Harer og større Fugle; ja den angriber ikke blot værgeløse 
Dyr, men endogsaa Katte, Hunde, Ræve og Grævlinger. 
Kun stor Hunger bevæger den til at gaae paa friske Aadsler. 
Sin Rede anlægger den i Marts paa høie Skovtræer 
eller Klipper og benytter den flere Aar. Reden er 5—6 
Fod i Gjennemsnit og aldeles flad. Hunnen lægger 2—3 
smudsig hvide, rødbrunplettede Æg, og Ungerne underholdes 
af de Gamle, indtil de selv ere i Stand til at gaae paa 
Rov, men såa taales de heller ikke længere i Forældrenes 
Jagtdistrikt. I Hals Skov ved Nordsiden af Limfjordens 
østlige Udløb er den oftere fundet ynglende. 
Æggets Længde og Brede 
697: homm: 
TA » 5.0M 
Om Vinteren skydes den paa Aadsler og fanges i Svanehalse. 


Af Keiserørnen, Aquila imperialis, Bechst. (4. heliaca, Sav.) findes en 
Afbildning paa Tab. LV (Supplementtavle). Hvorvidt de i Tillæget til 
første Udg. af Danmarks Fugle anførte Meddelelser om denne Fugls Fore- 
komst her i Landet ere tilstrækkelige til, at den tør betragtes som hørende 
til vor Fauna, synes tvivlsomt: Teilmann «vil have bemærket den» paa 
Vestkysten af Jylland (Haandbog S. 4); Apotheker Mechlenburg «har iagttaget 
den» ved det saakaldte Skæferhus i Nærheden af Flensborg, idet han 
tydeligt kunde skjelne de hvide Skulderpletter og i Flugten de spraglede 
Vingefjer. Endelig har Herredsfoged Gad i Sæby meddelt Forf., at der 
i det nordøstlige Jylland undertiden forekommer en Ørn af Kongeørnens 
Størrelse, med hvide Pletter paa Skuldrene, og som af Jægerne benævnes 
«Speilørn». Den unge Fugl er gulgraa med brun Baghals og Ryg, 
brunsorte Svingfjer og brun Hale med lys Spids. 


Skrigørn, Aquila nævia, (Gm). 
Syn. <A. clanga, Pall. — A. bifasciata, Hornsch. (non Gray). 


Artsm. Den afrundede Hale mørkebrun, med mange lyse, smalle (ofte 
utydelige) Tværbaand; Hovedet brunt; Fodroden paafaldende 
lang og tynd, Kroppen glindsende mørkebrun. 

Afbildn. Tab I. (Falco nævius) gl. Han. —. Suppl. Tab. I. ung Han. 


9 


pe 


12 


Hannens Længde er 24—25”, Vingestrækningen 64— 66”, 
Hunnen er af samme Farve som Hannen, men større; den 
har en Længde af 26—27” og et Vingefang af 68”. Om 
Sommeren afbleges Fjerklædningen meget, saa at Hoved 
og Hals blive paafaldende lyse og de øvrige Fjer erholde 
lysere Rande. Ungdomsdragten kjendes let paa den overalt 
rustgulplettede Fjerklædning og den gulgraa Iris, der med 
Alderen bliver brunliggul. 

Skrigørnen har egenligt hjemme i det sydlige og østlige 
Europas Skove, det nordlige Asien og skal heller ikke være 
sjelden i Ægypten. I det nordlige Tydskland er den sjelden; 
dog skal den have ynglet i Mecklenburg (Zander) og er 
skudt ved Slesvig (Faber. Ornith. Not. Pag. 7). Et Exemplar 
fra Holsten (Major Wøldike) findes i det zool. Museum. 
Ifølge Forf.s Optegnelse blev i Nov. 1855 et ungt Individ 
skudt påa Møen og af Konservator Scheel udstoppet til 
Kongen. Ved Bindesbøl (Fjeldsted Sogn) i. Fyen blev den, 
ifølge Meddelelse i Fyens Stiftstidende, skudt i Slutningen 
af Okt. 1868. Efter Mechlenburgs Angivelse har Skrig- 
ørnen ynglet i flere Åar i Stenderup Skov mellem Flensborg 
og Slesvig, hvorfra han erholdt baade unge og gamle In- 
divider samt Fragmenter af Æggene. I Norge vides Skrig- 
ørnen endnu ikke åt være truffen, hvorimod der fra Sverrig 
kjendes to Exempler påa dens Forekomst, det ene fra Skaane, 
det andet fra Lapland. 

I Levemaade har den meget tilfælles med Muse- 
vaagen; den er træg og langsom og blandt Ørnene unæg- 
telig den mindst behændige, saa at den kun anfalder mindre 
og værgeløse Dyr. Forøvrigt er den sky og forsigtig, men 
dog ikke mere, end at den kan fældes ved Reden. Sit 
høitlydende Skrig lader den ikke sjeldent høre. 

Fugle indtil en Agerhønes Størrelse, smaa Pattedyr, 
Krybdyr og Pådder, især Frøer udgjøre dens Hovednæring. 

Den bygger Rede i høie Skovtræer, og Hunnen lægger 


13 


i Slutningen af April eller i Mai 2—4 rundagtige, hvide 
Æg med brune Pletter og Punkter. 
Æggets Længde og Brede 
SUE EG 48mm. 
63 » LD 
Da den er meget sky og forsigtig, maa man liste sig 
til den fra et Baghold, naar man vil skyde den. I Høge- 
buret og Kovfuglenættet låder den sig undertiden fange. 
Ved at fortære mange skadelige Insekter og Mus, 
stifter den megen Nytte. 


b. Hav-Ørne, Haltaétus, Savigny. 


Kun halvt fjerklædt Fodrod; Lægfjerene (Buxerne) lange. 


Hvidhalet Havørn, Haliaétus albicilla,, (L). 


Syn... Falco albicilla, L. — Aquila albicilla, Brehm, — Falco 


ossifragus, auct. (ung). 


Dansk: Havørn, Gaaseørn, Fiskeørn, hvidhalet Ørn. Norsk: Havørn, 
Søørn. Svensk: Hafsérn. Færøisk: Ørn. Islandsk: Ørn. Grøn- 
landsk: Nektoralik, Tertersoak. ; 


AÅrtsm. Næbet i Ungdommen sortagtigt, med Alderen gult. Voxhuden 
samt den nøgne Del af Fodroden og Tæerne lysegule. Den til- 
rundede hvide Hale mørk-brunplettet hos de unge Fugle, hos 
de Gamle renhvid, og ikke længere end de sammenlagte Vin- 
ger. Den gamle Fugl brungraa; Hovedet og Halsen smudsig 
gulbrunhvid, Iris gul. Yngre Fugle overalt mørkere end de 
Gamle. 

Afbildn. Tab. I. (Falco albicilla). gl. Han. —. Suppl. Tab. I. ung Han. 


Længden 34—36”, Vingestrækningen 85—91”,. Hunnen, 
der stedse er større end Hannen, afviger blot ved lysere 
Farver; den er mere graa paa Hovedet og har flere hvide 
Pletter påa Brystet og Ryggen end hin. Først med det 
&de Aar skulle de erholde deres udfarvede Drågt. I Januar 
1864 blev et Exemplar skudt ved Ulfshale, med lysegult ens- 


gt 
od 


14 


farvet Hoved, Hals og Bryst, hvid Ryg, askegraa Hale, 
Buxer og yderste Svingfjer (Telegraphist Petersen). 

Denne Ørn er ikke sjelden i det nordlige Europa, Asien og 
Amerika; i Kystlandene og paa Øerne er den især almindelig. 
I Norge træffes den hyppigt ynglende langs hele Kysten 
fra den russiske Grændse ned til Hvaløerne, talrigst paa 
Lofoten og de andre Øer indenfor Polarcirkelen. I Sverrig 
er den om Vinteren temmelig almindelig langs Sydkysterne; 
om Sommeren findes den hyppigere i Halvøens nordlige Del. 
Paa Færøerne træffes den ikke saa hyppigt som paa Island. 
I Danmark er den ikke sjelden, især om Vinteren, då den 
undertiden sees ifærd med at fiske påa drivende Isstykker 
og ved Iskanterne; stundom angriber den saa store Sødyr, 
at den maa betale sin Dristighed med Livet, idet disse 
trække den med sig ned i Dybet. "Den streifer ogsaa ofte 
til Egne, der ere fjernt fra Vandet, dog gjælder dette især 
yngre Fugle. Den forekommer hyppigt ved Tarm (Ring- 
kjøbing Fjord) og ved en Mængde større Indsøer her i 
Landet, såa at den om Efteraaret, Vinteren og Foraaret 
viser sig mange Steder og temmelig hyppigt skydes her. I 
Vendsyssel traf Fischer den stundom i Flokke ved. over- 
svømmede lave Aabredder. I sin Opførsel har den kun 
lidet Ædelt; den er træg og feig og flygter, naar dens 
Fjende viser Mod. Af Ravnen lader den sig saaledes skræmme. 

Dens Føde bestaaer ikke biot i større Salt- og Fersk- 
vandsfisk, men den tager ogsaa unge Sælhunde og Søfugle 
fornemmelig om Sommeren. Om Vinteren forfølger den især 
Pattedyr, som unge Hjorte, Raadyr og Harer, samt store 
Fugle, f. Ex Gjæs; den røver då ogsaa undertiden Husdyr, 
som Lam, Grise, Faar og tamt Fjerkræ. I Norge, hvor der 
gives mange af disse Ørne, anfalder den undertiden i Sel- 
skab det større Kvæg. Paa Aadsel gaaer den til enhver Tid. 
For nogle Aar siden slog en Havørn i en Skov ved Roes- 
kilde ned påa en Mand, som var klædt i en Skindtrøie. 
Den havde slaaet sine Kløer saa fast i denne, at Manden, 


15 


forinden Ørnen kunde frigjøre sig, fik Tid til at trække 
Trøjen af, viklede Ørnen ind i den og bragte den til Kjø- 
benhavn, hvor han solgte sit Bytte. i 

Havørnen yngler baade paa høie og lave Træer, helst 
i Nærheden af Havet eller Søer. I Marts anlægger den 
Reden, og først i April, undertiden lidt tidligere, lægger 
Hunnen 2, stundom 3 hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede 

Gr: 10 
80 » 63 » 

Underlaget i Reden bestaaer af armtykke Grene. I Jyl- 
land yngler den i Hals- og Oxholm-Skove ved Limfjorden 
og i flere Skove i Vendsyssel, samt ved Boller pr. Horsens, 
Nørholm pr. Varde, Meilgaard ved Grenaa, ved Silkeborg, 
Moesskov ved Hobro o. a. St. I den store Vildmose, hvor 
der ingen Træer findes, har den af Tørv og Ris dannet en 
Høi, der er synlig over hele Mosen; påa denne Høi skal 
den i mange Åar have havt sin Rede. I den lille Vildmose 
S. f. Limfjorden skal der findes en lignende Redehøi (Fischer). 
I 1868 (d. 6te April) traf Feddersen den med Unger i Hald 
Bøgeskov v. Viborg. Fra 1857—61 ynglede den aarligt i 
en Skov ved Skarritsø under Dragsholm Gods. I 1854 
ynglede den i Thoreby Storskov paa Lolland, i 1857 i Bo- 
genæs Skov ved Roeskilde, og paa Baroniet Adlersborg 
skal den ifølge Forf.s Optegnelser yngle aarligt. I 1845 
saaes dens Rede paa en Sandklit, S. for Ringkjøbing Fjord, 
hvor den Aaret tilforn havde havt Unger; Klitsiderne vare 
ligesom gjennemkalkede af Ungernes Exkrementer. I Fyen 
skal den yngle ved Vedelsborg. Hr. Kandidat Dahl i Roes- 
kilde har meddelt Forf., at to Par have ynglet ved Mariebo 
Sø. Efter Fabers Notitser hår den ynglet ved Herlufs- 
holm og Helsingør. 

Den skydes paa Aadsel eller fanges i Rævesaxe. 
Forstraad Bruhl paa Gjøddinggaard har meddelt Forf., at en 
Bonde i hans Egn havde dræbt en Gaaseørn med en Stok; 


16 


formodenligt kort efter at den har holdt et overdaadigt 
Maaltid. — Naar man hen imod Aften lægger Mærke til, 
hvor den tager Nattesæde i Træerne, kan man, helst ridende, 
liste sig til at skyde den. Anskudt er den farlig at nærme sig. 
At den i de Egne, hvor den forekommer hyppigst, anretter 
en Del Skade, fremgaaer af det ovenfor Anførte. Påa Fær- 
øerne skal det tidligere have været Tilfældet, at Den, som 
dræbte en Havørn, kunde, ved at indlevere dens Næb til 
Landfogeden, befrie sig for Livstid fra at svare «Næbbetold» 
(se herom under Corvus corax). 


At den nordamerikanske Hal. leucocephalus (L) skulde være truffen 
i Danmark, er meget usandsynligt. De forskjellige Beretninger, som 
Forf. giver i nærværende Arbeides iste Udg. angaaende dens Forekomst 
her i Landet, ere neppe tilstrækkeligt sikkre til, at man derefter tør ind- 
lemme den i vor Fauna. Boie angiver, at den flere Gange er seet ved 
Norges nordlige Kyster i 1817, men denne Meddelelse beroer efter al 
Sandsynlighed paa en Feiltagelse. 


c. Flod-Ørne. Pandion, Savigny. 


Fodroden nøgen; ingen Lægfjer (Buxer); Ydertaaen kan 
dreies frem og tilbage (Vendetaa); Kløerne trinde, 2den og 
3ådie Svingfjer længst. 


Almindelig Flodørn, Pandion haliaétus, (£.) 
Syn. Falco haliaétus, L. 


Dansk: Fiskeørn, Fiskehøg, Gleie, (Thy). Norsk: Fiskeørn, Fiskegjøe, 
Blaafot. Svensk: Fiskljuse, Fiskhåk, Fisktjuf. Færøisk: Ørn, 


Artsm. Voxhud og Fødder lyseblaa, Iris gul; Benene kortfjerede, uden 
Buxer, rue, skarpt skjællede og ligesom Tæerne meget stærke, 
Saalerne skarpt vortede. Fra Næbet gjennem Øinene langs Siderne 
af Halsen en bred, mørkebrun Stribe. Overkroppen brun med 
smalle, hvidagtige Fjerrande; Underkroppen hvid, med brune 
Pilpletter paa Brystet og Kraven. Halen, der er kortere end 
de sammenlagte Vinger, har 6 mørke Tværbaand. 

Afbilan. Tab. Il. (Falco haliaétus). gl. Han. 


Længde 24—28”, Vingestrækning 52—64”. Hunnen 


(7 


er større end Hannen, og dens hvide Nakkefjer gåaae ikke 
saa langt ned paa Baghalsen som dennes. Førend den 
første Fælding ere Ungerne ganske hvide underneden, og 
Hoved og Hals ere meget hvidplettede. 

Flodørnen opsøger og beboer fortrinsvis Egne, der ere 
forsynede med Søer og Skove, hvorfor ogsaa skovbegrændsede 
Søer og Floder eller Aaer ere dens Ynglingssteder. Den 
er udbredt over saa godt som hele Jorden, men Mangel 
paa Næring tvinger den ofte til at forlade de Lande, hvor 
Vandene om Vinteren ere bedækkede med Is. Paa Van- 
dringer træffes den ofte i småa Selskaber, i Regelen dog 
parvis eller enkelt. Om For- og Efteraaret sees denne 
lille Ørn jevnlig ved Søer og Aaer, og den er ofte skudt 
hist og her i de danske Provindser. Paa Bornholm er den 
hidtil ikke iagttaget, og paa Færøerne er den, saavidt vides, 
kun skudt én Gang. I Norge er den især almindelig i 
Landets østlige Dele. 

Flodørnen er, efter Udseende og Holdning åt dømme, en 
ædel Rovfugl af stort Mod og ikke ubetydelig Styrke; den 
udmærker sig ved sin svævende lette, ofte umaadeligt høit 
stigende Flugt. Man seer den sidde hele Timer paa Stene, 
Bakker, Pæle eller Træer, og nogle Gange om Dagen be- 
stryger den speidende Vandfladerne. 

Dens Næring bestaaer næsten udelukkende af Fiske, som 
den snapper med stor Færdighed, idet den styrter sig ned 
i Vandfladen ofte fra en temmelig betydelig Højde, og dykker 
under. Undertiden finder man Vandrotter i dens Kro. 

Sin temmelig store Rede anlægger den paa Træer i 
Nærheden af Vand, og Hunnen lægger 2—4 brunt plettede Æg. 

Æggets Længde og Brede 

60m= 4omm. 
68 » 508% 

I Skovene ved Holsteinborg i Sjælland skal der for 
omtrent 40 Aar siden have ynglet mange Par, og den yngler 
endnu paa Lolland, (Guldborgland, Nysted, Horeby) og Falster. 


18 


Forfatteren modtog dens Æg fra Mols og fandt selv den 
Ide Mai 1852 12 Par ynglende i Nordre Skov ved Nysted, 
alle i forladte Storkereder, hvis oprindelige Beboere vare 
blevne fordrevne efter morderiske Kampe. Kandidat Dahl 
i Roeskilde angiver den som ynglende ved Skjoldnæsholm 
her i Sjælland samt ved Korselitze paa Falster. 

Paa sidstnævnte Sted fandt Melchior i April 1824, 5 
Reder med 2 å 3 Æg i hver. Ifølge hans efterladte No- 
titser traf han den hyppigt ynglende i Skoven ved Knuds- 
hoved”). I Prof. Reinhardts «Ornithologiske Smaanotitser til 
Landets Fauna» (Vidensk. Meddelelser fra d. nåaturh. Foren. 
1863), hedder det, at nuværende Prof. Steenstrup d. 12te Juni 
1834 i Nærheden af Hillerslev i Thyland havde faaet en Flod- 
ørn, skudt paa Reden, som var bygget inde imellem Rørene 
ved Bredden af en lille Sø, og at Archivarius Winther har 
fundet denne Fugls Rede ved Furesøen, dybt inde imellem 
Sivene og Rørene langs Bredden, opbygget som en Tue, 
paa hvis Top den egenlige Rede befandt sig. Rigtigheden 
af disse Angivelser kan selvfølgelig ikke benægtes, men det 
ligger dog ikke fjernt at antage Muligheden af en Forvexling 
med Circus aeruginosus, der som bekjendt yngler baade ved 
Søerne i Thyland og ved Furesøen. At Fuglen, som Prof. 
Steenstrup erholdt, var en Pandion, kan naturligvis ikke be- 
tvivles, men der haves ingen Sikkerhed for, at den omtalte 
Rede virkelig tilhørte den. Endnu tvivlsommere synes Rig- 
tigheden af den anden Angivelse at være, thi det er van- 
skeligt at forstaae, at Flodørnen skulde vælge en Lokalitet 
som den anførte i en Egn, hvor der er fuldt op af Træer. 
Det er imidlertid bekjendt, at man undertiden træffer saa- 
danne Anomalier med Hensyn til Fuglenes Redebygning 


”) Anm. I Tillæget til 1ste Udgave af nærværende Arbeide angives, 
al Flodørnen for længere Tid siden hvert Aar havde sin Rede paa 
en lille Holm i Kobberdammen ved Kronborg Geværfabrik. I den 
nævnte Dam findes imidlertid ingen Holm; muligvis beroer Ån- 
givelsen påa en Forvexling med Bondedammen. 


19 


(jfr. f. Ex. Falco peregrinus og Corvus corone), men Udgi- 
veren har dog villet henlede Opmærksomheden påa det 
Usandsynlige i de ovenfor meddelte Angivelser. 

Denne lille, men yderst sky og forsigtige Ørn er lettest 
at skyde i samme Øieblik, som den skyder frem af Vandet 
med Bytte, eller medens den fortærer dette. Ved Krage- 
hytten sees den sjeldent. Men ellers fanges den påa Ræve- 
saxe med derpaa befæstede levende Fiske, som stilles paa 
Pæle under Vandet eller ved Bredden. 

Skaden, den foraarsager, strækker sig blot til Fiske- 
damme; der gives desuden såa faa Individer hertillands af 
denne Ørn, at Skaden ikke er af synderlig Betydning. 


d. Slange-Ørne, Circaétus, Vieillot. 


Fodroden lang og nøgen, beklædt med skarpe Skjæl. 
Tæerne korte; den yderste og mellemste ved Roden forenede 
ved en Hud. Skinnebenene forsynede med Lægfjer. Fjer- 
klædningen lang og løs ligesom hos Vaagerne (Buteo). 
Næbet stærkt krummet og uden Tand. 


in 


Europæisk Slangeørn, Circaétus gallicus, (6m). 


Syn. Falco gallicus, Gmel. — F. leucopsis, Bechst. — F. brachy- 
dactylus, Temm. — Aquila brachydactyla, Mey. 


Dansk: Slångeørn, 


Artsm. Voxhud og Fødder lyseblaa, Iris gul, omkring Øiet en hvid 
Dunplet; Overkroppen brun, Underkroppen hvid, med lyse- 
brune eller rustgraa Pletter; Halen med 3 mørke Tværbaand og 
hvide Styrespidser. 

Afbildn. Tab. II. (Falco brachydactylus). gl. Han. 


Længde 24—26"”.  Vingestrækning 60—62”. Halen 
11%", ikke udenfor Vingespidserne. I Habitus staaer den 
imellem Ørnene og Vaagerne. Hunnen har samme Tegning 
som Hannen, men er større. Ungdomsdragten kjendes paa 


20 


den meget mørke Overkrop og den lyst rustfarvede eller 
blegt rødbrune, lidt hvidplettede Underkrop, de utydelige 
Halebaand og.de hvidgraa Fødder. 

Denne hertillands meget sjeldne Ørn har hjemme i de 
sydlige europæiske Lande og kommer kun ganske undtagel- 
sesvis hertil i den varme Åarstid. 

I Udseende har den, forfra betragtet, ved første Øiekast 
mest Lighed med en Ørn, men seer man den fra Siden, 
tror man at have en Vaage for sig, hvilken Fugl den ogsåa 
mest ligner i sin Adfærd. Den er en træg, godmodig Fugl, 
hvis Blik snarere røber Frygtsomhed end Grusomhed. 

Dens Næring bestaaer vistnok næsten udelukkende i 
Padder og Krybdyr, især Slanger. 

Sin Rede bygger den i Skove paa høie Træer og lægger 
292—3 hvide svagt blaalige Æg, der i Farve ligne Æggene 
af Astur palumbarius. De ere, som Rovfugleæg betragtede, 
ualmindeligt store i Forhold til Fuglens Størrelse; idet deres 
Længde varierer imellem 677" og 7årm; Breden er 
b55mm. — 56rmm. Den skal, efterBenicken (Isis 1824), have 
ynglet i en Skov ved Slesvig, dog kun ét å to Par, som 
havde holdt sig i flere Aar, uagtet flere Gamle vare blevne 
bortskudte om Foraaret, af hvilke adskillige fandtes i hans 
Samling. Ornithologen Emil Hage har bekræftet det, og 
Apotheker Mechlenburg ligeledes. Ifølge Forf.s Opteg- 
nelser har den efter Mechlenburgs Angivelse ynglet i Kobber- 
mølle-, Aarup- og Kliplev Skove; fra sidstnævnte Sted erholdt 
Mechlenburg d. 12te Juli 1832 en gammel Hun og de næsten 
flyvefærdige Unger. Efter Teilmann er den skudt ved Endrup- 
holm. Den 10de Aug. 1859 blev den skudt i Hanneved 
Skov (ved Flensborg), hvor den havde sin Rede; den næsten 
fuldvoxne Unge blev opklækket af Telegraphist Petersen i 
Flensborg og kort efter indlemmet i den herværende zool. 
Haves Samling. I Kroen påa det dræbte Individ fandtes en 
levende og tre døde Hugorme. Det følgende Aar indfandt 
der sig atter et Par i samme Skov, men det forsvandt snart, 


21 
og efter den Tid er Slangeørnen, såavidt vides, ikke be- 
mærket der. I 1854 ynglede den i Dravit Skov ved Tønder, 
hvorfra Pastor Dabl i den nævnte By havde dens Æg. 

Paa den skandinaviske Halvø er den hidtil ikke be- 
mærket. 

For at skyde den maa man yderst forsigtigt liste sig 
til den, thi den er meget sky. 


2den Gruppe: Glenter, %2lvr. 


Næbet sammentrykt, lidt langtrukket, med en stor 
Krog og enten aldeles ingen eller dog kun en meget but 
Tand; Næseborene ovale, Mundvigen midt under Øiet; Egnen 
mellem Øie og Næb dækket af Børster; Hoved- og Hals- 
fjerene lange, spidse. 

Fodroden kort, fortil halvt fjerdækket, forøvrigt belagt 
med Tværplader; Ydertaaen ved Roden forenet med Mellem- 
taaen ved en Hud. 

Vingerne naae til Enden af den gaffelformigt ud- 
skaarne Hale; 4de Svingfjer længst. 

Disse temmelig store Rovfugle ere rædde og feige; 
de angribe altid deres Rov paa Jorden, aldrig i Flugten. 
Deres meget lange Vinger og brede Hale gjør Flugten 
let, høj og skjøn. Saaledes seer man dem ofte ligesom 
svømmende i Luften at beskrive Buer og Kredse i en 
umaadelig Højde. Det ørneagtige Næb og de smalle, spidse 
Hoved- og Halsfjer minde om Ørnene. 


Rød Glente, NMilvus regalis, Briss. 
Syn. Falco milvus, L. — Milvus ruber, Brehm. 
Dansk: Glente. Norsk: Glente. Svensk: Glada, Glånta (Skaane), 
Ormvåka (Smaaland). 

Artsm. Overkroppen rustbrun med lysere Fjerkanter: Hovedet hvidagtigt, 
Halsen rustrød, begge med brune Skaftstreger; Halen dybt kløf- 
tet, rødbrun med sortagtige Tværstreger; Fodroden halvt befjeret 
og gul; Næbet sort; Iris sølvgraa, med Alderen gul. 

Afbildn. Tab. 1V. (Falco milvus) gl. Han. 


vs 
(89) 


Hunnen er større og har en blegere Hale samt mere 
Hvidt paa Brystet; Rustfarven er overhovedet meget lysere, 
og de sorte Pletter påa Midten af Fjerene ere mindre. 

Ung Fugl før den første Fælding: Øieringen brungraa; 
Strube og Kinder hvide med brune Streger i Øreegnen; Is- 
sen og Baghalsen gulagtighvide med rustrøde Pletter; Ryg- 
gen og Skulderfjerene brune med gulagtige Kanter; Brystet 
rustrødt med gulagtige Pletter; Lægfjerene lysere end Bry- 
stet; Halen ovenpaa rustrød, lidt brunplettet, nedenunder 
hvidagtig med enkelte mørke Tværpletter. 

Hannens Længde 25”, Vingestrækning 60”. 

Hunnens VET 66”, 

Glenten er hos os en Trækfugl, som om Sommeren findes 
næsten overalt i vore Skove. I Vendsyssel træffes den langt- 
fra saa hyppigt ynglende som paa Øerne, og paa Bornholm 
vides den end ikke med Sikkerhed at være bemærket. Den 
ankommer sidst i Marts eller først i April og er en af For- 
aarets sikkreste Bebudere; i Oktober forlader den «os. Efter 
afd. Apotheker Steenbergs Optegnelser ankom den til Hel- 


singør: 1823 den 2den Marts 
1825 — 10de — 
1833 — 2dåde — 
1837 — 18de — 


og efter Melchiors Notitser til Herlufsholm: 
1823 den 4de Marts 


1824 — 2den — 
1825 — 28de Februar 
1827 — 3die Marts 
1829 — Øde  — 
1831 — 3die. — 


I Veileegnen såaes den i 1848 den 29de Febr. Den er ud- 
bredt over hele Europa. I de sydligere Egne af vor Ver- 
densdel er den Standfugl og derfor hyppigere. I Norge er 
den ikke saa almindelig som i Danmark; ynglende træffes 
den kun i Landets sydøstligste Udkant og forekommer i det 


23 


Hele taget kun sparsomt. I det sydligste og mellemste 
Sverrig er den temmelig almindelig. Den er sky, forsigtig 
og listig, i det Hele taget feig, men dog undertiden såa 
dristig, at den tager det tamme Fjerkræ bort fra Husene. 

Ungt Fjerkræ, overhovedet mindre Fugle, smaa Patte- 
dyr, undertiden vel ogsaa Krybdyr og Fiske, udgjøre dens 
Næring. Dog falder den ogsaa paa AÅadsel. 

Den store, flade, af tørre Grene byggede og med blødt 
Stof forede Rede anlægges paa høie Skovtræer eller i tætte 
Ellehugster, ikke høit fra Jorden. I sidste Halvdel eller hen- 
imod Slutningen af April, stundom først i Mai lægger Hun- 
nen 2—4 smudsighvide eller grønagtige Æg, bestrøede med 
mange smaa og nogle større leverfarvede Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

SDDn: Noam: 
59/19 46 » 

Ved Kragehytten og påa Aadsler er den let at skyde, 
og den gaaer ligeledes i Rovfuglefælder og Garn. Paa Rotte- 
saxe, med en død Fugl, Muldvarp eller deslige, fanges den 
ogsaa. 

Ved at fortære Aadsler, en stor Mængde Mus og andre 
skadelige Dyr er Glenten en nyttig Fugl; Skaden, den under- 
tiden anretter ved at røve de unge Fjerkreaturer, er mindre 
betydelig. 


Sort Glente, Milvus niger, Briss. 


Syn. Falco ater, L. — F. parasiticus, L. — F. fusco-ater, Mey. 
Milvus ater, Brehm. 


Artsm. Overkroppen sortebrun; Halen tegnet med mange smalle, sorte 
Tværbaand, kun svagt gaffeldelt. 

Hunnen er lidt mørkere og større end Hannen; hos de unge Fugle 
er Voxhuden og Fødderne lysere, Iris mørkere; Hoved og Nakke med 
rustgule Fjerspidser og mørkebrune Skafter; den øvrige Overkrop brun 
eller rødagtig-mørkebrun med graagule Fjerkanter; Bryst, Bug, Under- 
gump og Lægfjer brune med lysere Striber og mørkebrune Skafter. 


2Åå 


Hannens Længde 22—24”, Vingestrækning 52—54", 

Hunnens  —  24—26”, — 60 , 

Nogen virkelig Berettigelse til at optage denne Art blandt Danmarks 
Fugle har Udgiveren ikke kunnet finde. Den eneste Grund dertil har 
Forf. uden Tvivl søgt i Naumanns Angivelse (Naturgesch. d. Vogel Deutsch- 
lands I. p. 342): «ist schon in Preuszen nnd Dånemark selten.» Da 
imidlertid Muligheden for dens Forekomst her i Landet ikke kan siges 
at ligge fjernt, har Udg. anseet det for rettest ikke helt at lade Arten 
uomtalt. 

Den er en Beboer af den gamle Verdens sydligere og østligere Him- 
melstrøg. I det nordlige Tydskland, hvor den dog er sjelden, falder dens 
Træk paa samme Tid som den røde Glentes. Dens sædvanlige Opholds- 
sted er Skove, der have Vand i Nærheden. 

Fiske udgjøre nemlig dens Yndlingsføde; dog forsmaaer den heller 
ikke Frøer, Mus og unge Fugle, Insekter og i Nødsfald Aadsler. 

Sin Rede bygger den paa høie Træer og lægger i Midten af Mai 
2—4 Æg af Udseende, Form og Størrelse omtrent som den røde Glentes. 

Æggets Længde og Brede: 

52 mm. 4] wm. 
58 » 46 » 

Den er vanskeligere at skyde end hin; en Rottesax, lagt under Vand- 

fladen, med en Fisk til Lokkemad giver den letteste Fangst. 


3die Gruppe: Vaager, Buteones. 


Næbet svagt, med en meget afrundet, ofte utydelig 
Tand; Hovedet bredt; Kroppen tyk og plump. 

Fødderne med en temmelig stærk og kort Fodrod; 
korte, plumpe Tæer; Kløerne forholdsvis temmelig svage og 
kun lidt krummede. 

Vingerne af Middellængde og brede; Iste Svingfjer 
meget kort, 4de længst; Fjerklædningen temmelig lang, blød 
og løs. 

Vaagerne ere dovne, modløse, langsomme og sky Fugle, 
som man ofte seer lure paa deres Kov i hele Timer frå en 
ophøjet Gjenstand, eller der at udhvile sig efter et Maaltid. 
Déres Næring bestaaer i alle Slags Smaadyr, baade Hvirvel- 
dyr og hvirvelløse; de kunne ikke fange i Flugten. 


25 


aa) Musevaage, Buteo, Bechst. 
ik. FS 
Almindelig Musevaage, Buteo vulgaris, Bechst. 
Syn. Falco buteo, L. — F. communis, variegatus, versicolor, 
albidus, L. (De forskjellige Varieteter.) 


Dansk: Musevaage. Norsk: Musvaage, Skjørvingesvaag. Svensk: 
Ormrvråk, Qvidfogel, Musvåg, Musvråk, Slaghok. 


Artsm. Voxhuden noget ophøjet og gul ligesom den næsten nøgne Fod- 
rod; Øieringen brun eller graa; Skafterne paa Sving- og Styre- 
fjerene hvide; Vingerne næsten af lige Længde med Halen, der 
har 10—12 graa Tværbaand; Overkroppen mørkebrun; Under- 
kroppen af samme Farve eller smudsighvid med talrige mørke- 
brune Pletter. 


Afbildn. Tab. IV. (Falco buteo) gl. Han. 


Der gives talrige Afændringer i Farve og Tegning, f. Ex. 
sortebrune, mørkebrune, graabrune, brune, rødbrune, plet- 
tede, næsten hvide og (yderst sjeldent) renhvide. 

Hannens Længde 20—21”, Vingestrækning 44—48”. 

Hunnens  —  22—24", — 46—50”. 

Imellem Han og Hun finder ingen anden Forskjel Sted 
end i Størrelsen, og ligesaalidt kunne de Unge med Sikker- 
hed adskilles fra de Gamle. 

Den almindelige glatfodede Musevaage er hos os, som 
i næsten hele Europa, den hyppigste Rovfugl. I Norges og 
Sverrigs sydligere og mellemste Egne er den meget tal- 
rig. Længere mod Nord træffes den kun undtagelsesvis. 
Påa Bornholm er den, saavidt vides, hidtil ikke iagttaget. 

Efter Apotheker Steenbergs Meddelelse ankom den til 
det nordlige Sjælland: 


1825 den 10de Marts 
1832 — 12te  — 
1837 — 18de — 
1838 — Ååde April. 


26 


Efter Melchiors Angivelse indtraf den ved Herlufsholm : 


1821 den 28de Februar n 
1822-79 EA, 0 r=— FASER 
1823: —::27de …… E— 


Man seer den hele Sommeren igjennem, om end kun enkelt 
eller pårvis, dog overalt paa Marken, næsten i enhver Skov 
og i. mange Krat. Til Byerne kommer den ikke sjeldent. 
Under et heftigt Uveir den 14de Septbr. 1855 faldt saaledes 
en Musevaage, truffen af Lynstraalen, ned i Gaarden til 
Christian d.7des Palais paa Amalienborg. Om Efteraaret i 
Septbr. og Oktbr. trække mange til sydligere Lande, men 
flere forblive her Vinteren over, naar ikke altfor megen Sne 
nødsager dem til at flytte. For en, Del Aar tilbage opholdt 
en hvid Varietet sig flere Vintere i Træk ved Herlufsholm 
(Melchior). Paa Tilbagetoget i Marts og April seer man dem 
ofte i. store Skarer samtidigt med Glenten.  Musevaagen 
sidder gjerne længe paa ét Sted, påa en Sten, Jordhøi eller 
desl., paa aaben Mark, eller paa tykke, fremragende, helst 
udgaåaede Grene. I dens Charakter ligger mere dum Trodsig- 
hed og Stivsind end Ondskab. 

Ved at udrydde utallige Mus, som tilligemed Frøer 
udgjøre dens fornemste Næring, er den overordenligt nyttig. 
Vore Husfugle, og Fuglevildtet overhovedet, gjør den ingen 
synderlig Skade. Naar den lider Hunger, angriber den Harer 
og Agerhøns, undertiden tamme Høns;, og ellers falder den 
paa Aadsel. 

Den store, 2 Fod brede Rede staaer som oftest temme- 
lig lavt paa Træer, er ofte ikke andet end en udvidet Krage- 
eller Ravnerede og bliver afbenyttet i flere Aar. I Ulvskoven 
i Vendsyssel findes saaledes en Rede, der i de sidste Aar af- 
vexlende har været benyttet af Musevaagen, Hønsehøgen og 
Kavnen. Hunnen lægger i Midten eller Slutningen af April, 
stundom først i Mai, i Almindelighed 3, sjeldnere 2 eller 4 
Æg, hvis Grundfarve som oftest er graagrønlig hvid med 

Hr 4 


3 é kk 


2 


rødbrune Pletter, Punkter og Snirkler i høist forskjelligt An- 
tal og ligesaa forskjellig Fordeling. 

Æggets Længde og Brede: 

54 mm. 43 mm. 
58 » 46 » 

Hvor den gaaer til Nattehvile, kan man skyde den paa 
Anstand, men endnu bedre ved Kragehytten. I Høgeburet 
og Rovfuglegarnet fanges den let; vel ogsaa i Rottesaxe. 
med en Mus eller Frø til Lokkemad. 


Laadenbenet Musevaage, Buteo lagopus, (Brinn.), 


Syn.  Årchibuteo lagopus, Brehm. — Triorches lagopus, Kaup. 
Dansk: Vinter-Musevaage 'Sjælland). Norsk: Fjeldvaage, Graafalk. 
Svensk: Fjosbent Wråk, Gråfalk. 


Årtsm. Benene fjerklædte til Tæerne; disse og Voxhuden gule, Kroppen 
brunplettet paa hvid Grund; nederst paa Brystet et stort, brunt 
Skjold; Halen hvid med ét eller (med Alderen) flere mørke Baand 
ud imod Spidsen, der har en lys Søm; under Vingen fortil en 
stor mørkebrun Plet. 


Afbildn. Tab. IV (Falco lagopus), gl. Han. 


Længde 20—22", Vingestrækning 48—52"”, 

Hunnen har i Almindelighed mere Hvidt og et mere 
rustgult Hoved; Hals og Bryst hvide med sortebrune Længde- 
streger og Pletter; dog pleier Hannen her at have flere Plet- 
ter end Hunnen, denne derimod flere under Bugen. Naar 
undtages, at Hunnen er større, er Kjønsforskjellen iøvrigt 
ubetydelig, ofte umærkelig. 

I Ungdommen have de fleste Individer en mørkebrun, 
næsten uplettet Bug og kun ét Halebaand. 

Denne Musevaages Sommeropholdssted er de nordlig- 
ste Lande i Europa, hvor den endog undertiden over- 
vintrer; vore Egne besøger den kun paa sine Vandringer 
til og fra sydligere Lande i September og Oktober, samt i 
Marts og April; kun Enkelte forblive her i milde Vintere. 
Den vides skudt paa mange Steder i Danmark, dog hyppigst 


ER 
> 


Cd 
KE 


he 


28 


i Søndermarken ved Frederiksberg, hvor den skydes paa 
Anstand, naar den begiver sig til Nattero; ligeledes ved St. 
Hans Hospital v. Roeskilde, Sorø, Flensborg o. fl. a. St. 
Paa Bornholm sees den jevnligt om Efteraaret og Vinteren. 
Den er ligeledes flere Gange skudt i Vendsyssel baade For- 
aar og Efteraar (Øhdt.). I Danmarks nordlige Bilande er 
den ikke truffen. 

Den er modigere, dristigere og noget ædlere i Væsen 
og Holdning end den almindelige Musevaage og minder mere 
om Ørnene end hin, med hvilken den forøvrigt har megen 
Lighed og fælles Levemaade. 

Mus er nemlig dens fornemste Næring, dog fortærer 
den ogsaa Rotter, Slanger, Firben og Insekter; Fugle ere 
den en stor Lækkerbidsken, men det er kun rugende, syge 
eller udmattede og ganske unge Fugle, den er i Stand til 
at gjøre til sit Bytte; unge Haårer maaåe undertiden ogsaa 
holde for. Den synes ikke at gaae paa Aadsel. 

Den yngler mest i det høje Nord; dog er den efter 
Hr. Cand. jur. Strandgaards Meddelelse ogsaa funden yng- 
lende i Restrup og Haraldslunds Skove i Jylland. Adjunkt 
Feddersen fandt dens Rede med 3 Æg i Omegnen af Vi- 
borg den dte Mai 1869, og ifølge Pastor Jacobsens Angivelse 
er den funden ynglende ved Sorø. Mechlenburg antager, at 
den yngler ved Flensborg, hvorfra han oftere har fåaet den 
om Sommeren. Reden bygges påa Træer; i Bjergegne paa 
Klipper. I April eller Mai indeholder den 2—4 hvide eller 
graahvide Æg, som paa den butte Ende have tætstaaende, 
lergraa eller graabrune Længdepletter og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

Dom. Anm. 
60 » 45 » 

Den skydes og fanges som foregaaende; angaående 
dens Nytte og Skadelighed gjælder hvad der ovenfor er sagt 
om hin. 


29 


b) Hvepsevaage, Pernis, Cuv. 


Næbet stærkt sammentrykt, men svagt og uden Side- 
tand; Næseborene lange og smalle, foroven dækkede med 
en Hinde; Egnen imellem Næbet og Øiet tæt bedækket med 
korte, stive, skjælagtige Fjer. Fodroden kort, foran halvt 
fjerdækket, skjællet; Mellemtåaaen ved Roden forenet med 
Ydertaaen ved en kort Hud. Vingerne naae ikke fuldt 
til Enden af den lange, tilrundede Hale; 3die Svingfjer 
længst. 

De herhen hørende Fugle ere træge og feige Rovfugle, 
som mest leve af Insekter, især åarevingede. Den eneste 
hos os, og overhovedet i hele Europa, forekommende Årt er: 


Almindelig Hvepsevaage, Pernis apivorus (L.). 
Syn... Falco apivorus, L. 


Dansk: Hvepsebussard, Hvepsefalk. Norsk: Hvepsehøg. 
Svensk: Biwråk, Slaghåk, Wesphåk. 


Artsm. Den lange, afrundede, graaagtige Hale har sædvanligvis 3, sjeld- 
nere Åå tydelige, mørke Tværbaand, mellem hvilke der i Regelen 
findes flere mindre; Kløerne svagt krummede. ; 


Afbildn. Tab. V (Falco apivorus) gl. Han. — Suppl. Tab. II 97. Hun 
og ung Han. 


Længde 22—24”, Vingestrækning 50—52”, 

Hvepsevaagen varierer saa meget i Farvetegning, at det 
næsten vilde være umuligt eller dog for vidtløftigt at be- 
skrive alle Nuancer. 

Hunnen, der er betydeligt større, har intet Askegraat 
paa Hovedet; kun i en høi Alder findes der Spor deraf; 
sædvanligst ere Isse og Nakke mørkebrune med hvidagtige 
Fjerrande og Panden brunagtighvid. Andre Adskillelsestegn 
fra Hannen ere bedragelige og usikkre, da Hunnen ligeledes 
er underkastet mangfoldige Afændringer. 

I Ungdomsdragten ere Afvigelserne i Farve og Tegning 
næsten endnu større end i den udfarvede; de unge Fugle 

BF 


30 


kjendes lettest påa den brune Øiering og den lysegule 
Voxhud. 

Hvepsevaagen er hyppigere i Europas østligere Egne 
og en Del af Asien end hos os, hvor der kun hist og her 
findes enkelte Par ynglende i aåaabne Skove. I Norge er den 
temmelig almindelig Syd for Dovrefjeld og yngler ikke sjel- 
dent i de sydlige Kystegne. I Sverrig træffes den derimod 
ynglende i de nordlige Egne, helt op imod Polarcirkelen. 
Som Trækfugl ankommer den her til i April; fra August 
streife baade de Gamle og Ungerne omkring, og i Oktober 
forlade de os. Hofjægermester Teilmann skød den ved Kjø- 
rup i Fyen 1824; fra Amager modtog Forf. 2 Exemplarer, 
skudte i Kongelunden i September 1846; i Skovene ved Hel- 
singør er den mindre sjelden (Steenberg). I det zool. Mus. 
findes en ung Hun, skudt ved Aalborg den 26de Mai 1870 
(Adj. Juel) og en Varietet (ligeledes en Hun) skudt paa Sjæl- 
land den 17de Septbr. 1857. Fischer, som i Vendsyssel og 
påa Bornholm traf den skarevis påa Foraarstrækket, antager, 
at den yngler begge Steder. Apoth. Benzon hår dens Æg 
fra Lolland. Efter Melchior forekommer Hvepsevaagen aar- 
ligt i stor Mængde ved Gjedsergaard, hvor den indtræffer i 
Septbr. og forbliver hele Efteraaret. I Mai vender den til- 
bage fra sit sydligere Vinterkvarter for at drage videre mod 
Nord. I 1823 blev et Par der Sommeren over og ynglede. 
1 den milde Vinter 18?%04 overvintrede et Par samme Sted. 
Den dte Septbr. 1824 saae han ved Herlufsholm en Flok paa et 
Par Hundrede, der trak Syd paa. Den 12te og 135de Septbr. 
saae han atter et stort Træk og saaledes hvert Aar. Mech- 
lenburg fandt den ynglende ved Gliicksburg den 18de Juli 
1827 og 20de Juni 1831. Forf. fik den ganske unge Fugl 
fra Kjøbenhavns Omegn den 6te Aug. 1858. 

I Levemaade har den Lighed med Musevaagen. Den er 
en feig Fugl, der i saa Henseende overgaaer alle andre 
indenlandske Rovfugle. Godmodighed, Frygtsomhed og dum 


31 


Trodsighed ere Grundtrækkene i dens Charakter. Den er 
sky, flyver langsomt og tungt, som oftest lavt. 

Hvepser, Bier og andre Insekter med deres Yngel ud- 
gjøre dens Yndlingsføde; desuden æder den ogsaa gjerne 
Frøer, Mus, Firben og Staalorme, som den belurer, siddende 
paa Jorden; ofte plyndrer den Fuglerederne og tager ogsaa 
undertiden til Takke med Frugt og i Nødsfald med Aadsel. 

Den store, flade Bede, som den i Mai og Juni bygger 
paa Træer, staåaer snart høit, snart lavere og udmærker sig 
ved, at den er belagt med grønne Løvgrene (hvilket forøvrigt 
ogsaa ofte er Tilfældet med Musevaagernes). Dens 3—4 
Æg ere gulrøde og besatte med store rødbrune, uregel- 
mæssige Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

AOmm- BOE: 
Sl HD) AA »v 

Den er vanskelig at faae paa Skud og endnu vanskeligere 
at fange i Bur og Garn. I April 1848 fangede Forf. den i 
et Høgegarn ved Thyrsbæk. Forøvrigt maatte den vel let- 
test kunne fanges paa en Rottesax med en levende Frø til 
Lokkemad, stillet i Nærheden af dens sædvanlige Opholdssted. 

Ved sin Næring er Hvepsevaagen nyttig; thi den for- 
tærer daglig en Mængde for Land- og Forstmanden for- 
dærvelige Insekter, hvorimod Skaden, den anretter, er ube- 
tydelig. 


4de Gruppe: Ædelfalke, Falcones. 


Næbet kort, rundagtigt, meget krumt lige fra Roden, 
forsynet paa Randene af Overnæbets Spids med en stor, 
skarp Tand og et tilsvarende Udsnit i Undernæbet. Egnen 
omkring Øiet nøgen. Øieringen brun. 'Næseborene runde, 
med en Tap i Midten. Benene korte, stærke; Tæerne 
lange, med en større eller mindre Hud ved Roden imellem 
den som oftest usædvanligt lange Mellemtaa og Ydertaaen; 


32 


Kløerne store, spidse, meget krumme. Vingerne lange, 
smalle, spidse; Sving- og Styrefjerene meget stærke; Zden 
Svingfjer længst. Fjerbedækningen tæt og fast. 

De tilhøre mere de nordlige end de sydlige Lande, 
hvorhen flere Arter kun vandre i den kolde Åarstid. Alle 
herhen hørende Rovfugle udmærke sig ved en kraftig Legems- 
bygning og en yderst behændig og hurtig Flugt; de be- 
sidde et beundringsværdigt Mod og en overordenlig Styrke, 
Egenskaber, der gjøre dem dygtige til Jagt påa andre Fugle, 
hvortil de fleste Arter, naar de ere indfangede i Ungdom- 
men, lade sig afrette. De ernære sig alene af levende Bytte, 
nemlig mindre Pattedyr og Fugle, som de almindeligvis gribe 
i Flugten, ofte ved med Pilens Fart at styrte sig ned fra 
en uhyre Høide. 


a) Æyte Ædelfalke, Falco. 


Jagtfalk, Falco gyrfalco, Lin. 


Syn. Falco Islandicus, L. — F. candicans, Gm. — F. Grøn- 
landicus, Brehm. 


Dansk: Jagtfalk, Islandsfalk, Hvidfalk. Norsk: Jagtfalk. Svensk: 
Jagtfalk, Islandsfalk, Hvitfalk, Blåfot.. Færøisk: Fålkur. Islandsk: 
Fålki, Valur. Grønlandsk: Kirksoviarsuk-kakortuinak, Kekingoak. 


AÅrtsm. Voxhud, Øiekredse 'og de store Fødder blaa, senere grønagtige, 
i høi Alder bleggule; Halen længere end Vingerne, tegnet med 
12— 14 brune eller hvide Tværbaand. Gammel Fugl: 'hvid, oven- 
til brunplettet; midaldrende Fugl: oventil brungraa, hvidplettet, 
nedenunder gulagtighvid med brune, hjerte- eller lancetformige 
Pletter; ung Fugl: oventil brun, nedenunder hvidgul med brune 
Længdepletter. Den gamle Hun har hvid Grundfarve, men de 
tværgaaende mørkebrune Baand paa Kroppens øverste Dele, saa- 
velsom de langsgaaende Pletter paa de nedre Dele, ere talrigere 
og større; den er ofte 3—4” længere end Hannen. 


Afbildn. Tab. II (Falco gyrfalco) gl. Han. — Suppl. Tab. I (F. candicans) 
ung Han. — ?det Suppl. Tab. i (F. [candicans] Groenlandicus) Han og 
Hun. Ibid. «F. gyrfalco; Schlegel (F. lanarius, L.)» gl. Han. 


Længden 22—24"”, Vingestrækning 48—52”, Halen 
8—9". 


33 


Jagtfalken lever i de nordligste Lande af Jordkloden 
og beboer især bjergfulde og vilde Egne påa Færøerne og 
Island, i Norge, Lapland, det nordlige Sverrig, det. nordlige 
Amerika og Grønland. De Gamle ere Standfugle, hvorimod 
de Unge ofte om Vinteren flytte til sydligere Egne; det er, 
saavidt vides, blot yngre Individer, der ere skudte her i 
Landet. 

Bonnez angiver den som skudt paa Lyngdal Hede pr. 
Grenaa. Ifølge Isis 1822, IT. p.770 forefandt Boje i Somme- 
ren 1819 paa Amrum et Skind af denne Fugl, skudt paa 
selve Øen. Faber havde hist og her i Sjælland og Jylland 
seet Individer af den, skudte paa disse Steder; hån anfører 
(Ornith. Noticer p. 9), at en Lieutenant Muller i sin Fugle- 
samling havde et Exemplar, som var skudt ved Aarhus. 
Distriktslæge Nyerop hår meddelt Forf., at den en Vinter- 
dag for nogle Aar siden blev nedskudt fra Kirketaarnet i 
Nykjøbing p. Mors. 

Det er en skjøn Fugl, hvis Blik og hele Ydre udtrykker 
Mod, Kraft og Raskhed. Hvad Kongeørnen er blandt Ør- 
nene, det er denne herlige Jagtfalk blandt Ædelfalkene. 
Trods sin Vildhed og sit urolige, kjække Væsen, der frem- 
lyser af alle dens Bevægelser, lader den sig dog uden ”stor 
Vanskelighed tæmme og afrette til Jagt paa Harer og mange 
Slags Fugle. Den er lærvillig og lydig, stærk, forvoven, 
smidig og udholdende, saa at den ubetinget er den fortrin- 
ligste Fugl til Jagt. 

Dens Næring er levende fangede Pattedyr og Fugle; den 
er Rypernes uforsonligste Fjende, og den skal ogsaa tage 
Harer. I Maaden, paa hvilken den fånger sit Rov, har den 
Lighed med Duehøgen. 

Jagtfalken bygger Rede paa steile, utilgængelige Klipper 
og lægger 3 å 4 rustgule, brunplettede Æg af 54—63rm. 
Længde og 44—48 mm. Brede. 

Man fanger den i forskjellige Slags Rovfuglefælder og 


34 


Garn med en levende Due til Lokkemad. Den er meget 
vanskelig at komme paa Skud. 


Om Slagfalkens (F'. cyanopus) Forekomst i Danmark og det øvrige 
Skandinavien vides hidtil intet Bestemt; dens Optagelse i iste Udgave af 
nærværende Arbeide støtter sig kun til en Formodning.  Afbildningen 
(Tab. Il) er taget af «Rhea». 


Vandrefalk, Falco peregrinus, Briss. 
Syn.  F. communis, L. — F. abietinus, Bechst. 


Dansk: Vandrefalk, Duefalk, Blaafalk. Norsk: Pilegrimsfalk. Svensk: 
Pelegrimsfalk, mindre Jagtfalk. Færøisk: Fålkur. Grønlandsk: 
Kirksoviarsuk Millekulartok. 


Artsm. Voxhud, Øiekreds og Fødder gule, i Ungdommen grønagtige; de 
sammenlagte Vinger af lige Længde med Halen; en bred Streg 
under Øjnene, saavelsom den øverste Del af Kinderne, sort; 
Nakken hvidplettet. Gammel Fugl: askeblaa med sorte Tvær- 
pletter; underneden rødlig- 'eller blaalighvid med sorte Bølge- 
linier, Halen med 9—12 Tværbaand. Ung Fugl: ovenpåa mørke- 
brun med lyse Fjerrande, nedenunder gulagtig eller brunlighvid 
med brune Længdepletter; Halen med 7—9 lyse Tværbaand. 


Afbildn. Tab. Il, gZ. Han. — Suppl. Tab. I, ung Han. 


Hannens Længde 16—17”; Vingestrækning 38”, Hun- 
nens Længde 18—20”, Vingestrækning 43—45”. 

Denne Falk, der findes i hele Europa, det nordlige Asien, 
Afrika og Amerika, er hos os just ikke .almindelig, men dog 
heller ikke sjelden, da dens Streiferier begynde om Efter- 
aaret og vare hele Vinteren igjennem. Om Sommeren be- 
boer den skovrige Bjergegne, vel ogsaa nøgne Klipper; men 
alligevel lade ogsaa da enkelte unge Individer sig see her. 
Den foretrækker overalt Naaleskove til sit Opholdssted, og 
derfra besøger den Markerne. I Sverrig og Norge er den 
temmelig almindeligt udbredt og træffes ynglende påa mange 
Steder. Paa Færøerne synes den at være sjelden og kun at 
forekomme som en tilfældig Gjæst. Den er flere Gange 
skudt ved Helsingør (Steenberg); fra Amager erholdt Forf. 
den i Efteraaret 1847, saavelsom fra Grenaa-Egnen; Faber 


rn ES (Jad 
7", ør SR 


sk 


35 


angiver den (Ornith. Noticer p. 9) som skudt ved Herlufs- 
holm og tilføjer, at en Vandrefalk i lang Tid opholdt sig i 
Kjøbenhavn, men siden blev skudt ved det gamle Slots Rui- 
ner. Paa Taget af Christiansborg Slot sees den ofte. Apoth. 
Benzon eier et Exemplar, som den 16de Oktober 1864 blev 
taget paa Nørregade her i Kjøbenhavn. I det zool. Mus. 
findes et Exemplar fra Als (28de Septbr. 1840) og et fra 
Kongelunden (30te Januar 1861). E. Hage skød den den 
l4de Januar 18 —? ved Stege. Paa en Sneppejagt i Bagges- 
vogn pr. Hjørring i April 1856 fandt prakt. Læge Fr. Horne- 
mann en nylig død og aldeles ubeskadiget Vandrefalk. Ex- 
emplaret indsendtes til Universitetsmuseet (Reinh.). For en 
Del Aar siden blev en Vandrefalk, som var kommen i Kamp 
med en Havørn, slaaet til Jorden af denne og, medens den 
endnu var levende, bragt til Apoth. Mechlenburg i Flens- 
borg. Efter afdøde Kammerherre Poulsens Notitser blev den 
tidligere ofte skudt og fangen påa Als ved de derværende 
Fasanerier. I Sommeren 1874 fik Apoth. Benzon dens Æg 
fra Saltholm, hvor de vare fundne i Tangen af Hr. Vin- 
handler Schalburg. Den yngler påa Bornholm (Skovrider 
Rosen. Fischer). 

Den kraftige Legemsbygning og det funklende Øie til- 
kjendegiver ved første Blik Mod, Styrke og Smidighed; 
men desuagtet er den yderst sky og forsigtig, undtagen 
naar den opdager Bjerguglen ved Kragehytten, eller den i 
sin blinde Lidenskab undertiden forfølger Duen lige ind i 
Slaget. I Jagtfærdighed og Lærvillighed 'staaer den ikke 
meget tilbage for Jagtfalken, og afrettet holdes den endnu 
i høi Pris. 

Dens Bytte bestaaer alene i flyvende Fugle. Den tager 
dem fra en Lærkes til Vildgaasens Størrelse og anretter 
fornemmelig Ødelæggelse iblandt Høns og Duer. Ved ÅAa- 
rup Mølle pr. Veite blev i Vinteren 1847 en Vandrefalk 
skudt ned med en Krage i Kløerne. I Efteraaret 1846 var 
Forf. påa Tipperne i Ringkjøbing Fjord Vidne til dens mage- 


36 


løse Behændighed og Hurtighed, idet han først saae den ind- 
hente og bemægtige sig en Brogeblit (Recurvirostra avocetta), 
og efterat han havde jaget den fra dette Bytte, havde den 
efter faa Øieblikke fat paa en Strandskade, begge i Flugten. 

Sin Rede bygger den sjeldent paa Træer, men alminde- 
ligvis påa gamle Taarne og klipper. I Begyndelsen eller i 
Midten af April lægger den 2—4 glatte, graahvide eller lyst 
lergule Æg med mange smaa eller faa store røde eller brune 
Pletter og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

DUE DU) 
DØD Al » 

Da Vandrefalken kun fanger sit Rov i Flugten, er det 
yderst sjeldent, at den fanges i Rovfuglefælder, og dette 
skeer kun, naar den deri opstillede Due flagrer. 

Lettest skydes den ved Kragehytten eller nåar man staaer 
påa Anstand om Åftenen, hvor den pleier at overnatte. 

Da den blot nærer sig af levende Fjerkræ og i de 
kultiverede Egne fortrinsvis hjemsøger de nyttige Due- og 
Hønsearter, er den påa saadanne Steder en meget' skadelig 
Rovfugl. 


Lærkefalk, Falco subbuteo, L. 
Syn. Dendrofalco subbuteo, Bonap. 


Dansk: Lærkefalk, Blaafalk. Norsk: Lærkefalk. Svensk: Lårkfalk: 


Artsm. Voxhud, Øiekredse og Fødder gule; Halen kortere end Vingerne 
og paa Undersiden tegnet med 10—12 Tværbaand; Kindstriben 
bred, sort, halvmaaneformig; Nakken hvidplettet; Overkroppen 
og Halens Overside mørkt blaagraa eller mørkebrune; Struben 
hvid; Bryst og Bug med sorte Længdepletter; Lægfjer og Under- 
gump lyst rustrøde. Hunnen er større, med grovere og tættere 
Pletter paa Brystet; Ryggen mere sortbrun eller sortblaa. Yngre 
Fugle have en maåttere rød Farve paa Undergumpen og Læg- 
fjerene; disse have sortbrune, aflange, draabeformige Pletter; 
Halefjerene have rustgule Tværbaand. 


Afbildn. Tab. ill, g/. Han. 


37 


Hannens Længde 12”, Vingestrækning 31”; Hunnens 
Længde 13%”, Vingestrækning 33”. 

Lærkefalken beboer de varmere og tempererede Dele 
af Kloden og er temmelig almindelig i Danmark. Den kom- 
mer hertil sidst i April og trækker bort tilligemed Lærkerne 
i September og Oktober. Man seer den næsten altid paa 
aaben Mark. I Parringstiden er den derimod mere Skovfugl, 
men den foretrækker smaa åabne Skove for større eller dog 
Udkanten af disse, især naar der findes høie, gamle Ege. 
Paa Bornholm fandt Fischer dens Rede i Toppen af høie 
Graner. I Sverrigs og Norges sydlige Egne er den alminde- 
lig; nordligere træffes den kun undtagelsesvis. 

Den udmærker sig ved Smidighed, Raskhed og Kjæk- 
hed i hele sin Færd, og selv den hurtige Svale bliver i 
Flugten dens Bytte. Da den let tæmmes og tillige er lær- 
villig og modig, er den meget brugbar til Jagt paa mindre 
Fugle. 

For alle Fugle indtil Drosselens Størrelse er den en 
farlig Fjende, der som oftest griber sit Bytte i Flugten, hvor- 
for ogsaa de Fugle, der tilbringe den største Del af Dagen 
med at flyve, f. Ex. Svaler og Lærker, mest ere udsatte for 
dens Forfølgelser. Naar disse Fugle bemærke den og see 
sig forfulgte af den, blive de undertiden saa bedøvede af 
Skræk, at de næsten som døde styrte til Jorden og lade 
sig gribe med Hænderne. Svalerne og Lærkerne søge ellers 
ogsaa at redde sig ved at stige høit op i Luften og holde 
sig oven over den. Ved Dronninglund i Vendsyssel fandt 
Fischer i en Lærkefalks Rede henimod 50 Lærker paa én- 
gang; de vare alle pillede, laa med Brystet opad og fyldte 
næsten fuldstændigt Reden; de fleste af dem vare aldeles 
urørte og tildels stærkt forraadnede. Større Insekter ud- 
gjøre ogsaa en væsenlig Del af dens Føde. 

Reden, som den selv forraader ved sit høie Skrig, 
naar man nærmer sig den, bygger den gjerne i meget høie 
Træer, hyppigst i høie Ege i Udkanten af bakkede Smaa- 


38 


skove, ofte med en Krage- eller Musevaagerede til Under- 
lag. Først i Juni lægger Hunnen 3—4 afrundede, hvidagtige 
Æg med uregelmæssige graa og rustbrune Pletter og Punkter. 
Æggets Længde og Brede: 
Ze jmun: 3 um: 
ÅG » B4 » 

Den skydes ved Kragehytten og paa Anstand ved Reden; 
ellers er den yderst sky og forsigtig. Da den ofte følger den 
støvende Hønsehund for saaledes at faae Lærker 0. desl. 
fra Jorden, kan man undertiden ogsaa paa denne Maade 
komme til at skyde den. 

Da den kun tager mindre Fugle, er den direkte Skade, 
som den anretter, mindre betydelig, især hertillands, hvor 
Lærkefangsten ikke drives. 


Dværgfalk, Falco aesalon, L. 
Syn. F. lithofalco, Gm. — F. caesius, Wolf & Mey. — Åesalon 
lithofalco, Kaup. 
Dansk: Stenfalk, Blaafalk, lille Spurvehøg. Norsk: Dværgfalk, Sten- 
falk. Svensk: Dvergfalk.. Færøisk: Smiril. Islandsk: Smirill. 


Artsm. Overkroppen blaagraa med sorte Skaftstreger; Bryst og Bug rust- 
gulagtige med brune Lancetpletter; Halen længere end de sam- 
menlagte Vinger, med et sort Tværbaand og en hvid Spids; Vox- 
hud og Fødder gule. Hunnen og den unge Fugl: ovenpaa graa- 
brun med rustfarvede Pletter og Fjerkanter, nedenunder gulagtig 
hvid med brune Længdepletter; Halen graabrun med 5—6 gul- 
agtig hvide Tværbaand. 


Afbildn. Tab. III (Falco lithofalco), gl. Han. — Suppl. Tab. II, g/. Hun. 


Længde 10%%—11”, Vingestrækning 25—26”, Halen 5”. 

Denne mindste europæiske Falk er hos os en Strøg- og 
Trækfugl, der i Regelen kun sees For- og Efteraar, hyp- 
pigst i unge Naaleskove, f. Ex. i Kongelunden paa Amager, 
de jydske og andre Naaletræplantninger 0. s. v., hvor den 
helst overnatter. Om Vinteren følger den gjerne de udvan- 
drende Skarer af Kvækerfinker og andre finkeagtige Fugle 
paa deres Tog, fordi disse Smaafugle udgjøre dens vigtigste 


39 


Næring. De fleste Dværgfalke, der forlade Sommerhjemmet 
og gjæste os, ere unge Fugle. Paa den skandinaviske Halvø 
er denne Årt i Modsætning til Lærkefalken almindeligst i de 
nordligste Dele, hvor den træffes ynglende, lige oppe fra 
den russiske Grændse ned til Dovrefjeld; langs Vestkysten 
træffes den sjeldent. Paa Færøerne er den almindelig som 
Standfugl, men paa Island træffes den kun om Sommeren. 

Den er en yderst snild og dristig Rovfugl, der forfølger 
sit Bytte med en saadan Iver, at den forglemmer sin natur- 
lige Skyhed og Forsigtighed. Paa Færøerne er den saa- 
ledes ofte bleven fanget ved at forfølge Stære ind i Husene”). 
Fordum afrettedes den til Fuglejagt. Naar man nærmer sig 
dens Rede, lægge Ungerne sig paa Ryggen og vende Kløerne 
opad til Forsvar. 

Dens Næring er alle Slags Smaafugle indtil en Dros- 
sels Størrelse. Paa Færøerne sees den ofte angribende 
Sterna arctica. 

Den yngler i nordlige Egne, hvor den i Mai eller Juni 
bygger Rede i Klipperevner, i Træer eller i Lyng (eller be- 
nytter forladte Kragereder) og lægger 3—5, sjeldent 6, rund- 
agtige, hvidrødlige, kastaniebrunt marmorerede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

DT gone Sam 
AN 33 » 

Ved Kragehytten skydes den lettest og ellers i Flugten, 
naar den forfølger sit Rov. Forf. fangede den flere -Gange 
i et Høgegarn ved Thyrsbæk. E. Hage skød en gammel 
Hun ved Stege. I Omegnen af Aalborg blev en ung Hun 
skudt i Oktober 1862, en ældre Hun i Mai 1868 og ligeledes 
en Hun i Marts 1871, paa Saltholm i Septbr. 1863, Kongens 
Enghave Septbr. 1870, Feldborg Plantage v. Viborg Oktbr. 


%) Naar en adstadig, ældre Mand pludseligt kommer over en Flok støi- 
ende Ungdom, sige Færingerne: «Nu kjemur Smiril uj Steåraflok» 
a: Nu kommer Dværgfalken blandt Stærene. 


40" 


1866 (Feddersen). I 1851 fik Forf. fra Birkedommer Gad til- 
sendt baade Fugl og Æg fra Læsø, hvor Reden var funden 
den 28de Mai. 

Med Hensyn til Skaden, den anretter, gjælder hvad der 
ovenfor er sagt om Lærkefalken. 


b) Rødfalke, 7%nnunculus. É 


Rødfalkene adskille sig fra de ægte Ædelfalke ved kor- 
tere, tykkere, med mindre Baller forsynede Tæer, en længere 
Hale, længere og løsere Befjering og mindre stive Sving- og 
Styrefjer. Kjøns- og Aldersforskjellen er ikke stærkt udpræget. 


Taarnfalk, Tinnunculus alaudarius (Briss.). 
Syn. Falco tønnunculus, L. — F. brunnius, Bechst. (Ung Fugl.) — 


Cerchneis tinnunculus, Boie. 


Dansk: Taarnfalk, Kirkefalk, Musefalk. Norsk: Taarnfalk. Svensk: 
Tornfalk... Færøisk: Fålkur. 


Artsm. Gul Voxhud og gule Fødder med sorte Kløer; Overnæbets Tand 
stump; Hoved og Hale askegraa; Overkroppen rødbrun eller næsten 
teglrød, med sorte Pletter; de sammenlagte Vinger næsten af 
Halens Længde; Halen tilrundet, med et bredt sort Baand oven- 
for den hvidagtige Spids; Underkroppen gulhvid med brune 
Lancetpletter. 

Afbildn. Tab. IN (Falco tinnuneulus), gl. Han. — Suppl. Tab. Il, gå. Hun. 


Hunnen og den unge Fugl: Rustrødligt, sortebrunt 
plettet Hoved; rustfarvet, sortbaandet Hale. Hos de unge 
Fugle ere Vingerne kortere. Hannens Længde 139”, Vinge- 
strækning 29”, Halen 6”; Hunnens Længde 15”, Vingestræk- 
ning 31”, 

Denne over hele Europa udbredte Falk er hos os vel 
langtfra sjelden, men dog heller ingenlunde hyppig; efter 
flere Iagttagelser at dømme synes det, at den — ialtfald 
paa Øerne — nu er mindre almindelig end tidligere. Den 
beboer dels vore mindre Skove, dels Taarne og Slotte; i Okto- 
ber og November forlader den os og vender tilbage i Marts og 


41 


April. I Norge forekommer den almindeligt ynglende over- 
alt Syd for Trondhjemsfjorden, sparsommere Nord for denne, 
men er dog nu og da truffen ynglende helt oppe ved Polar- 
cirkelen. I Syd- og Mellemsverrig er Tåarnfalken alminde- 
lig. Paa Færøerne har Sysselmand Muller kun truffet den 
én Gang. 

Taarnfalken har et muntert, kjækt Væsen, dog besidder 
den mere Dumdristighed end Mod; den har en let og hur- 
tig Flugt, men kan ikke fange flyvende Fugle. I Flugten 
gjør den ofte Holdt og bliver en Tidlang staaende flagrende 
påa ét Sted ligesom den hængte; den speider saaledes efter 
sit Bytte. 

Næringen bestaaer i Mus, Fugle, Fugleæg, Insekter, 
smaa Frøer og Firben. Som et Bevis paa dens Graadighed 
kan anføres, at Forf. fandt 10 fuldvoxne Firben og en hel 
Markmus i denne lille Fugls Mave. 

I Huller og Revner i Klipper, gamle Mure og Taarne 
bygger den sin Rede, eller ogsaa i Skovene i Huller i gamle 
Træer, sjeldnere påa Grene, og da som oftest i gamle Kråge- 
reder. Den yngler paa Bornholms Klipper, ved Aarhus Dom- 
kirke og ved adskillige Landsbykirker, saavel paa Øerne som 
i Jylland. Paa Taarnene og Kirkerne i Kjøbenhavn ynglede 
den i Fåbers Tid meget almindeligt, nu derimod ikke; paa 
St. Mikkels Kirketaarn i Slagelse ynglede ligeledes hvert Aar 
flere Pår i hin Tid, hvorimod der nu ingen findes. De 3—5 
Æg, som lægges i Mai, ere rødbrune, bestrøede med sorte- 
brune, uregelmæssige Punkter og Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

agmm, 30mm: 
42 » 32 » 

Ungerne kunne tæmmes og vænnes til at flyve frit om- 
kring ligesom Duerne. 

Den er sky og forsigtig og derfor vanskelig at skyde, 
undtagen ved Kragehytten. I Fælden fanges den sjeldent. 

Taarnfalken forstyrrer mange Smaafugles, især Lærkers, 


42 


Yngel; ved at fortære et langt større Antal Markmus er den 
imidlertid en meget nyttig Fugl. 
Man kan ogsaa afrette den til Lærkefangst. 


Om den lille Taarnfalk (Falco tinnunculoides, Natt., Falco cenchris, 
Frisch) ogsaa skulde forekomme her i Landet, vides ikke; dog er det ikke 
usandsynligt, at den enkelte Gange forflyver sig hertil, da den gjentagne 
Gange er skudt i Mecklenburg. Den adskiller sig fra den almindelige 
Taarnfalk fornemmelig ved sin ringe Størrelse, sine længere, til Hale- 
spidsen rækkende Vinger og ved at «Tanden» i Overnæbet er retvinklet 
og skarpere end hos Taarnfalken. 


Rødfodfalk, Tinnunculus vespertinus (L.). 
Syn. Falco vespertinus, L. — Falco rufipes, Besecke. 


Artsm. Øielaage, Voxhud og Fødder mønnierøde, hos den unge Fugl rød- 
gule; Kløerne gulhvide, i Spidsen graa; Vinger og Hale lige 
lange; Qverkroppen hos de Gamle skiferblaa; Lægfjerene og 
Undergumpfjerene (hos Hannen) mørkt rødbrune. Hunnen: Under- 
kroppen lyst rustfarvet med hvid Strube og Undergump; Ryg og 
Vinger med sorte Tværpletter; Halen askeblaa med smalle sorte 
Tværbaand og et temmelig bredt, lysere Baand i Spidsen. Ung 
Fugl: Nedenunder gulagtig hvid med brnone Længdepletter; oven- 
paa mørkebrun med rustfarvede Fjerkanter ; Halen rustbrun med 
sorte Baand. 


Afbildn. Tab. IN (F. rufpes), gl. Han. Suppl. Tab. II, gl. Hun og ung Han. 


Hannens Længde 12”, Vingestrækning 26”; Hunnens 
Længde 13”, Vingestrækning 27”. 

Denne smukke Falk beboer fornemmelig det østlige Eu- 
ropa, men besøger de tilgrændsende vestlige Lande paa sit 
Efter- og Foraarstræk. I Mai 1850 skød Dr. Kjærb. paa 
Læsø en gammel Han; da han Dagen efter saae en Hun 
påa samme Sted, antager han, at de have været parrede og 
villet yngle der, hvorom desuden Hannens udviklede Testik- 
ler syntes at vidne. Bonnez angiver at have skudt den i 
Benzon Skov den 26de Juni 1834. I Mai 1856 skød For- 
pagter Salicath en gammel Han i Toftegaards Have ved den 
vestlige Kant af den store Vildmose (Fischer). I 1851 blev 
en gammel Hun skudt af Pastor Koch i Veggerløse paa 


43 


Falster. Ved Bøtø paa Falster indfinder den sig aarligt og 
træffes der hyppigt håkkende i Kokasserne efter Insekter. 
I Telegraphbestyrer N. P. Petersens Samling i Stege findes 
en Hun, skudt påa Møen den 25de April 1865. Apotheker 
Benzon har meddelt Udg., at han d. 24de Mai 1866 i For- 
ening med Pastor Theobald og Justitsraad Erichsen i læn- 
gere Tid iagttog en Han og en Hun af denne Art ved en af 
Smaasøerne i Jægersborg Dyrehave, hvor de fløj frem og 
tilbage over Vandet for at fange Insekter og ofte kom meget 
nær hen til lagttagerne. Senere saaes de ofte paa samme 
Sted indtil hen i Juni Maaned, da Hunnen forsvandt, mulig- 
ligvis for at ruge, hvorimod Hannen endnu i lang Tid, 
navnlig i Aftenskumringen, vedblev at vise sig paa Insekt- 
jagt over Vandfladen. Fischer har forøvrigt givet en Med- 
delelse herom i Naturhist. Tidsskr. 3. R. 6. Bd. p. 109. Wøl- 
dike har truffet denne Falk i Holsten. Den ynder Smaaskove 
til Opholdssted, især hvor der findes -”Damme, ÅAaer, Sumpe 
eller Enge i Nærheden. I Norge vides Rødfodfalken ikke 
at være truffen, og i Sverrig er den, saavidt bekjendt, kun 
skudt én Gang (Nilsson, Skand. Fauna: Foglarna I. 1858, Til- 
læg p. 570). i 

Den er ikke sky, har en hurtig, ofte svømmende Flugt 
og hæver sig undertiden i Sneglekredse til en betydelig 
Højde. Naar den daler ned, bøier den Vingerne opad og 
breder Halen stærkt ud. 

Insekter ere dens vigtigste Føde, sjeldent fanger den 
smaa Fugle, Mus eller Firben. Den er gjerne i Bevægelse 
til den sildige Aften. 

Den skal yngle i hule Træer eller i gamle Skade- og 
Allikereder og lægger 4—5 rødagtige, rustrødplettede Æg af 
534—39mm. fængde og 28—30mm. Brede. | 

Da den ikke er synderlig sky, kan man liste sig hen 
til den med Bøssen; maaskee den ogsaa lod sig fange i 
Rottesaxe med Græshopper e. dsl. til Lokkemad. 

I Lande, hvor den er hyppigere, er den en meget 


Å 


É Wi 


nyttig Rovfugl ved at udrydde en stor Mængde skadelige 
Insekter. 


5te Gruppe: Høge, Åstures. 


Næbet stærkt, krumt fra Roden af; Overnæbet forsynet 
med .en but Tand, Undernæbet med et tilsvarende Udsnit; 
Næseborene næsten ægformige. Fodroden meget lang, 
beklædt med Fjer påa Hælleddet og længere end Mellem- 
taaen, der atter er meget længere end de andre Tæer; 
høje, vortelignende Båller paa Fodsaalerne og store, stærkt 
krummede og meget skarpe Kløer. Vingerne saa korte, 
at de omtrent kun naae de to Trediedele ud påa Halen; 
liste Svinger meget kortere end 2den, 4de længst. + 

Deres Flugt er hurtig, uden mange Vingeslag og som 
oftest lige. De ere listige og kjække Røvere og gribe deres 
Bytte baade i Flugten og i Sædet, alt efter" Omstændig- 
hederne. Skovegne ynde de mest. 

I Ungdommen have de europæiske Arter af denne Gruppe 
hjerteformige eller langsgaåaende Pletter paa Underlivet, med 
Alderen derimod bølgeformige Tværbaand. 


Duehøg, Åstur palumbarius (L.). 
d… BDyn. Falco palumbarius, L. — F. gallinarius & gentilis, L. 


Dansk: Duehøg, Hønsehøg, Sletfalk. Norsk: Duehøg, Hønsehøg. 
Svensk: Dufhok, Honshåk, Slaghok. 


Artsm. Voxhud, Iris og de store, stærke Fødder gule; over Øinene en 
hvid Stribe; Overkroppen mørkegraa eller mørkebrun; Under- 
kroppen hvid med sortebrune, bølgeformige Tværlinier (hos unge 
Fugle rødagtig hvid med mørkebrune Længdepletter), Halen lang, 
afrundet, med 5 (sjeldnere 4 eller 6) mørke Tværbaand og en 
hvidagtig Spids. 


Afbildn. Tab. IV (Falco palumbarius), gl. Han. — Suppl. Tab. II, ung Han. 


Hannens Længde 21—22”, Vingestrækning 39—40”, 
Hunnens  —  24—26"”, — 43 —45”, 


45 


I den ældre Alder ere begge Kjøn paafaldende ens;ki 
Overgangsalderen er Hunnen ovenpaa mere brun end blaa, 
det Hvide paa Underkroppen har et rustgult Anstrøg, og de 
brune Tværstriber ere bredere end hos Hannen. Den unge 
Fugl hår ligeledes en brun Overkrop med lysere Fjerkanter ; 
Underkroppens Farve og Tegning er ovenfor angivet. I 
Rugetiden fælder Hunnen i Regelen temmelig stærkt; dens 
Flyveevne svækkes selvfølgeligt derved en Del, men da den 
fødes af Hannen i denne Tid, foraarsager det den ingen 
synderlig Ulempe. 

Duehøgen beboer fortrinsvis de Egne, hvor der findes 
store Skove; i Udkanterne af disse opholder den sig, især 
om Sommeren. Om Vinteren, då Ungerne streife, og da 
den hyppigere træffes hos os, fordi mange unge Individer 
komme herned mordfra, seer man den næsten overalt. De 
Gamle synes at forblive her hele Vinteren. Paa den skan- 
dinaviske Halvø er den almindeligt udbredt som Stand- og 
Strøgfugl helt op over Polarcirkelen, hvor den dog sjeldnere 
træffes ynglende. 

Den er en yderst kjæk og snild Røver og er bekjendt 
for sin utrolige Dristighed; thi denne gaaer saa vidt, at Fug- 
len ofte i Menneskers Nærværelse henter det tamme Fjer- 
kræ i Gaardene og ved Husene, ja undertiden endog for- 
følger dem ind i disse. 

Duehøgens Myrdelyst, Graadighed og Styrke gjør alle 
Slags Fugle, fra Trapgaasen lige ned til Spurven, til dens 
Bytte. Derfor er ogsåa disse Dyrs Angst saa stor, naar de 
bemærke den, at de skyndsomst opsøge et Smuthul og 
endogsaa flye hen i Menneskers Nærhed. -Dens heftigste 
Forfølgelse gjælder dog Agerhøns, Buer og andre Fugle af 
Middelstørrelse, men den besidder ogsaa Mod nok til at an- 
falde Harer, især yngre; kun den yderste Nød driver den 
til at fortære Aadsler. 

Sin store, ofte 3 Fod brede, Rede bygger den i 

AR 


46 


Marts, snart i lave, 'snart i høie Træer; sædvanligt af- 
benytter den en og samme Rede flere Aar itræk, men for- 
bedrer den dog hvert Foraar. Reden anbringes helst, hvor 
et Par mindre Grene udgaae fra Stammen; den er i Rege- 
len spids nedadtil, høj og i Overkanten hvælvet udad og 
skjelnes derved let fra Musevaagens og Glentens Reder. I 
Midten af April eller lidt senere lægger Hunnen 2—4 Æg, 
ganske unge Fugle maaskee dog kun 1; de ere hvide, lidt 
blaa- eller grønladne, ofte med brune Pletter og Streger, 
undertiden helt rustgule. Den yngler i flere danske Skove, 
f. Ex. ved Grenaa (Bonnez), Korselitze paa Falster, Herlufs- 
holm (Melchior), Hald Bøgeskov ved Viborg (Feddersen) og 
mange Steder i Vendsyssel. Påa Bornholm synes den der- 
imod kun at forekomme om Vinteren. 

Æggets Længde og Brede 

o4mm: 4 4mm. 
63 » 50 » 

Duehøgen er her i Danmark den Rovfugl, man hyp- 
pigst fanger i Høgeburet. Naar den nyligt hår holdt et 
rigeligt Maaltid og udhviler sig i et Træ, kan man liste sig 
til at skyde den; medens den ruger, «holder» den ogsaa 
godt, og man kan da uden Vanskelighed komme den paa 
Skud. Efter stærk og langvarig Regn flyver den nødigt 
og temmelig tungt. Ved Kragehytten indfinder den sig 
sjeldnere. 

Den er en meget skadelig, om ikke den skadeligste af 
vore Rovfugle. I én Dag kan den fortære og fordøje 2 
Duer, endog 2 Krager; deraf kan man slutte sig til, hvilket 
Nederlag den anretter iblandt vilde og tamme Fugle. Ved 
at udrydde en Del Mus stifter den imidlertid ogsaa nogen 
Nytte. 


RR 


4T 


sg 


Spurvehøg, Åstur nisus. (L.) 


Syn. Accipiter nisus, Briss. — Nisus communis, Quv. 
Dansk: Finkehøg, Spurvehøg. Norsk: Spurvehøg. Svensk: Sparfhåk. 


Artsm. Iris, Voxhud og Fødder gule, de sidste med lang, tynd Fodrod 
og smækker Mellemtaa; Halen lige afskaaren i Spidsen, med 5—7 
sortagtige Tværbaand og lys Spids. 

Afbildn. Tab. IV (Falco nisus), gl. Han. — Suppl. Tab. I, g2. Hun 
og ung Han. 

Gammel Fugl: Overkroppen blaagraa, Underkroppen 
hvid med brune eller (hos Hannen) rustfarvede Bølgelinier. 
Længde 12—14”, Vingestrækning 29”, 

Ung Fugl: Ovenpaa graabrun, nedenunder hvid med 
brune (paa Strube og Forhals langsgaaende, påa Bug og 
Lægfjer tværgaaende) Pletter. 

Mere eller mindre hvidbrogede Varieteter træffes nu og da. 

I Danmark er Spurvehøgen, næst efter Musevaagen, den 
almindeligste Dagrovfugl og er især hyppig om Efteraaret og 
Vinteren, fordi der da komme mange hertil fra nordlige 
Egne, for enten at trække videre eller forblive her. Paa 
Bornholm er den mindre hyppig. I Norge og Sverrig er 
den meget almindelig overalt og findes ynglende helt op til 
Østfinmarken. 

Som en yderst modig og forvoven Rovfugl skyer den 
ingen Fare, men indlader sig endog i Kamp med større 
Rovfugle. I Forfølgelsen af sit Rov er den saa dristig og 
ofte uforsigtig, at den sætter efter Spurvene ind i Bygnin- 
gerne; ja, det gaaer saavidt, at den ikke skyer Menneskets 
Nærværelse, men tager mangen Jæger en Sneppe eller Krams- 
fugl bort lige for hans Næse, og i Stæderne gjør den under- 
tiden Forsøg paa at røve Stuefuglene i Vinduerne. Alle smaa 
Fugle, endog Duer og unge Agerhøns, slaaer den ned påa og 
undertiden tager den ogsaa Mus. Fuglene tager den helst 
påa Grenene, men slaaer ogsaa ned paa dem, naar de sidde 
paa Jorden. Den stjæler Kramsfugle af Donerne, og derved 
bliver den ofte selv hængende. 


48 


Reden findes paa Træer, tæt ved Stammen og saa skjult 
som muligt, Først i Mai indtil henimod Midten af Juni 
lægger Hunnen 3—5 smudsighvide, leverbrunt plettede Æg. 
Hunnen, der ruger alene, har en saadan Kjærlighed til sin 
Yngel, åt den forsvarer den med det største Mod, selv imod 
Mennesket, nåar man nærmer sig Reden. Den yngler tem- 
melig hyppigt her i Danmark. 

Æggets Længde og Brede: 

mmm ojlinn: æg 
40 » DBILD 

Spurvehøgen fanges let i alle Slags Fælder og Garn, 
naar man sætter Spurve eller andre Smaafugle deri; thi efter 
Duen, der bruges til at lokke større Rovfugle, gaaer blot 
Hunnen. Man kommer denne Rovfugl lettest påa Skud, naar 
den fra Træ til Træ forfølges af Skovskader. Ligesom Hønse- 


høgen er dens Flugt tung efter Regn eller i meget fugtigt 


Veir; den er da ikke vanskelig at faae paa Skud. 


6Gte Gruppe: Kjærhøge, Circ. 


Næbet lidt sammentrykt, ved Roden besat med opad- 
bøjede Børster, der bedække en Del af Voxhuden; Næse- 
borene ægformige. Fødderne med lang, tynd Fodrod; 
Tæerne mindre lange og Kløerne ikke meget krumme. 
Kroppen rånk, med temmelig lang, afrundet eller lige 
Hale. Vingerne lange; liste Svingfjer meget kort, 3die 
længst. Hovedet omgivet med en Krands eller Ansigts- 
krave af korte, stive Fjer. 

Kjærhøgene have en usikker, vaklende Flugt, dog ere de 
hurtigere og mere jagtdygtige end Glenterne og Vaagerne, 
men mangle det Mod og den Styrke, der udmærke Falkene og 
Høgene. Deres Rov gribe de paa Jorden eller paa Vandet; 
det bestaaer mest i Krybdyr og Fiske, dog ogsaa i Fugle 
og mindre Pattedyr. De jage ligesom Uglerne sildigt ud 
paa Aftenen. Man træffer dem sædvanligst paa flade Marker, 


Mek 


sr. 
rn 


ved Søer og Moradser, hvor de ogsaa yngle og bygge hede 


påa Jorden mellem Siv og Græs. 

Artsbestemmelsen af Kjærhøgene frembyder adskillige Vanskelig- 
heder, og deres Synonymik er temmelig indviklet. Blandt de Forsøg, 
der af forskjellige Forfattere ere gjorte paa at angive paalidelige Charak- 
terer for de enkelte Arter, maa nævnes Blasius's (i Naumania for 1857) 
og Sharpes (i det nyligt udkomne Iste Bind af hans Katalog over Fug- 
lene i British Museum). Da det førstnævnte Arbeide er forholdsvis let 
tilgængeligt, det sidste derimod, saavidt vides, kun findes i et enkelt 
Exemplar her i Byen, har Udgiveren anseet det for rigtigst i Oversættelse 
at gjengive Sharpes Beskrivelse af de europæiske Kjærhøge in extenso. 


Rødbrun Kjærhøg, Circus aeruginosus. (L.) 


Syn. Falco aeruginosus, L. — F. rufus, L. — Circus rufus, 
Briss. — F. arundinaceus, Bechst. 


Dansk: Rørfalk, Fiskehøg, Dværgglente. Svensk: Kårrhåk. 


Afbildn. Tab. V (Falco rufus), gl. Han. — Suppl. Tab. III, 92. Hun og 
ung Han. 


Ung Fugl. Næsten ensfarvet chokoladebrun. Ryg- 
sidens Fjer med et let Anstrøg af Rødbrunt i Randen. De 
øverste Haledækfjer og Undersiden af en mere bestemt rød- 
brun Farve. Issen, Forhalsen og Kinderne gulhvide; Fje- 
rene påa Baghalsen og Midten af Brystet samt Vingedæk- 
fjerene have ofte gulhvide Rande, der give disse Partier et 
stribet Udseende og betegne, at Fuglen nærmer sig den 
voxne Alder. Vingerne brune, Haandsvingfjerene meget mør- 
kere end de øvrige Svingfjer. Halen ensfarvet brun med 
meget svage, rødbrune Pletter. 

De to Kjøn synes ikke at frembyde nogen Farveforskjel, 
medens Fuglene ere unge; de undergaae begge de samme 
Faårveforandringer, indtil de indtræde i den voxne Alder. 
Dette Tidspunkt betegnes ved, at Vinger og Hale blive 
blaagraa. 

Gammel Han. RØygsiden mørkebrun med svage Spor 
af rødbrune Kande paa Fjerene. De smaa Vingedækfjer 
hvidgule, i Midten mørkebrune; de yderste af de større 


årer i 50 


ax 


Haandsvingfjers Dækfjer samt Armsvingfjerene blaagraa med 
korte, hvide Spidser; de inderste Armsvingfjer brune med et 
stærkere eller svagere Anstrøg af Hvidgraat.  Haåaandsving- 
fjerene sortebrune, meget lysere i Spidsen, mælkehvide ved 
Grunden af Inderfanen; den lyse Farve tiltager i Udstræk- 
ning hen imod Årmsvingfjerene, som ere ganske hvidgraa 
påa Undersiden. De øverste Haåledækfjer hvide med en let 
Antydning af Graat og et rødligt Skjær. Halen ensfarvet 
blaagraa, paa Undersiden mere rødbrun. Hovedet og Bag- 
halsen smudsiggule med mørkebrune Striber, Overryggen 
ligeledes svagt stribet. Ansigtskraven af samme Farve som 
.den øvrige Del af Hovedet. Ansigtets Sider og Forhalsen 
hvide med smalle, mørkebrune Striber, den bageste Rand af 
Øredækfjerene næsten ensfarvet brun. Kroppens Underside 
smudsig gul, Brystet med brune Længdestriber, Bugen og 
Underlaarene mere rødbrunlige, men nu og da noget stri- 
bede paa Grund af Fjerenes gulbrune Rande. De underste 
Vingedækfjer og Axillarfjerene ensfarvet lysegule, de sidste 
med en smal brun Stribe langs Skaftet. Voxhuden grøngul, 
Næbet sortagtigt, Fødderne gule, Kløerne sorte, [ris lysegul. 
Totallængde 21,8”, Næbet 1,57”), Vingen 15,5”, Halen 9,7” 
Fodroden 3,3”. 

Gammel Hun. Lidt større end Hannen. Totallængde 
22,3”, Vingen 16,5”, Halen 10,7”, Fodroden 3,7”. 

Rørfalken opholder sig hist og her ved de med Rør 
og Buske bevoxede Søer, store Moser og Sumpe; som ægte 
Trækfugl opholder den sig hos os fra Marts til Oktober. 
Vinteren tilbringer den i varmere Egne. I Sverrigs sydligste 
Provindser er den ikke meget almindelig, men træffes dog af 
og til ynglende. I Mellemsverrig og nordligere forekommer 
den ikke, eller i alt Fald kun undtagelsesvis. I Norge er 
den, ifølge Collett, kun skudt to Gange. [Nilssons Angivelse 


+) Ved dette Maal angives her, ligesom for de øvrige Circus-Arters Ved- 
kommende, Længden af Overnæbets Ryg, maalt-i Buelinie (cu/men). 


51 1 ae å 


(Skand. Fauna: Foglarna I, 1858, p. 84) om, at den yngler 
i det sydlige Norge, er neppe rigtig.] 

Den er sky, forsigtig, listig og ikke uden Mod; svæver 
næsten stedse omkring og udhviler sig sjeldent længe paa 
ét Sted, siddende paa Jorden eller paa Pæle og Stene. Sæd- 
vanligst flyver dén lavt hen over Marker, Vandflader og 
Enge. 

Næringen bestaaer i smaa Pattedyr, Fugle, især -Sump- 
og Vandfugle, Slanger, Firben og Fiske. 

Dens Rede staaer som oftest mellem Rør eller Siv i 
Vandet, undertiden ogsaa i Buske; den er bygget af Rør- 
stængler, Siv og enkelte tørre Riskviste. I Slutningen af 
Mai indeholder den 3—4, sjeldnere 6, grønagtig blaahvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

AT um: 3omm. 
DEN Al » 

Ynglende findes den påa mange Steder her i Landet 
ved Søer, Mølledamme, Aabredder og i Moser, f. Ex. ved 
Østedgaard pr. Fredericia, Grubbe Mølle i Fyen, ved Glucks- 
borg Sø pr. Flensborg (E. Hage), ved Fæstningsgravene paa 
Amager, i Nors Sø i Thy, hvorfra den har fordrevet en 
Mængde Maager, Terner og andre Vandfugle, ved Gaunø, 
Sorø, Fure Sø (Udg.) osv. I 1861 fandt: Pastor Theobald 
dens Rede i Søborg Mose med 6 Æg. Paa Bornholm 
er hverken denne eller nogen anden af vore C?rcus-Arter 
hidtil bleven bemærket. I Apoth. Benzons Samling findes 
en ung Hun, skudt ved Kollefjord paa Færøerne i Slutningen 
af Septbr. 1869. 

Som en sky og forsigtig Fugl er den vanskelig at skyde; 
dog skeer dette. lettest, nåar man lægger Mærke til, hvor 
den kaster sig i Rørene e. dsl., og da pludseligt overrasker 
den, såa at man kan skyde den ved Opflyvningen. Ved 
Kragehytten skydes den ogsåa, men den sætter sig ikke. 
Forf. har fanget den flere Gange i Rottesaxe med et Æg til 
Lokkemad. 


& K% 52 


Den forstyrrer en utallig Mængde Fuglereder, især naar 
den har Unger; dog gavner den ved at fange Mus og skade- 
lige Insekter. 


Blaa Kjærhøg, Circus cyaneus. (L.) 
Syn. Falco cyaneus, L. 


Dansk: Blaa Kjærhøg, Hedefalk, Kornfalk, Blaafalk, Uglehøg. Norsk: 
Blaa Kjærhøg, Sumphøg. Svensk: Kårrhok. 


Afbilan. Tab. V (Falco cy meus), gl. Han. — Suppl. Tab. III, g2. Hun. 


Ung Han. Adskiller sig fra den gamle Hun ved Vin- 
gens Længde, som ikke naaer 14”. Brun ligesom Hunnen, 
men altid med mere rustrødt Hoved og Hals. Ansigtskraven 
lys gulbrun med mørkebrune Striber. Fjerene omkring Øiet 
danne en meget tydelig, rent hvid Øieplet. Kroppens Under- 
side gulbrunt rustfarvet med mørkebrune Striber, der blive 
smallere henimod Bugen. De øvre Haledækfjer hvide med 
brungule Skaftstreger. Halen gulbrunt rustfarvet, rødbrun 
mod Spidsen, med fire brede sorte Tværbaand.  Mellem- 
rummene askegråa påa de to midterste Styrefjer. 

Gammel Han. Rygsiden lys blaalig, blegere og mere 
sølvgraåa påa de større Vingedækfjer, som langs Randen ere 
svagt hvidlige. Kroppens Underside lys, blaaligt askefarvet 
indtil Brystets bageste Grændse.  Bugen rent hvid ligesom 
de nedre Vingedækfjer og Skulderfjerene.  Pandefjerene og 
Tøilerne hvidagtige. Ansigtskraven svagt hvidprikket. ÅArm- 
svingfjerene sølvgraa med sorte Skafter og et utydeligt sort- 
agtigt Tværbaand henimod Spidsen, skarpest fremtrædende 
påa Undersiden.  Haandsvingfjerene sortagtige, saavel påa 
Oversiden som paa Undersiden, hvide ved Basis af Inder- 
fanen. De øverste Haledækfjer hvide. Halen askegraa med 
hvid Spids. De fire midterste Styrere ensfarvede med hvide 
Skafter, de øvrige udadtil med mere og mere Hvidt paa 
Inderfanen og med større eller mindre Rester af askefarvede 
Tværbaand. Voxhuden gul, Næbet blaasort, Fødderne gule, 


53 & 


Kløerne sorte, Iris gul. Totallængde 21,4”, Næbet 1,1”, 
Vingen 13,2—13,4”, Halen 8,2—8,7”, Fodroden 2,8”. 

Gammel Hun. Rygsiden brun, Issefjerenes Rande 
med et Anstrøg af Rødbrunt.  Nakken og Baghalsen blegt 
gulbrunt rustfarvede med brede, mørkebrune Striber. Skul- 
der- og Vingedækfjerene med brede ovale Pletter af en bleg, 
gulbrun Farve. Svingfjerene brune med hvidagtige Spidser, 
Årmsvingfjerene udadtil med et Anstrøg af Askegraat og 
med sortebrune Tyværbaand, der fremtræde tydeligst paa 
Undersiden, som iøvrigt er graahvid med et rustrødt An- 
strøg paa Inderfanen. De øvre Haledækfjer hvide, Halen 
graaagtig brun med hvid Spids og med fem mørkere, brune 
Tværbaand, af hvilke det næstbageste er betydeligt bredere 
end de øvrige. De yderste Fjer i Mellemrummene lyst gul- 
hvide, mere eller mindre skyggede med Askegraat paa Yder- 
fanen.  Pandefjerene og Fjerene over og under Øiet hvid- 
agtige, Ørefjerene og Kindfjerene rustfarvede med mørke- 
brune Striber, Ansigtskraven gulagtig hvid med brune Striber, 
Halsens Sider og Kroppens Underside blegt gulbrune, den 
sidste mere og mere hvidagtig hen imod Underbrystet og 
Bugen, med brede, brune Striber; paa Bugen og Under- 
laarene ere Striberne smallere og med gulbrune Pletter. De 
nedre Vingedækfjer farvede som Ryggen; Side- og Axillar- 
fjerene mørkebrune med runde, lysegule Pletter påa begge 
Fanerne. Voxhuden grønlig gul, Næbet sortagtigt, Fødderne 
gule, Iris rødbrun. 

Ved de rustgule Baand påa Halen kan den unge Hun 
adskilles fra den gamle Fugl. Hos begge Kjøn blive Bryst- 
striberne i Regelen smallere med Alderen. Man antager, at 
Hannerne ere avledygtige i den brune Dragt, og at de først 
i andet Efteraar erholde den blaa Dragt ved én Fælding. 

Kornfalken findes dels paa store Hedestrækninger, dels 
hvor Enge og Sumpe afvexle med frugtbare Kornmarker, 
men er sjelden her i Landet. Konservator Scheel skød den 
paa «Maerne» ved Vordingborg i Efteraaret 1834; den 7de 


w ; 54 


Novbr. 1827 blev den (ifølge Tidsskriftet «Diana», i1ste Bd., 
"p. 299) skudt i Veilby Krat ved Aarhus og Exemplaret ind- 
lemmet i Sorø Akademies Samling. Efter Kjøbenhavns Lite- 
ratur-, Kunst- og Theaterblad, 1824, S. 196, er den skudt 
ved Faaborg 1823; E. Hage skød den ved Flensborg og 
Slesvig; i Forf.s Samling fandtes en ung Han, skudt ved 
Filsøen i Oktbr. 1847; den er overhovedet mindre sjelden i 
Jylland end paa Øerne; Faber anfører (Ornithol. Noticer, 
p. 3), at Hr. Drewsen hår seet den ved Strandmøllen, 2 Mil 
fra Kjøbenhavn. Ifølge Mechlenburg sees den jevnligt om 
Sommeren i Omegnen af Flensborg; i Septbr. 1822 fik Mel- 
chior den fra Gisselfeldt paa Sjælland. I Septbr. 1855 er- 
holdt Forf. en gammel Han, som var skudt en Mils Vei 
udenfor Kjøbenhavn, i Sept. 1861 en ung Han fra Knuthen- 
borg og i Sept. 1862 ligeledes en ung Han fra Roeskilde. 
I Slutningen af Sommeren 1856 skød Udg. en gammel Han 
ved Holmerødgaard pr. Frederiksborg; Exemplaret findes i 
det zool. Museum. En Han og en yngre Hun bieve i Febr. 
1862 skudte ved Lyngbygaard af Godseier Quistgaard (Fi- 
scher). Cand. R. Collett fra Christiania saae den i Somme- 
ren 1862 to Gange ved den udtørrede Sø ved Aalykkegaard 
pr. Odense. Det er mærkeligt, at Faber ikke har bemærket 
den i Jylland. Den ankommer i April og trækker bort i 
Oktober og November. I Norge og Sverrig er den truffet 
påa forskjellige Steder, hyppigst i Omegnen. af Christiania, 
men synes dog nærmest at maatte betragtes som en tilfæl- 
dig Gjæst”). 

Den er sky og yderst forsigtig ligesom sine Slægtninge, 
men ikke uden Mod og flyver som oftest lavt hen over Mar- 
ker og Enge. 


") Ifølge Collett blev i Juni 1863 paa Hedemarken i Løjtens Præste- 
gjæld fundet en Circus-Rede, som, efter Æggene at dømme, synes 
at have tilhørt denne Art; dette er, saavidt vides, første Gang, at 
nogen Circus-Art med Vished er truffen ynglende i Norge. 


55 É 

Næringen bestaaer i mindre Pattedyr, unge eller mindre 
Fugle, som den kan faae Bugt med, men især Sanglærker; 
ogsaa Fugleæg, Krybdyr, store-Insekter og Regnorme. Den 
bygger Rede sidst i Mai eller først i Juni, enten i Kornet, 
især i Rug, eller i Rør, Pilebuske, Sivtuer o0.s.v., men 
aldrig paa Træer. Hunnen lægger 3—6 Æg af blåagrøn, 
graa eller smudsig hvid Farve.  Forstraad Bruiel påa Gjød- 
dinggaard pr. Veile angiver, at den yngler hist og her i 
Lyngen paa de jydske Heder. 

Æggets Længde og Brede 

AJ mm: SJ) ED 
Ab » SID) 0) 

Den kan skydes ved Kragehytten, men kun i Flugten, 
da den ikke sætter sig. Forøvrigt er den sky og vanske- 
lig at komme paa Skud. Ved Reden, eller nåar man seer 
den kaste sig i Kornet og løber hurtigt til, er den lettest 
at skyde. 

Ved at udrydde en Del Markmus og skadelige Insekter 
er den til Nytte, men den anretter, ligesom den foregaaende, 
stor Skade paa Yngelen af de Fugle, der "bygge Rede paa 
den frie Mark; thi den besidder en overordenlig Færdighed 
i at opsøge Reder og forstyrrer daglig en stor Mængde 
deraf. Den gjør saaledes Agerhønsene stort Afbræk. 


Graa Kjærhøg, Circus pygargus. (L.) 
Syn... Falco cineraceus, Montagu. 
Dansk: Engfalk, 
Afbildn. Tab. V (Falco cineraceus), gl. Han. — Suppl. Tab. HI, gå. Hun 
og ung Han. 

Ung Fugl. Oventil brun, alle Fjerene med smalle, 
lyst gulbrune Kanter undtagen de øverste Haledæktjer, påa 
hvilke den nævnte Farye danner en bred og tydelig Rand. 
Hals og Hoved lyst gulbrune med brune Fjerribber, hvor- 
ved der fremkommer et spættet Udseende. Tøilerne, de 
skarpttegnede Øienbryn og den forreste Del af Øredækfjerene 


56 


rent hvide. Kinderne og den bageste Del af Øredækfjerene 
mørkebrune, de sidste isprængte med Rødbrunt.  Sving- 
fjerene sortebrune med korte, hvide Spidser; Haandsving- 
fjerene udvendigt med en askegråa Chatering med sortagtige 
Tværbaand; disse sidste ere tydeligst paa Undersiden, hvor 
de paagjældende Svingfjer ere hvidgraåa med et Anstrøg af 
Rødbrunt ved Inderfaåanens Basis. De øverste Haledækfjer 
hvide med smaålie, mørkebrune Skaftstreger, de forreste 
isprængte med Gulbrunt. Halen af en dyb lysebrun Farve 
med et gulagtigt Anstrøg i Spidsen og med fire eller fem 
sortagtige Tværbaand. De midterste Styrere ensformigt gråa- 
brune med fem tydelige sorte Tværbåand. Forhalsen hvid- 
agtig, Ansigtskraven og hele Kroppens Underside af en ren, 
gulbrun Farve med enkelte rødbrune Striber påa den øverste 
Del af Brystet, paa Siderne og de øverste Vingedækfjer. 

Gammel Han. Oversiden blåagraa, Vingedækfjerene 
lidt mørkere og svagt plettede, med en mørkegraa Plet i 
Spidsen. Haandsvingfjerenes og Armsvingfjerenes store Dæk- 
fjer sølvgraa med en kort, hvid Spids og med to sorte Tyær- 
baand, af hvilke det nederste er skjult af de større Vinge- 
dækfjer, men tydeligt nok påa den hvidgraa Underside. 
Haandsvingfjerene sorte, de inderste med graalig Spids og 
Inderfane. De øverste Haledækfjer hvide, bagtil graaagtige 
og i selve Spidsen af en mørkegraa Farve, undertiden med 
to askegraa 'Tværbaand. Halen askegraåa, de to midterste 
Fjer ensfarvede, de øvrige med fem brede, graasorte Tvær- 
baand, der udadtil gradvis antage en rødbrun Farve. Mel- 
lemrummene hvide. Tøiierne hvidagtige, Hovedet og Ansigts- 
kraven askegraa. Forhalsen og hele Brystet af en lys blaa- 
graa Farve; Bugen, Siderne, Underlaarene samt de underste 
Vinge- og Haledækfjer hvide med tydelige rødbrune Længde- 
striber. Axillarfjerene med store, rudeformige Tegninger af 
samme Farve. Voxhuden grøngul, Næbet sortagtigt, Fød- 
derne gule, Iris gul. Totallængde 17,5”, Næbet 1”, Vingen 
14,6”, Halen 9,2”, Fodroden 2,2”. 


57 


Gammel Hun. Oversiden næsten ensfarvet brun med 
meget svage Spor af gulbrune Kanter paa Fjerene, tydeligst 
paa de inderste Vingedækfjer. Hovedet og Baghalsen med 
matte, rødbrune Striber ligesom Ansigtskraven og Halsens 
Sider. Øredækfjerene næsten ensfarvet brune, Fjerene under 
Øiet hvidlige. Svingfjerene mørkebrune; Haandsvingfjerene 
og deres Dækfjer med en graa Afskygning påa Yderfanen 
og med mørkebrune Tværbaand, tydeligst paa Undersiden, 
hvor Svingfjerene ere lyst gulbrune påa Inderfanen. De 
indre Årmsvingfjer brune ligesom Ryggen. De øverste Hale- 
dækfjer hvide, Halen brun, lysere mod Randen og med fem 
mørkebrune Tværbaand. Mellemrummene lysere og rødlige 
påa de yderste Styrefjer, der have et Anstrøg af Hvidt paa 
Inderfanen. Kroppens Underside hvidgul med rødlige Fjer- 
ribber, der frembringe et fuldstændigt stribet Udseende. Vox- 
huden mørkegul, Næbet sort, Fødderne gule, Iris nøddebrun. 
Totallængde 18,5”, Vingen 14,8”, Halen 8,4”, Fodroden 1,37. 

Denne Kjærhøg er hertillands endnu sjeldnere end Korn- 
falken, som den forresten ligner i Egenskaber, Levemaade 
og Næring; dog flyver den lettere og skjønnere og fore- 
trækker mere Enge, Sumpe og overhovedet Vandets Nær- 
hed til Opholdssted. 

Bonnez har meddelt Forf., at den forekommer hele 
Sommeren i Grenaåaegnen, hvorfor han finder det sandsyn- 
ligt, at den yngler der.  Angivelsen beroer dog. efter al 
Sandsynlighed paa en Forvexling. Ifølge Melchior blev et 
Exemplar af denne sjeldne Art skudt i Sept. 1823 ved Gissel- 
feldt og indlemmet i den Herlufsholmske Samling. I Norge 
vides den ikke at være bemærket, men Nilsson angiver (l. c. 
p. 90), at tre eller fire Individer af denne Art ere skudte i 
Skaane. 

Sim Rede bygger den i første Halvdel af Mai paa sum- 
pige Steder, blandt Vidiebuske, Siv og høit Græs; de 3—4 
blaahvide, uplettede Æg have Lighed med foregaaendes, men 
ere noget mindre. 


58 


Æggets Længde og Brede: 
40 mm. 39 mm. 
Al » 33 » 


Steppehøg, Circus macrurus.  (Gm.) 


Falco macrurus, Gm. — Circus pallidus, Sykes. — Circus Swain- 
somii, ÅA. Smith. 


Afbildn. 2det Suppl. Tab.I (Falco pallidus, Bruck), gl. Han og ung Han. 


Gammel Han. Oversiden lyst blaagraa, Issen og Over- 
ryggen lidt mørkere. Tøilerne, de skarpttegnede Øienbryn, 
Ansigtets Sider og Øredækfjerene med svage askegraa Stri- 
ber. Undersiden hvid med et Anstrøg af Graåat paa Ånsigts- 
kraven, Brystets Sider og de større underste Vingedækfjer. 
Svingfjerene sortebrune, Haandsvingfjerene udvendigt med 
en askegråa Tone, Armsvingfjerene graa med hvide Spidser. 
Paa Undersiden ere Haåaandsvingfjerene hvide ved Inderfanens 
Basis, de øvrige Svingfjer helt hvide, Armsvingfjerene dog 
med et næsten udvisket, graaagtigt Baand henimod Spidsen. 
De øvre Haledækfjer hvide med aåskegraa Tværbaand; de 
mellemste Halefjer ensfarvet askegråa, de andre hvide med 
syv eller otte askegråa Tværbaand; Spidserne hvide. Halens 
Underside helt hvid med utydelige Tværbåand. Næbet sort, 
Fødderne gule, Iris gul. Totallængde 17”, Næbet 1,1”, 
Vingen 12,8”, Halen 8,5”, Fodroden 2,5”. 

Gammel Hun. Oversiden brun, Hovedet og Bag- 
halsen med gulbrune Striber, hvilken sidste Farve ligeledes 
findes paa Randene og Spidserne af de fleste Fjer paa Over- 
siden og især er fremherskende påa de småa Vingedækfjer. 
Pandeijerene, Øienbrynene og en Plet under Øiet hvide. 
Kinder og Øredækfjer mørkebrune med svage, gulbrune 
Striber.  Ansigtskraven mørkebrun med tydelige, lysegule 
Striber. Vingerne næsten ensfarvet sepiabrune med hvid- 
gule Spidser.  Haandsvingfjerenes udvendige Side med et 
askegraat Anstrøg. Disse Fjer ere tydeligt, Armsvingfjerene 


59 


derimod kun svagt tegnede med brune Tværbaand, stærkest 
påa Undersiden, hvor Inderfanen er hvidgul. De øverste 
Haledækfjer hvide med mørkebrune Tværbaand eller rude- 
formige Pletter. Halen lyst gulbrun med fire brede, sort- 
agtige Tværbaand. == Mellemrummene mellem disse have en 
mere hvidlig Farve paa de yderste Fjer; selve Tværbaandene 
ere påa de yderste Styrere rødbrune. De to midterste Sty- 
rere graabrune med sex sortebrune Tværbaand, af hvilke det 
næstbageste er det bredeste. Kroppens Underside gulhvid 
med brede brune Længdestriber paa Forbrystet, smallere og 
mere rødbrune paa Bagbrystet og Bugen. Halens nedre 
Dækfjer med et stærkt, rødligt Anstrøg; de nedre Vinge- 
dækfjer gulhvide med brune Striber og rudeformige Pletter, 
den bageste Række med sortagtige Tværbaand. = Axillarfje- 
rene brune med et rødbrunt Anstrøg og med brede, ovale, 
rustgule Pletter paa begge Faner. Voxhuden grøngul, Næ- 
bet sort, Gabet mørkegrønt, Fødderne gule, Iris mørk nødde- 
brun. Totallængde 20”, Vingen 14,3”, Halen 10,2”, Fod- 
roden 2,8. 

Ung Fugl. Brun ligesom den gamle Hun, men ikke 
saa broget paa Oversiden.  BRygsidens Fjer med gulbrune 
Rande. Undersiden lys graabrun, Ansigtskraven af samme 
Farve og derved stærkt afstikkende fra Kindernes og Øre- 
dækfjerenes dybe, brune Farve. Side- og Axillarfjerene med 
utydelige brune Midtstriber.  Pandefjerene, Øienbrynene og 
en Plet under Øiet hvidlige. De øverste Haledækfjer hvide 
med blegt rødbrune Pletter. Halen omtrent som hos den 
gamle Hun, men kun med fem Tværbaand. 

Den 16de August 1858 skød Kammerherre Skeel ved 
Dronninglund i Vendsyssel en ung Han af denne Art, der 
ikke tidligere vidstes at tilhøre vor Fauna. Det dræbte In- 
divid hørte til en Flok, som drog hen over Egnen, og af 
hvilken et andet ganske lignende saaes nogle Timer senere. 
Exemplaret kom til Fischers Samling. I Forf.s efterladte 
Notitser findes angivet, at der i den herværende zoologiske 

5 


60 


Have i 1862 fandtes et ungt Individ, som var fanget paa 
Sjælland. 

Det er ikke usandsynligt, at denne Art forekommer 
oftere i Jylland, og at flere af de ældre Beretninger om Fore- 
komsten af C. cyaneus og C. pygargus gjælde denne Årt. 

I Henseende til Farve afvige Æggene af denne Kjær- 
høg ikke fra de foregåaende Årters. 

Æggets Længde og Brede: 

Ai mm: 35 mm. 
46 » 35,5 » 


C. Ugler, Strigidæ. 


Næbet kort, næsten skjult af fremadliggende, børste- 
agtige Fjer, krummet fra Roden, utandet og kun for Under- 
næbets Vedkommende forsynet med et Indsnit; Næseborene 
som oftest rundagtige, beliggende ved Forranden af den, 
med Næbet ensfarvede, stundom noget utydelige Voxhud. 
Skelettet er af en meget svampet Bygning, og det er navn- 
lig i Hovedets Knokler, at denne Egenskab (Pneumaticitet) 
er stærkt fremtrædende. Hovedet er stort og især meget 
bredt bag de store, fremad rettede Øine, der have en Blink- 
hinde og ere omgivne af stive, lange Fjer, som løbe straale- 
formigt ud, dannende ÅAnsigts- eller Øiekrandsen, medens 
de bageste tillige bedække den bevægelige Klap af de tildels 
meget store Øren. Til denne Kreds slutter sig en mere 
eller mindre tydelig Krands af smaa, tætte, opretstaaende, 
stive Fjer i Sløret. Fødderne ere hos de fleste befjerede 
lige til de store, skarpe,” krumme Kløer, eller dog ud til 
disse bevoxede med enkelte stive Haar; de have temmelig 
korte Tæer, af hvilke den yderste er en Vendetaa. Fjerbe- 
dækningen er som oftest meget blød og løst tilsluttende, 
hvorved disse Fugle med deres store Hoved synes meget 


61 


større, end de ere. Den temmelig langsomme Flugt er over- 
ordenlig lydløs. 

Uglernes Udbredningskreds er betydelig; thi næsten alle 
Dele af Jorden besidde Arter af denne Familie. De beboe 
saavel skovrige som klippefulde Egne; nogle holde sig mest 
til menneskelige Boliger, enkelte færdes blot paa den frie 
Mark. Der gives baade Stand-, Strøg- og Trækfugle iblandt 
Uglerne. 

I deres Levemaade have de ligesaa meget Eiendomme- 
ligt som i deres Legemsbygning. De fleste ere i Bevægelse 
i Aftenskumringen og de ikke ganske mørke Nætter, hvor- 
for man særligt kalder disse Natugler. Andre drive ogsaa 
deres Jagt om Dagen og kaldes derfor Dagugler. De 
første have mere udviklede Syns- og Høreorganer og see 
skarpest i Skumringen, medens Dagslyset blænder dem, 
hvorfor de skjule sig og sove om Dagen. Ere de i Bevæ- 
gelse ved Dagslyset, eller opdages deres Skjul af andre 
Fugle, da udsættes de for mangehåande Angreb og Drille- 
rier af disse, der have et. medfødt Had til dem. Derfor kan 
man benytte sig af Ugler til at hidlokke andre Fugle og såa- 
ledes fange eller skyde disse. | 

Deres Næring bestaaer for største Delen af mindre 
Pattedyr og Fugle, som de selv fange med Kløerne, og som 
de enten oplure, siddende paa et ophøiet Sted, eller opsøge 
ved at flyve lavt hen over Jorden. De fortære meget påa 
én Gang og nedsluge deres Bytte helt eller i store Stykker. 
I Overensstemmelse hermed have de et stort Svælg, et vidt 
Spiserør og en stor, sækagtig Mave, men ingen Kro; det 
Ufordøielige give de fra sig tildels som Haarkugler (Haarboller). 
Have de fanget mere, end de behøve til ét Maaltid, gjemme 
de det øvrige med Omhyggelighed, for at kunne tye dertil 
i regn- og stormfulde Nætter, da de saa ikke gjerne flyve 
omkring og Jagten desuden vilde faae et slet Udfald. 

De yngle i hule Træer eller Klippehuler, paa Træer, i 
Bygninger og paa Jorden, bygge simple Reder eller aldeles 

5% 


62 


ingen, lægge rundagtige eller næsten ganske runde, hvide Æg 
og forsvare deres Unger med Mod. 

Den Nytte, som Uglerne gjøre ved at udrydde mange 
skadelige Dyr, især Mus og Rotter, overgaaer langt den 
Skade, som enkelte større Arter tilføje Vildtbanen, hvorfor 
de ogsaa i Almindelighed fortjene at fredes. 


Ugler, Striges, L. 
Nyctea, Steph. 


Voxhuden rudimentær, Næseborene delte ved en skråat- 
løbende Skillevæg.  Øreaabningerne symmetriske og større 
end Øiets Diameter. Vingerne lange, men Vingespidsen 
kort; 2den, 3die, 4de Svingfjer næsten lige lange. Tårsen 
og Tæerne korte, de sidste beklædte med meget lange og 
bløde Fjer, hvis Faner ere bløde og usammenhængende. 
Slægten omfatter kun én (cirkumpolaår) Årt. 


Sne-Ugle, Nyctea nivea (Thunb). 


Syn.  Strix nyctea, L. — Nyctea candida (Lath), Bonap. — 
Nyctea erminea, Steph. 

Dansk: Sneugle. Norsk: Sneugle, Gysfugl, Qvitørn. Svensk: Fjåll- 
uggla, Snouggla, Harfång, Fjållberguf. Færøisk: Katt-uggla, Kåtula. 
Islandsk: Ugla. Grønlandsk: Opik, Opirksoak. 

Artsm. Hvid Fjerklædning, temmelig lille Hoved, uden Slør; sort Næb, 


sorte Kløer, gule Øijeringe og tætbefjerede Fødder. " De unge 
Fugle mere eller mindre plettede; de meget gamle rent hvide. 


Afbildn. Tab. VI. (Striæ nyctea), gl. Han. 


Længde 24—26”", Vingestrækning 60—63”; den noget 
afrundede Hale 10/4”. 

Hunnens hvide Grundfarve falder mere i det Gulagtige 
og hår i Regelen flere Pletter end Hannens. Hos de unge 
Fugle ere Pletterne ikke blot talrigere, men ogsåa større 


63 


og mørkere, saa at deres Farve ér den fremherskende paa 
Qverkroppen. 

Sneuglen tilhører de nordlige Polaregne af Europa, 
Asien og Amerika. I den nordøstlige Del af Asien, 
Siberien og Kamschatka, er den almindeligst; i Grønland og 
i Nordamerika mindre talrig. Paa den skandinaviske Halvø 
er den temmelig almindelig, i Østfinmarken endog talrigt 
forekommende til sine Tider. Om Vinteren, navnlig naar 
Lemmingen vandrer, besøger den Halvøens sydlige og vestlige 
Lavlande og skydes næsten hvert Aar i Christianiafjordens 
Omegn og langs hele Kysten op til Trondhjemsfjorden (Collett). 
I Sverrig synes det, ifølge Nilsson, at den holder sig mere 
til det Indre af Landet og kun nu og da om Vinteren for- 
drives af Sne og Uveir til Kysten. Paa Færøerne forekom- 
mer den ikke sjeldent; dog er den, saavidt vides, ikke truf- 
fet ynglende der. Kun om Vinteren og Foraaret lader den 
sig af og til see her i Landet og opholder sig da sædvanligvis 
paa store Heder eller i skovrige Egne. I Aaret 1819 blev 
den (Isis 1822. II, 771) skudt ved Itzehoe; et Aar senere 
saåaes den ved Slesvig; et Par, som fandtes i Bojes Samling, 
blev dræbt i Februar 1821 ved den jydske Kyst, og i April s. 
A. fandt Boje i Jylland en dræbt Hun fastnaglet til et Bonde- 
hus. I det vestlige Jylland er den mange Jægere vel be- 
kjendt, idet den ikke sjeldent lader sig see navnlig om For- 
aaret. Faber (Ornith. Noticer, Pag. 11) havde seet Exem- 
plarer, skudte i Sjælland, paa Falster, i Slesvig og Østjylland. 
I E. Hages Samling fandtes et Exemplar, skudt paa Møen. 
I Kroen imellem Hjørring og Ladestedet Løkken saae Forf. 
et Par Kløer af en gammel Fugl, skudt der i Nærheden af 
Kroens Eier, som adskillige Gange tidligere havde seet 
Sneugler der i Egnen om Vinteren; Bonnez hår skudt den 
i Grenaaegnen”). Afdøde Konservator Scheel saae 4 Sneugler 


+) Ifølge velvillig Meddelelse fra Prof. Reinhardt, findes der i hans Fa- 
ders efterladte Brevsamling en Angivelse fra Bonnez af ”%Yg 35, 


64 


påa Møen i Løbet af nogle Aar; Apotheker Steenberg angiver den 
som skudt ved Helsingør den 20de Decbr. 1837, fanget ved 
Hellebæk den 6te Marts 1831 og et rent hvidt Exemplar at 
være seet i Kongens Have den 22de November 1832, hvor den 
lod sig komme nær paa omtrent 20 Skridt. I Januar 1829 
modtog det Kgl. Mus. fra Stud. Thomsen en ung Hun, skudt 
ved Jægerspris, og fra Hr. Ølund et Exemplar, som det 
foregaaende Efteraar var skudt sammesteds. I Vinteren 
18538—59 blev den truffet adskillige Steder rundt om i Dan- 
mark, saaledes i Næsby”) ved Store Belt, Bornholm, Sand- 
mosen i Vendsyssel, Sæby (2 Stkr.), Fejø, Aalborg, Flens- 
borg, Cappeln (Slesvig), Helsingør, Kjøbenhavn (Østerbro), 
Kongelunden, Frederikssund, Samsø (2 Expl.) o. s. v. Til 
Museerne i Lund og Malmø indsendtes samme Vinter 12 
Exemplarer, der våre skudte i det sydlige Skaane... I det 
zoologiske Museum findes Exemplarer fra Kjøge (7/4 23), 
Maglegaard (%1 58), Amager (?”%4 71), Anholt (42 68), Ring- 
kjøbing (Dec. 1858), Jylland (Febr. 1862), Gjeddesby paa 
Falster (Febr. 1865), Frederiksborg-Egnen (?%%% 66). D. i5de 
Dec. 1870 blev en Han skudt i Omegnen af Thisted (Dr. P. 
Heiberg); samme Sted blev Aaret efter (14de Febr.) en Han 
skudt og en anden Han fanget (Reinh.). Feddersen fik den 
fra Ahlheden v. Viborg d. dte Marts 1871. Af tidligere An- 
givelser om dens Forekomst anføres Sorø (Dec. 1834), Gun- 
derslevholm (Nov. 1832), Sønderstrand paa Møen (Langfre- 
dag 1826). Ifølge Forfatterens Optegnelser er den endvidere 
truffet paa efterfølgende Steder: Ærø, Varde, Børglumkloster, 
Lerchenborg, Slagelse (Nov. 1858), Roeskilde (Febr. 1862, 
Heiberg), Svendborg (Dec. 1866), Møen (Febr. 1869), Ebel- 
toft (Nov. 1864), Frederiksborg (Febr. 1867). 


om at der hos en Sneugle, som han havde skudt om Foraaret, 
fandtes Fiske i Maven. 

+) Exemplaret blev skudt ned fra Taget paa et Hus med en Bøsse, som 
kun var ladet med Ærter. 


65 


Om Sommeren er den meget sky; den flyver høit, med 
raske Vingeslag ligesom en af de større Høge og lader då 
stundom høre sit stærke Skrig. Hvor den forekommer op- 
holder den sig paa frie Landstrækninger og driver sin Jagt 
om Dagen og i Aftenskumringen, af og til udhvilende sig 
påa Stene eller andre ophøiede Steder. Den flyver sædvan- 
ligvis ikke langt ad Gangen. Paa Vandringer forekommer 
den oftest parvis og er da mindre sky. 

Den fanger Harer, Rotter, Mus, Ryper o.s.v. og følger 
Lemmingerne paa deres Vandringer. 

Den yngler i det høie Norden påa Klipper eller i 
Klipperifter og lægger 2—3, efter Lilljeborg (Observat. zoolog.) 
endog 7”), hvide Æg. I de nordlige Lande kan den først 
sent yngle, og Ungerne skulle ikke være flyvefærdige før i 
September. Det maa dog bemærkes, at Holbøll i Grønland 
to Gange har erholdt dens Unger allerede i Begyndelsen af 
Juni. 

Æggets Længde og Brede: 

54 mm. 44 mm. 
56 » 46 » 


Surnia, Dum. 


Næseborene sidde i den rudimentære Voxhuds forreste 
Rand; Skillevæggen mangler.  Øreaabningerne mindre end 
Øiets Diameter og uden Ørelaag. Næbet lille, krummet fra 
Voxhuden og skjult under Fjerene. Vingerne spidse, med 
stive, kraftige Svingfjer.  1ste Svinger af samme Længde 
som 6te; 3die længst. Halen kiledannet og meget lang. 
Tarse og Tæer korte og tæt befjerede.  Indertaaen længst. 
Der kjendes kun én herhen hørende Årt. 


%) Ifølge Nilsson angive Lapperne, at Æggenes Antal beløber sig til 
8 å 10. 


66 


Høgeugle, Surnia ulula (L.)- 


Syn. Strizx Ulula, L. — Strix hudsonia, Gmel. — Strix funerea, 
Lath. — Strix nisoria, Mey. 


Dansk: Høgeugle, Krakugle. Norsk: Høgugle. Svensk: Hokuggla. 


Artsm. Næb og Iris gule; Overkroppen brun, hvidplettet; Underkroppen 
hvid med brungraa Tværstriber; den kileformige Hale meget 
lang, med hvid Spids og 7—8 smalle, hvide Tværbaand; Ho- 
vedet lille. 


Afbildn. Tab. VI (Striz funerea), gl. Han. 


Længde 15—17”, Vingestrækning 29—31”.. Hunnen 
størst; ellers ikke meget forskjellig fra Hannen; undertiden 
er den dog noget mørkere farvet. 

Ung Fugl. Den mørke Plet over og bagved Ørene 
mangler; den brune Overkrop hår hist og her lyse Fjer- 
spidser og Skaftpletter hen imod Hovedet; påa Skuldrene, 
Vingerne og Overgumpen findes hvidagtige Tyværpletter, og 
påa Underlivet utydelige graabrune Tværlinier. 

Denne Ugle beboer Nordens skovrige Egne, hvor den 
tildels findes i temmelig stor Mængde. Om Vinteren stry- 
ger den vidt omkring til sydligere Lande og kommer da 
undertiden til Danmark, hvor den fortrinsvis søger min- 
dre Skove, helst Naaleskove, sjeldnere Moser og kratbe- 
voxede Sumpe. Apotheker Steenberg har meddelt Forf., at 
den to Gange er skudt og én Gang fanget (23de Marts 1833) 
ved Helsingør; to af de nævnte Exemplarer fandtes i hans 
Samling. I det zool. Museum findes et Exemplar fra Es- 
rom (7% 1822, Steenberg), en Hun fra Jægersborg (Sdie 
April 1829, daværende Prinds Christian Frederik) og et Individ 
fra Kulhusene (40 45, Hofjægermester Løvenskjold).”) For- 


+) Under Korrekturlæsningen af dette Ark har Udgiveren modtaget den 
Erklæring fra Hr. prakt. Læge Bølling, at han ikke vedkjender sig 
Angivelsen i iIste Udg. om, at denne Årt er seet i Dyrehaven. 


% 
67 


fatteren eiede et Exemplar, som den 10de Mai 1855 var 
skudt i Korselitse Skov paa Falster. 

Som mange høinordiske Fugle er den ikke meget sky 
eller mistænksom, saa at man ofte endog ikke skal kunne 
bevæge den til at flyve bort ved at kaste Stene efter den. 
Den flyver hurtigt og let og ligner i Flugten mere en Falk 
end en. Ugle; den jager midt om Dagen. Naar den sid- 
der paa Jorden, holder den stedse Halen opad og Legemet 
næsten horizontalt; men paa en ophøiet Gjenstand sidder 
den lodret, med nedhængende Hale. Den skjuler sig mel- 
lem tætte Grene eller i Buske, og kun naar den vil jage, 
sætter den sig frit paa Trætoppe, Pæle el. desl. for at speide 
efter sit Bytte. 

Mus og Rotter udgjøre dens Hovedføde; saasnart den 
opdager en Mus, endog i det høje Græs, styrter den sig 
ned, griber den med Kløerne og flyver op paa et Træ med 
den for at fortære den. Forøvrigt fanger' den ogsaa Fugle 
og store Insekter. 

Den skal yngle paa høie Træer og lægger 3—4 hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 


36 mm. 99 mm, 
39 » 31 » 
38 » 32 » 


Glaucidium, Bore. 


Voxhuden meget lille. 'Næseborene ere forsynede med 
en knupformig Antydning til en Skillevæg.  Øreaabningerne 
symmetriske, mindre end Øiets Diameter. Vingerne, navn- 
lig Vingespidserne meget korte; 2den Svingfjer af samme 
Længde som 6te. Tæerne fjerklædte. Halen lang, med af- 
rundede Hjørner. Slægten omfatter to Arter, af hvilke kun 
den ene er europæisk. 


Eg 
68 


Spurveugle, Glaucidium passerinum (L.). 
Syn. Stric passerina, L. — Strizx pygmæa, Bechst. — Strix 
acadica, Temm. 
Dansk: Dværgugle, Spurveugle. Norsk: Dværgugle, Spurvugle. 
Svensk: Sparfuggla. 
Artsm. Hovedet lille, med smalt Ansigt og utydeligt Slør; Vingerne 


korte og Tæerne tæt befjerede; Næb og Iris gule; Overkroppen 
graabrun med hvide Pletter; Underkroppen hvid med brune 


Længdestreger; Halen med 4—5 hvide Baand og betydeligt læn- 
gere end Vingerne. 


Afbildn. Tab. VI, (Strizx passerina), gl. Han. 


Hannen af en Spurys Størrelse, men med større Hoved. 
Længde 6'/9—71/9", Vingestrækning 11%72—12”; Hunnen er 
større og adskiller sig desuden ved en brunere Farve paa 
Overkroppen samt svagere Længdepletter påa Bugen. 

Denne mindste europæiske Ugle tilhører egenligt den 
kolde Zone og kommer kun undtagelsesvis til os, endnu 
sjeldnere sydligere. Paa den skandinaviske Halvø træffes 
den sjeldnere Nord for Fjeldryggen, men almindeligt yng- 
lende i Norges sydligere Egne og i Mellemsverrig. Den 
skal være skudt i Klintholms Have og ved gamle Kjøgegaard 
(E. Hage); i Foraaret 1849 blev den skudt af Baron Rosen- 
krantz påa Balskov (Bonnez). Ifølge Forf.s Optegnelser har 
Skovfoged Christensen skudt to Spurveugler i Naaleskoven 
ved Liselund paa Møen, og Fasanjæger Frederiksen har 
meddelt ham, at, han har seet den i Kongelunden. Afdøde 
Apoth. Steenberg saae den flere Gange i unge Naaleskove i 
Omegnen af Helsingør, samtidigt med Kramsfugletrækket. 
Konservator Conradsen fik en Han til Udstopning, skudt ved 
Vordingborg i Marts 1858. Efter Faber (Ornithol. Noticer 
DPag. 66) var den angivet ham som ynglende ved Jægers- 
pris. 

Spurveuglen har sit Opholdssted i Skovene, og er en 
virkelig Daågugle. Naar den om Vinteren nærmer sig Byg- 
ningerne, forfølges den, ligesom sine Slægtninge, af Spurve 
og andre Smaafugle. Den er en lille nydelig, morsom Skab- 


£. 
69 


ning, hvem de besynderlige Uglegebærder give en egen 
Ynde. Ved sit mere abeagtige end katteagtige Ansigt og 
ved et klogt, godmodigt Blik, udmærker den sig fremfor de 
fleste andre Ugler, der have et melancholsk, søvnigt Væsen. 
Den har en rask, let Flugt, flyver om Dagen uden at blæn- 
des af Sollyset, men jager dog helst i Træernes Skygge og 
i Morgen- og Aftendæmringen. 

Næringen bestaaer fortrinsvis af store Insekter og Smaa- 
fugle, men ogsaa af Mus. 

I hule Træer yngler den og lægger sædvanligvis 4 
hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

BT] SAT: 

Da den opholder sig i Skove, er det ikke vanskeligt at 
liste sig til den med Bøssen. Undertiden hænger den sig i 
Doner ved at gaae efter de fangne Fugle. 


Syrnium, Sav. 


Næbet svagt, Sløret vel udviklet. Øreaabningerne mid- 
delstore, usymmetriske og med meget store Ørelaag ; høire 
Øreaabning altid større end venstre. iI1ste Svingfjer af samme 
Længde som 10de (eller noget kortere) og kamstraalet i 
Randen gjennem hele sin Længde. Tæerne tæt befjerede. 


Slagugle, Syrnium Uralense (Pall). 
Syn. Strizx Uralensis Pall. — Str. liturata, Tengm. (Retz). — 
Str. macroura, Mey. — Str. Lindrothii, Sparrm. 


Norsk: Slagugle. Svensk: Slaguggla. 


Artsm. Næbet gult; Iris mørkebrun, Overkroppen graaagtig med brune 
og hvide Længdepletter; Underkroppen gulagtig hvid med smalle, 
brune Længdepletter; Halen meget lang, kileformig, med 5—6 
hvidagtig graa Tværbaand og hvid Spids. 


Afbildn. Tab. VI. (Strix liturata), gl. Han. 


7 


70 


Længde 24”, Vingestrækning 45”, Halen (hvis Yder- 
fjer ere 2 Tommer kortere end Mellemfjerene) 10», 

Han og Hun ere lidet forskjellige, men de unge Fugle 
have i de første Leveaar en meget mørkere, mere brun end 
gul Farve med uregelmæssige og tætte Pletter. 

Polaregnene ansees for denne Dagugles egenlige Hjem. 
I det nordlige Sverrigs klippefulde Skove er den ikke sjelden, 
men i Norge forekommer den, ifølge Collett, navnlig i Landets 
sydlige Egne. Om dens Forekomst i Danmark foreligger 
der ingensomhelst paalidelig Oplysning. Den i nærværende 
Arbeides første Udg. meddelte Oplysning, at den i Febr. 
1814 skal være seet (ifølge «Tillæget» endog skudt) i Hol- 
lufgaards Have i Fyen af forlængst afdøde Bataillonschirurg 
M. Winther, er, selv i Forening med E. Hages Formodning 
om, at den i 1837 eller 1838 er skudt ved Næsbyholm, al- 
deles utilstrækkelig til at berettige til Artens Optagelse blandt 
Danmarks Fugle. 

Den er en. kjæk Rovfugl, der i Væsen og Manerer mere 
ligner en Vaage end en Ugle. Dens anseelige Størrelse 
og den tykke Uglefigur med den lange Hale giver den i 
Flugten et ganske eget Udseende, der gjør den kjendelig i 
det Fjerne. 

Ogsaa for den ere de forskjellige Musearter en Hoved- 
næring. Forøvrigt angriber den unge Harer, Kaniner, og 
alle Slags Fugle, som den kan tage i Sædet. Den jager 
saavel om Dagen som i Aftendæmringen. 

Den skal bygge Rede i Klipperifter eller i hule Træer 
og lægger 3—4 hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

[DI ne 42 mm. 


Laplandsk Ugle, Syrnium Lapponicum (Retz). 
Syn. Strix barbata, Pall. — Strix cinerea, Gm. (den amerikanske 
Fa Form)? — Ulula Lapponica, Thunb. 


Norsk: Laplandsugle. Svensk: Lappuggla. 


Ti 


Artsm. Øiekrandsen med otte eller ni mørktfarvede, koncentriske Ringe. 
Halen rager 3” ud under Vingerne og har 7—8 smalle, hvide 
Tværbaand og tætstaaende bølgeformige Tværstriber. Bugsiden og 
de nedre Hale- og Vingedækfjer med mørke, tværløbende Bølge- 
linier og mørke Skaftstriber. Ste Svingfjer længst. Struben 
sort. Iris af en kraftig gul Farve. 


Afbildn. 2det Suppl. Tab. I (Striz Lapponica), gl. Han. 


Hannens Længde 24”, Hunnens Længde 27—28"”. 

I Danmark er denne Ugle hidtil ikke truffen. I Norge 
er den ikke sjelden og viser sig navnlig, nåar Lemmingerne 
foretage deres Vandringer. I Omegnen af Christiania alene 
er i de senere Aar fældet henimod en halv Snes Individer. 
I Østfinmarken er den oftere bemærket og formodes at 
yngle der (Collett). I Sverrigs nordlige Egne træffes den 
ikke sjeldent, påa sine Steder endog almindeligt; fra Mellem- 
sverrig kjendes ikke faa Exempler paa dens Forekomst; der 
foreligger endog et enkelt Tilfælde, i hvilket den er truffen 
i Nord-Tydskland ved Gumbinnen (Gloger, Handb. d. Vo- 
gel Europ. I, S. 111). — Reden skal være meget stor, byg- 
ges i Træer og indeholde 2—3 smudsigt hvide Æg af en 
temmelig langstrakt Form. 


Natugle, Syrnium aluco (L.). 
Syn. "Strixc: aluco, L. 


Dansk: Natugle, Skovugle, Husugle, Katugle. Norsk: Katugle, Natugle. 
Svensk: Kattuggla, Nattuggla, Skrikuggla. 


Artsm. Hovedet meget stort; Næbet bleggult; Iris mørkebrun; paa 
Skuldrene en stor, langsgaaende hvid Plet; Overkroppen med 
mange Punkter, afbrudte Bølgelinier og uregelmæssige Pletter 
af mørk Farve, Underkroppen lys med brune Skaftpletter, som 
paa begge Sider løbe ud i Bølgelinier. 4&de og dte Svingfjer 
længst. 


Afbildn. Tab. VII (Striz aluco), gl. Han. 
Længde 14—15”, Vingestrækning 35—36”, Halen 6'/2— 
11|9". gf . 


Ph 


72 


Hunnen er i Almindelighed mere rødbrun end Hannen, . 
navnlig påa Ryggen, hvor Hannen er graa og hvid; den 
store Plet paa Skuldrene samt Grundfarven paa Underkrop- 
pen rustgulagtig hvid; Øiekrandsen rustbrunagtig graa, om- 
kring ved Næbet med mange sorte, haaragtige Fjerstraaler. 
Ungerne ligne Hunnen. 

Natuglen er udbredt over hele Europa og det nordlige 
Asien. I Sverrig er denne den almindeligste Ugleart; i 
Norge forekommer den ligeledes meget almindeligt, dog 
træffes den sjeldnere ynglende Nord for Trondhjem. Paa 
Færøerne er den truffen i Januar og Marts 1871 og i Nov. 
1872 (Muller). I Danmark findes den næsten overalt, hvor der 
gives Træer. I Vendsyssel er den dog ikke almindelig og paa 
Vestkysten deraf vides den end ikke at være iagttagen. Paa 
Bornholm er den heller ikke hyppig, og man vil først i de 
senere Åar have bemærket den der. I Sommermaanederne 
opholder den sig mest dybt inde i Skoven, men om Vin- 
teren- søger den ogsaa Smaakrat og store Frugthaver ved 
Byerne.  Saalænge der er Løv paa Træerne, sidder den 
gjerne og sover paa en Gren, nær ind til Stammen af et 
tætkronet Træ, sjeldnere i en Træhule. I de øvrige Aars- 
tider skjuler den sig om Dagen i hule Træer, øde Taarne 
og Ruiner eller andre Bygninger osv. Den er overordenlig 
lyssky og forlader først i Skumringen sin Hvileplads for at 
flyve paa Jagt. Dens Flugt er ganske lydløs. Den er her 
Stand- og Strøgfugl. 

Næringen bestaaer fornemmelig i Mus, Muldvarpe, unge 
Fugle, Frøer og Firben. , 

Den bereder sig allerede i Marts til at yngle, og Hunnen 
lægger da 3—5"”), rundagtige, hvide Æg, som oftest i hule 
Træer, undertiden i forladte Ravne- og Kragereder, paa et 
simpelt Underlag af Mos og Fjer; i Kirketaarne påa Sjælland 
og især påa Møen, Laaland og Falster yngler den hyppigst. 


7) Faber (Ornith. Noticer .Pag. II) anfører, at den lægger indtil 5 Æg; 
dog er dette vistnok en stor Sjeldenhed. 


73 


Æggets Længde og Brede: 


44 mm. 38 mm. 
48 » 40 » 
51 » 40 »” 


Ungerne voxe meget langsomt, sidde længe i Reden 
og mades flittigt af de Gamle efterat de have forladt den. 
Den yngler i næsten alle større Skove her i Landet.  Dyr- 
læge Grill i Otterup v. Odense fandt den 29%de Mai 1865 
dens Rede i Zastraugaards Tærskelade og den den April 
1866 i et Dueslag påa Margaard i Odenseegnen. 

Hvor man om Åftenen seer eller hører den i Nærheden, 
kan man let lokke den til sig ved at efterligne Musenes 
Piben, især om Foraaret, da man endnu lettere kalder den 
til sig ved at efterligne dens Parringsraab. Kan man om 
Dagen opdage hvor den har sin Hvileplads, er det let at 
skyde den. 

Nytten, som denne Ugle (ligesom de fleste af dens 
Slægtninge) stifter ved Udryddelsen af en utrolig Mængde 
Mus, er saa stor, at Fuglen burde fredlyses, istedetfor at 
Jægerne faåae Betaling for Kløerne og derfor i flere Egne, 
f. Ex. som tidligere påa Als, i Sundeved og det Nordsles- 
vigske, næsten ganske have udryddet denne og de fleste 
andre Uglearter, hvilket da ogsaa har havt Markmusenes høist 
foruroligende Formering til Følge. 


Athene, Bore. 


Voxhuden er delt i to Længdestykker, der hver paa sin 
Side af Næbet danner en opsvulmet, ærteformig Knup, hvori 
Næseboret findes.  Øreaabningerne småa, usymmetriske. 
Sløret og Øiets Fjerkrands ufuldstændige. Tæerne beklædte 
med børsteagtige Fjer. De fire første Svingfjer vinkelformigt 
indskaarne påa Inderfånen. 


T4 


Minervas Ugle, Athene noctua (Retz). 
Syn. Strix meridionalis, Risso. — Strix nudipes, Nilss. (Orn. 
Sues.). — Striæx passerina, auct. — Strix psilodactyla, Nilss. 
(Skand. Fauna). 


Dansk: Kirkeugle, Stenugle. 


Artsm. Næb og Iris gule; Overkroppen graabrun med draabeagtige, 
hvide Pletter; Svingfjerene med 5—6 Rækker af hvide Tværplet- 
ter; Underlivet hvidt med spredte mørkebrune Længdepletter; 
Halen lidt længere end Vingerne, med 4 hvide Tværlinier og 
hvidagtig Spids. 


Afbildn. Tab. VI (Strix noctua), gl. Han, 


Længde 8—9”, Vingestrækning 20—21”. Hunnen størst 
og med mørkere Overkrop, der mere end hos Hannen er blandet 
med Rustgult; Underkroppen af en uren hvid, noget gulagtig 
Farve; Ungerne ere for største Delen brune, have påa Over- 
kroppen færre hvide Pletter — i Regelen kun påa Vingerne 
— og paa Underkroppen en brun- og hvidbroget Tegning. 

Varieteter, hos hvilke den hvide Farve er fremherskende, 
træffes nu og da. 

Denne Ugle forekommer i hele det sydlige og tempe- 
rerede Europa, oftest i Menneskenes Nærhed, men paa en- 
somme Steder, i Kirker, Taarne, Hvælvinger, Ruiner, under 
Hustage eller i Skove med hule Træer. Om Dagen holder 
den sig mest skjult i sine Smuthuller; dog sees den ikke 
sjeldent at sidde hele Timer i Gavlhullerne paa vore Kirker 
og Ladebygninger. I Jylland og Fyen er den temmelig hyp- 
pig i Kjøbstæderne og ved Landsbykirkerne, sjeldnere i 
Skovene. Den er her baade Strøg- og Standfugl. I Norge 
er den, saavidt vides, endnu ikke iagttagen, og fra Sverrig 
kjendes, ifølge Nilsson, kun ét Exempel påa dens Fore- 
komst. - 

Den er en lille, urolig og modig Fugl, der især er i 
Bevægelse om Natten. Ofte flyver den da efter Lyset og 
lader sit uhyggelige. Skrig høre, hvorved den har givet 
Anledning til mange eventyrlige Sagn. 


Ej 
w 


75 


Næringen bestaaer af Mus, Smaafugle og Insekter, vel 
ogsaa Flagermus. 

I Begyndelsen af Mai lægger Hunnen 4—7 rundagtige, 
forholdsvis store, hvide Æg, uden Underlag, i hule Træer, 
Sten- eller Murhuller, bag Tagsparrer i Lader eller paa 
Hus- og Kirkelofter. 

Æggets Længde og Brede: 

305 mn. Sam. 
36 » VESVEN 

Ved Kirker i Jylland fandt Forf. den hyppigt ynglende, 
f. Ex. ved Engom, Hedensted, Hveissel, Ringgive Kirker pr. 
Veile, ved Søndertranders Kirke pr. Aalborg osv.; Hr. Bon- 
nez har meddelt Forf., at den yngler i Grenaa-Egnen. I 
Vendsyssel, hvor en er meget almindelig, yngler den i 
de fleste Kirketaarne og ikke sjeldent i andre Bygninger ; 
i Slutningen af Mai 1863 modtog Universitets Museet fra 
Adj. Juel en levende Unge af Minervasuglen, tågen i Nørre- 
sundbyes Kirketaarn. Konservator Conradsen eier et Exem- 
plar, som for nogle Åar siden blev fanget sammen med 
Dompapper i en Done ved Søllerød. 

Da den af Naturen ikke er sky, kan man let skyde den; 
men hvor den først flere Gange er bleven forjaget eller for- 
uroliget ved Skud, bliver den dog meget forsigtig og aar- 
vaagen selv om Dagen. Man. kan fange den ved at hænge 
et fint Næt ganske løseligt foran Aabningen, igjennem hvilken 
den pleier at flyve ud; den falder da til Jorden, indviklet i 
Nættet. Undertiden bliver den, ligesom Spurvehøgen, hæn- 
gende i Donerne, naar den vil gjøre sig tilgode med de 
fangede ea nSfDEle: 

Ved at udrydde en utallig Nrnirde Mus i og ved Byg- 
ningerne, bliver denne Ugle overordenlig nyttig; selv naar 


den er mæt, dræber den Mus for sin Fornøielse og lader 
dem ligge. 


16 


Nyctale, Brehm. 


Næbet kort. Voxhuden rudimentær; Næseborene ligge 
i Randen af den. Øreaabningerne temmelig smaa, Ørelaaget 
lille, undertiden rudimentært. Sløret vel udviklet; 3die og 
åde Svingfjer længst. Tæerne tæt befjerede. Arterne fær- 
des udelukkenåe om Natten. 


Tengmalmw's Ugle, Nyetale funerea (L.). 
Syn. Strix dasypus, Bechst. — Strix funerea, Lin. — Stric 
Tengmalmi, Gmel. 


Dansk: Lille Skovugle, lille Kirkeugle. Norsk: Perleugle. 
Svensk: Perluggla. 


Årtsm. Næb og Iris gule, Fjerkrandsen omkring Hovedet (Sløret) tydelig; 
Vinger og Hale længere end hos foregaaende. 


Afbildn. Tab. VI. (Strix Tengmalmi), gl. Han. 


Hunnen større end Hannen, ellers uvæsenligt forskjellige. 
Længde 9%2—10”, Vingestrækning 21—29”, 

Ung Fugl. Næsten ensfarvet kaffebrun, blot Sving- 
og Halefjerene med hvide Pletbaand. 

Den gamle Fugl er meget hyppigt bleven forvexlet med 
Minervas Ugle; men ved nærmere Sammenligning bliver den 
rankere Legemsbygning, de længere Vinger og Hale og de 
laadne Fødder hos Tengmalmsuglen strax paafaldende, lige- 
som den ogsaa er mindre end hin. Fjerbedækningen er 
silkeblød og meget løs. 

Denne Ugle forekommer i mange af Europas Bjerg- 
skove, mest i Naaleskove; sjeldnere søger den Bygninger. 
I Norge og Sverrig er den almindelig; den træffes ynglende 
i Norges sydlige og sydøstlige Skovegne og i de nordlige 
Dele af Mellemsverrig. I Danmark er den ikke hyppig. 
Afdøde Kammerherre Poulsen opdagede den paa Als; Apo- 
theker Steenberg angiver tvende (Han og Hun) at være skudte 
ved Helsingør, og Bølling fandt 7%7, 45 en død Hun i Frede- 


TT 


riksberghave. Bonnez har truffet den i Herlufsholms Skov i 
Sjælland. En gammel Hun blev den 23de Marts 1833 skudt 
i Marieskoven v. Flensborg. I Nov. 1832 blev den ifølge 
Mechlenburg skudt v. Åarup, Juulskov og Lindeved i Sles- 
vig. Ved Herlufsholm er den oftere skudt i September 
(Melchior). I Nov. 1836 blev et Exemplar skudt ved Herløv 
af Forststud. Bech (Reinh.) og den 7de Febr. 1851 fange- 
des den i en Done ved Helsingør (Steenberg). Efter Boje 
(Isis 1822, II, S. 771) viser den sig aarligt i det vestlige Hol- 
sten i Oktober og November sammen med de vandrende 
Skovsnepper. Scheel og E. Hage have oftere skudt den paa 
Møen, og flere Exemplarer derfra -findes i Sidstnævntes 
efterladte Samling. Ved Birkelse i Vendsyssel blev den 
skudt i Marts 1855. 

Den er, som en ægte Natugle, meget lyssky, lukker 
Øinene for Dagslyset og er om Dagen ikke let åt opskræmme. 
I Fangenskab bliver den let tam; den kan ikke blot benyt- 
tes til Fuglefangst ved at sætte Limpinde rundt omkring for 
de tilflyvende Fugle; men den morer ogsaa ved sit pudseer- 
lige Væsen. Det er især paafaldende, at den kan opspile 
Sløret saaledes, åt der fremkommer en Fjerknop over hvert 
Øie, hvorved den faåaer Udseende af at være forsynet med 
korte Fjerøren. 

Næringen bestaåaer, som hos alle Ugler, fornemmelig af 
Mus og større Insekter; men den foragter vistnok heller ikke 
Fugle, naar den kan faåae dem fat. 

I hule Træer lægger den i Begyndelsen eller henimod 
Midten af Mai 2—4 næsten runde, hvide Æg, uden Un- 


derlag. 
Æggets Længde og Brede: 
3] mm. 97 mm. 
35,5 » 28 » 


Jagt og Nytte: som foregåaende Årt. 


78 


Strix (s. str.), Sav. 


Næbet temmelig langt, Hornskeden forholdsvis kort. 
Næseborene ligge langt fortil, ere skjævt stillede og aflange. 
Hovedet meget bredt, Sløret stærkt udviklet, hjerteformigt, 
oventil afbrudt ved en smal Stribe, nedentil uafbrudt. Fjer- 
klædningen meget blød, silkeagtig; Zden Svingfjer længst, 
men kun lidt længere end I1ste og 3die. Halen kort. Fod- 
roden lang, spinkel og kun svagt fjerklædt; paa den nederste 
Trediedel findes kun børsteagtige Fjer. Tæerne endnu sva- 
gere besatte med Børster, vortede, tynde og forsynede med 
lange, spinkle Kløer.  Mellemtaaens Klo kåmtandet paa 
Indersiden. 

Æggene have en mere langskrakt Form end de fleste 
andre Uglers. 


Slørugle, Strix flammea (L.). 
Dansk: Perleugle, Slørugle. Svensk :Tornuggla. 


Artsm. Næbet hvidagtigt; Iris meget mørkebrun; Ansigtet hvidt, om- 
kring Øiet rødagtigt; Underlivet rustrødt, med Perlepletter; 
Overkroppen fint vatret askegraa, prydet med sorte og hvide, 
draabeformige eller perlelignende Pletter; Vingerne længere end 
Halen. 


Afbildn. Tab. VII, 97. Han. 


Længde 14—15”, Vingestrækning 39”, Han og Hun have 
megen Lighed med hinanden, dog er Hunnen noget større 
og plumpere samt mørkere af Farve. Paa de unge Fugle 
ere alle Farver meget blegere; de brune Punkter paa Brystet 
ere mindre, og de hvide mangle ganske. 

Sløruglen er en over mange Lande, kun ikke de kolde- 
ste, udbredt Fugl. I Tydskland er den almindelig; i Hertug- 
dømmerne mindre sjelden end i Jylland og paa Øerne. I 
Norge vides den ikke at være truffen, og i Sverrig var den 
indtil for nogle faa Aar siden kun bemærket en enkelt Gang. 
I de senere Aar derimod er den, ifølge Meddelelse fra Prof. 
Wahlgren, bleven langt almindeligere i Skaane, hvor den 
oftere træffes ynglende i Kirketaarnene omkring Malmø. Den 


79 


opholder sig helst i Menneskers Nærhed, såa at man træffer 
den baade i Landsbyerne og især i større Stæder, hvor den 
beboer Taarne, Kirker og Lader. Den yngler hvert Aar i 
et Dueslag påa Hartsprung paa Åls, og paa sine Vinter- 
streiferier er den ikke sjeldent skudt i de forskjelligste Egne 
her i Landet. Bonnez angiver, at den er funden død i 
Rugaards Skov. Ifølge Rhea II, Pag. 130, yngler den paa 
Sylt; Faber havde (Ornith. Not. Pag. 11) et Exemplar fra 
Føhr, men han benægter, besynderligt nok, dens Forekomst 
i det egenlige Danmark. I Horsens- og Kolding-Egnen, der 
(da Faber boede i Horsens) dog laae hans Forskninger nær- 
mest, er efter Forfatterens Angivelse ikke færre end 5 Ex- 
emplarer skudte i ÅAarene 1846—47. For 5—6 Aar siden 
modtog Konservator Conraådsen en Hun fra Lolland; den 
havde ét fuldt udviklet Æg i sig. I 1855 fik Fischer den 
fra Ærø; efter den Tid er der i Fyen forekommet mange 
af dem, og i de senere Aar høres endog jevnligt Klager 
derfra over den Skade, som Sløruglen anretter i Dueslagene. 
I Omegnen af Odense er den saaledes meget almindelig og 
har navnlig i de senere Aar formeret sig i en utrolig Grad; 
ifølge Dyrlæge Grills Meddelelse findes den nu i alle Kir- 
kerne der påa Egnen og har næsten ganske fortrængt Athene 
noctua derfra. Meddeleren fandt den ynglende i Veflinge-, 
Vigerslev-, Søndersø-, Torup-, Broby-, Skamby-, Norup- og 
Krogsbølle-Kirker foruden i mange Bøndergaarde. Den 29de 
Mai 1865 fandt han dens Ynglested med 6 Æg paa Zastrau- 
gaard. Efter 1861 er den oftere skudt i Omegnen af Ring- 
sted (Bølling). I det nordlige Jylland træffes den af og til 
(Thy, Linderumgaard, Aalborg, Baggesvogn 0. a. St.). I Uni- 
versitets-Museet findes bl. Å. en Han, skudt ved Flaskekroen 
(0 68) og en Hun fra Gjedserodde ("/11 68). Forf. modtog 
for nogle Aar siden i November Maaned et Exemplar, der 
kort forinden var fanget paa et Høloft i Ærøskjøbing. Han 
havde. den ligeledes fra Tønder (prakt. Læge Friis) og Graa- 
sten (Åpotheker Henningsen) og fik oftere tilbudt Exemplarer 


80 
fy: 

til den zoologiske Have fra forskjellige Steder i Sjælland. 
Engang bragtes der ham endogsaa nogle store Unger af 
den, tagne et Par Mile fra Kjøbenhavn. Ved Flensborg skal 
den forekomme temmelig hyppigt om Vinteren. Dågen til- 
bringer den sovende paa et mørkt Sted, og den jager kun 
om Natten paa Marker, i Haver og paa Enge. Den er en 
Standfugl, der flokker sig om Vinteren i stræng Kulde, men 
ellers fører et ensomt Liv. 

Den hjerteformige Indfatning af Ansigtet giver Sløruglen 
et komisk Udseende. Den er aldeles ikke sky og sover 
undertiden saa fast om Dagen, at den lader sig fange med 
Hænderne. I Fangenskab viser den mere Enfoldighed og 
dum Trodsighed end Ondskab og bliver let tam. Dens 
Ophold paa de uhyggeligste Steder og dens hæslige, snor- 
kende Stemme, har givet Overtroen Stof til mange Spøgelse- 
historier. 

Saasnart Tusmørket frembryder, flyver den påa Rov og 
driver sin Jagt hele Natten igjennem, især naar det er 
Maaneskin, efter Mus, Rotter, Spidsmus, Muldvarpe, større 
Insekter og unge Fugle. Den flyver ogsaa gjerne ind i 
Dueslagene, men uden at tilføje Duerne nogen Skade; kun 
blive de selvfølgelig i Begyndelsen forskrækkede, men de 
vænne sig efterhaanden til at have den iblandt sig. 

I første Halvdel af April bereder den sig til åt yngle paa 
de ovenfor angivne Opholdssteder, og Hunnen lægger da 
3—4 hvide Æg uden noget Underlag, blot i en Fordybning, 
eller imellem Sten og Kalkbrokker. 

Æggets Længde og Brede: 

Ben: BOM: 
42 » SPA) 

I Aftenskumringen kan man let skyde denne ligesom 
de andre Natugler. Man kan ogsaa fange den påa samme 
Maade som Minervas Ugle. 

Den Nytte, som den stifter ved Tilintetgjørelsen af en 
stor Mængde Mus, er meget betydelig. 


81 


Bubo, Dum. 


Fjerbuske («Horn») paa Panden, Øreaabningerne store, 
samme Diameter som Øiet, uden Ørelaag. Næbet stærkt 
krummet, stort. iste Svingfjer kortere end bte. Tæerne 
tæt befjerede. Slægten indbefatter kun store Arter, af hvilke 
kun én forekommer i Europa. 


Bjergugle, Bubo maximus (Sibb.). 
Syn. Striz bubo, L. — Str. Sibirica, Licht. — Str. Turcomanna, 
Eversm. (den siberiske, lystfarvede Varietet). 


Dansk: Klippeugle, stor Hornugle, Schuhu, Ørneugle, Gaaseugle. 
Norsk: Bjergugle, Hubro, Roper. Svensk: Berguf, Uf, Hornuf. 


Artsm. Overkroppen mørk, rustgul og sortflammet; Struben hvid; Fjer- 
buskene sorte, med rustgul Inderkant; Underkroppen rustgul 
med sorte Længdepletter og Tvær-Bølgelinier. 


Afbildn. Tab. VII (Striæz bubo), gl. Han. 


Længden 24—28”, Vingestrækning 66—70”, Halen 10— 
101/9”.. Hannens Fjertop henimod 4”, 

Hunnen er størst og mindre rank af Bygning; den har 
kortere Ørefjer, mere hvidblandet Farve og større sorte 
Pletter. 

De unge Fugle ere mørkere og mere plettede. 

Den store Hornugle er ikke almindelig i Danmark, hvor 
den fortrinsvis findes i de ældste og største Skove. Om 
Vinteren streifer den herned fra Norge og Sverrig, hvor den 
findes almindeligt udbredt og ynglende; dog bliver den stedse 

… sjeldnere, fordi den efterstræbes som en for Vildtbanen meget 
< skadelig Rovfugl. 

For en Del Aar siden er den skudt af Hr. Kammer- 
herre Juel Wind til Stensballegaard ved Horsens; den er 
oftere skudt ved Helsingør (Steenberg); ved Grenaa (Konser- 
vator Conradsen); ved Rosenvold i Jylland (Godsforvalter 
Levinsen). Forf. har oftere hørt og seet den i Thyrsbæks 
Skove. I Vendsyssel skydes den ikke saa ganske sjeldent. 


82 


1 Septbr. 1832 blev et Expl. skudt i Omegnen af Frederiks- 
borg og skænket til det herværende Museum; i April 1860 
modtog Univers.-Mus. fra daværende Adj. Erslev en Hun, 
som var skudt ved Marselisborg pr. Aarhus. I Januar 1849 
blev et Exemplar skudt ved Høibygaard (Reinh.); endvidere 
er den skudt ved Schulsminde ved Aalborg (Adj. Juel), og 
ved Gl. Skagen ("1 60, Byfoged Hoffmeyer). I November og 
December 1852 modtog Konservator Scheel fire Exemplarer 
fra Jylland (deraf to fra Frisenborg) til Udstopning. I For- 
fatterens efterladte Notitser angives den fremdeles som skudt 
eller fanget følgende Steder: En gammel Hun i Langhedens 
Skov i Dronninglund Sogn (Marts 1853, Gad); en ung Han 
i Lindegaard v. Roeskilde (Januar 1855), Sorø. (Jacobsen), to 
Exemplarer i Løvenholms Skov v. Randers (Januar 1859), 
Thisted (Efteraaret 1858), Broballe påa Als (Febr. 1859), 
Frørup v. Flensborg (Nov. 1859), Silkeborg (Febr. 1862), 
ved Haraldskjær i Helligkildeskoven (Dec. 1866), Rask ved 
Veile (Januar 1865) og Katholm (1856, Gr. Sponneck). 
Melchior havde en gammel Hun fra Herlufsholm levende i 
5 Aar. I Lave-Skov v. Sletten saaes et Par for en Del Aar 
siden i Juni Maaned (Steenberg). I E. Hages efterladte 
Samling findes et Exemplar, skudt i Marienborg Skov paa 
Møen. 

Den er en uselskabelig, men modig, stærk og behæn- 
dig Rovfugl, der end ikke frygter Ørnen, men endog under- 
tiden skal anfalde den. Dagslyset skyer den kun lidt, og den 
er sky, forsigtig og opmærksom paa enhver Larm, der 
høres omkring den. Den flyver meget godt, om Dagen kun 
lavt, men om Aftenen stiger den ofte høit tilveirs. Dens 
dybe, kraftige Stemme, som den ofte lader høre, især i 
maaneklare Nætter, egner sig meget vel til at forskrække 
den Frygisomme, især naar fleres Skrig lyder påa éngang, 
og har derfor givet Anledning til Sagnet om den vilde Jagt. 
Den lyder tudende og hylende, og af og til høres en høi 
Skingren, saa at det. vel kan forekomme den Overtroiske 


83 


som Gjøen af Jagthunde, som Huien og Latter af Mennesker 
og Vrinsken af Heste. 

Ofte flyver den påa Rov førend Aftenskumringen har 
indfundet sig, og vender først sildigt om Morgenen tilbåge 
til sit Skjul. Den fanger alie de Dyr, som den blot nogen- 
lunde er voxen og kan faae fat paa, som Hjorte- og Kaakalve, 
endog Ræve”); sædvanligst Harer, Rotter og Mus, men ogsaa 
alle Slags store Fugle, som den overrasker, medens de sove, 
f. Ex. Gjæs, Ænder, AÅgerhøns, Krager 0. s. v. 

Dens Rede findes hos os paa høie Træer (ellers i Bjerg- 
kløfter) og har tykke Grene til Underlag, dernæst tynde Kviste 
og øverst Blade og Mos. Hr. Handelsgartner C. Beck i' Aal- 
borg hår meddelt Forf., at den for adskillige Aar siden yng- 
lede i Buderupholms og i Høstemark Skov pr. Aalborg. Den 
skal yngle i Skovene ved Frisenborg og Gram og ifølge Forf.'s 
Optegnelser i Moesskov ved Hobro. Justitsraad Erichsen fik 
i April 1861 dens Æg fra Mylenberg pr. Hobro, hvor dens 
Rede var funden påa Jorden ved Siden af et stort Træ. 
Ifølge Meddelelse fra Adj. Feddersen ynglede den i 1866 i 
Hald Bøgeskov v. Viborg. Bonnez skød i Åaret 1831 et 
Par ved Reden i Benzons Skov, hvor de tidligere regel- 
mæssigt havde ynglet flere Aar. I Begyndelsen af April 
lægger Hunnen 2—3, sjeldnere 4, næsten runde, hvide Æg, 
lidt større end Hønseæg. 

Æggets Længde og Brede: 

og mm: 49 mm. 
61 » BAND 

Ungerne sidde længe i Reden og ere meget graadige, 
hvorfor ogsaa de Gamle netop paa den Tid anrette den 
frygteligste Ødelæggelse blandt Vildtet i Omegnen. 


+) Som Exempel paa dens Graadighed kan anføres, at Dr. Brandt i 
Schwabach ved Sektionen af et Individ fandt et Stykke Pindsvine- 
hud, hvis Pigge vare trængte temmelig dybt ind i den allerede 
gangrænerede Mavevæg. 


84 


ny 


I Egne, hvor den yngler, kan den fanges med en Rævesax, 
hvorpaa lægges Kjød, helst af saadanne Dyr, som den selv 
har taget og ført til Reden. Saxen skjules med Mos, Græs 
og Løv. Med Geværet lykkes det undertiden at fælde denne 
sky og vilde Rovfugl, hvis Opholdssted ofte forraades af 
Skovfuglenes Skrig. Blandt de falkeagtige Rovfugle gives 
der mange, som heftigt sætte efter den; dog ere Kragerne 
dens uforsonligste Fjender. 


Otus, Cuv. 


Næbet meget kraftigt, bedækket af stive Børstefjer. 
Store Fjerbuske paa Hovedet. Øreaabningerne ere over- 
ordenligt store, naae helt ned til Underkjæben og ere aldeles 
usymmetriske; venstre Øreaabning større end høire. Øre- 
laaget langstrakt, men forholdsvis lille. Vingerne stumpe, 
4de Svingfjer længst, men kun ubetydeligt længere end 3die ; 
lste Svingfjers Yderfane takket gjennem hele sin Længde. 
Tæerne fjerklædte lige til Kløerne. 


Skov-Hornugle, Otus vulgaris, Flem. 
Syn. Strix otus, L. — Ægolius otus, Keys. & Blas. 


Dansk: Almindelig Hornugle, lille Hornugle. Norsk: Hornugle. 
Svensk: Skogsuf, Hornuggla. 


Artsm. Ørefjerene lange; Næbet sort; Iris brandgul: Kroppen ovenpaa 
rustgul og hvid, med graa og sortebrune Pletter og Tegninger; 
nedenunder lys rustgul med sortebrune Længdepletter, som 
løbe ud til Siderne i Bølgelinier; Halen kort, med 6—8 brune 
Tværbaand paa Sidefjerene; Vingerne længere end Halen. 


Afbildn. Tab. VII (Strix otus), gl. Han. 
Længde 14—15”, Vingestrækning 36—38”, Halen 5— 
51/0", Hunnen er større og lysere af Farve. 


Om Sommeren har den sit Ophold i tætte Skove, især 
saadanne, hvori der findes mange gamle og hule Træer. 


85 


ks 
Om Vinteren er den langt hyppigere, fordi mange trække 
herned fra Sverrig og Norge, i hvis sydligere Egne den 
forekommer temmelig almindeligt ynglende; den træffes da 
ofte her i Selskaber af 10— 16, endog flere sammen.  Saa- 
danne Selskaber sidde om Dagen i ringe Afstand fra hver- 
andre, ofte i et og samme Træ, trykkede tæt ind til Stam- 
men, og sove. Den 12te April 1848 fandt Forf. den yng- 
lende i en Kragerede i Skoven ved Mindstrup pr. Veile, 
og i Juli 1847 blev en gammel Hun med Rugeplet. skudt 
ved Thyrsbæk; Den er kun en enkelt Gang truffet paa Fær- 
øerne. Dyrlæge Grill har meddelt Udgiveren, at den hvert 
Aar yngler i Margaards Skove ved Odense, og at den over- 
hovedet ikke er sjelden i Egnen omkring denne By. Fischer - 
fandt to Reder af denne Fugl i Dronninglund Storskov 
(Vendsyssel) i April 1859. Der var Unger i dem begge, og 
i den ene ikke mindre end 7. Paa Bornholm, hvor den 
yngler mange Steder, benytter den især gamle Skadereder. 
I Almindingen fandt Fischer i en såadan Rede et ganske 
friskt Æg endnu den 2den Juni. Det havde ikke faa fine 
mørkebrune Pletter og maa sandsynligvis have hørt til 2det 
Kuld i hint Aar. Cand. pharm. V. Seehusen har meddelt 
Udgiveren, åt han har fundet den ynglende i Bromme-Plan- 
tage ved Sorø, og at den ligeledes yngler i Grib Skov. Forf. 
modtog i Foraaret 1855 dens Æg fra Kongelunden, og Pa- 
stor Theobald fandt den i Mai 1857 ynglende i Bogenæs 
Skov ved Roeskilde. Samme Aar blev ifølge Forf.'s Opteg- 
nelser dens Æg fundet i Jægersborg Dyrehave i forladte 
Kragereder. 

Denne Hornugle er ikke såa sky som foregåaende Årt 
og er let at tæmme. Dens Stemme er høitklingende; Par- 
ringsraabet har nogen Lighed med Rørdrummens dybe 
Stemme og høres i stille Aftener i henved ”%2 Mils Af- 
stand. 

Næringen bestaaer af Mus, Frøer, Insekter, unge og 
gamle" Fugle, hvilke sidste den overrasker i Søvne. Saa- 


86 


snart Aftenskumringen frembryder er den i Bevægelse og 
flyver da omkring ikke blot paa aabne Pladser i Skovene, men 
ogsaa i Haver og paa Marker. 

Den lægger sædvanligt sine 4—7 hvide Æg i gamle 
Skade-, Krage-, Due- og Egernreder, sjeldent i hule Træer. 
Det synes, åt den foretrækker mørke, tætte Naaleskove for 
Løvskove. 

Hornuglen er en meget nyttig Fugl, som overalt burde 
fredes. 


Sump-Hornugle, Otus brachyoetus, (Gm.) 


Syn. Striæ brachyotus, Gm.— Ægolius brachyotus, Keys. & Blas. — 


Brachyotus palustris, Bon. 


Dansk: Sumpugle, kortøret Ugle, Hedeugle, Moseugle. Norsk: 
kortøret Ugle. Svensk: kortérad Uf, Kårruggla. 


Artsm. Hovedet temmelig lille; Fjerørene bestaae kun af 2—4 meget 
korte, bevægelige Fjer (paa den døde Fugl ligge disse ned og 
oversees let); Næbet og Øiekredsene korte; Iris gul; Overkrop- 
pen rustgul og hvidagtig, med mørkebrune Pletter og grove 
Tegninger; Underkroppen bleg rustgul, med langsgaaende mørke- 
brune Pletter; Halen kort, dens Sidefjer med 3—4 brune Tvær- 
baand. 


Afbildn. Tab. VII. (Sértx brachyotus) gl. Han. 


Længde omtrent 15—16”, Vingestrækning 44—45"”, 
Halen 6”, meget kortere end Vingerne. 

Hunnen adskiller sig blot ved sin anseeligere Størrelse 
og ved Fjerklædningens i det Hele taget urene, mørke Far- 
ver. Forskjellen er kun iøinefaldende, naar man holder 
begge Kjøn ved Siden af hinanden. Hos de unge Fugle 
falde alle Farver mere i det Brune. 

Sumpuglen er temmelig almindelig i vort Fødeland, 
især påa de jydske Heder og i Marsklandene. Lave, fugtige 
Marker, Enge og Sumpe foretrækker den for høie og tørre 


87 


Egne, og i Skoven træffes den sjeldnere. Paa den skandi- 
naviske Halvø forekommer den almindeligst; ynglende træf- 
fes den dog sjeldent Nord for Polarcirkelen. Paa Færøerne 
forekommer den af og til, dog neppe ynglende. Den til- 
bringer Dagen rolig paa Jorden, imellem Buske, Tidsler, 
… Nælder eller andre Planter. Om Efteraaret sidder den gjerne 
skjult i Kartoffelagrene; men den kommer aldrig i Husene. 
Om Efteraaret er den hyppigst, fordi mange da trække hertil 
fra nordligere Lande, og i milde Vintere forbliver den her 
undertiden. 

Den er ikke saa doven og søvnig som Skov-Hornuglen. 
Saalænge den ingen Efterstræbelse mærker, er den ikke sky, 
men et forfeilet Skud paa den gjør det strax vanskeligt si- 
den at komme den nær nok. I Sædet hår den en mere 
horizontal Stilling end de fleste andre Ugler, og i Flugten 
ligner den Kjærhøgene. Dens Stemme har noget brægende 
ved sig. 

Om Aftenen jager denne nyttige Fugl efter Mus, Smaa- 
fugle og Insekter, hvis Fangst paa Grund af dens lydløse 
Flugt lykkes forholdsvis let for den. 

Nogen egenlig Rede bygger den ikke, men lægger i 
første Halvdel af April sine 3—4, noget langågtige, hvide Æg 
paa et ganske simpelt Underlag af Straa eller påa den blotte 
Jord, i det høie Græs, Korn, Siv, Lyng o. L. 

Æggets Længde og Brede: 

aka: 30jore: 
ASP BED 

Den yngler enkelte Steder her i Landet, f. Ex. ved 
Aabenraa (Gammelgaard), i Engom Mose pr. Veile, Horreby- 
Lyng paa Falster osv. Fra Holsten besidder Museet en Unge 
(Wøldike). I Sommeren 1851 modtog Forfatteren adskillige 
Unger af denne Art fra det vestlige Jylland. Fischer anta- 
ger, at den yngler i Vendsyssel, men tør ikke udtale sig 
bestemt derom. Han har oftere truffet den der, én Gang 
endog i større Antal. 


88 
Scops, Sav. 


Fjerbusk paa Hovedet, Øreaabningen mindre end Øiets 
Diameter. Næseborene i Randen af Voxhuden. Vingerne 
lange og spidse. iste Svingfjer længere end 10de; 3die og 
Ade længst. Tarserne befjerede, Tæerne nøgne og skjællede. 


Scops Ephialtes, Sav. 
Syn. Strix scops, L. — Ephialtes scops, Keys. & Blas. 


Artsm. Ryg- og Bugside med mørke Skaftstreger og fine Tværstriber. 
Skulderfjerenes Yderfane med store rødlighvide, skarpt be- 
grændsede Pletter. Fjerbuskene dannede af mange, korte Fjer. 
Næbet brunsort. fris gul. 


Afbildn. Ny Tavle. 


Denne Ugle, der hører hjemme i sydligere Egne og 
endog i Nordtydskland regnes for en Sjeldenhed, er, saavidt 
vides, hidtil ikke truffen her i Landet. Såaameget mere paa- 
faldende er det, at en Han af denne Art den 6te Novbr. 
1858 i Nordsøen satte sig paa Dampskibet »Arcturus», der 
kom fra Færøerne. Den var såa udmattet, at den lod sig 
gribe med Hænderne, og døde inden Ankomsten hertil. 
Exemplaret findes i Fischers Samling. 


89 


Anden Orden. 


Spurveagtige Fugle, Passeres, Bonap. 


Nær et, der er af meget forskjellig Form, har aldrig Vox- 
hud, og Overnæbet er sjeldent krumbøiet i Spidsen; det er 
som oftest lige, mere eller mindre kegleformigt. 

Benene, der for Størstedelen ere korte eller middel- 
lange, ere oftest befjerede ned til Hælen og have 4, 
i én Plan siddende Tæer, af hvilke 3 ere rettede fremad og 
1 tilbage, eller ogsaa 2 fremad og 2 tilbage; blot én Art, 
den tretaaede Spette, har kun tre Tæer, og hos Seilerne 
(Cypselus) vende alle fire Tæer fortil. Ofte ere to, sjeldnere 
alle tre, Fortæer sammenvoxede med hverandre. Bagtaaen 
er almindeligvis den største og forsynet med en større 
Klo end de øvrige. 

Halen bestaar oftest af 12 sjeldnere af 10 Styrere. 

Fjerklædningen hos disse smaa eller i det højeste mid- 
delstore Fugle straaler hos mange med de herligste og mest 
afvexlende Farver; hos andre er den derimod højst uanseelig. 
Den vexler fuldkomment kun én Gang om Aaret, nemlig 
om Høsten, strax efter Yngletiden; men en stor Del fælder 
Fjerbræmmerne om Vaaren, hvorved deres Sommerdragt 
bliver ulig Vinterdragten, tildels smukkere. Hunnerne ere 
meget ofte anderledes og mindre smukt tegnede og farvede 


90 


end Hannerne. Efter den første Høstfælding ligne Ungerne 
i Almindelighed de Gamle, og de ere allerede yngledygtige 
det følgende Foraar. 

De fleste have deres Opholdssted paa Træer og i Bu- 
ske; mange foretrække den frie Mark, andre derimod 
Rør og Siv i Nærheden af Vandet; atter andre  op- 
holde sig paa og ved Bygninger eller paa Klipper; og 
endnu andre tilbringe helst den meste Tid i Luften. De 
af dem, der beboe koldere Egne, maae for største Delen for- 
lade Hjemmet om Høsten, begive sig til varmere Lande og 
der tilbringe Vintertiden; de ere altsaa Trækfugle. Men 
flere, der altid finde rigelig Næring, forlade aldrig eller 
dog kun undtagelsesvis deres Fødeland og ere da enten 
Strøg- eller Standfugle. 

Lige saa forskjelligt som Opholdsstedet er, lige saa for- 
skjellig er Levemåaden; dog gjælder det om næsten alle 
Spurvefuglene, at de kun ere i Virksomhed om Dagen; men 
som Undtagelse fra denne Regel maa dog bemærkes, at 
mange af dem trække om Natten. Medens de fleste af dem 
kun flyve. middelmaadigt, nogle endog slet, gives der de 
fortrinligste og hurtigste Flyvere i denne Orden. Da Fød- 
derne for største Delen ere bestemte til at gribe om Gre- 
nene, nåar Fuglene færdes i Træer og Buske, ere disse Fug- 
les Bevægelser paa Jorden, for de fleste Årters Vedkommende, 
temmelig langsomme. De fleste hoppe, nogle gaae skridtvis, 
faa løbe hurtigt; der gives imidlertid nogle (Seilerne), der 
kunne fastklamre sig paa lodrette Flader eller fremsprin- 
gende Klippe- og Murkanter eller lignende Steder, hvorfra de 
kunne styrte sig ud i Luften; paa Jorden sætte disse sig aldrig, 
da deres Vinger ere saa lange, at de ikke kunne slaaes ud, 
naar Fuglen vil flyve op. Svømme- og Dykkeevne findes 
kun hos meget faa spurveagtige Fugle. 

I Henseende til Stemmen hersker der ligeledes en stor 
Forskjellighed; thi hos nogle er den meget simpel,” blot. be- 
staaende af faa, enkelte Toner, medens den hos andre er 


al 

overordenligt afvexlende, ofte behagelig og melodisk. Hos 
de Fugle, om hvilke dette gjælder (og hos enkelte andre), 
er det nedre Strubehoved af en eiendommelig anatomisk 
Bygning og forsynet med visse charakteristiske Muskler, de 
saakaldte Sangmuskler. - Om dem, der frembringe en med 
en vis Modulation forbunden Række af Toner, siger man i 
Almindelighed, at de synge; i strængere Betydning kalder 
man det kun Sang, naar de enkelte Toner ere ret for- 
skjelligt og foranderligt forbundne og ligesom sammen- 
smeltede med hverandre; finder denne Forbindelse Sted 
i mere ensformige og fra hverandre skilte Stropher, kaldes 
det Slag. Denne Syngeevne besidder i Almindelighed kun 
Hannen, som derved i Parringstiden lokker Hunnen til sig 
og i Rugetiden underholder den, medens den ligger paa 
Reden. 

Insekter, Orme, Skaldyr og allehaande Frugter ud- 
gjøre deres Næring. De Arter, som have et tykt, stærkt 
Næb, nære sig fortrinsvis af Korn, Kjærner og anden 
Planteføde, hvorimod et spinkelt og langt, eller fladt, bredt 
og dybt spaltet Næb tyder paa, at Fuglen lever af Insekter. 
Nogle æde tillige Kjødet af højere Dyr; meget faa fortære 
al Slags Æde; de fleste ere endog meget kræsne i Valget af 
deres Næring. Eftersom den ene eller den anden Slags Føde 
mere eller mindre er dem særligt anvist, er ogsåa Næbet for- 
skjelligt og hensigtsmæssigt indrettet, det være sig til Fangst, 
Sønderstykning og Insekternes Opsnapning, eller til Frugters 
og Frøkorns Afskalning. Ogsaa Tungen er tildels derefter 
forskjelligt indrettet. De kornædende have en Kro, hvori 
Føden først udblødes, og deres Mave er tillige mere musku- 
løs end de andres. 

Næsten alle bygge (enten paa Træer eller i Buske, i 
Rør eller Græs, i Jord- og i Træhuller, eller i Mur- og 
Klipperevner) mere eller mindre kunstige Reder, hvortil 
Materialierne hidføres i Næbet; kun faa bygge aldeles ingen 
Rede. De lægge et middelmaadigt, nogle- ogsaa et stort 

i 


92 


Antal Æg, som Hunnen sædvanligt alene udruger i 14—21 
Dage; dog tager Hannen hos flere Arter ogsaa Del i Rug- 
ningen. Hunnen hår i Rugetiden en stor Rugeplet under 
Bugen; det Samme gjælder om de Hanner, der tage væsenlig 
Del i denne Forretning, f. Ex. Spetterne. Nogle yngle én, 
nogle to, enkelte endog tre Gange om Aaret. 

Ungerne komme yderst hjælpeløse ud af Ægget: de ere 
først blinde, oftest ganske nøgne og kunne neppe bære det 
store Hoved; men de voxe hurtigt og ere efter 2—3 Uger, 
saavidt, at de kunne forlade Reden. De mades af Foræl- 
drene; dog gives der enkelte, som overlade Æggenes Ud- 
rugning og Ungernes Pleie til andre Fugle og aldeles ikke 
bekymre sig om dem; hertillands er Gjøgen dog den eneste 
Fugl, om hvem dette gjælder. 

Mange af disse Fugle ere vanskelige at komme paa 
Skud, fordi de dels ere meget sky, dels ogsaa holde sig 
skjult; men mange ere ogsaa meget lette at skyde. De for- 
skjellige Fangemaader skulle blive nærmere angivne under 
Grupperne. 

Hvad Spørgsmaalet om disse Fugles Nytte eller Skadelighed 
angaaer, maa man utvivlsomt betragte det langt overveiende 
Flertal af dem som nyttige. Om ogsåa mange ere skadelige 
for Korn og Frugter, såa fortære derimod andre en Mængde 
byrdefulde Insekter, og adskillige give os en velsmågende 
Spise. Desuden glæder mange os ved deres herlige Sang, 
saavelsom ved deres pragtfulde Ydre og deres livlige Væsen. 


iste Underorden: Klattrefugle, Scansores. 


Af Tæerne vende 2 fremad og 2 tilbage; den indre 
Bagtaa mangler undertiden. 

Næbet, der har hele Kjæberande, er hos nogle lige, 
mangekantet eller trindt, hos andre bøjet og sammentrykt. 

Fuglene, som høre til denne Gruppe, opholde sig i 


93 


Skovene, hvor de leve parvis eller adskilte, men aldrig samles 
i tætte Flokke. De klattre paa Træerne eller kunne idet- 
mindste fastholde sig paa Stammerne og Grenene, imedens 
de tage deres Føde, som fortrinsvis bestaaer af Insekter; 
nogle fortære ogsaa Nøddekjærner eller Frø af Løvtræer. 
Deres Mave er muskuløs. De fleste Arters Kjød er håardt 
og uden Velsmag, hvorimod andres er spiseligt og godt. 
Strængt taget passer Navnet Klattrefugl ikke for dem alle, 
medens der paa den anden Side gives Fugle (f. Ex. Spetmeisen og 
Træpikkeren, som virkelig klattre, men som dog bl. A. paa 
Grund af Tæernes Stilling ikke henregnes til denne Afdeling, 
der tæller de fleste Slægter og Årter i de varme Lande. 
De, der selv udruge deres Æg, lægge dem i hule Træer, 
som oftest uden andet Underlag end raaddent eller trøsket Træ. 


lste Familie: Gjøge, Åmplubolt, Bonap. 


Næbet noget kortere end Hovedet, fortil sammentrykt 
og noget krummet, dybt spaltet. 

Benene korte; Ydertaaen (Vendetaaen) vender bagud, 
men kan rettes fortil. 

Til denne Familie hører kun én Slægt med én Årt, 
som om Sommeren besøger os. 


Gjøgeslægten, Cuculus, L. 


Næbet kortere end Hovedet, ud imod Spidsen sammen- 
trykt, lidt bøjet, med glatte Kande; Næseborene rundagtige, 
omgivne af en nøgen, i Kanten opståaende Hud. Benene 
korte, fjerklædte indtil nedenfor Hælen; de to Fortæer næsten 
ganske adskilte; Bagtæerne noget rettede til Siden; den 
yderste en Vendetaa. Vingerne middellange, smalle, 
spidse, med 19—20 Svingfjer, af hvilke den tredie er længst. 
Halen lang, tilrundet eller trappeformig, med 10 Styrere. 

Gjøgene ere raske, lidenskabelige og sky Fugle, som 

7” 


94 


flyve let og skjønt og ere meget urolige. De leve ensomt 
i Skovene og nære sig af Insekter. 

Det mærkeligste Forhold i deres Levemaade er, at de, 
uagtet de leve i Enparring, ikke ruge selv, men lægge deres 
Æg, der ere uforholdsmæssig smaa, i andre insektædende 
Fugles Reder, hvor de blive udklækkede og Ungerne med 
Anstrængelse opfødte af de smaa Pleieforældre, hvorved 
disses egen Yngel ofte bliver tilsidesat og omkommer af 
Mangel. Gjøgehunnen antages at lægge 4—6 Æg om Åaret, 
alle i forskjellige Reder. 


Gjøgen, Cuculus canorus, L. 


Syn. Cuc. hepaticus, Lath. (Vartetet). 
Dansk: Gjøg, Kukker, Kukmand. Norsk: Gjøk. Svensk: Gåk. 
Artsm. Øielaagene og Benene gule, Overkroppen blaagraa; Brystet og 


Bugen hvide med sortagtige Bølgelinier; Halen sortagtig med 
hvide Pletter. 


Afbildn. Tab. X. g/. Han. — Suppl. Tab. 4 (ung Fugl). 


Længde. 14%2—15”, Vingestrækning 24—26”, Halen 
omtrent 77/9". 

Den gamle Hun er mindre graablaa og mere graabrun 
end Hannen; den er ogsaa neppe saa stor. Den énaarige 
Hun er næsten ganske rødbrun, hvorimod de unge Hanner 
(efter den første Fjerfælding) som oftest ligne de gamle, 
kun med den Forskjel, at Iris har en mere mat gul Farve, 
medens den hos meget gamle Hanner er funklende ildrød. 

Gjøgen er en Trækfugl, der sædvanligvis ankommer i 
Slutningen af April og forlader os i August, endskjøndt de unge 
Fugle sees endnu i September. Ifølge Melchior ankom den 


til Herlufsholm 
1821, den 17de April. 


1824, -… 4de Mai. 
1825, -  29%de April. 
1828, - 2Z5de — 


25de — 


1829, 


%5 


1830, -  30te April. 

1831, -  3die Mai. 
Til Helsingør ankom den, efter Apotheker Steenbergs 
Optegnelser: 

1837, den 14de Mai. 

1846, - 7de — 

1848, -—  Zden — 
Den forekommer overalt her i Landet, hyppigst paa Hederne 
i Jylland og Slesvig; dette er saa meget mere paafaldende, 
som den ellers foretrækker Skovegne.  Maaskee den store 
Mængde gule Vipstjerte, Digesmutter og Pibelærker, der 
yngle paa Hederne, og som den fortrinsvis vælger til Pleie- 
mødre for sin Afkom, tiltrække den. Paa Bornholm yngler 
den, men kan dog ikke kaldes almindelig. I Norge er den 
almindelig overalt, saavel i Lavlandets Skove som i Høi- 
fjeldets Dværgbirke - Buskadser (Stejneger). I Sverrig er 
den ligeledes udbredt overalt, og, som det synes, lige saa 
almindelig i de nordlige Egne som i de sydlige. Paa Fær- 
øerne er den sjelden; den er truffen to Gange i Juli Maaned 
(1861 og 1862) paa Nolsø, og i Juni 1864 blev en gammel 
Han skudt i Kollefjordsdalen (Sysselmand Miller). 

Denne mærkværdige Fugl har ved et flygtigt Blik Lighed 
med en Rovfugl, navnlig med Spurvehøgen, hvilket ogsaa 
har givet Anledning til den hos Almuen herskende Mening, 
at den om Vinteren forvandles til en Høg”). Dens Næb, 
der snarere ligner et Drosselnæb, og dens svage Klattrefødder 
med de ubetydelige Kløer, vise imidlertid strax, at dens Leve- 


sk 


I Sverrig er Gjøgen ogsaa i en anden Henseende Gjenstand for 
Overtro. Hører man den første Gang om Aaret kukke fra Nord, 
da er det et Tegn paa Modgang; kukker den i Syd, betyder det Død; 
kukker den i Øst, kan man vente Medgang, og kommer Lyden fra 
Vest, tyder det paa Lykke (Nilsson, Skand. Fauna.  Foglarna. I. 
p. 165). Her i Danmark hører man, som bekjendt, efter, hvormange 
Gange den kukker, for derved at erfare, hvormange Aar man endnu 
har tilbage af sit Liv. 


96 


maade er af en mindre rovbegjærlig Natur. Ethvert Gjøge- 
par har sit eget Standrevier med bestemte Grændser, inden 
hvilke ingen fremmed Gjøg taales, hvorfor de ogsaa ligge i 
bestandig Strid med deres Naboer. De streife vidt omkring 
og ere derfor bekjendte overalt, især i Parringstiden, som 
er den Periode, i hvilken man hører Hannens velbekjendte 
«kuk-kuk» eller «guk-guk», der gjerne lyder fra et eller 
andet Yndlingstræ, men i Hedeegne fra andre ophøiede 
Steder; den lader da Vingerne hænge, reiser Halen iveiret 
og nikker stærkt med Hovedet og Kroppen, hver Gang den 
lader dette sit Parringsraab høre. Hunnen besvarer det 
med et hurtigt og høit latterlignende «Kvikvikvikvikvi» 
0.s.V., hvorpaa Hannens Lyd forandres til et råskere «Ku, 
ku, ku”, «ku, ku, ku». Naar Veiret er smukt, hører man 
den undertiden kukke hele Natten. I Hedeegne søger den 
i Regelen til Haverne henimod Aften for åt overnatte. 

Næringen bestaaer udelukkende af Insekter, navnlig 
haarede Sommerfuglelarver, som dens skarpe Øie opdager 
med Lethed. Den har en meget stor Mave, fordøier sær- 
deles hurtigt og er som alle insektædende Fugle en meget 
graadig Æder. At Gjøgen tilsidst skulde dræbe og opæde 
sin Pleiemoder, er en gammel Overtro, der mærkeligt nok 
er bleven bestyrket ved en Yttring af Linné. Allerede Old- 
tidens Romere troede det og kaldte et utaknemligt Menne- 
ske: Cuculus ?ngratus (en utaknemlig Gjøg). 

At vor «Kukker» lægger Æg i andre Smaafugles Reder 
og overlader dem Udrugningen og Opklækningen, er alle- 
rede anført og tilstrækkeligt bekjendt. Den vælger altid 
insektædende Fugle til Pleieforældre, navnlig: Sylvier, Gjerde- 
smutter, Digesmutter, Vipstjerte, Pipelærker (sjeldnere Lær- 
ker), hvis Reder Hunnen opsøger med beundringsværdig 
Færdighed, og lægger saaledes 4—6 Æg, af Størrelse som 
Spurvens, men kun ét i hver Rede og hver Gang efter et 
Ophold af omtrent et Par Uger. Æggenes Farve og Teg- 
ning varierer ganske overordenligt, men at de i saa Hen- 


SIT 


seende skulde rette sig efter Pleiefuglenes Æg, er selvfølge- 
ligt en Fabel, ialtfald forsaavidt man vil sætte saadanne 
Tilfælde i Forbindelse med en Villiesakt fra Hunnens Side. 
Efter 15 Dages Forløb udklækkes Ungen, og denne vises nu 
den største Ømhed og Omhyggelighed af sine Pleieforældre 
som om den var deres eget Afkom; ja de lade endogsaa deres 
egne Unger lide Mangel, medens de selv udmagres, måaskee end- 
ogsaa stundom døe af Møie og Besvær, for at opføde den 
fremmede Unge, der er baade større og glubskere end de 
begge tilsammen. Endnu i August Maaned seer man såa- 
danne Smaafugle fodre deres store Pleiebørn, der ofte 
tage Plads ved Siden af en Tue, paa hvilken hine da sætte 
sig og række dem Føden. Et ret mærkeligt Forhold, som 
af forskjellige Forfattere er iagttaget baade i England og 
Norge, omtales af Nilsson, idet der berettes, at naar Pleie- 
forældrene trods al deres Anstrængelse ikke kunne over- 
komme at skaffe Gjøgeungen tilstrækkelig Føde, faåae de 
Hjælp af en fremmed Fugl, enten af deres egen Art eller 
en anden Insektæder. I England iagttoges det saaledes, at 
en Fluesnapper (Muscicapa grisola) assisterede to Graairisker 
(Accentor modularis), i hvis Rede der fandtes en Gjøgeunge, 
og i Norge saae Prof. Rasch en Havesanger (Sylvia horten- 
sis) ifærd med at bjælpe to Digesmutter (Saxicola rubetra), 
som vare i lignende Forlegenhed med deres store Gjøgeunger. 

Hofjægermester A. Brun har meddelt Udgiveren, at han 
personlig har iagttaget, at en Gjøgeunge gjentagne Gange 
har skubbet Ungerne af en Sylvia atricapilla, i hvis Rede 
de befandt sig, ud over Redens Rand, saa at de faldt til 
Jorden. Han lagde flere Gange Ungerne op igjen, men 
Gjøgeungen væltede dem stadigt ud ved at puffe til dem med 
Skulderen og Ryggen. 

Hvorledes Gjøgen lægger sit Æg i Smaafuglenes heder, 
naar Indgangen til disse er såa snever, at Gjøgehunnen ikke 
kan komme helt ind over Reden, er endnu ikke afgjort med 
fuldkommen Sikkerhed. Det synes imidlertid, at den under 


98 


saadanne Forhold tager Ægget i Munden og lægger det i 
Reden ved at stikke Hovedet ind ad Indgangsaabningen. 
Hofjægermester ÅA. Brun har, ifølge Meddelelse til Udg., 
skudt en Gjøg som havde et Æg i Munden, da den faldt 
ned. Han har endvidere mellem Stenene i Humlebæks 
Havnemole fundet en Gjøgeunge i en Rede, som tilhørte 
Motacilla alba, og hvis Indgangsaabning var såa snever, at 
en voxen Gjøg umuligt kunde komme derigjennem med 
Kroppen. 

At Gjøgen er en meget nyttig Fugl, fremgaar af hvad 
der ovenfor er sågt om dens Næring. Kjødet, især de unge 
Fugles, er velsmagende, men det er dog urigtigt derfor at 
dræbe en såa nyttig Fugl. 


2den Familie: Spetter, Sagittilingues, Tllig. (Piltungede). 


Næbet kraftigt, ganske lige, langstrakt kegleformigt, 
med skarpe Ryg- og Sidekanter. 

Tungen ormagtig, meget fremstrækkelig, forsynet med 
en hornagtig Spids. 

Fødderne korte, men stærke, ruskjællede; Ydertaaen 
er altid rettet bagud. Bagtaaen mangler hos en enkelt Art. 

De herhen hørende Fugle opholde sig i Skovene, hvor 
de klattre paa Træerne og leve af Insekter, som de oftest 
drage frem af Barkrevnerne med deres lange Tunge. De 
yngle i hule Træer og lægge 4—10. hvide, uplettede Æg. 


Spætteslægten, Picus, L. 


Næbet af Middellængde eller temmelig langt, lige, kantet, 
i Spidsen kileformigt sammentrykt; Næseborene ovale, 
dækkede med fremadliggende Børster; Tungen ormformig, 
langt udstrækkelig, i Enden bevæbnet med en hornagtig 
Spids med bagud rettede Torne. Benene undersæt- 
sige, Kløerne meget stærke, krumme og spidse. Halen 


oe 
[Tæ)] 


bestaar af 10 stive og elastiske Styrere samt 2 mindre og 
blødere Sidefjer. Vingerne af Middellængde, ikke spidse. 
Af Svingfjerene er. Iste meget kort, den middellang, 3die 
længere, åde og dte længst. Fjerklædningen er noget kort, 
ikke synderlig stiv, påa Halsen løs og tynd, paa Baghove- 
det og Nakken ofte haaragtig. Spetterne frembyde adskil- 
lige Eiendommeligheder saavel i Skikkelse som i Farve og 
Levemaade. De have et stort og stærkt bygget Hoved med 
et haardt, kiledannet Næb, bestemt til at hugge Huller i 
Barken og i Træernes Ved, dels for, ved Hjælp af den klæb- 
rige Tunge, at naae de deri boende Insektlarver, dels for at 
danne sig kunstige Indgange i de hule Træer, hvori de ville 
yngle. Deres stærke, med store, skarpe Kløer bevæbnede 
Klattrefødder gjøre dem fortrinligt skikkede til at holde sig 
fast, medens de arbeide, hvorved den stive, nedadbøiede Hale 
ligeledes afgiver en udmærket Støtte. 


De opholde sig mest i Skove med mange trøskede 
Træer, men gjennemstreife ogsåa andre Egne, hvor der 
voxer Træer; her i Danmark optræde de nærmest som 
Stand- eller Strøgfugle. Spetterne ere uselskabelige, leve 
enkeltvis, ere urolige, listige, for Størstedelen sky Fugle, 
der hele Dagen næsten udelukkende ere beskjæftigede med at 
opsøge deres Næring, som de fornemmelig finde påa Træerne 
undertiden ogsaa paa Jorden. Deres Gang er tung og 
hoppende ; deres Flugt er kraftig, men hverken synderlig hurtig 
eller behændig; sædvanligvis er den ledsaget af en Snur-- 
ren, og finder Sted op- og nedstigende i store Bølgelinier, 
naar den gaaer langt. Om Natten sove Spetterne i hule 
Træer, hvorhen de ogsaa i Uveir tage deres Tilflugt. 


Hannen fremkalder i Parringstiden en snurrende Larm 
ved sin yderst hurtige Hakken paa en tør Gren i en Træ- 
top; denne Larm høres langt borte, og Hannen lokker derved 
Hunnen til sig. Spetterne synes at have Forudfølelse af indtræf- 
fende Veirskifte, hvorfor flere Arter iblandt dem af Almuen 


100 


ansees for Veirpropheter. Iblandt de gamle Romeres ÅAuspi- 
cier indtoge de ogsaa en fremragende Plads. 

De fælde kun én Gang om Åaret, men Fjerfældingen 
foregaar meget langsomt, idet den begynder om Somme- 
ren og ofte ikke er fuldendt før langt hen i Efteraaret. 


a) Med 4 Tæer. 


Sortspette, Picus martius, (L.) 
Syn. Dryocopus martius, Boie. 


Dansk: Sortspette. Norsk: Sortspette, Svartspette. Svensk: 
Spillkråka, Tillkråka, Svartspett, Svart Hackspett. 


Artsm. Ganske sort med høirød Hætte (Hannen) eller Nakke (Hunnen) 


Afbildn. Tab. 1X. 90. Han. 


Den største europæiske Spette; Længde 18—19”, Vinge- 
strækning 30—32"; Vægt 20—23 Lod. Hunnen er mindst. 

Sortspetten er Standfugl i Norge og Sverrig, hvor den 
navnlig træffes i de større Naaleskove. I det sydlige 
Skaane forekommer den kun undtagelsesvis, og Nord for 
Trondhjemsfjorden er den sjelden ligesom langs hele Norges 
Vestkyst. Den forflyver sig kun undertiden til det nordlige 
Sjællands og det østlige Jyllands Skove (Faber. Ornith. Not. Pag. 
15); den er ogsaa skudt paa Møen (Scheel). Apotheker 
Steenberg saae den ved Hornbæk pr. Helsingør, og for nogle 
Aar siden bleve to Exemplarer ved Vintertid skudte i Nær- 
heden af Aarhus (Lassen). Mechlenburg saa den i Marie- 
skoven v. Flensborg, og Lieutenant Fencker erholdt den ved 
Nytaarstid 1875 fra Ry Nørreskov v. Aarhus (Mourier-Pe- 
tersen). 

Denne Spette er den forsigtigste og mest sky af alle, 
men udmærker sig tillige ved Kraft, Munterhed og Smidig- 
hed; den flyver kun korte Strækninger ad Gangen, men 


SL SENE 


pæren 


> anderen 


101 


temmelig hurtigt; naar den flyver fra et Træ til et andet, 
udstøder den ofte et skarpt Skrig; naar den sidder påa en 
Træstamme, giver den i Regelen en mere klagende, æng- 
stelig Lyd fra sig. Oftest hører man den, naar der er Regn- 
veir ivente, eller naar det allerede regner. Før Marts Maa- 
ned høres den dog sjeldent. I Parringstiden er den mindre 
sky end ellers. 

Næringen bestaaer fornemmelig af alle Slags Insektlarver, 
der leve under Træernes Bark eller i trøsket Træ, og My- 
rer, hvis Tuer den især hakker i om Vinteren. 

I Marts og April foregaaer Parringen; Hunnen lægger 
derefter i Regelen 5, sjeldent 4 (efter Nilsson 3—4) hvide, 
glindsende, uplettede Æg i et trøsket Træ, som den selv 
har udhulet, oftest i en Højde af 40—60 Fod fra Jorden. 
Begge Kjøn tåge Del i Udrugningen, som medtager 16—18 


Dage. 
Æggets Længde og Brede: 
39 mm. 9 5 mm. | N id 
33 » 26 » DE 
BÅ4 » 925 » 


37, 27,5» | Schweitz. 


Ved sin Næring bliver denne Fugl meget nyttig, da den, 
som alle Spetter, fortærer en stor Mængde skadelige Skov- 
insekter, hvorfor den ogsaa bør skaanes. Kjødet er seigt 
og smager ilde. 

Den listige sky Sortspette er meget vanskelig at komme 
påa Skud; den flyer for Mennesket allerede i lang Afstand; 
vil man liste sig til den bag Træerne, fatter den strax Mis- 
tanke og søger at skjule sig paa den modsatte Side af Træ- 
stammen for derfra at flyve videre. At lokke den til sig 
som mange andre Spetter, ved at banke med en Nøgle eller 
Kniv påa en Bøssekolbe, lykkes undertiden. 


102 
Grønspette, Picus viridis, L. 


Syn.  Gecinus viridis, Boie. — Chloropicus viridis, Malk. 


Dansk: Grønspette, Skovkok (Als). Norsk: Grønspet, Gertruds- 
fugl. Svensk: Grånspett, Gyllenrånna, Gréngåling, Grån Hackspett. 


Artsm. Grøn; Hætten karmoisinrød paa graablaa Grund; Egnen omkring 
Øjet sort; Hannen har desuden en karmoisinrød Plet bag Næb- 
vigen, nedenunder begrændset af en sort Stribe. 


Afbildn. Tab. 1X. gl. Han. 


Hunnen er mindre sort påa Hovedets Sider og mangler 
den røde Plet bag ved Næbvigen; endvidere har Underlivet 
flere grøngraa Pletter, og den røde Farve paa Hovedet er 
mindre ren. 

Længde J2—14”, Vingestrækning 23”, Halen 419%" > 
Tungen kan strækkes næsten 6” udenfor Næbet. 

Grønspetten forekommer her i Landet næsten overalt, 
hvor der er Skove, men altid enkelt- eller familievis og ikke 
hyppigt. Undtagelsesvis træffes den i skovløse Egne, saa- 
ledes ved Skagen, hvor den blev skudt den 15de Aug. 1861 
i Plantagen af Fuldmægtig A. Hoffmeyer, der sendte Exem- 
plaret til det kongl. Museum. Den er mere Strøg- end 
Standfugl. Som oftest begynder den sine Streiferier med 
Ungerne i Juli og August, rundt omkring i Skovene og 
Omegnen af Byer, men paa sit bestemte Vinteropholds- 
sted indfinder den sig først sent hen paa Efteraaret. Denne 
Årt findes mere i Løvskove end den foregaaende; underti- 
den seer man den påa Marken ved raadne Træstubbe og 
Myretuer. ' 

Paa den skandinaviske Halvø er Grønspetten almindeligt 
udbredt, navnlig i de sydlige og mellemste Egne; ovenfor 
Polarcirkelen træffes den mere sparsomt. Denne anseelige, 
kraftige Fugl er stedse munter, listig og meget forsigtig, 
dog ikke saa sky som forrige Art. I Klattring besidder den 


103 


lige saa megen Færdighed som sine Slægtninge, men den 
hopper med større Lethed. Den er ligesaa uselskabelig 
som Sortspetten, har et vist Distrikt, som den daglig gjen- 
nemstreifer for at finde Næring, og hvor den ikke taaler an- 
dre af sin Årt. Sit stærke Skrig lader den ofte høre, især 
mod Regn og Uveir. Naar dens Skrig er lavt og enstonigt 
skal det bebude godt Veir; er det skarpt og gjennemtræn- 
gende, skal der paafølge Regn og Uveir. I trøsket Træ hug- 
ger den store, runde Huller og løber nu og da rundt omkring 
Træstammen for at eftersee, om Larverne og Insekterne 
komme ud. 

Myrer og andre Insekter med deres Pupper og Larver 
udgjøre Grønspettens Føde. Med sin meget lange Tunge 
gjennemsøger den Mosset og Hullerne i de trøskede Træer, 
og med Næbet graver den store, tragtformige Fordybninger i 
Skovmyrernes Tuer, især i Vintertiden, naar Marken er sne- 
dækket; derfor ere ogsaa dens Fødder og Næb i fugtigt 
Veir ganske smudsige af Jord. I gamle Piletræer søger den 
flittigt efter Larven af Pileboreren (Cossus lægniperda). 

Den yngler helst i saadanne Løvskove, hvor der findes 
mange Myrer og gamle Træer. I Marts, da Parringen be- 
gynder, kalder Hannen med et særegent stærkt og sking- 
rende Skrig. Hunnen besvarer det med et lignende svagere. 
Saasnart de derpaa begge træffe sammen, parre de sig 
sædvanligvis påa Siden af en Træstamme. Hunnen lægger 
i første Halvdel af Mai sine 5—8 hvide, glindsende Æg i 
et trøsket Træ, til hvis Hulhed Fuglen har hugget sig en 
rund Aabning påa Siden af Stammen, oftest 10—20 Alen 
fra Jorden. 

.ggets Længde og Brede: 
32 mm. So. 

Den fortærer en stor Mængde for vore Skove og Ha- 
ver skadelige Insekter med deres Larver og Pupper. Kjø- 
det af de Gamle er spiseligt, men seigt, hvorimod Ungernes 
er meget velsmagende, omtrent som Kyllingekjød. 


104 


Endskjøndt den er meget opmærksom og forsigtig, kan 
man dog ofte komme den paa Skud, især ved at stille sig 
paa Anstand, hvor den om Vinteren besøger Myretuerne, 
paa hvilke dens Exkrementer og de mange ophakkede Hul- 
ler forraade dens hyppige Komme. Man kan påa saadanne 
Steder ogsaa fange den i Løbedoner; forøvrigt burde en 
saa nyttig Fugl ikke ødelægges alene for Kjødets Skyld. 


Graaspette, Picus canus, L. 


Syn. Picus viridicanus, Wolf. — Picus Norvegicus, Lath. — Gecinus 
canus,Boie.— Chloropicus canus, Malh.—Picus caniceps, Nilss. 


(Orn. Sv. I p. 105.) 


Dansk: Graaspette. Norsk: Graaspette. Svensk: Gråhofdad 
Haåckspett. 


Artsm. Grøn; hele Hovedet graat, blot hos Hannen en rød Plet paa 
Panden; en sort Stribe fra Næbet til Øiet, og en lignende, men 
længere, påa Siden af Struben. 


Afbildn. Tab. IX. gZ. Han. 


Hunnen har ikke den karmoisinrøde Plet i Panden, og 
Ryggens grønne Farve har et askegraat Anstrøg. 

Længde 11"2—12”, Vingestrækning 18—19”. 

Uagtet denne Årt ved et flygtigt Blik hår megen Lig- 
hed med Grønspetten, med hvilken den ofte tidligere 
er bleven forvexlet, adskiller den sig dog tilstrække- 
ligt ved den mindre Krop, det svagere Næb og den ganske 
forskjellige Tegning paa Hovedet. 

Graaspetten er temmelig almindelig i Norges sydligere 
Egne; Nord for Trondhjemsfjorden forekommer den spar- 
sommere, men er dog truffen helt op til Polarcirkelen. I 
det sydlige Sverrig er den sjelden, hvorimod den i Mellem- 
Sverrig optræder temmelig hyppigt og flere Steder findes 
ynglende. Det nordlige Rusland og Siberien er dens egen- 
lige Hjem. Her i Landet hører den til de sjeldnere Fugle. 


105 


I Holsten forekommer den, ifølge Wøldikes Angivelse, dog 
undertiden. Den skal være skudt ved Helsingør (E. Hage), 
og paa Møen (Scheel). 

I Egenskaber, Levemaade og Forplantning ligner den 
Grønspetten; dog bestaaer dens Føde mere udelukkende af 
Myrer, og dens Skrig er svagere. Dens 5—8 Æg ligne 
Grønspettens, men ere betydeligt mindre, mere tyndskallede, 
renhvide og emailleagtigt glindsende. 

Æggets Længde og Brede: 

DE: 2 mm: 
BED VOED 


Exemplarerne fra Sydeuropa ere i Regelen noget større. 


Stor Flagspette, Picus major, L. 


Dansk: Flagspette, Flekspette, Hakkespette, Fledespette. Norsk: 
Stor Flagspette. Svensk: Storre Hackspett; Skogsknarr. 


Artsm. Sort-, hvid- og rødbroget; Ryg og Overgump sorte; Hætten 
sort, Nakken karmoisinrød hos Hannen: Undergumpen kar- 
moisinrød; Brystet og Bugen smudsigt rødbrunagtige; Næbet 
kort og tykt. 


Afbildn. Tab. IX. gl. Han. 


Længde 10”, Vingestrækning 17”. 

Hunnen mangler det karmoisinrøde Tværbåand over 
Nakken og er mørkere under Bugen end Hannen. De unge 
Fugle have om Høsten smudsighvide Skuldre, høirød Hætte og 
graa Pande. De ligne i denne Dragt Mellemspetten (P. 
medius), fra hvilken de dog let adskilles ved det tykkere 
Næb og den betydeligere Størrelse. Hen påa Efteraaret 
faaer den unge Han det røde Baand over Nakken, og efter- 
haanden tabes den røde Hætte. 

Den er Stand- og Strøgfugl; ofte holder -den sig 
hele Aaret indenfor Sommeropholdsstedets snevre Kreds 
eller udvider den blot lidt om Efteraaret, medens andre In- 


106 


divider (i September og Oktober) streife vidt omkring og 
først vende tilbage om Foraaret i Marts. 

Paa den skandinaviske Halvø er denne Art almindelig, 
navnlig i Sverrig og de østlige Dalstrøg i Norge. Paa Fær- 
øerne blev den truffen i Mængde i September 1861, men 
forekommer ellers kun nu og da paa disse Øer. I Danmark 
er det den almindeligste Spetteart, og den forekommer en- 
keltvis i næsten alle vore Skove; i Strøgtiden sees den 
endog i Byerne. Sit Revier gjennemstreifer den daglig, men 
uregelmæssigt, og man seer den da enten paa Træstammerne 
eller påa de stærke Grene lige til Toppen; undertiden ogsaa 
i yngre Træer, men næsten aldrig påa Jorden. I Paårrings- 
tiden frembringer den den samme snurrende Lyd som Grøn- 
spetten ved med Næbet at tromme hurtigt paa en tør Gren 
i Toppen af et. Træ. I hule Træer holder den Natte- 
kvarter. Dens Lokketone er et haardt og skarpt Skrig, som 
gjentages med længere Pauser end Mellemspettens forøvrigt 
lignende Skrig. 

Næringen bestaaer af Insekter og deres Æg, Larver og 
Pupper, forskjellige Frøkorn, Bær og Nødder, hvilke sidste 
den ligesom Spetmeisen, klemmer fast i en Træspalte for at 
kunne flække dem. 

Den lægger i Midten af Mai 5—6 hvide, glindsende 
Æg i et hult Træ, hvortil den selv hugger sig en cirkelrund 
Aabning; ofte hugger den Huller i Træerne blot til mid- 
lertidigt Ophold. 

Æggets Længde og Brede: 

Vo mm: 2Omm: 
28 » 20,5 » å 

Kjødet er tørt og ildelugtende, men Fuglen er ved sin 
Levemaade ualmindelig nyttig for vore Skove og Haver, 
hvorfor den ogsaa bør fredes. 

Da den er mindre sky end de fleste andre Spetter, kan 
man let skyde den påa Træerne. Hvor man hører den 
hakke paa disse, kan man efterligne denne Lyd ved at slaae 


107 


påa Geværkolben eller påa et Stykke Træ med en Kniv eller 
Nøgle; er man heldig i at efterligne dens Hamren, kommer 
den strax nærmere for at finde sin formentlige Mage, og 
man kan da let skyde den. 


Hvidrygget Flagspette, Picus leuconotus, Bechst. 


Norsk: Hvidrygget Flagspette., Svensk: Hvitryggig Hackspett. 


Artsm. Sort- og hvidbroget; Bagryggen og Overgumpen rent hvide; 
Bugen og Undergumpen rosenrøde: Brystet hvidt med sorte 
Længdestriber; Hovedet ovenpaa høirødt (hos Hannen) eller sort 
(hos Hunnen). 


Afbildn. Zdet Supplem, Tab. 2. Han og Hun. 


Længde 10—10!/;”, Vingestrækning 17”, 

Hunnens Farve er, med Undtagelse af, at den røde Ho- 
vedprydelse mangler, som Hannens. 

Saameget den end ligner Mellem-Flagspetten, das er den 
sig dog fra denne ved sin anseeligere Størrelse og den ganske 
hvide Bagryg, saavelsom ved Hovedets og Underkroppens 
Tegning; endvidere derved, at den mangler den store, hvide 
Plet paa Skuldrene. 

Denne Spette tilhører fortrinsvis det nordøstlige Europa, 
hvor den er Stand- og Strøgfugl. I det nordlige Sverrig 
forekommer den hist og her temmelig almindeligt, navnlig i 
Naaleskovene; i Norge er den endog i nogle Egne (Trond- 
hjems Stift) den hyppigst forekommende Flagspette. Her i 
Danmark er den endnu ikke truffen , ihvorvel det- ikke er 
usandsynligt, at den undertiden besøger de danske Skove. 
I Levemaade ligner den de andre Flagspetter. 


108 


Mellem-Flagspette, Picus medius, L. 


Dansk: Mellemspette, Flækspærre, Flagspette. Svensk: Mellanspette 


Artsm. Sort-, hvid- og rødbroget. Undergumpen og en stor Del af Bu= 
gen rosenrød; Ryg og Overgump sorte; Hætten karmoisinrød; 
Brystet og Bugen hvidagtige med okkergult Anstrøg og sorte 
Længdestreger ned ad Siderne. 


Afbildn. Tab. X. gl. Han. 

Længde 80”, Vingestrækning 1472". 

Hunnen, der i Farvetegning kun er lidt forskjellig fra 
Hannen, har en svagere rød og tillige kortere Hætte, lige- 
som Underkroppen har mindre og smudsigere Rosenrødt. 
Brystsidernes Længdepletter ere større, og det Okkergule 
påa Bugen er svagere. De unge Hanner ligne Hunnerne 
meget. 

Mellemspetten er hos os Stand- og Strøgfugl og 
har Opholdssted og Levemaade tilfælles med den store Flag- 
spette, endskjønt den mere foretrækker Løvskove (især Ege- 
skove) end denne og heller ikke gaaer såa nordligt. Den 
er derfor ogsaa sjeldnere i det nordlige Jylland end i de 
sydligere Provindser, men dog hyppigere i Vendsyssel end 
Picus major. Forf. mener, i Modsætning til Faber, ligesom 
Teilmann, at den her i Landet hyppigst iagttages om For- 
aaret og Efteraaret. I Sverrig forekommer den ikke i de 
nordlige Provindser, men er temmelig almindelig i Skaane. 
Den vides ikke at være truffen i Norge. Nilsson angiver 
den vel som skudt ved Christiania, men det paagjældende Individ 
viste sig senere at være en ung Picus major (Collett). 

Uagtet den er meget urolig, kan man dog ikke kalde 
den sky. Om Foraaret høres dens høie og langtrukne Par- 
ringsraab, der har en skuffende Lighed med de mindre 
Falkes Skrig. Ligesom de andre Spetter lader ogsaa denne 
Art i Parringstiden høre den stærke, snurrende Lyd, der 
frembringes ved en hurtig Banken med Næbet paa Træ- 
stammerne. 

Insekter og disses Larver udgjøre dens væsenlige Næ- 


109 


ring; dog æder den ogsåa Bær og Nødder. Man seer den 
i bestandig Virksomhed for at opsøge Næringsmidler, 
hvorved den undertiden hakker dybe Huller i Træerne og 
afbarker tørre Grene. Naar Nødderne ere modne, henter 
den disse paa Hasselbuskene og hakker dem itu paa samme 
Maade som forrige Art, for at faae fat paa Kjærnen. Agern, 
Bog- og Kirsebærkjærner æder den ogsaa gjerne, og den 
sees undertiden at tage Rønnebær. 

Mellemspetten yngler i Midten af Mai i adskillige af 
vore Skove, undertiden ogsaa i Haver, der grændse til 
disse, f. Ex. påa Lolland (Dahl); i Skovene omkring Kjø- 
benhavn (Faber, Ornith. Notic. Pag 15). Reden staaer 
ofte henimod 50 Fod høit, sjeldent under 20 Fod; den an- 
lægges i en 7—10” dyb Træhule (i en trøsket Stamme eller 
Gren), hvortil Fuglen selv hugger sig en rund Aabning, 
og de 5—7 hvide, glindsende Æg have intet videre 
Underlag. 

Æggets Længde og Brede: 


22smn: 16 mm. 
24 » 17 » 
RENE ARD 


Rugetiden vårer i 15 Dage, og begge Kjøn tage afvex- 
lende Del i Rugningen. 

Da denne Spette ikke er sky, kan den let skydes, 
især naar den er ifærd med et godt Maaltid. Ved den 
ovenfor omtalte efterlignede Hakken lader den sig let skuffe, 
men Slagene maa skee efter Tempo og Tal, nemlig 2—5 
efter hverandre og med passende Pauser derimellem. Den 
kommer endogsaa ofte tilbage efter åt være bortskræmmet, 
for at søge den formentlige Mage, og kan saaledes let dræ- 
bes. I Snarer foran Hullet, hvor den holder Nattehvile, kan 
man uden Vanskelighed fange den; men istedetfor at efter- 
stræbe den bør man frede og beskytte den, da den, som 
overhovedet hele Spetteslægten, er til stor Nytte for vore 
Skov- og Havetræer; dens Kjød er mindre behageligt. 

8S= 


110 


Lille Flagspette, Picus minor, L. 
Syn. Piculus minor, Brehm. 
Dansk: Lille Flagspette, lille Træpikker, Norsk: Liden Flagspette. 
Svensk: Lilla Hackspetten. 


Artsm, Sort- og hvidbroget; Ryggen hvid med sorte Tværbaand; paa 
Undergumpen intet Rødt; Hannen med rød, Hunnen med hvid 


Isse. 
Afbildn. Tab. X. gl. Han. 


Længde 6”, Vingestrækning 11”, omtrent af Husspur- 
vens Størrelse. 

Hunnen har en brunagtig Pande og en foran smudsig- 
hvid Isse samt flere Lændestreger paa Brystet og Siderne. 

Denne mindste indenlandske Spette er hyppig i Sverrig 
og Norge, navnlig er den i sidstnævnte Land jevnt udbredt 
overalt (med Undtagelse af Vestkysten, hvor den er sjelden) 
lige fra de sydlige Dele helt op til den russiske Grændse 
og ruger saavel i Lavlandet som paa Fjeldsiderne og i Birke- 
beltet. I Skaane træffes den sjeldent og næsten kun om 
Vinteren. Her i Landet er den kun bemærket nogle enkelte 
Gange i Strøgtiden; saaledes skal den være seet af Bonnez i Ben- 
zon Skov i Foraaret 1832, og efter Apotheker Steenbergs Beret- 
ning er den skudt ved Helsingør, hvor han ogsaa saae den 
den 4de Mai 1832 og 3die Mai 1833. I det zoologiske 
Museum findes to Exemplarer (begge Hunner) fra Holsten 
(Wøldike). Paa sit Vinteropholdssted har den et eget Revier, 
som den daglig gjennemstreifer, ofte i en og samme Ret- 
ning, såa at den endog sees påa enkelte bestemte Træer til 
en vis Time hver Dag. I Frugthaver indfinder den sig og- 
saa gjerne. I meget store og aabne Trækroner sees den 
stedse høit oppe. Natten tilbringer den i hule Træer, men 
da Meiserne og Skovspurvene gjerne ville benytte sig af dens 
Boliger, maa den ofte med Magt drive disse bort. 

Denne lille, smukke Spette er en af de livligste og mun- 
treste af sin Slægt. Den hakker og håmrer meget paa 
Træerne og er lige saa dygtig i at hugge Huller til Sovested 
eller Rede som de større Arter. Dens Stemme ligner Mel- 


lil 


lemspettens, men er meget svagere, og i Parringstiden snur- 
rer den lige som de andre Arter paa en tør Gren. 

Insekter med deres Larver og Æg synes at være dens 
eneste Næring. 

I hule Træer, som dertil benyttes i flere Aar, lægger 
den 5—7 hvide, glindsende Æg. Disse have megen Lighed 
med Æggene af Jynx torquilla, men ere glattere og mere 
glindsende. 

Æggets Længde og Brede: 

[ASJERSS nn: 
BOR 14,5 » 

Faber angiver den (Ornith. Not. Pag. 15) som sjeldent 
ynglende hos os, men denne Angivelse beroer uden Tvivl 
påa en Forvexling. 


( norske Exemplarer. 


b) Med 3 Tæer. 
Tretaaet Flagspette, Picus tridactylus, L 


Syn. Apternus tridactylus, Swains. — Picoides Europæus, 688 — 
Picoides tridactylus, Lacép. 
Norsk: Tretaaet Spette. Svensk: Tretåig Hackspett. 

Artsm. Sort og hvidbroget; Hannen med gul, Hunnen med sølvhvid Isse 
I Midten af Overryggen en hvid, langsgaaende Stribe; Fødderne 
tretaaede; de sex midterste Styrere sorte, uplettede. 

Afbildn. Tab. IX. gl. Han. 

Længde 9”, Vingestrækning 16”. 

Denne Spette adskiller sig fra de andre Flagspetter, 
foruden ved de 3 Tæer, ogsaa ved sin mindre hvidbrogede 
Farve; thi de baandagtige Pletter paa Vingerne ere meget 
smaa og findes blot paa Svingfjerene; desuden har Under- 
kroppens Sider sorte Tværpletter som hos ingen anden 
nordeuropæisk Art. Allerede i længere Afstand er den kjen- 
delig ved sin mørkere Farve. 

Hunnen mangler den gule Isse; den hvide Rygstribe 
er smallere og mere sortplettet, hvorimod Brystet har færre 
sorte Pletter, og Tværstriberne paa Bugen og Siderne ere 


112 


mindre tydelige end hos Hannen. Om Forekomsten af 
denne Spetteart, der er udbredt over Størstedelen af Norge, 
(navnlig over de østlige og nordlige Egne) og Mellemsverrig, 
foreligger der hidtil ikke nogen sikker Angivelse for Dan- 
marks Vedkommende. Vel have flere tidligere Forfattere 
indlemmet den i den danske Fauna, men dels have deres 
Angivelser beroet paa Misforstaaelse, dels synes der at hvile 
en vis Usikkerhed over dem, saa at Fuglen indtil videre ikke 
tør betragtes som tilhørende vor Fauna. Da den imidlertid, som 
allerede anført, er almindelig påa den skandinaviske Halvø, 
og da den om Vinteren ikke sjeldent træffes helt nede ved 
Gøteborg, vilde det ikke være saa meget paafaldende, om 
den ved en eller anden Leilighed forvildede sig ned til 
Danmark. 

Som de andre Spetter er den en Stand- og Strøgfugl, 
hvis Yndlingsopholdssted er store, gamle Skove, hvor den 
yngler; kun i Strøgtiden besøger den mindre Skove og Ha- 
ver. I hele sit Væsen har den megen Lighed med Mel- 
lemspetten. 

Insekter og deres Yngel ere dens Føde, saavelsom Frø 
af Løvtræer. 

I høie Skovtræer lægger den i Huller med selvhuggede 
Aabninger 4—5 hvide, glindsende Æg. 

Æggets Længde og Brede: 


(æ 


2 SE 18 mm. 

Sy ” 199 | laplandske Exemplarer. 
Sl SL: norske » 
2ilsrm 19,5 » | 


Den gjør samme Nytte som alle de øvrige Spetter og 
skydes let, da den ikke er sky og kan hidlokkes ved at efter- 
ligne dens Hakken. 


Vendehalsslægten, Jyna, L. 
Næbet lige, meget kort, kegleformigt, lidt sammentrykt 
paa Siderne, temmeligt spidst. Næseborene ved Næbro- 


113 


den, tæt sammen, nedentil dækkede af en tynd Hud. Tun- 
gen lang, ormagtig, udstrækkelig og med hornagtig Spids, 
men uden Modhager. Fødderne ere Klattrefødder, For- 
tæerne sammenvoxede ved Roden, Bagtæerne helt adskilte. 
Kløerne meget krumme og spidse, ikke store. Vingerne 
korte og afrundede; Iste Svingfjer saa lille, at den let over- 
sees; Zden lidt kortere end 3die, som er den længste. Ha- 
len temmelig lang, bred, blødfjeret og derfor uskikket til 
at understøtte Klattringen. Hele Fjerklædningen løs og blød. 

Vendehalsene adskille sig endvidere fra Spetterne ved deres 
Levemaade. Klattrefødderne bruge de kun til den øieblikkelige 
Fastklamring og ikke til egenlig Klattring. De ere stille, 
træge Fugle, der ofte forblive længe påa ét Sted og føre et 
fredeligt, ensomt Liv. Bygningen af Næbet og Hovedet 
gjør dem uskikkede til at hakke Huller i Bark og Træ; de 
hakke kun i løs Jord og opholde sig overhovedet mere paa 
Jorden end paa Træerne. Den spidse, med en klæb- 
rig Slim bedækkede, fremstrækkelige Tunge benytte de til 
at tage Næring til sig med. Føden bestaaer i Insek- 
ter, fornemmelig Myrer. De opholde sig i Skovegne, hvor 
de bygge Rede i hule Træer. Den hos os forekommende 
Art er Trækfugl. 


Almindelig Vendehals, Jynx torquilla, L. 
Syn. Yunæ torgquilla, LE) 
Dansk: Bygfugl, Vendehals, Dreiehals. Norsk: Saagjøk, Saagouk, 
Vendehals. Svensk; Goktyta, Goktita. 

Artsm. Rygsiden graa med sorle, hvide og rustfarvede Tegninger og Punk- 
ter; fra Nakken og ned paa Overryggen en brunsort Stribe. Un- 
dersiden rustgulagtig med sorte Tværlinier og trekantede Smaa- 
pletter; Halen med 4—5 brunsorte Baand med lys Indfatning 
nedenunder. 


Afbildn. Tab. X. (Yunx torquilla.) gZ. Han. 


%) Skrivemaaden «Yunx», der vistnok er en — forøvrigt ogsaa af Linné 
selv i en senere Udgave af Syst. Nat. benyttet — korrumperet 
Form af det rigtige Navn Jynx, er anvendt af saagodtsom alle 
danske og adskillige fremmede ornithologiske Forfattere. 


[114 


Længde 7—707, Vingestrækning 110”; af Marklær- 
kens Størrelse. 

Hunnen har flere og tydeligere Bølgelinier påa Brystet og 
Bugen, men er ellers kun lidt forskjellig fra Hannen; Un- 
gernes Farve og Tegning er heller ikke synderligt afvigende 
fra de Gamles. Der gives ganske blege, rent hvide og stri- 
bede Varieteter. 

Denne meget udbredte Fugl er hertillands ingenlunde 
sjelden, men forekommer overalt dog kun enkeltvis. Den 
er en Trækfugl, som blot i Sommermaanederne opholder 
sig i de tempererede og kolde Jordstrøg og tilbringer Vin- 
tertiden i den varme Zone. I Slutningen af April ankommer 
den her til Landet med andre insektædende Fugle og forlader 
os allerede i August. Paa den skandinaviske Halvø er Vende- 
halsen almindelig om Sommeren; den træffes dog sjeldnere 
Nord for Trondhjemsfjorden og synes åt mangle ganske 
langs hele Vestkysten. 

Paa Færøerne er den kun truffen et Par Gange, første 
Gang den 12te September 1867, da den blev funden halv- 
død i Reaiskolens Tagrende (Sysselmand Muller). Den lever 
altid i Nærheden af Træer og Buske; smaa, aabne Skove 
og Haver i frugtbare, helst lavtliggende, fuglige Egne, synes 
at være dens Yndlingsopholdssteder. 

Vendehalsen er en stille, tillidsfuld, fredsommelig Fugl, 
der har sit Navn af sine ejendommelige Gebærder. Den 
strækker nemlig ofte Halsen langt, fordreier Øjnene, reiser 
Hovedfjerene til en Top og udbreder Halen vifteformigt; men 
naar den er i Angst eller let saaret af et Skud, og man vil 
gribe den, gjør den saa forunderlige Grimasser, at Den, 
der første Gang bliver Vidne dertil, næsten kan blive for- 
færdet derover; med reiste Hovedtjer og halvtlukkede Øine 
udstrækker den Halsen til en forbausende Længde og snoer 
den ganske langsomt som en Slange, såa at Hovedet der- 
ved ofte dreier sig omkring i Kredsen og Næbet snart ven- 
der frem, snart tilbage. Naar den sidder påa Jorden og 


115 


man nærmer sig den, flyver den ikke op, førend man er 
lige ved den. 

L Parringstiden høres fra Trætoppene Hannens højere 
og Hunnens hæsere Parringsraab. Insekter og Larver er 
dens vigtigste Næring, som den søger langt oftere paa Jor- 
den end paa Træerne. Sine 7—10 glindsende, hvide, rund- 
agtige Æg lægger den i Midten af Mai i hule Træer paa et 
Underlag af Mos, Haar og Uld. 

Æggets Længde og Brede: 

IKSYFSDLE isen: 
ZA) HB 16 » 
Ved at fortære en Mængde Insekter er den til Nytte. 


Zden Underorden: Gangfugle, Ambulatores, Illig. 


Af Tæerne vende 3 fremad og 1 tilbage; den yderste 
Fortaa mere eller mindre sammenvoxet med Mellemtaaen, 
sjeldent forenet med denne ved en Hud. 


38die Familie: Tyndnæbede, Tenuirostres (Anrsodactylt). 


Næbet langt eller middellangt, trindt og lige, eller 
smalt, sammentrykt, bøiet og kantet, tykkere ved Roden; 
Tungen kan ikke udstrækkes; Næseborene ved Næbroden, 
nøgne eller tyndt bedækkede af Fjer. 

Benene lave, 3 Tæer fortil og 1 bagtil; Fortæerne 
sammenvoxede med Mellemtaåaen i første Led; Kløerne skarpe, 
krumme; Bagtaaen størst. 

Fuglene af denne Familie leve ensomt eller parvis i 
Skovene, hvor de fleste klattre paa Træstammerne lige som 
Spetterne og leve af Insekter, som de opsøge under Barken ; 
nogle ernære sig tillige af Kjærner. De yngle i hule Træer 
eller i Trærevner og bygge en simpel "Rede. 


116 


Træpikkerslægten, Cert/ua, L. 


Næbet svagt, temmelig langt, mere eller mindre bøiet, 
sammentrykt, med skarp Rygkant og tilspidset; Næseborene 
ved Næbroden, aflange, foroven halvt lukkede med en hvæl- 
vet, tynd, nøgen Hud. Benene temmelig korte og 
tynde; Fortæerne ved Roden sammenvoxede i deres første 
Led; alle Tæerne bevæbnede med store, krumme, skarpe 
Kløer, hvoraf især Bagkloen er meget lang. Vingerne 
temmelig korte, butte og med svage Svingfjer, hvoraf den for- 
reste er ganske kort, den Zden kortere end 3die, denne 
kortere end 4de og dte, som ere længst. Halen temmelig 
lang, smal, i Spidsen kileformigt. tvedelt; de 12 stive Sty- 
rere have nedadbøiede Skafter og understøtte Klattringen. 

De herhen hørende Fugle opholde sig om Sommeren 
parvis i Skove, Lunde og Haver, men om Vinteren streife 
de efter Næring enten alene eller i småa Selskaber ligesom 
Meiser, Fuglekonger, Spetmeiser og Spetter, i hvis Streif- 
tog de ofte deltage. De klattre paa Træernes Stammer 
ligesom Spetterne, begynde gjerne helt nede ved Roden og 
hoppe med Færdighed, ofte i Spiralgang, op ad Grenene, 
saavel skraatløbende som lodrette, endog paa Undersiden af de 
vandrette, stadigt støttende sig paa den stive, elastiske Hale, 
som derfor altid er afslidt i Enden. De opsøge såaledes de 
i Træmosset og Barkrevnerne skjulte smaa Insekter samt 
deres Æg og Larver. 


Almindelig Træpikker, Certhia familiaris, L. 


Syn. Motacilla scolopacina, Strøm. — Certhia brachydactyla, Brehm. 
Dansk: Træpikker, Træløber. Norsk: Trækryber. Svwensk: Tråd- 
krypare. 

Artsm. Rygsiden brun-, rustgul- og hvidplettet; Overgumpen rustgul; 
Underkroppen hvid eller sølvgraaplettet; over Vingen gaaer et 
hvidgult Tværbaand; Halen ensfarvet graabrun. 

Afbildn. Tab. X. 92. Han. 


117 


Længde 5/4”, Vingestrækning 8”. 

Hunnen er i Farve og Tegning ikke væsenligt forskjel- 
lig fra Hannen. Næbet er meget længere hos ældre end 
hos yngre Fugle. 

Træpikkeren hører til de mindste indenlandske Fugle, 
da den kun veier 2—3 Kvint; den er temmelig al- 
mindelig i Danmark, især i skovrige Egne, med Undtagelse 
af Bornholm, hvor den ikke vides at være bemærket; dog fin- 
des den ogsaa paa Steder, der ere mindre rige påa Træer. 
Den hører her til Strøgfuglene, forlader sit Opholdssted efter 
Forplantningstiden og besøger omkringliggende Egne; dog 
er dens egenlige Strøgtid September og Oktober, naar Mei- 
serne trække; i Marts begiver den sig igjen tilbage til 
Ynglepladsen. Mange streife da herigjennem, medens andre 
blive og først henimod Foraaret forlade os. Påa den skan- 
dinaviske Halvø er den almindelig, navnlig i lavere liggende 
Skovegne, dog ikke langs Norges Vestkyst og Nord for 
Fjeldryggen. 

Den bevæger sig med overordenlig Behændighed og 
Hurtighed paa Træstammerne og er såa lidt sky, at man 
kan gaae den ganske nær, inden den flyver. Under Klattrin- 
gen hår den stedse Hovedet opad, og ikke, som Spetmeisen, 
nedad og. til Siderne. 

I Streiftiden træffes den ofte i Selskab med Meiser, 
Fuglekonger og Spetter. Denne brogede Forening af for- 
skjelligartede Fugle har da et Revier tilfælles, som de én 
eller flere Gange daglig gjennemstreife, idet Medlemmerne 
følge hverandres Lokkestemme; snart anføres de af en 
eller flere Spetter, snart ere Meiserne Anførere, og Alle leve 
i den bedste Endrægtighed. Træpikkeren er overhovedet en 
ligesaa fredelig og tillidsfuld som munter og kvik lille Skab- 
ning, der ideligt lader sin fine, spinkle Stemme høre; naar 
Veiret er smukt og klart i Februar (men især i Marts og 
April), hører man ofte dens Sang, som kun bestaaer i én 
Strophe. 


118 


Insekter og deres Yngel er næsten dens eneste Næring ; 
kun i Nødsfald æder den Plantefrø. 

Dens Rede findes dels imellem løsnet, gammel Bark og 
Træet, dels i Kløfter og Huller i Træerne; dog bygger den ogsaa 
i Brændestabler, meget ofte i Trækroner af gamle Lindealleer, 
hule Pile osv., altid med en meget snever Aabning; Reden 
er aflang og kunstløst sammenlagt af Smaakviste, Græsstraa, 
Bast, Uld og Fjer. I første Halvdel af April indeholder Re- 
den sædvanligvis 6—9 hvide, rustbrunplettede Æg, der have 
"den største Lighed med Blåameisens, men i Regelen have 
flere Prikker paa den butte Ende; i første Halvdel af Mai 
flyve Ungerne ud. I Juni eller senere, lægger Hunnen an- 
den Gang Æg og da ofte kun 3—5. 

Æggets Længde og Brede: 

ger: fon 
TED 1245 »” 

Denne lilie Fugls Kjød er ret velsmagende; dog vilde 
det være syndigt for saa ubetydelig en Mundsmag at dræbe 
denne nyttige lille Skabning, hvis Liv for Skov- og Frugt- 
træerne er saa velgjørende ved at den ødelægger en utallig 
Mængde Insekter. 


Spetmeiseslægten, Sttta, L. 


Næbet af Middellængde, lige, langstrakt kegleformigt, 
trindt, i Spidsen lidt sammentrykt, haardt og spidst. Næse- 
borene ved Næbroden, smaa, runde, tyndt bedækkede af 
fremadliggende Børstefjer. Benene temmelig stærke; 
Tæerne, især Bagtaaen, lange med krumme og spidse Kløer; 
Mellemtaaen er sammenvoxet i en lidt længere Strækning 
med Ydertaaen end med Indertaaen. Vingerne ikke store, 
noget brede og temmelig butte; iste Svingfjer kort, Zden 
kortere end 3die, som er lidt kortere end 4de, der er længst. 
Halen kort og blød, bestaaende af 12 Styrere, aldeles 
uskikket til at understøtte Klattringen.  Befjeringen ligner 


119 


Meisernes; den er blød, meget løs og paa Ryggen tem- 
melig lang. 

Slægten omfatter kun mindre Arter, der i Udseende og 
Levemaade minde baade om Spetterne og om Meiserne, 
hvorfor man ogsåa har givet dem Navnet: «Spetmeiser.» 
De leve enkeltvis i Skovene, ere overordenligt livlige og 
klattre med stor Behændighed op og ned ad Stammerne. 
De ere Stand- og Strøgfugle, leve af Insekter, Larver, Nød- 
der og forskjellige Slags Frø. I hule Træer lægge de 5—9 
Æg, som ligne Meisernes, men ere større; de tilklistre 
Indgangen til Reden med Ler, naar Åabningen er større end 
at de netop kunne tvinge sig derigjennem; deres Unger op- 
føde de med Insekter. 


Europæisk Spetmeise, Sitta Europæa, L. 


Syn. S. cæsia, Mey. — S. Uralensis, Licht.) 
Dansk: Spetmeise, Nøddehakker. Norsk: Nødvække, Spetmeise, Egde, 
Eremit. Svensk: Notvåcka. 


Artsm. Oversiden af Hoveder og hele Overkroppen graablaa; en 
sort Stribe gjennem Øiet og langs hver Side af Halsen; Under- 
kroppen gulagtigt rustfarvet, henimod Undergumpen rødbrun ; 
Halefjerene sorte med en hvid Plet henimod den graa Spids; 
de to mellemste Styrere helt blaagraa. 


Afbildn. Tab. X. g2. Han. — Tab. LV. (Supplementtavle) Sitta Uralensis. 


Længde 534”, Vingesirækning 10”. Af Spurvens Stør- 
relse, men kortere og tykkere. 

Hunnen er let at kjende fra Hannen, uagtet den har 
omtrent de samme Farver som denne. Den er ikke saa 
smuk blaa, det Rustgule paa Underkroppen er meget mattere 
og urenere, og Øiestriben er mat og meget smallere, men især 


+) Hvorvidt S. cæsia og S. Uralensis ere artsforskjellige fra S. Euro- 
pæa, er endnu Gjenstand for Tvivl. Udg. troer dog indtil videre 
at burde betragte dem som Lokalvarieteter. 


120 


ere de rustgule Partier henimod Undergumpen af en långt 
mindre intensiv Farve end hos Hannen; den er desuden sæd- 
vanligvis lidt mindre end Hannen. De unge Fugle ligne 
Hunnerne. 

Spetmeisen er temmelig almindelig i næsten alle vore 
Skove; dog findes den, saåaavidt man hidtil veed, ikke paa 
Bornholm. I Syd- og Mellemsverrig er den almindelig, 
ligeledes i Norge, Syd for Dovrefjeld. Langs Vestkysten 
holder den sig især til Birkeskovene. Den er en Strøg- og 
Standfugl, der for største Delen i September og Oktober 
foretager Streiftog til Egne, hvor den ikke opholder sig om 
Sommeren, endog såadanne, hvor der ikke findes megen Skov. 
Om Foraaret, stundom allerede i Februar og Marts, vender den 
tilbage til de Skove, hvor den vil yngle. Disse Udflugter 
foretager den enkeltvis eller parvis, som oftest i Selskab 
med Meiser og Fuglekonger, undertiden ogsaa med en en- 
kelt Spette. Uagtet sit listige Udseende og sin overorden- 
lige Livlighed er Spetmeisen ikke sky; den er altid rastløst 
beskæftiget, altid livlig og vel tilmode. Dens sædvanlige 
Stemme er et kort Skrig, Lokketonen er mindre skingrende 
og gjentages med længere Mellemrum end dens Glædes- og 
Trætteskrig. Hannen har desuden en egen Foraarssang, 
der bestaaer i smukke, høitpibende Toner, snart fløitende, 
snart høit og klart med afvexlende fyldige og rene Triller. 

Næringen bestaaer af Insekter og Frø, især af større 
Træer, som Agern, Nødder, Naaletræfrø, Bog, dog ogsaa 
Hamp, Solsikkefrø 0. 1.; i Nødstilfælde æder Spetmeisen ogsaa 
Havre. Agern og Nødder sætter den fast i Bark- eller Trærevner 
og stiller sig derover med Hovedet nedad, hugger derpaa 
med Næbet og aabner saaledes Skallen for at udtage Kjær- 
nen. I fri Tilstand samler den Forraad af Næringsmidler 
i Træhuler. 

I gamle hule Træer, hvis Aabning den tilkliner med 
Ler eller våad Jord, saaledes at den blot kan tvinge sig ind 


121 


og ud, lægger Hunnen sidst i April 6—7 hvide, rødplettede 
Æg, som ruges af begge Magerne. 
Æggets Længde og Brede: 
192: 14 5mm. 
22% 16 » 
Reden selv bestaaer af sønderrevet tørt Løv, især af Eg 
og Bøg eller (i Naaleskove) af den yderste Barkskal. 
Spetmeisen er en meget nyttig Fugl for vore Skov- og 
keen eter som den befrier for en Mængde skadelige Insek- 
; Kjødet er ret velsmagende. 
Den er let åt komme påa Skud og fanges ledede 
uden Vanskelighed påa Limpinde og i Springdoner. 


Hærfugleslægten, Upupa, L. 


Hovedet prydet med en vifteformig Fjerbusk. Næbet 
trekantet ved Roden, meget langt, noget bøiet, tyndt, spidst, 
sammentrykt. Næseborene ved Næbroden, smaa, aabne, 
ovale, oventil omgivne af en ubetydelig Hudrand. Fød- 
derne korte, noget undersætsige, med 4. Tæer, - Ydertaaen 
og Mellemtaaen sammenvoxede i det første Led; Fodroden 
omtrent af Mellemtaaens Længde; Kløerne korte, svagt 
krummede; Bagtaaen næsten lige og temmelig lang. Vin- 
gerne af Middellængde, temmelig brede og meget afrun- 
dede i Spidsen; iste Svingfjer smal og kort, 2den lidt læn- 
gere; ådie kortere end 4de og dte, som ere lige lange og 
de længste. Halen, der beståaer af 10 Styrere, er temme- 
lig lang og lige afskaaren i Enden. 

Hærfuglen opholder sig mere paa Jorden end påa 
Træerne. Paa fugtige Skovenge og hvor Kvæget græsser, 
sees den især at søge sin Næring, som bestaaer af Insekter 
og Larver. Den gaaer skridtvis og temmelig hurtigt; Flug- 
ten udmærker sig ved Vingernes uregelmæssige Sving, og 
er ikke høi. I hule Træer eller i Aabninger påa gamle 
Mure bygger den Rede. Den fælder to Gange om Aaret 
uden at forandre Farve. Ungerne ligne de Gamle. 


122 


Almindelig Hærfugl, Upupa epops, L. 
Dansk: Hærfugl, Hærpop, Vubber, Skovvubbe, Skidtefugl, Horsegjøg. 
Norsk: Hærfugl. Svensk: Hårfogel, Popp (Skaane), OQåringsfogelf) 
(Halland) 


Artsm. Fjertoppen rustgul med sorte Spidser; Ryggen og Vingerne 
sorte med gulagtigt hvide Tværbaand; Halen sort med et hvidt 
halvmaaneformigt Tværbaand. 


Afbildn. Tab. XIII 97. Han. 


Længde 11—11%6”, hvoraf Næbet 2”; Vingestrækning 
8197”: Halen 4”, | 

Hos Hunnen, der er lidt mindre og hår en kortere 
Fjertop, ere Farverne blegere og mindre rene; dog er For- 
skjellen saa ringe, at det er vanskeligt nok at adskille Kjøn- 
nene uden at have begge sammen. 1 

Hærfuglen er en Trækfugl, der- ankommer til Skandi- 
navien kort før Gjøgen, som oftest" i første Halvdel af April, 
men undertiden først i Mai, og allerede reiser bort hen i 
August eller senest først i September. I sumpige Egne 
med Krat. og Smaaskove forekommer den mest, men bliver 
dog hertillands mere og mere sjelden, efterhaanden som 
Smaaskovene bortryddes og opdyrkes. Dersom Beretningerne 
om dens hyppige Forekomst og Ynglen her i Landet ere 
paalidelige, maa Forholdene tidligere have været anderledes 
end nu. I de sidste 20 Aar har den endog hørt til de 
sjeldneste Fugle i Danmark, og saavidt vides er den i dette 
Tidsrum ikke funden ynglende her i Landet. 

I Norge og Sverrig synes den at forekomme langt hyp- 
pigere og træffes til sine Tider endog temmelig almindeligt 
saavel i Syd- som i Mellemsverrig og det sydlige Norge. 
Undtagelsesvis er den skudt Nord for Polarcirkelen, endog 
helt oppe ved Varanger, ja i Sommeren 1868 blev et Indi- 


f) I tidligere Tider ansaaes det for et Varsel om Krig og Dyrtid at 
træfle denne Fugl. Deraf baade Navnet: Hærfugl og den hallandske 


Benævnelse. Det skaanske «Popp» har sin Oprindelse fra dens Skrig, 


123 


vid fanget i forkommet Tilstand påa Spidsbergen. Den er 
truffen ynglende adskillige Steder paa den skandinaviske Halvø. 
I store, tætsluttede Skove opholder den sig ikke gjerne. 
Den skal have ynglet ved Grenaa (Bonnez), paa Lolland 
ved Engestofte, og paa Møen (Dahl); den er skudt ved 
Helsingør i August 1854 (Steenberg), i. Dyrehaven (Bøl- 
ling); Vort zoologiske Museum eier et Exemplar fra «Sjælland» 
(C. Drewsen) og Skelettet af et Individ, som i de første Dage 
af Mai 1862 blev skudt ved Ringkjøbing (Reinh.). Forf. 
angiver, at han i Forening med Pastor Theobald i Slutnin- 
gen af Mai (1859?) har seet den i Charlottenlund, og Lieute- 
nant Fencker såae den paa Skovbakken ved Randers den 
åddie Mai 1867. I Eftersommeren 1868 bleve to Hærpoppe 
skudte i Kongens Enghave. I Begyndelsen af Juli 1871 
blev et Individ skudt paa Baroniet Adelersborg, og den 
27de September 1874 modtog Museet et Exemplar, skudt 
påa Kiærupgaard ved Ringsted (Forpagter Ulrich). Forf. 
fik et Exemplar tilsendt, som i August 1849 var skudt ved 
Ringkjøbing Fjord; Faber traf den i Sommeren 1823 ved 
Skanderborg (Ornith. Not. Pag. 15); han anfører den som 
ynglende i de fleste af» Sjællands Skove og paa Lolland; 
Konservator Scheel har oftere skudt og set den paa Møen, 
hvor den ifølge Hages Angivelse i sin Tid var temmelig al- 
mindelig om Foråaret, endog paa skovløse Steder, og hvor 
flere Par ynglede i Marienborg Skove. For en Del Aar siden 
ynglede den i et Stengjærde i Bornæs Krat påa Ærø (Ben d- 
sen), i Aunede Skov pr. Nakskov (Apoth. Bagge) og i 
Hannenov Skov paa Falster (Apoth. Benzon); prakt. Læge 
Fr. Hornemann har, ifølge Prof. Reinhards Meddelelse, 
seet den i Baggesvogns Håve; Olivarius anfører den som 
skudt ved Skagen i 1784; ved Flenshorg blev den i sin 
Tid aarligt seet af Mechlenburg. Fischer bemærker 
(1863), at i de sidste 10 Aar er kun ét Tilfælde af dens 
Forekomst her i Landet ham bekjendt og sigter dermed, 


9 


i 


124 


ifølge mundtlig Meddelelse, til et Exemplar, der tilsendtes 
Konservator Scheel, uden at han dog nu mindes hvorfra. 
For nogle og tredive Aar siden fandt nuværende Hof- 
jægermester A. Brun den, ifølge Meddelelse til Udg., yng- 
lende i Heireskoven ved Kraagerup pr. Humlebæk i et hult 
Træ, hvor et Par, Ellekrager Aaret forud havde ynglet. Han 
tog to af Ungerne af Reden og opfødte dem i nogen Tid. 
Ifølge Konservator Conradsens Meddelelse er en Hun skudt 
i Fuglemose ved Vium pr. Viborg den 19%de Oktober 1870 
og et Individ skudt påa Bornholm den 24de August 1874. 
Om Foraaret ankommer den enkeltvis eller parvis, hvorimod 
den om Høsten undertiden træffes familievis. Den ophol- 
der sig da som oftest paa Marken, hvor den løber rask 
omkring med nedhængende. Vinger, bukker sig hyppigt og 
støder Næbet imod Jorden som om den støttede sig derved, 
medens den tillige slaaer Fjerbusken op og ned især naar 
den er angst og vil til at flyve. I Parringstiden seer man 
sjeldent Fuglen, som er meget sky og efterhaanden som 
man nærmer sig flygter videre og skriger fra et andet Sted. 
Dens Frygtsomhed og ængstelige Væsen gaaer saavidt, at 
endog den forbiflyvende Svale forskrækker den, saa at den 
farer sammen og udfolder sin Fjerbusk, for i næste Øieblik 
at slaae den sammen igjen, naar den mærker, at der Intet 
var paa Færde; kommer der uformodet en Due eller en an- 
den større Fugl, flygter den i et Nu ind imellem Grenene 
af det nærmeste Træ; kommer der pludseligt en Rovfugl, 
eller endog blot en Krage, medens den løber omkring, da 
trykker den sig til Jorden og. udbreder øieblikkeligt Hale og 
Vinger, saaledes at Spidserne af de sidste næsten berøre 
Halespidserne, og at de hvidbaandede Sving- og Halefjer 
omgive den som Straaler med koncentriske Ringe, idet den 
bøjer Hovedet tilbage og holder Næbet iveiret. Saalænge 
Faren endnu truer, forbliver den.i denne yderst mærkvær- 
dige Stilling, hvormed den formodenlig vil skuffe Fjenden 
for ikke at antages for et Bytte; thi nåar den ligger saa- 


"dj 


125 


ledes, ligner den virkeligt mere en broget Lap Tøi end en 
levende Fugl. 

Dens Føde er Insekter og deres Larver, især saadanne, 
der leve i Exkrementer (f. Ex. Skarnbasser) og Aadsler 
(Aadselgravere). Først dræber den dem og kaster dem der- 
næst iveiret for igjen at snappe dem, hvorved den korte 
Tunge kun er den lidt behjælpelig. 

I hule Træer, navnlig gamle Pile og helst saadanne, 
som staa spredt, eller i Murhuller, bygger den midt i Mai 
sin Rede, Denne har et blødt Underlag af Trøske, ovenpaa 
hvilket ligger Kogjødning med noget Mos, og derpaa læg- 
ges 4—5 rødgraa, langagtige Æg, som udruges i 16 Dage. 

Æggets Længde og Brede: 

94 mm. [7 mm. 
28 » 18 » 

Ungernes Udtømmelser blive liggende paa Randen af 
Reden, og disse, saavelsom Redens Underlag er Aarsag til 
den Stank, der er ved Reden og ved Fuglene, medens de 
ernære Ungerne; deraf Taåalemaaden: at «stinke som en 
Hærpop». 

Ved at fortære skadelige Insekter er den til Nytte. Om 
Efteraaret er Kjødet, især af de Unge, meget fedt og vel- 
smagende. Tæmmet er den sin Eier til megen Fornøielse. 

Som en yderst sky og forsigtig Fugl er den ogsaa van- 
skelig at komme påa Skud, med mindre man i Parringsti- 
den ved at pibe i den hule Haand. kan efterligne dens Par- 
ringsraab og saaledes lokke den til sig. 


4de Familie: Kantnæbede, Angulirostres, Illig. 
Syndactyli Cuv. 


Næbet middellangt eller langt, svagt bøiet eller lige 
sammentrykt, ved Roden temmegli tykt, Næbryggen og Un- 
dernæbets nederste Side skarpe; Tungen kort. 

Benene meget korte, nøgne op over Hælledet; baade 

9g& 


126 


Inder- og Ydertaaen sammenvoxede med Mellemtaåaen til 
det næst yderste Led: Kløerne smaa, men skarpe; Bagkloen 
mindst. g 

Fuglene af denne Familie frembyde i Henseende til 
Levemaaden en vis Lighed med Svalefuglene, forsåavidt som 
de i Regelen snappe deres Næring flyvende. De opholde 
sig gjerne ved Damme, Aaer og Bække; påa Grund af Fød- 
dernes Svaghed og Korthed kunne disse Fugle kun med 
Vanskelighed gaae eller hoppe påa Jorden eller klattre paa 
Træerne; man seer dem derfor næsten aldrig sidde paa den 
"flade Jord, men derimod påa fremspringende Steder, Sten, 
Pæle 0. L. ligesom Cypselus-ÅArterne; de grave sig vand- 
rette Redehuller i Sandgrave eller steile Brinker. Deres Flugt 
er udmærket hurtig og deres Skrig skingrende høit. Insek- 
ter, som de fange i Luften, og Fiske, som de opsnappe af 
Vandfladen, udgjøre deres Næring. 


Isfugleslægten, A/cedo, L. 


Næbet langstrakt, tilspidset og skarpt, ganske lige, 
næsten firesidet, sammentrykt ud imod Spidsen; Næbvigen 
ender under Øiet; Næseborene ved Næbroden, smaa, spalte- 
formige, skjæve, foroven begrændsede af en blød, for største De- 
len nøgen Hinde; Tungen kort. Benene meget korte; Mellem- 
taaen 12 Gang såa lang som Fodroden; Bagtaaen tyk ved 
Koden; Kløerne, især Bagkloen, korte og spidse. Vingerne 
korte, butte; de første Svingfjer næsten lige lange, dog ere 
2den og 3die længst. Halen meget kort, bestaaende af 
12 Styrere. 

Slægten omfatter adskillige Arter i de varmere Himmel- 
strøg, men kun to i Europa (Å. æspida og rudis). De ud- 
mærke sig alle ved bløde, glindsende Fjer, der i Alminde- 
lighed spille i blåa og grønne Farver. Deres Opholdssteder 
ere i Nærheden af Floder, Bække og Vande, hvor de sæd- 
vanligvis sidde paa fritstaaende Grene: eller Pæle 0. desl., 


127 


som hænge ud over eller staae i Vandet; fra disse lure 
de paa smaa Fiske og Vandinsekter i og under Vandfladen, 
paa hvilke de med Pilens Fart styrte sig ned. I bratte 
Bredder ved Floder og Bække grave de sig rørformige 
Huller, hvori de yngle. Ungerne have mindre rene 
Farver, men ligne forøvrigt de Gamle. Hos os fore- 
kommer: 


Almindelig Isfugl, Alcedo ispida, L. 
Dansk: Isfugl. Norsk: Isfugl. Svensk: Isfogel, Blåryggig Isfogel, 


Artsm. Pande og Isse mørkegrønne, med lyst blaagrønne, halvmaane- 
formige Pletter; Skuldre og Vingedækfjer mørkegrønne, de sidste 
med lyse, blaagraa Pletter; langs ad Ryggen stærkt lasurblaa ; 
den korte Hale af samme Farve, men mørkere; Underkroppen 
og et Baand igjennem Øinene rustrøde. 


Afbildn. Tab. XII, g2. Han. 


Længde 7%e", hvoraf Næbet 12"; Vingestrækning 
11—12”, 

Af Husspurvens Størrelse, men det uforholdsmæssigt 
store Hoved gjør, at Fuglen seer større ud, end den virke- 
ligt er. 

Hunnen har blegere Farver samt en smallere Rygstribe ; 
Ungerne ere mørkere og have meget kortere Næb. 

Fjerenes Farve forandres kun lidt efter Aarstiderne, 
dog er denne Fugl skjønnest om Vinteren. 

Isfuglen er en Strøgfugl, der har sit Opholdssted ved 
Strømme, Floder, Bække, Damme, Grave og andre ståaende 
eller rindende Vande, helst med steile Bredder, men aldrig 
ved den aabne Strandbred. Her i Danmark og i Hertugdøm- 
merne findes den enkelt eller parvis paa mange Steder, 
men ingenlunde hyppigt; dog sees den i det sydøstlige Jyl- 
land ved næsten alle Mølleaaer og rindende Vande, ofte i 
Selskab med Vandstæren, især om Foraaret og Efteraaret ; 
thi i stræng Kulde begiver den sig til Vande, der ikke fryse 
til eller dog tildels ere frie for Is, og streifer underti- 


128 


den til mildere Egne. Bonnez skød den Øde August 1835 
4 Stkr. (1 Hun og 3 Hanner”) i Gravene ved Benzon pr. 
Grenaa. Faber (Ornith. Not. Pag. 16) fik den tilsendt af 
Geheimekonferentsraåad Bulow til Sanderumgaard i Marts 
1823, hvor en hel Flok lod sig tilsyne; Greve, Ritmester 
S. Raben skød den ved Aalholm paa Lolland. En Han, 
som i flere Maaneder havde havt Ophold påa en Tømmer- 
plads ved Kjøbenhavn, blev den 29de Januar 1837 skudt af 
Archivar Winther og bragt Museet. Ved Kjøge blev den 
skudt den 29de August 1835; ved Lille Veile i Nærheden 
af Hundinge By d. 6te November 1835; ved Nestved den 
27 Decbr. samme Aar (Øhdt.) Den 18de Januar 1867 blev 
et Exemplar skudt ved Viborg og den 7de Jan. 1871 lige- 
ledes (Feddersen). Ifølge Forf.s Optegnelser findes der i 
Hr. Uwe Petersens Samling i Keitum et Exemplar, skudt 
påa Sylt. Lieutenant Fencker angiver i sin Afhandling over 
Fuglene omkring Randers, at han den 20de Decbr. 1870 fik 
en Isfugl fra Dyrby, to Mile Nord for Randers, at Godseier Mou- 
rier-Petersen iagttog den ved Holbækgaard i Efteraaret 1869, 
og at Lieutenant Hegermann-Lindenkrone skød en Hun i 
Nærheden af Randers den 14de Februar 1870. I Vinteren 
1874—75 modtog det zoologiske Museum ikke mindre end 
4 Isfugle (alle Hunner), hvoraf 2 fra Jylland og 2 fra Sjælland 
(Charlottenlund). I Feddersens Fortegnelse over Viborg- 
Egnens Hvirveldyr (1865) findes den anført fra Nonmølle, 
Hald, Karup og Dalsgaard. 

Ved Odense Fjord forekommer den næsten hvert Aar 
(Winther), og Dyrlæge Grill i Otterup ved Odense har 
meddelt Udgiveren, at han ofte har seet den ved et Aaløb 


”) Denne Angivelse stemmer dog ikke med en Meddelelse fra Bonnez 
selv i et Brev til afdøde Etatsraad Reinhardt, dateret 10de August 
1835, hvori det hedder, at han den foregaaende Dag havde skudt 
1 Han og 1 Hun, men at der forøvrigt i den Sommer var en Del 
Isfugle i Gravene omkring Gaarden (Reinh.). 


129 


i Margaards Skove ved Odense, dog kun én Gang om Som- 
meren. To Exemplårer sammesteds fra ere blevne udstop-” 
pede af ham. Ved Humlebæk i Nordsjælland har Hofjæger- 
mester ÅA. Brun i længere Tid truffet den regelmæssigt hvert 
Aar; ved Saxkjøbing og Stubbekjøbing er den ligeledes of- 
tere seet (A. Benzon). Konservator Conradsen har gjen- 
tagne Gange set den om Vinteren paa Isen ved Langebro, 
og ifølge Bølling, der selv har havt et Exemplar, skudt 
Nord for Limfjorden den Øde November 1843, er den seet 
af I. Seehusen ved Slusen mellem Kallebodstrand og Stadsgra- 
ven den 28de Januar 1844. 

Paa den skandinaviske Halvø træffes den kun nu og då 
om Sommeren og fornemmelig i de sydligere Egne; ifølge 
Meddelelse fra Prof. Wahlgren i Lund er den funden yng- 
lende ved Jonkåping i Sommeren 1872. 

Den er en vild, sky og urolig Fugl, der tillige er i 
høi Grad stridbar og uselskabelig; den betragter enhver an- 
den Fugl med nidske Øine og søger at bortjage den, naar 
den troer at kunne fåae Bugt med den; derimod er den feig 
og ængstelig lige over for stærkere Fugle og søger skrigende 
sin Frelse i Flugten. Ethvert Par har sit Ynglerevier, hvis 
Grændse de ikke taale overskredet af deres Lige. Da dens 
smaa Fødder ikke synes bestemte til at gaa paa, sees 
den meget i siddende Stilling, helst påa vandrette Grene, 
Pæle, Stene 0. desl. med Blikket henvendt paa Vandfladen ; 
derfra styrter den sig som en Blyklump ned i Vandet for 
at fange sin Næring. Den flyver som oftest kun stykkevis 
men yderst hurtigt og snurrende som en Følge af de korte 
Vinger. Undertiden seer man den holde sig svævende ved 
hurtig Flåagren nogle Alen over Vandet for at udspeide sit 
Bytte og da styrte sig ned ligesom Fiskeørnen eller Ternen. 
Dens Stemme er en klar, pibende, skjærende, ualmindeligt 
høi Tone. 

Smaa Fiske og Vandinsekter, i Nødsfald Igler udgjøre 
dens Føde. Fiskebenene, Skjællene og andre haarde, ufor- 


130 


døielige Dele giver den fra sig igjennem Næbet i langagtige 
" Klumper. 

Med Næbet hakker den indtil 3 Fod dybe Huller i steile 
Bredder, helst i Lerskrænter; i Slutningen af April eller Be- 
gyndelsen af Mai lægger den 5—8 forholdsvis store, næsten 
kugleformige, glindsende hvide Æg, som ruges alene af 
Hunnen, der imidlertid fødes af Hannen. 

Æggets Længde og Brede: 

ROS mm: 19 mm. 
24 ”» 920 » 

Uagtet den sandsynligvis yngler hertillands, vides der 
dog ikke med Sikkerhed Noget derom; den skal f. Ex. yngle 
ved Holme Mølle pr. Veile. 

Uagtet den er meget sky, kan den dog let skydes, idet 
man bag buskrige eller høie Skrænter godt kan liste sig til 
den; vil dette ikke lykkes, da stiller man sig skjult i Nær- 
heden af dens Yndlings-Siddesteder, som man snart lærer 
at kjende, og oppebier dens Komme, eller man lader den 
drive til sig af en anden Person. Om Vinteren, naar det 
fryser meget haardt og den lider af Hunger, er den långt 
mindre sky end ellers. Man kan ogsaa fange den i Spring- 
doner (Sprenkler), stillede påa dens Siddesteder. 


Biæderslægten, Merops, L. 


Næbet langt, kantet, lidt bøjet, fortil sammentrykt og 
svagt tilspidset, forsynet med skarp Rygkant; Næseborene 
ved Roden af Næbet, sidestillede, rundagtige, nøgne eller 
tildels bedækkede af de børsteagtige Pandefjer. Benene 
smaa, med meget kort Løb og nøgen Hæl; Mellemtaåaens 
to første Led sammenvoxede med Ydertaaen, dens Rodled 
med Indertaaen, hvorved der dannes en bred Fodsaal, idet 
ogsaa den lille Bagtaa er paafaldande bred ved Roden; Kloen 
paa den sidste meget lille, de øvrige Kløer større, krumme 
og skarpe. Vingerne lange og spidse: iste -Svingfjer 


131 


meget kort, 2den længst, de følgende stærkt aftagende. Ha- 
len temmelig lang, bestaaende af 12 Styrere, hos flere (blandt 
hvilke følgende Art) udmærket ved Mellemfjerenes betydelige 
Længde. 

Biæderne beboe den gamle Verdens varme Himmelstrøg ; 
i Europas nordligere Egne træffes kun en enkelt Art og til- 
med yderst sjeldent. Deres Næring, som bestaaer af Bier, 
Hvepser, Humler, Græshopper og andre Insekter, fange de, 
lige som Svalerne, i Flugten. De leve parvis, dog yngle ofte 
flere Par sammen i lange Huller, som de selv grave ved 
Hjælp af Fødder og Næb i løs og sandet Jord ved steile 
Brinker, ved Floder eller i Bakker, og lægge i Mai oftest 
5—7 rundagtige, hvide Æg. 


Biæder, Merops apiaster, L. 


Artsm. Baghovedet og Nakken kastaniebrune; Skuldrene straagule; Stru- 
ben gul, forneden begrændset af et mørkt Tværbaand; igjennem 
Øiet en sort Stribe; Underkroppen lyst blaagrøn. 


Afbildn. Tab. XIII. g2. Han. 


Længde 11”, hvoraf Næbet 1Y%4—1/9”; Vingestrækning 
17”%.. Af Vindrosselens Størrelse. 

Hunnen har blegere Farver, og hos Ungerne ere alle 
Halefjerene lige lange. 

Denne Pragtfugl er egenligt en Beboer af det varmere 
Jordbælte; den findes i Europa fornemmelig ved Middelha- 
vet og det sorte Hav. I alle de europæiske Lande, hvor 
den aarligt forekommer regelmæssigt, er den Trækfugl, 
omtrent som Svalerne; ved Yngletidens Ophør skille enkelte 
Familier eller ogsaa Gamle, der af en eller anden Aarsag 
ere blevne forhindrede i at yngle, sig undertiden fra Sel- 
skabet, streife omkring og forflyve sig nu og da, endskjøndt 
meget sjeldent, til os. Saaledes er den truffen i Holsten 
(Wøldike). Den Ste Juni 1840 bleve to Individer skudte ved 
Herregaarden Gjorslev i Sjælland, hvoraf Hannen findes i 
det zool. Museum (Kammerherre Scavenius). I Slutningen 


132 


af Mai 1844 bemærkede en Dame i Klitterne ved Svine- 
kløer (ved Vesterhavet op imod Limfjorden) tvende Fugle, 
som det tilsidst lykkedes hende at fange. Skindet af den 
ene overlodes Forf., som derefter udførte Afbildningen påa 
Tab. XIII; den ånden kom til daværende Stud. med. Bøl- 
ling) der senere skjænkede den til Museet. Hornemann 
angiver den som skudt i Fyen. (Physisk Bibliothek, Iste 
Bind, 1794). Apotheker Steenberg modtog et Exemplar i 
Spiritus, skudt paa Anholt i Mai 1853. Ifølge Forf.'s efter- 
ladte Optegnelser, skal Biæderen for en Del Aar siden være 
funden ynglende påa Stevns Klint, en Angivelse, som dog 
bør modtages med Forsigtighed. 

Fra Sverrig kjendes ligeledes kun nogle faa Exemp- 
ler påa dens Forekomst, og i Norge antages den at være 
set ved Christiania i Foraaret 1829, men forøvrigt foreligger 
der Intet om, at den er truffen der i Landet. 

Dens Stemme er et klart og høitpibende Skrig, som 
den ofte lader høre i Flugten. Man seer den sædvanligvis 
flyve i Flok og ligesom Svalerne fånge sin Føde i Luften. 
Undertiden forene flere Tusinde sig i en Skåre, og selv i 
Forplantningstiden bo mange nær sammen og danne store 
Selskaber. De ere da heller ikke sky; men de enkelte In- 
divider eller de smaa Selskaber, der undertiden forvilde sig 
til de nordligere Egne, ere stedse forsigtigere, undertiden 
endog temmelig vilde. 

Flyvende Insekter, især større Arter, f. Ex. Hvepser, 
Humler, Græshopper, Guldsmede, Oldenborrer 0. s. v., som den 
fanger og fortærer i Flugten, ere dens Næring, og efter dem 
jager den uophørligt, snart omkredsende de blomstrende 
Frugttræer, eller jagende tæt hen over blomsterrige Dale, 
Lyngstrækninger, Enge og Kornmaårker, snart flyvende meget 
høit oppe i Luften. De haarde, ufordøielige Dele giver den 
igjen fra sig igjenem Næbet, i Form af runde Kugler. 

Biæderne yngle ligesom Digesvalerne og Isfuglen i Jord- 
huller eller snevre, vandrette Rør, som de selvgrave i steile 


133 


og høie Skrænter, hvor Jordbunden er sandet eller løs. 
Disse Huller ere 3—6 Fod dybe og findes ofte i stort Antal 
ved Siden af hverandre. Selve Reden har blot et Mosunder- 
lag; i Mai lægger Hunnen 5—7 næsten kuglerunde Æg, 
der have Lighed med Isfuglens og ere, lige som dennes, 
glindsende renhvide, men større. 

Æggets Længde og Brede: 

dome 427 5—22onm, 
PAL) 22—23 » 

Il Lande, hvor Biæderen er hyppig, fanger man den 
med Medekroge, som befæstes ved Enden af en lang Tråad ; 
til Lokkemad paasættes et større, levende Insekt, som man 
lader flyve op med Krogen; paa denne Maade fanges den 
f. Ex. paa Kandia. 

Kjødet er meget velsmagende; i mange Lande, navnlig 
i Italiens Stæder, bliver en Mængde bragt til Marked og 
solgt til Kjøkkenet. Ved at fortære en Masse skadelige In- 
sekter bliver Biæderen meget nyttig; men ved tillige at øde- 
lægge en Mængde Bier gjør den paa flere Steder betydelig 
Skade. 


5te Familie: Kragefugle, Gregarn, Illig. 


Næbet af Middellængde, mere eller mindre kegleformigt, 
temmelig tykt og oftest stærkt, spidst, svagt sammentrykt, 
noget bøiet eller lige, ofte med et lille Indsnit tæt ude imod 
Spidsen. 

Fødderne temmelig kraftige; enten ere Fortæerne helt 
adskilte, eller Ydertaaen er sammenvoxet med Mellemtåaen 
i det første Led. 

De fleste af disse Fugle leve den største Del af Aaret 
skarevis eller i Selskab med deres Lige eller Nærbeslægtede ; 
nogle yngle i Kolonier, dog saaledes, at hvert Par hår sin 
egen Husholdning, adskilt fra de øvriges. Deres Næring hente 
de saavel af Dyre- som Planteriget, f. Ex. Orme, Nødder, 


134 


Bær, Træfrugter, Insekter, Larver, mindre, varmblodige Dyr, 
Aadsler osv. De have fortrinsvis deres Tilhold i Skovene; 
enkelte (f. Ex. Skaden og Alliken) ogsaa ved beboede Steder. 
De yngle én Gang om Aaret paa Træer, i Klippehuller, 
Mure, Taarne 0. Il. St. Han og Hun skiftes til at ruge, eller 
ogsaa bringer Hannen Føde til Hunnen, medens denne ruger 
alene. Kjødet af de gamle Fugle er seigt og ikke velsma- 
"ugende, de Unges Kjød ansees af Mange for at være ret 
godt. 
Ellekrageslægten, Coracras, L. 

Næbet middellangt, lidt sammentrykt; Overnæbet i 
Spidsen nedbøiet over Undernæbet; ved Mundvigerne stive 
Skjægbørster; Næseborene paa Siden af Næbroden, spalte- 
formige, oventil lukkede med en fjerklædt Hinde. Fødderne 
korte, temmelig stærke; Mellemtaaen længere end Fodroden, 
Bagtaaens og Indertaaens Kløer mindst. Vingerne lange, 
iste Svingfjer lidt kortere end 2den; de to midterste Styre- 
fjer noget kortere, de to yderste noget længere end de 
øvrige. 

I Udseende have disse Fugle nogen Lighed med Biæderne, 
i Levemaade med Tornskaderne og i flere anatomiske For- 
hold med Isfuglen og Spetterne. De ere sky og uselskabe- 
lige, opholde sig parvis i gamle Skove med hule Træer, 
hvori de yngle, og ernære sig udelukkende af Insekter og 
Orme. Deres Farver ere lyse og stærke, ofte pragtfulde. 


Almindelig Ellekrage, Coracias garrula, L. 
Dansk: Ellekrage. Norsk: Blaakraake. Svensk: Blåkråka, Spansk 
Kråka, Drottning Kerstis Kråka") 

Artsm. Blaagrøn; Ryggen lyst brunrød; Svingfjerene paa Ydersiden sorte 
med blaat Skjær, paa Indersiden, ligesom de mindre Vingedækfjer, 
glindsende violblaa, Fødderne lyst hrandgule; Øiekredsen bag- 
til nøgen. 


Afbildn. Tab. XIII. 927. Han. 


+) Ellekrager siges at have vist sig første Gang i Sverrig under Dron- 
ning Christines Regjering. (Nilsson.) 


135 


Længde 44”; Vingestrækning 26%"; Halen 5”; omtrent 
af Allikens eller Skovskadens Størrelse. 

Hunnen er i det Ydre Hannen fuldkomment lig; Ungerne 
have hovedsagelig de samme, men blegere og urenere Far- 
ver; især ere Underkroppens .0g Hovedets Farver meget 
blandede med Graabrunt. 

Ellekragen er en af de skjønneste indenlandske Fugle, 
hvis Pragt minder om Tropefuglenes glimrende Farver. FE og 

Da Meningerne om dens større eller mindre Sjelden- 
hed her i Landet synes at være delte, og da de i den 
senere Tid ere blevne fremsatte og drøftede i vor ornitho- 
logiske Litteratur, hår Udgiveren fundet det rigtigst at samle 
de forskjellige Meddelelser om denne Fugls Forekomst i 
Danmark.) 

For 30 å 40 Aar siden blev et Exemplar skudt i det 
vestlige Thy (Steenstrup); i Hennegaards Have, en Mil Syd 
for Nymindegab, blev den skudt i Sommeren 1830; i Som- 
meren 1832 eller 1833 blev der paa Bognæsgaarden ved 
Roeskilde meldt af en af Folkene, at der var en «gal Fugl» 
nede i Øgaards-Skov; Cand. pharm., Bryggeribestyrer Th. 
Schiøtz hår meddelt Hr. Steen, at han endnu mindes, hvor- 
ledes han saae Fuglen, der viste sig at være en Ellekrage, 
flyve tilveirs fra en Bøg og derefter gjøre 5 eller 6 Kolbyt- 
ter nedad mod Kronen af en anden Bøg, Alt under en Række 
ejendommelige Skrig. Aaret efter eller 1834 skød Skovrider 
Kuhn paa Lindholm en Ellekråge i Bognæs Skov. Cand. 
pharm. Schiøtz, der ligeledes hår meddelt sidstnævnte Op- 
lysning til Hr. Steen, såae i 1835 en Ellekrage i Udkanten 
af en Skov mellem Frederiksborg og Hellebæk. Ifølge Hof- 


”) Meddelelserne ere for en meget stor Del uddragne af Prof, Rein- 
hardts og Forststuderende A. Steens Notilser, som begge For- 
fattere godhedsfuldt have overladt mig i Korrektur til Afbenyttelse 
forinden Trykningen. Udg. 


136 


jægermester Å. Bruns Meddelelse til Udgiveren var Ellekra- 
gen for 30—40 Aar siden ikke saa sjelden i Humlebæk- 
Egnen. Navnlig opholdt flere Par sig nogle Aar Sommeren 
igjennem i Egebæksvang. I Heireskoven ved Kraagerup yng- 
lede et Par i et hult Træ, som Aaret efter tjente til Rede- 
plads for Upupa epops. I April 1843 skød han et Individ 
ved Fredensborg, og d. 18de i samme Maaned i Krogen- 
berg-Hegn ved Gurre et andet Exemplar, som endnu er i 
hans Besiddelse. Hofjægermester, Greve Vinc. Lerche har 
meddelt Udgiveren, at Ellekragen for 20—30 Aar siden ikke 
var ualmindelig i Dyrehaven ved Lerchenborg. Omtrent 
i Aaret 1840 blev en Ellekrage seet i Alleen ved Sorø Akademi 
af nuværende Dr. Liutken og i Kragdakevang ved Esrom af 
Skovrider Berregaard. Cand. Schiøtz angiver endvidere, at 
han den 2den August 1846 saae en Ellekrage i Ruder Hegn. 
Ved Sæby blev den ifølge Baron Arenfeldts Angivelse skudt 
om Foraaret baade i 1848 og 1849. I Marts 1850 skal nu 
afdøde Skovfoged Andersen have skudt en Ellekrage i 
Humieøre Skov imellem Roeskilde og Ringsted. Samme 
Aar saae Forf. den sidst i Mai paa Læsø. I 1852 eller 
1853 skød kgl. Skuespiller Albrecht et Exemplar paa Svo- 
gerslev-Mose ved Roeskilde, og Skovrider, Lieutenant Holck 
(påa Lellinge) iagttog, saa vidt mindes i 1853, Fuglen ved 
Børskop Aa mellem Fredericia og Veile. Den 26de Mai 
1854 blev et Exemplar seet paa Christianshavns Vold, og 
Dagen efter blev et Individ (muligvis det samme) skudt påa 
Amager. Samme Aar modtog Apotheker Benzon Ellekrage- 
Æg fra en Skov ved Frederiksborg, og omtrent påa samme 
Tidspunkt blev et Individ iagttaget af Skovrider Bruhn (paa 
Ravnehus) i Folehaveskov ved Hirschholm. Ved Pintsetid 
1856 anskød Udgiveren en Ellekrage i Lerchenborg-Have, og 
ifølge Jagtjunker Jensens Meddelelse skal Skovfoged Larius 
i Foraaret 1858 have skudt et Exemplar i Ledøie-Plantage. 
I Forfatterens Optegnelser angives den at være skudt i Be- 


137 


gyndelsen af Juni 1862 ved Selsøe pr. Roeskilde, og i 
Veterinær- og Landbohøiskolens Samling findes en Ellekrage, 
der en Sommer i Begyndelsen af Tredserne blev skudt paa 
Amager. Skovfoged Chr. Seeger skød den i 1864 i Almin- 
dinge-Skoven paa Bornholm, og Cand. polit. N. E. Hofman- 
Bang har meddelt Udgiveren, at en Ellekråage opholdt sig i 
længere Tid ved Hofmansgave i Sommerferien 1865. Oven- 
nævnte Cand. Schiøtz saae Fuglen i Nærheden af Taastrup | 
Station nogle Dage efter Snestormen den 13de Mai 1867; 
den har sandsynligvis været stærkt afkræftet, thi den blev 
siddende paa Rækværket langs Banen, medens Toget kjørte 
forbi.  Maaneden forud var et andet Individ, muligvis dens 
Mage, blevet skudt paa Benzonsdal pr. Taastrup; Exempla- 
ret findes opstillet i Museet. I Juni samme Aar blev der, 
ifølge Forf.'s Optegnelser, bemærket flere Exemplarer i Frede- 
riksberg Have og Søndermarken. 

Samme Dag som Hr. Schiøtz saae den ved Taastrup, fik 
Cand. Sahlertz et Exemplar fra Roeskildeegnen, og kort Tid 
forinden (den iste Mai) var et Individ blevet skudt ved 
Sundbyøster påa Amager (Conradsen). Det følgende Aar 
vides to Individer at være skudte, begge i Jægersborg Hegn 
i September Maaned, det ene af Skovfoged Thomsen, det 
andet af Forstelev Petersen; ifølge Forf.'s Optegnelser blev 
dens Rede samme Åar funden i en gammel Eg ved Frede- 
riksborg. Den 2åde Mai 1870 iagttog Naturhistorielærer 
H. Mortensen en Ellekrage i Lystrup Hegn ved Slangerup, 
og samme Åar (den 17de Mai) modtog Fischer en Hun fra 
Tidsvilde Hegn, ligesom den af Hofjægermester Mourier-Pe- 
tersen blev seet ved Rugaaard i Randers Amt. I 1872 blev 
den 18de Mai en Hun med udviklede Æg i Æggestokken 
skudt af en Karl i Norup paa Fyen. Exemplaret eies af 
Dyrlæge Grill; samme Aar iagttog Skovrider Bruhn i Slut- 
ningen af April eller i Begyndelsen af Mai et Par Ellekra- 
ger ved Ravnehus, hvorfra de toge Flugten til Lille Hareskov; 


138 

her bleve de kort efter seete af Skovfoged Chr. Seeger, der 
samme Aar skød et Individ i Lyngbyegnen, muligvis hørende 
til det omtalte Par. I Foraaret s. Å. bemærkede Distrikts- 
jæger Muhldorff en Ellekrage i en Skov ved Lellinge, og i Mai 
s. Å, modtog det zoologiske Museum et Exemplår, skudt i 
Lerchenborg Have. I Oktober 1872 skød Skovrider Johan- 
sen (paa Frederikslund) en Ellekrage i Ulkerup Skov i Ods- 
.herred, hvor han iagttog en hel Flok påa 10—12 Stkr.; 
det skudte Individ findes paa Mantzhøi og er i Forstmester 
Beermans Besiddelse.”) Den 19%de Mai 1873. blev en Han 
skudt ved Bagsvær, og den 2åde s. M. en Hun ved Her- 
sted-Øster pr. Glostrup; begge Exemplarer kom til det z0oo- 
logiske Museum. Sidstnævnte Dag blev en Ellekrage seet 
af Lieutenant Holck ved Landeveien mellem Kjøge og Ring- 
sted, ikke langt fra Lellinge Skovridergaard.  Distriktsjæger 
Mibldorff saae samme Dag en Ellekrage (muligvis det samme 
Individ) i et Hegn mellem Krageskov og Lellinge-Overdrev. 
I Februar 1874 saae Forstraad Ulrich en Ellekrage i Geel 
Skov; den 1låde Mai samme Aar blev et Exemplar skudt 
ved Bøgeskov pr. Gjorslev af Forstelev Conradsen, og to 
Dage senere blev sammesteds et Individ skudt af Forstelev 
Thorsø. I 1874 blev Ellekragen endvidere skudt den 30te 
Juni i Nærheden af Frederiksborg (Reinh.), i August ved 
Ullerslev, en Mils Vei Vest for Nyborg, og den 27de Okto- 
ber paåany i Ulkerup Skov i Odsherred af Forstelev Heil- 
mann, der samtidigt saae flere Ellekrager. Den 2Zlte Mai 
1875 blev den skudt ved Fredensborg (Skovfoged Thomsen, 
Conradsen.) 


en 
Ed 


7”) Som Svar paa en af mig rettet Forespørgsel angaaende det oven- 
omtalte Individ har Forstassistent Krohn påa Mantzhøi godheds- 
fuldt meddelt mig en Beskrivelse af Fuglen, hvorved enhver Tvivl 
om Bestemmelsens Rigtighed er bleven hævet. Samtidigt hår han 
underrettet mig om, at der i Egnens Skove er blevet seet enkelte 
Exemplarer af Ellekrager i Aarene 1830—36. Udg. 


139 


Af andre Meddelelser om denne Fugls Forekomst her i 
Landet foreligger der, saåavidt Udgiveren bekjendt, kun føl- 
gende, som dog ikke ere ledsagede af nærmere Oplysninger 
om Tiden, paa hvilken de påagjældende Individer ere trufne. 
I nærværende Arbeides iste Udgave angives Ellekragen som 
forekommende hist og her, dog temmelig sjeldent i Skovene 
Nord for Kjøbenhavn og ved Sorø (Bølling), paa Møen (Scheel) 
og i Slesvig (Gammelgaard), endvidere som forekommende 
påa Langeland (Skovrider Kruhøfer”) og regelmæssigt om 
Foraaret og Efteraaret påa Læsø (Distriktslæge Krebs).  Prak- 
tiserende Læge Fr. Hornemann har engang om Foraaret 
seet en Ellekrage siddende paa en Humlestang i Baggesvogns 
Have (Reinh.). I Forf.'s Optegnelser findes anført, at den 
forekommer temmelig hyppigt paa Falster i Træktiden, og at 
den er funden ynglende i Nærheden af Nykjøbing paa Fal- 
ster; endvidere, at den i Løbet af nogle Aar er seet tre 
Gange og skudt én Gang ved Katholm (Sponneck), at Mech- 
lenburg havde erholdt den fra Als, Nybbøl og Valdemarstoft, 
at den, ifølge Melchior har ynglet ved Herlufsholm, hvor 
den havde Æg i Begyndelsen af Juni, og at den var fun- 
den ynglende påa Lolland, ved Sorø og påa Mols. Teil- 
mann angiver at have seet dens Rede ved Gunnerslevholm 
i Sjælland. Naar dertil føjes, at der i det zoologiske Mu- 
seum findes en Han fra Anholt og ligeledes en Han fra 
Holsten (hvor den, ifølge Forf's Angivelse, skal forekomme 


”) I Anledning af ovenstaaende Angivelse henvendte Hr. A, Steen sig 
til Hr. Kruhøfer med Anmodning om nærmere Oplysninger og har 
godhedsfuldt meddelt Udgiveren, at han som Svar paa sin Fore- 
spørgsel har modtaget den Erklæring, at Hr. Kruhøfer kun én Gang 
har seet en Ellekrage; Exemplaret var skudt af en gammel Skov- 
foged, men om det var paa Langeland eller påa Lolland kunde 
han ikke med Bestemthed mindes. 


10 


140 


hyppigere), ere, saavidt Udgiveren bekjendt, alle de Tilfælde 
angivne, i hvilke Ellekragen vides at være truffen her i Landet. 
Som en Mærkelighed skal endnu her anføres, at der i det 
zoologiske Museum findes opstillet en Hun, som blev truffen 
ved Thorshavn paa Færøerne den 22de Juli 1836 og ind- 
sendt til Museet af nuværende Geheimeraad Tillisch. 

Il det sydligste og mellemste Sverrig træffes den om 
Sommeren parvis i de fleste Bøgeskove. I Norge synes den 
at forekomme mindre regelmæssigt, men er dog ikke sjel- 
den i Landets sydligere Egne. Fra Færøerne haves intet 
andet Exempel paa dens Forekomst end det ovenfor nævnte 
Tilfælde. Som et Sidestykke til dette kan det anføres, at 
et afkræftet Individ i Oktober 1868 blev fanget levende i 
Varanger (paa 70? n. Br.) 

Den er vild og bidsk imod sine Lige, men fredelig imod 
andre Fugle og stedse skrigende (deraf Årtsnavnet «garrulus», 
en Sladdrer), hvorved den idelig røber sit Opholdssted. 

Et høit, skrattende Skrig, omtrent som Skadens, lader 
den jevnligt høre; naar de strides med hverandre, udstødes 
det langt hurtigere, blandet med mere skjærende Toner. 
Naar den sidder rolig, lader den om Foraaret høre et høit, 
skingrende Skrig, som er dens egenlige Lokkestemme. I 
smukt Veir stiger Hannen tilveirs i Nærheden af det Sted, 
hvor Hunnen ruger, indtil den fra en temmelig betydelig 
Højide styrter sig ned, stødende Kolbøtter og kastende sig frem 
og tilbage i Luften, hvorefter den igjen indtager sin Plads 
påa Spidsen af en Gren. Dens Flugt er hurtig og ual- 
mindelig let, omtrent som Duens. 

Alle Slags Insekter, især Pupper og Larver, Orme og 
smaa Frøer ere dens Føde, som den opsamler påa Jorden. 
Man seer den aldrig hoppe omkring for at søge dem, men 
stedse siddende stille paa tørre Grene, Kornstakke, Stene, 
Pæle og lignende ophøiede Steder, speidende omkring til alle 
Sider efter Insekter; saasnart den bliver et saadant vaer, flyver 


141 


den hurtigt til, fanger det, fortærer det og flyver da igjen 
til sin Plads ligesom Tornskaderne og Fluesnapperne. 

Den bygger Rede i hule Træer”) af tørre Kviste 
og Straa og indvendigt udforet med Fjer og Haar; 
deri lægger Hunnen i sidste Halvdel af Mai sine 4—6 glind- 
sende, hvide, uplettede Æg, som den udruger afvexlende 
med Hannen. 

Æggets Længde og Brede: 

VE AMME: 
39 » 295550 

Da de Gamle ikke bortskaffe Exkrementerne, sidde Un- 
gerne dybt i Snavset, som udbreder en væmmelig Stank; 
de flyve snart ud og blive endnu en Tid lang forsynede med 
Føde af Forældrene. 

Ved at fortære en Mængde skadelige Insekter stifter 
den Nytte. Kjødet, især de Unges, er spiseligt. 

Naar man stiller sig skjult paa Anstand i Nærheden af 
dens Yndlingstræer, er den mindre vanskelig at skyde, end 
naar man vil snige sig til den; den er meget seiglivet. 


Pirolslægten, Oriolus, L. 


Næbet langstrakt, kegleformigt, svagt bøiet langs Ryg- 
gen, fortil noget sammentrykt; Overnæbet med Rygkant og 
et Indsnit henimod Spidsen, ved Mundvigerne nogle stive 
Børster; Næseborene paa Siden af Næbroden, nøgne, om- 
vendt ægformige; de aabne sig paa den underste Side af 
en Hud nær ved Panden. Fødderne korte, undersætsige, 
skikkede til at hoppe med; Yder- og Mellemtaaen noget sam- 
menvoxede ved Roden. Vingerne temmelig lange, Iste 


=) Ifølge en Notits af Forfatteren skal den have bygget Rede i Mur- 
huller paa Thorup Slot i Sverrig. 
10% 


142 


Svingfjer kort, Zden kortere end 3die, som er den længste 
af dem alle. 

Pirolerne leve fortrinsvis i Løvskove og ere uselskabe- 
lige, undtagen om Høsten, da de leve familievis. De Indi- 
vider, der om Sommeren behoe kolde eller tempererede Egne, 
trække om Vinteren til varmere. Deres Rede er bygget 
med megen Kunst, hængende imellem tynde Grene i høie 
Træer. De leve af Insekter, Bær og andre Frugter og op- 
holde sig for største Delen i varmere Lande. Hos os fore- 
kommer én Årt undertiden, men som Sjeldenhed. 


Guldpirolen, Oriolus galbula, L. 


Coracias oriolus, L. — Coracias galbula, Bechst. — Turdus oriolus, 


Pallas. 


Dansk: Gulddrossel, Guldpirol, Bylov-Pirol”). Svensk: Gylling, Som- 
margylling, Sommarguling, Gultrast. 


Artsm, De underste Vingedækfjer og Halespidsen smukt gule. Hannen 
gul med sort Stribe gjennem Øiet samt sorte Vinger og Hale. 
Hunnen og de unge Fugle: Rygsiden grøn; Bugsiden hvidagtig 
med fine sorte Skaftstriber; Halen olivengrøn. 
Afbildn. Tab. XIIL g7. Han. Suppl. Tab. 5. gl. Hun. 


Længde henimod 10”; Vingestrækning 18”. Omtrent 
af Solsortens Størrelse. 

Denne prægtige Fugl hører til de sjeldne Arter i den 
danske Fugleverden, dog mindre i Slesvig og Holsten end i 
det egenlige Danmark. Den er skudt ved Hesselagergaard i 
Fyen (Dons); ved Børglumkloster i August 1852; ved Graa- 
sten i August 1860 (2 Exemplarer, Henningsen), i Hanneved- 
Skov pr. Flensborg i 1861 (7 Exemplarer, Telegraphist Peter- 
sen.) 

Den ilte Mai 1863 blev en ung Han skudt i Haven 


+) Denne Benævnelse hidrører udentvivl fra Parringsraabet, der lyder 
omtrent som «Bylo». 


143 


ved Asdal i Jylland (Vennebjerg-Herred); Exemplaret findes i 
det zoologiske Museum. I Omegnen af Ribe forekom flere 
Aar i Træk et Par, som i 1863 byggede Rede i Stiftamt- 
mandens Have. Apoth. Benzon er i Besiddelse af en Guld- 
pirol, som i Sommeren 1863 blev skudt i Omegnen af Ring- 
kjøbing. 

Pastor Dahl i Tønder fandt den i Forsommeren 1852 
ynglende i Haven ved Schackenborg i Nordslesvig. I Kob- 
bermølleskoven v. Flensborg ynglede i 1859 tre Par; samme 
Aar ynglede den i Hanneved Skov og var overhovedet i 
Aarene 1859—61 ingenlunde sjelden i den nævnte Egn. 
Paa Als iagttoges den ligeledes oftere i hine Aar. 

Stamhusbesidder E. Møller til Østrupgaåard pr. Odense 
har meddelt Udg., at Guldpirolen i flere Aar har ynglet i 
Hofmansgaves Have; ved Nislevgaard pr. Odense bleve to 
gamle Hanner skudte, respekt. den 9de August 1869 og den 
låde Aug. 1870 og flere bleve samtidigt seete (Dyrlæge Grill). 
Ifølge Mechlenburg har den ynglet ved Pløen, Lovisenlund, 
Lindved og Sønderskovskro. 

Afdøde islandsk Kjøbmand Gudmann her i Byen har i 
sin Tid meddelt Forf., at han midt i December 1843 paa 
Nordkysten af Island i Skagefjord-Syssel saae en dødfros- 
sen, smuk gammel Han. Justitsraad Woldike i Bruns- 
buttel har oftere truffet den i Holsten. I Sverrig er den en 
af de sjeldnest forekommende Fugle og vides kun at være 
skudt nogle enkelte Gange. Fra Norge kjendes intet Exem- 
pel paa dens Forekomst. Derimod er den ikke sjelden i 
Finland, enkelte Steder endog talrig, især i Birkeskovene 
langs Kysterne. I Mellem- og Syd-Tydskland er den om 
Sommeren almindelig overalt, hvor der findes Skov, især i 
Løvskove og større Frugthaver, der grændse til disse, hvor 
den især besøger Kirsebærtræerne, naar Frugten er moden. 
Den ankommer og reiser bort samtidigt med Ellekragen. 

Guldpirolen er en sky, men modig og stridbar, vild og 


144 


urolig Fugl, der stedse søger åt unddrage sig Menneskets 
Blik, selv om den lever i dets Nærhed; den flyver rask fra et 
Sted til et andet, og hopper bestandigt omkring i de tætteste 
og bladrigeste Trækroner; den har en høi, snart hvislende, 
snart skrattende Lokketone, og et hæsligt lydende Angst- 
skrig. Hannen lader desuden høre en Sang med stærke, 
fyldige Toner, som noget ligner Drosselens, men ikke er såa 
melodisk. I Parringstiden hører man tillige en blød enkelt 
Fløitetone. 

Guldpirolen ernærer sig af Insekter samt alle Slags bløde 
Træfrugter og Bær; men Kirsebær ere dog dens Yndlings- 
spise. Om Foraaret søger den fortrinsvis Skovinsekter og 
Larver. Den sidder da som oftest inde i Trækronerne, 
sjeldent påa en frit fremragende Gren, seer sig omkring 
overalt og forfølger flyvende de imellem Grenene sværmende 
Insekter. Dens Graadighed og Appetit giver den bestandigt 
nok at bestille, og dens Begjærlighed efter Kirsebær er 
saa stor, at den ofte flyver lange Strækninger for at faae 
dem; har den endeligt fundet et Træ efter sin Smag, taaler 
den ingen andre bevingede Kirsebærtyve omkring sig; ja 
selv Krager, Skader og Skovskader maae vige for dens glub- 
ske og bidske Anfald, og denne ellers såa sky Fugl viser 
sig da kjæk, ja endog dumdristig. 

Dens kunstige Rede er 6” høj og 3” dyb, sammenflet- 
tet af fine Græsstraa, Rødder, Mos, Uld m. m.; i Formen 
ligner den en dyb Kurv eller Pung, og den er svævende 
befæstet med Plantetrevler til Gaffelen af en Gren. De 4—5 
hvide Æg, som lægges i Begyndelsen af Juni, ere påa den 
butte Ende tyndt bestrøede med sorte eller mørkebrune 
Punkter og Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

SOE: [NE 
31,5 » DEN 
Man fanger den i Doner, Springdoner og med Lim- 


145 


pinde i Kirsebærtræerne, påa hvilke den ogsaa lettere lader 
sig skyde end ellers. 

Paa Grund af den Mængde skadelige Skovinsekter, den 
fortærer, er Pirolen en meget nyttig Fugl; dens Kjød er 
velsmagende, fedest og bedst i Kirsebærtiden, især Unger- 
nes. I Kirsebærtræerne er den forøvrigt en uvelkommen 
Gjæst, da den fortærer de modneste og bedste Bær; hvor 
der er flere af disse Fugle samlede, anrette de i kort Tid 
betydelig Skade, hvorfor de ogsaa i flere Lande, naar Kirse- 
bærrene ere modne, forfølges ivrigt af Frugtforpagtere og 
Haveeiere. 


Stærslægten, Sturnus, L. 


Næbet langstrakt, middellangt, kegleformigt, noget 
but og lidt fladtrykt, især ud imod Spidsen; Overnæbets 
Kande skarpe, lidt udstaaende og uden Indsnit i Spidsen ; Mund- 
vigene nedadbøiede; Næseborene ved Næbroden, paa Siderne, 
ovale, foroven halvt lukkede af en temmelig haard, hvælvet Hud. 
Fødderne temmelig stærke; Fodroden længere end Mel- 
lemtåaen; Yder- og Mellemtaaen ved Roden forenede med 
en lille Hud; Bagtaaen stærk, dens Klo størst. Vingerne 
middellange; iste Svingfjer meget kort og ubetydelig, den 
længst. 

Denne Slægt, som ikke indeholder ret mange Arter, 
lever fornemmelig af Insekter og Larver og er meget vidt 
udbredt. De forskjellige Arter bygge i hule Træer, i Mur- 
huller, under Hustagene 0. Il. St.; de ere lige som de fleste 
andre Arter af denne Familie, selskabelige Fugle, som om 
Høsten, saasnart Ungerne flyve ud, forsamle sig i store 
Skarer, som sværme omkring og efterhaanden flytte til syd- 
ligere Lande. Vi have her kun én Årt: 


146 


Almindelig Stær, Sturnus vulgaris, L. 


Dansk: Stær, Star (Nordslesvig). Norsk: Star, Stær. Svensk: Stare. 
Færøisk: Stari (H), Steåri (M.X). 


Artsm. Sort, med violet, gulgrøn og blaa Metalglands, ovenpaa bestrøet 
med hvidagtige Pletter. Fjerene meget smalle og spidse; Fjer- 
spidserne hvide eller rustfarvede, især om Høsten; om Foraa- 
ret ere Pletterne for største Delen forsvundne; Næbet sort (i 
Forplantningstiden gulagtigt, især hos Hannen). 


Afbildn. Tab. XII. gZ. Han. — Suppl. Tab. 5. gå. Hun og ung Fugl. 


Hunnen er mindre glindsende; Overgumpens Fjer kan- 
tede med Rødgraat; Bugen og Undergumpen med mange 
hvidagtige Pletter. Næbet mindre gult; Ungerne brungraa 
med hvid Strube, hvidagtigt Bryst med sortegraa Pletter, 
mørkt Næb. 

Længde 8/9”, Vingestrækning 16”. 

Der gives rent hvide, brogede og rustgule Varieteter. 
I det zoologiske Museum findes saaledes et rent hvidt Ex- 
emplar fra Holsten (Wøldike) og et næsten hvidt fra Gjøl 
i Limfjorden, skudt den 10de Juni 1869 (Adj. Juel). 

Denne almindeligt bekjendte Trækfugl findes her i Lan- 
det om Sommeren i de fleste af vore Skove og i Byer med 
mange Træer, helst hvor der er Vand i Nærheden og der- 


+) Hr. Pastor P. A. Holm i Dalum v. Odense har godhedsfuldt meddelt 
mig, at de færøiske Benævnelser, som Sysselmand Muller i sin 
Afhandling over Færøernes Fuglefauna har føiet til de systematiske 
Navne, ere stavede i Overensstemmelse med den thorshavnske Ud- 
tale; da denne, ifølge Pastor Holms Paastand, imidlertid ikke repræ- 
senterer det færøiske Sprog i dets Renhed og ialtfald ikke stemmer 
med Skriftsproget, har jeg antaget det for rigtigt at tilføje Navnene 
saaledes som de efter Hr. Holms Angivelse bør skrives ifølge deres 
islandske Oprindelse. At det dog ogsaa har sin Interesse at vide, 
hvorledes Færingerne udtale Navnene, er utvivlsomt, og jeg har 
derfor bibeholdt de af Muller meddelte Benævnelser, idet jeg har 


mærket disse med (M), medens de af Holm korrigerede Navne ere 
betegnede ved (H.) Udg. 


147 


for især i Søstæderne. Efter Yngletiden ser man dem i store 
Skarer paåa afmeiede Enge, Marker og Overdrev samt ved 
Aaer, Damme og Søer, hvor der voxer Rør; paa saadanne 
Steder overnatte de saa gjerne, at de ofte endog flyve hele 
Mil for at naae dertil. Hos os og i det øvrige nordlige 
Europa (med Undtagelse af Færøerne, hvor den er Stand- 
fugl) er Stæren Trækfugl; men i det sydlige Europa for- 
bliver den hele Aaret. I Begyndelsen af Marts, i milde 
Vintere endog undertiden i Februar, indfinder den sig her 
i Danmark, såa at denne upaalidelige Foraarsbebuder ved 
stræng Foraarsfrost og Eftervinter ofte lider megen Kulde og 
Hunger; den maa da søge sin Føde ved aabne Kilder, Bække 
og Strandbredder, endog ved Møgdynger, og søge Beskyt- 
telse mod det råa Veirlig under Hustage, i Dueslag, hule 
Træer osv., men under saadanne Forheld døe mange af dem 
af Hunger. 

I Oktober begynder den at forlade os, dog forblive ad- 
skillige til November eller endog til December; ja man har 
endog seet Stære overvintre her i Landet, dog kun i milde 
Vintere; saaledes forblev i Vinteren 1823—24 en hel Flok 
paa Marienborg Gods paa Møen (E. Hage), og i Vinteren 
1864—65 opholdt 5 Stære sig stadigt ved Giesegaard pr. 
Ringsted (Bølling). Faber (Ornith. Not. Pag. 22) omtaler, 
at han har seet to Stære sidde sammen paa et Bondehus 
den 18de Decbr. 1823, og at nogle Individer samme Aar 
opholdt sig paa Endelaye hele Vinteren; Herredsfoged Gad 
. 1 Sæby har meddelt Forf., at der i Januar 1847 forekom 
Stære i Flokke ved Standbredden, og prakt. Læge Fr. Hor- 
nemann tilskrev under 26de Januar 1864 Prof. Reinhardt: 
ulgaar sang Lærken, og imorges viste Stæren sig i min 
Have». Den ilte Januar 1866 holdt Stæren sig endnu i 
Flok ved Rørholmene i Viborg Sø(Feddersen), og den 13de 
Januar 1865 saae Bølling 4 Stære ved Alindemagle pr. Ring- 
sted. Paa den skandinaviske Halvø er Stæren almindelig 
om Sommeren, endogsaa indenfor Polarcirkelen; dog træffes 


148 


den ikke i Finmarken. Lofoten og Ångermanland synes at 
danne Nordgrændsen for dens Udbredelseskreds. Påa Fær- 
øerne er den almindelig hele Aaret rundt. I Grønland træffes 
den kun undtagelsesvis som en tilfældig Gjæst. 

Stærene ere af Naturen meget selskabelige og leve 
flokkevis, ikke blot i Strøg- og Træktiden men ogsaa i For- 
plantningstiden, da de ofte bygge og ruge ved Siden af 
hverandre under Hustage eller i hule Træer. De nøies end 
ikke altid med Selskab af deres egne Lige, men i Trækti- 
den seer man dem ofte skarevis iblandt Krager og Alliker 
og om Foraaret iblandt Drosler, Viber og andre Fugle. I 
den første Tid efterat Ungerne have forladt Reden, holde de 
sig helst parvis, og man seer da i Regelen hver Familie 
for sig; senere hen påa Sommeren samle de sig derimod i 
større Flokke. De erélistige, muntre og urolige; de drikke 
meget, bade sig ofte og tilbringe gjerne Efteraarsnætterne 
mellem Sivene og Rørene ved Søbredderne for at udhvile 
sig fra Dågværket; de lade da deres larmende Kviddren 
høre, ofte langt ud paa Natten. Som de øvrige Arter af 
Kragefamilien kunne de lære at eftersige Ord, og de lære 
ofte sig selv at efterligne andre Dyrs Stemme og Sang; 
deres egen naturlige Sang bestaaer af allehaande besynder- 
lige, snurrende og hvislende Toner. 

Insekter, Laårver, Pupper, Snegle, i Nødstilfælde adskil- 
lige Slags Frø og Korn, udgjøre deres Føde; dog æde de 
ogsaa Kirsebær, Hyldebær og andre +Frugter. 

I Skove og Byer yngle de i hule Træer, men i Byerne 
ogsaa i Taarne, Murhuller, under Hustage eller i egne der- 
til ophængte Kasser (de saakaldte Stærkasser) og Lerkar med 
snevre Huller. Reden, der saaledes altid findes i en enten 
naturlig eller kunstig Hule, bestaaer af tørt Løv, Straa, Uld, 
Haar og Fjer, hvoraf de berede sig et ukunstlet, men blødt 
Leie for Æg og Unger. De benytte en og samme ÅAabning 
Aar for Aar, ofte to Gange i ét Aar, og lægge i Midten eller 


149 


sidste Halvdel af April 4—7 lysegrønne Æg, som Han og 
Hun afvexlende udruge i 14—18 Dage. 


Æggets Længde og Brede: Æggene af den færøiske Stær 
2 DSE JA EAS naae en Længde af 33,5 mm. 
30,5 » REN og en Brede af 22,5 » 


Paa Grund af sin Næring hører Stæren til vore nyttigste 
Fugle, og skjøndt Ungerne ere en behagelig og velsmagende 
Spise, bør de dog fredes overalt. De oplive tillige de Egne, 
hvor de opholde sig, ved deres Munterhed og Sang. 


Drosselstærslægten, Pastor, Temm. 


Gracula, Cuv. — Merula, Aldrov. — Acridotheres, Ranz. 


Næbet langstrakt kegleformigt, svagt bøiet, fortil sam- 
mentrykt og henimod Spidsen forsynet med et meget svagt 
Indsnit; Gabet bredt, kløftet ind under Øinene, med nedad- 
bøjede Mundvige; Næseborene ovale, foroven tildels bedæk- 
kede af en med Fjer besat Hud. 

Fødderne omtrent som Stærens; Fodroden længere 
end Mellemtaaen, der er betydeligt længere end Sidetæerne 
og sammenvoxet med Ydertaaen ved Roden; Kløerne stærkt 
krummede, spidse; Bagkloen størst. 

Vingerne middellange, spidse, iste Svingfjer meget 
lille, 2den og 3die længst. 

Halen temmelig kort, Hovedet forsynet med Fjertop. 

Drosselstærene henregnedes tidligere snart til Droslerne, 
snart til Stærene; de vandre ligesom disse sidste i store 
Skarer og holde sig ogsaa til dem, naar de skilles fra deres 
Lige; de følge Kvæghjordene og fortære fornemmelig Dyr, 
som plage Kvæget. De yngle i hule Træer, gamle Mure og 
Klipperevner og lægge 5—6 Æg. 


150 
Drosselstær, Pastor roseus, (L.) 


Turdus roseus, L. — Sturnus roseus, Pall. — Gracula rosea, 
Cuv. — Merula rosea, Aldrov. 
Dansk: Drosselstær, Rosendrossel, Stærdrossel, Rosenstær. Svensk: 
Rosenfårgad Drossel. 


Artsm. Rosenrød; Hovedet med sin Fjertop, Vingerne og Halen sorte. 


Afbildn. Tab. LIV. (Supplementtavle, Gracula rosea). gl. Han. — Suppl. 
Tab. 5. 92. Hun. 


Længde 8/2", 

Hunnen har en kortere Top paa Hovedet og en mindre 
livlig, i det Brune faldende Farve; Ungerne ere isabellafarvede, 
nedenunder graabrune og mangle Top. 

Drosselstærens egenlige Hjem er Afrika og Sydasien, hvor- 
fra denregelmæssigt trækker over det sydlige og mellemste Rus- 
land, Ungarn, Nedreitalien og Sydspanien; derfra have enkelte 
forvildet sig til Tydskland, England 0. s. v. Her i Dan- 
mark hører den til de største Sjeldenheder. Bonnez. angi- 
ver, at han har seet den i Benzons Skov v. Grenaa, og at 
den er skudt ved Herlufmagle i Sjælland. I Forf/s Op- 
tegnelser hedder det, at en Skolelærer i Bregninge paa 
Falster for faa Aar siden har skudt en Rosenstær og i 
længere Tid opbevaret den udstoppet. I Mai 1859 blev en 
gammel Han skudt i Hyrup v. Flensborg, hvor flere Indi- 
vider samtidigt skulle være blevne seete. Ifølge Meddelelse 
fra Konservator Conradsen blev en gammel Han skudt ved 
Holbæk d. 26de Juni 1855. Haleroden var beskadiget, såa 
at der kun fandtes tre Styrefjer. 

Wøldike skrev den 9de Marts 1826 til Etatsraad Rein- 
hardt, at der var bragt ham en Pastor roseus, skudt paa 
den anden Side af Elben ligeoverfor Brunsbiuttel, men såa 
sønderrevet, at han ikke kunde trække Skindet af den (ØRhdt.). 
I Sverrig er der skudt en halv Snes Exemplarer, hvoriblandt 


ét i Lapland. I Norge er den derimod, saavidt vides, hidtil 
ikke bemærket. 


151 
Den følger Kvæghjordene og sætter sig paa Dyrenes 
Ryg for at fange Larver og Insekter, efter hvilke den ogsaa 
gjennemsøger Gjødningen; den tåger ligeledes Bær, ophol- 
der sig mest paa Jorden, løber som Stærene og undertiden 
sammen med disse og lægger 4—6 grønagtige Æg med 

rødbrune og mørkegrønne Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 
97 mm. 97 mm. 
29,5 » 21,5 » 


Nøddekrigeslægten, Caryoeatactes, Gesn. 


Næbet længere end Hovedet, lige, næsten trindt, lang- 
strakt kegleformigt, udløbende i en but Spids; Overnæbet, 
der er længst, mangler Rygkant; Undernæbet indvendigt for- 
synet med en langsgaaende Knold; Næseborene ved Næb- 
roden, runde, halvt dækkede af en nøgen Hinde og skjulte 
af fremliggende, stive Pandefjer. Tæerne bevæbnede med 
store, meget krumme Kløer; Bagtaåen paafaldende stor; 
Fodroden længere end Mellemtaaen. Vingerne: iste 
Svingfjer middellang, Zden omtrent af samme Længde som 
ådie, 4de længst. 


Almindelig Nøddekrige, Nucifraga Caryocatactes, (L.) 


Corvus Caryocatactes. L. — Caryocatactes guttatus, Nilss. 


Dansk: Nøddekrige, Pletfugl. Norsk: Nøddekraake, Blaakraake. Svensk 
Notkråka, Notknåcka, Notskrika (Øland). 


Artsm. Mørkebrun med draabeformige, hvide Pletter; Vingerne sorte ; 
Halen ligeledes, med hvid Spids og hvide Underdækfjer. 


Afbildn. Tab. XII. (Caryocatactes guttatus) 97. Han. 
Længde 14”; Vingestrækning 23—924”. 


Hunnens brune Farve falder mere i det Rødlige og har 
større Pletter; Ungerne ligne de Gamle. 


152 


Man kjender adskillige Varieteter, f. Ex. rent hvide, 
brogede og rødbrune, og Brehm har troet at burde opstille 
en Del saadanne Former som selvstændige Årter. 

Denne Fugl, som er temmelig hyppig i Sverrig og Norge, 
i hvis mellemste og nordlige Egne den yngler, besøger os 
kun nu og da. Saaledes fanges den næsten hvert Aar hyp- 
pigere eller sjeldnere, især paa Sjælland. I Marts 1844 fik 
Forf. den i Haven ved Snoghøj; Hofjægermester Teilmann 
skød den samme Aar den 14de Oktober ved Kjørup i Fyen; 
afdøde Proprietær Lange påa øØstedgaard ved Fredericia 
har oftere fanget den i Kramsfugledoner. Efter E. Hage 
forekommer den af og til påa Møen; han havde 2 Stkr., 
" fangede i Doner i Slutningen af September 1844 ved Lise- 
lund, hvor de skulle have opholdt sig hele Sommeren. Fa- 
ber anfører (Ornithologiske Noticer Pag. 14), at den under- 
tiden skydes i Sommermaanederne her i Sjælland, og at 
den i Foraaret 1822 var usædvanlig talrig paa denne Ø, 
hvor den ogsaa i Oktober 1844 indfandt sig i Mængde (B øl- 
ling); Udgiveren saae den i Sommeren 1870 gjentagne 
Gange i Strandpartiet af Teglstrup Hegn ved Helsingør. I 
Oktober 1868 traf Feddersen 2 Exemplarer v. Viborg, fra 
hvis Omegn (ved Kjellerup) hån ogsaa i Septbr. 1864 erholdt 
et Exemplar. Apotheker Steenberg angiver den som skudt 
ved Helsingør og ved Esrom den 23de Septbr. 1844. I Vinteren 
1867 forekom den temmelig hyppigt i Nordsjællands Skove. 
Foruden nogle Exemplarer, mærkede «Sjælland» fra Efteraaret 
1844, findes i det zool. Museum en Han fra Hagested 5/4968 
en Hun fra Juellund ?”'/968, og en Hun fra Strandvejen %/64. 
Fencker skød den i November 1868 i Dronninglund Stor- 
skov i Vendsyssel; ved Randers blev den samme Aar be- 
mærket af Premierlieutenant Hegermann-Lindenkrone. Un- 
dertiden forekommer den ogsaa i Grenaa-Egnen i Oktober 
Maaned (Bonnez). I Aarene 1815 og 1821 var den ifølge 
Boje temmelig hyppig i Hertugdømmerne, hvor Wøldike 
ogsaa angiver den som af og til forekommende. Paa Born- 


153 


holm har Nøddekrigen ialtfald i længere Tid forekommet 
hele Aaret rundt, og som det af Nedenstaaende vil sees 
ogsaa ynglet der. 

Om Sommeren beboer den helst tætte Skove, og om 
Høsten streifer den omkring i Selskaber af 7—8 Stkr., hvor 
der er Ege, Bøge og Hasseler, hvis Frugter, især Hassel- 
nødder, ere den en kjær Føde; dog anfalder og fortærer den 
tillige syge Fugle og Fugleunger; ifølge Jåckel (Isis 1848. 
S. 26.) bestaaer dens Føde for en meget væsenlig Del af 
Insekter, navnlig Biller og Larver. Om Vinteren og over- 
hovedet udenfor Yngletiden er denne Fugl paafaldende lidt 
sky; medens den har Æg eller smaa Unger, iagttager den deri- 
mod den største Forsigtighed”). Dens Stemme ligner Spet- 
tens og dens Flugt Skovskadens. I sit Svælg gjemmer den 
det Overflødige fra Maaltidet for enten at fortære det paa 
et beleiligere Sted eller for at opbevare det for Fremtiden i 
et Smuthul, en Træspalte eller under det tørre Løv. Det 
synes, efter forskjellige Iagttagelser at dømme, at der navn- 
lig om Ffteraaret samles en Mængde Nødder, som den op- 
bevarer paa et beleiligt Sted for at have dem som Vinter- 
forraad og til Føde for Ungerne næste Foraar. Hasselnød- 
derne tager den imellem Kløerne og hakker påa den spidse 
Ende Hul i Skallen for saaledes at komme til Kjærnen; 
man hører den ofte knække Nødder, førend man seer den. 
Dens utrolige Appetit giver den altid fuldt op at bestille 
med at samle Føde. Om Sommeren beståaer denne mest af 
Insekter og Larver, som den opsøger paa Træernes Bark. 

Om Nøddekrigens Ynglehistorie haves forskjellige Be- 
retninger fra flere Ornithologer, om hvis Paalidelighed i 
dette Punkt der dog er grundet Anledning til at nære Tvivl. 


=) Naumann og flere Andre mene, at Nøddekrigen netop er mest til- 
lidsfuld i Rugetiden og paa Ynglepladsen, men, som det af det Føl- 
gende vil sees, er det meget tvivlsomt, om Nogen af dem har havt 
Leilighed til at iagttage Fuglen, medens den har havt Æg. 


154 


Dels modsige nemlig Beretningerne hverandre indbyrdes, 
dels stride de i væsenlige Punkter imod de grundige og 
omhyggelige Iagttagelser, som i Begyndelsen af dette sidste 
Decennium ere anstillede her i Danmark af nuværende 
Kultusminister Fischer i Forening med Justitsraad Erichsen, 
Apotheker A. Benzon, Pastor Theobald og med udmærket 
Assistance af Skovrider Rosen og Forstassistent C. Seeger. 
Af disse Undersøgelsers Resultat synes det at fremgaaåae med 
Bestemthed, at hverken Nøddekrigens Rede eller dens Æg 
tidligere have været kjendte, og det skyldes saaledes de oven- 
nævnte Mænds forenede Anstrængelser, at der nu endeligt 
er kastet et Lys over denne Fugls Ynglehistorie. 

Ifølge Fischers Beretninger har Nøddekrigen flere Aar 
itræk ynglet i Almindingen påa Bornholm. I Slutningen af 
Mai 1862 fandtes flere af dens Reder og flyvefærdige Un- 
ger; I Begyndelsen af April 1863 foruden flere ældre Reder 
tillige en ny med 3 endnu blinde Unger, og endeligt i 1864 
(den 23de Marts) en Rede med 4 frisklagte Æg. — Rederne 
vare alle anbragte påa Grantræer, mere eller mindre lavt og 
altid i den Del af Træerne, hvor Grenene vare døde. Her 
fandtes de tæt op til Stammen, støttede ved et Pår skraat 
udløbende, tørre Grene. De vare udvendigt dannede af 
Lærke- og Birkekviste samt enkelte Bøgekviste, gjennem- 
flettede med trevlede Lavarter. Indenfor denne ydre Be- 
klædning fandtes et Lag af Baststykker og tynd Birkebaårk 
samt tørre Blade. Den indre Fordybning var i Bunden ud- 
fyldt med en seig, gulagtig Jordmasse, blandet med smaa 
Baststykker, Blade og fine Plantestængler, og ovenpaa dette 
hang de ombøiede Ender af de yderste Baststrimler ned og 
dannede Leiet for Æggene. Disse ere meget fintkornede, 
have en smuk lyseblaa Bundfarve, omtrent som Stæræg, og 
ere helt over bestrøede med fine, ensfarvede graabrune Prik- 
ker. Formen nærmer sig meget den ovale. Æggets Længde 
varierer mellem 32 og 33,5 mm. dets Brede mellem 24 og 25 zm., 


155 


Den er let åt skyde og fanges desuden undertiden i 
Kramsfugledoner. 

Kjødet er spiseligt, om just ikke lækkert, og ved at ud- 
rydde en Mængde skadelige Skovinsekter er Nøddekrigen 
desuden en nyttig Fugl; men den anretter dog ogsåa Skade, 
mindre ved at fortære Nødder, Agern og Bog paa selve 
Træerne, end ved åt ophakke og æde disse Slags Træfrø i 
Frøskolerne, hvorved Forstmandens Møie og Flid ofte ere 
forgjæves. 


Krageslægten, Corvus, Briss. 


Næbet tykt, haardt og stærkt, ved Roden lige, udad 
sammentrykt og noget nedadbøiet; Overnæbet har oftest et 
tandformigt Indsnit ved Spidsen; Næbranden noget buefor- 
mig, bøiet efter hele sin Længde; Næseborene rundagtige, 
dækkede af fremadliggende børstedannede Fjer. Benene ind- 
rettede til Gang; Fodroden kun lidt længere end Mellemtaaen. 
Vingerne lange eller middellange, iste Svingfjer af Mid- 
dellængde, Zden længere, 3die endnu længere, åde og Ste 
længst. 

Arterne af denne Slægt have en stærkt udviklet Lugteevne 
og udmærke sig alle ved en besynderlig Lyst til at samle 
og gjemme brogede og glindsende Gjenstande uden Hensyn 
til, om disse kunne være dem til nogen Nytte. De ere, med 
Undtagelse af Ravnen, meget selskabelige Fugle, der næsten 
til alle Aarstider leve i store Flokke, og selv i Forplantnings- 
tiden yngle nogle af dem kolonivis. De beboe fornemmelig 
Skove, hvor de yngle og hvor de om Vinteren overnatte i 
store Selskaber. For Næringens Skyld opholde de sig paa 
Marker, ved Strandbredder og i Byerne, hvor nogle Årter 
endog yngle i Kirketaarne 0. Il. St. De ere listige og lær- 
villige Fugle, der tildels endog kunne lære at udsige Ord. 
Deres Gang er noget vaklende, men stolt, og de hoppe og 

11 


156 


flyve med Færdighed. Næringen hente de baade af Dyre- 
og Planteriget; de æde Kjød, Insekter, Orme og forskjellige 
Frugter, de fleste ogsaa ÅAadsel; hvad de ikke kunne fortære 
strax, gjemme de i Regelen til et andet Maaltid. Kjønnene 
afvige ikke fra hinanden i det Ydre, og Ungerne faae alle- 
rede det første Aar de Voxnes Dragt. 


Ravnen, Corvus corax, L. 


Syn. C. leucophæus Vieill. (færøisk Varietet). 


Dansk: Ravn. Norsk: Ravn, Korp. Svensk: Ravn (Skaane), Korp. 
Færøisk: Ravnur, Korpur (H.) (Den hvidplettede Varietet: Qvujtravnur). 
Islandsk: Hrafn, Krumm. Grønlandsk: Tullugak. 


Artsm. Kulsort med Purpurglands; Halen kileformig, stærkt afrundet, 
saa at dens Sidefjer ere kortere end de sammenlagte Vinger; 
det stærke, høie Næb er af samme Længde som Fodroden. 


Afbildn. Tab. XI. gl. Han. — det Suppl. Tab. 2. (C. leucophæus). 


Længde 24”, Vingestrækning 50”. 

Hunnen, der er lidt mindre end Hannen, har neppe såa 
stærk en Metalglands. 

Der gives hvide eller gulagtighvide, gulbrune og 
hvidplettede Varieteter; den sidste hører hjemme paa 
Færøerne. En Han af denne Varietet, skudt ved Strand- 
møllen den åde Jan. 1857, findes i det zoologiske Museum. 
Blandt de sorte Ravne er der påa Færøerne hvert Aar en- 
kelte Par, som have en eller flere brogede Unger. 

Uagtet Ravnen ingenlunde kan kaldes sjelden i Dan- 
mark, er den dog langt fra at være hyppig overalt her 
i Landet, og der gives Egne, hvor den blot undertiden la- 
der sig see, saaledes påa Bornholm, hvor den kun træffes 
af og til om Vinteren, ved Viborg (Feddersen) 0. fl. a. St. 
Paa den skandinaviske Halvø forekommer den overalt, lige 
fra det sydligste Skaane til de nordligste Egne af Lapland. 


157 


Paa Færøerne er den almindelig overalt, ligeledes paa Is- 
land, navnlig ved Kysterne, hvor disse ere bebyggede. Den 
hvidplettede Varietet, der ikke forekommer paa Island, findes 
paa Færøerne ikke sjeldent parret med den typiske, sorte 
Form. 

Om Sommeren bortfjerner Ravnen sig aldrig ret langt 
fra sit sædvanlige Opholdssted, hvortil den her i Landet 
gjerne vælger Skove, der afvexle med Marker, Enge og Vand- 
partier; men om Høsten og hele Vinteren igjennem streifer 
den vidt omkring, ofte parvis, idet den dog mod Aften sø- 
ger en større Skov, hvor den holder Nattero i et høit Træ. 
Med Kovfuglene fører den bestandigt Krig, og med Kragerne 
staaer den ei heller paa nogen venskabelig Fod. 

Den er en meget sky og klog, men tillige stridbar og 
bidsk Fugl; snu og forsigtig som den er, lader den sig 
sjeldent komme paa Skud. I nordligere Egne synes den 
dog at være mere tillidsfuld; saaledes beretter Faber (Prodr. 
d. isl. Orn. p. 5.), at den paa Island sætter sig paa Hus- 
tagene og påa Ryggen af de græssende Heste. Dens Flugt 
er høi og skjøn, ofte skrueformigt seilende. Som bekjendt 
stjæler den alle Slags glindsende Ting, hvoraf Ordsproget: «at 
stjæle som en Ravn». Den opnaaer en høi Alder; man for- 
sikkrer, efter de Iagttagelser, man har gjort med tæmmede 
Individer, at den kan blive over hundrede Aar.”) 

Ravnen eryderst rovbegjærlig og tager saagodtsom udeluk- 
kende sin Næring af Dyreriget. Ofte tager den unge Duer, Kyl- 
linger og Ænder, saasnart de ubevogtet fjerne sig noget fra Hu- 
sene, samt andre vilde og tamme Fugleunger og alle Slags 
Fugleæg. Unge Harer, Lam, Muldvarpe, Mus og Rotter blive ofte 
dens Rov. Ved Strandbredderne samler den Muslinger, Søstjer- 


+) Paa Færøerne hedder det, at en Hest lever lige saa længe som tre 
Hunde, et Menneske lige saa længe som tre Heste, en Krage lige 
saa længe som tre Mennesker, men en Ravn lige saa længe som 
syv Krager. 
17% 


ner, døde Fiske 0. s. v., som den sjeldnere fortærer paa 
selve Stedet end paa det nærmeste høie Punkt. Paa Island 
saae Faber den knuse Muslinger og andre Skaldyr imod 
Klipperne.”) Paa Agre og Enge opsøger den Regnorme, 
Oldenborrelarver, Græshopper og andre større Insekter. I 
Nødsfald skal den ogsåa æde grøn Sæd, ja endog Heste- 
skarn; efter Fabers Angivelse tager den påa Island ogsaa 
tiltakke med Bærrene af Empetrum nigrum (Revlingebær) og 
Vaccinium- Arterne, men dens Yndlingsspise er Aadsler, som 
den ved sin fine Lugt opdager i stor Afstand, og den for- 
smaaer dem ikke, om de endog fuldkomment ere gaaede i 
Forraadnelse. 

Ifølge Sysselmand Millers Angivelse skal den paa 
Færøerne om Foraaret — naar Faarene efter den overståaede 
Vinter ere svage — anrette en Del Skade, idet den ikke 
skaaner de afkræftede Faar og endnu mindre de nyfødte 
Lam, naar Moderen ikke er stærk nok til at forsvare dem 
imod dens Angreb. Efter Grindefangster indfinder den sig 
altid, for tilligemed Krager og Maager at deltage i Fortæ- 
ringen af det, som ved saadanne Leiligheder falder af. Det 
er en almindelig Tro paa Færøerne, at Ravnen ikke dræber 
Lam paa det Sted, hvor den bygger, men at den derimod 
flyver længere bort for at røve. Forøvrigt påastaaes det, at 
kun de Ravne, som have Unger, dræbe Lam. Paa Færøerne 
har man om Vinteren seet dem tage Rotter paa Sneen og 
flyve høit op i Luften for derfra at lade dem falde ned paa 
Jorden og saaledes aflive dem. 

I Fuglebjergene påa Færøerne er Ravnen en farlig Gjæst. 
Den raner fra Lomvien (Urza troile) baade Unger og Æg. 
Naar den faaer Lyst til Lomvieæg, sætter den sig i Nær- 


+) Det er bekjendt, at flere Rovfugle bære sig ad paa lignende Maade 
for at knuse Skildpaddernes Skal, og åt ogsaa Kragen anvender det 
samme Middel mod de store, haardskallede Muslinger. 


159 


heden af de rugende Fugle, reiser sine Fjer iveiret og ud- 
støder hæse Skrig. Lomvien, der bliver forskrækket over 
Ravnens Udseende, Skrig og Krumspring, flygter fra Ægget, 
som da bliver et Bytte for Røveren. Den griber det med 
sine Kløer”) og flyver bort med det til et Sted, hvor den i 
Ro og Mag kan fortære det; med Næbet hugger den da et 
lille Hul påa Ægget, og fortærer derigjennem Indholdet. 
Sysselmand Muller, af hvis Meddelelser om Færøernes 
Fuglefauna disse og mange andre Oplysninger i nærværende 
Arbeide ere uddragne, har ofte fundet ubeskadigede Lomvieæg 
i Skraapens (Puffinus) og Lundens (Fratercula arctica) Huler 
paa flad Mark, hvorhen de vare blevne bragte af Ravne, 
som enten have tabt dem der og ikke vovet at stikke Hovedet 
ind i Hulen for åt tage Æggene ud igjen, eller — hvad 
der er sandsynligere — have skjult dem ligesom de gjøre 
ved Alt, hvad de ikke kunne fortære. For ikke mange Åar 
siden bleve Fuglebjergene paa Kalsøens nordlige Ende al- 
deles udplyndrede af Ravne, som i store Flokke opholdt 
sig der, saa længe der var Noget at rane, og som derved 
tilføjede Beboerne følelige Tab. 

Naar Ravnen vil angribe Lunden eller trænge ind paa 
dens Territorium, er den ikke altid saa heldig; thi Lunden 
sætter sig til Modværge og forsvarer sig altid med Kraft. 
Er Ravnen da altfor nærgaaende, griber Lunden den med 
sit stærke, skarpe Næb i Struben. : Kavner anstrænger sig 
for at blive sin Modstander kvit, men det lykkes kun sjel- 
dent; som oftest ender det med, at de begge falde i Søen, 
hvor Lunden er i sit Element, men hvor Ravnen maa bøde 
med Livet for sin Dristighed og Mangel paa Fredsommelighed. 

Sidst i Februar eller først i Marts, efter Veirligets Be- 
skaffenhed, begynder Ravnen at udbedre eller bygge sin 
Rede, som findes i Skove paa de høieste, vanskeligst til- 


+) Faber beretter om de islandske Ravne, at de flyve bort med de rø- 
vede Æg i Næbet. 


160 


gængelige Trætoppe, eller paa steile Klipper, og som den, 
naar den ikke forstyrres, afbenytter det ene Åar efter det 
andet. Den er bygget af tørre Kviste og Grene samt ud- 
foret med Jord, Ler, Mos, Haar og Børster, og herpaa læg- 
Hunnen sine 4—5 grønagtige, brun- og graaplettede Æg, 
som den udruger afvexlende med Hannen. Undertiden kan 
man endnu i Mai finde frisklagte Æg, men disse ere da 
udentvivl af Fugle, hvis Ynglen første Gang er bleven 
forstyrret. 

Æggets Længde og Brede: 

47 mm. 34 mm. 
55 » 36,5 » 

Ungerne ere i den første Tid, efterat de ere komne ud 
af Ægget, næsten ganske uden Dunklædning og overorden- 
ligt stygge påa Grund af den uforholdsmæssigt store, glind- 
sende Bug og den smudsig rødgule Farve. Ravnen yngler i 
mange af vore Skove, og Ungerne ere flyvefærdige sidst i Mai. 

Jagten påa denne Fugl sætter Jægernes Taalmodighed 
paa Prøve, thi Ravnen er en af de mest sky og listige Fugle, 
der ved sin fine Lugt opdager sin skjulte Fjende længe før 
den er paa Skudhold; derfor er det endog som oftest frug- 
tesløst at aflure den ved Reden og ved Aadsler; ved Krage- 
hytten er den ligesåa mistænksom.”) 

Ravnen er, som det vil ses af det allerede Anførte, en 
temmelig skadelig Fugl; ialtfald kan den Nytte, den gjør 
ved at fortære Aadsler, Mus og Insekter, neppe veie op 
imod de Ødelæggelser, den anretter blandt de for Menne- 
sket nyttige Dyr. Paa Færøerne, hvor det Nyttige i dens 
Levemaade træder endnu mere i Baggrunden end her i Lan- 
det, er den fredløs, og dens Ødelæggeise er endog påaabudt 
ved Lov. Ifølge kongeligt Reskript skål — med nogle 


%) Paa Færøerne siger Ordsproget: «Gammel Ravn er ikke god at 
fange.» 


161 


Undtagelser — enhver Mandsperson mellem 15 og 50 Aar 
levere 1 Ravnenæb eller 2 Rovfuglenæb aarligt, som, efterat 
de ere indkrævede over hele Landet, blive vidnefast op- 
brændte St. Olai Dag (den 29de Juli). Den, der ikke svarer 
denne Skat (Næbbetold) ?n natura, maa betale en Mulkt af 
4 Rigsdaler. 


Graa Krage, Corvus cornix, L. 


Dansk: Krage. Norsk: Kraake. Svensk: Kråka. Færøisk: Kråaka (M.), 
Kråka (H.) 


Artsm. Hoved, Strube, Vinger og Hale sorte, forøvrigt askegraa. Ha- 
len svagt afrundet; de to mellemste Styrefjer ubetydeligt læn- 
gere end de øvrige. Næbet af samme Længde som Mellemtaaen, 
kortere end Fodroden. 


Afbildn. Tab. XI. 92. Han. 


Længde 18/9”, Vingestrækning 3612”, 

Hunnen noget mindre end Hannen; Ungerne smudsig 
askegraa og med mindre glindsende Fjer. 

Ogsaa af denne Art gives der hvide og hvidplettede 
Varieteter, ligesom man ogsaa træffer Individer, hos hvilke 
enten den graa eller den sorte Farve er mere fremherskende 
end sædvanligt. De sidste ansees i Regelen for Bastarder 
af Graakragen og Kornkragen (C. frugilegus). I Marts 1847 
erholdt Universitets-Museet saaledes en formodet Bastard 
af C. cornix og frugtilegus fra Lolland ved Hr. Møller-Holst 
(Reinh.). Foruden den mere udprægede Form, der af Flere 
betragtes som en selvstændig Art under Navnet Corvus co- 
rone (see nedenfor), gives der melanitiske Former, hos hvilke 
der kun ved Overgangen mellem Halsen og Brystet bemær- 
kes en svag graalig Tone. 

Graakragen, der er den hertillands og overhovedet i 
hele Skandinavien almindeligste Art af denne Slægt, tilhører 
nærmest det nordlige tempererede, tildels det kolde Jordbælte. 


162 


Den er meget almindelig påa Færøerne som Standfugl, hvori- 
mod den kun mu og da kommer til Island om Sommeren 
og ikke vides at være truffen i Grønland. Den er dels 
Stand- dels Strøgfugl eller endog Trækfugl, idet månge af 
de Individer, der yngle i det nordlige Europa, om Vinteren 
vandre til det sydlige, hvorimod de, der ere udrugede her 
i Landet og de sydligere Egne af Sverrig og Norge, sæd- 
vanligvis ogsaa blive og streife omkring hele Vinteren igjen- 
nem, søgende Næring overaålt.”) Om Efteraaret sees de mest 
paa Marker og ved Strandbredder; efterhaanden som Kul- 
den tiltager og Frosten indfinder sig, nærme de sig ogsaa 
beboede Steder, og saasnart den første Sne falder, drage 
de gjerne til Byerne, ja komme endog ned i Gaardene. Då 
ere disse ellers saa sky Fugle næsten saa tamme som Duer 
og Spurve. 

Deres listige Blik røber den Klogskab, som ogsaa frem- 
lyser af hele deres Færd. De ere meget forsigtige og hølde 
sig gjerne i Selskab med Kornkrager (Blaaraager), men /især 
med Aliiker. Naar Graakragerne og ÅAllikerne begive sig til 
Nattekvartererne i Skovene, forsamle de sig i store Skarer 
fra en vid Omegn, svinge sig frem og tilbage over det 
Sted, hvor de ville nedlade sig, for ligesom at rekognoscere 
Egnen; først med det frembrydende Mørke kaste/de sig 
omsider med Pilens Fart næsten lodret eller i støre Buer 
ned i Trækronerne, hvorved de frembringe en Susen som 
af et Vindstød. Om Morgenen ere de tidligt påa Færde, 
skjøndt de gaae sildigt til Hvile om Aftenen. Ofte samle 
de sig i store Skarer, nåar et eller andet Usædvanligt til- 


+) Cand. P. Tauber har i en lille Afhandling «Om Kragegylp» 
(Vidensk. Meddelelser fra d. naturhist. Forening. 1873) bemærket, at 
Graakragens Ynglegrændse mod Syd vel intetsteds falder mere end 
3—42 Syd for Kjøbenhavn; deter Udgiveren ubekjendt, hvorpaa denne 
Angivelse støtter sig, men den er i ethvert Tilfælde urigtig, idet 
Graakragen yngler paa mangfoldige Steder i Sydeuropa. 


163 


drager sig deres Opmærksomhed; de først Ankomne gjøre 
Anskrig og lokke derved de andre til Stedet. 

Insekter og Insektlarver, Mus, Fugleæg, Fugleunger, 
Muslinger og andre Dyr, som skylles op paa Strandbredden, 
Korn, Bær og andre Frugter samt Aadsel og endog Heste- 
gjødning, udgjøre deres Næring. De ufordøielige Dele, som 
Knogler, Haar, Fjer, Avner og det modne Korn, blandet med 
Hestemøg og nedslugte Smaastene, opgylpe de paa deres Sam- 
lingssteder i Form af aflange Boller (Tauber 1. c.). 

Parringen foregaaer i Marts, og først i April bygges 
Reden af lignende Materialier som dem, Ravnen benytter. 
Den anlægges paa Træernes Grene, snart høit, snart lavt, 
og der findes aldrig flere Kragereder i ét Træ. I nord- 
ligere Lande bygges Reden ofte af Lyng og anlægges ikke 
sjeldent paa Klipper, undertiden endog paa Husenes Tage 
(f. Ex. ved Thorshavn). Den er meget fast og solidt bygget, 
saa at man neppe kan skyde igjennem den, endog med store 
Hagl. Den benyttes som oftest flere Aar itræk. Sidst i April 
lægger Hunnen 4, sjeldnere 5, lyst grønagtige eller graagrønne 
Æg med graa, olivenbrune eller gråabrune Pletter og Punk- 
ter. Stundom yngle de to Gange i én Sommer. Medens 
Ungerne opfødes, ere de Gamle temmelig rovbegjærlige og 
efterstræbe navnlig det unge Fjerkræ. 

Æggets Længde og Brede: 

4Qmm. VEnT: 
46,5 » 33lv 

I de kjøbenhavnske Haver træffes den hvert Aar yng- 
lende. I Vendsyssel yngler den, saavidt vides, kun påa 
Østkysten, i de mindre Elleskove, derimod ikke paa Vestky- 
sten eller i de store Bøgeskove. 

Kragernes skarpe Syn og stærkt udviklede Lugtesands gjør 
dem det let at opdage deres Føde. Ved overflødig Næring, 
f. Ex. ved et Aadsel, seer man dem spøgende og lystige; 
de kives ofte, men næsten aldrig alvorligt, hoppe og springe, 
vælte sig i Sneen, lægge sig paa Ryggen og fremtvinge un- 


164 


der de mest komiske Stillinger og tilsyneladende med me- 
gen AÅnstrængelse, besynderlige, næppe hørlige Skrig. 

Paa Færøerne, hvor Kragernes Næring for en stor Del 
bestaaer af de Bløddyr, som af Havet kastes op paa Strand- 
bredden, har man iagttaget, at naar Kragerne ikke med 
Lethed kunne komme til de i Skallerne indesluttede Muslinger, 
flyve de op i Luften dermed og låde dem falde ned paa 
Klipperne, hvorved Skallen knuses; navnlig udgjør den store 
Musling, Modziola umbilicata, Penn., en vigtig Del af Kra- 
gernes Føde paa Færøerne. Fischer hår i Frederiks- 
berg Have tidligt om Morgenen seet Krager fange Dammus- 
linger (Anodonta cellensis) og hakke dem i Stykker til Ungerne. 

For at fange Krager kan mån komme smaa Stykker Kjød i 
Kræmmerhuse, bestryge disses øverste indvendige Rand med 
Fuglelim og nedstikke dem i Sneen; Tutterne klæbe fast paa 
Hovederne af Kragerne, der ville snappe Kjødet, forhindre dem i 
at see, og man kan da gribe dem. Vil man skyde dem, maa 
man ikke gaae lige løs paa dem, men låde, som man vil gaåae 
dem forbi, og ikke see efter dem, blot slentre afsted, som 
bemærkede man dem slet ikke. Forøvrigt er Kragen en 
saa nyttig Fugl for Landmanden, at det er taåaabeligt og 
uforsvarligt at dræbe den blot for at tilfredsstille sin 
Jagtlyst. 


Varieteten Corv. corone, L. (Sortkrage, Ravnekrage) 
Afbildn. Tab. XI. 


ansees af flere Forfattere for en selvstændig Art og er i 
Ilste Udgave af nærværende Arbeide opført som såadan. 
Udgiveren kan ikke dele denne Anskuelse, der — som det 
synes — ogsaa taber flere og flere Tilhængere. 

Ved sin fuldstændigt sorte Farve adskiller den sig fra 
Hovedarten, men gjennem de ovenfor nævnte Varieteter og 
andre, som nærme sig endnu mere til Sortkragen, dannes 
en gradvis Overgang mellem denne og Graakragen, med 
hvem den ikke sjeldent træffes parret. 


165 


I Danmark er denne Form temmelig sjelden, og paa 
den skandinaviske Halvø er den kun truffen enkelte Gange; 
ligeledes påa Færøerne. Faber angiver den (Prodrom. d. 
isl. Ornith, p. 5) som sandsynligvis forekommende paa Is- 
land, og antager endog, at Islændernes Benævnelse «Færøisk 
Hrafn» tilkommer den”). I de forhenværende danske Hertug- 
dømmer, navnlig i Holsten, forekommer den hyppigere, men 
er dog langt almindeligere i Frankrig, Holland”) og det syd- 
lige Tydskland. Dens Udbredelseskreds strækker sig forøvrigt 
meget vidt, og selv paa Halvøen Kamtschatka og i Japan 
forekommer Sortkragen almindeligt; den er ligeledes truffen 
i China, medens Graakragen, saavidt vides, ikke er iagttagen 
Øst for Lenafloden i Siberien. 


Kornkrage, Corvus frugilegus, L. 
Syn. Trypanocorax frugilegus, Kaup. Corvus clericus, Sparrm. 
(ung Varietet.) 

Dansk: Raage, Blaaraage, Kornkrage. Norsk: Blaakraake. Svensk: 
Råka. Færøisk: Hjaltlandskråaka (M.) Hjaltlands Kråka (H.) 
Artsm. Sort med blaat og violet Skjær; Næbet stærkt tilspidset og næ- 
sten lige, længere eller lige saa langt som Fodroden; Mellem- 
taaen kun lidt kortere end denne; Vingerne lange; Halen svagt 
afrundet; de to mellemste Par Styrefjer længst og indbyrdes 

lige lange. 
Afbildn. Tab. XI. 


Længde 18”, Vingestrækning 35”. 
Gammel Fugl: Egnen omkring Næseborene og Næbro- 
den bedækket med en hvidagtig, næsten nøgen Hud. 


x) I Ornith. Notic. p. 13 bemærker Faber dog, at der med dette Navn 
maaskee ogsaa betegnes Corv. frugilegus. Om dennes Forekomst 
paa Island vides imidlertid Intet med Sikkerhed. 


+) I Klitterne i Holland bygger denne Krage (ifølge velvillig Meddelelse 
fra Prof. Reinhardt) paa Jorden og afgiver saaledes et nyt Exem- 
pel paa, at Fugle under særegne lokale Forhold kunne lempe sig 
efter Omstændighederne i Henseende til Valget af Redested. (cfr. 
Pandion haliaélus og Falco peregrinus.) 


166 


Ung Fugl: Næbroden bedækket af Fjer og Næseborene 
af tætsluttende Børstefjer; kun Vingerne have Glands, de 
øvrige Fjer ere matte. 

Hunnen: lidt mindre og neppe såa glindsende som 
Hannen. 

Der gives hvide, hvidplettede og. brune Varieteter. 

Denne Art er mere smækker og spinkel end Graakra- 
gen; den har et længere, tyndere og spidsere Næb, som 
kun er lidt buet. Den er en Trækfugl, der overvintrer i 
mildere Egne af Europa. I Oktober og November forlader 
den os i store Skarer og: kommer tilbage, alt efter Veirligets 
Beskaffenhed, sidst i Februar eller i Begyndelsen af Marts ; 
dog forblive undertiden enkelte her hele Vinteren igjennem. 

I Norge forekommer den periodisk i stor Mængde, nåvn- 
lig i de sydligere og mellemste Dele af Landet, hvor den 
jævnlig endog overvintrer flokkevis. I Sverrig er den meget 
almindelig i det sydlige Skaane, men indfinder sig dog ogsaa 
ofte i stort Antal ved Gåteborg, dog uden at yngle der. Læn- 
gere Nord paa træffes den sjeldnere, men forekommer dog 
nu og da helt oppe i Ångermanland. Til Færøerne kom- 
mer den hvert Aar i Febr. og Marts, undertiden i Flokke, 
men drager hurtigt bort igjen. Paa Island og i Grønland 
findes den ikke. 

Dens Yndlingsophaidssted ere flade Marker, især hvor 
der findes Lunde og enkeltstaaende Træer. I Levemaade 
stemmer den i alt Væsenligt overens med Graakragen og er 
maaskee i endnu højere Grad end denne en selskabelig Fugl; 
den hår et mindre livligt Væsen og er endnu mere frygt- 
som og sky end hin. Med Alliker forliges den meget godt, 
hvorimod den bestandigt ligger i Strid med Ravne og Graa- 
krager. ? 

Dens Næring bestaaer fornemmelig af Regnorme, In- 
sektlarver, Insekter og nøgne Snegle, hvorfor den ogsaa 
gjerne følger Ploven; med Næbet borer den Huller i Jorden 
for at faae Larverne, og denne Boring er Grunden til, at de 


167 


Gamle have en nøgen Næbrod. . Den fortærer ogsaa Mark- 
mus, Græsrødder og alle Slags Korn, især Havre og Hvede, 
men endnu hellere det spirende Frø af de forskjellige Korn- 
arter og Bælgfrugter, ligeledes adskillige andre Slags Frugter, 
som Kirsebær, Brombær og Rønnebær; det synes dog, at den 
kun tager Planteføde, naar den har Vanskelighed ved at 
finde dyrisk Næring. Ligesom Graakragen gylper den de 
ufordøielige Dele op igjen i Form af aflange Klumper, der 
ere noget mindre og spidsere i Enderne end Graakragens 
(see Tauber: «Om Kragegylp» 1. c.) 

Saasnart Kornkragerne om Foraaret vende tilbage fra 
deres Vinterkvarter, opsøge de Gamle strax deres forrige 
Rede, medens de Unge bygge sig en ny. De bygge i høie 
Træer i Udkanten af større Skove eller i Lunde, her i Lan- 
det f. Ex. i Bygholms Skov ved Veile, ved Lethraborg, i 
Skovene paa Langeland og i flere andre Egne hist og her 
i de danske Provindser. I Fabers Tid ynglede den i Sjæl- 
land ved Frederiksborg og Gaunø, i Fyen ved Faaborg, i 
Holsten ved Pløen, hvor han selv havde truffet dens Reder 
(Ornithol. Not. Pag. 13). I Foraaret 1851 traf Forf. den 
talrigt ynglende i en lille Skov ved Svendborg (sandsynlig- 
vis Skaarup, hvor den ifølge Dyrlæge Grill endnu yngler) 
og i Østerskov ved Dybbøl. Hr. Grill har endvidere med- 
" delt Udg., at der findes en Koloni i Dallunds Folehave, Søn- 
dersø pr. Odense, og at der i indeværende Sommer har 
etableret sig en, formodenlig fra denne sidste udgaaet, stor 
Koloni v. Margaard pr. Odense. Paa Bornholm, hvor den yngler 
i mange af de mindre Skove, er den overordenligt talrig, 
undtagen i Almindingen, hvor den slet ikke forekommer. 
Paa ét og samme Træ findes der ofte et stort Antal Reder, 
ikke 'sjeldent tæt ved hverandre, Underlaget af Reden er 
Ris og Kviste, derpaa Jord, Mos, Haar og Uld. De 4—5 
Æg, som lægges i sidste Halvdel af April, ere ikke meget 
forskjellige fra Graakragens; de have en lysere Grundfarve, 
og deres Længde varierer mellem 40 og 46=m. deres Brede 


168 


mellem 27 og 29mm. Have disse Fugle først gjort Holdt et 
Sted og ynglet der i nogle Aar, lade de sig ikke saa let 
bortskræmme, hverken ved Borttagelsen af deres Reder eller 
ved at skyde Ungerne. 

Den 5te Februar i den milde Vinter 1856 faldt et Indi- 
vid af denne Art død ned i Haven til Frederik d. 6tes Palais 
påa Amalienborg fra sit Nattesæde paa Taget; det Samme 
gjentog sig den 28de Febr. s. A. paa selvsamme Sted, hvor, 
forunderligt nok, en Del Graakrager samme Aar fristede en 
lignende Skjæbne. | 

Den Nytte, som Kornkragerne stifte ved at udrydde en stor 
Mængde Markmus, Snegle, skadelige Insekter og Larver, opveier 
rigeligt den Skade, de anrette ved at fortære Korn og Frugter. 
Alligevel gjøre de sig hos Mennesker, der boe i Nærheden 
af deres Koloni, yderst forhadte ved den uophørlige Skrigen, 
der ledsager alle deres Bevægelser; da de tillige beskadige 
og ødelægge Træerne, hvor de yngle i betydelig Mængde, 
søger man at tilintetgjøre Rederne, og naar Ungerne ere 
komne saavidt, at de kunne forlade disse, uden dog at flyve 
videre bort, anstilles der ofte morderiske Jagter for åt ud- 
rydde eller fuldstændigt fordrive dem. 

For en Del Aar siden nedsatte en Koloni sig i en Skov 
i Sundeved i Slesvig, hvorfra den blev fordrevet til den saa- 
kaldte «Tykskov» ved Varnis Strand ved Aabenraa Fjord. 
Her formerede de sig i en utrolig Grad, trak stedse flere 
til sig og bleve tilsidst, formedelst deres Mængde, Egnens 
Landeplage. Man saae paa mange Steder 70—80 Reder i 
ét Træ; de aad Sæden paa Markerne og afbrækkede Træer- 
nes Toppe til Reden, saa at den smukke Skov truedes med 
Undergang. Man søgte ved Pistolskud, Ild, Støj og Larm at 
forjage dem, men forgjæves, indtil Stedets Degn, Hr. Gam- 
melgaard, i Sommeren 1846 tilraadede Beboerne at lade 
en Kanon tordne for dem. Ved at lade denne drøne et 
helt Døgn igjennem, rystede man deres luftige Boliger saa- 
ledes, at Fuglene tog Flugten og lod Æg og Unger i Stikken. 


169 


Allike, Corvus monedula, L. 
Syn. Lycos monedula, Boie. 


Dansk: Kaa, Allike. Norsk: Kaje, Kaa, Ravnkaate. Svensk: Kaja, 
Allika (Skaane). Færøisk: Hetlands-Kraaka (Faber.) 


Artsm. Hætten, Vingerne, Ryggen og Halen sorte; Underlivet sortgraat; 


Nakken og Tindingerne hvidgraa. 
Afbildn. Tab. XI. gl. Han. 


Længde 13179”, Vingestrækning 28”. 

Hunnen adskiller sig fra Hannen ved Fjerenes mattere 
Glands samt ved mindre og mørkere Graat i Nakken. Man 
kjender hvidplettede, renhvide og hvidgule Variete- 
ter. Ifølge Apotheker Steenbergs Angivelse, er en hvid 
Varietet og et Individ med Korsnæb skudte ved Helsingør, 
og Forf. havde en næsten ganske sort Allike fra Færøerne 
til Udstopning. I det zoologiske Museum findes en renhvid 
Afart fra Tydskland. 

Alliken er en almindeligt bekjendt indenlandsk Fugl, der 
blot i de strængeste Vintere forlader os i November og om 
Foraaret vender tilbage samtidigt med Kornkragerne. Den 
opholder sig ved mange af vore Kirker, Slotte, Ruiner og 
andre store Bygninger i Stæderne, undertiden ogsaa i Skove, 
hvor der gives hule Træer, sædvanligvis i større eller min- 
dre Kolonier. Om Dagen leire Allikerne sig påa Enge og Agre 
i store Skarer og gjennemstreife saaledes Markerne; Natten 
tilbringe de paa høie Bygninger og Træer. Udenfor Yngle- 
tiden streife de helst omkring i Selskab med Kornkrager 
og Graakrager. 

I Sverriges sydlige Del er Alliken almindelig overalt ved 
Byer, Kirketaarne o. l. St. I de nordlige Egne af Landet 
forekommer den sparsommere, men dog enkelte Steder, som 
ved Fahlun, i større Mængde. I Norge er den hyppigst i 
den indre, østlige Del, op til 64? n. Br., navnlig i Egnen 
omkring Mjøsen og ovenfor Fjeldryggen i Omegnen af Trond- 
hjemsfjorden. I det sydlige Norge sees den saa godt som 


170 


kun om Foraaret og Efteraaret, og langs Vestkysten er den 
kun bemærket nogle enkelte Gange. Paa Færøerne træffes 
den nu og da om Foraaret. 

Den er en snu, urolig og sky Fugl, der er; livligere og 
hurtigere end sine Slægtninge. Dens Stemme er noget kla- 
gende, hvorved den endog i det Fjerne let adskilles fra de 
andre Kragefugle. 

Insekter, Larver, Regnorme og Mus udgjøre Allikens 
væsenligste Føde. Den følger derfor Ploven ligesom forrige 
Årt og sætter sig endog paa Ryggen af Faar og Svin for 
at opsøge Insekter; dog tager den ogsaa Sæd, Fugleæg, Bær 
og forskjellige Havefrugter, og om Vinteren fortærer den Gjød- 
ning og Åadsel. 

I gamle Taarne, Kirker og andre større Bygninger, 
stundom i hule Træer, bygger den Rede, som oftest koloni- 
vis, f. Ex. paa Fredensborg, paa Kirker i Kjøbenhavn, Åar- 
hus Domkirke, flere Kirker i Vendsyssel, St. Knuds Kirke i 
Odense, Lunde- og Lumby-Kirker i Fyen, Kolding Slotsruin, 
Kirketaarne paa Falster, i Flensborg paa store Huse, i hule 
Træer ved Margaard pr. Odense, paa Bornholm i Ruinerne 
af Hammershus, paa Loftet af et ubeboet Hus i Almindingen 
og mange Steder i Klippehuler. Reden, som, naar Veirliget 
er gunstigt, anlægges i Marts, har et ubetydeligt Underlag 
af Kviste, over hvilke der findes Stråa, Hø, Haar og 
Fjer, og derpaa lægger Hunnen i sidste Halvdel af 
April eller først i Mai 4—5, sjeldent 6, blegt blaagrønne 
Æg med sortbrune og askegraa Pletter; undertiden, dog 
sjeldent, findes hvide Varieteter af Allikens Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

35mm. Ban: 
38 » 26 » 

De ruges af begge Kjøn i 18—20 Dage. Paa Yngle- 
pladsen er der bestandigt Strid imellem disse Fugle, først om 
Redehuller, såa om Redematerialierne, og man seer dem saale- 
des ofte i de mest haåardnakkede Kampe. Paa Steder, hvor 


Føl 


mange boe sammen, opløfte de ideligt et forfærdeligt Skrig, 
som dog ikke er saa skjærende og ubehageligt som Korn- 
kragens. 

Ved deres Næring ere de til stor Nytte. De Unges 
Kjød er velsmagende. 

Man kommer dem lettere påa Skud end Kragerne, især 
paa Aadsler og paa Ynglestederne. 


Skadeslægten, Prcea, Briss. 
Corvus, L. 


Næbet som hos Kragerne, dog med mere bueformigt 
Overnæb. Fødderne forholdsvis noget højere end Krager- 
nes. Halen meget lang og paa Siderne trappeformig. Vin- 
gerne temmelig korte, afrundede; iste Svingfjer sabelfor- 
mig, fra Midten af med indskaaret Inderfane, 2den kortere 
end &8de, 3die lig 7de, kortere end 6te, 4de og te længst. 
Næseborene skjulte af fortil rettede Børster, der række ud 
over Næbets Midte. 

g Skaderne ere mere muntre og livligere end Kragerne ; 
de udmærke sig ved deres lange Hale, deres blødere Fjer, 
kortere Vinger og deres lave og mindre udholdende Flugt, 
der er eiendommelig ved de hurtige Vingeslag. De svæve 
ikke, men styrte sig ofte ned i næsten lodret Retning. De 
gaae eller hoppe, og have Næring tilfælles med Kragerne. 


Almindelig Skade, Pica caudata, Flem. 


Syn. Corvus Pica, L. — Pica varia, Gesn. 
Dansk: Skade. Nork: Skjære, Skjur, Skjor, Skjer, Tunfugl. Svensk: 
Skata, Skåra, Skjura. 


Årtsm. Sort med blaat og grønt Skjær; Skuldrene, Underbrystet og 
Bugen hvide; Halen lang, fra Midten gradvis aftagende, saaledes 
at kun 2 Styrere have Halens fulde Længde. 


Afbildn. Tab, XII, "(Pica varia) 97. Han. 
12 


12 


Længde 17”, Vingestrækning 21—22”; Halen 8—9”, 
de korteste Styrere 5”. 

Der gives rent hvide, askegråa og brogede Varieteter. 
Greve S. Raben har været i Besiddelse af en levende, hvid 
Skade, fanget her i Sjælland. I det zool. Museum findes 
foruden en hvid Varietet fra Møen tillige to brunbrogede, 
og blandt de Emdrupholmske Fuglemalerier er afbildet en 
renhvid Varietet. 

I Mjelse, Horreby Sogn, påa Falster, saae Forf. i Mai 
1852 en hvidgraa Varietet, som sagdes at have opholdt sig 
der i flere Aar; den blev i Oktbr. 1854 skudt af Skovrider 
Rosenstand, og Exemplaret indlemmedes i Forf.'s Sam- 
ling. Apotheker Benzon eier et rent hvidt Exemplar fra 
Møen. I Foraaret 1873 opholdt en næsten helt sort Varie- 
tet sig længere Tid i Haven ved Udgiverens Bopæl her i 
Kjøbenhavn. 

Hunnen er prydet med samme Farver som Hannen, dog 
med mindre Glands; den har lidt kortere Hale, og det Sorte 
paa Underhalsen gaaer ikke såa langt ned paa det hvide 
Bryst som hos Hannen. 

Skaden er i Løbet af indeværende Aarhundrede bleven 
mindre almindelig her i Landet end tidligere; for en Del 
skyldes dette Husmaarens Udbredelse, idet Skaden ved at 
bygge og opholde sig i Nærheden af menneskelige Boliger, 
hvor Husmaaren har sit Tilhold, bliver et Rov for denne 
behændigt klattrende Røver, der ogsaa plyndrer Rederne 
for Æg og Unger; men endnu større Betydning i såa Hen- 
seende maa man dog tilskrive Indførelsen af Selveiendom 
og Jagtloven af 1851. Blandt de Egne her i Landet, hvor 
Skaden kun forekommer sjeldent, kunne nævnes forskjellige 
Steder paa Fyen, Omegnen af Viborg, Randers o. s. v. Paa 
Øen Hveen findes den heller ikke. I Omegnen af Kjøbenhavn 
og paa Amager, er Skaden hyppig, ligeledes i Vendsyssel, paa 
Læsø, Bornholm og mange andre Steder. I Mols er den, efter 
Bonnez's Meddelelse, meget sjelden. Paa den skandinaviske 


173 


Halvø er Skaden almindelig overalt, navnlig i Nærheden af 
beboede Steder. Den træffes ynglende helt oppe i Østfin- 
marken, dog langt fra saa hyppigt der som i de noget 
sydligere Egne. 

Naar den sidder paa høie Steder, vender den Hovedet 
mod Vinden, da den lange Hale følger Lufttrækket som en 
Fløi. I stille Veir med klår og ren Luft sidder den gjerne 
paa de høieste Spidser af Træerne o. desl. Uagtet denne 
listige, muntre og kjække Fugl næsten stedse boer i Nær- 
heden af Mennesker, er den dog sky og mistroisk, saa at 
den er vanskelig at komme påa Skud. Med Kragen har 
den blandt Andet ogsaa det tilfælles, at den bortfører og 
gjemmer glindsende Ting, og åt den kan lære at eftersige 
Ord. Som ægte Standfugl forlader den sjeldent sit Di- 
strikt i større Afstand, og Han og Hun leve parrede hele 
Aaret. Dog forene de Unge sig ofte i Selskaber om Efter- 
aaret og streife saaledes fra By til By i Vintertiden. 

Insekter, Larver, Orme, Frugter samt om Vinteren Aad- 
sel og i Nødsfald Korn udgjøre dens Føde; men den plynd- 
rer ogsaa Fuglereder og stjæler de småa Kyllinger, Ællin- 
ger og Gjæslinger ved Husene. Naar den finder mere Føde, 
end den kan fortære, fører den det Overflødige bort og 
gjemmer det for at have Forraad til knappere Tider. 

I Februar, senest i Marts træffer man den i Færd med 
sin Rede”), som næsten altid findes ved beboede Steder, 
sædvanligt i ranke, smækkre, høie Trætoppe, undertiden 
ogsaa meget lavt i Frugttræer, eller endog i 1 å 2 Alen 
høje Buske (saaledes påa Hesselø i Grønsund); i enkelte 
af Jyllands Hedeegne, hvor ingen Træer findes, bygger den 
endog påa Hustagene ligesom Storken, og paa Bornholm, 
hvor den yngler i stor Mængde, bygger den mod Sædvane 
. ogsaa ude i Skovene, tildels fjernt fra menneskelige Boli- 


+) I Jågaref, Tidskr. II. p. 563 anføres, at Skaden altid lægger den 
første Kvist til sin Rede Juleaften (Nilsson). 
12% 


pr 


174 


ger”). Underlaget er tørre Grene og Kviste; indvendigt er 
den udfodret med Mudder som en Svalerede, og det sidste 
Lag, det egenlige Leie, bestaaer af fine Rødder og Haar; 
foroven har den et Tag af Torne og tørre Kviste, og Ind- 
gangen er påa Siden, undertiden findes to Indgange. I 
denne Rede lægger Hunnen i første Halvdel af April 7—8 
grønagtige, bruntstænkede Æg, som udruges i neppe 3 Uger. 
Æggets Længde og Brede: 
am. PLAGE 
37,5 » PÅ v 

Berøves de Æg eller Unger, bygge de i Regelen en 
anden Rede og yngle igjen; ellers afbenytte de den gamle 
Rede i det følgende Aar. 

Ved at udrydde mange skadelige Insekter stifte de me- 
gen Nytte, hvorved de for en stor Del opveie den Skade, 
de tilføje Jagten og det unge Fjerkræ. I Frugthaver og 
Kjøkkenhaver gjøre de megen Fortræd og forfølges derfor 
ivrigt. 

Skovskadeslægten, Garrulus, Briss. 
(Corvus, L.) 

Næbet kortere end Hovedet, aflangt kegleformigt, lige, 
fortil lidt sammentrykt; Overnæbet ubetydeligt længere end 
Undernæbet og lidt bøjet, begge forsynede med en Tand 
bag Spidsen; Næseborene ved Næbroden, ovåle, bedækkede 
med haaragtige Fjer. Fjerklædningen yppig, blød og 
løs; paa Hovedet kunne de forlængede Fjer reises til en 
Slags Top. Fodroden længere end Mellemtaaen; Yder- 
taaens første Led sammenvoxet med Mellemtaaen. Vingerne 
middellange og afrundede; den Svingfjer lig 10de, 3die 


+) Man har villet paastaae, at naar Skaden bygger høit oppe i Træ- 
toppene, bliver Sommeren regnfuld, hvorimod den bliver tør, naar 
Skaden anlægger sin Rede lavt, inde mellem Grenene; det synes, at 
den vælger det Første for at undgaae Regndryppet fra Grenene, og det 
Sidste for at opnaae Skygge (Nilsson, Skand. Fauna. Fogl. I. p. 207 
Anm.) 


175 


kortere end 7de, Zden til 7de med indsnevret Yderfane, 
dte længst. Halen meget længere end Vingerne, næsten 
lige afskaaren eller lidt kileformig. 

I det Ydre have Skovskaderne nogen Lighed med Torn- 
skaderne; men de ligne dog baade i Udseende og Levemaade 
mest Kragerne. De beboe Skovene, besøge derfra Marker, 
buskrige og med Træer bevoxede Enge og Haver og leve 
mere af Træfrugter end af Insekter; men de angribe ogsaa 
Fugleunger, udmattede og rugende Fugle og berøve de sidste 
deres Æg. De ere Stand- og Strøgfugle, der udenfor Yngle- 
tiden streife omkring i mindre Selskaber. Uden at være 
synderlig sky, ere de livlige og urolige Fugle, som bestan- 
digt ere i Bevægelse og lade deres gjennemtrængende Skrig 
høre ved enhver Leilighed. Deres Flugt er kort og ujævn; 
deres Gang altid hoppende. De bygge en temmelig fast, 
aaben Rede i Træernes Grene, eller (ifølge Nilsson) i hule 
Træer. 


Almindelig Skovskade, Garrulus glandarius, (L.) 


Syn. Corvus glandarius, L. — Glandarius pictus, Koch. — Lanius 
glandartus, Nilss. (Orn. Sv.) 

Dansk: Skovskade. Norsk: Skovskrika. Svensk: Notskrika, Ållon- 
skrika, Kornskrika (Østergotland), Skogskata (Skaane.) 
Artsm. Graalig lyserødbrun med sort Hale, hvid Over- og Undergump 
Si samt blaa Vingedækfjer med sorte, blåa og hvide Tyværbaand- 
Afbildn. Tab. XII. gi. Han. 

Længde 13%o”, Vingestrækning 20179". 

»Hunnen har kortere Hovedfjer, og Kroppens Farver ere 
i det Hele taget mindre livlige, Der gives hvide og hvidbrogede 
Varieteter; af de sidste findes i det zoologiske Museum et 
smukt Exemplar (Han), skudt ved Øllingsøgaard 4157 (Cand. 
Wilhjelm.) 

Denne almindeligt bekjendte, kjække, muntre, listige og 
prægtige Fugl findes her i Landet næsten overalt, hvor der 
gives Skove og Lunde, især Løvskove med mange Ege. I 


176 


Vendsyssel er den temmelig almindelig i Østkystens og Høi- 
derryggens Skove, hvor den yngler (Fischer), ligeledes i 
Skovene omkring Viborg (Feddersen) og Randers (Fencker) 
I de lollandske og falsterske Skove yngler den hyppigt, un- 
dertiden i de nordsjællandske, sjeldnere i Skovene omkring 
Kjøbenhavn; i Skovene omkring Odense yngler den i Mængde. 
Paa Bornholm synes den ikke at forekomme. Paa den 
skandinaviske Halvø er den almindelig op til Polarcirkelen ; 
langs Vestkysten træffes den dog sjeldent; paa Fjeldsiderne 
gaaer den ikke over Granregionen. Dens sædvanlige Stemme 
er et gjennemtrængende Skrig, efterfulgt af et mere dæmpet; 
dens Lokkestemme ligner Musevaagens. Den efterligner 
forøvrigt andre Fugles Lokketoner ligesom Tornskaderne, 
miauer som en Kat, vrinsker som en Hest o. s. v. Ved 
sin Lærvillighed og sit pudsige Væsen er den i Fangen- 
skab til megen Fornøielse, men den maa da opfødes fra 
Reden; thi ellers bliver den aldrig rigtigt tam; det er 
navnlig Hannen, der let lærer at efterligne fremmede Toner. 

Om Høsten og Vinteren lever den især af Agern, Bog, 
Hasselnødder, Rønnebær og andre Slags Skovfrugter; men 
om Sommeren ernærer den sig tillige af Regnorme, Insek- 
ter, Larver, smaa Frøer, Mus, Fugleæg og unge Fugle. 

I Slutningen af April eller Begyndelsen af Mai bygger 
den Rede i Skovene, helst hvor der er megen Underskov 
og oftest i unge, smækkre Bøges næsten utilgængelige Toppe 
i 12—30 Fods Højde dog ogsaa tæt ind til Stammen af større 
Træer, ja endog i høie Tornebuske og påa unge Naaletræer. 
Underlaget bestaaer af fine, tynde Kviste, derpaa følge 
tørre Plantestængler, og det Indre er omhyggeligt be- 
lagt med fine Rødder. Hunnen lægger 5—7 blegt blaa- 
grønne Æg, bestrøede med smaa olivenbrune og graa Punk- 
ter; Æggene ruges i 16 Dage. 

Æggets Længde og Brede: 

BO mm: 2 JE mn. 
33,5 » 24 » 


177 


De unge Fugle leve som oftest i Selskab med de Gamle 
til næste Foraar, især hvor de ere Standfugle. 

Kjødet er tørt og mindre velsmagende, men dog spise- 
ligt. De udrydde mange skadelige Insekter. Ved deres høie 
Skrig røbe de Rovdyrs og Rovfugles Nærhed, Det er mær- 
keligt, at navnlig de mindre Falke næsten ganske glemme 
den dem egne Forsigtighed og Skyhed, saalænge disse Dril- 
lere omsværme dem, og man kan derfor meget lettere komme 
hine paa Skud, naar deres Opmærksomhed er henvendt paa 
Skovskaderne. 

De ere ikke meget sky, men dog yderst opmærk- 
somme Fugle, som man maa liste sig til for at komme 
påa Skud. De fanges stundom i Hænge- og Springdoner. 
Ved en opstillet levende eller udstoppet Ugle kan man lokke 
dem til sig og skyde dem. 


Lavskrige, Garrulus infaustus, (L,) 


Syn. Lantus infaustus, L. — Corvus infaustus, L. — Perisoreus 
infaustus, Bonap. 

Norsk: Gjertrudsfugl, Ulykkesfugl, Lavskrike, Lavskrig, Røfuhre, Reud- 

skjøve (Gudbrandsdalen), Reudtjuxa (Werdal), Tolleskrikja, Skoga- 

skjør (vestlige Norge). Svensk: Lafskrika, Enskrika (Dalarne), 

Telltjuxa (Herjedal), Flarskrika(Ångermanland), Rødtjuxa ( emtland) 


Artsm. Rødbrunagtig graa med sortbrunt Hoved; Vingedækfjerene, Over- 
og Undergumpen samt Halen rustrøde; de to mellemste Styre- 
fjer askegraa. 


Afbildn. Zdet Suppl. Tab. 2. 


Længde 12—13/9'" Vingestrækning 18—19”, 

Nogen sikker Angivelse om denne Fugls Forekomst i 
Danmark haves ikke. Brunnich antager (Ornithologia borealis 
1764 p. 10), at den er truffen ved Gaunø paa Sjælland, og 
Pontoppidan nævner den simpelthen i Fortegnelsen over 
Danmarks Fugle. | g 

I Norge og. Sverrig er den derimod overordenligt al- 


178 


mindelig, navnlig i de nordligere Dele af Halvøen, lige op 
til Ishavet; påa Vestkysten er den dog aldrig bemærket. 
Den yngler i stort Antal i Finmarkens østlige Partier, spaår- 
sommere i Skovegnene i Trondhjems Stift, men atter almin- 
deligt i Egnene Syd for Trondhjemsfjorden; selv helt nede i 
Christianssand-Stift træffes den ynglende. Ved Christiania 
forekommer den ikke sjeldent. I Mellemsverrig viser den 
sig af og til ved Stockholm, men i de sydlige Dele af Lan- 
det findes den ikke. 

Om Sommeren opholder den sig mest i tætte Naale- 
skove, hvor den boer parvis. Den færdes fortrinsvis i de 
øvre Partier af Granregionen og røber sit Opholdssted ved 
at udstøde et ejendommeligt, ugleagtigt Skrig. Dens Nys- 
gjerrighed og Tillidsfuldhed ligeoverfor Mennesket er saa 
stor, at den kommer ned fra Trætoppene for nærmere at 
betragte de Personer, der færdes i Skoven, ja Linn é meddeler 
endogsaa fra sin laplandske Reise, at Lavskrigerne kom ned 
til ham og hans Selskab og tog Maden fra dem, medens de 
spiste. Naar den færdes i Træernes Grene, sees den un- 
dertiden hængende i sine spidse Kløer påa Undersiden af 
Grenene ligesom Meiserne for at pille Insekter; forøvrigt 
opholder den sig ogsaa ofte paa Jorden, hvor den søger Insek- 
ter og Larver mellem Rensdyrlaven, der danner udstrakte Lag 
over Jordbunden i hine nordlige Egne. Den holder sig 
imidlertid ingenlunde udelukkende til den nævnte Føde, men 
anfalder og opæder ogsaa mindre Fugle og selv større, som 
ere fangne i Snårer, saasom Ryper, Urhøns, Hjerper 0. l. 
Ligeledes tager den Mus og Rotter og forsmaaer heller ikke 
Planteføde f. Ex. Enebær, Blaabær o. s. v. 

Reden anlægges - som oftest nogle faa Alen fra Jorden 
i en Gran eller Fyr og bygges af Lav- og Mosarter, Straa, 
Haar og Dun. I April eller Mai, ofte endnu medens Sneen 
ligger høit i Skoven, lægger Hunnen 5—6 bleggrønne Æg 
med smudsigbrune Pletter. 


179 


Æggets Længde og Brede: 
307. 230: 
Va WED) 

Ved at opæde de Fugle, som Beboerne i hine Egne 
have fanget i de udsatte Snarer, og som udgjøre en af de 
vigtigste Indtægtskilder for disse Mennesker, gjør Lavskri- 
gen en Del Skade, men denne opveies rigeligt ved den 
Nytte, som den stifter ved at udrydde en Mængde skade- 
lige Skovinsekter. 


6te Familie: Sidensvandse, Sericati, 1/lig. Bonap. 


Næbet lige, kort, nedtrykt og bredt ved Roden, sam- 
mentrykt ud imod Spidsen; Ovenæbet svagt bøiet i Spidsen, 
bag hvilken der findes en lille Tand. 

Benene: Fodroden temmelig kort og kraftig; Bagtaaen 
tyk og stærk; Kløerne sammentrykte, krumme og spidse. 

Af denne i det sydlige Amerika talrigt repræsenterede 
Familie forekommer kun en eneste Årt i Europa. 


Sidensvandsslægten, Ampelis, L. 
Bombycilla, Briss. 


Næbet kort, lige, tykt, foroven hvælvet, ved Roden 
bredere og fladere; Overnæbet med krum Spids og et lille 
Udsnit bag ved samme; Næseborene ved Næbroden, ovale 
og bedækkede med korte, fremadliggende, børsteagtige Fjer; 
Benene temmelig korte og stærke; Fodroden af lige Længde 
med Mellemtaaen, Kloen iberegnet. Vingerne middellange; 
iste Svingfjer kortere end de øvre Dækfjer, Zden lidt kortere 
end 3die, men længere end 4åde; 3die længst. 

Saa umiskjendeligt disse Fugle end i Habitus ligne Skov- 
skaderne, afvige de dog i andre Henseender saa meget fra 
disse, at de måaae danne en egen Gruppe. De beboe nord- 
lige Egne og leve parvis i Yngletiden, ellers i Flokke, der streife 
vidt omkring. Deres Føde er om Sommeren Insekter, som 


180 


de tildels fange i Luften ligesom Fluesnapperne, men om 
Vinteren leve de næsten udelukkende af Bær. 


Almindelig Sidensvands, Ampelis garrulus, (L.) 


Syn. Bombycilla garrula, Vieill. — Bombycilla bohemica, Briss. — 


Bombycivora garrula, Temm. 


Dansk: Sidensvands, Skitteren, (Christiansø). Norsk: Sidensvans. 
Svensk: Sidensvans, Ronnbårshane (Småland), Toppsparf. 


Artsm. Rødgraa med en Top paa Hovedet, Vingerne sorte med Hvidt 
og Gult; de bageste Svingere med skarlagenrøde, pergament- 
agtige Spidser; Halen med gult Baand i Spidsen og rødbrune 
Underdækfjer. 


Afbildn, Tab. XII. (Bombycilla garrula), gå. Han. 


Længde 8—8'o"": Vingestrækning 14”; næsten af Stæ- 
rens Størrelse. 

Hunnen hår samme Farve og Tegning som Hannen, 
men mattere; Fjerbusken er kortere, og det gule Baand paa 
Halespidsen er smallere. 

Denne udmærket skjønne Fugl med den bløde, silkeag- 
tige Fjerklædning, den smukke Fjerbusk og den herlige Pry- 
delse paa Vingerne og Halen er en Beboer af det høie 
Nord; den opholder sig om Sommeren i Regelen kun indenfor 
Polarkredsen, hvorfra stræng Kulde og megen Sne fordriver 
den til sydligere Egne. Paa den skandinaviske Halvø er 
Sidensvandsen almindelig i det østlige og nordlige Norge og 
i det nordlige Sverrig. Kun om Vinteren træffes den tem- 
melig regelmæssigt i Flokke i Halvøens mellemste og syd- 
ligere Egne. I de senere Aar har den dog ogsaa nu og da 
om Sommeren vist sig i de skovbevoxede Dalstrøg Syd for 
Dovre og er endogsaa funden ynglende i Gudbrandsdalen 
og de tilgrændsende Egne. Paa Færøerne synes den kun 
at være iagttagen to Gange, sidste Gang i Oktober 1866, da 
et Par opholdt sig i Amtmandens Have (Sysselm. Muller.) 
Fra Island og Grønland kjendes intet Exempel påa dens Fore- 


181 


komst. Til os kommer den næsten hvert Aar, undertiden 
i stor Mængde, f. Ex. i Vintrene 18%/9, 1872/34, 1877/48, 1879/50, 
1858/59, og 186% da de vare udbredte over hele Landet og 
bleve her tillangt hen i Foraaret. I det nordøstlige Sjælland 
ved Kjøbenhavn og Helsingør, synes de at indfinde sig næ- 
sten aarligt. Da Rønnebær er deres kjæreste Føde, fanges 
de ofte i Doner blandt Kramsfuglene. 

Sidensvandsene ere meget selskabelige og godmodige, 
men dumme, dovne og graadige Fugle. Naar de ikke ere 
paa Reise, sees de stedse stillesiddende eller i Færd med 
at æde. De sidde gjerne paa Træernes Grene nær ved hver- 
andre. Deres raske Flugt er snurrende og beskriver store 
Buer. Om Vinteren i klart Veir hører man deres sagte, 
hæse Kvidren, medens de jævnlig slaae Fjerbusken op og 
ned. De synge næsten hele Aaret igjennem og ere lette at 
tæmme og holde i Bur. 

Om Vinteren lever Sidensvandsen af Rønnebær, Enebær, 
Hyldebær 0. s. v.; om Vaaren og især om Sommeren skal 
den efter Sigende fortrinsvis leve af Insekter, som den spei- 
der efter fra Toppen af et Træ og fanger i Luften paa 
samme Maade som Fluesnapperne. I Fangenskab har Paa- 
standen om dens Tilbøielighed for denne Føde dog ikke be- 
kræftet sig. 

Om deres Forplantning vidste man indtil for nogle faa 
Decennier siden Intet med Sikkerhed. 

Den yngler især i de øde, ubeboede Egne af Polarlan- 
dene, men træffes dog, som ovenfor anført, af og til yng- 
lende en Del sydligere. Til Redested vælger den helst 
tætte Naaleskove; de 4—5 Æg ere smudsigt graahvide med 
graa Skalpletter og sorte Dækpletter. 

Æggets Længde og Brede: 

Bb SND 16,5mm. 
26 » 18,5 » 
Den er let åt skyde og fanges hyppigt i Garn og Do- 


182 


ner. Kjødet er velsmagende og foretrækkes endog for Dros- 
selarternes. 


Yde Familie: Svalefugle, Chelidones, Vierll. 


Næbet meget kort, bredt og fladt ved Roden, uden 
Tand; Gabet meget stort, med Mundvigene helt tilbage 
under Øinene. br 

Vingerne spidse og meget lange, især de forreste 
Svingfjer; Halen har 10—12 Styrere. 

Benene meget korte og svage; Bagtaaen er hos nogle 
en Vendetaa; Kløerne krumme og spidse. 

Hos Fuglene af denne Familie er Gabet uforholdsmæs- 
sigt stort og Vingerne fortrinligt udviklede. De ere alle be- 
stemte til at gribe deres Næring, som udelukkende bestaaer 
af Insekter, i Flugten med Næbet. Derfor ere deres Vin- 
ger lange, deres Brystmuskler store og Armknoklerne korte, 
saa at Flugten har den tilbørlige Hurtighed, Sikkerhed og 
Udholdenhed; de flyve flere Timer i Træk, uden åt udhvile 
sig, men til at gåae ere de påa Grund af Føddernes Svaghed og 
ringe Størrelse kun daarligt skikkede. Svalefuglene ere ud- 
bredte over hele Jorden, med Undtagelse af Landene om- 
kring Nord- og Sydpolen, men hyppigst i de varme Lande. 
Kjønnene ere kun lidt eller aldeles ikke forskjellige, i det Ydre 
og alle Arterne leve i Monogami. Hunnerne ruge alene, men 
fødes imidlertid af Hannerne, og Ungerne opfødes af begge 
Forældrene. Alle de europæiske Arter ere Trækfugle. 


iste Afdeling: Natsvaler, Caprimulgidae, Vg. 


Gabet uhyre stort, Næbet indfattet med stive Børster; 
Bagtaaen er en Vendetaa. De fange deres Næring om 
Aftenen. 


Natravnslægten, Caprimulgus, L. 


Næbet meget kort og fladt, kløftet til bagved Øiet; 
Mundvigene omgivne af stive, fremstaaende Børster; Næse- 


185 


borene ved Næbroden, rørformige. Fødderne meget korte 
og langt ned bedækkede med Fjer; en kort Hudfold forener 
Tæerne ved Roden; endog Bagtaaen forenes saaledes med 
Indertaaen og kan drejes fremad. Bagtaaen har to, Inder- 
taaen 3, Mellem- og Ydertaaen hver 4 Led. Vingerne 
have 22 Svingfjer, af hvilke den den er længst. Halen 
temmelig lang og afrundet; Fjerklædningen meget blød; 
Kroppen kort og stærk, Hovedet fladt, Øinene store og 
Munden forsynet med et klæbrigt Spyt til at fastholde de 
bløde flagrende Natinsekter. 

Disse Fugle opholde sig i Skove og påa Heder; de 
holde sig, lige som Natuglerne, skjulte om Dagen, sædvan- 
ligvis siddende påa Jorden; de flyve om Aftenen og i måane- 
klare Nætter efter Næring, som de i lydløs Flugt fange påa 
aabne Pladse, Veie, Heder, Enge, over Damme 0. s. v., af 
og til udhvilende sig paa en tør Gren eller påa Jorden. I 
Parringstiden giver Hannen siddende en snurrende Lyd frå 
sig og klasker i Flugten lige som Duerne. De lægge 2 
Æg paa den blotte Jord. 


Europæisk Natravn, Caprimulgus europaeus, L. 


Dansk: Aftenbakke, Natravn, Skyfald, Natskade, Gedemalker. Norsk: 
Natteravn, Kvælknar. Svensk: Nattskårra, Nattskråfva, Nattblacka, 
Kårrgylta. 


Artsm. Graabrunt spraglet, med sortbrune og rustgule Bølgestriber un- 
der Bugen, samt et hvidagtigt Baand fra Næbet langs Mundvigen 
til Nakken. 


Afbildn. Tab. XIV. gl. Han. 


Længde 10%"; Vingestrækning 22”; Halen rækker 2”, 
udenfor Vingerne. 

Hunnen er mere brunagtig graa, har overhovedet urenere 
Farver end Hannen, og de sortbrune Pletter og Tegninger 
ere mattere end hos denne. Hannen har desuden paa hver 
af de tre yderste Vingefjers Inderfane en stor, hvid Plet, 


CE 


184 


som hos Hunnen er mindre og rustgul; hos Hunnen mangle 
undertiden de hvide Spidser, der findes paa Hannens yderste 
Halefjer. Natravnen er underkastet en dobbelt Fjerfælding, 
dog er Foraarsdragten ikke synderlig forskjellig fra Høst- 
dragten, nåar undtages, at den har lysere og renere Farver. 
Renhvide Varieteter ere sjeldne. 

Natravnen er en Trækfugl, som kun opholder sig hos 
os fra sidst i April eller først i Mai til sidst i September, 
kun undtagelsesvis ind i Oktober. Dens Træk foregaaer 
noget langsomt enkelt- eller parvis om Natten, og den fore- 
kommer da påa Steder, hvor den ellers aldrig opholder sig 
eller yngler. Paa Jyllands og Slesvigs Heder og i de til- 
grændsende Skovegne, hvor den yngler, er den mest talrig; 
I Vendsyssel, hvor den forekommer i Mængde, yngler den 
flere Steder; omkring Viborg yngler den meget alminde- 
ligt i Egepurrene, sjeldnere i Randersegnen; den findes 
dog ogsaa hist og her over hele Landet, helst i Naale- 
skove; paa Bornholm træffes den temmelig ofte og yngler 
sandsynligvis der; i de nordsjællandske Skovegne opholder 
den sig hver Sommer. I Norge er den almindelig helt op 
til Trondhjemsfjorden, navnlig i Landets østlige Del; paa 
Fjeldsiderne overskrider den Naaletræernes Region og er 
endog påa Dovre truffen helt oppe paa det nøgne Høifjeld. 
I Sverrig findes den saavel i de nordlige som i de sydlige 
Dele af Landet. Paa Færøerne er den truffen flere Gange, 
men dens Forekomst der maa dog uden Tvivl betragtes 
som tilfældig." Om Dagen sidder den paa stille, varme Ste- 
der, paåa Jorden eller i Nærheden af samme, langs ad vand- 
rette Grene. Man seer den aldrig gaae. Strax efter Sol- 
nedgang forlader den sin Hvileplads og flyver omkring paa 
aabne Steder efter Næring. Henad Morgendæmringen flyver 
den ud paany og holder sig, lige som om Aftenen, temme- 
lig lavt ved Jorden. I maaneklare Nætter flyver den under- 
tiden hele Natten paa Fangst, men naar det er meget mørkt, 
stiger den ofte højere op i Luften, hvorfra man da hører 


185 


dens svage Skrig. Naar man i stille Solskinsveir nærmer 
sig den forsigtigt, medens den med lukkede Øine ligger 
eller sidder paa Jorden, iagttager mån, at Øiespalterne lidt efter 
lidt udvides for hvert Skridt man gjør henimod den; tilsidst, 
naar man er kommen den temmelig nær, åabner den pludseligt 
Øinene helt og flyver lydløst op, idet den med Lynets Hur- 
tighed gjør et Sving til Siden; den flyver ikke langt, men 
sætter sig et Sted i Nærheden paa Jorden, paa en Sten 
eller påa langs ad en Gren, idet den lader Vingerne hænge 
ned og strækker Hovedet fremad. Ved Ynglestedet lader 
Hannen i stille Nætter høre en snurrende Lyd, som af en 
Spinderok; hvor flere findes i Nærheden af hverandre, snurre 
de afvexlende; dette skeer altid siddende paa en tør Gren. 
Naar den jager, flyver den med opspærret Næb, og In- 
sekterne, den træffer, blive let opfangede i dens vide, klæb- 
rige Gab. 

Forskjellige Insekter, som færdes om Natten, især af 
Sommerfuglenes Orden, men dog ogsåa en Mængde Biller 
o. L., udgjøre dens Næring. Den er en graadig Fugl og 
næsten altid meget fed. 

I sidste Halvdel af Mai indfinder den sig, hvor den vil 
yngle, hvilket antydes ved Hannens omtalte Snurren. Den 
bygger ingen Rede, men Hunnen lægger sine 2 smudsig- 
hvide, graabrunt marmorerede og plettede Æg paa den blotte 
Jord, sjeldent i en tilfældig Fordybning, imellem Lyng eller 
Smaabuske og påa et skyggefuldt Sted. 

Æggets Længde og Brede: 

30 mm. 99 mm. 
32,5 » SÅ Sy 

Forstyrres den første Yngel, lægger Hunnen anden Gang 
-kun ét Æg; ellers yngle de kun én Gang om Aaret. 

Natravnen hører til de aller nyttigste Fugle, da den ude- 
lukkende nærer sig af Insekter, tildels meget skadelige, og 
den behøver deraf en stor Mængde til sin Underholdning. 
Kjødet er fedt og velsmagende. 


186 


Dens systematiske Navn: « Caprimulgus», (Gedemalker), 
hentyder til den Overtro, at den om Natten, skulde malke 
Gederne, Køerne 0. s. v. 

Den er meget vanskelig at skyde i Flugten, men under- 
tiden kan man liste sig til den med Bøssen og skyde den 
i Sædet. 


2den Afdeling: Dagsvaler. 


Gabet temmelig stort, uden stive Børstefjer ved Mund- 
vigene. Halen kløftet. De forskjellige Arter fange deres 
Næring om Dagen. 


Seilerslægten, Cypselus, Tllig. 
Hirundo, L. 


Næbet meget kort og næsten trekantet, fortil noget 
sammentrykt, ved Roden bredt og fladt, kløftet til midt un- 
der Øinene; Mundvigene uden Børster; Næseborene spalte- 
formige, omgivne af en Hud og beliggende påa Siderne af 
Næbryggen. Benene korte og fjerklædte næsten ned til 
Tæerne; disse ere alle fire fortilrettede; den inderste (Bagtaaen) 
kan dreies til Siden; de tre egenlige Fortæer have kun 3 
Led hver. Kløerne meget krumme, stærke, spidse. Vin- 
gerne usædvanligt lange, sabelformige og spidse, med 19 
stærke Svingfjer, af hvilke den 2den er længst. Halen 
gaffelformigt kløftet, bestaaende af 10 stærke Styrere. 

Seilerne ere de hurtigste Flyvere, som — med Und- 
tagelse af Rugetiden — svæve hele Dagen i Luften og ved 
deres stærke Vingeslag gjøre alle mulige Svingninger. I 
Overensstemmelse med deres overordenligt udviklede Flyveevne 
ere deres Brystmuskler og Forlemmernes Knokler usædvan- 
ligt kraftige. Påa Jorden sætte de sig sjeldent og kunne i 
saa Tilfælde kun bevæge sig langsomt og med Vanskelig- 


187 


hed; i Regelen sætte de sig til Hvile paa høie, frie Steder 
eller fremspringende Rande, hvorfra de kunne styrte sig ud 
i Luften, naar de atter ville flyve. Deres Reder, som de 
anbringe i høie Mure og Taarne eller i Klipper, overtrække 
de med et klæbrigt Spyt, og gjøre dem derved til en fast 
Masse. Seilerne lægge kun 2—4 hvide Æg og fælde kun 
én Gang. 


Mur-Seiler, Cypselus apus, (L.) 


Syn. Cypselus murarius, Temm. — Hirundo Apus, L. 


Dansk: Taarnsvale, Kirkesvale, Kirkestær, Rikkelse, Mursvale. Norsk: 
Taarnsvale, Svartsuli, Fjeldsulu. Svensk: Tornsvala, Ringsvala. 
Artsm. Sort med grønagtig Glands og hvid Strube. 
Afbildn. Tab. XIII. gå. Han. 


Længde 7/4”, Vingestrækning 16”; Vingerne række 179” 
udenfor Halen. 

Hunnen er ubetydeligt mindre og blegere af Farve. 

Der gives hvide og hvidbrogede Varieter. 

Den er en Trækfugl, som kommer hertil i Begyndelsen 
eller Midten af Mai og forlader os førend Svalerne i August. 
Ved Kirker, Taarne og høie Bygninger findes den sædvan- 
ligvis i større eller mindre Antal. Saaledes er den i og om- 
kring Kjøbenhavn meget talrig; den forekommer her i 
Danmark fornemmelig i Kjøbstæder og ved Slotte.  Vend- 
syssel er den sjelden og findes neppe ynglende der (Fischer). 
Paa den skandinaviske Halvø er den almindelig op til Trond- 
hjemsfjorden, sjeldnere længere Nord paa; langs Vestkysten 
forekommer den ligeledes sparsomt og næsten kun i Træk- 
tiderne. Paa Fjeldsiderne yngler den hyppigst paa Gaar- 
dene i den subalpinske Region, undertiden endog paa 
Sæterhusene i Birkebæltet. I Lapmarken er den paa 
sine Steder almindelig. Paa Færøerne er den, saa vidt 
vides, kun truffen én Gang, nemlig den 21de Juni 1864, 
da den blev fanget af en Dreng. 

13 


188 


Den er en høist urolig og sky Fugl, hvis Flugt røber 
lige saa megen Kraft som Smidighed; fra den tidlige Mor- 
gen til den sildige Aften er den næsten uafbrudt i Luften, 
som den med Pilens Hurtighed gjennemskjærer uden egen- 
lige Vingeslag, ligesom seilende, medens den "ofte lader høre 
sit skjærende, gjennemtrængende Skrig. I smukt, klart Veir 
seer man den flyve høit oppe i Luften; i tung og taaget 
Luft opholder den sig nærmere ved Jorden; ofte flyver den 
lavt hen over Marker og Vandftlader, især naar der er Tor- 
den eller Regnveir i Vente og Insekterne derfor flyve lavere 
ved Jorden. Dens Fødder ere hverken indrettede til at sidde 
eller gaae paa, og påa Jorden kan den blot ligge og møjisomme- 
ligt krybe; men til at klamre sig fast paa lodrette og fremsprin- 
gende Flader ere Fødderne, påa Grund af den stærke, korte 
Fodrod, de fire fremadrettede Tæer og de store, krumme, 
spidse Kløer, desto fortrinligere skikkede. 

Insekter udgjøre dens eneste Næring. Dens vide Gab 
og store Svælg gjør den det muligt at nedsluge Insekter af 
ikke ubetydelig Størrelse. 

I Murhuller og Aabninger paa Taarne, Kirker og Slotte 
saavelsom under Tagstene, bygger den imod Slutningen af 
Mai sin Rede, undertiden meget lavt Den yngler som oftest 
kolonivis, men træffes dog paa nogle Steder ynglende par- 
vis i hule Træer. Paa et ubetydeligt Underlag af Halm, tørre 
Blade 0. s. v., sammenkittet med dens klæbrige Spyt, finder 
man de 2—4 aflange, hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

Zoo ne: INGE 
26,5 » 1/5) 

Hunnen ruger alene, men ernæres under BRugetiden af 
Hannen. 

å Ved at fortære en stor Mængde Insekter er den til 
megen Nytte. 

Man kan fange den paa smaa Fiskekroge, befæstede 
ved en meget fin Snor og med en Fjer eller et Insekt til 


189 


Lokkemad. Denne Fangesnor lader man svæve ud fra de 
høie Steder, hvor Taarnsvalerne opholde sig; de ville snappe 
Fjerene til Redebygning eller Insekter til Føde og blive da 
hængende ved Krogen. 


Klippe-Seiler, Cypselus melba, (L.) 


Syn. Hirundo melba, L. — Cypselus alpinus, Temm. 
Dansk: Alpesvale. 
Artsm. Overkroppen gulgraa; Strube, Bryst og Bug hvide. 


Afbildn. Tab. XIV. 497. Han. 


Længde 8!'/4”, Vingestrækning 21”; Vingerne række 21/9” 
udenfor Halen. 

Hunnen af samme Farve og Tegning, lidt mattere. 

Denne største europæiske Cypselus-AÅrt har sit Hjem 
i det sydlige Europas Klippeegne, i Schweiz og Middelhavets 
Kystlande; den yngler i Klipperevner og paa Taarne og 
ligner forøvrigt Taarnsvalen i Levemaade og Egenskaber. 

Denne sydlige Alpefugl, som i Tydskland hører til Sjel- 
denhederne, blev den 17de Juni 1804 funden død i Lødde- 
rup Kirke påa Mors af Provst Schade (ifølge hans Topo- 
graphi over denne Ø) og har saavidt vides kun ved dette 
ene Tilfælde vundet Borgerret i den danske Fauna. 

Den lægger 2—3 temmelig store, meget langagtige, 
hvide Æg; deres Længde varierer mellem 30 og 32 mm. deres 
Brede mellem 20 og 21rr. 


Svaleslægten, Hørundo, L. 


Næbet meget kort, bredt og fladt ved Roden, trindt i 
Spidsen, kløftet til under Øiet; Overnæbets Spids lidt ned- 
bøjet; Næseborene paa Oversiden af Næbroden, aflange, til- 
dels dækkede med en nøgen Hud. Benene korte og svage; 
Bagtaaen kan ikke rettes fremad; Mellemtaaen, som er længst, 
sammenvoxet med Ydertaaen i første Led, Vingerne 

13+ 


190 


meget lange, smalle og spidse, med meget lange forreste 
Svingfjer, hvoraf den i1ste er længst. Halen kløftet, be- 
staaende af 12 Styrere. 

Svalerne ere Trækfugle, som kun opholde sig hos os i 
Sommermaanederne og tilbringe Vinteren i de varme Lande. 
De færdes mest paa Steder, hvor der findes Vand i Nærhe- 
den, og leve af Insekter, som de fange i Luften. De ere 
derfor i flyvende Bevægelse hele Dagen, såa at de endog 
bade sig og drikke i Flugten, og komme næsten blot til 
Jorden for at hente Redematerialier. De ere selskabelige 
og livlige Fugle; deres Flugt er behændig og meget hurtig. 
Nogle yngle kolonivis i Jordskrænter, andre fastkline deres 
Reder af vaad Jord, Ler o. s. v. påa og i Bygninger. 


Forstuesvale, Hirundo rustica, L. 


Syn. Cecropis rustica, Boie. 


Dansk: Forstuesvale, Marksvale, Ladesvale, Hussvale, Skorstenssvale, 

Sortbag (i Modsætning til Bysvalen, som kaldes «Hvidbag») Norsk. 

Ladesvale, Sulu (Dovrefjeld). Svensk: Ladusvala. Færøisk: Svali (H), 
Sveåla (Faber). Islandsk: Svala. 


Artsm. Overkroppen glindsende blaasort; Pande og Strube brunrøde ; 
Bugsiden hvidagtig ; Styrerne, de to mellemste undtagne, med en 
hvid Plet; den yderste paa hver Side meget lang, smal og spids. 


Afbildn. Tab. XIV. gi. Han. 


Længde 7—719" Vingestrækning indtil 13”. 

Hunnen har kortere Halespyd, og Farverne, især paa 
Underkroppen ere mattere og blegere. Der gives hvide, 
hvidagtige, hvidplettede, graa og rødagtige Varieteter. 
I det zoologiske Museum findes 2 hvide Exemplarer, 
det ene fra Møen, det andet fra Kjøbenhavn; et lignende 
Individ er seet ved Katholm (Sponneck). I Apotheker 
Benzons Samling findes to renhvide Individer med svagt 
rustfarvet Strube; begge ere ældre Hanner, den ene fra 


191 


Stensby (Aug. 1864), den anden fra Stubbekjøbing (1869). 
I Nærheden af Sønderomme ved Veile skød Forfatteren i 
Juni 1847 en Forstuesvale, der udmærkede sig ved Brystets 
og Bugens kastaniebrune Farve, og som saaledes syntes at 
nærme sig Varieteten orzentales (Schlegel: Critische Uebers. 
d. Vog. Eur. Pag. 41). 

I Danmark er Forstuesvalen almindeligt udbredt; paa 
den skandinaviske Halvø er den hyppig Syd for Polar- 
cirkelen, men træffes dog ogsaa Nord for denne, af og til 
endog ynglende. Langs Norges Vestkyst forekommer den 
sparsommere; i mindre Antal yngler den påa Sæterhusene 
ovenfor Naaletrægrændsen. Paa Færøerne træffes den en- 
keltvis i Mai og Juni”), og paa Island er den kun undtagel- 
sesvis bemærket. I Grønland er den, saavidt vides, aldrig 
iagttaget. ; 

Saasnart Veiret om Foraaret bliver nogenlunde varmt, 
sædvanligt i sidste Halvdel af April, i tidlige Foraar under- 
tiden før, indfinder denne Art sig først af alle inden- 
landske Svaler og hilses derfor med almindelig Glæde 
som Foraarets Bebuder. Om Efteraaret forlade de fleste 
os i sidste Halvdel af September; enkelte opsætte Rei- 
sen til lidt hen i Oktober. Førend Afreisen forsamle de 
sig, ligesom Bysvalerne, i store Skarer paa Tage, Træer og 
ved de rørbevoxede Søbredder, hvor de pleie at overnatte, 
men neppe er Solen gaaet ned, før hele Sværmen paa et af 
nogle Gamle givet Tegn, påa éngang bryder op stiger høit 
tilveirs og med Lynets Fart forlader Egnen i sydlig Ketning. 
Apotheker Steenberg i Helsingør har om denne Svales 
Ankomst og Bortreise meddelt Følgende: 


x)y ] Sysselmand Millers Afhandling over Færøernes Fuglefawna an- 
føres denne Art ikke, hvorimod H. urbica er optagen blandt disse 
Øers Fugie. Ifølge velvillig Meddelelse fra Hr. Muller selv beroer 
denne Angivelse imidlertid kun paa en Navneforvexling, idet By- 
svalen ikke kjendes fra Færgerne. Udg. 


192 


1824 ankommen d. 23. April, de fleste borte d. 28. Septbr. 
1 8 27 ” » 30. ” » ” »” » Wi 


1829 » DRE) » » » ”» rv 48: W 
1830 » Vine (SEERE) D » UaREE » 
1831 » DAGS » i ”» ”» ”» ” 
1835 » mel Mar 5 ”» nen ” 
1 83 8 LJ ” 4. » » n» » ” LJ 
1 83 9 » DEN | 4. ” » » LJ » i; 
1840 ”» MYR Eg ”» » Ms) > 
1841 » Dael » » » Dea) ” 
1846 » PER OG RRÆR) ”» ”» mk, Ey ” 
1847 ”» EO ey » i MEL ” 
1848 ”» » 24. April, » » ”» ”» » 


Til Otterup v. Odense ankom den ifølge Dyrlæge Grills 
Optegnelser : 


1865 den 7. Mai. 1871 den 18. April. 
1866 » 30. April. STEDER SE ”» 

BEG Er E 5 ENE TENSO 

18685 2 TA Dri 1874 »". 30. April. 
NS GORE VDR) LSRSREN 1. Mai. 

STONE SENE 


Til Jylland ankommer Forstuesvalen i Regelen mellem d. 
20de og 26de April, og efter Nilsson gjælder det Samme for 
Skaanes Vedkommende; dog sees den paa sidstnævnte Sted 
undertiden først i Begyndelsen af Mai; til Egnen omkring 
Rorås kommer den henimod Slutningen af Mai og til Gaar- 
dene paa Dovrefjeld stundom først ind i Juni. 

Da den fredes overalt her i Norden, er den yderst til- 
lidsfuld og ufrygtsom. Den er meget livlig og, trods sin 
store Dristighed, meget opmærksom paa alt Faretruende ; 
den flyver overordenligt behændigt, og naar Veiret er klart og 
Luften tør, stiger den høit tilveirs; i Graaveir sees den deri- 
mod almindeligvis flyvende lavt hen over Jorden. I Tillid til 
sin Flyvedygtighed tager den ikke i Betænkning, baade en- 
keltvis og i Selskab, med høie Skrig at forfølge Rovfuglene. 


193 


Meget tidligt om Morgenen begynder Hannen sin bekjendte 
glade, kviddrende og, om just ikke melodiske, saa dog ret 
behagelige Sang fra Tågene og Skorstenene eller tørre 
Trægrene. 

Insekter, navnlig de mere blødvingede Former, som 
Myg, Fluer 0. 1., udgjøre dens Føde. 

Reden, som ofte benyttes flere Aar i Træk, bygger den 
i sidste Halvdel af Mai, sædvanligvis inde i Bygninger, i 
Lader, Stalde, Forstuer, under Taget, paa Lægter 0. s. v., 
sjeldnere udenfor (saasom under Broer og Tagskjæg eller i gamle 
Brønde) og altid saaledes at den er beskyttet foroven, und- 
tagen naar den bygger høit oppe i Skorstenene. I Form 
ligner den Fjerdedelen af en hul Kugle og er aaben foroven. 
Den er bygget af vaad, klæbrig Jord, blandet med Straa 
og Hø, og udforet med tørt Græs og med Fjer. Deri læg- 
ger Hunnen 2 Gange om Aaret 4—6 langagtige, hvide Æg, 
bestrøede med rustfarvede, smaa Pletter og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

JO Mmm: Je 5æn: 
21,5 » 14,5 » 

Forstuesvålen er en meget nyttig Fugl. I det sydiige 
Europa spises den hyppigt, men ikke her, hvor den med 
Storken og Lærken hører til de Fugle, som Almuen har 
fredlyst.. Dværg- og Lærkefalken, især den sidste, ere her 
de eneste Rovfugie, der kunne gjøre denne Svale til deres 
Bytte. 


Anm. Det er fornemmelig denne Art, om hvilken man har paastaaet, 
at den om Efteraaret begiver sig i Dvale eller Vintersøva i Sumpe, 
endog i Dyndet under Vandet, indtil næste Foraar; at slige 
Fabler savne enhver videnskabelig Berettigelse, behøver neppe 
at bemærkes. I Indien, Senegal og ved Nilen ankommer denne 
Årt i November i utallig Mængde og forsvinder igjen i Marts 
uden at yngle der. 


194 
Bysvale, Hirundo urbica, L. 


Syn. Chelidon urbica, Boie. 


Dansk: Hvidbag, Hvidsvale, Kjøbstadsvale, Mursvale, Rive (Langeland). 
Norsk: Tagsvale. Svensk: Hussvala, Islandsk: Svala. 


Årtsm. Rygsiden glindsende blaasort; Bugsiden og Overgumpen hvide; 
Fødder og Tæer fjerbedækkede; Halen uden hvide Pletter. 


Afbildn. Tab. XIV. g2. Han. 


Længde 5—59”, Vingestrækning 12”, 

Den ydre Kjønsforskjel er højst ubetydelig. 

Der gives renhvide, brogede og brunagtighvide Variete- 
ter. Paa Pederstrup (Lolland) blev i Begyndelsen af August 
1840 skudt en sølvgraa Varietet, som Grev Reventlov sendte 
til det zoologiske Museum. En hvid Varietet med Paaskrift 
«Holsten (Wøldike)» findes opstillet samme Sted. 

Bysvalen ankommer som Trækfugl hertil enkeltvis eller 
i smaa Selskaber, i Regelen lidt senere end Forstuesvalen, 
nemlig almindeligst fra 1ste—8de Mai og drager bort skare- 
vis i September. Den er almindelig i Kjøbstæderne, ved 
Kirker og andre høie Bygninger; men paa Landet, hvor den 
især bygger påa Huse, er den mindre hyppig og mindre 
udbredt end den foregaaende. 

Paa den skandinaviske Halvø er den endnu alminde- 
ligere end Forstuesvalen og findes, om end noget sparsomt, 
ynglende helt oppe i Østfinmarken; langs -Vestkysten fore- 
kommer den i ringere Antal, men er dog ingenlunde sjel- 
den der; den gaaer høit op paa Fjeldsiderne og yngler kolo- 
nivis påa Sæterhusene i Birkebæltet og endnu høiere oppe. 
Paa Island er den kun bemærket enkelte Gange; Faber 
anfører, at i Juni 1819 indfandt et Par sig ved Handels- 
pladsen Husavik paa Islands Nordkyst og begyndte at bygge 
Rede, men forsvandt kort efter. Paa Færøerne er den ikke 


195 


truffen (cfr. S. 191. Anm.). Bysvalens Flugt er smidig og skjøn, 
men just ikke saa rask som Forstuesvalens, mere svævende 
og som oftest meget høi; kun over Vandet og kort før en 
Regn begynder, flyver den låvt, men under selve Regnen 
høit. Den har et tillidsfuldt Væsen og er en fredet og yndet 
Fugl. Dens Kviddren fortjener neppe Navn af Sang. 

Fluer, Myg og andre flyvende Insekter tjene den til 
Næring og fanges i godt Veir af den i uhyre Mængde. 

Sin Rede bygger den i Begyndelsen af Juni af vaad, 
klæbrig Jord paa Vindueshjørner, under Gesimser, Bjælke- 
hoveder, Hustage 0. s. v., saaledes, at den danner en oventil 
lukket, halv Hulkugle, undertiden kun en Trediedel eller 
Fjerdedel af en saadan, og blot med et lille Indgangshul. Paa 
Taarne, Kirker og Slotte finder man ofte flere hundrede saa- 
danne Reder, idet ikke blot de Gamle vende tilbage til deres 
engang valgte Yngleplads, men ogsaa de Unge i Regelen bygge, 
hvor de ere udrugede. I gunstigt Veirligt yngle de to Gange 
aarligt og lægge hver Gang 4—6 tyndskallede, renhvide, 
uplettede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

orm: fSs mm: 
21,5» 13,5 » 

Af det sidste Kuld blive Ungerne undertiden ikke i 
rette Tid stærke nok til at følge med de Andre i September, såa 
at de med indtrædende vaadt og koldt Veirligt maae omkomme. 
De industrieuse Spurve ville gjerne afbenytte Rederne. til 
Sovested og til Yngleplads, hvorfor de, saasnart Rederne ere 
færdige, uden videre tåge dem i Besiddelse, medens Svale- 
parret ikke hævner sig påa anden Maade for denne Voldsgjer- 
ning, end at de i Forening med en Del af deres Naboer under 
ængstelig Skrigen snåppende omsværme Usurpatorerne, som 
roligt forblive i Boligen og indrette den paa deres Maade. 
Saaledes forhindres mange Par den ene Gang efter den an 
den, undertiden hele Sommeren, fra at yngle. 


196 


Digesvale, Hirundo riparia, L. 
Syn. Cotyle riparia, Boie. 


Dansk: Digesvale, Klintsvale, Sandsvale, Strandsvale, Solbakke, Bakke- 
sole, Jordsvale, Gravsvale. Norsk: Strandsvale. Svensk: Strand- 
svala, Backsvala, Jordsvala. 


Årtsm. Overkroppen graabrun, Strube og Bug hvide, over Brystet et 
bredt, lysegraat Baand, Halen uplettet. 


Afbildn. Tab. XIV, 92. Han. 


Længde 5”, Vingestrækning 11—11%%”; den mindste 
indenlandske Svale. 

Han og Hun ere ganske ens i Henseende til Farve. Om 
Foraaret har Overkroppens graa Farve en silkeagtig Glands, 
som taber sig i Sommerens Løb. Denne Art varierer sjeld- 
nere end begge de foregaaende; man kjender blot en graa- 
lighvid og en broget Varietet. 

Den foretrækker i endnu højere Grad end sine Slægt- 
ninge at færdes i Nærheden af Vandet og lever derfor næ- 
sten stedse ved Søer, Damme, Strandbredder 0. s. v., i 
Jord- og Sandskrænter, oftest afsides fra menneskelige Bo- 
liger. Om Bagen seer man den stedse i større eller mindre 
Selskaber at flyve hen over Vandfladerne eller ved de 
fælles Ynglepladser. Den er kuldskjæer og kommer som 
Trækfugl næsten altid nogle Dage senere end Bysvalen; 
sidst i August eller først i September forlader den os. 

Digesvalen er almindeligt udbredt over hele Skandina- 
vien og er indenfor Polarcirkelen hyppigere end de andre 
Svalearter. Fra Færøerne, Island og Grønland kjendes den 
ikke. Den er mere vild end de andre og har en mere 
ujevn Flugt. Et hæst, skjærende Skrig udgjør Hovedtonerne 
i Hannens høist ubetydelige Sang. 

Dens Næring er smaa flyvende Insekter, især saadanne, 
der opholde sig ved Vandet. 

I steille Skrænter og i Siderne af Mergel-, Sand- og 
Lergrave, graver den med sine skarpe, spidse Kløer i faa 


197 


Dage 2—3 Fod lange, horizontale Rør, som inderst ere 
udvidede til Reden, der blot bestaaer af lidt tør Tang, 
Græsrødder, Fjer 0. desl.; derpaa lægger den i sidste Halv- 
del af Mai 5—6 hvide, meget tyndskallede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

rom: mæser: 
RYD 13,5» 

Den bygger som oftest i store Kolonier og afbenytter 
gjerne de gamle Redehuller, hvis den gjenfinder dem ufor- 
styrrede. Efter nogle Forfatteres Angivelse skal den være 
fundet ynglende i hule Træer. I Norge yngler den i Tørve- 
tagene langt oppe i Birkebæltet. 

Ved at udrydde utallige byrdefulde Insekter er den en 
meget nyttig Fugl. 


8de Familie Sangfugle, Canori, Illig. 


Næbet sylformigt, kort eller af Middellængde, mere 
eller mindre tyndt, lige; Overnæbets Spids lidt nedbøiet, 
oftest med et lille Indsnit (Tand); Næbvigen ofte omgivet af 
Børstefjer; Næseborene oventil forsynede med en Hud. 

Benene middellange; Yder- og Mellemtaaen forenede 
ved Roden. 

Vingerne middellange eller temmelig korte, med 18—19 
Svingfjer. 

Halen af meget forskjellig Længde, bestaaende af 12 
Styrere. 

Disse mindre, tildels meget smaa Fugie udmærke sig 
ved deres tonefulde, harmoniske Sang. De ere udbredte 
over alle Verdensdele og Himmelstrøg, saavel de kolde som 
de varme. I den kolde og for største Delen ogsaa i den 
tempererede Zone ere de fleste Arter Trækfugle, som om 
Efteraaret af Mangel paa Næring vandre sydligere, undertiden 
enkeltvis, men som oftest i Selskaber. Deres Opholdssteder 


198 


ere meget forskjellige; de fleste leve i Skove og Krat, mange 
mellem Rør og Siv, færre paa fri Mark eller paa Klipper. Om 
Sommeren ernære de sig af Insekter, om Efteraaret æde 
mange af dem Bær. Da de kun leve af blød Næring, have 
de ingen Kro. 

De ere muntre, snilde, dels selskabeligt dels ensomt 
levende Fugle. Deres Flugt er ikke meget rask, og deres 
Bevægelse paa Jorden bestaaer i en hurtig Hoppen eller i 
Løben. Deres Sang bestaaer i Regelen af flere Stropher, og 
om der end gives meget middelmaadige Sangere iblandt 
dem, saa synge dog de fleste af dem skjønt, mange for- 
træffeligt, yderst melodisk, ja tildels med en forbausende 
Kraft og Afvexling. 

De forskjellige Arter kunne fanges ved Hjælp af Garn, 
Limpinde, Springdoner, Doner 0. s. v. 


Fluesnapperslægten, Muscicapa, L. 


Næbet ved Roden fladt og bredt, lige, temmelig kort, 
med skarp Rygkant; Overnæbet bøiet i Spidsen, bag hvilken 
der findes en Tand; Mundvigene omgivne af stive Børste- 
fjer; Næseborene tæt ved Panden, ægrunde og tildels skjulte af 
fine, haaragtige Fjer. Benene spinkle; Fodroden længere 
end Mellemtaaen; Bagtaaen af Ydertaaens Længde; Kløerne 
småa og spidse; Bagtaaens Klo større og mere krum end 
Mellemtaaens. Vingerne temmelig lange, bestaaende af 
19 Svingfjer, af hvilke den i1ste er kort, 2den omtrent som 
dte og 6te, 3die og 4de længst. Halen af Middellængde, 
brat afskaaren eller svagt kløftet. 

Fluesnapperne opholde sig i Skove og Haver og fange 
forbiflyvende Insekter, som de lure paa fra Trætoppene og 
Grenene. Naar de sidde, bevæge de ideligt Vingerne lige- 
som for at være beredte til Fangsten. De ere Trækfugle, 
der komme sent hertil og forlade os tidligt. Længere hen 
paa Sommeren leve de tildels af Bær. Saavel i Bygning 


199 


som i Levemaade minde de i flere Henseender om Svalerne. 
De fleste yngle i hule Træer og kun én Gang om Åaret. 


Graa Fiuesnapper, Muscicapa grisola, L. 
Syn. Butalis grisola, Bore. 


Dansk: Bityv, Pottefugl, Fluesnapper. Norsk; Graa Fluesnapper. 
Svensk: Grå Flugsnappare. 


Artsm. Ovenpaa brungraa med mørkere Pletter paa Hovedet; Bugsiden 
hvidagtig med brungraa Længdepletter paa Hals og Bryst. 


Afbildn. Tab, XV. gl. Han. 


Længde 5%”, Vingestrækning 92”. 

Hunnen frembyder ingen synderlig ydre Forskjel fra 
Hannen. Ungerne ere før den første Fælding ovenpaåa 
mørkebrune med rustgulagtige Pletter; Brystet med mørkere 
og kortere Pletter af mere ubestemt Omrids end hos de 
Gamle. Melchior erholdt to Gange bleggule Varieteter med 
røde Øine. 

Denne Art, som er den her i Landet almindeligste, 
ankommer først i Mai og forlader os i September. Den 
forekommer næsten overalt i vore Skove og Haver, ved 
Landsbyer og Stæder, naar der blot gives Træer og Buske, 
helst med Vand i Nærheden. 

I Vendsyssel, hvortil den ankommer lidt senere end til 
Øerne, er den langtfra saa talrig som paa Fyen og Sjæl- 
land og er kun funden ynglende paa Østkysten; paa Bornholm 
er den heller ikke almindelig. I Sverrig og Norge er den 
udbredt overalt; dog forekommer den sjeldnere i Østfin- 
marken og er i det Hele taget mindre talrig end følgende 
Art. Paa Færøerne, Island og i Grønland er den ikke bemærket. 

Den opholder sig næsten stedse paa Træernes frem- 
staaende udgaaede Grene, til hvilke den mange Gange ven- 
der tilbage fra sine Fangster, idet denindtager sin forrige Plads. 
Man seer den sjeldent paa Jorden, hvor den blot af og til 
henter Insekter, som den ellers i Regelen fanger i Flugten. 


200 


Dens Lokkestemme er pibende, og dens egenlige Sang er 
vel afvexlende, men meget sagte. 

Næringen bestaaer af Fluer, Bremser, Hvepser, Bier, 
Sommerfugle, Myg 0. s. v.; dens Rede findes i Begyndelsen 
af Juni i hule Træer, påa tykke Grene tæt ind til Stammen, 
under Hustage, paa Bjælkehoveder o. s. v., som oftest ved 
beboede Steder, og er bygget af Mos og fine Rødder, ind- 
vendigt foret med Uld og Hestehaar. De 4—5 gul- eller 
graahvide, brunplettede eller marmorerede Æg udruges af 
begge Kjøn. 

Æggets Længde og Brede: 

J KS ELEL [4 mm. 
21,5 » ; 15 » 

Da den ikke er synderligt sky, kan man med Lethed 
fælde den. 

Ved at tilintetgjøre en utallig Mængde skadelige Insek- 
ter, der ere byrdefulde baade for Mennesker og Dyr, hører 
den til de meget nyttige Fugle. 


Broget Fluesnapper, Muscicapa atricapilla, L, 
Syn. Muscicapa luctuosa, Temm. — Fricedula atricapilla, Briss. 


Dansk: Svalespurv, Fluesnapper. Svensk: Svart- och hvit Flugsnappare, 
Trådsvala, (Østergøthland.) 


Artsm. Vingerne sorte med en stor hvid Plet, som dog fortilskjules af Dæk- 
fjerene... Ældre Han i Vaardragt: ovenpaa sort; ældre Han i Høst- 
dragt og Yngre hele Sommeren: sortgråa med hvid Pande, i Form 
af to runde, sammenstødende hvide Pletter, og hvid Bugside; paa 
Vingerne et fortil tværsgaaende, bagtil langsgaaende hvidt Skjold; 
Halens to eller tre Sidestyrere hvide paa Yderfanen. Hunnen: 
ovenpaa graabrun, uden Pandeplet; Bugsiden og Vingepletten 
smudsighvide. 


Afbildn. Tab. XV. gi. Han. — Suppl. Tab. 5. gå. Hun. 
Længde 54”, Vingestrækning 9”. 
Paa Gjennemtrækket sidst i April eller først i Mai og 
ligeledes paa Tilbagereisen i August og September sees den 


201 


i stor Mængde i lune Skovegne, hvor den, især om For- 
aaret ved indtræffende barskt Veirligt tilbringer nogle 
Dage; Hannerne komme først, Hunnerne senere. Den 
yngler hist og her i alle danske Provindser, dog talrigst i 
den sydøstlige Del af Jylland. I Aaret 1848 ynglede saale- 
des omtrent 12 Par i og tæt ved Thyrsbæk Have pr. Veile. 
I Vendsyssel og i Randersegnen er den langt talrigere end 
den foregaaende Art, men den yngler der dog kun undta- 
gelsesvis. I Jægersborg Dyrehave og Charlottenlund træf- 
fes den ikke sjeldent ynglende. Paa den skandinaviske 
Halvø synes den (ifølge Nilsson) tidligere at have været 
sjelden; nu derimod er den almindeligt udbredt over hele 
Halvøen og træffes ynglende overalt, dog sparsommere Nord 
for Polarcirkelen. Paa Færøerne er den sjelden, og i de 
andre nordlige Bilande forekommer den ikke. 

I Levemaade ligner den foregaaende Art, men den 
er livligere og uroligere, uden derfor at være sky, og fore- 
trækker mere de egenlige Skovegne og store Frugthaver, 
hvor der gives gamle, hule Træer til Bolig. Dens Sang er 
høi og behagelig, men ikke meget afvexlende. 

Ligesom den foregaaende Art nærer den sig af In- 
sekter, som den fanger i Flugten. 

Reden, som bestaaer af Mos, fine Rødder og Uld, Fjer 
eller Haar, bygger den sidst i Mai eller først i Juni i hule 
Stammer, i Træhuller eller påa Grene, ofte ganske nær ved 
Jorden, undertiden ogsaa mellem sammengroede Grene og 
i Stærkasser. Først i Juni findes deri 5—6 blegt spansk- 
grønne, uplettede Æg, som fortrinsvis ruges af Hunnen; 
denne fødes imidlertid af Hannen, som blot kort og uregel- 
mæssigt afløser den, men derimod mere stadigt underholder 
den med Sang fra en Gren tæt ved Reden. 

Æggets Længde og Brede: 

lyre: [BEDE 
18 » 14 » 
Nytte: Som foregaaende. 


202 


Hvidhalset Fluesnapper, Muscicapa collaris, Bechsf. 


Syn. Muscicapa albicollis, Temm. 


Artsm. Ved Grunden af de store Svingfjer findes en, ogsaa paa de 
sammenlagte Vinger tydelig, hvid Plet og en lignende større 
paa den bageste Del af Vingen. Hannen: sort og hvid med 
hvidt Halsbaand og hvidt Forhoved. Hunnen og de unge Fugle: 
Ovenpaa brungraa, Bugsiden smudsighvid uden Halsbaand. 


Afbildn. Tab. XV. (Muse. albicollis) gl. Han. — Suppl. Tab. 5. gl. Hun, 

Længde 5/9” Vingestrækning 9Ye"”. 

Ved den dobbelte Fjerfælding har den, ligesom fore- 
gaaende Art, sin Vaar- og Høstdragt; hin er ren sort og 
hvid, denne sortegraa, lysest i Nakken; Panden smudsig 
hvid, Brystet med et rustgult Skjær. 

Den hvidhalsede Fluesnapper er en sydligere Fugl, som 
blot tilfældigvis indfinder sig her i Landet. Faber troede 
ikke, at den forekom hos os (Orn. Not. S. 22). Afdøde 
Konservator Scheel skød den i en Have ved Stege paa 
Møen den 26de April 1831. If E. Hages Samling fandtes 
en Han sammesteds fra (Bølling). I 0. F. Mullers 
Løoologia Danica. IV. Tab. 134 findes en Afbildning af Fug- 
len, men under det urigtige Navn M. atricapilla; Exempla- 
ret, efter hvilket Afbildningen er udført, var fanget ved Kjø- 
benhavn. Afdøde Etatsraad Hornemann havde den fra 
Fyen, og ifølge Prof. Reinhardts Optegnelser har hans Fader 
havt den fra Garnisons-Kirkegaard her i Byen. I det zoolo- 
giske Museum findes opstillet 2 Exemplarer fra Wøldikes 
Samling med Lokalitetsangivelse: «Holsten?» Bet paafal- 
dende er det, at denne Fluesnapper, hvis egenlige Hjem er 
Middelhavslandene og det sydlige Mellemeuropa, og som 
tidligere betragtedes som en Sjeldenhed i Skandinavien, i de 
senere Decennier har indfundet sig i stor Mængde paa 
Gottland, hvor den yngler talrigt, navnlig i den sydlige og 
østlige Del af Øen. Ogsaa i Skaane og Meillemsverrig er 
den truffen, men dog kun enkeltvis og sjeldent. få Norge 
er den ikke bemærket. 


203 


I Levemåaade og Egenskaber ligner den meget den bro- 
gede Fluesnapper, med hvilken den ogsaa tidligere blev an- 
seet for at være identisk. Sin Rede skal den anlægge paa 
samme Maade som hin, og den lægger et lignende Antal 
Æg omtrent af samme Størrelse og Farve, kun lidt 


blegere. 
Æggets Længde og Brede: 
17 mm. 13 mm. 
18,5 » 13,5 » 


Den er ved sin Levemaade ligesaa nyttig som de andre 
Fluesnappere. Ligesom disse holdes den i sydligere Lande 
undertiden i Værelser for at fange Fluer og bliver meget tam. 


Lille Fluesnapper, Muscicapa parva, Bechst. 


Syn. Erythrosterna parva, Bonap. 


Artsm. Ovenpaa brungraa; Struben rustgul; de fire yderste Styrere 
hvide til over Midten; Vingerne uden hvid Tegning; Underkrop- 
pen gulagtighvid. 


Afbildn. Tab. XV. g/. Han. 


Længde ca. 5”, Vingestrækning 8%”. 

Hunnen har hvid Strube, og Halens sortbrune Fjer 
ere blegere end hos Hannen; dennes rustgule Pletter paa 
de store Vingedækfjer mangle hos Hunnen. 

Denne Art er selv i det sydlige Tysdkland en Sjelden- 
hed, og det synes som om den overhovedet er fattig paa Indi- 
vider; dens egenlige Hjem er det sydøstlige Europa. 
I bakkede Skovegne og de tilgrændsende Haver op- 
holder den sig gjerne, og den gjennemflagrer der uophør- 
ligt Trækronerne for at fange Insekter, af og til hvilende sig 
påa Grenene. Her i Danmark blev en ung Han fanget 
i Søndermarken ved &Kjøhenhavn den 24de September 
1829 af Kobberstikker Walther, som skjænkede den til 
det Kongelige Museum, hvor den blev opbevaret i Spiritus. 

14 


204 


I Juni 1858 skød Pastor Theobald den i Almindingen paa 
Bornholm, og samme Sted traf Fischer i Forsommeren 1862 
et Par. I Sverrig er den, saavidt Udgiveren bekjendt, kun 
truffen én Gang, nemlig i Slutningen af Mai 1855, da et 
Exemplar blev fanget levende påa et Dampskib i Stokholms 
sydlige Skærgaard. I Norge er den ikke bemærket. 

I Levemaade synes denne Årt at have ligemeget tilfæl- 
les med de øvrige Fluesnappere og med Løvsangerne. Dens 
Lokkestemme ligner disses og minder ligeledes om den bro- 
gede Fiuesnappers. 

Den lever, som sine Slægtninge, af Insekter og om 
Efteraaret af Bær. | 

Sin Rede bygger den midt i Juni i Trærevner og mel- 
lem Træernes Grene af Mos, Plantetrevler og Haar. 

Æggets Længde og Brede: 

17 mm. 13 mm. 
18 u 14 » 


Tornskadeslægten. Lanius, L. 


Næbet middellangt, stærkt og sammentrykt; Overnæbets 
Spids bøjet, forsynet med en Tand eller et skarpt Udsnit 
påa hver Side; ved Mundvigene stive Børster; Næse- 
borene rundagtige, næsten helt bedækkede med stive Børste- 
fjer fra Panden; Benene middellange, Tarsen længere end 
Mellemtaaen; Bagtaaen er stærk og tyk ved Roden og har 
den største Klo; Kløerne ere krumme og spidse; Vingerne 
temmelig korte; 1ste Svingfjer neppe såa lang som den; 
denne kortere end 3die, som er lig med eller kun lidt læn- 
gere end 4de; disse to længere end alle de andre. Halen 
lang og bred, i Enden stærkt afrundet eller kileformig. Den 
øvrige Fjerklædning er temmelig løs og blød. 

Tornskaderne ere overordenlig modige og rovgjerrige 
og i Forhold til deres Størrelse meget stærke; de angribe 


205 


tildels mindre Fugle og smaa Pattedyr, men fortære dog 
fortrinsvis Insekter, især store Biller. I Levemaade og Mane- 
rer ligne de i flere Henseender Rovfuglene, i andre San- 
gerne, ligesom de ogsaa minde meget om Skovskaden og 
Lavskrigen, der begge tidligere have været henførte til Torn- 
skaderne. De ere uselskabelige og bidske Fugle, der leve 
i træ- og buskrige Egne, hvor der gives fri Udsigt, og lure 
fra ophøjede Gjenstande paa deres Bytte, som de anfalde 
med Hurtighed og Glubskhed; de gribe det med Næbet eller 
Kløerne og spidde det paa Torne eller sætte det i Klemme 
for at fortære det. Deres Flugt er uregelmæssig, deres 
Gang hoppende, og i Affekt, eller naar de sidde, bevæge de 
Halen snart op og ned, snart til Siderne. De fleste ere 
Trækfugle, der kun fælde én Gang om Aaret. Hannerne 
udmærke sig alle ved deres Evne til at efterligne andre 
Fugles Lokketoner og Sang. De bygge Reder i Tornebuske 
eller påa lave Træer og lægge 5—7 smukke, plettede Æg. 


Stor Tornskade, Lanius excubitor, L. 


Dansk: Graa Tornskade, Buskhøg, stor Tornskade. Norsk: Varsler 
Svensk: Stårre Tornskata, Warfogel (Skaane). 


Årtsm. Qvenpaa lys askegraa; Panden og Underkroppen smudsigt hvide; 
Vingerne sorte med flere hvide Pletter, hvoraf den største, der 
findes ved Svingfjerenes Rod, er mere eller mindre indskaaren 
eller tvedelt. Hunnen og de unge Fugle have mørkegraa Bølge- 
linier paa Underlivet. 2den og 6te Svingfjer meget kortere end 
3die, som tilligemed åde er længst. 


Afbildn. Tab. VII. gå. Han. 


Længde 10”, Vingestrækning 1372”; Halens Mellemfjer 
4", Sidefjerene derimod kun 31/6”. — 

Omtrent af Vindrosselens Størrelse. 

Denne største indenlandske Tornskade forekommer hist 
og her i Danmark og de forhenværende Hertugdømmer ved 


14 


206 


Byer, levende Hegn og i Udkanten af Skove eller Krat, men er 
temmelig sjelden og vistnok i Aftagende. Forf. har skudt den 
paa Åls, ved Middelfart, i Veile-Egnen og seet den paa andre 
Steder i det østlige Jylland, i Fyen og Slesvig. Apotheker 
Steenberg havde den fra Omegnen af Helsingør. Den 
10de Januar 1848 fik Universitets-Museet af Adjunkt Kjelle- 
rup to Hanner, skudte ved Kjøbenhavn. Lægen Frees Horne- 
mann i Hjørring har, ifølge Meddelelse til Prof. Reinhardt, skudt 
den to Gange om Vinteren ved Baggesvogn. I det zoologiske 
Museum findes en Han fra Klarupgaard i Jylland (Adj. Juel). 
Adj. Feddersen fik den den 14de Januar 1866 fra Tjele i 
Nærheden af Viborg og angiver den som forekommende ved 
Skovene Øst for Viborg. Fra denne Egn findes i det zoolo- 
giske Museum en ung Hun, skudt den 18de April 1875. 
Skovrider Rosenstand paa Falster har flere Gange skudt 
den i et Tjørnekrat ved Korselitze Strandskov. Pastor Koch 
i Væggerløse skød den paa Hesseløen i Grønsund. Forf. har 
to Gange (November 1856 og Januar 1863) faaet den levende, 
idet den vilde slaae ned paa Smaafugle, der hang fast påa 
Limpinde. I Vedhaven bag Tøihuset opholdt et Individ sig 
i et Par Maaneder i Efteraaret 1862. Apotheker A. Benzon 
har flere Gange faaet saavel levende som dræbte Individer 
fra Kjøbenhavns Omegn. Grill fik den fra Eghoved og 
Morud-Skov i Fyen. Enkelte forblive her hele Aaret, me- 
dens Nogle drage sydligere mod Vinteren og atter vende 
tilbage med det tidlige Foraar. I Sverrig forekommer den 
sporadisk; i Skaane, Østergåthland og Dalarne er den sjel- 
den, men er dog funden ynglende hist og her; ved Gåte- 
borg yngler den almindeligt; i Lapland træffes den hyppigt 
om Sommeren. I Norge er den udbredt over hele Landet, 
men findes sjeldent ynglende i den sydlige Del; derimod 
yngler den hyppigere nordenfjelds og forekommer helt ind 
i Østfinmarken. Paa Færøerne og Island er den ikke iagttaget. 
Enhver Tornskade har sit eget Revier, hvori den ikke taaler 


207 


andre af sin Årt, og hvor den gjerne søger enkeltstaaende 
Træer og høie Buske for at lure paa sit Bytte, hvilket den 
dog ogsaa opsøger svævende i Luften ligesom Ternerne, for 
saaledes at styrte sig over det. Ved sit Varselskrig under- 
retter den andre Fugle om Faren, nåar en Rovfugl nærmer 
sig; denne Egenskab har i Skaane givet den Navn af «W ar- 
fogel» og i Tydskland af «Wåchter»; den er af samme 
Grund bleven anvendt som «Vægter» ved Falkefangsten. I 
smukt Veir, især hen imod Foraaret, lader den høre en 
Slags Sang, der bestaaer af mange sagte og kviddrende To- 
ner, påa den pudserligste Maade blandede med forskjellige 
Smaafugles Lokkestemmer, ja selv med Stropher af deres 
Sang. 

Mindre Fugle, Fugleunger, Æg, alle Slags større Biller, 
Græshopper, småa Frøer og om Vinteren .fornemmelig 
Markmus udgjøre dens Føde. 

I Begyndelsen af Mai bygger den sin Rede enten paa 
et temmelig høit Træ eller i en høj Tornebusk. Materialierne 
ere Plantestængler, Ris, Lyng, Mos og Lavarter, Fjer og 
Haar. De 5—7 grønagtighvide Æg ere overalt bestrøede 
med brune og graa Pletter og Punkter. 


Æggets Længde og Brede: 
36,5mm. IU 
200) = 1) POR BRS) 


Æggene fra Norge synes gjennemgaaende at være 
mindre. 

Den er temmelig sky, såa at den, undtagen om Vinte- 
ren i stærk Frost, er vanskelig at komme paa Skud; men 
ved Kragehytten er dette ikke Tilfældet, da den er Uglens 
og andre Rovfugles argeste Fjende. 

Den fanger, dræber og fortærer mange Markmus og 
skadelige Insekter. Man kan afrette den til at fange Lærker, 
Vagtler og andre smaa Fugle. 


208 


Rosenbrystet Tornskade, Lanius minor, L. 
Syn. Lanius medius, Brehm. —- L. Italicus, Lath. 


Dansk: Rosenbrystet Tornskade, graa Tornskade. Svensk: Svartpan- 
nad Tornskata. 


Årlsm. Rygsiden lyst askegraa; Bugsiden hvid, Brystet svagt rosenrødt ; 
Panden og Øieegnen sorte; en hvid Plet paa. de sorte Vinger ; 
Zden Svingfjer kun lidt kortere end 3die, som i Forening med 
åde er Jængst. Ung Fugl: Panden smudsighvid; Bugsiden 
gulagtig med graa Bølgelinier; Vingefjerene med hvid Rand j 
Spidsen. Kjønsforskjellen hos denne Art er mindre fremtræ- 
dende. 


Afbildn. Tab. VII. g/. Han. — Suppl. Tab 4. ung Fugl. 


| Længde 87/4”, Vingestrækning 1314”. 

Fra den forrige Åri, med hvilken den paa Grund af den 
graa Rygfarve har en fjern Lighed, adskiller den sig ved den 
sorte Pande, det rosenrøde Bryst, den enkelte og mindre 
Vingeplet, de længere Vinger og det kortere, forholdsvis 
tykkere Næb, hvortil endnu kommer de svagere Fødder og 
højere Tarser. Den æder blot Insekter og angriber aldrig 
eller dog høist sjeldent smaa Fugle; derfor er den i de tem- 
pererede Lande en ægte Trækfugl, der drager tidligt bort og 
kommer sent tilbage. 1 det nordlige Tydskland forekommer 
den, om end sjeldent (Faber, Ornithol. Notic. p. 12), og i 
det herværende zoologiske Museum findes baade Han og 
Hun fra Holsten (Wøldike). Den 18de Mai 1828 blev den 
skudt ved Ulfshale paa Møen og skjænket til det kongelige 
Museum i Februar 1829 af Stud. med. & chir. Bloch (Reinh.”) 
Ifølge Prof. Reinhardts Optegnelser har Steenstrup meddelt 
hans Fader, at han den 27de Septbr. 1834 erholdt en Lanius 
minor ved Hillerslev Præstegaard i Thy. I Sverrig er den 


+) Det er sandsynligvis dette Tilfælde, til hvilket der sigtes i nærvæ- 
rende Arbeides første Udgave, hvor det hedder, at E. Hage har skudt 
den i Mai 1829 paa Møen og indsendt den til det kgl. Museum. 


209 


bemærket et Par Gange, men i Norge og Danmarks nord- 
lige Bilande er den hidtil ikke truffet. Andre Fugles Toner 
efterligner den, saasnart den hører dem, og den er over- 
hovedet en flittig Sanger. 

Dens Næring er, som sågt, Insekter samt disses Larver 
og Pupper, hvoraf den ikke alene fortærer en stor Mængde, 
men ogsaa dræber blot af Myrdelyst og lader dem ligge. 
Den sidder gjerne paa ophøiede Gjenstande eller holder sig 
stille flagrende i Luften og styrter sig pludseligt ned paa sit 
Bytte, saasnart den bemærker det. É 

I første Halvdel af Mai bygger den sin Rede paa lig- 
nende Steder som foregaaende Art og af samme Materialier. 
Hunnen lægger 6—7 grønagtighvide eller blaagrønne Æg, 
som paa den hbutte Ende have en uregelmæssig Krands af 
olivenbrure Pletter. 

Æggeis Længde og Brede: 

Bor Tn: gam: 
25,5 » 19 » 

Da denixke er sky, lader den sig let skyde, og man kan 
i Nærheden af dens Opholdssted fange den med Springdoner 
eller Limpinde ved at binde dem paa fritstaaende Stokke, 
påa hvilke den snart sætter sig for at speide efter Insekter. 

Ved at udrydde en utallig Mængde Insekter er den til 
stor Nytte i de Lande, hvor den forekommer talrigere. 


| undtagelsesvis større. 


Rødhovedet Tornskade, Lanius rufus, Briss. 


Syn. Lanius rutilus, Lath. — L. ruficeps, Bechst. 


Arism. Ved Roden af d« store Svingfjer en hvid Plet; Skuldrene hvide 
eller noget hvidastige.. Gammel Fugl: Rygsiden sort med rød- 
brun Nakke og kaghoved, Underlivet hvidt. Ung Fugi: De 
hvide Skuldre sortlettede, Rygsiden med sortagtige og smud- " 
sig hvide Maaneplettr paa brungraa Grund, Brystet gulagtighvidt, 
sortplettet. 


Afbildn. Tab. VIII, g2. Fan. — Suppl. Tab. 4, ung Fugl. 


210 


Længde 7/0”, Vingestrækning 121'", 

Den forekommer i alle Dele af det varme og sydlig- 
tempererede Europa, mén er hertillands ligesaa sjelden som 
den rosenbrystede Tornskade. En gammel Han blev i Juli 
1820 skudt ved Stege paa Møen af E. Hage, som ogsåa 
havde seet den ved Herlufsholm. Ifølge Apotheker A.Ben- 
zons Optegnelser har den ynglet i Omegnen af Nykjøbing 
paa Falster, hvorfra hån har dens Æg. Efter Faber (Or- 
nithol. Not. Pag. 12) forekommer den i det nordlige Tydsk- 
land. Paa den skandinaviske Halvø og i de til Danmark 
hørende nordlige Bilande er den, saavidt vides, aldrig be- 
mærket. 

Den er en lige såa bidsk Fugl som sine Slægtninge 
og er stedse i Strid med de andre Fugle, endog større som 
Skader, Duer, Skovskader 0. s. v., og forfølger dem med Skrig 
og Bid. I at efterligne andre Fugles Stemme og indblande 
Brudstykker deraf i sin egen Sang har den en stor 
Færdighed, og den komponerer deraf en besynderlig, sagte, 
ikke ubehagelig Kviddren. 

Biller, Græshopper, Sommerfugle og alle Slags andre 
Insekter, som den fanger i Flugten eller påaJorden, udgjør 
dens væsenligste Føde; dog plyndrer den uudertiden Smaa- 
fuglenes Reder eller fanger Ungerne, der/nylig have for- 
ladt dem. p 

Dens Rede findes i aabne Skove, Haver og Krat, der 
grændse til den frie Mark; den bygges især paa unge Træer, 
bestaaer udvendigt af Pantestængler, fine Rødder og Mos, 
og er indvendigt udbolstret med Uld .og Haar. Heri lægger 
Hunnen i Midten af Mai 5—6 grønagtiglvide, paa den butte 
Ende olivenbrunt plettede og forøvrigt med askegraa og 
brunagtige Punkter bestænkede Æg af/22—22,57m. Længde 
og 17—17,5r". Brede. 

Den er ikke såa sky, at det er vanskeligt at komme den 
påa Skud, og den kan fanges paa simme Maade som fore- 
gaaende. 


211 


Ved at tilintetgjøre en Mængde skadelige Insekter, som 
Oldenborrer og deres Larver 0. s. v., er den til Nytte. 


Almindelig Tornskade, Lanius collurio, L. 


Syn. L. spinitorquus, Bechst. — Enncoctonus collurio, Boie. 


Dansk: Rødrygget Tornskade, Harpax, Kvabskade, Nimorder, (Lolland 
og Falster), Hesselskrække. Norsk: Rødrygget Tornskade. Svensk: 
Tornskata, brunryggad Tornskata. 


Artsm. Ryggen rødbrun; Hovedet, Halsryggen og Overgumpen hos Han- 
nen askegraa, hos Hunnen graaagtigt rødbrune, Bugsiden hvid, 
hos Hannen med et lyserødt Skjær, hos Hunnen med brune 
Bølgelinier. 


Afbildn. Tab. VIII. gZ. Han. — Suppl. Tab. 4. ung Fugl. 

Længde 7”, Vingestrækning 119”", 

Ungerne ligne Hunnen. Varieteter synes at forekomme 
sjeldent. Bonnez skød i Sommeren 1850 i Katholm Skov 
to renhvide, parrede Fugle af denne Art med gult Næb, og, 
hvad der er usædvanligt hos Albinos, med gul Iris. Det ene 
Exemplar blev indlemmet i Forf.'s Samling. 

Denne her i Landet almindeligste Art ankommer i første 
Halvdel af Mai, stundom lidt senere, og forlader os sidst i 
August, senest i Begyndelsen af September. De gamle, 
udfarvede Hanner vise sig gjerne først; umiddelbart efter Hun- 
nernes Ankomst begynder Redebygningen. Denne Årt fore- 
kommer mest ved levende Markhegn og lave Krat, hvor der 
gives mange Tornebuske, fra hvis Top eller lavere frem- 
staaende Sidegrene den lurer paa sit Rov og lader sin med 
laante Toner blandede, sagte Sang høre. I det sydlige Sver- 
rig og påa Gottland er denne Art almindelig; med Undta- 
gelse af Dalarne forekommer den derimod kun sparsomt i 
Mellem- og Nordsverrig. I Norge er den fortrinsvis ind- 
skrænket til de lavere Egne af Christiania Stift; den over- 
skrider neppe Fjeldryggen og er langs Vestkysten kun truf- 
fet enkelte Gange. Påa Færøerne og Island vides den ikke 
bemærket. I Ringsted-Egnen er den meget sjelden. Bøl- 
ling har der kun truffet den ved Valsølillegaard. 


Ligesom begge de foregaaende Arter nærer den sig 
fornemmelig af Insekter; dog er den, uagtet sin ringe Stør- 
relse, mere rovgjerrig og grusom end hine, og den røver 
ikke blot unge Fugle, men ogsaa de gamle, som den kan 
overkomme. Forf. har oftere seet den dræbe og bortslæ be 
Ungerne af mindre Fugles Reder og udtømme Æggene. 
Med sine Slægtninge har den den besynderlige Skik tilfæl- 
les at spidde alt, hvad den fanger, påa en Torn eller en 
spids Gren og derefter at afrive og fortære det som af en 
Gaffel. Saaledes samler den sig endogsaa hele Maaltider 
og fortærer disse Forraad paa éngang, saasnart den føler 
Hunger. 

Den norske Zoolog Rob. Collett har i Fyen seet den fortære 
Mus, som den havde spiddet paa en Slaaentorn. Paa «Hahnen- 
kamm» i Franken har man det Sagn, at det var denne Fugl, der 
bragte Jøderne de Tjørnekviste, af hvilke Christi Tornekrone 
blev flettet; af denne Grund bliver Fuglen ivrigt forfulgt af 
Drengene. (Jåckel, Isis, 1848. S. 25). 

Reden finder man oftest i Markhegn og lave Krat, i 
Tornebuske 0. s. v., sjeldnere i unge Naaletræer. Den er 
forholdsvis stor og bestaaer udvendigt af grove, tørre Plante- 
stængler, Rødder og Mos, indvendigt af Haar og Uld eller 
blot fint Græs. De 5 (sjeldnere 6) Æg) ere hvidagtige, lidt rød- 
eller gulladne eller graa og bestrøede med olivenbrune Pletter 
og askegraa Punkter, der paa den butte Ende ofte flyde sam- 
men i en Krands; forøvrigt variere de meget baade i Farve 
og Størrelse. Gjennemsnitslængden kan ansættes til Får. 
Breden til 20rm. Hunnen ruger alene, men Hannen spidder 
hendes Føde i Nærheden af Reden, hvor hun selv maa tage den. 

Den skydes og fanges som begge de foregaaende Årter 
og gavner i Naturens Husholdning paa samme Maade som disse. 


+) Justitsraad Erichsen fandt Reden med 7 Æg i et lille Krat ved Kon- 
stantia paa Strandvejen v. Kjøbenhavn (31te Mai 1854). Fischer 
angiver at håve gjort et lignende Fund, hvor Æggenes Bundfarve 
var næsten renhvid. 


213 
Drosselslægten, Turdus, L. 


Næbet middellangt, skarptkantet, næsten lige; fortil 
noget sammentrykt; Overnæbet noget nedadbøiet i Spidsen 
og forsynet med en Tand paa hver Side; Næbets Rod, især 
Mundvigene, besat med spredte Børster.  Næseborene 
påa Siderne af Næbet, ægformige, halvt lukkede af en nøgen 
Hud. Fødderne middelstore, temmelig stærke; Tarsen 
længere end Mellemtaaen; Ydertaaen ved Roden sammen- 
voxet med Mellemtaaen; Kløerne anseelige, men kun lidt 
krumme, den bageste temmelig stor. Vingerne middel- 
lange, 2den eller 3ddie og 4de Svingfjer længst, 1ste meget 
kort. Styrefjerene tilspidsede, Halen temmelig lang. 

Droslerne ere middelstore Sangfugle, der om Vinteren 
ernære sig af Bær, om Sommeren af Orme og Insekter; de 
bygge i Almindelighed temmelig kunstige Reder, lægge 4—7 
lyst blaagrønne eller grønliggråa, sædvanligvis plettede Æg og 
yngle som oftest to Gange om Aaret, men fælde kun én Gang. 
De fleste Arter leve selskabeligt, have næsten éns Lokke- 
stemme og holde i Regelen Fred med deres Slægtninge. 
Om Efteraaret streife de vidt omkring, og de fleste af dem 
drage til sydligere Egne, snart enkeltvis eller familievis, 
snart i større Flokke. De synge alle, men Sangdrosselen 
og Misteldrosselen overgaae dog alle de øvrige i Henseende 
til Tonernes Fylde og Skjønhed. 


Misteldrossel, Turdus viscivorus, L. 


Dansk: Simmersnarre, Misteldrossel, dobbelt Kramsfugl, Snarrer, stor 
Snarrer, dobbelt Snarrer, hvid Snarrer, Snarredrossel, Stordrossel. Norsk: 
Duetrost, Dobbeltrost. Svensk: Dubbeltrast, Misteltrast. 


Artsm. Rygsiden lyst olivengraa; de nederste Vingedækfjer og Spidsen 
af de tre ydre Styrefjers Inderfane hvide; Bugsiden gulagtig hvid, 
Struben med spidse, Brystet med ovale eller nyreformige, brun- 
sorte Pletter. 


Afbildn. Tab. XVI. g7. Han. 


214 


Længde 12”, Vingestrækning 19”, Halen 4—4"p9”, 
hvoraf de 2” naåae udenfor de sammenlagte Vinger. 

Hunnen er lidt mindre, dens Farver lidt blegere og 
mindre rene; Ungerne have før den første Fælding i August 
et mere broget Udseende, da Rygsidens Fjer have dels 
rustgule, dels sortebrune Streger eller Pletter. Der gives 
ganske hvide, bleggraa og hvidplettede Varieteter. 

Denne største indenlandske Drossel forekommer her- 
tillands i stor Mængde ved det almindelige Drosseltræk om 
Efteraaret i September og Oktober og om Foraaret sidst i 
Februar eller først i Marts; den kommer som oftest før- 
end Sangdrosselen og Vindrosselen, og navnlig gjælder dette 
om de Individer, der forblive her om Sommeren og findes 
ynglende i flere af vore Skove, f. Ex. påa Jyllands Østkyst; 
ved Jægersborg og flere andre Steder i Sjælland har den 
tidligere ynglet temmelig almindeligt, skjøndt ingenlunde 
saa talrigt som Sangdrosselen eller endog som Solsorten; 
i de senere Aar skal den ikke være fundet ynglende 
paa de nævnte Steder, hvorimod Apoth. Benzon hår faaet 
dens Æg fra Dyrehaven, Søllerød og Frederiksdal. Fencker 
fandt den talrigt ynglende i Skovene ved Hald ved Viborg 
(1868). Paa Bornholm vides den ikke at være bemærket, 
og Fencker har aldrig truffet den i Randersegnen. I Sver- 
rig træffes den om Sommeren i de store Skove i Landets 
nordlige og mellemste Egne; i Skaane synes den ikke at 
opholde sig om Sommeren. Sædvanligvis bliver den Vin- 
teren over, selv om denne .er stræng, og holder sig da fa- 
milievis i Skovene, enten i Selskab med Sjaggeren (T. pi- 
laris) eller uden Samkvem med andre Fugle. I Norge fore- 
kommer den især i Landets lavere, sydøstlige Dele, hvor 
den yngler almindeligt og ofte overvintrer. I Landets nord- 
lige Egne er den sjelden, og langs Vestkysten træffes den 
kun sporadisk. Paa Færøerne og i vore andre nordlige 
Bilande forekommer den ikke. 

Den foretrækker Naaleskove for Løvskove og opholder 


215 


sig gjerne i bakkede Skovkanter, helst med enkelte gamle 
Ege, hvorfra den flyver ud paa Markerne for at samle Føde. 
Misteldrosselen er sky, mistroisk, klog og urolig. Den 
varsler Rovfugles og andre BRovdyrs Nærhed og forfølger 
dem med et høit, skjærende Skrig. Hannen har en for- 
træffelig, høj, noget melancholsk Sang, der bestaaer af fem 
til sex korte Stropher, som vel kun ere lidt forskjellige, men 
sammensatte af fyldige Fløitetoner og i korte Pauser følge 
påa hverandre. Denne Sang lader den i Regelen høre fra 
den øverste Spids af et høit Træ, især ved Morgengry og i 
Aftendæmringen. 

Regnorme og Insektlarver, hvilke sidste den samler 
under det nedfaldne Løv og i Græsset, ere dens kjæreste 
Føde. Den fortærer ogsaa alle Slags Biller, Græshopper, 
smaa Snegle o.s.v. Naar Jorden er bedækket med Sne, sø- 
ger den aabne Kilder, ellers færdes den mest påa skov- 
krandsede Enge. Om Efteraaret, naar der indtræffer stærk 
Nattefrost, og naar anden Føde mangler, nærer den sig af 
Rønnebær, Mistelbær, Enebær 0. s. v. 

Dens Rede finder man oftere paa Naaletræer end paa 
Løvtræer, sjeldent lavere end 8 Fod fra Jorden, ofte i en 
Høide af 20—30 Fod. Naar Reden bygges påa Løvtræer, 
anlægges den i Regelen enten tæt ind til Stammen, i Kløf- 
ten af eller ovenpaa meget tykke, vandrette Grene. Grund- 
laget bestaaer af Riskviste og seige Plantestængler, blandede 
med Lav; derpaa følger Mos, fine Rødder og tørre Græs- 
blade. Hunnen lægger i sidste Halvdel af Mai 4—5 graa- 
agtigt hvide Æg med violette og rødbrune Punkter og Plet- 
ter, der ere størst paa den butte Ende. Æggene ruges i 
16—17 Dage, og Hannen afløser Hunnen i Middagstimerne. 

Æggets Længde og Brede: 

PO YDES 2 br: 
50 24,5 » 
Den yngler som oftest to Gange om Åaret. 
Da den, som sagt, er meget sky og vanskelig at komme 


216 


påa Skud, maa man enten nærme sig skjult eller stille sig 
paa Anstand ved dens Yndlingstræer. I Doner gåaer den 
kun, nåar Frost og Sne tvinger den haardt. Den er lige- 
som Solsorten og Sangdrosselen en slem Gjæst i Kirsebær- 
træerne, naar Frugten er moden; men da den netop påg 
samme Tid fælder, er den lettere end nogensinde ellers at 
skyde. 

Kjødet, især de Unges, er meget velsmagende. Den 
udrydder mange skadelige Insekter og opliver Skovene ved 
sin skjønne Sang. 


Sjagger”), Turdus pilaris, L. 


Dansk: Almindelig Kramsfugl, Skagger (Sydsjælland), Sjagger. Norsk: 
Graatrost, Fjeldtrost. Svensk: Bjorktrast, Bjorkdrossel, Snåskata, 
Berkedråsla (Skaane). Færøisk: Quinsheåni (M.), Odinshani (H.) 78). 


Artsm. Hoved og Overgump askegraa; Ryggen mørk kastaniebrun; 
de underste Vingedækfjer hvide; Halen sort, den yderste Styre- 
fjer med en hvidagtig Rand. 


Afbildn. Tab. XVI. gi. Han. 


Længde 10"0—11”, Vingestrækning 172”; Halen 4/4". 

Hunnens Forhals er blegere rustgul, og de brunsorie 
Pletter ere færre, mindre og smallere; Overryggens og 
Skuldrenes kastaniebrune Farve er mindre ren og af mindre 
Omfang end hos Hannen, og de graa Partier påa Hovedet 
og Overgumpen ere lysere. Siderne ere mindre rødgule, 
næsten hvide med ubetydelige Pletter. 

Hannens Sommerdragt afviger ifølge Nilsson derved, 
at Ryggen og Skuldrene ere sorte med rustbrune Fjerkanter 
påa Skulderfjerene, og at nogle af Vingedækfjerene desuden 
have askegraa Spidskanter. 


+) Navnet hidrører fra dens Lokkestemme, der lyder som «Tschak, 
Tschak, Tschak». 

+%) Det forekommer Udgiveren noget tvivlsomt, om man virkeligt tør 
antage, at Færingerne have et Navn for denne Fugl, der kun er 
truffen nogle faa Gange paa deres Øer. 


do 
pi 
=1 


Der gives hvide, hvidbrogede og andre Varieteter; i Se- 
kretær Friis's Samling findes saaledes en lysegraa, med rød- 
brune Skuldre og rødbruntplettet Bryst, skudt i Sønder- 
marken. Forf. eiede et Exemplar, som var fanget paa Nørre- 
bro og som var næsten ganske sort påa Brystet og Bugen”). 

Den ankommer Efteraar og Vinter nordfra til Danmark, 
mest i store Flokke, og ansees hertillands som et Forbud 
paa stræng Vinter. Største Delen drager videre; de her for- 
blivende streife omkring og søge deres Føde, som paa denne 
Aarstid bestaaer af Hyben, Tjørnebær, Rønnebær o.s.v. Mod 
Vaarens Komme drage de, som have overvintret her, atter 
mod Nord, men erstattes af de fra sydligere Lande tilbage- 
vendende Skarer. Ofte forblive de saaledes her, alt efter 
Foraarets Beskaffenhed, til langt ind i Mai. Paa Born- 
holm er den hidtil ikke bleven bemærket. Sjaggerens egen- 
lige Hjem om Sommeren er Nordens Løvskove, lige op til 
Polarlandene. Paa den skandinaviske Halvø er den almin- 
deligt udbredt og den hyppigste af alle Drosselarterne; 
navnlig forekommer den overordenlig talrigt i Mellemsverrig 
og langs Norges Vestkyst helt op til den russiske Grændse. 
I Slutningen af November 1865 blev, ifølge Sysselmand 
Mullers Optegnelser, et Individ af denne Art skudt påa 
Færøerne i en Flok Drosler, i hvilken der ogsaa fandtes 
T. merula. Foruden dette Tilfælde kjendes kun et Par 
Exempler paa dens Forekomst paa disse Øer. Paa Island 
er den skudt i 1823 (Faber, Ueb. d. Leb. d. hochnord. Voåg. 
S. 52), men fra Grønland haves ingen Iagttagelser om dens 
Forekomst. 

Hvor en Skare har valgt sin Yngleplads, findes Reder 
påa næsten hvert Træ, ofte endog 4—5 paa ét og samme. 
De ere sky og forsigtige, muntre og urolige Fugle, der ere 


+) De i «Danmarks Fugle» omtalte Exemplarer; ét gulbrunt og ét 
toppet, i det daværende Kongl. Museum, ere begge Varieteter af 
T. musicus. Udg. 


218 


… yndede af de andre Drosler, som følge deres Lokkestemme. 


Denne lyder raskt og høit, naar det gjælder at drage videre, 
men skarpt og fint, naar Fuglen kalder paa sine Lige. Dens 
egenlige Sang er mindre behagelig, idet den ofte afbrydes 
af skvaldrende Toner. 

Sjaggeren tager samme Føde som forrige Art, men 
holder sig om Vinteren mere til forskjellige Slags Bær. 

I de nordlige Lande er enhver lille Birkeskov fuld af 
ynglende Sjaggere. Reden staaer snart høit, snart lavt og 
har Lighed med Solsortens. Æggene, sædvanligvis 5—6, 
ligne ogsaa dennes, men de ere mindre, og Pletterne ere 
mere rødbrune; Grundfarven er søgrøn eller blegt spansk- 
grøn. 

Æggets Længde og Brede: 


97 mm. 9() mm. 
31 » P235 » 
BO Jjtebi 


I Aaret 1820 skal den (Kbhvns. Literatur, Kunst- og 
Theaterblad, 1824. Pag. 196) være fundet ynglende i Ru- 
gaards Skov i Fyen%), og Apoth. Mechlenburg fik dens Æg 
fra Omegnen af Flensborg. 

Vil man skyde den, måa man liste sig til den eller 
stille sig i Baghold, hvor der gives Rønnebærtræer, som den 
besøger. Om Efteraaret fanges den ligesom andre Drossel- 
arter i Doner med Rønnebær; men denne Fangst lykkes 
ikke ret, før Kulden tvinger den. 

Kjødet er meget velsmagende og ansees for at være 
det bedste af alle Droslers. Der gives Egne, især i Tydsk- 
land, hvor man fanger dem i utrolig Mængde; saaledes skal 
Danzig med Omegn alene konsumere henimod 60,000 
Par om Aaret. De gjøre Nytte ved at udrydde en Mængde 
Larver og Insekter. 


+) Denne Angivelse kan dog neppe gjøre Fordring påa ubetiuget 


Tillid. Udg. 


219 


Sangdrossel, Turdus musicus, L. 


Dansk: Bøgdrossel, Kramsfugl, Graadrossel. Norsk: Maaltrost, Nat 

vuku (Werdal). Svensk: Sångtrast, Taltrast, Nordisk Nåktergal, 

Klådra, Fjållstare, Waka, Nattvaka (Wermland), Kramsfogel, Gåddtrast, 
Klera (Smaaland), Kramsful (Skaane). 


Artsm.  Rygsiden olivengraabrun; Bugsiden gulagtighvid med trekantede 
og ovale sortebrune Pletter; de underste Vingedækfjer blegt rust- 
gule, de øverste med rustgule Spidspletter; Halen ensfarvet. 


Afbildn. Tab. XVI. gl. Han. 


Længde indtil 9”, Vingestrækning 14/9”, Halen 36", 
Hunnen af samme Farve og Tegning som Hannen. 
Albinos forekomme ikke sjeldent; i det zoologiske Mu- 
seum findes opstillet en brungul og en toppet Varietet, den 
sidste fra Brunshbuttel, den første uden Lokalitet, men lige- 
som den toppede hidrørende fra Wøldikes Samling. 
Sangdrosselen er her i Landet den almindeligste Art 
af Slægten og tillige den bedste Sanger. Med Undtagelse 
af det høje Nord forekommer og yngler den næsten over 
hele Europa. Paa den skandinaviske Halvø er den almin- 
delig op til Polarcirkelen, men Nord for denne træffes den 
sjeldent; langs Norges Vestkyst optræder den sparsommere. 
og paa flere Steder kun i Træktiderne. Fra Færøerne, Is- 
land og Grønland haves ingen Beretning om dens Fore- 
komst.. Som Trækfugl kommer den her til Landet i Marts 
eller April, noget før Vindrosselen, og forlader os i Sep- 
tember eller Oktober; kun enkelte Individer forblive hos os 
i milde Vintere. I Udkanten af større Skove, hvor der gi- 
ves megen Opvæxt af unge Træer, i Krat og i gamle le- 
vende Hegn, især med Vand i Nærheden, opholder den sig 
om Sommeren og yngler. Fra Toppen af høie Træer lyder 
dens muntre, afvexlende, melodiske Sang, som vedvarer fra 
Marts til langt hen i Sommeren og navnlig høres om Åf- 
tenen og i Morgensiunden og i de nordlige Landes lyse 
Nætter.  Sangdrosselen er en livlig og sky Fugl, der er 


1å 


220 


mindre selskabelig end de fleste andre Årter af denne 
Slægt. 

" Om Foraaret og Sommeren fortærer den Regnorme, 
Insektlarver, krybende Insekter og smaa nøgne Snegle; for- 
øvrigt lever den ogsaa af adskillige Slags Frugter som Kir- 
sebær, Ribs, Rønnebær 0. s. v. 

Paa de ovenfor angivne Opholdssteder bygger den sin 
Rede i Træer og Buske, som oftest i ringe Høide fra Jor- 
den, dog sjeldent saa lavt som Solsorten”). == Materialierne 
bestaae udvendigt af tørre Kviste, Græsstraa og Mos, hvor- 
imod den indvendige, halvkugleformige Fordybning er en 
glat og fast Masse, som bestaaer af trøsket Træsmulder, 
blandet med vaad Jord og Ler, saaledes at Reden bliver 
ganske haard og fast. De 4—6 blaagrønne eller blegt 
spanskgrønne, temmelig glindsende, med smaa sorte Pletter 
og Punkter bestrøede Æg ruges i 16 Dage; det første Kuld 
er i Almindelighed flyvefærdigt i Begyndelsen af Mai, og 
kort derpaa træffes der Foranstaltninger til den nye Æg- 
lægning. 

Æggets Længde og Brede: 

LSD AO mm: 
30,5 » BEEN 

I Træktiden er Sangdrosselen temmelig sky og vanske- 
lig at skyde, hvilket derimod mindre er Tilfældet i Yngle- 
tiden. Den fanges hyppigst om Efteraaret i Doner med 
Rønnebær eller i Mangel deraf med Hyldebær. Om For- 
aaret fanger man den bedst i Løbedoner paa Jorden mellem 
Buske og Hække, hvor den pleier at opholde sig. 

Om Efteraaret er dens Kjød lækkert. Da den for- 
tærer mange skadelige Insekter og nøgne Snegle, er den en 
nyttig Fugl. 


=) Undtagelsesvis vælger den andre Steder til Redebygning; saaledes 
meddeler Fischer, at et Par Sangdrosler i Foraaret 1872 byggede 
deres Rede paa Træværket i et i Birkelse Have opført Lysthus, saa- 
ledes at Straataget ragede en hel Alen ud over den. 


221 


LG 


Vindrossel, Turdus iliacus, L. 


Dansk: Røddrossel, Vindrossel, Skaaning. Norsk: Rødvingetrost, 

Natvake (Faber%). Svensk: Rådvingetrast, Rodvinge.  Færøisk: 

Quinsheåni (M.), Odinshani (H.), Ovus Hani (ifølge Faber). Islandsk; 
Skogar-Pråstr. 


Artsm.  SRygsiden olivenbrun med en graaagtig Tone paa Overgumpen 
Forhalsen tegnet med sortagtige, Brystet og Siderne med graa- 
brune, langsgaaende Pletter; paa Siderne af Halsen en gulagtig 
Plet; over Øiet en hvidgul Stribe; Vingernes underste Dækfjer 
samt Siderne rustrøde. & 


Afbildn. Tab. XVI. gæ. Han. 


Længde 8!/4”, Vingestrækning 14/2", Halen 3”. 

Hos Hunnen er Striben over Øiet smallere, Struben 
uplettet, Bugsiden lysere og den rustrøde Farve mattere; 
forøvrigt ere Kjønnene vanskelige at adskille ved ydre 
Mærker. En renhvid Varietet (Han) fra Raahauge paa Lol- 
land findes opstillet i det zoologiske Museum. 

Vindrosselen er den mindste indenlandske Art af denne 
Slægt. I Oktober og November kommer den i stor Mængde 
hertil fra sine Ynglepladser i det høiere Nordens Skove; de 
fleste drage videre, men enkelte Individer, stundom enkelte 
Flokke, forblive her Vinteren over; i Vinteren 1848 traf 
Forf. enkelte Vindrosler i Jylland, men han antog dem 
for at være saarede Individer, der ikke havde følt sig stærke 
nok til at reise videre%%), Den 29%de December 1853 traf 
han derimod en stor Mængde Vindrosler i Selskab med 
T. pilaris og T. merula i Søndermarken ved Frederiksberg; 


+) Ueb. das Leb. d. hochnord. Vogel p. 321. B; Angivelsen beroer dog 
muligvis paa en Forvexling med foregaaende Art. 

xx) Ved Skud, Løsrivelse af Doner, Rovfugles Angreb o.s. v. erholde 
mange Trækfugle, især de saa efterstræbte Drosler, Beskadigelser, 
hvoraf de forsaavidt helbredes, at de vel kunne leve og friste et 
kummerligt Liv paa selve Stedet, uden dog at kunne følge deres 
Kammerater videre; mange af disse Individer omkomme om Vin- 
teren. i 


ike 


"samme Vinter forekom der mange Vindrosler ved Slagelse, 
ligeledes sammen med T. pilaris. I Februar 1859 bleve 
flere Exemplarer skudte i Omegnen af Kjøbenhavn.  For- 
aarstrækket varer 2—3 Uger. Paa Bornholm er denne Årt 
hidtil ikke bemærket. I Slutningen af Marts, undertiden 
lidt senere, alt efter Veirligets Beskaffenhed, seer man dem 
her igjen påa Gjennemreisen til Hjemmet.  Påa den skan- 
dinaviske Halvø er den almindelig næsten overalt, dog tal- 
rigst i de nordlige Dele lige op til den russiske Grændse; 
den foretrækker det subalpinske Gebet for Lavlandet og 
findes almindeligt ynglende paa Fjeldene fra Grånregionens 
øvre Dele til op i Birkebæltet. Foraar og Efteraar kommer 
den flokkevis til Lavlandet, hvor den hist og her ved de 
sydlige og vestlige Kyster overvintrer enkeltvis. Til Fær- 
øerne kommer den hvert Aar flokkevis i April og Mai, men 
trækker hurtigt bort igjen. Om Efteraaret i September 
kommer den atter tilbage. Kun en enkelt Gang vides den 
at have ynglet der, idet Sysselmand Miller den 14de Juli 
1869 fandt dens Rede med 4 Æg i sin Have ved Thors- 
havn. Reden var anbragt paa Jorden. Til Island kommer 
den, ifølge Fåber, i Slutningen af Marts, undertiden stærkt 
forkommet af Kulde; den tager da sin Tilflugt til Husene 
eller de varme Kilder. Endnu i November har Faber truffet 
den paa Island, hvor han fandt dens Rede med Æg midt i 
Juni... I Grønland er den kun bemærket som en tilfældig 
Gjæst. Naar Vindroslerne om Foraaret ikke ere beskjæftigede 
med åt opsøge Næringsmidler, sidde de ofte i store Sel- 
skaber påa større Træer og opføre deres Koncerter, som 
bestaae af en Række sagte, kviddrende og pibende Toner. 
I deres egenlige Hjem længere Nord paa skal deres Sang 
imidlertid ikke give Sangdrosselens meget efter. De ere 
selskabelige Fugle, der, naar de ikke kunne finde deres 
Lige, blande sig med Snarre- og Sangdrosler; de holde 
Fred med hverandre og vise sig ængstelige, naar en Flok 
er bleven adskilt. 


223 


Deres Næring er ganske den samme som" Sangdros- 
selens. 

Reden findes som oftest i tætte Birkebuske, Elle- og 
andet Krat og er bygget paa samme Maade som Sang- 
drosselens.  Vindrosselens 5—6 Æg ere blegere end den- 
nes, lyst blaagrønne med rødbrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

VÅDE DYNE ligge: 
29 » 20,5 » 

Den yngler 2 Gange om Åaret. 

Ligesom de fleste andre Drosler er den temmelig sky og 
vanskelig at komme paa Skud. Desto lettere fanges den om 
Efteraaret i Doner med Rønnebær, især naar man tillige 
holder en Lokkefugl, helst af dens egen Art. I koldt Veir 
og om Formiddagen lykkes Fangsten bedst. Om Foraaret 
kan man fange den i Løbedoner uden Lokkemad. Da den 
trækker flokkevis, falder den undertiden i Mængde i Do- 
nerne. 

Dens Kjød er om Efteraaret fedt og velsmagende. Den 
udrydder mange skadelige Insekter, især Larver. 


Sortstrubet Drossel, Turdus atrigularis, Natt. 
Syn. Turdus Bechsteinii, Naum. — Merula atrogularis, Bon. 


Artsm.  Rygsiden olivengraa; Bugen hvid med enkelte brune Pletter; 
Forhalsen hos Hannen sort, hos Hunnen gulagtig hvid med 
mørkebrune Pletter. De underste Vingedækfjer lyst okkergule. 


Afbildn. Tab. XVII. gå. Han. 


Længde 10”, Vingestrækning 17”, Halen 42”, 

I Henseende til Størrelsen staaer denne, i Europa kun 
tilfældigt forekommende Årt, imellem Sang- og Snarre- 
drosselen , medens den i mange andre Henseender mere 
ligner den sidste og især Ringdrosselen. 

I det nordlige Tydskland er den enkelte Gange bleven 


224 


bemærket i det almindelige Drosseltræk”), og at man der har 
erholdt flere ganske unge Fugle, taler for, at disse maåaae være 
udrugede i en eller anden nær tilgrændsende Egn. Her i 
Landet vidstes den indtil for faa Aar siden kun én Gang 
skudt, nemlig en Hun (?) i 1822 i Herlufmagle af Pastor 
Appeldorn, der sendte den til Prof. Melchior paa Her- 
lufsholm, som atter forærede den til det Kongl. Museum, 
hvor den endnu findes. Hr. Frees Hornemann vil have seet 
et Exemplar den 25dde Februar og den Yde Marts 1860 i 
sin Have i Hjørring, hvor den opsamlede Brødkrummer. 
Han var den påa 10 Alen nær og forsikkrer, at Forvexling 
var umulig; den blev dog ikke skudt (Reinh.). 

I Naturhistorisk Tidsskr. 3. Række, 8. Bd., p. 451— 
479 publicerede Fischer i 1873 sin «Anden Fortsættelse af 
låagttagelser over Danmarks Fugle» og meddeler deri (p. 455) 
Fangsten af den «rødhalsede Drossel», Turdus rufi- 
collis Pall., der angives som fanget i en Done i Feldborg- 
Plantage ved Viborg i Begyndelsen af November 1872; 
Kapt. Schmidt var den Første, der bemærkede Fuglen, som 
opholdt sig i Plantagen sammen med 4 andre Individer. 
Gjennem Adj. Feddersen modtog Fischer Skindet af det 
fangede Exemplar, som nu opbevares udstoppet i hans Sam- 
ling. Fischer bestemte Fuglen som en ung Han af Turdus 
ruficollis i første Efteraarsdragt, men denne Angivelse 
mødte bestemt indsigelse fra Prof. Reinhardt i «Nogle Be- 
mærkninger i Anledning af den i Novbr. 1872 ved Viborg fan- 
gede Drossel» (Vidensk., Meddelelser fra den naturhistoriske 
Forening i Kjøbenhavn 1873 p. 162—88). Reinhardt hæv- 
der, at det omhandlede Individ er en ung 7'. atrigularts 
og benægter Gyldigheden af Kjønsbestemmelsen. == Spørgs- 
maalet kan vel neppe siges at være afgjort med Sikkerhed, 


x) I det zoologiske Museum findes en ung Han fra Brunsbuttel (17de 
Oktober 1837, Wøldike). ; 


225 


om det end synes, at BReinhardts Bestemmelse er den 
rette ). 

Den sortstrubede Drossels egenlige Hjem er det vest- 
lige Siberien og fra Himalayas sydlige Affald mod Vest ind- 
til Kaukasien, hvorfra den undertiden forflyver sig til Mel- 
lem-Europa; den er saaledes truffen i Gallizien, Ungarn, 
Tydskland, Italien, Belgien og England (Reinh.). Den rød- 
halsede Drossel er udbredt over Øst-Siberien fra Baikal- 
Søen af over Amurlandet, det nordlige China og Himalaya- 
Bjergenes sydlige Affald i Nepal og Botan og over Af- 
ghanistan. 

Om den sortstrubede Drossels Forplantning vides, saa- 
vidt Udgiveren bekjendt, intet Sikkert. 


Ringdrossel, Turdus torquatus, L. 
Syn. Merula torquata, Briss. — Thoracocincla torquata, Reich. 


Dansk: Ringdrossel, Maanedrossel, Skjolddrossel, Norsk; Ringtrost. 
Svensk: Ringtrast, Ringdrossel. 


Artsm.  Mat- eller brunagtig sort, med hvidgraa Fjerrande og en stor 
halvmaaneformig, hvid eller hvidgraa Plet paa Forbrystet. 


Afbildn. Tab. XVI. 9%. Han. — Suppl. Tab. 6, gi. Hun. 


Længde 11”, Vingestrækning 17”, 

Ungerne før den første Fælding: sortagtige med rust- 
gule Pletter og Striber, uden Spor af Brystskjold. 

Den hvide Plet varierer meget i Størrelse og Form. 

I Danmark forekommer Ringdrosselen fornemmelig paa 
sit Træk fra det nordlige Skandinavien — som er dens 
Sommeropholdssted og egenlige Hjem — til sydligere Egne, 


+) Da det vil have Interesse at erholde en Afbildning af det paagjæl- 
dende Individ, og da dets. Eier, nuværende Kultusminister Fischer, 
har havt den Velvillie at tilbyde mig Fuglen i dette Øiemed, vil 
den blive afbildet paa en af de ved Værkets Slutning udkommende 
nye Tavler. Udg. 


226 


og nåar den derfra om Foraaret atter vender tilbage til sine 
Ynglepladser.  Foraarstrækket begynder i Marts eller April 
og varer til henimod Slutningen af Mai. I Jylland fore- 
kommer den langt talrigere end paa Øerne. Efteraarstræk- 
ket finder almindeligvis Sted i Oktober, men varer dog un- 
dertiden til ind i November. I Norge og Sverrig lever den 
om Sommeren i de sydlige og østlige Dele kun i Fjeld- 
egnene, hvor den yngler i Birkeregionen og kun undtagel- 
sesvis træffes i det subalpinske Gebet. Langs Norges Vest- 
kyst yngler den, ligesom nordenfjelds, i enhver Høide over 
Havet og forekommer især talrigt paa Øerne indenfor Po- 
larcirkelen; påa Lofoten yngler den inde i de om Somme- 
ren ubeboede Fiskerhytter. Ved Christiania er den en sjel- 
den Gang truffen overvintrende. Hos os er den sky og 
forsigtig, men saaledes er den ikke i sit Hjem, hvor den 
ofte i Nærheden af menneskelige Boliger lader høre sin 
melancholske, pibende Sang, der har Lighed med Solsortens. 
Paa Bornholm er den hidtil ikke truffen, og i vore nor- 
diske Bilande vides den heller ikke at være bemærket. 

Næringen er som de andre Drosiers. 

Den yngler, som sagt, i det høie Nord, men ogsaa 
påa «Riesengebirge» og de tydske Alper, oppe ved Sne- 
regionen, sjeldent i det øvrige Tydskland. = Teilmann an- 
fører, at den er funden ynglende ved Aabenraa, og Dyrlæge 
Grill har meddelt Udgiveren, at Skovrider Clausen den ådie 
Mai 1868 fandt den ynglende tæt ved sin Bolig påa Øland 
i Limfjorden. Reden, som indeholdt tre Æg, var bygget 
af samme Stoffer som Solsortens, men ikke saa fast, og 
med Egeløv som Bundmateriale; den var anbragt i en mindre 
Gran syv Alen fra Jorden. Reden staaer sædvanligvis tæt ved 
Jorden i Lyngen eller i de tætte Grene af forkrøblede Ene- 
bærbuske. De 4—6 Æg ere lysegrønne, tegnede med rød- 
brune Pletter og Punkter. 


AD 


Æggets Længde og Brede: 
98 mm. 97 mm. 
33 » BST 
Ringdrosselen fanges som de andre Drosler i Doner 
med Rønnebær. Den er undertiden sky og urolig, men 
dog som oftest lettere at komme paa Skud end nogen af 
vore andre Drosselarter. Hannen er mere sky end Hunnen. 
Kjødet er en fortræffelig Spise, og Ringdrosselen gav- 
ner tillige, som hele denne Slægt, ved Udryddelsen af skade- 
lige Insekter og deres Yngel. 


Sortdrossel, Turdus merula, L. 
Syn. Merula nigra, Boze. — Merula vulgaris, Leach. 


Dansk: Sortdrossel, Selsort, Solsort Norsk: Solsort, Sorttrost. 
Svensk: Koltrast, Solsvårta (Skaane). Færøisk: Roukur (M.), 
Hrokur (H.). 


Artsm. Hannen sort med gult Næb og gule Øiekredse; Hunnen sort- 
brun med lysere Strube. 


Afbildn. Tab. XVI. gå. Han. — Suppl. Tab. 6, gl. Hun. 


Længde 10—10"9”, Vingestrækning 16%2—17”, Halen 
Aljo”", 

Ungerne før første Fælding ere mørkebrune med rust- 
farvede Fjerskafter påa Hovedet, Halsen og Overryggen og 
med brunagtig, undertiden mere rustgul Underside, der paa 
Strubens og Brystets Sider har sortagtige Rande foran paa 
Fjerene. 

Der gives hvide, gulhvide, hvidbrogede, graa og rust- 
gule Varieteter. 

Søolsorten beboer vore Løv- og Naaleskove, især me- 
dens disse endnu ere yngre og have megen Underskov; 
den opholder sig helst, hvor der er Vand i Nærheden eller 
fugtig Jordbund. Den er dels Stand-, dels Strøg-, dels 
Trækfugl; enkelte af de Gamle forblive her Vinteren over, 
men Ungerne drage i Almindelighed sydligere i Oktober 


med det almindelige Drosseltræk og vende tilbage i Maris. 


228 


Paa den skandinaviske Halvø forekommer. den især hyppigt 
i de sydlige og mellemste Kystegne. Endnu i Trondhjems 
Stift yngler den almindeligt; indenfor Polarcirkelen er den 
vel funden ynglende, men den er dog sjelden der. Enkelte 
Individer overvintre hvert Aar langs Kysten helt op til 
Trondhjemsfjorden. Den træffes undertiden paa Færøerne”), 
men ikke saa hyppigt som 7'. %zacus. Fra Island, hvor den 
undertiden, om end sjeldent, forekommer paa Trækket, mod- 
tog Forf. i Efteraaret 1853 en gammel Hun. Faber anfører 
den som skudt der i 1823, og ifølge Prof. Reinhardts Med- 
delelse er den ligeledes skudt der i 1860 af en Englænder. 

I sin Adfærd viser den stor Livlighed og er ualminde- 
ligt sky og klog; den er såa forsigtig, at den sjeldent lader 
sig see og ikke let lader sig hilde i Snarer. Naar den 
mærker Fare, giver den et skingrende Skrig fra sig, hvor- 
ved den ofte bortskræmmer Vildtet for Jægeren, men ogsåa 
nu og da underretter ham om Rovdyrs Nærhed. Bliver den 
pludseligt opjaget, udstøder den et raskt, høitlydende Skrig. 
Den er ufredelig og nidsk mod andre Fugle, selv mod sine 
Slægtninge. Dens fløitende Sang bidrager meget til Sko- 
venes Oplivelse i det tidligste Foraar. 

Næringen bestaaer om Foraaret og Sommeren af In- 
sekter, Larver, Pupper og smaa Snegle, senere af forskjel- 
lige Slags Frugter, som Rønnebær, Enebær, Vrietornbær 
og Hyldebær, samt Slaaen, Hyben og Kirsebær. Naar Un- 
gerne ere voxne, anrette Solsorterne en Del Skade i Ha- 
verne ved at fortære Frugter. Om Vinteren maae de, der 
forblive her, ofte kummerligt ernære sig ved åabne Kilder 
af de deri værende Vandinsekter; de æde da ogsaa råadne 
Æbler o. s. v. 


+) Ifolge Sysselmand Mullers Mening gjælde Pastor Holms Angivelser 
om Forekomsten af Pyrrhocorax graculus paa Færøerne («Ornithol. 
Bidrag til Færøernes Favna.» Naturh. Tidsskr. 2. R. 2 Bd, p. 509) 
kun om Turdus merula. Da Holm kun støtter sin Beretning påa 
Andres Meddelelser, er Forvexlingen ikke saa uforklarlig. 


229 


Den yngler to Gange aarligt, første Gang i Slutningen 
af April, anden Gang i Slutningen af Juli. Reden staaer i 
Regelen temmelig skjult og ikke synderlig høit fra Jorden, 
ofte ganske lavt over, ja endog umiddelbart paa samme; 
den findes oftest paa Trægrene og i Buske eller i åabne 
Huller i Stammerne. Forf. har endog engang fundet den 
dybt nede i en forfalden Iskjælder med Aaåbninger i Taget, 
ved Siden af Gjærdesmuttens og Rødkjælkens Reder. Den 
er temmelig stor og dyb, skaalformig, udvendigt bygget af 
fine Kviste .og Jordmos, som indadtil er sammenføiet med 
Ler og anden fed Jord; inderst er den udforet med Græs- 
blade og fine Rødder. Æggene, 4—5 (sjeldent 3 eller 6), 
ere af en bleg- eller graagrøn Farve med matte rustbrune 
Pletter, Streger og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

Bo romm 90) mm. 
33,5 » 24,5 » 

Han og Hun forblive sammen ogsaa udenfor Yngie- 
tiden. I Vendsyssel, baade paa Vestkysten og" Østkysten, 
yngler den langt hyppigere end paa Sjælland. 

Om Efteraaret fanges den i Doner med Rønnebær, 
som de andre Kramsfugle; den er vanskeligere at komme 
påa Skud end nogen af disse. 

Anm. Paa Museet i Lund findes et Exemplar af Turdus lunulatus, 
Lath. (T. varius, Vig. & Horsf.), som Baron Gyllenkrok, der 
har skjænket sin betydelige Fuglesamling til dette Museum, 
har kjøbt af Naturaliehandler Brandt i Hamborg, og som har 
Paategningen: «skudt i Fyen».  Ihvorvel en saadan Angivelse 
maa modtages med største Forsigtighed, har Udg. dog ment 
ikke at burde udelade den ganske. Den nævnte Art hører 
hjemme i Ny-Holland. 

Turdus varius, Pall. (4 T. squamatus, Temm.», Mskrpt.), 
der ikke maa forvexles med ovennævnte Art, angives af F. Boie 
som truffen to Gange paa Helgoland (Ornithol. Beitr. V. Isis, 
1835, Pag. 251). Om dennes eller forrige Arts Forekomst i 
Holsten foreligger der, saavidt vides, aldeles Intet, og Angivel- 
serne i «Danmarks Fugle» maae udentvivl beroe paa Forvexling 
og Misforstaaelse. 


230 


Vandstærslægten, Cinclus, Bechst. 


Næbet sammentrykt sylformigt, middellangt, svagt; 
Overnæbets Spids noget bøiet, med et lille Indsnit paa hver 
Side; Næseborene spalteformige, tæt ved Panden, oventil 
forsynede med en flad, blød, kort og tildels tætbefjeret Hud, 
hvormed de kunne lukkes.  SIngen Børster ved Næbroden. 
Fødderne middelhøie, stærke, med store, sammentrykte 
og krumme Kløer; Mellemtaaens Klo takket langs Inder- 
randen, af samme Længde som Bagkloen; Fodroden læn- 
gere end Mellemtaaen. Vingerne korte, butte; Zden, 3die 
og åde Svingfjer næsten lige lange og de længste; Halen 
meget kort og brat afskaaren; 12 Styrere. Kroppen tyk, 
kort og tæt befjeret. Hovedet fladpandet, smalt og spidst; 
Øinene høitliggende, temmelig smaa. 

Vandstærene ere uselskabelige, yderst urolige og som 
oftest meget sky Fugle, der ikke blot løbe omkring ved 
Vandkanterne med stor Hurtighed og vade som Strand- 
løberne, men endog svømme og med Færdighed dykke un- 
der Vandet, Egenskaber, der ere høist besynderlige hos 
Fugle, der dog ellers ganske have Landfuglenes Bygning. 
Deres tykke, tætte Fjerpelts minder om Vandfuglene, med 
hvilke de ogsaa have en meget udviklet Gumpkjertel tilfæl- 
les. De yngle i Huller ved Vandbredder, bygge temmelig 
kunstige Reder og fælde kun én Gang om Aaret. Deres 
Flugt er yderst hurtig og gåaer næsten stedste lige ud, und- 
tagen hvor de, ligesom Isfuglen, følge Bækløbene; de flyve 
kun ugjerne langt ad Gangen. Deres Sang er ret be- 
hagelig. 

Vandstær, Hydrobata cinclus, (L.) 


Syn. Sturnus cinclus, L. — Turdus cinclus, Lath. — Merula aqua- 
tica, Briss. — Cinclus aquaticus, Bechst. — C. melanogaster, Brehm. 
Dansk: Strømstær, Bækdrossel, Vandstær, Isfugl (Ringsted-Egnen). 


Norsk: Fossekal, Elvekonge, Strømstær. Svensk: Vattenstare, Strom- 
staåre. Færøisk: Åarpisa (M.), Aarpisa (H.), Aaårpisa (Faber). 


231 


Artsm. Skifergraa med sorte Fjerrande, Hovedet graabrunt; Struben, 
Halsen og Forbrystet hvide; Bagbrystet rødbrunagtigt. Næbbet 
sortbrunt. Ungerne have sortagtige Fjerrande i det Hvide. 


Afbildn. Tab. XV. g/. Han. — Suppl. Tab. 6. ung Fugl. 


Længde 7%”, Vingestrækning 12”, Halen 2”. 

Vandstærens Yndlingsopholdssted er brusende, med 
Træer og Buske omgivne Bække, Aaer og. Floder i Bjerg- 
egne. Da det mangler vort Fædreland paa disse, forekom- 
mer den kun sjeldent hos os om Sommeren. Om Vinteren 
derimod kommer den nu og da fra nordligere Lande og 
opslaaer sit Vinterkvarter her; man finder den da som of- 
test ved Vande, der påa Grund af deres hurtige Løb ikke 
let tilfryse, f. Ex. ved Aaer, Møller og Sluser. Har den 
fundet et saadant Sted ved Vandet, der ogsaa holder sig 
aabent om Vinteren, da forbliver den gjerne der og streifer op 
og ned i sit smalle, men lange Revier. Den er saaledes efter 
Omstændighederne dels Stand-, dels Strøg- og dels Trækfugl. 
Paa Jyllands og Slesvigs Østkyst forekommer den ved mange 
Møllebække og Åaer, stundom temmelig langt hen paa Vinteren, 
sjeldnere paa Sjælland, saaledes (ifølge Bølling) ved Frederiks- 
borg. Grev S. Raben skød den ved Aastrup. pr. Roeskilde. 
I E. Hages Samling fandtes flere Exemplarer, skudie paa 
Møen. Faber (Ornith. Notic. Pag. 22) anfører, at den af 
og til skydes omkring Kjøbenhavn og ved Herlufsholm, samt 
at hån selv hår skudt den ved Odense. Baron Brock- 
dorff skød den ved Thyrsbæk ved Veile, og Teilmann fik 
den i December 1822 ved Esrom Sø. Forf. havde den 
fra Grenaa, Viborg, Aabenraa og Veile, og Apotheker Steen- 
berg fra Helsingør-Egnen. Fischer har faaet den fra Dorf 
Mølle og skudt den ved Dronninglund (Vendsyssel). Den 
9de November 1835 blev en Han skudt paa de tilfrosne 
Moser ved Lille Veile i Nærheden af Byen Hundinge ved 
Kjøgeveien og foræret til det Kgl. Museum; tre Dage forud 
vare to andre Exemplarer skudte sammesteds (Reinh.). 


232 


Den 24de Oktober 1848 sendte Lehnsgreve Lerche et paa 
Lerchenborg skudt Exemplar til Universitets-Museet. Den 
13de Januar 1853 blev en Hun skudt ved Frederiksværk, i 
April 1866 en Han ved Holbækgaard i Jylland, i Marts 1865 
en Hun ved Hirschholm og i November 1856 en Han ved 
Strandmøllen. De 4 sidstnævnte Individer ere opstillede i 
det zoologiske Museum, hvor der endvidere findes Exem- 
plarer fra Kjøbenhavns Omegn (November 1865) og fra 
Hømb- og Englerup Vandmøller ved Ringsted (Januar 1865). 
Paa disse to sidste Lokaliteter skal Vandstæren ifølge Bøl- 
lings Meddelelse forekomme temmelig almindeligt og af Be- 
folkningen være kjendt under Navnet «Isfugl». Fencker fik 
i December 1869 en gammel Hun fra Hevring Mølle ved 
Randers. Den 3åite Oktober 1870 traf Feddersen den ved 
Hald pr. Viborg, og ifølge hans Afhandling om Viborg- 
egnens Hvirveldyr (1865) er den flere Gange seet ved Rinds- 
holm Aa, ligesom den aarligt skal forekomme ved Karup 
Aa. Ifølge Mechlenburg er den ikke sjelden ved Flensborg, 
hvor den endog skal have ynglet. Melchior angiver den 
som jevnligt forekommende ved Herlufsholm. = Hofjæger- 
mester A. Brun har meddelt Udg., at han for 6—8 Aar 
siden har seet Vandstæren ved Havnebassinet i Humlebæk. 
Påa den skandinaviske Halvø forekommer den overalt som 
Standfugl lige op til den russiske Grændse. Paa Fjeld- 
siderne yngler den talrigt helt op til den evige Sne. Dens 
Forekomst påa Færøerne maa betragtes som aldeles tilfæl- 
dig, uagtet den af enkelte Forfattere angives at forekomme 
der, endog ynglende (Svabo). Det eneste Tilfælde, i hvilket 
den med Sikkerhed vides at være truffet der, er fra Efter- 
aret 1871, da Sysselmand Millers Søn skød et Exemplar. 
Paa Island og i Grønland forekommer den ikke. 

Uagtet den holder meget af Træer og Buske ved sit 
Opholdssted, seer man den næsten aldrig sidde paa disse; 
den foretrækker at sidde paa Stene eller Pæle i og ved 
Vandet, hvorfra den, ligesom Isfuglen, iagttager Vandfladen 


233 


og speider efter Bytte. Selv i den strængeste Kulde er den 
ualmindelig livlig, men imod sine Lige ufredelig, saa at 
den udenfor Parringstiden altid lever ensomt, idet enhver 
har sit Revier. Bliver den opskrækket, udstøder den et 
høit, skarpt Skrig. Dens Sang, som bestaaer af flere Stro- 
pher, har noget tilfælles med Sylviernes. 

Insekter, Larver, Orme, småa Muslinger og Fiske ud- 
gjøre dens Næring, som den ofte henter påa Bunden af 
Vandet. Selv hvor dette skummer og bruser stærkest, styr- 
ter den sig kjækt ned i Vandfaldet for at hente sit Bytte 
og bevæger derved baade Vinger og Fødder. 

Den bygger kede i Huller ved Bæk- og Aakanterne, 
under Broer, i gamle Sluseværker, sjeldnere i hule Træstam- 
mer. Reden er godt bygget, meget varmt indrettet, større 
eller mindre efter Stedets Beskaffenhed, altid med et Tag, 
enten et kunstigt eller naturligt, og med et rørformigt Ind- 
gangshul. Materialierne bestaae af grønt Mos eller Plante- 
stængler, Græsblade, Rødder og Løv. Deri findes i Marts 
eller Begyndelsen af April 4—6 glindsende, hvide Æg, hvor- 
påa Hunnen ofte ruger såa ivrigt, at den, ligesom Meiserne, 
lader sig tage paa Reden. 

Æggets Længde og Brede: 

2 5mm: 1852m: 
26 » 19,5 » 

Da den er temmelig sky, især påa ubeboede Steder, 
hvor den ikke har vænnet sig til menneskelig Færdsel, maa 
man enten skjult liste sig til den, lade den drive til sig 
eller staae paa Anstand ved dens Yndlings-Siddesteder for 
at komme den paa Skud. 

Kjødet smager ganske behageligt. Dens munire Væsen 
og dens Sang opliver, og den udrydder en Del skadelige 
Insekter. 


Vipstjertslægten, Motactlla, Lath. 


Næbet lige, tyndt, sylformigt; Undernæbets Kanter 
sammentrykte ud imod Spidsen; Overnæbet forsynet med 
et svagt Indsnit ud imod Spidsen. Næseborene paa Si- 
derne, tæt ved Næbroden, smaa, ægformige, oventil dækkede 
af en svag, blød Hinde. Fødderne høie og tynde; Bag- 
taaens Klo stor, lang, tynd og smål, de øvrige smaa og 
kun lidt krumme; mellemste og yderste Fortaa sammen- 
voxede ved Roden. "Vingerne middellange; 1ste Svingfjer 
mangler; i Alt findes kun ni Haandsvingfjer. De tre in- 
' derste Armsvingfjer meget lange; den ene af dem naaer 
næsten til Vingespidsen. Halen meget lang og smalfjeret, 
uden Indsnit i Spidsen. Hovedet fladpandet, spidst og 
langt; Halsen tynd og lang; Kroppen langstrakt. 

Disse smaa, muntre Fugle opholde sig gjerne ved 
Strandbredder, Kjær, Damme og Bække, hvor de vade i 
grundt Vand; nogle færdes mest paa aabne, flade Marker, 
Enge 0.s.v. Saavel det systematiske som det danske Slægts- 
navn betegner disse Fugles Vane at bevæge Halen op og 
ned. De sætte sig sjelånere paa Træer end paa Mure, 
Huse, Stene og paa den blotte Jord, hvor de. løbe hur- 
tigt og med stor Færdighed. Mange opholde sig i Nærhe- 
den af vore Boliger og ere meget tillidsfulde mod Menne- 
sker. De ere Trækfugle, der fælde to Gange om Aaret; 
Han og Hun ere kun lidt forskjellige, men desto mere af- 
viger Vaardragten fra Høstdragten. 

Deres Næring bestaaer alene i Insekter, som de oftest 
fange i Løb, sjeldent i Flugten. De yngle i Huller i Sten- 
gjærder, Mure, Træer 0. s. v. eller paa Jorden. 


Hvid Vipstjert, Motacilla alba, L. 


Syn. Motac. Yarrellii, Gould. — Motac. lugubris, Temm. (Varieteter). 


Dansk: Havrevimpe, Havresæd, Blaa Havresæd, Baadfugl (Ærø), Sme- 

diefugl, Havrefugl, Stenpikker, Gaderender, Rendestenssanger (Syd-Sjæl- 

land). Norsk: Erle, Linerle. Svensk: Ringårla, Sådesårla, Isspjårna, 

Kokårla (Skaane). Færøisk: Erla (Faber), Erla Kongsdåttir (H.), Erla 
Kongsdottur (M.). Islandsk: Måriu-Erla. 


Artsm. Ryggen askegraa, Overgumpen sortegraa; de underste Haledæk- 
fjer og Bugen hvide; de to yderste Styrere for største Delen 
hvide. 


Afbildn. Tab. XIX. g7. Han (Vaardragt). — ibid. Var. M. lugubrts. — 
Suppl. Tab. 7. Fig. 1. Han +: Vinterdragt; Fig. 2. ung Fugl. 


- 


Længde 7/2”, Vingestrækning 11”. 

Vaardragten udmærker sig fornemmelig derved, at Stru- 
ben, Forhalsen og Overbrystet ere rent sorte; dog ere Hun- 
nens Farver mindre kraftige, og det Sorte har mindre Ud- 
strækning paa Brystet og påa Baghalsen end hos Hannen. 

I Høstdragten indskrænker det Sorte sig foran til en 
hesteskoformig Plet ovenfor Brystet. I denne Dragt have 
Ungerne temmelig megen Lighed med de Gamle, men de 
ere graa paa Baghovedet, hele Overkroppen er gulagtig 
graa, og selv det Hvide paa Halssiderne og Overbrystet har 
et rustgult Skjær, ligesom Underlivet har mere Graat paa 
Siderne. 

Foruden Lokalvarieteten 2. Yarrellit, Gould, som nær- 
mere omtåles nedenfor, gives der ganske hvide, gulhvide, 
blege, brogede, hvidhovedede og hvidvingede Varieteter. 

Denne Art er almindelig næsten overalt i Danmark, men 
dog maaskee mindre talrig påa Individer end den gule Vip- 
stjert (Mot. flavaj.. Paa Bornholm forekommer den temmelig 
sjeldent. Som Trækfugl ankommer den sammen med Snep- 
pen, alt efter Veirligets Beskaffenhed, fra Midten af Marts 
til først i April. I Aaret 1849 saae Forf. den i det sydøst- 
lige Jylland allerede den 7de Marts, og der skal endog gi- 
ves Aaringer, i hvilke den indfinder sig i Februar. Efter 

16 


236 


Steenbergs Optegnelser ankom den til Egnen ved Hel- 
singør : 1829 den 1. April, 
1837 — 26.) — 
1844 — TT. — 
1845 — 4. — 
1846 — 1. — 
og efter Melchiors til Herlufsholm: 
1819 den 27. Marts, 
1820 — 30. — 
1821 — 15. — 
1822 — 19.  — 
1824 — 16. — 
1826 — 13. — 
1830 — 25. — 
Til Otterup v. Odense ankom den ifølge Dyrlæge Grills 
Optegnelser : 1867 den 27. Marts, 
1868 — 22.  — 
1869 — 5. April, 
1870 — 12. Marts, 
1871 — 18. — 
1872 — 18. — 
1873 — 29.  — 
1874 — 24. — 
1875 — 28. — 


I Norge og Sverrig er den udbredt overalt, lige op til 
den russiske Grændse; paa Fjeldsiderne træffes den såa høit 


op, som disse ere beboede. 


Paa Færøerne er den almin- 


delig om Foraaret og Efteraaret, men er, saavidt vides, ikke 


funden ynglende der. 


Til Island ankommer den sædvanlig- 
vis i Slutningen af April og drager bort derfra midt i Sep- 


+) I Foraaret 1837 havde vi i Slutningen af Marts og i de første Dage 
af April mildt Foraarsveir, men derpaa fulgte en saadan Mængde 
Sne, at de fra de sydlige Lande tilbagevendende Fugle lede stor 
Nød; en betydelig Mængde døde, og de øvrige ankom sent til deres 


nordligere Ynglepladser. 


"- lg ha 937 

ye) Søg 
tember. I Grønland er den kun bemærket som en tilfæl- 
dig Gjæst. 


Man seer den paa Gader, Broer, Veie, Overdrev, ved 
Bække, Floder, Damme, Grave, Kilder og Strandbredder, 
hyppigst ved Vandet; den følger ogsaa Ploven ligesom Stæ- 
rene og Kragerne. Saa urolig, munter og hurtig den ellers 
er, søger den dog tillidsfuldt menneskelige Boliger og viser 
sig særdeles fortrolig mod deres Beboere.  Saasnart en 
Rovfugl nærmer sig, opdages den strax af disse, dens smaa, 
opmærksomme Fjender; de strømme til fra alle Kanter og 
forfølge den ud over deres Revier, uden at den forsøger 
at straffe deres Drillerier, uagtet de endog forstyrre dens 
Jagt, idet de itide gjøre andre Fugle opmærksomme paa 
dens Nærhed. Hannen synger flittigt, men dens Sang er 
mindre behagelig, mest sammensat af dens forskjelligt mo- 
dulerede Lokketoner. 

Næringen bestaaer af Insekter, Laårver og Pupper, som 
den samler paa Marker og Veie, ved Bække, Damme, Vand- 
pytter og Strandbredder. 

Den yngler i Begyndelsen af Mai paa ovennævnte Op- 
holdssteder , især i Nærheden af Vandet, f. Ex. i Sten- 
mure, Stenbroer, Havnemoler, hule Træer, under Trærødder 
og udhængende Grønsvær, i og under Straatage, i Brænde- 
stabler, Baade (deraf paa Ærø Navnet: Baadfugi) o. s.v. I 
Bjergegne bygger den ofte i Klipperevner. Reden er min- 
dre kunstig og bestaaer af Græsrødder og Straa, indvendigt 
foret med Haar og Uld. Æggene, 5—7, sjeldent 8, ere 
hvide eller graahvide, bestrøede med større eller mindre 
graa og brune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

horse: LEE 
115 15,5 » 

Æggene ruges af begge Kjøn, og ofte lægger Gjøgen 

sit Æg i dens Rede; som Pleieforældre for den unge Gjøg 


16% 


FF = 
238 ” 


hænge de med den ømmeste Kjærlighed ved det store Sted- 
barn. 

Om Foraaret og Sommeren ere de lette at skyde; de 
kunne ogsaa fanges i Løbedøoner — med Melorme til Lokke- 
mad eller uden disse — hvor de pleie at løbe. 

Denne Årt er en af Landmandens første Foraarsforkyn- 
dere og fortærer mange skadelige insekter. Den advarer ikke 
blot mindre Fugle, men ogsåa vore Husfugle, Duer og 
Høns, der kjende dens Varselskrig, naar en Rovfugl nær- 
mer sig, 0g påa samme Maade gavner den den opmærk- 
somme Jæger. 


Varieteten M. Yarrellit, Gould (M. lugubris, Temm.) 
ansees af adskillige Forfattere for en selvstændig Art, men 
vistnok uden gyldig Grund.  Byggen er sort hos Hannen, 
mørkegraa hos Hunnen; forøvrigt adskiller den sig ikke ved 
nogen konstant Charakter fra Hovedarten. 

Denne Lokalvarietet hører egenligt hjemme i det syd- 
østlige Europa og Nordafrika og er kun truffen enkelte 
Gange i Nordeuropa. I England er den derimod alminde- 
lig. Forf. angiver i 1iste Udg. af nærværende Arbeide, at 
Afbildningen paa Tab. XIX. tildels er udført efter en Skizze, 
som det lykkedes ham at tage påa ganske nært Hold af den 
levende Fugl, som han traf påa en Eng ved Veile den 6te 
April 1847”). I Norge er den truffen et Par Gange i Lan- 
dets sydlige og vestlige Dele. Ifølge Nilsson (Skand. Fauna 
Foglarna 1. Bd. 3. Uppl. 1858. p. 379) forekommer den 
hvert Aar ynglende ved Gøteborg. 


+) Udg. troer dog at burde gjøre opmærksom paa, åt ovenstaaende 
Angivelse ikke afgiver tilstrækkelig Borgen for, at det virkeligt har 
været den paagjældende Form; Forf. har kun «tildels» udført Af- 
bildningen efter sin Skizze, og paa denne have Farverne, der ere 
det eneste Charakterisliske ved Fuglen, vel neppe været angivne. 


239 


Gul Vipstjert, Motacilla flava, L. 


Syn. Mot. flaveola, Pall. — «Mot. cinereocapilla, Savi», Kjærb. 
(Var.)? — Mot. neglecta, Gould. — Mot. melanocephala, Licht. 
(Var.). — Mot. nigricapilla, Bonap. (Var.). — Mot. borealis, 
Sundew. (Var.). — Budytes Raji, Bon. — Budytes flavus, Cuv. 

Dansk: Maifugl, Engfugl, Gulspink, gul Havresæd, Smørfugl. Norsk: 


Gulerle, Saaerle. Svensk: Gulårla, Færøisk: Erla Kongsdottur (M.), 
Erla Kongsdøttir (H.). 


Artsm. Ovenpaa olivengrøn med graa Isse og grøngul Overgump; ne- 
denunder gul; de to yderste Styrere for største Delen hvide. 


Afbildn. Tab. X1X. 97. Han (Vaardragt). — ibid. «Mot. (flava) cinereo- 
capilla, Schleg.» — Suppl. Tab. 7. Ung Fugl. — Zdet Suppl. Tab. 3. 
(« Mot. (flava) borealis, Sundew. »). ; 


Længde 6"0—6%”, Vingestrækning 10Y4—10'2”, Ha- 
len 3”. | 

Hunnens Farver i Vaardragten ere mattere og urenere ; 
den gule Farve undertiden meget bleg, næsten hvidagtig; 
paa Underhalsen og Siderne af Struben en Krands af utyde- 
lige, graagrønne Pletter. 

I Høstdragten have Kjønnene mere Lighed med hin- 
anden; den gule Farve er da hos Hannen mere blandet 
med Rustrødt, og der er intet Spor tilbage af Foraarets 
skjønne, ranunkelgule Farve. De unge Fugle før Høstfæl- 
dingen ligne kun lidt de Gamle; de ere ovenpaa brungraa, 
nedenunder blegt lergule med brunsorte Pletter paa Brystet. 

Der gives hvide, hvidplettede og hvidbugede Varieteter. 

Denne Art er, ligesom foregaaende, meget almindelig 
her i Landet. I flade Egne, især sumpige med Enge og 
kjær, f. Ex. i Marsklandene og paa Hedeengene i det Sles- 
vigske og i Jylland, er den hyppigst, men dog langtfra ua!- 
mindelig påa Øerne og Jyllands Østkyst. Den vides der- 
imod ikke med Sikkerhed at være iagttaget paa Bornholm. 
E Midten af April indtil hen i Mai pleier den at indfinde sig 
fra sit Vinterkvarter i de sydligere Lande, og i sidste Halvdel 


240 


af September dråger den efterhaanden atter bort, saa at 
kun Enkelte sees lidt ind i Oktober. 

Ifølge Meddelelse fra Dyrlæge Grill ankom den til Otte- 
rup ved Odense: 


1868 den 23. April, 1872 den 26. April, 
1869 — 26. — 1878 — 4. Mai, 

1870 — 27. — 1874 28T SA prik 
1871 — 21. — SE Elo YUAN 


Om Vaaren følger den gjerne Ploven eller opholder 
sig påa Engene; om Sommeren træffes den mere paa 
kjæragtige Enge, Græsmarker og Syltenge ved Stranden, 
hvor den bestandigt er beskjæftiget med Insektfangst. I 
Norge er den almindelig overalt, undtagen langs Vestkysten, 
hvor den endnu ikke vides at være truffen i Kystegnene i 
Bergens Stift. Syd for Dovre træffes den især paa Fjeldene 
og sees om Sommeren sjeldent nedenfor det subalpinske 
Gebet. I det sydlige Sverrig synes den at være hyppigere 
end foregaaende Art; længere Nord paa er det navnlig Va- 
rieteten borealts, der forekommer, og denne synes ogsaa at 
være den almindeligste i Norge. Paa Færøerne er denne 
Årt meget sjelden, og der kjendes kun ét sikkert Tilfælde 
af deus Forekomst der. Paa Island og Grønland er den 
ikke bemærket. Den er en af vore smukkeste indenlandske 
Fugle og udmærker sig ved et uroligt, flygtigt Væsen, und- 
tagen påa Ynglepladsen, hvor den endog er ualmindeligt 
dristig og tillidsfuld. Dens Stemme har Lighed med for- 
rige Arts. 

Påa ovennævnte Opholdssteder samler den Larver og 
Insekter, men den vader ikke saa gjerne i Vandet som den 
hvide Vipstjert. 

Reden er vanskelig at opdage; den findes i Slutningen 
af Mai almindeligst i det høje Græs paa Engene og ved 
Kanterne af disse, i Startuer, i Kjær og især ved Kanten 
af forfaldne Grøfter og Grave, i Korneto.s.v. Den har Lig- 
hed med en Lærke- eller Pibelærkerede og er temmelig 


241 


kunstløst sammenlagt af Græsstraa eller Græsrødder, ind- 
vendigt foret med Haar eller Uld. De 5—6 Æg ere 
smudsighvide, graaagtig grønne eller rødagtig graa, utyde- 
ligt brunspraglede. 

Æggets Længde og Brede: 

iygse: vann. 
20 » hyre 

Om For- og Efteraaret er den mere sky end fore- 
gaaende Art; men i Yngletiden derimod såa tam, at man 
let kan fælde den med et Pusterør. Man fanger den i Løbe- 
doner ved Vandet, hvor den pleier at løbe. 

Den er en endnu paalideligere Foraarsbebuder end fo- 
regaaende, og man har, efter Sigende, som oftest ingen 
skadelig Nattefrost at befrygte efter dens Komme. Den ud- 
rydder en Mængde skadelige Insekter og Larver og. bør, 
ligesom den hvide Vipstjert, fredes overalt. 


Varieteten borealts, Sundew. (Afbildn. det Suppl. Tab. 3), 
der af Nogle endnu betragtes som en egen Årt, adskiller sig fra 
den typiske Form især ved Hovedets og BRyggens mørkere 
Farve; det er sandsynligvis denne Form, som Forf. i nær- 
værende Årbeides iste Udg. har omtalt under Navnet /Mot. 
cinereocapilla, Savi, og som han, ifølge Mechlenburgs Med- 
delelse, angiver som forekommende i Egnen ved Flensborg. 
Forf. vil endvidere selv have skudt den ved Varde (1847) 
og ved Lønborggaard i Jylland. I. det zoologiske Museum 
findes et Exemplar fra Flensborg (Juni 1857), som stemmer 
temmelig nøie med Varieteten borealis”). 


%) I Tillæget til iste Udgave af dette Arbeide angiver Forf., at han i 
Mechlenburgs Samling fra Omegnen af Flensborg saae et Exemplar 
af Mot. melanocephala, Lichtst., der har en mere langstrakt Krop, 
sort Hætte og længere, ganske sort Næb. Denne sydeuropæiske 
Form er, ligesom MM. borealis, kun en Lokalvarietet af M. flava. 


242 


Graa Vipstjert, Motacilla sulphurea, Bechst. 
Syn. Mot. boarula, Penn (non L.). 
Dansk: Gul sortstrubet Vipstjert. 


Artsm. Ryggen askegraa, Overgumpen gulgrøn; Struben hos Hannen 
sort, Bugsiden forøvrigt gul; Svingfjerene af anden Orden hvide 
påa begge Faner ved Roden; Halen meget lang, dens yderste 
Styrere renhvide, de to følgende hvide med sort Yderfane. 


Afbildn. Tab. XIX. gZ. Han. (Vaardragt). — Suppl. Tab. 7, g/. Hun. 


Længde 79”; Vingestrækning 11”; Halen 4” og 2344 
udenfor Vingerne. 

Hunnen har sædvanligvis en sortegraa og hvidplettet 
eller hvid Strube, sjeldnere en ren sort; den er nedenunder 
hvidgul, med rustgult Skjær og graalig Tegning paa Siderne 
af Brystet. 

I Høstdragten mangler Hannen den sorte Strube, er 
overhovedet blegere gul, med rustgult Anstrøg paa Siderne 
og den øverste Del af Brystet; den har da megen Lighed 
med Hunnen. 

De unge Fugle før Høstfældingen have graabrune Plet- 
ter under Halsen; de ere forøvrigt smudsigt gulhvide neden- 
under, ovenpaa askegraa med gulbrunt Anstrøg. 

Denne Art gaaer ikke såa nordligt som den hvide og 
gule Vipstjert, saa at den endog er en Sjeldenhed i det 
nordlige Tydskland. Dens Hjem er det sydlige og mellem- 
ste Europa. I England forekommer den om Sommeren, og 
i Irland skal den, ifølge Thompson, optræde som Stand- 
fugl; dens Vinteropholdssted er ellers Nordafrika samt Syd- 
og Mellemasien. Dens Berettigelse til at optages i den 
danske Fauna forekommer Udg. meget tvivlsom, idet den 
kun støtter sig paa en Angivelse om, at Justitiarius Boie 
traf den ved Schwentine ved Kiel (Tagebuch einer Reise 
durch Norwegen. Pag. 29, Anm.). I Sverrig er den skudt 
én Gang, nemlig den 4de December 1843 ved Krapperup. 
Exemplaret opbevares i Lunds Museum. Fra Norge kjen- 


243 


des intet Exempel paa dens Forekomst. Den færdes mest 
i Dale med klare, stenede Bække og Kilder, helst ved be- 
boede Steder, og den bortfjerner sig sjeldent langt fra 
disse. 

Den vader i Vandet for at opsøge Insektlarver og In- 
sekter, men snapper dem ogsaa saavel siddende som sprin- 
gende og i kort Flugt. I Henseende til Formeringen har 
den meget tilfælles med den hvide Vipstjert; dog ere Æg- 
gene noget mindre. 

Æggets Længde og Brede: 

IRS) RES ffæm=n: 
195 15 » 


Piberslægten, Anthus, Bechst. 


Næbet lige, sylformigt, trindt, mod Spidsen lidt ned- 
bøjet, sammentrykt og med et svagt Indsnit; Overnæbet 
med Rygkant ved Roden; Næbrandene noget indbøiede i 
Midten. Næseborene ved Næbroden, ovale, foroven 
dækkede af en nøgen, hvælvet Hinde. Benene tem- 
melig høie; Tarsen længere end Mellemtaaen; Kløerne 
svage og kun lidt krumme; Bagkloen som oftest af lige 
Længde med eller kortere end Bagtaaen, sjeldent længere. 
Vingerne middellange; iste Svingfjer synes ganske at 
mangle; 2Zden, 3die og 4åde indbyrdes lige lange og af 
samme Længde som i7de (hvilket giver Vingerne ligesom 
to Spidser); Halen af Middellængde og ubetydeligt indskaa- 
ren. Tolv Styrere. 

Piberne ere muntre, hurtigt løbende Fugle, som stedse 
bevæge sig skridtvis, idet de hyppigt vippe Halen op og ned; 
de opholde sig oftest ved Vandet, sætte sig tidt paa Træer 
og Buske, yngle paa Jorden, leve blot af Insekter og have 
en pibende Lokkestemme, fra hvilken Navnet hidrører. I 
Yngletiden stiger Hannen syngende iveiret, svinger sig bue- 
formigt og nedlader sig gjerne paa samme Sted, som den 
forlod. 


244 


a.. Bagkloen lige såa lang som eller længere end 
Bagtaaen; Næbet meget tyndt. 


Skjær-Piber, Anthus obscurus, (Lath.) 
Syn. Ålauda obscura, Lath. — Anthus rupestris, Nilss. -— Å. 
littoralis, Brehm. — Å. petrosus, Flem. 


Dansk: Strandpibelærke, Strandlærke, Strandpiber. Norsk: Skjær- 
piplærke. Svensk: Skårpiplårka, Strandlårka, Klipplårka. Færøisk: 
Gråatujtlingur (M.), Gråtitlingur (H.). 

Årtsm. Ovenpaa mørk askegraa med olivengrønt Skjær paa Skuldrene 
og tydelige mørkebrune Længdepletter; nedenunder hvidagtig 
eller rustgul med graabrune Pletter; Svingfjerene og Styrerne, 
fra den 2den af, samt Under-Vingedækfjerene med grøngraa 
Kanter; den lyse Tegning paa den yderste Halefjer graahvid. 


Afbildn. Tab. XVII, (under det urigtige Navn: A. aquaticus) gå. Han 
(Sommerdragt). — Suppl. Tab. 6. (A. rupestris, Nilss.) g/. Han (Vinterdragt). 


Længde 6Y%4—674”, Vingestrækning 1179”, 

Vinterdragtens væsenligste Forskjel fra Sommerdragten 
bestaaer fornemmelig deri, at det Rustgule paa den lyse 
Stribe over Øiet samt påa Brystet og Siderne er blevet 
smudsighvidt, med flere og mørkere Pletter, ligesom i, åt 
Næb og Ben have en lysere Farve. 

Ihvorvel denne Art ikke hører til vore sjeldne Fugle, 
kan den dog ikke kaldes almindelig her i Landet. Faber 
traf den ynglende i Mængde i Begyndelsen af Juni 1824 
paa Veirøen, endvidere paa Kyholmen og Hjelmen (Isis 
1829, p. 718); E. Hage traf den ved Flensborg og ved 
Hoe pr. Varde samt paa Møen, hvorfra han havde 7 
Exemplarer; Forf. havde den fra Jylland og Aabenraa ; 
Hofjægermester Teilmann skød den ved Aabenraa Fjord 
og påa Fanø 1839. I det zoologiske Museum findes et 
Skind af denne Fugl, mrkt. «Kjøbenhavn». Fischer fik den 
i 1855 fra Østkysten af Vendsyssel, og Fencker hår skudt 
den ved Randers i 1867 og 1870, begge Gange i Marts. 
Paa Bornholm er den hidtil ikke bleven bemærket. Paa den 
skandinaviske Halvø er den meget almindelig langs Kysterne, 
men forekommer ikke i det Indre. Den overvintrer regel- 


245 


mæssigt i Flokke langs Vestkysten og yngler især paa Hol- 
mene og Skjærene fra Hvaløerne op til den russiske Grændse. 
Paa Færøerne er den almindelig hele Aaret rundt”). Fra Is- 
land og Grønland kjendes den ikke. 

Dens egenlige Opholdssted er klippefulde og stenede 
Strandbredder samt Skjær og Klipper i Havet. Som FTræk- 
fugl ankommer den oni Vaaren og forlader os om Høsten. 
I Levemaade ligner den følgende Art, med hvilken den dels 
længe har været forvexlet, dels af Nogle ansees for at være 
identisk; dens trillende Sang skal have Lighed med den 
grønne Løvsangers (Sylvia sibilatrix). 

Insekter og Larver, som den især opsøger i Tangen 
ved Strandbredderne, udgjøre dens Næring. 

Påa de anførte Opholdssteder bygger den sin kunstløse 
Rede i Klipperevner, mellem Stene og Mos af tørt Græs og 
Tang. De 4—5 Æg ere blaalig gråaahvide med brungråa 
eller graåabrune Punkter og Pietter, af Lighed med Vand- 
piberens, men større. 

Æggets Længde og Brede: 

PJ | mm. 16 mm. 
24 » 176% 

Den fortærer mange besværlige Insekter og opliver 

mange stille Strande ved sit muntre Væsen og ved sin Sang. 


Vand-Piber, Anthus spinoletta, (L.) 
Ålauda spinoleita, L. — Anthus aquaticus, Bechst. 


Årtsm. Ovenpaa brunagtigt askegraa eller mørkt olivengrøn med utyde- 
lige mørkere Pletter, uden gulgrønt Anstrøg; Sving- og Hale- 
fjerene med hvidgraa Kanter; de underste Vingedækfjer graa 
med hvidagtige eller rustfarvede Kanter; den lyse Tegning paa 
de yderste Halefjer renhvid. 


Afbildn. Tab. LIV. (Supplementtavle). 


%) En af Fischer (Journ. f Ornithol. Bd. IX. 1861) udtalt Formodning 
om, at den færøiske Form kunde vise sig at være artsforskjellig 
fra A. obscuwrus, har ikke senere bekræftet sig. Udg. 


246 


Længde 6/9”, Vingestrækning 10%4—11”. 

Denne mellem- og sydeuropæiske Form angives af Forf. 
som ikke sjelden paa Trækket her i Landet. Han anfører, 
at Bonnez har sendt ham et Individ fra Grenaa-Egnen, og 
at han selv flere Gange har skudt den om Foraaret og Ef- 
teraaret i det sydøstlige Jylland. Paa den skandinaviske 
Halvø vides den ikke at være truffen, og det synes usik- 
kert, om Forf.'s Angivelser ere rigtige, eller om de maaskee 
beroe paa en Forvexling”). 

I Levemaade, Egenskaber og Formering ligner den 
Strandpiberen, dog ere Æggene lidt mindre. 

Æggets Længde og Brede: 

PA ket bose 
22 16,5 » 


Eng-Piber, Anthus pratensis, (L.) 


Syn.  Alauda pratensis, IL. — Anth. pratensis, Bechst. — Å. 
Lichtensteinii, Brehm. — Å. virescens, Brehm. — Å. tri- 
Jolii, Brehm. — Å. palustris, Brehm. — Motacilla cervina, 


Pall. — Å. rufogularis, Brehm. 


Dansk: Englærke, Pibelærke. Norsk: Engpiplærke, Englorke (Faber). 
Svensk: Ångpiplårka, AÅnglårka. Færøisk: Gråatujtlingur (M.), Grå- 
tutlingur (H.), Graatittling (Faber). Islandsk: Gråtitlingr. 


Årtsm.  Ovenpaa olivenbrun med sortebrune eller sorte Pletter, neden- 
under hvidagtig med lyst rustgult Anstrøg samt brunsorte 
Længdepletter paa Hals, Bryst og Sider. Bagkloen længere end 
Bagtaaen og kun lidt bøiet. 


Afbildn. Tab. XVII gl. Han (Vaardragt). — Tab. LIV. (Supplementtavle). 
(»Anthus [pratensis] rufigularis»). 


+) Denne Usikkerhed vinder i Styrke ved den Oplysning, som Prof. 
Reinhardt velvilligt har meddelt Udgiveren: at der blandt Kjær- 
bøllings efterladte Fugle ikke fandtes nogetsomhelst dansk Exemplar 
af denne Fugl. Apoth. Benzon, der ligeledes har gjennemseet K.'s 
Samling efter hans Død, fandt heller Intet, der kunde bestyrke 
Forf's ovenstaaende Angivelser. 7 Udg. 


247 


Hunnen er ovenpaåa sortebrun, hvor Hannen er sort; 
nedenunder smudsighvid med sortebrune Længdepletter, 
men uden synderligt Rustgult. Meget gamle Hanner have 
en rustgulagtig Strube. 

I Høstdragten have båade Gamle og Unge paa Over- 
kroppen et mørkere Udseende, idet Ryggen er mere grøn; 
Pletterne, saavel paa Ryggen som nedenunder, ere sortere, 
og Underkroppen har et gulagtigt Skjær, men ikke det Rust- 
gule paa Brystet. I det vestlige Jylland forekommer der en 
konstant mindre Varietet, som er mørkere og især udmær- 
ker sig ved sorte, draabeformige Pletter påa Brystet og 
Bugen. 

Længde 5%4-—6"”, Vingestrækning 9/4”. 

Denne Årt er en Trækfugl, der kommer tidligt, i Al- 
mindelighed først i Marts, og forlader os sent, fra Oktober 
fil hen i November; ifølge Nilsson ankomme Hannerne tid- 
ligere end Hunnerne. Den er den hertillands almindeligste 
Art af Slægten. I Enge og Kjær, især paa fugtige Hede- 
strækninger, findes den overalt i Danmark og de forhen- 
værende Hertugdømmer.  SPåa Bornholm synes den dog at 
være temmelig sjelden. Påa den skandinaviske Halvø fore- 
kommer den overalt om Sommeren og yngler i stor Mængde 
helt op til den russiske Grændse; navnlig er den talrig i 
Vidieregionen paa Fjeldene, hvor Dværgbirken voxer. Paa 
Færøerne er den ligeledes meget almindelig og yngler — 
ligesom i Sverrig og Norge — saavel paa de høieste Fjelde 
som helt nede ved Strandbredden. Til Island kommer den 
i Mængde i Slutningen af April og yngler overalt påa Øen; 
i August flokker den sig familievis hen til de beboede Egne, 
og i Midten af September drager den bort. I Grønland er 
den kun truffen som en tilfældig Gjæst.  Engpiberen er en 
meget livlig, rask og selskabelig Fugl. Dens egenlige Sang, 
som Hannen i Forplantningstiden lader høre, idet den sti- 
ger temmelig høit op i Luften fra en Busk eller Jordknold, be- 
staaer af forskjellige sammenhængende Stropher, hvori To- 


248 


nerne hver for sig gjentages 6 å 7 Gange og endes med 
en fin, trillende Lyd. 

Dens Næring bestaaer af saadanne Insekter og Larver, 
som findes paa fugtige Steder. 

I Enge, Moser og Hedeegne findes Reden i Begyndel- 
sen af Mai i Tuer, høit Græs, Lyng eller under lave Buske, 
altid paa Jorden; den er bygget af Græsstraa og foret med 
Haar. De 5—6 graa, fintspraglede Æg ligne Marklærkens, 
men ere meget mindre, som oftest mørkere "og minde saa- 
vel i Farve som i Størrelse og Form mere om Skovspurvens. 

Æggets Længde og Brede: 

20 im 
21,5 » 15» 

Gjøgen lægger undertiden sit Æg i dens Rede. 

Denne Årt er ikke meget sky og kan derfor med Let- 
hed skydes; man kan ogsaa fange den i Løbedoner med 
Melorme til Løkkemad. 

Den udrydder en Mængde, især for Kvæget skadelige 
Insekter og opliver øde Egne ved sin Sang. 


Blandt de forskjellige konstante Varieteter af denne Årt 
er Formen Å. cervinus (Pall) (A. rufogularis, Brebm.) den, 
der af de fleste Forfattere betragtes som en selvstændig 
Art. Udg. kan dog ikke tiltræde denne Opfattelse, og det 
er ikke ganske klart, hvorvidt Forf. har sluttet sig til den, 
idet han vel i Texten anfører Formen som en egen Årt, 
men under Afbildningen (Tab. LIV. Supplementtavle) be- 
nævner den som en Varietet af A. pratensis. Som Årts- 
mærker anføres: «Den 4de Svingfjer kjendeligt kortere end 
den iste; Svingerne og Styrerne, fra den den af, med 
hvidagtige, blege Kanter; hele Fjerdækningen uden gul- 
grønlig Blanding; de underste Vingedækfjer "graa med hvid- 
agtige eller rustfarvede Sømme; iste Styrers Skaft hvidt, 
sjeldent noget mere graat mod Spidsen.» 


sk: Denne sydligere og østlige Form, som er hyppig påa 


249 


Sicilien og i Dalmatien, i det sydlige Rusland ved Ural, i 
det østlige Siberien, Kamtschatka og paa de hosliggende 
Øer samt i Syrien, Ægypten og Nubien, er sjelden i Tydsk- 
land, men optræder som en almindelig Fugl i de nordlige 
Dele af den skandinaviske Halvø; i Finmarken, hvor den 
endog er hyppigere end den egenlige Å. pratensis, yngler 
den navnlig i Egnen omkring Varanger-Fjorden. Mod Syd 
gaaer den ned til Trondhjem. Her i Landet synes den i 
alt Fald at være meget sjelden, og, saavidt vides, haves 
ingen andre Beretninger om dens Forekomst end Forf.'s 
Angivelse om åt have skudt en gammel Han i Foraaret 
1848 ved Thyrsbæk pr. Veile. Den ovennævnte Afbildning 
angives at være udført efter dette Individ%). I vore nord- 
lige Bilande er denne Form hidtil ikke truffen. 


b. Bagkloen kortere end Bagtaaen; Næbet 
temmelig tykt. 


Træ-Piber, Anthus arboreus, Bechst. 


Syn. ÅAlauda trivialis, Lath. — Anthus juncorum, Brehm. — dÅ. 


herbarum, Brehm. — Motacilla Spipola, Pall. 


Dansk: Træpiber. Norsk: Træpiplærke. Svensk: Piplårka, Tråd- 

piplårka. 

Årtsm. Ovenpaa olivenbrungraa med mørkebrune Pletter; Brystet lyst 
okkergult med sortebrune Pletter; Bagkloen kortere end Taaen, 
halvmaaneformigt bøiet; yderste Styrer i den yderste Halvdel 
skraaes over hvid, den anden med en spids, hvid Plet. 


Afbildn. Tab, XVII. 92. Han (Vaardragt). 


x) Prof. Beinhardt har, efterat Ovenstaaende var trykt, godhedsfuldt med- 
delt mig, at det omtalte Exemplar, der senere kom i Godseier Mou- 
rier-Petersens Besiddelse, nu findes i det zoologiske Museum og 
ikke er andet end en kraftigt farvet Å. pratensis.… Hvorledes den 
rette Sammenhæng er med Originalen til Afbildningen, veed jeg 
ikke; men den ovenfor anførte Diagnose er i alt Fald ikke støttet 
paa det omtalte Individ; den er ordret taget af Keyserling og 
Blasius: «Die Wirbelthiere Europas», Pag. 172, Udg. 


250 


Længde 6%2”, Vingestrækning 10%9—11”%. 

Hunnen er mindre og blegere. 

I Høstdragten er Rygsiden mørkere og mere graaagtig 
med meget mørke, brunsorte Pletter; Bugsiden hvidagtig 
med sorte Pletter paa Struben og Brystet, der ere rustgule. 

Træ-Piberen ankommer hertil senest i Midten af April, 
ofte før, efter Veirligets Beskaffenhed, og forlader os efter- 
haanden sidst i August og først i September. I Norge og 
Sverrig er den almindeligt udbredt op til Finmarken; den 
træffes dog hyppigst i Halvøens indre Dele og forekommer 
sparsomt flere Steder ved Vestkysten; paa Fjeldsiderne gaaer 
den i Regelen ikke op over Naaleskovens Grændser. Fra 
Færøerne, Island og Grønland haves ingen Beretning om 
dens Forekomst. 

Den er en ægte Skovfugl og ynder især Skovkanterne, 
hvor der er megen Underskov, samt enkeltstaaende Træer 
og Buske, helst med Eng i Nærheden. Henimod Efter- 
sommeren forlader den Skovene og søger ud påå Markerne og 
i Hegnene, hvor den opholder sig fåmilievis, indtil den drager 
bort. Fra Toppen af et Træ eller en høi Busk stiger Han- 
nen op i Luften med en rask Kkviddren, og naar den har 
naaet en vis Højde, sænker den sig svævende ned med en 
af flere skjønne, trillende, høitpibende Toner bestaaende 
Sang, der har megen Lighed med Kanariefuglens Slag og 
sædvanligt ender med en øm, ligesom klagende Tone. 

Næringen bestaaer alene af Insekter og Lårver, som 
den opsøger i Græsset. 

Reden findes paa Marken eller påa frie Skovpladser, i 
Græsset, Lyngen 0. s. v., bag en Busk, Jordtue, Træstub 
eller desl. Den hår Lighed med den gule Vipstjerts, er 
ligesaa vanskelig at finde og indeholder henimod Midten af 
Mai 4—5 graa, hvidagtige eller rødagtige Æg, altid mar- 
morerede med brune og graa Pletter og Striber, men for- 
øvrigt underkastede mangfoldige Variationer. 


v9 
(5) ; 
j- 


Æggets Længde og Brede: 
20,5 mm. 14 mm. 
22% 16 » 
Den er aldeles ikke sky og derfor let at skyde. Man 
fanger den ogsaa med Limpinde og Net. 
Kjødet er velsmagende; dens herlige Sang opliver Skove 
og Haver, og den udrydder skadelige Insekter. 


Mark-Piber, Anthus campestris, Bechst. 
Syn.  Anthus rufescens, Temm. — Ålauda Novalium, Friscl.. 
Dansk: Markpiber. Svensk: Fåltpiplårka. 


Artsm.  Rygsiden rødgraa med utydelige brune Pletter og en bred, hvid 
Stribe over Øiet; Bugsiden gulhvid med mogle mørkegraa Plet- 
ter over Brystet; de yderste Styreres Yderfaner indtil Midten, 
skraaes over, hvide eller gulhvide med hvide Ribber; Bagtaaens 
Klo stærk, men kort og kun svagt bøiet. 


Afbildn. Tab. XVII. gZ. Han (Vaardragt). 


Høstdragten er mørkere, Ryggen med et olivengrønt 
Skjær, Bugsiden mere gulagtig; de yderste Styrere mere 
rustgule end hvide. 

Længde 7”, Vingestrækning 11—112"”, 

Imellem Kjønnene er Forskjellen høist ubetydelig; Hun- 
nen er sædvanligvis mindre og blegere. De unge Fugle 
efter den første Fjerfælding ligne de Gamle, kun med den 
Undtagelse, at Næb og Ben ere mindre udviklede, og at de 
have flere Pletter påa Bugsiden. 

Denne Fugl ynder fortrinsvis en let, ufrugtbar, til 
Kornavl uskikket Jordbund og synes at undgaae alt frugtbart 
Land, saa at den påa sine Vandringer altid udvælger de 
tørreste, ødeste Steder. Som Trækfugl ankommer den med 
Træ-Piberen midt i April og forlader os med samme i Au- 
gust eller September. Faber (Ornith. Not. Pag. 26) angiver 
den som sjelden i Danmark, men bemærker dog andetsteds 

17 


252 


(«Kort Efterretn. om en zool. Reise« i Tidsskr. f. Naturv. 
5. Bd. 1828, Pag. 250), at han fandt den ynglende i Mare- 
halmen mellem Aalbæk og Skagen den 24de Mai 1827. 
Den maa upaatvivleligt oftere forekomme påa de høiere 
Hedestrækninger og de tilgrændsende skarpere Egne i Jyl- 
land, da den dog ikke er sjelden i det sydlige Sverrig, 
hvor den, efter Nilsson, opholder sig paa tørre Marker og 
sandede Heder. - Paa Grund af sin Lighed med Lærken kan 
den let forvexles med denne.  Apoth. Steenberg havde den 
i sim Samling fra Omegnen af Helsingør, og i det zoologiske 
Museum findes to Exemplarer fra Holsten (Wøldike). 
Ifølge Stud. Wulfs Angivelse til Prof. Reinhardt er den 
skudt paa Amagerfælled den 23de August 1868. I 
Norge er den ikke bemærket, og i England skal den heller 
ikke forekomme. Dens Flugt ligner Lærkens, og i Levemaade 
og Sædvaner minder den om Vipstjerterne, idet den ligesom 
disse løber raskt og fanger Insekter i Løbet samt bestan- 
digt bevæger Halen op og ned; herved, saavel som ved den 
smallere Kropform, adskilles den dog let fra Lærkerne, med 
hvilke den har Farve og ofte ogsaa Ynglested tilfælles. 
Den er urolig og sky, hår ingen egenlig Sang, men en 
eiendommelig Lokketone, som vel tillige skal gjælde som 
Sang, og som den snart lader høre flyvende, snart siddende 
påa en Sten, en Pæl, en lav Busk eller andre ophøiede 
Gjenstande, hvor den har sit Yndlingssæde, og hvor den i 
Parringstiden desuden lader høre en fin, høitpibende Tone. 

Insekter, der leve paa tørre Sandstrækninger og Brak- 
marker, ere dens Næring. 

Den bygger Rede af lignende Materialier og påa samme 
Steder som foregaaende og lægger 4—6 blaaagtigt hvide, 
med rødbrune og violette Pletter og Streger tegnede, men 
forøvrigt meget varierende Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

97 mm. 15 mm. 
233% 16 » 


253 


Ogsaa disse Fugle maae undertiden være Pleieforældre 
for den unge Gjøg. 

Man maa nærme sig Markpiberne med Forsigtighed for 
at komme dem paa Skud. Paa deres Yndlingssteder ved 
Ynglepladserne, der let kjendes ved Fuglenes Exkrementer, 
kan man uden Vanskelighed fange dem med Limpinde og 
Snarer. 

Deres Kjød er velsmagende; de udrydde mange Insekter 
og bidrage til at oplive mangen øde Egn. 


Anthus. Richardi, Vieill, 
Syn. Anthus macronyx, Glog. — Corydalla Richardi, Vig. 
Norsk: Stor Piplærke. Svensk: Richards Piplårka. 


Artsm. Rygsiden sortebrun med rustgraa Fjerrande. == Bagtaaens Klo 
længere end den halve Fodrod; de to yderste Styreres Yderfaner 
hvide fra Spidsen af indtil over Midten; en bred rustgul Stribe 
over og bag Øiet. Bugsiden rustgul med sorte Pletter paa 
Brystet og Siderne. 

Afbildn. Ny Tavle. 

Længde ca. 7”. 

Denne store Art ligner meget Markpiberen og forvexles 
ligesom denne let med vor almindelige Lærke ved første 
Øiekast. Dens egenlige Hjem er det sydlige Europa, men 
derfra besøger den undertiden England og Tydskland. I 
Danmark vides den ikke at være bemærket, men i Norge 
er den truffen ved Frederikshald og i Sverrig ved Kalmar- 
sund. Til Helgoland kommer den ikke sjeldent i Træktiderne. 

Den bygger Rede påa Jorden og lægger 4—5 smud- 
sigt hvide Æg med rustbrune Pletter. I Levemaade stem- 
mer den næsten ganske overens med foregaaende Art. 


Digesmutteslægten, Sazicola, Bechst. 


”Næbet lige, tyndt, spidst, ved Roden mere bredt end 
høit og kløftet tæt til Øjnene; Overnæbet sammentrykt og 
lidt nedbøiet i Spidsen, som har et fint Indsnit paa hver Side; 

17% 


254 


Næbryggen lidt kantet; Undernæbet lige. Omkring Mund- 
vigene stærke Børster. Næseborene nær ved Næbroden, 
sidestillede, frie, ovale, halvt dækkede af en nøgen Hinde. 
Benene med høie og tynde Tarser; Ydertaaen ved Roden 
sammenvoxet med Mellemtaaen; Bagkloen kortere end Bag- 
taaen. Vingerne middellange; i1ste Svingfjer kort, den 
meget længere, dog noget kortere end 3die, som tilligemed 
åde er længst. Halen lige i Spidsen, middellang, med 
brede Styrefjer. 

I Udseende og Levemaade have de i visse Henseender 
Lighed med Vipstjerterne, i andre med Fluesnapperne og 
enkelte Sylvier. De leve paa stenede, aåabne Steder, paa 
tørre Heder og Klipper, tildels ogsaa paa Enge, blandt 
Buske og ved Skovkanter, aldrig i store Skove. Samtlige 
Arter ere Trækfugle, som blot yngle her og overvintre i et 
varmere Klima. De ere smaa, livlige, hurtige, uselskabelige 
og sky Fugle, der nære sig af Insekter, som de sædvanlig- 
vis fange i Løbet. De fælde kun én Gang om Aaret, men 
om Vaaren undergaae de, især Hannerne, en Bræmfælding, 
som giver dem et fra Høstdragten forskjelligt Udseende. 

Deres Rede anlægge de dels i Huller i Stendynger, 
dels imellem Græs og andre Planter. De lægge alle blaa- 
grønne, oftest uplettede Æg. Man fanger dem i Springdoner 
eller paa Limpinde, og de ere ikke vanskelige at skyde. 
Ved at udrydde en Mængde skadelige Insekter ere de meget 
nyttige Fugle. De oplive Heder, Enge og Marker ved deres 
livlige Væsen og ret behagelige Sang. 


a. Egenlige Digesmutter eller Stendylper, Bupiculae. 


Næbet forholdsvis langt, Halen bredfjeret, for største 
Delen hvid. Kroppens Farver temmelig stærke og afstik- 
kende; Hvidt og Sort ere fremherskende. 

De leve i høie, tørre og stenede Egne, sætte sig sjel- 
dent paa Træer og yngle i Huller i Jorden eller paa Klip- 
per, i gamle Mure og Stenhobe. 


255 


Graa Digesmutte, Saxicola eenanthe, (L.) 


Syn.  Motacilla oenanthe, L. — Sazicola oenanthe, Bechst. — Syl- 
via oenanthe, Lath. — Motacilla Vitiflora, Pall. — Vitiflora 
grisea, Brehm. 

Dansk: Stendylp, Stenpikker, graa Stenpikker, Stendolp, Stenskvætte, 

Stensprætte. Norsk: Stendulp, Stendolp. Svensk: Stensqvåtta, Sten- 


golp. Færøisk: Stajnstålpa (M.), Steinstolpa (H.) Islandsk: Stein- 
depill. Grønlandsk: Kyssektak (Kussak). 


Artsm. Ryggen, Nakken og Issen lysegraa; Panden, Overgumpen og 
en Stribe over Øinene hvide; foran og bagved Øiet et sortagtigt 
Baand; Halen hvid med sort Spids. Vingerne sorte; Sving- 
fjerene af Zden Orden med rødgraa Rande i Spidsen; 3die 
Svingfjer længst. 


Afbildn. Tab. XVIII. gl. Han (Vaardragt). — Suppl. Tab. 7. Hun. 


Hunnen oventil rødagtig graa med lys rustgraa Pande 
og en brun Plet paa Tindingerne; Vingerne brune, hvor 
Hannens ere sorte; i Høstdragten ere begge Kjøn og Un- 
gerne ovenpaa rødagtig brungraa; Forhalsen rødagtig rustgul. 

Længde 6”, Vingestrækning 12”, 

Denne Fugl forekommer overalt her i Landet i tørre, 
stenede Egne, baade hvor der gives Bakker, Dæmninger og 
Stendiger, og paa de flade, jevne Heder, hvor den især op- 
holder sig ved Veiene. I Randers-Egnen er den, ifølge 
Fencker, forholdsvis sjelden, muligvis paa Grund af Egnens 
næsten fuldstændige Mangel paa Stendiger. Som Trækfugl 
ankommer den almindeligvis i sidste Halvdel af April og 
forlader os i September. I Aaret 1837 ankom den til Hel- 
singør-Egnen den 28de April, 1845 den 17de s. M. (Steen- 
berg). 

Ifølge Dyrlæge Grills lagttagelser falder dens Ankomst 
en Del tidligere; til Otterup ved Odense ankom den saa- 
ledes: 1867 den 28. Marts, 

1868 — 9. April, 
1869 — 12." — 


256 


1870 den 10. April, 


1871254 0.5 
(87 RR 7 
1873 — 26. Marts, 
1874506) April, 
re AR KAESRRES 


Paa den skandinaviske Halvø er denne Fugl jevnt ud- 
bredt overalt lige fra Skaanes Sydspids til Nordkap; den 
træffes saavel paa de nøgne Skjær ved Kysten som paa 
Fjeldene helt op til Snegrændsen og synes ikke at mangle 
i nogen Del af Halvøen. Paa Færøerne, hvor den ogsaa 
er almindelig, ankommer den midt i April og drager bort 
hen i August. Faber angiver (Prodr. d. isl. Ornith. p. 18). 
at den indtræffer til Island i de sidste Dage af April eller 
først i Mai og bliver til hen i September. I Grønland fore- 
kommer den ynglende. 

Den er munter, sky, meget urolig og hurtig i alle sine 
Bevægelser; med stor Færdighed løber den efter Insekter 
paa Stene og påa Jorden. Dens sædvanlige Lokkestemme 
er et kort, skarpt Skrig, og naar den udstøder sit Angst- 
skrig, idet den urolig flyver fra den ene Sten eller Stub til 
den anden, udbreder den Halen og bukker sig fremad. 
Hannen har en særegen, mindre behagelig Sang, som 
blot bestaaer af et Par korte Stropher af Lighed med Vip- 
stjerternes, og som den ikke blot lader høre siddende paa 
en Sten eller desl., men ogsaa i Flugten, medens den stiger 
10—20 Fod høit iveiret ligesom adskillige Sylvier. 

Mindre Insekter, fornemmelig Biller og Fluer, ere dens 
væsenligste Næring. 

Reden findes i Huller i Jorden, i Stenmure , og frit- 
liggende Stenhobe, i Sand- og Lergrave under den udhæn- 
gende Jordskorpe, ved Veie o. s. v.  Materialierne bestaae 
udvendigt af Græsrødder og Straa, indvendigt er den foret 
med Fjer, Uld og Haar. Æggene, der lægges i første Halv- 


BST 
del af Mai i et Antal af 5—6, sjeldent 7”), ere grønagtig 
hvide eller grønagtig lyseblaa: de ruges fornemmelig af 
Hunnen, som dog afløses af Hannen, medens hin søger 


sin Føde. 
Æggets Længde og Brede: 
h8r5rn 15em: 
21,5 » 16,5 » 


b. Eng-Digesmutter, Pratincolae. 


Med kortere, stærkere og trindere Næb; Halen smal- 
fjeret, for største Delen mørktfårvet; mindre afstikkende og 
mere blandede Farver end hos foregåaende Gruppe. 

De leve i Dåle, påa Enge, i frugtbare, tildels fugtige 
Egne med højt Græs og lave Buske; de yngle påa Jorden, 
aldrig i skjulte Huller. 


Brunstrubet Digesmutte, Saxicola rubetra, (L.) 


Syn. Motacilla rubetra, L. — Pratincola rubetra, Koch. — Syl- 
via rubetra, Lath. 
Dansk: Bynkefugl, Hytjep (efter dens Lokketone), brun Stenpikker, 


rødbrystet Skvætte. Norsk: Buskskvætte. Svensk: Hvithakad Busk- 
sqvålta. 


Artsm. Qvenpaa sort med rustgraa Fjerkanter; Striben over Øiet, en 
langagtig Plet paa Vingen samt Hagen og Siderne af Struben 
hvide; Forhalsen rustgul; alle Styrerne, de to midterste und- 
tagne, hvide ved Roden med brune eller sorte Skafter. 


Afbildn. Tab. XVIII. 92. Han (Vaardragt). 


Længde 5”, Vingestrækning 93”. 

Hunnens Stribe over Øiet er rustgulagtig, Vingepletten 
mindre end hos Hannen, det sorte Baand under Øiet min- 
dre tydeligt, og paa Tindingerne findes en rødbrunagtig 


+) H. C. Muller angiver 7 å 8 Æg (paa Færøerne). 


258 


Piet. I Høstdragten ligner den Hannen meget og adskiller 
sig navnlig fra den derved, at den sjeldent har Spor af den 
hvide Skulderplet, og åt det Hvide paa Halen har et rust- 
gulagtigt Anstrøg. 

Denne Art er her i Landet temmelig almindelig overalt 
paa Enge, Moser og lavtliggende Marker med enkelte Buske 
og lave Træer, især hvor der er Bækløb, og navnlig i frugt- 
bare Egne. Den kommer som Trækfugl hertil i sidste Halv- 
del af April eller først i Mai og forlader os i September. 

Ifølge Dyrlæge Grills Iagttagelser ankom den til Otte- 
rup ved Odense: 


1868 den 26. April, 1872 den 21. April, 
1869 — 18. — 1873 — 9. Mai, 
1870 — 23. — 1874 — 1. — 
1871 — 24. — 1875 — 2. — 


Paa den skandinaviske Halvø er den almindelig indtil 
ovenfor Polarcirkelen. Langs Vestkysten forekommer den 
dog sparsommere; paa Fjeldsiderne træffes den ikke sjel- 
dent ovenfor Birkebæltet. Paa Færøerne er den kun truffen 
én Gang. Paa Island og i Grønland forekommer den ikke. 

I Toppen af lave Træer og Buske, paa Pæle, Tidsler, 
Stene 0. s. v. sidder den, ligesom Tornskaderne, paa Lur 
efter Insekter, og fra samme Steder lader Hannen sin ret 
behagelige Sang lyde. 

Smaa Biller og Larver tjene den til Føde. De første 
opsamler den paa Jorden eller snapper dem i Flugten, de 
sidste opsøger den paa Planterne. 

Dens Rede, som den bygger i sidste Halvdel af Mai, 
bestaaer af Græsstraa og Græsblade, undertiden næsten 
alene af grønt Mos, indvendigt foret med Hestehaar, Tidsel- 
fnug 0. s. v., og anlægges skjult paa Jorden i det høie 
Græs eller under tætte Buske. Den indeholder 4—7 blaa- 
grønne Æg, der som oftest ere meget mørkere end den 
foregaaende Arts og stundom svagt brunplettede paa den 
tykke Ende. 


259 


Æggets Længde og Brede: 
]8mm. ]4mm. 
20,5 » 15 h» 


Sortstrubet Digesmutte, Saxicola rubicola, (L.) 


Syn... Motacilla rubicola, L. — Pratincola rubicola, Koch. — Syl- 


via rubicola, Lath. 
Dansk: Sortstrubet Digesmutte. Svensk: Svarthakad Busksqvåtta. 


Artsm. Alle Styrerne sortagtige og brune; bag paa Vingerne findes en 
mere eller mindre synlig, hvid Plet. 


Afbildn. Tab. XVIII. gZ. Han. — Suppl. Tab. 7. Hun. 


Længde 5”, Vingestrækning 8179—9”, 

Fra den brunstrubede Digesmutte, med hvilken den 
har stor Lighed, adskilles den ved den ganske sortebrune 
Hale, hvorpaa intet Hvidt findes, og ved den sorte Strube. 
Hos Hunnen er Overkroppen og Struben graasorte med 
lyst gulgråa Fjerrande, Vingepletten meget lille og de hos 
Hannen hvide Halssider smudsighvide. 

Denne Art, der tidligere ikke kjendtes som tilhørende 
vor Fauna, og hvis egenlige Hjem er i Syd- og Mellemeuropa, 
angiver Forf. at have truffet første Gang paa Snoghøi den 
18de April 1843; i første Halvdel af April 1847 saae han den 
atter i Nærheden af Horsens; begge de iagttagne Individer 
vare Hanner”). Dr. med. P. Heiberg har meddelt Udg., at 
han den Z4de November 1874 skød en Hun ved Thisted. 
Ved Malmø blev et Individ skudt den 24de December 1851, 
og i Lunds Museum findes et Exemplar fra Helgoland. 
I Norge vides den ikke at være bemærket. 


+) Om Angivelsens Paalidelighed er det vanskeligt at have nogen Me- 
ning, da intet af Individerne blev fældet; i de siden den Tid for- 
løbne 28 Aar er Arten ikke bemærket her i Landet, naar undtages 
det af Dr. Heiberg skudte Individ. Udg. 


260 


I Levemaade og Sædvaner har den mest tilfælles 
med foregaaende Årt, tildels ogsaa hvad Opholdssted an- 
gaaer; dog vælger den helst mindre fugtige og lave Egne. 
Hannens Sang hår Lighed med den brunstrubede Dige- 
smuttes. : 

Alle Slags Smaabiller, som opholde sig påa Jorden 
eller sværme omkring i Luften, samt Fluer, Larver 0. s. v. 
udgjøre dens Næring. 

Den yngler i Midten af Mai i bakkede Egne, i Dale 
og paa høie Enge, påa Skråaninger i unge Plantninger 
af Naaletræer og i det høie Græs. Reden og de 5—6 
grønne Æg have Lighed med foregaaendes. 

Æggets Længde og Brede: 

koser jon: 
19 » 15 » 


Sangerslægten, Sylvia, Lath. 


Næbet lige, tyndt, sylformigt tilspidset, som oftest 
mere høit end bredt ved Roden, noget sammentrykt ud imod 
Spidsen og forsynet med Rygkant; Overnæbet lidt nedbøiet 
i Spidsen og med et lille Indsnit bag denne; Undernæbet 
lige. Næseborene ved Næbroden, ægformige, oventil 
halvt dækkede af en nøgen Hinde. Benene temmelig 
spinkle; Tarsen længere end Mellemtaaen; Yder- og Mel- 
lemtåaen sammenvoxede lige ved Roden; Baågkloen kortere 
end Bagtaaen, stærkt bøjet og sammentrykt. Vingerne 
middellange; iste Svingfjer meget kort, undertiden saa lille, 
at den synes at mangle; Zden kortere end 3die eller af 
lige Længde med denne; 3die og 4de i Regelen lige lange 
og de længste. 

Sangerne have i det Hele taget megen Lighed med 
Droslerne, fra hvilke de dog let adskilles ved deres ringe 
Størrelse. I Levemaåade afvige de ogsaa betydeligt fra hine, 


261 


medens de i saa Henseende nærme sig mere til Digesmut- 
terne. Alle til Sangernes Slægt henhørende Arter ere smaa, 
mere eller mindre spinkelt og smækkert byggede Fugle, 
som opholde sig i Krat, Haver og Skove, tildels ogsaa 
imellem Siv og Rør, i Sumpe og ved Vandet. For Dan- 
marks Vedkommende ere de alle Trækfugle7) med Und- 
tagelse af en eneste Art, Rødkjælken, af hvilken enkelte 
Individer forblive her i milde Vintere. Det synes åt være 
fælles for alle Arterne, at Hannerne ankomme førend Hun- 
nerne. De ere muntre, vevre, men uselskabelige Fugle. 
Hannens Sang er hos mange Arter melodisk og velklin- 
gende; hos nogle i høi Grad afvexlende, fyldig og skjøn. 
Deres Føde bestaaer om Sommeren af Insekter og disses 
Larver, som de samle paa Træer, Buske, Siv 0. s. v.; om 
Høsten leve de tildels af Bær; nogle Arter fange ogsaa un- 
dertiden flyvende Insekter, men de fleste tage blot krybende 
og siddende. = Fjerfældingen foregaaer kun én Gang om 
Aaret, og Kjønnene ere kun lidt forskjellige; blot hos et 
Par Arter afviger Hannens Vaardragt efter Bræmfældingen 
mærkeligt fra Hunnens. De yngle én eller to Gange om 


=) Under sit Ophold paa Læsø havde Forf., fra 19%de til 24de Mai 
1850, Leilighed til at iagttage Sylvietrækket over denne, i ornitho- 
gisk Henseende saa interessante Ø, hvor mange af de langs med 
Jyllands Østkyst over Kattegattet til Sverrig trækkende Fugle tage 
Hvilekvarter. Sylvia curruca, cinerea, phoenicurus, sibilatrix, hor- 
tensis og Muscicapa atricapilla gjennemsøgte i største Mængde de 
smaa forkrøblede Buske og Træer i Haver og Markhegn. Det var 
kolde Dage, den naturlige Livlighed hos disse muntre Fugle syntes 
at være forhøiet og kunstlet for at holde Varmen, idet de med 
struttende Fjer flagrede om efter de faa Insekter, der visie sig paa 
Jorddigernes sydlige, solbeskinnede Side. Om Aftenen søgte de hen 
i de lave Kratomgivelser af den lille Skov. Men da den 23de Mai, 
en skjøn, varm Dag, pludseligt afløste Kulden, saaes de smaa San- 
gere med glatte Fjer, muntert kviddrende bevæge sig fra Busk til 
Busk, fra Have til Have med største Raskhed, stedse i østlig Ret- 
ning; den følgende Dag vare de forsvundne paa nogle faa nær, 
som rimeligvis vilde yngle paa Øen. 


262 


Aaret, bygge næsten alle mere eller mindre kunstige Reder 
og lægge 5—7 Æg, som udruges af begge Kjøn, dog for- 
nemmeligt af Hunnen. De ere alle meget nyttige Fugle, 
idet de bidrage betydeligt til at holde en Mængde skadelige 
Insekters Formerelse indenfor visse Grændser. 

Saavel i Udseende som i Væsen og Levemaade ere de 
talrige Arter af denne Slægt meget forskjellige. Man har 
derfor inddelt dem i adskillige Grupper. 


2. Græssmutter, Currucae, Bechst. 


Næbet sylformigt, forholdsvis kraftigt. 

Benene korte, temmelig kraftige, med brede Taa- 
baller. 

Vingerne temmelig korte eller middellange; iIste 
Svingfjer kort, Zden som oftest kortere end dte, 3die 
længst. 

Halen temmelig lang. 

Hos alle Arterne er Graat den fremherskende Farve. 

Græssmutterne leve paa træbevoxede og hbuskrige Ste- 
der, især i tætte, tjørneblandede Krat, og ere Trækfugle for 
hele Europas Vedkommende. De ere uselskabelige, for- 
sigtige og listige og udmærke sig ved deres behagelige 
Sang, som Hannen i Almindelighed udfører siddende, med 
reiste Hovedfjer, eller idet den stiger lidt iveiret. Deres 
Føde bestaaer af alle Slags Insekter og Larver; om Høsten 
leve de ogsaa af Bær. De bygge temmelig dybe og meget 
tynde Reder i tætte Hække og Buske og lægge plettede 
Æg. Blive de forstyrrede, forlade de som oftest 
Reden, selv om den allerede indeholder nogle Æg. 
Man fanger dem i Slaggarn og paa Limpinde med Mel- 
orme saavelsom i Springdoner med Ribs, Hyldebær eller 
Kirsebær, undertiden ogsaa i en Slags Meisekasse med 
Melorme, som sættes ovenpaa et Bur, der indeholder en 
Lokkefugl. Med Bøsse ere de lette at skyde, naar man 


263 


… ikke driver forlænge omkring med dem; dog holde de sig 
meget skjulte i tætte Buske, og det er kun Hannerne, der 
undertiden sætte sig frit for at synge. 

De fortære vel nogle nyttige Frugter i vore Haver, men 
denne Skade er for Intet at regne mod den Nytte, de stifte 
ved at udrydde mange skadelige Insekter, og imod den 
Glæde, de yde os ved deres herlige Sang og muntre, livlige 
Væsen. 


Brystvatret Sanger, Sylvia nisoria, Bechst. 
Syn.  Curruca nisoria, Koch. 
Dansk: Brystvatret Sanger. Svensk: Bråstvattrad Sångare. 


ÅArtsm. Rygsiden mørk askegraa; Bugsiden hvid med mange graabrune 
Tværstriber (som Spurvehøgens, hvoraf Artsnavnet «nisoria»); 
Halen graabrun, den yderste Styrer med en hvid Søm paa 
begge Faner. 


Afbildn. Tab. XX. g/. Han. — Suppl. Tab. 8. ung Fugl. 


Længde 7—7Y4”, Vingestrækning henimod 11”. Iris 
lysegul hos Hannen, brun hos Hunnen. 

I Efteraarsdragten er Haåannens graa Rygfarve mørkere 
med lysegraa Fjerrande, og den graahvide Bugside har 
nogle faa Bølgestriber. De unge Fugle ere lysere end de 
gamle, og mere brunagtige end gråa. Hunnens Farver ere 
mindre rene end Hannens. = Halens Yderfjer have hvidgule 
Rande. 

Denne undertiden med den næstfølgende forvexlede, 
her i Landet sjeldnere forekommende Art, som har en fjern 
Lighed med den almindelige Tornskades Hun, fandt Forf. 
ynglende flere Steder i det østlige Jylland, f. Ex. ved Engom 
pr. Veile og ved Aalborg; endvidere er den truffen ynglende 
påa Amager (Forf.), ved Vordingborg (Erichsen), i Ordrups- 
kråt (Udg., ved Randers (Fencker), i Vendsyssel (Birkelse- 
Have og Ulveskoven, Fischer), ved Hofmansgave (Grill) 
0.s.v. En Rede uden Æg, funden i Jægersborg Dyre- 


264 


have, opbevares i det zoologiske Museum. Apotheker Mech- 


lenburg fandt den ynglende ved Flensborg; efter E. Hages 
Angivelse har den ynglet i Ourebygaards Have paa Lolland. 
I Sverrig forekommer den ikke sjeldent ynglende i det øst- 
lige og mellemste Skaane, i Blekinge, paa Øland og paa 
Gottland. I Norge er den ikke bemærket, og en Angivelse 
af Wallengren i Naumannia f. 1854 om, at den af Tem- 
minck anføres som sjeldent forekommende i Norge, beroer 
påa en Misforstaåaaelse, da Temminck intetsteds har udtalt 
dette. Den ynder mest større Krat med tætte Hvidtjørn- 
buske og store Markhegn, især i Nærheden af Vand og 
Enge; undertiden findes den ogsaa i Haver og unge Naale- 
træ-Plantninger. 

Den er den forsigtigste, livligste og mest sky af alle 
Græssmutterne, holder sig i Regelen meget skjult og færdes 
lydløst i Buskene. Undertiden sætter den sig kviddrende 
paa en fritstaaende Gren, til andre Tider hæver Hannen sig 
lodret til en ringe Høide, syngende i Luften. Henimod 
Midten af Mai ankommer den, og i August forlader den os. 

Reden findes i Tjørnebuske, unge Naaletræer 0. s. v., 
især i Udkanten af Krat eller i levende Skovhegn. De 4—5 
Æg, som lægges i sidste Halvdel af Mai eller først i Juni, 
ere hvidagtige med rødgraa eller askegraa Pletter. De frisk- 
lagte Æg udmærke sig ved en paafaldende mørk Bundfarve, 
der først efter nogle Dages Forløb bliver lysere. 

Æggets Længde og Brede: 

20: 1555: 
22 « 16,5 » 


Torn-Sanger, Sylvia cinerea, Briss. 


Syn. Motacilla Sylvia, L. — Curruca cinerea, Briss. — Sylvia 
JFruticett, Brehm. - 


Dansk: Graa Græssmutte, lille Kvapskade. Torn-Græssmutte. Norsk: 
Graasanger. Svensk: Grå Sångare. 


?Ø 


ø 
, 


va | 


265 


…… Artsm.  Rygsiden graa med rødligt Anstrøg; Bugsiden hvidagtig med 
"+ svag rustgul Tone paa Brystet; Vingerne rødbrune, Fødderne 
brungule. De yderste Styrere for største Delen hvide; de store 
Dækfjer og de bageste Svingfjer med brede, lyst rustfarvede 

-. Kanter. 


Afbildn. Tab. XX. gl. Han. 


Længde 6”, Vingestrækning 81/9”, 

Den udmærker sig til alle Aarstider ved Rustfarven paa 
Vingerne. Hunnen mangler det rustgule Skjær paa Brystet, 
er mindre renhvid nedenunder, og Hovedets Farve er ikke 
saa ren askegraa som Hannens. Iris gulbrun. 

Som Trækfugl ankommer den sidst i April eller først 
i Mai og forlader os i September. Den lever i Buske, Ha- 
ver, levende Hegn og Løvskove og er her i Landet hyppig 
næsten overalt. Paa den skandinaviske Halvø er den al- 
mindeligt udbredt i alle de sydlige Dele og forekommer 
talrigt endnu oppe omkring Trondhbjemsfjorden; paa Fjeld- 
siderne findes den nu og da endog ynglende i Birkebæltet. 
I vore nordlige Bilande vides den ikke at være bemærket. 

I Munterhed og Urolighed ståaer den ikke tilbage for 
de øvrige Årter af denne Gruppe; sin temmelig afvexlende 
Sang lader den i Regelen høre fra Toppen af en Busk eller 
et Træ, eller ogsaa idet den, ligesom foregåaende Art, svin- 
ger sig lidt iveiret. I Affekt reiser den Hovedfjerene og 
skriger. 

Den yngler 2 Gange om Åaret i låve, tætte Buske og 
lægger 5—6 hvide eller grøngraa Æg med mørkere Pletter 
og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

18 mm. 13 mm. 
21 » 15555 

Reden staaer temmelig nær ved Jorden, som oftest i 
Tjørnebuske, høit Græs o. s. v. Ofte er Torn-Sangeren 
Gjøgens Pleiemoder. Af denne Fugl finder man altid mange 
ufuldendte Reder. 


266 


Gjærde-Sanger, Sylvia curruca, (L.) 


Syn. Motacilla curruca, L. — Curruca garrula, Briss. — Sylvia 


garrula, Bechst. 


Dansk: Græssmutte, Gjøgemoder, Gjærde-Græssmutte, Tornsanger 
(Fischer%). Norsk: Græssmutte, Møller. Svensk: Årtsångare, Mollare 
(Skaane). 


Artsm. Ovenpaa olivengraa med askegraat Hoved, Kinderne mørkere; 
Vingerne mørkebrune. Den yderste Styrer hvid paa Yderfanen 


samt paa Spidsens indre Kant.  Bugsiden hvid. Fødderne 
mørkt blyfarvede. 


Afbildn. Tab. XX. gl. Han. 


Længde 5/4”, Vingestrækning 8%2”. Hunnen er lidt 
kortere og noget lysere af Farve. Iris lysebrun. 

Denne mindste Græssmutte, som ankommer hertil sidst 
i April eller henimod Midten af Mai og forbliver til Sep- 
tember, er sjeldnere i Jylland end paa Øerne. I Vendsyssel 
hører den saaledes til de sjeldnere Fugle og er, saavidt vi- 
des, kun bemærket der enkelte Gange (Fischer); dog maa 
herfra undtages Øen Oxholm, hvor Fischer i 1869 traf den 
i Mængde; han fandt den i 1865 ynglende ved Dronning- 
lund. I Sverrig og det østlige Norge er den almindelig, 
navnlig i de lavere liggende Egne. Paa Vestkysten fore- 
kommer den derimod ikke. Imod Nord gaaer den op til 
68? og yngler temmelig hyppigt endnu ved Trondbjem; i 
Randers - Egnen hår Fencker kun truffet den nogle faa 
Gange. 

Den lever paa buskrige Steder, i Løv- og. Naaleskove 
med megen Underskov, men især i Haver, unge Naaletræ- 


+) I Fischers «Iagttagelser over Danmarks Fugle» (Slutning) (Naturh. 
Tidsskr. 3. R. 2. B. 1863—64, p. 15) benævner Forf. $ cinerea 
«Tornsangere, men i «Fortsatte Iagttagelser over Danmarks 
Fugle» (1. c. 6 Bd. 1869—70, p. 123) og i «Anden Fortsættelse af 
Jagittagelser over Danmarks Fugle» (Il. c. 8. Bd. 1872—73, p. 465) 
benytter han det samme Navn for &$. curruca. Udg. 


267 


. plantninger og gåmle, levende Hegn. Dens muntre, tillids- 
fulde Væsen og dens kviddrende, ofte klapprende Sang (som 
i Tydskland har givet den Navnet «Miillerchen») gjør den 
til en yndet Fugl. 

Som et Bevis påa denne lille Fugls Tillidsfuldhed og 
Frygtløshed anfører Brehm (Isis, 1848, S. 17), at for en 
Del Aar siden havde et Par Gjærdesangere i Thuringerwald 
bygget Rede i en Stikkelsbærbusk, som stod tæt ved 
et Skydehus, i hvilket Geværerne bleve prøvede. == Uagtet 
den Larm, der jevnligt frembragtes ved, at 30—100 Ge- 
værer med dobbelt Ladning bleve affyrede samtidigt, var al- 
deles øredøvende, lode Fuglene sig ikke forstyrre i deres 
Rugning. Ungerne, der fra Fødselen af havde vænnet sig 
til det frygtelige Brag, opholdt sig senere ofte ved Skyde- 
huset. 

Reden er meget lille og saa tynd, at den endog er 
gjennemsigtig i Bunden. Tørre Stængler af urteagtige Plan- 
ter, blandede med Larvespind, udgjøre de ydre Materialier, 
medens Reden indvendigt er indflettet med Hestehaar og 
Svinebørster. To Gange om Aaret lægger Gjærdesangeren 
4—6 meget tynde og glatte, hvide Æg med blaalige eller 
gulbrune Pletter, som danne en Krands paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

ILDEN Jørn: 


195 13,5 » 


Munkefugl, Sylvia atricapilla, (£,) 
. Syn. Motacilla atricapilla, L. — Curruca atricapilla, Briss. 


Dansk: Munkefugl, Haveskade, Spikke, Brunskalle (Hunnen), Haveskade- 
Græssmutte (Kjærb.), Sorthovedet Sanger. Norsk: Munk, Sortbætte. 
Svensk: Svarthufvad Sångare. 


Årtsm. Hætten sort eller rustfarvet; Rygsiden olivengraa; Bugsiden ly- 
sere; alle Styrerne brungraa, uden Hvidt. Fødderne blygraa. 


Afbildn. Tab. XX. gl. Han. 


268 


Længde 6/4”, Vingestrækning 9”, Halen 2% 2”: Iris 
brun. 

Hunnen er paafaldende afvigende fra Hannen ved den 
rustbrune Hætte og har en mindre ren graa Farve. Efter 
Fældingen om Efteraaret bliver den stærkere olivengraa; 
endogsaa Bugsiden spiller da i samme Farve. 

Fra sidst i April eller først i Mai til Slutningen af 
September hører den sorthovedede Sanger her i Landet, om 
just ikke til de alleralmindeligste, såa dog til de hyppigt fore- 
kommende Fugle og træffes paa buskrige, med Træer bevoxede 
Steder. I Vendsyssel var den tidligere meget sjelden; den 
vides indtil 1865 kun at være truffen der én Gang (Fischer); 
men i det nævnte Åar forekom den almindeligt ynglende 
deroppe. Overhovedet synes den at være langt alminde- 
ligere påa Øerne, navnlig påa Sjælland, end i Jylland, hvor 
Faber dog traf den temmelig hyppig i Horsens- Egnen 
(Dagbog, Mskrpt. Reinh.). Paa den skandinaviske Halvø er 
den udbredt overalt, men ikke meget talrigt. Den synes at 
holde sig mest til Kystegnene. 

Uagtet den kun er lidt sky, er den dog forsigtig og 
altid i Bevægelse. Dens fortræffelige Sang, som har stor 
Lighed med Havesangerens og gjør den til en af de mest 
yndede Sangfugle, hører man om Foraåaret og Forsommeren 
næsten hele Dagen igjennem lige til om Aftenen. 

Den yngler almindeligvis 2 Gange om Åaret, første Gang 
i Slutningen af Mai, og lægger 4—6, i Form, Størrelse og 
Farve meget varierende Æg, hvis Grundfarve i Regelen er 
blegt kjødfarvet eller smudsigt gulhvid, med lyse og mørkt- 
olivenbrune Pletter, Purikter og Streger, som ere ulige for- 
delte over hele Overfladen, snart tættere ved den hbutte, 
snart ved den spidse Ende. 

Æggets Længde og Brede sædvanligvis: 

Dan: iggan: 
2155 ” 16 » 
Ofte findes et Gjøgeæg imellem dem. 


269 


Havesanger, Sylvia hortensis, (Gm.) 
Syn. Motacilla salicaria, L, — Currucåa hortensis, Koch. 


Dansk: Havesanger, Havesmutte, Græssmutte, Have - Græssmutte. 
Norsk: Havesanger. Svensk: Trådgårdssångare. 


Artsm. Hele Rygsiden olivengraabrun, Bryst og Sider lysegraa med 
gult Anstrøg; Halen ensfarvet; Næb og Fødder blyfarvede; 
Øielaagsranden besat med hvidagtige Fjer. 


Afbildn. Tab. XX. 92. Han. 


Længde 5%2"", fra Vingeledet 3”; Iris brun. Hunnen 
næsten aldeles lig Hannen. Der gives hvide og hvidbrogede 
Varieteter. 

Denne Trækfugl indfinder sig gjerne sidst i April eller 
først i Mai, stundom senere, og forlader os i September. 
Den er almindelig her i Landet og findes næsten overalt, 
hvor der gives Buske og lavere Træer, som i Haver, 
Ungskov, unge Naaletræplantninger og gamle Markhegn, 
helst i Nærheden af Vand. Ligesom foregaaende Art synes 
den dog at være langt hyppigere paa Øerne end i Jylland. 
Paa den skandinaviske Halvø findes den nogenlunde ligeligt 
fordelt overalt og træffes almindeligt ynglende helt op til 
68? n. Br.; paa Fjeldsiderne træffes den endnu i Birke- 
bæltet. Den er en stille, fredsommelig Fugl, neppe saa 
munter og livlig som de foregaaende Arter. For sin be- 
hagelige Sangs Skyld holdes den ofte i Bur og kan ved god 
Pleie leve længe.  SDens egenlige Sang har Lighed med 
Munkefuglens og især med den brystvatrede Sangers, men 
har en længere Melodi og bestaaer af renere, mere fløi- 
tende Toner. 

Om Sommeren lever den af insekter og Larver, men 
den fortærer tillige mange Slags Frugter, f. Ex. Hindbær, 
Kirsebær, Hyldebær, Hægebær 0. s. v. 

Reden, som almindeligvis staaer lavt, er meget let og 
løs, bygges af tørre Græsrødder og Græsstraa og er ind- 
vendigt belagt med Hestehaar. De 4—6 Æg, som findes 

18% 


270 


først i Juni, ere gulgraahvide, smudsighvide eller rødagtig- 
hvide med olivenbrune Pletter, Streger og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

NØ): on 
21.5 » 16 » 

Ofte lægger Gjøgen sit Æg i dens Rede. 

I August Maaned anretter den undertiden Skade i Frugt- 
haverne ved at æde kirsebær, navnlig Sylte-Kirsebær, men 
de Tab, som den derved foraarsager, ere dog for Intet at 
regne mod den Nytte, den stifter ved at fortære en Mængde 
skadelige Insekter. 


b. Løvfugle, Phyllopneustae, Mey. 


Næbet tyndt, sylformigt, ved Roden temmelig bredt, 
lyst farvet. 

Benene svage og smaa, med middellange Tarser. 

Vingerne længere end hos Græssmutterne, Halen lige 
eller dog kun lidt kløftet. En lys Stribe over Øiet. 

Hovedfarven paa Rygsiden grønagtig, paa Bugsiden 
gulagtig. 

De ere livlige, vevre Fugle, som bestandigt ere i Be- 
vægelse i Træer og Buske og sjeldent sætte sig paa Jorden. 
Deres Næring bestaaer af smaa Insekter, som de dels hop- 
pende og flagrende pille af Bladene, dels fange i Luften. 
Frugter æde de sjeldnere end de foregaaende Arter og kun i 
Nødsfald. De yngle paa eller tæt over Jorden, bygge meget 
skjulte og temmelig kunstige, oventil hvælvede Reder og 
lægge hvide, rødpunkterede Æg (kun én Art, S. hypolars, bygger 
en åaben Rede i Buske eller paa lave Træer og lægger 
blegrøde, sortpunkterede Æg). De stifte megen Nytte ved at 
bidrage til skadelige Insekters Udryddelse, og ved deres liv- 
lige Sang og muntre Væsen oplive de vore Skove, Marker 
og Haver. Man kan fange dem påa Limpinde, i Slaggarn 
eller Springdoner (Sprinkler) med Melorme. 


wo 
— 
mm 


Løvsanger, Sylvia trochilus, (L£.) 


Syn. Motacilla trochilus, L. — Sylvia fitis, Bechst. — Ficedula 


Jitis, Koch. — &. icterina, Temm. — S. arborea, Brehm. 


Dansk: Løvsanger, Spurvekonge, lille Bladsmutte., Norsk: Løvsanger 
Svensk: Lofsångare, Sparfkung, Skogsknett. 

Årtsm.  Rygsiden graagrøn, Bugsiden gulhvid; Vingerne, hvis undérste. 
Dækfjer og Rande ere svovlgule, bedække Halvdelen af Halen; 
lste Svingfjer rager et Stykke ud over de store Dækfjer, Zden 
kortere end bte og længere end 6te; paa den sammenfoldede 
Vinge naae Haandsvingfjerene ca. 8” ud over Armsvingfjerene ; 
Benene brungule. 

Afbildn. Tab. XXI. gl. Han. 


Kængde ES FNV sestræknne" Fh Halens ko 
Hunnen er kjendeligt lysere end Hannen. 

Den ligner meget den følgende Art, fra hvilken den ved 
første Blik er vanskelig at adskille; men den udmærker sig 
ved de lysere Fødder, længere Vinger og en renere gul 
Farve påa Vingerandene samt ved at den er noget større. 

Denne hos os almindelige Sanger findes næsten over- 
alt i vore Skove, Lunde, Krat og buskrige Omgivelser af 
Byer og Stæder. Som Trækfug! kommer den omtrent midt 
i April og forlader os i sidste Halvdel af September. Paa 
den skandinaviske Halvø er den almindeligt udbredt lige fra 
det sydlige Skaane indtil den russiske Grændse; den yngler 
overalt paa Halvøen og træffes paa Fjeldsiderne indtil oppe 
i Vidiebæltet. Påa Færøerne træffes den kun som en sjel- 
den Gjæst. Dens Sang, som har noget Melancholsk ved 
sig, hører man i Forsommeren næste hele Dagen. 

Den er munter, urolig og livlig, og mån seer den næ- 
sten intet Øieblik stille; den er ikke sky og lader sig ofte 
komme meget nær. 

Reden staaer meget skjult paa Jorden eller tæt over 
samme, i Græs, Mos, paa en Tue eller Træstamme, i en 
Fordybning og desl. Den er bygget af Mos, visne Blade 
og tørre Græsstraa, hvælvet foroven og udforet med Fjer, 


UD 


Hestehaar eller Uld. I Mai indeholder den 5—7 næsten 
runde, hvide, rødbrunt plettede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

b55mn em: 
16,5 » 158) 

…Løvsangerne have stor Kjærlighed til deres Yngel og 
tee sig meget ængsteligt ved Reden, idet Hunnen flagrer 
som lamslaaet tæt hen over Jorden, naar man opskræmmer 
den fra Reden. 


Gransanger, Sylvia rufa, Lath. 


Syn. Sylvia abietina, Nilsss — Ficedula rufa, Koch. — Phyllo- 
pneuste rufa, Mey. — S. sylvestris, Brehm. 


Dansk: Gransanger. Norsk: Gransanger. Svensk: Gransångare. 


Artsm. Rygsiden brungråa med olivengrønt Anstrøg, Bugsiden hvid- 
agtig; Fødderne mørkebrune eller sortagtige; Vingerne, hvis 
underste Dækfjer ere svagt gule, naae ikke halvt ud over 
Halen.  iste Svingfjer rager langt ud over de store Dækfjer; 
påa den sammenfoldede Vinge naae Haandsvingfjerene ca. 5!" 
ud over Armsvingfjerene. 

Afbildn. Tab. XXI. 97. Han. 


Længde 4" 4” Vingestrækning 7” 27", Hunnen er 
lidt mindre og har ikke såa rene Farver som Hannen. 

Fra den almindelige Løvsanger, med hvilken den let 
forvexles, adskiller den sig ved sin mindre Størrelse, sin 
mere i det Rødagtige end i det Gule faldende Farve og ved 
de brunsorte Ben saåavelsom ved flere Eiendommeligheder 
i Stemme og Sang. Næst Rødkjælken er denne den om 
Foraaret først tilbagevendende Art af Sangernes Slægt (i ud- 
videt Forstand), og af Løvsangerne er den hertillands vist- 
nok den sjeldneste. I første Halvdel af April træffer man 
den i de blomstrende Piletræer eller i Toppene af de 
mod Syd skraanende Naaletræplantninger, hvor man hører 
dens livlige Sang. Den er overordenligt kvik og bevæger 


273 


sig med stor Hurtighed og Behændighed, bestandigt hop- 
pende og flagrende mellem Grenene for åt opsøge Insekter. 
I September og Oktober træffes den atter paa Trækket mod Syd. 
Ved Thyrsbæk pr. Veile skød Forf. enkelte i Foraarene 
1847 og 1849, og paa Mindstrup, 3 Mil nordvestligere, skød 
han en Han den 12te April 1849. E. Hage havde den fra 
Flensborg, hvor den, efter Apotheker Mechlenburgs An- 
givelse, ynglede. Feddersen fik den fra Avnsbjerg ved Vi- 
borg i April 1869, Fencker ved Randers ligeledes i April 
1867 og 1869. I Vendsyssel indtræffer den ogsaa lidt ind 
i April og bliver til henimod Midten af Mai, da den drager 
længere Nord paa; påa Vestkysten er den talrigst. Paa 
Bornholm er den hidtil ikke truffen. Paa den skandinaviske 
Halvø forekommer den især i de nordligere Egnes Naale- 
skove op til Polarcirkelen. — Ogsåa i Østfinmarken er den 
truffen ynglende (Naumannia 1854); langs Norges Vestkyst 
er den ikke sjelden i Rørskovene, navnlig i Træktiderne. Paa 
Fjeldsiderne gaaer den ikke op over det subalpinske Gebet. 
Nilsson var den Første, der traf den i Skandinavien (1816 
i Stårdalen). Det er mærkeligt nok, at denne dog ikke såa 
ganske sjeldne Fugl i det egenlige Danmark hår undgaaet 
baade Fabers og Håges Opmærksomhed. 

Forplantningen afviger ikke meget fra foregaaende 
Årts, dog bygger Gransangeren helst i Naaleskove, og Æg- 
gene have, foruden de fine, rødbrune Pletter paa hvid Grund, 
tillige sortebrune, undertiden askegraåa Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

1595 mn I BJÆÆLNG 
16,5 » 12,5 » 
Den lægger Æg sidst i April. 


Grøn Sanger, Sylvia sibilatris, Bechst, 
Syn. B. sylvicola, Lath. — Ficedula sibilatrix, Koch. 


Dansk: Grøn Bladsmutte, grøn Løvsanger. Svensk: Grån Sångare, 


274 


Arlsm.  BRygsiden smuk grønagtig; en gul Stribe over og en mørk 
foran og bagved Øjnene; Forhalsen og Forbrystet lysegule, 
Bugen og Undergumpen renhvide; Overgumpen og Svingfjer- 
kanterne lysegrønne; Vingerne bedække 2/3 af Halen; iste 
Svingfjer meget lille og kort, Zden omtrent af samme Længde 
som Åde. 


Afbildn. Tab. XXI. g/. Han. 


Længde 492”, Vingestrækning 7%4”. Han og Hun ere 
kun uvæsenligt forskjellige. 

Den grønne Løvsanger er en ægte Skovbeboer og fore- 
kommer fornemmelig i store, skyggefulde Bøgeskove, hvor 
den næsten udelukkende opholder sig paa Træerne. I første 
Halvdel af Mai ankommer den og forlader os sidst i August. 
i Skovene i Kjøbenhavns Omegn er den temmelig alminde- 
lig, ogsaa ynglende. I Vendsyssel er den sjeldnere end 
foregaaende Art; dog synes den i de senere Aar at have 
tiltaget i Hyppighed, og i Juni 1864 fandt Fischer den endog 
talrig i Oxholm Skov. I Randers-Egnen, hvor den ikke er 
sjelden, fandt Fencker den ynglende i 1868. Paa Bornholm 
forekommer den i paafaldende stort Antai i en lille Birke- 
skov ved Rø. 1 det sydlige og mellemste Sverrig er 
den ikke sjelden, men i Norge vides den ikke med Sikker- 
hed at være truffen. Den angives vel at være bemærket i 
Bøgeskoven ved Laurvig, men der haves ingen Sikkerhed 
for Observationens Rigtighed. Schraders Angivelse (Cabanis. 
Journal f. Orhnithol. f. 1853), at den forekommer i Øst- 
finmarken, er urigtig og er gjendreven i Ofvers. af Kgl. 
Vetensk. Åk. Forhandl. f. 1861 (Colleti). 

Hannen udmærker sig ved sin besynderlige, pibende, 
hvislende og skingrende Sang. Den begynder den som of- 
lest siddende paa en Gren, fortsætter den, idet den flagrer 
ned paa en anden lignende, og fuldfører den, medens den 
sætter sig paa denne. Lokkestemmen har en blødere Klang. 
Denne Årt er temmelig sky, trættes ofte med sine Lige eller 
andre Smaafugle og er yderst livlig og munter. 


(45) 
=l] 
Or 


Reden findes i Slutningen af Juni eller første Halvdel 
af Juli, altid paa Jorden, ved Siden af en Tue, mellem Græs, 
Mos, Lyng eller andre lave Væxter%og er yderst vanskelig 
at finde, idet de udvendige Materialier ligne de omkring- 
værende Gjenstande. Den er, ligesom de to foregaaende 
Arters, hvælvet og indeholder 5—6 hvide eller graahvide 
Æg. med sortagtigt violette, rødbrune eller graabrune 
Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

fJømr, 13 mm. 
16,5 » 14 » 


Gulbuget Sanger, Sylvia hypolais, (£.) 


Syn. Motac. hippolais, L. — Ficedula hypolais, Keys. & Blas. — 
Hypolais salicaria, Bonap. 
Dansk: Bastard-Nattergal, Nattergalens Horeunge, Gulbug, stor Blad- 


smutte, Haveirisk, Bityv. Norsk: Bastardnattergal. Svensk: Gulbro- 
stad Sångare, Gulmagad Sångare, Bastard-Nåktergal. 


Artsm. Rygsiden olivengrøngraa, Bugsiden lysegul; iste Svingfjer naaer 
omtrent til Enden af de store Dækfjer; de bageste Svingfjer 
have hvidgraa Kanter: Armsvingfjerene naae kun over de tre 
Fjerdedele af deri sammenfoldede Vinge.; Fødderne blyfarvede ; 
Næbet forholdsvis kort, meget bredt og noget fladtrykt ved Roden. 


Afbildn. Tab. XXI. gl. Han. 


Længde 5” 2'”, fra Vingeledet 3”, Halen 2”. 

Hunnen har lidt mattere Farver end Hannen, men for- 
øvrigt ere Kjønnene vanskelige at adskille. —… Meget gamle 
Fugle udmærke sig ved bredere, hvidgraa Kanter paa de 
bageste Svingfjer. 

Den hører til de 'Trækfugle, der komme sent og for- 
lade os tidligt. 1 sidste Halvdel af Mai, undertiden lidt tid- 
ligere, pleier den at melde sin Ankomst ved sin herlige, 
melodiske, ualmindeligt afvexlende og af de mest forskjellig- 


276 


artede Toner bestaaende Sang, hvis Fortræffelighed har givet 
den Navn af «Bastard-Nattergalen»; allerede hen i August for- 
lader den os. I Haver é& blandede Løvskove'er den almindelig, 
I Vendsyssel forekommer den saaledes talrigt ynglende næ- 
sten overalt, hvor der findes Træer, ligeledes i Randers- og 
Horsens-Egnen; paa Bornholm er den derimod sjelden. I 
Sverrig træffes den fornemmelig i Landets mellemste og 
sydlige Egne. I Norge, hvor den synes at have tiltaget 
stærkt i Antal i de senere Aartier, strækker dens Udbred- 
ningskreds sig op til Helgeland; undtagelsesvis er den truf- 
fen nordligere. I Kystegnene forekommer den langt talrigere 
end i Landets Indre. 

Den er livlig, vever, listig, sky og forsigtig, dog bliver 
den omsider fortrolig med Menneskets Nærhed, hvor der er 
megen Færdsel, og hvor den ikke efterstræbes. 

Denne største indenlandske Art af Løvsanger-Gruppen 
afviger i Henseende til Sang, Redebygning, Æggenes Farve 
og det ved Roden bredere Næb fra de øvrige Løvsangere, 
med hvilke den dog har Farve tilfælles, og danner forsåa- 
vidt en Overgang til Kjærsangerne. 

Sin kunstige, tætte og faste Rede bygger den i Gren- 
kløfterne af Træer og Buske, især Hassel, sjeldent før i Be- 
gyndelsen af Juni, som oftest i en Højde af 6—8 Fod; den 
bestaaer udvendigt af tørre Græsstraa, Basttrevler, Larve- 
spind, Spindelvæv og Birkebark, i Nærheden af Havet ofte 
af tør Tang. Den er indvendigt foret med Hestehaar og 
Svinebørster samt gjennemvævet med Uld, Traad, Blaar og 
desl.… Som oftest er Reden temmelig løst anbragt paa en 
Gren, men hvor den er udsat for megen Blæst, befæstes 
den omhyggeligt mellem flere fra samme Heide udgaåaende 
Grene ved Hjælp af stærke Traade, der flettes ind i Reden. 
Den indeholder 4—5 rosenrøde Æg, som have sorte Pletter, 
der ofte flyde ud med en rød Rand, og enkelte fine sorte 
Streger og Snirkler. 


277 


Æggets Længde og Brede: 
17 mm, IS Er: 
PA HED 15,5 » 


c. Kjær-Sangere, Calamodytae, Mley. 


Panden meget flad, smal og langstrakt, spidst ud- 
løbende i Næbet, som er temmelig langt, sammentrykt ud 
imod Spidsen og forsynet med en tydelig Rygkant. 

Fødderne temmelig stærke og med store Kløer. 

Vingerne korte eller middellange, afrundede; den 
temmelig lange Hale stærkt afrundet. 

Kroppen smækker; Hovedfarven brungraa, hos nogle 
spillende i Olivengrønt. 

Fuglene af denne Afdeling leve ved Aaer, Floder, 
Damme, Grave, Søer og Moser, blandt Buske, Rør og Siv, 
hvori de skjule sig, og påa hvilke de ideligen klattre; dog 
gjør Sumpsangeren til en vis Grad en Undtagelse fra denne 
Regel, idet den oftest fjerner sig mere fra Vandet og saa- 
vel i Sang som Levemaade synes at nærme sig Løvsangerne. 
Deres Rede bygge de med megen Kunst og befæste den 
imellem Rør over Vandet eller imellem Plantestængler i dets 
Nærhed. De udmærke sig ved en ganske eiendommelig, 
hos nogle Arter meget afvexlende, tildels med andre Fugle- 
stemmer blandet Sang, som de udføre siddende, ofte langt 
ud paa Natten. Deres Lokkestemme bestaaer af hvislende 
og skjærende Toner, som ogsåa blande sig imellem deres 
Sang. De leve af Insekter, som de snåppe påa Stænglerne 
og Bladene, hvor de hoppe og klåttre. Ved den utallige 
Mængde af skadelige Insekter, som de udrydde, ere de 
nyttige Fugle. 

For åt skyde dem måa man ofte have megen Taal- 
modighed, inden man faaer dem i Sigte, da de holde sig 
skjulte i Rørene og Buskene, naar de mærke Fare. Under- 
tiden måa man drive dem ud af deres Skjul og skyde dem 


278 


i Flugten; lettest lade dog Hannerne sig skyde, fordi de 
gjerne ville sidde frit, naar de synge. Man kan fange dem 
med 3—4 Fod lange Stokke, hvori stikkes smaa Kviste 
med Hestehaarssnarer, saaledes at Stokken danner en hel 
Række Doner. Af saadanne Stokke stilles flere horizon- 
talt paa nogle Pæle i Rørene; de maae da staae 2—3 Fod 
over Vandfladen eller ved Bredderne af de sumpige Grave. 
De fanges ogsaa i Springdoner med paahængte Hyldebær, 
paa Limpinde og i Netfælde med levende Melorme eller 
andre Insekter til Lokkemad. 


Kjærsanger, Sylvia palustris, Bechst. 


Syn.  Salicaria palustris, Keys. & Blas. — Calamoherpe palustris, 
Boie. 


Dansk: Kjærsanger, Sumpsanger. Svensk: Kårrsångare. 


Artsm. Ovenpaa grønagtig rustgraa eller mat olivengraa; en hvid Streg 
over Øiet og hvid Bugside med okkergult Anstrøg; Mundvigen 
orangegul. 


Afbildn. Tab. XXII. a («Sump-Rørsanger”»). 


Længde 52". Kjønsforskjellen er ikke kjendelig i Far- 
ven, hvorimod de unge Fugle ere mørkere og mere grøn- 
agtige end de gamle. 

Denne Årt hår saalænge været forvexlet med den føl- 
gende, at dens Udbredelse, endog i Tydskland, først er 
bleven bekjendt i senere Tider. I de egenlige danske Pro- 
vindser var den uopdaget, indtil Forf. i Foraaret 1847 skød 
den ved Thyrsbæk. I det følgende Foraar, 1848, indfandt 
flere Par sig ved Thyrsbæk, saa at han erholdt 6 Stkr., og 
det lykkedes ham nu at bestemme Fugien. Det sidstnævnte 
Aar var han endvidere saa heldig at finde 5 Reder ved 
Thyrsbæk, alle i Nælder i Nærheden af Vandet, heftede til 
de uddøde Stængler fra forrige Aar; senere fandt han 
Sumpsangerens Rede rundt omkring, hvor han færdedes i 


2719 


det sydøstlige Jylland, men altid paa ganske lignende Steder. 
Den ynder fornemmelig lave, tætstaaende Buskpartier i Nær- 
heden af Vandet, helst hvor der gives Korn, Hamp, Raps, 
Hindbær og især store Nældepartier. Ved Fæstningsgravene 
omkring Kjøbenhavn er dens Rede flere Gange funden, 
ligeledes i Nælder (Udg.). Ifølge Meddelelse fra- Dyrlæge 
Grill forekommer den almindeligt i en begrændset Del af 
Margaards Skove i Odense-Egnen. En enkelt Gang har 
han fundet dens Rede i en Hasselbusk, 4 Ålen fra Jorden; 
den var befæstet til Kvistene paa samme Maade som ellers 
til Nældestænglerne. I Randers-Egnen er den temmelig 
almindelig og forekommer især hyppigt i den lille Dron- 
ningborg Skov, hvor Fencker i 1868 fandt tre Par yng- 
lende, det ene i en Hindbærbusk, som stod i et tæt Tjørne- 
krat, flere Hundrede Alen fra det nærmeste Vand. I 1869 
fandt han i samme Egn to af dens Reder, begge i Nælder. 
Efter Naumann er den almindelig i Sognet Brunsbuttel og 
omkring Meldorf samt paa flere Steder i Holsten, hvor den 
yngler. Den kommer sidst i April og forlader os i August 
og September. I Sverrig forekommer den fornemmelig i 
det sydlige Skaane; i Norge er den derimod, saavidt vides, 
endnu ikke truffen. 

Den er sky og yderst forsigtig, men lever dog mindre 
skjult end de andre Kjærsangere og sætter sig ikke sjeldent 
paa en Busk eller et lavere Træ; den kommer oftere frem af 
sit Skjul og flyver over det Frie og nærmer sig saavel i denne 
som flere andre Henseender Bastard-Nattergalen; dog er 
dens Sang langt fortrinligere end dennes, saa at den unæg- 
teligt indtager en Rang blandt vore første Sangfugle. Den 
synger meget ivrigt, næsten hele Dagen, ofte en Del af 
Natten med. 

Føden beståaer af alle Slags Land- og Vandinsekter 
og disses Yngel. 

Reden findes i Midten af Juni, i Regelen i Nærheden 
af Vand, undertiden ogsaa i nogen Afstand derfra, men al- 


280 


drig over Vandet, i Buske, Raps, Rør, høit Græs, Nælder, 
Hindbær og desl., som oftest 1—3 Fod fra Jorden. Den 
bestaaer udvendigt af Græsstraa og Græsblade, Græsrødder, 
Basttrevler af Nælder og andre Planter, er fast sammen- 
flettet og indvendigt beklædt med fine Straa og Hestehaar. 
De 4—5 Æg have en blaalighvid Grund med graa Punkter 
og større askegraa eller olivenbrune Pletter, blandede med 
enkelte brunsorte Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

jiger: iSjsær 
20,5 » 15 » 

Den yngler som alle Kjærsangere meget sent af den 
rimelige Grund, at Gjenstandene, der omgive, bære eller 
skjule Reden, f. Ex. Kør, Nælder 0. desl., først da have 
naaet den tilbørlige Høide eller Fasthed. 


Rørsanger, Sylvia arundinacea, (L.) 


Syn. Curruca arundinacea, Briss. — Calamoherpe arundinacea, 
Booze. — Balicaria arundinacea, Selby (Keys. & Blas.) — 
Calamoherpe salicaria, C. Brehmii, C. piscinarum, C. alnorum, 


C. arbustorum, Brehm. 
Dansk: Rørsanger, Rørspurv, almindelig Rørsmutte, graa Rørsmutte. 


Artsm. OQvenpaa uplettet, gulagtig rustgraa; (Overgumpen lysere end 
Ryggen; Bugsiden rustgulhvid; Mundvigen orangerød. 


Afbildn. Tab. XXII. a. 


Længde 5%2”. … Imellem Han og Hun kan intet be- 
stemt ydre Skjelnemærke angives. 

Den hører til vore almindeligste Kjærsangere og fore- 
kommer næsten overalt i Danmark, hvor der gives Rør, ved 
Søer, Moser, Damme, Grave og Aaer. Naumann fandt den 
meget talrig i Ditmarsken, men mindre hyppig påa Øerne 
ved Slesvigs Vestkyst, og blot hvor der var Marskland. Ved 
Fæstningsgravene omkring Kjøbenhavn findes hvert Aar tal- 


281 


rige Reder af den. Dyrlæge Grill hår meddelt Udg., at den 
i Egnen omkring Odense yngler overalt, hvor der findes 
passende Lokaliteter. I Randers-Egnen er den almindelig 
ved Fousingø-Sø, sjeldnere langs Aaen og Fjorden (Fen- 
cker).…. Ved Aalborg forekommer den ikke sjeldent, ligeledes 
påa Mols (ifølge Bonnez). Paa Bornholm er hverken denne 
eller nogen anden af vore Kjærsangere bleven iagttaget. I 
Syd- og Mellemsverrig er Rørsangeren flere Steder alminde- 
lig, men i Norge synes den ikke at være bemærket.  Nau- 
mann paastaaer, at den først bygger Rede midt i Juni; men 
dette er for Danmarks Vedkommende urigtigt. Selv i Aaret 
1852, da Forsommeren havde været meget kold, fandt Forf. 
saaledes den 2lde Juni næsten flyvefærdige Unger og blandt 
flere end 50 Reder kun to, som indeholdt Æg, der ikke 
vare rugede i længere Tid. 

Som Trækfugl ankommer den først i Mai og forbliver 
til sidst i August. Den er urolig, livlig og munter, selv 
om Natten, klattrer med stor Lethed i Rør og Buske og er 
ganske tryg i Menneskers Nærhed, såa at den undertiden 
henter sine Redematerialier ved Dørene. Fjernt fra menne- 
skelige Boliger er den mere sky. Ligesom den foregaaende 
er den en flittig Sanger, ikke blot om Dagen, men ofte 
ogsaa ud påa Natten; dens Varselraab er et høit, snerrende 
Skrig, hvormed den tillige gjerne ender sin Sang, som den 
endog istemmer, nåar man kaster Stene eller andre Gjen- 
stande ind mellem Rørene, såa at man derved kan erfare, 
om den findes der eller ikke. 

Sin Rede bygger den som oftest imellem Rørstængler 
over Vandet, dog undertiden ogsaa ved Randen deraf, 
stundom endog i Buske og Hække noget borte fra Vandet; 
Reden pleier at være heftet imellem 2—4 Rørstængler eller 
tynde Grene, er 3—4” høi og indeholder hen i Juni 3—5, 
sjeldent 6 Æg, som have ringe Glands og ere grønagtig- 
hvide, med gråaagrønne og brune Pletter og Punkter. 


282 


Æggets Længde og Brede: 
mn: 5nn: 
19 » 15 
Reden bestaaer udvendigt af tørre Græsblade, blandede 
med fine Rødder og Plantetrevler, Traade, Blaar, Plante- 
og Dyreuld, indvendigt af Græs og Rørrisper, ofte belagt 
med Hestehaar. Undertiden lægger Gjøgen sit Æg i dens 
Rede, som er saa solidt fæstet til de tynde Rørstængler, at 
det store Pleiebarn ikke staaer Fare for at falde i Vandet 
med Reden, saalænge det bliver i denne. 


Brosselsanger, Sylvia turdvides, Mey. 


Syn. Turdus arundinaceus, Briss. — Turd. Junco, Pall. — Cur- 
ruca turdoides, Cuv. —- Sylvia turdina, Glog. — Calamo- 
herpe turdoides, Brehm. — Calamoherpe media, Malm? 


Dansk: Drossel-Sanger, Drossel-Rørsmutte, Rørdrossel. 


Artsm. Rygsiden gulagtig rustgraa; en tydelig gulhvid Stribe over Øiet; 
Næbet stærkt og drosselagtigt; Bugsiden rustgulhvid;  Mund- 
vigen orangerød. 


Afbildn. Tab. XXII. a (Drossel-Rørsanger), g/. Han. 

Længde 712”, Hannens Strube hår som oftest et aske- 
graat Skjær; Hunnen er af samme Farve som Hannen, dog 
ofte noget mere rustgul paa Siderne. 

Denne anseelige Art opholder sig fornemmelig ved rør- 
bevoxede Flod- og Søbredder med Buske og især Piletræer 
i Nærheden; i disse sidste færdes den navnlig om Foraaret, 
indtil Rørene ere fremvoxede. Naumann tråf den i Syd- 
Ditmarsken og anfører, at den findes hist og her i de da- 
værende danske Hertugdømmer. E. Hage fandt den ynglende 
ved Kiel, og Faber (Ornith. Noticer, Pag. 21) anfører, at da- 
værende Studiosus H. Beck havde truffet den ved Aal!- 
borg, og, efter Wøldikes Beretning, at den aarligt ynglede 


H 
Fo! 


283 


i Rørene ved Brunsbuttel. Ifølge Apotheker A. Benzons 
Angivelse yngler den ligeledes hvert Aar ved Odense. Adi. 
Strøm fandt den der første Gang i Begyndelsen af Juni 
1861 (ved Baagø Strand). I Sverrig synes den typiske Form 
ikke at forekomme, men at repræsenteres af Calamoherpe 
media, Malm, der er funden ynglende ved Gøtaelv i Nær- 
heden af Gøteborg og neppe er artsforskjellig fra S. tur- 
doides. 

Dens Lokkestemme er næsten basagtig, og dens Sang, 
der kun indeholder faa behagelige Toner, har noget Raat 
og Snerrende ved sig. Medens Hannen synger, sidder den 
gjerne frit påa Spidsen af en Rørstængel eller en Gren; 
den er derved saa ivrig, at den ikke let lader sig forstyrre 
ved Noget; ja, Naumann paastaaer endog, at den ved 
Feilskud synger endnu stærkere end iforveien. Det Samme 
hår Forf. forresten ogsåa bemærket hos Rør- og Sump- 
sangeren. 

Dens Næring bestaaer, ligesom de andre Kjærsangeres, 
udelukkende af Insekter. 

Sin 5—8” høie Rede anbringer den påa samme Maade 
som Rørsangeren; de ydre Materialier bestaae af tørre Græs- 
og Rørblade samt Plantetrevler, Dyre- og Planteuld med 
Insektspind; indvendigt er den foret med fine Græsstråa 
og Risper, sjeldnere med Planteuld og Hestehaar. Den 
indeholder i Juni oftest 4—5 Æg, som ere grønagtighvide 
med blegt blåagraa, olivengraa og olivenbrune, større og 
mindre Pletter og Punkter, af Lighed med foregaaende Årts, 
men meget større, og indvendigt noget bleggrønne. 

Æggets Længde og Brede: 

BØD mm: nn: 
VÆ 17,5 » 


19 


284 


Siv-Sanger, Sylvia schoenobaenus, (£.) 


Syn.  Motac. schoenobaenus, L. — Sylvia phragmitis, Bechst. — 
Calamoherpe phragmitis, Bote. — Caricicola phragmitis, 
Brehm. — Salicaria phragmitis, Selby. .— Calamodyta 


phragmitis, Degl. 


Dansk: Sivsanger, Gul Rørsmutte. Norsk: Sivsanger. Svensk: Såf- 
sångare, Såfstigare. 


Artsm.  Rygsiden olivengraa med brune eller brunsorte Pletter, Over- 
gumpen rustrød, uplettet; Issen uden lys Midtstribe; en bred 
lys Stribe over Øiet; Bugsiden rustgulhvid, uplettet; de ba- 
geste Svingfjer med lysere Kanter end de øvrige; Halen stærkt 
afrundet. 


Afbildn. Tab. XXII. a. (Siv-Rørsanger). 


Længde 52”, Vingestrækning 8”, Han og Hun ere 
ens farvede. Af tilfældige Varieteter fremhæves. en isabella- 
farvet og en prægtig rosenrød. 

I de med Rør, Siv og andre høie Sumpplanter  be- 
voxede Søer, Damme, Grave, Moser og Enge findes denne 
Kjærsanger her i Landet hyppigere og talrigere end nogen 
afde andre Arter Naumann fandt den almindelig 
i de holstenske Marsklande. = Overalt, hvor de anførte 
Lokaliteter ere tilstede, især hvor der er mange Vidier 
og tætte Pilebuske, undertiden endog langt fra Vandet, i 
Korn-, Raps- og Kløvermarker, træffer man den. Den sy- 
nes overhovedet mindre at foretrække større Vandpartier, 
naar blot Jorden er sumpig og vaad. I den udtørrede 
Lersø ved Kjøbenhavn yngler den saaledes i stor Mængde, 
ligeledes, om end mindre talrigt, ved Gravene omkring Kjø- 
benhavn. Omkring Randers er.den almindelig overalt. I 
Sverrig forekommer den talrigt i Landets sydligere Egne, 
mindre hyppigt i de nordlige, hvor den dog ingenlunde sy- 
nes at være sjelden. I Norge er den almindeligst i de øst- 
lige Stifter og er truffen i Finmarken; men Meddelelserne 
om dens Udbredelse der i Landet, og paa den skandinaviske 


do 
(Sø) 
Qt 


Halvø overhovedet, synes noget usikkre. I Egenskaber og 
Levemaade ligner den de foregaaende. Hannen lader sin 
snerrende og pibende, men dog ret behagelige Sang høre 
baade Dag og Nat. ; 

Sin Rede bygger den i Midten af Mai som oftest over 
sumpige, næsten utilgængelige Steder, undertiden i Korn, 
men aldrig ud over Vandet; den staaer almindeligvis. meget 
lavt imellem Græs, Star og forskjellige Sumpplanter eller 
under Buske, men sjeldent i selve disse. Den er temmelig 
løs, mindre kunstig end de foregaaende Arters og bestaaer 
udvendigt af Græsstraåa og Græsblade, ofte blandet med 
grønt Mos, indvendigt af Plantetrevler , stundom tillige af 
Fjer og Hestehaar. De 4—6 smudsighvide eller gulgraa 
Æg ere tæt bestrøede med ganske fine Punkter, der flyde 
saaledes sammen med Grundfarven, at Æggene se ud som 
blegbrunt maårmorerede og have Lighed med Æggene af 
den gule Vipstjert (Motac. flava), fra hvilke de dog let ad- 
skilles ved de charakteristiske, sorte Haarsnirkler, der stedse 
findes paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

16 mm. 13 mm. 
18 » 14 » 


VYand-Sanger, Sylvia aquatica, (L.) 
Syn. Motacilla aquatica, Gmel. — Sylv. salicaria, Bechst. — 
Calamoherpe aquatica, Boie. 
Dansk: Vand-Rørsmutte. 


Artsm. Rygsiden rustgul eller brungul, sortstribet; Bugsiden hvidagtigt 
okkergul, uden Pletter; over Øinene og i Midten af Issen gul- 
hvide Striber, som adskilles fra hverandre ved brede, sorte 
Mellemrum ; Svingfjerene have mørkt rustgule Kanter. 


Afbild. Tab. XXI. a (Vand-Rørsanger). 


Længde 5”, Vingestrækning 7%", Han og Hun ere 
vanskelige at adskille. 

Blandt Kjærsangerne hører denne til de mindste Arter; 
den udmærker sig, endog i Frastand, ved den over hele 
Kroppen udbredte lyst brungule eller rustgule Farve. Fra 
den foregaaende Art adskiller den sig ikke blot ved Farven, 
men fornemmelig ved de tydelige 5 Striber paa Hovedet 
saavelsom ved sin ringere Størrelse. 

I Sædvaner, Stemme, Levemaade og Forplantning har 
den meget tilfælles med Sivsangeren. 

Æggets Længde og Brede: 

USLD FE mm: 
173575 13,5 » 

Apotheker Mechlenburg angiver den som ynglende ved 
Flensborg, og E. Hage hår meddelt Forf., at den yngler 
ved Glicksborg, samt at den neppe er sjelden i Holsten. 
Apotheker Benzon har dens Æg fra Lersøen, og Fencker 
fandt den i Juni 1868 ynglende påa en kratbevoxet Skrænt, 
tæt Øst for Randers. Reden stod i en Tjørn, høit oppe 
påa Skrænten og omtrent 100 Alen fra en Bæk, der løber 
langs Skræntens Fod; den indeholdt 5 stærkt rugede Æg. 


I «Danmarks Fugle» omtales den saakaldte Starsanger 
(Sylvia cariceti, Naum. [Calamoherpe caricett, Bote. — Syl- 
via striata, Brehm.]) som en selvstændig Art, hvis Fore- 
komst hér i Landet ikke var bekjendt, førend Forf. i 1850 
fandt den ynglende ved Brede, og for hvilken der gives 
følgende Artsmærker: Ovenpaa lyst gulgraa, sortplettet ; 
Overgumpen rustfarvet; over hvert Øie en gulhvid Stribe; 
Panden sort med en lys, gulgraa Længdestribe i Midten; 
Svingfjerene med lysegraa Kanter; Bugsiden gulagtig hvid 
med mange fine, sortagtige Streger påa Forbrystet og Si- 
derne.  Ihvorvel Meningerne om dens Årtsberettigelse tid- 
ligere vare (og maaskee tildels endnu ere) delte, idet den af 
Nogle betragtedes som en Varietet af S. aguatica, af Andre 


287 


som en fra denne forskjellig Art, tør det dog nu ansees 
som afgjort, at ingen af disse Opfattelser ere rigtige, men 
at den kun er den typiske 5. aqguatica i Sommerdragt. 


Busk-Sanger, Sylvia locustella, Penn. 


Motacilla naevia, Gmel.. — Curruca naevia, Briss. — Calamoherpe 


locustella, Bore. 
Dansk: Busk-Rørsmutte. 


Artsm. Rygsiden olivengraa eller grønliggraa med brunsorte Pletter; 
Bugsiden hvidgraa med gulbrunt Anstrøg paa Brystet. Siderne 
med sortebrune Skaftstriber; de meget lange underste Dækfjer 
af den kileformige, bredfjerede Hale have sortebrune eller brune 
Skaftstriber. 


Afbildn. Tab. XXII. a (Busk-Rørsmutte). 


Længde 5”, Han og Hun ere ens farvede. 

Denne Årt, der er udbredt over flere Egne af Tydsk- 
land, i Holland, Storbritanien, Rusland og Øst-Siberien, 
vides ikke at være truffen indenfor Danmarks nuværende 
Grændser. Fra Als har Apotheker A. Benzon modtaget to 
voxne Hanner, skudte den 20de Juni 1850 og den 24de 
Juni 1858. Han antager, at den yngler der paa Øen, og 
at den tillige forekommer i Fyen; for Rigtigheden af det 
første Punkt taler i alt Fald den Omstændighed, at de to 
nævnte Individer ere skudte i Yngletiden. Ifølge Mechlen- 
burgs Angivelse skal den have ynglet ved Flensborg, og 
Hage angav den som ynglende ved Kiel. I Norge og Sver- 
rig er den ikke bemærket. Den opholder sig påa sumpige, 
med Vidier og Startuer bevoxede Steder saavelsom ved de 
med Buske omkrandsede Damme, Grave og Søer,. men og- 
saa fjernere fra Vandet i. unge, buskrige Løvskove med 
Tjørnekrat, som hist og her have fugtige, sumpige Steder. 

Den er ualmindeligt livlig, holder sig stedse skjult eller 
kommer dog blot tilsyne for strax atter at forsvinde. Den 
samme Lethed, hyvorméd den bevæger sig gjennem de tæt- 


288 


teste Plantetykninger, viser den ogsaa ved at bevæge sig 
påa Jorden, hvor den løber som en Pibelærke (Anthus) med 
overordenlig Hurtighed. Meget paafaldende er dens be- 
synderlige, græshoppelignende, skærende, svirrende Sang, 
der bestaaer af én eneste hæs eller hvislende, men vidt- 
lydende Tone, som ofte vedvarer uafbrudt i 1—2 Minuter. 

Næringen, som den ikke blot opsøger ved at hoppe 
igjennem Buskene, men ogsåa paa Jorden, er den samme 
som de- foregaaende Årters. 

I Juni bygger den Rede, sædvanligvis i tæt Tjørne- 
krat, mellem høit Græs, undertiden ogsaa i en enkelt- 
staaende Græstue. Reden er forfærdiget af fine Græsstraa 
og Græsblade med Insektspind og Planteuld, indvendigt 
belagt med fine Plantetrevler. De 4—6 Æg have en blaa- 
lig grønhvid Grundfarve, overalt stænkede og snirklede med 
gulagtige og olivenbrune Pletter og Streger og mere eller 
mindre rigt bestrøede med mørkt skiferfarvede Punkter og 
Pletter, der ofte danne en Krands ved den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

gs: INSEE 
20 » 14,5 » 

Reden har nogen Lighed med Tornsangerens, men er 

højere og dybere. 


d. Jord-Sangere, Humicolae. 


Be temmelig store Fødder have høie Tarser; Øinene 
store. 

De bære Brystet noget opret, Halen næsten horizontalt, 
Vingerne noget hængende; de vippe ofte med den noget 
brede og i Enden næsten lige afskaarne Hale og hoppe med 
lidt bøjet Hælled i store, raske Spring. Man seer dem 
stedse nær ved Jorden, i lave, tætte Buske, især i fugtige 
Løvskove og i Nærheden af Vand, meget sjeldent paa høie 
Træer. 


289 


Næringen, som de fornemmelig søge paa Jorden, be- 
staaer af Insektlarver og krybende Insekter samt Regnorme; 
om Høsten ogsaa af Bær. 

De yngle næsten altid paa eller dog ikke ret høit over 
Jorden, påa gamle Stammer, sjeldent i tætte Hække, aldrig 
påa frie Grene; de bygge meget tætte Reder og lægge næ- 
sten ensfarvede eller dog kun blegt og svagt plettede Æg. 

Fuglene af denne Afdeling ere saa lidt sky, at de ere 
meget lette at skyde, endog med Pusterør. Man kan fange 
dem med levende Melorme paa Limpinde, i Springdoner og 
Doner, i en i Jorden nedgravet Meisekasse eller i et Nat- 
tergalenet. Naar man opkraådser Jorden i deres Nærhed, 
komme de gjerne strax til i Forventning om at finde god 
Næring og gaae da let i Fælden. 


Nordlig Nattergal, Luscinia Philomela, (Beclist.) 


Syn.  Motacilla luscinia, Gmel. — Luscinia major, Briss. — Lu- 
sciola Plilomela, Keys. & Blas. — Sylvia Philomela, Bechst. 
— Sylvia Luscinia, Nilss. (Orn. Sves. T.). — Motacilla 
aédon, Pall. — Erithacus Philomela, Degl. (Swains.). 


Dansk: Nattergal, Stor Nattergal, Fjeldstavn (Bornholm). Svensk: 
Nåktergal. 


Artsm. Ovenpaa mørkt graabrun med rødbrun Hale; Struben hvid med 
utydelig graa Indfatning; Brystet graabrunt bølgestribet; Under- 
gumpen og de nedre Haledækfjer hvide med svagt rustgult An- 
strøg; iste Svingfjer meget kortere end de forreste Svingfjers 
Dækfjer, den lidt længere end 4åde, omtrent af samme Længde 
som å3die. ; 


Afbildn. Tab. XXII. b. 


Den ydre Kjønsforskjel uvæsenlig; Længde henimod 7”. 

Fra den følgende Art, med hvilken den har megen Lig- 
hed og let kan forvexles, adskiller den sig, foruden ved de 
anførte Kjendemærker, tillige ved sin anseeligere Størrelse 
og de mindre rene, rustbrune Farver. 


290 


Denne Årt er her i Landet mere udbredt end den føl- 
gende, men forekommer dog ingenlunde overalt i Danmark. 
I Haven ved Snoghøj og paa flere Steder i det Slesvigske, 
f. Ex. påa Als, har Forf. selv havt Leilighed til at iagttage 
den. I Jylland findes hverken denne eller følgende Årt i 
Veile- eller Horsens-Egnen, hvor indbydende Lokaliteterne 
end synes at være; men derimod ved Aarhus, hvor Ris 
Skov overhovedet skal være Nattergalens nordligste Yngle- 
sted. Ved Grenaa forekommer den ifølge Bonnez. 

Paa Sjælland er denne Art almindeligere end den føl- 
gende og findes paa mange Steder temmelig talrigt, saa- 
ledes i Kjøbenhavns Omegn, ved Frederiksdal 0. s. v. I 
det nordlige Fyen er den temmelig almindelig og den eneste 
der forekommende Nattergal (Dyrl. Grill). Paa Bornholm 
forekommer den i stor Mængde, maaske talrigere end noget 
andet Sted. Den yngler der overalt i Småaskovene. Ifølge 
Pastor Kochs Meddelelse yngle flere Pår påa den lille krat- 
bevoxede Ø Flatø i Grønsund, og afdøde Konservator 
Scheel angav den som forekommende paa Møen.  Teil- 
mann anfører den som undertiden forekommende i Sko- 
vene ikke langt fra Vesterhavet, men Faber (Ornith. No- 
ticer Pag 23) benægter, besynderligt nok, dens Forekomst, 
ikke blot i Danmark, men ogsaa i Sverrig og Holland. I 
Sverrig træffes den kun i de sydlige og østlige Dele af 
Landet, hist og her i temmelig betydelig Mængde. I Sver- 
rigs vestlige Dei forekommer den kun undtagelsesvis Nord 
for Hallands-Aas, hvorimod den længere østerpåa gåaer 
langt nordligere; paa Gottland er den almindelig. I Norge 
forekommer den ikke. 

Som Trækfugl ankommer den i Regelen sidst i April, 
ofte i Begyndelsen af Mai, og forbliver til August. 

Ifølge Dyrlæge Grills Meddelelse hørtes den første Gang 
i Margaards Skove ved Odense: 

1867 den 5. Mai, 
1868 — 9. — 


(42) 
co 
(az 


1869 den 6. Mai, 


1870 — 10. — 
1871 — 12. — 
1872 — I. — 
1873 — 9. — 
1875 0 80 


Den lever fortrinsvis i dybtliggende Løvskove, som have 
tæt Underskov og Krat med rigeligt Vand, især ved Åaer 
og store Bække eller i Nærheden af Sumpe og Grave. Dens 
Væsen har noget Stormende og Kråftigt ved sig, blandet 
med noget Sørgmodigt; den er sky og meget vanskelig at 
faae at see, da den altid er opmærksom og søger Skjul 
ved enhver Fåre. I Almindelighed synger den meget stær- 
kere, mere gjaldende og hult klingende, desuden langsom- 
mere, afbrudt og med mindre Afvexling end følgende Årt. 
Ikke alle Individer af denne Art «slaae» lige godt. Hvor 
begge Arter findes i hinandens Nærhed, hører man deres 
eiendommelige Sang blandet, hvoraf den tydske Benævnelse: 
«Doppelschlåger» eller «Zweischaller». Dens gjennemtræn- 
gende Stemme, hvis Kraft er aldeles forbausende, gjør den 
som Stuefugl besværlig for nervesvage Personer. I det 
Frie lyde dens Melodier fra Mai til Slutningen af Juni, ikke 
blot om Dagen, især i Morgen- og Aftentimerne, men end- 
ogsaa med større Fylde, Kraft og Sammenhæng i Tonerne 
om Natten, hvilket fornemmelig charakteriserer denne Årt. 

Insekter og deres Larver, Myrepupper og Melorme ere 
dens kjæreste Føde. Den søger dem mest påa Jorden og 
hopper rask til, naar den bemærker noget Spiseligt, men 
betragter det først, inden den angriber det. Undertiden 
samler den Larver og Insekter af Grene og Blade, meget 
sjeldent fanger den de sidste i Flugten. Om Høsten æder 
-den ogsaa Ribs, Hyldebær o. l. 

Den bygger Rede éngang om Åaret, enten umiddelbart 
påa Jorden, paa gamle Muldvarpeskud og tørre Tuer, eller 
paa gamle Stød og Træstumper af de nær ved Jorden af- 


; sal 
292 


huggede og igjen med nye Skud omgivne Buske og Træer. 
Reden er gjerne godt skjult, og Materialierne bestaae af 
tørt Løv, indvendigt belagt med fine Græsstraa og andre 
fine Plantedele. Man finder deri først i Juni sædvanligvis 
5 Æg af mat olivenbrun Grundfarve, skyløbne eller ligesom 
besprøitede med en mørkere, brun Farve; de ere større og 
ikke såa langagtige som den følgende Arts. 
Æggets Længde og Brede: 
alm: F5;5rn 
D4 » 16,5 » 


Sydlig Nattergal, Luscinia vera, Sundew. 


Syn. Motacilla luscinia, L. — Curruca luscinia, Koch. — Sylvia 
luscinia, Lath. — Lusciola luscinia, Keys. & -Blas. — Eri- 


thacus luscinza, Degl. (Swains.). 
Dansk: Nattergal, Lille Nattergal. Svensk: Sydlig Nåktergal. 


Artsm. Ovenpaa mørk rustgraa med brunrød Hale og Overgump; 
Bugsiden smudsigt graahvid; iste Svingfjer kort, dog omtrent 
af lige Længde med de forreste Svingfjers Dækfjer; Zden om- 
trent af samme Længde som dte. 


Afbildn. Tab. XXII. b. 


Længde 6”. 

Denne Årt, der fornemmelig tilhører det sydlige, vest- 
lige og mellemste Europa, er i det egenlige Danmark ikke 
saa almindelig som foregaåaaende Art; i Slesvig og Holsten 
derimod træffes den hyppigt. I de sydligere Egne af Fyen 
fandt Forf. den flere Steder, og fra Omegnen af Kjøbenhavn 
fik han tilsendt Æg af begge Arter.  Konservator Scheel 
traf den paa Møen. Paa Bornholm, hvor den foregaaende 
Årt er såa særdeles almindelig, forekommer denne ikke. I 
Norge er hverken denne eller den store Nattergal bemærket, 
og i Sverrig synes den her omhandlede Art at mangle eller 


293 


i alt Fald at være meget sjelden; om Forholdet tidligere 
har været anderledes, er måaskee tvivlsomt. 

Den ankommer her til Landet sidst i April eller først 
"i Mai, og i August forlader den os atter. 

I sine Bevægelser er den livlig og rask; i sit Væsen 
tiliidsfuld og fortrolig, og kun hvor den efterstræbes, flyer 
den Mennesket. I sin Holdning har den noget Værdigt, 
ret som om den var sig sine Fortrin bevidst. Imod andre 
Fugle forholder den sig i det Hele taget stille og fredelig, 
og det er alene Skinsygen, der undertiden foranlediger 
Trætte med dens Lige. 

Ved sin herlige Sang udmærker den sig fremfor alle 
andre Fugle, maaskee med Undtagelse af forrige Art, og har 
allerede fra de ældste Tider været Gjenstand for almindelig 
Beundring, saa at endog Oldtidens Digtere have besunget den. 
Man adskiller 20—25, ja indtil 30 forskjellige Stropher i dens 
Sang”). Dog ere ikke alle Individers Sang lige god; ofte 
findes der hele Egne, hvor der enten blot forekommer slette 
eller middelmaadige eller gode Sangere. Hvor der findes. 
flere Hanner i hverandres Nærhed, kappes de indbyrdes i 
«Slaget» og skulle da ofte skrige sig hæse. Hannen synger 


+) Som bekjendt har en Mængde Ornithologer forsøgt åt gjengive Fug- 

lenes Sang ved Stavelser, men allerede den Omstændighed, at neppe 
to selvstændige lagttagere have gjengivet de enkelte Arters Sang 
nogenlunde ens paa denne Maade, viser det Frugtesløse i en saadan 
Bestræbelse.  Udgiveren, der overalt i det Foregaaende har udeladt 
Forf.'s Forsøg i saa Henseende, skal her exempelvis anføre nogle af 
de første Stropher (efter Nilsson), som Bechstein tillægger denne 
Nattergal: 

Tjuu tjuu tjuu tjuu, 

Spe tiu zqua, z 

Tjo tjo tjo tjo tjo tjo tjo tix: 

Qutio qutio qutio qutio, 

Zquo zquo zquo zquo, 

Tzy ty ttzy tzy tzy-tzrtzytzy, sty, 121, 

Quorror tiu zqua pipiquisi. 


Ea 


bud 


294 


gjerne i Nærheden af den rugende Hun og vedbliver der- 
med, saalænge Rugetiden varer, omtrent til St. Hansdag. 
Dens sædvanlige Lokketone er en pibende Lyd, hvorpaa 
følger et snerrende Skrig. Naar den er vred, udstøder den 
et særegent, besynderligt raat og ubehageligt Skrig. 

Dens Næring er som foregaaende Årts. 

Den temmelig store, dybe Rede bestaaer udvendigt af 
tørre Blade, Straa og Græsstængler; den er indvendigt be- 
lagt med fine Græsstråa og Risper, siundom med enkelte 
Hestehaar. I Almindelighed staaer den paa Jorden, i Buske 
eller højt Græs, undertiden i tørre Riskviste eller påa Jor- 
den i tørt Løv, stundom i mindre dybe Udhulinger af gamle 
Træstammer; den findes ogsaa i Hække og Gjærder i en 
Højde af nogle faa Ålen og indeholder i sidste Halvdel af 
Mai 4—6 Æg, som ere brungrønne eller graabrunt anløbne 
påa bleggrøn Grund. 

'Æggets Længde og Brede: 

2 NDynm: 15,5 mm: 
ZR) 16,5 » 


Rødstjert, Luscinia phoenicurus, (L.) 


Dansk: Blodfugl, Sortstrubet Sanger, Blodstjert. Norsk: Rødstjert, 
Svensk: Rødstjert, Vippstjert, Qvickstjert. 


Syn. Motacilla Phoenicurus, L. — Sylvia phoenicurus, Lath. — 
Ruticilla phoenicurus, Brehm. — Lusciola phoenicurus, Keys. 
d: Blas. — Erithacus phoenicurus, Degl. (Swains.). — Mo- 
tacilla Erithacus, L. (Hunnen). — Motacilla Tithys, L. (Un- 
gen + Efteraarsdragt). 


Artsm. Halen rustrød, de to mellemste Styrere mørkebrune. Hannen: 
Sort Strube, rustrødt Bryst, hvid Pande og askegraa Ryg. 
Hunnen: Ovenpaa rustgraa, Forhalsen hvidagtig, Brystet rust- 
brunt. 


Æ Afbildn. Tab. XXII. b. gZ. Han. — Suppl. Tab. 8. g/. Hun. 


[80] 
ce 
TE 


Længde 51/2”, 

Om Høsten, efter Fjerfældingen, seer Hannen ganske 
anderledes ud end om Foraaret og ligner da mere Hunnen. 
Hele Ryggen er stærkt rustbrun, Panden graa, Struben med 
mange graahvide Pletter og det Rustrøde påa Bugsiden med 
mange rustgule og hvidagtige Fjerkanter. Alt dette taber 
sig henimod Foraaret ved Bræmfælding. 

Denne nydelige Fugl hører, om just ikke til de meget 
almindelige, dog ingenlunde til de sjeldne indenlandske 
Arter; talrigst forekommer den påa Foraars- og Efteraars- 
trækket (Mai—Juni og August—September). I Vendsyssel, 
hvor den er almindelig i Træktiden, har Fischer kun truffet 
den ynglende én Gang, nemlig 1863 i Dronninglund Have. 
I Randers-Egnen forekommer den hvert Aar påa Trækket, 
stundom (som i 1867) meget hyppigt, men ynglende er den 
ikke truffen der. Paa Bornholm synes den at være sjelden. 
Om Sommeren findes den i Haver, ved buskrige Vand- 
bredder, i Smaaskove og store Skoves Udkanter, Pileplan- 
tager og paa lignende Steder. Saasnart den mærker Efter- 
stræbelser, bliver den sky og forsigtig. Man seer den 
gjerne sidde paa frie Grene, medens den ideligt ryster og 
vipper med Halen, hvis røde Farve, naar Fuglen flyver i 
Solskinnet, spiller med et stærkt Skjær. Rødstjertens Sang 
er behagelig, blid, næsten fløiteagtig, temmelig høi, men 
kort, undertiden blandet med andre Fugles Toner. 

Insekter, Larver og Pupper, som den især fanger påå 
Jorden, men lurer paa fra Træer og Buske, udgjøre dens 
Næring; om Høsten lever den tillige af Bær. 

Sin Rede bygger den i Midten af Mai i hule Træer, 
i Mur- og Jordhuller, i Træstød, under Straatage og påa 
gamle Pilehoveder. Den er kunstløst anlagt af Mos, Græs- 
straa, tørre Blade og desl., sædvanligt udforet med Fjer 
indvendigt, og indeholder 5—7 smukt blåagrønne eller 
spanskgrønne Æg. 


296 


Æggets Længde og Brede: 
17 mm. 13 mm. 
19 » 14 » 


Sortbrystet Sanger, Luscinia titbys, (Scop.). 


Syn. Sylvia tithys, Lath.: — Motacilla atrata, L. — Ruticilla 
Tithys, Brehm. — Lusciola Tithys, Keys. & Blas. 


Dansk: Sortbrystet Sanger. Norsk: Sort Rødstjert. Svensk: Svart 
Rådstjertsångare. 


Artsm. De 5 yderste Halefjer rustrøde, de to mellemste mørkebrune; 
Forhals og Bryst sorte; Hoved, Baghals og Ryg askeblaa 
(Hannen). 


Afbildn. Tab. LIV. (Supplementtavle) g7. Han. — Suppl. Tab. 8. gå. Hun. 


Længde omtrent 6”. Hunnen ovenpaåa smudsiggraa, 
nedenunder lysere askegraa. 

Nogen sikker Angivelse om denne Fugls Forekomst her 
i Landet haves, saavidt vides, ikke; Konservator Conradsen 
har meddelt Udg., at Cand. jur. Strandgaard for en Del 
Aar siden paastod at have seet en gammel Han paa Åal- 
borg Kirkegaard. I 1859 blev ifølge Forf.s Optegnelser dens 
Rede med 4 Æg funden i en Have i Flensborg. Paa Sylt 
skal den, ifølge Baldanus (Rhea. tes H. 1849), forekomme 
almindeligt, endog ynglende. Fra Holsten, hvor den er 
temmelig sjelden, har det zoologiske Museum Han og Hun 
samt to Unger. I Sverrig er den skudt nogle Gange i Nær- 
heden af Stockholm og Upsala, i Norge kun én Gang (ved 
Christiania i April 1864 af Collett). 

Dens egenlige Hjem er Mellem- og Syd-Europas ste- 
nede, bjergfulde Egne, hvorfra den har udbredt sig til By- 
erne; den yngler i Murhuller under Tage af høie Huse, 
Kirker og Slotte, lægger i sidste Halvdel af Mai 5—6 hvide 
Æg samt lever af Insekter, Larver og Bær. 


95 
co 
id 


Æggets Længde og Brede: 
FYsren: fÆ5rm 
PA BR 16,5 » 


Rødkjælk, Erithacus rubecula, (L,) 


Syn. Motacilla rubecula, L. — Sylvia rubecula, Lath. — Lusci- 
ola rubecula, Keys. & Blas. — Dandalus rubecula, Boie. — 
Rubecula vulgaris, Brehm. 

Dansk: Rødhals, Rødkjælk, Rødfink, Nældekonge, Thomas Vinter, Tho- 


mas. Norsk: Rødstrubesanger, Rødkjælk. Svensk: Rodhakesångare, 
Rotgel, Rodhake, Rodhane, Rådbråsta. 


Årtsm. Ovenpaa mørkt olivengraa; Pande, Kinder, Strube og Bryst 
gulrøde med askegraa Indfatning; Sving- og Halefjer oliven- 
brune; den sidste Række Vingedækfjer med rustgule Spids- 
pletter. 


Afbildn. Tab. XXII. b. gå. Han. — Suppl. Tab. 8. ung Fugl. 


Længde dtje””. 

Den unge Fugl har en smudsiggul Strube med uregel- 
mæssige, sortagtige Bølgestriber; Rygsiden er hvidgulplettet 
med sortagtig Tegning paa olivenbrun Grund. 

Denne almindeligt bekjendte Fugl kan ikke let forvexles 
med nogen anden undtagen i Ungedragten. Den findes her 
i Landet overalt, i Træktiden ofte i meget stort Antal. 
baade i Løv- og Naaleskove, i Krat og buskrige Haver - 
men helst i Skove med tæt Undervæxt, hvor Solstraalerne 
sjeldent kunne beskinne den fugtige Jordbund. Som haard- 
før Trækfugl indfinder den sig tidligt, ofte allerede i Marts, 
og forlader os ikke før Oktober eller November, ja enkelte 
forblive endog hos os i milde Vintere, selv i Jyllands nord- 
ligere Egne (Aalborg, Adj. Juel), dog vistnok især i Byernes 
Nærhed. I Sverrig er den almindeligt udbredt saa godt 
som overalt, og ifølge Nilsson drage de sidste ikke bort 
fra Skaane, førend de i Slutningen af December eller i Ja- 


298 


nuar tvinges dertil ved Frostens Strænghed; selv i temmelig 
haard Frost, og naar Jorden ligger dækket af Sne, sees 
endnu en og anden søgende efter Insektpupper i Trærevner 
og lignende Steder. I Norge er den hyppigst i Landets 
indre, østlige Skovegne; ynglende træffes den endnu hin- 
sides Polarcirkelen. I de vestligere Dele af Landet over- 
vintrer den ikke sjeldent. - Paa Fjeldsiderne gaaer den i 
Regelen ikke op over Fyrrebæltet. Paa Færøerne er den 
ikke ualmindelig om Efteraaret. 

Den er en tillidsfuld, munter og trættekjær lille Fugl, 
som ikke forliges godt med sine Slægtninge, hvorfor ogsåa 
hvert Par forbeholder sig et eget lille Revier.  Lokketonen 
er høi, skarp og kort. Man hører næsten hele Aaret igjen- 
nem, undtagen i Fældingstiden, denne flittige Sanger, især 
i Morgen- og Aftentimerne. 

Ålle Slags Insekter og deres Yngel, om Høsten ogsåa 
Bær, udgjøre dens Næring. 

i Den yngler to Gange om Aaret, første Gang i Begyn- 
delsen af Mai, anden Gang i Juni eller Juli; Reden anlæg- 
ges i Sand- og Lergrave, Stengjærder, imellem Rødder eller 
i gamle, raadne Træstammer, ofte ogsaa i det blotte Mos. 
Sædvanligvis findes den i en Fordybning, eller dog paa et 
Sted, hvor den foroven er dækket; hvor den er aåabent 
anbragt, bygges den ofte til foroven med et stort Indgangs- 
hul pååa Siden. Udvendigt bestaaer den af tørt Løv og Jord- 
mos eller af dette sidste, blandet med Græsstraa. Indven- 
digt er den udforet med fine Rødder, Græsblade og Haar, 
undertiden med Fjer. Den indeholder 4—7 Æg, som ere 
gulagtighvide, bestrøede med rødbrune Punkter og Pletter, 
især paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

NOE: 14 mm. 
RØR 16 » 


299 


Blaakjælk, Erithacus Suecicus, (L.) 


Syn... Motacilla Suecica, L. — Sylvia cyanecula, M. d W. — Mo- 
tacilla coerulecula, Pallas. — SX. coerulecula, Schlegel. — 
Lusciola Suecica, Keys. & Blas. — Cyanecula Buecica, Brehmi. 
C. leucocyanea, Brehm. — C. Wolf, Brehm. 


Dansk: Blaakjælk. Norsk: Blaastrubesanger, Blaakjælk. Svensk: 
Blåhake, Blåhakesångare. 


Artsm. Rygsiden graabrun; Halen, de to Mellemfjer undtagne, rustrød 
ved Roden, forøvrigt sortebrun; Struben hos Hannen himmelblaa 
med en brunrød eller hvid Plet (eller uden nogen saadan), hos 
Hunnen hvid med sort indfatning. 


Afbildn. Tab. XXIE. b. gå. Han. — Suppl. Tab. 8. gå. Hun og ung Fugl. 


Længde 5%9”", 

Denne smukke Art optræder under tre Former, den ene 
med rød Strubeplet (den typiske Motacilla Suecica, L.), den 
anden med hvid (Cyan. leucocyanea, Br.) og den tredie uden 
Strubeplet (C. Wolf, br... I det nordlige Skandinavien 
findes, som det synes, kun den første af disse; i Danmark 


mødes begge de to første Former, vistnok i omtrent lige Antal, 


og længere Syd påa findes kun den med hvid Strubeplet. 

I Buskadser med fugtig Jordbund, i Nærheden af Søer, 
Damme, Bække og Vandgråve forekommer og yngler denne 
Art, som hos os er temmelig sjelden. Apotheker Mechlen- 
burg har angivet den som forekommende ved Flensborg; 
Faber skød en gammel Han den 18de Mai 1817 ved Kjø- 
benhavn; senere skød han atter flere Hanner paa Saltholm; 
Fabrikant Drewsen skød nogen Tid efter en gammel Hun 
(Faber: Ornith. Notic., Pag. 24); i Slutningen af Mai 1827 
fangedes paa Skagen et Par med rustrød Strubeplet (Faber: 
Tidsskr. for Naturvidensk. 5. Bd. S. 252). Ved Helsingør 
saae Apotheker Steenberg baade Han og Hun den åde Sep- 
tember 1829. Bølling har havt en ung Han, som blev 
fanget af Konservator Conradsen i den botaniske Have den 
Yde September 1842. Afdøde Hofjægermester Teilmann an- 

20 


sær 


300 


giver (Forsøg til en Beskrivelse af Danmarks Fugle, Pag. 69), 
at den er skudt påa Fanø, og at den i Mai forekommer paa 
Saltholm, ved hvilken sidste Angivelse dog formodenligt 
kun sigtes til de af Faber meddelte Tilfælde. I For- 
fatterens efterladte  Notitser findes optegnet en Med- 
delelse fra Adjunkt Burd i Odense, ifølge hvilken Blaa- 
kjælken hvert Aar yngler i et Birkekrat med Mosegrund tæt 
ved Odense. Den 7de April 1858 saae Meddeleren Hannen 
(med hvid Strubeplet) påa Byens Kirkegaard. Dyrlæge Grill 
har meddelt Udg., at han den 6te Mai 1865 fandt den yng- 
lende i Svanemosen ved Søndersø pr. Odense; Reden inde- 
holdt 6 Æg. Den 20de Mai -1872 traf han den påany og 
har oftere iagttaget den i Vedby Mose ved Margaard. I 
Sommeren 1873 blev dens Rede med 3 Unger funden af 
Bogholder E. Grill paa Kanten af en større Vandgrøft tæt 
… ved Dampskibspakhuset ved Odense Kanal. Alle de ved 
Odense bemærkede Individer havde sølvhvid Strubeplet. 
Efter Fenckers Mening forekommer Blaakjælken aarligt paa 
Trækket ved Randers; den i0de Mai 1867 skød han der i 
Egnen en gammel Han med rød Strubeplet, og den 8de 
— Mai 1869 modtog han af en Fuglefænger Meddelelse om, 
at et lignende Individ af denne Art var seet i Dronningborg 
Skov.: En Blaakjælk med rød Strubeplet blev skudt ved 
Vilhelmsborg i Fyen den låde Mai 1871 (Conradsen). Paa 
den skandinaviske Halvø er den navnlig udbredt over Norge, 
hvor den især yngler talrigt indenfor Polarcirkelen, men 
dog ogsaa forekommer ynglende i Mængde paa de sydlige 
Høifjelde, fornemmelig i Pilekrattene paa Dovrefjeld. Ogsaa 
i Sverrig er den temmelig almindelig, om det end synes, 
at den først i de sidste 2—3 Decennier er optråadt i Lan- 
dets sydligere Dele. 

For det tempererede Europa er den en Trækfugl, der 
kommer først i April og drager bort i August. Om Høsten 
findes den paa Trækket især i Haver og paa Kartoffelagre; 
sædvanligvis holder den sig nær til eller paa Jorden, hvor 


301 


den gjennemkryber det høie Græs eller de tætte Buske, 
men løber ogsaa gjerne paa det tørre Dynd i Grave. 

Tillidsfuldhed, Munterhed og Trættekjærhed ere dens 
mest iøinefaldende Egenskaber. Hannen er i Yngletiden en 
flittig Sanger, især Morgen og Aften. Dens Sang er ret 
behagelig; den bestaaer af nogle pibende og snurrende 
Toner, imellem hvilke der forekommer nogle, som ere 
laante af andre Fugles Sang. 

Dens Næring bestaaer af Insekter, især Vandinsekter 
samt Larver og Pupper. 

Reden, som findes midt i Mai, staaer noget skjult, som 
oftest ved Bredden af Bække, Aaer eller andet Vand, i Hul- 
ler mellem de blottede Rødder af tætte Vidiebuske, under 
Stene, i Jordhuller, sjeldent i tætte Buske; den er bygget 
af Mos og Græsstraa, indvendigt beklædt med finere Græs- 
straa eller Haar. De 5—6 bleggrønne Æg have undertiden 
lerfarvede Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

h&sre: jern 
HP ESED) 15 » 


Gjærdesmuttesiægten, Troglodytes, Vietll. 


Næbet middellangt, tyndt, bøjet, sammentrykt; Næse- 
borene tæt ved Næbroden, smaa, smalle, aflange, foroven 
dækkede af en svagt hvælvet Hud. Fødderne forholdsvis 
temmelig kraftige Mellemtaaen kortere end Fodroden; 
Kløerne krumme, meget sammentrykte; Bagkloen størst. 
Vingerne korte, afrundede; i1ste Svingfjer halvt saa lang 
som Ååde og dte, som ere de længste; Zden kortere end 
3die. Halen kort, meget afrundet og blød. 

Arterne af denne Slægt have alle den største Lighed 
indbyrdes i Form og Tegning. De færdes med stor Lethed 
i Buske, Gjærder, Træstabler og desl., bukke sig ofte, bære 

208 


302 


Halen opret, hoppe og flyve hurtigt, men kun korte Stræk- 
ninger ad Gangen. Deres Sang er behagelig. De leve af 
Insekter og minde dels om Rørsangerne, dels om Træpik- 
kerne i Levemaade; de bygge en stor, kunstig, blød, ovn- 
formig Rede, lægge mange hvide, rødplettede Æg og frem- 
byde ikke nogen i det Ydre stærkt udpræget Kjøns- eller 
Aldersforskjel. g 


Almindelig Gjærdesmutte, Troglodytes parvulus, Koch. 


Syn. Mot. troglodytes, L. —— Sylvia troglodytes, Lath. — Troglo- 
dytes europaeus, Leach. — Troglodytes regulus, Meyer. — 
Troglodytes punctatus, Brehm. — Troglodytes borealis, Fischer. 


Dansk: Gjærdevippe, Gjærdekonge, Gjærdesmutte, liden Thomas, Tom- 
meliden. Norsk; Gjærdesmutte, Tommeliten, Pernonsmat, Thomas i 
Gjærdet. Svensk: Gårdsmyg, Tummeliten.  Færøisk: Musabrouir 
(M.), Musabrodir (H.), Mortitlingur (H.). Islandsk: Rindill, Musabrodir. 


AÅrtsm. Ryg, Vinger og Hale rustbrune med mørkebrune eller sorte 
Tværlinier; de mellemste Vingedækfjer have en stor, hvid Plet 
i Spidsen, og de underste Haledækfjer smaa hvide Spidser. 


Afbildn. Tab. XXIV. 


Længde 4”, Vingestrækning 5” 477”, Hunnen er lidt 
mindre og blegere af Farve end Hannen, hvis Tværstriber 
ogsaa ere mørkere. 

Denne lille, livlige og tillidsfulde Fugl er saa alminde- 
ligt bekjendt og såa ejendommelig i Udseende, at den ikke 
kan forvexles med nogen anden indenlandsk Art. Efter de 
Flestes Angivelser maa Gjærdesmutten betragtes som Stand- 
eller Strøgfugl her i Landet. Fischer har imidlertid an- 
stillet Iagttagelser, som vidne om, at den — i alt Fald i 
Vendsyssel — optræder som Trækfugl. Vist er det dog, at 
den ofte bliver her hele Aaret. Ifølge Fischers og Pastor 
Theobalds Iagttagelser er den i de senere Aar (efter 1872) 
aftaget betydeligt i Talrighed i Kjøbenhavns Omegn, hvor den 


303 


tidligere ynglede almindeligt. Den lever stedse enkelt eller 
parvis, efter Yngletiden en Tidlang familievis, helst i Nær- 
heden af menneskelige Boliger, dog ogsaa i Skove, Lunde 
og Krat, især hvor der er Vand og Fugtighed, og her fær- 
des den navnlig i Gjærder, Risbunker, Hække 0. s.v. for at 
søge Næring. De Individer, som overvintre her i Landet, 
søge om Efteraaret gjerne hen i Byernes Nærhed. Paa 
Bornholm er den hidtil ikke bleven bemærket. I Sverrig 
er den almindelig overalt op til Lapland. ifølge Nilsson 
træffes. den om Vinteren ofte ved iilfrosne Vandløb med 
stærkt Fald, hvor den da, nåar der er lav Vandstand, kry- 
ber ind under Isen gjennem Huller for at søge Vandinsekter. 
I Norge er den navnlig udbredt langs Vestkysten, hvor den 
yngler i stor Mængde fra Stavanger til Trondhjemsfjorden ; 
i Landets sydligere Dele træffes den især om Vinteren; 
paa Fjeldsiderne" overstiger den ikke Naaletræernes Region. 

Sin store, kugleformige Rede, der hår et Indgangshul 
påa Siden, bygger den to Gange om Åaret paa forskjellige 
Steder, snart under Taget i Husene, imellem Trærødder, i 
Brændestabler og Risbunker, i hule Træer 0. s. v.; udven- 
digt bestaaer den af grønt Mos eller tør Tang (hvormed 
Forf. ofte fandt den omgivet i Egne, hvor Beboerne lægge 
dette paa Tagmønningen), indvendigt af Fjer, Uld og Haar. 
De 6—8 Æg, som findes i første Halvdel af Mai, ere hvide 
med rødbrune Punkter, som i Regelen danne en Krands 
ved den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

sr [IP2SLE 

Undertiden findes et Gjøgeæg mellem dem. 

Den synger båade Sommer og Vinter, selv om Jorden 
ligger snedækket, naar blot Solen skinner. Dens Toner ere 
forholdsvis kraftige, og nogle af Stropherne i dens ret af- 
vexlende Sang minde om Graasidskenens (Fringilla lenaria). 
Den fortærer en Mængde Insekter og deres Yngel og gjør 
derved megen Nytte. 


304 


I «Journ. f. Ornithologie», Jabrg. IX. 1861, P. 14 
og 431, opstillede Fischer den færøiske Gjærdesmutte som 
en ny Art under Navnet Troglodytes borealis.… Som særligt 
afvigende Charakterer angav han Mangelen. af de hvide Spid- 
ser paa Vingedækfjerene, Fuglens betydeligere Størrelse, Næ- 
bets Tykkelse og Føddernes Plumphed. Reinhardt imøde- 
gik kort Tid efter (Vidensk. Meddelelser fra den naturhist. 
Forening i Kjøbenhavn for 1862, S. 337) Fischers Opfattelse, 
idet han viste, at de angivne Mærker dels maatte beroe paa 
en Tilfældighed hos det ene Individ, paa hvilket Arten var 
opstillet, dels ikke vare af den Natur, at de kunde gjøre 
absolut Fordring paa at gjælde som Artsmærker. Om 
Spørgsmaalet kan siges at være endeligt løst, er muligvis 
tvivlsomt, men indtil videre tør den færøiske "Form neppe 
ansees for andet end en Lokalvarietet af 7. europæus"). 
Den forekommer meget almindeligt paa Færøerne som 
Standfugl. Ogsaa paa Island er den hele Aaret igjennem 
temmelig almindelig. Ifølge Faber (Prodr. d. isl. Ornith. 
S. 19) kommer den i Slutningen af August til Islændernes 
Boliger; endnu henimod Midten af samme Maaned saae han 
den made sine Unger og formoder, at den yngler to Gange 
aarligt der paa Øen. Æggene af den nordlige Form ere, 
i Overensstemmelse med selve Fuglens betydeligere Stør- 


+) Ogsaa den færøiske Stær har man villet opstille som en fra vor 
almindelige Sturnus vulgaris adskilt Art under Navnet Sturnus Fa- 
roensis (H. W. Feilden: «The birds of the Færoe Islands». Zoologist. 
1872, Særtryk, S. 47. P. S.) og støttet denne Adskillelse påa Cha- 
rakterer, der ere analoge med de ovenfor for 7". borealis angivne, 
navnlig påa Forskjellighederne i Næbets Længde. Reinhardt havde 
allerede i 1865 (Vidensk. Meddelelser fra den naturhist. Forening, 
Overs. over Mød., Pag. 240) henledet Opmærksomheden herpaa, men 
dog fastholdt Artsidentiteten af de to Former.  Feilden, der synes 
at have misforstaaet Reinhardts Udtalelser, yttrer sig imidlertid ogsaa 
med nogen Usikkerhed om Artsberettigelsen for 8. Faroensis. Hans 
Forsøg har ikke vundet Tilslutning og fortjener det vistnok heller 
ikke. Udg. 


305 


relse, ikke lidt større end af den typiske 7. europæus. 
Deres Længde varierer mellem 18 og 19,5 rm- deres Brede 
mellem 13,5 og 145r"-, 


Brunelleslægten, Accentor, Bechst. 


Næbet temmelig kraftigt, lige, trindt, spidst, tykt ved 
Roden, Næbrandene skarpe og stærkt indbøiede; Næse- 
borene spalteformige, tæt ved Næbroden, foroven dækkede 
af en nøgen Hinde. Benene middelhøie, temmelig stærke; 
Bagkloen størst og stærkest krummet. Vingerne middel- 
lange; iste Svingfjer meget kort, smal og spids, 2den, kun 
lidt kortere end 3die og fjerde, som ere de længste. Ha- 
len temmelig lang, svagt udskaaren. 12 Styrere. 

Overkroppens Hovedfarve brun, Befjeringen løs. 

Denne Slægt adskiller sig paafaldende fra Sangerne, til 
hvilke den tidligere henførtes, ved det meget stærkere og 
med skarpe Rande forsynede Næb, der sætter Fuglen i Stand 
til at afskalle temmelig haardskallede Frø. (Om Sommeren 
leve Brunellerne fornemmelig af Insekter; men om Vinteren, 
som de ofte tilbringe her, er Frø deres eneste Næring. 
Kjønsforskjellen er i det Ydre ubetydelig. De ere stille, 
fredsommelige, ensomme og ikke meget sky. 


Almindelig Brunelle, Accentor modularis, (L.) 


Syn. Motacilla modularis, L. — Sylvia modularis, Lath. — Thar- 


raleus modularis, Kaup. 


Dansk: Stor Gjærdesmutte, Graairisk, Vinter-Nattergal. Norsk: Blaa- 
irisk, Jernspurv. Svensk: Jernsparf. 


Artsm. Ryggen rustbrun eller gulbrun, sortplettet; Hoved, Hals og 
Bryst blaagraa med brune Pletter paa Hovedet; Halen graabrun. 


Afbildn.. Tab. XXIV. g/. Han. — Suppl. Tab. 9. ung Fugl. 


306 


Længde 6”. 

Hunnen har mere bruntfarvet Hoved og Baghals med 
flere og tydeligere, mørkebrune Længdepletter; Ungerne ligne 
nogenledes de Gamle, men håve gråagulhvid Forhals og 
Bryst. 

Brunellen eller Graairisken, som ikke maa forvexles 
med Tornirisken (Fringilla cannabina), der ogsaa kaldes 
«Graairisk», forekommer overalt i Danmark, men er ikke 
talrig paa Individer, og dens Hyppighed synes at være un- 
derkastet periodiske Indflydelser. I Jyllands nordligste Egne 
synes den at være temmelig sjelden, ligeledes paa Born- 
holm. Som Trækfugl kommer den sidst i Marts eller først 
i April og forlader os i Oktober med Undtagelse af enkelte, 
der forblive her om Vinteren. Paa den skandinaviske Halvø 
er den almindelig og træffes om Sommeren nu og da in- 
denfor Polarcirkelen, endog ynglende; i Norges sydlige Egne 
yngler den almindeligt i Naaleskovene i Landets Indre og 
flere Steder ved Vestkysten. Paa Fjeldsiderne gåaer den 
ikke op over Naaletræregionen. 

Dens Yndlingsopholdssted om Sommeren er unge Naale- 
skove, blandede Træplantninger, Haver og andre buskrige 
Steder, helst i bakkede Egne; døde Hegn søger den over- 
ordenligt gjerne. Om Efteraaret drager den i Regelen først 
til de lavere liggende Egne og Dalstrøgene, hvor den ikke 
sjeldent overvintrer saavel her i Landet som i det sydlige 
Sverrig. 

Den er en stille, fredelig, uselskabelig og tillidsfuld 
Fugl, som man oftest kan nærme sig paa faa Skridt. Dens 
korte, ret behagelige Sang, der har Lighed med Gjærde- 
smuttens, lyder fra Toppen af lave Træer eller Buske, altid 
fra et frit Sæde. 

Næringen bestaaer af forskjellige smaa Insekter og de- 
res Yngel, men tillige af Frø og Bær. 


307 


I tætte Buske og unge Graner”), undertiden i døde 
Hegn, bygger den sin temmelig store, tykke, tætte Rede af 
Mos, tørre Kviste og Plantestængler, hvori man to Gange 
om Åaret finder 4—5, sjeldent 6, blaagrønne, glindsende 
Æg, der ligne Blodstjertens meget, men ere lidt mørkere 
og større. 

Æggets Længde og Brede: 


1 T| mm. 15 mm. 
18 » 14 » 
24 » 18 » 


9de Familie: Meiseagtige Fugle, Paridae, Brehm. 
(Ægithalr, Vieill.). 


Næbet kort eller middellangt, mere eller mindre sam- 
mentrykt, kegleformigt, ved Roden dækket af Fjerbørster, 
der rage ud over de smaa, rundagtige Næseboer. 

Benene middelhøie, temmelig kraftige; Ydertaaen sam- 
menvoxet med Mellemtaaen i første Led. 

Vingerne .korte eller middellange, afrundede. 

Halen lang eller middellang, med 12 Styrere. 

Fjerklædningen meget rigelig og blød, lang og løst 
tilsluttende. 

Hos de fleste Arter er Kjønsforskjellen ikke stærkt ud- 
talt i det Ydre, dog er Hannen i Regelen stærkere farvet 
end Hunnen. 

De meiseagtige Fugle leve næsten alle i Skove og Ha- 
ver. De ere muntre, forvovne og meget urolige. Paa Gre- 
nene klaåttre de med stor Færdighed og hage sig ofte fast 
paa Undersiden af dem; de opsøge Insekter og Larver, af 


+) Justitsraad Erichsen fandt i Mai 1854 to Reder af denne Fugl i 
store Egetræer i Charlottenlund. 


308 


hvilke de om Sommeren fornemmelig ernære sig, hvorimod 
de om Efteraaret og Vinteren tillige æde Bær og Frø. De 
fleste Arter yngle i hule Træer og lægge mange, endog 
indtil 15 Æg. Deres Sang er mindre god. Med Undtagelse 
af Yngletiden streife de omkring i mindre eller større Sel- 
skaber, ikke blot af deres egen Familie, men ogsaa sammen 
med Spetter, Spetmeiser, Træløbere o. s. v. 

Ved at udrydde en stor Mængde skadelige Insekter i 
vore Haver og Skove ere de til stor Nytte og bør derfor 
fredes overalt. 


Meiseslægten, Parus, L. 


Næbet smalt, kegleformigt, noget sammentrykt, kort 
tilspidset, uden noget Indsnit i Randen; Næseborene nær 
ved Næbroden, smaa, runde, dækkede med fremadliggende 
Fjer. Bagkloen meget stor. Vingerne smaa og korte, 
åde og bte Svingfjer længst. 

Disse smaa, ualmindeligt vevre, listige og modige Fugle 
ere i bestandig Bevægelse, klattrende paa og under Grenene 
for at opsøge Insekter og disses Yngel; dog leve flere og- 
saa af Frø, Frugter, Kjød og.lign., og nogle angribe endog 
syge eller i Snårer hængende Fugle, uden Hensyn til, om 
det er deres Kammerater eller ikke. " De fleste Arter lægge 
2 Gange om Åaret 8 å 12 Æg. 

Meiserne ere Træk-, Strøg- eller Standfugle; de reise 
i Selskaber, stundom flere Arter sammen, og optage, som 
ovenfor anført, endog Arter af andre Slægter i Ledtog. De 
opholde sig fortrinsvis i Skove og Krat, enkelte i Moser, og 
fælde kun én Gang om Åaret. 


a. Skovmeiser. 


Med meget haardt, stærkt Næb; middellang, temmelig 
bredfjeret, i Enden som oftest lige Hale; lave, stærke Fødder 


309 


af graablaa Farve og med anseelige Kløer. Hos flere Arter 
ere Gult, Blaat og Grønt de fremherskende Farver, og 
hos alle europæiske Arter ere Tindingerne og Kinderne 
hvide, Struben som oftest sort. De opholde sig i Skove, 
Haver og overalt, hvor der findes Træer, og bygge alle Rede 
i hule Træer eller i Huller i Jorden, i Mure 0. s. v. 


Musvit-Meise, Parus major, L. - 


Dansk: Tællepikker, Musvit, Flæsketyv, Hølkuen (Huekone). Norsk: 
Kjødmeise, Talgtite. Svensk: Talgmes, Talgoxe. 


Artsm. Hovedet og Forhalsen sorte; Tindingerne og Kinderne hvide: 
påa Nakken en grøngul Plet: Overryggen grønlig; Brystet og 
Bugen gule med en sort Længdestribe. 


Afbild. Tab. XXIII, 


Længde 5” 4”, 

Hunnen har mattere Farver, og den sorte Stribe paa 
Bugen er kortere. Ungerne ligne de Gamle, men have gul- 
agtige Kinder og mindre livlige Farver. 

Denne almindeligt bekjendte, overalt her i Landet fore- 
kommende Årt findes som Stand- og Strøgfugl i alle vore 
Skove, Lunde og Haver. Paa den skandinaviske Halvø er 
den almindelig i de sydlige og .mellemste Egne, sjeldnere 
Nord for Trondhjemsfjorden og kun undtagelsesvis fore- 
kommende ovenfor Polarcirkelen; i den østlige Del synes den 
dog at gaae højere op mod Nord end i de vestlige Egne af 
Halvøen. Paa Fjeldsiderne overstiger den ikke det subal- 
pinske Gebet. Musvitten er modig, livlig og udmærker sig 
især ved sin Rovgjærrighed, idet den anfalder og dræber 
syge og unge Fugle, hvis Hjerne den udhakker og fortærer. 
Om Vaaren hører man dens ensformige Toner ofte gjen- 
tagne. g 

Insekter, Frø, Træfrugter og Kjød udgjøre dens Næ- 
ring; den æder ikke sjeldent tillige Aadsel. Frøene afskal- 


310 


ler den ikke, men holder dem fast med Fødderne, medens 
den hakker Kjærnen ud. Den æder næsten bestandigt og 
synes umættelig. É 
I hule Træer, Mure, Jordhuler o. s. v. findes i sidste 
Halvdel af April dens Rede, som hbestaaer af Mos, Græs- 
straa, Uld, Tidselfnug og Fjer. De 10—12 hvide, rødbrunt 
plettede Æg ruges båade af Han og Hun. 
Æggets Længde og Brede: 
TU SES ESS URE: 
18,5 » 14 » 


Blaameise, Parus coeruleus, £. 
Syn.  Cyanistes coerulea, Kaup. 
Dansk: Blaameise, Blaakop. Norsk: Blaameise. Svensk: Blåmes. 


Artsm. Panden hvid; Isse, Vinger og Hale blaa; Ryggen grønlig; Bug- 
siden gul med en sorteblaa Længdestribe. 


Afbildn. Tab. XVIII 


Længde 4/9”. 

Hunnen hår måttere Farver, og Længdestriben paa 
Bugen er mindre tydelig; Ungerne mangle den ganske. 

Denne Art, der her i Landet er næsten lige saa almin- 
delig som foregaåaaende, med hvilken den har Levemaade og 
Opholdssted tilfælles, overgaaer endog Musvitten i Pragt, 
navnlig ved sin skjønne himmelblaa Farve. I enkelte Egne 
af Danmark er den ikke almindelig, saaledes omkring 
Viborg (Feddersen). -I Sverrig og Norge er den hyppig i 
Halvøens lavere liggende Dele omtrent op til Nordland, 
navnlig i Kystegnene. Om Vinteren er den især talrig paa 
flere Steder i det sydlige Norge og i Mellemsverrig. 

”…… Blaameisen nærer sig mest af Insekter og Larver samt 
af forskjellige Bær. Om Vinteren lever den, ifølge Nilsson, 
fortrinsvis af Insektæg og Pupper, ved hvis Udryddelse den 
gjør stor Nytte i Haverne. 


311 


I hule Træer i Haver og Skove bygger den i Begyn- 
delsen af Mai sin Rede, der bestaaer af lignende Materialier 
som Musvittens. Findes der ingen hule Træer, er Fuglen 
forøvrigt ikke kræsen i Valget af Redeplads. De 9—13 
rundagtige Æg ere hvide med rødbrune Prikker og have 
stor Lighed med foregaaende Arts, men ere mindre. 

Æggets Længde og Brede: 

145 == 
15,5 » dt 


Lazur-Meise, Parus cyanus, Pall. 
Syn... Parus Sæbyensis, Mus. Carlson. 
Dansk: Lazurmeise. Norsk: Azurmeise. Svensk: Åsurmes. 


Artsm. Issen, Nakken, Bugsiden og de underste Vingedækfjer hvide; 
et lazurblaat Tværbaand over Nakken; Ryggen lyseblaa; de ba- 
geste Svingfjer og de store Vingedækfjer lazurblaa med store, 
hvide Ender, der danne et hvidt Tværbaand over Vingen; 
Halen temmelig lang, afrundet; de mellemste Styrere blaa. 


Afbildn. Tab. XXIV, 


Længde 52” 

Denne smukke Meise, der har sit Hjem i Siberien og 
det vestlige Asien omkring Wolga-Floden, er enkelte Gange 
truffen i Tydskland om Vinteren. Beretningerne om dens 
Forekomst i Danmark indskrænke sig til følgende: I «Or- 
nith. Noticer» S. 27 giver Faber nedenstaaende Meddelelse, 
som han skylder daværende Geheimekonferentsraad Bulow: 
«I Efteraaret 1818 kom et lille Træk af en ubekjendt Parus 
i Sanderumgaards Have; denne Parus fandt Havens Eier, 
ved at sammenligne den med Afbildningen i ,,Musæum Carl- 
son.”, at være den meget sjeldne P. sæbyensis eller cyanus.» 
At man imidlertid ikke paa Grundlag af en saadan Angivelse 
tør optage Fuglen som dansk, er vistnok sikkert. Hvorvidt 


312 


Sandsynligheden for Angivelsens Rigtighed bestyrkes ved 
Tilføjelsen i «Danmarks Fugle» : at Bonnez «vil have iagt- 
taget» den i Grenaa-Egnen, vil Udg. ikke afgjøre, men 
kan dog ikke undlade at gjøre opmærksom paa det ganske 
usædvanlige Held, som Hr. Bonnez tilsyneladende hår havt 
med at træffe næsten alle «sjeldne» danske Fugle i Grenaa- 
Egnen. I Sverrig vides den kun skudt én Gang (i Soder- 
manland), og i Norge er den ikke truffen 7). 


Sump-Meise, Parus palustris, L. 
BDyn.  P. borealis, Selys Longch.=X). — P. Baldensteinti, Salisbury. 
— P. frigoris, Selys Longch.?2 — Poecila palustris, Kaup. 


Dansk: Gråaameise, Hampmeise, Sumpmeise. Norsk: Sumpmeise, 
Hængetite, Tete. Svensk: Kårmes, Entita. ; 


Artsm. Hætten sort til ned over Nakken; Kinder og Tindinger hvide, 
Hagen og Struben sorte. Overkroppen rødagtig brungraa; Bug- 
siden hvidagtig. 


Afbildn. Tab. XXIII. g/. Han. — det Suppl. Tab. 3 (Var, borealis). 


+) I Stejnegers «Norsk ornitholog. Ekskursjonsfauna» Side 55 angives 
den som wantagelig en Gang skudt ved Frederikshald», 
men denne Angivelse er ifølge Meddelelse fra R. Collett til Udg. 
ikke rigtig. 

Formen borealis (Afbildn. Zdet Suppl. Tab. 3) er neppe artsforskjel- 
lig fra palustris, L.; den væsenligste Afvigelse fra Hovedarten be- 
staaer i en ubetydelig Forskjel i de yderste Styrefjers relative Længde. 
Her i Landet er denne Varietet truffet adskillige Gange. Konservator 
Conradsen har saaledes oftere erholdt den- fra Kjøbenhavns Omegn, 
og Forf. fik i April 1855 8 Stkr. fra Lolland.  Selys Longchamps, 
der har opstillet den som Art (Bull. de Y'Acad. roy. de Bruxelles. 
Tome X. No. 7. 1843) angiver at have faaet den fra Island med 
den franske Expedition. Efter Professor Reinhardts Mening er der 
imidlertid Grund til at antage, at en Lokalitets-Forvexling har fun-. 
det Sted, og at Meisen er medbragt fra Finmarken eller Lapland. 
Sel. Longchamps angiver ligeledes (l. c.) at have faaet en anden 
Meise, nemlig den af ham opstillede problemåtiske P. frigoris, fra 
Island, en Angivelse, hvis Rigtighed ogsaa synes meget tvivlsom. 


ÆR 


313 


Længde 4/3”. 

Hunnen har mindre Sort påa Hagen; Ungerne ligne de 
Gamle meget. 

Ogsaa denne Årt er almindelig i nogle Egne af Landet, 
saaledes i Vendsyssel, hvor den endogsaa er den talrigst 
forekommende Meiseart; paa Bornholm findes den dog ikke. 
Den er snart Standfugl, snart Strøgfugl, sjeldnere optræder 
den som Trækfugl.… Om Sommeren opholder den sig i 
Løvskove med megen og tæt Underskov og i Haver, altid i 
Nærheden af Vand og Sumpe; om Vinteren streifer den 
omkring i mindre eller større Selskaber, oftest med de fore- 
gaaende Arter. Paa den skandinaviske Halvø forekommer 
den typiske Form almindeligt i de sydlige og vestlige Dele 
og er navnlig almindeligt udbredt indtil Trondhjemsfjorden. 
Nord for Polarcirkelen er den sjelden, om den end angives 
at være truffen der flere Gange. Varieteten borealis træffes 
over hele Halvøen og er endog i Østfinmarken Standfugl. 
Påa Fjeldsiderne overskrider Hovedarten sjeldnere Naaletræ- 
regionens Grændser, hvorimod P. borealis træffes ynglende 
i Birkebæltet. 

Sumpmeisen er en yderst livlig, urolig og vever lille 
Fugl, der i saa Henseende endog overgaaer alle de-andre 
Meiser. 

Dens Føde er som Musvittens, dog æder den mere 
Frø end de andre Arter; Hampefrø, Solsikke- og Græskar- 
kjærner ere dens kjæreste Næring. Fencker har seet den 
pille Kjærnerne ud af den almindelige «Gedeblad» og 
æde dem. 

I hule Træer bygger den i Begyndelsen af Mai sin 
Rede af Mos, tørre Græsstraa, Haar, Uld og Fjer og lægger 
8—12 hvide, rustrødt plettede Æg, som ruges i 13 Dage. 

Æggets Længde og Brede: 

ser Fåre: 
16 » 12255 


314 


Laplands-Meise, Parus cinctus, Bodd. 


Syn... P. Sibericus, Gm. — Poecila Siberica, Kaup. — P. Lap- 
ponicus, Wright. 


Norsk: Laplandsmeise. Svensk: Siberisk Mes. 


Artsm. Hovedets Overside graabrun, Struben og Forhalsen sorte; Tin- 
dingerne og Halssiderne hvide; Ryggen brungraa, Bugsideu 
hvidagtig, Undergumpen graalig. 


Afbildn. 2det Suppl. Tab. 3 (P. Sibiricus). 


Længde ca. 5”. 

Hunnen ligner Hannen, men de mørke Farver hos denne 
ere undertiden lysere hos Hunnen. 

I Danmark er denne nordlige Art hidtil ikke truffen. 
I Norge er den almindelig som Standfugl i Finmarkens 
Fyrre- og Birkeskove og påa Dovres og Langfjeldenes For- 
greninger; talrigst forekommer den i Fyrrebæltets øverste 
Partier. 1 Sverrig er den navnlig om Sommeren almindelig 

de nordligste Egne af Landet. Om Efteraaret drage mange 
Individer mod Syd, men det synes dog, at den ikke gaaer 
længere ned end til Westergothland. 

Ligesom flere af sine Slægtninge hår denne Meise stor 
Forkjærlighed for Kjød og Talg. Den færdes tidt sammen 
med Sumpmeiserne, og dens Sang, navnlig dens Lokketone, 
minder om disses. 

Reden anlægges i hule Træer og bestaåaer af Mos, 
Lav, Haar o. s. v. De 7—9 Æg ere hvide med lyserøde 
Pletter og Punkter. 


Sort Meise, Parus ater, L. 


Dansk: Sortmeise. Norsk: Kulmeise, Sortmeise. Svensk: Kolmes, 
Svartmes. 


Artsm. Hoved og Forhals sorte; en stor, hvid Plet påa Kinderne og en 
lignende mindre Længdeplet paa Nakken; Overryggen askeblaa. 
Bugsiden hvidagtig. 

Afbildn. Tab. XXIV. g/. Han. 


315 


Længde 46”, Vingestrækning 7”. 

Hos Hunnen er det Sorte paa Hovedet mindre glind- 
sende og strækker sig ikke saa langt ned over Nakken; 
det Hvide er mindre rent og Ryggen mørkere. 

Denne Årt kan vel ikke kaldes sjelden her i Landet, 
men hører dog ingenlunde til vore almindelige Fugle. Om 
dens Forekomst i Danmark foreligger der følgende Oplys- 
ninger: Apotheker Steenberg havde Han og Hun, skudte 
ved Helsingør. I Tidsskriftet «Diana», 1. Bd. Pag. 299 
angives det, at 2 Exemplarer ere skudte den 3die Jan. 1833 
i Kis Skov ved Aarhus, og at den ligeledes er skudt i den 
Kgl. Dyrehave 1826. Efter Faber (Ornith. Not. Pag. 27) 
er Fabrikant Drewsen den Første, der i Sjælland har skudt 
denne Fugl (i Skovegnen ved Strandmøllen, hvor den om 
Efteraaret findes i Flokke); Faber havde selv senere be- 
mærket saadanne i Frederiksberg Have i de sidste Dage af 
November 1821. 'E. Hage anfører i sine efterladte Opteg- 
nelser, at 7 Exemplårer ere skudte i Skoven ved Ulfshale 
påa Møen. I Marts 1852 skød Forf. 8 Stkr. ved Jægers- 
pris og i December 1853 et enkelt Individ i Søndermarken, 
hvor han angiver at have seet den baade Foraar og Efter- 
aar. Fra Katholm i Jylland modtog han den i Januar 
1858. Fr. Hornemann har et Foraar i Forening med Ad- 
junkt Juel iagttaget en lille Flok i Plantagen ved Hjørring 
(Reinh.), og Apotheker Benzon såae den i Frederiksdals 
Skov den 17de Mai 1863. Ved Margaard pr. Odense har 
den i de sidste 5—6 Aar ynglet i temmelig stort Antal 
(Stamhusbesidder E. Møller).  Angaaende dens Forekomst 
paa sidstnævnte Lokalitet har Dyrlæge Grill yderligere med- 
delt Udg. følgende Oplysninger: I Vinteren 1869—70 op- 
holdt flere Individer sig i Margaards Granskove, hvor idet- 
mindste ét Par forblev Sommeren over og ynglede. Om 
Efteraaret blev en af de Gamle skudt og sendt til Apotheker 
Benzon. Den 29%de Mai 1871 fandt Grill Sortmeisen yng- 


21 


sy 316 


lende under en Bro ved Langerø pr. Odense; Reden inde- 
holdt 9 halvvoxne Unger. Den 26de Mai 1872 ynglede den 
i et Rottehul paa en Vei i Margaards Faarelykke-Skov. 
To andre Reder fandtes samme Aar i Nærheden, og siden 
den Tid er Sortmeisen bleven en ganske almindelig Fugl 
der i Egnen. Ved Svindinge mellem Nyborg og Svendborg 
er den ligeledes almindelig (Cand. mag. G. Winther). I 
Kanders-Egnen har Fencker flere Gange skudt den, navnlig 
i 1867 og 1872. Paa Bornholm er den temmelig hyppig 
og forekommer ogsåa ynglende der. I det zoologiske Mu- 
seum findes Exemplarer af begge Kjøn fra Holsten; end- 
videre en gammel Han, skudt den 14de Oktober 1873 i 
Gel Skov, og en anden, ligeledes en Han, skudt i De- 
cember, 1874 i Feldborg Plantage ved Viborg. Paa den 
skandinaviske Halvø er den almindeligt udbredt op til Po- 
larcirkelen, sjeldnere Nord for denne; den yngler talrigt 
i alle de større Naaleskove. Paa Fjeldsiderne gaaer den 
ikke op over Naaletræernes øverste Grændse. I det sydlige 
Sverrig forekommer den sjeldent om Sommeren, men om 
Efteraaret og undertiden om Vinteren træffes den der i Sel- 
skab med Fuglekongen og Sumpmeisen. 

Denne lille Meise er en munter, kjæk Fugl, men synes 
dog i List og Forslagenhed at staae tilbage for sine Nær- 
beslægtede, uagtet dens Levemaade er den samme. Dens 
Stemme ligner de andre Meisers. 

Insekter og Frø, især, af Naaletræer, udgjøre dens 
Næring. 

Reden bygger den i hule Træer, Jordhuller o. s. v.; 
den bestaaer af Mos og Haar og indeholder sædvanligvis 
6—8 hvide, med leverbrune Prikker bestrøede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

INDE msn 
lT » 12555 


PP; 


317 
Topmeise, Parus cristatus, L. 


Syn... Lophophanes cristata, Kaup. 


Dansk: Topmeise. Norsk: Topmeise. Svensk: Tofsmes, Tofstita, 
Meshatt, Toppmes. 


Artsm. Paa Hovedet en spids Top af sorte Fjer med hvidagtig Indfat- 
ning. Struben og Forhalsen sorte. Ryggen brungraa. Bug- 
siden hvidagtig. 


Afbildn. 2Zdet Suppl. Tab. 3. 


Længde 41/3”, 

Hunnen har kortere Fjertop end Hannen og mindre 
Sort paa Struben og Forhalsen. 

Ved Udgivelsen af «Danmarks Fugle» var denne Årts 
Forekomst her i Landet ikke bekjendt, og Forf. omtaler den 
derfor kun i en Note. Hans Formodning om, at den i 
Fremtiden vilde blive indlemmet i vor Fauna, har imidlertid 
bekræftet sig, og i hans efterladte Notitser findes anført, at 
den i 1869 er skudt ved Margaard pr. Odense. Denne 
Meddelelse har Udg. faaet bekræftet af Stamhusbesidder E. 
Møller til Østrupgaard. Efter de modtagne Oplysninger 
blev Exemplaret skudt af Dyrlæge Grill, men senere ædt af 
en Kat. Ifølge Grills egen Meddelelse til Udg. var det i 
1868 (den 11te Oktober), at han skød det nævnte Exemplar, 
der sammen med flere andre befandt sig i Selskab med 
Fuglekongen. Han paastaaer paa det Bestemteste at kunne 
indestaae for Opgivelsens Rigtighed. Konservator Conradsen 
har meddelt Udg., at Proprietair Rault de Ramsault og Jern- 
banemester Weber den 29de April 1849 saae fire Exem- 
plarer af denne Meise i Haven til Albertslund ved Roes- 
kilde Kro. 

I Norge er den almindelig indtil 64” nordlig Brede og 
forekommer især talrigt ynglende i Naaleskove i Landets 
sydøstlige Del; langs Vestkysten er den langt sjeldnere og 


kun nu og da bemærket, især om Vinteren, i Fyrreskovene. 
21% 


318 


I Sverrig forekommer den fornemmelig i Landets mellemste 
Provindser og er kun undtagelsesvis skudt i det sydlige 
Skaane. Paa Fjeldsiderne synes den ikke at overstige det 
subalpinske Gebet. 

Topmeisen er mindre Strøgfugl end de øvrige Arter af 
denne Slægt; den fjerner sig ikke fra Naaleskovene, og 
om den end om Efteraaret og Vinteren stryger omkring 
familievis fra den ene Skov til den anden, drager den dog 
aldrig til sydligere Lande ved Vinterens Frembrud. 

Den bygger som oftest Rede i hule Træer eller Klippe- 
revner og benytter som Redematerialier Mos, Lavarter og 
Haar. Æggene, der lægges i et Antal af 8—10, ere hvide 
med blodrøde Prikker, især paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

gær 12 m: 
16,5 » 155% 


b. Langhalede Meiser. 


Næbet kort, noget sammentrykt; Næseborene lavt- 
liggende; Næbroden dækket af fortilrettede, dunagtige Fjer. 
Benene svage og ikke ret høie; Fjerklædningen lang og 
rigelig, næsten håaaragtig, og meget blød. Den kileformige, 
af smalle Fjer bestaaende Hale er særdeles lang, længere 
end Kroppen. 

De leve blot af Insekter, opholde sig udelukkende i 
Skove og Krat og ere indbyrdes meget selskabelige, men 
holde sig i Regelen borte fra andre Fugles Selskab. De ere 
vevre, urolige, men ikke meget sky lige over for Mennesket. 
Deres yderst kunstige, pungformige Reder, som have et 
snevert Indgangshul, bygge de frit påa Træernes Grene eller 
lænede ind til Stammen, og de lægge mange, næsten ganske 
hvide, kun svagt punkterede Æg. 


319 


Halemeise, Parus caudatus, L. 


Syn. Lanius biarmicus, L. — Lanius caudatus, L. — Mecistura 
caudata, Leach. — Acredula caudata, Koch. — Orites cau- 


datus, AToehr. 


Dansk: Stjertmeise, Halemeise, langhalet Meise. Norsk: Langhalet 
Meise, Stjertmeise. Svensk: Stjertmes, Altita. 


Artsm. Den lange Hale har hvide Pletter paa de 3 yderste Styrere; de 
mellemste Styrere sorte; disse ere meget lange, Sidefjerene 
blive udadtil gradvis kortere; Hoved, Hals og Bryst hvide; 
Ryggen sort; Skuldrene og Undergumpen rødagtige. 


Afbildn. Tab. XXIII. 92. Han, 


Længde 6”, Halen 32”. 

Hunnen har mattere Farver og er noget mindre; de 
étaarige Fugle have urenere Farver end de gamle og (for- 
nemmelig Hunnerne) over Øiet en sort Stribe, som fortsættes 
ned påa Siderne af Hovedet. 

Halemeisen findes i de fleste større Skove her i Lan- 
det, dog langt mindre talrig end Musvitten, Sumpmeisen og 
Blaameisen. I Fabers Tid ynglede den temmelig alminde- 
ligt i Skovene omkring Kjøbenhavn og Herlufsholm (Ornith. 
Notic. Pag. 27). Forf. havde dens Æg fra Als, og ved 
Thyrsbæk og i Korselitze Skov paa Falster ynglede ifølge 
hans Angivelse hvert Aar flere Par. I Charlottenlund og 
Boserup Skov fandt Forf. den ogsaa ynglende. Ifølge Rein- 
hardts Meddelelse yngler den ved Donse Krudtmølle pr. Frede- 
riksborg. Grill har meddelt Udg., at den yngler ved Margaard 
pr. Odense. Fencker traf den i Yngletiden i Vissing-Krat 
ved Randers og formoder, at den yngler der.  Adj. Koch 
fik den i 1869 med Unger i Fousingø Skov ved Randers. 
I 1866 ynglede den i Avnsbjerg Skov ved Viborg (Fedder- 
sen). I Norge træffes den almindeligt ynglende i de østlige 
Stifter fra Smaalehnene indtil ovenfor Polarcirkelen, hvor 
den endnu under 67” nordlig Brede findes som Standfugl. 
Langs Vestkysten forekommer den familievis Foraar og Ef- 


320 


teraar; paa Fjeldsiderne gaaer den undertiden op i de øver- 
ste Naaleskove. I Sverrig synes den at forekomme mindre 
talrigt end i Norge, men yngler dog påa mange Steder såa- 
vel i Landets sydligere Egne som navnlig i de mellemste. 

Om Efteraaret og Vinteren, da den vandrer familievis 
eller flokkevis omkring, lægger man mest Mærke til den, 
idet den vandrer fra én Skovafdeling til”en anden og med 
det samme besøger Haver og Hegn. Til Nattekvarter vælge 
saadanne Selskaber altid en horizontal Gren i en tæt Busk 
eller påa et lavt Træ; de sætte sig tæt ved Siden af hver- 
andre i Række, purre Fjerene op, skjule Hovedet under 
Rygfjerene og danne saaledes en kugleformig Skikkelse, 
paa hvilken den lange, tynde Hale seer ud som en tynd 
Stilk. 

Sin Meisenatur forraader den ved sin uafladelige Uro, 
ved sin store Færdighed i at klattre påa Grene og i at 
hænge sig paa de tyndeste Spidser. Den er meget til- 
lidsfuld mod Mennesker, og man kan nærme sig den paa 
faa Skridt; men for Rovfugle har den en afgjort Skræk; 
ved Synet af en saadan flygte alle med stort Skrig ind i de 
tætteste Buske. 

Næringen, som udelukkende bestaaer af Insekter 0. 1., 
søge de næsten altid paa Træerne. 

Den ovenfor beskrevne Rede bygger den af Mos og 
Lav, indvendigt foret med Fjer. De 9—15 Æg, som findes 
i første Halvdel af April, ere meget smaa og hvide med fine 
Punkter ved den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

born: jrgnn 
14,5 » 11,5 W 


Skjægmeiseslægten, Panurus. 


Næbet lystfarvet, svagere end hos Meiserne; Over- 
næbets Rande omfatte Undernæbeis; Næseborene spalte- 


321 


formige. iste Svingfjer omtrent af samme Længde som de 
øvre Dækfjer, neppe en Trediedel af 2Zden Svingfjers Længde. 
Halen omtrent af samme Længde som Kroppen, kileformig. 
Fødderne svage, men med stærke og lange Kløer. 

De leve af Insekter og Frø, især Rørfrø, og opholde 
sig stedse ved Vandet mellem tætte Rør og Pilebuske. De ere 
vevre, urolige og uselskabelige Fugle. De bygge en i Rø- 
rene hængende, pungformig Rede, der oventil påa Siden 
har en Indgang, som ofte danner et snevert, fremstaaende 
Rør. De lægge langt færre Æg end Meiserne. 


Skjægmeise, Panurus bjarmicus, (L.) 


Syn.  Parus bjarmicus, L. — Parus barbatus, Briss.. — Caia- 


mophilus barbatus, Leach. 


Artsm. De bageste Svingfjer sorte, Yderfanen med en kanelfarvet, In- 
derfanen med en hvidagtig Kant. Den første Styrer kun halvt 
saa lang som de midterste; Hannen har lange sorte Knebels- 
barter, som mangle hos Hunnen. Hovedet graat, Baghalsen 
og Overryggen smukt kanelbrune.  Bugsiden hvid, med et 
smukt rosenrødt Skjær paa Siderne. 


Afbildn. Tab. XXIII. 97. Han. 


Længde 62”, Halen 31/2”. 

Hunnen hår mindre RKosenrødt paa Underkroppen; den 
graa Farve paa Hovedet er blandet med Rustrødt; endvidere 
har den en rustbrun, sortagtigt plettet Ryg og lyst rustrøde 
Hale- og Haleunderdækfjer; dens Hale er "2 kortere end 
Hannens. | 

Ihvorvel der ikke foreligger et eneste sikkert Tilfælde 
af denne Fugls Forekomst i Danmark. eller det øvrige Skan- 
dinavien, hår Udg. dog ikke anseet sig berettiget til ganske 
at udelukke den fra Omtale i nærværende Udgave, saa meget 
mere som den, om end sjeldent, forekommer i Holsten. I 
Aaret 1821 (den 21de Januar) meddelte Wøldike Etatsraad 
Reinhardt, at Skjægmeisen havde opholdt sig ved Bruns- 


322 


buttel, siden Frosten begyndte. Det var første Gang, han 
havde seet Fuglen der, og han skød 17 Stkr. Ifølge samme 
Kilde blev Skjægmeisen truffen sammesteds i stor Mængde 
i 1825, og i 1835 sendte Wøldike fire udstoppede Exem- 
plårer til Museet; de vare skudte Aaret i Forveien, ligeledes 
ved Brunsbittel (Reinh.). I Museets danske Afdeling er op- 
stillet ialt 8 holstenske Exemplarer. Teilmann vil have seet 
den ved Endrupholm i det sydlige Jylland, og Baron Rosen- 
krantz har, ved at see et Skind af Fuglen hos Bonnez, for- 
sikkret ham åt have seet en lille Flok påa 4 å 5 Stkr. i 
Rosenholm Skov. 

Skjægmeisen er en vever, urolig og temmelig kraftig 
Fugl; den klattrer op og ned ad Rørstænglerne med den 
største Lethed og gynger sig paa de bugnende Rørspidser, 
idet den hænger sig under disse. Dens Flugt er let, men 
kort og hoppende, med snurrende Vingeslag. 

Den lever af alle Slags Insekter, som findes ved Van- 
det, navnlig i og påa Rørene, saavelsom af Rørfrø. 

De 5—7 Æg ere hvide med enkelte korte og fine sorte- 
brune Streger og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

igæe 5, 
1193753 14,5 » 


Fuglekongeslægten, Regulus, Ray. 


Næbet lige, tyndt, ved Roden bredt, mod Enden sam- 
mentrykt, spidst, med høi, skarp Rygkant og svagt indbøiede 
Rande. Mundvigene omgivne af Børstefjer. Næseborene 
ovale, dækkede med én eller to fremadliggende, tyndstraalede 
Fjer. Benene tynde; Tarsen længere end Mellemtaaen; 
Kløerne meget krumme; Bagkloen størst. Vingerne mid- 
dellange og afrundede; iste Svingfjer kort, men dog be- 
tydeligt længere end Dækfjerene, Zden kortere end 3die; 


323 


denne atter noget kortere end 4åde og dte, som ere de 
længste. Halen lidt kløftet. 

Disse mindste europæiske Fugle have en prægtig gul 
eller gulrød, i Sort indfattet Længdestribe paa Issen, hvis 
Fjer kunne reises til en Top. De have en tyndstraalet, 
yppig Fjerklædning med olivengrønne Farver. 

Ligesom Meiserne ere de livlige, vevre Fugle, der med 
Behændighed klattre omkring påa Træernes Grene, påa hvis 
Underside de ofte hage sig fast; de fleste ere lige såa sel- 
skabelige som Meiserne og følge ikke sjeldent disse påa deres 
Streiftog.… Om Sommeren beboe de Naaleskove, den øvrige 
Del af Aaret streife de omkring i Løvskove og beplantede 
Egne; de leve af Insekter, Larver og Insektæg, tildels og- 
saa-af Frø, bygge en kugleformig, foroven aaben Rede og 
lægge 6—11 Æg. De kunne let skydes, og man kan fange 
dem paa Limpinde, fastbundne til Enden af en Stok, hvor- 
med man støder til disse smaa, tillidsfulde Fugle, som da 
klæbe fast ved Limpinden. 


Gultoppet Fuglekonge, Regulus cristatus, Koch, 


Syn. Motacilla regulus, L. — Regulus flavicapillus, Naum. — 
Sylvia regulus, Lath. — Regulus crococephalus, Brehm. — 
Regulus chrysocephalus, Brehm. — Regulus Japonicus, Bon. 


Dansk: Fuglekonge, Stjernekonge, Kongefugl. Norsk: Fuglekonge. 
Svensk: Kungsfogel, Fogelkung. 


Artsm. Issen med safrangult, i Midten rødgult Midtbaand, omgivet af 
Sort; Kinderne og Øieegnen bleggraa.  Fjerene over Næbroden 
og påa Struben hvidagtige; Ryggen, Skuldrene og Vingedæk- 
fjerene olivengrønne, Overgumpen gulgrøn, Brystet hvidgraat 
med grønligt Skjær, Bugen graahvid. Vingerne sortebrune med 
to hvidagtige Tværbaand. 


Afbildn. Tab, XXIV. gi. Han. 


324 


Længde 3/3”, Vingestrækning 6”. 

Hunnen har citrongult (lysere) Issebaand med smallere 
sort Indfatning. 

Fuglekongen er almindeligt bekjendt; den sees her i 
Landet hyppigst i Træktiderne, ikke blot i Skovene, men 
overalt, hvor der findes Træer, Buske og Hække. Paa den 
skandinaviske Halvø træffes den almindeligt ynglende i de 
fleste Naaleskove Syd for den 70de Bredegrad (Alten); und- 
tagelsesvis er den bemærket i Halvøens allernordligste Dele. 
I det sydlige Sverrig er den almindeligst om Efteraaret, 
men yngler dog af og til i Skaane. Påa Færøerne træffes 
den ofte. 

Den er dels Trækfugl, dels Strøg- og Standfugl. I 
Levemaade og Sædvaner minder den saavel om Sylvierne 
som om Meiserne. 

Dens Næring bestaaer af smaa Insekter og disses Yn- 
gel, stundom Frø, især af Naaletræer. 

Den bygger i Midten af Mai Rede i Enden af Naale- 
træernes Grene, påa ovenomtalte Maade, af grønt Mos, 
blandet med Lav, Insektspind og Fjer, med hvilke den ud- 
forer Reden. Denne er temmelig vanskelig at finde, da 
den ligner sine Omgivelser og ofte staaer meget høit 
over Jorden. I Almindingen paa Bornholm yngler den i 
stort Antal. I det øvrige Danmark træffes den ligeledes 
ynglende paa mange Steder (Kongelunden, Boserup, Odense- 
Egnen 0. s. v.)  0Ved Margaard fandt Dyrlæge Grill dens 
Rede kun fire Alen over Jorden (den 23de Mai 1869). I 
"Ulstrup-Skov ved Randers traf Fencker den i 1870 med 6 
Unger; samme Aar iagttog Godseier Mourier-Petersen den 
med Unger i Holbækgaard-Skov, ligeledes ved Randers. I 
Frederiksberg Have ynglede den temmelig talrigt indtil den 
strænge Vinter 1870—71, men efter den Tid er den ikke 
bemærket der. De 6—10 Æg ere lyst gulgråa og rød- 
vatrede. 


325 


Æggets Længde og Brede: 
19 mm. Ske 
15 « 10,5 » 


Rødtoppet Fuglekonge, Regulus ignicapillus, Naum. 
Syn. Regulus pyrocephalus, Brehm. — Regulus Nilssonii, Brehm. 
"Dansk: Rødtoppet Fuglekonge. Svensk: Brandkronad Kungsfogel. 


Artsm. En hvid Stribe over og under og en sort foran og bag Øiet 
Hannens Isse med et brandgult Længdebaand. 


Afbildn. Tab. LIV, (Supplementtavle) gZ. Han. 


Denne kun 3” lange og den mindste af alle europæiske 
Fugle var længe forvexlet med foregaaende Art, som den 
meget ligner. Den yngler i Naaleskove i Tydskland, Schweitz, 
Belgien og Frankrig og er kun undtagelsesvis bemærket her 
i Landet. Ifølge Apotheker Steenberg er den skudt ved 
Helsingør, og E. Hage, der skød den paa Møen den 19de 
November 1832, skal endvidere have havt 2 Exemplarer fra 
Sjælland. Paa den skandinaviske Halvø er den ikke iagt- 
taget. Om den har vist sig paa Færøerne, er meget tvivl- 
"somt (H. C. Miller troer at have seet den der én Gang). 

I Levemaade og Forplantning ligner den foregåaende Årt. 
Æggene falde mere i det Røde. 

Æggets Længde og Brede: 

1792 mm. 9 mm. 
1'575K0 10 » , . 


l0de Familie: Egenlige Spurvefugle, Passerini, Illig. 


Næbet stærkt, kort, tykt, kegleformigt, mere eller 
mindre afrundet foroven, noget opstigende paa Panden ; 
Næbrandene uden Indsnit. 

Næseborene ved Næbroden, smaa, oftest runde og 
dækkede af fremadliggende Børstefjer. 


326 


Benene lave, stærke; Ydertaaen sammenvoxet med 
Mellemtaaen i første Led. 

Vingerne middellange, med 18—19 Svingfjer; Arm- 
svingfjerene indskaarne i Spidsen, de inderste aldrig saa 
lange som Haandsvingfjerene. 

Halen har 12 Styrere. 

De fleste Arter synge, og mange af dem udmærke sig 
endog ved deres kraftige, melodiske Toner. De ere sel- 
skabelige Fugle, som paa deres Vandringer ofte samle sig 
i store Skarer. Største Delen af Arterne ere Trækfugle 
eller Strøgfugle, andre forblive her hele Aaret igjennem. 
Deres Hovednæring bestaaer af Frø, Korn og Kjærner; i 
Yngletiden leve de fleste af Insekter, hvormed de ogsaa op- 
føde deres Unger. De europæiske Årter fælde kun én Gang 
om Aaret. Hos de fleste Arter er Hannen smukkere end 
Hunnen, medens Hannerne af andre Arter blot i Yngletiden 
udmærke sig ved langt skjønnere Farver og Tegninger end 
Hunnerne, idet de ved den saakaldte Bræmfælding eller ved 
Farveskifte erholde et fra Vinterdragten forskjelligt Udseende, 
men om Høsten atter iføre sig Hunnens beskedne Dragt. 
Kjødet er sundt og velsmagende. De leve i Enparring, 
bygge, med faa Undtagelser, kunstige Reder og lægge 3—6 
plettede Æg, som ruges i 14—15 Dage. 


Lærkeslægten, A/auda, L. 


Næbet middellangt, næsten lige, langstrakt keglefor- 
migt, trindt eller lidt sammentrykt; Over- og Undernæb lige 
lange; Overnæbet noget hvælvet; Randene uden Indsnit og 
ikke indbøiede. 

Næseborene paa Siderne af Næbroden, rundagtige, 
liggende i en lille blød, opstaaende Hud, tyndt dækkede 
med fremliggende Smaafjer, som i Spidserne danne Børster. 

Benene: Fodroden længere end Mellemtaaen, der ved 
Roden er sammenvoxet med Ydertaaen; Kløerne næsten 


327 


lige; Bagkloen af samme Længde som eller længere end 
Bagtaaen. 

Vingerne temmelig store og bredfjerede; de bageste 
Svingfjer næsten lige såa lange som de forreste; 1ste meget 
kort, spids og smal, 2Zden stor og næsten lige saa lang som 
ådie; denne og åde længst. 

Befjeringen temmelig fast; Fjerene paa Båghovedet ere 
lange og kunne reises til en større eller mindre Top. 
Kjønnene ere væsenligt forskjellige i Farvetegning; Ungerne 
ligne de Gamle meget. 

Hos os ere de Trækfugle; de beboe især Marker, 
Skove og Heder. Deres Næring bestaaer af Frø, Insekter 
0. s. v. Hannerne ere meget flittige Sangere; de fleste 
stige syngende lodret op i Luften, hvor de flagrende holde 
sig længere eller kortere Tid. De yngle alle paa Jorden, 
bygge kunstløse Reder, lægge 4—6 Æg, som ere graat 
marmorerede eller prikkede, og opføde Ungerne med In- 
sekter. Med Piberne (Pibelærkerne, Anthus) have de en fjern 
Lighed. 


Sanglærke, Ålauda arvensis, L. 
Syn. Å. agrestis, Brehm. — Å. coelipeta, Pall. 


Dansk: Lærke, Sanglærke, Marklærke. Norsk: Lærke, Sanglærke. 
Svensk: Lårka, Sånglårka, Himmelslårka (Ystad). Færøisk: Lerkur 
(M.), Lerki (H.). 


Artsm. Rygsiden rustgraa med sortebrune Pletter; Bugsiden gulagtig- 
hvid med smaa sortebrune Pletter påa Brystet; Halen kløftet, 
yderste Styrer hvid med en sort Kant paa Inderfanen, den føl- 
gende blot hvid paa Yderfanen. 


Afbildn. Tab. XVII. g7. Han. 


Længde 72”, Vingestrækning 149”, 
Hunnen er mindre, har en tydeligere Stribe paa Kinden, 
hvidere Strube og kortere Længdepletter paa Forhalsen. 


328 


Der træffes ikke sjeldent brogede, hvidbrogede, isa- 
bellafarvede, rødbrune, renhvide og andre Varieteter7)... Som 
Stuefugl bliver den undertiden næsten ganske sort, navnlig 
naar den fodres med Hampefrø (det Samme gjælder som be- 
kjendt om Dompappen). 

Denne almindelige, i næsten hele Europa, en stor Del 
af Asien og det nordlige Afrika udbredte Lærke opholder 
sig mest paa fri Mark, paa Heder og ved flade Standbred- 
der, sjeldnere påa Enge og af Skove indesluttede Marker. 
Om Efteraaret, i September og Oktober, streifer den om- 
kring fra Mark til Mark, indtil den i November drager syd- 
ligere, med Undtagelse af enkelte Individer, som i ikke alt 
for strænge Vintere forblive her. Endog i den haarde Vin- 
ter 1854—55 overvintrede saaledes flere Sanglærker i Vend- 
syssel. Om Foraaret kommer den meget tidligt tilbage, i 
milde Vintere allerede i Januar, og er saaledes den først 
tilbagevendende Trækfugl. I Norge er den almindeligt ud- 
bredt i de lavere og aåbent liggende Dele af Landets syd- 
lige og østlige Stifter. Ovenfor den 67de nordlige Brede- 
grad bliver den sjeldnere, men forekommer dog af og til 
endog ynglende i Østfinmarken; langs Vestkysten mellem 
Trondhjem og Stavanger træffes den næsten udelukkende 
paa de flade Øer. I Sverrigs sydligere Egne er den meget 
almindelig; længere Nord paa ankommer den senere om 
Foraaret og i sparsommere Antal. Paa Færøerne er den 
ikke sjelden om Foraaret og Efteraaret; kun én Gang er 
den truffen ynglende der (den 27de Juli 1856; H. C. Mil- 
ler). Paa Island og i Grønland er den ikke bemærket. 


4) Blandt de i det zoologiske Museum opstillede Varieteter findes to 
rent hvide, den ene fra Sorø, den anden fra Brunsbuttel. I For- 
aaret 1863 opholdt en smuk Albino sig påa Bymarkerne ved Vi- 
borg (Feddersen). Forf. modtog i Oktober 1855 en isabellafarvet 
Varietet fra Amager (Fasanjæger Fredriksen) og i Slutningen af 
December s. ÅA. en næsten ganske sort, der blev funden død paa 
et Gjærdé.ved Nestved. De ualmindeligt lange Bagkløer tydede paa, 
at Fuglen havde været holdt længere Tid i Fangenskab. 


ud 
329 

Den er temmelig sky, sidder som oftest paa Jorden, 
reiser undertiden de lange Hovedfjer til en Top og synger 
stundom siddende paa en Tue paa Marken, men sædvanlig- 
vis høit opstigende i Luften med flagrende Vinger i en 
lodret eller spiralformig Retning. 

Sædekorn og andre Frø samt Insekter udgjøre dens 
Næring. 

Blandt Kornet påa Agrene, i det høje Græs påa Enge 
og Mosetuer, blandt Lyngen påa Hederne, men ogsaa paa de 
med kort Græs bevoxede Syltenge og ved de nøgne Strand- 
bredder, hvor der næsten ingen Væxter forekomme, findes 
dens kunstløst anlagte Rede, som bestaaer af tørre Græs- 
straa og Haar”). De 4—5 (sjeldent 6) Æg, som findes i 
Mai, ere graaladne, med mørkere, brunagtige og graa, ofte 
sammenløbende Pletter og Punkter, der ikke sjeldent danne 
en Pletkrands paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

2 Em, ore: 
FADER 18 » 

Hertillands drives Lærkefangsten såa godt som ikke; at 
skyde Lærker for Kjødets Skyld lønner sig neppe. I andre 
Lande, navnlig i Mellem- og Sydeuropa, fanges de under 
Træktiden millionvis i store, dertil særligt indrettede Garn 
og sælges som Fødemiddel. 


Toplærke, Ålauda cristata, (L.) 
Syn. Å. galerita. Pall. 
Dansk: Toplærke, Veilærke. Svensk: Tofslårka, Topplårka. 


ÅArtsm. Qvenpaa brungraa med sortagtige Pletter, paa Hovedet en spids 
Top, som ikke ganske kan nedlægges, og som bestaaer af lange 
smalle Fjer; den yderste Styrers Yderfane og den næstfølgendes 
Yderrand rustgul; Undervingen mat rødgul. 


Afbildn. Tab. XVIII g2. Han. 


€) Fischer fandt i Vendsyssel dens Rede i de opskyllede Siv ved Strand- 
bredden. 


330 


Længde 7%”, Vingestrækning 14”. Hunnen sædvanlig- 
vis mindre med kortere Fjerbusk. 

Denne her i Landet ikke almindelige Art synes i de 
senere Aartier at have tiltaget i Hyppighed indenfor Dan- 
marks Grændser. Den opholder sig helst i frugtbare, korn- 
rige Egne, ved Veie og i Nærheden af Byer, hvor den ofte 
sidder paa Husene og løber omkring påa Gåden.  Mel- 
chior angiver den som skudt ved Herlufsholm. = Omkring 
Odense forekommer den hvert Aar i temmelig stor Mængde 
(Stamhusbesidder E. Møller). I Januar 1863 iagttoges den 
oftere af Fr. Hornemann paa Chausséen ved Hjørring; der 
var 2 Exemplarer (Reinh.). I August 1863 iagttog Konser- 
vator Conradsen flere Exemplarer ved Strandkanten mellem 
Aarhus og Ris Skov. I Januar 1867 forekom den i Gaar- 
dene i Viborg (Feddersen), og i Omegnen af Hobro er den 
ikke ualmindelig -(Bistrup). I 1860 opholdt et Par sig læn- 
gere Tid i Sæby, men dog, saåavidt vides, uden at yngle; 
i 1863 indfandt der sig paany Toplærker, og senere have 
disse ynglet deroppe, hvorved Antallet er blevet forøget. 
I Randers-Egnen, hvor den yngler, træffes den hele Aaret 
igjennem i Byens umiddelbare Nærhed, men næsten aldrig 
i større Afstand fra den; om Vinteren sees den jevnligt i 
Byens Gaarde og paa Gaderne, hvor den søger sin Føde i 
Hestegjødningen (Fencker). Ved Lyngsaa i Vendsyssel træf- 
fes den temmelig almindeligt, og i 1870 fandtes et Par 
ynglende der (Østergaard, Fischer). Pastor Fogh i Varde 
har meddelt Forf., at enkelte Par findes ynglende omkring 
denne By, hvor de om Vinteren løbe omkring påa Torvet 
og Gaderne. Ved Landsbyen Søes, Vest for Aabenraa, fandt 
Forf. den ynglende 1854. Ved Fredericia yngler den i ikke 
ringe Mængde. Ved Flensborg og Leck yngler den ifølge 
Mechlenburg. I Norge vides denne Art ikke at være be- 
mærket, og i Sverrig, hvor den, da Nilsson pååany udgav 
sin skandinaviske Fauna (1858), endnu var temmelig sjelden, 
har Forholdet idetmindste nogle Steder forandret sig; saa- 


331 


ledes er den, ifølge Meddelelse fra Prof. Wahlgren i Lund, 
nu ganske naturaliseret i Skaane, hvor den navnlig fore- 
kommer almindeligt ynglende mellem Malmø og Trelleborg- 
Skanør og i de senere Åar ogsaa hyppigt er truffen længere 
Nord paa ved Helsingborg, enkelte endog ved Upsala. Om 
Vinteren sees den ikke sjeldent paa Gaderne i Malmø og 
Lund. 

Om denne Fugls usædvanlige Frygtløshed fortæller Brehm 
(Isis 1848, S. 17) et ret mærkeligt Tilfælde. Tæt ved Bane- 
gaarden i Køthen havde en Toplærke anlagt sin Rede under 
Jernbaneskinnerne. Den lod sig hverken forstyrre af Tum- 
melen i den nærliggende Banegaard eller af Larmen, som 
Trainene frembragte ved at fare hen over Skinnerne, men 
udrugede troligt sine Æg og begyndte at opføde Ungerne, 
indtil en kaad Dreng plyndrede Reden. 

Dens Sang er ikke meget afvexlende. Næringen bestaaer 
af Korn og Frø, om Sommeren af Insekter. 

Ligesom Sanglærken yngler den fortrinsvis i Sæden 
eller i det høje Græs og lægger midt i April i en lignende 
Rede 4—6 bleggraa, brunt plettede, temmelig store Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

22mn, 1.6,2m. 
DSE 17 » 

Om Vinteren lader den sig let fange paa Limpinde med 
Kornax til Lokkemåd eller i Netfælder, endogsaa under et 
Sold med en Stillepind. 

Dens Kjød er velsmagende. Skaden, som den foraar- 
sager ved at æde Korn, bliver fuldkommen erstattet ved den 
Mængde Ukrudtfrø og Insekter, som den fortærer. 


Hedelærke, Ålauda arborea, L. 
Syn. Alauda nemorosa, Gmel. — Alauda cristatella, Lath. — 
Galerita arborea, Boie. — Corys arborea, Reich. 
Dansk: Hedelærke, Skovlærke, Lynglærke. Norsk: Trælærke. Svensk: 
Trådlårka, Skogslårka. 
22 


332 


Artsm.  Ovenpaa graaagtig med sorte Pletter; et hvidgult Baand over 
Øinene omkrandser de lange Hovedfjer, som danne en afrundet 
Top; påa Vingekanten flere hvidagtige Pletter; Halen kort og 
ukløftet; de yderste Styrere med en rustgul eller hvidagtig 
Plet i Spidsen. Bugsiden rustgul med sorte Pletter paa Halsen 
og Brystet. 


Afbildn. Tab. XVIIL 92. Han. 


Længde 6”, Vingestrækning 12”, 

Hunnen har en lysere Bugside med flere og smallere 
Pletter paa Brystet samt mørkere Rygside end Hannen. 

Denne Lærke er her i Landet langt mindre hyppig end 
Sanglærken, men forekommer dog ynglende hist og her ved 
vore Skove og Lunde, helst i mindre frugtbare, sandede 
Egne, ved Heder og golde Bakker. Den kommer her til 
Landet i Marts eller Begyndelsen af April og søger da, 
naar Kulden er stræng, ikke sjeldent til beboede Steder; 
saaledes blev under Snestormen i 1872. en gammel Han 
skudt mellem Spurve paa Holbækgaard i Randers-Egnen, 
hvor den ellers ikke vides at være truffen (Fencker). Paa 
Bornholm er den ikke iagttaget. I Norge forekommer den 
navnlig i Landets lavere sydlige og sydøstlige Dele, især i 
Smaalehnene, hvor den fornemmelig søger Udkanterne af 
Naaleskovene; langs Vestkysten er den, saavidt vides, ikke 
bemærket. I Sverrig træffes den navnlig i den mellemste 
Del; i det nordlige Skaane yngler den hist og her. 

Den sætter sig oftere end nogen anden Lærke paa 
Træer, er temmelig forsigtig og sky, har en herlig, fløitende 
Sang, som den lader høre, snart flyvende, snart fra Toppen 
af et Træ, undertiden midt om Natten. Dens egenlige Sang 
er langt blødere og mere fløjitende end Sanglærkens. 

Næringen bestaaer af Insekter og Frø. 

Forf. fandt den ynglende ved Gjøddinggaard, Mindstrup 
og Thyrsbæk, hvor den, som overhovedet. ved Hedegrændsen 
langs med Jyllands Østkyst, er mindre sjelden end paa 
Øerne. Fischer fik dens Æg fra Dronninglund Storskov i 


333 


Vendsyssel. Reden findes i høit Græs eller i Lyngen, 
stundom under en Busk; den bestaaer af tørre Græsstraa, 
Mos, Uld og Haar og indeholder i sidste Halvdel af April 
4—6 rødlige eller graa, mørkt plettede eller måarmorerede 
Æg, ofte af Lighed med Rørverlingens. 
Æggets Længde og Brede: 
90) mm. RAS LE « 
23» 16 » 
Den fanges i Net og paa Limpinde, men er temmelig 
vanskelig at komme paa Skud, især naar man først har op- 
jaget den. 


Bjerglærke, Otocoris alpestris, (L£.) 
Syn.  Alauda alpestris, L. — Alauda nivalis, Pall. — Phileremos 


alpestris, Brehm. 


Dansk: Bjerglærke. Norsk: Bjerglærke, Sandlærke. Svensk: Berg- 
lårka, Strandlårka, Sandlårka. 


Artsm. Rygsiden rødlig graabrun; Pande, Forhals samt en Streg over 
og bagom Øiet svovlgule; en Stribe fra Næbet hen under Øiet 
samt et Tværbaand paa Forhalsen sorte; Bugen hvid; paa Sj- 
derne af Baghovedet staae nogle lange Fjer, som  opreiste 
danne to smaa Toppe, én bag hvert Øie. 


Afbildn. Tab. XVIII. 97. Han. 


Længde 7”, Vingestrækning 14”, 

Hunnen har mindre stærke Farver og navnlig blegere 
Gult påa Hovedet; de sorte Partier ere mindre, mattere og 
med brune Fjerspidser; ovenpaa falder Farven mindre i det 
Rødiige, og det purpuragtige Skjær, som hos Hannen findes 
paa Vingekanten og Brystet, er neppe kjendeligt hos Hunnen. 

Denne Lærke tilhører det nordlige Skandinavien, det 
nordlige Rusland og hele Siberien.  SBonnez er den 
Første, der har tilført vor Fauna denne Art. I Begyn- 
delsen af Aaret 1852 sendte han Forf. to Exemplarer af 
denne Fugl, som den iste Januar 1850 vare skudte paa 

225 


334 


— Hessel-Forstrand ved Grenaa ud af en Flok paa 6 å 8 Stkr. 
Afbildningen påa Tab. XVIII. angives åt være udført efter 
… disse Individer. Nogen Tid derefter vare Bonnez's to ældste 
Sønnner såa heldige at skyde fire Bjerglærker, to Hanner 
og to Hunner. Den 18de April 1853 blev den ifølge Forf.s 
efterladte Optegnelser skudt paa Møen. I Oktober 1855 
blev en Hun skudt paa Baroniet Guldborgland paa Lolland 
og af Baron Rosenørn-Lehn indsendt til Museet; i December 
1862 og Januar 1863 blev der af nuværende Kjøbmand O. 
Lund skudt 16 Stkr. paa en lille Landtange ved Kallundborg, 
hvor denne Fugl senere regelmæssigt hår indfundet sig hver 
Vinter, i 1868 i et Antal af omtrent 50 Stkr. I 1871 fik 
Museet 6 Stkr. derfra. Ved Adelersborg blev i December 
1861 og 1862 skudt 8 Stkr. I 1861 modtog Dr. Kjær- 
bølling til sin zoologiske Have to Exemplarer af denne 
Fugl fra Bornholm. I 1871 (Januar) skød Bøssemager 
Schmidt, ifølge Prof. Reinhardts Angivelse, en Bjerglærke 
ved Flaskekroen; et andet Exemplaår blev samtidigt seet, 
muligvis den samme Hun, som ifølge Stud. Wolfs Med- 
delelse til Prof. Reinhardt blev skudt den 2den Februar 
sFA. ved Kongens Enghave. Fra Ringgive ved Veile (Fe- 
bruar 1865) og fra Frederiksværk (April 1867) findes Ex- 
emplarer i det zoologiske Museum. Fr. Hornemann i Hjør- 
ring havde i halvandet Aar en levende Bjerglærke, der 
var fanget i Omegnen den 17de Marts 1866 (Reinhardt). 
Samme Åar saaes den i større Flokke ved Blokhusene Nord 
for Hjørring, og flere bleve skudte. I Februar 1865 mod- 
tog Justitsraad Gad i Sæby tre Exemplarer, skudte ved 
Lyngsåa, og senere synes denne Fugl, ifølge Skolelærer 
Østergaards lagttagelser, endog at optræde som en af de 
almindeligste Vintergjæster i Vendsyssel, hvor den regel- 
mæssigt ankommer i November og bliver til henimod Mai 
og især opholder sig ved Kysten, hvor den træffes enkelt- 
vis eller i småa Flokke, der i haåardt Veir samle sig til 
større Skarer og fjerne sig fra Kysten for at søge deres 


É: 335 

ev 
Næring omkring Husene. I Egnen omkring Randers fore=- 
kommer den af og til om Vinteren i smaa Flokke. Den 
17de Oktober 1875 traf Dr. med. P. Heiberg den ved Krik 
i Nærheden af Aggerkanal, og i indeværende Maaned (De- 
cember 1875) blev der skudt to Exemplarer netop paa 
samme Sted ved Hessel pr. Grenaa, hvorfra Bonnez for 26 
Aar siden erholdt de første danske Individer. I Norge yng- 
ler den temmelig taålrigt i Finmarken, Øst for Nordkap. I 
Landets sydlige og vestlige Egne træffes den derimod saa 
godt som aldrig. I Sverrig er den langt mere udbredt og 
forekommer endog hver Vinter helt nede i Skaane. Paa 
Færøerne og Island er den hidtil ikke iagttaget, men i 
Grønland er den truffen enkelte Gange. 

Om Grændserne for Bjerglærkens oprindelige Udbred- 
ningskreds hersker der forskjellige Meninger. Nilsson an- 
tager, at dens egenlige Hjem er Nordamerika, hvor Catesby 
traf den i Karolina (omtrent 1730), og som, da Linné (i 1758) 
optog den i Systemet, var det eneste Sted, fra hvilket den 
var kjendt. Herfra har den efter hans Mening udbredt sig 
til Siberien, hvorfra den, stadigt trængende længere og læn- 
gere mod Vest, endeligt har naaet Skandinavien, hvor Lovén 
i 1837 opdagede den ved Wadsø i Østfinmarken. Herved 
blev den indlemmet i den skandinaviske Fauna, i hvilken 
den nu staaer som en regelmæssigt og i et ikke ringe Antal 
forekommende Fugl. Prof. Reinhardt har imidlertid gjort 
Udg. opmærksom påa, at om det end maa erkjendes, at 
Bjerglærken er en i de sidste Decennier hos os fra østligere 
og nordligere Egne indvandret Fugl, såa foreligger der al- 
deles intet Bevis for, at den oprindeligt har været indskræn- » 
ket til Nordamerika, men at den med langt større Sandsyn- 
lighed maa antages at have været udbredt ogsaa over Si- 
berién paa den Tid, da den opdagedes i Karolina, idet den 
første siberiske Reisende (Georgi) allerede 40 Aar senere 
traf den ved Baikal-Søen. SI 1788 omtaler Gmelin Bjerg- 


336 
jlærken som forekommende i Nordamerika, Siberien, Rusland 
og Polen. 

Bjerglærken synes overalt, hvor den forekommer, at 
holde sig fortrinsvis til sandede, flade Steder, navnlig Strand- 
kyster og aabne, tørre Sletter. Den er en Trækfugl, som 
fra sit nordlige Hjem vandrer sydligere mod Vinteren og 
ofte flokker sig med Snespurve. 

Dens Næring bestaaer af Frø og Insekter; de 4—5 
Æg ere graaagtige eller lyst olivenbrune med talrige bleg- 
blaa og mørkebrune Pletter, der påa den butte Ende danne 
en Krands. 

Æggets Længde og Brede: 

20 rr J5mm, 
BED) 16 » 


Verlingslægten, Æmberiza, L. 


Næbet kort, kegleformigt, i Spidsen sammentrykt ; 
Undernæbet ved Roden bredere end Overnæbet, udadtil med 
skarpe, indbøjiede Rande.  Mundvigen stærkt nedadbøiet, 
Overnæbet har paa Undersiden en haard, langagtig Knude, 
der hos de to først omhandlede Arter er meget høi og tvært 
afskaaren fortil, hos de andre Arter mindre. Næseborene 
smaa og rundagtige, tæt ved Næbroden, oventil omgivne 
af en blød Hud, ubedækkede eller næsten bedækkede af 
korte Børstefjer. Tungen lang og Øinene smaa. Benene 
korte; Bagtaaens Klo hos de fleste kort og krum, hos 
nogle lang og temmelig lige. Vingerne middellange, iste 
Svingfjer rudimentair, den, 3die og 4de næsten lige lange 
og længst af dem alle. Halen temmelig lang og bred- 
fjeret, som oftest kløftet. i z 

Verlingerne nære sig dels af Insekter, dels og fornem- 
melig af melholdige Korn og Frø, hvis Skaller de løsne 
ved Hjælp af den skarpe Knude paa Overnæbets Underside. 


337 


De leve snart parvis, snart i større Selskaber, dels ved Ud- 
kanten af Skove og lave Krat, dels mellem Rør og ved Vandet, 
dels i og omkring Byer; andre paa Klipper og Ørkensletter. 
For Danmarks Vedkommende ere de fleste Arter Træk- 
fugle; blot to af vore indenlandske Arter (Gulspurven og 
Kornlærken) ere Standfugle. SI Stemme og Sang have de 
meget tilfælles; de synge gjerne fra et ophøiet Sted, f. Ex. 
en Sten eller en Trætop, bygge kunstløse Reder paa Jorden, 
i lave Buske eller i Klipperevner og lægge 5—6 Æg, mest 
rødgraa og brunplettede med mørke Streger. Deres Kjød er 
velsmagende. 

Flere Arter af denne og følgende Slægt erholde ved 
Bræmfælding en fra Vinterdragten forskjellig Sommerdragt. 


a. Egenlige Verlinger (Buskverlinger), Æmberiza (s. str.). 


Bagtaaens Klo kortere end Taåaaen og krum; Vingerne 
naae ikke ud til Halens Midte. 

De leve i buskrige Egne; de fleste færdes helst paa 
Enge, andre mellem Rør. i 


Kornverling, Emberiza miliaria, L. 


Syn. Emberiza calandra, L. — Cynchramus miliaria, Boie. — 
Spinus miltaria, Moehr. — Chritophaga miltaria, Cab. — 
Miliaria Europaea, Sw. — Miltaria valida, Brehm. 


Dansk: Kornlærke, Bomlærke, Knøtter, Stritte (Læsø), Englærke, Tid- 
sellærke, Skræplærke (Frederikshavn). Norsk: Kornspurv. Svensk: 
Kornsparf, Kornlårka (Skaane). 


Artsm. Ovenpaa brungraa med sorte Længdepletter, nedenunder hvid 
eller gulhvid med smaa Længdepletter paa Siderne, Brystet og 
=+ Halsen, hvor de danne en Strubeplet; Halens Yderfjer uden 
nogen hvid Plet. 
Afbildn. Tab. XXV. gl. Han. 


4 


Fr 


dd 


338 


Længde 72”, Vingestrækning 13/2”. 
Hunnen kun lidt forskjellig fra Hannen. I E. Hages 


Samling fandtes en renhvid Varietet, i den Teilmann'ske 


Malerisamling en lignende, afbildet efter et Exemplar, som 
var skudt ved Endrupholm i det sydlige Jylland. Fischer 
fik ligeledes en næsten aldeles hvid Varietet fra Vendsyssel, 
og Benzon en stærkt hvidbroget fra Hjorslev ved Odense 
(Dyrlæge Grill). Overhovedet er Kornverlingen en af de 
Fuglearter, hos hvilke Farvevarieteter, især begyndende Al- 
binisme, forekomme hyppigst. 

Denne almindeligt bekjendte Art opholder sig fornem- 
melig påa lave Sletter med Enge og Kornmarker eller i 
sumpige og vandrige Egne og er derfor meget hyppig i 
Marsklande. I det nordlige Jylland, hvor denne Art efter 
Fabers feile Angivelse ikke forekommer, er den ifølge Fi- 
schers Iagttagelser endog langt almindeligere end paa Sjæl- 
land. Adj. Juel har ifølge Prof. Reinhardts Meddelelse taget 
dens Æg ved Frederikshavn. Påa Bornholm synes den at 
være sjelden. I Sverrig er den navnlig talrig i Skaane; i 
Landets østlige"Del træffes den ikke højere op end i den 
nævnte Provinds, men langs Kattegats-Siden forekommer 
den op i Halland, sjeldnere nordligere. I Norge er den 
sjelden og er, såavidt vides, kun truffen paa Jæderen, hvor 
der i Juni 1867 opholdt sig adskillige Individer. Korn- 
verlingen er overalt i Skandinavien Standfugl; ofte tilbringer 
den Vinteren sammen med Gulspurve og Spurve i og ved 
Landsbyerne. 

Den er kraftig, men doven og flyver tungt; dens Sang 
er mindre behagelig. 

Næringen bestaaer af melholdige Græsfrø, Hirse, Havre 
og Hvede; de andre Kornarter og olieholdigt Frø fortærer 
den blot i Mangel af Bedre. Om Sommeren æder den In- 
sekter, hvormed ogsaa Ungerne i den første Tid opfødes. 

Reden findes først i Mai næsten altid umiddelbart paa 
Jorden i en lille Fordybning, blandt høie Planter, i Græsset 


339 


eller paa de græsbegroede Rande af Grave, under Buske ” 
0. s. v. Den er kunstløst anlagt af tørre Straa og Græs- 
blade, indvendigt belagt med Hestehaar, og indeholder 4—6 
rødgraa, brunt plettede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

ZA mm. jlpisrr: 
26 » RYE 

Den fanges i Mængde om Vinteren i Slaggarn eller 
skydes med Fugledunst. Paa Lokkebusken kan man fange 
den påa Limpinde. 

Kjødet er velsmagende, som oftest meget fedt; ved at 
fortære en stor Del for Sæden skadelige Insekter giver denne 
Fugl rigeligt Vederlag for det Korn, som den berøver Mar- 
kerne og Kornstakkene. 


Gulspurv, Emberiza citrinella, L. 


Dansk: Gulverling, Gulspurv. Norsk: Gulspurv, Gulspurr. Svensk: 
Gråning, Gulsparf (Skaane), Gulspink. 


Artsm. Hovedet, Halsen og Underkroppen smukt gule eller gulagtige 
med smaa mørke Pletter; Ryggen brungraa; Overgumpen rød- 
brun; de to yderste Styrere med en kileformig hvid Plet. 


Afbildn. Tab. XXV. gl. Han. 


Længde 6%2”, Vingestrækning 11”. 

Den meget gamle Hun ligner Hannen, men er oliven- 
grønt plettet paa Hovedet og Brystet og mindre; den én- 
aarige Han har en mindre smuk, gul Farve og ligner den 
gamle Hun mere; de yngre Hunner have sorte Længde- 
striber i den grøngule Farve paa Hovedet og Brystet, og 
dem ligne Ungerne mest. 

Den gamle Han er en af vore smukkeste indenlandske 
Fugle.  Tilfældige Varieteter forekomme temmelig hyppigt; 
i det zoologiske Museum findes bl. Å. en renhvid og en 
lysegul Varietet. Forf. modtog i 1851 en isabellafarvet Va- 
rietet fra Grev Holstein-Ledreborg. 


340 


Gulspurven er den hertillands talrigeste Art af Verling- 
slægten og. findes saavel i Løv- som i Naaleskove, i Buske, 
. levende Hegn og Haver, i bakkede som i flade Egne; om 
Vinteren træffes den i større og mindre Flokke ved vore 
Lader saavelsom paa Kornmarkerne, nåar disse ere blottede 
for Sne. I det sydlige og mellemste Sverrig er den almin- 
delig; i Norge træffes den ligeledes almindeligt op til 67” 
n. Br.; nordligere forekommer den langt sparsommere, men 
findes dog nu og da ynglende helt oppe i Østfinmarken. 
Paa Fjeldsiderne gaaer den undertiden op over Naaletræer- 
nes Region og ind i Birkebæltet. 

Den er ufordragelig saavel s<mod sine Lige som mod 
andre Fugle, uagtet den gjerne søger disses Selskab; kun 
stærk Kulde synes at gjøre den fredsommeligere. 

Næringen er den samme som foregaaende Årts. 

Reden, der bestaaer af Græsstraa og Hestehaar, an- 
lægger den i Begyndelsen af Mai i lave Buske eller paa 
selve Jorden blandt Græs og Mos, ofte aldeles ikke skjult. 
De 4—5 Æg ere rød- eller askegraa, med brune og sorte 
Pletter og Snirkler. 

Æggets Længde og Brede: 


18 mm. 145rmn.: 
PD y 17 » 
24 » 16,5 » 


Hortulan-Verling, Eimnberiza hortulana, L. 


Syn. Glycyspina hortulana, Cab. — Euspiza hortulana, Bonap. — 
Emberiza Mælbyensis, Sparrm. 


Dansk: Hortulan, Ortolan. Norsk: Hortulan. Svensk: Ortolan, 
Ortolansparf. 


AÅrtsm. Næb og Fødder blegrøde; Forhalsen, en Stribe over Kinden og 
en Kreds omkring Øiet straagule; Hovedet og Halsen ovenpaa 
askegraåaa med olivengrønt Skjær; Bugen og Brystet brunrøde. 


Afbildn. Tab. XXV. gl. Han. 


341 


Længde 6—6"2", Vingestrækning 11”. 

Hunnen er brunagtig graa påa Hovedet og Baghalsen 
med smaa sorte Striber og Pletter; Kinderne og Halssiderne 
brungraa, Struben og en Del af Forhalsen bleggule. Bryst- 
og Slagsiderne af en blegt rødgul Farve. I Efteraarsdragten 
have begge Kjøn en mere grønlig Farve. 

Denne for sit velsmagende Kjød mest berømte af alle 
Verlinger er, mærkeligt nok, endog som Trækfugl, ingen- 
lunde almindelig i Danmark, medens den i det øvrige Skan- 
dinavien er meget hyppig påa mange Steder. I Nordafrika 
og Sydeuropa er den almindeligt udbredt, men allerede i 
Tydskland hører den i mange Egne til Sjeldenhederne, og 
i England forekommer den ikke; men derefter optræder den 
atter pludseligt påa den skandinaviske Halvø som en talrigt 
ynglende Trækfugl. I Sverrig er den især hyppig paa mange 
Steder i Skaane, i Halland, Bohuslehn, ogsaa i Kystegnene, 
i Dalarne og helt op i Lapland Syd for Fjeldryggen, men 
sjelden langs Østkysten og paa Øerne i den bothniske Bugt. 
1 Norge yngler den kun i Landets sydlige og østlige Dele, 
hvor den i nogle Egne er næsten lige saa almindelig som 
Gulspurven. Nord for Fjeldryggen er den endnu temmelig 
hyppig ved Trondhjem og i Ørkedalen; men langs Vest- 
kysten forekommer den kun meget sjeldent. Paa Fjeld- 
siderne træffes den endnu i de øverste Naaleskove. Om 
Hortulanens Forekomst her i Danmark foreligger der føl- 
gende Oplysninger. Den 10de Mai 1819 skød Faber 6 Ex- 
emplarer paa Saltholmen (Ornith. Noticer, Pag. 19); ifølge 
Bølling blev en gammel Han fanget ved Charlottenlund "den 
Ade Mai 1844, og efter Konservator Conradsens Meddelelse 
blev ligeledes en gammel Han fanget ved Strandmøllen den 
2den Mai 1845. Samme Meddeler skød selv Han og Hun 
i Begyndelsen af Mai 1847 ved Albertslund i Nærheden af 
Roeskilde Kro. Den iste og 2den Mai 1827 traf E. Hage 
16—20 Exemplarer i Pilehækkene omkring Stege, og den 
åde Mai s. A. skød han ét Exemplar, men efter den Dag 


342 


saae han ingen flere (Reinhardt). Pastor Kock i Veggerløse 
paa Falster skød den 27de April (18—?) to Stkr. ud af en Flok 
lige udenfor Stege. Den 10de Mai 1857 skød Pastor Fogh 
i Ringgive pr. Veile en Hun tæt ved Præstegaardens Have. 
Den Ste Mai 1866 iagttog Justitsraad Erichsen og Pastor 
Theobald en Hortulan i Charlottenlund, hvor den sad i en 
Trætop og sang. I det zoologiske Museum findes en Han 
fra Thestrup pr. Horsens (den 3die Mai 1870, Siboni) og 
en Han fra Holsten (Wøldike?). Brunniche anfører den som 
forekommende paa Bornholm (Ornith. bor., Pag. 68). 

Den opholder sig i Udkanten af Skove, i Hække og 
lave Buske, påa Enge og Ågre.  sPaa den skandinaviske 
Halvø træffes den navnlig paa Granitfjeldene og paa stenede, 
udstrakte Sletter med sparsom Trævæxt, sjeldnere i de tætte 
3irkeskove; den ankommer dertil i Mai og drager bort i 
August og September. 

Hortulanen er en stille, fredsommelig Fugl; den er al- 
deles ikke sky. Sin egenlige Sang lader den høre fra Træ- 
ernes Grene eller Toppen af Buskene. 

Om Sommeren lever den fornemmelig af Larver og In- 
sekter, hvormed Ungerne opfødes, medens de samtidigt 
vænnes til forskjellige Slags Frø. Den ynder ligesom fore- 
gaaende Art melholdige Frø og søger altid sin Næring paa 
Jorden. 

Reden, der har Lighed med Gulspurvens, bygges paa 
lignende Steder som dennes; de 4—5 graarødlige Æg have 
brune Pletter og Snirkler. 

” Æggets Længde og Brede: 


[9 mm. 74 mm. 
21,5 » imæy 
22 » 16 »” 


Om Efteraaret ere Hortulanerne meget fede og Kjødet 
tillige velsmagende. De fanges paa denne Åarstid i stor 
Mængde i Italien, Frankrig og især paa Cypern, hvorfra de, 
nedsyltede i Eddike og Krydderier, forsendes til Europas 


343 


store Stæder. De gamle, fraadsende Romere fedede Orto- 
lanerne i mørke Kamre, oplyste med Lygter, såa at Fug- 
lene, der ikke kunde skjelne mellem Nat og Dag, vedbleve 
at æde og derved hurtigt bleve fede. 


Rørverling, Emberiza scheeniclus, L. 


Syn. E. passerina, L. (ung Fugl i Høstdragt). — E. arundinacea, 
Gmel. (gl. Fugl i Vinterdragt). — Cynchramus schoeniclus, Boie. 


Dansk: Rørspurv. Norsk: Sivspurv, Rørspurv. Svensk: Såfsparf. 


Artsm. Ryggen og Skulderfjerene sorte med gulagtige Rande; Over- 
gumpen graa; Bugsiden hvid med brune Fjerskafter; Hovedet 
og Forhalsen hos Hannen (om Vaaren) sorte med en hvid 
Nakkering; Hovedet hos Hunnen sortagtigt med rustgraa Fjer- 
kanter, uden Nakkering. 


Afbildn. Tab. XXV. gl. Han. — Suppl. Tab. 9. g/. Hun. 


Længde 6”, Vingestrækning 92”, 

I Høst- og Vinterdragten er det Sorte paa Hovedet og 
Forhalsen ganske skjult under graa Fjerkanter. 

Rørverlingen er hyppig næsten overalt i Danmark i 
dybtliggende og fugtige Egne med Moser, Grave, Damme, 
Søer og Aaer, hvor der voxer Rør, Siv, Pilebuske, Vidier, 
Elle o. s. v., hvori den søger Skjul; den er meget talrig 
i Marskegnene og hår overhovedet sit Opholdssted, hvor 
der findes Rørsangere, Rørhøns og andre Sumpbeboere; 
man seer den næsten aldrig paa Træer. Paa Bornholm er 
den ikke iagttaget. Paa den skandinaviske Halvø er den 
udbredt såa godt som overalt, hvor Lokaliteterne ere nogen- 
lunde passende for den. I Norge yngler den i stort Antal 
i Vidieregionen Syd for Fjeldryggen, men træffes om Som- 
meren sjeldent nedenfor det subalpinske Gebet; i de nord- 
lige Stifter yngler den hyppigt i Havets Niveau helt op til 
den russiske Grændse; langs Vestkysten forekommer den 
mindre talrigt. 


344 


Den er en munter, urolig Fugl, som i Henseende til 
Farvefordelingen har nogen Lighed med Husspurven. Den 
sidder temmelig opret og udbreder gjerne Halen; dens Flugt 
er let og hoppende, og Hannen lader flittigt sin ensformige, 
ret behagelige Sang høre. 

Om Sommeren fortærer den Insekter, hvormed Ungerne 
opfødes; ellers Frø af alle Slags Sumpplanter, f, Ex. af 
Rør, Rørgræs 0. s. v. 

Påa de ovennævnte Lokaliteter findes Rørspurven yng- 
lende overalt i Danmark og de forhenværende Hertugdøm- 
mer. Den af Græsstraa og tørre Græsblade byggede og med 
Hestehaar, Rørtrevler og Planteuld forede Rede anlægges i 
Midten af Mai i og under lave Pile, imellem Rør og høit 
Græs, altid meget skjult; de 4—5 mørkegraa, brunt plettede 
og snirklede Æg have nogen Lighed med Bogfinkens, men 
ere mørkere. 

Æggets Længde og Brede: 

Am: ]47m 
22 » 16 » 

Rørverlingen er meget lidt sky og er derfor ikke van- 
skelig at skyde. Man kan fange den paa samme Maade 
som Rørsangeren. 

Kjødet er velsmagende, om Høsten temmelig fedt. 


Bondeverling, Emberiza rustica, Pall. 
Syn. E. borealis, Zetterst. 


Dansk: Bondeverling (Kjærb.). Norsk: Vidiespurv. Svensk: 
: Videsparf. 


Årtsm. ,Hovedet sort med en hvid Stribe over og bag Øinene og et 
hvidt Længdebaand over Issen. Ryggen rødbrun eller graabrun 
med sorte Pletter.  Bugsiden hvid med brune Pletter paa 
Brystet. 


Afbildn. 2det Suppl. Tab. 3. 


Længde ca. 5”. 

Hunnens Farver ere mindre rene.  Issefjerene have 
rødbrune Rande, og Issebaandet er rødgraåt.  Struben 
graahvid med mørke Pletter ud mod Siderne 

Bondeverlingen hører hjemme i det nordlige og nord- 
østlige Åsien, men forekommer dog ogsaa i det europæiske 
Ruslands nordlige Egne, hvorfra den i de senere Decennier 
har udbredt sig længere mod Vest og vist sig i Lapland, 
hvor den ifølge Nilsson endog synes at have ynglet. Ogsaa 
fra Østfinmarken angives den som ynglende (Journ. f. 
Ornith. f. 1853), men denne Angivelses Rigtighed er tvivl- 
som (Collett). 

Om dens Forplantning vides, saavidt Udg. bekjendt, 
intet Sikkert. 


Dværgverling, Emberiza pusilla, Pall. 
Dansk: Dværgverling. Svensk: Dvergsparf. 
Årtsm. Hovedet sort med brunrøde Sider og en Længdestribe af samme 


Farve over Issen; Ryggen sort med graaagtige Fjerrande; Bug- 
siden hvid med sorte Pletter paa Brystet, Siderne og Halsen. 


Afbildn. 2det Suppl. Tab. 3. 


Længde 51/4”. 

Den ydre Kjønsforskjel er ubetydelig. 

Denne Årt, der ligesom foregaaende antages at have sit 
oprindelige Hjem i det nordøstlige Asien, har i Tidernes Løb 
udbredt sig mere og mere mod Vest.  Lilljeborg fandt den 
i 1848 meget almindelig ved Dwinafloden og navnlig ved 
" Archangel. Ifølge Nilsson blev en Hun af denne Art skudt 
i April 1815 ved Lund i Selskab med Æmberiza schoeniclus, 
det eneste hidtil kjendte Exempel påa Artens Forekomst i 
Skandinavien. 

Den ynder fortrinsvis fugtige Steder med rig Buskvæxt; 
dens Sang, der skal minde noget om Sylviernes, omtales 
som smuk og afvexlende. 

Om dens Forplantning haves ingen sikkre Oplysninger. 


346 


b. Sporeverlinger, Plectrophanes, Mey. 


Bagkloen lige saa lang som eller længere end Bag- 
taaen, svagt bøjet. Vingerne længere og Halen kortere end 
hos Buskverlingerne. 

De leve påa aaben Mark og nøgne Bjerge og have i 
Henseende til Flugt, Redebygning og Sang megen Lighed 
med Lærkerne. 


Sneverling, Plectrophanes nivalis, (L.) 


Syn. Emberiza nivalis, L. — Emberiza mustelina, Gm. — Em- 
beriza glacialis & mustelina, Lath. — Emberiza borealis É 
mivalis, Degl. — Plectrophanes mivalis, Mey. 


Dansk: Snefugl, Snespurv, Snekok, Snefug (Læsø), Snefinke, Vinter- 
fugl. Norsk: Snefugl, Snespurv, Snetiting, Snekok (Faber). Svensk: 
Snåsparf, Snålårka, Sjolårka, Illvårsfogel (Dalarne), Hårdvårsfogel (Up- 
land). Færøisk: Snjoufuglur (M.), Snjofuglur, Snjotitlingur (H.). Is- 
landsk: Snidtitlingr, Sølskrikja (Hannen). Grønlandsk: Kopanauarsuk. 


Artsm. En stor, hvid Plet paa Vingerne. I Sommerdragt har Hannen 
sort Ryg, hvidt Hoved og Hals, Hunnen sort Ryg med graa 
Fjerrande. I Vinterdragt ere begge Kjøn ovenpaa rustgule med 
sorte Pletter, med brunt Hoved og Hals.  Bugsiden hos begge 
Kjøn altid hvid. 


Afbildn. Tab. XXV. gl. Han. — Suppl. Tab. 9. Han i Sommerdragt og 
ung Fugl. 


Længde 6/2”, Vingestrækning 13”. 

Den gamle Han hår i Sommerdragten Hovedet, Halsen, 
de øverste Vingedækfjer, Brystet, Bugen og Undergumpen 
hvide; Ryggen og Skulderfjerene glindsende sorte, de 3 
yderste Svingfjer hvide med en sort Plet i Spidsen af Yder- 
fanen, den 4de sort med hvid Yderfane; den gamle Hun 
hår i samme Dragt mindre Hvidt påa Vingerne, og Hovedet 
har en sort Plet i Midten, naar man stryger Fjerene tilbage. 
I Vinterdragten ligne begge Kjøn hinanden mere; de sorte 


Fjer have da rustgraa eller askegråa Rande. Hoved, Hals 
og Tindinger ere kastaniebrune, Overgumpen sort med et 
brunligt Anstrøg. De unge Fugle i første Vinter ere langt 
mørkere farvede end de gamle. 

Sneverlingen beboer Europas nordligste Lande, især 
Færøernes, Islands, Norges og Laplands nøgne Bjerge, men 
ogsaa Grønland og overhovedet det nordligste Amerika, 
Spitsbergen 0. s. v., hvor den tildels overvintrer, men dog 
for største Delen mod Vinteren trækker til tempererede Egne. 
I November, stundom allerede i Oktober, indfinder den sig 
her i Landet i store Skarer, fornemmelig paa Jyllands Hede- 
strækninger, hvor den ofte streifer omkring til hen i Marts. 
I strænge Vintere (saaledes i 1844, da den forekom i usæd- 
vanligt stort Antal paa Sjælland) kommer den langt talrigere 
end i milde, og ikke sjeldent udebliver den ganske eller 
næsten ganske i saadanne. Til det sydlige Sverrig ankom- 
mer den paa samme Tid som til Danmark. Paa Laplands 
og Finmarkens Snefjelde, saa vel i Landets Indre som paa 
Øerne langs Kysten, yngler den almindeligt; sparsommere 
forekommer den om Sommeren påa de sydligere Fjelde, 
saasom Dovre og Langfjeldene med deres Forgreninger. 
Paa Færøerne træffes den baade Sommer og Vinter, dog 
talrigst i Marts og April, påa hvilken Tid den opholder sig 
i umaadelige Flokke paa den dyrkede Jord; om Sommeren 
færdes den parvis paa Fjeldene. Paa Island er den lige- 
ledes almindelig, dels som Standfugl, dels som Trækfugl; 
henimod Efteraaret drage de overvintrende Individer fa- 
milievis op i Fjeldene, og om Vinteren komme de kun i 
stræng Kulde eller ved Snestorme ned i Dalene. I Grøn- 
land forekommer den ligeledes baade som Standfugl og som 
Trækfugl; dog trække de fleste bort derfra om Vinteren. 

Den er ikke sky, kviddrer allerede i Marts påa Sneen 
og synger ret kjønt om Sommeren. 

I Sommertiden nærer den sig mest af Insekter, hvor- 


23 


348 


med den ogsåa opføder Ungerne; om Efteraaret og Vinteren 
æder den Frø og Korn. 

Den yngler i de nordlige Landes øde Stenkløfter blandt 
Bjergene. Reden bestaåaer af Mos, Lav og Græsstraa og er 
udforet med Haar, især af Blaaræven; de 5—6 Æg ere 
hvidagtige med brune og graa Pletter, især paa den butte 
Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

ADT: its 
24,5 » 17 » 
Kjødet er, som alle Verlingers, meget velsmagende. 


Laplands-Verling, Plectrophanes Lapponica, (L.) 


Syn.  Fringilla Lapponica, L. — Fringilla calcarata, Pall. — 
Emberiza Lapponica, Quensel. — Centrophanes ealcarata, 
Kaup. — Plectrophanes calcaratus, Mey. 


Dansk: Laplands-Verling, Sporeverling. Norsk: Laplandsspurv. Svensk: 
Lappsparf. Grønlandsk: Narksarmiutak (Fladlands-Beboeren). 


Artsm. Over Øiet et hvidagtigt Baand, som næsten omgiver Kinderne; 
Rygsiden sort med rustfarvede Fjerrande; Baghalsen brunrød. 
Bugsiden hvidagtig med sorte Fjerskafter og Længdestriber paa 
Siderne; Forhalsen og Brystet hos Hannen sortagtige, hos Hun- 
nen rustgraa, sortplettede; Styrerne sortagtige, de to yderste 
med en hvid Plet; Sporen meget lang. 


Afbildn. Tab. LIV. (Supplementtavle) (Æmb. calcarata), gl. Han. — Suppl. 
Tab. 9. gå. Hun. 


Længde 612”, 

Hos Hunnen er Baandet over Øiet gulagtigt; påa den. 
rustbrune Baghals og paa Bugens Sider findes sortagtige 
Pletter. 

De unge Fugle have i Henseende til Farven Lighed 
med Lærkerne, men dog endnu mere med de unge Sne- 
verlinger i Efteraarsdragt. 


349 


Laplands-Verlingen har omtrent samme Hjem som Sne- 
verlingen. I Lapland og Finmarken yngler den almindeligt, 
navnlig i de indre Dele af Landet, sjeldnere påa Øerne; 
undtagelsesvis er den truffen ynglende paa Dovrefjeld. Om 
Vinteren drager den mod Syd, men dens Træk gaaer øst- 
ligere, ind over Rusland, og den træffes kun sjeldent i 
Træktiderne i de sydligere Egne af den skandinaviske Halvø. 
Her i Danmark er dens Forekomst kun at betragte som til- 
fældig. Faber (Ornith. Notic., Pag. 20) erholdt et Exemplar, 
skudt i Sjælland i stræng Vinter, og Mechlenburg havde i 
flere Aar nogle levende Individer, der vare fangede ved 
Flensborg. Paa Færøerne vides den ikke iagttaget, og paa 
Island forekommer den ikke almindeligt. I Grønland træffes 
den derimod i stort Antal om Sommeren, navnlig paa Lav- 
landet omkring Fjordene. 

Den er en munter, kvik Fugl, der kun er meget lidt 
sky. Hannen hår en melodisk, behagelig Sang, der mindér 
om Torniriskens. 

Om Vinteren bestaaer dens Næring fornemmelig af 
melholdige Frø; om Sommeren ere” Insekter dens Hoved- 
næring, og Ungerne opfødes udelukkende dermed. 

Reden bygges paa Tuer i fugtige Egne, blandt Græs 
og lave Urter; den er let og kunstløst sammenlagt af Straa 
og Mos, udforet med Fjer. De 5—6 Æg ere gulbrune med 
mørkere udløbende, olivenbrune Pletter og ÅAarer. 

Æggets Længde og Brede: 

Komm, jam: 
21,5 » 16 » 


Finkeslægten, Fringilla, L. 


Næbet kort, stærkt, kegleformigt, lige, spidst; Næb- 
kanterne lige; Overnæbet lidt bøjet i Spidsen, med eller 
uden Rygkant, af samme Brede som eller bredere end Un- 


9 td 
ke 


350 


dernæbet. Næseborene ved Næbroden, smaa, runde, bag- 
til omgivne af en flad Hudrand, tildels bedækkede af Pande- 
fjerene. Benene korte; Tarsen kun lidt længere end Mel- 
lemtaaen. Vingerne korte; iste Svingfjer mangler (i Alt 
9 Haandsvingfjer), Zden, 3die og 4de indbyrdes omtrent lige 
lange, dog er 4de undertiden lidt kortere. Halen oftest 
kløftet. 

Finkerne nære sig alle af Frø, som de afskalle; mange 
af dem æde om Sommeren ogsaa Insekter, hvormed de til- 
dels opføde Ungerne. De yngle som oftest flere Gange om 
Aaret, leve fortrinsvis i Skove, ved Huse og i Haver; udenfor 
Yngletiden færdes de mest selskabeligt, ofte i store Skarer, 
og mange, som boe i de koldere Lande, ere Trækfugle. 
De fælde kun én Gang, om Høsten, men mange undergaae 
en Bræmfælding om Vaaren, og hvor dette- er Tilfældet, 
ligne begge Kjøn hinanden om Vinteren; hos nogle Arter 
ere Kjønnene meget forskjellige. Mange have en meget 
behagelig Sang. De fleste bygge kunstige Reder; de yngle 
almindeligvis frit paa Træer, nogle i Træ- og Murhuller. 


iste Underslægt: Kjærnebidere, Coccothraustes, Briss. 


Næbet ualmindeligt stærkt, kegleformigt og tykt, ved 
Roden af samme Høide som Hovedet; dette sidste stort” og 
med flad Pande. Halen kort og kløftet; Kroppen kort og 
undersætsig. 


Kjærnebider, Coccothraustes vulgaris, Steph. 
Syn. Lowia coccothraustes, L. — Fringilla coccothraustes, 1llig. 


Dansk: Kirsebærfugl, Kjærnebider. Norsk: Kirsebærfugl. Svensk: 
Stenknåck. - 


Artsm. Næbet lyst farvet; Ryggen brun; de mellemste Svingfjer i En- 
den betydeligt bredere end i Midten og stumpvinklet udskaarne; 
Svingfjerenes Inderfaner og Styrefjerenes Spidser med en hvid 
Plet. 

Afbildn. Tab. XXVI. (Fring. coccothraustes) gl. Han. — Suppl. Tab. 9. 

ung Fugl. 


351 


Længde 7”, Vingestrækning 12172”. 

Hos Hunnen ere alle Farver lysere og mindre rene; 
Vingepletten graaagtig hvid; Hovedet brungraat (hos Hannen 
brungult), ingen sort Indfatning over Næbroden. 

Hos Ungerne er Hagen gul, Panden og Kinderne smud- 
siggule; Bugsiden hvidagtig med brune Pletter. 

Kjærnebideren forekommer om Sommeren ynglende i 
flere Skovegne her i Landet, navnlig paa Sjælland; dog er 
den ogsaa funden ynglende i Vendsyssel.  Fencker hår ai- 
drig truffet den i Randers-Egnen og troer ikke, at den fo- 
rekommer der. I Vinteren 1861—62 opholdt et usædvan- 
ligt stort Antal sig i Frederiksberg Have og Søndermarken. 
Ifølge Dyrlæge Grills Meddelelse ynglede flere Pår i 1858 
og 1859 i Hunderup Skov ved Odense, men i de senere 
Aar er den forsvunden derfra. Paa Bornholm vides den 
ikke at være bemærket. Den hjemsøger familievis Kirsebær- 
træerne, hvor den anretter stor Skade ved at udpille og 
knække Stenene. Ved denne Forretning holder den sig såa 
stille og skjult, at man ofte længe hører den knække, inden 
man opdager den. Om Vinteren streifer den omkring i 
smaa Selskaber for åt opsøge Kirsebærstene o. Il. i Haver 
og Skove; i Mangel deraf tager den tiltakke med andre 
Kjærner og Frø. I haarde Vintere er den Trækfugl”) og 
vender tilbage sidst i Marts eller først i April, efter Veir- 
ligets Beskaffenhed. Paa den skandinaviske Halvø er Kiær- 
nebideren sjeldnere end her i Danmark; i større Antal fo- 
rekommer den kun i det sydlige Sverrig, hvor den aarligt 
yngler. I Norge træffes den sporadisk i den sydligere Del, 
dog sjeldnere om Sommeren. 

Den er, uagtet sit plumpe Udseende, en snild Fugl, 
som vel forstaaer at undvige Farer og Efterstræbelser. 


7) Det hænder dog undertiden, at den bliver her i strænge Vintere; 
saaledes blev en Hun den 3lte December 1835 skudt af Arch. Win- 
ther paa Kjøbenhavns Vold, uagtet det allerede havde været 10 Gr. 
Kulde (Reinh.). 


352 


Hannens egenlige Sang er temmelig middelmaadig; thi saa 
lang Visen end synes, bestaaer den kun af skjærende eller 
skingrende Stropher, blandede med Lokkestemmen i mang- 
foldige Gjentagelser. 

Dens Yndlingsføde er Kjærner af Kirsebær, Slaaen, 
Hvidtjørn, Rønnebær og Bøgefrugter, men den æder tillige 
olieholdigt Frø af mange urteagtige Planter, Træknopper 
og undertiden Insekter, som den ogsaa tager til Hjælp til 
Ungernes Fodring. 

Den bygger Rede sidst i Mai eller først i Juni overalt 
i Løvskove, især Bøgeskove, saavelsom i Haver. Den byg- 
ger ofte i unge, ranke Bøges høie Topkløfter, 30—40 Fod 
høit; undertiden findes Reden kun 5—7 Fod fra Jorden, 
stundom i Frugttræer. Den er kunstigt sammenlagt af Ris- 
kviste og indvendigt foret med fine Rødder, ofte blandede 
med Svinebørster, Uld og Hestehaar. De 3—5 Æg ere 
grønagtigt askegraa med mørke Pletter og Aarer. 

Æggets Længde og Brede: 

PAR) LE sne: 
BED 19 » 

Kjødet er mindre behageligt, noget seigt og undertiden 
bittert. Da den ødelægger en stor Mængde Kirsebær, Suk- 
kerærter og andre Frugter, er den en forhadt Fugl i 
Haverne. 

Den er temmelig sky og vanskelig at komme nær, dog 
mindre om Vinteren. Ungerne ere lettest at komme påa 
Skud. Den fanges i Doner, paa Limpinde og i Netfælder. 
Ved at strøe Kirsebærstene paa Jorden og sætte Løbedoner 
rundt omkring kan man ligeledes fange den. 


2den Underslægt: Spurve, Passer, Bore. 


Næbet kort, temmelig tykt, kegleformigt, men dog ikke 
nær såa kraftigt som hos foregaaende Gruppe; Børstefjer 
ved Mundvigen; Halen kort og kun lidt kløftet. 


353 
Husspurven, Passer domesticus, (L.) 


Syn.  Fringilla domestica, L. — Pyrgita domestica, Boie. 


Dansk: Graaspurv, Spurv. Norsk: Graaspurv, Husspurv, Huskald. 
Svensk: Gråspink, Gråsparf, Husfink. 


Artsm. Hovedet ovenpaa askegraat (Hannen) eller brungraat (Hunnen); 
et hvidt eller hvidagtigt Baand over Vingen. 


Afbildn. Tab. XXVI. gæ. Han (Fring. domestica). — Suppl. Tab. 10. g2. Hun. 


Længde 64”, Vingestrækning 10”, 

Hunnen har brungraat Hoved, Baghals og Overgump; 
Vingernes Tværbaand er mindre bredt end hos Hannen og 
ikke saa renhvidt.  Kinderne og Forhalsen ere askegraa, 
Struben og Bugen hvide. Hos Hannen er Struben og Par- 
tiet foran Øiet sorte, Forhalsen sort med graaagtige Fjer- 
rande. I Vinterdragten har Hannen større Lighed med 
Hunnen, . idet de brunagtige Partier blive lysere og mere 
graaagtige. Ungerne ligne Hunnen.  Tilfældige Varieteter 
ere forholdsvis hyppige. 

Husspurven er en næsten overalt i Skandinavien almin- 
deligt bekjendt Fugl. Fra den følgende Art, med hvilken 
Hannen har nogen Lighed, adskilles den let ved sin an- 
seeligere Størrelse. Paa den skandinaviske Halvø er den 
almindelig op til Lofoten; nordligere forekommer den spar- 
sommere, om den end nu og da træffes endog helt oppe i 
Østfinmarken, hvor den dog ikke synes at ville tage stadigt 
Ophold. Langs Norges Vestkyst er den paa sine Steder 
sjelden og mangler endog ganske i flere dybe Dalstrøg i 
Christianssands og Bergens Stifter. Faa Fjeldsiderne træffes 
den endnu hist og her i Birkeregionen, dog kun hvor der 
findes beboede Huse. Som Navnet antyder opholder Hus- 
spurven sig overhovedet saa godt som udelukkende i Nær- 
heden af beboede Steder; den udbreder sig med det frem- 
skridende Agerbrug og er, ved stadigt at færdes mellem 
Mennesker uden at være udsat for synderlig Forfølgelse, 
bleven meget tam og tillidsfuld. 


Dens Næring er alle Slags Korn og Frø, Havefrugter 
og Insekter, med hvilke sidste den ogsåa opføder sine 
Unger. 

I Murhuller, hule Træer, forladte eller erobrede Syale- 
reder, påa Siderne af gamle Storkereder, sjeldnere frit mel- 
lem Træernes Grene, bygger den sin kunstløse Rede af 
mere eller mindre bløde Materialier, saasom Halm, Blaar, 
Børster, Uld, Garn, Haar, Fjer, Papirstrimler, Klude 0. s. v. 
De 5—6 Æg ere blaalighvide eller grønagtighvide, med 
større og mindre brune og askegraa Punkter og Pietter. 

Æggets Længde og Brede: 

VON [RENDE irer 
VE) AD 1757 

Almindeligvis yngler den 3 Gange om Åaret, første Gang 
meget tidligt om Foraaret; ofte begynder den allerede i Fe- 
bruar at bygge Rede og parre sig. 

Uagtet de udrydde en Del skadelige Insekter, erstatte 
Spurvene kun til en vis Grad den Skade, de anrette i Haver 
og paa Marker. Det er derfor ofte nødvendigt at hæmme 
deres altfor stærke Tiltagen enten ved at fange dem ved 
Hjælp af Fuglelim 0. 1. eller ved at skyde dem, hvilket 
bedst skeer efter at man har strøet Korn i en lang Stribe 
henad Jorden, saa at Skuddet gaaer langs ad Rækken. 


Skovspurven, Passer montanus, (£.) 


Syn. Fringilla montana, L. — Fringilla campestris, Glog. — 
Pyrgita montana, Borte. 

Dansk: Skovspurv. Norsk: Pilfink. Svensk: Pilspink, Fåltsparf, 
Trådsparf, Pilsparf (Skaane). Færøisk: Spoarve (aut. Feilden: The 
birds of the Færoe Islands, P. 10). 

Artsm. Hovedet ovenpaa (til Nakken) mørkt rødbrunt; Hagen og en 


Plet paa Kinderne sorte, det øvrige af Hovedets Sider hvidt; 
over Vingerne to hvide Tværhaand. 


Afbildn. Tab. XXVI. gl. Han (Fring. montana). 


355 


Længde 52”. 

Hunnens brune Farve påa Hovedet er mattere, og de 
sorte og hvide Partier ere mindre rene, især hos de yngre 
Individer; forøvrigt ligne Kjønnene meget hinanden og Un- 
gerne ligeledes de Gamle. Om Vinteren ere Farverne min- 
dre rene. 

Denne her i Landet meget almindelige Art lever mere 
paa Marker, i Udkanten af Skove og i Haver, men træffes 
dog ogsaa, især om Vinteren, ved Husene i store Skarer. 
I Norge er den spredt over hele Landet, men dog langt 
talrigere i de sydligere Dele, navnlig i Kystegnene, end i 
de nordlige, hvor den dog er funden ynglende helt oppe i 
Østfinmarken. I Sverrigs sydlige Provindser er den meget 
almindelig, men bliver sjeldnere, jo længere man kommer mod 
Nord. Paa Halvøens Fjelde er den truffen flokkevis endnu 
ovenfor Naaletræregionen. Paa Færøerne har den, som det 
synes, først indfundet sig i de senere Aar og endog ynglet 
der. Den kom 1866 til Skuø, hvor den strax ynglede, se- 
nere til Sandø, og det lader til, at den har taget fast Op- 
hold påa disse Øer. 

Den er langt livligere i sine Bevægelser og smukkere 
end Husspurven. Den holder sig gjerne parvis sammen, 
endog udenfor Yngletiden, og skyer i Almindelighed Sam- 
kvem med Husspurven.  Lokkestemmen har temmelig stor 
Lighed med dennes, ligeledes Næringen, Redebygningen og 
de mindre, 5—6 Æg i Henseende til Farven. Reden an- 
lægges som oftest i hule Træer, dog ogsaa imellem Grenene 
af gamie Storkereder eller påa lignende Steder. Ligesom 
foregaaende Art yngler den flere Gange om Åaret, første 
Gang i April eiler Begyndelsen af Mai. 

Æggets Længde og Brede: 

Korn: hsær: 
SND 15,5 » 

Dens Kjød er velsmagende, og den gjør Nytte ved at 

fortære en Mængde for Frugttræerne skadelige Larver og 


356 


Insekter; forøvrigt æder den ogsaa Sæden paa Marken, men 
Kirsebærrene lader den dog have Fred. 


3die Underslægt: Ædelfinker, Fringtlla, VÆR (s. str.). 


Næbet langstrakt kegleformigt, med lige Rande. 
Vingerne noget spidse; de have mindre Hoved, og den 
kløftede Hale er længere end hos de. foregaaende. 


Bogfinke, Fringilla coelebs, £L. 


Dansk: Bogfinke. Norsk: Bogfink. Svensk: Bofink, Hamptåtting 
(Smaaland). 


Artsm. Over Vingen et hvidt og et gulhvidt Tværbaand; Overgumpen 
grøn. 
Afbildn. Tab. XXVI, g/. Han. — Suppl. Tab. 10. gZ. Hun. 


Længde 6—6"9”. 

Hos Hunnen, der er noget mindre end Hannen, ere 
Hovedet og Nakken graagrønne, Ryggen graabrun, Bugsiden 
lysegraa og Næbet graabrunt; det forreste af Vingernes 
Tværbaand er mindre renhvidt end hos Hannen. Hos den 
gamle Han i Vaardragt er Næb, Hoved og Nakke smukt 
askeblaa, Ryggen brun, Bryst og Bug rødbrune eller rust- 
røde; om Vinteren have Hovedets og Halsens askeblaa Fjer 
brune Rande, Rygfjerene derimod askegraa; det bageste 
Vingebaand- bliver mere gulagtigt, Næbet hvidagtigt med sort 
Spids. 

Bogfinken er en yndet og vel bekjendt Fugl, som beboer 
saa at sige alle vore Skove og Haver. Om Vinteren strei- 
fer den gjerne omkring med de store Skarer af den nær- 
beslægtede Kvækerfinke (Fr. montifringilla) og besøger Skove 
og Byer; nogle, især Hunner, vandre sydligere, men flere, 
og navnlig Hannerne, overvintre her. Paa den skandinaviske 
Halvø er den almindelig helt op til Polarcirkelen. Paa Lo- 
foten er den truffet enkeltvis. Paa Fjeldsiderne gaaer den 


357 


ikke sjeldent op i Birkebæltet. Selv høit mod Nord, oppe 
ved Trondhjem, overvintre hvert Aar enkelte. Ifølge Muller 
er den ikke sjelden paa Færøerne, hvorimod Holm anseer 
dens Forekomst der som ganske tilfældig; noget Navn synes 
Færingerne ikke at have for den. 

Bogfinken, fornemmelig Hannen, er en af vore smuk- 
keste Smaafugle; den er livlig og kvik i alle sine Bevægel- 
ser. Paa Sommeropholdsstedet er den ikke sky. Dens be- 
kjendte, yndede Sang, der bestaaer af en Række korte Stro- 
pher, høres endnu stundom ud paa Efteraaret, naar Veiret 
er smukt. 

Dens Næring bestaaer om Sommeren mest af Insekter, 
som ogsaa udgjøre Ungernes Føde; den øvrige Del af Aaret 
lever den af mange Slags Frø og Frugter, især Bøgefrugten 
(Bog), som da er dens kjæreste Føde, og hvoraf Navnet 
Bogfinke er opstaaet. 

Den meget kunstige Rede bygger den sidst i April, 
stundom noget tidligere, snart lavt, snart høit, paa de for- 
skjelligste Træer og Buske; den er halvkugleformig, sam- 
mensat af Mos, Lav, Græsstraa, fine Rødder, Uld og Plante- 
fnug, sammenvævet med Insektspind, saaledes at det Hele 
har en skuffende Lighed med en mosbegroet Grenudvæxt, 
og Øiet har Vanskelighed ved at opdage den; det Indre er 
udforet med Plantefnug, Dyreuld, Haar, Fjer og desl. Naar 
der indtræffer koldt og raat Veir, efterat Reden er bygget, 
er det ikke sjeldent, at Fuglen forlader denne. Den yngler 
to Gange om Aaret; Æggene ere bleggraa eller blaalige, 
med sortebrune, større og mindre Punkter, oftest rødbrunt 
skyløbne. 

Æggets Længde og Brede: 

korn forrn 
BRET 15,5» 

Fuglefængerne bruge ofte Bogfinken som Lokkefugl for 
andre Finkearter, især fra Midten af September til Mortens- 
dag og om Foraaret hele Marts Maaned igjennem. Om Vin- 


358 


teren fanges den under Slaggarn, i Slagbure med Lokke- 
fugl og om Foraaret paa Lokkebuske; disse bestaae af Ege- 
eller Bøgegrene, som endnu have det gamle Løv (hvori 
Fuglefængeren ligger skjult med en Lokkefugl), og som 
rundt omkring ere belagte med Limpinde eller behængte 
med Springdoner, 

Den bidrager ikke lidet til at formindske Mængden af 
de skadelige Insekter og gjør ved sit raske Varselskrig ofte 
Jægeren opmærksom paa Rkovfugles og Rovdyrs Nærhed. Da 
den blot sanker det affaldne Frø og Korn, er den mindre 
skadelig end Spurvene, men gjør dog undertiden en Del 
Fortræd paa de nyligt tilsaaede Urtebede. Dens Kjød er 
velsmagende. 


Kvækerfinke, Fringilla montifringilla, L. 
Syn.  Fringilla Lulensis, L. — Carduelis Lulensis, Rudb. 


Dansk: Kvæker (efter dens Lokkestemme), Bogfinkens Horeunge, norsk 
Bogfinke, Kvikfinke. Norsk: Kvæker, Bjergfmk. Svensk: Bergfink, 
Norrqvint, Qvåkare, Bråkfogel, Gråk. 


Artsm. Struben, Brystet og Skuldrene rustgule; de nedre Vingedækfjer 
gule; paa Siderne ovale, sortagtige Pletter; Overgumpen hvid, 
paa Siderne sort; Bugen og et over Vingeroden skraatløbende 
Baand hvide. 


Afbildn. Tab. XXVII. gl. Han (Vinterdragt). — Suppl. Tab. 10. 92. Han 
(Sommerdragt). 


Længde 6/2”, Vingestrækning 11”. 

Om Efteraaret har Hannen brede, rustgraa Fjerrande 
paa Hovedet, Halsen og Overryggen, som i Sommerdragten 
ere sorte; om Vinteren er Næbet gult med sort Spids, om 
Sommeren blaasort med sort Spids. Hos Hunnen er Ho- 
vedets Overside graaagtig, dets Sider med et bredt, sort 
Baand, der bagtil løber helt hen påa Halsen. Ryggen sorte- 
brun med rødgraa Fjerrande.  Struben og Forbrystet graa- 
gule; Skuldrene og to Baand over Vingen rustgule. 


« 


359 


Om Sommeren beboer denne Finke de nordlige Egne 
af Sverrig, Norge og Rusland; men om Efteraaret og Vin- 
teren vandrer den omkring i de fleste europæiske Lande, 
ogsaa hos os, undertiden i utallige Sværme, og besøger 
vore Skove og Byer. Sidst i April eller i Begyndelsen af 
Mai pleier den at vende tilbage. Kun rent undtagelsesvis 
træffes den her i Sommerdragt. I Norge er den især hyp- 
pig i de subalpinske Naaleskove Syd for Fjeldryggen og i 
Birkebæltet påa Fjeldene. == Nordenfjelds forekommer den 
ynglende -helt op til den russiske Grændse. I Lavlandet 
overvintrer den undertiden, ligeledes i det sydlige Sverrig. 
Paa Færøerne, hvor den, då Miller udgav sin Fuglefauna 
(1863), ikke vidstes at være truffen, blev et Exemplar skudt 
i 1867 (Reinh.). 

Dens Næring bestaaer af olieholdigt Frø, især af Naale- 
træer og Bøgen; om Sommeren af Insekter. 

Reden ligner Bogfinkens; Hunnen lægger 5—6 bleg- 
graa, grønladne, sortebrunt prikkede Æg af Lighed med hins. 

Æggets Længde og Brede: 

horn: 14/5re. 
BAUER 157555 

Den er aldeles ikke sky, og den færdes gjerne flokke- 
vis, saavel i Træktiderne som om Vinteren. Ogsåa om Som- 
meren holder den sig i store Skarer i Nordeuropas Birke- 
skove, hvor den ofte yngler i uhyre Antal. Naar den påa 
Trækket Syd efter træffer paa større Bøgeskove med rigelig 
Bog, bliver den undertiden Vinteren over paa et såadant 
Sted, naar den ikke af altfor stærkt Snefald eller stræng 
Frost tvinges til at drage sydligere. Man fanger dem i 
Slaggarn, Meisekasser, under et opstillet Sold, i Doner og 
Snarer. 


360 


4de Underslægt: Irisker, Chlorospiza, Bonap. 


Næbet lige, temmelig kort, kegleformigt, ved Spidsen 
noget sammentrykt, ved Roden næsten rundt, med svagt 
indbøjiede Rande; Fødderne lave og spinkle, med smaa, 
svagt krummede Kløer; Vingerne smalle, spidse; Halen 
skarpt kløftet, middellang. 


Grønirisk, Chlorospiza chloris, (L.) 
Syn. Lozia chloris, L. — Fringilla chloris, Mey. — Ligurinus 
chloris, Koch. 


Dansk: Grønirisk, Svensker. Norsk: Svenske, svensk Irisk, Grønfink. 
Svensk: Grånfink, Svenska, svenska Kanarifoglen, Groning (Skaane). 


Artsm.  Hovedfarve gulgrøn; de ydre Svingfjer og Styrere gule. Hannen 
grøn; Hunnen gråabrun med grøngult Anstrøg. 


Afbildn. Tab. XXVI. g/. Han (Fring. chloris). — Suppl. Tab. 9. ung Fugl. 


Længde 6”, Vingestrækning 11”. 

I Vinterdragten har Over- og Underkroppen graa Fjer- 
rande. 

Grønirisken er her i Landet især talrig i større Haver 
med Linde- og Piletræer og hvor der er Granplantninger. 
Om Vinteren forøges Antallet ved de Nord fra Indvandrende ; 
men bliver Frosten meget haard, forlade de fleste os. I 
Vendsyssel er den bemærket paa Østkysten, men ikke hyp- 
pigt førend i 1870 og navnlig i 1872, da den ogsaa fore- 
kom i Mængde i Birkelse Have; fra den vestligste Del af 
det N. f. Limfjorden liggende Parti af Jylland kjendes kun 
ét Tilfælde, i hvilket den er forekommet, nemlig i Marts 
1863, da en gammel Han blev funden død i Haven ved 
Aagaard (Vester Hanherred, Thisted Amt). Den er mere 
Stand- og Strøgfugl end egenlig Trækfugl og er altid påa 
Pladsen med de første milde Foraarsdage. I Norge træffes 
den almindeligt ynglende lige op til Trondhjemsfjorden, 


361 


hvor den endog ofte overvintrer; paa Fjeldsiderne synes 
den ikke at overskride Granbæltet. I Sverrigs sydlige Egne 
var den tidligere temmelig sjelden om Sommeren, men er 
nu langt almindeligere, om den end ikke kan kaldes hyppig. 
Om Vinteren træffes den talrigere, men dog ikke i stor 
Mængde. Fra Færøerne kjendtes den ikke, da Mullers Ar- 
beide udgaves (1863); senere ere flere Exemplarer trufne 
deroppe, saaledes den 10de December 1865, da et dødt 
Individ blev fundet drivende i Søen, den 24de April 1869, 
den 16de August 1871 og den 17de November 1874 (Muller, 
Reinh,). 

I Legemsbygning er denne den kraftigste af Iriskerne; 
dens egenlige Sang er ubetydelig. 

Næringen bestaaer hovedsagelig af Frø, især olieholdigt, 
f. Ex. Raps-, Kaal-, Spinat- og Hampefrø, hvilket den af- 
skaller. Om Vinteren fortærer den ogsåa Træknopper. 

Den yngler hyppigt her i Landet, i Haver, ved Byer, 
i Lunde og Smaaskove, især unge Naaleskove, og bygger 
Rede i Buske, Træer eller Hække, ofte i Kløfterne af kron- 
huggede Linde og Pile, i Graner 0. s. v.; Reden er kun- 
stigt bygget af Mos eller Lav og Uld, indvendigt foret med 
fine Rødder og Haar. De 4—6 Æg, som lægges midt i 
April, ligne Torniriskens, men ere større, blaahvide med 
sorte, brune og rødagtige Pletter. 

Æggets Længde og Brede”): 

DSE ISSLLE 
21,5 » Sy 

Påa sammenbundne Hampeknipper, bestukne med Lim- 

pinde, saavelsom paa Lokkebusken fanger man den let. 


") I Apoth. Benzons Samling findes et enkelt Kuld fra Charlottenlund, 
i hvilket Æggene maale 23 mm. og 13 mm. 


(w5) 
(er 
vo 


5te Underslægt: Lznota, Bonap. 


Næbet kort, -tykt, med lige Rande. Vingerne mid- 
deliange, naåae knapt til Halens Midte. Halen kløftet. 


Tornirisk, Linola cannabina, (L.) 


Syn. Fringilla cannabina, L. — Ligurinus cannabtnus, Koch. — 
Fringilla linota, Lath. — Cannabina linota, Degl. 
Dansk: Irisk, Tornirisk, Graairisk (Hunnen og den yngre Han samt den 


gamle Han i Vinterdragt), Rødirisk (gammel Han i Sommerdragt). 
Norsk: Tornirisk. Svensk: Håmpling. 


Artsm.  Haandsvingfjerene og Styrefjerene sorte med hvide Kanter. Det 
Hvide paa de yderste Styrefjers Inderfane bredere end det Sorte. 
Næbet brunagtigt (om Sommeren) eller graat (om Vinteren). 


Afbildn. Tab. XXVI. g2. Han (Fring. cannabina). — Suppl. Tab. 10. 
Han i Vinterdragt og Hun. 


Længde 59”, Vingestrækning 9%2”. 

Hos Hannen i Vaardragt ere Panden, Issen og Brystet 
smukt blodrøde; Baghovedet samt Hoved- og Halssiderne 
askegraa, Ryggen, Skuldrene og Vingedækfjerene kastanie- 
brune, Hagen og Struben hvidagtige med smaa brune Plet- 
tier. Om Efteraaret bliver det Røde brunrødt, og de brune 
Rygfjer erholde graa Rande, som ved Bræmfælding forsvinde 
mod Foraaret. Hunnen og Ungerne ligne Hannen i Vinter- 
dragt. 

Tornirisken, som hører til vore almindelige Fugle, yng- 
ler her i Landet næsten overalt, hvor der er Træer og Bu- 
ske, navnlig i Tjørnekrat, Hegn og Udkanter af Skove, i 
Haver, unge Granplantninger 0. s. v. Den forlader os i 
haarde Vintere og tilbringer ellers den kolde Aarstid paa 
Markerne i store Flokke; naar disse sidde påa Jorden, for- 
holde de sig tause, men under Flugten kviddre de bestan- 
digt. - I Marts vender den tilbage til Ynglepladserne. Paa 


363 


den skandinaviske Halvø forekommer den almindeligst i de 
sydlige og mellemste Dele, sjeldnere i Bergens og Trond- 
hjems Stifter. Den synes fortrinsvis .at holde sig til Halv- 
øens indre Dele og gaaer paa Fjeldsiderne ikke op over det 
subalpinske Gebet. 

Den er en munter, selskabelig og forsigtig Fugl, som 
påa Grund af sin smukke Sang og sin Lærvillighed hører 
til vore mest yndede Stuefugle. 

Næringen har den hovedsagelig tilfælles med forrige 
Årt; den gjør flere Steder betydelig Skade i Rapsmarkerne. 

Paa de nævnte Lokaliteter bygger den midt i April sin 
Rede som oftest kun fåa Fod fra Jorden; den er kunstigt 
sammensat af Græsstraa, Mos, fine Græsrødder, Tidselfnug 
0.s, v. og er indvendigt foret med Uld og Haar. De 5—6 
blaalighvide Æg ere bestrøede med fine, violette og rust- 
røde Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

lkiorsne: ]2mm. 
20855 14 » 


Bjergirisk, Linota flavirostris, (L.) 


Syn. Fringilla flavirostris, L. — Fringilla montium, Temm." — 


Cannabina flavirostris, Degl. 


Dansk: Bjergfinke, Moirisk. Norsk: Gulnæbet Irisk, Knøtter. Svensk: 
Gulnåbbad Håmpling, Riska, Siseronnika, Gulnåbba, Skjåska. 


Artsm. Ryggen sortagtig med rustgulagtige Fjerrande; Struben rustgul; 
Overgumpen (navnlig hos Hannen) rød; de mellemste Svingfjer 
med hvide Rande; Næbet om Sommeren brunt, om Vinteren 
gult. 


Afbildn. Tab. XXVII. 92. Han. (Fringilla montium). 


Længde 52”, -Vingestrækning 91/2", 

I Vinterdragten har den røde Overgump rustgule og 
rustgraa Fjerkanter, Fødderne ere brune (om Sommeren 
sorte), og Ryggen har rustgule Fjerkanter. Hunnen og Un- 

24 


" 8364 


gerne ligne Hannen i Vinterdragt, men mangle den røde 
Farve påa Overgumpen, og kun de meget gamle Hunner 
have svage Spor dertil. 

Dens egenlige Hjem er det høie Nord, hvor den om 
Sommeren findes i øde Egne med forkrøblede Buske, f. Ex. 
det nordlige Norge og Sverrig; dog forekommer den ogsaa 
ynglende langs hele Norges Vestkyst, men spredt og ofte 
blot periodisk. I det Indre af den skandinaviske Halvø er 
den funden ynglende kolonivis påa enkelte Punkter i de 
subalpinske Dele, saaledes paa Dovre, Filefjeld o.s. v. Til 
Syd- og Mellemsverrig samt det sydlige Norge kommer den 
skarevis om Foraaret og Efteraaret og bliver ikke sjeldent 
Vinteren over. I det nordlige Irland og Skotland samt paa 
de omliggende Øgrupper yngler den i temmelig stort Antal, 
men paa Færøerne er den, saavidt vides, endnu ikke truffet. 
Om Vinteren, især naar der falder megen Sne, forekommer 
den hos os i mindre eller større Flokke, undertiden i Sel- 
skab med Tornirisken; ved Kjøbenhavn fanges den saaledes 
næsten hver Vinter af Fuglefængerne. 

I Levemaade og Forplantning har den Lighed med 
Tornirisken, dog staaer dens Sang langt tilbage for dennes. 
Under sit Vinterophold hos os søger den samme Næring 
som de andre Finker. 

Den er let at skyde; om Vinteren fanger man den 
under Slagnet og paa Limpinde. 

Den bygger sin Rede mellem Lyng og lave Buskvæxter, 
af vissent Græs og fine Rødder, indvendigt udforet med 
Haar. Æggene ere blaahvide med gulbrune og røde Prikker, 
især ved den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

16,5mm. orn." 
TIN) RSS 13,5 » 


365 


6te Underslægt: Sidskener, ÅAcanthis, Keys. & Blas. 


Næbet kort, temmelig tyndt, lige, mod Spidsen noget 
sammentrykt, Næbryggen smal, Næbrandene indbøiede ; Næse- 
borene runde, skjulte af smaa, stive, bagtil bøjede Fjer; 
Tarserne lave, undersætsige, Kløerne lange og meget spidse; 
Vingerne lange og noget tilspidsede; de 3 forreste Sving- 
fjer næsten lige lange; Halen af Middellængde og kløftet. 


Graasidsken, Åcanthis linaria, (L.) 


Syn. Fringilla linaria, L. — Spinus linaria, Koch. — Fringilla 
magnirostris, Sundew. (Var.). — Fringilla flavirostris, Brehm. 
— Fringilla linarioides, Brehm. — Fringilla alnorum, Brehm 


(Var.). — Ægrtothus linaria, Cab. — Linaria borealis, Degl. 


Dansk: Graasidsken, Sidserønnike. Norsk: Graasisik, Graasiske, Mo- 

irisk. Svensk: Gråsiska, Iris, Vinterhåmpling, Alsiska (Variet. a/norum). 

Islandsk: Audnu-titlingr. Grønlandsk: Orpingmiutak (Lyngbeboer), 
Anarak. 


Artsm. Issen glindsende rød eller rødgul; Hagen, Panderoden og Tøi- 
lerne sorte; Brystet og Overgumpen: hos Hannen rosenrøde, 
hos Hunnen smudsigt gulagtig brunplettede; over Vingen to 
hvide Baand; de mellemste Svingfjer med fine, lysebrune Rande; 
Nakken, Ryggen og Skuldrene graabrune. 


Afbildn. Tab. XXVI. g/. Han. (Fringilla linaria). — Suppl. Tab. 10. 
Han i Sommerdragt. 


Længde 54”, Vingestrækning 9”. 

De toaarige Hanner have mindre Rødt paa Brystet og 
Overgumpen; de étaarige ere paa disse Steder ganske graa, 
dog sædvanligvis med et rødligt Anstrøg ligesom hos Hun- 
nerne, hvis Isse blot foran er rød. Om Vinteren har Hannen 
graa Kanter påa de sorte Pandefjer samt paa de røde Fjer 
påa Halsen, Brystet og Overgumpen. 

Denne smukke Fugl hår megen Lighed (især Hunnen 
og de yngre Fugle) med Bjergirisken. 

Paa sine periodiske Vandringer om Efteraaret og Vin- 


teren er den ofte meget talrig i Danmark fra Novbr. til 
24 


366 


April. I Vendsyssel, hvor: den forekommer sparsommere, 
synes den kun at træffes paa Østkysten. Forf. har be- 
mærket, åt den holder sig meget til Strandbredderne, hvor 
Planter, hvis Frø den fortrinsvis ynder, f. Ex. Veibred, 
Gaasefod, Melde 0. s.v., voxe i Mængde. Paa den skandi- 
naviske Halvø er den om Sommeren især almindelig Nord 
for Fjeldryggen, hvor den yngler i betydelig Mængde i Birke- 
skovene saavel paa Øerne som i Landets Indre; ogsaa i 
Norges sydlige og … vestlige Stifter træffes den ynglende i 
Birkeregionen paa Fjeldene. Om Vinteren og paa Trækket 
kommer den til Lavlandet i Halvøens sydligere Del, ofte i 
umaadelige Skarer. Paa Færøerne synes den at være meget 
sjelden eller vel rettere blot at indfinde sig som en tilfældig 
Gjæst. H.C. Miller havde forinden Aaret 1861 kun havt et 
eneste. færøisk Exemplar (i 1847), men i September i det 
førstnævnte Aar opholdt en Flok paa 12 Individer sig i hans 
Have ved Thorshavn, og samtidigt blev et Exemplar skudt 
ved Kirkebø Ruin. P. A. Holm, der ikke selv har erholdt 
Fuglen påa Færøerne, betragter det imidlertid, ifølge tro- 
værdige Vidnesbyrd, som sikkert, åt den hver Vinter findes 
i Mængde paa disse Øer. Paa Island angives den af Faber 
(Prodr. Pag. 16) som «sjelden», men af hans Beretning 
fremgaaer det dog, at den yngler påa Øen, hvor den under- 
tiden bliver Vinteren over, og at han flere Gange har truffet 
den skarevis der. Ogsaa fra den nyere Tid haves Beret- 
ninger om dens Forekomst og Ynglen paa Island, gjennem 
Proctor og Kruper. (Reinh.). I Grønland forekommer den 
meget almindeligt ynglende, men aldrig om Vinteren; efter 
Holbølls Mening kommer den dertil fra Amerika. 

Som ålle Sidskener lever den af forskjellige Slags olie- 
holdigt Frø, især Birkens; om Sommeren maaskee ogsaa af 
insekter. 

Sin Rede bygger den i mindre Birke-, Naale- eller 
Elletræer; den bestaaer af Græsstraa, Græsblade og Mos, 
indvendigt foret med Kjæruld, Rensdyrhaar og Fjer. De 


367 


4—5 Æg, som have Lighed med Torniriskens, men ere 
mindre, ere blaalighvide, tyndt bestrøede med leverbrune og 
graa Punkter, især ved den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

16mm. 1 2mm. 
19 » l4 » 

Den fanges om Vinteren under Slaggarn og paa Lim- 
pinde. Da Individerne holde sig tæt samlede i meget store 
Flokke, kan man med Dunsthagel skyde en stor Mængde i 
ét Skud; Forf. har i Januar 1848 ved Veile Fjord saaledes 
fældet over 30 Stkr. påa éngang. 


Blandt de forskjellige konstante Varieteter af denne Årt, 
ansees flere endnu af nogle Forfattere som selvstændige 
Arter, saaledes navnlig Å. alnorum (Å. magnirostris, Sundew.), 
der især udmærker sig ved sit længere Næb; denne Form 
tilhører fornemmelig de nordligste Dele af den skandinaviske 
Halvø og Rusland, men forekommer dog ifølge Collett om 
Vinteren lige såa hyppigt ved Christiania som Hovedarten. 


Ved et senere Eftersyn af de ovennævnte Individer fra 
Veile-Egnen viste det sig, ifølge Forf.s Angivelse i Tillæget 
til «Danmarks Fugle», at der mellem disse fandtes et Exem- 
plar af Arten Acantlus canescens, Gould (Fr. borealis Temm. 
Fr. Hornemann, Holbøll), der udmærker sig ved en be- 
tydeligere Størrelse, et kort og meget tykt Næb, en lysere 
rød Hætte, bredere, hvide Tværbaand paa Vingerne, brede, 
hvide Kanter paa. Svingfjerene og Styrerne samt en i Vin- 
terdragten rent hvid Overgump. (Afbildn. Tab. LV. Supple- 
menttavle).. Dersom Angivelsen er rigtig, foreligger her, 
saavidt Udg. bekjendt, det eneste Tilfælde af denne Arts 
Forekomst i Danmark og overhovedet i Skandinavien; men 
der er al Grund til at troe, at en Forvexling af Skind fra 


368 


forskjellige Lokaliteter hår fundet Sted ved det senere 
Eftersyn. 


Grønsidsken, Åcanthis spinus, (L,) 

Syn. Fringilla spinus, L. — Spinus viridis, Koch. — Spinus 
alnorum, Brehm. — Chrysomitris spinus, Boie. — Carduelis 
spinus, Briss. 

Dansk: Grønsidsken. Norsk: Sisik. Svensk: Gronsiska. 

Artsm. Hætten hos Hannen sort; Ryggen grønagtig med mere eller 


mindre tydelige, sortagtige Pletter; Overgumpen gulagtig; Bug- 
siden gulagtig med tydelige sorte Skaftstriber. 


Afbildn. Tab. XXVIII. a. gZ. Han. (Fringilla spinus). — Suppl. Tab. 10. 


Længde 4/3”, Vingestrækning 8/2”, 

Hunnen er graagrøn påa Rygsiden uden sort Hætte; 
Bugsiden ikke såa smuk gul som hos Hannen, men mere 
hvidagtig, med mange sortagtige Pletter. Om Vinteren ere 
de nævnte Farver hos begge Kjøn tildels dækkede af aske- 
graa Fjerspidser, som hos Hannen om Foraaret tabe sig ved 
Bræmfælding. De unge Fugle ligne meget Hunnen. Iris og 
Fødderne brune. 

Denne skjønne, muntre Fugl findes om Sommeren i 
Naaleskove, dog ikke meget hyppigt hos os. Om Efter- 
aaretl og Vinteren indfinder den sig derimod undertiden i 
store Skarer, hvor der gives mange Elle og Birke. I Vend- 
syssel forekommer den, ifølge Fischers Erfaringer, ligesom 
foregaaende Art, kun paa Østkysten. Omkring Randers er 
den sjelden, efter Fenckers Mening fordi der i denne Egn 
kun findes såa faa Elletræer. Den skal yngle paa Bornholm, 
og ifølge Forf.s Optegnelser havde han dens Æg fra Korse- 
litze Skov paa Falster, hvor Reden var funden af Skovrider 
Rosenstands Sønner. Paa den skandinaviske Halvø fore- 
kommer den ynglende i Naaleskovene i Mellem- og Nord- 
sverrig og i Norges sydlige og østlige Stifter indtil Trond- 
hjemsfjorden; langs Vestkysten træffes den sparsomt i 
enkelte Fyrreskove. Paa Fjeldsiderne gaaer den i Regelen 


369 


ikke op over Naaletræernes Region, men forekommer dog 
nu og da i Birkebæltet. 

Foruden Frø af Naaletræer, El, Birk, Salat, Valmue 
og andre Planter, fortærer den ogsaa Insekter, hvormed den 
tildels opføder Ungerne. 

Reden anbringes meget skjult paa Naaletræernes høieste 
Grene, til hvilke den er befæstet med Insektspind; den 
er udvendigt sammensat af fine Kviste, Rødder, Skjæglav, 
Mos og Kjæruld, indvendigt foret med fine Rødder, Mos- 
stilke 0. 1., Planteuld, Faareuld, undertiden med enkelte Fjer, 
saa at den har nogen Lighed med en Stillidsrede. De 5—6 
smaa graahvide Æg, som lægges i Mai, have ligeledes ual- 
mindelig Lighed med Stillidsens; de have rødagtigt purpur- 
brune Pletter og Punkter, især paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

] 5mm. IF FYRES 
17,5 » 12 » 

Kjødet er velsmagende; for sin flittige Sangs Skyld er 
den en yndet Stuefugl. Den er lidet sky og let at tæmme, 
men yngler sjeldent i Fangenskab; dog lykkedes det Justitsr. 
Erichsen at faae den dertil, og Forf. meddeler i sine efter- 
ladte Notitser, at hos en ældre Militair, hvor et Par levede 
fritflyvende i et Værelse, valgte disse en gammel Paryk, der 
hang i en afsides Krog, til Rede og udrugede der 4 Unger. 


| (fra Norge). 


Stillids, Acanthis carduelis, (L.) 


Syn.  Fringilla carduelis, L. — Spinus carduelis, Koch. — Car- 
duelis elegans, Briss. 
Dansk: Stillids (efter dens Lokketone). Norsk: Stillids. Svensk: 
Steglits, Steglitsa. 


Artsm. Rygsiden brun, Bugsiden hvid; Panden, Kinderne og Struben 
karmoisinrøde; Vingerne sorte med en stor gul Plet; de sorte 
Styrefjer have hvide Spidser, de to yderste en stor hvid Plet 
paa Inderfanen. 


Afbildn. Tab. XXVIII. a. gl. Han. (Fringilla carduelis). — 
Suppl. Tab. 11. ung Fugl. 


370 


Længde 51/2”, 

Hunnen er mindre, har større hvide Pletter påa Sving- 
fjerene og Styrerne, og paa Hovedet ere de smukke karmoi- 
sinrøde, sorte og hvide Farver mindre rene og ikke såa 
udbredte; Ungerne afvige ved Ryggens lysere Farver med 
blegere Fjerrande og ved de graabrune Pletter paa Forhalsen 
og Brystet; deres Hale og Vinger ere næsten som hos de 
Gamle. 

Denne skjønne og for sin høie, fyldige og behagelige 
Sang meget yndede Fugl, beboer største Delen af Europa. 
Om Sommeren forekommer den hist og her i vore Lunde, 
Haver og Skove; om Vinteren streifer den omkring overalt. 
I Norge yngler den spredt i de lavere liggende Dele af 
Landets sydlige Stifter samt hist og her langs Vestkysten, 
men er dog hyppigst om Vinteren. Beretningerne om dens 
Forekomst i Finmarken og de andre nordligste Dele af 
Halvøen synes -ikke paalidelige. I Sverrig findes den hele 
Aaret igjennem i de sydlige Provindser, hvor den i de se- 
nere Decennier har tiltaget i Antal. 

Den er en livlig Fugl, der aldeles ikke er sky, men 
snarere uforsigtig.  Tæmmet kan den lære flere Kunster, 
f. Ex. selv at heise Føde og Drikke op til sig 0.s.v.; den 
kan ogsåa lære til en vis Grad at efterfløjte Melodier. 

Dens Næring bestaaer i olieholdigt Frø, saasom af 
Tidsler, Burrer, Løvetand, Salat, Kaal, Valmue, Hamp 0. s. v., 
samt af spæde Knopper og Marven af forskjellige Træers 
Kviste. Dette sidste Fødemiddel forstaaer Stillidsen med 
en beundringsværdig Hurtighed og Behændighed at skaffe 
sig. Med sit kraftige, spidse Næb flænger den Smaagrenenes 
Bark og spalter eller borthugger Splinten for at komme ind 
til. Marven, som den derefter sluger med Begjærlighed. 
(Steenstrup: «lagttagelse om Stillidsens Forkjærlighed for 
Grenmarv». — Vidensk. Medd. fra d. naturh. Foren. f. 1863. 
Pag. 373). 


371 


Paa Frugttræer og andre Træer bygger den sin lille 
nydelige og meget kunstige Rede af Mos, Lav, fine Rødder, 
Kjæruld, Tidselfnug o.s.v., foret med Haar, Uld o.l. De 
5—6 grønagtige eller blaalighvide Æg have flere eller færre 
rødbrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 


16rm. 1]12mm. 
18 » 13 » 
19 » 12,5 » 


Den yngler 2 Gange om Aaret; første Gang sidst i 
Mai eller først i Juni. 

Parret med Kanariefuglen, avler Stillidsen smukke 
Bastarder. 


Tde Underslægt: Dryospiza, Keys. & Blas. 
Næbet kort og tykt. Halen kløftet, kortere end Kroppen. 


Gulirisk, Dryospiza serinus, (L,) 


Syn. Fringilla serinus, L. — Loxia serinus, Scop. — BDerinus 
hortulanus, Koch. — Pyrrhula serinus, Keys. & Blas. 
Artsm. Struben hvidagtig eller lysegul; Rygsiden gulgrøn; Issen, Ryg- 


gen og Siderne af Underkroppen sortagtigt plettede; over Vin- 
gerne to gulagtige Baand. 


Afbildn. Tab. XXVII. gå. Han. (Fringilla serinus). 


Længde 4/9”, Vingestrækning 8/2”, 

Hos Hunnen ere Farverne blegere, og paa den bleggule 
Bugside ere brunagtige Længdepletter. 

Denne lille nydelige Fugl, som neppe hår Graasidskenens 
Størrelse, er almindelig i det sydlige Europa, i Schweiz, 
Syd-Tydskland og Syd-Frankrig, men træffes kun sjeldent 
nordligere.  Angivelserne om dens Forekomst i Danmark 
indskrænke sig til, at den ifølge Mechlenburg er skudt ved 


372 


Flensborg, og ifølge E. Hage ved Nordskov”).  Sysselmand 
Miller angiver at have set den paa Færøerne d. 15de Ja- 
nuar 1858, og Faber paastaaer endog (Prodr. d. isl. Ornith. 
Pag. 14), at den undertiden yngler i det nordlige Island, 
hvor han angiver at have skudt et Individ d. 12te Sept. 1819 
ved Handelspladsen Husavik mellem 66” og 67? n. Br. Der 
er dog al Grund til at antage, at der ligger en Forvexling 
med en ung Acantlus lnaria til Grund for Fabers Angivelser, 
thi dels fandtes der i den Samling af Fugle, som Faber i 
Okt. 1819 nedsendte fra Island til d. kgl. Museum, og i 
hvilken Fr. sermnus ifølge hans Liste skulde befinde sig, intet 
Exemplar af denne Fugl, dels er Arten i det senere forløbne 
halve Aarhundrede ikke en eneste Gang bemærket paa Island. 
I Sverrig og Norge er den vist hidtil ikke truffet. 

I Levemaade afviger den ikke fra de øvrige Finker; 
dens Sang har meget tilfælles med Grønsidskenens. 

Den med stor Kunst af fine Rødder, Mos og Trælav 
sammenflettede Rede er indvendigt foret med Fjer og Haar. 
De 4—5 smaa grønagtighvide Æg have røde og brunrøde 
Punkter samt enkelte korte Streger, især paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

1575re: jQmn. 
18 » 13 » 


Dompapslægten, Pyrrhula, Briss. 


Næbet kort og tykt, paa alle Sider hvælvet, trindt, 
kegleformigt; Overnæbet lidt længere end Undernæbet og 
noget bøiet i Spidsen; Næseborene smaa, afrundede, side- 
stillede; Vingerne korte; Halen ukløftet; Tarserne korte, 
omtrent af samme Længde som Mellemtaaen. 


") Forf. angiver ikke nærmere Beliggenheden af dette Sted, uagtet der 
findes adskillige Lokaliteter af det anførte Navn rundt omkring i 
Danmark. Muligvis menes der Nordfeld paa Møen, hvor Hage 
jo færdedes saa meget. Men i ethvert Tilfælde bør det ikke over- 
sees, at Angivelsen muligvis beroer paa en Feiltagelse. 


373 


Dompapperne, hvis Næb er meget stærkt og vel skikket 
til at afskalle Frø, ligne ir Væsen og Levemaade Korsnæbene 
og Kjærnebiderne. De leve af olieholdigt Frø, fælde kun 
én Gang om Åaret og bygge Rede paa Træer og Buske. 
Kjøns- og Aldersforskjellighederne ere stærkt udprægede i 
det Ydre. 


Almindelig Dompap, Pyrrhula rubicilla, Pall, 


Syn. Loxia Pyrrhula, L. — Pyrrhula vulgaris, Temm. — Frin- 
gilla Pyrrhula, Mey. — Pyrrhula Europæa, Degl. — Lowxia 
Flamengo, Sparrm. — Pyrrh. Germanica, Brehm. — Pyrrk. 
septentrionalis, Brehm. 


Dansk: Dompap. Norsk: Dompap. Svensk: Domherre. 


Artsm. Hovedet, Vingerne og Halen sorte; Ryggen askegraa; Overgum- 
pen renhvid; Brystet og Bugen hos Hannen røde, hos Hunnen 
graa: over Vingen et bleggraat Baand. 


Afbildn. Tab. XXVIII. a. 92, Han. (Pyrrhula vulgaris). — 
Suppl. Tab. 11. 92. Hun. 


Længde 67/9”, Vingestrækning 11”. 

Hannen er paa Ryggen smuk blaagraa, Hunnen brun 
graa, og den sidste har i det Hele taget mindre rene og 
glindsende Farver. De unge Fugle før den første Fælding 
mangle den sorte Hætte og Hage; forøvrigt ligne de temme- 
ligt Hunnen.  Renhvide, hvidbrogede og sorte Varieteter 
forekomme forholdsvis temmelig hyppigt; de sidste frem- 
komme dog navnlig i Fangenskab, især naar Fuglen fortrinsvis 
fodres med Hampefrø (cfr. Alauda arvensis. Pag. 228). 

Dompappens egenlige Hjem er det nordlige Europas og 
Asiens store Naale- og Bøgeskove; dog yngler den ogsaa 
hist og her i Tydskland; Brehm (Handb. d. Naturgesch. 
aller europ. Vogel) anfører den som ynglende i Slesvig”). 


") En Angivelse i Forf.'s Notitser om, at den i sin Tid skal have yng- 
let i «Klampenborg Plantage», beroer sandsynligvis paa en For- 
vexling. 


374 


Om Vinteren, naar Frosten indfinder sig, besøger den paa 
sine Vandringer vore Skove og Haver, ofte endog i stor 
Mængde. Mange forblive her Vinteren over, og enkelte 
kunne træffes endnu i Mai. Paa den skandinaviske Halvø 
forekommer den om Sommeren i Mellem- og Sydsverrig, 
indtil Smaaland, og i Norge saavel i Landets østlige Dele 
som langs Vestkysten; den træffes endog ovenfor Polarcirkelen 
og skal være bemærket i Østfinmarken. Om Efteraaret og 
Vinteren kommer den flokkevis til aabne og beboede-Steder, 
medens den om Sommeren holder sig skjult i Skovtyk- 
ningerne. 

Da den er en fredelig og tillidsfuld Fugl, lader den sig 
let temme og er meget lærvillig til at efterligne Melodier. 
Dens Lokkestemme har en høist behagelig, skjøndt noget 
melankolsk Tone. Begge Kjøn synge, dog er Hannens Sang 
bedre, mere vedholdende og højere end Hunnens. 

Dens Næring bestaaer især af Frø af Naaletræer, El, 
og Birk; om Efteraaret af Enebær, Korstorn, Liguster, 
Hvidtorn, Hyben, Hyld og især Rønnebær; ligeledes fortærer 
den om Vinteren Træknopper og Frø, især olieholdigt, af 
forskjellige Urter. 

Til Yngleplads foretrækker den skovrige Bjerg-Egne. 
Reden er temmelig kunstigt bygget af tynde Riskviste, fine 
Rødder, Græsstraa og Græsblade, blandede med Skjæglav, 
indvendigt foret med Haar og Uld. De 4—5 Æg ere bleg- 
grønne eller blaahvide med brunagtige og violette Punkter 
og Pletter paa den butte Ende. De lægges sidst i Mai. 

Æggets Længde og Brede: 

foam Tårerne 
2: 16 » 

Dompappen er let at skyde eller at fange i Springdoner, 
paa Limpinde samt påa Lokkebusken. 

Kjødet er meget bittert, men spises dog hvor den 
fanges eller skydes i Mængde. Hannerne vurderes høiest 
for deres Skjønhed og Sang. Ved at afgnave Knopper paa 


| norske Exemplaårer. 


375 


Frugttræer og paa Træplantninger, gjøre de undertiden stor 
Skade, især om Foraaret. 


Carpodacus, Kaup. 


Næbet mindre kraftigt end hos foregaaende, Næbrandene 
rette, Halen kløftet. 


Karmin-Dompap, Carpodacus erythrinus, (Pall.). 


Syn. Loxia erythrina, Pall. — Pyrrhula erythrina, Temm. — 
Fring. erythrina, Mey. — Lozia cardinalis, Beseke. — Ery- 
throspiza erythrina, Bonap. 


Dansk: Karmin-Dompap. Norsk: Karminspurv. Svensk: Rådhufvad 
Gråspink. 


Artsm. Hætten, Overgumpen, Hovedets Sider, Hagen, Struben og Bry- 
stet smukt karmoisinrøde; Nakken, Ryggen og Vingedækfjerene 
graabrune med røde Fjerkanter; Vingerne og Halen sortebrune. 


Afbildn. Tab. XXVIII. a. (Pyrrhula erythrina) gl. Han. — Suppl. Tåb.11. 
gl. Hun. 

Længde 51/9”, 

Hunnen og de unge Fugle ere mat olivenbrune med 
lysere Fjerkanter hvor Hannen er karmoisinrød; Overgumpen 
er gulgrøn; Bugsiden hvidagtig med store, mørkebrune 
Længdepletter. Denne Art hører oprindeligt hjemme i Si- 
berien, hvorfra den har udbredt sig til det nordøstlige Eu- 
ropa, navnlig til Egnen omkring Østersøens østlige Del; 
fra Danmark kjendes kun et eneste Exempel påa denne 
prægtige Fugls Forekomst, idet nemlig Naumann (die 
Vogel Deutschlands, IV, Pag. 423) sammen med Woldike 
og Boie,. opdagede den i Sommeren 1819 paa Øen Sylt ved 
Slesvigs Vestkyst. Den gamle Han — fortæller han — sad 
i en Afstand af neppe 15 Skridt paa en Pilebusk og sang, 
medens Hunnen fulgte med Ungerne, som allerede våre ud- 
fløjne; hån antager, at der ikke fandtes flere end dette Par. 
I Østfinmarken er den ikke sjelden, navnlig langs Tanaelven, 


376 


hvor den ofte er funden ynglende. Paa Sverrigs Fastland 
vides den ikke at være bemærket, men paa Gottland blev 
en Hun fanget i Efteraaret 1839 og skjænket til Rigsmuseet 
i Stockholm. 

Dens Sang har Lighed med Rørverlingens. Den lever 
af Frø, mest olieholdigt. 

Det ovenomtalte Par, som ynglede paa Sylt, havde Rede 
i en af Rør omgiven Vidiebusk, ganske nær ved Jorden. 
I Bygningsmaade lignede den Torniriskens; udvendigt var 
den sammenføiet af tørre Stængler, Straa og fine Rødder; 
det Indre var udbolstret med bløde Materialier, især Uld og 
Hestehaar. De 5—6 Æg ere grønagtige med røde Prikker, 
især paa den butte Ende; deres Længde er 19,5—207m., 
Breden 14mm. 


Krognæbslægten, Pinicola, Vietll. 


Næbet kort (dog er Længden større end Høiden), tykt, 
kegleformigt, hvælvet, mere høit end bredt; Overnæbet 
længere end Undernæbet, med tydelig Rygkant, i Spidsen 
stærkt krogformigt; Næseborene ved Næbroden smaa, 
runde, dækkede med fremadliggende Børstefjer; Fodroden 
lidt længere end Mellemtaaen; Vingerne middellange, naae 
omtrent til midt paa Halen, som er lång og kløftet. 


Almindelig Krognæb, Pinicola enucleator, (L.) 


Syn. Lozia enucleator, L. — Pyrrhula enucleator, Temm. — Frin- 
gilla enucleator, Mey. — Corythus enucleator, Cuv. — Loxia 
psittacea, Pall. 

Dansk: Svensk Papegøie, Norsk Papegøje. Norsk: Konglebit. Svensk: 
Tallbit, Svenska, Svensk Papgoja, Nattvaka, Waktel (Smaaland). 
Artsm. Hannen rød eller gul; Hunnen graabrun eller gulagtig; Vin- 

gerne sortagtige med to hvide Tværbaand. 


Afbildn. Tab. XXVIIT. b. gZ. Han. (Corythus enucleator) — Suppl. 
Tab. 11.94. Hun. 


877 


Længde 8”, 

Hos Hannerne vexler Hovedfarven efter de forskjellige 
Alderstrin, fra smudsigt okkergul til stærk pommerantsgul, 
fra smudsigt rød til kraftigt gulrød, fra karminrød til næsten 
purpurrød. De gamle Hunner blive i det højeste kun rød- 
gule. Vinterdragten, især om Efteraaret strax efter Fældingen, 
er den skjønneste. 

Paa den skandinaviske Halvø forekommer den om Som- 
meren navnlig i det Indre af Lapland; i Finmarken synes 
den at forekomme spårsommere, og langs Vestkysten er den 
sjelden. Om Efteraaret og Vinteren kommer den flokkevis, 
undertiden i stor Mængde, til Norges østlige og sydlige 
Lavlande og til Mellemsverrig; i Skaane indfinder den sig 
ikke regelmæssigt, men i strænge Vintere kommer den dog 
ikke sjeldent skarevis dertil; dog drager den efter kort Tids 
Forløb atter Nord paa. Her til Danmark synes den ogsaa 
kun at indtræffe i strænge Vintere; E. Hage havde flere 
Exemplarer fra Slesvig og Sjælland, hvor den i Efteraaret 1817 
viste sig i Mængde (Faber, Ornithol. Not. Pag. 17). Efter 
Boie (Isis 1822) bleve i Efteraaret 1821 adskillige skudte i 
Slesvig; Forf. angiver i «Danmarks Fugle», uvist med hvilken 
Ret, at den i Vinteren 1813—14 var hyppig paa Sjælland. 
Bonnez vil. i Vinteren 1849—50 have seet 5 å 6 Stkr. 
i Benzon Skov ved Grenaa. Den er oftere "skudt ved 
Flensborg (Mechlenburg) og ved Helsingør i Novbr. 1827 
(Steenberg). I det zool. Mus. findes bl. a. Exemplarer fra 
Kjøbenhavns Omegn ”%/4 68 og fra Kraagerup ”/11 62. I det 
sidstnævnte Aar blev i samme Maaned flere Exemplarer 
skudte eller fangne i Nordsjælland. Nogle af dem kom til 
den zool. Have. D. 9de Januar 1863 blev en smuk gammel 
Han 'slaaet ned fra et Træ i den nævnte Have. I Dagene 
mellem den 16de og 20de November 1866 saaes flere Ex- 
emplarer hos Vildthandlere her i Byen; de våre fangne i 
Doner i Kjbhyns. Omegn. Den 14de eller 15de Novbr. 1873 


378 


bleve, ifølge Konservator Conradsens Meddelelse, en Hun 
fanget nogle Mile fra Aalborg. 

I Træghed og Enfoldighed overgaaer den de fleste andre 
Fugle; man har saaledes skudt då å 6 Stkr., den ene efter 
den anden, ned fra ét og samme Træ, uden at en eneste 
har forsøgt at redde sig ved Flugten; den er ligesaa let at 
fange og bliver strax tam. I Stilling og. Flugt ligner den 
Dompappen. Dens afvexlende og behagelige Sang bestaaer 
af rene, fløjtende Toner, hvorfor den er en yndet Stuefugl. 

Naaletræernes Frø og flere Slags Frugter, som Rønne- 
bær, Enebær o.s.v., samt Frø af mange forskjellige Skov- 
træer, udgjøre dens Næring. 

Sin Rede bygger den i tætte Naaleskove paa Grenene 
inde ved Stammen; den bestaaer af Riskviste og Straa, 
stundom foret med Fjer. De 3—4 Æg af Størrelse omtrent 
som Bomlærkens, ere blegt grønagtige med større og mindre 
sorte, leverbrune og graa Punkter, mest henimod den butte 
Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

DES. figme: 
BAT ÅEN) 18 » 

Nilsson beretter, at Drengene i Sverrig fange denne 
dumme Fugl ved påa Enden af en lang Kjæp at befæste en 
Snare, som de føre Fuglen over Hovedet og med hvilken de 
saaledes trække den ene ned af Træet efter den anden; 
den fanges ogsåa paa Limpinde, i Springdoner og Netfælder. 


Korsnæbslægten, Lozia, L. 


Næbet middellangt, stærkt, tykt, noget sammentrykt ; 
Overnæbet fra Panden af krogformigt nedadbøiet; Under- 
næbet, som ved Roden er tykkere og bredere end Overnæbet, 
har Spidsen saaledes opadbøiet, at. den krydser Overnæbets 
Spids. Næbrandene indbøiede.  Næseborene tæt ved 
Næbroden, smååa, runde, med en blød hudagtig Rand, be- 


379 


dækket af børsteagtige Fjer. Benene korte og stærke; 
Tæerne lange, med krumme, stærke Kløer, Ydertaaen ved 
Roden sammenvoxet med Mellemtaaen. Vingerne middel- 
lange. Halen kort og kløftet. 

Kjøns- og Aldersforskjellen er stærkt udpræget i det 
Ydre, og Farverne variere i alle Nuancer mellem Lysegraat 
og Grøngraat, Grøngult og Høigult, Orangerødt, Mønnierødt 
og Zinnoberrødt; Hunnerne blive dog aldrig røde, høist 
orangegule. 

Naaletræfrø, som de med deres korsdannede Næb ud- 
tage af Koglerne ved at aabne Skjællene, i Mangel deraf 
andre Kjærner og Frø, udgjøre deres Næring. Man seer dem 
ofte hængende med Hovedet nedad paa Gran- og Fyrre- 
koglerne, eller, nåar Skjællene ere ganske lukkede, at afbide 
Stilken og føre Koglen hen til et andet Sted, hvor de da 
holde den fast med den ene Fod og afbide eller sønder- 
slide Skjælspidserne, idet de støde Frøet ud med Tungen. 
De ere muntre, tillidsfulde, selskabelige, ofte samlede i 
store Skaårer og lade idelig deres Lokkestemme høre. 
Deres Sang er ubetydelig; deres egenlige Hjem er de høi- 
nordiske Egne. 


Stor Korsnæb, Loxia pityopsittacus, Bechst. 
Syn. Crucirostra pinetorum, Mey. — Loxia curvirostra major, 
Gmel. 


Dansk: Stor Korsnæb. Norsk: Furukorsnæb. Svensk: Større Kors- 
nåbb, Krums (9: Krumsnabel). 


Årtsm. Næbets Høide lig Undernæbets Længde; Undernæbets Spids kort 
og temmelig tværbøiet, saa at den sjeldent staaer op over Ryg- 
gen af Overnæbet. 


Afbildn. Tab. XXVIII. b. 97. Han. — Suppl. Tab. 11. yngre Fugl og Hun. 


Længde 7—71/9", 
Hos den gamle Han er Rødt den fremherskende Farve, 
men denne forekommer i mangfoldige Nuancer; Bugen er 
25 


380 


hvidagtig, Vingerne og Styrerne graasorte, den étaarige Han 
har en mattere rød Farve, sjeldent en grøngul. Hunnen er 
graaagtig, ovenpaa mørkere med grønlige Fjerrande, Over- 
gumpen grøngul, Bugsiden lysere graa med et grønligt An- 
strøg paa Brystet. Svingfjerene og Styrefjerene mørkebrune 
med grøngraa Bande. Ungerne have grønne eller gul- 
grønne Fjerrande paa den mørkegraa Overkrop og sortegraa 
Længdepletter paa Bugsiden. 

Denne Art lever i det nordlige Europas Gran- og 
Fyrreskove, hvor den er Strøg- eller Standfugl, alt eftersom 
der er Overflødighed eller Mangel paa Næring i Hjemmet; 
her i Danmark indfinder den sig jevnligt om Vinteren, un- 
dertiden endog i større Flokke, navnlig fra først i November 
indtil henimod Juletid. I 1817 forekom den i stor Mængde 
her i Landet, ligeledes i 1827, da en Gartner i Sorø fan- 
gede 11 Stkr. ved Hjælp af en Hestehaarssnare, som han 
med en lang Stang stak omkring Hovedet paa dem, medens 
de sad i Træerne. I Foraaret 1849 skød Forf. paa én Dag 
12 Stkr. ved Thyrsbæk. Boie beretter (Isis 1822), at den i 
August viser sig regelmæssigt påa Sjælland. Til det syd- 
lige Sverrig kommer den kun om Efteraaret og Vinteren 
og besøger da navnlig saadanne Lokaliteter, hvor Rønne- 
bær findes i Mængde. I Mellem- og Nordsverrig findes 
den hele Aaret rundt, dog drage mange Individer fra 
Mellemsverrig Nord påa om Foraaret, forsaavidt Yngletiden 
er forbi. I Norge er den almindeligst i den sydligere Del, 
men forekommer dog helt op til Trondhjemsfjorden, stundom 
i Mængde; langs Vestkysten er den sjeldnere. Paa Fjeld- 
siderne gaaer den i Regelen ikke op over Naaletræernes 
øverste Grændse. 

Fra den følgende Art adskilles den let, saavel ved sin 
betydeligere Størrelse og kraftigere Legemsbygning, som 
navnlig ved det tykkere, bredere Hoved. 

Man træffer den ynglende i tætte Naaleskove paa alle 
Aarstider, dog foregåaaer Parringen almindeligst i Februar. 


381 


Reden er meget velbygget, stor og tæt; Grundlaget bestaaer 
af tørre, tynde Gran- og Fyrrekviste, "sammenflettede med 
Skjæglav, ofte blandet med Mos og Straa; indvendigt er den 
alene foret med det fineste Skjæglav eller tillige med Græs- 
straa og Fyrre- eller Grannaale. Nilsson siger, at Reden, 
som bygges for at huse og beskytte Ungerne om Vinteren, 
kan være en Ålen og derover i Gjennemsnit, og at Indgangen 
er cirkelrund og såa liden, at Fuglen maa trænge sig igjen- 
nem den, men selve Leiet eller Liggestedet er kun saa stort, 
at det rummer en knyttet Haand. (Om Sommeren er Reden 
meget mindre og tyndere, vel ogsaa blot halvkugleformig og 
aaben, uden Indgangshul. De 3—4 smudsighvide, brun- 
plettede Æg have megen Lighed med Æggene af den al- 
mindelige Korsnæb, men de ere større. 

Æggets Længde og Brede: 

OSTE: i SEGSLE 
24 » 17 » 

Den skydes let med fine Hagl og fanges påa Limpinde, 
i Doner og Springdoner. En meget lønnende Maade at 
fange denne og næste Art paa, beståaer i, at man paa en 
fri Plads i en Naaleskov opstiller nogle Fyrre- eller Gran- 
toppe med tætte Grene, dog ikke højere end at man bekvemt 
kan naae op påa dem. Disse beéhænges allevegne med 
Springdoner og beskjæres saaledes, at de Fugle, som sætte 
sig derpaa, intet andet Sæde kunne vælge sig end Stille- 
pinden påa Springdonerne. Påa en saadan Busk hænges et 
Bur med en Lokkefugl, som kalder de omflyvende Selskaber 
til sig; flere af disse gaae i Donerne, hvoraf den i Nær- 
heden skjulte Fuglefænger snart kan udløse dem, saa at de 
andre, der ikke pleie at flyve langt bort, kunne komme i 
samme Fælde; paa denne Maade fanger man i Tydskland 
ofte hele Flokke. 

Dens Kjød har en harpixagtig Smag, men spises dog 
af Mange. 


Syg 


382 


Mindre Korsnæb, Loxia curvirostra, L. 
Syn. Crucirostra abietina, Mey. 


Dansk: Almindelig Korsnæb. Norsk: Grankorsnæb. Svens|k: Min- 
dre Korsnåbb, Kegelrifvare, Krumsnabel, Krums (aa: Krumsnabel). 


Artsm. Næbet mere langstrakt end hos foregaaende Art; dets EBøide 
mindre end Undernæbets Længde.  Undernæbets Spids rager 
op over Overnæbets Ryg. 


Afbildn. Tab. XXVIII. b. gZ. Han. — Suppl. Tab. 11. ung Fugl og Hun. 


Længde 6”. 

Foruden ved de angivne Kjendemærker adskilles den 
fra foregaaende Art ved det mindre, smallere Hoved og ved 
sin ringere Størrelse, der omtrent er som Husspurvens eller 
Dompappens. 

Kun den gamle Han, der hår gjennemgaaet mindst to 
Fældinger, er gulrød, og denne Farve bliver efter hver 
Fælding prægtigere igjennem alle Nuancer fra Pomerantsgult 
til det mørkeste Zinnoberrødt; Hale og Vinger ere i alle 
Aldere sortagtige. Hunnerne, hvis Farve ikke er underkastet 
saa megen Afvexling som Hannernes, ere ovenpååa graabrune 
med grønne Fjerrande paa Hovedet og Ryggen og med 
grøngul Overgump; Bugsiden er graaagtig med et grønligt 
Anstrøg paa Brystet og Siderne; undertiden har Fjerklæd- 
ningen mere Gult og Grønt, hvilket giver dem Lighed med 
de étaarige Hanner. 

De unge Fugle før den første Fælding ere ovenpaa 
mørkegråabrune med grønagtige utydelige Fjerkanter, neden- 
under hvidagtige med sortagtige Længdepletter. 

Temminck, efter ham Roux og flere Ornithoioger be- 
skrive de unge Hanner som røde, de gamle som gule, 
hvilket efter Bonapartes og andre Forfatteres Angivelse er 
urigtigt. Vel anfører ogsaa Nilsson, at en rød Han, som 
for nogle Aar siden fangedes midt om Vinteren og sattes i 
Bur, efterhaanden fik en stærk citrongul Farve; men den 


383 


Farveforandring, som Fuglene undergaa i Fangenskab, er, 
som bekjendt, ingenlunde altid den samme som i den frie 
Natur 7). 

Denne Korsnæb har Hjem tilfælles med forrige, hvilken 
den aldeles ligner i Sædvaner og Levemaade; dem er dog 
raskere i sine Bevægelser og langt selskabeligere, endog i 
Yngletiden. Ogsaa Næringen har den tilfælles med denne, 
dog foretrækker den Granfrø, medens hin fortrinsvis ynder 
Fyrrefrø. 

Om Efteraaret og Vinteren er den hyppigere her i 
Landet end forrige Art. Den er funden ynglende hist og 
her i vore Naaleskove, f. Ex. ved Brahetrolleborg; Mechlen- 
burg angiver den som ynglende ved Flensborg, og Fencker 
formoder, at den i 1868 har ynglet ved Randers, da han 
Paaskemorgen s. Å. saae fire unge og to gamle Fugle sidde 
sammen; i et Lystanlæg ved Aalborg fandt Forf. dens Rede 
i Mai 1850 med de gamle Fugle og de nylig udfløine Unger 
i Nærheden. Som oftest kommer den her til Landet hen- 
imod Høsten, undertiden i store Skarer, saaledes til Egnen 
ved Svindinge mellem Nyborg og Svendborg (Cand. mag. 
G. Winther). Dog træffes den undertiden ogsaa tidligere; 
saaledes indfandt den sig, ifølge Forf.s Angivelse, i Veile- 
Egnen i Midten af Juni i Aarene 1846—49. Til Grenaa- 
Egnen kommer den, ifølge Bonnez, regelmæssigt hvert Aar 
i Slutningen af Juli. Dens egenlige Hjem er det nordligere 
Europa; påa den skandinaviske Halvø yngler den almindeligt 
op til Polarcirkelen; i visse Egne optræder den periodisk i 
overordenlig stor Mængde; i det nordlige Skaane og paa 
Gottland er den ikke saa almindelig som foregaaende Årt. 
Paa Fjeldsiderne synes den ikke at overskride Naaletræernes 
øverste Grændse. I September 1861 iagttoges en Del in- 
divider af denne Art paa Færøerne. 


+) Melchior angiver, at de røde Individer blive grøngule i Fangenskab. 
Bølling havde en gammel Han i Fangenskab i 4'/2 Aar. Da den 
blev fanget, var den ganske rød, men efter første Fælding blev den gul 


384 


Reden er dyb, halvkugleformet, bygget af lignende Ma- 
terialer som forriges og meget varm; den findes paa de 
højeste Grene og indeholder 3—4 graalighvide eller blaa- 
grønne Æg, med graaviolette Skalpletter og brune eller sorte 
Dækpletter, sjeldnere med Streger. Pletterne findes for- 
nemmelig påa den butte Ende og samle sig ofte i Krands. 

Æggets Længde og Brede: 

BORE: Æren: 
99 » 16 »” 


Hvidvinget Korsnæb, Loxia leucoptera, Gm. 


BDyn. Crucirostra leucoptera, Wils. — Loæia taenioptera, Glog. — 
Crucirostra bifasciata, Brehm.(?) — Loxia falcirostra, Lath. 


Dansk: Hvidvinget Korsnæb. Norsk: Hvidvinget Korsnæb. «Svensk: 
Båndel-Korsnåbb, Norsk Korsnåbb, Pipkrums. 


Artsm. To hvide Tværbaand over de sorte Vinger, hvis 3 bageste 
Svingfjer have brede, hvide Spidser. 


Afbildn, Tab, XXVIII, b. (Loæia leucoptera) gl. Han. 


Længde 67/2", 

Denne mindre, nordamerikanske”) og nordasiatiske Art 
har i de senere Tider begyndt at vise sig i Europa. I Sverrig, 
hvor den første Gang iagttoges 1792, skal den, efter 
Nilsson, ikkesaa ganske sjeldent forekomme i Selskab med 
de andre Korsnæb; Fuglefængerne ved Stockholm have 
endog et eget Navn til den, nemlig «Pipkrums»; i Norge 
er den kun bemærket nogle enkelte Gange i Omegnen af 
Christiania. — I Danmark haves ligeledes kun faa Exempler 
påa dens Forekomst: E. Hage angav den som fanget ved 
Herlufsholm; det paagjældende Exemplar kom i Prof. Mel- 


+) Om den nordamerikanske Forms Identitet med den her omhandlede 
hersker der dog endnu nogen Tvivl hos flere Ornithologer. 


385 


chiors Besiddelse, men skal senere være gaaet tabt. Bølling 
havde en yngre Fugl af denne Art levende et halvt Aars 
Tid; den var fanget i Begyndelsen af Oktober 1845 ved 
Kalkbrænderiet udenfor Kjøbenhavn og kom senere til 
Universitets-Museet. Det følgende Aar blev i August et 
Individ fanget ligeledes i Kjøbenhavns nærmeste Omegn 
(Conradsen); en prægtig gammel Han blev den 29de Dcbr. 
1849 fanget i en Have i Helsingør og af Apotheker Steen- 
berg overladt det Kongl. Museum. Efter denne har Forf. 
udført Figuren i Afbildningerne til dette Værk. I Grønland 
er denne Art kun truffet enkelte Gange. 

Paa sidstnævnte Exemplar ere Hovedet, Ryggen, Over- 
gumpen samt Struben, Brystet og Siderne stærkt høirøde, 
blot med Undtagelse af et brunagtigt Strøg over Skuldrene 
og en brunsort Stribe, som begynder foran Øjet, fortsættes 
bagved dette og strækker sig ned over Øreegnen; Vin- 
gerne sorte med 2 brede, hvide Baand; de 3 sidste Sving- 
fjer med brede, hvide Spidser.  Legemsbygningen er i det 
Hele spinklere end hos foregaaende Art. 


lite Familie: Duer, Columbini. 


Næbet middellangt, sammentrykt; Overnæbet, hvis 
Rande hvælve sig ud over Undernæbets, bøier sig i Spidsen 
mere eller mindre ned over Undernæbet og er tyndere paa 
Midten end ud imod Spidsen; ved Roden er det dækket af 
en tyk, nøgen, ligesom opsvulmet Hud. 

Næseborene sidestillede, beliggende henimod Næbets 
Midte, hvor de danne en Længdespalte under den tykke 
Næbhud. : 

Tarserne korte, Fortæerne ikke forbundne ved Roden; 
Bagtaaen ligger i samme Plan som hine. 

Vingerne temmelig lange; 2Zden Svingfjer længst, Iiste 
lidt kortere. 


386 


Duerne danne i flere Henseender Overgangen fra Spurve- 
fuglene til Hønsefuglene, og medens de af nogle Forfattere 
henregnes under disse, af andre under hine, betragtes de 
af flere Ornithologer som udgjørende en selvstændig Orden. 

De have en hurtig, udholdende Flugt, leve i Enparring, 
men flokke sig om Efteraaret i store Skarer. De fleste 
yngle to Gange om Aaret og lægge kun et ringe Antal Æg. 
Reden anlægges mest paa Træer og Klipper. Ungerne, der 
ved Fødselen ere blinde, blive i Reden, indtil de ere flyve- 
færdige, og mades af Forældrene med Plantefrø, der gylpes 
op efter først at være blevet opblødt i disses Kro. Ogsaa 
de voxne Duer leve næsten udelukkende af Planteføde, især 
af Frø, der sluges hele. Undertiden tåge de ogsaa smaa 
Snegle, og ligesom Hønsene sluge de ofte Smaastene for at 
fremskynde Fordøjelsen. 

De selv i Yngletiden selskabelige Duer forene sig paa 
deres Vandringer og Streiferier ofte i store Skarer. Dog er 
der ingen anden Art, der i saa Henseende kan maale sig 
med den nordamerikanske Vandredue, af hvilken man har 
seet Flokke, der efter en omtrentlig Beregning håve inde- 
holdt over en Billion Fugle, som optog et Fladerum af ad- 
skillige Kvadratmile, opfyldte og formørkede Luften, og hvor 
de nedlode sig, bleve dræbte i uhyre Antal (Frorieps Notitzen, 
Bd. XVII, Jahrg. 1827, Pag. 257. 


Dueslægten, Columba. 


Næbet tyndt og bøieligt, Overnæbet højere ved Roden 
og mod Spidsen, som er noget nedbøiet; Næseborene 
næsten i Midten af Næbet; Fødderne korte, temmelig under- 
sætsige, bløde; Vingerne lange, med stærke Svingfjer, 
hvoraf den Iste kun er lidet kortere end Zden, som er 
længst; Fjerklædningen kort og glat, oftest med stærk grøn 
og purpurfarvet Metalglands paa Brystet. Halen har 12 
Styrefjer. 


387 


De leve i Skove og paa Klipper. De to vilde Arter, 
der forekomme hos os, ere i Regelen Trækfugle, der om 
Sommeren opholde sig parvis i Skovene, hvorfra de besøge 
Haver og Marker; blot i milde Vintere, naar der er 
meget Granfrø og Bog, forbliver den ene Art tildels her. 
Deres Flugt er kraftig og rask, i Begyndelsen kladskende. 
I den tynde og kunstløse Rede lægge de 2 Æg, som ud- 
ruges afvexlende af begge Magerne. De bade sig gjerne i 
Vand. Kjødet, især de Unges, afgiver en velsmagende, næ- 
rende Spise; de lade sig let tæmme. Fra Klippeduen, som 
i Mængde yngler vild påa Færøerne, og som ligner Skov- 
duen, nedstamme de mangfoldige, omtrent 200 tamme Racer. 


Ringdue, Columba palumbus, L. 


Dansk: Ringdue, Ringeldue, stor Skovdue. Norsk: Ringdue. Svensk: 
Ringdufva, Sjutut-(Øland). Færøisk: Digva (M.), Duggva (H.). 


Årtsm.  Blaagraa, med en hvid Plet langs med Forranden af Vingen; 
Iris svovlgul. 


Afbildn. Tab. XXVIII; c. gå. Han, 


Længde 17”, Halen 7”. 

Hunnen neppe såa stor som Hannen, med blegere Bryst 
og mindre Halspletter; disse sidste mangle hos Ungerne, 
som desuden ere blegere graa, uden den smukke grønne 
Glands paa Baghalsen. 

Som Trækfugl indfinder Ringduen, den største inden- 
landske Årt, sig gjerne først eller midt i Marts, undertiden 
senere, efter Foraarets Beskaffenhed. I Vendsyssel varer 
Foraarstrækket i Regelen fra April til midt i Mai; dens 
Opholdssted er saavel Løvskove som navnlig Naaleskove. 
Naar der i milde Vintere er rigeligt Forraad af Naaletræfrø 
og Bog forbliver den her i temmelig stor Mængde, og fra 
Skovene besøger den da undertiden Haverne, hvor den gjør 
sig tilgode med Kaalens Blade. Den er her i Landet de 


388 


almindeligste Dueart og forekommer ynglende i de fleste af 
Landets Egne. I Sverrig er den almindeligst i Landets mel- 
lemste Provindser, men yngler dog ogsaa enkelte Steder i 
Skaane og Blekinge. I Norge træffes den ynglende i Naale- 
skovene helt op til Trondhjemsfjorden, men er dog især 
hynpig i de nordligere Dele af Christiania Stift; langs Vest- 
kysten er .den sjelden; paa Fjeldsiderne gåaer den ikke op 
over de subalpinske Dele. Påa Færøerne var den, da H.C. 
Muller i 18683 udgav sit Arbeide over disse Øers Fuglefauna, 
kun truffen en enkelt Gang, men ifølge senere Meddelelser 
fra ham forekom den der i Mængde i November 1868. 

Den er rask og flygtig, klog og yderst sky, har gjerne 
sine Yndlings-Siddesteder påa høitstaaende udgaaede Grene, 
hvorfra der er godt Udkig, og er i Yngletiden mindre sel- 
skabelig end de andre Arter. 

Dens Levemaade er meget regelmæssig; ved Daggry er 
den strax livlig og sidder da gjerne ved Siden af sin Mage 
paa en eller anden Yndlingsgren, idet den pudser sine Fjer; 
fra Kl. 6—9 flyve de efter Næring, og derefter hører man 
dem igjen paa deres Træer; en Times Tid før Middag 
besøge de gjerne Drikkestederne og udhvile sig derpaa i 
nogle Timer i tætte Trækroner; derefter flyve de atter 
s efter Føde, lade sig fra Kl. 5—7 igjen høre paa Træerne, 
drikke endnu engang og begive sig endelig til Hvile. 
Hen i Oktober pleie de fleste at vandre sydligere.  Ring- 
duen er vanskelig at tæmme og taaler ikke Fangenskab; 
Melchior, der havde søgt at tæmme den, bragte det kun 
til, at den ligesom de andre Duer fløj ud og ind, men det 
lykkedes ham aldrig saaledes som med følgende Art at faae 
den til at parre sig med de tamme Duer. 

Den flade, tynde Rede bygger den i Begyndelsen af 
Mai paa Træernes Grene, helst i Naaleskove, af Ris og 
Kviste; undertiden afbenytter den gamle Kråge- og Høge- 
reder. Den yngler to Gange om Aaret og lægger hver 


389 


Gang 2 hvide, glindsende Æg, der ruges af begge Kjøn, 
men som forlades ved den mindste Forstyrrelse. 
Æggets Længde og Brede: 


38 mm. 9g9mm. 
40,5 » 31 » 
AA »v 99 » 


I Skovegne, hvor den opholder sig i stort Antal, an- 
retter den Skade påa de tilgrændsende Marker, båade ved 
at fortære det udsaaede og det modne Korn, især det første ; 
men den æder ogsaa meget Frø af skadeligt Ukrudt. 


Skovdue, Columba oenas, L. 


Dansk: Skovdue, lille Skovdue, Kirkedue, Huldue. Norsk: Skovdue. 
Svensk: Skogsdufva, Vilddufva. 


Artsm.  Blaagraa, med metalgrøn Glands paa Siderne af Halsen; aske- 
blaa Bagryg og underste Vingedækfjer, samt nogle sorte Pletter 
påa Vingen; Iris sortbrun. 


Afbildn. Tab, XXVIII, ec. gZ. Han. 


Længde 12”; Halen henimod 5” og ;1” udenfor Vingerne. 

Hunnen har mattere Farver, mindre og utydeligere 
Pletter paa Vingerne; Ungerne have urenere, gråabrune 
Farver og ingen Glands paa Halsfjerene. 

Skovduen, der som Trækfugl kommer og forlader os 
lidt før eller til samme Tid som Ringduen, synes hertillands 
at være mindre talrig end sidstnævnte. Paa Bornholm, 
hvor Ringduen forekommer i Mængde, synes Skovduen at 
være sjelden. Dyrlæge Grill har meddelt Udg., at den er 
sjelden i Odense-Egnen, og at han kun kjender et eneste 
Exempel paa dens Forekomst der, idet han den 8de Mai 
1870 fandt den ynglende ved Margaard. Ifølge Cand. mag. 
G. Winthers Meddelelse er det Modsatte Tilfældet i Svindinge- 
Egnen mellem Nyborg og Svendborg, hvor Skovduen er 
almindelig, medens Ringduen kun forekommer enkeltvis. 


390 


Paa den skandinaviske Halvø er den almindelig og holder 
sig især til de sydlige og sydøstlige Lavlande, hvor den 
flere Steder forekommer talrigere end Ringduen. Vestenfjelds 
er den sjelden, og Nord for Fjeldryggen vides den ikke med 
Sikkerhed at være truffen. 

Om Sommeren opholder den sig mest i Bøgeskove, 
især hvor der gives gamle, tildels udgaåaaede Ege, i hvis 
Huller den bygger. Den er mindre sky og har en lettere 
Flugt end hin, hvem den forøvrigt meget ligner i Henseende 
til Levemaade; dog er den selskabeligere. Naar den tages 
ung fra Reden, yngler den i Fangenskab og parrer sig 
med de tamme Duer. 

De 2 hvide Æg, der ere mindre end forriges, lægger 
den i Begyndelsen af Mai i hule Træer påa et Underlag af 
Kviste med Mos eller Løv; sædvanligt udruger den 2 Kuld 
om Åaret. 

Æggets Længde og Brede: 

pæn: DD me: 
40 » Ol 


Klippedue, Columba livia, Briss. 
Syn. Columba domestica, Gm. 


Dansk: Klippedue, Fjelddue. Norsk: Klippedue. Svensk: Klippdufva. 
Færøisk: Blåadigva (M.), Blåduggva (H.), Duva, Vild-duva, Digva (H.) 


Artsm.  Blaagraa med hvid Overgump og to sorte Baand over Vingerne; 
Halsen med purpuragtig og grøn Metalglands. 


Afbildn. 2det Suppl. Tab. 4. 


Længde c. 14”, 

Denne Årt, der af de Fleste betragtes som Stamarten 
for vor Husdue, er hidtil ikke truffen her i Landet. Den 
er udbredt over Middelhavets klippefulde Kyster og Øer, 
langs de vesteuropæiske Klippekyster og paa Øerne i Nord- 


391 


søen. Paa den skandinaviske Halvø forekommer den kun i 
det sydvestlige Norge, hvor den tidligere havde en langt 
større Udbredelse. Nu for Tiden synes den at være ind- 
skrænket til den lille Ø, Rennesø, udenfor Stavanger, hvor 
den er Standfugl, men dog kun træffes sparsomt. Det 
synes, at den er stærkt påa Veie til at uddøe ogsaa der, 
og at den saaledes om ikke lang Tid vil være berøvet den 
skandinaviske Fauna. 

Paa Færøerne, hvor den er Standfugl, yngler den i 
dybe, utilgjængelige Klippehuler to Gange om Aaret og 
lægger hver Gang to hvide Æg, første Gang allerede i Marts 
Maaned. 

Æggets Længde og Brede: 


Sam nn 

TA ere 
SE SED 

Korsika | ål » 30 » 
42 » ORD 


Dens Næring bestaaer af Korn og andet Frø, som den 
samler paa Marken.  Klippeduen er i Almindelighed meget 
sky og vanskelig at komme paa Skud. I strænge Vintere 
døe mange af dem dels af Sult, dels derved, at Sneen til- 
fyger Klippehulerne ved Søkysten, i hvilke disse Duer have 
deres Tilhold. 


Turteldueslægten, Turtur, Ray. 


2den Svingfjer af samme Længde som Iste; de ydre 
Halefjer have alle hvid Spids. Ryggen mere eller mindre 
rustfarvet. 


392 


Turteldue, Turtlur auritus, Ray. 
Syn. Columba turtur, L. — Peristeru turtur, Bore. 


Dansk: Turteldue. Norsk: Turteldue. Svensk: Turturdufva. 
Færøisk: Turtuldigva (M.). 


Artsm. Ryggen og Overgumpen brune. Bugsiden hvidagtig, Forhalsen 
og Forbrystet vinfarvede. Skulderfjerene med sortagtige Skaft- 
striber; paa Halsens Sider en sort Plet med hvide Skraastriber 
(hos den gamle Fugl). Styrefjerene med bred hvid Spids, und- 
tagen de to mellemste, der ere ensfarvede. 


Afbildn. Tab. XXVIIT, c. (Columba turtur) gl. Han. 


Længde 10”. 

Hos Hunnen ere Farverne måttere, navnlig den vinrøde 
Farve paa Hals og Bryst. Ungerne ere gråa med audsige 
brune Rande paa Skulderfjerene. 

Denne smukke, lille Dueart, der er almindelig i det 
sydlige Europa, hører til de her i Landet sjeldnere fore- 
kommende Fugle. Ifølge Mechlenburg skal den have ynglet 
ved Flensborg, og Teilmann (Haandb., P. 90) der, uvist med 
hvilken Ret, angiver, at den yngler i Landets «østlige Skove», 
anfører, at den «i Juni sees ved Endrupholm» pr. Ribe. 
Faber drager dog — uden Tyivl med Rette — begge disse 
Angivelser i Tvivl (Orn. Notic., Pag. 28). I Thy skal den i 
sin Tid være skudt af Handelsgartner Beck i Aalborg. 
Pastor Fogh i Varde har for en Dei Aar siden meddelt 
Forf., at en meget lille, vild Due, omtrent af Størrelse som 
en Drossel, er seet i en Håve ved Varde, og det er ikke 
usandsynligt, åt det har været en Turteldue. Ifølge Forf,s 
efterladte Optegnelser er den skudt ved Nørreris pr. Aarhus 
(Lassen) og paa Mors i Limfjorden. Lægen Frees Horne- 
mann i Hjørring saae d. 20de Juni 1860 et Individ' af denne 
Art ved en Plantage 1 Mil Syd for Hjørring (Reinh.) og 
skød en ung Han paa Linderumgaard i Vennebjerg Herred 
i Begyndelsen af Nov. 1863. Ved Holbækgaard blev en 
ganske ung Hun skudt den 22de Okt. 1859, og påa Møen 


393 


(Hjelm) et Exemplar d. 3ite Mai 1864. De tre sidstnævnte 
Individer findes alle opstillede i det zoologiske Museum, 
hvor der endvidere opbevares et Exemplar i Spiritus, skudt 
i Begyndelsen af Juni 1866 paa Anholt. En ung Han op- 
holdt sig i Slutningen af Sept. 1869 i Omegnen af Hevring 
Mølle, tre Mile Nordøst f. Randers. Den kom dagligt i 
Gaarden og aåaad sammen med Møllerens tamme Duer, men 
vilde ikke følge dem ind i Slaget. D. 28de Sept. skød 
Mølleren den og skjænkede den til Fencker. Paa den skan- 
dinaviske Halvø er Turtelduen truffen hyppigere end i Dan- 
mark og synes endog nu og da at forekomme ynglende ikke 
blot i de sydligere Dele, men ogsaa i de Nord for Polar- 
cirkelen liggende Egne. I Omegnen af Christianiafjorden er 
den endogsaa oftere bemærket flokkevis. Paa Færøerne er 
den truffen tre Gange; Amtmand Dahlerup fandt den nemlig 
død i sin Have (Juli 1857), Sysselmand Miller skød den paa 
Nolsø i Oktober s. A., og Forf. eiede et Exemplar, der lige- 
ledes i Okt. 1857 var skudt paa Færøerne. 

Til Sommeropholdssted foretrækker den Skove ved 
Bække og Aaer, overhovedet hvor der er rindende Vand, 
hvad enten det er Løv- eller Naaleskove. Om Efteraaret 
besøger den undertiden Frugt- og Kjøkkenhaverne. I Sæd- 
vaner og Levemaade ligner den mest Ringduen. Den flyver 
meget hurtigt, er sky og frygtsom, undtagen i Parringstiden, 
men bliver dog let tam og kan da holdes i flere Aar. 

Reden er yderst kunstløst og tyndt anlagt af tørre 
Kviste, oftest paa Naaletræer, ellers påa lavere Grene af 
Birke og Ege. De 2—3 smaa hvide Æg udruges af begge 
Kjøn, men forlades ved den ringeste Anledning; thi i saa 
Henseende er den ligesaåa egensindig som Ringduen. 

Æggets Længde og Brede: 

25 mm. BAD: 
31 » VEN 


394 


Stor Turteldue, Turtur rupicola (Pall.) 


Syn. Columba rupicola, Pal. — Col. turtur major, Pall. — 
Col. gelastes, Temm. — Turtur orientalis, Lath. — Peristera 


| 


gelastes, Borte. 


Dansk: Østlig Turteldue (Kjærb.). Norsk: Stor Turteldue. Svensk: 
Storre Turturdufva. 


Artsm. Ryggen og Overgumpen blaa; Hoved og Bryst graablaa med 
rustgult Anstrøg; paa Halsens Sider findes hos den gamle 
Fugl en sort Plet med fire hvide Tværstriber; de to mellemste 
Styrefjer med hvidgraa Spids, hos den unge Fugl ensfarvede. 


Afbildn. Zdet Suppl. Tab. 4 (Columba gelastes). 


Længde c. 13”. 

Denne Dueart, der i Farvetegning har stor Lighed med 
den almindelige Turteldue, men adskiller sig fra den ved 
sin betydeligere Størrelse, hører hjemme i det nordøstlige 
Åsien og navnlig i Japan, og er ifølge Nilssons Angivelse 
truffen to Gange i Sverrig, første Gang i 1842; det paagjæl- 
dende Individ, der var en énaarig Fugl, blev fanget i Herjeå- 
dalen og antages af Sundewall at være udruget der eller i 
en af Laplands tilstødende Egne. Fra Norge anføres 2 In- 
divider som skudte i Østfinmarken, men ifølge Colletts Med- 
delelse til Udg. beroer Angivelsen paa en Feiltagelse. Fra 
Danmark kjendes kun ét Exemplar, en Hun, som d. åde 
Nov. 1863 blev skudt ved Skafføgaard i Jylland (Godseier 
Estrup) og sendt til det zool. Museum. Reinhardt angav 
den først som en Varietet af Turtur auritus (Vidensk. Medd. 
fra d. naturhist. Foren. f. 1863, Pag. 63), men berigtigede 
senere sin Meddelelse (1. c. 1868, Overs. ov. Møderne Pag. 
IV, hvor Dagen imidlertid ved en Feiltagelse angives som 
den 20de Nov.). 


Fx 


395 


Tredie Orden. 


Hønsefugle, Gallinae, L. 


Næb et kort, Overnæbet hvælvet, med hele, skarpe Rande; 
Næseborene i Nærheden af Næbroden med et bruskagtigt, 
hvælvet Dække, der snart er nøgent, snart bedækket med 
Fjer; Hovedet som oftest besat med eiendommelige Prydelser, 
f. Ex. Hudlapper, Kamme, Hjelme, Fjerbuske 0. s. v. 

Benene i Regelen temmelig "korte, undersætsige, 
muskelstærke, med en høiere siddende Bagtaa, som snart 
er meget udviklet, snart næsten ganske mangler; Fortæerne 
ved Roden forenede ved en Hud; Kløerne stærke, oftest 
hvælvede, forneden hule med skarpe Kande, indrettede til at 
kradse i Jorden. 

Vingerne korte, butte, med stive, stærkt hvælvede. 
Svingfjer. 

Halen med 12—18 Styrere. i 

Hos de fleste ere Benene meget kraftige, men Vingerne 
mindre udviklede, hvorfor de have en ualmindelig Færdighed 
i at løbe, men derimod ere uskikkede til en lang, udhol- 
dende Flugt. Om Dagen opholde de fleste sig paa Jorden; 
nogle ogsaa om Natten, medens andre udhvile sig paa 
Træerne. Deres Føde, som først udblødes i en Udvidelse 
af Spiserøret (Kroen), bestaaer af Korn, Frø, Blade, Knopper, 
Bær, Orme og Insekter; de sidste udgjøre fornemmelig de 

26 


+ æ 


396 


. æ 

spæde Ungers Næring. De fleste hønseagtige Fugle leve i 
Polygami, yngle påa Jorden og kun én Gang om Åaret; 
de fleste Arter lægge mange Æg, som alene udruges af 
Hunnen, der ogsaa i Regelen alene hår Omsorg for Un- 
gerne. Disse forlade Reden strax efter at være komne ud 
af Ægget og følge Moderen, som anviser dem deres 
Føde og opvarmer dem under sine Vinger. Familien holder 
sig samlet til Efteraaret, ofte til næste Parringstid. De 
fælde kun én Gang om Aaret; Hannerne ere hos de. fleste 
Arter større og smukkere end Hunnerne.  Hønsefuglenes 
Orden omfatter de nyttigste af alle Fugle. Da det er let 
at forskaffe dem passende Næring, og då de i Fangenskab 
snart glemme at bruge Vingerne, er det ikke vanskeligt at 
tæmme dem; da de endvidere have et meget velsmagende 
Kjød og formere sig stærkt, har man fra de ældste Tider 
gjort flere af dem til Husfugle, saaledes Paafuglen, Kal- 
kunen, Perlehønen, Fasanen og Bankivahønen. 


liste Familie: Sandhønsene, Preroclidæ. 


Brystbenets inderste Indsnit betydeligt mindre end det 
yderste (ligesom hos Duerne). 
Næseborene dækkede af Fjer. i 
Løbet kort og svagt, mere eller mindre fjerklædt. 
Tæerne undertiden fjerklædte; Ydertaaen har kun 4 Led. 
Vingerne lange og spidse. 


Steppehøneslægten, Syrrhaptes, Illig. 


Bagtaaen mangler, Fortæerne tildels sammenvoxede, 
hele Foden fjerklædt. 


397 


Kirgisisk Steppehøne, Syrrhaptes paradoxus (Pall,) 
Syn. Tetrao paradoxus, Pall. 


Artsm,  Graagul med sortebrune Pletter og bølgede Tværstriber.  Han- 
nen med et sortagtigt Tværbaand under Brystet. 


Afbildn.: Ny Tavle. 


Længde c. 9”. 

Denne mærkelige Fugls egenlige Hjem er Gobi-Ørkenen 
og de kirgisiske Stepper, men dens Udbredningskreds naaer 
nu mod Vest omtrent indtil Wolga. De enkelte Beretninger, 
der fra tidligere Tid haves om dens tilfældige Forekomst i 
det sydlige og østlige Europa, synes temmelig upaalidelige, 
og desto mere overraskende var derfor ogsaa dens pludselige 
Optræden i Vesteuropa i Sommeren 1859. Hvad der yder- 
ligere forøgede Interessen var den Omstændighed, at Steppe- 
hønen lod sig repræsentere her i Europa ikke ved et enkelt, 
veirslaget Individ, men ved en hel lille Flok. Af denne blev 
et Individ, efter Dragten at dømme en gammel Han, skudt 
den 23de Juli ved Stubberup Mølle pr. Hobro -og af Adj. 
ÅA. G. Juel indsendt til Museet. De øvrige Individer bleve 
samme Sommer dels skudte, dels sete i England, Holland 
og Sydfrankrig. Men denne ubetydelige Flok var dog 
kun en lille Forløber for den Indvandring, som Steppe- 
hønsene faa Åar senere foretog i Europa i Hundredevis. 
I Begyndelsen af Sommeren 1863 indfandt der sig større 
og mindre Flokke paa forskjellige Steder i Europa og 
påa enkelte af disse sloge Fuglene sig til Ro og forbleve 
hele Sommeren over. Fra Ungarn, Måhren, Bøhmen, Preus- 
sen, Mellemtydskland, Frankrig, Holland, England, Skotland, 
Irland, Norge og Sverrig indløb Meddelelser om Steppe- 
hønsenes Optræden, men intet Sted synes de dog at have 
indfundet sig i saadan Mængde og at have sat sig saa fast 


26” 


398 


som her i Danmark og navnlig i det vestlige Jylland%). Fra 
Øerne kjendes saavidt vides kun følgende forholdsvis faa 
Exempler påa dens Forekomst. Den 20de Mai modtog 
Forf. en Hun, der faa Dage iforveien var skudt ved Nysted 
paa Lolland; Hannen siges ogsåa at være fældet og at op- 
bevares i en Privatsamling der paa Øen. Omtrent samtidigt 
(d. 24de Mai) kjøbte Meubelhandler Johansen her i Kjøben- 
havn hos en Vildthandler en Steppehøne (en Hun), der an- 
gaves at være skudt nogle Dage forinden ved Landsbyen 
Greve i Nærheden af Roeskilde. Med Undtagelse af disse 
to Tilfælde blev der ikke truffet nogen Steppehøne paa 
Øerne i Løbet af hele Sommeren, men ud paa Efteraaret 
viste der sig i Skippinge Herred påa Sjælland en Flok paa 
omtrent 20 Stkr., af hvilke én blev skudt ved Faurbo Kro 
den 28de Oktober. I Jylland derimod optraadte Steppe- 
hønsene langt talrigere, påa enkelte Steder endog massevis 
og tildels ynglende. Det var især i Egnen omkring Ring- 
kjøbing Fjord, at de satte sig fast, og ved Toldkontrolleur 
Bulows kraftige Bistand lykkedes det at erholde adskillige 
interessante Oplysninger om dem. D. 21de Mai iagttoges de 
første Gang der i Egnen i en Flok påa 14—16 Stkr.; fire 
af disse Individer bleve fældede. Faa Dåge senere såaes 
5 Stkr. ved Landsbyen Vittorp S. f. Ringkjøbing Fjord, og 
af disse blev en Han og en Hun skudte. I Slutningen af 
samme Maaned bemærkedes en Flok mellem Klitterne ved 
Nymindegab, og ved Foranstaltning af Hr. Bulow lykkedes 
det at erholde 4 døde og 7 levende af disse Fugle (5 Hanner 
og 6 Hunner). Alle de- levende og en Han og en Hun af 
de skudte kom til Kjøbenhavn, og de førstnævnte holdtes i 
længere Tid i Fangenskab paa det herværende zoologiske 


+) De efterfølgende Meddelelser om denne Fugls Forekomst her i Landet 
ere uddragne af Reinhardts og Fischers Afhandlinger i «Vidensk. 
Medd: fra d. naturhist. Foren.» f. 1863 og i «Naturhist. Tidsskrift» 
3die R., 3die Bd., 1864—65. 


399 


Museum. I de nærmest paafølgende Dage bleve 5 eller 6 
Stkr. skudte ved Bjerregaard pr. Ringkjøbing, men ingen af 
disse bleve opbevarede; ligeledes ved Ulvborg i Nærheden 
af Nissum Fjord 0. fl. a. St. Ogsaa længere inde i Landet 
blev der truffet Steppehøns, saaledes ved Breininggaard 2", 
Mil Ø. for Ringkjøbing, ved Vorgod, fem Mile fra Vester- 
havet; længere hen påa Åaret saaes store Flokke endnu 
langt østligere henimod Nørre Snede, og d. l4de Sept. blev 
et enkelt Individ skudt ved Døstrup pr. Hobro. Syd for 
Ringkjøbing forekom de tildels i store Skaårer, saaledes i 
Bramminge Sogn og ved Ribe, hvor en enkelt Flok angives 
at have bestaaet af over 200 Individer. Fra det nordlige 
Jylland haves flere Beretninger om deres Forekomst.  Saa- 
ledes viste et Par sig i Begyndelsen af Juni Maaned ved 
Birkelse, og i Midten af August opdagedes nogle Flokke ved 
Skagen, af hvilke Fischer med nogle Jagtvenner skød fire 
Hunner og én Han. Foruden disse er der i Raabjerg Sogn 
mellem Skagen og Aalbæk, hvor store Flokke viste sig, 
skudt 3 Stkr. af Lieutenant Bauditz, af hvilke en Han blev 
indsendt til det zool. Museum, og senere fire Exemplarer, 
af hvilke to Hunner sendtes til Fischer; men endnu langt 
ind i September opholdt flere Flokke af Steppehøns sig i 
Nærheden af Skagen. Af andre Meddelelser om Fuglens 
Forekomst i det nordlige Jylland kan endnu anføres følgende: 
ved Aagaard i Vester Hanherred opholdt store Flokke sig 
fra de første Dage af Juli til Begyndelsen af September, i 
den sidste Tid dog kun enkeltvis. I August blev et Individ 
skudt ved Gammelvraa (Adj. Juel). I Begyndelsen af Sept. 
saaes en stor Flok ved Nørre Elkjær pr. Frederikshavn, og 
et Individ deraf blev skudt (prakt. Læge Fr, Hornemann). Ved 
Brønderup pr. Hjørring blev et enkelt Individ skudt i Slut- 
ningen af Sept. (Samme). I Begyndelsen af Okt. blev lige- 
ledes en enkelt Steppehøne skudt ved Ingstrup Præstegaard 
i Hvetbo Herred, og d. 27de Okt. saaes ved Nørre-Sundby 
to Stkr., af hvilke den ene blev skudt. Ved Skagen forekom 


400 


de i endnu større Mængde i Slutningen af Oktober, og fra 
September til langt ind i Dec. havde Gaardeier Gaardbo 
gjentagne Gange Lejlighed til at see dem flokkevis i Raa- 
"bjerg Sogns Klitter. Naar dertil endnu føjes, at der ifølge 
Lægen Fr. Hornemanns Angivelse blev seet Steppehøns i det 
nordligste Vendsyssel kort før Jul s. A., og at en enkelt Steppe- 
høne, ifølge Bulows Meddelelse, blev skudt tæt ved Ring- 
kjøbing i Ugen mellem Jul og Nytaar, ere — saavidt Udg. 
bekjendt — alle de bestemte Tilfælde nævnte, i hvilke 
Steppehøns med Sikkerhed vides åt være seete og skudte 
eller fangede i Jylland i det paagjældende Aar. Men for- 
uden disse haves der endnu Meddelelser om, at mange 
Steppehøns, navnlig i Omegnen af Ringkjøbing, ere blevne 
fangne eller skudte af Bønder og Andre, som af Uvidenhed 
eller Ligegyldighed have spist de fleste af dem; Forf. mod- 
tog 11 levende og et større Antal dræbte Individer fra 
samme Egn, og et ikke ubetydeligt Antal saavel af levende 
som af døde Steppehøns blev, ifølge Dr. med. Holsts An- 
givelse, opkjøbt i Ringkjøbing og af en Mellemhandler 
sendt til Hamborg. Trods Vinterens Komme havde alle de 
indvandrede Steppehøns dog altsaa ikke forladt os. Enkelte 
vildfarne Individer streifede, som det fremgaaer af det Oven- 
staaende, endnu omkring; og i Foraaret 1864 modtog Fr. 
Hornemann en Meddelelse fra Gaardeier Gaardbo om, at der 
endnu i Begyndelsen af Februar s. ÅA. var bleven seet en 
Flok Steppehøns i Vester Tversted Klitter (Horns Herred); 
det sidste Individ blev i Februar 1864 fanget paa en sne- 
bedækket Vei i Udkanten af Østerskvven paa Falster af Hr. 
Quist til Hjertelund. Det er naturligvis ikke muligt, endog 
tilnærmelsesvis, at opgive i hvor stort Antal Steppehønsene 
i Aaret 1863 have besøgt Danmark, men det er dog uden 
for al Tvivl, at deres Antal har beløbet sig til adskillige 
Hundreder. 

Ogsaa fra Slesvig haves Beretninger om, at de i det 
nævnte Aar forekom i et anseeligt Antal; påa Als saaes en 


401 


Flok påa en 6—7 Stkr., hvoraf to bleve skudte. Frå Norge 
foreligger der ligeledes Meddelelser om, at de bleve trufne 
dels flokkevis dels enkeltvis paa forskjellige Steder, deriblandt 
to Individer i Nordfjord under 62” n. Br. Fra Færøerne 
haves Beretninger om fem Steppehøns, af hvilke den ene i 
Mai Maaned var bleven fundet drivende død paa Søen nær 
ved Land; to andre, begge Hanner, bleve skudte i Begyn- 
delsen af Juni ved Kalbak, en Mil fra Thorshavn påa Strøm- 
øen, og kom, ligesom det førstnævnte, i Sysselmand Millers 
Besiddelse. Endnu to Individer bleve samtidigt bemærkede; 
de bleve imidlertid ikke skudte, men opholdt sig roligt påa 
Øen indtil ind i September. 

Det fremgaaer af forskjellige Meddelelser, at Steppe- 
hønsene i hint Aar have ynglet i temmelig betydeligt Antal 
i Jylland; men desværre ere de fleste af de opdagede Reder 
blevne plyndrede af Klitboerne og Æggene spiste. De sik- 
kreste og udførligste Beretninger om deres Ynglen skyldes 
Toldkontrolleur Bulow i Ringkjøbing. De første Æg bleve 
fundne i de første- Dage af Juni, altsaa kort efter Fuglenes 
Ankomst der til Egnen; men den 28de Juli fandtes endnu 
Æg i andre Reder i samme Egn. Af de erholdte Med- 
delelser fremgaaer det, at Steppehønsene leve i Monogami, 
at Hannen deltager i Rugningen, at Reden lægges paa 
"Jorden, mellem Stene, i Sandet, eller mellem Lyng, at den 
er aldeles kunstløs, uden nogen Udforing eller kun udforet 
med lidt tørt Marehalm eller vissent Græs; endvidere at 
Æggenes normale Antal er 3; deres Form nærmer sig den 
cylindriske, og af Farve ere de lergule med større og mindre 
tildels udviskede, graabrune Skalpletter og mørkere, mere 
rent brune Dækpletter. 

Æggets Længde og Brede: 


jomm, 27, 5mm. |) det største og det mindste 


af de til Museet fra Ring- 

kjøbing indsendte Æg. 

98 » ( lagt i Fangenskab i zool. 
Have 1865 (Benzon). 


AB » 30,5 » 


AL » 


402 


Om Steppehønsene her i Landet have ynglet to Gange 
i hin Sommer er endnu tvivlsomt; det ovennævnte Tilfælde, 
i hvilket der endnu i Slutningen af Juli fandtes en Rede 
med Æg, synes vel at pege hen paa Muligheden deraf, men 
er dog ikke tilstrækkeligt til at begrunde en saadan Anta- 
gelse. I deres Hjemstavn begynder Æglægningen allerede i 
April, og i Slutningen af Mai lægges det andet Kuld Æg. 

Steppehønsenes Næring bestaaer af Plantedele, især 
Korn og andet Frø, men dog ogsaa Blomster, Blade og 
mindre Frugter. De her i Landet indvandrede Fugle syntes 
i Begyndelsen af deres Ophold fortrinsvis at have fundet 
Behag i Bygkorn, som de opsamlede paa de tilsaaede 
Marker. 

I deres østlige Hjem optræde Steppehønsene som 
Trækfugle, og de enkeltstaaende Tilfælde, i hvilke de bleve 
trufne her i Landet langt ud paa Vinteren, ere naturligst at 
forklare derved, åt et og andet Individ eller en og anden 
mindre Flok er bleven vildfarende og har streifet omkring, 
maaskee kommende fra et af Nabolandene, uden at have 
kunnet finde Veien hjemad. 

Spørgsmaalet om ÅAarsagen til Steppehønsenes Indvan- 
dring i Europa kan ikke besvares med fuldkommen Sikker- 
hed. Muligvis hår der i deres Hjemstavn fundet en Mis- 
væxt Sted af de Planter, som der udgjøre deres Næring,” 
saa at de af denne Grund have maattet fortrække; men det 
er ogsaa muligt, at Fuglene ved Storm og Uveir ere blevne 
forslaaede af deres Vei paa Trækket Nord efter til deres 
Ynglepladser, og under deres Forsøg paa at finde sig tilrette 
ere komne længere og længere bort fra deres egenlige Hjem. 

Nogen sikker Efterretning om Forekomst af Steppehøns 
her i Landet eller i det øvrige Skandinavien efter den store 
Indvandring haves ikke. Derimod blev der i 1872 iagttaget 
en lille Flok i England. 


403 


2&den Familie: Urhønsene, Tetraonidæ. 


Brystbenets inderste Indsnit større end det yderste. 

Næseborene dækkede af Fjer eller af et nøgent, læder- 
agtigt Laag. 

Fodroden kraftig, hos nogle forsynet med en Spore. 

Tæerne have det normale Antal Led. 

Vingerne korte, hvælvede. 


gerhøneslægten, Perdix, Briss. 


Næbet kort, tykt, lidt sammentrykt, med en Næbhud 
ved Roden; Næseborene tæt ved Næbroden, halvt dækkede af 
en hvælvet, nøgen, skjoldformig Hud; Benene middellange, 
temmelig tykke og ubefjerede; Vingerne korte, stumpede, 
hvælvede med krumme Svingfjer; 1ste Svingfjer lidt kortere 
end 6te, 2den lidt kortere end 3die, 4de og Ste længst; 
Halen kort, bred, nedbøiet med 18 Styrefjer. 

Fuglene af denne Slægt opholde sig og sove kun paa 
Jorden og sætte sig aldrig paa Træer. De leve i Enparring, 
og begge Magerne forblive sammen hele Aaret igjennem. 
Næringen bestaaer af Frø, spæde Blade, Bær samt Insekter, 
Larver og Pupper. Deres meget simple Rede er næsten 
blot en Fordybning i Jorden; den indeholder mange Æg, 
som ere meget tykke i den ene Ende, snart plettede, snart 
ensfarvede, og som Hunnen alene udruger. Hannen er der- 
imod Vogter og Fører for Familien, som holder sig sammen 
til næste Parringstid. Deres Kjød er velsmagende, og de 
ere derfor Gjenstand for Jægernes ivrige Efterstræbelser. 


404 


Almindelig Agerhøne, Perdix cinerea, Briss. 
Syn. Tetrao Perdix, L. — Starna cinerea, Bonap. 


Dansk: Agerhøne. Norsk: Raphøne. Svensk: Vanlig Rapphona, 
Åkerhåéna, Fålthona. 


Artsm. Strube, Kinder og Pande samt en bred Stribe over Øiet blegt 
rustrøde; Halsen og Forbrystet blaagraat vatrede; Skuldrene 
og Vingedækfjerene med hvidgule Bølgelinier; de underste Vin- 
gedækfjer hvide; Halens midterste Styrere rustrøde, graa og 
sortvatrede; Yderfjerene brunrøde. 


Afbildn. Tab. XXVIII, c. 


Længde 12”, 

Hunnens Farver mindre rene og ikke såa stærke; ofte 
har den neppe Spor af Hannens kastaniebrune, hestesko- 
formige Plet paa Brystet; de unge Fugle før første Fælding 
ere nedenunder gulagtigbrune, ovenpåa graa med gule Fjer- 
skafter paa Overvingen og med brune Pletter, der ere gjen- 
nemskaarne af bleggule Tyværstriber. Der træffes ikke sjel- 
dent renhvide, brune, hvidplettede og sortebrune Varieteter. 
En hvidbroget Varietet, skudt af en Flok, i hvilken alle 
Fuglene vare omtrent af samme Farve, blev af Gaardeier 
Quistgaard sendt Fischer fra Lyngbygaard. Grev V. Lerche 
til Birchendegaard har meddelt Udgiveren, at der i en Flok 
i Nærheden af Kallundborg fandtes 5 å 6 hvidbrogede In- 
divider; to saadanne ere ligeledes opstillede i det zoologiske 
Museum, det ene fra Holsten, det andet fra Sjælland; 
sammesteds findes en gulagtig Varietet fra Frederiksborg- 
Egnen, skudt i Okt. 1839. En citrongul Vaårietet blev skudt 
i Angel af Skovrider Butenschon og sendt Overforstmester 
Krogh paa Nygaard. I 1847 opholdt der sig i Sønderskov 
ved Flensborg en Flok Agerhøns, som alle havde hvide 
Svingfjer og et hvidt Skjold påa Brystet. En liguende Flok 
fandtes for længere Tid siden ved Qværn (Apoth. Mechlen- 
burg). 


405 


Agerhønen findes som Standfugl, undertiden, navnlig i 
haarde, snefulde Vintere, som Strøgfugl udbredt overalt i de 
danske Provindser, med Undtagelse af Bornholm, hvor Hønse- 
fuglene overhovedet slet ikke ere repræsenterede”). Talrigest 
synes den dog at forekomme i Sandklitterne ved den vestjydske 
Kyst, fra Ringkjøbing Fjord sydefter.  Endskjøndt den vel 
ikke saa let ganske kan udryddes, er den dog i de senere 
Aar umiskjendelig i Aftagende flere Steder her i Landet, 
især hvor der mangler Skov og levende Hegn, og hvor 
Jagtfuskerne med større Lethed kunne efterspore og skyde 
den, og hvor den i snefulde Vintere er udsat for at om- 
komme af Mangel påa Næring eller for at indfryse under 
Sneen, hvilket i skovløse, aabne Egne ofte er Tilfældet. 

Agerhønsene høre ikke oprindeligt hjemme paa den 
skandinaviske Halvø. Ifølge Nilsson siges de at være bragte 
til Sverrig for henimod 400 Aar siden, men efter den Tid 
have de spredt sig over næsten hele Landet; til Norge kom 
de først i 1733 fra Bohuslehn gjennem Smaalehnene, hvor 
de efter kongelig Befaling bleve fredlyste i tre Aar, og udbredte 
sig over hele Christiania Stift; endnu i 1780 forekom de, ifølge 
Collett påa Hadeland, men synes derefter atter at være for- 
svundne, indtil de i 1811 paany indvandrede og udbredte 
sig over Christiania og Hamar Stifter, hvor de, ligesom i 
den østlige Del af Christiansands Stift periodisk optræde i 
Mængde. Langs Norges Vestkyst have de endnu ikke vist 
sig, og man har forgjæves søgt at indføre dem ved Sta- 
vanger; i Trondhjems Stift er Forsøget derimod lykkedes. 
Paa Fjeldsiderne hår man fundet dem ynglende oppe i det 
”subalpinske Gebet. 

Om Dagen er Agerhønen sædvanligvis rolig; det er 
især om Morgenen og om Åftenen, at den gaaer efter Føde. 

Dens Næring bestaaer i Hede-Egnene for en stor Del af 
Bær; den i de vestjydske Sandklitter forekommende store 


+) Bornholmerne betegne Vagtelkongen med Navnet «Agerhøne». 


406 


Mængde Agerhøns ernærer sig om Efteraaret og om Vinteren 
fornemmelig af disse, hvorfor ogsaa deres Kjød er noget 
mørkere og har en særegen behagelig Smag. Reden, 
som er anbragt i Græs, Korn eller Kløver, under Buske, 
Risbrænde og desl., indeholder i Midten af Mai 12—22 
ensfarvede lysere eller mørkere gul- eller olivengraa Æg”). 

Æggets Længde og Brede: 

34,5 mm. 25 5 mm: 
36,5 » 96 » 

Man jager dem, som bekjendt, med Hønsehunde eller 
fanger dem i Garn, Kurve og Løbedoner. Fra sidst i August 
til sidst i Septbr. lykkes Jagten bedst; senere blive «Høn- 
sene» mere sky og trykke sig ei saa gjerne for Hunden. 
I smukt, stille Veir pleie de at holde bedre end i Blæst og 
Uveir. I BDrivegarnet fanges Agerhønsene bedst i Morgen- 
gryet eller i Aftenskumringen; man bruger dertil Hønsehund 
og Skydehest.  Saasnart Hunden har viist, hvor Flokken 
ligger, udsætter man Garnet, helst saaledes, at Aabningen 
staaer i en Fure; Hunden aflokkes, og Jægeren, som gaaer 
noget ludende ved den modsatte Side af Hesten, avancerer 
saaledes i Zigzag nærmere og nærmere Flokken, indtil han 
faåaer den til at løbe ind i Garnet (Nilsson). I Tydskland 
fanger man Ågerhøns med de saakaldte Høgegarn, der ere 
30—40 Alen lange og 15 Alen høie, med 3 Tommer vide 
Masker; af saadanne Garn har man flere. Agerhønen flyver 
altid lavt Morgen og Aften og altid over samme Strøg; her 
opstiller man sine Garn imellem tvende c. 10 Alen høie 
Stænger. Den nederste Garnline binder man 2 Alen og den 
øverste 9 Alen fra Jorden, hvorved Garnet kommer til at 
hænge slapt og sækformigt ned imod denne. Et Par Karle 


+) Som bekjendt siges der, at naar man sætter en Pind midt i denne 
Fugls Rede, saa at den ikke kan komme til at ruge, vedbliver den 
at lægge Æg. Fischer omtaler et Tilfælde, i hvilket Rigtigheden af 
denne Angivelse er bleven bekræftet. 


407 


ligger ved Garnet, og et Par eller flere Personer gaae ud 
over Marken for at opsøge Agerhønsene. Disse flyve op, 
tage deres sædvanlige Kaas, støde mod Garnet og falde ned 
i den deraf dannede Sæk, hvorpaa de tvende Paapassere 
oprykke Stængerne og kaste hele Garnet over AÅgerhønsene. 
Tidligere jagede man dem ogsaa med dresserede Falke, som 
man lod flyve hen over de af Hunden opsporede Flokke; 
af Frygt for deres Arvefjende trykkede de sig saa fast, at 
man let kunde kaste et Garn (Tirass) over dem. 

Kjødet er, som bekjendt, især fra August til Vinterens 
Begyndelse, en stor Delikatesse; Ungerne fortære en Mængde 
for Sæden skadelige Insekter, og de Gamle æde meget 
Ukrudfrø. Uagtet de fortrinsvis leve af Korn og grøn Sæd, 
synes Skaden, som de anrette, mindre betydelig. 


Vagtelslægten, Coturniz, Moelwr. 


Vingerne temmelig lange og spidse, de to forreste Sving- 
fjer længst. 12 korte, bløde, af Gumpfjerene skjulte Styrere. 


Vagtel, Coturnix communis, Bonnat. 


Syn.  Tetrao coturnizx, L. — Perdix coturnix, Lath. — Coturnix 
vulgaris, Klein. -— Ortygion coturnix, Keys. & Blas. 


Dansk: Vagtel. Norsk: Vaktel, Vagtel. Svensk: Waktel, Lilla 
Rapphona. 


Artsm. Over Midten af Issen samt over Øinene en gulhvid Længde- 
stribe; Ryggen rustbrun eller rustgråa med store, gulhvide 
Længdestreger og mange afbrudte, sorte og lysebrune Tvær- 
baand. Halen sortagtig med gule Tværstriber, 


Afbildn. Tab. XXVIII, c. 
Længde 7—7"4”. 
Hunnen har en mørkere Ryg, blegere Bugside, mattere 
Farvetegning, og de to sortebrune Strubebaand hos Hannen 


408 
% g 


ere blot antydede ved ét svagere. Der træffes Pindeftideil É 
hvide, blegbrune, askegraa og næsten sorte Varieteter. 

Vagtelen kommer her til Landet i Mai og forlader os 
i Septbr. for at tilbringe Vinteren i Afrika. Den opholder 
sig om Sommeren især paa vore Kornmarker, hvor den 
giver sig tilkjende ved sit eiendommelige Skrig, det saakaldte 
«Slag», som høres baade Dag og Nat, undertiden 12—16 
Gange gjentaget. 

Paa den skandinaviske Halvø forekommer den især i de 
sydligere Dele, men det synes dog, at den efterhaanden 
trænger længere frem mod Nord. Ynglende træffes den op 
imod Trondhjemsfjorden, og et enkelt Individ er skudt ved 
Tromsø. Langs Vestkysten er den sjeldnere, men er dog 
funden ynglende ved Stavanger. Paa Fjeldsiderne er den 
truffen ynglende i det subalpinske Gebet. 

Om dens Forekomst paa Færøerne vides kun, at den 
én Gang er funden nylig død paa Søen, "2 Mil fra Land, 
og at Sysselmand Miller, der erholdt Exemplaret, ligeledes 
én Gang har faaet tilbragt 6 Vagtelæg, som sagdes at være 
fundne i en Vagtelkonges (Eakurskrwøvt) Rede. 

Den er en munter, urolig og sky Fugl, der ugjerne 
lader sig opjage, flyver raskt, men lavt og kort ad Gangen; 
den gaaer i næsten ganske opret Stilling, idet den nikker 
med Hovedet ved hvert Skridt. Naar den forfølges af en 
Rovfugl eller af en Hund, stikker den efter Sigende Hovedet 
under en Jordklump og troer da at være sikker. 

Dens Næring bestaaer af alle Slags Korn og Frø, Grønt, 
Insekter og Larver. 

De 8—14 grøngule, bruntplettede, men forøvrigt stærkt 
varierende Æg lægger den i Midten af Juni i et opkradset 
Hul blandt Korn eller Græs. 

Æggets Længde og Brede: 

Em: 2jgum: 
325 24 »v 


É 409 


kJ 


Hvor Hannen har flere Hunner omkring sig, holder den 
sig ikke til én alene; maa den ogsaa nøies med kun én 
Hun, gives der blandt de indenlandske Fugle, som leve i 
Enparring, neppe en eneste saa troløs Mage og saa slet 
Familiefader som Vagtelhannen, der i såa Henseende ligner 
Hannen hos alle polygamiske Fugle. 

Naar man forstaaer at efterligne dens Lokkestemme, i 
hvilket Øjemed man har konstrueret en særgen Pibe (Vag- 
telpibe), lader den sig let hidkalde og skyde. 


Urfugleslægten, Tetrao, L. 


Næbet kort, stærkt, tykt og hvælvet foroven, kun svagt 
sammentrykt; Næseborene ved Næbroden rundagtige, 
dækkede af en blød, hvælvet, tæt befjeret Hud og ganske 
skjulte af Pandefjerene; over Øiet en nøgen, høirød, med 
store Vorter tæt besat Hudkam; Benene lave og stærke; Tar- 
serne fjerklædte lige ned til Tæerne; disse nøgne, oventil 
belagte med hornagtige Tværskinner, paa Siderne med en 
Række store Hornskjæl og under disse kamformigt frynd- 
sede. Vingerne meget hvælvede og korte; de forreste 
Svingfjer meget smalle; Halen med 18 Styrere. 

Hannerne ere hos de fleste Arter meget større og an- 
derledes farvede end Hunnerne; Ungerne ligne. de sidst- 
nævnte. 

Disse vilde og sky Fugle opholde sig fornemmelig i 
Skovene, især i Bjerglande og påa skovløse Hedestrækninger. 
De leve i Flerparring, saa at Kjønnene blot søge hinanden 
i Parringstiden. Naar denne er forbi, adsprede Hunnerne 
sig i Skovene eller paa Hederne for at lægge Æg og opføde 
deres Afkom. Hannerne slaa sig gjerne flere sammen og 
streife flokkevis omkring; Ungerne følge Moderen til næste 
Foraar. 

Føden bestaaer af Skov- og Hedefrugter, Knopper, Frø, 
Blade, Insekter og Insektlarver. Kjødet er velsmagende, og 
disse Fugle ere derfor en vigtig Gjenstand for Jagten. 


410 


Almindelig Urhøne, Tetrao tetrix, L. 6 


Dansk: Urhane, Aarhane (Hannen), Urhøne, Aarhøne (Hunnen); Urhøns, 
Urfugle, Aarfugle, Skovhøns (begge Kjøn). Norsk: Aarfugl, Orfugl, 
Orhane, Orhøne, Urhøns. Svensk: Orre, Orrhåns. 


Artsm. Halen hos Hannen dybt kløftet, Sidefjerene stærkt halvmaane- 
formigt udadbøiede. Hannen sort med blaa Staalglands påa 
Kroen; Hunnen spraglet med rustfarvede og sorte Tværstreger 
samt kortkløftet Hale med lige Sidefjer.. 


Afbildn. Tab. XXVIII, c. g/. Han. Suppl. Tab. 12, Hun. 


Hannens Længde 21”; Hunnen, som er betydeligt mindre, 
har to hvide Tværbaand paa Vingerne, medens Hannen kun 
har ét; Hannens røde, vorteagtige Plet over Øinene (der 
med Alderen omgiver hele Øiet og hæver sig kamformigt op 
over Issen) er hos Hunnen betydeligt mindre. Indtil Kyl- 
lingerne, hvis Drågt har megen Lighed med de voxne Hun- 
ners, ere lidt mere end halvvoxne, er der ingen ydre For- 
skjel mellem Han og Hun; men efter den Tid begynder der 
at vise sig enkelte sorte Fjer paa Siderne af Hannens Kro. 
Efterhaanden komme flere langs med Vingerne og samtidigt 
dermed fra Kroen midt ned ad Brystet. Saaledes forekommer 
der en smuk Overgangsperiode, i hvilken den næsten voxne 
Hanes Dragt har nogen Lighed med Hønens, men hår tre 
sorte Striber, én langs med hver Vinge og én midt ned ad 
Brystet. Samtidigt dermed begynde de sorte Halefjer at 
frembryde, hele Dragten bliver mørkere, og inden Vinterens 
Ankomst har den unge Han i det Væsenlige erholdt sin 
blivende Dragt (Fischer).  Tilfældige Varieteter træffes for- 
holdsvis hyppigt. 

Aar- eller Urhønen var tidligere meget almindelig næsten 
overalt paa Jyllands, Slesvigs og Holstens Hedestrækninger, 
især i den høie Lyng; nu er den fortrængt af Kulturen og 
Hedebrændingen, og påa de fleste Steder aldeles udryddet 
ved idelig Efterjagen, endog i Parrings- og Yngletiden. 
I Klitterne ved Vesterhavet forekommer den endnu hist og 


£ 411 

her; men ogsaa der vil den maaske snart forsvinde. I Egnen 
mellem Hobro og Randers er den, ifølge Fencker, ikke 
truffet siden Sommeren 1866. For adskillige Aar siden ko- 
loniserede man den i det nordlige Sjælland ved Tidsvilde, hvor 
den vedligeholdt sig længe; for en Del Aar siden opholdt 
sig i flere Aar en formodenlig derfra udgaaet Flok ved 
Helsingør (Steenberg), og endnu i 1862 (d. 6te Marts) blev 
der ifølge «Folkets Avis» seet 2 Hanner i Teglstrup Hegn 
ved Helsingør; den ene af dem blev skudt. Paa den skan- 
dinaviske Halvø yngler den almindeligt lige fra Skaane op 
til Polarcirkelen. Nord for denne er den kun sjeldnere be- 
mærket, men er dog flere Gange skudt ved Tromsø. Paa 
Fjeldsiderne træffes den almindeligt endnu i Birkebæltet. 

Denne udenfor Parringstiden vilde, sky og listige Fugl 
flyver godt og sætter sig, hvor den opholder sig i eller 
nærved Skove, ofte paa Trætoppene; den forener sig om 
Vinteren med sine Lige i større eller mindre Flokke og 
streifer da omkring i Skovene eller her i Landet paa He- 
derne; kun stundom i stærke, snefulde Vintere søger den 
ind i Skovene paa den jydske og slesvigske Østkyst. I varmt 
Veir opholder Urfuglen sig påa fugtige Steder i Moserne, 
selv hvor Jorden er bedækket med Vand. 

Fra Midten af Marts eller, alt efter Veirligets Beskaffen- 
hed, noget før, indtil hen i Mai foregaaer Parringen. I dette 
Tidsrum skoggrer Hannen påa ophøjede Steder (i Skovegne 
paa Træernes høieste Spidser) og flyver derefter sædvanligvis 
ned paa Jorden, hvor den fortsætter sin Skoggren med de 
forunderligste Spring og Bevægelser, idet den snart hæver, 
snart sænker Vingerne og Halen samt udbreder den opreiste 
Hale vifteformigt. Her i Landet, hvor denne Fugl nu kun 
forekommer sparsomt, hår en Han neppe ret mange Hunner, 
men i Sverrig og Norge, hvor den findes i Mængde, samles 
30—40 og flere paa Skogger- eller Parringspladserne; hen- 
imod Morgenen er Legen endt. Reden er blot en lille 
Fordybning påa den blotte Jord og de 8—12 Æg, som 

27 


412 


lægges midt i Mai, ere bleg- eller graagule, med brune 
Punkter og Pletter, der i Regelen ere størst paa Æggets 
smalle Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

47mm. som 
5235» 38 » 

Man jager den, som bekjendt, med Hønsehunde og 
skyder den for den staaende Hund; vilde man skaane de 
gamle Høns, som ere let kjendelige, skulde den ringe For- 
del, som disse afgive i Jagtudbytte, snart rigeligen erstattes 
ved Artens Formering. I Finland og Rusland fanges Ur- 
fuglene i Bur; man fanger dem ogsaa i Snarer, paa Træerne 
og i Løbedoner påa Jorden saavelsom i Garn. 

Den fortærer en Del skadelige Insekter, men lever dog 
fortrinsvis af Planteføde. Dens Kjød er særdeles velsmagende. 


Tjur, Tetrao urogallus, L. 


Dansk: Tjur. Norsk: Tjur, Tødder (Hannen), Røi, Røy (Hunnen). 
Svensk: Tjåder, Tjådertupp (Hannen), Tjåderhåna (Hunnen), Tjåderhane 
(Hannen), Rya (Hunnen), (Smaaland). 


Artsm. Halen afrundet. Hannen: Hovedet, Halsen og Overgumpen 
graa, Skuldrene og Ryggen brune, sortvatrede, Vingerne sort- 
vatrede med rødbrun Grundfarve.  Forbrystet med grønagtigt 
Metalskjær. Hunnen: Hele Fjerklædningen med bølgeformige 
Tværstriber af sort, gul og hvid Farve. Halen med sorte og 
rødbrune Tværstriber og et bredere sort Tværbaand foran den 
hvidagtige Spids. 


Afbildn. Zdet Suppl. Tab. 4. 1, Han — 2, Hun. 


Hannen er betydeligt større end Hunnen, men opnaaer 
dog ikke overalt samme Størrelse og skal navnlig blive 
mindre og mindre jo nordligere den findes; saaledes skal, 
ifølge Nilsson, en gammel Tjurhan i det sydlige Sverrig 
kunne veie 15—16 , medens den i Lapland sjeldent naaer 
op over 9 %.  Hunnens Vægt varierer mellem 5 og 8 tb. 
Tilfældige Varieteter træffes hyppigt. 


413 


Tjuren er udbredt over de nordlige Dele af Åsien og 
Europa og er især talrig i Siberien og Rusland. I Mellem- 
europas Bjergskove forekommer den hist og her, men er 
dog i stadigt Aftagende. Det samme Forhold finder Sted 
påa den skandinaviske Halvø, hvor den tidligere var almin- 
deligt udbredt overalt, men hvor den nu Aar for Åar synes 
at aftage i Hyppighed, om den end paa flere Steder endnu 
findes i temmelig stor Mængde. Langs Halvøens Vestkyst 
sees den kun sjeldent. Paa Fjeldsiderne træffes den for- 
trinsvis i Naaleskovene, men gaaer dog nu og da op i 
Birkebæltet. I Danmark har Tjuren havt hjemme i en meget 
fjern Fortid, men har ikke levet her i den-historiske Tid, 
og der haves kun en eneste Beretning fra de allersidste 
Aar om dens tilfældige Forekomst her i Nutiden, idet den i 
Begyndelsen af December 1874 skal være seet i Rudeskov- 
Stubbedam ved Holte af Skovfoged Bartholdy og Skov- 
fogedaspirant Knuthson; nogle Dage senere traf Sidst- 
nævnte den paåany i Blegmandsmosen der i Egnen, og den 
13de s. M. stødte Forstelev Ulrich-Wellendorf paa den i 
Stubbedam, hvorfra den med stort Bulder stod op og tog 
Flugt i Retning af Blegmandsmosen. Den følgende Dag 
saae Gand. med. & chir. H. C. Wegge den i Stubbedam og 
havde da Leilighed til at iagttage dens Udseende og Flugt 
saa nøile, at han med Bestemthed turde erklære den for en 
Tjurhan. Siden den Dag vides Fuglen ikke med Sikkerhed 
at være bemærket der paa Egnen; der foreligger kun nogle 
mindre sikkre Angivelser om, at den nogen Tid efter var 
bleven seet af nogle Skovarbeidere i Rudeskov, og et løst 
Rygte om, at den senere er bleven skudt ved Sundet udfor 
Rungsted”). 

Tjuren opholder sig fortrinsvis i store Naaleskove ved 
Søer og Elve; dog træffes den ogsaa hvor Bestanden er 


+) Qvenstaaende Beretning om Tjurens Forekomst her i Landet er mig 
velvilligt meddelt af Hr. Kammerherre, Hofjægermester Eide. Udg. 
27E 


414 


blandet. For de lavere liggende Skovegnes Vedkommende 
er den i Regelen Standfugl, men de Individer, der om Som- 
meren opholde sig i de høiere liggende Bjergskove, flytte 
om Vinteren, og navnlig naar der falder megen Sne, ned i 
Dalskovene. Naar der om Efteraaret indtræffer stærk Frost, 
flokke Tjurene sig ofte sammen og tilbringe Dagen i Løv- 
skovene, især hvor der findes Egebestand, af hvis Frugter 
de da hovedsagelig nære sig. Om Aftenen vende de atter 
tilbage til Naaleskovene, hvor de blive Natten over i Træerne. 
Tjuren er sky, men noget dvask og langsom i sine 
Bevægelser; dog løber den temmelig hurtigt. Den flyver 
tungt og med megen Larm, sjeldent høit og kun korte 
Strækninger ad Gangen. Hannen er en meget stærk Fugl, 
og det hænder undertiden, åt den i Følelsen af sin Styrke 
overvinder sin naturlige Skyhed og endogsaåaa angriber Men- 
nesker, der komme i dens Nærhed. Med sine Lige fører 
den i Parringstiden ofte blodige Kampe. Hunnen er långt 
mere fredsommelig (Nilsson). 

Dens Næring bestaaer af Fyrre- og Grannaale, Enebær, 
forskjellige Løvtræers Knopper og Olden. Ungerne leve i 
den første Tid mest af Insekter, Larver og smaa Regnorme, 
men tage senere forskjellige Bær. 

Den lever i Polygami, og forud for selve Parringsakten, 
der foregaaer med usædvanlig Lidenskabelighed, foretager 
Hannen en Mængde besynderlige Maneuvrer, ledsagede af 
forskjellige Lyd.  Saasnart Parringen har fundet Sted bort- 
fjerne Hunnerne sig. De yngre Hunner lægge kun 5—6 
Æg, de ældre derimod 12—15. Æggene ere smudsigt gule 
og bestrøede med en Mængde lysebrune Punkter og Pletter. 
De lægges i en Fordybning påa Jorden, mellem Mos og 
Lav, under en Busk e. l. 

Æggets Længde og Brede sædvanligvis: 

DU ED 4lmm. men varierer ikke sjeldent 
mellem 52 » 39 » og 
62 » ARE 


415 


Det er bekjendt, at de fleste Hønsefugle, -som leve i 
Polygami, have Tilbøielighed til at parre sig med andre 
Arter. Urhanen synes dog i saa Henseende at overgaae alle 
de øvrige, og der haves talrige Exempler paa, at den har 
avlet Afkom med Tjurhunnen, Dalrypen, Faåasanhønen og 
Tamhønen. Af disse Bastarder skulle vi kun omtale de to 
første. 


Rakkelhanen, Tetrao urogallides, Nilss. 


Syn. T. urogalloides, Nilss. — T. hybridus, L. — T. medius, 
Meyer. 


Dansk: Bastard-Aarfugl (Kjærb.). Norsk: Rakkelhane, Knivtjur, Halv- 
tjur. Svensk: Rackelhane, Rapelhane, Rosslare. 


Afbildn. 2Zdet Suppl. Tab. 5. 1, Han. — 2, Hun. 


Denne Bastard af Urhanen og Tjurhønen er noget større 
end Urfuglen; Halen er kløftet, med lige eller svagt udbøiede 
Sidefjer. Hannen er sortagtig med Purpurskjær paa Brystet 
og Halsen; over Vingeledet findes en hvid Plet; de øvre 
Haledækfjer og de mellemste Styrefjer have smalle hvide 
Rande ud mod Spidsen, de nedre Haledækfjer brede hvide 
Rande. Undergumpen er smudsig hvid. Hunnen er vatret 
med sorte og rustgule Tværbaand. Hannens Længde c. 23”, 
Hunnenskcs19 

Rakkelhanen forekommer ikke sjeldent paa den skandi- 
naviske Halvø paa Steder, hvor der baade findes Tjurer og 
Urhøns. Den er især almindelig i den nordlige Del af 
Wermland, i Linkøpings og Kalmars Lehn og i Søderman- 
land samt i det sydlige og sydøstlige Norge. Ogsaa Nord 
for Fjeldryggen er den oftere skudt. Hannen synes at fore- 
komme hyppigere end Hunnen. 


416 


Rypeurfuglen, Tetrao lagopides, Nilss. 
Syn. T. lagopoides, Nilss. 
Norsk: Ryporre. Svensk: Riporre. 
Afbildn. Zdet Suppl. Tab. 5. 


Denne Form er en Bastard af Urhanen og Dalrype- 
Hunnen. Halen er kløftet; Styrefjerene for største Delen 
sorte. Fødderne hvidt fjerklædte til midt paa Tæerne. 
Hannen (i Vinterdragt) er sort paa Rygsiden med hvidlig 
eller gråaagtig Vatring. Bugsiden, Halsen og Vingerne hvide 
med sorte Smaapletter og en stor sort Plet paa Forbrystet. 
Hunnen (i Vinterdragt) er paa Rygsiden spraglet med 
Hvidt, Rustgult og Sort. Bugsiden hvid, Forhalsen og Si- 
derne med sorte og rustgule Tværbaand. De mellemste 
Styrefjer rustgult spraglede. 

Rypeurfuglen forekommer langt sjeldnere end Rakkel- 
hanen og kun i de Fjeldregioner, hvor begge Stamarter 
mødes. I Sverrig synes den at være hyppigere end i Norge 
hvor Hunnen, såavidt vides, hidtil ikke er bemærket. Denne 
sidste træffes overhovedet ikke saa almindeligt som Hannen. 


Hjerpeslægten, Tetrastes, Keys. & Blas. 


Fodroden halvt fjerklædt, dens nederste Del, ligesom 
Tæerne, nøgen. 16 Styrefjer. 


Hjerpe, Tetrastes bonasia, (L,). 
Syn. Tetrao bonasia, L. — Bonasia betulina, Steph. — Bonasia 
lagopus, Brehm. — Tetrao canus, Mus. Carlson. (Var.). 
Dansk: Hjerpe, Hasselhøne. Norsk: Jerpe. Svensk: Hjerpe. 


Artsm. Issefjerene forlængede. Styrefjerene, de to mellemste undtagne” 
med et bredt, sort Baand foran den askegraa Spids. Struben 
sort hos Hannen, rustgul hos Hunnen. Ryggen sort-, graat- 
og bruntspraglet. ! 


Afbildn. Zdet Suppl. Tab.4. 1, Han. — 2, Hun. 


Hjerpen er påa den skandinaviske Halvø almindeligt 
udbredt over Norge fra Smaalehnene op til Nordland og 
over det mellemste og nordlige Sverrig. I de vestlige Egne 
af Norge, navnlig i Bergens Stift er den dog sjelden. Paa 
Fjeldsiderne gaaer den ikke op over det subalpinske Gebet. 
I Danmark er den ikke truffet, men i Tydskland og Frank- 
rig forekommer den påa sine Steder temmelig almindeligt. 
Dens Udbredningskreds strækker sig forøvrigt mod Øst over 
største Delen af Siberien. n 

Om Sommeren opholder den sig fortrinsvis i Løvskove, 
hvorimod den om Vinteren foretrækker Naaleskove og kun 
nu og da begiver sig til nærliggende Birkeskove for at for- 
tære Birkeknopper. Den færdes mest påa Jorden, flyver 
med stærk Larm og kun korte Strækninger åd Gangen. 

Den lever i Monogami, og Parringen finder Sted i Be- 
gyndelsen af April. Hunnen er ene om at besørge Æggenes 
Udrugning, og Hannen bliver ikke i Nærheden, medens dette 
staaer paa; den flakker ensomt omkring og forener sig ikke 
med sine Lige. Men naar Ungerne ere flyvefærdige, slutter 
Hannen sig atter til Familien og tilbringer Vinteren sammen 
med den. 

Æggene lægges påa Jorden, i en Fordybning i Mosset 
e. I. St., i et Antal af 10—12. De ere bleggule med en 
Mængde smaa brune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 


35mm. 927mm. 
40,5 ”» 29 » 
42 » 98 » 


Hjerpen er i Skandinavien Gjenstand for en ivrig Jagt. 
Den lokkes indenfor Skudvidde med den saakaldte Hjerpe- 
pibe, og då den er meget lidt sky, kan man uden at iagt- 
tage stor Forsigtighed undertiden fælde mange efter hver- 
andre, endog i ét og samme Træ. 

Kjødet er meget velsmagende. 


418 
Rypeslægten, Lagopus, Briss. 


Næbet kort, tykt, oventil hvælvet. Øienbrynene nøgne, 
i Overkanten med en fremspringende kamtandet Rand. 
Fodroden og Tæerne om Vinteren med en tæt Fjerklædning, 
om Sommeren mere eller mindre ubefjerede. Tæernes 
Sider uden større Skjæl eller Fryndser. Halen ukløftet, be- 
staaende af 14 sorte Styrefjer; over de to mellemste ligge 
to stærkt forlængede Dækfjer. 

Kyperne opholde sig paa høie, især skovløse Bjerge 
eller påa højtliggende Heder og Sletter med sparsom Vege- 
tation. De leve i Monogami og holde sig parvis sammen 
om Sommeren. Om Efteraaret, naar Ungerne ere voxne, 
slaae flere Familier sig sammen og streife om Vinteren om- 
… kring i store Flokke. De færdes mest paa Jorden og sætte 
sig kun sjeldent paa Træer. Deres Næring bestaaer af 
Blade, Bær, Frø samt mindre Planter. Hannerne ere større 
end Hunnerne og i Regelen anderledes farvede. De yngle 
to — undertiden tre — Gange om Åaret. Vinterdragten er 
meget forskjellig fra Sommerdragten. 

Ryperne skifte Kløernes Hornskede én Gang om Aaret; 
dette mærkelige Phænomen, der først med Sikkerhed er 
blevet nærmere paavist af Nilsson, staaer naturligvis i nøie 
Forbindelse med disse Fugles Levemaade og de Forhold, 
under hvilke de maa søge deres Føde. Om Vinteren, naar 
Frosten hår dannet en Isskorpe paa Sneen, ere Kløerne 
lange, brede, spadeformige med udhulet Underside og skarpe 
Kanter, for at Ryperne dermed kunne gjennemkradse Is- 
laget og naae ned til Planterne, som dækkes af Sneen. 
Men naar denne er smeltet bort, behøver Fuglen ikke saa- 
danne Gravekløer, og disse afløses da om Sommeren af nye 
Kløer, der i Begyndelsen ere korte og stumpe, men lidt 
efter lidt voxe ud til Gravekløernes Størrelse og Form. 


419 


Fjeldrypen, Lagopus alpina, Nilss. 


Syn. Tetrao lagopus, L. — T. rupestris, Gm. — T. alpinus, 
Nilss. (Orn. Sv.). — T. Reinhardi, Brehm. (2). 
Dansk: Fjeldrype. Norsk: Fjeldrype, Skarerype, Skarvrype, Fjeldskar, 
Blaarype (Drammen og Kongsberg. Efteraarsdragt). Svensk: Fjålripa. 
Islandsk: Rjupa (Hunnen), Kjeri (Faber), Kéri (Holm) (Hannen). Grøn- 
landsk: Akejksek, Kavio. 


Artsm. Ste Haandsvingfjer kortere end Zden. Overnæbet noget sam- 
mentrykt mod Spidsen. Vinterdragt: Hannen hvid med sorte 
Tøiler og et sort Baand fra Øiet henimod Nakken, Hunnen 
renhvid. Sommerdragt: Hannen: Hovedet, Halsen, Ryggen 
og Forbrystet sorte med flere eller færre hvide Pletter og fint 
spraglet med Rødgraat. Hunnen: med sorte Pletter og blegt 
rustgule Bølgestriber. 


Afbildn. det Suppl. Tab. 5. 1, Han i Vinterdragt. — 2, Han i Som- 
merdragt. 


Hannens Længde -c. 14”, Hunnens c. 1319".  Vinge- 
strækning 24—25”. 

Fjeldrypen er almindelig paa den skandinaviske Halvø; 
om den er identisk med den islandske 7etrao Islandorum, 
Faber, og den grønlandske Tetrao Remhardi, Brehm, er 
maaske neppe endnu afgjort med Sikkerhed; påa Færøerne 
forekommer den ikke. 

Den opholder sig påa Fjeldene ovenfor Trægrændsen 
og yngler paa den skandinaviske Halvø især hyppig i de nordlige 
Dele op imod den russiske Grændse; ogsaa påa Dovres og 
Langfjeldenes Forgreninger yngler den i Mængde. Om Vin- 
teren indfinder den sig i ringe Antal i de vestlige Lavlande, 
men kommer, saavidt vides, aldrig til Halvøens sydligere 
Dalstrøg. 

Dens Føde bestaaer om Sommeren fortrinsvis af Blade, 
Blomster og Frø af Fjeldurter, om Vinteren især af Frø og 
Knopper. Ungerne leve hovedsagelig af Insekter. 

Parringen finder for Skandinaviens Vedkommende Sted 
i Juni, og kort Tid derefter anlægger Hunnen sin kunstløse 


420 


Rede paa Jorden, mellem Stene, i en Fordybning i selve 
Klippemassen eller under Lyng og Dværgpilebuske. Til 
Ynglested vælger den i Regelen den øverste Grændse af Pile- 
regionen. Den lægger 10—12 brungule Æg, tæt bestrøede 
med større og mindre sortebrune Pletter og næsten lige 
tykke i begge Ender. 

Æggets Længde og Brede: 


3Ymm. SYGE 
HDØ SR | fra Norge. 
AS » 30 » 


44,5 » 3050 fra Steyermark. 


Saalænge Rugningen staaer paa, fjerner Hannen sig 
ikke langt fra Hunnen, men den deltager aldrig i Rugningen. 
Naar Ungerne i Juli ere udklækkede, forlader Hannen sin 
Familie og begiver sig højere op i Fjeldet, hvor den slaaer 
sig sammen med andre Hanner i Flokke påa 30—50 Stkr. 
Senere hen paa Eftersommeren følge Hunnerne og Ungerne 
efter, og Hannerne slutte sig da igjen til deres Familier. 

Den skydes især om Vinteren eller fanges i Snarer. 
Dens Kjød ansees for mindre godt end Dalrypens. Den 
efterstræbes ivrigt af Jagtfalken, som især om Vinteren for- 
tærer en Mængde af dem. (Nilsson). 

Om den grønlandske Rype meddeler Holbøll («Ornithol. 
Bidrag til den grønlandske Fauna», P. 42), at de fleste Individer 
hele Sommeren igjennem opholde sig påa det flade Land 
eller i de dybe Fjelddale, og at Hannen, ligesom i Skandi- 
navien, begiver sig op til Fjeldtoppene henimod den Tid, 
da Æggene ere udrugede. Naar Kulden er stræng og Sneen 
nogenlunde blød, graver Rypen sig ned i denne. Om Vin- 
teren drage mange af dem fra Grønlands nordlige Egne til 
de sydligere. 

Den islandske Form opholder sig, ifølge Faber (Prodr. 
d. isl. Orn., Pag. 10), ligesom den grønlandske, om Som- 
meren fortrinsvis paa de lavere liggende og med Krat be- 


421 


voxede Bjergplateauer. Den forekommer i stor Mængde 
overalt påa Øen. 


Dalrype, Lagopus subalpina, Nilss, 


Syn Tetrao albus, L. — T. Lapponicus, Gm. — T. cachinnans, 
Retz. — T. saliceti, Temm. 


Dansk: Dalrype. Norsk: Lirype, Dalrype, Rype, Rupa, Rjupa, Skogs- 
rype. Svensk: Dalripa, Ripa, Snåripa, Skogsripa. 


Artsm. ste Haandsvingfjer aldrig kortere end den.  Overnæbet noget 
nedtrykt mod Spidsen. Vinterdragt: Begge Kjøn hvide med 
Undtagelse af de sorte Styrefjer; den sorte Stribe foran og bag 
Øiet mangler. Sommerdragt: Hovedet og Forhalsen rødbrune 
(Hannen) eller rustgule (Hunnen) med sorte Pletter. Ryggen 
sort, spraglet med Rødbrunt (Hanuen) eller Rustgult (Hunnen). 


Afbildn. 2det Suppl. Tab. 5. 1, Han i Vinterdragt. — 2, Han i Som- 
merdragt. 


Hannens Længde 15—16”, Vingestrækning 24—25”, 
Hunnen er lidt mindre. 

Dalrypen forekommer i Mængde påa den skandinaviske 
Halvø, navnlig i hele Norge, undtagen i Lavlandet Øst for 
Christiania Fjorden, og i Sverrigs nordlige Halvdel. Den 
stiger ikke saa høit tilveirs paa Fjeldsiderne som foregaaende 
Årt, men holder sig fortrinsvis til de lavere Dele af Birke- 
regionen. = Talrigst findes den paa Øerne nordenfjelds, og 
gaaer her, ligesom påa det nærliggende Fastland, helt ned 
til Havets Niveau. 

Føden bestaaer om Sommeren især af Bladene af Pil 
og Blaåabær-Busken og af Frøene af det saakaldte Rypegræs 
(Polygonum viviparum). Om Efteraaret lever den fortrinsvis 
af Bær og om Vinteren af Dværgbirkens og den almindelige 
Birks Knopper samt af Blaabærbuskens Stilke. 

Den kunstløse Rede anlægges i Juli under en Pilebusk, 
mellem Lyngen eller et lignende Sted. De 10—12, under- 
tiden flere, Æg ere rustgule med talrige uregelmæssige, 
sammenflydende, større og mindre Pletter. 


422 


Æggeis Længde og Brede: 
AMM. 305: 
Ab » 32,5 » 

Hannen forlader ikke sin Familie, naar Ungerne ere 
udklækkede, men saavel den som Hunnen flyve omkring 
med disse. 

Ligesom foregaaende Art skydes den kun undtagelses- 
vis om Sommeren, da Kjødet paa denne Aarstid ansees for 
mindre velsmagende og Fuglene ikke kunne taale at for- 
sendes langt. Om Vinteren skydes den i Mængde paa 
Sneen og fanges i meget stort Antal i Snarer. (Nilsson). 


Foruden de i det Foregaaende omhandlede Årter af 
Hønsefugle findes der, som bekjendt, saavel i Skandinavien 
som i det øvrige Europa adskillige tæmmede Arter, som, 
uagtet de ikke kunde henregnes til den skandinaviske Fauna, 
dog paa Grund af den betydelige Rolle, de spille, forment- 
lig ikke bør lades ganske ude af Omtale i nærværende AÅr- 
beide. Deres Plads i Systemet er nærmest ved foregaaende 
Familie, med hvilken de navnlig i Henseende til Brystbenets 
Form frembyde megen Overensstemmelse. 


Paafugleslægten, Pavo, L. 


Næbet middellangt, kegleformigt, svagt krummet, 
nøgent ved Roden. Næseborene fritliggende. Hovedet 
lille, forsynet med en vifteformig Fjertop. Fødderne 
kraflige; Fortæerne ved Roden forenede ved en Hud; Fod- 
roden (hos Hannen) væbnet med en Spore. Vingerne tem- 
melig korte, 6te Svingfjer længst. Halen er flad og be- 
staaer af 18 Siyrere. De øverste Haledækfjer hos Hannen 
ere stærkt forlængede og brede og kunne reises og ud- 
bredes vifteformigt. 


423 


Tam Paafugl, Pavo cristatus, L. (domesticus). 


Hovedets vifteformige Fjertop er bevægelig og hår grøn- 
ligt Metalskjær. De 20—24 Fjer, af hvilke den bestaaer, 
ere hos Hannen omtrent 2” lange og have kun Fane i 
Spidsen.  Skafterne ere hvidlige.  sHunnens Fjerkam er 
kortere. Fødderne graabrune. Hovedet, Halsen og For- 
brystet blaa med violet og gulgrønt Metalskjær. Over og 
under Øiet en hvid Stribe. De korte, afrundede Rygfjer 
have gulgrøn Metalglands og fløielssorte Rande. De øvre 
Haledækfjer ere hos Hannen meget lange, undertiden over 
4 Fod.  SStraalerne sidde enkeltvis og spredt paa hele 
Skaftet med Undtagelse af det yderste Parti, hvor de danne 
en sammenhængende Fane, der er prydet med en Øieplet 
af de skjønneste og mest glimrende Farver. Brystet, Bugen 
og Undergumpen sorte med grønlig Glands. Hunnen er 
mindre end Hannen, og dens Haledækfjer, der ere meget 
kortere, mangle Øieplet. Kroppen er graabrun, med nogle 
større hvide og mindre grønne Pletter paa Hovedet. Halsen 
og Brystet grønne, det sidste med hvide Fjerspidser. Spore 
mangler hos Hunnen. 

Denne prægtige Fugl har sit Hjem i Forindiens, Ås- 
sams og Øen Ceylons Skove, hvor den paa sine Steder 
forekommer i store Flokke, og hvor den i sin vilde Til- 
stand optræder med endnu større Farvepragt end den 
tæmmede Form. Paa forskjellige Steder i Indien betragtes 
den som en hellig Fugl, og ved adskillige af Hinduernes 
Templer opholder der sig store Flokke af halvvilde Paafugle, 
for hvis Føde de ved Templerne ansatte Præster have 
at sørge. 

Paafuglen flyver kun ugjerne og søger i Regelen at 
undflye Faren ved at løbe; dens Flugt er tung og støjende, 
og den hæver sig sjeldent høit i Luften. Dens Næring be- 
staaer af Korn og andre Plantedele, men den tager ikke 
sjeldent Insekter og mindre Hvirveldyr, især smaa Slanger, 


424 Å 

som den tildels fortærer. Dens Skrig, som navnlig høres i 
Parringstiden, er meget stærkt og yderst ubehageligt. Om 
Efteraaret mister den ved Fælding sine glimrende Haledæk- 
fjer, der først henimod Foraaret, naar Parringstiden nærmer 
sig, bryde frem paany. De nævnte Fjer findes dog ikke 
hos Hannen, førend i det tredie Aar, paa hvilken Tid den 
bliver avledygtig. 

Den vilde Paafugl lægger i Indien Æg i Juni, Juli og 
August Maaned, dog kan man sine Steder finde dens Æg 
- endnu ind i Oktober. Her hos os lægger Paafuglen i Mai 
Maaned 8—15 Æg, der ere brungule eller hvidgule med en 
Mængde smaa brune Punkter og enkelte større Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 


68 mm 57 mm. 
Mo ED 51 » 
70 » 5 » 


Man antager, at Paafuglen første Gang er bleven bragt 
til Europa med Alexander den Stores Tog fra Indien. 
I Grækenland blev den helliget til Juno og underholdt ved 
hendes Tempel paa Samos. Først senere kom den til Rom, 
hvor der var forbeholdt den en ganske anden Rolle, idet 
den blev Gjenstand for Gastronomernes Efterstræbelser ; 
navnlig blev dens Tunge og Hjerne anseet for det Lækkreste 
af Alt og udgjorde Hovedingredientserne i en af Keiser 
Heliogabals Livretter. Til det øvrige Europa synes den først 
langt senere at være kommen, og endnu i det 14de Aar- 
hundrede var den en stor Sjeldenhed i England og Tydsk- 
land. I de fleste Egne af Skandinavien er den udbredt som 
Husfugl, men holdes dog fornemmelig som Pragtfugl paa 
de større Herregaarde og intetsteds i synderligt Antal. 


425 


Fasanslægten, Phasianus, L. 


Næbet middellangt, nøgent og bredt ved Roden. 
Overnæbet bøiet og længere end Undernæbet. Næseborene 
ved Næbroden, foroven dækkede af en hvælvet, bruskagtig 
Hud. Hovedet med nøgne, vortede Pletter, navnlig Øie- 
og Kindregionen. Benene kraftige, Fortæerne forenede 
ved Rodledet.  Bagtaaen høitsiddende, Fodroden væbnet 
med en stærk Spore (hos Hannen). Vingerne korte, af- 
rundede; 4de og dte Svingfjer længst. Halen spidst ud- 
løbende, taågformig, med 18 Styrefjer. 


Almindelig Fasan, Phasianus colchicus, L. (Ædelfasan). 


Nakkefjerene noget forlængede, Skuldre og Bryst med 
sorte Pletter, Svingfjerene med uregelmæssige Tværstriber, 
Halen med sorte Tværbaand. 

"Hannen har en Længde af 32”, af hvilke Halen ud- 
gjør de 20”. Dens Hoved og Hals ere sorte med grøn og 
blaa Metalglands. Forryggen, Siderne, Kraven og Bugsiden 
ere prægtigt gulrøde med fløielssorte Pletter og 'Tværstreger, 
Halen brungraåa med sorte Tværstriber og brede røde Fjer- 
rande. Hunnen opnaaer ikke samme Størrelse og har langt 
uanseeligere Farver; den er graaspraglet med sorte Pletter 
påa Ryggen, Skuldrene, Hovedet, Halsen og Forbrystet; 
Bagbrystet er rødligt, Halen gråa- og sortspraglet med ure- 
gelmæssige sorte Tværbaand. 

Fasanens oprindelige Hjem er Landene omkring det 
kaspiske Hav og det sydvestlige Asien. Meget langt til- 
bage i Oldtiden, ifølge Sagnet allerede med Årgonautertoget, 
skal den være bragt til Grækenland fra Egnen omkring 
Floden Phasis i Landet Colchis. Fra Grækenland har den 
udbredt sig til Italien og derfra være bleven ført til Syd- 
frankrig og Tydskland. I Østerrig og Bøhmen lever den 
nu påa mange Steder i vild Tilstand, hvorimod den i de 
europæiske Middelhavslande er såa godt som udryddet. 


426 


Her i Norden holdes den kun paa enkelte Steder hos større 
Godsbesiddere og i Kongelunden paa Amager. 

Den færdes hele Dagen påa Jorden, hvor den sniger 
sig om mellem Krat og Buske og fra Skovkanterne gaaer 
ud påa Markerne for at æde Sæden. Naar Mørket indtræder, 
flyver den op påa en Gren og tilbringer der Natten. Den 
er meget frygtsom, trykker sig stærkt for Hunden og Jæ- 
geren eller løber ligesom forvildet omkring og flyver nødigt, 
Jagten paa den er meget let og fordrer ikke øvede Skytter. 
Dens Kjød betragtes som en stor Delikatesse. 

I April lægger Hunnen sine talrige, ensfarvet oliven- 
brune Æg i en lille simpel Rede paa Jorden. 

Æggets Længde og Brede: 

48mm. 34mm. 
50 » 36 » 
Ungerne opfødes med Insekter og Plantefrø. 


Hønseslægten, Gallus, Briss. 


Næbet middellangt, kraftigt; Overnæbet hvælvet og 
med nedbøiet Spids. Paa Hovedets Overside findes en 
sammentrykt Hudkam.  Kinderne nøgne og glatte. Paa 
begge Sider af Undernæbet findes nedhængende Hudlapper. 
Fodroden væbnet med en lang, krum Spore. Halen tag- 
formig, med 14 Styrefjer, af hvilke de mellemste ere lange 
og bueformigt bøiede. 

Arterne af denne Slægt høre alle hjemme i det syd- 
østlige Asien og det indiske Archipelag. Tamhønen eller 
Hushønen, Gallus domesticus, Briss, der nu er udbredt 
saa godt som over hele Jorden, har fra umindelige Tider af 
været Husfugl, og man veed ikke med Sikkerhed hvilken af 
de vilde Arter der er dens Stamfader. Sandsynligvis maa 
dog de talrige Racer af Hushøns føres tilbage til en eneste 
Stamart, Bankivahønen. 


427 


Bankivahønen, Gallus Bankiva, Temm. 


har sit Hjem i Javas og Indiens Skove.  Hudlapperne paa 
Hovedet ere røde, Kammen tandet og Halen næsten hori- 
zontal. Hovedet, Halsen og de lange Nakkefjer ere guld- 
glindsende, Ryggen og Vingedækfjerene kastaniebrune med 
sortegrønt Skjær, Brystet sort med gulgrøn Metalglands, 
Svingfjerene rustfarvede, Bugen og Halen sorte, Øinene 
rødgule, Fødderne skifersorte.  Hannens Længde c. 25”, 
hvoraf Halen udgjør c. 14”. Hunnen er mindre og dens 
Hale mere vandret. Hovedets Hudiapper ere mindre end 
hos Hannen, og de långe Halsfjer ere sorte med hvidgule 
Rande. Forøvrigt er Rygsiden brunt- og sortspraglet, Bug- 
siden lyst brungul. 

Denne Art skal i fri Tilstand være yderst vild; den op- 
holder sig fortrinsvis i de tykke Bambuskrat paa Bjergene. 


Kalkunslægten, Meleagris, L. 


Næbet kort og stærkt; Overnæbet hvælvet, krummet, 
ved Roden beklædt med en nøgen Hud, der som en elastisk, 
nedhængende, kjødagtig Lap hænger ud over Næbet, men 
kan reises. Paa Hovedet og Forhalsens øverste Halv- 
del findes nøgne, kjødagtige Hudvorter og paalangs ad 
Struben en nøgen, fremspringende Hudfold. Vingerne 
ere korte og stærkt afrundede; iste Svingfjer kortest, 2den 
af samme Længde som Øde, åde og dte længst. Halen, 
der bestaaer af 18 Styrefjer, er afrundet og kan reises, idet 
Fjerene spredes hjulformigt. Benene ere nøgne, kraftige 
og (hos Hannen) forsynede med en kort, svag Spore. Hun- 
nerne ere betydeligt mindre end Hannerne, og deres Farver 
mindre stærke. De kunne ikke reise Halen. 

Af Kalkuner kjendes tre Arter (/MZeleagris gallopavo, L., 
M. Americana, Batr. og M. ocellata, Cuv.), alle hjemme- 
hørende i Nordamerika. Fra den førstnævnte nedstammer 

28 


428 


vor tamme Kalkun, som Spanierne ved Mexikos Op- 
dagelse forefandt som Husfugl hos den daværende Be- 
folkning og som allerede faa Aar senere var indført paa 
Antillerne og almindelig holdt tam af Øernes spanske Ko- 
lonister. 

I fri Tilstand lever den vilde Kalkun af forskjellige 
Frugter, især Mais, Ågern og Olden, samt af Insekter. Han- 
nerne holde sig sammen i Flokke paa indtil 100 Stkr., medens 
Ungerne slutte sig til Hønerne og sammen med disse streife 
flokkevis omkring. Om Dagen søge de deres Næring paa 
Jorden, men om Natten sove de paa Træerne. I Parrings- 
tiden kæmpe Hannerne indbyrdes med stor Voldsomhed og 
strutte ud med Fjerene, idet de med nedhængende Vinger 
og udspredt Hale udstøde en besynderlig pustende, klukkende 
Lyd, som man ogsaa hører hos den tamme Kalkun, naar 
den kommer i Affekt. 

I April lægger Hønen 10—15, undertiden indtil 20 
graagule, rødplettede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

born: 30nn: 
TÅ » 525» 

Reden er en Fordybning i Jorden, løselig belagt med 
Fjer. Naar Fuglen forlader Reden for at søge sig Føde, til- 
dækker den altid Æggene med visne Blade. 

Kalkunjagten drives i Nordamerika med stor Liden- 
skabelighed og Hensynsløshed og har i Forening med Land- 
brugets Fremtrængen og Skovenes Rydning påa mange 
Steder medført disse Fugles Udryddelse. I Danmark findes 
Kalkunen som Husfugl paa de fleste større Gaarde og lige- 
ledes paa den skandinaviske Halvø helt op til Polarcirkelen. 


Perlehønseslægten, Numida, L. 


Næbet kort, tykt; Overnæbet hvælvet, ved Roden 
dækket af en nøgen Hud. Ved Undernæbets Rod nedhængende 


429 


Kjødlapper. Hovedet og Forhalsens øverste Parti nøgne. 
Issen prydet med en hornagtig, hjelmformig Udvæxt eller 
med en Fjertop. Vingerne korte, åde Svingfjer længst. 
Halen kort og nedad rettet, Haledækfjerene noget forlæn- 
gede. Benene korte, uden Spore. 

De herhen hørende Arter leve alle i Afrika; den ene 
af dem er indført som Husfugl i Europa og findes hist og 
her, om end ikke almindeligt, i Danmark og det øvrige 
Skandinavien. 


Den almindelige Perlehøne, Numida meleagris, L.5), 


hvis egenlige Hjem er det vestlige Afrika, forekommer dog 
ogsaa i andre Dele af denne Verdensdel og blev allerede 
i Oldtiden indført til Grækerne og Romerne fra Nubien. 
Ryggen og Overgumpen er mørkt askegråa med hvide 
Draabepletter, omgivne af en mørk Ring; paa Vingedæk- 
fjerene ere Pletterne størst. Hovedet og den nøgne Del af 
Halsen graablaa, Kinderne blaahvide, Hudlapperne røde, 
Hjelmen graabrun, Næbet rødgult. Bugsiden sortegråa med 
store lyse Draabepletter, Svingfjerene brunlige med hvide 
Baand og smaa Pletter. Længde c., 30”. 

Som Husfugl spiller den ikke nogen stor Rolle her i 
Norden. Dens Kjød er dog meget fint, og Æggene ansees 
for meget velsmagende. 

Æggets Længde og Brede: 

syne 3 brom 
AT » 39 » 


+) Grækerne kaldte den Meleagris, fordi Meleagers Søstre, der vare 
utrøstelige over deres Broders Død, ifølge Sagnet vare blevne for- 
vandlede til Fugle, hvis Fjer saae ud som om de vare besprængte 
med Taarer. 


285 


430 


Fjerde Orden. 


Vadefugle (Sumpfugle), Grallae. 


NG som oftest langt, tyndt, lige eller bøjet. Næseborene 
frie, sædvanligvis liggende i en blød Hud, i Almindelighed 
spalteformige. 

Benene lange eller meget lange, trinde, tynde, nøgne 
ofte høit op over Hælledet; Bagtaaen oftest høitsiddende, 
middellang, kort eller ganske manglende; Fortæerne enten 
aldeles adskilte, ved Roden forenede ved en større eller 
mindre Hud eller forsynede med Sidelapper. 

Vaderne have næsten alle lange Armknokler og lange 
Skulderfjer, men kort Hale. Hos de fleste er Halsen lang, 
Fuglens hele Figur paafaldende smækker, Næb og Ben 
meget lange. Begge Kjønnene have sædvanligvis samme 
Farve, men Hunnen pleier at være størst; de unge Fugle, 
som let kjendes ved den op imod Hælen tykkere Tarse, 
have i Regelen en fra de Gamles forskjellig Dragt. De fleste 
leve i Monogami, dels parvis, dels i Selskaber; paa deres 
Vandringer færdes de ofte i store Skarer og ikke sjeldent 
slutte flere Arter sig sammen. = Mange Arter ere Natfugle, 
andre søge deres Næring kun om Morgenen og Aftenen. 
Deres Føde bestaaer af Insekter, Larver, Orme, Krybdyr, 
Fiske og Rogn, sjeldnere af Planter. Deres Opholdssteder 
ere Strandbredder, Søer, Floder, Bække, Kjær og Enge, 


431 


hvor de, ofte op til Bugen, vade efter deres Føde; faa 
indlade sig frivilligt paa at svømme, men i Fårer svømme 
mange af dem godt, og nogle kunne endog dykke. De 
hurtigtløbende have i Regelen en hurtig Flugt, de langsomt- 
gaaende (Heirer, Traner, Storke) flyve mindre raskt; hine, 
hvis Antal er størst, sætte sig næsten aldrig paa Træer, 
men næsten stedse paa Jorden, hvor de ogsaa yngle; de 
andre yngle tildels paa Træer, Klipper eller i Sumpe 0. l. St. 
Æggenes Åntal er sædvanligt 3—4, hos nogle faa Årter 
10—12. Hos nogle opfødes Ungerne i Reden, indtil de 
kunne flyve; hos de fleste løbe de af Reden, saasnart de 
ere udrugede. 

Alle vore indenlandske Arter ere Trækfugle. De gamle 
Hanner vandre først bort; Ungerne og Hunnerne senere. 
I Flugten strække de deres lange Ben lige tilbage for at 
skaffe Modvægt mod den lange Hals. De fleste have et 
spiseligt, adskillige et meget velsmagende Kjød. 


lste Familie: Hønsevadere, Alectorides, Schinz. 


Næbet kortere eller ikke længere end Hovedet, tem- 
melig tykt, stærkt og haardt; Overnæbet bøiet, hvælvet, i 
Spidsen ofte krogformigt. 

Bagtaaen mangler enten ganske eller er lille og høit- 
siddende. 

De leve paa store, åabne Sletter og Sandstrækninger 
eller paa sumpige Steder. Deres Næring bestaaer af Korn, 
-Frø og andre Plantedele, Insekter og Larver eller udelukkende 
af disse Dyr. Ungerne forlade Reden strax efter Udrugningen. 


Trappeslægten, Ois, L. 


Næbet kortere end eller ligesaa langt som Hovedet, næsten 
kegleformigt, sammentrykt mod Spidsen; Mundvigen strækker 


432 


sig langt tilbage; Næseborene ægformige, med en Hud 
foroven, paa Midten af Næbet. Benene høie, stærke, 
nøgne over Hælledet, med korte, forneden brede, paa Si- 
derne kantede og ved Roden forenede Tæer, som have brede, 
nedenunder hule, skarprandede Kløer, næsten som Negle; 
ingen Bagtaa. Vingerne middellange, noget hvælvede; 
Svingfjerene brede og med meget stærke Skafter. Halen 
afrundet, bestaaende af 20 Styrere. 

Trapperne løbe hurtigt og udholdende, men have en 
langsom og tung Flugt. Disse tildels meget anseelige Fugle 
leve påa Marker og aabne, ubeboede, helst høitliggende 
Sandstrækninger, som oftest i smaa Selskaber, og ere yderst 
sky og forsigtige. Hannerne, som i Størrelse langt overgaae 
Hunnerne, have en særegen Hoved- og Halsprydelse; den 
unge Han ligner Hunnen og er først avledygtig i andet Aar; 
de leve i Polygami, men Hannen maa ofte ogsaa lade sig 
nøie med én Hun og gjør i Parringstiden de forunderligste 
Bevægelser, idet den opreiser og vifteformigt udbreder Halen 
0.s.v. Reden er kunstløs, bestaåaer egenligt kun af en For- 
dybning i Jorden og indeholder 2, sjeldent 3 Æg. 


Stor Trappe, Otis tarda, L. 


Dansk: Trapgaas, Trappe. Svensk: Trapp, Stortrapp, Pommersk 
Kalkun (Skaane). 


Artsm. Hoved og Hals lyst askegraa; Kappen (Ryggen og Vingerne) spraglet 
med sorte og rustgule Tværtegninger, Armsvingfjerene sorte med 
Undtagelse af Fanens Rodparti, som er hvidt. Bugsiden hvid. 


Afbildn. Tab. XXIX, g/. Han. — Suppl Tab. 12, Hun. 


Hannens Længde 42” og derover; Tarsen 6”, Halen 
9”- Hannen har i Parringstiden paa hver Side af Hovedet 
ved Underkjæbens Rod en bagtilrettet Busk af 4—5"" lange 
Fjer med haarlignende, adskilte Straaler. Hunnen, der er 
betydeligt mindre, mangler denne Fjerprydelse. 


433 


Denne store, prægtige Fugl forekommer undertiden i de 
forhenværende danske Hertugdømmer, sjeldnere i det egen- 
lige Danmark. Den er nu og da bemærket i Holsten, hvor 
der f. Ex. i Foraaret 1812 (Boie, i Wiedemanns zool. Mag., 
Bd. I, II Stck.) viste sig et Par ved Godset Kuhlen, formo- 
dentlig for at yngle der; Hannen blev skudt; den hår ynglet 
ved Hamborg og er oftere skudt ved Flensborg (Mechlen- 
burg). En Mil vestlig for Varde blev den skudt i Efteraaret 
1844. Faber omtaler (Orn. Notic., Pag. 30) et Exemplar, 
der fandtes i det tidligere Naturhistorie-Selskabs zoologiske 
Samling, og som, saåavidt han mindes, var skudt påa Sjæl- 
land. I Sommeren 1860 blev en Hun fanget (paa Reden 
med Æg)”) ved Mattrup pr. Horsens og af Etatsraad Wes- 
tenholz sendt til Dr. Kjærbøllings zoologiske Have, hvor den 
kort efter døde. Skelettet af den findes i Landbohøiskolens 
Museum. For en Del Aar siden blev et Individ skudt Nyt- 
aarsdag paa Isen ved Slesvig. Exemplaret kom i Benickens 
Samling. I det sydlige Sverrig forekom Trapgaasen endnu 
i Slutningen af forrige Aarhundrede paa sine Steder tem- 
melig almindeligt ynglende, såaledes paa Skanør-Lyng, paa 
Cimmered-Mark 0. fl. St.; nu træffes den kun sparsomt og 
sjeldent i Egnen omkring Ahus og Ljungby. I Norge er 
den, saavidt vides, ikke bemærket. 

Trappen er yderst sky og forsigtig; den opholder sig 
altid paa aaben Mark, eller ogsaa skjuler den sig i det høie 
Korn og des... Om Sommeren flyver den høist ugjerne og 
måa først gjøre et temmelig langt Tilløb med adskillige 
Vingeslag; om Efteraaret derimod løfter den sig med langt 
større Lethed fra Jorden og flyver da ofte baade langt og høit. 

Dens Næring bestaaer af Insekter, Korn, Frø, Urter og 
spæde Blade; om Vinteren mest af Raps og alle Slags 
Kaalblade. 


+) Denne interessante Oplysning skylder jeg en senere Meddelelse fra 
nuværende Kultusminister Fischer. Udg. 


434 


Parringen finder Sted i April eller Mai, og forinden den 
fuldbyrdes, finder der heftige Kampe Sted mellem Hannerne. 
Reden findes gjerne i Kornet eller i Rapsen o. desl. og be- 
staaer blot af en Fordybning i Jorden; den indeholder sæd- 
vanligvis 2 olivengraa, leverbrunt plettede Æg. 

Æggenes Længde og Brede: 

Tfejrdt DET: 
95 » 62 » 

Fuglen er meget vanskelig at komme paa Skud, dog 
lykkes det bedst med Skydehest; man jager den ogsaa med 
Støvere, som man holder skjulte i Vognen, indtil man er 
kommen Trappen såa nær som muligt; det hænder da 
undertiden, at de kunne gribe den, inden den faaer Tid til 
at lette. Et større Antal Jægere kan indkredse et Trappe- 
selskab ved at løbe paa dem fra alle Sider og kan sætte 
dem saaledes i Forlegenhed, at man endog kan skyde dem 
i Sædet. 


Dværgtrappe, Otis tetrax, L. 
Syn. Otis minor, Briss. 


Dansk: Dværgtrappe. Norsk: Smaatrappe. Svensk: Lilla Trapp, 
Dvergtrapp, Småtrapp. 


Artsm. Armsvingfjerene hvide; Halsen (hos Hannen) sort med to hvide 
Ringe, eller (bos Hunnen) mørk rustgul, tæt brunplettet, Ilove- 
det sort med rustgule Pletter. 


Afbildn. Tab. XXIX, gl. Han. — Suppl. Tab. 12, Hun. 


Kappen og Nakken fint spraglede eller vatrede med 
Sort og mat Rustgult, Underkroppen hvid; Halefjerene med 
2—3 sorte Baand. Længde 18”; Hunnen er noget mindre 
og mangler de lange Fjer bag paa Halsen. Iris gul. 

Den tilhører fornemmelig det sydlige Europa: Italien, 
Spanien, Sydfrankrig og det sydlige Ruslands Sletter, men 
er dog adskillige Gange truffet i Danmark. Boie saae en 
Hun dræbt ved Kolding (Wiedemanns zool. Magaz., Bd. I, 


435 


St. MI, S. 95, Kiel 1819); Pontoppidan angiver den som 
forekommende i Jylland, og i Mullers Prodr. zool. Dan. op- 
føres den som dansk; 1813 blev den skudt ved Tønder 
(Hage); Woldike skød den i Febr. 1822 ved Brunsbiuttel i 
Holsten %) (Faber, Ornith. Notic.,.Pag. 30) og fik ifølge Brev 
til den ældre Reinhardt fremdeles en ung Han i Slutningen 
af 1825 eller i Januar 1826 (ØRh.). I Benickens Samling fandtes 
en Dværgtrappe, skudt ved Gram; ved Flensborg er den oftere 
truffet (Mechlenburg); Konsul Hage i Stege sendte i Begyn- 
delsen af Januar 1850 Konservator Scheel en gammel Hun, 
skudt paa Møen ved Hjelm, 1%4 Mil fra Stege; ogsaa dette 
Exemplar er opstillet i det zoologiske Museum. I Slutningen 
af November 1863 erholdt det samme Museum fremdeles en 
Hun af denne Årt fra Omegnen af Ringkjøbing. Den havde 
Maven aldeles fuldt proppet med de tykke Blade af Cakile 
mariwima. Den 30te December 1872 blev en Hun skudt i 
Lerchenborg Dyrehave paa Åsnæs. Exemplaret blev af Lehns- 
greve Lerche skjænket Udgiveren og findes nu i Apotheker 
Benzons Samling. Konservator Conradsen erholdt i 1864 en 
gammel Han, der var skudt af en Bonde paa Amager. I Slut- 
ningen af November 1874 blev et Individ skudt i Nærheden 
af Nykjøbing p. Falster. Desværre blev kun Hovedet og 
Fødderne reddede og af Konsul Benzon sendt til Apotheker 
Benzon, i hvis Samling de opbevares. I Sverrig vides den 
at være skudt eller fanget tre eller fire Gange, og i Norge 
blev omtrent 1760 to Individer fangne levende paa Smølen 
i Nordmør (Hammer: Fauna Norvegica. 1775. Pag. 44). 

Dværgtrappen er mindre sky end forrige Art, løber 
hurtigt og flyver uden Tilløb, men kun korte Strækninger 
og helst lavt hen over Jorden. 

Dens Næring er den samme som foregaaendes; Hunnen 
lægger 3—5 grønagtige, glindsende Æg i en Fordybning 
i Jorden. j 


%) Expl. findes i Museet. 


436 


Æggets Længde og Brede: 
soon. Alen: 
64 » 62 » 
Da den, ligesom Agerhønen, trykker sig, naar den troer 
sig i Fare, og først flyver op, nåar man er den ganske nær, 
kommer man den let påa Skud. 


Kravetrappe, Otis Macquenii, Gray. 
Syn. Otis houbara,. L. 
Dansk: Kravetrappe. Svensk: Kragetrapp. 


Artsm. Armsvingfjerene brunsorte; paa Hovedet en Fjerbusk; paa begge 
Sider af Halsen en sort og hvid Krave. 


Afbildn. Tab. XXIX, 


Kappen og Halen okker-rustgul, med fine, brune og 
graa samt enkelte større sorte Tegninger; Halen af samme 
Farve, med 2 å 3 sortegraåa Tværbåand; den nederste Del 
af Forhalsen (Kroen) askegraa. Denne Årt adskiller sig frå 
de tvende foregaaende ved det længere, ved Roden ned- 
trykte Næb. Iris gul; Længde 24”. 

Den beboer fornemmelig Vestasien fra det kaspiske 
Hav til Bengalen, men træffes kun tilfældigt i Mellemeuropa 
og vides blot én Gang skudt i Danmark, nemlig den 12te 
Novbr. 1843 ved Flensborg, hvor Exemplaret blev ind- 
lemmet i Apoth. Mechlenburgs Samling. Fra det øvrige 
Skandinavien kjendes kun ét Tilfælde af dens Forekomst, 
idet den tidligt i Foraaret 1847 blev skudt i Nærheden af 
Salberga paa Gottland. 

I Levemaade ligner den de andre Trapper. 

Æggets Længde og Brede: 

ber. LE SSL 
65 » SØREN 
TØ LD 5Æ » 


437 


Braksvaleslægten, Glareola, Briss. 


Næbet kort; Overnæbet temmelig bueformigt, udlø- 
bende i en skarp Spids; Næseborene ved Næbroden, spalte- 
formige; Benene nøgne til lidt op over Hælledet; Tarserne 
temmelig lange og tynde; Mellemtaåen er betydeligt længere 
end de andre Fortæer, og den svagere Bagtaa sidder noget 
højere; alle Tæerne ere forsynede med lange, spidse, næsten 
lige Kløer; Vingerne og Halen svaleagtige: de første 
lange, smalle og spidse, med meget lange forreste Svingfjer; 
Halen med 12 Styrere, oftest dybt kløftet. 

Braksvalerne løbe hurtigt og flyve udmærket; under 
Flugten snappe de ofte deres Næring paa Sumpplanterne; 
de leve paa store Stepper og i Sumpe i den gamle Verdens 
mildt tempererede og varme Lande, hvor de fornemmelig 
nære sig af Insekter, og forsamle sig i Nærheden af Vand 
eller fugtige Steder. 


Braksvale, Glareola pratincola, (L.). 


Syn. Hirundo pratincola, L. — Glareola pratincola, Pall. — Gla- 


reola Austriaca, Gm. — Glareola torquata, Briss. 
Dansk: Braksvale, Halsbaand-Braksvale. 


AÅrtsm. Halen gaffeldannet; de øverste Haledækfjer hvide; de store 
underste Vingedækfjer rustrøde. Struben rustgul med sortebrun 
Indfatning. 


Afbildn. Tab. XXXVII, g/. Han. — Suppl. Tab. 18, ung Fugl. 


Længde 10”. 

Ovenpaa rødgraa, Underbryst og Bug hvide. Begge 
Kjønnene håve ens Farve og Tegning, hvorimod de unge 
Fugle ere meget afvigende og mangle det Gule paa Struben. 

Denne smukke Fugl, hvis rette Hjem er Nordafrika, 
Senegambien og de vestlige Dele af Asien, forekommer ikke 
sjeldent i det sydøstlige Europa og yngler temmelig hyppigt 


438 


i Ungarn. Her i Danmark er den kun truffet én Gang, 
nemlig paa Møen ved Ulfshale, den 18de Mai 1831, da 
den blev "skudt af Konservator Scheel; Exemplaret kom i 
E. Hages Fuglesamling. I det øvrige Skandinavien er den 
ikke bemærket. Den er meget selskabelig, overordenlig 
livlig og munter, men ikke sky. Dens Skrig har megen 
Lighed med Ternernes. 
De 4—6 Æg ere temmelig korte, mat olivengraåa med 
sortebrune Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 
3) HEER JUELS 
2 » 24 » 


2den. Familie: Smalnæbede, Pressirostres, Cuv. 


Næbet lige, trindt eller sammentrykt, temmelig tyndt, 
langt eller middellangt. 

Benene temmelig høie, med korte Tæer, af hvilke de 
2 eller alle 3 Fortæer ved Roden ere forenede; Bagtaaen 
mangler eller er meget kort og høitsiddende, saa at den 
enten slet ikke, eller dog kun med Spidsen berører Jorden. 

De færdes paa tørre, sandede Marker og Heder eller 
ved Strandbredder, nogle i Kjær og Moser; de løbe og flyve 
raskt, leve af Insekter, Larver, Snegle, Muslinger 0. s. v. 
Ungerne forlade Reden strax efter at: være udrugede af 
Ægget. 


Trielslægten, Oedtenemus, Temm. 


Næbet lige, næsten firesidet, omtrent af samme Længde 
som det store, høit hvælvede Hoved, lidt ophøjet ved Panden, 
smallere i Midten; Spidsen haard, den bageste Halvdel blød. 
Næseborene gjennemsigtige, spalteformige, omgivne af 
en Hud. Benene håve tykke Hælled og kun tre korte, 
brede Tæer, af hvilke Ydertaaen er forenet med Mellemtaaen 


439 


ved en Hud, der er noget større end den, der findes mellem 
Indertaaen og Mellemtaaen. Vingerne middellange, 2den 
Svingfjer længst. Halen næsten kileformig, bestaaende af 
14 Styrere. 

Arterne af denne Slægt leve parvis påa øde, sandede 
og tørre Sletter. Fra Tråpperne adskille de sig i Leve- 
maade fornemmelig derved, at de hverken æde Grønt eller 
Korn. Kjønsforskjellen er ubetydelig; Hunnen er blot noget 
mindre. De løbe meget og ualmindeligt rask, ere særdeles 
sky og flyve langt lettere end Trapperne. Deres Næring er 
store Insekter, Larver og Orme; de dræbe og fortære ogsaa 
Mus samt andre smaa Pattedyr, mindre Krybdyr o. s. v. 
Il Europa gives kun én Årt. 


Europæisk Triel, Oedicnemus crepitans, Temm. 


Syn. Charadrius Oedicnemus, L. — Otis Oedicnemus, Lath. — 


Oedicnemus griseus, Koch. 


Artsm. Brungul med mørkebrune Skaftpletter; Struben, Tøilerne og 
Øieregionen hvide; de to yderste Svingfjer sorte med Hvidt; 
over Vingen to, med dens Overrand paralleltløbende, hvidagtige, 
mørkt begrændsede Tværstriber; Næbet gult med sort Spids, 
Ben og Iris gule. 


Afbildn. Tab. XXIX. 


Længde c. 16”. 

I Efteraarsdragten ere Farverne mest levende, Tegnin- 
gerne renere; Overkroppen hår et rustfarvet Anstrøg, som 
udbreder sig paa Forhalsens nedre Del; om Foraaret ere 
Fjerrandene mere slidte og Fjerenes Farver blegere,. hvor- 
imod Næbet og Fødderne have en stærkere gul Farve. 
Længere hen i Sommeren afbleges og slides Fjerene i den 
Grad ved Solens, Luftens og Veirligets Paavirkning, at de 
faae et stygt, næsten pjaltet Udseende, omtrent som Skind, 
der ere stærkt angrebne af Møl. 


440 


Denne Fugl forekommer kun sjeldent her i Landet, 
uagtet den i Nordtydskland oftere træffes ynglende. Efter 
E. Hages Optegnelser skal den have ynglet paa «Poggensand» 
i Elben, hvor den ogsaa én Gang er fanget. Den 28de 
Oktbr. 1848 kjøbte daværende Stud. med. Carstensen et In- 
divid af en Vildthandler her i Byen; det var skudt paa 
Vestsiden af Bornholm den 21de samme Maaned. Exem- 
plaret opbevares i d. zool. Mus. I det øvrige Skandinavien 
og i vore nordlige Bilande vides den ikke bemærket. 

Den har en høitpibende Stemme, lever i Monogami, 
lægger 2 eller 3 mørktplettede Æg paa den blotte Jord, og 
Ungerne forlade Reden strax efter Udrugningen. 

Æggets Længde og Brede: 

5Qmm. 39mm. 
54 » 42 » 


Brokfugleslægten, Charadrius, L. 


Næbet kortere end Hovedet, tyndt, lige, i Midten ind- 
trykt. Næseborene spalteformige, lange og lige brede, 
omgivne af en fremstaaende nøgen Hud. Hovedet og Øi- 
nene store, Halsen temmelig kort, Benene temmelig lange 
og tykhælede, blødhudede, med korte, brede Tæer, af hvilke 
den yderste og mellemste ere forenede ved en Hud. Vin- 
gerne temmelig lange og spidse, iste Svingfjer længst. 
Halen kort og svagt afrundet, med 12 Styrere. 

De herhenhørende Arter opholde sig dels ved Strand- 
bredder og Søer, dels i Sumpe og Moser, paa tørre Marker 
og Heder, overhovedet paa ufrugtbare Steder. Hos os ere 
de alle Trækfugle, som vandre familievis eller i store Skarer, 
de Gamle først, Ungerne senere. De ere meget lette i deres 
Bevægelser og løbe ualmindeligt hurtigt, men kun korte 
Strækninger ad Gangen; deres Flugt er ligeledes let, og 
deres Stemme er en høitlydende Piben. Næringen bestaaer 


= 
- 
EN 


af Insekter, Larver og Orme, undertiden tillige af Bær og 
anden Planteføde. De 4, forholdsvis store, pæreformige, 
graagrønne eller lysebrune, plettede Æg, lægge de blandt 
Stene ved Strandbredden eller påa den blotte Jord påaå 
Heder og i Moser. 


a) Fødderne uden Bagtaa (Charadrius, s. str.). 


Almindelig Brokfugl, Charadrius pluvialis, L. 


Syn. Charadrius pluvialis, L. (Vinterdragt). — Ch. apricarius, L. 
(Sommerdragt). — Ch. auratus, Suckow. — Pluvialis aurea, 
Briss. — Pluvialis viridis, Willugb. 


Dansk: Brokfugl, Hjeile, Helunger, Heilong (Læsø), Huderling (Sylt). 
Norsk: Hejlo, Akerlo, Fjellplistre, Fjellhjerpe. Svensk: Brockfogel, 
Ljungpipare, Ljungspole, Ljungvipa (Skaane), Lerbena, Lertrana, Åker- 
hona (Sédermannland), Lyngspole (Halland), Myrpytta (Smaaland), Alwar- 
grim (Øland). Færøisk: Legv (M.), Lo, Lå, Loggv (H.), Lågv (Faber). 
Islandsk: Loa. Grønlandsk: Kajorrovek, Kajordlek. 


Artsm. Rygsiden sortagtig med grøngule eller guldgule Pletter; de 
lange underste Vingedækfjer hvide; Halen med mange hvidagtige 
Tværbaand. 


Afbildn. Tab. XXX, gl. Han. — Suppl. Tab. 13 (Vinterdragt). 


Længde 11”. 

I Foraarsdragten er Underkroppen sort med hvid Ind- 
fatning; i Vinterdragten og hos Ungerne er Struben hvid, 
Forhalsen og Overbrystet graa med gule Pletter, Bugen hvid. 

Hunnen ligner Hannen, kun ere de sorte og hvide 
Farver ikke såa rene. 

Denne Fugl har en meget vid Udbredelse i hele Eu- 
ropa og en Del af Asien, hvorfra den mod Vinteren 
vandrer sydligere. I Danmark beboer den om Sommeren 
især de store Hedestrækninger og Moser i Jylland, en stor 
Del af Øerne i Vesterhavet, ligeledes Læsø, Bornholm 0. s. v., 
mindre talrigt forekommer den paa Sjælland, hvor den skal 
have ynglet i Odsherred (Dahl). Paa Amagerfælled sees den 


442 


oftere i store Flokke (Conradsen). Den pleier åt indfinde 
sig meget tidligt, sædvanligvis i Marts, og i Juli begynde de 
at flokkes og streife omkring paa Græs- og Brakmarker 
(hvoraf Navnet, af det tydske «Bråch») indtil i September, 
da de efterhaanden forsvinde; hen i Øktbr. have de ganske 
forladt os. I Sverrig yngler den navnlig i stort Antal i de 
mellemste og nordiige Egne af Landet og paa de større 
Øer i Bohus Skærgaard, mindre hyppigt i de sydligere Pro- 
vindser. I Norge forekommer den om Sommeren særdeles 
talrigt langs hele Kysten, saavel paa Fjeldene som påa Lyng- 
hederne i alle Høider over Havet, lige fra. den russiske 
Grændse til Norges Sydspids. I den indre, sydøstlige Del 
af Landet yngler den kun i Vidiebæltet paa Fjeldene. Til 
Færøerne ankommer den sidst i Marts og drager i Regelen 
bort midt i August, men mange blive dog Vinteren over, 
navnlig i milde Aaringer. 

Om Sommeren lever den parvis og opholder sig ved 
Rugepladserne. Paa Island, hvortil den ankommer i Midten 
eller henimod Slutningen af April, er den hyppig påå En- 
gene og de lavere liggende Bjergsletter.  Undtagelsesvis 
bliver den der længere end til Udgangen af Oktober; saa- 
ledes skød Faber to Individer i de sidste Dage af December 
1820. I Grønland synes den at være meget sjelden, hvor- 
imod den amerikanske Brokfugl (Charadrius Virgintanus, Lin.) 
forekommer oftere. 

I Træktiden er den sky og forsigtig, paa Ynglepladsen 
tam og tillidsfuld. 

Næringen bestaaer af Insekter, Larver, Orme og tildels 
af Bær og Frø. 

Den yngler i Begyndelsen af Mai paa de ovenfor nævnte 
Opholdssteder og lægger paa den blotte Jord, i en lille 
Fordybning påa en Tue eller i- Lyngen, 4 store, oliven- 
grønne eller lysebrune, pæreformige Æg med sortebrune 
Pletter. 


443 


Æggets Længde og Brede: 

47Tmm. 34mm. 
53 » 37 1» 

Ved at efterligne dens Lokkestemme kan man frå et 
Baghold undertiden lokke den til sig og fælde den; bedst 
skydes den dog i Flokke paa Brakagre og nypløiede Kug- 
marker, især naar man enten useet kan liste sig nær nok, 
eller man lader som man vilde gaae forbi den; dette lykkes 
bedst om Morgenen, især naar man kjører og rider til den. 

Kjødet er navnlig om Efteraaret velsmagende, især de Unges. 


Pomerantsfugl, Charadrius morinellus, L. 


Syn. Char. Tataricus, Pall..— Char. Sibiricus, Lepech. — Plu- 
vialis minor, Briss. — Pluvialis morinellus, Degl. — Eu- 
dromias morinellus, Boie. 

Dansk: Pomerantsfugl. Norsk: Pomeransfugl, Rundfugl, Pehrlo, liden 

Fjellplistra. Svensk: Fjållpipare, Pomeransfogel. 


Artsm. Rygsiden (om Foraaret) graabrun eller (i Unge- og Vinterdragten) 
sortegraa, med gulagtige Fjerrande; et hvidt Baand over Øinene 
til Nakken; Bryst og Sider graahvide, i Vaardragten rustrøde, 
med en stor sort Plet paa Midten; over Underhalsen et smalt 
sort og et bredere hvidt Baand; Hovedet sortebrunt. 


Afbildn. Tab. XXX, g/. Han. — Suppl. Tab. 13. 1, Han (Vinterdragt), 
2, ung Fugl. 

Længde 8Y9—91/9'", 

Hunnens Farver ere ikke saa skjønne og rene som 
Hannens. Iris sortebrun, Benene mat okkergule. Hunnen 
størst. 

Om Sommeren beboer den Asiens og det nordlige Eu- 
ropas øde Fjeld- og Bjergstrækninger; dens Foraarstræk 
nordpaa over Danmark falder i første Halvdel af Mai, Efter- 
aarstrækket sidst i August eller først i September, hver 
Gang 2 å 3 Uger. Det er fornemmelig de forhenværende 
Hertugdømmers og Jyllands Hederygge, som den besøger 
paa Trækket (især om Foraaret), og helst de til Hederne 

29 


444 


grændsende, magre, høitliggende, opdyrkede Marker; her 
forekommer den undertiden talrig, men synes dog i de 
senere Åar at være i stærkt Aftagende. Den lægger sit 
Hovedtræk over Jylland"), lige til Nordpynten, men viser 
sig sjeldent paa Øerne, hvilket ogsaa har været Fabers Er- 
faring; han anfører saaledes som en Mærkelighed, at han 
erholdt et Exemplar, som var skudt i en Mose i Nærheden 
af Kjøbenhavn den 28de August 1817. Melchior anfører 
flere Exempler påa dens Forekomst i Sjælland, og Konser- 
vator Conradsen har meddelt Udg., at Proprietair Rault de 
Ramsault den 15de Mai 1850 skød Han og Hun ved Alberts- 
lund pr. Roeskilde Kro. Teilmann saae en Flok i August 
1843 paa Roerslev Mark i Fyen, påa hvilken Ø den ogsaa 
sjeldnere træffes. Fra forskjellige Sider har Forf. faaet Med- 
delelser om, åt den er fundet ynglende i Omegnen af Veile, 
ved Nørholm og ved Varde, men disse Angivelser ere neppe 
paalidelige. Ved Dragstrup er den i de senere Aar skudt 
gjentagne Gange i August og September. Ifølge Meddelelse 
til Udg. fra Dr. med. P. Heiberg indfinder den sig regel- 
mæssigt hvert Aar i Begyndelsen af Mai i Thy, især paa 
Hanstholmene, hvor den i et Par Uger færdes i store Skarer; 
der skydes hvert Aar 2 å 300 Stkr. Om Efteraaret træffes 
der i Thy kun enkelte Individer. Til den skandinaviske 
Halvø kommer den om Foraaret påa sine Steder i store 
Flokke helt op til den russiske Grændse, navnlig i Kyst- 
egnene, hvorfra den udbreder sig påa alle de høiere Fjelde. 
Efteraarstrækket falder i Regelen østligere end Foraars- 
trækket. Paa Fjeldsiderne træffes den navnlig ovenfor Træ- 
grændsen, men dog aldrig påa de højeste Toppe; den ynder 
fortrinsvis de jevne, høitliggende Hedestrækninger. Paa 
Færøerne og i vore andre nordlige Bilande er den ikke be- 
mærket; påa Spitsbergen skal et enkelt Exemplar engang 
være fundet død, men heller ikke der forekommer den re- 
gelmæssigt. 


f) I Vendsyssel sees den kun undtagelsesvis paa Østkysten. 


445 


Den er ikke meget sky, formodenlig en Følge af, at 
dens Ynglested er saa fjernt fra Mennesker, og den er derfor 
let at skyde og fange. I Sædvaåaner og Levemaade har den 
meget tilfælles med foregaaende, hvis Selskab den paa 
Trækket ofte søger; dens Skrig er høit og pibende. 

Næringen bestaaer af Orme, Insekter og Larver; de 4 
gulgraa, pæreformige, sort- og graaplettede Æg lægger den 
i en lille Fordybning påa Jorden. Æggene ligne Brokfuglens, 
men ere mindre og have større Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

4] mm. 3Qmm. 
AÅ » 54) 

Den er lettere at komme paa Skud end den alminde- 
lige Brokfugl, og dens Kjød ansees for at være mere vel- 
smagende. 


Stor Strandpiber, Charadrius hiaticula, L. 
Syn... Ægialites hraticula, Boie. 


Dansk: Præstekrave, Tudse, Sandevrivt, Fjerepist, Stenpikker, Møsch 
(Sylt), Tyhyt, Eyttige, Pytter, Sandborre, Kinborre. Norsk: Strandryle. 
Sandmyle. Svensk: Stårre Strandpipare, Sandrulling (Skaane), Gryll 
(v. Skanor), Tilla, Tillika (Kullen). Færøisk: Svartholsa (M.), Svarthalsa 
(H.). Islandsk: Sandléa. Grønlandsk: Tukagvajok (9: med uredt Haar). 


Artsm. Næbets yderste Halvdel sort, den inderste pomerantsgul ligesom 
Benene; de 4 første Svingfjer med brune, blot i Midten hvide 
Skafter; yderste Styrer hvid, de andre med sortagtig Yderfane 
og lang, hvid Spids. 


Afbildn. Tab. XXX, gl. Han. — Suppl. Tab. 13, ung Fugl. 


Længde 7—7"19". 

Overkroppen, Nakken og Issen brungraa; Underkroppen 
hvid med et bredt, sort Bælte over Brystet; over Panden 
og igjennem Øiet et hvidt Baand, over dette et bredere 
sort og fra Næbroden over Kinderne under Øiet og til 
Tindingerne et sort, bagtil bredere Baand. Hos Hunnen 
ere de sorte Partier smallere og mere graablandede; 

29 


446 


hos Ungerne mangler den sorte Tegning påa Hovedet, og 
Brystbaandet er sortebrunt og graat, Næbet sortagtigt, men 
Benene gulgraa. Iris sortebrun. 

Denne velbekjendte, overalt ved vore Strandbredder saa- 
velsom paa Heder og tørre Marker, ofte endog langt fra 
Havet forekommende Art, kommer hertil i Marts og for- 
lader os i September. Foruden Brokfuglen er Præstekraven 
den eneste Charadrius-Art, der hidtil vides at forekomme 
påa Bornholm. Efter Apotheker Steenbergs Optegnelser 
ankom den til Helsingør 1823 den dte, 1825 den 10de, 
1829 den 25de, 1836 den 20de, 1841 den 18de, 1844 den 
29de Marts, 1845 den 4de April og 1847 den 22de Marts. 
Påa den skandinaviske Halvø træffes den almindeligt yng- 
lende langs Kysterne helt op til den russiske Grændse og 
mange Steder i Halvøens Indre, navnlig ved stenede Sø- 
bredder. Paa Fjeldsiderne gååer den temmelig høit op, nu 
og da endog ovenfor Birkebæltet. Paa Færøerne er den 
almindelig hele Aaret rundt; om Vinteren flokkes den der 
med 7ringa maritima. Paa Island, hvortil den ankommer i 
Slutningen af April, er den temmelig hyppig og sees ofte i 
Selskab med 7r. alpina. Til Grønland indtræffer den i Be- 
gyndelsen af Mai; den forekommer overålt langs Kysterne 
og Bredderne af smaa Ferskvandssøer, men ikke talrigt. 
Ved Ynglepladsen er den meget tam, ellers temmelig sky 
og altid yderst urolig; den løber og flyver med Færdighed 
og lader bestandigt sit pibende Skrig høre. 

Dens Næring bestaaer af Insekter, Larver, Orme og 
mindre Skaldyr; den lægger i Midten og Slutningen! af April, 
oftest blandt Stene ved Strandbredden, sine 4—5 pærefor- 
mige, blegt gulgraa Æg, bestrøede med sorte og graa 
Pletter og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

Ban: DGL 


ST ID DBEm 


44T 


Kjødet smager godt; den skydes uden synderlig Van- 
skelighed med smaa Hagel og fanges let i Løbedoner. 


Hvidbrystet Strandpiber, Charadrius cantianus, Lath. 
Syn. Charadrius albifrons, Meyer & Wolf. — Charadrius litto- 


ralis, Bechst. — Ægiulites cantianus, Boie. 


Dansk: Strandløber, Sniptudse (Læsø), Fjermus, Enpikker, Grank (Sylt), 
lille Sandevrivt (Jyllands Vestkyst), Hvidpandet Præstekrave (Fischer). 
Norsk: Sortbenet Strandryle. Svensk: Hvitbrostad Strandpipare. 


Artsm. Næb og Ben sorte; Panden, et bredt Baand over Øiet, et større 
omkring Halsen og hele Bugsiden renhvide; en sort Stribe 
over Panden; igjennem og bagved Øret en sortegraa Stribe og 
paa Siderne af Kroen, foran Vingeledet, to store, sorte Pletter; 
de 4—6 første Svingfjer foroven med ganske hvide Skafter; 
de 2—3 yderste Styrere hvide, de følgende graabrune, med 
mørkere Spids. 


Afbildn. Tab. XXX, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 13, Han 
(Vinterdragt). 


Længde 72”, 

Hunnen mangler det sorte Baand over Panden; Striben 
igjennem Øiet og Pletterne paa Siderne af Kroen ere graa- 
brune; Ungerne ligne Moderen, men have gulagtige Fjer- 
kanter påa den graabrune Overkrop; Iris sortebrun. 

Denne Årt er en ægte Strandfugl, der hos os næsten 
udelukkende forekommer ved de aabne Havbredder. Den 
kommer hertil og forlader os samtidigt med forrige. Faber 
anfører den (Orn. Not. S. 32) som ynglende påa Vestkysten 
af Jylland, Slesvig og Holsten samt paa Endelave (Tidsskr. 
f. Naturvidensk., 4de Bd., S. 112). Boie (Isis 1822, S. 774) 
fandt den hyppigt ynglende paa Sylt, Romø og Fanø. Den 
yngler desuden paa Saltholm (Forstkandidat Petersen), ved 
Egaa-Fjed pr. Aarhus (Bølling 1844), paa Lindø, Nord for 
Fyen, paa Østrupgaards inddæmmede Strand ved Odense- 
Fjord (Dyrlæge Grill), paa Hoxer-Røn og flere Holme i Lim- 


448 

fjorden samt ved Flade-Sø ved Agger (Heiberg) og paa Ulfs- 
hale påa Møen (Scheel). Forfatteren fandt den meget hyppig 
ved Nymindegab, ved Blaavandshuk, paa Læsø og ved Fre- 
derikshavn. I Sverrig forekommer den kun ved Kysterne i 
det sydligste Skaane og paa Skjærgåards-Øerne i Bohus 
Lehn, begge Steder ynglende. I Norge vides den ikke at 
være truffen, og de enkelte Beretninger, der foreligge om, 
at den er skudt der i Landet, beroe, ifølge Meddelelse til 
Udg. fra Rob. Collett, paa en Feiltagelse. 

I Sædvaner, Levemaade og Forplantning ligner den 
foregaaende; dog har dens Skrig mere Lighed med Pome- 
rantsfuglens og er kort og fløitende. Æggene, som findes 
i Midten eller Slutningen af April, ere mindre og mørkere 
end Præstekravens, olivengråaa, uden Glands, bestrøede med 
flere Punkter og have desuden snirkelformige Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

ojlknm: 24mm. 
36 » VBSEED 


Lille Strandpiber, Charadrius curonicus, Besecke. 
Syn. Char. fluviatilis, Bechst. — Char. minor, Mey. & Wolf. — 
Ægialites minor, Boie. 
Dansk: Lille Strandpiber. Norsk: Liden Strandryle. Svensk: Mindre 


Strandpipare, Nordanvårstyta7) (Sådermanland). 


Artsm. Næbet sort, Benene”blegt gulrøde; Haandsvingfjerene have for- 
oven brune Skafter, kun den yderste et ganske hvidt; et sort 
Bælte over Brystet. 


Afbildn. Tab. XXX (Char. minor) gl. Han. — Suppl. Tab. 13, ung Fugl. 


Længde 6”. 
Denne Årt var længe forvexlet med Præstekraven, uagtet 
den er betydeligt mindre og har en rankere Bygning. Den 


%) «Nolavårstyta» (Nordanvåderstyda), fordi Beboerne mene, at den ved 
sit Skrig bebuder Nordenvind. 


449 


adskiller sig desuden paafaldende ved det sorte Næb og 
de blegt kjødfarvede Ben. I Henseende til Farven og Teg- 
ningen have de to Årter forøvrigt megen Lighed. Iris 
sortebrun. 

Hunnens hvide og sorte Pandestriber ere smallere end 
Hannens; Striben igjennem Øiet og Baåandet over Brystet 
ere sortegraa. Hos Ungerne mangle de sorte Tegninger, 
der blot ere antydede med Brungraat. 

Skjøndt ikke saa hyppig som de foregaaende, er denne 
mindste Årt dog ingenlunde sjelden i Danmark. Faber var 
den Første, der blev opmærksom påa dens Forekomst, da 
han skød den ved Jægersborg Sø, hvor den endnu længe 
efter aarligt skal have ynglet; Forf. fandt den talrigt yng- 
lende ved Filsøen i det sydvestlige Jylland, og den findes 
efter Boie (Wiedem. Zool. Magaz., Pag. 97) ved større Land- 
søer i Slesvig og Holsten; E. Hage traf den ynglende ved 
Flensborg; den er skudt ved Helsingør (Steenberg) og i 
Sommeren 1826 iagttaget paa Møen af E. Hage (Reinh.). For- 
fatteren skød flere Exemplarer ved Lersøen udenfor Kjøben- 
havn i Sept. 1852, og Fencker har seet den ved Limfjorden 
udfor Kokkedal. I Sverrig forekommer den i de fleste Egne 
af Landet, men i Regelen temmelig sparsomt. I Norge 
træffes den almindeligt ynglende paa de flade Kyster og 
sandede Fjordbredder i de sydlige Stifter, sparsommere langs 
Vestkysten op til Trondhjemsfjorden; i det Indre af Landet 
er den ikke sjelden ved de lavere liggende større Indsøer 
og Elvbredder. Paa Færøerne forekommer den af og til, dog 
sjeldent. 

I Levemaade har den Lighed med de to foregaaende 
Årter; dens Skrig er pibende og ængsteligt, og de 4 graa- 
gule Æg, som lægges i Mai, ere bestrøede med smaa brune 
Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

99gmm. 97mm. 
Rn JAREN) 


450 


b) Bagtaaen meget lille (Squatarola, Cuv.). 
Strandbrokfugl, Squatarola Helvetica, (L.) 


Syn. Tringa squatarola og Helvetica, L. — Charadrius Helve- 
ticus, IL. — Charadr. squatarola, Naum. — Charadr. apri- 
cartus, Wils. (Sommerdragti). — Vanellus Helveticus, Briss. 
— Vanellus melanogaster, Mey. — Vanellus griseus, Briss. 
— Vanellus varius, Briss. — Charadrius hypomelanus, Pall. 
(Sommerdragt). — Charadrius Pardela, Pall. (Vinterdragt). 


Dansk: Strandbrokfugl, Strandhjeile, Fløjtetyt. Norsk: Kystbrokfugl. 
Svensk: Kustpipare, Grå Brockfogel. 


Artsm. En lille Bagtaa; de store underste Vingedækfjer sorte; Over- 
gumpen hvid. 


Afbildn. Tab. XXX (Char. Helveticus), gl. Han (Sommerdragt). — Suppl. 
Tab. 13, Han (Vinterdragt). 


I Udseende ligner den meget den almindelige Brokfugl, 
men den er større (11/79—12””); Bagtaaen, den sorte Plet 
under Vingerne og den i alle Dragter lysere Overkrop aåd- 
skiller den desuden tilstrækkeligt. Foraarsdragten ud- 
mærker sig, som hos hin, ved den fra Næbet, omkring Øiet 
og helt ned til Undergumpen sorte Bugside; Kappen er sort 
med hvide Spidser og Sidepletter paa hver Fjer; Hovedet 
ovenpaa og Halsryggen brune med hvidagtige Fjerkanter; 
Panden, en Streg over Øiet, en 'stor Plet paa Siden af Kroen 
samt selve Undergumpen hvide. I Efteraarsdragten har 
Overkroppen gulhvide Pletter; Hovedet er sortegraat med 
hvidgraa Fjerkanter; Struben og Forhalsen hvide; Kroen og 
Overbrystets Sider graabølgede, med sorte Skaftstreger; 
Brystet og Bugen hvide. Hunnen er kun lidt forskjellig 
fra Hannen, og Ungerne ligne de Gamle i Efteraarsdragten, 
men de have tykkere Tarser op imod Hælen. 

Denne Art, som ved Tilstedeværelsen af en, om end 
rudimentair Bagtaa danner Overgangen til Vibeslægten, 
forekommer her kun For- og Efteraar påa Trækket fra og 


451 


til de nordlige og nordøstlige Lande, hvor den yngler. Dens 
Træk over den østlige Del af Sjælland indtræffer gjerne 
sidst i August og varer undertiden til helt ind i November, 
nu og da endog længere. Saavel de Unge som de Gamle 
træffes da i Vinterdragt. De Gamle i Sommerdragt vise sig 
ofte allerede i Juli her i Landet. Paa Ærø saae Forf. den 
hyppigt om Høsten, sjeldnere om Foraaret, ogi altid ved 
Strandbredden; ved Indløbet til Ringkjøbing Fjord har han 
skudt adskillige i August; Faber traf den ved Horsens Fjord 
i Selskab med Viber sidst i November 1823 (Ornith. Not. 
S. 32). Ifølge Boie forekommer den langt hyppigere paa 
Slesvigs Vestkyst end paa Østkysten. I Træktiden skydes 
den ikke sjeldent ved Kysterne af Vendsyssel og er navnlig 
om Efteraaret almindelig langs Limfjorden; ved Lamme- 
fjorden har den i de senere Aar været temmelig hyppig fra 
Slutningen af August indtil Begyndelsen af November og 
ifølge Konservator Conradsens Meddelelse er den om Efter- 
aaret ikke sjelden ved Kysterne af Kallebodstrand, især 
unge Fugle. Naar Tiden for dens Afreise nærmer sig, 
bliver den mere sky. Paa den skandinaviske Halvø fore- 
kommer den især i den nordlige |Del, hvor den hist og her 
skal yngle paa Fjeldene. I de sydligere Dele af Halvøen 
træffes den saa godt som aldrig om Sommeren, men er om 
Efteraaret ikke sjelden, især ved Kysterne. Collett antager, 
at den ogsåa nu og da yngler paa de sydligere af Norges 
Fjelde. Påa Færøerne og paa Island er den ikke bemærket ; 
i Grønland forekommer den derimod, skjøndt meget sjeldent, 
men kommer rimeligvis dertil fra Nordamerika, ikke fra Europa. 

Dens Skrig er pibende og høres langt. Ofte er den 
Anfører for mindre Strandfugle, som den ved enhver Lei- 
lighed opmuntrer til Flugt; man maa da snige sig til fra 
Baghold for at skyde den; naar den er ene, er den mindre 
sky end i Selskab. 

Orme, Vandinsekter og smaa Bløddyr ere dens Næring. 
Dens Æg ere — saavidt vides — endnu ikke kjendte. 


452 


Vibeslægten, Vanellus, Briss. 


Næbet kortere end Hovedet, temmelig tyndt, lige, 
sammentrykt i Spidsen. Næseborene i den fremstaaende 
Næsegrube, smalle, lange og gjennemsigtige, omgivne af 
en nøgen Hinde. Benene temmelig høie, nøgne op over 
Hælen, med 3 korte Fortæer og en kort, højere siddende 
Bagtaa; Ydertaaen ved Roden forenet med Mellemtaaen ved 
en Hud. Vingerne store, brede og afrundede; 3die Sving- 
fjer længst. Halen kort, ukløftet, bestaaende af 12 Styrere. 

Viberne leve ved Havkyster, ved Bredder af ferske 
Vande, i Sumpe og paa fugtige Enge. De vandre i store 
Selskaber, streife flokkevis omkring påa nypløiede Marker, 
ere livlige, urolige, sky og kloge og løbe og flyve med 
stor Færdighed. Deres Næring bestaaer af Orme, Insekter 
og Larver; de fælde to Gange om Aaret og yngle paa 
Jorden. Den ydre Kjønsforskjel er ringe. 


Almindelig Vibe, Vanellus eristatus, Mey. & Wolf. 
Syn. Tringa Vanellus, L. — Charadrius Vanellus, Pall. 


Dansk: Vibe, Kuwit (Sylt). Norsk: Vibe. Svensk: Vipa, Tofsvipa, 
Toppvipa. Færøisk: Vujpa (M.), Vipa (H.). Islandsk: Isa-Kråka. 


Artsm. Baghovedet prydet med en 3!/2—4” lang, smalfjeret, opadbøiet 
Fjerbusk; Kroen og Forbrystet sorte; over Haleroden et rust- 
farvet Baand, over selve Halen inderst et hvidt, yderst et bredt 
sort Baand. 


Afbildn. Tab. XXXI. 


Længde 12—13”. 

Hannen er almindeligvis større end Hunnen; Benene 
kjødfarvede, Iris brun, Vingerne sorte med skjøn rødviolet 
Glands. Hunnen har kortere (21/9” lang) Nakketop, mindre 
og blaaligere Glands paa Vingerne, hvidplettet Strube, og 
Kroens Farve er mere graasort. I Efteraarsdragten ere alle 
Overkroppens Fjerspidser kantede med Gult, Struben hvid 


453 


og sortplettet; Ungerne have kortere Top og ligne de Gamle 
i Vinterdragt. En næsten ensfarvet, lys Varietet fra Holsten 
(Woåldike) findes i det zoologiske Museum. F. Hornemann 
iagttog flere Aar itræk paa Lingsaa Enge i Vendsyssel nogle 
Viber med hvide yderste Svingfjer. Hr. Splittorp har ifølge 
Meddelelse til Forf. skudt en renhvid Varietet den 20de 
Juni 1860. 

Denne almindeligt bekjendte Fugl forekommer hyppigt 
ynglende påa Enge og Hedemarker overalt i Dånmark 
og de forhenværende Hertugdømmer; påa Bornholm synes 
den at være mindre talrig end i det øvrige Danmark; 
undertiden kommer den hertil i første Halvdel af Februar 
og maa da, ved indtræffende Frostveir, holde sig til aabne 
Vande og Kilder. Faber saae i Januar 1823 Flokke af 
Viber ved Horsens. Efter Steenbergs Optegnelser ankom 
den til Helsingør-Egnen 1833 den i1ste, 1836 den 19de, 
1837 den 30te, 1838 den 4de, 1840 den 20de og 1841 den 
18de Marts. Ifølge Dyrlæge Grills Optegnelser ankom Viben 
til Odense-Egnen: 


1868 den 3die Marts. 1872 den 23de Februar. 
1869 — 12te Februar. 1873 — Yde Marts. 
1870 — iste Marts. 1874 — I1ste — 
1871 — 24de Februar. 1875 — 3die — 


Viben hører, næst Lærken og Stæren, til vore første 
Foraarsforkyndere; med den sidstnævnte træffer man den 
gjerne sammen i store Flokke. I August og September for- 
svinde de efterhaanden (blot enkelte sees i Oktober og No- 
vember), for åt overvintre i det sydlige Europa. I Norge 
forekommer den yderst talrigt paa flere Steder i de sydlige 
Stifter, nåvnlig i Kystegnene i Christianssands Stift; langs 
Vestkysten træffes den hyppigt op til Smølen, spaårsommere 
op imod Nordland og kun undtagelsesvis Nord for Polar- 
cirkelen. I Landets indre Dele er den sjeldnere, men er 
dog flere Gange truffen endog høit oppe i Gudbrands- 
dalen. I Sverrig er den meget almindelig i de sydlige Pro- 


454 


vindser. Langs Østkysten gaaer den op idetmindste til 
Uppland, i det Indre af Landet til Wermland. - Til Færøerne 
ankommer den aarligt, baade Foraar og Efteraar, men sjel- 
dent i Mængde. I 1857 saaes et Par Stykker der endnu i 
December. Paa Island træffes nu og da om Efteraaret 
enkelte forvildede Individer ved de sydlige og sydvestlige 
Kyster. I Grønland maa dens Forekomst betragtes som 
ganske tilfældig. 

Sit bekjendte skingrende Skrig lader den høre, saasnart 
Nogen nærmer sig; hvad enten det er Mennesker eller Dyr, 
som den finder mistænkelige for dens Rede eller Unger, 
hilses de dermed, idet den styrer sin Flugt ned imod dem. 
Naar en Hund'nærmer sig dens Unger, sætter Viben sig et 
Stykke borte fra disse og gjør Ålt for at drage Hunden 
med sig til denne Side, medens Ungerne løbe bort i den 
modsatte Retning. I Parringstiden har den et særegent 
stærkt Skrig, som den ligeledes udstøder under sin mærk- 
værdige, tumlende Flugt. 

De 4 store, pæreformige Æg lægger den i en lille For- 
dybning påa Jorden, blot med et ubetydeligt Underlag af 
Græsrødder og desl.; de ere lysere eller mørkere oliven- 
farvede, med større og mindre sortebrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

4 4mm 30 see 
av 1 AG » 

Ungerne forlade Reden strax efter Udrugningen. 

Naar den slaaer ned over Jægeren eller Hunden, er 
den ikke saa vanskelig at skyde, som naar den er i Flok 
om Høsten, da den ofte blander sig med Brokfugle. Den 
fanges ligesom disse, ogsaa i Løbedoner; Kjødet af de 
Gamle er mindre behageligt, de Unge smage derimod godt, 
og Æggene spises som en Delikatesse. 


455 


Stenvenderslægten, Strepsilas, Illig. 


Næbet knap saa langt som Hovedet, langstrakt-kegle- 
formigt, i Spidsen ganske lidt opadbøiet og trindt, ved 
Roden svagt sammentrykt. Næseborene i en blød Hud, 
der ender før Næbets Midte, gjennemsigtige, smalle. Benene 
temmelig korte, nøgne indtil lidt over Hælen; Fortæerne 
ikke forenede ved Roden; Bagtaaen høitsiddende, men dog 
berørende Jorden; Mellemtaaen af Tarsens Længde. Vin- 
gerne udskaarne og spidse, 1ste Svingfjer længst. Halen 
lidt afrundet, med 12 Styrere. 

Stenvenderne have deres Navn af, at de ofte vende 
Stenene ved Strandbredden for at opsøge Orme og Insekter ; 
de opholde sig under alle Aarstider ved Havet, især paa 
mindre, stenrige, sandede Øer, Skjær og Klipper, hvor de 
gjerne træffes parvis. De ere meget forsigtige og sky, løbe 
og flyve godt og hurtigt, og fælde én Gang om Åaret. 
Den ydre Kjønsforskjel er ringe. 


Stenvender, Strepsilas interpres, (L.) 


Syn. Tringa interpres, L. — Tringa morinella, L. — Årenaria 
cinerea, Brisss — Morinella collaris, Mey. — Charadrius 
cinclus, Pall. — Cinclus interpres, Moehr. 


Dansk: Stenvender, Halsbaand-Stenvender, Polsk Vibe, Veidetitte, Flyr 

(Læsø), Vette (Hirtsholm), Flærke, Branding, Grønnik. Norsk: Sten- 

vælter, Kutterutt, Bergryt. Svensk: Roskarl, Wittring, Håtrick, Hotring. 

Færøisk: Tjaldursgreålingur (M.), Tjaldursgrålingur (H.). Islandsk: 
Tildra. Grønlandsk: Telligvak. 


Artsm. Rødbrun, sort og hvidbroget; Struben, Bagryggen, Bugen, Hale- 
roden og en skraa Streg over Vingen hvide; Benene rødgule. 


Afbildn. Tab. XXXI, gZ. Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 14. 1, Han 
(Vinterdragt). 2, ung Fugl. 
Længde 9”. 
Næbet sort, Iris brun; fra Næbroden til op under Øiet 
en sort Stribe, som forener sig med en lignende fra Under- 


456 


næbet; Issen sort med hvide Fjerrande; Halsen fortil og 
påa Siderne sort, Forbrystet ligeledes. Forryggen og Skul- 
drene rødbrune med sorte Pletter. Underkroppen hvid. 

Hunnens hvide Partier påa Hovedet ere mindre udstrakte 
og ikke såa rene som hos Hannen. De unge Fugle have 
en matsort eller sortebrun Farve paa Forkroppen; Over- 
kroppen er sortebrun, uregelmæssigt blandet med lidt Rust- 
brunt. 

Påa Holmene ved Ærø, overhovedet paa Øerne under 
Fyen og udfor Rødby, fandt Forf. den ynglende, saavelsom 
ved Blaavandshuk (vestligt for Varde), paa Læsø, Hjortholmen 
og Hirtsholmen; den yngler ogsaa paa Lolland, paa Rød- 
sand (Dahl), paa Møen (Scheel), paa Saltholmen ved Amager, 
påa Musholm i Storebelt (Forstkandidat Petersen), paa Dybsø 
i Gaunø Fjord (Fencker), paa Nordre Rønner ved Læsø, paa 
Kyholm, Lindholm og Bosserne ved Samsø og paa Øerne 
ved Slesvigs Vestkyst. Den skal ogsaa yngle paa Bornholm 
og Christiansø. 

Som Trækfugl forlader den os i August eller Septbr. 
og vender tilbage i April; den kommer og forlader os en- 
keltvis eller parvis, og er intetsteds talrig paa Individer. 
Paa den skandinaviske Halvø er den temmelig" almindelig 
ved Kysterne, navnlig de nordligere, hvor den paa sine 
Steder yngler i et ikke ringe Antal. Ved Norges sydlige 
Kyster forekommer den især under Træktiderne. I det 
Indre af Landet træffes den aldrig eller i alt Fald kun 
ganske undtagelsesvis. Paa Færøerne er den temmelig 
hyppig. Sysselmand Miller har skudt flere Exemplarer midt 
i Juni Maaned og anseer det derfor for sandsynligt, at den 
yngler der. Paa Island er den ifølge Faber almindeligere 
i Øens sydlige og vestlige Egne end i de nordligere. Den 
ankommer dertil i Slutningen af April og drager bort sidst 
i September. Faber fandt den ikke ynglende påa Island, 
men antager, at den har Yngleplads høit oppe mellem Fjel- 
dene, thi i August indfinder den sig paany ved Kysterne, 


457 


ledsaget af sine Unger, og man har senere faaet dens let 
kjendelige Æg fra den nordlige Del af Landet. Til Grønland 
kommer den først henimod Slutningen af Mai og forbliver 
til ind i Sept. Den yngler paa Øerne baade i Nord- og 
Sydgrønland. 

Den er en af vore smukkeste, muntreste og uroligste 
Strandfugle; den har en ualmindelig høi, klar, ren Stemme, 
der først klinger langsommere, siden raskere og tilsidst 
gaaer over i dens egenlige Parringsskrig. Reden er oftest 
temmelig skjult, hyppigt anlagt i en Fordybning mellem 
Græsset, ind under en Skrænt o.l. 

Den lever i Monogami og lægger her i Landet sidst i 
Mai 3—4 pæreformige, grøngraa Æg, bestrøede med mørkere 
graabrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

SGT. nm: 
ÆDREDSE 30 » 

Den er en forsigtig og sky Fugl, og man maa derfor liste 
sig til for at skyde den; man kan ogsaa fange den i Snarer 
påa dens Yndlingssteder, paa Stene og desl.; Kjødet, især 
de Unges, er velsmagende. 


Strandskadeslægten, Haematopus, L. 


Næbet meget længere. end det høit hvælvede, store 
Hoved, lige og kraftigt, i Spidsen stærkt sammentrykt ; 
Over- og Undernæbet indtrykt ved Næseborene, som danne 
en spalteformig, gjennemsigtig Fure, der naaer til Midten af 
Næbet. Benene tretaaede, tykke, neppe middelhøie, nøgne 
indtil lidt op over Hælen; Tæerne korte med brede Saaler, 
Ydertaaen forenet med Mellemtaaen ved en Hud i første 
Led. 

Vingerne middellange, spidse, udskaarne, hvorved 
der dannes en bageste Spids, som dog er kortere end den 
forreste; 1ste Svingfjer længst; Halen af Middellængde, 
bred, med 12 lige lange Styrere. 


458 


Strandskaderne leve næsten stedse ved Havkysterne, 
hvor de følge Bølgeslaget for at snappe de indkastede smaa 
Sødyr. Vaar og Høst træffes de i Flokke, eller parvis. 
Deres Løb og Flugt ere hurtige; de lægge 3—4 gulgraa, 
sortebrunt plettede, store Æg og yngle to Gange aarligt. 
Den ydre Kjønsforskjel er ringe. 


Almindelig Strandskade, Hæmatopus ostralegus, L. 
Syn... Hæmatopus ostrilegus, L. — Hæmatopus hypoleuca, Pall. 


Dansk: Strandskade, Sydostpiber, Søfugl, Tjeld, Kjeld, Luif, Klippise 

(Anholt, Bynch), Surre (Nissumfjord). Norsk: Tjeld, Kjeld, Kjekd 

(Faber). Svensk: Strandskata, Albrok, Spikgubbe (Upland), Marspitt 

(Gottland), Strandskjura (Oland), Albråckt (Kalmar Lehn), Tjeld, Tjåll 

(Bohus Lehn). Færøisk: Tjaldur, Kjakdur (Faber). Islandsk: Tjaldr, 
Tjakdur (Faber). : 


Artsm. Sort, undtagen Brystet, Bugen, Halens inderste Halvdel, Bag- 
ryggen og et bredt Baand over Vingen, hvilke Partier ere 
hvide. Iris og Næb smukt karmoisinrøde; Benene blegrøde. 


Afbildn. Tab. XXXI. 


Længde 16—167p"". 

Hunnen ligner Hannen. I Vinterdragten have begge 
Kjøn påa Struben et hvidt, haåalvmaaneformigt Halsbåand. 
Hos Ungerne er Næbet sortagtigt paa Rygkanten, Iris brun, 
Benene bleggråa; Struben har en hvidagtig Plet, Ryggen 
og Skuldrene ere brune med graa Fjerkanter. 

Strandskaden kommer som Trækfugl hertil i sidste 
Halvdel af Marts eller først i April, undertiden noget tid- 
ligere, og forlader os i September. I E. Håges Optegnelser 
findes anført, at den (efter Woåldikes Iagttagelser) undertiden 
— endog i Flokke — overvintrer i Holsten. Paa den skan- 
dinaviske Halvø forekommer den almindeligt ynglende langs 
Kysterne lige fra Skaanes Sydspids op til den russiske 
Grændse; sjeldnere træffes den i det Indre af Halvøen, men 
er dog bemærket flere Steder ved de svenske Indsøer. Den 


459 


er almindelig paa Færøerne, hvor den ankommer i Midten 
af Marts, for atter at drage bort i Slutningen af September. 
Dog overvintre enkelte Individer der. Paa Island, hvor den 
er hyppig, især ved Øens sydlige Kyst, er den, mærkeligt 
nok, Standfugl. I Begyndelsen af September drage de In- 
divider, der om Sommeren have opholdt sig i den nordlige 
Del af Øen, til dennes Sydkyst og forene sig med de der 
levende Kammerater i store Skarer, der blive hele Vinteren 
over ved Kysten. Henimod Slutningen af Marts vende de 
fra Nord af ankomne Individer atter tilbage til deres Yngle- 
plådser. I Grønland er den truffen enkelte Gange, men 
dens Forekomst der er at betragte som ganske tilfældig. 
Den foretrækker stenede Strandbredder til Opholdssted 
og er, uagtet sit klodsede Udseende, en livlig, snild, for- 
sigtig og sky Fugl. Den vader gjerne ved Strandbredderne 
eller sidder paa Stene, der rage frem over Vandet. Dens 
Næring bestaaer hovedsagelig af Orme og Krebsdyr, som 
den dels faaer ved at grave med sit Næb i Sandet, dels ved 
at rode i Tangen paa Kysten”). Ved sit stærke Skrig ad- 
varer den andre Fugle mod Fare. Den svømmer med Let- 
hed, og anskudt søger den at skjule sig ved at dykke. 
Den forekommer ynglende påa mange af vore mindre 
Øer, talrigst paa Øerne ved den slesvigske Vestkyst, dog 
ogsaa enkeltvis ved Kysterne. Påa Amrom lade Beboerne 
den udruge Hønseæg. Paa Færøerne yngler den aldrig 
høit tilfjelds. Reden er der indvendigt belagt med smaa 
Stene og en lille haard Lyngkvist. Efter Millers Angivelse 
træffes Reden meget sjeldent anlagt i Græsset, men derimod 
i Grus. Som oftest finder man flere ufuldførte Reder om- 


%) Nilsson og med ham flere Forfattere, saaledes Kjærbølling (Danm.s 
Fugle, S. 257), angive, at den fortrinsvis lever af Muslinger, hvis 
Skal den sønderhugger med sit stærke Næb, men dette modsiges 
med Bestemthed af Faber (Ueb. d. Leben d. hochnordisch. Vågel, 
Pag. 287). Udg. 

30 


460 


kring den rigtige, som de have besluttet sig til at benytte; 
sandsynligvis har Fuglen under Boringen af de forladte 
Reder stødt paa en Sten eller fundet Grunden fugtig 0. s. v. 
og derfor opgivet dem. Reden tildanner den med sit lange, 
stærke Næb”). Den yngler ofte paa Færøerne langt fra 
Havet; det samme er Tilfældet paa Bornholm, hvor den 
yngler f. Ex. i Nærheden af Almindingen. 

I Græsset eller imellem Stene ved Strandbredden lægger 
den 3, sjeldnere 4 meget store, aflange, gulgraa, sortebrunt 
plettede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 
bømm. 38mm. 
61 » 42 »v 
Ungerne forlade Reden strax efter Udrugningen; de 
forsvares med Kjækhed af de Gamle, som med ængsteligt 
Skrig forfølge Jægeren og Hunden. . Imod Rovfugle og 
Ravne forsvarer den sine Æg og Unger med Kjækhed. Ved 
at hugge dem med sit kraftige Næb jager den dem bort, 
og derfor fredes den af de færøiske Bønder. 
Hvis man ikke fra Baghold kan liste sig til den, er det, 
i alt Fald udenfor Yngletiden, vanskeligt at komme den paa 
Skud. Kjødet er mørkt og temmelig seigt, og kun de Unges 
er velsmagende. 


3die Familie: Heirefuglene, Herodu. 


Næbet haardt, stort og stærkt, længere — hos nogle 
meget længere —— end Hovedet, i Regelen sammentrykt og 
som oftest spidst, med skarpe Rande, blot hos én Slægt 
fladt og bredt i Spidsen. Næseborene, som ligge i en stor 
Fure, bredt spålteformige. 

Benene høie, nøgne op over Hælen.  Bagtaaen hos 
nogle ligesaa lang som Fortæerne og i samme Plan som 


+) Om den, der skal lære at strikke, siger man paa Færøerne, at han 
sborar Ruir sum Tjaldur». 


. 461 


disse (hos de egenlige Heirer);. hos andre saa kort, at blot 
Spidsen eller den yderste Trediedel berører Jorden.  Yder- 
og Mellemtaaen forenede ved en Hud; Indertaaen og Mel- 
lemtåaen hos nogle forenede, hos andre adskilte. 

Vingerne temmelig lange, brede, afrundede; Halen 
kort, med 12 Styrefjer. 

Hovedet lille, Halsen lang og tynd, Kroppen smal. Hos 
de fleste er Tøilen, hos andre en større Del af Hovedet og 
Halsen nøgen. 

Disse tildels meget store Fugle leve i Monogami, for 
største Delen ved Bredden af Floder og Søer, ved Havet og 
i Sumpe, hvor de ernære sig af Krybdyr, Fiske, Insekter, 
Orme, tildels af mindre Pattedyr og unge Fugle, i Nødsfald 
endogsaa af Aadsler, Frø, Korn og Grønt. I Modsætning 
til de i Løbet og Flugten lige rappe Sneppefugle, er de 
heireagtige Fugles Gang gravitetisk langsom, deres Flugt 
høi og jevn. De yngle påa Træer og Huse eller i Sumpe 
blandt høie Væxter og lægge 2—6 Æg, der som oftest 
ruges alene af Hunnen, som imidlertid bevogtes og fødes af 
Hannen; men begge opføde Ungerne, der forblive i Reden, 
indtil de kunne flyve. De flestes Kjød er seigt og næsten 
uspiseligt. | 


Traneslægten, Grus, Pall. 


Næbet noget længere end Hovedet, lige, sammentrykt, 
udad langstrakt - kegleformigt, ved Spidsen noget convext, 
ved Roden høit, oventil fladt, med en fra Roden til Midten 
løbende Næsefure, hvori de gjennemsigtige Næsebor ligge. 
Benene lange, stærke, nøgne langt op over Hælen; Yder- 
og Mellemtaaen forenede ved en kort Hud, den inderste 
fri; Bagtaaen berører kun Jorden med Kloen. Vingerne 
middellange, brede, iste Svingfjer kortere end 2den, denne 
kortere end 3die, som tilligemed 4de er længst. De 
bageste Svingfjer og deres Dækfjer altid længere end de 


30F 


462 


andre, krusede, bløde og bueformigt opreiste. Halen har 
12 Styrere. Hovedet sædvanligvis for en Del nøgent eller 
besat med særegne Fjerprydelser o. desl. 

Tranerne ere store, i Henseende til Kjønnet kun lidet 
forskjellige Fugle, som leve i Sumpe og Kjær, tildels paa 
aaben Mark. De vandre som Trækfugle i store Flokke, 
flyve høit og skjønt, gaae langsomt og dybt i Vandet og 
ere såa forsigtige og sky, at de endog udstille Vagt til de- 
res Sikkerhed. Planter, Krybdyr, Fiske og Insekter udgjøre 
deres Næring. 


Almindelig Trane, Grus cinerea, Bechst. 


Syn. Årdea grus, L. — Grus vulgaris, Pall. — Grus communis, 
Mey. & Wolf. 


Dansk: Trane. Norsk: Trane. Svensk: Trana. Færøisk: Treåni 
(M.), Trani (H.). 


Artsm. Askegraa; Hovedet med børsteagtige Fjer, ovenpaa næsten nø- 
gent, paa hver Side med en stor hvidgraa Plet, som strækker 
sig ned paa Halsen; Hagen og Struben graasorte. Svingfjerene 
sørte, de bageste seglformigt opreiste og krusede, med blød 
Fane. 

Afbildn. Tab. XXXIII, a. 


Længde 46—49”; Vingestrækning 78—79”, 

Hos de Gamle er Issen rød og vortet, Næbet brun- 
grønt, Benene sorte, Iris brunrød. De Unge have graa 
Fjer paa Hovedet og kortere, mindre krusede bageste 
Svingfjer. 

Denne anseelige, smukke Fugl bliver i Danmark mere 
og mere sjelden. I de forhenværende Hertugdømmer, især 
i Holsten, yngler den paa flere Steder. Hr. Gammelgaard i 
Varnis har i sin Tid meddelt Forf., at den et Par Aar er 
seet i en Sø ved Løit pr. Aabenraa, formodenligt ynglende; 
den yngler ved Glucksburg, Kragelund o. fl. St. i Angeln 
(Mechlenburg). Efter E. Hages Optegnelser forekom den 


463 


aarligt i Flokke ved Raaby og Raabylille Enge paa Møen, 
hvor ogsaa 2 ere skudte paa Nordfeldt og en ved Sønder- 
strand. Efter Melchiors Notitser er den 1821 skudt i Hol- 
megaards Mose pr. Nestved. I September 1836 fik det kgl. 
Museum fra Skovrider Ulrik paa Jægerspris tilsendt en Trane, 
som var skudt ud af en Flok paa 8 Stkr. Ifølge Meddelelse 
fra Fr. Hornemann til Prof. Reinhardt opholdt en Flok paa 
5 Stkr. sig i Efteraaret 1860 flere Uger i Mosen ved Nørre 
Elkjær. Fischer fik i 1856 en yngre Han, skudt mellem en 
Flok ved Lyngbygaard i Sjælland. I det zoologiske Museum 
findes en meget smuk Hun fra Allindemaglegaard pr. Ring- 
sted (Oktbr. 1868). Forf. modtog i Juli 1857 en gl. Han 
fra Falster og angiver den som skudt ved Maribo i Foraaret 
1852. Et Exemplar, der opbevares i afd. Grevinde Danners 
Samling, er, ifølge Kons. Conradsens Angivelse, erholdt paa 
Kløvermarken ved Amagerport. I Fabers Tid ynglede den 
aarligt ved Sorø (Orn. Notic. P, 33). Paa den skandinaviske 
Halvø er den talrigere end i Danmark. I Sverrig forekom- 
mer den fortrinsvis i de østlige og især i de nordøstlige 
Dele af Landet, men træffes dog ogsaa ynglende adskillige 
Steder i de sydligere Provindser, saaledes i Skaane og navn- 
lig i det Indre af Smaaland. I Norge er den hyppigst paa 
de store øde Fjeldmoser i Hamar Stifts østlige Dele (60? n. 
Br.), hvor den ruger temmelig talrigt. I Halvøens nordligste 
Egne er den oftere bemærket, flere Gange endog i Øst- 
finmarken; derimod er den kun ganske undtagelsesvis truf- 
fen langs Vestkysten. Paa Færøerne, hvor dens Forekomst 
maa betragtes som tilfældig, blev et Individ skudt i 1857 
påa Norderøerne. 

Som Trækfugl ankommer den i Marts og April og for- 
lader os i August og September. Om Efteraaret gaaer 
Trækket nordfra herover, men om. Foraaret snarere over 
Rygen og Skaane; det foregaaer mest om Natten og til- 
kjendegiver sig ved de høie, trompetagtige Skrig, der i Nær- 
heden næsten ere øredøvende.  Tranerne flyve altid i 2 


464 


Rader, som fortil støde sammen i en spids Vinkel, og de 
skifte med at være i Spidsen. Som oftest flyve de meget 
høit, og naar de under Flugten komme til høie Bjerge, tee 
de sig ængsteligt og uroligt, udstøde skingrende Skrig og 
flyve uordenligt omkring mellem hverandre, indtil de ved at 
stige højere op i Luften i Spiralflugt ere komne op over 
Bjergtoppen; først da ordne de sig atter i to konvergerende 
Rækker og fortsætte deres Reise. Tranen er meget sky og 
ved Reden yderst forsigtig, men i Fangenskab bliver den 
ofte saa tam, at den ledsager sin Herre påa Spadseretoure 
og vænner sig til at flyve frit ud og ind. Tranen henter 
sin Næring saavel fra Planteriget som fra Dyreriget; den 
æder baade Land- og Vandplanter, baade Frugter og Rød- 
der, Græs og Korn; endvidere Orme, Insekter, mindre 
Krybdyr og Padder og synes især at finde Behag i Frøer. 
Ligesom andre planteædende Fugle sluger den endel Smaa- 
sten og Grus for at fremskynde Fordøjelsen. 

Æggets Længde og Brede: 

QQmm. 63mm. a 
101,5 » 62,5 » 

I dybtliggende eller sumpige Egne bygge de en stor, 
kunstløs Rede og lægge 2 meget store, grønagtige, brunt- 
plettede Æg. 

Med Skydehest eller kjørende imod Vinden kommer 
man den bedst paa Skud. I Tydskland fanges den ligesom 
Kragerne med Kræmmerhuse, der indeholde nogle Ærter og 
paa Inderkanten ere bestrøgne med Fuglelim. Faaer Tranen 
et saadant over Hovedet, kan den ikke see; det falder den 
ikke ind at flyve, og den fanges da levende med Hænderne. 
Kjødet er grovt og seigt, men den derpaa kogte Suppe an- 
befales som meget styrkende. 


465 
Jomfrutrane, Grus virgo, Briss. 
Syn. Årdea virgo, L. — Anthropoides virgo, Degl. 
Dansk: Jomfrutrane. Svensk: Numidisk Trana. 


Årtsm. Blaagraa, Hovedet helt fjerklædt, bag hvert Øie en lang, hvid 
Fjerbusk, som hænger bueformigt ned over Nakken.  Skulder- 
fjerene tilspidsede og stærkt forlængede. 


Afbildn.: Ny Tavle. 


Længde c. 33”, 

Dens Næb er kortere end foregaaende Årts og smud- 
siggrønt med blegrød Spids; Forhalsen og dens lange ned- 
hængende Fjer sorte, Svingfjerene sortegraa, Fødderne sorte- 
brune, Øiet karmoisinrødt. 

Denne smukke og fint byggede Fugl hører hjemme i 
det sydøstlige Europa og Landene omkring det kaspiske 
Hav, Tartariet og Mongoliet, hvorfra den vandrer til Syd- 
indien og Mellemafrika. Nu og da træffes et enkelt Individ 
i de vestlige europæiske Middelhavslande og i Mellemeuropa, 
men i Skandinavien er den kun truffen en eneste Gang, 
nemlig i Begyndelsen af Juni 1857, da den svenske Student 
C. Dalin skød den i Askers Sogn i Nerike. == Exemplaret 
opbevares i Ørebro's Skoles naturhistoriske Samling. 

I Levemaade har den Meget tilfælles med den alminde- 
lige Trane, men et ganske særegent Forhold i dens Færd 
fortjener dog at fremhæves; hvor et større Antal Individer 
er samlet, opføre de nemlig Dandse og Væddeløb; disse 
Lege ere blevne sete saa ofte og af saa paalidelige Iagt- 
tagere, at der ikke er nogen Tvivl om, at de virkeligt 
finde Sted. 

Æggene ligne den almindelige Tranes, men ere min- 
dre; deres Længde varierer mellem 77rm. og g1mm. deres 
Brede mellem" 51 "(7 56 mm 


466 


za 


Storkeslægten, Ciconia, Briss. 


Næbet meget længere end Hovedet, lige, stærkt, lang- 
strakt kegleformigt, sammentrykt, spidst; Næbryggen af- 
rundet, Næbrandene skarpe; Næseborene nær ved Næbroden 
danne en smal Revne i Næbets Hornmasse, uden tydeiig 
Næsegrube; Øiekredsen og den lille Svælgpose ved Si- 
derne af Næbet nøgne; Benene høie, nøgne høit op over 
Hælen; Tæerne forenede ved en Hud i første Led; Bag- 
taaen naaer kun Jorden med den yderste Trediedel; Kløerne 
korte, flade, helrandede. Vingerne middellange; iIste 
Svingfjer kortere end 2den, denne lidt kortere end 3die, 
som tilligemed 4de og dte er længst. 

Storkene ere store Fugle, der leve i Sumpe og ved 
Vandbredder, hvor de fornemmelig nære sig af Krybdyr, 
Padder, Fiske, smaa Pattedyr, unge Fugle, Orme, Æg og 
Insekter, men ikke Vegetabilier. De blive — især den hvide 
Stork, der næsten kan ansees som Husfugl — overalt taalte 
og skaanede, fordi de fortære skadelige Dyr eller i alt Fald 
saadanne, som af Landalmuen ansees for skadelige. I de 
kolde Lande ere de Trækfugle; de vandre i store Skarer og 
om Dagen. I deres Væsen og Manerer hersker der megen 
Alvor, Gravitet og Klogskab. Eiendommelig er deres Kneb- 
bren med Næbet og deres Tilbøielighed til at staa paa ét 
Ben. De leve i Monogami, bygge Rede paa Træer eller 
Huse, fælde kun én Gang om Aaret, og Kjønnene ere kun 
lidt forskjellige. 


Hvid Stork, Ciconia alba, Briss. 
Syn. Årdea ciconia, L. 


Dansk: Stork. Norsk: Stork. Svensk: Stork, Hvit Stork. 


Artsm. Hvid, med Undtagelse af Skulderfjerene, Svingfjerene og de 
store Vingedækfjer, som ere sorte; den nøgne Hud omkring 
Øiet sort og glat. 


Afbildn. Tab. XXXII. 


467 


= 


Længde 40—42"”; Hunnen noget mindre. 

Næbet, den nøgne Del af Svælgposen samt Benene 
zinnoberrøde; Iris brun; Fjerene påa Kroen lange og ned- 
hængende. Ungernes Næb sortagtigt rødt; deres Ben rød- 
agtigt sortegraa og Svingfjerene sortebrune. 

Denne almindeligt bekjendte, næsten overalt paa be- 
boede Steder forekommende og af Almuen fredlyste Fugl 
vender om Foraaret tilbage fra sit Vinterkvarter i Nord- og 
Mellemafrika for at forplante sig her i sit egenlige Hjem 
og forlader os atter sidst i August. Hvor den én Gang har 
Rede og ikke bliver forstyrret, opholder den sig og yngler 
Aar for Åar; paa mange Steder anseer vor Almue Storke- 
reden som et Lykkens Tegn for det Hus, der bærer den. 
I Jylland findes Landsbyer med 20—30 og endnu flere af 
dens Reder. 

Med Aaret 1856 indtraadte der et Vendepunkt i Stor- 
kenes Historie her i Landet. Medens der tidligere havde 
hersket den største Regelmæssighed i deres Ankomst og 
Afreise, kom der nu Forstyrrelse og Uorden. I næsten alle 
Egne af Landet vendte kun et forholdsvis ringe Antal af de 
bortdragne Storke tilbage hint Aar, og den gamle Tingenes 
Tilstand er endnu kun paa faa Steder gjenoprettet. Man 
har angivet forskjellige Grunde til den pludseligt indtraadte 
Forandring, men saåandsynligst er det, at en stor Mængde af 
de hjemvandrende Storke er omkommet paa Reisen over 
Middelhavet, idet man samme Åar fandt talrige døde Indi- 
vider langs dette Havs Kyster. Da Storken påa Grund af 
den fremskridende Kultur her i Landet stadigt finder færre 
og færre Egne, hvor den kan faae rigelig Føde, er det at for- 
mode, at den ogsaa af denne Grund vil aftage herhjemme. 
Den er dog endnu talrig i Egne med store Engstrækninger 
og Moser, f. Ex. Marsklandene; paa Bornholm skal den ikke 
findes").  Påa den skandinaviske Halvø er den kun almin- 


") Efter Sigende skal den enkelte Gange have ladet sig see der, men 
er da bleven bortskudt. 


468 


deligt udbredt over den sydlige Del af Sverrig, hvor den 
påa sine Steder yngler temmelig talrigt; dog fandt der og- 
saa her en paafaldende Formindskelse Sted i de ynglende 
Storkes Antal i Aaret 1856. I den vestlige Del af Sydsver- 
rig træffes den ynglende omtrent til Falkenberg i Halland, 
men paa Østsiden neppe nordligere end i Skaane. I Nord- 
sverrig træffes nu og da enkelte Individer, men aldrig yng- 
lende. I Norge yngler den intetsteds, men viser sig dog 
hvert Aar, navnlig i de sydligere Stifter og stundom flokke- 
vis. Paa Færøerne og i vore andre nordlige Bilande er den 
aldrig truffen. I England gives der faa eller ingen; i Hol- 
land forekommer den derimod i overordenlig Mængde. 

Om Høsten forsamle Storkene sig påa Enge og Marker, 
hvor man seer dem bevæge sig mellem hverandre med den 
dem egne Værdighed og Alvor; snart begynder en af dem 
at knebbre, som vilde den tale til de andre, der svare den 
påa samme Maade. Man har fablet en Del om, at Storkene 
holdt Rettergang, som undertiden skulde have Dødsstraf til 
Følge; Grunden dertil ligger vel nærmest i den Kjends- 
gjerning, at man har seet de reisefærdige Storke i saadanne 
Forsamlinger at anfalde og dræbe sygelige eller sent ud- 
rugede Individer, der ikke havde Kræfter til at udholde de 
med den forestaaende lange Reise forbundne Anstrængelser. 
Man fortæller ogsaa, at de opmuntre tamme Storke til at 
følge med, samt at de anfalde dem, naar de ikke ville. 
Ved Reden seer man undertiden de blodigste Kampe med 
fremmede Storke, som ofte ende med Lemlæstelse, endog 
med Døden. Undertiden kaster Storken et Æg — formo- 
denlig naar der er flere, end den kan ruge — eller en Unge 
(denne er nok som oftest en Vantrivning) ud af Reden; 
man siger, at dette skeer hvert andet Aar, og at den der- 
med vil afgjøre sin Husleie. 

Efter Boies Iagttagelser indfandt Storken sig i Hertug- 
dømmerne aldrig før den 19%de Februar og aldrig efter den 


469 


9de April; den drager bort sidst i August. Til Sjælland 
ankom den: 
Sydsjælland, Herlufsholm (Melchior): 
1820 den 29. Marts. 


1822 — 5. April. 
1823 — 28. Marts. 
1824 — 26. — 
"KSÆTESSSERS ] FEE 
1828 — 2. April. 


1829 — 29. Marts. 

1830 — 12. April. 
Nordsjælland, Helsingør (Steenberg): 

1823 den 30. Marts. 


1836 — 25. — 
1837 — 6. April. 
1840 — 2. — 
1844 — 1. — 
1845 — 26. Marts. 
1846 — 2. — 
1847 — 28. =/— 
Ifølge Dyrlæge Grills Optegnelser ankom den til Otterup 
v. Odense: 1865 den 7. April. 
1866 — 31. Marts. 
1867 — 31. — 
1868 — 5. April. 
1869 — 29. Marts. 
1870:.—"” 4. April. 
1871 — 9. — 
1872 — 31. Marts. 
1873 — 25. — 
1874 — 10. April. 
1875 — 9%. — 
1876 — 3. — 


Til Viborgegnen ankom den ifølge Feddersen 
1866 den 4. April. 


470 


1868 den 29. Marts. 
1869 — 5. April. 
1872 — 30. Marts. 

Den 19de Januar 1855 lod en Stork sig see ved Førs- 
løv påa Sjælland. I 1863 ankom den allerede den den 
Februar til Lolland; samme Aar blev den seet ved Roes- 
kilde den 3die Februar. Ved Randers saaes den den 19de 
Februar 1842, og i 1846 ankom den ifølge Provindsbladene 
næsten overalt i Begyndelsen af Februar. Naar den kom- 
mer saa tidligt, tyer den ofte ind til Husene og søger Føde 
mellem Høns og Ænder (Bølling). 

Dens Næring bestaaer af Slanger (hos os Snoge og 
endog Hugorme"), Firben, Frøer, Fugleunger, Æg, Rotter 
og Mus, Igler og store Insekter, Fiske, Rogn o. s. v. Den 
søger sin Føde ikke blot påa Enge, i Moser og ved Sø- 
bredder, men ogsaa ofte ved Havets Kyster, hvor den vader 
i Fladvandet. 

I den store Rede, som ikke udelukkende findes paa 
Huse, men ogsaa paa Træer, lægger Hunnen i Midten af 
April”) 3—5 hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

Orm: J4mm. 
83 » 56 » 

Æggene udruges af begge Kjøn i noget over 3 Uger; 
Ungerne, som forblive længe i Reden, førend de lange Ben 
og de store Vinger opnaae den tilbørlige Styrke og Udvik- 
ling, opfødes omhyggeligt af Forældrene. Disse synes at 


7”) Det siges, at Storken, naar den vil tage en Hugorm, først tirrer 
denne, såa at den reiser sig op; derpaa nærmer Fuglen sig nogle 
Gange til den med nedhængende Vinger, og fårst naar Hugormen 
har udtømt sin Gift ved at hugge i Vingedækfjerene, bliver den 
greben og nedslugt af Storken. 

") I Forf.'s efterladte Optegnelser findes en Notits om, at der efter 
Sponnecks Angivelse i Sommeren 1857 ynglede flere Par Storke 2 
Gange i Omegnen af Kiøbenhavn. 


AT I 


være hinanden meget tro og hengivne; vist er det, at Han- 
nens Jalousi er meget stor; man paastaaer endog, at den 
har anfaldet og dræbt sin Mage, naar den har truffet hende 
i Utroskab. 

Man skyder den ikke gjerne; Kjødet er nemlig uspise- 
ligt, og den Skade, som den undertiden anretter ved at 
røve det unge Fjerkræ, Fuglevildt 0. s. v., opveies rigeligt 
ved den store Mængde Oldenborrelarver og Mus, som den 
fortærer og ødelægger. Den tager ogsaa Muldvarpe, som 
den fanger ved at staae paa Lur, medens Muldvarpen sky- 
der Jorden iveiret, og pludseligt hugge Næbet ned i den 
opskudte Jord. 


Sort Stork, Ciconia nigra, (L.). 
Syn. ÅArdea nigra, L. — Ciconia fusca, Briss. 


Dansk: Sort Stork, sort Heire. Norsk: Sort Stork. Svensk: Svart 
Stork, Odens Svala. 


Artsm. Brunsort med stærk Metalglands, kun Brystet, Bugen og Læg- 
fjerene hvide. Ben og Næb røde (hos den gamle Fugl) eller 
grønagtige (hos den unge Fugl). 


Afbildn. Tab. XXXII, g2. Han. — Suppl. Tab. 14, ung Fugl. 


Længde 38—40”, 

Hunnen hår en svagere Metalglands og er mindre; 
Iris brun. De unge Fugle have mange hvide Pletter paa 
Halsen og Brystet og endnu mindre Glands end den 
gamle Hun. 

Den er ikke sjelden i Danmark, hyppigst i Jylland og 
Slesvig. I Jylland angives den som ynglende i Julianelyst, 
i Mattrup og Rask Skove ved Horsens, i Aunsbjerg og Hald 
Skove ved Viborg, Houlbjerg Skov ved Frisenborg, i Sko- 
vene ved Engesholm, Villiamsborg og Storegrundet ved 
Veile, påa Øland i Limfjorden, i Dronninglund Storskov, 
Stagsted Skov, Paihede og Oxholm Skov (Vendsyssel), 


472 


Mylenberg Skov, Fousingø Skove ved Randers, Silkeborg 
og Meilgaard Skove; dens nordligste Yngleplads her i Lan- 
det er vistnok Baggesvogns Skov, 2 Mil Nord for Hjørring 
(Reinh.). Endvidere yngler den i Dravit Skov pr. Tønder, 
Skovene ved Aabenraa og Haderslev. Boie (Wiedemann: 
Zool. Mag., Bd. I, Stick III) angiver den som ynglende paa 
flere Steder i Slesvig og Holsten. Efter Mechlenburg yngler 
den i Stenderup, Kobbermølle, Marie og Hanved Skove. 
Fischer fandt i de ovennævnte vendsysselske Skove kun 1 
Par ynglende i hver, om der end var flere Par tilstede. 
. Erichsen fik i 1862 5 Kuld fra Mylenberg Skov. I Begyn- 
delsen af Oktober 1863 blev et ungt Individ skudt i Nær- 
heden af Aalborg, i 1872 ligeledes et ungt Individ ved 
Eliasminde pr. Odense |Stamhusbesidder E. Møller) og i 
August 1869 en ung Fugl ved Ølund pr. Odense (Dyrlæge 
Grill). I Sjælland er den sjelden. I Kjøbenhavns zoologiske 
Museum findes en ung Han, som den 19de Juni 1863 blev 
skudt ved Kongelunden påa Amager. Ifølge Prof. Reinhardts 
Meddelelse har afdøde Apotheker Steenberg seet den ved 
Helsingør i April 1827. I 1851 blev den skudt ved Liselyst 
pr. Rødby og ved Qurebygaard; ved Klintholm påa Møen 
er den skudt den 19de August 1838 (Hage); efter Melchiors 
Optegnelser fremdeles ved Basnæs. 

Efter Forf.s Optegnelser yngler den ved Svendstrup pr. 
Roeskilde, Vedbygaard pr. Slagelse og ved Kosenvold, hvor- 
fra han i 1866 fik 2 Unger tilsendt. Forststuderende Å. 
Steen har underrettet Udg. om, at den ifølge Meddelelse 
fra Forstraad Holten indtil for omtrent 3 Aar siden ynglede 
i Enemærket ved Vedbygaard (i Roskildeegnen). I Mul- 
lerup Skov under Glorup Gods i Fyen skal den have ynglet 
for 20—30 Aar siden (Cand. mag. G. Winther). Forf. traf 
den ofte langs Jyllands og Slesvigs Østkyst og paa Tipperne 
i Ringkjøbing Fjord. Ved Randers Fjord er den i August 
Maaned hyppig mellem Udbyhøi og Mellerup, hvor den gaaer 
paa Fladvandet og fisker (Fischer). Paa Bornholm findes 


473 


den ikke. I Norge er den kun truffet to Gange, nemlig 
ved Frederiksstad (1869) og senere i Vang paa Hedemarken. 
I Sverrig hører den vel til de sjeldnere Fugle, men den 
yngler dog i Smaaland, Kalmar Lehn og Østergøthland; i 
de andre sydlige Provindser træffes den nu og da, men 
altid enkeltvis eller parvis. I Yngletiden seer man den kun 
meget sjeldent påa Enge; derimod søger den sin Føde ved 
Kysterne og i Skove, især ved Skovbække. Som et Bevis 
paa dens Graadighed kan anføres, at et ungt Individ, som 
Fischer i Begyndelsen af September 1863 modtog fra Ryaa 
i Vendsyssel, havde Svælget stærkt udspilet af ikke mindre 
end 179 Exemplarer af vore to Hundesteilearter, som den 
ikke havde kunnet nedsluge, da Spiserøret og Maven ifor- 
veien vare fuldtproppede. 

Den ankommer omtrent samtidigt med den hvide 


Stork, men bliver her — som det fremgaaer af nogle 
blandt de ovenfor anførte Tilfælde — undertiden længere 
end denne. 


Saavel i Bygning som Levemaade og Forplantning ligner 
den meget den almindelige Stork, men den er mindre, meget 
sky og bygger altid fjernt fra beboede Steder, helst i større 
Skove, snart lavt, snart meget høit, i de største og ældste 
Træer; som oftest findes Reden ved Begyndelsen af Kronen 
paa et Par vandrette Grene.  Underlaget er en stor, aflang 
Bunke af Grene og Kviste, ovenpaa hvilke den egenlige 
Rede anbringes. Denne bestaaer af friskt, grønt Mos, som 
Fuglen afpiller i større Stykker og sammenføier omhygge- 
ligt, saa at kun det Grønne kommer tilsyne. Reden er 
cirkelrund, hæver sig jevnt omtrent 4” fra Underlaget og 
indeholder i Midten en afrundet Fordybning”). De 3—5 


”) Naumann beskriver Reden ganske anderledes, men vistnok paa 
Grund af en Forvexling med den hvide Storks Rede. Ovenstaaende 
Beskrivelse er meddelt af Fischer. 


AT 4 


Æg, som lægges i første Halvdel af Mai, ere hvide, men 
noget mindre end foregåaende Årts. 
Æggets Længde og Brede: 
(4mm. som: 
70 LÅS gå NOE 


Heireslægten, Ardea, L. 


Næbet temmelig stærkt, stort, lige, dybt spaltet, meget 
spidst, hos de fleste Arter fint tandet, sammentrykt; Næbran- 
dene skarpe. Tøilen samt Øiekredsen nøgne. Øiet meget 
nær ved Næbroden; Næseborene ligeledes nær ved Næbroden, 
aflange, omgivne af en tynd Hinde; Næsegruben fortsættes 
fortil af en smal Fure. Benene temmelig høie og tynde, 
nøgne ofte langt op over Hælen, med lange Tæer; Bagtaaen 
sidder i samme Højde som Fortæerne og berører Jorden i 
hele sin Længde. Yder- og Mellemtaaen ved Roden for- 
enede ved en Hud; Kloen påa Mellemtaåaen har paa Inder- 
siden en fremstaaende, kamformig, tandet Rand. Vin- 
gerne middellange, butte og temmelig brede, med meget 
lange Armknokler, men med korte Svingfjer. Halen af- 
rundet, kort, med 10 å 12 Styrere. Den meget lange, tynde 
Hals låder sig saa stærkt sammenlægge, at Nakken ligger 
påa Forryggen og Næbet parallelt med Struben; dette finder 
Sted i hvilende Stilling og i Flugten, men Halsen kan då 
ogsaa med meget betydelig Kraft strækkes frem af denne 
Stilling. Paa hver Side af Brystet eller foran påa dette og 
ligeledes paa Overgumpen findes større eller mindre Partier 
med en silkeagtig Dunklædning. 

Heirene opholde sig ved Havbredder, Floder og Søer 
og nære sig fornemmelig af Fiske og Rogn, Frøer, Mus, 
Ferskvandssnegle, Insekter og Orme. Nogle bygge selska- 
beligt Rede paa Træer og Klipper, andre i Rør og Siv. I 
de nordlige Egne ere de fleste Trækfugle; de fælde kun én 


4T5 


Gang om Aaret. Kjønnene ere hinanden meget lige, dog 
ere Hannerne større og smukkere. Hos nogle Årter ere 
de gamle Fugle i Yngletiden prydede med lange, bløde Fjer 
påa Baghovedet, Brystet og Ryggen. De ere meget sky og 
forsigtige, men gråadige og dovne Fugle. I den store, 
flade, kunstløse Rede lægge de 3—6 ensfarvede, hvide, 
grøngraa eller spanskgrøntfarvede Æg, som Hunnen alene 
udruger. 


Iste Underslægt: Egenlige Heirer, AÅrdea, Auct. (s. str.) 


Halsen lang og kortfjeret. 12 Styrefjer. Fjerklædningen 
broget, Svingfjerernes Skafter mørkebrune. 


Fiskeheire, Årdea cinerea, L. 
Syn. A. majer, Gmel. — Å. cristata, Briss. 


Dansk: Heire, Fiskeheire, Graaheire, Skredheire. Norsk: Heire, Hegre. 
Svensk: Håger, Grå Håger. Færøisk: Hegri (M.), Heggri (H.). 
Islandsk: Hegri. 


AÅrtsm.  Ovenpaa askegraa, nedenunder hvid med sortagtige Pletrækker 
påa Forhalsen; Fodroden meget længere end Mellemtaaen. 
Afbildn. Tab. XXXIL 


Længde 38—40"”, 

Imellem den gamle Han og Hun er i det Ydre ingen 
synderlig Forskjel; hos dem begge ere Næbet, Tøilen, det 
Nøgne omkring Øiet og Iris guldgule, Benene graagule; 
Baghovedet bærer en indtil 5” lang trefjeret Fjerbusk, Kroen 
er prydet med lange, baandformige, hvide Fjer og Overvin- 
gen bagtil med lignende, meget smalle, sølvhvide Fjer, som 
mangle hos den unge Fugl, der først bliver udfarvet i det 
ådie Aar. I det zool. Museum findes en udmærket smuk, 
snehvid Varietet (Hun), skudt ved Rugaardsø i Jylland den 
l4åde August 1871 (Hofjægermester Mourier-Petersen). 

Fiskeheiren opholder sig om Sommeren fornemmelig i 

31 


476 


vandrige Skovegne og er paa adskillige Steder her i Landet 
meget hyppig, især hvor den kan yngle i Fred. Påa Born- 
holm er hverken denne eller nogen anden af vore Heire- 
Arter hidtil bleven bemærket. Udenfor Yngletiden træffes 
den ved Sø- og Havbredder. Sjeldent overvintre enkelte og 
søge kummerligt deres Næring ved Aaer, Bække og Strand- 
bredder; den forlader os som Trækfugl i September og 
Oktober og vender tilbage sidst i Marts eller først i April. 
Paa den skandinaviske Halvø er den almindelig. I det syd- 
lige Sverrig yngler den talrigt paa flere Steder; i Mellem- 
sverrig forekommer den mindre hyppigt, og i Landets 
nordligste Egne kun undtagelsesvis. I Norge yngler den 
kolonivis langs hele Vestkysten fra Stavanger indtil Nord for 
Trondhjemsfjorden, men långs Nordlandets Kyster er den 
sjelden. I det Indre af Landet forekommer den nu og da, 
navnlig i de sydligere Stifter, hvor den hist og her er fun- 
det ynglende. Paa Trækket besøger den dog ikke sjeldent 
Landets indre Dele og er endog flere Gange truffet ved 
Søerne i Birkebæltet. Langs Vestkysten overvintrer den 
hyppigt. Paa Færøerne opholder den sig om Vinteren og 
er da temmelig talrig langs med de rolige Fjordbredder, ved 
Aaer og Indsøer; den træffes ogsåa undertiden der om 
Sommeren (saaledes i Juni 1864, da en gammel Han blev 
skudt), og der skal- endog være seet Unger, som neppe kunde 
flyve. Paa Island sees den aarligt saavel paa Foraars- som 
paa Efteraarstrækket, men fra Grøuland kjendes der kun et 
dødt Individ, en ung Fugl, som i 1856 blev fundet i Nær- 
heden af Nennortalik i Sydgrønland. 

Den er en sky; flygtig og vild "Fugl," der "1 Fare 
forsvarer sig rasende med Næbet. Bemærker den noget 
Usædvanligt, udstrækker den hurtigt sin tynde Hals i lodret 
Stilling og bliver staaende stiv med Hovedet og Næbet lige 
ud og Kroppen næsten lodret; er der virkelig Fare påa 
Færde, begiver den sig itide bort, men ellers lægger den 
Halsen tilbage igjen. Dens Gang er langsom, dog har den 


4TT 


ikke Storkens gravitetiske Holdning; under Flugten, som er 
høi og let, udstøder den ofte et stærkt, hæst Skrig. 

Fiske, Rogn, Frøer, Mus og Insekter ere dens Næring; 
det paastaaes, at den først dypper Alt i Vandet, inden den 
nedsluger det. Naar den fisker, staaer den næsten altid 
stille i Vandet og har dog næsten altid Fiske nok omkring 
sig; man antager, at dens Exkrementer, som den lader falde 
i Vandet, ere en behagelig Føde for Fiskene, som derfor 
flokkes om den. 

Graaheiren yngler hos os i Skove, i Nærheden af Havet 
eller Søer, helst fjernt fra beboede Steder, i Almindelighed 
kolonivis og ofte i Selskab med Kormoranerne, f. Ex. paa 
Vaarsø i Horsens Fjord; påa Æbleøen, ved Hørsholm, 
Korselitze, Glicksborg, Aabenraa og ved Skanderborg Sø 
har den tidligere ynglet i Mængde, ligeledes ved Skarrit Sø 
påa Sjælland. Et stort Antal Reder findes gjerne paa ét 
og samme Træ. Reden er stor og flad, bestaaer udvendigt 
af tørre Grene og Kviste, ovenpåa belagte med bløde Stoffer. 
De 3—4 blaagrønne- Æg, som findes i Midten af April, ere 
forholdsvis smaa; deres Længde er 58—62mm.. deres Brede 
42—44mm.. Ungerne forblive længe i Reden og opholde sig 
senere i dens Nærhed. Fra Juli og August sprede de sig 
rundt omkring i Landet, baade Unge og Gamle. 

Jagten er vanskelig; mån maa snige sig til Fuglen fra 
Baghold, eller ogsaa maa man stille sig paa Anstand om 
Aftenen paa Steder, hvor man veed den trækker over, for at 
skyde den i Flugten. Da Falkejagten endnu florerede, jagede 
man den ogsåa med Falke. 

Den anretter ofte betydelig Skade påa Fiskedamme og 
Træer. 


BJISE 


Purpurheire, Årdea purpurea, L. 
Syn... Årdea Caspica, Gm. 
Dansk: Purpurheire, Svensk: Purpurhåger. 


Artsm. Ryggen mørkt skifergraa, Halsen oventil rustgul med sorte 
Længdestriber, Underhalsen bagtil og påa Siderne grønagtig 
graa, Hovedet og Nakken sorte med lange spidse Nakkefjer, af 
hvilke to ere særligt stærkt forlængede.  Brystet og Siderne 
mørkt rødbrune eller purpurfarvede. Mellemtaaen med Klo har 
samme Længde som Fodroden. 


Afbildn.: 2Zdet Suppl. Tab. 6. 


Længde 32—33”. 

Purpurheirens egenlige Hjem er det sydlige og sydøst- 
lige Europa samt de nærmestliggende Egne af Asien og 
Afrika; navnlig forekommer den talrigt i Landene omkring 
det sorte Hav og det kaspiske Hav, men ogsaa i de euro- 
pæiske Middelhavslande, især i det sydlige Frankrig, findes 
den hyppigt ynglende. I det øvrige Europa træffes den kun 
undtagelsesvis, men har dog oftere forfløiet sig til England 
og Nordtydskland. I Skandinavien vides den kun at være 
truffet en eneste Gang, nemlig den 18$de April 1855, da den 
blev skudt af en Bondedreng ved Ostra Torp i det sydlige 
Skaane, Exemplaåret opbevares i Lunds zoologiske Museum. 

I Levemaade skal denne Årt nærme sig mere til Rør- 
drummen end til Fiskeheiren. Ligesom hin lægger den i 
Regelen sine Æg imellem Rør og Siv, og kun undtagelses- 
vis bygger den Rede i Træerne. De 5 (sjeldnere 4) Æg, 
der lægges i Slutningen af Mai og Begyndelsen af Juni, ere 
noget tendannede 9: tilspidsede mod begge Ender, matte og 
af et temmelig grovt Korn, hyppigt med Kalkbelægning; de 
ere af hvidlig blaagrøn Farve, lysere og noget mindre end 
Graaheirens. 

Æggets Længde og Brede: 

SSG AD: 
60 » 42 » 


479 


2den Underslægt: Ædelheirer, Ægretta Bonap. 


Fjerklædningen renhvid, Svingfjerenes Skafter hvide. 
12ÆStyrefjer: 


Hvid Heire, Årdea alba, L. 


Syn. Årdea candida, Briss. — Egretta alba, Bonap. — 
Herodias alba. 


Dansk: Hvid Heire, Sølvheire. Svensk: Hvit Håger. 


Artsm. Hele Fjerklædningen hvid. Mundvigen og Underkjæberoden gule, 
Tøilerne mørkegrønne. (hos den gamle Fugl) eller gule (hos 
Ungerne), Tæernes Overside mørkebrun. Mellemtaaen med Klo 
maaler to Trediedele af Fodrodens Længde. 


Afbildn. Ny Tavle. 


Længde c. 40”. 

Denne smukke Fugls Hjemstavn er det sydlige Siberien 
og det sydøstlige Europa, især Donaulandene og Sydrusland; 
om Vinteren trækker den til Sydasien og Afrika. Undtagel- 
sesvis er den truffen i Frankrig og England, og fra Skandi- 
navien kjendes kun ét sikkert Tilfælde, i hvilket den er 
forekommet, nemlig i November 1856, da den blev skudt 
ved Westerås i Sverrig og indsendt til Museet i Stockholm. 
En Beretning om, at den allerede paa Linnés Tid skal være 
seet ved Araslåf i Skaane, savner den fornødne Paalidelighed. 

Den opholder sig fjernt fra beboede Steder og ynder 
fortrinsvis udstrakte Mosedrag, hvor den yngler mellem 
Rørene. I sit Hjem efterstræbes den ivrigt paa Grund af de 
udmærket smukke Rygfjer, af hvilke der forfærdiges kostbare 
Fjerbuske. 

Sølvheirens Æg have stor Lighed med Graaheirens, dog 
er deres Farve mere ren grøn. 

Æggets Længde og Brede: 

mm: ÆREDE: 


480 


3die Underslægt: Natheirer, Nyeticorax, Stepli. 


Halsen kortere end hos Arterne af de to foregaaende 
Grupper. Hoved og Ryg med Metalglands.  Indertaaen 
kortere end Ydertaaen. 12 Styrefjer. 


Natheire, Årdea nycticorax, L. 


Syn. ÅArdea grisea, L. -— Nycticorax Europæus, Steph. — Scotæus 
nycticorax, Keys. & Blas. 
Årtsm. Overvingen hos de Gamle ren askegraa, Issen, Nakken, Over- 


ryggen og Skuldrene grønagtigsorte; de Unge brungraa med 
gulhvide Petter. 


Afbildn. Tab. XXXII. Suppl. Tab. 14. 


Længde 19—20”. 

Iris rød; Benene .sortegrønne; Underkroppen hvid, hos 
de Gamle med rødgult Skjær. Baghovedet prydet med lange, 
hvide, smalle Fjer. 

Natheiren har egenligt hjemme i de med Rør og Siv 
bevoxede Flod- og Søbredder i det sydøstlige Europa og har 
blot nogle faa Gange ladet sig see hos os. Saaledes blev 
den i Mai 1821 skudt ved Neumiinster i Holsten (Isis 1822, 
VIL p. 775), og Teilmann har påa samme Tid skudt den 
ved Ribe; paa Sylt blev den nedskudt fra et Træ udenfor 
Landfogedens Bolig (Mechlenburg), og for en Del Aar 
siden blev et Par skudt ved Elbbredden. I Wøldikes Samling, 
som er indlemmet i det zool. Museum, findes et Expl. fra 
Brunsbiittel (13de Mai 1825), og i Hr. Uwe Petersens Sam- 
ling i Keitum paa Sylt et Expl., skudt der paa Øen. I Juli 
1870 blev et Expl. skudt paa Færøerne; det var en udfarvet 
Fugl, men uden de lange Nakkefjer.  Exemplaret findes i 
det zool. Museum. I Norge og Sverrig er Natheiren, saa- 
vidt vides, aldrig bemærket. 

Den holder sig, ligesom de følgende Arter, meget skjult, 
især om Dagen. Dens Flugt er lav og ugleagtig; frygtsom 


481 


og mistroisk oppebier den Faren til det Yderste, skjult i 
Rørene, hvor den da holder sig i en stiv, lodret Stilling, 
saa at den ligner en Pæl. At flyve langt over det Frie vover 
den ikke om Dagen, men om Aftenen besøger den, munter 
og mindre bekymret for Fare, de frie Vandbredder og er 
såa i Bevægelse hele Natten. Dens Stemme er et raat, 
vidtlydende, ravneagtigt Skrig; Næringen bestaaer af Fiske, 
Krybdyr, Insekter og Orme. 
Reden anlægges sjeldnere i Mosekrat, hyppigere paa 
Træer; de 4—5 Æg ere blegt blaagrønne, uden Glands. 
Æggets Længde og Brede: 
Ao mm SØRG mm. 
58 » STER 
Paa Anstand om Aftenen ved fritliggende Søer, Damme 
og Moradser skal den være lettest at skyde. 


4de Underslægt: Topheirer, Duphus, Boie. 


Indertaaen kortere end Ydertaaen; Svingfjerene og deres 
Skafter hvide. 10 Styrefjer. 


Topheire, Årdea comata, Pall. 


Syn. Å. ralloides, Scop. — Ardea erythropus, castanea, Marsigli 
d: squajotta, L. — AÅ. pumila, Lepechin. 
Artsm. Hovedfarven rustgul; Bagryggen, Gumpen, Svingfjerene og 
Styrerne hvide; Fjerene paa For- og Baghalsen have paa hver 
Side en sortebrun Længdestribe. Halen afrundet, Fødderne 
grøngule. 


Afbildn. Tab. LV. (Supplementtavle.) 

Længde 17—19”. 

Hunnen er noget mindre og neppe såa smuk som 
Hannen, der i den høiere Alder udmærker sig ved den 
kraftige, okkergule Halsfarve samt ved et rustfarvet, purpur- 
brunt Skjær over Skuldrene og Ryggen. Iris gul; det nøgne 


482 


Parti ved Øiet gult og grønt; Næbet blaat med sortebrun 
Spids. Den unge Fugl mangler de lange Fjer paa Nakken 
g Baghalsen, hår mørke Længdepletter paa Forhalsen og 
Overkroppen og er rødbrun med mørke Længdepletter. 

Topheiren har hjemme i det sydlige, især i det syd- 
østlige, Europas Sumpe, hvor den lever selskabeligt; den 
forekommer enkeltvis i Holland, sjeldent i det nordlige 
Tydskland og er efter afdøde Professor Reinhardts Angi- 
velse skudt én Gang i Holsten og én Gang i Jylland.”) I 
det øvrige Skandinavien er Topheiren ikke truffet. 

Den udmærker sig ved en særegen Forkjærlighed for 
Kvæghjorder, især Svin, i hvis Selskab den ikke alene finder 
det største Velbehag, men tillige føler sig tryggest, hvorfor 
man ogsaa der bedst kommer den paa Skud. Dens Skrig 
er kort og hæst. 

Vandinsekter, Smaafiske og Orme ere dens Føde; den 
bygger Rede paa lave Buske og Træer, vel ogsaa paa Jor- 
den, og lægger 4—5 hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

38 mm. DØDT SITE 
ål » 30 » 


dte Underslægt: Dværgheirer, Ardeola, Briss. 


Indertaaen af samme Længde som Ydertaaen. Sving- 
fjerene og deres Skafter sortagtige. 10 Styrefjer. Benene 
fjerklædte indtil Hælen. 


x) Angivelsen foreligger intetsteds trykt, men refererer sig til nogle 
ved Reinhardts Forelæsninger førte Optegnelser, der af Bonnez have 
været tilstillede Forf. 


Dværgheire, Årdea minuta, L. 
Syn. Ardeola nævia, Briss. — Årdeola minuta, Bonap. 
Dansk: Dværgheire, Dværgrørdrum. Svensk: Dverg-Rørdrum. 


Artsm., Rustgul; under Hovedet og paa Midten af Vingerne lysere; 
Kalotten, Ryggen og Vingespidserne grønsorte, hos Yngre mørke- 
brune eller rustgule og brunplettede. 


Afbildn. Tab. XXXI. Suppl. Tab. 14. 


Længde 12—14”. 
Iris og Næb gule; Benene gulgrønne; de store hvælvede 
Fjer paa Siden af Overbrystet brunsorte med rustgule Kanter. 


Ogsaa denne Art tilhører fornemmelig det sydlige og 
sydøstlige Europa; i Mellemeuropa forekommer den allerede 
sjeldnere; dog skal den yngle i Mechlenburg (Maltzan) og 
er, ifølge Teilmann (Haandb. Pag. 110), skudt ved Nørholm 
i det sydlige Jylland; Exemplaret findes afbildet i den saa- 
kaldte Endrupholmske Fuglesamling; i det zool. Museum 
findes to unge Exemplarer fra Holsten (Wøldike). I Begyn- 
delsen af Juni 1865 skjød Justitsr. Gad den i sin Have i 
Sæby; Exemplaret findes i Fischers Samling; i Februar s. Å. 
blev den, ifølge Forf.s Optegnelser, skudt «i Sundet» ved 
Faaborg, «hvor den yngler».”) Forf. angiver den ligeledes 
som skudt i Søborg Mose den 3die August 1863 og som 
fanget sammesteds og indsendt til den zool. Have den Iste 
August 1864, endvidere som fanget levende af Kammerherre 
Mylius ved Rønningesøgaard pr. Odense, skudt ved Nord- 
gaard pr. Ringsted af Propr. Lundwall og ved Østrupgaard 
i Fyen (Apotheker Bøwing). Den 23de Juni 1874 blev et 
gammelt udfarvet Individ skudt af Forvalter Pape i Fodslette 
Mose paa Langeland og indsendt til Konservator Conradsen, 


+) Sandsynligvis beroer denne Angivelse paa en Forvexling med følgende 
Art (efr. denne). 


484 


men Exemplaret vår saa forskudt, at kun enkelte Dele kunde 
opbevares. Efter Boie skal den have ynglet i Sumpene ved 
Schwentine i Nærheden af Kiel. I Sverrig vides den kun 
skudt to Gange, sidste Gang i 1849, og fra Norge haves 
intet Exempel påa dens Forekomst. I April 1834 blev en 
Han fanget levende, men yderst afkræftet, paa Færøerne 
(Strømø). Exemplaret blev af nuværende Geheimekonferents- 
raad Tillisch, som dengang var Amtmand paa Færøerne, 
sendt til det zool. Museum. Nogle Aar tidligere modtog 
Museet et slet Exemplaåar fra Island, hvor det var fundet 
dødt paa Strandbredden (Reinh). 

Den lever ligesom de foregaaende i store, med Siv og 
Rør bevoxede Moser, Søer og Kjær, holder sig der meget 
skjult, løber med Behændighed omkring mellem Rørstæng- 
lerne og skriger, naar den foruroliges eller er i Fare. 

Dværgheiren lever fornemmelig af smaa Fiske, men og- 
saa af Insekter, Larver, Krybdyr og Rødder. De 3—5, 
sjeldent 6, hvide Æg lægger den i en uden Kunst løst an- 
lagt Rede, hvorfra Hunnen, nåar den hår begyndt at ruge, 
kun med Magt lader sig fordrive. Hannen opholder sig 
imidlertid i Nærheden og iagttager Rolighedsforstyrreren, 
idet den af og til lader sit Angstskrig høre. 


Æggets Længde og Brede: 
Soon Doer 
DD 26,5 » 


6te Underslægt: Rørdrummer, Boiaurus, Briss. 


Indertaaen meget længere end Ydertaaen. Fjerklædningen 
naaer ikke ned til Hælen. 12 Styrefjer. 


485 


Stor Rørdrum, Årdea stellaris, L. 
Syn. Botaurus stellaris, Briss. 
Dansk: Rørdrum, stor Rørdrum. Svensk: Rårdrum. 


Artsm.  Spraglet og plettet med Sort og Rustgult.  Halsfjerene lange. 
Svingfjerene have lyst rustfarvede Baand paa sortagtig eller 
mørk skiferfarvet Grund. 

Afbildn. Tab. XXXII 


Længde 25-——38”. 

Hætten sort; Næbet grønagtigt; Iris gul; Benene bleg- 
grønne; Hunnen noget mindre; de unge Fugle have meget 
blegere Farver. 

Tidligere var den store Rørdrum langt hyppigere hos 
os; nu bliver den sjeldnere paa Grund af Udtørringen og 
Opdyrkningen af de store Moser og Søer. Den skal dog 
endnu for ikke lang Tid siden have ynglet i Nørøxe Sø 
nordlig for Limfjorden, ved Einsiedelsborg og Næsbyhoved, 
tidligere ogsaa i «Sundet» ved Faaborg, i Maribo Sø paa 
Lolland og Rødding Sø påa Møen (Scheel). Efter Faber 
har den ynglet ved Sorø og Gurre her i Sjælland. I Marsken 
yngler den almindeligt; den er skudt ved Juletid ved Glicksborg 
(Mechlenburg), og den er hyppig ved store Søer i Holsten 
(Boie); den er endvidere skudt i en Rørmose ved Veilø her 
i Sjælland den dte August 1821 (Melchior). I Midten af 
Marts modtog Forf. et anskudt Exemplar fra Frederiksborg- 
Egnen. Ved Broholm i Fyen traf Kammerjunker H. Sehested 
den i Sommeren 1873. For fåa Aar siden ynglede den i 
Maribo Sø og ved Aalholm paa Lolland (Forf.).  Fabrikeier 
C. Drewsen indsendte ved Nytaarstid 1875 til det zool. Mus. 
et Individ, der var skudt i hans Have ved Strandmøllen og 
Hr. Proprietair Govertz-Jensen i Begyndelsen af August samme 
Aar en Hun, som var skudt ved Ravn-Sø en Fjerdingvei frå 
Ry-Station i Jylland. Ifølge Dyrlæge Grills Angivelse findes 
Rørdrummen hvert Aar paa det inddæmmede Strandareal ved 
Einsiedelsborg, men vil sandsynligvis nu forsvinde derfra påa 
Grund af Terrainets Opdyrkning. Fencker har seet den ved 


486 


Næsbyhoved Sø ved Odense, og Kand. mag. G. Winther har 
meddelt Udg., at den er skudt ved Glorup i Fyen; ifølge Med- 
delelse fra Skovrider Kann til Konservator Conradsen skal den 
yngle i Søen ved Selsø pr. Roeskilde. Et Exemplar blev 
skudt den 23de Sept. 1874 ved Braband-Sø pr. Aarhus og 
et i Januar d. AÅ. (1876) ved Fredericia (Provisor Baagø i 
Silkeborg). I det sydlige Sverrig forekommer den endnu påa 
adskillige Steder, om den end der, ligesom i Danmark, gaaer 
sin fuldstændige Udryddelse imøde. I Norge vides den ikke 
at være bemærket. 

Den store, løse Fjerklædning giver denne Fugl, hvis 
Krop ikke er meget større end den almindelige Krages, et 
paafaldende stort Udseende; saavel derved, som i Henseen- 
de til Flugten og Farvetegningen, har den noget ugleagtigt. 
Den er en dum, doven og plump Fugl, der med Krop- 
pen, Halsen og Næbet i lodret Stilling kan sidde stokstille 
hele Timer påa ét og samme Sted, f. Ex. en Pæl eller et 
Træstød, saaledes at man snarere holder den for en Fortsæt- 
telse af en såadan Gjenstand end for en levende Fugl. Om 
Natten er den derimod i Bevægelse for at søge Næring, og 
man hører da dens stærke, ravneagtige, dybe Skrig, som er 
dens Lokketone og ei maa forvexles med Hannens vold- 
somme Parringsraab, der ligner et Brøl, som i Styrke og 
Dybde ikke giver Oxens meget efter, og som har forvoldt 
Uvidende og Overtroiske megen Angst og Skræk.  SÅt den, 
for at frembringe denne stærke Lyd, stikker Hovedet i 
Vandet eller i Revner paa Rør, er urigtigt; Brølet, som i 
Forhold til Fuglens Størrelse, er af en aldeles forbausende 
Styrke, frembringes ligesom andre Fugleskrig. 

Rørdrummens Næring bestaaer af Fiske, Krybdyr, 
Padder, Insekter og Orme. Den bygger Rede sidst i Mai 
blandt Rør og Siv i Vandet og lægger 3—5 grøngraa Æg, 
af Størrelse som Hønseæg. 

Æggets Længde og Brede: 

Sogn: SED: 


56 » Si » 


487 


Trods sin Styrke er den frygtsom, og ved den Maade, 
hvorpaa den forstaaer at gjøre sig ukjendelig, er den van- 
skelig at opdage; bedst lykkes det at fælde den om Aftenen 
paa Anstand, hvor den pleier at flyve fra det ene Vand til 
det andet. Den anskudte Rørdrum  værger sig frygteligt; 
den anfalder med Raseri båade Mennesker og Hunde og 
hugger med sit stærke, spidse Næb mest efter Ansigtet og 
Øinene. 


Skeheireslægten, Platalea, L. 


Næbet meget langt, lige, stærkt, fladt, i Midten neppe 
halvt såa bredt som i Spidsen, der er afrundet som Skaftet 
af en Ske; Tøilerne, Hagen og Struben nøgne; Næseborene 
staae nær ved hinanden og ikke langt fra Panden, i en 
smal Fure, som fortsætter sig helt ud til Enden af Næbet. 
Benene lange, stærke, nøgne høit op over Hælen; de 3 
lange Fortæer forenede i første Led ved en Hud, der er 
størst mellem Ydertaaen og Mellemtaaen.  Bagtaaen staaer 
i samme Høide som Fortæerne og berører Jorden. Vin- 
gerne middellange, meget brede, med lange Armknogler, 
men temmelig korte Svingfjer; af disse er Iste af samme 
. Længde som 4de; 2den og 3die ere de længste. Halen 
meget kort. 

— Skeheirerne leve selskabeligt i buskbegroede Sumpe ved 
Flodmundinger, undertiden ved Havkysterne. De ere sky og 
forsigtige, nære sig af Fiske, Rogn, Bløddyr, Krybdyr, Pad- 
der og Insekter og yngle, ålt efter Omstændighederne, paåå 
Træer, Buske, eller imellem Siv; de fælde kun én Gang om 
Aaret, men den unge Fugl faaer først i tredie Aar sin fuld- 
stændigt udfarvede Dragt. Næbet udvikler sig kun langsomt 
og er i Førstningen beklædt med en blød Hud; de ældre Fugle 
kunne dermed knebbre som Storken. De flyve høit, skjønt 
og svævende med lige udstrakt Hals og ordne sig paa 
Trækket i en vis Orden. Kjønnene ere kun lidt forskjellige. 


488 


Hvid Skeheire, Platalea leucerodia, L. 
Syn. Platalea leucorodia, L.%) 


Dansk: Skegaas, Skeheire, Skovlnæb, Skedegaas (Teilmann). Norsk: 
Skeheire, Skegaas. Svensk: Skedstork. 


Artsm. Hvid. Nakkefjerene og Overbrystet rustgule hos den gamle Fugl. 


Tøilen og Strubehuden nøgne og gule. 
Afbildn. Tab. XXXIII a. 


Længde 35”, Hunnen mindre. 

Den gamle Han har en skjøn Hovedprydelse i en indtil 
5” lang Nakketop af lange, smalle, spidse, flagrende Fjer, 
som have et gult Skjær; paa Nedrehalsen har den et smukt 
okkergult Baand; den brede Ende af det ellers sorte Næb 
orangefarvet; Iris rød, Benene sorte. Den unge Fugl har 
mindre Næb og sorte Skafter paa Svingfjerene. 

Denne Fugl, hvis Hjem er det sydlige og sydøstlige 
Europå, kommer regelmæssigt hvert Aar i et ikke ubetyde- 
ligt Antal til det nordlige Holland og indfinder sig ligeledes 
aarligt i England, navnlig i Lincolnshire; derfra have kun 
enkelte Individer forvildet sig til vore Kyster. Pastor Møller 
i Bregninge paa Taasinge har i sin Tid viist Forf. Hovedet 
af et Exemplar, der nogle Aar forinden var skudt i Jylland; 
efter Teilmanns ÅåÅngivelse er den skudt paa Fanø; Faber 
(Orn. Not. p. 34) siger, at «den kommer kun hændelsesvis 
tilsyne i Danmark».  Konservator Scheel har viist Forf. 
Hovedet og Vingerne af et Exemplar, som var skudt i det 
nordlige Sjælland 1848 og i bedærvet Tilstand blev tilsendt 
ham af nu afdøde Baron Zeuthen til Tølløse pr. Holbæk; 
Forstkandidat Petersen har meddelt Forf., at den 1850 er 
skudt påa Halkjær Enge ved Ringkjøbing Fjord, ifølge An- 
givelse fra Pastor Jeger i Vendersø. I Foraaret 1862 blev 


+) Den almindelige Skrivemaade er leucorodia eller leucorhodia af 
suxøs (hvid) og pøddsos (rosenfarvet). Formentlig er den ovenfor 
benyttede Form, der er dannet af Asuxdås og gowdtås, dog rigtigere, 


489 


et Exemplar vingeskudt og fanget i Nærheden af Ringkjø- 
bing. Det kom senere til Dr. Kjærbøllings zoologiske Have. 
I det zool. Museum findes et Exemplar fra Nakskovfjord, 
skudt den 22de April 1864 (Konsul Hage). Olaus Worm 
anfører (Musæum Wormianum p. 310), at han har faaet et 
Exemplår fra Færøerne. Fra Norge kjendes to Exemplarer, 
af hvilke det ene blev skudt i 1832 paa Jæderen; det andet 
i 1836 i Nærheden af Tønsberg. I Sverrig vides den ikke 
med Sikkerhed at være bemærket; de forskjellige Beretninger 
om dens Forekomst, navnlig i Lapland, synes at være 
upaåalidelige. 

Den er mistænksom og forsigtig, men imod sine Lige 
er den selskabelig, og den lader sig let temme. I Frygt 
eller Vrede knebbrer den med Næbet, dog langtfra saa høit 
som Storken. Dens Næring bestaaer af smaa Fiske, Frøer 
og Snegle. 

Den yngler snart påa Træer, snart påa Buske og 
imellem Rør ved Havkyster eller store Søer. Hunnen lægger 
2—3, sjeldent 4, store, hvide Æg med enkelte blegt rød- 
graa og mørkere olivenbrune Pletter og Punkter; undertiden 
ere de ganske uden Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

62nn: 47 mm. 
2 Ab » 

Man maa liste sig til at skyde den; bedst lykkes Jagten 
om Aftenen paa Anstand. De Unges Kjød ansees i Holland 
for velsmagende. 


4de Familie: Seglnæbede, Falcati, Illig. 


Næbet langt, haardt, bueformigt, tykkere ved Roden, 
sammentrykt, med indadbøiede skårpe Kande. Ansigtet, 
Hagen og Struben nøgne, ofte ogsaa Hovedet og en Del af 
Halsen. 


490 


Benene lange, nøgne op over Hælen; Tæerne lange; 
Bagtaaen oftest i samme Høide som Fortæerne. Vingerne 
store, brede og afrundede. 

Disse Fugle leve i Monogami og opholde sig ved Bred- 
den af Søer og Floder, hvor de ernære sig af Fiske, Orme 
og Insekter. Trods deres Træghed og Dumhed ere de 
meget sky. De yngle imellem Rør eller paa Træer, have 
en langsom Gang og Flugt og fælde kun én Gang om 
Aaret. Kjønnene have samme Farve, men Hannen er størst; 
Ungerne afvige betydeligt fra de Gamle og blive opfødte i 
Reden. 


Ibisslægten, 7bis, Cuv. 


Næbet långt, tyndt, ved Roden bredt, bueformigt og 
næsten firkantet, mod Spidsen smalt og afrundet; Overnæbet 
er påa hver Side forsynet med en dyb Fure fra Næseborene 
til Spidsen af Næbet; Undernæbet har en lignende Fure paa 
Undersiden. Ansigtet, ofte ogsaa en Del af Hovedet, nøgent ; 
Næseborene ligge tæt ved Næbryggen og nær ved Randen 
i en ubetydelig Næsegrube, som fortsættes af Næbfuren; 
Halsen lang. Benene høie, nøgne langt over Hælen; 
Tæerne lange, de tre forreste forenede ved en Hud i første 
Led; Fodroden længere end Mellemtaaen; Bagtaaen berører 
Jorden med sin yderste Halvdel. Vingerne middellange, 
brede; 2Zden og 3die Svingfjer længst, i1ste lidt kortere; 
Halen kort. 

De leve i varmere Lande ved Søer, Floder og i Sumpe, 
hvor de ernære sig af Insekter, Orme og Vandplanter. De 
fleste Arter yngle paa Træer, og Ungerne forblive i Reden, 
indtil de kunne flyve. De gamle Ægyptere ansaa dem for 
hellige. 


491 


Europæisk Ibis, Ibis falcinellus, (Gm.) 


Syn.  Tantalus falcinellus, Gm. — Numenius falcinellus, Pall. — 
Numenzius viridis, Briss. — Numenius castaneus, Briss. — Numenius 
igneus, Gm. — Plegadis falcinellus, Kaup. 


Dansk: Ibis, Sort Ibis. Norsk: Sort Ibis. Svensk: Svart Ibis. 
Færøisk: Svartur Spegvi (M.), Svartur Spoi (Spoggvi) (H.) 


Artsm. Kastaniebrun, Ryggen, Vingerne og Halen sortegrønne, metal- 
glindsende; blot Tøilen nøgen. 


Afbildn. Tab. XXXI! a. 


Længde 24”, 

Næbet sortegrønt, det Nøgne i Ansigtet grønt, indfattet 
med en graa Linie; Benene brungraa; Iris brun. De Unge 
have hvide Fjerkanter paa Hovedet og Overhalsen; Under- 
ryggen og Skuldrene brungraa, Underkroppen fra Kroen 
sortegraa; Fodroden tyk op imod Hælen. 

Den sorte Ibis er hyppigst i Ungarn, Tyrkiet og Italien; 
ikke sjelden i Polen, Sydrusland og Schweiz, ved det kaspiske 
Hav, i Siberien, Nordafrika o.s.v. Nu og da kommer den 
påa sine Vandringer til Tydskland, sjeldnere til Holland og 
England og kun undtagelsesvis til Europas nordligere Egne. 
Den er en sky og flygtig Fugl, der flyver let og skjønt og 
trækker i store Selskaber af 10—40 Stykker. Den opholder 
sig ved flade Bredder af Floder, Søer og i Sumpe, er for- 
sigtig som Heirene og vader ofte op til Hælen i Vandet. 

I Foraaret 1824 blev den skudt ved Udløbet af Elben 
(Naumann); i September 1826 saae Teilmann den paa Fanø 
i Flok med Z£zmosa og Numenius (Kobberhønen og Regn- 
spoven). I Pontoppidans danske Atlas anføres den ogsaa 
som dansk, og i det zoologiske Museum opbevares et Ex- 
emplar fra Island (Foraaret 1824), hvorfra der endog er 
nedsendt 5 Exemplarer. Den er ogsaa skudt ved Frederiks- 
stad (E. Hage). Et Exemplar, som blev skudt ved Neu- 
hausen, kom til Hannover (ifølge Brev fra Wøldike til af- 

32 


492 


døde Etatsraad Reinhardt af %de Marts 1826). Den 25de 
Oktober 1825 blev den skudt ved Seedorff Sø i Nærheden 
af Segeberg.  Exemplaret, en ung Fugl, blev udstoppet og 
af Wøldike foræret til det kgl. Museum (Reinh.).  Saavel i 
Sverrig som i Norge er den flere Gange baade seet og 
skudt, i 1835 endog ved Bodø under 67” n. Br. Paa Fær- 
øerne forekommer den efter Sysselmand Millers Mening 
ikke såa ganske sjeldent i Regnspoveflokkene. 

Insekter og Bløddyr, smaa Fiske og Rogn ere dens 
Næring; den yngler ved det kaspiske og sorte Hav. Æg- 
gene ere blåagrønne, uden Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

49gmm. 36mm. 
56 » 38 » 

Ihvorvel det nærmest var den saakaldte hellige Ibis 
(Ibis religtosa), der var Gjenstand for en særegen Guds- 
dyrkelse blandt de gamle Ægyptere, finder man dog ogsaa 
blandt de i Sakahra-Pyramiden i Tusindevis nedlagte Mumier 
af Ibiser Exemplarer af den her omhandlede Årt. 


5te Familie: Sneppefugle, Limicolæ, Illig. 


Næbet langt eller middellangt, tyndt, svagt, blødt, 
imod Spidsen noget haardere, lige eller bøiet, overtrukket 
med en blød, følsom Hud. Ansigtet og Hagen fjerklædte. 

Benene temmelig svage, som oftest høie og méd faa 
Undtagelser nøgne långt op over Hælen; de fleste Arter 
have en ganske lille, lavere eller højere siddende Bagtaa, 
som enten aldeles ikke eller dog kun med Spidsen berører 
Jorden. 

Vingerne meget spidse, middellange; den bageste 
Vingerand seglformigt udskaaren. 

I Henseende til Levemaaden frembyde samtlige Slægter 
af denne Familie stor indbyrdes Lighed. De vade omkring 


493 


i Sumpe, Dynd og Vand, nære sig af Insekter, Insektlarver, 
Orme og Snegle. De lægge paa den blotte Jord sædvan- 
ligvis 4 Æg, der som oftest ere pæreformige, olivenbrune 
eller olivengrønne med mørkere Pletter, og som ruges af 
begge Forældre.  Kjønnene ere hos de fleste ens i Farve 
og Tegning, men ofte er Hunnen størst. Ungerne ligne i 
Almindelighed de Gamle; de forlade Reden strax efter Ud- 
rugningen. Med Undtagelse af én Slægt (Brushønsene) leve 
de i Monogami. Kjødet er sundt og velsmagende. 


Regnspoveslægten, Numenius, Briss. 


Næbet langt, bueformigt i hele sin Længde, tyndt, 
svagt sammentrykt, med en Fure påa hver Side af Over- 
og Undernæbet, ved Koden haardt, svagere og tyndere 
udad; Overnæbet længere end Undernæbet; Næseborene 
gjennemsigtige, beliggende i en Næsegrube i Næbfuren nær 
ved Panden. Benene høie, nøgne langt op over Hælen, 
med korte Tæer, af hvilke de 3 Fortæer ved Roden ere for- 
enede ved en Hud, og Bagtaaen staaer saa høit, at den 
kun berører Jorden med Spidsen; Kløerne smaa. Vin- 
gerne spidse, temmelig store, med den bageste Rand 
maaneformigt udskaaren. Halen af Middellængde, med 12 
Styrere, af hvilke Yderfjerene ere kortest. 

Regnspoverne have en haard, tæt tilsluttende Fjerklæd- 
ning og høre til de største af denne Familie. De opholde 
sig saavel ved. Havet og fritliggende Ferskvandsbredder som 
ved pløiede Agre og Heder, Græsmarker og Enge, dog mest 
i Nærheden af Havet. De vandre gjerne i Selskab, ere me- 
get sky og urolige, flyve og løbe hurtigt og have en høi, 
pibende Stemme. Deres Næring bestaaer af Regnorme, Insekter, 
Insektlarver, Snegle 0. s. v. og om Efteraaret især af Bær, 
som findes paa Hederne; her yngle de ogsåa saavelsom paa 
andre lave Steder i Moser og ved Havet, hvor Hunnen altid 
lægger sine 4 store, olivengrønne, bruntplettede Æg paa et 

327 


494 


noget ophøiet, tørt Sted. Ungerne ligne de Gamle i Ud- 
seende; Hunnen er større end Hannen. 


Stor Regnspove, Numenius arquata, (L.) 
Syn.  Secolopax arquata, L. — Scol. arcuata, L. 


Dansk: Dobbeltspove, Helspove, dobbelt Regnspove, Regnpiber, Østertut, 

Perhahn (Ærø), dobbelt Østerfugl, Østerlandsvibe, Pipøsten. Norsk: 

Storspove. Svensk: Storspof, Spof, Vindspof, Vindspole, Tullare, 

Långnåbba, Kovipa. Færøisk: Tangspegvi (M.), Tannspéi (Spoggvi), 
Tannspegvi (H.). 

Artsm.  Issen blegt rustgraa med sortebrune Pletter, uden lysere Længde- 


stribe ad Midten; Bugsiden og Overgumpen hvide med faa 
mørkebrune Skaftstreger. 


Afbildn. Tab. XXXIII a. 


Længde 22—24 ”, hvoraf Næbet undertiden over 6”. 

Benene mørkt blaagraa; Næbet mørkebrunt, Under- 
næbets bageste Halvdel lyserød; Overkroppen sortebrun med 
rustgulgraa Fjerkanter, som paa Bagryggen ere meget brede; 
paa Halen 10—12 Tværbaand; Bugen og Siderne hvide med 
brune Skaft- og Længdepletter. De Unges Næb er meget 
kortere, og Fodroden er tyk nedenfor Hælen. 

Den store Regnspove er, især om Vaaren og Efter- 
høsten, fra April til sidst i Mai og i August og September, 
da Trækket til og fra Norden foregaaer, temmelig hyppig her i 
Landet; fornemmelig træffes den om Efteraaret ved Havkysterne 
og paa Hederne, hvor den hist og her yngler, samt i Sand- 
klitterne og påa sandede, ufrugtbare Øer, f. Ex. ved Vester- 
havet langs med Slesvigs Vestkyst, påa Læsø, i Hjardemaal 
Klit, hvor Heiberg ofte har truffet den midt i Juli Maaned 
og derfor antager, at den yngler. I Kjøbenhavns Vildt- 
kjældere fandtes ikke faa Exemplarer langt ud paa Efter- 
aaret i 1868, enkelte endnu i December, og ifølge Bøllings 
Meddelelse synes det, at enkelte Individer undertiden over- 
vintre her i Landet. Påa Bornholm synes båade denne og 


495 


den følgende Art at mangle. Den kommer til Færøerne om 
Efteraaret paa den Tid, da Mellemspoven /N. phaeopus) dra- 
ger bort; om Foraaret forlader den atter Øerne. I Sverrig 
er den almindeligst i de sydlige og mellemste Provindser, 
men træffes dog ogsaa i Landets nordlige Egne. I Norge 
yngler den almindeligt langs Vestkysten indtil Nord for 
Lofoten, saavel paa Fastllandet som paa Øerne. Ogsaa i 
Østfinmarken forekommer den ynglende, dog i mindre An- 
tal. I Landets østlige Dele er den sjelden om Sommeren, 
men er dog der bemærket endog høit oppe i Birkebæltet. 
Ved Landets sydlige Kyster er den hyppig i Træktiderne. 
Ifølge Faber (Prodrom. P. 24) forekommer den kun und- 
tagelsesvis paa Island, og han selv kan kun anføre et eneste 
Tilfælde, i hvilket den er truffen der (den 6te September 
1819). I Grønland er den ikke bemærket. 

Den er en selskabelig, munter, rask og sky Fugl, der 
løber og flyver hurtigt og udholdende samt svømmer godt. 
Paa Trækket seer man dem flyve i en vis Orden, omtrent 
som Gjæssene, og man hører da tillige af og til det klare, 
fløitende Skrig, som baade er deres Lokke- og Varsel- 
stemme. 

Næringen bestaaer af Insekter, Larver, Bløddyr og Bær, 
undertiden ogsaa af andre Plantedele. 

Paa ophøiede Steder, i Moser og Sumpe eller paa Heder 
og andre uopdyrkede, sandede Steder, f. Ex. Sandklitter, 
lægger den 3—4 store, pæreformige, smukke, olivengrønne 
Æg med utydelige grøngraåaa og sortebrune Pletter, der som 
oftest løbe sammen paa den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 


65æm. 48 mm. 
68 » 48,5 » 
70,5 » 46 » 


Da den er meget sky, er den ogsaa vanskelig at komme 
paa Skud. Naar man efterligner dens Lokkestemme, lader 
den sig undertiden narre til at nærme sig Jægeren. Hvor 


496 


den hår Unger, slaaer den ned efter Hunden og kommer da 
stundom paa Skud. Paa Høstitrækket, da den vandrer og 
besøger Strandbredder og pløiede Agre, kan man liste sig 
til den fra Baghold. 

Kjødet, især de Unges om Efterhøsten, har en for- 
træffelig Smag. 


Lille Regnspove,; Numenius phæopus, (L.) 


Syn.  Becolopax phaeopus, L. — Scolopax borealis, Gm. — Nu- 
mentus minor, Briss. 
Dansk: Middelspove, Mellemspove, enkelt Regnspove, enkelt Østerfugl. 


Norsk:  Smaåaspove. Svensk: Småspof, Qvidbonde. Færøisk: 
Spegvi (M.), Spéi, Spegvi, Spoggvi (H.). Islandsk: Spoi. 


Artsm. Issen sortebrun, med en hvidgul Stribe langs ad Midten; Slag- 
sidefjerene hvide med sortebrune, pilformige Pletter og Tvær- 
striber. 


Afbildn. Tab. XXXIII a. — Zdet Suppl. Tab. 6, (N. borealis)”). 


Længde 16”. 

Næbet sortebrunt, ved Roden af Undernæbet rødgraat, 
indtil 3179” langt; Iris brun; Overkroppen mørkebrun med 
lysegråa Fjerkanter; Underryggen og Gumpen hvide, Halen 
graa med brune Tværbaand; Underkroppen gråaahvid, med 
brune Længdepletter og Skaftstreger; Svingfjerene sorte med 
hvide Skafter og hvide Tværpletter paa Inderfanen. De unge 
Fugle have et kortere Næb og lysere Farver; ogsaa Hun- 
nens Næb er noget kortere. 

Denne Art besøger os blot paa For- og Efteraarstrækket 
i Mai, August og September; den forekommer da især hyp- 
pigt langs med Vesterhavets Kyster, paa Hedestrækninger 
og mindre Øer. Kun undtagelsesvis træffes den her senere 


”) Paa samme Tavle er afbildet den sydeuropæiske Num. tenuirostris, 
Vieill.. Grunden til dens Optagelse blandt Afbildningerne er Udg. 
ubekjendt, da Arten aldrig er truffen i Skandinavien. 


497 


om Vinteren. Bølling saae den saaledes den 6te December 
for en Del Aar siden hos en Vildthandler i Kjøbenhavn 
sammen med et Exemplar af N. arguata. Herredsfoged 
Gad traf i Ulsted Mose ved Aalborg unge Fugle, som tryk- 
kede sig for Hunden, hvilket Regnspoverne paa Trækket 
ellers aldrig pleie; dette, i Forbindelse med, at det var 
langt tidligere, end denne Fugl pleier at indfinde sig, gjør 
det meget sandsynligt, at den har ynglet der. Efter Boie 
er den påa Foraarstrækket (Mai—Juni) saavelsom om Efter- 
aaret (August—September) ikke sjelden i de forhenværende 
danske Hertugdømmer, dog mindre hyppig end forrige Art. 
Paa den skandinaviske Halvø er den hyppigst Nord for Fjeld- 
ryggen, hvor den navnlig yngler i Mængde i Egnen om- 
kring Trondhjemsfjorden. I Østfinmarken forekommer den 
mindre talrigt lige op til den russiske Grændse. Ogsaa 
langs Vestkysten yngler den paa flere Steder, og i Christi- 
anssand Stift er den hyppig paa Fjeldsiderne. I det syd- 
ligste Sverrig træffes den kun i Træktiderne, men i Bohus 
Lehn yngler den. Den er almindelig overalt påa Færøerne, 
hvortil den i Regelen ankommer sidst i Mai; i August dra- 
ger den atter bort. Paa Island yngler den almindeligt, men 
i Grønland er den sjelden. 

I Sædvaner og Levemaade ligner den ganske den store 
Regnspove. 

Den beboer Havkyster, Moser og Kjær, men findes og= 
saa i Skovegne, hvor den endog undertiden skal sætte sig 
i Trætoppene, navnlig i Fyrrens og Granens. Dens 4 pære- 
formige, olivengrønne, bruntplettede Æg ligne den dobbelte 
Regnspoves, men ere betydeligt mindre og af en renere 
Grundfarve. 

Æggets Længde og Brede: 

54mm. 4] mm. 
65 » 43 » 
Dens Kjød er velsmagende. 


498 


Strandløberslægten, Tringa, L. 


Næbet middellangt eller langt, tyndt, bøieligt, lige 
eller noget bueformigt, med langt fremgåaende Sidefurer 
saavel paa Overnæbet som paa Undernæbet; ved Roden 
sammentrykt, mod Spidsen haardere, lidt bredere, but og 
lidt fladtrykt. Næseborene i Næsefuren nær ved Næbroden, 
kileformige, omgivne af en Hud. Benene temmelig lange 
og tynde, med ganske adskilte Fortæer og en høiere sid- 
dende Bagtaa, der neppe berører Jorden; Fodroden og et 
større eller mindre Stykke af Skinnebenene nøgne. Vin- 
gerne temmelig lange og spidse; Iste Svingfjer længst. 
Halen kort, bestaaende af 12 Styrere; i Enden spidst til- 
rundet eller dobbelt udskaaren. 

Strandløberne eller Rylerne ere småa Vadefugle, der 
leve dels i Moser og ved dyndrige Bredder af Søer, Damme 
og Floder, dels ved Strandbredder, hvor de vade i Vandet 
for med deres følsomme Næb at fange Insekter, Larver og 
Orme i Mudderet og Sandet. Kjønsforskjellen er kun svagt 
udpræget i det Ydre, men Åldersforskjellen desto stærkere. 
Hos alle er i Sommerdragten Rustrødt og Sort, i Vinter- 
dragten Graat fremherskende. 

De ere selskabelige Trækfugle, som ere udbredte 
over alle Verdensdele; udenfor Yngletiden leve og vandre 
de i større og mindre Selskaber, fælde 2 Gange om Åa- 
ret, yngle påa Jorden og lægge 3—4 forholdsvis meget 
store, pæreformige, plettede Æg, som ruges af begge 
Kjøn i 2—3 Uger. De ere meget lette i deres Bevægelser, 
løbe hurtigt og have en skjøn, særdeles hurtig Flugt samt 
en pibende Stemme. De have alle et fint, velsmagende 
Kjød, ere ikke vanskelige at skyde og holde sig gjerne tæt 
sammen. 


499 


a) Med lige Næb. 


Islandsk Strandløber, Tringa canutus, L. 


Syn. Tringa Islandicea, L. — Tringa cinerea, Temm. — Tringa 
uustralis, Gm. — Tr. ferruginea, Mey. & Wolf. — Tringa 
rufa & cinerea, Wils. — Tringa glareola, Pall, — Calidris 
nævia, Briss. — Calidris grisea, Briss. —- Canutus Islan- 


dicus, Brehm. 


Dansk: Rødsneppe (Sommerdragt), Graasneppe, Staalsneppe (Vinter- 
dragt), islandsk Ryle, stor rødbrystet Ryle. Norsk: Stor Strandvibe. 
Svensk: Islåndska Strandvipa, Færøisk: Greålingur (M.), Gralingur 
(H.).. Islandsk: Raud-brystingr. Grønlandsk: Kajok, Kajordlik (ved 
en Forvexling med Phalaropus fulicarius). 
Artsm.  Næbet lige, lidt længere end Hovedet, ved Roden tykkere; Halen 
lysegraa med lige large Styrere. 


Afbildn. Tab. XXXV, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 16 
(Vinterdragt). 


Længde 9—9%3", Vingestrækning 19”, Vægt ca. 8 Lod: 

Næbet og de temmelig lange Ben hos de ældre Fugle 
af matsort Farve, hos de yngre sortegraa; iris mørkebrun. 
Sommerdragt: Rygsiden sort med rustgule Pletter; Bugsiden 
rustbrun, næsten rustgul; Svingfjerene altid sorte med hvide 
Skafter.  Vinterdragt: BRygsiden askegraa med brune Fjer- 
skafter og sorte Tværpletter; Bugsiden hvid eller hvidgraa 
med svagt Rustgult paa Forhalsen, Brystet og Siderne; 
Haledækfjerene meget smalle, hvid- og sortflammede. 

Denne Ryleart har sit egenlige Hjem i det høie Nord. 
Her i Danmark træffes den påa Trækket i Mai og i August 
og September, sjeldnere i Juli; de unge Fugle komme se- 
nere hertil end de ældre påa Efteråarstrækket. Paa Jyl- 
lands Vestkyst traf Forf. den talrig i September, men 
kun faa Gamle, som stedse holdt sig sammen; de fleste 
vare vistnok allerede reiste videre sydpaa. Den den Au- 
gust 1844 blev den skudt ved Aarhus i ren Sommerdragt 
(Bølling); Boie traf i Slutningen af Mai gamle Fugle, lige- 


500 


ledes i ren Sommerdragt, påa Slesvigs Vestkyst; den 16de 
August 1824 skjød E. Hage 3 i samme Dragt påa Møen. 
I Brev fra Hage til Etatsr. Reinhardt (af 26de August 1826) 
skjød han «Exemplarer» i Sommerdragt allerede den 26de 
Juli. Han angiver endvidere, at Fuglen var temmelig al- 
mindelig påa Møen i hin Sommer, og at han undertiden 
traf Flokke paa flere Hundrede (Reinh.). I Juni 1868 
skjænkede Hs. Maj. Kongen til den zoologiske Have 11 
Exemplarer af denne Årt; de vare i fuld Sommerdragt og 
vare tagne med Hænderne af en Fisker ved Bredden af Es- 
rom Sø. Ved Mundingen af Randers Fjord forekommer 
den hvert Aar paa Trækket (Fencker). Ifølge Konservator 
Conradsens Meddelelse forekommer der ofte om Efteraaret 
en Del unge Individer ved Kallebodstrand, sjeldnere træffes 
de gamle Fugle i Sommerdragt. En såadan, skudt ved 
Aabenraa, findes i Gammelgaards Samling i Varnæs. Efter 
Mechlenburg forekommer den hyppigt ved «Batteriet» ved 
Flensborg, saavel i Sommer- som Vinterdragt; 1822 blev i 
Nærheden af sidstnævnte By en stor Mængde nedslagen af 
Hagelveir, saa at der alene ved det saakaldte «Skæferhus» 
fandtes 20 Stkr. Om Efteraaret er den meget almindelig 
ved Hofmansgave i Fyen, og man seer den påa denne ÅAars- 
tid meget hyppigt hos Vildthandlerne. Paa den skandinavi- 
ske Halvø yngler den spårsomt paa Fjeldsletterne indenfor 
Polarcirkelen. Ved Kysterne, såavel de nordlige som de 
sydligere, træffes den næsten udelukkende om Efteraaret, 
undertiden i Selskab med andre Ryler, Brushøns o. s. v. 
Paa Færøerne er den almindelig Foraar og Efteraar. Til 
Island ankommer den i Slutningen af Mai og færdes da i 
nogen Tid ved Kysterne sammen med Strepsilas interpres. 
Lidt ud paåa Sommeren trækker den sig ind i Landet for 
at yngle paa Bjergsletterne; i September drager den bort. 
I Nordgrønland er den hyppig, i Sydgrønland sjelden. 
Den lever af Insektlarver, smaa Orme og Snegle. 


501 


Ægget kjendes endnu ikke med Sikkerhed. Dens Kjød 
er fint og velsmagende. 


Dværg-Strandløber, Tringa minuta, Leisl, 
Syn. Tringa pusilla, Mey. & Wolf. — Tr. Temminckit, Koch. — 
Actodroma minuta, Kaup. — Pelidna minuta, Cuv. 


Dansk: Dværgryle. Norsk: Liden Strandvibe. Svensk: Lilla 
Strandvipa. 


Artsm. Næbet kortere end Hovedet, af samme Længde som Fodroden. 
Halen dobbelt udskaaren, de tre yderste Styrere lyst brungråa ; 
alle Vingefjerenes Skafter hvide i Midten. 


Afbildn. Tab. XXXV, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 16. 1, Vinter- 
dragt. 2, ung Fugl. 


Længde 60—6!4”. 

Af en Spurvs Størrelse; Næbet sort; Iris mørkebrun. 
Sommerdragt: Overkroppen sortebrun med rødbrune Fjer- 
kanter; Underkroppen hvid, Forhalsen og Brystet lyst rust- 
brunagtige med sorte Streger. Vinterdragt: over Ryggen 
og Vingerne brun-askegraa med sorte Fjerskafter, Siderne 
af Kroen rustgraa, en brun Stribe mellem Øiet og Næbet; 
Brystet, Bugen og Undergumpen hvide. 

Ogsaa denne Art tilbringer Sommeren meget nordligt 
og besøger kun om For- og Efteraaret paa sine Vandringer 
de danske Kyster; sjeldnere træffes den ved Bredderne af 
Ferskvand og forekommer da som oftest blandet med andre 
Ryler. I Midten af September træffes de ved Kallebodstrand 
og omkring Vandhullerne ved Renovationskulen påa Amager, 
undertiden i temmelig betydelige Flokke, men ogsaa enkelt- 
vis i Selskab med 7r. alpina (Bølling og Conradsen). I 
September og Oktober er den baade af Hage og Scheel 
ofte skudt paa Møen, hvor den forekommer endog i tem- 
melig store Flokke og efter Hages Udsagn er langt hyppigere 
end 7. Temmincki. Paa den skandinaviske Halvø træffes 


502 


den, ligesom hos os, fornemmelig i 'Træktiderne og er navn- 
lig om Efteraaret meget talrig paa flere Steder ved Kysterne, 
saaledes påa Skaanes Sydkyst og Vestkyst, hvor den ifølge 
Nilsson forekommer i Tusindvis; ogsåa rundt om ved Nor- 
ges Kyster træffes den almindeligt paa Trækket og ligeledes 
ved de lavereliggende Indsøer. I Finmarken skal den yngle 
hist og her, baade ved Kysten og i det Indre af Landet. 
Paa Færøerne, Island og i Grønland er denne Art ikke be- 
mærket. 

Den lever af Insektlarver, smaa Snegle og Muslinger. 
Om dens Forplantning vides, saavidt Udg. bekjendt, intet 
"Sikkert. 


b) Næbet bueformigt eller dog bøiet i Spidsen. 


Sortegraa Strandløber, Tringa maritima, Brann. 


Syn. Tringa nigricans, Mig. — Tr. arquatella, Pall. —  Pelidna 
maritima, Cuv. — Tr. stræiata, Fabr. 
Dansk: Strandryle, Vintersneppe. Norsk: Fjærepist, Fjøre Pist (Strøm), 
Fjærekurv, Fjæreplyt, Fjæremus. Svensk: Svartgrå Strandvipa, Vass- 
bårare, Skårmus. Færøisk: Gråagreålingur (M.), Grågralingur (H.), i 
Sommerdragt: Fjadlmurra (M.), Fjallmurra (H.). Islandsk: Selningr. 
Grønlandsk: Sarbarsuk. 


Artsm. Næbet lidt bøjet ud imod Spidsen og kun lidt længere end Ho- 
vedet; det Nøgne over Hælen meget kort; Næbroden og Benene 
okkergule; de øverste Haledækfjer sorte; Halen afrundet. 


Afbildn. Tab. XXXIV, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 15. 1, Han 
(Vinterdragt), 2, ung Fugl. 


Af Sangdrosselens Størrelse; Iris mørkebrun. Sommer- 
dragt: ovenpaa sort med violet Glands, rustbrune, blege 
Fjerkanter og askegraa Forvinge; nedenunder hvid med sort- 
agtige Pletter, især påa Kroen og Siderne.  Vinterdragt: 
ovenpaa sort med askegraa Fjerkanter, Hovedet, Kroen og 
Siderne mørkt askegraa med hvide Fjerkanter; Svingfjerene 


UL 


503 


sortagtige, hvidkantede; Underkroppen hvid med fine brune 
Pletter påa Brystet og Undergumpen. 

Ligesom foregaaende Art hører denne hjemme i Asiens 
og Europas nordligste Egne, men forekommer efter Nogles 
Sigende endog ynglende her i Landet. Paa Trækket For- 
og Efteraar er den ofte talrig ved vore Kyster, hvor endog 
en Del forbliver i milde Vintre. Endog i den strænge Vinter 
1854—55 traf Fischer flere af disse Fugle i Vendsyssel ved 
de aabne Vandløb. — Steenberg meddeler i et Brev til 
Etatsr. Reinhardt, at en 7. marttima blev slaaet ihjel af en 
Fisker paa Pynten ved Kronborg den 18de November 1823. 
I det zoologiske Museum findes et Exemplar fra Strand- 
møllen, skudt i Vinteren 1847. Et Exemplar, der fandtes 
i Efterslægtsselskabets Skolemuseum, var skudt paa Tre- 
kroner den 3die Marts 1843. [I Oktober 1854 skød Kon- 
servator Conradsen et Individ ved Krudttaarnene paa Amager. 
Den 27de Januar 1850 blev en Han og en Hun skudt ved 
Sæby (Bølling). Dr. P. Heiberg og Prokurator Esman i 
Thisted skød den den 17de Oktober 1875 ved Krik i Nær- 
heden af Agger. I September 1872 blev der ifølge Fen- 
”cker skudt fire Exemplarer ved Holbækgaard pr. Randers, 
og under Snestormen i November samme Åar saae han 2 
Individer ved. Randers Fjord. Faber traf den i Mai 1827 
påa Læsø, hvor den, efter Bings Beskrivelse over denne Ø, 
skal yngle ligesom ogsaa paa Bornholm; i samme Maaned 
traf han den i Flokke ved Hirtsholmen.  Bonnez angiver 
den som ynglende ved Strandbredderne af Mols, hvor den 
er hyppig om Efteraaret og Vinteren, saavelsom ved Sæby 
(Herredsfoged Gad). E. Hage skød den 2den Marts 1843 
4 Stkr. ved Trekroner; baade han og Scheel have ofte skudt 
den paa Møen, hvor den efter Førstnævntes Mening yngler. 
Ved «Batteriet» ved Flensborg blev den skudt den 10de og 
12te Januar 1829, den 25de December 1833, den 23de Ja- 
nuar 1844 (Mechlenburg); den 18de Januar 1843 skød Dr. 


J 


Poulsen den ved Aabenraa. Paa den skandinaviske Halvø 


504 


yngler den almindeligt i Østfinmarken og de andre nordlige 
Dele, navnlig paa Fjeldsletterne i det Indre. Langs Ky- 
sterne træffes den i Træktiderne og om Vinteren, undertiden 
i Mængde, stundom ogsaa om Sommeren, men vistnok in- 
tetsteds ynglende. Paa Færøerne er den almindelig; om 
Vinteren opholder den sig i store Flokke ved Strandbredden, 
hvor den søger sin Næring mellem Stenene; om Sommeren 
træffes den derimod parvis paa Fjeldene, hvor den yngler. 
Paa Island, hvor den ligeledes er Standfugl, er den den al- 
mindeligste Ryleart og yngler i Mængde paa de højtliggende 
Bjergsletter. I Slutningen af August indfinder den sig ved 
Kysterne og tilbringer der hele Vinteren i umaadelige Skarer. 
Det samme Forhold finder Sted i Grønland, hvor den er 
almindelig hele Aaret rundt. Den piber høit og velklingende 
og er den mindst sky af alle Rylerne, idet den, hvad enten 
den er alene eller i Selskab med andre, lader sig komme 
meget nær. 

Næringen bestaaer af smaa Muslinger og Snegle, In- 
sektlarver 0. s. v., og dens 3—4 Æg ere graagule med 
brune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 


3 mm. IGgmmM. 
38 » 928 ”»” 
40 » DYRE 


Ifølge Fabers og Holbølls Iagttagelser svømmer den med 
Færdighed, og den skal endog kunne dykke, naar den er 
anskudt. 


Krumnæbet Strandløber, Tringa subarquata, Gyldenst. 


Syn. Scolopax subarquata, Gyldenst. — Numenzwus ferruginea, Mey. 
& Wolf. — Numenius subarquata, Bechst. — Tringa ferru- 
ginea, Briinn. — Pelidna subarquata, Cuv. 


Dansk: Graasneppe, lille rødbrystet Ryle. Norsk: Spovenæbbet 
Strandvibe. Svensk: Bågnåbbad Strandvipa. 


505 


Artsm. Næbet meget længere end Hovedet, den yderste Halvdel nedad- 
bøjet; Overgumpen og de øverste Haledækfjer hvide eller med 
enkelte sortebrune Pletter; Halen kortere end de sammenlagte 
Vinger. 


Afbildn. Tab. XXXIV, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 16, 1, Han 
(Vinterdragt), 2, ung Fugl. 


Længde 6179—7"”, 

Af en Lærkes Størrelse; Næb og Ben sorte, Iris sorte- 
brun. Ungdomsdragt: ovenpåa gråabrun, nedentil hvidgraa, 
Overhalsen lys okkergul, sortstribet.  Sommerdragt: Over- 
kroppen sort med rustbrune Fjerkanter, Forvingen brungraa, 
Bagryggen sortegraa; Underkroppen rødbrun. Vinterdragt: 
Overkroppen brungråa, Underkroppen hvidagtig, Hals og 
Bryst med hvide Skaftpletter. 

Sit Sommerhjem har den i det nordlige Europa og 
Asien. I Træktiden er den temmelig almindelig ved vore 
Strandbredder; de Gamle komme hertil i August, de Unge 
i September; Hage og Scheel have ofte skudt den paa Ulfs- 
hale; Bonnez skød den ved Grenaa; Mechlenburg fik den 
ved Flensborg den 23de Juli 1828 og den 19de Juli 1833 
i fuldstændig Sommerdragt. Den viser sig, efter Boie, 
ved de forhenværende danske Hertugdømmers Kyster, 
dog især påa Vestkysten; ogsaa ved Helsingør er den 
oftere skudt i Sommerdragt (Steenberg); Bølling fik den 
i denne Dragt fra Aarhus; han og Konservator Conradsen 
fandt den i September og Oktober temmelig hyppig i 
Kallebodstrand ved Kjøbenhavn. Et Exemplar i Vinter- 
dragt blev i Septbr. 1872 skudt blandt en Flok Totanus 
gloitis ved Holbækgaard pr. Randers (Fencker). Paa den 
skandinaviske Halvø træffes den navnlig om Efteraaret ved 
Kysterne, undertiden flokkevis; den er om Sommeren skudt 
i Finmarken, men om den yngler der, er endnu tvivlsomt. 
Fra vore nordlige Bilande kjendes den ikke. 

Som hos de øvrige Arter af denne Slægt holde Gamle 


506 i: i 
og Unge sig gjerne adskilte; ofte trykker den sig, ligesom 
Bekkasinen, nåar man nærmer sig. 

Dens Næring er som de andre Rylers. Ægget kjendes 
endnu ikke med Sikkerhed. Det af Bådeker afbildede Æg, 
som angives at tilhøre denne Årt, er sendt ham af Fischer 
og fundet i Begyndelsen af Juli 1859 i "Sandmosen ved 
Birkelse. Det er af blaagrøn Bundfarve med nogle større 
Skalpletter paa den hbutte Ende og enkelte smaa brune 
Punkter. Dens Kjød er, som de andre Rylers, overorden- 
ligt velsmagende. 


Almindelig Strandløber, Tringa cinclus, L. 


Syn. Tringa alpina, L. — Cinclus torquatus, Brisss: — Tringa 
ruficollis, Gm. — Numenius variabilis, Bechst. — Tringa 
variabilis, Temm. — Pelidna alpina, Cuv. 


Dansk: Almindelig Ryle, Ryle-Strandløber, Pryllemand (Tørninglehn), 

Ternek (Sylt).. Norsk: Foranderlig Strandvibe. Svensk: Foranderlig 

Strandvipa.. Færøisk: Gråagreålingur (M.), Gragrålingur (H.). Is- 
landsk: Loarpræll. Grønlandsk: Tojuk. 


Artsm. Næbet noget længere end Hovedet og Fodroden, lidt nedbøiet 
i Spidsen. Halen stærkt dobbeltkløftet; de øverste Haledækfjer 
i Midten sortagtige, ved Siderne hvide. Fodroden over 1” høi. 


Afbildn. Tab. XXXIV Han (Sommerdragt) (7'r. alpina). — Suppl. Tab. 13, 
1, Vinterdragt, 2, ung Fugl. 


Længde 6%4—7”, Vingestrækning 14”; Halen længere 
end de sammenlagte Vinger. 

Af Marklærkens Størrelse. Næbbet og Benene sorte; 
Iris mørkebrun. WUngdomsdragt: ovenpaa sort med brede, 
rustgulagtige Fjerkanter; Underkroppen hvidagtig med smaa, 
sortagtige Pletter.  Sommerdragt: ovenpaa sort med rød- 
brune Fjerkanter, oftest med lysere Striber; nedenunder 
med et sort Brystskjold eller dog mere eller mindre tegnet 
med sorte Længdepletter, ellers hvid. Vinterdragten (i hvil- 


si ,507 


ken den træffes fra November til April): ovenpaa askegraa 
med sorte Fjerskafter og brungråa Forvinge; Underkroppen 
hvid, graagulagtig Forhals med smaa brune Streger og 
Punkter. Svingfjerene altid sorte. 

Den er her i Skandinavien den almindeligste Art af 
Slægten. Om Sommeren træffes den parvis ynglende paa 
mange sandede Strand- og Hedeenge her i Landet f. Ex. 
paa Enø, Dybsø, Musholm og Saltholm, påa Rødsand, paa 
Lolland, Læsø, endvidere paa Sylt, Føhr, Fanø 0. s.v., samt 
hyppigt i de slesvigske og jydske Hedemoser. Påa Bornholm 
synes der kun at forekomme denne ene Tringa-Årt. Om Efter- 
aaret og Vinteren træffes den i talrige Skarer, især ved Strand- 
bredder, men ogsaa ved Bredden af AÅaer og Søer og paa 
andre sumpede Steder, hvor den vader og samler sin Føde i 
tætsluttede, talrige Flokke, især i September og Oktober, i 
mindre Flokke undertiden hele Vinteren. I April og Mai 
vender den tilbage fra sin Vandring mod Syd. Paa den 
skandinaviske Halvø yngler den i stor Mængde, navnlig Nord 
for Fjeldryggen helt op til den russiske Grændse. Syd for 
Fjeldryggen yngler den ligeledes talrigt langs hele Norges 
Vestkyst, sparsommere Øst for Lindesnæs. I de indre Dele 
af Norge træffes den kun ynglende paa Fjeldene. I Sverrig 
forekommer den overalt, men synes dog der at foretrække 
Lavlandet, især Skaanes Sletter, for Fjeldegnene. Den er 
almindelig paa Færøerne baade Sommer og Vinter. Paa 
Island er den hyppig i Dalene og paa de lavere liggende 
Bjergsletter. Den kommer dertil i Slutningen af April og 
drager bort sidst i September eller først i Oktober. I Grøn- 
land er den ikke almindelig, og Holbøll anfører endog, at 
han aldrig har truffet den der. 

Hannen lader ofte sit Parringsraab høre, idet den stiger 
op i Luften og atter nedsvæver med sænkede Vinger. Sin 
overordenlige Selskabelighed udstrækker den ikke blot til sin 
egen Årt og Slægt, men den slutter sig ogsaa til andre 

33 


508 


sneppeagtige Fugle. Faber (Prodr. d. isl… Ornith. Pag. 29) 
har i saa Henseende gjort en ret interessant Iagttagelse paa 
Island: imod Slutningen af Mai forener denne Ryle sig 
enkeltvis med en Brokfugl og færdes i nogen Tid stadigt 
sammen med den. Rylen giver Tegn til Opbrud og Flugt, 
saasnart den mærker Fåre, og Brokfuglen lader sig i Et og 
Alt lede af den. Først naar Brokfuglen har fundet sin 
Mage, skilles den fra Rylen. Dette Forhold synes forøvrigt 
længe åt have været kjendt af Islænderne, som netop derfor 
har givet Rylen et Navn, der angiver, at den er Brokfuglens 
Slave (cfr. Pag. 519 Anm.). 

I April eller i Begyndelsen af Mai lægger den i en For- 
dybning i Græsset — med et ubetydeligt Underlag — oftest 
i Nærheden af Vandet, 3—4 olivengrønne, glindsende Æg 
med brune og sorte Pletter, som staae tættest paa den 
butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

39mm. 93mm. 
38 » 26 » 
Ligesom de andre Rylearter er den let at skyde. 


Schinz's Strandløber, 7ringa Schunen, Brehm 
(Tr. pygmæa, Schinz. — Tr. cinclus minor, Schl.). — Afbildn. 
Tab. XXXV., ansees af nogle Forfattere for at være en selvstæn- 
dig Art, der navnlig adskiller sig fra 7r. cinelus ved sin noget 
ringere Størrelse. Ifølge Fischers og Andres Iagttagelser har 
Formen Schinzu et andet Skrig end den almindelige 7r. cinclus, 
ligesom den ogsaa er langt mere sky end denne; dens 
Brystskjold er langt svagere, undertiden næsten ukjendeligt, 
men nogen konstant Charakter er det forøvrigt ikke lykkedes 
at finde. Angivelserne om, at denne Form yngler påa andre 
Lokaliteter end den typiske Form, have ikke stor Vægt, og 
der er, såavidt Udg. kan see, ingen virkelig Grund til at 


509 


betragte den som andet end en Varietet af 7r. cinclus. Den 
forekommer temmelig ofte her i Landet. 


Temmincks Strandløber, Tringa Temminckii, Lelsl. 
Syn. Tringa pusilla, Bechst. (ung Fugl). — Pelidna Temminckit, 
Boie. — Åctodroma Temmincki, Kaup. 


Dansk: Temmincks Strandløber. Norsk: Temmincks Strandvibe. 
Svensk: Temmincks Strandvipa. 


Artsm. Næbet kortere end Hovedet, af samme Længde som Tarsen, i 
Spidsen ganske svagt bøjet; de yderste Styrere hvide; kun 
første Svingfjer har hvidt Skaft. 


Afbildn. Tab. XXXV, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 16 (Vinterdragt). 


Iris mørkebrun; Næb og Ben grønagtigt sortegraa. 
Ungdomsdragt: ovenpaa lyst brungraa; Skafter og Fjerkanter 
lysegråa med lysere gulagtige Kande. Sommerdragt: Over- 
kroppen rustgul eller gulgraåa med sorte og rustbrune 
Pletter; Forhalsen rustgråa med smaa Pletter og Streger, 
Brystet, Bugen og Undergumpen hvide. Vinterdragt: Over- 
kroppen sortagtig brungraa med sortebrune Fjerskafter; For- 
halsen og Brystet mattere rustgraa end om Sommeren. 

I Aprili—Mai og AÅugust—September foregaaer dens Træk 
fra og til de nordlige Lande, og den er da oftere skudt her 
i Landet. I August Maaned 1848 (eller 1849) skød Forf... 
den saaledes ved Dammen i Lønborggaards Gaardsplads ved 
Ringkjøbing Fjord; baade Hage og Scheel have oftere 
skudt den paa Møen, hvor den i August og September ikke 
er sjelden. Efter Mechlenburg yngler den ved Moorbål i Mar- 
sken og er skudt ved Flensborg; i det zool. Museum findes Han 
og Hun fra Holsten (Wøldike). Ifølge Naumann og Boie yngler 
den påa Pelworm. Fischer traf den 26de Mai 1866 en halv 
Snes Stykker af denne Art ved Hjermitslevgaard i Vendsyssel 
og skød deraf en Han og en Hun. Faber traf den ved 
Gaardbo Sø, den nordligste i Jylland, den 22de Mai 1827; 

33 


510 


I Nærheden af Kjøge blev d. 29de August 1835 to Exem- 
plarer sete af v. Teilingen, der skød det ene af dem. 
Konservator Conradsen har meddelt Udg., at enkelte Indi- 
vider om Efteraaret træffes paa Amager ved Kallebodstrand 
og ved Vandhullerne ved Renovationskulen. Faber anfører, 
at den paa Trækket aarligt indfinder sig ved Randers Fjord. 
Paa den skandinaviske Halvø er den om Sommeren almindelig 
i de nordlige Egne, hvor den yngler i Lapland og hele Fin- 
marken. I Træktiderne forekommer den hyppigt ved Norges 
vestlige og sydlige Kyster, sparsommere ved Kysterne af 
Syd- og Mellemsverrig. I vore nordlige Bilande er den ikke 
truffen. 

I Levemaade ligner den sine Slægtninge og er, ligesom 
disse, ikke meget sky. 

De 4 Æg ligne smaa Ryleæg, men de have mindre 
Glands. Deres Bundfarve er lyst gulgraa, Skalpletterne 
graaviolette, enkelte brune, Dækpletterne brune. 

Æggets Længde og Brede: 

on: Om: 
30 » 21,5 » 


Kjærløberslægten, Limzeola, Koch. 


Undernæbets yderste Halvdel med en skarp Kjøl langs 
Midten. Overnæbet fladtrykt foran Næseborene, med langt 
større Brede end Høide, men smallere ud imod Spidsen, 
der er noget nedadbøiet. 


Brednæbet Kjærløber, Limicola pygmæa, (L.) 


Syn. Numenius pygmæus, Lath. — Num. pusillus, Bechst. — 
Tringa platyrhyncha, Temm. — Tringa pygmæa, Savri. 


Dansk: Sumpløber, brednæbet Strandløber, Bekkasinryle. Norsk: 
Brednæbet Strandvibe. Svensk: Brednåbbad Strandvipa. 


511 


Artsm. Halens 3 Sidestyrere lige lange, de mellemste længst. De øverste 
Haledækfjer sortagtige, Benene grøngraa. 


Afbildn. Tab. XXXV (Tringa platyrhincha). 


Længde 6—6"2"; Vingestrækning 13”. 

Næbet blødt, ved Roden rødgraat, ud imod Spidsen sort; 
Iris mørkebrun. I Farve og Tegning har denne Årt ved et 
flygtigt Blik megen Lighed med den lille, såakaldte enkelte 
Bekkasin (Galltnago gallinula). Sommerdragt: Issen- sorte- 
brun, rustgult stribet, over Øiet en brun Stribe og over 
denne en hvid Linie; Rygfjerene sorte med rustgule. Kanter; 
en smal okkergul Stribe fra Skulderen ned ad Ryggen lige 
som hos Bekkasinerne; Struben, Brystet og Bugen hvide, 
påa Forhalsen Bølgestreger og et rustgult Anstrøg. Vinter- 
dragten ikke meget afvigende fra Sommerdragten, kun træder 
den graa Farve tildels istedetfor det Rødbrune, og det 
Okkergule er aldeles blegt og hvidagtigt. 

Kjærløberen er en i det nordlige Åsien og det nord- 
østlige Europa hjemmehørende Fugl, som i Regelen blot i 
April—Mai og i Åug.—Septbr. forekommer ved vore Kyster, 
enkeltvis eller i Selskab med Ryler.  Konservator Scheel 
antager omtr. 14 Stk. at være skudte paa Møen, nemlig 9 af 
ham selv, 3 af Hage”) og 2 af Kammerherre Poulsen; for- 
øvrigt var det Hage, som første Gang erhvervede den for 
vor Fauna, idet han den 16de Juli 1825 skød den i Sommer- 
dragt ved Oddermosen paa Møen; Teilmann skød den ved 
Kjørup i Fyen i August 1843, Wøldike i Holsten den 13de 
Juli 1826 (?) og Han og Hun ved Elbmundingen den Yde Juli 
1827; de to sidstnævnte Exemplarer findes i det zool. Mus. 
Ifølge velvillig Meddelelse fra Prof. Reinhardt har Wøldike 
i Brev af Øde Juli 1827 skrevet til Etatsr. Reinhardt, at han 


7) Ifølge Prof. Reinhardts Meddelelse skød Hage den 2?de Aug. 1826 
2 unge Hanner ved Bredden af Ulvesund, den 21de og 27de August 
1827 endvidere 3 unge Fugle, 


512 


havde fundet en Plet ved Udløbet af Elben, hvor han troer, 
at denne Art yngler, og at han der et Par Dage forud havde 
skudt 9 Exemplarer, alle gamle Fugle. Den første af de 
ovenstaaende Angivelser fra 1826, (i «Danmarks Fugle» 
i alt Fald feilagtigt angivet som 1846) beroer muligvis 
paa en Forvexling med dette Tilfælde. Fischer har flere 
Gange om Foraaret truffet den ved Limfjordens flade Kyster, 
undertiden i Flok med 7r. ceinclus. I Aaret 1857 traf han 
den endnu den Zden Juni og skød 5 Stkr. i ét Skud. 
I Forf..s Samling fandtes en gl. Han, skudt paa Amager 
d. 24de Juli 1856. I Sverrig, hvor den adskillige Gange er 
skudt, synes den dog at være mindre hyppig end i Norge, 
hvor den træffes ynglende saavel i Finmarken som påa de 
sydlige Fjelde. Paa Færøerne, Island og i Grønland vides 
den ikke at være bemærket. 

Den foretrækker Ferskvandsbredder for Havkyster og 
træffes sjeldnere ved den egenlige Strandbred, snarere ved 
muddrede Vandhuller i Nærheden af samme. I sine Be- 
vægelser er den langsom; den er mindre selskabelig end 
Rylerne og er aldeles ikke sky. 

Det er ikke mere end nogle faa Decennier siden, at 
man lærte dens Æg at kjende gjennem Exemplarer fra det 
vestlige og nordlige Norge. Det er lidt mindre end den 
alm. Ryles og helt over tæt bestrøet med mørkebrune Pletter 
og fine Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

son: DI EN 
33 » DS SEN 


Sandløberslægten, Calidris, Cuv. 


Næbet af Hovedets Længde, lige, blødt, bøieligt, i 
Spidsen tykkere; Overnæbet længere end Undernæbet og 
forsynet med en Næsefure, i hvilken de smaa og smalle 
Næsebor ligge nær ved Næbroden. Benene middelhøie, 


513 


tynde, med 3 bredsaalede, ganske adskilte Fortæer, men 
uden Bagtaa. Vingerne temmelig lange, spidse; iste 
Svingfjer længst, og Bagvingen med en forlænget Spids; 
Halen svagt tvekløftet, idet de mellemste og yderste Styrere 
ere lidt længere end de andre. 

Sandløberne ligne meget baade i Udseende og Leve- 
maade Strandløberne (Rylerne), fra hvilke de fornemmelig 
adskilles ved Mangel af Bagtaa. De fælde to Gange om 
Aaret og have en fra Vinterdragten meget forskjellig Sommer- 
dragt, medens Kjønsforskjellen ligesom hos de to fore- 
gaaende Slægter, kun er svagt udpræget i det Ydre. De 
yngle i det høie Nord og lade sig blot see hos os paa 
Vandringen fra og til dette, især ved Havkysterne. 


Almindelig Sandløber, Calidris arenaria, (L.) 


Syn. Charadrius calidris, L. — Tringa arenaria, L. — Chara- 
drius rubidus, Gm. — Calidris grisea, Mey. & Wolf. — 
Årenaria grisea, Bechst. — Årenarta vulgaris, Leisl. — 


Tringa tridactyla, Pall. 


Dansk: Foranderlig Selning. Norsk: Sandløber. Svensk: Forånder- 
lig Sandlopare. 


Artsm.  Svingfjerene af Zden Orden og Styrerne have hvide Skafter. 


Afbildn. Tab. XXXIV, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 15, 1, Over- 
gangsdragt, 2, Vinterdragt. 


Længde omtrent 7”, Vingestrækning 13"79—14”, 

Næb og Ben sorte; Iris mørkebrun. Ung Fugl: Under- 
kroppen samt en Stribe over Øiet hvide, Panden graahvid 
med brunsorte Pletter, foran og bag Øiet en mørkere Stribe, 
der især er tydelig foran det; Baghalsen graahvid med utyde- 
lige Længdepletter og Streger; Ryggen og Skuldrene mørkt 
brunsorte med gulagtige eller graahvide Fjerkanter.  Som- 
merdragt: Overkroppen har store, sorte Pletter med rustrøde 
Kanter; over Øiet gaaer en gulagtig Stribe; Overbrystet og 


514 


Kroen paa Siderne blegt rustrøde, Underkroppen ellers hvid. 
Om Vinteren ere de sorte Pletter paa Ryggen mindre og 
de rustbrune Kanter tildels graa. 

Den beboer de nordlige og nordøstlige Dele af Europa 
og Åsien, men træffes hos os i Regelen kun Vaar og Høst 
paa Trækket. I November 1849 erholdt Forf. paa éngang 
3 Stkr. hos en Vildthandler i Kjøbenhavn; paa Møen er den 
skudt den 7de, 12te, 26de Juli, 15de August, 14de September 
og den 6te December; Scheel hår ogsåa der seet den i 
Flokke. Efter Bonnez's Meddelelse forekommer den, om 
end sjeldent, ved Strandbredden af Mols, hvor den gjerne 
holder sig langt ude paa Sandrevlerne. Den er skudt ved 
«Batteriet» ved Flensborg den dte August 1832 og 10de August 
1836; Teilmann skød den paa Fanø; Bølling fik den i Høst- 
dragt paa Kallebodstrand. Den iåde Sept. 1854 modtog 
Univers. Mus. fra Adj. Holm et Exemplar, som vår skudt 
3/4 Mil fra Aarhus. Stud. Schmidt skød en Hun i Vinterdragt 
i de første Dage af Marts 1831 ved Korselize paa Falster. 
Forf. traf den i stor Mængde paa Øen Sylt i Sept. 1854. 
I det zool. Museum findes et Exemplar, skudt i Vinterdragt 
ved Brunsbuttel den 27de Januar 1825 (Wøldike). I Norge var 
den tidligere ikke hyppig og indfandt sig blot paa Trækket 
rundt omkring langs Kysterne, dog muligvis ynglende enkelte 
Steder, navnlig i Landets nordligste Egne; men i de senere 
Aar har den vist sig talrig og i store Flokke paa de flade 
Øer og Kyster i det sydvestlige Norge, især paa Jæderen i 
1870. I Sverrig træffes den ikke sjeldent saavel paa Vest- 
kysten som langs Østkysten, men kun Foraar og Efteraar. 
Beretningerne om, åt den skulde yngle i Lapland, synes 
ikke at være paalidelige. Det er uvist, om den forekommer 
påa Færøerne. Paa Island hår Faber truffet den én Gang 
(i Juni Maaned 1820). I Grønland angiver Holbøll den som 
sjelden, men dog aarligt forekommende paa Disko, hvor 
den yngler. 


515 


Dens Løb og Flugt er let; Næringen bestaaer af Orme, 
Insekter og Larver, som den især samler i det vaade Sand 
ved Strandbredderne. Dens Æg ere, saavidt vides, ubekjendte. 

Den er let at skyde; Kjødet er fint og meget vel- 
smagende. 


Brushøneslægten, Philomachus, Moelr. 


Næbet omtrent af Hovedets Længde og kortere end 
Tarsen, lige, ved Roden lidt sammentrykt, trindt ud imod 
Enden; Overnæbets Spids but afrundet og lidt nedbøiet; 
Næseborene smalle, tæt ved Næbroden, beliggende i en 
blød Hud, der danner en lang Næsefure. Benene nøgne 
langt over Hælen, høie, tynde og bløde; Bagtaaen høitsiddende, 
berører blot Jorden med Spidsen; Ydertaaen forenet med 
Mellemtaaen ved en bred Hud. Vingerne af Middellængde, 
bagtil bueformigt udskaarne; i1ste Svingfjer længst; Halen 
kort, de mellemste Styrere ubetydeligt længere end de andre. 
12 Styrefjer. 

I Størrelse og Udseende ligne de mere den følgende 
end den foregaaende Slægt; Hannen er en Trediedel større 
end Hunnen; om Vaåaren er den prydet med en stor Fjerkrave 
og besat med Vorter i Ansigtet og varierer i denne Dragt 
i det Uendelige; de leve i Polygami, og Hannerne kæmpe 
påa egne dertil påssende Steder. Om Høsten ligne Hannerne 
og Hunnerne hinanden i Farve; Ungerne ere mere rød- 
agtige. De ere Trækfugle, der om Vinteren forlade deres 
nordlige Ynglesteder, hvor de opholde sig i Moser og Sumpe 
eller påa lave Enge ved Havkysterne. Næringen bestaaer af 
Orme, Insekter og Larver. Hunnen ruger alene og opføder 
Ungerne, om hvilke Hannen aldeles ikke bekymrer sig. 
Hannerne foretage deres Vandringer alene eller i.småa Sel- 
skaber; Hunnerne og Ungerne vandre for sig. 


516 


Brushane, Philomachus pugnax, (L.) 


Syn. Tringa pugnax, L. — Tringa variegata, Briinn. — Tringa 
equestris, Lath. — Tringa rufescens, Bechst. — Philomachus 
pugnax, Moehr. — Machetes pugnax, Cuv. 


Dansk: Brushane, Egholmskok (Ærø), Brusehahn (Sylt), Munk, Bruskop 
(Amrom), Bruskok (Endelave). Norsk: Brushane. Svensk: Brushane. 


Artsm. Svingfjerene sortagtige, den første med hvidt Skaft; de mellem- 
ste Styrefjer med brede, mørke Baand, de tre yderste graa, 
oftest ensfarvede. 


Afbildn. Tab. XXXIV, Han (Parringsdragt). — Suppl. Tab. 15, 1, Han 
(Vinterdragt), 2, Hun (Sommerdragt), 3, ung Fugl. 


Hannens Længde 12", Vingestrækning 23”; Hunnens 
Længde 812”, Vingestrækning 192", 

Hannen omtrent af Turtelduens Størrelse. Næbet rød- 
eller brungult, Spidsen mørkere, om Vinteren mere sort; 
Iris mørkebrun; Benene høie, rødgule, safran- eller (hos de 
Unge) grøngule. Den unge Fugl er ovenpaa sortagtig graa- 
brun, nedenunder hvidgraa, påa Hovedet rustgul, Hals og 
Bryst uplettet askegraa, rødagtige; Overkroppen med mere 
Rustgult end hos de Gamle. 1 Parringsdragten fremtræder 
den store Forskjellighed i Farver, der hos Hannerne hersker 
mellem næsten alle Individer; paafaldende er den store 
Halskrave og den dobbelte øreformige Top paa Baghovedet, 
som begge ligeledes variere i Farve. Noget senere end 
Kraven fremkommer der gule eller røde Vorter i Ansigtet, 
især foran og over Øinene. Hunnen er ikke større end 
den almindelige Kramsfugl; den har om Sommeren graat 
Hoved, Hals og Bryst med sortagtige Pletter, samt sort eller 
sortebrun Ryg og Skuldre med rustgraa eller hvidgraa Fjer- 
kanter. I Høstdragten ligne begge Kjøn hinanden mere: 
Issen er da sort med rustgraa Fjerkanter; Hals og Bryst 
graa eller rustgraa med sorte Pletter; Ryggen og Skuldrene 
ligesom Hunnens om Sommeren, blot mere graafarvede; 


517 


Vorterne i Hannens Ansigt ere då erstattede med Fjer; Hals- 
kraven .tabes i Juli. 

Brushanen forekommer om Sommeren i Moser og paa 
sumpige Enge her i Landet, fornemmelig i Havets Nærhed. 
Hunnen ankommer i sidste Halvdel af April, Hannen omtrent 
14 Dage tidligere, men i tørre Aar forlade de allerfleste os 
allerede inden Udgangen af Juli; i fugtige Aar træffes de 
undertiden endnu i Begyndelsen af September; Hunnerne og 
de Unge blive her i Regelen længst. Den yngler hyppigst 
ved Jyllands og Slesvigs Vestkyst; dog ogsåa paa Kareholm 
i Randers Fjord, paa Musholm, paa Omø og Agersø; paa 
Møen (Scheel); Rødsand (Dahl); paa flere Holme mellem Fyen 
og Ærø, påa Endelave (Grill), påa Læsø og mange andre Steder. 
Paa Bornholm forekommer den, men som det synes ikke hyppigt. 
I Norge træffes den ynglende i størst Mængde i det Indre af 
Finmarken; langs Vestkysten og i Landets sydligere Dele yngler 
den hist og her, men forekommer dog mest paa Trækket. 
I Sverrigs sydlige Provindser var den tidligere hyppigere end 
nu; den færdes der mest i Nærheden af Kysterne. I Lap- 
land og Mellemsverrig er den almindelig. Paa Færøerne er 
den ikke bemærket, og paa Island er den kun truffen en 
eneste Gang, nemlig i Sept. 1820, da en Hun blev skudt 
ved Reykiavik. 

Hannerne ere blevne berømte ved deres Kampe, hvortil 
de altid udvælge sig en noget ophøjet, fugtig, med kort 
Græs begroet Plads af faa Fods Gjennemsnit, i Nærheden 
af Sumpe eller Vand; disse Pladser benyttes hvert Aar. 
Kun de Hanner, hvis Kraver ere fuldstændigt udvoxede, tør 
betræde Kamppladsen, hvorfor ogsaa de ældste indfinde sig 
først. Denne Leg vedvarer fra Begyndelsen af Mai til Slut- 
ningen af Juni. De ankommende Hanner, sjeldent flere end 
6 å 8, staae daglig to og to flere Timer åd Gangen og holde 
Stand paa en Plads af en Tallerkens Størrelse. Den først 
ankommende Han seer sig med Begjærlighed omkring efter 
en Modstander, og såasnart denne viser sig tilbøjelig til 


518 


Kamp, støde de gjensidigt paa hinanden, indtil de ere trætte 
og træde tilbage paa deres Plads. Kampen begynder opret- 
staaende med Skjælven og Nikken, derpaa bøje de Brystet 
ned, sigte med Næbet, udspile Kraven som et Skjold, reise 
Hoved- og Rygfjerene og rende eller springe saaledes mod 
hinanden for at give Stød med Næbet. Saa farlige og hef- 
tige disse Kampe end see ud, gaaer dog aldrig Nogen derved 
tilgrunde, og i faa Tilfælde kan der være Tale om den 
Seirende og den Overvundne. At disse Kampe have Hunnens 
Erobring til Hensigt, er ikke tilstrækkeligt bevist, neppe 
engang rimeligt; thi de Ikkekæmpende parre sig ligesaåavel 
som de Kæmpende; snarere kunne de vel ansees som en 
morende Tidsfordriv. Udenfor Kamptiden ere Hannerne lige- 
som Hunnerne meget fredsommelige Fugle. 

Næringen bestaaer af Orme, smaa Snegle, Insekter og 
Larver. I Fangenskab vænnes de efterhaanden til at leve 
af Vand og Mælk med Hvedebrød, Korn og hakket Kjød. 

Den yngler selskabeligt, dog ikke ganske nær sammen 
og ikke i Kamppladsens umiddelbare Nærhed, helst i Nær- 
heden af Vand; den kunstløse Rede er anbragt i Græsset; 
den indeholder i Slutningen af Mai indtil 4 pæreformige, 
olivengrønne, brunplettede Æg af 42—49rm. Længde og 
29,5—31,5mm. Brede. 


Klireslægten, Totanus, Bechst. 


Næbet middellangt eller langt, smalt, lidt sammentrykt 
ved Roden, temmelig trindt ud mod Spidsen, lige eller lidt 
opadbøiet i Enden, ved Roden blødt, ellers haardt og med 
indådbøjiede Næbrande; Overnæbet længst; Næseborene 
smalle, spalteformige, i Nærheden af Næbroden, i en mere 
eller mindre langt fremløbende Fure. Benene høie og 
tynde; den svage Bagtaa kun kort; den yderste og mellemste 
Fortaa forenede ved en Hud i det første Led.  Kløerne 
smaa og sammentrykte. Vingerne som hos Strandløberne, 


519 


lste Svingfjer længst; Halen af forskjellig Form, i Regelen 
kort, bestaaende af 12 Styrere. 

Klirerne tilhøre mere den kolde end den varme Zone 
og opholde sig ved Bredder af Damme, Søer og Floder, paa 
fugtige Enge, samt i Moser og Kjær; kun i Træktiden træffes 
nogle Arter ved Strandbredderne. De vade dybt, svømme 
undertiden, ere sky og forsigtige, have en overordenlig let 
Flugt og vandre ensomt eller i mindre og større Selskaber. 
For deres Afkom vise de megen Omsorg; med høie Skrig 
forfølge de Den, der nærmer sig deres Rede; de udstøde 
Skrigene dels flyvende, dels idet de af og til sætte sig paa 
Stene, Buske, Træer, Pæle o. s. v. Næringen bestaaer af Orme, 
Insekter, smaa Muslinger 0.s.v. I Henseende til Kjøn, Alder 
og Åarstid frembyder deres Dragt kun ringe Forskjelligheder. 
Deres Kjød er meget velsmagende. 


Iste Underslægt: Mudderklirer, Åctitzs, Bore. 


Næbet lige, kortere end Hovedet.  sNæbfuren gaaer 
næsten til Spidsen af Roden. 


Muddersneppe, Totanus hypoleucus, (L.) 


Syn. Tringa hypoleucos, L. — Tringa canutus, Retz. — Tringa 
leucoptera, Pall. — Tringoides hypoleucos, Bp. — Åctitis 
hypoleucos, Boie. 


Dansk: Muddersneppe, Mudderklire, Styllepig, Virle. Norsk: Strand- 
snipe, Strandtite. Svensk: Drillsnåppa, Strandsittare, Fisklita, Tolka- 
piga”). 


”) Navnet hidrører fra, at der mellem denne Fugl og Rødbenen (7' 
calidris), som paa Øerne i Østersøen kaldes «Tolken», hersker et 
lignende Forhold som mellem Fringa cinclus og Charadrius pluvi- 
alis (see Pag. 508). 


520 


Artsm. Overkroppen brungraa med grønagtigt Skjær, sortebrune Skaft- 
streger og sorte Tvær- og Zigzagpletter samt et hvidt Baand 
over Øiet.  Underkroppen hvid, uplettet, undtagen Kroen, som 
har sortebrune, fine Streger. 


Afbildn. Tab. XXXVI. 


Længde 7"9—8!/4", Vingestrækning 13—14”, 

Af en Lærkes Størrelse. Hunnen større end Hannen; 
ellers ligne Kjønnene ganske hinanden, dog har Hannen kun 
1 å 2 Pletter paa den yderste Styrers Yderfane og ingen 
påa de underste Haledækfjer. I Vinterdragten har Kappen 
mindre Glands. 

Denne Art lever om Sommeren ved stenede og sandede 
Bredder af Søer, Damme, Åaer og Floder, kommer hertil i 
April eller Mai og forlader os i September—Oktober, under- 
tiden noget tidligere, forsaavidt den bliver her Sommeren 
over. Den er temmelig almindelig påa Efteraarstrækket og 
er nu og da funden ynglende ved stenede, raskløbende 
Bække her i Landet, f. Ex. ved Sønderomme og Rørbæk 
pr. Veile. Efter Teilmann fandtes for en Del Aar siden dens 
Rede i Endrupholms Have, og Fischer fandt den 21de Juni 
1872 dens Rede med 4 Æg under en Stikkelsbærbusk i Dron- 
ninglunds Kjøkkenhave. I Hertugdømmerne er den almindelig, 
saavel i det Indre af Landet som ved Kysterne. Efter 
Melchiors Optegnelser forekom den hele Sommeren, par- 
og flokkevis, ved Aaen ved Herlufsholm, og Fischer iagttog 
den ofte i Løbet af Sommeren 1868 ved Stadsgraven påa 
Vesterbro. Paa Bornholm er, saavidt vides, hverken denne 
eller nogen anden Totanus-Art hidtil bleven bemærket. Påa 
den skandinaviske Halvø er den almindeligt udbredt lige fra 
det sydligste Skaane til Finmarken. I vore nordlige Bilande 
er den derimod ikke bemærket. 

Denne lille, sky Fugl har en rask, trippende Gang og 
en hurtig og smidig Flugt; i Løbet gynger den ofte med 
Kroppen, stundom svømmer den, og i Livsfare dykker den 


521 


med Færdighed. Dens vidtlydende Stemme klinger høit og 
pibende. 

Vandinsekter, især Larver af Døgnfluer, ere dens vigtigste 
Næring. Reden, som bygges i Begyndelsen af Juni, er gjerne 
skjult under Buske eller i Græsset; de 4 pæreformige, mat 
” rustgulagtige Æg ere bestrøede med sortebrune og gråa- 
violette Punkter og større Pletter, især ved den butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

34mm. 2 Gam: 
38 » 28 » 


2den Underslægt: Egenlige Klirer, 7otanus, Auct. (s. str.) 


Næbet lige, længere end Hovedet. Næbfuren gaaer kun 
til Næbets Midte. 


Sortegraa Klire, Totanus fuscus, (L). 


Syn. Limosa fusca, Briss. — Scolopax fusca, L. — Tringa atra, 
Gm. — Scolopax nigra, G'm. — Scolopax curonica, Besecke. — 
Totanus natans, Bechst. — T. maculatus, Bechst. 


Dansk: Sortsneppe, Harlekinsneppe, stor Rødben. Norsk: Sortgraa 
Sneppe, Vaskjæld, Kvikketjeld. Svensk: Svartgrå Snåppa. 


AÅrtsm. Kroppen sortagtig eller gråabrun; Vingerne ovenpaa tegnede 
med hvide Pletter, de mellemste Svingfjer blot med hvide Rand- 
pletter; Næbet sort, af Fodrodens Længde, Roden af Under- 
næbet rød; Benene om Vinteren og i Ungdommen gulrøde, om 
Sommeren rødbrune. 


Afbildn. Tab. XXXVI, Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 17 1, Vinter- 
dragt. 2, ung Fugl. 


Hannens Længde 11—11/2”, Hunnens 12%4”. 

Sommerdragt: sortegraa, hvidplettet; Hoved, Hals og 
Underkrop hos de gamle næsten sorte; Styrerne sortegraa, 
med 12—14 hvide Tværbaand; Ungdomsdragt: ovenpaa aske- 
graa eller brungråa, nedenunder hvidagtig. Iris mørkebrun. 


522 


Denne anseelige Sneppeart tilhører de nordlige og østlige 
Dele af Europa samt Mellemasien. Sidst i Juli sees den 
allerede familievis, senere i Flokke ved vore Strandbredder; 
i August er Trækket talrigst, men den træffes undertiden 
til langt hen paa Efteraaret; dog kan den ingenlunde siges 
at være hyppig her i Landet, og saavidt vides er den aldrig 
truffet her om Foraaret. Den 8de August 1850 skød Forf. 
3 Stkr. ved Korporalkroen, et Par Mile fra Kjøbenhavn; den 
er skudt ved Helsingør (Steenberg); ofte i Slesvig og Hol- 
sten (Faber); ved Barnæs Strand (Gammelgaard); ved Brei- 
ninge - Aaens Udløb i Viskinde-Veile (pr. Kallundborg) Sept. 
1849 (Bølling); ved Gaunø (Melchior); ofte påa Møen 
(E. Hage), hvorfra Scheel ogsaa har havt to Exemplarer. 
Han betvivler dog (ifølge Bøllings Meddelelse) Rigtigheden 
af E. Hages Angivelse (Tidskr. f. Naturv. p. 88), ifølge hvilken 
den forekom hyppigt paa Møen i Efteraaret 1826. I det 
zool. Mus. findes Exemplarer fra Holsten (Wøldike), Holbæk- 
gaard (ung Hun, Sept. 1861), Kalleboderne (Han og Hun, 
Sept. 1867). I Forf.'s efterladte Notitser findes angivet, at den 
preussiske Oberstlieutenant v. Zittwitz fandt et Par ynglende 
påa Vesterland (Sylt) mellem Rør og høit Græs. Benzon 
fik i Slutningen af August 1861 en ung Fugl hos en Vildt- 
handler her i Byen, og d. 17de August 1868 erholdt Fischer 
en gammel Hun, ligeledes i en kjøbenhavnsk Vildtkjælder. 
Det følgende Aar fandtes paa samme Maade adskillige Exem- 
plarer. Fencker traf den i Sept. 1868 ved Oust Møllebæk, 
1/, Mil Vest for Randers, og i Sept. 1862 fandt han hos en 
Vildthandler i Kjbhvn. to Individer i Overgangsdragt; de 
sagdes at være komne fra Randers-Egnen. Paa den skån- 
dinaviske Halvø er den almindelig i de nordligste Egne og 
yngler i et ikke ringe Antal i Lapland og Finmarken. Sydligere 
er den kun truffet enkeltvis ynglende hist og her, saaledes 
i Ørkedalen i Trondhjems Stift; Beretningerne om, at den 
er fundet ynglende paa Gottland og yderst i Sådermanlands 
Skærgaard, synes at være usikkre. I Træktiderne er den 


523 


temmelig almindelig paa flere Steder i Mellem- og Sydsverrig, 
men sjelden i det sydlige Norge. Fra Færøerne, Island og 
Grønland kjendes intet Exempel paa dens Forekomst. Naar 
den vender tilbage om Foraaret, sidst i April, ere de fleste i 
Yngledragt, nogle i Overgangen dertil; den er da langtfra 
saa talrig og forbliver kun meget kort. Den opholder sig 
påa Ynglestedet, især ved Ferskvandsbredder, er meget 
sky, svømmer med Færdighed og har et skarpt, hvislende Skrig. 
Dens Æg, som først i de senere Aar ere blevne be- 
kjendte, ere korte, pæreformige og paa den butte Ende tykkere 
end Rødbenens; Grundfarven er grønlig, og store brune 
Pletter findes især paa den butte Ende. 
Æggets Længde og Brede: 
A(Gmm. 330: 
48,5 » SÅ » 
Næringen bestaaer af Vandinsekter, smaa Muslinger og 
Frølårver. Kjødet er meget velsmagende. 


Rødben, Totanus calidris, (L.). 


Syn. Scolopax calidris, L. — Tringa Gambetta, Gm. — Totanus 
striatus, Briss. — Tringa striata, Gm. L. — Limosa cali- 
dris, Pall. — Tringa variegata, Briinn. 


Dansk: Rødben, Rødben-Klire, Tjaldr (Limfjorden), Tolk (Bornholm). 

Norsk: Rødbenet Sneppe, Graakjæld. Svensk: Rådbent Snåppa, Råd- 

bena, Tolk (Øerne i Østersøen), Tjuf ") (Kalmar Lehn). Færøisk: Stelkur. 
Islandsk: Stelkur ”) 


AÅrtsm. Næbet rødt fra Roden til Midten, kortere end Tarsen; Benene 
orangerøde (hos de Unge rødgule).  Armsvingfjerene i den 
ydre Halvdel hvide. 


Afbildn. Tab, XXXVI. 


") Efter Lyden af dens Skrig. 
”) Efter dens vaklende Gang. 


(Sl 
pr 


524 


Længde 10—11”; Hannen mindst. 

Næbet i Spidsen sortebrunt. I Sommerdragt er Fuglen 
ovenpaa rustgråabrun med sorte Pletter, Underkroppen hvid 
med sortagtige Pletter, som paa Struben og Forbrystet gaae 
påa langs og ere tætte, paa Bagbrystet og Bugen fine og 
smaa, påa Siderne og Underhaledækfjerene gaae paa tværs; 
Halen lige, med mange hvide og sortagtige Tværbaand. 
I Vinterdragten er den askegraa Farve mere fremherskende 
paa Ryggen, og Underkroppen har mindre Pletter. Den 
unge Fugl har rustgule eller blegt gulgraa Fjerkanter, som 
påa Vingedækfjerene ere mere hvide. 

Rødbenen er hertillands den almindeligste Art af denne 
Slægt. Som Trækfugl ankommer den i April og forlader os 
i August og September, paa hvilken Tid Trækket fra Norden 
betydeligt forøger Antallet, ligesom dette ogsaa er større, naar 
de om Foraåaret vandre nordpaa. Om Vinteren træffes den 
kun undtagelsesvis; Fischer skød saaledes en gammel Hun 
i fuldstændig Vinterdragt d. 23de Februar 1855.  Ynglende 
findes den almindeligst langs med Jyllands og Hertugdøm- 
mernes Vestkyst; dog forekommer den ogsåa som en meget 
almindeligt ynglende Sumpfugl påa næsten alle vore mindre 
Øer og Holme, f. Ex. imellem Fyen og Ærø, i Issefjorden, 
Limfjorden, Kattegattet, ved Sjælland, Lolland o. s.v. Paa den 
skandinaviske Halvø er den ligeledes meget almindelig og 
forekommer ynglende næsten. helt op til den russiske Grændse. 
Paa Fjeldsiderne gaaer den meget høit op, langt over Birke- 
bæltet. Paa Færøerne er den ikke sjelden, og paa Island, 
hvortil den kommer i Midten af April, blive enkelte Individer 
undertiden Vinteren over. 

I Yngletiden er den meget modig, eller vel rettere bekymret 
for sin Yngel; saaledes var Hr. Bølling paa Fur i Limfjorden 
Vidne til, at den gamle Fugl blev dræbt i Flugten med en 
Sten, medens den kredsede om Ungerne; ellers er den lige 
saa vild og sky som sine Slægtninge. Paa Limfjordens 
Fladvand træffer man den ofte som Anfører for de store 


525 


Flokke af Ryler, som almindeligvis træffes der i Træktiden ; 
saa længe den er med, kommer man ikke let Rylerne påa 
Skud. Naar den i Selskab med andre Fugle er bleven op- 
skræmmet og derefter er kommen udenfor Fare, udstøder 
den et mange Gange gjentaget Skrig, der lyder som «Gelire», 
og hvoraf udentvivl Slægtsnavnet «Klire» har sin Oprindelse. 
Af andre Klirearter hører man undertiden lignende Toner. 

Næringen er som den foregaaendes, men bestaaer desuden 
for en stor Del af Vegetabilier. De 4 pæreformige Æg findes 
i Begyndelsen af Mai paa et lille Underlag af tørt Græs, som 
oftest paa en lille Forhøining og almindeligst i Havets Nær- 
hed; de ere graagule eller rødagtigt okkergule med rødgule 
eller rødagtigt sortebrune Pletter og Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

Å DEM mi: 305 
AT. Sad 

Som alle de andre Klirer er den udenfor Yngletiden 
vanskelig åt komme påa Skud, naar det ikke kan skee fra 
Baghold, eller naar man ikke kan ligge skjult i Siv, Mare- 
halm 0. desl. og oppebie dens Komme ved Yndlingsstederne, 
hvor den ogsaa let fanges i Løbesnarer. 


Graabenet Klire, Totanus ochropus, (L.). 
Syn. Tringa ochropus, L. 


Dansk: Svalesneppe, sort eller hvidprikket Tinksmed, Svaleklire. 
Norsk: Graabenet Sneppe. Svensk: Gråbent Snåppa. 


Artsm. Næbet af samme Længde som Fodroden; Svingfjerenes Skafter 
mørkebrune, Undervingen mørk; Halen hvid med brede sorte- 
brune Baand, som dog mangle paa. Yderfjerene.  Overkroppen 
mørkebrun, metalglindsende, med smaa hvide eller gulagtige 
Pletter. 


Afbildn. Tab. XXXVI. 


Længde 9—914”. Vingestrækning 1771/29”, 
Af en Sangdrossels Størrelse. Iris mørkebrun; Næbet 
34% 


526 


grønbrunt med sort Spids; Benene askegraa, Leddene grøn- 
agtige; Underkroppen hvid, Hagen og en Del af Struben 
med smaa brune Punkter. De Unge mangle Pletterne paa 
Hovedet, og de ere mere gulagtige. 

Uden at være sjelden forekommer denne Årt dog temmelig 
sparsomt i Danmark; den er hyppigst i Træktiderne, og da 
skydes den jevnlig, baade Foraar og Efteraar. Man seer 
den aldrig i større Flokke, men enten alene eller i smaa 
Selskaber af 5—6 Stkr. og da blot unge Fugle. Efter Hage 
har den ynglet i Oddermosen påa Møen; Teilmanns Med- 
delelse om, at han skød den paa Vilslev Enge ved Ribe fra 
4 Æg, hidrører vistnok fra en Forvexling med 70. glareola 
(Fischer); efter Mechlenburg yngler den hist og her ved 
Flensborg. Afdøde Konservator Scheel skød i Åarene 
1859—61 i Juli og August 6 Exemplarer ved Dallund i 
Fyen, hvor det ikke er usandsynligt, at de ynglede.  For- 
standeren ved Agerbrugsskolen i Gårdsjå v. Carlsstad, Hr. 
Steenstrøm, fandt dens fire Æg i en Duerede, 5 Alen over 
Jorden. Den 13de Juni 1869 og den 18de Juni 1872 traf 
Fischer den ved Dronninglund i Vendsyssel, hvor den sånd- 
synligvis har ynglet; dog lykkedes det ham ikke at finde 
Reden. Paa Efteraarstrækket er den temmelig hyppig i 
Vendsyssel, ligeledes i Randers-Egnen. I Norge forekommer 
den om Sommeren op til Egnen om Trondhbjemsfjorden, 
men er dog ogsaa funden ynglende Nord for Polarcirkelen 
(ved Bodø). Langs Vestkysten er den sjelden, men den er dog 
hist og her truffen ynglende, saaledes ved Bergen. Paa Fjeld- 
siderne yngler den oven over Trægrændsen. I Sverrig yngler 
den især i Landets mellemste Provindser, men intetsteds i 
Mængde. Paa Færøerne, Island og i Grønland er den ikke 
bemærket. Ved Havkysterne indfinder den sig næsten aldrig, 
men derimod ved Ferskvandsbredder, endog undertiden saa- 
danne, der ere omgivne af Skov. Denne sky, urolige Fugl 
har et pibende, høit Skrig. Dens Næring og Levemaade ere 
som de foregaåendes, dog opholder og skjuler den sig gjerne 


527 


imellem Buske og Krat. De 4, forholdsvis store, pæreformige 
Æg, som ere gulagtigt røde med graaligt violette Skal- 
pletter og brune Dækpletter paa den butte Ende, ere temmelig 
vanskelige at finde, da Reden gjerne er godt skjult; den 
findes næsten altid i Skove i Nærheden af Vand, og Fuglen 
benytter ofte ældre Reder af andre Fugle; saaledes skal den 
i Pommern ikke sjeldent yngle i gamle Drosselreder. 

Æggets Længde og Brede: 

JORD Em: SD, 

Al » 20555 


Tinksmed-Klire, Totanus glareola, (L.). 
Syn. Tringa glareola, L. — Tringa littorea, L. 


Dansk: Tinksmed, Kjærsneppe, Kynke (Vendsyssel). Norsk: Grønbenet 
Sneppe. Svensk: Gronbent Snåppa, Kårrsnåppa. 


Artsm. Næbet kortere end Fodroden; første Svingfjer med hvidt Skaft, 
de følgende hvidskaftede paa Undersiden; Undervingen meget 
lys; Halen hvid med brune Tværbaand, der strække sig over 
hele Halens Brede; de to mellemste Styrere lidt længere end 
de øvrige; Benene overalt grønagtige. 


Afbildn. Tab, XXXVI. 


Længde 81/4—8%/4", Vingestrækning 15—16”, 

Næbet sort, ved Roden grønagtigt, Iris brun.  Ung- 
domsdragt: Ryggen sortebrun, med rustgule, kantede Pletter, 
som ere mindre og biegere ud over Vingerne.  Sommer- 
dragt: Overkroppen sortebrun, med hvidagtige, ofte kantede 
Pletter i Fjerkanterne, en lys Stribe over og en mørk foran 
og bagved Øiet; Underkroppen hvid, med tætstaaende, brune 
Længdepletter paa Halsen og Forbrystet. Vinterdragt: Ryg- 
pletterne brunagtige og talrige Pletter paa Forhalsen. 

Denne Årt er almindeligere end den forrige og findes ikke 
sjeldent ynglende her i Landet, især i større Hedemoser, 
f. Ex. ved Tarum og Skjern og ved Hastrup; ved Sæby (Gad); 
påa Mols (Bonnez); Fischer fandt den ligesom Faber meget 


528 


talrigt ynglende ved Jerup, i Egnen ved Gaardbo Sø og i 
Sandmosen (Vendsyssel); ifølge Heiberg yngler den temmelig 
almindeligt i Thy, og ifølge Fencker ved Kousted pr. Ran- 
ders; i Hertugdømmerne ligeledes temmelig hyppigt (Mechlen- 
burg, Boie); paa Sjælland derimod sjeldnere. Som Trækfugl 
ankommer den i April og forlader os meget tidligt, navnlig i 
tørre Aar, da den ofte allerede trækker bort i Juli. I Norge 
yngler den almindeligt i hele Landets indre Dele, især Nord 
for Polarcirkelen; langs Vestkysten forekommer den derimod 
kun sparsomt, I de sydlige Stifter yngler den kolonivis i 
Birkebæltet paa Fjeldene. I Sverrig er den almindeligt ud- 
bredt, navnlig i alle Landets Skovegne. Dens Forekomst 
paa Færøerne er tvivlsom. Sysselmand Muller troer at have 
skudt den der engang. 

Ligesom Rødbenen er den meget omhyggelig for sin 
Yngel, nåar man nærmer sig denne; med et ængsteligt 
Skrig, der lyder omtrent som «Tink tink tink» (hvoraf det 
jydske Navn «Tinksmed»), omkredser den Reden eller Ungerne 
og udsætter sig derved for Livsfare, medens den til andre 
Tider er vanskelig at komme nær. 

Næringen er som de forriges. De 4 gulagtiggrønne, 
bruntplettede, pæreformige Æg findes i Midten af Mai paa 
Tuer i Kjær og Sumpe. 

Æggets Længde og Brede: 

ap PA OL 
40,5 » TEN 


Damsneppen, 7otanus stagnatilis, Bechst. (Afbildn. 
Tab. LV. Supplementtavle. Sommerdragt), der har sit Hjem 
i det sydøstlige Europa, vides hidtil ikke med Sikkerhed at 
have indfundet sig her i Landet eller i det øvrige Skandi- 
navien. I «Danmarks Fugle» hedder det vel: «E. Hage vil 
i Mai Maaned for nogle Aar siden have skudt 2 Stkr. påa 
Møen», men ifølge velvillig Meddelelse fra Prof. Reinhardt 


529 


stemmer denne Angivelse ikke med Hages Udtalelser i et 
Brev til afdøde Etatsraad Reinhardt, dateret Stege den 20de 
Sept. 1827, hvori det hedder, at « Totanus stagnatilis sikkert 
undertiden kommer hertil, da jeg saavel i April 1825 som 
i August d. Å. troer at have seet den her. Jeg haaber 
engang at have den Fornøielse at sende Hr. Professoren 
denne Fugl.» Dette Haab opfyldtes dog ikke. Museet har 
aldrig seet denne Totanus fra Hage, lige såa lidt som fra 
nogen Anden i Danmark. Åt der ved de ovenfor citerede 
Ord af Dr. Kjærbølling sigtes til en senere Meddelelse fra 
Hage, er ganske vist ikke umuligt, thi da Hage senere for 
Alvor begyndte at samle selv, fik Museet næsten ingen flere 
Fugle fra ham. Indtil videre vil det dog være rigtigst ikke 
at indlemme Årten i vor Fauna. 


Artsm.  Næbet meget langt og tyndt, Benene høie, grønne; Overgumpen, 
de nedre Haledækfjer og Vingedækfjerene hvide. Halen hvid 
med et Længdebaand i de to yderste Styrefjers Yderfane og 
sorte Tværstriber paa de fire mellemste Styrefjer. Længde c.9”. 


Grønbenet Klire, Totanus glottis, (Bechst.) 


Syn. Secolopax glottis, L. — Limosa grisea, Briss. — Limosa glottis, 
Pall. — Totanus chloropus, Mey. — Tot. fistulans, Bechst. — 
Glottis chloropus, Nilsss. — Glottis natans, Koch. 


Dansk: Hvidsneppe, Glutsneppe, Hvidklire. Norsk: Glutsneppe. 
Svensk: Glutt, Gluttsnåppa. 


Artsm. Næbets Høide ved Roden langt større end dets Brede, fra Midten 
af ud mod Spidsen noget opad bøiet; Benene grønagtiggraa og 
meget høie (5Y” og derover); Mellemryggen, Overgumpen og 
Underkroppen rent hvide; det Øvrige af Ryggen og Skuldrene 
rustgraat med store sorte Længdepletter i Midten af Fjerene; 
Hovedet og Halsen hvidagtige med fine sortebrune Længde- 
pletter, som paa Hovedet staae tættest. 


Afbildn. Tab. XXXVI Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 17, 
1, Vinterdragt; 2, ung Fugl. 


530 


Længde 139”, Vingestrækning 2310”, 

Næbet sortagtigt, ved Roden svagt blaagraat; hos de 
Unge blaagraat fra Roden til Midten; Ungdomsdragten ud- 
mærker sig mest ved den graafarvede Forhals samt ved de 
rustgraåa Fjerkanter påa Overkroppen. I Vinterdragten er 
den "hvide Farve hos de Gamle langt mere blændende og 
udbredt end i Sommerdragten, som i det Hele mere nærmer 
sig de Unges. 

Hvidkliren har egenligt hjemme i Europas og Åsiens 
nordlige og nordøstlige Lande, hvor den især opholder sig 
i Nærheden af Havet. I sidste Halvdel af August og først 
i September er den temmelig almindelig her i Landet paa 
Vandringen sydefter, mindre hyppig, naar den om Foraaret 
atter vender tilbage. Om Høsten seer man den ofte hos 
Vildthandlerne i Kjøbenhavn (i 1861 saaes der især mange), 
enkelte Gamle endog sidst i Juli og først i August. E. Hage 
vil have truffet den ynglende ved Røddinge Sø paa Møen; 
fra Ringkjøbing Fjord, hvor Forf. 1846 saae denne Fugl i 
Yngletiden (Juni), modtog han i 1852 to Æg, som efter 
hans Mening ikke kunde tilhøre nogen anden Fugl. Fra 
Vendsyssel anfører Fischer et Tilfælde, hvoraf det synes at 
fremgaae, at denne Art har ynglet der i 1856. I de senere 
Aar har Hvidsneppen optråadt i temmelig stort Antal her i 
Landet, navnlig i 1868; i dette Aar traf saaledes Konservator 
Scheel en Flok påa omtrent 50 Stkr. ved Damhussøen 
udenfor Kjøbenhavn. I Norge forekommer den almindeligt 
ynglende såa godt som overalt, undtagen paa Vestkysten. 
I Sverrig er den almindeligst i de nordlige og mellemste 
Provindser. I vore nordlige Bilande er den ikke bemærket. 

Udenfor Parringstiden er den meget sky. Den ynder 
dyndrige Havbugter i Nærheden af Ferskvand og nærer sig 
af Vandinsekter, Padde- og Fiskeyngel, Orme o.s.v. Det er 
bekjendt, at Hvidsneppen svømmer og dykker godt, naar 
den er anskudt, men efter Fischers Iagttagelse svømmer 
den ogsaa livligt uden at være saaret. 


531 


Æggene ere bestrøede med større og mindre sortebrune 
Pletter, især paa den butte Ende, hvor der tillige findes en 
Del Snirkler og Haarstreger. 

Æggets Længde og Brede: 


48,5mm. SAD En 
49 » 35 ” 
50 » Son 


Dens Kjød skal, i Modsætning til de andre Klirearters 
overordenligt velsmagende, være trannet og næsten uspiseligt. 


Om Forekomsten i Skandinavien af den nordamerikanske 
Art, Totanus semipalmatus, Lath. (Catoptrophorus semipal- 
matus, Bonap.), der er afbildet paa 2det Suppl. Tab. 6, 
foreligger der, saavidt Udg. bekjendt, aldeles ingen sikker 
Oplysning. Et Exemplar, som findes i Museet i Stockholm, 
siges at være skudt i Upland, men Angivelsens Paalidelig- 
hed synes meget tvivlsom. 


Kobbersneppeslægten, Zimosa, Briss. 


Næbet langt, blødt, bøieligt og noget opadbøiet, ved 
Roden sammentrykt, i Spidsen fladtrykt og but afstumpet ; 
Næsefuren naar helt ud til den flade Spids; Næseborene 
ere smalle og ligge tæt ved Næbroden. Benene lange, 
temmelig tynde, Skinnebenet nøgent langt over Hælen; For- 
tæerne meget kortere end Fodroden.  SYdertaaen forenet 
med Mellemtaaen i første Led; Bagtaaen naaer Jorden kun 
med den yderste Trediedel. Vingerne lange og spidse 
med udskaaren Bagrand; iste Svingfjer længst, foran den 
en kort, lille, smal Fjer. Halen kort, lidt afrundet, be- 
staaende af 12 Styrefjer. | 

Den mest iøinefaldende Forskjel mellem de to Kjøn 
bestaaer i, at Hunnen er en Del større end Hannen. Da 


532 


de fælde to Gange om Aaret, ere de underkastede betyde- 
lige Farveforandringer. I Sommerdragten er hos Alle den 
rustrøde Farve fremherskende, medens en mere eller mindre 
dunkel gråa Farve udmærker Vinterdragten,. i hvilken de 
have megen Lighed med Regnspoverne. De leve om Somme- 
ren ved Moser og Kjær i Havets Nærhed, hvor de med 
deres følsomme Næb rode efter deres Føde, oftest uden at 
kunne see den og mest om Natten. I Træktiderne, især 
om Efteraaret, forekomme de i Flokke ved Havkysterne. 


Sorthalet Kobbersneppe, Limosa ægocephala, (L.) 


Syn.  Scolopaz aegocephala, L. — Scolopax limosa, L. -— Scolopax 
Belgica, Gm. — Scolopax melanura, Leisl. — Scolopat 


jardreca, Fabr. — Totanus limosa, Bechst. 


Dansk: Rødvitte, Kobberhøne (Sommerdragt), Strandsneppe (Vinterdragt). 

Norsk: Sorthalet Rødspove, sorthalet Langnæbbe. Svensk: Svart- 

stjertad Långnåbba, Rodspof, Tvårspof. Islandsk: Jardreka. Grøn- 
landsk: Sargvarsurksoak. 


Artsm. Halens yderste Halvdel sort, den inderste hvid; Mellemtaaens 
Klo lang, paa Indersiden tandet; Næbet meget svagt bøiet; paa 
Vingen en hvid Plet. 


Afbildn. Tab. XXXIII b. Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 14. 1, Han 
(Vinterdragt) 2,Xng Fugl. 


Længde 15—16"P2"". 

Hunnen størst; Næbet mat rødgult, i Spidsen sorte- 
brunt, indtil 5” langt; Iris mørkebrun. Benene sorte, hos 
den unge Fugl mørkegraa.  Sommerdragt: Rustrød med 
sorte, takkede Længdepletter paa Overkroppen og sort Bag- 
ryg; brungraa Vingedækfjer og halvmaaneformige sorte Tvær- 
pletter paa Brystet og Bugen, som tilligemed Hagen, en 
Stribe over Øiet og de øverste Haledækfjer, er hvid. I Vinter- 
dragten er Overkroppen brungraa med mørke Fjerskafter og 
lysere Fjerrande, Struben hvid, Hals og Bryst bleggråa med 


333 


smaa brune Pletter. De Unge have rustgule Fjerrande paa 
Ryggen og Vingedækfjerene, men ligne ellers de Gamle i 
Vinterdragten. 

Den sorthalede Kobbersneppe hører til de anseeligste 
sneppeagtige Fugle. I April og Mai gaaer Trækket nordpaa, 
men en Del Individer bliver tilbage for at yngle her i Lan- 
det, navnlig ved Jyllands og Hertugdømmernes Vestkyst, 
f. Ex. ved Lønborggaard og paa Tipperne i Ringkjøbing 
Fjord. I Træktiden om Efteraaret, Åugust—September, fore- 
kommer den talrigere og mere ligeligt fordelt overalt ved 
Kysterne. Paa Bornholm er den hidtil ikke bemærket. 
I Randersegnen har Fencker aldrig truffet den. I Norge 
yngler den sparsomt i Finmarken, hvor den i Kegelen kun 
træffes Foraar og Efteraar; i Landets sydligere Del er den 
skudt en enkelt Gang. I Sverrig træffes den oftest i de 
mellemste Provindser og paa Gottland, hvor den yngler. 
Ifølge Pastor Holms Angivelse erholdt han den i December 
1845 fra Færøerne. Sysselmand Miller har ikke selv truffet 
den der, men har i 1856 faaet dens Æg derfra. Paa Island 
træffes den kun i de sydligere Egne af Øen, hvor den yngler. 
I Grønland er den sjelden. 

Den ynder fornemmelig store vaade Enge med kort 
Græs og er sky og mistænksom. Næringen bestaaer af In- 
sekter, Larver, Orme 0. s. v., som den søger i Mudderet 
og Græsset, især tidligt om Morgenen og først paa Aftenen ; 
Faber fandt dog ogsaa Vandplanter i dens Mave; den er i 
Bevægelse hele Natten og sover om Middagen. 

De 4 olivengrønne, mørkegraat plettede Æg udmærke 
sig ved den matte Farve og Tegning. 

Æggets Længde og Brede: 

Oden: SD 


56 » 38 » 


534 


Rødbrun Kobbersneppe, Limosa Lapponica, (L,). 
Syn. Scolopax Lapponica, L. — Limosa rufa, Briss. — Scolopax 


leucophæa, Lath. — Totanus gregarius, Bechst. — Limosa 


Ferruginea, Pall. 


Dansk: Rødvitte (Sommerdragt), Strandsneppe (Vinterdragt). Norsk: 
Rødspove, rustrød Langnæbbe. Svensk: Rustrod Långnåbba, Augusti- 
snåppa, Kopparsnåppa. 


AÅrtsm. Halen hvid med mange smalle, sortebrune Tværbaand; Næbet 
hos de Gamle dobbelt saa langt som Fodroden (hos de Unge 
1'/2 Gang saa langt); Mellemtaaens Klo kort og utandet; 
Vingerne uden Plet. 


Afbildn. Tab. XXXIlla. Han (Sommerdragt). — Suppl. Tab. 14. 
1, Han (Vinterdragt); 2, ung Fugl. 


Hannens Længde 13"/2—14”, Hunnens 157%”, Vinge- 
strækning 27—27%3", 

Næbet ved Roden gulrødt, derefter brunt, i Spidsen 
sort; Iris mørkebrun, Benene sorte. Den rustrøde Farve 
strækker sig i Sommerdragten over hele Underkroppen, lige 
fra Næbet til Halen; den er stærkere og renere end hos 
den sorthalede Kobbersneppe. 

Som Trækfugl er denne Årt hyppigere her i Landet 
end forrige. I Hages Fuglesamling fandtes flere Exemplarer, 
skudte paa Møen, hvoriblandt to i Sommerdragt; han havde 
ogsaa skudt den paa Sylt; Bonnez fik den ved Grenaa i 
Efteraaret 1850; Gammelgaard fik den i Sommerdragt fra 
Brøns ved Ribe; Mechlenburg fra «Batteriet» ved Flensborg. 
I det zool. Mus. findes 2 Expl. (Hanner) ligeledes i Sommer- 
dragt fra Brunsbuttel (Wøldike). Efter Boie er den påa 
Efteraarstrækket talrig i Juli, August og September påa 
græsrige Steder ved Hertugdømmernes Østkyst; men, efter 
Fleres Iagttagelser, endnu talrigere ved Vestkysten, hvor 
den paa Øerne Pelworm, Åmrom og Sylt findes i et saadant 
Antal, at Strandbredden paa sine Steder ganske er bedækket 
eller som farvet af dem; de blive der meget fede paa 


335 


Grund af den rigelige Næring påa de milelange Lavninger. 
Efter Teilmann ankommer den til Vestjylland først i Mai; i 
samme Maaned fandt Faber den paa Nordrerønnerne ved 
Læsø paa Trækket nordefter. Først ankomme de Gamle i 
ren Sommer- eller Overgangsdragt, og allerede sidst i Juli 
seer man ikke længer Individer med det rent Rustbrune; 
de Unge slutte Toget. I Norge forekommer den flokkevis i 
Østfinmarken, især under Træktiderne, men antages dog ogsaa 
at yngle der. Ved Landets sydlige og vestlige Kyster træffes 
den i ringe Antal om Foraaret, men noget talrigere påa 
Efteraarstrækket; dog har i de senere Aar store Flokke vist 
sig paa forskjellige Lokaliteter påa disse Kyster, og fra 
Jæderen er aarligt et betydeligt Antal blevet bragt tiltorvs i 
Stavanger. I de indre Dele af Landet, er den kun und- 
tagelsesvis bemærket. I det nordlige Sverrig yngler den 
almindeligt, muligvis ogsåa paa flere Steder i Mellemsverrig, 
hvor den, ligesom i de sydligere Provindser er hyppig paa 
Trækket, navnlig om Efteraaret. Paa Færøerne, island og 
i Grønland er den ikke iagttaget. 

Ligesom forrige Art er den meget nærgaaende og høi- 
røstet, naar Nogen nærmer sig dens Rede; til andre Tider 
er den yderst sky. Dens Næring er som foregaaendes; 
ogsåa Æggene ligne dennes, men de ere mindre, omtrent 
som Vibens, og Grunden er af en renere grøn Farve. 

Æggets Længde og Brede: 

penne Anm: 
65 » AT » 


Sneppeslægten, Scolopawr, L. 


Næbet langt, lige, tyndt, blødt og noget sammentrykt 
ved Koden; ud mod Spidsen tykkere, haardere og trindt; 
begge Næbene furede næsten i hele deres Længde; ved 
Næbroden en ophøjet Kant; Overnæbet længst.  Næse- 


536 


borene nær ved Næbroden, smalle, korte, uigjennemsigtige, 
liggende i en blød Hud. Hovedet sammentrykt med meget 
høj, lang Pande og kort Isse; de meget store Øine sidde 
høit oppe, tæt ved Issen. Benene middelhøie, svage, bløde. 
Fjerklædningen naaer ned til Hælen; Tarsen af Mellemtaaens 
Længde, kortere end Næbet; de 3 Fortæer ganske adskilte, 
Bagtaaen kort og høitsiddende, naaer Jorden med sin Spids. 
Vingerne middellange; iste og 2den Svingfjer i Regelen 
lige lange og længst; Halen kort, afrundet eller bredt til- 
spidset, bestaaende af 12 Styrefjer med indad krummede 
Skafter. 

Hverken Aarstiden, Kjønnet eller Alderen giver nogen 
paafaldende Forskjel i Farve og Tegning. Den eneste 
europæiske Årt, Skovsneppen, opholder sig og yngler i 
Skovene. Flugten er sædvanligvis rask og foregaaer i Zig- 
zaglinier. -Snepperne ere halve Natfugle: de ere mest i 
Bevægelse i Morgen- og Aftendæmringen og hvile om Dagen, 
holde sig da ubemærkede ved at trykke sig og ligge stille. 
Deres Næring bestaaer af Orme, Insektlarver og Insekter, 
som de med deres yderst følsomme Næb opsøge i Mudderet. 
I Parringstiden have Hannerne særegne Toner og foretage 
Bevægelser, som minde om Urfuglene. De have, påa Grund 
af deres overordenligt velsmagende Kjød en ivrig Fjende i 
Mennesket, der foretrækker dem og Bekkasiner for alt 
andet Fuglevildt. 


Skovsneppen, Scolopax rusticola, (L.). 


Dansk: Sneppe, Holtsneppe, Skovsneppe, Tornsneppe, Rødsneppe 

(Varieteter). I Vesterjylland skal den ligesom i Skaane, undertiden be- 

nævnes «Hesselhøne»”). Norsk: Rugde. Svensk: Morkulla (2: Mose- 

pige), Hasselhåne (Skaane), Hultingskrabba (Willands Herred). Færøisk: 

Mujresnujpa (M.), Myrusnipa (H.). 

”) Ved Mammen pr. Viborg kalde Bønderne den (ifølge Meddelelse fra 

Adj. Feddersen) «Biæder», fordi den om Foraaret sidder og snapper 
Bierne i Nærheden af Kuberne. 


Artsm. Baghovedet med sorte og rustgule Tværbaand; Underkroppen 
graagul med mørkebrune Bølgelinier; Halen har en oventil graa, 
nedentil sølvhvid Spids. 


Afbildn. Tab. XXXVIL 


Længe 14—14"9”"; Hunnen størst. Ungerne have op 
imod Hælen tykkere Tarser og et mere gråat Næb. 

Skovsneppens Træk begynder om Foraaret, i Alminde- 
hed fra den 12%te Marts, stundom nogle Dage før, og varer 
14 Dage, undertiden, naar Vind og Veir ere ugunstige, 
endog henimod 4 Uger; den kommer og gaaer bort med 
sydlig Vind, samtidigt med Vindrosselen, og vender i Oktober 
tilbage med nordlig eller nordøstlig Vind; sjeldent oppebier 
den gunstig Vind til de første Dage af November, endnu 
sjeldnere, og kun i meget milde Vintre, forblive enkelte i 
vore Skove, saaledes i 18%/043, da mange overvintrede her i 
Landet. I Febr. 1855 fik Fencker en dødfrossen gammel Han 
fra Roeskilde-Egnen, og den 24de Januar 1850 blev et 
Individ skudt ved en Isvaage i Limfjorden.  Då Sneppen, 
som bekjendt, især indfinder sig, naar Veiret er slet, har 
man villet paastaae, at den fortrinsvis trækker i Regn og 
Taage. Dog synes der at være større Sandsynlighed for, at 
netop det Modsatte finder Sted, nemlig at den helst trækker 
i godt Veir, og at den derfor, naar den paa sin Reise 
kommer til Steder, hvor Veiret ikke er godt, kaster sig for 
at oppebie bedre Veir til Reisens Fortsættelse; ved ind- 
trædende klart Veir efter Regn og Taage forsvinde Snepperne 
derfor som oftest meget snart, og har man godt Veir i den 
Tid, da deres Træk falder, indfinder der sig kun faa, som da i 
Regelen hurtigt drage videre (Fischer). I Foraaret 1872 indfandt 
Skovsnepperne sig usædvanlig tidligt; i Slutningen af Februar 
saaes de allerede paa Langeland, og under den langvarige 
Snestorm i Marts led de overordenligt meget; fra alle Kanter, 
især fra de østsjællandske Skove, indløb der Efterretninger 
om, at flere eller færre Individer vare tagne af Hunde, 
ihjelslagne med Stokke eller fangede med Hænderne, og i 


538 


Slutningen af Maaneden faldt en ned i Stormgade her i 
Byen og blev grebet med Hænderne. Den forekommer paa 
Trækket overalt i Skovegne og endog i Klitterne ved Vester- 
havet; enkelte Par forblive her for at yngle (Teilmann, Hage, 
Faber, Fischer),. hvilket Forfatteren i Juni 1850 selv havde 
Leilighed til at iagttage paa Øland i Limfjorden. I Vend- 
syssel yngle enkelte Par; Fischer fik i 1861 dens 4 Æg 
derfra allerede d. 13de April. Ifølge Fasanjæger Frederiksens 
Angivelse ynglede den i Kongelunden påa Amager i Sommeren 
1865. Paa Bornholm yngler den ikke sjeldent i Dålene mellem 
Klipperne. Ved Lindeved pr. Flensborg blev der for en 
Del Aar siden skudt en aldeles sort Varietet, en anden med 
hvidt Hoved og hvide Vinger og en tredie med hvide Pletter 
påa Hovedet og Ryggen; Skovfoged Christensen paa Møen 
skød i April 1852 en smuk isabellafarvet Varietet med rød- 
brun Tegning. I Jægersproget adskiller man undertiden to 
Varieteter, den sorte eller mørke og en rødagtig Skovsneppe, 
som benævnes «Torn»- eller «Rødsneppen». Paa den skandi- 
naviske Halvø er den almindeligst i den mellemste Del, navnlig 
i Skovegnene, hvor den yngler i Mængde.  SSparsommere 
træffes den mod Nord og paa de skovløse Strækninger, og 
kun enkeltvis N. f. Polarcirkelen. I Skaane og paa Norges 
sydlige og vestlige Kyster overvintre undertiden enkelte 
Individer. Paa Fjeldsiderne yngler den ikke ovenfor Naale- 
træregionen. Paa Færøerne vides den kun at være skudt 
én Gang, nemlig påa Nolsø i November 1852. 

Denne ængstelige Fugl er temmelig doven, sover meget, 
har en tumlende Flugt og holder Maaltid i Aften- og 
Morgendæmringen. Ved Opflyvningen udstøder den et hæst 
Skrig, Lokkestemmen lyder om Aftenen fra Luften og Par- 
ringspladserne. Ved Parringen teer Hannen sig som den 
skoggrende Urfugl, udbreder Halen vifteformigt og. lader 
Vingerne hænge. 

Den lever af Insekter og Orme, som findes under Mos 
og Løv, i Dynd og Kreaturgjødning. 


539 


Hunnen lægger som oftest i Midten af Mai 4 korte, 
ovale, glatte, blegt rustgule eller rustgraa, plettede Æg af 
43,5—48mm. Længde og 33—34mm. Brede; sine Unger om- 
flagrer den, naar Mennesker eller Hunde nærme sig, paa 
samme Maade som Agerhønen, med nedhængende Ben og 
Hale, uden at bekymre sig om sin egen Sikkerhed, blot for 
at bortlede Opmærksomheden fra Ungerne. 

Den skydes, som bekjendt, påa Anstand og for Hunden, 
men fanges ogsaa i Garn og Løbedoner. Kjødet, endogsaa 
Indvoldene, er især om Efteraaret meget velsmagende. 


Bekkasinslægten, Galllnago, Leach. 


Skinnebenets nederste Stykke nøgent.  Næbet fortil 
noget fladtrykt. 12—16 Styrefjer. 

Bekkasinerne, der saavel i Udseende som i Levemaade 
have meget tilfælles med Snepperne, opholde sig fortrinsvis 
ved Moser og Kjær, hvor de, ligesom hine, yngle i selv- 
skrabede eller naturlige Fordybninger i Jordsmonnet med et 
ubetydeligt Underlag for Æggene. 


Tredækker - Bekkasin, Gallinago major, (6im.). 


Syn. KScolopax major, Gm. — Scolop. media, Frisch. — Scolop. 
palustris, Pall. — BDcolop. paludosa, Retz. — Telmatias 
major, Boie. — ÅAscalopax major, Keys. d& Blas. 


Dansk: Stor Bekkasin, Tredækker. Norsk: Dobbelt Bekkasin. 
Svensk: Dubbel Beckasin. 


Artsm.  Vingedækfjerene oftest hvidspidsede, tildels med store, maåaane- 
formige Pletter; den yderste Svingfjers Skaft hvidagtigt; Halen 
bestaaer af 16 Styrere, hvoraf de 4—5 Sidefjer ere renhvide 
paa den yderste Halvdel; Brystet med sorte Bølgestriber. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. (Sco/opax major). 


35 


540 


Længde 11”, Vingestrækning 19”, Næbet 21/9”, 

Denne er større og lysere og har et kortere Næb 
end den dobbelte Bekkasin. Kroppen af en Turteldues 
Størrelse; Hunnen lidt større; Benene gråagrønne; Næbet 
blegt kjødfarvet, ved Spidsen sort; Iris mørkebrun.  Over- 
kroppen glindsende sortebrun med rødgule Pletter og hvid 
Tegning, hvoraf dannes lyse Tværbaand over Vingerne. 
Hovedet med en gulhvid Stribe langs ad Midten og gulagtige 
Striber over Øinene samt 4 lignende bredere langs ad 
Skulderdækfjerene og de ydre Rygfjer; de gamle Fugle, 
især Hunnerne, ere i det Hele mørkere end de unge; de 
rødgule Tegninger paa Oversiden ere sparsommere, og de 
lyse Længdestriber smallere. 

Dens Træk falder sidst i April eller først i Mai og i 
September. Man finder den temmelig almindeligt ynglende 
her i Landet. Paa Sjælland forekommer den imidlertid langt 
sjeldnere end i Jylland og vistnok kun undtagelsesvis yng- 
lende. Fischer fandt dog dens Unger i Ulstrup Mose. Den 
skydes bedst i Slutningen af August, men naar Forsommeren 
hår været tør, drage de fleste Tredækkere i Regelen bort, 
saasnart Ungerne ere stærke nok til at følge med, altsaa 
sidst i Juli, og fanges i Løbedoner paa Skoggerpladserne, 
hvor de anstille en lignende Leg som Urfuglene.  Jagt- 
elskere klage meget over dens Aftagen; den skal tidligere 
påa sine Steder, især i Jylland, -have været overordenlig 
talrig, fornemmelig i Træktiderne. I Norge yngler den i 
stor Mængde paa Fjeldene i de sydlige Stifter, men næsten 
udelukkende i Vidieregionen; kun påa Trækket sees den i 
større Antal paa Lavlandet. Langs Vestkysten og norden- 
fjelds yngler den påa mange Steder kolonivis ned til Havet; 
i Østfinmarken er den dog ikke bemærket. I Sverrig synes 
den ikke at gaae høiere op end til Upland. Paa flere Steder 
i Landets mellemste Provindser yngler den talrigt. I Skaane 
forekommer den især paa Trækket og synes ikke at yngle 
der. I vore nordlige Bilande er den ikke bemærket. 


541 


Den opholder sig i Regelen paa vaade, sumpige Steder, 
er ængstelig, men ikke egenlig sky og trykker sig, naar 
den mærker Fare. Medens Hunnerne ruge, færdes Hannerne 
om Dagen i Engene, samlede i større eller mindre Flokke. 
Midt i Juli kunne de fleste Unger flyve, og man træffer 
dem da sammen med Forældrene, undertiden flere Familier 
sammen i én Flok. Lidt senere hen paa Sommeren opløse 
Familierne sig, og de Gamle findes da for sig, enten parvis 
eller i smaa Flokke. Kun i Regnveir flyver Tredækkeren 
om Dagen,s0og da gjerne i smaa Flokke; naar Veiret er godt, 
flyver den først om Aftenen, hvorimod den om Dagen kun 
bevæger sig tilfods; mærker den Fare, kryber den vraltende, 
men dog temmelig raskt, idet den lægger hele Løbet langs 
ad Jorden for derved at skjules af Græsset; naar den paa 
en saadan Flugt finder et passende Skjulested, trykker den 
sig siddende med opløftet Hale, nedhængende Vinger, med 
Halsen indtrukket og Næbet bøjet ned ad mod Jorden. 5%) 
(Fischer.) Dens Flugt er langsommere og mere lige end 
den følgendes og gaaer ikke i Zigzag. Ved Opflyvningen 
kjendes den let fra følgende Art, idet den ikke saaledes 
som denne ledsager Flugten med et Skrig.  Næringen er 
som Skovsneppens. De 4 Æg lægges i Midten af Mai i en 
lille Fordybning i Græsset, uden synderligt Underlag og som 
oftest meget skjult; de ere meget større end den dobbelte 
Bekkasins, måt olivengrønne, med brungraa Punkter og sorte- 
brune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

40,5mm. 39mm. 
51 » BILEN) 

Naar Engene slaaes i sidste Halvdel af Juli, finder 

man oftere Æg, paa hvilke Hunnen har ruget saa fast, 


+) Angaaende Tredækkerens Levemaade, Jagten paa den o.s. v. henvises 
forøvrigt til Fischers udførlige Meddelelse derom i hans Afhandling 
over Yendsyssels Fugle. 
35% 


542 


at dens Hoved er blevet afmeiet af Leen. Om disse Fugle 
have ynglet anden Gang eller ere blevne forhindrede i at 
yngle tidligere, vides ikke. Kjødet holdes for det mest vel- 
smagende af alle Bekkasiners. Den er meget lettere åt skyde 
end følgende Art; undertiden kan man endog opdage den 
i Leiet. 


Dobbelt Bekkasin, Gallinago media,/Leach. + 


Syn. Scolopax gallinago, L. — Åscalopax gallinago, Keys. då 
Blas. — Gallinago scolopacinus, Bonap. — Telmatias galli- 
nago, Boie. 


Dansk: Horsegjøg, Rønnefugl (Als), Hingstefugl (alle tre Navne af dens 

vrinskende Stemme), Stensneppe, dobbelt Sneppe. Norsk: Enkelt 

Bekkasin, Mækregauk, Raagjeit. Svensk: Enkelt Beckasin, Horsgåk. 

Færøisk: Mujresnujpa (M.), Myrusnipa (H.). Islandsk: Myrispita, 
Myriskitr, Myruskitr, Hrossagoukr. 


Artsm. Yderste Svingfjer hvid i Yderfanen; Bryst og Bug hvide uden 
Pletter. Halen har 14 rustgule Styrere med sorte Baand og en 
hvid Spids. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. (Scolopax gallinago). 


Længde 11%", deraf Næbet henimod 3”, Hannen størst. 

Den har ikke såa mange og store hvide Pletter som 
forrige Art, og ingen Tværbaand over Vingen, hvilket giver 
den et ovenpaa mørkere Udseende; - alle Skafter påa Sving- 
fjerene ere brune. Næbet rødgraat med sort Spids; Benene 
med graagrønne Led, urent kjødfarvede; Iris brun. To rust- 
gule Længdestriber langs ad Ryggen, to lignende parallelt 
over Skulderdækfjerene, samt et Båand over Øiet og en 
smal Midtstribe over Issen af samme Farve. Underkroppen 
hvid, med Undtagelse af Halsen, som fortil og paa Siderne er 
rustgråa med sortagtige Pletter, der påa Siden af Struben 
danne to utydelige Længdestriber. . 

Den er den almindeligste Bekkasin-Årt hos os, baade i 
Træktiden og ynglende. Paa Bornholm træffes den dog 


543 


sjeldnere og kun sparsomt. Paa den skandinaviske Halvø er 
den almindeligt udbredt, navnlig i Syd- og Mellemsverrig 
og over hele Norge, med Undtagelse af Vestkysten, hvor 
den kun forekommer i ringere Antal. I de sydlige Dele af 
Landet synes den at foretrække det subalpinske og det al- 
pinske Gebet. Paa Færøerne, hvor den er Standfugl, fore- 
kommer den meget almindeligt. Til Island ankommer den 
i Slutningen af April og drager bort midt i Oktober med 
Undtagelse af enkelte Individer, der overvintre i Nærheden 
af de varme Kilder. I Grønland forekommer den kun til- 
fældigt. 

Ligesom forrige Art opholder den sig paa fugtige Enge, 
i Kjær og Moser samt ved Bredderne af Bække og Åaer, 
hvor den undertiden træffes i meget stor Mængde, men altid 
noget spredt. Dens Foraarstræk pleier at indtræffe omtrent 
samtidigt med Sneppens, hyppigt dog noget tidligere; Bølling 
saae den 22de Marts 1845 et Exemplar hos en Vildthandler 
i Kjøbenhavn, uagtet Isen endnu laae helt over til Sverrig 
og det hver Nat frøs 6—10?; den forlader os senest i 
Oktober, sædvanligvis i Slutningen af Sept. Ligesom Tre- 
dækkeren drager den dog langt tidligere bort, naar For- 
sommeren hår været meget tør. Blot enkelte overvintre 
ved Kildevæld og Bække, især i milde Vintre. Om Dagen 
ligger den mest skjult i Græsset og Fordybninger i Jorden; 
om Efteraaret, da den er meget fed, flyver den ikke op, 
før man er den ganske nær. Naar den bliver opjaget fra 
Reden, forholder den sig ganske taus; ellers lader den sin 
hæse Stemme høre, saasnart den bliver opskræmmet. Kun 
i Parringstiden svinger Hannen sig frivilligt i en stor Snegle- 
linie høit iveiret og lader, idet den gjør et raskt Buesving 
nedad, en egen Lyd høre, som frembringes ved Svingfjerenes 
dirrende Bevægelse. Samtidigt dermed hører man Hunnens 
Lokkeskrig nede fra Sumpen, og Hannen falder da pludseligt 
ned som en Sten for at parre sig med den.  Næringen 
bestaaer af Orme og Insekter. De 4 Æg, som findes sidst 


544 


i April, ere olivengrønne eller rødbrune med sortebrune 
Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 
Sy mm ge AGRE. gg 
42 » 30 » 
Man opsøger den med Hunde, skyder den paa Anstand 
og fanger den i Sneppegarn. Kjødet er fortrinligt. 


En Gallinago media med 16 Styrefjer (altsaa en Galh- 
nago Brehmu, Kaup.) blev i Decbr. 1835 skudt paa Glaciet 
ved Kjøbenhavn af Archivar Winther og sendt til det Kgl. 
Museum (Reinh.); en lignende Form blev skudt paa Møen 
mellem i1ste og dte September 1825 og sendt til E. Hage 
(ifølge en håandskreven Notits i afdøde Etatsr. Reinhardts 
Exemplaår af Teilmanns Haandbog. Bølling). 


Enkelt Bekkasin, Gallinago gallinula, (L.). 


Syn. Scolopax gallinula, L. — Telmatias gallinula, Boie. — 
Philolimnos gallinula, Brehm. 


Dansk: Stum Bekkasin, Buk. Norsk: Smaabekkasin. Svensk: 
Halfenkel Beckasin, Hårsnåppa, Rorsnåppa. 


Årtsm. Halen spidst tilrundet, bestaaende af 12 Styrere, hvoraf de 4 
yderste ere mørkegraa eller brune; langs ad Hovedet et bredt 
sort Baand. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. (Scolopax gallinula.) 


Længde 8”; Kroppen af en Lærkes Størrelse.  Næbet 
ved Roden rødgraat, udadtil mørkere, i Spidsen sort; Iris 
mørkebrun; Benene urent kjødfarvede, med graa Led. Paa 
Overkroppen lyse Længdestriber ligesom hos- forrige Art, 
men Ryggen og Skuldrene ere fløielsorte med meget stærk 
Metalglands, der skinner i Rødt og i Grønt, og den sorte 
Hætte, som mangler den lyse Længdestribe, har et rustgult 


545 


Baand paa hver Side fra Panden til Nakken; nedenfor dette, 
over Øinene, ligger en smal og kort, sort Stribe; Øien- 
brynene rustgule; fra Næbet til Øiet en sortebrun Stribe. 
Forhalsen bleggråa med brune Pletter; Hagen, Brystet og 
Bugen hvide. 

Denne Art vides ikke med Bestemthed at yngle hos os 
og er heller ikke såa hyppig som forrige, men dog talrigere 
end Tredækkeren. Dens Træk falder i April og September; 
Teilmann anfører den som ynglende i Vesterjylland, men 
saavel denne som andre Beretninger om dens Ynglen her i 
Landet maa som sagt indtil videre ansees som noget tvivl- 
somme; E. Hage såae den 20de Juni to i en Tørvemose 
ikke langt fra Tåastrup paa Møen; de holdt sig samlede og 
den ene svang sig i Luften ligesom den dobbelte Bekkasin 
i Rugetiden; han anfører i sine efterladte Notitser, at den 
ogsaa er funden ynglende i Holsten. Den 19%de August 
1871 modtog Feddersen et meget ungt Individ, skudt ved 
Lundgaard pr. Viborg. Enkelte tilbringe milde Vintre her 
ved Kildevæld o.s.v. Den 13de Februar 1850 saae Bølling 
et Par hos en Vildthandler i Kjøbenhavn, uagtet Vinteren 
havde været temmelig stræng. I Norge, hvor den ikke sjel- 
dent overvintrer i de sydlige Stifter, yngler den hist og her 
Nord for Dovre, helt op til den russiske Grændse, sjeldnere 
i de sydligere Egne. I Sverrig er den spredt over hele 
Landet og findes ogsaa ynglende paa mange Steder lige fra 
Skaane til Lapland. I vore nordlige Bilande er den ikke 
truffen. 

Den ynder lignende Lokaliteter som foregaaende Årt 
og forekommer ofte sammen med den; dog viser den sig 
ogsåa paa mindre vaade Steder. Som sine Slægtninge, 
skjuler den sig hele Dågen; den har en flagermuseagtig, 
usikker, flagrende Flugt, der almindeligvis ikke er ledsaget 
af nogen Lyd; den er uselskabelig og hår en svag Stemme, 
der sjeldent høres. De 4 Æg ere kortere, men tykkere og 
mindre pæreformige end den almindelige Ryles; de ere graa- 


546 


grønne med sortebrune Pletter, der mest ere samlede paa 
den butte Ende. 
Æggets Længde og Brede: 
on, Om: 
AL » BAS) DD 
Da den lader sig komme meget nær (hvorfor man ogsaa 
har holdt den for døv), er den let at skyde. Om Efteraaret, 
da den bliver særdeles fed, ligger den undertiden saa fast, 
at den lader sig gribe med Hænderne. Kjødet er meget 
velsmagende; dens Næring er som de foregaående Årters. 


6Gte Familie: Langtaaede, Macrodactylz, Cuv. (Sumphøns). 


Næbet kort eller middellangt, med skarpe Kanter, 
sammentrykt og but tilspidset. 

Benene meget udviklede, nøgne op over Hælen, med 
4 lange Tæer, som kun hos én Art have Svømmelapper, 
hos de andre ere frie.  Bagtaaen lavt siddende, berører 
Joråen med det Halve eller Trediedelen af sin Længde. 

Vingerne korte, butte, brede, hvælvede, med svage 
AÅrmknokler og korte Svingfjer og derfor uskikkede til ud- 
holdende og hurtig Flugt. 

Halen kort, næsten skjult af Dækfjerene, med 12 Styrere. 

Hovedet er lille, Halsen middellang, Kroppen sammen- 
trykt; Kjønnene ere kun lidet forskjellige. De herhen 
hørende Arter opholde sig blandt Siv, Rør og andre høie 
Planter, ved Kjær, Moser, Damme, Søer 0. s. v., nogle paa 
Enge og i Kornet paa Marken; de flyve kun ugjerne og 
mindre godt, men løbe desto bedre og søge dels derved, 
dels ved at dykke under Vandet, at undgaae deres Fjender. 
Deres Føde bestaaer af Insekter, Larver, Orme og Skaldyr; 
de lægge et stort Antal Æg, og Ungerne forlade strax Reden 
for selv at opsøge deres Næring. 


547 


Rixeslægten, Rallus, L. 


Næbet længere end Hovedet, af samme Længde som 
Tarsen, lidt bueformigt, sammentrykt, med en Næbfure, der 
gaaer ud over Midten; Næseborene nær ved Næbroden, 
smalle og gjennemsigtige. Benene have lange, næsten 
adskilte Tæer, af hvilke Mellemtaaen er længere end Tarsen. 
Vingerne hvælvede, korte, brede, iste Svingfjer kortere 
end Zden, denne og 3die længst; Halen kortere end 
Vingerne, med 12 bløde Styrere. Fjerklædningen meget tæt, 
skikket til at holde Vandet ude. 

Rixerne beboe de med Siv, høit Græs og Buske be- 
voxede Ferskvandsbredder, hvor de holde sig meget skjulte; i 
Nødsfald kunne de svømme. De løbe med største Hurtig- 
hed, men flyve sjeldent, ugjerne og flagrende.  Næringen 
bestaaer af Insekter;, Snegle, Orme og Frø.  Kjønnene ere 
ens, men Ungerne anderledes farvede. Den eneste euro- 
pæiske Art er hos os Trækfugl. 


Vandrixen, Rallus aquaticus, L. 
Syn. Gallinula sericea, Willugb. 


Dansk: Vandvagtel, Vandrixe, Skovrixe, Knarkand (Thy). Norsk: Vand- 
rixe, Jordkenne. Svensk: Vattenrall. Færøisk: Iearakona (M.), 
Jårdakona (H.). Islandsk: Kéldusvin. ”) 


Artsm. Siderne af Bugen sorte med hvide Tværstriber; Overkroppen 
sortplettet, olivenbrun; Ansigtet, Forhalsen og Brystet blaagraa. 


Afbildn. Tab. XXXVIII, gå. Han. — Suppl. Tab. 18, ung Fugl. 


Længde 10—10"9”; Hunnen mindst. 
Næbet zinnoberrødt med brun Ryg og Spids; Benene 


") Ifølge Faber (Prodrom. d. isl. Ornith. Pag. 31 og Ueber d. Leb. d. 
hochnord. Vog. Pag. 231 A) tilkommer det islandske Navn Keldusvin 
oprindeligt den der omhandlede Art, men enhver nogenlunde stor 
Sumpfugl, der kun sjeldent indfinder sig paa Island (f. Ex.. Viben, 
Brushønen 0. s. v.), bliver af Beboerne betegnet med det samme Navn. 


548 


rødagtiggraa, Iris gulrød. Den unge Fugl adskiller sig især 
ved Bugsidens Farver; den er hvid paa Struben, rustgul 
paa Brystet med sorte Tværpletter, og de hvide Tværbaand 
påa den sorte Bug have rustgule Kanter. 

Vandrixen er her i Landet hyppigst i Træktiderne i 
April og Oktober. Enkelte Individer forblive her om Vin- 
teren, naar den ikke er altfor haard. Ved Roeskilde blev 
saaledes et Exemplar skudt i Februar 1855 (Fencker), et 
andet ved Adelersborg den 8de Februar 1865 (zool. Museum); 
Adj. Feddersen fik den ved Viborg den 1ste November 1869, 
og Apoth. Bagge i Maribo skød for en Del Aar siden midt 
om Vinteren et udhungret Individ, der stod i en Rendesten 
i Nysted. I 1867, da den strænge Vinter indtraadte temmelig 
… pludseligt, modtog Fischer en gammel Han fra Dronninglund, 
hvor den var fanget i Kostalden, og ved Nytaarstid en Han 
fra Frederikslund, ligesom han i Januar samme Vinter saae 
"flere Individer hos Vildthandlerne i Kjøbenhavn. Den yngler 
sjeldnere her, saaledes ved Rosenholm (Baron Rosenkranz); 
Forfatteren fandt den ynglende ved Ringkjøbing Fjord, og 
Dyrlæge Grill fandt dens Rede med 10 stærkt rugede Æg 
den 18de Juli 1865 i Snavemosen ved Søndersø pr. Odense. 
Mechlenburg meddeler, at den i Omegnen af Flensborg flere 
Gange er tyet ind i Staldene om Vinteren og såaledes bragt 
ham levende. Prof. Melchior fik den påa samme Aarstid 
flere Gange ved Herlufsholm, altid kun med YVandsnegle i 
Maven. I Norge forekommer den især påa Vestkysten, hvor 
den ikke sjeldent overvintrer.  Ynglende træffes den dog 
sparsomt og ikke N. f. Trondhjemsfjorden. i Sverrig findes 
den spredt, navnlig i de mellemste Provindser, stundom 
overvintrende. Paa Færøerne er den almindelig ”) og sees 
navnlig hyppigt om Efteraaret, især i det høje Græs. Sys- 


"y H. C. Muller 1. c. p. 26—27. Fischer anfører i sine ulagttagelser» 
(p. 43) som en Mærkelighed, at han har et Exemplar af denne Fugl 
fra Færøerne, og tilføjer, at Sysselmand Muller betragter dens Fore- 


549 


selmand Miller antager, åt den er Standfugl og altsaa yngler 
påa disse Øer. Paa Island er den, ifølge Faber (Prodr. 
Pag. 31) sjelden, men optræder der som Standfugl og til- 
bringer Vinteren ved de varme Kilder. I Grønland vides 
den ikke at være bemærket. 

Reden findes sidst i Mai, undertiden noget senere, 
blandt: Græs og Rør, oftest paa en Tue; de 6—10, sjeldent 
flere, Æg ere glindsende rødgule med rødbrune Pletter og 
Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

Sy: UDE 
39 » DIEED 

I Foraaret 1862 holdtes en Vandrixe i Fangenskab i 
den herværende zoologiske Have sammen med en Del Smaa- 
fugle; den maatte imidlertid fjernes, da den efter kort 
Tids Forløb overfaldt disse, rev Bugen op påa dem og 
fortærede deres Indvolde. 

Kjødet er velsmagende. 


Vagtelkongeslægten, Crex, Bechst. 


Næbet kortere end Hovedet, sammentrykt, Næsefuren 
stor, Næseborene næsten ægformige. Benene middellange, 
fjerklædte næsten ned til Hælen; Tæerne næsten ganske ad- 
skilte, middellange. Vingerne hvælvede, naae ikke ud til 
Halens Spids.  Skulderfjerene lange, række næsten ud til 
Vingespidsen; den og 3die Svingfjer længst.  Fjerklæd- 
ningen ikke saa tæt som hos forrige Slægt. 

Vagtelkongerne ere mere Landfugle end Arterne af forrige 
og følgende Slægt; de opholde sig ofte paa ganske tørre Steder, 
naar disse blot ere bevoxede med høie Væxter. Vel træffes 
de ogsaa paa fugtige Enge, men efter Høslætten findes de 


komst der som aldeles tilfældig (!). I det zool. Museum findes et 
Expl. fra Færøerne (1837). 


550 


paa Korn- og Kløvermarker, og efter Kornhøsten i Krat og 
Skove, indtil de drage bort. De bane sig Gange i Græsset, 
løbe i disse og i Grøfterne sikkert og ubemærkede og flyve 
ikke op, før Hundens eller Menneskets næsten umiddelbare 
Nærhed tvinger dem dertil; deres Flugt er tung, men de 
løbe overordenligt hurtigt. De leve af Græsfrø, Insekter, 
Larver og Orme og lægge 6—12 Æg. Kjønnene ere kun 
lidet forskjellige. 


Almindelig Vagtelkonge, Crex pratensis, Bechst. 


Syn. Rallus crex, L. — Gallinula crex, Lath. — 
Ortygometra crex, Leach. 
Dansk: Vagtelkonge, Agerrixe, Engsnarre, Skræpfugl, Agerhøne (Born- 
holm). Norsk: Agerrixe. Svensk: Angknarr, Kornknarr, Vaktelkung, 
Gråsskåre, Ångsnårpa (Skaane), Bjuggbit (Vestgåtland), Seidreifver (Gott- 
land). Færøisk: Eåkurskrivt (M.), Akurskrift (H.). 


Årtsm. Vingen brunrød.  Overkroppen olivenbrun med sorte Pletter, 
Underkroppen hvidagtig, Forhalsen askegraa, Siderne med rød- 
brune og hvide Tværbaand. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. 


Længde 10”, 

Næbet kjødfarvet med mørkere Spids og rødgraa Ryg- 
kant; Iris mørkt graabrun, med Alderen lysebrun; Benene 
urent kjødfarvede; hos de Unge ere disse noget mere graa, 
de sorte Pletter paa den olivenbrune Overkrop mindre og 
det Askegraa paa Halsen mangler. 

Vagtelkongen yngler påa mange Steder her i Landet, 
især paa frugtbare Enge. I Træktiderne, Mai og Oktober, 
er den almindeligst.  Påa Bornholm forekommer den ikke 
hyppigt. I Norge yngler den overalt i Landets lavere lig- 
gende Egne helt op til Polarcirkelen; langs Vestkysten er 
den især talrig paa Strækningen mellem Jæderen og Trond- 
hjemsfjorden.  Påa Fjeldsiderne træffes den ikke oven over 
Grændsen for Agerlandet. Et enkelt Individ er truffet ved 


551 


Tromsø (c. 70? n. Br.) i Sommeren 1868. I Sverrig er den 
spredt over hele Landet, undtagen den allernordligste Del, 
men findes overalt kun i ringe Antal; hyppigst forekommer 
den i Kystegnene. Paa Færøerne er den ikke sjelden og 
siges at forekomme ynglende der. Fra Island kjendes intet 
Exempel paa dens Forekomst, men i Grønlånd er den truffen 
enkelte Gange. 

Den er en net Fugl, der ved at sammenkrympe og 
udstrække Kroppen ofte indtager de forunderligste Stillinger. 
Om Natten, især efter Regn, saåaavelsom ofte om Dagen, 
lader den sit bekjendte, skjærende Skrig høre. Man seer 
den yderst sjeldent, da den holder sig skjult mellem de høie 
Væxter, hvor den flygter ved at løbe og kun meget nødigt 
flyver op; lettest bliver man den våer i de første Par Uger 
efter dens Ankomst, da de tørre Dele af Engene endnu have 
kort Græs; gaaer man da i Zigzag over de med længere 
Græs bevoxede fugtige Steder, kan man let uddrive den, 
uden at den flyver op. Den løber med buet Ryg, næsten 
krybende påa Bugen og med ualmindelig Hurtighed. De 
7—10, stundom 12 Æg, som findes i Juni, ere noget større 
end Vandrixens, af finere Korn, glatte, gulagtighvide, med 
rødbrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

34 mm. YGImm: 
39,5 » 28 » 

Næringen bestaaer af Insekter, Larver, Orme og tynd- 
skallede Snegle, sjeldnere Frø. 

Dens Kjød er meget velsmagende. Man skyder den 
for Hunden og ved, som oven anført, at drive den ud af sit 
Skjul, eller fanger den i Løbedoner. 


Sumphønesiægten, Ortygometra, Leach. 


Næbet kortere end Hovedet, høit og sammentrykt, lige, 
med brede, spalteformige Næsebor. Benene kraftige, nøgne 


552 


temmelig høit over Hælen, med lange adskilte Tæer, som 
have en smal Hudkant; Bagtaaen sidder højere oppe paa 
Tarsen end hos foregaaende Slægt. Vingerne korte, 
Skulderfjerene korte, naae ikke til Vingens Spids. Hovedet 
helt fjerklædt. Kroppen stærkt sammentrykt. Fjerklædningen 
tæt og skikket til at holde Vandet ude.  Kjønsforskjellen 
ubetydelig, Hannen størst. 

De leve i Sumpe med høit Græs eller Rør, løbe hur- 
tigt og holde sig meget skjulte; de kunne tildels svømme og 
og dykke godt, men søge dog gaaende deres Føde, som 
bestaaer af Insekter, Orme, Skaldyr og Frø. Ofte seer man 
dem gaåaae paa Vandplanternes flydende Blade og Stængler. 
Paa Vandringen søge de ligesom Vandrixen, undertiden ind 
i Husene; de ere fornemmelig i Bevægelse om Natten og 
lægge i en løst bygget Rede i Nærheden af Vandet 6—12 
(efter nogle 16) Æg. 


Piettet Sumphøne, Ortygometra porzana, (L.). 
Syn. Rallus porzana, L. — Gallinula porzana, Lath. 


Dansk: Rørvagtel, Vandvagtel, plettet Rørhøne. Norsk: Smaaplettet 
Sumphøne. Svensk: Småflåckig Sumphona. 


Artsm. Overkroppen mørkebrun, sortplettet med hvide Punkter og 
Bølgelinier; foran og over Øiet en lys, askegraat punkteret 
Stribe, foroven og forneden indfattet af en lignende rustgraa. 
Forhalsen og Brystet askefarvede, hvidt punkterede, Bugen hvid; 
Siderne med olivenbrune og hvide Tværstriber, Underhaledæk- 
fjerene rustgule. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. (Gallinula porzana). 


Længde 8%4”; Vingestrækning 14”. 

Næbet graagrønt, ved Roden orangegult, hos meget 
gamle Hanner næsten rødt. Benene graagrønne; Iris rød- 
brun. I Efteraarsdragten er det Askegraa mere olivenbrunt 
og det Hvide mindre rent. Den unge Fugl har mere Hvidt 
og gulgrønne Fødder, 


553 


Den plettede Sumphøne yngler ikke sjeldent hist og her 
i de danske Provindser, f. Ex. ved Aarhus (Faber, Bølling), 
flere Steder i Vendsyssel, f. Ex. ved Dronninglund og Gaardbo 
Sø (Fischer), ved Vilsund pr. Thisted (Heiberg), Vilslev 
pr. Ribe (Teilmann), Gedsørgaard, Sorø og Herlufsholm 
(Melchior), Helsingør (Steenberg), ved Moorsøen og Schwen- 
tine, samt ved den slesvigske Vestkyst (Boie), ved Flensborg 
(Mechlenburg), paa Østrupgaards Inddæmning (1868, Grill). 
Paa Bornholm forekommer den af og til. Paa den skandi- 
naviske Halvø er den udbredt over det sydlige og mellemste 
Sverrig og langs Norges sydlige og vestlige Kyst op til 
Trondhjemsfjorden, men dog overalt temmelig sparsomt. 
I det Indre af Norge er den sjelden. Paa Færøerne, Island 
og i Grønland er den ikke truffen. 

Den opholder sig blandt høit Græs, Siv og Rør ved 
Bredderae af Damme, Aaer, Tørvegrave o0.s.v., hvor den 
ofte allerede indfinder sig i Begyndelsen af April, og forlader 
os i September og Oktober. Ligesom Vagtelkongen er den 
meget vanskelig at faae til at flyve op, idet den altid søger 
at frelse sig ved at løbe og finde et Skjulested. Om Aftenen 
og om Natten hører man dens Skrig; den nærer sig som 
Vagtelkongen og lægger i Midten af Juni 6—10 graagule, 
fint punkterede, graat- og rødbrunt plettede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

BOJE 24 mm. 
BED 25» 


Dværg-Sumphøne, Ortygometra minuta, (Pall.). 
Syn. Rallus minutus, Pall. — Rallus pusillus, Gm. — Gallinula 
pusilla, Bechst. — Crex pusilla, Licht. 
Dansk: Dværg-Rørhøne. Svensk: Lilla Sumphéna. 


Årtsm. Overkroppen olivenbrun, Midten af Ryggen sort med ovale, 
hvide Pletter; Hoved, Hals og Bryst samt Bugsidefjerene med 
Alderen skiferblaa, de sidste hvidbaandede. Næb og Ben grønne. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. (Galltnula pusilla). Suppl. Tab. 18 Han og ung Fugl. 


554 


Længde 7—8”. 
Denne Sumphøne, hvis egenlige Hjem er Mellemasien 
og det sydøstlige Europa, er kun truffen som en ganske 
tilfældig Gjæst her i Landet. Saaledes er den efter Boie 
(Wiedem. zool. Mag. Bd. I, Stk, I, p. 117) seet ved Kiel; 
den skal ogsaa være truffen paa Møen (Scheelj og paa Vils- 
lev Enge (Teilmann). I det øvrige Skandinavien er den kun 
truffen en eneste Gang, idet den blev skudt paa Gottland i 1856. 
Den yngler meget skjult i Sumpene og lægger 6—10 
Æg, der ligne foregaaende Åris, men ere mindre. 
Æggets Længde og Brede: 
Slum. 2 mm. 
35 » 23 v 


Rørhøneslægten, Galltnula, Briss. 


Tæerne have ingen Hudkant paa Siderne. Påanden uden 
Fjerklæduing. siste Svingfjer kortere end 6te, ?den og 
3die længst. 


Rødblisset Rørbøne, Gallinula chloropus, (L.). 
Syn. Fulica chloropus, L. — Gallinula fusca, Lath. 


Dansk: Grønbenet Vandhøne, rødblisset Vandhøne, Suderhøne (Jylland). 
Norsk: Grønbenet Vandhøne. Svensk: Sumphona, gronfotad Sumphona. 


Artsm. Skifersort; Ryggen mørkt olivenbrun; den nøgne Pandeplet rød; 
de mellemste Underhaledækfjer sorte, de yderste hvide. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. 92 Han. — Suppl. Tab. 18, ung Fugl. 


Denne Årt danner Overgangen til Vandhønsene, fra hvilke 
den dog let skjelnes ved Mangelen af Svømmelapper paa 
Tæerne. Hos de Gamle ere båade Pandepladen og Næbet 
(blot med Undtagelsen af Spidsen, som er gulgrøn) høirøde; 
hos de Unge ere derimod disse Dele graagrønne; Iris med 
Alderen rødbrun, hos de Yngre graabrun; Benene lysegrønne 
med høirøde Baand over Hælen. Hos den unge Fugl er 


553 


Struben hvid, Forhalsen og en Plet under Øiet hvidagtige, 
Bugsiden Brertek med Olivenbrunt påa Siderne. 

Rørhønen forekommer temmelig almindeligt ynglende 
her i Landet f. Ex. paa Møen (Scheel), ved Tranekjær, (Skov- 
rider Kruhåfer), ved Gedsør paa Falster, ved Sorø (Melchior) 
og Qurebygaard (Hage); Sidstnævnte var engang med + at 
fange den paa Herlufsholm, hvor den fløi ind i Skolebyg- 
ningen; Boie fandt den hist og her i de forhenværende danske 
Hertugdømmer, og Mechlenburg traf den ynglende ved Rund- 
toft, Gelting og Østergaard i Slesvig. Ifølge Grills Med- 
"delelse yngler den i en Mose ved Skaarup pr. Svendborg, 
og i Odense- Egnen, hvor den ellers synes at være meget 
sjelden, fandt han den ynglende i 1875 i Hjæres Mose ved 
Margaard. Den træffes af og til påa Bornholm. Paa den 
skandinaviske Halvø yngler den navnlig i Kystegnene, saavel 
i Norge som i Sverrig, men den synes at forekomme meget 
sparsomt. Paa Færøerne, hvor den heller ikke er hyppig, 
har Sysselmand Miller faaet den tre "Gange. 

Dens Træk falder sidst i April eller først i Mai og i 
August—September. Den har en raskere Flugt end Sump- 
hønsene og kommer oftere frem af sit Skjul end disse. Saavel 
nåar den løber som naar den svømmer, slaaer den sin korte 
Hale op og ned og nikker med Hovedet. Paa de svømmende 
Blade og Vandplanter spadserer den med lange gravitetiske 
Skridt. Ved gjentagne Forfølgelser bliver den meget let sky, 
saa at man kun med stor Vanskelighed kommer den paa Skud. 
Næringen er som Sumphønsenes ; paa en stor, ofte svømmende, 
af Rør og Blade sammensat Dynge med en lille Fordyb- 
ning i Midten lægger den i sidste Halvdel af Mai 8—10 
gulgråa Æg, der ere bestrøede med violette, askegraa og 
brune Punkter. 

Æggets Længde og Brede: 

AD uam ZOND: 
Åb » BØ KEN 
Kjødet er mindre behageligt. 


556 


Vandhøneslægten, Fulica, L. 


Næbet kortere end Hovedet, tykt, lige, kegleformigt, 
sammentrykt, med skarpe Rande; Næbryggen gaaer høit op 
påa Panden, hvor den er bedækket med en stor hvid Plade; 
Næseborene i en breå Næsefure i Midten af Næbet, lange 
og ovale, gjennemsigtige, foroven omgivne af en Hud. 
Benene temmelig langt tilbage, sammentrykte, kraftige, 
nøgne kun lidt op over Hælen, med lange Tæer; Svømme- 
bræmmen danner paa Indertaaen 2, paa Mellem- og Ydertaaen 
3 Buer; Bagtaaen, som berører Jorden med næsten hele sin 
Længde, har en hel Svømmehud; Kløerne temmelig store, 
ikke meget krumme, men spidse og skårpe. Vingerne 
temmelig korte, med 27 Svingfjer, af hvilke Zden og 3die ere 
længst og 1ste omtrent af samme Længde som dte; Halen 
kort, afrundet, med 12 bløde Styrere. Kroppen er sammen- 
trykt og beklædt med tætte, dunagtige Fjer. 

Med de følgende Slægter danner denne Overgangen til 
Svømmefuglene. Vandhønsene tilbringe den meste Tid paa 
Vandet, hvori de ogsaa søge Næring; de dykke fortræffeligt, 
med tilsluttede Vinger og et lille Spring, løbe undertiden 
rask omkring ved Bredderne og søge at undgaae Fare ved 
at flyve, dykke og ved at skjule sig i Rør og andre høie 
Vandplanter. Om Sommeren leve de og yngle ved Fersk- 
vand, i Træktiden træffer man dem ogsaa i Håvbugterne. 
Deres Næring, som de fortrinsvis søge om Natten, bestaaer 
af Insekter, Orme og Vandplanter. Kjønnene ere hinanden 
temmelig lige; Hunnen noget mindre end Hannen. 


Sort Vandhøne, Fulica atra, L. 
Syn. Fulica aterrima, L. — Fulica æthiops, Sparrm. 


Dansk: Blishøne, Blisand, Blæsand (Thy), Bliskalv (Als). Norsk: Blis- 
høne, Rørheø, Blarand. Svensk: Sothona, Vattenhåna.  sFærøisk: 
Sjouhona (M.), Sjohona (H.). 


L/ 


557 


Artsm. Hoved, Hals og nedre Haledækfjer sorte, ellers mørkt blaaliggraa 
over hele Kroppen; Pandepladen, Næbet og Vingeranden hvide. 
Ung Fugl: olivenbrun. 


Afbildn. Tab. XXXVIII. g/. Han. — Suppl. Tab. 18, ung Fugl. 


Længde 17”. 

Iris hos de Unge brungul, siden brun, med den høiere 
Alder mørkerød; Benene uformeligt store, grøngraa, paa 
Forranden gule; Tæerne med deres Svømmelapper blyfarvede. 

Den er her i Landet almindelig paa større Damme og 
Søer, ankommer i April, forlader os først meget sent paa 
Efteraaret og overvintrer undertiden. Ynglende forekommer 
den mangfoldige Steder, baade i Danmark og de forhenværende 
danske Hertugdømmer. I Vendsyssel synes den dog ikke at 
yngle, og påa Bornholm vides den end ikke at være truffen. Paa 
den skandinaviske Halvø er den almindelig påa mange Steder 
i det sydlige og mellemste Sverrig. I Norge er den ikke 
sjelden i de sydlige Lavlande, hvor den yngler; i Halvøens 
nordligste Egne er den nu og da truffen og angives endog 
at være funden ynglende i Østfinmarken. Paa Færøerne 
forekommer den hyppigt om Efteraaret og Vinteren. I vore 
andre nordlige Bilande er den ikke bemærket. 

Lokkestemmen høres især om Natten og minder noget 
om Hundeglam. Reden, der ofte er svømmende, bygger den 
først i Mai mellem Rørene og lægger 7—10 graagule, sort- 
og brunprikkede Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

WO mm Svend, 
57,5 '» 39 » 

I Parringstiden ligge Hannerne bestandigt i Strid baade 
indbyrdes og med andre Fugle, der yngle omkring dem, 
ogsaa med de tamme Ænder. Dens Kjød har en trannet 
Smag; de Gamle spises derfor ikke gjerne; derimod ere de 
Unge ret velsmagende. Den bliver let tam og kan fodres 
med Fisk. 


36 


558 


Den skydes bedst ved at lade Hunden jage den ud af 
Rørene. I Fældetiden kan den ikke flyve. 


Yde Familie: Svømmesnepper, Hygrobatae, Bonap. 


Næbet tyndt, lige eller opadbøiet. 

Benene tynde, middellange eller meget lange; For- 
tæerne lappede eller tildels forenede ved en Hud. Bagtaaen 
kort og højtsiddende eller manglende. 

Vingerne temmelig lange og spidse. 


Vandtræderslægten, Phalaropus, Briss. 


Næbet middellangt, tyndt, svagt, lige, ved Roden (eller 
i hele sin Længde) fladt; baade Overnæbet og Undernæbet 
furede, Næbrandene ikke indbøiede; Næseborene ved Næb- 
roden, ægformige, fremstaaende, omgivne af en Hud. 
Benene middellange, tynde, nøgne langt over Hælen; Tar- 
sen sammentrykt og af samme Længde som Mellemtaaen ; 
de 3 Fortæer i første Led forbundne ved en Svømmehud, 
der fortsættes med randtakkede Lapper ud langs Tæernes 
Sider; Bagtaaen uden, eller dog kun med Spor til, Svømme- 
hud. Vingerne middellange, 1ste og 2den Svingfjer lige- 
lange og længst; Halens 12 Styrere ensfarvede; de midterste 
længst og mørkest. Kroppen tæt besat med Dun, og Fjer- 
klædningen tæt tilsluftende. 

Disse smaa Fugle ligne i deres Legemsbygning Strand- 
løberne, men danne ved deres lappede Fødder Overgangen 
til Svømmefuglene. De svømme med stor Færdighed, saavel 
langt ude paa Havet, hvor de endog trodse de oprørte Bøl- 
ger, som paa Damme og Søer. De foretrække dog Salt- 
vand og saltholdige Sumpe for Ferskvand, men yngle dog 
ved "Bredden af Søer og Damme. De parre sig påa 
Vandet og lægge 4—6 Æg uden synderligt Underlag i 
Græsset. Allerede Faber gjorde den lIagttagelse, at kun 


559 


Hannen har Rugepletter, men han antager desuagtet, at begge 
Kjøn deltage i Rugningen, hvilket ogsaa Nilsson bekræfter. 
Holbøll derimod «troer at have opdaget», at Hunnen aldrig 
ruger (Ornith. Bidr. t. d. grønl. Fauna. Naturhist. Tidskr. 
åde Binds 4de Hefte). 'Næringen bestaaer af smaa Insekter, 
Insektlarver, Krebsdyr og Orme. De fælde to Gange om 
Aaret; Søommerdragten er sort, rustbrun eller rustgul, Vinter- 
dragten askegraa og hvid; Hunnen er større og smukkere 
end Hannen, ellers ligne de hinanden, hvorimod Ungerne 
ere meget forskjellige fra de Gamle. 


iste Underslægt: Smalfnæbede, Lobipes, Cuv. 


Smalnæbet Vandtræder, Phalaropus hyperboreus, (L.). 


Syn. Tringa hyperborea, L. — Tringa lobata, L. — Phalaropus 
cinerascens, Pall. — Phalaropus ruficollis, Pall. — Phalaropus 
angustirostris, Schinz. — Phalaropus cinereus, Briss. — Tringa 
Fulicaria, Penn. — Lobipes hyperboreus, Cuv. 


Dansk: Odinshane. Norsk: Smalnæbet Svømsneppe, Smokdabot, 

Fisklita. Svensk: Smalnåbbad Simsnåppa. Færøisk: Helsareji (M.), 

Hålsareydi (H.). Islandsk: Sundbani, Odinshani. Grønlandsk: 
Nelloumirsortok (3: svømmer dristigt). 


AÅrtsm. Næbet smalt og tyndt, ved Roden fladt, imod Spidsen tyndere. 
Bagtaaen uden Spor af Hudfold. 


Afbildn. Tab. LI, a. (Phalaropus cinereus). — Suppl. Tab. 33. 
1, Vinterdragt, 2, ung Fugl. 


Længde 7—7"p2"”". 

Af en Marklærkes Størrelse; Næbet sort, svagt og syl- 
formigt; Iris mørkebrun. Benene hos de Unge rødagtige, 
Leddene og Lapperandene graagrønne; hos de Gamle have 
Benene en uren lyseblaa (i Parringstiden grønagtig) Farve 
og sorte Led; Indersiden af Tarsen og den indre Svømme- 
hud kjødfarvede (i Parringstiden gulagtige), Tæerne og 
Lappesaalerne sorte.  Sommerdragt: Overkroppen sortebrun 


560 


med rustgule Fjerkanter og et hvidt Baand over Vingen; 
Hætten og Underhalsen mørkt askegraa, Struben renhvid, 
Nakken og Overhalsen rustrøde, Brystet, Bugen og Over- 
gumpen hvide, gråaplettede. Et hvidt Baand fra Næbet 
over Øiet til Nakken er mere eller mindre tydeligt. I Vin- 
terdragten ere alle de brune og rustgule Farver og Teg- 
ninger forsvundne; Overkroppen er graa, Underkroppen 
hvid med rødagtigt Skjær paa Underhalsen. Hunnen har en 
næsten ganske sort Hætte, og det brunrøde Halsbaand er 
smukkere. Den unge Fugl ligner de Gamle i Vinterdragten, 
men har mere Rustbrunt og Rustgult end disse. 
Odinshanen har hjemme i det høje Nord, i Nærheden 
af og indenfor Polarkredsen. Paa Vintertrækket besøger 
den os undertiden, men dog temmelig sjeldent. Den er 
skudt ved Helsingør og i November 1825 seet svømmende 
der i Havnen (Steenberg); Bonnez fik den ved Grenaa i 
Efteraaret 1850; Teilmann har én Gang skudt den ved Fil- 
søen; den er ligeledes skudt paa Møen (Scheel) og ved 
Siiens Udløb (Boie). I Slutningen af Septbr. 1871 blev et 
Exemplar skudt af Greve W. Lerche ved Saltbæk Vig og 
sendt til Fischer; en Han blev den 20de September 1874 
skudt påa Saltholm af Stud. med. Frisch og foræret til 
det zoologiske Museum. I Norge yngler den almindeligt 
ved Indsøer og Ferskvande indenfor Polarcirkelen , baade 
påa Øerne og paa Fastlandet, helt op til den russiske 
Grændse. Om Efteraaret og Vinteren træffes den ofte ved 
Landets sydlige Kyster, og i de senere Aar er den funden 
ynglende i Vidiebæltet paa de sydlige. Høifjelde. I Sverrig 
forekommer den ligeledes fortrinsvis i den nordligste Del, 
men dog mindre hyppigt end i Norge. Under Træktiderne 
er den bemærket paa Øerne i Østersøen og ved Sverriges 
sydlige Kyster, dog kun ganske undtagelsesvis. Paa Fær- 
øerne yngler den enkelte Steder ved Indsøer mellem Fjeldene. 
Paa Island er. den temmelig almindelig; den kommer dertil 


561 


i Slutningen af Mai, legger Æg midt i Juni og begiver sig 
i Begyndelsen af August ud paa Havet med sine Unger. 
I Slutningen af August drager den bort. Den gaaer længere 
ind i Landet end den følgende Art, og man seer den under- 
tiden svømmende i de varme Kildebassiner, hvis Vand er 
saa hedt, at man neppe kan holde Haanden deri. Efter 
Holbøll ankommer den til Grønlands Kyster sidst i Mai, men 
findes først ved Redestederne sidst i Juni; i August gaae 
baade de Gamle og Unge ud til Øerne, hvor de svømme i 
store Flokke; sidst i Sept. forlade de atter Kysterne. 

Odinshanen er aldeles ikke sky; Han og Hun holde sig 
i Parringstiden sammen med den største Hengivenhed for 
hinanden og for Ungerne; om Vinteren samles de i Flokke. 
De yngle ofte langt fra Havet, men lige såa ofte i Nærheden 
af dette; deres 4 Æg ere pæreformige, lyst olivengrønne, 
med mange mindre og større sortebrune Pletter. 


Æggets Længde og Brede: 
98mm. 2ONorm: 
31 » DIE) 
Paa Indsøerne nærer den sig af Insektlarver, Myg og 
svømmende Insekter; paa Havet af småa Bløddyr og Kru- 


staceer, som findes blandt den svømmende Tang.  Kjødet 
skal ikke have nogen behagelig Smag. 


2den Underslægt: Brednæbede, Phalaropus, Auct. 


Brednæbet Vandtræder, Phalaropus fulicarlus, (L.). 
Syn. Tringa fulicaria, L. — Phalaropus rufescens, Briss. — 
Tringa lobata, Lepechin. — Tringa glacialis, Gm. — Pha- 
laropus rufus, Bechst. — Phalaropus platyrhynchus, Temm. 


Dansk: Thorshane. Norsk: Brednæbet Svømsneppe, Mogtita, Møglits. 
Svensk: Brednåbbad Simsnåppa. Grønlandsk: Kajok (?). 


3562 


Artsm. Næbet fladt, Breden ved Roden større end Høiden; Halen tem- 
melig lang og afrundet; Bagtaaen forsynet med en meget smal 
Svømmehud. 


Afbildn. Tab. LI a. (Phalaropus rufus). — Suppl. Tab. 33. 
1, Vinterdragt. 2, ung Fugl. 


Længde 9”. Af Stærens, Størrelse. 

Iris mørkebrun; Næbet rødgult, i Spidsen sort; Benene 
grøngraa, påa Indersiden mere gule; Taalapperne brede, 
gule, indskaarne ved Leddene. Ung Fugl: Ansigtet, Halsen 
og Brystet hvide, en sort Stribe og en sortgraa Plet under 
Øiet; Nakken og Rygfjerene brune, de sidste mørkere med 
rødagtigt hvide Kanter; Overvingen graa, Svingfjerene sorte, 
AÅrmsvingfjerene med hvide Kanter, som danne et hvidt Baand. 
De Gamles Sommerdragt udmærker sig ved den skjønne 
rustrøde Underkrop samt ved den sortagtige Hætte og Hage; 
forøvrigt ligne de Ungerne, men Ryggen har brede rustgule 
Fjerkanter. I Vinterdragten adskille de gamle Fugle sig fra 
Ungerne ved Ryggens smukke hvidgraa Farve. 

Thorshanen er en her i Landet meget sjeldent fore- 
kommende Fugl. Afdøde Ritmester Rosenørn skød den ved 
Varde (Teilmann), hvor den ogsaa blev skudt den dte No- 
vember 1837 af Apotheker Helms; Exemplaret kom til 
Mechlenburgs Samling. Den 12te November 1833 blev en 
Han skudt ved Brunsbittel og af Wøldike sendt til det Kgl. 
Museum, hvor der endvidere findes en Hun fra Gamle Kjøge- 
gaard (26de Marts 1857) samt Han og Hun fra Kalleboderne 
(Febr. 1852 og Novbr... 1864); .den 27de Januar 1825 og 
den 4de Marts 1834 blev den skudt ved Helsingør (Steen- 
berg). Den låde November 1854 blev den ligeledes skudt 
i Sundet. Exemplaret kom til Steenbergs Samling. Boie fik 
den fra Havnen ved Kiel. Den 4de Februar 1852 modtog 
Universitets- Museet en Han fra Etatsraad Hofman-Bang til 
Hofmansgave (Reinh.). Et Individ i næsten udfarvet Vinter- 
dragt blev den 6te Oktbr. 1872 skudt svømmende ved Kare- 
holm i Randersfjord; det opbevares i Fenckers Samling. 


563 


I de sidste Dage af November 1874. opholdt en Thorshane 
"sig svøæmmende i Stranden udenfor Langelinie, tæt ved Land; 
den var saa lidt sky, at man kunde iagttage den i en Af- 
stand af 5—6 Skridt; nu og da dykkede den helt under og 
kom atter op et Par Favne borte, men den søgte dog mest 
sin Føde ved at staae paa Hovedet.i Vandet og pille Snegle 
o. I. af den løsrevne Tang (Fencker). Paa den skandina- 
viske Halvø er den hidtil ikke truffen ynglende og er overhovedet 
der temmelig sjelden. I Østfinmarken forekommer den sparsomt 
fra August til ind i Øktober, men ikke påa Foraarstrækket. 
Ved Norges sydlige og vestlige Kyst er den skudt nogle faa 
Gange, men kun om Vinteren. I Skåane er den skudt en- 
gang om Efteraaret. Paa Færøerne er den ikke bemærket 
men paa Island, hvor den forøvrigt synes at være sjelden, 
fandt Faber den i Juni 1821 paa dens Yngleplads i Øens 
sydvestlige Del. Til Grønland ankommer den først ind i 
Juni Maaned og sees da ofte i store Flokke, navnlig i 
Nordgrønland, hvor den yngler i Mængde. 

I Levemaade ligner den Odinshanen. Den svømmer 
med Lethed og nikker lige som forrige bestandigt med 
Hovedet; ofte findes den flere Mile fra Land, vuggende paa 
de oprørte Bølger. Dens 4 pæreformige Æg ligne fore- 
gaaende Årts, men ere noget større. 

Æggets Længde og Brede: 

alm: BØ: 
33,1» 22355 
Dens Kjød er ikke velsmagende. 


Stylteløberslægten, Z:mantopus, Briss. 


Næbet lige, langt, tyndt, trindt, med indbøiede Rande. 
Benene overordenligt lange, svage og tynde, nøgne langt 
op over Hælen; ingen Bagtaa. Vingerne lange, smalle, 
med halvmaaneformigt udskaaren Bagrand; Halen kort. 


564 


Stylteløberne ere de mest høibenede af alle Vadefugle, 
og minde i saa Henseende om Flamingoerne. Deres rette 
Hjem er den varme og sydligt tempererede Zone. I Leve- 
maåde have de meget tilfælles med Klirerne. 


Rødbenet Stylteløber, Himantopus candidus, Bonn. 


Syn. Charudrius himantopus, L. — Himantopus rufipes, Bechst. — 
Himantopus melanopterus, Mey. — Charadrius autumnalis, 
Hasselquist. — Hypsibates himantopus, Naum. 

Artsm. Kappen (hos de Gamle) ensfarvet grønsort eller (hos de Unge) 
brun med hvidagtige Fjerkanter; Halen graa med hvide Fjer- 
kanter; Bagryggen, Overgumpen, Hovedet, Halsen og Under- 
kroppen hvide. 


Afbildn. Tab. XXXIII b. (Himantopus rufipes.) 


Længde 14—15”. 

Næbet. sort, 21/0" langt; Iris ren gul eller orangegul. 
Benene med Alderen mørkt rosenrøde, hos de Unge smukt 
rødgule. Baghovedet har en sort Plet, der strækker sig ned 
paa Baghalsen, men som tildels taber sig med den højere 
Alder. 

Denne mærkelige Fugl hører hjemme i det sydlige og 
sydøstlige Europa og den vestlige Del af Mellemasien. 
I det nordlige Tydskland hører den Sjeldenhederne, og her 
i Landet kjendes kun et Par enkelte Tilfælde af dens Fore- 
komst; den blev første Gang skudt for omtrent hundrede Aar 
siden paa Christiansø;- fremdeles paa Lindholm ved Møen 
i Efteraaret 1825 (Scheel). Samme Aar blev der (efter 
Naumann) ved Badetz i Nærheden af Elben skudt 3 Stkr., og 
Stamhusbesidder E. Møller til Østrupgaard har meddelt Udg., 
at han i Vinteren 18”%%5 paa det inddæmmede Areal i den 
nordvestlige Del af Odense Fjord (Eliasminde) iagttog et 
Individ af denne Art i kun 10 Alens Afstand, såa at der 
umuligt kunde finde nogen Forvexling Sted. I det øvrige 
Skandinavien er den ikke bemærket. 


565 


Den er ikke meget sky, lever i Parringstiden mest parvis 

eller familievis, i Træktiden i store Selskaber. Dens Lokke- 

stemme har Lighed med Sortklirens (7otanus fuscus). Kjødet 

skal være meget velsmagende, og Æggene ere lyst grøn- 

agtige, overalt bestrøede med smaa Pletter og Punkter. 
Æggets Længde og Brede: 


re 
4 5mm. 39mm. 


Klydeslægten, Recurvirostra, L. 


Næbet meget langt, tyndt, svagt, fladtrykt i hele sin 
Længde, opadbøiet og bøieligt i den yderste Halvdel, som 
ender i en meget tynd Spids. Baade Over- og Undernæb 
fladt afrundede, udvendigt furede nær ved IKanten i den 
inderste Trediedel af deres Længde; Næseborene i en Næse- 
fure nær ved Næbranden, linieformige, lange, foroven dækkede 
af en Hinde. Benene tynde, lange, sammentrykte, nøgne 
langt op over Hælen; Bagtaaen meget lille og høitsiddende; 
de forholdsvis korte Fortæer forenede ved en haåalvmaane- 
formigt udskaaren Svømmehud, der fortsættes som en smal 
Bræmme lige til Taaspidsen; Kløerne korte, næsten lige, 
ikke spidse, men skarpe. Vingerne spidse, i1ste Svingfjer 
længst; Halen har 12 Styrere; de underste Haledækfjer 
meget lange. Fjerklædningen tætsluttende og Kroppen rige- 
ligt forsynet med Dun lige som hos Svømmefuglene. 

Klyderne opholde sig og søge deres Føde paa den bløde 
Dynd ved Vandbredderne, hvor de vade med deres lange 
Ben, stundom ogsaa svømme; dog synes Svømmehuden 
mindre at gjøre Tjeneste under Bevægelsen i Vandet enå 
ved at bære Fuglen oppe påa den bløde Bund. De findes 
fornemmelig ved Havkanterne eller saltholdigt Vand, dog be- 
søge de undertiden Ferskvandssumpe. Deres Flugt er rask 
og udholdende; de yngle paa Jorden og lægge deres Ben 
ud til Siderne naar de ruge. 


566 


Klyde, Recurvirostra avocetta, L. 


Dansk: Brogeblit, Klyde, Blitte, Hvidfugl, Skomager, Bluit (Sylt), Bran- 
ting, Sælskjær (Thy), Strandskade (Limfjorden). Norsk: Klyde. 
Svensk: Skårflåcka (Oland), Alfit (Gottland). 


Artsm. Ren hvid, med Undtagelse af Hætten, en Del af Halsryggen 
samt Vingerne, der ere sorte med en hvid Plet paa Skuldrene. 


Afbildn. Tab. XXXIIK, b. 


Længde 17”. Kroppen omtrent af en Dues Størrelse. 

Næbet sort; Benene blaagraa; Iris brun.  Kjønnene 
skjelnes blot ved Hunnens kortere Næb og ringere Størrelse ; 
Ungerne ligne meget de Gamle, men de hos disse sorte 
Tegninger ere hos Ungerne brunagtige, og det Hvide er 
noget gulagtigt. 

Som Trækfugl ankommer den hertil i April og forlader 
os allerede i August. Den yngler paa adskillige Steder her 
i Landet, især paa Øer, altid i Havets Nærhed, f. Ex. paa 
«Tipperne» i Ringkjøbing Fjord, påa Nordrerønnerne ved 
Læsø, påa Agersø og Saltholmen, hvor den nu er saa godt 
som udryddet paa Grund af den hensynsløse Maade, paa 
hvilken den er bleven jaget i Yngletiden, påa Øen Vroi 
i Kallundborg Fjord (Reinh.), paa Rødsand og Gedsørodde 
(Dahl); den har tidligere ynglet paa Møen (E. Hage). Dr. P. 
Heiberg har meddelt Udg., at den yngler kolonivis (i 1874 
omtrent 50 Par) paa en Holm i Flåde-Sø ved Agger og 
enkeltvis flere Steder i Thy, f. Ex. ved Bro-Mølle. Paa en 
lille Holm i Limfjorden, ikke langt fra Oxholm, yngler den 
kolonivis. Ifølge Fencker træffes den hvert Aar ynglende 
paa Dybsø i Gaunø Fjord.  Talrigst yngler den paa de 
udstrakte Yderdiger langs med Slesvigs Vestkyst og paa 
flere udenfor denne liggende Øer. I Norge er den kun be- 
mærket og enkelte Gange skudt i Landets sydlige Dele. 
I Sverrig træffes den sjeldent ved de sydlige Kyster, men 
hyppigere påa Øland og Gottland. 

Den er meget sky og vild, men selskåbelig og fordragelig, 
ikke blot mod sine Lige, men ogsaa mod andre Fugle. 


567 


Dens fløitende Stemme, der lyder som «blit blit»,- har 
Forbindelse med de brogede Farver givet den sit jydske 
Navn «Brogeblit». Næringen bestaaer af Fiskerogn, Orme, 
meget smaa Bløddyr og Vandplanter; Boie fandt aldrig Andet 
end Planter, især Konferver, og smaat Grus i dens Mave. 
I Sandet eller Græsset findes i en lille Fordybning dens 4 
pæreformige, graagule, sortplettede Æg, som begge Magerne 
ruge, ligesom de hjælpe hinanden i at opklække Ungerne, 
der forlade Reden strax efter Udrugningen. 
Æggets Længde og Brede: 
4 Gmm. SEE 
58 » 39,51 d 
Den er vanskelig at komme paa Skud; blot i Yngletiden, 
da den med megen Larm og Skrig omsvæver Jægeren og 
Hunden, naar de nærme sig Æggene og Ungerne, er det 
let, men grusomt at skyde denne herlige Fugl. 


568 


Femte Orden. 


Svømmefugle, Natatores, Illig. (Anseres, L.) 


N aber meget forskjelligt, kort eller middellangt, spidst 
eller but,. trindt, sammentrykt eller fladtrykt, undertiden 
overtrukket med en følsom Hud; Spidsen lige eller krog- 
formig ; Mundvigene skarpe, saugformige eller tandede. Næse- 
borene forskjellige, ofte langstrakte, aabne, undertiden næsten 
usynlige, stundom beliggende i et enkelt eller delt Rør. 

Benene korte eller middellange, trinde eller sammen- 
trykte, nøgne mere eller mindre høit op over Hælen, ved 
Fortæernes Forening ved en hel eller kløftet Svømmehud 
indrettede til Svømning. Bagtaaen er hos nogle Slægter (de 
Aarefodede) forenet med Fortæerne ved en Hud, hos andre 
er den meget kort, svag og uden Svømmehud, hos flere 
mangler den ganske. 

Vingerne snart smaa, snart store, stedse mere lang- 
aglige end brede, hos mange meget lange og smalle, hos 
nogle korte eller meget korte, hos enkelte uskikkede til Flugt. 

Fjerklædningen tæt tilsluttende, Huden beklædt med 
bløde Dun; Fedtkjertlerne paa Overgumpen ere meget store, 
og Fuglen stryger ofte Næbet hen over dem for at trykke 
det olieagtige Fedt ud, hvormed den indsmører sig. Halsen 
sædvanligvis lang, ofte meget lang; Kroppen trind, ofte flad- 
trykt Benene sidde hos mange meget langt tilbage, hvilket 


569 


gjør Gangen vaklende, tildels endog høist vanskelig, idet 
Tarserne ofte berøre Jorden i hele deres Længde. De fleste 
ere overordenligt dygtige Svømmere; disse tilbringe den 
meste Tid af deres Liv paa Vandet, som overhovedet er 
Svømmefuglenes Element, og hvor de især hente deres 
Næring; nogle ere afvexlende i Vandet og paa det Tørre ; 
andre svømme sjeldent, men have en overordenlig Færdighed 
og Udholdenhed i Flugten, saa at de tilbringe over deres halve 
Levetid oppe i Luften; disse hvile mere paa Vandet end de 
svømme og ligge der som et Stykke Kork, bære Legemet 
høit og svømme langsomt; de bedste Svømmere ligge dybest 
i Vandet og have de korteste Vinger. Svømmefuglene fælde 
i Almindelighed to Gange om Åaret; nogle (Ikkedykkere) 
tabe Svingfjerene paa éngang, saa at de ikke kunne flyve, 
før de nye ere fuldkomment udviklede; de fleste af disse Arter 
have i denne hjælpeløse Tilstand Evne til at dykke, hvilket 
ellers, paa Grund af deres store Vinger, ikke er dem muligt. 
Hunnen er sædvanligvis mindre, aldrig større end Hannen, 
der f. Ex. hos Gjæssene er meget større. 

De opholde sig ved, påa og over Vandet, nogle under- 
tiden langt bortfjernede fra Land; i den tempererede Zone 
ere de talrigere end i den varme, men i de kolde Zoner 
leve de ofte sammen i uhyre Mængde, og mange af dem 
ere overhovedet meget selskabelige. I Yngletiden lever en 
Del parvis, men mange findes samlede i talrige Kolonier, 
f. 'Ex.  Kormoraner, "Terner, Maager,… Teister, — Alker, 
Suler 0. s. v.; enhver ensom Ø, ethvert fremragende Skjær, 
enhver Havbred i de nordlige, lidet eller ofte ganske ube- 
boede Egne, tilbyder dem Beskyttelse og Plads for deres 
Yngel.  Saadanne Sværme fordunkle ved deres Opflyvning 
Solen, og Kysterne, hvor de hvide Arter sætte sig, faae et 
Udseende, som om de vare snebedækkede.”) 


7) Paa sin Opdagelsesreise fandt Parry den lille Krabbedykker (Mergulus 
alle) saa talrig i Polaregnene, at der med 3 Bøsser i 5—6 Timer 


570 


Svømmefuglenes Næring er i Almindelighed Fiske, Rogn, 
Krustaceer, Insekter og Bløddyr, eller ogsaa Planter, Frø, 
Aadsler 0.s.v. 

De fleste forplante sig ved Vandet eller påa de af dette 
omgivne Pladser, nogle endog paa selve Vandet. Næsten 
alle leve i Monogami; den største Del yngler påa Jorden, 
påa Siden af eller ovenpaa Klipper og Skær, i Jordhuler og 
hule Træer, fåa paa Træernes Grene. Mange lægge et stort 
Antal Æg, f. Ex. Gjæs, Ænder 0. s.v., andre færre og nogle 
kun ét, f.Ex. Alken, Sulen, Skrofen, Stormfuglen 0. 's. v. 
Ungerne ere hos alle, idet de komme ud af Ægget, tæt be- 
klædte med Dun; de allerfleste kunne strax svømme og 
forlade Reden, saasnart de ere tørre. Det var Faber, der 
først gjorde opmærksom paa et ejendommeligt Forhold hos 
Svømmefugle, der leve i uindskrænket Monogami, det vil 
sige, hvor begge Magerne afvexlende ruge og hjælpe hin- 
anden med Ungernes Opklækning, nemlig åt baade Hannen 
og Hunnen plukke Fjerene og Dunene af sig paa ét eller 
to Steder under Bugen, såa al der fremkommer én eller to 
nøgne Pletter, de saakaldte «Rugepletter». Derved opnaaes, 
at Ægget eller Æggene blive umiddelbart paavirkede af 
Legemets Varme, idet de trykkes ind imod selve Huden, 
medens de omgivende Fjer slutte tæt omkring dem og holde 
paa Varmen. Rugepletternes Antal retter sig imidlertid ikke 
altid efter Æggenes, thi Dværgteisten og Alkerne lægge 


blev skudt 1263 Stkr. (hvoraf 93 ved ét Skud med de 3 Løb). Boie 
fortæller i sin «Tagebuch auf einer Reise durch Norwegen», at han 
og hans Ledsager bleve gjorte opmærksomme paa en stor, mørk 
Stribe i Havet, som bevægede sig lige hen imod Skibet; af denne 
reiste sig en Sværm åf Alker og Teister, der var længere end 
tusinde Skridt, og paa hvilken begge de Reisende fik Tid til at 
skyde hver 10 Gange, førend Trækket var forbi. Af saadanne 
Sværme gaves to til tre i den Egn; deres Skrig bedøvede Ørerne. 
1 Australien har man seet en Skare af sorte Stormfugle, hvis Forbi- 
trækning varede 1!/2 Time, og som blev anslaaet til 151,000,000 
Individer. 


571 


kun ét Æg, men have to Rugepletter; Maagerne, der lægge 
2—3 og flere Æg, have derimod kun én; Pletternes Antal 
er konstant for hver Årt. 


lste Familie: Langvingede, Longipennes, Cuv. 
(Maagefugle, Laridae.) 


Næbet lige eller bueformigt, i Spidsen lige eller 
kroget, Næbrandene skarpe, utandede; Gabet stort og Spise- 
røret vidt. 

Benene middellange; Tårsen trind eller sammentrykt ; 
Fortæerne forenede ved en hel eller udskåaren Svømmehud ; 
Bagtaaen fri og høitsiddende eller aldeles manglende. Benene 
stillede omtrent midt under den langstrakte Krop. 

Vingerne lange, spidse, af samme Længde som 
Halen eller længere end denne; 12—14 Styrere. 

Kjønsforskjellen viser sig såa godt som ikke i Far- 
vedragten, men Hunnerne ere hos adskillige Arter mindre 
end Hannerne; Ungerne afvige temmelig betydeligt fra de 
Gamle, hvis Farve nogle først erholde nåar de ere 3—4 Aar 
gamle.  Brystet er stort, kjødfuldt, med stærke Muskler; 
Årmknoklerne og deres Sener ere stærke, og de forreste 
Svingfjer lange; derfor kunne disse Fugle længe udholde at 
. flyve; de gribe deres Bytte ikke blot paa, men ogsaa under 
Vandfladen. Mange af dem søge dog ogsaa paa Landjorden 
deres Føde, der såa godt som udelukkende tages af Dyre- 
riget. Nogle (Rovmaagerne) æde andre Fugles Æg og Unger 
og frajage dem det gjorte Bytte. De leve selskabeligt, for 
største Delen ved Havet (nogle Arter af Terner og Maager 
ved Ferskvand); de fleste svømme temmelig godt, men kun 
faa (f. Ex. Skrofen og Stormfuglen) ere Svømmedykkere. 
De lægge 1—4 Æg, som udruges af begge Kjøn, der ogsaa 
bære fælles Omsorg for Ungerne. 


(JS) 
Q 


ge. 572 


Stormsvaleslægten, Procellaria, L. 


Næbet kortere end Hovedet, svagt, lige, tyndt, ved 
Roden rundt, udadtil sammentrykt; Overnæbet med nedbøiet, 
krogformig Spids; Næseborene ligge i et afstumpet, skraat- 
liggende Rør, der er sammenvoxet med den bageste Halvdel 
af Næbryggen og ender paa Midten med de, ved en tynd 
Skillevæg delte, tvende smaa rundagtige Aabninger. Benene 
temmelig høie, tynde og nøgne långt op over Hælen; de 3 
Fortæer ikke lange, meget svage, forenede ved en fuldstændig 
Svømmehud.  Bagtaaen høitsiddende, næsten kun en lille 
Vorte med Klo. Vingerne meget lange, med korte Arm- 
knokler og meget lange, spidse Haandsvingfjer, af hvilke 
2den er længst. Halen har 12 Styrere; den er enten lige 
afskaaren eller kløftet. 

Fjerklædningen tæt og blød. 

Stormsvalerne tilhøre fortrinsvis det store aabne Verdens- 
hav, hvor de ofte træffes meget langt fra Land. I en over- 
ordenlig rask, svaleagtig Flugt færdes disse småa Svømme- 
fugle især hen mod Aften og om Dagen, naar det er Storm 
og Uveir. De fare tæt hen over Vandet, som de ofte berøre 
med Fødderne, saa at de synes at løbe påa Havfladen; de 
følge gjerne Skibene for at samle Smaadyr i Kjølvandet og 
ere ikke sky; stundom staae de paa Vandet med spredte, 
flagrende Vinger og trippe med Fødderne; i denne Stilling 
snappe de deres Næring, som bestaaer af smaa Bløddyr, 
Krebs, Goplere 0, s.v. I Huller i steile Klippevægge yngle 
de kolonivis, lægge i Almindelighed 1 Æg og opgylpe Føde 
til Ungerne ligesom Svalerne. De have en trannet, mod- 
bydelig Lugt, som endog meget længe vedligeholder sig hos 
Skindet; de spises derfor ikke. I Henseende til Kjønnet 
er' der ingen ydre Skjelnemærker ; de Unge ere lysere af 
Farve. 


573 


Lille Stormsvale, Procellaria pelagica, L. 
Syn. Thalassidroma pelagica, Vigors. 


Dansk: Uveirsfugl, Petersfugl, lille Stormfugl, Stormsvale. Norsk: 
Stormsvale, Sørrøn-Pedder, Vestenvinds-Are, Lever-Lars. Svensk: Lilla 
Stormsvala, Stormfogel. Færøisk: Drunquiti (M.), Drunnkviti (H.). 


Artsm. Brunsort med hvid Overgump og en hvidagtig Stribe over 
Vingen; Halespidsen lige, lidt kortere end de hvilende Vinger, 
Tarsen omtrent 1”. 


Afbildn. Tab. LI, a. 


Længde 5%%2”; Næb, Ben og Kløer sorte; Iris brun. 

Den opholder sig paa Havet, især omkring Orkaderne, 
Shetlandsøerne, Hebriderne og Færøerne. Hos os viser den sig 
sjeldnere, oftest efter langvarige, heftige Storme fra Nord 
og Nordvest. Saaledes viste sig (ifølge Naumann) i Aaret 
1821 adskillige i Holsten efter en stærk Storm; i det zoolog. 
Museum findes en Hun, skudt ved Brunsbuttet i Efter- 
sommeren 1824 (Wøldike). Wøldike fangede endvidere en 
Hun den Iste November 1834 ved Brunshbuttel efter nogle 
Dages vestlig Storm. I Museet findes foruden det oven- 
nævnte Exemplar, en Hun, skudt ved Aalborg den 6te Okt. 
1860. Efter Boie er den skudt ved Endrupholm; en Af- 
bildning af dette Exemplar fandtes i den Endrupholmske 
Malerisamling. Den 12te November 1824 blev den bragt 
Prof. Melchior paa Herlufsholm, fanget og dræbt efter storm- 
fuldt Veir af en Bonde paa Marken; 1839 erholdt Forf. den 
fra Dreiø under Ærø, hvor en Fisker havde fanget den; i 
Lillebelt og Veilefjord har Forf. enkelte Gange seet den ile 
hen over Havfladen, og i 1850 fik han den fra Ringkjøbing 
Fjord.  Apotheker Mechlenburg fik den den 2fde Oktober 
1845 bragt levende; Fuglen var fanget i en Gaard i Flens- 
borg; den var ikke vild, men levede kun én Dag. Hr. Fr. . 
Hornemann i Hjørring fik to Exemplaårer fra Lønstrup, nemlig | 
den 13de "December 1861 og den 4de November 1862; 


37% 


| É 574 
begge kom senere til Universitets-Museet. I Vinteren 1863 
blev et dødt Exemplar fundet i Trelde By ved Fredericia, 
og i Slutningen af Septbr. 1869 blev en Hun fanget levende 
i en Grøft ved Holbækgaard pr. Randers.  Exemplaret, der 
var yderst udtæret og afkræftet, kom i Fenckers Besiddelse. 
I Sverrig er den kun ganske enkelte Gange bemærket ved 
Vestkysten; saaledes blev i November 1825 et Individ fanget 
levende ved Kullagunnarstorp i Skaane. I Norge træffes 
den om Efteraaret og Vinteren i smaa Flokke langs Vest- 
kysten fra Hvaløerne op til Lofoten, men ved Finmarkens 
Kyster er den ikke bemærket. Af og til forvilder den sig 
ind i de dybere Fjordbunde ogsaa i Landets sydlige Del. 
Paa Færøerne yngler den almindeligt, paa Island derimod 
ikke. 1 Grønland er den ikke bemærket. 

Som flere Søfugle taber den hele sin Fatning, naar den 
kommer ind over Land; i denne Tilstand er den derfor let 
at fange, hvis den ikke itide kan finde et Smuthu!, hvor 
den kan skjule sig. Sætter man den frit paa Haanden, forsøger 
den ikke engang at flyve bort, men udsprøiter derimod en 
gulagtig Tran gjennem Svælget, saalænge den har Forraad 
deraf. Dens Holdning er maageagtig; sjeldent eller aldrig 
seer man den svømme, derimod seer man den jevnligt om 
Sommernætterne svæve hen over Vandfladen med sin raske, 
svaleagtige Flugt; ligeledes undertiden om Dagen, især i 
taaget Veir. Man kan da ved at kaste Fiskelever eller Spæk 
ud til den, lokke den saa nær til Baaden, at man kan gribe 
den med Hænderne. 

I sine Redehuller, som findes i Klipper, Jordhuller eller 
(paa Færøerne) endog i Udhusenes Vægge, som ere opførte 
af Sten og Grønsvær, udstøder den, især om Natten, en 
egen pibende Lyd. Reden ligger 1—2 Fod dybt inde og 
vilde være meget vanskelig at opdage, hvis hin Lyd ikke 
tjente til Veiledning. Stormsvalen yngler først midt i Juli. Deti 
"Almindelighed eneste, renhvide og tyndskallede Æg er noget 
større end Tåarnsvalens og har blot nogle fåa Græsstraa 


til Underlag; ikke sjeldent findes ved den butte Ende en 
Krands af fine, meget svage brune Prikker. 
Æggets Længde og Brede: 
Igmm. JT YImm. 
BUG) 4) BE 
Begge Kjøn have en Rugeplet, hvorunder de opvarme 
Ægget. Ungen forlader ikke Reden førend sidst i November. 
Fuglen spises ikke, men man afskjærer Ben og Næb, plukker 
den, trækker en Væge igjennem den og brænder den som 
en Lampe; dog giver den ikke nogen god Belysning, og 
denne Anvendelse af den er vistnok i vore Dage gaaet saa 
temmelig af Brug. 


Stor Stormsvale, Procellaria Leachii, Temm. 
Syn. Thalassidroma Leachii, Vigors. 


Dansk: Stor Stormsvale, Leach's Stormsvale. Norsk: Kløfthalet Storm- 
svale. Svensk: Klykstjertad Stormsvala. Færøisk: Drunquiti (M.), 
Drunnkviti (H.) "). 


Artsm. Halen kløftet, af samme Længde som Vingerne; Vingedækfjerene 
graabrune. 


Afbildn. Tab. LIV (Supplementtavle). 


Længde 779—8"”. 

Brungraa; de øverste Haledækfjer og Siderne af de 
underste hvide; Vingerne og Halen sorte. 

Denne Stormsvale, der i Levemaade ikke afviger væsenligt 
fra foregaaende Art, hører til de største Sjeldenheder her i 
Landet. Efter flere Dages Storm af Vest og Nordvest blev 
den 25de November 1848, ved Kjøbenhavn (Kallebodstrand) 
skudt et Exemplar, som opbevares i Universitets-Museet, 
og Provisor Baagø i Silkeborg har meddelt Udg., at et 
Individ af denne sjeldne Fugl i Midten af Marts d. Å. (1876) 


”) Holm tvivler dog om Rigtigheden af Angivelsen om denne Årts 
Forekomst ved Færøerne. 


576 


btev fanget i en Port i Ribe. I Norge vides den med 
Sikkerhed kun at være skudt 3 Gange, men ifølge Collett 
er der Sandsynlighed for, at den ikke sjeldent forekommer 
langs Kysten. I Sverrig vides den ikke at være bemærket. 
Paa Havet omkring Færøerne sees den om Sommeren, men 
den er ikke funden ynglende paa disse Øer; paa Hebriderne 
og Øen St. Kilda yngler den derimod. Paa Island er den 
ikke truffen, men i Grønland forekommer den almindeligt 
ynglende Syd for den 6åde Bredegrad. Den lægger et 
lignende, men større Æg end foregaaende. 
Æggets Længde og Brede: 
30 em: Ærme 
34,5 » 24 »v 


Skrofeslægten, Pujfftnus, Briss. 


Næbet lige saa langt som eller længere end Hovedet, 
temmelig smalt, næsten trindt, udadtil sammentrykt; Over- 
næbet stærkt nedadbøiet i Spidsen. Næseborene aabne 
sig ovenpaa Næbryggen i to tydeligt adskilte, brede, flade 
Rør. Benene middellange; Tarsen sammentrykt; Tæerne 
temmelig lange og tynde, Mellemtaaen og Ydertaaen noget 
længere end Tarsen; Bagtaaen bestaaer blot af en Klo. 
Vingerne lange, spidse, iste Svingfjer længst; Halen af- 
rundet med 12 Styrere. 

Skroferne ere udmærkede Flyvere, som især færdes i 
Skumringen og om Natten. Deres Stemme er maageagtig, 
og deres Næring bestaaer af Smaafiske, Mollusker 0. s. v. 
De vælge smaa, men meget høie, med Jord bedækkede 
Klippeøer eller fremskydende Landspidser til deres Rede- 
steder, hvor de i større Selskaber ved Hjælp af deres skarpe 
Kløer grave sig Huler under Græstørven, i hvilke de tilbringe 
Dagen i BRugetiden. I disse Huler lægge de et eneste 
temmelig stort, hvidt Æg, som ruges af begge Magerne; 
disse ere ogsaa hinanden behjælpelige med at opklække 
Ungerne, der mådes af dem begge. De ere aldeles ikke 


577 


sky og ruge saa ivrigt, at de låde sig gribe paa Reden. 
Kjønnene ere ens i Størrelse og Farve. 


Almindelig Skrofe, Puffinus anglorum, Ray. 


Syn.  Procellaria puffinus, Briinn. — Procellaria anglorum, Temm. — 
Puffinus arcticus, Faber. — Nectris anglorum, Forster. 
Dansk: Skrofe, Skraape. Norsk: Lire, Skraåap, Skrape. Svensk: 


Mindre Lira. Færøisk: Skråapur (M.), Skråpur, Skråpur (H.), Ungen: 
Liri (H.). Islandsk: Skrofa. 


Årtsm. OQverkroppen sort (gammel Fugl) eller brungraa (ung Fugl). 
Bugsiden hvidagtig; Næbet 2”. De hvilende Vinger naae 1” 
udenfor Halen. 


Afbildn. Tab. LI, a. (Puffinus arcticus.) 


Længde 14”. 

Næbet blaagraat; Benenes Bagside samt Ydertaaen 
mørkebrune, ellers kjødfarvede, Svømmehuden lyst kjød- 
farvet; Iris brun; Underkroppen med Alderen hvid (dog ere 
Lægfjerene sorte), hos de Unge hvidagtig graabrun. Efter 
Naumann forekommer den ikke såa sjeldent i Nordsøen, 
navnlig Nord for Helgoland, hvor den viser sig aarligt i smaa 
Selskaber af indtil 20 Stkr., især efter længere Tids Storme 
af Nordvest. Han anfører saaledes, at to gode Skytter vare 
saa heldige at skyde 11 Stkr. påa én Dag, og at en Ven 
af ham hvert Aar forskaffede ham nogle fra Havet omkring 
Øen. Ifølge Forf's. Optegnelser er den skudt ved «Batteriet» 
i Flensborg Fjord i Januar 1847 af Meubelhandler Johan- 
sen og ved Blokhus den 23de Marts 1858. Fra Sverrigs 
Kyster kjendes intet Exempel  påa dens Forekomst, og i 
Norge selv vides den ikke at være skudt eller bemærket, 
men den er oftere iagttaget paa Fiskepladsen Storeggen 
udenfor Aalesund. Til Færøerne, hvor den yngler i Mængde, 
ankommer den i Midten af Marts, trækker bort derfra i 
September og begiver sig ud paa det aabne Hav, hvor den 
tilbringer Vinteren. Paa Havet omkring Island træffes den 


578 5 ; 


hyppigt, og påa Westmanøerne yngler den. I Grønland er 
den kun truffet tilfældigt. 

Naar den udenfor Yngletiden, der indtræffer i Mai, 
bortfjerner sig langt fra sit Klippebjem, søger den i lange 
Tidsrum aldrig Land, men opholder sig bestandigt i flere 
Miles Afstand fra Kysterne; udenfor Rugetiden opholder den 
sig som oftest kun om Natten i sin Hule. Undertiden ligger 
Sneen paa Fjeldene, naar den ankommer til Færøerne for 
at benytte sin Rede fra de foregaaende Åar, men saa nøie 
husker den Stedet, at den graver sig igjennem Sneen ind 
til Redehullets Indgang. Det siges, at den ligger paa Ryggen, 
medens den graver. Dens Flugt er meget hurtig og minder 
om Taarnsvalens. Som ovenfor' omtalt lægger den kun ét, 
hvidt Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

om onn: Bon: 
66 » 42 » 

Ungerne ere flyvefærdige i Slutningen af August. 

Paa Færøerne har Skrofen en slem Fjende i Rotterne. 
Ungerne fanges af dertil afrettede Hunde, som apportere dem. 


Den store Skrofe, Pufftnus major, Faber, der er af- 
bildet i 2det Suppl. paa Tab. 7, har ingensomhelst Ret til 
at indlemmes i den skandinaviske Fauna. Dens egenlige 
Hjem er Havet omkring New-Foundland, og kun om Vinteren 
træffes den ved Færøerne, de britiske Øer 0. s. v. 

Lige saa lidt kan den af Sysselmand Muller fra Fær- 
øerne medbragte Pufftnus fuliginosus, A. Strickland, som 
blev skudt ved Nolsø i August 1873, optages i Fortegnelsen 
over Skandinaviens Fugle”). 


+) Muligvis burde heller ikke Scops Ephialtes have været indlemmet 
i nærværende Arbeide; men da den allerede af Fischer var nævnet 
blandt Danmarks Fugle, og da det Sted i Nordsøen, hvor den blev 
truffen, ikke har været mig nærmere bekjendt, har jeg foretrukket 
at optage den. ' Udg. 


"ig. 579 


Stormfuglesiægten, Fulmarus, Leach. 


Næbet af Hovedets Længde eller noget kortere, stærkt 
og haardt; ved Roden tykt, næsten trindt; Overnæbet danner 
i Spidsen en stor, hvælvet, stærkt bøjet Krog; Undernæbet ” 
danner nedenunder denne en stærkt fremtrædende Vinkel, 
hvorved Næbspidsen bliver meget højere end Næbet under 
Næseborene; disse ligge i et Rør ligesom hos de foregaåaende 
Slægter og aabne sig henimod Næbets Midte igjennem en læn- 
gere Næsekanal, blot adskilte ved en kort Skillevæg. Benene 
middellange, noget tynde, med lange Fortæerne og stor 
Svømmehud; Bagtaaen bestaaer blot af en lille, høit siddende 
Vorte med en ubetydelig Klo. Vingerne spidse og lange, 
iste Svingfjer længst; Halen med 14 Styrere, stærkt af- 
rundet; de underste Haledækfjer naae til Spidsen. 

I Udseende ligne de Maagerne, men de kunne ikke 
staae, og endnu mindre gaae, med lodret Fodrod.  Fjer- 
klædningen er meget yppig og blød. Kjønnene ligne hin- 
anden, og Ungerne ere blot mere graafarvede; de fælde to 
Gange om Aaret, dog uden at skifte Dragt. Den frem- 
herskende Farve er blegt blaagraa og hvid. Ogsaa Storm- 
fuglene ere" stærkt udprægede Søfugle, der bortfjerne sig 
længere fra Land end de fleste andre og blot holde sig til 
Skær og Klipper i Yngletiden. . De flyve usædvanligt let, 
ere Støddykkere og nære sig fornemmelig af Sødyr-Aadsler. 


Is-Stormfugl, Fulmarus glacialis, (L.). 
Syn. Procellaria glacialis, L. — Procellaria minor, Kjærb. 


Dansk: Stormfugl, Mallemukke. Norsk: Havhest,”) Stormfugl. Svensk: 
Stormfogel, Malemack (Bohuslehn). Færøisk: Heåvhestur (M.), Håv- 


”) I det zoolog. Museum findes et Skind af denne Fugl, uden Mærke, 
men med den Oplysning, at der paa en ældre Etiquet havde staaet 
Navnet «Havhest». Navnet Malemukke (Malemack) er af hollandsk 
Oprindelse. 


580 


hestur (H.). Islandsk: Fill, Filungr (Faber), Fylingr (H.). Grøn- 
landsk: Kakordluk, Kakordluvek, Igarsok («Kok», [Ungen]). 


Artsm. Lyst askeblaa, Bugsiden hvidagtig med svagt gulagtigt Anstrøg. 
Næbspidsen og Kløerne hvidgule, Svingfjerene mørkegraa. 


Afbildn. Tab. LIII (Procellaria glacialis). 


Længde 18—199"”. 

Næbet gult med hvidagtig Spids; Iris brun, med Alderen 
gul; Benene blegt kjødfaåarvede. Den unge Fugl mere blaa- 
graa overalt, med en mørk Plet foran Øiet og sortegraa 
Svingfjer. I det andet Aar bliver Farven renere blåagraa, 
med Hvidt paa Underkroppen. Denne Art har hjemme i 
de nordlige Polaregne. Efter Naumann forekommer den 
undertiden ved Elbmundingen; E. Hage og Scheel have 
éngang seet den om Vinteren ved Møen; Mechlenburg saae 
den en hel Eftermiddag, den 30te August 1838, efter en 
stærk Storm i Flensborg Havn, udenfor de saakaldte « Gaard- 
ender». Ifølge Forf.'s efterladte Notitser er den i Novbr. (?) 
1863 skudt ved Høier i Vestslesvig. Ved de svenske Kyster 
er den aldrig truffen om Sommeren, men i November og 
= December skal den indfinde sig i den bohuslehnske Skær- 
gaard. Ved det nordlige Norges Kyster og især ved de 
yderste Skær er den almindelig hele Vinteren. Ogsaa om 
Sommeren forekommer den talrigt langs Skærgaarden, navnlig 
N. f. Polarcirkelen, men dog ogsaa nu og da ved de syd- 
ligere Kyster. Uagtet den ikke med Sikkerhed vides at 
yngle i Skandinavien, er der dog al Grund til at antage, at den 
yngler der indenfor Polarcirkelen. Paa Færøerne var denne 
Fugl indtil for henimod 30 Aar siden saa at sige ubekjendt, 
idet den saagodtsom kun blev seet af Fiskerne ude paa 
Havet; nu derimod bygger den i temmelig stor og stedse 
stigende Mængde paa Øerne. Paa Øerne omkring Island 
er den overordenligt talrig, og i Grønland er den for- 
nemmelig udbredt langs Kysterne N. f. Godhavn. I den 


581 


sydlige Del af Davisstrædet nærmer den sig derimod kun 
Kysterne i taaget Veir %). 

Naar de Søfarende see den, holdes det gjerne for et 
Tegn paa en nær forestaaende Storm. Den lever selskabe- 
ligt, er fredsommelig og langtfra at være sky, især naar 
den ruger; den forsvarer sig ved at udsprøite Tran gjennem 
Næbet og bide. Dens Stemme lyder ubehageligt og raat. 
Den yngler i saa store Selskaber, at Beboerne paa Hebriderne, 
Vestmanøerne og påa nogle andre Øer ved Island aarligt 
samle mindst 20—30,000 Unger, og lige såa mange und- 
komme, hvilket, da den kun lægger 1 Æg, forudsætter et 
dobbelt saa stort Antal voxne Individer. Ægget, som midt 
i Mai lægges paa de steile Klippevægges fremspringende 
Dele, er noget større end Husandens; det er hvidt og skarp- 
kornet. 

Æggets Længde og Brede: 

66mm. AD DET: 
82,5 ”» 51,5 » 

Baade Fugl og Æg have en stærk Tranlugt, som længe 
vedligeholder sig hos Skindet og det udblæste Æg. Næringen 
bestaaer af Aadsler af Hvaler, Sæler og andre Sødyr, samt 
Fiske, Mollusker og Goplere. 


Albatros-Slægten, PDromedea, L. 


Næbet længere end Hovedet, meget kraftigt og med 
en stor Krog i Enden; Næbryggen bred, hvælvet. Næse- 
borene omtrent ved Næbets Midte, adskilte ved et bredt 


”) Under Navnet Procellaria minor, har Forf. opstillet den nordgrøn- 
landske Form som en selvstændig Art («Danmarks Fugle.» Pag. 324) 
og afbildet den i ?det Suppl. paa Tab.7. Det kan imidlertid nu 
siges at være afgjort med Sikkerhed, at de to Former ikke ere arts- 


forskjellige. 
Udg. 


582 
Mellemrum, hvert af dem dannende et kort Rør. Vingerne 
overordenligt lange, Zden Svingfjer længst. Bågtaa mangler. 
AÅlbatrosserne tilhøre den sydlige Halvkugles udstrakte 
Have; de ere fortrinlige Flyvere, men kunne formentlig kun 
ved Støddykning tvinge sig under Vandfladen. Paa Land 
ere de meget ubehjælpsomme og færdes derfor næsten ude- 

lukkende i Luften og påa Havet. 


Diomedea culminata, Gould. 


Artsm. Næbet sort med en gul Stribe langs Ryggen og en lignende 
langs Undernæbet. Kappen skifersort, Hovedet og Bagsiden af 
Halsen lysegraa. Den foldede Vinges Længde ec. 187/2”. 


Afbildn. Ny Tavle. 


Det eneste Tilfælde, i hvilket denne mærkelige, i Syd- 
havet hjemmehørende Fugl vides at være truffen i Skandi- 
navien, fandt Sted i April 1834, da et Individ blev fanget 
paa Isen paa Fiskumvang i Ekers Præstegjæld i Norge under 
59? 50" og af Prof. W. Boeck blev indsendt til Universitets- 
Museet i Christiania, hvor den opstilledes under det urigtige 
Navn |D. elororhynchos, Temm. 

Af denne sidstnævnte Art, der har sit Hjem i det indiske 
Ocean, blev derimod for omtrent 30 Aar siden skudt et 
Individ, der havde forvildet sig til Vestmannø ved Sydkysten 
af Island. Skelettet blev af Lægen, Hr. Haalland, sendt til 
Prof. Eschricht og findes nu opstillet i det herværende 
zoolog. Museum. Den er mindre end .D. culminaia, men 
har længere Næb og ingen gul Stribe paa Undernæbet. 

Med Undtagelse af disse to Tilfælde kjendes der intet 
Exempel påa, at nogen Albatros er truffet ved vore eller 
vore nordlige Bilandes Kyster. Vel angiver Fritsch (Naturgesch. 
d. Vogel Europas), åt en Diomedea exulans skal være iagt- 
taget i Danmark, men dette beroer uden Tvivl paa en Mis- 
staaelse af en Notits hos Brinnich (Ornitholog. borealis. 
Pag. 31), ifølge hvilken denne Fugl sagdes («2 fertur») at 


a 583 

være dræbt i No rge (Reinhardt: «Om Vingens anatomiske 
Bygning hos Stormfugle - Familien». — Vidensk. Medd. fra 
d. naturh. Foren. i Kbhvn. f. 2873. Pag. 126—27. Særsk. 
Aftr. Pag. 4—5). Den samme Notits ligger til Grund for 
Wallengrens Angivelse («Die Brutzonen der Vogel Scandi- 
naviens». — Naumannia f. 1854. Pag. 265) om, at |D. exulans 
ifølge Brinnich, engang er truffet ved den norske Kyst 
(Collett, «Norges Fugle» Pag. 75), og sandsynligvis skyldes 
det den samme Omstændighed, at Forf. af «Danmarks 
Fugle» har afbildet Arten (2det Suppl. Tab. 7). 


Terneslægten, Sterna, L. 


Næbet middellangt, sammentrykt, lige eller lidt bøiet, 
fortil spidst, uden Krog; Næbrandene meget skarpe; Svælget 
stort, Mundvigen strækker sig ned under Øiet; Næseborene 
i en lille Fordybning nær ved Næbroden, smalle og gjennem- 
sigtige. Benene meget korte og spinkle, med tykke Hæleled 
samt nøgne op over disse; de 3 temmelig korte Tæer for- 
bindes ved en mere eller mindre udringet Svømmehud ; 
Ydertaaen længere end Indertaaen, Bagtaaen meget lille. 
Vingerne usædvanligt Jange, smalle og spidse, 1ste Sving- 
fjer længst; Armsvingfjerene næsten lige lange og meget 
korte; alle have sabelformigt bøiede Skafter. Halen mere 
eller mindre kløftet, hos. nogle meget dybt; den har 12 
Styrere, hvoraf den yderste ofte er mere end dobbelt saa 
lang som den mellemste. 

Disse Fugle ere næsten bestandigt i flyvende Bevægelse; 
de svømme og sætte sig paa Pæle, Stene 0. desl. i Vandet 
for at udhvile sig. Som Støddykkere slåae de fra Luften 
ned i Vandfladen for at snappe Smaafiske, Vandinsekter, 
Krustaceer o.s.v. De fleste opholde sig ved Havkysterne, 
nogle ved Ferskvandssøer, Aaer og Moser; i Almindelighed 
leve og yngle de i større Selskaber. De fleste ere hvide 
med sort Hætte og hblaagraa Kappe; hos nogle udbrede 


584 


Sommerdragtens askegraa og sorte Farver sig næsten over 
hele Kroppen. Den ydre Kjønsforskjel bestaaer fornemmelig 
i, at Hunnen er mindst. Deres Flugt er svaleagtig, høi og 
let, men noget hoppende; deres Gang er trippende, og i 
Sædet har Kroppen en vandret Stilling med krydslagte 
Vinger; under Hvilen trækkes Halsen ind, såa at den sorte 
Hætte næsten er i lige Linie med Ryggen. Ungerne ere 
indtil den Zden Fjerfælding forskjeilige fra de Gamle; disse fælde 
to Gange om Aaret, hvorved hos nogle blot Farven paa Hovedet 
forandrer sig. De ere alle temmelig urolige og sky Fugle, 
der blot paa de Ynglesteder, hvor de ikke blive efterstræbte, 
ere mindre frygtsomme; i Henseende til Stemmen have alle 
Arterne stor Lighed med hverandre; deres Skrig er hæst, 
svagere eller stærkere efter Fuglens Størrelse. De egenlige 
Hav- eller Søterner bygge ingen Rede, men lægge deres 
Æg imellem Stene, i Sandet eller nåa Jorden; Moseternerne 
derimod give Æggene et.lille, men skjødesløst sammenføiet 
Underlag og lægge dem tildels påa meget fugtige Steder. 
Æggenes Antal er gjerne 3—4; de ere temmelig store, 
gråa-, brun- og sortplettede paa lysere Grund og variere 
meget. De ere velsmagende, hvorimod Ternernes Kjød er 
seigt og har .en ubehagelig, trannet Smag. De ere alle 
Trækfugle, som komme hertil sidst i April eller først i Mai 
og forlade os sidst i August eller Begyndelsen af September. 


Iste Underslægt: Havterner, Sterna (s. str.). 


Den hvide Farve er fremherskende. Halen i Regelen 
dybt kløftet; Svømmehuden stor og næsten ikke udringet. 
Deres Opholdssted er Havet eller større Søer og Floder i 
Nærheden deraf. 


585 


Rov-Terne, Sterna caspia, Pall. 


Syn. Sterna megarhynchos, Meyer & Wolf, — Sylochelidon caspia, 
Brehm. — Hydroprogne caspia, Kaup. 
Dansk: Skraalterne, Skrieltjernk (Sylt), Skrafaning (Læsø), Rekke (Veirø). 


Svensk: Skråntårna, Skrånmåse (Uppland og Sådermanland), Skråtårna, 
Skriktårna (Bohuslehn). 


Artsm. Det store, stærke Næb rødt (hos de Unge rødagtigt); Benene 
sorte (hos de Unge brunagtige); den sorte Hale mindre dybt 
kløftet. 


Abildn. Tab. XL, a. — Suppl. Tab. 20, 1, Vinterdragt. 2, ung Fugl. 


Den største af alle europæiske Terner; indtil 23” lang, 
hvoraf Næbet over 21/9”, 

Sommerdragt: Hætten og Overnakken glindsende sorte; 
det høirøde Næb sortagtigt ud imod Spidsen; selve denne 
hvidgul, Kappen, Vingerne og Halen blegt blaagraåa, de lange 
Skulder- og Vingedækfjer saavelsom Svingfjerene og Styrerne 
hvidkantede. I Vinterdragten er Hætten blot antydet ved 
sorte Punkter og Pletter. De Unge have blegere rødt Næb, 
Kappens Fjer have brune Pletter, og Hætten er som de 
Gamles om Vinteren. 

Denne Terne tilhører den varmere og tempererede Zone, 
er hyppig ved det kaspiske Hav, i Egnene omkring Ob- 
Floden og ved Søerne paa flere af Mellemasiens Stepper. 
Den forekommer talrigt paa Øerne i Vesterhavet, især paa 
Sylt, hvor Boie i sin Tid anslog Kolonien til 200 Par; i 
August og September besøge de Gamle aarligt derfra den 
sydvestlige Kyst af Ringkjøbing Fjord og Filsøen. Om Efter- 
aaret ere ogsaa enkelte skudte ved Slien. Faber fandt i 
Juli 1824 omtrent 20 Par ynglende paa Veirøen og 1827 
paa Nordrerønnerne ved Læsø; Teilmann angiver (Haandbog 
S. 149), at den yngler i Mængde paa Romø og Sylt, sjeldnere 
ved Udløbet af Ribe-Aa; Mechlenburg fik den fra Flensborg 
Fjord, Bølling fra Ribe 1846; I det zoolog. Museum findes 
bl. a. Han og Hun fra Holsten (Wøldike) og en Han 


586 


fra Hesselø, skudt i August 1826. I Grev Rabens Samling 
findes et Expl., skudt ved Aalholm. I Sept. 1868 blev en 
gammel Han skudt ved Kallundborg og kom i Grev F. Lerches 
Besiddelse; Melchior traf baade Gamle og Unge paa Enø 
ved Gaunø her i Sjælland. I Norge forekommer denne Årt 
ikke”); men i Sverrig træffes den paa de yderste Skær- 
gaardsøer langs de sydlige Kyster, såavel paa Østsiden som 
paa Vestsiden. I vore nordlige Bilande er den ikke be- 
mærket. Æggene findes i en Fordybning i Sandet ved 
Havet; de ere glatte, men glåndsløse, gulagtig- eller brun- 
agtighvide, askegraat eller brunt punkterede og plettede; 
man samler dem og spiser dem som en Delikatesse. 
Æggets Længde og Brede: 
(D) Fe Æonm: 
68,5 » 48 » 


Engelsk Terne, Sterna Anglica, Montagu. 
Syn. Bterna risoria, Brehm. 
Dansk: Sand-Tar (Thy), Engelsk Terne. 
AÅrtsm. Næbet sort, kort og stærkt, Benene sorte, Halen kun lidt kløftet. 


Afbildn. Tab. XL, a. — Suppl. Tab. 20 Vinterdragt. 


Længde 14”. 

Iris brun. Det Sorte påa Hovedet omslutter Øinene 
og gaaer ned paa Overnakken; ogsaa Mundvigen er sort; 
Kroppen og Halen hvidagtigt blaagraa, den sidste med 
næsten ren hvid Yderfane; Svingfjerene paa Indersiden sort- 
agtigt graa; Bugsiden hvid. I Vinterdragten er Hætten hvid 
med sorte Punkter. 

Denne Art, der udmærker sig ved sin latterlignende 
Stemme, opholder sig især ved Strandkanter, men yngler 
dog ved Ferskvandssøer, ikke langt fra hine. Den Første, 


AJ 


”) Et enkelt Individ antages dog at være iagttaget i August 1839 ved 
Hvaløerne (Nyt Mag. f. Naturvidenskaberne. Bd. 15. Pag. 16). 


587 


der opdagede denne Terne for den danske Fauna, var Hof- 
jægermester Teilmann, der i Juni 1819 i det sydvestlige 
Jylland skød Han og Hun. Her i Landet forekommer den 
sporadisk ynglende paa flere Steder, men synes dog tidligere 
at have været almindeligere end nu. Den har i sin Tid 
ynglet talrigt ved Hostrup Sø pr. Aabenraa og skal ligeledes 
have ynglet paa Mols. For en Del Aar siden fandt Mechlen- 
burg ved Kliplev idetmindste 30 ynglende Par samt baade 
Æg og Unger af forskjellig Alder; paalidelige Folk sagde 
ham, at Kolonien havde været meget talrigere. Ved Filsøen 
og Ringkjøbing Fjord har Forf. i August skudt flere. Dr. med. 
P. Heiberg har meddelt Udg., at den endnu yugler i en lille 
Koloni påa Holmen i Sperring Sø (Thy), og at enkelte Par 
i 1874 ynglede i Flade-Sø ved Agger. Paa førstnævnte 
Sted har den tidligere, ligesom i Sjørring Sø ynglet i større 
Mængde. Grill fandt 4 Par ynglende paa Knopen ved Tunø 
den 6te Juli 1876. Smedemester Carstensen i Thisted ind- 
sendte den l4de Juni 1859 en levende Sz. cantiaca og 3 
St. anglica til Universitets-Museet; de vare tagne påa Æg- 
holmene i Sjørring Sø. Den 12te Aug. 1838 skød Kammer- 
herre Serene d'Aqueria et Exemplar i Løsning-Mose, 2 Mile 
Vest for Horsens, og forærede Skindet til det Kgl. Museum. 
Ifølge Dyrlæge Grills Meddelelse yngler den paa Bosserne ved 
Samsø. Fencker skød Han og Hun i Asferg Mose ved 
Randers den den Juli 1871; begge Individer havde Ruge- 
plet og tilhørte en Flok paa c. 14 Stkr.; om de havde ynglet 
der i Mosen, anseer han dog for tvivlsomt. Den bygger, 
ifølge Heibergs Iagttagelser, altid høit og tørt; i en lille 
Fordybning i Sandet eller Græsset lægger den i Juni eller første 
Halvdel af Juli 2, sjeldnere 3, mat olivenbrune, askegraa- og 
oliven- eller rødbrunt plettede Æg. Ofte benyttes den samme 
Rede af to Par, saa at den indeholder 4 Æg (Heiberg). 
Æggets Længde og Brede: 
AG 5mm: 34 mm. 
51 » 36 » 
38 


588 


Kentisk Terne, Sterna Cantiaca, Gu. 


Syn. Sterna striata, Gm. — Sterna canescens, Meyer & Wolf. — 
Sterna Boysii, Lath. — Sterna columbina, Schrank.  — 
Thalasseus Cantiacus, Borze. 

Dansk: Split-Tar (Thy). Norsk: Kentsk Terne. 
Svensk: Kentska Tårnan. 
Artism.  Næbet smalt, langt, sort med brungul Spids; Benene sorte med 


gule Saaler; Halens Sidefjer dobbelt saa lange som Mellem- 
styrerne, kortere end Vingerne. 


Afbildn. Tab. LI, a. — Suppl. Tab, 20. 3, Vinterdragt. 4, ung Fugl. 


Længde 17/2”. 

Iris mørkebrun.  Sommerdragt: den sorte Hætte har 
bag i Nakken meget lange Fjer; Kinder, Halssider, Bryst, 
Bug og Hale hvide, Brystet med Rosenskjær; Kappen og 
Vingerne meget blegt blaagraa, Skulderfjerene og de mørke- 
graa Svingfjer med hvid Indfatning og hvide Skafter. I Vinter- 
dragten er Hætten hvid med sorte pilformige Pletter, . som 
næsten ganske mangle paa Panden. De Unge have et kortere, 
blegere Næb, graa, sortpunkteret Hætte, graahvid Underkrop, 
rustgule Fjerrande paa Kappen, og Vingerne have sorte og 
hvide Kanter. 

Denne Årt er i Europa intetsteds hyppigere end i Hol- 
land; her i Landet forekommer den ikke sjeldent ynglende, 
saaledes ved Ringkjøbing Fjord, påa Nordrerønnerne ved 
Læsø og paa Hirtsholmen, men især påaJordsand og Norderoog 
ved Pelworm, hvor den findes i overordenlig Mængde. IE For- 
aaret 1864 flygtede en meget stor Koloni fra Jordsand til 
Øen List, hvor den tog en lilie af Havet omflydt Sandrevle 
i Besiddelse som Yngleplads. Den 12te Juni 1857 fandt 
Forf. en tålrig Koloni ynglende påa «Færgeborgen», en Ø i 
den daværende Sjørring Sø i Thy. Dr. P. Heiberg fandt den 
talrigt ynglende paa Holmene i Flade-Sø, Ørum-Sø, paa 
Madsted Holm, ved Hindsels (Limfjorden) og enkeltvis i 
Sperring Sø (Thy). Ifølge Angivelse af Forststud. Lund, der 


789 


i Slutningen af Mai 18683 skød den ved Kallundborg, skal 
den yngle paa Vroi. Dyrlæge Grill hår meddelt Udg., at 
den yngler temmelig talrig paa Bosserne ved Samsø. 
E. Hage har skudt den ved Ulvsund, Birkedommer Serene 
d'Aqueria ved Frederiksværk (Reinh.). I det zoolog. Museum 
findes adskillige Exemplarer fra. Holsten (Wøldike); Adj. Koch 
skød den 18de Juni 1871 en gammel Hun ud af en Flok 
påa tre Stkr. tæt ved Randers. I Norge vides den ikke med 
Sikkerhed at være skudt; ifølge Wallengren (Naumannia 
f. 1855) skal den engang være funden i Trondhjems Stift. 
Fra Sverrig kjendes kun et enkelt sikkert Tilfælde af dens 
Forekomst, idet den i Juli 1836 blev skudt ved Løddestrøm 
i Nærheden af Hog; den synes ogsaa at være bemærket 
paa Gottland og ved Gøteborg. 

I Juni lægger den 2, sjeldnere 3, Æg; disse ere mat 
rødagtigt eller rustgulagtigt hvide, stundom renhvide med 
sorte og rødbrune Pletter og variere meget; de ere særdeles 
velsmagende og forsendes fra Øerne i Vesterhavet, hvor de 
samles i Tusindevis, endog til Udlandet; ikke sjeldent findes 
4 Æg i én Rede, men ligesom ved foregaaende Art hidrører 
dette fra, at to Par have benyttet denne i Forening (Heiberg). 

Æggets Længde og Brede: 

ÆG mm. 36;5me: 
55 » all » 

Denne Årt er den kraftigste og bedste Flyver af alle 
vore Terner; den trodser de hefligste Storme og kaster sig 
ind i de frygteligste Brændinger. 


Dougalls Terne, Sterna paradisea, Brinn, 
Syn. Sterna Dougalliz, Montagu. 


Årtsm. Næbet sort. Benene gulrøde; Halens Sidestyrere række flere 
Tommer udenfor de hvilende Vinger. 


Afbildn. Tab. XL, a (St. Dougalli). — Suppl. Tab. 20, ung Fugl. 


Længde 16”, hvoraf Halen 7%”, 


590 


fris brun. Mundvigen gu!, Hætten sort, Underkroppen 
ren hvid med Rosenskjær, Kappen askegråa, Vingeranden 
hvid, Svingfjerene mørkegraa og, ligesom Skulderfjerene, 
hvidkantede; Yderfanen paa den første Svingfjer sort. Den 
unge Fugl udmærker sig ved en aldeles sort Nakke og Bag- 
hals samt ved en uplettet Hale. 

Denne Årt tilhører fornemmelig Englands, Skotlands og 
Picardiets Kyster, men forekommer dog ogsaa ynglende her 
i Landet. Ved Nymindegab, Udløbet af Ringkjøbing Fjord, 
skød Forf. i September 1847 en ung Han; den 20de August 
1849, noget nordligere (ved Nørrebæk), skød han atter en 
neppe flyvefærdig ung Fugl, ledsaget af en af de Gamle, 
som af og til madede den; i 1850 erholdt han fra samme 
Sted 4 Æg af denne Terne; den har tidligere ikke været 
bemærket i Jylland. I Midten af April 1874 traf Heiberg 
to Par paa Sperring-Holm; samme Sted fandt han to Reder 
med resp. 2 og 1 Æg, der efter al Sandsynlighed tilhørte 
denne Art; i 1875 indfandt Fuglen sig ikke paa dette 
Sted. Naumann saae den i 1819 paa Amrom, Boie paa 
Slesvigs Østkyst, og efter E. Hages efterladte Notitser er 
den skudt ved Ottendorf i Holsten; Benicken omtaler den 
(Isis, 1824) som sjeldent forekommende ved de slesvigske 
Kyster, hvor han (1820) selv har seet den. Om den fore- 
kommer påa den skandinaviske Halvø er vistnok meget 
tvivlsomt. Ifølge Yarrell (British Birds, IN. Pag. 501) er den 
funden ynglende i Lapland. I vore nordlige Bilande er den 
aldrig bemærket. Den er i Flugten paafaldende kjendelig 
ved sin lange Svalehale. De 2—3 mat olivengrønne Æg 
have store, rundagtige, violetgraa og sortebrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

SDS BUE: 
Ad » 29,5 ”» 

I Samlinger tåbe de det Grønagtige, saa at Grunden 

bliver brunagtig olivengul. 


591 


Almindelig Terne, Sterna hirundo, L. 
Syn. Sterna fluviatilis, Naum. 


Dansk: Hætteterne”), Stritte (Als). Norsk: Makreltærne, Tærne, Tænne. 
Svensk: Tårna, Fisktårna, Håttentårna, Makrilltårna (Bohuslehn). 


Artsm. Næb og Ben skarlagen- eller mønnierøde, Næbet med sort Spids; 
Hovedets Sider og Struben rent hvide; den sortegraa Stribe paa 
Inderfanen af iste Svingfjer, 2'/2” fra Spidsen, 2'” bred. 


Afbildn. Tab. XL. a. — Suppl. Tab. 20, ung Fugl. 


Længde indtil i6”; Svælget og Tungen orangegule; 
Iris brun; Kappen lyst blaagraa; Svingfjerene skifergråa, 
ud imod Spidsen hvidkantede, blot Yderfanen uden Hvidt, 
alle Skafterne hvide. Underkroppen rent hvid, Hætten sort. 
Hos den unge Fugl er Panden hvid, Hætten fint sortplettet, 
Benene mørkegule. 

Denne Art er yderst almindelig overalt her i Landet, 
saavel ved Havkysterne, især ved Fjorde og Bugter, som 
ved ferske Vande. I Norge er den ligeledes almindelig og 
yngler især talrigt langs Vestkysten indtil ovenfor Lofoten. 
I Landets indre Dele forekommer den ofte. I Sverrig er 
den udbredt overalt og træffes ynglende høit oppe i Lap- 
land. Om den forekommer paa Færøerne, vides ikke med 
Sikkerhed; dog antager Sysselmand Muller det. Paa Island 
synes den ikke at være bemærket. 

Ligesom sine Slægtninge er den meget selskabelig og 
lader idelig sit hæse Skrig høre; den forener sig med sine 
Kammerater for at jage Kovfugle bort, og den slåaer ned 
over Hovedet paa Den, der nærmer sig dens Æg eller 
Unger. Smaa Fiske, Insekter 0. s. v., som den fanger i Vandets 
Overflade, ere dens Næring. Sine 2—3, sjeldent 4, Æg 


”, Benævnelsen Hætteterne (Hættlenterne) benyttes her i Landet ikke 
udelukkende for denne Art, men overhovedet for alle de Terner, 
der have mørk Hætte. Navnet «Stritte»”» anvendes i samme Ud- 
strækning paa Als. 


592 


lægger den i en lille Fordybning i Sandet ved Vandbredden ; 
de variere ualmindeligt meget, saa at man træffer baade 
perlegraa, næsten rent lyserøde og olivenfarvede med større 
og mindre sorte og graa Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 
Born VS) ED 
AA » 30,5 » 
Kjødet spises vel undertiden, men det er tørt og ikke 
velsmagende. 


Kystterne, Sterna macroura, Naum, 


Ayn. Sterna hirundo, L., (p. p.). — St. arctica, Temm. — St. argentata, 
Brehm. 

Dansk: Hætteterne, Havterne, Kirre, Kropkirre, Split-Tar (Splittaer). 

Norsk: Rødnæbet Tærne. Svensk; Rødnåbbad Tårna. Færøisk: 


Tedna (M.), Tedna, Terna (H.). Islandsk: Kria, perna. Grønlandsk: 
Imerkoteilak. 


Artsm. Næb og Ben karmin- eller zinnoberrøde; Næbet uden sort Spids. 
Den graa Stribe paa Inderfanen af iste Svingfjer, 21/2" fra 
Spidsen, 7/8” bred. Hovedets Sider og Struben blegt askegraa, 
Brystet og Halsen mørkere. 


Afbildn. Tab. XL, b. — Suppl. Tab. 20, Vinterdragt og ung Fugl. 


Længde 14/0”, Vingestrækning 2971/97. Ung Fugl: Kappen 
med meget mørke, bølgeformige Tegninger, Næbet sortagtigt, 
kun Undernæbets Rodparti rødgult; Benene pommerants- 
farvede; første Svingfjer sortagtig med bred hvid Indfatning 
paa Inderfanen; Bugen samt Over- og Undergumpen hvide. 

Denne Terneart opholder sig mere udelukkende ved 
Havkysterne end forrige, med hvilken den forøvrigt har 
megen Lighed. Den er her i Landet den almindeligst fore- 
kommende Terne og yngler påa såa godt som alle vore 
Kyststrækninger og mindre Øer. I Norge yngler den al- 
mindeligt langs Kysten Nord for Stat og helt op til den 
russiske Grændse. I Østfinmarken er den den eneste Terneart 


593 


og yngler der ved Ferskvandssøerne indtil omtrent 20 Mile 
fra Kysten; ved Landets sydlige Kyster træffes den kun 
undtagelsesvis. I Sverrig forekommer den sporadisk, en- 
kelte Steder i Skaane i stor Mængde, men i det Hele 
taget langt mindre talrigt end i Norge og Danmark. Paa 
Færøerne forekommer den i Mængde; den indtræffer dertil 
midt i Mai og drager bort i Slutningen af September. Paa 
Island er den ligeledes meget almindedelig om Sommeren og 
yngler i stor Mængde saavel ved Kysterne som langt inde i 
Landet paa de lavtliggende Bjergsletter. Ved Grønland viser 
den sig allerede i April, men kommer dog først i Mai ind 
til Kysterne. I Slutningen af Oktober drager den atter bort. 
Ved at opsamle Snegle og Larver paa Markerne gjør den 
Nytte. Dens 2, sjeldnere 3, Æg ere noget mindre end 
foregaåaende Arts og variere lige saa meget som dennes. 
Æggets Længde og Brede: 
On: AGTET: 
46 » 30 » 


Dværgterne, Sterna minuta, L. 
Syn. Sterna parva, Penn. — Sternula minuta, Boie. 


Dansk: Dværgterne, Benterne, Snipterne, Schånntjernk (Sylt), Gnispe 
(Lolland). Svensk: Småtårna. 


Årtsm. Næb og Ben (hos de Gamle) orangegule; Panden og Halen 
hvide; de 2—3 første Svingfjer skifergraa med sorte Skafter og 
bred, hvidkantet Inderfane. 


Afbildn. Tab. XL, b. — Suppl. Tab. 20, ung Fugl. 


Længde 8%"; Iris brun. Hætten rent sort, hvid Pande 
og en sort Stribe foran og bag Øinene; Kappen lyst blaa- 
graa, Underkroppen hvid. Hos den unge Fugl er Hovedet 
hvidgult med sorte Smaapletter og en større Plet foran 
og bag Øiet; Kappen bestrøet med sorte, for største Delen 


594 


halvmaaneformige Pletter; Hålen mod Spidsen matgul og 
sortplettet; Næbet blegt grøngult, Oversiden blegbrun. 

Denne mindste indenlandske Terne findes ynglende påa 
mange Steder ved vore Økyster, f. Ex. påa Læsø, Rødsand, 
Hirtsholmen, Agersø, Musholm, Vroi, Flintholm i Odense- 
Fjord, Saltholmen o. s. v., samt langs med Jyllands Vestkyst, 
hvor den er hyppigst. Som Trækfugl ankommer den midt 
i Mai og forlader os allerede sidst i Juli eller:først i August. 
I det sydlige Sverrig er den ikke sjelden ved Kysterne. Paa 
Halvøen synes den ikke at forekomme mordligere end i 
Halland, i alt Fald ikke regelmæssigt. Paa Gottland er den 
iagttaget af Wallengren, og ifølge Collett antages to Indi- 
vider at være bemærkede af Konservator Siebke udenfor 
Jæderen i Efteraaret 1864. Fra vore nordlige Bilande kjendes 
intet Exempel paa dens Forekomst. 

Den synes at foretrække Havkysterne, men findes dog 
ogsaa ved Søer med stenet Bund. Om Aftenen pleier den 
at forsamle sig i større Selskaber; dens Stemme er stærk 
og skjærende, og den lever af smaa Fiske, Insekter og 
Laårver. Den yngler ved Søer og Havbredder, lægger 2—3 
mat rustgule eller lerfarvede Æg med graa og sortebrune 
Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

31,5=7m. 33mm. 
35,5 » 24 » 


2den Underslægt: Moseterner, <Zydrocheledon, Bore. 


Den graa Farve er fremherskende. Halen er forholdsvis 
kun lidt kløftet; Svømmehuden, især mellem de inderste 
Tæer, dybt udskaaren. Deres Opholdssteder ere ferske 
Vande og store Sumpe. : 


595 


Hvidskjægget Terne, Sterna hybrida, Pall. 
Syn. Sterna leucopareia, Natt. — Hydrochelidon hybrida, Biye. 


Artsm, Næb og Ben blodrøde (Næbet hos de Unge gulrødt med sort- 
agtig Spids). Halen askegraa, hvidkantet. Hætten sort (om 
Sommeren). 


Afbildn. Tab. XL. b. (Sterna leucopareja). — Suppl. Tab. 21, 1, Vinter- 
dragt; 2, ung Fugl. 


Denne Terne, hvis Hjem er det sydøstlige Europa, Nordafrika og 
Egnene omkring det kaspiske Hav, vides ikke at være truffen indenfor 
Skandinaviens Grændser.  SAngivelsen i «Danmarks Fugle»: at den «i 
Sommeren 1824v er skudt ved Brunsbuttel, beroer efter Prof. Reinhardts 
Meddelelse sandsynligvis paa en Forvexling. Der er nemlig aldrig fra 
Woldike sendt nogen &&. hybrida til Museet, skjøndt han ellers indsendte 
Alt, som havde nogen særlig Interesse i fåunistisk Henseende. Derimod 
sendte han en Larus minutus (Han i Vinterdragt), skudt ved Brunsbuttel 
d. Zden Febr. 1825 og en ung Hun af samme Art, skudt sammesteds i 
November 1824, men begge under den urigtige Bestemmelse: St. Zeuco- 
pareja. Den anden Angivelse, at den skulde være skudt ved Slesvig 
d. 16de Dec. 1822 (ifølge Benicken, Isis. 1824, S. 886), er, ligeledes ifølge 
Prof. Reinhardts Meddelelse, heller ikke til at stole paa. Benickens og 
Woldikes ornithologiske Samkvem gjør det ikke usandsynligt, at en lig- 
nende Forvexling har fundet Sted. Indtil videre bør Arten derfor ikke 
indlemmes i vor Fauna. 


Hvidvinget Terne, Sterna leucoptera, Temm. 


Byn. St. leucoptera, Temm. (1815). — St. leucoptera, Schinz 
(1815). — St. fissipes, Pall. (1811).”) Hydrochelidon 


leucoptera, Bore. 
Dansk: Hvidvinget Terne, Svensk: Hvitvingad Tårna. 


+) Da der hersker nogen Forvirring i denne Arts Synonymi, har Ud- 
giveren anseet det for rigtigst at hidsætte nogle Bemærkninger 
desangaaende, som velvilligt ere meddelte af Prof. Reinhardt: Ved 
et Tilfælde har Fuglen faaet samme Navn i samme Aar af to for- 
skjellige Forfattere, Temminck og Schinz. Temmincks er imidlertid, 
trods den temmelig almindelige Praxis at give Schinz Æren, det 
først publicerede, og hans bekjendte «Manuel d'Ornithologie» citeres 


596 


Årtsm. Næbet brunt, Halen kun lidt kløftet, hvid ligesom Dækfjerene 
og Overgumpen; Hovedet, Halsen, Ryggen, Brystet'og de underste 
Vingedækfjer sorte; Forvingen hvid, Bagvingen graa, Benene røde. 


Afbildn. Tab. XL, b. — Suppl. Tab. 21. — Overgangsdragt. — Vinter- 
dragt. — Ung Fugl. 


Længde 91f0"", 

Omtrent afStørrelse som den almindelige Moseterne; Vinter- 
dragten er meget lys: Benene orangefarvede, foran Øiet en 
sort, halvmaaneformig Plet, Issen og Tindingerne sorte, For- 
hovedet, Halsen, Brystet og Halen hvide med graat An- 
strøg, Ryggen og Vingedækfjerene askegraa, Skuldrene sort- 
bølgede med hvid Over- og Forrand paa Vingerne. Ung- 
domsdragten ligner den følgende Arts, men er dog lysere og 
har smukke rustgule Fjerkanter. I Overgangsdragten frem- 
træder det Sorte paa Hovedet, Halsen og Brystet i store, 
halvmaaneformige Pletter paa hvid Grund. 

Denne Årt hår hjemme ved det sydlige Europas Land- 
søer, navnlig i Frankrig, Ungarn, Italien og paa de tartariske 
Stepper fra Don til Ob. Hvorvidt den kan betragtes som 
erhvervet for den danske Fauna, er endnu tvivlsomt, idet 
den eneste Beretning, der haves om dens Forekomst her i 
Landet, er en Meddelelse i «Danmarks Fugle» om, at Forf. 
d. 10de Mai 1835 saae tre Individer af den ved Trappeskov 
paa Ærø i Selskab med St. nigra. Hvad der imidlertid kan 
tale for Rigtigheden af denne Meddelelse, er den Omstæn- 
dighed, at der den iste Juni samme Aar blev seet to 
Individer (af hvilke det ene, en Han, blev skudt) ved Getingeaa 
i Nærheden af Lund. I Norge er den ikke bemærket. 


af Meisner og Schinz ved denne Terne.  Pallas's Benævnelse er 
ganske vist den ældste, men hans «Zoogr. Rosso-Åsiat.«, hvori 
Arten beskrives, var, skjøndt trykt i1811, ikke at faae i Boghandelen 
før ind i Trediverne, og Artsnavnet fissæpes kan give Anledning til 
Misforstaaelse., Flere Forfattere, som iøvrigt holde paa Prioriteten, 
opgive derfor dette Navn. Bruges det, bør det ialtfald bemærkes, at 
det er Pallas's, ikke Linnés Art, der menes. 


597 


Den yngler i dybe Sumpe, f. Ex. i Ungarn, lægger 
3—4 Æg af Størrelse som den følgendes, mørk-olivengule 
med graa- og sortebrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

3omm. Sen: 
37 » PAT ERES 


Sort Terne, Sterna nigra, L. 


Syn. Hydrochelidon nigra, Boie. — St. nigra, nævia og 
Jissipes, L.%). 


Dansk: Sort Terne, Blaaterne, Moseterne, Glitter, Sortkirre, Kløver- 
maage, Kløftmaage. Norsk: Sort Tærne. Svensk: Svart Tårna. 


Artsm. Næbet sort; Vingerne og den kun lidet kløftede Hale graa med 
hvide Fjerskafter; Hoved og Hals (om Sommeren) sorte; Benene 
rødagtigt sorte. 


Afbildn. Tab. XL, b. — Suppl. Tab. 21. 1, Vinterdragt. 2, ung Fugl. 


Længde 9/3”. Den bageste Del af Bugen og Halens 
Underdækfjer hvide. I Vinterdragten ere tillige Panden, 
Kinderne og Struben hvide, blot med en sort Plet over 
Næbroden; Issen og Nakken sorte, det Øvrige blaagraat. 
Ungdomsdragten er mørkere end hos de andre Arter af 


+) Ligesom foregaaende Art har ogsaa denne været Gjenstand for en 
Del Uklarhed med Hensyn til Synonymien. I Syst. naturæ, Ed. X 
har Linné kun $£. nigra; i Ed. XII tilføjes St. nævia og fissipes. 
Linné har aabenbart ikke selv seet disse Former, men taget dem 
fra Brisson og ved den Leilighed overseet, at de to Brissonske Arter 
ere hans egen St, migra (som, hvis dette ikke var Tilfældet, ganske 
vilde mangle hos Brisson). Naar forskjellige Forfattere mene, at 
Linnés 4%. nigra er forskjellig fra Brissons $. nigra (L'hirondelle- 
de-mer noire) og derimod synonym med &+. leucoptera, Temm., såa 
oversee de, at denne sidstnævnte Art er en accidentel Fugl i Sverrig, 
iagttaget der første Gang for 36 Aar siden, og ganske ubekjendt 
for Linné, som i alle sine Skrifter ved St. nigra forstod en almin- 
delig svensk Fugl med sort Næb (Reinh). 


598 


denne Gruppe: Issen, Nakken, Ørepletten, en Plet fra Skul- 
drene hen imod Struben og selve Skuldrene sortagtige, de 
sidste med hvid Overrand; Ansigtet, Forhalsen og Brystet 
hvide med graat Anstrøg, IKappen mørk-askegraa, Fjer- 
randene mørkere med rustgule Sømme. 

Den findes her i Landet overalt ved Moser, Aaer, Damme 
og Søer. Ifølge Dyrlæge Grills Meddelelse ankom den til 
Østrupgaard: 


1868 den 12. Mai. 
1869 — 6. — 
1870 — 8. — 
1873 — 6. — 
1875 — 3. — 
1876 — 6. — 


Paa den skandinaviske Halvø er denne Terne fornem- 
melig indskrænket til den sydligere Del. I Norge er den 
sjelden og kun bemærket i de sydligere Stifter, hvor den 
dog muligvis yngler hist og her. I Sverrig træffes den 
ynglende i det sydlige og østlige Skaane og forekommer 
aarligt op indtil Uppland; paa Gottland er den temmelig 
almindelig, og ved Gåteborg yngler den hvert Aar, men 
ikke talrigt. I vore nordlige Bilande er den ikke bemærket. 
I Sumpe og ved dyndrige Søbredder finder mån i Begyn- 
delsen af Juni dens af Siv og andre Plantedele sammen- 
dyngede, undertiden svømmende Rede og derpaa sædvanligt 
3 olivenbrune eller grønagtige, brungraat og sortebrunt 
plettede Æg, der ere meget velsmagende. 

Æggets Længde og Brede: 

34, ,5mm. 24mm. 
DET V 26 » 


Maageslægten, Larus, L. 


Næbet middellangt, oftest stærkt, haardt, sammentrykt, 
med en bueformig, over Undernæbet nedbøiet Spids; Under- 
næbet danner nedenunder en vinkelformig Knold. Det store 


599 


Gab kløftet til Øjnene; Næseborene i Midten af Næbet, 
spalteformige, gjennemsigtige. Benene temmelig tynde, af 
Middelhøjide, nøgne op over Hælen; de tre forreste Tæer 
ganske forenede ved en Svømmehud, Bagtaaen fri, kort og 
højtsiddende, hos nogle blot antydet. Vingerne store, 
lange og brede, med lange Armknokler; af Svingfjerene er 
den iste kun ubetydeligt længere end den. Halen med 
i2, oftest lige lange Styrere, kortere end Vingerne. 

Ved det stærke, krogformige Næb, den fuldstændige 
Svømmehud, de brede, ikke sabelformige Vinger, den næsten 
lige afskaarne Hale, den noget længere Hals, de høiere Ben og 
den kraftigere Legemsbygning adskille de sig fra Ternerne, med 
hvilke de mindre, sorthovedede Maager forøvrigt have megen 
Lighed; Kjønnene have ens Udseende, men Hannen er størst. 
De Gamle ere hvide, med sorte, blaasorte eller lyst graablaa 
Tegninger; Underlivet og Halsen, som oftest ogsaa Halen, ere 
næsten altid rent hvide. I den yngre Alder ere de alle plettede; 
de mindre Arter erholde først i det tredie, de større i det 
fjerde Aar deres rene Dragt, og før den Tid parre de sig 
ikke, men leve adskilte fra de Gamle, der ikke engang taale 
dem ved Redestederne. De have en dobbelt Fælding, hvorved 
de kun, ligesom Ternerne, forandre Farven paa Hovedet og 
Halsen, naar de først have aflagt Ungedragten. De større 
Arter leve mere adskilt, de mindre mere selskabeligt. Deres 
Gang er lettere end de fleste andre Svømmefugles; Flugten 
er let og skjøn, og de svømme mere end Ternerne. De 
opholde sig, ligesom disse, saavel ved Strandbredder, som 
ved Floder og Søer; deres Skarer bedække Kysterne ved 
alle Have fra Pol til Pol. De ere meget graåadige, dovne 
og feige, men hurtige i Flugten og tilbringe en stor 
Del af Dågen oppe i Luften, selv i den stærkeste Storm. 
De ere Støddykkere ligesom Ternerne , skjøndt ufuldkom- 
nere; ingen af dem ere Svømmedykkere. Deres Næring 
bestaåaer baade af døde og levende Fiske, Bløddyr, Fiske- 
rogn, Orme, Insekter og disses Larver, smaa Krebs, Fugle- 


600 


unger, Fugleæg 0o.s.v. Altid sultne strides de bestandigt 
med høit Skrig om deres Bytte og rive det fra hverandre; 
syge og saarede Kammerater anfalde og fortære de. Deres 
2—4, oftest 3, plettede Æg lægge de paa Klipper, i Sandet, 
Græsset 0. s. v. i en lille Fordybning med tørre Græsstraa eller 
Tang til Underlag. De Unges Kjød er ret velsmagende, de 
Gamles derimod seigt, som oftest trannet og spises i AÅl- 
mindelighed ikke. 


a) Ferskvands-Maager. Underslægt: Crowcocephalus, Eyt. 


I Sommerdragten er Hovedet sort eller brunt. Kappen 
blaagraa. Næbet forholdsvis svagt. Benene røde.  Bag- 
taaen fuldt udviklet. 

De leve mest af Insekter og disses Yngel; ruge ved 
Søer og Moser, aldrig ved den aabne Havbred. 


Dværgmaage, Larus minutus, Pall. 
Syn. Larus. atricilloides, Falk. — Chroicocephalus minutus, Eyt. 


Artsm. -Gammel Fugl: Haandsvingfjerene lysegraa, i Enden hvide, noget 
sorttegnede, med graabrune Skafter og sort Yderfane påa den 
lste Svingfjer. Ung Fugl: Baghovedet, en stor Plet paa Hals- 
ryggen og de smaa Vingedækfjer sortebrune.  Næbet, Tarsen 
og Meliemtaaen (Kloen ikke iberegnet) omtrent 1 Tomme lange. 


Afbildn. Tab. XLI. — Suppl. Tab. 22. 1, Vinterdragt. — 2, ung Fugl. 


Længde 1i”, Gammel Fugl i Sommerdragt: Næbet 
sortrødt, Hovedet og Overhalsen sortebrune, Underhalsen, 
Brystet og Bugen hvide, om Vaaren med et smukt rødgult 
Skjær; Kappen og Overgumpen lyst blaagraa, Halen hvid, 
Beneue høirøde. I Vinterdragten mangler den sortebrune 
Hætte; Fuglen er da hvid med graa Nakke og Pletter ved 
Mundvigen; Næb og Ben lysere. Ung Fugl: Hovedet, Halsen 
og Underkroppen som hos de Gamle i Vinterdragten, Over- 
ryggen og Skuldrene sortebrune med hvide Tegninger. De 
3—4 yderste Svingfjers Faner og Spidser sorte, de sidste 


601 


hvidkantede; Inderfanen hvid til ud imod Spidsen; Halen 
hvid med et sort Baand i Enden "af de mellemste Styrere ; 
Næbet mørkebrunt, Benene blegrøde. 

Denne smukke lille Maage, der hører hjemme i det 
østlige Europa og i Siberien, forekommer sjeldnere hos os. 
I Benickens Samling har der, efter Kataloget derover, 
været 3 Exemplarer, alle skudte i Slesvig i Aarene 1815, 
1822 og 18237).  Apotheker Mechlenburg fik den d. 13de 
December 1829 og den 20de November 1831 fra Gram, samt den 
6te Septbr. 1829 flere, baade Gamle og Unge, fra «Batteriet» 
ved Flensborg; i Juli er dem skudt ved den holstenske 
Elbkyst (Boie); ved Brunsbittel blev en Han skudt den 2den 
Febr. 1825, og en ung Hun i November 1824, som begge 
findes opstillede i det zool. Museum (KReinh); den er skudt 
paa Møen 1828 (Scheel), og E. Hage havde flere Exem- 
plaårer fra Slien og Kielerbugten. i det zool. Museum findes 
fremdeles en gammel Han, skudt ved Kulhusene i Sjælland den 
lste August 1855”). Den åde Septbr. 1861 kjøbte Apotheker 
Benzon en ung Han hos en Vildthandter i Kjøbenhavn; den 
var skudt Dagen forud i Kallebodstrand. Forfatterens tid- 
ligere Angivelse, at den var skudt ved Helsingør (Steen- 
berg) beroer vistnok paa en Feiltagelse. Ifølge Oplysning 
fra Prof. Reinhardt sendte Steenberg i 1823 en Maage, som 
var skudt paa «Lappen», til det kgl. Museum i den Tro, at 
det var ÅL. minutus, og med Tilføjelse af, at det var det 
tredie Exemplar af denne Art, der var skudt; men Fuglen 
viste sig at være en ung ÅL. ridwbundus. I Forf.s efterladte 
Optegnelser findes angivet, at der i Sommeren 1862 fandtes 
mange Dværgmaager ved Nefshale paa Møen. Telegraphist 


+) Prof. Reinhardt har gjort Udg. opmærksom paa, at Angivelsen i 
”»Danmarks Fugle» om, at den (ifølge Isis 1824) skulde være 
skudt ved Slesvig i Juli 1811, er urigtig. 

4%) I Fischers «Iagttagelser over Danmarks Fugle» etc. (Naturhist. Tidsskr. 
3die R. 2det Bd. Pag. 46) angives Datum feilagtigt til d. 2åde Juli 
1854. 


602 


Petersen fik en ung Fugl og en gammel Han i Vinterdragt 
fra Flensborg Fjord. I Norge er den aldrig skudt, men et 
enkelt Individ antages at være seet ved Hvaløerne i August 
1839. Paa Gottland var den tidligere hyppig og ynglede 
navnlig paa Øens sydlige Del; nu forekommer den hverken 
der eller paa Øland. Lilljeborg fandt den derimod i Mængde 
ved Novaja Ladoga. 

Den er yderst livlig og selskabelig; Vandinsekter, Bløddyr 
og smaa Fiske, som den fanger ved Støddykning, udgjøre 
dens Næring. De 3 Æg have i Størrelse og Udseende 
Lighed med den almindelige Hætteternes (Sterna hirundo), 
men de ere mere ovale, have oftest større og færre Punkter 
og variere ikke saa meget; de fleste ere olivengrønne eller 
lyst brunagtige med sortebrune Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

bio la VB on: 
43,5 » 32 'y 


Hættemaage, Larus ridibundus, L. 


Syn. IL. erythropus,. Gm., L. (yngre Fugl). — Larus cinerarius, 
Gm., L. — Larus atricilla, Pall. — Larus nævius, Pall. — 
Larus capistratus, Temm. — Chroicocephalus ridibundus, Eyt. 


Dansk: Hættemaage, Hattaer. Norsk: Lattermaage, Hættemaage. 
Svensk: Skrattmåse. Færøisk: Fransatedna (M.), Fransaterna (H.). 


Artsm. Skafternec af de forreste Svingfjer hvide med sorte Spidser; 
Tarsen længere end Mellemtaaen. 


Afbildn. Tab. XLI. — Suppl. Tab. 22. Vinterdragt. — iste Sommer- 
dragt. — Ung Fugl. g 

Længde 15%4—16"f0”, Næb og Ben høirøde, Iris mørke- 
brun. Sommerdragt: Hovedet og Struben brune, den sidste 
længere nede sortagtig; bag Øiet en lille hvid, halvmaane- 
formig Plet; Halsen fra Baghovedet hvid ligesom Brystet og 
Bugen, der har et rødligt Skjær; Kappen smukt lyst blaagraa; 
Vingekanten hvid. Svingfjerene med sorte Spidser. I Vinter- 


603 


dragten. hår den hvidt Hoved med en sortagtig Plet ved 
Øiet og en lignende bag Øret. Den unge Fugl er paa 
Overkroppen sortegraat, blåagråat og rustgult spraglet. For- 
hovedet og Struben graahvide med mørkere Pletter ved Øiet 
og Øret; Halsen og Underkroppen hvide, med rustgult Skjær 
påa Siderne af Brystet; Halen hvid med et bredt sortebrunt 
Baand foran den rustgraa Spids. 

Hættemaagen er en Trækfugl, der overvintrer i det syd- 
lige Europa og nordlige Afrika, men den yngler, tildels i talrige 
Kolonier, påa mange Steder her i Landet, f. Ex. ved Ring- 
kjøbing Fjord, ved Sperring”) Sø, ved Madsted, Hindsels og 
i Hjardemaal Klit i det nordvestlige Jylland, ved Skjoldnæs- 
holm, Furesø og Gaunø i Sjælland, påa Baagø i Korshavn 
og påa Østrupgaards Inddæmning ved Odense, paa Kare- 
holm, ved Gjessinggaard og i Asferg Mose i Randers- 
egnen, påa Musholm, ved adskillige Søer i Holsten, ved 
Aabenraa, Gelting, Slesvig, Mjangdam påa Als, paa Born- 
holm o. s. v. I Sverrig forekommer den kun i den sydlige 
Del, hvor den paa flere Steder yngler i Mængde, ligeledes 
påa Gotland. I Norge var indtil 1867 kun nogle faa iIndi- 
vider skudte, men i det nævnte Aar fandtes den ynglende 
påa flere Steder i det Indre af Jæderen. Paa Færøerne 
er den temmelig sjelden; dog er den truffen ynglende der 
af Sysselmand Muller den 13de Juni 1869. Paa Island og 
i Grønland er den ikke iagttaget. Ved at udrydde en 
utallig Mængde Oldenborrelarver stifter den megen Nytte 
påa vore Marker, hvor den indfinder sig paa de nypløiede 
Agre, tildels følgende Ploven for at opsåmle Larver, Regn- 
orme 0. s. v. Efter en mild Vinter indfinder den sig ved 
Redestedet allerede sidst i Marts eller først i April, stedse 
i store Selskaber, og forlader os i August. 


") Alene fra Sperring Sø sælges aarligt c. 16,000 Æg og c. 600 
Unger. 


39 


604 


Ifølge Grills Optegnelser ankom den til Østrupgaard 


ved Odense: 
1868 den 31. Marts. 


1869 — 25. — 
1870 — 2. April. 
1873 — 9. Marts. 
1874 — 17. — 
1875 — 25. — 
1876 — 30. — 


Enkelte unge Fugle overvintre undertiden. Den er saa- 
ledes i Sundet skudt i Vinterdragt (Steenberg), ligeledes ved 
Kallebodstrand d. 23de Februar 1843 (Bølling). 

Den løber godt, har en skjøn Flugt, svømmer mindre 
og anvender sjeldent Støddykning. Den er altid urolig 
og bevægelig, selskabelig blandt sine Lige, men mistroisk 
imod andre og forsigtig ligeoverfor Mennesket. Naar en 
større Flok Hættemaager har opdaget en død Fisk eller en 
anden påa Havet flydende Gjenstand, som har vakt deres 
Appetit, taale de øvrige i Flokken ikke, at en enkelt vil 
bemægtige sig dette Bytte.  Skrigende flyve de omkring 
over det og krydse med stor Behændighed mellem hver- 
andre, indtil hele Flokken pludseligt og ligesom efter Aftale 
flyver bort. Naar de ere komne et godt Stykke bort, holder 
en af Flokken sig lidt tilbage, vender derpaa rask om og 
søger at komme hen til det forladte Bytte, uden at Kamme- 
raterne opdage det. Saasnart disse imidlertid mærke Uraad, 
vende de alle om, og det samme Spil som før tager paany 
sin Begyndelse; dette gjentages hvergang det ikke lykkes den 
tilbagevendende Fugl at narre sine Kammerater og ubemærket 
at slippe hen til Gjenstanden. Lokketonen er skingrende ; 
i Affekt skriger Fuglen gjentagne Gange, og dens Stemme 
lyder da som en Latter, hvoraf Navnet «Lattermaage». Ved 
Ynglepladserne hører man bestandigt dens larmende, næsten 
bedøvende Skrig, hvormed den ikke blot forfølger Mennesket, 
men enhver fremmed Fugl. Foruden den ovenfor anførte 


605 


Næring lever den ogsaa af Fiske, Mus og Aadsler. Den 
yngler i Almindelighed paa vanskeligt tilgængelige Steder, 
som græsbevoxet Hængedynd i Søerne og sumpede Vand- 
bredder, hvor den i Begyndelsen af Mai lægger 2—3, 
sjeldent 4, graagrønne eller olivengule, bruntplettede Æg. 
Reden bygges af Siv, men ikke sjeldent benyttes gamle 
Fulica- eller Podiceps-Reder. 
Æggets Længde og Brede: 
SU me: Dam: 
59 » 38 » 
De Unges Kjød spises, og Fjerene benyttes. 


Den kløfthalede Maage, Larus (Zema) Sabini, Leach, — Afbildn: 
2det Suppl. Tab. 7, en nordamerikansk Maage, skal ifølge E. Hages efter- 
ladte Notitser være skudt ved Vestkysten af Holsten; efter Naumann er den 
unge Fugl skudt paa Helgoland, hvilket gjør det desto sandsynligere, at 
Hages Angivelse kan være rigtig; det første af disse Exemplarer skal have 
været i Boies Samling; dens væsenligste Kjendemærker ere: Halen 
kløftet; de fem første Svingfjer og deres Yderfaner sorte, Hovedet og 
Struben blaasorte, paa Mellemhalsen begrændsede af en sort Ring. 
Størrelsen omtrent som forrige Art. 

Den yngler i det noråligste Grønland, men træffes kun sjeldent ved 
Kolonierne, og kun faa Exemplarer ere komne derfra til det zool. Mu- 
seum. = Sysselmand Muller fik i 1856 en Maage, som var skudt ved 
Thorshavn, og som efter al Sandsynlighed tilhørte denne Art. I det 
egenlige Skandinavien er den ikke truffen og hører saaledes ikke med 
til den her omhandlede Fauna. 


b) Havmaager. 


I Sommerdragten er Hovedet hvidt. Næbet stort og 
stærkt; Næseborene fortil bredere. 

De leve og yngle paa Skær og Øer i det aabne Hav, 
hvor de nære sig af Fiske, Aadsler og mindre Sødyr. 


Underslægt: Pagoplula, Kaup. 
Benene sorte, Bagtaaen fuldt udviklet, Ryggen hvid. 


39F 


606 


Ismaage, Larus eburneus, Gm. 


Syn. + L. niveusi, "Martens. —: L. candidus,; Fabr. —  Pagophila 
eburnea, Kaup. 


Dansk: Ismaage. Norsk: Hvidmaage. Svensk: Hvitmåse. Grøn- 
landsk: Nayauarsuk., 


Artsm. Benene sorte, korte, med en lidt udskaaren Svømmehud; Fjer- 
klædningen gaaer næsten ned til Hælen.  Snehvid (gammel 
Fugl), eller hvid med en sort Plet i Enden af Svingfjerene og 
Styrerne (ung Fugl). 


Afbildn. Tab. XLI. — Suppl. Tab. 22, ung Fugl. 


Længde 17—17%2”. Iris først brun, i den høiere Alder 
gul; Næbet først sortagtigt, siden graablaat med gulagtig 
Spids, hos den gåmle Fugl gult med orangerød Spids. 
Sommerdragten og Vinterdragten ere ikke forskjellige. Denne 
smukke Maage lever i Polåregnene, paa Spitsbergen, i Grøn- 
land, overhovedet paa det nordlige Ishav og i dets Nærhed. 
Holbøll fik den i Grønland til alle Aarstider, kun ikke i April. 
Hyppigst indfinder den sig efter svære Storme, især Efteraar 
og Vinter. Om Vinteren streifer den ikke sjeldent til syd- 
ligere Egne. For adskillige Aar siden skulle 2 Individer være 
skudte ved Kallebodstrand (E. Hage”); tidligere er den ogsaa 
skudt ved Slesvig (Benicken). Efter Naumann forekommer 
den nu og da enkeltvis ved Elbmundingen. I Norge 
træffes den ikke sjeldent om Efteraaret og Vinteren mellem 
Skærene udenfor Finmarken. Ved Landets sydlige og vest- 
lige Kyster er den skudt enkelte Gange, saaledes ved Trond- 
hjem, Bergen, i Størdalen vg ved Stavanger. I Sverrig er 
den skudt ved Gefle og ved Gåteborg. Den. yngler intet- 
steds paa den skandinaviske Halvø, 

Paa Færøerne synes den kun at indfinde sig som en 


") Om disses senere Skjæbne vides Intet; muligvis er Angivelsen 
urigtig.. Den 28de Decbr. 1835 blev nemlig en ung Fugl skudt 
under et Snefog i Kalleboderne og indsendt til Museet, og det er 
sandsynligvis dette Faktum, hvortil der sigtes. 


607 


tilfældig Gjæst. Sysselmand Miller fik den 12te Marts 1858 
et gammelt og et ungt Individ fra Sørvaag og i Vinteren 
18%%62 endnu et Exemplar fra samme Sted. Efter Holbøll 
er denne Maage saa dum, at man ved at binde et Stykke 
Spæk paa en Snor og kaste dette i Vandet kan lokke 
Fuglen saa nær til sig, at man kån fange den med Hæn- 
derne; ja en Grønlænder, der bragte ham Fuglen, fortalte 
ham, at han havde lokket den til sig ved at række Tungen 
ud af Munden og bevæge den, hvorved Maagen var kommen 
ham såa nær, at han ihjelslog den med sin Kajak-Aare. 
Den samme Dumhed, eller vel rettere Tillidsfuldhed, udvise 
flere Fugle, der have deres egenlige Hjem i ubeboede, 
sjeldent eller aldrig besøgte Egne, f. Ex. Dompappen, 
Sidensvandsen, Pomerantsfuglen, IKorsnæbene, den islandske 
Kyle o.s.v. Den yngler i Egnene omkring Nordpolen og 
lægger temmelig langagtige, grovt kornede. Æg med gul- 
brunlig eller blaaliggraa Bundfarve, graaviolette eller brun- 
agtige Skalpletter og brune eller sorte Dækpletter. 
Æggets Længde og Brede: 


67mm. 44,5mm. 
DES WET HLEN 
TO » 44,5 » 


Underslægt: Rissa, Steph. 
Bagtaaen rudimentair, Benene brune, Ryggen lyst 
blaagraa. 


Tretaaet Maage, Larus tridactylus, L. 


Syn. Larus rissa, Brinn. — Larus torquatus, Pall. — Larus 
gavia, Pal... — Larus canus, Pall. — Gavia tridactyla, 
Brisss — Rissa tridactyla, Steph. 

Dansk: Røtter, lille Sølvet. Norsk: Krykje, tretaaet Maage. Svensk: 

Tretåig Måse, Ringkedja (Bohuslehn). Færøisk: Rida (M.), Rita (H.); ung 


Fugl: Ridepisa (M.), Ritupisa (H.). Islandsk: Skégla, Ritur, Ritsa. Grøn- 
landsk: Tattarak. 


608 


Artsm. Bagtaaen blot som en Vorte med en meget lille Klo; Næbet 
grøngult, Benene brune, Vingespidserne sorte, Kappen lyst 
blaagraa. 


Afbildn. Tab. XLI. — Suppl. Tab. 23, 


Længde 16—16%2”; Vingerne 2” udenfor Halen; Svælget 
og Øieranden røde, Iris brun; Hoved, Hals og Underkrop 
renhvide, Kappen lyst blaagraa; den yderste Svingfjer sort i 
hele Yderfanen, baade denne og de 4 følgende med sorte 
Spidser, den 4de og dte ende med en lille hvid Plet. 
Vinterdragten udmærker sig blot ved, at Baghovedet 
og Halsryggen ere blaagraa, Issen med hvide Længde- 
streger og en lille sort Plet foran Øiet. Hos den unge 
Fugl er Næbet og Øieranden sortebrune, Benene graa- 
brune. Hovedet og Halsen hvide med en sort Plet foran 
Øiet og en graablaåaa paa Siden af Nakken samt et sorte- 
brunt Halvbælte over Halsryggen; Kappen mørkegraåa med 
sortebrune Fjerkanter; Vingekanten og Halespidsen sorte, 
Underkroppen hvid. I Løbet af det 2Zdet og 3die Aar for- 
svinde disse mørkere Farver og Tegninger efterhaanden, 
indtil Fuglen i det 4de Aar hår sin rene, udfarvede Dragt 
og er yngledygtig. Den har hjemme i den kolde Zone: det 
nordligste Skandinavien, Island, Grønland og Færøerne; påaåa 
det sidstnævnte Sted er den langt taåalrigere om Sommeren end 
om Vinteren, hvorimod den paa denne Åarstid ikke er saa 
ganske sjelden her, især i Sundet. Bonnez angiver, at han 
oftere har erholdt den ved Grenaa;. Mechlenburg, fik den 
fra Flensborg Fjord. Faber anfører den endog som «almin- 
delig» om Vinteren ved det østlige og nordlige Sjælland. I 
Januar 1869 saae Forf. 6 Stkr. hænge hos en Vildthandler 
her i Byen, og i Februar samme Aar fik han tilsendt et 
Exemplar, som var skudt påa en Rugmark i Nærheden af 
Herning i Jylland. Den øde Marts 1854 bleve to gamle 
Individer skudte ved Helsingør; det ene af disse Exemplarer 
kom til Steenbergs Samling, det andet er opstillet i det 


609 


zool. Museum, hvor der desuden findes 3 Expl. fra Holsten 
(Wøldike). Bølling har truffet flere, men kun unge Fugle, 
ved Kjøbenhavn. Den skal yngle paa Christiansø ved Born- 
holm. Paa Færøerne, hvor den yngler i stor Mængde, be- 
gynder den midt i April at bygge sin Rede af Dynd, Ler- 
jord og Mos, som den opriver paa Marken og bringer i 
Næbet til Redepladsen; for at Grundlaget kan tørre og 
Reden blive fast, holder den i nogen Tid op med at bygge, 
og først i Slutningen af Mai fuldfører den sin Rede. Den 
bygger kolonivis og lavt i Fuglebjergene. Paa den skan- 
dinaviske Halvø er den om Sommeren meget talrig indenfor 
Polarcirkelen og yngler i overordenligt Antal paa Fugle- 
bjergene ud mod Havet, sjeldnere inde i Fjordene. Om 
Vinteren drager den mod Syd og følger Sildestimerne ind i 
alle de sydlige og vestlige Fjordbunde eller gaaer helt ned 
til det sydlige Sverriges Skærgaard og spreder sig nu og 
da ind over Land. Til Island kommer den, ifølge Faber, i 
Begyndelsen af Marts og drager atter bort derfra henimod 
Slutningen af September; enkelte Individer forblive dog Vin- 
teren over; påa Fuglebjergene omkring Øen, navnlig paa 
Grimsø, yngler den i talløs Mængde og opfylder under hele 
Yngletiden Luften med en øredøvende Larm. Til Grønland, 
hvor den ligeledes yngler i uhyre Skarer paa Fuglebjergene, 
især ved Inujuatuk, kommer den som den første Foraars- 
bebuder lidt ind i Marts og forbliver der indtil November; 
den trækker dog kun delvis længere bort, idet de fleste 
Individer forblive i Davisstrædet. De 3 Æg ere mere af- 
rundede end de andre Maagers; de fleste ere gulgraa 
med gråa og brune Pletter; Skallen er temmelig tynd 
og skjør. 
Æggets Længde og Brede: 
57 mm. 35 mm. 
JE) Åå » 


610 


Underslægt: Larus, L. (s. str.) 


Bagtaaen fuldt udviklet; Benene graaagtige eller gulagtige. 


a) Ryggen lyst blaagraa. 


Stormmaage, Larus canus, L. 


Syn... Gavia cana, Briss. — Laroides canus, Brehm. 


Dansk: Stormmaage, Graanakke (om Vinteren), Kaumge (Sylt). Norsk: 
Fiskemaage, Sæung (Faber). Svensk: Fisk- Måse, Måse, Måka. Færøisk: 
Ujslandsmåasi (M.), Islandsmåsi (H.) ”). 


” Artsm. De to yderste Svingfjer med sorte Skafter og et bredt hvidt 
Bælte foran den sorte hvidkantede Spids; Vingerne række om- 
trent 2” udenfor Halen. 


Afbildn. Tab. XLII, — Suppl. Tab. 23. Vinterdragt og ung Fugl. 


Længde 17—18”; Næbet længere end Mellemtaaen uden 
Klo; Overnæbet svagt bøjet, Undernæbets Vinkel kun lidt 
fremstaaende, saa at Næbet foran Næseborene ikke er saa 
høit som tæt bagved dem; det er grøngult, om Vinteren 
blaagraat, hos de Gamle gulspidset, i den unge Alder rød- 
agtigt, sortspidset.. Gammel Fugl i Sommerdragt: Øieranden 
rød, Iris sølvhvid, Hoved, Hals og Underkrop hvide med 
isabellafarvet Skjær, Halsryggen og Kappen blaagraa, Sving- 
fjerene af 2den Orden hvidspidsede, Halen hvid; Benene 
grøngule. Vinterdragt: Øieranden rødbrun, Benene graablaa, 
Hovedet og Nakken bestrøede med mange smaa sortegraa 
Pletter. Ung Fugl: brunagtig gul; Forhovedet hvidt, Bag- 
hovedet og Baghalsen tilligemed Brystet og Bugen graa- 
bølgede, IKappen graabrun med rustgule Fjerkanter; de for- 
reste Svingfjer sorte, uden Plet; Styrerne graahvide, med et 
bredt sortebrunt Baand foran Enden. I den første Vinter- 


+) Holm er dog i Tvivl om, hvorvidt dette færøiske Navn tilkommer 
denne Art; muligvis tilhører det Z. leucopterus. 


611 


dragt blander sig allerede mere Askegraat i Ryggens Farve, 
og efter det ådie Aar har den sin rene Dragt. Denne Årt 
opholder sig her i Landet baade Vinter og Sommer. Den 
yngler paa Hesselø, Hjortholm, paa Øerne i Korshavn og 
Issefjorden, paa Læsø, Rødsand, Hirtsholmen, Musholm o0.s.v. 
Forstkandidat Petersen fandt for en Del Aar siden adskillige 
Par ynglende i Tornebuske paa Agersø og Egholm. Boie 
anfører med Urette Sylt som dens eneste Ynglested paa 
Øerne i Vesterhavet. Paa den skandinaviske Halvø er Storm- 
maagen den almindeligste Art af Slægten; den forekommer 
hele Aaret rundt saavel langs Kysterne som inde i Landet, 
selv høit oppe ved Fjeldsøerne i Sneregionen, hvor der 
endnu i Slutningen af Juli driver store Isflager paa Vandet. 
Om Foraaret forlader den ofte Kysterne og flyver langt ind 
over Land, naar der er Storm og Uveir i Vente. Paa Fær- 
øerne forekommer den undertiden om Foraaret, men paa 
Island og i Grønland findes den ikke. 

Den gaaer og svømmer godt og flyver med stor Fær- 
dighed. Om Efteraaret og Vinteren trækker den ofte dybt 
ind paa Fastlandet, hvor den holder sig til Søer, Floder 0o.s. v., 
men ligesaa hyppigt træffes den ved Kysterne påa denne 
Tid af Aaret og optræder da ikke sjeldent som Kovfugl 
mellem de andre Vandfugle. Dens 2—3, sjeldent 4, Æg, 
som findes sidst i Mai, ere grønagtige eller gulbrune, med 
sortebrune og graa Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

S2mm: Orm: 
62,5 » 46 » ; 

Æggenes Størrelse er forøvrigt underkastet store Varia- 
tioner. I Apotheker Benzons Samling findes saaledes Exem- 
plarer, der vexle mellem en Længde af 44—66,5Trm- og en 
Brede af 32—46mm. Kjødet er seigt og tørt, men Æggene 
ere velsmagende. 


612 
Graa Havmaage, Larus argentatus, Brinn. 


Syn.  Larus glaucus, Retz. (non Briinn.) — L. argentatus & ar- 
genteus & argentatoides, Brehm. 
Dansk: Havmaage. Norsk: Sæing, stor Graamaage, Graamaasi (Faber), 


Galla. Svensk: Grå-Trut, Hagal (Bohuslehn). Færøisk: Fiskjimåasi 
(M.), Måsi, Fiskamåsi (H.). Ung Fugl: Skuri. 


Artsm. Skafterne af de to forreste, næsten ganske sorte Svingfjer, ere 
sorte eller sortebrune ligesom Spidserne af de følgende indtil den 
9de eller 10de; iste Svingfjer med en lang hvid Spids, 2den 
med en stor rund Plet foran Spidsen; Kappen lyst blaagraa. 


Afbildn. Tab. XLII. — Suppl. Tab. 23. 1, Vinterdragt. 2, ung Fugl. 


Længde 21—23”., 

Næbet af samme Længde som Mellemtaaen uden Klo; 
hos de Gamle i Sommerdragt voxgult med hvid Spids og 
en rød Plet påa hver Side af den stærkt fremtrædende Under- 
næbvinkel. Benene gulagtigt blegrøde med blaaligt Skjær; 
hele Underkroppen renhvid ligesom Hovedet og Halsen, der 
dog i Vintermaanederne have mørkere Pletter. Ung Fugl: Ho- 
vedet, Halsen og Undersiden brunplettede, Oversiden rustgul 
og brunplettet. Denne Art yngler paa flere mindre Øer her 
i Landet, f. Ex. Veirø, Musholm, Sprogø, Hesselø, Hjort- 
holm, Øerne i Korshavn, Skallingen ved Fanø, paa Sylt og 
Amrom i Tusindvis, endvidere paa Helmsand og Deichsand 
i Holsten o0.s.v. Paa Færøerne, hvor den opholder sig hele 
Aaret igjennem, yngler den enkeltvis i Klipperne paa util- 
gængelige Steder; om Vinteren lever den af Fiskeaffald, 
men om Sommeren forener den sig i større Flokke og følger 
Sildenes og andre Fiskes Vandringer for derved at for- 
skaffe sig Næring. Den er en farlig Fjende for andre Fugles 
Unger; påa List og Sylt sidder den saaledes paa Lur ved 
Gravændernes Redehuller og snapper de smaa Unger, naar 
de komme ud. — I Norge yngler den talrigt paa Holme og 
Skær fra Hvaløerne helt op til den russiske Grændse, 
navnlig Nord for Polarcirkelen. I Østfinmarken yngler den 


613 


ogsaa ved Indsøerne i Landets Indre. Ved Sverrigs sydlige 
Kyster forekommer den ikke såa hyppigt som i de nordlige 
Egne og i Bohuslehns Skærgaåard. Paa Gottland og navnlig 
påa Karlsøerne yngler den temmelig talrigt. Paa Island 
forekommer den ikke "og i Grønland kun tilfældigt. Hvor 
gammel den kan blive, vides ikke, men fra Færøerne kjendes 
et Tilfælde, i hvilket en Havmaage opnaaede en Alder af 
66 Aar. De 2—3 Æg, der findes midt i Mai, ere, som 
alle Maagers, meget forskjellige i Henseende til Formen, 
Pletternes Fordeling og Antal samt den lysere eller mørkere 
Grundfarve; de fleste ere olivengrønne eller blaaagtige med 
brune og askegraa Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 


65æm. 4 5mm. 
TED 51 » 
Et enkelt Æg i Apotheker Benzons Samling maåaler 9Qmr. 


og 48mm. 

De Unges Kjød spises undertiden, og Æggene ere meget 
velsmagende. Påa Sylt samles aarligt 30—40,000 Stykker 
af disse, som pakkes med Mos i Kurve og sendes til størrre 
Stæder for at sælges. 


Hvidvinget Maage, Larus leucopterus, Faber. 


Syn.  Larus Islandicus, Edmonst. — L. argentatus, Sabine. — 
Larus arcticus, Mac-Gillivr. — Larus glaucoides, Temm. — 
Leucos leucopterus, Kaup. — Laroides leucopterus, Brehm. 


Dansk: Hvidvinget Maage. Norsk: Hvidvinget Maage. Svensk: Hvit- 

vingad Trut. Færøisk: Måasi (M.), Måsi (H.); ung Fugl: Valmåasi 

(M.), Valmåsi (H.) [cfr. Z. canus Anm.]. Islandsk: Hvitmåfr, Hvitfugl, 
Gråmafr. Grønlandsk: Naiangoak (Holbøll), Naja (Holm). 


AÅrtsm. De yderste Svingfjer blegt blaagraa med hvide Skafter og lange 
hvide Spidser, omtrent 2” længere end Halen. 


Afbildn. Tab. XLI. — Suppl. Tab. 22. 1, Vinterdragt. -— 2, ung Fugl. 


614 


Længde 22—23”. Næbet langstrakt, større end forriges; 
Vingerne række 2” udenfor Halen; Benene meget svagt rød- 
gule; Tarsen næsten 2/2”; ligner forøvrigt Havmaagen, men 
Kappen er lysere, og hos den unge Fugl ere Svingfjerene 
brunagtigt graahvide med en mørk halvmaaneformig Plet foran 
den hvide Spids. 

I første Udgave af nærværende Arbeide er denne Fugls 
Optagelse i den danske Fauna støttet paa en Angivelse om, 
at Apotheker Steenberg havde «erholdt 2 Exemplarer fra 
Sundet, hvor han saae den d. 4de Januar 1823». Til Grund for 
denne Angivelse synes der imidlertid at ligge en Misfor- 
staaelse; thi ifølge godhedsfuld Meddelelse fra Prof. Rein- 
hardt findes der i et Brev til hans Fader fra Steenberg af 
6te Febr. 1823 Intet om, at han har seet eller skudt L. 
leucopterus, skjøndt Sligt jo ellers nok havde været Med- 
delelse værdt. Lige saa lidt findes der i noget andet af de 
opbevarede Breve Noget om, åt han nogensinde har faaet 
eller seet L. leucopterus ved Danmarks Kyster, og i Oktbr. 
1823 fik han efter Anmodning et Skind af denne Art fra 
Museet, hvilket tyder paa, at han ialtfald dengang ikke besad 
Fuglen. Derimod siger han i ovennævnte Brev, at han har 
skudt en L. minutus, som han samtidigt indsendte, men 
som viste sig at være en ung Larus ridtbundus (Tarsen 1” 
8”). Boie angiver i «Ornis» at L. leucopterus ikke er saa 
ganske sjelden ved Elbens Munding, men da Museet aldrig har 
faaet den fra Wøldike, synes Angivelsens Rigtighed at være 
noget tvivlsom. I Febr. 1875 blev en Larus leucopterus 
vingeskudt i Kalleboderne og bragt levende til den hervæ- 
rende zool. Have. Angivelsen i «Danmarks Fugle», at den 
fandtes i «den bornholmske Samling, der var opbevaret i 
det Kgl. Museum» (optaget af Nilsson. Skand. Fauna. Ed. 
2. Fogl. II. Pag. 346) er urigtig. 

Dens egenlige Hjem er den arktiske Zone; efter Holbøll 
er den, næst den tretaaede Maage, den talrigste i Grønland, 
hvor den dog er almindeligst i den sydlige Del og navnlig 


615 


om Vinteren- slet ikke findes i Nordgrønland. Den yngler 
deroppe almindeligt paa Fuglefjelde eller påa Øerne. I Norge 
forekommer den om Vinteren ikke sjeldent udenfor Fin- 
markens Kyster og antages at yngle påa Renøen udenfor 
Vardø. I Landets sydligere Egne er kun et enkelt Individ 
skudt (i 1847). I Sverrig er den skudt nogle faa Gange. 
Paa Færøerne ere de unge Fugle meget almindelige om Vin- 
teren; de gamle træffes derimod sjeldent. Paa Island er 
den ligeledes meget hyppig om Vinteren, men henimod 
Slutningen af Mai forlader den Øen, og saavidt vides yngler 
den intetsteds deroppe. Dens 2—4 Æg ere omtrent af 
Størrelse som Havmaagens og variere i de samme Farver. 
Æggets Længde og Brede: 
Glen: Agnes 
76 » 5» 


Graamaage, Larus glaucus, Brunn. 
BDyn.  Leucos ylaucus, Kaup. 

Dansk: Graamaage, Perlemaage, stor hvidvinget Maage. Norsk: Stor 
hvidvinget Maage. Svensk: Stor hvitvingad Trut. Færøisk: Måasi 
(M.), Måsi (H.); ung Fugl: Valmåasi (M.), Valmåsi (H.). Islandsk: 
Hvitmåfr, Hvitfugl, Gråmåfr. Grønlandsk: Naja, Najavek, Najainak. 
Artsm. Vingerne uden Sort; de store Svingfjer lysegraa (hos den unge 

Fugl brunagtiggraa) med hvide Spidser, neppe længere end 

Halen, iste og Zden Svingfjer lige lange; Næbet længere end 

Mellemtaaen (uden Klo); Kappen lyst blaagraa, Tarsen 3”. 


Afbildn. Tab. XLII. — Suppl. Tab. 22. Vinterdragt og ung Fugl. 

Længde 28—29”, 

Næbet stort, langt, grovt, gult, med en stor Krog paa 
Overnæbet og rødt påa Undernæbsvinkelen; Næseborene 
fortil bredere. Benene blaaligt lyserøde; Iris gul, Øieranden 
rød. Forøvrigt ligner den forrige Art; i Vinterdragten har 
Hovedet og Halsryggen gråabrune Længdepletter; Ungerne 
ere meget lysere end hos de følgende Arter med sort 
Ryg, hvorved de let skjelnes fra de unge Svartbag-Maa- 
ger, som staae dem nærmest i Henseende til Størrelsen; 


616 


desuden afgiver Næbets Størrelse og de hvidagtige Svingfjer- 
skafter gode Kjendemærker. Fra sit kolde Hjem, Grønland, 
Island og andre Polarlande, streifer den om Vinteren vidt 
omkring og er saaledes oftere skudt i Sundet (Steenberg 
og C. Drewsen), hvor den især i Aaret 1821 skal have været 
temmelig hyppig. Efter E. Hage er den skudt ved Ulvshale 
den 16de Marts 1820, i Novbr. 1821 og d. 20de Decbr. 1823; 
ved Stege i April 1829 og ved Kjøbenhavn den 20de Marts 
1843, hvor ogsaa en ung Hun blev skudt den 30te Decbr. 
1844 (Bølling); Mechlenburg fik baade Unge og Gamle fra 
Flensborg Fjord. Birkedommer Fiedler skød den paa Hel- 
holm. Ved Bløkhusene blev et ungt Individ skudt i Febr. 
1858. En Hun blev skudt i Kalleboderne den 29de Marts 
1864 og findes i det zool. Museum, og den i1lte April 1865 
kjøbte Fencker hos en Vildthandler i Kjøbenhavn et gam- 
melt Individ, skudt sammesteds. I det zool. Museum 
findes fremdeles to Exemplarer (fra Wøldike), skudte ved 
Elbmundingen. Paa Færøerne træffes de unge Individer 
hyppigt, hvorimod de gamle sees meget sjeldent. I Norge 
er den almindelig ovenfor Polarcirkelen, hvor den ogsåa om 
Sommeren hist og her findes ynglende, tildels i smaa Ko- 
lonier. Syd for Trondhjemsfjorden yngler den kun faa Steder 
langs Kysten. I Landets Indre er den kun truffet et Par 
Gange, og i det Hele taget gaaer den sjeldent indenfor Fjord- 
mundingerne. I Sverrig er den sjelden ved Vestkysten, men 
forekommer dog nu og da om Vinteren i Bohuslehns Skær- 
gaard; påa Østkysten er den derimod temmelig hyppig paa 
denne Aarstid. Paa Island er den almindelig som Stand- 
fugl; dog tilbringer den ofte Vinteren ude paa det aabne 
Hav eller i Sydlandets aabne store Bugter, hvorfra den i 
Begyndelsen af April gaaer ind i de dybe, snevre Fjorde. I 
Nordgrønland er den almindeligst om Sommeren, men om 
Vinteren drage næsten alle Individerne til Sydgrønland. 
Ifølge Holbøll er den ikke fuldt saa rovgjerrig som LÅ. ma- 
rinus, men den er en gridsk Æggetyv. Den hjælper Rov- 


617 


maagerne (Lestris) med at bekæmpe de mindre Maager; 
dog tvinger den i Almindelighed de første til at udlevere 
Byttet; den holder meget af Aadsel og er, næst Storm- 
fuglen, den mest paatrængende ved Hvalernes Flensning; 
forøvrigt ernærer den sig af Fiske, i Nødsfald tager den Tang 
til Hjælp; den æder ogsaa Bærrene af Kræklingen (Empe- 
trum nigrum). Paa Fjelde og isolerede Klipper lægger den 
sædvanligvis 3 Æg, der som oftest ere gulgraa med brune 
og graa Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 


78 mm. 53 mm. 
85 » 56 » 
78 » 57 »” 


b) Ryggen sort. 
Svartbag-Maage, Larus marinus, L. 
Syn.  Laroides marwnus, Brehm. 


Dansk: Sort'Havmaage, Svartbag, Gaasemaage, Aalemaage. Norsk: 
Svartbag, Havmaage. Svensk: Hafs-Trut, Hafs-Måse, Hafmåka (Skaane). 
Færøisk: Svartbeåkur (M.), Svartbakur (H.), Båkur (H.); ung Fugl: 
Skuri, Beåkskuri (M.), Bakskuri (H.). Islandsk: Veidibjalla, Svartbakur, 
Kaflabringr. Grønlandsk: Najardluk, Najardlurksoak. 


Artsm. &Kappen skifersort, Benene gulhvide; de forreste Svingfjer sorte 
med hvide Spidser, ikke synderligt længere end Halen; Tarsen 
omtrent 3”. 


Albildn. Tab. XLII. — Suppl. Tab. 23. — Vinterdragt.” — Yngre Fugl 
(i Zdet Aar). — Ung Fugl. 


Længde 26—29”, 

Næbet er i den yngre Ålder graasort med lysere Spids, 
siden kjødfarvet, hos de Ældre voxgult, med rød Plet paa 
Undernæbvinklen; Gabet orangegult; Iris først brun, siden 
gulbrun, hos de Gamle citrongul; Skulderfjerene og Årm- 
svingfjerene mørkt skiferfarvede med hvid Spids. Ung Fugl: 
Kappen gul og rustgulplettet, Hovedet og Halsen med hvide 
og mørkegraa Længdepletter, en sort Plet foran Øiet; Under- 


618 


kroppen med graabrune Pletter; Halen sort mod Spidsen, 
ellers hvid- og sortspraglet; de yderste Svingfjer sorte, uden 
Pletter; Benene grønbrune. 

Om Vinteren er denne store Maage meget udbredt her 
i Landet; den skal yngle ved Jyllands Vestkyst og, ifølge 
Dyrlæge Grills Angivelse, paa Bosserne ved Samsø. I Norge 
træffes den ynglende paa de ydre Holme og Skær langs 
hele Kysten, især udenfor Nordland og Finmarken, sjeldnere 
ved de ferske Vande i Nærheden af Kysten. Ogsaa ved 
Sverriges Kyster forekommer den ynglende mange Steder, 
saavel påa Østsiden som paa Vestsiden. Paa Færøerne, 
hvor den opholder sig hele Aaret igjennem og flere Steder 
yngler kolonivis, betragtes den som Rovfugl, da den dræber 
Gjæs og mindre Fugle, ja endog smaa, svagelige Lam; der 
svares derfor «Næbbetold» af den ligesom af Ravnen, Kragen 
og flere andre. Fugle. Paa Havet omkring Island er den, 
ligesom foregaaende Art, hyppigere om Vinteren, hvorimod 
den om Foraaret begiver sig ind i de snevre Fjorde for at 
yngle; sjeldnere gaaer den ind over Land til Søerne for der 
at vælge sin Yngleplads. I Grønland er den almindelig 
overalt, men dog talrigst i de sydligste og mellemste Dele 
af Landet. Den bliver ofte hele Aaret rundt i Nærheden af 
sit Ynglested og fjerner sig sjeldent mere end et Par Mile 
fra Kysten. 

Ved sin Størrelse og Dragt er den en anseelig, skjøn 
Fugl; den er sky, graadig, mistroisk, stridig og mindre sel- 
skabelig end de andre Maager, som den endog ofte for- 
driver fra deres Ynglepladser. Dens Stemme lyder hæst. 
I Begyndelsen af Juni bygger den -sig en Rede af Tang, 
Græs 0. dsl. og lægger deri 2—3 Æg af Gaaseægs Størrelse, 
der som oftest ere graa- eller olivengrønne med brungråa 
eller askegraa Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 

(DI aE Æg gnm: 
78,5 » DD ed 


619 


Begge Kjøn udruge Æggene afvexlende i 4 Uger og 
forsvare dem kjækt mod Enhver, der vil røve dem. 


Sildemaage, Larus fuscus, L. 


Syn. Larus flavipes, Meyer & Wolff. — Laroides fuscus, Brehm. 


Dansk: Sildemaage, Maroccos (Fanø). Norsk: Sildemaage, Guldføtting 
Svensk: Trut, Ljuse, Sillmåse, Sillmåka, Wånfogel. Færøisk: Likka 
(M. & H.); ung Fugl: Skuri, Likkeskuri (M.), Likkuskuri (H.). 


Artsm. &Kappen sort; Næb og Ben citrongule, Svingfjerene næsten 
sanske - sorte; foran Spidsen af den yderste findes et hvidt 
Baand; Skulderfjerene hvidspidsede. Tarsen henimod 2!/2”, 


Afbildn. Tab. XLII. — Suppl. Tab. 23. 1, Vinterdragt. 2, ung Fugl. 


Længde 20—21”. 

Undernæbet ud imod Spidsen rødt; Øieranden og Mund- 
vigene karmoisinrøde; Iris straagul. Hovedet, Halsen, Halen 
og hele Bugsiden hvide. Om Vinteren har Hovedet og Bag- 
halsen sorte Længdestreger. De Unge ligne i Størrelse den 
graa Havmaage, men Næbet er mindre og Kappen mege 
mørkere. 

Denne Årt forekommer sjeldnere, saavidt vides aldrig 
ynglende, ved vore Kyster, og blot Efteraar og Vinter. Ifølge 
Steenberg træffes den jevnligt i Sundet og er i 1846, den 
30te September skudt ved Kallebodstrand (Bølling), samme- 
steds den 16de Oktober 1863 af Stud. polyt. Irminger og den 
16de Juli 1869 (zool. Museum); Teilmann skød den ved 
Halskov-Rev i Januar 1821; i det zool. Museum findes, foruden 
det ovennævnte, et Exemplar fra Strandmøllen, skudt d. dte 
Decbr. 1839 af C. Drewsen; Bonnez fik den ved Grenaa; 
Mechlenburg skød den ved Flensborg den 10de Febr. 1838, 
ifærd med at fortære en Vildand. i Havnen ved Rønne 
iagttog Fischer den. E. Hage angiver den unge Fugl som 
almindelig ved Møen om Vinteren. I Norge yngler den al- 
mindeligt langs hele Vest- og Nordkysten lige til den rus- 
siske Grændse. Ved Kysten Øst for Lindesnæs træffes den 

40 


620 


især under Træktiderne. Ved Sverrigs Kyster, saavel paa 
Østsiden som paa Vestsiden, forekommer den temmelig al- 
mindeligt.. Om Foraaret er den hyppig ved Indsøerne i 
Lapland, sjeldnere ved de sydligere Indsøer. Paa Færøerne 
er den meget almindelig og bygger kolonivis, især paa de 
lavere Fjeldsletter; den gjør Nytte paa Marken ved at op- 
pille Insektlarver. Paa Island træffes den ikke, og i Grøn- 
land er den ikke bemærket. 

Det er fornemmelig denne Maage, der tjener Fiskerne 
til Veiledning ved Sildefangsten, idet den følger Stimerne; 
den holder sig i Luften over dem og følger deres Gang i 
Havet, medens den stiger eller synker, eftersom de gaåae 
dybt eller høit; Fiske ere dens Hovednæring. Den yngler 
paa Skær og Holme og lægger 3, almindeligvis temmelig 
mørkt gulgraa eller brungraa Æg med brune eller sortebrune 
Pletter. 

Æggets Længde og Brede: 


Færøerne. Lapland. 
63mm. 4 5mm. 7] mm. 4 7mm. 
TE » Sy) BED) TALES 15] 1555 
(55. 38:») 


Kjoveslægten, Szercorarius, Briss. 


Næbet middellangt, stærkt, haardt, med skarpe Kanter 
og vidt Gab, ved Roden næsten trindt, mod Spidsen sammen- 
trykt; Overnæbet forsynet med en Voxhud og en stor, stærk, 
krogformig Spids; Undernæbet med en temmelig frem- 
trædende Vinkel.  Næseborene foran i Voxhuden, spalte- 
formige, foran udvidede og lidt opadbøiede, gjennemsigtige. 
Benene middelhøie, temmelig tynde, nøgne op over Hælen 
de lange Fortæer forenede ved en fuldstændig, endog noget 
fremstaaende, Svømmehud; Bagtaaen kort, svag og høit- 
siddende; Kløerne, især Ydertaaens og Mellemtaaens, meget 
krumme, spidse og skarprandede. Vingerne store, lange 


621 


og spidse, i1ste Svingfjer længst; Halen middellang, med 
12 Styrere, af hvilke de to mellemste ere mere eller mindre 
forlængede, undertiden meget lange. 

Kjoverne leve i Polarhavene, hvorfra de sjeldent bort- 
fjerne sig. Deres Flugt er rask og, naar de kaste sig paa 
et Rov, bueformig som Jagtfalkens. Som slette Støddykkere 
fiske de sjeldent selv, men frajage Maagerne deres Rov, 
som de da snappe i Faldet, hvorfor de ogsaa kaldes «Rov- 
maager»; de røve ogsaa andre Fugles Æg og Unger. Imellem 
Kjønnene er der ingen bestemt ydre Forskjel; men Ungerne 
ere mere eller mindre afvigende fra de Gamle; Farven er i 
Almindelighed mørkebrun; hos nogle er Halsen og Under- 
kroppen bleg eller hvidagtig; Ungerne af næsten alle Arterne 
have halvmaaneformige, rustgule Fjerkanter påa den brune 
Kappe, især paa Skuldrene. De yngle ved Ferskvand, lægge 
ét eller to mørke, plettede Æg og forsvare deres Unger 
med stor Kjækhed. 


Stor Kjove, Stercorarius catarrhactes, (L.) 


Syn. Larus catarrhactes, L. — Lestris catarrhactes, Illig. — 


Catharracta Skua, Briinnich. 


Dansk: Struntjæger, Kjove, 'Tyvmaage, Rovmaage, Strandhøg, Skue, 
(disse Navne gjælde for Slægten i Almindelighed), 

Storkjove, Havskummer Norsk: Skua, Storjo. Svensk: Storlabbe 

Færøisk: Skuir (M.), Skuggvur (H.). Islandsk: Hafskumr, Håkallaskumr, 


Artsm. Mørkebrun med rustgule Skaftpletter, sorte Svingfjer med en 
hvid, skjæv, firkantet Plet. De to mellemste Styrere ubetydeligt 
længere end de andre. 


Afbildn. Tab. XLII. — (Lestris catarrhactes). 


Længden fra Næbspidsen til Halens næstmellemste 
Styrere ”) 221/09—24”. 
”) Længden er ogsaa for de andre Arter af denne Slægt beregnet paa 
samme Maade. 
40% 


622 


Næb og Ben sorte, hos de Unge blegblaa; Iris graabrun, 
senere mørkebrun. Hos de yngre Fugle ere de rustfarvede 
Skaftpletter utydeligere. 

Om Vinteren streifer den undertiden ned til os fra sit 
nordlige Hjem; den er saaledes den &de Oktober 1849 skudt 
ved Flensborg (Mechlenburg), ved Brunsbittel den 24de 
Oktbr. 1833 og den 12te Marts 1832 (Wøldike). Det sidste 
Exemplar, en ung Han, findes i det zool. Museum. Den 
28de Mai 1850 saae Forf. et Individ af denne Art paa 
Hirtsholmen. Dr. med. P. Heiberg skød den ved Thyborøn 
den iste November 1874. Ved Kysterne af den skandi- 
naviske Halvø er den sjeldnere og vides end ikke med 
Sikkerhed bemærket undtagen ved Norges nordlige og nord- 
vestlige Kyst. Til Færøerne, hvor den er almindelig, an- 
kommer den i April og drager bort i Begyndelsen af Ok- 
tober. Paa Island er den Standfugl og yngler kolonivis, 
fornemmelig i Øens sydlige Del. Udenfor Yngletiden nær- 
mer den sig aldrig Land, men færdes ude paa det aabne Hav. 
Til Grønland kommer den temmelig sjeldent, og den er ikke 
funden ynglende der i Landet. 

Den er en modig, kraftig og kjæk Fugl, der repræsen- 
terer Rovfuglene blandt Svømmefuglene, og hvis Flugt paa 
Afstand minder om Vandrefalkens. Den forfølger ikke blot 
Maager, men ogsåa andre Fugle, plager og ængster dem, indtil 
de have afgivet deres Bytte; i Yngletiden forfølger den baade 
Mennesker og' Hunde, som nærme sig Æggene eller Ungerne. 
Mindre Maager, Teister og ÅAlker har man seet den dræbe 
med Næbet ved et eneste Hug igjennem Hjerneskallen, 
hvorpaa den sønderriver og nedsluger dem stykkevis; under- 
tiden udhakker den Øinene paa Lam. Den fisker ogsaa 
selv og holder sig især til Sildestimerne; forøvrigt fortærer 
den ogsåa Hvalaadsler, Æg, mindre Pattedyr o. s. v. Paa 
Færøerne, hvor den gjør en Del Skade, betragtes den som 
Kovfugl, og der svares «Næbbetold» af den. Den yngler 
kolonivis påa moseagtige eller hedeagtige Fjeldsletter, hvor 


623 


den i Begyndelsen af Juni lægger 2 Æg, som ere oliven- 
grønne eller rødagtigt brune med graa og brune Pletter; ingen 
anden Fugleart yngler i dens Nærhed. 
Æggets Længde og Brede: 
6Æ5nE. ÆG: 
TD ED STAR 
812% 49 » 
Naar den er anskudt, lægger den sig paa Ryggen og 
lader sig vanskeligt gribe, da den fortvivlet værger sig med 
Næb og Kløer. 


Middelkjove, Stercorarius pomarinus, ('femm.) 


Syn.  Lestris pomarina, Temm. — Catharacta coprotheres, Briinn. 


Dansk: Bredhalet Rovmaage, Middelkjove, Mellemkjove. Norsk: Bred- 
halet Jo. Svensk: Bredstjertad Labbe. Islandsk: Kjoi (Faber), 
Skumr (H.). 


Artsm. De to mellemste, forlængede Styrere næsten lige brede til den 
afrundede Ende.  Tarsen af Mellemtaaens Længde (Kloen 
medregnet). 


Afbildn. Tab. XLIII. (Lestris pomarina). — Suppl. Tab. 24. Ung Fugl. 


Længde 18—1872”, 

Iris mørkebrun, Næbet blaaligt, mod Spidsen sort, Vox- 
huden grønagtig. Benene samt Svømmehuden i den høie 
Alder sorte, ellers blaavlettede og hos de Unge blaagraa. 
I den udfarvede Sommerdragt er Halsen, Brystet og Midten 
af Bugen blegt hvidgule, de første med smallere, den sidste, 
især paa Siderne, med brede Tværpletter. Hætten og Kappen 
mørkebrune, uden nogen Tegning; Nakke- og Halsfjerene 
guldgult glindsende; over Brystet et Baand af brune 
Pletter. De Unge have rustgule Kanter påa Spidsen af 
Overkroppens Fjer; Hovedet og Halsen ere brune med rust- 
gult Anstrøg; Underkroppen gråaabrun med uregelmæssige 
rustgule Bølgepletter. 

Middelkjoven er en høinordisk Fugl, der er en Fjerde- 
del mindre end Storkjoven, men forøvrigt lever og yngler 


624 


paa samme Vis som denne og hyppigt streifer herned om Vin- 
teren. Steenberg fik den saaledes fra Sundet den 24de 
Oktbr. 1843 og den 16de Decbr. 1849; ved Fjeldsted pr. 
Aabenraa blev den for en Del Aar siden om Vinteren skudt 
paa et Aadsel, og Exemplaret kom til Gammelgaards Sam- 
ling i Varnæs; Mechlenburg fik den i1ste Novbr. 1838 den 
unge Fugl ved Lindeved og den 30te Oktober 1830 flere 
Gamle fra Flensborg Fjord; en ung Fugl er skudt paa Elben 
ved Hamborg (Boie); den er ogsaa skudt ved Slesvig i Okt. 
1828 (Benickens Katalog). I Efteraaret 1850 havde Kon- 
servator Scheel to unge Fugle til Udstopning, begge skudte 
her ved Kysten. En ung Hun blev den 25de Oktober 1870 skudt 
ved Ugelhusene ved Randers Fjord, et andet Individ blev 
samtidigt seet af Kjøbmand Lund; i den udtørrede Sjørring 
Sø blev den skudt den 23de Oktober 1874 og i Flade Sø 
den 7de Novbr. s. Å. (Heiberg). I Oktbr. 1857 fik Fischer 
en ung Han, der var skudt i Nærheden af Birkelse, medens 
den pillede et påa Marken liggende Kalvehoved: I det zool. 
Museum findes opstillet en ung Hun, som den 16de Oktbr. 
1858 blev skudt ved Ribe, en yngre Fugl, som i Begyn- 
delsen af Nov. d. A. (1876) blev funden nylig død påa 
Stranden ved Strøby i Nærheden af Kjøge, og 3 Hanner fra 
Brunsbittel, skudte i Novbr. og Decbr. 1831 og 1834. 
Konservator Hansen har meddelt Udg., at han, omtrent sam- 
tidigt med, at Museet modtog nysnævnte Individ fra Kjøgeegnen, 
erholdt en Hun fra Egnen ved Næstved. I Norge er den under 
Træktiderne almindelig udenfor Finmarkens Kyster og yngler 
ved Indsøerne i Østfinmarkens Indre. Boie traf den i 1817 
talrig ved Lofoten, men Syd for Polarcirkelen træffes den 
kun sjeldent og aldrig uden om Efteraaret. Paa denne Tid 
af Aaret forekommer den ogsaa nu og da ved Kysten af 
Bohuslehn og i den bothniske Bugt. '”Påa Færøerne fore- 
kommer den kun undtagelsesvis, og ved Island er den ikke 
almindelig, men yngler dog hist og her. I Grønland er den 
derimod den almindeligste Kjoveart i Landets nordlige Del, 


625 


hvor den yngler kolonivis. I Sydgrønland er den sjelden 
og sees kun Foraar og Efteraar ved Kysten. Den forfølger 
Stormfugle, Teister, Ænder, Terner og Maager i Flugten og 
tvinger dem til at opkaste den nyligt nedslugte Føde, som 
den da griber i Faldet. Dens Skrig ved Reden lyder næsten 
som Hundehvalpenes Bjæffen (Faber). Holbøll anfører, at 
den undertiden selv fisker; han har endogsaa seet den fanget 
i en Maagesnare, der stod 3 Fod under Vandfladen. Den 
yngler paa lignende Steder som Storkjoven; de 2 Æg ere 
olivengrønne med brungraa og sortebrune Pletter. 
Æggets Længde og Brede: 
58nm; komm. 
61 » 43 » 


Spidshalet Kjove, Stercorarius parasiticus, (L.) 


Syn. Larus parasiticus, L. — Catharacta parasita, Briinn. -—— 
Cataracta parasitica, Retz. — Catarracies parasita, Pall. — 
Lestris parasitica, Illig,. — Lestris Richardsoni, Temm. 
(Swains). 


Dansk: Skidtæder (Aarhus), Troldpipe (Læsø), Struntjæger, Kjove. 
Norsk: Tyvjo, Leverjo, Jo, Geaath. Svensk: Labbe, spetsstjertad Labbe, 
Svartlasse, Geut, Etut, Elof. Færøisk: Tjegvi (M.), Tjoi, Tjoggvi 
(H); den hvidbugede Varietet: Qvujtibdkir, «Qvuittjegvi» (Hvidkjove). 
Islandsk: Kjoi. Grønlandsk: Isingak, Meriarsairsok. 


Artsm. De to mellemste Styrere fra den sidste Trediedel af deres 
Længde udløbende i en Spids. Tarsen indtil ”/2” længere end 
Mellemtaaen; Næbet ved Roden mere bredt end høit. 


Afbildn. Tab. XLII. (Lestrøs parasitica). — Suppl. Tab. 24. Gl. Fugl. — 
Ung Fugl. 


Længde indtil 17”. 

Iris brun, Næbet mat sort, Voxhuden olivengrøn; Benene 
hos de Unge blegt blyfarvede, ved Tæernes Rod hvide; hos 
de Ældre mat sorte. Ung Fugl: Overkroppen brun, rust- 
gult vatret; Underkroppen med graa, hvide og sortebrune 
Tværpletter; de mellemste Styrere neppe længere end de øvrige. 
Gammel Fugl: Kappen mørkebrun, med Alderen blaagraa ; 


626 


Hovedet, Nakken og Kinderne sortagtige; Svingfjerene og 
Styrerne ved Roden hvide, ellers sorte, undertiden med 
hvide Skafter; Tindingerne, Strube, en Ring omkring Halsen, 
samt Underkroppen hvide, med gulglindsende Anstrøg påa 
Tindingerne og Halsen. Kroens Sider, Undergumpen og 
Lægfjerene brungraa. Der gives en mørk Varietet, som 
overalt er ensfarvet brungraa, og som, efter Holbølls Iagt- 
tagelser, altid er repræsenteret af gamle Individer. En anden 
Varietet, med en stor hvid Plet paa Forvingen og en mindre 
under Struben, forekommmer paa Færøerne, dog mindre 
hyppigt end den hvidbugede Varietet. 

Den spidshalede Kjove er den her i Landet almindeligst 
forekommende, skjøndt ingenlunde hyppige Art. Adjunkt 
Holm i Aarhus hår i sin Tid meddelt Forf., at den yngler 
paa Hjelmen; Birkedommer Gad har angivet, at enkelte 
Par yngle paa Læsø, hvor den endog har et eget Navn: 
«Troldpipe», og hvor Faber, som desuden har havt den 
unge Fugl fra Mors, ligeledes "har seet den. Den er 
oftere skudt i Sundet (Steenberg), og Forf. har om Efter- 
aaret selv seet den ved Ringkjøbing Fjord. Mechlenburg 
fik baade Gamle og Unge fra Flensborg-Fjord. I det zool. 
Museum findes 6 Exemplarer fra Holsten (Brunsbuttel) og 
en Hun fra Kallebodstrand (August 1869). Ved Jyllands 
Østkyst er den ikke sjelden om Efteraaret. Den yngler al- 
mindeligt paa de ydre Holme og Skær langs hele Norges 
Kyst, især paa Strækningen mellem Trondhjemsfjorden og 
den russiske Grændse. Øst for Lindesnæs træffes den dog 
mindre almindeligt ynglende; ved de svenske Kyster yngler 
den ogsaa, navnlig i den nordlige Del af den bothniske 
Bugt, sjeldnere paa Kattegatssiden. I det Indre af Halvøen 
træffes den aldrig, hvilket er saa meget mere paafaldende, 
som den stundom sees midt i Tydskland, Frankrig, Schweiz 
0.s.v. Paa Færøerne er den almindelig; den kommer dertil 
og drager derfra samtidigt med Storkjoven. Paa Island er 
den ligeledes meget hyppig, og i Grønland er den navnlig 


627 


talrig i Landets sydlige Del. Den yngler ikke i Kolonier, 
men altid enkeltvis. 

Den er en nidsk, ufordragelig Fugl, som udmærker sig 
ved sin lette, behændige Flugt. I Levemaade afviger den 
ikke væsenligt fra de andre Kjover, dog fisker den mere 
selv og dræber ikke andre Fugle. Ved Færøerne holder den 
sig altid til Sildestimerne og andre Steder, hvor «Riden» 
(Larus tridactylus) fisker, og plager denne indtil, den afgiver 
sin Fangst, som Kjoven da griber i Luften. Maagen søger 
med en paafaldende Behændighed og under jamrende Skrig 
at undgaae dens Forfølgelse for at beholde den for Ungerne 
bestemte og ofte surt erhvervede Fangst”). Den yngler i 
Mængde saavel i Kjær som paa høie Klippebredder, hvor 
den i en lille Fordybning lægger sine 2 Æg af olivengrøn 
Farve med brune Pletter, som især ere samlede påa den 
butte Ende. 

Æggets Længde og Brede: 

Som 4Qmm. 
61 » 42 » 


Den forsvarer sine Æg ved at slaae ned paa Rede- 
forstyrreren, og naar den har Unger, anstiller den sig (lige- 
som ÅAgerhønen, Rødbenen og flere andre Fugle), som om 
den ikke kunde flyve, idet den flagrer ynkeligt omkring eller 
slæber sig med hængende Vinger og pibende henad Jorden, 
som om den vilde bortlede Opmærksomheden fra hine. 
Kjødet er uspiseligt. 


Lille Kjove, Stercorarius cepphus, (Brinn.) 

Syn. Catharacta cepphus, Briinn. — Stercorarius  longicaudatus, 
Briss. — Lestris Buffonii, Boie. — Lestris crepidata, Brehm. 
Dansk: Lille Kjove. Norsk: Fjeldjo. Svensk: Långstjertad Labbe, 
Fjållabbe.  Færøisk: Tjegvi (M.), Tjoi, Tjoggvi (H.). 


") Deraf det færøiske Ordsprog om en Stærkere, der plager en 
Svagere: at det er som naar «Tjegvi pujnur Ride». 


628 


Årtsm. OQvernæbet har et Indsnit tæt foran den krogformede Spids. 
Gammel Fugl: Hætten og Svingfjerene sortebrune; Halsen gulagtig, 
Benene blåa og sorte. Kappen askegraa; Halens mellemste Styrere 
af samme Længde som hele Kroppen, fra den første Trediedel af 
smallere, spidst udløbende. Ung Fugl: mørkebrun; Hovedet og 
Halsen gulagtigt hvide, med brune Længdestreger; Brystet og Bugen 
af samme Farve, med brune, smalle Tvyærbaand, især paa Siderne. 
Mellemstyrerne ikke meget længere end de øvrige Halefjer. 


Afbildn. Tab. XLIII. (Lestris crepidata). — Suppl. Tab. 24. Ung Fugl. 


Længde 13—14”. 

De mellemste Styrefjer række hos meget gamle Indi- 
vider indtil 8 å 9” udenfor Halen. Iris mørkebrun, Taårsen 
blaa, et Baand under Hælledet, samt Foden og Svømme- 
huden sorte. 

Denne mindste Kjoveart gaaer meget høit mod Nord i 
Yngletiden, men streifer ellers sydligere. Den er saaledes 
skudt to Gange ved Brunsbiuttel; begge Exemplarer (unge 
Fugle) findes i det zool. Museum, det ene i «Wøldikes 
Samling». I de sidste Dage af Oktober 1862 fik Museet et 
Exemplar fra Ringkjøbing, men i en saadan Tilstand, at det 
ikke kunde udstoppes; Skelettet blev derimod opbevaret. 
Briinnich (Orniihol. borealis p. 37) omtaler den som skudt 
ved Lønborggaard ved Jyllands Vestkyst; Mechlenburg fik 
den d. 19de Oktbr. 1834 ved Lindeved og den iste Novbr. 
1837 ved Gelting; den 29%de Sepbr. 1824 blev den fanget 
ved Holløse Mølle i det sydlige Sjælland; den fulgte med 
en lille Flok af sin Art, blev træt og lod sig gribe (Melchior); 
efter Benickens Katalog er den skudt ved Slesvig. I Norge 
er den navnlig udbredt i det Indre af Finmarken, hvor den, 
især i den østlige Del, yngler almindeligt paa Holmene i det 
Inderste af Fjordene og paa Fjeldmoserne. Syd for Polar- 
cirkelen forekommer den spredt ned til Fjeldryggen og 
yngler aarligt påa Dovrefjeld. Ved de sydlige og vestlige 
Kyster træffes den kun nu og da i Træktiderne og om Vin- 
teren. I Sverrig forekommer den fornemmelig i Lapland, 
hvor den især træffes paa de sneklædte Bjergtoppe. Paa 


629 


Færøerne er den sjelden. I 1860 skød Sysselmand Miller 
et Individ og saae flere. I 1863 erholdt han ligeledes Fuglen 
derfra. Paa Island træffes den ikke (Faber), og i Grønland 
sees den kun meget sjeldent Syd for den 69%de Bredegrad. 
Holbøll saae den aldrig jage nogen Fugl, men derimod 
idelig beskjæftige sig med at dykke ligesom Ternerne. Den 
yngler selskabeligt. Æggene ligne den forriges, men de 
ere noget mindre; de fleste have en renere olivengrøn 
Farve med brune Punkter og Pletter, der ofte ere samlede 
i en Krands ved den butte Ende. 
Æggets Længde og Brede: 
AG mm: See: 
60 » 39 » 
Den er ved sin slanke Bygning og de forlængede Hale- 
fjer den skjønneste Art af denne Slægt. 


2den Familie: Saugnæbede, Lamelltrostres, Cuv. 


(Gaasefugle, Anseridae.) 


Næbet i KRandene forsynet med næsten bardeagtige, 
flade eller kegleformige Takker, sjeldent længere end Hovedet, 
ofte kortere, haåaardt, men overtrukket med en blød, følsom 
Hud, i Spidsen forsynet med en haard Negl; Tungen bred 
og kjødet, takket i Randen; Næseborene runde eller ovale, 
gjennemsigtige, ofte nærmere ved Midten af Næbet end ved 


:… Næbroden. 


Benene låve, hos nogle temmelig langt tilbage; For- 
tæerne forenede ved en hel Svømmehud; Bagtaaen fri og 
højtsiddende, enten trind eller (som hos Dykænderne) sam- 
mentrykt og forsynet med en tynd Hudlap. 

Vingerne middellange, spidse; Halen kort, oftest af- 
rundet, i Regelen med flere end 12 Styrere. 

Disse Fugle gaae slet, da Benene staae temmelig langt 
tilbage, men svømme fortrinligt; nogle dykke meget godt 


630 


og ere Svømmedykkere; disse søge deres Næring paa Bunden 
af Vandet; andre naae den ved Hjælp af deres lange Hals, 
idet de svømmende staae paa Hovedet; mange tage den ogsaa 
udenfor Vandet, men næsten alle dykke, naar de ere i Livs- 
fare, og alle saalænge de endnu ere i Rede- eller Dun- 
dragten. Kroppen er som oftest stor og kjødfuld, Halsen tynd 
og lang. De blive meget fede og ernære sig af Planter, 
Frø, Orme, Skaldyr, Insekter, Fiske 0. s.v.; deres Øpholds- 
steder ere dels ved ferske Vande, dels ved Havkysterne, 
men næsten alle yngle ved Ferskvand. Ingen Art lever paa 
Træer, om ogsaa enkelte yngle paa eller i disse, da de 
ikke kunne sidde påa Grenene. De lægge mange og store, 
ensfarvede Æg. Hunnerne bygge kunstløse Reder, som de 
udfore med deres egne afpillede Fjer og Dun, hvorved der 
fremkommer en stor Rugeplet paa Brystet. De leve i vild 
Tilstand i Monogami, men Hunnen maa alene udruge og 
veillede Ungerne. Disse komme meget udviklede frem af 
Ægget, saa at de strax kunne løbe og svømme. Mange 
have et fortræffeligt, velsmagende Kjød og ere derfor en al- 
mindelig Gjenstand for Jagten; nogle holdes som Husdyr. 
De fleste vandre om Vinteren i Selskaber, tildels i store 
Skarer, til mildere Egne, andre opholde sig hele Aaret i 
deres kolde Hjem; de ere sky og forsigtige, men flere 
Årter lade sig let tæmme. 


Svaneslægten, Cygnus, Bechst. 


Næbet længere end Hovedet, dets Højde ved Roden 
meget større end dets Brede; fortil fladt hvælvet, næsten 
ligesåa bredt som ved Roden og but afrundet, med en 
rundagtig Negl; Næseborene ovale, næsten i Midten af 
Næbet. Hos de gamle Fugle er Huden imellem Øinene og 
Næbet nøgen. Benene langt tilbage, lave og undersætsige, 


631 


med lange Tæer, der ere forenede ved en hel Svømmehud; 
Tarsen ikke længere end de to inderste Led af Mellemtaaen; 
Bagtaaen trind og uden Hudlap. Vingerne meget store, 
med lange AÅrmknokler, men noget korte forreste Svingfjer, 
saa at Bagvingen næsten er af samme Længde som For- 
vingen; liste og 4de Svingfjer lige lange, Zden og 3die længst; 
Halen med 18—24 Styrere, afrundet eller but kegleformigt 
tilspidset. 

Svanerne udmærke sig ved deres Størrelse, Skjønhed 
og den lange Hals, der bæres mere eller mindre S-formigt; 
saavel denne som de store Vinger, der under Svømningen 
bæres høit, undertiden opreiste som Seil, gjøre dem uskik- 
kede til at dykke. I Vandet stille de sig ofte, ligesom 
Gjæssene og de ikkedykkende Ænder, med Halen iveiret, 
for med den lange Hals at nåae Bunden og søge deres 
Føde, der fortrinsvis bestaaer af Vandplanter. Naar de ud- 
hvile sig, lægge de den ene Fod udstrakt paa Ryggen; de 
flyve meget tungt op, men ere de først i Luften, er deres 
Flugt udholdende og høi, skjøndt temmelig langsom; deres 
Gang er tung og våklende, men de svømme fortræffeligt, 
roligt og med en vis Anstand, hvorfor de ogsaa holdes 
tamme til Pryd for Søer og Damme. = Vinteren driver dem 
altid sydligere, og de forekomme paa denne Åarstid, tildels 
i store Flokke, ved vore Havkyster. I Yngletiden holde de 
sig til Indsøer og andre Ferskvande, ofte langt fra Havet; 
den store Rede bestaaer af Vandplanter og er ofte anlagt 
midt i Vandet. Hannen beskytter og forsyarer ikke blot 
den rugende Hun, som den undertiden gjør Selskab paa 
Reden, men er den ogsaa behjælpelig med at føre Ungerne 
omkring og skaffe dem Føde. Med Undtagelse af, at Hunnen 
er mindst, er der ingen ydre Kjønsforskjel; Ungerne faae 
først i det tredie Aar de Gamles Dragt. 


632 


Sangsvane, Cygnus musicus, Bechst. 


Syn. Anas cygnus, Gm.— Cygnus ferus, Ray. (Briss.) — Cygnus 


melanorhynchus, Mey. — C. aanthorhinus, Naumann. 


Dansk: Vild Svane, islandsk Svane, Sangsvane. Norsk: Sangsvane. 
Svensk: Sångsvan, Vild Svan. Færøisk: Sveånur (M.), Svånur (H.). 
Islandsk: Alft, Svanur. Grønlandsk: Kuksuk. 


Artsm. Tøilen og hele Bagnæbet til Næseborene samt Hagen gule (hos 
de Unge kjødfarvede), Fornæbet og Næbkanterne sorte; ingen 
Pandeknold.  Næbtakkerne skjulte under Næbranden. Fjer- 
klædningen hvid, hos de Unge graa. 


Afbildn. Tab. XLIV. 


Længde 4" 5” indtil 4" 10”, Halsen 1' 10”; Vinge- 
strækning 6' 10” indtil 77 8%", Vægt 21—23 Pund; 20 
Styrere. 

Iris brun, Benene sorte. Halsen føres lige, naar Fuglen 
svømmer; Hovedet og Nakken have et gulagtigt Skjær, især 
om Vaaren. Om Sommeren opholder denne Svane sig ved 
Fjeldvandene og i Dålene i det høje Norden, hvor den 
yngler; den kommer i Oktober med Ungerne til vore Kyster, 
ofte i Selskaber af 50—100 Stkr., især ved Øerne og ved 
Jyllands Vestkyst, hvorfra den dog ogsaa besøger Land- 
søerne; paa Femern og i Mundingen af Slien skydes mange 
(Boie). Ved Jægerspris og Skjelskør skal den ogsaa være 
hyppig om Vinteren.  Påa den- skandinaviske Halvø fore- 
kommer den fortrinsvis i Finmarken og Lapland, hvor den 
yngler i det Indre af Landet. Syd for Polarcirkelen træffes 
den såa godt som kun paa Trækket og om Vinteren, idet 
kun ganske enkelte Par undtagelsesvis yngle i Mellemsverrig. 
En Del Individer drager ikke Syd påa om Efteraaret, men 
overvintrer udenfor Nordlandenes og Finmarkens Kyster. Til 
Færøerne kommer den i store Flokke i Marts, April og Mai 
paa Nordtrækket; naar den om Efteraaret kommer tilbage i 


633 


mindre Flokke for åt gaae længere mod Syd, blive enkelte 
Stykker undertiden tilbage og overvintre paa Øerne. Paa 
Island er den almindelig hele Aaret rundt; adskillige Indi- 
vider forlade om Efteraaret den nordlige Del af Øen og 
drage til de aabne Bugter paa dens Sydkyst, hvor de over- 
vintre. I Grønland har den, som det synes, tidligere ynglet, 
men den blev udryddet af de Indfødte i Fældetiden. Senere 
er den paany truffet i Landets sydlige Del og vil muligvis 
atter fæste Bo der. 

Dens Skrig lyder yderst behageligt og har, naar mange 
istemme det, Lighed med en fjern Klokkeringning; det høres 
i stille Veir over en Mil borte. Den nærer sig mest af 
Vandplanter og Vandinsekter. Dens store Rede indeholder 
5—7 gulhvide Æg; i Begyndelsen af Juni ere Ungerne ud- 
rugede. 

Æggets Længde og Brede: 

[OT ate bonn: 
112 > TA » 

I Lapmarken fanges den i Vaagerne om Vaaren med 
Slagjern (de saakaldte Svanehalse); for at komme den paa 
Skud klæder Skytten sig i hvid Skjorte og kryber bag et 
Skjul.  Luftrøret har en eiendommelig Bygning; det er 
noget sammentrykt, saa at dets Gjennemsnit er ovalt, og af 
forskjellig Tykkelse påa de forskjellige Steder. Med sin 
nedre Ende træder det ind i Brystkammen, hvor det danner 
en lodret Bugt, gaaer derefter ud af samme Aabning hen 
under Gaffelbenet, danner paany en Bugt, løber ind imellem 
Nøglebenene og deler sig først da i to lange Luftrørsgrene. 

Sangsvanen er lettere at tæmme og godmodigere end 
Knubsvanen, men dens Holdning er mindre skjøn. I Affekt 
hvæser den som Gjæssene. 

De Unges Kjød er velsmagende. 


634 


Pibsvane, Cygnus Bewickii, Yarr, 


Syn. Cygnus olor, Var. minor, Pall. — Cygn. melanorhinus, Naum. — 
C. Islandicus, Brehm. — C. minor, Keys. & Blas. 


Dansk: Pibsvane (Vestjylland), Lille Svane. Norsk: Liden Sang- 
svane. Svensk: Mindre Sångsvan. 


Artsm. Tøilen gul, hos den unge Fugl kjødfarvet; Næbet af Hovedets 
Længde; Overnæbets inderste Fjerdedel af samme Farve som 
Tøilen, det Øvrige af Næbet samt Hagehuden sort; 18—20 
Styrefjer. 


Afbildn. Tab. LV (Supplementtavle) (Cygnus minor). 


Længde 45”; Hunnen mindre; Vægt 8$—11 Pund; Halsen 
og Vingerne ere forholdsvis kortere end hos forrige. 

Den skal være hyppig i Siberien; enkeltvis er den 
truffen i Tydskland, hyppigere i England og Irland. Her i 
Danmark hår man tidligere betragtet den som en stor Sjel- 
denhed, men senere Erfaringer have vist, at Forholdet er et 
andet. I Foraaret (Marts) 1857 modtog det herværende 
Museum en gammel Hun af denne Årt fra Ringkjøbing, og 
det har efter den Tid jevnlig erholdt den sammesteds fra (saavel 
yngre som ældre Fugle), engang i Løbet af en Maaned 
endog 6 Stykker; den indfinder sig hvert Aar aldeles regel- 
mæssigt der og skal ankomme lidt senere end Sangsvanen. 
Der er saaledes ingen Tvivl om, at Dr. Kjærbøllings i 
«Danmarks Fugle» fremsatte Formodning om Identiteten af 
denne Art med de ringkjøbingske Gaaseskytters «Pibsvane» er 
fuldstændigt rigtig; Professor Reinhardt mener at have Grund 
til at troe, at Pibsvanen ogsåa forekommer enkelte Steder 
ved Limfjorden; i Senator Simens Samling i Gluckstadt skal 
findes et Exemplar, skudt i Holsten; Apotheker Mechblenburg 
fik den fra Flensborg Fjord, skudt i April”) 1850. Om Pib- 
svanen er truffet i Norge, er tvivlsomt. Der foreligger kun 


%) Angivelsen i iste Udg., at Exempl. er skudt d. 14de Marts, er, ifølge 
Prof. Reinhardts Meddelelse, urigtig. 


635 


Beretning om et eneste Tilfælde (fra Mjøsen i 1835), men 
Individet gik tilgrunde førend det med Sikkerhed var be- 
stemt. I Sverrig er den ikke bemærket, og i vore nordlige 
Bilande forekommer den ikke. 


Knubsvane, Cygnus olor, (Gm.) 
Syn. Anas olor, Gm. — Cygnus gibbus, Bechst. — Cygnus sibilans, Pall. 


Dansk: Tam Svane, rødnæbet Svane, Knubsvane. Norsk: Tamsvane, 
Svensk: Svan, Tam Svan. 


Artsm.  Tøilen sort eller sortegraa; Næbet rødt med en sort Pukkel ved 
Panden, sorte Kanter og sort Negl; 22—24 Styrefjer; Næb- 
takkerne synlige under Randen af Næbet; Fjerklædningen hvid, 


Afbildn. Tab. XLIV. 


Længde 4' 3” indtil 4' 6”. 

Iris brun, Benene sorte. Hos de Unge ere Næb og 
Ben sortegråa; de have graabrun Overkrop og askegraa 
Underkrop. 

Denne Svane, der udmærker sig ved sin ejendommelige 
lange og tynde Hals, som den i Hviletilstand bærer i en 
S-formig Bue, holdes tam påa mange Steder her i Landet 
og er derved bleven mere bekjendt end Sangsvanen, skjøndt 
denne om Vinteren findes her i langt større Antal. Knub- 
svanen har bjemme i mere sydlige Egne end Sangsvanen; i vild 
Tilstand findes, eller fandtes dog for ikke mange Aar siden, 
enkelte Par hist og her ynglende i Danmark, f. Ex. i Lyngby-, 
Gjentofte- og Damhussøen, ved Strandmøllen o.s.v.; i Fabers 
Tid ynglede den i Nørøxe Sø, Nord for Limfjorden; den har 
i stor Mængde ynglet i Klostersøen ved Cismar (Boie). Ud- 
giveren fandt dens Rede med 5 Æg i Furesøen. Udenfor 
Yngletiden skydes den ogsaa ved Kysterne, men langt sjeld- 
nere end Sangsvanen. I 1860 fangede Beboerne paa Nyord 
ved Møen en Mængde Knubsvaner ude paa Grundene ved at 
seile dem op og gribe dem med Hænderne; formodenligt havde 


41 


636 


de «slaaet af». I Norge er den kun skudt en eneste Gang, 
nemlig i 1870 i Nærheden af Christiania. I Sverrig træffes 
den kun i Skaane, hvor den yngler paa adskillige Steder, 
dog ikke saa talrigt som tidligere, og ved hvis Kyster den 
navnlig om Vinteren, endog i meget strænge Vintere, op- 
holder sig i store Flokke. I vore nordlige Bilande er den 
ikke truffet. I Yngletiden ere de Gamle meget bidske og 
vanskelige at komme nær. Selv deres Lige forfølge de og 
dræbe dem undertiden, nåar de vove at overskride deres 
Revier. Man har Exempler påa, åt Knubsvanen er bleven over 
hundrede Aar gammel. Til Reden, som bygges :i Begyn- 
delsen af Mai, benytter Hunnen hele Klumper af Vandplanter, 
som den sammendynger, indtil Reden holder 3—4 Fod i 
Gjennemsnit. Den rugende Hun hår en omhyggelig Mage 
og en ridderlig Forsvarer i Hannen. De 5—8 graagrøn- 
agtige Æg ere dobbelt såa store som Gaaseæg. 

Æggets Længde og Brede: 

MET Mern: 
121 » TES 

De efter 5—6 Ugers Forløb udkrybende Unger vårmes 
blot én Dag af Moderen, hvorefter de den næste Dag for- 
lade Reden og svømme omkring med hende. Denne Svane 
renser Dammene for Vandplanter og forhindrer saaledes deres 
Tilgroning, ligesom den [ogsaa fordriver Fiskenes Fjender, 
uden selv at anrette videre Skade paa Fiskerierne. 


Gaaseslægten, ÅAnser, Briss. 


Næbet ikke længere end Hovedet, afrundet kegle- 
formigt; dets Højde ved Roden større end dets Brede, mod 
Spidsen nedtrykt og smalt, med en skarp Negl; i Kanterne 
forsynet med kegleformige Takker; Næseborene långagtige, 
gjennemsigtige, i Midten af Næbet. Benene middelhøie, 
stærke, næsten midt under Kroppen; Tarsen hos de fleste 
Arter længere end Mellemtaaen, Bagtaaen uden Hudflig. 


637 


Vingerne temmelig lange, smalle og spidse, med stærke 
Haandsvingfjer, som, naar Vingen hviler, række langt udenfor 
Armsvingfjerene; Halen med mange Styrere, afrundet. Hal- 
sen tynd og lang, dog altid kortere end Kroppen. 

Som Følge af Benenes Stilling er Gjæssenes Gang mindre 
vraltende og besværlig end Svanernes. I Modsætning til Æn- 
derne er Kjønsforskjellen i Regelen ikke udtrykt i Fjerdragten. 
De fiyve med stor Udholdenhed, men ikke meget hurtigt, og 
ordne sig under Flugten i en lige eller i en vinkelbøiet Linie. 
Deres Føde bestaaer saa godt som udelukkende af Plantedele, 
og deres stærke, med haarde Lameller forsynede Næb sætter 
dem i Stand til at afrive Græs, Blade o. s. v. De fælde én 
Gang om Aaret, men Sommer- og Vinterdragten er ens hos 
de fleste. Gjæssene leve mest flokkevis. De hos os fore- 
kommende Årter yngle næsten alle i det høie Nord, men 
de fleste besøge paa Trækket største Delen af Europa. De 
ere yderst sky og forsigtige, svømme sjeldent og dykke al- 
drig, undtagen i Rededragten, førend de kunne flyve og i 
Fældetiden, da de dykke under for at undgaae deres Fjender. 
De leve i Enparring og lægge deres Æg paa Jorden; Hunnen 
ruger alene, medens den er beskyttet af Hannen, der ogsaa 
tager Del i Ungernes første Veiledning og Beskyttelse. 


iste Underslægt: Ægte Gjæs, Anser, Briss. (s. str.). 


Næbet af Hovedets Længde. Tværlamellerne ere, naar 
Næbet er lukket, tildels synlige under Randen af Over- 
næbet. Næb og Ben gulagtige eller rødagtige. 


Snegaas, ånser hyperboreus, (Pall.) 


Syn. Anas hyperborea, Pall. — Anser niveus, Briss. — Anas 
mivalts, Forster. 


Artsm. Næb og Ben orangegule; Fjerklædningen ren hvid, Vinge- 
spidserne sorte. Ung Fugl: graa med mørkere Tegninger. 


Afbildn. Tab. XLIV. 


41% 
ør 41 


638 


Næbet er hos Hannen ved Roden opsvulmet til en 
Knold; Iris mørkebrun. Dens Hjem er det nordøstlige Asien 
og Nordamerika. 

Berettigelsen til at opstille denne Art som dansk er 
meget tvivlsom. Efter Forfatterens Angivelse er den seet 
og anskudt af Fasanjæger Frederiksen påa Amager ved 
Stranden udfor Kongelunden i December 1851. I de af 
Forf. efterladte skriftlige Optegnelser findes anført, at den 
(ifølge Fischer) er skudt i Foraaret 1853 ved Dronninglund 
pr. Aalborg, men denne Angivelse maa beroe paa en Mis- 
forstaaelse, da Fischer erklærer, at han aldeles Intet veed 
derom. I det øvrige Skandinavien er den aldrig bemærket, 
og paa Færøerne og Island forekommer den ikke; derimod 
sees den enkeltvis om Efteraaret i Grønland, navnlig i dets 
nordlige Del; dog er der kun truffet unge Fugle, og det er 
ikke sandsynligt, at den yngler der i Landet. 


Blisgaas, ÅAuser albifrons, (Gm.) 


Syn. Anas albifrons, Gm. — Anser medius, Temm. — Ånser 
roseipes, Schl. — Anser Gambelli, Hartl. — Anser fron- 
talis, Baird. — [« Anser erythropus, (L.)», Reinh. Forteg- 
nelse ov,. Grønl. Fugle]. 


Dansk: Blisgaas, Smedegaas (Falster). Norsk: Blisgaas. Svensk: 
Blåsgås, Glåsgås, Fjållgås, Hvitpannad Gås. Islandsk: Grågås. Grøn- 
landsk: Nerdlernak. 


Årtsm. Næbet lyst orangerødt, uplettet, med hvidagtig Spids; Benene 
rødgule; den øverste Vingerand og Undervingen rent askegraa, 
Bagryggen sort brungraa. Gammel Fugl: den sortindfattede, 
store hvide Pandeplet naaer til foran paa Issen; Brystet med 
store sorte Pletter. Ung Fugl: Næbet og Benene gulagtige, den 
hvide Blis og de sorte Brystpletter mangle. 


Afbildn. Tab. XLV,. — Suppl. Tab. 24, ung Fugl. 
Længde 25—27”. Iris brun. 
Hunnen er ikke saa stor som Hannen. Denne smukke 
Gaas hører hjemme i Polaregnene i Åsien og Amerika. I 


639 


Træktiden (Marts—April og Septbr.—Oktbr.) skydes den 
hyppigt her i Landet, især ved Jyllands og Hertugdøm- 
mernes Vestkyst, ved Møen, Falster o.s.v.; i Randersegnen 
synes den, ifølge Fencker, ikke at være bemærket. Det er 
tvivlsomt, om den yngler i det nordlige Skandinavien; der- 
imod forekommer den ikke sjeldent paa Trækket om Vin- 
teren Syd for Polarcirkelen, undertiden flokkevis. Paa Fær- 
øerne synes den kun tilfældigt at indfinde sig. Sysselmand 
Muller har havt et Exemplar af den, og i April 1867 blev 
den seet paa Myggenæs sammen med andre Vildgjæs (Muller). 
Paa Island yngler den især i Øens sydlige Del, og i Grøn- 
land er den almindelig om Sommerem mellem 66” og 681,2? 
1.4 Br: 

Den er sky og vild, men ved Reden løber den hvæsende 
omkring ved Æggene, naar den bliver opjaget"). Dens 
Næring bestaaer især af Strandplanter, Græs, Orme og In- 
sekter.  Kjødet er meget velsmagende. Den yngler ved 
Fjeldvande og lægger 7—11 hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 


79mm. 5f mm. 
82 » 534) 


Dværggaas, Anser erytbropus, (L.) 


Syn. Anas erythropus, "cinerea, fronte alba", fæmina (Mas, Å. 


leucopsis) Fauna Suec. Ed. 2. p. 41- — … Anser medius, 
Temm. — KAnser minutus, Naum. — Anser Temminckii, 
Boie. — Anser brevirostris, Heck. Brehm. — Å. cineraceus, 
Brehm. 


”) I Juli 1835 blev ved Danzig skudt et Exemplar, der var forsynet 
med et Messinghalsbaand, som bar følgende Indskrift: «Huis te 
Baak by Zutphen in Gelderland, 1806». Ved nøiere Efter- 
forskning bragte man i Erfaring, at en Baron v. der Heyden Baak 
påa Huis te Baak i en Række af Aar havde forsøgt at tæmme vilde 
Ænder og Gjæs, hvis Unger han da forsynede med Halsbaand for 
påa denne Maade at udfinde deres Levealder, Træk o. s. v. (Rhea. 
2. H. 1849, S. 10. Pastor Boek i Danzig). (Bølling). 


640 


Dansk: Dværggaas. Norsk: Fjeldgaas, Dverggaas. Svensk: 
Dverggås. 


Årtsm. Næbet kort, lyst rødgult uden Pletter, med hvidagtig Negl; 
Benene rødgule; øverste Vingerand og Undervingen askegraa, 
Underryggen sortegraa. Gammel Fugl: med en meget stor, 
hvid, sortindfattet Plet fra Mundvigen til midt op paa Issen 
og med mange store, sorte Pletter paa Brystet. Ung Fugl: 
Næbet og Benene smudsiggule; uden hvid Blis. Vingespidserne 
naae til eller forbi Halespidsen. 


Afbildn. Suppl. Tab. 24 ;(Anser minutus). Ung Fugl. 


Længde 21—2171/21", 

Denne lille, smukke Gaas, som hører til de allermindste 
Arter, idet den ikke er større end en almindelig And, har 
sit Hjem i det nordlige Europa og Asien.  Benicken (Isis 
1824, II, Pag. 886) angiver den som «enkeltvis forekom- 
mende» ved Østersøens Kyster, dog hyppigere Unge end 
Gamle. E. Hage erholdt den 15de Oktbr. 1825 den gamle 
Fugl fra Ulfshale. I «Danmarks Fugle» tilføjer Forf. her: 
«efter Skyttens Beretning bavde der været to»; men denne 
Angivelse er vistnok urigtig; thi ifølge Konservator Scheels 
Angivelse var det ham, der skød Gaasen, og han saae kun 
det ene Individ. Hage angiver Maalene saaledes: Længde 
21", "Vingestrækning 23” 9” fra. Vingeleddet 137 4” 
Næbet fra Mundvigen 1” 4”, Næbet fra Panden 1” 57”, 
Taårsen 2” 3'”" Mellemtaaen uden Negl 2” 1/97” yderste 
Taa 1” 1177", Den 10de Septbr. 1850 fandt Forfatteren 
et Exemplar af denne Årt hos en Vildthandler her i Byen; 
til Sammenligning hidsættes de med Hages Exemplar meget 
overensstemmende Dimensioner: Længde 21” 6"”, fra Vinge- 
leddet 13” 6”, Vingen udenfor Halen 1” 3”. Tarsen 2” 
3". Mellemtaaen med Negl 2” 6" Næbet fra Spidsen til 
Mundvigen 1” 5”, Højde ved Roden 9”, fra Næbspidsen 
til Øjet 2”. I den skandinaviske Halvøes nordligste Egne, 
navnlig i det Indre af Finmarken, yngler Dværggaasen hvert 
Aar i ikke ubetydelig Mængde. Ogsaa i Lofoten træffes 


641 


den aarligt ynglende, men mindre talrigt. I de sydligere 
Dele af Halvøen forekommer den kun tilfældigt paa Trækket, 
som i Regelen falder mere østligt. 
Den yngler ved ferske Vande, navnlig ved Indsøer med 
flade Bredder. 
Æggets Længde og Brede: 
Momm: ANS mm: 
76 » 46 » 


Sædgaas, Ånser segetum, (&m,) 


Syn. Anas anser L. — Anas segetum, Gm. — Anser brachy- 
rynchus, Baill. (Mém. de la Soc. Roy. d'émul. d' Abbeville. 
Vol. I. 1833)"). — 4. platyurus, A. segetum, AÅ. rufescens, 
Å. arvensis, A. obscurus, A. Bruchit, A. paradoxus, Brehm 
(Vogelfang 1855). 


Dansk: Sædgaas, Ruggaas (fordi den om Vinteren fornemmelig opholder 
sig paa Rugen), Klingergaas. Norsk: Stor Graagaas, Sædgaas. Svensk: 
Sådgås, Skårgås, Vildgås. Islandsk: Grågås. 


Artsm. Næbet sort med rødgul Ring imellem Næseborene og Spidsen; 
Benene rødgule, Overvingeranden og Undervingen mørkt aske- 
gråa; Underryggen sortgraabrun.  Vingespidserne række langt 
udenfor Halen. 


Afbildn. Tab. XLV. 


Længde 28—30”; noget mindre end vor almindelige 
tamme Gaas; Halsen rankere; Næbet kortere; hos den gamle 
Fugl ved Roden omgivet af en hvid Kant. Mørkegraa med 
lysere Underkrop og hvid Undergump, lyst brungraa Kanter 


Z) Hos den levende Fugl er Næbets røde Baand mørkt rosenrødt (ikke 
teglstensrødt), og Fødderne have ligeledes denne Farve; ved Døden 
forsvinde begge disse Kjendemærker. Denne Form ansees forøvrigt 
af adskillige Ornithologer for en selvstændig Art. 


642 


paa Ryggen og Vingedækfjerene samt påa Siderne af Brystet. 
Overryggen og Skuldrene næsten sortebrune med mathvide 
Kanter; Underryggen og Overgumpen sortegraabrune; de 
længste Haledækfjer danne et hesteskoformigt hvidt Baand. 
Vingedækfjerene i 5 Rader, de store Dækfjer og Sving- 
fjerenes 3die Række mørkebrune med mat hvid Indfatning ; 
den anden Række Svingfjer brunsorte med hvide Skafter, 
den første ligesaa, imod Basis mørkt askegraåaa. Styrefjerene 
sortebrune med hvide Sidekanter. Den unge Fugl mangler 
den hvide Kant ved Næbroden, det gule Baand paa Næbet 
er blegere, Benene ligesaa; Hovedet mere brunt; Fjer- 
kanterne paa Kappen mere rustgraa end. hvidagtige. 

Denne Årt tilhører det nordlige og nordøstlige Europa og 
Asien, trækker sydligere om Efteraaret, især i Oktober, og 
vender om Foraaret tilbage i April; en Del Individer for- 
bliver her i snefrie Vintre. Fra Ringkjøbing Fjord, hvor 
dens Træk falder talrigt, erholdt Forf. adskillige; den sees 
temmelig hyppigt hos Vildthandlerne her i Byen fra Sjæl- 
lands nordøstlige Kyst, hvor den undertiden kan sees i 
Flokke af flere Hundrede. Ifølge Fencker findes saavel den 
typiske Form som Varieteten arvensis under Træktiden i 
uhyre Masser paa Engene langs Randers Fjord" og Aa. I 
Norge yngler den taålrigt Nord for 64” (Trondhjemsfjord), 
især paa Strækningen fra Helgeland op til den russiske 
Grændse og navnlig i Landets Indre, men kun undtagelsesvis 
paa Øerne indenfor Polarcirkelen. I Lapmarken skal den 
aarligt yngle paa de store Mosestrækninger og ved Ind- 
søerne, men i Halvøens sydligere Del er den aldrig funden 
ynglende. Paa Færøerne er den ikke bemærket”), men påa 
Island er den ikke sjelden, fornemmelig i Øens nordlige 


+) Pastor Holms Angivelse om dens hyppige Forekomst paa Færøerne 
beroer utvivlsomt paa en Forvexling med Å. cinereus. Hidtil savner 
man ialtfald enhver paalidelig lagttagelse, der kunde tjene som 
Støtte for hans Meddelelse. 


643 


Del, hvortil den skarevis ankommer i Slutningen af April; 
en Maanedstid senere trækker den op paa Bjergsletterne for 
at yngle. Naar de trække, flyve de, ligesom andre Gjæs, i 
to Linier, en kort og en lang, der støde sammen fortil i 
en spids Vinkel, men sjeldent bestaaer Flokken af flere end 
12 Individer. Jagten lykkes bedst, naar man skjuler sig, 
hvor den om Aftenen i Mængde pleier at indfinde sig til 
Nattekvarter, hvilket den forraader ved den Mængde Exkre- 
menter, den efterlader sig; ved Jyllands Vestkyst benytte 
Gaaseskytterne ofte smaa Høstakke til Skjul. Er man i Be- 
siddelse af en tam "Sædgaas, kan denne tjene til Lokkefugl. 
Hvor den opholder sig i Mængde gjør den undertiden stor 
Skade paa Sæden. Kjødet, især de Unges, er meget vel- 
smagende. 
Æggets Længde og Brede: 
Genm: 55,5 mm. 
89 » SOE, 


Varieteten ÅA. arvensis, Brehm, Afbildn. Tab. LIV (Sup- 
plementstavle), der af nogle, Forfattere, betragtes som en 
selvstændig Art, udmærker sig fornemmelig ved sin noget 
betydeligere Størrelse og sine kortere Vinger. Den er her 
i Landet meget hyppig, især om Efteraaret. 


Graagaas, Ånser ferus, Steph, 


Syn. Anas Anser, L. — ÅAnser vulgaris, Pall. — Anser cinereus, 
Meyer & Wolf. 


Dansk: Graagaas, Vildgaas. Norsk: Graagaas. Svensk: Grågås, 
Vildgås. Færøisk: Gråagås (M.), Grågås (H.). Grønlandsk: Nerd- 
lernak (den tamme Form). 


Artsm.  Næbet tykt og stort, rødgult uden sort Tegning og med hvid 
Negl. Den mørke Øierånd og Benene blegt kjødfarvede; hele 
Underryggen, Undervingen og en meget bred Overrand paa 
Overvingen lyst askegraa. Gammel Fugl: Brystet og Bugsiden 
sortplettede; Vingerne naae ikke Halespidsen. 


Afbildn. Tab. XLIV. (4. cinereus). 


644 


Fra denne største Art skal vor almindelige tamme Gaas 
nedstamme; Undergumpen, Siderne af Overgumpen samt 
de øverste og underste Haledækfjer ere rent hvide. Denne, 
saavidt vides, eneste her i Landet ynglende Vildgaas fore- 
kommer om Sommeren næsten overalt her i Danmark, hvor 
der findes Indsøer. I Randers Egnen har Fencker dog al- 
drig truffet den, hverken ynglende eller påa Trækket; tid- 
ligere har den i Mængde ynglet paa Veirø (Faber). I Norge 
yngler den talrigt paa Øerne langs Landets Vest- og Nord- 
kyst, især påa Strækningen mellem 64” og 70P; i Østfin- 
marken træffes den navnlig om Foraaret. Ved den sydligere 
Del af Vestkysten yngler den sparsomt, og i det Indre af 
Landet er den mindre hyppig end Sædgaasen. I Sverrig er 
den derimod almindelig i det Indre af Halvøens sydlige Del 
og yngler ved Indsøerne saavel i Skaane som i Blekingen 
og Smaaland. Langs Østkysten gaaer den regelmæssigt 
neppe høiere end til Upland. Paa Færøerne har den tid- 
ligere været overordenligt almindelig og ynglet i stor Mængde, 
navnlig ved Sørvaagsvatn, hvor man gjorde Jagt paa den i 
Fældetiden og derved udryddede den; nu sees den kun en- 
keltvis om Foraaret og Efteraaret, og i de sidste 30 Aar 
har, saavidt vides, intet Par ynglet paa disse Øer. Paa Is- 
land og i Grønland holdes den påa enkeite Steder som Hus- 
fugl, dog sjeldent. 

Naar Ungerne ere udvoxede, anstilles der Jagt efter 
dem; saasnart de kunne flyve, søge de med de Gamle til 
Havkysterne. I Begyndelsen af Juli «ruer» den eller fælder 
Svingfjer og kan då indtil Slutningen af Maaneden ikke 
flyve. Den nærer sig af Vandplanter, Græs, grøn Sæd og 
Korn og bygger Rede paa Holme eller i Søerne, påa Tuer 
"blandt Rør og Siv ved Bredderne; den lægger 5—8 hvid- 
agtige Æg, som ruges af Hunnen alene i 27—28 Dage, 
under stræng Bevogtning af Hannen, der ikke viger fra Fa- 
milien, før Ungerne ere fuldvoxne. Efter 2 Maaneders For- 


645 


løb ere disse flyvefærdige; man benytter dem som Lokke- 
fugle til Vildgaasejagten. 
Æggets Længde og Brede: 
SR. Der: 
BY 60 » 


2den Underslægt: Raigjæs, Bernicla, Stepli. 


Næbet kortere end Hovedet, Tværpladerne paa Næb- 
randen sees ikke, nåar Næbet er lukket; Næb og Ben 
sorte. 


Bramgaas, Bernicia leucopsis, (Bechst.) 
Syn. Ånser bernicla, Pall. — Anser leucopsis, Bechst. — Anas erythropus, 
(mas), L. 


Dansk: Bramgaas, svensk Gaas, Fjeldgaas, Rantegaas, Perrelit. Norsk: 
Hvidkindet Gaas. Svensk: Hvitkindad Gås, Helsing, Hafregås (sydl. 
Skaane). Færøisk: Brangåas (M.), Bramgås (H.) Islandsk: Helsingi. 


Artsm.  Panden, Tindingerne og Struben hvide; Nakken, Halsen, Halen, 


Benene og Næbet sorte; Kappen askegraa, med sorte, lyst kan- 
tede, brede Baand. 


Afbildn. Tab. XLV., (Anser leucopsis). 


Længde 24—25"; Iris sortebrun; Brystet, Bugen og 
Haledækfjerene hvide. 

Denne smukke Gaas lever i det høie Nord og drager 
i store Skarer sydligere i Træktiden. Her i Landet fore- 
kommer den ikke sjeldent paa Trækket. Ved den sydlige 
Del af Falster findes den saaledes, ifølge Melchior, hvert 
For- og Efteraar i stor Mængde, fornemmelig påa Bøtø og 
Gjedsérodde, hvor den ødelægger Gfæsgangene dels ved at 
afæde og nedtræde Græsset, dels ved sine Exkrementer. En 
tidligere Eier af Gjedsergaard (Justitsraad Friis) har i flere 
Aar optegnet dens Ankomst og Afreise samt Vinden, hvor- 
med den ankom og bortreiste, saaledes: 


Foraar. | Efteraar. 
Aar Ankomst | Vind Afreise | Vind Ankomst | Vind Afreise Vind 
1817| 8 Marts | SV 20 Mai | SV I 30 Sept.! N 18 Okt. N 
1818! 27 Febr. Vv 13 — |SVI 24 — N | 28 — NO 
1819! 4 Marts | V RESET EUSÆV 6 Okt. | NO! 25 — N 
1820112  — V 19 — | i BØSSE NO | 4 Nov. | N 
SØ RS ES ERA FE ERE EA TO ES ES EOS EEN EGN] 
18223, —— ? ?  — ? 23  — ? 2 SOK ? 
1823111: — ? ger KER ng 3 Okt. ? ? ? 


E. Hage og Scheel skød den ofte ved Ulfshale; 
Mechlenburg fik den fra Flensborg Fjord, og Fischer 
har seet den nogle Gange ved Limfjordens lave Kyster. Paa 
Hertugdømmernes, især Holstens Vestkyst, indfinder den sig 
hvert Aar påa de samme Steder, f. Ex. ved Ydredigerne i 
Ditmarsken og ved Husum; den ankommer der i Sept., op- 
holder sig i Okt. og Nov. og drager dernæst sydligere, for 
atter at vende tilbage i April, dog uden at opholde sig 
længe. I Norge synes den kun nu og da at træffes paa 
Trækket; dog er det uvist, om den ikke yngler i Finmarken. 
I Sverrig er den almindelig Foraar og Efteraar, da den i 
store Skarer kommer til det sydlige Skaanes Kyster. Den 
angives at yngle i Lapmarken, men Beretningerne derom 
trænge dog til Stadfæstelse. Paa Færøerne vides den kun 
at være truffen enkelte Gange. I Juni 1864 blev saaledes 
en Han anskudt og sendt til den herværende zool. Have. 
Den 26de Okt. 1867 blev en Han skudt i Kirkebø, medens 
den opholdt sig i en Flok tamme Gjæs, og d. 30te Januar 
blev en Hun skudt sammesteds. Til Island kommer den i 
Midten af April og er da især hyppig i Øens sydvestlige 
Del. Indtil henimod Slutningen af Mai opholder den sig i 
Daålene påa Engene og Markerne og drager derefter bort; 
men om den ganske forlader Øen eller kun begiver sig til 
de indre, kun sjeldent besøgte Egne for at yngle der, vides 
ikke; den sees dog aldrig om Sommeren, men i Begyn- 
delsen af Sept. kommer den atter skarevis til Dalstrøgene 


647 


ved Kysterne, hvor den forbliver indtil midt i Okt. I Grøn- 
land indfinder den sig, ifølge Holbøll, paa Efteraarstrækket. 
Havørnen følger dens Vandringer og overfalder den 
især om Morgenen ved Daggry. Boie, som beretter dette, 
saae i Nov. 1816, at 12 saadanne Ørne omringede en 
Mængde Gjæs. I Flok er denne Gaas yderst sky og flyver 
op ved den mindste Fåre og i lang Afstand; enkeltvis er 
den intet mindre end sky; Forf. hår saaledes paa Ærø skudt 
en, der lod ham komme sig nær paa 8 å 10 Skridt. I 
Skaane kaldes den «Hafregås», fordi den træffes mest paa 
Havreagre (Nilsson). I Holland fanges den i stor Mængde 
i Slagnet; Kjødet, især de Unges, er fedt og velsmagende. 
Æggets Længde og Brede: 
[MI IRGIRES ÆOmn: 
Tin » 48 » 


Knortegaas, Bernicla brenta, (Pall.) 


Syn. Anas bernicla, L. — Anser bernicla, Temm. — Anser brenta, Pall. 
— ÅAnser torquatus, Frisch. — Bernicla torquata, Boie. 


Dansk: Tatergaas, Knortegaas, Gaul, Ringelgaas, Rulte, Raigaas, Rad- 
gaas, Tanggaas. Norsk: Gaul, Ringgaas. Svensk: Prutgås, Taflacka. 
Færøisk: Helsingagåas (M.), Helsingagås (H.) Grønlandsk: Nerdlek, 


Artsm. Hovedet og Halsen sorte; de hvide øverste og underste Hale- 
dækfjer meget lange; paa Siderne af Halsen en hvid Halvring. 
Ung Fugl: Hoved og Hals sortegraa, uden Ring. 


Afbildn. Tab. XLV. (Anser torquatus). 


Længde 22—23”"; ikke synderligt større end vor tamme 
And; Næbet og Benene sorte, Iris sortebrun; Kappen og 
Brystet brungraa med blegere rustgraåa Fjerkanter;  Sving- 
fjerene og Styrerne sorte med brune Skafter. 

Den har hjemme i det nordligste Europa, Asien og 
Amerika, men er i Træktiden den talrigste af alle Vildgjæs 
ved de danske Kyster. Ved Læsø og i Limfjorden indfinder 
den sig aarligt i største Mængde. I Septbr. kommer den 


648 


hertil; de fleste blive her i milde Vintre og forlade os da 
ikke før sidst i Mai eller i Begyndelsen af Juni. Dens 
dybe, knurrende Stemme har givet den Navnet «Knorte- 
(Knurre)gaas».… Om Foraaret kommer den i umaadelige 
Skarer til Norges sydlige Kyst, hvorfra den trækker Nord 
påa langs de ydre Skær helt op til Nordkap. Om Efter- 
aaret kommer den skarevis til Østfinmarken og trækker Syd 
paa langs Kysten forbi Jæderen. I det Indre af Landet er 
den kun undtagelsesvis bemærket paa Trækket, og den 
yngler intetsteds paa Halvøen. Til det sydlige Sverrig 
kommer den paa Efteraarstrækket i Slutningen af Sept. og 
Begyndelsen af Okt. Paa Færøerne sees den hyppigt hvert 
Foraar og Efteraar. Ifølge Faber er den sjelden paa Is- 
land, og den yngler der neppe. I Grønland forekommer 
den påa Trækket langs hele Vestkysten, men yngler kun 
Nord for 73” Br. I Holland herskede i gamle Dage den 
Overtro, at denne Gaas ikke fremkom af Æg, men af et 
Slags Krebsdyr, den saakaldte Andehals /Lepas anatrfera, L.). 
Men allerede Barenz, en hollandsk Søfarende, traf i Aaret 
1595 paa Spitsbergen en stor Mængde Ringelgjæs ved deres 
Æg og rev saaledes sine Landsmænd ud af deres Fordom. 
Ved alle vore Kyster, især i Limfjorden, er denne Gaas 
Gjenstand for ivrig Jagt. «I en god Kuling», sige Fiskerne, 
«skyde vi bedst Knortegjæs»; man kan nemlig da bedre komme 
dem paa Skud, inden de faae Tid til at lette, hvilket, naar . 
de ere fede, ikke skeer uden Vanskelighed, hvorfor de ogsaa 
bedst skydes, naar de flyve op. Den 4de Sept. 1817 fandt 
en Bonde i Nærheden af Ribe 22 Knortegjæs liggende døde 
påa en Ager og noget derfra endnu flere; formodenlig vare 
de dræbte af en Lynstraale. Knortegjæssene leve fortrinsvis 
af Drivtang og de mellem denne levende Snegle og Krebsdyr. 
Æggets Længde og Brede: 
TO 4T. 


649 


Rødhalset Gaas, Bernicla ruficollis, (Pall.) 
Syn. Anser ruficollis, Pall. 
Dansk: Speilgaas (Teilmann). Svensk: Rådhalsad Gås. 


Artsm.  Hovedets Overside sort; fra Issen ned gjennem Øjnene sorte 
Baand, der brede sig og forenes paa Hagen; mellem Næbet og 
Øjet en hvid, aflang Plet. Tindingerne, Forhalsen og Forbrystet 
brunrøde, Baghalsen med en sort Længdestribe, der paa hver 
Side begrændses af et smalt hvidt Baand. Bagbrystet sort, 
fortil begrændset af et hvidt, sortkantet Bælte, der løber helt om 
paa Baghalsen. Undergumpen og Haledækfjerene rent hvide. 
Ryggen, Overgumpen, Vingerne og Halen sorte, Vingerne med 
to hvide Tværbaand. Næb og Ben sorte, de sidste med et 
grønligt Anstrøg. 


Afbildn. Tab. XLV. 


Længde 20—21”. Denne lille Art er en af de smuk- 
keste af alle Gjæs. I det nordvestlige Siberien yngler den 
i Moser og Søer, ikke langt fra Havet. Da dens Træk 
falder østligere, hører den i det vestlige Europa til de 
største Sjeldenheder. Beretningerne om dens Forekomst 
her i Landet lide tildels af stor Usikkerhed. Boies Med- 
delelse (Isis f. 1822) om, at dens Træk aarligt gaaer forbi 
Ulriksholm i Fyen og Ribe, maa beroe paa en Feiltagelse, 
uagtet Naumann ikke synes at mene dette. Teilmanns 
Beretning om, at den hvert Foraar sees i smaa Flokke 
mellem Allerup og Udløbet af Ribe-Aa er urigtig, og hans 
Angivelse om, at han selv engang har skudt den, er af 
høist tvivlsomt Værd. Efter E. Hages Notitser skal der 
(ifølge afdøde Prof. Keinhardts Meddelelse til ham) i det 
nordlige Sjælland være skudt 6 Stkr., hvoraf 1 kom til 
Kunstkammeret, de øvrige til Tydskland. Den 24de Oktbr. 
1855 modtog Fischer en Han af denne Årt, som var skudt 
påa Qurø i Issefjorden. Den havde i Løbet af otte Dage 
jevnligt opholdt sig mellem de tamme Gjæs og vist sig påa- 
faldende lidt sky. Den 25de Sept. 1862 blev en Han vinge- 
skudt ved Amager imellem en Flok Knortegjæs. Exemplarét 


650 


kom til den herværende zoologiske Have, men døde 6 Dage 
efter og findes nu i Apotheker Benzons Samling. Ifølge 
Forfatterens efterladte Optegnelser har Skovrider Rosendal 
paa Gram i Slesvig for en Del Aar siden skudt 3 Stkr. I 
Norge er den ikke bemærket, men i Sverrig vides den med 
Sikkerhed truffet to Gange, den ene Gang ved Lund, hvor 
en yngre Fugl blev taget levende i Begyndelsen af Oktbr. 
1793, den anden Gang ved Ystad, hvor et ældre Individ blev 
fanget i Efteraaret 1830; den skal endvidere for mange Aar 
siden være skudt ved Oscarshamn, og i 1838 skulle Han og 
Hun være sete paa Mørkø. 


Andeslægten, Anas, L. 


Næbet omtrent af Hovedets Længde, næsten lige bredt 
gjennem hele sin Længde eller bredest udad, ved Roden 
temmelig høit, fortil nedtrykt med en indbøiet smal Negl; 
Næbrandene paa Siderne forsynede med skarpe, pladefor- 
mige, bardeagtige, i hverandre gribende Tænder; Næseborene 
ikke langt fra Panden, nærved Næbryggen. Benene læn- 
gere tilbage end hos Gjæssene, temmelig lave, Tarsen al- 
drig længere end Mellemtaaen; Fortæerne forenede ved en 
Svømmehud; Bagtaaen med eller uden Hudlap. Vingerne 
middellange, spidse og smalle; 1ste og 2den Svingfjer eller 
blot Zden længst; Vingespeilet (: de brede Faner paa 
Årmsvingfjerene) ofte med en stærk Metalglands; Halen 
med 14—20 Styrere. 

Ænderne udgjøre en talrig Slægt, der er udbredt over 
hele Kloden, men hvis Årter dog fortrinsvis yngle i de 
kolde Zoner og om Vinteren begive sig til de varmere. De 
leve ved Havet, ved Sumpe, Søer, Floder og Damme; deres 
Gang er slet og vaklende, men de svømme fortrinligt. 
Nogle ere tillige meget gode Svømmedykkere; disse udgjøre 
en egen Afdeling og skjelne sig fornemmelig ved en Hudlap 
paa Baglaaen (Dykænder); andre dykke næsten aldeles ikke, 


651 


og kun, naar de ville undflye Faren; disse have en trind 
Bagtaa uden Hudlap (Kjærænder). De leve selskabeligt og 
vandre ofte i store Skarer; kun i Parringstiden skilles de 
ad og leve i Monogami, dog tager Hannen hverken Del i 
Redebygningen, Rugningen eller Ungernes Pasning. Saa- 
snart Parringen er fuldført og Rugningen begyndt, samle 
Hannerne sig i Flokke og indfinde sig først atter hos Fa- 
milien, naar Ungerne ere flyvefærdige. De tamme Ænder 
have, ligesom Gjæssene, forandret deres Naturel og leve i 
Polygami. Næsten alle yngle ved Ferskvand, sjeldnere 
kolonivis, enkelte undertiden ved Havet. Reden er udforet 
med en Krands af Dun og Fjer, som Hunnen selv plukker 
sig af Brystet; deres Æg ere, uden Undtagelse, uplettede, 
hvide, hvidgraa, gulhvide eller grønagtige. De lægge mange, 
fra 7—20, Æg. Saasnart Ungerne ere udkrøbne, begive de 
sig i Moderens Selskab til Vandet og søge deri deres Næ- 
ring. . Denne bestaaer af Vandplanter, Bløddyr, Insekter, 
Orme, Frø, Sæd o. s. v. De fælde to Gange om Aaret, og 
mange Hanner forandre derved meget deres Udseende; 
Hunnerne ere i Almindelighed mindre, oftest meget for- 
skjellige fra Hannerne og mindre skjønne end disse; Un- 
gerne af begge Kjøn ligne, før den første Fælding, mest 
Hunnerne. Andejagten med Hund er tilstrækkeligt bekjendt ; 
paa Havet skydes Ænderne fra Baade og ved Vaager samt 
fra Baghold ved Strandbredden; i stor Mængde fanges de i 
Mellemeuropa og paa Sylt i de saakaldte Andekøier7). Dyk- 
ænderne fanges her og ved Island i store Garn, som 


+) Andekøierne paa Sylt ere indrettede paa samme Maade som i de 
forskjellige Egne af Tydskland. Paa en med Buske omplantet Dam 
holdes adskillige tæmmede Stokænder, Pibeænder, Krikænder 0. s.v., 
som lokke de vilde Ænder, der kaste sig imellem dem, ind i de til 
Dammen førende Kanaler og tilsidst ind under et Net, der er ud- 
spændt over disse. Paa denne Maade fangedes for en Del Aar siden 
hvert Efteraar paa Sylt henimod 30,000 Ænder. Nu er Udbyttet langt 
mindre, maaskee neppe 10,000 aarligt i Gjennemsnit. 


4? 


652 


stilles under Vandet, og hvori de blive hængende ved Dyk- 
ningen. Paa Bodensøen fanger man Ænder med Fuglelim, 
som man stryger paa store Korkstykker, der sammenbindes 
med lange Snore og saaledes svømme omkring i Bugterne; 
Ænderne ville udhvile sig påa dem og klæbe da fast ved 
Limen. 


A. Svømmeænder. 


Bagtaaen trind, uden Hudlap. 


liste Underslægt: Gravænder, 7adorna, Leach. 


Begge Kjøn næsten af samme Farve, uden Forandring 
ved Fældingen. De søge Skjul og yngle i Huler. i Jorden 
eller i hule Træer, ofte langt fra Vandet, og høre til de 
største af denne Slægt. 


Gravand, Tadorna vulpanser, Flem. 


Syn. Anas tadorna, L. — Ånas cornuta, Gm. — Vulpanser tadorna, 
Keys. d& Blas. — Tadorna gibbera, Brehm. 


Dansk: Gravgaas, Gravand, Brandgaas, Fagergaas. Norsk: Gravand, 
Fagergaas. Svensk: Grafand, Grafgås, Brandgås, Jugås (Gottland). 


Artsm. Broget: hvid, sort og brunrød, med grønt, bagtil rustrødt Vinge- 
speil; det noget skovlformige Næb rødt, i Parringstiden med en 
stor Knold ved Panden. Benene kjødfarvede, hos den unge 
Fugl rødgraa; Overgumpen og de øvre Haledækfjer hvide; Halen 
hvid med sort Spids. 


Afbildn. Tab. XLVI. (Anas tadorna). — Suppl. Tab. 25, ung Fugl. 


Længde 24—25"; Iris brun; Hovedet, Overhalsen samt 
Skulderdækfjerene og Haandsvingfjerene sorte, Hovedet med 
grønt Skjær; påa Underhalsen findes et hvidt, fortil bredt 
Bælte, nedenfor hvilket ligger et lignende smukt brunrødt; 
paa Forryggen, Forbrystet og langs Underkroppen gaaer et 


s% 


653 


bredt sort Baand; Halens nedre Dækfjer lyst rustrøde; 
Ryggen, den underste Halvdel af Skuldrene, Siderne af Bry- 
stet, Slagsiderne og Skinnebenene rent hvide. Hunnen 
mangler Næbknold og har mindre rene og smukke Farver 
end Hannen. Den énaarige Fugl har hvid Pande og Hage 
samt hvide, sortprikkede Kinder; Hovedets Overside og Bag- 
halsen, Forryggen og det øverste Parti af Skuldrene brungraa, 
Benene lyst rødgraa; Næbet svagere rødt med brun Spids. 

Denne smukke, anseelige And tilhører den tempererede 
Zone, hvor den tildels er Standfugl og blot i Yngletiden 
undertiden bortfjerner sig temmelig langt fra Havet. Dens 
Holdning er rank og skjøn; den gaaer rask, flyver let og 
er meget sky og vanskelig at komme paa Skud. Som Træk- 
fugl ankommer den til os sidst i April og forlader os sidst 
i Aug. og først i Sept. Den søger Skjul og yngler i Jord- 
huler, ved høie, steile Havskrænter, i Ræve- og Grævlinge- 
grave 0.S.v., ofte langt inde i Landet. Forf. modtog dens 
Æg fra Læsø, hvor dens Rede fandtes i en Køie i Ruffet 
paa et strandet Skib, uagtet en Snes Mand dagligt arbeidede 
der ombord. I en lille kratbevoxet Bakke i Dragsholm Skov 
er der 7 å 8 Grave, i hvilke der boer baade Ræve, Græv- 
linger og Gravænder. Ifølge Dyrlæge Grills Meddelelse 
yngler den almindeligt paa Veirø, Samsø og i Korshavn 
under Tjørnebuske. Paa Æbleø fandt Grill dens Rede 5 
Alen fra Jorden i en hul Eg og ved Einsiedelsborg i en 
hul Pil 12 Alen fra Jorden. I Vendsyssel yngler den, ifølge 
Fischer, påa adskillige Steder, og i Randersegnen yngler 
den ved Holbækgaard, høit oppe i en med Naaletræer be- 
voxet Sandbanke. Hyppigst yngler den ved Hertugdøm- 
mernes Vestkyst, især talrig i Sandklitterne paa AÅmrom og 
Sylt; saavel der, som paa Romø og flere Øer i Vesterhavet, 
ere Æggene til stor Nytte for Beboerne, der dagligt bort- 
tage Æggene paa ét nær, idet Fuglen da lægger langt 
over det sædvanlige Antal; den yngler ogsåa påa Hertug- 


dømmernes Østkyst, paa Mols og ved Gaunø; Faber fandt 
42% 


sø 


654 


den paa Endelave ynglende i Træer; paa Musholm og Rersø 
samt i Odsherred (Petersen); ved Roskilde Fjord, paa Rød- 
sand (Dahl), påa Halskov ved Korsør (Winther), i Horn- 
bæks Plantage (Udg.). Den 2ide Juni fandtes en ganske lille 
Ælling, nylig død, liggende påa en Mark ved Aalborg; den 
indsendtes til Museet af Adj. Juel (Reinh.). Forf. fik dens 
Æg fra Øerne ved Rødby, hvor den ynglede temmelig tålrigt. 
I Norge yngler den i større eller mindre Antal langs hele 
Skærgaarden op til Polarcirkelen. Nord for denne og i Lan- 
dets indre Dele træffes den sparsommere og navnlig i Træk- 
tiderne. Langs Sverrigs Kyster yngler den baade paa Vest- 
siden og paa Østsiden, dog talrigst ved Skaanes Kyster og i 
Bohuslehns Skærgaard, til hvilket sidste Sted den ifølge 
Nilsson ankommer allerede i Febr. og Marts. Paa Færøerne 
vides den kun én Gang at være truffen, nemlig i Marts 1874 
(en Han) (Sysselm. Muller). Paa Island og i Grønland er 
den ikke bemærket. De 8—16 gulagtigt hvide Æg, som 
findes sidst i Mai,. ere noget større men kortere end Æg- 
gene af den tamme Ånd. 

Æggets Længde og Brede: 

66 æn: A] mm. 
69 » TEE 

Den vandrer med sine Unger til Vandet, fra hvilket 
den undertiden yngler flere Mile borte; mærkeligt er det, 
at den listige, rovgjerrige Ræv taaler den i sin Bolig. 
Kjødet er trannet, og Æggene have en ubehagelig Smag. 


Rustand, , Tadorna rutila, (Pall.) 


Syn. Anas casarca, Gm., L. — Anas rutila, Pall. — Casarca rutila, 
Keys. & Blas. 


… Dansk: Rustand. Svensk: Kådgul And. 


Artsm. Næbet sortagtigt, Benene graa, Kroppens Hovedfarve rustrød; 
det store Vingespeil metalgrønt; de øvre og nedre Vingedækfjer 


655 


hvide; Halen, de øvre Haledækfjer og Overgumpen glindsende 
sorte. 


Afbilån. Tab. XLVIII, (Anas rutila). 


Længde 23—24”. 

Hannen udmærker sig fremfor den ellers ganske lig- 
nende Hun ved et sort, purpurglimrende Halsbaand tæt 
ovenfor Brystet; Hovedet og Halsen ere i den høiere Alder 
hvidgraa med rustgult Anstrøg. 

Dens Hjem er Mellemasien og Nordafrika. Efter E. 
Hages Notitser skal den være skudt paa Bornholm og af 
Bruinnich være sendt til Pennant; ifølge afdøde Kammer- 
herre Poulsens Optegnelser kom dette Exemplar til det 
kgl. Museum. Denne Angivelse maåa dog beroe paa en 
Feiltagelse, idetmindste findes Exemplaret ikke i Museet, 
og, som bekjendt, existerede dette ikke paa Brunnichs og 
Pennants Tid. I Norge er denne Årt ikke truffet, men 
i Sverrig blev en Han skudt i Stockholms Skærgaard den 
22de Mai 1854. 

Æggets Længde og Brede: 

(Do AN mm. 
66 » 48 » 


2den Underslægt: Kjærænder, Anas, Bonap. 


Disse ere de egenlige Ferskvandsænder; de opholde sig 
paa Indsøer, i Aaer, Damme og andre, med Rør, Siv og 
andre høie Planter bevoxede ferske Vande; sjeldnere, og 
kun udenfor Yngletiden, især om Vinteren, opholde de sig 
ved Havkysterne, fornemmelig ved Udløbet af Aaer og Bække, 
altid paa grundt Vand. Næbet mere eller mindre langstrakt, 
fortil bredere end eller lige saa bredt som bagtil, i hele sin 
Længde forsynet med fine, sammentrykte, stundom lang- 
strakte Lameller. Hos Arterne af denne Gruppe er den 
ydre Kjønsforskjel stærkt udpræget, idet nemlig den gamle 
Han har en fra Hunnens aldeles forskjellig og langt præg- 


656 


tigere Vinter- og Vaardragt. De nære sig af Vandplanter, 
Frø, Insekter, Orme, Fiskerogn 0.s.v. og have et meget 
velsmagende Kjød. 


Stokand, Ånas boschas, L. 


Dansk: Stokand, Græsand, Kjærand, Moseand, Roand (i Fælding), Ro- 

andrik (Hannen i Fælding), Graaand, Bygand (Thy). Norsk: Stokand. 

Svensk: Gråsand, Stockand. Færøisk: Vidldunna (M.), Vilddunna (H.). 

Islandsk: Grånhåfåa, Gråådnd, Stora Stokånd, Blåkollsånd. Grøn- 
landsk: Kartlutok. 


Afbildn. Tab. XLVI. — Suppl. Tab. 25. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Længde 22—23"; Iris lysebrun. Hannens Vinterdragt 
(fra Okt. til sidst i Mai): Hovedet og Halsen prægtigt glind- 
sende mørkegrønne, nedentil begrændset af et hvidt Hals- 
baand, Ryggen graabrun med mørkere Tegninger, Skuldrene 
graahvide, sortvatrede, de øvre Vingedækfjer graa, Sving- 
fjerene mørkegraa; Underryggen, Overgumpen og "de 4 
mellemste opadkrummede Styrere sortegraa, den øvrige Hale 
hvid med mørkegraa Prikker; Forbrystet mørkt kastanie- 
brunt; det Øvrige af Underkroppen fint sortvatret påa hvid- 
agtig eller graahvid Grund. Haånnens Sommerdragt (Juni— 
Sept.) ligner mere Hunnens, der er blegt rødagtigt graabrun 
med sorte Tvær- og Længdepletter og med mattere Speil; 
i denne Dragt mangler Hannen de opadbøiede Halefjer, men 
Speilet er glindsende, og Brystet samt Siderne have en 
mørkere, skjønnere brun Farve end hos Hunnen. Ungerne 
ligne Moderen; de unge Hanner ere kjendelige ved den 
mørkere Farve paa Hovedet og Bagryggen, uden rustbrune 
Fjerkanter, og ved en mørkebrun Plet ved Mundvigen. 

Den er Stamfugl til den almindelige tamme And, der 
ikke sjeldent paafaldende ligner den.  Stokanden er dog 
meget vanskelig at tæmme, selv naar den er fanget som 
ung eller endog udklækket blandt tamme Ænder. Den er 
hos os den almindeligste af Kjærænderne og opholder sig i 
de med Siv, Græs, Rør og Buske bevoxede ferske Vande, 


657 


især i Nærheden af Skove, undertiden i selve disse; om 
Foraaret og Forsommeren lever den parvis. Hannerne for- 
lade Hunnerne stråx efter Parringen og streife omkring 
alene eller i smaa Selskaber. I Sept. og Okt. samles Fa- 
milierne og flyve ved Nattetider i store Flokke fra det ene 
Vand til det andet; men den er kun Strøgfugl, thi i milde 
Vintre bliver den, og kun i stærkere Frost streifer den vi- 
dere bort til aabne Kilder og Strandbredder. Påa Færøerne, 
hvor den findes hele Aaret igjennem, træffes den ikke i 
Flokke, men kun parvis. Påa den skandinaviske Halvø 
yngler den almindeligt lige fra Skåanes Sydspids indtil 
Tromsø; i Østfinmarken og Lapmarkerne er den dog 
mindre hyppig; paa Fjeldsiderne yngler den endnu oppe i 
Vidieregionen, og Syd for Trondhjemsfjorden overvintrer den 
ikke sjeldent. Paa Island og i Grønland er den almindelig 
som Standfugl; dog drage enkelte Individer Syd paa om 
Efteraaret. 

Den nærer sig af Frø og andre Plantedele, Orme, 
Snegle, Insekter, Rogn og smaa Fiske. I April eller Be- 
gyndelsen af Mai lægger Hunnen 10—16 bleggrønne Æg i 
en Rede af Løv, Siv, Kviste og Græsstraa; Reden findes 
under Buske eller mellem de høie Planter ved Vandet, i 
hule Træer, påa afhuggede Træstammer, forladte Kragereder 
0,S.V. 

Æggets Længde og Brede: 

59 mm. 40 mm. 
60 » 44 » 

De Gamle tee sig ængsteligt i Nærheden af Reden. I 
Begyndelsen eller henimod Midten af Juni taber Andriken 
Svingfjerene ved Fælding, og før henimod Slutningen af Maa- 
neden kan den ikke flyve; i dette Tidsrum anstilles fortrinsvis 
Jagt paa den, og den kaldes da «Roandrik» («Ruandrik»). Man 
kan lade Æggene udruge af tamme Ænder, men hvis man 
ikke stækker Ungerne, såa snart de blive flyvefærdige, ville 
de som oftest flyve bort em Efteraaret. Dens Stemme er 


658 


som Husandens. Dens Kjød og Æg ere meget velsmagende. 
Den skydes for Hunden paa Anstand og fanges i Andekøier 
(især paa Sylt) eller ved at udstrøe Korn, hvor en Ande- 
familie pleier åt opholde sig, og lægge Løbesnarer af 6—7 
Hestehaar paa Strøstedet. - Veed man, hvor de falde om 
Aftenen, kan man ved Hjælp af en fastbunden tam And eller 
en tæmmet Vildand skyde dem fra Skjulestedet. I Vaager 
kan man undertiden skyde flere paa éngang, naar man for- 
sigtigt nærmer sig imod Vinden. 


Spidsand, Anas acuta, L. 


Syn. Anas longicauda, Briss. — Anas caudacuta, Pall. — Anas -Alan- 
dica, Sparrm. — Anas Sparmanmi, Lath. (Hunnen). — Dafila 
acuta, Leach. 


Dansk: Spidsand, Vinterand, Stjertand, Rumpeand, Mellemand (?). 

Norsk: Spidsand, Piland. Svensk: Stjertand, Spjutand, Wiand (Skaane). 

Færøisk: Åndt (M.), Ondt, Stikkondt? (H.). Islandsk: Långviu-Gråånd, 
.Grafond, Grasond. 


Artsm.  Vingespeilet hos Hannen kobberfarvet, rødglindsende, fortil med 
rustgul, bagtil med sort og hvid, oventil med sort Indfatning. 
Næbet langt og blaaligt, Benene graa; de mellemste Halefjer 
meget lange, tilspidsede. 


Afbildn. Tab. XLVI. — Suppl. Tab. 25. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Noget mindre end den forrige Art, men med længere 
Hals; Iris først brun, siden smukt gul. Hannens Vinter- 
dragt: Hætten blandet mørke- og lysebrun; Hovedets Sider, 
Struben og Overhalssiderne brune, bagtil -indfattede med en 
purpurfarvet Stribe; paa Baghalsen en bred sort, af et 
smalt hvidt Baand indfattet Stribe. Underhalsen, Ryggen og 
Skulderfjerene ere sortagtige med skjønne hvide Zigzaglinier, 
lange Skulder- og bageste Svingdækfjer med sort og graa 
Indfatning, Overvingen askegraa, den spydformige Hale i 
Midten sort, paa Siderne askegraa med skjønne sorte Bølge- 
linier, Underhaledækfjerene sorte.  Hannens Sommerdragt: 
Hætten mørkebrun med rustgraa Fjerkanter, Halsen og Ho- 
vedets Sider hvidgraa med brune Pletter; Overkroppen brun- 


ev 


659 


sort med brede, gulagtighvide Bølgelinier; Underkroppen 
gulagtig med brune Pletter; Siderne med brune og hvide 
Tværbaand; Speilet som i Vinterdragten. Den meget mindre 
og lysere Hun har intet Haålespyd, og Speilet har fortil en 
gulagtig, bagtil en hvid Indfatning. Den unge Han ligner 
den gamle, men mangler Halespydet; den unge Hun har et 
graabrunt, med Hvidt indfattet Speil og blegere Farver. 

Her i Landet er den hyppigst i Træktiderne, dog mest 
parvis eller i mindre Flokke; den yngler ikke sjeldent her, 
f. Ex. ved Ringkjøbing Fjord og Filsøen; paa Omø (Peter- 
sen); i Hjardemaal-Klitsøer og i Gyrup-Sø (P, Heiberg). 
Fencker troer, at den yngler i Randersegnen, da han har 
seet unge Fugle, som i Begyndelsen af August vare skudte paa 
Fjordene; paa Øen Lindholm i Ulvsund fandt E. Hage dens 
11 Æg i en Høstak d. 30. April 1826; senere fandt han den 
ynglende ved Bøtø og Gjedser paa Falster, hvor den (efter 
Melchior) ankommer i April. Hos Vildthandlerne i Kjøben- 
havn sees den hyppigt, især om Efteraaret, og i Fugle- 
køierne paa Sylt fanges den i stor Mængde (E. Hage). 
Bølling formoder, åt den ogsåa yngler i Nordsjælland, da 
han har seet en Han i Sommerdragt, som var skudt i Brei- 
ninge pr. Kallundborg d. 27. Juli 1846. Paa Færøerne sees 
den ikke såa sjeldent om Sommeren; dog haves ingen sikker 
Erfaring for, at den yngler der. I Norge træffes den al- 
mindeligt ynglende indenfor Polarcirkelen, sparsommere 
langs Landets sydligere og vestlige Kyster og i det Indre, 
hvor den. fornemmelig viser sig i Træktiderne. I Sverrig 
yngler den kun undtagelsesvis i de sydlige Provindser, men 
talrigt i Lapland. Til Island, hvor den yngler temmelig al- 
mindeligt, ankommer den henimod Slutningen af April; i 
Begyndelsen af Sept. forlader den Øen. I Grønland er den 
ikke almindelig, og er — saavidt vides — ikke funden yng- 
lende. Den er sky og forsigtig og derfor vanskelig -at 
skyde. Andre Kjærænder taaler den ikke i sin Nærhed. De 
6—9 Æg ere lyst graagrønne. 


660 


Æggets Længde og Brede: 
52 mm. 38 mm. 
59 » 40 » 


Knarand, Anas strepera, L. 


Syn. Chauliodes strepera, Swains. 


Dansk: Knarand, Græsand, Perleand. Norsk: Snadderand. Svensk: 
Snatterand. — Islandsk: Litla Grådnd (Faber). 


Artsm.  Speilet hvidt; Benene orangegule, med sort Svømmehud; Næbet 
sort (hos Hunnen og Ungerne gulagtigt paa Siderne), temmelig 
langt, med nedhængende Lameller. 


Afbildn. Tab. XLVII. — Suppl. Tab. 26. ;, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Længde 19—20”; Iris brun. 

Hannens Vinterdragt: Hovedet og Halsen hvidgraa med 
fine brune Prikker; Underhalsen og Forbrystet tegnede med 
smalle sorte og hvide Buepletter; den forøvrigt hvide Under- 
krop har paa Siderne og Bugen fine Bølgelinier; Baghalsens 
nederste Del samt Overryggen og Skuldrene med fine sorte- 
graa og hvide Bølgelinier; de korte Overvingedækfjer smukt 
brune, de lange fløielssorte; det hvide Speil foroven og for- 
neden med askegraa Kanter; Svingfjerenes Spidser og Halen 
askegraa; Bagryggen, Overgumpen og Haledækfjerene Sorte. 
Hannen i Sommerdragt ligner meget Hunnen; denne er påa 
Ryggen og Skuldrene sortebrun med rustrødagtige Fjerrande 
og Pletter; Vingerne mattere end hos Hannen, Overgumpen 
og Underhaledækfjerene gråa, Struben, Forbrystet og Siderne 
med lignende Tegninger som Hannen. Ungerne ligne Hunnen. 
Denne smukke Art, der hører hjemme i det nordlige Asien 
og Mellemeuropa (hvor den især er talrig i Holland), er ikke 
hyppig her i Landet, men kan dog ikke regnes blandt vore 
sjeldne Fugle. I Norge vides den ikke med Sikkerhed at 
være bemærket; dog angiver Boie at have seet den i Helge- 
land i 1817. I Sverrig er den truffen nogle fåa Gange i 


661 


Landets sydlige og mellemste Dele, men Angivelsen om, 
at den, om end sjeldent, yngler i Lapland (Schrader) er 
neppe paalidelig. Dens Forekomst paa Island er tvivlsom; 
Faber troer dog at have truffet den ved Reden paa en Ø 
i Myvatn, men den er ikke senere gjenfunden. I Grønland 
findes den ikke. Efter Melchior har den ynglet ved 
Gjedserodde paa Falster; Teilmann og Hage fangede et 
Pår i Fældetiden paa Fanø imellem Sandklitterne, hvor de 
lode sig gribe med Hænderne; Førstnævnte har truffet den 
med Ællinger i Ringkjøbing Amt; Forfatteren har i Yngletiden 
baade seet den og erholdt dens Æg ved Filsøen og Ringkjø- 
bing Fjord; Faber fik den oftere fra Sjælland, Steenberg 
fra Egnen ved Helsingør. I Oktbr. 1871 blev et Exemplar 
skudt påa Kareholmen i Randers Fjord (Fencker). Hos 
Vildthandlerne i Kjøbenhavn sees den undertiden om Efter- 
aaret. De 7—9 graagrønne Æg findes blandt høie Væxter 
ved Vandbredderne. 
Alggets Længde og Brede: 
SE ES] Dre 


SENER HOL => 


Skeand, Anas clypeata, L. 


Syn. Rhynchaspis clypeata, Leach, 


Dansk: Skjoldnæb, Skeand, Kropand, Slopand (Vestslesvig). Norsk: 
Skovland. Svensk: Skedand, Leffeland (Skaane). 


Artsm. Næbet stort, bredt, stærkt hvælvet og mod Spidsen spadeformigt 
udvidet; Fødderne orangegule.  Vingespeilet grønt, fortil be- 
grændset af en hvid Stribe; Overvingen glindsende lyseblaa. 


Afbildn. Tab. XLVI. — Suppl. Tab. 25. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 
Længde 19-—20”. 
Næbet blaagraat, Iris gul; Hovedet og Overhalsen glind- 


sende mørkegrønne, en sort Stribe paa Roden af Baghalsen ; 
Overryggen og de korte bageste Skulderfjer sortagtige med 


662 


graa Fjerrande; Underhalsen, Forbrystet og de mellemste 
Overvingedækfjer renhvide, de bageste lange Vingedækfjer 
sorte med hvid Stribe, Svingfjerenes Spidser brune med 
hvide Skafter, Bagryggen og Overgumpen sortegrønne; de 
mellemste Styrere brune, hvidrandede, de yderste hvide, 
graabrunplettede ; Brystet og Bugen smukt kastaniebrune 
med Hvidt paa begge Sider foran de sorte Underhaledækfjer. 
Hos Hunnen, som er mindre og ligner Hunnen af Stok- 
anden, er Hovedet og Halsen rustgraa med smaa sorte 
Længdepletter; Underkroppen af samme Farve, men med 
større sorte Pletter paa Brystet, Siderne og Underhaledæk- 
fjerene; Bagbrystet og Bugen uden Pletter.  Overkroppen 
sortagtig med rustgraa Fjerkanter, Vingedækfjerene glind- 
sende blaagraa, Vingespeilet mørkere og mindre glindsende 
grønt. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men ad- 
skilles let ved de rene blåa Vingedækfjer og det prægtige 
Vingespeil. Ungerne ligne Hunnen, men Farverne og Teg- 
ningerne ere mørkere; Speilet er mere graat end grønt, 
blot hos Hannerne er det grønnere og mere glindsende, 
ligesom Vingedækfjerene ere af renere blaåaa Farve. 
Skeanden yngler paa flere Steder her i Landet, f. Ex. 
paa Hindsholm og Rødsand (Dahl); i Søborgmose og ved 
Ringkjøbing Fjord, især ved Lønborggaard. Den i16de Mai 
1862 fandt Fencker paa en lille Holm i Utterslev Mose to 
Reder af Skeanden, den ene med 19, den anden med 12 
Æg. Ifølge Forf.”s Optegnelser yngler den ogsaa ved Gjed- 
sergaard paa Falster. Dr. Heiberg har fundet den yng- 
lende i Klitsøerne ved Hjardemaal, i Aarup Mølledam o. fl. St. ” 
Faber skød den ved Reden paa Saltholm. Archivar Win- 
ther skød en Hun med dens Unge ligeledes paa Saltholm 
d. Tde Juli 1830 og en Han paa Quintus d. 29de Okt. 1835. 
Alle tre Exemplarer kom til Museet. E. Hage fik den ved 
Røddinge Sø paa Møen; Mechlenburg erholdt den fra 
Flensborg Fjord; i Andekøierne paa Sylt fanges mange. Den 
er hyppigst i Træktiderne. De 8—20 gulagtighvide Æg 


663 


findes i sidste Halvdel af Mai i Nærheden af Vandet, blandt 
Græs og Rør. 
Æggets Længde og Brede: 
57 um. 3 (mm. 
55 » 38 » 


Atlingand, Ånas querquedula, L. 


Syn. Anas circia, I. — Cyanopterus qguerquedula, Eyt. — Pterocyanea 
querquedula, Brehm. 


Dansk: Atling, Sommerkrikand, Fjordand (Thy). Norsk: Knækand. 
Svensk: Årta. Færøisk: Kriblingsondt (H.)"). 


"Artsm. Over Øiet en smal, ved Nakken og Baghalsen bueformigt ned- 
løbende, forneden mørkt begrændset, hvid Stribe; Speilet mat 
graagrønt eller mørkegraat, for og bagtil med hvidagtig Indfat- 
ning; Svingfjerskafterne hvide. 


Afbildn. Tab. XLVII. — Suppl. Tab. 26. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Den hører ligesom følgende til de mindste europæiske 
Ænder: kun 15” lang; Næbet sortagtigt, Iris lysebrun, Be- 
nene graa. I Henseende til Hunnens og Ungernes Teg- 
ninger hår den stor Lighed med den almindelige Krikand, 
hvis prægtige grønne Speil med rustgul og sort Indfatning 
dog afgiver et charakteristisk Skjelnemærke.  Hannens 
Vinter- og Vaardragt: Hovedets Overside og Nakken (imellem 
de hvide Buestriber fra Øinene) sortagtigt brune, Hovedets 
Sider og Halsen karmoisin -rødbrune, med talrige smaa 
hvide Punkter og Streger; Ryggen og Skuldrene samt Over- 
gumpen sortagtige med rustbrune eller rustgraåa Fjerkanter ; 
de lange, prægtige Skulderfjer, som bøie sig til Siden, ere 
smalle , spidse og sorte, med glindsende hvid Stribe; Over- 


") Hverken Muller eller Holm angiver den som forekommende paa 
Færøerne; den sidstnævnte Forfatter anfører dog ovenstaaende 
færøiske Benævnelse (Naturh. Tidsskr. Zden R. Zdet Bd. Pg. 524). 


664 


vingen blaagraa, Vingespidsen og Halen graabrune; For- 
brystet gulbrunt med sortebrune bueformige Pletter, Bag- 
brystet og Bugen hvide, foran med fine og smalle, bagtil 
med brede sorte Bølgelinier. Efter Fældingen i Juni kjendes 
Hannen fra Hunnen blot ved det noget livligere Speil, de 
sølvgraa Overvinger, de smalle lyse Fjerkanter og Legems- 
størrelsen. Hunnen har en lys Stribe over Øinene og bag- 
ved disse en mørkebrun; Hagen og den øverste Del af 
Struben rustagtigt hvide, det øvrige af Hovedet og Halsen 
gulgraat med smaa sortebrune Længdestreger; Ryggen, 
Skuldrene og Overgumpen sortebrune med rustgraa eller 
rustbrune Pletter; Forbrystet med rustgraa, brede Fjerkanter 
og sortebrune Pletter. 'Vingedækfjerene brungraa; Speilet 
mørkegraat med svagt sortegrønt Skjær, begrændset fortil af 
et bredere, bagtil af et smallere hvidt Baand. 

Denne smukke lille And yngler hyppigere i Jylland og 
Hertugdømmerne end paa Øerne, hvorimod den i Træktiden 
forekommer overalt. Melchior traf kun éngang dens Unger 
ved Herlufsholm, hvorimod han hvert Aar fandt den yng- 
lende ved Gjedsergaard, hvor den pleiede at indfinde sig i 
April; E. Hage fandt enkelte ynglende påa Møen, hvor den 
desuden flere Gange er skudt i Mai og Juni. Ifølge Med- 
delelse fra Dr. P. Heiberg yngler den i Hillerslev-Kjær og 
i Hjardemaal-Klit. Fischer angiver den som ynglende i 
Vendsyssel, og Fencker anseer det for sandsynligt, at den 
yngler paa adskillige Steder i Randers-Egnen. Den yngler 
ligeledes paa Bornholm. Efter Faber er den, næst Stok- 
anden (4. boschas), den i Hertugdømmerne almindeligste 
And. I Fuglekøierne ved Vesterhavet fanges den dog sjeld- 
nere. Forfatteren fandt den ynglende ved Maribo Sø, Ring- 
kjøbing Fjord og Filsøen, samt paa flere Steder i Nord- 
slesvig; i Juni 1853 saae han flere Pår i Søborgmose, hvor 
en gammel Han blev skudt i Mai samme Aar; om Efter- 
aaret sees den temmelig hyppigt hos Vildthandlerne her i 
Byen. Mechlenburg havde i sin Samling en mærkelig 


665 


gul Varietet fra Omegnen af Flensborg. I Norge var den 
indtil for ikke mange Aar siden kun truffet en enkelt Gang, 
men i de senere Aar er den gjentagne Gange skudt i Lan- 
dets sydvestlige Egne, og der er al Grund til at antage, at 
den ogsaa yngler der. I Sverrig er den almindelig paa flere 
Steder i de mellemste Provindser, navnlig ved Gøteborg. 

Den opholder sig og yngler blandt Græs og høie Væxter 
ved Ferskvandsbredder, er mindre vild end de foregaaende 
og ligner i saa Henseende Krikanden. De 7—12 Æg ere 
gulagtigt hvide og findes i første Halvdel af Mai. Kjødet er 
velsmagende. 


Krikand, Anas crecca, L. 
Syn. Querquedula crecca, L. 


Dansk: Krækand, Krikand, Norkand, Rødnakke (Thy). Norsk: Krikand, 

Sirku, Saurond, Lortond. Svensk: Krickand, Krecka, Kråcka. Fær- 

øisk: Åndt (M.), Stikåndt? (M.), Ondt (H.), Krikkondt (H.) Islandsk: 

Urtånd, Urt. 

Artsm. Omkring Øiet en bred, påa Siderne af Nakken og Halsryggen 
en bueformigt nedløbende, foran hvidt indfattet, grøn Stribe; 
Speilet stort og smukt grønt, foroven og forneden begrændset 
af Sort, foran med en bred hvid og rustfarvet, bagved med en 
smallere hvid Indfatning; Svingfjerskafterne brune, Næbet sort- 
agtigt. 


Afbildn. Tab. XLVII, — Suppl. Tab. 26. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Denne mindste indenlandske And har kun en Længde 
ans 740 

Den gamle Han udmærker sig ved den grønne Plet 
paa Siderne af Hovedet; Næbet er sort, Iris brun, Benene 
blygraa. Hos Hannen i Vinterdragt er Hovedet og Halsen 
rødbrune; omkring Øiet og ned ad Baghalsen en grøn 
Stribe, som foran er indfattet med Hvidt; Struben sort; 
Underhalsen, Ryggen og Skuldrene hvidt- og sortvatrede. I 
Sommerdragten, fra Juli til Sept., er Hannen forskjellig fra 


666 


Hunnen ved de smaa, runde, sortagtige Pletter paa Under- 
kroppen og ved den rustbrune, glindsende Grundfarve paa 
Brystet.. Hunnen: Overkroppen sortebrun med rustgraa 
Fjerkanter og Pletter, bag Øiet en sortagtig Stribe; Hovedets 
Sider bleggråa med smaa sortagtige Pletter, Hagen og 
Struben blegere, med mindre Pletter; Forbrystet og Siderne 
rustgraa, sortplettede; Bagbrystet og Bugen hvide uden 
Pletter. De Unge have påa Ryggen bredere rustfarvede 
Fjerkanter, men ligne ellers Hunnen. 

Som Trækfugl kommer den her til Landet i Marts og 
April og flytter for største Delen ikke bort, før Frosten 
tvinger den dertil. Den yngler hyppigst paa Øerne, dog 
ikke sjeldent i Jylland, navnlig i Vendsyssel. Man finder 
den ved mange af vore større Søer, Aaer og Damme, tal- 
rigst i Træktiden. Paa den skandinaviske Halvø er Krik- 
anden udbredt overalt lige fra det sydvestlige Skaane til den 
russiske Grændse, baade paa Lavlandet og i. Fjeldegnene, 
påa hvilke sidste Steder den træffes helt oppe i Vidie- 
regionen. I Norges sydlige Del og i Sverrigs mellemste og 
sydlige Provindser overvintrer den hyppigt. Paa Færøerne 
træffes den ikke sjeldent om Sommeren; Sysselmand Muller 
har faaet dens Æg derfra. Paa Island yngler den temmelig 
almindeligt, men i Grønland forekommer den kun nu og da.”) 

Den lægger i første Halvdel af Mai 9—12 gulagtigt hvide 
Æg, hvis Længde varierer mellem 43 og 46r= med en 
Brede af 33—35mm. Som den mindst sky af alle Fersk- 
vandsænder er den ogsaa den letteste at skyde.  Fælder 
man en eller flere af en -Flok, vende de Ubeskadigede sæd- 
vanligvis snart tilbage paa samme Sted, hvor de mistede 
deres Kammerater, men ere såa dog forsigtigere end før. 


”) Holbøll erholdt den af en Grønlænder under Navn af Kertlutok- 
piarsuk, men det synes, at Grønlænderne med dette Navn betegne 
alle de Andearter, som de ikke kjende. Ordet er sammensat af 
Kertlutok (3: en Graaand) og piarsuk (oa: Noget, der har Lighed 
med). 


667 


I Fuglekøierne fanges de i stor Mængde; i Efteraaret 1820 
blev der saaledes paa Sylt fanget 7000 Ænder, hvoraf 1500 
Stokænder og flere end 3000 Krikænder. Man fånger dem 
ogsaa i Løbesnarer. 


Pibeand, Anas Penelope, L. 
Syn. Mareca Penelope, Steph. 


Dansk: Pibeand, Lysand, Blisand, Brunnakke. Norsk: Brunnakke, 
Pipand. Svensk: Blåsand, Brunnacke (Skaane). Færøisk: Åndt (M.), 
Ondt (H). Islandsk: Raudhåfda, Grådnd, Rauddufa. 


Artsm. Næbet temmelig kort, blaat med sort Spids. Speilet hos Hannen 
mørkegrønt, forpaa og bagtil med fløielssort Indfatning, for- 
oven begrændset af Hvidt; hos Hunnen er Speilet mørkegraat, 
hvidagtigt kantet, den bageste Fjer næsten hvid; Halen tem- 
melig spids. 


Afbildn. Tab. XLVI. — Suppl. Tab. 26. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Længde 19”, Vingestrækning 31”. 

Iris brun, Benene blyfarvede med mørkere Svømmehud. 
Hannens Vinter- og Vaardragt: Panden og Forhovedet 
gulagtigt hvide, Hovedets Sider og Halsen smukt rustrøde, 
med sortebrun Strube og sortpunkterede Kinder. Ryggen, 
Skuldrene, de korte Overvingedækfjer og Kropsiderne fint 
hvidt- og sortvatrede; Overvingen er hvid indtil Speilet og 
danner ligeledes over dette et bredt, hvidt Baand; de sidste 
Svingfjer hvidkantede; Forbrystet lyst rødgraat.  Under- 
kroppen i Midten hvid, de underste Haledækfjer sorte. 
Hannens Sommerdragt: Hele Hovedet og Halsen rustrøde 
med sortegrønne og sorte Prikker. Ryggen sortebrun med 
rustfarvede Fjerkanter og Tværbaand, Forbrystet lyst gul- 
brunt med brunsorte Tværpletter, Siderne lyst rustfarvede, 
Bugen og de underste Haledækfjer paa Siderne brunplettede. 

43 


668 


Hunnens Grundfarve er, ligesom hos de andre Ferskvands- 
ænder, mere gråabrun; den har mindre, kortere og afrun- 
dede Pletter, medens Hunnen af Spidsanden, der mest ligner 
den, har mørkere Længdepletter paa Hovedet og Halsen. 

Den yngler, om end sjeldent, her i Landet. Forf. har 
flere Gange skudt den i Yngletiden, og Faber traf den 
midt om Sommeren ved Esrom Sø. Ifølge Forf.s senere 
Optegnelser yngler den påa nogle Øer i Lammefjorden 
(Splittorp). Fencker traf d. 30te Juli 1870 en Flok af 20 
Andrikker i Randers Fjord og anseer det derfor som sand- 
synligt, at Ynglepladsen har været i: Nærheden deraf. I 
Træktiden og hele Vinteren igjennem er den temmelig 
hyppig og skydes jevnlig overalt ved vore Kyster og paa 
større Indsøer. Efter Angivelse fra Pastor Fogh i Varde 
er den om Efteraaret meget hyppig ved Fanø og såa godt 
som den eneste der forekommende Ferskvandsand. I Fugle- 
køierne ved Vesterhavet fanges den i stor Mængde. I Norge 
yngler den almindeligt i Skærgaarden langs hele Vestkysten 
og Nordkysten op til den russiske Grændse. I Landets syd- 
østlige Del forekommer den kun under Træktiderne og om 
Vinteren, undertiden meget talrigt. I det nordlige Sverrig 
yngler den i talløs Mængde, undtagelsesvis i Landets mel- 
lemste Provindser. Paa Færøerne er den ikke sjelden, men 
er dog, saavidt vides, ikke funden ynglende. Paa Island 
yngler den hist og her, især i Øens sydlige Del; men i 
Grønland indfinder den sig kun som en tilfældig og sjelden 
Gjæst. 

Den forraader sit Opholdssted ved sin idelige Piben, 
som den ogsaa lader høre om Natten, hvor den trækker 
over. 

Den lægger 8—9 glindsende hvide Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

54mm. 30vmn: 
5T » 39 » 


| 669 


Næringen bestaaer, som de forriges, af Vandplanter, 
Frø, Græs, Insekter og Orme. Dens Kjød er mindre godt. 


B. Dykænder. 


Bagtaaen med Hudlap. 


— De herhen hørende "Arter have et tykkere Hoved og 
kortere Hals end de foregaaende, en kort, bred og plump 
Krop, paa hvilken Benene sidde længere tilbage end hos de til 
forrige Afdeling hørende Arter; Tarsen er kort og sammen- 
trykt. Tæerne ere længere end, ofte dobbelt saa lange som, 
Tarsen. Vingerne ere korte og hvælvede, og Fjerene stivere 
end hos de andre Ænder. Arterne af denne Gruppe 
dykke med hele Kroppen til Bunden af Vandet efter deres 
Næring og opholde sig paa dybere Vand. De gaae slet, 
tungt, vaklende og med meget opreist Bryst, flyve temmelig 
tungt, men svømme og dykke udmærket. Naar de svømme, 
ligge de meget dybt i Vandet, saa. at ikke. den hålve Krop 
er ovenfor. De kunne opholde sig længe under Vandet, 
og de dykke paa flere, enkelte endog påa mange (50— 
60), Favnes Dybde efter Muslinger 0. s. v.; deres øvrige 
Næring bestaaer af Fiske, Vandinsekter, Orme 0. desl. 
De fleste opholde sig udenfor Yngletiden næsten udeluk- 
kende paa Havet, ofte langt fra Land; nogle yngle i 
Nærheden af Havet, andre ved Ferskvand. Hunnen lægger 
et stort Antal ensfarvede, uplettede Æg, som. den alene 
ruger, medens Hannerne slaae sig sammen i Selskaber og 
besøge Fjorde, Søer og andre Vande. Man fanger dem i 
store, under Vandet opstillede Net og skyder dem fra Baade, 
ved Vaager (bag opstillede Isstykker) o.s.v. De flestes Kjød 
er trannet og ubehageligt; af nogle Arter have Dunene 
megen Værd. Ogsaa i denne Afdeling er Hannen forskjellig 
fra Hunnen og har hos de fleste en fra Vinterdragten for- 
skjellig Sommerdragt, der mest ligner Hunnens og Ungernes; 


437 


670 


disse sidste erholde ikke de Gamles Dragt før i Zdet eller 
3die Aar. Deres Fjerklædning er tættere og dunfuldere end 
hos de foregaaende, og ingen har metalglindsende Vinge- 
speil. 


3å3die Underslægt: Troldænder, Fulzgula. 


Næbet er altid længere end Tarsen — der sjeldent er 
mere end halvt såa lang som Mellemtaaen —, temmelig 
stort, ved Roden mere høit end bredt, mod Spidsen bredere 
og fladt, med oval Negl; Næseborene aabne sig en Trediedel 
af Næbets Længde fra Næbroden;  Pandeskjellet spids- 
vinklet; Hovedet har hos den gamle Han enten skjønt glind- 
sende Farver eller længere Nakkefjer, af hvilke nogle ere 
forlængede til en virkelig Top. 


Troldand, Fuligula cristata, Steph. 


Syn. Anas fuligula, L. — Anas cristata, Ray.— Fuliæx cristata, Sundew. 
Platypus fuligulus, Brehm. 


Dansk: Troldand, Topand, Vibeand. (Den langt mindre Hun kaldes 
undertiden «Krækand»). Blyand (Thy). Norsk: Topand. Svensk: 
Vigg, Hågerand (Skaane). 


Artsm. Næbet blaat, ved Roden og omkring Næseborene sort (hos den 
meget gamle Fugl blot sort i Spidsen); Tarsen længere end 
Mellemtaaen; Iris gul. I Nakken (hos Hannen) en spids, med 
Alderen meget forlænget, nedhængende Fjerbusk; Hovedet og 
Halsen sorte eller brune, i den unge Alder med hvid Blis paa 
Panden. Speilet hvidt med brunsort Rand forneden, Benene 
blyfarvede, med sort Svømmehud. 


Afbildn. Tab. XLVII (Anas fuligula). — Suppl. Tab. 27. 1, Han i Sommer- 
dragt. 2, ung Han. 3, Hun. 


Længde 15"/0—1 61/27", 
Vinterdragt: Hovedet, Halsen og Forbrystet grøn- og 


671 


purpurglindsende sorte, Ryggen, Skuldrene, de øverste og 
nederste Haledækfjer sortebrune med mat grøn eller bronze- 
farvet Glands; Bagbrystet og Bugen hvide. Efter Sommer- 
fældingen ere Fårverne mattere, og det Sorte paa Forbrystet 
tildels bedækket med bredere, Rygfjerene med smallere, 
graa Fjerrande. Toppen er kortere, og det Hvide paa Under- 
kroppen har et brungraåat Anstrøg. Hunnen er da af lig- 
nende Udseende, men har et mørkere Næb og Ben, lysere 
Iris og kortere Top; Rygsiden mere brun og graablandet ; 
Bagbrystet og Bugen hvidagtige, Siderne rustbrune. De 
Unge før første Fælding have brungul Iris og kun lidt for- 
længede Nakkefjer; Hoved og Hals sortebrune, en hvid Plet 
påa Siden af Hovedet (hos Hannen en lignende ved Næb- 
roden); Siderne graabrune og Bugen plettet. 

Den opholder sig om Sommeren i det nordlige Europa 
og Asien; om Efteraaret og om Vinteren kommer den, påaå 
Vandringen sydefter, i større eller mindre Antal til vore 
Kyster, alt eftersom Vinteren er stræng eller mild. Ifølge 
Steenstrups ÅAngivelse fandtes dens Reder den 3die Juli 
1834 i Nors- og Nebel-Søer i Thy (Reinh.). I Norge yngler 
den spredt og sparsomt saavel Nord for Polarcirkelen som, 
om end sjeldnere, i Landets sydligere Dele; ved de sydlige 
og vestlige Kyster forekommer den kun i Træktiderne og 
aldrig i Mængde. I Sverrigs nordlige Egne yngler den 
temmelig talrigt, men kun undtagelsesvis er den truffen 
ynglende i Landets mellemste Provindser. Paa Færøerne, 
hvor den ikke var truffen, da Muller udgav sit Arbeide om 
disse Øers Fuglefauna, blev den i Juni 1872 funden yng- 
lende (Mull., Reinh.). Paa Island og i Grønland er den 
ikke bemærket. De 6—8 matgrønne eller grønagtigt graa 
Æg findes paa Holme eller Tuer ved Ferskvand og ligne 
meget Havlitens. 

Æggets Længde og Brede: 

50,5 mm. 4Q mm. 
62 » 43 » 


672 


Bjergand, Fuligula marila, (L.) 


Syn, Anas marila, L. — Platyp. marilus, Brehm. — Fulizx marila 
Y 7 7 


Sundew. 


Dansk: Bjergand, polsk Ædelmand, Skjæland. Norsk: Bjergand. 
Svensk: Hvitbuk, Bergand, Grimmad And. Færøisk: Åndt (M.), Ondt 
(H,). Islandsk: Dukånd, Hrafnsénd. 


Artsm. Næbet stort, temmelig bredt, lysere eller mørkere blyblaat, Iris 
gul. Speilet hvidt, Hoved og Hals sorte, med grøn Glands; det 
nederste Parti af Halsen, Forbrystet, Overgumpen samt de 
øverste og underste Haledækfjer glindsende sorte. Bagbrystet, 
Bugen og Undergumpen hvide, Benene blyfarvede med sort 
Svømmehud. Overryggen og Skuldrene hvidagtige, vatrede med 
fine, sorte Zigzaglinier, Tarsen halvt saa lang som Mellemtaaen. 


Afbildn. Tab. XLVI! (Anas marila). — Suppl. Tab. 27, 1, Han i Sommer- 
dragt. 2, Hun. 


Længde 18”. 

I Sommerdragten har Hannen en hvid Ring om Næb- 
roden og.en utydelig hvid Øreplet, som dog undertiden 
mangler; Hovedet, Halsen og Forbrystet mørkebrune; Kappen 
mørkt brunagtig, vatret med Hvidt. Hunnen ligner Hannen 
i denne Dragt, men det Hvide ved Næbet er bredere og 
Ørepletterne tydeligere, Hovedet, Halsen og Forbrystet lysere; 
Brystet har et rustgult Skjær, og Bugen er brun- og hvid- 
plettet. De Unge ligne mest Hunnen, men hos den unge 
Han bliver efter den første Fælding Hovedet og Overhalsen 
sorte og Panden rustbrun. Fischer erholdt i Dec. 1854 
en gammel Hun med en hvid Ring om Halsen. 

Den har sit Hjem i det nordlige Asien og Europa; om 
Vinteren er den den almindeligste Dykand ved vore Kyster, 
hvor den indfinder sig i Oktbr. og tildels forbliver til For- 
aaret; nogle Individer vandre sydligere og vende tilbage i 
Marts og April. Melchior saae endnu den 8de Mai 1824 
en stor Flok ved Enø under Baroniet Gaunø, og der blev 
(ifølge hans Notitser) skudt en gammel Han ved denne Ø 
den 28de Juni 1825, hvilket næsten kunde lade formode, at 


673 


den ynglede der. Den iOde Juni 1857 fandt Forf. den yng- 
lende i Nors Sø i Thy, og Dyrlæge Grill, som skød en gl. 
Han d. 10de Aug. 1876 i Odense Fjord, har meddelt Udg., 
at den ifølge Strandskytternes Paastand undertiden opholder 
sig der hele Sommeren. I Norge træffes den ynglende ved 
Fjeldvandene, især i Landets sydligere Egne, men dog ogsaa 
helt oppe i Østfinmarken; ved de sydlige Kyster overvintrer 
den almindeligt. I Sverrig yngler den talrigt i Landets 
nordlige Del, undtagelsesvis i de sydligere Provindser. Paa 
Færøerne er den almindelig om Efteraaret og Vinteren; om 
Sommeren sees den sjeldnere, men sandsynligvis yngle dog 
enkelte Par der. Paa Island yngler den meget almindeligt; 
den kommer dertil midt i Marts og drager bort henimod 
Slutningen af Oktober. Ifølge Faber (Prodr. Pag. 72) lægge 
ofte flere Hunner deres Æg i en og samme Rede. I Grøn- 
land forekommer den kun tilfældigt. 

Meget ofte bliver den ved Dykningen .hængende i Fi- 
skernes Silde- og Torskegarn; de fleste skydes i Vaagerne. 
Dens 8—12 Æg ere forholdsvis temmelig store og hvid- 
agtiggraa, baade større og mørkere end Stokandens. 

Æggets Længde og Brede: 

6e2mm 40; 
68 » kl » 


Taffeland, Fuligula ferina, (L.) 


Syn. Anas ferina, L. — Platypus ferimus, Brehm. — Åythya ferima, 
Boie. — Fulix ferina, Sundew. 


Dansk: Taffeland, Brunnakke, Rødnakke. Norsk: Taffeland. Svensk: 
Rodhalsad Dykand. 


Artsm. Næbet sort, med et hos Hannen lyseblaat, hos Hunnen blaa- 
graat, hos Ungerne utydeligt Baand over Midten, fortil kun lidet 
bredere end ved Roden; Speilet askegraat; Benene blåagraa 
med sort Svømmehud. Hovedet og Overhalsen rustrøde, For- 
brystet sort eller mørkebrunt. 


674 


Afbildn. Tab. XLVIIN (Anas ferina). — Suppl. Tab. 27. 1, Han i Sommer- 
dragt. 2, Hun. 

Længde 18”, Vingestrækning 26 . 

Iris rødgul; Underhalsen, Forryggen, Forbrystet og dets 
Sider sorte, de øvrige Dele, båade paa Over- og Under- 
kroppen, graahvide med fine, sorte Bølgelinier. Svingfjer- 
spidserne og Halen brungraåaa, Overgumpen og Underhale- 
dækfjerene sorte. Sommerdragten er ubetydeligt forskjellig 
fra den her beskrevne Vaardragt; de lyse Partier ere noget 
mørkere. Hunnen er mindre; Hovedet og Halsen rødbrune, 
foroven mørkere; Ryggen, Skuldrene og Siderne graavatrede 
med mørkebrune Linier; Båagryggen og Overgumpen sort- 
agtige, Struben rustgulagtig ; Forbrystet og Overvingen mørke- 
brune med brede rustgraa eller rustbrune Fjerkanter; Brystet 
og Bugen sølvgråa paa brun Grund. Hos den unge Fugl 
er Hovedet og Halsen næsten som hos Hunnen, blot Over- 
vingen er graa; Forbrystet, Ryggen, Brystsiderne og Halen 
ere sortebrune med rødgraa Fjerrande; Bagbrystet langs ad 
Midten hvidgraat med smaa, mørke Pletter. 

Ligesom foregaaende Art hører denne hjemme i den 
gamle Verdens nordlige Egne og er navnlig særdeles hyppig 
i det nordlige Rusland og Siberien. Da den, saalænge 
Vandet er aabent, foretrækker store Ferskvande, er det 
især i strænge Vintere, at den i større Mængde kommer til 
vore Kyster, og den skydes da temmelig ofte. I Vinteren 
1847 blev den i Hundredevis skudt og fanget i Lillebelt, 
Veile-, Kolding-, Horsensfjord o.s.v. I Vinteren 1864—65 
var den ligeledes almindelig ved vore Kyster. Dens Træk 
sydpaa falder i Okt. og Nov., tilbage nordefter i Marts og 
April. I Dec. 1853 kastede en Flok paa 8 Stkr. sig ud- 
maåttede paa en Mark i Nærheden af Kjøbenhavn. De bleve 
alle skudte. Paa Færøerne (i hvis Fuglefauna [1863] den 
ikke er optagen af Muller), blev et Exemplar skudt i 1863 
(Reinh.).:- Påa Maribo Sø blev den i Aug. 1847 skudt i ren 
Sommerdragt (Exemplaret findes i det zool. Museum); Forst- 


675 


kandidat Petersen fandt den ynglende i Ringkjøbing Fjord, 
hvorfra Forf. ogsaa har erholdt mange af dens Æg. Ifølge 
Fenckers Optegnelser ynglede den i 1862 paa en ikke 
nærmere angivet Sø i Thy, og Dr. med. P. Heiberg 
har meddelt Udg., at i Begyndelsen af Juni 1874 og 1875 
ynglede 6 Par påa Holmene i Sperring Sø, samt at denne, 
saavidt ham bekjendt, er dens eneste Ynglested i Thy. 
Den yngler i Holsten i sivbegroede Moser (Boie). I 
Norge kjendtes indtil for omtrent 10 Aar siden kun nogle 
ganske enkelte Exempler påa dens Forekomst i Landet; men 
i det sidste Decennium er den oftere truffen ved den syd- 
vestlige Kyst, hvor den sandsynligvis aarligt yngler påa flere 
Steder. I Sverrig forekommer den ikke saa ganske sjeldent, 
dog intetsteds i Mængde; paa Gottland er den funden yng- 
lende. Paa Færøerne er den, saavidt vides, kun skudt én 
Gang, nemlig i 1863 (Reinhardt). Fra Island og Grønland 
haves ingen Beretning om dens Forekomst. 

De 9—13 gulgraåa Æg findes ved Ferskvandsbredder 
: paa Tuer, blandt Rør, Siv og Græs. 
Æggets Længde og Brede: 

De 41,5 mm. 
62,5 » STED 

Dens Flugt er noget tung; Kjødet er meget velsmagende. 


Hvidøiet And, Fuligula nyroca, (Gyldenst.) 


Syn. Anas nyroca, Gyldenst. — Anas glaucion, Pall. — Anas leucoph- 
thalmos, Bechst. — Fuliax nyroca, Sundew. 


Artsm. Næbet ensfarvet skiferblaat, foran bredere end ved Roden; Iris 
hos de Gamle perlehvid, hos de Unge brun. Hovedet og Halsen 
brunrøde eller brune, en trekantet Plet paa Hagen renhvid eller 
hvidagtig, Undergumpen renhvid. Det smalle Speil oventil 
renhvidt, nedentil brunsort kantet, Benene blyfarvede, med sort 
Svømmehud. 


Afbildn. Tab. XLIX (Anas leucophthalmos). — Suppl. Tab. 28. 1, Han i 
Sommerdragt. 2, Hun. 3, Ung Fugl. 


676 


Længde 15—16”. 

Hannen har i Vaardragten et sortebrunt Halsbaand; 
Overkroppen purpurglindsende sortebrun, rustfarvet punk- 
teret; Bagbrystet og Bugen hvide med sortagtige, smalle 
Tværstriber; Hunnen mangler Halsbaandet; Hovedet, Halsen 
og Forbrystet ere rustagtigt rødbrune med mørkere Grund, 
og Ryggen har lysere Fjerkanter, som hos den unge Fugl 
ere mere graa og rustgule; Ryggen, Hovedet og Baghalsen 
ere sortebrune, Iris graabrun. 

Den forekommer i næsten hele Mellem- og Sydeuropa, 
men er meget sjelden i de nordlige Dele af denne Verdens- 
del, maaskee med Undtagelse af Rusland. I Norge og Sverrig 
er den aldrig iagttaget, og paa Færøerne er den lige saa lidt 
bemærket; paa Island derimod vil Faber have seet den to 
Gange i Flokke, den 20de Mai 1820 og den 10de Marts 1821, 
ja han antager endog, at den førstnævnte Flok havde ynglet 
påa Øen. Ifølge «Beitråge z. Land- und Forstwirthschaftl. 
Statistik der Herzogth. Schleswig und Holstein» yngler den 
i disse Hertugdømmer; E. Hage haåvde den fra Slesvig; 
Mechlenburg angiver den som ynglende ved Boothkamp 
i Holsten; efter Boie yngler den ikke sjeldent i dette Hertug- 
dømme i Damme, der ere bevoxede med Siv, hvor den 
endnu træffes i Oktober; for adskillige Aar siden skød da- 
værende Cand. juris Fiedler den i Storebelt blandt en 
Flok påa 8 å 9 Stkr. 

De 9—12 grøngraa Æg findes undertiden i kratbevoxede 
Moser; ellers ved Søer og andre Ferskvande. 

Æggets Længde og Brede: 

507577, sm: 
BSERLD 39% 
Kjødet skal være ret velsmagende. 


677 


Rødhbovedet And, Fuligula rufina, (Pall,) 


Syn. Anas rufina, Pall. — Platypus rufinmus, Brehm. — Callichen rufinus, 
Brehm. 
Dansk: Kolbeand. 


Artsm.  Næbet. lyserødt, foran srnallere end ved Roden; Hovedet med 
meget forlængede, brusende Fjer, hos Hannen gulagtigt rustrødt, 
hos Hunnen foroven brunt, forneden graahvidt; Speilet hvid- 
agtigt; Fødderne rød- eller gulagtige. 


Afbildn. Tab. XLIX (Anas rufina). — Suppl. Tab. 30, Hun. 


Længde 20—22"”, 

Iris ildrød, hos de Unge gulrød, hos Hunnen gul. Hovedet og Over- 
halsen gulagtigt rustrøde, Underhalsen og Forbrystet sorte, en Sideplet 
over Skulderdækfjerene hvid; Ryggen, Vingerne og Halen lyst graabrune, 
den sidste med rosenrødt Skjær ved Roden.  Svingfjerspidserne mørkt 
askegraa, Overgumpen og Overhaledækfjerene grønagtigt sorte; den brun- 
sorte Underkrop har paa Siden (fra Vingeledet til bagved Vingespeilet) 
en lang, ned imod Bryst- og Bugmidten udbredt, hvid Plet, som oventil 
har en graabrun Stribe langs med Vingeranden. Hos Hunnen er hele 
Overkroppen brunagtiggraåaa; Speilet graahvidt; Hætten uden forlængede 
Fjer, mørkt rustbrun; Hoved- og Halssiderne samt Struben hvidgraa; 
Brystet og Bugsiderne brunagtige, lysere langs ad Midten; Bugen graa. 

Denne smukke And tilhører mest de østlige og sydlige Lande og er 
navnlig udbredt over Middelhavslandene og ved Mellemasiens Saltsøer; i 
Mellemtydskland er den temmelig sjelden, og i Nordtydskland hører den 
til de sjeldneste Dykænder. 1 det egenlige Danmark vides den ikke be- 
mærket, og Berettigelsen til at optage den i vor Fauna er høist tvivlsom, 
idet den hidtil udelukkende støttede sig paa en Angivelse i de ovennævnte 
«Beitråge. z3-Statistik:d:” Herzogth. Schleswig: us Holst? 
om, at den er funden ynglende i Holsten. For nogle Aar siden blev dog et 
Exemplar skudt ved Husum i Begyndelsen af Oktbr. (Rohweder: «Die 
Vogel Schleswig-Holsteins. Husum. 1875. Paåg..21). For den 
skandinaviske Halvøs Vedkommende synes der at være noget større Sand- 
synlighed for, at den er truffen der, idet Nilsson meddeler et Tilfælde, 
i hvilket en dygtig Fuglekjender, Malmlén, den 23de Juni 1854 anskød et 
Individ, som i nogen Tid havde opholdt sig i Nærheden af Gøteborg. 

Æggets Længde og Brede: 

62 mm. 44 mm. 
Den har en krageagtig Stemme; Kjødet skal have en trannet Smag. 


Den hvidhovedede And, Erismatura leucocephala, (Scopoli) [Anas 
leucocephala, Scop. — Anas mersa, Pall. — Undina mersa, Keys. d Plas- 
— Undina leucocephala, Gould], Afbildn. Tab. XLVIN (Anas leucocephala) 


678 


gl. Han. — Suppl. Tab. 27, har maaskee endnu mindre Ret end fore- 
gaaende til at optages blandt Skandinaviens Fugle; den eneste Beretning 
angaaende dens Forekomst er en Meddelelse af Wiedemann om, at den for 
en Del Aar siden er funden ynglende i en Dam ved Slesvig, men Rigtig- 
heden af denne Angivelse er ikke senere bleven bekræftet af Nogen- 
somhelst og er i og for sig højst usandsynlig. 


4åde Underslægt: Sortænder, Ozdemta, Flem. 


Næbet foran temmelig fladt, med Alderen pukkelagtigt 
opsvulmet ved Roden, længere end Tarsen; Næseborene i 
Midten af Næbet; Pandeskjellet lige eller fremgaaende. Halen 
med 14 Styrere, kileformigt tilspidset; det lille Vingespeil 
uanseeligt, mørkebrunt, sort eller hvidt. Hannerne sorte, 
med eller uden Hvidt; Hunnerne og Ungerne mørkebrune; 
Benene røde eller mørkt olivengrønagtige; Svømmehuden, 
Saalerne og Taaledene sorte. 

De her hen hørende Arter yngle især ved ferske Vande, 
men opholde sig ellers helst paa Havet. Deres Næring be- 
staaer fortrinsvis af Skaldyr og Krustaceer, sjeldnere af Vand- 
planter. 


Sortand, Oidemia nigra, (L.) 


Syn. Anas nigra, IL. — Anas atra, Pall. — Fuligula nigra, Steph. — 
Platypus niger, Brehm. — Melanitta nigra, Boie. — Fuliæ nigra, 
Sundew. 


Dansk: Sortand, Kuland, Sværten, sort Himmelhund (Lillebelt). Norsk: 
Svartand. Svensk: Sjåorre, Hafsorre. Islandsk: Hrafnsénd. 


Artsm. Intet Vingespeil; Benene graabrune; Næbknolden lav og noget 
bred. Hannen sort; Hunnen brungraa (uden Næbknold). 


Afbildn. Tab. XLVIII (Anas nigra). — Suppl. Tab. 28. 1, Gammel Hun. 
2, Ung Fugl. 


Længde 18—19”. 
Hunnen mindst. Hannen i Vinterdragt: Næbet sort 


679 


med en orangegul Plet ved Næseborene; Iris brun; hele 
Kroppen sort; Hovedet og Halsen med stærk blaa Metal- 
glands. Hos den sortebrune Hun ere Kindernes og Over- 
halsens Sider lysegraa med rustbrun Blanding; Rygsiden og 
Siderne have rustgråa Fjerkanter; Bugsiden brungråaa; Næbet 
sortagtigt med en gulaågtig Plet paa Midten. Den unge Fugl 
er lysere: end Hunnen; Iris gulbrun; Brystet hvidgraat ; 
Næbet lysebrunt med en rødagtig Plet; Benene gulagtigt 
graagrønne. 

Denne Art hår sit Sommerhjem og sine Redepladser 
fortrinsvis i Polaregnene. Om Høsten, sidst i August og 
først i September sees enkelte her i Landet, men i Oktober og 
November er den hyppig ved vore Kyster, talrigst naar Vin- 
teren er haard. Mechlenburg fik fra Flensborg Fjord en 
gammel Han i Juli. I Norge yngler den saavel i de sydlige 
Stifter som i Landets nordligste Del helt op til den russiske 
Grændse; om Vinteren er den hyppig ved de sydlige Ky- 
ster, I Sverrig træffes den navnlig ynglende i de nordligste 
Egne af Landet. I Millers Afhandling over Færøernes 
Fuglefauna findes den ikke nævnt; men ifølge senere Med- 
delelse fra ham blev et Par truffet den 30te Juni paa disse 
Øer (Reinh.). Paa Island, hvor den ifølge Faber kun 
yngler ved Myvatn, er den temmelig sjelden, og i Grønland 
vides den ikke at være bemærket. Den besøger om Vin- 
teren ogsaa store Indsøer påa det europæiske Fastland. Den 
er en vild, livlig og sky Fugl. Ved Indsøer, i Kjær 0. s. v., 
i Almindelighed under Buske, lægger den 8—10 gulagtigt 
hvide, glindsende Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

6Omm. AA mm. 
65,5 » 46,5 » 

Ved de franske Kyster fanges den i stor Mængde og 
sælges til Katholikerne, som spise den i Fastetiden, da den, 
som andre trannede Ænder, er en Undtagelse fra Forbudet 
imod Kjødspise og betragtes som Fisk. 


680 


Fløielsand, Oidemia fusca, (L,) 


Syn. Anas fusca, L. — Anas carbo, Pall. — Fuligula fusca, Steph. — 
Platupys fuscus, Brehm. — Melanitta fusca, Boie. — Fulix fusca, 
Sundew. 


Dansk: Fløielsand, hvidvinget Himmelhund, stor Himmelhund, Svartand. 
Norsk: Sjoorre. Svensk: Svårta. 


Artsm. Næbet (hos den gamle Han) med en rundagtig Pukkel ved 
Roden og med fjerklædte, opsvulmede Knolde ved Siderne af 
denne; Næseborene og Næbkanterne sorte eller rødgule; Benene 
og Tæerne rødagtige; Svømmehuden sort; Vingespeilet og en 
Plet ved Øret hvide; Hannen forøvrigt sort; Hunnen og Ungerne 
mørkebrune, påa Midten af Brystet og Kinderne smudsighvide. 
Hunnen næsten uden Pandeknold, Ungerne uden Spor dertil. 


Afbildn. Tab. XLVIN. (Anas fusea). — Suppl. Tab. 28.- 1, Hun. 
2, Ung Fugl. 


Længde 22”, Vingestrækning 36”. 

Iris perlehvid.. Hunnens Næb sortagtigt graat; Benene 
smudsigrøde med sort Svømmehud; Overkroppen mørke- 
brun; Underkroppen hvidgraa, mørkebrunt plettet; foran og 
bagved Øiet en hvidagtig Plet.  Speilet hvidt. Den unge 
Han er mørkere, Benene ere teglrøde, og Pletten påa Ho- 
vedet er mindre og utydeligere. 

Fløielsanden har ligesom Sortanden hjemme i den gamle 
Verdens nordligste Egne. Mod Efteraaret trækker den syd- 
ligere og er da talrigere ved vore Kyster end hin; om 
Vinteren søger den de store Indsøer i Sydeuropa, men 
mange forblive dog her. I Norge yngler den almindeligt 
ved de højtliggende Indsøer, især i Landets nordligere Egne; 
om Vinteren er den hyppig ved Fjordene paa Vest- og Syd- 
kysten. I Sverrig træffes den ynglende helt ned til Ble- 
kingen og det nordøstlige Skaane, men dog hyppigst i Lap- 
marken og den østlige Skærgaard. Fra Færøerne kjendes 
kun ét Exemplar (H. C. Muller), men fra Island og Grøn- 
land kjendes intet Tilfælde af dens Forekomst. Den holder 


681 


sig altid paa meget dybt Vand, og dens Føde er fornem- 
melig Muslinger, hvorefter den idelig dykker ned paa Havets 
Bund. Sine 8—10 store, gulrøde Æg lægger den nær ved 
Vandet under Buske eller blandt høie Vandplanter. 
Æggets Længde og Brede: 
GÆR: 42 ,5mm. 
TND AGERE 


Brilleand, Cidemia perspicillata, (L.) 


Syn. Anas perspicillata, L. — Fuligula perspicillata, Steph. — Fulix 
perspicillata, Sundew. 


Dansk: Brilleand. Svensk: Hvitnackad Svårta. 


Artsm. Intet Vingespeil; paa hver Side af Næbroden en nøgen Knold; 
Benene røde med sort Svømmehud. Hannen sort med en hvid 
Pandeplet og en hvid Stribe langs Halsryggen; Hunnen brun- 
agtig. 

Afbildn.: det Suppl. Tab. 8 (Anas perspicillata). — 1, Han i Vinterdragt 

2, Hun. 

Længde 20—21"”. 

Brilleanden hører hjemme i Nordamerika og viser sig 
kun ganske tilfældigt i Europa. I Danmark er den ikke 
truffet, men fra Sverrig kjendes tv Exempler paa dens Fore- 
komst, det første fra 1833, da en Han blev dræbt ved Kare- 
suando og indsendt til Museet i Stockholm, det andet fra 
1846, da et Individ blev skudt ved Kalmar d. 14de Juni og 
ligeledes indsendt til Stockholmer-Museet. Fra Færøerne har 
det herværende zoologiske Museum i Efteraaret 1853 mod- 
taget en Han fra Kollefjord gjennem Sysselmand Miller, 
som for en Del Aar siden ogsaa har truffet et Par paa 
Suderøen. I Grønland viser den sig af og til, saavel paa 
Østkysten som paa Vestkysten. 

Æggets Længde og Brede: 

65mm. 4 5mm. 


682 


dte Underslægt: Hvinænder, Gl/aucion, Keys. & Blas. 


Næbet kortere end Hovedet, ikke længere end Tarsen; 
ved Roden meget høit og opstigende mod Panden og meget 
bredere end fortil.  Pandeskjellet danner en spids Vinkel. 
Vingerne temmelig korte; Halen temmelig lang, bestaaende 
af 16 Styrere. De yngle ved Ferskvand, men leve ellers 
påa Havet. 


Hvinand, Glaucion clangula, (L.) 


Syn. Anas clangula, IL. — Anas glaucion, Gm. L. — A. hyemalis, Pall. 


— Platypus glaucion, Brehm. — Clangula vulgaris, Flemm. — 
Clangula glaucion, Boie. — Fuligula clangula, Steph. — Fulia 


clangula, Sundew. 


Dansk: Hvinand, Firøine (Hannen), Krikand, Krækand (Hunnen), Brus- 

kop, Blankekniv, Flemand, Hvidøie. Norsk: Hvinand, Skjærand. 

Svensk: Knipa, Dopping (Skaane og Smaaland), Hvitsida (Herjedalen). 
Færøisk: Åndt (M.), Ondt (H.). Islandsk: Husond. 


Artsm. Det sorte eller sortebrune Næb med en smal Negl, der kun 
indtager Trediedelen af Næbets Brede. Hannen: Hovedet grønt- 
glindsende sort med en rundagtig, hvid Plet ved Næbroden ; 
Skuldrene tildels hvide; det store, hvide Speil delt med et 
utydeligt, graat Tværbaand. Bugsiden hvid eller hvidagtig; de 
øvrige Partier sorte. Hunnen: skifergraa; Hovedet og Over- 
halsen brune, uden hvide Pletter. 


Afbildn. Tab. XLVIII (Anas clangula). — Suppl. Tab. 28. 1, Hun. 
2, Yngre Han (1 Aar). 


-Længde 18—19”. 

Iris gul; Benene blegt okkergule; Svømmehuden sorte- 
graa; Underhalsen, Brystet og Bugen hvide; Ryggen, de 
forreste og bageste Svingfjer, Overgumpen og Halen sorte; 
Overvingen og Skulderfjerene hvide, de sidste sortkantede. 
Hunnen: Underhalsen, Siderne og Undergumpen mørkegraa; 
foran paa Halsen hvidagtige Fjerkanter, Brystet, Bugen og 
de underste Vingedækfjer hvide; Overryggen, Skuldrene og 


683 


Vingedækfjerene sorte eller sortagtige, glindsende, med 
blaagraa Fjerkanter; Bagryggen, Overgumpen og Skinne- 
benets Yderside sorte; Speilet hvidt; Svingfjerene sortebrune. 
Hos den unge Han ere de Steder brune, som senere blive 
sorte. De Unge have førend første Fælding en brunere 
Rygfarve og et mørkere Forbryst. Hos den gamle Han i 
Sommerdragten er Hovedet og Overhalsen ensfarvet mørke- 
brune; senere mørkegraa med rustbrunt Skjær påa Under- 
halsen; Forbrystet og Ryggen have askegraa Fjerkanter. 

Om Vinteren, især naar denne er stræng, er Hvinanden 
en af de almindeligste Ænder ved vore Kyster og i Fjor- 
dene; mange vandre dog sydligere og vende tilbage i Marts 
og April. I Holsten yngle enkelte i de med Rør tætbevoxede 
Søer og Damme (Boie). I Norge er den udbredt overalt 
- Nord for Fjeldryggen; Syd for denne forekommer den 
navnlig i Landets østlige Egne, hvor den yngler ved de 
fleste subalpinske og alpinske Søer og Elve. I Træktiderne 
og om Vinteren er den overordenlig talrig ved den sydlige 
Kyst. I Sverrig yngler den fortrinsvis ved Søerne i det 
Indre af Landet mellem den 62de og 68de Bredegrad, men 
træffes dog aarligt ynglende helt ned til Smaaland og hist 
og her i Skaane. Paa Færøerne er den ikke sjelden, men 
paa Island og i Grønland forekommer den ikke. 

Paa Ynglestederne er den tam, men paa Vandringerne 
temmelig sky. Reden findes enten i Rør og Siv ved Vand- 
bredderne eller, ligesom Stokandens, paa afhuggede Træ- 
stammer, eller som Skalleslugerens i hule Træer. Den 
er stærkt udforet med Dun og indeholder 9—12 lyse- 
grønne Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

omen: 4] mm. 
63 » 42 » 

Den skydes enten ved at man løber paa nært Hold, me- 
dens den dykker, eller i Vaager, og fanges i Garn. 

4Å4 


684 


Skalleslugeragtig And, Anas mergoides, [Kjærb.] 
Afbildn. Tab. LV. — Suppl. Tab. 29, ung Han. 


Denne Form er ikke nogen selvstændig Art, men en Bastard, uden- 
tvivl af Glaucion clangula og Mergus albellus. Individet, paa hvilket 
Arten er opstillet, blev i Februar 1843 fanget i Garn i Issefjorden og 
kom i Maler Johansens Samling i Nykjøbing. Ti Aar senere kom det i 
Kjærbøllings Besiddelse og blev af ham anseet som en ny Art; nu findes 
det opstillet i det zoologiske Museum. 

Fuglen er af Størrelse som Mergus albellus. 


Islandsk Hvinand, Glaucion Islandicum, (J. F. Gm.) 


Syn. Anas Islandica, Gm. — Clangula Barrowii, Swains. — Fuligula 
Islandica, Steph. — Clangula Islandica, Bonap. — Fuliæ Islan- 
dica, Sundev. — Glaucion Barrowii, Bichardson. — « Anas clan- 


gula, (Linn.): Faber, Prodr. d. isl. Ornithol. 


Dansk: Islandsk Hvinand. Norsk: Husand. Svensk: Barrows Dyk- 
and. Færøisk: Huséond. Grønlandsk: Kærtlutorpiarsuk, Niakortok 
(2: stort Hoved). 


Artsm.  Gjennem Vingespeilet løber et sort Baand; Næbneglen indtager 
to Trediedele af Næbets Brede. Hannen med en hvid, halv- 
maaneformig Plet mellem Øiet og Næbroden. Hovedet sort med 
blaat Skjær. 


Afbildn. Zdet Suppl. Tab. 8 (Anas Barroww). 1, Han i Vinterdragt. 
2, Hun. 


Denne Art, der er lidt større end foregaaende, har sit 
Hjem i det nordlige Amerika og paa Island, men træffes 
sjeldent østligere. Her i Landet er den aldrig bemærket, 
og påa den skandinaviske Halvø er der kun skudt nogle 
enkelte Individer i Østfinmarken i (1848 og 1851), hvor den 
imidlertid antages at forekomme oftere. Paa Island yngler 
den almindeligt ved Myvatn, men er mindre hyppig i Øens 
sydlige Del; den indtræffer ved Ynglepladserne midt i Marts, 
kommer ud til Kysterne i November, og mange Individer 
drage da Syd paa, medens andre overvintre i Bugterne og 
ved Øens varme Kilder. I Grønland forekommer den, ifølge 


685 


Holbøll, næsten udelukkende i Godthaabs Distrikt, hvor 
den yngler paa en utilgængelig Ø. 
Æggets Længde og Brede: 
62 mm. 43 mm. 
67 » 45 » 


Strømand, Glaucion histrionicum, (L£) 


Syn. Anas histrionica, L. — Anas minuta, IL. — Clangula histrionica, 
Landt. — Platypus histrionicus, Brehm. — Fuligula histrionica, 
Steph. — Fulix histrionica, Sundev. —  Histrionicus torquatus, 
Bonap. — Harelda histrionica, Leach. 


Dansk: Strømand. Norsk: Strømand. Svensk: Stromand. Fær- 
øisk: Brimondt, Rotugås? (H.) Islandsk: Straumånd, Brimond, Brim- 
dufa. Grønlandsk: Tornauiarsuk. 


Artsm. Næbet kort, sortegrønt; Neglen utydeligt begrændset; Næse- 
borene bagved Midten; Iris brun; Benene blaagrønne og sort- 
agtige. Hannen skiferblaa; Hovedet violetsort; påa hver Side 
af Næbroden en stor trekantet, hvid Plet; et dobbelt, hvidt 
Halsbaand; rustrøde Slagsider; violetsort utydeligt Speil; en 
stor hvid, sortbegrændset Plet under Øiet og ved Øret; paa 
Brystets Midte hvide Fjerkanter. 


Afbildn. Tab. LIV (Anas histrionica) gl. Han. — Suppl. Tab. 30. 1, gl. 
Hun. 2, ung Han. 


Denne smukke And er hyppig i Siberien, Grønland og 
de tilgrændsende Egne af Nordamerika. Om Vinteren kom- 
mer den (efter Naumann) til Østersøen og Vesterhavet, 
dog kun enkeltvis; den er saaledes skudt baade i Pommern 
og i Vesterhavet ud for de hannoveranske og holstenske 
Kyster. I Forf.s Optegnelser anføres den som skudt ved 
Frisenborg (Sponneck). I Norge er den bemærket af Boie 
i Trondhjemsfjorden i Foraaret 1817, og i Hardanger an- 
tages et Individ at være skudt i 1838. I Museet i Upsala 
findes fra gammel Tid af et Exemplar, som formentlig er 
skudt i den østlige Skærgaard, men med Sikkerhed vides 
Årten forøvrigt ikke bemærket i Sverrig. Ifølge Meddelelse 
fra Pastor Holm træffes den om Foraaret i Fjordene paa 

k4Y 


686 


Færøerne. Paa Island er den meget almindelig som Stand- 
fugl; navnlig er den om Vinteren talrig påa Øens Sydkyst. 
I Grønland er den sjelden Nørd for den 65de Bredegrad, 
men Syd for denne yngler den almindeligt. 

Reden findes nær ved Strandbredden, sædvanligvis under 
smaa Buske; de 5—7 temmelig smaa, aflange Æg ere gul- 
agtighvide. 

Æggets Længde og Brede: 

Son: HD UNE 
395% AB » 


6te Underslægt: iIsænder, /arelda, Leach. 


Næbet fortil smallere end ved Roden, ingen Pandeknold ; 
Pandeskjellet lige. Halen hår 14 Styrefjer. 


Havlitand, Harelda glacialis, (L.) 


Syn. Anas glacialis, L. — Anas hyemalis, L. — Platypus glacialis, 
Brehm. — Clangula glacialis, Boie. — Fuligula glacialis, Steph. — 
Fulix glacialis, Sundev. 


Dansk: Havlit, Havlyk, Angeltaske, Agnete, Gadissen, Klaeshahn. 

Norsk: Isand, Havelle. Svensk: Alfogel, Sommaral, Winteral, Galdust. 

Stråare (Bohuslehn). Færøisk: Egredla7) (M.), Egvedla, Egvella (H.). 

Islandsk: Håvelli, Fovella (Faber), Håvella, Foella (H.) Grønlandsk: 
Aglek. 


Artsm.  Næbet kort, sort, oftest med gulrødt Tværbaand; paa Kinderne 
og Halssiderne en mørk Plet; Styrerne sorte, de mellemste 
meget forlængede, de yderste korte med hvide Kanter, Slag- 
siderne lyst askegraa. Hannen i Vinterdragt: Hvid; Hovedet 
med rødagtigt Skjær, en lang, halvmaaneformig Plet bag Øiet; 
Forbrystet, Ryggen, Vingedækfjerene og de mellemste Svingfjer 


sortebrune; de hvide Skulderfjer meget lange og smalt til- 
spidsede. 


z) Formodenligt Trykfeil for Egvedla. 


687 


Afbildn. Tab. XLIX (Anas glacialis). — Suppl. Tab. 30. 1, Han i Sommer- 
dragt. 2, Hun. 


Længde til Halespidsernes Begyndelse 16—17”. 

Iris brun; Benene blyfarvede, ofte med rødagtig Blan- 
ding. Hannens Sommerdragt: Øiet omgivet af en hvid Ring; 
Bugen, Undergumpen og Underhaledækfjerene hvide, Bug- 
siderne blaagraa; alle de øvrige Dele sorte med rustbrune 
Fjerkanter paåa Ryggen og Skuldrene. Hunnens Vinterdragt: 
Ingen forlængede Styre- eller Skulderfjer; Næbet blyfarvet, 
oftest med et bleggult Tværbaand; Nakken og en rund Plet 
paa Kinderne brun eller graa; Ryg og Skuldre sorte med 
brede, rustgraa eller rustbrune Kanter; Brystet graat, fortil 
rustgraat, bagtil hvidgraat. Ungerne ligne mest Hunnen 
i Vinterdragten, dog er den unge Han mere ren brun påå 
Forbrystet og Ryggen, og Næbet har i den yngre Alder 
intet gult Tværbaand. 

Om Vinteren er Havliten meget talrig ved vore Kyster, 
men paa de andre Tider af Aaret forekommer den kun und- 
tagelsesvis, og Beretningerne om, at den har ynglet her i 
Landet (saaledes efter Bynch på Anholt) ere neppe tro- 
værdige"). Carstensen fik den i Sommerdragt sidst i 
Mai 1842; Gammelgaard fra Aabenraa Fjord 1826, lige- 
ledes sidst i Mai; Mechlenburg fra Flensborg Fjord den 
låde Mai 1840. I Norge yngler den talrigt indenfor Polar- 
cirkelen, især i det Indre af Østfinmarken. I de sydligere 
Stifter forekommer den talrigt i Træktiderne og om Vin- 
teren, men træffes kun sparsomt ynglende. I Sverrigs nord- 
lige Egne yngler den almindeligt, men er om Sommeren 
kun enkelte Gange truffen parvis og aldrig ynglende i Lan- 
dets sydlige Provindser. Paa Færøerne sees den fra Åugust 
til Marts i store Flokke, hvorimod den om Sommeren kun 


7”) Det forekommer dog Udgiveren at være noget tvivlsomt, hvorvidt 
Bynch ved Benævnelsen «Havlykker» har villet betegne den her 
omhandlede Art. (Bynch: «Om Anholts naturlige Beskaffenhed.» — 
Iris og Hebe. 1801. IV. Pag. 5 og 49). 


688 


sjeldent træffes paa disse Øer; dog vides et enkelt Par at 
have ynglet der. Paa Island er den meget almindelig hele 
Aaret igjennem, dog hyppigst om Sommeren, idet mange 
Individer drage Syd paa om Efteraaret. I Grønland fore- 
kommer den ligeledes særdeles talrigt, saavel i Landets 
nordlige som sydlige Del, paa hvilket sidste Sted den især 
om Vinteren træffes i store Flokke. Anskudte Fugle dykke 
som oftest tilbunds, bide sig fast i Tangen og dø paa denne 
Maade. Dens Dykkefærdighed overgaaer vistnok de fleste 
andre Dykænders. Den er stedse livlig og munter, holder 
sig påa Vandringen altid i Flok og lader ofte høre et Slags 
Sang, som man har lignet ved Lyden af en Klarinet, om- 
trent som «av-av-avlit» (deraf Navnet). Muslinger og Snegle 
ere dens væsenligste Næring. Blandt høie Væxter lægger 
den ved Indsøerne sine 5—7 blegt grøngraa Æg: 
Æggets Længde og Brede: 
49 mm, SIDEN 
57 » 39,5. » 


Tde Underslægt: Stelleria, Bonap. 


Pandeskjellet spidsvinklet, Næbneglen indtager hele Næ- 
bets Brede. Halen tilspidset; 14 Styrefjer. 


Stellers And, Stelleria dispar, (Sparrm.) 


Syn. Anas dispar, Sparrm. — Anas Stelleri, Pall. — Anas Beringi, 
Lath. — Polysticta dispar, Eyt. — Fuligula dispar, Steph. — 
Heniconetta dispar, Gray. — Fulix Stelleri, Sundev. — Harelda 
Stelleri, Keys. & Blas. 


Dansk: Stellers And. Norsk: Stellers And. Svensk: Alférrådare. 


Artsm. Neglen paa det grønagtigsorte, noget langstrakte, udad meget 
smallere Næb, uden tydelig Begrændsning; Næseborene bag ved 
Næbmidten; Benene blaagrønne og sorte; Speilet tydeligt. 
Hannen: Hvid- og sortbroget; paa Nakken af det glindsende 


689 


hvide Hoved en kort afrundet Top; denne og en rund Plet paa 
Tøilerne spanskgrønne; Bugsiden blegt rustfarvet; Skuldrene 
med baandagtige, halvt hvide, halvt violetsorte seglformige Fjer; 
det violetsorte Speil bagtil hvidkantet. Hunnen: mørkebrun 
med sorte Pletter og Tværbaand; Speilet mørkere brunt, foroven 
og forneden indfattet med hvide, bagtil med et grønagtigsort, 
Tværbaand. 


Afbildn. Tab. XLIX (Anas Stelleri). — Suppl. Tab. 30. 1, Han i Sommer- 
dragt. 2, Hun. 

Længde 18”, 

Lidt større end Havlitten. Iris brun. Den unge Han 
har et smalt sort Baand paa de hvide Vingedækfjer, men 
ligner ellers mest Hunnen. Den gamle Han i Sommerdragt 
afviger heller ikke meget fra Hunnen; men Speilet er mør- 
kere, smukt blaaligglindsende og har foran og bagtil bre- 
dere hvide Tværbaand. 

I Skjønhed kan neppe nogen europæisk And sættes ved 
Siden af denne Art, der hører hjemme i det nordlige Asien 
og Amerika og kun temmelig sjeldent indfinder sig ved 
Europas Kyster. Archivarius Winther var den Første, som 
forøgede vor Fauna med denne herlige Fugl, idet han i 
Febr. 1830 til det Kongl. Museum skjænkede en gammel 
Han, som han havde kjøbt af nogle Fiskere fra Gilleleie, der 
havde fanget den i deres Garn og stode tiltorvs med den 
her i Byen. Den 17. Januar 1849 blev en gammel Hun 
skudt ved Helsingør (Steenberg), og sammesteds en ung 
Han d. 14. Februar 1855; det sidstnævnte Exemplar findes 
i Apoth. Benzons Samling. I Norge forekommer den aarligt 
flokkevis i Østfinmarkens Fjorde, navnlig om Vinteren. I Som- 
meren 1869 blev den funden ynglende der (Nordvi. Collett).%) 
Ved Sverrigs østlige Kyst træffes den i Træktiderne undertiden 


+) Angivelsen beroer dog vistnok paa en Feiltagelse, uagtet Prof. Newton 
erkjendte de paagjældende Æg som tilhørende denne Art. Ifølge 
Mewes kunde de nemlig ikke skjelnes fra Æggene af Harelda gla- 
cialis, medens de af Middendorff fra Siberien hjembragte sikkre 
Æg af St. dispar ere meget større og minde om Somateria-Æg (Reinh.) 


690 


helt ned til Skaane, men dog hyppigst i Østergøthlands og 
Sødermanlands Skærgaarde og påa Gottland. Sit svenske 
Navn har den erholdt, fordi den om Foraaret viser sig sammen 
med spredte Individer af Har. glactalis. Paa Færøerne, Is- 
land og i Grønland er den ikke bemærket. 


8de Underslægt: Ederænder, Somaterza, Leacl. 


Næbet langstrakt tilspidset, længere end Tarsen, paa 
Siderne af Panden meget" høit. Pandens Fjer strække sig 
frem paa Næbet i tre Flige, én langs hver af Overnæbets 
Rande og én påa Næbryggen. 

Hannerne hvidbrogede; Hunnerne brunt og graatsprag- 
lede. De opholde sig mest ved Havet, men træffes dog og- 
saa langt inde i Landet, saaledes ved de store Indsøer i 
Nordamerika. Fjerklædningen er overordenlig tæt og dunrig; 
Hannerne have en dobbelt Fælding, men bære den mørke, 
mindre smukke Sommerdragt, der ligner Hunnens, kun i et 
Par Maaneder. De ere yderst selskabelige, saavel i som 
udenfor Yngletiden. 


Ederand, Somateria mollissima, (L£.) 


Syn. Anas mollissima, L. — Anser lanuginosus, Brisss — Anas Cutberti, 
Pall. — Fuligula mollissima, Steph. — Fulix mollissima, Sundew. 


Dansk: Ederfugl; Uhand (af dens Stemme «Uh»); Grienlandsøn (Sylt); 

Nabodosky eller Ørfugl (Samsø). Norsk: Efugl, Edderfugl, Estegg. 

Svensk: Ejder, Ejdergås, Knubbgås (sydl. Skaane); Gudunge (Hannen), 

Ada (Hunnen), (Sådermanland); Era, Ergus (Bohuslehn). Færøisk: Eåva 

(M.), Æda, Æva (H.), Blikur (Hannen). Islandsk: Ædur, Ædarfuglr (H.), 

Ædurfugl (Faber), Bliki (Hannen). Grønlandsk: Amaulik (Hannen), 
Arnauiak (Hunnen). 


Artsm. Den fra Panden udgaaende fjerklædte midterste Spidsvinkel er 
meget kortere end de fjerklædte Sidespidser, som naae hen- 
imod Næseborene næsten ligesaa langt fortil som Hagens Fjer- 
klædning; Næb og Ben mørkt olivengrønne; Næbet uden Knold 
og med hvid Spids; Iris brun. 


Afbildn. Tab. XLIX (Anas mollisima). — Suppl. Tab. 31. 1, Han i Som- 
merdragt. 2, Han i Overgangsdragt. 3, Han. 4, Ung Han. 


691 


Længde 24—25"”. 

Hannen i Vinterdragt: Kroppen oventil hvid, nedentil 
sort; det hvide Hoved prydet med et fra Næbet igjennem 
Øie- og Øreegnen løbende, glindsende, violetsort Baand; de 
tykkere fjerdækkede Kinder glindsende lysegrønne; Forbry- 
stet med rustgulagtigt Skjær; Svingfjerene, Speilet, Over- 
gumpen og Halen samt hele Bagbrystet sorte. I det første 
og andet Aar mangler Hannen den skjønne Tegning paa 
Hovedet, som er hvid- og sortspraglet, og det Hvide mangler 
endnu ganske paa Halsen eller begynder paa Struben. Den 
udfarvede Hun er overalt mørkt graabrun med. sorte Pletter, 
som paa Hovedet og Halsen ere smaa og langsgaaende, 
større og tværgaaende paa Ryggen, Skuldrene, Forbrystet 
og Siderne; Bagbrystet og Bugen mere ensfarvet graabrune; 
de inderste Svingfjer med brede, rustbrune Kanter; de 
mellemste Vingedækfjer med brede, hvide, skarpt begrænd- 
sede Spidser, hvorved der fremkommer 'en hvid Tværstribe 
over Speilet; dette er silkeglindsende brunt, bagtil med et 
hvidt, smallere Tværbaand, der dog undertiden mangler. 
Den gamle Han fåaer efterhaanden den mørke Sommer- 
dragt, som den neppe bærer i én Maaned. Den væsen- 
ligste Forandring bestaaer deri, at Hovedet, Halsen, For- 
brystet og Ryggen i den rene Sommerdragt ere aldeles 
sortebrune, Forbrystet hvidbræmmet og Overvingens Dæk- 
fjer og de inderste, seglformige Svingfjer hvide. Den unge 
Hun ligner den gamle, men er mere graåabrun og mangler 
de hvide Tværbaand paa Vingen. 

Ederfuglen yngler i mindre Antal paa adskillige af vore 
Øer, især Sylt og Christiansø, hvor den fredes; påa Hes- 
selø (c. 100 Par i Juni 1861), Læsø, Hirtsholm, Samsø, 
Bornholm o.s.v. Om Efteraaret og Vinteren opholder den 
sig i store Flokke ved Kysterne, dog kun paa dybt Vand. 
I Lillebelt har Forf. seet den dykke paa 25—30 Favnes 
Dybde og komme op med en Musling i Næbet. Paa den 


692 


skandinaviske Halvø er den meget almindelig langs alle Ky- 
sterne, dog talrigst ynglende i de nordlige og vestlige Skær- 
gaarde. I Østfinmarken er den truffen ynglende ved ferskt 
Vand, men forøvrigt fjerner den sig sjeldent langt fra Havet. 
Påa Færøerne, Island og i Grønland er den yderst talrig 
hele Aaret rundt. I April søger den til Ynglepladserne paa 
Skær og Holme; saasnart Parringstiden er forbi og Hunnen 
begynder Rugningen, slaae Hannerne sig sammen i smaa 
Selskaber og streife omkring i Sunde og Fjorde og langs 
Kysterne, sjeldnere ude paa det aabne Hav. Naar Ungerne 
voxe til, slutte Hannerne sig atter til Familierne, og om 
Vinteren danne de store Skarer. Naar den svømmer under 
Vandet, bruger den ikke Vingerne, men kun Fødderne (aut. 
Sysselm. Miller). Den Færdighed, hvormed disse Fugle for- 
staac at undgaae Bølgebraadet, er beundringsværdig; ved 
Klippekyster med blinde Skær, hvor Bølgerne bryde vold- 
somt, ligge de midt i Brændingen og gynge paa Vandet. 
Hvergang en Bølgekam styrter, dykke de under Bølgen og 
"undgaae saaledes Braadet. Naar den forvilder sig saa langt 
ind over Land, at den taber Havet af Syne, bliver den, som 
saamange andre Havfugle, aldeles sløv og forvirret, lader sig 
gribe med Hænderne og gjør hverken Forsøg paa at sætte 
sig til Modværge eller påa at undflye. 

De 4, sjeldnere 5—6 aflange, graagrønne Æg ligge i 
en af Straa og Tang i Nærheden af Havbredden sammen- 
bragt Rede, der er foret med en stor Mængde Dun, som 
ligge krandsformigt sammenfiltrede omkring dem, og hvor- 
med Hunnen tildækker Æggene, naar den forlader Reden. 
Undertiden findes flere (indtil 11) Æg i én Rede, men i såå 
Tilfælde have flere Hunner benyttet samme Rede. 

Æggets Længde og Brede: 


TB) mm. 49 mm. | É 
83 » 55 Danmark. 
63 » 42 » 


) 
SEE ÆN f Polaregnene. 


693 


Naar Ederfuglen pludseligt bliver opskræmmet af sin 
Rede, overstænker den denne med sine Exkrementer. Ime- 
dens den ruger, er den, hvor den har Fred, saa tam, at 
man kån stryge den med Haanden, uden at den flyver. 
Ungerne forblive kun én Dag i Reden, efterat de ere krøbne 
ud af Ægget; de gaae derpaa tilsøs med Moderen og ere 
snart fortrolige med deres Element. 

De overalt bekjendte Ederdun udmærke sig ved deres 
Lethed og Spændighed; mindre gode (3: ikke saa elastiske 
og sammenhængende) ere de Dun, der ere plukkede af døde 
Fugle; de bedste ere Rededunene. Hver Rede indeholder 
1140 fb; regner man nu, at der fra Grønland og Island alene 
udføres omtrent 6000 %, saa høre dertil 72,000 Reder. Da 
vel i det Mindste de tre Fjerdedele af disse Dun komme 
fra Grønland, og då Grønlænderne sjeldent lade Æggene 
ligge, selv om de ere halvt udklækkede, ja dræbe Fuglen til 
enhver Tid og under alle Forhold, fordi Kjødet af den ved 
flere Kolonier om Foraaret udgjør deres eneste Næring, 
ligesom Dunene ere en af deres vigtigste Handelsartikler, 
saa er det ubegribeligt, at dens Aftagen ikke er kjendeligere, 
saa meget mere, som den saaledes er bleven mishandlet, 
idetmindste saalænge Europæerne have været bosatte i Grøn- 
land (Holbøll). Uagtet Ederfuglen påa Færøerne er fredet 
ved Lov, tiltager den ikke i Antal, dels fordi Krybskytterne 
stadigt drive deres Uvæsen, dels fordi den stærkt efter- 
stræbes af Spækhuggeren (Delphinus orea).… Huden med 
Dunene leverer et fint og varmt Peltsværk, og de Unges 
Kjød er ret velsmagende. 


Pragt-Ederand, Somateria spectabilis, (L.) 
Syn. Anas spectabilis, L. 


Dansk: Pragt-Ederfugl, Pragt-Ederand, Konge-Ederfugl, Pukkelnæbet 
Ederfugl. Norsk: Ekonge. Svensk: Prakt-Ejder, Kamgudunge, Kam- 
giding (Sådermanland). Færøisk: Eåvekongur (M.), Ædukongur, Ævu- 


694 


kongr (H.), Eakong (Nilsson). Islandsk: Ædarkonungr (H.). Grøn- 
landsk: Siorakitsok. Hannen: … Kingalik (oa: stor Næse), Hunnen: 
Kaiortok. 


Artsm. Den fra Panden ud over Næbryggen udgaaende fjerklædte Flig 
gaaer længere frem end de afrundede, fjerklædte Sideflige; 
Panden har hos Hannen en sammentrykt Knold; Næbet rødt; 
Benene rødagtige; Iris brun. Hannen: Baghovedet har for- 
længede, buskede Fjer; Hovedet ovenpaa blaagraat; Kinderne 
glindsende lysegrønne; den hvide Strube tegnet med et sort, 
omvendt V; de sorte, bageste Svingfjer spidse og seglformigt 
nedbøiede over Vingen; Skuldrene sorte, de to bageste Skulder- 
fjer brede, med en kort og bøjet Spids. Hunnen rustbrun med 
sorte Fjerskafter og halvmaaneformige Pletter; Næb og Ben sorte- 
brune; de unge Hanner meget mørkere, den sortagtige Tegning 
paa Skuldrene allerede antydet. g 


Afbildn. Tab. XLIX (Anas spectabilis). — Suppl. Tab. 31. 1, Han i Som- 
merdragt. 2, Hun. 3, Han i Overgangsdragt (Foraarsdragt). 4, Ung Han. 


Længde 22—23"”. 

Hannen: Halsen, en smal Stribe over ØineneWil Nakken 
(imellem den blaagråa Hætte og den lysegrønne Kind), For- 
ryggen, Forbrystet, alle mindre Vingedækfjer og Siderne af 
Overgumpen hvide, med rustgult Skjær paa Forbrystet; 
Svingfjerene og Halen brunsorte, alle øvrige Partier sorte. 

Denne skjønne And er talrig i det nordlige Asien og 
Amerika. En ung Han, fanget i et Fiskergarn ved Skovs- 
hoved den 19de April 1849, opbevaredes i sin Tid i Hr. 
Carstensens Samling. I E, Hages Notitser findes optegnet, 
at den af og til forekommer hos Vildthandlerne i Kjøben- 
havn. 1853 fik Forf. en gammel Han i Vinterdragt; den 
var skudt den %de December udfor Sæby i Vendsyssel. I 
Febr. 1865 fik Apotheker Benzon en yngre Han i Over- 
gangsdragt fra Kallundborg, og Konservator Scheel kjøbte 
den 30te Marts samme Åar en gammel Hun i en Vildt- 
kjælder i Kjøbenhavn. Det sidste Exemplar, der var 
skudt ved Lynæs pr. Frederiksværk, findes i Fischers 
Samling. I Norge træffes den især om Vinteren, i smaa 
Flokke, eller sammen med den almindelige Ederfugl, ved 


695 


Nordlands og Finmarkens Kyster, hvor den sandsynlig- 
vis ogsaa forekommer ynglende påa de yderste Skær, om 
end de fleste Individer, der sees om Sommeren, endnu ikke 
ere forplantningsdygtige. Syd for Polarcirkelen ere kun faa 
Individer (Hanner) skudte. I Sverrig træffes den nu og da 
i den østlige Skærgaard. Til Færøerne forvilder et og an- 
det Individ sig undertiden, og påa Island er den meget 
sjelden, men dog funden ynglende paa den lille Ø Vidø 
ved Reykjavik (Faber: Prodr. P. 68). I Grønland derimod 
er den yderst almindelig overalt, men dens egenlige Yngle- 
plads ligger Nord for den 73de Bredegrad. 

Den dykker endnu bedre end den almindelige Ederfugl 
og søger sin Føde, der fortrinsvis bestaaer af Mollusker, 
paa dybere Vand. Holbøll har seet den dykke tilbunds paa 
65 Favnes Dybde og være 9 Minuter under Vandet. 

Dens Æg have mere Glands og ere kortere end den 
almindelige Ederfugls. Æggets Størrelse varierer dog meget; 
som det normale Maal kan angives for Længden 70mm., for 
Breden 477m=-, men ikke sjeldent findes Exemplarer af 57vm- 
Længde og 44 mm. Brede, ligesom påa 81 =m- Længde og 
dl =m. Brede. 


Skalleslugerslægten, Mergus, L. 


Næbet af Middellængde, lige, langstrakt, trindt og for- 
synet med bagudrettede, skarpt savformige Lameller; Over- 
næbets Spids med en bøiet, stump Negl; Næseborene be- 
liggende i den korte, brede Næsefure nær ved Næbroden, 
langagtige eller ægformige, gjennemsigtige.  Pandeskjellet 
spidsvinklet eller afrundet. Benene temmelig langt tilbage, 
korte, med sammentrykte Tarser, lange Fortæer og en høit 
siddende Bagtaa, der har en Hudlap. Vingerne middel- 
lange, smalle, meget spidse; iste og 2den Svingfjer lige 
lange og længere end de øvrige. Halen afrundet eller 


696 


trappeformig med 16—20 Styrere; Hovedet temmelig stort, 
med en Top eller forlængede Naåkkefjer; Halsen temmelig 
tynd og Kroppen langstrakt. 

Kjønnene ere ulige, og Hannen adskiller sig i sin Som- 
merdragt mindst fra Hunnen, der kun har en enkelt Fæl- 
ding, medens Hannen har en dobbelt. De leve baade paa 
det ferske og salte Vand, mest i Flokke, men parvis i 
Yngletiden. Hunnerne ruge alene, hvorimod Hannerne slaåae 
sig sammen i Selskaber, såasnart Parringen er forbi, og leve 
for sig. De nære sig især af Fiske, ere meget graadige, 
svømme med dybtliggende Krop og dykke med stor Fær- 
dighed, men de gåae daarligt og i næsten opret Stilling. 
Deres Flugt er rask og udholdende. Som meget sky og for- 
sigtige Fugle lade de sig ikke let komme paa Skud; det 
vanskeliggjør desuden Jagten, åt de Anskudte bide sig fast 
i Tangen paa Bunden af Vandet. Ofte fanges de i Fiske- 
garn. 


Stor Skallesluger, Mergus merganser, L. 
Syn. Merganser castor, Briss. (L.) 


Dansk: Gulskræp, gul Skallesluger, Skjørand, stor Havgasse, Bøge- 

skrække (Falster). Norsk: Stor Fiskeand, Fiskeand, Fagergaas. Svensk: 

Storskrake, Skrake, Skråcka, Kårfogel, Hålskråcksfogel (Kalmar), Gul- 

skråcka (Blekingen). Færøisk: Topåndt (M.), Topondt (H.). Islandsk: 
Stora Toppond, Gulond. 


Artsm. Næb og Ben røde, Næbet af Indertaaens Længde; Speilet hvidt, 
uden mørkt Tværbaand; Hovedet og Overhalsen sortegrønne eller 
rustbrune; paa Nakken en tyk Top, der er længst hos Hunnen. 


Afbildn. Tab. -L. — Suppl. Tab. 32. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Længde 25—26”, Hunnen mindre. 

Iris højirød; Underhalsen, Brystet, Siderne, Bugen, de 
øverste Vingedækfjer og de yderste Skulderfjer hvide, med 
et gulagtigt, paa Brystet og Skuldrene rødgult, Skjær, som 
for største Delen taber sig, naar Fuglen er død. Siderne af 


697 


Overgumpen og de yderste Laarfjer graavatrede. Forryggen 
med de tilgrændsende Skuldre sorte; de inderste Svingfjer 
kantede med Sort, Mellemryggen, Overgumpen og Halen 
askegraa. Hunnen: Hovedet med Fjerbusken og den øverste 
Halvdel af Halsen rødbrune, blot Struben hvid; Forhalsen 
og Forbrystet hvide; Laarfjerene og Halen askegraa; Bugen 
askegraat plettet; Brystet hvidt med svagt rødgult Skjær; 
Dækfjerene nærmest Speilet have graa Spidser; Speilet 
hvidt; Svingfjerene sorte; Iris brun; Næb og Ben blegere 
røde end Hannens. De unge Hanner og de gamle i Som- 
merdragt ligne Hunnerne. 

Denne smukke, anseelige Fugl yngler især i de nord- 
lige Lande og er derfor hyppigst hos os om Vinteren, 
skjøndt aldrig i saa stort Antal som den følgende Årt. En- 
kelte Par findes ynglende her i Landet; saaledes fandt Mech- 
lenburg, den I1ste Juli 1846, dens Rede i et hult Træ i 
Kobbermølleskoven ved Flensborg; Bonnez angiver at have 
fundet den ynglende paa Mols; Hage i Corselitze Skov; 
Carstensen og Jagtjunker Brun ved Gurre; Forfatteren ved 
Gaunø den 20de Mai 1851 i en hul Bøg, meget høit fra 
Jorden. I Norge er den almindeligst ved de høitliggende 
Vande i Landets sydlige Del; i Lavlandet yngler den mindre 
hyppigt. I de nordligere Stifter er den almindelig op til 
Lofoten, men i Finmarken forekommer den sparsommere. 
I Sverrig træffes den ynglende lige frå Skaane (f. Ex. ved 
Ringsjø) til Lapland og saavel i det Indre af Landet som 
ved Kysterne, men dog ikke såa hyppig som følgende Årt. 
Paa Færøerne er den — saavidt vides — kun truffen én 
Gang (Marts 1854), men paa Island er den almindelig hele 
Aaret rundt, navnlig i Øens nordlige Del; om Vinteren 
drage nogle Individer Syd paa, men de fleste blive tilbage 
og træffes skarevis i Fjordene, eller, naar Kulden er meget 
stræng, ved de varme Kilder. 

De 12, sjeldent 15, Æg ere blegt rødgule og næsten 
lige spidse ved begge Ender. De findes snart i hule Træer, 


698 


snart mellem Rør eller ved den aabne Vandbred, ofte i 
Nærheden af Havet. 
Æggets Længde og Brede: 
6622: 4 fmm, 
Mel.» AT » 


Toppet Skallesluger, Mergus serrator, L. 
Syn. Merganser cristatus, Briss. 


Dansk: Fiskand (Samsø), Topskrække, Bøgeskrække, Strømgaas (Hes- 

selø). Norsk: Liden Fiskeand, Siland. Svensk: Småskrake, Pracka. 

Færøisk: Topåndt (M.), Topondt (H.). Islandsk: Litla Toppond, 
Hrafnsånd., Grønlandsk: Pajk, Nyaliksak. 


Artsm. Næb og Ben røde; Næbet længere end Indertaaen; Speilet hvidt 
med to sorte Tværbaand; Hovedet og den øverste Trediedel af 
Halsen sortgrønt glindsende eller rustbrune; Nakken med en 
lang, tynd Top. 


Afbildn. Tab. L. — Suppl. Tab. 32. Han i Sommerdragt og Hun. 


Længde 20”. 

Underhalsen og Brystet rødbrune med sorte Skaftpletter; 
Iris rød; Forryggen og Skulderfjerene sorte; en bred, hvid 
Ring omgiver Halsen, som bag paa har en sort Længde- 
stribe; Brystet, Bugen og Undergumpen hvide; over Vinge- 
ledet 4—5 store, hvide, sortkantede Pletter; de yderste 
Skulderfjer, de mellemste Vingedækfjer og Armsvingfjerene 
fra Spidsen til Midten rent hvide; de inderste Svingfjer med 
sorte. Yderkanter; Bagryggen og Siderne vatrede med sorte 
og hvide Linier. I Slutningen af Mai erholder den ved 
Fælding den fra Vinterdragten ganske forskjellige Søommer- 
dragt; Fjertoppen er da meget kort, Hovedet: og Overhalsen 
graa- og rustrøde, det hvide Halsbaand mangler, Forryggen 
er mørkt rødgråa, blandet med Sortegraat, Skuldrene mat- 
sorte, Forbrystet hvidplettet rødgraat. Hunnen: Næb og 
Ben ikke såa smukt røde; Iris brun; Fjerbusken kortere; 
Hætten og Nakken rustbrune; Overkroppen sortagtiggraa 


699 


med lyse Fjerrande; Speilet lille, hvidt, delt med kun ét 
Tværbaand; Underkroppen ellers hvid. Om Sommeren have 
Siderne graa Tværpletter, og Toppen er kortere end om 
Vinteren. 

Denne Årt er den almindeligste af Slægten; nordligere 
er den om Sommeren langt talrigere end hos os, men om Vin- 
teren er den almindelig ved vore Kyster. Boie fandt den i 
Holsten ynglende i forladte Kragereder; Faber fangede 
Hunnen paa Æggene i Stadsgraven ved Christianshavn (Or- 
nith. Notic. p. 59); den yngler fremdeles paa Veirø, Samsø, 
Hirtsholmen, Øerne i Korshavn og paa flere andre af vore 
Øer. Forstkandidat Petersen traf den den 18de Juli 1847, 
med smaa Unger, påa Egholm i store Belt, og midt i Au- 
gust 1856 fik Fischer en Unge fra Blokhusene; den kunde 
endnu ikke flyve og maa altsaa være udruget der i Nær- 
heden. Ifølge Dr. Heibergs Angivelse yngler den temmelig 
almindeligt i de høie Brinker mellem Thisted og Vilsund. 
Paa den skandinaviske Halvø er den almindeligt udbredt 
overalt, dog hyppigst i de nordlige Egne; den overvintrer 
hyppigt, endog helt oppe i Østfinmarken. Paa Fjeldsiderne 
træffes den almindeligt ved alle Vandene i og ovenfor Birke- 
grændsen. Paa Færøerne opholder den sig baade Vinter 
og Sommer, dog ikke i meget stort Antal. Ligesom Æn- 
derne holder den sig mest til de indesluttede Fjorde og 
Indsøerne. Paa Island er den langt almindeligere end fore- 
gaaende Art. Den ankommer dertil i Slutningen af April 
eller Begyndelsen af Mai, yngler i stort Antal ved Indsøerne 
og Elvene og begiver sig derefter med Ungerne til Kysten, 
hvor den skarevis færdes paa Havet, indtil den henimod 
Slutningen af November forlader Øen; dog overvintre en- 
kelte Individer ved Øens sydlige Kyst. I Grønland yngler 
den saavel i Landets sydlige som nordlige Del, men intet- 
steds i stor Mængde. 

De 8—13 Æg ere gulgraa, temmelig glindsende og 
findes i sidste Halvdel af Mai. 

45 


700 


Æggets Længde og Brede: 
60: AOmm: 
67 « TEEN) 

Den dykker meget godt og er vanskelig at skyde, saa 
meget mere som den ofte kommer op i lang Afstand fra 
det Sted, hvor den forsvandt. Dens Flugt er rask og pi- 
bende. For Fiskedammene er den skadelig; Kjødet er 
trannet og tørt, men Dunene ere fortrinlige. 


Hvid Skallesluger, Mergus albellus, L. 


Syn. Mergus minutus, L. — Merqus glacialis, Briinn. — Merganser 
stellatus, Briss. — Mergellus albellus, Kaup. 


Dansk: Nonne, Hvidside, Hvidskrække. Norsk: Hvid Fiskeand. 
Svensk: Salskrake, Salknipa, Kamgiding. 


Artsm. Næb og Ben blyfarvede; Næbet meget kortere end Indertaaen ; 
Vingespeilet sort, med et smalt, hvidt Tværbaand over Midten 
og bagtil. 


Afbildn. Tab. L. — Suppl. Tab. 32. 1, Han i Sommerdragt. 2, Hun. 


Længde 16”. 

Iris perlefarvet. Kroppens Hovedfarve hvid; Baghovedet 
og Nakken have lange, smalle Fjer, som danne en afrundet 
Top; en stor, rundagtig, sortegrøn Plet bagved Næbroden 
og en lignende langagtig påa Siderne af Baghovedet; hele 
Ryggen, en Del af Vingen, et smalt, lige Tværbaand paa 
Siderne af Kroen og et bueformigt paa Siderne af Brystet 
sorte; Halen og dens øverste Dækfjer mørkt askegraa; Si- 
derne af Underkroppen fint -sortvatrede. Hunnen har kortere 
Hovedfjer; Hovedet ovenpaa og bagtil rustbrunt; ved Næb- 
roden sortagtigt; Overkroppen mørkt blaagraa; foran Speilet 
en stor, hvid Plet; Underkroppen hvid, Forbrystet graahvidt, 
Siderne mørkt askegraa. De Unge ligne Hunnen, men det 
Hvide er mindre rent; Pletten foran og bagved Øiet mangler, 
og Halen er ikke tilspidset. 


701 


Denne Årt har hjemme i det nordøstlige Europa, Sibe- 
rien og det vestlige Nordamerika; ved de. danske Kyster 
forekommer den sjeldnere om Vinteren end i April og Mai, 
f. Ex. ved Jyllandst Østkyst (Herredsfoged Gad) og i Sundet 
(Steenberg); Hage havde den fra Slesvig, Elben og Kieler- 
bugten. I Vinteren 1826 bleve mange «Nonner» sete, og 
en Del af dem skudte, paa Møen indtil lidt ind i Februar, 
da det blev Tøveir. Den dte Februar saae Hage endnu 4 
å 5 gl. Hanner. I Vinteren 1822—23 fik han 2 Exemplarer 
påa, Møen og saae hos en Vildthandler i Kjøbenhavn 5 
gamle Individer, der vare skudte i Øresund (Reinh.). I det 
zoolog. Museum er der opstillet 3 Hunner og 1 Han fra Holsten, 
en Hun fra Randersfjord (7de Dec. 1861), en Han fra Fre- 
deriksværk (20de Febr. 1870) og en Han fra Rugaard (Vin- 
teren 1871). Den 7de Marts 1875 iagttoges Han og Hun i 
en Vaage i Randers Fjord sammen med Fultgula marila og 
Glaucion clangula. Hannen blev skudt (Fencker). I Vinteren 
1854—55 saaes den jevnligt i de kjøbenhavnske Vildtkjældere; 
ligeledes i 1864—65, dog især unge Fugle. Nuværende 
Hofjægermester A. Brun skød den ved Gurrevang den 14de 
Februar 1845. I Januar 1850 fik Hr. Mourier Petersen en 
meget smuk gammel Han fra Sjælland (Bølling). Ifølge Med- 
delelse fra Provisor Baagø blev i Vinteren 1875—76 en Han 
og en Hun skudt ved Sveibæk pr. Silkeborg. I Slut- 
ningen af Februar fik daværende Stud. Carstensen en Hun 
fra Helsingør, og Bølling fik samtidigt Han og Hun fra 
Dragør; Mechlenburg erholdt den fra”Flensborg Fjord; Forf. 
fra Kolding og Veile Fjord og frå Filsøen. I Sorø Sø og de 
større nordsjællandske Søer indfinder den sig næsten hver 
Vinter. I Norge er den kun truffet i Landets sydlige Dele 
og kun om Vinteren; i Sverrig synes den at forekomme 
noget talrigere, men ligeledes udelukkende om Vinteren. 
Påa Færøerne, Island og i Grønland er den hidtil ikke be- 
mærket. 


ASE 


102 


Den skal forplante sig ved Bredden af Indsøer og lægger 
8—12 graahvide Æg. 
Æggets Længde og Brede: 
son n: WO;omTm: 


å3die Familie: Aarefodede, Steganopodes, Illig. 


Næbet langstrakt, middellangt eller meget langt, i 
Spidsen mere eller mindre nedbøiet, med skarpe Rande. 
Huden imellem Underkjæbegrenene og paa Struben er nøgen 
og danner en elastisk Svælgpose. 

Benene korte og tykke, med 4 Tæer, som alle ere 
forenede ved en Svømmehud. 

Vingerne have meget lange Armknokler, ere smalle og 
hos nogle meget lange; Halen bestaaer af 12, 14 eller 20 
stive Styrere; Fjerklædningen glat og haard, Halsen temmelig 
lang; Kroppen langstrakt. 

De fleste herhen hørende Arter ere store Fugle, som 
opholde sig paa Havet; dog leve ogsaa nogle, især i Yngle- 
tiden, paa Ferskvand. De nære sig af levende Fiske, hvoraf 
de behøve en stor Mængde. De ere dels fortrinlige Svømme- 
dykkere, dels Støddykkere. De bygge store, kunstløse Reder 
påa Træer og Klipper, påa store Dynger af Vandplanter 
eller paa småa Holme og lægge faa, forholdsvis smaa, lang- 
agtige, hvide og uplettede Æg, der mere eller mindre ere 
overtrukne af en blødere kalkagtig Skorpe; begge Magerne 
ruge afvexlende og bringe Føde i Svælget til Ungerne; disse 
forblive i Reden eller i Nærheden deraf, indtil de kunne 
flyve. 


Suleslægten, Sula, Briss. 


Næbet langt og stærkt, langstrakt, kegleformigt, ved 
Roden tykt, foran noget sammentrykt og bøiet, med skarpe, 


703 


indadbøiede og takkede Rande, kløftet forbi Øinene; Næse- 
borene i Næsefuren ved Næbroden smalle, næsten ukjende- 
lige. Huden omkring Øiet, påa Tøilen og Struben nøgen. 
Benene temmelig langt tilbage, meget korte og stærke, 
fjerdækkede til Hælen; Bagtaaen i samme Høide som de 
andre, indadstaaende; Kløerne smaa og hbutte, Mellemtaaens 
Klo saugtakket påa Inderkanten. Vingerne lange, smalle 
og spidse, med 36 stive Svingfjer; Hålen temmelig lang, 
kileformig, med 12 stive Styrere, hvoraf de 2 mellemste ere 
lange og tilspidsede. Hovedet stort, Halsen tyk. 

Sulerne ere Støddykkere ligesom Maagerne. De svæve 
ofte høit over Havet, nedstyrte sig med Pilens Fart, naar 
de opdage en Fisk, og tage denne endog temmelig dybt 
under Vandspeilet. De sidde med indtrukken Hals og hæn- 
gende korslagte Vinger, gaae slet og støtte sig paa Halen; 
deres Flugt er derimod skjøn, let og udholdende. De yngle 
selskabeligt paa Klipper i Havet og lægge kun 1 Æg. Som 
ægte Havfugle tabe de al Fatning, naar de fjernes fra Havet; 
de flyve sig da trætte og falde tilsidst udmattede til Jorden, 
hvor de uden Modstand lade sig gribe med Hænderne. 


Hvid Havsule, Sula bassana, (L.) 


Syn. Pelecanus bassanus, L. — Pelecanus maculatus, Gm. — Sula alba, 
Mey. & Wolf. — Dysporus bassanus, Illig. 


Dansk: Sule, Havsule, Jan van Gent, Tossefugl. Norsk: Sule, Sula 

(betyder i Fjeldegnene egenligt: Svale), Havsule. Svensk:… Hafsula, 

Sillebas, Bergshammar, Bergsmann, Spansk Måse. Færøisk: Sula (M. 

& H.), Ungen: Gråsula (H.). Islandsk: Sula, Hafsula. Grønlandsk: 
Kuksuk. 


Artsm. Haandsvingfjerene sorte med nedentil hvide Skafter; den nøgne 
Hud ved Øiet blegblaa; hele Kroppen forøvrigt hvid (gammel 
Fugl) eller mat sortebrun, bestrøet med smaa, trekantede, hvide 
Pletter (ung Fugl). 


Afbildn. Tab. LI, b. — Suppl. Tab. 34. 1, Overgangsdragt. 2, ung Fugl. 


704 


Længde 34—36”, 

Næbet blegblåat med hvidagtig Spids og Ryg; Huden 
paa Mundvigen og Struben sort; Hovedet og Nakken med 
stærkt okkergult Anstrøg; Iris gul; Benene hos de Unge 
blyfarvede, hos de Gamle sortegrønne. Hunnen er mindst. 

Ved vore Kyster forekommer den ikke sjeldent, især ved 
Vesterhavet og navnlig om Efteraaret og Vinteren. I 1821 
saae Faber flere Individer ved Læsø, Boie omtaler den 
som temmelig hyppig ved Amrom, og det zoologiske 
Museum i Kjøbenhavn fik for over et Decennium siden 
i Løbet af faa Aar tilsendt ikke færre end 6 Exemplarer 
fra Omegnen af Ribe, fra Skagen og fra Ringkjøbing. 
Forf. erholdt i Sept. 1854 en ung Fugl, der var bleven 
fanget levende af en Fisker i Klitterne paa Sylt. I Okt. 1859 
blev den skudt ved Sæby (Gad) og tilsendt Forf. Steenberg 
havde den fra Sundet; i 1802 blev Hovedet og Halsen af 
denne Fugl fundet paa Fanø (Teilmann); 1843 blev den 
levende grebet paa Løit Mark ved Aabenraa (Gammel- 
gaard). I Justitsraad Woåldikes Gaard i Brunsbuttel ned- 
styrtede i Vinteren 1821”), efter en heftig Nordveststorm, 
3 Havsuler, der lode sig tage med Hænderne, og efter den 
Tid fik Wøldike den flere Gange. Efter Naumann sees den 
oftere ved Elbmundingen, hvorhen den følger Sildene ”); 
den er fanget ved Flensborg den 7de November 1833, og 
ved Byen Torp, ikke langt derfra, den 24de November, samt 
ved Siversted den 9%de Oktober 1845; en gammel Hun blev 
i December 1811 fanget i Nærheden af Kiel (Boie). I Ok- 
tober 1863 blev ligeledes en gammel Hun, funden død i 
Nærheden af Kandestederne paa Veien fra Hjørring til Skagen. 


”) Angivelsen i «Danmarks Fugle» om, at det omtalte Tilfælde fandt 
Sted i Aaret 1818, er urigtig; thi da Wøldikes Samling kom hertil i 
1821, indeholdt den kun ét Expl. af denne Fugl, som allerede havde 
været i Samlingen, da denne i 1818 overlodes til Museet (Reinh.) 

"f) Hermed stemmer ogsaa en ældre Meddelelse fra afdøde Kammerherre 
Spåth om, at den ikke er sjelden ved Helgoland (Reinh.). 


705 


Den 16de Mai 1868 blev et Exemplar fanget i Hald Sø ved 
Viborg og bragt levende til Adj. Feddersen. Endvidere er 
den ifølge Forf.s Optegnelser fanget eller skudt ved Ods- 
herred Strand (Januar 1866), ved Ærø (Juni 1868), ved Hals 
i Limfjorden (samme Tid) og ved Skallerup Klit i Jylland 
(Vinteren 1857—58). Den 8de Oktob. 1869 saae Assessor 
Svendsen en Flok Suler paa omtrent 200 Stkr. ligge svøm- 
mende påa Skagens Rev. Han skød 4 af dem og sendte 
Fencker de to. I samme Maaned iagttog Fencker et gam- 
melt Individ imellem Sæby og Læsø. I Oktbr. 1874 saae 
Cand. mag. G. Winther 3 Exemplarer i Aarhus Bugt, efter 
at det den foregaaende Dag havde blæst en meget haard 
Storm af N. O.og N. I Nov. 1873 blev et gammelt Individ 
fanget af Fiskere i Viksø Bugten. Exemplaret blev tilsendt 
Apoth. Benzon fra Dr. Heiberg, der endvidere hår meddelt 
Udg., at et ungt Individ blev fanget ved Vestervig den 10de 
Okt. 1874. I Slutningen af Januar 1876 blev en gammel 
udfarvet Han fanget levende af en Dreng, som saae den sid- 
dende påa en Eng i Nærheden af Silkeborg (Baagø). Et 
lignende Tilfælde fandt Sted den iste Oktober 1867, da en 
gammel, helt udfarvet Hun fandtes sovende paa en Mark i 
Vendsyssel med Hovedet lagt ind under den ene Vinge; en 
Dreng, der bemærkede den, listede sig til, greb den og bragte 
den levende til Hofjægermester Skeel paa Birkelse, der sendte 
den til Fischer. "Henimod Slutningen af Sept. 1872 modtog 
Fischer et ungt Individ, der i forkommen Tilstand var fanget 
paa Holmslands Klit ved Ringkjøbing. I Norge træffes Sulen 
især under Sildefisket om Vinteren og Foraaret langs hele 
Vestkysten... Om Sommeren opholder den sig hist og her 
ved Kysten, dog kun enkeltvis og uden at yngle. Nord for 
Polarcirkelen forekommer den sparsommere paa Halvøen, og i 
Landets Indre træffes kun nu og da et forvildet Individ. I Sverrig 
var den tidligere almindeligere om Vinteren end nutildags, 
da den kun sjeldent indfinder sig ved Bohuslehns Kyst. Ved 
Østersøkysten træffes den aldrig. Paa Havet omkring Fær- 


706 


øerne er den almindelig, men den yngler kun påa Mygge- 
næsholmen og to nærliggende Klipper, hvor den bygger en 
meget fast Rede af de samme Materialier som «Ridens» 
(Rissa tridactyla). Paa Island er den især almindelig ved 
Øens sydlige Kyst, hvor den yngler påa de smaa Holme og 
Skær langt ude i Havet. I Grønland er den meget sjelden, 
og i Landets nordlige Del vides den ikke at være truffen. 

Dens høie, skjønne Flugt er ofte kredsende ligesom 
Storkenes; undertiden svæver den lavt hen over Bølgerne. 
Denne graadige Fugl udhviler sig svømmende paa Havet og 
sover da stundom saa haardt, at Skibene kunne seile den 
tæt forbi, uden at den vaagner. Dens Stemme er ravne- 
agtig. Fiske af indtil en Fods Længde nedsluger den uden 
Vanskelighed; dens Graadighed gaaer saavidt, at den under- 
tiden fylder Maven, Spiserøret og Svælgposen i den Grad, 
at den ikke kan lukke Næbet eller hæve sig op fra Vandet; 
men den fordøier ogsaa meget hurtigt, hvorfor den behøver 
rigelig Næring. Den yngler ofte i tusindvis paa isolerede 
Klipper og lægger kun ét blaahvidt Æg i en Rede af Tang 
OSL 

Æggets Længde og Brede: 

MS rer: 46.mm. 
85,5 » 31 » 


Skarvslægten, Graculus. 


Næbet middellangt, lige, Overnæbets Spids stærkt 
krogformigt nedbøiet over Undernæbets, næsten trindt, noget 
sammentrykt med indbøiede, skarpe Kande; Mundvigen 
meget dybt indskaaret bag Øiet, Gabet meget vidt; Hagen, 
Mundvigene, Øiekredsene og Tøilerne nøgne; Næseborene 
fint spalteformige, nærved Panden i en Sidefure, næsten 
usynlige. Benene korte og stærke, med lange Tæer og 
stillede langt tilbage; Ydertaaen længst, Bagtaaen kortest og 
fortil bøjet; Mellemtaaens Klo paa Siden kamformigt takket. 


707 


Vingerne med meget stive Fjerskafter; de inderste Sving- 
fjer næsten ligesåa lange som de yderste; iste Svingfjer 
altid kortere end 2Zden og 3die, af hvilke snart den ene, snart 
den anden er længst; Halen med 12 til 14 meget stive, 
haarde Skafter; Hovedet lille, Panden lav, Halsen lang. 

Skarverne håve nogen Lighed med Skroferne (Pu/finus) ; 
fra Sulerne afvige de bl. A. derved, at de ere Svømmedyk- 
kere, idet de med et Spring og med tilsluttede Vinger tvinge 
sig under Vandlinien og fange Fiskene, som ere deres 
eneste Næring. Deres Hovedopholdssted er Havet, men 
nogle opholde sig påa Ferskvand i Yngletiden, da de leve 
i Kolonier og bygge Reder paa Klipper og Skær eller paa 
Træer. Hunnen lægger 3—4 grøn- eller blaahvide Æg, 
bedækkede med en hvid, blødere Kalkskorpe. 


Kormoran-Skarv, Graculus carbo, (L.) 


”yn. Pelecanus carbo, IL. — Phalacrocorax carbo, Briss. — Halieus 
cormoranus, Naum. — Halieus carbo, Illig. — Cormoranus carbo, 
Temm. — Carbo cormoranus, Lac. 


Dansk: Skarv, Kormoran, Søravn, Aalekrage, Aaletyv. I det sydlige 

Fyen: «van Deurs's Fugle», siden de ynglede ved Nakkebølle. Norsk: 

Skarv, Kvitlaaring, Kvitlaarskarv. Svensk: Hafstjåder, Ålkrok, Ålkråka, 

Skarf, Storskarf.  Færøisk: Hiblingur (M.), Hiplingur (H.). Islandsk: 
Skarfr, Dilaskarfr. Grønlandsk: Okaitsok. 


Artsm. Næbet af Hovedets Længde, længere end Tarsen, ved Roden 
meget tykkere end mod den krogformige Spids; Halen med 14 
Styrere. 


Afbildn. Tab. L, (Carbo cormoranus). — Suppl. Tab. 32. 1, Hun. 
2, ung Fugl. 


Længde 28—36”. 

Næbet fra Mundvigen 3”, 10”, sort, paa Siderne graat, 
ved Hagen gulagtigt. Iris først brungraa, siden brungrøn, 
tilsidst grøn.  sSvælgposen og Øiekredsen nøgne, i den 
unge Alder svovlgule, senere mat pomerantsgule; Tøilen 


708 


tyndt besat med fine Fjer, først gulgrøn, siden graagrøn. 
Benene matsorte. Vinterdragt: Påa Baghovedet lange, bu- 
skede, smalle, paa Halsen enkelte adspredte, hvide Fjer; 
Struben og Hovedets Sider hvidbrogede; Ryggen, Skuldrene 
og Vingedækfjerene brungraa eller broncefarvede, med glind- 
sende, blaasorte Fjerkanter; paa Hofterne en stor, hvid, 
rund Plet; Bugsiden sort, silkeagtigt blaaglindsende; Halen 
og Svingfjerene matsorte. Hunnen af samme Farve og Teg- 
ning, men mindre.  Hannens Sommerdragt udmærker sig 
ved de kortere Nakkefjer og Mangelen af den hvide Hofte- 
plet. Den unge Fugl er ovenpaa sortebrun med liden eller 
ingen Glands; påa Hovedet staae enkelte, børsteagtige Fjer; 
Kinderne, Halssiderne, Struben, Bagbrystet, Bugen og Under- 
gumpen smudsighvide med mørkere Pletter; Struben og 
Forbrystet graabrune; Slagsiderne glindsende sorte; Sving- 
fjerene brunsorte med graa Kanter. 

Skarven ynglede tidligere i flere af vore Skove, især i 
Nærheden af Havet, f. Ex. ved Slien, Holdnæs, Skanderborg, 
påa Lolland og Falster, ved Nakkebølle i Fyen, ved Karre- 
bæksminde og Grevinge i Sjælland, men er nu, som en 
baade for Skovene og Fiskerierne høist skadelig Fugl, næ- 
sten overalt udryddet. Som en af dens faa nuværende 
Ynglepladser her i Landet kan nævnes Lundsgaards Skov 
ved Kjerteminde (Grill). Paa Vaarsø i Horsens Fjord har i 
mange Åar, siden 1823, en talrig Koloni ynglet tilligemed 
Heirer, hver i sin Afdeling af den lille, tildels ved disse 
Fugles ætsende Exkrementer ødelagte Skov; for en Del Aar 
siden blev en Ask omhugget, hvis Top bar ikke færre end 
45 Skarvreder. Øens Eier lader aarligt Ungerne bortskyde, 
men de Gamle indfinde sig desuagtet hvert -Foraar igjen 
imellem den 16de og 24de Marts og drage bort i Midten 
af August. I afdøde Kammerherre Paulsens efterladte No- 
titser findes anført, at der paa denne Ø i 1827 blev skudt 
BOM MERE SO0 TPE PRO ELSSORROOSE SS TES ES ERE 
120, 1833: 293, 1834: 850, 1835: 1330, 1836: 850,.1837: 


709 


1366, 1838: 750, 1839: 700, 1840: 600, 1841: 400, 1842: 
500, 1843: 718, 1844: 550, 1845: 500 Stkr. Ved Ise- 
fjorden har, ifølge Fischers Angivelse, Kormoranen havt en 
Yngleplads saalænge de Omboende kunne erindre, og trods 
alle Anstrængelser for at bortjage den, er dette dog kun 
tildels lykkedes for en Tid lang; den er stedse kommet 
tilbage igjen. Ved Bognæs, hvor et stort Antal havde nedsat 
sig, lykkedes det at bortjage dem i 1860, men to Aar se- 
nere indfandt de sig igjen, skjøndt i mindre Antal, og byg- 
gede sammen med en Del Heirer. Ved Udryddelsen i 1860 
dræbtes 597 Par, og i ét Træ fandtes ikke mindre end 42 
Reder. Apoth. Steenberg har i sin Tid meddelt Forf., at 
en Kormoran den 27. Febr. 1827 tog Plads paa den høieste 
Taarnspids af Kronborg Slot, hvorfra den forjagede alle Al- 
liker, og hvor den i et Tidsrum af 14 Dage udhvilede sig 
efter sin Fiskefangst og holdt Nattero, indtil den endeligt 
forsvandt, og de husvilde Alliker glade vendte tilbage. Et 
lignende Tilfælde indtraf i Ribe ved Juletid 1854, idet en 
Kormoran i flere Døgn havde taget Plads paa Domkirkens 
øverste Tinde, indtil den under Stormen 2den Juledags 
Aften blev nedhvirvlet fra sit høje Sæde og greben. Ifølge 
Angivelse af Hr. Gersdorff til Boltinggaard har for en 
Del Aar siden en Kormoran-Koloni etableret sig ved Hessel- 
agergaard i Fyen. 1 Mai 1846 indfandt en Kormoran sig i 
en Dam i Byen Aidrup ved Kolding, hvor den i Løbet af 
et Par Dage ikke blot rensede Dammen for Fisk, men ogsåaåa 
slugte en Mængde smaa Ællinger, hvilket havde til Følge, 
at den blev skudt. I Norge er den almindelig langs Kysten 
fra Hvaløerne og til den russiske Grændse, men yngler kun 
i større Antal Nord for Stavanger. De største Kolonier 
findes paa Fuglebjergene i Lofotens og Østfinmarkens Skær- 
gaarde, hvor den overvintrer.  Foraar og Efteraar træffes 
den ofte ved de sydlige Fjorde, og i Landets Indre ere ikke 
faa Individer skudte ved de ferske Vande. I Sverrig træffes 
den især om Efteraaret og Vinteren ved Bohuslehns Kyst, 


710 


og en mindre Varietet (Phalacrocoraw carbo medwus, Nilss.) 
yngler i den østlige Skærgaard. Paa Færøerne opholder 
den sig hele Aaret rundt og yngler paa de utilgængelige 
Klipper. Paa Island er den mindre hyppig end følgende 
Årt og yngler kun ved Øens Nordkyst, hvorfra den om 
Vinteren drager til de sydligere Dele. I Nordgrønland er 
den almindelig, men synes ikke at yngle Syd for Godthaabs 
Fjord. I Sydgrønland træffes den almindeligt om Vinteren. 
Ofte seer man den i lodret Stilling udhvile sig påa de 
over Havfladen fremragende Stene og Pæle ved Kysterne. 
Den er sky og vanskelig at komme påa Skud; igjennem 
Reden skydes Hunnen med Kugle; thi Reden er såa dyb 
og fast bygget af Grene og Kviste, at selv de største Hagel 
ikke kunne gjennemtrænge den. De 3—4 aflange, blaahvide 
Æg ruges i 4 Uger. 
Æggets Længde og Brede: 
TON ke Danmark, 
indtil 70 » ål. » (nordligere Egne). 
I de nordlige Lande bygger den paa Klipper. 


Topskarv, Graculus cristatus, (Gunn,) 


Syn. Pelecanus graculus, L. — Pelec. cristatus, Fabr. — Carbo gra- 
culus, Mey. d Wolf. — Phalacrocorax graculus, Keys. & Blas. — 
Phalacrocorax minor, Briss — Halieus graculus, Illig. 


Dansk: Topskarv. Norsk: Topskarv. Svensk: Kråkskarf. Færøisk: 
Skarvur (M. & H.). Islandsk: Skarfr, Toppskarfr. 


Artsm.  Næbet længere end Hovedet, ud imod Krogspidsen kun lidt tyn- 
dere end ved Roden; Kappefjerene have afrundede Ender med 
en-lille Spids; Halen 12 Styrere, dobbelt saa lange som Næbet. 


Afbildn. Tab. L. (Carbo graculus). — Suppl. Tab. 32 (Carbo cristatus). 
Hun og ung Fugl. 
Længde indtil 26”. ' 
Iris først bruu, siden lysegrøn; Benene sorte. Hoved- 


711 


farven sort, silkeagtigt grønglindsende; Kappen med bronce- 
farvet Glands og sorte Fjerkanter; den gamle Han med en 
høi, opådbøiet Top. Vingerne og Halen mat sorte. I Som- 
merdragten mangler Toppen hos Hannen; Hunnen er mindre, 
og den unge Fugl er brun foroven, med hvidagtig Bugside. 

Denne mindre Art er udbredt over Europas nordlige 
Kystegne. I Norge yngler den i stort Antal langs Vest- 
kysten, især Nord for Polarcirkelen, men træffes aldrig i 
Landets Indre og kun sjeldent dybt inde i Fjordene. Ved 
Sverrigs Kyster forekommer den ikke. Paa Færøerne, hvor 
den tidligere var meget talrig, er dens Antal i de senere 
Aar betydeligt formindsket som Følge af de ivrige Efter- 
stræbelser. Paa Island er den temmelig almindelig, navnlig 
ved Øens sydlige og vestlige Kyst. I Grønland er den der- 
imod ikke bemærket. 

De 3—4 hvidgrønne Æg ere mindre end Kormoranens 
og lægges undertiden allerede i Februar Maaned. Yngletiden 
synes forøvrigt at have meget vide Grændser; saaledes fandt 
Sysselmand Muller dens Æg paa Hetland i Midten af Juli 
Maaned. 

Æggets Længde og Brede: 

DD some: 
67 » 38 ”» 

Den er skudt ved Flensborg og Frederiksstad (Mech- 
lenburg) og efter Naumann flere Gange ved Elbmundingen. 
I Februar 1823 skød Wøldike en Han ved Brunsbuttel”) 
(cfr. Tidsskr. for Naturvid. 3. B. S. 63). I Brunnichs Tid 
forekom den paa Christiansø. Ifølge Prof. Reinhardts Op- 
tegnelser blev der i Pastor Landts Tid påa Færøerne fanget 
to aldeles renhvide Exemplarer af denne Fugl. De bleve af. 
Landt skjænkede til Naturhistorie-Selskabet (cfr. Tidsskr. for 
Naturvid. 3. Bd. S. 62) og gik med dettes øvrige Samlinger 


7) En Skarv, som Wøldike skød i Vinteren 1825—26, og som han 
antog for at tilhøre denne Art, havde 15 Styrere (Rh.). 


nd? 


over til det Kgl. naturhist. Museum. Her fandtes de endnu 
i Sommeren 1845. Tre Aar senere, da Prof. Reinhardt kom 
hjem fra Galathea-Expeditionen, fandtes disse to interessante 
Stykker ikke mere i Samlingen. 

Dens Kjød skal være velsmagende og — navnlig de 
Unges — have Lighed med Haresteg. 


Pelikanslægten, Pelecanus, L. 


Næbet overordenligt stort og langt, lige, fladt og bredt. 
Overnæbet ender med en stærk, sammentrykt Krog. Under- 
næbets Grene støde først sammen helt ude ved Spidsen og 
danne Rammen for en slap, nøgen, sækformigt nedhæn- 
gende Hud. Ansigtet og Struben nøgne; Næseborene nær 
ved Panden spalteformige. Benene som hos Skarverne, 
men højere, og Mellemtaaens Klo ikke saugformig takket. 
Vingerne middellange, med korte, stærke Svingfjer og 
med saa lange Armknokler, at naar de ere sammenlagte, 
naae de bageste Svingfjer til Spidsen af den” 2den Haand- 
svingfjer, der er længere end den i1ste og alle de andre. 
Halen kort, bred, afrundet, med 20—24 Styrere. 

Pelikanerne, som høre til de største Svømmefugle, leve 
påa større Floder, Søer og paa Havet; de fange, ligesom 
Skarverne, ved Svømning og Dykning en stor Mængde Fiske, 
som foreløbigt opbevares i den elastiske Svælgpose. De 
flyve temmelig godt, gaae med halvt opreist Krop og vidt 
adskilte Fødder, kunne, ligesom Skarverne, sidde påa Træer, 
fælde kun én Gang om Aaret, men bruge lang Tid for at 
omskifte Ungedragten med den udfarvede. De lægge 2 til 
4 Æg i Nærheden af Vandet imellem høie Væxter og til- 
høre de varmere Egne af Jordkloden. 


713 


Almindelig Pelikan, Pelecanus onocrofalus, L. 


Artsm. Kroppens Farve hvid med rosenfarvet Skjær. (Ung Fugl: brun 
og hvidgraa); Benene kjødfarvede.  Hovedets Fjerklædning 
naaer blot i en Spids ned imod Næbryggen, og paa Siderne 
ikke til Mundvigene, såa at Tøilen og Øieegnen ere nøgne. 
Tarsen neppe såa lang som Bagtaaen; Issen og Nakken kort- 
fjerede, i den højere Alder prydede med en hængende Busk af 
smalle, flagrende Fjer. Halen har 20 Styrere. 


Afbildn. Tab. LV. (Supplementtavle). 

Længde 5—6 Fod, omtrent af Størrelse som en Svane. 

Iris høirød. Det blaalige Overnæb i Midten gulagtigt, 
paa Randen rødagtigt, Neglen rød; Undernæbet paa Siderne 
blaaligt, langs med den store Svælgpose lysegult; det nøgne 
Ansigt samt Øiekredsen hvide; Svælgposen lysegul, Benene 
kjødfarvede; de store Svingfjer og Vingedækfjerene sorte, de 
mellemste Svingfjer askegraa med sort Inderfane og bred, 
hvid Kant; de bageste Svingfjer og deres store Dækfjer 
samt de længste Skulderfjer hvide med smalle, sorte Kanter. 
Hele Fuglen forøvrigt rosenrød, om Sommeren hvid med 
rosenrødt Skjær. Hos den unge Fugl, der først efter flere 
Aars Forløb erholder den rene, udfarvede Dragt, er Næbet, 
Svælgposen og Ansigtet smudsiggule, Iris brun, Hovedet og 
Baghalsen hvidgraa, den øvrige Krop, især Forryggen, 
meget mørkegråa med lysere Fjerrande. 

Denne store Fugl lever i det sydøstlige Europa og i 
det vestlige Mellemasien, hvor den yngler ved det kaspiske 
Hav og Søerne i det store Tartari; om Vinteren besøger 
den de store Indsøer i det sydlige Asien og Afrika, under- 
tiden Ungarn, Italien og Tyrkiet, men høist sjeldent forflyver 
den sig nordligere. Lærer Bendsen påa Ærø har meddelt 
Forf., at den i Vinteren 1821—22, da Vandet endnu var 
aabent, blev skudt i Borgsøen ved Tranekjær Slot paa Lange- 
land af Dr. Wengels Søn.”) I Forf.s efterladte Notitser an- 
gives den endvidere som skudt ved Ravsted i Slesvig i 


") Udg. kan selvfølgelig ikke indestaae for, at det har været denne Art. 
Om det paagjældende Individ endnu existerer, er ham ubekjendt. 


714 


Sommeren 1857. Ifølge «Provinzialberichte fur Schleswig 
u. Holstein», Jahrg. 1798, H. 1, er den skudt ved Frede- 
riksstad og efter Rohweders Angivelse én Gang paa Føhr 
og to Gange ved Widau. Den 8de Juni 1850 blev en gammel 
Han skudt paa Indsøen Råmen i Dalarne, og i Finland blev 
ligeledes en Han skudt i Foraaret 1839. 

Den lader sig let tæmme, men er i vild Tilstand yderst 
sky og forsigtig, hvorfor den ogsaa gjerne vælger smaa, 
ensomme Øer til Yngleplads. De 2—3, sjeldent 4 Æg ere 
hvide og ikke meget større end et almindeligt Gaaseæg. 

Æggets Længde og Brede: 

(DESI SODE 
96,5 » 59,5 » 


4de Familie: Gumpfodede, Pygopodes, Tllig. 


Næbet middellangt eller kort, mere eller mindre sam- 
mentrykt og haardt, spidst, lige, med bøiet eller lige Spids. 

Benene langt tilbage, ved Siderne af Gumpen; Tarsen 
sammentrykt, kortere end Mellemtaaen; Fortæerne långe, 
forsynede med hel eller lappet Svømmehud; Bagtaaen fri, 
med eller uden Hudlap. 

Vingerne korte og smalle, tilspidsede eller afrundede; 
Halen meget kort med 12—20 Styrere eller kun med en 
kort Fjerbusk. 

De fælde to Gange om Aaret, have en fra Sommer- 
dragten forskjellig Vinterdragt, og de Unge ere de Gamle 
meget ulige. Alle ere udmærkede Svømmedykkere og hente 
deres Næring i Vandet. Deres Gang er, formedelst Benenes 
Stilling, højst daarlig; de fleste berøre Jorden med Tarsen, 
og de staae aldeles opret. Naar de dykke, bruge de enten 
baade Vinger og Ben, eller blot de sidste under Vandet, og 
skyde sig saaledes frem med forbausende Hurtighed. Deres 
Næring bestaaer af Fiske og andre Sødyr; nogle fortære 
ogsaa Vandplanter. Hunnen er mindre, men ligner ellers 


715 


Hannen. Med Undtagelse af den første Slægt lægge de 
meget faa Æg. 


iIste Gruppe: Lommer, Colymbidae, Leach. 


De have en meget langstrakt Krop og sammentrykte 
Tarser. Deres Gang er slet; de klattre ikke påa Klip- 
perne og Skærene, men svømme godt og dykke med 
stor Færdighed uden at bevæge de tilsluttede Vinger, blot 
ved Hjælp af Fødderne. I Yngletiden leve de alle ved 
Ferskvand. 


Lappedykkerslægten, Podiceps, Lath. 


Næbet middellangt, lige, langstrakt, kegleformigt, sam- 
mentrykt, med skarpe Rande; Overnæbets Spids lidt ned- 
bøiet, Undernæbets fortil med en 'svag Vinkelbøining; Næse- 
borene aflange, gjennemsigtige, ved Siderne af Næbroden; 
Tøilerne nøgne. Benene store, langt tilbage, Tarsen meget 
sammentrykt, bagtil i tvende Rader saugtandet; Fortæerne 
lange og flade, ved Roden forenede ved, udad kantede med en 
bred, helrandet Hud; Bagtaaen paa den indre Side af Tar- 
sen, forsynet med Hudlap; Kløerne flade. Vingerne korte 
og smalle, 1ste og 2den Svingfjer omtrent lige lange og 
længere end de øvrige. Halen meget kort, bestaaer kun af 
en haaragtig Fjerdusk.  Fjerklædningen påa Underkroppen 
tæt, blød og silkeagtigt glindsende. 

De herhen hørende Arter leve og bygge ved Ferskvand, 
men i Træktiderne træffes de undertiden ved Havkysterne, 
navnlig i Bugter og Fjorde. De svømme, baade paa og 
under Vandet, med utrolig Hurtighed. Deres Næring be- 
staaer af Fiske, Insekter og Vandplanter, som de for største 
Delen forskaffe sig ved Dykning. De bygge flydende Reder, 
som blot ere fastheftede til Rør, Siv og andre Planter, og 
lægge 3—6 aflange, smudsighvide, mod begge Ender til- 

46 


716 


spidsede Æg. Naar de mærke Fare eller forfølges, trykke 
de sig ned i Vandet, saa at man ikke ser andet end den 
smalle Hals, eller ogsaa dykke de under, undertiden endog 
med de smaa Unger under Vingerne (Brehm), og komme 
op igjen langt borte; de ere derfor ogsaa vanskelige at 
skyde. Begge Kjøn ruge; saasnart Ungerne komme ud af 
Æggene, føres de af Forældrene med ud paa Vandet. 


Toppet Lappedykker, Podiceps cristatus, (L.) 


Syn. Colymbus cristatus, L. — Colymbus cornutus, Brissst — Colymbus 
urimnmator, Gm. (Ung.) 


Dansk: Høidykker, Bundløber, toppet Silkeand, Topdykker, toppet Hav- 
skjær, Høiand (Thy) Norsk: Toplom, hvidstrubet Toplom. Svensk: 
Dopping, Hvitstrupig Dopping, Tofslom, Silkesand. 


Artsm. Næbet fra Mundvigen længere end Hovedet; Strubeegnen og den 
forreste Vingerand hvide; hos de Gamle en bred, rødbrun, sort- 
kantet Halskrave. 


Afbildn. Tab. XXXIX. — Suppl. Tab. 19. 1, Han i Vinterdragt. 
2, ung Fugl. 


Længde indtil 20”. 

Næbet rødagtigt med brun Ryg og hvidagtig Spids. 
Iris karmoisinrød; Tøilen rød; Benene udvendigt sortebrune, 
indvendigt hvidagtige med mørke Pletter paa Ledene; paa 
Nakken en sort, dobbelt Fjertop, derunder den yp- 
pige, skjønne Halskrave, som snart ligger fladt nedtrykt, 
snart, især naar Fuglen er i Affekt, udbreder sig krands- 
formigt; Hagen, Kinderne og Øienbrynene graåaahvide; Hals- 
ryggen og Overkroppen sortebrune, paa Nakken med rust- 
rød Bund, paa Kappen med lysere Fjerkanter. Underkroppen 
silkeagtigt hvid; Siderne og Bugen rustbrune, blandede med 
Mørkebrunt. De 12 yderste Svingfjer brune, med hvide 
Spidser påa de 5—6 inderste; de følgende to hvide med 
brun Rand paa Skaftet, de øvrige renhvide.  Vinterdragt: 
Næbet rødgraat, Fjerbusken og Kraven kortere; hele Over- 


- 


717 


kroppen sortebrun med graa Fjerkanter; Kraven lys, med 
smal, sort Indfatning; Kropsiderne mangle det Rustrøde. 
Ung Fugl: Rygsiden sortgraa, ever Hovedet og Halsryggen 
en smal Stribe af samme Farve; det Øvrige af Hovedet og 
Halsen samt Underkroppen hvide; fra Næbet og Øiet løbe 
nogle smalle, sorte Striber ned paa Halsen. Mod Efteraaret 
tabe disse Striber sig; Hovedet bliver sort ovenpaa og er- 
holder allerede en kort Top; den graa Rygfarve bliver 
brun. 

Denne største Lappedykker-Årt yngler i flere Søer her 
i Landet, f. Ex. i Furesøen, i Salting-, Hul- og Mossøen, 
Nonnemølle Sø ved Viborg, Skanderborg Sø, Lægind-Sø paa 
Mors; ifølge Dr. P. Heibergs Angivelse yngler den ligéledes 
i Sperring Sø, Gyrup Sø og Hjardemaal Klit, hvorimod 
hverken denne eller nogen af vore andre Podiceps-ÅArter 
vides at være truffen i Vendsyssel, hvilket dog sandsynligvis 
maa betragtes som en Tilfældighed. I Slesvig yngler den i 
Oversø, Kliplev, Nyhus (Mechlenb.); Braballing Sø paa Als 
(Gammelgaard); i Holsten i Pløner- og Vesten-Søen (Boie) 
0. s. v. Den ankommer i April og forlader os i sidste 
Halvdel af September eller i Begyndelsen af Oktober, dog 
træffes de unge Fugle ofte langt hen paa Efteraaret og i 
Begyndelsen af Vinteren i Havbugterne og Fjordene. I Norge 
yngler den hist og her ved Ferskvandene i Landets sydlige 
indre Dele; ved Kysten forekommer den sparsomt og for- 
trinsvis paa Trækket eller om Vinteren. I Sverrig er den 
almindeligst i de sydlige Provindser, hvor den yngler og 
undertiden overvintrer. Paa Færøerne blev en ung Fugl af 
denne Art skudt i 1863 (Reinh.), men hverken paa Island 
eller i Grønland er den bemærket. Hvor dens Fred engang 
er forstyrret, er den meget sky og forsigtig; den er ufor- 
dragelig mod andre Fugle, men træffes dog undertiden yng- 
lende Side om Side med Vandhøns, Hætter, Maager 0. s. v. 
Dens vidtlydende Skrig er kraftigt og dybt eller et høiere 
Parringsraab. Næringen bestaaer af Vandinsekter, Larver, 

AGE 


718 


Fiske og småa Frøer… I Mai bygger den sin store, svøm- 
mende, ved Rørenes Udkant befæstede Rede, der omtrent 
er 197 bred og 6” høj, og som indeholder 3—4 aflange, 
smudsighvide Æg, som ruges i 3 Uger. 

Æggets Længde og Brede: 

Do mt S4 mm. 
57 » 37 »”» 

Baade Han og Hun elske deres Yngel høit; Moderen 
tager i Nødsfald de ved hendes Side svømmende Unger paa 
Ryggen og forsvarer dem imod Rovfugle og andre Fjender. 
Kjødet smager ilde og trannet; Brysthuden med Fjerene af- 
giver et yndet Peltsværk til Muffer og Kantninger. 


Rødhalset Lappedykker, Podiceps grisegena, Bodd. 


Syn. Podiceps rubricollis, Lath. — Colymbus subcristatus, Gm. — Co- 
lympus cucullatus, Pall. — Col. nævius, Pall. — Col. parotis 
Sparrm. 


Dansk: Rødhalset Silkeand, Skrigand. Norsk: Graastrubet Toplom, 
Svensk: Graastrupig Dopping. 


Artsm. Næbet fra Mundvigen af Hovedets Længde, sort, ved Roden 
gult; den tvedelte Top og Krave kort og afrundet, Halsen rød- 
brun eller rødgraa; Struben (i Sommerdragten). askegraa. 


Afbildn. Tab. XXXIX (P. rubricollis). — Suppl. Tab. 19, ung Fugl. 


Længde i6—17”, Hunnen noget mindre. 

Iris gulrød; Benene udvendigt sortebrune, indvendigt 
graagule; Hovedets Overside, Toppen og en Stribe paa Bag- 
halsen sorte, den øvrige Overkrop sortebrun med hvidt 
Speil. Hagen og Kraven askegraa, Forhalsen og Forbrystet 
rustrøde, den øvrige Krop sølvhvid med brune Pletter paa 
Siderne; de 14 forreste Svingfjer brune, den 15de brun 
med en hvid Plet, de følgende hvide. Hos den.unge Fugl 
mangler Top og Kravé; Hovedets Sider ere nedentil hvide 
med brune Længdestriber; Struben hvid; Halsen fortil mat 


4.9 


rustbrun; Brystet og Bugen smudsighvide. I Vinterdragten 
mangler Toppen og Kraven ogsaa næsten ganske hos de Gamle; 
Struben og Halsen ere gråa med enkelte rustbrune Fjer. 

Denne Årt er den hertillands almindeligste af Slægten; 
den yngler f. Ex. paa Møen (E. Hage), i Roeskildeegnen 
(Dahl), ved Helsingør (Steenberg), i Furesøen (Udg.), ved 
Østrupgaard pr. Odense (Grill), Utterslevmose (Fencker og 
Benzon). Forfatteren traf den ynglende paa flere Søer i 
Jylland”) og Fyen; Melchior fandt dens Rede ved Gammelsø 
i Sjælland, i Juli 1821, med 4 Æg; Faber anfører den som 
ynglende påa Samsø og i det nordlige Sjælland. I Norges 
sydlige Stifter er den ikke sjelden, og den yngler sandsyn- 
ligvis hist og her i denne Del af Landet. I Sverrig fore- 
kommer den ligeledes kun i de sydlige Provindser, hvor 
den dog ikke yngler i stort Antal. I vore nordlige Bilande 
er den ikke bemærket. 

Den er ikke saa sky som forrige og derfor lettere at 
skyde. Da dens Had til andre Fugle i Nærheden af Reden 
ogsaa udstrækker sig til de tamme Ænder, og den endog 
undertiden dræber de smaa Ællinger, ligesom den ogsaa 
fortærer en stor Mængde Fiske i Dammene og Søerne, 
bliver den efterstræbt og udryddet som en skadelig Fugl. 

Æggets Længde og Brede: 

Ænn: ran: 
55 » 34» 
Den yngler i Midten af Mai. 


Hornet Lappedykker, Podiceps cornutus, Lath. 


Syn. Colymbus -auritus, L. (p.p.) — Podiceps areticus, Boie. — Podiceps 
auritus, Sundew. 


Dansk: Lapfod, Dyhøne (Thy), Søhøne? (Bornholm). Norsk: Sortkravet 
Toplom. Svensk: Svarthufvad Dopping. Færøisk: Sevondt (H.). 
Islandsk: Sefånd, Fléaskitr — Flørgodi, Fléra (Hunnen?) 


”) i Thy synes den ikke at yngle (Heiberg). 


720 


Artsm. Næbet temmelig stærkt, sort, i Spidsen hvidgult. Gammel Fugl: 
med en rustrød Stribe igjennem Øiet; en derfra udgaaende 
rustrød Top påa hver Side af Nakken, og sort Krave. Ung: 
glathovedet; Hovedsiderne gulhvide, uden Rustrødt paa Tin- 
dingerne. 


Afbildn. Tab. XXXIX (Pod. cornutus é arcticus). — Suppl. Tab. 19. 
1, Vinterdragt. 2, ung Fugl. 


Længde 14”. 

Iris og Tøilen karminrøde; Benene udvendigt mørke, 
indvendigt graagrønne; Kanterne, Tåaaryggen og Svømme- 
lapperne blåagraa. Den gamle, udfarvede Fugl udmærker 
sig om Foraaret ogsaa ved den smukke kastaniebrune Farve 
foran påa Halsen, samt paa Siderne af Kroen, Brystet og 
Bugen, hvor den dog ofte er blandet med Sortebrunt; Ho- 
vedet ovenpaa sortglindsende; Kappen og Halsryggen sorte- 
brune med lysere Fjerkanter; Underkroppen silkeglindsende 
hvid. De 10 første Svingfjer aldeles brune, den 13de med 
en lysere Plet ved Enden; de 10—11 Armsvingfjer, som 
danne Speilet, hvide. I Vinterdragten ere Fjertoppene og 
Kraven meget kortere; Næbet blaagraat, paa Ryggen mør- 
kere; bag Øiet en utydelig, rustrød Stribe; den øvrige Over- 
krop sortebrun, hele Underkroppen glindsende sølvhvid, 
med graat AÅnstrøg paa Halsen. Den unge Fugl om Efter- 
aaret skjelnes fra de Gamle i Vinterdragt ved, at den 
har mere Gråat paa Hovedet og Overkroppen, ved den 
neppe antydede Nakketop og Krave samt ved, at Hovedets 
Sider og Forhalsen ere rent hvide og blot Struben noget 
graablandet. 

Denne Arts Sommerhjem er det nordlige Europa og 
det østlige Nordamerika; om Efteraaret og Foraaret træffes 
den ved vore Kyster og i vore større Ferskvande. Kun 
faa Individer blive her Sommeren over; ifølge Steenstrups 
Meddelelse i et Brev til afd. Prof. Reinhardt fandtes dens Rede 
den 3die Juli 1834 ved Nors- og Nebel Søer i Thy. Forf. 
fik Han og Hun fra en lille Sø paa Mors, hvor den efter 


[72 


Distriktslæge Nyrops Meddelelse havde ynglet i over 10 
Aar. I Norge er denne Årt den almindeligst forekommende 
Lappedykker og træffes navnlig ynglende i Landets nordlige 
Dele; i de sydlige Stifter er den kun undtagelsesvis be- 
mærket. I Sverrig er den sjelden, men angives dog som 
ynglende ved Gøteborg. Paa Færøerne forekommer den hyp- 
pigt paa Trækket fra Island, men er hidtil ikke funden yng- 
lende. I den sydlige Del af Island forekommer den tem- 
melig hyppigt ynglende, sjeldnere derimod påa Nordlandet, 
I Grønland synes den kun at forekomme påa Trækket. 
Dens Næring bestaaer fornemmelig af Vandplanter. I 
en Rede blandt Rør og Siv lægger den 4—5 aflange, smud- 
sighvide Æg. 
Æggets Længde og Brede: 
44mm. VD 
50 » 32 » 
Den dykker mindre end de foregaaående, bliver ikke saa 
længe under Vandet og flyver hellere; den er selskabelig 
og samles ofte i smaa Flokke. 


Øret Lappedykker, Podiceps nigricollis, Sundev. 
Syn. Podiceps auritus, Lath. 


Dansk: Øret Lappedykker: Norsk: Sorthalset Toplom. Svensk: Svart- 
halsad Dopping. 


Artsm.  Næbet helt sort, kortere end Hovedet, mod Spidsen lidt opad- 
bøjet; Halsen (hos de Gamle) sort; Speilet og nogle af de 
bageste Haandsvingfjer paa Inderfanen hvide. 


Afbildn. Tab. XXXIX (Podic. auritus). — Suppl. Tab. 19. Vinterdragt. 


Længde 12”, 

Iris høirød; Tøilen rødagtigsort; Benene udvendigt 
brunagtige, indvendigt blygraa; Hovedet med en kort, flad 
Fjertop og en lille Krave; bag Øiet og Øret nogle mørkt 
rustrøde og rustgule, tynde, langstraalede Fjer, Hovedet 


f22 


forøvrigt sort; hele Overkroppen og Halsen sort med svag 
Glands; Underkroppen silkeglindsende hvid; paa Siderne 
rustbrunrødt, blandet med Graat. De unge Fugle og de 
Gamle i Vinterdragt ligne foregaaende Årt, men skjelnes 
dog'let ved den ringere Størrelse, Næbets afvigende Form 
og det Hvide paa de bageste Haandsvingfjer. 

Denne Art begynder først ret at have hjemme, hvor 
den foregaaende har sin sydlige Sommergrændse. Ifølge 
Widemann : Zool. Mag. Pag. 120, B.I., A.L, er den hyppig 
i Hertugdømmerne, hvor den yngler i de med Rør tæt be- 
voxede Søer og Damme. I det egenlige Danmark vides den 
ikke med Sikkerhed at være truffen, men Boie angiver at 
have fundet den ynglende i Jylland (Isis 1822, IT., 871); 
Mechlenburg fik den fra «Batteriet» ved Flensborg i Mai; 
E. Hage i Kielerbugten. I Norge er den saavidt vides kun 
skudt én Gang (i Vinteren 1863—64 paa Fjorden udenfor 
Tvedestrand), men i det sydlige Sverrig træffes den nu og 
da, om end sjeldent. I de nordlige Bilande forekommer 
den ikke. 

Den skal være mere sky end de andre Lappedykkere, 
som den forøvrigt ligner i Levemaade o. s. v. De 3—5 
hvidagtige Æg ere noget mindre end forriges. 

Æggets Længde og Brede: 

ANE mn: 30 mn: 
47 » BARS 


Lille Lappedykker, Pediceps minor, &m. 


Syn. Colymbus minor, Gm.— Colymbus fluviatilis, Briss. — Sylbeocyclus 
minor, Bonap. 


Dansk: Dværgsilkeand, Dværglappedykker, Lapfod, Engle. Norsk: 
Liden Toplom. Svensk: Smådopping. 


Artsm. Næbet kort (8å9'”), tykt, lige og sammentrykt; ingen Nakketop 
eller Halskrave, intet Speil; blot Inderfanerne påa Armsving- 
fjerene hvide. 


723 


Afbildn. Tab. XXXIX. — Suppl. Tab. 19. 1, Vinterdragt. 
2, ung Fugl. 

Længde 9—10”. 

Næbet sort, Mundvigene graagule; Iris mørkt brunrød, 
hos de Unge rødbrun; Tøilen sortagtig, først grøngraa; 
Hovedets Overside, Ansigtet, Nakken og Struben sorte med 
grønagtig Silkeglands; Hovedets Sider og Forhalsen brun- 
røde, Baghalsen samt Siderne og Brystet sortegraåa med 
sølvlignende Fjerkanter; Siderne af Bugen sortegraa med 
rustgul Blanding, Midten af Brystet sølvgraa, Overkroppen 
sortagtigt glindsende; Svingfjerene graabrune, de mellemste 
véd Roden og paa Inderfanen hvide. Hos den unge Fugl i 
første Efteraar har Hovedet og Halsryggen endnu Kappens 
graabrune Farve; Hovedets Sider, Forhalsen, Brystet og Krop- 
siderne ere blegt rustgraa, Brystet og Bugen sølvhvide. De 
Gamles Vinterdragt er mindre forskjellig fra Ungernes: Ho- 
vedet og Halsen oventil samt Ryg og Vinger sortebrune 
med mørkere Fjermidte; Hågen hvid, Hovedets Sider og 
Struben mat rustbrune, Brystet og Bugen sølvhvide med 
brungraa Blanding. Hunnen har ikke saa mørke Farver og 
et mindre tykt Hoved. 

Som Trækfugl kommer den her til Landet i April og 
forlader os dels i September, dels meget sent hen paa Åaret. 
Dværglappedykkeren er ikke synderlig sjelden her i Dan- 
mark, navnlig om Efteraaret; undertiden forblive enkelte 
Individer her i milde Vintere. Den forekommer da endog 
undertiden i mindre Damme i Byerne. I Febr. 1853 blev 
en gl. Hun fanget påa Gaardspladsen i Gl. Kjøgegaard. Den 
yngler i Nors-Sø og Sperring-Sø (Heiberg). I Norge yngler 
den hist og her i Landets Indre, men kun sparsomt; om 
Efteraaret og Vinteren træffes den nu og da ved den syd- 
lige og vestlige Kyst, hvor den ogsaa er funden ynglende 
ved Bergen. I Sverrig er den temmelig sjelden, men yngler 
dog enkelte Steder i de sydlige og mellemste Provindser. 


724 


Paa Færøerne vides den kun åt være skudt én Gang (Nov. 
1845), og paa Island og i Grønland er den ikke truffen. 
Den lever, ligesom sine Slægtninge paa Søer, Rør- 
damme og i Moser, er meget sky og en udmærket Dykker, 
som kan holde sig flere Minuter under Vandet og undertiden 
kommer op i en Afstand af indtil 200 Skridt fra det Sted, 
hvor den forsvandt. Den flyver kun lidt og ugjerne, og 
ved Reden hører man dens lydelige, pibende Stemme. Næ- 
ringen bestaaer af Insekter, Larver og Vandplanter. De 
3—5 grøngulhvide Æg findes paa lignende Steder som de 
Forriges. 
Æggets Længde og Brede: 
37 nm: MONE 
Be 26,5 » 


Lomslægten, Colymbus, L. 


Næbet langstrakt, meget spidst, sammentrykt, med 
indbøiede Kande; Næseborene i en Fure påa Siderne af 
Næbroden, lange, smalle, gjennemsigtige, foroven og bagtil 
omgivne af en Hud; Pandeskjellet med en bagtil indgaaende 
Vinkel; Hovedet stort, foran tilspidset, Tøilerne fjerklædte, 
Halsen lang. Benene langt tilbage ved Gumpsiderne, mid- 
dellange, med stærkt sammentrykt Fodrod; lange, med hel 
Svømmehud forenede Fortæer samt en kort, høitsiddende, 
med en Hudlap forsynet Bagtaa. Vingerne korte, smalle, 
spidse, med stive Svingfjer; 10 Haandsvingfjer, hvoraf Iste 
og Zden længst; Halen meget kort, bred, afrundet, med 
16—20 Styrere. 

Lommerne have i deres Levemaade Meget tilfælles 
med Lappedykkerne. De gaae ligesom disse, svømme med 
dybtliggende Krop og dykke lige såa godt, dog uden Spring. 
Kjønnene afvige ikke fra hinanden i Henseende til Farve- 
tegning, men Hannen er størst; Ungerne ere forskjellige 
fra de Gamle, som ved den dobbelte Fælding forandre deres 


725 


Udseende. Om Sommeren leve og yngle de ved Ferskvand, 
om Vinteren, da de flytte til mildere Himmelegne, paa Havet. 
Deres skarpe, gjennemtrængende Skrig ansees som Tegn 
påa nært forestaaende Uveir. De bygge Rede ved Bredden 
af Søer eller Holme og lægge 2 store, aflange, grøn- eller 
graabrune, sortplettede Æg, som ruges af begge Kjøn. Un- 
gerne føres i Vandet, saasnart deres Dun efter Udkryb- 
ningen af Ægget ere tørre, og vænnes snart til selv at op- 
søge deres Næring, der fornemmelig bestaaer af Fiske, som 
de fange i Vandet og nedsluge, naar de ere komne op til 
Overfladen, De ere sky og forsigtige Fugle og yderst seig- 
livede. 


Islom, Colymbus glacialis, L. 


Syn. Colymbus torquatus, Briinn. — Qolymb. immer, Briinn. — Cepphus 
torquatus, Pall. — Eudytes glacialis, Illig. 


Dansk: Imber, Storlom, Halsbaandslom, Havimber. Norsk: Havimmer, 

Islom. Svensk: Islom, Immer, Imber, Emmer, Ommer, Hymber, Hav- 

hymber. Færøisk: Havgåas (M.), Havgås (H.). Islandsk: Himbrim, 
Himbrimi, Brusi. Grønlandsk: Tudlik. 


Artsm. Overnæbet lige, Undernæbet noget opadbøiet i Midten, bredt og 
forneden furet; Næbet 3” langt; Halen har 20 Styrere. Gammel 
i Sommerdragt: Hovedet og Halsen grønglindsende sorte, med 
et smallere Baand paa Struben, og et bagtil bredere omkring 
Overhalsen, af sorte og hvide Striber; Bagryggen, Overgumpen 
og OQverhaledækfjerene sorte med hvide Pletter. Sommer- og 
Ungedragten med mørkt graabrun Overkrop. 


Afbildn. Tab. LI. b. — Suppl. Tab. 34. Ung Fugl. 


Længde 30—35". 

Næbet sort, i Spidsen blegere; Iris brun; Forbrystets 
Sider sort- og hvidstribede; Ryggen, Vingerne, Siderne og 
Gumpen fløielssorte, paa alle Ryg- og Skulderfjerene en 
dobbelt, firkantet, blændende hvid Plet; Vingedækfjerene, 
Siderne og Gumpen med smaa hvide Pletter, Underkroppen 
forøvrigt rent hvid; Benene udvendigt sortebrune, indvendigt 


726 


hvidagtige ligesom Svømmehuden. Hunnen er mindre, har 
mindre Glands samt færre og mindre hvide Pletter. Ung 
Fugl: Alle forreste Bele rent hvide; Hovedet og Baghalsen 
brungraa; påa Kinderne smaa hvide og graa Punkter; 
Ryggen, Dækfjerene, Vingerne, Overgumpen og Siderne af 
Bugen i Midten mørkebrune med graa Kanter; Næbet graa- 
og hvidagtigt. I Vinterdragten have de Gamle Lighed med 
de Unge, men ere mørkere og have større og regelmæs- 
sigere hvide Pletter paa Overkroppen samt lysere Næb. 

Denne prægtige Lom opholder sig i de nordeuropæiske 
Have. Om Vinteren trækker den undertiden sydligere: den 
er saaledes skudt i Sundet ved Helsingør i Vinteren 1822 
(Steenberg), ved Krus Mølle ved Aabenraa (Gammelgaard); i 
Marts 1825 blev den fanget levende og bragt E. Hage påa 
Møen, hvor han oftere havde seet den; efter hans Optegnelser 
er den ogsaa fanget i en Grøft ved Gisselfeldt den 15. Jan. 
1830 og i Kielerbugten fanget i Garn; den er skudt ved Sæby 
(Herredsf. Gad), i Grenaa Havn i Vinteren 1847 (Bonnez); 
en ung Fugl blev skudt den 27. Novbr. 1840 i Flensborg 
Fjord og en anden den 20. Marts i Kieler Havn (Mechl.); 
efter Boie er den skudt ved den holstenske Elbkyst. I Norge 
yngler den især ved de højtliggende Ferskvande i Nærheden 
af Havet fra Søndmør indtil lidt Nord for Polarcirkelen, 
men kun undtagelsesvis i Østfinmarken, hvor den dog fore- 
kommer temmelig almindeligt om Efteraaret. Ved Landets 
sydlige Kyst træffes den kun sparsomt. I Sverrig yngler 
den ikke, men træffes nu og da om Vinteren ved Kattegats- 
Kysten og skal undertiden forekomme om Foraaret midt 
inde i Lapland. Paa Færøerne, hvor den træffes hele Aaret 
igjennem (talrigst dog om Foraaret og Efteraaret), yngler 
den ikke. Til Islands Nordkyst ankommer den parvis i 
Begyndelsen af Mai og begiver sig kort efter til Bjergsøerne 
for at yngle. Ved Øens sydlige Kyst opholder den sig hele 
Vinteren. I Sydgrønland yngler den hyppigt, men i Lan- 
dets nordlige Del er den meget sjelden. 


UzU 


Den er ufordragelig mod andre Fugle, men ikke mod 
sine Lige, thi den sees ofte i Flokke. Dens uhyggelige, 
tudende Skrig ligner Nødraab fra et Menneske, der er stædt 
i Livsfare. I Yngletiden er den aldeles ikke sky, men ellers 
desto mere, saa at man paa Havet ikke let fåaer den paa 
Skud. Paa den blotte Jord, ofte paa et fugtigt Sted, lægger 
den sine store, aflange, gulagtigt gråabrune, mørkebrunt og 
graat plettede Æg. Færingerne troe, at den udruger disse 
under Vingerne påa Søen. 

Æggets Længde og Brede: 

Gonm. o0mn 
9985 DL) 


Kjødet af de Gamle er seigt, de Unges derimod vel- 
smagende. 


Polarlom, Colymbus arcticus, L. 
Syn. Eydytes arcticus, Illig. — Cepphus arcticus, Pall. 


Dansk: Storlom, Polarlom. Norsk: Storlom. Svensk: Lom, Stor- 
lom. Færøisk: Loumur (M.), Lomur (H.). 


Artsm. Overnæbet mere hvælvet end Undernæbet; den yderste Tredie- 
del noget nedbøiet. Gammel: Hætten og Halsryggen askegraa; 
Halssiderne sort- og hvidstribede; Forhalsen sort med violet 
Glands. 


Afbildn. Tab. LI. b. — Suppl. Tab. 34. Vinterdragt. 


Længde omtrent 26”, 

Næbet sort; Iris brun; Benene udvendigt brune, ind- 
vendigt hvidagtige; over Struben en Tværstribe af hvide 
Smaapletter; Brystets Sider sort- og hvidstribede, For- 
ryggen og Skuldrene sorte, den første med smaa, de sidste 
med store, firkantede, tætte Tværstriber af snehvide Pletter; 
Vingedækfjerene brunsorte, deres hvide Pletter smaa, rund- 
agtige eller ovale; Svingfjerene, Bagryggen og Halen brun- 
sorte. Ung Fugl: Næbet lyst blyfarvet; Hovedet ovenpaa 


AJ 


728 


og Baghalsen graa; Ryggen, Vingerne og Halen graabrune 
med graa Fjerkanter, ellers hvide. Saaledes er ogsaa de 
Gamles Vinterdragt, dog er den paa Overkroppen mørkere, 
og de hvide Pletter, ligesom hos forrige Art, fra hvilken 
den i denne Dragt blot adskilles ved Størrelsen, større og 
regelmæssigere. 

Den er ligeledes en Polarfugl, men forekommer hverken 
paa Island eller i Grønland. Om Vinteren træffes den undertiden 
ved vore Kyster. I April 1824 blev en Han fanget i et Fiskegarn 
ved Frederiksværk (Reinh.: Tidsskr. f. Naturvid. 3. B. S. 65). 
Den 7de Decbr. 1828 indsendte Paåakhusforvalter Møller til 
Museet en Hun, som hans Hund havde fanget i en Kanal 
paåa Gammelholm, hvor den sad mellem Rørene (Reinh.). I 
Præstø blev en Han skudt den 14de Aug. 1832 af Hr. Gam- 
borg, som skjænkede Exempl. til Museet. I April 1834 er- 
holdt Museet endvidere et Exempl., som var fanget i et 
Fiskegarn i Kjøgebugt (Arch. Winther). Ifølge Grill sees 
den ikke sjeldent om Vinteren i Korshavn og Odense Fjord. 
Den blev i Marts 1825 fanget, og den 9. Dec. 1845 skudt 
ved Møens Kyst (E. Hage)"); den er ogsaa skudt ved Hel- 
singør (Steenberg), ved Kallebodstrand den 9. Febr. 1863 (en 
Han) og ved Lyngby Sø den 31. Dec. 1855 (en Hun), ved 
Kallundborg (en Han) den 18. Dec. 1867 (Kjøbm. O. Lund), 
ved Endrupholm (Teilmann), den 3. og 10. Dec. 1827 i 
Flensborg Havn (Mechlenburg); Faber saae den svømmende 
ud for Skagen i Mai 1827. I Efteraaret 1851 erholdt Se- 
kretær Friis 3 gamle Fugle i Sommerdragt her fra Sjælland. 
I April 1863 modtog det herværende zoologiske Museum et 
Exemplar fra Hals og samme Aar en smuk Han i Over- 
gangsdragt, skudt i Begyndelsen af Januar paa Amager. 
Forf. fik et smukt udfarvet Individ med blaåa Strube fra 


”) Ifølge Brev af 20. Marts 1828 fra Hage til Etatsr. Reinhardt har 
Hage endvidere faaet denne Fugl fra Møen i Oktbr. 1827 og den 15. 
Novbr. samme Aar set den der. 


729 


Dragør, skudt den 18. Januar 1854. Samme Åar erholdt 
han i Kjøbenhavn en gl. Han i ren Vaardragt den 22. Mai. 
Foruden de her nævnte Exemplarer vides den skudt nogle 
Gange i- Kallebodstrand, ved Aalborg (i December 1857), 
i Aabenraa Fjord (Januar 1863), ved Tønder (Juli 1862) og 
ved Flensborg (Dec. 1862), ved Ribe (Vinteren 1875—76) 
(Baagø). Den 20. Oktbr. 1867 blev i Ryaa ved Birkelse 
skudt en gammel Han, der kom i Fischers Besiddelse. Paa 
den skandinaviske Halvø yngler den især i det Indre ved 
Fjeldsøerne og fornemmelig i de nordlige Dele. I Halv- 
øens sydligere Egne forekommer den temmelig almindeligt 
om Efteraaret og Vinteren. Påa Færøerne vides den kun 
at være truffet en enkelt Gang, og paa Island og i Grøn- 
land er den ikke bemærket. 

Den har Levemaade tilfælles med foregaaende Art og 
lægger mørkt oliven- eller graabrune, sortplettede Æg, der 
meget ligne forriges, men ere mindre. 

Æggets Længde og Brede: 

(Dane OQker: 
95 » 52,5 » 

Naar Hunnen forfølges, medens Ungerne ere smaa, 
tager den disse paa Ryggen og svømmer med dem. I Lap- 
land spises dens Kjød, og den fanges i Slagjern. 


Nordisk Lom, Colymbus septentrionalis, L. 


Syn. Col. rufogularis, Mey. (Sommerdragt). — Col. stellatus, L. (Ung)? 
Col. Lumme, Briinn. — Eudytes septentrionalis, Illig. — Cepphus 
septentrionalis, Pall. 


Dansk: Spedehals, Havgasse, Søhane, Rækhals, Almindelig Lom. 
Norsk: Rødstrubet Lom. Svensk: Lom, Smålom. Færøisk: Lou- 
mur (M.), Lomur (H). Islandsk: Lomr. Grønlandsk: Karksauk. 


Artsm. Næbet omtrent 2”, lige, lidt opadbøiet, med meget indbøiede 
Rande; Forhalsen (i Sommerdragten) rødbrun. 


Afbildn. Tab. LI. b. — Suppl. Tab. 34. Vinterdragt. 


730 


Længde omtrent 24”, 

Iris brun;. Næbet sort med graabrun, lysere Spids (om 
Vinteren hvidagtig med graa Ryg); Benene udvendigt sort- 
agtigt gråagrønne, indvendigt hvidagtige; Hovedet og Halsen 
askegraa med sorte Pletter paa Issen samt sorte og hvide 
Længdepletter, som danne Striber paa Siderne af Kroen og 
Baghalsen; den sidste med sortegrønt Skjær; Overkroppen 
sortebrun, Forryggens Sidefjer imod Spidsen prydede med 
hvide Randpletter; Svingfjerene og Styrerne brune; et smukt, 
nedad bredere, aflangt, brunrødt Baand (som mangler om 
Vinteren) fra Struben ned til Forbrystet; Underkroppen for- 
øvrigt hvid. Ung Fugl: Næbet hvidagtigt med gråaabrun 
Ryg; Issen mørkt åskegråa med hvidgraa Fjerkanter; Bag- 
halsen askegråa; Overkroppen sortebrun med hvide V- 
formige Pletter påa Fjerene; Overgumpen ensfarvet; Under- 
kroppen hvid, påa Kroen og Siderne med sortebrune Pletter 
og Streger. i 

Denne Art opholder sig i alle nordlige Have, flytter 
om Vinteren sydligere og er da hyppig ved vore Kyster. 
I Norge er den almindelig i de indre, sydlige Dele af Lan- 
det, men yngler dog talrigst ved Ferskvandene påa Øerne 
indenfor Polarcirkelen. I Sverrig forekommer den alminde- 
ligst i de nordlige Provindser, men træffes dog ogsaa hyp- 
pigt ynglende i Smaaland og Bohuslehn. Til Færøerne 
ankommer den midt i Marts og drager bort sidst i Septbr. 
Paa Island er den almindelig, navnlig i Øens sydvestlige 
Del. I Grønland er den almindelig overalt. 

Den er mindre sky end sine Slægtninge, men forstaaer 
dog meget vel åt undgaae Skytten ved Flugt og Dykning. 
Sin Rede bygger den sædvanligvis paa småa Holme; paa 
Færøerne begiver den sig i Slutningen af Mai (undertiden 
noget før) til Fjeldvandene, hvor den påa ensomme Steder 
bygger sin Rede i Mos ved Bredden af Vandet, saa yder- 
ligt, at den kan styrte sig fra Reden lige ud i Vandet; dens 
2 Æg ligne de Forriges, men de ere mindre, ofte uplettede. 


731 


Æggets Længde og Brede: 


69 mm 43 mr. 
HRlEED 46,5 p» 
(75) » (49) » 


Kjødet er tørt og trannet. 


2den Gruppe: Alker, Alcae. F 


De have tre, ved en smal Svømmehud forenede For- 
tæer; ingen Bagtaa; Benene meget tilbagestaaende, med 
korte Tarser; Tæerne forsynede med skarpe, krumme Kløer; 
Halsen temmelig eller meget kort. 

De yngle kolonivis ved Havet, bygge ingen Reder, lægge 
1 eller 2 meget store Æg og nære sig af Fiske, Krabber 
0. s.v. Fjerklædningen hvid og sort eller graa. De gaae 
slet, men klattre med Færdighed paa Skærene og dykke ved 
Hjælp af Fødderne og Vingerne. 


Teisteslægten, Uria, Briss. 


Næbet middellangt, stærkt, lige, spidst, sammentrykt ; 
Overnæbet afrundet og lidt nedbøiet i Spidsen, Undernæbet 
med en mere eller mindre tydelig Vinkel; Næseborene paa 
Siden under Pandevinklen i en Fordybning, halvt lukkede 
med en fjerdækket Hud, gjennemsigtige. Benene korte, 
siddende meget langt tilbage; Tarserne sammentrykte. Vin- 
gerne korte, i1ste Svingfjer længst; Halen kort, noget af- 
rundet. 

Hunnerne noget mindre end Hannerne. Ungerne ligne 
mest de Gamle i Vinterdragt. De yngle i talrige Skarer 
påa Klipper og Skær i de nordlige Have og trække om 
Vinteren sydligere i store Skarer. De lægge kun ét Æg i 
Huller og Revner påa den nøgne Klippe; begge Kjøn ruge 
skiftevis og bringe Ungerne Næring i Næbet. Naar de staae 

AT 


732 
eller gaae, støtte de paa hele Tarsen og Taasaalen; man 


seer dem forøvrigt næsten aldrig gaae. Deres Næring be- 
staaer udelukkende af Fiske. 


Langnæbet Teiste, Uria troile, (L.) 


Syn. Colymbus troile, L. — Cepphus lomvia, Pall. — Uria lomvia, 
”…… Briinn.— Uria hringvia, Briinn. (Var.).— Uria lacrymans, Choris, 
(Var.). — U. troile leucophthalmos, Faber (Var.). — U. intermedia, 


Nilss. (Var.). 


Dansk: Krageand, Teist, Klaus, Marsvinsfugl, Aalge, Lomvie, spidg- 

n æbet Dykand, Ringeløiet Teiste (Varietet). Norsk: Lomvie, spidsnæbet 

Alke, Langvia. Svensk: Sillgrisla, Silldopping, Spetsnåb, Lomvia. 

Færøisk: Lomvia (M. & H.). Islandsk: Långnefia, Långvia, Hring- 
långnefia, Hringvia. 


Artsm. Fødderne sorte, Rygsiden sort, Bugsiden hvid. Ingen Plet over 
Vingen; undertiden en hvid Ring omkring Øinene (Varieteten 
hringvia). Svingfjerenes Skafter hvidagtige. Næbet fra Næse- 
borene til Spidsen kortere end Tarsen. 


Afbildn. Tab. LI. — Suppl. Tab. 35. Vinterdragt. — Tab. LIII. og 
Suppl. Tab. 35 Varieteten U. hringvia (Vinterdragt). 


Længde 15—16”. 

Næbet sortebrunt, meget sammentrykt; Iris brun; Halen 
med 12 Styrere.  Sommerdragt: Hovedet og Overhalsen 
sorte; den sidste foran sodbrun; Ryggen og Vingerne sorte; 
Spidserne af 2den Svingfjerrække, Underkroppens samt Vin- 
gernes og Halens Underdækfjer hvide. Vinterdragt: Issen, 
Nakken, Baghalsen, Ryggen og Vingerne sorte. Ungerne 
skjelnes fra de Gamle i Vinterdragt ved de sortagtige Slag- 
sider med hvide Længdepletter samt ved sortagtige Fjer- 
spidser paa Struben og Forhalsen, som staae tættest neden- 
for Struben. 

Denne Teiste yngler meget talrigt paa Fuglebjergene 
ved Norges nordlige Kyst. Syd for Polarcirkelen ere Kolo- 
nierne mindre, og i Landets sydligste Del yngler den kun 
sparsomt, men forekommer derimod hyppigt om Vinteren. 


733 


Ved Sverrigs Østkyst træffes en Varietet af den (0. inter- 
media, WNilss.), medens Hovedarten kun om Foraaret nu og 
da sees ved Kullen. Påa Færøerne er den, næst efter 
Lunden, Indbyggernes vigtigste Fugl”). Den kommer til 
Landet i Slutningen af Januar og drager bort igjen med 
Ungen, saasnart denne kan forlade Bjerget, nemlig sidst i 
Juli eller Begyndelsen af August. En Del af Ungerne og af 
de yngre Fugle overvintre mellem Øerne, men i strænge 
Vintere finder man dem ofte drevne paa Land, døde af Sult. 
— Lomvien bygger ikke nogen Rede, men lægger sit Æg 
umiddelbart paa Klippen, som kun er bedækket med dens 
Exkrementer; disse tjene til at støtte Ægget og forhindre 
det i al rulle ned ad Skraaningen. Paa «Rougerne» (Afsat- 
serne mellem Klippehylderne) ligge Lomvieæggene, det ene 
ved Siden af det andet, ofte i tusindvis. Paa Island er den 
meget talrig ved Sydkysten, sjeldnere i Øens nordligere 
Del, og i Grønland findes den kun sparsomt ynglende i 
Landets sydlige Del. 

Hunnen lægger i Slutningen af Mai altid kun ét, for- 
holdsvis meget stort, smukt, grønt, pæreformigt Æg med 
sorte og brune Pletter og Snirkler. 

Æggets Længde og Brede: 


eee Am: 
90 » 50 » 
86 » sn 
83 » BEL D 


Ægget ruges skiftevis af begge Kjønnene”).  Saalænge 


”) Den aarlige Fangst beløber sig til omtrent 55,000 Stkr., hvoraf der 
faaes 15 å 16 Skpd. Fjer. 

”) Sysselmand Muller var i Sommeren 1859 Vidne til en Kamp imellem 
2 Lomvier, som begge havde lagt deres Æg i samme «Roug» 
Under Striden blev der skubbet til den enes Æg, saa at dette be- 
gyndte at rulle ned ad den skraa Klippe. Kampen blev øieblikkeligt 
opgivet, og den Lomvie, hvem Ægget tilhørte, skyndte sig af alle 
Kræfter ned efter det rullende Æg. Ved at sætte Næbet foran 

AT" 


734 


Lomvierne ruge, seer man fra Søen kun lidt til dem; thi de 
ligge alle med Ryggen vendt ud mod Søen, men naar de 
have faaet Unger, sidde de i lange Rækker yderst paa Klippe- 
randen og frembyde ved deres stive Stillinger og pudsige 
Bevægelser med Hovedet et ganske eiendommeligt Syn. 
Saasnart Ungen kan flyve lidt, flagrer den ned i Havet, der- 
som dette ligger ved Bjergets Fod; hvor der er Forstrand, 
tager en af Forældrene Ungen paa Ryggen og flyver med 
den tilsøes. 

I Danmark yngler den, saavidt vides, blot paa Born- 


holm i det saakaldte «Mulekløv» (Steenberg, Dahl), og paa- 


Klipperne ud imod Havet ved Hammeren; den skal ogsåa 
yngle paa Christiansø; om Vinteren er den meget almindelig 
ved vore Kyster. 

Varieteten Aringvia er ved de anførte Kjendemærker let 
at skjelne fra Hovedarten. Den lader sig yderst sjeldent see 
hos os og vides kun skudt ved Helsingør først i Marts 1848 
(Steenb.) og i Sundet i Vinteren 1844 (Carstensen). 


Briinnichs Teiste, Uria Brinnichii, Sabine. 


Syn. Alca lomvia, L. — Uria lomvia, Briinn. — Alca pica, Fabric. — 
Uria arra, Pall. — Cepphus arra, Pall. — Uria Francsu, Leach. 


Dansk: Kortnæbet Teiste, tyknæbet Teiste. Norsk: Brunnichs Alke. 
Svensk: Brinnichs Grisla. Islandsk: Stutnefia. Grønlandsk: Akpa. 


Artsm. Fødderne fortil brunagtige, Næbet sort med hvidagtig Spids, 


Ægget lykkedes det den at standse det i Farten, hvorefter den ved 
at skubbe til det med Næbet atter rullede det op ad Klippen til det 
gamle Sted. 

Af de forskjellige Maader, der af Færingerne anvendes ved 
Lomviefangst, navnlig af den saakaldte «Figling», findes en interes- 
sant Skildring i Sysselmand Mullers Afhandling om Færøernes 
Fugle. 


mee rn Ena gns 


735 


Svingfjerenes Skafter brunagtige; ingen Plet over Vingen. Næbet 
fra Næseborene til Spidsen kortere end Tarsen. 


Afbildn. Tab. LII. — Suppl. Tab. 35. Vinterdragt. 


Længde omtrent 15/2”, 

Den har de samme Farver og Tegninger som fore- 
gaaende Art, baade i Sommer- og Vinterdragten, men ad- 
skiller sig ved det kortere, ved Roden tykkere Næb med 
en hvidgul Stribe ved den øverste Mundkant; endvidere 
ved de noget mindre Fødder og den tykkere Krop samt de 
mere rent hvide Kropsider med færre Længdestriber. Af 
adskillige Ornithologer betragtes den som en Varietet af 
foregaaende Årt. 

Den tilhører de mere nordlige Lande og er endogsaa 
om Vinteren temmelig sjelden hos os. Den 13de Febr. 1856 
kjøbte Forf. 2 Stkr. hos en Vildthandler i Kjøbenhavn, 
mærkeligt nok allerede i fuld Sommerdragt. I Norge yngler 
den almindeligt sammen med CU. trowle i Landets nordlige 
Egne og træffes om Efteraaret og Vinteren langs Vestkysten, 
dog sjeldent sydligere end til Stavanger. "Ved Sverrigs Øst- 
kyst yngler den enkelte Steder, saaledes paa Karlsøerne ved 
Gottland. Paa Færøerne forekommer den ikke, og paa Is- 
land findes den, i Modsætning til U. trowe, kun sparsomt 
ved Sydkysten, men yngler derimod meget talrigt ved Øens 
nordlige Kyst. I Grønland er den, ifølge Holbøll, den tal- 
rigste af alle Fuglearter og findes navnlig i uhyre Mængde i 
Nordgrønland ved Kassarsoak, Syd for Upernivik; i Syd- 
grønland er den hyppigst om Efteraaret og Vinteren. 

Som hos alle Arterne af denne Slægt træffes der under- 
tiden renhvide, aldeles sorte og isabellafarvede Varieteter, af 
hvilke der findes flere Exemplarer i vort zoologiske Museum. 
Som sine Slægtninge sees den sjeldent eller aldrig at gaae; 
enten svømmer, dykker og flyver den, eller den staaer i 
talrige Rækker paa Klipperne, støttende sig paa hele Tarsen. 
Den istemmer da en lignende bedøvende Koncert, som den 


736 


langnæbede Teist, men dens Skrig er dybere og mindre 
langtrukket. Dens Æg ere som oftest noget større end den 
foregaaende Arts, men dette Forhold afgiver dog ikke noget 
paalideligt Mærke for deres Bestemmelse. 
Æggets Længde og Brede: 
76 mm. 50 mm. 
93 » 56 » 


Almindelig Teiste, Uria grylle, (L,) 
Syn. Colymbus grylle, L. — Cepphus grylle, Cuv. 


Dansk: Bagand, Tistand, Tiste, Perdrikker, Krageand, Grylleteiste, Ma- 

krelfugl (Hesselø). Norsk: Teiste. Svensk: Grisla, Tobisgrisla, Gresla, 

Grottla (Kalmar), Grylla (Gottland), Iste (Skaane). Færøisk: Tajsti (M.)) 
Teisti (H.). Islandsk: Peista, Peistukofa (ung Fugl). 


Årtsm. Over Vingen en stor, hvid Plet; 12 Styrere; Næbet af Tarsens 
Længde. Fødderne røde. Gammel Fugl: Om Sommeren 
ganske sort med Undtagelse af en stor, aflang Vingeplet; om 
Vinteren hvid paa hele Bugsiden. Ung Fugl: som den Gamle i 
Vinterdragt, med et mere eller mindre sortplettet Vingceskjold., 
der er delt påa langs i to Dele. 


Afbildn. Tab. LI. — Suppl. Tab. 35. 1, Overgangsdragt. 2, ung Fugl. 


Længde omtrent 12”. 

Iris brun; Næbet sort; Munden og Benene høijirøde. I 
Overgangsdragten er den hvid- og sortbroget paa Under- 
kroppen. 

Den er almindeligt udbredt overalt i de nordlige Have 
og findes ogsåa ynglende i Danmark, f. Ex. ved Gjerrild 
Bugt (Bonnez), paa Hjelmen og Veirø (Faber); paa sidst- 
nævnte Sted har Dyrlæge Grill fundet enkelte Par ynglende 
ogsaa i de senere Aar; paa Meilø i Korshavn fandt Grill 
den 6te Juni 1871 dens Æg ved Foden af en meget stor 
Sten tæt ved Strandbredden; i 1876 ynglede den ifølge Grills 
Angivelse påa Endelave; endvidere er den funden ynglende 


737 


paa Nordrerønnerne ved Læsø (Herredsfoged Gad), paa Born- 
holm og Christiansø (Dahl), paa Hirtsholmen og Dehlen ved 
Frederikshavn (Forf.), påa Hesselø (Juni 1861, Erichsen). 
Om Vinteren er dens Antal, ved Forøgelsen af de nordfra 
Indvandrende, langt større; hyppigt skydes og fanges den i 
Garn. Bølling har to Gange i Marts Maaned faaet den fra 
Sundet i fuldstændig Sommerdragt. I Norge yngler den al- 
mindeligt paa Holmene langs hele Kysten fra Hvaløerne op 
til den russiske Grændse, især i de nordlige Stifter, hvor 
den yngler nederst paa Fuglebjergene. I Sverrig yngler den 
saavel langs Østersøkysten som ved Skaanes, Hallands- og 
Bohuslehns Kyst, dog intetsteds i stort Antal. Paa Færøerne, 
hvor den er Standfugl, blev den tidligere fredet og var da 
langt talrigere end nu. Paa Island er den kun tildels Stand- 
fugl; den yngler temmelig hyppigt ved Øens Kyster, men 
dog ikke i saa stort Antal som de to foregaaende Arter. I 
Grønland er den almindelig hele Aaret rundt, men i strænge 
Vintere drager den Syå paa fra Landets nordlige Egne. 

I Revner og Huler påa Klipper og Skær lægger den 
sine 2, sjeldnere 1 eller 3, hvidagtige, graat, brunt og sort 
plettede Æg af et Hønseægs Størrelse. 

Æggets Længde og Brede: 


mm. Sam net 
al É K i | Danmark. 
56 » 39 0 
67 » Al » | nordl. Bilande. 
69 » 38 » 


Dens Gang er bedre end de andre Teisters, Fiugten 
lettere, men lavere; Kjødet er finere og mindre trannet. 
Baade dette, især Ungernes, og Æggene ere et vigtigt Næ- 
ringsmiddel for de høinordiske Kystbeboere, som trække 
Ungerne ud af Redehullerne med en Krog, der er befæstet 
påa en Stok. Dens Næring bestaaer af mindre Fiske, navnlig 
af Tangsprællen (Gunellus vulgaris. Cuv.) 


738 


Krabbedykkerslægten, Arctica, Moehr. 


Næbet kort, tykt, foroven hvælvet, ved Roden lige saa 
høit som bredt; Mundspalten lidt bueformigt bøiet i hele 
sin Længde, mod Spidsen med indbøiede Næbrande; Næse- 
borene rundagtige, ved Siden af Næbroden. Benene korte; 
Yder- og Mellemtaaen næsten lige lange. Vingerne korte, 
smalle, med sabelformige, noget indadbøiede Skafter; Halen 
meget kort, næsten skjult af Dækfjerene, bestaaende af 12 
temmelig bløde Styrere. 

Krabbedykkeren tilhører det høie Nord, hvor den lever 
sammen i utallige Skarer, der ofte bedække Havet i en stor 
Omkreds. Naar Drivisen ikke nødsager dem dertil, er det 
kun en forholdsvis ringe Del, der streifer sydligere om Vin- 
teren, hvis strængeste Kulde og stærkeste Storme ere dem 
ligegyldige. De fælde to Gange om Aaret, hvorved de 
undergaae en lignende Forandring som Teisterne; de gaae 
bedre end disse og med opreiste Tarser. De nære sig for- 
nemmelig af Krustaceer, som de fange ved Dykning, hvori 
de have stor Færdighed. Slægten omtatter kun én Årt. 


Lille Krabbedykker, Årctica alle, (L,) 


Syn. Alca alle, L. — Mergulus alle, Bay. — Mergulus melanoleucos, 
Ray. — Uria alle, Temm. — Uria minor, Briss. 


Dansk: Lille Krageand, Søren Jakob, Perdrikker, Søkonge, Sildepirris, 

Grønlandsdue. Norsk: Isfugl (Grønlandsfarerne), Alkekonge, Peder 

Drikker. Svensk: Alkekung., Gronlandsdufva, Sjokung. Færeisk: 

Fulkobbi (M.), Fullkubbi (H.). Islandsk: Haftirdill, Halkion. Grøn- 
landsk: Akpalliarsuk, Kaerrak. 


Årtsm. En hvid Tværstribe paa de sorte Vinger; paa Siderne af de 
største Skulderfjer nogle hvide Længdestriber; Næbet fra Mund- 
vigen kortere end Hovedet. Hovedet, Halsen og Ryggen sorte, 
Brystet og Bugen hvide. 


Afbildn. Tab. LII (27ergulus alle). — Suppl. Tab. 35. Vinterdragt. 


sener 


739 


Længde omtrent 8”. 

Næbet sort; Benene sortegraa, fortil og ovenpaa Tæerne 
rødagtigt hvidgråa; Svømmehuden og Kløerne sorte; Iris 
brun. Sommerdragt: Hovedet og Overhalsen, Ryggen, Vin- 
gerne og Halen sorte med stærk Glands; de bageste Vinge- 
dækfjer danne et hvidt Tværbaand; fra Halsen af er hele Under- 
kroppen hvid. I Vinterdragten er der en lille Plet over Øiet, 
Øreegnen og Overhalsen samt en mere eller mindre fuld- 
stændig Ring om Nakken, hvide. 

Om Efteraaret og Vinteren forekommer den aarligt ved 
de danske Kyster, dog kun enkelte Åaringer i større Mængde, 
naar Drivisen nødsager den til Udvandring; det er da ikke 
sjeldent, at den kaster sig ned i de rygende Skorstene (det 
Samme anfører v. Homeyer i sin «Systematischer Ubersicht 
der Vogel Pommerns», ister Nachtrag p. VIII, om Teiste- 
slægten og flere). Herredsfoged Gad sendte saaledes i Vin- 
teren 1846 Forf. et Exemplar, der var omkommen paa denne 
Maade; den besøger ogsaa Ferskvandene og er ofte skudt i 
Søer, Damme og Aaer her i Landet. Paa den skandinaviske 
Halvø forekommer den om Efteraaret og Vinteren ved Ky- 
sterne, snart i større, snart i mindre Antal. Hyppigst træffes 
den i de sydlige Fjordbunde langs Norges Vestkyst. I Halv- 
øens indre Dele er den kun undtagelsesvis bemærket. Paa 
Færøerne træffes den kun om Vinteren, da den i Regelen 
ved sydøstlige Storme driver paa Land i Mængde og i ud- 
magret Tilstand. Paa Island er den Standfugl, men vides dog 
kun at yngle paa et enkelt Sted ved Nordkysten. Vinteren 
tilbringer den paa det aabne Hav. I Grønland yngler den kun 
i Landets nordlige Del, men ved Sydgrønlands Kyster fore- 
kommer den fra December til April og er i strænge Vintere 
meget talrig der. 

Den yngler paa Fuglebjergene blandt de andre Dykkere 
og lægger kun ét blaahvidt Æg af et Dueægs Størrelse, som 
ruges afvexlende af begge Kjøn. 


740 


Æggets Længde og Brede: 
4 3 mm. ; 99 mm. 
5b » 33 » 


Lundeslægten, Fratercula, Briss. 


Næbet paafaldende høit og sammentrykt, kortere end 
Hovedet, ved Roden (hos de Gamle) højere end Panden, i 
det højeste halvt saa bredt som høit, stærkt furet paatværs; 
Overnæbet ved Roden kantet med en nøgen ophøjet Hud- 
rand; Mundspalten lige; Næbryggen skarp; Mundvigen meget 
nedbøiet, med en blød, elastisk, i Tværrynker foldet Hud, 
der danner en oval Plade. Næseborene smalle, spaltefor- 
mige, beliggende i den bageste, glatte Del af Næbet, tæt 
ved Næbroden og parallele med Mundspalten; Øiekredsen 
nøgen; Benene langt tilbage; Tæerne længere end Tarsen; 
Kløerne, især Indertaaens, krumme og spidse. Vingerne 
korte og smalle, iste Svingfjer kortere end eller af samme 
Længde som 2den; Halen meget kort, med 16 bløde, til- 
rundede Styrere. 

Kjønnene ligne hinanden i Farve og Tegning og ere 
ingen Forandring underkastede ved den dobbelte Fælding; 
Ungerne skjelnes fornemmelig ved det lavere og smallere 
Næb.  Lunderne gaåae, ligesom Krabbedykkerne, med op- 
reiste Tarser og derfor bedre end Teister og Alker, men de 
klattre paa Klipperne med mindre Færdighed end disse. 
Om Sommeren leve de i Polarhavene og yngle paa Skær og 
Holme i dybe, selvskrabede Jordhuller, hvori de lægge ét 
eneste, stort, hvidt, utydeligt plettet Æg. Deres Næring er 
Smaafiske, især Tobiser, som de hente ved Dykning. 


741 


Nordisk Lunde, Fratercula arctica, (L,) 


Syn. Alca arctica, L. — Mormon arcticus, Illig. — Lunda arctica, Pall. 
— Mormon fratercula, Temm. — Mormon glacialis, Leach.”; 


Dansk: Lunde, Islandsk Papegøie, Søpapegøie. Norsk: Lunde, Lunde- 

fugl. Svensk: Lunnefogel, Gronlåndsk Papegoja, Utlåndsk Alka. Fær- 

øisk: Lundi (M. & H.). Islandsk: Lundi, Lundakofa (ung Fugl). 
Grønlandsk: Killangak. 


Artsm.  Kygsiden glindsende sort, Bugsiden hvid; et sort Baand om- 
kring Halsen; Hovedets Sider samt Hagen og Struben lyse- 
graa; foran Næseborene (hos de Gamle) i det Mindste 3 Tvær- 
furer. 


Afbildn. Tab. LIN (//ormon fratercula). — Suppl. Tab. 35.: Ung Fugl. 


Længde 12—14”. 

Iris graahvid; Næbet inderst graat, yderst rødt, med en 
hvid Tværstribe; ved Mundvigen en nøgen, gul Plet; om- 
kring Øiet en ligeledes nøgen, trekantet, blaagraa Plet; 
Benene gulrøde med sorte, skarpe Kløer. Ung Fugl: Næbet 
kun halvt såa høit som langt, paa Siderne glat, ved Roden 
gulagtigt, udadtil brunt; Benene smudsigt gulrøde; Issen, 
Halsryggen og Baandet omkring Halsen sortegraa; den øvrige 
Overkrop sort; Hovedsiderne og Struben som de Gamles; 
Underkroppen smudsighvid. I det zool. Museum findes flere 
Varieteter, blandt hvilke en hvid med isabellafarvede Vinger 
og Hoved fra Færøerne. 

Den opholder sig i stor Mængde ved de nordlige Haves 
Kyster og yngler i dybe Huller paa steile Klippevægge, 
hvor den sidst i Mai lægger 1 mat hvidt, svagt plettet Æg. 
Den er, hvor den yngler i Mængde, en af Indbyggernes 
vigtigste Næringskilder””); baade Kjødet og Fjerene anvendes; 
Kjødet, især de Yngres, er ret godt; det indsaltes under- 


”) Den grønlandske Form, der af Leach er opstillet som en egen Art 
under Navnet glacialis, udmærker sig ved et større, højere Næb. 
Det er den, der er afbildet paa Tab. LIII, 

"”) 1 Sysselmand Mullers oftnævnte Arbeide findes en anskuelig og in- 
teressant Fremstiliing af Færingernes Lundefangst, især den saa- 
kaldte «Fleining>. — Paa Færøerne fanges gjennemsnitligt 235,000 
Lunder aarligt, hvilket giver et Udbytte af c. 35 Skpd. Fjer. 


742 


tiden i de nordlige Lande til Vinterføde. Denne haardføre 
Nordboer trækker ikke regelmæssigt sydligere; den træffes 
derfor ogsaa meget sjeldent her. En ung Fugl blev i sin 
Tid fanget ved Helsingør (Steenberg); Mechlenburg fik den 
den 20de Oktbr. 1831 og 10de Januar 1849 fra Flensborg 
Havn. I det zool. Museum findes to Exempl. fra Holsten 
(Wøldike). Den i1lte Marts 1858 blev et dødt Individ fundet 
paa Stranden ved Blokhusene, og en Uges Tid senere blev 
et andet fanget levende samme Sted. Begge Exempl. kom 
i Hr. Carstensens Samling dersteds. Den 23de Marts s. A. 
erholdt Bundtmager Schjøning i Aalborg 3 Stkr., ligeledes 
fra Blokhusene. Adjunkt Juel fik den fra Lønstrup den 20de 
Januar 1863 og skjænkede Exempl. til Museet. Bager C. 
Bjerring i Ribe hår meddelt Forf., at han ved Pintsetid 1853 
fra Præsten i Hvidding fik tilsendt en ung Frat. arctica, som 
var skudt ved Stranden i Nærheden af sidstnævnte Sted. 
lfølge «Fædrelandet» for d. 23de Decbr. 1874 blev en Sø- 
papegøje fanget levende den 12te s. M. ved Glatved Strand 
(meddelt efter Grenaa Avis).  SVed Nordfeldt påa Møen 
fandtes den for en Del Aar siden, død opdreven, ved 
Stranden (E. Håge). I Norge er Søpapegøien yderst 
talrig paa Fuglebjergene Nord for Polarcirkelen og fore- 
kommer endnu temmelig talrigt flere Steder Syd for denne. 
Om Efteraaret og Vinteren træffes en Del unge Individer i 
Landets sydlige Fjorde. I Sverrig skal' den for 20—30 Aar 
siden have ynglet ved Kysten af Bohuslehn, men er forøv- 
rigt kun undtagelsesvis bemærket. Til Færøerne ankommer 
den i Slutningen af Marts eller i April og drager atter til- 
søes med sin Unge midt i August”). Den yngler i stor 
Mængde paa disse Øers Fuglebjerge, hvor den lille Storm- 
svale ofte bemægtiger sig dens Redehul og forsvarer dette 
ved at udspye Tran paa Lunden, naar denne atter vil gjøre 


") Heraf det færøiske Ordsprog om En, som man kun sjeldent seer: 
«Han sast ikkje heldir in Lundi åa Joulanot» (man seer ikke mere 
til ham end til Lunden en Julenat). 


743 


sin Eiendomsret gjældende. Paa Island yngler den ligeledes 
i meget stort Antal, men i Grønland, hvor kun den stor- 
næbede Form forekommer, er den intetsteds almindelig, om 
den end træffes ynglende påa adskillige Steder, navnlig i 
Landets nordlige Del. 
Den skal kunne opnaae en meget høi Alder, endog i 
Fangenskab. 
Æggets Længde og Brede: 
59nm- Æg imm: 
66 » 46 » 


Alkeslægten, A/ca, L. 


Næbet kort eller middellangt, stærkt sammentrykt og 
furet paatværs; Næbryggen bueformig i hele sin Længde, 
eller fra Midten mod Spidsen stærkt hvælvet og nedbøiet 
over Undernæbet, som hår en meget fremstaaende Vinkel, 
hvor Næbet har sin største Brede; Næseborene ved Næb- 
kanten omtrent midt paa Næbet, under Spidsen af den frem- 
gaaende Fjervinkel. Benene temmelig korte, stillede meget 
langt tilbage. Vingerne smaa og smalle; i1ste Svingfjer 
længst, Armsvingfjerene meget korte. Hos én Art ere Vin- 
gerne såa smaa i Forhold til Kroppen, at Fuglen er uskikket 
til at flyve. 

Alkerne have i deres Levemaade meget tilfælles med 
Teisterne; de opholde sig, ligesom disse, fornemmelig i det 
høie Norden, vandre ikke meget sydligere og bortfjerne sig 
aldrig frivilligt fra Havet. De støtte paa Tarsen, baade naar 
de gaae og naar de sidde, flyve lidt, men svømme og dykke 
fortrinligt efter Fiske 0. s. v., som udgjøre deres Næring. 
De yngle i talrige Kolonier paa steile Klippevægge og lægge 
ét meget stort Æg. Ved den dobbelte Fjerfælding ere 
de underkastede en lignende Forandring som Teisterne. 
Kjønnene ere hinanden lige, Ungernes Næb er næsten al- 
deles glat. 


T44 


Almindelig Alk, Ålca torda, L. 
Syn. Alca pica, L. — Alca minor, Briss. — Utamania torda, Leach. 


Dansk: Tordalk, Marsvinsfugl, Papegøieand. Norsk: Alke, brednæbet 

Alke. Svensk: Tordmule, Turemule, Tord (Gottland), Mule (Ångerman- 

land). Færøisk: Ålka (M.), Alka (H.). Islandsk: Alka, Klumba. 
Grønlandsk: Akparnak, Akpartluk. 


Årtsm. Sort; Underkroppen hvid. Næbet danner fra Midten ud imod 
den nedbøiede Spids en kort Bue; Fjerklædningen paa Siden 
af Overnæbet strækker sig frem forbi Midten af Mundkanten 
ligeover Hagevinkelen. Vingerne naae med deres Spidser ud 
over Haleroden. Halen har 12 Styrere. 


Afbildn. Tab. LI. — Suppl. Tab. 35. Vinterdragt. 


Længde omtrent 16”. 

Næbet glindsende sort, med flere Tværfurer og en tvær- 
gaaende, hvid Streg; Iris brun. Sommerdragt: Hovedet, 
Forhalsen samt Overkroppen sorte; en Stribe fra Øiet til 
Næbryggen og hele Underkroppen, fra den nederste Del af 
Halsen hvide. I Vinterdragten mangler som oftest den 
hvide Streg ved Øiet; Hagen, Forhalsen og Ansigtet ere 
hvide. Hos de Unge er Næbet glat, blot med Antydning til 
den bueformige Bøining. 

Den yngler her i Landet paa Bornholm og påa Hesseløen 
(Steenberg). Om Vinteren er den meget almindelig ved vore 
Kyster, hvor den skydes og fanges i Garn. I Norge er den 
almindeligst i de nordlige Dele, hvor den yngler i stor 
Mængde paa Fuglebjergene indenfor Polarcirkelen. Syd for 
denne yngler den spårsommere, men findes dog endnu yng- 
lende påa Søsterøerne ved Udløbet af Christiania-Fjord. Om 
Efteraaret og Vinteren kommer den i Mængde til de sydlige 
Fjorde. Ved Sverrigs Østkyst yngler den hist og her, men 
ved Landets Vestkyst forekommer den kun om Efteraaret. Til 
Færøerne ankommer den, ligesom Lomvien, i Slutningen af 
Januar og drager bort i Juli eller August. Den samler sig 
ikke i såa store Flokke som hin, men lever mere enkeltvis, 
er vildere og langt vanskeligere at fange. Ved Island er 


745 


den almindelig hele Aaret rundt, men mange Individer drage 
dog sydligere om Vinteren. I Grønland træffes den kun 
om Foraaret og Sommeren og drager bort allerede i August. 
Den er ved Ynglestederne meget dum og dvask, sidder 
hele Timer paa Klipperne og Skærene eller paa Kanten af 
Havskrænterne og flytter ikke en Fod, undtagen den nødes 
dertil. De Unge udtages af Rederne paa samme Maade som 
Teisterne. De store graahvide, graa- og brunplettede Æg 
findes i Huller i Klipperne eller i Havskrænterne. 
Æggets Længde og Brede: 
TUDGESE kam. 
82 » 51 » 


Geirfugl, Alca impennis, L. 


Syn. Alca major, Briss. — Penguinus impennis, Bonn. — Plautus wm- 
pennis, Briinn. 


Dansk: Geirfugl. Norsk: Geirfugl, Goifugl, Storømmer, Anglemager. 
Svensk: Garfogel. Færøisk: Gorfuglir (M.), Gorfuglur, Gårfuglur (H.). 
Islandsk: Geirfuglur. Grønlandsk: Isarokitsok. 


Artsm. Sort, Bugsiden hvid; Næbet bueformigt i hele sin Længde; 
Fjerklædningen paa Overnæbet naaer med sin Spids ikke saa 
langt frem som Hagens. De uforholdsmæssig smaa Vinger, 
som ere uskikkede til Flugt, naae langtfra Overgumpen; Halen 
med 16 Styrere; en rund, hvid Plet imellem Panden og Øiet. 


Afbildn. Tab. LI. — Suppl. Tab. 35. Ung Fugl. 


Længde -c. 2' 10”. 

Næbet sammentrykt, med Kant foroven og forneden 
samt flere Tværfurer paa Siderne; Iris mørkebrun. Om 
Sommeren: Hagen, Struben, Baghalsen og Halssiderne samt 
Ryggen og Overgumpen sorie; mellem Øiet og Næbet findes 
en stor oval, hvid Plet. Armsvingfjerenes Spidser og hele 
Bugsiden sorte. 

Denne mærkelige, pingvinagtige Fugl overgaaer i Stør- 
relse alle andre nordiske, Arter af denne Familie og er 


746 


den eneste Fugl i Europa, der ganske mangler Evnen til at 
flyve. Den vår tidligere meget almindelig ved Norge, Fær- 
øerne og Island og har i en langt tilbage liggende Tid 
endog levet her i Danmark, men maa nu vistnok ansees 
for udryddet overalt. Angåaende dens Forekomst ved Is- 
lands Kyster i dette Aarhundrede haves, saavidt Udg. be- 
kjendt, kun følgende paalidelige Beretninger:”) 

I Sommeren 1808 under Krigen med England løb en 
engelsk Kaper ind til Thorshavn påa Færøerne, plyndrede 
næsten Byen og tvang en Mand til at følge med Skibet til 
Island som bekjendt Mand. Efterat de den 24de Juli s. A. 
vare ankomne til Reykjavig, hvor de øvede en lignende Vold 
som i Thorshavn, besøgte de Fugleskærene ved Reykenæs, 
hvor Skibet laae en hel Dag, medens Folkene dræbte mang- 
foldige Fugle og nedtrampede Unger og Æg; det siges dog 
ikke med Bestemthed, om der mellem "disse Fugle fandtes 
Geirfugle. Ifølge H. C. Muller sloge nogle Færinger en 
Del Geirfugle ihjel paa Geirfugleskærene i 1809; men i denne 
Angivelse er Aarstallet urigtigt, og Feilen er sandsynligvis 
indløbet ved en Sammenblanding af det ovenfor omtalte Til- 
fælde og den af Faber og afd. Prof. Reinhardt meddelte 
Beretning, ifølge hvilken man i Aaret 1813 fra et forbisei- 
lende færøisk Skib opdagede en Koloni Geirfugle paa de 
nævnte Skær, landsatte en Baad, dræbte en Mængde af 
Geirfuglene og medtog adskillige til Reykjavig, hvor Skibet 
ankom den 29de Juli og endnu havde 24 friske Exemplarer 
med sig foruden de nedsaltede. To gamle Færinger, som 
havde deltaget i denne Expedition, Daniel Joenson og Paul 
Medjord, håve, den Første i 1849, den Anden i 1858 — 
afgivet ganske overensstemmende Beretninger derom til Wol- 
ley. Det ene af de til Reykjavig medbragte Exemplarer blev 
udstoppet, de andre bleve spiste. Om den Geirfugl, som 


”) Meddelelserne om denne Fugls Forekomst ere velvilligt tilstillede 
Udgiveren af Prof. Reinhardt. 


T4T 


efter Fabers Angivelse skal være dræbt i 1818 i det sydlige 
Island, haves ingen sikker Beretning, og Faber havde kun 
påa anden Haand modtaget Meddelelsen derom. I Begyn- 
delsen af Juli 1821”) bleve to Gamle ihjelslagne paa et Skær 
ved Ørebak, kort efter at Faber, Grev Raben og Sekretair 
Mørch forgjæves havde søgt Geirfugle paa Geirfugleskærene. 
Begge Exemplarerne kom i Stiftamtmand, Grev Moltkes Be- 
siddelse. Han kjøbte dem for en ringe Betaling og overlod 
i Oktober 1823 begge Skindene til det Kgl. Museum, der 
selv beholdt det ene af dem og bortbyttede- det andet til 
det Senckenbergske Museum i Frankfurt a. M. I Efteraaret 
1828 blev der tilsendt det Kgl. Museum en Geirfugl frå 
Reykiavig, men det vides ikke, hvor den var dræbt.”) Frem- 
deles fik Museet i Oktober 1830 et Skind og et Æg af Grev 
Moltke, som da var Marskalk hos Prinds Christian, og som 
ledsagede sin Gave med den Oplysning, at et vulkansk Ud- 
brud havde forstyrret det yderst liggende Geirfugleskær; et 
Par Fugle havde søgt Redeplads paa et Skær nærmere ved 
Land og var blevet dræbt; det ene Individ var derefter 
kommet i Moltkes Besiddelse; om det andet kan Intet op- 
lyses. I samme Aar (1830) dræbtes endvidere to Exem- 
plarer, som gik til Tydskland, og tre, som kom til det Kgl. 
Museum tilligemed to Æg. I Efteraaret 1831 falbødes paa 
éngang 20 Geirfugle i Kjøbenhavn, og Sælgeren meddelte 
daværende Prof. Reinhardt, at endnu nogle flere vare skudte 
eller dræbte. Senere Oplysninger have vist, at disse Fugle 
vare dræbte paa Skæret Eldey eller «Melsækken», nær ved 
det af det vulkanske Udbrud ødelagte Skær, og at der alle- 
rede i det foregaaende Aar var blevet dræbt 20 'Geirfugle 


”) I «Danmarks Fugle» angives Aarstallet urigtigt til 1823. 

%) Meddelelsen om de to Apoth. Mechlenburg tilhørende Geirfugle, der 
sagdes at være dræbte i 1829, idet de forsvarede deres Æg, beroer 
paa en Misforstaaelse. Det vides ikke, i hvilket Aar de vare dræbte 
(den ene af dem dog sandsynligvis i 1834), og de forsvarede ikke 
noget Æg. 


48 


748 


sammesteds; om det var disse, der i 1831 solgtes i Kjø- 
benhavn, eller andre, som vare dræbte i sidstnævnte Aar, 
kan ikke oplyses. I Mai 1833 kjøbte det kgl. Museum det 
sidste Skind, som det overhovedet har faaet af Geirfuglen ; 
der medfulgte ingen Oplysninger, men det er høist sand- 
synligt, at Exemplaret hidrørte fra Fangsten i 1830 eller 1831. 
I 1833 og 1834 synes tilsammen 21 Geirfugle og 8 Æg 
at være tagne påa Eldey. I August 1840 eller 1841 bleve 
tre Geirfugle solgte paa Island til en Naturaliehandler; om 
de vare dræbte samme Aar eller tidligere, vides ikke. De 
to sidste Geirfugle, der vides at være dræbte paa Island (paa 
Eldey), ere fra 1844. De kom i Spiritus til Kjøbenhavn, og 
Prof. Eschricht kjøbte dem begge; af Kroppene gjordes 
Præparater, og Skindene solgtes ved en Naturalie-Auktion i 
Bremen”). Endnu maa kun tilføjes, at en Bonde i 1814 
traf 8 Geirfugle paa et lille Skær ved Låtravik paa Nord- 
kysten af Brejdafjord ved Islands Vestkyst. De 7 dræbtes, 
medens én undslap. Disse Geirfugle maae dog vistnok kun 
ved en eller anden Tilfældighed være komne til dette Sted, 
da man ikke ellers har en eneste paalidelig Beretning om, 
at de nogensinde have vist sig der eller overhovedet ere 
trufne saa langt Nord paa ved Islands Kyst. 

Fra Norge haves forskjellige, men usikkre Beretninger 
om dens Forekomst ved Landets Kyster i forrige Aarhun- 
drede. I de senere Aar angives to Individer at være fundne 
der, men uden at være blevne opbevarede, det ene i 1837 
ved Frederiksstad, det andet i 1848 ved Østfinmarkens 
Kyst; ifølge Lilljeborg er et Individ skudt ved Tromsø 
(Vetensk. Akad. Handl. 1850), og Kjøbmand Nordvi i Mor- 
tensnæs hår meddelt Nilsson, at en Geirfugl omtrent 1848 
blev skudt paa Wardø. Collett har imidlertid oplyst, at 


”) I «Danmarks Fugle» hedder det, at foruden Fuglene kom ogsaa ved 
denne Leilighed et Æg til Kjøbenhavn; dette er urigtigt. Der fandtes 
vel et Æg, da Fuglene bleve tagne, men det var itu og blev ikke 
taget med af Finderen, endnu mindre bragt til Kjøbenhavn. 


749 


ikke en eneste af disse Beretninger hidrører fra Øienvidner, 
og der tør saaledes vistnok ikke lægges nogen Vægt paa dem. 
Fra Sverrig haves ingen sikkre Exempler påa dens Forekomst 
i den historiske Tid, og påa Færøerne var den fuldstændigt 
udryddet for omtrent 70 Aar siden. I Grønland vides den 
ikke med Sikkerhed bemærket siden 1815, da et Exemplar 
blev skudt ved Fiskenæsset. Den angives vel at være seet 
senere Nord for Sukkertoppen, men Holbøll betvivler Rig- 
tigheden af denne Meddelelse. Ifølge Beretning fra den be- 
kjendte Reisende E. Whymper til Prof. Reinhardt, skal et 
Individ være bleven skudt og spist mellem Fortunabay og 
Engelmans Havn i Sept. 1859 eller 1860. Senere omhygge- 
lige Undersøgelser og Forespørgsler påa Stedet selv gjøre 
det dog høist sandsynligt, at en Misforstaaelse ligger til 
Grund for Beretningen. For omtrent 50 Aar siden mang- 
lede den i de allerfleste europæiske Samlinger; endnu i 
Aarene 1830— 1832 bleve Exemplarer fra Kjøbenhavn i 
Tydskland betalte med 120—130 bd. (Naumann). For 
en Del Aar siden blev en ihjelslaaet i Kattegattet, ud for den 
svenske Kyst ved Marstrand. Efter Benickens Beretning i 
Isis blev den i Aaret 1790 skudt i Kieler Havn. 

Det store, hvidagtige Æg, af Størrelse som Svanens, har 
sortegraa og brune Pletter og Figurer. I det zool. Museum 
findes den gamle Fugl i to Exemplarer (ét i Sommerdragt 
og ét i Vinterdragt; det sidste er, saavidt vides, det eneste, 
der existerer) og desuden ét Æg. 

Æggets Længde og Brede: 

TUD han > (gemn: 


48% 


Uddrag 


af 


Prof. C, Sundevalls ,,Fårsøk. till Fogelklassens 
naturenliga uppstållning.) 


Agmen I. Psilopædes 
Ordo I. Oscines, Pall. 
Series I. Laminiplantares 


Cohors I. Cichlomorphæ 
Phalanzx I. Oereatæ 


Familia: Lusciniinæ [Gen. Luscinia, Erithacus] 
” Saxicolinæ [Gen. Saxicola] 
» Turdinæ [Gen. Turdus] 
”» Cinclinæ [Gen. Cinclus] 


Phalanx IT. Novempennatæ 


Familia: Motacillinæ [Gen. Motacilla, Anthus] 


”) C. J. Sun devall: «Methodi naturalis avium disponendarum ten- 
tamen. — Forsåk till Fogelklassens naturenlige uppstållning». Stock- 
holm 1872. Med Tillæg: «Férnyad anordning av Dagrovfoglarna 
(Dispositio nova Accipitrum Hemeroharpagorum)» og «Ny anordning 
av de Trastartade Foglarne (Oscines Cichlomorphæ)» [Ofvers. af 
Kongl. Vetenskaps-Akademiens Førhandlingar 1874. Nr. 2 og 3). 


<] 
(227 
mi 


Phalanz III.  Sylvirformes 


Fam.: Phyllopseustinæ [Gen. Regulus, Phyllopseustes 
(Sylv. sibilatriv & trochilus)| 

”» Sylviinæ [Gen. Sylvia] 

”» Calamodytinæ [Gen. Calamodyta (Sylv. tur- 
doides & arundinacea), Calamodus (S. phragmi- 
tis), Locustella (S. locustella)]| 

» Parinæ [Gen. Parus] 

”» Troglodytinæ [Gen. Troglodytes] 


Phalanx IV.  Latirostres 


Fam.: Ficedulinæ [Gen. Ficedula (Muscicapa atrica- 
pilla)] 
” Platystirinæ [Gen. Hypolais (Sylv. hyppolais)| 
» Muscicapinæ [Gen. Muscicapa] 


Phalanzx V. Brachypodes 


Fam.: Ampelidinæ [Gen. Ampelis] 
» Oriolinæ [Gen. Oriolus] 


Phalanz VI. Dentirostres s. Lanwformes 


Fam.: Laniinæ [Gen. Lanius] 


Cohors I.  Conirostres 


Phalanz I. Decempennatæ 


Fam.: Viduinæ [Gen. Panurus] 
”» Åccentorinæ [Gen. Accentor] 


Phalanz IT. Amplipalatales 


Fam.: Chloridinæ [Gen. Pinicola, Pyrrhula, Carpo- 
dacus, Dryospiza, Chloris (CXl/orospzza chloris), 
Carduelis (Acanth. carduelis), Ægiothus (Ac. 
linaria), Cannabina (Lznota cannabina)]| 

» Fringillinæ [Gen.Coccothraustes,Fringilla,Passer.] 


Phalanx III. Arctipalatales 


Fam.: iLoxiinæ [Gen. Loxia] 


» 


Emberizinæ [Gen. Emberiza, Plectrophanes] 


Cohors IEL, 


Phalanzx I. Humilinares 


Fam.: 


Coliomorphæ 


Sturninæ [Gen. Sturnus, Pastor] 
Phalanx II. Altinares 


Fam.: Nucifraginæ [Gen. Nucifraga] 


Garrulinæ [Gen. Pica, Garrulus] 
Corvinæ [Gen. Corvus] 


Cohors IVY.  Certhiomorphæ 


Fam.: Certhiinæ [Gen. Certhia] 
”» Sittinæ [Gen, Sitta] 
Cohors Y. Chelidonemorphæ 
Fåm.: 


Hirundininæ [Gen. Hirundo] 


Series IL. Scutelliplantares 


Cohors I. Holaspideæ 


Faåam.: Alaudinæ [Gen. Alauda, Otocoris] 
”» Upupinæ [Gen. Upupa] 


Ordo II. Volucres, Bp. 


Series I. Volucres zygodactylæ 
Cohors I. Pici 


Fam.: Pici angusticolles [Gen, Dryocopus (P. martius)| 
” Pici Securirostres [Gen. Tridactylia (P. tridac- 


TES 


tylus), Dendrocopus (P. major), Dendrocoptes 
(P. medius)| 
Fam.: Pici Ligonirostres [Gen. Gecinus (P. viridzs)| 
» lynginæ [Gen. lynx]| 
Cohors IE. Coccyges 


Coccyges humilinares 
Fam.: Cuculinæ [Gen. Cuculus] 


Series II. Anisodactyli 


Cohors I. Coenomorphæ 


Fam.: Coraciinæ [Gen. Coracias] 


Cohors fl.  Ampligulares 
Fam.: Caprimulginæ [Gen. Caprimulgus, Glareola] 
”» Cypselinæ [Gen. Cypselus] 
Cohors IR. Volucres syndactylæ 
Fam.: Meropinæ [Gen. Merops] 
» Alcedininæ [Gen. Alcedo]| 
Cohors IV.  Peristeroideæ 


Fam.: Columbinæ [Gen. Columba, Turtur| 


Agmen IE. Ptilopædes 
Ordo III. Accipitres. 


Cohors I. Nyctharpages 


a.… Striges nocturnæ 
Fam.: Glaucinæ [Gen. Strix] 
» Ululinæ [Gen. Otus, Syrnium, Nyctale| 


b.  Striges diurnæ 
Fam.: Buboninæ [Gen. Nyctea, Bubo, Scops.]| 


,» Noctuinæ [Gen. Athene, Glaucidium, Surnia] 
Cohors I.  Hemeroharpages 


a.…… Hemeroharpages rapaces 


Fam.: Asturinæ [Gen. Circus, Astur, Buteo] 
”» Falconinæ [Gen. Falco, Tinnunculus] 
” Circaétinæ [Gen. Pernis, Circaétus, Pandion] 
» Aquilinæ [Gen. Aquila] 
”» Haliaétinæ [Gen. Milvus, Haliaétus] 


b.… Hemeroharpages Saprophagt 
Fam.: Vulturinæ [Gen. Vultur, Gyps] 


Ordo IV. Gallinæ. 


Cohors I. Tetraonomorphæ 

Fam.: Pteroclinæ [Gen. Syrrhaptes] 
”» Tetraoninæ [Gen. Lagopus, Tetrao, Tetrastes] 

Cohors II. Phasianomorphæ 


Fam.: Phasianinæ [Gen. Gallus, Phasianus] 
» Pavoninæ [Gen. Pavo, Meleagris] 
» Perdicinæ [Gen. Numida, Perdix, Coturnix] 


Ordo V. Grallatores. 


Series I. Grallatores altinares 


Cohors I. Herodii 


Fam.: Ardeinæ [Gen. Ardea] 


755 


Cohors IE. Pelargi 


Plataleinæ [Gen. Platalea] 
Ciconiinæ [Gen. Ciconia] 
Ibidinæ [Gen. Ibis] 


Series II. Grallatores humilinares 


Fam.: 


Fam.: 


Cohors I. Limicolæ 


Totaninæ [Gen. Numenius, Limosa, Totanus, 
Philomachus, Calidris, Tringa, Limicola, Scolopax, 
Gallinago, Phalaropus] 

Himantopodinæ [Gen. Himantopus, Recurvi- 
rostra] 


Cohors I,  Cursores 


Charadriinæ [Gen. Strepsilas, Vanellus, Chara- 
drius, Squatarola, Hæmatopus] 

Otidinæ [Gen. Oedicnemus, Olis] 

Gruinæ [Gen. Grus] 

Rallinæ [Gen. Rallus, Crex, Ortygometra, Gal- 
linula, Fulica] 


Ordo VI. Natatores. 


Cohors I. Longipennes 
Sterninæ [Gen. Sterna] 
Larinæ [Gen. Larus, Stercorarius| 
Cohors II.  Pygopodes 


Alcariæ [Gen. Alca, Uria, Arctica, Fratercula] 
Eudytinæ [Gen. Eudytes (= Colymbus)]| 
Colymbinæ [Gen. Colymbus (= Podiceps)] 


756 


Cohors IL. Totipalmatæ 


Fam.: Pelecaninæ [Gen. Sula, Graculus, Pelecanus] 


Cohors IV.  Tubinares 
Fam.: Procellarinæ [Gen. Procellaria, Fulmarus, Puffinus] 
» Diomedeinæ [Gen. Diomedea] 
Cohors Y. Lamellirostres 


Fam.: Anatinæ [Gen. Anser, Bernicla, Gygnus, Tadorna, 
Anas, Stelleria, Fuligula, Oidemia, Glaucion, Ha- 
relda, Somateria, Mergus, Erismatura| 


Ålphabetisk Fortegnelse 


over 


de systematiske Navne. 


Åcanthis canescens 367 
— carduelis 369 

— linaria 365 

— spinus 368 

Åccentor modularis 305 
ÅAccipiter nisus 47 
Acredula caudata 319 
Actitis hypoleucos 519 
Actodroma minuta 501 
— Temminckii 509 
— cantianus 447 

— hiaticula 445 
Ægialites minor 448 
Ægiothus linaria 365 
Ægolius brachyotus 86 
— otus 84 

Æsalon lithofålco 38 
Alauda agrestis 327 
— alpestris 333 

— arborea 331 

— arvensis 327 

— Ccoelipeta 327 


Ålauda cristata 329 
— cristatella 331 
— galerita 329 
— nemorosa 331 
— nivalis 333 
— novalium 251 
— obscura 244 
— pratensis 246 
— spinoletta 245 
— trivialis 249 
Alca alle 738 

— arctica 741 
— impennis 745 
|— lomvia 734 
— major 745 

— minor 744 

— pica 734, 744 
— tordaåa 744 
Ålcedo ispida 127 
Åmpelis garrulus 180 
Ånas acuta 658 

— AÅAlandica 658 


Anas albifrons 638 
— anser 641, 643 
— atra 678 

— Barrowii 684 

— Beringii 688 

— bernicla 647 

— boschas 656 

— carbo 680 

— casarca 654 

— caudacuta'658 

— circia 663 

— clangula 682, 684 
— clypeata 661 

— cornuta 652 

— eérecca 665 

— cristata 670 

— Cutberti 690 

— cygnus 632 

-— dispar 688 

— erythropus 639, 645 
— ferina 673 

— fuligula 670 

— fusca 680 

— glacialis 686 

— glåucion 675, 682 
— histrionica 685 
— hyemalis 682, 686 
— hyperborea 637 
— Islandica 684 

— leucocephala 677 
— leucophtalmos 675 
— leucopsis 639 

— longicauda 658 
— marila 672 

— mergoides 684 


758 


"Anas mersa 677 

| minuta 685 

"— mollissima 690 | 
— nigra 678 

— nivalis 637 
— nyroca 675 | 
— olor 635 
— Penelope 667 

— perspicillata 681 

— querquedula 663 

-— rufina 677 

— rutila 654 

— segetum 641 

— Sparmanni 658 

— spectabilis 693 

— Stelleri 688 

— strepera 660 

— tadorna 652 

Ånser albifrons 638 

— arvensis 641, 643 

— hbernicla 645, 647 

— brachyrynchus 641 

— brenta 647 

— brevirostris 639 

— Bruchii 641 

— cineraceus 639 

|— cinereus 643 

— erythropus 638, 639 

— ferus 643 

— frontalis 638 

— Gambelli 638 

—- hyperboreus 637 

— lånuginosus 690 

— leucopsis 645 

— medius 638, 639 


Anser minutus 639 
— niveus 637 

— obscurus 641 
— påradoxus 641 
— platyurus 641 
— roseipes 638 
— rufescens 641 
— ruficollis 649 
— segetum 641 

— Temminckii 639 
— torquatus 647 
— vulgaris 643 
Anthropoides virgo 465 
Anthus aåquaticus 245 
— arboreus 249 

— caåmpestris 251 
— cervinus 248 
— herbarum 249 
— juncorum 249 
— Lichtensteinii 246 
— littorålis 244 
— macronyx 253 
— oøbscurus 244 

— palustris 246 
— petrosus 244 
— pratensis 246 

— Richardi 253 

— rufescens 251 
— rufigularis 246 
— rufogularis 246 
— rupestris 244 
— spinoletta 245 
— trifolii 246 

— virescens 246 
Aquila albicilla 13 


759 


Aquila bifasciata 11 
—- brachydactyla 19 
— chrysaétus 9 

— clanga, 11 

— fulva 9 

— heliaca 11 


| — imperialis, 11 


— nævia 11 


| Archibuteo lagopus 27 


Årctica alle 738 
Årdea alba 479 

— candida 479 
— Caspica 478 
— castanea 481 
— ciconia 466 

— cinerea 475 

— comata 481 

—— cristata 475 

— erythropus 481 
— grisea 480 

— grus 462 

— major 475 

— Marsigli 481 
— minuta 483 

—. nigra 471 

— nycticorax 480 
— pumila 481 

— purpurea 478 
— ralloides 481 
— squajotta 481 
— stellaris 485 
— virgo 465 
Årdeola minuta 483 
— nævia 483 
Årenaria cinerea 455 


Årenaria grisea 513 

— vulgaris 513 
Ascalopax gallinago 542 
— major 539 

Åstur nisus 47 

— pålumbarius 44 
Åthene noctua 74 

Aythya ferina 673 


Bernicla brenta 647 

— leucopsis 645 

— ruficollis 649 

— torquata 647 
Bombycilla bohemica 180 
— garrula 180 
Bombycivora garrula 180 
Bonasia betulina 416 

— laågopus 416 
Botaurus stellaris 485 
Brachyotus palustris 86 
Bubo maximus 81 

Budytes flavus 239 

— Raji 239 

Buphus comatus 481 
Butalis grisola 199 

Buteo lagopus 27 

— vulgaris 25 


Calamodyta phragmitis 284 
Calamoherpe alnorum 280 
— aåaquatica 285 

— aåarbustorum 280 

— arundinacea 280 

— Brehmii 280 

— cariceti 286 


760 


|— palustris 278 


| Calamophilus barbatus 321 
' Calidris arenaria 513 
|— grisea 499, 513 


Calamoherpe locustella 287 
— media 282 


— phragmitis 284 
— piscinarum 280 
— salicaria 280 
— turdoides 282 


— nævia 499 


' Gallichen rufinus 677 


Cannabina flavirostris 363 
— linota 362 
Canutus Islandicus 499 


| Caprimulgus Europæus 183 


Carbo cormoranus 707 
mee cristatus lo 


|— graculus 710 
' Garduelis elegans 369 


— Lulensis 358 


= spinus 368 

| Caricicola phrågmitis 284 
| Carpodacus erythrinus 375 

| Garyocatactes guttatus 151 


Casarca rutila 654 

| Cataracta parasitica 625 
| Catarractes parasita 625 
| Catharacta cepphus 627 
— Ccoprotheres 623 

— parasita 625 


| — .Skua 621 


[Gatoptrophorus semipalmatus 
531] 


|Cecropis rustica 190 


Centrophanes calcarata 348 
Cepphus arcticus 727 
arra 734 

grylle 736 

lomvia 732 
septentrionalis 729 
torquatus 725 
Cerchneis tinnunculus 40 
Certhia brachydactyla 116 
— familiaris 116 
Charadrius albifrons 447 
apricarius 441, 450 
auratus 441 
autumnalis 564 
calidris 513 
cantianus 447 

cinclus 445 

curonicus 448 
fluviatilis 448 
Helveticus 450 
hiaticula 445 
himantopus 564 
hypomelanus 450 
littoralis 447 

minor 448 

morinellus 443 
Oedicnemus 439 
Pardela 450 

pluvialis 441 

rubidus 513 
Sibiricus 443 
squatarola 450 
Tataricus 443 
Vanellus 452 
Chauliodes strepera 660 


—— 


mn 


761 


Chelidon urbica 194 
Chloropicus canus 104 

— viridis 102 

Chlorospiza chloris 360 
Chritophaga miliaria 337 
Chroicocephalus minutus 600 


'— ridibundus 602 


Chrysomitris spinus 368 
|Ciconia alba 466 

— fusca 471 

'— nigra 471 

Cinclus aquaticus 230 
— interpres 455 

— melanogaster 230 
— torquatus 506 

| Circaétus gallicus 19 
Circus aeruginosus 49 
— cyaneus 52 

— maåcrurus 58 

— pallidus 58 


-|— pygargus 55 


'— rufus 49 

— Swainsonii 58 

| Clangula Barrowii 684 
'— glacialis 686 

E= glaucion 682 

(— histrionica 685 
'— Islandica 684 

|— vulgaris 682 

| Coccothraustes vulgaris 350 
Columba domestica 390 
— gelastes 394 

|— livia 390 

|— øenas 389 

— palumbus 387 


Columba rupicola 394 
— turtur 392 

— turtur major 394 
Colymbus arcticus 727 
— auritus 719 

— cornutus 716 

— cristatus 716 

— cucullatus 718 
— fluviatilis 722 

— glacialis 725 

— grylle 736 

— immer 725 

— Lumme 729 

— minor 722 

— nævius 718 

— parotis 718 

— rufogularis 729 
— septentrionalis 729 
— stellatus 729 

— subcristatus 718 
— torquatus 725 

— troile 732 

— urinator 716 
Coracias galbula 142 
— garrula 134 

— oriolus 142 
Cormoranus carbo 707 
Corvus Caryocatactes 151 
— clericus 165 

— corax 156 

— cornix 161 

— corone 164 

— frugilegus 165 

— glandarius 175 
— infaustus 177 


762 


Corvus leucophæus 156 
— monedula 169 

— pica 171 

Corydalla Richardi 253 
Corys arborea 331 
Corythus enucleator 376 
Coturnix communis 407 
— vulgaris 407 

Cotyle riparia 196 

Crex pratensis 550 

— pusillå 553 
Crucirostra abietina 382 
— bifasciata 384 

— leucoptera 384 

— pinetorum 379 
Cuculus canorus 94 

— hepåticus 94 
Curruca arundinacea 280 
— atricapilla 267 

— cinera 264 

— garrula 266 

— hortensis 269 

— luscinia 292 

— naevia 287 


|— nisoria 2683 


— turdoides 282 


| Gyanecula leucocyanea 299 


— Suecica 299 
— Wolfii 299 


|Cyanistes coerulea 310 


Cyanopterus querquedula 663 


(Cygnus Bewickii 634 
| — ferus 632 


— gibbus 635 
— Islandicus 634 


Cygnus melanorhinus 634 
— melanorhynchus 632 
minor 634 

musicus 632 

olor 635 

olor, Var. minor 634 
sibilans 635 
xanthorhinus 632 
Cynchramus miliaria 337 
— schoeniclus 343 
Cypselus alpinus 189 

— aåpus 187 

— melba 189 

— murarius 187 


Dafila acuta 658 

Dandalus rubecula 297 
Dendrofalco subbuteo 36 
[Biomedea chlororynchos 582] 
— culminata 582 

[— exulans 582] 
Dryocopus martius 100 
Dryospiza serinus 371 
Dysporus bassanus 703. 


Egretta alba 479 
Emberiza arundinacea 343 
— borealis 344, 346 
calandra 337 

calcarata 348 

citrinella 339 

glacialis 346 

hortulana 340 
Lapponica 348 
Mælbyensis 340 


763 


Emberiza miliaria 337 
mustelina 346 
nivalis 346 
passerina 343 
pusilla 345 
rustica 344 
schoeniclus 343 


'Enneoctonus collurio 21f 


Ephialtes scops 88 


| [Erismatura leucocephala 677] 


'Erithacus luscinia 292 
'— Philomela 289 


— phoenicurus 294 
— rubecula 297 


'— Suecicus 299 
'Erythrospiza erythrina 375 
'Erythrosterna parva 203 
'Eudromias morinellus 443 
| Eydytes arcticus 727 


— glacialis 725 


|— septentrionalis 729 


Euspiza hortulana 340 


Falco abietinus 34 
aeruginosus 49 
aesalon 38 
albicilla 13 
albidus 25 
apivorus 29 
arundinaceus 49 
ater 23 
brachydactylus 19 
brunnius 40 
buteo 25 
caesius 38 

49 


Falco candicans 32 
— cenchris 42 

— cineraceus 55 
— communis 25, 34 
— cyaneus 52 

— fulvus 9 

— fusco-ater 23 
— Gallicus 19 

— gallinarius 44 
— gentilis 44 

— Grønlandicus 32 
— gyrfalce 32 

— haliaétus 16 

— Islandicus 32 
— lagopus 27 

— lanarius 32 

— leucopsis 19 
— lithofalco 38 
— macrurus 58 
— milvus 21 

— nævius 11 

— nisus 47 

— ossifragus 13 
— pallidus 58 

— palumbarius 44 
— parasiticus 23 
— peregrinus 354 
— pygargus 55 

— rufipes 42 

— rufus 49 

— subbuteo 36 

— tinnunculoides 42 
— tinnunculus 40 
— variegatus 25 
— versicolor 25 


164 


| 
! 


| Falco vespertinus 42 


Ficedula atricapilla 200 
— fitis 271 
ki hypolais 275 


— rufa 272 

;—— sibilatrix 273 
Fratercula arctica 741 
| Fringilla alnorum 365 
— borealis 367 

— calcarata 348 
|— campestris 354 
'|— cannabina 362 
|— carduelis 369 

— chloris 360 

— coccothraustes 350 
— coelebs 356 

'|— domestica 353 
— enucleator 376 
— erythrina 375 

— flavirostris 363, 365 
'— Hornemanni 367 
fee Lapponica 348 
|— linaria 365 

|— linarioides 365 
|— linota 362 

|— Lulensis 258 

|— magnirostris 365 
|—. montana 354 

'— montitringilla 358 
'"— montium 363 
|— Pyrrhula 373 

— serinus 371 

— spinus 368 
Fulica æthiops 556 
— aterrima 556 


Fulica atra 556 

— chloropus 554 
Fuligula clangula 682 
— cristata 670 

— dispar 688 

— ferina 673 

— fusca 680 

— glacialis 686 

— histrionica 685 
— Islandica 684 
— marila 672 

— mollissima 690 
— nigra 678 

— myroca 675 

— perspicillata 681 
[— rufina 677] 
Fulix clangula 682 
— cristata 670 

— ferina 673 

— fusca 680 

— glacialis 686 

— histrionica 685 
— Islandica 684 
— maårila 672 

— mollissima 690 
— nigra 678 

— nyroca 675 

— perspicillata 681 
— Stelleri 688 
Fulmarus glacialis 579 


Galerita arborea 331 
Gallinago Brehmii 544 
— gallinula 544 

— major 539 


7165 


| Gallinago media 542 

|— scolopacinus 542 

| Gallinula chloropus 554 

|— crex 550 

— fusca 554 

— porzana 552 

— pusilla 553 

— sericea 547 

Gallus Bankiva 427 

Garrulus glandarius 175 

— infaustus 177 

Gavia cana 610 

— tridactyla 607 

Gecinus canus 104 

— viridis 102 

Glandarius pictus 175 

Glareola Austriaca 437 

— pratincola 437 

— torquata 437 

Glancidium passerimum 68 

Glaucion Barrowii 684 

— clangula 682 

— histrionicum 685 

|— Islandicum 684 

Glottis chloropus 529 

|— natans 529 

| Glycyspina hortulana 340 

Gracula rosea 150 

Graculus carbo 707 

— cristatus 710 

Grus ciuerea 462 

— communis 462 

— virgo 465 

— vulgaris 462 

Gyps fulvescens 7» 
49% 


Gyps fulvus 7 
— Hispaniolensis 7 
— occidentalis 7 


Hæmatopus hypoleuca 458 
— ostralegus 458 

— ostrilegus 458 

Haliaétus albicilla 13 

— leucocephalus 16 
Halieus carbo 707 

— cormoranus 707 

— graculus 710 

Harelda glacialis 686 

— histrionica 685 

— Stelleri 688 
Heniconetta dispar 688 
Herodias alba 479 
Himantopus candidus 564 

— melanopterus 564 

— rufipes 564 

Hirundo aåapus 187 

melba 189 

pratincola 4357 

riparia 196 

rustica 190 

urbica 194 

Histrionicus torquatus 685 
Hydrobata cinclus 230 
Hydrochelidon hybrida 595 
— leucoptera 595 

— nigra 597 

Hydroprogne caspia 585 
Hypolais salicaria 275 
Hypsibates himantopus 564 


x 


7166 


|Ivis falcinellus 491 
Iynx torquilla 113 


Lagopus alpina 419 


subalpina 421 


Lanius biarmicus 319 


caudatus 319 
collurio 211 
excubitor 205 
glandarius 175 
infaustus 177 
Italicus 208 
medius 208 
minor 208 
ruficeps 209 
rufus 209 
rutilus 209 
spinitorquus 211 


Laroides canus 610 


fuscus 619 
leucopterus 613 
marinus 617 


Larus arcticus 613 


argentatoides 612 
argentatus 612, 613 
argenteus 612 
atricilla 602 
atricilloides 600 
candidus 606 
canus 607, 610 
capistratus 602 
catarrhactes 621 
cinerarius 602 
eburneus 606 
erythropus 602 


767 


Limosa rufa 534 

Linaria borealis 365 
Linota cannabina 362 

' — flavirostris 363 
Lobipes hyperboreus 559 
Lophophanes cristata 317 
Loxia cardinalis 375 


Larus flavipes 619 
— fuscus 619 

— gavia 607 

— glaucoides 613 
—. glaucus 612, 615 
— Islandicus 613 
— leucopterus 613 


— marinus 617 — chloris 360 

— minutus 600 — Coccothraustes 350 
— nævius 602 — curvirostra 382 

— niveus 606 — curvirostra major 379 


parasiticus 625 
ridibundus 602 
rissa 607 
Sabini 605 


enucleator 376 
erythrina 375 
falcirostra 384 
Flamengo 373 


— torquatus 607 — leucoptera 384 
— tridactylus 607 — pityopsittaccus 379 
Lestris Buffonii 627 — psittacea 376 

— catarrhactes 621 — Pyrrhula 373 

— crepidata 627 — serinus 371 

— parasitica 625 — taeniopteråa 384 


Lunda arctica 741 
Luscinia major 289 
— Philomela 289 

— phoenicurus 294 
— tithys 296 

— vera 292 
Lusciola luscinia 292 


— pomarinå 623 

— Richardsoni 625 
Leucos glaucus 615 

— "leucopterus 613 
Ligurinus cannabinus 362 
— chloris 360 

Limicola pygmæa 510 


Limosa ægocephala 532 — Philomela 289 
— calidris 523 — phoenicurus 294 
— ferruginea 534 — rubecula 297 

— fusca 521 — Suecica 299 

— glottis 529 — Tithys 296 


— grisea 529 
— Lapponica 534 


Lycos monedula 169 


Machetes pugnax 516 
Mareca Penelope 667 
Mecistura caudata 319 
Melanitta fusca 680 
— nigrå 678 
Meleagris gallopavo 427 
Merganser castor 696 
— cristatus 698 

— stellatus 700 
Mergellus albellus 700 
Mergulus alle 738 

— melanoleucos 738 
Mergus albellus 700 
— glacialis 700 

— merganser 696 

— minutus 700 

— serrator 698 
Merops apiaster 131 
Merula aquatica 230 
— atrogularis 223 

— nigrå 227 

— rosea 150 

— torquata 225 

— vulgaris 227 
Miliaria Europæa 337 
— valida 337 

Milvus ater 23 

— niger 23 

— regalis 21 

— ruber 21 
Morinella collaris 455 
Mormon arcticus 741 
— fratercula 741 

— glacialis 741 


768 


Motacilla aédon 289 
"alba 235 


aquatica 285 
atrata 296 
atricapilla 267 
boarula 242 
borealis 239, 241 
cervina 246 
cinereocapilla 239 
coerulecula 299 
curruca 266 
Erithacus 294 
flava 239 

flaveola 239 
hippolais 275 
lugubris 235, 238 
luscinia 289, 292 


melanocephala 239, 241 


modularis 305 
naevia 287 
neglecta 239 
nigricapilla 239 
oenanthe 255 
Phoenicurus 294 
regulus 323 
rubecula 297 
rubetra 257 
rubicola 259 
salicaria 269 
schoenobaenus 284 
scolopacina 116 
spipola 249 
Suecica 299 
sulphurea 242 
Sylvia 264 


Motacilla Tithys 294 
— trochilus 271 

— troglodytes 302 
— Vitiflora 255 

— Yarrellii 235 
Muscicapa albicollis 202 
— atricapilla 200 

— collaris 202 

— grisola 199 

— luctuosa 200 

— parva 203 


Nectris anglorum 577 
Nisus communis 47 
Nucifraga Caryocatactes 151 
Numenius arquata 494 

— borealis 496 

— castaneus 491 

— falcinellus 491 

— ferruginea 504 

— igneus 491 

— minor 496 

— phæopus 496 

— pusillus 510 

— pygmæus 510 

— subarquata 504 

[— tenuirostris 496. Anm.] 
— variabilis 506 

— viridis 491 

Numida meleagris 429 
Nyctale funerea 76 

Nyctea candida 62 

— erminea 62 

— nivea 62 

Nycticorax Europæus 480 


769 


Oedicnemus crepitaus 439 
— griseus 439 

| Gidemia fusea 680 

ME nigra 678 

| — perspicillata 681 

| Oriolus galbula 142 
Orites caudatus 319 
Ortygion coturnix 407 
Ortygometra crex 550 
— minuta 553 

— porzana 552 

Otis houbara 436 

— Macquenii 436 

— minor 434 

— Oedicnemus 439 
— tarda 432 

'— tetrax 434 
Octocoris alpestris 333 
Otus brachyotus 86 

— vulgaris 84 


Pagophila eburnea 606 
Pandion baliaetus 16 
Panurus bjarmicus 321 
Parus ater 314 

— Baldensteinii 312 
— harbatus 321 

— bjarmicus 321 
— borealis 312 

— caudatus 319 

— cinctus 314 

— coeruleus 310 

— cristatus 317 

— cyanmus 311 


Parus frigoris 312 

— Lapponicus 314 

— major 309 

— palustris 312. 

— Sæbyensis 311 

— Sibericus 314 

Passer domesticus 353 

— montanus 354 

Pastor roseus 150 

Pave cristatus 423 
Pelecanus bassanus 703 
— carbo 707 

— cristatus 710 

— graculus 710 

— maculatus 703 

— onocrotalus 713 
Pelidna alpina 506 

— maritima 502 

— minuta 501 

— subarquata 504 

— Temminckii 509 
Penguinus impennis 745 
Perdix cinerea 404 

— coturnix 407 
Perisoreus infaustus 177 
Peristera gelastes 394 
— turtur 392 

Pernis apivorus 29 
Phalacrocorax carbo 707 
— carbo medius 710 
— graåculus 710 

— minor 710 


Phalaropus angustirostris 559 


— cinerascens 559 
— cinereus 559 


770 


| Phalaropus fulicarius 561 
— hyperboreus 559 

— platyrynchus 561 
— rufescens 561 

— ruficollis 559 

— rufus 561 

Phasianus colchicus 425 
Phileremos alpestris 333 
Philolimnos gallinula 544 
Philomachus pugnax 516 
Phyllopneuste rufa 272 
Pica caudata 171 

— varia 171 

Piculus minor 110 
Picus caniceps 104 

— canus 104 

— leuconotus 107 

— major 105 

— martius 100 

— medius 108 

— minor 110 

— Norvegicus 104 

— tridactylus 111 

— viridicanus 104 

— viridis 102 

Pinicola enucleater 376 
Platalea leucerodia 488 
— leucorodia 488 
'Platypus ferinus 673 
|— fuligulus 670 

— fuscus 680 

— glacialis 686 

— glaucion 682 

— histrionicus 685 

— marilus 672 


771 


Platypus niger 678 

— rufinus 677 

Plautus impennis 745 
Plectrophanes calcaratus 348 
— lLapponica 348 

— nivalis 346 

Plegadis falcinellus 491 
Pluvialis aurea 441 

— minor 443 

— morinellus 443 

— viridis 441 

Podiceps arcticus 719 
— auritus 719, 721 
cornutus 719 

cristatus 716 

grisegena 718 

minor 722 

nigricollis 721 
rubricollis 718 
Poecila palustris 312 

— Siberica 314 
Polysticta dispar 688 
Pratincola rubetra 257 
— rubicola 259 
Procellaria anglorum 577 
glacialis 579 

Leachii 575 

minor 579, 581, Anm. 
pelagica 573 

puffinus 577 
Pterocyanea querquedula 663 
Puffinus anglorum 577 

— arcticus 577 

[— fuliginesus 578] 


[Puffinus major] 578 
Pyrgita domestica 353 
— montana 354 
Pyrrhocorax graculus 228 
Pyrrhula enucleator 376 
— erythrina 375 

— Europaea 373 
Germanica 373 
rubicilla 373 
septentrionalis 373 
serinus 371 

vulgaris 373 


— 
— 


Querquedula crecca 665 


Rauus aquaticus 547 
— crex 550 

— minutus 553 

— porzana 552 


WERE pusillus 553 


Recurvirostra avocetta 566 
Regulus chrysocephalus 3235 
cristatus 323 
crococephalus 323 
flavicapillus 323 
ignicapillus 325 


Japonicus 323 
Nilssonii 325 
pyrocephaålus 325 
Rhynchaspis clypeata 661 
Rissa tridactyla 607 
Rubecula vulgaris 297 
Ruticilla phoenicurus 294 
— Tithys 296 


— 


2 


Sitta Europæa 119 
Salicaria arundinacea 280 — Uralensis 119 
— palustris 278 Somateria mollisima 690 
— phragmitis 284 — spectabilis 693 
Saxicola oenanthe 255 Spinus alnorum 368 
— rubetra 257 — carduelis 369 
— rubicola 259 — linåria 365 
Scolopax aåaegocephala 532 — miliaria 337 
— arcuata 494 — viridis 368 
— arquata 494 Squatarola Helvetica 450 
— Belgica 532 Starna cinerea 404 
— borealis 496 'Stelleria dispar 688 
—- calidris 523 Stercorarius catarrhactes 621 
— curonica 521 '|— cepphus 627 
— fusca 521 — longicaudatus 627 
— gallinago 542 — parasiticus 625 
— gallinulåa 544. — pomarinus 623 
— glottis 529 Sterna ÅAnglica 586 
— jardreka 532 — arctica 592 
— Lapponica 534 — argentata 592 
— leucophæa 534 — Boysii 588 
— limoså 532 (— canescens 588 
— major 539 — " Cantiaca 588 
— media 539 — caspia 585 
— melanura 532 |— columbina 588 
— nigrå 521 pære Dougallii 589 
— paåludosa 539 — fissipes 595, 597 
— palustris 539 — fluviatilis 591 
— phæopus 496 — hirundo 591, 592 
— rusticola 536 , — hybrida 595 
— subarquata 504 — leucopareja 595 
Scops Ephialtes 88 — leucoptera 595 
Scotæus nycticorax 480 — macreura 592 
Serinus hortulanus 371 — megarynchos 585 
Sitta cæsia 119 — minuta 593 


Sterna nævia 597 
— nigra 597 

— paåradisea 589 
— parva 593 

— risoria 586 

— striata 588 
Sternula minuta 593 
Strepsilas interpres 455 
Strix acadica 68 
— aluco 71 

— harbata 70 

— bråchyotus 86 
— hubo 81 

— cinerea 70 

— dasypus 76 

— flammea 78 

— funerea 66, 76 
— hudsonia 66 
— Lapponica 70 
— Lindrothii 69 
— liturata 69 

— macroura 69 
— meridionalis 74 
— nisoria 66 

— noctua 74 

— nudipes 74 

— nyctea 62 

— otus 84 

— paåsserina 68, 74 
— psilodactyla 74 
— pygmæa 68 

— scops 88 

— Sibirica 81 

— … …Tengmalmi 76 
— Turcomanna 81 


773 


Strix ulula 66 

— Uralensis 69 

Sturnus cinclus 230 

— Faroensis 304, Anm. 
— roseus 150 

— vulgaris 146 


| Sula alba 703 


— hbassana 703 
Surnia ulula 66 


| Sylbeocyclus minor 722 


Sylochelidon caspia 585 
Sylvia abietina 272 
— aquatica 285 
— arborea 271 

— arundinacea 280 
— atricapilla 267 
— cariceti 286 

— cinerea 264 

— curruca 266 

— cyanecula 299 
— fitis 271 

— fruticeti 264 
— garrula 266 


'— hortensis 269 


— hypelais 275 

— icterina 271 

— locustella 287 

— Luscinia 289, 292 
— modularis 305 
— nisoria 263 

— oenanthe 255 
— palustris 278 

— Philomela 289 
— phoenicurus 294 
— phragmitis 284 


Sylvia regulus 323 
— rubecula 297 

— rubetra 257 

— rubicola 259 

— rufa 272 

— salicaria 285 

— schoenobaenus 284 
— sibilatrix 273 

— striata 286 

— sylvestris 272 
— sylvicola 273 

— tithys 296 

— trochilus 271 

— troglodytes 302 
— turdina 282 

— turdeides 282 
Syrnium aluco 71 

— Lapponicum 70 
— Uralense 69 
Syrrhaptes paradoxus 397 


Tadorna gibbera 652 
— rutila 654 

— vulpanser 652 
Tantalus falcinellus 491 
Telmatias gallinago 542 
— gallinula 544 

— major 539 

Tetrao albus 421 

— alpinus 419 

— bonåsia 416 

— cachinnans 421 

— canus 416 

— Coturnix 407 

— hybridus 415 


T74 


Tetrac lagopides 416 
— laågopoides 416 
— lågopus 419 

— Lapponicus 421 
— medius 415 

— paradoxus 397 
— Perdix 404 

— Reinhardi 419 
— rupestris 419 
— saåliceti 421 


|— tetrix 410 


— urogallides 415 

— urogalloides 415 

— urogallus 412 

Tetrastes bonasia 416 
Thalasseus cantiacus 588 
Thalassidroma Leachii 575 
— pelagica 573 
Tharraleus modularis 305 
Thoracocincla torquata 225 
Tinnunculus alaudarius 40 
— vespertinus 42 

Totanus calidris 523 

— chloropus 529 

— fistulans 529 

— fuscus 521 

— glareola 527 

— glottis 529 


|— gregarius 534 É 


—- hypoleucus 519 

— limoså 532 

— måculatus 521 
— nåtans 521 

— ochropus 525 

[— semipalmatus 531] 


[Totanus stagnatilis 528| 
— striatus 523 
Tringa alpina 506 

— arenaåria 513 

— arquatella 502 

— atra 521 

— australis 499 

— canutus 499, 519 
— cinclus 506 

— cinclus minor 508 
— cinerga—499 

— eduestris 516 

”——- ferruginea 499, 504 
— fulicaria 559, 561 
— Gambetta 523 

— glacialis 561 

— glareola 499, 527 
— Helvetica 450 

— hyperborea 559 
— hypoleucos 519 
— Islandica 499 

— leucopterå 519 
— littorea 527 

— lobata 559, 561 
— maåritima 502 

— minuta 501 

— morinella 455 

— nigricans 502 

— ochropus 525 

— platyrhyncha 510 
— pugnax 516 

— pusilla 501, 509 
— pygmæa 508, 510 
— rufa 499 

— rufescens 516 


7175 


Tringa ruficollis 506 
— Schinzii 508 

— squatarola 450 

— striata 502, 523 

— subarquata 504 

— Temminckii 501, 509 
— tridactyla 513 

— Vanellus 452 

— variabilis 506 

— variegata 516, 523 
Tringoides hypoleucos 519 


| Triorches lagopus 27 


Troglodytes borealis 302, 
304 


— Europaeus 302 


— parvulus 302 
— punctatus 302 


|— regulus 302 


Trypanocorax frugilegus 165 


' Turdus arundinaceus 282 


— atrigularis 223 


|— Bechsteinii 223 
|— cinclus 230 
|— iliacus 221 


ze Junco 282 
— lunulatus 229 


'— merula 227 
|— musicus 219 
'—" øriolus 142 


— pilaris 216 
— roseus 150 


|— ruficollis 224 


— squamatus 229 


|— torquatus 225 
|— varius 229 


Turdus viscivorus 213 
TFurtur auritus 392 
— orientalis 394 
— rupicola 394 


Unu Lapponica 70 
Undina leucocephala 677 
— mersa 677 
Upupa epops 122 
Uria alle 738 

— arraå 734 

— Briinnichii 734 
— Francsii 734 

— grylle 736 

— hringvia 732 

— intermedia 732 
— lacrymans 7352 
— lomvia 732, 734 


716 


|Uria minor 738 
— troile 732 


Utamania torda 744 


| Vanellus cristatus 452 
Her griseus 450 

|— Helveticus 450 

| melanogaster 450 
'|— varius 450 

' Vitiflora grisea 255 
"Vulpanser tadorna 652 
| Vultur cinereus 5 
— fulvus 7 

— monachus 5 


| 


|Yunx torquilla 113 


Xema Sabini 605 


| — troile (leucophthalmos) 732 


Alphabetisk Fortegnelse 


Åalekrage 707 
Aalemaage 617 
Aaletyv 707 
Aalge 732 
Aarfugl 410 

— Bastard- 415 
Aarhane 410 
Aftenbakke 183 
Agerhøne 550 
— alm. 404 
Agerrixe 550 
Agnete 686 
Albatros 582 
Alk, alm. 744 
— Tord- 744 
Allike 169 
Alpesvale 189 
And, Atling- 663 
Bag- 736 
Bjerg- 672 
Blis- 556, 667 
Bly- 670 


over 


de danske Navne. 


|And, Brille- 681 


| — 


Byg- 656 
Dværgsilke- 722 
Eder- 690 
Fisk- 698 
Fjord- 663 
Flem- 682 
Fløiels- 680 
Graa- 656 
Grav- 652 
Græs- 656, 660 
Havlit- 686 
hvidhovedet 677 
hvidøiet, 675 
Hvin- 682 

Høi- 716 
islandsk Hvin- 684 
Kjær- 656 
Knarr- 660 
Knark- 547 
Kolbe- 677 
Krage- 732, 736 


And, Krop- 661 

— Kul- 678 

— lille Krage- 738 
— Lys- 667 

— Mellem- 658 

— Mose- 656 

— Nork- 665 

— Papegøie- 744 

— Perle- 660 

— Pibe- 667 

— Pragt-Eder- 693 
— Ro- 656 

— Rumpe- 658 

— Rust- 654 

— rødhalset Silke- 718 
— rødhovedet 677 
— skalleslugeragtig 684 
— Ske- 661 

— Skjæl- 672 

— Skjær- 696 

— Skrig- 718 

— Slop- 661 

— Sommer-Krik- 663 
— Sort- 678 

— Spids- 658 

— spidsnæbet Dyk- 732 
— Stellers 688 

— Stjert- 658 

— Stok- 656 

— Strøm- 685 

— Taffel- 673 

— Tist- 736 

— Top- 670 

— toppet Silke- 716 
— Trold- 670 


kr C 


718 


And, Uh- 690 
— Vibe- 670 
— Vinter- 658 
Angeltaske 686 
Atling 663 
Atlingand 663 


Baadfugl 235 

Bagand 736 
Bakkesole 196 
Bankivahøne 427 
Bastard-Aarfugl 415 
Bastard-Nattergal 275 
Bekkasin, dobbelt 542 
— enkelt 544 

— stor 539 

— stum 544 

— Tredækker- 539 
Bekkasinryle 510 
Benterne 593 

Bityv 199, 275 
Biæder 131, 536, Anm. 
Bjergand 672 
Bjergfinke 363 
Bjergirisk 363 
Bjerglærke 333 
Bjergugle 81 

Blaafalk 34, 36, 38, 52 
Blaa Havresæd 235 
Blaakjælk 299 

Blaa Kjærhøg 52 
Blaakop 310 
Blaameise 310 
Blaaraage 165 
Blaaterne 597 


19 


Bladsmutte, grøn 273 'Brunnakke 667, 675 
— lille 271 "Brunskalle 267 
— stor 275 "Brun Stenpikker 257 
Blankekniv 682 "Brunstrubet Digesmutte 257 
Blisand 556, 667 'Brusehahn 516 
Blisgaas 638 'Brushane 516 
Blishøne 556 |Bruskok 516 
Bliskalv 556 Bruskop 516, 682 
Blitte 566 Brunnichs Teiste 734 
Blodfugl 294 |Brystvatret Sanger 263 
Blodstjert 294 Buk 544 
Bluit 566 Bundløber 716 
Biyand 670 | Buskhøg 205 
Blæsand 556 Buskrørsmutte 287 
Bogfinke 356 — | Busksanger 287 
— norsk 358 Bygand 656 
Bogfinkens Horeunge 358 "Bygfugl 113 
Bomlærke 337 |Bylov-Pirol 142 
Bondeverling 344 | Bynkefugl 257 
Braksvale 437 |Bysvale 194 
— Halsbaand- 437 'Bækdrossel 230 
Bramgaas 645 Bøgdrossel 219 
Brandgaas 652 |Bøgeskrække 696, 698 
Branding 455 
Branting 566 Dalrype 421 
Bredhalet Rovmaage 623 Damsneppe 528 

" Brednæbet Kjærløber 510 Digesmutte, brunstrubet 257 
— Strandløber 510 '— graa 255 
— Vandtræder 561 '— sortstrubet 259 
Brilleand 681 |Digesvale 196 
Brogeblit 566 'Dobbelt Bekkasin 542 
Broget Fluesnapper 200 |— Kramsfugl 213 
Brokfugl 441 | — flegnspove 494 
— Strand- 450 — Snarrer 213 
Brunelle, alm. 305 — Sneppe 542 


50 


Dobbeltspove 494 
Dobbelt Østerfugl 494 
Dompap 373 

— Karmin- 375 
Dougalls Terne 589 
Dreiehals 113 
Drossel, Bæk- 230 
— Bøg- 219 

— Graa- 219 

— Guld- 142 

— Maane- 225 
— Mistel- 213 

— Ring- 225 

— Rosen- 150 
— Rød- 221 

— rødhalset 224 
— Rør- 282 

— Sang- 219 

— Skjold- 225 
— Snarre- 213 
— Sort- 227 

— sortstrubet 223 
— Stor- 213 

— Stær- 150 

— Vin- 221 

— Rørsanger 282 
— Rørsmutte 282 
Prosselsanger 282 
Drosselstær 150 
Due, Fjeld- 390 
— Grønlaånds- 738 
— Hul- 389 

— Kirke- 389 

— Klippe- 390 
— lille Skov- 389 


780 


Due, Ring- 387 
— Ringel- 387 
— Skov- 389 

— stor Skov- 387 


re stor Turtel- 394 


— Turtel- 392 

— østlig Turtel- 394 
Duefalk 34 

Duehøg 44 
Dværgfalk 38 
Dværggaas 640 
Dværgglente 49 
Dværgheire 483 
Dværglappedykker 722 
Dværgmaage 600 
Dværgryle 501 
Dværgrørdrum 483 
Dværgrørhøne 553 
Dværgsilkeand 722 
Dværgstrandløber 501 
Dværgsumphøne 553 
Dværgterne 593 
Dværgtrappe 434 
Dværgugle 68 
Dværgverling 345 
Dyhøne 719 

Dykand, spidsnæbet 732 


Eaderand 690 

— Pragt- 693 
Ederfugl 690 

— Konge- 693 

— Pragt- 693 

— pukkelnæbet 693 


|Egholmskok 516 


Ellekrage 134 


Engelsk Terne 586 


Engefalk 55 
Engfugl 239 
Engle 722 


Englærke 246, 337 


Engpiber 246 
Engsnarre 550 


Enkelt Bekkasin 544 
— Regnspove 496 


— Østerfugl 496 
Enpikker 447 


Europæisk Ibis 491 


— Triel 439 


Fagergaas 652 


781 


Falk, Blaa- 34, 36, 38, 52 


— Due- 34 
— Dværg- 38 
— Eng- 55 
— Hede- 52 
— Hvepse- 29 
— Hvid- 32 
— Islands- 32 
— Jagt- 32 
—- Kirke- 40 
— Korn- 52 


— lille Taarn- 42 


— Lærke- 36 
— Muse- 40 
— Rødfod- 42 
— Rør- 49 
— Slet- 44 
— Sten- 38 
— 'Taarn- 40 


Falk, Vandre- 34 
Fasan, alm. 425 
— Ædel- 425 
Finke, Bjerg- 363 
— Bog- 356 

— Kvik- 358 

— Kvæker- 358 
— Sne- 346 
Finkehøg 47 
Firøine 682 
Fiskand 698 
Fiskeheire 475 
Fiskehøg 16, 49 
Fiskeørn 13, 16 
Fjelddue 390 
Fjeldgaas 645 
Fjeldrype 419 
Fjeldstavn 289 
Fjerepist 445 
Fjermus 447 
Fjordand 663 
Flagspette 105, 108 


'— hvidrygget 107 


— lille 110 

— Mellem- 108 
— stor 105 

— tretaaet 111 
Fledespette 105 
Flekspætte 105 
Flemand 682 
Fluesnapper 199, 200 
— broget 200 
— hvidhalset 202 
— lille 203 


|Flyr 455 


50% 


Flækspærre 118 

Flærke 455 

Flæsketyv 309 
Fløielsand 680 

Fløitetyt 450 
Foranderlig Selning 513 
Forstuesvale 190 
Fuglekonge 323 

— gultoppet 323 

— rødtoppet 325 


Gaas, Blis- 638 


— Bram- 645 
— Brand- 652 
— Dværg- 640 
— Fager- 652 
— Fjeld- 645 
— Graa- 643 
— Grav- 652 


— Klinger- 641 
— Knorte- 647 
— Rad- 647 
— Rai- 647 

— Rante- 645 
— Ringel- 647 
— Rug- 641 
— rødhalset 649 
— Ske- 488 
— Skede- 488 
— Smede- 638 
— Sne- 637 
— Speil- 649 
— Strøm- 698 
— svensk 645 
— Sæd- 641 


782 


| Gaas, Tang- 647 


— Tater- 647 
— Trap- 432 


'— Vild- 643 
'Gaasemaage 617 


Gaaseugle 81 


'Gaaseørn 13 
'Gaderender 235 


Gadissen 686 

Gaul 647 

Geirfugl 745 

Gent, Jan van 703 
Gjærde-Græssmutte 266 


| Gjærdekonge 302 
| Gjærdesmutte 302 


== stor 305 


' Gjærdevippe 302 


Gjøg 94 

— Horse, 122, 542 
Gjøgemoder 266 
Gleie 16 

Glente, Dværg- 49 
— rød 21 

— sort 23 

Glitter 597 
Glutsneppe 529 
Gnispe 593 
Graaand 656 
Graabenet Klire 525 
Graa Digesmutte 255 
Graadrossel 219 
Graagaas 643 

Graa Grib 5 

— Græssmutte 264 
— Havmaage 612 


Graaheire 475 
Graairisk 305, 362 
Graa Kjærhøg 55 
Graamaage 615 
Graameise 312 
Graanakke 610 

Graa Rørsmutte 280 
Graasidsken 365 
Graasneppe 499, 504 
Graaspette 104 
araaspurv 353 

Graa Stenpikker 255 
Graa Tornskade 205, 208 
Graa Vipstjert' 242 
Grank 447 
Gransanger 272 
Gravand 652 
Gravgaas 652 
Gravsvale 196 

Grib, graa 5 
UT 
Grienlandsøn 690 
Grylleteiste 736 
Græsand 656, 660 
Græssmutte 266, 269 
— Gjærde- 266 

— graa 264 

— Have- 269 

— Haveskade- 267 
— Torn- 264 
Grønbenet Klire 529 
— Vandhøne 554 
Grøn Bladsmutte 273 
Grønirisk 360 
Grønlandsdue 738 


783 


Grøn Løvssnger 273 
Grønnik 455 
Grønsidsken 368 
Grønspette 102 
Gulbug 275 
Gulbuget Sanger 275 
Gulddrossel 142 
Guldpirol 142 

Gul Grib 5 

— Havresæd 239 

| Gulirisk 371 

| Gul Skallesluger 696 
Gulskræp 696 


| Gulspink 239 

| Gulspurv 339 

| Gultoppet Fuglekonge 323 
| Gulverling 339 

| Gul Vipstjert 239 


|Hakkespette 105 

| Halemeise 319 

| Halsbaand-Braksvale 437 
Halsbaand-Lom 725 
Halsbaand-Stenvender 455 
| Hampmeise 312 

"Hane, Odins- 559 

— Sø 729 

— Thors- 561 
'Harlekinsneppe 521 
|Harpax 211 

'Hasselhøne 416 

| Hattaer 602 
Have-Græssmutte 269 
Haveirisk 275 


Gul, sortstrubet Vipstjert 242 


Havesanger 269 
Haveskade 267 
— Græssmutte 267 
Havesmutte 269 
Havgasse 729 
— stor 696 
Havimber 725 
Havlit 686 
Havlitand 686 
Havlyk 686 
Havmaage 612 
— graa 612 

— sort 617 
Havrefugl 235 
Havresæd 235 
— blaa 235 

—— gul 239 
Havrevimpe 235 
Havskjær, toppet 716 
Havskummer 621 
Havsule, hvid 703 
Havterne 392 
Havørn 13 

»— hvidhalset 13 
Hedefalk 52 
Hedelærke 331 
Hedeugle 86 
Heilong 441 
Heire, alm. 475 
— Dværg- 483 
— Fiske- 475 
— Graa- 475 
— hvid 479 

— Nat- 480 

— Purpur- 478 


784 


Heire, Ske- 488 

— Skred- 475 

— sort 471 

|— Sølv- 479 

(— Top- 481 

' Helspove 494 
'Helunger 441 
Hesselhøne 536 
Hesselskrække 211 
Himmelhund, hvidvinget 680 
|— sort 678 

— stor 680 
'Hingstefugl 542 
|Hjeile 441 

|— Strand- 450 
"Hjerpe 416 
'Holtsneppe 536 

| Horeunge, Bogfinkens 358 
ræk Nattergalens 275 
Hornet Lappedykker 719 
|Hornugle, alm. 84 
'— lille 84 

| — Skov- 84 

"— stor 81 

'— Sump- 86 
'Horsegjøg 122, 542 
"Hortulan 340 

"| Hortulanverling 340 
'Huldue 389 
|Hushøne 426 

| Husspurv 353 
Hussvale 190 
Husugle 71 
Hiuderling 441 
|Hvepsebussard 29 


Hvepsefalk 29 
Hvepsevaage, alm. 29 
Hvidbag 194 

Hvidbrystet Strandpiber 447 
Hvidfalk 32 

Hvidfugl 566 

Hvidhalet Havørn 13 

— Ørn 13 

Hvidhalset Fluesnapper 202 
Hvid Havsule 703 

— Heire 479 

Hvidhovedet And 677 
Hvidklire 529 

Hvidpandet Præstekrave 447 
Hvidprikket Tinksmed 525 
Hvidrygget Flagspette 107 
Hvidside 700 

Hvid Skallesluger 700 
Hvidskjægget Terne 595 
Hvidskrække 700 

Hvid Snarrer 213 
Hvidsneppe 529 

Hvid Stork 466 

Hvidsvale 194 

Hvidvinget Himmelhund 680 
— Korsnæb 384 

Maage 613 

Maage, stor 615 

— Terne 595 

Hvid Vipstjert 235 

Hvidøie 682 

Hvidøiet And 675 

Hvinand 682 

— islandsk 684 

Hytjep 257 


785 


Hyttige 445 
Hærfugl 122 
Hærpop 122 
Hættemaage 602 
Hætteterne 591 
"Høg, blaa Kjær- 52 
Busk- 205 
Due- 44 

Finke- 47 
Fiske- 16, 49 
Hønse- 44 

lille Spurve- 38 
rødbrun Kjær- 49 
Spurve- 47 

|— Steppe- 58 

'|— Strand- 621 
Ugle- 52 
Høgeugle 66 
"Høiand 716 
|Høidykker 716 
|Hølkuen 309 

Høne, Aar- 410 

— Åger- 404 
Bankiva- 427 
Blis- 556 
Dværg-Rør- 553 
Dværg-Sump- 553 
Dy- 719 
grønbenet Vand- 554 
Hassel- 416 
Hessel- 536 
Hus- 426 
Kobber- 532 
Perle- 429 
plettet Rør- 552 


Høne, plettet Sump- 552 
— rødblisset Rør- 554 

— rødblisset Vand- 554 
—— Skov- 410 

— sort Vand- 556 

— Suder- 554 


— Sø- 719 
— Tam- 426 
— Ur- 410 


Hønsehøg 44 


Ibis 491 

— europæisk 491 
— sort 491 
Imber, Hav- 725 
[risk 362 


— Bjerg- 363 

— Graa- 305, 362 
— Grøn- 360 

— Gul- 371 

— Have- 275 

— Mo- 363 

— Rød- 362 

—- Torn- 362 
Isfugl 127, 230 
Islandsfalk 32 
Islandsk Hvinand 684 
— Papegøje 741 
— Ryle 499 

— Strandløber 499 
— Svane 632 
Islom 725 

iIsmaage 606 
Is-Stormfugl 579 
Jagtfalk 32 


i 


786 


Jakob, Søren 738 
Jan van Gent 703 


'Jomfrutrane 465 


Jordsvale 196 


Kaa 169 
Kalkun, tam 428 


'Karmindompap 375 


Katugle 71 
Kaumøe 610 


'Keiserørn 11 


Kentisk Terne 5885 
Kinborre 445 


Kirgisisk Steppehøne 397 


Kirkedue 389 


"Kirkefalk 40 


Kirkestær 187 
Kirkesvale 187 


"Kirkeugle 74 


— lille 76 


'Kirre 392 
'Kirsebærfugl 350 


Kjeld 458 


"Kjove 621, 625 


— lille 627 
— Mellem- 623 


'— Middel- 623 


— spidshalet 625 


rr stor 627 


Kjærand 656 


|Kjærhøg, blaa 52 
|— graa 95 

|— rødbrun 49 
Kjærløber, brednæbet 510 


Kjærnebider 350 


Kjærsanger 278 
Kjærsneppe 527 
Kjøbstadsvale 194 
Klaeshahn 686 
Klaus 732 
Klingergaas 641 
Klintsvale 196 
Klippedue 590 
Klippeseiler 189 
Klippeugle 81 
Klippise 458 
Klire, graabenet 525 
— grønbenet 529 
— Hvid- 529 

— Mudder- 519 
— Rødben- 523 
— sortegraa 521 
— Svale- 525 

— Tinksmed- 527 
Klyde 566 
Kløftmaage 597 
Kløvermaåaage 597 
Knarand 660 
Knarkand 547 
Knortegaas 647 
Knubsvane 635 
Knøtter 337 
Kobberhøne 532 


Kobbersneppe, rødbrun 534 


— sorthalet 5352 
Kolbeand 677 
Konge-Ederfugl 695 
Kongefugl 323 
Kongeørn 9 
Kormoran 707 


787 


Kormoran-Skarv 707 
Kornfalk 52 
"Kornkrage 165 
|Kornlærke 337 
Kornverling 337 
"Korsnæb, alm. 382 
|— hvidvinget 384 
'— mindre 382 

|— stor 379 
Kortnæbet Teiste 734 
| Kortøret Ugle 86 
|Krabbedykker, lille 7358 
"Krage 161 

(4 kale=" 707 

| Krageand 732 

|— lille 738 

|Krage, Elle- 134 
'— graa 161 
hæ"Korn= 165 

'|— Ravne- 164 

|— Sort- 164 
'Krakugle 66 
|Kramsfugl 29 

|— alm. 216 

|— dobbelt 213 
"Kravetrappe 436 
"Krikand 665, 682 
here Sommer- 663 
'Krognæb, alm. 376 
Kropand 661 

| Kropkirre 592 
"Krumnæbet Strandløber 504 
Krækand 665, 670, 682 
Kukker 94 

Kukmand 94 


Kuland 678 
Kuwit 452; 
Kvabskade 211 
— lille 264 
Kvikfinke 358 
Kvæker 358 
Kvækerfinke 358 
Kynke 527 
Kystterne 592 


Ladesvale 190 
Langhalet Meise 319 
Langnæbet Teiste 732 
Lapfod 719, 722 
Laplandsk Ugle 70 
Laplandsmeise 314 
Laplandsverling 348 
Lappedykker, Dværg- 722 
— hornet 719 

— lille 722 

— rødhalset 718 

— toppet 716 

— øret 721 
Lavskrige 177 
Lazurmeise 311 
Leach's Stormsvale 575 
Lille Bladsmutte 271 
— Flagspette 110 

— Fluesnapper 203 
— Hornugle 84 

— Kirkeugle 76 

— Krabbedykker 738 
— Krageand 738 

— Lappedykker 722 
— Nattergal 292 


788 


Lille Regnspove 496 
— rødbrystet Ryle 504 
— Skovdue 389 

— Skovugle 76 

— Spurvehøg 38 

— Stormfugl 573 

— Stormsvale 573 

— Strandpiber 448 
— Taarnfalk 42 

— Thomas 302 

Lom, alm. 729 

— Halsbaands- 725 
— Is- 725 

— nordisk 729 

— Polar- 727 

— Stor- 725, 727 
Lomvie 732 

Luif 458 

Lunde 741 

— nordisk 741 
Lynglærke 331 
Lysand 667 

Lærke, Bjerg- 333 

— Bom- 337 
— Eng- 246, 
— Hede- 331 
— Korn- 337 
— Lyng- 331 
— Mark- 337 
— Pibe- 246 
— Sang- 327 
— Skov- 331 
— Skræp- 337 
— Strand- 244 
— Strandpibe- 244 


337" 


Lærke, Tidsel- 337 
— Top- 329 

— Vei- 329 
Lærkefalk 36 
Løvsanger 271 

— grøn 273 


Maage, Åale-" 617 
— bredhalet Rov- 623 
— Dværg- 600 
— Gaase- 617 
— Graa- 615 

— graa Hav- 612 
— Hav- 612 

— hvidvinget 613 
— Hætte- 602 

— Is- 606 

— Kløft- 597 

— Kløver- 597 
— Perle- 615 

— Rov- 621 

— Silde- 619 

— sort Hav- 617 
— stor hvidvinget 615 
— Storm- 610 
— tretaaet 607 
— Tyv- 621 
Maanedrossel 225 
Maifugl 239 
Makrelfugl 736 
Mallemukke 579 
Marklærke 327 
Markpiber 251 
Marksvale 190 
Maroccos 619 


789 æ 


Marsvinsfugl, 732, 744 
Meise, Blaa- 310 
— Graa- 312 

— Hale- 319 

— Hamp- 312 
'— langhalet 319 
— Laplands- 314 
|— Lazur- 311 

— Musvit- 309 
— Skjæg- 321 
|— Sort- 314 

|— Spet- 119 

'— Stjert- 319 

FS grp 37319 
|— Top- 317 

| Mellemand. 658 

| Mellem-Flagspette 108 
"Mellemkjove 623 
|Mellemspette 108 
"Mellemspove 496 
|Middelkjove 623 

| Middelspove 496 
"Mindre Korsnæb 382 
|Minervas Ugle 74 
| Misteldrossel 213 
|Moirisk 363 
Moseand 656 
Moseterne 597 

| Moseugle 86 
'Mudderklire 519 

| Muddersneppe 519 
"Munk 516 

' Munkefugl 267 
"Murseiler 187 
Mursvale 187, 194 


egt 790 
Musefalk 40 |Papegøie, norsk 376 
Musevaage, alm. 25 |— svensk 376 
— Vinter- 27 (Er HS Ø5 MEE] 
Musvit 309 'Papegøieand 744 
— Meise 309 'Pelikan, alm. 713 
Møsch 445 ;Perhahn 494 
|Perleand 660 
Nabodosky 690 |Perlehøne, alm. 429 
Natheire 480 'Perlemaage 615 
Natravn 183 | Perleugle 78 
"Nattergal 289, 292 |Perdrikker, 736, 738 
— Bastard- 275 |Perrelit 645 
—"]ille 292 |Petersfugl 573 
— nordlig 289 'Pibeand 667 
— stor 289 |'Pibelærke 246 
— sydlig 292 'Piber, Eng- 246 
— Vinter- 305 me: hvidbrystet Strand- 447 
Nattergalens Horeunge 275 | — lille Strand- 448 
Natugle 71 — Mark- 251 
Nimorder 211 == ER erns 49% 
Nonne 700 5 — Skjær- 244 
Nordisk Lom 729 — Strand- 244 
— Lunde 741 |— Sydost- 458 
Nordlig Nattergal 289 |— Træ- 249 
Norkand 665 |— Vand- 245 
Norsk Papegøie 376 Pibsvane 634 
Nældekonge 297 Pipøsten 494 
Nøddehakker 119 Pirol, Bylov- 142 
Nøddekrige 151 — Guld- 142 
Pirris, Silde- 738 
Qainshane 559 |Pletfugl 151 
Ortolan 340 Plettet Rørhøne 552 
— Sumphøne 552 
Paafugl, tam 423 Polarlom 727 
Papegøie, islandsk 741 Polsk Vibe 455 


Polsk Ædelmand 672 
Pomerantsfugl 443 
Pottefugl 199 
Pragt-Ederand 693 
— -Ederfugl 693 
Pryllemånd 506 
Præstekrave 445 

— hvidpandet 447 
Pukkelnæbet Ederfugl 693 
Purpurheire 478 
Pytter 445 


Raage 165 

— Blaa- 165 
Radgaas 647 
Raigaas 647 
Rakkelhane 415 
Rantegaas 645 
Ravn 156 

— Nat- 183 
— Sø- 707 
Ravnekrage 164 
Regnpiber 494 
Regnspove 496 
— dobbelt 494 
— lille 496 
Rekke 585 
Rendestenssanger 235 
Rikkelse 187 
Ringdrossel 225 
Ringdue 387 
Ringeldue 387 
Ringelgaas 647 
Ringeløiet Teiste 732 
Rive 194 


791 ø 


| Rixe, Ager- 550 
|— Skov- 547 
lem Vand- 547 
"Roand 656 


| Rosenbrystet Tornskade 208 


"Kosendrossel 150 
"Rosehstær 150 
"BRovmaage 621 

|— bredhalet 623 

| Rovterne 585 

"Ruggaas 641 

"Rulte 647 

"Rumpeand 658 
'Rustand 654 

'Rækhals 729 

"Ryle, alm. 506 

'— Bekkåsin- 510 

"— Dværg- 501 

"— islandsk 499 

'— lille rødbrystet 504 
|— stor rødbrystet 499 
— Strand- 502 

— Strandløber 506 
"Rype, Dal- 421 

'— Fjeld- 419 

— Urfugl 416 

| Rødben, alm. 523 

fæ storf521l 

|— Klire 523 

"Rødbenet Stylteløber 564 
| Rødblisset Rørhøne 554 
'— Vandhøne 554 
"Rødbrun Kjærhøg 49 
'— Kobbersneppe 534 
|Rødbrystet Ryle, lille 504 


Rødbrystet Ryle, stor 499 
— Skvætte 257 
Rørdrossel 221 

Rødfink 297 

Rødfodfalk 42 

Rød Glente 21 

Rødhals 297 

Rødhalset Drossel 224 
— Gaas 649 

— Lappedykker 718 

— Silkeand 718 
Rødhovedet And 677 
Rødirisk 362 

Rødkjelk 297 

Rødnakke 665, 673 
Rødnæbet Svane 635 
Rødrygget Tornskade 211 
Rødsneppe 499, 536 
Rødstjert 294 

Rødtoppet Fuglekonge 325 
Rødvitte 532, 534 
Rønnefugl 542 
Rørdrossel 282 

Rørdrum alm. 485 


— — Dværg- 483 


— stor 485 

Rørfalk 49 

Rørhøne, Dværg- 553 
— plettet 552 

— rødblisset 554 
Rørsanger 280 

— Drossel- 282 

Siv- 284 

— Sump- 278 

— Vand- 285 


| Rørsmutte, alm. 280 
|— Busk- 287 

|— Drossel- 282 
|— graa 280 

|— gul 284 

Vand- 285 

' Rørspurv 280, 343 
Rørvagtel 552 
Rørverling 343 
Røtter 607 


|| 
bru 


| 


Sandborre 445 
'Sandevrivt 445 
lle 47 
'Sandløber, alm. 513 
'Sandsvale 196 
'Sand-Tar 586 
Sangdrossel 219 
Sanger, brystvatret 263 
Busk- 287 
Drossel- 282 
Drossel-Rør- 282 
Gran- 272 
gulbuget 275 
Have- 269 
Kjær- 278 

Løv- 271 
Rendestens- 235 
Rør- 280 

Siv- 284 
sortbrystet 296 
sorthovedet 267 
sortstrubet 294 
Stær- 286 
Sump- 278 


793 


Sanger, Sumprør- 278 Skade, Strand- 458, 566 
— Torn- 264, 266 Skagger 216 

— Vand- 285 Skallesluger 696 
Sanglærke 327 — hvid 700 
Sangsvane 632 — stor 696 
Schinz's Strandløber 508 — toppet 698 
Schuhu 81 Skalleslugeragtig And 684 
Schøntjernk 593 Skarv 707 

Seiler, Klippe- 189 — Kormoran- 707 
— Mur- 187 — Top- 710 
Selning, foranderlig 513 Skeand 661 
Selsort 227 Skedegaas 488 
Sidensvands 180 Skegaas 488 
Sidserønnike 365 Skeheire 488 
Sidsken, Graa- 365 Skidtefugl 122 

-— Grøn- 368 Skidtæder 625 
Sildemaage 619 Skitter 180 
Sildepirris 738 Skjolddrossel 225 
Silkeand, Dværg- 722 'Skjoldnæb 661 

— rødhalset 718 Skjægmeise 321 
— toppet 716 Skjæland 672 
Simmersnarre 213 Skjærpiber 244 
Siv-Rørsanger 284 Skjørand 696 
Sivsanger 284 Skomager 566 
Sjagger 216 Skorstenssvale 190 
Skaaning 221 Skovdue 389 
Skade 171 — lille 389 

— graa Torn- 205, 208 — stor 387 

— Have- 267 Skov-Hornugle 84 
— Kvab- 211 Skovhøne 410 

— lille Kvab- 264 'Skovlnæb 488 

— rosenbrystet Torn- 208 Skovlærke 331 

— rødrygget Torn- 211 Skovkok 102 

— Skov- 175 | Skovrixe 547 

— stor Torn- 205 |Skovskade 175 


Skovsneppe 536 
Skovspurv 354 

Skovugle 71 

— lille 76 

Skovvubbe 122 

Skraape 577 

Skraalterne 585 
Skrafaning 585 
Skredheire 475 
Skrieltjernk 585 
Skrigand 718 

Skrigørn, 11 

Skrofe, alm. 577 

— stor 578 

Skrække, Bøge- 698 

— Hvid- 700 

— Top- 698 

Skræpfugl 550 
Skræplærke 337 

Skue 621 

Skvætte, rødbrystet 257 
Skyfald 183 

Slagugle 69 

Slangeørn 19 

Sletfalk 44 

Slopand 661 

Slørugle 78 

Smalnæbet Vandtræder 559 
- Smedegaas 638 
Smediefugl 235 
Smørfugl 239 
Snarredrossel 213 
Snarrer 213 
— stor 213 
— dobbelt 213 


794 


Smarrer, hvid 213 
Snefinke 346 
Snefug 346 
Snefugl 346 
Snegaas 337 
Snekok 346 
Sneppe 536 

— Dam- 528 
dobbelt 542 
Glut- 529 
Graa- 499, 504 
Harlekin- 521 


— Holt- 536 
— Hvid- 529 
— Kjær- 527 


Mudder- 519 

Rød- 499, 536 
rødbrun Kobber- 534 
Skov- 536 

Sort- 521 

- sorthalset Kobber- 532 
- Staal- 499 

Sten- 542 

Strand- 532 

Svale- 525 

Torn- 536 


je? Vinter- 502 
|Snespurv 346 


Sneugle 62 
Sneverling 346 
Snipterne 593 
Sniptudse 447 
Solbakke 196 
Solsort 227 
Sommerkrikand 663 


Sortand 678 

Sortbag 190 
Sortbrystet Sanger 296 
Sortdrossel 227 
Sortegraa Klire 521 

— Strandløber 502 
Sort Glente 23 
Sorthalet Kobbersneppe 532 
Sort Heire 471 

— Himmelhund 678 
Sorthovedet Sanger 267 
Sort Ibis 491 

Sortkirre 597 

Sortkrage 164 
Sortmeise 314 
Sortsneppe 521 
Sortspette 100 

Sort Stork 471 
Sortstrubet Digesmutte 259 
— Drossel 223 

— Sanger 294 

Sort Terne 597 

— Tinksmed 525 

— Vandhøne 556 
Spedehals 729 
Speilgaas 649 

Speilørn 11 

Spetmeise 119 

Spette, Flade- 105 

— Flag- 105, 108 

— Flek- 105 

— Graa- 104 

— Grøn- 102 

— Hække- 105 

— hvidrygget Flag- 107 


7195 


Spette, lille Flag- 110 
— Mellem- 108 

— Mellem-Flag- 108 
— Sort- 100 

'— stor Flag- 105 

— tretaaet Flag- 111 
Spidsand 658 
Spidshalet Kjove 625 
Spidsnæbet Dykand 732 
Spikke 267 

Split-Tar 588, 592 
Spove, Dobbelt- 494 


— enkelt Regn- 496 
— Hel- 494 

— lille Regn- 496 
— Mellem- 496 
— Middel- 496 

— stor Regn- 494 
Sporeverling 348 
Spurv 353 

— Graa- 353 

— Gul- 339 

— Hus- 353 

— Rør- 280, 343 
— Skov- 354 

— Sne- 346 

— Svale- 200 
Spurvehøg, alm. 47 
— lille 38 
Spurvekonge 271 
Spurveugle 68 
Spætte; se Spette 
Staalsneppe 499 
Star 146 


ol 


— dobbelt Regn- 494 


NJ 


== 


Starsanger 286 
Stellers And 688 
Stendolp 255 
Stendylp 255 
Stenfalk 38 
Stenpikker 235, 255, 445 
— brun 257 

— graa 255 
Stenskvætte 255 
Stensneppe 542 
Stensprætte 255 
Stenugle 74 
Stenvender 455 

— Halsbaands- 455 
Stenørn 9 
Steppehøg 58 
Steppehøne, kirgisisk 397 
Stillids 369 
Stjernekonge 323 
Stjertand 658 
Stjertmeise 319 
Stokand 656 

Stor Bekkasin 539 
— Bladsmutte 275 
Stordrossel 213 
Stor Havgasse 696 
— Himmelhund 680 
— Hornugle 81 
Storkjove 621 

Stor Korsnæb 379 
Storlom 725, 727 
Stor Nattergal 289 
— Regnspove 494 
— Rødben 521 

— rødbrystet Ryle 499 


796 


Stor Rørdrum 485 
— Skallesluger 696 
— Skovdue 387 

— Snarrer 213 

— Stormsvale 575 
— Tornskade 205 
— Trappe 432 

— Turteldue 394 
Stork, hvid 466 

— sort 471 
Stormfugl, alm. 579 
— Is- 579 > 

— lille 573 
Stormmaage 610 
Stormsvale, Leach's 575 
— lille 573 

— stor 575 
Strandbrokfugl 450 
Strandhjeile 450 
Strandhøg 621 
Strandlærke 244 
Strandløber 447 

— alm. 506 

— brednæbet 510 
— Dværg- 501 

— islandsk 499 

— krumnæbet 504 
— Ryle- 506 

— Schinz's 508 

— sortegraa 502 
— Temmincks 509 
Strandpibelærke 244 
Strandpiber 244 

— hvidbrystet 447 
— lille 448 


— 


97 


Strandryle 502 | Svale, Forstue- 190 
Strandskade 566 — Grav- 196 

— alm. 458 — Halsbaand-Brak- 437 
Strandsneppe 532, 534 — Hus- 190 
Strandsvale 196 — Hvid- 194 
Stritte 337, 591 — Jord- 196 
Struntjæger 621, 625 | Kirke- 187 
Strømand 685 — Kjøbstads- 194 
Strømgaas 698 — Klint- 196 
Stum Bekkasin 544 — Lade- 190 
Styllepip 519 |— lille Storm- 573 
Stylteløber, rødbenet 564 ("Mark 190 
Stær 146 — Mur- 187, 194 
— Drossel- 150 |— Sand- 196 

— Kirke- 187 '— Skorstens- 190 
— Rosen- 150 — Strand- 196 

— Strøm- 230 |— Taarn- 187 

— Vand- 230 | Svaleklire 525 


Svalesneppe 525 
Svalespurv 200 


Stærdrossel 150 
Suderhøne 554 


Sule 703 Svane, islandsk 6352 
— hvid Hav- 703 '— Knub- 635 
Sump-Hornugle 86 '— lille 634 
Sumphøne, Dværg- 553 '— Pib- 634 

— plettet 552 — rødnæbet 635 
Sumpløber 510 Ike Sane" 632 
Sumpmeise 312 — tam 635 
Sumprørsanger 278 '— vild 632 
Sumpsanger 278 | Svartand 680 
Sumpugle 86 Svartbag 617 
Surre 458 — Maage 617 
Svale, Alpe- 189 Svensker 360 

— Brak- 437 "Svensk Gaas 645 
— By- 194 |— Papegøje 376 
— Dige- 196 |Sværte 678 


51% 


Sydlig Nattergal 292 
Sydostpiber 458 
Sædgaas 641 
Sælskjær 566 
Søfugl 458 
Søhane 729 
Søhøne 719 
Søkonge 738 
Sølvet, lille 607 
Sølvheire 479 
Søpapegøie 741 
Søravn 707 
Søren Jakob 738 


Taarnfalk 40 

— lille 42 
Taarnsvale 187 
Taffeland 673 
Tamhøne 426 
Tam Svane 635 
Tanggaas 647 
Tar, Sand- 586 
— Split- 588, 592 
Tatergaas 647 
Teist 732 

Teiste, alm. 736 
— Brunnichs 734 
— Grylle- 736 
— kortnæbet 734 
— langnæbet 732 
— ringeløiet 732 
— tyknæbet 734 


Temmincks Strandløber 509 


Tengmalms Ugle 76 
Terne, alm. 591 


798 


Terne, Ben- 593 
— Blaa- 597 

— Dougalls 589 
— Dværg- 593 
— engelsk 586 
— Hav- 592 

— hvidskjægget 595 
— hvidvinget 595 
— Hætte- 591,:592 
— kentisk 588 
— Kyst- 592 

— Mose- 597 

— Rov- 585 

— Skraal- 585 
— Snip- 593 

— sort 597 
Ternek 506 
Thomas 297 

— liden 302 

— Vinter 297 
Thorshane 561 
Tidsellærke 337 
Tinksmed 527 

— hvidprikket 525 
— sort 525 

— Klire 527 
Tistand 736 

Tiste 736 

Tjeldr 523 

Tjeld 458 

Tjur 412 


"| Tolk 523 


Tommeliden 302 
Topand 670 
Topdykker 716 


Topheire 481 
Toplærke 329 
Topmeise 317 
Toppet Havskjær 716 
— Lappedykker 716 
— Silkeand 716 

— Skallesluger 698 
Topskarv 710 
Topskrække 698 
Tordalk 744 
Torn-Græssmutte 264 
Tornirisk 362 
Tornsanger 264, 266 


Tornskade, graa 205, 208 


— rosenbrystet 208 
— rødrygget 211 
— stor 205 
Tornsneppe 536 
Tossefugl 703 
Trane, alm. 462 
— Jomfru- 465 
Trapgaas 432 
Trappe 432 
— Dværg- 434 
— Krave- 436 
— stor 432 
Tredækker 539 
— Bekkasin 539 
Tretaaet Flagspette 111 
Maage 607 
Triel, europæisk 439 
Troldand 670 
Troldpipe 625 
Træløber 116 
Træpiber 249 


799 


Træpikker 116 
Tudse 445 
Turteldue 392 

— stor 394 

— østlig 394 

Tyhyt 445 

Tyknæbet Teiste 734 
Tyvmaage 621 
Tællepikker 309 
Tærneniss lerne 


Ugle, alm. Horn- 84 


— Bjerg- 81 
— Dværg- 68 
— Gaase- 81 
— Hede- 86 
— Hus- 71 
— Høge 66 
— Kat- 71 
'— Kirke- 74 


— Klippe- 81 

— kortøret 86 
— Krak- 66 

— laplandsk 70 
— lille Horn- 84 
— Minervas 74 
— Mose- 86 

— Nat- 71 

— Perle- 78 

— Skov- 71 

— Skov-Horn- 84 
— Slag- 69 

VÆR Slør- 78 

(ma Sne- 62 

|— Spurve- 68 


Ugle, Sten- 74 
— stor Horn- 81 
Sump 86 
Sump-Horn- 86 
Tengmalms 76 
Ørne- 81 
Uglehøg 52 
Uhand 690 

Urfugl 410 

— Kype- 416 
Urhane 410 
Urhøne 410 
Uveirsfugl 573 


— 


Vaage, Hvepse- 29 
Vagtel 407 

— Rør- 552 

— Vand- 547, 552 
Vagtelkonge 550 

Van Deurs's Fugl 707 
Vandhøne, grønbenet 554 
— rødblisset 554 

— sort 556 
Vandpiber 245 

. Vandrefalk 34 
Vandrixe 547 
Vand-Rørsanger 285 
— Rørsmutte 285 
Vandsanger 285 
Vandstær 230 
Vandtræder, brednæbet 561 
— smalnæbet 559 
Vandvagtel 547, 552 
Veidetitte 455 
Veilærke 329 


800 


| 


|-— Hortulan- 340 
'— Korn- 337 


Vendehals, alm. 113 
Verling, Bonde- 344 
— Dværg- 345 

— Gul- 339 


— Laplands- 348 
— Rør- 343 

— Sne- 346 

— Spore- 348 
Vette 455 


"Vibe, alm. 452 


— Polsk 455 
— Østerlands 494 
Vibeand 670 


' Vildgaas 643 
"Vild Svane 632 
"Vindrossel 221 
' Vinterand 658 
| Vinterfugl 346 


Vinter-Musevaage 27 
— Nattergal 305 

— Sneppe 502 

— Thomas- 297 
Vipstjert, graa 242 


— gul 239 

— gul, sortstrubet 242 
— hvid 235 

Virle 519 


Vubber 122 


Aadelfasan 425 
Ædelmand, polsk 672 


121 


i my 


Øret Lappedykker 
Ørfugl 690 


801 


Ørn, Fiske- 13 Ørn, Speil- 11 

— Gaase- 13 — Sten- 9 

— Hav- 13 | Ørneugle 81 

— hvidhalset 13 Østerfugl, dobbelt 494 
— Keiser- 11 — enkelt 496 

— Konge- 9 Østerlandsvibe 494 

— Skrig- 11 Østertut 494 

— Slange- 19 Østlig Turteldue 394 


802 


Ålphabetisk Fortegnelse 


over 


de morske Navne. 


Åarfugl 410 
Agerrixe 550 
Akerlo 441 

Alke 744 

— brednæbet 744 
— Brunnichs 734 
— spidsnæbet 732 
Alkekonge 738 
And, Bjerg- 672 
— Blar- 556 

— Fiske- 696 

— Grav- 652 

— Hus- 684 

— hvid Fiske- 700 
— Hvin- 682 

— Is- 686 

— Knæk- 663 

— Krik- 665 

— liden Fiske- 698 
— Pil- 658 

— Pip- 667 

— Sil- 698 


And, Skjær- 682 
— Skovl- 661 
— Snadder- 660 
— Spids- 658 
— Stellers 688 


'— Stok- 656 
'— stor Fiske- 696 
|— Strøm- 685 


— Svart- 678 

— Taffel- 673 

— Top- 670 
Anglemager 745 

Åre, Vestenvinds- 573 
Åzurmeise 311 


Bankivahøne 427 
Bastardnattergal 275 
Bekkasin, dobbelt 539 


| enkelt 542 


— Smaa- 594 
Bergryt 455 
Biæder 131 


Bjergand 672 
Bjergfink 358 
Bjerglærke 333 
Bjergugle 81 

Blaafot 16 

Blaairisk 305 
Blaakjælk 299 

Blaa Kjærhøg 52 
Blaakraake 134, 151, 165 
Blaameise 310 
Blaarype 419 
Blaastrubesanger 299 
Blarand 556 
Blisgaas 638 
Blishøne 556 
Bogfink 356 
Bredhalet Jo 623 
Brednæbet Alke 744 
— Strandvibe 510 
— Strømsneppe 561 
Brokfugl, Kyst- 450 
Brunnakke 667 
Brushane 516 
Brunnichs Alke 734 
Buskskvætte 257 


Dalrype 421 

Dobbelt Bekkasin 539 
Dobbeltrost 213 
Dompap 373 
Drikker, Peder- 738 
Due, Klippe- 390 

— Ring- 387 

— Skov- 389 

— stor Turtel- 394 


803 


Due, Turtel- 392 
Duehøg 44 
Duetrost 213 
Dværgfalk 38 
Dværggaas 640 
Dværgugle 68 


Eaderfugl 690 
Efugl 690 

Egde 119 
Ekonge 693 
Elle, Hav- 686 
Elvekonge 230 
Englærke 246 
Engpiplærke 246 
Enkelt Bekkasin 542 
Eremit 119 
Erlef235 

— Gul- 239 

— Lin- 235 

— Saa- 239 
Estegg 690 


Fagergaas 652, -696 
Falk, Dværg- 38 
— Graa- 27 

— Jagt- 32 

'— Lærke- 36 
— Pilegrims- 34 
'— Sten- 38 

— Taarn- 40 
Fasan 425 

Fink, Bjerg- 358 
10255386 

— Grøn- 360 


Fink, Pil- 354 
Fiskeand 696 

— hvid 700 

— liden 698 

— stor 696 
Fiskegjøe 16 
Fiskemaage 610 
Fiskeørn 16 

Fisklita 559 
Fjeldgaas 640 
Fjeldbjerpe 441 
Fjeldjo 627 
Fjeldplistre 441 

— liden 443 
Fjeldrype 419 
Fjeldskar 419 
Fjeldsulu 187 
Fjeldtrost 216 
Fjeldvaage 27 
Fjeldørn 9 

Fjærekurv 502 
Fjæremus 502 
Fjærepist 502 
Fjæreplyt 502 

Fjøre Pist 502 
Flagspette, liden 110 
— stor 105 
Fluesnapper, graa 199 
Foranderlig Strandvibe 506 
Fossekal 230 | 
Fuglekonge 323 
Furukorsnæb 379 


Gaas, Blis- 638 
— Dverg- 640 


804 


'Gaas, Fager- 652, 696 
— Fjeld- 640 

— Graa- 643 

— hvidkindet 645 

— Ring- 647 

— Ske- 488 


'— stor Graa- 641 


— Sæd- 641 
Galla 612 

| Gaul 647 

'Geaath 625 
Geirfugl 745 
Gertrudsfugl 102 
Gjertrudsfugl 177 
Gjærdesmutte 302 


| Gjøe, Fiske- 16 


Gjøk 94 

— Saa- 113 

Glente 21 

Glutsneppe 529 
'Goifugl 745 

Gouk, Saa- 113 
Graabenet Sneppe 525 
Graafalk 27 

Graa Fluesnapper 199 
Graagaas 643 

— stor 641 
Graakjæld 523 
Graamaage, stor 612 
Graamaasi 612 
Gråasanger 264 
Graasisik 365 
Graasiske 365 
Graaspette 104 
Graaspurv 353 


Graastrubet Toplom 718 
Graatrost 216 
Graakorsnæb 382 
Graasanger 272 
Gravand 652 
Græssmutte 266 
Grønbenet Sneppe 527 
— Vandhøne 554 
Grønfink 360 

Grønspet 102 
Guldføtting 619 
Gulerle 239 

Gulnæbet Irisk 363 
Gulspurr 339 
Gulspurv 339 

Gysfugl 62 


Halvtjur 415 
Hane, Brus- 516 
— Or- 410 

— Rakkel- 415 
— Ur- 410 
Havelle 686 
Havesanger 269 
Havhest 579 
Havimmer 725 
Havmaage 617 
Havsule- 703 
Havørn 13 
Hegre 475 

Heire 475 

— Ske- 488 
Hejlo 441 
Hjerpe, Fjell- 441 


8305 


Hornugle 84 

Hortulan 340 

Hubro 81 

Husand 684 

Huskald 3583 

Husspurv 353 i 
Hvepsehøg 29 

Hvid Fiskeand 700 
Hvidkindet Gaas 645 
Hvidmaage 606 
Hvidstrubet Toplom 716 
Hvidvinget Korsnæb 384 
— Maage 613 

— — stor 615 
Hvinand 682 

Hængetite 312 

Hærfugl 122 
Hættemaage 602 

Høg, blaa Kjær- 52 

— Due- 44 

— Hvepse- 29 

— Hønse- 44 

— Spurve- 47 

— Sump- 52 

Høgugle 66 

Høne, Bankiva- 427 


| — Blis- 556 


— grønbenet Vand- 554 


'— kirgisisk Steppe- 397 


— Or- 410 

| — Perle- 429 
— Rap- 404 
— Rør- 556 


— smaaplettet Sump- 552 


Høne, Tam- 426 
— Ur- 410 
Hønsehøg 44 


Ibis, sort 491 
Immer, Hav- 725 
Irisk, Blaa- 305 
— gulnæbet 363 
— Mo- 365 

— svensk 360 
— Torn- 362 
Isand 686 

Isfugl 127, 738 
Islom 725 
Jagtfalk 32 
Jernspurv 305 
Jerpe 416 

Jo 625 

— bredhalset 623 
— Fjeld- 627 
— Lever- 625 
— Stor- 621 

— Tyv- 625 
Jordkenne 547 


Kaa 169 

Kaje 169 

Kalkun 428 

Karminspurv 375 
Katugle 71 

Kentisk Terne 588 
Kirgisisk Steppehøne 397 
Kirsebærfugl 350 

Kjekd 458 

Kjeld 458 


806 


Kjæld, Graa- 523 
— Vas- 521 
Kjærhøg, blaa 52 
Kjødmeise 309 
Klippedue 390 
Klyde 566 
Kløfthalet Stormsvale 575 
"Knivtjur 415 
Knækand 663 
"Knøtter 363 
Konglebit 376 
Kornspurv 337 
Korp 156 

Korsnæb, Furu- 379 
'— Gran-382 

— hvidvinget 384 
Kortøret Ugle 86 
Kraake 161 

— Blaa- 134, 151, 165 
'— Nødde- 161 
Krikand 665 

Krykje 607 
Kulmeise 314 
Kutterut 455 
Kvikketjeld 521 
Kvitlaaring 707 
Kvitlaarskarv 707 
Kvæker 358 
Kvælknar 183 

' Kystbrokfugl 450 


Ladesvale 190 

Landørn 9 

Langhalset Meise 319 
Langnæbbe, rustrød 534 


Langnæbbe, sorthalet 532 


Langvia 732 
Laplandsmeise 314 
Laplandsspurv 348 
Laplandsugle 70 
Lars, Lever- 573 
Lattermaage 602 
Lavskrig 177 
Lavskrike 177 
Leverjo 625 
Lever-Lars 573 
Liden Fiskeand 698 
— Fjeldplistre 443 
— Flågspette 110 
— Sangsvane 634 
— Strandryle 448 
— Strandvibe 501 
— Toplom 722 
Linerle 235 

Lire 577 

Lirype 421 

Lo, Aker- 441 

— Hej- 441 

— Pehr- 443 


Lom, graastrubet Top- 718 
— hvidstrubet Top- 716 


— Is- 725 
— liden Top- 722 
— rødstrubet 729 


— sorthalset Top- 721 
— sortkravet Top- 719 


— Stor- 727 
— Top- 716 
Lomvie 732 


Lortond 665 


807 


Lunde 741 
Lundefugl 741 
Lærke 327 

— Bjerg- 333 
— Eng- 246 

— Engpip- 246 
— Sand- 333 

— Sang- 327 

— Skjærpip- 244 
— stor Pip- 25: 
— Træ- 327 

— Træpip- 249 
Lærkefalk 36 
Løber, Sand- 513 
Løvsanger 271 


wo 


Maage, Fiske- 610 
— Hav- 617 

— Hvid- 606 

-— hvidvinget 613 
— Hætte- 602 

— Latter- 602 

— Silde- 619 

— stor Graa- 612 


— — hvidvinget 615 


— tretaaet 607 
Maaltrost 219 
Makreltærne 591 
Meise, Azur- 311 


— Blaa- 310 
— Kjød- 309 
— Kul- 314 


— laånghalet 319 
— Laplands- 314 
— Sort- 314 


Meise, Spet- 119 
— Stjert- 319 
— Sump- 312 
— Top- 317 
Mogtita 561 
Moirisk 365 
Munk 267 
Musvinge 25 
Myle, Sand- 445 
Mækregauk 542 
Møglits 561 
Møller 266 


Natteravn 183 
Nattergal, Bastard- 275 
Natugle 71 

Natvake 221 

Natvuku 219 
Nøddekraake 151 
Nødvække 119 


Ond, Lort- 665 
— Saur- 665 
Orfugl 410 
Orhane 410 
Orhøne 410 
Orre, Ryp- 416 
— Sjø- 680 


Paafugl 423 

Pedder, Sørrøn- 573 
Peder Drikker 738 
Pehrlo 443 
Perlehøne 429 
Perleugle 76 


808 


(| 


| 


Pernonsmat 302 
Piland 658 
Pilegrimsfalk 34 
Pilfink 354 

Pipand 667 
Piplærke, Eng- 246 
— Skjær- 244 

— stor 253 

— Træ- 249 
Plistre, Fjell- 441 
— liden Fjell- 443 
Pomerantsfugl 443 


Qvitørn 62 


Raagjeit 542 
Rakkelhane 415 
Raphøne 404 
Ravn 156 

— Natte- 183 
Ravnkaate 169 
Reudskjøve 177 
Reudtjuxe 177 
Ringdue 387 
Ringgaas 647 
Ringtrost 225 
Rixe, Ager- 550 
— Vand- 547 
Rjupa 421 
Roper 81 
Rugde 536 
Rundfugl 443 


"Rupa 421 


Rustrød Langnæbbe 534 
Ryle, liden Strand- 448 


309 


hyle, sortbenet Strand- 447 | Sanger, Blaastrube- 299 


— Strand- 445 pr Graa- 264 
Rype 421 | Gran- 272 

— Blaa- 419 |— Have- 269 

— Dal- 421 '— Løv- 271 

— Fjeld- 419 |— Rødstrube- 297 
ae 49] ze Sy 984 

— Skare- 419 'Sanglærke 327 


—"Skarv= 419 
— Skogs- 421 
Ryporre 416 

Ryt, Berg- 455 


'Sangsvane 632 
|— liden 634 
Saurond 665 
Sidensvans 180 


Rødbenet Sneppe 523 'Siland 698 
Rødkjælk 297 Sildemaage 619 
Rødnæbet Tærne 592 | Sirku 665 
Rydrygget Tornskade 211 'Sisik 368 
Rødspove 534 — Graa- 365 


— sorthalet 532 
Rødstjert 294 

— sort 296 
Rødstrubesanger 297 
Rødstrubet Lom 729 
Rødvingetrost 221 
Røfuhre 177 

Røi 412 

Rørhøne 556 


|Siske, Graa- 365 

Sivsanger 284 

Sivspurv 343 

| Sjøorre 680 

| Skade, rødrygget Torn- 211 
Skar, Fjeld- 419 

Skarnrype 419 

Skarv 707 

|— Top- 710 


Rørspurv 343 


| Skarvrype 419 


Røy 412 |Skegaas 488 
'Skeheire 488 
Saaerle 239 |Skjer 171 
Saagouk 113 Skjor 171 
Saagjøk 113 Skjur 171 
Sandlærke 333 Skjærand 682 
Sandløber 513 Skjære 171 


Sandmyle 445 


| Skjærpiplærke 244 


810 


Skjørvingesvaag 25 Solsort 227 
Skogaskjør 177 Sortbenet Strandryle 447 
Skogsrype 421 Sortgraa Sneppe 521 
Skovdue 389 Sorthalet Langnæbbe 532 
Skovland 661 — Rødspove 532 
Skovskrika 175 Sorthalset Toplom 721 
Skraap 577 Sorthætte 267 

Skrape 577 Sort Ibis 491 

Skrika, Lav- 177 Sortkravet Toplom 719 
— Skov- 175 Sortmeise 314 
Skrikja, Tælle- 177 Sort Rødstjert 296 
Skua 621 Sortspette 100 
Skvætte, Busk- 257 Sort Stork 471 
Slagugle 69 Sort Tærne 597 
Smaabekkasin 544 Sorttrost 227 
Smaaplettet Sumphøne 552  |Spette, Graa- 104 
Smaaspove 496 — Grøn- 102 
Smaatrappe 434 — liden Flag- 110 
Smalnæbet Svømsneppe 559 |— Sort- 100 
Smokdabot 559 — stor Flag- 105 
Smutte, Gjærde- 302 — Svart- 100 

— Græs- 266 —- tretaaet 111 
Snadderand 660 Spetmeise 119 

Snefugl 346 Spidsand 658 

Snekok 346 Spidsnæbet Alke 732 
Sneppe, Glut- 529 Spove, Rød- 534 

— graabenet 525 — Smaa- 496 

— grønbenet 527 — sorthalet Rød- 3532 
— rødbenet 523 — Stor- 494 

—, smalnæbet Svøm- 559 Spovenæbet Strandvibe 504 
— sortegraa 521 Spurv, Graa- 353 
Snespurv 346 — Gul- 339 

Snetiting 346 — Hus- 353 

Sneugle 62 — Jern- 305 


Snipe, Strand- 519 — Karmin- 375 


Spurv, Korn- 337 
— Laplands- 348 
— Rør- 343 

— Siv- 343 

— Sne- 346 

— Vidie- 344 
Spurvehøg 47 
Spurvugle 68 

Star 146 

Stellers And 688 
Stendolp 255 
Stendulp 255 
Stenfalk 38 
Stenvælter 455 
Steppehøne, kirgisisk 397 
Stillids 369 
Stjertmeise 319 
Stokand 6536 

Stor Fiskeand 696 
— Flagspette 105 
— Graamaage 612 
— Graagaas 641 
— hvidvinget Maage 615 
Storjo 621 

Stork 466 

— sort 471 
Storlom 727 
Stormfugl 579 
Stormsvaåle 573 
— kløfthalet 573 
Stor Piplærke 253 
Storspove 494 
Stor Strandvibe 499 
— Turteldue 394 
Storømmer 745 


811 


Strandryle 445 

— liden 448 

— sortbenet 447 
Strandsnipe 519 
Strandsvale 196 
Strandtite 519 
Strandvibe, brednæbet 510 
— foranderlig 506 
— liden 501 

— spovenæbet 504 
— stor 499 

— Temmincks 509 
Strømand 685 
Strømstær 230 


Stær 146 

— Strøm- 230 
Sula 703 

Sule 703 

— Hav- 703 


Suli, Svart- 187 

Sulu 190 

— Fjeld- 187 

Sumphøg 52 

Sumphøne, smaaplettet 552 
Sumpmeise 312 

Svale, kløfthalet Storm- 575 
— Lade- 190 

— Storm- 573 

— Strand- 196 

— Taarn- 187 

— Tag- 194 

Svane, liden Sang- 634 

— Sang- 632 

— Tam- 635 

Svartand 678 


ST. 
(4557 


812 


Svartbag 617 Topand 670 
Svartspette 100 Toplom 716 
Svartsuli 187 — graastrubet 718 
Svenske 360 — hvidstrubet 716 
Svensk frisk 360 — liden 722 
Strømsneppe, brednæbet 561 |— sorthalset 721 
— smalnæbet 559 — sortkravet 719 
Sædgaas 641 Topmeise 317 
Sæing 612 |Topskarv 710 
Sæung 610 |Tornirisk 362 
Sørrøn-Pedder 573 Tornskade, rødrygget 211 
Søørn 13 Trane 462 

Trappe, Smaa- 434 
Taarnfalk 40 '|'Tretaaet Maage 607 
Taarnsvale 187 — Spette 111 
Taffeland 673 Trost, Dobbel- 213 
Tagsvale 194 |— Due- 213 
Talgtite 309 IE pield=£946 
Tamhøne 426 — Graa- 216 
Tamsvane 635 |— Maal- 219 
Teiste 736 '— Ring- 225 
Temmincks Strandvibe 509 |— Rødvinge- 221 
Tete 312 | SOrt FERT 
Thomas i Gjærdet 302 "Trækryber 116 
Tite, Hænge- 312 Trælærke 327 
— Strand- 519 Træpiplærke 249 
— Talg- 309 |Tunfugl 171 
Titing, Sne- 346 | Turteldue 392 
Tjeld 458 — stor 394 
— Kvikke- 521 ' Tyvjo 625 
Tjur 412 Tælleskrikja 177 
— Halv- 415 Tærne 591 
— Kniv- 415 — kentisk 588 
Tjuxa, Raud- 177 — Makrel- 591 
Tommeliten 302 — rødnæbet 592 


813 


Tærne, sort 597 Vandhøne, grønbenet 554 
Tødder 412 Vandrixe 547 


Varsler 205 


Ugle, Bjerg- 81 Vaskjæld 521 


— ng Å Vendehals 113 

— Horn- 8 Vestenvinds-Åre 573 
— Høg- 66 Vibe 452 

re Kat 


— brednæbet Strand- 510 
— foranderlig Strand- 506 
— liden Strand- 501 


— kortøret 86 
— Laplands- 70 


— Nat- 71 — spovenæbet Strand- 504 
— Perle- 76 — Temmincks Strand- 509 
— Slag- 69 — stor Strand- 499 

— Sne- 62 Vidiespurv 344 

— Spurv- 68 


Ulykkesfugl 177 
Urhane 410 
Urhøne 410 


Ommer, Stor- 745 
Ørn, Fiske- 16 


— Fjeld- 9 
Vaage, Fjeld- 27 — Hav- 13 
Vaag, Skjørvinges- 25 == Land= 9 
Vagtel 407 — Qvit- 62 
. Vaktel 407 — Sø- 135 


814 


Ålphabetisk Fortegnelse 


over 


de svenske Navne. 


Åkerhåna 404, 441 And, Graf- 652 
Ålkråka 707 — grimmad 672 
Ålkrok 707 — Grås- 656 
Ållonskrika 175 — Håger- 670 
Årta 663 — Krick- 665 
Ada 690 — Leffel- 661 

Al, Sommar- 686 — rådgul 654 

— Winter- 686 — rodhalsad Dyk- 673 
Ålbrok 458 — Silkes- 716 
Albråckt 458 — Sked- 661 
Alfit 566 — Snatter- 660 
Alfogel 686 — Spjut- 658 
Alférrådare 688 — Stjert- 658 
Alka, utlåndsk 741 — Stock- 656 
AÅlkekung 738 — Strom- 685 
Allika 169 — Wi- 658 
Alsiska 365 Åsurmes 311 
Altita 319 Augustisnåppa 534 
Ålwargrim 441 

And, Barrows Dyk- 684 Bågnåbbad Strandvipa 504 
— Berg- 672 Backsvale 196 


— Blås- 667 Bankiva-Tupp 427 


Barrows Dykand 684 
Bastard-Nåktergal 275 
Beckasin, dubbel 539 
— enkel 542 

— halfenkel 544 
Bergand 672 
Bergfink 358 
Berglårke 333 
Bergshammar 703 
Berguf 81 

— Fjåll- 62 
Berkedråsla 216 
Biwråk 29 

Biåtare 131 

Bjuggbit 550 
Bjorkdrossel 216 
Bjorktrast 216 

Blåfot 32 

Blåhake 299 
Blåhakesångare 299 
Blåkråka 134 

Blåmes 310 
Blåryggig Isfogel 127 
Blåsand 667 
Blåsgaas 638 

Bofink 356 

Brandgås 652 


Brandkronad Kungsfogel 325 


Brednåbbad Simsnåppa 561 
— Strandvipa 510 
Bredstjertad Labbe 623 
Brockfogel 441 

— grå 450 

Brunnacke 667 
Brunryggad Tornskata 211 


815 


Brushane 516 

Brunnichs Grisla 734 
Bråkfogel 358 

Bråstvattrad Sångare 263 
Busksqvåtte, hvithakad 257 
— svarthakad 259 
Båndelkorsnåb 384 


Dalripa 421 
Domherre 373 
Dopping 682, 716 
— graastrupig 718 
— hvitstrupig 716 
— Sill- 732 

— Små- 722 

— svarthalsad 721 
— svarthufvad 719 
Drillsnåppa 519 
Drossel, Bjork- 216 
— Ring- 225 

— rosenfårgad 150 
Drottning Kerstis Kråka 134 
Dråsla, Berke- 216 
Dubbel Beckasin 539 
Dubbeltrast 213 
Dufhåk 44 

Dufva, Gronlands- 738 
— Klipp- 390 

— Ring- 387 

— Skogs- 389 

— stårre Turtur- 394 
— Turtur- 392 

— Vild- 389 
Dvergfalk 38 


816 


Dverggås 640 Fisklita 519 
Dverg-Rørdrum 483 Fiskljuse 16 
Dvergsparf 345 Fiskmåse 610 
Dvergtrapp 434 Fisktjuf 16 
Dykand, Barrows 684 Fisktårna 591 
— rådhalsad 673 Fjållabbe 627 
Fjållberguf 62 
Ejder 690 Fjållgås 638 
— Prakt- 693 Fjållpipare 443 
Ejdergås 690 Fjållripa 419 
Elof 625 Fjållstare 219 
Emmer 725 Fjålluggla 62 
Enkel Beckasin 542 Fjosbent Wråk 27 
Enskrika 177 Flarskrika 177 
Entita 312 Flugsnappare, grå 199 
Era 690 — hvithalsad 202 
Ergus 690 — svart och hvit 200 
Etut 625 Flåckig Orn 11 
Fogelkung 323 
Falk, Dverg- 38 Fålthona 404 
— Grå- 27 Fåltpiplårke 251 
— Hvit- 32 Fåltsparf 354 
— Islands- 32 Forånderlig Sandlåpare 513 
— Jagt- 32 — Strandvipa 506 
— Lårk- 36 
— mindre Jagt- 34 Gås, Blås- 638 
— Pelegrims- 34 — Braånd- 652 
— rådbenet 42 — Dverg- 640 
— Torn- 40 — Ejder- 690 
Fasan, vanlig 425 — Fjåll- 638 
Fink, Berg- 358 — Glås- 638 
— Bo- 356 — Grå- 643 
— Gråon- 360 — Graf- 652 
— Hus- 3583 — Hafre- 645 
Fiskhåk 16 — hvitkindad 645 


Gås, hvitpannad 638 
— Ju- 652 

— Knubb- 690 

— Prut- 647 

— rådhalsad 649 
— Såd- 641 

— Skår- 641 

— Vild- 641, 643 
Galdust 686 
Garfogel 745 

Geut 625 

Giding, Kam- 693 
Glada 21 

Glutt 529 
Gluttsnåppåa 529 
Glånta 21 

Glåsgås 638 
Gråbent Snåppa 525 
Grå Brockfogel 450 
Gråfalk 27 

Grå Flugsnappare 199 
Grågås 643 

Grå Håger 475 
Gråhåfdad Hackspett 104 
Grå Sångare 264 
Gråsiska 365 
Gråsparf 353 
Gråspink 353 

— rådhufvad 375 
Gråstrupig Dopping 718 
Gråtrut 612 

Gråårla 242 

Grafand 652 
Grafgås 652 
Gransångare 272 


817 


Gresla 736 

Grimmad And 672 
Grisla 736 

— Brinnichs 734 

— Sill- 732 

— Tobis- 736 

Gryll 445 

Grylla 736 

Gråk 358 

Gråsand 656 

Gråsskåre 550 
Gronbent Snåppa 527 
Gronfink 360 

Gronfotad Sumphåna 554 
Grongoling 102 

Gron Hackspett 102 
Groning 339, 360 
Gronlandsdufva 738 
Gronlåndsk Papgoja 741 
Gron Sångare 273 
Gronsiska 368 
Gronspett 102 

Gråttla 736 

Gudunge 690 

— Kam- 693 
Gulbråstad Sångare 275 
Guling, Sommar- 142 
Gullérn 9 | 
Gulmagad Sångare 275 
Gulnåbba 363 
Gulnåbbad Håmpling 363 
Gulskråcka 696 
Gulsparf 339 

Gulspink 339 

Gultrast 142 


Gulårla 239 
Gyllenrånna 102 
Gylling 142 

— Sommar- 142 
Gok 94 

— Hors- 542 
Goktita 113 
Gåktyta 113 
Gåddtrast 219 
Gårdsmyg 302 


Hålskråcksfogel 696 
Hårdvårsfogel 346 
Hårsnåppa 544 
Hackspett, gråhåfdad 104 
gron 102 
hvitryggig 107 
lilla 110 

stårre 105 

svart 100 

tretåig 111 
Hafmåka 617 
Hafregås 645 
Hafsmåse 617 
Hafsorre 678 
Hafstjåder 707 
Hafs-Trut 617 
Hafsula- 703 . 
Hafsorn 13 

Hagal, 612 
Halfenkel Beckasin 544 
Hamptåtting 356 
Hane, Brus- 516 

— Or- 410 

— Rackel- 415 


818 


Hane, Rapel- 415 


— Rød- 297 
— Ronnbårs- 180 
— Tjåder- 412 


Harfång 62 

Hasselhåna 536 
Havhymber 725 

Helsing 645 
Himmelslårke 327 
Hjerpe 416 

Hornuf 81 

Hornuggla 84 

Horsgok 542 
Hultingskrabba 536 
Husfink 335 

Hussvala 194 
Hvitbrostad Strandpipaåre 447 
Hvitbuk 672 

Hvitfalk 32 

Hvithakad Busksqvåtta 257 
Hvithalsad Flugsnappare 202 
Hvit Håger 479 
Hvitkindad Gås 645 
Hvitmåse 606 
Hvitnackad Svårta 681 
Hvitpannad Gås 638 
Hvitryggig Hackspett 107 
Hvitsida 682 

Hvit Stork 466 
Hvitstrupig Dopping 716 
Hvitvingad Trut 613 

— — stor 615 

— Tårna 595 

Hymber 725 

— Hav- 725 


Håger 475 

— grå 475 

— hvit 479 

— Purpur- 478 
Hågerand 670 
Håmpling 362 

— gulnåbbad 363 
— Vinter- 365 
Hårfogel 122 
Håttentårna 591 
Håk, Duf- 44 

— Fisk- 16 

— Høns- 44 

— Kårr- 49, 52 

— Slaåag- 25, 29, 44 
— Sparf- 47 

— Wesp- 29 
Hokuggla 66 

Håna, Åker- 404, 441 
— Fålt- 404 

— gronfotad Sump- 554 
— Hassel- 536 

— lilla Rapp- 407 
— — Sump- 553 
— Or- 410 

— Perl- 429 

— småflåckig Sump- 552 
— Sot- 556 

— Sump- 554 

— Tjåder- 412 

— vanlig Rapp- 407 
— Vatten- 556 
Håonshåk 44 

Håtrick 455 

Håtring 455 


819 


Ibis, svart 491 
Illvårsfogel 346 
Immer 725 

Iris 365 

Isfogel 127 

— blåryggig 127 
Islandsfalk 32 
Islom 725 
Islåndsk Strandvipa 499 
Isspjårna 235 
Iste 736 

Jagtfalk 32 

— mindre 34 
Jernsparf 305 
Jordsvale 196 
Jugås 652 


Kaja 169 

Kalkon, pommersk 432 
— tam 428 
Kam-Giding 693, 700 
— -Gudunge 693 
Kanarifogel, svensk 360 
Kattuggla 71 
Kegelrifvare 382 
Kentska Tårnan 588 
Klera 219 

Klippdufva 390 
Klipplårka 244 


Klådra 219 

Knarr, Skogs- 105 
Knipa 682 

— Sal- 700 

— Knubbgås 690 


Klyckstjertad Stormsvala 575 


Kokårla 235 
Kolmes 314 
Koltrast 227 
Kopparsnåppa 534 
Kornknarr 550 
Kornlårka 337 
Kornskrika 175 
Kornsparf 337 
Korp 156 
Korsnæb, Båndel- 384 
— mindre 382 
— norsk 384 

— større 379 
Kortårad Uf 86 
Kovipa 494 

Kråka 161 

— Ål- 707 

— Blå- 134 

— Drottning Kerstis 134 
— Not- 151 

— spansk 134 

— Spill- 100 

— Till- 100 
Kråkskarf 710 
Kragetrapp 436 
Kramsfogel 219 
Kramsful 219 
Krecka 665 
Krickand 665 
Krums 379, 382 
Krumsnabel 382 
Kråcka 665 
Kungsfogel 323 
— brandkronad 325 
Kungsårn 9 


820 


Kustpipare 450 
Kårrgylta 183 
Kårrhåk 49, 52 
Kårrmes 312 
Kårrsångare 278 
Kårrsnåppa 527 
Kårruggla 86 
Korfogel 696 


Långnåbba 494 

— rustråd 534 

— svartstjertad 532 
Långstjertad Labbe 627 
Labbe 625 

— bredstjertad 623 
— Fjål- 627 

— långstjertad 627 
— spetsstjertad 625 
— Stor- 621 
Ladusvala 190 
Lafskrika 177 
Landtorn 9 
Lappsparf 348 
Lappuggla 70 
Leffeland 661 
Lerbenåa 441 
Lertrana 441 

Lilla Hackspett 110 
— KRapphåna 407 
— Stormsvala 573 
— Strandvipa 501 
— Sumphéna 553 
Lira, mindre 557 
Ljungpipare 441 
Ljungspole 441 


Ljungvipa 441 
Ljuse 619 

Kon 29 
— Is- 725 

— Små- 729 
— Stor- 727 

— Tofs- 716 
Lomvia 732 
Lunnefogel 741 
Lyngspole 441 
Lårka 327 

— Ång- 246 

— Ångpip- 246 
— Berg- 333 
— Fåiltpip- 251 
— Himmels- 327 
— Klipp- 244 
— Korn- 337 
— Pip- 249 

— Richards Pip- 253 
— Sång- 327 
— Sand- 333 
— Sjå- 346 

— Skårpip- 244 
— Skogs- 331 
— Snå- 346 

— Strand- 244, 333 
— Tofs- 329 
— Topp- 329 
— Tråd- 331 
— Trådpip- 249 
Lårkfalk 36 
Lofsångare 271 


Måka 610 


821 


Måka, Haf- 617 
— Sill- 619 
Måse 610 

— Fisk- 610 
— Hafs- 617 
— Hvit- 606 
— Sill- 619 

— Skratt- 602 
— Skrån- 585 
— spansk 703 
— tretåig 607 

| Malemack 579 
Makrilltårna 591 
Marspitt 458 
Mellanspett 108 
Mes, Åsur- 311 
— Blå- 310 

— Kol- 314 

— Kårr- 312 
— Siberisk 314 
— Stjert- 319 
— Svart- 314 
— Talg- 309 
— Tofs- 317 
— Topp- 317 
Meshat 317 
Mindre Jagtfalk 34 
— Korsnåb 379 
— Lira 577 

— Strandpipare 448 
Misteltrast 213 
Morkulla 536 
Mule 7.44 

— Tord- 744 
— Ture- 744 


Musvåg 25 

Muswråk 25 
Myrpytta 441 
" Mållare 266 


Nattblacka 183 
Nattskråfva 183 
Nattskårra 183 
Nattuggla 71 
Nattvaka 376 
Nattwaka 219 
Nolavårstyta 448 
Nordanvårstyta 448 
Nordisk Nåktergal 219 
Norrqvint 358 
Norsk Korsnåb 384 
Numidisk Trana 465 
Nåktergal 289 

— Bastard- 275 

— nordisk 291 

— sydlig 292 
Notknåcka 151 
Notkråke 151 
Nåtskrika 151, 175 
Notvåcka 119 


Odens Svala 471 
Orhane 410 
Orhone 410 
Ormvåka 21 
Ormwråk 25 
Orre 410 

— Hafs- 678 

— Rip- 416 

— Sjoå- 678 


822 


Ortolan 340 
Ortolansparf 340 
Qåringsfogel 122 


Pifogel 423 
Papgoja, gronlåndsk 741 
— svensk 376 
Pelegrimsfalk 34 
Perlhona 429 
Perluggla 76 
Pilsparf 354 
Pilspink 354 
Pipare, Fjåll- 443 


— hvitbråstad Strand- 447 


— Kust- 450 

— Ljung- 441 

— mindre Strand- 448 
— stårre Strand- 445 
Pipkrums 384 
Piplårka 249 

— Filt- 251 

— Richards 253 

— Skår- 244 

— Tråd- 249 

— Ång- 246 
Pomeransfogel 443 
Popp 122 

Pracka 698 
Prakt-Ejder 693 
Prutgås 647 
Purpurhåger 478 


Qvickstjert 294 
Qvidfogel 25 
Qvåkare 358 


Råka 165 

Rackelhane 415 
Rapelhane 415 
Rapphona, lilla 407 
— vanlig 404 

Ravn 156 

Richards Piplårka 253 
Ringdrossel 225 
Ringdufva 387 
Kingkedja 607 
Ringsvala 187 
Ringtrast 225 
Ringårla 235 

Ripa 421 

— Dal- 421 

— Fjåll- 419 

— Skogs- 421 

— Snå- 421 

Riporre 416 

Riska 363 
KRosenfårgad Drossel 150 
Roskarl 455 

KRosslare 415 

Rotgel 297 

Rustrod Långnåbbaåa 534 
Rya 412 

Rodbena 523 
Rodbent Falk 42 

— Snåppa 523 
Rodbråsta 297 
Rodgul And 654 
Råodhake 297 
Råodhakesångare 297 
Rodhalsad Dykand 673 
Rådhalsad Gås 649 


823 


Rådhane 297 

Rodhufvad Gråspink 375 
Rodnåbbad Tårna 592 
Rådspof 532 

Rådstjert 294 
Rådstjertsångare, svart 296 
Roådtjuxa 177 

Rodvinge 221 
Rodvingetrast 221 
Ronnbårshane 180 
Rordrum 485 

— Dverg- 483 
Rorsnåppa 544 


Sångare, Blåhake- 299 
— bråstvattrad 263 
— grå 264 

— Gran- 272 

— gron 273 

— gulbråstad 275 
— gulmagad 275 
— Kårr- 278 

— Låf- 271 

— Roådhake- 297 
— svarthufvad 267 
— svart Rodstjert- 296 
— Såf- 284 

— Trådgårds- 269 
— Årt- 266 
Sånglårka 327 
Sångsvan 632 

— mindre 634 
Sångtrast 219 
Salknipa 700 
Salskrake 700 


Sandlårka 333 
Sandlåpare, forånderlig 513 
Sandrulling 445 
Seidreifver 550 

Siberisk Mes 314 
Sidensvans 180 

Silkesand 716 

Silldopping 732 

Sillebas 703 

Sillgrisla 732 

Sillmåka 619 

Sillmåse 619 

Simsnåppa, brednåbbad 561 
— smalnåbbad 559 
Siseronnika 363 

Siska, Grå- 365 

— Gron- 368 

Sjutut 387 

.Sjokung 738 

Sjolårka 346 

Sjoorre 678 

Skarf 707 

— Kråk- 710 

— Stor- 707 

Skata 171 

— brunryggad Torn- 211 
— Skog- 175 

— Snå- 216 

— Strand- 458 

— svartpannad Torn- 208 
— Torn- 205, 211 
Skedand 661 

Skedstork 488 

Skjura 171 

Skjåska 363 


824 


Skogsdufva 389 
Skogskata 175 
Skogsknarr 105 
Skogsknett 271 
Skogslårka 331 
Skogsripa 421 
Skogsuf 84 
Skråtårna 585 
Skrake, Sal- 700 
|— Små- 698 

— Stor- 696 
Skrattmåse 602 
Skrika, Ållon- 175 
— En- 177 

— Flar- 177 

— Korn- 175 

— Laf- 177 

— Nåt- 151, 175 
Skriktårna 585 
Skrikuggla 71 
Skrikorn 11 
Skråcka 696 

— Gul- 696 
Skrånmåse 585 
Skråntårna 585 
Skåra. 17( 
Skårflåcka 566 
Skårgås 641 
Skårmus 502 
Skårpiplårka 244 
Slaghok 25, 29, 44 
Slaguggla 69 
Smådopping 722 
Småflåckig Sumphona 552 
'Smålom 729 


Småkrake 698. 
Småspof 496 

Småtrapp 434 

Småtårna 593 

Småårn (1 

Smalnåbbad Simsnåppa 559 
Snatterand 660 

Snåppa, Åugusti- 534 
brednåbbad Sim- 561 
Drill- 519 

Glutt- 529 

gråbent 525 
gronbent 527 

— Hår- 544 

— Kårr- 527 

— Koppar- 534 

— rådbent 523 

— Ror- 544 
smalnåbbad Sim- 559 
svartgrå 521 
Snålårka 346 

Snåripa 421 

Snåskata 216 

Snåsparf 346 

Snouggla 62 

Solsvårta 227 

Sommaral 686 
Sommarguling 142 
Sommargylling 142 
Sothéna 556 


Spansk Kråka (34 
— Måse 703 
Sparf, Dverg- 345 
— Fålt- 354 
— Grå- 353 


825 


Sparf, Gul- 339 

Jern- 305 

Korn- 337 

Lapp- 348 

— Ortolan- 340 

Pil- 354 

— Snå- 346 

— Såf- 343 

Topp- 180 

Tråd- 354 

- Vide- 344 

Sparfhåk 47 

Sparfkung 271 
Sparfuggla 68 
Spetsstjertad Labbe 625 
Spett, gråhåfdad Hack- 104 
Gron- 102 

— gron Hack- 102 

— hvitryggig Hack- 107 
lilla Hack- 110 

— Mellan- 108 

— stårre Hack- 105 
Svart- 100 

svart Hack- 100 
tretåig Hack- 111 
Spetsnåbb 732 
Spikgubbe 458 
Spillkråka 100 

Spink, Grå- 353 

— Gul- 339 

— Pil- 354 

— rådhufvad Grå- 375 
Spjutand 658 

Spof 494 

— Råd- 532 


Spof, Små- 496 
— Stor- 494 
— Tvår- 532 
— Vind- 494 


Sqvåtta, hvithakad Busk- 257 


— Sten- 255 

— svarthakad Busk- 259 
Steglits 369 
Steglitsa 369 
Stengålp 255 
Stenknåck 350 
Stensqvåtta 255 
Stare 146 

— Fjåll- 219 

— Strom- 230 

— Vatten- 230 
Stjertand 658 
Stjertmes 319 
Stockand 656 
Storlabbe 621 
Storlom 727 

Stork, hvit 466 

— Sked- 488 

— svart 471 
Stormfogel 573, 579 


Stormsvala, klyckstjertad 575 


—— lilla 573 
Storskarf 707 
Storskrake 696 
Storspof 494 
Stortrapp 432 
Stråare 686 
Strandlårka 244, 333 


Strandpipare, hvitbråstad 447 


— mindre 448 


826 


Strandpipare, stårre 445 
Strandskata 458 
Strandsittare 519 
Strandskjura 458 
Strandsvala 196 
Strandvipa, bågnåbbad 504 
— brednåbbad 510 

— forånderlig 506 

— islåndsk 499 

— lilla 501 

— svartgrå 502 

— Temmincks 409 
Stromand 685 
Stromstare 230 

Stérre Hackspett 105 
— Korsnåbb 379 

— Strandpipare 445 

— Turturdufva 394 
Sula, Haf- 705 
Sumphéona 554 

— gronfotad 554 

— Jilla 553 

— småflåckig 552 
Svala, Back- 196 

— Hus- 194 

— Jord- 196 

— klyckstjertad Storm- 575 
— Ladu- 190 
— lilla Storm- 575 
— Odens- 471 
— Ring- 157 
—- Strand- 196 
— Torn- 187 

— Tråd- 200 
Svan 635 


827 


Svan, mindre Sång- 634 Tallbitt 376 


— Sång- 632 Taltrast 219 
— tam 635 Tam Svan 635 
— vild 632 — Tupp 426 


Svartgrå Snåppa 521 
— Strandvipa 502 Temmincks Strandvipa 509 
Svart Hackspett 100 Tilla 445 

Svarthakad Busksqvåtta 259 | Tillika 445 

Svarthalsad Dopping 721 Tillkråka 100 


Telltjuxa 177 


Svarthufvad — 719 Tjeld 458 

— Sångare 267 Tjuf 523 i 
Svart Ibis 491 Tjåder 412 

Svartlasse 625 — Hafs- 707 


Svartmes 314 


Tjåderhane 412 


Svart och hvit Flugsnappare 200 | Tjåderhona 412 
Svartpannad Tårnskata 208  |Tjådertupp 412 
Svart Rådstjertsångare 296  |Tjåll 458 


Svartspett 100 


Svartstjertad Långnåbba 532 


Svart Stork 471 
— Tårna 597 


Tobisgrisla 736 
Tofslom 716 
Tofslårka 329 
Tofsmes 317 


Tofstita 317 
Tofsvipåa 452 
Tolk 523 
Tolkapiga 519 
Topplårka 329 
Toppmes 317 
Toppsparf 180 
Toppvipa 452 
Tordmule 744 
Tornfalk 40 
Tornsvaåla 187 


Svenska 360, 376 
Svensk Kanarifogel 360 
— Papgoja 376 

Svårta 680 

— hvitnaåckad 681 
Sydlig Nåktergal 292 
Sådesårla 235 

Sådgås 641 

Såfsångare 284 
Såfsparf 343 


Taflacka 647 Tornuggla 78 . 
Talgmes 309 Trana 462 + 
Talgoxe 309 — Ler- 441 


53 


Trana, Numidisk 465 
Trapp 432 

— Dverg- 434 

— Krage- 436 

— lilla 434 

— Små- 434 

— Stor- 432 

Trast, Bjork- 216 

— Dubbel- 213 

— Gåd- 219 

— Gul- 142 

— Kol- 227 

— Mistel- 213 

— Ring- 225 

— Rodvinge 221 

— Sång- 219 

— Tal- 219 

Tretåig Hackspett 111 
— Måse 607 


Trut 619 
— Grå- 612 
— Hafs- 617 


— hvitvingad 613 
— stor hvitvingad 615 
Trådgårdsångare 269 
Trådkrypare 116 
Trådlårka 3531 
Trådpiplårka 249 
Trådsparf 354 
Trådsvala 200 
Tullare 494 
Tummeliten 302 
Tupp,» Bankiva- 427 
— tam 26 

— Tjåder- 412 w 


828 


Turemule 744 
Turturdufva 392 

— større 394 
Tvårspof 532 
Tårna 591 

— Fisk- 591 

— Håtten- 591 

— hvitvingad 595 
— Kentska 588 
— Makrill- 591 

— rødnåbbad 592 
— Skrå 585 

— Skrån- 585 

— Skrik- 585 

—" Små= 593 

— Svart- 597 
Tårnskata 205, 211 
— brunryggad 211 
— svartpannad 208 


"Ur 81 

— Berg- 81 
— Fjållberg- 62 
— Horn- 81 

— kortårad- 86 
— Skogs- 84 
Uggla, Fjåll- 62 
— Horn- 84 
— Hoåk- 66 

— Katt- 71 

— Kårr- 86 

— Lapp- 70 
— Natt- 71 

— Perl- 76 

— Skrik- 71 


Uggla, Slag- 69 


— Snå- 62 
— Sparf- 68 
— Torn- 78 


Utlåndsk Alka 741 


Våka, Orm- 21 
Vassbårare 502 
Vattenhona 556 

Vattenrall 547 

Vattenstare 230 

Videsparf 344 

Vigg 670 

Vilddufva 389 

Vildgås 641, 643 

Vild Svan 632 

Vindspof 494 

Vindspole 494 
Vinterhåmpling 365 

Vipa 452 

— hbågnåbbad Strand- 504 
brednåbbad Strand- 510 
forånderlig Strand- 506 
islåndsk Strand- 499 
Ko- 494 

lilla Strand- 501 
Ljung- 441 

svartgrå Strand- 502 
Temmincks Strand- 509 
Tofs- 452 

— Topp- 452 

Vippstjert 294 

Vråk, Mus- 25 


829 


| Wånfogel 619 
Waka 219 

— Natt- 219 

| Waktel 376, 407 
|Waktelkung 550 
Warfogel 205 
Wesphåk 29 
Wiand 658 
Winteral 686 
Wittring 455 
Wråk, Bi- 29 
— fjosbent 27 
— Mus- 25 


'— Orm- 25 


Ångknarr 550 
Ånglårka 246 
Ångpipliårka 246 


| Ångsnårpa 550 
| Arla, Grå- 242 


— Gul- 239 
— Kok- 235 


'"— Ring- 235 


— Sådes- 235 
Årtsångare 266 


Ommer 725 
Orn, flåckig 11 
— Gull- 9 

— Hafs- 13 
— Kungs- 9 
— Landt- 9 
— Skrik- 11 
— Små- 11 


53 


830 


Alphabetisk Fortegnelse 


over 


de færøiske Navne. 


Åarpisa 230 Drunnkviti 573, 575 
Åndt 658, 665, 682, 672, 667! Drunquiti 573, 575 
— Top- 696, 698 


Ålka 744 
Alka 744 
Åarpisa 230 


Beåkskuri 617 
Blåadigva 390 
Blåduggva 390 
Blikur 690 
Bramgås 645 
Brangåas 645 
Brimondt 685 
Båkur 617 


Digva 387, 390 
— Turtul- 392 
Duggva 387 

— Blå- 390 
Duva 390 

Duva, Vild- 390 


Eakong 694 

Eåkurskrivt 550 

Eåva 690 

Eåvekongur 693. 
Egredla 686 

Egvedla 686 

Egvella 686 

Erla 235 

— Kongsdottir 235, 239 
— Kongsdottur 235, 239 


Fålkur 32, 34, 40 
Fiskamåsi 612 
Fiskjimåasi 612 
Fjadlmurra 502 
Fjallmurra 502 
Fransatedna 602 
Fransaterna 602 
Fulkobbi 738 
Fulkubbi 738 


831 
Gåas, Bran- 645 Hiblingur 707 
— Hav- 725 Hiplingur 707 
— Helsinga- 647 Hjaltlandskråaka 165 
Gårfuglur 745 Hråkur 227 
Gås, Gråa- 643 Husånd 684 
Gås, Bram- 645 Håvhestur 579 
— Hav- 725 Hona, Sjå- 556 
— Helsinga- 647 
— Råtu- 685 


Jearakona 547 
Islandsmåsi 610 
Jårdakona 547 


Gorfuglir 745 

Gorfuglur 745 

Gråagås 643 
Gråagreålingur 502, 506 
Gråatujtlingur 244, 246 "Katt-uggla 62 
Graatittling 246 "Kåtula 62 
Grågås 643 Kjakdur 458 


Grågralingur 502, 506 Korpur 156 


Gralingur 499 Kråaka 161 
Erie TE "Kraaka, Hetlands- 169 
Gråtitlingur 244, 246 (raa fol : 
Greålingur 499 |— Hjaltlands- 165 
— Gråa- 502, 506 ' Kriblingsondt 663 
— Tjaldurs- 455 "Krikkondt 665 
Hani, Odins- 216, 221 

— Ovus- 221 Lå 441 

Havgåas 725 -| Legv 441 

Havgås 725 Lerki 327 
Hålsareydi 559 | Lerkur 327 
Heåvhestur 579 , Likka 619 

Heggri 475 |Likkeskuri 619 
Hegri 475 |Likkuskuri 619 
Helsareji 559 Liri 577 
Helsingagåas 647 "Lo 441 
Helsingagås 647 |Loggv 441 
Hetlandskraaka 169 |Lémur 727, 729 


Sr 


832 


Lomvia 732 
Loumur 727, 729 
Lundi 741 

Logv 441 


Måasi 613, 615 
— Ujslands- 610 

— Val- 613 

Måsi 612 

Måsi 613, 615 

— Fiska- 612 

— Islands- 610 

— Val- 613 
Mortitlingur 302 
Mujresnujpa 536, 542 
Murra, Fjall- 502 
Musabrodir 302 
Musabrouir 302 
Myrusnipa 536, 


542 


Odinshani 216, 221 

Ondt 658, 665, 682, 672, 667 
— Brim- 685 

Kriblings- 663 

Krikk- 665 

Sev- 719 

Stikk- 658 

— Top- 696, 698 
Quinsheåni 216, 221 

Ovus Hani 221 


Qvujtibukir 625 
Qvujtravnur 156 
Qvujttjegvi 625 


Ravnur 156 


| Sjouhåna 556 
|Sjåhåna 556 
(Skarvur 710 | 
| Skråapur 577 


Ravnur, Qvujt- 156 
Rida 607 

Ridepisa 607 

Rita 607 

Ritupisa 607 
Roukur 227 
Rotugås 685 


Sevondt 719 


Skråpur 577 
Skråpur 577 


| Skuggvur 621 


Skuir 621 


|Skuri 612, 617, 619 


— Bak- 617 


| Beåk- 617 


— Likke- 619 


(em Likku- 619 
| Smiril 38 


Snipa, Myru- 536, 542 
Snjofuglur 346 


| Snjétitlingur 346 
| Snjoufuglur 346 
| Spegvi 496 


— svartur 491 


'"— Tang- 494 
1=— Tann- 494 


Spoarve 354 
Spoggvi 496 
— Tann- 494 
Spoi 496 


Spéi, Tann- 494 
Stajnstålpa 255 
Stari 146 

Steåri 146 
Steinstolpa 255 
Stelkur 523 
Stikkondt 658, 665 
Sula 703 

— Grå- 703 

Svali 190 

Sveåla 190 
Svartbakur 617 
Svartbeåkur 617 
Svarthalsa 445 
Svartholsa 445 
Svartur Spegvi 491 
Sveånur 632 
Svånur 632 


Tajsti 736 
Tangspegvi 494 
Tannspegvi 494 
Tannspoggvi 494 
Tannspéi 494 
Tedna 592 
Teisti 736 

Terna 592 

— Fransa- 602 


Titlingur, Grå- 244, 246 


— Mor- 302 
— Snjå 346 


833 


Tjaldur 458 


Tjaldursgreålingur 455 


Tjaldursgrålingur 455 
Tjegvi 625, 627 
— Qvujt- 625 
Tjoggvi 625, 627 
Tjoi 625, 627 
Topåndt 696, 698 
Topondt 696, 698 
Trani 462 

Treåni 462 
Turtuldigva 392 


Uggla, Katt- 62 
Uijslandsmåsi 610 


Valmåasi 613, 615 
Valmåsi 613, 615 
Vidldunna 656 
Vilddunna 656 
Vildduva 390 

Vipa 452 

Vujpa 452 


Ælda 690 
Ædukongur 693 
Ækurskrift 550 
Æva 690 
Ævukongr. 693 


Ond, Hus- 684 
Ørn 13, 16 


834 


Ålphabetisk Fortegnelse 


over 


de zslandske Navne. 


Alft 632 Fåella 686 
Alka 744 Fovella 686 
Audnu-titlingr 365 Fylingr 580 


Blåkollsånd 656 
Bliki 690 
Brimdufa 685 
Briménd 685 
Brusi 725 


Geirfuglur 745 
Grafond 658 
Grågås 638, 641 
Gråmafr 613, 615 
Grasond 658 
Dilaskarfr 707 Gråtitlingr 246 
Dufa, Brim- 685 Grådnd 656, 667 
— Raud- 667 — Långviu- 658 


Dukånd 672 alla 660 
Grånhåfda 656 
Eria, Måriu- 235 (24696 
Faålki 32 | Hafskumr 621 
Fill 580 Hafsula 703 
Filungr 580 Haftirdill 738 
Flåaskitr 719 Håkallaskumr 621 
Flora 719 Halkion 738 


Florgodi 719 Hani, Odins- 559 


Hani, Sund- 559 
Håvella 686 

Håvelli 686 

Hegri 475 gg 
Helsingi 645 
Himbrim 725 
Himbrimi 725 

Hrafn 156 
Hrafnsånd 672, 678, 698 
Hringlångnefia 732 
Hringvia 732 
Hrossagoukr 542 
Husånd 682 

Hvitfugl 613, 615 
Hvitmåfr 613, 615 


Jardreka 532 
Isa-Kråka 452 


Kaflabringr 617 
Kéldusvin 547 
Keri 419 

Kjeri 419 

Kjoi 623, 625 
Klumba 744 
Kofa, Lunda- 741 
— Peistu- 736 
Kråka, Isa- 452 
Kria 592 
Krumm 1356 


Långnefia 732 

— Hring- 732 
Långvia 732 
Långviu-Grådnd 658 


835 


Litla Toppéånd 698 
Loa 441 

— Sand- 445 
Loarpræll 506 
Lomr 729 
Lundakofa 741 
Lundi 741 


Måriu-Erla 235 
Musabrodir 302 
Myriskitr 542 
Myrispita 542 
Myruskitr 542 


Nefia, Hringlång- 732 
— Lang- 732 
— Stut- 734 


Odinshani 559 


Peista 736 
Peistukofa 736 
Pråstr, Skågar- 221 


Raud-brystingr 499 
Rauddufa 667 
Raudhåfda 667 
Rindill 302 

Ritsa 607 

Ritur 607 
Rjupa 419 


Sandlda 445 
Seféånd 719 
Selningr 502 


Skarfr 707, 710 

— Dila- 707 

— Topp- 710 
Skégla 607 
Skogar-Pråstr 221. 
Skrofa 577 

Skumr 623 

Smirill 38 
Snjotitlingr 346 
Sølskrikja 346 
Spoggvi, svartur 491 
Spéi 496 

— svartur 491 
Steindepill 255 
Stelkur 523 

Stora Toppond 696 
Stockond, stora 656 
Straumond 685 
Stutnefia 734 

Sula 703 

— Haf- 703 
Sundhani 559 
Svala 190, 194 
Svanur 632 
Svartbakur 617 
Svartur Spoggvi 491 
— Spoi 491 


Tildra 455 

Titlingr, Audnu- 7365 
— Grå- 246 

— Snjå- 346 
Tjakdur 458 

Tjaldr 458 
Toppskarfr 710 


836 


Toppond, litla 698 
— stora 696 


Perna 592 


bræll, Loar- 506 


Ugla 62 
Urt 665 
Urtond 665 


Valur 32 
Veidibjalla 617 


Ædaurfugl 690 
Ædarfuglr 690 
Ædarkonungr 694 
Ædur 690 


Ond, Blåkolls- 656 
— Brim- 685 

— Duk- 672 

— Grå- 667 

— Graf- 658 

— Grås- 658 

— Gul- 696 

— Hrafns- 672, 678 
— Hus- 682 

— Långviu-Grå- 658 
— litla Grå- 660 

— — Topp- 698 
— Sef- 719 

— stora Stock- 656 
— — Topp- 696 
— Straum- 685 

— Urt- 665 

Orn 13 


Alphabetisk Fortegnelse 


over 


de grønlandske Navne. 


Åglek 686 
Akejksek 419 
Akpa 734 
Akpalliarsuk 738 
Akparnak 744 
Akpartluk 744 
Amaulik 690 
Amaårak 365 
Arnauiak 690 


Iszarsok 580 
Imerkoteilak 592 
Isarokitsok 745 
Isingak 625 


Kaerrak 738 
Kajok 499, 561 
Kajordlek 441 
Kajordlik 499 
Kajorrovek 441 
Kajortok 694 
Kakordluk 580 


Kakordluvek 580 


Karksauk 729 


Kartlutok 656 


|Kavio 419 
Kekingoak 32 


Kertlutok 666 Anm. 
Kertlutokpiarsuk 666 Anm.(684) 


"Killangak 741 


Kingalik 694 
Kirksoviarsuk-kakortuinak 32 
— -Millekulartok 34 
Kopanauarsuk 346 

Kuksuk 632, 703 

Kussak 255 

Kyssektak 255 
Kærtlutorpiarsuk 666 Anm.(684) 


Meriarsairsok 625 


Naja 613, 615 
Najainak 615 


Najangoak 613 
Najardluk 617 
Najardlurksoak 617 
Najavek 615 
Narksarmiutak 348 
"Nayauarsuk 606 
Nektoralik 13 
Nelloumirsortok 559 
Nerdlek 647 
Nerdlernak 638, 643 
Niakortok 684 
Nyaliksak 698 


Okaitsok 707 
Opik 62 


8 


Opirksoak 62 
Orpingmiutak 365 


Pajk 698 


Sarbarsuk 502 
Sargvarsurksoak 532 
Siorakitsok 694 


Tattarak 607 
Telligvak 455 
Tertersoak 13 
Tojuk 506 
Tornauiarsuk 685 
Tudlik 725 
Tukagvajok 445 
Tullugak 156 


Efterskrift. 


Usa Udarbeidelsen af dette nu afsluttede Værk ere talrige Med- 
delelser om vore sjeldnere Fugles Forekomst velvilligt blevne til- 
stillede mig fra forskjellige Mænd. Disse bringes alle herved min 
Tak. Foruden dem, som jeg allerede i Forordet har fundet Lei- 
lighed til at nævne, maa jeg særligt udtale min Tak til Hr. Dyr- 
læge Grill i Otterup pr. Odense, som med usvækket Interesse 
for Sagen har meddelt mig sine kritiske Bemærkninger og en 
stor Række lagttagelser. 

Adskillige af de Meddelelser, jeg saaledes har modtagel, ere 
imidlertid komne mig for sent i Hænde til, at de kunde optages 
i Texten. Disse ville derfor senere blive publicerede i et Tillæg 
til Værket. At selve dette er blevet noget større end oprindeligt 
beregnet, trænger neppe til nærmere Forklaring og — som jeg 
haaber — heller ikke til nogen Undskyldning fra min Side. 

I den efterstaaende Liste over Trykfeil og Rettelser findes 
enkelte Punkter af Betydning, som derfor bedes bemærkede for- 
inden Benytlelsen af Bogen. : 


Udg. 


.—" .Trykfeil og Rettelser. 


Under Synonymerne til Aquila nævia (Gm.) bør tilføjes Dansk: 
Skrigørn.. Svensk: Småårn, Skrikørn, flåckig Ørn. 

L. 7 f. n. Spætteslægten, læs Spetteslægten. ” 

v. Biæder tilføjes Norsk: Biæder. Svensk: Biåtare. 

L. 16 f. 0. Hanner, læs Hunner. 

Æggene af Pastor roseus ere feilt beskrevne; de ere blaaligt 
hvide, uplettede, omtrent som Stærens, men mindre og rund- 
agtige. 

L. 10 f..0. Caryocatactes rettes til Nucifraga. 

Efter L. 2 f. 0. tilføjes Dansk: Hvidhalset Fluesnapper. Svensk: 
Hvithalsad Flugsnappare. 

L. 3 f. 0. tilføjes Svensk: Gråårla. 

Efter L. 2 f. 0. tilføjes Norsk: Kirgisisk Steppehøne. Svensk: 
Kirgisisk Stepphona. 

Efter L. 1 f. 0. tilføjes Norsk: Paa, Paafugl. Svensk: Påfogel. 
Efter L. 11f. 0. tilføjes Norsk: Fasan. Svensk: Vanlig Fasan. 
Efter L.1 f.o.tilføjes Norsk: Bankivahøne. Syensk: Bankivatupp. 
Efter L. 10 f. 0. tilføjes Norsk: Perlehøne. Svensk: Perlhona. 
L. 2 f. n. Rørheø, læs Rørhøne. 

Dyrlæge Grills Meddelelse om, at Sterna caspia af ham er 
funden ynglende paa Bosserne ved Samsø og paa Knopen ved 
Tunø, er feilagtigt bleven henført under St. Anglica. 

L. 12 f. 0o Zema, læs Xema. 

Dyrlæge Grill har anmodet Udg. om at tilføje den Bemærkning, 
at Larus marinus ikke yngler regelmæssigt paa. Bosserne ved 


"Samsø, men at den af ham er funden ynglende der den 12te 
. Juni 1871. 


Slægtsnavnet Giaucion bør forandres til Bucephala. Baird. 


SMIT Hx Si ONIAN tit mtr 


Il] | 
|| Il 
5 UL 


al 8 "9088 00702. "523 


4 Aar