= 


Vi 

KUT 

Kastet APE 

BR re ee 


TT 


à | 


å en 
w 


"1 
på À 2 a CEA 

ce à + 3 å = 

: GE 
ae See EC NE 
< a | 
+ 


a eee eee = 
AA th hte ae 
u, > 
Tha hee ek Eure 
re tae a M 


*% NY 
AS = + * 
NI pe bolt 
~ 


Ss 


en esx ch BW © l= 


21 


a 
vi ÆR WGibSON- INN ASA aie) 


DE a 
RS 
Tee POS 


Re BAP as 
PA ey 


a 


Skrifter 


udgivne af 


Videnskabsselskabet 1 Christiania 


LIBRARY 
NEW YORK 
BOTANIC 


ANICAL 


GARDEN 


I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse 


— > 


Christiania 
I Kommission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers Bogtrykkeri 


1902 


ln 1902 


No. 


Os 


LIBRARY 
YEW YORK 


BOT 


» 


ANICAL 
GARDEN 


Indhold. 


Kr. Birkeland. Expédition Norvégienne de 1899—1900 pour l'étude des 
aurores boréales. Résultats des recherches magnétiques. (Med 1 fotogravure, 
16 figurer i texten og 12 plancher NAS, Ie en MN 
Gustav Guldberg. Anatomisk-anthropologiske undersegelser af de lange 
extremitetknokler fra Norges befolkning i oldtid og middelalder. I. Under- 
søgelsesmethoderne, laarbenene og legemsheiden . Bø IS 
J. Alfred Mjøen. Uber die chemische RARE IE des Norwegischen 
Holzteers . Re LE RE et 
Andreas Holmsen. Isforholdene ved de norske indsjøer. Med 12 
plancher og Résumé francais) . AP > KER ae re à 

C. F. Larsen. Norske Kranietyper. Efter Studier i Universitetets ana- 
tomiske Instituts Kraniesamling. (Med 5 Plancher). 


We ofl 
7 


å ” + 
= = ~ Pr 
= = 
se . é 
FE ‘ 
v 
* 
- 
| i 
: 
, 
. a ‘ = 
v 

å 

* 
) - 

* 
2 
. « 

å 
| ,» 
2 p 0 

i på 


Expédition Norvégienne 
de 1899-1900 


pour l'étude des aurores boréales 


Résultats des recherches magnétiques 


LIBRARY 
NEW YORK 


3 5071 4 NIC A! 
Kr. Birkeland GARDEN 


Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 1901. No. 1. 


Uügivet for Fridtjof Nansens Fond 


Christiania 
En commission chez Jacob Dybwad 
A. W. Brogger, Imprimeur 


1901 


ua IR 
NET 

“af 
X 


DELL 


- 


Présenté à la séance du 23 novembre 1900. 


N 


WG 


RESULTATS DES RECHERCHES MAGNETIQUES 


[899-1900 — 


POUR LETUDE DES AURORES BOREAL 


NORVEGIENNI 


PAR 


roves 
{ ven NS | 


1 


Å = 
D 4 5 
g |: 
= i 
= Å a 
Z z \ 2 
< - pe) 
— an dey 
Lat wy 
No N 
= 
on y 
x“ y 
= 


à. 


N 


N 
St 
bon de 


LES PETITS OBSERVATOIRES DE HALDDE 


"APRES E. BOYE. 


D 


Table des matières. 


tes variations magnétiques simultanées å Bossekop et å I y = Sa) ss 


48 andes aurorales artificielles . 
Sur la formation des nuages supérieurs 


38 


Sur quelques phénomènes de magnétisme terrestre 


dus à l’action des courants électriques. 


L'état norvégien a généreusement accordé les ressources nécessaires 
pour construire deux petits observatoires pour l'étude des aurores boré- 
ales sur la montagne de Haldde près de Bossekop, à 1000 m. environ 
au-dessus du niveau de la mer. 

Pendant I'hiver 1899—1900 il y fut envoyé sous ma direction une 
expédition chargée de faire des observations sur l’électricité atmosphérique, 
et devant en outre faire des observations magnétiques et metéorologiques, 
en même temps qu’elle devait observer les aurores boréales. En dehors 
de moi, l’expédition comprenait les membres suivants : M. S. Sæland, 
attaché au laboratoire de physique de l’Université de Christiania, M. £. 
Boye, mon excellent assistant, étudiant ès-sciences, victime d'un si cruel 
accident dans lequel deux personnes furent ensevelies sous une avalanche 
aux dernières heures de notre séjour dans la montagne, et M. X. Xnudsen, 
ingénieur des télégraphes. 

La première partie du présent rapport contiendra la description de 
variations de faible intensité et de courte période, d'un caractère plus au 
moins oscillatoire, de la déclinaison et des composantes magnétiques, 
variations qui, dans des journées magnétiquement tranquilles, ont été 
observées simultanément à Bossekop et à Potsdam. Je mentionne ensuite 
certaines ondulations très-régulières et très-persistantes, et de périodes 
différentes, de l'intensité horizontale et de la déclinaison, ondulations qui 
se présentent parfois d'une façon extrêmement nette dans les régions 


polaires. 
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. No.1, 1901. 1 


D 


KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


La plupart de ces résultats ont été obtenus à l’aide d’appareils de 
variations trés-délicats construits sur les indications de M. Eschenhagen, 
en combinaison avec des enregistreurs a marche rapide. 

La seconde et principale partie du rapport rend compte d’une con- 
nexion intime qui a été constatée entre les fortes variations de l’inten- 
sité horizontale et de la declinaison, semblables entre elles aux latitudes 
moyennes du globe, et les perturbations simultanées du même genre des 
trois éléments, et plus spécialement de l’intensité verticale, dans les régions 
polaires. 

Il semble ressortir de la discussion de nos résultats que ces pertur- 
bations magnétiques et les aurores boréales sont des phénomènes secon- 
daires et locaux se rattachant à un même phénomène cosmique. Ce phé- 
nomène primaire consiste, à n’en pas douter, en des courants électriques 
dans les couches supérieures de l’atmosphère; dans les régions polaires, 
où ils paraissent avoir leur point de départ, ces courants sont assez 
bien délimités et concentrés. Les courants passent en moyenne à une hau- 
teur de 100 km. environ au-dessus de la surface terrestre et ils peuvent 
y atteindre au cours de fortes perturbations magnétiques, une intensité 
totale dépassant 400 000 ampères. 

Mais, à mesure que le courant chemine vers le Sud, il se disperse 
et se partage, la partie orientale déviant fortement vers l'Est, tandis que 
la partie occidentale dévie vers l'Ouest. 

Toutefois, ces deux branches semblent faire, retour vers le pôle par 
deux chemins différents, donnant ainsi lieu à deux tourbillons de cou- 
rants, tournant en sens contraire. 

On réussit à constater que de pareils courants ne participent pas à 
la rotation diurne de la Terre; sauf certains changements périodiques de 
direction probablement assez brusques, ils semblent en général conserver, 
de mois en mois, une position relativement fixe dans l’espace. 

Ces résultats sont tirés de nos propres observations combinées avec 
d’autres observations correspondantes et simultanées, mises gracieusement 
à ma disposition par les observatoires de Pawlowsk, Copenhague, Pots- 
dam, Paris, Greenwich et Toronto, mais aussi des observations à jours 


termes faites au cours des expéditions polaires de 1882—83. 


1901. No. fr. PHENOMENES DE MAGNÉTISME TERRESTRE 


Ga 


T: 


Petites variations magnétiques simultanées a Bossekop 
et a Potsdam. Ondes magnétiques. 


1. Pour mettre en évidence l’existence de vibrations rapides dans 
l'intensité horizontale, M. Eschenhagen a, comme on le sait, installé a 
l’Observatore de Potsdam des unifilaires à haute sensibilité, où l’aiguille 
magnétique est suspendue par un fil de quartz très-ténu. Les ordonnées 
de la courbe de l’enregistreur correspondent à une variation de 4. 10—6 
C. G.S par millimètre pour la composante horizontale, et le papier photo- 
graphique parcourt 24 cm. par heure. 

Avec un appareil aussi sensible, les courbes ont montré des oscilla- 
tions rapides de faible amplitude dont la période est généralement d’en- 
viron trente secondes, mais on en a observé quelquefois de plus courtes. 
Un autre fait remarquable est l’apparation de groupes d’ondulations plus 
larges, analogues aux battements de l'acoustique, trahissant l'existence 
de deux espèces de vibrations, de périodes peu différentes, par exemple 
dans le rapport de quatre à cinq. 

Dans l’espoir de pénétrer plus à fond dans ces phénomènes si inté- 
ressants decouverts par M. Eschenhagen, en les étudiant dans les régions 
polaires, je me décidai à acquérir pour notre expédition un déclinomètre 
et un variomètre pour la composante horizontale semblables de tout point 
aux appareils installés à Potsdam et dûs au même constructeur, M. Toep- 
fer de la même ville. 

L’enregistreur employé se compose principalement d’un gros cylindre 
de 50 cm. de circonférence, qui porte la feuille photographique et fait 
une révolution suivant qu’il est nécessaire, soit en 24 heures, soit en 
2 heures. 

Sur cette feuille tournante, deux points lumineux tracent des courbes : 
d’abord un point fixe s’&vanouissant quelques secondes à intervalles égaux 
pour indiquer les heures sur les feuilles — et en second lieu un point 
mobile indiquant les variations de l'aiguille du magnétomètre. 


4 KR. BIRKELAND M.-N. Kl. 


A notre station de Haldde, nous avons enregistré avec ces appareils 
très sensibles les variations de la déclinaison et de l’intensité horizontale 
tous les jours pendant plus de trois mois de l’hiver passé, Parmi les 
photogrammes obtenus, j'en discuterai d’abord quelques-uns provenant 
d’enregistrements spéciaux a grande vitesse faits simultanément par suite 
d’une entente spéciale 4 Potsdam et chez nous entre le 27 février et le 
21 mars 1900. | 

2. Parmi les courbes de ces trois semaines, il s’en trouve plusieurs 
représentant les variations de la déclinaison aux deux endroits, et qui 
contiennent des parties pour ainsi dire identiques au point de vue des 
petites perturbations. Cette identité s’étend une fois même à toute une 
période d’enregistrement de deux heures. 

C’est dans la nuit que nous avons obtenu ces courbes se rapportant 
aux heures magnétiquement peu agitées succédant à l’extinction des lueurs 
aurorales. 

La fig. 1, pl. I, reproduit sans aucune retouche, d’après les photo- 
graphies, les portions correspondantes des photogrammes représentant la 
déclinaison a Haldde et å Potsdam à peu près de oh 40m à 1h 33m (heure 
de Gr.) la nuit du 3 mars; la fig. 2, même planche, les portions corres- 
pondantes de oh 33m à rh 27m, la nuit du 4 mars. 

On observe ici une similitude parfaite dans les moindres traits de ces 
courbes, leurs petites oscillations sont toujours identiques et les écarts 
des aiguilles magnétiques vont toujours dans le même sens, vers Quest 
ou vers l'Est. 

La sensibilité des appareils était telle que 1 millimètre de différence 
dans les ordonnées correspondait å une différence de déclinaison de 0‘46 
a Haldde et de 1‘ a Potsdam. 

On se demande donc tout de suite si ces petites perturbations ont 
apparu simultanément aux deux stations distantes de 2000 km. environ, 
ou bien si l’on peut constater entre elles une différence de temps appré- 
ciable. 

Pour avoir une réponse aussi précise que possible à cette question, 
nous avons, à notre petit observatoire de Haldde, noté les temps de dis- 
parition du point lumineux fixe de l’enregistreur toutes les 15 minutes 
d’après un chronomètre contrôlé deux fois par semaine par des signaux 
télégraphiques venant directement de l’observatoire de Christiania. 

Nous croyons donc pouvoir garantir à 5 secondes près les diverses 
indications de nos planches, qui souffrent il va sans dire d’un manque 
de justesse soit en raison de la marche non uniforme du cylindre enregis- 


Soit tt ts. 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNÉTISME TERRESTRE. 


in 


treur, soit par suite des dilatations inégales des feuilles photographiques 
lors de leur traitement dans le bain de développement. 

D’autre part, a Potsdam, les courbes correspondantes n’ont, pendant 
la nuit, que trois indications de temps, contrôlées directement par un 
chronomètre, les marques y étant mises automatiquement au commence- 
ment, au milieu et à la fin de chaque enregistrement pendant deux heures. 

Le malheur a voulu que sur plusieurs des feuilles dont nous pouvons 
tenir un compte utile, il n’y ait qu'une seule de ces marques contrôlées 
qui soit nette et bien visible. 

Donc en comparant les deux séries de diagrammes, nous ne pouvons 
pas en garantir à 5 secondes près les diverses indications. Mais je crois 
qu'en général nous pourrons les garantir å 10 secondes près. 

Maintenant pour les 44 petites perturbations rapides dans la décli- 
naison que j'ai trouvées faciles à identifier, les mesures de leurs positions 
relatives dans les deux séries de diagrammes indiquent des différences 
dans le temps d'apparition aux deux endroits comprises entre + 18 
secondes, mais dans 38 cas pourtant entre + 10 secondes seulement. 

Le signe + signifie que la perturbation a eu lieu à Potsdam plus 
tot qu'à Bossekop. Pour l’ensemble des 44 cas, la différence moyenne 
est de 1 seconde. 

Il est donc clair que les différences de temps en question sont trop 
petites pour se laisser mesurer exactement à l’aide de nos courbes. Ce- 
pendant, il semble bien ressortir déja de nos mesures que les perturba- 
tions magnétiques dont il s’agit doivent leur origine à des courants élec- 
triques variables, et s’il en est ainsi, on n’arrivera certainement pas a 
mesurer la vitesse de propagation des perturbations méme avec nos mé- 
thodes les plus exactes d’enregistrement. 

3. Si nous passons aux courbes représentant les variations simul- 
tanées de l'intensité horizontale à notre station et å Potsdam, nous cons- 
tatons bien vite qu'il n'est pas à beaucoup près aussi facile d’y trouver 
des parties semblables que pour les courbes correspondantes de décli- 
naison. Il en existe cependant quelques-unes, mais sur celles-ci une dimi- 
nution de l'intensité a Haldde correspond très-souvent à une augmenta- 
tion de l'intensité a Potsdam et vice versa. 

C’est ce qui semble surtout arriver quand les perturbations sembla- 
bles se laissent constater simultanément aux deux stations, soit dans 
l'intensité horizontale, soit dans la déclinaison. Dans ce dernier cas, le 
plus simple est de supposer les perturbations magnétiques produites par 
des courants alternatifs cheminant au-dessus des deux stations suivant 


une trajectoire de courbure simple, sans inflexions. 


6 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


Toutefois, il convient d’y insister, nos courbes montrent que méme 


dans le cas d’un parallélisme parfait entre les perturbations de la décli- 


6 h. Tab: 


Fig. 1. 


naison aux deux endroits, il arrive 
souvent que ces variations de la dé- 
clinaison sont accompagnées d’oscilla- 
tions simultanées de l'intensité hori- 
zontale ayant une toute autre période. 

En ce qui concerne la différence 
du temps d’apparition entre les per- 
turbations semblables dans l'intensité 
horizontale à Haldde et à Potsdam, il 
parait clairement qu’elle ne se laisse 
pas plus que les perturbations de la 
déclinaison mesurer avec la précision 
d’enregistrement dont nous disposons. 
Sur 21 mesures que j’ai faites sur nos 
planches, je trouve des différences com- 
prises entre — 2 sec. et + 15 sec. En 
moyenne la différence est de + 7 sec. 

La figure 1 ci-jointe rend compte 
d’un cas intéressant de perturbation 
simultanée des trois éléments a Haldde 
et a Potsdam, le 24 février vers 6h 30 
du matin, temps de Greenwich. L’en- 
registrement était a mouvement lent, 
a 24h par révolution du cylindre. La 


sensibilité était la suivante : 1 mm. des ordonnées correspondait 


7 
a Haldde 222,048 
AsBotsdam, u 200% 


FT. V. 
ele 122-100 
325.107 1 20107 


La déclinaision augmente vers l'Ouest, lorsque les ordonnées vont en 


augmentant; de méme les intensités vont en croissant avec les ordonnées 


sauf pour l'intensité horizontale à Haldde, où elle va en diminuant lorsque 


les ordonnées augmentent. 


4. On n’a, autant que je sache, jamais constaté une similitude et 


une simultanéité aussi parfaites des petites variations rapides dans les élé- 


ments magnétiques sur deux points à beaucoup près si éloignés que Bosse- 


kop et Potsdam. 


1901. No. I. PHÉNOMÈNES DE MAGNETISME TERRESTRE. 7 


Nous discuterons plus tard la cause probable de cet accord, mais 
nous ferons remarquer dés maintenant que ces petites perturbations sont 
certainement en rapport intime avec les grands troubles magnétiques qui 
se manifestent généralement aux mêmes époques approximatives sur toute 
la surface du globe, mais avec de grandes divergences dans la grandeur 
des effets et quelquefois même avec un changement de sens d’un hémis- 
phere a l'autre. En comparant les troubles observés de 1882 a 1889 dans 
les stations de Greenwich, Pawlowsk, Toronto, l'Ile Maurice, Zi-Ka-Wei, 
Melbourne et le Cap Horn, M. Ellis! conclut que les débuts du phéno- 
mène sont pratiquement simultanés, eu égard au degré d’approximation 
que comportaient les enregistreurs, et qu'il en est sans doute de même 
pour toute la surface du globe. Sur dix-sept jours choisis comme corres- 
pondants aux résultats les plus complets, l'écart moyen des heures est 
compris entre + 3’. Comme nous verrons plus tard ces résultats ne 
peuvent pas être acceptés sans une certaine réserve. 


5. Ondes magnétiques. Je vais maintenant mentionner quelques cas 
d'oscillations magnétiques trés-régulières et d'une persistance relativement 
très grande, que nous avons observées à notre station de Haldde. tant 
dans la déclinaison que dans l'intensité. 

On trouvera par exemple reproduits dans les figures deux cas 
différents de ces oscillations observés l’un (fig. 2) le 20 mars vers 22h 51m, 
heure de Greenwich, avec une période de 62 secondes et l’autre (fig. 3) 
le 19 mars vers 11h 27m avec une période d'environ 130 secondes. 

La première série d’ondes se rapporte à Pin- 
tensité horizontale enregistrée à grande vitesse, |. | 
la seconde se rapporte å la déclinaison enregistrée DEN SEXY 
à petite vitesse. Ces figures sont une reproduction 
photographique des courbes originales dans le rap- 
port de 4 à 3 et chaque millimètre dans les ordon- E 
nées correspond ici à 41.10-7 C. G. S. dans la 
figure 2 et a 0‘34 dans la figure 3. 

D’autres longueurs d’ondes ont aussi été ob- 
servées a notre station de Haldde. 


Ces ondes que nous avons vues si régulière- 
Fig. 3. ment développées a notre station sont évidemment 
analogues à celles découvertes par M. Eschenhagen à Potsdam, seulement 


chez lui la période d’onde tourne autour de 30 secondes. 


I W. Ellis, Proc. of the R. Soc., Vol. 52, p. 191, 1892. 


8 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


A l'observatoire magnétique de Potsdam, que je viens d'aller voir, 
on a eu l’obligeance de mettre a ma disposition tous les riches matéri- 
aux d'enregistrement a grande vitesse qui y sont déposés, afin que je 
pusse voir si je retrouverais la des longueurs d’ondes correspondantes a 
celles que nous avons trouvées 4 Haldde. J’ai donc fait un trés grand 
nombre de mesures des périodes d’ondes à l’aide de ces matériaux. Seu- 
lement a Potsdam les ondes magnétiques ne paraissent jamais étre si 
nettes et si persistantes que je les ai trouvées plusieurs fois a Haldde 
pendant 3 semaines, et méme dans le cas ou elles sont assez nettes, les 
ondes de Potsdam ne font pas l’impression d’être des ondes simples. 
Pour cette raison, plusieurs des valeurs obtenues pour la période d’onde 
moyenne dans les 112 cas où j’ai crû pouvoir faire une mesure ne méri- 


tent qu’une confiance limitée. 


6. Voici les résultats de ces mesures : 


Dates Nombre d’ondes er | Dates Nombre d’ondes PS 
1898 1898 
31 mai 13 35.9 17 décbre å 25 30.7 
GUN 9 35.8 17 « Io nettes 30.6 
DID OG 6 régulières 41.9 17 « 15 29.1 
13 juin 22 34.5 | 20 « 14 29.1 
16 août 6 peu nettes 81.0 29 « 8 34.4 
18 « 20 —«— 15.4 sans date 13 34.2 
ie 4 régulières 22.5 | 
19 « 9 28.6 
MG) 5 | 30.6 1899 
II « 2 régulières 27.0 
Ko ix 3 — 35.0 2 janvier | 2 33.7 
20 « 3 = 29.0 ore 8 37.5 
8 septbre | 17 — 36.4 18 « 6 235 
8 « 5 = SA 20 « 4 30.8 
15 « 16 36.6 16 février | 13 34.1 
15 « 23 28.8 16 « 9 29.3 
15 « 4 régulières 33.0 16 « 3 ca, I1.0 
15 « 7 28.3 16 « 6 grandes 35.6 
6 octobre | 10 29.7 16 « 6 faibles 32.5 
I novbre 4 64.4 17 « 7 10.9 
2 « 14 27.5 17 « 5 11.2 
15 « 12 38.9 17 « 13 11.2 
17; « 27 peu nettes 12.7 y] « 4 49.5 
18 « 13. régulières 32.8 17 « 4 28.6 
18 « 5 36.0 20 « 3 40,1 
18 « 4 36.5 20 « 5 31.4 
18 « 12 32.6 IO avril 4 10 0 
19 « IO régulières Ber 17 « 7 12.0 
19 « 10 — 32.8 17 « 7 peu nettes 33.2 
22 « II mélangées 17.6 17 « II 35.4 


ee \o linet eerie 


1901. No: 1. PHÉNOMÈNES DE MAGNETISME TERRESTRE. 9 


| | ae | SE 

Dates | Nombre d'ondes as Fe I Dates Nombre d’ondes pia or 

| | 

1899 1900 
ı2 mai 4 40.7 2 mars 9 régulières 10.3 
JER: 5 pures 32.1 10 Se 8.9 
mor Le 5 | 33.6 SEE « | 34 8.4 
I juin 6 | 27.0 We « 20 8.6 
4 août | 8 inégales 35.2 12 « | 23 8.2 
Bee) 1 Se — | 323 12 « 33 7-9 
7 « 14 — | 36.1 13 « | 8 7-9 
29 « ıo imparfaites 14.4 14 « 10 9.0 
8 septbre | 14 inégales | 14.4 14 « 10 9.3 
8 « 10 régulières 30.2 14 « 12 7.8 
30 « 7 43.3 14 « 12 8.5 
7 octobre | 7 | 36.4 15 c 14 9.1 
7 « 3 régulières 33.0 15 « | 18 8.8 
7 SA i | 35-3 15 « 20 8.5 
7 « 42 | 34.6 | 15 « | 22 - 8.0 
19 « 6 77-4 | ı avril 9 | 62.2 
26 « 16 peu nettes | 39.2 | 2 « | 5 | 49.2 
27 ‘ 18 = | 35.2 \) 21 « I 93.8 
I novbre | 17 | 30.3 8 mai 3 96.0 
15 « 20 14.7 19 « 7 95.4 
14 décbre | 10 43.9 | 19 « 6 faibles | 28.0 
20 « 8 39.4 | 
21 « II | 40.2 

| | a Bossekop. 

= | | 1900 
2 janvier 7 peu nettes | 43.6 | 15 mars | 32 | 94.8 
26 « | 10 | 26.6 | 15 < | 20 | 95.4 
17 février | 19 12.0 17 « | 30 108.0 
17 « | IO 11.6 | 17 « 83 faibles | 99.1 
25 « | 5 106.5 | 19 « 24 | 129.8 
25 « | 3 peu nettes 125.0 | 20 « 6 | 62.0 


7. J'ai rangé graphiquement (fig. 3, pl. I) les résultats dans l’espoir 
que les valeurs des différentes périodes se grouperaient nettement autour 
de certaines valeurs fixes. Cet espoir a été décu. 

D'un autre côté il est évident que les différentes périodes ne revétent 
pas des valeurs arbitraires : il existe indubitablement un mode ou l’autre 
de groupement. © 

Il semble bien qu'il existe une période d’a peu près 8 secondes, une 
de 11 secondes, peut-être aussi une de 15 secondes, etc. 

On retrouve facilement les ondes de M. Eschenhagen avec une pé- 
riode d’a-peu-pres 30 secondes. En mesurant sur les planches la lon- 


IO KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


gueur de ces ondes j’ai gardé l’impression qu’il y a presque toujours deux 
ou plusieurs ondes à périodes voisines s’accompagnant l’une l’autre. Chez 
nous, sur la montagne de Haldde, nous n’avons pas encore vu ces ondes 
d'une période de 30 secondes se manifester bien nettement. 


Les oscillations magnétiques dont nous venons de parler sont cer- 
tainement dues à des courants électriques alternatifs, soit telluriques soit 
atmosphériques. Nous verrons tout à l'heure combien il est probable 
qu'ils sont dis a des courants de cette espèce circulant dans l’atmosphère. 

On peut dire que ces petites oscillations manifestent une tendance 
au groupement qui, si faible qu’elle soit, n’en est pas moins du plus 
grand intérêt. 


Il serait tres important de reconnaître si ces oscillations sont peut- 
être dues à des vibrations électriques propres à la sphère terrestre, ou si 
elles sont imposées a la Terre du dehors, et sont d'origine solaire, ou 
bien encore si elles sont dues à des décharges locales. 


Dans le premier cas, les périodes des ondes doivent être fixes et se 
retrouver d’un enregistrement à l’autre et aux différents endroits de la 
Terre, sauf toutefois sur quelques lignes nodales. Dans le second cas aussi, 
les périodes des oscillations pourraient peut-être se retrouver d’une façon 
analogue. Dans le dernier cas au contraire, il semble plus naturel que 
les périodes prennent toutes les valeurs possibles en deçà d'une certaine 
limite. 

Il est évident que des enregistrements de précision dans les régions 
polaires seraient d’une haute importance pour décider la question de 
savoir si ces oscillations se grouperaient peut-être d’une façon parfaite- 
ment nette dans une certaine série d’harmoniques; car à ces hautes lati- 
tudes, les oscillations sont sans doute plus fréquentes, plus régulières et 
plus persistantes que partout ailleurs. 


Il est clair que c’est seulement par une longue série de mesures 
exactes qu’on pourra arriver à une certitude sur ce point, car si on a en 
effet affaire a des oscillations harmoniques, elles sont certainement d'ordre 
élevé, ce qui rend leur constatation d’autant plus difficile. 


8. Au cours des enregistrements magnétiques à grande vitesse rap- 
portés ci-dessus et effectués entre le 27 février et le 21 mars 1900 sur la 
montagne de Haldde, nous avons toujours cherché à enregistrer d’une 
même manière l'électricité atmosphérique, dans l'espoir de réussir peut- 
être à décider si les ondulations magnétiques en question ne seraient pas 


accompagnées d'ondes électriques correspondantes. 


1901. No. 1. PHÉNOMÈNES DE MAGNETISME TERRESTRE. II 


Nous avons eu recours pour cela a un électrométre d’Elster et Geitel 
disposé pour l'enregistrement photographique par le constructeur Günther 
de Brunswick. 

Grâce à certaines modifications introduites plus tard par nous, cet 
appareil travailla a notre satisfaction avec l’enregistreur. Comme collec- 
teur nous nous servions d'une plaque métallique enduite de radium et 
protégée de diverses façons contre les inconvénients pouvant résulter de 
coups de vent et de congélation. 


Ce radium m'avait été gracieusement offert par M. et Mme Curie. 


Lorsque le cylindre de l’enregistreur opérait sa révolution en deux 
heures, on demandait le plus souvent à l’électromètre une très-grande 
sensibilité, jusque dix fois plus grande que lorsque la révolution de l’ap- 
pareil avait lieu en 24 heures. On y arrivait en augmentant la tension 
sur les quadrants, tandis que par une torsion convenable du fil de pla- 
tine servant à la suspendre, l'aiguille communiquant avec le radiateur était 


x - 


amenée a sa position normale. 


Quant aux résultats de ces enregistrements électriques, je dirai seule- 
ment ici que par les photogrammes destinés a mettre en évidence les 
variations faibles de l’electricité atmosphérique, on ne constate pas l'exis- 
stence d'une corrélation claire entre les petites perturbations électriques et 
magnétiques de courte durée. Il faut cependant remarquer que l'air ne 
fut pas parfaitement clair une heure entière au cours des trois semaines 
en question, et qu'en réalité, il y a deux photogrammes seulement qui 
aient quelque valeur comme se prêtant à la comparaison que nous avions 


en vue. 


Si, par exemple, il y avait dans l’air la moindre trace de cristaux 
de glace, — cas qui se présenta alors très fréquemment — le point lumi- 
neux mobile oscillait sans interruption d’un côté à l’autre du champ de 
l’enregistreur. 

Mais, comme je l’ai dit, les deux photogrammes que je crois aptes 
a servir ne manifestent pas de relation directe avec les perturbations ma- 
gnétiques correspondantes. Peut-étre ne fallait-il d’ailleurs pas s’y attendre, 
alors même qu’il existerait une connexion réelle entre les oscillations élec- 
triques de l’atmosphère et les ondulations magnétiques qui nous occupent, 
car s’il s’agit d’ondes stationnaires, il devra y avoir, correspondant aux 
milieux des ventres des ondes magnétiques d’une période donnée, des 
noeuds dans les ondes électriques et vice versa. 

Peut-être eût-on dû comparer plutôt les courbes électriques de Haldde 


* 


12 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


avec les courbes magnétiques de Potsdam. C’est là une comparaison que 
je n’ai pas faite encore.1 


1 Les résultats précédents et les idées qu’ils m’ont suggérées ont été communiqués au 
Congrès de Physique, à Paris, le 9 août 1900, 

J'apprends avec une grande satisfaction que M, A, Nippoldt å Potsdam, å qui je 
suis si redevable pour ses bienveillants services, semble être arrivé à des idées analogues 
aux miennes, 

C’est ainsi qu’il me dit dans une lettre du 1, décembre 1900: »Auch ich habe 
mich in letzter Zeit viel mit Studien über den Zusammenhang zwischen Luftelektricität 
und Erdmagnetismus abgegeben. Die von Ihnen gefundenen harmonischen Beziehungen 
zwischen den kleinen Schwingungen liessen sich als Schwingungen der elektrostatischen 
Ladung der Erde erklären, die nur in den gefundenen harmonischen Verhältnissen 
stehen können, da nur für diese die Erde ein Resonator ist. Da die Sonne die Oscilla- 
tionen erzeugt, spürt man sie auf der ganzen Erde, doch künnen gewisse Wellen an 
bestimmten Orten stets unterdriickt werden, so dass in Potsdam gewisse Wellenlängen, 
die in Bossekop vorkommen, nicht auftreten,« 


Note, 


L'existence de perturbations simultanées de très-courte période, s’étendant sur de 
grandes parties du globe terrestre, peut permettre de transmettre des signaux de temps 
à une station polaire fort éloignée, par une sorte de télégraphie sans fil. 

Il suffirait d'utiliser pour l'enregistrement des perturbations magnétiques la vitesse 
la plus grande possible de l’enregistreur, dont la-marche devrait être constamment con- 
trôlée aux deux stations à l’aide d’un chronomètre, en même temps qu’on utiliserait la 
sensibilité la plus grande possible des magnétomètres. 

Il semble que plusieurs savants, qui ont expérimenté sur la télégraphie sans fil, 
p. ex. Marconi et Tesla, aient observé des phénomènes semblant provenir d’oscillations 
électriques de l’atmosph£re. 

Comme nous le verrons au chapitre suivant, il y a précisément dans les couches 
supérieures de l’atmosphère un puissant courant électrique s’étendant à toute la Terre; 
les variations de ce courant, qui est certainement dûs à des causes cosmiques, peuvent 
être d’une période très-courte, M. Tesla est, dit-on, d'avis que les phénomènes en 
question observés par lui proviennent de la planète Mars. Pour ma part, je crois fort 
possible que des éruptions volcaniques ayant lieu sur cette planète soient accompagnées 
de décharges électriques assez fortes pour se manifester par des pulsations appréciables 
du courant constaté par nous, Quant à supposer qu’il s'agisse d'expériences électriques 
gigantesques exécutées par des habitants de Mars, je crois qu'il y a là une hypothèse à 
laquelle nous préférerions n’avoir recours qu’en tout dernier ressort, 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE 13 


II. 


Courants électriques dans les couches supérieures 
de Patmosphere.' 


9. Nous allons maintenant nous occuper des perturbations considé- 
rables et de durée relativement longue dans les éléments magnétiques. 
C'est surtout quand, aux perturbations de cet ordre observées dans les 
régions polaires, on compare des perturbations correspondantes sur d’autres 
points du globe, qu’on découvre différentes circonstances méritant l'exa- 
men le plus approfondi. 

Mais avant de se livrer à l’analyse de ces phénomènes, il est utile 
et nécessaire de se faire une idée des causes possibles de pareilles per- 
turbations. 

Sur ce point, j'ai pu tirer de bons éclaircissements de la comparaison 
qu'il m'a été donné de faire entre les photogrammes journaliers d’en- 
registrement magnétique collectionnés pendant plus de trois mois à notre 
station de Haldde et les photogrammes correspondants obtenus à Pots- 
dam. On trouve ainsi que des variations semblables ont lieu simultané- 
ment aux deux stations pour toutes les amplitudes possibles. Il n'y a donc 
pas de raison pour admettre que la cause des grosses perturbations corres- 
pondantes diffère essentiellement de celle qui produit les petites perturba- 
tions simultanées. 

Or, nous sommes arrivés dans ce qui précède, par la discussion de 
nos photogrammes obtenus par enregistrement à grande vitesse, à la 
conclusion que les petites variations des éléments magnétiques devaient 
être dues à des courants électriques variables. Car la différence entre les 
temps d'apparition des variations subites homologues a Haldde et å Pots- 
dam était en moyenne certainement inférieure à quelques secondes. 

Nous concluerons donc que les grandes perturbations sont dues, elles 
aussi, à des courants électriques embrassant de grandes parties de la 
surface du globe. 


i La découverte des courants décrits dans le présent chapitre a été annoncée dans un 
discours prononcé le 12 octobre 1900 devant la Société des Sciences de Christiania. 


14 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


Il est vrai qu’on découvre sans peine un fait qui semble militer contre 
cette opinion. On reconnait en effet que les différents maxima’ ou minima 
des grandes perturbations simultanées ont lieu sur différents points du 
globe å des moments qui ne concordent pas absolument. C’est la ce qui 
apparait très-nettement, lorsque l’on compare les photogrammes carac- 
téristiques enregistrés simultanément en de nombreux points du globe 
terrestre. 

Nous renvoyons provisoirement aux planches IIT à VII représentant 
les éléments magnétiques en 7 stations différentes, dont quelques-unes 
très-éloignées les unes des autres. 

Il appert de ces courbes avec toute la clarté désirable que les per- 
turbations atteignent plus vite leur maximum d’amplitude aux stations 
situées à l'Est qu’à celles situées vers l'Ouest, et que cet écart ne laisse 
pas d’être considérable. Ce fait intéressant, sur lequel nous nous réser- 
vons de revenir plus tard, ne suffit cependant pas à infirmer notre pro- 
position, à savoir que les grandes perturbations sont dues à des cou- 
rants électriques émanant des régions polaires et se répandant à la sur- 
face de la Terre. 

Ce retard dans la phase se laisse en effet expliquer très-naturelle- 
ment, alors même qu’on persiste à prétendre que les perturbations sont 
imputables à des courants électriques. Car des pulsations particulières de 
ces courants qui donnent lieu aux variations magnétiques de courte période 
ont lieu simultanément sur les divers points du globe atteints par ces 
courants, bien qu'avec une intensité différente. 

Il s'ensuit que l'onde d’enveloppe résultant de l’interférence des pul- 
sations consécutives peut fort bien avoir un caractère analogue en deux 
points du globe très-éloignés l’un de l’autre, en même temps qu'un de 
ces points peut retarder sur l’autre, quant au moment d'apparition des 
amplitudes maximum et minimum. 

10. Il s’agit tout d’abord de décider dans quelle mesure les cou- 
rants en question sont telluriques ou atmosphériques, et en second lieu 
de déterminer leurs trajectoires moyennes. Disons dès maintenant que 
nous arriverons bientôt par nos recherches à faire des constatations nous 
forçant à conclure que les courants en question circulent dans l’atmos- 
phére. Nous chercherons donc tout d’abord à fixer les trajectoires moy- 
ennes des courants, en admettant comme prouvé qu'il convient de les 
aller chercher dans les couches les plus élevées de l’atmosphère. Nous 
admettons de plus que la direction du champ des forces perturbatrices 
est, au moins approximativement, déterminée par la loi d'Ampère, par 


rapport aux parties de courant les plus rapprochées de l'endroit considéré. 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 15 


On ne tardera pas à reconnaître que cette hypothèse est pleinement 
justifiée. 

11. Pour reconnaître maintenant si certaines directions de courants 
prédominent spécialement aux environs de Bossekop, j'ai extrait de nos 
photogrammes toutes les perturbations marquées dont l'on pouvait jusqu’à 
un certain point fixer la grandeur en raison du repos relatif existant 
dans les éléments magnétiques avant et après la perturbation. En reliant 
par des lignes droites les portions tranquilles des courbes, j’ai pu me- 
surer "amplitude de la perturbation å un instant donné. Cette méthode 
appliquée à la mesure de l'amplitude des perturbations n'est pas exempte 
d'un certain arbitraire. Je crois cependant qu'en intercalant comme je 
Vai fait des lignes droites convenables, on arrive å se faire une idée plus 
sure des perturbations d'origine électromagnétique qui ont lieu à un mo- 
ment donné, que lorsqu'on s’astreint à mesurer toujours les perturbations 
en se basant sur les valeurs moyennes journaliéres. 

Lorsqu’on a ainsi mesuré une variation å de la déclinaison, on trou- 
vera la composante de la force perturbatrice À,, perpendiculaire au mé- 
ridien magnétique, composante que nous désignerons par D,, en vertu 
de la formule 

De = 4 He, 
où H, est la composante horizontale de A, située dans le plan du mé- 
ridien. Comme H, est généralement assez petit, on aura approximative- 
ment 
D, = ZU. 


Si l’on calcule la résultante de D, et de H,, on pourra tirer de cette 
résultante, en vertu de la loi d'Ampère, la direction que le courant élec- 
trique supposé doit avoir occupée dans Jes couches élevées de l’atmos- 
phère aux endroits considérés. 

Nous supposons ici que les courants sont dirigés à peu près paral- 
lèlement à la surface terrestre. 

Ce postulatum donne lieu, j'en conviens, a une certaine inexactitude, 
attendu qu'il est probable que dans les régions polaires, il y a aussi 
parfois des courants pas tout à fait négligeables dirigés verticalement entre 
la Terre et l’atmosphère ou inversement, ainsi que l’affirment entre autres 
Adam Paulsen! et Lemstrém*. 


1 Adam Paulsen: Sur la nature et l’origine de l’aurore boréale. Copenhague 1893. 
? Lemstrôm: On the earth-currents and the electrical currents in the atmosphere and 
their relations to the earth-magnetism. Helsingfors 1899. 


16 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl, 


Mais en general de pareils courants ne doivent pas contribuer d’une 
façon bien essentielle a la production des grandes perturbations dans les 
éléments horizontaux. C’est lå ce qu'il est permis de conclure, tant de 
allure des perturbations correspondantes de l’intensité verticale dans la 
région polaire considérée, que du fait que les mêmes perturbations dans 
les éléments magnétiques que nous avons trouvées dans les régions po- 
laires se retrouvent sans peine, en leurs traits essentiels, en des observa- 
toires répartis sur des portions considérables de la surface du globe. 

Le fait que nous venons de signaler en dernier lieu montre claire- 
ment que les pulsations en question du courant électrique doivent s'étendre _ 
sur de vastes portions de la surface terrestre : on reconnaît en effet sans 
peine que linfluence perturbatrice prédominante exercée par de pareils 
courants sur les éléments horizontaux sont imputables aux parties du 
courant qui passent juste au-dessus de l'endroit considéré, tandis que lin- 
fluence exercée sur l'intensité verticale est imputable aux courants pas- 
sant dans le voisinage du même endroit. 

12. La fig. 1, pl. II, indique la direction des courants horizontaux 
dans l’atmosphère pouvant avoir produit toutes les perturbations essen- 
tielles des éléments horizontaux constatées par nous à Haldde pendant 
l'hiver 1899—1900. 

Les vecteurs qui y figurent donnent la mesure relative de l’action 
des courants au point d'observation, leur longueur étant dans chaque cas 
portée égale å la résultante de D, et de M, 

- Comme on le conçoit aisément tous ces vecteurs représentant les 
courants sont rapportés le long d’un axe des temps divisé en 24 heures 
et compté de midi à midi, temps de Greenwich, afin de reconnaître si 
ces courants ont une période journalière. 

La direction perpendiculaire à l’axe des temps est supposée parallèle 
au méridien astronomique de Bossekop, le Nord étant tourné vers le haut. 
Les vecteurs en traits pleins représentent les courants dont la trajectoire 
moyenne recoupe le méridien de Bossekop au Nord de cette localité; les 
vecteurs en pointillé ceux dont la masse principale passe au méridien au 
Sud de Bossekop. On se fixe là-dessus en discutant les perturbations de 


la composante verticale conformément à la loi d'Ampère, 


Jai traité d'une façon analogue les matériaux magnétiques pour les 
jours-termes aux stations de Bossekop, Jan Mayn, Fort Rae, Christiania 
et Pawlowsk pour les années 1882 et 1883. 

Les figures de la pl. II fournissent la représentation graphique des 


résultats obtenus. 


1901. No.1. PHENOMENES DE MAGNÉTISME TERRESTRE 17 


L’échelle des vecteurs est 5 fois plus grande aux fig, 1, 8, 9, 10 et 
II qu'aux autres figures. J’ai fait cela pour des motifs d’ordre pratique, 
attendu que les perturbations sont, on le sait, bien plus grandes dans les 
régions polaires que dans les pays plus méridionaux. 

Si la fig. 1 est a grande échelle, quoique se rapportant å Bossekop, 
c'est parceque la figure ne contient pas les plus grandes perturbations 
de 1899—1900. Cela tient à ce que nos instruments de variation servaient 
à l'enregistrement, tantôt à grande, et tantôt a petite vitesse, et que par 
suite nous ne pouvions pas rendre les instruments suffisamment insen- 
sibles pour servir à l'enregistrement des plus grandes perturbations, les 
points lumineux sortant alors du champ de l'enregistreur. 

Partout dans les figures, le temps dont on s’est servi est celui de 
Greenwich. 

L’echelle 1 dans nos figures originales est telle que +1.10-4C. G.S. 
était représenté pour Å, par 1 mm. vers le Nord sur la direction du 
méridien magnétique, tandis que la même grandeur était représentée pour 
D, par 1 mm. perpendiculairement au méridien magnétique et compté 
positivement vers l'Ouest. Dans la reproduction, ces figures originales ont 
été réduites dans la proportion de 48 à 22. 

Dans la plupart des figures de la pl. II, les vecteurs des courants 
sont en traits pleins, lorsqu'ils représentent des courants dont la direc- 
tion moyenne recoupe le méridien local (astronomique) au Nord de la sta- 
tion, tandis qu'ils sont en pointillé lorsque leur direction moyenne recoupe 
le méridien local au Sud. Une exception a été faite pour Christiania, 
où tous les vecteurs sont en traits pleins, les intensités verticales n'ayant 
a cette époque pas été observées, et pour Pawlowsk, où les vecteurs en 
traits pleins représentent des courants dont la trajectoire moyenne recoupe 
le parallèle de Pawlowsk à l'Ouest de cette localité, tandis que les vecteurs 
en pointillé se rapportent aux courants recoupaut ce même parallèle à 
l'Est de Pawlowsk. 

Pour les années 1882 et 1883, j'ai construit des diagrammes spéciaux 
pour les mois d’hiver et pour les mois d’ete. J'ai de plus fait pour ces 
mêmes années une distinction entre deux groupes de vecteurs. Les vec- 
teurs du premier groupe, qui sur les figures ne portent aucune marque 
spéciale, ont été choisis pour les différentes localités en des moments 
exactement identiques à ceux où les perturbations les plus marquées se 
produisaient à Bossekop en 1882—1883. L'autre classe de vecteurs, mar- 
-quée d’un cercle noir sous la pointe de la flèche, se rapporte à des mo- 
ments différents pour des différents endroits, ceux où pour chaque endroit 


donné avaient lieu les perturbations les plus considérables, sans pour 
Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 1. 2 


18 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


cela que des perturbations spéciales se produisissent au méme moment 


à Bossekop. 


13. Le tableau 1 contient les données se rapportant à la fig. 1, 
plait: 

Les tableaux 2 et 3 contiennent les données relatives aux vecteurs 
de la première classe (voir plus haut) pour les jours-termes de 1882 — 1883. 

Au tableau 4 en trouvera les données pour les vecteurs de la 2me 


classe. 


Tableau 1. 
Bossekop, hiver 1899—1900. 
Jour He eS | Dp. 105 | Hp. 108 
Greenwich 
1899 
Décembre 26 sh 48m + 24 — 2 
— 28 19 12 — 86 — 26 
22 17 — 72 — 64 
— 30 19 21 — 96 | + 10 
1900 
Janvier 4 18 26 — 70 + 35 
— 5 18 2 + 48 + 6 
15 12 Hd a 
22 46 — 46 — II 
a 6 3 22 u! = 00 
19 41 — 56 + 10 
— 10 20 I — 63 =, 14 
= 12 BT a. F 
= 17 14 fe) — 64 + 60 
22 27 — 48 — 24 
= 19 23 056 ANE —- 39 
— 22 19 31 — 136 + 18 
— 24 21 IO — 102 — 15 
+” 25 5 47 + 32 Tai 
22 9 =="65 = 
= 26 22 41 — 63 — 29 
— 28 o 35 — 31 — 20 
17 42 — IIS + 6 
= 29 I 45 — 30 — 15 
= 31 14 43 + 40 + 4 
Février 2 12 30 + 19 + 2 
I4 21 + 8 ar. 
= 3 20 14 LE 64775 
== 5 | II 20 + 27 + 11 
| 19 24 — 44 FIS 


tet ;, 


a No. I. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 


Jour Temps de | "D 105 Hp 10° 


Greenwich 


= 
2 23 45 =P — 32 
3 7 19 8 +04 a 24 
9 II + 10 — 15 
1s o + 11 — 8 
12 24 + 16 — 38 
= 8 I1 4 183 + 9 
14 5 38 127,35 
— 10 EL DEE — 20 
— II 10 14 + 8 ER 
II 47 + 16 CN 
— 12 15 20 24 28 
= 14 o 24 = — 165 
-- 15 o 6 — 74 — 67 
3 12 — 40 — 71 
10 56 + 40 — 8 
11 48 + 16 — 17 
Février 11 23 15 — 52 — 8 


20 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Tab- 
Mois 
Bossekop Jan Mayn 

Jour På HR Dyp. 105 Hp. 10° Dyp. 105 | Hp. 105 

1882 | 
Octobre 15 th 15 — 53 — 165 — 88 — 250 
BS, ss + 49 + 210 + OI se TS 
Novembre 1 16 10 + 18 se 10 eS - 185 
19 5 | — 14 | +10 + 28 | +-30 
22 oO — 106 == ANOS + 40 | — 28 
= 15 2 45 2 99 — 550 + 43 = 
55 = 225 — 200 — 125 — 195 
0035 — 113 — 50 7 | 305 
18 45 + 92 + 310 — 7 | + 35 
Décembre 1 a Te — 109 — 70 — 40 | — 45 
4 30 Se + 125 o + 25 
23 50 Ho 14 — 275 + 43 + 20 
== 15 20 15 487 + 90 Å I TR 
220 10 — 113 — 105 + 82 — 195 

1883 

Janvier 2 AG — 32 — Tie | + 6 1 Ses 
1 2 — 74 + 80 | o | Weg 
= 15 IS 20 + 7 Je LOO) ZT — © 
20 30 + 24 Avro | es. 1986 TF: 
22 30 — 35 — 130 | + 60 — 10 
Février I I 40 — 106 — go | + 42 — 400 
18 55 + 63 — 290 | + 131 — 140 
2 NR == og — 700 EN 28 — 420 
= 15 @ 3x6) + 4 + 165 + 40 — 220 
Mars I 19 40 — zu — 380 — 26 — 430 
225 05 + 106 — 2120 = | o 
22. © — 88 — 690 — SI + 10 


1901. No.1. PHÉNOMÈNES DE MAGNETISME TERRESTRE. 21 
leau 2. 
d'hiver. 
Fort Rae Christiania Pawlowsk 
| 
Dp. 105 Hp. 105 Dy. 105 Hp. 105 Dy. 105 Hp. 105 
| 
| 
| 
+ 26 | + 100 == + 12 — 14 + 23 
— 470 | — 370 + 28 + 7 + 5 — § 
= G7) | — 190 GE — II + 5 = UF 
+ 24 | o NG | Se rx 
+ 13 | + 30 — 38 + 6 — 33 + 18 
o | + 350 == OG — 46 — 10 — 20 
+ 49 +50 ie. +7 map eae Zee 
+ 201 — 300 = Fi — 71 — 62 — 60 
049 + 30 == 08 + 31 + 14 + 18 
+ 15 + 70 Oo — 2 — 2 = 3 
— 39 — 60 + 23 + 5 SEES + 35 
+.13 | + 80 — 19 == — 48 — 10 
== OG == OG + 9 = MS 5 — 10 
+ 41 — 100 — 33 — I4 — 48 — 38 
Oo | Oo F- 14 — 7 
+ 69 — 80 — 28 F 3 
— 93 | — 100 + 19 — 7 — 2 — 10 
+ 15 — 20 — 14 + 7 — 10 + 10 
+ 35 — 30 — 19 o — 14 o 
E 16 + 50 — 28 + 18 — 5 + 25 
nn 232 m1 FP + 46 NC € —u 3, 
— 95 — 230 — 103 — 6 — 4124 — 30 
o o — 28 + 17 — 10 + 15 
— 153 — 80 — 66 + 354 — I4 + 45 
— 13 + 100 — 9 + II o o 
— 22 + 270 + 9 — 32 + 19 o 


M.-N. Kl. 


22 KR. BIRKELAND 
Tab- 
Mois 
Bossekop Jan Mayn 
Jour ap ue Dp. 10° Hp. 10° Dy. 105 Hp. 105 
Göttingue 
1882 
Août I 2h 10 — 775 — 700 
21 10 — 106 — 200 
Er 15 SEE) VUE 195 
16 Io — 42 + 18 
220025 — 7 — 265 
Septembre 1 TS + 29 — 45 
20 0 = 4 ap 2 
== 15 139 cee =, oe 8 2150 
is © + 7 + 55 + 28 + 80 
1883 
Avril I o Io = 26 — 60 — II — 75 
16 40 = 4 + 20 fo) + 80 
— 15 1) als = “4 + 100 + 9 + 195 
23 45 må. 175 + 40 = 125 
Mai I Où 95 se 42 — 25 — 17 — 175 
U — 35 + 124 + II + 110 
23 40 — 148 — 270 + 57 + 30 
— 15 18 30 — 1 + 85 + 34 + 80 
20 40 (0) — 25 + 85 + 30 
Juin I 18 40 + 42 + 205 + 17 + 30 
22 45 == 156 — 35 + 74 + ie 
Juillet I I 40 — 370 — 1230 En 9 — 150 
2 20 + 99 — 400 SE = 93 + 60 
12,10 [0] + 330 = 5 = 265 
15. 45 Robe + 360 + 40 + 165 
23) 40 7245 == 450 RAS mnt LC 
= 15 MG) als + 120 + 310 Se SG + 10 
23 50 — 176 — 600 — 100 — 550 
Aoüt I 2 490 — 528 — 440 = _ 20 — ns 
172,10 + 113 + 300 + 26 + 200 
DANS — 198 — 430 + 114 — 1139) 
- 15 Oma — 172 — 248 
1825 — 113 — 190 
12 35 E56 435 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNÉTISME TERRESTRE 


leau 3. 
d'été. 
Fort Rae Christiania | Pawlowsk 
| | 

Dp. 105 Herten, De: te Hp. 105 | Dp. 10° Hp. 105 

— 9 = | 

+ 14 + 15 | 

se 0 Sr 2S | 
o + 14 — 5 +13 
+ 5 + 17 — 35 + 18 
= = + 20 + 19 o o ae 
— 33 — 20 + 23 + 16 o EAVES 
— 6 — 10 — 14 + 12 — 10 eS 
= 30 = 80 +5 o En À ES 
== 1% — 160 + 14 + 24 — 35 | + 23 
+ 22 Oo — 35 + 28 o + 15 
+ 45 22 u de Le San 
— 03 = HE — 9 + 26 —e 14 + 20 
o + 190 — 14 — a, + 4 ans 
— 56 fe) — 19 + 31 — 24 + 40 
=F Sr Hu fe) al == 2 + 20 
=" ee ee bi + 9 3-36 se JA AE 
oO | o — 14 + 9 = es 
+ 100 | = Fe — 84 — 70 7 + 30 
+ 205 — 80 — 56 — 50 — 2 — 10 
— 4 + 50 + 23 + 10 + 38 + 30 
— 129 = 122 Sm CE ae EG ee Å == LE 
45 + 250 + 9 — 23 + 10 — 3 
— 446 — 540 + 14 + 103 + 19 + 70 
— 82 + 300 + 9 — 13 + 19 — 20 
= 1 NS gt pce Sal ar 057 ra os 
— 346 = ert o | ar SEG = 2 + 10 
— 58 + 180 — 56 + 15 = LE E25 
+ 8 + 170 — 19 SN ee F 5 
+ 47 | + 280 + 35 — 9 | — 10 — 8 
— 30 | o + 47 + 14 — 53 oz 


M.-N. KI. 


24 KR. BIRKELAND. 
Tableau 4. 
Jan Mayn 
Hiver 
Temps de . > 
Jour Ge | Dp. 10 | Hp. 10 
1883 
Janvier 15 2th 45 — 88 — 60 
Février I 21055 +154 — I 10 
Mars I 19 20 —682 —240 
x 15 5 2 =e = 140 
Ete 
1883 | 
Mai 15 6h 20 — 68 —125 
Juin I 470 — 65 | — 105 
Juillet I Oo 50 —221 —720 
6 35 —125 —255 
Aoüt I ig 28 + 48 | +280 
170035 +163 | +165 
Fort Rae 
Hiver 
1882 | 
Octobre 15 | 8h 20 | —138 —480 
12. 107) — 206 — 430 
Novembre I 152 30700) —184 —290 
S 15 4 78 +340 
u 10 — 190 — 70 
Decembre 1 6 48 + 6 —100 
1883 
Janvier 2 14 44 —123 —280 
ss 15 137 +55 ==173 230 
Mars I He IG) —404 —440 
6) AG +187 +230 
Ete 
1883 
Avril LG —112 —120 
« 15 | Io 45 — 39 —110 
Mai 15 | 3 AC + 39 -— 260 
Juin 1-2 029235 — 78 —310 
Juillet 1 | 12/7 +120 + 300 


1901. No.1. PHÉNOMÈNES DE MAGNETISME TERRESTRE. 25 
Christiania 
Hiver 
Å | Tem | 
ps de Ev! = 
Jour | Göttingue Dyp. 10 | Hp. 10 
1883 | | | 
Janvier 15 21h 45 | — 28 | + 21 
Février | 21 55 | 143, | — 32 
Mars I | 19 20 | —126 | + 46 
« 15 | galge) [Ki] + 9 | — 6 
Eté 
1883 | 
Mai 15 | 6h 20 — 23 — 
Juin EN 4 0 — 19 | = 2 
Juillet I | Oo 50 — 38 | — 50 
| 6 35 — 14 — 25 
Août I | 13 20 + 47 + 43 
he + 19 + 95 
Pawlowsk 
Hiver 
1882 | | | 
Octobre 15 | Sh 20 | — 19 | — 45 
1883 | | | 
Mars 21 EST 20 | — 38 + 60 
Eté 
1883 | | 
Juillet 15 | 15h 35 + 43 + 85 


14. Passant a la discussion de nos résultats, nous allons examiner 
d’abord les figures se rapportant å Bossekop, Jan Mayn et Fort Rae 
pour 1882—1883. 

On voit immédiatement par ces figures qu’en général, dans ces loca- 
lités, il y a dans le cours d’une même journée deux directions de cou- 
rant bien marquées. | 

Pour Bossekop, les courants les plus forts sont dirigés vers le Sud- 
Ouest pendant la première partie de la nuit, et à ce qu’il semble plus 
vers le Sud et plus tard dans la nuit en été qu’en hiver. Un autre cou- 
rant, dirigé vers l’Est-Nord-Est se manifeste dans l'après-midi, mais de 
meilleure heure en été qu’en hiver. Presque tous les courants passent au 
Nord de Bossekop; ce n’est qu’assez tard en été que la ligne médiane du 
courant recoupe le méridien de Bossekop au Sud de cette localité, 


26 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Si l’on examine les planches relatives a Jan Mayn, on y retrouve des 
directions de courant analogues a celles de Bossekop, surtout pendant les 
mois d’été. Il y a pendant la nuit un courant dirigé vers le Sud-Ouest, 
un peu plus tard qu’a Bossekop, mais avec des vecteurs de courant plus 
dispersés — et un courant vers le Nord-Est dans le cours de l'après-midi. 

Ce qui est surtout intéressant et important ici, c’est qu’on voit les 
mémes courants qui passaient au Nord de Bossekop passer presque tous 
au Sud de Jan Mayn. C’est ce quise manifeste clairement sur les courbes 
originales des intensités verticales pour les jours-termes a Bossekop et a 
Jan Mayn. On voit que dans ces deux localités les variations vont trés- 
souvent de conserve, mais en sens exactement inverse. 

Ces faits prouvent deux choses : 

1°, Que tous les courants dont il s’agit circulent bien dans l’atmos- 
phére, ainsi que nous le prévoyions. Si en effet on les supposait se 
propageant dans le sol, la méme ligne médiane de courant devrait aller 
simultanément au Sud de Bossekop et au Nord de Jan Mayn avec la 
méme direction que précédemment, mais a cela prés que dans chaque 
cas, le courant irait dans un sens opposé à celui qu’il avait précédem- 
ment. Mais cela est impossible, étant donnée la situation géographique 
relative de Bossekop et de Jan Mayn. Notre raisonnement ne tient nul 
compte de l’hypothese d’ailleurs fort invraisemblable de deux courants 
de même direction et à variations semblables et synchrones, l’un au Sud 
de Bossekop, l’autre au Nord de Jan Mayn. 

2°, Ensuite, que dans les régions polaires les courants en question 
sont nettement délimités et concentrés. Il est probable que la largeur 
de la partie prédominante du courant n’a jamais dépassé beaucoup 500 
kilomètres pour les jours-termes en question de 1882—1883. Si l'on 
admet que les courants se meuvent dans les mêmes couches atmosphé- 
riques où on observe les aurores boréales les plus élevées, soit à 200 
kilomètres environ, on se fera ainsi provisoirement une idée approchée de 
leur répartition. 

Nous pouvons aussi nous former une idée de l'intensité de ces cou- 
rants au cours de perturbations considérables. On peut en effet s'attacher 
à des cas où les perturbations de l'intensité verticale sont égales de gran- 
deur, mais de sens inverse pour les stations de Bossekop et de Jan Mayn. 
En pareil cas, il est rationnel d'admettre que le courant moyen à passé 
entre les deux localités à égale distance de chacune d’elles, à condition 
toutefois que les perturbations correspondantes dans le plan horizontal 
indiquent des directions de courant permettant pareille hypothèse. Cette 


1901. No. I. PHÉNOMÈNES DE MAGNÉTISME TERRESTRE. 27 


dernière condition a toujours été remplie sans plus dans les cas spéciaux 
examinés par moi. 

Si maintenant l’on suppose tout le courant concentré suivant sa ligne 
médiane, le champ magnétique entourant ce courant sera déterminé ap- 
proximativement par la formule 


22 


= 


Fi —=90,1.— 
a 


où z est l'intensité du courant en amperes et a la distance en centimètres 
à la ligne médiane. Si p. ex. on prend un cas datant du 2 janvier 1883 
à 2h20m, heure de Göttingue, on trouve pour les deux stations une per- 
turbation de l'intensité verticale égale 
à environ 0.0015 C.G.S. 
Les perturbations des éléments horizontaux indiquent les directions 
de courants rapportées sur la fig. 4 ci-jointe. 


Comme nous l’avons déjà dit, 


Ri = nous admettons provisoirement 
4 
Å ue la hau - 
Jan Mayn x ER q teur du courant au 
Å ale no" dessus de l’horizon est d’environ 
5 
= 200 kilom. 
N re å 
Bg Nous négligeons partout la 


courbure de la Terre, attendu 

qu'elle ne peut ici affecter le 

résultat que de 1 pour cent, tandis que dans les cas mentionnés subséquem- 
ment les erreurs ne dépassent pas 2 pour cent. 


En exécutant les calculs, on trouve ici 
i = 317000 amperes. 


Un calcul analogue donnera pour la date 


15 octobre 1882 1h45m heure de Göttingue, 7 = 556000 amperes 
1 février 1883 22h 5m —«— 350000 — 
15 juillet 1883 23h35m —«— 52a OOO. 6 — 


Nous pouvons maintenant nous faire une idée sur le point de savoir si 
la hauteur de 200 kilom. est tant soit peu exacte, en nous rendant compte 
de l’intensité que devrait avoir un courant perturbateur passant droit au- 
dessus de Bossekop un jour où, aux autres stations, les perturbations ont 
été de méme ordre qu’aux jours mentionnés ci-dessus. 

On peut admettre que la ligne médiane du courant passe justement 
au-dessus de Bossekop, lorsque la perturbation de l'intensité verticale est 
négligeable, tandis que les perturbations de l’intensité horizontale sont 
exceptionnellement grandes. 


28 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


En faisant ainsi les calculs, avec une altitude de 200 kilomètres pour 


le courant, on trouve 


au 15 novembre 1882 1h45m temps de Göttingue z = 497 000 amperes 

ı juillet 1883 rh35m 083 000. = 

Nous ferons remarquer qu’en réalité l’intensité a dû être notablement 
plus grande, les courants ayant probablement été répartis sur toute une 
ceinture assez large, s'étendant de part et d’autre de Bossekop. 

Nous voyons donc que les valeurs de l'intensité 2 que nous venons 
de calculer en dernier lieu sont notablement plus grandes que celles trou- 
vées par l’autre méthode. Il est donc probable que l'altitude admise, 
soit 200 kilom., a été prise trop élevée, et il se peut que 100 kilom. soit 
une valeur moyenne répondant mieux à la réalité. 

On trouverait certainement pour l'intensité du courant et son alti- 
tude, des valeurs bien plus exactes qu'ici, si l’on avait eu, pour y enre- 
gistrer les perturbations, trois stations très-rapprochées, et situées de telle 
sorte que la ligne médiane du courant passat au-dessus de la station 
intermédiaire, les deux autres stations étant situées de côtés opposés par 
rapport å la zone couverte par le courant. On eût alors pu recourir à 
une méthode de calcul plus satisfaisante, et trouver les valeurs cherchées 
par approximations successives. 

Il y a encore une autre possibilité pour mesurer l'altitude où circu- 
lent les courants en question. Comme on le sait, on a constaté dans les 
régions polaires la formation de nuages allongés, lumineux pendant la 
nuit. Ces nuages sont probablement produits par les courants qui nous 
occupent, et dans ce cas, on pourrait, en mesurant leur altitude, en tirer 
des conclusions quant à l'altitude minimum du courant lui-même au-dessus 


de la surface de la Terre, — 


Prenons maintenant, à titre comparatif, les observations du Fort Rae. 
Ici l’on voit par les figures que le courant le plus prononcé est dirigé 
vers l'Ouest entre 14 et 15 heures, temps de Greenwich. 

Dans la nuit, on trouve d’ailleurs presque toujours un autre courant 
dirigé vers le Sud-Est, 

Il semble qu’au Fort Rae les courants aient tourné d’environ 100° 
dans le sens opposé à celui des aiguilles d’une montre, relativement aux 
courants simultanés de Bossekop et de Jan Mayn Presque tous les courants 
du matin ont passé au Sud du Fort Rae, tandis que, surtout en hiver, 
plusieurs de ceux de la nuit ont passé au Nord de la même station. Il 
convient de remarquer que la direction des courants en question semble 


partout, à Bossekop, à Jan Mayn et à Fort Rae, coincider à peu près 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNÉTISME TERRESTRE. 29 


avec celle de la ceinture aurorale qui, comme on le sait, passe assez près 
de ces trois stations. 

En outre, si nous nous rappelons le mode de construction des figures 
que nous discutons successivement ici, il en résultera déjà clairement que 
les courants en question ont une période diurne; nous verrons qu’ils tour- 
nent autour de la Terre en 24 heures dans le sens apparent du Soleil, 
quoique leur vitesse de rotation varie certainement aux différentes heures 
de la journée. 

Si maintenant l’on considère les figures 8, 9, 10 et 11 de la planche II, 
qui représentent les courants les plus essentiels pour Christiania et Paw- 
lowsk pour les jours-termes en question, on retrouve là aussi, pour les 
mois d’été surtout, des courants très-caractéristiques, et correspondant sans 
doute aux courants dont nous venons de parler. 

Nous aurons plus tard l’occasion de discuter encore ces figures. 

15. Revenons enfin a nos résultats pour Bossekop en 1899— 1900. 
Pour poursuivre de plus près les courants dont ils nous fournissent la 
notion, courants représentés par la fig. 1, pl. II, j'ai cherché à emprunter 
les matériaux de comparaison dont j'avais besoin au plus grand nombre 
possible d’observatoires magnétiques, disséminés sur une grande partie 
de l'hémisphère boréal. 

A Potsdam déjà, lorsque je pus comparer tous les matériaux enregis- 
trés par nous à ceux réunis simultanément à Potsdam, je remarquai que 
sur 16 jours des 3 mois considérés, nos courbes et celles relevées à Pots- 
dam contenaient un grand nombre de parties tout a fait concordantes. 
Je fis alors choix de 6 de ces jours, pour chercher à obtenir les photo- 
grammes correspondant à ces jours pour un aussi grand nombre d’endroits 
que possible, 

Comme je l’ai déjà dit, j'ai, grace a la grande bienveillance des direc- 
teurs des observatoires magnétiques de Pawlowsk, Copenhague, Potsdam, 
Paris, Greenwich et Toronto, réussi à obtenir des photogrammes prove- 
nant de toutes ces localités. 

Pour 5 de ces jours, les 4—5 et 11—12 février, les 3—4, 13--14 et 
15—16 mars, les courbes correspondantes sont reproduites sur les planches 
III å VII, après avoir été, au moyen d'un pantographe, transformées de 
façon à pouvoir être comparées directement. Les parties des courbes re- 
produites sont comprises entre midi, temps de Greenwich, d'un jour, à 
8 heures du matin le lendemain. 

A Haldde, nous n’avons en général pour les jours en question que 
l'intensité verticale, attendu que les jours où des tempêtes magnétiques 
envahissaient de vastes portions du globe, les forces perturbatrices /7, et 


30 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


D, étaient trop-grandes à Haldde pour que pour les raisons déjà indiquées, 
leur enregistrement put réussir complètement. 

L’intensit€ des perturbations dans les différentes localités peut être 
déduite des courbes ici reproduites en connexion avec le tableau ci-des- 
sous, qui indique les valeurs des éléments magnétiques en C. G. S.répon- 


dant à chaque millimètre des ordonnées des courbes. 


TER DD: V. 
Haldde I, Om 0.93 ZAG 1050 
Pawlowsk 75510 1:43 84.106 
Copenhague 143.106 De TÅ 
Potsdam 66.105 2.04 59.106 
Paris 10 10m 1245 
Greenwich 39.106 0.69 
Toronto CO: 105 DEE 


16. Discutons maintenant de plus prés les photogrammes relatifs 
aux sept stations mentionnées précédemment, et reproduits par des mé- 
thodes mécaniques aux planches III a VII. 

On remarque immédiatement qu'il y a tout spécialement vers l’heure 


21 (temps de Greenwich) un déplacement relatif des perturbations des 


Tab- 
Paris Greenwich | Toronto 
Temps | 108| Hp. 105 Dons Dy.10° | Hy. 105 | Hans Dy. 102 || 22102 
de Gr, te p de Gr. p Hs | de Gr, P: N: 
m == === = —= = = ——— = = 
166 6 sp 7 men 10h 73 eng = 32. || 166 6 + 30 | 225 
19 12.) 83 |: 21 Ig 10 — 85 TPE | © (0) — 46 
22 MoN RS =P agi 22°" 9 eg + 58 22.180 NE So 
20 54 | — 42 | + 14] 20 54 | — 40 | + 14 | 20 54 o | — 13 
23 8h | == 72 | aera 2g) 55 — 16 + 10 
19 89 = Pee 3 | +35] | 
21 (6) — 37 se HAN Då o — 35 + 26 20 2 — II 
19. 20 | — 54. | 2.32 19 42 | — 48 | 
22 NG) — 33 JE OF 22, 17 — 40 O 
19 39 | — 12 | + 4 | 19 39 zn o || 
22 39 = HE o 
SOE Ga Ten Y 29 = 28 + 17 ME Oy 098 
o 17 | + 29 | + 56 | 00,73 + 29 + 55 030 — = 
| | 
21 36 |= 25 | + 01 | 
PET Fe | 
22: 3 E17 lo 84 | 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 31 


éléments magnétiques correspondants des stations de l'Est à celles de 
l'Ouest. En mesurant sur les photogrammes le temps d'apparition dans 
les différentes localités du moment initial des perturbations un peu brus- 
ques, ou d’autres variations propres aux mêmes fins, on peut calculer 
sans peine la vitesse propre avec laquelle la cause des perturbations se 
déplace vers l'Ouest de Pawlowsk ou Potsdam å Greenwich ou Toronto. 

Par un certain nombre de pareilles mesures faites sur les planches 
originales, j'ai trouvé que cette vitesse de translation est d'environ 100 
kilom. par minute pour les grandes perturbations, tandis que pour les 
petites, la vitesse est moindre. 

Il semble toutefois que cette translation des perturbations ne soit pas 
uniforme aux différentes heures de la journée; elle semble surtout différer 
beaucoup pour le temps compris entre 8 et 10 heures (temps de Green- 
wich). 

Malheureusement, les parties de nos photogrammes qui présentent 
le plus d'intérêt à cet égard ne sont pas reproduites sur nos planches, 
attendu que, pour les jours correspondants, il n’y avait justement nulle 
part de perturbations bien marquées, et que les planches étaient déjà 


dessinées lorsque l’anomalie en question fut observée pour la première 


fois. 
leau 5. 
Pawlowsk Copenhague Potsdam 
Jour | Er = af LE DN a TA 
emps . 5 Temps “ ems | | a 
Ei pee Hp.10° a. Gr. 2.10 Hp-10° | de Gr. 5.10 
i 
| | | | 
Février 4 || 15h 56 |— 50|— 35|| 16h 4 | — 36|— 38| 16h 4 |— 22] — 39 
| 18 48 |--137|+ 75|| 18 56 | —136|+ 29} 19 © | —120| + 36 
| 21 44 |- 9|+ 75| 21 48 |— 72) + 77| 21 54 |— 71| + 78 
« Ir | 20 40 |— 21| + 50| 20 40 |— 54| + 48| 20 43 |— 46} + 42 
« 26 | 23 52 |+ 12|+ 13| 23 48 |— 7|+ 19| 23 48 |— 8/|+ 16 
Mars 3 | 19 45 |— 14|+ 20|| 19 40 |— 18|+ 19 | 19 39 | — 10 | + 13 
| 21 -o | + 16|+ 30| 20 54 |— 36|+ 43|| 21 © | — 33| + 45 
< 13 || 19 36 |— o1| Gita: 36 | 2 ag) ae 635 || — 76 | 120 
22 14 |—119| +100! 22 16 |— 86|+ 38| 22 18 | — 71|— 39 
« 15 | 19 36 |+ 9|+ 18| 19 36 | — 24|+ 19|| 19 39 | — 14] + 15 
22 34 |-- 5|+ 15| 22 34 | — 15|+ 14] 22 39 |— 8|+ 10 
« 16 I 264 ol+ 23 1 26 |—15/+ 29] 1 34 |— ıı|+ 26 
I | 
1 14 o 18 | + 32|— 10] o o |+ 57|+ 19|| o 6 |+ 38| + 26 
Février II | | | | pr | 
| | 23%. 1 | m o 
€ 23 | | 23 40 | — 22| + Io 
Mars 13 2E 32 | — 27|— 75|| 21 32 | +120) ol 21 36 | + 66|+ 20 
21 48 |+ 60|+ 25| 21 52 |— 36| +115|| 21 54 | — 33| +111 
| 22 0 |+137| — 95] 22 0 | +106 | o| 22 3 |+ 49|+ 20 


bo 


Os 


KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Les matériaux dont je dispose actuellement ne m'ont pas permis de 
me faire une idée sûre de la façon dont ce phénomène se manifeste aux 
heures matinales : il sera donc d’autant plus nécessaire d’en faire l'objet 
de recherches plus précises. 

17. Nous allons maintenant nous occuper de tracer les diagrammes 
des vecteurs de courants, pareils à ceux de la pl. II, en nous servant 
pour cela des matériaux précieux mis à notre disposition par les 6 ob- 
servatoires magnétiques dont nous avons donné la liste, 

En mesurant sur les photogrammes originaux les perturbations les 
plus saillantes, nous avons d’abord calculé les différentes valeurs des com- 
posantes H, et D, en ces 6 localités, valeurs inscrites au tableau 5. 

18. Sur la planche VIII, nous avons en nous basant sur les chiffres 
du tableau précédent, inscrit les vecteurs de courants relatifs aux obser- 
vatoires de Pawlowsk, Copenhague, Potsdam, Paris, Greenwich et Toronto. 

Ici, l'échelle est 2.93 fois plus grande que l'unité de la pl. I. 

Mais nous n’y avons pas fait entrer les courants du 13--14 mars, les 
courants observés à cette date ayant eu un caractère exceptionnellement 
versatile, avec courants locaux d'apparition assez rare. 

C'est ainsi que le 13, un peu après midi, un fort courant dirigé vers 
le Nord-Ouest semble avoir passé à l'Est de Toronto, et le même cou- 
rant a semblé se retrouver à l’Est de Pawlowsk, mais sur ce point, il 
était dirigé vers le Sud-Est. Ce courant a évidemment passé entre Bosse- 
kop et Pawlowsk, car les perturbations dans l'intensité verticale sont en 
sens contraire pour ces deux stations; cependant nous ne possédons pas 
de matériaux suffisants pour former un jugement bien fondé sur la trajec- 
toire exacte du courant. 

Plus tard dans la nuit, on constata aussi des directions de courants ne 
concordant pas avec les directions normales. On voit p. ex. à la fig. 7, 
même planche, des directions de courants correspondant à la dernière 
perturbation qui fit son apparition avant que la tranquillite normale se 
trouvât partout rétablie. 

Revenons cependant aux figures 1 à 6, auxquelles se rattachent les 
faits les plus intéressants. On peut en tirer immédiatement deux con- 
clusions importantes. 

1°. Chaque diagramme pris isolément montre que, tels qu'ils se mani- 
festent en général, les courants relevés de bonne heure ont tourné dans le 
sens des aiguilles d’une montre, si on les compare à ceux qui se produisent 
à une heure ultérieure, en-dedans des limites indiquées de + 5 heures 


aux environs de 21 heures. 


AM ED ae er 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 33 


o 


a 
montre que les courants tournent dans le sens des aiguilles d’une montre 


Chaque groupe de vecteurs correspondants pour les 6 stations 


lorsqu'on passe d'une station orientale å une station occidentale. Cela 
s'applique en tout cas aux heures voisines de celles considérées ici. 

Nous pouvons maintenant rapporter sur une carte les lignes des cou- 
rants en nous basant sur nos résultats. Mais comme à Bossekop nous 
n'avons pas les courants directement correspondants a ceux représentés 
par la pl. VIII, nous devrons extraire leur direction moyenne correspon- 
dante de la fig. 1, pl. II, ce que nous pouvons faire sans risquer de com- 
mettre d’erreur sensible. 

Nous pouvons d’ailleurs aussi, pour confirmer la direction de courant 
ainsi trouvée, faire entrer en ligne de compte les quelques cas que nous 
possédons de directions de courants directement correspondantes pour 
Bossekop et Potsdam, et qui sont figurées fig. 8 pl. VIII. 

A la pl. IX, nos lignes de courants sont relevées pour l'heure 24 — 
minuit, — temps de Greenwich. | 

Les courants cheminent d’abord en faisceau serré vers le Sud-Ouest 
en côtoyant la Norvège du Nord; après cela ils se dispersent fortement, 
les lignes de courants les plus orientales déviant énergiquement vers l'Est, 
et les lignes occidentales moins .fortement vers l'Ouest; il semble bien 
qu'il y ait tendance a former un tourbillon oriental et un tourbillon occi- 
dental, l’un, vu d'en haut, avec des directions de courants se déplaçant 
dans le sens opposé à celui des aiguilles d'une montre, l'autre dans le 
sens même de ce mouvement. 

Le fait que les courants se dispersent fortement quand, partant des 
régions polaires, on se dirige vers le Sud, est complètement d’accord avec 
la diminution que l’on constate dans les perturbations magnétiques des 
trois éléments dans les régions plus méridionales, et surtout avec ce fait 
que des perturbations considérables de l'intensité verticale y deviennent 
relativement rares. | 

Ce qui jette bien de la lumière sur ces phénomènes, c'est la remarque 
que le rapport entre les grandeurs des perturbations dans l'intensité verti- 
cale de Haldde et de Potsdam est parfois dix fois plus grande que le 
rapport entre les.variations correspondantes des éléments horizontaux en 
ces deux localités. Ceci doit pouvoir s'expliquer en ce que les courants se 
manifestant à Potsdam font toujours partie d’une zône fort large embras- 
sant souvent toute la partie moyenne de l'Europe, et que par suite, il 
ne peut presque jamais s’y former de courants fortement concentrés sur 
un des côtés seulement de l'observatoire de Potsdam, ce qui serait néces- 
saire pour y produire des fortes perturbations dans l'intensité verticale. 

Vid-Selsk. Skrifter. M.-N, KL 1901. No. 1. 3 


34 KR. BIRKELAND. - M.-N. KI. 


Les courants doivent en général passer au-dessus de Potsdam et le 
signe de la déviation de la balance sera positif ou négatif suivant que 
Potsdam est situé d’un côté ou de l’autre de la ligne médiane de la zône 
des courants. 

Avec cette représentation des courants perturbateurs que l’on trouve 
aux figures de la pl. IX, on saisit aisément la raison des deux obser- 
vations importantes faites sur la pl. VIIT: 

a) Les diagrammes isolés répondant à un quelconque des 6 observa- 
toires montrent que les courants qui se trouvent en avance ont en géné- 
ral tourné en direction dans le sens des aiguilles d'une montre, relative- 
ment aux courants apparaissant plus tard; cela résulte de ce que la Terre 
tourne tandis que le faisceau de lignes de courants faisant l’objet du dia- 
gramme est considéré comme conservant à peu près sa place dans l’es- 
pace. Par suite chacune des stations passe en premier lieu les lignes de 
courants déviées vers l'Ouest relativement au méridien, et en dernier lieu 
celles qui sont déviées vers l’Est.. 

b) Les groupes de vecteurs se correspondant mutuellement pour les 
6 stations montrent en effet que des stations orientales aux stations occi- 
dentales, les courants tournent dans le sens des aiguilles d’une montre 
en pleine conformité avec ce que nous avons représenté pl. IX. Il est 
intéressant de remarquer à l’aide de la pl. VIII que les courants les plus 
occidentaux vers 16 heures se sont manifestés aux latitudes les plus basses 
dans l'Atlantique entre les méridiens de Greenwich et Toronto, et la cour- 
bure des lignes semble indiquer clairement qu’il existe des courants en 
tourbillon ainsi que je l’ai indiqué plus haut. 

19. Toujours d’accord avec notre conception de l’origine des perturba- 
tions magnétiques, nous allons chercher l’explication du phénomène men- 
tionné au § 16. 

Nôus avons, surtout vers 21 heures, temps de Greenwich, trouvé un 
déplacement assez sensible des perturbations qui se correspondent dans 
les différentes localités, ces perturbations faisant leur apparition de meil- 
leure heure dans les stations situées le plus à l'Est que dans celles situées 
plus à l'Ouest, la vitesse avec laquelle la cause des perturbations semble 
se déplacer d’Est en Ouest étant d’environ 100 kilom. par minute. 

La maniére la plus simple d’expliqner ce fait semble être d'admettre 
que tout le faisceau de courants rayonnants oscille d’Est en Ouest chaque 
fois que se manifeste une recrudescence du courant. Ceci semble aussi 
prouvé directement par la rotation des vecteurs de courant pendant une 


pareille recrudescence. Voir p. ex. à la pl. III les courbes de Greenwich. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 


Oo 
un 


La courbe Å pour environ 19 heures montre clairement, de concert avec 
la courbe D, comment les vecteurs de courant, lors de la recrudescence 
en question, avaient d’abord une direction à peu près Sud-Ouest, pour 
passer plus tard droit au Sud, puis à peu près vers le Sud-Est, 

Une rotation analogue plus ou moins forte d'Ouest en Est se retrouve 
partout chez les vecteurs de courant des 6 stations, au cours d'une même 
recrudescence ou de secousses analogues. Cette rotation correspond pré- 
cisément avec la rotation vers l'Ouest du faisceau de lignes de courants 
pendant la recrudescence. Une raison physique de ces oscillations ne 
parait pas s'imposer avec évidence. L’ondulation ne semble pas pouvoir 
être attribuée avec certitude à l’action réciproque du magnétisme ter- 
restre sur le courant; car dans ce cas il semble à première vue que le 
courant devrait s'être déplacé dans le sens contraire. 

Toutefois la force avec laquelle, dans les régions les plus septentrio- 
nales, le magnétisme terrestre pousse vers le Sud-Est les éléments de 
courants de direction Sud-Ouest, doit être plus considérable que la force 
correspondante dans des régions plus méridionales, tant en raison de la 
plus grande concentration du courant aux hautes latitudes, que de la 
valeur plus grande de la composante verticale du magnétisme terrestre. 

N’est-il pas possible qu’il en résulte une conversion vers l'Ouest de 
l'ensemble du courant aux latitudes moyennes, comme j'en ai constaté 
à l’aide des matériaux fournis par les observatoires magnétiques men- 
tionnées précédemment? 

20. Sur la pl. IX, les lignes de courant sont représentées pour la 
partie la mieux étudiée de nos courants dans l'atmosphère. Il va sans dire 
qu'il y a quelque-chose de très-séduisant à chercher à deviner leur marche 
ultérieure. Et ici l’on n’est nullement privé de guide : notre diagramme de 
Haldde pour l’année 1899—1900 nous donne au contraire d'excellentes 
indications. 

On voit p. ex. que les courants de retour dirigés vers le Nord pas- 
sent à Bossekop d'environ 3 heures du matin à 18 heures. Ces courants 
sont faibles, il est vrai, mais les photogrammes originaux montrent qu'ils 
sont de bien plus longue durée que les courants dirigés vers le Sud au 
commencement de la nuit. Et ceci veut dire tout bonnement que les 
courants septentrionaux des heures matinales sont disséminés dans une 
zone très-large. 

Les photogrammes de l'intensité verticale montrent également que les 
courants doivent être épars, attendu qu'on ne trouve presque jamais vers 
cette heure d’écart considérable de la balance. Le courant doit donc en 
général passer simultanément des deux côtés du lieu d'observation. Les 


36 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


vecteurs de courant correspondants sont par suite tracés en trait plein, 
attendu qu'on n'a pu indiquer de quel cöté de Bossekop passait la ligne 
médiane du courant. 

Ces vecteurs pour les courants faisant retour aux régions polaires 
ont en général, lorsqu'ils passent å Bossekop, une direction Nord-Ouest 
aux premières heures du matin, mais plus tard dans la journée une di- 
rection décidément Nord-Est. 

C’est d’aprés ces indications que j’ai esquissé les lignes de courant 
sur la carte reproduite par la pl. X. 

Je considére comme bien établie, dans ses traits principaux, la pre- 
miére partie de ces lignes de courant, celle qui est déja représentée par 
la pl. IX; à la façon dont le reste est rapporté, chacun comprend que la 
prolongation du tracé des lignes de courant est une grossière approxima- 
tion. Lorsqu'un grand nombre d’observatoires se seront mis d’accord pour 
construire un diagramme pareil à celui que j'ai dessiné pour Bossekop, 
alors seulement on pourra tracer une carte relativement exacte. Le mieux 
serait d’instituer des enregistrements simultanés en diverses stations po- 
laires et dans le plus grand nombre possible d’autres stations. 

C’est ici l'endroit de faire «une remarque sur tous les diagrammes de 
la pl. II, déjà souvent mentionnés. A l’exception de la fig. 1, ils sont basés 
sur les perturbations les plus considérables observées en 1882—83. Dans 
la fig. 1, au contraire, on n’a pas tenu compte des plus grosses perturba- 
tions, mais, parmi les plus nettement caractérisées, de celles seulement de 
moyenne et petite amplitude : par suite, l’échelle de cette figure a été 
prise 5 fois plus grande que pour les stations polaires de 1882—83. Si 
dans ces dernières, on avait tenu compte aussi des perturbations moindres, 
on serait peut-être arrivé ainsi pour les courants faisant retour vers les 
régions polaires à une vue d’ensemble plus complète qu'on ne la fait 
précédemment. 

21. De ses études sur les coefficients harmoniques des composantes 
magnétiques, Schuster! a tiré la conséquence qu'il doit y avoir sur chaque 
hémisphère un centre positif et un centre négatif d’attraction magnétique, 
produits par des courants électriques dans l’atmosphere, et semblant 
graviter autour de la Terre avec le Soleil. 

Ces faits apparaissent bien clairement dans un mémoire plus récent 
de Betzold?, où les lignes équipotentielles correspondant à la variation 
quotidienne sont rapportées sur une carte de la Terre suivant la projec- 


tion de Mercator. 


1 A, Schuster, Phil, Trans. Vol, 180 A, p. 467—518, Londres 1889. 
W. v. Betzold, Sitzungsberichte der Ak, d. W. zu Berlin, année 1897, p. 414—449. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 7 


[#5] 


Ce système de lignes équipotentielles se laisse expliquer en admet- 
tant qu'il circule dans les couches supérieures de l’atmosphère des courants 
galvaniques qui, dans l'hémisphère boréal et vues d'en haut, se meuvent 
la nuit, dans le sens des aiguilles d’une montre, et, le jour, dans le sens 
opposé, et inversement pour l'hémisphère austral. Dans sa conférence du 
19 décembre 1899 devant la Société Electrotechnique! de Berlin, M. von 
Betzold représente la Terre comme étant, dans les couches supérieures de 
l'atmosphère, encerclée dans son mouvement diurne par 4 pôles magné- 
tiques placés symétriquement par rapport à l'équateur vers le 4oème degré 
de latitude. De ces pôles il faut s’en imaginer deux du côté du jour et 
deux du côté de la nuit, les pôles du côté jour étant de même nom que 
le pôle magnétique de l’hémisphère considéré, ceux du côté nuit de nom 
contraire. De plus, l’action exercée sur le côté jour est plus concentrée 
que celle exercée sur le côté nuit, c'est-à-dire que, si elle est due å des 
courants, ceux du jour sont plus forts et plus concentrés dans un espace 
plus restreint. En même temps la force de ces pôles, ou des systèmes de 
courants qui les remplacent, varie avec la saison. Ils atteignent dans notre 
hémisphère leur force maximum en juin, leur force minimum en décembre; 
le contraire a lieu pour l'hémisphère austral. Enfin il convient de men- 
tionner que les poles du côté jour passent au méridien environ cinq quarts- 
d'heure avant la culmination du Soleil, c’est-à-dire qu'ils sont en avance 
sur celui-ci, 

Les calculs de Schuster ne sont pas valables pour les régions polaires. 
En outre il faut observer que la carte dressée par Betzold d’après les 
chiffres de Schuster représente uniquement la situation telle qu’elle était 
en 1870. Et la carte ne peut pas, même dans ses détails les plus gros- 
siers, être considérée comme valable pour toutes les années; elle devra 
montrer en réalité des différences considérables, surtout pendant les années 
extrêmes de la période des taches du Soleil, 

Si l’on faisait pour l’année 1899—1900 des calculs analogues à ceux 
faits par Schuster pour 1870, on tirerait au clair si les courants de Schuster- 
Betzold peuvent être réellement considérés comme étant en rapport intime 
avec les tourbillons les plus intérieurs vers les basses latitudes, du grand 
système de courants indiqué au § 20. 

La comparaison des diagrammes de vecteurs de Bossekop pour 1899 
—1900 (fig. 1, pl. II) avec ceux des vecteurs pour la même localité en 
1882—83 (fig. 2 et 3, même planche) montre que les tourbillons en ques- 
tion peuvent changer extraordinairement de place d'une année à l’autre. 


! Elektrotechnische Zeitschrift 1900, livraison 8. 


38 KR. BIRKELAND. M,-N. KI. 


Nous avons donc ici devant nous les courants tels qu’ils se comportaient 
au voisinage d'un minimum des taches du Soleil et au voisinage d’un 
maximum. 

Si nous cherchons à comparer tous les diagrammes des directions 
de courants en différents endroits pour 1882—83, diagrammes construits 
pl. II, de Ja même façon dont nous avons discuté les diagrammes pour 1899 
—1900, pl. VIII, nous ne réussirons pourtant pas à constater d’une façon 
certaine quelle a été la position des tourbillons de courants pendant la 
période 1882—1883. 

Il faudrait nécessairement, pour cela, se procurer des diagrammes 
correspondants pour un plus grand nombre de stations que nous n’en 
possédons. 

Il semble toutefois résulter des matériaux dont nous disposons que, 
pendant la période en question, les deux tourbillons de courants, à sup- 
poser qu'ils existent, ont été plus éloignés l’un de l’autre qu’en 1899— 
1900 du côté où dans les deux tourbillons les courants sont dirigés vers 
le Sud, tandis qu’ils ont été relativement plus rapproches du côté où ces 
courants allaient vers le Nord. 

De plus les »centres« des tourbillons doivent avoir cheminé a des 
latitudes trés-méridionales, de telle sorte que le Fort Rae lui-même s’est 
trouvé fort au Nord de ces »centres«. Celui des tourbillons dont le mouve- 
ment est opposé a celui des aiguilles d’une montre doit avoir été situé 
le plus au Sud. 

Il serait du plus haut intérét de rattacher les uns aux autres des 
diagrammes de vecteurs de courants analogues aux miens et construits 
sur le plus grand nombre possible de points différents, et séparément 
pour le semestre d’été et celui d’hiver. Si l’on voulait bien les construire 
pour l’année 1899—1900 pour toute la durée de la journée et me les 
envoyer, je me chargerais avec plaisir de dresser une carte bien autre- 
ment exacte et complète de la marche des courants dans l'atmosphère 
que je n’ai pu le faire jusqu'ici à l’aide des matériaux malheureusement 
insuffisants que j'ai eus actuellement à ma disposition. 

Esperons que l’année 1902 fera époque pour l'extension de nos con- 
naissances relatives à ces courants, plusieurs expéditions vers le pôle aus- 
tral devant se livrer alors à l’etude des phénomènes magnétiques dans les 
régions antarctiques, en même temps que des enregistrements exacts auront 
lieu dans un grand nombre d’autres observatoires. 

Il est à désirer que quelques stations puissent également fonctionner 


la même année dans les régions boréales. 


e 


1901. NO. EF PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 39 


22. Sur un globe magnétique tournant dans un faisceau de 
rayons cathodiques. 

En 1896, j'ai émis l’hypothèse que le Soleil émet de longs faisceaux 
de rayons cathodiques qui sont en partie, dans l’atmosphère terrestre, 
l’objet d’une succion de la part des pôles magnétiques, chaque fois 
qu’un des faisceaux en question frôle notre planète d'assez pres.! J'ai 
cherché à expliquer ainsi la relation existant entre les taches du Soleil 
d’une part, les aurores polaires et les perturbations magnétiques de 
l'autre. 

Dans deux mémoires publiés depuis lors, j’ai traité de quelques phe- 
nomènes se rattachant de trés-prés aux mêmes questions.” 

D’aprés les résultats précédemment exposés de notre expédition 
des aurores boréales, il semble qu’il doive y avoir un intérêt considé- 
rable A examiner quels phénoménes on observera en exposant un globe 
magnétique å des radiations cathodiques dans de l'air raréfié. Il serait 
surtout intéressant de s’assurer s’il ne 
se développe pas autour d’un pareil 
globe des courants répondant dans 
une certaine mesure aux courants élec- 
triques qui, suivant toute probabilité, 
cheminent dans les couches supérieures 
de l'atmosphère, ainsi qu'il a été dit 
aux S$ 19 et 20. 

Jai jusqu’a présent fait deux séries 
d'expériences pour tirer cette question 
au clair. Dans ces expériences je me 
suis servi de tubes å décharge de formes 
et de dimensions variées. 

L'électro - aimant sphérique qui 
devait représenter la Terre était en- 
touré d'une mince écorce en laiton, 
recouverte d'une couche de cyanure 
double de baryum et de platine. Elle 
avait dans la première série d'expé- 


riences un diamétre de 40 mm., et de 


75 mm. dans la seconde. 


1 Archives des Sciences phys. et nat., Genève, juin 1896. 
2 Méme revue, Sept. 1898; voir aussi mon mémoire: Recherches sur les taches du 
Soleil et leur origine, Videnskabsselskabets Skrifter, Christiania 1899. 


40 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Le noyau en fer doux de l'électro-aimant avait dans les dernières 
expériences la forme représentée par la fig. 5 ci-contre. Le fer de l’un 
des pôles était creusé à la fraise à peu près en conformité avec la carte 
de Neumayer, représentant les lignes isodynamiques sur l'hémisphère 
boréal. Une différence de hauteur de 1 mm. entre les plateaux suc- 
cessifs gravés sur la sphère avait été choisie pour correspondre à une 
différence d'intensité de 0.02 C. G. S. sur la carte en question. On admet 
donc ainsi qu’il y a autour du pôle Sud de l'électro-aimant une répar- 
tition d’intensités répondant qualitativement dans une certaine mesure à 
la répartition du magnétisme autour du pôle boréal de la Terre. Au point 
de vue quantitatif, nous ne pouvons malheureusement pas nous procurer 
des conditions magnétiques conformes, le diamètre du globe en question 
n'ayant que 75 mm., c. a. d. étant 17.10% fois plus petit que celui du 
globe terrestre. 

Car, pour que le rapport entre la courbure des rayons cathodiques 
et celle du globe devint convenable, il faudrait que le rayon de cour- 
bure de ces rayons fût pour chaque point réduit dans la proportion 
de 17.107 : I par rapport à celui des rayons que nous supposons 
arrivant des espaces cosmiques et infléchis sous l’action du magnétisme 
terrestre. Pour cela, il faudrait que l'intensité du champ entourant notre 
sphère magnétique fut 17.107 fois plus grande que l'intensité analogue 
autour de la Terre, le rayon de courbure des rayons cathodiques étant 
inversement proportionnel à l'intensité du champ. Nous ne pouvons 
donc, et il s’en faut de beaucoup, rendre notre sphère assez fortement 
magnétique, car, comme on le sait, le maximum d'intensité de champ 
qu'on ait observé entre les pôles d’un puissant électro-aimant avec arma- 
ture polaire terminée en cône n’est qu'environ 60000 fois plus grand 
que l'intensité aux pôles d’intensité les plus forts de la Terre. 

Nous devions donc nous contenter de rendre notre électro-aimant 
aussi fort que possible; heureusement la structure purement extérieure 
que nous observerons dans les phénomènes lumineux ne semble pas 
varier bien essentiellement avec la force magnétique, pourvu que celle-ci 
ait déjà atteint une grandeur considérable. 

La sphère électro-magnétique était dans mon expérience exposée à un 
courant de rayons cathodiques à peu près parallèles. Comme source 
d'électricité chargée de développer ces rayons, nous nous servions soit 
d'une machine å influence à 20 feuilles, soit d’une bobine de Ruhmkorft. 
Avec la machine a influence, on obtient un courant continu et par suite 
un potentiel de décharge relativement minime, même quand le gaz du 


tube de décharge est très-raréfié; on a par suite l’avantage d’obtenir des 


———  … dd 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE, 41 


rayons cathodiques faciles à dévier par des forces magnétiques, en même 
temps qu'ils sont faiblement absorbés par le gaz très-raréfié du tube. 

Aussitôt qu’on met l’électro-aimant sphérique en activité, les rayons 
cathodiques, qui avaient d’abord donné lieu å une phosphorescence 
régulière de l'hémisphère tourné vers la cathode, sont écartés de la 
surface de la sphère, sauf en certaines endroits des régions polaires. 

On voit ici, au pôle nord comme au pole sud, les rayons aspirés 
former un coin de lumière à structure rayonnée pouvant s’observer 
distinctement jusqu'à 5 cm. de la sphère, et se précipitant obliquement 
vers le globe. 

Ces deux coins lumineux vont frapper la surface de la sphère et 
s'y manifestent par deux étroites bandes phosphorescentes, une au voisi- 
nage de chaque pôle. 

Chacune d'elles s'étend à peu près le long du parallèle d'environ 
700, à partir du point de la sphère dans le méridien duquel la cathode 
culmine et jusque très-avant dans le côté soir du petit modèle de la 
Terre, la cathode étant supposée représenter le Soleil. 

Il n'y a pas de lueurs analogues du côté matin et matinée de la sphere. 

Les coins lumineux en question se maintiennent sans grande varia- 
tion pendant la rotation diurne de la »petite Terres, seulement la 
surface de la sphère est frappée à une latitude un peu plus méridionale 
que de coutume, lorsqu'il est midi dans les régions entourant le pôle 
d'intensité maximum. 

Outre les coins lumineux que l’on voit toujours aspirés vers les 
régions polaires de l’électro-aimant sphérique, j'ai pu parfois observer 
jusqu’à 3 tourbillons de courants autour de la sphère; ils se manifestent 
par des anneaux lumineux bien définis voisins de sa surface. L'un de 
ces anneaux est équatorial et enceint le petit modèle de la Terre 
presqu’a la façon d’un anneau de Saturne. Les deux autres font un 
demi-tour autour de chacun des deux pôles, pour obliquer ensuite vers 
les régions équatoriales. 

À quelques oscillations près, ces anneaux lumineux conservent leur 
place dans l’espace pendant la rotation de l'électro-aimant sphérique 
autour de son axe, mais leur position dépend dans une forte mesure 
de l’état magnétique de la sphère. 

On peut observer, au sujet de ces anneaux lumineux, mais surtout 


avec l’anneau équatorial, un phénomène excessivement intéressant. 


1 Le rayon de courbure des rayons est directement proportionnel à la racine carrée de la 
différence de potentiel entre les électrodes du tube de décharge, la force magnétique 
étant supposée invariable. 


42 KR. BIRKELAND. MN. KI. 


On voit que la surface de l’électro-aimant enduite de cyanure double 
de baryum et de platine devient parfois fortement phosphorescente juste 
au-dessous de l’anneau lumineux situé en-dehors d'elle. Ceci est surtout 
frappant du côté de la sphère opposé à la cathode, côté qui reste donc 
dans tous les cas situé dans l’ombre. 

Cette phosphorescence de la surface de la sphère est évidemment 
due à des rayons cathodiques qui sont probablement émis par les parti- 
cules gazeuses servant de véhicule à l'électricité et appartenant à l’anneau 
lumineux voisin, situé à l'extérieur de la sphère. 

Ce phénomène pourrait peut-être s'expliquer en rapprochant ces 
faits des différentes observations relatées par Goldstein au sujet de la 
structure des rayons cathodiques. ! 

Il trouve que les rayons cathodiques de l’espece Æ,, comme il les 
appelle, partent de tous les points des rayons Æ,, et de chacun de ces 
points dans toutes les directions possibles. 

Il admet que cette émission diffuse de rayons AK, émane de toutes 
les particules d’air frappées par des rayons Koy. 

Comme nous le verrons par ce qui suit, les phénomènes observés 
sur les anneaux lumineux que je viens de mentionner nous donnent des 
indications quant à l’origine des arcs et des draperies des aurores 
boréales. 

Je n’ai malheureusement pas pu photographier tous les remarquables 
phénomènes lumineux observés au cours de ces expériences, mon dernier 
tube de décharge s’étant brisé par accident, juste au moment où j'allais 
commencer à les photographier. Pour cette raison je décrirai ces expé- 
riences dans un mémoire à part quand je les aurai approfondies, et je 
remettrai donc à plus tard le compte-rendu des conditions et dispositifs 
que j'ai trouvés les plus convenables. 


23. Nous avons vu dans la discussion précédente de nos résultats 
d'observation que l’idée que les fortes perturbations magnétiques se 
manifestant par des effets semblables sur de vastes portions de la surface 
terrestre sont provoquées par des courant électriques, nous a conduit 
à admettre l'existence dans les couches supérieures de l’atmosphère de 
puissants tourbillons de courants à intensité variable, mais à lignes de 
courants de configuration relativement fixe, dont nous avons cherché, 
au $ 20, à préciser la position. Nous avons précédemment écarté l’ob- 
jection principale que l’on pouvait opposer à notre hypothèse première, 


1 Sitzungsberichte der küniglich preussischen Akademie der Wissenschaften, Berlin, XL, 
October 1897. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 43 


à savoir que les perturbations sont dues å des courants. L'observation 
qui a montré que les perturbations se manifestent en apparence à des 
moments bien différents aux différentes stations dispersées à la surface 


de la Terre, ne peut plus être invoquée contre notre hypothèse, depuis 


que nous avons prouvé que les lignes de courants dont il s’agit subissent 
un mouvement de translation à chaque recrudescence des courants. 

Pour expliquer les perturbations magnétiques, on admettait depuis 
longtemps assez généralement déja l'existence de courants électriques 
soit dans le sol, soit dans l’atmosphère. 

Une des tentatives les plus intéressantes que l’on ait faites pour 
expliquer les phénomènes par des courants telluriques est due a Wij- 
kander, dans sa discussion des observations magnétiques faites pendant 
l'expédition arctique suédoise en 1872—73.! 

Il admet qu'il y a une zöne de perturbations dans les régions po- 
laires et que les diverses parties de cette zöne entrent périodiquement 
dans l’état favorable à une production abondante de courants électriques. 
Ainsi la variation diurne dépend, d'une manière plus ou moins indi- 


_ recte, de la position du Soleil. 


»Le matin, les courants terrestres en général partent du centre de 
perturbation; le soir, il se font vers ce même point. Bien que ces 
courants, loin d’être continus, se fassent par secousses et avec des chan- 
gements fréquents de direction, les observations prouvent qu'ils ne sont 
point des exceptions, mais qu’en règle générale ils se font toujours sentir 
avec plus ou moins de force.« 

Nous voyons ainsi qu'il y a aussi eu en 1872—1873 dans la même 
journée deux directions marquées de courants, allant en sens à peu près 
opposé. Afin de comparer la direction des courants telluriques signalés 
par Wijkander à nos directions de courants électriques aériens pour 
1882— 1883, il faut se rappeler qu’on peut s’imaginer les premiers rem- 
placés par des courants atmosphériques dirigés dans chaque cas en sens 
contraire à celui du courant tellurique supposé; car les perturbations 
dans les éléments horizontaux s'expliquent aussi bien dans les deux cas. 


Dans les tout derniers temps, on s’est cependant de plus en plus 
habitué à admettre que les causes des perturbations magnétiques sont 
des courants électriques dans l'atmosphère, sans qu'on soit cependant 
fixé bien clairement sur les conditions physiques de pareils courants, et 


1 Aug. Wijkander, Kgl. Svenska Vetenskaps-Akademiens Handlingar, B. 14, No. 15, 
Stockholm 1876. 


44 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


jusqu'ici on ne savait en outre que trés peu de chose sur la marche 
habituelle des lignes de courants. 

| A la suite des recherches de Schuster et de Betzold, il semble 
que, sans nul doute, les variations diurnes du magnétisme terrestre ne 
peuvent être attribuées qu’à de semblables courants dans P’atmosphere. 
Ulterieurement, Ad. Schmidt,! en admettant l'existence de tourbillons 
de courants se déplaçant dans les couches supérieures de l’atmosphère, 
a rattaché les unes aux autres diverses particularités bien connues des 
orages magnétiques. 

Nous nous permettons de citer ci-après quelques-unes des intéres- 
santes conclusions du remarquable travail de ce savant: 

»On reconnait qu'aux instants où se produisent de fortes variations 
à changements rapides, les forces perturbatrices observées sur les points 
voisins convergent à peu près vers un même point ou émergent d’un 
même point, tandis qu'aux époques de repos relatif, ils se rapprochent 
du parallélisme, suggérant ainsi l’idée d’un centre d’action éloigné. On 
voit encore qu’en général les points de convergence cheminent avec 
une vitesse dont l’ordre de grandeur se rapproche assez de 1 kilom. par 
seconde, mais que, souvent aussi, ils restent stationnaires.« 

A l'appui de son opinion, et afin d’en rendre mieux compte, il s'attache 
a quelques exemples typiques, p. ex. l’orage magnétique du 28 février 
1896, qui fut poursuivi exactement pendant une heure de 6 à 7", temps 
de Greenwich, à l’aide des observations internationales simultanées faites 
à linstigation d'Eschenhagen. Les points d'observation étaient Kiel, 
Wilhelmshafen, Potsdam, Utrecht, Göttingen, Kew, Darmstadt, Paris, 
Vienne et Pola. 

Il dit encore plus loin: 

»Certains résultats obtenus par Wild, Wijkander et autres, sur la 
position des centres de perturbation les plus importants et les plus 
actifs, et en outre les constatations déjà faites sur la périodicité diurne 
des perturbations, et sur leur fréquence variable suivant les directions, 
permettent de conclure que les tourbillons de courants qui les ont pro- 
voquées sont liés de préférence à certaines places déterminées des grands 
systèmes de courants qui donnent lieu à la variation diurne, à peu près 
comme pour les minima partiels dans la répartition des pressions atmo- 
sphériques, qui se produisent de préférence sur le bord des grandes dépres- 


sions. Une des premières besognes auxquelles on devra s'attacher sera de 


1 Ad. Schmidt: Ueber die Ursache der magnetischen Stürme. Meteorologische Zeitschrift 
Sept. 1899. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 45 


se fixer plus exactement sur cette relation, et sur la nature et les allures 
des tourbillons perturbateurs, leur grandeur, leur intensite, leur vitesse, leur 
direction de marche etc. Ces constatations contribueront d’ailleurs aussi 
dans une large mesure à élucider la question de savoir s’il y a différence 
de principe entre la variation diurne habituelle et les perturbations élé- 
mentaires, ou si peut-être il n’y aurait pas une connexion essentielle entre 
eux, basée sur des transitions continues, ce qui semble en tout cas prouvé 
au moins en ce qui concerne leur extension dans l'espace et dans le 
temps. Les rapport existant avec les petites variations de courte durée 
découvertes par Eschenhagen (celles qu'il appelle les ondes élémentaires), 
variations qui par leur nature périodique semblent se distinguer nettement 
des perturbations proprement dites, seraient aussi un objet méritant 
examen. « 

Comme on le voit, M. Schmidt prévoit que les tourbillons pertur- 
bateurs de nature relativement locale qu’il a examinées dans une région 
relativement restreinte de la Terre, font partie d'un système plus vaste 
de courants; il présume qu'ils se rattachent au système indiqué par 
Betzold d’après les calculs de Schuster. 

Nous avons vu toutefois que le phénomène primaire auquel se 
rattachent les perturbations magnétiques et les ondes magnétiques régu- 
lières, et avec lequel il est permis de croire que la variation diurne 
du magnétisme terrestre se trouve aussi dans une certaine relation, semble 
constituer un système énorme de courants variables dans les couches 
supérieures de l’atmosphère, courants qui semblent avoir leur point de 


départ dans les régions polaires. 


Dans les belles recherches de Carlheim-Gyllensköld sur la forme 
analytique de l’attraction magnétique de la Terre exprimée en fonction 
du temps,! l’auteur cherche la cause physique de changements séculaires 
de l'aimantation de la Terre dans une réaimantation continuelle pro- 
duite par un système de courants électriques cheminant dans les couches 
supérieures de l’atmosphere. 

Il pense que ces courants sont induits par suite du magnétisme ter- 
restre dans les couches supérieures de l'atmosphère, supposée animée 
d'un mouvement de rotation uniforme dans le sens contraire à celui du 
mouvement diurne. 

Partant de cette hypothèse, Gyllenskold rend compte par son ana- 
‘lyse de la partie principale des changements dans l’aimantation de la 


1 Astronomiska lakttagelser och Undersökningar. 5, no. 5. Stockholm 1896. 


46 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Terre; mais rien ne prouve que ce soient la les lois exactes régissant 
ce phénomène. 

Il serait du plus haut intérét de rechercher jusqu’a quel point les 
courants électriques dont on peut constater expérimentalement l'existence 
dans l'atmosphère sur toute la Terre par la méthode que nous avons 
suivie, suffiront aussi à expliquer les changements séculaires du magné- 


tisme terrestre. 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 47 


Appendice, 


24. Les aurores polaires. On sait depuis longtemps qu'il existe 
une certaine liaison entre les perturbations magnétiques et les aurores 
boréales. 

Cette liaison ne semble toutefois ni simple, ni directe. En effet, il 
est clair que ce ne sont pas tout à fait les mêmes conditions qui donnent 
lieu simultanément aux plus fortes perturbations magnétiques et aux plus 
fortes aurores boréales. Mais il est certain que quand un de ces phéno- 
mènes se manifeste avec une grande intensité, l’autre apparait à coup 
sûr, sans qu'on puisse pour cela trouver entre eux aucune proportion bien 
- prononcée dans l'intensité. 

Jindiquerai succinctement ci-dessous la notion de la nature et de 
l’origine des aurores polaires à laquelle semble aboutir la discussion 
des observations et des résultats de notre expédition des aurores boréales. 

Les matériaux accumulés par les observations ininterrompues faites 
par les membres de l’expédition, chacun à son tour, seront publiés ulté- 
rieurement de concert avec ceux de nos photogrammes magnétiques qui 
présentent de l'intérêt a ce point de vue, 

Cependant, nous allons le voir de suite, tandis que les perturbations 
magnétiques dépendent surtout de la quantité totale des courants élec- 
triques qui sont en jeu à chaque instant donné dans les couches supé- 
rieures de l’atmosphère, et à proximité du lieu d'observation, les aurores 
semblent surtout dépendre de la densité des courants en question. 

On peut en effet prouver expérimentalement que, lorsque des courants 
électriques se manifestent dans les hautes couches de l'atmosphère avec 
une concentration suffisante, on se trouve, dans les régions polaires, 
dans les conditions voulues pour la production de phénomènes lumineux 


analogues aux aurores polaires dans toutes leurs formes différentes. 


48 KR. BIRKELAND.: M.-N. Kl. 


Dans la description des anneaux lumineux observés autour d’un 
électro-aimant spherique placé dans un faisceau de rayons cathodiques, 
j'ai mentionné a la fin du $ 22 un phénomène qui a servi de point de 
depart aux expériences qui vont nous prouver l’exactitude de notre 
assertion. 

Comme on s’en souviendra, j’ai observé un rayonnement diffus de 
lumiére cathodique par les différentes parties des anneaux lumineux 
nettement circonscrits autour du globe magnétique. Cette observation 
peut s’expliquer de la même manière que diverses autres dues a Gold- 
stein sur la structure et les propriétés des rayons cathodiques. 

D’aprés ce savant, nous pouvons admettre que des particules ga- 
zeuses frappées par des rayons cathodiques peuvent a leur tour émettre 
diffusément de nouveaux rayons analogues. 

J'ai d’ailleurs trouvé antérieurement que les rayons émis par une 
cathode dans un champ magnétique suffisamment puissant semblent se 
développer uniquement dans la direction des lignes de force magnétiques. 
La fig. 1, pl. XI, est la photogravure dun phénomène de cet ordre 
s’observant lorsqu'une cathode en forme de croix de Malte est placée au 
milieu d’une tube de décharge sphérique, le plan de la cathode étant 
perpendiculaire aux lignes de force magnétiques. En général, il se 
forme dans le gaz raréfié du tube une colonne lumineuse prononcée, 
dont la section est partout en forme de croix. Cette colonne part de 
la cathode à la fois avec des rayons convergents vers l’aimant jusqu’au 
moment où rencontrant le verre de la paroi, ils y dessinent une croix 
lumineuse en réduction, et avec des rayons divergents s'éloignant de 
l’aimant jusqu’à leur rencontre avec la paroi opposée, où ils dessinent 
une croix lumineuse agrandie. 

Plus le gaz est raréfié dans le tube, moins la colonne lumineuse 
est visible dans l’espace à l’intérieur du tube, mais plus en même temps 
le dessin de la croix phosphorescente sur le verre devient intense. 
Dans l’expérience à laquelle se rapportent les phénomènes lumineux de 
la fig. 1, le gaz était fortement raréfié, afin de montrer clairement que 
la colonne lumineuse en question était bien formée par des rayons catho- 
diques, les croix lumineuses dessinées sur le verre étant alors en effet 
de couleur jaune verdatre. 

Mais en méme temps, la colonne elle-méme devenait indistincte, 
d’abord parceque son pouvoir lumineux est faible dans un gaz très- 


raréfié, et parceque les espaces obscurs de Crookes des deux côtés de 


1 Archives des Sciences phys. et nat. Genève, juin 1896. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNÉTISME TERRESTRE. 49 


la cathode ont une étendue de plusieurs centimétres en raison de la 
faible pression. 

Cette expérience m’a conduit à croire que quand des particules d’air 
émettent des rayons cathodiques dans un champ magnétique, les rayons 
ne se développeront, là aussi, que le long des lignes de force magné- 
tiques. Cette hypothèse a été entièrement confirmée, mais avant de 
décrire les expériences faites à ces fins, je vais rendre compte de quelques 
expériences antérieures, qui ont servi à tirer mieux au clair le régime 
des rayons cathodiques sous l'influence des forces magnétiques. 

Ainsi la fig. 2 pl. XI, rend compte des phénomènes lumineux pré- 
sentés par un tube de décharge en forme de poire, sous l’action d’un 
électro-aimant cylindrique disposé en avant du tube et suivant son axe, 
de telle façon que les rayons cathodiques se propagent vers un pôle 
magnétique. I 

On voit comme quoi les rayons sont concentrés par l’action de 
l'aimant. 

Plus instructive encore, en ce qui concerne les détails de ce phéno- 
mène de succion par un pôle magnétique, est l'expérience représentée 
par la fig. 3, où l’on s’est servi d’un tube de Crookes ordinaire à croix 
de Malte. 

En suivant les changements qui ont lieu dans les taches lumineuses 
disparaissant et se reformant alternativement sur le fond du tube avec 
les ombres qui s’y dessinent à mesure que l’aimant se rapproche, j'ai 
réussi? à accorder avec les résultats de mes expériences la théorie de 
ces phénomènes exposée d’abord par Poincaré, conformément å l'hypo- 
thèse de Crookes sur la nature des rayons cathodiques. 

M. Poincaré a montré par ses calculs que chaque rayon doit suivre 
une ligne géodésique sur un cône de révolution conjugué au rayon con- 
sidéré et ayant son sommet au pôle magnétique. 

En développant le cône d’un de ces rayons cathodiques, on obtiendra 
donc une trajectoire rectiligne. D’après cela le rayon se rapproche de 
l'aimant jusqu’à une distance minimum, pour rétrograder ensuite en 
suivant toujours le même cône de révolution. — 

Je vais maintenant décrire un élégant phénomène lumineux, dont 
l'apparence est reproduite en photogravure par la pl. XII. L'expérience 
ainsi effectuée a montré comme quoi un gaz fortement raréfié, quand on 


1 Quelques auteurs attribuent cette dernière expérience à M. Swinton. Mes expériences 
étaient cependant déjà publiées dans diverses revues antérieurement aux communica- 
tions faites par M. Swinton. 

2 Arch. des Sciences phys. et nat. Sept. 1898. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 1. 4 


BO. KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


le fait traverser par des courants électriques suffisamment intenses dans 
un champ magnétique, émet des rayons cathodiques secondaires qui 
s’enroulent autour de lignes de force magnétiques, tant dans leur propre 
direction que dans le sens opposé, de façon à former un tapis continu 
de rayons le long du courant, lorsque celui-ci a quelque étendue linéaire. 

La forme du tube de décharge ressort de la figure. L’anode et la 
cathode sont fondues dans deux petites boules de verre réunies entre elles 
par un tube dont le diamètre intérieur pris au milieu ne dépasse pas 
3 millimètres. Sur une longueur de 6 centimètres la partie moyenne du 
tube a été passée å la meule de façon à ne laisser qu’une gouttière demi- 
cylindrique. 

Extérieurement à cet étroit tube intérieur on a soudé un large man- 
chon ellipsoïde en verre. 

Dans l'expérience a laquelle se rapporte la figure, la pression du 
gaz dans le tube de décharge répondait a 0,012 millimètres de mercure. 
Les courants de décharge étaient produits par une machine d'influence 
à 20 feuillets, venant de chez Leuner à Dresde, et étaient envoyés dans le 
tube suivant la direction indiquée par la figure. Quand on faisait l’expé- 
rience sans aimant, il se produisait des phénomènes de décharge du genre 
habituel : en tout cas il n’y avait rien de saillant à remarquer. Si par 
contre on faisait agir un puissant électro-aimant cylindrique placé sous — 
le tube et a une certaine distance de celui-ci, le pole sud en haut, les 
décharges donnaient lieu a un mince rideau de rayons, rappelant d’une 
façon frappante les draperies de l’aurore boréale. 

Nous allons d’abord décrire ici les phénomènes tels qu'ils sautent 
directement aux yeux; ils sont indubitablement dûs à des courants venant 
de la cathode. Plus importants encore au point de vue de l'explication 
des aurores polaires sont certains autres phénomènes dis a des cou- 
rants venant de l’anode, mais qui ne deviennent clairement visibles que 
dans certaines conditions expérimentales particulières. 

La photographie du phénomène reproduit par la pl. XII est prise 
à droite en haut par rapport à la normale au rideau mince élevée en son 
point médian, On a procédé de la sorte pour bien faire voir sur l’image 
combien ce rideau est mince, n’ayant même pas ici 1 millimètre d'épais- 
seur. 

On voit clairement le rideau lumineux couper la paroi interne du 
manchon ellipsoide, en haut en avant et en bas en arrière du contour 
du tube, si l’on veut bien se reporter à notre point de vue. 

La photographie est prise au moyen d’un puissant objectif, avec un 
temps de pose de 10 secondes, sans diaphragme. 


* 


1001. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 


on 
— 


La raideur et la rectitude des rayons du rideau ne se manifeste pas 
aussi bien sur notre planche que dans la photographie originale. 

Lorsqu’on laissait l’électro-aimant pôle nord en haut, avec la même 
direction du courant dans le tube de décharge, le courant était rejeté dans 
l’espace circonscrit par le gros manchon en verre, au lieu d’être, comme 
tout à l'heure, forcé de rester enfermé dans l'étroite gouttière demi-cylin- 
drique. 

Dans ce cas, on peut cependant aussi observer des rayons — de 
fines aiguilles lumineuses quelquefois bien distinctes —, le long des 
lignes de force magnétiques dans la mesure où ils peuvent se développer 
dans l’espace intérieur limité par le manchon ellipsoïde. Toutefois ces 
rayons sont peu lumineux dans le cas actuel, mais en revanche ils rem- 
plissent la majeure partie de l’espace situé en avant de la gouttière demi- 
cylindrique, entre celle-ci et le manchon ellipsoïde. 

Il ne se forme donc plus ici de rideau lumineux : là seulement où 
le courant négatif quitte l’étroit tube intérieur, il se produit un faisceau 
intense de rayons le long des lignes de force magnétiques. 

Lorsque le pôle sud de l’électro-aimant est tourné en haut, de façon 
à former un rideau lumineux, on voit aussi que celui-ci est plus fortement 
lumineux du côté tourné vers la cathode que du côté tourné vers l’anode. 
Dans notre photogravure, plusieurs des rayons les moins lumineux sont 
effacés vers le pôle positif. Il semble d’après cela que ce soient précisé- 
ment des rayons émis par l’Electrode négative qui donnent l’éveil aux 
rayons secondaires formant le rideau. Peut-être, comme Goldstein croit 
l'avoir prouvé par ses expériences, sont-ce les particules gazeuses frap- 
pées par les rayons cathodiques qui émettent diffusément de nouveaux 
rayons. 

Si les rayons émis par la cathode réussissent à ramper le long de 
la paroi du tube interne, sans se laisser dévier vers le verre par les forces 
magnétiques intenses, de telle sorte qu'ils cessent de se propager, cela 
est dû soit directement à une répulsion électrostatique, soit à une espèce 
ou l’autre de réflexion des rayons contre le verre. 

Ce ne sont toujours pas les particules vitreuses de la gouttière demi- 
cylindrique qui émettent à l’état diffus les rayons formant le rideau 
lumineux : c'est lå ce qu’on peut conclure de l'expérience précédente, où 
Pélectro-aimant avait son pôle nord en haut, le courant de décharge étant 
alors rejeté dans l’espace circonscrit par le gros manchon externe. On 
observait alors en effet, le long des lignes de force magnétiques, des 
rayons lumineux traversant l’espace libre situé à l’intérieur du récipient, 


52 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


et il y a lieu de croire que ces rayons étaient principalement diffusés 
par les particules gazeuses servant de véhicule au courant de décharge. 

Si aux lieu et place de la machine a influence, on emploie comme 
source de courant une forte bobine de Ruhmkorff avec interrupteur de 
Wehnelt, on obtient un rideau complet, également développé vers le côté 
positif : mais il se produit en même temps tant de lumière dans le man- 
chon extérieur que le phénomène ne se manifeste pas à beaucoup près 
d’une façon aussi distincte. 

Il est possible de concevoir encore d’une autre façon la formation 
des rideaux lumineux. On peut en effet imaginer que les rayons de la 
cathode réussissent peu à peu à dépasser les bords de la gouttière demi- 
cylindrique pour être ensuite immédiatement forcés de se propager le 
long des lignes de force magnétiques en s’enroulant autour d’elles. L’en- 
semble des rayons donne ainsi lieu au rideau à structure rayonnée. 

Nous arriverons sur ce point, par les expériences qui vont suivre, à 
une conception plus arrêtée. 

Pour ce qui est de la couleur du rideau lumineux en question, nous 
constatons qu’elle varie fort avec la pression du gaz et, dans une certaine 
mesure, avec l'intensité du courant de décharge. 

Dans de lair soumis å une pression relativement considérable, et 
plus élevée que celle sous laquelle les rayons cathodiques se manifestent 
par une phosphorescence des parois du tube de décharge, le rideau lumi- 
neux a une couleur gris-jaunatre. 

A une pression un peu plus basse, la couleur devient plutôt rou- 
geåtre. Qand le gaz du tube est fortement raréfié, les rayons du rideau 
deviennent blancs, avec un ton bleu-violet, mais les rayons proprement 
dits, apparaissant d’une façon distincte, sont nettement entourés d’un 
manteau lumineux de couleur orange, avec délimitation peu prononcée. 
Ceci apparait surtout bien lorsque le pôle nord de l’aimant est tourné 
vers le haut, de telle façon que le courant de décharge se trouve lancé 
dans l’espace en avant de la gouttière demi-cylindrique. Comme je l’ai 
déjà dit, outre quelques faibles aiguilles lumineuses ou fils apparaissant 
dans tout l’intérieur du tube, il se produit aussi un faisceau lumineux 
intense à l’extrémité négative de la gouttière demi-cylindrique; cette radia- 
tion est magnifiquement colorée, l’intérieur en bleu-violet-blanchåtre, et 
entourée d’un manteau lumineux distinct de couleur orange. 

J'ai observé ces phénomènes non-seulement dans l'air, mais aussi 
dans l’hydrogène, l’argon et l’hélium : Ces deux derniers gaz avaient été 
gracieusement mis à ma disposition par M. W. Ramsay. 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 5 


(» 


Voici un extrait de journal d’observations au sujet de cette expé- 
rience : 


Avec l'hydrogène. Déjà avec une pression atteignant omm 0735, il se produisait un 
rideau lumineux, les rayons étaient distincts, minces et monochromes — lilas presque 
blanc —. Il y avait une grande différence de pouvoir lumineux du côté négatif au côté 
positif, mais le rideau apparaissait presque partout, 

Après un coup de pompe, on mesura une pression de ommo465. Le rideau lumineux 
plus saillant qu'auparavant, mais toujours à peu près de la même couleur. A la pression 
de ommo2g, la couleur était un peu plus bleuâtre. Il se produit alors à l'extrémité néga- 
tive une forte phosphorescence verte du tube, due å des rayons cathodiques. 

A la pression de 0.0184, le rideau était plus régulier et plus large. Puissants rayons 
cathodiques. 

A ommorog le rideau commençait å se rétrécir à l'extrémité positive. 

Après un coup de pompe, le rideau devint encore plus étroit; après un coup encore, 
la diminution continua, et la lueur s'affaiblit. 

Avec Targon. A la pression de 0.025, le rideau était certes développé, mais sans 
structure rayonnée distincte, sa couleur rose, A l’extrémité négative du tube, il y avait de 
la lumière négative bleuâtre sans rayons cathodiques susceptibles de provoquer la phospho- 
rescence du verre. A 0.0160 le rideau était élargi. Les rayons violet-clair au milieu, et 
entourés d'un manteau rouge. 

A 0.0096, les rayons du rideau devenaient encore plus distincts. Les rayons catho- 
diques se révèlaient par la phosphorescence de l’extrémité négative du tube. 

A ommooës, les rayons étaient plus intenses et plus distincts, mais le rideau moins 
large qu'auparavant. 

Après un coup de pompe, la situation restait à peu près la même; après un coup 
encore, le rideau lumineux avait une largeur considérablement réduite. 

Avec Fhilium. Sous une pression de o,mmı2, on observait un rideau lumineux étroit 
et gris sans rayons distincts. A 0.065, le rideau était un peu plus large. A 0.0445, le 
rideau était beaucoup plus large; il offrait une coloration verte prononcée. 

A 0.0305, c’est tout juste si on distinguait des rayons dans le rideau, qui continuait 
å s’élargir. A ommor7g le rideau couvrait presque entièrement la gouttiere demicylin- 
drique. 

A une pression de ommo132, on constatait de la lumière cathodique, et le rideau 
était d'une structure plus fortement rayonnée qu'auparavant. 

Sous ommoo847 de pression, le rideau était bien prononcé, mais il y avait en-dehors 
de lui beaucoup de lumière dans le tube. Rayons cathodiques marqués. 

A une pression de ommo0563, il y avait des rayons cathodiques plus forts et une 
structure plus distinctement rayonnée. La couleur verte bien distincte qu'avait au début 
le rideau dans l’hélium, avait plus tard diminué et finalement disparu. La couleur est 
devenue d’un gris-violet tirant sur le blanc, 

On donna encore 3 coups successifs de piston, et le rideau devint de plus en plus 
étroit et de plus en plus indistinct. 


Comme il a été dit au précédent, M. Goldstein a montré que 
lorsqu'on fait des décharges dans des gaz raréfiés, les rayons K, émet- 
tent de chacun de leurs points des rayons diffus K, partant dans tous 
les sens. 

Il dit à leur sujet 1 : 


UF e. på 913. 


54 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


»Les rayons diffus ont dans beaucoup de cas une couleur tout-à-fait 
différente de celle des rayons émettants K,; dans l’oxygéne, les rayons 
K, sont violets, les rayons K,, suivant la plus ou moins grande raré- 
faction du gaz, jaunes, jaune-verdatre ou gris; dans l’acide carbonique, 
la lumière A, est bleu-clair, A, blanc verdâtre; dans l’hydrogène, K, 
bleuätre, A, blanchatre et ainsi de suite.« 


Comme je l’ai déjà signalé, on peut, dans des conditions spéciales 
d’expérience, observer à l’extrémité positive de la gouttiére demi-cylin- 
drique des phénomènes lumineux présentant bien plus d'intérêt que le 
rideau qui vient d’être décrit comme se produisant à l’extrémité néga- 
tive de la gouttiere. 

Si en effet on affaiblit le courant de décharge en tournant lentement 
les plateaux de la machine à influence, en même temps qu’on rend la 
force magnétique assez puissante, on voit sortir par l'ouverture du tube 
interne, large de 3 millimètres, un ‘ou plusieurs rubans lumineux qui se 
déroulent en spirales plus ou moins parallèles, sur une longueur consi- 
dérable. J'ai estimé que la longueur totale de certains de ces rubans pou- 
vait atteindre 30 centimètres. 

Pendant mon expérience, le tube de décharge était placé juste au- 
dessus de l’aimant cylindrique de telle sorte que l’axe du tube se trou- 
vait placé perpendiculairement a celui de l’aimant. L’aimant avait une 
longueur de 60 cm. avec un noyau en fer doux de 10 cm. de diamètre. 

Les rubans lumineux dont je parlais il y a un instant se dévelop- 
paient dans un plan passant par l’axe du tube et perpendiculaire à celui 
de l’aimant : ils avaient une forme tout-à-fait aplatie, et semblaient com- 
posés d’un grand nombre de rayons lumineux serrés les uns contre les 
autres, et parallèles en chaque point aux lignes de force magnétiques. 
La longueur de ces rayons pendant en nappes variait beaucoup avec 
l'intensité de la décharge et la force de l’aimant. Ils avaient le plus 
généralement une longueur de 4 à 5 cm. à l'embouchure même du tube 
étroit; vers l'extrémité du ruban la longueur des rayons pouvait être de 
ma e2 yen: 

Les rubans lumineux formaient évidemment la continuation d’un étroit 
cordon lumineux blanc, qui se tenait serré contre la paroi du tube inté- 
rieur étroit et du côté où le courant était refoulé par la force magnétique. 

Si le tube de décharge est placé près de l’aimant, les rubans lumi- 
neux tourbillonnent à l’intérieur avec de nombreuses circonvolutions en 
spirales serrées, et on y observe des mouvements désordonnés. Parfois 


il peut, dans ces conditions, se produire un phénomène nouveau, en ce 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 55 


que le long des lignes de force magnétiques, plusieurs grosses colonnes 
assez fortement lumineuses surgissent comme des éclairs ou des dards 
dans tout l’espace circonscrit par le manchon extérieur en verre. Ces 
colonnes s’élèvent librement dans l’espace et sont nettement séparées par 
des gaz relativement obscurs; je les ai vues à 1 cm. les unes des autres. 
Elles se produisent surtout bien lorsqu'on intercale un petit interrupteur 
d’étincelles dans le fil conducteur arrivant au tube de décharge, 

Si le tube de décharge est situé plus haut relativement à l’aimant, 
les rubans se développent plus tranquillement; on les distingue plus nette- 
ment les uns des autres, quand il y en a plusieurs, et ils se déroulent 
en plusieurs tours de spirale jusqu’au moment où ils sont arrêtés par le 
verre. 

Un des phénomènes les plus remarquables qu’on puisse observer avec 
ces rubans et les rayons en girandoles dont ils semblent être constitués, 
c'est leur sensibilité vis-a-vis des actions électrostatiques. 

Si Pon met le doigt sur un point du manchon ellipsoidal au voisi- 
nage du plan dans lequel se développent principalement les rubans lumi- 
neux, on voit immédiatement ces rubans être attirés et se rapprocher, 
parfois de plusieurs centimètres, du point où l’on a posé le doigt. 

Si au contraire, on met le doigt sur le verre en un point situé en 
prolongement des rayons composant les rubans, on voit ces rayons se 
raccourcir dans la direction du doigt, alors que, par exemple, ils étaient 
assez longs pour traverser de part en part l’espace renfermé dans le 
manchon ellipsoïdal, il se peut qu'ils se trouvent maintenant raccourcis de 
2 à 3 cm. dans la direction du point où l’on a posé le doigt. 

Si l’on faisait dévier un peu le tube de décharge, de telle façon que 
son axe ne füt plus perpendiculaire à celui de l’aimant, on voyait les 
rubans lumineux se répartir à peu près entre deux plans, l’un passant 
par le centre de l'embouchure du tube intérieur étroit et perpendiculaire 
a l’axe de l’aimant, et l’autre par l’axe du tube perpendiculairement au 
plan des deux axes. 

Si l’on rend le courant de décharge de plus en plus fort en tour- 
nant de plus en plus rapidement les plaques de la machine à influence, 
on voit disparaître peu à peu l’impression de rubans distincts laissée par 
les décharges ayant eu lieu avec un courant faible; les rubans se multi- 
plient en devenant de moins en moins distincts, et se jettent de plus en 
plus confusément de côté et d'autre, si bien que finalement l'espace tout 
entier semble rempli par les décharges. 

On observe alors que les rayons ou aiguilles lumineuses qui traver- 
saient d’abord les rubans semblent s’élancer dans tout cet espace, mais 


56 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


surtout bien distinctement au voisinage et au côté positif de l’embou- 
chure du tube étroit. Par un examen peu approfondi, on ne voit dans 
ce cas à l’extrémité positive de la gouttière demi-cylindrique qu’un nuage 
lumineux, comme à la pl. XII. 

Ces phénomènes sont en effet très-fugitifs et d’une faible intensité 
lumineuse, et ne se laissent pas photographier. 

On comprendra sans peine, par la description qui précède, à quel 
point et combien nettement les phénomènes lumineux ici observés rap- 
pellent les différentes formes d’aurores boréales, rubans, rideaux, fils : 
même les dards dans une couronne ont ici leurs analogues dans les co- 
lonnes lumineuses qui se produisent tout-a-coup lorsque le tube de dé- 
charge est voisin de l’aimant. 

S'il me fallait reproduire quelques-uns des rubans que j'ai observés, 
mes dessins ressembleraient beaucoup aux dessins des bandes-types d’au- 
rores boréales que l’on trouve reproduits dans plusieurs relations d’expé- 
ditions polaires; je pourrai ainsi renvoyer tout spécialement à la fig. 50 
des »Beobachtungs-Ergebnisse« de la station polaire autrichienne à Jan 
Mayn, Tome II, rère partie. 

Pour obtenir de la façon la plus convenable les bandes aurorales 
artificielles dont j'ai parlé plus haut j'ai fait construire un tube de décharge 
représenté par la fig. 6: 

La cathode était placée dans un tube en verre de 3 cm. de diamètre, 
replié deux fois à angle droit, avant de déboucher dans un récipient 
sphérique ayant 15 centimètres de diamètre. Cette disposition était adoptée 
afin qu'aucune espèce de rayons cathodiques ne püt pénétrer dans la 
grosse sphère. 1 

L’anode était disposée dans une petite sphère de 4 centimètres de 
diamètre, à laquelle était soudé un étroit tube en verre ayant 5 milli- 
mètres de diamètre intérieur. 

Ce tube débouchait tout près du centre de la grosse sphère à laquelle 
il était soudé comme l'indique la figure. Celle-ci indique également la 
position de l’aimant : c'était le même puissant électro-aimant cylindrique 
que j'ai déjà mentionné auparavant, et qui dans la présente expérience 
avait son pôle sud tourné vers le haut. 

Le courant parcourant le tube de décharge était fourni par une ma- 
chine ordinaire de Holz avec rotation lente du disque de verre. 

Le tube de décharge doit être vidé d’air assez complètement, de telle 
sorte que les parois intérieures et les électrodes soient bien exemptes de 


gaz occlus, 


1 Goldstein : Ueber die Structur des Kathodenlichts, 1. c., p. 907. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 57 


Au cours de l'expérience, la pression du gaz doit être telle que la 
différence de potentiel entre les électrodes soit voisine de 10000 volts. 


Fig. 6. Bande aurorale artificielle. 


On voit par la figure comment sous l’action des forces magnétiques 
le courant positif de décharge prend la forme d’une bande, qui vue par 
en haut, s’enroule en une spirale de sens normal. Si l’on retourne les 
pôle de l’aimant, la spirale tourne a rebours. Les aiguilles lumineuses 
qui rayonnent de la bande de lumière le long des lignes de force ma- 
gnétiques peuvent souvent être plus longues et plus prononcées que ne 
le montre la figure. 

Lorsque le courant de décharge devient plus fort, on voit souvent 
une série de bandes lumineuses s’enroulant en spirales les unes à côté 
des autres, 

Si l’on fait tourner le tube de décharge autour d’un axe situé dans 


le plan du dessin perpendiculairement à l’axe de l’aimant, la bande lumi- 


58 KR. BIRKELAND: M.-N. Kl. 


neuse continuera a se produire à peu près de la même façon qu’aupara- 
vant, mais avec des allures notablement plus irrégulières. La bande se 
produit même plus facilement, lorsque le petit tube partant de l’anode 
est placé obliquement par rapport à l’axe de l’aimant. 

J'ai pu dans une sphère de 22 centimètres de diamètre obtenir une 
bande lumineuse spirale d’une longueur totale de plus de 70 centimètres. 

On peut aussi s'arranger de telle sorte que l’anode circulaire soit 
elle-même placée au centre de la grosse sphère, et l’on évite ainsi de 
conduire le courant positif à travers le mince tube de verre. Sous lin- 
fluence de l’aimant on voit alors encore se développer sans difficulté une 
belle bande lumineuse simple, à structure rayonnée, partant d’un point 
de l’anode et s’enroulant en spirale autour d’elle, tout comme la bande 
lumineuse déjà mentionnée. 

Dans cette expérience, ni la force magnétique ni le courant de dé- 
charge ne doivent être trop forts, car alors le courant positif rayonnerait 
de chaque point du contour de l’anode, et il en résulte autour de celle- 
ci une auréole de rayons d’une forme singulière. Lorsque l’anode est 
formée d’une petite croix de Malte, cette auréole est un phénomène très- 
brillant. 

Les bandes aurorales artificielles que je viens de décrire sont en 
général très-mobiles et très-changeantes. Dans certaines conditions con- 
venables seulement, il y a une tranquillité relative et la bande se déve- 
loppe alors avec une beauté ravissante. 

Les rayons qui s’y forment varient de longueur, jouent et dansent 
comme les »merry dancers« des bandes aurorales. 

La bande produite présente alors une telle analogie avec les bandes 
aurorales, qu’en assistant å cette expérience le doute est impossible : on 
voit jusqu’à l'évidence que le deux phénomènes sont apparentés de très- 
près. 

La rotation dans les spirales lumineuses des bandes est en sens 
inverse de celle qui se produirait, si la force magnétique eût agi sur un 
conducteur de courant flexible; ce qui est bien singulier. Ceci prouve 
clairement que cette rotation doit être due à quelque action secondaire, 
et non à l’action primaire de la force magnétique sur le courant de dé- 
charge. 

Cette anomalie remarquable se laisse encore constater d'une autre 
manière. 

Le tube de décharge représenté fig. 6, est retourné de telle sorte 
que le petit tube qui partait précédemment de l’anode devienne perpen- 
diculaire à l’axe de l’aimant, après quoi le courant de décharge est 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 59 


changé de sens de façon à ce que la bande positive de courant aille main- 
tenant du tube recourbé au gros ballon. 

On voit alors de l'embouchure du tube étroit, au centre du ballon, 
jaillir le long de l’axe de l’aimant une colonne lumineuse intense, formée 
de rayons négatifs : cette colonne est immobile et raide. Dans cette co- 
lonne négative se fond bientôt la bande positive qui s’est élargie dans 
l'intérieur du ballon par radiations secondaires d’aiguilles lumineuses dis- 
tinctes, tombantes et dansantes, longues de 5 a 6 centimètres. 

La bande finit par être totalement absorbée par la colonne lumi- 
neuse négative, mais le ruban ne se dirige pas en droite ligne sur la 
colonne : il s’en approche en formant une petite spirale. Cette spirale, qui 
change de sens lorsqu'on intervertit les pôles de l’aimant, est aussi de 
sens contraire à celui auquel donnerait lieu un conducteur de courant 
flexible, qui serait soumis à l’action de la force magnétique. 

Nous nous trouvons ici en face d’un phénomène qui semble éclairer 
un des points difficiles rencontrés précédemment. 

Nous avons au § Ig discuté la raison possible qui fait que le cou- 
rant électrique dans l’atmosphere de notre hémisphère oscille de gauche 
a droite par chaque recrudescence du courant, pour un observateur regar- 
dant dans le sens de ce courant. 

On se fit attendu, en raison du magnétisme terrestre, a une oscilla- 
tion en sens inverse. 

Il se peut que la raison de l’oscillation que l’on a observée soit de 
nature secondaire, comme celle qui fait tourner en sens contraire a nos 


prévisions les spirales de notre expérience. 


Le résultat principal de ces expériences est qu’avec de faibles de- 
charges a travers des gaz raréfiés dans un champ magnétique, le courant 
positif se propage à travers l’espace en rubans distincts bien limités. 

Les rubans de courants laissent rayonner à leur tour des rayons 
cathodiques secondaires, ou en tout cas des rayons apparentés, et subis- 
sant comme eux l'influence des forces magnétiques. Les rayons émis à 
titre secondaire se développent en effet uniquement le long des lignes de 
force magnétiques, ainsi que j’ai montré antérieurement que le faisaient 
les rayons cathodiques. 

Il semble ressortir du résultat ci-dessus que les molécules gazeuses 
qui transportent le courant électrique dans des gaz raréfiés émettent tou- 
jours des rayons cathodiques diffus, Ceci peut être considéré comme une 


60 KR. BIRKELAND. | M.-N. Kl. 


généralisation des conclusions de Goldstein, que les masses gazeuses frap- 
pées par des rayons cathodiques émettent les radiations secondaires à 
l’état diffus. 


25. Nous avons trouvé que dans les régions polaires, dans les couches 
les plus élevées de l’atmosphère, cheminent de puissants courants élec- 
triques qui semblent souvent, dans les localités où l’on a pu étudier leur 
allure, suivre de près, d’une façon très-frappante, la même direction que 
la ceinture maximum des aurores boréales (voir p. 28). | 

Par les recherches décrites au précédent, nous avons de plus 
établi comme excessivement probable que sous l'influence du magné- 
tisme terrestre de pareils courants électriques doivent donner lieu à des 
phénomènes lumineux tout-à-fait analogues à ceux qu’on constate dans 
les aurores des régions polaires. 

Pour cette raison, nous allons chercher & préciser, en nous basant 
sur l’expérience acquise au cours de nos essais, dans quelles conditions 
spéciales on doit supposer que se produisent les principales formes diffé- 
rentes d’aurores boréales, et nous verrons que toutes les propriétés carac- 
téristiques de la lumière polaire se laissent expliquer très-naturellement 
en partant de notre manière de voir. 

Pour chacune des formes d’aurore boréale que nous allons énumérer 
plus bas, et entre lesquelles on fait généralement une distinction, les 
caractères et les propriétés les plus essentiels vont être relatés conforme- 
ment aux travaux d’autres observateurs et plus spécialement à ceux de 
Carl Weyprecht. 1 


Bandes. Phénomènes irréguliers, très variables dans leur forme, lais- 
sant presque constamment l'impression d'une bande allant a la dérive 
dans l’atmosphère, beaucoup plus longue que large, et recourbée générale- 
ment en boucles et en plis. Elles se composent soit de matière lumi- 
neuse inégalement répartie, soit de rayons pressés les uns contre les autres, 
et dont les intervalles sont remplis de matière lumineuse. 

Les bandes peuvent s'étendre dans n'importe quelle direction, cepen- 
dant elles ont une tendance marquée å se diriger à peu près vers l’Est- 
Ouest magnétique. 

Si dans les bandes, on trouve des rayons développés distinctement, 
parallèles aux lignes de force magnétiques, et ordonnés en séries, ces 


1 Die Nordlichtbeobachtungen der Oesterreichisch- Ungarischen Arctischen Expedition 
1872—74. Wien 1878. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 61 


rayons sont le plus souvent développés dans le sens du zénith, de telle 
sorte que la bande elle-même forme la large lisière inférieure de la série 
de rayons. Parfois cependant, les rayons dépassent aussi de beaucoup 
le bord inférieur et sont tournés vers le sol. Des vents violents sem- 
blent exercer une influence sur les bandes; surtout après une tempête, 
celles-ci semblent excessivement déchiquetées avec des modifications con- 
tinuelles de forme et de position. 

Conformément à ce que nous avons appris par nos essais, il semble 
naturel de concevoir une bande d’aurore boréale comme un phénomène 
lumineux se produisant lorsqu'un rameau limité et suffisamment con- 
centré d’un courant électrique de même espèce que le courant positif 
d'un tube de décharge s’élance entre les couches supérieures de l’atmo- 
sphère à peu près parallèlement à la surface de la Terre. Les rayons qui 
s’echappent des bandes vers le zénith et parfois vers le sol sont des 
phénomènes secondaires dis a ce que les masses d'air traversées diffu- 
sent des rayons négatifs qui, contraints par le magnétisme terrestre, se 
rangent en rideaux lumineux à structure rayonnée, tout comme dans nos 
expériences. Les transformations et les soubresauts parfois très-rapides 
que l’on peut observer dans les bandes, surtout après une tempête, peuvent 
être supposés d’après nos expériences provoqués par des influences électro- 
statiques. En effet, d’une part, les rayons diffusés par les bandes (et dont 
la longueur dans le sens vertical peut souvent être estimée à plusieurs 
dixaines de kilomètres) provoquent dans l’atmosphère même des charges 
électrostatiques qui réagissent à leur tour sur les bandes, et d’autre part, 
le frottement considérable qui se produit entre les couches aériennes pen- 
dant une tempête donnent lieu dans l’atmosphère à des décharges élec- 
triques fortement variables. 

Quant à savoir dans quelle direction les rayons se développeront de 
préférence, vers le zénith ou vers le sol, cela dépendra certainement 
en tout premier lieu de la densité des couches atmosphériques, mais peut- 
être encore bien plus de l’action électrostatique exercée par la Terre. 


Arcs. Ils sont en relation très-intime avec les bandes aurorales. Ce 
sont des phénomènes à peu près réguliers, affectant à peu près la forme 
de l’arc-en-ciel, qui montent ou qui descendent du Nord ou du Sud ma- 
gnétique, du zénith ou vers le zénith. 

L’arc se produit de préférence au début d’une aurore boréale; ses 
pulsations tranquilles et sa longue durée constituent ses caractères essen- 
tiels. La largeur des arcs varie depuis l’arc ayant l'épaisseur d'un fil, 
jusqu’à la masse lumineuse occupant à peu près la moitié du firmament. 


62 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


Les arcs sont le plus souvent nettement délimités sur leur bord infe- 
rieur, sans contours précis vers le haut, lorsque leur lumiere se trouve 
regulierement répartie sans laisser voir de rayons. 

La direction générale des arcs est a peu près la même que la direc- 
tion moyenne des bandes, et est le plus souvent a peu pres perpendicu- 
laire au méridien magnétique. * 

Ainsi que les bandes aurorales, les arcs peuvent être considérés 
comme des lueurs produites dans les couches les plus hautes de l’atmo- 
sphère par des courants électriques suffisamment concentrés et délimités, 
parallèles à la surface de la Terre. 

Pour décider si la direction, l'intensité et la position des courants 
électriques dans l’atmosphère, autant qu’on en peut juger à laide des 
perturbations magnétiques, sont en rapport avec la production et la direc- 
tion des arcs auroraux, j'ai comparé les courants simultanés avec les 
observations d’aurores boréales qui ont été faites par notre expédition 
en 1899—1900, et j’ai en outre mis en ceuvre une partie des materiaux 
recueillis en 1882—1883 a Bossekop et a Jan Mayn. 

Pour résumer ces recherches, je dirai seulement que les aurores boré- 
ales intenses et trés-mobiles coincident clairement en tous lieux et en 
tout temps avec des perturbations magnétiques intenses et à alternances 
rapides. 

Dans ce cas, il y aurait lieu d’admettre que les courants qui se 
manifestent sont assez fortement concentrés le long de certaines lignes 
de courants en oscillations de translation. 

En ce qui concerne les formes d’aurore les plus fréquentes, arcs et 
bandes, il semble que les arcs se montrent a la fois pendant des per- 
turbations magnétiques de faible et de forte intensité. Bien souvent, il 
était impossible de rien décider quant a la position de la ligne moyenne 
de courant relativement à l’arc auroral, mais lorsque la chose était pos- 
sible, on a constaté qu’on voyait toujours l’arc la où le courant a passé, 
et que le plus souvent sa direction est à peu près celle du courant, 

Il convient cependant de faire remarquer ici que si, sur un point 
donné, on observe un arc auroral éloigné, p. ex., très-haut vers le Nord, 
la branche de courant très-dense que nous supposons donner naissance 
à l’arc ne pourra souvent pas être supposée agir sur les magnétomètres 
du lieu d’observation aussi fortement que d’autres courants ayant peut- 
être moins de densité, mais une grande intensité totale, et cheminant 
dans les couches atmosphériques dans le voisinage immédiat. 

De pareils cas se sont pour sûr présentés assez fréquemment à Bosse- 
kop pendant l’hiver de 1899 à 1900. 


1901. No. 1. PHÉNOMÈNES DE.MAGNETISME TERRESTRE, 63 


Les bandes aurorales avec mouvements et les rideaux semblent ne 
se former que sous l'influence d’un fort courant à variations continuelles. 

Des variations subites des perturbations magnétiques et par suite 
aussi des courants électriques de l’atmosphère semblent très-souvent être 
concomitantes avec une scission des bandes aurorales ou des arcs, ou 
avec la formation soit de nouvelles bandes, soit de nouveaux arcs. 

Lorsqu'on voyait par les perturbations que le courant cheminait au 
Nord de Bossekop et au Sud de Jan Mayn, les aurores boréales obser- 
vées å Bossekop se sont montrées dans le Nord, tandis qu'a Jan Mayn, 
on les voyait généralement au Sud. 

Il résulte des diagrammes des vecteurs de courants, pl. II, qu’aux 
stations polaires de 1882— 1883, les courants les plus puissants avaient 
une forte tendance à aller vers l’Est ou vers l'Ouest, ce qui semble s’ac- 
corder bien avec le fait que les arcs se développent principalement dans 
une direction à peu près perpendiculaire au méridien magnétique. A 
Bossekop, le point culminant des arcs auroraux se trouve d’ailleurs le 
plus souvent assez à l'Ouest de méridien magnétique; ceci concorde bien 
avec la constatation que, dans cette localité, les courants ont une direc- 
tion soit Sud-Ouest soit Nord-Est. 

Le mouvement spécial aux arcs auroraux et aux bandes aurorales, 
perpendiculairement à leur direction longitudinale vers le Nord ou vers 
le Sud magnétique, est un phénomène analogue aux oscillations transla- 
toires des lignes de courants, lors de chaque recrudescence, qui comme 
nous l'avons vu, se manifeste dans les courants électriques cheminant 
dans les couches supérieures de l’atmosphère entre les stations de Paw- 
lowsk et de Toronto. 

Nous avons trouvé qu’a ces latitudes la translation latérale des lignes 
de courant peut généralement avoir lieu avec une vitesse correspondant 
à 100 kilom. par minute. Les bandes aurorales qui, dans les régions 
polaires, passent à côté du zénith, se déplacent souvent, a ce qu'il semble, 
avec une vitesse de 300 m. par seconde. 

Les migrations annuelles et undécennales des arcs et des bandes, ou 
la translation vers d’autres latitudes de leur zöne de plus grande fre- 
quence, doivent, si notre conception est correcte, être accompagnées de 
translations annuelles et undécennales analogues du courant électrique dans 
les couches supérieures de l'atmosphère. Ces questions ne sont pas encore 
assez approfondies, et il faudra déduire des perturbations magnétiques la 
direction des courants et leur position dans les années voisines des maxima 
et des minima des taches du Soleil. 


64 KR. BIRKELAND. M.-N. Ki. 


Pour de pareilles recherches, il conviendrait d’avoir de préférence 
des matériaux empruntés a plusieurs stations polaires situées à 500— 
1000 kilomètres les unes des autres, de côté et d’autre de la zône des 
aurores. 

Si l’on compare la période diurne des aurores boréales à la période 
diurne du courant de l'atmosphère, on remarque bien vite que l’époque 
du maximum ne coincide pas pour les deux phénomènes. Lorsque le 
courant est d’une grande intensité sans variations ni grosses ni fréquentes, 
il y a souvent assez peu d’aurores boréales au sens ordinaire, mais autant 
que j'ai pu l’observer, tout le ciel est toujours couvert d’une lueur régu- 
lière plus ou moins faible. 

Cette différence entre les deux phénomènes n’invalide en rien notre 
hypothèse, car nous avons précisément vu par nos expériences que c’est 
spécialement qand le courant est faible, qu’il a la faculté de se concentrer 
en bandes minces. Lorsque l'intensité du courant s’accroit, il remplit de 
plus en plus tout l’espace dont il dispose, en même temps qu’en chaque 
point donné sa densité devient moins grande qu'auparavant. 

La lumière tranquille, souvent intense et régulière, qui forme par en 
bas la délimitation des arcs auroraux lointains du côté du segment que l’on 
appelle segment obscur, est probablement la lumière de couches atmos- 
phériques peu lumineuses, mais très-larges, servant de conducteurs aux 
puissants courants perturbateurs dans les couches supérieures de l’atmos- 
phère. 

De pareils arcs n’ont souvent pas de contours précis par en.haut. 
On peut imaginer que les courants dans l'atmosphère ont une largeur con- 
sidérable comparativement à la hauteur des couches d’air traversées par 
eux. Alors plus les courants passent près du zénith du lieu d’observation, 
plus minces sont les couches d’air illuminées dans lesquelles notre regard 
pénètre, et par suite elles paraissent d'autant moins lumineuses. 

On observe souvent dans les régions polaires de faibles illuminations 
de l’air sur toute l’etendue du firmament. 

Wijkander dit dans son mémoirel: 

» Tous ceux qui ont fait quelque séjour dans les régions arctiques ont 
observé qu’en hiver la nuit n’y est jamais aussi obscure que dans les 
contrées plus méridionales et que, sans qu'on puisse découvrir aucune 
trace distincte d’aurore boréale, le ciel y offre un aspect plus clair et un 
peu grisatre. Ce cas se présente même assez souvent a des latitudes 


moins élevées, p. ex. en Scandinavie. Quant à son origine, ce phéno- 


LANCE D 152 


Er 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 65 


mène provient peut-être en grande partie des faibles courants électriques 
qui passent continuellement par l'atmosphère. Bien des fois, au moyen 
du spectroscope, je suis parvenu à prouver l'existence de la lumière de 
l'aurore boréale, quoiqu'il ait été impossible de la découvrir à l'œil nu.« 

Des observations analogues ont été faites par Lemström a Sodan- 
kylä en 1882—1883. Elles sont décrites au 3ème vol. des rapports sur 
l'Expédition polaire Finlandaise. 1 

Etant donnée notre conception des arcs auroraux, on pourra facile- 
ment se représenter d’une façon plausible la cause pour laquelle, sous 
des arcs éloignés, on voit souvent un »segment obscur«. D’ordinaire, ce 
phénomène est attribué tout simplement a l'effet du contraste. 

Nordenskiöld a designé ce segment par un nom bien expressif : il 
l'appelle segment non-lumineux.? 

D’accord avec ce que j’ai mentionné plus haut, il semble naturel 
d’admettre que l’air situé au-dessous de la délimitation fortement lumi- 
neuse de l’arc auroral est obscur parceque, dans ces couches atmosphé- 
riques basses et lointaines, il ne passe pas de courants électriques, tandis 
que l’air situé au-dessus de l'arc, jusqu’au lieu d'observation et au-dessus 
de ce dernier, est faiblement éclairé parceque, dans cette région, il passe 
partout des courants dans les couches supérieures de l'atmosphère. 

On peut citer, a l’appui de cette manière de voir, une observation 
intéressante de Carlheim-Gyllensköld.3 

»Mais l’apparence sombre du segment ne dépend pas seulement du 
contraste avec l’arc auroral : dans l’observation citée, le ciel était en effet 
couvert d'un voile faiblement lumineux dont on a pu constater la pré- 
sence à l’aide du spectroscope. Mais en braquant le spectroscope sur 
le segment obscur, on n’y a pas vu la raie caractéristique de l'aurore 
boréale. « 

Une observation semblable a été faité ultérieurement. 


Fils. »Rayons lumineux excessivement ténus d’une longueur très- 
variable, dans la direction du zénith magnétique. 

Ils sont toujours groupés de telle sorte qu'ils offrent l’image d'un 
éventail couvrant une fraction plus ou moins grande du firmament. Ils 


ne sont pas reliés entre eux, mais séparés par des espaces sombres. 


1 Sur les phénomènes de lumière, naturels et artificiels, de la nature de l'aurore boré- 

ale. T. 3. Helsingfors 1898. 

Nordenskiöld: Sur les aurores boréales vues pendant l’hivernage de la Véga. 

3 Carlheim-Gyllensköld : Aurores boréales. Observations faites au Cap Thordsen par 
l'expédition suédoise 1882—1883. Tome Il, 1. Stockholm 1886, 


ww 


an 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 1. 


66 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Le mouvement des rayons est tout particulier. Ils s’allongent ou se 
raccourcissent dans le sens vertical, mais rarement avec une bien grande 
vitesse, assez peu par propagation de la lumière de bas en haut ou 
inversement, mais plutôt comme si une partie jusque là obscure des diffé- 
rents rayons se trouvait frappée par une source lumineuse. 

Le flamboiement des fils se produit seulement en général lorsqu’il y 
a formation d’une couronne, alors que le firmament est en tout ou en’ 
partie couvert de fils. 

La relation étroite entre les bandes et les fils se manifeste fréquem- 
ment d’une facon bien claire par le mode de leur groupement. La bande 
forme en effet la lisiére inférieure, large et fortement lumineuse de la 
série des rayons. C’est spécialement ce qui a lieu lorsque la bande se 
compose, non pas exclusivement de matiére lumineuse, mais de rayons 
groupés en rangs serrés les uns contre les autres.« 1 

Fils et rayons forment de nombreuses combinaisons, des constella- 
tions variées, et constituent une portion intégrante des rideaux, des dra- 
peries, des éventails, des écrans et des voiles. 

Les fils dans les aurores polaires correspondent évidemment dans nos 
expériences aux aiguilles lumineuses qui font leur apparition dans diffé- 
rentes circonstances. Celles-ci pouvaient lorsque les décharges sont fortes, 
se présenter de façon à remplir tout un espace donné, de telle façon 
qu'on voyait souvent les aiguilles lumineuses séparées les unes des autres 
par du gaz peu lumineux; le courant principal lui-même ne se manifes- 
tait alors pas aussi distinctement par des lueurs dans sa direction que 
le font les aiguilles lumineuses d’origine secondaire descendant verticale- 
ment des lignes de courant. 

Lorsque les décharges étaient moins fortes, les aiguilles lumineuses 
pouvaient cependant apparaître associées avec les bandes lumineuses de 
courants de telle sorte que les aiguilles serrées les unes contre les autres 
formaient une draperie à structure rayonnée. 

Dans les aurores boréales, les fils se présentent justement de ces deux 
façons. 

D’après notre manière de voir, ces fils sont formés de rayons catho- 
diques diffusés par les masses gazeuses, lorsque celles-ci sont parcourues 
par le courant primaire dans les couches supérieures de l’atmosphère. 
Chaque rayon cathodique ainsi produit s’enroule, par suite du magné- 
tisme terrestre, approximativement le long d’une ligne géodésique tracée 
sur son Cone conjugué dont, dans ce cas, l’angle au sommet est très-petit.? 


1 Carl Weyprecht, 1, c. 
2 Arch, des Sc, phys. et nat. Tome VI, p. 223, 1898. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 67 


Le cône contient comme génératrice la ligne de force magnétique admise 
droite passant par la molécule gazeuse qui émet le rayon cathodique 
considéré. 

Comme on peut aisément le montrer, les angles formés par les rayons 
cathodiques diffusés avec les lignes de force magnétiques doivent ici être 
trés-faibles. 

La longueur des fils est excessivement grande dans les aurores polaires; 
il me parait probable que, dans des circonstances données, ils peuvent 
atteindre une longueur de 100 km. Cette longueur dépend certaine- 
ment en première ligne de la densité de l'air, de la composante verticale 
du magnétisme terrestre, de l'intensité du courant primaire parallèle a la 
surface de la Terre, et des actions électrostatiques. Ces deux derniers 
éléments étant fréquemment sujets a des variations subites, il est naturel 
de chercher à leur attribuer en grande partie les changements considé- 
rables et variables dans la longueur des fils. 

Les fils sont bien formés de rayons cathodiques : c'est ce qui semble 
tout-à-fait probable d’après les »Résultats de quelques mesures faites par 
M. Scheiner de parties correspondantes des spectres de l'aurore polaire 
et de la lumiére cathodique de l’azote«, publiés par Adam Paulsen. ' 

M. Paulsen avait déjà signalé l'accord intime qui existe entre le 
spectre auroral et celui de la lumière cathodique paraissant dans un tube 
spectral qui contient de l’azote et de l'oxygène. 

Dans la partie la plus réfrangible du spectre de la lumière catho- 
dique, les raies qui ont été photographiées en Islande par Adam Paulsen 
appartiennent au spectre de l'azote. | 

Voici comment M. Scheiner s'exprime après avoir discuté les mesu- 
rages faits par lui. 

»Pour moi, il est indubitable que le spectre des aurores boréales 


contient le spectre cathodique de l’azote.« 


Couronne. »C’est une réunion en perspective des rayons ou de la 
matière lumineuse autour d'un centre déterminé, voisin du zénith magné- 
tique, avec mouvements plus ou moins intenses autour de ce centre. Le 
phénomène peut prendre un développement tel que des milliers de dards 
courts et larges s’élancent simultanément de tous côtés dans la direction 
du centre, ou partent de ce centre, tandis que les fils, qui atteignent une 


grande profondeur, couvrent tout le firmament, s’allongeant et se raccour- 


1 Bulletin de Académie Royale des Sc, de Danemark, p. 91, 1901. 


68 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


cissant en un mouvement incessant de flamboiement. De larges rayons 
et flammes intenses léchent autour du point central, comme si un tour- 
billon de feu enserrait ce centre dans sa course échevelée. 

En général, il y a formation de couronne lorsqu’une aurore boréale 
de forme prononcée passe sur sa route du Nord au Sud ou inversement 
au zénith magnétique, c. a. d. lorsque ses rayons, qui dans toutes les 
aurores convergent a peu de chose prés vers un méme point du firma- 
ment, se trouvent dans la direction allant de ce point à l’œil de l’obser- 
vateur. 

Lorsque la formation de la couronne a lieu dans toute son intensité 
avec une même bande pour origine, on voit déjà les larges rayons jaillir 
de cette bande vers le zénith, alors que la bande en est encore loin, et 
elle se résout en une mer pantelante de flammes et de rayons bien avant 
d’avoir atteint le zénith. La cause de la couronne réside uniquement 
dans la bande : c’est ce qu’on reconnait au moment où la couronne ayant 
disparu du côté de l’horizon où l’on ne voyait auparavant aucune lueur 
d’aurore, on y voit apparaître une bande plus ou moins intense,«! 

Conformément à la manière de voir adoptée ici, la forme coronale 
de l’aurore polaire se manifesterait quand un ou plusieurs rameaux de 
courant relativement larges, très-intenses et très-denses, situés dans les 
couches supérieures de l'atmosphère, se déplacent dans le sens trans- 
versal et passent au dessus du lieu d'observation. En raison du magné- 
tisme terrestre, il doit se produire alors en tous les points du courant de 
longues aiguilles lumineuses suspendues verticalement le long des lignes 
de force mägnétiques, à peu près comme dans notre expérience. 

Si les circonstances sont favorables et si le courant parallèle à la 
surface de la Terre est suffisamment intense, en verra jaillir de gros éclairs 
ou dards verticaux le long des lignes de force, tout comme nous l’avons 
vu dans nos essais. 

Par suite de la perspective, ces dards se réuniront pour l’œil de 
l'observateur, de façon à former une couronne aurorale avec rayons par- 
tant du zénith magnétique et s’élançant dans tous les sens. 

Au centre de la couronne, on verra la lueur du rameau principal de 
courant, avec des embranchements pouvant se dérouler en spirales, ainsi 
que nous l’avons vu, et former ainsi de la lumière tourbillonnante. 

Les différentes couleurs que peut revêtir l’aurore boréale, blanchatre, 
jaune, vert ou rouge, semblent d’après nos expériences être dues à ce 
que les rayons traversent des couches aériennes d’inegale densité et d’in- 


Pa CarlaWeyprecht™ lc: 


1901. No. I. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 69 


égale humidité. L'intensité du courant qui occasionne la formation des 
rayons exerce probablement aussi une certaine influence sur la couleur, 


Toutes les théories électriques des aurores boréales édifiées depuis 
les recherches fondamentales de De la Rive! supposent que les courants 
électriques qui donnent naissance aux phénomènes en question dans les 
régions polaires se dirigent verticalement de la Terre vers l'atmosphère, 
_ou inversement; la théorie que je viens d'exposer suppose au contraire 


les courants dirigés horizontalement dans les couches aériennes supéri- 
eures. 


Il convient pour montrer que la nouvelle théorie est préférable aux 
théories antérieures de rappeler : 

1° que l'existence des courants supposés est prouvée par l'action 
magnétique qu'ils exercent, 

2° qu'il est prouvé expérimentalement que, sous l'influence des forces 
magnétiques, le courant positif cheminant dans de l'air raréfié peut rester 
concentré en une bande étroite; que par suite le courant ne se disperse 
pas toujours dans tout l’espace mis a sa disposition. 

3° que l'expérience a montré également que de pareils courants 
émettent des rayons cathodiques secondaires, qui, contraints par le magné- 
tisme terrestre, donnent lieu à des phénomènes de radiation lumineuse 
ressemblant aux aurores boréales à structure rayonnée. 


Wolf de Zürich ayant montré, en réunissant un grand nombre d’ob- 
servations, que le retour périodique des aurores et des perturbations ma- 
gnétiques coincide avec celui des maxima de taches sur la surface du 
Soleil, on est grace aux efforts d’un grand nombre d’observateurs, arrivé 
a se persuader de plus en plus qu’aurores boréales et perturbations ma- 
gnétiques sont uniquement les manifestations plutôt modestes, les seules 
qu'il nous soit jusqu'ici donné d'observer, d'un agent cosmique inconnu 
d'origine solaire et tout différent de la lumière, de la chaleur et de la gravi- 
tation. , 

On supposait depuis longtemps que cet agent inconnu était de façon 
ou d’autre, de nature électrique. Becquerel pere déja émettait a cet égard 
des idées trés-intéressantes. Toutefois, le sol est encore mal affermi sous 
les hypothèses émises pour tirer ces questions au clair. 

Il est done absolument nécessaire de suivre encore avec persistance 
la voie des observations, ainsi qu’on l’a si souvent conseillé : il faut ob- 


! Auguste de la Rive, Ann. de Chim, et de Phys., juillet 1872, tome XXVI. 


70 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


server 4 fond les aurores boréales et les perturbations magnétiques sur- 
tout dans les régions polaires, qui sont comme leur vraie patrie. On 
finira peut-étre ainsi, grace a une connaissance plus approfondie de ces 
phénoménes, par avoir des indications pas trop vagues sur cet agent cos- 
mique, encore inconnu. 

Dans le présent travail, j'ai au $ 22 tenu a appeler l’attention sur 
une des façons dont on pourrait concevoir la relation entre les taches du 
Soleil et les courants électriques de l’atmosphère terrestre qui peuvent 
être supposés producteurs de perturbations magnétiques et d’aurores 
boréales. 

Il semble résulter par analogie des expériences que j'ai décrites, que 
si le Soleil émet des rayons cathodiques ou d’autres rayons de nature 
analogue, ceux-ci doivent sous l’action du magnétisme terrestre être attirés 
vers les régions polaires et donner naissance à des tourbillons de cou- 
rants électriques d’allure définie dans les couches supérieures de l’atmo- 
sphère. 

Il est bien naturel que les perturbations d’origine thermo-dynamique 
qui, nous le savons, ont lieu à la surface du Soleil soient accompagnées 
de puissantes décharges électriques; et par suite, plusieurs savants ont 
admis que le Soleil émet des rayons cathodiques vers les espaces cos- 
miques : ils cherchent ainsi à expliquer différents phénomènes cosmiques. 

Pour ma part, j'ai été conduit en étudiant la succion des rayons 
cathodiques par un pole magnétique, à l'idée que les aurores polaires 
sont dues à des rayons de cette espèce, émis par le Soleil. 

Il n'est pas nécessaire qu’il s'agisse précisément de rayons catho- 
diques ordinares : les célèbres rayons de Becquerel p. ex. se laissent aussi 
dévier par des forces magnétiques. En effet Becquerel a, au sujet des rayons 
émis par le radium, fait une expérience analogue à la mienne pour dé- 
montrer le phénomène de succion des rayons cathodiques. ! 

Il résulte encore des considérations développées à la page 40 que 
le magnétisme terrestre est suffisamment intense pour attirer par succion 
vers les régions polaires même des rayons fort peu déviables; il attire 
p. ex. sans difficulté des rayons mille fois moins flexibles sous l'effet des 
forces magnétiques que les rayons cathodiques intervenant dans l’expé- 
rience décrite par moi. 

Les faits sur lesquels on est en droit de s’appuyer lorsqu'on cherche 
a rattacher au Soleil les causes des perturbations magnétiques et des 
aurores polaires sont bien connus. 


1 Henri Becquerel: Sur le rayonnement de l'uranium etc, Rapports presentés au Con- 
grès International de Physique à Paris en 1900. Tome III, p. 64. 


Li 


1901. No. 1. PHÉNOMÈNES DE MAGNETISME TERRESTRE. 71 


D’abord on retrouve exactement pour les perturbations magnétiques, 
et assez approximativement pour les aurores polaires, une période corres- 
pondant a la période undécennale des taches du Soleil. 

On peut en outre invoquer une série de cas où la formation de 
vastes taches dans les parties centrales du disque solaire a été accom- 
pagnée de violents orages magnétiques sur la Terre, et d’aurores polaires 
d'une abondance inusitée. Un des cas les plus remarquables de cette 
espèce, pour la période la plus récente, eut lieu le g septembre 1898, époque 
où une vaste tache solaire était tournée vers la Terre, en même temps 
qu'étaient déchainés des orages magnétiques et qu'on observait sur des 
points innombrables des aurores polaires extraordinaires. 

J'ai recueili un certain nombre de communications sur ces aurores 
polaires; parmi les plus intéressantes, il y en a qui ont été notées dans 
la Norvège septentrionale, et d’autres qui ont été mises à ma disposition 
par M. Stenberg de Helsingfors, qui se trouvait à cette époque près de 
Naryim sur l’Ob par environ 59° de latitude et a 3°5 à l'ouest de Tomsk. 

En Sibérie, tout comme en Norvège, les aurores boréales semblent 
avoir fait une apparition assez subite, et d'abord sous forme d’arcs sur- 
baissés dans la direction du Nord. En Sibérie, ils étaient surtout saillants 
vers 7 a 84, heure locale, tandis qu’en Norvége on les observa un peu 
plus tard d’après l’heure de l’Europe moyenne, de telle sorte que l'écart 
entre les temps de la première observation des aurores boréales aux deux 
endroits peut être estimé à 6 heures environ. 

Il semble donc que la cause des aurores polaires se déplace en sens 
inverse de la rotation terrestre, mais ce déplacement doit certainement 
avoir lieu avec des sauts brusques. 

Des sauts analogues ont lieu aussi, comme on peut en juger par la 
pl. II, pour les déplacements du courant électrique dans les couches supé- 
rieures de l’atmosphère. 

En effet, les diagrammes pour Bossekop et Jan Mayn montrent que 
les courants les plus puissants sont principalement dirigés entre ces deux 
stations. Ils ne se meuvent donc pas régulièrement d’Est en Ouest en 
passant par Bossekop, mais font subitement leur apparition à l'Ouest de 
cette station. 

Il ne parait d’ailleurs pas improbable que des courants électriques 
dans un espace rempli d’air raréfié changent brusquement leur direction, 
par suite de conditions magnétiques et électrostatiques variables. Par 
exemple, on réussit souvent dans un tube de décharge à faire varier subite- 
ment de position une ligne de courant fortement lumineuse en posant le 
doigt au dehors sur le tube de décharge. 


72 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


Il est difficile d’avoir d’opinion arrétée sur la raison qui fait que, dans 
le cas présent, les courants ont passé de préférence par dessus la Mer 
de Norvége entre la Norvege et le Groenland. 


En dehors du Soleil, la Lune aussi exerce sans nul doute une influ- 
ence sur les perturbations magnétiques et sur les aurores polaires. 

Il est en effet prouvé d’une part qu’il y a dans les perturbations 
magnétiques une période diurne suivant les heures lunaires. D’autre part, 
on a observé que le nombre des aurores boréales diminue lorsque la 
Lune est au Nord de l’Equateur, tandis qu’il en est de même des aurores 
australes lorsque la Lune est au Sud de l’Equateur. 

En partant des idées que je viens d’exposer, ces phénomènes trou- 
veront certainement le plus facilement leur explication si l’on admet que 
tout comme la Terre, la Lune est magnétique. 

Dans ce cas, il est clair que le faisceau de rayons cathodiques qui 
sont aspirés vers la Terre, devront être trés-notablement déviés de leur 
trajectoire, s'ils se rapprochent assez de la Lune, alors même qu'on ad- 
mettrait que celle-ci ne possède qu’un magnétisme très peu intense. 

Ce qui s'accorde bien aussi avec cette façon de considérer les choses, 
c'est l'influence apparente de la Lune sur l'électricité atmosphérique. Il 
n’est donc pas nécessaire, pour expliquer cette influence, d’avoir recours 
à une hypothèse aussi peu probable que celle qui voudrait que la Lune 
eût une charge électrique 1000 fois supérieure à celle qui règne sur le 
globe terrestre. 1 

Dans mon hypothèse, destinée à expliquer la liaison existant entre 
les taches du Soleil et les perturbations magnétiques et aurores polaires 
sur la Terre, j’ai admis que lors de ses fortes éruptions, le Soleil émet 
des courants de corpuscules chargés négativement, de même nature que 
ceux dont on admet généralement, avec les physiciens anglais, que se 
composent les rayons cathodiques. 

Dans ces temps derniers, Arrhenius? a énoncé l'opinion que ces 
véhicules d'électricité négative entre le Soleil et la Terre ne sont pas 
aussi petits que je lai prétendu, mais qu’ils peuvent avoir une étendue 
linéaire d'un ordre qui peut atteindre 1 u et qu’ils sont écartés du Soleil 
par suite de la force répulsive de la lumière. 

Il me semble que l’ypothèse qui nous occupe ne gagne rien à cette 
modification. Mais dans le travail de M. Arrhenius elle a perdu son côté 
le plus utile et le plus suggestif, lorsqu'il s'agit d'expliquer les phéno- 


1 Ekholm et Arrhenius, Bihang t. K. Sv. Vet. Akad. Handl. 19. Afd. 1. 35. 1894. 
2 Arrhenius, Ueber die Ursache der Nordlichter, Phys. Zeitschr, 2. Jahrg. No, 6 u. 7. 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 73 


mènes des aurores; je parle ici de la succion magnétique autour des 
pôles magnétiques de la Terre de ces véhicules d'électricité. 

Nous pouvons évaluer la vitesse maximum avec laquelle une sphère 
de densité égale à l’unite, d’un diamètre de 1 u et d'une charge élec- 
trique correspondant à un potentiel de 10000 volts dans l'éther libre 
pourra se déplacer de façon à pouvoir être aspirée de l’espace cosmique 
vers les régions polaires de la Terre en raison du magnétisme terrestre. 
Nous laisserons hors de compte la gravitation et la force électrostatique 
exercée par la Terre et nous admettrons provisoirement que celle-ci soit 
en repos relativement au Soleil. 

Appelons # la masse de la particule, sa charge électrique ¢, et sa 
vitesse 7. Si la particule se meut perpendiculairement aux lignes de force 
magnétiques dans un champ homogène d'intensité /7, nous aurons, en 
supposant la vitesse v faible relativement å celle de la lumière, 

(a) mv 
e 


= Ho, 


ou p est le rayon de courbure de la trajectoire de la particule considérée. 


Pour un rayon cathodique ordinaire, on peut admettre un rayon de 
courbure de 5 m. si le rayon se meut perpendiculairement aux lignes de 
force magnétiques dans des régions polaires, où l’on peut admettre que 
l'intensité est de 0.7 C.G.S. 

Dans ce cas Ho serait égal à 350. 

D’aprés les expériences qui ont été discutées au § 22, on pourra 
toutefois admettre que méme des rayons qui seraient 100000 fois moins 
deviables sous l’effet des forces magnétiques que les rayons cathodiques 
ordinaires seront aspirés vers les pôles magnétiques de la Terre. 

Nous pouvons alors admettre comme limite supérieure Ho-=35 000000. 

Pour tirer v de l'équation (a), il faut d’abord calculer # et e. 


7 
Ms 0.000053 = =. 10712, 
3 6 
0.0000 
e = 5 10- 10000 - 108 = = io.” 
unités électromagnétiques. 
On a donc: 
m 
ie It 
E 3 


On trouve ainsi comme vitesse maximum 


v EE m, = 37 km. 
37 


74 KR. BIRKELAND. M.-N. KI. 


La vitesse la plus grande que puissent avoir les particules dans les 
conditions ci-dessus n’est donc pas beaucoup différent de celle de la Terre 
dans sa trajectoire autour du Soleil. Å 

Dans ce cas les particules ne devraient pas s'éloigner du Soleil avec 
une vitesse propre appréciable pour pouvoir étre aspirés vers les pöles 
magnétiques de la Terre. 

L’hypothése d'un potentiel de 10000 volts est passablement élevée, 
mais il semble bien que les corpuscules de J. J. Thomson! aient une 


charge correspondante a un potentiel de cet ordre. 


Dans ce qui précède, j'ai cherché a expliquer les formes principales 
d’aurores polaires, en me basant sur différentes expériences, et en ad- 
mettant, comme point de départ, que la source de ces phénomènes remar- 
quables réside dans les courants qui circulent .dans les couches supéri- 
eures de l’atmosphère. 

Dans l'expérience décrite au $ 22, on se rappellera que je mentionne 
le fait que les rayons cathodiques sont aspirés vers un électro-aimant 
sphérique en faisceaux cunéiformes, et qu'en même temps, autour de ce 
globe, il se produit trois tourbillons distincts de courants. 

Toutefois on n’a pas constaté encore dans tous les cas la relation 
existant entre le coin lumineux aspiré et les tourbillons de courants 
produits simultanément; il est donc fort possible que non-seulement ces 
tourbillons, mais aussi le coin de rayons cathodiques aspirés doivent 
jouer un rôle direct dans l'explication de différents phénomènes se ratta- 
chant aux aurores boréales, 

Ce qui est digne de remarque, c’est que le coin lumineux frappe le 
globe sur un parallèle situé à 70° environ de l'endroit dans le méridien 
duquel est situé la cathode, et cela jusque très-avant du côté soir, si l’on 
admet que la cathode représente le Soleil. 

Comme on le sait, Gyllensköld a trouvé, a la suite d’une correction 
relative au lever du Soleil, que le véritable maximum diurne de la fré- 
quence des aurores boréales doit tomber vers 3h de l’après-midi. Ceci 
s’accorderait évidemment bien avec la supposition que certaines aurores 
boréales peuvent être formées directement par le coin d’aspiration des 
rayons cathodiques. 


‘1 J, J. Thomson, Rapports présentés au Congrès International de Physique, Paris 1900. 
Ito UL je, LEE 


ET 
I 


1901. No.1.  PHÉNOMÈNES DE MAGNÉIISME TERRESTRE. 


27. Sur la formation des nuages supérieurs. 


Robert v. Helmholtz a trouvé qu'une »pointe Electrique« agit sur un 
jet de vapeur d’eau situé dans le voisinage, de telle sorte qu’il se produit 
dans ce jet une violente condensation.! Il admettait que cette conden- 
sation avait lieu autour d’atomes non-saturés, servant de noyaux. 

D’aprés Lenard, l’air traversé par des rayons cathodiques contient 
des noyaux aptes a condenser des vapeurs, il agit comme producteur de 
nuages? »C’est ce qu'on prouve sans peine à l’aide d'un jet de vapeur, 
à la façon d' Aitken et de R. v. Helmholtz.3 Si le jet de vapeur se trouve 
à une distance de 1.5 cm. de la fenêtre munie, comme d’habitude, d’un 
écran en métal communiquant avec la terre, l’action exercée sur le jet est 
aussi forte qu’on puisse se l’imaginer : tout le jet apparait en blanc clair, 
comme un épais nuage. 

A la distance de 3 et 4 cm., on constate encore une, action des plus 
puissantes. A 5 cm., l’effet semble varier d’une décharge à l’autre, par- 
fois avec des paroxysmes brusques, parfois avec une grande faiblesse. 
A des distances plus grandes encore et allant jusqu’à 10 cm., on n'ob- 
serve plus qu'un effet excessivement peu prononcé, interrompu pourtant 
dans bien des cas par de fortes actions d'une plus longue durée. Ces 
dernières ne se manifestent parfois qu’à la partie supérieure du jet. La 
distance limite pour que l'effet de condensation soit toujours certain, c. a. d. 
5 cm., est aussi la distance a laquelle les rayons cathodiques sont encore 
observables sur l’écran de cétone. 

L'eftet puissant qui se manifeste parfois à de plus grandes distances 
est imputable aux courants qui agitent l’air de la chambre, et à la cir- 
constance que l'air conserve son pouvoir condensant, tout comme sa con- 
ductibilité électrique, quelque temps encore après avoir été soumis à la 
radiation. « 

On a montré plus tard de la même façon que les rayons de Roent- 
gen et les émissions du radium condensent aussi la vapeur d’eau. 

M. Townsend® a découvert que les gaz électrisés possèdent cette 
propriété remarquable de donner naissance à une sorte de brouillard, 
quand on les fait pénétrer dans une enceinte contenant de la vapeur d’eau. 
Ce brouillard se produit alors même que l'enceinte est loin de son point 
de saturation. 


1 R. v. Helmholtz, Wied, Ann. 32, p. 1, 1887. 

2 Lenard, Wied. Ann. 63, p. 258, 1897. 

3 Aitken, Trans. Roy. Soc. Edinb. 30, p. 337, 1881. R. v. Helmholtz, 1. c. 
i Townsend, Proc. of the Cambr. philos. Society. 


76 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


Il est commode de s'imaginer que les condensations de vapeur d’eau 
dont il vient d'étre question sont provoquées autour de noyaux apparte- 
nant å l’une ou l’autre des trois espèces de particules admises par J. J. 
Thomson pour expliquer le pouvoir conducteur électrique des corps}, 
soit corpuscules, soit particules électrisées positivement provenant de la 
dissociation corpusculaire de molécules primitivement neutres, soit parti- 
cules électrisées négativement, résultant de la fixation d'un corpuscule 
sur une molécule neutre frappée par lui. 

Avec cette manière de voir, il résulte naturellement que dès qu’on 
aura prouvé qu'il circule dans les couches supérieures de l’atmosphère de 
puissants courants électriques, on aura le droit d'admettre du même coup 
qu'il doit y avoir en abondance, dans ces couches supérieures, de pa- 
reilles particules autour desquelles la vapeur d’eau peut se condenser. 

Nous allons maintenant aborder cette question: Y a-t-il une relation 
entre les aurores boréales et certaines productions de nuages; comme on 
le sait, il a été prétendu depuis longtemps déjà par différents observa- 
teurs qu’il y a là une certaine corrélation. 

Dans les beaux mémoires d'Adam Paulsen »Sur la nature et l’origine 
de l’aurore boréale«?, ce savant a plusieurs fois montré que les rayons 
auroraux peuvent effectivement être producteurs de nuages. 

J'ai moi-même été témoin de la formation d’un nuage, par un ciel 
d’ailleurs clair, provoquée en une minute ou deux par un faisceau intense 
de rayons auroraux. C'était vers 9h du soir, le 15 février 1898, à la 
station alpine de Gargia à 30 km. environ au Sud de Bossekop. Les 
rayons du faisceau s’allongeaient et se raccourcissaient d’un mouvement 
rhytmé et plongeaient pour sûr assez loin dans l’atmosphère. 

Vers le bas et autour du faisceau, il se forma un nuage qui au bout 
d'une minute ou deux cacha le pied du faisceau. Plus tard, l’aurore 
boréale ayant bientôt cessé, ce nuage se déplaça assez rapidement sous 
l'effet d'un vent bien fort, et disparut derrière une rangée de hauteurs 
situées dans le voisinage. 

Il est toutefois assez naturel d'admettre que les noyaux de condensa- 
tion ne se produisent pas exclusivement là où les rayons auroraux sont 
visibles; la cause première de la formation des noyaux doit résider dans 
le courant électrique parallèle à la surface de la Terre, courant qui s’étend 
sur de vastes portions de la surface terrestre sans pour cela donner lieu 


partout à des aurores boréales. 


1 J. J. Thomson, 1, c., p. 149. 
? Voir p. ex. Bulletin de l’Acad, Roy, des Sc. de Danemark, 8 mars 1895. 


1001. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE. 77 


Nous allons maintenant essayer de voir si la formation des nuages 
supérieurs ordinaires, cirrus et cirro-stratus, se laisse rattacher d’une facon 
naturelle a des courants pareils a ceux dont nous avons démontré ici 
l'existence. 

Il y a d'autant plus lieu de faire une pareille tentative que les mété- 
orologistes n’ont pas encore réussi a trouver d’autre explication satis- 
faisante de la production de ces nuages. Je m’en tiendrai ici à une asser- 
tion de W. v. Betzold dans une conférence faite å l’»Urania«. 

»Il ne reste plus qu’une seule forme dont je ne puis pas encore, å 
l’heure qu’il est, donner l'explication exacte, au moins d’une façon géné- 
rale. 

Ce sont les nuages arborescents et plumeux, cirrus ou cirro-stratus 
appartenant aux régions les plus élevées de l’atmosphère. Il est cer- 
tainement hors de doute que ces formations délicates sont composées 
d'aiguilles de glace, ils se laissent d’ailleurs parfois aussi rattacher aux 
nuages ondulés, mais il me parait actuellement encore impossible d’ex- 
pliquer dans tous leurs détails leurs formes si nombreuses et si variées, 

Il y a donc là un problème dont la solution doit être réservée à 
l’avenir, problème méritant d’être abordé d’autant plus sérieusement que 
ces nuages nous apportent le témoignage de phénomènes se déroulant 
à une très-grande distance de nous, et qui par suite sont considérés à 
juste titre comme des avant-coureurs du temps qu'il va faire. 

Dans |»Atlas international des nuages« publié par Hildebrandsson, 
Riggenbach et Teisserenc de Bort, les cirrus sont décrits comme des nu- 
ages isolés, délicats, à textures fibreuses, en forme de plumes, générale- 
ment de couleur blanche, souvent disposés en bandes qui traversent une 
partie de la volte du ciel comme des méridiens, et qui, par un effet de 
perspective, convergent vers un point ou deux points opposés de l’hori- 
zon. Souvent les cirro-stratus et les cirro-cumulus participent à la forma- 
tion de ces bandes. 

On appelle point de radiation le point où ces bandes ou leur direc- 
tion prolongée rencontrent l’horizon. 

Ces bandes ou raies à disposition régulière offrent cette particularité 
qu’elles se produisent presque simultanément et comme par un coup de 
baguette sur de vastes étendues, de telle sorte qu’une grande partie du 
ciel d’abord claire se couvre subitement de nuages de cette espèce, ou 
bien de telle sorte que les nuages couvrant déjà le ciel soient traversés 


1 Himmel und Erde, 1894, p. 201. 


78 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


tout-a-coup par des sillons, tandis que les nuages eux-mémes ne progres- 
sent que lentement. 

L’opinion suivant laquelle les bandes de cirrus seraient dues aux 
courants électriques dans les couches supérieures de l’atmosphère semble 
a premiére vue inconciliable avec le fait qu’on admet en général pour 
ces mêmes nuages une altitude moyenne de 9000 m. au-dessus de la sur- 
face de la Terre, tandis que les courants électriques dont nous parlons 
se meuvent en tout cas à des hauteurs de 100 kilomètres. 

Il convient toutefois d’observer que si même le courant principal est 
à une très-forte altitude, les rayons cathodiques diffusés par les masses 
d’air que parcourent lesdits courants pénètrent très-bas dans l’atmosphere. 

Ces rayons doivent bien certainement être ordonnés en séries ayant 
la forme de draperies ou de bandes, alors même qu'ils seraient trop peu 
intenses pour provoquer dans l’air des lueurs du genre des aurores boré- 
ales. Mais si faibles que soient ces rayons, ils donneront lieu à une abon- 
dante formation de noyaux pour la condensation des vapeurs aqueuses 
contenues dans l’atmosphère. 

Il est probable que dans les régions polaires de pareils rayons non- 
lumineux pénètrent bien plus bas dans l'atmosphère que les rayons 
lumineux de l’aurore boréale. 

Il est hors de doute que de pareils rayons ou autres décharges élec- 
triques peuvent se propager à travers des gaz raréfiés sans produire de 
phénomènes lumineux. 

Leur existence est admise par J. J. Thomson! et elle est prouvée par 
Warburg? et Lenard 3, 

Il existe une catégorie spéciale de nuages supérieurs indiquant autre- 
ment encore que par leur forme qu'ils sont en relation avec les courants 
électriques des couches supérieures de l’atmosphère : ce sont les nuages 
nocturnes lumineux qui ont été observés jusqu'à une hauteur de 80 kilo- 
mètres ou même davantage. Surtout dans les régions polaires, il n’a 
souvent pas été possible de distinguer ces nuages à lueur propre de 
certaines formes spéciales d’aurore boréale, 

Un cas intéressant de cette espèce se trouve décrit par Fridtjof 
Nansen dans »Fram over Polhavet«, pag. 233, vol. I. 

»Vers 3 heures de l’après-midi, le 2 novembre 1893 je vis une forme 


tout-à-fait particulière de ce genre d’aurore. A horizon sud-ouest on voyait 


1 J. J. Thomson, Recent researches in electricity and magnetisme, p. 105 et 131, 1893. 

Warburg, Ueber die Verzögerung bei der Funkenentladung, Wied. Ann. 62, p. 385, 1897. 

3 Lenard, Erzeugung von Kathodenstrahlen durch ultraviolettes Licht, Drudes Ann, 2, 
p. 366, 1900, 


nm 


1901. No. 1. PHENOMENES DE MAGNETISME TERRESTRE, 79 


encore les ardeurs du Soleil. En avant, de légers nuages s’étaient entassés, 
rappelant un nuage de poussiére soulevé dans le lointain par une troupe 
de cavaliers. De ce nuage s’élevait comme un crépe noir, montant par 
bandes vers le ciel, comme s’il fut parti du Soleil, ou plutôt comme si 
le Soleil pompait a lui le crépe de poussiére par bandes striant tout le 
ciel. Vers le Sud-Ouest seulement, ces bandes étaient sombres; plus haut, 
et plus loin du Soleil, elles devenaient blanches et éclatantes, comme une 
fine dentelle argentée et brillante, Ils s’etendaient sur toute la voûte au- 
dessus de nous, et jusqu’à la région du septentrion. On ett dit d'une 
aurore boréale; ou bien étaient-ce de légers nuages, flottant très-haut dans 
la lumière solaire? Je restai longtemps à les considérer. Le tout était 
au repos; mais en fait, c'était une aurore boréale qui vers le Sud-Ouest 
prenait par une lente transition l'apparence de stries obscures, et se ter- 
minait par le nuage de poussière en avant du Soleil crépusculaire. Scott- 
Hansen vit aussi ce phénomène plus tard, lorsqu'il commença å s’obscur- 
cir. Il n’y avait plus de doute possible : c'était, comme il le dit, une au- 
rore boréale s'étendant depuis le Soleil à travers toute la voûte céleste, 
comme les rayures de l’écorce d'une orange.« 

Mon collègue M. Mohn a appelé mon attention sur divers cas du 
même genre décrits dans les »Meteorologische Beobachtungen an der 
Universitäts-Sternwarte zu Christiania 1837—1863«, cas où l’on voit que 
des bandes de cirrus ont paru avoir la même position que des arcs d’au- 
rore boréale. 

S'il y a une pareille liaison entre les cirrus, les bandes aurorales et 
les courants électriques de l'atmosphère, cette liaison sera probablement 
facile à constater. 

Mais il faut qu’on ait bien soin de saisir le moment où de pareilles 
bandes polaires de cirrus se produisent dans toute leur longueur, comme 
par un coup de baguette, et de s’assurer alors si la position des bandes 
répond bien à celle des courants électriques se laissant constater dans 
l’atmosphere, à l’aide des photogrammes magnétiques provenant des ob- 
servatoires magnétiques voisins de la région ou l’on a fait l'observation 
des nuages en question. 

L’exacte constatation d’une pareille relation nous fournirait des ren- 
seignements utiles au sujet de »phénomènes qui se déroulent à une très- 
grande distance de nous, et qui par suite sont considérés à juste titre 
comme des avant-coureurs du temps qu'il va faire.« 

Il peut être intéressant, dans cet ordre d'idées, de rappeler que les 
pêcheurs du Finmarken appellent les aurores boréales »vindlyse, c’est-a- 
dire lueurs de vent. Si, un soir, ils observent une aurore boréale violente 


80 KR. BIRKELAND. M.-N. Kl. 


et à incandescences furibondes, ils ne se décident qu’en cas de nécessité 
absolue a se risquer sur mer le jour suivant. 

Plusieurs observateurs semblent aussi avoir observé une relation du 
même genre entre le vent et l’aurore boréale. Dans »Fram over Pol- 
havet«, vol. I, p. 239, nous trouvons a ce sujet une remarque trés inté- 
ressante. 

La cause primaire de pareilles tempétes consécutives a des, aurores 
boréales devrait en vertu des idées que nous venons d’émettre, étre 
identique à celle qui préside à la production des bandes de cirrus et a 
celle des aurores boréales elles-mémes, en un mot, ce doit étre le courant 
électrique dont l’existence est prouvée dans les couches supérieures de 
atmosphere. 

L’énergie d’un pareil courant de décharge, dont l'intensité atteint par- 
fois des centaines de mille, ou peut-être même des millions d’ampéres 
semble aussi suffisamment grande pour provoquer ou déchaîner de pro- 
fonds changement météorologiques. 

Ce courant se mesure par ses effets magnétiques; il est donc fort 
possible que les magnétomètres deviennent un jour pour les météoro- 
logistes des instruments tout aussi indispensables que les baromètres et 


les thermomètres humides ou secs. 


Je tiens à adresser ici tous mes remerciments à mon élève et infa- 
tigable assistant, M. Olden, qui a dressé les dessins et fait les calculs des 


chiffres contenus dans les tableaux 1—5. 


Imprimé le 17 juin 1901. 


= S. 


Jai dit à Poccasion de l’exp£rience relatée p. 58 que la rotation dans les spirales 
lumineuses des bandes est en sens inverse de celle qui aurait lieu si la force magnétique 
efit agi sur un fil conducteur de courant flexible. En examinant soigneusement les phéno- 
mènes lumineux au voisinage immédiat de l’embouchure du tube étroit, au centre de la 
grosse sphère, on aperçoit cependant, quand la force magnétique est très-intense, en dehors des 
grosses bandes spirales, une petite étoile lumineuse ayant à peu près 1 cm. de diamètre d’où 
partent 5 ou 6 bras recourbés dans le même sens qu'avec un fil flexible de courant. 

En employant le tube mentionné p. 54, on peut obtenir une pareille étoile atteignant 
jusque 3 cm. de diamètre environ. Cette étoile a 5 ou 6 bras courts, courbés comme les 
précédents ; ils se forment, dans le manchon ellipsoïde, en partant de l’ouverture large de 
3 mm, située à l'extrémité positive de la gouttière demi-cylindrique. Ces bras sont, comme 
les bandes, composés de rayons serrés les uns contre les autres et dirigés le long des lignes 
magnétiques, 


se gen 


PLA 


' 1 4 1] ‘ i O06 0060 du an 5 1 on LL 
i CLR das | ' oo ım 
oboe 00 0 68 a u 
oot a 48 ' u 
1) ù ‘ 
! 
sSt wht yı ‘0061 sıew b "uosmeundad ‘2 ‘SI soSwoS yo 
weps}oOg | wi K « å KG EE JV SEE 
sppeH ee Ar Nm an U Gr 
- ” - ~ på # 
s$TulT yı ‘0061 sıew € *uosmeunaeg ‘1 ‘SIA s€Suzb yo 
a N a et nu I WU nA a I 2 u Ö 2 02 Bun u enemas Ba en be a 
EU nei À AT AE Lie 
på Ed jr €” i en EN 
BE A ——mf 
Ben 
wepsjof ot 
Fe i EN 
2 - = -. Nørre Les 
SPPICH eee Em 


Fggi—zggi HIP smo[med ‘II AI 


eggr—zggi IAI Osmo[med ‘OI ‘BIT 


- . Pr 


‘ 
. ’ 
, ‘ 
2 * 
s À 
JR . , as hs, 
å i y EX 
: 
På h a så a 
0 
A 7 aa En AM : or BE 
* = 4 £ i å 
er ? 
. | 1 | 
: 5 i 
. ! s \ 
7 i ro a Lust Å L pÅ ap Me 
i rx 
4 rid 
Då KA 
ke 
. i = as END å in 
hå 5 
sy > bl v 98 > ud 
= LS Les € 


*HeSi—zggr 913 Snmopme,g “11 TUT 


45 
= 


1 mn x —— 
= 
-Eggi—zggn 29014 “yenopneg “or My 
å , | | x Sy 
© = wea x EEE Da! = > 
i + le = at lh = CP = 


‘Esgr—eggr pp "kuensuqg 6 ay 


ie 
pel... ER 


"Egg1—78g1 23 'roensuyg % Sy 


Er, 


7 ‘Eggi—rggi pip Wey HO ‘LS 
or ‘ , 2 
= SSS + = 

1 N 
å *Egg1—7gg1 sary ‘sey Woy 9 “Dy 
a 
un 
= “€ggi—zggr pip 'ukepy uef “Sty 
we 


Eggi—tggi pip ‘doyassog ‘£ AU 


« 


- | | sen 
D. å $ eg Paris 


| 


N 


+ 2 


u 


La 
| 


08 Br 


oa Er re EN ee 
syne eee eee RSS 


yoLMuaaty 


YOLMuaa.cy 


sed 


SUP 


utepsjod 


utepsjod 


anÿequodop 


ASMO[MEY Fs en PP a PR el ee | 


YSMo[ Mv 


| Le 


F + + == + 
8 9 x rd ue Er 08 aI al u 
G ouaog 23 
0061 49142433 S—%y np SUoHBQunjuad 


TEL vid 


A 


H 
à PE ke QUE 
Wvpspo Boe m ae A 


OBEREN Chapt ATP BUOEISUSTIFOT 


opuouog 


ojuodo 


OmU 


sled 


wwpsjof 


Wes) oq 


onseyuodoy 


ySMOpveg Bee Geet PE f 


YSMO[MET 


operen 


>PPIFH 


eH 


AI "Id 


angeyuodoy 


BI 91 


‘0061 vema3j GL np suorequnjsag 


ul ar 


LE 


erw ay ‘yosoyuoys BuueyeaBoyry bo sey 


OJUOTO], 5 
ojuodo], 2 
YOIMUAALH Å 


8 9 V ré Lö 86 OG Bl 91 VI öl 
% SLR UN Ht as SIUW 


0061 s+PU %—-£ Np suoryeq4n]4gdf 


8 9 7 på Td 38 0 81 91 #L at 
esi a IC 1 | | tt Ie | 
| 
ojuodog, u 
opuorog, H 
L'ÉANEENT] 
u 
H 
HDIMUIDLE) So ie, 


SLIE, 
ne EE ell De ee EN BE BB 


stieg 


uepsjod 


utvpsjod 


anseyuadoy 


onseynadoy 


ysmopned a | 


ASMOPME a 


ASMO[ME 


»PPI®H 


T 
8 9 y & Ka aa 0 EL ot WL ar 
vun um UN 


0061 Szew 4%—£ np suorequnjaag 


f 
i Lu ‘ i À i e \ ø 7 
arrene pre ey Em PP PP PP DN | © 2 ">" ATI PI" A, 
Le aå Se | | 
Td RES sn Sa «hire dr 


ad 


EAD me AEE ane 


AMONT para J 


pu MOL ud 


aa HN M] | | À hi oe 
sl || AN 


+ EE 
# 9 u å ws a Då BL a 


0061 ssew HI—-EL BP SUoHEqunjuad 


voue ny jasoytoys bute pps bony Go-yivy 


OJUOTOT, R 
OJUOTO], å ALL 
YOLMUIALD “saan 
OL Bu uw 
0061 
A "Id 


16 66 


WL 


él 


m 


seu 91-61 


ER ae gy FR OY 


([ 


np suorye QGinj}tod 


me amme rea Bay 


OL 


aL or 


= + alt te = SL = a 


DOR DIT ea en 


am ENE OO NS 


YP UMUIaL 


YDIMUDDLL) 


sLIEd 


Brod SE AGE oe | 297) H 


wepsjog 


ERP es se color dome u 


d Å 
Sen 1. 
anjeyuadoy ENN) H 


A 


a 


YSMO[MEJ —— 


YSMO[ME 


a 
YSMO[MEJ H 
»PPI®H 
8 9 v [3 4 36 03 SI or ul at 
97 seg um SE seg 


‘006 SIPW 91-6] np Ssuonequnuad 


N 


hår v 


ouorop gi À 


surg Fl 


werpsiog "Er Å 


r 
ansequadon ‘2 At 


‘ysmopweg aay À 


— 0061 Stu go daran] 
*9aQydsome suep sanbunoapp spursno; 


aure ay uouoysouuayesbionyy do HEY 


Wi 
4 UN 


Ds 


À 


& 0 
HIT 
He] 


ie 


== 


FH 


Ilm HR 


[| Ui 
Hy [|] 


79 


L] 
/] 


S2=22=== 


AN 
CARRE 


\\ 
DIN 


8 


LE 
27 


SE 


) S 
à DIN? 
Ke À / 
DA > aA 
ea 
: IN 
DSL N 


D 
BREE 


DIE 
TE 
DSG ’ 


‘yormMueetyn ap sdwo}'}nuiIu Sy4aA SJUBJNOD ap saubry 


Q 
Lu 
4 i x 
>, 5 , 
Is | 
OG | 
LE i : 
I a 
BG Å 
3 ‘ Å å PÅ 
| x | 
7 på bd hr 
I 
2 0 
å » 
1 x u 
12 ? = > 
+ 
PRE MANG 


PL. 


XI 


“OOUUOARL 


IANION.1S 


SOHIVIOU SJJOINPE 


So] Jueppdde.i xndurunp Neaplt QOUIW 


Anatomisk-anthropologiske 
undersøgelser 


af 


de lange extremitetknokler 
fra Norges befolkning 


i oldtid og middelalder 


I 


Undersøgelsesmethoderne, laarbenene og 


legemshøiden 
LIBRARY 
NE RK 
Ved BOTANICAL 
} JEN 


Gustav Guldberg 


professor dr. med. 


Videnskabsselskabets Skrifter, I. Mathematisk-natury. Klasse. 1901, No. 2 


Christiania 
A. W. Broggers Bogtrykkeri 


1901 


- 


Fremlagt i Vid,-Selsk, mode d. 23de novbr. 1900 


“ - 
“ J 
1 > ~ 
: ' ‘ 
” 4 
' 
E r 0 : ' 
= / 
. rå - , 
+ 4 i 
4 ! På . 
a ba N » | “ 
» p a 
7‘ x 
LU 4 7 
| « 
a! . ' 
~ = ré * \ 
r 
' i 
2 4 Ur 
- > Le 
Ul 1 Få p 6 
a = i . 
= 0 P 3 v 0 } * ne Å r ' 
LANG = | 
eet | t ey: h ” F 
å å 6 
f Mn i > ; 
» ae Zul poe he à e 3 4 


Indledning. 


Det foreliggende arbeide er baseret paa undersøgelser af materiale 
hentet fra de forskjellige dele af landet. Størstedelen af de undersøgte 
knokler hidrører fra grave, hvis ælde efter de foreliggende historiske op- 
lysninger maa sættes til den senere middelalder; desuden er vikingetiden 
repræsenteret blandt det undersøgte materiale med enkelte repræsentanter 
fra den ældre jernalder; ogsaa nogle bemærkninger om skeletdelene fra 
stenalderfundet ved Hov har jeg tilladt mig at indflette. Med hensyn til 
bestemmelsen af materialets alder har jeg væsentlig holdt mig til de op- 
lysninger, der blev mig givet af afdede prof. dr. O. Rygh, der i saa 
mange tilfælde ydede mig en udmærket hjælp, og hvem baade jeg per- 
sonlig og det anatomiske institut med sin samling af anthropologisk 
materiale er megen tak skyldig. 

Jeg har i det foreliggende arbeide indskrænket mig til undersøgelsen 
af de lange, rerformede extremztetknokler, der i flere henseender viser 
interessante anatomisk-anthropologiske variationer. 

Naar jeg har tilladt mig at offentliggjøre dette arbeide paa norsk 
med saavidt udførlig litteraturreferat samt med en redegjørelse for metho- 
derne, sker det i den hensigt at lette adgangen til videre undersøgelser i 
samme eller lignende retning for dem, der her i landet muligens inter- 
esserer sig for osteometri; thi besværlighederne med at komme ind i an- 
vendelsen af methoderne og at lære den grundlæggende, meget spredte 
og for folk her i landet meget vanskelig tilgjængelige litteratur at kjende 
er meget store, ja vist ikke sjelden saa store, at det afskrækker den 
interesserede begynder, der ingen direkte veiledning har. 

Medens undersøgelsen af Norges nuværende levende befolkning er 
grundlagt af brigadelæge dr. C. O. E. Arbo, hvis talrige og vægtige 

Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 2. I 


4 GUSTAV GULDBERG. 


M.-N. KI. 


arbeider maa tjene som basis for ethvert fremtidigt studium af befolk- 
ningens fysiske anthropologi, er de hidtil udgivne anatomisk-antkropolo- 
giske arbeider faatallige. Fra stenalderen har vi kun et nogenlunde kon- 
serveret skeletfund, hvis cranium er beskrevet af C. O. E. Arbo. Prof. 
dr. Jacob Heiberg beskrev flere lappeskaller fra Finmarken og menneske- 
knoklerne fundne i vikingeskibet fra Gokstad. Saavel disse som dr. med. 
J. Barth’s vigtige afhandling: »Noronaskaller« er udført paa det ama- 
tomiske institut; det samme er tilfælde med de to mindre meddelelser af 
nærværende arbeides forfatter nemlig angaaende »skeletfundet paa Rer i 
Ringsaker« og »udsigt over en del fund af gammelnorske kranier«. 

Det har imidlertid sin naturlige grund, at der her i landet ikke har kunnet 
udferes synderlig videnskabelige arbeider i denne retning; thi forst i lobet 
af de sidste 12 aar har man faaet betydeligere samlinger af kranier og 
skeletdele fra ældre tiders grave. Som bestyrer af universitetets ana- 
tomiske institut med samling har jeg anseet det som en af institutets 
vigtige opgaver at faa samlet et saa righoldig anthropologisk materiale som 
muligt til belysning af det norske folks anthropologi, nemlig kranier og 
skeletdele af befolkningen paa de forskjellige steder og fra forskjellige 
tider. Det saaledes efterhaanden indsamlede materiale kan da for efter- 
tiden tjene som grundlag for videnskabelig bearbeidelse, som vel dog først 
vil kunne ske i større udstrækning, naar der engang er bygget et nyt ana- 
tomisk institut, der forhaabentlig kan blive udstyret med de nødvendige 
hjælpemidler ogsaa til selvstændig videnskabelig forskning i overensstem- 
melse med tidens fordringer. 


MIO. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 5 


Om fundet af det her behandlede materiale. 


1° Skeletdelene fra Hov (S. No. 29)! o Ben af 2 mennesker fundne 1880 
i en grav fra stenalderen paa 
Hov i Hurum, ligeoverfor Svel- 
vik. Fra oldsamlingens aarsberetn. 
1880, side 132 no. 3. 
2° Skeletdele (S. no. 25) & fra Myklebostad i Lødingen, Nordland, stensat 
grav, ældre jernalder, 6te aarh. e. C. 
3 —»— (S. no. 26) £ fra Offersø i Lødingen, Nordland, fra slut- 
ningen af den ældre jernalder, 8de aarh. 
4 —»— (S. no. 30) fra Offerse i Lødingen, Nordland, fra den 
ældre jernalder. 
> ,(S. no. 31) fra Offerse, Lodingen, ældre jernalder. 


6 —»— (S. no. 33) fra Steigen, Nordland, funden paa Steigen 
kirkegaard, ældre jernalder, ca. 500 aar 
CHE 

7 —- (S. no. 27) fra Rønvik,  grav fra vikingetiden. 

8 —»— (S. no. 28) fra Hjeltar i Skiaker, 3 grav fra vikinge- 
tiden. 


9° Extremitetknokler | fundet paa gaarden Rør i Ringsaker, hvor der 

} i det 13de aarh. til ca. 1530 stod en kirke (se 

G. Guldberg: Skeletfundet paa Ror i Ringsaker 
og Rer kirke, i Vid.-Selsk. Forh. 1895, no. 9). 

10° Extremitetknokler, mest | fra Jæderen, Sole kirke. Middelalderen. 

} Knoklerne er samlet af dr. med. J. Barth. 


og en del cranter 


femora, foruden cranier 


1 S No, betyder det anat. instituts samlings nummer; cf betyder mand, Q betyder 
kvinde. 


6 


GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


11° ca. go femora og en del andre extremitetknokler med samt 150 


12 


[0] 


kranter; udgravne 1898 og 1899 i Trondhjem og oversendt det ana- 
tomiske institut ved dr. med. L. Borthens medvirken og velvillige 
hjælp. Fundet blev gjort paa »Realskolens« tomt samt paa Consul 
Huitfeldts og Haandværker- og Industriforeningens tomter. Paa den 
sidste fandtes resten af en kirkemur og i samme en gravsten med 
inskription fra den første halvdel af det 13de aarhundrede. Skelet- 
levningerne laa ifølge velvillig oplysning af Victor Ronander, op- 
synsmand ved gravningen i Trondhjem for Videnskabsselskabet, i 3 
lag, hvoraf det underste kun indeholdt hensmuldrede levninger. De 
indsendte kranier og skeletdele er fra de to øverste lag. Den tid, 
hvorfra de omhandlede skeletlevninger skriver sig, kan sættes mellem 
1100 og 1531, da kirken paa udgravningspladsen brændte. Hvorvidt 
der skeede begravelser senere, derom foreligger ingen oplysninger. 
Hvilke folk, der her blev begravet, ved man vistnok heller intet sik- 
kert om; men det maa vel antages at have været folk fra Nidaros 
by; at der ogsaa kan have været begravet andre end norske, f. ex. 
udenlandske munke, er selvfølgelig ikke udelukket. Det er derfor 
ikke urimeligt, om der her ligger en blandet befolkning, hvoraf vel den 
norske kontingent er størst. 

De menneskelige skeletdele fra Gokstadskibet (se N. Nicolaysen: 
Langskibet fra Gokstad ved Sandefjord. Kristiania 1882). 


I9OI. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 7 


I. Osteometriske undersogelsesmethoder. 


Med hensyn til undersøgelsen af de Zange rerben af lemmernes 
skelet, nemlig clavicula, humerus, ulna og radius, femur, tibia og fibula, 
har jeg i den her givne fremstilling væsentlig gjengivet methoderne efter 
Manouvrier, Lehmann-Nitsche og Rahont. [et par tilfælde har jeg 
foretaget forandringer og angivet nye methoder. Foruden at maale knok- 
lernes /ængde og bredde samt tykkelse saavel af den hele knokkel som af 
dens enkelte dele, nemlig diaphysen og epiphyse-enderne, kan ogsaa for- 
skjellige særegenheder drages ind i undersøgelsen, saaledes Zorsionen, 
vinkelstillinger og de mere variabelt optrædende benfremspring eller for- 
dybninger. Disse anatomiske varieteter er tillagt forskjellig betydning, og 
man skylder den osteometrisk-anthropologiske forskning det udvidede 
kjendskab til disse, som den anatomiske videnskab for tiden besidder; i 
ethvertfald er netop ved de anatomisk-anthropologiske undersøgelser flere 
nye sider og synspunkter draget frem til belysning af skelettets morpho- 
logi, som man tidligere savnede eller havde en høist ufuldstændig opfat- 
ning af. 

Som maaleskema hidsættes følgende: 

Længden. Største længde. 

Tykkelsen. 1) Midten (Halvdelen af den største længde): 

Sagittal diameter, transversal diameter, index, omfang. 
2) Stedet for den mindste omkreds: 
Sagittal diameter, transversal diam., index, omkreds. 


1 Litteraturen over anthropologiske maalemethoder er meget vidtleftig. Her skal jeg kun 
angive enkelte vigtigere verker: 
P. Topinard: L’anthropologie, 3ème édit. Paris 1879. d. s.: Éléments d'anthro- 
pologie générale, Paris 1885. 
P. Broca: Instructions générales pour les recherches anthropologiques. Paris 1865. 
2det oplag 1879. 


8 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


Bredden: af everste epiphyseende (proximale). 
Sagittal diameter, transversal diam. 
af nederste epiphyseende (distale). 
Sagittal diameter, transversal diam. 

Ved opfatningen af begrebet »sagittal« og »transversale maa man 
ikke tage det i ordets strengeste betydning, men i givne tilfælde lempe 
sig lidt efter det betræffende steds sterste og mindste diameter. Det er 
heller ikke sagt, at man i ethvert tilfeelde anvender alle de her opgivne 
maal. 

Som maaleapparater bruges følgende: 

Broca’s maalebret, planche ostéometrique, med tilhorende retvinklet 
triangel, »vinkeltriangel« og gjerne ogsaa en liden millimeterskala. 

En skyvepasser med skala, inddelt i millimeter. 

En krumpasser. Af saadanne har der været konstrueret flere. Den 
bedste forekommer mig utvilsomt Benedikts krumpasser at være. 

En almindelig passer, samt en passer med ridsefjer eller blyant. 

Centimetermaal, stivt, til at legge sammen. 

Baandmaal, af et hvidt, uelastisk stof med paatrykte sorte tal (ikke 
staalmaal). 

Broca's tropometre med klammer og staalmaal. Nærmere beskrivelse 
af dette instrument findes hos dr. Emil Schmidt: »Anthropologische 
Methoden« etc. 1888 pag. 200. 

En transparent gradmaaler til bestemmelse af vinklernes gradantal, 
anvendelig paa maalebrættet og til at tage af. 


II. Den tekniske fremgangsmaade (væsentlig efter 
Lehmann-Nitsche). 


Clavicula. 


Ofte er Noklebenet godt konserveret ved gravfund, hvor andre knokler 
af overextremiteten er defekte; derfor kan dets undersegelse have betyd- 
ning, forsaavidt som det gir et udtryk for skuldermuskulaturens udvikling. 

Man underseger felgende: 

Største længde: Paa maalebrættets skala afmaales længden ved hjælp 
af det retvinklede triangel (cfr. femur). 


Dr. Emil Schmidt: Anthropologische Methoden. Anleitung zum Beobachten 
u. Sammeln. Leipzig 1888. 

Dr. R. Lehmann-Nitsche: Untersuchungen über die langen Knochen der 
südbayrischen Reihengräberbevölkerung, i: Beiträge zur Anthropologie u. Urgeschichte 
Bayerns, München 1895. B. 11. 


Igol. No. 2. UNDERS®GELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 0 


Midtstykkets (diaphysens) £rumning. 

Den akromiale epiphyses krumning. Neklebenet legges med sin 
overste flade paa maalebrættet, idet dens sternale ende samt den dorsalt 
vendende fremhvælving af benets akromiale parti holdes fast imod maale- 
brættets vertikalplade. Med »vinkeltrianglet« bliver nu aflest paa skalaen 
det mest fremstaaende punkt af diaphysen og af den akromiale ende. 


diaphysens krumning X 100 


Krumningsindexen = ee de 


Den vertikale diameter af benets midte. 


Den sagittale diameter —)— 

Midten bestemmes paa maalepladen. Stedet afmærkes ved en fin 
blyantstreg eller ved blæk, hvorefter den vertikale og sagittale diameter 
bestemmes ved skyvepasserne. Er nogen af epiphyserne defekte, bestem- 
mes midten ved eiemaal, idet man vælger det sted, hvor diaphysen buger 
sig mest frem fortil. 


midtens vertikale diameter X 100 
midtens sagittale diameter. 


Index for diaphysetværsnittets midte = 
Midtens omfang: Maales ved baandmaal, hvor midten er afmærket. 


midtens omfang X 100 
største længde. 


Lengde-tykkelse-index = 
Den franske anthropolog Hamy maaler ogsaa applaneringen og bred- 


den af den akromiale epiphyse. 


Humerus, overarmbenet. 


Sterste lengde, maales paa Broca’s maalebræt. 

Øverste bredde 

Nederste — 

Denne dimension kan maales ved skyvepasseren. Man opnaar dog 
nøiagtigere resultat ved maalebrættet: Knokkelen lægges med bagsiden 
tværs paa maalebrættet, saaat den ene langside ligger fast til maale- 
brættets vertikale plade. Ved hjælp af triangelet aflæses afstanden fra den 
vertikale plade til det mest fremstaaende punkt paa øverste og nederste 
epiphyseende, 


) 2: største transverselle bredde af begge epiphyser. 


Sterste diameter af midten Midten findes ved maalebrættet og 
Mindste Eg ) 


hvorefter man ved skyvepasseren maaler de to diametre uden hensyn paa 


afmærkes paa benet ved en streg, 


en aldeles nøiagtig »sagittale eller »transversale retning. Ved meget 
defekte ben vælges midten skjønsmæssigt, særlig der, hvor sulcus radialis 
og tuberositas deltoidea bliver synlig fra forsiden. 


10 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


mindste diameter X 100 
største diameter. — 


Midtens omfang maales ved baandmaal paa det mærkede sted. 


Index for diaphysetværsnittets midte = 


Mindste omfang maales ved baandmaal lidt nedenfor tuberositas 
deltoidea og ovenfor crista externa, hvorfra m. brachio-radialis (radialis 
ext.?) udspringer. 


Lengde-tykkelse-index = eee 
Ledhodets (caput humeri) sterste transverselle diameter. 
— do. mindste sagitiale — 
Disse maales ved krumpasser fra den ene bruskrand til den anden, 


idet diameterne staar lodret paa hinanden. 


mindste caputdiameter X 100 


Index for ledhodets tværsnit = AE 
største caputdiameter. 


Ledhodets omfang maales ved baandmaal langs bruskranden. 


Condylo-diaphysevinkelen er vinkelen mellem diaphyseaxen og linjen 
langs undersiden af trochlea og eminentia capitata. Man lægger humerus 
paa maalebrættet med bagsiden ned og med albuenden trykket mod den 
vertikale plade. Ved hjælp af gradmaaleren og dennes viser, der indstilles 
efter diaphyseaxen, kan vinkelen aflæses. For at formindske observations- 
feilene, kan man lægge humerus paa den anden side og aflæse igjen og 
derpaa tage det arithmetiske middeltal af de to observationer. Ved øvelse 
stemmer snart begge observationer. — Diaphyseaxen kan optrækkes punkt- 
vis med blæk eller blyant eller for tilfældet angives ved en tilheftet traad. 


Capito-diaphysevinkelen er den vinkel, under hvilken ledhodet (caput) 
sidder paa overarmens diaphyse og collum anatomicum. Man afmærker 
caputs bagerste bruskrand ved en streg eller ved en sort traad, der fæstes 
med vox, ligeledes afmærkes diaphyseaxen paa samme maade, og ved 
hjælp af et transparent vinkelmaal aflæses graderne. 

Torstonen af humerus maales ved hjælp af Broca's tropometer. Klam- 
merne fæstes til de nederste epicondylers dreiepunkt, og forbindelseslinjens 
midte afmærkes efter øiemaal paa trochlea’s underside med en fin streg, 
og midt paa denne stilles nu instrumentets nederste spids. Den øverste 
spids paa instrumentets skyvbare arm oventil fæstes midt i øverste epi- 
physeflade, saaat caput seet ovenfra ligesom deles i to halvdele. Dia- 
physen maa staa lodret. Vinkelen aflæses nu paa den underliggende 
inddelte Cirkel. 

Perforatio fosse olecrani (foramen supratrochleare) forekommer 
med forskjellig hyppighed hos forskjellige folkeslag. Ved undersøgelsen 
af en række humeri finder man i regelen alle overgange fra en tynd, 
gjennemskinnelig benplade til mindre og større perforationer. Flere bitte 


IQOI. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. II 


smaa huller regner man for perforation, men det er ferst med et hul af 
2 mm. diameter, at man anser det for et ordentligt gjennembrud. I sjeldnere 


tilfælder kan bredden være 12 mm. og høiden 9 mm. Ved hjælp af en 


. 2 . høid 
almindelig passer maales størrelsen, og en index = EN pe et 


bredden 
nummerisk udtryk for hullets form. 
Processus supracondyloideus forekommer undertiden; hvis den findes, 
maales sterrelsen, dens sede paa den mediale eller laterale kant og dens 
afstand fra de nedenfor liggende ledfladers dybeste parti. 


Underarmens knokler, radius og ulna. 


Spolebenet og albuebenet maales paa samme maade. 

Sterste lengde maales paa maalebrættet. 

Afstanden fra everste (proximale) og mederste (distale) /edflade maales 
ved krumpasser. 

Største og mindste diameter af knoklernes midtparti. Midten bestem- 
mes paa maalebrættet og afmærkes ved en streg, hvorefter sterste og 
mindste diameter maales ved skyvepasseren; de to diametere ber staa 
lodret paa hinanden. Paa defekte ben med vedligeholdt diaphyse bestem- 
mes midten ved hjælp af baandmaal. 


mindste diameter X 100 
sterste diameter. 


Index for diaphysemidtens tversnit = 


Midtpartiets omfang maales ved baandmaal paa det som midten 
afmærkede sted. | 

Det mindste omfang maales ifolge Manouvrier ved baandmaal: paa 
radius nedenfor tuberositas bicipitalis og paa u/za lidt ovenfor dennes 
distale epiphyse. 


mindste omfang X 100 


Lengde-tykkelse-index = sterste lengde 


Laarbenet, femur. 


I. Maalinger af laarbenet som helhed. 


Sterste lengde og trochanterlengden maales paa Broca’s maalebret. 
Femur's indre knæknoke støttes mod maalebrættets vertikale plade og led- 
hodet sættes ned mod maalebrættet, medens trochanter vender op; længden 
afleses ved hjælp af vinkeltrianglet paa maalebrættets inddelingsskalaer, 
idet dettes vertikale kant støttes til det mest fremspringende punkt paa 
caput resp. trochanter major. 


p2 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


Største længde i naturlig stilling. 


Trochanterlængden i naturlig stilling: Knokkelen lægges paa maale- 
brættet med bagfladen nedad og med begge knæknokers underflade støttet 
haardt mod den vertikale plade. Diaphysens axe kommer da til at danne 
en vinkel med maalebrættets længdeaxe. Længden aflæses ved det mest 
fremspringende punkt paa caput resp. trochanter ved hjælp af det ret- 
vinklede triangel. 


Den sagittale diameter af diaphysens midte. 
— transverselle — - — 


Man finder laarben-diaphysens midte ved hjælp af baandmaalet, der 
strækkes ud paa femurs forreste flade i en ret linje fra midten af linea 
intercondyloidea antertor til tuberculum superius lineæ oblique (Waldeyer). 
Halvdelen af denne afstand afmærkes ved en streg, og her maales da 
den sagittale og transverselle diameter. — Ved defekte ben maales dia- 
meterne der, hvor linea aspera rager mest frem. 


midtens sagittale diam, X 100 
midtens transverselle diam, 


Index for tværsnittet paa diaphysens midte = 


Dette forhold, ogsaa kaldt zndex pilastricus, angiver den mere eller 
mindre fremstaaenhed af /inea aspera. 


Omfanget af midten maales ved baandmaal paa det afmærkede sted 
for diaphysens midte. 


Diaphysens mindste omfang maales ved baandmaal; denne falder 
undertiden midt paa diaphysen, som nærmest ovenfor angivet, men hyp- 
pigere noget ovenfor midten; Manouvrier angiver stedet: »øverste 
bifurkation af linea aspera«. Men da dette sted ikke altid er saa bestemt, 
maa man prøve sig frem, hvor omfanget er mindst. I enkelte tilfælde 
kan omfanget være mindst lidt nedenfor midten; i disse tilfælde bør mid- 
tens omfang lægges til grund. 


mindste omfang X 100 
største længde i naturlig stilling 


Lengde-tykkelse-index = (Manouvrier). 


II. Maalinger af laarbenets proximale ende. 


Øverste femurendes bredde. Laarbenet lægges med bagfladen paa 
maalebrættet til bestemmelse af bredden, idet ydre kant trykkes ind til 
maalebrættets vertikale plade og breddens størrelse aflæses ved vinkel- 
trianglet, som støttes mod det mest fremstaaende punkt af caput. 

Den »everste epiphyse lengde« (Lehmann-Nitsche) maales ved krum- 
passer fra det høieste punkt af caput og epiphyseaxens endepunkt paa 
femurs laterale flade; man trækker da op en linie, der angiver collum’s 


IQOI. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 13 


axe. Dette maal behover man ikke at tage; Lehmann-Nitsche har foreslaaet 
det til erstatning for »everste femurendes bredde«, da prehistoriske knokler 
ikke sjelden er saa beskadigede, at bredden ikke kan maales. 

Største »vertikale« diameter af collum femoris. 


Mindste »sagittale« = Zu 


Disse maales ved skyvepasseren. Som bekjendt danner et tversnit 
af collum femoris en ellipse, hvis sterste diameter ikke ligger i diaphyse- 
axens plan, men helder noget fortil og derved danner en vinkel med 
diaphyseaxen 9: collums rotationsvinkel. Tværsnits-ellipsens lille diameter 
staar derfor heller ikke vertikalt paa diaphyseaxen. Ved maalinger af 
disse diametere maa man derfor tage hensyn hertil og maale paa collums 
smaleste parti dens tværsnits »store« og »lille« diameter, der saaledes 
afviger fra diaphyse-axen saameget, som collums rotationsvinkel angiver. 


collums mindste diameter X 100 
collums sterste diameter, 


Collums mindste omfang maales ved baandmaal. 


Collumtværsnittets index = 


Ledhodets (caput femoris) største »vertikale« diameter, 
— = — mindste »sagtttalex — 
Disse maal tages ved skyvepasseren, og man maa herved vel legge 
mærke til, at caput ligesom collum ikke har sin sterste vertikale diameter 


parallel med diaphyseaxen, men ligesom for collums vedkommende paa 
skraa fortil. 


mindste diam, X 100 
største diameter. 


Index for laarbenledhodets tværsnit = 


Omfanget af ledhodet tages med baandmaal, og dets sterste omfang 
ligger omtr. 1/2 ctm. fjernet fra ledbruskranden indover mod fovea capitis. 


Lengden af hals + hode, maales ved skyvepasser og er angivet af 
den japanske anthropolog Koganei. Maalet tages fra »Crista inter- 
trochanterica« til ledhodets mest fremspringende punkt. Er paa velkonser- 
verede knokler mindre nodvendig. 


Collums længde, fra crista intertrochanterica til caputs bruskrand. 
Virchow har anvendt dette maal;-det er meget vilkaarlighed underkastet. 


III. Maalinger af laarbenets distale ende. 


Knæknokernes bredde. Laarbenet lægges paa maalebrettet med 
bagfladen ned og med sin laterale side mod maalebrættets vertikalplade, 
hvorefter man ved hjælp af vinkeltrianglet aflæser den sterste bredde ved 
det mest fremspringende punkt af condylus internus. 


14 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


Tykkelsen (9: sagittale) af condylus externus. Laarbenet stilles lodret 
paa maalebrættet med bagfladen af condylus ext. mod vertikalpladen, 
hvorefter aflæses det mest fremspringende punkt af samme condyls forside 


ved hjelp af vinkeltrianglet. 


Den nederste sagittale minimaldiameter maales ved krumpasser, 
sagittalt ca, 1 ctm. ovenfor bruskranden paa condyli femoris. 


IV. Særegne maalinger af laarbenet. 


Laarbendiaphysens krumning er sædvanlig bleven maalt med skyve- 
passer, idet man lægger benet paa maalebrættet med bagfladen ned, hvor- 
ved det hviler med øverste og nederste ende paa underlaget. Man setter 
skyvepasseren med den faste tværstang fast til underlaget og aflæser ved 
den bevægelige stang diaphysens høieste punkt, hvorved tykkelsen af 
passerens nederste tværstang (1 ctm.) tælles med. 

Lehmann-Nitsche bemærker meget rigtig, at denne methode er 
unøiagtig og foreslaar som bedre en »projektionstegning«. — Jeg tiltræder 
fuldstændig denne opfatning og har derfor tildels behandlet dette spørgs- 
maal i forbindelse med andre sider ved krumningen; resultaterne af disse 


undersøgelser vil senere offentliggjøres. 
krumning af diaphysen X 100 


< Prumni WACK ren ES 
Den saakaldte krummningst e ost Hut GA 


Platymeriens bestemmelse. 


Øverste diaphyseparti’s transverselle diameter. 
—» — sagittale — 
Stedet for den største applanering forfra bagtil ligger noget nedenfor 
trochanter minor; hvis denne applanering ikke er tydelig, maaler man 3 
ctm. nedenfor basis for troch. min., hvor stedet afmærkes ved en streg. 


øverste sagittale diaph. diam. X 100 


Index platymericus T øverste transverselle diaph. diam, 
Omfanget af diaphysens øverste parti maales med baandmaal paa 


det afmærkede sted. 


Collo-diaphysevinkelen er den vinkel, som collum danner med midt- 
stykket. For at maale denne maa de to partiers akse bestemmes. Man- 
ouvrier trækker op efter øiemaal vinkelen paa knokkelen ved hjælp af 
en blyant og maaler vinkelen med en gjennemsigtig vinkelgradmaaler, der 
er forsynet med en viser. Lehmann-Nitsche bestemmer diaphyse- 
og collumaxen ved hjælp af 2 sorte traade, der fæstes ved vox og aflæser 
da vinkelen ved den transparente gradmaaler, der lægges direkte paa 


traadene. — Jee har mest anvendt Manouvrier’s fremgangsmaade med at 
fo) > > 


1901. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. I5 


= 


optrekke blyantstreger paa benet, men bestemmer den rigtige retning 
ved hjælp af traade. Diaphyseaxen kan forøvrigt lettest afmærkes, hvilket 
ogsaa Lehman-Nitsche antyder, ved at opstille punkter eller linier fra 
midten af linea intercondyloidea ant. til tuberculum sup. lineæ obliqve. 


Condylo-diaphyse-vinkelen er den vinkel, som horizontalen paa under- 
siden af condyli femoris danner med diaphyseaxen. Man sætter laarbenet 
med knæknokerne fast mod maalebrættets vertikalplade og efter at have 
fixeret den transparente vinkelgradmaaler paa samme sister man nu med 
viseren efter diaphyseaxen og afleser vinkelen, som diaphyseaxen danner 
med perpendikulæren paa horizontalen. 


Torsionsvinkelen bestemmes med Broca’s tropometer. I nærværende 
arbeide er dette maal ikke udført. Angaaende den tekniske fremgangsmaade 
hermed henvises til Lehmann-Nitsche og Rahon. 


Collums rotationsvinkel, først bestemt af Lehmann-Nitsche. Med 
hensyn til den tekniske fremgangsmaade henvises til hans arbeide pag. 288. 


Trochanter tertius, crista og fossa hypotrochanterica. Idet jeg hen- 
viser til kapitlet under femur om disse variationer, skal jeg kun gjøre 
opmærksom paa, at man kan med kombinationerne adskille 7 variationer, 
nemlig: Crista hypotroch., fossa hypotroch. og troch. III, fossa + crista, 
fossa + troch. III, crista + troch. III, fossa + crista + troch. III. Man 
gjer bemærkning saavel ved det enkelte som ved de kombinerede tilfælder. 


Under crista- henregnes tuberositas glutæalis. 


Skinnebenet, tibia. 


Sterste lengde maales paa maalebrættet; condyli sættes an mod den 
verticale plades udskjæring, saaat eminentiæ condyloideæ ikke regnes med 
i lengden. Vinkeltrianglet sættes mod det mest fremspringende punkt af 
malleolus, og længden aflæses paa skalaen. 

Ledfladernes afstand. Samme fremgangsmaade; vinkeltrianglet rettes 
mod det mindst fremspringende punkt af nederste ledflade. 

Øverste ledendes bredde. 

Nederste do. do, maales paa maalebrættet som for femur 
anført. Knokkelens bagside lægges ned, langsiden fast mod den vertikale 
plade og ved trianglet aflæses paa skalaen det mest fremspringende punkt 
af øverste og nederste epiphyse. 

Midtpartiets transverselle diameter. 

= sagittale — Midten bestemmes paa maale- 
brættet, afmærkes ved en streg, og diameteren maales ved skyvepasser. 


16 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


transverselle diameter X 100 
sagittale diameter. 


Midtens omfang. Baandmaal, paa det afmærkede sted. 


Index for midtens diaphysetversnit = 


Mindste omfang. Baandmaal, omtr. 10 cm. ovenfor malleolus’s nederste 
punkt. Man maa selvfolgelig i det enkelte tilfælde preve sig frem. | 


mindste omfang X 100 
største længde. 


Lengde-tykkelse-index = 


Sagitiale og transverselle diameter i heide med foramen nutritium. 
Maales ved skyvepasser. 


transvers, diam, i høide med foramen nutrit. X 100 


Index cnemicus = — — 
$ sagittal diam. i høide med foramen nutrit, 


Omfang i heide med foramen nutritium. Baandmaal. 

Tibia’s retroversion og inclinationsvinkel vil nærmere blive omhandlet 
under behandlingen af tibia. Se forøvrigt herom Lehmann-Nitsche’s 
afh. (1. c.) pag. 291—02 og G. Retziusl, 


Lægbenet, fibula. 


Største længde bestemmes paa maalebrættet som for de øvrige lange 
bens vedkommende. 

Største diameter af benets midte | Efterat midten er bestemt paa 

Mindste — — — f maalebrættet og afmærket, aflæses 
diameteren ved hjælp at skyvepasserne. 


; ; å mindste diameter af midten 100 
Index for diaphysemidtens tversnit = ——— ten XX 00 
midtens største diam, 


Midtens omfang: baandmaal. 
Mindste omfang: baandmaal; noget nedenfor øverste epiphyse 


(Manouvrier). 
mindste omfang X 100 


største omfang. 


Lengde-tykkelse-index = 


Imidlertid findes der ogsaa andre morphologiske forholde, som man 
ikke nummerisk kan angive, idet kun en afbildning opklarer det rette 
forhold. 


1 Gustaf Retzius: Ueber die Aufrichtung des foetalretrovertirten Kopfes der Tibia 
beim Menschen. Zeitschrift f, Morphologie u. Anthropologie, 1900, Bd, II, S. 166, 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 17 


Il. Femora, laarknokler. 


1. De almindelige størrelsesforholde. 


De undersøgte laarben var for en større del i meget godt konserveret 
tilstand, saaat man kunde foretage de vigtigste maalinger paa dem. Da 
materialet skriver sig fra forskjellige steder af landet og fra forskjellige 
tidsperioder, har jeg inddelt dem derefter-i grupper, der hver for sig er 
behandlet — og hvoraf middeltallet af maalingerne er oversigtlig gjengivet 
i tabeller. 

l. Med hensyn til Trondhjems-laarknoklernes almindelige sterrelses- 
forholde fremgaar disse af felgende tabeller, hvor ziffrene repræsenterer 
middeltallet af de enkelte maalinger. Antallet af undersegte ben for hver 
rubrik findes anført i parenthes (|). 

Med hensyn til /engden ser man, at venstre femur gjennemgaaende 
er længere end heire, hvilket saaledes bekræfter den af saamange forskere 
paaviste eiendommelighed hos mennesket, at venstre laarben oftere er 
længst. Imidlertid kan man af de her givne resultater intet slutte med 
hensyn til hyppigheden af, naar venstre eller høire laarbenknokkel er 
størst; thi ingen af de her undersøgte specimina fra Trondhjem var market 
ved udgravningen som sammenherende, altsaa fra samme individ. Tallene 
angiver kun, at af (mænd + kvinder) 39 høire og 45 venstre laar- 
knokler er de sidste gjennemsnitlig længere. Hvorledes længde-forholdet 
mellem heire og venstre femur og mellem heire og venstre extremitet 
er, skal jeg under henvisning til tidligere arbeider ikke nærmere berere 
heri. Ligeledes bemærker man en ikke ringe forskjel i længde mellem 


! G. Guldberg: Om extremitets-asymmetrien hos mennesket, i Norsk Mag. for Læge- 
videnskab, 1897. 
La dyssymmétrie morphologique et fonctionelle etc. i Universitetets festskrift i anled- 
ning af H, M. Kong Oscar d. Il’s 25-aarige regjeringsjubileum, 1897. 


Vid.-Selsk. Skrifter. 1901. M-N. KL No, 2. 2 


M.-N. Kl. 


GUSTAV GULDBERG. 


18 


Lo‘61 
(LE) 


So‘Sg 
(g£) 


L+‘Sor 


(gz) 


21]SU9A 


JIPUIAY + PUTy 


6E'g1 
(£2) 


00'gå 
(92) 


19‘bor 
(zz) 


19‘bz 
(zz) 


Sig 
(tz) 


55568 
(81) 


(Ez) 


Lz'gı 
(£1) 
zh'eh 
(tr) 
Lo*tor 
(1) 
bS‘bz 
(z1) 
TSS 
(bi) 
8968 
(or) 


Stort o'6rt 


(z1) 


£o‘rot Sb‘gob 
(61) (11) 

oo'1zb g‘tcb 
(Se) (tn) 


A+ qy | 21]SU9A 21104 


tt" *  xapul-asjayyAy-apsuey] 


* * * * Sueywoss{qdeip ayspuryy 


HUSIæA] susjprwasäyderp 107 Xapu[ 


*19}oWRIp *AsURI] SUarprwaskyderg 


JayauVIp 3[E)ISES susjpıwasäyderg 


Sul[ys syinjeu 1 spsueeprajueyqoory 


Suis Jrynjeu 1 apsuxy 2151015 


* * * * + + *spéuærroJuegooir 


COG Oly 0 * apsuey 2}518]S 


Jopulay 


bS‘er 97'61 | E161 9761 
(01) (19) (vr) (42) 
9'LL bz‘Se | oz‘tg ıL‘Lg 
(z1) (zo) | 9 (gz) 

L£‘zor Eg'Sor 76901 9g'fo1 
(01) (£9) (SE) (gz) 

oL‘tz £o‘gz g6‘Lz go'gz 
(o1) (£9) (S£) (gz) 

oz‘Sz ot‘6z SL‘6z or ‘6z 
(or) (19) (££) (sz) 

21 I6£ Sz‘o£t SS get S6‘££r 
(8) (LP) (22) (oz) 
bt SLET €‘6Sb 9‘SS+ 
(11) (19) (££) (82) 

TI 'zot 61‘tbr EE Ebt bt 
(8) (Lt) (Lz) (oz) 

SbLit £6‘zor 9£‘Sot bg‘6St 
(11) (65) (££) (92) 

A+y | 21}SU9A | 21104 
puænN 


wafypuory, eıy eıowayg 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 19 


mandlige og kvindelige laarben. — Derimod viser omfanget af laarben- 
knoklens midtstykke sig gjennemgaaende sterre paa heire end paa venstre 
hos mænd med en liden forøgelse paa venstre side for kvindernes ved- 
kommende. Den relative tykkelse (5: længde-tykkelse-index) er gjennem- 
gaaende sterst paa heire side. Laarknokler fra »Reihengraber«-befolkningen 
i Bayern, specielt fra »Bajuvarerne«, stemmer i denne henseende overens 
med de her undersøgte. 

Med hensyn til den absolute sterrelse af laarknoklerne fra Trondhjem er 
denne ikke meget stor, som middeltallet (462 og 457 cfr. tabellen) viser. 

Hos mænd var »mindste længde« i nat. stilling: 409 mm. og »største 
lengde« 528,5 mm. 

Hos kvinder var »mindste længde« i nat. stilling: 373 mm. og »sterste 
legde« 473 mm. 

Bortser man fra de 7 mindste og de 4 sterste tal, varierer den over- 
veiende mzngde af de mandlige laarknokler fra 430 til 488 mm. og af 
de kvindelige knokler fra 393 til 443 mm., naar man hos de sidste bortser fra 
de 3 laveste og de 3 heieste tal. Sammenligner man disse sterrelser 
med, hvad Lehmann-Nitsche fandt hos »Reihengraber«-befolkningen i Bayern, 
er de her anferte tal meget mindre, om der end optræder blandt Trondhjems- 
knoklerne et par tilfælder af overmaade store laarben som f. cx. 515 mm. 
og 528 mm., hvilke sterrelser ikke forekommer blandt de omtalte Bajuvarer, 

Alemanner og Schwaber. 


Angaaende størrelsen af laarknoklernes everste epiphyse-part: vil man 
af vedfeiede tabel se dimensionerne: 


mænd kvinder 
største: mindste: største: mindste: 

Øverste bredde 110 mm., 80 mm. 95 mm., 65 mm. 

— epiphysepartiets længde 124 89 102 82 
Collum's vertikaldiameter 43 31 34 29 

—  sagittaldiameter 32 24 29 19,5 

— omfanget 122 QI 100 76 
Caput’s vertikaldiameter 53 40 46 36 

—  sagittaldiameter SI 41 45,5 36 

—  omfang 164 132 145 113 


Til yderligere belysning af femurs sterrelsesforholde har jeg opstillet 
folgende tabellariske oversigt med beregninger af middeltallet af de enkelte 
partiers sterrelse samt index for collum og for caput femoris. 


Z | 
| 
; '6z1 bbe Sgt g'gti vo'gt1 et ee LR GNR Fr 
4 ge ee de 
= | 
06:86 00*g6 1646 o1'g6 å GA nn 2 = AE 
(s) (15) (82) (E2) En 
1g1t zS‘ob £9'ot 6£‘ot a See M He a ar 
(s) (5 | (Å | (Ed RTE 
‘ “JL ‘ ‘ 
oi os) fee Le ys oh toss Ppweip »a[eMijIaA« SJ9POUPIT 
9 sıuowa/ ndv) 
© a ay. HE) se ss ss + * + * + ZuRyWO suasjequagrer 
Fa 
ea) 
2 11:0 Hh Um Ore ire) a NN ES 
a | (a) | Go) | 69 | Go sone tie sa) 
=) | 
©) zL‘6z ız‘rE Og£E | tobe ent 
> (11) (09) (£E) | (Lz) oS 2 
< ‘ | ‘ 
2 en | ER | “rjuep sopedese suasteuuer] 
7 9 sz40MIL NO) 
en, a 5 VA 2 | vse) ; * * * * *apus-asAydıda ajsiaao Je uapsue] 
tS 6‘b6 ‘+6 S6 À LORS ie 
1 65) fis) (g2) 2pu9-u9qIPE] 2JSI2A8 Je UIPPdIG 
uw "ur “WUT "Wu 
“A+ ‘YU | ansuoa | 21104 "A + ‘YT 21}SU2A 21104 ‘+ | 21}SU9A | 21104 
a re = (ned apewrxord yap) r1owar-swalypuory 
J9puray + PUuæIN JapulAy puxw 


20 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 21 


Forskjellen mellem Aezre og venstre side sees af de opførte gjennem- 
snitsberegninger at være yderst liden og for de enkelte partiers vedkom- 
mende er snart den høire side, snart den venstre side den overveiende. 
At der viser sig en større difference i værdierne mellem de mandlige og 
kvindelige femora's øverste ende, er paatageligt og vel ogsaa naturligt. 

Sammenlignes disse maalingers middeltal med Lehmann-Nitsche's 
hos Bajuvarer, Alemanner og Schwaber, er forskjellen meget liden, kun i 
enkelte dele noget større hos Bajuvarerne, der ogsaa gjennemsnitlig 
havde længere femora. Af interesse er maaske, at forskjellen mellem den 
vertikale og sagittale diameter paa caput femoris synes gjennemgaaende 
at være større hos Bajuvarerne end hos de her undersøgte, hvor caput 
femoris nærmer sig mere kuglens form; i forbindelse hermed sees ogsaa, 
at index for caput femoris har noget høiere værdi (98,29 hos Trondhjems- 
knoklerne, 96,91 hos Bajuvarerne). 


Laarknoklernes mederste epiphyseparti, 3: knæknokerne, viser ifølge 
maalingerne følgende sterrelsesforholde: 


Transversalbredden hos mænd: største: 92 mm., mindste: 73 mm. 
- kvinder: — 75 — — 45 — 
Sagittal diam. af condyl.ext.- mænd: — 70 — — 60 — 
(>: ydre knæknokes tykkelse) - Zvinder: = 65 Br Le 43 — 
Den sagittale minimums- 
diameter - mend: — 34 — — 24 — 
- kvinder: — 31 — — 23 — 
Mænd Kvinder Mænd + kvinder 
Trondhjems-femora | Hamer st Tr — 
h | v. |b.+vl h V. Bb. +v. LS Ee EV: 
Få | | 
6) | (46) | (6) | (7) | (13) | (26) | (33) | (59) 
Transversalbredden Ee}, | GS) | (49) | (6) | @ (13 ( 33 | 59 
ae 17617 | 786 | 77,6 |} 7 | 65x | 67.8 || 75.4 | 75,7 | 756 
| I I | | | 
Sagittal diam. af cond, || (25) | (29) | (54) | (9) | @ | (zo) | (34) | (40) | (74) 
TE 61,7 | 62,7 | 62,3 | 57:4 | 54,6 | 55,9 | 60,6 | 60,05 | 60,5 
Den sagittale minimal- | (27) | (31) | (58) | (10) | (14) | (24) | (37) | (45) | (82) 
diameter. ....... 28,62 | 20,4 | 26,0 | 24,9 | 26,0 | 25,5 | 27,6 | 28,3 | 28,01 


Af tabellen sees, at hos mænd er dimensionerne af laarbenets knæ- 
knoker mindre paa høire side end paa venstre, hvilket ogsaa var tilfælde 
hos Alemanner og Schwaber, men ikke hos Bajuvarerne; hos kvinderne er 
condylernes transversaldiameter samt sagittal-diam. af condyl. ext. størst paa 
høire side, medens den sagittale minimumsdiameter er størst paa venstre 


22 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


side. Med hensyn til den absolute storrelse er der kun ubetydelig forskjel 
mellem de her undersøgte og laarknoklerne fra de bayerske »rækkegrave«. 
— Forevrigt kan bemerkes, at forskjellen mellem de mandlige og kvinde- 
lige laarknoklers knæknoker ikke er saa ret betydelig, naar undtages den 
sagittale minimaldiameter. 

Med hensyn til dzaphysekrumningen vil denne blive omhandlet mere 
specielt i et senere arbeide. 


II. Laarknoklerne fra Sole kirke bestaar kun af 5 mandlige femora 
og er dertil udvalgte af en hel del andre som store og kraftige exemplarer. 
Tiden, hvorfra de skriver sig, er noget usikker. De danner saaledes intet 
udtryk for en egns eller en tids befolkning. Hosstaaende tabel angiver 
sterrelsesforholdene i middeltal. : 


Disse store og kraftige knokler stemmer i sine almindelige storrelses- 
forholde overens med de under første gruppe omtalte: venstre sides er 
i det hele længere end høire sides, medens tykkelsen er paa høire side 
overveiende. Den absolute længde varierer mellem 491 og 517 mm. og 
488 til 515 mm. i naturlig stilling. 

De samme knoklers nederste epiphyseparti, 3: kneknokerne, frembyder 
ingen særlig interesse. 

Condylernes bredde er paa heire side 85 mm., venstre 79 mm. 

Condyl. ext. varierer i tykkelse fra 65 mm. til 89 mm, og den nederste 
sagittale minimaldiameter mellem 29 og 34 mm. 


a 
på 
$‘6S1 651 ogr |. ER ah te et nme x 
Bee 0 | oe LE 
Z 
hd 9g‘96 S‘06 LS‘L6 . rer Ber ‘ ‘ ‘ 
à (£) (1) (z) ses later, Ss iS. pa . xaput-38[24YA)->påuær] 
E 1‘0$ og z‘oS . are? G Re ‘ ‘ 
> (£) (1) (2) 19j2WEIp »ojeypdes« fs) ote te)” > - Sueywo ayspuryy 
på Sz'ıs 1S he 
Å * * 1979 »9 3 Fi ; 6‘ : 
x (+) (z) (z) PE rens oe oe io. ot Mae * "yusıea) suaypiwosAqderp 107 xapup 
fe rite Cie de) Å tt" ‘SHOW WNI[O9 Je J28uejuQ VG % 5 iy” ! 19J9UIUIPIESIDASUEI  — 
2 
Sz'SL br'st €: ; ER hay ere Å Å . tara 
: tn (2) 2 srowayp 1][09 xXapuy N © oy 19j2werp[epdes suajprpy 
fl ‘ ‘ ‘ 
z rå å iO © JUMP »opepadae = (cy ne nr Bunnys Stpnjeu ı apåuæpsojueysong, 
= S‘oz S‘oz S‘oz è stort Pye 008 908 16b ar 
x Ù (2) (2) 19j2werp »ojeyIdes« suaspeqiee] (s) (£) (2) Sunypys Fyanjeu 1 påuær 9751015 
n ‘ ‘ 
a 6) ey qe tr tt apusaskydida 9751940 je uopäuæ] ey a he JD ae Dane eae oon 
° $96 L6 Ce amos z'£0$ 605 | Sor 
ei (£) (1) (2) * * gpuouoqive] 2)S12A0 JU usppolg (5) (£) (2) el deig kor 
AQ. ——mmsssrns———————— —— — = mv —  ——— — — —— —<—<—— 
= ‘a+ “| 21}SU9A alloy ‘a+ ‘y | asusa a1oy 
= zn Opus 915190 sınwa] TE oma — = paypy wos inwayy 
PU&N ys $ puæn 


1901.. No. 2. 


M.-N. KI. 


GUSTAV GULDBERG. 


24 


II. De 7 knokler fra Rør kirke (den senere middelalder), hvoraf 5 


mandlige og 2 kvindelige, er meget vel konserverede og blev udvalgt 


som de bedst vedligeholdte af en hel del brudstykker. 


Nedenstaaende 


L'or 66*L1 to'61 | 16.1 96‘L1 Lg*L1 Lo'61 TO'QI bE‘61 PO sont ans 
“| @ B (2) (1) (1) (9) (1) (+) EE 
S‘Lg S'zg 9‘b@ SLL 127 6L z6 16 z‘z6 5 el 3 eg 
(2) (z) (5) | (z) (1) (1) (5) (1) (+) suvjwo ayspurur suasiydeiq 
Lo‘zo1 $1‘z6 £0*901 S1‘F6 1E'bg oo‘bor £z‘Sor o‘oo! SOO No ar € ee 
(L) (z) (S) (2) (1) (1) (s) (1) (+) uappruaskyderp 107 x2p21-SYUSIÆAN, 
g'Lz auc 1'897 T'Sz GST cz 6*gz 67 g'gz nie RT ne pre See 

Å (1) (1) (5) (1) (+) 19J9WPIP ‘SI9ASUPI} sUuappiuasÅyderg 

ao] ‘ ‘ é 

E a a ©). a in * 19J3Wwerp apenises susyprwsosäyderg 

= | € 

a — ane a ties ie * * SUIT[YS Stunzeu T spsuxpioyuryoory, 

un 

TE zi abr CEgt Sos SAE Pall = 2 

E (1) (1) (5) (1) (+) Suis SIpIn}eu I 9pSux] 31510915 

2 å Sct g‘tor oLt SPORE ||, Bean 

2, (1) (5) (1) (+) : *apduæpnajueydorp 

= gib Stht z’ggt o1S ESP ET a rh RER ve 

3 (1) (1) (©) (1) (+) | Be 

= : 

3 21}SU9A 21104 ‘A +" 21}SU2A 21104 

n =I 4ey CI] auausqlee7 

5 (2) sapuray + puxw (2) sapuny ($) pus 

Ag) 

u 

© 

a 

= 

© 

Vel 

S 


proximale eller everste epiphysepartis vedkom- 


UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 


- 


No. 2. 


Disse knokler er gjennemgaaende store. For de mandlige laarknoklers 


længere end høire sides, medens tykkelsen paa høire side er overveiende. 
Med hensyn til det 


vedkommende bekræftes den almindelige regel, at venstre sides er noget 


mende giver følgende tabel oplysninger: 


1901. 


a = Vid å = DE «å ae One At ce ee Se 
pr = ne "= — 6696 mg EG treet tt x9pus-SpUsIæn) — 
JENTE ne 
gr Spr s‘6r tt S‘ob SEP S‘os Seh 7 * * Jajawerp »a[exIIIA« sjapoype’] 
(L) (z) (S) (z) (1) (1) (S) (1) sıaomaf 2ndv) 

SØN EN où | Br] nn 
aa | le) ee ae | a een 
sols el slt) li - mm - 
FIFIEN de) SE) å toi 
mél dl) gl) 6 ens sur 
OL | |B) a] dL | | 
ae | eames | aug [ara | ana | aner ue ne ES 
Ben eee oe a 40) elj JO[NOUNILET 


26 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


Med hensyn til zederste (distale) parti af laarknoklerne fra Rer hen- 
vises til folgende tabel: 


Det nederste epiphyse- | 
parti 


| 

| Mænd Kvinder Mænd + kvinder 
| | 

| 


bh |v. intel à | v be on ONE 


——— 


(4) | ©) | dLEØL GLEN zz 


Bredden af condyli fem, | 83 SI 82,6 || 70 67 68,5 || 80,4 | 74 78.5 
Sagitt. diam, af condyl, | (4) | (1) | ØV @ | à) | @) | © | @] @ 
DA Fs Are 65 66 | 65.20 255 53 54 63 59,51 462 
Nederste sagittale mini- || (4) (1) (5) (1) (1) (2) (5) (2) (7) 
maldiameter ..... 30,5 | 31 30,6 | 25 26 | 25,5 || 29,4 | 28,5 | 29,1 


Sammenlignes talværdierne her med de tilsvarende for laarknoklerne 
fra Trondhjem, finder man de for knoklerne fra Rør gjennemsnitlig større. 
Da antallet af venstresidige og kvindelige knokler er saa faatalligt, kan 


ingen almindelige slutninger drages. 


IV. Fra vikingetiden og den ældre jernalder (fra ste til det gde 
aarh.) foreligger et vistnok faatalligt, men i det store og hele vel kon- 
serveret materiale, der har tilhert 7 individer, tilsammen 12 laarbens- 
knokler, hvoraf de 8 er mandlige, de 4 kvindelige; hertil kommer et 
laarbens overste ende, hvor kun platymerien kunde undersoges. — Disse 
knokler er fundet for største delen i det nordlige Norge, nemlig de 6 
individer, medens et individ er fundet i det sydlige, tilhørende det navn-- 
kundige Gokstadfund ved Sandefjord. 

Om knoklernes almindelige størrelse og form giver hosstaaende tabel 


oplysning. 


Disse knokler har i det hele en ikke ubetydelig længde; maalt i 
naturlig stilling er den mindste længde hos de mandlige 455 mm., den 
største 507 mm., og af de kvindelige er den mindste 427 mm., den 
største 430 mm. Gjennemsnitslængden for de mandlige er 481,5 mm. og 
for de kvind:lige 429 mm. Ogsaa her synes venstre sides i de fleste 
dimensioner at være præ-dominerende ligeoverfor høire sides, men materi- 
alet er forøvrigt for ringe til at berettige videregaaende konklusioner. 


UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 


1901. No. 2. 


g'61 LS‘o@ 20'61 ıb'gı 51'061 
(01) ($) ($) (r) (x) 
A0 1'96 £'z6 S‘rg TR 
(ai) (9) (9) (+) (2) 
11'701 1°g6 21'901 e1°20 6616 
(21) (9) (9) (+) (2) 
z'or S‘ot o'67 S'Le Lhe 
(21) (9) (9) (+) (z) 
g'of Hot g'og ı'Lz S‘Sz 
(21) (9) (9) (+) (x) 
9'S£F Cover goth Geib Eit 
(6) (+) (5) (r) (2) 
Stook ‘cov gest bet gel 
(01) ($) ($ (+) (z) 
L'ibv GLEV z'Sbr ıch ozl 
(6) (+) (5) (+) (2) 
Sol ‘Lot y'ıgb gizeh L’zet 
(11) (9) (5) (r) (2) 
"ay | 9178U94 ol tak | o1su94 
søputay «| PU s9putsy 


Loli tl‘ot eS'1t 
(x) (9) (£) 
1g 9'001 &'£ol 
(2) (8) (h) 
Gz'z6 o1'Loı gı'101 
(2) ($) (+) 
zu gf gee 
(2) (8) (+) 
L'or L'EC off 
() (8) (+) 
bib HEST og 
(x) (5) (z) 
ort S‘igt Ser 
(2) (9) (£) 
tet S‘eSb Ssh 
(2) (5) (2) 
ger S‘Egk S'Sgt 


91]8U9A 


pu æy 


£661 
(#) 
6 
(h) 
Sofıı 


(t) 
of 
(+) 
Q'Et 
(+) 
ou St 
(£) 
glb 
(£) 
g9fogt 
(£) 
gt 
(£) 


ao 


ee X2PUI-2S[2HMAJ-2PAUW'T 
* + + Suvyuo ajspunu suosAtydur(] 


. RET VET ko 


Ja) auVrp PO|VSTOASULA] « 


19jaunrp »dpepdese suaypruasAydercy 


Juypys Aamen 1 apåuapepuryIOL f, 


* guys Sysnpeu 1 Spåuær 9781018 


rn tt Spåuaærpaajurydon 9481015 


oe nn en pau] 91942168 


M.-N. Kl. 


GUSTAV GULDBERG. 


De samme knoklers proximale epiphyseparti frembyder felgende 


S£r | CVE 


00‘0$1 Sgt ISI Ser og I S‘zor L'gS1 AE vo de OS 7 ES 2 
(01) (+) (9) La (2) (9) (2) (+) Due 
1t*g6 1686 9£'g6 Sg'g6 zb‘g6 Lz‘g6 z1‘86 19‘L6 g£*g6 A gts aR Å 
(01) (+) (9) (tr) (z) (z) (9) (z) (+) NPA TE 
Lb 9‘ot PLY AKA Sch Et 00*0$ L‘oS o*6t 5 ot. VE ; = 
(or) | © (0) r) (2) (2) (9) (2) (+) an 
tt Let ‘gt Et tet LET ‘is es SoS tt 4 + 2 * *19jaweIp »apeynsdac sjapoypeT 
5 (11) ($) (9) (+) (z) (z) (4) (£) (+) szuoma/ mdv) 
A L'Sor S‘Lor Stor 66 S‘66 996 S'601 E€%11 S*Lor PAR EN = 
=o (tt) (5) (9) (+) (2) (2) (2) (€) (+) PE 
© 1F‘o2 00‘eL 60‘SL £'eL +o‘el oppå vE'SL LS*LL 99‘£L IN het Se ree ee 2 ; 23 
Sm ($) (9) (+) (2) (2) (2) (©) (+) ee 
© QT 9'g7 SLz S‘oz S‘oz S‘oz g'g7 og g7 a ee Se ae ee SE En 
NNN | à din 
i 9‘9£ 9*9£ 9'9£ LGG ste 127 GE g'gE ge ‘os tf + PPWEIp rayTexIJaa« suasjeyree] 
& (11) (S) (9) (r) (z) (z) (4) (£) (r) spoouas un;po) 
S S‘zo1 Sor 00*001 06 S‘6g S‘06 6‘g01 Tel L'tor EU SE 
len) (0) 9) (+) (2) (2) (s) (+) (+) Re 
=; 00001 ‘101 196 6g 88 ob Sor L'gor S‘zo1 fetid o> ee 
= (z1) (9) (9) (+) (2) | (z) (8) (+) (+) 2pud 9]SI9A0 je Usppolg 
À | i 
x) aby | FER | 2119Y *a+*y | ansusa 21104 A eg | 21]SU9A 21104 (nsed apeunxord saJap) 
Q Ir y 3 En 
E 1apuray + pueyy ropuray | DUN Jappeusaf sıp[e So uapnaduryta ely I9[HOUIEET 
2 
© 
un 
© 
= 
= 
un 


| 


1901. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 29 


Hos disse knokler sees i flere henseender, at venstre sides har noget 
større dimensioner end høire sides, ialfald for mandens vedkommende. 
Ligesom for de 2 foregaaende gruppers vedkommende er denne gruppes 
ledhoder (caput femoris) for mandens vedkommende meget stor, gjennem- 
snitlig 5 cm. i diameter. Ogsaa her finder man en forholdsvis liden for- 
skjel paa ledhodets »vertikale« og sagittale« diameter, saaat ledhodets 
ellipsoid nærmer sig meget en kugle. Sammenlignet med laarknoklerne 
fra Trondhjem, er dimensionerne hos den sidst behandlede gruppes gjennem- 
gaaende større. Sammenlignet med laarknoklerne fra »Reihengräber«- 
befolkningen (Lehmann-Nitsche), er ogsaa dimensionerne i de fleste hen- 
seender større end Bajuvarernes og gjennemgaaende større end hos Ale- 
manner og Schwaber. 


Nedenstaaende tabel viser gjennemsnitsstørrelsen af denne gruppe 
laarknoklers nederste ledende eller distale epiphyseparti 


Mænd | Kvinder Mend + kvinder 


Laarknoklernes distale 
ende 


be}. h.+v. | v ftv à | vo tv 


ØLeldl| ad d| md 
91,81 77 | 75,5 | 76,2 | 85 84,7 | 84,9 


Sagittaldiameteren afcon- | (3) | (2) | (s) | (2) | (1 WOW 
dylus externus .... | 66 | 66,5 | 66,2 || 59,5 | 59 59,2 || 63,4 | 62,5 | 63,1 


Bredden af condyli fem. 


: | 
Nederste sagittale mini- | (3) (3) (6) | (2) (2) (4) (5) (5) | (ro) 
maldiameter...... WE oN EE 232 28,5 | 28,5 | 28,5 || 29,6 | 31,6 | 30,6 


Hos de mandlige laarknokler er ogsaa her venstre side noget præ- 
dominerende i dimensioner, medens hos de kvindelige høire side er størst 
eller lig venstre. Sammenlignet med Trondhjemsknoklerne er denne gruppes 
størst. 

De største af disse laarknokler fra Vikingetiden er de, der fandtes i 
Gokstadskibet!, der ubetinget har tilhørt en mere end almindelig stor og 
stærktbygget mand. Høire og venstre laarbens absolute længde var 506 
og 509 mm. og i naturlig stilling (se undersøgelsesmethoderne) henholdsvis 
502 og 507 millimeter. Caput femoris var 52 (h.) og 54 (v.) i vertikalen 


1 N, Nicolaysen: Langskibet fra Gokstad. Kristiania 1882, — Naar de her angivne 
maal afviger noget fra de i den tidligere beskrivelse givne, hidhører dette vistnok fra, 
at jeg har anvendt en anden methode og andre apparater. 


30 GUSTAV GULDBERG. | M.-N. Kl. 


og 51,5 (h.) og 52,5 (v.) i sagittalretning, den sagittale minimaldiameter 
36 (h.), 39 (v.), hvilket tilstrækkelig karakteriserer knoklernes almindelige 
sterrelsesforholde. 


2. Om femurs pilasterform. 


Som bekjendt er Zinea aspera forskjellig fremtrædende paa de for- 
skjellige laarknokler; snart er den skarpt fremspringende som en kam, 
snart kun lidet ophøiet. I almindelighed finder man, naar femurdiaphysens 
diametre maales, at den sagittale diameter er noget større end den transver- 
selle. Foreges imidlertid den første betydelig, idet linea aspera lig en 
skarp crista blir saaledes fremspringende, at diaphysen ligesom er fast- 
heftet til en »seile« bagtil, taler man om et pilasterformet femur eller 
setleformel laarknokkel. For at erholde et udtryk for dette forhold 


sagittaldiameteren X 100 
transversaldiameteren 


beregner man en index pilastricus = , idet man 


maaler sagittaldiameteren, hvor crista er heiest, hensigtsmæssigst ved dia- 
physens midte (se methoderne side 12). 

Med hensyn til index pilastricus hos forskjellige folkeslag, hvor denne 
er bleven undersegt, hidsaettes nedenstaaende oversigt (citeret efter 
Lehmann-Nitsche’s arbeide): 


ey Racetype é u | Undersøger 
femora pilastricus 
TADANERer RP oe 100,0 Koganei 
ADO Å GN en); 103,1 — 
Schwezererr ee een a 103,3 Martin 
10 Idlandsbeloere RME 0. 103,5 | == 
182 Bajuvarer SE 103,78 Lehmann-Nitsche 
33 Franskmend JANG AE 104,8 | Topinard 
94 Schwaber og Alemanner. . . . . 105,3 | Lehmann-Nitsche 
15 Yngre Stenalder, Grotte de Bay . . 106,7 Topinard 
29 Pertaner 4 re RES 106,84 
15 Panser. 05 LR 109,2 | 
15 Yngre stenalder, Grotte d'Orrouy . 109,3 |¢ Topinard 
9 —»— hule »Toter Mann« 109,6 | 
13 Breehistoriske, Anno nea 110,4 | Koganei 
48 Sioux lndianene set eee I 11,4 
44 Andre nordamerikanske Indianere . 112,45 
131 Saladoaner((Indranere se eee 115,85 
5 GrandACananes NE SE 117,5 Topinard 
12 Nestes ets += ps ey ee 119,81 
8 Wedda Å JE 122,1 Sarasin 
I Cro-Magnonse NPE 128,0 Topinard 


1901. No. 2. UNDERS®GELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 31 


Idet jeg henviser til ovenstaaende tabel med hensyn til index pila- 
stricus hos forskjellige folkeslag, skal kun tilføies, at Lehmann-Nitsche 
fandt crista mere fremspringende paa høire side end paa venstre og 
mere fremtrædende hos c end hos @ af Bajuvarerne. Det første er 
tilfælde hos de fleste racer, og med hensyn til den stærkere crista hos 
mænd er dette tilfælde hos alle racer, hvor den sexuelle differens er 
undersøgt. 


I. Med hensyn til femurs pilasterform hos den Zrenderske befolkning 
fra den senere middelalder ifølge de undersøgte 85 femora, hvor 
den kunde angives, stiller resultatet sig følgende: 


Index pilastricus hos 85 femora er i middeltal . . . 105,03 
minimum 84,37, maximum 150. 


Den samme index paa etre side var i middeltal (38 ben) 103,47 
minimum 84,37, maximum 120,00. 


Paa venstre side var index pilast. i middeltal (47 ben) 106,29 


minimum 85,71, maximum 150,91. 


Hos mændene var den samme index i middeltal . . . 105,83 
minimum 84,37, maximum 150,91. 


Hos Zvinderne var den samme index i middeltal . . 104,61 
minimum 84,61, maximum +20,00. 


Af disse beregninger fremgaar det, at dea aspera hos mænd er 
sterkere fremspringende end hos kvinderne, hvilket stemmer overens 
med, hvad der tidligere er fundet hos alle ovrige racer, hvor denne 
index er undersøgt. Derimod er efter ovenstaaende tabel linea aspera 
mere fremtrædende paa venstre side end paa heire, hvilket ansees for 
en undtagelse fra regelen; det er kun hos Peruanere og Saladoaner, at 
man har fundet en venstresidig overvægt af linea aspera. 

Gjennemsnitlig er linea aspera mere fremtrædende hos denne trøn- 
derske befolkning (105,03) end hos »Reihengräber«-periodens Bajuvarer 
(103,78) og kommer nærmest Alemanner og Schwaber (105,3). Ogsaa 
med hensyn til minimal- og maximaltallene af index pilast. overgaar de 
trønderske femora Bajuvarernes. 


bo 


C3 


GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


it. 


II. 


EVE 


Hos de 5 laarknokler fra So/e kirke, hvilke alle var af mænd, var 
index pilastricus paa høire side 107,61 (2), paa venstre. side 
117,41 (3). Som man ser, afviger den venstresidige særdeles 
meget fra de ovrige, hvilket har sin grund i, at alle 3 knokler 
havde en stærkt fremstaaende linea aspera, hvilket fremgaar af 
folgende sammenstilling: 


Heire side: minimum 106,45, maximum 108,77 
Venstre side: — 106,90, — 126,92 


Hos de 7 laarknokler fra Rør 1 Ringsaker viser sig index pila- 
stricus hos mænd 105,23 (5), hos kvinder 94,15 (2). 


Hos mænd: minimum 100,00, maximum 114,28 (5 stk.). 
kvinder: — 84,31, — 104,00 (2 += Ne 


Hos laarknoklerne fra den ældre jernalder og vikingetiden, tils. 
12 stkr. af 7 individer, fandtes følgende forhold: 


Index pilastricus hos 12 femora i middeltal . . . . . 101,86 
minimum 85,15, maximum 110,35. 

Den samme paa øøire side (6 f.) i middeltal . . . . . 105,62 
minimum 85,15, maximum 119,35. 

Den samme paa venstre side (6 f.) i middeltal . . . . 098,10 
minimum 87,14, maximum 115,62. 

Den samme hos mændene (8 femora, 5 mænd) i middeltal 107,10 
minimum 87,14, maximum 119,35. 

Den samme hos kvinderne (4 femora, 2 kv.) i middeltal . 91,37 


minimum 85,15, maximum 96,36. 


Skjønt antallet af saavel individer som af laarbensknokler er faa- 


talligt, bekræfter dog de givne resultater den almindelige regel, at linea 


aspera er mere fremspringende paa høire end paa venstre side, og at 


den ligeledes er af betydelig større overvægt hos mænd end hos kvinder. 


1901. No. 2. UNDERS@GELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 33 


V. Fra den meolithiske periode (fra Hov i Hurum) foreligger 3 vel 
konserverede femora, der har tilhort to mandlige individer, med 
en index pilastricus paa 98,92. 
Det høire femur har en index pilastricus af 100,00. 
De to venstre femora har en index pilastricus af 98,38 (resp. 
96,76 og 100). 
Disse tal bekræfter ogsaa den almindelige regel. 


Sammenstiller man »maximalværdierne« af index pilastricus hos de 
forskjellige grupper, finder man disse overhovedet ganske betydelige, 
(150 hos de thrønderske, 126 hos femora fra Sole, 114 hos femora fra 
Rør og 119 hos femora fra vikingetiden); de ringere kommer i klasse 
med Indianere og Weddas, medens den største værdi (150) overgaar | 
endog fundet fra Cro-Magnon. 

Lehmann-Nitsche paaviser i sit ovenciterede arbeide en sam- 
menhæng mellem »index pilastricus« og »platymerien«, idet en tiltagen af 
linea aspera fører det øverste parti af diaphysen over i den evrymere 
eller mere runde form. Dette stemmer forsaavidt overens med mine 
undersøgelser, som de »stenomere« eller med »transversel platymeri« 
forsynede knokler viser en udpræget linea aspera. 


Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N, Kl, No. 2. 1901. 3 


34 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


3. Om femurs platymeri. 


Den under navn af platymeri (af mhatig (flad) og uneog (laarben)) 
betegnede variation af laarbenets diaphyse er først beskrevet af L. Manou- 
vrier!, idet han i 1888, for det anthropologiske selskab i Paris, paaviste 
denne eiendommelighed hos laarknoklerne fra den neolithiske periode. 

Platymerien bestaar deri, at laarben-diaphysens øverste trediedel, 
hovedsagelig nedenfor trochanter minor og den inconstante troch. tertius, 
er bleven fladere og bredere end sædvanlig. Istedetfor at laarbenet her 
præsenterer sig i en prismatisk form, der er mere og mindre afrundet, 
viser den betræffende del væsentlig kun to flader, en forreste og en 
bagerste, der begrændses af en ydre og en indre rand. Applaneringen 
kan i extreme tilfælder forandre femurs form næsten endnu mere end 
platycnemien forandrer tibia. — Dannelsen af ydre rand frembringes ved 
den afrundede benrand, der skyder sig frem udenfor fossa hypotrochan- 
terica, noget som Houzé allerede gjorde opmærksom paa i sin mono- 
graphi om den »tredie trochanter«. Men den indre rand kan i visse 
tilfælde endnu mere forandres, idet den fortyndes og ligner endog en 
skarp eg. Diaphysen blir derved bredere i transversel retning, hvilket 
yderligere manifesterer sig ved, at trochanter minor paa udprægede platy- 
mere knokler ikke kan sees forfra. Diameteren forfra bagtil er til gjen- 
gjæld formindsket. 

Manouvrier paaviser, at platymerien hos femur og platycnemien 
hos tibia følger hinanden; de er ikke eiendommelige for nogen bestemt 
race, mener han, men synes at være hyppigst hos forhistoriske folkeslag. 
Aarsagen til baade platymerier og platycnemier søger Manouvrier i en 


! L. Manouvrier: La Platymérie, Extrait du Congrès international d’anthropologie et 
d’archéologie préhistoriques. Paris, Ernest Leroux, éditeur. 1891. 


1901. No. 2. UNDERS®GELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 


ar 
22 


udpreget virkning (»suractivité«) af m. guadriceps femoris, spec. mm. 
vasti, resp. m. tibialis post. for tibias vedkommende. Men ogsaa 
m. gluteus max. mener Manouvrier er medvirkende til femurdiaphysens 
platymere applanering, der saaledes skulde vere en »funktionel tilpas- 
ninge. At betragte muskelvirkningerne som en aarsag til knoklernes 
formforandringer billiges ogsaa af Dr. Lehmann-Nitsche; for platy- 
meriens vedkommende synes mig denne opfatning at vere plausibel i 
sit princip, om jeg end ikke finder Manouvriers deduction tilfredsstillende, 
ligesom det afgjorende bevis endnu ikke er leveret; men at muskel- 
virkningerne maa have en afgjorende betydning, særlig under opvexten 
til udviklingen af denne variation, synes mig meget sandsynligt. 

Denne fortynding af diaphysen forfra bagtil med udvidning i bred- 
den kaldtes først uden videre »platymeri«; men efter nærmere under- 
søgelser af større materiale maatte Manouvrier adskille to former, idet 
diametrene ogsaa kunde forandres i andre retninger; saaledes maatte den 
først iagttagne platymeri betegnes »sagittale i modsætning til en »trans- 
versel«, hvor diameteren forfra bagtil var tiltaget, medens diaphysen var 
bleven smalere fra side til anden. 

For nu at have et sikkert udgangspunkt ved betegnelsen af for- 
holdene, maaler man ved det sted, hvor sideudbugtningerne er størst 
eller, hvis disse mangler, 3—4 ctm. nedenfor basis af trochanter minor, 
den sagittale og transverselle diaphysediameter og beregner deraf en 
index, idet man sætter den transverselle diameter = 100. 

Manouvrier opstiller følgende skala: 

1° Index æ til 80,00 er sagztial platymeri. (Rigtigere er det vistnok 
med Lehmann-Nitsche at sætte grændsen ved 79,99). Laarbendiaphysens 
øverste trediedel er i disse tilfælde fladere forfra bagtil end fra side til 
anden, undertiden endog med udbugtninger til siden. Den transverselle 
diameter er derfor den største. 

2° Med index 80,00 til 99,9 existerer der ingen platymeri. Benets 
omkreds er mere cylindrisk. 

3 Med index fra 100,0 til +‘ indtræder den transverselle platymeri. 
Benet er i disse tilfælde applaneret paa siderne, idet den sagittale dia- 
meter er størst. 

Lehmann-Nitsche foreslaar at forandre navnene i lighed med 
betegnelsen »platycnemi« og »evrycnemi« saaledes, at afdeling 1 kaldes 
platymer, afd. 2 for evrymer og afd. 3 betegnes stenomer (orevög flad, 
smal), da adskillelsen mellem betegnelserne »sagittal« og »transversel« 
platymeri let kan bringe forvexlinger. 


36 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


Manouvrier har ogsaa undersøgt platymerien hos de anthropoide 
aber, vistnok særlig med hensyn til spørgsmaalet om, hvorvidt platy- 
merien var at anse for en »theromorph« karakter; imidlertid fremgaar 
det af hans undersøgelser, at platymerien er meget mindre udtalt hos 
disse aber end hos mennesket, saaat denne variation ikke paa nogen 
maade kan indrangeres blandt de theromorphe tegn. Dette bliver jo 
endmere indlysende, hvis det holder stik, at platymeriens ligesom platy- 
cnemiens grad er resultatet af m. quadriceps femoris resp. m. tibialis 
posterior's mere og mindre stærke udvikling; thi selvfølgelig kommer disse 
to muskler til at spille en ganske anden betydelig rolle ved menneskets 
opreiste gang end hos de firhændede klattredyr. 

Med hensyn til platymeriens optræden hos forskjellige folkeslag 
opføres her efter Lehmann-Nitsches angivelser følgende tabel: 


Mennesketypus zus | Re ly Autor 

femora mericus 

Batapomieren sp) lidlandet. "SRE 10 66,9 Martin 

Præhistorske fra Japan "0. 7 foun 

ANNE Ål GAD: Se RE cat, ? 727 Koganei 

epanerer LER ? FIG I 

Indianere ra Venezuela å NE 121 76,1 Manouvrier 

Schwaberuor: lemannen. rn 87 79,74 | Lan 

Bapivarer ee Mans De 30 80,20 

Nereresfran®ceanien. EEE 8 82,0 Manouvrier 

Schwevere aa PERTE > 84,6 Martin 

Neee. 0 ss PE Puente, 36 85,3 

Bariseresfraunntidene. AE GE - > 88 Manouvrier 

88,2 


Franskmænd fra nutiden. .... + | 20 


| 
Til denne tabel kan ogsaa føles de nylig af prof. Hultkrantz 


givne interessante oplysninger om 2 af Ildlandets indianerstammer!; han 
fandt, at hos Ona-indianerne gik platymerien helt ned til en index af 55,9. 

Som man af ovenstaaende ser, er platymerien mest udpræget hos 
beboerne af Ildlandet (Terra del fuego), hvor den ifglge Martin’s og 
de sidste af prof. Hultkrantz gjorte undersggelser maa ansees for at 
være typisk. Den gamle germanske »Reihengraber«-befolkning indtager 
de laveste grader af platymeri, eller har evrymere laarben, medens fransk- 
mændene viser en udpræget eurymer-type. 


1 J, Vilh. Hultkrantz: Zur Osteologie der Ona- und Yahgan-Indianer des Feuer- 
landes, Særtryk af: Svenska Expeditionen till Magellansländerna. Bd, I. No. 5. 


Igol. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 


123 
ha | 


Egne undersøgelser. 


Det undersegte materiale fra norske grave inddeler vi i følgende 
grupper: 1) Laarknokler fra (Nidaros) Trondhjem, 2) fra Sole kirke, 
3) fra Rør i Ringsaker og 4) fra vikingetiden og den ældre jernalder. 
Enhver af disse grupper frembyder sine eiendommeligheder. 


I. Laarbensknoklerne fra Trondhjem. 


Af ovenstaaende tabel fremgaar, at over halvdelen af denne gruppes 


Sie | : Stenomeri 
| Antal knokler | en =P == 2: transversel 
| (sagittal platymeri) evrymeri TEGE 
| | 
Bi ey femme kis 2 - | 48 2: 55,2 på. | 27 9: 42,5 pa. | EN Bee it 
Minimal-index . . . . . . | 66,10 | 80,00 | 100,00 
| Maximal-index . . . . . . 79.65 | 98,3 | 212,7 
Middeltal af index . . . . | 7418 85.37 | 106,35 
| 


femora, nemlig 55 pct., viser en udpræget om end ikke hoi grad af 
platymeri; de hoiere grader af samme (2: index — 66,10 til 69) fore- 
| kommer kun i 7 tilfælde (9: 15 pct. af de platymere knokler og 8 pet. 
af den hele gruppes). Størsteparten af den øvrige del er evrymere, og 
kun 2,2 pet. viser stenomeri, der er større end hos de gamle Bajuvarer 
(103,72). 
Tager man gjennemsnitsindexen af gruppens samtlige femora, bliver 
dens index platymericus 78,49 2: at de nærmer sig meget evrymerien. 
Dog er gjennemsnitlig platymerien her mere udtalt end hos Bajuvarer, 
Schwaber og Alemanner. 


II. Laarknoklerne fra Sole kirke. 


:- | Evrymeri Stenomeri 
5 femora Platymeri: 0 pet. | (4 femora) 80 pet. | (1 femur) 20 pet. 


Minimal-index . . . . .. ingen 80,00 125,00 
Maximal-index . . . . .. ingen 88,88 
Middeltal af index . . . . 85.07 125,00 


38 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


Af denne gruppes faatallige materiale er af interesse at merke sig 
det ene tilfælde af usædvanlig hoi szenomeri; denne knokkel, der har en 
længde af 517 mm. i naturlig stilling, udmærker sig ogsaa ved sin 
udprægede pilasterform (index pil. = 126,92) og stærke torsion foruden 
ved sin størrelse. 


III. Et noget andet billede frembyder den følgende gruppe bestaa- 
ende af 7 laarknokler fra Rør i Ringsaker. 


| Platymeri | Evrymeri 


7 knokler Stenomeri O pct. 
a (2 femora) 28,6 pct. | (5 femora) 71,4 pct. 
in 
Minimum-index. . . . .. 69,35 81,69 ingen 
Maximum-index. . . . .. | 73:33 96,77 
Middeltal af index . . . . | 71,34 | 87,02 


Udregnes gjennemsnittet af de 7 knoklers index platymericus, blir 
denne = 82,54, hvilket viser, at evrymerien har overvægten. Imidlertid 
kan man jo ingen almindelig slutning drage af et saa faatalligt materiale. 
Det kan imidlertid bemærkes, at de platymere laarknokler var kvinde- 
lige og de evrymere var mandlige. 

Den stenomere type findes ikke repræsenteret. 


IV. Fra vikingetiden og den ældre jernalder frembyder 13 laar- 
bensknokler følgende billede med hensyn til platymerien. 
ES NN EE 


13 femora Platymeri Evrymeri Stenomeri 
9 st. 9: 69,23 pet. | 2 st, 9: 15,38 pet. | 2 st. 9: 15,38 pet, 
Minimal-index . .. . .. 65,11 | 82,35 125,00 
Maximal-index 0. 78,78 | 92,59 126,66 
Gjennemsnits-index . . . . 72,16 | 87,47 125,83 


Ovenstaaende tabel viser, at ca. % af de undersøgte knokler har 
platymeri og det af noksaa hei grad, 72,16, hvilket ogsaa findes hos 
præhistoriske knokler fra Japan og Ainofolket. To af knoklerne har endog 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 39 


en platymeri af 65,11 og 66,6, hvilket overgaar middeltallet af de af 
Martin undersogte Ildlands-indianeres platymeri. Den udprægede og 
hgie grad af stenomeri finder vi hos laarknoklerne af den i Gokstad- 
skibet fundne hovding. Disses fladtrykning er jo i grunden af samme 
natur som den platymere, men gaar bare i en anden retning, nemlig den 
transverselle. Ved bedommelsen af en gruppe laarknoklers applanering 
i øvre del af diaphysen skulde man derfor ikke regne de stenomere 
knokler med ved beregningen af den hele gruppes »index platymericus«. 
Dette fremgaar tydeligt nok ved den her omhandlede gruppe. Gjennem- 
snitsværdien af index platym. for alle 13 knokler er her ca. 83, alt- 
saa evrymeri, hvilket jo for denne gruppes vedkommende i virkeligheden 
udgjør kun 15 pct. og aldeles ikke karakteriserer gruppen. Regnes 
derimod kun de platymere og evrymere knokler sammen, blir den gjen- 
nemsnitlige »index platymericus« 74,95, hvilket utvilsomt er et sandere 
udtryk for de faktiske forholde. I det hele er denne gruppes laarknokler 
karakteriseret ved sin fladtrykning, det være sig sagittal eller transversel 
platymeri 2: egentlig platymeri og stenomeri, medens evrymerien eller 
den mere cylindriske form kun findes hos et faatal. 

De stenomere knokler fra Gokstadskibet henpeger ved sin store 
index pilastricus >: en overmaade stærk linea aspera, og ved sin næsten 
kolossalt udviklede crista glutæa paa det forhold, at applaneringen er et 
udtryk for muskulaturens stærke udvikling og indflydelse. Det synes af 
de her undersøgte knokler, at stenomerien er ledsaget af en mere og 
mindre udpræget linea aspera eller søileform af laarbenets diaphyse. 


V. Hos de 3 laarknokler fra den meolithiske tid har de to, høire 
og venstre, tilhørende samme individ, i gjennemsnit en index platy- 
mericus = 68,02 (høire f. = 71,05, venstre f. = 65,00), medens venstre 
femur af det andet individ viser evrymeri, med index plat. = 84,84. 

Som allerede nævnt er den mere udprægede platymeri karakteristisk 
for laarknoklerne hos stenalderfolk, hvorfra det her omtalte isolerede 
fund ikke danner nogen undtagelse, naar der af to individer det ene har 
en index plat. = 68. De udmærker sig ogsaa i andre henseender ved 
sine udprægede tuberositeter for muskeludspring (se kap. om troch. II). 


40 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


4. Om collo- og condylo-diaphysevinkelen. 


Paa det meste af materialet kunde baade vinkelen mellem laarhalsen 
og laarets midtstykke, angulus colli femoris s. collo-diaphyseos, og vinkelen, 
som laarets diaphyse danner med vertikalen paa horizontallinien under 
condyli, angulus condylo-diaphyseos, maales med nogenlunde ngiagtighed. 
I nedenstaaende tabel gives en oversigt over begge disse vinkler. 


Ale- | Indianere 
Femora fra Trondhjem || høire |venstre|h. + v.|| Bajuvarer De Schweizere = 
| | Terra del 
Schwaber | Fuego 
=== - 
Angulus collo-diaphyseos c? en), a ee | er 
08 (10) | (12) | (22) (7) 
5 2 725,220 127,020 120%5 127,7 
je (37) | (46) | (83) | (75) (55) (10) 
À +? 125,°9 |127 126,6 126,7 126,°8 1332 1235 
Angulus condylo-diaphyseos © ei sa pe 
, , ? 
bees (10) | (12) | (22) 
À ? 10° TOs ror 
se (36) | (45) | (81) (10) (38) (10) 
i et? 97 9, 2 9,4 10,25 9,7 I ry, 8° 


Collo-diaphysevinkelen: 


Hos mænd var minimumsvinkelen paa keire side 110°, maximum 137 
: = —»— venstre - 114, = 137 
- kvinder —»— heire - 119, = 132 


- — —»— venstre - 120, = 135 


ns. 


1901. No. 2. 


UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 


- kvinder 


41 
Condylo-diaphysevinkelen : 

Hos mænd var »minimums«-vinkelen paa Æeire side 6° »maximum« 14° 

—»— venstre - 6 — 17 

—»— høire - 7 — 14 

—»— venstre - 5 — pee 


Af ovenstaaende tabel kan 


sammenlignes værdierne af Trondhjems- 


gruppens knokler med, hvad Lehmann-Nitsche fandt hos Reihengräber- 


befolkningen, og man forbauses over den store lighed. — For de ovrige 


gruppers vedkommende slaar jeg knoklerne fra So/e og Rer sammen i 


en gruppe. 
H—II, Knokler fra Sole IV. Knokler fra vikingetiden 
og Rør. og ældre jernalder. 
Anguli femoris høire venstre h.+vw. | høire | venstre h,+vw. 
| | | 
| | | | | 
ak (6) | (3) (9) (4) (4) | (8) 
Collo-diaphysevinkel cf 126,93 130,°3 126,°5 127,7 119,92 | 126,95 
is (1) (1) EG | @) a | å 
= 2 120° 124° 122° kr rar 120 4 |, 520,75 
| | | 
Ban (4) (11) | (6) (6) (12) 
Fu c+9| 125,°4 | 128,°7 126,°6 || 125,95 119,°5 | 122,°5 
|| Il 
DEE | (6) (4) (10) | (3) (3) (7) 
Condylo-diaphysevinkel <? | 10,°3 82s 9,6 9,6 on 9,°8 
% VEE GE 
Å 2 | oan RR 9,°5 9,°5 10° | 9,°75 
| | 
| | 
ES Vi i) (5) (12) (5) (5) | (Go) 
= D Done ES ae 1 10 19% 


Sammenlignes de forskjellige gruppers knokler med hverandre, finder 


vi følgende: 


Anguli femoris 


| T.hjems 
| laarknok- 
|| lerne 


I} 
| 
I 


Collo-diaphysevinkel 
pe: Q 
—— HQ 
Condylo-diaphysevinkel ©? 
ee Q 
— 49 


| 126,°4 
126,°5 
126,6 
|» 


10 
| 
| 


| 
| 


Laarknok- Laarknok- | Ant. 
ler fra | = fra Bajuvarer | ner og ‚Schweizere 
> og | vinkinget. Schwaber | 
or etc. | 
126,°5 126,°%5 124,°8 
122° 120,°5 | re ey | 
126,6 | 122,95 | 126,°7 | 126,98 | 133° 
9,°6 9,°8 
9,°5 9,°75 | 
9,°5 9,°8 10,°25 9,7 11° 


42 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


Man ser i denne sammenstilling den mærkværdige overensstemmelse 
i middeltallene for de mandlige laarknoklers vedkommende i alle grupper 
af de norske laarknokler. Hos de kvindelige laarknokler er der nogen 
difference i gruppen fra Rør og fra vikingetiden; men her var de kvinde- 
lige laarknoklers antal saa ringe, at deres middeltal kun maa tillægges 
ringe vegt. Tager man saaledes væsentlig hensyn til laarknoklerne fra 
Trondhjem, sees, at der ikke ligger noget sexualmærke i collo-diaphyse- 
vinkelens større og mindre gradantal. 

Regnes nu alle de maalte laarknokler sammen, 106 i antal, sees 
collo-diaphysevinkelen at være i middeltal ca. 126°. 

Dette middeltal falder meget nær det af Charpy fundne, 127°, og 
naar undtages de mindre grupper af knokler (fra Rør og vikingetiden, 
tils. 6 knokler), er middeltallet af vinkelens størrelse hos de mandlige og 
kvindelige knokler næsten lige ens. Disse tal bestyrker saaledes heller 
ikke prof. Humphrey's antagelse (cf. kapitlet om legemsstørrelsen). 

Ogsaa middeltallet af condylo-diaphysevinkelen er temmelig overens- 
stemmende mellem de forskjellige grupper og afviger heller ikke syn- 
derlig fra værdierne hos Reihengraber-befolkningen. Derimod kan i det 
enkelte tilfælde værdierne variere ganske betydeligt; saaledes var mini- 
mum hos en knokkel fra gruppe II—III 5°, medens maximum var 13°. 

Ved at gjennemgaa de enkelte maalinger har jeg ikke fundet noget 
proportionalt forhold mellem collo-diaphyse- og condylo-diaphysevinkelen, 
skjønt dette a priori skulde synes plausibelt. I underextremitetens leddede 
axe er der utvilsomt regulerende faktorer i bløddelene, muskler og baand, 
som udjævner de større afvigelser og inkongruenser, som maatte opstaa 
ved selve knoklernes, specielt deres ledenders form. 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 43 


5. Om trochanter tertius, fossa hypotrochanterica og om 
insertionen af m. glutæus maximus forevrigt. 


Som bekjendt finder man i mange tilfælde, at /uberositas glutæa, der 
ligger paa bagfladen af laarbenets øverste trediedel, i fortsættelsen af 
linea aspera’s labium externum, i partiet lidt nedenfor en gjennem troch. 
minor gaaende horizontallinie, er meget stærkt fremspringende; den 
overste mest fremspringende del af den er i saadanne tilfælde af mange 
anatomer bleven kaldt trochanter tertius, idet man (Gruber) har homo- 
logiseret den med »den tredie trochanter« hos forskjellige pattedyr, 
navnlig af ordenen: perissodactyla (hest, rhinoceros, tapir); dette ben- 
fremspring findes ogsaa hos forskjellige »insektædere« (f. ex. alm. pind- 
svin), »gnavere« (hare, ekhorn, bæver) og hos nogle edentata (Dasypus, 
Orycteropus); størst er imidlertid »den tredie trochanter« som nævnt hos 
pertssodactyla. 

Det er forst i den senere tid, at man har veret opmerksom paa 
denne variation paa femur. Cruveilhier (Traité d’anatomie descriptive 
1871, t. I, pag. 229) og Luther-Holden (Human Osteology, 5¢ edition 
1878) omtaler den ganske kort, medens Gruber allerede i 1856 (Mém. 
des savants étrangers de l’Acad. impér. de St. Pétersbourg, T. VII) har 
redegjort for dens forhold og nærmere præciseret, hvad man skal forstaa 
ved »troch. tertiuse. Vigtige bidrag og en udtommende fremstilling af 
den forudgaaende litteratur over dette emne finder man i Geheimerath 
W. Waldeyers fortrinlige afhandling derom (Der trochanter tertius des 
Menschen etc. — i Archiv tür Anthropologie — 12te Bind, 1880, pag. 
463 etc.). Waldeyer fandt den hos 22 skeletter af europæere 7 gange, 
altsaa mere end 30 pct., samt at den paa gracile exemplarer ofte kunde 


Pa 


44 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


være meget kraftig udviklet. Den ligger altid tæt nedenfor trochanter 
major og indtager det øverste parti af den langstrakte, ujævne, rue 
insertionslinie for m. glutæus maximus. 

C. M. Fiirst (Ueber das Vorkommen von Trochanter tertius beim 
Menschen: Archiv f. Anthropologie, 13te B., 1881, pag. 321 etc.) fandt 
troch. III i 32,5 pct. ved undersøgelsen af 83 skeletter; desuden under- 
sagte han en hel række enkelte laarben og fandt hos samtlige 238 under- 
søgte laarben troch. III i 69 tilfælde, altsaa 29,3 procent. 

Maaske den mest udtømmende fremstilling af den »tredie trochanter«s 
forhold finder vi i Houzé’s monographie (Le troisieme trochanter de 
l'homme et des animaux etc., Bruxelles 1883); han inddrog foruden 
mennesket en stor del af hvirveldyrene helt fra reptilierne af og opover, 
i sin undersogelse. H. paaviser først, at troch. III forekommer hos alle 
pattedyrordener (9: hvor baglemmerne er ordentlig udviklede). Med 
hensyn til Primates fandt han, at de anthropoide aber kun undtagelsesvis 
havde et saadant benfremspring. Men ogsaa hos de forskjellige menneske- 
racer viser langtfra optræden af en troch. III sig ligeartet; saaledes er 
den sjelden hos negerne, men hyppig hos europæerne. Han mener 
derfor, at den »3die trochanter«s udvikling staar i nær forbindelse med 
udviklingen af glutæalregionen, saa at jo mere denne er fremtrædende, 
desto mere udpræget troch. III (»plus la région fessière est développée, 
plus le troisième trochanter est saillant«), Han betegner de med stor 
sæderegion (europæere) forsynede menneskeracer for megapyge, medens 
de med liden sæderegion kaldes mikropyge (negere). De anthropoide 
aber har en særdeles flad glutæalregion, hvilket kaldes platypyg. — Nu 
har kvinden en stærkere udviklet glutæalregion end manden, men omend 
den førstes mægtigere fedtlag paa dette sted spiller en rolle, saa synes 
det dog, mener Houzé, som om den hyppigere optræden af troch. III 
hos kvinden staar i forhold til dennes kraftigere glutæalmuskulatur. Des- 
uden har det feminine femur en større vægt end det masculine i forhold 
til extremiterne, som paavist af Manouvrier. Houzé undersøgte laarbens- 
knokler af Briissels befolkning og fandt, at trochanter tertius forekom hos 
10' mandlige laarben kun 1 — en — gang, medens den hos 10 kvinde- 
lige laarben var udviklet i 3 tilfælde. 

Men Houzé beskriver ogsaa en anden form for insertionen af den 
»store sædemuskel«, nemlig som en langstrakt fordybning, som han 
kaldte fossa hypotrochanterica (fosse hypotrochanterienne). »Fossa hypo- 
»Zrochanterica er en fordybning langs efter diaphysens axe og ligger i 
»det øverste, bagerste og ydre parti af diaphysen; denne grubes rande 
»dannes paa indsiden af den todelte linea aspera’s ydre linie, 9: labium 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 45 


»laterale s. externum, ogsaa kaldet /adium ecto-proximale, medens for- 
»dybningens udside begrændses af diaphysens ydre rand, der ofte er 
»forvandlet til en fremspringende liste; fordybningens bund er dels glat, 
»dels smaaknudret.« 

Hvis denne fossa hypotrochanterica forekommer, er benets foramen 
nutritium rykket høiere op og ligger nær ved fordybningens nederste 
del. Fossa hypotroch. kan findes alene, men ogsaa i forbindelse med 
troch. III; hvis den findes, forøges diaphysens transverselle diameter paa 
bekostning af dens antero-posterieure. 

Houzé fandt, at i Belgien forekom rock. II] kun undtagelsesvis paa 
laarbensknokler fra »rensdyrperioden«, medens dens hyppighed i den 
»neolithiske« tidsalder var 38 pct. (som følge af et nyt ethnisk elements 
optræden); hos nutidens Brüsseler-befolkning var dens hyppighed 30,15 
procent. Han ansaa dens optræden som et tegn paa en kraftig glutæal- 
muskulatur. 

Fossa hypotrochantertca er en noksaa konstant karakter derimod 
hos de i Belgien fundne laarbensknokler fra »rensdyrperioden«; dette 
kjendemærke har hulebeboerne fra Furfooz fælles med de przhistoriske 
mennesker fra Grenelle (Paris), med hvilke de ogsaa stemmer overens med 
hensyn til skalletype, skelethøide og gjennemboret olecranon (2). Fossa 
hypotrochanterica er meget udviklet, men mindre hyppig paa laarben 
fra den neolithiske periode og synes nu for tiden at være bleven sjeldnere). 

Efter Houzés vidtløftige fremstilling fik trochanter tertius en viss 
aktuel betydning, idet den blev draget ind i spørgsmaalet om skelettets 
»sexuelle« karakterer, hvorom den bekjendte anthropolog prof. Schaaff- 
hausen holdt et foredrag ved det tydske anthropologiske selskabs for- 
samling i Breslau 1884; der førtes da en diskussion mellem prof. dr. 
Albrecht og prof. dr. Aurel v. Török (Budapest). Prof. Albrecht 
opstillede den sætning, baseret paa egne og Houzé's undersogelser, at 
troch. tertius fortrinsvis forekom hos kvinden, mod hvilket prof. v. Török 
udtalte sig. 

Kort efter fremlægger den sidstnævnte, høit anseede anthropolog 
resultaterne af sin undersøgelse (Ueber den Trochanter tertius u. die 
Fossa hypotrochanterica (Houzé) in ihrer sexuellen Bedeutung; Anato- 
mischer Anzeiger 1886, pag. 169—178) af 54 skeletter, hvoraf 38 mand- 
lige og 16 kvindelige; skeletterne hører til den nuværende tidsperiode, 
idet dog de ældste skriver sig fra den saakaldte »Broncealder« (v. Török 
mener at have paavist, at Ungarns bronceperiode strækker sig langt ind i 


1 Houzé’s afhandling er her citeret efter von Török og andre forfattere, da hans 
arbeide, der ikke findes i vore bibliotheker, ei heller længere er at faa i bogliandelen. 


46 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


den historiske tid, nemlig til midten af det ııte aarh.). Hos disse 
skeletter fandt v. Török, at hverken var trochanter tertius hyppigst hos 
kvinderne, eller syntes fossa hypotrochanterica at forekomme saa sjelden 
2 nutiden. Imidlertid fandt han troch. tertius’s udvikling og optræden 
meget forskjellig, snart ulige udviklet paa et og samme skelet, snart kun 
paa den ene side, snart som den eneste form for den store sædemuskels 
insertion, snart kombineret med andre insertionsformer. Desuden paa- 
vistes, at Zrochanter tertius ikke har selustendigt ossifikationspunkt i mod- — 
sætning til »trochanter major« og »minor«. Med hensyn til freqvensen 
af trochanter III viser de af v. Torok undersggte 108 laarbensknokler 
39 tilfælde, altsaa 36,11 pct., med 36,81 pct. hos mandlige og 34,32 pct. 
hos kvindelige individer. Fossa hypotrochanterica forekom i 30,24 pet 

Hvad angaar forholdet mellem en kraftig glutæalmuskulatur og ud- 
viklingen af troch. III eller crista bemærker v. Török, at der ved kraftigt 
muskelsystem i den samme muskel snart fandtes en glat insertionsflade, 
snart en knudret, kamformet, hvorfor v. Torok ikke kan slutte sig til 
Houzé’s opfatning af troch. III som tegn paa kraftig glutæalmuskulatur. 

Af betydning er prof. v. Török’s opstilling af de forskjellige for- 
mer, hvorunder insertionsruheden for m. glutæus max. optræder, nemlig 
snart som mere enkle, snart som mere combinerede insertionsformer, 
hvilket ogsaa af anthropologerne senere er accepteret og derfor bør 
lægges til grund for fremtidige undersogelser, hvorom nedenfor. v. Török 


o 


opstiller: a) enkle insertionsformer: 1° crista glutæa, 2° trochanter tertius 
og 3° fossa hypotrochanterica; b) combinerede insertionsformer: 4° Troch. 
tertius + fossa hypotroch., 5° Troch. III + crista og 6° fossa hypotroch. 
+ crista. 

Angaaende sporgsmaalet om aarsagen eller forklaringen af trochanter 
tertius, fossa hypotrochanterica og lignende indtager v. Tôrôk samme 
standpunkt som R. Virchow, der paa ovennævnte Breslauercongress 
udtalte, at, saavidt han kunde overse sagen, maatte der med hensyn til 
troch. tertius existere stærke lokale forskjelligheder; saaledes fandt han 
hos Guanchoerlaarben fra et hulefund paa de kanariske ger ingen troch. 
tertius, medens dette benfremspring viste sig paa gamle laarben fra 
Troas overordentlig hyppig. For at forklare disse forholde maa der 
yderligere undersøgelser til over de enkelte folks sædvaner og maader 
at indrette sig paa, mener Virchow (citeret efter v. Török 1. c.). 

Dwight (The journal of anatomy and physiology etc. vol. XXIV, 
part. 1, pag. 61 etc.) behandler betydningen af troch, III og af lignende 
benfremspring hos mennesket. Han gaar ikke med paa at kalde enhver 
større fremstaaenhed af øverste parti af »tuberositas glutza« for »tro- 


I901. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 47 


chanter tertius«, idet han reserverer dette navn for en »glat, rund eller 
aflang knort«, leilighedsvis fundet paa dette sted eller tæt derved, idet 
denne optræder, ligesom Waldeyer og andre har gjort opmærksom paa, 
forholdsvis hyppig paa spædbyggede knokler. — Med hensyn til at for- 
klare opstaaen af troch. III som fremkommet ved et overordentlig stærkt 
drag eller virkning af glutæus maximus, blir dette endnu at bevise, 
mener Dwight; en saadan virkning maa skyldes en speciel beskjæf- 
tigelse, og hvis det kan bevises, at dette benfremspring eller en større 
forskjel i graden af ruhed hos tuberositas glutæa optræder hyppigt hos 
begge kjøn i den forhistoriske tid, hos vilde og hos lidet civiliserede 
racer, hos hvilke livsforholdene har været nogenlunde af samme slags, 
og særlig hvis troch. III optræder hos ange personer, ikke gamle nok 
til at være underkastet en længere muskelvirkning, bliver theorien meget 
usandsynlig, ja næsten uholdbar. Dwight mener nu paa basis af andres 
og egne iagttagelser at maatte udtale, at man ikke kan tilskrive frem- 
komsten af troch. III i alle tilfælde virkningen af glutæus maximus. 
Han anser den »3die trochanter« som en rudimentær og »useless« ben- 
process, hvis fremkomst ikke altid kan forklares. 

Dollo (citeret efter Poirier) anser den for en atavistisk karakter fra 
prosimia, og Bertaux fremhæver, at den ikke staar i forhold til de 
muskulære eller ligamentøse insertioner. 

Costa fandt hyppigheden af troch. tertius til 30,39 pct. efter under- 
søgelse af 102 fem. af europæere (citeret efter dr. Lehmann-Nitsche, se 
nedenfor). Koganei (Kurze Mittheilung über Untersuchungen von Aino- 
skeletten, i Archiv for Anthropologie, XXII Band, S. 371—302) kunde 
paa 68 par vel vedligeholdte laarbensknokler paavise tilstedeværelsen af 
en trochanter tertius i 18 tilfælde, altsaa 26,5 pct., hver gang dobbelt- 
sidig, kun en gang alene venstresidig. Efter kjønnet optraadte den paa 
42 par mandlige laarben 9 gange og paa 26 par kvindelige ligeledes 9 
gange. Dette viser en større hyppighed hos kvinden. 

Paa grund af den opmærksomhed, som anthropologerne har ofret 
»den tredie trochanter«, finder man den ogsaa i den sidste tid i regelen 
nævnt, i det mindste i de fleste moderne anatomier, baade i de større 
og mindre. Testut (Traité d'anatomie humaine, 1889, vol. I) omtaler 
den specielt i sin fortrinlige haandbog med delvis litteraturangivelser. 

Ligeledes omtales den nøie i det bekjendte Poirier's samleværk 
(Traité d'anatomie humaine etc. — 1895 — T. I), idet han nærmest 
slutter sig til Dollo og Bertaux’s opfatning af trochanter tertius. 
Selv i ganske kortfattede anatomier kan man nu finde dette saa hyppigt 
optrædende benfremspring omtalt. 


48 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


I dr. Lehmann-Nitsche’s fortrinlige undersøgelse over de lange 
knokler fra den sydbayerske »Reihengräberbevölkerung« (i Beiträge zur 
Anthropologie und Urgeschichte Bayerns — 1895 — ııter Band, pag. 
205—206) bliver ogsaa troch. tertius, fossa hypotroch. etc. ofret speciel 
undersggelse. Hyppigheden af troch. tertius med combinationsformer 
hos de gamle Bajuvarer viser sig at være ringere end hos mange af 
nutidens befolkning, nemlig 23,7 pct. (efter 76 femora). Med hensyn til 
insertionen af m. glutæus maximus opstiller dr. Lehmann-Nitsche i over- 
ensstemmelse med prof. v. Török 7 former nemlig: 1° Fossa hypotro- 
chanterica, 2° Crista, 3° Trochanter tertius, 4 Fossa + crista, 5° Fossa 
+ trochanter, 6° Crista + trochanter og 7° Fossa + crista + trochanter. 

Hos Bajuvarerne fandt Lehmann-Nitsche troch. III alene kun i 2,6 
pet., men troch. III i forbindelse med fossa hypotrochanterica 7,0 pet. 
og troch. III + crista glutæa i 4 pct., medens troch. III + fossa hypo- 
troch. + crista i 9,2 pct. 

Af pathologiske forandringer fandt L.-N, paa 2 skeletter arthritis 


deformans, nemlig paa overste epiphyseende. 


Egne undersogelser. 


Sammenstiller vi resultaterne af undersøgelserne over det her be- 
handlede materiale, fremgaar folgende, idet hver gruppe af knokkel- 


fundene behandles for sig. 


I. Trondhjemsknoklerne. 


Hosstaaende tabel viser, at crista glutea + fossa hypotroch. optræder 
ulige hyppigst, nemlig i 47 pet., dernæst kommer crista glutæa alene med 
noget over 25 pct. Derimod forekommer ikke fossa hypotroch. eller troch. 
III isoleret. Kombinationen af crista med troch. III og fossa hypotroch. er 
derimod den hyppigste form af troch. III, nemlig 16 pct. Regner man 
overhovedet trochanter III's optræden uanseet kombinationsformerne, viser 
dens hyppighed sig at være 27,5 pct., altsaa hyppigere end hos Baju- 
varerne (med 23,7 pct.), men sjeldnere end hos nutidens europæiske 
befolkning (30 pct. Waldeyer, 32,5 pct. First). Ligeledes viser det sig, 
at troch. III med kombinationsformer forekommer oftere paa venstre side 
end paa høire, medens det ikke synes at være synderlig forskjel paa 
mandlige (26 pct.) og kvindelige femora (28 pct.), med kun ubetydeligt 


overvægt hos de sidste. 


UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 49 


1901. No. 2. 


91 =3 1 gr =36 fr=36 gr = 37 og TÅ vlev=38 or =301 | gzt=3g L =3å7 D TOO NOTA 
esso,] + vs + III “91 
fc =37 7 =31 Sr =31 tr =31 o =0 6 =31 ot =31 ped ET 0 =0 ‘40010444 vwsso,p + III ‘WOOL, 
vb =38 o1=3$ y = 38 9 =3dz h =31 (a red! 6 =39 ol =a 7 VL =37 noes M Th MOOLT “= Blend 
Lt = 3 1b 19 = 36% ep=291 bh = 3 11 Lo=3Q | cle=ee SE | E'gb=308 | o'gh = 311 gb = 31 | " * ‘yoonoddy vssog + us) 
o o o o o o o=o o=o o=o * + + * * gni}19} JojurYysorf 
(9) oO oO o (9) o Oo =0 oO) =0 0 =0 * +  potajueyoonodAy vssoy 
‘Ses 3727 gr == 36 PE = 361 gr=34 | Sez 3b | cle 3 |ubv=361 | chi = 3S LE=m=3or ||’ * * * * * * vœjnd vient) 
od pd od od od "od od od od 
Lg uoutuesfn | OF orsuaa gf auroq | Se udwnuesyn | 4)sudA Fi anoy 11 79 uawespy | ansuaa SE anoy Le 
vioway Lg = sapuray + Puy ; vioway $7 “apuray viowlay 29 ‘PUR vioway Le 


:9pu98[0 19881210] Susspyouyswolypuon] LI I 


M-N. KL 1901. No. 2. 


Vid.-Selsk. Skrifter. 


M.-N. Kl. 


GUSTAV GULDBERG. 


*eæJN]S ES 


Oe Sn | ee = a — — -— — | 07 = I ven — * roadjueyoonod£y esso} + e}stı9 + III 'YIOIL 
= == = as == = = — — eorajueyoonodAy essor + [I] “Goo1y, 
Ger — fr — — — O8 = 1 — oe Pet ee mae: IIT ‘U901} + Su) 
OZ = I — of = 1 — — — O7 = I — ok = à ‘+ + * * vorayueqoosjyodAy essoy + eJSH1) 
= = = ie = LE _ er ee Sn1}19} I9JUEU901T 
RES = we LE = = = å — * e3rIsYueyaonodAy esso 
"ad ‘yod od ‘od od Jod 04 0d od 
ASPA SGP ts NSG Aap || DEA CUT 21}SU9A 2110 ‘a+ y | ‘xs £ ‘A | MIS eg 
— I9]NOUNIEeT 
ns S ‘Iopumy + puep ‘JS O Tapuray ns $ ‘'puep 


:2PIOIOJ apuasjey pow sJapyouysuoqiee, Å 193317910] 2706 EI TI 


Troch. II optræder her i 40 pct. og kun i kombinationsformer, men 


II. 
materialets sparsomhed i denne gruppe udelukker almindelige slutninger. 


51 


UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. | 


1901. No. 2. 


II. Som man ser, er crista + fossa hypotroch. den ulige hyppigste 


kombinationsform, medens troch. III hverken optræder alene eller i nogen 


forbindelse med andre former i denne gruppe. 


Imidlertid er jo dette material saavel som det fra Sole saa faatalligt, 


at det ikke er berettiget at drage nogen videregaaende slutning deraf. 


* *vOHDJULYDON) 
-odAy vssoy + "ns eS + III 'YPOIL 
* porayuvyoosjodAy vSSO} + III "Y9OLL 


"II "yo + t)SUD 


rıl=3S| of =31/ og=3t||001=37 |001=381 |001=31| 9 = 3 E — AT * * vonajuryronodAy essoy + LIS) 
= = acs ae = = ne Ea Les * + © © * snnsej JOJuUEUDOLL 
— — — — = — — — — voMSJULYDOIJOÅLY LSSOJ 
S'oz=37| of =31| oc = 31 ob =3z]oo1r=31'| Se = 31 et væn[å est) 
"od od od "od *yod od od ode jod 
ata] 0% | Oa fata) Ma) Qu at] Or | Do 
—— == — vioway L 
us L ‘rapuray + pueyy 'y]s 7 ‘JOPUIAN ous $ 'puæn 


:0P[OIO apuos[oy Jasta 9yaıy sey LI] 1opyousıee] 4 aq 


Ä—————e kkeeez,,z—— — 


ul 


M.-N. KI. 


GUSTAV GULDBERG. 


52 
Kun maa man vere berettiget til at slutte, at crista + fossa hypotrochan- 


terica er den prædominerende insertionsform for m. gluteus maximus. 
Dette er ogsaa i fuld overensstemmelse med Lehmann-Nitsches fund hos 


de gamle Bajuvarer, Alemanner og Schwaber. 


co 

5 
I 

on 
_ 


errors cic tal = 


EOHBJULYD 
-01)0d£y essop + eso + [I] "y9oaL 


* * porayueyoosjodAy essor + JI] “qoory 


"TIT ‘901 + y) 


E'9G6=3L4| oS =3 6 l999=3t| SL = 3E| og =31 (oo =8z|| oO =3t | oO —5z| oO = 37 "ROHDJUEUIOIOdAU vssoj + LIS) 
= = = == == = == — * sn1}19} 19)ULYDOLL 
nue n° ur = = = == == voraqueyo010d4q esso x 
ets Sess PGS Aa EGGE = Sø] res) ce SS =A || Go in CASH Ge reæ)n[d vs 
od od od ‘od 04 od jod ‘od jod 
"a+ ‘y | 9oonsuoa| 9 anoy | ‘A +'q |zansusa | 7 alloy A+'y | + ousuoa | b aeg 
eıowaJ ZI 


UIOWAF ZI ‘I9pumay + PUÆIN 


CIOW9F Ÿ “Iapuray 


eıows} $ ‘PU 


‘Iopreusof sıpje uap So uapnaduryta EI] 1opyouysusgiee] ZI 1940 [PGEL ‘AI 


I9OI. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 53 


IV. Tabellen viser, at ogsaa blandt denne gruppe er forekomsten af 
en crista glutæa med fossa hypotrochanterica hyppigst, nemlig i 58 pci, 
dernest kommer crista glutæa isoleret i tredieparten af tilfældene. Kun 
i 8 pet. fandtes troch. III sammen med sine kombinationsformer og det 
til og med kun svagt udviklet; de evrige former som fossa hypotr. eller 
troch. III isoleret eller troch. III + fossa hypotr. og troch. III + crista 
forekom ikke. Særlig dyb viste fossa hypotroch. med udpreget margo sig 
hos de platymere femora. I modsztning dertil var den isolerede crista 
glutæa enormt udviklet hos de stenomere femora fra Gokstadskibet. Denne 
coincidence leder temmelig bestemt til den betragtning at anse disse varie- 
teter for »funktionelle tilpasninger«, ligesom det leder til den slutning, at 
vedkommende individer, hvem disse laarknokler engang tilherte, maa have 
veret i besiddelse af en meget kraftig underextremitetsmuskulatur. 


V. De 3 laarbensknokler fra stenalderen (Hov i Hurum) er alle i 
besiddelse af en tydelig troch. III, kraftig crista glutæa kombineret med 
en mere og mindre dyb fossa hypotrochanterica og fremstaaende margo 
lateralis, De to til samme individ hørende femora er stærkt platymere 
(høire 71,05, venstre 65,00), medens det tredie laarben er evrymert (84,84). 
Disse knokler med sine stærkt markerede tuberositeter og cristae tyder ogsaa 
paa en kraftig laarmuskulatur, som man vel kunde vente at finde hos den 
mandlige befolkning i hine fjerntliggende tider, hvor kampen for tilverel- 
sen satte store fordringer til den fysiske kraft. 


54 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


III. Bidrag til kundskaben om kropshøiden hos 
Nordmændene i middelalderen og oldtiden. 


Spørgsmaalet om at bestemme længden af det menneskelige legeme 
efter maalinger af de lange rørformede extremitetknokler (Zumerus, ulna, 
radius, femur, tibia og fibula) har en ikke ringe anthropologisk interesse, 
særlig naar det gjælder at skaffe rede paa tidligere racers eller uddøde 
folkeslags legemshøide. Men foruden den mere ethniske interesse, der 
knytter sig til en saadan undersøgelse, hvorved ogsaa andre legemsdeles 
relationer belyses, kan det i et givet tilfælde være af betydning at kunne 
faa bestemt legemshoiden, hvor det gjælder spørgsmaalet om identitet 
f. ex. i criminelle eller ulykkestilfælder, naar der af offeret kun foreligger 
de afskaarne lemmer. Det kan derfor ikke vække forundring, at man 
allerede længe har været beskjæftiget med af udfinde forholdstal, der 
angav legemshøidens relation til det betræffende lange rørben. Saaledes 
har Beddoe og Humphrey i England, Langer, Toldt og Riidinger 
i Østerrige og Tyskland og Orfila, Topinard og Rollet i Frankrige 
opstillet sine tabeller, hvorefter man skulde kunne opkonstruere legems- 
størrelsen efter extremitetknoklernes længde. I den nyeste tid har 
imidlertid L. Manouvrier gjenoptaget disse undersøgelser og foretaget 
en omarbeidelse af de meget noiagtige undersøgelser, som Etienne 
Rollet! havde udført paa kadavere af 50 mænd og 50 kvinder, der 
hidhørte fra Lyons hospitaler. Først udskilte Manouvrier af Rollets tal- 
angivelser alle individer over 59 aar, hvorefter der blev igjen 24 mænd 
og 25 kvinder. 


1 Dr. Etienne Rollet: La mensuration des os longs des membres: Internationale 
Monatschrift f. Anatomie u. Physiologie, B. VI, 1889, p. 345—352 og 353—364. 


in 


I90I. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 5 


Efter maalene af disse 49 individer opstillede M. nye tabeller for 
beregningen af legemsstørrelsen og søgte her at undgaa de feil, som tid- 
ligere forskere har gjort sig skyldig i. Navnlig ligger feilen hos tidligere 
undersøgere efter M.'s mening deri, at de har gaaet ud fra legems- 
Leiden og opstillet tabellerne ordnet efter legemsstørrelsen, idet tallene 
for de enkelte knoklers længde er blevne indordnet herefter. I modsæt- 
ning hertil gaar Manouvrier ud fra knokkellengden, ordner tabellerne efter 
denne og indrangerer legemsstørrelsen derefter. Idet jeg maa henvise til 
Manouvrier's meget noiagtige og udførlige originalafhandling om dette 
emne!, skal kun tilføies, at Manouvrier gjør opmærksom paa, hvorledes 
man kan finde, naar man har ordnet rækken af talangivelser efter legems- 
størrelsen, at nogle individer med gjennemsnitlig liden høide dog har 
forholdsvis lange ben, og omvendt. Han opstiller derfor makroskele 
individer, der har forholdsvis lange underextremiteter, og mikroskele, der 
har forholdsvis korte ben. Disse tilfælder involverer da feil, der ikke kan 
undgaaes ved gjennemsnitsberegningerne. 

De sexuelle variationer kan derimod i væsentlig grad undgaaes, da 
der af Manouvrier's undersøgelser opstilles en tabel for mandlige og en 
tabel for kvindelige individer. Ligeledes har Manouvrier taget hensyn til 
variationerne af legemsproportionerne under de forskjellige kropslængder. 
Store extremitetknokler vil i regelen tilhøre store individer, men da middel- 
store individer kan have ulige lange extremiteter og man maa have for 
øie et visst forhold af mikroskeli, bliver coefficienten for store individer 
forholdsvis mindre end for de middelstore og smaa individer. Ved bereg- 
ningen af legemsstørrelsen efter længden af de lange extremitetknokler 
spiller ogsaa ethniske variationer ind, variationer, som det bliver frem- 
tidens opgave nærmere at belyse og fastsætte. Saaledes kan der jo være 
en mulighed for, at der hos store eller middelstore individer af en race 
kan findes som karakteristisk trek en »mikroskeli« a: at extremiteterne, 
skjønt absolut store, kan være relativt mindre sammenlignet med andre 
racers; dette skal saaledes være tilfælde med Polynesiens befolkning. Paa 
den anden side kan der jo ogsaa tænkes »makroskeli«, skjønt lemmerne 
kan være absolut korte. Denne indvending kan da ogsaa rettes mod de 
her gjorte beregninger, hvor Lyonerbefolkningens proportioner lægges til 
grund for beregning af gjennemsnitshøiden hos et nordisk folk. 

Endelig maa man ved beregningen af legemsstørrelsen efter extremi- 
tetknoklernes længde have for øie, at man i det givne tilfælde ikke med 


1 L. Manouvrier: La détermination de la taille d’après les grandes os des membres. 
Extrait des Mémoires de la Société d’anthropologie de Paris, 2e série, t. JV. 1892. 


56 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


noiagtighed træffer det enkelte individs længde, ligesaalidt som man ved 
livsforsikringsselskabernes dedstabeller kan bestemme det enkelte livs 
varighed. Med hensyn til legemssterrelsen er nemlig de individuelle 
variationer altid sterre end de ethniske. Desuden beregner man efter 
extremitctknoklernes langde altid individets kadaverlengde, der ifelge 
Manouvrier’s beregning er 2 ctm. sterre end den levendes længde. 
Uden at gaa nærmere ind paa de specielle undersogelser herover skal jeg 
dog henlede opmærksomheden paa, at det enkelte individs længde er for- 
skjellig i liggende og i staaende stilling og i den nævnte situation lidt 
forskjellig, enten man er opstrammet i militær stilling, hvorved høiden for- 
øges noget, end i almindelig slap staastilling. Ogsaa om morgen og aften 
er legemslængden forskjellig 1. 

I sit interessante arbeide over pygméer i Europa har prof. dr. J. Koll- 
mann? benyttet de af forskjellige forfattere beregnede coefficienter til ud- 
regning af kropshøiden efter maaling af extremitetbenene, men fremhæver 
prof. Manouvrier's tabeller som ulige bedre end de tidligere angivne. 

Da disse tabeller er de for tiden ulige bedste og paalideligste, har 
jeg ladet dem aftrykke i nærværende afhandlings slutning. 


For nu at bestemme legemshøiden efter de lange extremitetknokler 
skal man ifølge Manouvrier’s methode, hvilken saavel Rahon? som 
Lehmann-Nitsche (1. c. p. 257—258) har fulgt, gaa frem paa følgende 
maade. 

Først bestemmes knoklernes /ængde ved hjælp af P. Broca’s maale- 
bræt, nemlig: 


Femur’s største længde i naturlig stilling (cfr. derom methoderne). 
Tibia: Største længde med udelukkelse af eminentia intercondyloidea, 
men med beregning af malleolus. 


Humerus, Radius, Ulna og Fibula: Største længde. 


L. Manouvrier: Sur l’allongement de la taille par extension volontaire etc, Asso- 

ciation française pour l’avancement des sciences etc. Congrès de Saint-Etienne. 1897. 

2 Jul. Kollmann: Der Mensch. Separat-Abzug aus Denkschriften der Schweizer. 
Naturf. Gesellsch. Band XXXV. Commissions-Verlag von Georg & Co, in Basel, 
Genéve und Lyon, 1895. 

3 J. Rahon: Recherches sur les ossements humains préhistoriques en vue de la recon- 

struction de la taille, Revue mensuelle de l’école d’anthropologie de Paris, publiée par 

les professeurs. 1892, page 234—237. 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 57 


Dernæst maales knoklernes tykkelse, idet man ved hjælp af et 
uelastisk baandmaal udfinder knokkelens mindste omfang. Dette ligger 


i regelen ved folgende steder, nemlig hos: 


Femur: I høide med »linea aspera«s øvre deling eller ogsaa ved 
midten. 

Tibia: Omtrent 10 ctm. ovenfor det nederste punkt af malleolus. 

Humerus: Nedenfor »tuberositas deltoidea« og ovenfor crista externa, 
hvor m. brachio-radialis insererer sig. 

Radius: Lige nedenfor »tuberositas bicipitalis«. 

Ulna: Ovenfor den distale epiphyse. 

Fibula: Nedenfor den proximale epiphyse. 


Desuden maa man paa femur udmaale ledhodets vertikale og paa 
humerus ledhodets transversale diameter ved hjælp af skyvepasser. 


Dernest gjælder det at faa ordnet knoklerne efter kjennet. Diagnosen 
af kjønnet, naar det gjælder det enkelte ben eller knokkel, er ofte meget 
vanskelig, men det maa gjøres, og man maa derfor gaa frem med megen 
omhu. Topinard fremhæver især insertionsstedernes ruhed som eien- 
dommelig for masculine knokler. Manouvrier udtaler, at foruden knok- 
lernes ruhed og kantethed, de muskulære insertionssteders dybde eller 
skarpe fremspring maa /engden og fremforalt tykkelsen tages hensyn til, 
for femurs vedkommende ogsaa ledhodets diametere og paa fibula og ulna 
dybden af furerne. — For femur angives i de fleste anatomier, særlig i de 
ældre (Henle, Cruveilhier, Quain), at vinkelen mellem dens collum og dia- 
physe nærmer sig mere en ret (go°) hos kvinden end hos manden, hos 
hvilken sidste vinkelen skulde vere mere aaben og sterre. Dette forhold 
tillægges af nutidens anthropologer og anatomer ingen eller ringe vægt. 
Poirier citerer til stotte herfor, at »collodiaphysevinkelene har været 
noie undersøgt allerede i 1844 af Rodet, uden at han kunde paavise 
nogen sexual forskjel, og at Charpy gjentog disse maalinger paa 100 
femora fra alle aldere og af begge kjon. Charpy kom til det resultat, at 
og 140. 


vinkelens midlere sterrelse er 127° med svingninger mellem 115° 


Hos bern synes vinkelen at vere noget storre, nemlig 2° mere, medens 
oldingen har den samme vinkel som den voxne. Vinkelen er den samme 
hos begge kjen. \ den senere tid har professor Humphrey (Journal of 
anat. & physiol. 1889, p. 271—282 og 387—389) undersøgt den samme 
vinkel paa laarben fra forskjellige aldere og kjon og kommer til felgende 
konklusioner: 

1° Collodiaphysevinkelen varierer betydelig hos de forskjellige per- 
soner i en given periode af livet. 


58 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


2° At den er mindre i korte ben end i lange ben, og at den oftere 
er mindre ved vide bekkener; kombinationen af disse to ting gjor den 
sædvanlig mindre hos kvinder end hos mænd. 

3° At vinkelen aftager i væxtperioden, men at den, efter at væxten 
er afsluttet, sædvanlig ikke undergaar nogen forandring selv i de meget 
høie aldere. Med enkelte undtagelser vedbliver vinkelen uforandret fra 
den udvoxede alder til livets afslutning, hvor høi alderen end bliver. 

4° Hvis derimod under væxtperioden underlemmet ved pathologiske 
tilstande, saasom ved paralyser eller amputationer, ikke udsættes for 
legemets vægt, vedbliver vinkelen i sin mere aabne form, der endog kan 
oges. 

Denne delvise medgiven af en noget mindre vinkel hos kvinden end 
hos manden efter Humphrey modsiges af Lehmann-Nitsche’s under- 
sogelser af femora hos Bajuvarer, Alemanner og Schwaber. Fra de her 
undersogte knokler blir heller ikke denne antagelse styrket uden, naar 
man tager smaa grupper af knokler. Hvordan nu end man ser forholdet 
an, kan denne vinkels sterre eller mindre aabenhed ikke tjene som diffe- 
rentierende sexualmærke. Hverken af Manouvrier eller af Lehmann- 
Nitsche opstilles derfor collo-diaphysevinkelen som nogen sexualkarakter. 

Man gaar da forst som ovenfor omtalt til at sortere knoklerne, f. ex. 
femora, i to grupper, en mandlig (4) og en kvindelig (9); i den første 
henlægges de længste og kraftigste, i den sidste de korteste og spædeste. 
De midt imellem staaende deler man efter størrelsen af den mindste om- 
kreds af diaphysen, og hvis der findes tvil i denne henseende, deles de 
efter størrelsen af caput-diameteren i den og Q gruppe. I den mascu- 
line gruppe lægges de tykkeste; thi man kan ikke afgjøre kjønnet efter 
længden alene. 

Efterat man nu for hver afdeling (f. ex. et knokkelfund fra et bestemt 
sted) har bestemt middellængden af hver gruppe (x og 9), lægger man 
til middelværdien 2 mm. i længde som erstatning for den manglende led- 
brusk, hvorefter man opsøger i tabellerne den tilsvarende legemshøide og 
faar da af de forskjellige til hver knokkelgruppe svarende legemshøider 
en gjennemsnitshøide paa den maade, at hver knokkelgruppe er med- 
virkende i forhold til antallet af de til samme hørende knokler. Fra de 
udkomne gjennemsnitstal maa til slutning fratrækkes 2 ctm. for at erholde 
den /evendes gjennemsnitsstørrelse. 

Med hensyn til antallet af individer, som er repræsenteret i en sam- 
ling knokler, vil man neppe kunne erholde sikkert kjendskab til det virke- 
lige antal, men man kan altid angive minimumsantallet. Thi er der i en 
samling laarbensknokler f. ex. 30 høire og 25 venstre, saa kan man være 


1901. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 59 


sikker paa, at der mindst har været 30 individer; i virkeligheden har der 
veret flere, da der af de eventuelle 30 heire laarben er flere, som ikke 
har sit tilsvarende blandt de 25 venstre. 


I. Anvender vi nu den ovenanforte methode paa de 85 laarbens- 
knokler fra Trondhjem, paa hvilke lengden i naturlig position kunde 
maales, faar vi folgende: 

Efter sorteringen var der 61 mandlige og 33 kvindelige knokler. 


Skilles nu ud heire fra venstre, faar man: 
28 heire og 33 venstre af mandlige, og 
EE ENER - kvindelige laarbensknokler, 


altsaa tilsammen mindst 45 individer, hvoraf 33 mænd og 12 kvinder. 


Mænd: 
Største lengde af femur : naturlig stilling: 
middeltallet for høire side 455,6 | 
ii - venstre - 459,3 j 


gjennemsnitslængden: 457,5 


minimum: høire side 409 mm., venstre 412 mm. 
maximum: -»— 352812 » , — 515 » 
Mindste omfang: middeltal 85,24, lengde-tykkelse-index 19,26 
minimum 82 mm., maximum 103 mm. 
Vertikale caputdiameter: middeltal 47,45 mm. 


minimum 40 mm., maximum 53 mm. 


K vinder: 
Største længde af laarknoklerne i naturlig stilling: 
middeltallet for høire side 414,1 \ x : ; 
Es M ue | gjennemsnitslengden: 416,5 
minimum: paa heire side 373 mm., venstre side 387 mm. 
maximum: — > — ASE eine —»— 1473 > 
Mindste omfang i middeltal 78,20, længde-tykkelse-index 18,39 
mindste omfangs minimum 69 mm., maximum 84 mm. 
Vertikale caput-diameter: middeltal 37,72 


minimum 36,5 mm., maximum 46 mm. 


60 GUSTAV GULDBERG. M.-N. KI. 


Den midlere længde af femur hos de mandlige individer var saaledes 
457,5 mm., hvortil maa lægges 2 mm. for at erstatte ledbrusken, altsaa 
bliver middellængden 459,5 mm. Slaar man nu efter i de af Manou- 
vrier opstillede tabeller, finder man den tilsvarende høide til 1,686 meter 
for manden. 

Den midlere længde af det kvindelige femur er 416,5 mm.; lægges 
nu hertil ogsaa 2 mm, blir længden 418,5 mm., hvortil der i de Manou- 
vrier ske tabeller svarer en legemshøide af 1,568 meter. | 

For at erholde gjennemsnitslængden af den levende trækkes 
2 ctm. ifra, hvoraf fremgaar, at mendene har havt en gjennemsnitshoide 
af 1,666 meter og kvinderne en gjennemsnitsheide af 1,548 meter. 

Disse tal synes ganske smaa i sammenligning med nutidsbefolkningen. 
Gjennemsnitshøiden af rekruterne her i Norge i toogtyve aars alderen er 
nemlig 1,698 meter, altsaa 3 ctm. storre, og varierer i de forskjellige 
distrikter af landet mellem 1,66 og 1,73. Ifølge brigadelæge C. Arbo’s 
kart over fordelingen af middelhoiden af 106,446 rekruter (1878—1887) 
er rekruterne i Throndhjems stift gjennemgaaende meget høie, nemlig 1,68 
—1,72, og for Trondhjems by er middelhøiden 168—170, medens den i 
de nærmeste vestlige landdistrikter er 170—173 ctm.!. Efter disse fund 
skulde saaledes befolkningen i Trondhjem i den senere middel- 
alder ialfald have været adskillig mindre end nutidsbefolk- 
ningen. 

Imidlertid har et par af de mandlige laarbensknokler med en længde 
i nat. stilling af 515 og 528 mm. tilhørt mere end almindelig høie indi- 
vider, der ifølge de Manouvrier'ske tabeller har havt en længde af 1,83 
meter resp. 1,87 meter, eller beregnet til den levendes staahøide 1,81 m. 
Resp 1-65 meter. 

Den beregnede gjennemsnitshøide af Trondhjems befolkning i den 
senere middelalder angiver efter det ovenfor udtalte naturligvis kun om- 
trentlig eller tilnærmelsesvis det virkelige forhold; men om der end 
i sagens natur klæber feil, der for oieblikket er uundgaaelige, ved resul- 
tatet, kan disse feil ikke være af nogen saadan sterrelse, at det ikke af 
de foreliggende resultater med stor tydelighed fremgaar, at hin tids 
befolkning ikke har veret serdeles stor, og at den har veret 
mindre end nutidens mandlige befolkning sammesteds. Under- 
sogelser over nutidens kvindelige befolkning foreligger ikke. 

Ferend vi gaar videre i vor sammenligning, skal vi kaste et blik paa 
de andre knokkelgrupper, som er bleven undersøgt. 


1 C, O. Arbo: Er der foregäet nye indvandringer i Norden? Forsøg på en anthropo- 
logisk besvarelse, i Ymer, arg. 1900, H. 1. 


1901. No. 2. UNDERS®GELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 61 


II. De 5 mandlige laarknokler fra Sole, der har en gjennemsnits- 
længde af 500 mm. + 2 mm., hvortil svarer en »levende« høide af 1,76 
meter, var udvalgte som exemplarer paa store og kraftige knokler og kan 
derfor neppe indrangeres i den evrige samling. 


III. Af knoklerne fra Rør kirke har de 5 mandlige en middellængde 
af 483,5 mm. + 2 mm., hvortil svarer en hoide hos den levende af 1,71 
meter, hvilket jo er en meget respektabel legemsstorrelse; men da disse 
knokler som de bedst konserverede af en hel masse andre utvilsomt 
representerer de kraftigere og sterre individer, kan de ikke tjene som et 
udtryk for »gjennemsnitssterrelsen« af den befolkning, der i den senere 
middelalder begravedes ved Rer kirke, medens de paa den anden side 
maa ansees som ganske typiske exempler paa benbygningen hos de kraf- 
tige individer fra den tid. 


IV. De mandlige laarknokler fra vikingetiden og den ældre jern- 
alder har en middellængde af 481,5 mm. + 2 mm., der svarer til en 
kadaverlængde af 1,73 meter og en »levende« legemslængde af 1,71 
meter. 

De kvindelige laarknokler fra samme gravfund har en middellængde 
af 429 mm. + 2 mm., hvortil svarer en kadaverlængde af 1,58 meter og 
en »levende« legemshøide af 1,56 meter. 

Skjønt materialet fra hin fjerntliggende tid er faatalligt, er det paa 
den anden side meget jævnt uden store differenser i længde. Gjennem- 
snitsstørrelsen er stor og knoklernes form forøvrigt tyder paa en sær- 
deles kraftig muskulatur. Særlig har nu høvdingen fra Gokstadskibet ud- 
mærket sig i retning af vel udviklet muskulatur, trods mærkerne paa en 
mulig arthritis. Heiden af denne mand (middellængden af begge femora 
= 505 mm. + 2 mm.) maa efter de Manouvrier'ske tabeller sættes = 
1,78 meter 9: »levende« høide 1,76, hvilket jo vidner om en »stor« mand, 
om end høiden efter nutidens begreber ikke er saa særdeles. 

Man maa vistnok ikke lade ude af betragtning, hvilket ovenfor allerede 
er antydet, at de Manouvrierske tabeller er baseret paa materiale hentet 
fra den moderne Lyonerbefolkning (Etienne Rollet's maalinger), medens 
der over den germanske race, Tyskere, Angelsaxere og Skandinaviere, ikke 
foreligger nogen gjennemført serieundersøgelse, hvorfor de her angivne 
høideberegninger indtil videre maa ansees for mere forelobige. Imid- 
lertid fremgaar det med tilstrækkelig evidens, at de tidligere tiders befolk- 
ning her i landet gjennemgaaende ikke har været større — ikke havt en 
større legemshøide — end nutidsbefolkningen efter de foreliggende grav- 
fund at dømme; men disse fund har selvfølgelig paa grund af sin faa- 


62 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


tallighed kun en begrændset rækkevidde endnu med hensyn til de mere 
almindelige konklusioner. 


V. Af interesse kan vere at tilfoie, at gjennemsnitslangden af laar- 
knoklerne af de to szenaldermennesker var 446 mm., hvortil svarer en 
»levende« hoide af 1,64 meter, der omtrent er lig den af Topinard opstil- 
lede middelheide (1,647 meter) for jordklodens befolkning. Disse stenalder- 
mænd har saaledes ikke været meget heie, om de end maa have været 
ganske kraftige (se kap. platymerien). Ifelge prof. Kollmann var heiden 
af den mere storvoxte befolkning fra »Schweizerbild« — neolithisk periode 
— 1,660 m., fra Madeleine og Langerie 1,660 og 1,650 m., fra Baumes- 
Chaudes 1,600 m., medens fra det bekjendte fund i Cro-Magnon var 1,750 
meter i heiden, alt beregnet efter Manouvriers tabeller. 


Som yderligere bevis paa uholdbarheden af den noksaa almindelige 
antagelse, at menneskene i tidligere tider skulde have været meget storre 
end i nutiden, citerer jeg resultatet af J. Rahon’s undersogelser af præ- 
historiske knokler (l. c ): 


I den neoltthiske periode i Frankrige og Belgien var mændenes middel- 
hgide 1,625 meter (429 knokler) og kvindernes 1,506 meter (189 knokler). 


I den første historiske tid var & middelhøiden 1,662 meter (215 knokler) 

og 9 1539. Sn (SI 

I middelalderen var Pariser-befolkningens høide hos mænd 1,657 
meter og hos kvinder 1,555 meter. 


Nutidens Pariser-befolkning saavel som Franskmændene overhovedet 
har nu en gjennemsnitshøide af 1,648 meter. 


Sammenlignes vore her beregnede legemsheider med, hvad Lehmann- 
Nitsche fandt hos »Reihengråber«-befolkningen (beregningerne efter de 
Manouvrier'ske tabeller), er den sidstnævnte befolknings gjennemsnitshøide 
større, nemlig 1,686 m. hos mænd og 1,573 m. hos kvinder af Bajuvarer, og 
resp. 1,682 m. og 1,533 m. hos Schwaber og Alemanner, end hvad der 
hidtil foreligger om den tidligere befolkning i Throndhjems middelalder 
(1,666 ©, 1,548 2), medens de faa spredte fund af vor befolkning fra 
vikingetiden etc. (1,71 m.) har veret lige i storrelse med vor mere vel- 
voxne rekruter. Medens nu »Reïhengräber«-befolkningen paa det nærmeste 
med hensyn til høiden er lige med nutidens bayerske befolkning i de til- 
svarende egne, er nutidens Trondhjemsbefolkning større end den senere 
middelalders paa samme sted. Men at der i hine tider ogsaa fandtes 
storvæxte og kraftige individer blandt Throndhjemsbefolkningen, der maa 
have overgaaet adskillig gjennemsnitsstørrelsen, vidner de enkelte knokkel- 


1901. No. 2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 63 


fund tilstrækkelig. Blandt den mandlige befolknings knokler har nemlig 
mindst 8 havt en høide fra 1,70 til 1,85 meter. 

Har vi nu ogsaa andre vidnesbyrd om, at den tidligere befolkning 
ikke har været større end nutidsbefolkningen? 

_ Det er selvfølgelig altfor tidligt og vil være misvisende, om man af 
de her beskrevne knokkelfund vil slutte sig til gjennemsnitsstørrelsen af 
landets befolkning i hine fjerne tider; en fortsat indsamling af talrigt og 
godt konserveret materiale kan alene udvide vort kjendskab sikkert an- 
gaaende dette punkt. Men tager vi nu ogsaa hensyn til de mange old- 
sagfund saasom vaaben, hjelme, sværdhefter og skjoldbuler o. s. v., 
finder vi, at disse netop vidner ved sine dimensioner om, at de ikke var 
afpasset for saa særdeles store mennesker; enkelte sværdhefter og skjold- 
buler er vistnok store, men andre er knapt store nok for vore middelstore 
hænder. 


Hr. cand. G. Mørck har godhedsfuldt givet mig fra Universitetets 
oldsamling en fortegnelse over afstandene mellem hjalterne paa 83 sværd 
fra vikingetiden (slutn. af d. 8de aarh. til ca. 1050 e. Kr.) fundne i for- 
skjellige dele af landet; af disse 83 maalinger hidsættes følgende middeltal: 


Fra Smaalenene 6 sværd med gj.snitsafst. mellem hjalterne af 8,88 ctm. 


- Akershus amt 11 » > 2 9,21 » 

Hedemarken- 12 » > =» 0,02 » 
- Kristians - 10 » » ey 0,29 » 
- Buskerud - 12 » » = 8,86 » 
- Farlsberg 

& Larvik - 15 » » —3— 8,88 >» 
- Bratsberg - 7 » » —— 0,57 > 
- Nedenes - 9 » > — == 9,65 » 


Maximum af afstanden mellem hjalterne var 11,8 ctm. 
Minimum —1— 6,7 » 


Gaaende ud fra, at sværdhefterne var afpasset til hændernes størrelse, 
kan til sammenligning anføres, at bredden af høire haand paa middelstore 
mænd (1,72 meter) nutildags er ca. 9,5 ctm. og haandbredden hos en vel- 
voxen 9 aars gammel smaapige ca. 6,6 ctm. 

Selvfølgelig kommer dimensionerne af sværdhefter, skjoldbuler, hjelme 
0. s. v. 1 anden linie som beviser angaaende en større eller mindre krops- 
høide; thi man har ikke nogen bestemt relation f. ex. mellem haandens 
bredde eller størrelse og legemets staahøide eller tykkelse; lemmernes 
distale eller yderste afsnit (haand og fod) er utvilsomt underkastet noksaa 


store variationer, indenfor visse grændser selvfølgelig, uden at være bundet 


64 GUSTAV GULDBERG. M.-N. Kl. 


til en bestemt legemsproportion; men naar man har en række af maalinger 
og disse peger i en bestemt retning ligesom maalingerne af lemmernes 
proximale knokler, der staar i et ganske intimt forhold til legemets langde- 
proportion, saa er man utvilsomt berettiget til at tillægge dem en viss 
vægt. 

Mindre paalidelige bliver længdemaalet af de to senge fra Gokstad- 
skibet, da disses langsidebord er defekte (den længste seng er i sammen- 
feiet tilstand 2 meter 32 ctm. lang og 1 meter 16 ctm. bred, den anden 
I meter 59 ctm. lang og I meter 11 ctm. bred). 

Et fjernere liggende moment, som i dette spørgsmaal veier mindre, 
men som ogsaa kan tages i betragtning, er kraniernes størrelse, deres 
kapacitet og horizontalomfang. Dr. med. Justus Barth?! fandt gjennem- 
snitskapaciteten af en række gammelnorske skaller, der findes paa univer- 
sitetets anatomicum, at være 1453 ctm.® og horizontalomfanget 515 mm., 
hvilke størrelser ikke vidner om saa særdeles storvæxte mennesker, om 
der end fandtes enkelte kephaloner blandt disse kranier. 

Ved bedømmelsen af legemshøiden baseret paa knokkelfund maa man 
tage et væsentligt hensyn til antallet af de fundne knokler; et stort antal 
giver selvfølgelig et sandere udtryk for gjennemsnitsstørrelsen end et lidet. 
For de smaa gruppers vedkommende, f. ex. fra Sole, Rør og vikingetiden, 
har der gjort sig paa en viss maade en »natural selection« gjældende, 
forsaavidt som kun de stærkeste og kraftigste knokler har kunnet modstaa 
jordbundens ødelæggende indvirkninger. Betragtes imidlertid de her frem- 
dragne momenter i sin helhed, peger alle i grunden konvergerende, nemlig 
at hin fjerne tids befolkning ikke har noget fortrin fremfor nutidens med 
hensyn til legemshøiden. Resultatet af disse undersøgelser gaar saaledes 
i samme Retning som Rahon’s, Lehmann-Nitsche’s og andre nyere 
forskeres. 

Hvorvidt de her opstillede gjennemsnitshoider skulde kunne lede til 
en antagelse af to slags racer i den tidligere befolkning, vil jeg ikke 
udtale mig bestemt om. Materialet er efter min opfatning altfor lidet til, 
at man deraf skal kunne tillade sig en saadan theoretisk deduktion. 


i Norrønaskaller etc., 1886, pag. 55. 


I9OI. No. 2. UNDERSOGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 65 


Den foreliggende undersegelse, som vistnok kun er indskrænket til 
femur, men som forhaabentlig senere vil kunne fuldstændiggjøres ved under- 
sogelser af de øvrige extremitetknokler, kan maaske ogsaa bidrage til, at 
man ved gravfund med oldsager eller ved opgravning af gamle kirke- 
gaarde vil vere opmerksom paa at drage saavidt mulig omsorg for, at 
det hele skeletfund bevares saa godt som mulig, og at disse kan komme til 
videnskabelig undersogelse, hvis forholdene forevrigt er gunstige derfor. En 
systematisk undersøgelse nemlig af saadanne »heldige« gravfund ved siden 
af oldforskningen og undersegelsen af nutidsbefolkningen er betingelsen 
for losningen af de mange interessante anthropologiske spergsmaal vedre- 
rende det norske folk. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 2. 


ou 


66 GUSTAV GULDBERG. | M.-N. Kl. 


Manouvrier’s tabeller. 


over forholdet mellem de lange extremitetknokler indbyrdes og den til- 
svarende legemsheide. De anvendes til beregning af det menneskelige 
legemes lengde, idet de lange extremitetknokler maales efter sin sterste 
længde (femur i naturlig stilling) paa Broca’s maalebræt. 

For at bestemme den /evendes lengde eller staahetde efter disse 
tabeller maa man tilfoie til hvert bens længdemaal 2 mm. og fra den i 
tabellen opførte tilsvarende høide trække 2 ctm. 


I. Mænd. 


Længdemaal af 


Fibula Tibia | Femur |Zegemsheiden | Humerus | Radius Ulna 
mm, mm. mm, meter mm, mm. mm, 
318 319 392 1,530 295 213 227 
323 324 398 1.552 298 216 231 
328 330 404 1,571 302 219 235 
333 335 410 1,590 306 222 239 
338 340 416 1,605 309 225 243 
344 346 422 1,025 313 229 246 
349 351 428 1,634 316 232 249 
353 357 434 1,644 320 236 253 
358 362 440 1,654 324 239 257 
363 368 446 1,666 328 243 260 
368 373 453 1,677 332 246 263 
Bie 378 460 1,686 336 249 266 
378 383 467 1,697 340 252 270 
383 389 475 1,716 344 255 273 
388 394 482 1,730 348 258 276 
393 400 490 1,754 352 261 280 
398 405 497 1,767 356 264 283 
403 410 504 1,785 360 267 287 
408 415 512 1,812 364 270 290 
413 420 519 1,830 368 273 293 


Middeltalscoefficient til at multiplicere med knokkellængder, som er 
mindre end de i tabellen angivne mindste ziffere. 


Middeltalscoefficient til at multiplicere med knokkellængder, som er 
sierre end de sterste i tabellen opferte ziffere: 


4,37 | 4,32 | 3,53 | x | 493 | 6,70 | 6,26 


1901. No.2. UNDERSØGELSER AF DE LANGE EXTREMITETKNOKLER. 67 


Manouvrier’s tabeller 


over forholdet mellem de lange extremitetknoklers lengde og den 
tilsvarende legemshgide. 
II. Kvinder. 


Længdemaal af 


| 


Fibula | Tibia | Femur | Legemsheiden | Humerus | Radius Ulna 
mm. | mm. | mm. | meter mm, | mm, mm, 
283 284 | 363 1,400 263 | 193 203 
288 289 368 1,420 266 195 206 
293 204 373 1,440 270 197 209 
298 299 378 1,455 273 199 212 
303 304 383 1,470 276 201 215 
307 309 388 1,488 279 203 217 
311 314 393 1,497 282 205 219 
316 319 3 1,513 285 207 222 
320 324 403 1,528 289 209 225 
325 329 408 1,543 292 211 228 
330 334 415 1,556 297 214 231 
336 340 422 1,568 302 218 235 
341 346 429 1,582 307 222 239 

346 352 | 436 1,595 313 226 243 
351 358 | 443 1,612 318 230 247 
356 364 450 1,630 324 234 251 
361 370 457 1,650 329 238 254 
366 376 464 1,670 334 242 258 
371 382 471 1,692 330 246 261 
376 388 | 478 1,715 | 344 250 | 264 


Middeltalscoefficienter for knokkellængder mindre end de i tabellen 
opforte ziffere. 


4,88 | 4,85 | 3,87 | x | 5,41 | 7:44 | 7,00 


Middeltalscoefficienter for knokkellængder sterre end de i tabellen 
opforte ziffere: 


452 | 442 | 3.58 | x | 4,98 | 7,00 | 6,48 


Trykt den 2. April 1901. 


Uber 


die chemische Zusammensetzung 


des 


Norwegischen Holzteers 


Dr. J. Alfred Mjoen 


Kristiania Vid. Selsk. Skrifter. L M-N. Kl 1901. No. 3. 


Kristiania 
In Commission bei Jacob Dybwad 


A. W. Breggers Buchdruckerei 


An De sl 
Ke AE 
Å t Er is 246 
Mies, AG 
PG SE M li 


a vd > ia 


‘ SÅ 


Fremlagt i Vidensk. Selsk. math. naturvid. KI. d. 15. Marts 1901 af prof. Th. H 0 


Einleitung. 


De: Holzteer, der sowohl bei der Darstellung von Holzessig, als 
auch bei der Bereitung von Holzkohle in Meilern als Nebenproduct 
erhalten wird, (Haupterzeugnis ist er nur in seltenen Fållen) zeigt in 
seiner chemischen Zusammensetzung und in seinen physikalischen Eigen- 
schaften je nach seiner Abstammung eine so reiche Mannigfaltigkeit, 
wie sie bei Stein- und Braunkohlenteer schwerlich zu finden ist. Diese 
Verschiedenheit der Holzteersorten geht schon aus der wechselvollen Be- 
schaffenheit der zahlreichen, zur Verkohlung Verwendung findenden Holz- 
arten hervor. Die Harze und Balsame enthaltenden Nadelhölzer liefern 
beispielsweise einen Teer, welcher auf das wertvolle Kienöl verarbeitet 
wird (hauptsåchlich in Russland); aus den an sauren Bestandteilen reichen 
Laubhölzern gelangt in den Teer vorwiegend Kreosot; speziell Birkenarten 
ergeben das zur Appretierung von Juchtenleder in ausgedehntem Maasse 
angewandte Birkenteeröl u. s. f. 

Wenn wir erwågen, welche Verånderungen im allgemeinen Tem- 
peratur, Luftzutritt oder Luftabschluss u. åhnliches bei chemischen Reac- 
tionen hervorzurufen im stande sind, so ist leicht einzusehen, dass die 
Bereitungsweise einen wesentlichen Einfluss auf die Art und Menge der 
Teerbestandteile ausiibt. Es sind in dieser Beziehung 2 Hauptgruppen 
von Holzteer zu unterscheiden: 

1. Fabrikteer, der bei der Verkohlung in Retorten ohne Luftzutritt 
(zur Holzessigfabrikation) als Nebenproduct erhalten wird, 

2. Meilerteer, bei der Herstellung von Holzkohle in Meilern erhalten, 
wobei von unten nach oben eine stetige, langsame Luftströmung statt- 
findet und die leichtfliichtigeren Körper zum grössten Teile verloren 
gehen, ohne auf die Rückstände oder bei einer zweiten Destillation wetter 
wirken zu können. Auch der Feuchtigkeitsgehalt des Holzes spielt dabei 
eine nicht unwesentliche Rolle. Das zur Verkohlung in Retorten be- 

Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 3. 1 


4 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Ki. 


stimmte Holz bleibt gewöhnlich so lange an der Luft liegen, bis ein 
ungefährer Gleichgewichtszustand zwischen der Feuchtigkeit der atmo- 
sphärischen Luft und dem Wassergehalt des Holzes eingetreten ist. 

Die Wertbestimmung eines Holzteers ist bei dieser Fülle von wech- 
selnden Bestandteilen nach einer allgemein anwendbaren Untersuchungs- 
methode nicht durchzuführen und die jeweiligen Vorversuche miissen den 
Weg zeigen, auf welchem man die einzelnen Gruppen zu trennen vermag. 

Bei der Wahl von Ausgangsmaterial für ‘die nachstehende Arbeit 
habe ich darauf Riicksicht genommen, dass die oben genannten zwei 
Hauptgruppen vertreten sind und zwei norwegische Teersorten, eine 
fabrikmässig gewonnene und eine von Bauern erzeugte untersucht. 

Der hier in Betracht kommende fabrikmässig dargestellte Teer wird 
aus Sägespänen — (Tannenspäne, gemischt mit einer unbedeutenderen 
Menge von Föhrenspänen) bereitet. Diese, die längere Zeit in Wasser 
gelegen haben und somit ziemlich ausgewaschen sind, werden in rotie- 
renden Trommeln getrocknet, bis sie 33—53 % Wasser verloren haben, 
oder bis der Wassergehalt 1—3 °/o beträgt und werden darauf zu festen 
Briquettes gepresst. Bei der trocknen Destillation dieser Briquettes erhält 
man ausser Kohle, Rohessig, Holzgeist, Aceton etc. ca. 5 Yo Teer. Dieser 
Teer wurde in Arbeit genommen. (Teer A vergl. Pag. 5). 

Der zweite von mir untersuchte Teer ist ein Meilerteer, von Bauern 
in Gudbrarisdalen zubereitet. (Teer B vergl. Pag. 27). Andere Teersorten 
— deutsche, österreichische, finnische — die ich in Händen gehabt, 
habe ich, um ein klareres Bild zu bekommen, hier und da zu vergleich- 
enden Versuchen herangezogen. 


Igol. No. 3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 5 


A. Holzteer aus Sägespänen. 


Von einer norwegischen Fabrik, wo Holzteer aus Sägespänen und 
Abfallen durch trockene Destillation in Retorten zubereitet wird, wurden 
mir 80 kg. bereitwilligst zur Verfügung gestellt. 

Der Teer hat eine braunschwarze bis schwarze Farbe, saure Reak- 
tion, durchdringenden Geruch, ist mehr empyreumatisch und weniger 
»fett« als die meisten Teersorten. Er hat ein spezifisches Gewicht von 
1.07 und sinkt daher in Wasser unter. 

Stickstoff und Schwefel konnten nach den bekannten Methoden 
von Lassaigne und Schônn nicht nachgewiesen werden. 


I. Fraktionierte Destillation. 


400 gr. wurden in einer Glasretorte der fraktionierten Destillation 
unterworfen. Schon bei 65°1 fingen die ersten Tropfen an als gelbe 
Fliissigkeit iiberzugehen, wahrend das Thermometer langsam und ziemlich 
regelmässig stieg. Gleichzeitig machte sich ein fortwährendes, starkes 
Knistern bemerkbar, verursacht durch Anwesenheit von Wasser. Die 
zuerst übergehende Flüssigkeit, deren Dämpfe die Augen stark angriffen, 
trennte sich in zwei Schichten, eine obere, gelbe, stark lichtbrechende, 
Flüssigkeit von durchdringendem Geruch und eine untere, wässrige, saure, 
Flüssigkeit. Bei ca. 110° hörte das Knistern auf und kam erst bei 182° 
wieder zum Vorschein, was darauf schliessen liess, dass bei dieser Tempe- 
ratur Wasser abgespalten? wurde. Durch weiteres Erhitzen ging das 
Thermometer wieder ziemlich gleichmässig in die Höhe, um 190° etwas 
langsamer und später gleichmässig bis 283°. Hier spaltete sich aufs 
neue mehr Wasser ab. Je weiter die Destillation vorrückte, um so 
schwerer und öliger wurde das Destillat; so schwammen z. B. die später 
übergehenden Wassertropfen auf der öligen Schicht, während beim 
ersten Destillat sich das Wasser unten sammelte. Die Vorlagen wurden 
gewechselt, sobald man annehmen durfte, dass ein Stillstand des Thermo- 


1 Wo nicht anders angegeben, beziehen sich die Siedepunktsangaben immer auf Quek- 
silberkugel in Dampf. 

2 Dass diese Erscheinung keine Abtrennung von mechanisch beigemengtem Wasser, wie 
die erst beschriebene, war, sondern eine Abspaltung von chemisch gebundenem Wasser, 
wurde durch spätere Versuche (im geschlossenen Rohre) bewiesen, 


6 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


Tab: Å. 


| Eine kleine Probe | Eine kleine Probe 


Siedepunkte Gewicht 3 Tropfen des Destillats mit) des Destillats mit 
der der auf einem Uhrglase | Kalkwasser im | Eisenchloridlösung 
Fraktionen Fraktionen [angezündet brannten | Reagensglase im Reagensglase 
behandelt behandelt 
6 5 7 i Mit russenderFlamme 
75 — 90 
90 — 95 
95 —100 
100 —115 
115 —130 
Erst durch langereBe- 
130 — 145 rührung mit Flamme 
Nicht bei gewöhn- 
145 —160 8 
45 licher Temperatur wurde die. schwach- 
160 —170 nicht keine Veränderung selbpeke å EE 
170 — 180 aa etwas dunkler 
180 —100 = noch dunkler 
190 — 200 == noch dunkler 
färbte sich ebenfall 
200 —210 GN) MER Stehen mek A 
== — momentan 
210 220 schwarzbraun 
220 —230 _- ps. 
230 —240 = — 
240 —250 — = 
250 —200 > dunkel rotbraun 
260 —270 = a 
270 —280 — — 
280 —290 — — 
290 —300 = — 
300 —3 10 sehwach gelblich — 
an was einen griinliche 
310 300 Schimme MS 
360 —400 = Eu 
über 400 = :B 
Rückstand 


Wasser abgetr. 
und abgespalten 


Verlust 


1 Dieses Wasser oder vielmehr diese wässrige Lösung trennte sich 
ersten Fraktionen ab, 


hauptsächlich von den 


UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 7 


1901. No. 3. 


meters stattfand, jedoch war zwischen 65° und 450° ein absoluter Still- 
stand nicht bemerkbar, ausser bei den oben erwähnten Wasserabspal- 
tungen, bei denen sogar eine Temperaturerniedrigung stattfand. Gegen 
Schluss der Destillation, wo das Destillat noch langsam überging, blähte 
sich das schwarze, pechartige Residuum sehr stark auf und verhinderte, 
dass die Destillation fortgesetzt werden konnte. Die Destillation wurde 


mit etwas grösseren Mengen von 2900 gr. wiederholt und in kleineren 
(Tab. I pag. 6). 


Einige von den in der obigen Tabelle verzeichneten Fraktionen 


Fraktionen aufgefangen. 


wurden in einem Ladenburgschen Kolben wieder fraktioniert: 


Fraktion 200—210 (232 gr. vergl. pag. 6) ergab: 


Tab. II. 
bis 180°— 3 gr. Fraktion 210°—220° (206 gr. vergl. 
180 985 —- 4 5 pag. 6) ergab: 
195 — 200 — -6- > Tab. III. 
m oy Zr be 198°, 4 gr 
195 —200 — 26 » 185°—200 — 9 » 


200 —205 — 34 » 
205 —210 — 40 » 
210 —215 — 22 > 
215 —220 — 22 » 
220 —225 — 13 > 
225 —230 — II » 
230 —235 — 8 » 
240 —250 — 4 » 

Residuum 16 » 


20205 17 > 
205 —210 — 22 » 
210 —215 — 46 » 
215 —220 — 40 » 
220 —225 — 21 » 
225 —230— II » 
233231 207 > 
235 —240— 5 >» 
Residuum 13 » 
Verlust 12 » 


232 gr. 


Verlust 12 » 
206 gr. 


Fraktion 220—230° (269 gr. vergl. pag. 6) ergab: 


Tab. IV. 
bise 200 — 3er. Uberfiihrt 203 gr. 
200°—205 — 6 » 230 —235 — 18 » 
205 —210 — 25 » 235 —240 — 12 >» 
210 —215 — 53 » 240 —250 — 8 >» 


215 —220 — 47 » Residuum 17 » 
220 —225 — 42 » Verlust II » 
225 —230 — 27 » 269 gr. 


203 gr. 


8 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Ki. 


Fraktion 230—240° (157 gr.) Anfangstemperatur 205. Letzte Frak- 
tion 265—270°. 


Fraktion 240—250° (113 gr.) Anfangstemperatur 220° Letzte Frak- 
tion 270—280°. 


Fraktion 250—260° (52 gr.) Anfangstemperatur 230° Letzte Fraktion 
280—290°. 


Die angegebene Destillation, besonders die wiederholten Fraktionier- 
ungen der einzelnen Fraktionen, zeigten, was fiir ein kompliciertes 
Gemisch von unzähligen Körpern der Teer ist und wie unmöglich es ist, 
bei Versuchen im Kleinen zu einer Trennung zu gelangen nur auf dem 
Wege der Fraktionierung, die, im Grossen ausgeführt z. B. mit 2—3 cbm. 
Teer, sehr gute Dienste leisten könnte. Sie zeigten weiter, welchen Ein- 
fluss die Temperatur auf die Zersetzung der im Teer vorhandenen Körper 
ausübt, eine Thatsache, die bei den späteren Manipulationen in Betracht 
gezogen wurde. 

Um eine Trennung ohne Anwendung von hohen Temperaturen zu 
bewerkstelligen, wurde eine 


II. Destillation mit Wasserdampf 


angestellt. 400 gr. Teer wurden mit Wasserdampf destilliert, wobei eine 
hellgelbe Flüssigkeit überging. Das erste Destillat trennte sich in eine 
untere, wässrige Schicht und eine obere Schicht aus leichtem Teeröl. 
Bei weiter fortgeschrittener Destillation wurde das Teeröl ‚schwerer und 
sank in Wasser unter. Die Vorlage wurde gewechselt und das schwere 
Teeröl für sich aufgefangen. 
400 gr. Teer gaben 33 gr. leichtes Teeröl. 
58 » schweres » 

Die Destillation mit Wasserdampf (versuchsweise auch mit über- 
hitztem Wasserdampf) wurde wiederholt, aber trotzdem diese mehrere 
Tage lang weiter geführt wurde, ging verhältnismässig wenig über. 

Die bis jetzt angestellten Versuche, welche ich alle als Vorversuche 
bezeichnen will, wurden in verschiedener Weise wiederholt. Dabei zeigte 
sich, dass je nach der zu einer Destillation verwendeten Zeit das Resi- 
duum ein grösseres oder kleineres war, mit andern Worten, dass die 
Temperatur zersetzend wirkte; weiter, dass eine Fraktion, welche fast 
farblos überging, fortwährend neue Mengen von undestillierbarem Resi- 
duum absetzte; weiter, dass die verschiedenen Fraktionen sich färbten 


Igo!. No. > ÜBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLSTEERS. 9 


unter Einfluss von Luft und Licht, und dass die Zersetzung durch stär- 
kere Reagentien beschleunigt wurde. 

Stellt man sich als Aufgabe, die im Teer vorhandenen chemischen 
Körper — wenn auch nur gruppenweise — zu trennen, ohne dass die- 
selben eine zu grosse Zersetzung erleiden, so muss nach den durch die 
oben erwähnten Vorversuche gewonnenen Erfahrungen die Aufgabe die 
sein: 

1. die Destillation möglichst rasch und bei möglichst niedriger 
Temperatur auszuführen 

2. unter möglichstem Ausschluss von Luft und Licht zu arbeiten. 

Ersteres konnte am besten berücksichtigt werden durch Destillation 
im Vacuum, letzteres durch Arbeiten in geschlossenen Getässen und Auf- 
bewahren in dunklem Raume, sowie z. B. durch Trocknen mit Kohlen- 
säurestrom statt mit Luft etc. etc. Eine Destillation im Vacuum hat 
nicht allein den Vorteil, dass wegen der Temperaturerniedrigung die 
Zersetzung verringert wird, sondern auch den, dass infolge der viel ra- 
scheren Abnahme der Tension des höher siedenden, als der des flüchtigen 
Körpers, die Trennung eine vollständigere wird. 


II. Destillation im Vacuum.! 


9600 gr. Teer wurden in 4 Portionen destilliert. Das schwach gelb 
gefärbte Destillat wurde in drei Fraktionen aufgenommen. 
9600 gr. ergaben: 


Tab. V. 
zwischen 58° und 130°— 1369 gr. leichtes Holzöl davon 439 14,3 % 
gr. wässrige Flüssigkeit 


— 130 » 170— 3552 » )schweres Holzöl davon 20 61.3 » 
— 170 » 205 — 2333 » i wassrige Fliissigkeit 
Residuum Meanie, uae Aes le En og 5 020,43 
Verlust Brew ier ER EME ies Or > 
9600 gr. 100 9/0 


> 


Die Destillation wurde in einer mit Helm versehenen kupfernen Blase ausgefiihrt. 
Zwischen Helm und Blase wurden Asbestringe gelegt und der Helm mit eisernen 
Schrauben festgehalten, Sehr fein geriebener Gips wurde zum Dichten derjenigen 
Stellen benutzt, die einer grösseren Hitze ausgesetzt waren, nachdem gröberes Gips- 
pulver sich als unbrauchbar erwiesen hatte, Für Sicherheitsflasche, Vorlage und Mano- 
meter wurde Paraffin oder Lack zum Dichten angewendet. Die Feuerung musste an- 
fangs sehr vorsichtig geleitet werden, um ein plötzliches Übersteigen der Flüssigkeit zu 
vermeiden. Bei grösseren Destillationen habe ich später kleinere Flammen auf die 
Seite der Kupferblase gerichtet und so die Teermasse etwas mehr von oben nach unten 


IO DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


Von den 1369 gr. der ersten Fraktion trennten sich 439 gr. schwach 
gelb gefårbte, wåssrige Lösung von dem darauf schwimmenden Holzöl 
ab. Von den spåteren Fraktionen gelang es nur mit Miihe, ca. 20 gr. 
des abgespaltenen sauren Wassers zu sammeln. Das zuerst iiberge- 
gangene, schon als solches vorhandene, saure Wasser betrug beinahe 
4.6 % der Teermasse, mit den 20 gr. spåter abgespaltenen Wassers 
ca; 4700. 

Die von der ersten Fraktion (1369 gr.) vom Wasser abgetrennten 
930 gr. leichtes Teeröl, sowohl wie die zweite (3552 gr.) und dritte 
(2333 gr.) Fraktion wurden in Arbeit genommen, damit auf 


IV. Chemischem Wege 


die in ihnen enthaltenen Körper: Aldehyde, Ketone, Fettsäuren, Phenole, 
Kohlenwasserstoffe, Ester, Alkohole und andere Verbindungen vonein- 
ander getrennt werden konnten. Die verschiedenen Fraktionen wurden 
zwar getrennt verarbeitet, aber der Gang der Trennung war bei allen 
Fraktionen und auch bei den verschiedenen Teersorten fast immer derselbe 
und wird daher ein fir allemal hier angegeben. 


a. Aldehyde und Ketone. 


1. Bestimmung! der jodoformbildenden Substanzen (Aceton) in der wässrigen 
Lösung. ? 


ı ccm. der wässrigen Lösung wurde in einem Messcylinder zu Io 
ccm. Doppel-Normal-Natronlauge zugegeben und mit 5 ccm. Doppel- 
Normal-Jodlösung versetzt. Nach einigem Stehen wurden 10 ccm. alko- 
holfreier Äther (über Natrium destilliert) hinzugefügt, tüchtig geschüttelt 
und das Volumen der Ätherschicht nach dem Absetzenlassen abgelesen 
(9.5 ecm.). Von letzterer wurden mit einer Pipette 5 ccm, abgehoben 
und auf einem gewogenen Uhrglase zum Verdunsten gebracht. Nach zwei- 


erhitzt. Die Destillation ging dann ruhig von statten. Ich brachte das Vacuum auf 
9 mm. Druck. Bei sehr rascher Destillation sank der Druck bis auf 50 mm. Leider 
war es nicht möglich, den Druck konstant zu halten, es schien sogar, dass der zu den 
verschiedenen Tageszeiten schwankende Wasserverbrauch der Hochschule denselben 
beeinflusste. 

Die Methode, welche jetzt fast allgemein angewendet wird, ist von Kraemer angegeben 
worden, (Berichte 13,1002). 

Da das erstgenannte Ausgangsmaterial von 9.6 kg. nicht immer genügte, wurden aus- 
serdem 30 kg. Teer in Arbeit genommen, Im Folgenden werden sich daher die Be- 
rechnungen bald auf 30 kg., bald auf 9.6 kg. beziehen. 


» 


to 


Igol. No. 3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. II 


stiindigem Stehen im Exsiccator wurde das Jodoform gewogen und auf 
Aceton! berechnet nach der Gleichung: 


CH,COCH, +6J.+4Na OH=CHJ, +3NaJ. + CH,COO Na + 3 H,O 


ı Molekül Jodoform (394) entspricht also ı Molekül Aceton (58). 

Gefunden wurden 0.19 gr. Jodoform. Man berechnet nach der 
Gleichung: 

58. a. 100 X 
394 Y. 

wo a die gefundene Jodoformmenge, X die Anzahl ccm. der abgelesenen 
Atherschicht (9°5) und y die gewonnene Anzahl ccm. der ätherischen 
Lösung (5 ccm.) bedeutet. 

Setzen wir die gefundenen Zahlen hinein, haben wir: 


58 X 0.19 X 100 X 9.5 
394 X 5 


Die gefundene Zahl giebt die Volumenprocente an. Will man die 


= 5.30 


Gewichtsprocente haben, dividiert man die gefundenen Volumenprocente 
mit dem spez. Gew. der untersuchten Flüssigkeit. 


5:30 


— 0 
ie 5.46 Gw. % 


Nach Vereinbarung hat man, um die Procentzahl direkt zu ermitteln, 
folgenden Faktor festgesetzt: 

man multipliciert die gefundene Jodoformmenge mit 28 und divi- 
diert mit dem spez. Gew. der Fliissigkeit.2 Ist die gefundene Jodoform- 
menge wie hier 0.19 gr. hat man 


0.19 X 28 LEE nae 0/0 
0.97 (spez. Gew. d. Flüssigkeit) 


also praktisch dieselbe Zahl wie bei der ersten Berechnung. 


2. Bestimmung der jodoformbildenden Substanzen im leichten Holzöl. 
ı ccm. des leichten Holzöls wurde genommen und genau nach dem 


unter a. 1. gegebenen Verfahren bestimmt. Jodoform gefunden 0.19. 


Gig x25. 
— oO — — å 8 0/o 
0.97 5-4 


1 Ausser Aceton können noch andre jodoformbildende Substanzen im Teer vorhanden 
sein, z. B. Propionaldehyd Methyläthylketon u, a. Diese Körper sind aber nur in 
minimalen Quantitäten vorhanden, 

2 Statt 28 wird mitunter der Faktor 29 angegeben. 


12 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


Nach Hinz! erhält man genauere Resultate, wenn der Acetongehalt 
durch eine vorläufige Prüfung auf ca. 1—11/20/0 gebracht wird. 

Dieses Verfahren wurde deshalb hier nicht angewandt, weil durch 
kleine Mengen anhaftenden Teeröls der Fehler beim Wägen des Jodo- 
forms vergrössert worden wäre, und auch, weil die ölige Schicht sich 
nicht mit Wasser mischen liess. 


3. Bestimmung der Aldehyde und Ketone durch Ausschüttelung mit Natrium- 
bisulfitlösung aus den leichten und schweren Holzölen. 

Mit 40 Yo iger Lösung von Natriumbisulfit wurden die Fraktionen 
wiederholt geschüttelt und im Scheidetrichter getrennt. Zum Freimachen 
der Aldehyde wurde mit verdünnter Schwefelsäure am Rückflusskühler 
erwärmt. 

Grosser Überschuss von Schwefelsäure und längeres Kochen mussten 
vermieden werden. Nachdem die Lösung abgekühlt war, wurde mit 
Äther ausgeschüttelt, zur Reinigung mit Wasserdampf destilliert und 
nochmals in Äther aufgenommen. Das so gewonnene Produkt, welches 
die bekannten Reaktionen auf Aldehyde und Ketone zeigte, ergab nach 
dem Abdunsten des Äthers beim Wägen 118.5 gr. 

Die oben gefundenen Zahlen summiert und auf die Gesamtmenge 
des Teers berechnet: 

In der wässrigen Lösung, sowohl wie im leichten Holzöl 5.48 0/0 
gefunden. Der ganze Vorlauf (wässrige Lösung und Holzöl) betrug 
okse Auf 30 ke. Teer berecdhnet?. 1 ss DANE 

In den leichten und schweren Holzölen 118.5 gefunden. 

Au dasiganze (30 kg. Teer) berechnet. > 2 ORD 


Gesamtmenge der Aldehyde und Ketone im Teer. . . 0.806 » 


b. Bestimmung der Fettsäuren. 


Die Fettsäuren wurden bestimmt in der abgeschiedenen wässrigen 
Lösung durch Titrierung, und im leichten und schweren Holzöl durch 
verschiedene Methoden, die unten näher angegeben sind. 


1 Zeitschr. f. anal. Chemie 27.182. 

2 Pag. 9 wird angegeben, dass eine Portion von 9.6 kg. Teer in Arbeit genommen 
wurde, Da dieses Quantum nicht ausreichte, besonders für die Identificierung von 
Fettsäuren und anderen Körpern, wurde eine zweite Portion von 30 kg. destilliert, 
später eine dritte Portion u. s, w. Der Kürze halber werden die bei diesen Destilla- 
tionen erhaltenen Zahlen nicht angegeben. Die Berechnungen bei den ausgeführten 
Analysen beziehen sich aber bald auf die eine, bald auf die andre Portion. 


1901. No. 3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 13 


In der wässrigen Lösung wurden die Fettsäuren mit = Natronlauge 


titriert und auf Essigsäure berechnet, nachdem ein Versuch gezeigt hatte, 
dass die aus dem Teer ausgeschiedenen Phenole in so verdünnter Lös- 
ung kaum durch Natronlauge mittitriert werden konnten. Die aus ver- 
schiedenen Destillationen erhaltenen sauren, wässrigen Lösungen schwankten 
etwas im Säuregehalt. Die aus der 9.6 kg. Destillation (439 gr. + 20 
gr. wässrige Lösung vergl. pag. 10) erhaltene wässrige Lösung ergab bei 


der Titration mit - Natronlauge 5.9 Yo Säuregehalt. 


Aus den Holzölfraktionen wurden die Fettsäuren durch Ausschütteln 
mit Sodalösung von 10%, 5 % und 3 % entfernt. Die gesammelten 
Lösungen wurden zur Koncentration und zum Verjagen von etwa mit- 
gerissenen Phenolen eingedampft und mit Schwefelsäure angesäuert. Die 
oben schwimmenden Fettsäuren konnten zum grössten Teil abgehoben 
werden. Die im Wasser schwebenden Fettkügelchen wurden mit Äther 
entfernt und nach dem Verdunsten des Äthers und Trocknen im Exsic- 
cator mit den andern Fettsäuren gewogen. 


Säuren gefunden 366 gr. 
Nach der Reinigung 328 » 


Ein anderes Verfahren zur Bestimmung der Säuren wurde mit neuen 
Mengen Teer (2.2 kg.) vorgenommen: 

Die Holzölfraktionen wurden mit Kalk neutralisiert, anfangs mit 
gelöschtem Kalk, zum Schluss mit Calciumcarbonat, bis kein Aufbrausen 
mehr stattfand. Durch Calciumcarbonat sollte verhindert werden, dass 
Phenole als Calciumsalze mitgenommen würden. 

Nach der Trennung wurde die Lösung der Calciumsalze zum Trocknen 
eingedampft, worauf erst mit Alkohol, dann mit Äther gewaschen wurde. 

Um aus diesen so dargestellten Calciumsalzen (besonders dem essig- 
sauren Calcium) den Säuregehalt zu bestimmen, hat Fresenius! eine 
Methode angegeben. 


1 Zeitschr, f. anal. Chemie 5.315 u. 14.172. Die Methode soll hier kurz zusammen- 
gestellt werden, 

5 gr. genau abgewogenes, bei 100—105° getrocknetes Calciumsalz werden mit 
möglichst wenig Wasser in einem Fraktionierkolben (ca. 500 ccm, Inhalt) gespült und 
mit ca. 50—60 ccm, Phosphorsäure (ca. 25—30 9/,) versetzt. Der Fraktionierkolben 
steht in Verbindung mit einem Entwicklungsgefäss für Wasserdampf und wird so lange 
für sich erhitzt, bis der Inhalt zur Syrupdicke eingedampft ist. Die übergehenden 
Säuredämpfe werden in einem langen Kühler kondensiert und direkt in der Vorlage 
mit doppelnormaler Natronlauge titriert, Es ist bei dieser Methode darauf zu achten, 
dass ein Überschuss von Phosphorsäure vorhanden ist, da sich sonst neutrales Calcium- 
phosphat bildet, welches schwer löslich ist und daher sehr lästiges Stossen der Flüssig- 
keit hervorruft, 


14 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. KI. 


Die oben gefundenen Zahlen summiert und auf Teer berechnet: 
5.9 % Säuregehalt in 459 gr. wässriger Lösung geben auf 9.6 kg. 
Teer. berechnet gg mar. NE oe 
(Spätere Versuche mit neuen Teermengen gaben etwas 
höhere Zahlen). 
328 gr. Säuren gewonnen in Holzölen aus 9.6 kg. Teer. 3.41 » 


Gesamtgehalt von Fettsäuren 3.691 Vo. 


Aus einer neuen Menge Teer (2.2 kg.) wurden die Kalksalze, wie 
oben angegeben, dargestellt und nach dem Waschen und Trocknen 


gewogen. 
Gefunden 96.366 gr. 


Das Kalksalz wurde nach der Methode von Fresenius auf die Säure- 
menge geprüft. Das Destillat von 5'120 gr. Kalksalz verbrauchte 23 
ccm. n. Na OH. 


23 ccm. n. Na OH entsprechen 1.38 gr. Essigsäure-anhydrid. 
5,120 : 1,38 — 96.36: X = 25,9 gr. Anhydrid in der ganzen Menge 
Kalksalz. 


Put 2,2 ke. Teer Perche cet, es alee 
flüchtige Fettsäuren. 


Um die einzelnen Fettsäuren zu isolieren, wurden grössere Mengen 
Teer durch Ausschüttelungen mit Sodalösung — wie pag. 13 angegeben 
— verarbeitet. Das so erhaltene unreine Säuregemisch wurde fraktioniert, 
destilliert und die einzelnen Fraktionen, wieder fraktioniert, gefällt. 
Barium- und Magnesiumsalze wurden dargestellt. Bei der Analyse dieser 
Salze lagen die Zahlen oft zwischen den homologen Säuren, oft sehr 
nahe an denselben, aber wegen Mangels an Material bekam ich die Salze 
nicht rein genug, um die gefundenen Zahlen als zuverlässig hier angeben 
zu können. Von Essigsäure, Propionsäure, Buttersäure und Capronsäure! 
wurden die Salze ziemlich rein erhalten. Um Essigsäure von den nächst- 
liegenden homologen Fettsäuren zum Identificieren zu trennen, wurde 


1 Mit genügenden Mengen Ausgangsmaterial — sagen wir ca. S00— 1000 kg. — könnte man 
gewiss, ohne zu grosse Schwierigkeiten, eine Reihe von homologen Fettsäuren in der 
angegebenen Weise isolieren. Da der Procentgehalt an Fettsäuren aber ein so geringer 
ist, haben die einzelnen Säuren weniger Interesse; besonders da diese früher von andern 
Forschern so oft in Holzteer nachgewiesen worden sind, Bei der Beurteilung des Teers 
als solcher spielt aber der Gesamtgehalt an Fettsäuren, besonders der wasserlöslichen, 
eine Rolle, und ich habe deshalb späterhin eine Methode angegeben, um diese für 
praktische Bedürfnisse bestimmen zu können. 


1901. No.3. ÜBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 15 


Gebrauch gemacht von der grossen Verschiedenheit der Léslichkeit der 
Bariumsalze in Alkohol. Bei Propionsäure wurde das Bleisalz benutzt. 


c. Phenole und Phenolderivate. 


Die von der Sodalösung im Scheidetrichter abgetrennte Teerfraktion 
wurde auf Phenole und Phenolderivate verarbeitet, indem sie mit 10— 15 %o 
Natronlauge ausgeschiittelt! wurde. Die Lauge muss so stark sein, weil 
die Phenole sich dann leichter an Natrium binden. Die starke Lauge 
hat aber den Ubelstand, dass Kohlenwasserstoffe mitgelöst werden. Um 
dies zu verhindern, wurde die Mischung nach dem Schiitteln mit Wasser 
verdiinnt und nochmals geschiittelt. Dabei scheiden die Kohlenwasser- 
stoffe sich wieder aus. Bei den niedriger siedenden Fraktionen kann 
man gut verdiinnen bis auf 5%o Lauge und noch mehr; die Trennung 
geht doch glatt vor sich wegen des grossen Unterschiedes im spez. Gew. 
der beiden Flüssigkeiten. Bei den höher siedenden Fraktionen, deren 
spez. Gew. sich dem einer 5 %igen Lauge nähert, bringt die Verdün- 
nung Schwierigkeiten. Man muss hier erst im Scheidetrichter die Kohlen- 
wasserstoffe von den gelösten Natriumphenolaten trennen und nachher 
aus den letzteren die gelösten Kohlenwasserstoffe durch Verdünnen mit 
Wasser herausscheiden. 

Um zu prüfen, ob nach dem Verdünnen mit Wasser noch Kohlen- 
wasserstoffe vorhanden waren, wurden die alkalischen Lösungen manch- 
mal mit Äther ausgeschüttelt. Dabei kam meistens nur wenig heraus. 

Beim Zusatz von sehr wenig Natronlauge zu der Teerfraktion reagierte 
die Mischung alkalisch. Dabei konnte man sich zu der Annahme ver- 
leiten lassen, dass sehr wenige in Natronlauge lösliche Phenole vorhanden 
waren. Dies erwies sich aber als falsch. Beim weiteren Zusatz von 
Lauge (nachdem die Mischung schon alkalisch reagierte) fand eine be- 
deutende Temperaturerhöhung (von 18° auf 39°C.) statt, und erhebliche 
Quantitäten lösten sich in Natronlauge. 

Die Ausschüttelungen mit Natronlauge wurden mit derselben Teer- 
fraktion 4—5 mal wiederholt (um Verschmieren zu vermeiden, unter 
Kühlung). Die indifferenten Körper, meist aus Kohlenwasserstoffen be- 


stehend, wurden für weitere Behandlung zur Seite gestellt (pag. 19). 


1 Das Ausschütteln wurde in grossen, starkwandigen Flaschen vorgenommen. Leider 
hatte ich keinen Schüttelapparat zur Verfügung, welcher Umstand die Arbeit sehr 
erschwerte, da das Schütteln sehr kräftig ausgeführt werden musste. Nach dem Schütteln 
wurde die Mischung in grosse Scheidetrichter gegossen und der Ruhe überlassen. 24 
Stunden genügten fast immer, um eine vollständige Trennung zu bewerkstelligen. 


16 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. KI. 


Die Natronausschüttelungen hatten eine braunschwarze Farbe, während 
vor dem Schütteln mit Lauge die meisten Fraktionen fast farblos oder 
hellgelb waren. Nachdem die verschiedenen Natronausschüttelungen 
gesammelt waren, wurde bis zur sauren Reaktion Schwefelsäure hinzuge- 
fügt und die Mischung geschüttelt. Eine schwarze, ölartige Masse sam- 
melte sich auf der Oberfläche und liess nach dem Abheben die untere, 
wässrige Schicht als eine unklare, rotbraun gefärbte Flüssigkeit zurück. 
Diese wurde mit Äther (auch Chloroform und Essigäther wurde benutzt) 
geschüttelt, wobei die letzten Spuren von Phenolen aufgenommen wurden 
und die wässrige Lösung ganz klar zurückblieb. Nach dem Verdunsten 
des Äthers wurden die so gewonnenen, phenolartigen Körper den abge- 
hobenen Phenolen beigefügt zur gemeinsamen weiteren Verarbeitung. 

Gefunden wurden 4580 gr. Phenole und phenolartige Körper, nach- 
dem Spuren beigemischten Wassers entfernt waren. 

Die so erhaltenen Rohphenole wurden durch Wiederauflösen und 
Ausfällen, sowie durch Destillation gereinigt. Die gereinigten Phenol- 
derivate wogen 

4290 gr. 
4290 gr. auf. 0.6 kg. Teer berechnet = 44.7 Vo. 


Kreosot. 


Wie aus der ersten Destillation (pag. 6) ersichtlich, steigerte sich 
das Quantum der einzelnen Fraktionen ziemlich regelmässig und erreichte 
um 200° herum ein Maximum. Zwischen 180°—250° gingen von den 
2900 gr. Teer 1143 gr. über, d. i. fast 40 %. Bei der Destillation im 
Vacuum (vergl. pag. 9) zeigte sich ein ähnliches Verhältnis, obwohl die 
Temperaturangaben hier etwas nach unten gerückt waren. Eine Destil- 
lation, welche besonders zum Zwecke der Kreosotgewinnung vorgenom- 
men wurde, ergab zwischen 180° und 280°—4055 gr. aus 9.6 kg. Teer 
TS 

Es zeigte sich weiter, dass diese Fraktionen um 200” herum zum 
grossten Teil aus Phenolen und Phenolderivaten bestanden. Mehrere 
Holzteere — norwegische, deutsche, Österreichische etc. — zeigten in 
dieser Beziehung viel niedrigere Zahlen. 

So ergab z. B. ein von mir untersuchter Buchenholzteer 41%, ein 
böhmischer Fichtenteer 17 Yo, ein norwegischer Kienteer 21,8 %, während 
der vorliegende Retortenteer aus Sågespånen 44.7 %, mit Natronlauge 


ausschüttelbare, phenolartige Körper ergab. 


1901. No.3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 17 


Bekanntlich wird nun das Handelskreosot dargestellt aus einer Frak- 
tion des Holzteers (Buchenholzteer) welche zwischen 200° und 220° liegt. 
Ja man hat sogar fiir Kreosot die Definition gebraucht »dargestellt aus 
dem zwischen 200° und 220° siedenden Anteile etc. 

Da Kreosot kein einheitlicher Körper, sondern ein Gemisch von 
mehreren phenolartigen Stoffen ist, so hat man eine bestimmte Fraktion 
festsetzen miissen, welche als Ausgangsmaterial verwendet werden darf. 


Dies ist um so mehr nötig, als die chemischen Körper, Guajacol 


Ba der Monomethyläther des Brenzkatechins und Methyl- 
ZAC, 
Kreosot C,H, OH der Monometyläther des Homobrenzkatechins, 


OH 


zusammen mit Xylenolen Kresolen! etc. nicht in konstanten, sondern 
in wechselnden Mengenverhältnissen vorhanden sind. 

Da der vorliegende Holzteer (aus Sägespänen) erhebliche Mengen — 
von Phenolderivaten enthält, und da diese besonders um die bei Kreosot- 
darstellung festgesetze Fraktion (200°—220°) herum ihre Siedepunkte 
hatten, lagen die folgenden Fragen nahe an der Hand: 

Wie verhält sich das aus einer Fraktion 200°—220° dargestellte Prä- 
parat zu dem in Ph. N. oder A. D. R. als officinell eingeführten Kreosot? 

Haben die aus diesem Teer darstellbaren Phenole, so wie die aus 
Buchenholzteer dargestellten, einen therapeutischen Wert? 

Um diese Fragen zu beantworten, wurde eine grössere Menge dieses 
Teers auf Kreosot verarbeitet. Das Verfahren war dasselbe wie das bei 
der Darstellung des officinellen Kreosotes gebräuchliche, und bestand 
darin, die schweren Holzöle in Natronlauge aufzunehmen und wieder 
mit Schwefelsäure auszuscheiden. 

Dieses Auflösen und Wiederfällen wird so oft wiederholt, bis das 
abgeschiedene Produkt in Natronlauge völlig klar löslich ist. Schliesslich 
werden Karbolsäure und Fettsäuren durch Waschen mit sehr verdünnter 
Natronlauge entfernt und dann fraktionsweise destilliert. Das zwischen 
205° und 220° Übergehende? wird als Kreosot aufgefangen. 

Es gelang mir in dieser Weise, ein Kreosot darzustellen, an dessen 
Brauchbarkeit ich grosse Hoffnungen zu knüpfen wage. Sein antisep- 
tischer und besonders therapeutischer Wert kann nicht in so kurzer Frist, 


1 Marasse hat im Buchenholzteerkreosot auch Kresylalkohol gefunden. Berichte 1.99 
und 2.71. 

Die Angaben über die fabrikmässige Darstellung von Kreosot sind nicht überein- 
stimmend. So wird im Kommentar zum A, D. R. die Fraktion zwischen 200° und 220° 
gegeben. Nach andern aber soll es 205°—220° sein. (»Chem. Industrie u. Pharmacie«, 
Weidinger). 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1901. No. 3. 2 


2 


18 DR. j. ALFERD MJØEN.  M.-N. Ki. 


wie für die Beantwortung der vorliegenden Frage gestellt worden ist, 
bestimmt werden. Die Untersuchungen werden von den ersten Physio- 
logen weiter geführt, unter anderen von Geheimrat Professor Dr. Lieb- 
reich, Director d. Kgl. pharmakologischen Institutes in Berlin. 

Dass der von mir dargestellte Kreosot mit dem officinellen Buchen- 
holzteerkreosot identisch sein könnte, ist aus den oben angeführten 
Gründen ausgeschlossen. Er bestand aber die meisten der bekannten 
Prüfungen auf Kreosot (Buchenholzteerkreosot) recht gut. 

Zum Vergleich wurde ein officineller Buchenholzteerkreosot her- 


angezogen und folgende Proben angestellt: 


1. Der von mir dargestellte Kreosot bestand die Probe auf »unreinen 
Kreosot« (10 Tropfen in 10 ccm. Weingeist und I—2 Tropfen verdünnte 
Eisenchloridösung schwach blaue Färbung, bei grösseren Mengen schmut- 
ziggrün) ebenso gut wie der gekaufte. 


2. Die Probe mit Kaliumhydroxyd (Guajacolkalium) zeigte weniger 
Guajacolgehalt (erstarrte erst über Nacht). 


3. Probe auf Carbolsäure (3 ccm. Kreosot mit 3 ccm., säurefreiem 
Kollodium (—- soll flüssig bleiben —) bestanden. 


4. Prüfung auf Coerulignon und hochsiedende Teeröle bestand 
Kreosot aus Teer A ebensogut wie der officinelle Kreosot. 


5. Prüfung auf Abwesenheit von sogenannten »teerartigen Produk- 
ten« ausserdem auf Naphtalin und Kohlenwasserstoffe (I ccm. Kreosot 
2.5 ccm. 15 % Natronlauge giebt eine klare, hellgelbe Lösung, welche 
verdünnt mit 50 ccm. Wasser, klar bleiben soll) zeigte eine kaum merk- 


bare Trübung. 


6. 1 ccm. Kreosot mit 10 ccm. Ammoniak, in einem Probierrohre 
geschüttelt, soll nach dem Absetzenlassen 0.75 ccm. Kreosotschicht 


zeigen. Kreosot aus Teer A zeigte 0,65 ccm. 


Es bleibt noch übrig darauf aufmerksam zu machen, dass der Teer A 
in dem der von mir dargestellte Kreosot enthalten ist, mir von den Fa- 
briken zugeschickt wurde mit der Bemerkung, dass er viel billiger sei, 
wie die übrigen zum Handel gelangten Teersorten, ja sogar für ein 


Viertel des gewöhnlichen Preises geliefert werden könne. 


1 Ich muss noch hinzufügen, dass der von mir gekaufte Buckenholzteerkreosot die Reinheits- 
sowie die Identitätsproben #zcht alle gut bestand. Ich hatte denselben in einer wohl 
renommierten Berliner Apotheke als officinell erhalten, 


1901. No.3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 10 


Diese Thatsache, in Verbindung mit den oben angefiihrten Resul- 
taten, (grosse Ausbeute) berechtigt wohl zu der Annahme, dass man 
einige Hoffnungen an die Zukunft dieses aus norwegischen Teersorten 
bisher nicht dargestellten Erzeugnisses knüpfen darf. 


d. Kohlenwasserstoffe und andere indifferente Körper. 


Nachdem die Aldehyde, Ketone und Fettsäuren herausgenommen 
und weiter alle mit Natronlauge entfernbaren Phenole und Phenolderivate 
sorgfältig ausgeschüttelt waren, wurden die indifferenten Körper mit 
Wasser gewaschen, um Natronlauge wegzunehmen. Darauf wurde im 
Scheidetrichter getrennt, getrocknet und gewogen. 


Gefunden: 2160 gr. 
an 9.0 kr. "Teer. berechnet 4.2.92. 22608 


Aus den höher siedenden Kohlenwasserstoffen wurde nach dem 
Fraktionieren der Versuch gemacht, 


Reten 
darzustellen, 


In den höchst siedenden Anteilen des Fichtenteers hat Renard? 
‚Reten gefunden wie auch Ekstrand in den zwischen 380° und 400° 
siedenden Anteilen. Wegen seines hohen Siedepunktes bleibt Reten bei 
den Destillationen häufig im Rückstand (Pech, Asphalt). Man schreibt 
in den letzten Jahren einem Retengehalt in Pech oder Asphalt eine 
gewisse Bedeutung bei der Beurteilung resp. Indentificierung des letz- 
teren zu. 

Da man früher Reten gefunden hat, besonders in dem aus Nadel- 
hölzern dargestellten Holzteer, war eine Anwesenheit von Reten auch im 
vorliegenden Teer zu vermuten. Ich habe die Versuche in der Weise 
gemacht, dass die zwischen 380° und 410° übergehenden Anteile für sich 
aufgefangen und in einem Eisschrank mehrere Wochen zur Krystallisa- 
tion hingestellt wurden. Auch wurde das von den früheren fraktionierten 
Destillationen zurückgebliebene Pech in kleinen Retorten aus schwer 
schmelzbarem Kaliglas erhitzt, und die kleinen Mengen, welche bei ca. 
400° übergingen, aufgefangen, Wiederholte Versuche ergaben alle negative 
Resultate Da es mir gelang, in andern Teersorten leicht und glatt das 
Reten zu bekommen, schliesse ich aus den wiederholten Versuchen, dass 


1 Compt, rend. 119—1276—1277. 


20 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. KI. 


in diesem Teer, resp. dem daraus entstandenen Pech, kein Reten vor- 
handen ist. 


Pech. 


Der Rückstand der früher genannten Destillationen (vergl. 
pag. 9) bestand aus einer glänzenden, hartbrüchigen Masse von schwar- 
zem Pech, die nach jeder Destillation losgehauen werden musste. Das 
Pech wurde gesammelt und gewogen. 


Gefunden 1979 gr. 
aut 0:60 kg: Teer berechnet nern 


Andre Destillationen, besonders die, welche nicht im Vacuum vor- 
genommen wurden, gaben viel mehr Rückstand und erreichten 31 %o. 


Methylalkohol. 


Wenn ich eine Probe der wässrigen Lösung, die sich von dem 
Vorlauf abtrennte, im Reagensglase über einer Flamme erhitzte, entzün- 
deten sich die Dämpfe und brannten mit wenig leuchtender Flamme. 
Dieses könnte von Methylalkohol oder von niedrig siedenden Kohlen- 
wasserstoffen herrühren. Aus dem Vorlauf wurde durch wiederholte 
fraktionierte Destillation eine Fraktion erhalten, welche zwischen 65°—70° 
aufgefangen wurde. Zur Reinigung wurde mit Wasserstoffsuperoxyd in 
alkalischer Lösung oxydiert und wieder fraktioniert. 

Der so erhaltene rohe Holzgeist war nicht so rein, dass die Zei- 
selsche! Bestimmungsmethode benutzt werden konnte. Die einzige 
brauchbare Methode, um Methylalkohol im rohen Holzgeist, resp. Holzteer 
rasch und mit ziemlicher Sicherheit bestimmen zu können, wird von 
den Holzteerfabriken ‚geheim gehalten. 

Von den bekannten Methoden ist die von Krell? angegebene und 
später von Kraemer und Grodzki® modifizierte, die beste. Nach dieser 
lässt man zuerst 5 ccm. Holzgeist auf 15 gr. Phosphorjodür (Pje) zu- 
tropfen (in der Minute 10 Tropfen) und danach 5 ccm, einer Lösung 
von ı Teil Jod und ı Teil Jodwasserstoffsäure. (spez. Gew. 1.7) Nach 5 
Minuten langem Erwärmen auf dem Wasserbade am Rückflusskühler 


1 Monatshefte für Chemie 6. 989. 
2 Berichte 6, 1310, 
3 » 7. TAGS. 0. 1020. 


1901. No. 3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 21 


wird das entstandene Methyljodid abdestilliert. Das Destillat wird auf 
25 ccm. mit Wasser aufgefiillt, hierauf umgeschiittelt und das Volumen 
des Methyljodids abgelesen. 7.8 ccm. Methyljodid entsprechen 5 ccm. 
reinem Methylalkohol. 

Wenn auch diese Methode auf reineren, als den von mir dargestell- 
ten Holzgeist angewendet, brauchbare Zahlen liefert, so war es mir doch 
nicht möglich, übereinstimmende Resultate zu erreichen. Auf Teer be- 


rechnet, schwankten die erhaltenen Zahlen zwischen 0.3 % und 2.3 %o. 


Allylalkohol. 


Durch wiederholtes Destillieren der wässrigen Lösung (aus dem Vor- 
lauf) über Ätzkalk erhielt ich eine kleine Menge einer bei 97° siedenden 
Flüssigkeit, welche den unangenehm stechenden Geruch des Allylalkohols 
besass und Bromadditionsvermögen zeigte. 


V. Wasserbestimmungen. 
a. Erhitzen im geschlossenen Rohre. 


30 gr. Teer wurden einige Stunden in einem zugeschmolzenen 
Rohre auf 100° erhitzt; ein zweites Rohr mit 30 gr. auf 150° und ein 
drittes mit derselb. Quant. mehrere Tage auf 300°. 

Das erste Rohr hatte keinen Druck und zeigte nur ein paar Tropfen 
abgetrennten Wassers, das zweite zeigte ca. 1,5 ccm. und das dritte Rohr, 
welches grossen Druck hatte, zeigte eine breite wässrige Schicht, die, 
mit einer Kapillarröhre herausgenommen und gewogen, 5.5 Yo! der 
ursprünglichen Teermenge betrug. 

Um zu erfahren, wieviel davon als Wasser schon im Teer vor- 
handen ist, und wieviel sich beim Erhitzen bildet, mit andern Worten, 
wieviel davon mechanisch abgetrenntes und wieviel chemisch abgespal- 
tenes Wasser ist, wurde eine kleine Menge Teer in einem Kolben 
schwach erhitzt und ein trockner Luftstrom durchgeleitet. Dabei oxy- 
dierte sich der Teer in solchem Grade, dass eine neue Portion genommen 
werden musste, die im Kohlensäurestrom getrocknet wurde. Der zu kon- 
stantem Gewicht getrocknete Teer wurde im geschlossenen Rohre vier 
Tage lang auf ca. 360° erhitzt. 


1 Dass die abgetrennte wässrige Schicht nicht ausschlieslich Wasser war, und daher obige 
Zahl nur annäherungsweise gilt, liegt auf der Hand, 


22 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. KI. 


In denselben Ofen wurde zum Vergleich ein zweites Rohr mit 10 ccm. 
reinem, aus Holzteer dargestelltem Methylpyrogallussäuredimethylester 
hineingelegt, 

ein drittes Rohr mit über Chlorcalcium getrockneten Kohlenwasser- 
stoffen und 

ein viertes Rohr mit zu konstantem Gewicht getrockneten Phenol- 
derivaten. 

Nur das erste Rohr zeigte Wasserabspaltung. 

Das abgespaltene Wasser, mit einem Kapillarsiphon herausgenom- 
men, betrug 2.6/0; ein wiederholter Versuch zeigte etwas mehr — 
642,0 0/0. 

Damit ist ein Beweis geliefert, dass die Abspaltung nicht durch 
einzelne Körper wie z. B. Methylpyrogallussäuredimethylester, auch nicht 
durch Kohlenwasserstoffe für sich, sondern ohne Zweifel hervorgerufen 
wird durch eine Einwirkung von aromatischen Kohlenwasserstoffen 
oder vielmehr von Carbonsäuren auf Kohlenwasserstoffe bei hoher Tem- 
peratur. Bekanntlich geht diese Reaktion auch zwischen Phenolen und 
Aldehyden und zwischen Aldehyden und Kohlenwasserstoffen vor sich, 
Da aber Aldehyde nur in Spuren vorhanden waren, schreibe ich sie 


den vorher genannten Körpern zu. 


b. Im Exsiccator. 


Eine genaue Wasserbestimmung im Teer bietet Schwierigkeiten, 
weil so viele leicht fliichtige Körper vorhanden sind. Um diese Schwierig- 
keiten zu überwinden, hat Lecoque! folgende Methode zur Wasserbe- 
stimmung in Teer vorgeschlagen: 

A. In einen Hempelschen Exsiccator mit Chlorcalciuum wird eine 
kleine, genau abgerundete Menge Teer gebracht und der Exsiccator 
ausgepumpt. 

B. In einen zweiten Exsicator, worin nur lauwarmes Wasser ist, 
wird ebenfalls eine gewogene Teermenge gebracht und der Exsiccator 
ausgepumpt. 

Beide werden bis zum konstanten Gewicht hingestellt. 

Verlust in A sind Wasser + fliichtige Kôrper. 

Verlust in B sind nur flüchtige Körper. A — B= Wassermenge im 
meer 


Getindene GN. 2 4.5. 0/0, 


1 Chem, Ztg, 1898. pag. 41. 


IOOI. No. 3. ÜBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES. NORW. HOLZTEERS. 23 


Die Wasserbestimmungen wurden auch auf andre Weise ausgefiihrt, 
indem ich einen trocknen Luftstrom durch eine gewogene Menge Teer 
führte. Der Teer wurde schwach erhitzt und die entweichenden Dampfe 
wurden durch Paraffin (zum Festhalten der Kohlenwasserstoffe) und darauf 
durch ein gewogenes Chlorcalciumrohr geleitet. 


Gefunden 4.8 Yo Wasser. 


VI. Identitäts- und Farbenreaktionen. 


Der Kommentar zum A. D. R. giebt einige Farbenreaktionen an, 
(Eisenchlorid und Kalkwasser) welche als Identitätsproben ftir Holzteer 
— besonders aus Pinus Silvestris bereitet — dienen soll. Diese Proben 
auf Teer A angewandt bestätigen, was aus den ausgeführten Untersuch- 
ungen schon hervorgeht, dass Teer A sich von andern Nadelholzteeren 
bedeutend unterscheidet. Meiner Erfahrung nach darf man aber diesen 
Farbenreaktionen keinen grossen Wert beilegen, ebensowenig wie einigen 
von Hirschhorn angegebenen Identitätsreaktionen für Holzteere. 1 

Der Vollständigkeit halber sollen diese aber nicht in der Arbeit 
fehlen. (S. Tab. VI pag. 24). s- 


VII. Verbesserung des Teers. 


Vorliegender Teer wurde mir von der Fabrik geschickt mit der 
Bemerkung, dass er als Teer Gewohnheit und Vorurteil gegen sich habe. 

Ich dachte es mir deshalb interessant, einen Vergleich mit dem in 
Norwegen viel gebrauchten finnischen Teer, welcher fast der einzige 
Teer ist, der von den Händlern in Christiania verkauft wird, zu ziehen. 
Ich bekam von Wertheim, Berlin, einen finnischen Teer. 

Der Unterschied in äusseren Eigenschaften zwischen den beiden 
Holzteersorten war sehr auffällig und dürfte an und für sich dem Markt- 
absatz des norwegischen Retortenteers Schwierigkeiten bereiten. Der 
norwegische Retortenteer ist von anderer Farbe, anderer Consistenz 
und hat ausserdem einen penetranten, unangenehmen Geruch, während 
der finnische Teer einen weit aromatischeren Geruch besitzt. 

Der Unterschied in den chemischen Eigenschaften ist jedoch nicht so 
auffallend, wie der in den äusseren. Beide Teere besitzen viele Phenole, was 
für die Anwendung als Conservierungsmittel von Bedeutung ist, ja, der Re- 
tortenteer hat sogar einen grösseren Gehalt an Phenolen, als der finnische, 


1 Pharm, Zeitschr. Russland 1897, 


M.-N. Kl. 


DR. J. ALFRED MJØEN. 


— 
a 


"Sunqae,] "USWWoy 
2301 ‘unis “Ie ‘USUUOMI[OAUN "es -joaun ‘Ie ‘en 198]z[oyqne] 
4 
"Sunque4 "JJOPUBJIA "UdWUIOF[[CAUN "USWwWWON]JOAUN USWwWWOoN]JoAUN 
97041 JYDIU Jos Jyas "SIU9M "SıuaM Ayas ‘Jen 199], J9y9stuurg 
a 
(Seryossaparn | 
*yorsQ[un awe My Joep 128100 
(eqnn uayeg wieq | ur gane 8eqosiapaiN 19191qa27urq) 
‘Sunqiey ‘ep auieM Jap ut) | 1981907 1q191q291urq) UdWMUIOY (sxpreA) 
901 "yaıunıS | uewwoxyjoaun UIWUIOY[[CAUN "ep -[[OAUN | UdWUWOY[[CAUN "Tel 199JIRIN 
®) 
*(uaqojexniedziepy 
'Sunqae] "USWWON | oupzur me sıq) (uarepsuriqpns) 
3701 ‘unis "Je[Y JP Jepp -[[oAun —|UIWUWON[J[OA JSEJ| “ely J39HRJPN 
a 
‘Sunqni], uaypey 
-14 wıaq ‘rex WIR AA | (YoYsQpun sue M Jap ISO EBZISHSPEN 
Sunqaeq Jop ur *Sepyosnaparn | ur gone fSe[yossaparn *(uayapaynsedziep uoA uaugdsaågg sne 
"Sungleg ouneiq 125090] 1qie[qiajquiq) | 18/90]; 1Q19]q131Uurq) "UIUWIUION au[azurd jne SIq) 1333U3J10J2Y 
3701 yaıunıS | uswwoxyyoAun | usawwoxyoAun “Je -]JOAUN \uswwoy][[foA JSEJ| —"Je[Y JOYISISIMION 
V 


:Jepuegoq | :yppueyaq ; 
aıngszjeg Zunsg] :UIS 9}SQT : YDIS 3}sQ] 
pun ‘ayy | -epperajdny ‘Hepuryeq ‘epueqeq 
= yur ‘sIoa]L 14.10/0.4071 422 
nu ‘önzeny | sap Suzsnp = = ki E 
I9811ISSE M 42410104232] "N HN 


[YSIS 2JS0] 
‘ppueysq 
jozuag 
HIN 


«HI :S199 I 
‘yepueyeq sap 
81552587 Yyunyrapf 
HN 


\ 


"UIUOUYYDIAUIGADJ PUN -Sjpp1u2p] 


:UOIS 2JSOJ | :UOIS 9150] 
Jepuryqeq Sfojsuay 
uuuagsay | -y0y12/20242S 
HIV HIN 
es 


geL 


1901. No.3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 25 


Letzterer hat einen kleineren Fettsäuregehalt, aber der Unterschied ist 
nicht gross genug, um allein darauf Vorteile, resp. Nachteile, fiir die 
praktische Anwendung zu bauen, Ganz anders verhielt es sich aber mit 
den wasserlöslichen Fettsäuren, d. h. mit dem Gehalt an Säuren, welche 
man durch Umrühren oder Umschütteln mit Wasser als wässrige Lös- 
ung bekommt. ! 

Dabei zeigte sich ein eklatanter Unterschied, welcher aus der fol- 
genden Tabelle ersichtlich ist. 


Tab. VII. 
Vergleichende Proben auf wasserlösliche Säuren in Teer. 


| 100 ccm, Teer 
mit 500 ccm, 
Wasser geschüt- Fettsäuren in 


nw 
telt, 25 davon | ? ns Procenten 


= mit % Natron- ee på (auf Essigsåure 
lauge titriert 2 | 109 gr. ett: berechnet): 
Natronlauge | 
verbraucht: 
| 
A 
Norwegischer Retortenteer, 65 ccm. | 1.95 % 
aus Sägespänen bereitet. 
B 
Meilerteer (Gudbransdalen). 6.8 ccm. 0.204 » 
Cc 
Meilerteer (Valders). 14.4 ccm. 0.432 » 
D 
Finnischer Teer. 4.0 ccm, 0.12 >» 
E 
Laubholzteer. 151.6 ccm. 4.54 > 
X 
(Teer À 53.0 ccm. 1.59 » 
wovon 6 °/, leichtes Holzöl neben 
Säurewasser abdestilliert worden sind). 
MÅ 
(Teer A 5.6 ccm. 0.168 » 


wovon mit Wasserdampf 120/, leich- 
tes Holzöl und 160/, schweres Holzöl 
neben Såurewasser abdestilliert wor- 
den sind). 


1 Man muss hierbei nicht vergessen, dass der Teer selbst ein vorziigliches Lösungsmittel 
für viele Fettsäuren ist, so dass man bei blossem Schütteln mit Wasser nicht alle wasser- 
löslichen Säuren herausbekommen kann, 


26 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


Mit Ausnahme von Laubholzteer hat der Retortenteer den grös- 
sten Gehalt an wasserlöslichen Säuren. X und Y bezeichnen Ver- 
suche, welche ich angestellt habe, um Teer A durch teilweises Abdestil- 
lieren von dem grössten Teil der Säuren zu befreien. Erst wurde 6 % 
leichtes Holzöl u. Säurewasser abdestilliert, (X) aber trotzdem behielt der 
Rückstand den grössten Teil der Säuren. 

Um den Säuregehalt erheblich kleiner zu machen, bis er annäher- 
ungsweise dem finnischen Teer gleich kam, mussten 28 01 Holzöl 
neben Säurewasser abdestilliert werden (Y). Der zurückbleibende Teer 
war dann aber zu dick für den praktischen Gebrauch. 

Viel besser schien es mir, den Teer von Säuren zu befreien, durch 
einfaches Umrühren mit einem fünffachen Quantum von Wasser. Nach 
dem Absetzenlassen wird abgehoben, und wenn nötig, diese Operation 
wiederholt. 

Dieses letztere Verfahren hat vor dem ersteren (Abdestillieren) den 
Vorteil, dass man weniger von wertvollen Bestandteilen verliert und 
ausserdem den Teer in viel weicherer Consistenz bekommt. ? 


1 Dieses abdestillierte Holzöl brauchte kaum als wertlos betrachtet zu werden, falls man 
diesen Weg (Abdestillieren) einschlagen würde, um den Retortenteer brauchbarer zu 
machen. Es zeigte sich nämlich als ein vortreffliches Lösungsmittel für eine Reihe von 
Körpern und könnte durch Schütteln mit Natronlauge (eventuell auch Schwefelsäure) 
des sehr unangenehmen Geruchs beraubt werden, 

* Zusammenstellung der Resultate findet sich übersichtlich in Tab. XI, pag. 38, 39. 


Igol. No. 3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 27 


B. Teer in Meilern zubereitet. 


Dieser Teer hat eine braunschwarze bis schwarze Farbe, eine schwach 
saure Reaktion, einen aromatischen Geruch und ist viel weniger empy- 
reumatisch, als der Retortenteer. Er hat ein spez. Gew. von 1.06, ist aber 
trotz des geringen Unterschiedes im spez. Gew. im Vergleich zum 
Retortenteer von viel dickerer Consistenz. 

Die bei Teer A angewandten Bestimmungsmethoden wurden im 
Allgemeinen auch bei Teer B gebraucht. Der Kiirze halber werden 
deshalb da, wo die Methoden übereinstimmen, nur die Resultate und 
Zahlen angegeben. 

Stickstoff und Schwefel konnten nach den bekannten Methoden von 
Lassaigne und Schönn nicht nachgewiesen werden. 


IX. Fraktionierte Destillation, 


Die ersten Tropfen fingen erst bei 96° an überzugehen (Teer A bei 
65°) und die Fraktionen lagen überhaupt bedeutend höher, als bei Teer 
A. Während bei letzterem die Hauptmenge um 200° herum überging, 
war bei Teer B nur ein ganz kleiner Teil bei 200° übergegangen. 
Ein grösserer Teil ging sogar erst bei mehr als 360° über, so dass für 
die meisten Fraktionen ein Stickstoffthermometer angewendet werden 
musste. Ein anderer Unterschied lag darin, dass bei Teer B weniger 
Pech zurückblieb. Bei sehr schneller Destillation im Vacuum wurde 
dieses auf 15 gr. Pech aus 250 — 60% herabgesetzt. Bei grösseren 
Mengen vermehrte sich das Residuum. Nach einigen Vorversuchen 


wurden 6.4 kg. Teer genommen und getrennt in: 


Bette HO side a FSV LL ALS HERR — 325 % 
STENE DL More GE FEET "=~ EEO > 
Wässrige Lösung, welche mit dem leichten Holzöl 
EI a I co M SI ae 2200: 3 
Wässrige Lösung, welche mit dem schweren Holzöl = 5.0» 
Re in N 0020 > 
Keita (Fe å 164 = 101 > 
Velust JENTENE EI dee 68 > 


28 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


Tab. VII. Destillation 


Menge Teer genom- 


Peter: Spez. 
Herkunft des Teers. TE EEE Consistenz, å 
Glasretorte abge- Gew. 
wogen). 
å 2 dünnflüssig 
Norwegischer Retortenteer 255,00 gr. unangenehmer empyreu- 1.07 


aus Sägespänen von Nadel- 
hölzern bereitet. 


matischer Geruch 


D dickflüssig 6 
Meilerteer. 260,00 gr. aromatische CB I. 
(Gudbransdalen). 
& 6 dickflüssig OE 
Meilerteer. ana aromatischer Geruch 5 
(Valders), 
D 
Finnischer Teer 260,00 gr. dickflüssig 1.05 
(durch Wertheim, Berlin be- à aromatischer Geruch 
zogen). 
E . 
weniger 
Laubholzteer 255,00 gr. Ap 1.19 
(durch Wertheim, Berlin be- dic USSIg 
zogen). 
F 
Fichtenteer. 250,00 gr. dickflüssig 102 
(Böhmen). 
= t 
e 5 
Retortenteer 250,00 gr. di må Å 1.04 
(unbekannter Herkunft), Unn 


X. Chemische Trennung. 
a. Aldehyde und Ketone. 


I. Bestimmung der jodoformbildenden Substanzen (Aceton) in der 
vom leichten Holzöl abgetrennten wässrigen Lösung nach der pag. 10 
angebenen Methode. 


Gefunden Jodoform 0.078 gr. = 2.18 % jodoformbildende Substanzen 
in der wässrigen Lösung. 


(Eine zweite Bestimmung gab 0.0713 gr. Jodoform). 


1901. No. 3. ÜBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 29 


schiedener Holsteere. 


Leichtes Holzöl und 


1 Schweres Holzül. Pech, Verlust, 
Säurewasser. 
in Procenten FR in Procenten at in Procenten Bal in Procenten 
heute. ausgerechnet. EB ausgerechnet. ne ausgerechnet, de ausgerechnet, 


42,0 gr. 16.3 % | 145,0 gr. 56.8 %0 51,0 gr. 20 %0 17,0 gr. 6.6 9/0 


62,0 gr. 23.8% | 158,0 gr. | 60.7 Yo 18,7 gr. 7.2 % Zier. | 8.2 Yo 


60,0 gr. 22.6% | 140,0 gr. | 53,0 %o 26,0 gr. 9.8 % 39,0 gr. | 14.7 Yo 


60,0 gr. 23.0% | 154,0 gr. | 59.2 %o 28,0 gr. | 10.7 Yo 18,0 gr. 6.9 % 


55,0 gr. | 21.6% | 78,0gr. | 30.69 


40,0 gr. 16.0 % 52,0 gr. | 20.8% | r145,0 gr. | 58.0% 13,0 gr. 5.2 % 


- 68,0 gr. 27.2 % 67,0 gr. | 26.8% | 102,7 gr. | 41.1 Vo | 12,25 gr. 4.9 Vo 


5.2.5 


2. Bestimmung der jodoformbildenden Substanzen in der vom 
schweren Holzöl abgetrennten wässrigen Lösung (120 gr.) (vergl. 
pag. 27). 


Gefunden 0.011 Jodoform = 0.31 % jodoformbildende Substanzen. 


PURES con 44 


30 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


3. Bestimmung der Aldehyde und Ketone durch Ausschittelung 
mit Natriumbisulfitlösung aus dem leichten und schweren Holzöl. (Methode 


vergl. pag. 12). 


Gefunden 23.16 gr. 
Die gefundenen Zahlen summiert und auf Teer berechnet: 


In 200 gr. wässriger Lösung 2.18 %o; auf das Ganze (6.4 kg. 
Meéerhbereehnet rn 10. >>> 1d Lg tle ae . 0.008878 


In 120 gr. wässriger Lösung 0.31 Yo; auf das Ganze (6.4 kg. 
ILES) HSE RENE Ge - + + + JOUR 


In den Holzölen 28.16 gr. gefunden, auf das Ganze (6.4 kg. 
HÉCnNberechne ne 00 RC 


Gesamtmenge der Aldehyde und Ketone im Teer . . . . . 0.5138 % 


b. Fettsäuren. 


Die Fettsäuren wurden bestimmt: 


1. In den 200 gr. Säurewasser, welche mit dem leichten Holzöl 
übergingen (vergl. pag. 27). 

10 gr. Säurewasser verbrauchten 32.25 Na OH. (200 gr. 
Säurewässer würden demnach 644 5 = 322 n'Na OH ge- 
Brauchen); aut 64 ko. Teer berechnet... 2.2.2. re 0.30 1/0 


2: In den 120 gr. Säurewasser, welche mit dem schweren 
Holzol übergingen (vergl. pag. 27). 
10 gr. verbrauchten 13.05 Na OH (120 gr. Säurewasser 


würden demnach 173 5 Na OH gebrauchen; auf 6.4 kg. Teer 
berechnet. +... 4 cee ness A. er 8 Jor Aa 0.07 » 


3. Im leichten und schweren Holzöl wurden die Fett- 
såuren bestimmt durch das pag. 13 ausfihrlich angegebene 
Verfahren. 


0.37 % 


igo1. No.3. . UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 31 


Uberfiihrt 

Die mit Soda ausgeschiittelten Säuren wurden zuletzt in 

Petrolather aufgenommen, und diese, nachdem der Petrolather 

abdestilliert war, getrocknet und gewogen. Die in Petrolather 

ungelösten Säuren wurden mit Äther wiederholt geschüttelt 

und, nachdem von den Ätherlösungen der Äther abdestilliert 
war, getrocknet und gewogen. 

Gefunden in Petroläther 37 gr. Fettsäuren 

> in Ätherlösung 39 » » 


zusammen 76 gr. Fettsäuren 
meas ker leer berechnet). 2.0. Kae ns nm 


Die in der wässrigen Lösung nach den Ausschiittelungen 
mit Petroläther und Äther zurückgebliebenen Säuren wurden 
mit Wasserdampf destilliert und die flüchtigen Säuren titriert. 
Aus 2 Litern überdestillierter, wässriger Lösung wurden 100 
ccm. titriert. 


2.3 ccm. + NaOH verbraucht, auf 6.4 kg. Teer berechnet 


2 
zusammen 


27 0/ 
0.37 % 


1.20 > 


1.57 % 


O.21I » 


1.78 %o 


Das mittlere Molekülargewicht der Fettsäuren kann ermittelt werden, 


indem man eine beliebige Menge mit titriertem Kali neutralisiert (titriert) 


und das sich dadurch bildende Salz trocken wägt. Die so gefundene 


Zahl (in Procenten berechnet) nennt Henriques! die Seifenzahl. 


Daraus 


kann das Molekülargewicht ezzer Säure, und das mittlere Molekiilar- 


‘gewicht aus einem Gemisch von Säuren berechnet werden, indem das 


Gewicht der Säure sich zum Gewicht des angewandten Alkalimetalls 


verhält, wie das Molekülargewicht der Säure zum Atomgewicht des 


Alkalimetalls. 


Genommen 0.9106 gr. Säure. Verbraucht 14.915 KOH = 7.46 n. 


KOH. 


Seife gewogen 1.1311 


Davon Kalium 0.2834 (7.46 n KOH X (39 X 1) = 0.2834) 


1,1311 —0,2834 = 0,8478 Säure. 


0.2834 : 0.8478 = 38:X = 113 mittleres Molekulargewicht. 


1 Chem, Revue über die Fett- und Harzindustrie Rob. Henriques Heft 9. 


1898, 


22 DR. J. ALFRED MJOEN. M.-N. KI. 


c. Phenole und Phenolderivate. 


Um diese zu isolieren, wurde dasselbe Verfahren gebraucht, wie 
Pag. 15 ausführlich beschrieben worden ist. 


Aus den leichten Holzölen gewogen . . . . 234 gr. 
Aus den schweren Holzölen gewogen. . . . 1128 » 
= 1302068 
Waschwasser : 


Die Phenole wurden aus ihren Natriumsalzen mit verdiinnter Schwe- 
felsäure gefällt. Nach der Abtrennung der Phenole im Scheidetrichter 
oder mittels Siphons blieb eine wässrige Flüssigkeit zurück (im ganzen 
6 Liter) welche noch kleine Mengen mittgerissener Phenole enthielt. Um 
den dabei entstandenen »Verlust«! zu bestimmen, wurde ein aliquoter Teil 


davon (100 ccm.) mit Kochsalz ausgesalzen und der Rest mit Äther 


ausgeschüttelt. 
Gefunden 0.29 gr. 
0.29 gr: in 100.ccm. — 17.4 gr. in OL SRE Er 
Gesamtmenge der Phenole und Phenolderivate. . . . 1379.4 gr. 


Auf 6.4 kg. Teer berechnet 21.56 9. 


d. Kohlenwasserstoffe und andere indifferente Körper. 


Die von der Behandlung mit Natronlauge abgehobene, dunkle Flüssig- 
keit wurde noch mehrmals mit verdünnter Natronlauge geschüttelt und 


nach dem Abtrennen getrocknet und gewogen. 


Aus dem leichten Holzöl wurden gewonnen . ... . . (640080 
» » schweren » » » een ZH 

Aus den Waschwässern wurde ein aliquoter Teil (100 ccm.) 

heraus genommen und der Gehalt an Kohlenwasserstoffen be- 

stimmt. 
In 100 ccm. — nach dem Trocknen bis zum konstanten 

Gewicht gefunden 1.0857 gr. 

autor]. Dereehnete Gis ee ee OC 


zusammen 2944.8 gr. 
wut, GrawkeoTeer;berechnet 1. >. >... VEERE 


1 Dieser » Verlust« kann bedeutend verringert werden, wenn man die Unssigkeit nach jeder 
Schüttelung zwei bis drei Tage zur Klärung der beiden Schichten stehen lassen kann. 


1901. No.3. ÜBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 33 


Die aus dem leichten Holzöl gewonnenen Kohlenwasserstoffe wurden 


° 


destilliert. Sie siedeten zwischen 130° und 225° und wurden in 3 Frak- 
tionen aufgefangen (weitere Behandlung siehe pag. 35). 

Bei der Destillation der aus dem schweren Holzöl gewonnenen in- 
differenten Körper wurde eine Fraktion über 360° aufgefangen. Diese 
letzte Fraktion bildete eine zähe dicke Flüssigkeit, und da ich festes 
Paraffin darin vermutete, wurde ein Teil davon mit Stickstoffthermometer 
fraktioniert. 

100 gr. wurden genommen. 

Die ersten öligen Tropfen gingen bei 300° über. — Thermometer 
in Dampf. 

In 9 Fraktionen aufgefangen: 


Tab. IX, 
I 300° — 310°! — 320° 
II 320 — 325 — 330 
II 330 — 335 — 338 
90 345 
V 345 — 347 — 349 — 350° 
VI: 350. — 355 
VII 355 — 363. — 365 
VII 365 — 372 
IX 372 385 
X Rest war stark braun gefårbt 


und ging nicht uber. 


Die Fraktionen VIII und IX wurden fest bei Zimmertemperatur, und 
um etwas grössere Mengen von dem festen Produkt zu bekommen, 
wurden 500 gr. von derselben Fraktion (die über 360° siedende), destil- 
liert und die letzte Fraktion zwischen 365° und 385° für sich aufgefangen. 
Auf Thonteller ausgebreitet und mit einigen Tropfen Alkohol übergossen, 
wurde sie von anhaftenden Ölen befreit. Es blieb eine weisse, weiche, 
paraffinähnliche Masse zurück. Dass ich es aber hier mit keinem Paraffın 
zu thun hatte, zeigte schon der Versuch, sie in Eisessig zu lösen. Während 
Paraffın auf heissem Eisessig schwimmt, wie eine ölige Schicht, löste 
sich dieser Körper glatt in Eisessig. 

Durch wiederholtes Benetzen mit Alkohol erhielt ich auf dem Teller 
ein etwas weisseres und etwas schwach gefärbtes Produkt. Die beiden 


1 Die mehr konstanten Siedepunkte sind unterstrichen. 
Vid -Selskab. Skrifter M-N. Kl. 1901. No. 3. 


Où 


34 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl. 


Schichten wurden voneinander getrennt, die weisse schmolz bei 85°, 
die andere bei 83°. Sie wurden 3 mal aus 80 % Alkohol umkrystalli- 
siert, wobei ich weisse, perlmutterglanzende Blattchen erhielt. 
Sp Moos te. A Sp. 394°. 
Unlôslich nur in Wasser und wenig löslich in kaltem Alkohol, 
Entfärbt »2cAt verdünntes Bromwasser, also eine gesättigte Verbindung. 


Analyse: 
0.2008 Substanz bei 80° getrocknet, gaben 0.6791 CO, und 0.1380 HO: 
Berechnet fir C, SEE Gefunden. 
C — 92.31 92.24 
H — 7.69 7.64 


Molekülargewichtsbestimmung. Methode der Siedepunktserhöhung 
nach Landsberger. 
0.3522 gr. Substanz. 
9.15 » Lösungsmittel (Äther) M. 
konstanter Siedepunkt des Lösungsmittels 34.26° 
» » mit Substanz 34.61 
Erhöhung (d) 0.35 


C. subst. 


ER fs C für Ather 21,1 


Formel m = 

_ 21.1 KX 0,3522 _ 232 
9.15 X 0.35 

Berechnet 234 fur CAE 


Bei der Oxydation mit Chromsäure in Eisessig entstand 
CO—C,H, 
CH 
Retenchinon CO-G,Hale pl, 
Beim Kochen mit alkoholischer Pikrinsåurelösung entstand ein gelbes 
Pikrat vom Smp. 122° (Retenpikrat 123*). 


Der Körper war also Reten 
CH—C,H, 
C,,H,, oder | | 
CH 
CH—C HG. 
Der Procentgehalt von Reten im Teer konnte selbstverständlich nicht 
mit Genauigkeit festgesetzt werden. Die von mir erhaltenen Zahlen 


deuten auf einen Gehalt von 4—5 %o. 


1 Berichte 1898 24 Marz, 


1901. No.3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 35 


Ester. 


Die aus dem leichten Holzöl gewonnenen 640 gr. Kohlenwasser- 
stoffe und indifferenten Körper wurden (wie pag. 33 erwähnt) destilliert 
und in drei Fraktionen aufgefangen. 

Diese Fraktionen wurden auf ihren Estergehalt geprüft durch Ver- 
seifen mit alkoholischer Kalilauge: 

Von den ersten Fraktionen wurden 5.02 gr. genommen und mit 
25 ccm. alkoholischer Kalilauge, am Rückflusskühler gekocht 47.8 


Zurücktitriert mit 45.9 ccm. 
1.9 


In Verseifungszahl umgerechnet: 


0.028 X 1.9 X 1000 


5,02 10.58. 


Die iibrigen Fraktionen wurden auch verseift und gaben folgende 
Zahlen: 


Tab. X. 
n . | als Verseif- 
Genommen Kalilauge | ungszahl 
verbraucht 
angegeben ! 
aus leichten | | 
Holzölen gewonnen ıste Fraktion gr. 5.02 1.9 10.58 
aus leichten 
Holzölen gewonnen 2te > » 5.24 1.8 9.60 
aus leichten 
Holzülen gewonnen 3te > » 5.336 1.8 9.5 
aus schweren Sp. zw. 170° und 
Holzülen gewonnen 360° gr. 5.16 1.7 9.2 
aus schweren 
Holzölen gewonnen Sp. über 360 » 5.55 1.4 7.0 


- 


Man kann sich auch aus der Verseifungszahl ein approximates Bild machen von der 
Grösse des Estergehalts, wenn man die Verseifungszahlen der im Holzteer meistens 
vorkommenden Ester. z. B. Methylpyrogallussäuredimethylester und andere mit den 
obigen Zahlen vergleicht, 


36 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. KI. 


Aus obigen Versuchen geht hervor, dass der Gehalt an Estern 
ein so geringer ist, dass die aus der Verseifung mit Kalilauge entstan- 
denen Såuren nicht zu isolieren sind. 

Dagegen wurde die Menge der nicht verseifbaren Körper in folgender 
Weise bestimmt: 

10 gr. des Gemisches von indifferenten Körpern wurden in 50 ccm. 
alkoholischer Kalilauge am Rückflusskühler erhitzt und der Alkohol auf 
dem Wasserbade verjagt. Der Riickstand wurde mit Wasser versetzt 
und im Scheidetrichter mit Ather ausgeschiittelt nach dem Abdestillieren 
und Trocknen über Chlorcalcium bis zum konstanten Gewicht. 


Gefunden 9,2 gr. 


Die wassrige Losung, welche die eventuell vorhandenen Säuren — resp. 
Ester — als Kalisalze enthalten musste, wurde angesäuert. Dabei trübte 
sich die Lösung. Die gefällten Säuren wurden mit Äther ausgenommen 
und hinterliessen nach dem Abdunsten und Trocknen nur 0.6 gr. eines 
dunklen, zähflüssigen, sauer reagierenden Öles. 

Der Versuch wurde mit 120 gr. wiederholt, um etwas grössere 
Mengen von den rohen Säuren zu bekommen. Ich bekam 7.8 gr. welche 
nach dem Reinigen — Auflösen in Kalilauge und wieder Ausfällen, bis 
sie klarer und heller wurden — 4.0 gr. betrugen. | 

Lassen wir ausser Acht die kleinen Mengen von Alkoholen, welche 
durch das Verseifen der Ester entstehen und von dem Ather mit auf- 
genommen werden, so kann man nach der Gleichung 

20: A,O == (100:X 
NE EE 
annähernd berechnen, wie viel Ester in der Mischung vorhanden sind. 

Vom Teil (2944.8 gr. indifferente Körper) auf das Ganze (6.4 kg. 
Teer) berechnet: 

1.400 Ester im Teer.! 


Trennung der Kohlenwasserstoffe in aromatische und aliphatische. 


Um Aufschluss darüber zu erhalten, ob die dargestellten Kohlen- 
wasserstoffe zum grössten Teil der aromatischen oder der aliphatischen 
Reihe angehören, wurde von der üblichen Methode der Sulfurierung 
Gebrauch gemacht. 


i Man muss dabei nicht vergessen, dass ein Teil der vorhandenen Ester durch Schütteln 
mit Natronlauge bei der Gewinnung der Phenole verseift wurde und dabei verloren 
ging. 


1901. No. 3. ÜBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 37 


Im Voraus konnte man nicht wissen, wie leicht oder schwierig die 
Sulfurierung vor sich gehen würde, d. h. ob es zweckmässiger sei, unter 
Kühlung oder bei gewöhnlicher Temperatur zu sulfurieren. Ich musste 
deshalb, um eine richtige Mischung von Schwefelsäure und Monohydrat 
für die Einführung der Sulfogruppe zu erhalten, hierin versuchsweise 
vorgehen. 

Nach einigen misslungenen Versuchen, wobei ich in Erfahrung 
brachte, dass sehr gute Kühlung beim Sulfurieren nötig sei, wurde 
folgender Weg eingeschlagen: 

20 gr rauchende Schwefelsäure (10 % Anhydridgehalt) wurden in 
Eis gut abgekühlt, und unter Umrühren mit einem Wittschen! Rührer 
50 gr. des zu untersuchenden Gemisches (Kohlenwasserstoffe) tropfen- 
weise zugegeben. Da bei solchen Vorsichtsmassregeln die Temperatur 
nicht über .ı5° stieg, wurde, nachdem alles eingetragen war, die Tem- 
peratur auf 50° gebracht, (durch Einstellen in heisses Wasser) und dann 
eine Stunde lang bei dieser Temperatur durch Umrühren mittels Turbine 
gut gemischt. Diese Lösung trug ich dann langsam ein in 1 1. Wasser, 
welches sich in einer Kältemischung (Eis und Kochsalz) befand. Die 
Sulfosäuren lösten sich teils, teils schieden sie sich als harte Klumpen 
aus, die beim Einstellen in heisses Wasser leicht eine dunkle, aber 
klare Lösung gaben, auf deren Oberfiäche sich ölige Tropfen befanden. 
Nach dem Erkalten ätherte ich die Lösung zweimal mit viel Äther aus, 
und erhielt einen ätherischen Auszug von dunkelbrauner Farbe. Dieser 
Auszugkonnte nun neben aliphatischen Kohlenwasserstoffen auch freie Sul- 
fosäuren, gelöst, enthalten. Um diese zu entfernen, wurde die ätherische 
Lösung zuerst mit destilliertem Wasser ausgezogen. Letzteres farbte sich 
dunkelbraun, während die ätherische Lösung heller wurde. Um aber 
ganz sicher zu sein, dass alle Sulfosäuren aus dem Äther entfernt waren, 
wurde noch einmal mit verdünnter Sodalösung ausgeschüttelt und dieses 
so lange fortgesetzt, bis die alkalische Reaktion bestehen blieb. (Durch 
die vorhandenen freien Sulfosäuren und kleinen Spuren von Schwefelsäure 
wurde die verdünnte Sodalösung neutralisiert, bezw. das Gemisch sauer). 
Der ätherische Auszug wurde nach dem Verdunsten des Äthers getrock- 


net und gewogen. 
Gefunden 10 gr. 


eines klaren, dunklen, leichtflüssigen Oles. 


Die wässrige Säurelösung wurde mit Bariumcarbonat gesättigt und 
auf dem Wasserbade sich selbst überlassen, bis sich alle Schwefelsäure 


1 von Prof. Witt construiert, 


M.-N. Kl. 


DR. J. ALFRED MJØEN. 


O/y O'41 


0/0 O'IV 


9/0 S*L "eo yosoary 


9/0 Stor josefeng 


JOPOqILIOA 


JUOIU J0S021 JNV g 


0/0 LVV 


0 /, 00'0% "ed JOSOaIY, 


Syeanıapjousyg 
pun sjfousyg-Jwesan) 


705099 pun josefenyg 


JINESULNIJEA 
Sınesisnng 
sıngsuordo1g 
SInesäissq 
:uapın m 
ussaImnadsydeN 


0/0 69°E 


0/0 LE 


0/0 FO 


USANESPYI AT JUESOr) 


DJNESJISSTI 


3uojay pun 
3p4yap[V-1Wesar) 


z U0J20V 


0/9 Evt 


1 SUNSQ] aSLısse M\ 


0/0 go 
feysangs 
44075 0/0 o'S 
0/0 Cl 
199} U9} YO YI1211915Q usjepsueIgpnn sne 199)12JPRN 
I9y9sıuyog sne Jaa}zjoyuayong q 


‘J2J210q UIR7[OY 
-JopeN uoa Uaugdsades sne 
199}U9}10}9Y 19Y0SI89MION 


V 


"UASUNPUIQAIA uopsBiysar Usuaywoyjua Sunwwvssgy AIUIPIISAIR uon UI/AOSAI2] Ÿ Ut 21P 4291 247915429) 


Abies EG 


UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 39 


1901. No. 3. 


*uapey wnIay „ooz um ajyundaporg aryl ayapam 
‘uoypeyyua unep 2[OU9UX adtuamM [IM “apoqıeıoa }YOIU jOsSOaIy JNV ¢ 
"U9IOLIOA 
suojsmw aodıgyy uapuapars Ztuparu orp uayad unapapp ur 199], UOA Aunyroi 
-oqnz sap Pg ‘(or “ded "[819a) „S6 yaıpuıyu sem Injerodwajsdurjuv o1q 
'9jUUoY UojIeMIO UOHLI[NSeq U9)S19 JOp Yoru UOYDS UPU sem K09J19]1o N 
INF spe ‘199}U9}10)9Y any }LYosSuoJaoy uUdsassgid UdUID jsIez IX ‘AL z 


‘(Le pun 6 pun or ‘Sed ‘8194 
P P 9 I 


« OS = « « ODE « « ootg g 

corr = « « x Dar CC « « 0096 y 

0Jo VS = poysissynpy odussem ‘13 Gbr uoqeë 1997 ‘18 0067 y 
*"UIPIIM 


uayordsda ‘PUIS Ud}[RYIO uauonrenNsag U2U2H901} U9P 124 YIM ‘uaTyez 
Ip You usuugy uajgeziasse yy uaNYNJJØNE IX "ge ur U9P TN 1 
'uaBuny1owuvy 


0/0 O'G1 0/9 O'OV 


0/9 O'1Z 


0/0 V'I 


9JJOJSIISSLM 
Ud] YOY YOSHLWOIL 
0/08 "vo ayssneydype 
0/0 OG "ed UasaIp UOA 


‘Jequusy 
yonioryy pun USSOUIDASUOINPPeWOAg YInp YDIS usjyaew 


(joyospep4[y aJossne) uobunpuigioA  936resobun 


UIPUVYAON 74914 (4 pun V) U9YIOS199 [, uspIaq ur PUIS 219puE 
49po uouydoI JL 'g 'z 01M ‘uobunpuiqgisA Abryfeyfapamyss 


UoPUDYAO 
27/22 (q pun V) Ud}OsI9aT u9ploq UI puls dJapur pun 
jo114q ‘upuAq "unouy) “uuy OIM uoseqyo}SH213S 


joyonerkltv 


:apınm ussarmadudeN 310UO0 
re [Oyo 
Joyo [LAU eI 

19757] 


Jodioyy Syusaayıpur 
alapue pun 97035 
-JISSEMUI|YOS-}UILSI+) 


YIod 


uapunjod uspy UlAy 


UP“ 


40 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. Kl, 


als Bariumsulfat abgeschieden und abgesetzt hatte. Ich erhielt nach dem 
Abfiltrieren eine hellgelbe Lösung, welche eingedampft wurde. Bei 
genügender Koncentration zeigten sich schwach gelbgefärbte Krystalle, 
doch wurde, um Verluste zu vermeiden, die Lösung zum Trocken ein- 
gedampft. Ich erhielt 

30 gr. des krystallinischen Bariumsalzes. 


Die aus der ätherischen Lösung mit verdünntem Soda als Natrium- 
salze ausgeschüttelten Sulfosäuren wurden ebenfalls durch Eindampfen 
gewonnen; es war nur ein geringer Überschuss von Soda vorhanden, der 
nicht zu berücksichtigen war. 


Gefunden Io gr. 


Die erhaltenen Barium- und Natriumsalze wurden nun noch als 
solche identificiert. Ihre organische Natur wurde durch Verbrennen auf 
dem Platinblech festgestellt; ferner waren sie stark schwefelhaltig. 

Das Öl, welches die von der Schwefelsäure nicht angegriffenen 
aliphatischen Kohlenwasserstoffe enthielten, zeigte nur Spuren von Schwefel, 
und ich glaube, dass bei der vorsichtigen Sulfurierung keine unange- 
griffenen aromatischen Kohlenwasserstoffe mehr darin enthalten sind. 
Man kann daher die Zahlen wenigstens annähernd als zuverlässig be- 
trachten. 

Die untersuchte Fraktion enthielt 


20 °/o aliphatische Kohlenwasserstoffe 
80 % aromatische — 


Pech. 


Der Rückstand der trockenen Destillationen (vergl. pag. 27) 
bestand aus einer glänzenden hartbrüchigen Masse von schwarzem Pech, 
die nach jeder Destillation losgehauen werden musste. Das Pech wurde 
gesammelt u, gewogen. 


Gefunden 643 gr. 
auf 6.4 kg. Teer berechnet . . . 10.1 %. 


XI. Wasserbestimmung. 


Nach der Methode von Lecoque (vergl. pag 22) 
gefunden 5.0°/0 Wasser. 


1901. No.3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 41 


XII. Identitats- und Farbenreaktionen. 


Die fiir diesen Teer ausgeführten Identitäts- und Farbenreaktionen 
finden sich in Tab. VI pag. 24 (vergleiche übrigens pag. 23). 


XII. Schlussbemerkungen. 


Eine Ubersicht iiber die Zusammensetzung eines norwegischen Teers 
zu geben ist die Aufgabe dieser Arbeit. Ich habe daher Gewicht darauf 
gelegt, wahrend der Arbeit die chemischen Verbindungen so viel wie 
môglich gegen Veränderungen zu schiitzen. 

Durch Hitze, Luft und Licht werden nämlich die oft sehr leicht 
veränderlichen Körper im Teer oxydiert und gespalten. Ich habe des- 
halb, so weit es geht, unter möglichstem Ausschluss von Hitze, Luft 
und Licht gearbeitet; habe mir m. a. W. als Aufgabe gestellt, klar- 
zulegen, welche Körper im Teer vorhanden sind, und nicht, welche 
Körper man aus dem Teer erhalten kann, welche beiden Fragen sich 
der Unbeständigkeit der Teerbestandteile wegen nicht miteinander decken. 

Was die Zusammenstellung anbetrifft, kann hier und da das Auf- 
gezeichnete als überflüssig aufgefasst werden, weil es für die Resultate 
keine direkte Anwendung gefunden hat. Ich hoffe aber durch diese An- 
gaben Anhaltspunkte für die weitere Forschung gegeben zu haben, ab- 
gesehen davon, dass ich selbst die Absicht hege, die Untersuchungen 
über Holzteer weiter zu verfolgen. Ebenfalls habe ich geglaubt, dass 
die Beantwortung einiger praktischer Fragen z. B. »wie macht man den 
Teer als Teer praktisch brauchbarere? — obwohl nicht direkt in den 
engeren Rahmen dieser Arbeit gehörend, doch von Interesse sein dürfte. 

Früher glaubte man, dass bei der trocknen Destillation von Holz 
sich erst Acetylen bilde und später bei den höheren Temperaturen 
durch Polymerisation die grösseren Atomcomplexe. Dieser Auffassung 
wird in letzter Zeit widersprochen, wenigstens scheint es sicher zu sein, 
dass die aromatischen Verbindungen direkt gebildet werden. Wie das 
sich nun auch verhalten mag, interessant war es bei den vielen Mani- 
pulationen der vorliegenden Arbeit, zu beobachten, welche Veränder- 
ungen die Temperatur in den im Teer vorhandenen Körpern hervorrief. 
Sicher müsste man viele Körper, die jetzt fast nutzlos sind, durch Be- 
handlung mit höheren (bezw. niedrigeren) Temperaturen, — z.B. Leiten 


42 DR. J. ALFRED MJØEN. M.-N. KI. 


durch Röhren, deren Temperatur reguliert wird, in nützliche verwandeln 
können. 

Wie man allmählich Übersicht bekommt über die in Holzteeren 
enthaltenen Verbindungen, und wie man zur Klarheit gelangt über die 
Entstehung der chemischen Produkte bei der Teerbildung, so wird man 
es auch mit der Zeit mehr und mehr in seine Gewalt bekommen, die 


erwünschten Körper in grösserer Ausbeute zu erhalten. 


1901. No.3. UBER DIE CHEM. ZUSAMMENS. DES NORW. HOLZTEERS. 43 
Inhalt. 

dr. Pag 
PARC ONE før (2 See a’ FREE 3 
A. Holzteer aus Sägespänen . . . . .-. NET et eee Ne ta) Fate 5 
Pe eh rakhonienes Desmilation Ur ace pelts toute PR EN DENE 5 
I. Destillation mit Wasserdampf . . . . . . . AS be haan EE eee 8 
fi Deshllahnm im: Vacuum), I GSE SNE DENNE ee 9 
INR Ghemseher Frennunpsss junge Slug se ar fe. AN IO 
RE Alde de ami kelner Nøat sk SUN sanse mel oan 10 

I, Bestimmung der jodoformbildenden Substanzen (Aceton) im 
EN ESP Ge ka gle ee ey eV 10 

2. Bestimmung der jednformbakienden Siteianren im icchten 
OE oo ee a ile Bates Leet ee ARE II 

3. Bestimmung der Mars de und Käse dach Rn schüfehng 

mit Natriumbisulfitlösung aus den leichten und schweren 
Holzölen. “ae 12 
b. Bestimmung der Fettsäuren Senet =, Seg ee tate er 12 
SANKE MASSER Ga ya) op no ea ee fae lek ot oe A 13 
2. in den leichten und schweren Holzölen . . . . . . 13 
3. Essigsäure, Propionsäure, Buttersäure, Capronsäure 13 
ce henolesund Fhenolderivaten fs) fi. a0 5, ESN ENDE 15 
IKNEGSOE RE jer de eat 16 
d. Kohlenwasserstoffe und andere muifjerent e Ren TESE 19 
Reten . Se ee FT eek er AS le 19 
Bea ele) ac, a as ORS ey Richa Can à 20 
SE hit st ee TN te te 20 
Methylalkohol. NP dE at ET 20 
BEE EO eee TA pe NE rg ME 21 
V.  Wasserbestimmung. . sd nn fe VID LA DE ease a De 21 
a. im geschlossenen Rohr . 21 
kg imsErseralor nach Lecoque Sale ee GE elr - 22 
Wits Tdéntitats "and Harbenreaktionen: SAUE meinen 23 
D me des Ren aus ee ee 23 
B. Teer in Meilern zubereitet (Gudbransdalen). . . . - 2 2 2 2 2 2 2 2 2 2 . . 27 
DS ae st HEC. u ca a ee 27 
BØE EEG aan ou m in We) late mie 28 
a, Aldehyde und Ketone . . . . . AT PET AE TUE 28 

I. Bestimmung der ten Snhrkinzen (Aceton) in 
der vom leichten Holzöl abgetrennten Lösung . . ae 28 

2. Bestimmung der jodoformbildenden Substanzen in der vom 
schweren Holzöl abgetrennten wässrigen Lösung 29 


M.-N.Kl. 1901. No. 3. A. MJ@EN. ÜBER D. CHEM. ZUSAM. D. NORW. HOLZT. 44 


Tab. 
Tab, 
Tab: 
Tab. 
Tab. 
Tab. 
Tab. 
Tab. 
Tab. 


Pa 

3. Bestimmung der Aldehyde und Ketone durch Ausschiittelung ; 
mit Natriumbisulfitlösung aus dem leichten und schweren Holzöl 30: 
bDasBestummunsaderstieltsauzen re EEE 30 

I. Im Såurewasser, welches mit den feichiten Holslen iberging 
CANONS CAL sels s ee ee 30 

2. Im Såurewasser, welches mit den schweren Holzölen überging 
(Bitratiome er GE 30 
3. In den leichten und ge eren Holzölen (Ausschiittelung) . 30 
cy PherolemundPhenoldernivate 2.2 202 SEE 32 
d. Kohlenwasserstoffe und andere indifferente Körper ....... 22 
RETENIR. Ne eee PPM ME CE Rt 34 
Ester LS ue 406 Lau lis ee oo. Gl 6.0.6 c 35- 

Trennung der Kohlenwasserstoffe der aliphatischen und 
aromatischerkene NE oa > 36 
Pecha, 4 4 EEE 40 
KL Was nn 5 5 5 6 6 oo 0 © pa JE < 40 
POP dentitåts und Farbenreaktionen =) > SENER 41 
pe Seblussbemerkungen .+ 4 > 2 + SR REE i 41 

Tabellen 

NE ve Se ea ed Fe LE 
== IN RET å ax fee s oo c 7 
er... 5 
WAL 4 oc, PET 211 
NG GJENDE 25 
VII et a ee En 
BR a er ET ee Lea SE 33 
Xp EET 35 
XI, Übersicht über die in 4 Teersorten edthaltenen in "Verbindungen 38 39 


Gedruckt 8. Januar 1902. 


Isforholdene ved de norske 
indsjøer 


Af 


Andreas Holmsen 


Med 12 plancher 
og 


Résumé français 


Videnskabsselskabets Skrifter. I, Mathematisk-naturv. Klasse, 1901. No. 4 


Udgivet for Fridtjof Nansens Fond 


Christiania 
I kommission hos Jacob Dybwad 
A. W. Breggers bogtrykkeri 
1902 


ss‘ Fremlagt i Videnskabsselskabets math.-naturv. Klasse i Mødet den 31te Mai 
A i ved Prof. Dr. H. Mohn. ar 


i å 


Forord. 


GN 5 første kapitler af dette arbeide er indsendt til universitetet 
som besvarelse af en prisopgave og belønnet med h. k. h. kronprinsens 
guldmedalje. Prisopgaven var saalydende: 

»Der ønskes samlet oplysninger om, til hvilken tid de norske ind- 
sjøer, særlig de større fryser til, og naar isen gaar op; dertil knyttes en 
diskussion om den indflydelse, som høiden over havet, veirliget, ind- 
sjøernes dybde eller andre faktorer har paa den tidligere eller sildigere 
islægning.e 

For at afhandlingen skulde danne et mere afsluttet hele har jeg 
fundet det rigtigst at give den titelen: »Isforholdene ved de norske ind- 
sjgere, og har derfor i det sidste kapitel ogsaa behandlet isens vekst og 
isløsningen. Dette kapitel er udenfor, hvad der er spurgt om i den 
udsatte prisopgave, og af den grund er det ikke indsendt til universitetets 
bedømmelse. 

Jeg er flere tak skyldig for værdifuld hjælp under besvarelsen. 

Først og fremst skylder jeg min chef, hr. kanaldirektor G. Sætren, 
stor tak. Den varme interesse, som hr. Sætren nærer for undersøgelsen 
af vort lands hydrologiske forhold, og den beredvillighed, hvormed han 
altid har staaet til tjeneste med sit udmerkede kjendskab til vore elve 
og indsjøer, har været en fortræffelig spore for mine hydrologiske 
undersøgelser. 

Isærdeleshed vil jeg faa frembære min hjerteligste tak, fordi hr. 
kanaldirektøren, i forstaaelse af, hvilken nytte en undersøgelse af ind- 
sjøernes isforholde vilde kunne have for det praktiske liv, lod de mange 
forespørsler til folk udover landet udgaa som officielle skrivelser fra 
kanaldirektoriatet. Det vil være indlysende for enhver, hvilke fortrin 
en henvendelse under denne form vil have fremfor rent private fore- 
sporsler. Uden at have faaet adgang til det materiale, som paa 


denne maade er indkommet, og til de mange oplysninger, som forøvrigt 
findes i kanalvæsenets arkiv, vilde en undersøgelse af isforholdene ved 
vore indsjøer neppe være lykkedes. 

Dernæst vil jeg faa frembære min ærbødige tak til det norske 
universitets matematisk-naturvidenskabelige fakultet, fordi foreliggende 
opgave blev fremsat. Ideen til behandlingen af dette emne laa heri. 

Videre en tak til det meteorologiske instituts bestyrer, hr. professor 
Mohn, og til institutets assistenter, særlig d'hrr. Føyn og Nissen, for den 
beredvillige imødekommenhed, hvormed institutets observationsschemaer 
har været stillede til min raadighed. 

Endvidere en tak til de mange, som velvilligst har meddelt mig 
data og andre værdifulde oplysninger; specielt tør jeg nævne dhrr. pro- 
fessorer Amund Helland og O. E. Schiøtz, hr. overingeniør Borchgrevink, 
hr. distriktslæge Printz, samt hr. boghandler Raade. 

Tilsidst og ikke mindst en tak til cand. real. Thekla R. Resvoll for 
den interesse og hjælpsomhed, hun hele tiden har vist mit arbeide. 


Kanaldirektoriatet, Kristiania, december 1900. 


Andreas Holmsen. 


Indhold. 


Side. 

BEI AREA RO WERE GP NS ee Ss NE AN I 
Kapitel 2. Hvorledes materialet til bedømmelse af tidspunktet for islæg- 

ningen og isløsningen paa de norske indsjøer er indsamlet 5 10 


Kapitel 3. Opgave over, naar islegningen og islosningen finder sted ved 
vore betydeligere indsjser. 


TL Seerne OGGE 2. na PF en ee 17 
II. Indsjøer i Telemarken . . . . ee SB cr bin MAR 66 
III. Indsjøer i den sydligste del af a a ee 
No, Nestlmder 00 LA en ee 87 
Verse å det frondhjemske JE SYDEN. AGENTS 
VE Sindsjoer 1: Tromsø stilk 2 0529 UE ØKOD 
Tabeller over den normale islægning og Er og over islegningen og 
EVT RTE EE EE EEE NT PCR 7 


Kapitel 4. Opvarmningen og afkjølingen af en indsjø; temperaturforandrin- 


gerne i samme . . TE Ea ØL Å et SG 122 
A. Den aarlige BEG BE Erp toe Ve Re eee CAS DES 
A OC DET bd as LE de KA 


Kapitel 5. De forskjellige faktorer, hvoraf tidspunktet for islægningen er 


afhængigt . . . . . AE SCA 
I. De eS Heter forhold til opte 


A. Lufttemperaturen . 142 

B. Skydækket. 175 

C. Nedberen . 185 

D. Vinden 189 

II. De lokale forholds Indiydeke | paa Rue Dont 

A. Sjeens dyb AE - 197 

B. Andre lokale faktorer . 211 

A SIGENS ONED 2 2 202.0, 212 

2, Stremme. re 215 

3. Sjeens form og cie - 218 

4. Sjeens omgivelser . : 220 

5. Nogle andre lokale faktorer. 221 
Islægningen paa kolde indsjeer . . . . . 224 


Kapitel 6, Isens dannelse og vekst; islesningen. 


1. Isens dannelse . 


2. Isens vekst 


3. Islosningen 
It 


It 


Résumé français . 


De ot enten forheld til lentes et 

A, Lufttemperaturen . 

B. De ovrige unde Hlementer c 

Nogle faktorer, som ved siden af veirliget over nya 
paa islosningstidspunktet Me Oo ne D. + 

Isens tykkelse. . Isens struktur. Sne paa isen. Andre 
fremmede legemer paa isen. Strømme. Kunstig opbrydning 
af isen. 


263 


Kapitel 1. 
Literaturoversigt. 


I de senere aar er der fremkommet en betydelig literatur om ind- 
sjoerne. Vi finder arbeider fra næsten alle de europziske lande, og fra 
de forenede stater er ogsaa leveret vegtige bidrag i saa henseende. Et 
af de spørsmaal, som hyppigst findes behandlede, er temperaturforholdene. 
En mængde maalinger af temperaturer i sjøernes dyb og overflade er 
foretagne, og sammenhængende serier af maalinger findes beskrevne fra 
flere steder. 

I den del af literaturen, som omhandler temperaturforholdene ved 
indsjøerne, er det imidlertid kun i faa arbeider, at isforholdene er sær- 
skilt behandlede. Vi finder vistnok i flere af arbeiderne det spørsmaal 
belyst, hvorledes der kan opstaa is paa en indsjø; men vi savner beret- 
ninger om, hvorledes det aar om andet pleier at forholde sig med isen 
paa de forskjellige indsjøer. Tidspunktet paa aaret, naar isen lægger 
sig, og naar den gaar op, er kun angivet fra forholdsvis faa steder. Vi 
skal, forinden vi gaar over til at behandle disse forhold for vort eget 
lands vedkommende, i korthed omtale det væsentligste af, hvad hidindtil 
er fremkommet i literaturen angaaende isforholdene ved indsjøerne. 


Fra Sverige findes fra 1870aarene tre afhandlinger over isforholdene 
paa de svenske indsjøer. 

I A. Hildebrandsson’s! arbeide behandles de ar af data 
over islegningen og islesningen, som efter foranstaltning af landthushäll- 
ningssållskaperne blev anstillede vinteren 1870— 71 og indsendte til obser- 
vatoriet i Upsala. Iagttagelserne var mange, idet de udgjorde et antal 
af 650 fra de forskjellige steder af landet, og af disse var 267 fuld- 
stendige over saavel islegning som islgsning. 

1 H. Hildebrand Hildebrandsson: Isförhållandena i Sverige vintern 1870—71, Upsala 

universitets ärsskrift 1872. 

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 4. 1 


2 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


For at sammenligne beliggenheden af de steder, hvor isen laa lige 
lange det aar, blev der paa et kart over Sverige trukket kurver gjennem 
de steder, hvor isen laa det samme antal dage. Disse kurver, som af 
forfatteren blev kaldt eguiglacialer, var af stor regelmessighed og viste 
sig at være væsentlig afhængige af de to faktorer: den geografiske 
bredde og afstanden fra havet. Kurven for 100 dages islægning, som 
var et minimum af islagte dage, fulgte saaledes Smaalands søndre grænse, 
og kurven for 260 dage, som var et maximum, fandtes i det nordligste 
af Torneå lapmark. Nærmere havet, saavel mod den norske grænse som 
mod den botniske bugt og Østersjøen, viste indsjøerne sig at have en 
kortere islægningstid end i de mere kontinentale egne. 

Med hensyn til tidspunkterne for islægning og isløsning fremgaar det 
af det store antal iagttagelser, som findes trykt i Hildebrandssons af- 
handling, at samme hvert aar var temmelig forskjellige selv for nærlig- 
gende egne og saaledes maatte bero paa mere lokale aarsager som 
sjøernes størrelse, dybde, strøm o. s. v. For at udjevne disse lokale 
aarsager forsøgte forfatteren at beregne en midlere datum for mindre 
distrikter. Disse data findes afsatte paa et kart, og kurver gjennem de 
egne, som havde samme islægningsdatum, giver saaledes en forestilling 
om, naar islægningen fandt sted. 

Kurver gjennem de egne, hvor isløsningen fandt sted paa samme 
datum, giver en forestilling om, hvorledes isløsningen det aar rykkede 
frem. 

— Foruden resultaterne af iagttagelserne af isforholdene i vinteren 
1870—71 findes der ogsaa 1 Hildebrandssons afhandling en sammenstilling 
af ældre iagttagelser over, naar de svenske indsjøer lægger sig, og 
naar de gaar op. De længste serier herover er fra Vesteräsfjorden af 


Malaren, hvor isløsningsdata aarlig er observerede siden 1712. 


I Cronvall'’s! arbeide behandles væsentlig isforholdene i Sverige i 
vintrene 1871—72, 1872—73 efter det materiale, der tilveiebragtes ved 
de mange iagttagelser, som blev indsendte til Upsala universitets ob- 
servatorium de nævnte aar. 

Equiglacialer er i afhandlingen optegnede for hvert af de to aar, 
ligesom ogsaa kurver er optrukne gjennem de distrikter, hvor datoen for 
islægning og isløsning var den samme. 

I det store og hele taget viser Cronvalls kurver en lignende form 
og retning som Hildebrandssons, uagtet vinteren 1870—71 karakteriseres 


1 A. 1. A. Cronvall: Isförhållandena i Sverige under vintrarna 1871—72 och 1872—73. 
Akademisk doctor-afhandling. Upsala 1875. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 3 


som »ualmindelig kold«, vinteren 1871—72 som »mildere« og vinteren 
1872—73 som »usædvanlig mild«. 

I afhandlingen meddeles ogsaa islægnings- og isløsningsdata for 
flere aar for enkelte sjoers vedkommende, og den gjennemsnitlige datum 
for, naar islegningen og isløsningen pleier at foregaa, er for deres ved- 
kommende udregnet. 


Kurver gjennem steder, hvor gjennemsnitsdatoerne er de samme for 
islægningen og isløsningen efter flere aars iagttagelser, er optegnede i 
Hildebrandssons og Rundlunds! afhandling fra 1879. Equiglacialer 
findes ogsaa her optrukne. 

I afhandlingen behandles under et isforholdene ved de svenske ind- 
sjøer efter det store antal iagttagelser, som er gjorte herom og indsendte 
til Upsala observatorium 1871—77. Datoerne er beregnede som gjen- 
nemsnitlige data for disse 6 aar, og antal dage med is er ogsaa gjen- 
nemsnitstallet for de samme aar. Da alle de enkelte aar har varieret 
ganske betydelig, faar man af disse tal og data en forestilling om, 
hvordan isforholdene pleier at arte sig. 

Medens gjennemsnitsdatoen for islegningen for de 6 aars vedkom- 
mende i det nordlige Sverige var ıode oktober, var den i Skaane rode 
december. I det nordlige Sverige var islægningsdatoen betydelig senere 
ude ved kysten og i nærheden af den norske grænse. Medens sjøerne 
i det indre af Norrland islagdes i slutten af oktober og begyndelsen af 
november, foregik islægningen paa de sjøer, som ligger i grænsedistrik- 
terne mod Ranen og Salten, ikke før 20de november, omtrent paa samme 
tidspunkt, som sjøerne i det centrale Sverige islagdes. 

Tidspunktet, naar isløsningen gjennemsnitlig foregik, varierede fra 
28de mars — for sjøerne i det sydlige Skaane — til 22de juni for de 
høitliggende indsjøer, som ligger paa de østlige fjelde i Lapmarken. 

I det sydlige Sverige foregik isløsningen omtrent samtidig paa de 
steder, som ligger under samme breddegrad; men i den nordlige del af 
landet foregik den betydelig før ved kysterne end inde i landet. 

Den tid, indsjøerne gjennemsnitlig var islagte de 6 aar, varierede 
fra omkring 90 dage for de sydligste til ca. 230 dage for de nordligste 
sjøers vedkommende. Den viste sig væsentlig som funktion af de to 
faktorer: den geografiske bredde og afstanden fra havet, saaledes, at de 
equiglacialer, som findes optrukne i Hildebrandssons og Rundlunds ar- 


1 H. Hildebrand Hildebrandsson, C. A. Rundlund: Prise et débâcle des lacs en Suède, 
automne 1871—printemps 1877. Upsala 1879. 


4 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


beide, viser en meget regelmæssig form, idet de for hele det nordlige 
Sveriges vedkommende er nesten parallele kurver, som fra et maximum 
i den centrale del af landet saavel i vest som øst lober op mod kysten 
og den norske grænse. 

I det mellemste Sverige gaar kurverne i nordgstlig retning paa skraa 
fra den norske grænse til Østersjøen, saaledes, at de indsjøer, som ligger 
paa samme breddegrad, i det mellemste Sverige har en betydelig længere 
islægningstid ved den norske grænse end nærmere kysten. 

I det sydligste Sverige havde indsjøerne et maximum af islægnings- 
tid sydøst for Vetteren, men forøvrigt løber equiglacialerne temmelig 
parallele, bøiende sig efter kystlinjen. 


I Hildebrandssons og Rundlunds arbeide er kurverne gjennem de 
steder, som havde samme gjennemsnitlige datum for islægning og isløs- 
ning, og equiglacialerne forlænget gjennem de steder, hvor forholdene 
var lignende 1 Finland. 

For dette lands vedkommende findes i det af det finske videnskabs- 
selskab udgivne «Bidrag till Kånnedom af Finlands Natur och Folk» 
iblandt »de meteorologiske Anteckningar« nogle opgaver over isløsnings- 
og islægningsdatoer ved endel indsjøer. 

Fra Finland haves ogsaa et par andre arbeider, hvori isforholdene 
findes behandlede. Saaledes har Levånen) i flere afhandlinger meddelt 
data for isløsning og islægning for en meget lang periode. Fra Kumo- 
elven haves saaledes sammenhængende iagttagelser af isløsningen fra 
1794—1888. 

Paa grundlag af iagttagelserne er udregnet gjennemsnitsdatum for, 
naar islegning og islosning indtræder, ligesom ogsaa spørsmaalet, om 
sekulzre forandringer kan paavises 1 denne henseende, er behandlet. 

Heinrichs? har gjort sne- og isforholdene i Finland i vinteren 1891 
—g2 til gjenstand for behandling i en egen afhandling. 

Den største del af arbeidet omhandler, hvorledes det var med sne- 
forholdene nævnte vinter. Men der er ogsaa meddelt mange data over 
islægningen og isløsningen. Saavel islægnings- og isløsnings-data fra 
det rindende og stillestaaende ferskvand som ogsaa fra havvandet ved 
Finlands kyst findes anførte. I arbeidet er nærmere behandlet, hvorledes 
veirforholdene havde indflydelse paa isforholdene ved kysten den vinter. 
Jagttagelser over isens vækst paa flere finske sjøer findes anførte. 


1 Fennia I 1889 nr. 8 og 9 og III 1890 nr. 10. 
2 Axel Heinrichs: Snö- och isförhållandena i Finland vintern 1891—92. Akademisk 
doktorafhandling, Helsingfors 1893. 


IQOIL. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 5 


I Heinrichs's arbeide er omtalt, at islægning og isløsning har været 
gjenstand for iagttagelser gjennem en aarrække ved flere russiske sjøer 
og floder. De fleste af disse data er meddelte i Vesselovskys arbeide 
over Ruslands klima. 


Den betydeligste literatur angaaende isforholdene ved indsjøerne 
har man fra Schweiz. 

Forel har flere gange behandlet dette emne. Foruden den mere 
teoretiske behandling af spørsmaalet om temperaturforholdene i en indsjø, 
naar denne fryser til, hvilket findes behandlet i flere af Forels arbeider, 
er af samme forfatter særskilt behandlet isforholdene paa schweizer- 
indsjøerne for to vintres vedkommende, nemlig aarene 1879—80? og 
1890—91 3. I disse vintre, som betegnes som meget strenge, fandt nemlig 
en efter schweiziske forhold sterk islægning sted. Termometret viste i 
Genf i 1880 i løbet af 98 dage en lavere temperatur end 0°, og af disse 
var der 56 dage, da maximumstermometeret ikke kom høiere end 0. 

I 1891 viste termometeret sammesteds 118 dage en lavere tempera- 
tur end 0°, og 46 dage kom temperaturen ikke høiere op end til Ge 

Forel udskiller i sine sidstnævnte arbeider følgende faser under til- 
isningen af en sjø: 

1. Islægningen begynder at finde sted. 
2. Sjøen er helt islagt. 

3. Den begynder at gaa op. 

4. Sjøen er bleven helt fri for is. 

Efter i sin almindelighed at have behandlet, hvordan temperatur- 
forholdene i sjøer er under disse forskjellige faser, meddeles mere specielt, 
hvordan isforholdene var de nævnte vintre ved flere af indsjøerne i Schweiz 
og Savoyen. Man ser heraf, at flere af schweizersjøerne har været is- 


lagte begge aar. For flere sjøers vedkommende, f. ex. Genfersjøen og 


1 «La température des lacs gélés». Compt. rend. B. go. Paris 1880. 

»Sur l’inclination des couches isothermes, dans les eaux profondes du lac Léman«. 
Compt. rend. 102. Paris 1886. 

»La température des eaux profondes du lac Léman«. Compt. rend. B. 103. 
Paris 1886. 

»La faune profonde des lacs suissese. Neue Denkschriften der allgemeinen Gesell- 
schaft fiir die Naturwissenschaften. B. XXIX. Ziirich 1885. 

»Die Temperatur-Verh. des Bodenseese. Schriften d. Ver. f. Geschichte des 
Bodensees. XXII. 
La congélation des lacs suisses et savoyards pendant l’hiver 1879—80, Echo des Alpes 
XVI 94 et 149. Genève 1880. 

Températures lacustres S. IV, Arch. des sc. ph. et nat. Genève 1880. 
3 La congélation des lacs suisses et savoyards dans l’hiver 1891. Archives des sciences 

physiques et naturelles. B, 27. Genève 1892. 


» 


6 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Bodensjøen, har islægningen kun fundet sted paa enkelte dele af sjøen, 
medens andre sjger, f. ex. Lac d’Annecy (beliggende 443 m. o. h.), har 
veret helt islagte. Paa sidstnævnte sjo laa isen saavel vinteren 1879 
— 80 som 1890—91. 

Der meddeles ogsaa i Forels afhandlinger data for islegning og is- 
løsning for en række aar ved flere schweizersjøer. Flere af dem, som 
er beliggende heit over havet, er aarlig islagte. Lac de Jaux (1008 m. 
o. h.) var saaledes f. ex. islagt i 146 dage i 1891, idet islægningen helt 
foregik 8de decbr. og isløsningen ikke før 2den—3die mai. 

Om: islægningen paa store Bernhardsjøen (2446 m. o. h.) meddeles 
42 aars iagttagelser, og den gjennemsnitlige datum for islægningen er 
20de oktbr. Ved samme sjø meddeles 40 aars iagttagelser over isløs- 
ningen, som gjennemsnitlig har foregaaet 12te juli. Følgelig pleier sjøen 
at være islagt 257 dage af aaret. 

En liden alpesjø, Lac de Sils (Engadin, 1796 m. o. h.), har gjennem- 
snitsdata for islægning og isløsning 18de decbr. og 23de mai. 

Ziirichersjgen (409 m. o. h.), som i 1890—9r var islagt i noget over 
2 maaneder, sees i dette aarhundrede at have været helt tilfrossen føl- 
gende aar: 1810, 30, 57, 80 og OI. 

Forels afhandling fra 1892 slutter med en resumarisk sammenstillen 
af isforholdene ved en række sjøer i 1890—91. For hver enkelt sjø 
findes angivet den geografiske bredde, høiden over havet, overfladens | 
størrelse samt det maximale dyb. 

For en sjøs vedkommende, Genfersjøen, er islægningen ngiere stu- 
deret, og hvad man herom har iagttaget, findes behandlet i et afsnit i 
Forels fortrinlige monografi Le Léman). Denne sjø hører til den type 
af indsjøer, hvor temperaturen over den centrale del aldrig naar lavere 
end til temp. for vandets maximum af tæthed. Derfor har det aldrig 
hændt, at der har lagt sig is over de dybeste steder. Kun paa enkelte 
viker og ved kysterne har isdannelse fundet sted. 

Forel giver forklaring paa, hvordan stillingen af vandlagene af for- 
skjellig temperatur kan etableres, saaledes, at de grundere viker og arme 
i de strængeste vintre kan islægges, uagtet vandet over de dybere 
partier ikke har naaet lavere ned end til 4°. 

I literaturen er omtalt et arbeide fra 1897 af Arnet?. I dette skal 
findes talrige data over islægning og isløsning ved flere schweiziske 
indsjger. Man har imidlertid ikke havt anledning til at se dette arbeide, 


hvorfor det her ikke kan nærmere refereres, 


1 Le Liman, Monographie limnologique. Lausanne 1895. B. II, p. 371. 
2 Arnet: Das Gefrieren der Seen in der Centralschweiz 1890— 96. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 7 


I den franske literatur har isforholdene ved indsjøerne faaet sig til- 
delt et eget afsnit i Delebecque’s store arbeide!. Her omtales ikke, 
hvorledes og til hvilken tid isen aar om andet pleier at udvikle sig paa 
de franske indsjøer; men flere iagttagelser over temperaturen i sjøer, 
som er ifærd med at islægge sig, meddeles. 

De fleste franske indsjøer har om vinteren en temperatur, som er 
lavere end den, ved hvilken vandet har sit maximum af tæthed, og 
derfor finder paa de fleste sjøer undertiden islægning sted. De lavere 
liggende er kun i meget strenge vintre helt tilfrosne, medens det jevnlig 
hænder, at der lægger sig is ved bredderne. Saaledes har f. ex. lac 
d'Annecy — som allerede nævnt under behandlingen af den schweiziske 
literatur om dette emne — i den sidste halvdel af dette aarhundrede kun 
været helt tilfrossen vintrene 1879—80 og 1890—QI. 

De høiere liggende fjeldsjøer er derimod aarlig islagte, og de i 
Alperne og Pyrenæerne høiest liggende sjøer kan man endog midtsom- 
mers finde helt belagte med is. Lac de Miquelon (2267 m. o. h.) i 
Pyrenæerne var f. ex. islagt 7de juli 1894. 


I den literatur, som findes om temperaturforholdene ved indsjøerne 
i Storbritannien, har ikke spørsmaalet om islægningen været behandlet i 
Mills betydelige arbeider”. 

Derimod har Y. Buchanan3 i en afhandling mere i sin almindelighed 
behandlet spørsmaalet om temperaturens udvikling i en indsjø, som 
fryser til. Forfatteren omtaler iagttagelser herom fra Loch Lomond og 
et par andre skotske sjøer. 

Fra de forenede stater haves flere arbeider om temperaturforholdene 
i indsjøerne*. 

I en afhandling af F. Gerald? omtales ganske vidtløftig de resul- 
tater, som man er kommet til ved iagttagelser over dette emne. Den 
største plads i Geralds arbeide har imidlertid temperaturforholdene i 
dybet faaet; kun ganske kortelig behandles overfladetemperaturen. I 
afsnittet om sidstnævnte finder man enkelte spredte iagttagelser af ud- 


! André Delebecque: Les lacs français, p. 167. 

2 Dr. Robert Mill: Clyde Sea Area, Transactions of the Royal Soc. of Edinburgh. B. 
XXXVI og XXXVI. — Bathymetrical Survey of the English Lakes. Geogr. Journal. 
Vol. VI. 1895. 

On the Freezing of Lakes, Nature XIX, London 1879. 

John Le Conte: Physical Studies of Lake Tahoe. Overland Monthly. 2d series. 
Vol. 2. 1893. — Z. C. Russel: Lakes of North America. Boston 1895. 

The Temperature of Lakes. American Society of Civil Engineers. Transactions, Vol. 
XXXIV. August 1895. 


- w& 


uw 


8 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


viklingen af isforholdene paa flere sjøer; men et arbeide, som giver en 
almindelig oversigt over isforholdene ved de mange betydelige indsjøer 
i Amerika, savnes endnu. 

Fra Rusland haves ogsaa limnologisk literatur fra de sidste aar. I 
en afhandling af Anutschin! findes iagttagelser angaaende temperatur- 
forholdene i flere indsjger. Rykatschew skal i et arbeide have behandlet 
isforholdene ved de russiske floder; men man har ikke havt anledning 
til at studere dette arbeide. 


I den tyske og østerrigske limnologiske literatur, som i de senere 
aar har udviklet sig meget raskt, er det kun i faa verker, man finder 
isforholdene særskilt behandlede. Et arbeide, som giver oversigt over, 
hvordan det i sin almindelighed pleier at være med islægningen og is- 
løsningen paa de forskjellige sjøer i de tyske lande, foreligger ikke. 

Derimod findes i flere af de afhandlinger, som mere angaar tem- 
peraturforholdene?, en nærmere drøftelse af spørsmaalet om, hvorledes 
disse forhold maa være i en sjø, forat isdannelse skal finde sted. Enkelte 
iagttagelser herover er ogsaa flere andre steder meddelte. 

Geistbeck har i sin »Die Seen der deutschen Alpen« tildelt «die 
Eisverhåltnisse» et lidet afsnit. Der udvikles kortelig, hvorledes afkjø- 
lingen om høsten pleier at foregaa i en sjø, og der omtales, hvorledes 
temperaturen i et temmelig dybt lag ofte gaar ned til under temperaturen 
for vandets maximum af tæthed, førend sjøen fryser til. Dernæst om- 


tales nogle træk af den fysiske proces, hvorunder isdannelsen sker, og 


1 Dr Anutschin: Die neueste Frforschung der Seen in Europa und einige neue Data 

über Seen der Gouvernements Twer, Pskow und Smolensk. Moskva 1895. 

Af tyske arbeider, hvor temperaturforholde i indsjeer er behandlede, maa nævnes: 

A, Geistbeck: Die Seen der deutschen Alpen. Mitteilungen des Vereins für Erdkunde 
zu Leipzig. 1884, 

Grissinger: Untersuchungen über die Tiefen und Temperaturverhältnisse des Weissees 
in Kärnten. (Pet. Mitteil. 1893). 

W. Halbfass: Tiefen und Temperaturverhältnisse einiger Seen des Lechgebietes, (Pet. 
Mitteil. 1395). 

E. Richter: Die Temperaturverhältnisse der Alpenseen. (Verhandl. des g deutschen 
Geographentages zu Wien), Berlin 1891. 

E. Richter: Seestudien. Geogr. Abhandl. herausgegeb, von Penck. B. VI, Heft 2. 
Wien 1897. 

R. Langenbeck: Über die Bildung der Sprungschicht in den Seen. (Pet. Mitteil, 1893). 

Hergesell, Langenbeck og Rudolph: Die Seen der Südvogesen. (Geogr. Abhandl. aus 
den Reichsländern Elsass-Lothringen, Heft 1. Stuttgart 1892). 

F. Müllner: Die Temperaturverhältnisse der Seen des Salzkammergutes, (Geogr. Ab- 
handl. herausgegeb. von Penck. B. VI, Heft 1). 

W. Ule: Die Temperaturverhältnisse in den baltischen Seen. (Verhandl. d. 10 deut- 
schen Geographentages zu Stuttgart). Berlin 1893. 

W. Ule: Beitrag zur physischen Erforschung der baltischen Seen. (Vorsch. z. deut- 
schen Landes- und Volkskunde. XI, 2). Stuttgart 1898. 


w 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 9 


en del iagttagelser angaaende isdannelsen paa endel indsjoer meddeles. 
Angaaende isdækkets beskaffenhed samt isens farve og tykkelse er ogsaa 
meddelt enkelte iagttagelser. I slutten af afsnittet forsoger forfatteren at 
klassificere indsjoerne efter, hvorledes det pleier at vere med deres is- 
forhold og nævner nogle exempler paa de forskjellige typer. 

I Richter’s »Temperaturverhältnisse der Alpenseen« omtales med 
nogle ord undersøgelser over temperaturforholdene i en sjø, som islægges, 
ligesom der ogsaa paavises, at der finder nogen opvarmning sted i en 
sjø under et isdække. 

Et bidrag til forstaaelsen af, hvordan isen udvikles paa indsjøerne, 
giver Richter ogsaa i sine »Seestudien«, hvor der findes et afsnit: Gefrie- 
ren und Aufthauen). I dette meddeles fra Wörthersee en række tem- 
peraturer i overfladen, i 0,5 m.'s dyb og i større dyb. Disse, som regel- 
mæssig flere gange daglig er observerede i løbet af et længere tidsrum, 
giver et godt indblik i, hvorledes temperaturen synker i indsjøerne, indtil 
isdannelse finder sted. Det fremgaar, at temperaturen har været be- 
tydelig lavere end den for vandets maximum af tæthed i mange meters 
dyb, førend der dannedes is. Det merkelige faktum, som forevrigt ogsaa 
omtales af Forel m. fl., at man aldrig har konstateret en temperatur af 
o° i overfladen paa en sjø, som er ifærd med at fryse til, men altid har 
fundet temperaturen høiere, op til 2”, nævnes ogsaa og omtales som et 
hidtil uopklaret fænomen. 

I Hergesell og Langenbeck's? afhandling »Die Seen der Südvogesen« 
findes ogsaa en række iagttagelser over overfladetemperaturen, som viser, 
hvorledes temperaturen udvikler sig, til sjøen fryser til. 

I en notis af Seeland> omtales isforholdene ved Wörthersee, der 
pleier at være islagt hvert aar. Gjennemsnitsdataerne for islægning og 
isløsning er 13de januar og 28de mars. Den største bemerkede istyk- 
kelse er 0,73 m. 

1 lc. pag. 44. 
IAE 


3 Seeland: Temperatur und Eisverhältnisse des Wörthersees. Meteorologische Zeitschrift. 
1892. S. 272. 


Io ANDREAS HOLMSEN. M.-N.. Kl. 


Kapitel 2. 


Hvorledes materialet til bedømmelse af tidspunktet 
for islægningen og isløsningen paa de norske 
indsjøer er indsamlet. 


I vort land har aldrig isforholdene ved indsjøerne været gjenstand 
for nogen særskilt behandling eller undersøgelse. De eneste optegnelser, 
man kan finde om disse forhold, er enkelte spredte notiser i de topo- 
grafiske beskrivelser. I det følgende vil anføres, hvad man leilighedsvis 
finder herom i Strem’s, Willes, Fessen’s m. fleres beskrivelser, i de 
hidtil udkomne amtsbeskrivelser af »Norges land og folk« samt i et par 
andre skrifter. 

Paa de observationsschemaer, som fra de meteorologiske stationer 
er indsendte til institutet, findes data over islægningen og isløsningen 
antegnet for et par sjøers vedkommende. 

Flere optegnelser af denne art findes paa de schemaer, som er ind- 
sendte fra de mange i de sidste aar oprettede nedbørsstationer. 

I kanalvæsenets vandstandsbøger findes regelmæssig islægnings- og 
isløsningsdata anførte i en række aar for et par sjøers vedkommende, og 
en del spredte optegnelser udenfor disse findes ogsaa sammesteds. 

Dette materiale, som er indhentet fra optegnelserne i det meteoro- 
logiske institut og i kanalvæsenets arkiver, er dog ikke saa stort, at det 
paa langt nær vilde give nogen oversigt over, naar de norske indsjøer 
pleier at fryse til og at gaa op. 

Man har derfor været henvist til for de fleste indsjøers vedkom- 
mende gjennem korrespondence at faa indhentet de fornødne oplysninger. 
Man har henvendt sig til samtlige direktioner for indsjødampskibene i 
landet og gjennem skibsjournalerne faaet rede paa, naar farten er blevet 
stanset af is om høsten, og naar den har kunnet begynde om vaaren. 
Man har videre henvendt sig til lensmænd og ordførere for at faa rede 
paa disse ting, og særlig forespurgt, om der i bygden skulde findes 
noteret islægnings- og isløsningsdata i almanakker eller i lignende op- 
tegnelser. Videre har man ogsaa henvendt sig til flere andre, som kunde 


antages at have rede paa disse ting. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. II 


For de fleste betydeligere indsjøer har man paa denne maade faaet 
oplysninger, og for fleres vedkommende er det ogsaa lykkedes at faa 
opgivet data for en rekke aar, 


Nøiagtig at angive en enkelt bestemt datum for islægningen paa en 
større indsjø og særlig paa de norske indsjøer, som gjerne pleier at have 
saa stor udstrækning i en retning, lader sig i regelen neppe gjøre; thi 
som oftest foregaar islægning paa disse i løbet af et længere tidsrum. 
Men ved mindre sjøer hænder det derimod ofte, at de lægger sig i løbet 
af kort tid og da helst om natten. 

Ligesom Forel flere steder! har gjort opmerksom paa, og som 
Delebecque? omtaler, har man ogsaa fra vort land nok af exempler paa, at 
indsjøer, som har havt en overfladetemperatur nær frysepunktet, pludselig 
paa en nat har været islagte. Det store varmetab ved udstraaling, som 
kan finde sted i klare høstnætter, bevirker en enorm afkjøling, og dette 
kan være aarsagen til, at islægningen kan foregaa saaledes. Naar det 
derfor flere steder i de optegnelser, som findes i de meteorologiske 
schemaer heder: »Inat frøs der is paa alle mindre sjøer og tjern here, 
medfører dette visselig rigtighed. Af de større indsjøer kan ogsaa store 
dele blive islagte paa en nat. Fra Fæmunden har man saaledes for 
exempel fra 1896 følgende optegnelse: 

3die december: »%/4 af Fæmunden lagde sig inat« og fra 14de 
december s. aar: »resten af Fæmunden lagde sig inat.« 

Det er især tilfældet ved de høiere liggende sjøer, hvor tempera- 
turen er lavere, og hvor skydækket ofte ogsaa er mindre udbredt. 

Undertiden kan en indsjø afkjøles saa sterkt ved at afgive varme 
til at smelte den sne, som efter et større snefald er tilført sjøen, at store 
partier af den bliver islagt paa en kort tid. 

Ser man derimod hen paa en sjø som Mjøsen, vil man finde, at 
den nordligste del fra Lillehammer og sydover et stykke gjerne pleier 
at fryse til 1 slutten af november. Ved juletider pleier det oftest at 
være is sydover til Ringsaker, medens der paa det bredeste parti af 
sjøen oftest ikke lægger sig is før over midten af januar. At anføre en 
bestemt islægningsdatum for Mjøsen lader sig saaledes ikke gjøre. 

Man kunde muligens som islægningsdatum alene anføre den dag, 
den sidste rest af indsjøen lagde sig; men dette fordrede observa- 
tioner fra mange steder ved sjøen, idet man uden saadanne ikke kan 
være sikker paa, hvor sjøen sidst lægger sig, og desuden vil det neppe 


1 Congélation des lacssuisses et savoyards pendant l’hiver 1891, p. 51.. Le Léman II, p. 371. 
2 Les lacs frangais p. 168, 


12 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki. 


give en helt ud rigtig fremstilling af forholdene, idet lokale aarsager, som 
strømme o. 1. fænomener, kan bevirke, at enkelte steder er aabne, 
uagtet indsjøen forlængst ellers har islagt sig. Man har saaledes ved 
Fæmunden langt ud i januar maaned iagttaget aabent vand i et sund, 
uagtet sjøen ellers var helt islagt allerede i december. 

Ved mindre tjern selv i et saa strengt klima som ved Røros kan ofte 
iagttages »varmhul«, hvor der er aabent vand midtvinters; men det er 
indlysende, at det vilde være aldeles urigtigt at angive islægningsdatoen 
for vedkommende tjern den dag, der frøs is paa vedkommende sted. 

Man har derfor her foretrukket at angive forskjellige islægningsdata 
for forskjellige dele af sjøen, hvor saadanne iagttagelser har været for- 
haanden. Dette er tilfældet ved flere af de dybeste og største lavtlig- 
gende indsjøer paa Østlandet. Der, hvor iagttagelser fra flere steder af 
indsjøen ikke har været forhaanden, findes flere steder angivet en bestemt 
datum for hele sjøen. Disse data er ikke altid at tage saa bestemt, som 
de opføres; men de maa ved større indsjøer forstaaes saadan, at den 
del af sjøen, som er synlig fra vedkommende observationssted, har islagt 
sig paa den nævnte datum. Ved de mindre sjøer maa det derimod oftest 
være saadan at forstaa, at hele sjøen har lagt sig paa det anførte tidspunkt. 

Fra nogle af vore større indsjøer er det ikke lykkedes at faa op- 
givet bestemte data for islægningen, idet saadanne aldrig har været 
gjenstand for notering. Man har derfor maattet henvende sig til lokal- 
kjendte folk for skjønsmæssig at faa opgivet, naar vedkommende sjø 
pleier at islægge sig. Af sagens natur følger, at et saadant skjøn aldrig 
vil blive saa paalideligt, som naar man har sikre observationer forhaan- 
den og kan udregne gjennemsnittet. Men man bør erindre, at tilisningen 
af de større indsjøer spiller en saa betydelig rolle i de omkringboendes 
daglige liv og bedrift, at det gjerne er af de ting, som lægges merke 
til. Det experiment at tilskrive flere lokalkjendte mænd ved samme indsjø 
og udæske erklæring om, naar de anser islægningen paa vedkommende 
sjø for at pleie at finde sted, er prøvet; svarene har i de aller fleste 
tilfælde vist sig at stemme godt overens. 

Et exempel herpaa er optegnelser fra Møsvatn i Telemarken. Lens- 
manden i Rauland opgiver i en skrivelse fra 1898, at lokalkjendte folk har 
berettet ham, at islægningen paa nævnte vand pleier at foregaa 1 maa- 
ned å 6 uger før jul, og at isløsningen pleier at finde sted 14 dages tid 
før St. Hans. 

I Willes »Sellejords beskrivelse«! heder det: »Den græsselige 
Kuld, der staar fra Sne-Fjeldene i Nord og Nordvest, hvilke kaldes 
1 AF. Wille: Beskrivelse over Sellejord Præstegiæld, Kjøbenhavn 1786, p. 13. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 13 


Vidden, gjør at Mjøsvatnet tilfryser 6 Uger for Jul og gemenligen op- 
toer 14 Dage for St. Hansdag.« 

Videre kan ogsaa exempelvis nævnes, at man har faaet opgivet, 
naar Bygdin pleier at islegge sig, baade fra lensmanden i Vang og 
lensmanden i Østre Slidre. Begge opgivelser stemmer overens. 

Meddelelser fra lensmanden i Rendalen og meddelelser fra Diset i 
Aamot stemmer begge overens i, at islægningen af Storsjøen pleier at 
finde sted i de sidste dage af januar maaned eller de første dage af 
februar, o. S. v. 

Saadanne meddelelser om, at islægning »pleier almindeligvis« at 
finde sted paa et opgivet tidspunkt, kan saaledes ikke siges at være 
uden nogensomhelst verdi. For en undersøgelse som denne har de 
alligevel sin betydning som midler til at bibringe en rigtig forestilling 
om isforholdene ved de flest mulige af vore sjøer, selv om man selv- 
følgelig kunde ønske tidspunkterne mere begrundede gjennem en række 
data. 

Om der ikke findes saadant materiale, at vi med absolut nøiagtighed 
kan angive bestemte data for islægningen paa alle vore indsjøer, saa er 
det dog lykkedes efter det her meddelte materiale at faa rede paa det 
omtrentlige tidspunkt, naar denne pleier at finde sted ved næsten alle 
vore betydeligere indsjøer. 

Hvis vi udregner gjennemsnitsdata for islægningen for de sjøer, 
hvorfra flere aars iagttagne data haves, saa vil vi for flere sjøers ved- 
kommende, hvor der aar om andet ikke er stor variation i den iagttagne 
datum, og hvor vi har en række aars iagttagelser, komme sandsynlig- 
heden for en rigtig normaldatum meget nær. Mindre sterke tilnærmelser 
til den rigtige datum har selvfølgelig de udregnede gjennemsnitsdata, 
som grunder sig alene paa faa aars iagttagelser, og som er udregnede 
for de sjøers vedkommende, hvor tidspunktet aar om andet kan variere 
betydelig. 

At sammenligne islægningstidspunktet for nærliggende sjøer og deraf 
at drage slutninger om, naar sjøen pleier at lægge sig, kan i regelen 
ikke gjøres. Islægningen vil, som vi i det følgende skal se, bero saa 
meget paa lokale aarsager, paa sjøens dybdeforhold o. s. V., at saa- 
danne sammenligninger i regelen vil føre til meget usikre slutninger. Vi 
vil saaledes f. ex. se, at medens et vand som Fiskumvatn pleier at være 
islagt mange uger hver vinter, saa er den i samme niveau liggende 
Ekernsjø i regelen aaben. Storsjøen i Rendalen lægger sig omkring rste 
februar, men den nogle km. nordenfor og kun nogle faa m. høiere lig- 
gende Lomnæssjø pleier at fryse til i første halvdel af november o.s. v. 


14 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Det rigtigste maa saaledes være i definitionen af normaltidspunktet 
for islægning kun at tage hensyn til forholdene i sjøen selv og angive 
samme som en gjennemsnitlig datum for en række observerede aar. 

Hvad angaar tidspunktet for isløsningen om vaaren, gjælder ogsaa 
i det væsentligste, hvad ovenfor er sagt; men isløsningen er dog af en 
noget anden art end islægningen. Vore større sjøer isløses nemlig i 
regelen i løbet af en langt kortere tid, end den, som gaar med til at 
islægningen bliver tilendebragt. 

Mjøsen f. ex. pleier, naar den er helt islagt, at gaa op i slutten af 
april, og allerede i den første halvdel af mai er den helt aaben. Rands- 
fjorden pleier i regelen ikke at bruge mere end nogle dage for helt at 
gaa op. Fæmunden blev ode juni 1898 iagttaget at gaa op over hele 
sin længde. Kun enkelte viker var gaaet op før. 

Isløsningen vil nemlig ofte ske under sterk vind, og da pleier endog 
de største indsjøer at gaa op over store strækninger paa en gang. Det 
er saaledes i regelen lettere at angive tidspunktet for isløsningen for 
hele sjøen. De isløsningsdata, som er meddelte fra iagttagere ved ét 
sted ved sjøen, kan følgelig bedre antages at være gjældende for hele 
sjøen, end de data, som er noterede for islægningen. 

Da der desuden for isløsningens vedkommende haves et større antal 
optegnede data end for islægningens, og da tidspunktet for denne, som 
nedenfor vil sees, aar om andet ikke pleier at variere saa meget som 
for islægningen, kan det muligens være, at de udregnede gjennemsnits- 
data for isløsningen vil vise sig at komme det virkelige forhold noget 
nærmere end de udregnede data for islægningen. 


Vi vil definere normaldata for islægning og isløsning som de data, 
der er gjennemsnittet af en række aars observationer. 

For de sjøers vedkommende, som pleier at islægges hvert aar, er 
det, hvor tilstrækkelige observationer haves, let nok at angive normal- 
data. Anderledes er det med de sjøer, som ikke islægges hvert aar. 
For disses vedkommende er det ikke saa let at angive de normale tids- 
punkter for islægningen og isløsningen, saaledes at man faar en rigtig 
forestilling om, hvad der pleier at være det normale. 

Nogle indsjøer pleier under normale forhold ikke at fryse til. 

Suldalsvatnet f. ex. har ikke været tilfrosset mere end 2 å 3 gange 
under usædvanlig strenge vintre i hele aarhundredet, og det er saaledes 
klart, at vandet normalt ikke islægges. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 15 


Om Lundevatnet i Sira vides, at det i lebet af det sidste halve aar- 
hundrede kun har veret islagt i 3 usedvanlig strenge vintre. Lunde- 
vatnet maa saaledes ogsaa siges under normale omstændigheder at være 
aabent hele vinteren. 

Foruden de to nævnte vande paa Vestlandet skal vi senere omtale 
nogle andre, som under normale forhold heller ikke pleier at islægges. 

Anderledes er det med indsjøer af samme type som f. ex. Hornin- 
dalsvatn. For dette vand haves iagttagelser af isforholdene i 18 aar. 
Af disse 18 aar har vandet været helt islagt 6 aar, eller med andre ord 
hvert 3die aar. Nu kan man ikke sige, at hvert 3die aar er unormale 
aar, og at vandet normalt ikke islegges. Man maa ved angivelsen af 
normale data for islægning og isløsning tage hensyn saavel til de aar, 
da der har været is, som til dem, da der ikke har været is. Den gjen- 
nemsnitlige islægningsdatum for de iagttagne 6 aar, da vandet var islagt 
i observationsrækken, er 24de januar, og den gjennemsnitlige isløsnings- 
datum er 28de april. Men disse data giver ikke en rigtig forestilling 
om de normale isforhold paa Hornindalsvatnet; man maa ogsaa i be- 
tegnelsen af det normale tage hensyn til, at vandet pleier at være 
aabent. Det kan man gjøre paa følgende maade: Fra 24de jan. til 
28de april er 93 dage. De aar, vandet er tilfrosset, pleier følgelig isen 
at ligge 93 dage. Nu er vandet gjennemsnitlig kun islagt 3diehvert aar, 
og saaledes bliver antallet af dage med islagt vand udregnet som gjen- 
nemsnit for alle aar 31 dage. Det normale antal dage, i hvilke isen 
ligger, maa følgelig blive 31 dage. Udskydes islægningen til et tids- 
punkt, som ligger lige langt fremmenfor 24de jan., islægningsdatoerne 
for de aar, vandet har været islagt, som isløsningen om vaaren lægges 
tilbage til et tidspunkt før 28de april, gjennemsnitsdatoen for isløsningen, 
faaes tidspunkterne: 24de febr. og 27de mars, som vi kan betegne som 
de normale data for islægning og isløsning. Disse data har neppe 
nogen reel betydning; thi i virkeligheden vil ikke vandet islægges saa 
sent som 24de febr. Det seneste tidspunkt, Hornindalsvatnet vides at 
have islagt sig paa, er 14de febr., og hvis vandet ikke er islagt før, saa 
vil i regelen ikke betingelser for, at det kan islægges, være tilstede det 
aar, ligesom det sandsynligvis aldrig vil indtræffe, at vandet, naar det 
er helt islagt, vil gaa op saa tidligt som 27de mars. Men her, hvor det 
gjælder at sammenligne, maa vi regne med det gjennemsnitlige, det 
som viser sig at være tilfældet gjennem længere tids iagttagelser, og for 
at faa den rigtige forestilling herom, maa .vi danne vore normaldata 
saaledes, at vi ogsaa tager hensyn til, at der ofte ikke lægger sig is 
paa flere af vore indsjøer. 


16 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki, 


Det kunde muligens tænkes, at man vilde definere begrebet normal- 
data for islægning og isløsning som de data, paa hvilke vandet frøs til 
og gik op i normale aar. Og ved normale aar maatte da forstaaes aar, 
hvor de forskjellige faktorer, som betinger islægningen, var normale. 
Men dette vilde mere være et tankeexperiment end en praktisk mulighed. 
Thi for det første kjendes neppe endnu alle de aarsager, som betinger 
afkjøling og isdannelse i en indsjø, og de forskjellige faktorer griber 
saaledes ind i hverandre, at det, praktisk talt, vil være en umulighed at 
paavise et aar, hvor alle faktorer, — lufttemperaturen, vinden, nedbøren, 
strømmen i sjøen o. s. v., — kan siges at være normale. 

Man bliver derfor henvist til at definere de normale isforhold, saa- 
ledes som her er gjort, som det gjennemsnitlige af en række aars 


observationer. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 17 


Kapitel 3. 


Opgave over, naar islegningen og islosningen 
finder sted ved vore betydeligere indsjøer. 


I dette kapitel skal meddeles de data, man har indsamlet herom. 
Man skriver samtidig op den geografiske bredde af sjøen! og de forhold 
forøvrigt, som kan være af interesse til forstaaelse af, hvilke geografiske 
betingelser der er for en tidligere eller sildigere islægning og isløsning, 
som sjøernes størrelse, høide over havet og dybdeforholdene, forsaavidt 
disse kjendes. 

Størrelse og beliggenhed er fra den geografiske opmaalings karter og 
beskrivelser. Hvorfra dybdeforholdene er kjendt, skal meddeles for hver 


enkelt sjø. 


I. Sjøer paa Østlandet. 


Mjøsen. 
Beliggenhed fra 60".24'—617.8' n. br. Størrelse = 359,4 km.? 
Høide over havet = 121 m. Største dyb = 452 m. 


Af Helland’s? opgaver fra kaptein Bergs oplodninger hidsættes 
følgende dyb i Mjøsen. 


Afstand fra sjøens | Afstand fra sjøens 

sydende, Dyb. m. | sydende, Dyb. m. 
Ep SEG) Son ay dems Se AES 
AE ST TA: à» BALMS PE ee trae an ee Ad 
4 ce. EEE 205 > RS NT Ce Cd eus AA A 
Br ZA „2 me SIA Ss ADS DR UN yao ny AO 
ON =. 2 SEE 326 > SE EE NE 
Har 2 > 0 FEE» EG EP Ba eS 
I5 >» 2 CS RN se ae EN SORTE 
19 Bs hope ow a eee ee DS ela een nee CT 2 
23 > Hs ee AT" a DE NE ae EEE 
24 JOE EIT SE 


1 Ved de største sjøer anføres sydendens og nordendens geogr. bredde. Ved de mindre 
sjøer anføres kun breddegraden for sjøens midtpunkt. 

Amund Helland: Om Beliggenheden af Moræner og Terasser foran mange Indsøer. 
Öfversigt af Kungl. Vet.-Akad. Förhandlingar 1875. 

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1901. No. 4. 2 


10 


18 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I den nordlige del af sjøen er der ifølge velvillige meddelelser af 
hr. fiskeristipendiat H. Huitfeldt-Kaas iagttaget folgende dyb: 


60 km. fra sydenden (ud for Heggenhaugen) 175 m. 
Gee wets As — ( - Kolberg ) 104 - 
Fuses — (- - Ringsaker 78 
TRES ee — ( Moelven 45 
HOPEN IG — ( Biri y 1362 
80 LT Js == 3575 
iQ die N) Broktum 821% 
90 - = = (ei: Bergseng ) 064 
95 - — (- - Trangerud VBA 
I et Mi fra Gjøvik til Smedstuen er bemerket følgende dyb: 
s20xm. fra Gjøvik . . . 2 2 JG dy! 
GO = GC ©, 
9 = = 25 JE EØS 
12007 = å - SS. er ee 
15750 = - <= of a te Se 0 = - 
1890 - ,- — 1440. Sr EEE Le 
2200 - | - => a - 
2500 - = = oe ie oe Ree a nn = 


I et tverprofil fra he tvers over Bundefjorden til Lunke- 


rud paa Næs er iagttaget følgende dyb: 


#35 m. fra Furnæsberget We ero sme 
DO, > == ere FEE 
540 - - — ke 
310 V=) +- — SEE © 

1005. = = — 29 å oy So) 
Ti NE = GJ SEE 
T6257 - - — EO AG - 
1895 - - == 5 ee = 
2170. 0 — JOE 
2410 = - — 5 
2500 - - — 0 4 3) OG 


For Mjøsens vedkommende er det lykkedes at finde et udmerket 
materiale angaaende isforholdene i de efter afdøde dampskibskaptein 
Raabe opbevarede almanakker, som samtlige (fra 1862 til 1895) velvil- 
ligst er stillede til afbenyttelse. I almanakkerne findes næsten for hver 
dag i løbet af vinteren optegnelser om, hvordan isforholdene forandrede 
sig fra foregaaende dag. Efter denne kilde skal man meddele de 


I90I. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 19 


vigtigste data herom fra 1863—64 til 1894—95, og senere skal man for 
at faa bedre oversigt mere skematisk i en tabel opsætte datoerne for 
islægningen og isløsningen ved nogle steder af sjøen. 


Vinteren 1863—64. 
gik Mjøsen op 21de april. 


Vinteren 1864—65. 
2den jan. var der is nordenfra til Ringsaker. 
3die febr. havde hele Mjøsen lagt sig. 
29de april gik isen op under storm af nordlig vind. Den havde et 
par dage før gaaet op ved Kap paa Toten. 
1ode mai var det helt isfrit. 


1865—66. 
gde novbr. lagdes is fra Lillehammer til Hagefetten. 
13de jan. var der is nordfra til Heggenhaugen. 
gde mars lagde resten af Mjøsen sig. 
21de april begyndte isen at gaa op. 
ode mai var isen oppe helt til Lillehammer. 


1866—67. 
15de jan. lagde isen sig der, hvor sjøen endnu havde været aaben. 
18de jan. kunde man kjøre læs paa isen tversover sjøen. 
ıode mai kunde der endnu kjøres paa isen. 
26de mai drog 3 mand en baad paa en slæde fra Gjøvik til Heg- 
genhaugen. 
29de mai begyndte den at gaa op; beg. af juni aabent vand til 


Lillehammer. 
1867—68. 


15de novbr. lagdes is nordfra til Hagefetten. 

16de novbr. var isen delvis gaaet op igjen. 

ı5de dec. laa der is nordfra til Ringsaker. 

22de dec. laa der is nordfra til Totenviken. 

28de dec. lagde isen sig overalt nordenfor Stigersand. 
29de dec, brødes den delvis op igjen. 

30te dec. lagde isen sig paanyt. 

6te jan. lagdes den helt ned til Minne. 

27de april begyndte isløsningen ved Minne. 

4de mai gik isen op nordover til Heggenhaugen. 


1 ııte juni 1867 kunde man endnu gaa paa isen paa Mesnavatnene ved Lillehammer, 


30 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


1868—69. 


21de novbr. lagdes is til Hagefetten. 

Iste jan. lagdes is til Ringsaker. 

25de jan. lagdes is til Gjøvik. 

24de febr. lagdes is næsten over hele Mjosen. 

25de febr. brødes den op igjen af storm. 

iste mars lagdes atter is fra Næs til Hamar. 

15de mars var der is fra Lillehammer til Gjøvik, aabent vand fra 
Gjøvik til Bjertnæsodden og is fra Bjertnæs til Minne. 

26de mars var der fremdeles paa sine steder aabninger i isen, men 
fast is fra Totenlandet til Helgøen. 

31te mars begyndte isen at løsne mellem Næs og Totenlandet. 

ıste april var der dog kjørbar is fra Gjøvik til Lillehammer. 

7de april var der aabent vand ved Totenlandet. 

13de april løsnede isen ved Hamar. 

14de april var sjøen aaben til Heggenhaugen. 

7de mai var den aaben til Lillehammer. 


1869—70. 
28de novbr. lagde isen sig fra Lillehammer til Skogsodden. 
17de dec. laa der is til Ringsaker. 
22de dec. var der is til Heggenhaugen. 
23de dec. var der is til Gjøvik. 
3Ite dec. lagdes is næsten overalt. 
iste jan. blev isen brudt op igjen over en stor del af sjøen. 
6te jan. var der aabent vand nordover til Ringsaker. 
t4de jan. laa der is i Næssundet. 
18de jan. laa der is fra Minne til Smørvik paa Toten, aabent fra 
Smørvik til Gjøvik. 
21de jan. lagdes is over hele sjøen. 
26de jan. færdedes de første kjørende mellem Hamar og Helgøen. 
27de april begyndte isløsningen. 
30te april gik den største del af isen op under en sydlig storm. 
gde mai var der isløsning nordover helt til Lillehammer. 


1870—71. 
19de dec. lagdes is fra Lillehammer til Ringsaker. 
22de dec. var der is i Næssundet. 
26de dec. lagdes is nordenfra til Gjøvik. 
23de jan. lagdes is saa langt, man kunde se fra Smørvik paa Toten; 


men der var enkelte aabninger i isen, 


SE ET NY 


19OI. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 21 


24de jan. lagdes is overalt paa Mjosen. 

29de jan. kunde man gaa paa skøiter fra Hamar til Gjovik. 

7de april losnedes isen flere steder. 

2gde april var der aabent vand fra Byrud til Atlungstad i Stange. 
8de mai var isen aaben til Heggenhaugen. 


12te mai var isen aaben til Lillehammer. 


1871—72. 
25de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 
12te dec. var der is til Ringsaker. 
ı4de dec. var der is til Heggenhaugen. 
15de dec. var isen atter oppe til Ringsaker. 
14de jan. var der fremdeles aabent vand til Heggenhaugen. 
iste mars var der is i Næssundet, men forøvrigt aabent vand syd- 
over til Heggenhaugen. 
22de mars laa der is ved Totenlandet. 
25de mars var der is sydover til Smørvik paa Toten. 
iste april var der igjen aabent vand nordover til Gjøvik. 
22de april løsnede isen til Ringsaker. 
8de mai løsnede isen til Biri. 
ıode mai løsnede isen helt nord til Lillehammer. 


1872—73. 

15de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 

Iste dec. var vandet mellem Lillehammer og Hagefetten fyldt af 
snestappe og iskrav. 

14de dec. var flere dele af Mjøsen islagte. 

23de dec. lagdes is ved Hamar. Næssundet laa, saa man allerede 
gik over isen. Fra Heggenhaugen og nordover laa der ogsaa is. 

28de dec. var isen oppe i Næssundet samt søndenfor Ringsaker. 

28de jan. lagdes is mellem Ringsaker og Heggenhaugen. 

3ote jan. om natten lagdes isen helt forbi Gjøvik. 

3ite jan. var der iskrav fra Totenlandet til Næs; is fra Skjælve til 
midt mellem Næs og Hamarlandet. 

3die febr. lagdes is fra Næs kirke til midt mellem Hamar og Næs. 

15de febr. var der is ved Hamar. 

14de mars laa der fast is fra Heggenhaugen til Smedstuen; iskrav 
fra Næs til Hamar og derfra til Ringsaker. 

15de mars. Hele den vestlige del af Mjøsen var fuld af is. 

17de mars var der drivis fra Stigersand nordover. Isen ved Smor- 
vik paa Toten 4” tyk. 


22 ANDREAS HOLMSEN. MAN RE 


20de mars var der aabent vand til Bjertnæsodden. 

4de april var der fremdeles is fra Hamar til Næs og Gjøvik. 
7de april blev det isfrit ved Gjøvik. 

24de april foregik isløsning nordover til Ringsaker. 

30te april isløsning til Biri. 

8de mai isløsning til Lillehammer. 


1873—74. 
18de dec. lagdes is nordfra til Freng. 
29de dec. lagdes is til Ringsaker. 
5te jan. Isen atter løsnet helt nordover til Freng. 
16de jan. var det fremdeles aabent til Freng. 
ıode febr. laa isen sydover til Ringsaker. 
16de febr, løsnede isen nordover til Biri. 
rite mars var der klart vand til Høvik. 
30te mars var der aabent vand til Freng. 
7de mai løsnede isen fra Freng og nordover. 
ıode mai blev det aldeles isfrit. 


1874—75, 

26de novbr. lagdes is fra Lillehammer til Hagefetten. 

6te dec. var der is til Skaug. 

12te dec. lagdes is midt mellem Ringsaker og Heggenhaugen. 

17de dec. var isen atter oppe til Ringsaker. 

27de dec, lagdes is nordfra til Gjøvik. 

31te dec. var der fast is til Smørvik paa Toten. Iskrav over hele 
Mjøsen fra Toten til Hamar. 

13de jan. lagde isen sig over resten af sjøen undtagen langs Mostu- 
landet, hvor den lagde sig den 17de. 

4de mai begyndte isløsningen. 

8de mai løsnede isen nordover til Ringsaker. 

ıode mai foregik isløsning helt nord til Lillehammer. 


1875—76. 
ıode dec, var der iskrav fra Ringsaker til Freng. 
15de dec. lagdes is nordfra til Kraakvik i Ringsaker. 
17de dec. lagdes is til Heggenhaugen. 
12te jan. lagde isen sig over det bredeste af Mjøsen. 
26de jan. gik isen op flere steder under en sydvestlig storm. 
3die febr. var isen aaben fra Ekornholmen til Hannestadsandene. 
ıode febr. Iskrav og drivis. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 


ty 
we 


16de febr. lagdes atter is over det hele. 

27de april begyndte isen at losne flere steder. 
6te mai var der isfrit nordover til Heggenhaugen. 
ıode mai islosning helt nord til Lillehammer. 


1876—77. 
10de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 
iste dec. laa der is til Skogsodden. 
15de dec. laa der is nordfra til Ringsaker. 
16de dec, laa der is fra Gjovik nordover. 
29de dec. lagdes is over den bredeste og storste del af sjoen. 
3die jan. var der is over hele sjoen med undtagelse af et lidet 
aabent parti ved Stigersand. 
ı2te mai laa der fremdeles is over hele sjøen. 
18de mai begyndte isen at løsne. 
23de mai var isen løsnet ved Lillehammer. 


1877—78. 


I begyndelsen af decbr. lagdes is fra Lillehammer og sydover til 
Hauknæs. 

31te dec. laa der is fra Stensborgen og nordover. 

2den jan. laa isen til Ringsaker. 

7de jan. var der snestappe og is fra Gjøvik nordover. 

ııte jan. var sjøen opfyldt af iskrav fra Gjøvik til Næslandet. 

21de jan. blev en del af isen opbrudt under en voldsom storm 
fra vest. 

iste febr. lagde der sig is fra Næs kirke til Hamar og sydover til 
Ringnæs. 

4de febr. var der fremdeles klart vand paa Vestfjorden. 

7de febr. løsnede isen ved Helgøen ved regn og vind. 

8de febr. løsnede isen fra Bundefjorden under en vestlig storm. 

ııte febr. lagde isen sig atter. ved Næslandet og ved Hamar. 

14de febr. var der iskrav over den aabne del af sjøen. 

15de febr. var der 2” is fra Næs til midt paa Bundefjorden. Fra 
Gillund til Fagernæs l/2—1” is. 

17de febr. laa isen fra Stigersand til Gillund og fra Lagekampen 
til Næs. 

19de febr. løsnede al is fra Heggenhaugen til Minne under en nord- 
vestlig storm. Fremdeles is i Bundefjorden. 

26de febr. var der megen drivis, som var sammenfrossen. 


24 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


3die mars drev isen ved en nordlig storm ud af Bundefjorden, 
medens den fremdeles laa til Heggenhaugen. 

ode april var isen ved Kolberg 14” tyk. 

iste mai laa isen fremdeles fra Ringsaker nordover. 

3die mai løsnede isen ved Ringsaker. 

4de mai var der klart vand til Biri. 


5te mai var der klart vand til Lillehammer. 


1878—79. 


25de novbr. lagde der sig is fra Lillehammer et stykke sydover. 

14de dec. var der iskrav fra Ringsaker nordover til Lillehammer. 

16de dec. laa isen nordfra til Ringsaker, hvor den var 2” tyk. 

22de dec. lagde der sig is fra Smørvik og nordover. 

23de dec. var der is fra Heggenhaugen og nordover. Søndenfor 
var den drevet væk. 

28de dec. lagde isen sig ved Hamar. 

8de jan. var der iskrav fra Næs til Hamar. 

13de jan. var der is ved Minne. 

17de jan. laa der is fra Hamar til Næs og derfra til Helgøen 
Vestfjorden var endnu isfri. | 

20de jan. var der is mellem Gjøvik og Heggenhaugen. 

22de jan. laa der is over hele sjøen. 

21de april kjørtes isen fremdeles; men 8 heste faldt gjennem isen 
ved Ekornholmen. 

26de april løsnede isen paa flere steder. 

13de mai gik isen op helt nord til Lillehammer. 


1879—80. 


24de novbr. lagde der sig is ved Lillehammer. 

4de dec. var der is sydover til Biri. 

gde dec. var der is ved Ringsaker. 

3die jan. var der aabent vand helt til Ringsaker. 

7de jan. var der iskrav fra Kolberg til Heggenhaugen og fra Næs 
til Hamar. 

13de jan. lagde isen sig fra Heggenhaugen til Ringsaker. 

14de jan. var hele Bundefjorden islagt. 

23de jan. lagde der sig is i Næssundet. | 

24de jan. var der aabent vand fra Minne nordover til Heggenhaugen 
med undtagelse af ved Næssundet. 

4de febr, var der drivis fra Næs til Hamar. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


bo 


on 


23de febr. var der iskrav over hele Mjosen. 

24de febr. laa isen fra Gillund nord til Heggenhaugen. 

25de febr. var der is fra Nes til Hamar og sydover til Sveodden. 
29de febr. drev endel af isen væk under en nordostlig storm. 

13de april laa isen fremdeles nordfra til noget syd for Ringsaker. 
15de april begyndte isen at løsne ved Ringsaker. 

29de april var der fremdeles is til Biri. 

7de mai løsnede isen helt nord til Lillehammer. 


1880—81. 

19de novbr. laa der is ved Lillehammer. 

ıode dec. var der is til Skulhus nordfra. 

17de dec. var der iskrav fra Gjøvik til Smørvik. 

19de dec. var sjøen fuld af iskrav og snestappe fra Stigersand til 
Gillund, samt fra Gjøvik og nordover et stykke. 

20de dec. lagde der sig is mellem Gjøvik og Smørvik og fra Næs 
til Hamar. 

24de dec. laa der is over hele Mjøsen. 

8de jan. var isen overalt kjørbar. 

23de mai laa der fremdeles is overalt. 

25de mai begyndte isløsningen. 

28de mai laa der fremdeles is fra Kolberg til Helgøen. 


Først i begyndelsen af juni løsnede isen over hele Mjøsen. 


1881—82. 
14de dec. lagdes der is ved Lillehammer, 
3die jan. var der is fra Skaug nordover til Lillehammer. 
gde jan, laa isen fra Biri nordover. 
ıode jan. var isen drevet væk fra Freng og sydover. 
13de jan. var der fremdeles is fra Skaug. 
24de jan. laa isen til Kolberg. 
26de jan. var isen syd for Biri dreven væk. 
2den febr. laa der is nordfra til Skulhus, ellers aldeles isfrit. 
17de febr. var der is nordover fra Skumsrud. 
30te mars var sjøen aaben fra Freng sydover. 
8de mai laa der is kun et lidet stykke syd for Lillehammer. 
ıode mai var isen rent væk. 


1882—83. 
28de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 
18de dec. lagdes is sydover til Ringsaker. 


26 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


2ode dec. laa isen til Heggenhaugen. 

3die jan. lagdes is mellem Nes’ og Helgøen. 

ode jan. laa der is over hele Mjøsen. 

3ote april var hele Mjosen fremdeles islagt. 

ıste mai begyndte der at blive enkelte aabninger i isen. 

2den mai var der aabent vand helt nord til Hamar paa ostre side 
af Mjøsen. 

5te mai var der isfrit sondenfra til Biri. 

zde mai laa isen fremdeles fra Lillehammer til Freng. 

gde mai om aftenen var Mjøsen helt isfri. 


1883 — 84. 


zde dec. lagde isen sig fra Lillehammer et lidet stykke sydover. 

22de dec. laa isen fremdeles ikke længer end nordenfra til Skaug. 

28de dec. var der iskrav af og til fra Biri til Gjovik. 

31te dec. var der is fra Freng nordover. 

Iste jan. var der iskrav fra Freng til Heggenhaugen. 

2den jan. laa der is fra Freng sydover et kort stykke. 

5te jan. var der iskrav overalt undtagen ved Hamar. Is i Næs- 
sundet. 

6te jan. var der is til Skulhus, derfra aabent vand til Bjertnæs- 
odden paa Toten. Derfra is til Hamar. 

ode jan. laa isen fra Næs til Hamar. 

20de jan. var der iskrav over de dele af sjøen, som endnu var 
aabne. 

21de jan. laa isen til Heggenhaugen og fra Næs til Hamar. Om 
aftenen stormbyger, som satte isen i drift. 

24de jan. var der fuldt af drivis ved Hamar. 

27de jan. blæste sterk storm, som satte isen i drift. 

28de jan. laa is nordfra til Skulhus, derfra klart til Hamar. 
- 18de febr. var der iskrav over hele Mjøsen fra Gjøvik til Hamar. 
19de febr. laa is i Næssundet men forøvrigt isfrit søndenfor Skulhus. 
2ıde febr. laa der is over hele Mjøsen med enkelte mindre aab- 
ninger. 

4de mars var isen søndenfor Heggenhaugen i drift. I den sydlige 
del af sjøen var der aabent vand. 

7de mars var der aabent vand mellem Kongsrud og Glemmestad 
paa Toten og ved Næs kirke, ellers is nordenfra til Hamar. Aabent fra 
Hamar og sydover. 


I4de mars var der iskrav og snestappe over de aabne dele af sjøen. 


IGOL. No. 4- ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 27 


15de mars laa is fra Hamar til Næs, drivis i Totenfjorden. Aabent 
vand fra Smørvik til Gjøvik, is derfra nordover. 

19de mars blev det isfrit fra Smørvik til Hamar. 

22de mars isfrit fra Gjøvik sydover. 

3Ite mars isfrit til Heggenhaugen. 

iste april laa fast is til Ringsaker; fra Ringsaker drivis sydover til 
Gjovik. 

14de april blev det isfrit fra Skulhus sydover. 

2den mai var der isfrit søndenfor Biri. 

6te mai isfrit fra Freng. 

16de mai blev det isfrit helt til Lillehammer. 


1884—85. 


24de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 
23de dec. var der is fra Skulhus nordover. 
6te jan. laa isen nordfra til Biri. 
sde jan. var der isfrit fra Biri til Heggenhaugen; derfra is med 
store aabninger imellem til Hornsodden, derfra 2 à 3“ tyk is til Hamar. 
16de jan. var der iskrav over de aabne dele af sjoen. 
18de jan. laa is mellem Næs og Hamar. 
2ode jan. var der is, saa langt man kunde se fra Minne. 
23de jan. kunde isen kjores overalt. 
20de april begyndte isen at løsne. 
ste mai var al is løsnet nord til Skulhus. 


10de mai var sjøen overalt isfri. 


1885—86. 


15de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 

ı2te dec. laa is til Biri, derfra iskrav til Heggenhaugen. 

14de dec. løsnede isen helt nord til Hagefetten ved Lillehammer. 

21de dec. lagde der sig en halv tomme tyk is sydover til 
Ringsaker. 

22de dec. laa der is nordfra til Heggenhaugen med enkelte aab- 
ninger. 

24de dec. løsnede isen* atter nordover til Hagefetten. 

ste jan. lagdes is til Biri; sondenfor var der af og til drivis. 

7de jan. losnede isen nordover til Skulhus. 

ııte jan. lagdes is nordfra til Biri. 

26de jan. var der iskrav nordfra til Ringsaker, drivis ved Gjovik. 


29de jan. var der is nordfra til Kongsrud paa Næs. 


28 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


3Ite jan. var der is sydover til Gjøvik. 

4de febr. var der iskrav næsten overalt i de aabne dele! 

ste febr. var der fremdeles aabent vand fra Gjøvik til Næs kirke; 
men derfra lagdes is til midtfjords mellem Næs og Hamar. 

ode febr. laa hele Mjøsen; men isen blev opbrudt af sterk sønden- 
vind, saa der var aabent vand fra Hamar til Helgøen og fra Horns- 
odden til Glemmestad. 

ıode febr. laa isen nordfra til Kongsrud, derfra aabent. 

18de febr. var der fremdeles isfrit søndenfor Gjøvik. 

ıgde febr. lagdes is, saalangt der kunde sees fra Smørvik. Ogsaa 
is 1 Hamarfjorden. 

24de febr. var der fremdeles aabent vand nogle steder i det syd- 
ligste af Mjøsen. 

26de febr. løsnede store partier af isen søndenfor Heggenhaugen. 

3die mars lagdes is paa de aabne partier af sjøen. 

7de april var der enkelte aabne partier i isen. 

15de april var det isfrit fra Bjertnæsodden til Næs kirke. 

1ode april var isløsningen naaet nord til Heggenhaugen. 


27de april var hele Mjøsen isfri. 


1886—87. 


20de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 

20de dec. var der is til Ringsaker. 

30te dec. laa isen nordfra til Heggenhaugen. 

Ade jan. lagdes is i Næssundet. 

6te jan. losnede isen i sundet. 

12te jan. laa isen 2 km. syd for Gjøvik. 

15de jan, drev isen sondenfor Heggenhaugen sydover. 

ıode febr. var det fremdeles isfrit fra Heggenhaugen til Næs; men 
fra Næs lagdes is midtfjords til Hamar. 

ııte febr. løsnede isen, saa man sondenfor Heggenhaugen kun 
havde drivis. 

25de febr. var der isfrit fra Ringsaker sydover. 

4de mai isfrit nordover til Biri. 

ı2te mai var det isfrit helt op til Lillehammer. 


1887-—88. 


26de novbr. lagdes is ved Lillehammer og sydover et stykke. 
21de dec. lagde isen sig sydover til Biri. 
22de dec. laa isen sydover til Ringsaker. 


1901. No. 4 


- ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 29 


på 


14de jan. var der iskrav nordfra til Gjøvik og tvers over sjøen til 


Hamar. 


16de jan. laa isen til Bjertnæsodden, derfra var der drivis til Smør- 


vik. Is ved 


Hamar. 


18de jan. lagdes is til Gjøvik. 


23de jan. lagdes is nordenfor Hamar. 


14de febr. lagde hele den søndre del af Mjøsen sig. 


15de febr. var isen kjørbar fra Hamar til Toten. 


ode mai 


begyndte isen at løsne. 


12te mai var isen løsnet søndenfor Heggenhaugen. 


I4de mai var isen løsnet søndenfor Biri. 


21de mai var hele Mjøsen isfri helt op til Lillehammer. 


1888—89. 


ode novbr. lagdes is ved Lillehammer. 


13de dec. lagdes is sydover til Freng. 


17de dec. lagdes is til Biri. 


3die jan. 
16de jan 
18de jan 
24de jan 


lagdes is sydover til Ringsaker. 
. lagdes is nordfra til Heggenhaugen. 
. laa is med enkelte aabninger sydover til Gjøvik. 


. lagdes is sydover til Hamar. 


25de jan. drev isen ud under en sterk storm. 


26de jan 
6te febr. 


. var det isfrit søndenfor Heggenhaugen. 


var der drivis mellem Næs og Hamar. I den sydligste 


del af Mjøsen lagde isen sig. 


ı2te febr. lagdes is fra Hornsodden til Hamar og nordover til 


Brøhaug. 


15de febr. lagdes is over alle de aabne dele af Mjøsen. 


26de febr. var isen kjørbar mellem Toten og Hamar. 


30te april løsnede isen i den sydligste del af sjøen. 


8de mai 
12te mai 


ıste dec. 
31te dec. 
2den jan 


iste febr. 


ste febr. 
8de febr. 


var det isfrit fra Ringsaker sydover. 
var det isfrit helt op til Lillehammer. 


1889—90. 


lagdes is ved Lillehammer. 

lagdes is fra Skulhus nordover. 

. brødes isen op paa flere steder under vestlige stormbyger. 
lagdes is overalt nordenfor Ringsaker. 

løsnede atter isen. 


laa isen igjen til Ringsaker. 


30 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


ode febr. var der iskrav næsten overalt. 

ıode febr. laa is til Heggenhaugen og i Næssundet. 

12te febr. laa isen nordenfra til Hamar og desuden flere steder i 
den sydligste del af sjøen. 

18de febr. laa isen over hele sjøen med smaa aabninger i den 
sydlige del. 

3die mars kjørtes isen fra Kap til Hamar. Hele vinteren holdt der 
sig flere mindre aabninger i isen. I de sidste dage af mars og de første 
af april begyndte isen at løsne. 

ste april løsnede den ved Hamar. 

15de april var der isfrit sydfra til Gjøvik. 

21de april isfrit til Ringsaker. 

4de mai var sjøen isfri helt til Lillehammer. 


1890—91. 


29de novbr. lagde isen sig ved Lillehammer. 

14de dec. laa den sydover til Ringsaker. 

21de dec. løsnede isen nordover til Biri. 

30te dec. laa der is sydover til Heggenhaugen. 

2den jan. var der is sydover til Hamar, men med større aabninger 
indimellem. 

10de jan. laa isen overalt med undtagelse af et aabent stykke fra 
Heggenhaugen til Kongsrud og nord for Næs kirke. 

14de jan. løsnede isen nord til Kolberg under en orkanagtig storm 
fra nordvest. 

2ode febr. lagdes is sydover til Bjertnæsodden. 

21de febr. var der iskrav og is overalt sydover til Hamar. 

22de febr. laa isen nordenfor Nordsveodden i Stange. 

ıste mars dreves isen væk af en sterk storm. 

2den mars var det isfrit søndenfor Heggenhaugen. 

4de mars var det isfrit fra Ringsaker sydover. 

ode mars var der iskrav næsten overalt til Hamar; men der lagdes 
ikke is. 

18de april laa isen fremdeles sydover til Ringsaker. 

24de april løsnede den ved Ringsaker. 

8de mai var sjøen aaben helt op til Lillehammer. 


1891—92. 


17de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 
19de dec. lagdes is til Biri, 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


ıode jan. lagdes is sydover til Ringsaker. 

15de jan. var der iskrav flere steder i sjøen. 

18de jan. laa der is til Hamar. 

24de jan. lagdes is overalt sydover til Minne. 

15de april begyndte isløsningen. 

iste mai var isløsningen naaet nord til Lillehammer. 


1892—93. 
12te dec. lagdes is ved Lillehammer. 
26de dec. var der is og iskrav fra Skulhus nordover. 
13de jan. lagdes is nordenfor Bjertnæsodden. 
15de jan. var der is over hele sjøen med undtagelse af en liden 
aabning paa vestkanten af Helgøen. 
18de jan. opstagedes vei paa isen. 
12te april begyndte isen at løsne. 
I begyndelsen af mai var hele Mjøsen isfri. 


1893—94, 

27de novbr. lagdes is ved Lillehammer. 

24de dec. laa isen nordfra til Bækodden. 

8de jan. var der is nordfra til Ringsaker. 

12te jan. løsnede enkelte partier af isen. 

2gde jan. var der isfrit nord til Biri. 

15de febr. fremdeles isfrit til Biri. 

16de febr. lagde der sig is i Næssundet. 

17de febr. lagdes is ved Hamar. 

19de febr. var der is og iskrav fra Gjøvik til Hamar. 

22de febr. løsnede isen fra Næs til Hamar. Vestfjorden fra Helg- 
øen til Totenlandet var isfri. 

23de febr. var der drivis ved Hamar. 

3die mars fremdeles drivis ved Hamar; fast is kun til Biri. 

31te mars fremdeles ingen is søndenfor Biri. 

27de april var der isfrit søndenfra til ret ud for Ødegaarden paa 
Brøttum. 

3die mai var det isfrit helt op til Lillehammer. 


1894—95. 
ıode dec. lagdes is fra Hagefetten til Lillehammer. 
ste jan. lagdes is sydover til Biri. 
13de jan. lagdes is sydover til Ring. 
20de jan. lagdes is i Næssundet. 


32 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


22de jan. var der iskrav over næsten hele Mjosen; isen lagde sig til 
Heggenhaugen. 

24de jan. iskrav og is næsten over hele Mjgsen. 

26de jan. var der is overalt med enkelte aabninger. 

27de jan. gik folk paa skoiter fra Hamar til Gjovik. 

31te jan. stagedes vei paa isen. 

12te febr. kjørtes isen første gang fra Toten til Hamar. * - 

16de april var isen fremdeles kjørbar. 

23de april begyndte islosningen. 

7de mai var Mjgsen helt aaben til Lillehammer. 


1895—961. 

26de novbr. var der iskrav i den nordligste del af Mjosen. 

ı2te dec. lagde der sig is syd til Biri. 

22de dec, løsnede isen og drev sydover. 

31te dec. var der iskrav og is over den største del af sjøen. 

7de jan. laa der is mellem Gjøvik, Næs og Hamar og søndenfor 
enkelte steder. 

14de jan. opstagedes vei Gjøvik—Mengshol. 

17de jan. var søndre del af sjøen søndenfor Helgøen og helt til 
Minne aaben. 

2ode jan. blev der aabent vand fra Hamar til Helgøen. Fremdeles 
is ved Gjøvik. 

3die febr. var der fremdeles sterk is fra Gjøvik til Næs, aabent fra 
Hamar til Næs. 

14de april. Fremdeles is ved Gjøvik, aabent ved Næslandet. 

17de april var der isfrit ved Gjøvik. 

30te april. Isfrit helt til Biri, hvor der fremdeles laa is. 


I begyndelsen af mai var det isfrit helt til Lillehammer. 


1896—97. 
22de dec. var der is ved Gjøvik. Den laa, saalangt man kunde se, 
nordover. 
28de dec. blev isen brudt op igjen af vinden. 
ode jan. lagde der sig atter is sydover til Heggenhaugen. 
12te jan. lagde isen sig langs vestre land sydover til Gjøvik. 
29de jan. lagde isen sig fra Gjøvik til Næs og Hamar. 


iste febr. gik man paa isen fra Næs til Gjøvik. 


1 Med 1895 slutter kaptein Raabes optegnelser. Det senere materiale er samlet efter 
notiser i lokalpressen samt efter flere personers velvillige meddelelser. 


Igol. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 33 


2den febr. lagde isen sig paa resten af sjoen. 

27de april begyndte isen at losne paa enkelte steder. 
Iste mai foregik islosningen nord til Hamar. 

4de mai var Mjesen aaben nordover til Biri. 

ıode mai var der aabent vand helt nord til Lillehammer. 


1 1897—98. 

7de jan. lagdes is sydover til Biri. 

6te febr. blev det stille efter nogle dages kold vind. Der bredte 
sig da pludselig is fra Gjovik til Nes og sydover fra Gjovik. 

7de febr. blev isen feiet væk af vinden. 

ııte febr. var sjøen aaben helt til Biri. 

6te april. Fremdeles aabent til Biri. 

rite mai gik dampskibene opover til Lillehammer, hvor der frem- 
deles var is, som imidlertid var meget svag. 


1898—99. 

25de novbr. lagdes is i nordenden af sjoen ved Lillehammer. 

31te dec. lagde isen sig sydover til Biri. 

7de jan. laa isen sydover til Redalen. 

8de jan. var Mjøsen islagt sydover til Heggenhaugen. 

3de jan. lagdes isen sydover til Gjovik, i Næssundet samt i bugten 
ved Hamar. | 

25de jan. laa isen mellem Gjovik, Næs og Hamar, samt i den syd- 
ligste del ved Minne. 

27de jan. var hele sjoen tilfrossen. 

6te mai slog dampskibene raak til Gjovik. 

ı2te mai laa isen fremdeles over den storste del af sjoen om 
morgenen, men ved middagstider begyndte den at losne, og om aftenen 
var der klart vand helt nordover til Ringsaker. 


16de mai naaede islosningen til Lillehammer. 


1899—1900. 

7de jan. lagdes der is, saa dampskibet maatte ophore med farten nord 
for Biri. 

ıode jan. islagdes Ringsakerfjorden. 

13de jan. lagde isen sig til Gjøvik og fra Hamar til Næs og derfra 
til Helgoen. Ved Totenlandet var det fremdeles isfrit. 

15de jan. feiede en sydlig vind isen bort mellem Hamar—Helgoen 
og Gjovik. 

24de jan. var det fremdeles isfrit til Gjovik. 

Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. Kl. 1901, No. 4 3 


34 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


ste febr. frøs sjøen til mellem Hamar og Gjøvik. 

6te febr. islagdes resten af sjøen. 

ode febr. var isen kjørbar. 

19de april begyndte isen paa enkelte steder at blive usikker; men 
den kjørtes endnu. 

24de april begyndte dampskibene at slaa op isen, men opbryd- 
ningen gik langsomt. 

27de april naaede dampskibene Kap paa Toten. 

4de mai gik isen væk mellem Hamar—Helggen og Toten. 

11te mai var sjøen isfri undtagen i den nordligste del. Dampskibene 
gik til Biri. 

13de mai naaede damskibene til Lillehammer. 


Nu er meddelt de vigtigste data for islægningen og isløsningen paa 
Mjøsen i de sidste 37 aar. Vi vil resumarisk gjentage de væsentligste 


data i omstaaende tabel. 


Af de 37 aar, hvorover iagttagelser haves, var Mjøsen helt islagt i de 
26. I 3 aar, vintrene 1873—74, 1881—82 og 1897—98, laa der ikke is, 
paa sjøen undtagen i den øverste del fra Lillehammer til Biri. I 8 aar 
af de 37 var Mjøsen aaben i den sydlige del, men isen lagde sig saa 
langt syd som til Hamar. 

Udregnes gjennemsnitsdata for, naar islægningen og isløsningen har 
fundet sted, findes følgende data: 

Ved Lillehammer har der gjennemsnitlig lagt sig is 27de november. 
Islægningen har gjennemsnitlig naaet saa langt syd som til Ringsaker 
26de december, men 2 af 37 aar har der ikke lagt sig is saa langt syd. 

Til trakten mellem Heggenhaugen og Gjøvik har islægningen gjen- 
nemsnitlig naaet 18de januar, men 3 aar af 37 har islægning ikke fundet 
sted saa langt syd. 

Mellem Gjøvik og Næs og videre til Hamar har islægningen gjennem- 
snitlig fundet sted 23de januar. 

Gjennemsnitsdatoen for islægningen i de 26 aar, hvori Mjøsen helt 
har været islagt, er 29de januar. 

I de samme aar begyndte isløsningen gjennemsnitlig 22de april. 
Ved Hamar—Næs—Gjøvik indtraf isløsningen 24de april, ved Ringsaker 
Iste mai, ved Biri 6te mai. 

Gjennemsnitsdatoen for det tidspunkt, da hele sjøen har været isfri, 


er efter samtlige 37 observerede aar rite mai. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 35 


Islegningen paa Akersviken ved Hamar samt paa Bundefjorden 
pleier, efter hvad der er oplyst, at foregaa adskillig tid, for islegning 
finder sted paa den øvrige del af sjøen. Akersviken er det sidste sted 
ved Hamar, hvor isløsningen foregaar. 

Det antal dage, hvori Mjøsen har været helt islagt, er, som vi ser, 
høist forskjelligt, idet det har været mellem o og 152. Gjennemsnits- 
tallet for 37 iagttagne aar udgjør 60 dage. 

Fra 29de jan., som er gjennemsnitsdatoen for islægningen af hele 
sjøen i de aar, den har været helt islagt, til 22de april, som er gjennem- 
snitsdatoen for isløsningen i de samme aar, er 83 dage, hvilket er 23 
dage mere end den gjennemsnitlige islægningstid i de 37 aar. Vilde vi 
tage hensyn til dette i udregningen af normaldatoen for, naar hele 
Mjøsen pleier at være islagt, og for, naar den gaar op, kunde vi danne 
os et begreb derom ved at sætte islægningen til et tidspunkt 12 dage 


længere frem og isløsningen til et tidspunkt 12 dage længere tilbage. 


Vi skal supplere de givne meddelelser om isforholdene ved Mjøsen 
med de iagttagelser af isforholdene i Vormen, som findes anførte paa 
kanalvæsenets vandstandslister fra Eidsvoll-Sundfosdammen. 


1883—84. elven islagt 7de febr., 
Elven islagt ovenfor dammen 3die | elven aaben tode febr., 
jan., elven islagt 23de febr. 
elven aaben 21de jan., elven aaben ıste april. 


elven paanyt islagt 19de febr., 


elven atter aaben 17de mars. 1886—87. 


| Elven islagt 17de dec. 
188485. elven aaben Igde dec. 
elven islagt 2gde dec. 
elven aaben ?. 
| 


Elven islagt 12te jan, 
elven aaben 3die febr., 
elven islagt 17de febr., 


elven aaben 24de febr. 1887—88. 


Elven islagt 23de dec,, 


1885—86. elven aaben 3ote dec., 


Elven islagt ııte dec elven islagt 16de jan., 
> «3 

elven aaben 13de dec elven aaben 29de mars. 

elven islagt 6te jan., 


elven aaben ode jan., 1888—89. 


elven islagt 28de jan., Elven islagt 22de jan. 


elven aaben 2den febr., elven aaben ? mars. 


M.-N. Kl. 


ANDREAS HOLMSEN. 


‘0n499/ 3pgI yAueed Bis apsey 
#0n.493/ aip§ do sapoiq uaw “ul 
2pP1 usols ajay 1240 Sis apåe uas] 


"4240s5urr T1] 
pu? pAs 1adux] or SIs apåer uasy 


‘Y1L4OUS | 1} 
pue pAs 9193ux] ay Års apåep uas] 


*U919} 
-UIA 3[3Y U9SI I JosuIUqeR 3)[2YUF 


‘J9SUTUXIOUU 


| ua4ajuın 
E ap4 | tide ap6z | ‘ide apS1 'ıqay ap6z 2704 sarang augov ‘Iq2} apSz| ‘sap apfr | ‘op ap6| « apbz og—6Ler 
€ opfi\( « 9}$)| « uapz|('ıde apgz)| ‘ide apgz||‘uef apzz | ‘uel apZı ‘dap 2p£z | ‘oap apgı | ‘aouapS$z 6L—gLgr 
GENE « opt | reur a1p£ |uqap >p6r| 242222 ajay 4290 | 'ıqay ays1 | ‘uel apl, ‘uel uapz | ‘dap as1 gl—Llg1 
« apEz ( « apzv)(reu ape) rw apor | rew apgı || *uef. arpf|‘oap ap6z| « apgı | « 2pS1 | ‘aouapor LL—oLg: 
«ude apke |(aqy 9p91)| . 
« apor/( « apg)| re 239 |(1de 9,08) uef 321) « aplı| « apr — oL—Slgr 
(1qoy 1p£)|‘uel aphı 
« apor (eu ap6) | rew apg | (tew 39) | rew opt ||‘uef aper |-oap 931€ | oop ap£z | ‘ap ayzr *AOU9POZ SL—tlgr 
«  apor|iqay ap91 — UIAIUIR ajay JUIGDD ‘IQ2} apol| ‘dap Apg 1 blL—ELgr 
w31a2u1R 
« apg | ‘ide ajof| « aptz « pk 9194 4314240 suguo ‘uef IE | « apgz| « apSr| « apSı €L—zLgr 
« apor| rew apg | ‘ade apzz, « Ost | wacaguza 204 quagoo |syieu apSz| ‘uel aphı | ‘oap djzr | “AouapSz zL—ılgı 
« >21 (tew dpor)| rem apg | ‘1de ap6z | ‘de aps || ‘uel aptz (uef apSı) « spgz| « 2p61 — ıL—olgı 
« apor| eu ajsı |(‘1de a}0£) (‘1de apgz) ‘de aplz||‘uef apız | ap a}1£ | ‘oap apzz | ‘oap apLı | « apgz oL—6981 
« opl | ‘ide 306 | ‘ide optr | sıeu 3118 juaqee |sıew aJsııqay aprz| ‘uel apSz | ‘uel agsr « opIz 69—g981 
eu apor | (rew apå) | ww apt |(reu ayst)| ide ap4z || ‘uel 39 | ‘sap apzz (ap apgı) ‘sap apSı | ‘aouapS1 s9—Logt 
tunf ‘saq |(1unf aıpE) (tunf ajs1)|(1ew 230€)| reur 2p62 || "url apSı = = == Fr L9—99g1 
€ 3p6 |( « HS) « aysr)i(‘rdeap$z)} « apre| sıew 2p6 | sıew aıpE| ‘uef ap£ı |(‘oap apS1)| ‘aou2p6 99—$9g 1 
reur ap6 | ru 316 |(rew aıp£) (ru 3181) | «  2p6z || "uqag amp = = ‘uel uapz = s9—togr 
— — — -— ‘ide apiz = = == = = | r9—Eggı 
m roty o an op | eo 
Be | ER |e ee |Gee| 5 leeks poe taal Es: |® ee 
Be aa See oe ae gee ren 
= ~ la AP ae a Heer eel Gus cd Rc SL 5 ea +18 
fr] = mer | + mq ato D NE ee gå ee EVE 
2 > 2 à ana = Alig Bo 
5 2 Due ag Dale 2 8 | ‘uorajuiA 
SUIUSOISI SuIUuSISI 


nn SSS ——— — ZZ nn nn 


:40J BJEP 19A0 JSISIIAAOQ 
uasealW 


TE 


ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


No. 4. 


1901. 


JE 


‘(adep ied ja 3459104 jap I pd daw daJoJayjIp uey DN ‘ass 19 ap Je 10] uapaysr|ukspues je ‘sapajees ‘aparaarasqo ap wap eyep ISSIP 19531 Spez, ajsay 


ap [ ‘pels Ppunz ivy uasuruseyst 19][9 uaduruseyst ıeeu ‘107 vyep adılukspurs wos auseyue 19 usw ‘ouge}jder apr 19 


"1447 11 pua PAS 2198 u%] 2H MI ee] uas] 


"usols ajay 
JIAO ABIYSI 30 SI 19P ea 1enuef 
usjpıu Jurnwo adrp 9[J80N 


"40140 I] 10JUIPUues NN! SIS IPåe| uas] 


'y£uerd Sis apse, uour «Os 
je do jpnıq apuasejuals aalq 


uss] ‘Jap 9JSSIPAS usp I JHJSI 
*UudJ3JUIA 3[2Y 
uasr I Jaduruqee 9IPUIU oyoyum 


PT LITE 
2721 yAured sapåep uaw ‘zonunl 
»pSz do sapeiq 1ewep pda uas] 


‘uafst jausør 
80 dis dej adued oudejuald uas] 


‘do ypniq 
so 31s Je] adued oudrjuald uas 


"2437 1 uns JSUJ ee] Us] 


(RU 9J11 
« apf 


« 3P91 
« 9/71 


R 


apor 


« 921$ 


« ops 
« opt 
Ce MENT 


« OSI 


« .apg 


« opt 


€ ayzı 


« apız 
ıew 9771 
‘ide aplz 
« »poI 
« por 


« 2p6 


IPU IPOI 


runt apg 


Teul 319 
« apbr 
( « apg) 


wu op} 
ide 3708 


(rem 9181) 
seu dIpf 
( « 
(« ops) 


ap$7) 


("ude 310£) 


('1de apgz) 


(reur por) 


« oppi 


reur 3jsI | ‘ide apbz 

— « opt 
Tul 9721 | eu 9771 
teu uapz | teu ast 
‘ide apZı | "url apoz 


(‘ade opgz)|(‘1de apSz) 
(1q7 opgc)l'iqey apzz 
( « apoz)( « ap§1) 
(ide ap1z)|(‘ade apr) 


« apbz | sieur uapz 


‘ide apız | «ude 338 


« apg (mw uapz) 


eu 9p£ı | teu o7z1 


eu opt |199J 2pSz| ‘1qo7 911 


(adv ap£z) 


(ru apl) 


‘ide 9p61| « opår 


mu 345 |(‘1de apSz) 


mu uapz | ‘ide aptı | sıew 2p61 


rem 316 (mu drp$)| ren uapz 


‘uel apgz 


(tunf 215) |(1anf arp€)|(1eu 3108)| 


‘ide apzz 
‘ide aplz 


BU 9}ZI 


‘uel ap6z | "url apfz 


143} 919 
‘uel op£z | ‘uel apbz 


"IQ2y 9981 


uUadajUta ajay JUIQDD 


*1de aplz ||1qay uapz| « 


ap6z 


UIMIQUIR 2104 U200/97] 


Aofuipues Juagv» 


‘ide apfz 


« aps 


l'uef apgz | ‘uel apbz 


‘uel apg | ‘dap apgz 
=e ‘uef por 
‘uef Opg | ‘dap aYıE 
‘uel apl 

‘uel ap6 | ‘sap apzz 


yep 3441) sayjudred I aq) 


“Aou apZz || "prusuwauuafn 


‘sou apSz 


*209p 9}1£ |(*oap apoz)| ‘Aouapgz 


url apzz| « 


up4a7wı0 aay zuagovo \"1qay apO1)(‘1qoy a4s1)| ‘uel apg 


‘ide der || « oapS1| « opti 

‘ide spSı || « optz| « oper 

sıew 9381||‘uef apor | ‘uel uapz 

« ajsı « o2pg1| ‘Iqay 9171 

‘ide 370€ « apr) « optz 

mu 3p6 gay opb1} ‘uel opt 
UILIJU10 


2124 SON —4100/7) 


€ 9pol 


Aofuapues uagvD 


« apl 


‘ide apoz || 'uef apoz| « 


sıeu apt |'ıqay apız) « 


eu 9781 


sieur a1p£| 'ıqay 316 
apg 
319 


‘uel ap6 | ‘uel ape 


uadaqute ajay 142900 


teu apSz 


‘oop aptz | ‘oep apoz 


« apér (ap 3108) 
(‘uef apSı)| ‘uel apor 


‘Nap 9708 | ‘op apbi 
"ıqap 2poi| soap 91€ 
« apg | ‘uel ape 
‘uef apgı | « opzz 
‘Sop 3108| « dpoz 
« 3JIE| « opiz 
*uef ap61 | ‘sap apfz 
(uef 219) | ‘url 319 
*29P 2pOZ | ‘29p apgı 
‘uel apbz 

‘ap 2p61 | ‘dap apo 


2p£1|'929p spor 


‘sou 9pLz 
ap 9}ZI 


« oplz 


"Aou ap6z 


‘dap ISI 


« 2p6 
« apgz 
« 2poz 
« opå1 
‘sou apbz 
‘oap apl 


"AOU IPgZ 
Jap apbr 
‘sou 9P6I 


0061—66g1 
66—g6eI 
g6 —L6g1 
L6—95g1 
96—S6g1 
S6—b6g1 
b6—f£6e1 
£6—26g1 
z6—16g1 
16—068g1 
06—6989 I 
68—8881 
88 — Legt 
L8—9881 
98—S881 
Sg—tgg1 
tg—tgg1 
Eg—7881 
zg—ıggı 
I9—0881 


38 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. 


1889—90, 


Iskrav i elven 31te dec., 
elven islagt 30te jan., 
elven aaben 15de mars. 


1890—91. 


Elven islagt 3ote dec., 
elven aaben 3ote jan. 
elven islagt 13de febr., 
elven aaben 17de febr. 


1891—92. 


Elven islagt ıste jan. 
elven aaben 8de jan., 
elven islagt 12te jan., 
elven aaben 17de mars. 


1893—94. 


Elven islagt 2den dec,, 
elven aaben 6te dec., 
elven islagt 2den jan., 
elven aaben 8de jan., 
elven islagt 13de febr., 
elven aaben 27de febr. 


1894--95. 


Elven islagt 3ote dec., 
elven aaben 3die jan., 
elven islagt 8de jan., 
elven aaben 26de mars. 


1895—96. 


Elven islagt 25de dec., 
elven aaben 25de jan., 
elven islagt 15de febr., 
elven aaben 23de febr. 


1896—97. 


Elven islagt 16de dec. 
elven aaben ıste jan. 
elven islagt 16de jan., 
elven aaben 5te mars, 
elven islagt 12te mars, 
elven aaben 22de mars, 
isgang i elven 21de april. 


1897—98, 


Elven islagt 6te febr., 
elven aaben ıode febr., 
elven islagt 7de mars, 
elven aaben 14de mars. 


1898-99. 


Elven islagt 16de dec. 
elven aaben 26de dec. 
elven islagt ıste jan. 
elven aaben rite jan., 
elven islagt 18de jan., 
elven aaben ?, 

elven islagt ıgde mars, 
elven aaben 27de mars. 


Kl. 


Hurdalssjøen. 
Beliggenhed: 60° 20° n. br. Størrelse: 33,7 km”. Heide: over havet 175 m, 
Noiagtige Jodninger i Hurdalssjøen foreligger ikke. Efter opgivende 
skal sjøen i den søndre del have lange grunder, som strækker sig langt ud 
fra land. I den nordre del skal den imidlertid være dyb paa enkelte 
steder. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 39 


Sjøen islegges hvert aar. 
Efter opgivende pleier islægningen i regelen at finde sted i midten 
af december. 


Den har gaaet op paa følgende data: 


1890 4de mai 1895 4de mai 
1891 13de » 1896 7de » 
1892 4de >» 1897 3die » 
1893 3die » 1898 ı2te >» 
1894 3die » 1899 13de » 


Efter dette skulde de normale tidspunkter for islegning og islosning 
paa Hurdalssjøen være henholdsvis midten af dec. og 7de mai. 


Einavatnet 
i Gran. 
Beliggenhed 60° 34° n. br. Størrelse = 12,7 km?. Heide o. h. = 394 m, 


I schemaerne for nedborsobservationerne findes felgende data for 
islegningen og islosningen i Einavatnet. 


Islegning. Isløsning. 
1896—97 30te novbr. 8de mai 
1897—98 ste dec, 22de » 
beg. 23de novbr. 
1858-99 | helt 16de dec. oe 
1899—1900 28de novbr. 18de » 
Gjennemsnitl. 4de dec. 17de » 


Randsfjorden. 
Beliggenhed fra 60° 15'—60* 48‘ n. br. Størrelse = 136,4 km? Heide over havet = 
132 m. Største dyb = 108 m, 


Efter Kjerulfs og Hellands! opgaver hidsættes folgende tal angaaende 
dybdeforholdene i Randsfjorden: 


1 Helland: Beliggenheden af Moræner o. s. v., L c. Kjerulf: Fortsatte bemærkninger om 
Reliefforholde, (Videnskabsselskabets Forhandlinger, 1881 nr. 1). 


ANDREAS HOLMSEN. 


M.-N. Kl, 


Fra Sørum, 34 km. fra sydenden, til Rakstad, 16 km. fra søndre 


66 m. 
63 m. 
108 m. 
66 m. 


57 M. 


ende, er med 2 km. mellem hvert lodskud fundet folgende dyb: 


For Randsfjordens vedkommende er af Drammens-Randsfjordske 


dampskibsselskab velvilligst meddelt følgende data for islægning og is- 


losning: 
Wanteren Islægning. Isløsning. 
DENE RevOdacetil al Fra Rodnes til Islosningen naaet til 
sydenden Odnæs (nordenden) 

1882—83 gde mai 
1883—84 iste decbr. 3die jan. ııte mai 
1884—85 26de novbr. 25de decbr. 8de mai 
1885—86 15de novbr. 7de jan. 28de april 
1886—87 2den decbr. 31te decbr. 5te mai 
1887—88 ııte novbr. 25de decbr. 17de mai 
1888—89 ıode novbr. 15de jan. gde mai 
1889—90 14de novbr. 30te jan. 6te mai 
1890—9I 22de novbr. 27de decbr. 15de mai 
1891—92 20de novbr. ııte jan. 4de mai 
1892—93 21de novbr. 31te decbr. 26de april 
1893—94 ııte novbr. ste jan. 30te april 
1894—95 iste decbr. gde jan. 6te mai 
1895—96 21de novbr. 24de decbr. 30te april 
1896—97 ı2te novbr. 8de jan. 4de mai 
1897—98 27de novbr. 7de debt: 2den mai 
1898 — 99 26de novbr. 5te jan. ı6de mai 

Gjennemsnitlig 21de novbr. 7de jan. 6te mai 


Randsfjorden har folgelig været islagt samtlige 17 aar, hvorover 


observationer haves. 


Gjennemsnitlig har den overste del lagt sig 21de 


novbr., og hele sjoen har været aaben igjen 6te mai. 


Gjennemsnits- 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 41 


datoen for, naar hele sjøen pleier at blive islagt, er 7de jan., og efter 
opgivende pleier isløsningen at begynde ved den sydlige ende 2 å 3 
dage, før den naar op til nordenden til Odnæs. 


Sperillen. 


Beliggenhed fra 60° 22' til 60° 33‘ n. br. Størrelse = 25,1 km?, Heide o. h. = 151 m. 
Største dyb = 108 m. 


Efter Helland! hidsættes folgende dyb: Fra nordre til sondre ende 
med 2 km. mellemrum mellem lodskuddene er dybet: 


II M, 58 m. 
64 » 56 » 
42 » 85 » 
35 > 108 » 
20 » 58 » 
8I » 


I kanalvæsenets vandstandsboger er anmerket folgende data for 
islægning og islosning paa Sperillen: 


a | 


Islægning. Islesning. 

1882—83 7de mai. 
1883—84 ? rite mai. 
1884—85 28de dec. 2den mai. 
1885—86 3die jan. 13de mai. 
1893—94 ? 2den mai. 
1895—96 28de dec. ? 

1897—98 ? ıode mai. 
1898—99 ? Iode mai. 
1899— 1900 4de jan. 8de mai. 

Gjennemsnitlig | Iste jan, | 8de mai. 


Om islgsningen paa Sperillen 1898 findes noteret: »Isen paa Spe- 
rillen losnede og forsvandt ıode mai, saa der fandtes enkelte isflag 


ııte mai, men disse var ud paa aftenen ganske forsvundet«. 


1 Helland: L c. 


42 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Efter opgivende pleier sjøen altid at islegge sig de sidste dage af 
december eller de første af januar, hvilket stemmer med de 4 observerede 
aar. Man kan derfor sætte normaldatoerne for, naar Sperillen fryser til 
og gaar op, omkring ıste jan. og 8de mai. 


Krøderen. 


Beliggenhed fra 60° 7‘—60° 33,5‘ n. br. Størrelse = 41,4 km?, Hoide o, h. = 132 m. 
Største kjendte dyb = 31 m. 


Efter Helland! hidsættes følgende dyb i den sydlige del af Krø- 


deren: 


Fra Bjørre til sydenden med omtrent 2 km.s afstand mellem lod- 
skuddene: 


22m. 31 m. 
20 » DIES 
20), > 137 
I5 » Zi > 


Paa det meteorologiske instituts nedbørsschemaer findes følgende data 
for islægning og isløsning ved sjøen. 


Islægning, 
Aar, Fra Skinne- Islosning, Anmerkning, 
Fra Sydenden al Fra Noresund 
til Skinnesund, Noresund. til sjøenden, 
1895—96 25de novbr. ode dec. == 3ote april, 
1896—97 21de novbr, 3die dec. 8de dec, 6te mai. 
1897—98 ste decbr. 23de dec. 23de dec. rode mai, | 17de mai helt aaben. 
1898—99 8de decbr. 17de dec. 24de dec, 12te mai, 
1899—1900 


Gjennemsnits- 8de mai. 


data 


29de novbr. 13de dec. 18de dec. | 7de mai, 


Fra lokalkjendte har man faaet oplysninger om, naar sjøen pleier 
at islægge sig, og naar den pleier at gaa op. Efter disse oplysninger 
skulde Kroderen begynde at islægge sig i begyndelsen af december. I 
den øvre del af sjøen skulde islægningen pleie at foregaa ved juletider. 


Tach 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 43 


Den opgivne tid for islosningen stemmer overens med gjennemsnits- 
datoen for de 4 aar. Sammenholdes disse oplysninger med de obser- 
verede data i det meteorologiske instituts schemaer, skulde vi som et 
sandsynligt tidspunkt for, naar sjoen fryser til i sin sydlige del, kunne 
antage en af de forste dage i december og for, naar sjoen fryser helt 
til, omkring 2ode december. Det normale tidspunkt for isløsningen 
kan antages at vere omkring 7de mai. 


Soneren. 
Beliggenhed: 60° 4’ n. br. Størrelse = 8,07 km? Heide o. h. = 118 m, 
Sterste dyb — 40 m. 


Efter Helland hidsættes folgende dyb fra nord til syd med I kms 
afstand: 


12 m. 40 m. 
35 > 38 > 
So 35 > 
40 » 4 > 
40 » 6 » 


I kanalvæsenets vandstandsboger findes folgende data for islægning 
og islosning paa Soneren: 


Islægning. | Islesning, 


1887—88 | 13de novbr. 3die mai. 
1888—89 7de novbr. 3die mai. 
1889—90 2gde novbr. 2den mai. 
1890—91 23de novbr. 12te mai. 
1891—92 19de novbr. — 

1892—93 — 25de april. 
1893—94 öde novbr. 28de april. 
1894—95 3die dec. 29de april. 
1895 —06 26de novbr. 26de april. 
1896—97 12te novbr, 3ote april. 
1897—98 | 25de novbr. ıode mai. 
1898—99 | 23de novbr. ıode mai. 
1899—1900 | 4de decbr. 8de mai. 


Gjennemsnitsdata | 21de novbr. 2den mai. 


44 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Tyrifjorden. 


Beliggenhed 60° 2‘ n. br. Størrelse 133,8 km.2 Heide over havet = 63 m. 
Største dyb = 281 m,! 


I kanalvæsenets arkiv findes i vandstandsbøgerne fra Skjærdalen 
anmerket følgende data for islægning og isløsning: 


Aar. Islægning. Isløsning. 


1888—89 21de jan., men den 22de april. 
løsnede? ved en storm 25de 
jan., islagdes paanyt rite 


febr. 
1889 —9o ııte febr. ıode april. 
1890—91 2den jan. 1 1te mai. 
1892—93 ode jan. ı4de april. 
1893—94 13de jan., men 


aaben 18de jan., islagdes 
paanyt ıste febr. 


1894—95 23de jan. 27de april. 
1895—96 Iste jan. 2ode april. 
1896 —07 21de jan. Iste mai. 
1897—98 Ode mars. 16de mars. 
1898—99 19de jan. 2gde april. 
1899— 1900 3die febr. 25de april. 
Gjennemsnitsdata 24de jan. 2ode april. 


Tyrifjorden har folgelig været islagt alle de 10 aar, hvorover obser- 
vationer haves, men 1897—98 kun 7 dage. Efter opgivende fra lokal- 
kjendte folk skal det hænde enkelte aar, at fjorden ikke legger sig; 
men det er meget sjelden. Antages gjennemsnitsdataerne for de op- 
førte 10 aar at vere normaldataerne for islægningen og isløsningen paa 
Tyrifjorden, bliver disse: 24de jan. og r1ode april. 

Dataerne sandsynliggjøres, hvis man sammenligner Tyrifjordens is- 
forhold i de opgivne 10 aar med Mjøsens. 


1 Ffter Broch: Stat. Aarbog 1871, pag. 351. 
2 Sammenlign Mjøsens islægning 1889, pag. 29. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 4 


u 


Fra vinteren 1898—99 haves folgende data for islegning og islos- 
ning ved Tyrifjorden: 


Islegning. Islosning. 
Tyrifjorden | 18de jan. | 2gde april 
Holsfjorden | 20de jan. 25de april 
Stensfjorden 15de dec. ste mai 
Storelven Igde dec. ıode april 


Vi ser, at islegningen foregik sidst og islosningen forst paa Hols- 
fjorden. 


Ekern. 


Beliggenhed : 59° 39‘ n. br. Størrelse: 29 km.? Heide over havet: 19 m. Storste: dyb 158 m, 


Sjøen har efter Kjerulf? følgende dyb nordenfra sydover: 


8 m. 157 m. 
La 158 » 
FEN 148 » 
IG » 128 » 
96 » 75% 
138 » 35 > 


Data for islægning og islesning paa Ekern findes ikke noteret. 
Paa foresporgsel har lokalkjendte opgivet, at sjoen oftest er aaben hele 
vinteren, og naar den legger sig, sker dette aldrig for ud i januar 
maaned. 11899 blev Ekern islagt i forste halvdel af februar og gik op 
22de april. Sjoen skal, de aar den har veret islagt, altid pleie at gaa 
op i april maaned. Normaldata for islegning og islosning paa Ekern 
kan saaledes ikke meddeles. 

Det ved et smalt sund i forbindelse med Ekernsjoen staaende 
Fiskumvatn, som er et ganske grundt vand, fryser derimod til hver 
host i november maaned. I en gammel beretning af 1743 skal det ifolge 
Vibe? hede, at Ekern aldrig lægger sig, medmindre man har en streng 
snevinter. 


1 Kjerulf: Fortsatte bemærkninger om Reliefforholde pag. 5. 
2 7. Vibe: Norges lard og folk, Buskeruds amt p. 268. 


46 é ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Myklevatn i Sandsvær. 
Beliggenhed: 59° 26‘ n, br. Størrelse: 5,2 km.? Heide over havet: 447 m. 


Paa nedbørsschemaerne i det meteorologiske institut findes følgende 
data for islægningen og isløsningen paa Myklevatnet. 


Islægning. Isløsning. 
20de novbr. 8de mai. 

— 25de mai. 
8de dec. Igde mai. 


Efter opgivende af forstmester Aars, Larvik, pleier vandet at is- 
lægges sidste halvdel af november og gaa op i midten af mai. Dette 
stemmer med de 3 observerede aar. 


Farrisvatn. 


Beliggenhed 59° 7" n. br. Størrelse 21,9 km.? Heide over havet 21 m, 
Sterste dyb 131 m. 


Efter Helland! hidsættes følgende dyb i den sydlige del af vandet 
nordover til Lysnæs. Der er ca. 600 m.s afstand mellem lodskuddene: 


aa) tl 92 m. 
8I » Do 
Dan 9» 61 » 
SN Me 50 » 
TO» 57 » 
82 » 42 » 
120 » 38 » 


Efter opgivende af forstmester Aars, Larvik, pleier vandet at is- 
lægges i forste halvdel af januar og gaa op i sidste halvdel af april. 
Bestemte data haves ikke noteret for islægningen og isløsningen paa Farris- 
vatnet, men efter det oplyste skulde følgelig de normale tidspunkter 
være: Omkring 7de jan. — omkring 2ode april. 


Be 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 47 


Indsjøerne i Fredrikshaldsvasdraget. 


Fra disse sjøer har man ikke for hver enkelt opgave over, naar 
vedkommende sjo pleier at fryse til, og naar den pleier at gaa op. 
Men af de data, som findes over, naar trafiken i kanalen er blevet 
stanset af is om hosten, og naar den har kunnet begynde om vaaren, 
fremgaar det, naar islegning og islosning har foregaaet paa en stræk- 


ning af det kanaliserede vasdrag. 


Vinteren 1893—94 kunde dampskibene passere Stromfos sluser gde april, 
men ikke Ørje sluser for 16de april. 

Vinteren 1894—95 maatte trafiken stanse 29de novbr. ved Ørje og 29de 
dec. ved Stromfos. Trafiken kunde begynde ved Stromfos 2den 
mai og ved Örje 14de mai: 

Vinteren 1895—96 maatte trafiken stanse saavel ved Ørje som ved 
Strømfos 30te novbr. og ved Krappeto 1ode dec. Den kunde 
begynde ved Krappeto igjen 16de april, ved Strømfos 19de april 
og ved Ørje 24de april. 

Vinteren 1896—97 stansede trafiken ved Ørje 14de novbr., ved Strom- 
fos og Krappeto 5te dec. Den begyndte ved Krappeto 26de 
april, ved Strømfos og Ørje 29de april. 

Vinteren 1897—08 stansede trafiken ved Ørje og Stromfos 18de dec. 
og ved Krappeto 21de dec. - Ved nytaar gik sjøerne op igjen, 
og trafiken kunde fortsætte til 4de febr., da sjøerne frøs paanyt. 
18de april kunde trafiken begynde igjen. 

Vinteren 1898—00 stansede trafiken til Ørje og Stromfos 3ote novbr. 
og til Krappeto 3ote dec. Den kunde begynde igjen 19de 
april. 

Vi faar følgende data: 
1. For de evre sjeer i Fredrikshaldsvasdraget: 


Islægning. Isløsning. 
1893—94 | — | 16de april. 
1894—95 29de novbr. | 14de mai 
1895 —96 3ote novbr. | 24de april 
1896—97 14de novbr. 2gde april. 
1897—98 18de dec. 18de april 
1898—99 30te novbr. 19de april 

| 


Gjennemsnitsdata Iste dec. 


48 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


2. For de nedre sjøer i Fredrikshaldsvasdraget. 


Islægning. me | m Isløsning. 

1893—94 — ode april. 
1894—95 29de dec. 2den mai. 
1895—96 ıode dec. ıgde april. 
1896—97 5te dec. 26de april. 
1897—098 21de dec. 18de april. 
1898— 99 2ode dec. 15de april. 
Gjennemsnitsdata 17de dec. 2ode april. 


Da det pleier at vare nogle dage, efterat skibene er sat paa vandet, 
for islosningen indtræffer, skulde de normale tidspunkter for, naar de 
øvre sjøer i Fredrikshaldsvasdraget islægges, være begyndelsen af de- 
cember, og for isløsningen i de sidste dage af april. 

For de nedre sjøer i vasdraget skulde islægningen pleie at finde 
sted noget over midten af december, og isløsningen pleie at foregaa 


omkring 23de april. 


Vannsjø ved Moss. 
Beliggenhed 59° 25‘ n. br. Størrelse 43,3 km.? Hoide o. h. 24 m, Største dyb 37 m. 


Efter Helland) skal Storfjorden for det meste udvise 20 m.s dyb, 
kun paa 2 steder var dybden 36 og 37 m. 

Hr. stadsingeniør Stabell, Moss, har velvilligst meddelt af protokollen 
for Sponviksdammens regulering nedenstaaende data for islægningen og 


isløsningen paa Vannsjø: 


No. 4. 


| ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 


1901. 49 
Aar Islegning begyndt Islesning — ges tykkelse 
1 vinterens løb 
1886—87 20de novbr. 25de april 17de jan. var isen 
| 0,31 m. tyk 
1887—88 | 3ite » 14de febr. 0,57 m. 
1888—89 18de novbr. 19de » 26de » 0,53 m. 
1889—90 12te » -- Ide (>. O7 m, 
1890—91 25de » 15de april 
1891—92 I9de » 19de » 
1892—93 21de > 31te mars ode mars 0,36 m. 
1893—94 ode » - 15de >» | I5de febr. 0.32 m. 
1894—95 17de dec. 18de april 
1895—96 12te novbr. | 25de » | 2ode jan. 0.40 m. 
1896—97 8de » 26de » 24de mars 0,40 m, 
1897 —08 17de » Pee ae 
1898—99 24de > | ı4de >» | 
1899 — 1900 6te dec. | 25de » | 
Gjennemsnitsdata 20de novbr. | 17de april | 


Som man ser, har islegningen gjennemsnitlig begyndt 20de novbr. 
Antages, som ogsaa oplyst af lokalkjendte, at islægningen pleier at 
kræve nogle dage for helt at udvikles paa denne grunde indsjø, er det 
sandsynligt, at det normale tidspunkt for islægningen er i den sidste 
halvdel af november, eller omkring 23de november. 


Øieren. 


Beliggenhed 59° 56‘ n. br. Størrelse 87,44 km? Heide o. h. 103 m. 


Man har meget faa dybdemaalinger i Øieren, hvorfor dens dybde- 
forhold ikke kjendes. 
til sine tider er meget vanskeligt at passere den i en almindelig baad, 
men søndenfor skal bunden paa enkelte steder falde noget raskere af. 

Paa kanalvæsenets vandstandslister fra Mørkfos findes følgende data 
for islægning og isløsning paa Øieren: 


I den nordlige del er Øieren saa grund, at det 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 4. : 4 


50 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


ns 


Vinteren, aar Oieren islagt Øieren gaat op 
1861—62 13de dec. ‚öde april 
1863—64 14de » ıode mai 
1864—65 — 30te april 
1868—69 = 25de » 
1869—70 28de novbr. a= 
1870—7I ıode dec. — 
1871—72 — 24de april 
1872—73 r2te dec. = 
1873—74 ıgde novbr. = 
1874—75 == 6te mai 
1875—76 30te novbr. 14de » 
1876—77 iste dec. — 
1877—78 17de >» 20de april 
1878—79 13de » ıode mai 
1879— 80 — 27de april 
1880— 81 20de novbr. 29de » 
1881—82 2ode dec. zde » 
1882—83 26de novbr. 2den mai 
1883—84 stender 30te april 
1884—85 22de novbr. 28de » 
1885—86 2ıde > ander rå 
1886—87 3die dec. ıgde » 
1887 —88 16de novbr. 15de mai 
1888—89 22de, > 3ote april 
1880—90 iste dec. i7de » 
1890—91 27de novbr. rode mai 
1891—92 24de >» = 
1892—93 2den dec. 3die mai 
1893 —94 ode novbr. 17de april 
1894—95 2den dec. 3die mai 
1895—96 26de novbr. 20de april 
1896—07 made. 5 iste mai 
1897—98 Bide> » » ste » 
1898 —09 16de dec. 2gde april 
1899— 1900 zde » 3die mai 

Gjennemsnitsdata 30te novbr. 29de april 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. SI 


Oieren pleier at islægges forst over sin nordlige del og sidst syd- 
ligst i sjoen. 

Det maa derfor antages, at de ved Morkfos observerede data ogsaa 
er data for, naar hele sjøen er islagt. Gjennemsnitsdatoerne for de obser- 
verede 34 aar maa derfor antages at vere normaldata for, naar sjøen 
fryser helt til, og for, naar den gaar op. 


Storsjsen i Odalen. 
Beliggenhed: 60° 22‘ n. br. Sterrelse: 46,5 km.? Heide o. h.: 130 m. 


Ifølge Broch) er Storsjøens største dyb 19 m., og sjøen maa derfor 


betegnes som en meget grund sjø.: Efter en anden opgave skal dybet 
gaa ned til 36 m. 


Følgende data for islægning og isløsning paa Storsjøen er meddelt 
af lensmand Fløtten: 


Aar | Storsjøen islagt Isløsning 
| | 
1894—95 — 2gde april 
1895 —096 ode novbr. 30te >» 
1896—97 ste >» 28de » 
1897—98 ı2te >» zde mai 
1898—99 | 25de » | ıode > 
FT TFT  ——— — 
Gjennemsnitsdata | ı3de novbr. | 3die mai 


Sjgen pleier efter andre oplysninger fra lokalkjendte folk at is- 
legges i midten af november og at gaa op i de forste dage af mai, 
hvilket stemmer godt med de observerede 5 aar. Efter dette kan de 
normale tidspunkter for islegning og islesning sættes til omkring 15de 
novbr. — omkring begyndelsen af mai. 


Vermundsjsen, Aasnes Finskog. 
Beliggenhed: 60° 41‘ n. br. Sterrelse: 3,13 km.? Heide o. h.: 190 m. 


I det meteorologiske instituts nedborsschemaer findes folgende opteg- 
nelser over Vermundsjøens islægning og isløsning: 


a ic. 


32 | ANDREAS HOLMSEN. > M.-N, KR 


Aar Islægning Isløsning 
1898—99 ıode » 20de » 


Gjennemsnitsdata 8de novbr. 18de mai 


1897—98 6te novbr. 17de mai 
| 


Osen. 


Beliggenhed: 61° 6',5—61° 19‘ n. br. Størrelse: 47,05 km.? Hoide o. h.: 439 m, 
Sterste dyb: 109 m. 


Fra nordenden sydover er med lige afstand mellem lodskuddene 


iagttaget folgende dyb i Osen: 


10 m. 109 m. 
31 > 90 » 
68 » 95 » 
69 » LOZ» 
YH 15 IO5 » 
57h00 90 » 
a7 > 98 >» 
52 » AO » 
52 » 25 >» 
52 » Tr 
28 » FOM» 
89 » ZU? 
65 » PAO) 
102 » 8 » 


Sydenden o » 


Efter velvilligst opgivende af lensmand Sandaker meddeles folgende 


data for islegningen og islosningen ved Ösen: 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 5 


(» 


Aar Islegning Islesning 
ROC NS NR 

1889—90 | — | 12te mai 
1890—91 | 22de decbr. | 20de » 
1891—92 27de >» 18de » 
1892 —93 24de » ie. > 
1893—94 26de >» 3die » 
1894—95 28de >» ıode >» 
1895 —96 24de > 12te » 
1896—97 22de » Ste » 
1897—98 3die- jan. 29de >» 
1898—99 15de decbr. 28de » 

Gjennemsnitsdata 25de decbr. I5de mai 


De normale data for islegning og islosning paa Osen kan saaledes 
sættes til 
25de decbr. — 15de mai. 


Storsjøen i Rendalen. 
Beliggenhed: 61° 24'—61* 41° n. br. Størrelse: 51,2 km.2 Heide o. h.: 257 m. 
Største dyb: 301 m.! 

Man har meget faa sikre data over islægningen og isløsningen paa 
denne dybe indsjø. | 

Fra lensmanden i Rendalen opgives islægningen de to sidste vintre 
saaledes: 

1897—98 var sjøen aaben hele vinteren. 
1898—99. Islegning: ıste febr. Islosning: 14de mai; allerede 15de 
mai var sjoen paa det nærmeste isfri. 

Hvad det vanlige tidspunkt for islægningen angaar, saa stemmer 
de oplysninger, man har faat fra flere steder, overens i, at islegningen 
ikke pleier at foregaa for ud i januar, men i almindelighed legger isen 
sig i slutten af januar eller de forste dage af februar. Enkelte aar er, 
som allerede anfort for 1897—98, sjoen aaben hele vinteren. Dette skal 


1 Efter Broch: Stat, Aarbog 1871, pag. 351. 


54 | ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


imidlertid kun meget sjelden være tilfældet. En af mandskabet paa den 
dampbaad, som i sin tid gik paa Storsjøen, ved at berette herom, at 
sjøen var aaben hele vinteren kun 1 aar af alle de 15, han var ombord. 
Som en undtagelse fortælles, at sjøen engang for 3 slægtsled tilbage 
skal have lagt sig saa tidlig som ved juletider. Efter dette er der ingen 
sandsynlighed for, at sjøens normale islægningsdatum kan sættes før om- 
kring iste februar, men efter det af lokalkjendte oplyste synes det ogsaa 
at være paa dette tidspunkt omtrent, at sjøen pleier at islægges. 

Hvad tidspunktet for isløsningen angaar, opgives dette til den første 
halvdel af mai. Det kan, som anført, hænde, at sjøen er aaben hele 
vinteren, men det har ogsaa, som f. ex. i 1867, hændt, at sjøen har 
været islagt til henimod midten af juni. De sandsynlige normale tids- 
punkter for islægning og isløsning paa Storsjøen skulde følgelig være 
omkring rste februar og 7de mai. 


Paa den umiddelbart nordenfor Storsjøen, kun nogle faa meter 
- høiere liggende Lomnessje (6,4 km. st.) lagdes isen i 1898 2den novbr., 
og sjøen blev aaben 16de mai. Sjøen skal som regel islægges i begyn- 


delsen af november, og isløsningen i regelen foregaa i midten af mai. 


Savalen. 
Beliggenhed: 62° 16/ n, br. Størrelse: 18,4 km.” Heide o. h.: 725 m. 


Fra lensmand Sandvold, Tønset, har man faat epee! folgende data 
for islegning og islosning paa Savalen: 


Aar Islegning Isløsning 
1877—78 — | 26de mai 
1878—79 18de novbr. = 
1882— 83 — 26de mai 
1883—84 18de novbr. — 
1884—85 — Ste juni 
1885—86 — 30te mai 
1886—87 13de novbr. 26de » 


No. 4. 


-ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


tn 


Aar Islægning Isløsning 
1887—88 8de novbr. — 
1888—89 = 24de mai 
1889 — 90 15de novbr. 24de » 
1890—91 17de >» gde juni 
1891—92 ıgde » 6te » 
1892—93 — 27de mai 
1893—94 — ıode juni 
1894— 095 | 12te novbr. 18de mai 
1895—96 = 28de » 
1896—97 1 1te noybr. 27de » 
1897—98 28de .» 5te juni 
1898—99 ı6de >» 12te >» 
1899— 1900 30te > — 

Gjennemsnitsdata 17de novbr. 3ite mai 


Fæmunden. 
Beliggenhed: 61° 55‘—62° 26‘ n. br. Størrelse: 204,6 km? Heide o. h.: 673 m, 
Sterste dyb: 130 m. 

Efter H. Ramms dybdemaalinger, hvilke velvilligst er stillet til af- 
benyttelse, er Fæmunden sammensat af to bassiner, adskilte ved en 
banke over sjoen, noget sondenfor midten, fra Tjernodden til Korsnæs. 
Den sydlige del har storre og mindre odder, som nærmer sig hinanden 
fra begge sider. Dybden mellem spidserne af odderne varierer fra 44— 
56 m. og er gjennemgaaende noget større end paa de steder, hvor 
bredderne er adskilt af bredere bassiner, der har jevn og horizontal 
bund. Dybden filtager fra syd til ret ud for Bjørnberg, 17 km. fra 
sydenden, hvor maximumsdybet 130 m. findes. Nordenfor aftager dyb- 
den til den omtalte banke, hvor dybet kun er 10 m. 

Nordenfor denne findes det nordlige bassins største dyb, 84 m., ret 
i vest for udløbet af Røa, men nordenfor dette sted stiger bunden raskt 
op til det sted, hvor sjøen deler sig i to arme: Sønderviken og Nord- 
viken, hvor der ikke er større dyb end 33 m. Disse nordlige arme af 
sjøen er begge grunde, idet største dyb kun er 12 m. 


56 "ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Data vedkommende islægning og isløsning paa Fæmunden findes 
for de sidste aar anført paa det meteorologiske instituts nedbørsschemaer 
samt paa kanalvæsenets vandstandslister. 


Videre har man modtaget velvillige meddelelser herom fra damp- 


skibet Fæmunds direktion og fra lensmand Herstad, Røros Sammen- 
holdes de forskjellige meddelelser, faaes følgende data: 
Islægning begyndt | 
Vinteren, aar Pee ane Isløsning 
har maattet stanse | 
1886—87 ~~ — 28de mai 
1887 —88 ı6de novbr. — ı2te juni 
1888—89 | I5de » = 29de mai 
1889—90 16de >» — 27de » 
1 890—91 i7de 09 — 6te juni 
1891—92 2ode » — 7de a 
1892—03 16de » —- 2den » 
1893—94 de — 20de mai 
I 894—95 16de » == 26de a 
1895 —06 ode decbr. 18de decbr. 25de . » 
1896— 97 3die ıade » 27de 14 
1897 —08 ISte => Ste jan. _ 8de juni 
1898—99 23de novbr. 3ote novbr. ode » 
1999— 90 — ıode decbr. iode » 
Gjennemsnitsdata 22de novbr. | 16de decbr. 2den juni 


Som exempel paa, hvor hurtig islægningen kan udvikles paa Fæmunden 
skal efter en iagttagers anmerkninger paa nedbørsschemaerne hidsættes 
nogle data: 


I 1895 lagde »den halve del« af sjøen sig den ode decbr., »resten« lagde 
sig 18de decbr. 

I 1896 lagde »tre fjerdedele« sig 3die decbr., resten lagde sig 14de decbr. 

I 1897 lagde en trediedel af sjøen sig Iste decbr., resten lagde sig 5te 
januar. 

I 1898 var der is paa nogle viker af sjøen 22de novbr., og allerede 30te 
novbr. var hele sjøen islagt. 

Regelen skal efter lokalkjendte folks udsagn være, at sjøen islægges 


paa viker og grunde steder noget over midten af november, derefter 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 57 
islegges det nordlige parti af sjoen, og umiddelbart herefter pleier det 
sydlige parti at islegges 8 dages tid for jul. Dette, ser vi, stemmer ganske 
med de udregnede gjennemsnitsdata, og derfor tor man sætte de normale 
tidspunkter for islegning og islosning paa Fæmunden til: 

Islægningens begyndelse, 22de november. Hele sjoen islagt mellem 
omkring 16de december og 2den juni. 


For de indsjger, som ligger syd for Fæmunden, haves nogle data 
for islægningen 1898—99. Disse er: 


Heide over Stories Islegning Islesning 
havet 1898 1899 
Isteren 650 m. 41 km? | 23de novbr.| ste juni 
Galten 645 » I» 15de — ste — 
Sølensjø 630 » 22. >» 25de — ste — 
Engeren! _ 480 » 14 » 16de — 26de mai 
Aursunden. 


Beliggenhed: 62° 40" n. br. Størrelse: 44,4 km.? Heide o. h.: 696 m, Største dyb: 36m. 


Aursunden er i det hele taget en grund indsjø. I den østligste arm, 
Brækkefjorden, er dybet i de inderste 3 km. saa ringe, at man kun kan 
komme frem med baad efter elvefaret. Fra Sjøvoldgaardene falder bunden 
jevnt og langsomt ned til et dyb af 22 m., ret ud for Kokvoldgaardene. 
Længere mod vest hæver bunden sig til midtfjords mellem Tamnæsset 
og Evavolden, hvor der kun er 7 m.s dyb. Derpaa falder atter bunden 
langsomt ned til sjøens bredeste parti, hvor det største dyb, 36 m., findes. 
Senere stiger bunden op og holder sig paa en lang strækning mellem 
13—15 m., indtil den ved Vikodden atter hæver sig til 9 m, og i den 
vestligste arm er ikke dybet større end 5—6 m. 

Man har noteret islegningsdatoerne ved Aursunden i aarene: 

1898 23de novbr. 
1899 ıste decbr. 
1900 18de novbr. 
Gjennemsnitlig 24de novbr. 


1 ] Engersjøen er nordenfra til Hylleraasen dybden ikke over 66 m., søndenfor Redaaen er 
den 76m, Ud for Skogsvola er dybden go m,, lidt sydligere findes det største dyb, 92 m, 


58 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Efter indhentede oplysninger skulde det vanlige være, at sjøen pleier 
at islægges omkring 20de novbr., hvilket stemmer med de 3 aars iagt- 
tagelser. 

Følgende iagttagne data for isløsningen paa Aursunden er meddelt 


af lensmand Herstad: 


1886 3die juni 1896 12te juni 
1887 25de mai 1897 29de mai 
1889 29de » 1898 ode juni 
1805 21de » ° 1899 20de » 


Gjennemsnitsdatum: 3die juni. 


Islosningen paa Aursunden foregaar, som man vil se, hvis man 
sammenligner de opgivne data med dem for islosningen paa Fæmunden, 


noget senere end paa hin sjø. 


Feragen. 
Beliggenhed: 62° 31" n. br. Størrelse: 15,6 km.? Hoide o, h.: 657 m. 


Feragen islagdes i 1898 26de novbr., i 1899 1ste decbr. og i 1900 
18de novbr. Sjøen skal i regelen islægges samtidig med Aursunden. 


I 1899 foregik isløsningen paa Feragen r2te juni. 


Flere mindre sjøer i Røros herred. 


Gjennem lensmand Herstad er man blevet meddelt data for islæg- 
ningen og isløsningen paa flere andre sjøer i Røros: 


=== 


mr Størrelse Aar Islægning Isløsning 

| 

Langen 747 m. 1 km.? | 1898—99 |26de oktbr. | 20de juni 

Røragen 682 » 13 > 1898—99 8de novbr. | 20de » 

Tufsingen 785 » Hae 9 1898—99 |23de » 22de 135 

Rambergsjoen 642 m. 3 km? | 1896—97 = 26de mai 
1897—98 | 27de oktbr. |29de » 
1898—99 |31te » 2ode juni 
1899--1900| Lode novbr. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. ~ 59 


Gjevilvatn i Opdal. 
Beliggenhed: 62° 42" n. br. Størrelse: 20,9 km.? Heide o. h.: 663 m. 


Efter opgivende af lensmand Bjerke pleier islegningen paa Gjevil- 
vatn i almindelighed at foregaa i sidste halvdel af november. 

Islosningen pleier som regel at finde sted i sidste halvdel af mai; 
i 1899 var der en meget sen islosning, idet vandet forst gik op 18de juni. 


Paa Skarvainet i Opdal, (2,2 km? stort, 880 m. o. h.) var isen endnu 
18de juni 1899 saa sterk, at heste, som gik paa beite, kunde gaa paa 
den. Efter ældre optegnelser laa isen paa et tjern tæt ved Skarvatnet 
hele sommeren 1835. I 1849 laa isen paa Skarvatnet til 2den juli. 
1866, 67 og 72 laa isen ogsaa langt ud paa sommeren. I regelen gaar 
Skarvatnet op i de sidste dage af mai. 


Fra Lesje og Dovre 


haves om islægningen og isløsningen 1898—09 følgende data: 


a Storrelse Islegning Islosning 
over havet - | 
| | | 
Vaalesjgen, Dovre | ca. 900 m. 1 km? |-15de oktbr. | ıste juni 
Afsjgen, Dovre 910 » Hig dvs 15de — Iste » 
Lesjeskogsvand 625 » ARE 21de novbr. | 
Ottavatn. 


Beliggenhed: 61° 51‘ n. br. Størrelse: 27,5 km.? Heide o.h.: 351 m.. Største dyb: 72 m. 


I den vestlige del af Ottavatn er dybet meget ringe. Man kan her 
under almindelig sommervandstand paa de fleste steder ikke komme frem 
med baad udenfor elvefaret. Østenfor Garmo i det egentlige Vaagevatn 
falder bunden forholdsvis raskt af ned til det største dyb, 72 m., ret ud 
for gaarden Grev. Herfra stiger bunden langsomt op, indtil dybet paa 
de østlige par km. af vandet holder sig mellem 3 og 6 m. 

For islægningen paa Vaagevatnet er gjennem lensmand Listad 
meddelt følgende data, observerede af skogvogter Knud Grev: 


ANDREAS HOLMSEN. 


M.-N. Kl. 


Vinteren, aar Islægning Vinteren, aar Islægning 
1871—72 25de novbr. 1882—83 23de novbr. 
1872—73 22de . » 1886—87 13de decbr. 
1874—75 24de » 1888— 89 6te novbr. 
1875—76 26de » 1890—91 2ode decbr. 
1876—77 ıste decbr. 1891—92 29de novbr. 
1877—78 ade > 1892—93 8de decbr. 
1878—79 Iste » 1895—96 15de » 
1879—80 2den » 1896—07 dic te 
1880—81 ıgde novbr. 1897—98 2den » 
1881—82 30te jan. 1898—99 26de novbr. 


Om isløsningen findes paa nedbørsschemaerne i det meteorologiske 
institut følgende data: 


Gjennemsnitlig 3die decbr. 


Aar Isløsning 
1896—97 25de april 
1897—98 30te april 

helt isfrit 12te mai 
1898 —99 17de mai 


Vandet opgives af lokalkjendte at gaa op noget for midten af mai. 
I aarene 1896—97 og 1807—08 synes isløsningen at have været noget 
sen. Man kan efter det oplyste satte de normale tidspunkter for islæg- 
ning og isløsning til 


3die decbr. — ca. ıode mai. 


Bygdin. 
Beliggenhed: 61° 21" n. br. Størrelse: 45,8 km.? Heide o. h.: 1062 m, Største dyb: 215 m. 


Efter Helland hidsættes nogle dybder fra den vestlige ende indtil 
ret ud for Hestvoldene: 


! »Dybderne i nogle indsjøer i Jotunfjeldene og Telemarken«, Norges geologiske under- 
søgelses aarbog 1892—95 side 93. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 61 


40 m. 146 m. 
86 » 120 » 
ERE, > 194 > 
142 » 215. > 


Sikre data for islægningen og isløsningen paa Bygdin haves kun for 
vinteren 1898—99, da sjøen islagdes omtrent 5te januar og isløsningen 
begyndte 24de juni og varede til ıste juli, da sjøen blev helt isfri. 

Ifølge indhentede oplysninger fra flere kanter er lokalkjendte enige 
i, at islægningen som regel pleier at foregaa i slutten af december eller 
de første dage af januar, og at isløsningen pleier at foregaa i midten 
af juni — eller enkelte aar nogle dage senere. 

Sandsynligt tidspunkt for vanlig islægning paa Bygdin er saaledes: 
omkring 27de decbr., og sandsynligt tidspunkt for isløsning er: omkring 


17de juni. 


Vinstern i Valdres. 
Beliggenhed: 61° 19' n. br. Størrelse: 28,1 km.? Heide o. h.: 1016 m, 

Efter velvillige oplysninger fra lensmand Rogen pleier islægningen 
paa Strømvatnene at finde sted omkring 25de oktober og isløsningen 
omkring 15de juni. 

I 1898—99 fandt islægningen og isløsningen sted: 

7de novbr — 25de juni. 


Øiangen ved Beito. 
Beliggenhed: 61° 13’ n. br. Størrelse; 6,9 km.2 Heide o. h.: 730 m, 


De paa nedbørsschemaerne og fra andre kilder indhentede data an- 


gaaende islægning og isløsning paa Øiangen anføres her: 


Aar 4 Islegning | Islosning 
1895—96 | — 15de mai 
1896 —97 ste novbr. 30te » 
1897 —08 4de » 3ite » 
1898—99 23de >» ıode juni 


Gjennemsnitsdata ıode novbr. 29de mai 


62 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl, 


Efter meddelelser fra lensmand Rogen skal Øiangen pleie at islægges 
i første halvdel af novbr. og gaa op i sidste halvdel af mai. Dette 
stemmer for islægningens vedkommende med de iagttagne 3 aar. Islos- 
ningen i 1899 betegnes som usædvanlig sen, og man kan derfor sætte 
den normale islægning til et noget tidligere tidspunkt end den udregnede 
gjennemsnitsdatum. Sandsynlige tidspunkter for islægning og isløsning 
synes derfor at være omkring dagene: 1ode novbr. og 25de mai. 


Islægning og islesning 1898—99 paa nogle andre vande i 
Østre Slidre. ‘ 


Størrelse | Islægning | Isløsning 
| 
Heggevatn 3 km.? ste novbr. | ıste juni 
Valbufjorden T2 23de » 25de mai 
Haavefjorden Tj 3c 05 rod 22de » 
| | 
Tyin. 


Beliggenhed: 61° 16" n. br. Størrelse: 35,1 km.? Hoide o.h.: 1078. Største dyb: 100 m. 


Efter Helland) hidsættes folgende dyb fra den sydlige ende til den 


nordlige midtfjords, med omtrent 1500 m.s afstand mellem lodskuddene: 


69 m. 65 m. 
50 » 38 » 
IOO » 26 » 
71 >» 13 » 

A 12 


Sikre data for islægning og isløsning paa Tyin haves ikke, men 
ifølge meddelelse fra lensmand Thune i Vang pleier sjøen at lægge sig 
i slutningen af november eller de første dage af december. Islosningen, 
der i 1898 ikke fandt sted for i juli, og i 1899 fra 24de juni, da den 


begyndte, til 16de juli, da hele sjøen var aaben, betegnes for disse aar 


Eee 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 63 


som usædvanlig sen, idet det almindelige skal være, at sjøen gaar op i 
den sidste halvdel af juni.. 

Efter dette skulde de sandsynlige normale tidspunkter for islægning 
og isløsning paa Tyin være omkring ıste decbr. — 2ode juni. 


Vangsmjøsen. 
Beliggenhed: 61° 9‘ n. br. Størrelse: 17,5 km.” Heide o. h.: 470 m, 


Paa de fra den meteorologiske station i Vang indsendte schemaer 
findes optegnet følgende data for islægning og isløsning paa Vangs- 
mjøsen : 

Isløsning: 
1896  6te febr. 
1898 10de mai. 
1899 13de » 
Islegning: 
1896 2ode decbr. 


Ifolge meddelelse fra lensmand Thune pleier Vangsmjosen i regelen 
at islegges mellem jul og nytaar, men enkelte aar ikke for ud i januar 
maaned, 

Islosningen pleier at finde sted i sidste halvdel af april eller begyn- 
delsen af mai. I 1899, da der var en sen islosning, begyndte samme i 
forstningen af mai og varede til ıgde mai, da sjøen var ren for is. 
Det kan, som i 1896, hænde, at isen brydes op under sterke N.V.lige 
vinde. De iagttagne data er for faa til, at man kan udregne gjennem- 
snitsdata for islegning og isløsning. 


Slidrefjorden. 
Beliggenhed: 61° 6‘ n. br. Størrelse: 12,4 km.? Heide o, h.: 364 m, 


De nøiagtige iagttagelser over Slidrefjordens islægnings- og isløs- 
ningsdata, som i 30 aar regelmæssig er udførte af den utrættelige natur- 
forsker, distriktslæge Printz i Vestre Slidre, er velvilligst meddelte og 
hidsættes: 


64 


ningen og islosningen paa Slidrefjord sættes til: 


ANDREAS HOLMSEN. 


24de novbr. — 15de mai. 


Aar i Islægning Islosning 
1870—7 I 27de novbr. 16de mai 
HOPE 72 ıgde » 16de » 
1872—73 30te » 14de » 
1873—74 27de » 16de » 
1874—75 24de » Tree 
1875—76 Lode =) > 16de » 
1876—77 Lite 1 > 27de » 
1877—78 23de 142 30te april 
1878—79 2öde ye 24de mai 
1879—80 16de » ı4de » 
1880—81 Dite » 30te » 
1881—82 2den decbr. iode » 
1882—83 18de novbr. I5de » 
1883—84 ste decht. 23de » 
1884—85 23de novbr. | ıgde » 
1885—86 20de » 21der » 
1886—87 3die decbr. Zoe m 
1887 —88 ı5de novbr. 24de » 
1888—89 Petey 3 13de » 
1889—90 30te » I5de » 
1890—9I 27 de 3 20de » 
1891 —02 21de > ıode » 
1892—03 25de » 2gde april 
1893—94 26de » 2den mai 
1894—95 öde decbr. 13de, » 
1895 —06 21de novbr. ste.» 
1896—97 2ode » 14de » 
1897—98 iste decbr. 2ade. 3 
1898—99 24de novbr. Igde » 
1899— 1900 ı6de decbr. 

Gjennemsnitsdata 24de novbr. ı5de mai 


M.-N. KI. 


Efter 30 aars observationer kan saaledes de normale data for islæg- 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 65 


Indsjøer i Aal og Hol, Hallingdal. 


Iagttagelser af data for islegningen og isløsningen 1898—99 ved 
flere indsjøer i Hallingdal er velvilligst tilstillede af lensmændene Ecktell 
og Hammersbøen. Disse data hidsættes : 


Ta Sterrelse | anne Islesning 
Strandefjorden, nedre | 440 m. 4,3 km? | 15de novbr.| 15de mai 
Holsfjorden 538 » 1,3 >» Iode >» 2gde » 
Strandefjorden, ovre DANS | 1738. -» 24de » 23de juni 
Sundalsfjorden 727 > 2,2 » 2ode oktbr.| 7de » 
Djupsvatn III4 » ZO AT beg.afnovbr.| 24de » 
Ustavatn I0I9 » 40 » |\slutten af| 22de » 
Stodlevatn 1020 » Or: 3 J novbr. 24de » 
Flevatn ? 2603 — 23de » 
Gjøranaasvatn 1130 » 6,8 » — 23de » 
Roungvatn 880 » 33 » — 20de » 


| | 


De opiysninger om, naar islægningen vanligvis pleier at foregaa paa 
disse høitliggende fjeldvand, hvoromkring folk sjelden færdes, er saa for- 


skjellige, at man ikke vover at opsætte normale tidspunkter. 


Nogle islægnings- og islosningsdata for det lille Tuftevatn (848 m. 
o. h.) er anmerket paa de fra Tufte nedbørsstation indsendte schemaer. 
Disse er: 


Aar. Islægning | Isløsning. 
1895—96 22de oktbr. |  13de mai 
1896—07 29de >» 31te » 
1897 —08 7de novbr. ıode juni 
1898 — 099 sde » Öfe > 
1899—1900 — 2den » 

Gjennemsnitlig 3die novbr. Iste juni 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1901. No. 4, 


un 


66 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Norefjord i Numedal. 


Beliggenhed: 60° 12‘ n. br. Størrelse: 5,4 km.? Hoide o. h.: 275 m, 


I 1898—99 fandt islægningen og isløsningen paa Norefjord sted: 


18de novbr. og 15de mai. 


Paa Tunhovdfjorden gik isen væk 31te mai. 


Nogle data for islægning og islosning findes paa schemaerne fra 
nedborsstationen Æjeslien (486 m. o. h.) i Rollag, Numedal. Dataerne er: 


Aar Jslægning Islosning 
Vand og tjern Vand og tjern 
helt tilfrosne: rene for is: 

1895—96 28de oktbr. 12te mai 
1896—97 26de » ıgde » 
1897 —98 3die novbr. 29de » 
1898— 99 22der 13 Fe 
Gjennemsnitlig 4de novbr. 23de mai 


II. Indsjøer i Telemarken. 


Norsje. 


Beliggenhed: 59° 17‘ n. br. Størrelse: 59,7 km.” Hoide o. h.: 15 m. Største dyb 176 m. 


Fra Fen ned mod Olsbrygge er af Helland) iagttaget følgende dyb 
175 m. 
176 » 
SP 


Fra overingeniør Borchgrevink, Skien, er velvilligst meddelt folgende 


data over islægningen og isløsningen paa Norsjø: 


1901. 


No. 4. 


Aar 


1865—66 
1866—67 
1867 —68 
1868 —69 
1869—70 
1870—71 
1871—72 
1872—73 
1873—74 
1874—75 
1875—76 
1876—77 
1877—78 
1878—79 
1879—80 
1880—81 
1881—82 
1882—83 
1883—84 
1884—85 
1885—86 
1886—87 
1887—88 
1888—89 
1889--90 
1890—91 
1891—92 
1892— 93 
1893 —94 
1894—95 
1895—96 
1896—97 
1897—98 
1898—99 


Gjennemsnitsdata 


ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


1863 —64 iste febr. 
1864—65 3die » 


67 
Islegning | Islosning 
I5de april 
22de » 
aabent 
öde jan. 29de » 
ıode » 30te mars 
aabent 
gde febr. 26de april 
13de jan. ıode » 
aabent 
aabent 
aabent 
ıgde jan. 2ode » 
zde » 21de » 
31te decbr. 3die mai 
aabent 
22de jan. 25de april 
isde » Iste » 
12te » Iode mai 
aabent 
23de febr. | ı4de april 
aabent 
23de febr. I5de mars 
is i mars 
aabent 
gde febr. 3die mai 
23de » 23de april 
aabent 
12te febr. 2ode » 
is i febr. og mars 
3die febr. | 6te april 
aabent 
ode febr. | 17de » 
aabent 
4de febr. | 15de » 
aabent 
nogen is i | febr. og mars 
27de jan. 18de april 


68 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Vi ser, at Norsjø.ikke fryser til alle aar. Ved at sammenligne 
disse data med de, som før er meddelt om Mjøsens islægning, ser vi, 
at i de samme aar, som Mjøsen har været aaben, har ogsaa Norsjø været 
aaben. 

Gjennemsnitsdatoen for, naar islægningen har fundet sted paa Norsjø 
i de aar, sjøen har været islagt, er 27de januar. 

Isløsningen har gjennemsnitlig gaat for sig 18de april. 

Af 36 aar har sjøen været islagt 23 og aaben 13. Vil man tage 
hensyn til disse aar ved udregningen af normaldata, kunde man faa en 
forestilling om Norsjøs islægning i forhold til andre sjøer ved at antage, 
at sjøen normalt er islagt fra rode febr. til ste april. 

Efter dette skulde islægningen paa Norsjø foregaa omtrent samtidig 


med islægningen paa Mjøsen. 


Seljordsvatn. 


Beliggenhed: 59° 27’ n. br. Størrelse: 18,03 km.? Hoide o. h.: 118 m. 


Paa kanalvæsenets vandstandslister findes optegnet data for islæg- 
ningen paa Seljordsvatn gjennem en række aar. 


Disse data er: 


Aar Islægning Isløsning Isens største tykkelse 
1884—85 13die jan. 24de april | 3ote febr. 39 cm. 
1885—86 I2te » r5de phe 2Ide mars 24 » 
1886—87 ıode » — | — 

1887—88 14de » 8de mai — 
1888—89 Gre > 2ode april | 30te mars 53 » 
1889—90 rıte febr. ode » 
1890—91 3die jan. 26de » 13de april 47 » 
1892— 93 ste » 24de » 21de mars 31 » 
1893—94 19de » 13de Me Le 
1894—05 Igde » I5de » ıste april 45 » 
1895—96 30te decbr. ite 15 20de |» wis 
1896—97 15de jan. =: we 
1897—98 16de febr. 28de april | 27de mars 30 » 
1898—99 15de jan. 21de » 
1899—1900 ide » 4de mai 

Gjennemsnitsdata 15de jan. 22de april 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 69 


Efter dette maa de normale data for islægning og islosning paa 
Seljordsvatn være omkring 15de jan. og 22de april. 


Flatsje. 


Beliggenhed 59° 32‘ n. br. Størrelse 1,2 km.? Hoide o, h. 150 m, 


Folgende data for islegningen og islosningen paa Flatsjo findes paa 
kanalvæsenets vandstandslister: 


Aar Islegning | Isløsning 
1887—88 ı2te novbr. 12te mai 
1888—89 Lite « — 
1889—90 ıste decbr. 26de april 
1890—91 26de novbr. 14de mai 
1891— 92 ı9de « 27de april 
1892—93 22de | « 26de april 
1893—94 gde « — 
1894—95 — ste mai 
1895—96 ı8de « 23de april 
1896 —97 12te « — 
1897—98 = 7de mai 
1898—99 23de « 25de april 
1899 — 1900 7de decbr. gde mai 

Gjennemsnitsdata ıgde novbr. 2den mai. 


Efter 10 aars iagttagelser skulde de normale tidspunkter for islæg- 
ningen og islosningen paa Flatsjø være ıgde novbr. og 2den mai. 


Tinnsje. 
Beliggenhed: 59° 44‘ til 60° n. br. Størrelse: 54,1 km?, Høide o. h.: 190 m. 
Tinnsjø er en meget dyb indsjø. Et forsog paa at oplodde sjøen fra 


gaarden Mel i Vestfjorden til Prestodden viste, at en 240 m. lang lod- 
line ikke strak til. De fundne dyb udgjorde; 


70 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


100 m, fra Mzl var dybet 45 m. 


200 » —»— 65 » 

400 » =) == 89 » 

600 » —) — 88 » 

800 » EE OI » 

1200 » —»— 87 » 

1600 » — D — 135 » 

2000 » —»— storre end 230 m. 
2400 » — » — — D — 


Efter opgivende skal dybden paa sine steder i Tinnsjo gaa ned til 
over 400 m. Paa det sted, hvor dampbaaden Fin sank, mellem 
Perskaas og Faane, skal dybet efter Helland! være 438 m. 

Nogle data for islægning paa Tinnsjø findes antegnede i kanal- 
væsenets vandstandsbøger. 


Islægningen har foregaat paa følgende tidspunkter: 


1884—85 23de jan. 

1885—86 31te jan. 

1886—87 7de jan. (Is kun paa en del af sjøen). 
1887—88 13de jan. 

1888—89 3ote decbr. (Is paa en del af sjøen). 
1889—00 23de febr. 

1890—91 5te jan. 

1895—96 4de jan. 

1896—97 27de jan. 

1897—98 var sjøen aaben hele vinteren. 
1898—99 25de jan. 


Gjennemsnitsdatum 20de jan. 


Isløsningen foregaar til meget forskjellig tid. Som anført er der 
enkelte aar, at sjøen er helt aaben. Enkelte aar, som i 1891, var den 
helt islagt, men gik op igjen iste mars. I 1896 var sjøen islagt 4de 
jan., men gik allerede op igjen ved en storm 31te jan. I regelen skal 
den dog, naar is har lagt sig over hele sjøen, ikke gaa op før i slutten 
af april eller de første dage af mai. Man har ikke data nok til at be- 
regne de sandsynlige normale tidspunkter for islægning og isløsning paa 
Tinnsjø. Forholdene viser sig efter de iagttagelser, man har herom, at være 


2 Helland: Norges land og folk: Bratsberg amt, B. I p. 116. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 71 


saa ujevne, at man kun kan gjore det efter en række aars observationer. 
Man kan efter de foreliggende iagttagelser kun sige om tidspunktet for 
den normale islægning, at det ligger senere end slutten af januar, og 
om isløsningen, at den som regel finder sted for udgangen af april. I 
de meddelelser, man har indsamlet fra lokalkjendte, omtales som et 
almindeligt forekommende tilfælde, at sjøen er aaben hele vinteren i den 
nordlige del, medens den er islagt i den sydlige. 

I 1898—99 var sjøen helt islagt 25de januar og begyndte at gaa op 
29de april. 


Mesvatn. 


Beliggenhed: 59° 53'n. br. Størrelse: 40,8 km.? Heide over havet: 902 m, Største dyb: 45 m. 


En række lodskud midtfjords fra nordenden af vandet med ca. 1,5 km.s 
mellemrum til inderst i sydenden af den østlige arm viste følgende dyb: 


5 
5 >» 
II 
16 » ret ud for Gjuvvik. 


6 » ret ud for Kovesand. 


» midt paa Hammerfjorden. 


Oo 
à à 
v 


ret ud for Fornes. 


Us 
AS gee) 


=m (yd 


NO wo 


ret ud for Sundet. 


— — 
[#2] 
Sy 


— 
on 
w 


OR 


Hele den vestlige arm af vandet »Vestvatnet« er saa grundt, at det 
paa sine steder er vanskeligt at fare med baad, naar der er lavvand. 


72 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Data for islægning og isløsning vides ikke at have været gjenstand 
for notering paa nogen af de faa beboede steder ved Møsvatn. 

Efter lokalkjendtes udsagn pleier isen aar om andet at lægge sig 
omtrent paa samme tidspunkt, og man er enig il at ansætte samme til 
sidste halvdel af november. 

Angaaende tidspunktet for isløsningen er man enig om, at den pleier 
at foregaa 10—14 dage før St. Hans. | 

I 1898—09 var vandet islagt mellem 22de novbr. og rite juni. 


Totak. 


Beliggenhed: 59° 43‘ n. br. Størrelse: 38,4 km.? Heide o. h.: 685 m. 
Dyb: over 200 m, 

I et profil over den bredeste del af Totak fra Kolos, hvor vandet 
har et af sine udlob, til ret ud for Rauland kirke gaar dybet fra sondre 
bred jevnt og langsomt ned til 96 m., som findes omtrent midt paa 
vandet. Herfra hæver bunden sig ogsaa jevnt og langsomt til nordre 
bred. Et længdeprofil i vandet viser, at bunden fra sjøens sydøstlige 
ende har et jevnt tiltagende dyb, til den naar 96 m. midt under den 
bredeste del af vandet. Længere mod nordvest aftager først dybden til 
38 m., men derpaa tiltager den meget raskt til 137 m., og længere nord, 
ret ud for pladsen Bratsberg, er den 167 m. Udenfor gaarden Vaa 
naaede ikke en 220 m. lang lodline bunden. 

Om isløsningen paa Totak har lensmand Knutsen efter optegnelser 
i gamle almanakker meddelt følgende værdifulde materiale til bedømmelsen 
af tidspunktet for samme. 


Isen paa Totak gik op paa følgende data: 


1818 21de mai 1826 26de mai 
1819 15de juni 1827 28de « 
1820 24de mai 1828 27 dette 
1821 4de juni 1829 site « 
IE aide pe Gjennemsnitlig | 
1823 8de juni 28de mai 
; fra 1818 —29 J 
1824 12te mai 
1825 24de mai 


! Cfr, hvad allerede er anført herom foran pag. 12, 


1901. No. 4. 


1830 
1831 
1832 
1833 
1834 
1835 
1836 
1837 
1838 
1839 


Gjennemsnitlig | 
fra 1830—39 f 


1840 

1841 

1842 

1843 

1844 

1845 

1846 

1847 

1848 

1849 
Gjennemsnitlig \ 
fra 1840—49 f 


1850 
1851 
1852 
1853 
1854 
1855 
1856 
1857 
1858 
1859 


Gjennemsnitlig | 


fra 1850—50 f 


ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


28de mai 
20de « 
27de « 
20de « 
Lite. å 
26de « 
2gde_ « 
2den juni 
2den « 


25de mai 


13de mai 
yy fe (a: 
6te « 
ı2te mai 
26de « 
27de « 
Ade juni 
2ıde mai 
7de juni 


23de mai 


26de mai 
26de « 
24de « 
2den juni 
18de mai 


29de mai 


ııte mai 


24de mai 


| 


73 
1861 3ite mai 
1864 3ite « 
1867 18de juni 
1875 18de mai 
1877 isde « 
1879 Iste juni 
1880 29de mai 
1881 — 
1882 — 
1883 25de mai 
1884 Sate: « 
1885 —- 
1886 26de mai 
1887 Igde « 
1888 3die « 
1889 14de « 
Gjennemsnitlig | , , 
fra 1880—89 f Vee 
1890 15de mai 
1891 ıode juni 
1892 29de mai 
1893 21de « 
1894 25de « 
1895 I5de « 
1896 I2te « 
1897 26de « 
1898 24de « 
1899 3ite « 
Gjennemsnitlig ; 
fra 1890—99 | 24de mai 


74 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Gjennemsnitsdatoen for islosningen paa Totak er for alle de obser- 
verede aar 25de mai. 


Angaaende islægningen haves folgende data: 


1892 gde decbr. 
1893 die > 
1894 200E 3 
1898 arten a> 
1899 6te jan. 


Gjennemsnitlig: 2ode decbr. 


Efter opgivende af lokalkjendte folk pleier det tidspunkt, da Totak 
lægger sig, at vere nogle dage over midten af december. Herved er 
at merke, at den vestligste del af sjoen pleier at legge sig sidst og 
nogle dage efter den bredere del af sjoen. Det stemmer med de iagt- 
tagne 5 aar. Efter dette skulde man kunne sætte den normale islæg- 
ning til folgende tidspunkter: 20de decbr. og 25de mai. 


Songavatn. 


For Songavatn (6,5 km.? stort, 940 m. o. h.) har man data for is- 
lægningen og isløsningen 1898—90. Disse er: 7de novbr. og 15de juni. 


Vinjevatn, Grungedalsvatn. 


Paa Vinjevatn (3,7 km.?, 460 m. o. h.) og Grungedalsvatn (2 km.?, 
485 m. o. h.) foregaar islægningen meget tidlig om høsten. De er begge 
meget grunde og gjennemstrommes af en stor elv, saaledes at vandet 
bliver meget raskt afkjølet. Efter opgivende skal islægningen pleie at 
finde sted i slutten af oktober, og isløsningen foregaar i sidste halvdel 
af mai; i 1899 22de mai. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 7 


cn 


Bertevatn. 
Beliggenhed: 59° 32’ n. br. Størrelse: 4,3 km? Hoide o. h.: 442 km. 

Bortevatn opgives at vere dybt, men nogen opgave over lodninger 
findes ikke. 

Vandet skal i regelen islægges paa samme tidspunkt, som islæg- 
ningen foregaar paa Totak, og skal denne efter lokalkjendtes skjon pleie at 
foregaa i sidste halvdel af december. Islosningen skal som regel foregaa 
i anden halvdel af mai. Bortevatn kan ofte blive helt isfrit i lebet af 
en overmaade kort tid. 

Fra 1867 har man folgende optegnelser: 27de mai kjortes endnu Borte- 
vatn, 29de mai gik man endnu paa isen, men allerede ıste juni kunde 
man ro det fra nord til syd. 

Efter det anførte skulde følgelig de normale tidspunkter for islæg- 
ning og isløsning paa Børtevatn være omkring 23de decbr. og 23de mai. 

I 1898—99 var vandet islagt mellem 5te jan. og 22de mai. 


Bandakvandene. 


Beliggenhed: 59° 22' n. br. Bandaks størrelse: 29,08 km? Kviteseidvatn: 13,6 km. 
Flaavatn: 20,2 km.? 


Vandene ligger i en høide af 72 m. o. h. 


Efter Helland) hidsættes nogle dybder i sjøerne: 


Bandak. 


211 m. ud for Digernes. 
153 m. mellem Laardal og Bandaksli. 


Kviteserdvatn. 


211 m. ud for Brakandalsnuten. 


Flaavatn. 


121 m. ud for Graahelle. 
118 m. ud for Finsand. 


76 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


I Bandak-Nordsjokanalens driftsrapporter findes for flere aar opgaver 
over isforholdene. Man skal hidsætte, hvad derom er anført for hver 
vinter siden 1891—02. 


1891—92. 


Dampskibsfarten paa Bandakvandene ophørte paa grund af ishin- 
dringer 2ode januar. Istykkelsen naaede denne vinter 31 cm. Damp- 
skibsfarten begyndte igjen i slutten af april. 


1892—93. 


Der var i sidste halvdel af decbr. is paa Bufjorden og i Skarperud- 
strømmen. De sidste dage af december lagde der sig is paa Kviteseid- 
vatn. 2den jan. var der is paa vandene. Trafıken kunde begynde 
igjen 15de april. 


1893—94. 


Farten paa Sundkilen maatte stanse paa grund af ishindringer alle- 
rede 25de novbr. 26de jan. maatte anlobet af Dalen stanse, da der laa 
is i den øverste del af Bandak. Vandene var forøvrigt isfri denne 
vinter undtagen i strømmene mellem vandene. Isen i Skarperud- 
strømmen naaede ikke en større tykkelse end 15 cm. Isen paa Sundkilen 
gik op 25de april. 


1894—95. 


Farten paa Sundkilen stansede paa grund af is 8de decbr. 23de 
jan. lagde isen sig saa sterk paa vandene, at trafiken maatte ophøre. 
Denne begyndte igjen 27de april; der var da endnu svag is paa 


vandene, men den blev med lethed brudt op af de i rute gaaende skibe. 


1895—96. 


30te novbr. ophorte farten paa Sundkilen. 7de jan. laa der paa 
Bandak 2—3 cm. tyk is, og paa Kviteseidvatn var der da allerede 8 cm. 
tyk is. Flaavatn var isfrit. 16de febr. var istykkelsen paa Kviteseidvatn 
18—21 cm. 6te april brødes raak op gjennem isen til Dalen, og i 
midten af april begyndte isløsningen. 


1896—97, 


Farten paa Sundkilen ophørte 26de novbr. 2ode jan. laa isen paa 
Kviteseidvatn og paa Bandak fra Dalen til Røinesodden. 25de jan. 


lagdes isen paa Flaavatn og over den største del af Bandak. 27de 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 77 


april kunde raak brydes til Dalens brygge. Isen var da meget los og 
skrobelig, saa sjøerne antagelig, selv om isbrydning ikke var bleven 
foretaget, alligevel vilde gaat op om et par dage. 


I vinterens lob foretoges et par gange maalinger af isens tykkelse: 


Istykkelse 

Maalingssteder 

iste febr ste april 
Flaavatn ved: 
Omnes 17 Cm. 29 cm. 
Rorhelle — 28 « 
Groa I4 « a= 
Bergstoa — Ta ce 
Storvik 22e 29 « 
Kviteseidvatn ved: 

Brakendalen 24 « 29 « 
Bukoen 24 « ER 
Spjostad = 24 « 

Snehul (Strømmen) 29 « — 
Bandak ved: 

Apalstad 18 « 36 « 

Guldnes — 16 « 

Trisæt ti NE 21 « 

Løvik 9 « IS « 


1897—98. 


Farten paa Sundkilen ophørte 2den decbr. Der lagde sig forøvrigt 
ikke is paa vandene denne vinter med undtagelse af de øverste 3 km. 
af Bandak, hvor der laa is mellem ıgde febr. og 21de mars. 

6te mai løsnede isen paa Sundkilen. 


1898—99, 


Farten paa Sundkilden stansede 30te novbr. 
20de jan. lagdes is paa Kviteseidvatn. Efter et sterkt snefald 22de 
jan. begyndte isdannelsen paa Flaavatn og Bandak. 24de jan. var 


Flaavatn helt islagt, og paa Bandak var der kun aabent vand mellem 
Guldnes og Løvik. 


78 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Maalinger af isens tykkelse viste folgende: 


Istykkelse. 
Maalingssteder. GT 
25de febr. 4de april. 

Flaavatn ved: 

Omnes 37. cm. 36 cm, 

Rørhelle greia 30 « 

Groa Bh 307 « 

Bergstoa ST Ku 20. « 

Storvik 20 ita 320% 
Kviteseidvatn ved: 

Brakendalen BT Tok 94% 

Bukgen Ry U RANCE 

Snehul (Strømmen) 37 « 18 « 
Bandak ved: 

Apalstad 30 15 38 « 

Digernes 34 « 27° å 

Trisæt DIE = 

Lovik 29 « 154 3 
udenfor Dalen brygge AG. 24 «1 


Isen blev 12te april brudt op helt til Dalen. 25de april var Ban- 


dakvandene isfri. 


1899 - 1900. 


13de jan. islagdes Kviteseidvatn. Isen holdtes fremdeles aaben ved 
isbrydere til 3die febr., da den allerede havde naaet en tykkelse af 
20 cm. 23de april paabegyndtes isbrydningen igjen, og 25de april 
naaedes Dalen, Isen var da saa skjor, at den saagodt som overalt med 
lethed kunde brydes op. 

Der blev foretaget maalinger af isens tykkelse i begyndelsen af 
mars og i den sidste halvdel af april. Disse maalinger viste folgende 


istykkelse: 


1 Maalt ı2te april. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 79 


gde mars, 20de april, 
Ved Omnes em | | 21cm. 
-  Rørhelle 25 « 14 « 
- Groa 26 « re 
- Bergstoa 19 « 13- « 
- Storvik 30 « 27 « 
- Brakendalen 22, « 26 « 
- Bukoen Zn. € DP så 
- Snehul 28 « 20 « 
- Digernes 34 « Je 
- Trisæt PEN ZU.“ 


Af ovenstaaende data vil sees, at isen hvert aar (gjennemsnitlig 30te 
novbr.) har lagt sig paa Sundkilen, en arm af Kviteseidvatn. Der var 
ide 8 aar — 1891—99 — to vintre, 1893—94 og 1897—98, da der 
ikke udenfor Sundkilen fandt islægning sted paa Bandakvandene. I de 
øvrige aar var vandene islagt. Kviteseidvatn frøs til først, gjennem- 
snitlig 13de jan.; Flaavatn og Bandak islagdes derpaa i regelen sam- 
tidig — gjennemsnitlig 17de jan. 

Isløsning foregik gjennemsnitlig 21de april. Den fandt først sted 
paa Bandak og Flaavatn, noget senere paa Kviteseidvatn og sidst i 
Sundkilen. 

Fra ingeniør Støren, Ulefos, og ligesaa fra lensmand Midbø, Dalen, 
har man paa forespørsel faat meddelelser om den vanlige islægning. 
Der oplyses fra begge steder, at det sjelden indtræffer, at vandene ikke 
lægger sig om vinteren. Det synes derfor at maatte være en tilfæl- 
dighed, at sjøerne var isfri 2 af de sidste 8 aar. Ingeniør Støren har 
velvilligst meddelt, naar dampskibene paa Bandakvandene har maattet 
lægge op om høsten mellem aarene 1872 og 1888. Af disse opgaver 
kan man danne sig et begreb om, hvor ofte vandene pleier at være 
aabne hele vinteren. Dampskibene har i de 16 aar hvert aar maattet 
stanse sin trafik væsentlig paa grund af ishindringer i løbet af decbr. 
maaned, og gjennemsnitlig kunde farten ikke begynde igjen før i de 
sidste dage af april. Kun et aar, 1881—82, var sjøerne aabne. Lægges 
dette til grund for udregningen af normaldata for islægningen og isløs- 
ningen, faaes, at af 24 aar var der ingen islægning i 3. Vandene har 
følgelig gjennemsnitlig været aabne hvert 8de aar. 


80 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Fra gjennemsnitsdatoen for islegningen i de senere aar, 17de jan., 
til gjennemsnitsdatoen for islosningen, 21de april, er 94 dage, som skulde 
vere gjennemsnitsantallet for islægningens varighed de aar, sjøerne er 
helt tilfrosne. Nu er vandene aabne 1 aar af 8. Derfor maa disse 94 
dage reduceres med !/s = 12 dage, hvis man vil tage hensyn til gjen- 
nemsnitstallet for antal dage islagte sjøer i alle aar, ogsaa de, da sjøerne 
er aabne. Følgelig skulde det gjennemsnitlige antal dage for alle aar 
værende. 

Fordeles de 12 dage saaledes, at vi udskyder islægningen 6 dage 
og sætter isløsningen 6 dage, førend den gjennemsnitlig har fundet 
sted i de aar, sjøerne har været helt tilfrosne, skulde de normale tids- 
punkter for islægning og isløsning paa Bandakvandene kunne sættes til 
23de januar og 15de april. 

Tidspunktet for islægningen i Bandakvandene synes nu, efterat ka- 
naliseringen af vandene er foretaget, at falde noget senere end før. Som 
ovenfor meddelt har i de sidste aar islægningen ikke foregaaet før over 
midten af jan. maaned, medens dampskibene før i regelen altid har 
maattet lægge op sidst i decbr. Der foreligger imidlertid endnu for faa 
data til, at man med sikkerhed tør udtale sig herom; men i de med- 
delelser, man har modtaget fra lokalkjendte, paastaaes, at dette er til- 


fældet. 


Nisser. 
Beliggenhed: 59° 1‘—59° 20" n. br. Størrelse: 80,1 km? Heide o. h.: 243 m, 


Data for islægning og isløsning paa Nisser findes ikke noterede andet 
end for aaret 1898—99. Da lagde vandet sig fra 15de—18de jan. I 
begyndelsen af mars blev enkelte partier isfri, medens isen ellers frem- 
deles var farbar. Den endelige isløsning foregik 29de april. 

Isen lægger sig i almindelighed til forskjellige tider paa Nisser, efter 
hvad er meddelt fra dampskibet. I midten af decbr. pleier Eidstaa- 
fjorden mellem Nisser og Vraavatn at fryse til, og da pleier damp- 
skibet gjerne at indstille farten. 

I den sydlige del, som fryser til sidst, pleier ikke isen at lægges 
før i sidste halvdel af jan. maaned, men det hænder enkelte vintre, 


at vandet er isfrit. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 81 


I lobet af de sidste 18 aar har dampskibet kunnet begynde farten 
gjennemsnitlig 2den mai, og det er gjerne sat paa vandet umiddelbart 
efter, at isen er gaat op. 

Vraavatn pleier at fryse til lidt for Nisser. Islosningen pleier deri- 
mod at foregaa samtidig paa begge vand. 


Fyresvatn. 
Beliggenhed: 59° 6’ n. br. Størrelse: 57,6 km.? Hoide o. h.: 273 m. 


Landets konfiguration omkring Fyresvatn giver anledning til for- 
modning om, at vandets dyb er betydeligt; dybdelodninger vides ikke 
at vere foretagne i vandet. 

Der foreligger ikke sikre data nok til beregning af normaltids- 
punkter for islegningen og islosningen paa Fyresvatn. Undtagelsesvis 
har det i en streng vinter (1867) hzendt, at der har lagt sig is i begyndelsen 
af januar. Det almindelige skal vere, at vandet ikke islegges oftere 
end andet, tredie hvert aar. Naar det islegges, er det vanlige tidspunkt 
omkring midten af februar, og islosningen foregaar almindelig i midten 
af april. Saavel i lobet af vinteren 1897—98 som i 1898—99 var vandet 
helt aabent. 


Andre indsjøer i Fyresdal. 
Paa Drang (3,6 km.?, 270 m. o. h.) pleier islægningen at finde sted 


i slutningen af decbr. og isløsningen i begyndelsen af mai. 


Nesvatn (15,9 km.2, 500 m. o. h.) pleier at islegges i sidste halvdel 
af decbr. og at gaa op i slutten af april. 


Paa Napervatn (6,3 km.2, 483 m. o. h.) pleier isen at ligge fra midten 
af decbr. til slutten af april. 


I 1898—99 foregik islægningen paa de to sidstnævnte vand 2ode 
decbr., og isløsningen foregik 18de mai. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 4. 6 


82 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Toke i Drangedal. 
Beliggenhed: 59° 3‘n. br. Størrelse: 15,8 km.? Heide o. h.: 58 m, 


Data for islægning og isløsning paa Toke haves ikke, men efter 
indsamlede oplysninger fra lokalkjendte skal vandet islægges hvert aar, 
og islægningen pleier at foregaa i tiden mellem 15de og 20de decbr. 

Om vaaren pleier isen at gaa op i sidste halvdel af april. Efter 
dette skulde de normale tidspunkter for islægningen og isløsningen paa 
Toke kunne sættes til omkring dagene 18de decbr. og 23de april. 

Islægningen og isløsningen 1898—09 fandt sted 22de decbr. og 
24de april. 


Paa Tveitevatn (8,6 km.?, 58 m. o. h.) skal islægningen finde sted 
nogen tid før end paa Toke, og isløsningen nogle dage efter isløsningen 
paa Toke. I 1899 fandt den sted rste mai. 


III. Indsjøer i den sydligste del af landet. 


Vedgardsvatn. 


Beliggenhed: 58° 48' n. br. Størrelse: 20,0 km.2 Heide o, h.: 180 m, 


Paa nedbørsschemaerne findes noteret en del data for islægning og 
isløsning paa Vedgardsvatn. Disse sammenholdt med en del data, som 
velvilligst er meddelt af gaardbruger O. Leiulstad, viser følgende tids- 
punkter for islægningen og isløsningen: 


Aar Islægning Isløsning 
1893—94 = 14de april. 
1894—95 30te dec. — 
1895 —96 3die dec. 22de april. 
1897—98 3die dec. Iste mai. 
1898—99 først i dec.1 6te mai 
1 899—1900 6te dec. gde mai 

Gjennemsnitlig ode dec, 28de april 


Efter de opgivne data skulde sandsynlige normale tidspunkter for is- 


lægning og isløsning være omkring ode december og 28de april. 


1 Vandet var i 1898—99 aabent mellem 3ote jan. og 7de febr. 


1901. No 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 83 


Kilefjorden i Sætersdalen. 
Beliggenhed: 58° 26‘ n. br. Størrelse: 15,3 km? Heide o. h.: 168 m. 


Folgende noterede data for islægningen og islosningen paa Kilefjorden 
er velvilligst meddelte af handelsfuldmegtig S. Moy. 


Aar | Islegning Islosning 
1884—85 — 27de april, 
1885—86 —- 24de april. 
1886—87 14de decbr. Iste april. 
1887—88 ıode >» 14de april. 
1892—93 — | 15de april. 
1893—94 — 3die april. 
1894—95 iste decbr. Iste mai. 

Gjennemsnitsdata 8de decbr. | 16de april 


Almindeligvis skal Kilefjorden, efter hvad der oplyses, pleie at is- 
lagges i begyndelsen af decbr., undtagelsesvis noget for; islosningen pleier 
at foregaa i sidste halvdel af april. Dette stemmer med de ovenstaaende 
observerede data. Efter dette kan man som sandsynlige normale tids- 


punkter for islægning og isløsning sætte: 8de decbr. og 16de april. 


Byglandsfjorden med Aaraksfjorden. 


Beliggenhed: 58° 45‘ n. br. Størrelse; Byglandsfjord: 29,3 km.?. Aaraksfjord: 10,8 km.?. 
Heide o. h.: 201 m, 


Paa kanalvæsenets vandstandslister fra »Storstrommen«, beliggende 
mellem de nævnte sjøer, er noteret en del data for islægning og isløs- 
ning. Disse sammenholdt med nogle oplysninger, som velvilligst er 
meddelte af dampskibsselskabet og af lensmand Haugan, Bygland, viser 
følgende data: 


84 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 
k Islægning paa x 
Aar Islægning Bae Byglandsfjorden |Isløsning begyndt EE 
Aaraksfjorden on lien endt 
1874—75 6te decbr. | 3die januar | 28de april 2den mai 
1875—76 -- 6te febr. 5te mai ıode » 
1876—77 gde decbr. | 24de decbr. ode » 210E wes 
1877—78 — — ıgde april | 26de april 
1883—84 6te decbr. — — — 
1884—85 Iste » — — — 
1885—86 — —— 26de april = 
1886—87 13de decbr. | 23de decbr. — == 
1889 —90 30te novbr. — — == 
1890—091 | 21de novbr. — — — 
1891—92 14de decbr. — — — 
1892—93 — 28de decbr. | ıode april | 2ıde april 
1893—94 3ote novbr. | 20de » den» 16de » 
1894—95 |23de » 26de » 20de » 26de » 
1895—96 24de » 22de* 3) Sos ie EURE 22de = 
1896—97 24de » 22de » 2 .27de » 29de » 
1897—98 Bote; > 23067) aimee, 20de » 270 Cues 
1898—99 4de decbr. | 2ode » 25de » 30te 19 
1899— 1900 zde » — 22de > = 
Gjennemsnitsdata| 2den decbr. | 28de decbr. | 22de april | 28de april 


Fjordene pleier at islægges hvert aar. Aaraksfjorden islægges forst, 
gjennemsnitlig 2den december, og gaar gjerne op et par dage efter 
Byglandsfjorden. 

Islegningen paa Byglandsfjorden er mere uregelmæssig. Over store 
dele af fjorden foregaar islagningen gjennemsnitlig 28de december, saa- 
ledes at dampskibsfarten i regelen da maa indstilles; men paa andre 
steder kan det, efter hvad lokalkjendte har oplyst, vare en stund ud i 
januar, for der lægger sig is. Ofte hænder det, at isen paa Byglands- 
fjorden brydes op igjen midt paa vinteren, og at den paanyt lægger sig, 


saaledes, som er anført for vintrene 1895—96, 1896—97 og 1897—08. 


I 1895—96 gik Byglandsfjorden op igjen 7de februar og var oppe til 22de februar. 
I 1895—96 var fjorden oppe i tiden mellem 27de januar og 6te februar. 

I 1896—97 var der is paa Byglandsfjorden mellem 23de december og 2den januar, 
men aabent fra 2den januar til 6te februar. 


wo i} å 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 85 


Som supplement hertil skal hidsættes nogle iagttagelser, som findes 
anmerkede paa schemaerne fra den meteorologiske station Austad i 
Sætersdalen, angaaende isforholdene paa Otteraaen: 

1896—97: 4de november lagdes is. 
7de > gik isen op igjen. 
22de > lagde den sig paanyt. 
ı6de april gik elven op. 
1897—98: gde november lagdes is. 
15de » gik isen op. 
Iste december lagde den sig paanyt. 
2ode januar brodes den op. 
ste februar lagdes den atter. 
3die april gik elven op. 
1898—99: 22de november lagdes is. 
6te december brødes isen op. 
20de » lagdes is paanyt. | 
6te april gik elven op. 


Bossvatn i Bykle. 
Beliggenhed: 59° 20’ n. br. Størrelse: 7.8 km? Heide o. h.: 529 m, 


Efter meddelelse fra Lensmand Lund, Valle, frøs Bossvatn til den 
20de december 1898 og gik op igjen den ıgde mai 1899. I 1899 frøs 
vandet til 15de december. Det vanlige skal være, at vandet islægges 
omkring midten af december og gaar op omkring midten af mai. 


Siredalsvatn. 


Beliggenhed: 58° 26‘—58° 40" n. br. Størrelse: 18,6 km? Heide o. h.: 50. m. 


Siredalsvatn skal efter dybdelodninger af H. Huitfeldt Kaas naa 
en dybde af 170 m. 

Ifølge velvillige oplysninger fra T. Jørgensen meddeles følgende data 
for islægning og isløsning paa Siredalsvatn: 


1 Plankton in norwegischen Binnenseen. Biologisches Centralblatt B, XVIII no, 17. 
Leipzig 1898. 


86 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. K 


Aar | Islegning | Islesning = Antal dage islagt 
| 
1885—86 | 2den mars hr 6te april | 35 
1886—87 | aabent | O 
1887 —88 29de januar ste mai 96 
1888—89 rode februar | 13te april 62 
1889—90 aabent o 
1890—91 31te januar | I4te februar 14 
1891 —02 aabent o 
1892—93 17de januar | ste april 74 
1893—94 aabent O 
1894—95 7de februar | 24de april 76 
1895—96 aabent o 
1896—97 28de januar | 6te mars 37 
1897—98 aabent fe) 
1898—99 26de februar 5te mars 
Gjennemsnitsdata 6te februar 30te mars 


I de 14 aar, hvorover iagttagelser havesl, var Siredalsvatnet helt 
islagt i 8 aar. De andre 6 aar har det været aabent hele vinteren, kun 
paa enkelte viker har der ligget is. 

De aar, vandet har lagt sig, har islægningen gjennemsnitlig fundet 
sted 6te februar og isløsningen den 30te mars. Det gjennemsnitlige 
antal dage, da der har været is paa Siredalsvatn, er i de aar, vandet 
har været helt tilfrosset, følgelig 52 dage. Det gjennemsnitlige antal 
dage islagt vand for alle 14 aar er 29 dage. 

Vil vi tage hensyn til dette i udregningen af normale tidspunkter 
for islægning og isløsning, kan disse betegnes derved, at vi udskyder 
tidspunktet for islægningen til 12 dage senere paa vinteren og sætter 
samme for isløsningen om vaaren til 11 dage før; vi faar følgelig da et 
normalt antal dage islagt vand ved at sige, at islægningen og isløs- 
ningen pleier at foregaa: 18de februar og rode mars. 


1 I 1900 islagdes vandet 14de februar, og det gik op 18de april, 


r 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 87 


Lundevatn. 
Beliggenhed: 58° 23’ n. br. Størrelse: 27,2 km.? Hoide o. h.: 45 m. 


Efter H. Huitfeldt-Kaas! gaar dybet i Lundevatnet ned til 310 m. 

Fessen? skriver i forrige aarhundrede om Lundevatn: 

»Lundevandet lægger aldrig is paa sig, uden det maae være et 
særdeles aar og en besønderlig kulde. 

Ifølge oplysninger, man har fra nulevende lokalkjendte, skal det 
yderst sjelden hænde, at Lundevatnet fryser til. Kun enkelte vintre 
pleier det at islægges. I de sidste halvhundrede aar er det kun hændt 
3 gange. 

I 1855 lagdes is i midten af mars, og den tøede op i slutten af april. 
I 1877 lagdes is i mars og blev liggende til begyndelsen af mai. I 
1878 var vandet isbelagt i første halvdel af april, men isen forsvandt 


allerede i slutten af maaneden. 


Vandene paa Jæderen. 


Nogen optegnelse af data for islægning og isløsning paa disse 
vand er ikke lykkedes at indsamle. Lensmand Carlsen, Klep, meddeler 
i sin almindelighed herom, at det kan hænde i meget strenge vintre, 
at der kan ligge kjørbar is paa vandene i 2 å 3 mdr., men det er yderst 
sjelden tilfældet. Almindeligvis hænder det, at vandene islægges og 
brydes op flere gange i løbet af vinteren. I 1898—09 islagdes saa- 
ledes vandene under en kuldeperiode ved juletider; men isen gik snart 
bort igjen. Senere islagdes vandene i midten af mars maaned, men gik 


op igjen efter ca. 14 dages forløb. 


III. Indsjøer paa Vestlandet. 


Suldalsvatn. 
Beliggenhed: 59° 35" n. br. Størrelse: 29,1 km.? Heide o. h.: 72 m. 


Vandet skal efter Boye-Strem? være meget dybt, og skal yderst 


sjelden fryse til fra ende til anden. Derimod hænder det hver vinter, 


MAC 

»Det Kongerige Norge, fremstillet efter dets naturlige og borgerlige Tilstand« s. 304. 
Kjøbenhavn 1763. 

3 Norges land og folk. Stavanger amt p. 384. 


19 


88 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


at isen paa sine steder er til hinder for kommunikationen. Aaalaas! op- 
lyser ogsaa, at vandet kun islægges i meget strenge vintre. 

Lensmand Larsen, Suldal, meddeler som det vanlige, at der pleier 
at lægges is fra den nederste del af vandet til Helgenes (3 km.) sidst 
i decbr. eller først i jan., og at isen derpaa pleier at lægge sig i midten 
af jan. fra Helgenes til Kvildal (3 km.). Fra Kvildal til Vaage (7 km.) 
lægger ikke isen sig oftere end omtrent hvert 8de aar, og paa den 
øverste strækning lægges ikke is oftere end gjennemsnitlig 2 å 3 gange 
i aarhundredet. Enkelte aar er vandet aabent overalt hele vinteren, 
saaledes, at dampskibene kan gaa uhindret fra Osen til Roalkvam. Naar 
vandet ligger helt tilfrosset i den sydligste del, pleier isen at gaa op i 
sidste halvdel af mars. 

I 1898—99 var isforholdene saadanne paa Suldalsvatnet: 23de jan. 
lagdes is nordover til Helgenes; forøvrigt var vandet helt aabent. Isen 
paa den nederste del af vandet gik ganske op 4de mars. 


Reldalsvatn. 
Beliggenhed: 59° 47‘ n. br. Størrelse: 8,9 km.? Hoide o, h.: 373 m, 


Efter velvillige meddelelser af lensmand Stensen pleier Roldals- 
vatn at islægges i sidste halvdel af decbr. og at gaa op i slutten af 
april eller i begyndelsen af mai. Som undtagelsestilfælder meddeles, at 
islægningen i 1895 ikke foregik for i de første dage af mars, og at 
vandet i 1889 allerede ved udgangen af mars var isfrit. I de sidste 
vintre har islægningen og isløsningen foregaaet saaledes: 


Aar Islægning Isløsning 


1807 —98 23de febr. 7de mai. 
1898—99 24de decbr. 20de mai. 
1899 17de — — 


Fra 1898—99 haves iagttagelser over tidspunktet for islægningen 
og isløsningen paa nogle af de høitliggende fjeldvande i Røldal. Af 


1 Ryfylkes mosflora, Nyt magazin for naturv. B. 31. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 89 


disse fremgaar, at vandene frøs til i sidste halvdel af oktober, og at de 
gik op før midten af juli. Et lidet vand, Steggevatn, beliggende op- 
imod Hardangervidda, var i løbet af sommeren 1808 ikke helt isfrit. 


Eidfjordsvatn. 
Beliggenhed: 60° 27! n. br. Størrelse: 3,6 km.? Heide o. h.: 17 m, Største dyb: 75 m. 
Efter Helland hidsættes nogle lodskud, som giver begreb om vandets 
dyb. Lodskuddene er foretaget med 500 m.s mellemrum fra øvre til 
nedre ende af vandet. 


TR Gy 57m: 
75 m. 47 m. 
TVA: 40 m. 
63 m. 


Lensmand Hole, Eide, meddeler om isforholdene paa Eidfjords- 
vatnet, at samme pleier som regel at islegges i sidste halvdel af jan., 
og at islosningen pleier at finde sted i midten af april. 

I 1898—99 islagdes vandet 2ode febr. og gik op rode mars. 


Granvinsvatn. 
. Beliggenhed: 66° 33’ n. br. Størrelse: 3 km,? Høide o. h.: 29 m. Største dyb: 86 m 


Efter Helland) hidsættes folgende dyb med omtrent 550 m.s mellem- 
rum fra øvre ende til nedre: 


32.m. 84 m. 
I 21973 
82 » 48 » 
86 » IO » 
84 » DE» 33 


Vandets vanlige islægningstidspunkt er efter meddelelse fra lens- 
mand Hole i de første dage af jan., og isen pleier at gaa op midt i april. 
I 1898 islagdes vandet 12te jan., og isen gik op 18de april. 


90 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Vangsvatn i Voss. 
Beliggenhed: 60° 37‘ n. br. Størrelse: 8,45 km.2 Hoide o. h.: 45 m. 


Paa kanalvæsenets vandstandslister findes folgende data noterede for 
islegningen og isløsningen paa Vangsvatn: ‘ 


Aar Islægning Isløsning 
1892—93 21de decbr. 27de april 
1893—04 3die jan.! ode » 
1894—95 ste » 2den mai 
1805 —96 20de decbr. 10de april 
1896—97 16de » 12te » 
1897 —98 7de 102 20de » 
1898—99 28de » 27de » 
1899— 1900 tode » — 

Gjennemsnitsdata 20de decbr. 19de april 


Fjeldvandene mellem Voss, Aurland og Ulvik. 


Paa schemaerne fra Øvsthus nedbørstation findes følgende data no- 


terede for islægningen og isløsningen paa de omkring stationen liggende 
smaavand og tjern. 


Aar Islægning Isløsning 
1896—97 23de oktbr. 25de april 
1897—98 2den novbr. Iste mai 
1898—99 22de oktbr. — 


Ed 


I 1898—09 foregik islægningen og islosningen paa efternævnte vand 
paa følgende tidspunkter: 


1 I 1893 islagdes vandet 2den decbr., men gik op igjen allerede 8de decbr. 
? I 1897—98 gik vandet op ste jan, men lagde sig paanyt ste febr. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. OI 


| Islægning | Islesning 


Seltuftvatn | 15de novbr. 20de juni 
Klevevatn m5de 53 8de juli 
Jodnusvatn Ble ys isde » 
Gjeitevatn Iste » 6te august 
Grondalsvatn Bde 742 12 juli 
Langevatn ı5de- | » 


23de juni 
17de 


Reinungvatn i5de » » 


Efter Vide) meddeles, at det i kolde somre hænder, at fjeldvan- 
dene oppe ved Hallingskarven paa grænsen mellem Aurland og Ulvik er 


islagte aaret rundt. 


Vasbygdvatn, Aurland. 
Beliggenhed: 60° 52‘ n. br. Størrelse: 1,8 km.” Heide o, h.: 53 m. Største dyb: 67 m, 


Dybden i vandet er efter Helland * fra nedre til øvre ende: 


19 m. 54 m. 
Jr 33 
67 » 20 » 


Vandet pleier at islægges, efter hvad lokalkjendte oplyser, i de 
sidste dage af decbr. og at gaa op igjen i midten af april. Undertiden 


kan det under toveir hænde, at vandet gaar op midt paa vinteren. 


Aardalsvatn. 
Beliggenhed: 61° 17‘ n. br. Størrelse: 9,3 km.? Heide o. h.: 5 m, Største dyb: 186 m. 


Efter Helland? hidsættes folgende dyb fra vandets øvre til nedre 
ende med ca. 900 m.s mellemrum: 


47 m. 127 m. 
105 » 162 » 
120 » 186 » 


J. Vibe: Sondre Bergenhus amt, p. 263. 
ic 


1 
2 


92 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


185 m, EG m. 
182% 3 119 » 
173,» 41 » 
170 » 


Vandet var, efter hvad meddeles af lensmand Seim, ganske isfrit i 
1897—98 og 1898—99. I 1896—97 var kun en del af vandet islagt en 
kortere tid, ligesom ogsaa i 1895—96, men i 1894—95 laa der is over 
hele vandet i flere maaneder. 

Som oftest lægges kun is paa vandets nederste del, og det er 


sjelden, at det indtræffer, at vandet helt islægges. 


Eidsvatn i Fortun. 
Beliggenhed: 61° 30" n. br. Størrelse: 1 km.? Heide o. h.: 3 m, Største dyb: 34 m, 
Dybden er efter Helland! med 400 m.s afstand mellem lodskuddene: 
13 An. 29 m. 
34 » 12 » 
Isen pleier, efter hvad er meddelt af lokalkjendte, at legge sig i 
sidste halvdel af novbr., og den pleier at gaa op forst i mai. 


Vandene mellem Sogn og Gudbrandsdalen. 


Efter hvad der er meddelt af lensmand Landmark, Lyster, skal de 
meget hgitliggende vand paa denne fjeldstrækning pleie at fryse til i 
begyndelsen af oktbr. og ikke gaa op igjen for i forste halvdel af juli. 


Sogndalsvatn. 
Beliggenhed: 61° 19’ n. br. Størrelse: 2,6 km.? Heide o. h.: 470 m. 


Vandet skal, efter der hvad oplyses af lensmand Lem, være grundt 
og skal islægges i sidste halvdel af november. Isløsningen pleier at fore- 
gaa i midten af mai. I 1898—00 islagdes vandet 24de novbr. og gik op 


igjen omkr. 20de mai. 


AIN: 


tgo1. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 93 


Veitestrandsvafn. 
Beliggenhed: 61° 25‘ n. br. Størrelse: 17,6 km.? Heide o. h.: 167 m, 


Efter meddelelse af lensmand Falck pleier isen paa Veitestrands- 
vatnet at legge sig i slutningen af decbr. eller begyndelsen af jan. Is- 
løsningen pleier at ske i første halvdel af mai. I 1898—gg islagdes 
vandet 14de decbr.; isen gik op 21de mai. 


Hafslovatn. 
Beliggenhed: 61° 18‘ n. br. Størrelse: 6,7 km.? Hoide o. h.: 165,8 m, 


Hafslovatnet pleier altid at islegges for Veitestrandsvatnet. Det 
angives at vere betydelig mindre dybt end dette. Almindeligvis fore- 
gaar islegningen paa Hafslovatnet i begyndelsen af decbr., og det pleier 


at gaa op i slutten af april. I 1899 gik det op 1gde mai. 


Jelstervatn. 
Beliggenhed: 61° 30 n, br, Størrelse: 40,0 km.” Heide o, h.: 207 m. 


Islægningen paa Jolstervatn skal efter lensmand Linds meddelelse 
foregaa meget uregelmæssig, men det hænder aldrig, at vandet fryser 
til for ved udgangen af decbr. Kjosnesfjorden, den vestlige arm af 
vandet, islegges forst, og isen her kan ofte vere farbar for kjorende, 
medens endnu den ovrige del af vandet er aabent. Ingen af de om- 
kringboende vides at have noteret data for islegning, og man tor saa- 
ledes ikke have nogen videre formening om isforholdene paa vandet. 


Hornindalsvatn. 


Beliggenhed: 61° 36‘ n. br. Størrelse: 51,1 km.2 Heide o.h.: 51m. Største dyb: 486 m. 


Efter Helland) hidsættes følgende dyb i Hornindalsvatn fra dets 


øvre til dets nedre ende, med omkring 1200 m.s afstand mellem hvert 
lodskud. 


155 » 324 » 
270 » 424 » 


94 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


475 m. 73 m. 
483 » 65 » 
486 » 29 » 
TOM 


Efter velvillig meddelelse af lensmand Kirkhorn hidsættes data for 
islægningen og isløsningen paa Hornindalsvatn. 


Aar Islægning Isløsning 
1880—81 15de jan. | 18de mai 
1881—82 aabent 
1882—83 I3de » 15de april 
1883—84 20de » | 25de » 
1884—85 aabent 
1885—86 27de 3 | 6te > 
1886—87 aabent 
1887—88 14de febr. | ııte mai 
1888—89 aabent 
1889—90 aabent 
1890—91 aabent 
1891—02 aabent 
1892—03 aabent 
1893 — 94 aabent 
1894—95 24de jan. | 5te mai 
1895—96 aabent 
1897—98 aabent 
1898 —09 aabent 

Gjennemsnitsdata 24de jan. 28de april 


Af de iagttagne 18 aar er der kun 6 aar, vandet har islagt sig. 
Der har med andre ord fundet islegning sted kun hvert 3die aar. 

Vil man efter de iagttagne 18 aar udregne normale tidspunkter for 
islægningen og isløsningen paa vandet, maa man selvfølgelig tage hensyn 
hertil. 

Fra 24de jan., som er gjennemsnitsdatoen for, naar vandet har 
frosset til i de aar, det har lagt sig, til 28de april, gjennemsnitsdatoen 
for isløsningen, er 93 dage. Nu er vandet aabent 2 aar af 3, og følgelig 
maa tiden fra islægning til isløsning fratrækkes 62 dage, hvis man vil 


angive det gjennemsnitlige antal dage islagt vand i alle aar, ogsaa i de 


Igol. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 95 


hvori vandet var aabent. Tilbage bliver en gjennemsnitstid af aarlig 
31 dage med islagt vand. Lægges de normale tidspunkter for islæg- 
ning ligelangt efter 24de januar, som tidspunktet for islosning for 28de 
april, faaes folgende data: 24de febr. og 27de mars. 


Isforholdene paa nogle andre indsjeer i Nordfjord. 


Data for islægning og islosning paa de andre betydelige og dybe ind- 
sjoer i Nordfjord er ikke lykkedes at indsamle. Men for nogle af dem 
foreligger opgave over, hvordan det i sin almindelighed pleier at være 
med isforholdene: 


Breimsvatn. 
Beliggenhed: 61° 43’ n. br. Størrelse: 23.5 km? Heide o. h.: 56 m. Største dyb: 273 m, 


Vandet islegges ikke hver vinter, og naar det fryser til, pleier ikke 
dette ske for ud i jan., eller ofte noget senere. 


Oldenvatn. 
Beliggenhed: 61° 45‘ n br. Størrelse: 8,4 km? Heide o. h.: 37 m. Største dyb: go m. 


Oldenvatn pleier at fryse til hver vinter. Islægningen sker i al- 
mindelighed noget over midten af december, og vandet er islagt til 
april. I 1898 -gg islagdes vandet omkring nytaar og gik først op igjen 
i begyndelsen af mai. | 


Loenvatn. 


Beliggenhed: 61° 50’ n. br. Størrelse: 10,2 km? Heide o. h.: 88 m, Største dyb: 133 m. 


Loenvatn vil, efter hvad meddeles af lensmand Lund, i regelen 
være islagt fra juletider til ud i midten af mars; men det hænder ikke 
saa sjelden, at vandet er aabent hele vinteren. 

I 1898 islagdes ikke vandet for ved udgangen af jan., og det blev 


isfrit 22de april. 


96 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Opstrynsvatn. 
Beliggenhed: 61° 55‘ n. br. Størrelse: 23,1 km.” Hoide o. h.: 25 m. Største dyb: 198 m. 


I de 11 aar, Opstrynsvatnet har været befærdet med dampbaad, er 
det kun i 2 vintre, at dampbaaden har maattet stanse farten paa grund 
af isforholdene paa den gstlige og storste del af vandet. I lobet af 21 
aar, meddeles af lensmand Lund, har der kun i 4 vintre veret kjorbar 
is over hele vandet. Det hænder forholdsvis ofte, at isen kan lægges 
for nogle dage og gaa op igjen gjentagne gange i løbet af vinteren. 
Kun den vestligste og grundeste arm fra Klavenes til Bergstad pleier 
at fryse til hver vinter. I 1898—99 var vandet aabent med undtagelse 
af den vestlige arm, som var islagt i flere maaneder. 


Som aarsag til, at isen paa flere af indsjøerne i Nordfjord brydes 
op gjentagne gange, nævner lokalkjendte de om vinteren herskende 
sterke storme med mildveir. 


| Snipservatn i Ulstein. 
Beliggenhed: 62° 20" n. br. Størrelse 3.3 km? Hoide o, h. ca. 25 m, 


Vandet omtales som ikke meget dybt, men opgave over foretagne 
oplodninger foreligger ikke. 

Islegningen paa Snipsørvatn, skal, efter hvad lensmand Moldenes 
oplyser, foregaa til meget forskjellige tider. Almindeligst tør være, at 
vandet lægger sig i de sidste dage af december, og gaar op igjen i de 
sidste dage af mars; men det hænder jevnligt, at vandet gaar op igjen 
og lægger sig paanyt flere gange hver vinter. 

I 1898—99 islagdes vandet i de sidste dage af december og gik op 
igjen 8de mars. 16de mars frøs vandet til paanyt og gik først helt op 


igjen i april. 


Brusdalsvatn i Borgund. 
Beliggenhed: 62° 29’ n. b. Størrelse: 6,7 km2. Hoide o. h. 25 m. 


Strøm? beretter om islægningen paa Brusdalsvatnet, at det er almin- 
delig bekjendt, at dette vand aldrig belægges med is før vintersolhverv, 
men fryser da ligesaa let til som andre vande. 


1 H. Strøm: Søndmøres Beskrivelse, IIden Part, s. 145. 


1901 No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 97 


Lensmand Bruseth har velvilligst meddelt om isforholdene paa van- 
det: I regelen fryser ikke vandet til for i forste halvdel af januar, og isen 
pleier at ligge en maaneds tid. Det har veret isdækket saa tidlig som 
4-5 dage for jul kun en gang i de sidste 9 aar, og gamle folk ved 
at berette, at vandet en gang i tiden har været islagt 14 dage før jul. 
Enkelte gange har det hændt, at vandet har ligget til udgangen af mars; 
men det almindelige er, at det er isfrit allerede i begyndelsen af denne 
maaned, 

Enkelte aar legger der sig ikke is paa vandet; i 1898—gg var det 
ikke saa meget is, at det kan siges at have været isdækket. 


Isforholdene paa nogle fjeldvand i Sendmer. 


Medens de nævnte nær kysten beliggende sjøer er tilfrosne en 
meget kort tid af aaret, er fjeldvandene i det indre Søndmør islagt 
størstedelen af aaret. Helland) omtaler saaledes, at han fandt Vatndals- 
vain (ca. 800 m. o. h.) isdækket 21de juli 1874. Videre beretter MHel- 
land”, at flere af de i indre Søndmør værende vand, beliggende i botn- 
dalene saaledes, at bræerne gaar lige ned i dem, som f. eks. Kupe- 
vatn og Hammervatn i Sunnelven herred, er islagte hele aaret rundt. 
Andre saadanne vand, som har været isdækkede hele aaret, omtales af 
Bing >. Disse er beliggende ved Raudalsbræen. 


Eikisdalsvatn. 
Beliggenhed: 62° 33‘ n. br. Størrelse: 23,5 km,” Heide o. h.: 26 m. 


Vandet opgives at være dybt, men man er ikke i besiddelse af 
oplodninger derfra. 

Eikisdalsvatnet skal, efter hvad der er meddelt af lensmand Hole 
og Eikisdalens dampskibsselskab, meget faa vintre være helt tilfrosset. 
Vinteren 1880—81 kunde vandet kjøres nogle faa dage i mars maaned, 
men da var det 20 aar siden, at man havde kjørt vandet fra ende til 
anden. Der har i de senere aar ikke været saameget is paa samme, at 
det lille dampskib, som trafikerer vandet, har maattet indstille farten 
paa grund af ishindringer. Flere vintre og muligens som oftest, har der 

1 Jordbunden i Romsdals amt pag, CLXVI, 


2 Sammesteds pag. 102. 
3 Turistforeningens aarbog 1899 p. 104. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1901. No. 4. 7 


ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


98 


været nogen is ved bredderne ved vandets øvre og nedre ende, men 
som ogsaa Helland) har gjort opmærksom paa, er det meget sjelden, at 
isen er sikker. Isen pleier aldrig at lægge sig før i februar maaned. 


Opgave over, hvordan isforholdene pleier at være ved en del mindre 
vand i det indre af Romsdalen, er meddelt af lensmand Hole; af disse 


hidsættes: 


Høide over Sturle: Vaske islæg- Vanlig isløs- 
havet ning ning 

Tjellevatn i Nesset 154 m. | 0.5 km? | beg. af dec.| midt i april 
Skjørsætervatn i do. 119002 0.5 » | beg. af jan. | sl. af april 
Gussiaasvatn 1 do. 16 » 3.3 > | midt i jan. BST af 
Maasvatn i do. 451 » — sl. af novbr. | sl. af mai 
Morkvatn i do. 443 >» — beg. af novbr.| beg. af juni 
Meisalvatn i do. a 16 » |midt i novbr.| beg. af mai 
Veslevatn i Eikis- 

dalen 164 » 1.0 »  |sidst i novbr.| beg. af mai 
Kjovdalsvatn i Vist- 

dalen 489 » 1.0 » |beg. af novbr.| sidst i mai 
Maasvatn i Vistdalen |ca. 500 m.| 0.5 » |beg. af novbr.| sidst i mai 


V. Indsjger i det trondhjemske. 


Selbusjøen. 


Beliggenhed: 63° 15‘ n. br. Størrelse: 59.2 km? Heide o. h.: 160 m. Største dyb: 135 m. 


De østlige viker af Selbusjøen fryser til hvert aar. Islægningen pleier 
efter opgivende fra flere lokalkjendte, at finde sted omkring midten af 
november østenfor Bergnesset-Fuglem. Den vestlige ende af sjøen 
pleier ogsaa aarlig at være islagt; men her hænder det yderst sjelden, 
at isen lægger sig før ud i januar. Det midtre, største parti af Selbu- 


sjøen er ikke islagt hvert aar. Efter Helland? er sjøen helt tilfrossen i 
gjennemsnit hvert 3die aar. 


1 Jordbunden i Romsdals amt p. 286, 
2 Norges land og folk XVI Søndre Trondhjems amt pag. 442. 


1901.- No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 99 


Dette stemmer med de meddelelser, man -har modtaget fra hr. Einar 
Jensen. Ifølge disse har sjøen i de sidste 18 aar været helt islagt 5— 
6 gange. Islægningen har i disse aar fundet sted til forskjellig tid, fra 
ı2te januar til 16de mars, gjennemsnitlig i de første dage af februar. 
Den tidligste datum, hvorpaa sjøen vides at have islagt sig, er i 
1875—76, da den lagde sig den 27de december. 

Isløsningen har gjennemsnitlig fundet sted Iste mai. De aar, sjøen 
har været helt tilfrossen, har følgelig isen gjennemsnitlig ligget ca. 12 
uger; men nu har sjøen kun været helt tilfrossen hvert 3die aar, og da 
bliver følgelig det gjennemsnitlige tidsrum, hvori sjøen har været islagt i 
løbet af alle aar, 4 uger. 

Tages hensyn til dette, kan forholdet udtrykkes ved at sætte normal- 
tidspunkterne, mellem hvilke Selbusjøen er islagt, fra rste mars til ıste april. 

I 1898—99 var isforholdene paa Selbusjøen saadanne: De østlige 
bugter islagdes 17de november. Den ytre del af sjøen islagdes helt 
ıode februar. Isløsningen foregik paa den ytre ‘del 12te mai, medens de 
østlige bugter ikke blev rene for is før i de sidste dage af mai. 


Stuesjø i Tydalen. 
Beliggenhed: 62° 55‘ n. br. Størrelse: 6,7 km.* Heide o. h.: 606 m, 


Paa nedbørsschemaerne findes følgende data for islægningen paa 


Stuesjø: 
1895 28de novbr. 
1896 20de » 
1897 29de » 
1898 2ade (5 
1899 6te decbr. 


Gjennemsnitlig 27de novbr. 


Sjøen skal, efter hvad opgives, pleie at gaa op i den sidste halvdel 
af mai. I 1899 gik ikke Stuesjø op før i midten af juni. 


Storvatn i Leksdalen. 
Beliggenhed: 63° 37‘ n. br. Størrelse: 15,8 km? Heide o. h.: 136 m, 
Vandets dyb kjendes ikke; men en stor mængde øer og holmer 
giver anledning til den formodning, at vandet gjennemgaaende kun har 


ringe dybde. Efter meddelelser fra lensmand Mensaas skal-der ikke fin- 
des optegnede data; men Storvatnet skal i almindelighed islægges 


100 ANDREAS HOLMSEN. MNA: 


- 


i den første del halvdel af december. Isløsningen pleier at foregaa i 


de sidste dage af april. 
I 1898—99 frøs Storvatnet til 30te november og begyndte at gaa 


op 15de mai; det blev isfrit 20de mai. 


Movatn i Aasen. 
Beliggenhed: 63° 38' n. br. Størrelse: 6,7 km.” Hoide o. h.: 89 m. 
Movatnet opgives at være gjennemgaaende grundt. Dets vanlige 
islægningstid skal efter meddelelser fra lensmand Vold være i første 
halvdel af december, og isen pleier at løsne i sidste halvdel af april. 
I 1898—99 islagdes Movatnet 6te december, og isen begyndte at gaa 


op 16de mai. 


. Færen i Stjørdalen. 
Beliggenhed: 63° 34’ n. br. Størrelse: 25,4 km? Heide o. h.: 404 m. 
I almindelighed skal isen lægge sig paa Færen ved juletider, og 


den pleier at løsne omkring midten af mai. 
I 1898—99 frøs Færen til 24de december; men isen gik ikke op 


før 20de juni. 


Isforholdene i 1898—99 paa nogle mindre indsjøer i Stjørdalen, 
Aasen og Leksviken. 


Fra forskjellige hold er modtaget meddelelser om nogle data for 


islægningen og isløsningen sidste vinter paa nogle sjøer i disse herreder: 


Nr Storrelse Islegning Islosning 
Sonvatnene i Stjørdalen | 378 m. 3 km.? |15de novbr.| 19de juni 
Fjærgen i do. 496-» |11,3, > Mrsdee 2ode » 
Funnsjgen 1 do. 433 » 5,4 03 02OdE 2ode » 
Mesvatn i Aasen 62 » 1,0 > CWIIGdeRE 22de mai 
Hoklingvatn i do. 88 » 6,2 » |22de-dechbr de 
Hammervatn i do. 16 » 4,5 > liode OAI 
Mindre vand i Leksviken — — 18de novbr.| 30te » 
Store Grønsjøen i do. 206 m. | 2,4 »  |3ote » 4de juni 
Lille Grønsjøen i do. 200 » O50. 200E ce 4de » 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 101 


Leksdalsvatn. 
Beliggenhed: 63° 52‘ n. br. Størrelse: 21,6 km?, Heide o. h.: 83 m. 


Fra lensmand Erlandsen, Stenkjær, er velvilligst meddelt folgende 


data for islægningen og islosningen paa Leksdalsvatnet: 


Aar Islægning Islosning 
1889— 90 ste decbr. 3ote mars 
1890—91 ie ur 25de april 
1891—02 12te novbr. ıode mai 
1892—93 26de » 2gde april 
1893—94 15de decbr. 10de » 
1894—95 16de » 28de » 
1895 —06 12te » Sde » 
1896—97 20de novbr. Iste mai 
1897—98 ı2te » 25de april 
1898—99 15de » 16de mai 

| 
~ Gjennemsnitsdata 30te novbr. | 24de april 


Efter de 10 aars iagttagelser skulde de normale tidspunkter for is- 


legning og islosning vere: 30te november og 24de april. 


Snaasenvain. 
Beliggenhed: 64° 6'—64° 16‘ n. br. Størrelse: 116,5 km?. Heide o. h.: 24 m. 


Snaasenvatnet er i den vestlige del meget grundt; i den østlige del 
skal vandet naa en temmelig stor dybde. Dybdemaalinger i Snaasen- 
vatnet vides ikke at vere foretagne, hvorfor man ikke kan have nær- 
mere kjendskab til vandets dybdeforholde, Efter meddelelser fra for- 
skjellige lokalkjendte islegges vandet hver vinter; men paa de forskjellige 
steder af vandet lægges isen til meget forskjellige tider. Forst islegges 
det i den vestlige del i slutten af novbr., og det pleier‘at vere til- 
frosset indover til Klingen, ca. 8 km. fra vestenden, i begyndelsen af 
decbr. Da pleier dampbaaden at stanse farten. 

Følgende data viser, naar farten har maattet stanse paa grund af is 
i den vestlige del af Snaasenvatnet. 


102 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Aar: 

1885 ste decbr. 
1886 Baie pa 
1887 16de » 
1888 den 
1889 2den » 
1890 4de » 
1891 3die » 
1892 2den » 
1893 2den » 
1894 LTÉE? 
1895 ode » 
1896 13de » 
1897 22de » 
1898 124602 


Gjennemsnitlig 8de decbr. 


Den øvre del af vandet islegges meget sjelden før efter nytaar. 
Ud i januar pleier der først at lægges is fra Kvam til Ryg, og i den 
østlige del af vandet fra Sem til Granaskjæret. Den bredeste del af 
vandet, fra Aalnes, islægges sidst, ofte ikke før i den sidste halvdel af 
febr., hændelsesvis ogsaa saa sent som i begyndelsen af mars. Det 
skal meget ofte hænde, at den vestligste del af vandet gaar op igjen 
en kortere tid, naar vandet helt islægges. 

Om vaaren sker isløsningen først paa den bredeste del af vandet, 
og kort tid derefter pleier hele den vestlige del af vandet at gaa op. 

Dampskibet sættes paa vandet, saasnart isen i den øvre del af 


vandet har gaaet op. Siden 1886 har dette fundet sted paa følgende data: 


Aar; 

1886 Ade mai 
1887 Die > 

1888 26de » 

1889 121605 

1890 16de april 
1891 26de » 

1892 ı4de mai 
1893 19de I > 

1894 14de april 
1895 8de mai 


1896 ı2te april 


I19OI. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE, NORSKE INDSJØER. 103 


1897 8de mai 
1898 5te >» 
1899 20de » 


Gjennemsnitlig 5te mai 


Den vestligste del pleier at isloses nogle dage, efterat den ovrige 
del er. gaaet op. Sandsynlige normaltidspunkter for islægningen og 


islosningen paa Snaasenvatnet er saaledes: 


1) Fra vestenden til Kvam: 8de decbr. og 7de mai. 
2) Den ovre og storste del af Snaasenvatnet er helt tilfrossen mellem: 
ca. 15de februar og ca. 3die mai. 


I 1898—09 skede islægningen og islosningen til folgende tider: 
Islægningen begyndte: 25de novbr. 
Islegning til Klingen: 13de decbr. 
Hele vandet islagt: 15de febr. 
Isløsningen begyndte: 20de mai. 
Helt aabent: 25de mai, 


I de mindre vand, Fossemvatn (4,5 km. stort, 20 m. o. h) og 
Reinsvatn (4 km? stort, 17 m. o. h.) skal islægningen efter opgivende 
af lokalkjendte pleie at foregaa i de første dage af decbr. og isløs- 


ningen i de sidste dage af april. 


Isforholdene ved nogle mindre vand i Aafjorden. 


Fra lensmand Steen er velvilligst meddelt nogle iagttagelser over 
tidspunkter for islægningen og isløsningen paa nogle mindre vand i 
Aatjorden. 


Teksdalsvatn (5 km. st., 38 m. o. h.) pleier at fryse til i begyndelsen 
af decbr. og gaa op i slutten af april. 
I 1898—09 var vandet islagt fra 27de novbr. til 8de mai. 


Stordalsvain (4 km? st., 21 m. o. h.) pleier at fryse til i slutten af 
novbr. og gaa op i slutten af april. 
I 1898—99 var vandet islagt fra 25de novbr. til ode mai. 


104 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Sørdalsvatn (2 km? st., 87 m. o. h.) pleier at fryse til i slutten af 
novbr. og gaa op i slutten af april. 
I 1898—99 var vandet islagt fra 23de novbr. til 12te mai. 


Berdalsvatn (1 km? st., 88 m. o. h.) pleier at fryse til i midten af 
af novbr. og gaa op i begyndelsen af mai. 
I 1898—99 var vandet islagt fra 12te novbr, til 22de mai. 


Salsvatn i Fosnæs. 
Beliggenhed : 64° 43" n. br. Størrelse 45 km? Heide o. h.: 13 m. Største dyb: 445 m, 


Vandet er oploddet af J. Rekstad, og efter denne forfatter! hid- 
sættes om vandets dybdeforhold: 

Dybden tiltager meget raskt fra vestenden østover, indtil den lidt over 
6 km. fra sjøenden bliver 445 m. Herfra aftager den østover, først raskt, 
saa langsommere, indtil vandet ved gaarden Strømmen indsnevres til en 
kort strøm, der skiller den vestlige del fra det grunde Skrevstadvatn. 
Dybden i dette vand varierer mellem 24 og 40 m. I den arm af Sals- 
vatnet, som gaar mod syd, var det dybeste lodskud 97 m. 


Ifølge velvillige meddelelser fra lensmand Sund skal Salsvatnet i 
løbet af en lang aarrække kun meget sjelden have været islagt. Naar 
islægningen rent undtagelsesvis er indtraadt, har den aldrig fundet sted 
før ud i februar. 


Den øverste del af vandet, Skrøvstadvatnet, fryser derimod til hver 
vinter, dog sjelden for ud i januar maaned. Isløsningen pleier at finde 
sted i april eller først i mai. 


I 1898—99 islagdes Skrøvstadvatnet ca. 1ode januar og gik først 
op omkring 25 mai, hvorimod det egentlige Salsvatn ikke var islagt i 
løbet af vinteren. 


Tunnsje. 
Beliggenhed: 64° 43" n, br. Størrelse: 99,0 km? Heide o. h.: 355 m, 
Dybdelodninger vides ikke at være foretagne i Tunnsjøen. Landets 
konfiguration og de hgie ger i denne store indsjø lader imidlertid for- 


1 J. Rekstad,4 Mærker fra istiden i Namdalen. Nyt magazin for naturvidenskaberne. 
B. 34, pag. 254. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 105 


mode, at dybet er ganske betydeligt. Rekstad ansætter! sjøens største 
dyb til at være mindst 100 m. 

Data for islægningen og isløsningen paa Tunnsjøen haves ikke for 
andre aar end 1898—gg. Islegningen fandt da sted, efter hvad velvil- 
ligst er meddelt af lensmand Balling, Lierne, zode januar og isløsningen 
26de juni. Islosningen i 1899 betegnes som undtagelsesvis sen. Det 
sædvanlige tidspunkt, hvorpaa sjøen fryser til, opgives fra lokalkjendte 
hold at være: for den vestenfor Grifjeld liggende del af sjøen i sidste 
halvdel af januar, og for den øvrige del noget senere. Undtagelsesvis 
har det hændt, at Tunnsjøen ikke har frosset til før i begyndelsen af 
mars maaned. 

Isløsningen foregaar almindeligvis i de sidste dage af mai. Sand- 
synlige normaltidspunkter for islægningen og isløsningen i Tunnsjøen 
skulde efter disse meddelelser være omkring 25de januar og 3ote mai. 


De mindre indsjøer i Lierne pleier, efter hvad lensmanden meddeler, 
at islægges i sidste halvdel af november og gaa op i begyndelsen af mai. 
I 1899 fandt islægningen sted 24de, 25de og 26de november, og isløsningen 
paa Laksje (19,3 km? stort, 392 m. o. h.) og Sandsje (15,2 km. stor, 
400 m. o. h.) fandt sted 18de juni. Indsjøerne i Sørli gik op 15— 17 juni. 


Limingen. 
Beliggenhed: 64° 47" n. br. Størrelse: 94,2 km? Heide o. h.: 422. 


Efter velvillig meddelelse af lensmand Moe, Grong, foregaar islæg- 
ningen tildels i december, men som oftest i den første halvdel af januar. 
Isløsningen pleier i almindelighed at finde sted i de første dage af juni 
eller de sidste dage af mai. Sandsynlige normaltidspunkter for, naar 
Limingen fryser til og gaar op, skulde efter dette kunde sættes til om- 
kring dagene: 7de januar og Iste juni. 


Namsvatnene. 
Beliggenhed : 65° o’ n. br. Storrelse: 27 km? Heide o. h.: 441 m. 
Namsvatnene skal, efter hvad lensmand Moe meddeler, islægges 
meget tidlig. Det hænder ikke sjelden, at vandene islægges allerede i 
oktober, og i regelen er de islagte allerede i den første halvdel af novbr. 
Isløsningen pleier at finde sted i de første dage af juni. 


Paa nedbørsschemaerne fra stationen Haapnæs, som ligger ca. 17 
km. vest for Namsvatnene i en høide af 250 m. o.h., findes følgende 


data for islægningen og isløsningen paa Namsen: 


2 L c. pag. 256. 


106 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Aar Islægning Islosning 
1895 —96 25de novbr. 7de mai 
1896—97 — 15de » 
1807—98 16de » 1 16de » 
1898—99 20de Dy 2den juni 
Gjennemsnitsdata 22de novbr. 18de mai 


VI. Indsjøer i Tromsø stift. 


Resvatn. 


Beliggenhed: 65° 39'—65° 55‘. Størrelse: 189.4 km? Hoide o. h.: 374 m, 


I Røsvatn vides ikke at være foretaget dybdelodninger. Efter hvad 
der er berettet af lokalkjendte, skal vandet være grundt paa mange steder, 
men man tor ikke have nogen formening om, til hvilket dyb dette store 
vand naar. Efter velvillige meddelelser fra sogneprest OÖ. T. Olsen er 
islægningen temmelig uregelmæssig. Det kan enkelte aar hænde, at isen 
har lagt sig over hele vandet i slutten af novbr., og det har hændt, at 
vandet ikke har frosset til for ud i februar. Den eneste datum, som er 
lykkedes at finde for islægningen paa Røsvatn, er fra 1895, da der 
findes noteret paa nedbørsschemaerne fra stationen Bissedor, at vandet 
frøs til 25de decbr. Vesterbugten, Krutaabugten og sundet mellem 
Holmen og fastlandet skal i regelen islægges omkring ste decbr., og det 
almindelige skal være, at Røsvatnet fryser helt til ved juletider. Det 
skal meget ofte hænde, at isen i sundet brydes op igjen, naar vandet 
har frosset helt til, og da pleier det her at være aabent vand næsten 
hele vinteren. Under storm og uveir brydes isen undertiden op om . 
vinteren. 

Isløsningen skal som regel foregaa ved udgangen af mai. Det 
har hændt, at vandet har gaaet op i begyndelsen af mai, og det 
har ogsaa indtruffet, at isen har ligget til henimod St. Hanstid. Sand- 


1 13de novbr, 1897: Fros Frøiningen (4.7 km? stor, 220 m. o. h.) til, 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 107 


synlige normaltidspunkter for, naar islægning og islosning finder sted 
ved Rosvatnet, skulde folgelig efter det meddelte vere omkring dagene: 


25de decbr. og 30te mai. 


Unkarvatn. 
15,0 km? stort, 329 m, o. h. 


Unkarvatn skal, efter hvad meddeles af sogneprest Olsen, pleie at islæg- 
ges i begyndelsen af decbr.; det gaar i regelen op i sidste halvdel af mai. 


Elsvatn. 
Hoide o, h.: 480 m. 
Elsvatn pleier at fryse til ved udgangen af oktbr. og gaar ikke op 
for midt i juni. 
Isløsningen for Tustervatn (8,2 km.? stort), som ligger umiddelbart 
vest for Røsvatnet, findes noteret paa nedbørsschemaerne for 1896 den 


17de juni og for 1899 den 26de juni. 


Langvatn i Mo, Helgeland. 


Beliggenhed: 66° 10' n. br. Størrelse: 27,9 km? Heide o. h.: 47 m. 


Vandet pleier efter meddelelse fra lensmand Hansen at islægges i 


midten af decbr. og at gaa op omkring midten af mai. Data for islægning 


og isløsning findes ikke. 


Sulitjelmasjøerne. 
Beliggenhed: 67° 13‘ n. br. 


Nedrevatn (4,8 km. stort) ligger i en høide af ı m. o. h. Vandet 
er efter Nordenskiöld? helt igjennem grundt, idet dybet kun gaar ned 


til nogle meter. 


ı Otto Nordenskiöld: Om sjöarne Ovrevand och Nedrevand mellan Saltenfjorden och 
Sulitelma, Geol, Fören, Förhandl. B, 17, p. 166, 


108 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Øvrevatn (10 km? stort) ligger omtrent i samme niveau som Nedre- 
vatn. Dette vand har derimod en betydelig dybde. Lodskud fra vest 
mod gst viser folgende dyb: 


108 m. 327 m. 
I20 » 328 » 
222, > 160 » 
320 » 60 » 
240 » 


Langvain ligger i en heide af 124 m. og er 8,6 km stort. Dets 
største dyb er 91 m. 

Efter velvillige meddelelser fra direktor E, Knudsen pleier islægningen 
forst at ske paa det grunde Nedrevatn og derpaa omtrent samtidig paa 
Ovrevatn og Langvatn. 


Langvatn har frosset til og gaaet op paa folgende data: 


Aar | Islægning Islosning 
1889—90 | — I2te mai 
1890—91 26de novbr. — 
1891—92 21de 9 ste juni 
1892—93 I5de 213 = 
1805—06 28de » 1 Ite juni 
1896—97 1 Ite » 1 7de mai 
1897—98 ander 232 roten» 
1898—99 25de » 24de juni 

Gjennemsnitsdata 22de novbr. 27de mai 


Islosningen i 1899 var efter lokalkjendtes udsagn senere, end den 
vides nogen gang at have veret. Tages hensyn hertil, skulde de sand- 
synlige normaltidspunkter for islegningen og islosningen paa Langvatn 
kunne sættes omkring: 22de novbr. og 25de mai. 


1 I 1896 brødes isen op igjen 22de novbr., men vandet frøs atter til rode decbr. 
2 I 1897 var der is paa Langvatn 16de novbr., men stormen bred den op et par dage 
efter, og derefter lagde isen sig paanyt 27de novbr. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 109 


Sagvatnene i Salten. 
Beliggenhed: 67° 50’ n. br. Størrelse: 6 km? Heide o. h.: 78 m. 


Paa nedbørsschemaerne fra Kraakmoen findes optegnede nogle data 
for islægningen og isløsningen paa de nedenfor stationen liggende vand. 
Disse data hidsættes : 


Aar Islægning Isløsning 
| 
1895—96 6te decbr. 22de mai 
1896—97 20de novbr. 18de » 
1897—98 27dE 3 28de » 
1898—99 23de » Igde juni 
1899— 1900 2ıde >» == 
Gjennemsnitsdata 25de novbr. 2gde mai 


Det normale tidspunkt for islægningen skulde efter dette antages 
at være i de sidste dage af novbr. og for isløsningen i de sidste dage 


af mai. 


Altevatn. 
Beliggenhed: 68° 34‘ n. br. Størrelse: 50,2 km.” Heide o. h.: 506 m, 


Altevatn er efter Helland! i østre og vestre ende meget grundt, 
men ellers temmelig dybt. Omtrent 11 km. fra vestenden kniber vandet 
sig sammen til en bredde af neppe 70 m. og danner her en strøm, saa 
sterk, at man ikke kan ro strømmen op. Denne strøm, oplyser Helland, 
fryser ikke til om vinteren. 

Efter de oplysninger, man har modtaget fra hr. O. M. Hansen, 
Bardo, pleier Altevatnet at fryse til omkring ste novbr. Isen pleier at 
ligge til i de sidste dage af juni. 

I 1891 gik ikke vandet op før 4de juli; men isløsningen det aar 
betegnes som usedvanlig sen. 


1 Norges land og folk. Tromsø amt. B. II, pag. 220. 


110 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Storvatn i Trondenæs. 
Beliggenhed: 68° 39° n. br. Størrelse: 5,9 km? Heide o. h.: 230 m. 

Efter meddelelse fra lensmand Mikkelsen pleier Storvatn i alminde- 
lighed at fryse til.i den sidste halvdel af november, og det pleier at gaa 
op omkring midten af juni. 

Indsjøer i Salangen. 
De smaa indsjøer, som er i Salangen herred, skal efter Helland} 


pleie at fryse til i begyndelsen af november og at gaa op i mai, under- 


tiden i juni. 


Indsjøer i Lyngen. 
Galdojavre: (2,8 km.?), Govddajavre: (6,1 km?), Rippojavre: (4,3 km.) 
ligger ved rigsgrænsen i en høide af ca. 300 m. paa 69 12° n. br. 
Efter meddelelse fra lensmand Rivertz skal islægningen i regelen finde 
sted i oktober eller i de første dage af november, og isløsningen skal 
foregaa i juni maaned, 
Paa Lyngenhalvøen skal efter Caspari? findes nogle fjeldvand, som 


ofte er islagte hele aaret rundt. 


Skogsfjordvatn paa Ringvatsø. 
Beliggenhed: 69° 59' n. br. Størrelse: 14,8 km,* Heide o. h.: 30 m. 
Gjennem hr. Figenschou, Helgø, er meddelt nogle data for, naar 


Skogsfjordvatn har frosset til og gaaet op: 


Aar Islægning Isløsning 
1891—92 — ıste juli 
1892 — 93 (28de mars) 28de april 
1893—94 ı2te novbr. — 
1896—97 — 20de mai 
1807 —98 14te novbr. 17de mai 
1898—99 ende: > 21de juni 

Gjennemsnitsdata 18de novbr. 30te mai 


i Tromsø amt, pag. 125. 


2 Turistforeningens aarbog 1899 p. 52. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. I I I 


Islægningen pleier i almindelighed at foregaa i sidste halvdel af 
november. Islosningen er, som vil sees af de meddelte data, meget 
uregelmæssig. Som en undtagelsesvis hændelse har isen i 1865 ligget paa 
vandet til midten af juli; men efter lokalkjendtes udsagn skal isløsningen 
i regelen finde sted sidst i mai, hvilket ogsaa stemmer, som man vil se, 


med det udregnede gjennemsnit for de noterede data for isløsningen. 


Finmarken. 


Det er ikke lykkedes at faa sikre meddelelser om isforholdene i det 
indre af Finmarken. Der findes derimod paa det meteorologiske insti- 
tuts schemaer fra nedbørsstationerne optegnet nogle data for islægning 


og isløsning paa de store elve i Østfinmarken. Disse data hidsættes: 


Olderøen, Lakselven. 
Beliggenhed: 70° 2‘ n. br. Høide o. h: 5 m. 


Lakselven frøs til og gik op paa følgende data: 


Aar Islægning | Isløsning 
1893—94 = ste mai 
1894—95 == ıode » 
1895 —96 iste novbr. I4de » 
1896— 97 = zde » 
1897—98 14de novbr. ıode » 
1898—99 7de » 3die juni 
1899— 1900 25de okt. — 

Gjennemsnitsdata 4de novbr. 13de mai 


m2 ANDREAS HOLMSEN. ! M.-N. Kl. 


Tana. 


Denne megtige flod, som i sit nederste lob har storst lighed med 
en smal indsjø, islagdes og gik op ved nedbørsstationen Zana (70° 27" 
n. br.) paa følgende data: 


Aar Islægning Isløsning 
1895—96 21de oktobr. 26de mai 
1897—98 16de » 16de » 
1898—99 rode a2 begyndelsen af juni 

_ 1899— 1900 20de » 26de mai 
Gjennemsnitsdata 18de oktobr. 23de mai 


Længere inde i landet ved stationen Voisomhed (73° 3° br.) gik 


elven op: 


1896 24de mai 
1897 Ade » 
1898 ı5de » 


Som man ser, fandt islosningen her sted kun en dagstid for, den 


foregik længere nede i elven, 


Pasvik. 


Umiddelbart nedenfor nedbørsstationen Djernesund (69° 28° n. br.) 
(8 m. o. h.) udvider elven sig til en bredde af ca. 3 km. Nedenfor 
stationen er der ogsaa i dette store vasdrag flere andre betydelige ud- 
videlser, som mere minder om indsjøer end om en elv. Paa nedbørs- 


schemaerne findes noteret folgende data for islægning og isløsning: 


Aar Islegning Islosning 
| 
1895—96 23de oktobr. 28de mai 
1896—97 25de » = 
1897 —08 7de novbr. 25de mai 
1898— 99 2den » 14de juni 
1899— 1900 23de oktobr. T5hdes ae 
Gjennemsnitsdata 29de oktobr. ste juni 


Igol. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 113 


Efter velvillige oplysninger fra lensmand Bertelsen, Sydvaranger, 
skal Kodholmvain, ved Jakobselv, og Store Rapelvvatn mellem Jarfjord 
og Bøgfjord i regelen islægges omkring midten af december og isløses 


i slutten af mai. 


De oplysninger, som er indhentede om, naar de forskjellige indsjøer 
pleier at fryse til og gaa op, er nu meddelte. 

Vi vil i en tabel skrive op, naar islægningen og isløsningen pleier 
at finde sted ved de forskjellige sjøer. Ved de sjøer, hvorfra ingen sikre 
data findes noterede, men hvor islægnings- og isløsnings-tidspunktet kun 
skjønsmæssigt er ansat, betegner vi opgaverne: i den første halvdel af 
maaneden, midt i maaneden, og i den sidste halvdel af maaneden med 
henholdsvis den 7de, den 15de og den 23de. 

I tabellen findes udregnet det tidsrum, hvori de forskjellige sjøer aarlig 
pleier at være islagte. Vi vælger at angive tidsrummet i antal uger. 
Paa denne maade bliver selvfølgelig sandsynligheden for, at samme er 
rigtig angivet, større, end om vi havde valgt at angive det i antal dage. 
Vistnok er oplysningerne om islægningen for flere sjøers vedkommende 
saa gode, at der er en meget sterk sandsynlighed for, at det anførte 
tidspunkt er rigtigt paa dagen; men for nogle sjøer er det neppe rig- 
tigere end paa ugen, og for at faa en ensartet maalestok for alle sjøer 
vælger vi at angive tiden i uger. 

Islægnings- og isløsnings-tidspunkterne i aaret 1898—99 findes for 
sammenligningens skyld anførte i tabellen. 

Sjøens geografiske bredde, dens størrelse, høide over havet og maxi- 
mumsdyb findes ogsaa opskrevet. Med hensyn til dybden har vi som 
»dybe« betegnet enkelte sjøer, for hvilke der ikke findes paalidelige dybde- 
maalinger, men som efter sin størrelse, landets konfiguration og efter folks 
udsagn giver anledning til formodning om betydeligt dyb. Enkelte 
andre sjøer, hvori der ikke er foretaget oplodninger, men hvor forskjel- 
lige omstændigheder tyder paa, at dybet kun er ringe, har vi betegnet 


som »grundec. 


Vid -Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 4. 8 


M.-N. Kl. 


ANDREAS HOLMSEN. 


114 


U2SSO1JII} 


‘Ize 3p 


- - - SI rude apoz | ‘uel apå 1€1 IT 6‘1z ‚u 068 
ra teu 3p6r | ‘sap apg Sz tem apSı | ‘Aou apfz "13 Ltt as 19% ,0S 
II « apzz | 'qay pl å uaqee 4sa}jo 851 61 0‘6z OE ,OS 
bi [de 2p6z | ‘uel 2p61 Zl [ide apoz | ‘uel apbz 187 £9 GRE ET ‚© 009 
Vz « 9por | ‘aou aptz Ez « uapz | “AOU 9PIZ ob gıı 1‘g yb 009 
oz « 9771 « apbz oz « opl ‘dap 2p£z - - - - 
TT « a}z1 | *oap apg Ez « apl ‘22P 9ysI E E - = 
- - - = - 5 IE z£1 bib ET 909—74 909 
- « pol å QI « apg « 9JSI gol ISI 1‘Sz EE .09- ,2e ,09 
QI « opor | ‘uel 316 ley « ome | 'uel ops - - - - 
vz « opå1 | ‘AOU apgz tz « 219 ‘AOU 9PIZ - - - = 
- - - - - - gol z£I +'o£1 87 009—,S1 ,09 
TT « apzz | ‘dap >pgI Ez « opi | ‘ap opt *13 r6g Leer VE 609 
- « 9p£i d OT teu opL | ‘oop apSı d SLi LISE OZ 309 
- - - TI « apzz | ‘uel 2p6z - - = = 
SI € ayzı « aplz 8 [jude apor | ‘qay apor zSt 97 ap ysejst see LE pe yoqoy ]] 
QI « apbr | ‘uef aps QI « 94SI ‘Jap apgz tor - - = 
br tew apgi | ‘AOU apSz bz eu 9}1I | 'AOU aplz 09 - = = 
- - - - - 5 - IZI F6SE 18 019,62 009 
| | 
Surusøyst | suruseyst Surusøfs! | Bguru3æys! ul “Ul z Wy 
18ST JSest 
195n Je)uy 668 : — 36g! 193n Jejuy 22 apqiq un 9S[911B}S LEE TES 
Jo} eyeq jundspr[eu1oN po} 


‘}Opuejis@ eed Jaøfspul| 


* UJUASIHIIP] 
* uVeAIT HATA 
er og 
"uapaofjuk I, 


u91ou0S 


* PP 33np10N 'q 
[es TD espace 


‘U919pPO1Y 
. . . . . . "uajjrıads 
tt tt RP astpss ‘q 
Sone Ses oD ETON 


* * * * ‘uspiofspuey 


uyeaeurg 
“0. "woelssjepiny 
Jaq J21æA Iey uoofs 

0} ejepsyruswouuafr) 
ZZ FA) CES 3 
* : * Jayessurny pod 'q 
* * apuapiou susofs 'e 


. . . . . . . "uasøfly 


ofspur 


115 


ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 


1901. No. 4. 


OT 


Li 


« apbz 
ıunf 9p£z 
eur 9p61 
tunf apkz 

« 9por 

« apSz 
tunf apbz 


veut apli 


« 9pgI 
« 2poz 
« 971 
tunf apoz 
reur apgz 
« D$ 
« 2p6 
runf 9}7z1 
« 2P9I 
« opi 
« PET 
« 2poz 
iu apo! 
« apbz 
« opbi 
« oapor 
ude apS1 


d 
d 
ret 9pSı 
tunf apoz 
eu 2pSz 
« opSı 
tunf apLt 
« OpoI 
d 
teur Ip£z 
€  9JSI 
« usps 
runf a1p£ 
d 
d 
ıunf uapz 
« daze 
€ oapst 
« ops 
« opSı 
« 2PgI 
teu oIpf 
« apbz 
« opkı 
« aplz 
jude apfz 


d 


d 
"you apbz 


"ap 9JS1 
‘AOU 9pPOI 
‘yo apSz 

CU) nc 


‘sap apt 


« aptz 
« ops 
« 2poz 
‘AOU 9poz 
å 
d 
‘Nap 9p91 
« oaplı 
‘sou opl 
*qaJ ajsı 
‘Nap apSz 
« pg 
*A0U 2p$1 
« 9308 
‘AOÛ ap£z 
« ajsı 


“ap aplı 


brit 
Lb6 
bog 
gloı 
og I 
9101 
z901 
1S£ 


g'oz 
gli 
br 
He 
6'9 
I 97 
g'St 
S‘Lz 
GHG 
6‘oz 
o'g 
9'S1 
bbb 
ovr 
o'1b 
S'boz 
b'gı 
r'9 
Can tS 
‘Lb 
1‘£ 
Sov 
tLe 
geh 


19¥ 0909 
‚cv 909 
9 019 
191 019 
EI 019 
11 919 
‚IT 909 
‚15 019 
rh 079 
‚eh 979 
PT 079 
n£ 079 
‚or 979 
19€ 019 
‚85 019 
197 079—,58 019 
‚gi 029 
et 919 


jb 019—,V2 919 
PI 019,9 019 


sur. 


‚oz 


‚95 .65—,68 „65 


ST 


009 


009 


308 


test ++ + + ueasdnig 
‘+ + + * pIolppueng 91g 
pre nopsofjoapys 
EE PE Pel CAO SS fg 
Beatie St teeta iG UTLEIE 
ener VE sen LAN 
corses se -upñig 
CU POSE REP AN 
‘soos + *uvaSboysafsa] 
eee ee + + wearllaafg 

* * soley I uselsbsoquiey 
serres ee + + uofesoy 
esse + + + + uopunsiny 
ou + ee + gegobug 
Dana wen a Er TE 
se ee + ‘uopunuæy 
EE EE ONE EN NI 
re + + + + + * uosfssouwo7] 
"ME naleptoy I u2ø/51015 
NAN, Ma ete egg, 
«0004 mopfspunmasog 
* * + + + uapepo I uasfsi0)S 
ie D nee +: gagarg 
ese ee ee + + + pfsuueA 
se + 8 + torn aq Q 


See eee “ONO e Cie 


'Jabeapseasp[eyug I ousvels 


M.-N. Kl. 


ANDREAS HOLMSEN. 


116 


- - - E1 « apız « apl1 - - - 

I I [ude apSı | ‘uel apbz I I [ride apSı | ‘uel apfz ‘IE IPS JISAU Jdegst 2YX[] 

- - - - - - zh 6'z9 TT „65 
oz « opzz | ‘uel 516 TT « aptz | op apfz abr Ev ‚ce 0S 
- eu 2pzz d 67 « 2p£z | *aou as ogt LS LEON 
z£ tunf apS1 | ‘aou ap4 - å å ot6 S‘9 LOS 
TT Tew 3)1£ | ‘oop 3118 TT teu apSz | ‘sap apoz $g9 ÿ'es ov 64 
6z ıunf dj11 | 'Aou apzz 67 tunf aper | ‘Aou apfz z06 g'ot EG JG 
Er « apoz | ‘uef apSz TI jude apSz | [*qaz ays] o61 1'bS 729 „65 
TT « apSz | ‘Aou apfz Ez re uspz | "Aou 9p61 oS1 Cal yee „65 
br jude apiz | ‘uel opS1 br « opa « ops QII O'QI NEGRO 

- - - I I « 2peI | ‘uel sp4z - - - 

- - - 8 [ride 375 ‘qe; apor "gf je ıee E7 13Rpst 17977] 

- d d = 3 | = $1 L‘6S DAME 

‘U9YIPW9I9L I sael[spuy| 
- ce, Enr | d - d å gol o‘L1 ST 909 
Ge tew 2pSi « apgi - d € SLz LA At OS) 
67 « 919 « 2pSi og 1unf 9}s1 | "ou a1p£ gts Str ‚€ ,09 
og tunf apzz | ‘aou TS - € € 6101 oF Of 609 
SUuUTUSOTSI | Surudæyst Suiusøyjst | Zurudzegst “wu zu 
1deyst 13eys! 
193n pe)uy 668 1—86g 1 Josn [ejuy 22) un 2SPHOYS | ee 
JO} eyeq pundspnpewoN 2PIOH 


DUSOIJIT} JPY J918A Ivy auJoofs 


Hee ap 


U9SSOIFII} 


de O0) 


Io} ejeps}uswouuofr) 


auapueayepueg 


 UJ)2A9)104 
* ujuaAofurA 
* ujeAebuos 
"+ vejoy 
" ‘ WJEASOM 
‘+ efsuury 
‘ *øfsjepg 


ujeasp1ol[aS 


Jay Jaræa Ivey uoofs 


IOJ tyepspuswauualn 


ofspur 


* * * oflsıoy 


‘ psofjpasyuny 


* pıolja10oN 
* uJeA9JJn y 


‘U ‘Ww ujeaujsf) 


117 


ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 


No. 4. 


1901. 


TT 


IT 


d d 
« aplz | "ap apgz 
jude opgr | ‘uel 9371 
sıew »poı | ‘qe apoz 
reur apoz | “dap aphz 
yuaqre 
yuogee 
« 5 
sıeu 9}0£ ‘a? apgz 
« 9708 « opt 
rude apSz « po" 
d d 
EU 979 ‘gap 916 
RUI 3181 d 
jude opbz « 2pzz 
ret 2pg1 | ‘sap apoz 
yuagee 
« 2p6z | ‘uel apZı 
ide apSz | ‘aou 90€ 


IT 


‘19pue|}S9aA eed uoelspuj 


« ops « opsz 
« opdr | ‘oap aspoz 
« 2pSi « 938 
jude ap$1 | 'uef apfz 
teu på ‘ap apo7 
juaqet 
juaqet 
« 9708 « 949 
[sıew ap6s | ‘qay apgt 
« apsz « u2pz 
« apt « apse 
« pol SDR 
jude apgz | ‘sap ap6 


Lg EG 
d Sb 
98 67 
SL Li 
1 Sue 
1qA4p tl 


br ye dev g 18epst op] 
Ob o85—,97 085 


oL1 og 

d S‘107 
d 107 
d 891 
d og I 


‘23J10N VESSI[pAs 19P ! 


« opå7 
jude op£z 


eu 9751 


« op$1 
ap 9pg1 
ap apfz 


yuoqee 4sojoO 


eu 9}S1 


jude apSz 


"url opfz 


“AOU 90€ 


‘18 gS 

‘18 85 
à 00$ 
1qAp Elz 
d Erz 

‘18 zl 


g'I 
sg 
og 
off 
6'g 
167 


aLhe 


9'g1 
go 
£'67 
BYN 
0'0z 


9°8 

gti 
6S 1 
9‘LS 
1‘0g 


T 


„selspuj 


OT 


EG 09 


WS .85 
SV 285 
197 985 
18! 085 


yossodj [N 


‘ree ap 


1194 


JOJ 


* * * uyeapbAqsea 

* * : ujeaspueA 
* * UJBASUIAUEBIX 
° * ujeASspio(ypra 
" ‘ WJBASJEPIØH 
uyeasjepijns 


* * + * uyeaapung 
1910 Ivy JOPULA 
vjepsjrusuwaunalr) 

‘+ * UJBASJEPIIS 
* * * paoljsyeiey 
‘ + piofyspuerfÂg 
‘+ ‘uopaolperty 
* * ujeAspiebpoA 


PETE IBAONOAT, 
nr 90] 
UJEASIN 
* + * UJEASDJÄN 
+ + + JOSSIN 


* * UJPAPI9S9HIAY I uajıypuns 


v; - - - TI eu 3181 | ‘q2} 99SI - - - - U9SSOIJII} Hey Pı®A ıey usels 
2 ee op 10} =vjepsjruswauuafr 
a Er IPU 9771 *qay 2pol r [rude apsr | sıew a1s1 - ree oppg Waa uassoyyy 397] 
= - - - - - - Ser | og! | z‘6S | rT seed En NES Et" CE DES 
‘ayswofypuod} 49p I Joalspuj 

o juaqee å 13eyst Joy uoppofis 1qÂp gz Genie AZ ex) ne Ue ASIE DS IAA 
; o juaqee v *qay apSı | ‘uef apr d Sz L‘9 PT 979 Zee neASJEPSnIg 
= OI sıew >pg | op apgz [£1 seu a}0£ | ‘ap 30] "15 Sz EE 07 979 707.7; mgeAIØSdIUG 
7 ! 
À (0) juaqer å juaqve 15910 S61 cz 1 Ez SEG) °°° tt * * * weasu{usdo 
2 gi reur 939 | *uef 9381 hi « 2poz | ‘sap 2poz 06 LE bg Co) we er SZ ZDJEADIDIO 
a - - - 1 ude apgz | ‘uel aptz - - - - U9SSOIJIT} Joy ora Ivey UdØÅs 
= ‘ee ap Joy eepsyruswouuolr) 
rs o juaqee r [sıew apLz | "qay optz ıee o1P£ J1aAy J8eISt op] 
= - - | - - - - ogt IS RATS ‚98019 ‘se * * ‘UJUASJEPUIUIOH 

å « 2p6I - IT [de 3j0£ | ‘9p apl '13 991 L‘9 200 16) Ue AOISTe rH 

Ez « apız | dep apr QI « apl *uef ags1 1GAp Lor 9'L1 ST 019 tt 0 * * ‘UJPASPUEIJS9JI9A 

Sz tu apoz | ‘Aou aprz Sz « 2pSi « 2p£z "18 okt 9‘z PI 919 D CM CP ASIERUÉOS 

- å å Ez (BU 2JSI | *AOU ap$z vs € o'1 108519 ne ee CP EAS DIET 

(0) juaqet å juaqer 15910 981 S £'6 ‚ar 019 Zr BASE PIE, 

Zurusojsi | Zurudzejst SuIUSO]SI | SuIUSæSI “ul "wu zu 
Heyst eels! ER f 
66g1—g6g1 10} yo pessopparg SISpUI 
Jadn [e}uy 198n jeyuv apq4q ee 2S[2119]S 
10} eyeq yyundsprypeunoNn PH 


118 


——— eee 


ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 


No. 4. 


1901. 


d d 
ınf opt « 981 
« 3p61 « oaptz 
munf apbz | ‘aou ap$7 
d d 
d d 
d d 
d d 
d d 
d d 
tunf apgz | ‘uel apoz 
juaqee 
« apg | *aou aplz 
« opoz | "gay apSı 
« opSz | ‘oop apf1 
teu apgi | ‘Aou 9pS1 
tunf apoz « apbz 
« 2pP91 | ‘dap 919 
tur 9p$ı « 9}0£ 
tunf ap$1 | "aou aptz 


IT 


IT 


« ap$1 
runf apoz 
« op67 
« apSz 
« apsSz 
« apSz 
« opSı 
wi 970€ 


hits ea won! | 


« 94sI 
tunf 3981 
mw ajof 

L/S! 
[ude apfz 
« opt 
ru op% 

[ude opbz 
wu 2p$1 

« opsSz 
rude apSz 


wu apsSz 


« aptz ‘18 

« 91 ‘18 

« 3p$7 d 

« ape 16 

« po ozg a 
‘sou 9pS1 ‘18 

« opSi d 
‘yap apSz d 


‘sou apl "13 | 
« apl d 
"url apSz 1qAp 
uapJals Str 
‘gop apl ‘18 


‘qay op$1 | 194P 
‘09p apg ‘18 


‘AOU 9108 d 
« op£z d 
« opl "13 

‘gap apl ‘18 

*A0U aplz ‘14 


o£z 6'S Of 689 

90$ z‘oS ‚ve 089 

gå 9 108 049 

bor 9'g « 

I 0'01 « 

I gr « 

- - EN 509 

Lb 6‘Lz 01 999 

bLE bgt ‚ss „s9—,6€ ,59 
Joefspul] 


bb 


o'Lz Hope ts) 
z‘b6 ub 979 
066 ‚er ot9 
o'St ‚er „#9 

£ OG 089 
S'ort Oe aye) 
gut ws 089 
b'Sz PE 059 
L'9 ‚BE 089 
g'Si ‚LE 089 
L'9 TE) 


SIUAPUOLL I UJPA10JS 


* WJEADIIV 
a, ste Wig ad eee uyeaßes 


PT KJØR 


ujvasur’y 
NEN, 
tt uyeaalpaN 
' aumelsewpafjıng 
* * opp 1 weabueg 


+ + +: BJØASØY 


‘+ ‘ 9UDUJBASWUEN 
BON udbururg 
++ +: øfsunnn 
++ + +: UJBASJEG 
° ‘ * UJUASIEPSHOL 
"PP 381080 q 
* * "Tap alsdı sa‘ ‘e 
* * * * uJPAU9SEEUS 
tt" UJEASIEPSHIT 
ss se + + + yoga 
* ‘ uasey I UJEAOM 
Ud[LPSYIT I UJPAI0JS 


elsanıs 


MN. KL 


ANDREAS HOLMSEN. 


120 


| 
TE « opt | ‘AOU uapz IE tun[ 316 « 2p6z "13 - - 87 269 
£e « ag | 440 PSI IE « opfz | 340 apgı "13 - - LT Ok 
og « op te opå BE SPE I « opt a - - co 
67 tunf aprz | ‘Aou aplz 97 tew 2p£z | ‘AOU apoz å og ‘Pr 0S 669 
Sulusost | Suiudæyst SUIUSOTSI Zurugzejst *u ‘wl zus 
13ejst 13ejst 
6681 —gÖgı 10] ‘yo peiseppeig 
Josn [eJuv Jasn [E}UY 2pqÂq a 2S[2110]S 
Jo} eyeq yundspyyeuwi0N PISH 


JAGET 


erd ne 'euey, 


so 6 


* uaAjasyeT 


"ujeApıoljsboys 


olspu] 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 121 


Af den foran meddelte tabel vil der fremgaa, naar tidspunkterne for 
islegningen og islosningen paa de norske indsjoer i almindelighed pleier 
at finde sted. Vi ser, at islegningen sker til meget forskjellige tider; 
nogle sjøer islegges allerede i oktober maaned, andre ikke for ud i 
februar, og enkelte er i regelen aabne hele vinteren. 

Vi ser, at vistnok synes islægningen i det hele og store taget at 
foregaa før paa aaret ved de sjøer, som ligger høiere over havet og paa 
en nordligere breddegrad end paa de lavere og sydligere liggende, lige- 
som ogsaa, at de sjøer, som ligger inde i landet, pleier at islægges før 
end sjøerne ved kysten. Men denne regel har saa mange undtagelser, 
at den kun meget vanskelig lader sig opretholde. 

En sjø som Vannsjø ved Moss, der kun ligger faa meter over havet 
og lige ved kysten, pleier at islægges i de sidste dage af november; 
Bygdin derimod, beliggende 1062 m. o. h. og midt inde i landet, islæg- 
ges ikke før i slutten af december. En saa stor sjø som Øieren islæg- 
ges i slutten af november, medens Fæmunden pleier at fryse til i midten 
af december. Kilefjorden, i det sydligste Norge, pleier at fryse til i 
begyndelsen af december, Røsvatn derimod islægges ikke før i slutten af 


samme maaned o. S. V. 


For at faa fornøden oversigt over, hvilke forskjellige faktorer der 
bestemmer den tidligere eller sildigere islægning paa indsjøerne, er det 
nødvendigt i korthed at behandle, hvordan opvarmningen og afkjølingen 
foregaar, samt hvorledes det er med temperaturvariationerne i en indsjø. 


122 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Kapitel 4. 


Opvarmningen og afkjolingen af en indsjo; tempe- 
raturforandringerne i samme. 


Varmen tilføres og afgives i en sjø væsentlig fra overfladen. 

De varmekilder, som findes i dybet, er af saa underordnet betydning, 
at de kan sættes ud af betragtning i forhold til dem, som virker i over- 
fladen. De eneste kilder, hvorfra opvarmning finder sted i dybet, er, 
naar bortsees fra, at bunden kan, hvor dybet er lidet, opvarmes ved 
insolation, fra jordens indre varme og fra de kemiske processer, som det 
organiske liv udvikler, samt fra undersjøiske varme tilsig. 

I vore indsjøer, hvor vandet i regelen er saa rent, at det organiske 
liv er meget lidet, vil den varme, som udvikles fra dette, være saa 
forsvindende, at den neppe engang kan observeres. 

Angaaende den varmemængde, som hidrører fra jordens indre 
varme, kan man imidlertid ikke sige, at den er saa liden, at den ikke 
kan iagttages. Opvarmning, som maa antages at hidhøre herfra, er 
omtalt af flere forfattere. 

Schiøtz! har i sine temperaturmaalinger i Mjøsen fundet temperatur- 
forholde, som skulde tyde paa, at varmen fra jordens indre var merkbar. 
Richter? har i flere østerrigske fjeldsjøer iagttaget en liden tilvækst i 
temperaturen hos de aller dybeste lag. Forel3 har gjort lignende iagt- 
tagelser i Bodensjøen. Richter forklarer denne tilvækst som virkninger 
af jordvarmen, en antagelse, som støttes af Müllner*, der gjør opmerk- 
som paa, at allerede Szmony var kommen til et lignende resultat. 

Men om denne varmekilde end kan paavises, spiller den dog en saa 
underordnet rolle i opvarmningen af en sjø, at man i sammenligning med 
de temperaturvekslinger, som foregaar fra overfladen, ganske kan sætte 
den ud af betragtning. Efter de undersøgelser, som er gjorte herover®, 
skulde den varme, som hidhører fra jordvarmen, være af den størrelse, 


1 0, E. Schietz »Resultatet af en Del Undersøgelser over Temperaturforholdene i Dybet 
af Mjøsen«. (Forhandlinger ved De skandinaviske Naturforskeres 13de Møde i Christiania 
1887) pag. 64. 

2 Æ, Richter »Die Temperaturverhältnisse der Alpenseen«. 1. c. 

3 Schriften d. Ver. f Geschichte d. Bodensees. 

4 Die Temperaturverhåltnisse der Seen des Salzkammergutes. 

5 Report on the Rate of Increase of Underground Temperature. British Association LII 
Meeting Southampton 1882. London 1883. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 123 


at den skulde i lobet af et aar kunne smelte et 5,2 mm.’s islag over hele 
jordkloden. Dette skulde efter Forel! svare til opvarmningen af ca. 1/10° 
af et 4,1 m.'s vandlag. 

Fra undersjøiske tilsig opvarmet vand er flere gange iagttaget i 
sjøer. Delebecque? omtaler dette, ligesom ogsaa Müllner? antager, at 
den temperaturforøgelse, som er iagttaget i de nærmest bunden værende 
vandlag for en del maa hidrøre fra varme kilder. Dette er imidlertid 
et rent lokalt fænomen, som kan gjøre sig sterkere gjældende i enkelte 
sjøer end i andre, men det kan neppe i almindelighed antages at spille 
andet end en meget underordnet rolle i en sjøs varmetilførsel. 

Den væsentligste og absolut overveiende veksling af temperatur i en 


sjø maa saaledes foregaa gjennem overfladen. 


Den gjennem overfladen tilførte varme fordeles i sjøen væsentlig 
ved strømning. Vandets varmeledningsevne er meget ringe. Efter Weber 
er ledningskoefficienten for vand = 0,0745, medens den for kviksolv er 
O,91. Efter Forel* skulde det vare næsten et helt aar, før varmen for- 
plantedes ved ledning 6 m. ned i en sjø. 

Strømningerne opstaar ved, at vandet forandrer sit volum, og 
følgelig sin tæthed, ved opvarmning. Vandet af størst tæthed, det 
tyngste, vil strømme ned henimod bunden, medens det af mindst tæthed, 
det letteste, vil strømme op til overfladen. 

Vandet i en sjø vil derfor ikke være i ligevægt, uden naar vandet 
paa hvert enkelt sted har antaget temperaturen for maximum af tæthed, 
svarende til det stedfindende tryk. 

Rent vand har sin største tæthed under almindeligt tryk mellem 
3.9 08 4°. 

Under voksende tryk synker temperaturen noget, idet ogsaa vandets 
kompressionskoefficients variation da gjør sig gjældende. 

Efter Schzetz® skulde temperaturen for maximum af tæthed under 
tryk, svarende til de forskjellige dyb i en sjø, udgjøre: 


O m.s dyb 3.93 ko 
100 » » 3.82° = 
200 » » 3-72 = 
300 » » 3.61° = 
400 > » 3.51 = 
Le Léman, pag, 295. 
Les lacs français, pag. 159. 
Temperaturverhältnisse der Seen des Salzkammergutes I. c. 


Le Léman, pag. 294. 
L c. p. 64. 


u be wo nw tr | 


124 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Dette er imidlertid temperaturforskjelligheder af saa underordnet 
betydning for denne undersøgelse, hvis maal er at udlede lovene for 
variationen af overfladetemperaturen, at vi ikke behøver at gaa nærmere 
ind herpaa. Vi kan her for kortheds skyld afrunde temperaturen til 
antal hele grader, idet vi setter den til 4°. 

Hvis vi har en indsjø af et saa stort dyb, at ikke ophedningen om 
sommeren og afkjølingen om vinteren naar helt ned til bunden, og vi 
antager, hvad formodentlig er tilfældet med alle vore norske indsjøer, at 
overfladevandet aar om andet til sine tider kan afkjøles til mindst 4, 
vil vi følgelig altid have et schicht vand af temperaturen for vandets 
maximum af tæthed i de dybeste lag af sjøen. Ovenpaa dette lag kan 
der være enten vand af samme temperatur, eller efter omstændighederne 
koldere eller varmere vand. 


Vi vil i korthed følge de almindelige træk af temperaturens foran- 
dringer i en indsjø 

Forel har i sit arbeide over Genfersjøen afset et helt kapitel! til 
opstilling af den almindelige teori for varmens fordeling i en sjø. Vi vil 
her kun gjentage de væsentligste træk af teorien, idet vi væsentlig vil 
tage sigte paa det ene punkt at udrede, hvilke forskjellige faktorer er 
medvirkende i overfladevandets afkjøling. 

Som allerede ovenfor anført, sker i almindelighed temperaturveks- 
lingen i en sjø gjennem overfladen. 

Tilførselen af varme fra de varmekilder, som der gjør 
sig gjældende, sker ved: 

1) Den direkte solvarme. 
2) Varmeudstraaling fra ovenforværende, varmere luft og fra sjø- 

bredderne. 
3) Ledning af varme ved kontakt med varmere luft og sjøbredderne. 
) Den ved kondensation af vanddampe i overfladen frigjorte varme. 
5) Varme hidført fra tilløb (elve, bække og regn). 
6) Vindens mekaniske virkning. 

Varme afgives i en sjø ved: 

I) Udstraaling. 
2) Ved kontakt med koldere luft. 
3) Ved varmeforbrug ved fordunstning fra overfladen. 
4) Ved varmeforbrug ved smeltning af tilført sne. 
5) Ved optagelse af kolde tilløb (rindende vand og nedbør). 


3 Théorie générale, Le Léman, pag. 289. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 125 


De faktorer, som betinger temperaturvekslingen i en sjø, er dels af 
klimatologisk art og dels af en mere lokal art. 

De klimatologiske faktorer er af forskjellig natur i de forskjellige 
aarstider, og paa de forskjellige tider af døgnet; men i samme aarstid 
og paa samme tid af døgnet er de i sine væsentligste træk ensartede. 

Vi faar saaledes saavel en aarlig som en daglig periode i en ind- 
sjøs temperaturforhold. 


A. Den aarlige periode. 


Vi vil først følge de væsentligste træk af temperaturforandringerne 
i løbet af et aar. 

Har vi en indsjø med et saa stort dyb, at de nedre lag i sjøen 
maa antages at have temperaturen for vandets maximum af tæthed, og 
vi tænker os, at sjøen er ifærd med at isløses om vaaren, vil vandet 
i overfladen følgelig være 0", og lagene nedover til de lag, hvor tem- 
peraturen er 4°, maa da have en temperatur mellem o° og 4°. De lettere 
lag ligger ovenpaa de tyngre, og da vand af 3° f. eks. har større tæt- 
hed end vand af 2°, 1° o. S. v., maa vandets temperatur aftage, eftersom 
vi nærmer os overfladen. 

Vi har en lagstilling i sjøen, som Forel betegner ved »stratification 
inverse«, eller som vi kan benævne ved »den omvendte lagstilling«. 

Som eksempel paa temperaturens fordeling i en indsjø paa denne 
tid af aaret kan anføres en af Schietz! i Mjøsen den ı2te mars 1883 
foretagen maaling: 


Ger Sudyban CO NE, 


25 > 2.09 - 
50 » » 2.60 - 
100 >» » 3.65, 

BEER Swe ee & 
200 » toe EL 5 oe 3.79° = 
300 » DÅ me. en 3.71 = 


Efter hvert, som vaaren skrider frem, opvarmes overfladevandet, 
der synker ned og stiller sig mellem “lag af samme temperatur og 
samme tæthed som sig selv; vi faar saaledes en proces, hvorved tem- 


1 Temperaturforholdene i Mjesen, pag. 64. 


126 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


peraturen i sjoen mere og mere udjevnes, indtil vandet i hele sjoen har 
naaet temperaturen for vandets maximum af tæthed. Overfladevandet 
og vandet i dybet har da samtidig en ens temperatur af omtrent 4°. 
Eftersom nu overfladevandet opvarmes yderligere end 4°, bliver dette 
lettest, og fra at denne temperatur er indtraadt, maa det varmere vand 
forblive ovenpaa det koldere, og vi faar den lagstilling, som Forel be- 
tegner ved »stratification directes, eller som vi kan oversætte med den 
»direkte lagstilling«. 

Efterhvert som opvarmningen skrider yderligere frem, faar overfladen 
en temperatur, som gges forholdsvis raskt. 

Men ogsaa langt under overfladen kan man merke, at opvarm- 
ningen om sommeren gjør sig gjældende. Schzetz! har i Mjøsen iagt- 
taget opvarmningen om sommeren ned til over 150 m.'s dyb, og som 
det vil sees af temperaturserien nedenfor, kan den merkes i endnu større 
dyb. Opvarmningen i dybet antages dels at hidrøre fra den direkte 
insolation, som ogsaa virker et stykke under overfladen, og dels antages 
den hidrørende fra strømsætningerne, som væsentlig opstaar ved bundens 
opvarmning ved insolation. 

Som eksempler paa, hvorledes sommertemperaturen er fordelt i en 
indsjø, skal hidsættes nogle temperaturserier: 

I. er fra Mjøsen 5te septbr. 1898 og velvilligst meddelt af prof. Otto 

Petterson, Stockholm. 

II. er fra Attersee og hidsættes etter Rechter?. 


I. Mjøsen. |II. Attersee. 
M.s dyb. | ste septbr. 1898. |18de septbr. 1891. 


Temperatur, Temperatur. 

(6) 12.3 18.4 

5 12.1 18.0 
10 10.5 17.7 
15 Op 12.0 
20 9.1 7.8 
25 8.9 5.8 
30 8.6 4.9 
35 8.5 = 
40 6.4 4.5 


Nese 
2 Seestudien, pag. 65. 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 127 


I. Mjosen. |II. Attersee. 
M.s dyb. ste septbr. 1898. |18de septbr. 1891. 


Temperatur. Temperatur, 
50 5.8 == 
60 5.6 4.1 
80 4.6 4.1 
100 4.2 4.0 
150 4.1 3-9 
200 4.1 = 
300 3-75 =e 
pe 3-9 ae 
foo 3-7 3 
450 3.2 ré 


Opvarmningen paagaar i regelen langt udover sommeren, og den 
direkte lagstilling udvikles mere og mere, eftersom overfladevandet bliver 
varmere og varmere. 

Henimod hgsten begynder afkjolingen at finde sted. Temperaturen 
blir lavere i de øverste lag, vandet blir tyngere, og efterhvert, som dette 
sker, synker det ned og stiller sig mellem de lag, som er af samme 
temperatur og tæthed. Der foregaar saaledes atter en udjevningsproces 
i sjoen, indtil hele vandmassen har naaet temperaturen for maximum af 
tæthed. 

Denne fase i den aarlige periode pleier at udstrække sig gjennem 
et forholdsvis langt tidsrum, idet afkjelingen af overfladevandet pleier 
i regelen at foregaa forholdsvis langsomt og, naar sjøen er tilstrækkelig 
dyb, tager det lang tid, før vandkolonnen helt igjennem bliver afkjølet 
til 4°. Forøvrigt er tiden, saaledes som nærmere skal udvikles senere, 
foruden af sjøens dyb, ogsaa afhængig af de klimatiske forhold. 

Et godt begreb om afkjølingens udvikling giver nogle temperatur- 
maalinger af overfladevandet i Norsjø. 


128 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Overfladetemperaturer i Norsjø for 1895—96. 
mo 


1895 1896 
| Septbr. Oktbr. Novbr. Decbr. Jan. 
Iste 13.6 14.1 Jeg 4.3 1.9 
2den 14.2 14.0 6.2 4.3 1.9 
3die 14.0 13.0 6.2 4.3 2.1 
4de 13.8 13.0 6.0 4.3 2.1 
5te 13.8 13.0 6.2 4.3 2.0 
6te 14.0 12.6 7.0 4.3 2.0 
zde 14.2 11.4 7-3 4.3 1.2 
8de 14.1 I I.o 6.0 4.3 1 
ode I 4.1 12:5 6.1 4.3 I.o 
ıode 13.6 12.0 7-0 4.2 I.o 
ne 13.4 I I.o TEL 4.2 I.o 
12te 1442 10.2 Tex 4.2 I.o 
1 3de 142 = EE 4.2 L.o 
14de 14.0 10.1 Fe) 4.2 I.o 

15de 13.6 10.1 6.4 4.2 Og 
16de 13.3 9.2 6.4 4.1 0.7 
17de 13.2 10.3 6.4 4.1 0.0 
18de 13.3 10.2 6.0 41 0.0 
19de 14.0 10.0 5.8 4.1 0.0 
20de 123 9.1 4.8 4.1 0.0 
21de 13.0 9.1 5.8 4-1 0.0 
22de 12.4 = 5.4 4.0 0.0 
23de 13.1 == 5.6 4.0 0.0 
24de 14.2 7.4 4.8 3.8 0.0 
25de 14.0 TA 4.4 2.5 0.0 
26de 13 7.2 — 2,1 O.2 
27de 13.4 — 4.6 Dur | 0.2 
28de 13.0 7.1 5.0 OR 0.2 
29de 13.0 fan 4.6 2.0 0.2 
30te 13% 6.4 4.4 2.0 O.1 

31te 7.2 


Vi ser, at overfladevandet beholdt sin temperatur temmelig ufor- 
andret gjennem hele september maaned og i begyndelsen af oktober, 
Afkjølingen begyndte en uges tid ud i oktober, men den gik ikke jevnt 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 129 


for sig, idet vandet enkelte dage blev opvarmet noget. Fra de sidste 
dage af november og helt til den 23de december, ser vi, at tempera- 
turen var ner den for vandets maximum af tethed. Afkjolingen fra dag 
til dag gik da meget langsomt for sig. Fra ıste decbr. til gde decbr. 
forandrede temperaturen sig kun til ¥/10°. Men efterat vandet den 23de 
december var afkjolet ned til 4° og overfladevandet blev lettere end 
bundvandet, kunde afkjolingen gaa meget raskere for sig. Allerede den 
25de decbr. var temperaturen 2,5°. 


Naar udjevningsprocessen har virket saa lenge, at hele vandmassen 
har antaget temperaturen for maximum af tæthed, skulde vi vente, at 
den videre afkjoling maatte foregaa væsentlig kun i overfladen. Vandet 
her bliver, eftersom det afkjoles, specifik lettest og maa selvfolgelig 
flyde ovenpaa. De faktorer, som bevirker afkjolingen, gjor sig saaledes, 
som allerede paapegt, væsentlig gjældende i overftaden, og man skulde 
derfor vente, at naar forst overfladevandet havde naaet ned til 4°, vilde 
det raskt afkjoles videre saa meget, at isdannelsen var umiddelbart for- 
haanden. 

Erfaringen har imidlertid vist, at denne antagelse, som af Forel 
betegnes som »den klassiske«, og som i virkeligheden var den gjængse 
mening ligetil for faa aar siden, ikke holder ganske stik. 

Ved en rekke temperaturmaalinger er det godtgjort, at vandet i en 
indsjo, efterat det er afkjolet til 4°, i regelen ogsaa afkjoles videre langt 
under overfladen. 

Richter har nylig behandlet dette sporgsmaal! meget indgaaende, 
Forel? og Buchanan? har allerede gjort opmerksom herpaa i 1880. 

Blandt de mange temperaturserier, som foreligger fra forskjellige 
sjoer, paa de tidspunkter, naar indsjoerne er ifærd med at legge sig, 
ved Richter ikke at omtale nogen serie, som skulde kunne vise, at der 
kun har foregaaet en afkjoling af de overste vandlag umiddelbart under 
overfladen. Af samtlige serier fremgaar det, at afkjolingen har fundet 
sted ned til et betragteligt dyb, i flere sjoer endog ned til over 100 m., 
forinden islægningen er foregaaet. 

Vi skal efter Forel® hidsætte et eksempel paa, hvorledes tempera- 
turen kan være fordelt i en sjø, umiddelbart for den fryser til. 
Seestudien, pag. 49. 

Températures lacustres, Arch. d. sc. ph. et nat. 3. Periode, T, 4. 1880. 
On the Freezing of Lakes. Nature XIX p. 412. 


Temp. lacustres, L c. pag. 97. 
Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 4. 9 


en Oo DD m 


130 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Temperaturserien er fra Ziirichersjøen, og maalt den 25de jan. 1880. 


Dyb Temperatur 
m, grader 
O O.2 
10 2.6 
20 2.9 
30 3-2 
40 3-5 
50 3.6 
60 3-7 
70 3-7 
80 3,8 
90 3.8 
100 3-9 
I IO 3:9 ” 
120 4.0 
133 4.0 


Vi ser, at afkjolingen her havde naaet ned til et dyb af endog over 
100 m., uden at temperaturen i overfladen havde gaaet ned til vandets 
frysepunkt. 

Dette tilfeelde har lighed med flere andre, som Richter beskriver 
dels fra sine egne og dels fra andres temperaturmaalinger. 

Da Murtenersee fros til 1 1879, var den i et dyb af 45 m. afkjelet 
til 2.8. Loch Lomond havde samme aar i 20 m.s dyb en temperatur af 
nn 24e da.den frøs til, o. s. v. 

For at forklare dette fænomen er der fremkommet flere antagelser. 
Buchanan har fremsat den mening, at afkjolingen maa skyldes strømme, 
som skulde kunne dannes derved, at vandet nær sjøbredderne afkjøledes 
sterkere end vandet i de mere centrale dele af sjøen. 

Forel har tænkt sig, at afkjølingen skulde kunne stamme dels fra, at 
vinden bevirkede en sammenblanding af de øvre vandlag, men væsentlig 
derfra, at der paa grund af vandets diatermanitet skulde kunne ske 
en udstraaling fra et betydeligt dyb i sjøen. Der synes imidlertid endnu 
ikke at herske enighed i forklaringen af fænomenet, og der findes vel 
neppe endnu tilstrækkelige iagttagelser til den rette forstaaelse. At 
strømme, saaledes som paapegt af Buchanan, spiller nogen rolle i 
sjgernes temperaturforhold og det deraf betingede islægningstidspunkt, 
er visselig tilfældet for nogle af vore sjøers vedkommende; men saadanne 
temperaturmaalinger, som er nødvendige for et exakt studium i saa 
henseende, foreligger ikke. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 131 


Richter! paapeger, at i de rekker af temperaturserier, som haves | 
fra sjøer, som er under afkjøling, er det ikke nogensinde paavist, at 
sjoen i hele sin dybde samtidig har havt temperaturen for maximum af 
tæthed. Han slutter heraf, at dette, at der skulde gives et moment, 
hvori hele sjoen skulde have en temperatur af 4°, mere maa vere et 
ideelt end et reelt tilfælde. Thi i virkeligheden har vandlag af en saa 
liden temperaturforskjel som nogle tiendedels grader en saa liden for- 
skjel i tæthed, at vertikalstrommene mellem lagene i regelen vil udvikles 
saa langsomt, at det øverste lag godt kan faa tid til ovenfra at afkjøles 
yderligere, forinden blandingen af lagene er fuldbyrdet. 

Hvis vi for eksempel tænker os, at vi underst havde et lag af 42° 
og ovenpaa et lag, som var afkjelet til 40°, vilde der selvfølgelig ske en 
udjevning af disse lag, idet det overste vilde synke; men medens dette 
foregik, kunde det, hvis der var sterk afkjoling fra overfladen, hænde, 
at det øverste af laget af 40° fremdeles afkjoledes til 3.9 og videre til 
3.8°, 3.7, 3.6 0. s. v. Paa denne maade ser vi, at vi kan tænke os 
samtidig at have lag af 4.2° i dybet og 3.6° i overfladen. 

Som folge heraf foretrækker ‘Richter istedenfor at sige, at man 
under afkjelingen i en sjo har et tidspunkt, da hele sjoen har tem- 
peraturen for vandets maximum af tæthed, hellere at sige, at der under 
afkjolingen er et tidspunkt, hvori lagstillingen forandrer sig fra den 
termisk direkte til den termisk omvendte, hvilket jo synes at vere mere 
i exakt overensstemmelse med de observerede temperaturforhold. 

Af disse Richter’s iagttagelser finder vi muligens noglen til forkla- 
ringen paa det faktum, at vi kan have temperaturer under 4° i et be- 
tydeligt dyb under sjøfladen, forend der legger sig is paa sjøen. 


Vi har nu fulgt de væsentlige trek af temperaturforholdenes aarlige 
periode, Vi har seet, at der under den opvarmning, som paagaar om 
vaaren, efterat isen er losnet, sker en udjevning i temperaturen, indtil 
vandet i sjoens dyb og overflade har antaget en temperatur ner den 
for maximum af tethed. Lagstillingen, som om vaaren var saadan, at 
det koldere vand befandt sig ovenpaa det varmere, forandres fra dette 
tidspunkt saaledes, at det varmere kommer til at flyde ovenpaa det 
koldere. 

Denne lagstilling udvikles nu mere og mere udover sommeren sam- 
tidig med, at vandet opvarmes ned til et betragteligt dyb. 

Om hosten afkjoles sjoen, og naar dette sker, foregaar der atter en 
udjevning af temperaturen, indtil vandet ud paa hgsten eller i begyndelsen 


1 Seestudien, pag. 50. 


132 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


af vinteren har forandret sin lagstilling saaledes, at det koldere vand 
igjen kommer til at flyde ovenpaa det varmere. Men som vi har seet, 
kan der yderligere ske en afkjoling langt under overfladen, forinden 
temperaturen i denne er naaet ned til 0°. 


Afkjølingen om høsten og videre udover vinteren er afhængig af 
mange faktorer. Vi har berørt, at varmen afgives ved udstraaling, ved 
kontakt med kold luft og kolde bredder, ved varmeforbrug under for- 
dunstning fra overfladen, ved varmeforbrug under smeltning af tilført sne 
og ved optagelse af kolde tilløb og kold nedbør. 

Disse faktorers størrelse er forskjellig i de forskjellige aar og ved 
de forskjellige indsjøer. Den tid, som medgaar til afkjølingen, maa derfor 
ogsaa være forskjellig de forskjellige aar og ved de forskjellige sjøer. 


Vi har hidindtil forudsat, naar vi fulgte den aarlige periode i 
temperaturforholdene, at der altid var et schicht af vand med tempera- 
turen for vandets maximum af tæthed i den nederste del af sjøen. Men 
dette vil kun være tilfælde, naar: 

I) sjøen i løbet af sommeren bliver opvarmet mindst til vandets maxi- 
mum af tæthed, 

2) sjøen om vinteren afkjøles til temperaturen for maximum af tæthed, 

3) dybet er saa stort, at ikke sommervarmen eller vinterkulden trænger 
helt ned til bunden. 

Hvis en af disse omstændigheder ikke finder sted, saa vil tempera- 
turforholdene og de processer, hvorved disse forandres, være noget 
anderledes, end vi har udredet. 

Opvarmes ikke en sjø om sommeren saa langt som til 4°, har vi, 
hvad Forel kalder en old indsjø. 

Vi har fra vore heiest liggende fjeldsjøer og fra vore bræsjøer flere 
eksempler paa saadanne. De sjøer, som man endnu ud i august maaned 


[0] 


kan finde islagte, opvarmes neppe til 4”. Et eksempel paa en indsjø af 
denne type er Dæmmevatn, hvor den høieste overfladetemperatur, som 
blev iagttaget i august i 1898, beløb sig til 1,8”. Flere indsjøer, som i 
regelen er islagte hele aaret, er omtalte foran, og disse maa ogsaa 
regnes til denne type. 

I disse sjøer er lagstillingen altid den termisk omvendte: det var- 
meste vand maa findes nederst og det koldere ovenpaa. 

I saadanne sjøer skal der saaledes kun en kort afkjølingsperiode til, 


forat overfladevandet skal naa ned til 0”. Islægningen paa disse sjøer 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 133 


maa foregaa meget tidlig paa hosten og vil saaledes blive af en egen 
art, hvorfor vi senere maa behandle dette tilfælde i et eget afsnit. 

I sjøer, hvor temperaturen om vinteren ikke gaar ned til tempera- 
turen for maximum af tæthed, bliver det omvendte tilfældet. I saadanne 
sjøer vil vi altid have den direkte termiske lagstilling: det koldeste vand 
nederst og det varmere ovenpaa. Saadanne sjøer vil ikke fryse til. Det 
er den indsjøtype, som Forel kalder den tropiske. Men saadanne har 
neppe vort land, som ligger under saa nordlige breddegrader. Hvorvidt 
et par sjøer i den sydligste del af landet tilhører denne type, kan man 
ikke have nogen begrundet mening om, idet saadanne temperaturmaa- 
linger, som vilde kunne afgjøre det, ikke foreligger. Der findes i allefald 
ikke i vort land nogen sjø, som ikke har været helt islagt, og hvor 
følgelig overfladevandet engang har været afkjolet til 0". Vi skulde 
derfor være tilbøielig til at antage, at der ikke findes nogen norsk indsjø, 
hvis bundvand om vinteren har en høiere varmegrad end temperaturen 


for vandets maximum af tæthed. 


Hvis dybet i en sjø ikke er større, end at sommervarmen og vinter- 
kulden kan trænge helt ned til bunden, vil sjøens temperaturforhold 
være noget anderledes, end vi før har udredet. 

Hvis vinterkulden har trængt ned til de nederste lag, vil vi her finde 
en temperatur, som er lavere end den for vandets maximum af tæthed: 
men det koldeste vand vil selvfølgelig fremdeles være nærmest overfladen. 
Lagstillingen vil følgelig være den omvendte. Opvarmes overfladen efter 
isløsningen om vaaren, vil ogsaa i dette tilfælde det opvarmede vand 
synke og det koldere flyde ovenpaa, indtil temperaturen er udjevnet, og 
den direkte termiske lagstilling er indtraadt. Men processen vil tage 
en forholdsvis kort tid, idet opvarmningen i overfladen ikke behøver at 
gaa helt op til 4°, forinden den direkte termiske lagstilling indtræder, 
men kun til den temperatur, som de nederste lag havde, før opvarm- 
ningen begyndte. Ligedan er det ogsaa om høsten med afkjølingen 
af de mindre dybe indsjøer. Den maa i disse sjøer kunne skride langt 
hurtigere frem end i saadanne, hvor temperaturen i dybet altid er tem- 
peraturen for vandets maximum af tæthed. 

Er nemlig sommervarmen trængt helt ned til bunden af sjøen, 
saaledes at der her er en høiere temperatur end 4°, saa behøver det 
ovenfor værende vand ikke at afkjøles længere ned end til denne tem- 
peratur, forat lagstillingen igjen skal blive den termisk omvendte. 

Overfladevandet vil derfor kunne afkjøles langt hurtigere i grunde 
sjøer end i dybe. Temperaturen i de grunde sjøer kan allerede tidlig 


134 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


om høsten gaa ned til 0°, saaledes at vi paa disse maa faa en forholds- 
vis tidlig islægning. 
Hvordan afkjølingen i en sjøs overflade skrider frem, maa følgelig 


i en væsentlig grad være afhængig af sjøens dyb. 


B. Den daglige periode. 


Vi har seet, ved hvilke processer temperaturforholdene i en sjø for- 
andres. Vi har videre seet, hvorledes temperaturen i en sjø har en 
aarlig periode, idet der i de processer, som bevirker samme, er en saadan. 

Men der er ogsaa i disse processer en daglig periode, og vi maa 
saaledes ogsaa faa en daglig periode i en sjøs temperaturforhold. 

Forløbet af denne er i korthed saadan, at naar den direkte sol- 
varme, udstraaling af varme fra atmosfæren og kontakt med opvarmet 
luft virker om dagen, vil sjøen opvarmes; men om natten, naar der 
foregaar udstraaling af varme fra sjøen og kontakt med afkjølet luft, vil 
sjøen afkjøles. 

Sjøens temperaturperiode vil følgelig være af samme art som atmo- 
sfærens; men paa grund af vandets større specifike varme vil temperatur- 
forskjellen ikke merkes saa godt i sjøen som i atmosfæren, 

Fra vort land besidder vi ikke temperaturmaalinger nok til at 
kunne bedømme den daglige variation i en indsjøs temperaturforholde; 
men fra flere andre steder har man gode iagttagelser herover. 

Vi skal fra et arbeide af Richter! hidsætte nogle temperaturmaa- 
linger fra Wörthersee: 


2den—3die august 1890. 


& LET EV Re 
ELLES SVENE VENNE 
=) = a o © 2 © un e ich 
DERRE soo M conan naan © ; 
re co = No) rs ‘© 
| | 
[0] [0] [0] [0] [0] [0] [0] Le] [0] [0] [0] fe) 
o ms dyb |24.4|246|25.9|27 |27 |26.1|25.3 25.225 |24.6| 2221208 
TA » 23.1 | 23.8 | 24.7 | 23.7 | 23.6 | 24.7 | 24.7 ze 23.4|24 |23 
2 » ı22,9|23 |23.1| 23.2 | 23.4 | 23.4! 23.5 | 24.6 | 24.6 | 23.2 | 23.1 | 23 
Ce 52 23 123 123.1|23.2|23.2|23.2| — |23,61232|23 23770259 
An 122.6 22,5122.0 22.0|23 123 123 123 227 22.1 222m 


1 Seestudien, pag. 39. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 13 


CE 


Temperaturmaalingen er foretaget en varm, klar sommerdag. 

Vi ser, at overfladetemperaturen har steget til ud paa eftermiddagen 
(kl. 4), hvorefter den forholdsvis raskt har aftaget, til den har naaet sit 
minimum en stund efter solopgang. Amplituden har udgjort 4.s°. 

I 4 m.s dyb kunde ogsaa den daglige variation i temperaturen 
tydelig merkes; men i dette dyb indtraadte opvarmningen senere end i 
overfladen. 

En saa stor daglig amplitude er imidlertid meget sjelden og fore- 
kommer kun i klare og varme sommerdage. Er det skyet, vil ampli- 
tuden ikke vere saa merkbar. Hvordan det i de forskjellige maaneder 
af aaret pleier at forholde sig med den daglige amplitude i overflade- 
temperaturen, giver en rekke i 1894 iagttagne temperaturer fra Mill- 
stättersee begreb om. Efter Richter! hidsættes: 


Maanedens gjennem-|Den sterste iagttagne = u Tr 

a å : | . |turforskjel fra den ene 

snitlige daglige tem-| daglige amplitude i å 
morgenobservation 


peraturamplitude. | løbet af maaneden. : 
til den anden, 


o | o | p o 


Januar | 0.9 1.7 | 0.56 
Februar | 1.4 2.6 0.33 
Mars | Ed | 4.4 0.59 
April | 2.3 | 4.6 0.66 
Mai 1.77 | 3.3 0.62 
Juni 2.01 | 5.0 0.54 
Juli 2.09 6.0 0.44 
August | 1.87 4.8 0.43 
September 0.96 2.2 0.31 


Vi ser, at den gjennemsnitlige temperaturforskjel fra dag til dag 
var gjennemgaaende betydelig mindre end den daglige amplitude. Af 
dette kan sluttes, at hverken opvarmningen eller afkjolingen gaar jevnt 
for sig, men den har hver dag sit maximum og minimum. 

Videre sees, at der i lobet af host og vinter er en mindre forskjel i 
den daglige temperaturamplitude, end der er om vaaren og sommeren. 

Den daglige periode i temperaturen gjor sig ikke alene gjældende i 
overfladen. Vi har i de meddelte temperaturserier fra Wörthersee seet, 
at den gjorde sig gjældende ned til et dyb af 4 m.; men den kan merkes 
endnu dybere, 


1 Seestudien, p. 44. 


136 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


For Genfersjøens vedkommende har Forell godtgjort, at den kan 
paavises ned til et dyb af ca. 20—25 m. 

Grissinger? har ofret dette spørsmaal et mere indgaaende studium 
og har for at belyse det foretaget nøiagtige temperaturmaalinger i 
Weissensee. Maalingerne er foretagne 4 gange daglig mellem Iste og 
ste sept. 1891, og temperaturen er hver gang iagttaget for hver anden 
meter ned til 50 m.s dyb. 

Det fremgaar af disse maalinger, at den daglige temperaturforandring 
har gaaet ned til et meget betragteligt dyb, idet den endog kunde spores 
ned til 30—35 m. Men variationen udviklede sig ikke samtidig i hele 
dette dyb. Fra overfladen og ned til et dyb af 4 m. var der et maxi- 
mum i temperaturen ud paa eftermiddagen. I de lag, som laa 6—12 m. 
under overfladen, merkedes ikke døgnets høieste temperatur før ud paa 
kvelden, og i de dybere lag havde den daglige opvarmning ikke trængt 
ned før endnu senere, saaledes, at den i 30—35 m.s dyb først blev 
bemerket den derpaa følgende morgen. Variationen i overfladens tem- 
peratur var de observerede dage 2—3*, i et dyb af 4 m. var den op til 
1°, i 12 m.s dyb 0.1°—0.2°, og i 30—35 m.s dyb beløb den sig kun 
til or 


Den daglige forandring i en sjøs temperaturforhold giver anledning 
til et meget interessant fænomen i sjøernes termiske forhold. Den omstæn- 
dighed, at overfladevandet afkjøles og synker ned til et vist dyb, bevir- 
ker nemlig en udjevning af temperaturen i de øverste lag, medens tempe- 
raturen i vandet nedenfor bliver mere uforandret. Grænsen for den dag- 
lige variation merkes derfor som et sprang i temperaturserierne og er 
nu under den tyske benævnelse «Sprungschicht» kjendt fra en mængde 
sjøer. 

Fænomenet er først iagttaget og forklaret af Richter, men er senere 
ogsaa iagttaget af Forelt, Langenbeck®, Delebecque® m. fl. 

Denne pludselige forandring af temperaturen i et vist dyb kan kun 
iagttages om sommeren, medens lagstillingen er den termisk direkte. Ud 
paa høsten, naar lagstillingen gaar over til den termisk omvendte, er 
sprungschichtet ikke iagttaget. For denne undersøgelse, som her fore- 

1 Le Léman, B. II, pag. 365. 

2 Peterm, Mitteil. 1892, p. 156. 

3 Richter; Die Temperaturv. der Alpenseen, 

4 Le Léman, p. 364. 

5 Hergesell og Langenbeck: Die Seen der Siidvogesen (Geogr. Abhandl, aus den Reichs- 
landen Elsasz-Lothringen, Heft 1, p. 193). Zangenbeck: Uber die Bildung der Sprung 


schicht in den Seen, Peterm, Mitteil. 1893, p. 122. 
Les lacs frangais, p. 148. 


Dm 


I9OI. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 137 


ligger over betingelserne for afkjolingen, indtil islegningen finder sted, 
kan imidlertid feenomenet ikke tænkes at have nogen direkte interesse, 
og vi behover saaledes ikke at gaa nærmere ind herpaa. 


Foruden den daglige og aarlige periodiske variation i en sjos 
temperatur omtales ogsaa af Fore/! en temperaturforandring, som ud- 
strækker sig over et længere tidsrum, og som betegnes af ham som 
variation cyclique. 

Vi besidder ikke fra vort land temperaturmaalinger nok til at af- 
gjøre, hvorvidt en saadan kan paavises i de norske indsjøer; men vi 
skal efter Forel hidsætte nogle iagttagelser fra Genfersjøen, som er den 
sjø, hvorfra de længste serier af temperaturmaalinger haves. 

Sommervarmen og vinterkulden naar, som det fremgaar af en mængde 
maalte temperaturserier, i denne sjø ned til et dyb af 100—120 m. 

I de dybere lag skulde man derfor vente, at der var en konstant 
temperatur fra aar til andet; men dette viser sig ikke at være tilfældet. 
Forel? har efter forskjellige kilder i følgende tabel sammenstillet de maa- 
linger, som haves af temperaturen i de dybeste lag. 


Temperatur, 

TEIT ev RE EE 
Heter 401870" SU KNE HAS ar 
Mars Å OE re Oe ae 
Juli 1874 2 5.9 
TITT Le ME ME ME 
Mai 1879 re AE SS TN 5.2 
Mai ote RE PA SATT 
November 1881 ..... WEIN HR? © 7 
SEILER ESPION ale ER ro 
August LR a IDE 
ES BOSC ara Tee 
An Se RE CERN TS 
Mars Tr STAR ERA NL PERRET 
3 2.22 EAE 1 00 SØN NG Å 
Januar OA er GE ES 
Januar Re SA 
Mars IE le LU 
ET eier A 

— Por NN 2 OG 


Le Léman, B. II, pag. 355. 
L c. pag. 356. 


1 
2 


138 ANDREAS HOLMSEN. MN KE 


Vi ser, at temperaturen fra aar til aar har varieret betydelig, idet 
den viser en amplitude af op til 1.9". 

Forandringen har ikke foregaaet sprangvis, men det synes, som om 
temperaturen har steget næsten jevnt en række aar, indtil den har naaet 
et maximum, og derpaa aftaget jevnt til et minimum. 

Fra 1870 steg den til 1873, da den naaede et maximum. Derpaa 
faldt den, indtil den i 1880 havde et minimum, steg derefter til et maxi- 
mum i 1885 og faldt til et minimum i 1891, hvorefter den atter begyndte 
at stige. 

Perioden fra maximum til maximum var følgelig i de observerede 
aar ca. 12 aar og fra minimum til minimum 11 aar. Det vil være 
altfor dristigt efter denne observationsrække, hvor kun én periode er 
iagttaget, at uddrage nogen bestemt slutning om periodiciteten af disse 
forandringer i sjøens temperaturforhold, eller om, hvorvidt samme kan 
sættes i forbindelse med de periodiske forandringer, som er paaviste i 
klimatologisk henseende og i sjøernes vandstandsforhold, 

Vi vil her kun paapege, at saadanne forandringer, som udstrækker 
sig over flere aar, virkelig er paaviste i indsjøernes temperaturforhold. 


Vi har nu seet, hvilke periodiske temperaturforandringer der finder 
sted i en indsjø: Der er en aarlig periodisk forandring, som gjør sig gjæl- 
dende ned til et meget betydeligt dyb, efter Schzetz’s maalinger til over 
150 m.; der er en daglig forandring, som er iagttaget ned til et dyb af 
30—35 m., og der er iagttaget temperaturforandringer, som udstrækker 
sig over flere aar, og som er bemerket helt ned til de dybeste lag. 

Men foruden disse forandringer, som er af regelmæssig natur, kan 
der ogsaa i sjøerne finde temperaturforandringer sted, som er af en mere 
lokal og uregelmæssig art. 

I virkeligheden vil man neppe i en større indsjø finde, at de lag, 
som befinder sig i samme dyb, samtidig har nøiagtig samme temperatur. 
Det vil oftest vise sig, at saavel overfladevandet som vandet i dybet 
har en forskjellig temperatur paa de forskjellige steder i sjøen. Denne 
forskjel kan i enkelte sjøer være ganske betydelig, i andre kan den 
være mindre; enkelte gange kan man i samme sjø finde den større, 
andre gange mindre, og den maa saaledes være af helt lokal natur. 

Vi skal pege paa nogle omstændigheder, som kan bevirke saadanne 
lokale temperaturforandringer. 

Lad os antage, at vi har en indsjø, som er sammensat af flere bas- 


siner, adskilte ved banker, som hæver sig næsten op mod overfladen. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 139 


Hvis for eksempel nogle af disse bassiner er dybe, men andre grunde, 
er det, efter hvad der for er udviklet, klart, at der vil vere forskjellig 
temperatur i de tilsvarende horizontale lag i de forskjellige bassiner, idet 
de dybere bassiner vil opvarmes og afkjoles senere end de grundere. 
Mellem bassinerne vil man over bankerne faa stromme, som vil soge at 
udjevne temperaturen; men forholdene kan ofte tænkes at være saadanne, 
at strommene ikke formaar at udjevne temperaturen saa hurtig, som 
denne forandres i de forskjellige bassiner. 

Opvarmningen og afkjolingen er ofte forskjellig i den litorale del 
og den centrale del af sjoen. Afkjolingen og opvarmningen fra bred- 
derne spiller nemlig ingen direkte rolle ved temperaturforandringerne i 
den centrale del, medens den kan være betydelig i den litorale. Ogsaa af 
den grund kan der derfor tænkes at fremkomme temperaturforskjellighed 
i samme horizontale lag i sjøen. Paa grund af den forskjellige opvarm- 
ning ved bredderne og i den centrale del af sjoen, kan der ogsaa opstaa 
strømme, som søger at udjevne temperaturen, og som følgelig ved siden 
af at have andre aarsager ogsaa er afhængige af sjøens form. 

For flere af de norske indsjøer, som har den eiendommelige lang- 
strakte form, kommer hertil ogsaa et andet moment, som maa tages i 
betragtning. Det er, at der samtidig kan være nogen forskjel i varme- 
tilførselen og varmetabet i de forskjellige dele af sjøen. 

Ser vi for eksempel paa en sjø som Mjøsen, er her flere af de 
meteorologiske faktorer, som bevirker temperaturforandringerne, temmelig 
forskjellige paa de forskjellige steder. 

Vil vi for eksempel betragte lufttemperaturen i maanederne oktober, 
november, december, januar og februar, saa er denne ved nordenden af 
sjøen, midt paa sjøen og ved sydenden samtidig temmelig forskjellig, 
saaledes som følgende normaltemperaturer for Lillehammer, Hamar og 
Eidsvold udviser !: 


Normaltemperatur for: 


| 
| oktober november december januar | februar 
| 
Lillehammer . | ERE Er Et 00 74 
Hamar | +37 ae Ve RE å — 82° 
Eidsvold. . . | + 39 — 12 | — 3." kuer 6.3 | — 66 


1 H, Mohn: Klimatabeller for Norge, Luftens Temperatur. Vidensk.selsk. Skrifter 1895, 
no. 10, p. IQ. 


140 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Hertil kommer endnu et forhold, som maa bevirke nogen forskjel i 
opvarmningen og afkjølingen ved de forskjellige steder i en sjø, og 
det er opvarmningen og afkjølingen ved tilløbene. Hvor en stor elv 
falder ud i en liden sjø, vil temperaturen i sjøen selvfølgelig være 
meget afhængig af temperaturen i elven, og det kommer efter omstæn- 
dighederne an paa, hvorvidt elven vil virke opvarmende eller afkjølende. 
Men ikke alene ved udløbet, men ogsaa paa andre steder i sjøen vil den 
have sin indflydelse, som vil være større eller mindre, eftersom elvens 
vandføring er i forhold til sjøens størrelse, eftersom sjøens form og 
dybdeforhold er, og eftersom de øvrige lokale forholde kan være. 

Lokale temperaturforskjelligheder kan ogsaa fremkomme som virk- 
ninger af strømme, der er foraarsagede af vinden. 


Vi har ikke fra vort land saadanne temperaturserier, som udviser, 
at der i samme sjø samtidig kan være en forskjellig temperatur i samme 
horizontale lag, men vi skal efter Deledecgue! hidsætte et eksempel herpaa: 

Temperaturmaalingen er fra lac d’Aiguebelette og er foretagen 26de 
august 1891. 


II. 
Omtrent midt paa sjøen: Nærmere nordenden: 
o m.s dyb 20.9 210: 
TOM» 10100 0.3° 
on Ag 4.8” 
40 » » 42° 4.25 


Som vi ser, er der paa de to steder i sjøen temmelig forskjellige 
temperaturforhold. 


I en indsjø er følgelig temperaturen dels underkastet visse periodiske 
forandringer, men ved siden af disse kan man ogsaa finde mere ujevne 
temperaturforandringer af en mere lokal art. Vil vi derfor undersøge, hvor- 
dan de forskjellige faktorer bevirker opvarmning og afkjøling af sjøerne, 
maa vi foruden at tage hensyn til de klimatiske omstændigheder, som 
under lige forholde virker ligedan ved alle sjøer, ogsaa for hver enkelt 
sjø tage hensyn til lokale faktorer, som der gjør sig gjældende. 


Vi vil i det følgende afsnit behandle, hvorledes virkningen er af 
hver af de faktorer, som betinger afkjelingen i en sjø, og sage at paa- 
vise, i hvilken grad de forskjellige faktorer gjør sig gjældende, indtil 
afkjølingen er saa langt fremskreden, at tidspunktet for islægningen er 
forhaanden. 


1 Les lacs français, pag. 149. 


IGOIL. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. IAI 


Kapitel 5. 


De forskjellige faktorer, hvoraf tidspunktet for 
islægningen er afhængigt. 


Allerede før er det nævnt, ved hvilke processer varmen afgives fra 
en sjø. Det største varmetab sker i almindelighed ved udstraaling og 
ved kontakt med kold luft. Af undersøgelser af docent Prytz)! og prof. 
Christiansen?” fremgaar det, at udstraalingen i sin almindelighed spiller 
den største rolle. Richter? har ogsaa gjort opmerksom herpaa, idet han 
omtaler, hvorledes man meget ofte kan finde, at temperaturen i en sjø 
er gaaet betydelig ned i løbet af en nat, uagtet sjøens temperatur har 
været høiere end luftens. 

Bortledningen af varme er i væsentlig grad afhængig af temperatur- 
faldet, og vi maa derfor antage, at der ved denne proces afgives megen 
varme fra indsjøerne i enkelte dele af vort land, hvor vintertemperaturen 
kan gaa meget lavt ned. 

Foruden ved disse to processer sker der ogsaa varmetab ved fordunst- 
ning fra overfladen og ved smeltning af tilført sne, samt ved optagelse 
af kolde tilløb. Fordunstningen er udpaa høsten og forvinteren, da den 
største atkjøling foregaar, ikke synderlig betydelig, og det varmetab, som 
medgaar hertil, spiller neppe andet end en meget underordnet rolle under 
sjøens afkjøling. Betydelig større kan varmetabet ved smeltning af sne, 
som er faldt ned i sjøen, være til sine tider; men dette varmetab er ikke 
blandt dem, som daglig foregaar i en sjø, og det maa i sammenligning 
med disse i regelen kun være af underordnet betydning. 

I hvilken grad de forskjellige processer, som bevirker afkjølingen, 
faar anledning til at gjøre sig gjældende, maa være afhængig af veirliget. 
Hvis det er klart og koldt, er saavel udstraaling som bortledning af 
varme betydelig; er det derimod overskyet og mildt veir, er udstraa- 
lingen og bortledningen ringe. Er der nedbør og vind, kan udstraalingen 
ikke virke saa sterkt; men er nedbøren sne, kan alligevel sjøen under 
saadant veir afkjøles ret betydelig. 


Beretning om Naturforskermødet i Kristiania 1886 s. 61. 
Om Betingelserne for Isdannelse. Oversigt over d. k. danske Vidensk. Selsk. Forh, 1891. 


1 
3 Seestudien, p. 35. 


142 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Hvis vi derfor vil undersoge, hvilke faktorer der bestemmer afkjelin- 
gens fremadskriden, indtil tidspunktet for islegningen kan indtræde, maa 
vi tage hensyn til veirliget og undersoge, hvilken indflydelse dettes ele- 
menter har paa afkjølingens gang. De elementer af veirliget, som i 
denne henseende maa antages at gjøre sig gjældende, er /ufttempera- 
turen, skydækket, nedbøren og vinden. 

Vi vil behandle hver enkelt af elementerne for sig og se, hvilken 
indflydelse hver især har paa det tidligere eller sildigere tidspunkt for 
islægningen. 

Men som vi ovenfor har seet, er ogsaa tiden, som medgaar for af- 
kjølingen i en sjø, afhængig af andre forholde; den er for en væsentlig 
del afhængig af sjøens dyb, og videre af sjøens form, størrelse, tilled 
og omgivelser samt af andre omstændigheder af mere lokal art. Vi maa 
derfor senere ogsaa undersøge, hvorledes tidspunktet for islægningen er 
betinget af hver enkelt af disse forhold. 


I. De meteorologiske elementers forhold til islægnings- 
tidspunktet. 


A. Lufttemperaturen. 


En af de processer, hvorved der foregaar afkjøling af en indsjø, er 
som omtalt, bortledning af varme til ovenforværende kold luft. En 
direkte følge heraf er, at den tid, som medgaar til afkjølingen og følge- 
lig ogsaa islægningstidspunktet, for en del maa afhænge af lufttempera- 
turen. Men denne bestemmes ogsaa for en del af, i hvilken grad udstraa- 
lingen gjør sig gjældende, og man kan saaledes ogsaa sige, at lufttem- 
peraturen paa en vis er et maal for, hvor sterkt udstraalingsprocessen 
gjør sig gjældende i en indsjø. 

Vi ser saaledes, at lufttemperaturen maa betragtes som en omstæn- 
dighed, der i væsentlig grad er en bestemmende faktor for islægnings- 


tidspunktets indtrædelse. 


Naar der skal undersøges, hvilken rolle de forskjellige meteorolo- 
giske elementer spiller med hensyn til islægningstidspunktet, kunde det 
tænkes, at det vilde være heldigt at tage for sig sjøer, som er belig- 
gende under forskjelligartede klimatiske forhold og gjøre sammenlig- 
ninger. Dette vilde imidlertid neppe give noget sikkert resultat, idet det 
ikke vilde lykkes at finde sjøer, hvor de forskjellige mere lokale aar- 


sager, som forøvrigt betinger afkjølingen, var lige. Man maa isteden 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 143 


undersøge, hvorledes det er med forholdet mellem islægningstidspunktet 
og de meteorologiske elementer i de forskjellige aar ved samme sjø. 

Vi vil for at finde rede paa, i hvilken grad lufttemperaturen under 
afkjølingsprocessen om høsten har været bestemmende for tidspunktet 
for islægning, benytte os af de grafiske fremstillinger, som vil findes 
bag i bogen. 

Paa de første af disse betegner den optrukne kurve den maanedlige 
lufttemperaturs gang i de forskjellige aar. Ordinaten I mm. svarer til 
en grad og abscissen 10 mm. svarer til et tidsrum af en maaned. Paa 
kurverne er med blaa farve betegnet den tid, da en nærliggende indsjø 
var tilfrossen. Wed siden af er med punkterede linjer optegnet en kurve, 
som angiver normaltemperaturen for vedkommende meteorologiske station. 
Af de to kurvers forløb i forhold til hinanden vil maanedens middel- 
temperaturs afvigelse fra det normale træde frem. 

Paa planche 1 er fremstillet maanedstemperaturerne for Granheim 
for 8 maaneder af aaret fra 1870 til 1899. Den tid, da den nærlig- 
gende Sæådrefjord var tilfrossen, er optrukket med blaat. 

Af figuren fremgaar det, at islægningen har fundet sted til noksaa 
forskjellig tid, fra begyndelsen af november til begyndelsen af december. 

Vi vil nærmere se, hvorledes det har været med tidspunktet i de 
forskjellige aar. Som før omtalt, er den normale islægningsdatum efter 
30 aars iagttagelser 24de novbr., og vi ser, at sjøen flere aar har frosset 
til omkring dette tidspunkt. Saaledes: 

1870, 1873, 1874, 1877, 1878, 1884, 1890, 1891, 1892, 1893, 1896, 1898. 

Ser vi paa figuren, vil det bemerkes, at oktobers og novembers 
middeltemperatur i flere af disse aar laa meget nær normalen. Det var 
tilfældet i 1870, 1878, 1884, 1890, 1891, 1892, 1893, 1896, 1808. 

I 1873 og 1877 var oktober ca. 2” for kold, men november var til 
gjengjæld for varm, saaledes at den midlere temperatur for begge maa- 
neder bliver nær den midlere normaltemperatur. I 1874 var det om- 
vendte tilfældet. Oktober var lidt for varm, men november var noget 
for kold. 

Vi ser saaledes, at i samtlige aar, hvori Slidrefjorden har lagt sig 
ved det udregnede normaltidspunkt, har lufttemperaturen i gjennemsnit 
været nær den normale. 

Fjorden har lagt sig før 20de november følgende aar: 1871, 1875, 
1876, 1879, 1880, 1882, 1887, 1888. 

Samtlige disse aar har havt for kold temperatur, saavel i oktober 
som i november. I 4 af aarene fandt islægningen sted før 15de novem- 
ber, idet den i 1876 og 1880 foregik 11te november, i 1888 12te novbr. 


144 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


og i 1887 15de novbr. I 1871, 1875 og 1882 indtraf den derimod paa 
et tidspunkt, som ligger nogle dage senere. 

Som vi ser af den grafiske fremstilling, var lufttemperaturen saavel 
i oktober som november for kold i 1876, 1880 og 1888; men vi ser ogsaa, 
at der var et betydeligt underskud af varme i 1871 og 1875, og vi skulde 
derfor kunne vente, at islægningen havde indtruffet lige tidlig i disse 
aar. Naar saa ikke er skeet, maa det have sin grund i, at andre meteo- 
rologiske faktorer har gjort sig gjældende ved siden af lufttemperaturen. 

Slidrefjorden har islagt sig efter 30te november i følgende aar: 
1872, 1881, 1883, 1886, 1889, 1894 og 1897. I disse aar laa saavel ok- 
tobers som novembers middeltemperatur over normalen i 1872, 1883 og 
1889. I de ovrige aar var derimod oktober for kold, medens november 
var for varm. Senest fandt islægningen sted i 1881, 1883, 1886 og 1894. 
Af disse aar laa oktobers middeltemperatur nær normalen i 1883 og 1886. 
I 1881 og 1894 var maaneden meget kold, november var derimod for 
varm, og tiltrods for, at gjennemsnittet for begge maaneders middeltem- 
peratur ligger meget nzr gjennemsnittet for disse maaneders normale 
temperaturer, ser vi, at islægningen ikke fandt sted for ud i december. 

Vi ser heraf, hvad vi forøvrigt maaske ogsaa kunde formode, at tids- 
punktet for islægningen vesentlig afhænger af temperaturen i november, 
. eller af temperaturen paa den tid, da den vesensligste af kjøling foregaar. 


Blandt de aar, Slidrefjorden frøs sent til, er der ogsaa nogle, som 
udviser uregelmæssigheder med hensyn til islægningstidspunktets ind- 
træden i forhold til lufttemperaturen. Saaledes ser vi, at middeltempera- 
turen for oktober laa nær normalen i 1883 og 1886, medens november 
i 1883 var 1.5” for varm og i 1886 40° for varm, saa vi kunde vente, at 
islægningstidspunktet i 1886 var indtruffet senere end i 1883; men dette 
er ikke tilfældet. Islægningen fandt i 1883 sted 5te december, i 1886 
3die december. 

I 1894 var oktober 3° for kold, november derimod 2,9” for varm. 
Vi skulde efter dette have ventet, at islægningen havde fundet sted før 
end i 1886 f. eks.; men den seneste islægning paa Slidrefjorden, som er 
iagttaget i alle 30 aar, fandt sted i 1894, idet den ikke foregik før 8de 
december. For disse aar skulde vi saaledes antage, at andre af de 
faktorer, som er medvirkende under sjøens afkjøling, har gjort sig gjæl- 
dende i forskjellig grad. 

Islægningstidspunktet fandt i 1895 sted 21de novbr., følgelig kun et 
par dage før end normalt. Saavel oktober som november var for kolde 
dette aar, saaledes, at vi skulde have ventet en noget tidligere islægning. 


Igol. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 145 


Vi vil af det foregaaende have seet, at tidspunktet for, naar Slidre- 
fjorden aar om andet fryser til, for den væsentligste del er afhængigt af 
lufttemperaturen udover høsten og da i en særlig grad af temperaturen 
i november; men vi ser ogsaa, at andre forholde synes at være med- 
virkende, saaledes at de i enkelte aar kan paaskynde eller forsinke islæg- 


ningen i kortere tid. 


Paa samme maade vil vi betragte forholdet mellem lufttemperaturen 
og islægningen ved Mjosen. Kurverne paa planche 2 forestiller lufttempera- 
turens gang ved Hamar eller Eidsvold. Temperaturens gang kan i det 
hele taget neppe være saa synderlig forskjellig paa disse to steder, og 
derfor vil det ikke have nogen indflydelse, at vi for enkelte aar har 
været nødt til at bruge observationerne ved Eidsvold. Paa kurverne er 
med blaat indtegnet den tid, da hele Mjøsen har været islagt. Naar 
isdannelse i form af iskrav og tilisning af enkelte partier af den bredeste 
del af sjøen har holdt paa at udvikle sig, er dette paa et par steder 
antydet ved blaa punkter. 

Af den grafiske fremstilling vil det fremgaa, at der i nogle aar har 
været is paa Mjøsen, i andre ikke. De aar, Mjøsen ikke har været helt 
tilfrossen, er følgende: 1871—72, 1872—73, 1873—74, 1877—78, 1879 
—80, 1881—82, 1886—87, 1893—94, 1897—08. 

Af disse aar ligger de maanedlige middeltemperaturer fra høsten og 
udover hele vinteren betydelig for høit i 1873—74 og 1881—82. I 1897 
—98 var høstmaanederne oktober og november omtrent normale; men 
senere paa høsten og udover hele vinteren var temperaturen betydelig 
for høi. 

I de tre aar var Mjøsen med undtagelse af den nordligste del aaben 
hele vinteren. 

De øvrige af de 9 aar var sjøen islagt i sin nordlige del sydover 
til Gjøvik—Næs—Hamar; men i den sydlige del var den aaben hele 
vinteren. Hvis vi betragter, hvorledes det var med luftens temperatur 
i disse 6 aar, sees, at gjennemsnittet af de maanedlige middeltemperaturer 
for høst- og vintermaanederne ogsaa da laa over gjennemsnittet for de 
maanedlige normaler; men temperaturen var i det hele og store taget 
noget lavere end i hine tre aar. I 1893—04 var saaledes september 
noget for kold, oktober og november normale, men resten af høsten og 
hele vinteren udover havde et betydeligt varmeoverskud, I denne vinter 
laa der en kort tid i februar is saa langt syd som til Næs—Hamar, 
men forøvrigt laa ikke fast is længere syd end til Ringsaker. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KI. 1901. No. 4. IO 


146 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I 1871—72, 1879—80 og 1886—87 var høstmaanederne og særlig 
december for kold, men resten af vintermaanederne var betydelig varmere 
end det normale. I disse 3 aar lagde der sig sent ud paa vinteren lidt 
is sydover til Hamar; men den laa ikke mange dage. 

I 1872—73 var høstmaanederne for varme, december for kold, januar 
betydelig for varm, februar noget for varm, mars derimod for kold. Der 
lagde sig da ud i mars lidt is over den største del af sjøen; men store 
partier var isfri hele vinteren. I 1877—78 var høsten for varm, januar 
derimod lidt for kold, medens resten af vinteren var for varm. I det aar 
fandt ingen islægning sted uden paa den nordligste del, nordenfor Biri, 
før ud i januar maaned. Ved Hamar lagdes lidt is i slutten af januar; 
men allerede midt ud i februar gik den væk igjen. 

Vi har nu betragtet, hvorledes det har været med lufttemperaturens 
gang i de aar, da Mjøsen ikke har været helt islagt, og vi har seet, at 
der i samtlige aar har været varmeoverskud. 

Vi vil nu af den grafiske fremstilling uddrage nogle slutninger 
om, hvorledes det har forholdt sig med lufttemperaturen i de aar, sjøen 
har været helt tilfrossen. 

Islægningspunktet har, ser vi, varieret betydelig. Det har indtruffet 
mellem sidste halvdel af december og første halvdel af mars. I følgende 


tabel findes aarene grupperede efter islægningstidspunkterne: 


Islægningen indtruffen i 


december januar februar mars 
i] 21 2 | eg 
TV EEE 
v v vo vg S 
3 à S|) wees 
= a 
1876—77 | 1874— 75 | 1870—71 1875—76 
1880—81 || 1882—83 | 1884—85 | 1878— 79 | 1896—07 | 1887—88 | 1883—84 || 1885 —86 
1890—91 | 1892—93 | 1891—92 1888—89 
1895—96 1894—95 1889—90 
1898—99 


Ved at sammenholde denne tabel med den grafiske fremstilling, ser 
vi, at der for aarene inden samme gruppe i tabellen er en umiskjendelig 
lighed i lufttemperaturens gang. 

Af alle disse aar havde 1880—81 den koldeste høst og forvinter. 
Derfor kan det let forklares, at tidspunktet for islægningen indtraf saa 
tidlig det aar. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 147 


Ser vi paa, hvorledes det har forholdt sig med lufttemperaturen i 
de aar, da sjoen fros til forst i januar, saa vil det bemerkes, at der er 
stor overensstemmelse i kurverne for 1876—77 og 1882—83. I begge 
aar var oktober noget for varm, men november var for kold, og december 
havde et betydeligt underskud af varme. Hosten og forvinteren 1890 
—gı var derimod i det hele noget varmere, idet høsten udover var 
ganske normal, og i begyndelsen af december blev der varmeunderskud, 
som vedvarede udover til i begyndelsen af januar, efterat sjøen var helt 
tilfrossen; men senere omkring midten af januar skede der et veiromslag, 
saa isen brødes op, og senere udover var temperaturen for høi i sidste 
del af januar og hele februar; først ud i mars blev der kulde igjen, 
som bevirkede en ny islægning. I 1895—06 var det omtrent ligedan 
med temperaturforholdene; da lagdes is nogle dage omkring midten af 
januar; men den gik meget snart bort igjen. 

I de aar, Mjøsen frøs til mellem ıode og 20de januar, ser vi ogsaa 
i det hele og store taget overensstemmelse i de maanedlige middel- 
temperaturer. Januar var i alle tre aar betydelig for kold, idet maaneden 
havde omkring 3 —4" for lav temperatur; november og december var 
ogsaa kolde. Varmeunderskuddet var størst i december i 1874, medens 
det i 1884 fordeltes mellem saavel november som december. I 1892 
havde december ogsaa en noget for lav temperatur, men november var 
2° for varm. Oktober havde derimod i alle tre aar et varmeoverskud. 
Man skulde vente, at isen i disse tre aar havde lagt sig sidst i 1892—93, 
men saa er ikke tilfældet. Sjøen frøs i det aar til 15de januar, medens 
den i 1884 ikke frøs til før 20de januar. 

De 5 aar, hvori islægningen fandt sted mellem 20de og udgangen 
af januar, viser ogsaa overensstemmelse med hensyn til lufttemperaturens 
gang. Der har i alle 5 aar været for lav temperatur i januar. I 1899 
var maanedens varmeunderskud mindst, idet det udgjorde 1.4"; men i 
de øvrige aar udgjorde det omkring 3°. Med decembers temperatur var 
det noget forskjelligt de 5 aar. Maaneden havde i 1870 og 1878 en 
betydelig for lav temperatur, men i de øvrige aar var den for høi. 
November var normal i 1870, 1891 og 1898, i 1878 var den for kold, 
men i 1894 var den for varm. Oktober var normal i 1898, for kold i 
1870 og 1894, men for varm i 1878 og 1801. 

Mjøsen frøs i 1870—71 og 1891—92 til paa samme datum; men 
man skulde have ventet, at den var tilfrossen tidligere i 1871, idet baade 
oktober og december 1870 havde varmeunderskud, medens de samme 
maaneder havde varmeoverskud i 1891; men januar var i 1892 til gjen- 
gjæld 1° koldere end i 1871, og vi ser saaledes, at lufttemperaturens 


148 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


gang i den sidste del afkjølingsperioden, førend sjøen er tilfrossen, ogsaa 
maa have havt størst indflydelse paa Mjøsens islægning. 

I 1898—99 var gjennemsnitstemperaturen hele høsten udover meget 
nær normal. December var meget for varm, men januar var I,4" for kold. 

1896—97 var af alle de iagttagne aar det, hvis lufttemperatur om 
høsten og vinteren laa nærmest normalen. September og oktober var 
meget nær normal. November var 1.4” for kold; men til gjengjæld var 
december 1,1° for varm. Januar var 0.7 for kold, Islægningen fandt det 
aar sted 2den februar. Det vil erindres, at vi før har beregnet den 
normale islægningsdatum for Mjøsen til rode februar. Naar det tages i 
betragtning, at islægningstidspunktet sandsynligvis vilde have faldt nogle 
dage senere, hvis januar 1897 havde været 0.7 varmere, saa er der en 
unegtelig overensstemmelse med hensyn til tidspunktet for islægningen 
dette aar og med, hvad vi har beregnet som normalt. Stor sandsynlig- 
hed taler saaledes for, at der i aar med normal temperatur i løbet af 
høst og forvinter vil indtræffe islægning omkring det beregnede tidspunkt, 
tode februar. 

Vi vil nu af den grafiske fremstilling udlede, hvorledes det var med 
temperaturforholdene i de aar, hvori Mjøsen frøs til senere end normalt. 

En lighed ved temperaturkurverne for disse aar falder straks i giet, 
nemlig, at gjennemsnitstemperaturen for samtlige aar i december og 
januar er høiere end normalt. I 1875—76 var december ganske lidt, 
02, for kold, men januar var næsten 1° for varm; i 1883—84 var 
december noget for varm, men januar omtrent normal. I 1887—88 var 
december 0,3; for kold, men januar 1,5" for varm, og i 1888—89 og 
1889—90 var der et betydeligt overskud af varme saavel i december som 
januar. November og oktober var derimod i aarene 1875 og 1887 ca. 
2° for kolde, i 1888 var de samme maaneder 1° for kold, men i 1883 
og 1889 var de varmere end normalt. 

Den seneste islægning foregik i 1885—86. I dette aar var saavel 
oktober som november koldere end normalt; december og januar var 
derimod for varme, men havde ikke saa stort overskud af varme som i 
1888—89 og 1889—90. Februar havde en middeltemperatur, som laa 
over det normale i 1890, men en temperatur lidt under det normale i 
1889 og 1886. 

Vi skulde efter lufttemperaturens gang i de tre sidstnævnte aar have 
ventet, at islægningen havde indtruffet tidligst i 1885—86 og senere i 
1888—89 og 1889—90; men saa er ikke tilfældet. Medens sjøen frøs 
til 15de februar i 1889 og 18de februar i 1890, islagdes den ikke før 
3die mars i 1886. Dette synes at være en uregelmæssighed i det for- 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 149 


hold, som vi i det store og hele har seet, at der hersker mellem luft- 
temperaturen og tidspunktet for islægningen. For er ogsaa gjort op- 
merksom paa nogle saadanne uregelmæssigheder. Disse vil bedre sees 
af nedenstaaende tabel, hvor de maanedlige middeltemperaturers af- 
vigelse fra det normale i de forskjellige aar findes opskreven. Aarene 
er ordnede efter den rækkefølge, i hvilken islægningen indtraadte, og 
datoen for islægningen i de forskjellige aar er ogsaa angivet, 


Den maanedlige middeltemperaturs afvigelse fra 


Naar islæg- normalen. 
ningen ind- 
traf. 
Oktober |November |December| Januar | Februar Mars 


1880—81 | 24de dec. | — 5.7| — 26] + 4.4 — 

1876—77 | 3die jan. | — 0.6 | — 2.8 | — 6.4 == 

1882—83 | ode jan. | + 0.3 | — 2.3 | — 2.0 — 

[1890—9r]| rode jan. | > Lı | + o1 | + 17 — 

[1895—96] | 13de jan. | — 1:7| — 04| = Og | — 

1874—75 | 13de jan, | + 2.3 Oo | — 4.7 — 

1892—93 | 15de jan. | + 0.4 | + 2.0 | — 0.6 | + 

1884—85 | 20de jan. | +09 | — 1.7 | — 1.3 | — 

1878—79 | 22de jan. | + 2.0 | — 14 | — 32 | + 

1870—71 | 24de jan. | — 1.9 Oo | — 4.8) = 

1891—92 | 24de jan. | + 2.8 O.o | + 1.8 | — 3.9 

1894—95 | 26de jan. | — 2.1 | + 2.9 | + 2.9 | — 

1898—99 | 27de jan. | + 0.2 | + 0.1 | + 2.4 | + 

1896—97 || 2den febr. Oo} — I.4 | + Lı| — 

1887—88 | 14de febr. | — 1.4 | — 0.8 | — 0.3 | + 

1888—89 || 15de febr. | — 0.7 | — 04 | + 4.1 | + 

1875—76 || 16de febr. || — 2.4 | — 1.3 | + 02| + 

1889—90 || 18de febr.| + 1.5 | + 1.1 + 2.9 | + 

1883—84 | 21de febr.|| — 0.5 | + 2.4 | +08] + 

1885—86 | 3die mars. | — 1.6 | — 2.0 | + 1.8 | + 0.9 | — 03| — 
1871—72 Ikke islagt — 08|— 2.7 | — I.s — 1.8 | + 2.5 — O.4 
1872—73 do, + 1.9 | + 1.6| — 1.2 | + 47 | + 2.1 |— 0.8 
1877—78| do. Fe Ssl rap 08] + 34 |+ 2.1 


150 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Den maanedlige middeltemperaturs afvigelse fra 


Naar islæg- normalen. 
Aar ningen ind- : 

a Oktober | November| December| Januar | Februar | Mars 
1879— 80 |Ikke islagt| — 0.8 | + 1.2 | — 2.3 | + O.s | + 4.4 | + 2.8 
1886—87 do. 0,0 | + 2.8 | + 3.8 | + 3.8 | + 42 | + 2.8 
1893 — 94 do. +04| — Lo | +42| + 391 + 35 4 44 
1972 741 do. = Lo | + 04 | + 24 | + 3-5 | TF 44 TG 
1881—82 do, — 2.4 | + 0.8 | + 3.6 | + 4.6 | + 3.0 | + 3.3 
1897 —08 | do. — 0.6 | + 06| + 3.9 | + 6.9 | + 2.7 | + 0.5 


Det fremgaar af det ovenfor paapegte og maaske tydeligst af tabel- 
len, hvilken stor indflydelse lufttemperaturen har havt paa tidspunktet 
for islægningen paa Mjøsen. 

Vi ser, at der var betydeligt varmeunderskud i de aar, sjøen frøs 
tidlig til, og videre, at de maanedlige temperaturmedier ikke laa synderlig 
langt fra det normale i de aar, sjøen frøs til i begyndelsen af februar, 
og at der gjennemgaaende var for høi temperatur, i særdeleshed i den 
sidste del af afkjølingsperioden i de aar, sjøen var aaben hele vinteren. 

Nogle aar skulde vi efter de maanedlige middeltemperaturers afvi- 
gelse fra det normale have ventet, at islægningen havde indtraadt lidt 
før eller senere. Dette kan tænkes at have sin aarsag i, at de øvrige 
meteorologiske faktorer, som har været medvirkende under afkjølingens 
forløb, har været af en noget forskjellig natur i de forskjellige aar. 

Det kan imidlertid ogsaa tænkes, at vi ved kun at betragte de 
maanedlige middeltemperaturer har faaet en noget skjev forestilling om 
lufttemperaturens rette forhold og gang. Vi kunde for eksempel tænke 
os, at vi en vintermaaned havde en lang kuldeperiode, og at veiret efter 
denne pludselig slog om, saaledes at vi i samme maaned fik en periode 
med varmegrader. Afkjølingen i sjøen, som gik raskt og jevnt for sig 
under kuldeperioden, vilde sandsynligvis stanse efter veiromslaget, og 
man vilde kanske ogsaa merke nogen opvarmning under varmeperioden. 
Men naar det erindres, hvor langsomt temperaturvekslingen foregaar i 
en sjø i sammenligning med i luften, og naar vi ogsaa erindrer, at af- 
kjølingen fra en sjø for en væsentlig del foregaar ved udstraaling, kan 
det ikke antages, at et saadant veiromslag paa langt nær spiller den 
rolle i sjøens varmeforhold som i luftens. Om dette bevirkede, at 
luftens maanedlige gjennemsnitstemperatur hævedes betydelig, er det 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 151 


derfor ikke sandsynligt, at det vilde bevirke en forholdsvis lige stor 
varmeforøgelse i sjøen. Dennes temperatur vilde være væsentlig bestemt 
af den kuldeperiode, som var tilstede, før veiromslaget indtraadte. 

Man kan saaledes være udsat for at gjøre feilslutninger, hvis man 
vil udlede for meget af de maanedlige middeltemperaturers indflydelse 
paa tidspunktet for islægningen. 

Vi skal ogsaa nævne et andet eksempel herpaa. Mjøsen islagdes 
i 1889—90 den 18de februar. Vi har seet, at der det aar var overskud 
af varme hele høsten og vinteren udover ligetil ud i februar. Vi skulde 
følgelig ved sammenligning med de øvrige aars maanedlige middeltem- 
peraturer vente, at der ikke havde fundet nogen islægning sted paa sjøen 
det aar, eller ialfald, at den havde indtruffet paa en senere datum. Men 
nu er det virkelige forhold, at der i begyndelsen af februar var en kulde- 
periode, og under denne foregik afkjølingen saa sterkt, at islægnings- 
tidspunktet kunde indtræffe. Resten af maaneden var derimod for varm, 
og heraf kommer det, at dens middeltemperatur blev for høi. 

Hvis vi derfor med mere nøiagtighed vilde afgjøre lufttemperaturens 
indflydelse paa islægningstidspunktet, maatte vi ogsaa betragte tempera- 
turen for kortere tidsrum end for en maaned. Senere vil vi derfor 
betragte kurver, som fremstiller den daglige temperaturs gang ved Mjøsen; 
men først vil vi se lidt paa forholdet mellem de maanedlige middel- 
temperaturer og islægningstidspunktet ved nogle andre af vore sjøer. 


Paa planche 2 er for nogle aar med en pil antydet islægningstids- 
punktet for Randsfjorden. Vi ser, at islægningstidspunktet ogsaa her 
staar i nøie forhold til lufttemperaturen. 

Som det vil erindres, er normaltidspunktet for islægningen af Rands- 
fjorden udregnet at være 7de januar. 

Betragter vi nu et aar som f. eks. 1896—97, hvor temperaturfor- 
holdene var meget nær normale, idet september og oktober var normale, 
november lidt for kold, men december lige meget for varm, saa vil det 
sees, at islægningstidspunktet ogsaa indtraf normalt, 5: i de første dage 
af januar. 

Ser vi saa paa et aar som 1807—98, vil vi finde, at temperaturen 
efter i september og oktober at have været næsten normal, fra noget 
før midten af november bliver for høi og naar maximum i midten af 
januar, og vedbliver at være for høi helt til ud i april. I dette, hvad 
temperaturforholdene angaar, unormale aar legger der sig ikke is paa 
Randsfjorden før omtrent en uge ud i februar, 


PR ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


I nogle aar lagde denne indsjø sig før normalt, nemlig i aarene 
1886—87, 90 og 95. 

I 1886 var sidste halvpart af oktober, hele november og den første 
del af december for varm; men i december var der et betydeligt under- 
skud af varme, hvilket har bevirket den tidligere islægning. I 1887 var 
omtrent hele høsten og forvinteren for kold, i 1890 var oktober og 
november omtrent normale, medens december var for kold. 1895 havde 
en for kold høst, den sidste del af november var imidlertid for varm, 


medens december atter havde underskud af varme. 


Paa planche 3 er Kristianias maanedlige middeltemperatur fra ok- 
tober til mai fra 1883 til 1898 grafisk fremstillet, og med blaat er ind- 
tegnet den tid, da Øieren har været islagt de forskjellige aar. 

Islægningstidspunktet har i disse varieret mellem 7de november og 
16de december. 

Vi ser, at der har været for lav temperatur i høstmaanederne og 
særlig i november i aar, hvori sjøen frøs til i november, saaledes i 1884, 
1885, 1887, 1888, 1891, 1893, 1895, 1896. 

Oktober og november i aarene 1890 og 1897 havde en temperatur 
meget nær normalen, og da foregik islægningen i begge aar den 27de 
november. Vi har beregnet den normale islægningsdatum for Øieren til 
29de november, og vi ser, at tidspunktet har indtruffet paa denne tid, 
naar høstmaanedernes temperatur har været normal. 

Øieren frøs først til i december i følgende aar: 1883, 1886, 1889, 
1892, 1894. Disse aars temperaturer, ser vi, ligger i de nævnte maa- 
neder gjennemgaaende over normalen. 

Vi vil af nedenstaaende tabel se, hvor stor afvigelsen fra det nor- 
male var i oktobers og novembers temperatur de forskjellige aar. Is- 
lægningsdatoen findes ogsaa her angivet, og aarene er ordnede efter 
den rækkefølge, hvori islægningen de forskjellige aar fandt sted. 


Islægnings- Afvigelse fra normaltemperaturen i 

Aar datum for 

Øieren september oktober | november december 

o o Le] 
1893 ode novbr.| — 1.3 + Av — 17 = 
1896 13de novbr.| +02 | + 0; 3 — 18 — 
1887 Tre ovbt lo | 13 — Io == 
1885 21de novbr.| — 1.6 — 1.6 ‘| 2ER iss 
1888 22de novbr.| — o.1 2 | — 09 _ 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 153 


| 


| 
Islægnings- Afvigelse fra normaltemperaturen i 
datum for TDN JET KETTLER 
Øieren | september | oktober | november december 
| | | | 


| o | o | o o 
1884 22de novbr. | +23 | + 16 | — 0.7 | — 
1801 24de novbr. + 0.2 | + 2.4 | — 07 | ee 
1895 26de novbr.| + 0.8 — 211 OG | — 
1897 27de novbr.| — 0.4 | — 0.5 | + 03 | — 
1890 27de novbr.| — 11 | + 0.7 | + 0.6 — 
1889 | ıste decbr.| — 1.3 | +16 | + 10 | — 
1892 aden decbr.| +03 | +04 | +19 = 
1894 2den decbr.| — 1.4 | +13 | +23 = 
1886 | 3die decbr. || — 0.3 | + 0.2 | + 2.5 == 
1883 | ste decbr. | + 04 | + ox Le ua 
1898 | 16de decbr. O.o + 0.6 | + 0.8 + 2.2 


Tabellen udviser en meget stor regelmæssighed mellem afvigelsen 
fra den normale temperatur 1 november og islegningsdatoen, idet de 
aar, hvori maaneden var koldere, havde en tidligere islegning. Den 
eneste afvigelse fra regelen er i 1898; men det aar var december be- 
tydelig for varm, saa dette kan forklare, at sjoen ikke fros til fer 16de 


december, 


Paa samme planche og paa planche 4 er lufttemperaturen ved Nor- 
sjø grafisk fremstillet, og paa den for beskrevne maade er indtegnet, 
naar denne sjø var tilfrossen de forskjellige aar. 

Sammenlignes disse kurver med dem, som fremstiller temperaturen 
ved Mjøsen, sees, at de maanedlige medier for begge egne af landet 
udviser stor overensstemmelse med hensyn til afvigelse fra det normale. 
De maaneder, som har været for kolde ved Mjøsen, har i regelen ogsaa 
været for kolde ved Norsjø. Islægningen paa de to sjøer er ogsaa 
temmelig ens. De aar, Mjøsen har været islagt, har ogsaa Norsjø pleiet 
at være det. En undtagelse danner 1889—90, da der var is paa Mjøsen, 
men ikke paa Norsjø. Vi har før paapegt, at islægningen paa Mjøsen 
dette aar synes at være en uregelmæssighed, idet aaret gjennemgaaende 
havde saa stort varmeoverskud, at vi ikke skulde have ventet islægning. 

Den normale islægning paa Norsjø er før beregnet at foregaa om- 
kring ıode februar. 

Betragtes figuren, vil man se, at hele høsten udover og ligesaa de- 
cember var meget nær normal i 1896—97. Januar derimod var noget 


154 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


for kold. Dette aar skede islegningen i de forste dage af februar. An- 
tages det, at denne vilde have indtruffet nogle dage senere, hvis januar 
havde været normal, saa skulde man kunne formode, at islægningen i 
aar, hvori lufttemperaturen var normal udover hele høsten og forvinteren, 
vilde foregaa omkring det beregnede tidspunkt. 


Man har paa de temperaturkurver, som findes paa planche 4, med 
en pil antydet den tid, da Bandakvandene var tilfrosne. Islegningen 
paa disse vand, ser vi, sker i regelen adskillig tid, fer den foregaar paa 
Norsjø. 

I enkelte aar som i 1895—96 kan det hænde, at vandene er til- 
frosne, medens Norsjø er aaben; men i en vinter med betydeligt over- 
skud af varme, som i 1893 —94, er ogsaa disse aabne. 

Ogsaa tidspunktet for islægningen paa Bandakvandene har for en 
væsentlig del været afhængigt af, hvordan de maanedlige middeltem- 
peraturer har været i forhold til det. normale. 

Vi vil for de 8 sidste aar skrive op oktobers, novembers, decembers 
og januars afvigelse fra det normale og ordne aarene i den rækkefølge, 
hvori islægningen i de forskjellige aar fandt sted. 


Afvigelse fra normaltemperaturen i 
Aar Islægningen indtr, 
oktbr. | novbr. | decbr. | jan. Uk febr. 
1892—93 2den januar | — 0.2 | + 17 | — 14 | + 48 29 
1805 —06 7de januar | — 1,1 | + 05 | = 02 | + 17 1e 
1891—92 | 20de januar | + 2.1 | — Os Oo | 25 u 
1894—95 23de januar. | + 1.2 | + 3215 291 38 Pen 
1898—99 24de januar | + 0.9 | + 10] + 32 | — 08 ae 
1896—97 25de januar | = 04 | + 11 | + 0.3 | + 30] — 


1893—94 Ikke islagte | + 05 | + 01 | + 38 | + 15 | + 14 
1807—98 do. lide, + O02] + 14 | +21 | + 54 | + 02 


Vi ser, at særlig temperaturen i december har været bestemmende 
for islægningstidspunktet paa Bandakvandene. Man skulde kanske ikke 
have ventet, at islægningen var indtraadt saa tidlig i 1896; men det 
sees, at der den vinter allerede var et betydeligt temperaturunderskud i 
oktober, og november var kun 0.5? for varm. I de to aar, da der ikke 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 155 


lagdes is paa vandene, var der udover hele hosten og vinteren en be- 
tydelig for hoi temperatur. 

Vi vil af det foregaaende have seet, at lufttemperaturen ogsaa har 
ovet en overveiende indflydelse paa, naar islegningen i de forskjellige 


aar er indtraadt paa sjøerne i nedre Telemarken. 


Vi vil nu gaa over til at se paa, hvorledes forholdet har været 
mellem de maanedlige middeltemperaturer og islægningen i de egne af 
det sydlige Norge, hvor det strengeste vinterklima findes. 

Paa planche 4 er der grafiske fremstillinger af maanedstempera- 
turerne ved Røros, og paa disse er afsat den tid, da Fæmunden har 
været islagt. Sikre data for, naar islægningen foregik paa Fæmunden, 
haves kun fra de 5 sidste aar. Islægningstidspunktet har i disse aar 
varieret mellem 30te november og 7de januar. Det normale tidspunkt 
for sjøens islægning har vi, som erindres, beregnet til 16de december. 

Betragtes den grafiske fremstilling, vil det sees, at temperaturen ud- 
over hele høsten 1896 var normal. Fæmunden frøs det aar til 14de 
december, og vi ser saaledes, at islægningstidspunktet er indtraadt om- 
kring det beregnede tidspunkt, naar lufttemperaturen udover høsten har 
været normal. 

Tidspunktet indtraadte ogsaa normalt i 1895. I dette aar var sep- 
tember og oktober omtrent normale, november noget for varm, men 
december til gjengjæld noget for kold. 

I de aar, Fæmunden islagdes i januar: vintrene 1894—95 og 1897 
—98, har der været for høi temperatur. 

I 1897 var det væsentligste overskud i december, og da indtraf is- 
lægningen sidst; i 1894 faldt overskuddet noget mere fordelt paa saavel 
november som december. Islægningen fandt i 1897 —98 sted 7de januar 
og i 1894—05 Iste januar. Vi ser ogsaa. her, som før paapegt, at tem- 
peraturen i maaneden lige før islægningen finder sted, har størst ind- 
flydelse paa afkjølingens gang. 

I de 5 aar frøs Fæmunden tidligst til i 1898. September og oktober 
var det aar meget nær normale; men november var 12° for kold. 

I samtlige aar, hvori islegningsdatoen har været iagttaget ved Fæ- 
munden, har den følgelig indtruffet i forhold til lufttemperaturens tilstand 
udover høsten. 


Vi vil ogsaa se paa, hvorledes det har været med forholdet mellem 
lufttemperaturen og tidspunktet for islægningen paa Vestlandet. 

Paa planche 4 fremstilles ogsaa de maanedlige middeltemperaturers 
gang ved Voss, og vi vil betragte, hvilken indflydelse lufttemperaturen har 


156 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


havt paa, naar Vangsvatn i Voss har frosset til. Det viser sig, at 
tidspunktet er indtraadt tidligere eller sildigere, eftersom høstmaanederne 
har veret kolde eller varme. 

| I 1892 var oktober og november for varm, december derimod noget 
for kold, og da frøs vandet til adskillig senere end i 1893, da november 
havde et betydeligt underskud af varme. I 1893 brødes imidlertid isen 
op igjen. Vi ser, at december det aar var meget for varm, og dette 
forklarer, at saa kunde ske. 

I 1894 foregik islægningen sent, da der saavel i november som i 
december var et betydeligt varmeoverskud. 

Høsten udover var gjennemsnitlig normal i 1895 og 1896, og da 
indtraadte islægningen omtrent paa det tidspunkt, som vi har beregnet 
som normaltidspunkt for islægningen paa Vangsvatnet. 

I 1897 var høstmaanederne temmelig nær normale; men vandet frøs 
det aar til 7de december, som er ca. 14 dage før normalt. 

I 1898 var ogsaa oktober og november omtrent normale; men dette 
aar havde en betydelig for høi temperatur i december. Dette forsinkede 
islægningen noget, saaledes, at den først foregik i de sidste dage af 
maaneden, 

Paa den grafiske fremstilling af maanedstemperaturerne ved Voss 
er ogsaa islægningsforholdene ved Hornindalsvatn antydet. I løbet af 
de iagttagne 7 aar har dette vand kun været islagt 1 aar, nemlig i 
vinteren 1894—95. Denne vinter var af de nævnte 7 aar den koldeste 
. paa Voss og antagelig ogsaa i Nordfjord, og dette forklarer, at Hornin- 
dalsvatnet frøs til det aar. 


Det vil nu være tilstrækkelig godtgjort, at islægningstidspunktet ved 
en række sjøer i de forskjellige aar er indtraadt før eller senere, efter- 
som høsten og forvinteren har været koldere eller mildere. 

Vi har seet, at lufttemperaturen er en væsentlig faktor til at 
bestemme afkjølingsprocessens gang, indtil denne er saa langt frem- 
skreden, at isdannelse kan finde sted. 

Det er før berørt, at man for mere nøiagtig at betragte lufttempera- 
turens indflydelse paa islægningen har optegnet nogle kurver, som 
angiver den daglige temperaturs gang ved Mjøsen i de samme aar, 
hvoraf vi før har fremstillet maanedsmedierne. 

Man har valgt Mjøsen, dels af den grund, at de bedste optegnelser 
angaaende isforholdene findes fra denne indsjø, dels, fordi der forefindes 
en lang tids meteorologiske iagttagelser fra denne egn af landet, men 
væsentlig, fordi islægningsforholdene paa Mjøsen har været saa ujevne 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 157 


de forskjellige aar, at der specielt ved denne sjo maa tenkes at komme 
tilsyne, i hvilken grad de meteorologiske elementer har betinget isiæg- 
ningstidspunktet. 

Den temperatur, som er afsat for hver dag, er morgenobservationens, 
idet denne ligger nærmest den daglige middeltemperatur, og da det er- 
indres, at den daglige temperaturamplitude i regelen ikke er synderlig 
stor i de maaneder af aaret, hvori temperaturen er optegnet, kan feilen 
ved at anfore morgenobservationerne ikke vere af nogen væsentlig be- 
tydning. Ordinaten er her valgt 2 mm. for hver grad, og abscissen er 
1 mm. for hver dag. 

Paa kurverne er med blaat indtegnet, naar sjoen har været helt til- 
frossen. Naar der har været iskrav over store strækninger af den 
bredeste del af sjøen mellem Helgøen—Hamar og sydover, eller naar 
der over store partier af denne del af Mjøsen har lagt sig is, er dette 
anført ved afbrudte, blaa linjer. 

For hver kurve er mellem to piler antydet, naar isen har ligget i 
den nordligste del af sjøen fra Lillehammer og sydover nogle kilometer, 
og paa samme maade er angivet, naar der har ligget is mellem Gjøvik 
—Næs—Hamar. Med en blaa, bugtet linje mellem to piler er fra 1883 
angivet den tid, da Vormen har været tilfrossen ved Eidsvold. 

For hver maaned er med sorte, punkterede linjer angivet maanedens 
middeltemperatur og med en rød, optrukken linje maanedens normal- 
temperatur. 

Vi vil se paa, hvordan det har forholdt sig med lufttemperaturens 
gang og islægningen for hvert aar i den rækkefølge, aarene følger paa 
hinanden. 


I 1870—71 (se planche 5) var der i oktober nogle dage med kulde- 
grader omkring midten af maaneden; men ellers var temperaturen for- 
holdsvis jevn mellem o og + 7°. November havde kun 3—4 dage med 
temperatur under — 5°, ellers var den meget jevn, lidt over og lidt under 
0”. I december var der derimod en mere vekslende temperatur. De første 
dage af maaneden var kolde; men den 4de gik termometeret op til 
+ 5°. Saa indtraf et par dage med kulde, hvorunder termometeret sank 
ned til — 19°. Omkring midten af maaneden var der et par dage med 
varmegrader; men senere indtraadte en lang kuldeperiode, som varede 
ca. 20 dage. 

Den 7de januar gik termometeret op til o°, men sank igjen de 
nærmeste dage, saa det den 13de viste — 21,6, hvorefter der skede 


158 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


veiromslag, saa der den 15de januar blev varmegrader. Mildveiret 
varede en uges tid, og derpaa sank termometeret atter ned til — 10°. 

Isen, som havde lagt sig til Ringsaker den 19de december i begyn- 
delsen af kuldeperioden, lagdes allerede den 26de december til Gjovik 
—Næs—Hamar og vilde formodentlig have lagt sig over hele sjøen i 
den forste halvdel af januar, hvis ikke mildveiret var indtraadt. 

Men vi ser, at sjøen ikke frøs til, for en ny kuldeperiode var 
indtraadt. 


I 1871—72 var der et par dage med kuldegrader i begyndelsen af 
oktober, ellers viste termometeret i hele maaneden varmegrader. I be- 
gyndelsen af november sank det under nulpunktet, og i resten af maa- 
neden var der en vekslende temperatur fra ca. + 5° til — 12°. Gjen- 
nemsnitlig laa maanedens middeltemperatur et par grader lavere end det 
normale. 

I begyndelsen af december var der en længere kuldeperiode, med 
ned til 18”s kulde; men senere var hele vinteren udover med undtagelse 
af enkelte kolde dage indimellem meget mild helt udover til i de sidste 
dage af februar og i de første dage af mars, da termometeret et par dage 
i trek var ved — 15°. Allerede den 3die mars gik imidlertid tempera- 
turen op til varmegrader igjen, og lige til midten af maaneden var der 
mildt veir. 

Da indtraf der en kuldeperiode, som varede til den 27de, Den 
vinter, som saaledes maa betegnes som meget mild, lagde isen sig kun 
saa langt syd som til Gjøvik. 

Ved nordenden lagde isen sig den 25de november. 

Sydover til Ringsaker lagdes is under kuldeperioden omkring midten 
af december; men fra at mildveiret indtraadte i december, skred afkjø- 
lingen ikke saa langt frem, at isen kunde lægges syd til Gjøvik før efter 
kuldedagene i slutten af februar. 

Isen ved Gjøvik løsnede imidlertid under mildveiret i begyndelsen 
af mars og lagdes først paanyt under kuldeperioden i sidste halvdel 


af mars. 


I 1872—73 var oktobers temperatur i det hele taget for høi, og 
den varierede ikke synderlig. Noget før midten af november ser vi, at 
der var en kuldeperiode, hvorunder sjøen frøs til i nordenden. Tempera- 
turen steg igjen i slutten af maaneden, men i den største del af de- 
cember var der atter en kuldeperiode, som gjorde, at maanedens middel- 
temperatur kom under det normale, uagtet der i den sidste uge af 


maaneden var dage med flere varmegrader. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 159 


Under denne kuldeperiode islagdes sjøen syd til Ringsaker, og der 
begyndte at lægge sig is mellem Næs og Hamar; men isen gik op igjen 
ved det indtrædende mildveir. 

Januar var i det hele meget mild; men temperaturen var jevnt syn- 
kende i den sidste halvdel af maaneden. Termometeret viste i de sidste 
dage af denne maaned — 10°, og da lagde isen sig paanyt mellem 
Toten —Næs—Hamar. 

I begyndelsen af februar var det fremdeles koldt, og da lagdes is 
over store partier af sjøen, saa man kunde formode, at denne vilde 
fryse helt til; men saa indtraf der et omslag i midten af maaneden, 
som gjorde, at isen brødes op igjen over store dele. 

Senere, i den sidste del af februar og i mars, var der en meget 
vekslende temperatur. Termometeret sank flere gange under — 20°, 
men kulden holdt sig ikke mange dage. 

Under disse kuldedage lagdes der is flere gange, men den brødes 
gjentagende op igjen. 


Vinteren 1873—74 var i det hele usedvanlig mild; der var i løbet 
af hele høsten og vinteren udover kun faa dage, hvor termometeret stod 
under — 5°, og i december saavel som i januar og februar var der flere 
dage med varmegrader. Først omkring midten af december var afkjø- 
lingen saa langt fremskreden, at der kunde lægges is i nordenden, og 
ikke før ud i februar lagde isen sig saa langt syd som til Ringsaker. 

Søndenfor var det isfrit hele vinteren. 


I 1874—75 frøs Mjøsen helt til 12te januar. 
I oktober og november det aar var temperaturen i det hele for- 


holdsvis jevnt aftagende; men i december var der store temperatur- 


vekslinger. 
Den 4de december var det — 23.4. Den ste steg termometeret 
til + 24°, men faldt allerede den følgende dag igjen til — 116 


hvorpaa der fulgte en 14 dages kuldeperiode, hvori temperaturen var 
under — 7°. Lige under jul steg termometeret til — 1°, men faldt atter 
efter et par dages forløb, hvorpaa en ny kuldeperiode varede en 14 
dages tid til 5te januar. I denne tid stod termometeret omkring — 10°. 
ode januar steg temperaturen til — 1.4”, men sank 2—3 dage efter atter 
ned til under — 10° og en ny kuldeperiode indtraadte. Under denne 
frøs hele sjøen til. 

Der havde under den daværende kuldeperiode før lagt sig is i nord- 
enden den 26de november og til Ringsaker den 12te december, og under 


160 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


den næste lagdes isen den 27de december sydover til Gjevik og den 
31te december mellem Toten—Næs—Hamar. 

Hvis man sammenligner temperaturens gang i de to sidstnævnte 
aar og sammenholder denne med islegningstidspunktet for den nordligste 
del af sjøen, kan der heraf udledes nogle ganske interessante resultater. 

Vi ser, at oktober var gjennemgaaende noget varmere i 1874 end 
11873. 

Middeltemperaturen for november var ens for begge aar; men 
medens begyndelsen af maaneden var mildere i 1874, var der i slutten 
af maaneden det aar en kuldeperiode med temperatur gjennemgaaende 
under — 5°, og under denne lagde isen sig i nordenden af sjøen. 

I 1873 gik temperaturen i december op til flere varmegrader, og 
dette giver forklaring paa, at den nordligste del af sjøen det aar ikke 
frøs til før midten af denne maaned, Det sees følgelig, at en kulde- 
periode har en overmaade stor indflydelse paa, hvor raskt afkjølingen 
skrider frem i en sjø. Det maa visselig antages, at sjøen lige til over 
midten af november var sterkere afkjølet i 1873, end den var i 1874; 
men i løbet af nogle dage med forholdsvis sterk kulde gik afkjølingen 
i 1874 saa hurtig for sig, at islægning kunde finde sted allerede 26de 
november, medens der, uagtet temperaturen fremdeles en tid holdt sig 
under 0*, ikke lagdes is før paa et sildigere tidspunkt i 1873. 


I 1875—76 ser vi, at temperaturen i den sidste del af oktober og 
i begyndelsen af november gik betydelig ned. Derefter fulgte en uges 
tid med varmegrader, hvorpaa der indtraadte en lang periode med jevn 
temperatur. Termometeret viste omkring — 7° i løbet af en maaneds 
tid, hvorefter det sank ned til — 10°. Kulden vedvarede, indtil der 
omkring midten af december indtraf en mildveirsperiode. 

I begyndelsen af januar sank atter termometeret under — 10° og 
holdt sig der en 12 dages tid, Under den lange kuldeperiode i novem- 
ber og december var afkjølingen saa langt fremskreden, at isen allerede 
den 17de december lagdes sydover til henimod Gjøvik; men mellem 
Hamar og Næs frøs ikke sjøen til før under den næste kuldeperiode i 
januar. 

Hele sjøen islagdes 14de januar; men vi ser, at den gik op igjen 
under en indtrædende mildveirsperiode og lagde sig paanyt nogle dage, 
efterat kulden atter var indtraadt. 


I 1876—77 ser vi, at det var gjennemgaaende koldt i november; 
men i særdeleshed var der megen kulde i hele december. Vi ser, at 
der under den første kuldeperiode i november lagdes is i nordenden. 


1901. No 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 161 


Mellem Hamar og Næs frøs sjøen til i de sidste dage af december, 
da temperaturen kom ned til — 29.57. 

Hele sjøen var islagt i de første dage af januar. 

I denne vinter frøs den til paa et af de tidligst iagttagne tids- 
punkter, og vi ser, at forklaringen ligger i den vedvarende, jevne og 
sterke afkjøling, som maatte foregaa gjennem hele december. 


I 1877—78 var der en mild høst og vinter. November var gjen- 
nemsnitlig mildere end oktober, og nogen længere kuldeperiode var der 
ikke i løbet af hele vinteren. 

Sjøen var søndenfor Hamar aaben hele vinteren, og mellem Hamar 
—Næs— Gjøvik laa der kun is et par gange, nogle dage ad gangen. 


I 1878—79 var temperaturen i oktober noget høiere end normalt. 
I november var den lidt lavere end normalt. Der var 3—4 kolde dage 
i begyndelsen af denne maaned; men med undtagelse af disse var der 
ikke synderlig kulde før i sidste halvdel af maaneden, da temperaturen 
gik ned under — 10°. 

Sjøen frøs til i nordenden under denne kuldeperiode. 

Den 3die december gik temperaturen op over 0”; men senere var 
der i løbet af december en lang periode, hvori temperaturen var omkring 
og noget under — 5°, indtil den 21de december, da den sank ned til 
— 22°, Efter den 21de var der nogle kolde dage; men ved udgangen 
af maaneden steg termometeret over nulpunktet. Under denne kulde- 
periode skred afkjølingen saa langt frem, at islægning kunde foregaa 
sydover til Ringsaker den 16de og til Gjøvik den 23de december. Det 
milde veir vedvarede fremdeles nogle dage i begyndelsen af januar 1879, 
og herunder stansede afkjølingen, saa videre isdannelse ikke kunde finde 
sted førend noget over midten af maaneden, da der indtraadte en ny 
kuldeperiode. 


I 1879—80 var saavel oktober som november noget koldere end 
normalt. Der lagdes ogsaa denne vinter is paa nordenden af sjøen 
under en frostperiode i slutten af november. 

I begyndelsen af december var der en kuldeperiode, hvori tempera- 
turen gik ned under — 20°. Under denne islagdes Mjøsen den ode 
december næsten helt syd til Ringsaker. Midt i maaneden blev tem- 
peraturen høiere end 0°, og i resten af maaneden og lige til midten af 
januar var veiret ustadigt og temperaturen meget vekslende. 

Omkring midten af januar var der en kuldeperiode, hvori tempera- 
turen holdt sig jevnt lavere end — 10°, og under denne lagdes isen saa 

Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 4. II 


162 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


langt syd som til Hamar—Næs; men den blev ikke liggende mange dage, 
idet der sidst i maaneden indtraadte mildveir, og forst under neste 
kuldeperiode, noget efter midten af februar, lagdes isen paanyt. 

Hvis vi betragter de maanedlige gjennemsnitstemperaturer 1 1879 
— 80, vil vi se, at oktober, november og december gjennemsnitlig var 
koldere end normalt, medens januars temperatur var meget nær normal. 
Vi skulde, efter hvad vi før har paapegt, kunne have ventet, at islæg- 
ning det aar havde fundet sted omkring slutten af januar eller i begyn- 
delsen af februar; men ved at betragte den grafiske fremstilling af de 
daglige temperaturer finder vi forklaringen paa, at saa ikke kunde ske. 

Der har visselig i dette aar foregaaet en jevn og betydelig afkjø- 
ling helt til omkring midten af december, hvilket vi kan se deraf, at 
sjøen til den tid var islagt næsten saa langt syd som til Ringsaker. 
Men under det vekslende veir i slutten af december og begyndelsen af 
januar maa afkjølingen have aftaget i betydelig grad; først den 13de 
januar var den saa langt fremskreden, at der kunde lægges is syd til 
Heggenhaugen. Under kuldeperioden omkring midten af maaneden maa 
afkjølingen aabenbart atter have gaaet raskt for sig. Allerede 22de 
januar var den nemlig saa langt fremskreden, at islægningen kunde fore- 
gaa mellem Hamar—Næs—Gjøvik, og hvis kulden havde vedvaret en 
kort tid, vilde formodentlig sjøen i dette aar ligesom i 1878—79 have 
været helt tilfrossen nogle dage senere. Det veiromslag, som indtraf i 
slutten af maaneden, var aarsag i, at saa ikke kunde ske. 


Vinteren 1880—81 er den, hvori islægningen fandt tidligst sted 1 
de iagttagne 36 aar. 

Vi har før omtalt, at de maanedlige middeltemperaturer for høst- 
maanederne og forvinteren netop i det samme aar ligger lavest under 
det normale. Vi ser af den grafiske fremstilling, at der allerede i 
slutten af oktober indtraadte en kuldeperiode, hvori temperaturen gik 
lavere ned end til — 10°. Temperaturen var vistnok adskillig vekslende 
i november og december; men der var i disse maaneder kun faa dage, 
hvori den laa over 0”; allerede i november holdt den sig i løbet af flere 
dage helt nede under — 15°, og i december var der lige mange dage 
med lavere temperatur end — 10°, som der var dage med høiere. 

Det kan saaledes let forklares, at afkjølingen denne høst og vinter 
maatte gaa saa hurtig for sig, at sjøen kunde fryse til allerede den 
24de december. 


I 1881—82 var der nogen kulde i slutten af oktober og i begyn- 
delsen af november, men termometeret gik allerede før midten af no- 


1901. No. 4. | ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 163 


vember op over nulpunktet, og i resten af maaneden var der saa stort 
overskud af varme, at maanedens gjennemsnitstemperatur blev høiere 
end normalt. Senere paa vinteren var der kun faa dage, hvor der var 
nogen nævneværdig kulde. 

Islægningen i nordenden fandt det aar ikke sted før omkring midten 
af december, og sjøen var hele vinteren aaben søndenfor Biri. 


I 1882—83 ser vi af planche 7, at der i hele oktober og i den 
første uge af november var mildt veir. 

Den 12te november sank temperaturen ned til — 8°, og senere i 
denne maaned og i den første del af december var der en periode med 
jevnt koldt veir. Den 12te december steg temperaturen, saa der blev 
varmegrader, og senere i maaneden var der et mere vekslende veir. 

Temperaturen sank den 17de ned til — 16°, og dagen efter lagdes 
der is sydover til Ringsaker, og et par dage efter var sjøen tilfrossen syd 
til Gjøvik. I julen gik temperaturen op igjen, saa der var varmegrader 
nogle dage; men i de sidste dage af maaneden sank den atter betyde- 
lig og gik i de første dage af januar ned under — 20°. Der lagdes 
is mellem Hamar og Næs omkring den 3die januar, og den ode var 
afkjølingen saa langt fremskreden over hele sjøen, at den frøs helt til. 


Saavel om høsten som om vinteren 1883—84 var der et meget 
vekslende veir. 

I begyndelsen af oktober var der kuldegrader, men den ode gik 
termometeret op til + 13°, hvorpaa det atter sank under nulpunktet. 
Senere steg og faldt det flere gange i lobet af maaneden. Gjennem- 
snitlig var temperaturen meget nær normal. 

November var gjennemgaaende mild; kun to gange holdt termo- 
meteret sig under nulpunktet flere dage i trek. I den forste uge af 
december var der nogen kulde, og først da islagdes sjøen det aar i 
nordenden. 

Omkring ıode december var der nogle dage mildt veir, og termo- 
meteret steg over nulpunktet, men senere var det koldt i løbet af hele 
december og helt til den 21de januar. 

Termometeret gik betydelig ned den 4de og 5te januar, og da var 
afkjølingen saa langt fremskreden, at der kunde lægges is helt sydover 
til Hamar. 

Den 2ode januar var der iskrav over hele sjøen, og det var at for- 
mode, at den vilde være bleven helt tilfrossen om et par dage, hvis 
kulden havde vedvaret. 


164 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Temperaturen gik imidlertid den 21de op, saa der blev varmegrader, 
og nogle nordlige stormbyger foraarsagede, at store partier af den faste 
is losnede. 

Den 24de gik temperaturen atter ned under — 20°, og store partier 
af sjøen islagdes paanyt. Men under en orkanagtig storm den 27de 
januar losnede atter isen, og der indtraadte nu et mildveir, som varede 
til over midten af februar. 

Den 16de februar gik temperaturen ned til — 12°, og to dage efter 
var der igjen iskrav over hele sjøen. 

Den 19de lagdes der fast is sydover til Hamar, og den 21de februar 
var hele sjgen tilfrossen. 


I 1884—85 var ogsaa temperaturen temmelig vekslende. Omkring 
midten af oktober var den en tid forholdsvis lav, men ellers var den 
denne maaned saa hei, at middeltemperaturen kom over det normale. 

I begyndelsen af november var temperaturen hei, men i hele den 
sidste del af maaneden var det koldt, og termometeret gik helt ned til 
— 20°. Sjøen frøs i nordenden til under denne kuldeperiode. 

I december var de første par dage meget kolde, men senere gik 
temperaturen i det hele og store taget op indtil den 21de, da termo- 
meteret viste 0°. Den 22de sank den ned til — 18°, og da skred af- 
kjølingen saa langt frem, at sjøen den 23de blev islagt sydover til 
Ringsaker. 

Kulden varede ved nogle dage, og den 26de var der iskrav sydover 
til Gjøvik. Men ved udgangen af maaneden blev der veiromslag, og i 
de første dage af januar var der mildt veir. Dette vedvarede med und- 
tagelse af et par kolde dage til den rite januar, da temperaturen gik 
betydelig ned. Nogle dage efter lagdes isen paanyt sydover til Gjøvik, 
og allerede den 20de januar var hele sjøen tilfrossen. 

Afkjølingen, som skred fremad, indtil der begyndte at dannes is ved 
Gjøvik den 26de december, blev, ser vi, tydeligvis afbrudt under det i 
slutten af december indtraadte mildveir, og vi maa vistnok antage, at 
der fandt en opvarmning af overfladevandet sted; thi, som det sees, frøs 
ikke sjøen paanyt til ved Gjøvik i løbet af de kolde dage i begyn- 
delsen af januar; men islægningen kunde først indtræde under den 
kuldeperiode, som indtraf i midten af maaneden. 


Udover hele høsten og vinteren 1885—86 var der ogsaa et meget 
vekslende veir. I slutten af oktober sank termometeret ned under — 15°, 


men gik i begyndelsen af november betydelig op over nulpunktet. 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 165 


Omkring midten af maaneden var der nogle dage kuldegrader, og i 
disse lagdes der is i nordenden af sjoen. Senere steg temperaturen den 
18de november til + 4°, men gik i slutten af maaneden ned under 
— 20°. Ved udgangen af maaneden gik temperaturen op igjen over 
nulpunktet. 

December havde ogsaa meget vekslende veir. Temperaturen gik 
i den første halvdel af maaneden op og ned anden hver dag og steg 
den 13de til + 3°; efter midten af maaneden var der nogle koldere 
dage, hvori isen lagdes sydover til Ringsaker; men den 24de indtraf der 
en sterk storm, som drev den storste del af isen vek. Den 28de viste 
termometeret + 7°, og da fandtes der kun is i den nordligste del 
af sjoen. 

I begyndelsen af januar sank temperaturen ned til under — 20°, og 
da dannedes der atter iskrav over den storste del af sjoen, men den 8de 
januar gik temperaturen op over nulpunktet, og isen gik bort igjen. 

Derpaa fulgte nogle dage med kulde, ned til — 12°, og i disse 
lagdes der atter nogen is paa flere steder af sjøen. 

Omkring midten af januar indtraf der en periode med mildt veir, som 
vedvarede til de sidste dage af maaneden, da det blev noget koldere. 

Den ıste februar gik termometeret op til nulpunktet igjen, men sank 
den 4de ned til — 20°, og det var derefter koldt nogle dage. Sjøen 
frøs i løbet af disse kuldedage til sydover til Gjøvik, og ved Hamar 
lagdes der is over en stor del af sjøen. 

Den ode februar indtraf der et veiromslag med sterk vind og varme- 
grader; isen brødes da op, saa den kun laa fast sydover til Kongsrud. 

I den sidste del af februar indtraf der en længere periode, hvori der 
var mere jevnt, koldt veir. 

Temperaturen sank indtil den 26de jevnt ned til — 25°, og da 
kulden vedvarede i begyndelsen af mars, frøs hele sjøen til den 3die 
mars, hvilket er det seneste tidspunkt, hvorpaa islægning af sjøen er 
foregaaet i alle de 36 iagttagne aar. 


I 1886—87 var oktobers middeltemperatur nær det normale. Vi ser, 
at temperaturen sank betydelig ned i den første uge af maaneden; men 
omkring midten af maaneden var den en tid forholdsvis høi, og senere 
gik den atter ned igjen. 

November var i det hele meget mild. Der var kun enkelte dage, 
som havde en temperatur under 0°. 

I december havde derimod temperaturen en meget ujevn gang. 
Gjennemsnitlig var den for lav. I den første halvdel var der fra dag 


166 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


til dag meget vekslende temperatur, men den holdt sig gjennemsnitlig 
høiere end normalt helt til den 15de, da den gik ned til — 19°, og i 
den sidste del af maaneden var der en periode med streng kulde. Under 
denne kuldeperiode frøs sjøen til sydover til Ringsaker den 20de decem- 
ber og videre til Heggenhaugen—Gjøvik den 30te. Kulden varede ved 
nogle dage i begyndelsen af januar, og da lagdes der is den 4de i 
Næssundet, men den 7de gik temperaturen op til flere varmegrader, og 
isen løsnede paa flere steder. 

Senere var der temmelig vekslende temperatur i løbet af resten af 
januar og februar; gjennemsnitlig laa den betydelig over det normale. 

Den 7de februar gik den ned til — 15°, og der var nogen kulde i 
løbet af flere dage efter hinanden. 

Der lagdes da is paa flere steder af sjøen, men paa de fleste steder 
gik den væk igjen, da veiret slog om omkring midten af maaneden. 
Senere i maaneden var der mest mildt veir, og der lagdes ikke mere is 


paa sjøen den vinter. 


I 1887—88 var det forholdsvis koldt i midten af oktober, men 
saavel i begyndelsen som i slutningen af maaneden var der mildt veir. 

Begyndelsen af november var ogsaa mild, men omkring midten af 
denne maaned sank termometeret og stod nogle dage under — 10°. 

Under denne kuldeperiode begyndte islægningen i nordenden af 
sjøen; men isen løsnede igjen, da temperaturen den Igde steg over 0”. 
Et par dage senere sank temperaturen atter ned til — 10°, og da lagdes 
der paanyt is i nordenden. 

I den første del af december var temperaturen vekslende; nogle 
dage var det koldt, og da fortsatte islægningen nordenfra, men saa ind- 
traf der mildveir, og isen løsnede igjen. 

Den ıgde december indtraadte en længere periode med kolde dage, 
og termometeret gik i slutten af maaneden ned under — 20°. Isen lag- 
des den 22de sydover til Ringsaker, og ved udgangen af maaneden var 
der iskrav sydover til Toten. 

I begyndelsen af januar blev der veiromslag, og nu paafulgte en 
mildveirsperiode til omkring midten af maaneden. Isen løsnede under 
denne paa flere steder. 

Den 16de gik temperaturen ned igjen under — 10°, og den 18de 
lagdes isen paanyt til Gjøvik, og den 23de lagdes den til Hamar. 

I den første halvdel af februar var der en meget vekslende tempera- 
tur, som den Iode gik op til + 5°, men i den sidste del af maaneden 
Jaa temperaturen saa meget under det normale, at gjennemsnitstempera- 


1901. No. 4.  ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 167 


turen af februar blev betydelig for lav. Den 17de var den koldeste dag 
med temperatur under — 22°, og den 18de var der sterk is over hele 


sjoen. 


I 1888—89 (se planche 8) var der i lobet af saavel hosten som for- 
vinteren i det hele taget en forholdsvis jevn temperatur. I oktober var 
der kun et par dage, hvori den kom betydelig under det normale; men 
gjennemsnitlig var alligevel middeltemperaturen noget for lav. 

I den første del af november holdt den sig nogle grader under nul-- 
punktet, og allerede den gde lagdes is i nordenden; men i den anden 
halvdel af maaneden var der gjennemgaaende mildt veir, og da gik det 
meste af isen bort igjen. Ved udgangen af november sank temperaturen 
ned til — 10°, hvorefter den i de forste dage af december igjen gik op 
til flere grader over nulpunktet. Senere var der i december i det hele 
taget meget høi temperatur, saa maanedens middeltemperatur kom heit 
over det normale. 

I den forste del af januar var ogsaa temperaturen gjennemgaaende 
hgi. Isen lagdes det aar ikke for i begyndelsen af januar sydover til 
Ringsaker, og forst da der indtraf nogle kolde dage i den sidste del af 
maaneden, var afkjolingen saa langt fremskreden, at der kunde legges 
is ved Hamar. Senere, den 25de januar, gik temperaturen op igjen 
over nulpunktet, og da losnede isen over store strækninger. 

I begyndelsen af februar blev det derimod koldere, og da kulden 
vedvarede og den 13de februar gik ned til — 20°, blev hele sjøen islagt 
et par dage efter. 


Vi har før gjort opmerksom paa, at islægningstidspunktets forhold 
til de maanedlige gjennemsnitstemperaturer i 1889—90, synes at vise en 
afvigelse fra den almindelige regel, idet alle maanedsmedier fra høsten 
af og udover hele vinteren ligger saa høit over det normale, at vi kunde 
formode, at der ikke havde lagt sig is over hele sjøen det aar. 

Vi ser af den grafiske fremstilling af de daglige temperaturers gang, 
at der i løbet af oktober var forholdsvis jevnt synkende temperatur, 
indtil termometeret i slutten af maaneden sank under 0”. 

Temperaturen gik imidlertid igjen op over nulpunktet ved udgangen 
af maaneden, og den holdt sig høi i begyndelsen af november. I midten 
af denne maaned var der en periode, hvori temperaturen i løbet af ca. 
14 dage holdt sig et par grader under nulpunktet. Den 23de gik den 
imidlertid op til flere varmegrader; i de to sidste dage af maaneden gik 


den ned igjen under — 10°. 


168 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Afkjølingen gik den høst saa langsomt for sig, at sjøens nordende 
først islagdes den 1ste december. 

I december var der en meget vekslende temperatur. Termometeret 
sank 4 gange under — 10°, men det gik hver gang op igjen, saa det 
et par dage efter atter stod nær nulpunktet. Ved udgangen af maa- 
neden var der et par kolde dage; og da lagdes der is sydover til 
Skulhus. 

I begyndelsen af januar blev der mildveir, og den 14de januar løs- 
nede isen, saa der kun fandtes fast is sydover til Biri. 

Januar var meget mild, og kun i enkelte dage var temperaturen 
under — 5°. Der lagdes ikke is søndenfor Biri før den 30te, da tem- 
peraturen gik ned til — 15°. 

I begyndelsen af februar var der nogle dage med mildt veir, men 
den 6te februar sank temperaturen betydelig, og nu indtraadte en periode 
med streng kulde. Under denne maa afkjølingen have skredet raskt 
frem, idet der allerede den ıode februar lagdes is sydover til Heggen- 
haugen og i Næssundet og den 18de februar over resten af sjøen. 

At saa kunde ske, maa antageligvis forklares som et resultat af den 
kuldeperiode, som indtraadte i begyndelsen af februar; hvis ikke denne 
havde været, vilde vistnok sjøen ikke have islagt sig det aar. 


I 1890—91 var der forholdsvis jevn temperatur i oktober, men 
den laa gjennemsnitlig lidt under det normale. 

I november var der i den første halvdel mildt veir med nogle 
varmegrader; i slutten af maaneden sank temperaturen derimod ned til 
henimod — 20°, og der lagdes da is i nordenden af sjøen. 

Temperaturen steg i de første dage af december til flere varme- 
grader, men gik den 6te atter ned under — 10°, og senere var den i 
løbet af hele maaneden forholdsvis lav, og gik den 3ote ned under 
— 20°. 

Der lagdes det aar is sydover til Ringsaker den 14de december og 
til Heggenhaugen den 3ote. 

Kulden varede ved i begyndelsen af januar, og den største del af 
sjøen frøs da helt til; men isen blev ikke liggende længe, idet der 
allerede den 15de januar indtraf mildveir, hvorunder store partier af isen 
løsnede. 

Senere paa vinteren blev der nogle kolde dage i den sidste halvdel 
af februar, og da lagdes der atter is over den største del af sjøen. Isen 
løsnede imidlertid efter et par dages forløb, idet der igjen indtraadte 
mildveir. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 169 


I begyndelsen af mars sank termometeret ned til henimod — 20°, 
og da lagdes der is for 3die gang; men den gik da ogsaa snart bort 
igjen under et mildveir. 


I 1891—02 var det meget mildt i oktober. Kun i den sidste halvdel 
var der nogle faa frostdage. 

November var gjennemsnitlig normal, og temperaturen i det hele 
jevn, indtil den i de sidste dage af maaneden sank ned under — 10°. 
Der lagdes da is i nordenden af sjoen. 

I december var der i begyndelsen af maaneden temmelig vekslende 
temperatur; men den rite indtraadte en periode, hvori temperaturen 
holdt sig lav. 

Under denne skred afkjølingen saa raskt frem, at der den 20de 
lagdes is sydover til Ringsaker. I slutten af maaneden steg tempera- 
turen over 0°, og mildveiret vedvarede til et par dage ud i januar, hvor- 
efter der indtraadte en kuldeperiode, som varede maaneden ud. 

Afkjølingen skred herunder saa raskt frem, at sjøen allerede den 
18de januar frøs helt til. 


I næste høst og forvinter, i 1892—93, ser vi, at temperaturforholdene 
i det store og hele taget havde adskillig lighed med dem i 1891—92. 

Oktober var gjennemsnitlig noget koldere, men november var om- 
trent lige saa meget varmere. Der var i 1892 nogle kolde dage i den 
sidste halvdel af oktober, men temperaturen gik op igjen ved udgangen 
af maaneden og holdt sig høi hele den første halvdel af november. 

I den sidste del af denne maaned var der derimod nogle kolde 
dage; men kulden stod ikke saa længe paa, at der lagdes is i nordenden. 

Først efter nogle dages kulde i begyndelsen af december frøs den 
nordligste del af sjøen til. Den 1ode december gik termometeret ned under 
— 20°, og kulden vedvarede nogle dage. Derefter indtraf der mildveir, 
og termometeret steg den 18de december over nulpunktet, men sank 
snart efter igjen betydelig, og i resten af maaneden var det koldt. 

Isen lagdes den 25de til Biri, og den 30te var der is sydover til 
Ringsaker. 

Kulden vedvarede i begyndelsen af januar, og isdækket udvikledes 
hurtig. Den 13de laa der allerede is mellem Gjovik—Næs—Hamar, og 
da termometeret den 15de januar gik ned til — 30°, frøs hele sjøen til. 


I 1893—94 var høstmaanedernes middeltemperatur omtrent normal, 
men hele vinteren udover var meget mild. Temperaturen holdt sig 


170 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


noksaa jevn i oktober; den gik omkring midten af maaneden noget ned 
en tid, men laa ellers nogle grader over nulpunktet. 

I november var der en mere vekslende temperatur; men denne afveg 
heller ikke i lobet af denne maaned særdeles betydelig fra normalen. 

I begyndelsen af december var der derimod nogle meget kolde 
dage, hvori termometeret gik ned under — 20°, og der lagdes da is 
paa flere steder. Den 7de december gik termometeret op til flere grader 
over nulpunktet, og i resten af maaneden var der mildveir med en 
temperatur af omkring 0°. 

I begyndelsen af januar indtraf nogle kolde dage, hvori der lagdes 
fast is sydover til Ringsaker, og der dannedes iskrav over store dele af 
sjøen. Men der indtraf mildt veir igjen allerede den ııte januar; termo- 
meteret steg da atter over nulpunktet, og isen løsnede paanyt. Senere 
holdt veiret sig mildt i løbet af hele januar og i den første del af 
februar. 

Omkring midten af den sidstnævnte maaned indtraf der en kulde- 
periode, som varede en uges tid. Termometeret gik den 17de februar 
ned til — 20°, og da kulden holdt sig et par dage, lagdes der is syd- 
over til Gjøvik og fra Næs til Hamar. Men et par dage senere blev 
der atter varmegrader, og isen søndenfor Ringsaker løsnede. 

Senere paa vinteren indtraf ingen videre kulde, og der dannedes 
ikke mere is paa Mjøsen det aar. 


I 1894—95 ser vi af planche 9, at det var forholdsvis koldt i 
midten og ved udgangen af oktober. 

I november var det derimod usædvanlig mildt til i den sidste uge, 
da termometeret sank under nulpunktet og en enkelt dag gik ned til 


o 


— 107 

December var ogsaa mild, og termometeret holdt sig mest omkring 
nulpunktet og nogle grader under samme helt til i de sidste dage af 
maaneden, da det gik ned under — 10°. 

Vi ser, at afkjølingen, som kun kunde foregaa langsomt i den første 
del af november, heller ikke skred saa raskt frem i løbet af den sidste 
uge af maaneden, at der kunde lægges is i nordenden. Først efterat 
der havde været nogle dage med kulde i begyndelsen af december, frøs 
denne del af sjøen til, og intet videre istæppe udvikledes i løbet af 
december det aar. 

Isen lagdes ikke sydover til Biri forend den 5te januar. Tempera- 
turen var da steget noget efter de kolde dage i december, men var den 
4de januar gaaet ned til — 15°. Efter den 5te januar holdt den sig 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 171 


fremdeles lav nogle dage, og gik den 8de ned til henimod — 20°, men 
den 12te gik den op til — 5°, og nu indtraadte en periode, hvori tem- 
peraturen holdt sig jevn omkring — 5°, indtil den den 2ıde sank ned 
under — 20°. 

Afkjelingen var da saa langt fremskreden, at isen lagdes den 22de 
og 23de sydover til Gjøvik—Hamar—Næs, og da kulden vedvarede, 
blev hele sjøen islagt den 26de. 


I 1895—96 ser vi, at temperaturen sank forholdsvis jevnt i løbet af 
oktober, og termometeret stod ved udgangen af denne maaned og i de 
første dage af november paa — 15°. Senere gik temperaturen omkring 
midten af november op til over + 5°; men i den sidste uge af maa- 
neden og i de første dage af december var den mere jevn og holdt sig 
omkring — 5°. Der lagdes da is i nordenden af sjøen. 

Temperaturen gik den 3die december op over nulpunktet, men sank 
igjen et par dage efter. Omkring midten af maaneden holdt den sig i 
løbet af en uges tid nær nulpunktet; men lige under jul gik termo- 
meteret ned til henimod — 20°, og da lagde der sig is over den største 
del af sjøen nordenfor Heggenhaugen. 

Kulden varede december ud, og isen lagdes sydover til Totenlandet 
den 31te. 

Den 2den januar blev det noget mildere; men termometeret holdt 
sig fremdeles i nærheden af — 10°, og isen lagdes den 7de sydover til 
Hamar. Den 15de januar gik temperaturen ned til — 23°, og da dan- 
nedes der is og iskrav over hele sjøen. Temperaturen gik imidlertid 
atter snart op til over o°, og da løsnede det meste af isen søndenfor 
Gjøvik. 

Senere var vinteren saa mild, at isen ikke lagdes paanyt. 


I løbet af høsten og vinteren 1896—97 var luftens temperatur meget 
vekslende. ‘ 

I oktober og november ser vi, at den forandrede sig betydelig og 
vekslede næsten fra dag til dag helt til i sidste uge af november, da 
den en uges tid holdt sig temmelig uforandret mellem — 3° og + 5°. 
Maanedens middeltemperatur var noget under det normale. 

I begyndelsen af december var der nogle kolde dage, hvori termo- 
meteret sank under — 15°; men den 5te steg det, og da var der atter 
mildt veir en tid, indtil temperaturen nogle dage for midten af maaneden 
begyndte at’ falde. Den 20de var termometeret nede ved — 20°, og 
paa det tidspunkt var afkjolingen saa langt fremskreden, at isen lagdes 


172 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


sydover til henimod Gjøvik. Nogle dage senere, den 26de december, 
steg atter temperaturen over 0°, og da der samtidig indtraf sterk vind, 
drev isen ved Gjøvik bort den 28de, men nordenfor Ringsaker laa den 
fremdeles. 

I begyndelsen af januar var det nogle dage koldere end — 10°; men 
termometeret var den 5te steget, og veiret blev da mildt nogle dage. 
Den 8de januar gik temperaturen ned under — 13°, og da lagdes der 
paanyt is sydover til Heggenhaugen og henimod Gjøvik; senere holdt 
temperaturen sig forholdsvis jevn en tid, idet der til den 24de dels var 
nogle grader over og dels nogle grader under — 5°, men den dag 
sank den ned under — 18°. Derefter var det koldt i nogle dage, og den 
2gde lagdes der is mellem Næs og Hamar. Den 31te blev det meget 
koldt, og den ıste februar gik termometeret ned til henimod — 30°, og 
da islagdes den rest af sjøen, som havde været aaben, saaat hele Mjøsen 
blev helt tilfrossen den 2den februar. Allerede 4 dage efter var isen 
saa sterk, at den overalt kunde befærdes. 


I 18907 —98 var det en usædvanlig mild vinter. 

Høstmaanederne, oktober og mnovembers middeltemperaturer laa 
noget under detnormale; men i alle de øvrige maaneder var tempera- 
turen betydelig høiere end normalt. 

Den var under — 10" i et par dage i begyndelsen af december, i 
nogle dage i julen, en enkelt dag i januar og i nogle dage i begyndelsen 
af februar; forøvrigt holdt den sig høit hele tiden i løbet af alle tre maa- 
neder, og det var mange dage, hvori termometeret stod over nulpunktet. 

Fast is lagdes ikke det aar søndenfor Biri, og afkjølingen skred saa 
langsomt frem, at islægningen ved Biri først kunde indtræffe den 7de 
januar. 

Under de par kolde dage, som var i begyndelsen af februar, ud- 
bredte der sig den 6te februar et istæppe ved Gjøvik; men da der ind- 
traadte mildveir et par dage efter, løsnede al is søndenfor Biri. 


Vinteren 1898—99 var koldere, og da lagdes der is over hele Mjøsen. 
Oktobers middeltemperatur var meget ner normal. Der var nogle dage 
med kuldegrader i midten af maaneden; men forøvrigt holdt tempera- 
turen sig over nulpunktet. 

Den første del af november var mild; men i den sidste uge sank 
temperaturen under — 10°, saaat middeltemperaturen ogsaa for denne 
maaned blev meget nær det normale. I de kolde dage i slutten af no- 
vember lagdes der is paa nordenden af sjøen. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 173 


I december var der en mere vekslende temperatur, og i det hele 
taget laa maanedens middeltemperatur for høit. Nogle dage ved midten 
af december kom termometeret under — 15°, men det gik ellers flere 
gange op over nulpunktet. 

Afkjølingen skred ikke saa langt frem, at der lagdes nævneværdig 
is i løbet af denne maaned. Ved udgangen af december sank atter 
termometeret betydelig, og temperaturen holdt sig derpaa lav en 14 
dages tid. Under denne kuldeperiode frøs en stor del af Mjøsen til. 
Isen lagdes den 31te december sydover til Biri, og den 8de januar var 
sjøen islagt nordenfor Heggenhaugen. 

Den ııte januar indtraf mildt veir, som varede i 3 dage; men der- 
efter sank temperaturen igjen raskt og holdt sig lavt til i de sidste dage 
af maaneden, og afkjølingen, som øiensynlig var afbrudt ved mildveiret, 
skred atter saa langt frem, at isen kunde lægges mellem Gjøvik og Næs 
den 23de. Den 24de laa der is mellem Næs og Hamar, og den 27de 
var hele sjøen tilfrossen; men dagen efter indtraadte mildveir, og da 
løsnede enkelte mindre partier af isen. 

Mildveiret varede imidlertid ikke længere end et par dage, og hele 
sjøen laa paanyt tilfrossen den 31te januar. 


Den iste februar blev der staget vei mellem Helgøen og Hamar. 


Ved saaledes at have fulgt den daglige temperaturs gang er der 
kommet tilsyne et endnu nøiere forhold mellem lufttemperaturen og is- 
lægningstidspunkterne, end det vi saa, da vi betragtede de maanedlige 
gjennemsnitstemperaturer. 

Vi har følgelig faaet yderligere bekræftelse paa, at det tidsrum, som 
medgaar til afkjølingen af en sjø, for en væsentlig del maa bero paa 
lufttemperaturens gang. 

Naar temperaturen har været ensartet i de forskjellige aar, har der 
paa samme sted i sjøen lagt sig is omkring samme tidspunkt. Naar 
den derimod har været uensartet, er islægningstidspunkterne indtrufne 
paa forskjellige data. Særlig gjælder dette for Mjøsens vedkommende 
de sydlige dele af sjøen. I den nordligste del har afkjølingen gaaet saa 
raskt for sig, at islægningen i regelen har fundet sted efter første kulde- 
periode, og da en saadan i almindelighed er indtraadt i november eller 
i begyndelsen af december, er forskjellen mellem tidspunkterne ikke saa 
iginefaldende her, som længere syd, hvor afkjølingen har krævet meget 
længere tid og saaledes været mere afhængig af, hvordan de forskjellige 
faktorer, som har bevirket samme, har gjort sig gjældende. 


174 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I de vintre, hvori lufttemperaturen gjennemgaaende har holdt sig 
hei, og der kun har været enkelte, kolde dage, har Mjøsen ikke været 
helt islagt. 

Men hvis der udpaa en mild vinter har indtruffet en kuldeperiode, 
som f. eks. i 1889—00, kan det alligevel hænde, at sjøen islægges, selv 
om hver maaneds middeltemperatur ligger betydelig over det normale. 


Saaledes som allerede engang for berort, synes temperaturens gang 
nys for det tidspunkt, hvorpaa islægningen finder sted, at have ovet 
storst indflydelse. 

Enkelte aar, som f. eks. 1894—95, har det hændt, at der har lagt 
sig is efter en streng kuldeperiode i januar, uagtet hele hgsten og for- 
vinteren har været betydelig for mild. 

Det omvendte har vi ogsaa seet, som f. eks. i 1887—88. Det aar 
indtraf islegningen paa et forholdsvis sent tidspunkt, tiltrods for, at 
temperaturen i løbet af hele høsten havde været betydelig for lav. 

Januars temperaturforhold har saaledes havt størst indflydelse paa, 
naar islægningen har kunnet indtræde. Dette giver anledning til den 
antagelse, at islægningstidspunktet i særlig grad bestemmes af, hvor 
raskt den sidste del af afkjølingsperioden skrider frem. 


Som allerede bemerket, fremgaar det tydelig, at afkjølingen maa 
skride raskt og jevnt frem under perioder med streng og vedvarende 
kulde. Men det har ogsaa vist sig, at afkjølingen maa være bleven 
afbrudt, efterat temperaturen efter en saadan kuldeperiode atter har 
steget. Enkelte omstændigheder tyder endog paa, at en opvarmning kan 
finde sted midtvinters. 

I foregaaende kapitel, hvor den almindelige teori for varmens for- 
deling i en indsjø behandledes, blev der gjort opmerksom paa, at der 
er iagttaget betydelig forskjel i temperaturen i dybet af indsjøer, som er 
ifærd med at islægges. I enkelte sjøer har afkjølingen naaet ned til et 
stort dyb; i andre har den ikke naaet langt under overfladen. 

Det kan muligens antages, at afkjølingen naar ned til et forskjelligt 
dyb, eftersom den gaar jevnt eller ujevnt for sig. 

Under veir med vekslende temperatur, ledsaget af vind, maa der 
være gode betingelser for, at en temperaturudjevning i de øvre vandlag 
skal kunne finde sted. Den tilsyneladende opvarmning, som om vinteren 
finder sted i overfladevandet, maa vistnok for en del skyldes en saadan 
temperaturudjevning. Det vil ellers være vanskeligt at forstaa, at der 
midtvinters, naar solen staar meget lavt og kun er fremme en kort tid 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 175 


af dognet, virkelig skulde kunne foregaa en merkbar opvarmning af 
overfladevandet. 

Dette vil imidlertid ikke kunne afgjøres med sikkerhed, uden at til- 
strekkelige temperaturmaalinger fra sjoens dyb og overflade var for- 
haanden. De temperaturmaalinger, vi har fra norske indsjøer, er for faa 
og leilighedsvise hertil. 

Uden systematiske temperaturmaalinger kan vi heller ikke komme 
til en nærmere forstaaelse af, hvorledes det er med forholdet mellem 
lufttemperaturen og afkjølingen af indsjøerne. 

Hvad vi her har været istand til, er at konstatere, at islægnings- 
tidspunktet for en væsentlig og dominerende del betinges af, hvorledes 


lufttemperaturen har været under afkjølingsperioden. 


B. Skydækket. 


En af de processer, hvorved den betydeligste afkjøling i en sjø 
foregaar, er, som det gjentagende er gjort opmerksom paa, udstraalingen. 
Tidspunktet for isJægningen er følgelig afhængigt af, i hvilken grad 
denne kan faa gjort sig gjældende. 

Vi har allerede før omtalt, at lufttemperaturen kan betragtes som 
en funktion af udstraalingen, idet den for en del vil være afhængig af, 
hvorvidt denne er sterk eller svag, og forsaavidt er allerede i forrige 
afsnit godtgjort, at en af de bestemmende faktorer for afkjolingens 
fremadskriden i en sjo afhænger af graden af udstraalingen. 

Men denne er igjen afhængig af andre meteorologiske elementer, og 
serlig maa det antages, at skydekket har indflydelse paa, hvor sterkt 
udstraalingen faar gjøre sig gjældende. Afkjølingens fremadskriden og 
derigjennem islægningstidspunktet maa derfor kunne antages at være 
direkte afhængige af skydækket. 

For at faa rede paa det forhold, der eksisterer mellem skydækket 
og tidspunktet for islægningen, vil vi tage for os nogle af de samme 
sjøer, som vi behandlede i forrige afsnit. Først vil vi behandle Mjøsen, 
hvor vi vil undersøge dette forhold for de sidste 16 aars vedkommende. 
Nedenfor skrives i en tabel op afvigelserne fra det midlere skydække 
ved de meteorologiske stationer ved Mjøsen, og aarene ordnes efter tids- 
punktet for islægningen. 


176 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 
Afvigelse fra det midlere skydække 1 
ee Mjøsens islæg- 
ningstidspunkt oktober november december | januar | februar 

1890—01 lode jan. o 

1892—93 15de jan. + 0.9 
1895 —96 ı5de jan. — O2 
1884—85 20de jan. — 18 
1891—92 24de jan. + O2 
1894—95 26de jan. — Ii 
1898—99 27de jan. — 04 
1896—97 2den febr. — 0,2 
1887—88 14de febr. = ihn 
1888—89 15de febr. — 1.3 
1889-—90 18de febr. + 2.0 
1883—84 21de febr. 6 
1885—86 3die mars — Or 
1886—87 aaben + 20 
1893—94 aaben — 05 
1897—98 aaben + 05 


Vi skulde vente, at islegningen i de vintre, hvor skydækket 


mindst udbredt, vilde vere indtraadt paa et tidligere tidspunkt. 


var 
Men 
dette fremgaar ikke af tabellen. Vi ser saaledes, at i et aar, som 1893 
—g4, var himmelen hele vinteren udover forholdsvis lidet skydækket, 
og dog forblev sjøen aaben, medens den i et aar, hvori skydækket var 
saa udbredt som i 1891—92, islagdes allerede 24de januar. 

Der er saaledes ikke kommen tilsyne nogen regel for forholdet 
Dette kan tænkes at 
have sin grund deri, at variationerne i det midlere skydække for hver 


mellem midlere skydække og islægningstidspunkt. 
maaned er for smaa. Man kunde derfor forsøge, om der opnaaedes et 
bedre resultat, hvis man, istedenfor at benytte tallene for det midlere 
skydække, anvendte antallet af klare eller overskyede dage og under- 
søgte forholdet mellem dette og islægningstidspunktet. 


1901. No, 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 177 
Antal klare og overskyede dage i Sum 
Se decbr. og 
Mjøsens islæg- oktober november december | januar | februar jan, 

EE ningstidspunkt Å © 2 | 5 Fa 
1890—91 | Iode jan. | 5 | 17| 1] 22|| 8 | 16] 6 | 12] — 14 | 28 
1892—93 | ı5de jan. | 2 | 18| 4] 16] 6 | ro} 3 | 13 || — 9|23 
1895—06 | ı5de jan. | 7 | 14 | 16| 6|13| 6 | 7|| —| —|| 12] 20 
1884—85 | 2ode jan. | 8 | 6|11| 7| 3 | 22|| 3 | 181 —| —|| 6|40 
1891—02 | 24de jan, | SUR 2 17| 2 | 1614 | 13 —| — 6| 29 
1894—95 | 26de jan. | 4 | 5| 4|17| 7| 614 | 12] —| —|| 11118 
1898—99 | 27de jan. | 4 | 12| 4| 14]) 3 | 151 2 | 151 —|—| 5130 
1896—-97 | 2den febr. | 5 | 12] 3] 18]) 2 | 2ı|| 3 | 20] —| —|| 5/41 
1888—89 | 15de febr. —|—|—|—|—| 0 | 177 —| —| —|— 
1889—90 | 18de febr. | o | 22| 4|14| 2| 19| 3 |16| 7|10| 5135 
1883—84 | 21de febr. | 8 | ol 3| ı4| 2| 7] 4 | 9| 10| 8] 6|16 
1885—86 | 3die mars | 2 | 11| 7|10| 3 | 2 |19| 4| ol 5130 
1886—87 | aaben ras Srl 3 de 231 2) $ 3137 
1893—94 | aaben 6 | 15| 10| 5| 5 | 16) 5 | 16 11| 2| 10] 32 
1897—08 | aaben 3125| ofus| 3116) 5 | 8| 2| 14 7|24 


Som man ser, fremgaar der heller ikke af denne tabel nogen tydelig 
regel; men muligens kan dog en saadan spores, idet det høieste antal 
dage med klar himmel fortrinsvis tilhører de aar, hvori islægningen ind- 
traf tidligst. 

Saaledes var der i 1890—91 i december og januar 14 dage med 
klar himmel, i 1892—93 og 1895—06 var der i de samme maaneder 
henholdsvis 9 og 12 saadanne dage. I 1884—85 var der derimod kun 
6 klare dage i december og januar, men rigtignok havde november det 
samme aar II saadanne. 

De aar, hvori der fandt en sen islægning sted, var der, som vi ser, 
gjennemgaaende faa dage med klart veir. Saaledes var der i 1886—87 
i december og januar tilsammen kun 3 klare dage, og de øvrige maa- 
neder havde ogsaa kun faa saadanne. 

Men vi ser ogsaa, at der er mange undtagelser fra regelen. Saa- 
ledes var der i december og januar 1893—94 10 dage med klar himmel, 
ligesom ogsaa de øvrige maaneder det aar havde mange klare dage, 
saaledes f. eks. februar, der havde 11 saadanne, og dog var sjøen det 
aar aaben. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1901. No. 4. 


178 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I 1891—92 indtraf islægningen allerede den 24de januar, og i det 
aar var der kun 6 dage med klar himmel i december og januar, men 
rigtignok 7 saadanne i november. 

I 1897—08 var der 9 klare dage i november, 2 i december og 5 i 
januar. Det aar frøs sjøen ikke til; men i 1896—07 foregik islægningen 
2den februar, skjønt dette aar havde færre dage med klart veir. 

Ser vi nu paa antallet af overskyede dage, saa bemerkes, at der var 
forholdsvis faa saadanne i nogle af de vintre, hvori islægningen foregik 
paa en tidlig datum. I december og januar tilsammen var der saaledes 
i aarene 1892—93 og 1895—96 henholdsvis 23 og 20 overskyede dage. 

I 1884—85, da ogsaa sjøen frøs til paa et tidligt tidspunkt, var 
imidlertid antallet af overskyede dage = 40, men november havde det 
aar kun 7. 

I 1891—02 var der 29 overskyede dage i december og januar, og 
som vi ser, var der det aar ogsaa 17 saadanne dage i november, I 
1894—95 var der 18 overskyede dage i de 2 maaneder, men islæg- 
ningstidspunktet indtraadte da senere end i 1891—92. 

Over 30 overskyede dage var der i december og januar 1884—85, 
1898—99, 1896—97, 1889—90, 1885—86, 1886—87 og 1893—94. Af 
disse aar var der i 1884—85 og 1893—94 usædvanlig faa overskyede 
dage i november. Som vi ser, var der meget sen islægning i 1889—90 
og 1885—86, og sjøen var aaben i 1886—87 og 1893—94. 

I det store og hele taget synes det følgelig, som om vi i den 
sidste tabel kan spore den regel, at islægningen har fundet sted noget 
tidligere i de aar, hvori skydækket har været lidet udbredt; men der er 
saa mange undtagelser, at regelen ikke med bestemthed kan hævdes. 
Heraf maa sluttes, at skydækket i og for sig ikke har spillet saa frem- 
trædende rolle under afkjølingens gang i Mjøsen, at det i særlig grad 
har været bestemmende for islægningstidspunktet. 

Før er godtgjort, at lufttemperaturen har havt en dominerende ind- 
flydelse paa tidspunktet for islægningen, og i sammenligning med denne, 
ser vi, at skydækkets beskaffenhed kun maa have været af rent under- 
ordnet betydning for afkjølingsprocessens forløb. 

Vi vil senere søge at give en forklaring herpaa, men først skal 
undersøges, om skydækkets beskaffenhed har havt større indflydelse paa 
islægningstidspunktet ved en anden sjø. 


Vi vælger Slidrefjorden, hvor gode meteorologiske iagttagelser er 
anstillede lige i nærheden. For denne sjøs vedkommende er der opstillet 
en lignende tabel som for Mjøsen. 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 


De 
ST 
Ko) 


la se = 
lo 2 3 
Antal klare og over- rd: 
ee à Sum for RARE 
: we skyede dage i 
Skydække y ag oktober og |= I > 
Islægningstids- november | 5 > = 
punktet paa oktober || november i 2 = 
Slidrefjorden. 5 | aa boy © 
| 2 lg ev 
= > IT > 
© =: kr 
> aay fice oe es 
5 NEE 
=. a = o_O 


a À 


N Un 


in 
an 


jœuvuo au o 


Gjennemsn. 


Vi ser af denne tabel, at det er endnu vanskeligere ved Slidre- 
fjorden, end det var ved Mjøsen, at opstille nogen fast regel om en tid- 
ligere islægning i aar, hvori skydækket har havt ringere udbredelse. 
Vistnok har veiret været forholdsvis klart i oktober 1888 og i denne 
maaned samt i november aarene 1887 og 1885, da den tidligste islægning 
foregik, medens det var betydelig mere overskyet i de samme maaneder 
i 1890, 1889, 1886 og 1883, da der fandt en sen islægning sted. Men 
paa den anden side sees ogsaa, at der i 1898 var meget faa klare dage 
i disse maaneder, og alligevel foregik islægningen det aar paa normalt 
tidspunkt. Og endvidere ser man, at i intet af aarene var der flere 
klare dage i oktober og november end i 1897, og dog indtraf islæg- 
ningen det aar sent. 

Før er paapegt, at islægningen paa Slidrefjorden i de forskjellige aar 
er indtraadt paa et tidspunkt, som staar i et nøie forhold til lufttem- 


180 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


peraturen, og vi ser, at skydækket i sammenligning med denne ikke har 
veret af nogen vesentlig betydning. Bedst kommer dette tilsyne, om 
vi betragter nogle aar, hvori lufttemperaturen var ensartet. I 1898, 
1892, 1893 og 1890 laa den saavel i oktober som i november meget 
nær normalen, og der var meget liden forskjel i hver af disse maaneders 
middeltemperatur. Men skydækket var, som det fremgaar af tabellen, 
temmelig forskjelligt. I 1898 og 1892 var det meget udbredt i begge 
maaneder, i 1890 var det usædvanlig meget overskyet i november; men 
i 1893 var der i begge maaneder mere klart veir end sædvanligt, og 
alligevel ser vi, at islægningen i alle 4 aar foregik paa omtrent samme 
datum, meget nær den, vi har beregnet som den normale. 

Det ser imidlertid alligevel ud, som om skydækket i nogen grad 
har gjort sig gjældende under afkjølingsprocessen. 

Det vil erindres, at vi for har pegt paa nogle aar, hvori vi efter 
de gjennemsnitlige maanedstemperaturers afvigelse fra det normale 
skulde have ventet, at islegningen paa Slidrefjorden var indtraadt paa 
en noget anden datum. I 1889 var der saaledes et saa stort overskud 
af varme i hostmaanederne, særlig i november, at vi skulde have ventet, 
at der ikke havde fundet islægning sted for noget senere. Af den fore- 
gaaende tabel sees imidlertid, at skydækket i november 1889 var be- 
tydelig mindre udbredt, end det pleier at vere i denne maaned, og dette 
maa kunne give forklaring paa den forholdsvis tidlige islægning. 

I 1884, da oktober var betydelig for varm, medens november var 
omtrent normal, fandt islægningen sted et par dage før normalt; vi ser, 
at himmelen i november 1884 var mindre overskyet, end hvad den gjen- 
nemsnitlig pleier at være, og heri ligger muligens forklaringen til dette 
aars noget tidlige islægning. 

Vi kan saaledes ogsaa ved Slidrefjorden merke, at skydækket har 
nogen indflydelse paa islægningstidspunktet. Fornemmelig viser det sig 
her som paaskyndende islægningen nogle dage i et par aar, hvori vi 
efter lufttemperaturens tilstand skulde have ventet samme nogle dage 


senere. 


For med sikkerhed nærmere at kunne afgjøre, i hvilken grad sky- 
dækkets beskaffenhed har øvet indflydelse paa afkjølingens gang, vilde 
det være nødvendigt at have systematiske temperaturmaalinger fra ind- 
sjøerne og sammenligne disse med iagttagelser over skydækket. Da 
imidlertid saadanne ikke foreligger fra vore indsjøer, maa vi her nøie os 
med at pointere, at skydækkets beskaffenhed kun kan spille en under- 
ordnet rolle under afkjølingsprocessen. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 181 


Vi vil for at forklare dette se lidt nærmere paa, hvorledes det i sin 
almindelighed er med forholdet mellem skydækkets forandring og af- 
givelsen og tilforslen af varme i en sjo. 

Hidindtil er antaget, at der foregaar en sterkere afkjeling under 
klart veir, end naar det er overskyet. Dette er imidlertid ikke ganske 
ngiagtigt; thi ihvorvel udstraalingen er sterkere i klare nætter, maa det 
ogsaa erindres, at i klare dage gjor insolationen sig sterkere gjældende. 
I hostmaanederne, oktober og november, kan det indtræffe, at insola- 
tionen endnu er saa betydelig, at der i lobet af en klar dag kan ske en 
opvarmning, der er saa stor, at den delvis eller endog helt ophæver den 
afkjoling, som om natten er foregaaet ved udstraaling. Senere paa 
vinteren, i december og januar, staar solen saa lavt, at insolationen ikke 
kan gjore sig gjældende i nogen betydelig grad, og det maa derfor 
antages, at afkjølingen ved udstraaling i de dage, der i disse maaneder 
er observerede som »klaree, har været betydelig sterkere end opvarm- 
ningen ved insolation. 

Naar solen ud i februar atter er naaet saa høit over horizonten, at 
insolationen kan gjøre sig sterkere gjældende, vil den modsatte virkning 
af udstraaling og insolation igjen kunne neutralisere hinanden under klar- 
veirsperioder. 

Vi vil dernæst se lidt paa, hvorledes det er med udstraaling og 
insolation i overskyet veir. 

Man kunde vente, at udstraalingen kun vilde gjøre sig ganske svagt 
gjældende under et udbredt skydække, men som Richter) har godtgjort 
ved sine talrige temperaturmaalinger fra Millståttersee, har endog ud- 
straalingen i løbet af korte, regnfulde sommernætter, hvori himlen har 
været fuldstændig skydækket, været ret betydelig. Vi tør saaledes ikke 
gaa ud fra andet, end at der i de lange vinternætter, som findes i vore 
egne, kan foregaa en ret betragtelig udstraaling, selv om himmelen er 
overskyet. 

Insolationen vil derimod saa sent paa aaret, som naar afkjølings- 
processen i indsjøerne foregaar, neppe være merkbar i overskyet veir. 

Vi ser saaledes, at der paa den ene side kan tænkes, at der under 
afkjølingstiden om høsten er klarveirsperioder, hvorefter temperaturen i 
sjøerne ikke bliver synderlig forandret. Paa den anden side kan vi 
neppe tænke os, at der efter overskyede dage har fundet andet end 
afkjøling sted. 


1 Seestudien, p. 35. 


182 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Hvorvidt dette i virkeligheden pleier at vere tilfældet, vil ikke 
kunne afgjøres uden ved temperaturmaalinger; men som vi har seet, er 
det rimeligt, at skydækkets beskaffenhed helt eller delvis udjevner mod- 
setningen mellem udstraalingens og insolationens virkninger saaledes, at 
resultatet af et sterkt eller lidet udbredt skydække bliver af forholdsvis 
underordnet betydning for afkjolingsprocessens gang om høsten. 

Anderledes er det imidlertid længere ud paa vinteren, naar insola- 
tionen ikke mere kan gjøre sig saa sterkt gjældende. Skydækket maa da 
kunne spille en forholdsvis større rolle under afkjølingsprocessens gang. 

Det kommer følgelig delvis an paa aarstiden, hvorvidt skydækket 
vil have en større eller mindre indflydelse paa den tid, som medgaar til 
afkjølingen. For islægningstidspunktet ved sjøer, som fryser tidlig til 
— i oktober og november — kan man saaledes forstaa, at det ikke kan 
have andet end en underordnet betydning, hvorvidt der har været klart 
eller overskyet veir under afkjølingsperioden; men noget anderledes maa 
det kunne antages at være ved de sjøer, som fryser til senere paa 
vinteren. 

Det var, som det vil erindres, vanskeligere at finde noget bestemt 
forhold mellem iagttagelserne af skydækket og islægningstidspunktet ved 
Slidrefjorden, end det var ved Mjøsen. Forklaringen herpaa ligger sand- 
synligvis deri, at Slidrefjorden normalt legger sig 25de november, 
medens Mjøsens normale islægningstidspunkt ikke falder før i februar. 


Men selv i vintermaanederne kan neppe skydækket i almindelighed 
øve nogen betydelig indflydelse paa afkjølingens gang. Vi maa nemlig 
erindre, at det i regelen kun vil være en ringe grad af foranderlighed, 
som dets beskaffenhed er underkastet. Betragter vi variationen i sky- 
dækket for vintermaanederne december og januar ved Hamar, saa sees 
af tabellen (s. 176), at den i alle aarene fra 1883—99 har været mellem 
grænserne — 1,6 og -+ 1.4 = 3 grader, hvilket ikke kan ansees som 
nogen betydelig variation. 

Maanedens gjennemsnitlige skydække bestemmes væsentlig af an- 
tallet af de klare og overskyede dage. Det midlere antal af saadanne 
dage er ved Hamar if. Mohn! i de samme maaneder tilsammen 9 klare 
og 29 overskyede; i resten, 24 dage, har saaledes himlen været delvis 
skydækket. 

Som vi ser, udgjør de overskyede dage den største del, derefter 
kommer de delvis overskyede, og kun faa dage har været klare. 


1 H, Mohn; Klimatabeller for Norge V—XII, Kristiania 1890, 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 183 


Ved at betragte tabellen side 177 sees, at der i de forskjellige aar 
ikke har været stor forskjel i antallet af klare og overskyede dage i 
december og januar tilsammen. Kun en gang har der veret saa lidet 
som 3 klare dage, ellers har antallet varieret mellem 5 og 14. Antallet 
af overskyede dage har i samme maaneder varieret noget mere, nemlig 
mellem 16 og 41. Men i samtlige aar har vi folgelig havt et stort 
antal dage, som hverken har været overskyet eller klare. 

Det gaar neppe an at ræsonnere saaledes, at udstraalingen i sin al- 
mindelighed ubetinget er foregaaet sterkest i de klare dage, at den har 
gaaet jevnt for sig i dage med midlere skydekke, og at den kun har 
gjort sig svagt gjældende i dage med overskyet veir. Men selv om vi 
forte et saa ekstremt ræsonnement, maatte vi alligevel komme til den slut- 
ning, at der ikke kunde have været saa stor forandring i udstraalin- 
gen i de 16 aar; thi hvert aar har havt et stort antal dage med delvis 
overskyet himmel, hvori udstraalingen har veret nogenlunde jevn; kun 
i enkelte aar blev udstraalingen paaskyndet ved et par flere klarveirsdage, 
end det gjennemsnitlig pleiede at være, og i nogle andre aar blev den 
hæmmet ved enkelte flere overskyede dage, end sædvanligt var. 

Naar vi tager hensyn til dette, finder vi det rimeligt, at skydækket 
ikke har kunnet have saa stor indflydelse paa afkjølingens gang. 


Naar imidlertid afkjølingen er saa langt fremskreden, at islægningen 
er forhaanden, saa kan skylagets beskaffenhed øve ganske stor ind- 
flydelse paa, naar istæppet kan udbredes. 

I sidste kapitel skal nærmere omtales, hvorledes istæppet udvikles, 
saa vi gaar foreløbig ikke nærmere ind herpaa. Det vil imidlertid for- 
staaes, at det er af betydning for islægningen, at denne sker samtidig 
over en tilstrækkelig stor flade. I modsat fald vil isen kunne gaa op 
igjen, idet vinden f. eks. kan faa adgang til at blande de øverste vand- 
lag sammen og saaledes bevirke, at den dannede is atter smelter. 

I en sjø, der i sin afkjøling er naaet saa langt som til islægning, 
vil det følgelig komme an paa veir og vind, om sjøoverfladen er skikket 
til at islægges. Dersom omstændighederne da er saadanne, at afkjø- 
lingen gaar rask for sig, kan store partier af sjøen islægges paa en 
gang. En saadan anledning bydes f. eks., hvis der er klart veir en 
stille vinternat, og dersom vi undersøger, hvorledes skydækket har været 
netop paa de tider, naar Mjøsen er frosset til, vil vi se, at det i regelen 
har været under klart veir, islægningen er foregaaet. 

Følgende er noteret fra Hamar meteorologiske stations morgen- 
observationer : 


1890. 


1891. 


1802. 


1893. 


1894. Februar 


1895. 


ANDREAS HOLMSEN. 


Februar gde skydække: 5 


Januar 


Januar 


— 


Januar 


Januar 


10de 
11te 
I2te 


6te 
7de 
8de 
ode 
10de 


17de 
18de 
19de 
20de 
21de 
22de 
23de 
24de 


5te 
6te 
7de 
8de 
ode 
1ode 
I Ite 
12te 
I 3de 
14de 


22de 


Igde 
20de 
21de 
22de 
23de 
24de 
25de 


skydække: 


skydække: 


skydække: 


skydække: 


skydække: 


IO 
O 


M.-N. KI. 


lagdes is til Hamar. 


frøs hele sjøen til. 


lagdes is til Hamar. 


islagdes resten af sjøen. 


lagdes is til Hamar. 


islagdes resten af sjøen. 


islagdes den sydl. del af sjøen. 


lagdes is syd til Gjøvik. 


islagdes resten af sjøen. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 185 


GN —————L—————— nn 


1896. Januar 6te skydække: 2 


— Jde — 10 lagdes is til Hamar. 
—  8&de == I 
— 15de — o islagdes resten af sjøen. 


1897. Januar 30te skydække: 10 


— 3Iite = I 
Februar rste — o 
— 2den — o frøs sjøen helt til. 


1898. Januar 6te skydække: 10 
SP See RE 
— 8de — 


tN 


lagdes is til Gjovik. 


1899. Januar 20de skydekke: 8 


— 21de — IO 
— 22de — I 
— 23de — IO 
— 24de — o frøs sjøen helt til. 


C. Nedbøren. 


Det er allerede før gjort opmerksom paa, at smeltning af sne er en 
proces, hvorved varme afgives fra en sjø. Det er ogsaa klart, at op- 
tagelse af slud og kold regn, som har en lavere temperatur end over- 
fladevandet, maa bevirke afkjøling. Nedbøren har saaledes indflydelse 
paa, hvor hurtig afkjølingsprocessen i en indsjø kan gaa for sig, og da 
tidspunktet for islægningen afhænger af, hvor raskt afkjølingen skrider 
frem, saa er følgelig islægningstidspunktet ogsaa afhængigt af denne 
faktor. 

For at se, i hvilken grad nedbøren øver indflydelse paa islægnings- 
tidspunktet, vil vi undersøge, hvorledes forholdet ved en bestemt sjø er 
mellem nedbøren i løbet af afkjølingsperioden og islægningstidspunktet 
i de forskjellige aar. 

Vi vælger atter Mjøsen og skriver i en tabel op nedbøren ved 
Hamar. Det bemerkes, at den største del af nedbøren faldt i novem- 
ber som regn, men i de øvrige maaneder som slud og sne. 


186 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Nedber. 
A Islægningstids- |— 
DEEE November December Januar Februar 

mm, mm, mm, mm. 
1890 —OI 10de jan. 80.7 5.8 = > 
1892—93 ısde » BIS 19.3 68.1 == 
1884— 85 20de » 10,6 47.5 14.5 — 
1891 —02 24de » 27.7 35.4 24.2 = 
1894—95 26de » 77.9 63.8 28.2 = 
1 898—99 27de (> 18.7 40 60 — 
1896—97 2den febr. 19 36 16.8 a 
1887—88 I4de » 44.1 91.8 36.4 24.8 
1888 —89 IC de nn 19.5 72.9 19.9 32.8 
1889—90 18de » 276 18.9 20.7 2.3 
1883—84 21de » 30.7 4.9 24.1 8.9 

1885— 86 3die mars 11.7 9.5 19 13 
1886—87 | Ikke islagt 35 63.2 75 12.8 

1893—94 do. 25.4 69.7 49.9 23 
1897 —98 do. 31.3 56.8 15.3 13.9 

Normalt | 1ode febr. 41 32 30 21 


Det kan af ovenstaaende tabel sees, at nedboren kun kan have en 
ringe indflydelse paa afkjølingens gang. Hvis vi vil legge merke til, 
hvorledes nedbøren har været i december og januar, saa vil det straks 
falde i øinene, hvor usædvanlig liden den var i december i det aar, 
sjøen frøs tidligst til; i det derefter følgende aar, hvori sjøen frøs til 
nogle dage senere, var der derimod en betydelig større nedbør. 

Bedst kommer nedbørens ringe indflydelse paa afkjølingens gang 
tilsyne, naar vi betragter aarene 1898—99 og 1896—07. I begge disse 
aar var, som det vil erindres, gjennemsnitstemperaturen fra høsten af og 
ud januar temmelig ens, men januar var lidt koldere i 1898—99, saa- 
ledes, at isen da lagdes nogle dage før. Men, som vi ser af tabellen, 
var der stor forskjel i nedbøren i de to aar. I 1898—99 var den i 
begge maaneder, særlig i januar, betydelig over det normale, men i 
1896—97 var den i januar betydelig under det normale. 

Ser man paa, hvorledes det var med nedbøren i de aar, sjøen frøs 
til omkring midten af februar, saa sees, at den i de aar var meget for- 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 187 


skjellig; i 1887—88 og 1888—89 var der megen nedbør, men i 1889—90 
og 1883—84 var der ringe nedbor. 

I de aar, Mjøsen var aaben hele vinteren, var der ialfald i 1886—87 
og 1893—94 usædvanlig megen nedber i vintermaanederne. Dette viser 
ogsaa paa en tydelig maade, at smeltning af sne ikke kan spille synder- 
lig stor rolle for sjøens afkjølingsproces; thi hvis saa var tilfældet, burde 
sjøen i de aar være bleven tilfrossen. 


Vi vil søge bestyrket, hvad vi her har seet gjældende for Mjøsens 
vedkommende ved ogsaa at iagttage forholdet mellem nedbør og islæg- 
ning ved Slidretjorden. Vi noterer nedbøren ved Granheim for oktober 
og november, idet vi bemerker, at den væsentligste nedbør er faldt som 


regn i oktober, men som sne i november. 


Nedbør ved Slidrefjorden. 


Aar Islægningsdatum 


Oktober November 

mm, mm, 
1888 12te novbr. | 20.6 28.6 
1887 I5de » 11,7 43.8 
1896 20de +53 | — 16.0 
1885 20de » | 84.6 36.7 
1891 21de » 140.6 41.7 
1895 Ede (å 60.9 5Lı 
1884 23de > 34.5 14.3 
1898 24de » 32.0 28.0 
1892 25de » 72.8 62.2 
1893 26de » | 47.8 26.4 
1890 27de » 65.1 63.1 
1889 30te _ > 69.9 31.2 
1897 ıste decbr. 18.2 27.2 
1886 3die » 20.7 53-5 
1883 ste » | 55.1 41.6 
1894 8de » | 118 54.0 
Normalt | 24de novbr. | 56.5 44.5 

| 


Ogsaa af denne tabel fremgaar det, at nedbøren (vi tanker da 
særlig paa den, der faldt som sne i november), ikke har havt videre 
indflydelse paa islægningstidspunktet. 


188 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Ser vi f. eks. paa aarene 1884, 1898, 1892, 1893 og 1890, hvor 
middeltemperaturen for oktober og november, som for nævnt, var meget 
ens, saa vil vi se, at der har veret meget: stor forskjel i nedbgren i 
disse aar; men desuagtet fandt islegningen sted omtrent paa samme 


datum. 


Vi vil finde det rimeligt, at nedbgren spiller en liden rolle under 
afkjølingsprocessen, naar vi ser hen paa dens forhold til de øvrige meteo- 
rologiske elementer. 

I almindelighed vil der om vinteren ikke falde nogen videre nedber, 
naar det er meget koldt, og man kunde forsaavidt sige, at der sammen 
med nedbør hører en høiere lufttemperatur. 

Hvad nedbørens forhold til skydækket angaar, da udbredes dette 
under nedbør. 

Vi kan saaledes forstaa, at den afkjøling, som maa gaa for sig ved 
optagelse af koldt regn og ved smeltning af den modtagne sne, for en 
del reguleres ved de forandringer, som under nedbør indtræder i de 


øvrige meteorologiske elementer. 


Naar der i den sidste del af afkjølingsperioden, lige før sjøen skal 
til at islægges, indtræffer et betydeligt snefald, vil dette, som før paa- 
pegt, kunne bevirke, at indsjøen islægges samtidig over større stræk- 
ninger. 

Som vi saa i forrige afsnit under behandlingen af skydækket, kan 
en saadan rask afkjøling, der kan bevirke en samtidig, sterk isdannelse 
over større dele af sjøen, være bestemmende for selve dagen for islæg- 
ningen. 

Det tilfælde, at en saadan beleilig afkjøling foraarsages ved smelt- 
ning af større mængder sne, der er faldt ned i sjøen, kjendes fra flere 
af vore indsjøer, og i de oplysninger, man har om islægningen, nævnes 
ikke sjelden, at »sjøen sneede igjen« da eller da. 

Vi skal nævne et par eksempler herpaa fra Mjøsen. 

I den nordlige del af sjøen var det den 12te december 1887 ganske 
isfrit. Den 13de og 14de sneede det meget sterkt, og den ı4de var 
der »snestappe«, saa det var næsten ufremkommeligt. Den 15de havde 
der lagt sig fast is sydover til henimod Biri. 

Den 18de januar 1894 laa der is fra Lillehammer sydover til Borgen. 
Den ıgde og 2ode var der sterkt snefald, og den 20de—21de lagde der 
sig is henimod Gjøvik; isen løsnede dog igjen nogle dage senere. 


tgor. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 189 


Fra Storsjøen i Rendalen meddeles ogsaa uden nærmere angivelse 
af datum, at sjøen et aar sneede fuldstændig igjen. 


Dersom vi vil resumere det, som er iagttaget om mnedbørens ind- 
flydelse, saa har vi seet, at den i almindelighed spiller en meget under- 
ordnet rolle ved afkjølingsprocessen; men vi har tillige seet, at det under- 
tiden kan hænde, at et sterkt snefald i den sidste del af afkjølingsperio- 
den kan paaskynde selve tidspunktet for islægningen. 


D. Vinden. 


Vindretningen kan neppe antages at have nogen direkte indflydelse 
paa afkjølingens gang i sjøerne og følgelig ikke paa islægningstidspunktet. 
Men indirekte kan den, derved, at de øvrige meteorologiske elementer og 
tildels strømforholdene forandres under en forskjellig vindretning, øve 
indflydelse paa afkjølingens fremadskriden. Vindretningen influerer paa 
lufttemperaturen, skydækket, nedbøren o. s. v.; men da der allerede før 
er undersøgt, hvordan hvert enkelt af disse elementer har øvet indflydelse 
paa islægningstidspunktet, og da det ikke er dette arbeides hensigt at 
udrede forholdet mellem de forskjellige meteorologiske elementer, for- 
bigaaes denne indirekte indflydelse af vinden. 

Vindstyrken maa derimod tænkes at have en mere direkte indflydelse 
paa afkjølingens gang, og det paa forskjellige maader. Den maa saa- 
ledes have indflydelse derigjennem, at der under vind af forskjellig 
styrke danner sig større eller mindre bølger, som i forskjellig grad 
virker hindrende for udstraalingen. Richter) har leveret flere gode iagt- 
tagelser over denne virksomhed af vinden, og han omtaler samme som 
den hovedsageligste indflydelse, denne øver paa en sjøs temperatur- 
forhold. 

En anden virkning af vinden er, at den blander de øverste lag af 
sjøen sammen, Vi har under kapitlet om temperaturens fordeling paa- 
pegt, at afkjølingen kan gaa betydelig under + 4° til et betragteligt 
dyb, forinden sjøen islægges. Forel? har, som før nævnt, antaget, at 
dette tildels maa bero derpaa, at de øvre lag udblandes af vinden. Ue? 


1 Seestudien, pag. 36. 

2 Températures lacustres, 

3 Temperaturverhältnisse der baltischen Seen, S. 114. Verhandl, des X deutsch, Geo- 
graphentages, 


190 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


har ogsaa paavist, at vinden har havt en ganske stor indflydelse paa 
sjøernes temperaturforholde ned til et ikke ringe dyb. Naar de øverste 
lag blandes med nedenforverende, bliver selvfolgelig herved overflade- 
vandet noget opvarmet, og dette bevirker, at afkjølingen udstrækkes 
over et længere tidsrum. 

En virkning af vinden, som ogsaa kan have betydning under afkjø- 
lingsprocessen, er de strømsætninger, som kan dannes. Hvorvidt saa- 
danne kan opstaa, er imidlertid ogsaa i høi grad beroende paa mere 
lokale forhold, som sjøens form og størrelse. Vi vil derfor ikke omtale 
samme nærmere paa dette sted, men vente dermed til et senere afsnit. 

I det hele taget skulde det saaledes antages, at der vil medgaa 
længere tid til afkjølingen i de aar, hvori vinden gjør sig sterkt gjæl- 
dende. Islægningstidspunktet skulde følgelig i de aar falde paa en 
noget senere datum. 

Den eneste maade, hvorpaa vinden skulde kunne virke direkte op- 
varmende, er ved dens mekaniske virkning, men denne er saa ubetydelig, 
at den neppe er merkbar. 

At vinden øver nogen indflydelse paa, naar islægningstidspunktet 
kan indtræde, synes at fremgaa af flere af de iagttagelser, som er ind- 
samlede angaaende islægningsforholdene paa vore sjøer. 

I en meddelelse fra Aardal skrives der saaledes, at det har beroet 
paa vindforholdene, hvorvidt Aardalsvatnet er frosset til eller ikke i de 
forskjellige aar. I meddelelsen er ikke omtalt noget specielt tilfælde, 
som skulde kunne vise dette, men det er kun sagt i sin almindelighed. 
Da man savner sikre data over islægningen paa Aardalsvatnet, kan man 
imidlertid ikke nærmere undersøge forholdet. 

En lignende meddelelse er ogsaa modtagen fra Siredalsvatnet, hvor 
det skal være iagttaget, at vandet under lignende temperaturforhold 


islægger sig noget senere i de aar, hvori der er megen vind. 


Vi vil, naar vi skal undersøge, 1 hvilken grad vinden har øvet ind- 
flydelse paa afkjølingens forløb, atter holde os til Mjøsen. Men da det 
ser ud til, at der ved Hamar har været en uensartet bedømmelse af 
vindstyrken i de første aar, hvori der er foretaget meteorologiske obser- 
vationer, og af vindstyrken i de sidste aar, foretrækker vi at betragte 
observationerne ved Eidsvold. For sammenligningens skyld hidsættes 
ogsaa den gjennemsnitlige maanedlige vindstyrke for Kristiania. Aarene 


er som i foregaaende tabeller ordnede efter datoen for islægningen. 


I9OI. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. IQI 


Vindstyrke i 


Re Mjøsen islagt. 
Bin: oktbr. | novbr. | decbr. | januar | febr. 
If Kristiani: | 
Kristi ue Å .8 git = = 
1880—81 24de december |, REG =D à ro 
Eidsvold ...| 1.1 F2 LI — — 
1882—-83 gde januar | Po | = Fe ee 2 FC 
| Eidsvold . . | LI 1.3 1.4 — — 
1890—91 sitet nr Kristiania . . .|| 0.7 0.7 0.4 — 
| Eidsvold , . .|| 0.8 0.7 0.8 _ — 
K pte - VE 61 k — 
1892—93 EE ristiania 0.8 0.7 0.6 0.9 
Eidsvold ... | LI 0.8 0.9 0.9 — 
1884 —85 pees sonar Kristiania , . .| 0.9 0.7 0.7 0.8 — 
Eidsvold ...|| 14 1.2 LI 1.4 = 
IE | - Ad 
1891—92 JA Kristiania . . «| 0.9 0.6 0.6 0.6 
| Eidsvold ...|| 0.9 0.9 1.0 0.9 — 
- - ” Il er 
1894—95 Je naar Kristiania . . «|| 0.6 0.6 0,6 0.7 
| Eidsvold .. | 0.7 0.6 | 0.6 22,8 — 
ae | på 
1898—09 ne Kristiania . «| 0.8 0.9 | 0.7 0.9 
| Eidsvold .. | 1.5 1.8 1.9 1.9 — 
AE - | 1 = = 
1896—97 rh Kristiania . . | 0.9 0.5 0.9 0.8 | 
Eidsvold ,. | 1.7 1.4 u 
Å 
1887—83 sade februar Kristiania ... | 1.0 0.7 1.0 0.5 0.8 ! 
| Eidsvold .. .| 1.4 1.2 1.3 1,1 1.2 
i 
. - - Il 1 
1888—89 medeier Kristiania . . .| 0.8 1.0 0.6 0.8 0.9 
Eidsvold , ..|| 1.2 1.1 12230 KI 1.4 
1889 ~ go de be | Kristiania . . | 1.0 0.6 0.9 0.5 0.5 
\ Eidsvold .. -| 1.2 1.1 LI *|- LI 1.0 
1883—84 leder | Kristiania . . | 0.8 0.7 0.5 081! 08 
Eidsvold .. | 1.2 1.3 1.2 1.2 1,2 
1885 —86 HE Kristiania . . .|| 0.8 0.6 061| 1.2 | og 
Eidsvold ...|| 1.4 1.2 LI 1.2 1.4 
1886—87 Ikke islagt Kristiania . . .|| 0.9 0,3 081] ro 0.8 
Eidsvold ...| 11 1.2 1.4 1.21] 1.2 
1893—94 Kristiania .. | 0,8 0o6!| 09 0,8 0.8 
Eidsvold . . .|| 0.8 0.61 |" 07 1.0 0.9 
1881 — 82 Kristiania . . .|| 0.9 0,8 0.7 0.5 Å ite 
Eidsvold ...|| 1.3 LI 1.1 1.2 27 
1897—98 Kristiania . . .|| 0.5 0.7 0.9 07°| 09 
Eidsvold .. .|| 1.5 1.8 1.9 1.7 1.8 
| 
Kristiania . . .| 8 8 8 RS 
Normalt ıode februar = re 3 3 å på 
Eidsvold . 1.3 1.2 1.2 2 1,2 


! De i hjernerne staaende mindre zifre betegner antallet af iagttagne storme, 


192 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Som vi ser af tabellen, har der aar om andet kun været en saa 
ubetydelig variation i vindstyrken, at det ikke er rimeligt, at der af 
samme skal kunne fremgaa, at vinden har ovet nogen storre indflydelse 
paa afkjolingens gang. Vistnok ser vi, at der gjennemgaaende har været 
sterkest vind i nogle af de aar, hvori sjøen holdt sig aaben hele vinteren. 
Saaledes var der i vintermaanederne 1897—98 og 1881—82 forholdsvis 
sterk vind. I flere aar, hvori sjøen islagdes tidlig, som 1890—91, 1891 
—92 og 1894—95, var der derimod en mindre vindstyrke; men vi ser 
ogsaa, at sjøen lagde sig forholdsvis tidlig i de aar, hvori der gjennem- 
gaaende var forholdsvis sterk vind, som f. eks. i 1898—99 og 1896—97. 

Dersom vi nærmere vil se paa, i hvor stor grad vinden har havt 
indflydelse paa islægningstidspunktet, kan vi vælge nogle aar med for- 
holdsvis ens lufttemperatur og for disse undersøge vindstyrkens forhold 
til islægningstidspunktet. 

I 1891—92, 1894—95, 1898—99 og 1896—07 var, som det vil er- 
indres, middeltemperaturen i december og januar temmelig ens. Decem- 
ber var i alle 4 aar et par grader for varm, men januar var for kold: 
I 1894--95 = + 3.9, 1 1894—95 — 3.7” i 1898—99 — 1.4? og i 1896 
7 07: 

Vindstyrken var i de 4 aar betydelig forskjellig. I de to først- 
nævnte aar var den gjennemgaaende under det normale, derimod i de 
to sidste aar adskillig større end normalt; men tiltrods herfor ser vi, at 
Mjøsen lagde sig i 1898—99 omtrent paa samme tidspunkt som i 1891 
—92 og 1894—95, og islægningen i 1896—97 indtraf kun nogle dage 
senere. 

Vi ser, at det er lufttemperaturen, som har bestemt islægningstids- 
punktet, vinden kan kun have spillet en meget underordnet rolle. 


Vi vil ogsaa for Slidrefjordens vedkommende betragte forholdet 
mellem vindstyrken og islægningstidspunktet i løbet af nogle aar med 
ens lufttemperaturforholde. 

Vi erindrer fra før, at der i oktober og november i aarene 1884, 
1898, 1892, 1893 og 1890 ved Granheim var en middeltemperatur, som 
var meget lig normaltemperaturen. Vindstyrken i de samme maaneder 
er opskrevne i tabellen paa næste side: 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 193 


Slidrefjordens is- 
legningstids- 
punkt. 


Vindstyrke i: 


oktober november 


23de novbr. 


24de » O.4 0.3 
25de » 0.3 0.3 
26de ? 0.7 0.7 
1890 | 27de » | 0.9 O3 


Som vi ser, var vindstyrken temmelig forskjellig de forskjellige aar, 
men ikke desto mindre lagde sjøen sig i alle 5 aar omkring det nor- 
male islægningstidspunkt. Vinden kan i disse aar saaledes ikke antages 
at have øvet synderlig indflydelse paa afkjølingens gang. 

Vi vil dernæst betragte et par af de grafiske tabeller, som frem- 
stiller den daglige lufttemperaturs gang ved Mjøsen, for at se, hvorvidt 
vi efter lufttemperaturforholdene kunde have ventet et noget andet is- 
lægningstidspunkt i et aar med usædvanlig stor og i et aar med usæd- 
vanlig liden vindstyrke. Vi vælger aarene 1896—97 og 1891—92. 

Vi ser, at sjøen i 1897 frøs helt til 2den februar, efterat der nys var 
indtraadt en kuldeperiode; men vi kunde neppe have ventet, at sjøen 
havde frosset til før det aar, hvori januars middeltemperatur laa saa nær 
normalen. 

I 1892 var der megen kulde i den første halvdel af januar, og mid- 
deltemperaturen laa betydelig under det normale. At sjøen frøs før til 
det aar, synes saaledes at være, som vi efter lufttemperaturens gang 
kunde have ventet. 

Følgelig synes det at have været af en meget underordnet betyd- 
ning for afkjølingens fremadskriden i de to aar, at vindstyrken gjen- 
nemgaaende var betydelig større i 1896—97 end i 1891—92. 


Muligens vilde vindens indflydelse under afkjølingsprocessen være 
kommen bedre tilsyne, om vi havde kunnet sammenligne islægnings- 
tidspunkterne ved en sjø nær kysten med dem ved en sjø inde i 
landet; men som allerede før berørt, vilde det være praktisk ugjørligt 
at finde saadanne sjøer, hvor de lokale aarsager, dyb, størrelse, ned- 
slagsdistrikt, strømme osv., som ogsaa betinger afkjølingens gang, er saa 
ens, at det lod sig gjøre at drage sikre sammenligninger. 


Vi kan efter det foregaaende forstaa, at ogsaa vinden i det hele 
taget kun kan spille en underordnet rolle under afkjølingens gang. 
Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. Kl. 1901. No. 4 13 


194 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Men for selve tidspunktet, paa hvilket islægning kan foregaa, maa 
vi derimod antage, at det kan være af betydning, hvordan vinden er. 

Hvis en sjø er afkjølet saa sterkt, at islægningen er umiddelbart 
forhaanden, maa der, som vi før har gjort opmerksom paa, være et 
dertil gunstigt veir, om istæppet skal kunne udvikles over en stor del 
af sjøen. Er der sterk vind, vil de dannede isnaale ikke faa anledning 
til at fryse sammen, og selv om saadanne er dannede over en stor del 
af sjøen, kan vinden, derved at den blander de øverste og koldeste lag 
med de nedenfor værende varmere, bidrage til, at overfladevandet op- 
varmes, saa at isnaalene smelter. En større indsjø fryser derfor i regelen 
ikke til under sterk vind. Men derimod hænder det ofte, at isen lægger 
sig umiddelbart efter, at det igjen er blevet stille efter sterk vind. 

En egen slags isdannelse under vind har Z/orel! beskrevet. Der 
dannes runde iskager, men disse pleier ikke at fryse sammen, men 
svømmer om i overfladen. Forel kalder iskagerne »glagons gäteaux«, 
og deres form og dannelse er af ham nærmere studeret og beskrevet. 
Fænomenet er ogsaa iagttaget ved en af vore sjøer, og vi skal derfor 


nærmere omtale samme i et senere afsnit. 


Vi har nu seet, hvorledes de meteorologiske elementer, som kan 
tænkes at øve en direkte indflydelse paa afkjølingens gang i en indsjø, 
har betinget et tidligere eller sildigere islægningstidspunkt. 

De øvrige meteorologiske elementer, som: lufttrykket, luftens fug- 
tighedstilstand, dens elektricitet o. s. v., kan ikke antages at øve nogen 
direkte indflydelse paa afkjølingens gang, men kun en indirekte der- 
igjennem, at de betinger lufttemperaturen, skydækket, nedbøren og 
vinden. 

Sammendrages de resultater, som ovenfor er udledede, saa kommer 
vi til følgende teori for veirligets indflydelse paa afkjølingen af en sjø: 

Det element af veirliget, som øver den største og absolut domi- 
nerende indflydelse paa afkjølingens gang, er lufttemperaturen. Sky- 
dækket, nedbøren og vinden har i det hele taget kun en underordnet 
indflydelse paa, hvorledes afkjølingen skrider frem. Som følge heraf er 
det tidspunkt, da afkjølingen er saa langt fremskreden, at islægningen 
staar forhaanden, væsentlig bestemt af lufttemperaturens gang under 
afkjølingsprocessen og da særlig af lufttemperaturen i den sidste del af 
samme. 


* Congélation des lacs suisses et savoyardes 1891, pag. 51. — Le Léman, B. II, pag. 
382 flg. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 195 


Skydekkets beskaffenhed, nedberen og vinden er ikke af nogen 
vesentlig betydning for, naar denne fase af afkjolingsprocessen kan ind- 
trade; men med hensyn til bestemmelsen af selve tidspunktet, hvori 
isteppet kan udvikles, spiller dog disse meteorologiske elementer en 
rolle, idet istæppets udvikling i regelen maa ske under gunstige omstæn- 
digheder for isens vekst, saa at denne ikke faar løsne igjen med det 


samme. 


Det kunde være fristende at gjøre, ligesom Hildebrandsson m. fl. 
har gjort for Sveriges vedkommende, nemlig at optegne kurver gjennem 
de steder, hvor islegningen pleier at foregaa samtidig, og saa at sam- 
menligne disse kurver med vort lands vinterisotermer. Men som vi 
allerede har seet, og som vi nærmere vil studere i neste afsnit, over de 
lokale forhold, dyb, storrelse, nedslagsdistrikt, strom m. m. saa stor ind- 
flydelse paa afkjolingsprocessens gang, at saadanne kurver kom til at faa 
et meget underligt forlob. Medens f. eks. nordenden af Mjgsen kom til 
at ligge paa samme kurve som de steder, hvor islægningen indtraf i no- 
vember, saa kom den bredeste del af sjøen til at ligge paa kurven for 
lode februar. Videre kom Ekern til at ligge paa kurven for en meget 
sen islægningsdatum, men Fiskumvatnet lige ved blev beliggende paa en 
saadan for en tidlig datum. Storsjøen i Rendalen kom til at ligge paa 
februarkurven; men Lomnessjøen kom til at ligge paa den kurve, som 
gik gjennem steder med islægning først i november o. s. v. 

Det lader sig heller ikke gjøre at borteliminere de lokale aarsagers 
indflydelse eller at inddele landet i et vist antal distrikter, som Hilde- 
brandsson har gjort for Sveriges vedkommende, og udregne en gjennem- 
snitlig datum for distriktet. 

Her i vort land er nemlig i regelen de lokale forhold saa forskjel- 
lige, selv ved nærliggende sjøer, ja endog ved samme sjø, at et saadant 
gjennemsnitstal neppe vilde have nogen berettigelse, idet det kun und- 
tagelsesvis vilde være et udtryk for, hvad der i virkeligheden var 
tilfældet. 

Vi vil istedet paa en anden maade anskueliggjøre forholdet mellem 
den normale vintertemperatur og isforholdene ved vore sjøer. 

Dette gjør vi ved paa planche 10 grafisk at fremstille normaltempera- 
turen i løbet af vinterhalvaaret for ca. 30 steder, beliggende i forskjellige 
egne af vort land. Kurvernes ordinat angiver temperaturen; 2 mm.’s 
ordinat svarer til 1°. Det tidsrum, hvori en nærliggende indsjø normalt 
pleier at være tilfrossen, er paa kurverne indtegnet med blaa farve. 
Paa hver kurve findes paaskrevet, til hvilken meteorologisk station den 


196 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl, 


refererer sig, og med blaa skrift er antydet, hvilken indsjes islegning 
er afsat. 

Ved de punkterede linjer er i samme maalestok grafisk fremstillet 
temperaturen i 1898—00, og paa disse kurver er med brun farve an- 
givet den tid, sjgerne var islagte det aar. 


Vi faar af disse kurver en forklaring paa, at nogle af vore sjøer 
fryser tidlig til og andre senere; thi, som det vil sees, er det en gjen- 
nemgaaende regel, at islægningen i det store og hele taget indtræder 
paa et tidligere tidspunkt der, hvor kulden indtræder tidlig om høsten, 
og der, hvor temperaturen pleier at gaa betydelig ned under nulpunktet. 

Paa Østlandet ser vi, at det gjennemgaaende er tidlig islægning; 
men i den sydligste del af landet, hvor den normale vintertemperatur 
ligger heit, er islægningen sen, Et vand som Lundevatn f. eks. islægges 
i regelen ikke; men saa sees det ogsaa, at den normale vintertemperatur 
i den egn af landet ikke gaar ned til 0° for nogen af vintermaanederne. 

Paa Vestlandet har indsjøerne ved kysten, hvor temperaturen er høi, 
i almindelighed en meget sen islægning. Vi træffer her flere indsjøer, 
som kun sjelden islægges. At et vand, saa nordligt beliggende som 
Salsvatn i Fosnæs, ikke pleier at fryse til, kan muligens vække for- 
undring; men som vi ser, er det kun en meget kort tid af vinteren, at 
der i de egne normalt pleier at være dage med kuldegrader. 

Inde i fjordene, hvor der er en strengere vinterkulde, foregaar der- 
imod islægningen 1 regelen før. 

I den nordligste del af landet indtræffer islægningen i det hele taget 
tidlig; men som vi ser, kommer det ogsaa der an paa, hvordan det er 
med lufttemperaturen over vedkommende sjø. 


Lufttemperaturen samt de øvrige meteorologiske elementer, som er 
af en mere underordnet betydning for afkjølingens fremadskriden, er 
væsentlig afhængig af den geografiske beliggenhed og af høiden over 
havet, og forsaavidt er afkjølingens gang og det deraf flydende islæg- 
ningstidspunkt indirekte afhængig af samme. 

Nogen direkte indflydelse paa islægningstidspunktet kan disse om- 
stændigheder derimod ikke antages at have. 


Dersom vi paa planche 10 iagttager det meget forskjellige islæg- 
ningstidspunkt for sjøer, hvor lufttemperaturen og de øvrige meteoro- 
logiske elementer er ensartede, saa forstaaes, at de lokale forskjelligheder 
maa have en stor indflydelse paa afkjølingens gang. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 197 


Vi ser f. eks., at sjøer som Mjøsen, Storsjøen i Odalen, Rands- 
fjorden, Hurdalssjøen m. fl. pleier at fryse til paa et helt forskjelligt 
tidspunkt, uagtet de befinder sig under meget ensartede klimatologiske 
betingelser. 

Vi vil i næste afsnit se nærmere paa, hvorledes de lokale aarsager 
øver indflydelse paa afkjølingens gang og islægningstidspunktet; men 
forinden vi gaar over til dette, vil vi ganske kort berøre en anden om- 
stændighed, som muligens kan antages at have indflydelse paa islæg- 
ningstidspunktet i de forskjellige aar. 

Som allerede for nævnt, har Fore/ iagttaget fleraarige, periodiske 
forandringer i Genfersjøens temperaturforhold. Der findes ingen under- 
søgelse over, hvorvidt disse staar i forbindelse med de klimavekslinger, 
som Brückner! Sieger? m. fl.3 har antaget eksisterende; men man 
skulde formode, at saa kunde være tilfældet. 

I en indsjø, hvor temperaturen i det hele taget forandrer sig meget 
langsomt, og hvor den daglige variation og de lokale perturbationer 
i temperaturen ikke paa langt nær viser sig i saa fremtrædende grad 
som i atmosfæren, skulde man just vente, at disse klimavekslinger vilde 
komme tilsyne, dersom de overhovedet eksisterede. 

Men dersom saadanne periodiske temperaturforandringer er tilstede 
i indsjøerne, maa vi ogsaa kunne antage, at der hersker en vis periodi- 
citet i islægningstidspunktet. 

Det er ikke lykkedes at paavise nogen saadan ved de norske ind- 
sjøer; men aarsagen hertil kan være den, at der endnu foreligger for 
faa aars iagttagelser. 


II. De lokale forholds indflydelse paa islægningstidspunktet. 


A. Sjøens dyb. 


I kapitel 4, hvor temperaturforholdene behandledes, saa vi, at den tid, 
som medgik til sjøens afkjøling, i væsentlig grad maatte være afhængig 
af sjøens dyb. Under den af kjøling, som finder sted, medens lagstillingen 


1 E. Bruckner: Klimaschwankungen, Wien 1890. 

2 Robert Steger: Seenschwankungen und Strandverschiebungen in Skandinavien, Berlin 
1893. 

3 0, Appelberg: Vattenståndsvariationer i mellersta Sveriges vattendrag. Förhandl, v. 


ı5de skand, naturf,mötet i Stockholm 1898. 


198 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


er den termisk direkte (0: det varmeste vand overst og det koldere vand 
nedenfor), vil nemlig temperaturen i hele sjøen, saaledes som det vil 
erindres, lidt efter lidt udjevnes ved de opstaaede vertikalstrømme, som 
vil vedvare, indtil lagstillingen forandres. 

Efterat den indirekte lagstilling er indtraadt, vil udjevningsprocessen 
være tilendebragt. Den fortsatte af kjøling vil væsentlig gjøre sig gjæl- 
dende i de øvre lag, medens det varmere vand vil forblive i de nedenfor 
værende. 

Er dybet stort, udfordres der følgelig lang tid, forat hele vand- 
massen skal antage ens temperatur; men er sjøen grund, saa er det 
giensynligt, at udjevningsprocessen maa kunne gaa raskere for sig. 

Af de periodiske temperaturforandringer, som finder sted i en sjø, 
er der, som det vil erindres, saavel en aarlig som en daglig. Videre 
vil det ogsaa erindres, at der er paavist en periodisk temperaturforan- 
dring, som udstrækker sig over flere aar. 

Vi kan her inddele indsjøerne i typer efter det dyb, til hvilket 
hver af disse periodiske forandringer gjør sig gjældende. 

Vi faar da: 

1. Grunde sjøer, hvor det midlere dyb ikke er større, end at det 
er nær grænsen for den daglige temperaturforandring. 

2. Sjeer af middels dybde, hvor dybet er større, end at den dag- 
lige temperaturforandring kan gjøre sig gjældende helt ned, men hvor 
det ikke er større, end at den aarlige temperaturforandring kan faa 
gjøre sig gjældende igjennem hele sjøen helt til de nederste lag. 

3. Dybe sjøer, hvor det midlere dyb er saa stort, at det er nær 
graensen for den aarlige temperaturforandring. 

4. Meget dybe sjøer, hvor der findes et forholdsvis dybt schicht, 
hvor den aarlige temperaturforandring ikke kan gjøre sig gjældende. 

Denne inddeling kan være ganske bekvem for den foreliggende 
undersøgelse, og vi vil derfor opretholde den. 

Af sagens natur følger, at disse typer ikke er skarpt afgrænsede fra 
hinanden, men den ene gaar over i den anden. 

Vi vil betragte nogle sjøer af hver af disse typer og se, hvor raskt 
af kjølingsprocessen skrider frem, indtil islægning kan finde sted. 


1. Grunde sjøer. 


Vi saa i kapitel 4, at den daglige opvarmning og afkjøling i Weiss- 
ensee var iagttaget til et dyb af 30—35 m. Dette er vistnok used- 
vanligt. I Genfersjøen er den iagttaget ned til et dyb af 20—25 m. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 199 


Vi besidder ikke fra vort land saadanne temperaturserier, som vilde 
afgjøre, hvor dybt ned den daglige temperaturforandring gjør sig gjæl- 
dende i vore sjøer; men efter iagttagelserne andetstedsfra kunde vi muli- 
gens definere grunde sjøer som sjøer, hvor det midlere dyb ikke over- 
stiger 20—25 m. 

I sjøer af denne typus vil udjevningsprocessen gaa raskt for sig. 

Allerede ved en natlig afkjøling vil der kunne merkes temperaturforskjel 
nær bunden. 

Naar der om høsten indtræder en kuldeperiode, udvikles snart den 
indirekte lagstilling, og sjøen vil fryse til, saa snart der indtræder 
hertil gunstige omstændigheder. Det er derfor let forstaaeligt, at de 
grunde sjøer har en meget tidlig islægning. 

Betragtes planche 10, vil vi se, at det der er grafisk fremstillet, 
naar flere saadanne grunde sjøer pleier at fryse til. 

Vi ser, at ved Storsjøen i Odalen, Lomnessjøen, mindre sjøer ved 
Røros, Sagvatnene i Salten og ved flere andre, som maa antages at 
være grunde, pleier islægningen normalt at indtræffe kort tid, efterat 
dagene med kuldegrader er indtraadt. 


Hvis vi skriver op den normale islægningsdatum for enkelte grunde 
sjøer fra forskjellige egne af landet og efter de meteorologiske obser- 
vationer angiver, hvor lang tid der er medgaaet mellem dagen med nul 
graders middeltemperatur og islægningen, kommer det tydelig frem, 
hvor hurtig afkjølingsprocessen pleier at skride frem. 


Antal uger fra den 
dag, da middeltem- 
peraturen normalt er 
==, 0 > "og Hlrden 
dag, da islægningen 

pleier at finde sted, 


Islægningsdatum. 


Nordenden al Mjøsen 2.022 aa 27de novbr. 3 
Nordlige del af Rd hjorder . RER 21de novbr. 21 
Krøderens syre Well 10. ıste decbr. 3 
Soneren AEE 2 ol. 21de novbr. 14 
Myklevatn .... gå 23de novbr. I 
De øvre sjøer i draget ıste decbr. 2 
Vannsjø «je 23de novbr. I 
Øieren «ee 30te novbr. 2 
Storsjøen i Odalen GE ETE ı5de novbr. 1 


Vermundsjøn MEIN 7de novbr. I 


200 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Antal uger fra den 
dag, da middeltem- 
peraturen normalt er 
= 0°, og til den 
dag, da islegningen 
pleier at finde sted, 


Islegninsgsdatum. 


Bonitessjnens il ers SN L 7de novbr. 

Mindre sjøer ved Røros . . . . . . 31te oktbr. 2 
nei Gaver GET 25de oktbr. raz 
Øiangen i Valdres. . . . . . . . .| 10de novbr. 2 à 
Bhep. Job 19de novbr. 2 
More 23de novbr. 3 
Sundkilen 1 Kviteseidvatn . . . . . 30te novbr. EG 
Nolan er er ee öde decbr. Y ag 
Warrior... à 2den decbr. 2 
Somdalyatae nn... 23de novbr. 1a2 
RN tk sw 25de novbr. Tia 
Peksdhsyatme ca Gans spe. ce «à «à 30te novbr. 3 
Vestlige del af Snaasenvatnet. . . . 8de decbr. 3 
Nedteyatn ved Sulitjelma. ..... 15de novbr. 2 
SER EST 0 rr 25de novbr. 2 
ATSTEET ok rr rr iste novbr. 2 (?) 
HASVIRENMERMER aan on 29de oktbr. 2 


Man kjender ikke dybet i alle disse sjøer saa ngie, at det lader sig 
gjøre at udregne noget nøiagtigt gjennemsnitsdyb; men efter de forelig- 
gende maalinger og de meddelelser, som er indhentede fra lokalkjendte, 
maa det antages, at samtlige maa regnes som grunde. 

Som vi ser, indtræder islægningen tidlig ved disse sjøer, idet der 
kun pleier at medgaa 1—3 uger fra den datum, da luftens middel- 
temperatur er 0°, og til den normale islægningsdatum. 

Hvis vi paa et kart vilde optegne kurver gjennem de steder, hvor 
islægningen paa de grunde sjøer foregaar paa samme datum, vilde 
følgelig disse kurver i det store og hele taget vise et parallelt løb med 
nulisotermerne. 

Omvendt kunde man ogsaa ved at iagttage, naar isen lægger sig 
paa vore grunde sjøer, have et godt maal for, hvordan høsten skrider 
frem, og naar vinteren begynder at indtræde. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 201 


2. Sjeer af middels dyb. 


Som vi straks nærmere skal omtale, merkes endnu den aarlige 
temperaturforandring i et dyb af 100—150 m., men variationen er ikke 
synderlig betydelig paa et dyb under 100 m. Vi vil derfor ved sjøer 
af middels dyb forstaa saadanne, som har et gjennemsnitsdyb mellem 
ca. 30 Og Ioo m. 

Ved disse sjøer maa afkjølingen kræve længere tid end ved de grunde, 
idet varmetabet pr. overfladeenhed her maa fordeles paa en større 
vandmasse. 

Den daglige afkjoling og opvarmning naar i disse sjeer ikke helt 
ned til bunden, og det er derfor klart, at det maa tage flere dogn, 
forend varmetabet skal kunne udbredes i hele sjøens dyb. 

Medens det hænder, at en natlig afkjøling ved meget grunde sjøer 
kan gjøre sig gjældende ned gjennem sjøens hele dyb og saaledes be- 
stemme dennes temperaturforhold helt til bunds, saa maa ved dybere 
sjøer virkningen af den daglige temperaturvariation mere udjevnes, idet 
bundtemperaturen her ikke influeres saa meget af en enkelt nats afkjø- 
ling, men bestemmes af, hvilken forskjel der er fra dag til dag i døgnets 
middeltemperatur. 

Et enkelt døgns temperaturforandring vil med andre ord ikke have 
nogen væsentlig indfiydelse paa afkjølingens fremadskriden i dybere 
sjøer, og saaledes vil vi f. eks. ikke finde, at en dybere sjø kan islægges 
i løbet af en sterk frostnat tidlig paa høsten, medens vi kan finde, at 
grunde tjern og sjøer i nærheden er sterkt islagte. 

Vi saa, at der kun pleiede at medgaa kort tid fra den dag, da 
middeltemperaturen var gaaet ned til nul grader, og til, at grunde sjøer 
islagdes. 

Vi vil paa samme maade se, hvor lang tid der pleier at medgaa 
fra dagen med nul grader og til, at der lægges is paa vore dybere 
indsjøer. 

I omstaaende tabel skrives derfor op islegningsdatoen ved nogle 
sjøer fra forskjellige egne af landet, hvilke maa formodes at være af 
middels dybde. Da gjennemsnitsdybet ikke kjendes, kan dette ikke 
anføres; men som et maal for dybet skal for hver enkelt sjø anføres det 
største iagttagne dyb. 


202 


ANDREAS HOLMSEN. 


M.-N. Kl. 


Sterst 


iagttaget| Normal islægnings- 


dyb. 


Mjøsen sydover til Ringsaker . | 104 
Hurdalssjøen»: , . . å ? 
Randsfjordens ee a 108 
Sperillen Bi. © 108 
Kroderens nordlige del ET ois à ? 
Osen 109 
Fæmunden 130 
WaaASeU Ee ou, D, 72 
Tyin . eee eS, | 100 
Shdsearden. . 2 2... . . ? 
Nora zsondrerdel . . .. . : | 98 
byslandeloidin .. ...... ? 
RG EAN ? 
Manesratmivoss. 2: ? 
Vasbyedvatie 2.2)... 067 
Veitesttandsyata,, . . .-. ... ? 
CSA ER 2 0. 0, | do 
Peekennestierdalen > . . ... ? 
Langvatn i Ranen ...... ? 
Lene . 4 JE ? 
Langvatn, Sulitjelma av) US eer Hae) 


datum, 


26de decbr. 
15de » 
7de jan. 
Iste » 
23de decbr. 
25de » 
16de » 
SRE" 
Iste » 


24de novbr. 


ıode decbr. 
28de > 
20de » 
20de » 
25de » 
iste jan. 
20de decbr. 
220e 8 as 
rade? Vs 
25de no 


22de novbr. 


Antal uger fra den 
dag, da middeltem- 
peraturen normalt er 
= 0°, og üul den 
dag, da islægningen 
pleier at finde sted, 


Ko Ga SR OT POST ON OT CO OO ONE COUT 


m 
un 


Som vi ser, er der flere af disse sjøer, hvor der ikke er foretaget 


oplodninger, 


men ved hver af dem er der flere omstændigheder, 


tyder paa, at de maa regnes som sjøer af middels dybde. 


som 


Vi ser, at der til afkjølingsprocessens forløb i disse sjøer pleier at 


medgaa fra 4 til 8 uger, 
er indtraadt. 
Vi ser ogsaa, at ved de sjøer, 


efterat dagen med middeltemperaturen = 0° 


som har størst maximumsdyb, og 


som derfor ogsaa maa antages at være de dybeste, pleier afkjølings- 


processen at kræve længere tid end ved dem, hvor dybet er mindre. 


Ved Randsfjorden, Sperillen, Osen, Fæmunden og Tyin, hvor dybet 


gaar ned under 100 m., 


temperatur = 0, før islægningen pleier at foregaa. 


varer det 7—8 uger efter dagene med middel- 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 203 


Ved de grundere af ovennævnte sjøer, som ved Vaagevatn, Totak, 
Vasbygdvatn, Oldenvatn og Langvatn, ser vi, at der pleier at medgaa 
kortere tid mellem de to tidspunkter. I Slidrefjorden, Vangsvatn m. fl. 
kjendes ikke dybet; men indsjoernes storrelse, beliggenhed og landets 
konfiguration ligesom ogsaa lokalkjendtes udsagn tyder paa et ikke 
synderligt stort dyb, og man tor derfor formode, at disse er de grun- 
deste af de ovenfor nævnte sjøer. 

Inden gruppen — sjøer med middels dyb — er følgelig det for- 
skjellige gjennemsnitsdyb af stor betydning for, naar islegningen kan 
finde sted. 

Vi ser, at der ved sjøerne med størst og mindst gjennemsnitsdyb 
er en forskjel af ca. 4 uger i tidsrummet mellem dagen med nul grader 
og islægningstidspunktet. 

Herved er imidlertid at bemerke, at lufttemperaturen ikke gaar lige 
langt ned ud paa hosten i alle egne af vort land, og vi kan derfor selv- 
folgelig ikke forudsætte, at alle vore sjoer med lige stort dyb afkjoles 
lige hurtig. 

Hvis vi betragter de grafiske fremstillinger af den normale luft- 
temperatur og islegningen paa planche 10, saa ser vi, at der er en stor 
forskjel med hensyn til, hvor raskt temperaturkurven falder ned under 
den akse, som betegner o°. 

Der findes, som vi ser, ikke mange af vore sjøer, hvorover luft- 
temperaturen 4 a 8 uger, efterat den har gaaet under 0", normalt pleier 
at være lige lav, og det er derfor øiensynligt, at sjøerne endog i dette 
tidsrum er under temmelig forskjelligartede betingelser for afkjøling. 


3. Dybe og meget dybe sjøer. 


Efter Forel si mange maalinger gjør den aarlige temperaturforan- 
dring sig i Genfersjøen gjældende ned til et dyb af ca. 120m. Schietz? 
har, som tidligere meddelt, i Mjøsen iagttaget sommeropvarmningen ned 
til ca. 150 ms dyb. Delebecque3 har i lac du Bourget iagttaget den 
aarlige temperaturveksling ned til ca. 140 m. Fitz-Gerald, som har 
foretaget temperaturmaalinger i flere amerikanske indsjøer*, har fundet, 
at den aarlige temperaturveksling i disse sjøer har gaaet ned til et lig- 


Le Léman, p. 365. 

Le 

Les lacs français, p. 143. 

The Temperature of Lakes, Transactions of the Am. Soc. of Civil-Eng. XXXIV 
no, 2, p. 67. 


+ wo wo - 


204 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


nende dyb. John Le Conte’ har derimod i Lake Tahoe iagttaget som- 
meropvarmningen til et dyb af ca. 200 m. 

Greensen for den aarlige temperaturvariation kan ikke antages at 
vere lige stor ved alle sjoer. Der, hvor betingelserne for en sterkere 
opvarmning og en længere opvarmningsperiode er forhaanden, maa man 
antage, at sommervarmen kan trænge dybere ned end i sjøer, beliggende 
i egne, hvor sommeren er kortere og koldere. 

Men hvis vi efter de temperaturmaalinger, som er foretagne i de 
forskjellige sjøer, vilde forsøge at angive et dyb, til hvilken den aarlige 
temperaturveksling i sin almindelighed gaar ned, saa kunde vi sige, at 
grænsen for den aarlige temperaturforandring ligger mellem 125—175 m. 
Hvis vi imidlertid betragter de temperaturserier, som før vil findes 
anførte, ser vi, at forandringen i temperaturen i et dyb af over 100 m. 
fra sommer til vinter er meget ringe og kun udgjør nogle tiendedels 
grader. Vi maa saaledes nærmere kunne definere dybe sjøer som saa- 
danne, hvor gjennemsnitsdybet er større end ca. 100 m. 

Naar det midlere dyb i en sjø er større end ca. 200 m., er der ved 
bunden et schicht, hvor temperaturen holder sig konstant fra sommeren 
til vinteren, og saadanne sjøer vil vi her benævne meget dybe sjøer. 


Vi vil se, hvor lang tid afkjølingen tager ved nogle af vore dybe 
sjøer. Vi skriver derfor op følgende tabel: 


Antal uger fra den 

Størst dag, da middeltem- 

iagttaget | Det normale islæg- | peraturen normalt er 

dyb. ningstidspunkt. — 02, op-uleden 

dag, da islegningen 

m. pleier at finde sted. 

: ] 
Nomen... | 176 Iode febr. 12 
Pardalsvatm Sram. 2... .| 186 aabent — 
Selbusjøen | 135 Iste mars (?) 14 (?) 

SERIOUS pr. 0) 201 23de jan. 10 
DMC ns Ger | 215 27de decbr. 10 
AIO ERA | 281 24de jan. 10 
RAR) RE SKAL EE ? 25de » 53 
Storsjøen i Rendalen . . . .| 301 Iste febr. 13 
Snaasenvatn (øvre del). . . . ? I5de » 12 


! Overland Monthly: 2d Series. Vol. 2. 1883, p. 506 fig. 
? Selbusjoens normale islægningstidspunkt er muligens sat noget vel sent. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 205 


Antal uger fra den 


LS. dag, da middeltem- 

lagttaget | Det normale islæg- | peraturen normalt er 

dyb. ningstidspunkt. |= 0°, og til den 

dag, da islegningen 

m, pleier at finde sted, 
Mjgsen (centrale del) . . . .| 452 1ode febr. 12 
Horamdalsvatn . . . . . . . 482 24de » 12 
aan EE. RER ? aabent J 
De SS IS 480 aabent — 
SV AER LR 200 075 0200. ? aabent — 
LI IE CAES RS 445 aabent — 


Vi ser, at der normalt medgaar mindst Io uger fra den dag, da 
middeltemperaturen er 0°, og til den dag, vore dybe sjøer islægges. 

Hvis de dybe sjøer ligger under saadanne klimatologiske betingelser, 
at vintertempefaturen ikke gaar betydelig ned under o°, saa ser vi, at 
de normalt ikke pleier at fryse til. Afkjølingen kan i disse sjøer ikke 
fortsætte saa længe, indtil sjøen i hele sit dyb har antaget temperaturen 
for maximum af tæthed. Før udjevningsprocessen er helt færdig, vil 
der nemlig begynde at ske en opvarmning, hvorved den direkte lag- 
stilling atter mere og mere udvikles, og der kan følgelig ikke finde 
nogen islægning sted. 


Inden sjøerne af denne gruppe kan der ikke for de dybeste og de 
mindst dybe paavises nogen væsentlig forskjel i det tidsrum, som 
medgaar til afkjølingen fra, at luftens middeltemperatur paa vedkom- 
mende sted er 0°, og til islægningsdatoen. Ved Bandak udgjør saaledes 
tidsrummet 10 uger; men ved Norsjø, som maa antages at have et 
mindre dyb, udgjør det derimod 12 uger, og en længere tid medgaar 
heller ikke til afkjølingen i Mjøsen, som har et dobbelt saa stort dyb 
som Norsjø. 

At saa er tilfældet, er, hvad vi kunde formode. 

Vi vil erindre, at det i de dybe sjøer kun er i det øvre lag fra 
overfladen og 125—175 m. ned, at temperaturen veksler fra sommer til 
vinter. Afkjølingen behøver følgelig ikke at naa længere ned end til 
denne grænse, før den indirekte lagstilling kan indtræde. Det nedenfor 
værende vandlag øver følgelig ingen indflydelse paa den aarlige afkjø- 
lingsproces, og enten dette er et forholdsvis dybt lag eller et grundt lag, 
maa for afkjølingens gang i overfladen være ligegyldigt. 


206 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Som før omtalt, er der i Genfersjøen af Forel iagttaget nogle perio- 
diske temperaturforandringer, som strækker sig over flere aar, og som 
gjør sig gjældende helt til de nederste lag. 

Hvis vi vil antage, at saadanne periodiske forandringer skulde kunne 
paavises i vore dybeste sjøer, saa vilde ikke fænomenet her ligesom i 
Genfersjøen, hvor altid det koldeste vand befinder sig ved bunden, vise 
sig som en variation fra aar til aar i bundtemperaturen. 

Vi maatte i vore sjøer, hvor lagstillingen veksler hver høst og vaar, 
i dette tilfælde finde, at den aarlige opvarmning trængte dybere ned i 
de aar, som kunde tænkes at befinde sig midt i en varm klimaperiode, 
og at afkjølingen aarlig gik længere ned i de aar, som befandt sig midt 
i en kold periode. Men vi kan neppe antage, at saadanne periodiske 
temperaturforandringer kan gjøre sig gjældende til de dybeste lag i vore 
dybe indsjøer. 

Seet ud fra dette synspunkt, skulde det saaledes være en mulighed 
for, at en del af dybet under den grænse, vi før har nævnt for den aar- 
lige temperaturforandring, kan øve nogen indflydelse paa afkjølingens 
gang. Men som ovenstaaende tabel udviser, er den tid, som medgaar 
til afkjølingen i de dybe og de meget dybe indsjøer, omtrent den 
samme, og den forskjel, som findes, er visselig mere at søge i de for- 
skjelligartede klimatologiske forhold end i de forskjellige dybdeforhold. 


Indsjøernes dyb har, som vi har seet, en væsentlig indflydelse paa, 
hvor lang tid der medgaar til afkjølingsprocessen, og følgelig ogsaa paa 
det heraf betingede islægningstidspunkt. I de grundere sjøer sker af- 
kjølingen i løbet af ganske kort tid, saa at islægningen kan finde sted 
et par uger, efterat den daglige middeltemperatur er gaaet ned til nul 
grader. Ved de dybere sjøer varer det derimod længere, førend islæg- 
ning kan finde sted. De middels dybe sjøer, hvor dybet gaar ned indtil 
ca. 100 m., pleier at være afkjølede 4—8 uger efter nævnte tidspunkt. 
Tiden varierer, eftersom det forholder sig med gjennemsnitsdybet og 
med de klimatologiske forhold. Ved vore dybe og meget dybe indsjøer, 
hvor dybet er større end 100 m., pleier der normalt at medgaa mere 
end 10 uger fra dagen med middeltemperatur = 0°, til islægning ind- 
træffer. Men ved dem af vore dybe indsjøer, som er beliggende under 
et mildt vinterklima, vil afkjølingen som regel ikke kunne fortsætte i et 
saa langt tidsrum, og paa disse kan der derfor normalt ikke finde nogen 
islægning sted. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 207 


Dybets indflydelse forklarer selvfølgelig en hel del af de meget for- 
skjellige islægningsdata, som vi har seet ved sjøer, som synes at ligge 
under ensartede klimatologiske betingelser. 

Vi vil betragte nogle saadanne tilfælde. Paa Østlandet ligger i 
nærheden af hinanden Mjesen, Hurdalssjeen, Randsfjorden, Sperillen, 
Øieren og Storsjeen i Odalen i omtrent samme høide o. h. og under 
temmelig ensartet vintertemperatur. Tyrifjorden ligger noget lavere, men 
ogsaa ved denne sjø er vinterklimaet ligt det ved de ovenfor nævnte sjøer. 

Islægningen indtræffer ved disse sjøer til temmelig forskjelligt 
tidspunkt. 

Paa en grafisk fremstilling af normaltemperaturen ved Eidsvold 
(planche 11) er angivet hver af disse sjøers islægningstidspunkt. 

Der er et langt tidsrum mellem den datum, 15de novbr., hvorpaa 
Storsjøen pleier at fryse til, og den datum, ıode febr., hvorpaa Mjøsen 
pleier at fryse ti. Men som vi ser, maa det derfor være dybet, som 
har en afgjørende indflydelse paa, naar islægningen indtræder ved hver 
af disse sjøer. 

Paa Storsjøen, hvor maximumsdybet, som allerede nævnt, kun er 
ca. 30 m., og som saaledes maa betegnes som en usædvanlig grund 
indsjø, sker islægningen allerede 15de novbr.; paa den centrale del af 
Mjøsen, hvor dybet gaar ned til 452 m., finder derimod islægningen 
ikke sted for trode febr. 

Dybdeforholdene i Øieren er ikke nøiagtig undersøgte; men som for 
omtalt er hele den nordligere del af sjøen meget grund. I den sydligere 
del skal man ogsaa næsten alle steder kunne naa bunden med et 
almindeligt fiskesnøre. Der er saaledes grund til at formode, at gjen- 
nemsnitsdybet af sjøen ikke er synderlig stort; men sandsynligheden 
taler for, at Øieren er noget dybere end Storsjøen. 

I Hurdalssjøen kjendes heller ikke dybet sikkert; men fra den syd- 
lige del opgives det, at man i regelen ikke kan naa bunden med et 
almindeligt fiskesnøre, saa det er sandsynligt, at den er dybere end Øieren. 

I saavel Sperillen som Randsfjorden gaar dybet ned til 108 m., og 
vi kan efter lodskuddene, som før er meddelte, antage, at den sydlige 
del af Randsfjorden og Sperillen er gjennemsnitlig omtrent lige dybe. 
Islægningen, ser vi, pleier at foregaa omtrent samtidig paa disse to sjøer. 

I Tyrifjorden gaar dybet ned til 281 m., og denne sjø maa saaledes 
antages at være adskillig dybere end de sidstnævnte. Som vi ser, fryser 
sjøen til ca. 3 uger senere end hine. Tyrifjorden er dog ikke saa dyb 
som Mjøsen, og derfor ser vi, at islægningen paa denne sker ca. 2 uger 
senere end paa Tyrifjorden. 


208 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Dybdeforholdene giver følgelig en fuldstændig forklaring paa de 
forskjellige islægningstidspunkter ved disse nærliggende sjøer, hvor vi 
efter de ensartede klimatologiske forhold maa antage, at der ikke er 
synderlig forskjel i den varmemængde, som til enhver tid afgives fra de 
forskjellige sjøer under afkjølingsprocessen. 

Et andet tilfælde, hvor dybets indflydelse paa islægningstidspunktet 
kommer godt tilsyne, er ved Tyin og Bygdin. Tyin islægges normalt 
ca, 4 uger før Bygdin. Af de foran meddelte lodskud fremgaar det, at 
medens dybet i Tyin kun naar op til 100 m., saa er Bygdin indtil 215 
m. dyb, og dette forklarer følgelig den betydelig længere afkjølingstid 
ved Bygdin. 

Storsjøen i Rendalen er en af vore dybeste sjøer, og vi har seet, at 
islægningen paa denne falder paa et meget sent tidspunkt. Lomnes- 
sjøen, som ligger et kort stykke ovenfor under omtrent samme klimato- 
logiske betingelser, men som er en grund sjø, islægges derimod meget 
tidlig. 

Ligedan ved de nærliggende sjøer: Ekern og Fiskumvatn og ved 
Salsvatn i Fosnæs og det i samme niveau liggende Skrøvstadvatn. 
Disse større, dybe sjøer har en meget sen islægning, medens de nær- 
liggende grunde sjøer fryser tidlig til. 


Islægningsforholdene paa nogle sjøer i Romsdals amt er ganske 
besynderlige. Snipsørvatn og Brusdalsvatn, som ligger ude ved kysten, 
pleier næsten hvert aar at være islagte. Fikisdalsvatn, som ligger inde 
i landet under et strengere vinterklima, pleier derimod kun sjelden at 
være islagt. 

Dette kan vi neppe forklare paa anden maade end ved at antage, 
at vandene ved kysten er grunde. 

Over vandene er nemlig luftens normale vintertemperatur positiv for 
hver af vintermaanederne, og hvis afkjølingen ikke kunde gaa for sig i 
den korte periode, hvori der i denne egn pleier at være kuldegrader, 
vilde nogen islægning neppe kunne finde sted. Eikisdalsvatn skal der- 
imod være dybt. Over dette vand er derfor ikke lufttemperaturen længe 
nok saa lav, at det normalt kan islægges. 


I et bassin, hvor længden ikke er uforholdsmæssig stor i forhold til 
bredden, og hvor dybet er nogenlunde regelmæssigt, vil det være det 
midlere dyb, som er bestemmende for afkjelingens fremadskriden. Vand 
af samme tæthed og følgelig af samme temperatur vil nemlig, som be- 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 209 


rørt, ifølge sine fysiske egenskaber altid bestræbe sig for at befinde sig 
i samme horizontale lag, og det er derfor øiensynligt, at der i sin al- 
mindelighed ikke kan ske en raskere afkjøling i vandlaget over de 
grundere partier end over de dybere. Afkjølingens gang maa vere af- 
hængig af saavel de større som de mindre dyb i bassinet, og et udtryk 
for alle dyb er netop gjennemsnitsdybet. 

Som allerede før anført, er der imidlertid fra flere sjøer iagttaget, 
at vand i samme horizontale lag ikke har havt samme temperatur. 

Ved flere slags indsjøer er det let at indse, at dette maa være 
tilfældet. 

Naar f. eks. en sjø med ujevnt dyb har en meget stor længde i 
forhold til bredden, saa er det ikke rimeligt, at udblandingen af vand- 
lagene i hele sjøens længde kan udvikles saa raskt, at der altid kan 
være lige stor temperatur i samme horizontale lag. Det vil følgelig let 
indsees, at afkjølingen kan skride ulige raskt frem i de forskjellige dele 
af en saadan sjø. Et andet eksempel, som forøvrigt tidligere er berørt, 
kan ogsaa anføres. Hvis vi har en sjø, der er sammensat af flere bassiner, 
vil afkjølingen inden hvert enkelt af bassinerne foregaa væsentlig uaf- 
hængig af, hvorledes afkjølingen skrider frem i nabobassinerne, Det er 
følgelig øiensynligt, at ogsaa afkjølingen af de forskjellige dele af en 
saadan sjø kan skride ulige raskt frem. 

Vi har fra flere af vore indsjøer eksempler paa, at afkjølingens 
fremskriden er forskjellig i de forskjellige dele af sjøen, saa at islægningen 
pleier at foregaa til forskjellig tid. 

Medens den nordlige del af Mjøsen pleier at fryse til omkring 27de 
november, pleier der ikke at lægges is sydover til Ringsaker før om- 
kring 25de december, og for den centrale del af sjøen, syd for Helgøen, 
falder det normale islægningstidspunkt først omkring rode februar. 

Nu er Mjøsen grund i sin nordligste ende, noget dybere ved Biri, 
men maa endnu regnes som en sjø af middels dyb sydover forbi Rings- 
aker. Først søndenfor Gjøvik falder dybet saa raskt af, at sjøen herfra 
kan regnes for meget dyb. Hvis vi opfatter de nævnte 3 dele af sjøen 
som bassiner, der i det væsentlige afkjøles uafhængig af hinanden, er 
de forskjellige islægningstidspunkter kun, som vi efter dybdeforholdene 
kan vente. 

Det kan følgelig ikke være gjennemsnitsdybet for hele Mjøsen, som 
bestemmer afkjølingens gang, men det maa være det midlere dyb for 
hver af disse dele af sjøen. 

1 Sml, Forel: Sur Vinclinaison des couches isothermes dans les eaux profondes du lac 


Léman. Compt. rend. B. 102, p. 712. 
Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 4. 14 


210 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Paa flere andre af vore lange og smale sjøer foregaar ogsaa islæg- 
ningen over de forskjellige dele til forskjellige tider. Islægningen pleier 
først at foregaa over de grundeste dele og senere over de dybere. 

I Randsfjorden er den nordlige del grund. Her sker islægningen 
allerede sidst i november; men i den sydlige del er dybet større, og her 
foregaar islægningen ikke før i begyndelsen af januar. 

Krøderen derimod er dybest i den nordlige del, og derfor foregaar 
islægningen der sidst. 

Sundkilen i Kviteseidvatn er grund, medens Kviteseidvatn ellers 
er dybt. Det er saaledes let forklarligt, at Sundkilen fryser til allerede 
i slutten af november, medens Kviteseidvatn ellers ikke pleier at islæg- 
ges før i den sidste halvdel af januar. 

Suldalsvatn skal være meget dybt i den øverste del, og her fryser 
vandet yderst sjelden til. Den nederste del er derimod grundere, og 
her pleier der hver vinter at legges is. 

Snaasenvatn er grundt i den vestlige del fra Kvam og vestover, og 
paa denne del af vandet lægger isen sig allerede i begyndelsen af de- 
cember. I den bredeste del af vandet, ved Aalnæs, skal dybet gaa 
meget langt ned, og det vanlige skal være, at denne del af vandet ikke 
islægges før omkring midten af februar. 

Ved de fleste andre større indsjøer er det ogsaa som oftest tilfældet, 
at isen lægges adskillig tid før over de grundere viker og bugter end 
over de centrale partier af sjøen, hvor dybet er større. 

Følgelig ser vi, at det ofte ikke er hele sjøens gjennemsnitsdyb, 
men det midlere dyb af enkelte partier af sjøen, som er bestemmende 
for afkjølingens forløb. 


Et andet forhold maa ogsaa nævnes under behandlingen af dybets 
indflydelse paa islægningstidspunktet. 

Vi ser af de foran anførte data, at islægningstidspunktet ved nogle 
sjøer aar om andet pleier at falde paa samme datum, medens det for 
andre sjøers vedkommende kan indtræffe til høist forskjellig tid. 

Dette forhold er afhængigt af afkjølingsperiodens varighed og følge- 
lig ogsaa af sjøernes dyb. Hvis afkjølingen kan gaa raskt for sig, vil 
islægningstidspunktet selv i et mildt aar kun falde saa meget senere, 
som dage med kuldegrader indtræder senere end normalt; men hvis af- 
kjølingsperioden udkræver lang tid, saa er det klart, at islægningen vil 
kunne indtræde paa forholdsvis meget forskjellige datoer, eftersom vinteren 
er mild eller kold. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 211 


Ser vi paa de foran meddelte islægningsdata, vil vi bemerke, at 
det især er paa de grunde sjøer, at islægningen de forskjellige aar pleier 
at foregaa omkring samme datum; men paa de dybe sjøer pleier islæg- 
ningstidspunktet at indtræffe til meget forskjellig datum. 


B. Andre lokale faktorers indflydelse paa islægnings- 
tidspunktet. 


Vi har af de mange anførte eksempler seet, hvordan dybet har øvet 
den bestemmende indflydelse paa afkjølingens gang i indsjøer, som er 
beliggende under lige klimatologiske forhold. 

Heraf maa uddrages den slutning, at af de lokale faktorer øver 
dybet den største og væsentligste indflydelse paa afkjølingens gang og 
det heraf betingede islægningstidspunkt. De øvrige lokale faktorer maa 
i sin almindelighed i sammenligning hermed kun være af underordnet 
betydning; thi ellers kan vi neppe tænke os, at islægningstidspunktet 
ved alle disse forskjellige sjøer, hvor de øvrige lokale forhold er meget 
forskjelligartede, havde staaet i saa noie sammenhæng med de forskjel- 
lige indsjøers dybdeforhold. Forel anser de øvrige lokale faktorers ind- 
flydelse paa sjøernes temperaturforhold saa rent uvæsentlig, at han uden 
videre siger om dybet!: »— — — car c'est d'elle que dépend, toutes 
choses égales d’ailleurs dans les faits climatiques, "amplitude des varia- 
tions thermiques du lac.« 

Vi skal imidlertid se, at ogsaa flere andre faktorer af lokal art kan 
øve nogen indflydelse paa afkjølingens gang, endskjønt vi vil finde, at 
disse kun ved meget faa af vore betydeligere indsjøer har spillet nogen 
videre merkbar rolle for det normale islægningstidspunkt. Paa forhaand 
kan vi gaa ud fra, at disse faktorers indflydelse maa være af saa under- 
ordnet art, at vi kan indskrænke os til mere kortelig at diskutere den 
indflydelse, som hver af disse kan antages at øve paa islægningen. 

I slutten af kapitel 4 nævntes de vigtigste lokale faktorer, som 
kunde have indflydelse paa sjøernes temperaturforhold. Disse var 
sjøernes tilløb, strømme, deres form og størrelse, deres omgivelser, og 
endelig kommer hertil nogle andre faktorer, som senere skal nævnes. 


1 Le Léman, pag. 304. 


312 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki. 


I. Sjøernes tilløb. 


I hvilken grad tilløbene virker paa sjøernes temperaturforhold, er 
foruden af forskjellen mellem tilløbets og sjøens temperatur afhængigt af 
den vandmasse, tilløbene fører i forhold til sjøens vandmasse. Videre 
er det ogsaa afhængigt af tætheden af det irindende vand og følgelig 
af, hvor meget slam tilløbene fører, samt af, hvordan det er med sjøens 
form og dybdeforhold i nærheden af indløbet. 

Afkjølingen ved tilløbene kan blive ganske betydelig der, hvor disse 
er forholdsvis kolde, f. eks. hvor tilløbene ganske nylig er komne ned 
fra fjeldet, og hvor tilløbene i en kort tid fører en vandmængde, som 
udgjør en betydelig del i forhold til sjøens. Der, hvor vandet i tilløbene 
har en temperatur, som ikke er synderlig forskjellig fra den, som findes 
i sjøen, og hvor der stadig kun tilføres en liden vandmængde i forhold 
til sjøens eget rumindhold, maa afkjølingen ved tilløbene kun være for- 
holdsvis ubetydelig. 

I vore større sjøer kan vi ikke antage, at tilløbene i sin almindelig- 
hed spiller nogen væsentlig rolle under afkjølingsprocessen. 

Hvis vi f. eks. ser hen paa en sjø som Øieren, der er en grund sjø, 
og som har et overmaade stort nedslagdistrikt i forhold til sin størrelse, 
og hvor følgelig betingelserne for en afkjøling ved tilløbene synes at 
være forholdsvis gunstige, vil vi finde, at endogsaa her er den vand- 
mængde, som til enhver tid løber ud i sjøen, forholdsvis liden i sam- 
menligning med sjøens rumindhold. 

Øieren er 87.4 km? stor. Holmsen) har beregnet dens gjennemsnit- 
lige dyb til omkring 25 m. 

I november er Glommens midlere vandføring ved Mørkfos omkring 
450 m pr. sekund, Følgelig vil den vandmængde, som rinder ud i 
sjøen i løbet af en time kun udgjøre 177 af sjøens vandmængde, eller 
med andre ord skulde det vare omkring to maaneder, før vandet i sjøen 
helt fornyes. Vi ser, at Wierens vandmasse er saa stor i forhold til den 
vandmængde, de irindende tilløb fører, at det ikke kan antages, at til- 
løbenes temperatur skal kunne have nogen videre indflydelse udover 
mere end en meget begrænset del af sjøen. 

Der foreligger ikke fornødne temperaturmaalinger i vore elve til, at 
vi nærmere kan opstille en beregning af, hvor megen varme der afgives 
fra vore sjøer ved optagelsen af tilløb. 


! Seiches i norske indsjøer. Arch, for Math, og Naturv. B. 20, p. 27. (Ang. den an- 
vendte metode sammenlign Forels foredrag under geografkongressen i Berlin 1899. — 
Referat i Geographische Zeitschrift Heft II 1900). 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 213 


Vi vil formodentlig ogsaa i vore elve finde, saaledes som Forster! 
har paavist andetsteds fra, at afkjølingen ud paa høsten i regelen er 
noget længere fremskreden i det rindende vand, end den er i overfladen 
af sjøerne. ; 

Det er saaledes sandsynligt, at vandet i tilløbene under den længste 
del af afkjølingsperioden vil have en tæthed, som svarer til tætheden af 
et eller andet vandlag i sjøen under overfladen. 

Vandet fra tilløbene vil med andre ord antageligvis, naar det kom- 
mer ind i en sjø, kunne synke ned og stille sig mellem vandlag af 
samme tæthed. 

Naar elvene fører en betydelig slammængde, kan det stundom hænde, 
at endog kolde tilløb virker opvarmende paa sjøen. Slammængden be- 
virker nemlig, at tætheden bliver større, og følgelig synker slamførende 
vand i sjøer med den direkte lagstilling ned mellem lag, hvor tempera- 
turen er lavere, og vandet fra tilløbene maa saaledes kunne afgive varme 
til omgivelserne. 

Dette ganske eiendommelige forhold, at tilløb, som kommer ned fra 
bræer, virker opvarmende paa en sjø, er saaledes f. eks. flere gange iagt- 
taget af Forel ved Rhones udmunding i Genfersjøen. 

Da optagelsen af tilløb ikke spiller nogen væsentlig rolle i afkjø- 
lingens gang i vore større sjøer, kan det følgelig heller ikke tænkes, at 
tilløbene kan have nogen væsentlig indflydelse paa islegningstidspunktet. 

Vi vil gjøre nogle sammenligninger mellem, naar islægningen pleier 
at indtræffe ved nogle sjøer med stort nedslagsdistrikt, og naar den 
pleier at indtreffe ved nogle sjøer med lidet nedslagsdistrikt, og se, 
hvorvidt nogen forskjel kommer tilsyne. 

Storsjøen i Odalen har et ganske ubetydeligt nedslagsdistrikt i sam- 
menligning med Øieren, men desuagtet indtræffer islægningen normalt 
14 dage tidligere paa den førstnævnte sjø. Dette, at der sker nogen 
afkjøling i Øieren ved, at denne sjø gjennemstrømmes af et stort vas- 
drag, medens afkjølingen ved optagelsen af de smaa vasdrag i Storsjøen 
maa være meget ubetydelig, kan følgelig ikke antages at have nogen 
merkbar indflydelse paa, naar den normale islægning kan indtræffe. Ved 
begge sjøer falder islægningstidspunktet saadan, som vi kan vente os 
det efter den klimatologiske beliggenhed og dybdeforholdene. At den 
ene sjø har et stort nedslagsdistrikt, medens den anden kun har et ganske 
lidet, synes i denne henseende ikke at have nogen betydning. 


1 Forster: Die Temperatur fliessender Gewässer Mittel-Europas. Geograph. Abhandl. 
herausgeg. von Penck. B. V. Heft 4. Wien 1894. 


214 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Fæmunden, Hurdalssjøen, Vannsjø ved Moss har alle et forholdsvis 
lidet nedslagsdistrikt. Det normale islægningstidspunkt er ved disse 
sjoer, som vi for har seet, saadan, som vi kan vente os det efter de 
klimatologiske betingelser og dybdeforholdene. 

Mjgsen, Randsfjorden, Sperillen og Tyrifjorden har et stort ned- 
slagsdistrikt; men heller ikke ved nogen af disse indsjoer indtræder is- 
lægningstidspunktet anderledes, end vi kan vente os det efter de klimato- 
logiske betingelser og dybdeforholdene. 

Vi maa saaledes antage, at tillobene i almindelighed ikke over nogen 
indflydelse paa afkjølingen i vore større indsjøer. 

Herved er imidlertid at merke følgende forhold: 

Det rindende vand har i tidernes løb ført med sig saa meget ma- 
teriale, at vore største og dybeste indsjøer er opgrundede der, hvor 
større elve munder ud. En saadan opgrundning kan i flere af vore sjøer 
udstrække sig over en forholdsvis betydelig del af sjøen. 

Øieren er f. eks. saa grund i sin nordlige del, at det om sommeren 
kun yderst vanskelig lader sig gjøre at ro over den. 

Det er øiensynligt, at hvis der om høsten optages vand fra elve, 
hvor afkjølingen er længere fremskreden, vil dette kolde vand forholds- 
vis raskt kunne udbrede sig over de opgrundede partier udenfor elve- 
mundingen, og her vil saaledes tilløbene kunne foraarsage en ganske 
betragtelig afkjøling. 

Naar vi derfor ser, at isen lægges tidlig i nærheden af udløbet af 
de store tilløb i Mjøsen, Randsfjorden, Øieren m. fl., saa maa det an- 
tages, at ogsaa tillobene her kan have en medvirkende indflydelse paa 
den raske afkjøling. I hvor stor grad kan man dog ikke bestemme, idet 
hertil fornødne temperaturmaalinger ikke foreligger. 

Noget anderledes end før udviklet kan det være ved smaa og 
grunde sjøer. Hvis saadanne sjøer, som følgelig rummer en forholdsvis 
liden vandmasse, optager et stort tilløb, kan dettes temperatur have en 
ganske væsentlig betydning for sjøens temperaturforhold. 

Ligger en liden sjø saaledes til, at den gjennemstrømmes af et 
større vasdrag, som nylig er kommet ned fra fjeldet, og som saaledes 
fører forholdsvis koldt vand, kan afkjølingen i sjøen paaskyndes ret 
betydelig ved optagelsen af tilløbet. 

Islægningstidspunktet ved saadanne sjøer kan følgelig antages i 
ganske væsentlig grad at bero paa afkjølingen ved optagelsen af kolde 
tilløb. Vi vil nævne et godt eksempel herpaa. Grungevatn i Telemarken 
er 2 km? stort og ganske grundt. Islægningen pleier, som vi har seet, 
at finde sted allerede i de første dage af november. Dette synes at 


Igol. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 215 


være noget tidligere, end vi skulde vente efter de klimatologiske forhold 
paa det sted. Men vandet gjennemlobes af et ganske stort vasdrag, 
som dannes ved samlobet af Flaathyla og Bora, som begge kommer 
hastig ned fra Haukelifjeld, hvor de delvis næres af evig sne og is. 

Vi kan her finde forklaringen paa den tidlige islægningsdatum. 


Foruden elve kan ogsaa undersøiske tilløb — kilder — have nogen 
indflydelse paa en sjøs temperaturforhold. Delebecque! har ofret dette 
forhold et ganske indgaaende studium. 

Vi nævner det her, fordi undersøiske kilder under visse forhold 
kan tænkes at øve nogen indflydelse paa islægningen i overfladen ret 
ovenfor opkommet. 

Hvis der f. eks. i en grund sjø springer frem en kilde med vand af 
mindre tæthed end sjøens vand, vil en saadan foraarsage en opgaaende 
strøm, og denne vil medføre, at vandet ikke kan afkjøles saa raskt paa 
det sted i sjøen som ellers. 

Medens afkjølingen i den øvrige del af sjøen kan være saa langt 
fremskreden, at isen lægges, kan vi ret op for opkommet finde en aaben 
flæk, som først islægges betydelig senere. Dette forhold er kjendt fra 
flere steder. Fra de fleste grunde indsjøer og tjern ved folk at berette 
om varmehul eller »ylhul<, hvor isen kan være meget svag, medens 
den paa den øvrige del af sjøen kan være sterk. 


2. Strømme. 


Varmen forplantes i en sjø, saadan som vi har seet, væsentlig ved 
strømning. Vandets forandring af tæthed ved opvarmning betinger 
vertikale strømme, hvorved varmen forplantes ned i dybet. 

Foruden disse findes der imidlertid i sjøerne ogsaa horizontale 
strømme, og det er dem, vi nærmest vil tænke paa her. Som allerede 
før paapegt, vil vand af samme tæthed altid stræbe efter at befinde 
sig i samme horizontale lag. Men nu kan det hænde, at opvarmningen 
eller afkjølingen gaar raskere for sig i enkelte dele af sjøen. Dette vil 
medføre, at der maa foregaa en udblanding af vandet i samme horizon- 
tale lag, og der kan saaledes fremkomme horizontale strømme. Man 


t Les lacs français, p. 158. 


216 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl! 


kan ogsaa finde stromme, som maa skyldes en virkning af vinden, 
Større gjennemlobende vasdrag kan ogsaa frembringe tydelige strøm- 
sætninger. 

I nogle sjøer findes i almindelighed til enhver tid tydelige strømme. 
I andre sjøer er det kun sjelden, at saadanne kan iagttages. Nærmere 
at gaa ind paa dannelsen af samme vil være at gaa udenfor dette 
arbeides ramme, og vi vil derfor her uden nærmere at tænke paa, hvor- 
ledes de dannes, kun undersøge, hvilken indflydelse strømmene maa have 
paa afkjølingens gang og det deraf betingede islægningstidspunkt. 

Er der strøm, vil denne bevirke en udblanding af vandlag af for- 
skjellig tæthed og temperatur. I hvilken grad udblandingen sker, vil for 
en væsentlig del være afhængig af strømmens styrke. 

Hvis vi antager, at der i en sjø er en horizontal overfladestrøm, vil 
vandet i overfladen herved føres frem i strømmens retning. Eftersom 
vandet føres bort, maa imidlertid pladsen erstattes med vand fra de 
dybere lag, og eftersom dette vand igjen føres bort, maa pladsen paanyt 
indtages af andet vand. Resultatet maa blive, at der i almindelighed 
ved siden af den horizontale overfladestrøm ogsaa i dybet vil findes en 
lignende, som gaar den modsatte vei. 

Der maa følgelig ved en saadan strøm kunne foregaa en ganske 
betragtelig udblanding af vandlagene. 

Den iagttagelse, at der har foregaaet afkjøling under 4° ned til et 
betragteligt dyb, forinden der har dannet sig is, har, som før paapegt, 
Buchanan, Forel m. fl. for en del tilskrevet virkningen af strømme. 
Delebecque! paapeger ogsaa, at saadanne strømme kan spille en ganske 
betydelig rolle i enkelte sjøers temperaturforhold. 

Strømmenes virkning under afkjølingsprocessens gang maa være 
noget forskjellig før og efterat temperaturen for maximum af tæthed er 
naaet. Er nemlig lagstillingen den termisk direkte, maa afkjølings- 
processen øiensynlig paaskyndes ved, at der kan foregaa en raskere ud- 
blanding af vandlagene i overfladen og dybet. Efterat afkjølingen er 
saa langt fremskreden, at lagstillingen er bleven den termisk omvendte, 
maa derimod strømmene derved, at de fordeler det afkjølede vand ned 
igjennem et større dyb i sjøen, virke til at udstrække afkjølingsprocessen 
over et længere tidsrum. 

Det vil følgelig bero paa omstændighederne, hvorvidt resultatet af 
strømmenes virkning i det hele taget vil paaskynde eller forsinke af- 
kjølingsprocessens forløb. 


! Les lacs français, p. 151, 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 217 


Vi besidder fra vort land meget faa iagttagelser over strømme i 
vore indsjøer. For et par af vore sjøers vedkommende er imidlertid 
saadanne godt kjendte. 

I Storsjøen i Rendalen pleier der saaledes at være en saa iøine- 
faldende strøm, at den kjendes godt af den omkringboende befolkning. 
Strømmen, der i almindelighed benævnes »raaken«, er saa konstant og 
sterk, at den gjennem aarrækker er benyttet under tømmerflødningen. 
Tømmeret skal aldrig være bugseret over Storsjøen. Naar man blot 
passer paa at holde tømmerbommene i strømmen, drives de med ganske 
stor hastighed ned langs den ene sjøbred. 

Strømhastigheden i overfladen blev den 27de juni 1896 maalt om- 
trent ved midten af sjøen udenfor Buruen og fundet at udgjore 0,3 m. 
Efter velvillige meddelelser af professor Schiøtz skal strømstyrken være 
endnu større i de vandlag, som ligger noget under overfladen. 

Som vi har seet, er det normale islægningstidspunkt for Storsjøen 
opgivet til ıste februar. Der skulde saaledes medgaa ca. 13 uger mellem 
den dag, luftens temperatur er nul grader og islægningstidspunktet. 
Dette synes at være et længere tidsrum, end der pleier at medgaa ved 
vore andre dybe indsjøer. Naar dertil ogsaa erindres, at vintertempera- 
turen i almindelighed gaar meget lavt ned i denne egn af landet, synes 
det, som om islægningen paa Storsjøen pleier at foregaa paa et noget 
sildigere tidspunkt, end vi skulde vente efter de klimatiske forhold og 
sjøens dyb. 

Det ligger derfor nær at forklare den sene islægning som et resultat 
af strømmen, hvorved det afkjølede vand efterhvert bliver fordelt ned til 
et større dyb. 

Fra Vaagevatn nævnes ogsaa, at der pleier at være sterk strøm. 
Islægningen paa denne indsjø falder ogsaa noget senere, end det kunde 
vere at vente. Det er derfor sandsynligt, at ogsaa denne sjøs sene 
islægningstidspunkt maa skyldes strømmen i sjøen. 

Saa udprægede strømme vides ikke at være iagttagne i andre af 
vore indsjøer. I flere har man dog strøm paa saadanne steder, hvor 
sjøen snevres ind til et sund. Om Altevatn skriver Helland": 

»Omtrent 11 km. fra vestenden kniber vandet sig sammen til en 
bredde af neppe 70 m. og danner her en strøm saa sterk, at baaden 
under sedvanlige omstændigheder maa trækkes fra land af; denne strøm 
fryser ikke til om vinteren.« 


! Tromsø amts beskrivelse, B, II, p. 220. 


218 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Lignende stramme, om end mindre udpregede, er f. eks. iagttagne 
i Næssundet i Mjøsen og i sundet ved Nordviken i Famunden, Islæg- 
ningen pleier ogsaa i disse sund at foregaa paa et forholdsvis sent tids- 
punkt. I januar 1895 iagttoges saaledes, at sundet ved Nordviken var 
aabent, uagtet Fæmunden ellers var islagt en maaned i forveien. 

At islegningen i saadanne sund pleier at foregaa senere end ellers 
i sjøen, er, som vi kan vente det. Ved strømmen blandes stadig de 
overste, koldeste lag sammen med nedenforværende varmere vand. 
Temperaturen af overfladevandet her maa følgelig blive noget høiere end 
ellers i sjøen, og dette medfører, at islægningen først kan indtræde paa 


en senere datum. 


3. Sjøens form og størrelse. 


I kapitel 4 nævntes, at størrelse og form maatte øve nogen ind- 
flydelse paa temperaturforholdene i sjøerne. Det blev berørt, at der ved 
enkelte af vore langstrakte sjøer kunde være forskjel i klimatologisk hen- 
seende over de forskjellige dele af sjøen. Af den grund maa opvarm- 
ningen og afkjølingen kunne gaa noget forskjellig for sig paa de for- 
skjellige steder i sjøen. 

Der blev sammesteds ogsaa gjort opmerksom paa, at varme, mod- 
tagen fra eller afgiven til bredderne, spiller nogen rolle i sjøernes ter- 
miske forhold. Som følge heraf vil vi kunne finde en noget forskjellig 
temperatur i samme horizontale lag i de centrale partier og ved kysterne. 


Da form og størrelse øver indflydelse paa temperaturforholdene i 
sjøerne, maa vi kunne tænke os, at de samme faktorer øver indflydelse 
paa islægningstidspunktet. 

Afkjølingens gang vil ved meget udskaarne, mindre indsjøer blive 
paaskyndet ved bortledning af varme til bredderne. Følgelig skulde vi 
vente, at islægningen paa saadanne sjøer vilde falde paa et noget tid- 
ligere tidspunkt end ved de større indsjøer, hvor afkjølingen ved bort- 
ledning af varme til bredderne ikke spiller saa stor rolle. 


De fleste af vore større sjøer har i det store og hele taget en ikke 
meget forskjellig form. De er lange og smale, og forholdet mellem 
kystlinje og fladeindhold er ikke væsentlig forskjellig ved de fleste af 
dem. Ved vore større indsjøer vil det derfor være vanskeligt at paavise, 
hvordan dette ved de forskjellige sjøer kun lidet forskjellige varmetab 
kan have øvet en indflydelse, saa islægningen er indtraadt noget tid- 
ligere eller sildigere. 


1901. No. 4  ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 219 


Vi finder som oftest ved de større indsjøer, at der danner sig is 
ved bredderne, forend de centrale partier pleier at fryse til. Dette kan 
have sin grund i, at sjoens dyb i regelen pleier at vere mindst ner 
land, men bortledningen af varme ved kontakt med de afkjolede bredder 
kan ogsaa vere en medvirkende aarsag til, at afkjolingen her kan gaa 
saa raskt for sig. 

Sjøernes størrelse og form kan ogsaa tænkes at ove indflydelse paa 
islægningstidspunktet derved, at disse faktorer delvis bestemmer, hvorvidt 
der kan opstaa strøm i sjøen. Ved vindens virkning og forøvrigt ogsaa 
paa anden maade har der lettere for at dannes sterk strøm i store og 
brede bassiner end i mindre. 

Som vi nylig saa, udblandes vandlagene bedre i de sjøer, hvori der 
er sterk strøm. Det afkjølede vand vil i disse sjøer kunne føres ned til 
et forholdsvis dybt lag, førend der danner sig is. Vi skulde derfor 
vente, at islægningen af denne grund vilde falde paa et noget sildigere 
tidspunkt ved de store og brede sjøer end ved de mindre. 

En anden omstændighed, som ogsaa skulde kunne forsinke islæg- 
ningen paa de større sjøer, er, at disse byder bedre betingelser for 
vinden til at danne bølger. 


Det er imidlertid meget vanskeligt direkte at paavise den indflydelse, 
som størrelse og form øver paa vore sjøers islægningstidspunkt. 

Disse faktorers indflydelse paa afkjølingens gang er nemlig af en 
rent underordnet betydning i sammenligning med den indflydelse, som 
dybdeforholdene øver. Og da vore større sjøer i almindelighed har et 
større dyb end de mindre, er denne faktor i næsten alle tilfælde i og 
for sig selv nok til at forklare, hvorfor den normale islægning indtræder 
før paa vore mindre.og senere paa vore større indsjøer. 

Vi vil imidlertid se paa islægningen ved et par sjøer, hvor størrelse 
og form maa antages at øve en merkbar indflydelse paa islægningstids- 
punktets indtrædelse. 

Mesvatn er, som det vil erindres af de foran anførte lodskud, en 
meget grund indsjø, og vandet pleier at fryse til omkring 23de november. 
Dette er imidlertid ca. 3 uger, efterat dagen med lufttemperatur = 0" 
maa antages at indtræde i den egn af landet. Efter forholdene ved de 
øvrige af vore grunde indsjøer, og naar vi erindrer, at vandet ligger i 
en kold egn, synes dette tidspunkt at være en uges tid senere, end hvad 
vi skulde have ventet. Men Møsvatn er et temmeligt stort vand, og det 
er tværs over Hammerfjorden 3 km. bredt. Det er saaledes ikke usand- 


synligt, at den noget sene islægningsdatum kan skyldes vandets form 


220 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


og størrelse. Denne antagelse bestyrkes, naar vi bemerker, at islægnin- 
gen pleier at foregaa noget før paa de i nærheden liggende mindre 
sjøer, som neppe kan antages at have dybdeforhold, som er videre for- 
skjellige fra Møsvatnets. Songavatn, som ikke ligger saa langt derfra, 
islagdes f. eks. 1898 i begyndelsen af november, medens Møsvatn ikke 
frøs til før 22de november. 

Ved Vannsjø ved Moss synes ogsaa størrelse og form at øve nogen 
indflydelse paa det normale islægningstidspunkt. Islægningen paa denne 
sjø pleier nemlig at foregaa en uges tid tidligere, end man efter de 
klimatologiske forhold og dybet skulde have ventet. Vannsjø har en 
uregelmæssig form med en mængde viker og bugter, saa at sjøen har 
en lang kystlinie i forhold til størrelsen. Dette kan være en medvir- 
kende aarsag til, at afkjølingen kan foregaa saa raskt i denne sjø. 

Tunnsjø i Namdalen skal normalt islægges omkring 25de januar. 
Det er 13 uger, efterat dagen med middeltemperatur = o° er indtraadt. 
Selv om vi antager, at sjøen har et betydeligt dyb, synes dette at være 
et noget længere tidsrum, end vi skulde have ventet. Men sjøen er en 
af vore største og bredeste indsjøer, og dette kan muligens gjøre sit til, 
at islægningen indtræder saa sent. 


4. Sjøens omgivelser. 


Den varmemængde, der kan afgives ved udstraaling, er i væsentlig 
grad afhængig af den fri udstraalingsflade. Følgelig kan der under for- 
øvrigt lige betingelser ikke foregaa saa sterk udstraaling fra en sjø, der 
ligger indeklemt mellem høie fjelde, som fra en med fri beliggenhed. 

Afkjølingens gang maa saaledes ogsaa for en del være afhængig af, 
hvorledes det er med de forskjellige sjøers omgivelser. 

Ule har ved temperaturmaalinger i tyske indsjøer godtgjort, at 
omgivelserne kan øve en ganske merkbar indflydelse paa sjøernes ter- 
miske forhold. 

Islægningstidspunktets indtrædelse skulde følgelig ogsaa kunne an- 
tages at være i nogen grad afhængig af sjøens omgivelser. Under for- 
øvrigt lige forhold skulde de sjøer, som er frit beliggende, kunne fryse 
til paa en noget tidligere datum end de, som ikke ligger frit til. 

Omgivelserne maa ogsaa i nogle andre henseender kunne antages at 
influere paa afkjølingens gang. De kan være saadanne, at vinden stadig 


1 Die Temperaturverhältnisse der Baltischen Seen. Verhandlungen des X, Deutsch. 
Geogr. Tag, Berlin 1893. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 221 


dirigeres i en bestemt retning. Dette vil medfore, at der danner sig be- 
tydelige og sterke stromme i sjeen, og dette vil igjen have indflydelse 
paa temperaturforholdene. Delebecque har gjort nogle gode iagttagelser 
herover, og efter denne forfatter skal følgende eksempel hidsættes. 

Sjøerne ved Saint-Points og Remoray ligger i nærheden af hinanden 
og under lige klimatologiske betingelser i samme høide over havet. 
Gjennemsnitsdybet i Saint-Pointssjøen er 20.5 m. og i Remoraysjøen er 
gjennemsnitsdybet 12.6 m. Man skulde derfor vente, at den sidstnævnte 
sjø skulde opvarmes og afkjøles lettere end den førstnævnte. Men dette 
viser sig ikke at være tilfældet. Flere temperaturmaalinger udviser, at 
opvarmningen og afkjølingen foregaar i løbet af kortere tid i Saint- 
Pointssjøen end i den anden. Omgivelserne og formen af sjøerne med- 
fører, at vinden i regelen altid vil dirigeres i en bestemt retning over 
Saint-Pointssjøen, medens den er meget uregelmæssig over Remoray- 
sjøen. Dette gjør, at man næsten altid vil finde en bestemt strømsæt- 
ning i Saint-Pointssjøen, og den omstændighed forklarer, hvorfor opvarm- 
ningen og afkjølingen kan gaa raskere for sig i denne sjø. 

Vi skulde formode, at afkjølingen vilde medtage lidt længere tid, 
saa at islægningen maatte falde noget senere ved sjøer med saa bratte 
omgivelser, som f. eks. Tinnsjø, Bandak, Hornindalsvatn m. fl., end den 
vilde gjøre under forøvrigt lige forhold ved sjøer med saa flade om- 
givelser som Mjøsen, Randsfjorden, Fæmunden m. fi. 

Det vil imidlertid neppe lade sig gjøre direkte at paavise noget saa- 
dant. De øvrige faktorers indflydelse paa afkjølingens gang vil i alminde- 
lighed være saa dominerende i sammenligning med den indflydelse, om- 
givelserne kan øve, at denne som regel helt vil skjule sig under hin. 


5. Nogle øvrige lokale faktorer. 


Da vi behandlede vindens indflydelse paa islægningstidspunktet, blev 
det paapegt, at de af vinden dannede bølger maatte øve en indflydelse 
paa, hvor raskt afkjølingen kunde gaa for sig i en sjø. Men bølger kan 
ogsaa dannes paa andre maader. Ved skibsfarten kan der saaledes 
fremkomme betydelige bølger. 

Det er en kjendsgjerning, at isen pleier at lægge sig senere paa de 
steder, hvor der foregaar en livlig skibsfart, end der, hvor ingen eller 
liden skibsfart er. Vi behøver blot at pege paa forholdene ved Kristi- 
ania havn. For en menneskealder siden hændte det aarvist, at fjorden 


1 Les lacs français, p. 152. 


222 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


var islagt, ofte helt ud til Steilene; men nu, efterat overfladevandet 
næsten ikke et øieblik faar være i ro, men stadig sættes i bevægelse af 
den livlige dampskibsfart, hænder det kun sjelden, at der lægges is paa 
fjorden, 

At islægningstidspunktet vil falde senere ved de steder, hvor vandet 
saa ustanselig sættes i bevægelse, er ganske forklarligt. Der vil nemlig 
ske en saa sterk udblanding mellem de øverste lag og de nedenfor- 
værende, at afkjølingen maa kunne trænge ned til et ganske betyde- 
ligt dyb. 

Det er imidlertid kun yderst faa af vore indsjøer, der trafikeres saa 
sterkt, at skibsfarten kan antages at spille nogen rolle for islægningen. 

Det kan være, at trafiken paa Mjøsen og paa de telemarkske ind- 
sjøer til sine tider kan have været saa betydelig, at den under gunstige 
betingelser kan have været en medvirkende aarsag til at forsinke islæg- 
ningen i nogen tid. 

Som vi engang før har paapegt, synes det, som islægningen nu i 
de senere aar, siden en forøget dampskibstrafik finder sted paa Bandak- 
vandene, pleier at falde paa senere datum, end den gjorde tidligere. 
Men iagttagelserne herover er imidlertid ikke saa sikre, at vi vover at 
bygge nogen sikker slutning paa dem. 

Nogen udblanding af vandlagene maa der ogsaa foregaa i en sjø, 
hvor der findes store seiches. 

En iagttagelse, som paastaaes gjort fra flere steder, er, at islægnin- 
gen paa dybe sjøer pleier at falde paa et noget senere tidspunkt der, 
hvor sjøen manøvreres ved en dam. Vi kan ikke statistisk belyse denne 
iagttagelse, men det er ikke usandsynligt, at saadanne bevægelser, som 
frembringes paa denne maade, ogsaa kan foraarsage, at vandlagene ud- 
blandes, saa at afkjølingen kan trænge længere ned, og islægningen som 


følge heraf forsinkes noget. 


Et forhold, som ogsaa kan tænkes at øve nogen indflydelse paa 
sjøens islægningstidspunkt, er dens optiske egenskaber. Dens farve og 
gjennemsigtighed f. eks. vil kunne have nogen indflydelse paa, hvor 
sterkt udstraalingen kan gjøre sig gjældende. 

Disse faktorers indflydelse paa vore sjøers varmeforhold maa imid- 
lertid antages at være af en saa underordnet betydning, at vi neppe 
behøver at gaa nærmere ind paa samme. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 22 


ios) 


Vi har nu behandlet alle de faktorer, som kan tænkes at øve ind- 
flydelse paa afkjølingens gang og det heraf betingede islægningstidspunkt. 

Tilslut vil vi punktvis gjentage de væsentligste slutninger, vi er 
komne til. 


1°. Det tidspunkt, paa hvilket indsjøerne fryser til, afhænger saavel 
af meteorologiske som af lokale faktorer. 


2°. Af de meteorologiske elementer øver lufttemperaturen en domi- 
nerende indflydelse paa afkjølingens gang og følgelig ogsaa paa 
islægningstidspunktet. 

3°. Nogle øvrige meteorologiske elementer: skydækket, nedbøren og 


vinden har en underordnet indflydelse paa afkjølingens gang. 

4°. I regelen udkræves et hertil gunstigt veir, forat istæppet skal 
kunne udfoldes saadan, at isen kan blive liggende over større 
dele af sjøen. 
Forsaavidt kan skydækkets, nedbørens og vindens beskaffenhed 
have indflydelse paa, naar selve islægningsdatoen vil indtræffe. 
5°. Lufttemperaturen og de øvrige meteorologiske elementer forandrer 
sig med den geografiske beliggenhed og høiden over havet. Paa 
grund heraf maa ogsaa islægningstidspunktet forandre sig med 
den geografiske beliggenhed og høiden over havet, men forøvrigt 
kan disse faktorer ikke have indflydelse paa, naar sjøen fryser til. 

6°. Hvorledes afkjølingen kan skride frem i overfladen, er i væsentlig 
grad afhængig af dybet. Islægningstidspunktet er følgelig ogsaa 
afhængigt af sjøens dyb. 

7. Nogle øvrige faktorer af lokal art som tilløb, strøm, sjøens stør- 
relse og form, dens omgivelser, samt nogle andre forhold ved ind- 
sjøerne, kan øve nogen indflydelse paa afkjølingens gang og det 
heraf betingede islægningstidspunkt. 

8°. De sidstnævnte faktorers indflydelse paa, naar islægningstidspunktet 
kan indtræde, er ved vore større indsjøer i almindelighed af en 
meget underordnet betydning. 

9. De samme faktorer øver ved vore mindre sjøer en forholdsvis 
større indflydelse paa afkjølingens gang og følgelig ogsaa paa 
islægningstidspunktet. 


ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki. 


D 
w 
= 


Islægningen paa de kolde indsjøer. 


Det vil erindres, at vi definerede en kold indsjø som en, der om 
sommeren ikke opvarmedes til temperaturen for vandets maximum af 
tæthed. 

I sjøer af denne typus vil følgelig altid det varmeste vand findes 
nederst og det koldere ovenpaa. Før er berørt, at overfladevandet i 
saadanne sjøer er udsat for meget raskt at kunne afkjøles til 0°, og at 
islægningen af den grund kan ventes naarsomhelst. 

Faktorerne, som er bestemmende for afkjølingens gang, gjør sig 
noget anderledes gjældende ved disse sjøer, og det skal derfor her som 
et eget tilfælde ganske kortelig behandles, hvorledes det er med islæg- 
ningen paa de kolde indsjøer. 

I disse sjøer behøver der ikke at finde sted en udjevningsproces, 
hvorved det afkjølede vand maa fordeles ned til et dybt lag, forinden 
den videre afkjøling af overfladevandet kan foregaa. Hvadenten sjøen 
er forholdsvis dyb eller grund, kan følgelig ikke være af nogen betyd- 
ning for, hvor lang tid det vil tage, før afkjølingen af overfladevandet 
er naaet ned til 0”. Islægningstidspunktet er saaledes væsentlig uaf- 
hængigt af sjøens dyb. 

De meteorologiske elementers indflydelse paa af kjølingens gang maa 
derimod i det store og hele taget antages at være saadan, som vi før 
har paavist for de øvrige sjøers vedkommende. Dog maa der herved 
merkes en omstændighed. Vi vil erindre, at der som regel maa være 
hertil gunstige veirforholde, forat istæppet skal udvikles paa en sjø, som 
er ifærd med at fryse til. Vi erindrer, at vi forsaavidt maa holde ud 
fra hinanden de meteorologiske elementers indflydelse under afkjølings- 
periodens gang og under den sidste fase af denne periode, den, i hvilken 
selve istæppet udvikles. 

Lufttemperaturen øver ligeoverfor de øvrige meteorologiske elementer 
en dominerende indflydelse paa, hvor raskt afkjølingen skrider frem; men 
alligevel er det af stor betydning for, naar selve islægningstidspunktet 
kan indtræde, hvordan det er med de øvrige elementer i den tid, da 
islægningen er forhaanden. 

De kolde sjøer har en meget kort afkjølingsperiode, og af den 
grund kan lufttemperaturens indflydelse paa islægningstidspunktet relativt 
talt ikke være saa stor ved disse sjøer. 

Skydække, nedbør og vind er faktorer, hvis indflydelse maa gjøre 
sig forholdsvis sterkere gjældende her, hvor lagstillingen altid er saadan, 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 235 


at der kun behoves en meget kortvarig afkjoling, forat overfladevandet 
skal afkjøles til 0”. 

En iagttagelse fra Dæmmevatn vil belyse dette, Vandet var i be- 
gyndelsen af august 1898 næsten helt aabent; men da overfladetempera- 
turen den 2den august kun udgjorde + 1.8" C., var lagstillingen den 
omvendte. 

Den 8de august var overfladetemperaturen 0,9”. Der var den dag 
klart veir, og luften over vandet naaede en temperatur af + 12°. Om 
aftenen og natten var det fremdeles klart, og minimumstermometeret gik 
ned til — 6°. Den følgende morgen var næsten hele vandet islagt. 
Isen gik imidlertid op igjen ud paa dagen, da der indtraadte regnveir 
og blest. Luftens temperatur gik den dag ikke høiere end til + 2°, og 
om natten gik den atter ned under frysepunktet. Den efterfolgende 
morgen laa der imidlertid ikke nogen is paa vandet, og overfladevandets 
temperatur var da + 06°. 

Man kan neppe antage, at der havde fundet synderlig opvarmning 
sted ved insolation eller kontakt med luft, da himmelen var fuldstændig 
overskyet, og lufttemperaturen ikke naaede høiere end til + 2°. Men 
forklaringen, hvorfor vandets overfladetemperatur kunde stige til + 06°, 
maa s@ges deri, at den herskende sterke vind havde formaaet at blande 
de overste koldere vandlag sammen med de nedenfor verende varmere. 
Vinden kunde saaledes, ser vi, forsinke islegningen paa vandet, uagtet 
store partier af det havde veret islagte natten i forveien. 


Ved saadanne kolde sjøer, hvor afkjolingen af overfladevandet under 
gunstigt veir kan gaa meget raskt for sig, vil som regel islægnings- 
tidspunktet falde meget tidlig. Men da der paa denne tid af aaret selv 
i disse regioner, hvor vi finder de kolde sjøer, hyppig kan indtrede 
dage med mildt og varmt veir, er det ikke en sjeldenhed, at isen brydes 
op igjen for atter snart at lægge sig, og saaledes kan det gaa gang 
efter gang. 

En isdannelse, som har megen lighed med den ved de kolde sjøer, 
er den, som Forel beskriver som congélation printanière. 

Om vaaren, straks efterat isen er gaaet bort fra indsjøerne, er lag- 
stillingen den omvendte, og der skal saaledes kun en kort afkjølings- 
periode til, forat overfladevandet paanyt kan afkjøles til 0°. Det kan 
da indtræffe, at temperaturen i løbet af en stille, klar nat synker be- 
tydelig ned under frysepunktet, og vi kan saaledes finde, at der har lagt 
sig nyis. 

1 Arch, se. ph. ét nål Bi 27, på 54 
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 4. 15 


226 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI 


Om dette fænomen ikke er saa ret hyppigt ved vore større indsjøer, 
saa kjendes det meget godt fra flere mindre sjøer og tjern, men især 
fra myrer og vaade enge, hvor de unge plantespirer ofte bliver fuld- 
stændig kvalte af en saadan isdannelse — »zsdrand«. 

I kolde somre vil isen paa vore høifjeldssjøer gaa meget sent op. 
Hvis ikke opvarmningen er saa stor, at lagstillingen forandres fra den 
termisk omvendte til den termisk direkte, er det øiensynligt, at afkjø- 
lingen af overfladevandet i disse sjøer vil kunne gaa saa raskt for sig, 
at de islægges meget tidlig, uagtet dybet kan være stort. 

En saadan ekstraordinær tidlig islægning er før beskrevet fra flere 
indsjøer i vort land. Gjentagende gange er Dæmmevatn nævnt. I dette 
vand, der opdæmmes af en arm af Hardangerjøkelen, har islægning 
fundet sted allerede i august maaned tiltrods for, at vandet har et dyb 
af næsten 100 m. 

Paa fjeldet mellem Ulvik og Aurland er flere mindre sjøer, som 
midtsommers har været helt islagte. Paa Taugevatn er der iagttaget is 
langt ud i august. I Fjærland i Sogn er Troldevatn ofte islagt om 
sommeren. Det samme er, som før omtalt, tilfældet ved nogle mindre 
vand i Søndmør. 

A, Blytt) nævner, at han i 1864 fandt sterk is paa Gjuvvatn under 
Galdhøerne den 12te september, og at det maa antages, at vandet ikke 
havde været aabent det aar. Øyen? har omtalt flere saadanne eksempler 
fra Jotunheimen. Lignende forhold er ogsaa beskrevne fra flere vand 
paa Lyngenhalvøen. 

Alle disse høifjeldssjøer, hvoraf flere støder umiddelbart til en bræ, 
maa vistnok regnes med til denne type af indsjøerne — de kolde sjøer. 


1 Turistforeningens aarbog 1871, p. 44. 
2 Nyt Magazin for Naturv. B. 37. 


SK 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 22 


Kapitel 6. 


Isens dannelse, vekst og islosningen. 


I foregaaende kapitel er behandlet, hvordan de forskjellige faktorer 
betinger et tidligere eller sildigere islægningstidspunkt. 

Vi vil nu betragte isens dannelse og vekst, og senere skal vi be- 
handle, hvordan de forskjellige faktorer bestemmer tidspunktet for isløs- 


ningens indtrædelse. 


1. Isens dannelse. 


Som enhver anden krystallisationsproces foregaar isdannelsen ved, 
at udkrystallisationen udbredes fra enkelte faste punkter. 

Som saadanne punkter kan strandbredderne, øer og holmer i sjøen, 
sjøplanter, svømmende legemer, luftblærer o. 1. tjene. 

Det vil derfor ogsaa i regelen sees, at isdannelsen helst begynder 
ved strandbredderne, hvor der findes nok af saadanne for udkrystallisa- 
tionen skikkede punkter. 

En udkrystallisation af isnaale, som endnu ikke er helt sammen- 
frosne til et isdække, men som flyder om i sjøen, benævnes »zskrave«. 
Som vi har seet i kapitel 3, er iskrav i almindelighed et varsel om, at 
istæppet vil udbredes i løbet af et par dage. 

Efterat udkrystallisationen er begyndt, afhænger det, som før berørt, 
meget af veirforholdene, hvordan den videre isdannelse vil skride frem. 
Er veiret stilt, saa at overfladevandet er i ro, og forholdene forøvrigt 
saadanne, at den ved den fortsatte isdannelse udviklede varme kan føres 
raskt bort, vil der ofte i løbet af en enkelt nat udvikles et istæppe over 
store dele af en sjø. Der er foran anført flere eksempler paa en saadan 
hurtig udfoldning af istæppet. Hvis der derimod indtræder vind, eller 
hvis vandspeilet bliver sat i bevægelse paa anden maade, vil isnaalene 
ikke saa let kunne fryse sammen over større strækninger af sjøen. 

Forel! adskiller de forskjellige maader, hvorpaa isnaalene vokser 
sammen, i to hovedtyper: »Congélation lamellaire continue« og »Con- 


gélation discrète; formation de glacons-gateaux«. 


1 Congélation des lacs suisses et savoyardes dans l’hiver 1891, p. 50. 


228 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Den forste er maaden, hvorpaa islegningen foregaar i stilt veir, og 
den anden er den maade, hvorpaa der dannes is, naar der er bglger 
paa sjgen. 

Den sidstnævnte type af isdannelse skal beskrives noget nærmere. 

Er sjøoverfladen urolig, medens der udkrystalliseres isnaale, vil disse, 
som berørt, ikke kunne bindes sammen saaledes, at der dannes et ud- 
bredt istæppe; men de kan efter Forels iagttagelser bindes sammen til 
legemer af nogle decimeters tykkelse. Disse islegemer svømmer og 
følger vandets bevægelser. Herved kommer de ind paa hverandre, og 
ved stødet afslides kanter og hjørner, saa de antager en linse- eller 
kageform. De ved stødet afslidte isnaale. fryser indbyrdes og med 
de ved fortsat udkrystallisation nydannede isnaale sammen til en let 
smuldrende ismasse, som er af en mindre tæthed end iskagernes. Denne 
ismasse flyder op og lægger sig op paa iskagerne, som herved presses 
ned under vandspeilet. Der fremkommer følgelig to slags is, en fastere 
iskage, som ligger under vand, og en ismasse af løsere sort, som flyder 
ovenpaa. 

Efterhvert som iskagen ved fortsat iskrystallisation vokser under 
vandet, minker isen ovenpaa, idet denne er af mindre fasthed og derfor 
slides forholdsvis mere under vandets bevægelse. Iskagen vokser i 
tykkelse og diameter i form af en plankonveks linse — glagon-gåteau — 
idet den i sin øverste del beskyttes mod afslidning af den ovenpaa 
værende ismasse. Forel har iagttaget glagons-gåteaux med en diameter 
af op til 3 m. Hvis vandet i sjøen kommer i ro, vil selvfølgelig de 
dannede iskager samle sig, og et ujevnt isdække bliver da resultatet. 

En lignende iagttagelse er engang gjort ved islægning under vind 
ved Mjøsen; men ellers besidder man ingen underretning om, at saadan 
islægning pleier at finde sted ved vore indsjøer. Det sædvanlige er, at 
der kun meget sjelden danner sig is paa vore indsjøer, hvis de er i en 
saa sterk bevægelse, at mulighed for dannelse af glagons-gäteaux er 
tilstede. 

Regelen tør være, at de øverste til nul grader afkjølede lag under 
vind blandes sammen med de nedenfor værende, saaledes at der finder 
en stadig udjevning af overfladetemperaturen sted, uden at nogen ud- 


krystallisation af is kan foregaa. 


Foruden af sjøoverfladens bevægelsestilstand er den hurtighed, hvor- 
med istæppet udvikles, ogsaa afhængig af: 

Temperaturen t sjøens øvre lag og af, hvor sterkt afkjelingen af 
overfladevandet foregaar. 


IGOI. No. 4- ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 220 


Det er øiensynligt, at isen vil have desto lettere for at lægges over 
store partier paa en sjø, jo lavere temperaturen er i sjøens øvre lag. 

Efterat udkrystallisation af is er begyndt, maa nemlig den under den 
fortsatte isdannelse frigjorte varme med lethed kunne føres bort, hvis 
isdannelsen skal kunne gaa hurtig og raskt for sig. Hvis der nu er en 
relativ lav varmegrad i de øvre lag i sjøen, maa varmen lettere kunne 
afgives, end hvis temperaturen skulde være relativ høi. Det vil i til- 
fælde af, at temperaturen lige under overfladen er forholdsvis hei, 
kunne hænde, at opvarmningen ved den under isdannelsen afgivne varme 
bliver saa betydelig, at udkrystallisationen stanser paa et tidligt stadium, 
og kun en langsom og svag islægning bliver da resultatet. 

Det er ogsaa giensynligt, at hvis betingelserne for en: sterk afkjø- 
ling fra overfladen er tilstede, under kold luft og sterk udstraaling f. eks., 
saa vil ogsaa den under isdannelsen frigjorte varme let kunne føres 
bort, saaledes, at islægningen maa kunne gaa hurtig for sig. 

De erfaringer, vi har fra vore indsjøer, bekræfter dette. 

Det er nemlig en kjendsgjerning, som omtales fra flere steder i vort 
land, at indsjøerne aldrig har saa let for at fryse til, som naar der umid- 
delbart efter vedvarende storme og uroligt veir eller efter store snefald 
indtræder sterk kulde. 

Under storm og uroligt veir og efter store snefald vil nemlig afkjø- 
lingen kunne trænge ned til et forholdsvis betydeligt dyb, og naar 
derfor sjøoverfladen igjen kommer til ro og bliver afkjølet saa langt, at 
udkrystallisationen af is kan foregaa, saa vil den ved den fortsatte 
isdannelse frigjorte varme let kunne føres bort. 


Strukturen og udseendet forevrigt af den nylagte is staar i nøie 
sammenhæng med, hvor raskt islægningen sker. Hvis den sker saa 
hurtig, at istæppet bliver udbredt over store dele af en sjø i løbet af 
en stille, kold nat, pleier isen at blive meget tæt, haard og seig. Saadan 
is kaldes fleresteds staa/ts. 

Der fortælles paa flere steder i vort land eksempler paa, hvor seig 
saadan nyis kan være. Det har saaledes flere gange hændt, at folk har 
gaaet over vore største indsjøer, Mjøsen og Fæmunden f. eks., paa nat- 
gammel is. 

Udstrækker derimod udkrystallisationen sig over et længere tidsrum, 
forinden istæppet udbredes, bliver isen løsere og mindre seig. 

Hvis sjøspeilet er fuldstændig roligt under islægningen, bliver den 
nylagte isflade plan og jevn; men hvis sjøoverfladen er i en svag be- 
vægelse under isdannelsen, antager isen en ujevn og bølget overflade. 


230 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Nyis kan være af temmelig forskjellig farve, og denne afhænger 
ogsaa for en væsentlig del af, hvor raskt udkrystallisationen gaar 


for sig. 


2. Isens vekst. 


Naar istæppet er udfoldet, vil tykkelsen af isen vokse, efterhvert 
som afkjølingen fortsætter, idet der lidt efter lidt under istæppet vil 
udkrystalliseres isnaale, der lægger sig paa underste lag af samme. 

Is er et for de mørke varmestraaler næsten ganske atermant legeme. 

Der kan saaledes ikke ske nogen nævneværdig afkjøling af vandet 
under isen ved udstraaling. | 

Afkjolingen maa foregaa væsentlig derved, at varmen ledes bort 
gjennem islaget til ovenfor værende, koldere luft. Men da isens varme- 
ledningsevne! er forholdsvis ringe, kan der i almindelighed heller ikke 
paa denne maade foregaa nogen forholdsvis rask afkjoling af vandet i 
en tilfrossen sjø. 

Afkjelingen vil bero paa flere faktorer. Forst og fremst vil den 
afhænge af isens tykkelse. Er isen tynd, kan der i hver tidsenhed bort- 
ledes en forholdsvis betydelig mængde varme; men hvis isen er tyk, 
gaar varmeledningen meget langsommere for sig. 

Dernæst vil ogsaa afkjolingen vere afhængig af temperaturen i 
isens overflade og af temperaturen af vandet under isen. 

Isens tykkelsesvekst, som er afhengig af afkjølingens gang, er 
folgelig ogsaa for den vesentligste del afhængig af disse tre faktorer. 

Hvis vi antager, at temperaturen i isens overflade er konstant, og 
at vandet under isen er 0°, er det let nok at udregne, hvor sterkt isen 
vil vokse fra tid til anden. 

Det er i dette tilfeelde kun den frigjorte varme, som udvikles ved 
den fortsatte isdannelse, som skal skaffes bort. 

Efter Kristensen? skulde der, naar isens konstante temperatur er 
= — 2", til en istykkelse af d cm. være medgaaet: 


2d? 


“= 


timer. 


Til eksempel skulde der saaledes under en forudsætning af — 20°s 
temperatur i overfladen og vand af o° under isen medgaa ca. 6 uger til 
dannelse af 1 m. tyk is, hvorimod et lag paa 0.5 m. under samme for- 


udsætninger vilde kunne dannes i lobet af halvanden uges tid. 


* Efter Mitchell = 0.005. Proc. Roy. Soc. Edinburg 1885—86, p. 592. 
? Kristensen: Oversigt over Isens fysiske Egenskaber, S. 243. Nyt Tidsskrift for Fysik 
og Kemi, B, II. Kjebenhavn 1897. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 231 


Man vil imidlertid neppe i virkeligheden nogensinde træffe et saa- 
dant tilfælde, hvor disse forudsætninger finder sted. 

Isens overfladetemperatur vil i regelen variere ganske betydelig, og 
temperaturen af vandet under isen er oftest noget høiere end 0”. 

En matematisk behandling af opgaven, naar man antager isens 
overfladetemperatur at variere mellem to sandsynlige grænser, kommer 
derfor virkeligheden nærmere end den ovenfor anførte beregning. Stefan) 
har under forudsætning af variabel temperatur givet problemet en mate- 
matisk løsning. I Stefans arbeide tages der imidlertid væsentlig sigte 
paa forholdene i havet, hvor isdannelsen finder sted under betingelser, 
som er noget anderledes end ved en indsjø, hvorfor vi ikke her skal 
opholde os nærmere ved dette. Vi skal kun merke os et par resultater. 

Der godtgjøres saaledes, at selv om temperaturen i overfladen an- 
tages at synke fra tid til anden i løbet af vinteren, vil isens tilvekst 
endog i polarhavene ikke være ens pr. tidsenhed, men den vil aftage 
mere og mere, eftersom islagets tykkelse øges. 

Den sterkeste vekst maa saaledes finde sted i den første tid, efterat 
istæppet har bredt sig ud, senere hen maa isens vekst pr. tidsenhed i 
det hele taget stedse aftage. Af dette følger, at der er en bestemt 
grænse for den tykkelse, som isen kan naa i løbet af en vinter. Stefan 
kommer til det resultat, at isen i polarhavene i løbet af en arktisk 
vinter vil kunne blive omkring 2 m. tyk. 

Denne grænse stemmer meget godt med en iagttagelse fra Dæmme- 
vatn. Her blev nemlig foretaget en del maalinger af istykkelsen i løbet 
af vinteren 1899—1900, og den største iagttagne istykkelse var I.9 m. 
Vinteren betegnes i de egne af landet af lokalkjendte som meget streng. 


Der er foran i kapitel 3 meddelt enkelte iagttagelser fra maalinger 
af isens tykkelse paa vore indsjøer. 

Det vil erindres, at saadanne maalinger har været foretagne ved 
Vannsjø, Bandak og Seljordsvatn. 

Af disse iagttagelser fremgaar, at den største aarlige istykkelse har 
været noget forskjellig i de forskjellige aar og ved de forskjellige sjøer. 

I løbet af de 8 sidste aar har den største aarlige tykkelse af isen 
paa Vannsjø varieret mellem 0.31 m. og 0.57 m. og omtrent mellem de 
samme grænser ved Seljordsvatn. 

I de aar, der har ligget fast is paa Bandak, har istykkelsen her 
gjennemgaaende været noget mindre, men dog op til ca. 0,4 m. 


1 7. Stefan: Ueber die Theorie der Eisbildung, insbesondere über die Eisbildung im 
Polarmeere. 


w 
w 


ANDREAS HOLMSEN. M. -N ÆR 


Ved kanalvæsenet blev der i løbet af vinteren 1891—02 foretaget 
maalinger af istykkelsen ved flere af vore indsjøer. Den største tykkelse, 
som isen paa Mjøsens centrale parti naaede det aar, var 0.37 m., tyk- 
kelsen af isen paa Øieren blev det aar 0.43 m., paa Randsfjorden 0.45 
m., paa Bandak 0.31 m. og paa Norsjø 0.31 m. 

Paa et vand, Stordalsvatn, som ligger i en høide af 450 m. o. h. 
paa fjeldet mellem Sogn og Masfjorden, blev der i løbet af vinteren 
1900 foretaget en del maalinger af istykkelsen. Efter velvillig meddelelse 
fra afdelingsingeniør Jenssen blev den største tykkelse af isen fundet at 
være 0.75 m. Vinteren 1900 betegnes som meget streng i de egne af 
landet, og man tør vel derfor anse den iagttagne istykkelse som nær en 
maximumsgrænse. En istykkelse af 0,7 m. er ogsaa i april maaned 
1901 iagttaget paa Møsvatn (902 m. o. h.)l. 

Vi ser, som vi kunde vente, at isen bliver noget tykkere paa de 
sjøer, som ligger under et strengt vinterklima, end paa dem, hvor vinter- 
klimaet er mildere. Men som det fremgaar af maalingerne, er der ikke 
nogen særdeles betydelig forskjel paa istykkelsen, og dette er rimeligt, 
naar man tager i betragtning, hvad foran er udledet angaaende istyk- 
kelsens indflydelse paa isens tilvekst. 

Isen paa en sjø vil nemlig i almindelighed i løbet af en eller et 
par maaneders tid have naaet en saa stor tykkelse, at den videre vekst 
vil gaa saa langsomt for sig, at tilveksten i løbet af den tid, som da er 
igjen af vinteren, kun vil være af forholdsvis underordnet betydning i 
sammenligning med den tykkelse, isen allerede da har naaet. 

Der vil desuden være endnu en omstændighed, som bidrager sit til, 
at isens tilvekst pr. tidsenhed bliver mindre og mindre, efterhvert som 
vinteren skrider frem. I regelen vil der nemlig lægge sig sne paa isen, 
og i almindelighed vil ogsaa snelaget vokse i tykkelse i vinterens løb. 
Varmen i vandet under isen vil saaledes ogsaa af denne grund have 
desto vanskeligere for at ledes bort, jo længere det lider ud paa vinteren. 

Hvor sterkt isen tiltager i den første tid, efterat en sjø er tilfrossen, 
og hvor langsomt tilveksten i sammenligning hermed foregaar senere 
ud paa vinteren, fremgaar af nogle iagttagelser af istykkelsen paa Sel- 
jordsvatn. Paa dette vand har nemlig kanalvæsenet i flere aar ladet fore- 
tage noksaa regelmæssige ismaalinger. Af disse skal meddeles nogle: 

I 1895 islagdes vandet 13de januar. 23de januar var isen 20 cm. 
tyk, ı5de febr. 37 cm. tyk, iste mars 39 cm., 15de mars 39 cm Ade 
april 38 cm., 24de april fandt isløsningen sted. 


1 Sml. de maalinger, som er foretagne paa finske indsjøer i 1891: A Heinrichs: »Snö 
och isförhållandena i Finland 1891«, Helsingfors 1893. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 23 


23 


I 1896 var isen den 23de februar kun 8 cm. tyk, men allerede den 
28de s. m. var den 25 cm., ıste mars 30 cm., 8de mars 32 cm., I4de 
mars 35 cm., 29de mars 39 cm.; 12te april losnede isen. 

I 1898 var isen den 8de mars kun 8 cm., den 13de s. m. 12 cm, 
20de s. m. 20 cm., 27de s. m. 20 cm., ıste april 21 cm, ste april 
20 cm. 

I 1900 var isen den ııte februar 15 cm., 18de februar 30 cm., 25de 
s. m. 30 cm., ııte mars 32 cm., 18de mars 35 cm., Iste april 35 cm. 
5te april 36 cm. 4de mai fandt islosningen sted. 

Isen har i alle disse 4 aar, ser vi, vokset forholdsvis raskt i begyn- 
delsen; men længere ud paa vinteren har veksten kun gaaet forholdsvis 
meget langsomt for sig. Dog vil vi se, at isen aarlig har tiltaget noget 
i tykkelse i lang tid udover vinteren. 

En del maalinger af istykkelser paa nogle mindre indsjøer ved Røros 
ved juletider 1900 er velvilligst meddelte af stud. real. Gunnar Holmsen. 
Efter 14 maalinger var isen gjennemsnitlig 35 cm. tyk den Igde de- 
cember, 48 cm. tyk den 2den januar, og 51 cm. tyk den ode januar. 
Vi ser, at den i løbet af 13 dage fra ıgde december til 2den januar har 
vokset 13 cm., i løbet af de følgende 7 dage tiltog den derimod kun 3 
cm. i tykkelse. Disse iagttagelser viser følgelig ogsaa, at veksten aftager, 
eftersom tiden skrider frem. 

Af ismaalinger paa Seljordsvatn fremgaar det, at isen aar om andet 
tiltager i tykkelse indtil den sidste del af mars maaned, ja i 1900 har 
den endog vokset til lige ud i april. Hvis man efter iagttagelserne af 
isens største aarlige tykkelse udregner gjennemsnittet af de datoer, hvor- 
paa isen de forskjellige aar havde sin største tykkelse, vil man finde, at 
der i løbet af 11 aar gjennemsnitlig har ligget tykkest is paa Seljords- 
vatn den 23de mars. Den gjennemsnitlige isløsningsdatum for Seljords- 
vatn er 22de april, og følgelig pleier isen at vokse lige til ca. 4 uger, 
før isløsningen finder sted. 

Af de før meddelte maalinger af istykkelsen paa Bandak fremgaar 
det ogsaa, at isen der pleier at vokse til lige ud paa vaarparten. 
Saaledes sees, at isen den ste april 1897 naaede en tykkelse af indtil 
36 cm., og allerede ved udgangen af maaneden fandt isløsningen sted. 
Den 4de april 1899 var isen gjennemgaaende over 30 cm. tyk; ca. 14 
dage efter var vandene helt isfri o. s. v. 

En iagttagelse fra Mjøsen bekræfter ligeledes, at isen maa vedblive 
at tiltage i tykkelse lang tid udover. I 1899 fandt man nemlig saa sent 
som 27de april, at isen lige nedenfor Storhammar havde en tykkelse af 
48 cm., og kun 14 dage efter var sjøen isfri paa dette sted, 


234 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Vistnok er dette ikke saadan at forstaa, at isen er i jevn vekst 
stund efter stund hele tiden udover. Det er sandsynligt, at den i enkelte 
dage tiltager forholdsvis mere end i andre. Den kan kanske holde sig 
rent uforandret nogle dage, og det kan jo ogsaa vere en mulighed for, 
at den enkelte dage under mildt veir kan minke noget. Herom fore- 
ligger imidlertid ikke saa sikre iagttagelser, at nogen bestemt formening 
tor udtales. 

Men naar der bortsees fra disse mindre ujevnheder under veksten, 
maa det visselig i sin almindelighed antages, at isen paa vore indsjøer 
pleier at tiltage i tykkelse udover hele vinteren lige til ud paa vaarparten. 

Dette er kun, som vi kan vente det, naar vi tænker paa, hvordan 
det forholder sig med temperaturforandringen i en sjø, hvorover der 
ligger et istæppe. 

For at udrede dette sporsmaal vil vi forudsætte, at det normale for- 
hold er saadan, at isens overfladetemperatur hele vinteren gjennem har 
en jevn gang, der omtrentlig følger lufttemperaturens normale forløb. 
Hvis vi under denne forudsætning først vil antage, at is er et fuld- 
stændig atermant legeme, kan vi neppe tænke os, at nogen anden 
temperaturforandring end en afkjeling finder sted i sjøen. 

Opvarmning af vandet under isen kan der under denne forudsætning 
vel neppe blive tale om. Insolationen kan ikke virke gjennem et ater- 
mant legeme, og varmetilførsel ved ledning gjennem is kan naturligvis 
ikke finde sted. 

Den eneste varme, som afgives til vandet, skulde være den, som 
frigjøres ved isdannelsen; men denne varme maa stadig kunne føres bort, 
saalænge som isens overflade er under nul grader. Naar isoverfladen ud 
paa vaarparten har en temperatur nær nul grader, vil den ved isdan- 
nelsen frigjorte varme være meget ringe, idet isen da ikke længere vil 
kunne vokse i nogen betydelig grad. 

Efter den forudsætning, at is er et atermant legeme, skulde vi 
følgelig vente, at vandet under isen i det hele taget vil af kjøles saalænge, 
som isens overfladetemperatur var under nul grader, og skulde det være 
rimeligt at antage, at isen normalt vedbliver at vokse til henimod den 
datum, hvorpaa luftens daglige middeltemperatur gik op til 0°. 

Imidlertid holder ikke den antagelse, at is er et fuldstændig ater- 
mant legeme, ganske stik. Flere forfattere har nemlig ved temperatur- 
maalinger godtgjort, at der virkelig undertiden kan ske en opvarmning 


under et isdække i en sjø. Æorell har beskrevet saadanne iagttagelser 


1 Températures lacustres (Arch, sc. ph. nat., 3 période B, 4, p. 98). La température des 
lacs gelés, Comp. rend. B. go, p. 323. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 23 


tn 


fra Lac de Morat. Richter)» nævner ogsaa, at han har iagttaget tem- 
peraturforøgelser under isen i en tilfrossen sjø, og Delebecque? beskriver 
lignende iagttagelser. 

Men om vi saaledes ikke kan antage, at is er et fuldstændig ater- 
mant legeme, saa vil dog i regelen den opvarmning, som kan finde sted 
gjennem isen, være saa ringe, at den kun spiller en underordnet rolle i 
en tilfrossen sjøs temperaturforhold. 

Ialfald tør vi vel trygt gaa ud fra, at det i almindelighed først kan 
være ud paa vaaren, at insolationen her i vort land skal kunne virke 
saa sterkt, at en opvarmning af vandet under isen kan finde sted. 

Temperaturforholdene i vore islagte sjøer maa følgelig antages at 
være saadanne, at der ikke finder nogen væsentlig opvarmning sted, 
saalænge der ligger is. 

Men saalænge, som der kan afgives varme fra isoverfladen til oven- 
forværende kold luft, maa der kunne bortledes varme gjennem isen. 
Følgelig skulde vi kunne antage, at der normalt kan foregaa en afkjø- 
ling af vandet under et isdække hele vinteren gjennem lige til ud paa 
vaarparten, 

De iagttagelser, at isen paa vore indsjoer pleier at tiltage i tykkelse 
i lang tid udover, er saaledes i fuld overensstemmelse med de slutninger, 
man teoretisk kan udlede angaaende temperaturforholdene i en islagt sjo. 


3. Islgsningen. 


Naar der fores saa megen varme til overfladen af en islagt sjo, at 
temperaturen gaar op til nul grader, vil isen begynde at smelte. Hvis 
der, efterat smeltningen er begyndt, stadig tilfores mere varme, end der 
afgives, vil smeltningen fortsætte. Islaget maa i saa fald stadig aftage, 
og tilslut maa isen helt forsvinde. 

Afsmeltningen maa, hvis isen er i ro, væsentlig foregaa fra over- 
fladen. Selv om det kan antages, at nogen opvarmning af vandet under 
isen finder sted ved insolation, saa kan det alligevel neppe tænkes, 
at der i almindelighed kan foregaa nogen nævneværdig afsmeltning fra 
isens underflade. Lagstillingen vil nemlig i en tilfrossen sjo altid være 
saadan, at det koldeste vand maa befinde sig nærmest under isen, og 
om vandet her holder nogen varmegrad, vil det snart afkjoles derved, 
at smeltningen udkræver varme. Hvis vandet under isen er i ro, vil det 
af den grund ikke lenge have nogen varme tilovers til fortsat smeltning. 


1 Die Temperaturverhältnisse der Alpenseen, p. 196. 
? Les lacs français, p. 170. 


236 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Anderledes forholder det sig imidlertid, hvis der er strøm i sjøen. 
I dette tilfælde kan det antages, at vand, der holder nogen varme, stadig 
kan føres op under isen og saaledes formaa at smelte en forholdsvis 
større mængde af samme. 

Ved insolation optages, som før nævnt, næsten alle mørke straaler, 
som trænger ind i isen. Dette gjør, at isen fra overfladen nedover saa 
langt, som varmestraalerne formaar at trænge ind, bliver løsere og løsere, 
jo sterkere insolationen har virket, idet den is, som er bindemiddel mel- 
lem de fastere isnaale, vil smelte. 

Hvis der efter en saadan insolation følger en sterk afkjøling ved 
udstraaling, vil ispartiklerne atter bindes sammen. Udsættes isen paanyt 
for insolation, vil den imidlertid igjen blive løsere for atter at blive 
fastere ved en ny afkjøling. 

En saadan stadig vekslende optøen og tilfrysning maa antages delvis 
at kunne bevirke den strukturforandring, som ud paa vaaren finder sted 
i isen. Vaarisen pleier i regelen altid at være løsere og mindre seig end 
isen om vinteren. Uagtet isen om vaaren kan have en betydelig tyk- 
kelse, har den da, som almindelig kjendt, en meget ringe bæreevne. 

Der findes nok af eksempler paa, at man har traadt igjennem 30 
—40 cm. tyk vaaris. 

Foruden ved insolation modtager isen ogsaa varme ved ledning fra 
luften samt ved varm nedbør. 

I hvor høi grad disse varmekilder vil kunne gjøre sig gjældende, vil 
selvfølgelig først og fremst være afhængigt af veirliget; men det vil ogsaa 
for en del afhænge af nogle andre forhold, saaledes f. eks. af, hvorvidt 
der findes sne eller andre legemer oppaa eller i isen, og af isens farve, 
struktur o. 1. 

Naar der er smeltet saa meget bort af isen, at den er helt forsvun- 
det paa enkelte steder, indtræder isløsningen. 

Tidspunktet for isløsningen paa en sjø regner vi saaledes at ind- 
træffe, naar der paa enkelte steder begynder at vise sig aabent vand. 

Den tid, som medgaar til afsmeltningen af isen, er afhængig af den 
varmemængde, som tilføres og optages i isen, og er videre afhængig af 
isens tykkelse og dens struktur. Varmemængden var afhængig af baade 


meteorologiske og lokale faktorer. 


Følgelig er ogsaa isløsningstidspunktet ligesom islægningstidspunktet 
afhængigt af saavel meteorologiske som lokale forhold. 

Vi skal nu undersøge, i hvilket forhold isløsningstidspunktet staar 
til disse forskjellige faktorer. 


_ 1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 2 


I. Meteorologiske faktorer. 


A. Lufttemperaturen. 


Da luftens daglige middeltemperatur er et maal for, hvor megen 
varme der ved ledning kan afgives til isen, saavel som ogsaa en funk- 
tion af, hvor sterkt insolationen gjor sig gjældende, er det indlysende, 
at islosningstidspunktet maa staa i noie forhold til lufttemperaturens gang. 

For at faa rede paa, i hvilken grad dette forhold gjor sig gjzldende, 
vil vi atter betragte de grafiske fremstillinger paa plancherne bag i bogen. 

Forst skal den planche betragtes, som fremstiller lufttemperaturens 
gang i de forskjellige aar ved Granheim. Paa denne er, som det vil 
erindres, den tid, Slidrefjorden var islagt, afsat med blaa farve. Vi ser, 
at islosningen falder nær det normale tidspunkt, 15de mai, i de aar, hvori 
lufttemperaturen har været normal om vaaren. Saaledes f. eks. i 1871, 
72, 73 74 76, 80, 83, 89, 90, 95. 

I de aar, lufttemperaturens gang har været under det normale, er 
isløsningen indtruffet sent, og jo koldere det har været om vaaren, desto 
senere har Slidrefjorden gaaet op. I 1877, 79, 81, 84, 85, 88, 98 og 99, 
i hvilke aar islosningen indtraadte sent, har vaaren i samtlige aar veret 
koldere end normalt. 

I samtlige de aar, islosningen indtraf tidlig, som 1 1875, 78, 82, 87, 
93, 94 og 96, har vaaren været varmere end normalt. 

Vi ser saaledes, at der er en ngie sammenheng mellem islosnings- 
tidspunktet og lufttemperaturens gang, saaledes som denne fremgaar af 


maanedsmedierne. 


Et sandere billede af lufttemperaturens gang faar man af de grafiske 
fremstillinger af temperaturens forandring fra dag til dag. 

Vi vil derfor mere nøiagtig kunne iagttage isløsningstidspunktets af- 
hængighed af lufttemperaturens gang, hvis vi betragter de grafiske frem- 
stillinger af den daglige lufttemperatur ved Mjøsen. 

Ser vi paa disse, falder det i øinene, hvor liden forandring der i 
det store og hele taget er i temperaturen fra dag til dag i vaarmaane- 
derne i sammenligning med, hvad der er tilfældet om vinteren. Derfor 
kan vi ogsaa ved at betragte kurverne i regelen angive en bestemt dag 
som det omtrentlige tidspunkt, hvorpaa lufttemperaturen i de forskjellige 
aar gik over fra kulde- til varmegrader. Fra dette tidspunkt kan vi i 
de forskjellige aar regne vaarens indtrædelse. Normalt indtræffer det 
ved Hamar den ste april, ved Eidsvold den 4de april og ved Lille- 


238 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


hammer den 3die april. For Mjøsegnene i sin almindelighed kan vi 
følgelig sætte tidspunktet til 4de april. 

Den midlere datum, naar isløsningen paa den centrale del af Mjøsen 
er begyndt, er 22de april. For den nordligste dels vedkommende kan 
vi sætte den normale isløsningsdatum til den 6te mai, og det tidspunkt, 
hvorpaa hele sjøen er bleven helt isfri, falder gjennemsnitlig paa den 


Tite mai. 
Følgelig skulde det normale forhold være, at isløsningen pleier at 
begynde 18 dage, efterat dagen med middeltemperatur = 0" er ind- 


traadt. 1 maaned efter denne datum skulde isløsningen i den nordlige 
del af sjøen finde sted, og 37 dage efter dagen med nul graders tem- 
peratur skulde sjøen være helt aaben. 

Det kommer ikke her med i betragtning, at sjøen ikke er helt 
islagt hvert aar. Thi som vi har seet, skyldes dette den omstændighed, 
at Mjøsen er en overmaade dyb indsjø. Isløsningen er derimod væsent- 
lig uafhængig af sjøens dyb, og følgelig maa vi her kunne se bort fra 
denne lokale omstændighed og kun tage med i betragtning de aar, hvori 
sjøen har været helt tilfrossen. 

Vi vil først se paa, hvorledes forholdet mellem tidspunkterne for 
isløsningen og lufttemperaturens gang har været i hvert af aarene 
siden 1871. 

I 1871 var temperaturen om vaaren ujevn. Den gik allerede ste 
mars op; men senere gik den ned igjen langt under nulpunktet. At 
angive en bestemt datum for, naar vaaren indtraadte det aar, lader sig 
neppe gjøre; men efter den kurve, som betegner maanedsmedierne, kan 
vi sige, at vaaren, gjennemsnitlig seet, indtraadte i den sidste del af 
mars, og følgelig nogen tid før normalt. 

Isløsningen begyndte 7de april 9: 15 dage for den pleier at finde 
sted. April var derimod gjennemsnitlig koldere end normalt, og dette 
forklarer, hvorfor det i 1871 varede over en maaned mellem, at isen 
begyndte at løsne, og at sjøen blev isfri. | 

I 1872 var sjøen ikke islagt uden i den nordligste del. Her foregik 
isløsningen noget senere end normalt. Men ved at betragte temperatur- 
kurven sees, at den første del af mai holdt sig kold. Saasnart som 
temperaturen gik op igjen, gik ogsaa isen. 

I 1873 var heller ikke sjøen helt islagt. Men saa langt syd som 
mellem Hamar, Næs og Gjøvik laa der is. Denne løsnede 7de april, 
følgelig ca. 2 uger før normalt. Lufttemperaturen gik allerede i de sidste 
dage af mars op over nul grader, og vaaren indtraadte saaledes det aar 
I uges tid før normalt. Vi skulde dog neppe have ventet, at isløsningen 


IOOI. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 239 


havde indtraadt fuldt saa tidlig det aar, hvis ikke lufttemperaturen med 
en gang havde gaaet høit op over nul grader. April var ellers gjen- 
nemsnitlig normal, og i den nordligste del løsnede isen til normal tid. 

I 1874 var der kun is paa Mjosens nordligste del. Denne gik det 
aar op noget senere end normalt. Men dette kan let forklares, naar vi 
bemerker, at lufttemperaturen gik ned i sidste del af april og holdt sig 
lav helt til den rode mai. Saa snart som temperaturen atter steg, ind- 
traadte islosningen. 

I 1875 indtraf dage med temperatur over nul grader ved udgangen 
af mars, følgelig nogle dage før end normalt. Vi skulde efter dette have 
ventet, at isløsningen ogsaa vilde have fundet sted nogle dage før nor- 
malt. Saa var imidlertid ikke tilfældet. Temperaturen gik i den sidste 
halvdel af april ned, og den holdt sig omkring den 2ode april endog i 
løbet af 3 dage under nulpunktet. Først i begyndelsen af mai gik den 
op igjen, og da indtraadte isløsningen. 

I 1876 gik temperaturen op over nulpunktet i de første dage af april. 
I begyndelsen af maaneden holdt den sig forholdsvis meget høi; men 
omkring midten af maaneden var der nogle kolde dage, som forsinkede 
issmeltningen, saa at sjøen det aar ikke gik op før I uges tid senere, 
end den gjennemsnitlig pleier. | 

I 1877 var der meget sen vaar. Først 26de april gik temperaturen 
over til varmegrader, og efter den tid holdt den sig ogsaa længe lav. 
Mai maaned havde endog en middeltemperatur, som ikke var høiere end 
den temperatur, april ofte har. Isløsningen er det aar, ser vi, ogsaa 
meget sen. Først 18de mai løsnede isen paa den centrale del af sjøen, 
og ikke før 23de mai var sjøen isfri ved Lillehammer. 
| I dette aar kommer det saaledes særlig godt tilsyne, i hvor væsent- 
lig grad lufttemperaturens gang bestemmer tidspunktet for isløsningens 
indtrædelse. 

Lufttemperaturen var i 1877 saadan, at april var, som mars ellers 
pleier at være, og mai var næsten som april ellers. Og som følge 
heraf, ser vi, at isløsningen ikke fandt sted før saa langt ud i mai, som 
den ellers pleier at indtræffe i april. 

I 1878 var Mjøsen ikke helt tilfrossen. I den nordlige del fandt 
isløsningen sted, da der blev nogen varme i veiret i de første dage af mai. 

I 1879 steg temperaturen over nulpunktet i de første dage af april, 
men gik senere i maaneden atter ned igjen. Først i midten af maaneden 
begyndte der for alvor at komme varme i veiret. Isløsningen foregik i 
de sidste dage af april. Følgelig ser vi, at vaarens indtrædelse og is- 


løsningen det aar var noget senere end normalt. 


ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki. 


| D 
Ja 
O 


I 1880 laa der ingen is søndenfor Ringsaker. Lufttemperaturen var 
om vaaren noget for høi, og derfor skede ogsaa isløsningen noget før, 
end den pleier, 

Vaaren 1881 var baade kold og sen. Først ved udgangen af april 
gik temperaturen op over nul grader, Islosningen skede ogsaa i forhold 
hertil, idet isen ikke løsnede før 25de mai. Først i begyndelsen af juni 
var den helt borte. 

I 1882 var der kun is paa Mjøsens nordre del. Temperaturen var 
gjennemgaaende normal i løbet af vaaren, og isen løsnede til normal tid. 

I 1883 gik temperaturen op over nulpunktet ca. 10de april, og 
følgelig indtraf vaaren nogle dage senere end normalt. Islosningen fandt 
ogsaa sted nogle dage senere end normalt, nemlig den Iste mai. Isen 
gik helt væk ved opgaaende temperatur gde mai, og samme dag skede 
ogsaa isløsningen paa Randsfjorden. 

I 1884 var der kun is paa Mjøsen nogen tid i februar og mars. I 
isen var der hele vinteren enkelte aabninger. Isen paa den centrale del 
løsnede, da temperaturen gik op i begyndelsen af mars. Der lagdes 
atter is; men da temperaturen et par dage efter midten af mars gik høit 
op, løsnede isen paanyt i den centrale del. Aprils temperatur var det 
aar normal; men i begyndelsen af mai var der koldt veir, og dette maa 
antages at være aarsagen til, at isen paa nordenden ikke løsnede, før 
temperaturen var gaaet op ved midten af maaneden. Et par dage før 
var Randsfjorden gaaet op. 

I 1885 var temperaturen ujevn om vaaren. Men maanedstempera- 
turen var saavel i mars som i april normal, saa vi vel kan opfatte det, 
som om vaaren indtraadte omtrent normalt. Isløsningen skede ogsaa 
omtrent normalt. Da veiret holdt sig koldt i den første del af mai, blev 
den nordlige del af sjøen ikke isfri for den 1ode mai. Randsfjorden var 
da gaaet op et par dage før. 

I 1886 indtraadte dagene med varmegrader 23de mars, altsaa ca. 
10 dage tidligere end normalt. Isløsningen fandt i forhold hertil ogsaa 
sted nogen tid før det vanlige. Ogsaa 1 nordenden af sjøen gik isen 
tidlig bort, da temperaturen holdt sig normal i løbet af hele april. 
Randsfjorden gik op paa samme dag, som isløsningen skede i den nord- 
lige del af Mjøsen, 27de april. 

I 1887 var ikke hele Mjøsen islagt. I den nordlige del fandt isløs- 
ningen sted, idet lufttemperaturen gik høit op omkring midten af mai. 

I 1888 var der baade sen og kold vaar. Temperaturen gik ikke op 
over nulpunktet før omkring den 2ode april. Islosningen fandt i forhold 
hertil sted gde mai. I nordenden gik isen ikke bort, før der var kommen 


1901. No. Fils ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 241 


megen varme i veiret omkring 20de mai. Ogsaa dette aar foregik islos- 
ningen i den nordlige del af Mjøsen og Randsfjorden omtrent samtidig. 

I 1889 gik temperaturen betydelig op i slutten af mars; men vi 
kan dog ikke sige, at vaaren indtraadte, før temperaturen gik over 
nulpunktet nogle dage før midten af april. Isløsningen fandt ogsaa sted 
i forhold hertil noget senere end vanligt, nemlig den 3ote april. I nord- 
enden løsnede ogsaa isen noget senere end normalt, nemlig den 12te 
mai; nogle dage før var isen gaaet op paa Randsfjorden. 

I 1890 indtraf vaaren usedvanlig tidlig. Allerede tite mars gik 
temperaturen op over nulpunktet, og senere holdt den sig gjennem- 
gaaende heit. Isløsningen skede ogsaa usedvanlig tidlig, idet isen allerede 
begyndte at løsne i de første dage af april. I denne maaned holdt 
imidlertid temperaturen sig ikke høiere end normalt, og derfor kan det 
forstaaes, at isen paa den nordlige del af Mjøsen og Randsfjorden ikke 
løsnede før efter opgaaende temperatur i de første dage af mai. 

I 1891 laa der ingen is paa den sydlige del af Mjøsen. Islosningen 
i nordenden fandt sted til normal tid. Saavel mars som april og den 
første tid af mai havde omtrent normal temperatur. Randsfjorden gik 
det aar op nogle dage senere. 

I 1892 blev der varmegrader i luften ved udgangen af mars, og is- 
løsningen indtraf i forhold hertil en uges tid før vanligt. I nordenden 
af Mjøsen og paa Randsfjorden gik isen ogsaa bort nogen tid før 
normalt. 

I 1893 var temperaturen om vaaren noget vekslende; men om det 
aar maa vi sige, at vaaren indtraadte noget før normalt. Efter 2den 
april var der, som vi ser, væsentlig dage med varmegrader. Islosningen 
fandt sted den 12te april, altsaa et par dage før den fandt sted 1 1892. 
Men som vi ser af den grafiske fremstilling, holdt temperaturen sig 
baade i mars og april noget høiere i 1893, og efter dette indtraf, som 
vi kan vente, isløsningen lidt før det aar. Den nordre del af Mjøsen 
ligesom Randsfjorden gik ogsaa op nogen tid før normalt. 

I 1894 var ikke hele sjøen islagt. I nordenden løsnede isen paa 
samme tid som paa Randsfjorden, 1 uges tid før normalt. 

I 1895 var vaartemperaturen i det hele taget normal, men den var 
meget vekslende. Vi ser, at temperaturen gik betydelig op i sidste del 
af mars; men først omkring ıode april kom der nogen egentlig varme 1 
veiret. Gjennemsnitlig betragtet, kan vi sige, at vaaren indtraadte 
omtrent til normal tid. Isløsningen foregik ogsaa paa det normale tids- 
punkt, saavel paa den centrale som paa den nordlige del af Mjøsen og 


paa Randsfjorden. 
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1901. No. 4. 16 


242 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki. 


I 1896 laa hele Mjøsen kun en kort tid i januar. Isen paa den cen- 
trale del gik væk under høi temperatur sidst i maaneden. I den nord- 
lige del af sjøen blev isen liggende, og her løsnede den samtidig med, 
at ogsaa Randsfjorden, noget før normalt, gik op. Aarsagen hertil, ser 
vi, maa søges i den gjennemgaaende noget høiere end normale april- 
temperatur. 

I 1897 var temperaturen i april fra dag til dag meget jevn. Den 6te 
gik den over fra kulde- til varmegrader. Isløsningen fandt sted 5 dage 
senere end normalt. Man kunde vistnok have ventet den et par dage 
før, hvis temperaturen den 23de ikke var gaaet noget ned og veiret 
da ikke havde holdt sig koldt et par dage. I nordenden løsnede isen 
et par dage senere end normalt, hvilket ogsaa maa antages at komme 
af, at veiret holdt sig lidt koldt i begyndelsen af mai. 

I 1898 var der ikke is søndenfor Biri. Vaarmaanedernes temperatur 
holdt sig omtrent normal. Derfor ser vi ogsaa, at isen i den nordlige del 
af sjøen gik bort til normal tid. Isen paa Randsfjorden løsnede et par 
dage før. 

I 1899 var der sen og kold vaar. Temperaturens gang var noget 
ujevn, men egentlig over nulpunktet gik den ikke før over midten af 
april, omkring den 2ode. I begyndelsen af mai gik den atter ned til 
nulpunktet, og derfor blev der ogsaa, som ventelig kan være, sen isløs- 
ning det aar. Ikke før temperaturen atter gik op henimod midten af 
mai, den ıode, begyndte isen at løsne. Men isløsningen gik fort det 
aar, efterat temperaturen i midten af maaneden med ét steg over + 10°; 
allerede 6 dage efter var isen væk i den nordlige del af sjøen. Paa 
Randsfjorden, der, som vi har seet, pleier at gaa op samtidig med den 
nordlige del af Mjøsen, indtraf isløsningen nøiagtig paa samme datum, 
16de mai. 


Mellem temperaturens gang i vaarmaanederne og isløsningstidspunk- 
terne har der folgelig i alle disse aar vist sig endnu ngiere sammenhæng 
end, hvad der kom tilsyne, da vi betragtede den grafiske fremstilling 
af maanedsmedierne ved Granheim. 

Saavel hvad der er udtrykt ved kurvernes abscisse, nemlig tids- 
rummet, efterat temperaturen er gaaet op over nulpunktet, som hvad 
ordinaten er et udtryk for, nemlig, hvor heit oppe temperaturen har holdt 
sig i dette tidsrum, har hver for sig havt betydning for isløsningstids- 
punktets indtrædelse. 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 243 


For at faa endnu bedre oversigt over forholdet mellem temperaturens 
gang og islosningstidspunktet er felgende tabel udarbeidet. I denne vil 
det findes, hvor mange dage senere eller tidligere end normalt vaaren 
indtraf de forskjellige aar. Antal dage for tidlig er betegnet med +, 
antal dage for sent ved —. Ved siden af findes, hvordan isløsningen 
indtraadte i de forskjellige aar i forhold til, hvad der gjennemsnitlig 
pleier at finde sted. 

I den 4de rubrik er anført april middeltemperaturs afvigelse fra det 
normale, og i de to sidste rubrikker er isløsningsdatoerne for Mjøsens 
nordlige del og Randsfjorden angivne. 


Isløsnings- | 
tidspunktets | Antal dage 
| indtrædelse mellem dagen 


Vaarens ue 
indtrædelse | eg 
| før (+) eller med gjennem- nemsnitstem- | Isløsning paa 
før (+) eller | Eg | Qu = 
peraturs afvi- Mjøsens nord- 


| | Isløsning paa 


| : | 
efter (— == å 
Aar lefter (=) nor-| r EI snitstempera 


Bra E | | 2 |Randsfjorden. 
pall dom va a Son hane = og og| gelse fra det | lige del. 
nemsnitlig lisløsningstids-| normale, 
finder sted. punktet. 
Antal dage | Antal dage | Grader 

1871 + 12 + 15 | 14 — 15 ıode mai — 
1873 + 7 + 15 12 + 0,8 4de mai — 
1875 + 3 — 10 30 + 0.5 gde mai — 
1876 + 1 — 5 23 — 0.3 8de mai — 
1877 —- 23 — 26 22 — 3.3 22de mai — 
1879 — 11 — 8 15 — 14 6te mai u 
1881 — 23 — 32 28 — 48 6te juni — 
1883 — 6 — § 20 + LI gde mai gde mai 
1885 + + 2 18 + 02 ıode mai Sde mai 
1886 + 10 + 14 14 + 0,8 27de april 28de april 
1888 — 16 — 17 19 — 3.0 20de mai 17de mai 
1889 — 9 — § 17 + 11 12te mai gde mai 
1890 + 23 + 20 21 + LI 4de mai 6te mai 
1892 + 6 Se 17 + 0,4 ıste mai 4de mai 
1893 + 6 + 10 10 + 14 28de april | 26de april 
1895 normalt normalt 18 | GI 6te mai 6te mai 
1897 — 2 aE 21 | +18 Sde mai 4de mai 
1899 — 16 — 18 20 | = 16de mai 16de mai 


Det vil nu være tilstrekkelig godtgjort, at lufttemperaturen har 
været en faktor, som i væsentlig grad maa have været bestemmende for 
isløsningstidspunktets indtrædelse. 


Vi har fundet, at der hersker en endnu nøiere sammenhæng mel- 
lem isløsningsdatoerne og lufttemperaturen, end hvad vi før fandt mellem 


244 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Ki. 


samme og tidspunkterne for, naar sjøerne frøs til Heraf maa i sin 
almindelighed kunne sluttes, at de øvrige meteorologiske elementers ind- 
flydelse paa isløsningstidspunktet er forholdsvis af endnu mere under- 
ordnet betydning, end deres indflydelse paa islægningstidspunktet. 

Vi vil derfor mere kortelig behandle, hvorledes de andre meteoro- 


logiske elementer kan antages at øve indflydelse paa isløsningstidspunktet. 


B. De øvrige meteorologiske elementer. 


De samme veirelementer, skydækket, nedbøren, vinden, som ved 
siden af lufttemperaturen fandtes at øve direkte indflydelse paa islæg- 
ningstidspunktet, maa ogsaa kunne tænkes at øve indflydelse paa, naar 
isen gaar op. 

Da skydækket betinger, i hvilken grad insolationen faar gjøre sig 
gjældende, skulde vi antage, at dettes beskaffenhed vilde have stor ind- 
flydelse paa, hvor megen solvarme der stadig tilføres isen, og som følge 
heraf paa, hvor sterkt afsmeltningen finder sted. | 

At saa virkelig er tilfældet, stemmer jo ogsaa med erfaringen. Vi 
ser hver vaar, at der sker en betydelig større afsmeltning af saavel sne 
som is i løbet af de dage, hvori himmelen er klar, end i de dage, 
den er overskyet. Men paa den anden side viser ogsaa erfaringen, at 
udstraalingen i løbet af klare vaarnætter pleier at være saa sterk, at en 
stor mængde af det i løbet af dagen af sneen og isen afsmeltede vand 
atter er frosset. Under klart veir om vaaren maa derfor den sterkere 
grad af insolation, som finder sted om dagen, delvis neutraliseres af den 
sterkere natlige udstraaling, saaledes, at resultatet vil blive det samme 
som under et midlere udbredt skydække. Vi maa følgelig antage, at den 
forholdsvis lille forandring, der gjennemsnitlig pleier at finde sted i sky- 
dækkets udbredelse under issmeltningens gang, i sin almindelighed seet, 
ikke kan have andet end en underordnet indflydelse paa isløsnings- 
tidspunktet. 

Vi maa desuden ogsaa erindre, at skydækkets beskaffenhed er en 
af de mange faktorer, som bestemmer lufttemperaturens gang, og som 
følge heraf maa den underordnede indflydelse, som vi kan tænke os, at 
skydækkets beskaffenhed har paa isens afsmeltning, for en væsentlig del 


være at søge under lufttemperaturens langt mere dominerende indflydelse. 


Da der kan føres varme til isen ved nedbør, maa ogsaa dette veir- 


element kunne tænkes at øve en indflydelse paa isløsningstidspunktet. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 245 


Det vil imidlertid straks indsees, at den varmemængde, som paa denne 
maade kan tilføres isen, i almindelighed vil være saa ringe, at den kun 
kan være af en meget underordnet betydning for, hvordan afsmeltningen 
skrider frem. 

Hvis isens smeltevarme szttes til 80 kalorier, vil nemlig den varme- 
mængde, som tilføres ved en 10 mm.s nedbørshøide af temperatur + 8°, 
kun formaa at smelte et O1 cm. tykt islag. Eller, hvis man f. eks. vil 
tænke paa forholdene ved Mjøsen, skulde der ved den nedbør, som 
normalt falder i april maaned — 27 mm. — kun kunne smeltes et islag 
af 03 cm.s tykkelse, hvis nedbøren gjennemsnitlig havde en temperatur 
af + 8°. Og desuden er ikke her taget med i betragtning varmetabet 
ved fordunstningen. 

Det tør muligens antages, at nedbøren kan have en noget større be- 
tydning for issmeltningen derved, at en del af samme rinder ned gjen- 
nem porer og sprækker i isen og gjør denne mere løs og letsmeltelig. 
Men i det store og hele taget maa det sluttes, at nedbørens indflydelse 
paa isløsningstidspunktets indtrædelse kun kan være af en underordnet 


betydning. 


Der er endnu et meteorologisk element, som kunde antages at øve 
indflydelse paa isløsningen, nemlig vinden. 

Man mener ikke her at undersøge den indirekte indflydelse, som 
vinden kan have derigjennem, at lufttemperaturen med flere meteoro- 
logiske elementer i høi grad er afhængig af samme. En saadan under- 
søgelse vilde høre hjemme i et rent meteorologisk arbeide, hvor hoved- 
formaalet var at udrede de forskjellige meteorologiske elementers gjen- 
sidige afhængighedsforhold. Det er kun vindens direkte indflydelse paa 
issmeltningens gang, som her skal være gjenstand for undersøgelse. 

Da det maa kunne tænkes, at der under vind opstaar en bedre 
circulation af luften i og over islaget end ellers, maa man ogsaa kunne 
antage, at den varmemængde, som afgives eller tilføres isen, i nogen 
grad er afhængig af vinden. Hvis den er kold, skulde vinden i nogen 
grad kunne virke afkjølende, og hvis den er varm, skulde den kunne 
virke opvarmende. Forsaavidt bliver følgelig ogsaa vindens virkning en 
funktion af lufttemperaturen, og dens indflydelse paa issmeltningens gang 
maa saaledes for en del skjule sig under dette veirelements indflydelse. 

Men desuden maa ogsaa vindstyrken kunne tænkes at have nogen 
betydning. Under sterk vind maa der nemlig stadig kunne presses en 
større mængde luft ind i alle porer og sprækker i isen end under svag 
vind. Man maa saaledes kunne antage, at isen for en del vil have 


246 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


lettere for at blive løs og porøs under sterk vind. Videre maa vi ogsaa 
antage, at vinden kan paaskynde afkjølingen noget derved, at den brin- 
ger i cirkulation de nederste, nærmest isfladen værende luftlag, der stadig 
under smeltningen berøves varme. 

At vinden paa den beskrevne maade pleier at paaskynde issmelt- 
ningen i nogen grad, stemmer ogsaa med erfaringen. Det er nemlig en 
kjendt iagttagelse, at isen ofte pleier at blive af en porøs beskaffenhed 
under vedvarende sterk og mild vind, og en saadan, ved en intens luft- 
cirkulation dannet porøs is, vil selvfølgelig være lettere smeltbar end fast 
is, idet dens overflade vil være større. | 

Ogsaa derved, at vinden kan fore sne og vand bort fra isfladen, 
kan det tænkes, at den har nogen indflydelse paa issmeltningen. Men 
i det hele taget kan de virkninger, vinden har paa issmeltningens gang, 
ikke være af nogen særdeles stor betydning, saa lenge et fast isdække 
ligger udbredt over hele sjøen. 

En ganske anden betydelig virkning har vinden, efterat der har 
begyndt at danne sig aabninger i isen. Saasnart en saadan har dannet 
sig, vil nemlig vinden faa anledning til at foretage en udblanding af. 
vandlagene. Det øverste, koldeste lag vil i nærheden af aabningen blive 
udblandet med vand fra nedenforværende varmere lag, og derved kan 
vandet i det overste lag blive saa opvarmet, at der ogsaa kan foregaa 
betydelig afsmeltning fra isens underflade. Resultatet heraf vil folgelig 
blive, at da isen i nærheden af aabningen angribes saavel fra overfladen: 
som fra underfladen, vil den paa dette sted kunne smelte raskere end 
paa de andre steder i sjøen. Aabningen vil saaledes hurtig kunne til- 
tage i størrelse. Hvis vinden vedvarer, vil udblandingen foregaa i en 
stedse stigende grad, eftersom aabningen vokser, og isløsningen vil da 
paa en kort tid kunne udstrække sig over store dele af sjøen. 

Foran, i det kapitel, hvor de forskjellige data over isløsningen blev 
meddelte, vil der findes flere saadanne iagttagelser, som viser, at isen 
under stormende veir har løsnet i løbet af en forbausende kort tid over 
store strækninger af vore sjøer. 


Andre meteorologiske elementer end de ovenfor nævnte kan ikke 
tænkes direkte at kunne influere paa isløsningstidspunktet. 
De resultater, vi er komne til angaaende veirligets indflydelse paa 
isløsningstidspunktets indtrædelse, kan sammenfattes i følgende punkter: 
I. Da ingen nævneværdig afsmeltning af isen paa vore sjøer kan finde 
sted, førend døgnets middeltemperatur gaar op over nulpunktet, maa 


I19O1I. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 247 


det normale isløsningstidspunkt altid indtræffe nogen tid efter den 
normale datum med nul graders middeltemperatur. 

2. Længden af det tidsrum, der medgaar mellem de nævnte tidspunkter, 
er i væsentlig grad afhengig af, hvor heit over nulpunktet lufttem- 
peraturen holder sig. I en underordnet grad er den ogsaa afhengig 
af, hvorledes det er med de ovrige veirelementer, og af disse maa 
især vinden antages at have en paaskyndende indflydelse paa af- 
smeltningens gang. 

3. Under vind vil islesningen, efterat der har dannet sig aabninger i 
isen, skride meget hurtig frem, idet vinden vil kunne blande de 
overste vandlag sammen saaledes, at isen kan angribes saavel fra 
oversiden som undersiden. 


Der er allerede for gjort opmerksom paa, at islosningstidspunktet 
ogsaa maa vere afhengigt af nogle andre, mere lokale faktorer. 

For i sin almindelighed at undersoge, i hvilken grad disse gjor sig 
gjældende i sammenligning med de meteorologiske faktorer, kan vi be- 
tragte, naar islosningen pleier at finde sted paa forskjellige sjøer, der 
er beliggende under ensartede klimatologiske forhold. 

Det vil erindres, at vi foran har foretaget en saadan sammenligning 
angaaende tidspunkterne for islægningen. Vi valgte da at sammenligne 
islægningsdatoerne ved nogle sjøer paa Østlandet, nemlig Mjøsen, Rands- 
fjorden, Øieren, Hurdalssjøen og Storsjøen i Odalen. Vi fandt, at det 
var til meget forskjellig tid, at disse nærliggende sjøer pleiede at islæg- 
ges. Vi vi! nu sammenligne isløsningstidspunkterne ved de samme sjøer. 

Det vil erindres, at den sydlige del af Mjøsen gjennemsnitlig pleier 
at gaa op 22de april, den nordlige del den 6te mai, Randsfjorden 6te 
mai, Øieren 29de april, Hurdalssjøen 7de mai, Storsjøen i Odalen 
3die mai. 

Der er ingen synderlig forskjel mellem disse tidspunkter, uagtet de 
lokale forhold maa antages at være temmelig forskjelligartede ved de 
ovennævnte 5 sjøer. Dette tyder følgelig paa, at de lokale faktorer i 
sin almindelighed ikke pleier at øve synderlig sterk indflydelse paa, naar 
isløsningen kan finde sted. 

Det synes saaledes at være de klimatologiske forhold, som er væ- 
sentlig bestemmende for de normale isløsningstidspunkter. Dette vil 
yderligere bekræftes, hvis man betragter planche 10. 

Her findes, som det vil erindres, den tid, hvori isen pleier at ligge 
paa de forskjellige sjøer, afsat paa kurver, fremstillende den normale luft- 
temperatur ved en i nærheden af sjøen beliggende meteorologisk station. 


248 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


Denne grafiske fremstilling viser tydelig, hvordan islosningen ved alle 


disse forskjellige, under ulige klimatologiske forhold beliggende sjøer — 


staar i den neieste sammenhæng med den normale lufttemperatur. Ved 
de sjger, hvor islosningen pleier at indtræde sent, gaar temperaturen 
sent op over nulpunktet, og der, hvor isløsningen foregaar tidlig, ind- 
træder dagene med varmegrader tidlig. 


Men uagtet vi saaledes tydelig kan se, at det er de klimatologiske 
forhold, som er de væsentligste faktorer til at bestemme isløsningstids- 
punkterne, viser det sig ogsaa, at andre faktorer i en underordnet grad 
maa gjore sig gjældende. 

Der medgaar saaledes altid et vist antal dage mellem isløsningen 
paa den sydlige del og paa den nordlige del af Mjøsen. Denne tids- 
forskjel kan naturligvis ikke hidrøre fra klimatiske forhold. Efter Mon! 
er aprils normaltemperatur ved Lillehammer + 2.7", ved Hamer + 2.4” 
og ved Eidsvold + 22°, og efter dette skulde det nærmest vere at 
vente, at isen gik op nogle dage for over den nordlige del. 

Forend vi anstiller videre betragtninger over klimatets forhold til is- 
losningstidspunkterne, vil vi derfor soge at udrede, hvilke ovrige fak- 
torer kan antages at øve indflydelse paa isløsningens indtrædelse. 


II. Nogle faktorer, som ved siden af veirliget øver 
indflydelse paa isløsningstidspunktet. 


Isens tykkelse. Det er indlysende, at der under ens forhold vil 
medgaa længere tid til at smelte et tykkere islag end et tyndere, og vi 
maa saaledes antage, at isens tykkelse kan øve indflydelse paa isløsnings- 
tidspunktet. 

Man er ikke i besiddelse af saa mange iagttagelser over istykkelsen 
paa vore sjøer, at der af disse direkte kan udledes, i hvilken grad denne 
faktor gjør sig gjældende. 

Af de resultater, vi før har udledet angaaende de faktorer, som be- 
tinger isens vekst, maa vi imidlertid kunne have en formening om, 
hvorledes det er med isens tykkelse under givne forhold relativt til 
andre. Det blev godtgjort, at isen i almindelighed pleier at vokse i 
tykkelse, fra den har lagt sig og lige til henimod dagen med nul graders 
middeltemperatur. Hvor sterkt isen vokser, var væsentlig afhængigt af 


de to faktorer, isens overfladetemperatur og dens tykkelse. 


Klimatabeller I, S. 19. 


pi 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 249 


Det maa følgelig antages, at der under ens klimatiske forhold vil 
vere tykkest is paa de steder, hvor den har ligget længst. Og paa 
samme sjø maa vi antage, at isen maa naa den største tykkelse i de 
aar, hvori vintertemperaturen er lavest. Men det maa ogsaa erindres, at 
forskjellen paa istykkelsen i de forskjellige aar ikke kan staa i et pro- 
portionalt forhold til vinterens varighed og strenghed; thi efterhvert som 
isen bliver tykkere, har den stadig vanskeligere for at vokse. 

Ved paa planche 1 at betragte lufttemperaturens gang i de forskjel- 
lige aar, vil vi kunne danne os en forestilling om, hvorledes det har 
været med tykkelsen af isen paa Slidrefjorden. 

I et aar som f. eks. 1873—74, da hele vinteren udover var betydelig 
mildere end normalt, kan isen neppe have havt den tykkelse, som den 
havde i 1874—75, da hver af vintermaanedernes middeltemperatur laa 
betydelig under det normale. 

Da temperaturforholdene om vaaren i det hele taget var omtrent 
ens i de to aar, skulde det være at vente, at der var medgaaet længere 
tid til at smelte den tykkere is i 1875 end den tyndere is i 1874. Vi 
skulde som en følge heraf have ventet, at isløsningstidspunktet var ind- 
truffet paa en senere datum i 1875 end i 1874. Saa var imidlertid ikke 
tilfældet. Isen gik op et par dage før i 1875 end i 1874. Isens tyk- 
kelse har øiensynlig i disse to aar øvet en meget uvæsentlig indflydelse 
paa isløsningens indtrædelse. 

Det samme kan vi ogsaa se ved at betragte forholdene i 1892—93 
og 1893—94. I det førstnævnte aar var vinteren streng, saa isen an- 
tagelig maa have været tykkere end i det sidstnævnte, da vinteren gjen- 
nemgaaende var meget mildere. Men som vi ser, fandt isløsning ikke 
desto mindre sted noget tidligere i 1894 end i 1893. 

Heller ikke vil vi finde nogen regel for, at isløsningstidspunktet har 
været i nogen væsentlig grad afhængigt af isens tykkelse, om vi be- 
tragter de øvrige aar. 

Der kan saaledes af forholdene ved Slidrefjorden ikke fremgaa noget 
om, at den forskjel, der aar om andet kan være paa istykkelsen ved 
samme sjø, er af nogen videre betydning for isløsningens indtrædelse. 

Vi vil undersøge, om istykkelsens indflydelse paa isløsningstids- 
punktet kommer bedre tilsyne, hvis vi betragter forskjellige sjøer, der er 
beliggende under rent ulige klimatiske forhold. 

Vi kan f. eks. sammenligne forholdene ved sjøer som Aursunden 
og Fæmunden med forholdene ved Øieren. 

Dagen med nul graders middeltemperatur indtræder i Rørostrakten 
omkring 25de april, og det normale isløsningstidspunkt indtræder paa 


250 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Aursunden gjennemsnitlig 3die juni og paa Fæmunden 2den juni. Ved 
Øieren indtræder dagen med nul graders temperatur omkring 29de mars, 
og islosningen indtræder normalt 29de april. Da mai maaneds middel- | 
temperatur ved Røros er omtrent den samme som aprils i egnene ved 
Øieren, maa vi antage, at der til at smelte samme istykkelse normalt vil 
medgaa et lige langt tidsrum fra 25de april ved Aursunden og Fæmun- 
den som fra 29de mars ved Øieren. | 

Isløsningen ved Aursunden og Fæmunden finder gjennemsnitlig sted 
35 dage, efterat dagen med middeltemperatur = 0" er indtraadt, og 
ved Øieren udgjør dette tidsrum 30 dage. Der medgaar følgelig nogle 
flere dage for under lignende omstændigheder at afsmelte isen paa Fæ- 
munden og Aursunden, end det gjør ved Øieren. Dette maa vistnok 
hidrøre fra, at isen paa de to førstnævnte sjøer pleier at have en større 
tykkelse end paa sidstnævnte sjø. 

Paa samme maade vil det ogsaa ved en betragtning af forholdene 
paa nogle andre steder komme tilsyne, at isløsningen pleier at indtræde 
noget senere i forhold til dagen med nul graders middeltemperatur paa 
sjøer, hvor isen maa antages at være tykkere. 

Ved Norsjø, Seljordsvatn, Bandak og Byglandsfjord f. eks. indtræder 
isløsningen normalt 3 à 3!/2 uge efter dagen med nul graders middel- 
temperatur. Ved sjøer som Slidrefjorden, Snaasenvatn, Tunnsjø, Lang- 
vatn ved Sulitjelma medgaar der derimod omtrent 442 à 5 uger mellem 
dagen med 0° og isløsningen. 

Der er følgelig 1 å 11/2 uges længere afsmeltningsperiode ved de 
sidstnævnte sjøer; og da den normale lufttemperatur under afsmeltnings- 
perioden er omtrent den samme saavel ved de førstnævnte som ved de 
sidstnævnte sjøer, maa vistnok dette for en væsentlig del tilskrives en 
forskjellig istykkelse. 

Der er før beskrevet eksempler paa, at isen pleier at gaa op noget 
før over enkelte dele af en sjø end over andre dele af sjøen. Den cen- 
trale del af Mjøsen pleier saaledes at gaa op i den sidste halvdel af 
april, medens isløsningen over den nordre del af sjøen ikke pleier at 
finde sted for en uges tid ud i mai. Randsfjordens sydlige del pleier at 
gaa op en 3 dages tid før den nordlige del. Ved Tyrifjorden pleier 
isen paa Holsfjorden at gaa op først, nogle dage efter pleier den at gaa 
op paa selve Tyrifjorden, og nogle dage, efterat isløsningen er indtruffet 
her, pleier Stensfjorden at gaa op. Paa Snaasenvatn pleier isen først at 
gaa op over den østlige del af vandet, omkring 5te mai; 5 dages tid | 
efter indtræder isløsningen paa vandets vestlige del o. s. v. Vi ser, at 


det gjennemgaaende er tilfældet, at isløsningen pleier at indtræde først 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 251 


over de dele af sjøerne, hvor isen lægger sig sidst. Dette maa vistnok 
for en væsentlig del tilskrives den omstændighed, at isen i almindelighed 
naar en større tykkelse der, hvor den har ligget længst. 

Men om vi saaledes kan iagttage, at isens tykkelse øver indflydelse 
paa isløsningstidspunktet, kan dog denne faktor i det hele taget ikke 
siges at være af nogen væsentlig betydning. 

Den tidsforskjel, som medgaar til at smelte et noget tykkere eller 
tyndere islag, vil nemlig i regelen være saa liden, at den er rent under- 
ordnet i sammenligning med den, hvormed isløsningstidspunktet kan 
paaskyndes eller forsinkes af andre grunde. 

Selv ved sjøer, der er beliggende under saa strengt vinterklima som 
f. eks. ved Røros, saa vi, at det i det høieste kun var med halvanden 
uges tid, at isløsningens indtrædelse kunde tænkes forsinket ved afsmelt- 
ningen af forholdsvis tyk is. Ved sjøer under ensartet klimatisk belig- 
genhed varer det sjelden mere end en uges tid mellem, at sjøerne med 
en noget tyndere og tykkere is pleier at gaa op. 

Med hensyn til det sidste maa forholdene i 1898—99 ved Bygdin 
og Vinstern nævnes som et godt eksempel. Vinstern islagdes i den 
første halvdel af november, og Bygdin islagdes ikke før i de første dage 
af januar. Isen paa Vinstern havde saaledes kunnet vokse i tykkelse i 
løbet af maaneder, før der endnu var is paa Bygdin. Følgelig er det 
rimeligt at antage, at isen i løbet af vinteren maa have naaet en større 
tykkelse paa Vinstern end paa Bygdin. Men ikke desto mindre gik isen 
paa disse to sjøer det aar op med blot en dags mellemrum. 


Isens struktur. Det er allerede før nævnt, at der i løbet af vinte- 
ren pleier at foregaa en forandring i isens struktur. 

Først paa vinteren er isen fast og seig. Længere ud paa vinteren 
bliver den derimod mere krystallinsk og løs. De enkelte ispartikler pleier 
da at være anordnede i vertikalt stillede søiler. Denne eiendommelige 
forandring i isens struktur maa vistnok for en væsentlig del hidrøre fra, 
at de øverste lag gjentagende trækker sig sammen, idet de er udsatte 
for en forholdsvis sterk afkjøling, medens de underste lag, hvor der altid 
er en jevn temperatur af ca. o°, ikke vil være underkastet en saadan 
volumforandring. 

Efterat insolationen henimod vaaren har begyndt at gjøre sig sterkt 
gjældende, vil strukturforandringen udvikles i endnu høiere grad. Om 
dagen vil der indsuges varmestraaler, som smelter en del af den is, som 
binder de fastere isnaale sammen, og naar der om natten er sterk af 
kjøling, vil isnaalene atter fryse sammen. Ved paa denne maade afveks- 


252 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


lende at indsuge og afgive varme bliver isen, som for berert, losere og 
losere, jo langere det lider ud paa vaaren. 

Man kan paa denne aarstid iagttage, saaledes som Forel fleresteds 
har beskrevet”, at islaget helt igjennem bestaar af vertikalt stillede pris- 
mer af en diameter paa 1—3 cm., hvis indbyrdes orientering minder om 
basaltiske søiler. De enkelte prismer er ofte saa svagt forbundne med 
hverandre, at isen kun taaler en svag belastning, før den brister. Tilslut 
vil det kunne hænde, at forbindelsen mellem isprismerne bliver saa svag, 
at de ryr helt fra hverandre og kommer til at svømme frit om i vandet. 

I mai 1900 blev der gjort en ganske interessant iagttagelse herover 
ved Nøklevatn ved Kristiania. 

En morgen laa der endnu over hele vandet et 1 å 2 dm. tykt is- 
tæppe, der bestod af saadanne vertikalt stillede prismer. Isen var imid- 
lertid saa løs, at der kun skulde et slag med en aare til for at slaa 
gjennem den. Efterat solen havde været fremme i løbet af dagen, kunde 
man flere steds se aabent vand. I disse aabninger kunde der overalt 
lagttages en mængde isnaale, der svømmede frit omkring. Forbindelsen 
mellem de enkelte issoiler var ophørt, og disse var nu ikke længere an- 
ordnede med sin længdeakse i vertikal retning. 

Da der ud paa aftenen kom en ganske frisk bris, løsnede resten af 
isen over næsten hele vandet. 


Strukturforandringen kan neppe forudsættes at være nøiagtig ligedan 
1 de forskjellige aar og ved de forskjellige sjøer, idet det ikke kan an- 
tages, at de faktorer, som bevirker samme, vil gjøre sig lige sterkt gjæl- 
dende paa forskjellig tid af aaret og under forskjellig geografisk belig- 
genhed. 

Det er rimeligt, at den grad, hvortil forandringen af isens struktur 
er fremskreden, kan have betydning for, hvor raskt afsmeltningen kan 
finde sted; men der foreligger ikke tilstrækkelige iagttagelser over isens 
strukturforandringer paa vore indsjøer til heraf at kunne udrede spørs- 


maalet. 


Da isens farve har betydning for, hvor megen varme der kan absor- 
beres, vil det ogsaa kunne tænkes, at denne i nogen grad vil kunne in- 


fluere paa, hvor raskt afsmeltning kan skride frem. 
Sne paa isen. Vi har før seet, at isens vekst i nogen grad vil 
være afhængig af tykkelsen af det snelag, som ligger paa isen. Jo 


! Le Léman. B. Il, p. 385. — Congélation des lacs suisses et savoyards dans l’hiver 
1891, p. 54. 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 253 


tykkere dette er, desto vanskeligere vil nemlig varmen have for at ledes 
bort gjennem isen, og desto vanskeligere vil folgelig isen have for at 
vokse. Ved saaledes at bevirke, at isen ikke vil kunne vokse saa sterkt, 
skulde et snelag af forholdsvis stor tykkelse indirekte kunne have en 
paaskyndende indflydelse paa islosningens indtrædelse. Men paa den 
anden side vil tilstedeverelsen af et saadant snelag af andre grunde 
kunne tænkes at forsinke islosningstidspunktet i nogen grad. Hvis der 
findes megen sne paa isen, vil nemlig afsmeltningen af samme udkræve 
en betydelig varmemængde, som i modsat fald vilde kunne komme isens 
afsmeltning tilgode. Folgelig skulde de maader, hvorpaa sneen paa isen 
kan antages at influere paa islosningstidspunktet, vere af rent modsat 
virkning. 

Hvorvidt et snelag i det hele taget vil have en paaskyndende eller 
forsinkende indflydelse, vil for en stor del bero paa, naar sneen er faldt. 
Er den meste sne kommen kort tid, efterat isen har lagt sig, vil sne- 
laget gjennem hele vinteren vere hindrende for isens vekst. I dette til- 
fælde skulde vi derfor antage, at sneen vilde bidrage til, at islosningen 
indtraadte noget tidligere end ellers. Men hvis den meste sne er faldt 
langt ud paa vinteren, efterat isen har naaet en stor tykkelse, maa den 
for den væsentligste del forsinke islosningens indtrædelse. 

Imidlertid tor vi gaa ud fra, at det almindeligste vil vzre, at sne- 
faldet fordeles nogenlunde jevnt gjennem vintermaanederne, og hvis dette 
er tilfældet, vil de maader, hvorpaa et snelag vil kunne virke paa islos- 
ningstidspunktet, delvis neutralisere hinanden. 

Det maa saaledes antages, at heller ikke denne faktor i det hele 
taget kan vere af nogen væsentlig betydning. 

Erfaringen vil ogsaa bekrzfte dette, hvis der undersoges, naar islos- 
ningens indtrædelse har fundet sted i store snevintre i sammenligning 
med dens indtrædelse i vintre, hvori der har ligget forholdsvis lidet sne. 

Paa isen over den centrale del af Mjøsen maa der f. eks. have ligget 
meget sne i vintrene 1892—93, 1894—95 og 1898—99. Derimod kan 
dette ikke have været tilfældet i 1885—86, 1887—88, 1888—89 og 1891 
—92. Der vil, om vi betragter de grafiske fremstillinger, ikke fremgaa 
noget, som skulde tyde paa, at islosningen i de forstnævnte af disse aar 
indtraadte anderledes i forhold til lufttemperaturens gang end i de 
sidstnævnte. 

Det kan heller ikke merkes, at sneen har havt nogen videre ind- 
flydelse paa islosningstidspunkterne, om vi betragter forholdene ved 
Slidrefjorden. I vintre som 1883—84, 1885 —86, 1895—96, da der laa 
forholdsvis lidet sne paa fjorden, indtraadte islosningen, som vi kunde 


254 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


vente det efter lufttemperaturens gang; men det gjorde det ogsaa f. eks. 
i 1884—85, 1892—93 og 1893—94, da der var meget sne paa isen. 


Andre fremmede legemer paa isen. Foruden sne kan der ogsaa 
paa isen findes andre legemer, som kan kan tænkes at influere paa, 
hvor raskt afsmeltningen kan skride frem. Der kan vere legemer af en 
mørk farve, som støv og lignende. Da disse har en større absorptions- 
evne end isen, vil der fra samme kunne føres varme over til den om- 
kringværende is. I nærheden af saadanne legemer vil følgelig afsmelt- 
ningen kunne skride noget raskere frem end paa de øvrige steder. 

Bedst vil fremmede legemers indflydelse paa isløsningen kunne iagt- 
tages paa de steder, hvor der er lagt en vei over isen. Efter en saadan 
vil der samles hestegjødsel og andet mørkt farvet smuds, som absorberer 
forholdsvis megen varme. Isen vil her have lettere for at smelte, og vi 
vil ofte finde, at isløsningen først har indtruffet paa det sted, hvor veien 
erat: 


Strømme. Under forudsætning af, at vandet under isen var i ro, 
kom vi til det resultat, at der ikke kunde foregaa nogen synderlig af- 
smeltning fra isens underflade. Men hermed kan det forholde sig ander- 
ledes, hvis der er strom i vandet. Ved en saadan vil der nemlig stadig 
kunne tilfores varmere vand fra de nedenfor værende lag, og dette vil 
bevirke, at der ogsaa kan fores varme til isens underflade. 

Hvor der er strom, skulde af denne grund smeltningen af isen kunne 
gaa noget raskere for sig. At dette er tilfældet, vil man kunne iagttage 
ved flere af vore indsjøer, idet isløsningen pleier at begynde udenfor det 
sted, hvor et tilløb har sit udløb i sjøen. Ja, endog i forholdsvis lang 
tid, førend isen er gaaet op over den øvrige del af sjøen, vil man paa 
et saadant sted kunne iagttage aabent vand. 

Ligeledes kan man fleresteds, hvor en sjø indsnevres af et sund 
iagttage en tidligere isløsning end paa den øvrige del af sjøen. Grunden 
hertil maa være, at der i et saadant sund i regelen altid vil være strøm. 

Det vil fra foregaaende kapitel erindres, at strømforholdene ved 
vore indsjøer endnu ikke er tilstrækkelig undersøgte. Der er imidlertid 
et par sjøer, hvor der findes saa sterke strømsætninger, at disse har 
paakaldt de omkringboendes opmerksomhed. For at faa en formening 
om, hvorvidt strømmene i sin almindelighed pleier at øve en indflydelse 


1 Sammenlign: Halvdan Svartes saga, kap. 9: »— — en er mykrin hafôi fallit 4 fsinn, 
på hafdi par grafit um i sölbrådinu; en er konungr 6k par um, på brast nidr fssinn, ok 
tyndist par Hälfdan konungr ok lid mikit med honum, « 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 255 


af storre betydning ligeoverfor islosningstidspunktet, kan vi undersoge, 
hvordan isløsningen pleier at indtræde ved disse sjøer. 

Det vil erindres, at der er iagttaget sterk strøm i Storsjøen i Ren- 
dalen. Den normale isløsning pleier ved denne sjø at indtræffe en uges 
tid tidligere end ved den nærliggende Lomnessjø og ved de øvrige om- 
kringliggende sjøer. Efter dette er det sandsynligt, at der maa være en 
eller anden lokal faktor, som virker til at paaskynde isløsningen paa 
Storsjøen. Den i sjøen værende strøm maa for en del kunne bidrage 
hertil. Men, som vi ser, kan ikke isløsningen blive paaskyndet i nogen 
betydelig grad. Det normale isløsningstidspunkts indtrædelse sker kun 
ca. I uge tidligere, end vi efter de klimatiske forhold skulde have ventet. 

I Vaagevatn skal der ogsaa stadig være strøm. Paa dette vand 
pleier ogsaa isen at gaa op nogen tid, før man skulde vente efter vandets 
beliggenhed. Der er saaledes en sandsynlighed for, at isløsningens ind- 
trædelse paa Vaagevatnet bliver paaskyndet i nogen grad af strømmen. 
Men heller ikke forholdene ved dette vand synes at tyde paa, at strøm- 
men her skulde kunne have nogen særdeles væsentlig betydning for 
isløsningens indtrædelse. 

Det synes efter de anførte eksempler, som om ogsaa denne faktor i 
sin almindelighed kun med forholdsvis kort tid kan paaskynde isløsnings- 
tidspunktets indtrædelse. 


Sjøens størrelse, form, omgivelser og beliggenhed. Disse faktorer 
kan ogsaa antages at have nogen betydning for, naar isen gaar op. 
Dels indirekte derved, at de vil øve indflydelse paa veirforholdene, og 
dels mere direkte, idet det kan afhænge af samme, i hvilken grad inso- 
lationen faar anledning til at virke. 

Det er saaledes indlysende, at vinden f, eks. vil faa bedre tag til at 
virke ved en stor sjø end ved en liden. 

Da det ogsaa vil være en forholdsvis liden del af en større sjø, som 
vil ligge i den skygge, omgivelserne kaster, maa det antages, at insola- 
tionen i regelen vil faa bedre anledning til at virke ved en stor sjø end 
ved en liden. Det skulde følgelig synes, som om isen paa de større sjøer 
i sin almindelighed skulde kunne gaa noget før op end paa de mindre. 
Erfaringen fra flere steder bekræfter ogsaa dette. Saaledes pleier altid 
isen paa Mjøsen at gaa op nogen tid, før isen paa de omkringliggende 
mindre vand og tjern. 

Ligeledes ved Femunden, Denne sjø kan man stundom finde helt 
isfri, medens der endnu ligger is paa mindre sjøer i nærheden, 


256 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Kunstig opbrydning af isen. Ved nogle af vore indsjøer kan det 
tænkes, at isløsningen i nogen grad bliver paaskyndet ved isbrydning 
med dampskibe. 

Hvis der nemlig først er opbrudt en raak i isen, vil isløsningen 
kunne antages at skride raskt frem fra kanterne paa denne, idet en ud- 
blanding af vandlagene her vil kunne finde sted, hvorved den til raaken 
stødende is ogsaa vil kunne angribes fra underfladen. Men da det i 
almindelighed vil være meget vanskeligt at opbryde fast ferskvandsis uden 
ved hjælp af meget kraftige dampskibe af en særegen konstruktion, er 
det rent undtagelsesvis, at denne faktor kan have øvet nogen videre ind- 
flydelse paa isløsningens indtrædelse ved vore sjøer. Som allerede før 
anført er der mange gange ved hjælp af dampskibe forgjæves forsøgt at 
bryde vei igjennem isen paa Mjøsen. Paa denne sjø har der nemlig i en 
lang aarrække eksisteret noksaa kraftige dampskibe, og der har knyttet sig 
store interesser til at faa skibene i rute saa tidlig som muligt om vaaren. 

Det er imidlertid neppe i noget af de aar, hvori hele sjøen har været 
tilfrossen, lykkedes at forcere isen ved dampskibene før henimod det 
tidspunkt, da denne alligevel snart vilde have gaaet op. Da de erfarin- 
ger, man har fra Mjøsen, vil belyse spørsmaalet om, paa hvilket tids- 
punkt om vaaren det i sin almindelighed vil være muligt ved hjelp af 
et dampskib at slaa sig gjennem isen paa vore indsjøer, skal disse 
hidsættes. 

I 1876 gik isen efter en mildveirsperiode bort paa flere steder i 
begyndelsen af februar. Man forsøgte da at slaa op isen ved hjælp af 
dampskibet Dronningen, men man kom ikke mere end nogle faa meter 
frem. Først i slutten af april kunde dampskibet komme frem. 

Det følgende aar, 1877, var ogsaa sjøen helt tilfrossen. Man for- 
søgte det aar at forcere isen med dampskibet Tordenskjold; men ikke 
engang saa sent som den ste mai lykkedes det at faa skibet mere end 
et par skibslængder frem. Først omkring den 15de mai lykkedes det at 
slaa op en raak. 

I 1879 blev det den 7de april forsøgt at bryde op isen, men man 
kom ingen vei. Det lykkedes ikke før den 24de april at slaa op 
en raak. 

Det følgende aar var der ingen is paa sjøen, men som vi vil erindre, 
var Mjøsen usedvanlig længe islagt i vinteren 1880—81. Det aar blev 
der ikke gjort noget forsøg paa at slaa sig igjennem isen før omkring 
den 2ode mai. 

I 1883 forsøgte man med Tordenskjold at slaa sig gjennem isen 
den 25de april; men man kom kun et ganske kort stykke frem. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 257 


I 1885 forsøgtes ikke isbrydning, for der havde begyndt at vise sig 
mindre aabninger i isen. Aaret efter, i 1886, gik ogsaa dampskibet 
først ud i isen, efterat der var begyndt at vise sig aabninger i den. 

I 1888 og 1889 var der ligeledes aabent vand paa sine steder, 
førend nogen isbrydning blev forsøgt. 

I 1892 kunde isen forceres den ııte april. Men som vi vil erindre, 
indtraf vaaren saa tidlig det aar, at isløsningen alligevel vilde indtruffet 
paa en tidlig datum. 

I det følgende aar, 1893, syntes isen at være saa løs, at man 
haabede paa at kunne bryde den op i begyndelsen af april. Men damp- 
skibet kom ingen vei, da der den 4de april forsøgtes at forcere isen. 
Først omkring midten af april lykkedes det at slaa sig igjennem den. 

I 1895 og 97 var ogsaa Mjøsen helt islagt. Men ingen af de to aar 
forsøgte man at bryde isen op med dampskibe før omkring 20de april, 
den normale isløsningsdatum. 

Det vil erindres, at der i kapitel 3 meddeltes flere data rede 
isbrydning paa Vestvatnene i Telemarken. Heller ikke paa disse ind- 
sjøer har man i almindelighed kunnet slaa sig gjennem isen, før denne 
er bleven saa løs, at isløsningen ellers snart vilde have været forhaanden. 
Saaledes kunde dampskibsfarten i 1895 ikke begynde før 27de april. 

Aaret efter, 1896, begyndte man derimod allerede den rite mars at 
bryde isen op. Men uagtet man arbeidede saavel med dampskibet som 
med assistance af isskjærere, lykkedes det ikke før den ste april at faa 
brudt op raak til Dalen. 

I 1897 kunde man ikke komme frem i isen før i de sidste dage 
af april, 

I 1898 var der ikke is paa vandene; men i 1899, da der var sen 
vaar, blev der ikke forsøgt med isbrydning før over midten af april. 

Af disse iagttagelser maa sluttes, at det i sin almindelighed ikke er 
lykkedes at bryde op raak paa nogen af vore islagte sjøer før langt ud 
paa vaarparten. Dette gjælder, vel at merke, det tilfælde, at sjøerne 
har været helt tilfrosne. Hvis der paa en kunstig maade vil kunne 
holdes en raak oppe hele vinteren gjennem, vil forholdet blive ander- 
ledes. Men da der hidindtil kun rent undtagelsesvis er udført saadan 
isbrydning ved vore sjøer, kan vi ikke antage, at en kunstig opbrydning 
af isen ved nogen af vore sjøer i det hele taget har været af nogen 
nævneværdig betydning for isløsningens indtrædelse. 

Det kan i det høieste kun være med gjennemsnitlig et par dage, at 
isløsningen ved nogle faa af vore sjøer er bleven paaskyndet ved 
isbrydning. ve EE 

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1901. No. 4. 17 


258 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Vi har nu seet, hvordan det er med indflydelsen af hver af de fak- 
torer, som sammen med de meteorologiske elementer bestemmer tids- 
punktet for islosningens indtrædelse. I det hele taget har ingen af disse 
faktorer nogen storre betydning. Men det kan hænde, at flere af fak- 
torerne virker sammen, og i det tilfælde kan deres indflydelse paa isles- 
ningstidspunktet gjøre sig noget sterkere gjældende. 

Dette maa for eksempel kunne antages at finde sted ved Mjøsen, 
hvor isløsningen over sjøens nordlige del pleier at indtræde 14 dages 
tid, efterat den er indtraadt over den centrale del, hvor faktorer som: 
isens mindre tykkelse, strøm, mindre sne paa isen, en større isflade og 
kunstig opbrydning, hver for sig vil bidrage noget til at paaskynde 
isløsningen. Men selv under saadanne omstændigheder vil den samlede 
indflydelse af de forskjellige lokale faktorer i regelen kun være af under- 
ordnet betydning i sammenligning med den indflydelse, som de meteoro- 


logiske elementer øver. 


Da det nu er behandlet, hvordan det er med virkningen af de fak- 
torer, som kan tænkes at øve indflydelse paa isløsningen, skal vi noget 
nærmere fæste opmerksomheden ved forholdet mellem vore sjøers nor- 
male isløsningstidspunkter og deres klimatologiske beliggenhed. 

Det fremgik tydelig, da vi foran betragtede planche 10, at der ved 
de forskjellige sjøer fandt en nøie sammenhæng sted mellem isløsnings- 
tidspunkterne og den normale gang af lufttemperaturen. Vi vil noget 
nærmere kunne se dette forhold ved at betragte nedenstaaende tabel. I 
denne er anført det normale isløsningstidspunkt for en del sjøer fra de 
forskjelligste egne af landet. Ved siden er noteret, naar dagen med 
middeltemperaturen 0° normalt indtræffer over vedkommende sjø, og i 
en 3die rubrik er udregnet det antal uger, som normalt medgaar mellem 


disse to tidspunkter. 


bo ! 
1 O n 
oO . 
Datum å : = > 5 2 
med- 6° EL Islosningstids- 5 - 5 R 
temperatur, paket = 8 op ed 
SE 
A UD EL. > = 
< 
Mjøsens centrale del"; . . .| 4de april | 22de april 3 
=) nordige del 7... ..| 3die april 6te mai 44 
EMEA) Gen) ong arian CT ele te april 7de mai 44 
Kandstjorden . emis sape wh wars, |e ste april 6te mai 44 
SIDE rae TuS SSE te april öde mai 44 


1901. No. 4  ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 259 


| EET 
| © Oo = 
| Be à = ob 
| Datum FER ER Hege in 
| med der. | reel 5 : à 
| temperatur. | = I ga 
| _ © : 
| a Mg 
Barisvatm + 0% 20 6-1.) 27de mars | 20de april | 34 
Peete SES SIN |. 28de mars | 2gde april: «| 44 
Osen | | 13de april | 15de mai | 44 
Storsjoen i Rendalen . . . . . .| ıode april 7de mai | 4 
Femanden 9215: 2..." 4] 35de april | 2den juni 5 
re eae 
En rase «|| 270e april | 3die juni 5 
Biikekjorden : ..: … .. . 205 „| Ode april | 15de mai | 5 
: | Re , | 
Me (ut... gee mars .| 18de april 31 
Seljordsvatn . . . . . . . . . .| 28de mars | 22de april 31 
re D. | 28de mars. | 21de april 31 
: | | : 5 
Byglandsfjord. . . . . . . . . .| 29de mars | 22de april 34 
GT EG | 4de april | 7de mai 41 
Vangsvatn i Voss. =| 27de mars | ıgde april 3 
Bere 3. Ss. 2 6 25de mars | zode april | 33 
a Say ts EE ste ap | iste mai eae 
Peeemsvan-. . . 2 24 - - » «| 28de mars | 24de april | 4 
| i 
EE SS Este apnl | 3die mai | 44 
Be En as] 23desaprıl | 30fe mai |: 5 
Langvatn ved Sulitjelma . . . . .| 25de april?)| 25de mai 44 
Bea, 0 „sl die mai) | ste juni 5 


Af tabellen fremgaar det tydelig, at der i det store og hele taget 
mellem den datum, hvorpaa den daglige middeltemperetur = 0°, og is- 
losningstidspunktet pleier at medgaa et tidsrum, som ved de forskjellige 
sjoer er omtrent af samme varighed, fra 3 til 5 uger. 

Da saaledes islosningstidspunktet for den væsentligste del bestemmes 
af de klimatiske forhold og kun i en underordnet grad er paavirket af 
lokale faktorer, maa en generel grafisk fremstilling af, hvordan isløsnin- 
gen pleier at skride frem, være berettiget. 

Det er før nævnt, at det for vort lands vedkommende vil være en 
ugjørlighed at fremstille islægningstidspunktets fremskriden paa en lig- 
nende maade, som prof. Hildebrandsson m. fl. har gjort for Sveriges 
vedkommende. De lokale forhold, som har en meget væsentlig ind- 


flydelse paa islægningstidspunktet, er hertil altfor forskjellige. Særlig er 


260 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


dybet, hvoraf jo islægningstidspunktet i hoi grad er afhængigt, meget 
forskjelligt ved de norske indsjger. Det vil fra for erindres, at vi endog 
har nævnt eksempel paa, at dybdeforholdene ved samme sjø kan være 
saadanne, at der er næsten 3 maaneders tidsforskjel mellem, at islæg- _ 
ningen foregaar over de grunde og over de dybe dele af sjøen. At 
eliminere disse lokale forskjelligheders indflydelse paa islægningen eller 
at udregne gjennemsnittet for visse distrikter lader sig derfor ikke gjøre 
for vore indsjøers vedkommende uden at faa misvisende resultater. 

Anderledes derimod med isløsningen, som i langt mindre grad er 
afhængig af lokale faktorer. Med hensyn til denne maa vi ved at ud- 
regne gjennemsnittet af isløsningsdatoerne for et forholdsvis lidet distrikt 
faa et resultat, som uden at være paavirket i nogen merkbar grad af 
stedlige forskjelligheder vil vise os det generelle forhold. 

Isløsningen er derfor paa planche 12 fremstillet paa en lignende 
maade som hos Hildebrandsson. Man har inddelt landet i en hel del 
distrikter og udregnet, naar isløsningen gjennemsnitlig finder sted ved 
sjøerne inden distriktet. Distrikterne er valgt saadan, at de indeslutter 
en del sjøer under omtrent ensartet klimatologisk beliggenhed. Der vil 
følgelig i regelen kun være en ubetydelig variation i isløsningens ind- 
træden inden hvert af de valgte distrikter, og det udregnede gjennemsnit 
kan saaledes ikke give nogen synderlig misvisende forestilling om, hvor- 
ledes isløsningen i det store og hele taget skrider frem. 

De kurver, som er optrukne gjennem steder, hvor isløsningen falder 
paa samme datum, er forbundne med dem, som findes optegnede i 
Hildebrandssons og Rundlunds arbeide. Saaledes at kunne kombinere 
med kurverne i de tilgrænsende dele af Sverige har været af betydelig 
støtte for at faa en sandsynlig retning og form af kurverne i det nord- 
lige Norge, hvor der kun er noteret forholdsvis faa data for isløsningen. 

Ved siden af de kurver, som fremstiller isløsningen, er med rødt 
optrukket nogle andre, der betegner, naar dagen med nul graders mid- 
deltemperatur indtræder. Nulisotermerne, som er udarbeidede ved det 
norske meteorologiske institut, er i den anledning velvilligst stillede til 
afbenyttelse. | 

Det vil, med det samme man betragter kartet paa planche 12, falde 
i øinene, hvordan der i det hele taget er parallelt forløb mellem nuliso- 
termerne og de kurver, som fremstiller isløsningen. 

Men vi ser, at dagen med o°s middeltemperatur rykker noget 
raskere frem end isløsningen. Der er saaledes omtrent 3 uger mellem 
isløsningen og dagen med o° der, hvor det sidstnævnte tidspunkt falder 


i slutten af mars. Men paa de steder, hvorover nulisotermen for rste 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJOER. 261 


april gaar, medgaar der næsten 4 uger mellem de nævnte tidspunkter. 
Og hvis vi betragter forholdet paa de steder, hvorover nulisotermen for 
ı5de april gaar, ser vi, at isløsningen der falder noget over 2ode mai, 
eller omtrent 5 uger efter dagen med 0°. 

Dette forhold kan vi forøvrigt ogsaa se ved at betragte tabellen 
s. 258. Af denne fremgaar det nemlig ogsaa, at der ved sjøer som 
Farrisvatn, Norsjø, Bandak, Byglandsfjord, Vangsvatn paa Voss o. s. v., 
hvor vaaren indtræder tidlig, pleier at medgaa ca. 3 uger mellem dagen 
med 0” og isløsningen. Men paa den anden side pleier der ved sjøer 
som Fæmunden, Aursunden, Tunnsjø, Røsvatn m fl., hvor vaaren ind- 
træder sent, at medgaa ca. 5 uger mellem dagen med 0” og isløsningen. 
Dette forhold maa kunne tænkes at hidrøre fra forskjellige samvirkende 
omstændigheder. Dels kan det vel komme af, at temperaturen flere 
steder viser sig at gaa raskere op i de egne af landet, hvor vaaren ind- 
træder tidlig. Men væsentligst maa det vistnok skyldes den omstæn- 
dighed, at isen pleier at naa en større tykkelse paa de sjøer, hvor 
vaaren pleier at indtræde sent. 


Da tidspunktet for isløsningens indtrædelse, saaledes som vi har 
seet, staar i det nøieste afhængighedsforhold til de klimatiske forhold, 
maa vi omvendt ogsaa kunne udlede resultater om, hvorledes det maa 
være med klimaet over en sjø, naar man kjender isløsningstidspunktet. 

Ligesom islægningens indtrædelse ved de grunde sjøer, som før 
berørt, vil kunne tjene som maal for, hvordan høsten skrider frem, 
vil ogsaa isløsningens indtrædelse være et sikkert maal for vaarens 
fremskridt. | 

Ved at kjende den normale isløsningsdatum vil man med sterk til- 
nærmelse kunne beregne, naar dagen med 0” middeltemperatur pleier at 
finde sted over sjøen. Og selv om der ikke foreligger en saa lang 
række af iagttagelser, at den normale isløsningsdatum heraf vil kunne 
udregnes, vil alligevel en enkel observation af, naar isløsningen finder sted 
ved en sjø, ofte være til nytte ved bedømmelsen af, hvorledes det pleier 
at være med vaarens indtrædelse paa vedkommende sted. Hvis vi be- 
sidder iagttagelser over, hvor meget tidligere eller senere end normalt 
isløsningen foregaar i det hele taget i samme egn af landet, vil vi nem- 
lig ogsaa med sterk sandsynlighed kunne slutte os til, naar den normale 
isløsningsdatum pleier at indtræde ved vedkommende sjø. 


lagttagelsen af indsjøernes islegning og isløsning maa saaledes 
kunne være af stor betydning til bedømmelsen af nogle væsentlige træk 


262 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


ved et steds klima. I et land som vort, hvor naturen paa mange steder 
er saa afvekslende, at de klimatiske forhold ofte i hoi grad kan forandre sig 
paa ganske korte strækninger, vil det være næsten ugjorligt helt ud at 
finde rede paa, hvorledes det forholder sig med klimaet paa hvert enkelt 
sted, Paa store strækninger findes der ingen fast bebyggelse, og der kan 
saaledes paa mange steder ikke vere tale om at oprette meteorologiske 
stationer, hvor de forskjellige klimatologiske elementer vil kunne iagt- 
tages. Det gjælder derfor ogsaa, hvis vi helt vil udrede vort lands 
klimatologi, at indsamle trek for trek af det, som vil kunne belyse de 
klimatologiske forhold paa de steder, som ligger mellem dem, hvor nøi- 
agtige meteorologiske observationer kan udføres. I et saadant øiemed 
maa iagttagelser af isforholdene ved indsjøerne være meget tjenlige. 

At iagttage, paa hvilken datum en indsjø fryser til, og naar den 
gaar op, er en let observation, som kan udføres af enhver. 

Iagttagelsen af disse forhold vil som regel heller ikke kræve nogen 
omkostninger, og som vi har seet, er det ikke uvæsentlige træk af et 
steds klimatologiske forhold, som afspeiler sig ved isforholdene paa ind- 
sjøerne. Specielt maa nævnes, at det skulde være af stor interesse at 
besidde en lang aarrækkes iagttagelser af islægnings- og isløsnings- 
datoerne ved samme sjø. Man vil ved hjælp af saadanne kunne udlede 
meget værdifulde slutninger om de klimatologiske forhold i svundne tider. 

Ligeoverfor det paa flere steder gjængse folkeord, at der fra tid til 
anden skal finde forandringer sted i klimatologisk henseende, har nemlig 
den nyere naturforskning ikke stillet sig afvisende. Tvertimod, der er 
flere omstændigheder, som tyder hen paa periodiske klimaforandringer. 
Det afgjørende bevis for, at saadanne findes, har imidlertid endnu ladet 
vente paa sig. 

Sikre meteorologiske observationsrækker, som udstrækker sig gjen- 
nem et saa langt tidsrum, at man ved hjælp af disse vilde faa spørs- 
maalet helt afgjort, foreligger der neppe et tilstrækkeligt antal af. Men 
hvis det skulde lykkes at finde gamle, regelmæssige optegnelser af 
datoer for, naar vore indsjøer er frosset til og gaaet op, vil dette 
materiale kunne tjene som et meget værdifuldt supplement til vort 
kjendskab om fortidens klima. 

Enhver, som leilighedsvis skulde komme over saadanne optegnelser 
i gamle almanakker, dagbøger eller paa andre steder, maa have en ind- 


stændig opfordring til at lade samme komme til almenhedens kundskab. 


23 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 26 


Résumé francais. 


J'ai, dans ce travail couronné par l’Université de Christiania, étudié 
la congélation des lacs norvégiens. 

Le premier chapitre donne un aperçu de ce qui a déja paru dans 
la littérature pour éclairer cette question de la prise des lacs par la 
glace. J'y ai cité des travaux provenant des différentes contrées de l’Europe 
ainsi que de l’ Amérique du Nord. J’y fais ainsi mention d’ouvrages 
publiés en Suéde, en Finlande, en Suisse, en France, dans la Grande 
Bretagne, aux Etats-Unis, en Allemagne, en Autriche et en Russie. 

Je fais connaître dans le second chapitre la façon dont j'ai rassemblé 
les matériaux qui ont servi à apprécier et à déterminer la prise et la 
débâcle normales des lacs de Norvège. La situation de ces: lacs en 
hiver n'avait jamais été jusqu'ici l’objet de recherches spéciales dans notre 
pays. J’ai dû, pour établir mes appréciations, parcourir les observations 
originales qui, au cours des années, ont été envoyées à l’Institut météoro- 
logique et à l'Administration des Canaux et Rivières. Mais les dates 
qu'on y trouve sont loin d’être suffisantes pour se faire une idée exacte 
des époques normales de congélation et de débâcle dans nos lacs nor- 
végiens. Il m'a fallu, pour me procurer des renseignements précis, 
correspondre personnellement un peu partout. 200 questionnaires ont 
ainsi été envoyés et on a répondu très aimablement à la plupart. 

J'ai obtenu de cette façon des matériaux si importants qu’il sera 
maintenant facile de connaître exactement, année par année, à quelle 
époque nos principaux lacs ont coutume de se prendre ou de dégeler. 

Ce sont ces matériaux dont il est question dans le chapitre 3. 

Pour les principaux lacs, les différentes dates de la congélation (»is/eg- 
ning«) et de la débâcle (»zslesming«) sont indiquées dans des tableaux. 

Les lacs ont été disposés d’aprés leur position géographique. Leur 


surface (»s/errelse«), leur hauteur au dessus du niveau de la mer (»heide 


264 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


o. h.«) et, autant qu'on la connaît, leur profondeur maximum (»sterste 
dyb«) sont mentionnées. 

Pour faciliter l’aperçu j'ai résumé les dates normales de la prise et 
de la débacle des différents lacs, de même que les dates de la congéla- 
tion et du dégel en 1898—99. Tableaux, pages 114—120. 

On verra que cette congélation et ce dégel ont lieu dans nos lacs 
à des époques très différentes. Quelques-uns se prennent déjà en Octobre, 
d’autres en Février seulement. Certains lacs de la côte Sud-Ouest ne 
se sont couverts de glace que très exceptionnellement. En général, il 
semble que les lacs les plus élevés au dessus du niveau de la mer et les 
plus hauts en latitude se congèlent les premiers, de même que les lacs 
situés près du littoral subissent plus tard que ceux de l’intérieur l’action 
de la gelée. Mais cette règle a tellement d’exceptions qu'il est fort diffi- 
cile de s'y maintenir. Il y a en Norvège des lacs situés sur des mon- 
tagnes très élevées et qui ne sont que fort tard couverts par la glace, 
il en existe dans la partie la plus septentrionale du pays qui ne se pren- 
nent que longtemps après des lacs de la partie Sud et nous pourrions 
trouver beaucoup d'exemples où des lacs du littoral ont été congelés 
bien avant des lacs de l'intérieur. 

Pour se faire une idée nécessaire des facteurs qui déterminent la 
marche du refroidissement de la surface de l’eau, il m’a fallu traiter briéve- 
ment dans le chapitre 4 les principes des variations de la température. 

Ces principes permettent de conclure que le refroidissement de la 
surface de l’eau doit provenir aussi bien de facteurs météorologiques que 
d’autres facteurs plus locaux, — Le moment de la congélation dépen- 
dant de la façon dont le refroidissement envahit la surface de l’eau, ce 
moment doit donc également dépendre aussi bien de facteurs météoro- 
logique que d’autres plus locaux. 

J'ai examiné dans le 5™° chapitre l’influence que chacun de ces 
facteurs exerce sur la date de la prise du lac par les glaces. Je me 
suis occupé d'abord des éléments météorologiques. (Celui de ces élé- 
ments qui paraît avoir une influence prépondérante sur la marche du 
refroidissement de l’eau et, par conséquent, aussi sur le moment de la 
congélation, est la température de Vair (»lufttemperaturens). 

Les planches qui se trouvent a la fin de ce volume reproduisent les 
descriptions graphiques dont je me suis servi pour déterminer jusqu'à 
quel point ce facteur se fait sentir. Sur les premiéres de ces planches, 
les courbes indiquent la marche de la température de l'air par mois. 
L’ordonnée, 1 mm., représente 1 degré, et l’abscisse, 10 mm., repré- 
sente un espace de temps de I mois. 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 265 


La période pendant laquelle la glace a couvert les lacs situés dans 
le voisinage des stations météorologiques est indiquée en bleu sur les 
courbes. La ligne pointillée représente la température normale. 

Le cours de ces deux lignes fait voir l'écart de la température 
moyenne, pendant le mois, par rapport à la température normale. 

En examinant les planches, on aperçoit distinctement l'influence 
prédominante que la marche de la température de l'air a exercé sur 
l'époque de congélation. 

Dans les années où la température a été basse les lacs se sont pris 
de bonne heure, dans les années de température normale la congélation 
s’est également produite a des époques normales, enfin dans les années 
où la température a été très élevée les lacs n’ont gelé qu’à une date 
tardive. L'examen des planches permet cependant de constater un cer- 
tain nombre dirrégularités. On peut penser que celles-çi sont causées 
par le fait que la température moyenne par mois ne représente pas 
exactement la température réelle. Afin donc d’être renseigné d'une façon 
précise sur cette dernière, j'ai construit plusieurs courbes qui décrivent 
la température pour chaque jour. Ces descriptions, qu’on trouvera aux 
planches 5—9, représentent la température de notre plus grand lac, le 
Mjøsen. 2 mm. ordonnée égalent un degré. 1 mm. abscisse égale 
un jour. 

J'ai, là aussi, indiqué en bleu sur les courbes les espaces de temps 
pendant lesquels le lac a été complètement couvert de glaces. J’ai en 
outre indiqué au moyen des signes 4—— + lorsque la glace a été dans 
la partie septentrionale du lac et lorsqu'elle a été dans d’autres p rties 
plus méridionales. 

J'ai passé en revue chacune de ces courbes et discuté pour chaque 
année depuis 1871 quelle corrélation il y a eu entre l’époque de la con- 
gélation et la marche de la température de l'air. Pages 158—173. 

L’examen de la marche de la température quotidienne a montré, 
pour toutes les années, une corrélation encore plus grande que ne l’avait 
montré l’examen de la température par mois. 

Les autres éléments météorologiques qui, à côté de la température 
de l’air, sont supposés exercer une influence directe sur la marche du 
refroidissement et, par conséquent, sur l’époque de la congélation sont: 
le temps couvert (»skydekke«), le temps pluvieux ou neigeux (»nedbere) 
et le vent (»vznd<), 

Afin de discuter l’influence de chacun de ces facteurs, j'ai comparé 
dans des tableaux l’époque annuelle de la congélation avec la position 
qu’ils occupaient pendant la période de refroidissement des lacs. 


266 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Le tableau page 176 montre à quelles dates le Mjøsen a été pris 
par la glace pendant les différentes années et indique également la 
quantité moyenne des nuages. Dans le tableau page 177 j'ai noté, à 
côté des dates de congélation, le nombre des »jours clairs« et des »jours 
couverts«. — Un autre tableau, page 179, contient les mêmes indications 
pour un autre lac, le Slidrefjord. 

Si le »temps couvert« exercait une influence essentielle sur la marche 
du refroidissement, on pourrait s'attendre a voir apparaître dans ces 
tableaux une règle fixe. Mais ce n’est pas le cas et il y a donc lieu de 
conclure que cet élément météorologique ne joue qu’un rôle secondaire 
dans la détermination du jour où le lac se trouve congelé. 

C'est ce qui arrive aussi avec le temps pluvieux ou neigeux. Dans 
les tableaux pages 186 et 187, j'ai noté, à côté de la date de congélation, 
la hauteur de la pluie (et de la neige fondue) tombée pendant la période 
de refroidissement. 

Il ne ressort pas non plus du tableau page 191 qu’on puisse donner 
une règle certaine établissant que la force moyenne du vent influe d’une 
façon essentielle sur l’époque à laquelle le lac se prend. 

Mais si l’on peut dire que ces éléments météorologiques n'ont pas, 
en général, d'influence essentielle sur la marche du refroidissement, il 
n'en est pas moins vrai qu’ils jouent un rôle important dans le déve- 
loppement de la couche de glace. Car si le refroidissement est déjà si 
avancé que la congélation est devenue imminente, le développement 
du tapis de glace ne dépendra plus alors que d’un temps favorable 
pour cela. 

Des observations notées page 184 sur les conditions atmosphériques 
(lesc hiffres désignent la quantité de nuages d’après l'échelle o = serein, 
jusqu'a 10 = couvert), il découle que notre plus grand lac se congele 
ordinairement lorsque le ciel est clair ou légèrement nuageux. 

Les études faites sur plusieurs de nos lacs ont prouvé que la force 
du vent est un agent important dans la formation de la glace. Le vent 
souffle t'il avec violence, les aiguilles de glace déja formées se souderont 
difficilement entre elles pour constituer la couche de glace, et l’agitation 
de l’eau, en mêlant les couches inférieures aux couches supérieures, 
réchauffera celles-ci et les empêchera de se congeler. 


Dans la seconde partie du chapitre 5 (page 197), j'ai étudié Pinflu- 
ence des facteurs locaux. 
Parmi ceux-ci, la profondeur de l’eau (»dydet«) est le plus important. 


Afin de déterminer le rôle de ce facteur, j'ai groupé nos lacs en: 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 267 


1. Lacs peu profonds (»grunde sjeer«, profondeur jusqu'à 30 
mètres). 2. Lacs d'une profondeur moyenne (»sjeer af middels dyba, 
profondeur 30 à 100 mètres). 3. Lacs profonds (»dyde sjeer«, profon- 
deur 100 à 200 mètres). 4. Lacs très profonds (»meget dybe sjeer«, pro- 
fondeur au dessus de 200 mètres). 

Dans chaque groupe j'ai calculé combien de semaines s’écoulent a 
l'ordinaire, pour les différents lacs, depuis la date à laquelle la tempéra- 
ture moyenne de l’air sur le lac en question égale o degré jusqu'à la 
date normale de la congélation. 

Nous voyons par le tableau page 199 que cet espace de temps 
comporte en général pour les lacs peu profonds une durée de 1 semaine 
et demie à 3 semaines. 

Dans les lacs de profondeur moyenne il s'écoule ordinairement 4 à 
8 semaines depuis le jour où la température moyenne égale o degré 
jusqu’au point de la congélation (tableau page 202). L'espace de temps 
varie suivant les circonstances, la profondeur moyenne et les conditions 
climatologiques. 

Pour nos lacs profonds et très profonds (tableau page 205) 10 à 12 
semaines sont en général nécessaires. Mais pour ceux de nos lacs qui 
se trouvent sous un climat d’hiver doux, le refroidissement ne pourra 
pas se continuer en général pendant aussi longtemps, il sera interrompu, 
et il arrivera normalement que la glace ne pourra pas envahir la surface 
de ces lacs. 

L'influence de la profondeur de l’eau ressort clairement lorsqu'on 
examine la situation de certains de nos lacs situés sous un climat uni- 
forme, La planche 11 a une courbe représentant la température normale 
de l’air sur certains de nos lacs. J’ai indiqué sur cette courbe quand ces 
différents lacs ont coutume se congeler. On peut voir par là que la 
congélation normale se produit à des époques très différentes, mais 
qu'elle se produit, pour chacun d’eux, suivant leur profondeur moyenne. 

Si l’on examine la planche 10, on y verra que, sur les courbes qui 
représentent la température normale de l’air a environ 30 de nos stations 
météorologiques, j'ai indiqué en bleu l’espace de temps pendant lequel 
la glace a couvert les lacs qui avoisinent chaque station. 

Ces descriptions graphiques montrent que la température de lair 
et la profondeur de l’eau ont été les facteurs les plus importants pour 
déterminer l'époque de la congélation de ces différents lacs. 

Nous pourrions supposer qu’outre la profondeur de l'eau il existe 
aussi d’autres facteurs qui jouent un rôle dans la marche du refroidisse- 
ment. Il serait ainsi permis de penser que la date de la prise d’un lac 


268 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. KI. 


par les glaces dépendait de facteurs tels que: les affluents des lacs 
(«sjeernes tilleb«), les courants (»stremme«), la forme et l’étendue des 
lacs (»sjeernes form og sterrelse«), leurs environs (vomgivelser«) etc. 

J'ai consacré une partie spéciale de mon livre à l’etude de chacun 
de ces facteurs afin de déterminer jusqu’à quel point leur influence était 
en jeu (page 212—223). Je suis cependant arrivé à la conclusion que 
leur action, sur nos plus grands lacs, était toute secondaire. Quelques- 
uns d’entre eux, il est vrai, peuvent sembler avoir une certaine influence, 
mais le retard ou l’accéleration qu'ils apportent à la congélation est tout 
au plus de quelques jours. 

L'action de ces facteurs peut cependant s’exercer d’une façon rela- 
tivement plus grande sur nos petits lacs et peut par conséquent jouer 


un rôle dans la détermination de la date de la prise du lac. 


Dans un appendice au chapitre 5, page 224, j'ai étudié la congéla- 
tion des lacs polaires (»kolde sjeer«). | 

Nous possédons dans nos régions des glaciers de tels lacs qui ne sont 
pas réchauffés en été jusqu’à la température de la densité maximum de 
l’eau et où l’on trouve toujours par conséquent une stratification inverse. 

Dans ces lacs, où la température de la surface est au dessous de 4°, 
celle-ci peut se refroidir sans qu’il soit besoin d'une uniformation de la 
température dans les couches profondes. En conséquence l’époque de 
la congélation sera ici indépendante de la profondeur de l’eau. 

Le rôle des éléments météorologiques est également assez différent 
de celui qui leur a été attribué pour les autres lacs. 

Dans les lacs polaires qui ont une période de refroidissement très 
courte, la température de l’air n’aura pas, toutes proportions gardées, 
une action aussi prépondérante que dans les autres. 

Dans ces lacs, où la congélation est toujours imminente, elle dépen- 
dra beaucoup des autres éléments météorologiques. 

J'ai mentionné à la page 225 une observation qui prouve ce fait 
d'une manière éclatante. 

Quelques-uns de nos lacs polaires ont une congélation exceptio- 
nellement prématurée. Certains d’entre eux, pendant des étés froids, ont 
été tout le temps couverts de glace. Il y en a qui se congèlent à la 


fin d’Aoüt ou au commencement de Septembre. 


Dans le dernier chapitre, page 227, je traite de la formation de la 
glace (»isens dannelse«), de l'accroissement de son épaisseur (»zsens 


vekst«) et de sa débâcle (»zslesningens). 


1901. No. 4. ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJØER. 269 


— 


De même que pour les autres procès de cristallisation, la formation 
de la glace se produit par suite d’une extension de la cristallisation par- 
tant de points fixes. 

La rapidité avec laquelle les aiguilles cristallisées se soudent entre 
elles dépend d’une façon essentielle de l’état d’agitation de la surface. 
Elle dépend en outre de la température des couches supérieures et du 
degré de refroidissement qui se produit à la surface. Dans des circon- 
stances favorables, un tapis de glace relativement épais peut se former 
avec une rapidité étonnante. C'est ainsi que je cite plusieurs cas où l’on 
a pu traverser nos plus grands lacs sur une couche de glace vieille d’une 
nuit seulement. 

L’accroissement de l'épaisseur de la glace par unité de temps 
dépend de plusieurs facteurs, d’abord de l'épaisseur de la glace, de la 
température de la surface de la glace et aussi de la température de l’eau 
au dessous de la couche de glace. 

Les mesurages de glace que je possède montrent qu'il n’y a pas 
une grande différence dans l’épaisseur de la glace sur nos différents lacs, 
même si ceux-ci sont situés sous des climats différents. En général, la 
glace de nos lacs a une épaisseur de 0.4 m. a 0.5 m.; on a observé 
par exception 0.7 m. — Les mesurages ont démontré que la glace con- 
tinue de s'épaissir pendant l'hiver jusqu’au moment du printemps où la 
température moyenne monte normalement au dessus de zéro. 

Dans le courant de l’hiver il se produit une modification dans la 
structure de la glace, celle-ci se désagrégeant en général de plus en plus 
a mesure que l’hiver s'avance. 

Lorsque la chaleur, a la surface d’un lac pris par les glaces, est 
telle que la température s’éléve au zéro, la glace commence alors a 
fondre, Si, au courant de cette opération, la chaleur qui arrive a la 
glace est plus forte que celle qui s’en dégage, la fonte continue. La 
couche de glace diminuera donc continuellement pour disparaître bientôt 
tout a fait. La débâcle aura lieu lorsque l’eau commencera d’apparaitre 
entre les glaces. 

L’époque a laquelle ce phénoméne se produit dépend tout aussi 
bien de facteurs météorologiques que de facteurs locaux. 

Je me suis servi, pour obtenir la connexion qui existe entre l'époque 
de la débâcle des glaces et la marche de la température de l'air, des 
descriptions graphiques déjà citées. 

Cette étude, traitée de la page 237 å la page 244, montre qu'il 
existe une connexion plus grande entre la débâcle des glaces et la marche 
de la température de l’air qu’entre cette dernière et la congélation. 


270 ANDREAS HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Les résultats des recherches concernant l'influence des éléments météo- 
rologiques sur la débâcle des glaces peuvent être résumés dans les 
points suivants. 

19. La fonte des glaces ne se produisant jamais dans nos lacs 
avant que la température moyenne du jour ne monte au dessus de zéro, 
l’époque normale de la débâcle doit donc toujours arriver quelque temps 
après la date normale à laquelle la température a atteint le zéro. 

2°. L'espace de temps entre ces deux époques dépend essentiel- . 
lement de la hauteur au dessus de zéro à laquelle se maintient la 
température de l’air. Il est aussi, a un degré secondaire, soumis à l’in- 
fluence des autres éléments météorologiques et, parmi ceux-ci, on doit 
supposer que le vent exerce une action accélérante. 

3°. Avec du vent et lorsqu’il y a déjà des ouvertures dans la glace, 
la fonte avance trés rapidement, le vent pouvant alors méler ensemble 
les couches supérieures de l’eau, ce qui amène une attaque simultanée en 
dessus et en dessous de la glace. 

A côté des éléments météorologiques quelques autres facteurs peu- 
vent probablement aussi avoir de l'influence sur l’époque de la débâcle. 
C'est ainsi qu'on peut nommer l'épaisseur de la glace (»zsens tykkelse«), 
sa structure (»s#ruktur«), la présence sur la glace de la neige et d’autres 
corps étrangers (»sme paa isens), les courants (»sZremme«) et enfin le bris 
artificiel de la glace (»kunstig opbrydning af isen«). J'ai examiné pour 
chacun de ces facteurs en particulier jusqu’a quel point leur action s’est 
fait sentir lors de la débâcle dans nos différents lacs. Le résultat de ces 
recherches a démontré qu’aucun d’eux n’a dû avoir en général une bien 
grande influence. 

Il a cependant pu arriver dans certains de nos lacs que ces facteurs 
ont agi simultanément ce qui a produit un effet plus remarquable. 

A cet égard il y a donc une différence avec ce qui se passe pour 
la congélation. 

Tandis que l’époque de la prise des glaces dépend essentiellement 
de facteurs locaux, et particulièrement de la profondeur, ces mêmes 
facteurs ne jouent qu’un rôle secondaire dans la détermination de l’époque 
de la débâcle. 

Il est presque impossible de donner une description générale de la 
marche de la congélation dans notre pays. La profondeur de nos diffé- 
rents lacs est trop dissemblable pour qu’on puisse obtenir un résultat 
concluant. Mais, par contre, pour la débâcle, on doit pouvoir employer 
une description générale. J'en ai donné une à la planche 12. Sur cette 


planche, j'ai tracé des courbes passant par les points où la débâcle s’est 


1901. No. 4 ISFORHOLDENE VED DE NORSKE INDSJGER. 271 


produite à la même date. On trouvera à côté d’autres courbes en rouge; 
celles-ci passent par les endroits où la température moyenne quotidienne 
de l’air a égalé zéro à la même date. Nous voyons que ces deux cour- 
bes ont en général un cours très parallèle. 

L'époque de la fonte des glaces étant en relation très étroite avec 
le climat d’un lieu, on peut aussi inversement obtenir des résultats don- 
nant une idée de la climatologie d’une contrée lorsqu'on y connaît 
l'époque de la débâcle. 

En observant la marche de la fonte des glaces dans nos lacs on 


peut, à mon avis, se faire une idée essentielle des progrès du printemps. 


¢ 
# 


ko 
vr aie, i rn 
+ 4 


ør På 
m nye roe rer “at nye 
Ca Money: 448 pe 


trs 


å er 
Ce ape 


okttr| nov) dec" | jan“ | febr"| mars | april) mai 


Granheim 
1870-71 Shiceforden Vslagt 


nheim 


ranheim 
1876- 


Granheim 
1881 82 


a Granheim 
BS 1882-83 
0° x 


ray" 
=10' = å 
Be Granheim 


883 - 


Granheim 


ei a EU OT 
Så = 
5 
+10" el: 


okt?r | novtr| dec” | jan™ | febr“"\mars | april 


wa 
* | 


mai 


S 


0° 


als il, 


okter nov’) dec?) jane | febrer| mars | april| mai 


Sag 


Cu 
3 


N 


_» Granheim 
7 Psy. 1887-88 


o I 
Å Dep 
+10" 


NAN 
ETEN 


VTA NINE 
NN | 


å 
v 


en Granheim 
">. 1888-89 
0 ST La 
Ps EE 
= 10° "ann 


_| Granheim 
4889 - 90 


> DE 


3 


Bees 
+ +4 
7 es 


7 Å 


Granhein 


? 1893-94 
py 


| Granheim 
FT. 1894-95 


anheim 
1897-98 


Granheim 
Ss. 1898-99 


okttr| nov? mae 


0° 


0° 


0° 


4 Eidhyold 
2 N 70-71 


LEidsvold 
à 1871-7. 
NEE 


Eidsvold 


ES 1873-74 


okt®r = dec® |, jan“ | febr#|mars | april 


mai | 


| Eidsvold 


= 1875-76 


Viper N 
GN 


ØK Eidsvold 
ON 1878-79 


oO = I 
Eg sh 
| 
REidsvold 
> 1879-80 


„Eidsvold 


Fe 


“1880-81 
9 SE 
25" I 


svold 

1881-82 
+5" ER 
107 
.NEidsvold 
*9 IN 1882-83 
a 


10! Hamar 


„4 1885-84 
+5 
0° += 
+5" pa 


=) Hamar 
1884-85 


MS 


210" 


okt?r | nor!” | dec | janer |febre 


mars | april| mai 


+ 10) 1885-86 | 1 — cress 


+5" 


Sept} okt?r| nov? 
Hamar 


Hamar 
I. 1886-87 
AE i 


= 


dectr| jan®| feb 


Biles 


mars | april) mai 


Hamar 
1891-92 


Hamar 
S 1894-95 


(QU 


Hamar 
S 1898-99 


Randsfjolden islagt - joe” | 


Waren 


Sept | økter | nortr| deck [janer |febrer 


mark \aprid | mai 


7) 


7) 


0 


7) 


0° 


okt®?"| nov?) dec” 


+/0| Kristiania — 


7 11883 - 84 
SESESEESS 
= et 
=5° = 
N A isti aD i 


= + 10° > 1 a å 
à _ | 1884-85 
= —| : | — ——— 
= Maos sense 


- 
Seen. 


ot | okkt®™| nov 


+0 Kristiania 


oktt| nov®| dec”| jan®| fedre] mars | apri | 


+#) Kristiania | — 
1883-84 


\ 


Kristianta 
1887-88 


N, 
SJ 


Å 5 1888 89 


| Kristiania 
à 1890-91 


9 Kristiania 
Den [1894-95 På 


Kristiania 
S| 1895-96 


Kristiania 
EN 1896-97 


Øiere; 


= 

fs} 

a 

på 

4 
ERBE 

5 

8 
if 
Q 

\ 


Å 


N 


å 


A 


À 


tagt “a 


Kristiania 
1897-98 


okt?r| nove) dec®| je 


Ils Shs 


Dalen 1894-95 


let | 
på ; 
- 2 

g ? 

o 

ao 


mars | april\ mai 


Kart og Lau aferugikumare Er 


Pi 


+ sh 


N ; . | ; å 
Sept? okt?" nove | | okt?) nov? dec®”| jan” | febr” mars april) mai 


0° 


SITT 


+} 
-} 


jee beens ins å: HEER 
WT! 
Je: 
| 7 | El 
ET | 2 | | | | 
DL © 
| | 4 5 N 
4 
1 | bd | 
| y 
| + | 
I & à 


| 
4 


= SR 
= I Das 


&: 
rs 


Sept! okt?r| no 


+5° 
=170* 


z | 


Toss 1894-95 — += 
gas 


> 
~ 


islagt 


+70° 


okt?r | nov? | dec? (jan \febr? mars | april 


mai | 


_Réros 1891-9 
si 


Röros 1892-99 =D 


Röros 1890-94} — ati 


‚Röros 1893-92 


LV 


DS 


Rüros 1896-97 


Köros 1898- 


pti ohe2r| nov? 


rå | 
TE 
| Å 
ar“ 


EE 


A 


Jan“ for) mars | april 


mai | juni 


o 


0° 


0° 


-yo:\ Ulefos 1895-96 


=o Ulefos 1896-97 


oktèr| novèr 


mars april | mai 


okıır 


okt?r| now? 


nov?" 


jan“ |febre \mars 


april | mai 


+10 


' lell ar 


mars april mat 
IR RER REE 


| I f I 


Oktober november december Januar februar 
RTE TELTET + IT GITT panos 
EIER HSE | N +t 
JEG I | | 


I 1 | +10" 


Lidsvold 1820-71 1 10 ? | | Zsrnordenden | fet 


o 


Per thee Ad] 1 I PERLE BE + =10 


+ : } | 4-11 Held Moser slag: 


+10° 


= 

[7 

4 
en 
FERER 
Ce. 
per 
te 

1 
IE 
“= 


EE 


opdealden FER ETE SH 


- 1 
15. mellem ten+Næs-Hamer | SFR 45+ 


9 


FH FEE EVE 


Sbnunsuncnnnn Enn Fr HiÅstinordensden ut FEE + 10° 
Bidsvold 1873-7 | EE er ay */? 
| | | | NN En 
I | i LE sed Ryngsaker 1 I 45 
r 48 DAGER | | | | | <P) | Era ep een | 
| | | v | al 
A 
| | 1 | | | 5 


| 
nun | launonnn EE CE RER PEER DE rH EN #70: 


10 


zz 193 Fe TT IT | TE ET JT | 
st | 1 | 
Eidsvold 1874-75 I | 
I | 44 | |p As 7 Banden en! | / Hy +70 
| | 1 | | | 
i) on a att Ft IH Li NN ds mellem Gjøvik Næs Ham + 149 TH! se 
| | | 
4 0 
} CEE = Eu 
mn u | kr oa pr 
jag paneb peng gal EM SEI 8 bend he eevee! | EEEREE PRET EE i 7 
| | | | | 
I t | HelN\Mjosen islagt 
| | | +20 
| | 
+ ~ — + | + | as 122 å 
{ | | | | | 
| | | | 
| 1 | | | | | 
I | | i i 
1 FRERE orden dem 1 EETT T 7 [A +0 
| FEHR I TU mellem| Hamar Gjövik SJØNN os 
} } i | f | | 
Het LÉ | | | | MA 
0 ae 
| | | 
5 + EH AG ey, "i I | + 77 | | 62 
| | HERE fi | | | | 
la Heu/lounenaslealtuu panna ble AU 1 Hi Wide eres as Lt +70 
| | I | 
15 FH eens |: Ht HR , | fl +75 
HE] | Hele sjøen gt | | Hele Mjosen Id/agt | | | 
| | | I | | 
Di 12 i TY (GERE TND TET DERRE une å Les JET pt EES Pre 
| TET 1 l THE | | | 
1 1 z I 1 } 


= a 


k le 
HRM. 


10 BREE “487879 HE 


TNA å 
OG — RÅ ip he 


Oktober 


novem Jie er 


RE 


ENE 


| 


I 
| 


ae vik 


+10 | i Peet 
| Eidsvold Has) 82 } 
å NER TS Ren | Vi 


i 

| 
tr 

| 

! 


Å | N. 
Aa å 


oe AE di 


Oktober november december Januar fe bru “ar mars april 
EN 1 Toe FELE EEEEFT + | 


Se abe “83 | | Å Å 
gi FEE | HAE HAE iii are prdepo HE Å Å +70 
HH å | | | ; | + | V 1 o 
FERRARI ET eed va) | 
EEE 


0 de 


SE 


Fr N 1 


Trim A-Å Fm ved in MAT 


HE ie ty 


5 
0 
| | Ha 
Pro secssesnan cases lscedceses: HH ft Hem 
15 | | | | ia | | 1 15 
| } | | | | | IN: 
20 HE ji 18878 DEEE MIEL ELITE TR TELE EE M in 
: i || 797 nonden di 2 | | MT a 
| | 


Ma, Ar El 
FETT 


SERS Rase 


\ 


Oktober november 
"lrezusen TIER 
T 4 


Pa ak du 
BE RÉ ii En Hd 


PP PET I 
Ha ma 1889-90 


fo a 1890" 91 
HA ia | i 


TE i het DEN 
1 | ge } 
i! { tr norde 
| | 15 mellem Wam. 


kD 


tt 1888-8 pit i! H 


ulm ii 


PH 


| nd 


ae wa 
LUE 


(ne i 
2 Ein | 


| H VI 
ER CIN CHA 
age 


t 
| 
| 
tH 


1}. 29° 


Oktober november december Januar februar mars pril mat 5 
FFF FFF ER fea ath ne ' lees 
| | i | 
å Hama 18 QUO SEE HE LE eat BLE rer N SR À jo: 
| | Hen y 
En 
2 
Kr 
+15" 
+15" 
| 
0 Hamar 1895- QRÉRPEEEC ei ae 
+ 
4 
Hamar 1896- 97 vo 
ba LÅ, À | | MORE Er de 
FAN I LEA 
| AA 
ike 
| LA nen 
| | 
I +15" 
Hamar 1897-98 
+10 10 
US Et 
+5 IN} | | i alla ia 
Hs HI 
| | M) AE EX 
| iat 
7 
ae 4 +15 
Hamar 1898 99 
| He 
AA 


ar TU TG ay 
LL À ET He 


< | 
Ht | | +! ema BH] 


P1.10 


di fl dec?"| jan® | febr| mars + mat 


pr 


1 on 


mA Ei HE 


Be SEHEN ae 
I EN. 


RS ae BS 
ON Er | EN 
4 ENS coe 


SE ee : 
= en 
Fu di a in 
a Le. 
A 


ul 4 abi il 7 m 


ee A . 


DNA 


HUE 


TE I) EIG HE 
14 ie 


i ie ME ALLE | 


Som! 


+10 


okt?r| nov™| dectr 


Janer | fedre mars | aprit| mai 


Sept oktt nov™ dec jun) febr mars) april mai| juni 


Sept!) okttr| nort| dec | janer| feb 


7 


PI.10 


+45 Etant À. 


2 mars | april| mai | juni 


ro 


Septtr| okt? 


nove 


dect jan" Vebrar 


ddalen | 


mars Vaprit | mui Septtr|okttr| nor? dee® | jane |Æebre| mars |aprill mai | juni 


betegner normale maanedstemperaturer 
ES betegner maanedsmedier 1898-99 
mmm betegner den tid, hvori der normalt pleier at ligge is paa indsjöerne 
— betegner islæyningen å 1898-99 


Sept®| oketr| novte| de® | jante brer mars |apritl mai | jung 


Oktober novem 


Eidsvold - 


vi 


a Sees See 


Oktober novemb 


Ö PI.11. 


februar 


Mister 


Oktober november | december Januar februar 


Kurver optrukne gjenne 


hvor islésningen foresac 


Med rédt optrukne kurver betegner 1 


10 


Kurver optrukne gjennem de steder, 


hvor islosningen foregaar samtidis. 


Med rödt optrukne kurver betegner nul- isothermerne 


Norske Kranietyper 


Efter Studier i Universitetets anatomiske Instituts 


Kraniesamling 


C. F. Larsen 
(Med 5 Plancher) 
Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturv. Klasse. 1901. No. 5 


Tillæg 


1. Den merkhaarede Gruppes brachycephale Form. 


to 


Sognetypen. 


Os 


Den trenderske meso-brachycephale Type inden nulevende Befolkning. 


NT Y ORK 
CAL 
jJARDEN 
i 
Christiania 


I Kommission hos Jacob Dybwad 
A. W. Breggers Bogtrykkeri 


1901 


Fremlagt i M -N. Klasses Møde 27. Septbr. 1901. | 


1 EEE Samling af norske Kranier er i Lobet af de senere 
Aar sterkt foroget og omfatter nu et meget værdifuldt Material for 
Undersogelsen af den norske (saaledes ogsaa den hele skandinaviske) 
Befolknings typiske Kranieformer i ældre Tider. Siden Barth i 1896 
udgav sit fortjenstfulde Arbeide over de dengang tilgjængelige Fund, ! 
er tilkommet flere nye, som muliggjor en videre Udsigt over disse For- 
hold. Det Material, som for Tiden foreligger, er fornemmelig nyt hvad 
den senere Middelalder angaar (14de—16de Aarh.), medens Materialet 
fra den ældre historiske og fra forhistorisk Tid endnu er temmelig spar- 
somt. Det bliver saaledes det førstnævnte Material, som kan danne 
Grundlag for videregaaende Undersøgelse i typologisk Retning. 

Ved velvillig Imødekommenhed af Samlingens Bestyrer, Hr. Prof. 
Dr. G. Guldberg, er jeg sat istand til at foretage en Del saadanne 
Studier. Idet jeg udtaler min forbindtligste Tak herfor, skal jeg i 
det følgende forsøge at give en kort Udsigt over endel af de derunder 


gjorte lagttagelser. 


Det middelalderske Material bestaar af tre større Fund fra Oslo, 
tilsammen omtrent go Kranier,? et Fund fra Tønsberg (56 Kranier), 
et fra Sole paa Fæderen (30 Kranier), et fra Gimse ved Skeen (28 
Kranier), et fra Trondhjem (153 Kranier, men mange defekte) og 
endelig et lidet Fund fra Ringsaker (15 Kranier). Samtlige undtagen 
Jæderfundet antages at vedrore Perioden 1300—1600. Jæderfundet 
rækker kanske omtrent ligesaalangt tilbage, men strækker sig ogsaa 
ind i den senere Tid, idet den Begravelsesplads, hvor de er fundne, 
benyttedes indtil noget ud i forrige Aarhundrede. Af de nævnte Fund 


1 Fustus Barth Norrønaskaller 1896 (trykt som Universitetsprogram). 
2 Et ganske nylig tilkommet mindre Fund er ikke medtaget. 


Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1901. No. 5. I 


PRET, CO 


4 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 


er Ringsaker-, Trondhjems- og Skeensfundet tilkommet, efterat Barths 
Arbeide var affattet, Jæderfundet vistnok for dets Afslutning men ikke 
der optaget til narmere Behandling. De Landsdele, som ved dette 
Material er repræsenteret, bliver saaledes fornemmelig den sydlige og 
sydvestlige Kyststrækning, den sydostlige Del af Indlandet og Trond- 
hjemsfjordens Omgivelser. Urepræsenteret bliver en storre Del af det 
vestlige Norge. 

Ved Sammenstilling af disse Kranier har jeg dels gaaet ud fra 
Maaleresultater, dels fra de Formforhold, som for den umiddelbare Be- 
tragtning har vist sig karakteriserende større eller mindre Grupper. 
Hvad Maalsforholdene angaar, da har de selvfolgelig sin store Betyd- 
ning, men paa Grundlag af disse alene at opstille Typer vil aabenbart 
ikke vere muligt. Ialfald maatte vel da et saa stort Antal Specialmaal 
tages, at Fremgangsmaaden praktisk taget blev umulig. Lettere og 
sikkrere turde det vere fra forst af at gaa ud fra den Karakteristik, som 
Formen giver, og derefter foretage sammenlignende Maaleundersøgelser. 
Det er saaledes de nedenanforte Grupper er dannede. Det har dog 
ogsaa herved vist sig, at Resultaterne af Maal i stor Udstrækning slutter 
sig til og bekræfter en paa karakteristiske Formforskjelligheder opstillet 
Gruppering. 

Det, som for Undersøgeren snart paatrænger sig, er vistnok paa den 
ene Side en relativ Ensartethed inden de fleste Fund, medens der paa den 
anden Side i alle Fund dog fremtræder flere forskjellige typiske Former. 
Der kan næsten overalt adskilles nogle paa de forskjellige Steder i flere 
Henseender ligeartede Hovedformer, men disses relative Mægtighed kan 
være temmelig forskjellig. Herved kan de enkelte Fund faa et forskjel- 
ligt Præg. Undertiden sees mere specielle Kranieformer bundne til et 
enkelt eller et par Fund. Man faar saaledes det Indtryk, at Befolkningen 
i den Periode, hvorom her er Tale, vel i sin Helhed kun har været sam- 
mensat af nogle faa Typer, men at den dog i de forskjellige Landsdele 
har havt noget forskjelligt Præg. 

Vil man forsøge en bestemtere Karakteristik af Kranieformerne, 
saa bliver Vanskelighederne snart følbare. De mere let gjenkjendelige 
typiske Kranier forekommer sjelden i større Mængde, medens mere ube- 
stemte eller over i hinanden gaaende er det almindeligste. Ofte kan 
det da blive omtrent umuligt med nogenlunde Sikkerhed at gribe Grændse- 
bestemmelser. Der findes Overgange og Variationer, som ofte forviske, 
hvad man kunde være tilbøielig til at anse for sikkre Mærker. I Virke- 
ligheden er der vistnok hos det store Flertal Blandingsforhold tilstede, 


medens der dog paa samme Tid synes at være et lidet Antal Exem- 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 5 


plarer, som repræsenterer den mere oprindelige Type, om ikke i enhver 
Henseende saa dog i det vesentlige. Selvfolgelig kommer man her ind 
paa et Omraade, hvor forskjellige Opfatninger ofte vil kunne gjore sig 
gjældende, saameget mere som man kjender lidet til de Variationer, der 
kan forekomme inden den enkelte Type, og som synes at kunne vere 
ikke ubetydelige, endog om Blanding ikke tages i Betragtning. Naar 
jeg i det folgende har forsogt en Sammenstilling af forskjellige fore- 
kommende Kranieformer og derunder foretaget en Inddeling i Grupper, 
der giver Indtryk af Typeenhed (absolut eller relativ), da er det skeet 
gjennem Udvalg af Kranier, som har vist sig mest overensstemmende i 
sin Helhed. Ved Sammenstillingen har jeg dog paa Grund af det ringe 
Antal, over hvilket der efter et saadant Udvalg kan disponeres, fundet kun 
at burde medtage de, som ved Siden af udtalt Karakteristik ikke frem- 
bed for stor Forskjellighed i de væsentligste Maal, da en saadan enkelt 
betydeligere Afvigelse i hei Grad kunde forandre Middeltallene og 
desuden vakte Tvivl om stærkere virkende Blandingsforhold. 

Den Fremgangsmaade, som er benyttet, stemmer saaledes i det 
vesentlige med A. Retziuss ved hans Bestemmelse af den svenske 
Hovedtype og 7. Barths ved hans Opstilling af »Vikingtypen«. 


Den Mening, at Norges Befolkning er en typisk ensartet Masse, 
har allerede for en Tid siden maattet vige for de Kjendsgjerninger, som 
tyde paa, at den er sammensat af typisk forskjelligartede Dele. Ligesom 
man i vore skandinaviske Nabolande allerede fra Sven Nilssons, A. 
Retzius's og Eschrichts Kranieundersøgelser havde optaget Theorien om 
to forskjellige Folketyper, en dolichocephal og en brachycephal Type, 
saaledes brød den samme Opfatning igjennem ogsaa her i Landet paa 
et noget senere Tidspunkt, nærmest gjennem Aréos Undersøgelser af 
den levende Befolkning. Efterat et større Kraniematerial var samlet, 
gik man endog videre og talte om Muligheden af, at der existerede 
flere Typer (Barth I. c.), uden at der nærmere paapegedes, hvorledes 
dette Forhold i det enkelte stillede sig. Lignende Udvikling sees i 
Sverige. Specielt kan nævnes, at G. Retzius i sit Plancheværk over 
ældre svenske Kranier antager foruden en væsentlig ensartet dolichocephal 


tillige to brachycephale Typer. 


Som ovenfor nævnt har allerede den ældre Retzius opstillet en 
Kranieform som den typiske for Svensker, idet han til dens nær- 


6 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


mere Bestemmelse benyttede nogle Kranier, som syntes ham at være 
af eiendommelig og ensartet Dannelse. En nær overensstemmende 
Type er senere bestemt af Ecker efter sydtyske Kranier under Benæv- 
nelsen »Reihengrabertypen« og hos os efter Undersøgelse af de ældre 
norske Kranier som »Vikingtypen«. 

Undersogelsen af de her omhandlede Kranier fra Middelalderen 
viser vistnok hen til, at den nævnte Type i forskjellige Modifikationer 
og vel for en stor Del i Blandinger maa antages at have veret almin- 
delig talt den hyppigst forekommende. Dog har den paa den Tid, fra 
hvilken disse Kranier stamme, neppe været overveiende hyppig i sin 
mere bestemt udprægede og karakteristiske Form. Der findes et relativt 
stort Antal Kranier, som maa opfattes enten som Varieteter af denne 
Type eller som Blandingsprodukter. 

Typen er præciseret af A. Retzius og senere af de ovenfor nævnte 
Undersøgere, saa at en yderligere almindelig Karakteristik vil være 
unødvendig. Som Udgangspunkter for den senere korte Omtale af 
endel andre Former, der forekomme blandt de norske Kranier, skal dog 
her antydes enkelte af dette Kraniums mere betegnende Eiendommelig- 
heder. 

Det har en mer eller mindre, oftest temmelig stærkt, skraanende 
Pandedel, bueformigt overgaaende i Forhovedplanet (hos kvindelige Indi- 
vider dog hyppigt rettere og opad skarpere afgrændset Pande), udpræ- 
gede Superciliarvulster, oftest en lidt fladtrykt sjeldnere jevnt buet 
Issekurve, ligeledes hyppig men ikke konstant en fremstaaende Kjol 
langs Sagittalsommen og en mindre fremtrædende tværsgaaende langs 
Coronalsømmen, lidet fremtrædende Issebuler, skraat affaldende Baghoved 
med fremstaaende ofte pyramidalformet Tuberositet af Baghovedbenet. 
Hovedskallens Gjennemsnit (Norma verticalis) er hos de mest udprægede 
Kranier almindelig ellipsoid, ogsaa hyppig kuneiform eller ovoid. Bag- 
hovedplanet har næsten lodrette, nær parallele Sidebegrændsninger, er 
opad tilspidset, i det hele 5-kantet. Basis cranii er smal, Ansigtet mid- 
dels bredt, høit, Næsen smal og lang. Processus alveolaris af Over- 
kjæven hoi. Profilet viser middels Ortognati. @ienhulerne er hgie, 
almindelig svagt skraanende nedad udad (hos kvindelige Kranier mere 
horizontaltstaaende), Ganen smal, Længdebreddeindex er oftest dolichoce- 
phal eller svagere mesocephal (hyppigst 70—76), Høideindex omkring 70, 
i Middel noget lavere.1 


1 A. Retzius opforer en høiere Middelkefalindex (77), medens Ecker for de af ham afbildede 
svenske Kranier har Middelindex 71; Barth har opstillet sin » Vikingtype« paa Grundlag 
af Kranierne med Index om a: 


1901. No, 5. NORSKE KRANIETYPER. 7 


Blandt de Kranier, som med Sandsynlighed kan henfores til denne 
Gruppe, forekommer imidlertid en stor Mzengde Variationer i de enkelte 
Former. For en Del kan disse udentvivl tilskrives Blanding, i andre 
Tilfælde tor der kun vere Tale om Variation inden selve Typeformens 
Grændser. De mindre vel karakteriserede Kranier af denne Type frem- 
byde ogsaa den særegne Vanskelighed, at de kan have Lighed med 
Kranier af en anden Befolkningsgruppe, den »brunettee Mesocephal. 
Denne er nu hyppig forekommende, og den har sandsynligvis existeret 
som temmelig om end mindre udbredt allerede i ældre Tider!, 

De Forskjelligheder, som man finder inden Vikingtypen eller som 
den i det følgende vil blive benævnt, den »norrongermaniske« Type, 
kan angaa saavel Hovedskal som Ansigt. Her skal kun paapeges, 
hvorledes man generelt talt kunde opstille en lavere og en høiere Form, 
hvorledes Panden kan variere fra den stærkt tilbageløbende til den mere 
brat opstigende, Baghovedet fra det jevnt afrundede til det pyramide- 
formet fremstaaende, Skallegjennemsnittet fra det udpræget ellipsoide til 
det kuneiforme eller maaske endog rhomboidale. Allerede Kranierne fra 
den ældre Jernalder viser saadanne karakteriserende Forskjelligheder. Det 
viser sig ogsaa, at visse Eiendommeligheder kan udpræge enkelte Fund 
(Ellipsoidformen hos Oslokranierne, Kileformen hos Trondhjemskranierne 
af denne Klasse). 

Maaske de delvis vil kunne henføres til forskjellige Typer eller Under- 
typer (cfr. saaledes »Reihengrabertypen« og den lavskallede frisiske Type), 
delvis er Virkning af Blandingsforhold.? 

Særlig Opmærksomhed har hos os Formen af Issebenene tiltrukket 
sig. Man har endog villet præcisere, at den skulde være forskjellig hos 
Kranier fra den ældre og yngre Jernalder. Barth har fremhævet, at den 
ældre Jernalders Kranier er forsynet med mere fremtrædende Issebuler, 
Arbo afbilder et af Jæderkranierne som ældre Jernaldertype? uden dog 
at angive, hvorpaa denne Antagelse er grundet.4 

Dersom man kan gaa ud fra, hvad der har overveiende Sandsyn- 
lighed for sig, at de norske ældre Kranier med dolichocephal Kefalindex 


! Om denne Gruppe videre nedenfor Tillæg 2, Naar her anvendes Betegnelser »brunete, 
da betegner det idethele en mørkere Habitus, mørkt til sort Haar, mørkeblaa til brune 
Øine, noget mørkere Hudfarve, alt forøvrigt i flere Gradationer, 

2 De to Afbildinger Pl. I, 1 og 2, viser den lavere og den høiere Form i udpregede 
Exemplarer, 

3 I »Stavanger Amt«, Videnskabsselskabets Skrifter f, 1895. 

4 Senere Ytringer lader formode, at han ligesom Barth antager vort ældre Jernalders- 
kranium for at komme ind under Æckers »Hügelgräbertype« (cfr. »Er der foregaaet nye 
Indvandringer i Norden?« Ymer f. 1900 No, 1). 


8 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 


har været af samme Typus som de svenske,! saa vil en saadan Hypo- 
these neppe kunne opretholdes. Men man stilles dog utvivlsomt overfor 
Sporgsmaalet om, hvorvidt de temmelig talrige norske dolichocephale Kranier 
med udprægede Issebuler og afsmalnende Forhoved kan sættes ved 
Siden af de elliptiske eller elliptiskovoide, hvorvidt udtalt kuneiforme til- — 
høre en konstantere Varietet eller denne Form er oprindelig o. s. v. 


Jeg har, væsentlig for at kunne stille denne Gruppe ved Siden af 
de meso-brachycephale Grupper, som senere skal omhandles, samlet i de 
forskjellige Fund et Antal efter min Opfatning mere udprægede Exem- 
plarer af den og efter Maalinger paa disse beregnet endel Indices. 
Midlet for 6 Kranier var følgende: 


EÆnedebreddeindex; . +09 02097255 
kenedehølde. Mr." 6005. 0600 
Breddeheide...r 41% oy JG FR GORE 
Øyeransigese | ib.) 0s. 0.28 56 
CIS RTE 
58302 ee in 
Se eee ke FE le 


Jeg skal senere komme tilbage til de enkelte Maal, paa dette Sted 
har jeg kun villet anføre disse Middeltal som Bidrag til den mnorrøn- 
germaniske Gruppes Karakteristik, saaledes som den optræder i vore 
middelalderske Kranier. Som man vil se, er de karakteristiske Mærker 
vel repræsenteret ved disse Tal, uagtet man neppe selv efter et saavidt 
omhyggeligt Udvalg tør sige, at samtlige Kranier er rene og ublandede.? 

Hvad der maa tiltrække sig Opmærksomhed er den lave Længde- 
høideindex. Der er et Par Omstændigheder vedkommende Maalingen, 
som i denne Henseende kan have nogen Betydning, nemlig for det ene, 
at Længdemaalet er taget med Krumpasser til det mest fremstaaende 
Punkt af Baghovedet (største Længde) og saaledes i Middel bliver en 
Ubetydelighed større, end om den var taget som »gerade Länge« (s. hos 
Barth), dernæst at Høiden er maalt fra forreste Rand af Foramen magnum 
lodret paa Horizontalen ligeledes med Krumpasser og derved undertiden 
kanske vil falde en Ubetydelighed mindre, end om den var maalt til i 
Høide med høieste Punkt af Issen. 

1 Cfr, G. Retzius Crania antiqua svecica, 
* Jeg tør ikke bestemtere udtale noget om, hvorvidt der blandt disse 6 Kranier findes 
kvindelige. De har alle de væsentlige Kjendetegn hos Typen; muligt er det, at et par 


med noget smalere Ansigter er kvindelige. Men Adskillelse af mandlige og kvindelige 
Kranier vil som bekjendt meget ofte være usikker. 


1901: No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 9 


Men om ogsaa ved de nævnte Modifikationer i Methoden Tallet 
vilde kunne blive lidt større, saa vil Høiden dog være liden, sammen- 
lignet med den Heide, som Ecker og v. Hölder har fundet for den syd- 
germaniske Dolichocephal. Eckers Reihengräber har nemlig efter Virchows 
Beregning af de originale Tal en Høideindex af 72,2 (medens der dog 
ogsaa temmelig hyppig sees at forekomme enkelte Indices under 70); 
V. Hölders Maaling af Wirtembergske Kranier viser en Høindeindex 
af 75.6. 

Det vil saaledes ligge nær at antage nogen Forskjel mellem de 
norske Dolichocephaler og de nævnte tyske. Større, kanske heller ikke 
gjennemgaaende Overensstemmelse er der med de af Virchow under- 
søgte frisiske Kranier. Friserkranierne havde i det hele noget større 
Længdebreddeindex (77,5) og omfattede udentvivl ogsaa endel Repræ- 
sentanter for andre Typer, alligevel gik Høideindex ikke længere op end 
til i Middel 69,8. 

Gruppens Middelindex vil sandsynligvis ligge indenfor det dolicho- 
cephale Omraade. Men dette udelukker ikke, at den kan strække sig 
udover dette, og det synes i Virkeligheden, som om den strækker sig 
langt over den mesocephale endog undertiden nær ind mod den brachy- 
cephale Grændse. Det tør dog ansees som mest sandsynligt, at denne 
Gruppe inden de her omhandlede Fund væsentlig omfatter Dolichoce- 
phaler og svagere Mesocephaler, maaske i mange Tilfælde som blandede 
Former, medens de fleste høigradig mesocephale (fra Index 78) og bra- 
chycephale Kranier tilhøre andre Typer. Indexgrændsen i og for sig 
kan dog ikke opstilles som almengjældende Mærke for den typiske 
Forskjellighed. 

De enkelte Fund er som ovenfor bemærket i flere Henseender 
temmelig ligeartede, medens de i andre afvige ikke lidet fra hverandre. 
Før jeg gaar ind paa disse Særformer, som det er Hensigten herefter 
at omhandle, skal jeg give en kort Udsigt over Fundenes Indhold i 
typisk Henseende. 

Oslofundene (»Sorengen«, » Tidemands Have«, »St. Maria Kirkegaard), 
fremhæve sig ved talrige for en stor Del mere udprægede Kranier af 
den norrøn-germaniske Type. En Del af Dolichocephalerne maa dog 
kanske her som andetsteds antages at staa den tidligere berørte brunette 


1 Virchow: Beitråge zur physischen Anthropologie der Deutschen o. s. v. (Ecker har 
benyttet en Maaling af Høiden, som ikke tillader Sammenligning med de ved den sæd- 
vanlige Maaling fremkomne Tal), men ogsaa hans Maal af »ganze Höhe« er lidt af- 
vigende fra den sædvanlige. Se nærmere nedenfor, 


Io C. F. LARSEN, M.-N. KI, 


Type nærmere, Inden samtlige nævnte Fund forekommer kun ganske faa 
(i det hele 6) Brachycephaler eller høigradigere Mesocephaler. Fornemmelig 
Sorengskranierne udmerker sig ved en relativt stor Bredde over For- 
hovedet og en deraf betinget ellipsoid Form. Et par af Kranierne i 
Sorengsfundet og et enkelt i Fundet fra »Tidemands Have« viser Ansigts- 
former, som minder om et Samlingen tilhorende eiendommeligt Kranium 
fra Stenalderen (se nærmere nedenfor Text og Planche), en Lighed 
som forevrigt i ringere Grad sees noget hyppigere i disse Fund. 
Et par andre ligner den nedenfor omhandlede »Tonsbergtypec. 
Blandt Kranierne fra Mariakirkegaarden tiltrækker et stærkt platycephalt 
kvindeligt Kranium sig Opmærksomhed ved Lighed med kunstigt defor- 
merede Kranier fra det sydlige Europa. Det tor dog vel maaske antages 
at være af naturlig Form.! Ligeledes kan mærkes et brachycephalt 
Kranium af en Form, der har bragt mig til i det følgende at stille det 
sammen med en Kraniegruppe fra Tønsbergfundet. 

Af Ringsakerkranierne er de fleste nærmest af den norrøne dolicho- 
cephale Typus, flere har meget lav Længdebreddeindex 70—72. Der 
findes i dette Fund 4 brachycephale Kranier, hvis Typus er ubestemt (3 
kvindelige, 1 af Barn). 

Enkelte rhomboidale Former forekomme. Ringsakerkranierne er for 
en stor Del temmelig defekte. Saavidt man af det ringe Antal kan 
slutte, staar de Trondhjemskranierne nærmere end de staar Oslokranierne. 

Tensbergfundet viser mere forskjelligartede og tildels andre Former 
end Oslofundene. Det største Antal Kranier er dolicho- eller mesocephale, 
men den mere elliptiske Skalleform, som er hyppig i Oslofundene, er 
her sjeldnere. Der optræder en Række Kranier, som dels er bestemt 
brachycephale dels nærmer sig til Brachycephali (c. 20%). Disse hen- 
hører mestendels under en egen Gruppe, som tæller et temmelig stort 
Antal Kranier (12) med noget mere udtalt Karakteristik, og som for- 
øvrigt sees at strække sig ud over Materialet fra dette Fund i et ikke 
lidet Omfang (s. nedenfor »Tonsberggruppen«).  Desuden forekommer et 
omtrent lige Antal af en eiendommelig Form, som senere er beskrevet 
under Benævnelsen »Skraahovedtypen«. 

Af bestemtere udprægede norron-germ. Dolichocephaler findes endel, 
men neppe Halvparten af det hele Antal. Ogsaa i dette Fund sees 
nogle faa Kranier af rhomboidal Form med fremtrædende Issebuler. 


* Af stærkt platycephale Kranier forekommer ogsaa nogle i andre af Fundene, saaledes 
et meget udpræget i Tønsbergfundet. Hovedskalformens Typus er forskjellig, almindelig 
er de dolichocephale, Ansigterne er smaa og tyde mest paa kvindelige Individer. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. LI 


I Fundet fra Gimse Kloster ved Skeen er ligeledes Dolichocephalerne 
overveiende, medens dog allerede her Brachycephalerne indtager en større 
Plads. De fleste af sidstnævnte Gruppe er temmelig ensartede 
antagelig kvindelige Kranier (s. nedenfor Text og Afbilding). Et enkelt 
hyperbrachycephalt vil muligens kunne henføres til den vestlandske nedenfor 
omhandlede brachycephale Typus. Det er imidlertid noget defekt og 
maaske ogsaa lidt deformt. 5 af disse Kranier har udpræget rhomboidal 
Form med store Issebuler, ganske lignende de trønderske Kranier af 
denne Form. 

Fundet fra Sole paa JFæderen afviger i flere Henseender fra de 
ostlandske Fund. Blandt de 30 (opr. 31) Kranier har kun Trediedelen 
en lavere Kefalindex, men kun enkelte af disse har Karakter af den norron- 
germaniske Gruppe. Fundet indeholder derimod et relativ stort Antal 
brachycephale eller høigradig mesocephale Kranier, tildels af særegen 
Beskaffenhed og med Former, som kan gjenfindes blandt Jæderens nu- 
levende Beboere. Et enkelt mesocephalt Kranium har i Ansigtform en 
Del tilfælles med det østlandske Kranium fra Stenalderen. 

Kranierne fra Trondhjem er forholdsvis talrige, men mange af dem 
er defekte. Ved Undersøgelsen af de i Samlingen optagne 153 Kranier 
har maattet udskilles 46 paa Grund af væsentlige Defekter. En stor 
Del, omtrent Halvparten af de resterende, antoges at være kvindelige. 

De deltes i 3 Grupper, en, som efter Hovedskal- og Ansigtsformer 
henførtes til den norrøn-germ. Type, en, som med større eller mindre 
Sikkerhed eller Usikkerhed nærmest antoges at henhøre under den før- 
omtalte brunette Gruppe.) Paa førstnævnte Afdeling kom 50, paa anden 
44. Tallene vil i ethvert Tilfælde kun betegne et omtrentligt Forhold. 
Imidlertid vil sees, at disse Grupper dog med Hensyn til Maaleforhold 
viste sig væsentlig forskjellige. Af tilbageværende 13 Kranier kunde vel 
Halvparten udskilles som tilhørende en særegen mesobrachycephal Type, 
medens Resten væsentlig kom ind under de førstnævnte to Klasser, 
men ikke benyttedes paa Grund af en mulig Forskydning af Materialet 
under Undersøgelsen. For den mesobrachycephale Types vedkommende 
henvises til hvad senere særskilt om denne er anført. 

Hos de 50 Kranier, som optoges i den norrøn-germ. Gruppe, fandtes 
Længdebreddeindex i Middel at være 73,9 for antaget mandlige, 74,8 for 
antaget kvindelige. 


! Ved den vistnok usikkre Antagelse af brunet Type blev taget Hensyn til endel Egen- 
heder ved Skallens og Ansigtets Formforhold (s. Tillæg 2). Maaske vilde en nærmere 
Revision forandre lidt i Grupperingen. Dette vil dog have liden Betydning for det 
her tilsigtede Overblik over Trønderkranierne, 


12 C. F. LARSEN, M.-N. KI. 


For de 44 Kranier af anden Gruppe beregnedes Index for mandlige 
at være 76,4, for kvindelige 70,3. Grændserne mellem Grupperne er som 
nævnt ikke trukket og har heller ikke kunnet trækkes skarpt. Delvis 
Lighed med 3die Gruppes Kranier forekom ogsaa enkeltvis inden de to 
førstnævnte. 

Det er heller ikke Meningen at lægge særlig Vægt paa denne Ind- 
deling. Af Tillæg 3 vil dog sees, at en saadan Klassifikation kunde 
have Interesse. 

For samtlige Kranier af Gruppe 1 og 2 vil Middelindex saaledes 
falde omkring 76, medens den for Gruppe 3 vil være henved 80. 

Med Hensyn til de specielle Former hos de to førstnævnte Grupper 
maa særlig fremhæves, at Iste Gruppe næsten gjennemgaaende har 
kuneiformt Gjennemsnit af Kraniet, oftest tydelige, dog ikke store Isse- 
buler, medens 2den Gruppe i et meget stort Antal Tilfælde viste rhom- 
boidal Skalleform med noget langt Baghoved og stærkt udprægede Isse- 
buler. Hvad de enkelte Længdebreddeindices angaar, fandtes denne i rste 
hyppigst dolichocephal, lige ned til 69, men dog ikke sjelden mesocephal, 
i et enkelt Tilfælde brachycephal. I 2den var Mesocephali det almin- 
delige, og der forekom blandt de sandsynlig kvindelige Kranier en Række 
(10) brachycephale. Disse havde oftest rhomboidal Form (høieste Index 
83,9). Blandt de som mandlige sammenstillede fandtes kun et enkelt 
saadant. 

Efter Sammenligning med den nuværende Befolkning i de Trond- 
hjem omgivende Bygder maa formodes, at der i den her benyttede 
Kraniesamling fandtes Repræsentanter ikke alene fra disse, men ogsaa 
fra fjernere Egne af Trøndelagen. Efter nuværende Forhold kunde 
videre antages, at der blandt disse Kranier maatte findes en stor Mængde 
vedrørende den brunette Befolkning og endel af en meso-brachycephal 
Særtype (cfr. Tillæg 3). 

Særligt kan mærkes den fremtrædende Forskjel paa de trønderske og 
de østlandske Dolichocephaler, de første almindelig tydelig kuneiforme, de 
sidste hyppigst elliptiske. Hvad den rhomboidale Form angaar, da sees 
den i de øvrige Fund sjelden. 


Som af denne korte Oversigt sees, er i alle Fund det overveiende 
Antal dels dolicho- dels mesocephale (de sidste i overveiende Antal). 
Mere tilbagetrædende, dog i enkelte Fund temmelig hyppige er de 
brachycephale Kranier, til hvilke ogsaa slutter sig et mindre Antal høi- 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. | 13 


gradige Mesocephaler. De brachycephale Kranier forekommer hyppigst i 
Kystfundene. Tonsbergfundet har henved 20 °/o Brachycephaler, Skeens- 
fundet ca. 30 og Jæderfundet henved 40 %. For Trondhjemsfundet 
kan neppe regnes over ca. 12 %, medens Oslofundene kun viser en 
forsvindende Brokdel. Et storre Antal af Samlingens brachycephale 
Kranier vil kunne indordnes under de nedenfor omhandlede Grupper 
med meso-brachycephal Kefalindex. Nogle af dem tor vel formodes at 
tilhøre den før berørte brunette Befolkningsgruppe eller dens Blandings- 
produkter. 

I det følgende er omhandlet nogle eiendommelige Kranieformer, som 
skiller sig ud fra saavel den norrøn-germaniske Dolichocephals som fra den 
brunette Gruppes almindeligere Typus. Hvad disse Særformer angaar, 
henvises først og fremst til de medfølgende Afbildinger, der vil give et 
stærkere Indtryk af deres Eiendommeligheder end hvilkensomhelst Be- 
skrivelse. 


Disse Grupper er: 


1. Den mesocephale Stenaldersgruppe. 

2. Den meso-brachycephale Jædergruppe. 
Den meso-brachycephale Tønsberggruppe. 
Den meso-brachycephale Trøndergruppe. 


a RE 


Den mesocephale Skraahovedgruppe. 


Af disse Grupper har, som senere vil sees, 2den, 3die og 4de saa- 
mange Ligheder, at de maaske kunde tænkes at være Varianter af 
samme Hovedgruppe, medens ıste og 5te staar mere isolerede men 
dog ogsaa frembyder Eiendommeligheder, som kunde stille dem i et 
vist Forhold til de 3 andre Grupper. 


Å 


Den mesocephale Stenaldersgruppe. 


PL IV, 10 og 11. 


I 1875 fandtes ved tilfældig Gravning i Nerheden af Svelvik (ved 
Drammensfjorden) et Skelet, som paa Grund af Begravningsmaaden og 
ledsagende Flintevaaben maatte antages at vere fra den yngre Stenalder. 

Dette Skelets Kranium er eiendommeligt og frembyder kun faa 
Ligheder med Kranierne fra den senere forhistoriske Tid (ældre Jernalder). 
I sin Helhed kan det vistnok heller ikke stilles ved Siden af andre 


14 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


kjendte Kranier fra Stenalderen, medens det dog fornemmelig i Hoved- 
skalformen viser nogen Overensstemmelse med enkelte svenske Meso- 
phaler fra denne Periode.! Hvad der kan være individuelt og hvad der 
er typisk af dets Former, kan tildels vere uvist, saameget mere som der 
hos os ikke foreligger noget andet Skeletfund fra Stenalderen. Hvad 
Ansigtsformerne specielt angaar, finder man dog hos enkelte af de senere 
norske Kranier saa store Ligheder, at de vistnok tor antages at have 
været eiendommelig typisk. 

Kraniet er beskrevet af Dr. Ardo i »Revue d’anthropologie« for 1882. 
Idet der kan henvises til denne Afhandling, skal jeg her kun anfore enkelte 
Data, som for Sammenhængen er nødvendige, medens jeg tillige vedføier 
de i denne Henseende nødvendige Maal? til Sammenligning med nogle 
andre norske Kranier, hos hvilke der maa antages et større eller mindre 
Slægtskab med Stenalderskraniet. (Se Tabel). 

Det er temmelig langt, maadelig bredt og forholdsvis høit. Kefal- 
index er mesocephal mod Grændsen af Dolichocephali. Den temmelig 
betydelige Længde er for en væsentlig Del betinget af den stærkt 
fremragende Baghovedtuberositet, medens forøvrigt Formen mere svarer 
til de høigradigere Mesocephalers. Isseplanet er temmelig kort, ovoid 
kileformet, Panden lav og brat, forsynet med store Superciliarvulster. 
Ansigtet er meget lavt, forholdsvis bredt, Øienhulerne smaae, lave og 
brede, Næsen bred og kort. De store Superciliarvulster og det brede 
lave Ansigt giver det et eiendommelig vildt Udseende. 

Af de Kranier, som fornemmelig i Ansigtsform har fremtrædende 
Lighed med det nævnte, forekommer 2 i Oslofund, 1 i Jæderfundet. Men 
desuden sees blandt Oslokranierne ikke faa, som, vistnok noget fjernere, 
minde om Stenaldersansigtet. I vedføiede Tabel er opført Maal for de 
tre Kranier, som er mest eiendommelige? Det vil dog findes, at der 
ogsaa hos disse sammenlignet med Stenalderskraniet synes at være 
Overgange til den norrøn-germaniske Dolichocephal. Paralleler med Sten- 


alderskraniets Maaleforhold sees fornemmelig i Ansigts-,4 Næse- og Gane- 


1 Cfr. G, Retzius Crania svecica antiqva. 

Disse Maal vil tildels ikke neiagtig stemme med de tidligere tagne, noget som vel 
oftest vil være Tilfældet med Maalinger af forskjellige Undersegere. Sandsynlig er 
ogsaa Maaleapparatet lidt forskjelligt, idet her er benyttet Krumpasser, af Arbo maaske 
Skyvemaal, hvilket tildels kan gjøre lidt Forskjel. 

3 Det tør dog være mindre sikkert, om Jæderkraniet bestemtere kan henføres til denne 
Type. Maaske staar det trods den lave Kefalindex nærmere Jædertypen. I Ansigtet 
findes nogen Lighed med No. 357 Jæderen. (Pl. II, 1). 

Høidemaalet for Ansigtet er sat i Klammer for 1 af de nyere og for Oldkraniet, da der 
kanske kan være et par Millimeter afskuret af Proc. alveolaris. Dog vil dette lidet 
paavirke Hovedresultatet, 


to 


> 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 15 


indices. Med Hensyn til Hjerneskallen da er den hos alle af noget 
forskjellig Form. Hos 2 af dem er den mesocephal, hos 1 dolicho- 
cephal. Middelindex svarer merkelig nok til Oldkraniets. Det meso- 
cephale Oslokranium har størst Lighed med Oldkraniet. Begge Oslo- 
kranierne er elliptiske og slutter sig i Skalleform til Pluraliteten af de 
andre Oslokranier, det ene stemmer i Pandeform nær med Stenalders- 
kraniet. Jæderkraniets Hovedskalle er noget lang, bagtil afrundet, meso- 
cephal. Det har megen Lighed med et af A. Retzius afbildet Kranium 
fra Qland! og kan maaske som dette stilles ved Siden af det lav- 
skallede Friserkranium. Til de store Fremstaaenheder i Pande og Bag- 
hoved, som udmærker Stenalderkraniet, har det intet tilsvarende. 

Barth anvender paa Jæderkraniet Benævnelsen »Vikingtype med 
Stenaldersansigt«. Om denne er fuldt korrekt, tor man vel for Tiden 
ikke afgjore. v. Holder har en omtrent tilsvarende Benævnelse i sin 
»germanisch-turanischer« Mischform.? 

Det kan vere af Interesse, at et omtrent neiagtig lignende Ansigt 
findes blandt de af Virchow afbildede Friserkranier. Hos de af G. Ret- 
zius afbildede svenske Mesocephaler med lignende Hovedskal har Ansig- 
terne en anden Form. 


2. 
De meso-brachycephale Grupper. 
(Pl. I, 3 og Pl. II, 4). 


a. Jædergruppen. 


Blandt Jæderkranierne forekommer som i foranstaaende Oversigt 
over Fundene bemærket et forholdsvis stort Antal brachycephale eller 
paa Grændsen af Brachycephali staaende Kranier. 

De fleste af disse viser i flere Henseender Overensstemmelse i Form 
baade hvad Hovedskalle og Ansigt angaar. For enkelte brachycephale 
stiller det sig kanske noget tvivlsomt, om de rettelig kan henfores under 
netop denne Gruppe. Blandt Jæderfundets Kranier kan ialfald 8 a 9 
med Sandsynlighed antages at hore sammen som Repræsentanter for en 
Særgruppe, der i sin Helhed er brachycephal, men ogsaa strække sig noget 
ud over det mesocephale Omraade, og hvis Længdebreddeindex beveger 


1 Samlade skrifter af ethnologiskt innehäll, 
2 Ranke »Der Mensch«. 


16 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


sig mellem 78 og 88. Sammenlignes disse Kranier med den nulevende 
Jæderbefolknings, vil man finde saa store Overensstemmelser, at man maa 
antage den samme Type fremdeles stærkt repræsenteret. Ogsaa hos de 
levende Individer af Typen finder man en Kefalindex fra den noget 
høiere Mesocephali til stærk Brachycephali. 

Hovedskallen er gjennemsnitlig noget kort (enkeltvis sees dog 
ogsaa ikke ubetydelig Længde), Bredden betydelig, Issebuler mid- 
dels fremtrædende, Panden bred, Midtpartiet danner en Flade, Øien- 
hulerne store, oftest høie, svagt nedadudadskraanende, Næsen smal, tem- 
melig lang, Bredden over de fremstaaende Kindben forholdsvis betydelig. 
Overansigtslengden er noget liden, Processus alveolaris lav. Frem- 


trædende ortognat Profil. 


Beregnede Indicer (6 Kranier): 


Længdebreddeindex . . . 81,0 
eenodehgide: 5 an. a7 Osy 
Breddehøide WIEN 19 
Overansigtshgide . . . . 50,1 
Dienhule > JENSEN 
Næse. . FEN ber 
Gane.: JER 970 


Et af Kranierne i Jæderfundet er usædvanlig brachycephalt 
med bredt Forhoved og brat affaldende Baghoved, der dog har tem- 
melig stærkt fremspringende Tuberositet. Dets Pande er mere skraa 
end sædvånlig inden denne Type, Ansigtet bredt og relativ kort, Næsen 
lang og smal, Ganen bred, Profilet stærkt ortognat. (PI. I, 3). 

Hos dette Kranium er af enkelte Undersøgere fundet Lighed med 
Lappe- (eller Finne-) Kraniet. 

Fra Lappekraniet adskiller det sig dog ialfald betydeligt, fornemmelig 
ved Formen af de enkelte Skalledele, men ogsaa i Ansigtsformen. Det 
som i denne Henseende er meget fremtrædende er det kraftig udviklede 
Forhoved med bredt Pandeben, der er forsynet med store Superciliar- 
vulster, de temmelig flade Issebuler og det bratte vinklet affaldende 
Baghoved. Disse Former vil neppe kunne findes samlet hos Lappe- 
kraniet, fornemmelig er at mærke det kraftige Forhoved i Modsætning til 
Lappens smale, kileformige Frontaldel. Endvidere er Overansigtets brede 
og stærke Bygning forskjellig fra Lappekraniets tendre Ansigtsformer 
(ialfald som de almindeligt sees i den herværende ikke saa ubetydelige 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 17 


Samling af Lappekranier. Hvad Lighed med Finnekraniet angaar tor 
jeg dog intet videre udtale, men at domme efter G. Retzius’s Afbildinger! 
er den ialfald ikke slaaende. 

Arbos Mening? har udentvivl været, at det kunde tenkes at tilhøre 
en Type, som var sideordnet med de nævnte. Han betegner det som 
»Stenalderens brachycephale Form«. Begge Dele forer, saavidt kan skjen- 
nes, noget langt ud paa det hypothetiske Omraade. Stenalderens brachy- 
cephale Former er som før nævnt ikke hidtil fundet i Norge,3 og der er 
vel neppe paavist sikkert tilsvarende Stenalderskranier i de andre skan- 
dinaviske Lande. Muligheden er selvfølgelig for at saadanne findes*. 
I ethvert Tilfælde maa dette Kranium antages at hore sammen med den 
omhandlede særegne Gruppe af Jæderbrachycephaler, der udmærker sig 
ved bred Hovedskal, bredt og noget kort Ansigt. 

Hvorvidt der i de andre Fund forekommer Kranier netop af denne 
Art kan ikke sikrere siges. I de Fund som herefter omhandles, findes 
dog et Antal Kranier, der synes at være om ikke nøiagtig af samme 
Type saa dog af en nærstaaende. Et enkelt Kranium i Skiensfundet, 
som udmerker sig ved heigradig Brachycephali, kan maaske henfores 
under Jædergruppen. 


b. Tonsberggruppen. 
PI crop 6! 


Blandt de meso-brachycephale Kranier i Tonsbergfundet er vistnok 
enkelte mere ubestemte, men de fleste danner en eiendommelig Gruppe, 
som synes at staa Jedertypen nogenlunde ner. Den udmerker sig 
som Jæderkranierne ved lavt men ikke udpræget bredt Ansigt, har idethele 
væsentlig samme Ansigtsformer som disse, serlig kan mærkes: Pandens 
Midtparti fladt, Øienhulerne lave nedadudadgaaende, Kindbenene stærkt 
markerede. Hovedskallen er lidt længere end Jæderkraniernes, tildels 
udtalt kuneiform. Ansigtsvinkel mindre end Jædergruppens. 

Gruppen er temmelig talrig men de mere typiske Kranier 
forholdsvis faa, saa at Materialet for Beregning af Middelværdier 


» 


Finska Kranier. 

Arbo »Stavanger Amte, (Videnskabsselsk. Skrifter 1875). 

Et af de brachycephale Jæderkranier (257, Pl. II, 4) har kanske i Ansigtsform noget 
tilfælles med det mesocephale Stenalderskranium, 

Efter mundtlig Meddelelse fra Arbo har han nylig seet danske Stenalderskranier som 
ligner Jæderkranierne, Om G. Retzius's brachycephale Stenalderskranier henhører til 
samme Gruppe, er efter Afbildingerne vanskeligt at domme, 


Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. Kl. 1901. No. 5. 2 


wo N 


> 


18 C. F. LARSEN. M.-N. Ki. 


bliver indskrænket. Kun 4 Kranier er hertil benyttet. Overensstem- 
melsen mellem de fundne Indices for denne Gruppe og for Jædergruppen 
er dog iginefaldende. 

Til Tønsberggruppen kan ogsaa mindst et af Oslokranierne med 
Rimelighed henføres! (Pl. III, 7). Den brachycephale Hovedskalle er 
forsaavidt forskjellig fra Tonsbergkraniernes, at den har starkt 
fremtrædende Issebuler og et noget rhomboidalt Gjennemsnit. Ansigts- 
formerne slutter sig mere til Tønsberggruppens end til den følgende, 
Trondergruppens. 

De Forskjelligheder mellem Jæder- og Tonsberggruppen, som er 
mest fremtrædende, angaar fornemmelig Heideindex, der er noget større 
for Jæderkranierne, Øtenindex, som ligeledes er større, og Næseindex, 
som hos Jæderkranierne er betydelig mindre. 


Beregnede Indices: 


Længdebreddeindex . . 5 80,22 
Længdehøide — 1. & 2 168% 
Breddehgide — . . . 87,0 
Overansigts N D te 
Å Øienhule — DSD 
Næse == HØNEN 
Gane == a em 84,1 


c. Trøndergruppen. 


PI, III, 8 og 9. 


Ovenfor er omtalt, hvorledes Trønderkranierne i stor Udstrækning 
udmærker sig ved mere eiendommelige Former, idet der ved Siden af 
et Antal i det væsentlige regulære norrøn-germaniske Kranier forekom- 
mer et større Antal med høiere mesocephal eller brachycephal Kefal- 
index og blandt disse endel med eiendommelig formede lave og brede 
Ansigter, og at denne Type mere eller mindre fremtrædende men i en 
ikke ringe Udstrækning gjør sig gjældende inden dette Fund. 

De mere typisk udprægede af disse sidstnævnte Kranier beløber 
sig vistnok ikke til noget større Antal, neppe over et halvt Snes, men 


Typens Virkning sees i større Omkreds. 


1 Der forekommer dog ogsaa i disse Fund et par andre, som maatte kunde opføres i 
samme Klasse. 

2 Medtages alle Kranier som kan antages mere eller mindre at henhøre under denne 
Gruppe, saa bliver Index c. 78. 


toor. No. 5. | NORSKE KRANIETYPER. 19 


De væsentlige Karakterer er: Liden Heide, tildels nogen Fladhed 
af Issepartiet, noget langt Baghoved, ofte stærk Fremstaaenhed af Tu- 
berositas oss. occipitis. Panden middels bred (Pandens og Forhovedets 
Bredde noget mindre end Jæderkraniernes), hvælvet i Vertikaldiameteren, 
Issebulerne ikke særdeles fremtrædende, det bagre Tindingparti frem- 
hvælvet. Ansigtets Bredde temmelig betydelig, Længden af Over- 
ansigtet forholdsvis liden. Processus alveolaris lav, Øienhulerne lave, 
Næsen kort, gjennemsnitlig ikke bred, Ganen oftest af større Bredde. 
Det som mest giver Ansigtet dets særegne Præg, er de udstaaende Kind- 
ben, den hvælvede Pande og de svagt fremhvælvede Tindinger. 


De ved Beregning af Maalene (5 Kranier) fundne Indices er følgende: 


Længdebreddeindex . . . 70,6 
Længdehøide — . . . . 69,1 
Breddehgide — . . . . 86,9 
Overansigts — . . . . 50,3 
Øienhule EN Re ne SD 
Næse U EN, 
Gane ==" Vois AR ON. 


Et enkelt ved denne Beregning ikke medtaget men temmelig ka- 
rakteristisk Kranium med Gruppens Mærke idethele har dolichocephal 
Kefalindex. 


5. 


Den mesocephale Skraahovedgruppe. 
PE A oe Rl DE iy 


Betegnelsen er motiveret ved den eiendommelige Form af Forhoved 
og Pande. Der er kun fundet faa bestemt udviklede Kranier af dette 
Slags, to, antagelig et mandligt og et kvindeligt, i Tonsbergfundet og et 
i Sørengsfundet (Oslo). I førstnævnte Fund forekommer dog en hel 
Række af noget lignende Kranier. Foruden Hovedskallen udmerker 
ogsaa Ansigtsformen sig ved særegen Form, 

Forhovedet er stærkt skraanende uden tydelig Grændse mellem 
Pande- og Issedel. Storste Bredde langt bagtil, Baghovedet kort og 
fyldigt, afrundet i Bredden. Længdebreddeindex gjennemsnitlig meso- 
cephal, hos det ene Tonsbergkranium i høiere Grad (78,7). 

Ansigtet udmærker sig ved stærkt fremstaaende Kindben (hos det 
kvindelige Tonsbergkranium dog mindre). Det er middels bredt men 


20 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


relativ lavt (dog ogsaa her undtaget det noget smale kvindelige Ansigt). 
Profil noget prognat. 
Om denne Kranieforms Lighed med visse danske Oldkranier se 


nedenfor. 


Man ledes uvilkaarligt til at antage Slægtskab mellem de 3 meso- 
brachycephale Grupper. Kanske man endog kunde gaa videre og anse 
ialfald enkelte af dem væsentlig ensartede, kun lokalt noget for- 
skjellig udviklede. Medens de ialfald staar hinanden nær, er de meget 
forskjellige fra den dolicho-mesocephale norrøne Gruppe. Det gjælder saa- 
vel Maal som Formpræg. Det som for Opfatningen af deres karak- 
teristiske Former kanske er mest betegnende, er Ansigtsskelettet. Egent- 
lige Bredansigter forekommer neppe uden enkeltvis, men Ansigtsindex 
er dog overalt temmelig lav. 

En Sammenligning af nedenanførte Indices for ditse 3 Grupper viser 
deres væsentlige Overensstemmelse i Formforhold. Indices er her opført 
ved Siden af tilsvarende fra den tidligere omtalte Gruppe af 6 udvalgte 


norrgn-germanske Dolichocephaler. 


Norrene Jæder- Tonberg- Trondhjems- 

Dolichoceph, (6). kranier (6).  kranier (4). kranier (5). 
Længdebreddeindex . 72,5 81,5 79,0 79,6 
Længdehgide — 66,2 71,5 69,7 69,1 
Breddehgide — . 91,3 87,7 86,9 86,9 
Overansigts — _. 56,1 50,1 51,2 50,3 
Øienhule — 4 84,5 85,0 80,8 82,6 
Næse — å 48,7 45,1 52,0 50,7 
Gane =: 743 87,7 83,1 84,3 


Til de meso-brachycephale Grupper slutter sig det fornævnte Os/o- 
kranium (Pl. Ill, 1) (nærmest svarende til Tonsberggruppen) og det 
stærkt brachycephale Kranium fra Sæien. 


Oslokranium, —Skienskranium. 


81,2 90,7 
79,0 72,6 
86,2 80,1 
48,9 = 

84,4 86,6 
53,0 54,7 


80,0 93:9 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 21 


Det forstes Maalsforhold stemmer som vil sees ganske godt med 
Tonsberg- og Trondhjemsgruppens, medens Skienskraniets heri nærmer 
sig Jædergruppens, dog fornemmelig det forst opforte stærkt bra- 
chycepale Jæderkranium (s. Tabel S. 30). Fra Jædergruppen skiller det 
sig ved sin Næseform og tillige ved Formen af sit Baghoved, der er 
forholdsvis langt. 

En nærmere Betragtning af en Række enkelte Maal viser Lighed 
hos de forskjellige meso-brachycephale Grupper relativt til hverandre 
og væsentlige Forskjelligheder fra den dolichocephale Gruppes Maal. 
I denne Henseende er fornemmelig at fremhæve alle de Maal som 
betinges af den smalere Kranieform hos sidstnævnte Gruppe, det 
noget smalere og længere Ansigt, den relativt lange og smale Gane. 
Af mere specielle Maal kan paapeges (fornemlig at mærke relativt til 
Ansigtsbredden) Maalene for Processus alveolaris og den lidt mindre 
Afstand mellem Øienhulerne. 

Indbyrdes skiller de meso-brachycephale Grupper sig mindre fra 
hinanden. Tonsberg- og Trondhjemsgruppen følger hinanden omtrent i 
alle Middelforhold. Kun Ansigtsbredden er temmelig forskjellig, idet 
Tonsbergkranierne viser den forholdsvis noget ringere. Dette er imidler- 
tid nærmest bevirket derved, at et enkelt af de faa Kranier, som har 
kunnet indgaa i Beregningerne, har liden Ansigtsbredde (om kvindeligt 
kan ikke bestemtere afgjores). Dog tor det vel være muligt, at Tons- 
berggruppen idethele har noget mindre Bredde af Ansigtet end de to 
andre.1 Jædergruppens Ansigt skiller sig noget fra de to andre ved 
sine større og høiere Øienhuler og ved sin smale lange Nese. 

De beregnede Middelmaal (Centimeter) for disse 4 Grupper er folgende: 


Dolicho- Jeder- Tensberg- Trondhjems- 
cephaler. gruppen. gruppen. gruppen. 
Kraniets storste Længde 10,3 18,3 18,5 18,8 
— —  Bredde . 14,0 15,0 14,9 14,6 
= — Heide . 12,8 13,1 12,9 12,8 
Pandebredde. . . . . 99 10,4 10,3 10,2 
Forhovedbredde . . . 11,6 12,7 12,6 12,1 
(ved Foreningen af sut. 
coronal. og temporal.): 
ISERE os) 2, 00132 14.4 14,3 14,0 
Baghovedbredde . . . 13,1 13,7 13,5 13,4 
Basislængde . . . . . 10,2 10,1 0,7 10,0 


1 Oslokraniet, som nærmest synes at slutte sig til Tensberggruppen, har dog som vil sees 
en meget stor Ansigtsbredde, 


23 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


Dolicho- Jæder- Tonsberg- Trondhjems- 
cephaler, gruppen, gruppen, gruppen, 
Ansigtsbredde mg an ra 13,8 13.2 13,7 
(over arc. zygomat.) 
Ansistshgide VL NAN Fas 7,0 6,7 6,7 
Kindbredde Sy mer MO 9,8 9,9 955 
Gienhulebredde mr 4,3 4,1 4,1 
Møde EE 3,5 3,6 3:3 354 
Næsenslænsdef 0.05 5,5 5,0 5,0 
Bredden 0 2,8 PA 2,6 258 
Ganens Længde nu 55 5,0 5,2 5,1 
— Bredde .- ) 4.6 4,4 4,4 454 
desuden er taget fol- 
gende Maal: 
Proc. alveolaris Hgide . 2,3 1,7 2,0 1,9 
-- øvre Bredde 6,3 6,1 5,9 6,0 
(ved Tandrækken). 
Afstand mellem Qien- 
hulernes indre Vzeg (Fron- 
taldekn Nr 2,6 2,7 2,7 2,5 


De mest iøinefaldende typiske Forskjelligheder mellem Grupperne 
og da særligt mellem den dolichocephale og de tre ved Siden af denne 
opstillede meso-brachycephale Særgrupper fremgaar dog kun mindre fuld- 
stændigt af disse forholdsvis faa Tal. For Hjerneskallens Vedkommende 
kan vistnok Hovedformerne i sine store Trek følges gjennem Maalene, 
men den specielle Nuancering kan kun lidet opfattes. I denne Hen- 
seende kan f Ex. Tønsberg- og Trønderkraniernes Skalleform ikke lette- 
lig adskilles, medens den dog giver et temmelig forskjelligt umiddelbart 
Indtryk. 

Men end mindre kan Maalene give tydeligere Begreb om Ansigts- 
formerne. Det beror her saa meget paa de finere Nuancer af Formen, 
som den viser sig i de store Linier. Baade Overensstemmelse og Uover- 
ensstemmelse i Dannelsen mellem de opstillede lavansigtede Grupper 
faar en ganske anden Tydelighed i Liniespillet. Med Hensyn hertil skal 
jeg specielt henpege paa Kindpartiets Linier og deres Forhold til Alveo- 
larprocessens Størrelse. 

Den Linie som dannes ved den nedre forreste Rand af Maxilla 


superior og ydre Begrændsning af os zygomaticum (seet ret forfra), er af 


| 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 23 


serlig Betydning med Hensyn til Ansigtspreget hos de to Hovedformer, 
som her er sammenholdt. I det lave Ansigt hæver den sig stærkere i 
Midtpartiet og stiger derefter brattere nedad mod Tandrækken end i det 
lange Ansigt hos den norrøne Dolichocephal med den høie og brede 
Processus alveolaris. Den bredere Pande, det fremhvælvede bagre Tin- 
dingsparti gjør oftest de mess. brachycephale Særtyper let kjendelige. 

Det forholdsvis ringe Antal Kranier, som for hver enkelt Gruppe 
har kunnet benyttes, kan selvfølgelig ikke give mere end et omtrentligt 
Resultat af Indexberegningerne. Hvad Kefalindex angaar, saa vilde den 
saaledes ved større Materiale maaske stille sig mere overensstemmende 
for de faa meso-brachycephale Grupper, end allerede her har været Til- 
fældet. Det samme vilde sandsynligvis ogsaa gjælde Ansigtsindex. For 
Jædergruppens Vedkommende stemmer den her opførte Middelindex 
mærkelig nok næsten ganske med den, som er fundet hos den typisk 
udprægede levende Befolknings (reduceret til ubedækket Kraniums Maal). 
Dette er maaske mere tilfældigt, men det stemmer ogsaa med Befolknin- 
gens Maal forøvrigt, at der inden Typen findes Kranier med mesocephal 
Index. De to andre af disse Grupper kan man vel foreløbig betragte 
som gjennemsnitlig staaende paa Grændsen af Brachycephali. Hos 
Levende vilde Middelindex saaledes være udpræget brachycephal. Sand- 
synligvis vil der dog inden samtlige Grupper kunne findes Kranier med 
endog temmelig lav Index. 

De to mesocephale Grupper er vistnok i flere Henseender forskjel- 
lige fra de ovenfor nævnte men har et Fællespræg med disse i en 
Ansigtsdannelse, som uvilkaarligt leder Tanken hen paa, at der muligens 
dog kan bestaa en Forbindelse mellem samtlige de her sammenstillede 
Sergrupper. Det lave Ansigt med de fremstaaende Kindben og den 
store Ganebredde er karakteristiske Fællesmærker. De omfatter imidlertid 
for faa Kranier af mere udpræget Form til at beregnede Middelmaal kan 
give Oplysninger af videre Udstrækning. Jeg skal derfor kun henvise 
til de for de enkelte Kranier i Tabellen opforte. 

Mest karakteristisk vil man finde i den ene Gruppe det gamle Sten- 
alderskranium og i den anden Tonsbergkranium No. 243. Det forste 
udmerker sig ved sit meget lave Ansigt, der idethele er af smaa Di- 
mensioner men udpræget Bredansigt, ved sine lave smaa Øienhuler, sin 
brede Næseaabning og sin store Ganebredde, det sidste ved sin betyde- 
lige Ansigtsbredde, sit stærkt prognate Ansigtsprofil og ved sin eien- 
dommelige Skalleform. 

Det vil uden Vanskelighed kunne sees, hvorledes de Data, som er 
fremlagt i den her foretagne Sammenstilling af norske Kranier, forholder 


24 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 


sig til den almindelig udbredte Antagelse, at den norske Befolkning be- 
staar af to Hovedtyper, en dolichocephal og en brachycephal. Overfor 
denne havde som anført allerede Barth fremsat Formodning om, at der 
findes »flere Racer« i Landet. De her refererede Undersogelser gaar i 
samme Retning, idet de stiller det som sandsynligt, at der foruden for- 
skjelligartede Brachycephaler forkommer dolicho-mesocephale Kranier af 
2 eller 3 forskjellige Typer, som dog synes for en stor Del blandede. 

Hvad den først omhandlede Type (den norrøn-germaniske) angaar, 
da vil det kunne ansees som overveiende sandsynligt, at den oprindelig 
har havt sit Tyngdepunkt indenfor det dolichocephale Omraade, og at 
den af den ældre Retzius opstillede Middelkefalindex, som er temmelig 
høigradig mesocephal, ikke giver et mere korrekt Udtryk for Forholdet 
i denne Henseende. Men det maa dog herved bemeerkes, at der ialfald 
blandt Nutidsbefolkningen hyppig forekommer mesocephale Kranier af 
dette Slags, som ikke altid kan antages at have den hgiere Kefalindex 
paa Grund af Blandingsforhold. 

Hvorledes den Type, som har sin mest udprægede Repræsentant 1 
vort Stenalderskranium, har forholdt sig med Hensyn til Længdebredde- 
maalet, kan vel ikke vides med nogen Sikkerhed. Det nævnte Kraniums 
lave Kefalindex er for en væsentlig Del betinget ved Baghovedets 
eiendommelige Dannelse, som kan vere tilfeeldig. Henseet til de senere 
Kranier af lignende Type taler dog Sandsynligheden kanske mest for en 
middels Mesocephali som typisk Regel. Imidlertid er der ogsaa som 
berort nogen Lighed i Ansigtsformen hos et brachycephalt Jæderkranium 
(foruden hos det for nævnte mesocephale fra samme Fund). 

Den tredie ovenfor nzevnte dolicho-mesocephale Form (det prognate 
Skraahoved) viser sig ligeledes dels dolicho- dels mesocephal, men der 
vil af det ubetydelige foreliggende Material end vanskeligere kunne vides, 
om den helder noget til den ene eller den anden af disse Indexgrupper. 
Sammenligningen med det danske lignende Borrebykranium vilde selv- 
folgelig meget tale for Mesocephali. 

Brachycephale Kranier finder som ovenfor nærmere angivet i alle 
Fund men i meget forskjelligt relativt Antal, De er i Form og Karak- 
ter meget forskjellige, men vil nærmest kunne klassificeres i 2 Afdelin- 
ger, af hvilke dog den ene for Tiden for Skeletkraniernes Vedkom- 
mende kun delvis kan paavises, men for den levende Befolknings er 
utvivlsomt talrig. 

Den Afdeling af brachycephale Kranier, som Kranieundersøgelsen 
mest bestemt angiver, omfatter de af disse Kranier, som kommer ind 


under de ovenfor opstillede 3 meso-brachycephale Grupper. Ved Siden 


G trim AE 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. | 25 


af denne vil kunne stilles den Typus, af hvilken er givet Afbildning 
PI. V, 2 (sorthaaret brachycephal Type), og desuden et mere ubestemt 
Komplex af forskjelligformede brachycephale Kranier, vel tildels Blan- 
dingsprodukter. 

Medens saaledes de brachycephale Kranier bliver at anse som for- 
skjelligartede, saa vil det ogsaa fremgaa af hvad ovenfor er anfort om 
Maaleforholdene inden de forskjellige Grupper, at ingen af dem i sin 
Helhed optræder som brachycephale, men at alle omfatter en Række 
Indices, strækkende sig fra det mesocephale ud i det brachycephale Om- 
raade, endog kanske ligefra det dolichocephale. 

Den Hovedinddeling af Befolkningen, som hidtil er almindelig an- 
vendt, i dolichocephal og brachycephal (en særegen mesocephale Gruppe 
er endnu kun nævnt i Antydninger), maa derfor vistnok stærkt modi- 
ficeres. Den kan vere meget anvendelig som schematisk Inddeling, men 
svarer ikke fuldt ud til de faktiske Forhold. Mere vil den kunne passe, 
dersom den anvendes med Forbehold af at ikke netop den optrukne 
Grændse er fuldt bestemmende men ogsaa den specielle Kranieform. 
Vender man tilbage til dette, A. Retzius’s, Standpunkt, saa vil imidlertid 
Benævnelse og Fænomen ikke dække hinanden. 

Hvad de ovenanforte tre meso-brachycephale Særgrupper angaar, da 
kan der for Tiden ikke vides sikkert, om de i større Antal vil 
optræde med brachycephal Middelindex eller falde talrigst i den bra- 
chycephale Afdeling. Maaske dette dog er sandsynligt for Jedergrup- 
pens Vedkommende. Hos levende vil det vel blive Tilfældet med samt- 
lige Grupper. Med Hensyn til de enkelte Kranier, saa er det al Sand- 
synlighed for, at Omraadet for Længdebreddeforholdet kan blive meget 
betydeligt og fra den ene Side strække sig ud mod stærk Brachycephali, 
paa den anden kanske lige ned mod Dolichocephali. Det bliver isaafald 
det samme vide Omraade i denne Henseende som kan konstateres for 
den ovennævnte norron-germaniske Type og som kan forekomme hos 
forholdsvis ublandede Typer f. Ex. Lapper og Finner. 


Stilles der bestemt Spørgsmaal om, hvorvidt de her omhandlede 
Hovedgrupper (den norrøn-germ. og Særgrupperne) kan antages at repræ- 
sentere forskjellige Folketyper, enten hver for sig eller flere i Forening, 
eller om der kunde tænkes en Overgang fra den ene til den anden gjen- 
nem faste Blandingstyper eller en Transformation af den ene Form til 
den anden, da maa Svaret udentvivl blive, at de rimeligst maa ansees 


26 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


for særskilte mere genuine Former. Der findes for væsentlige Forskjellig- 
heder til at en anden Antagelse vilde vere berettiget, ikke alene i de for- 
skjellige Skalleforhold men ogsaa i Form og Pr&g af Ansigtsskelettet. 
Spørgsmaalet om Blandingstype maa selvfølgelig ikke forvexles med det, 
om der findes Blandingsformer. Dette sidste maa vere utvivlsomt, men 
desværre er Kundskaben om Blandingsvirkninger lidet fremskredet. 

Ved Undersøgelse af den levende Befolkning paa Jæderen var jeg 
fra først af ikke fremmed for den Tanke, at den eiendommelige Dannelse 
af Kraniet, som der fandtes, maaske kunde bero paa Variation fra den 
norrøne meso-dolichocephale Type. Den faldt dog bort ved nærmere 
Undersøgelse af Skeletkranierne fra denne Kant. Lignende gjælder de 
andre ovenfor opstillede Særtyper. Det er vel heller ikke sandsynligt, 
at en mere direkte Transformation fra en bestemt Type til en anden 
med forskjelligt Præg ligger indenfor, hvad der af hidtil kjendte For- 
hold kan udledes. 

Hvad den samlede norske Befolkning i ældre Tider (vel ogsaa i 
nyere om end lidt modificeret) angaar, saa tør det være utvivlsomt, at 
den for den største Del er Blandingsprodukt i større eller mindre Grad, 
dog saaledes, at oprindelige Typeforhold endnu hyppigt kan paavises. 
Med Hensyn til Blandingen synes ogsaa Indvirkningen af de lavansigtede 
Særtyper at maatte ansees for en ganske vigtig Faktor. Der forekommer 
meget almindelig visse Former, som tyder paa disse Typers Virkning i 
videre Kredse, endog paa, at de paa indgribende Maade kan have bidraget 
til at give den norske Befolkning sit Præg. Af saadanne Former kan 
nævnes f. Ex. den stærkt bulede Pande, den afplattede Isse, det korte 
Baghoved, de fremstaaende Kindben, den lave Overmaxille, den hyppig 
temmelig brede Gane m. v. — En vel ligesaa betydelig Indvirkning vil 


dog ialfald i den senere Tidsperiode kunne tilskrives den brunette Type. 


Medens Stammeslægtskabet for den norrøn-germaniske Dolichocephal 
for en stor Del er kjendt, saa kan dette ikke siges om de meso-brachy- 
cephale lavansigtede Typer. Man har været tilbøielig til paa en meget 
hypothetisk Vei at bringe den brachycephale Befolkning ind under Kate- 
gorierne »turansk« (»mongolsk«, »mongoloid«) eller »keltiske. Disse Be- 
nævnelser vil i og for sig være høist uklare, saa meget mere som det 
sidstnævnte Begreb (Kelter) antropologisk ikke kan fastholdes. Men 
det er ikke derfor sagt, at der ikke findes noget Holdepunkt for den til 
Grund for denne Klassifikation liggende Tanke. Der kan saaledes hen- 


peges paa Ligheder mellem brachycephale norske og engelske Kranier, 


Teor. No: 5. NORSKE KRANIETYPER. 27 


som tyder paa Muligheden af et Slægtskab. Sandsynligvis vil lignende 
kunne paavises ogsaa for den gamle Befolkning paa andre Nordsøkyster. 
En saadan Tanke kan vistnok ikke for Tiden fæste sig ved noget be- 
stemt Folk. Men den kan dog være berettiget. 


Hvad det »turanske« (mongolske) Slægtskab angaar, da maatte det 
præciseres noget nøiere. Egentlig har man vel derved tænkt paa Be- 
folkningerne i den nordlige og nordøstlige Del af det asiatiske Fastland 
og nærmest paa de egentlig mongolske og de tschudiske Folk. A700 
har som bekjendt opstillet en »mongoloid« norsk Type uden dog saa- 
vidt jeg har seet at karakterisere den ngiere. Maaske han som vigtigste 
Tegn har regnet skjævtstillede Øine, bredt Ansigt og bred Næse. 


Dette faar staa ved sit Værd. Men det kan vistnok ikke nægtes, 
at de ovennævnte Typers Ansigtspræg har noget tilfælles med det mon- 
golske Kraniums, vel mindre med Præget hos Lappekraniet. I ethvert Til- 
fælde vil der dog vel i denne Henseende ikke kunne være Tale om 
andet end et fjernere Slægtskab. Om et saadant skulde være tilstede, 
behøver man sagtens ikke derfor at gaa tilbage til den for nogle De- 
cennier siden gjængse Theori om en »mongolsk« Urbefolkning i Europa. 

Blandt de af G. Retzius afbildede Kranier findes kun et enkelt, som 
viser en Ansigtsform, der minder om disse norske Typer. Det er i 
Skalleformen paafaldende ligt det før nævnte danske Kranium fra Møen, 
som er af bildet af Zschricht. I Ansigt staa det nærmest Trondergruppen. 


Intet ligger forøvrigt nærmere end Tanken om, at de norske Lap- 
per kunde have udøvet Indflydelse paa Landets Hovedbefolkning. 
Baade antikvariske og antropologiske Grunde taler dog mod, at 
en saadan Indflydelse i nævneværdig Grad kunde have gjort sig gjæl- 
dende i den sydlige Del af Landet, søndenfor Dovre. Anderledes kunde 
det stille sig nordenfjelds. At der her gjennem lange Tider har været 
saadanne Blandingsforhold tilstede tør være sikkert nok. Man kjender 
dog lidet til, hvorledes de har virket. Der forekommer Lappekranier, 
som har paafaldende Lighed med visse norske Former, særlig kan næv- 
nes enkelte Trønderkranier. Men om der i saadanne Tilfælde kan fore- 
ligge Blanding paa den ene eller den anden Side vides ikke. Det al- 
mindelige Lappekranium, som det sees i talrige Exemplarer inden det 
anatomiske Instituts Samlinger, er dog temmelig eiendommeligt, saavel i 
Issepartiet som fornemmelig i Forhovedets Bygning. Med dette fore- 
kommer ikke paaviselig Lighed hos norske Kranier. 


Blanding med Finner findes ligeledes ikke sjelden i den nordligste 
Del af Landet, længer syd neppe uden kanske i liden Udstrækning i 


28 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 


nogle Grændsebygder mod Sverige, hvortil en Finnestamme har fun- 
det Adgang i den nyere Tid. 

Dersom de ovenfor omhandlede Særtyper kan tænkes at være Lev- 
ninger af eller paavirkede af nogen »turansk« eller »mongolsk« Stamme, 


da kan ialfald deres Oprindelse neppe forklares paa saadan Maade. 


Det ligger udenfor Hensigten med denne Undersøgelse at granske, 
hvorvidt den ene eller den anden af de Typer, som Befolkningen om- 
fatter, kan antages ældre eller yngre i Landet. Hertil foreligger heller 
ikke synderlig brugbart Material. De nyere Kraniefund i Sverige viser, 
at der længere tilbage i Tiden end nogen historisk Theori kan række, 
1 vort Naboland har existeret en Blanding af forskjelligartede Typer, at 
saaledes ogsaa Dolicho-, Meso- og Brachycephaler har levet der ved 
Siden af hinanden fra de ældste Tider, idet Dolichocephalerne efter al 
Sandsynlighed har havt betydelig numerisk Overvægt. Fund fra Dan- 
mark og Mellemeuropa give lignende Resultat for disse Landes Vedkom- 
mende. Hvorvidt disse forskjelligartede Elementer er indkomne sam- 
tidigt eller til forskjellige Tider kan kun være Gjenstand for Gisning, 
indtil senere Undersøgelser maatte kunne give Oplysninger, som kunde 
lede i mere bestemt Retning med Hensyn til Typernes Aldersforhold. 


Selvfølgelig kunde der tænkes paa Importer i senere Tidsperioder, 
navnlig da fra andre Nordsøkyster eller østenfra gjennem Sverige. For- 
bindelserne i begge Retninger har i den historiske Tid som bekjendt 
været stærkt udviklede. Udentvivl har disse Forbindelser ogsaa i nogen 
Grad medført Indvandringer, som kan have havt sin Virkning især 1 
Kyst- og Fjorddistrikterne. En saadan Virkning kan i en nyere Periode 
spores med Hensyn til den brunette Befolkning. Men hvad de øvrige 
her omhandlede Typer angaar kan der vist neppe være Tale om, at de 
almindelig seet skyldes nogen i historisk Tid foregaaet Indvandring. 
Deres Sidestykker blandt den ældste europæiske Befolkning tyder i Ret- 
ning af, at den Typeblanding som sees fra Middelalderen, har sin Op- 
rindelse i en Periode, som ligger langt tilbage i den graae Oldtid. For- 
øvrigt vil Indvandringsforholdene baade i ældre og senere Tid i mange 


1901. Nr. 5. NORSKE KRANIETYPER. 29 


Henseender stille sig forskjelligt for Norge og de andre skandinaviske 
Lande og fornemlig for de vestlige LandSdeles Vedkommende. 

Med Hensyn til de forskjellige Kranietypers geografiske Udbredning 
i Landet, da kan den foreløbig ialfald kun delvis oversees. Senere Kranie- 
fund kunde i denne Henseende give videre Udsigt. Ogsaa specielle 
Undersøgelser i denne Retning hos den levende Befolkning vilde give 
vigtige Oplysninger. Typerne synes dels at have almindelig Udbredning 
om end i forskjellig Grad paa de forskjellige Steder s. den norron- 
germaniske og kanske den brunette, dels at være mere bundne til spe- 
cielle Landsdele f. Ex. den mesocephale Stenaldertype til det sydlige 
Østland, Jædertypen tii Kystegnene paa Vestlandet o. s. v. Hvorvidt der, 
som ofte antaget, er en Forskjel i det hele mellem Pluraliteten af Kyst- 
befolkningen og Pluraliteten af Indlandsbefolkningen kan endnu ikke med 
Sikkerhed vides. Det tør dog efter Resultaterne af hidtil foretagne Maa- 
linger hos levende Individer antages at være Tilfældet paa flere Steder, 
men neppe overalt. 

Udentvivl er Nutidens Kranieforhold tildels forskjellige fra ældre 
Tiders. Der er i tiltagende Grad skeet Omsætninger ved Paavirkning 
af fremmede Befolkninger. Enkelte Træk kan være blevne mindre 
eller mere fremtrædende; medens ogsaa nye er bragt ind. Fornem- 
melig i de Egne, som har været mest udsat for den langsomme Folke- 
vandring mod Nord, der i Nordeuropa er umiskjendelig, kan der være 
optraadt før ukjendte eller sjelden forekommende Typer i større Ud- 
bredning. Det vil især være Tilfældet i de for denne Invasion mest 
udsatte Landsdele, saaledes almindelig mest i de hurtig tiltagende Byer 
og disses nærmere og fjernere Omegn. Der tør ogsaa findes Tegn til, 
at der her i Landet (ligesom i Tyskland meget udpræget) er nogen 
Overgang fra de mere dolichocephale til de mere brachycephale Former. 
Aarsagen hertil kan være forskjellig. Den kunde tænkes at være be- 
tinget ved stærkere Tiltagen af den ældre brachycephale Befolkning, eller 
den kunde ligge i Indvandring af brachycephale Individer. Muligens 
kan den staa i Forbindelse med en Omlægning af de nordeuropæiske 
Befolkninger, hvorved den brunette Type trænger sig frem mod Nord. 
Udprægede norrøne Dolichocephaler findes dog i vort Land fremdeles 
i stor Udstrækning. 


30 C. F. LARSEN. M.-N. Ki. 


Norrone Dolichocephaler. Jæderen (Sole). e. À 
1 sg | 6 7 8 9 | 10 | 1 | 22 | 13 “44 Br 
Maal, 2 == TA 
are Sør- | Sør- | Tens-| Sør- | Sor- |Trond-| Gul- | Å: 
engen | engen | berg | engen | engen | hjem | dalen | …| 
104° | 127 | 326 | 143 | 131 | 502 | 604 |352 | 351 | 361 | 343 | 348 | 357 95 
Største Længde ...|| 190 202 190 188 184 196 186 || 178 | 185 | 179 | ı88 | 191 | 181 187 
| 1 
=, EU 45 MI] ele 140 143 136 137 146 139 || 159 | 152 | 142 | 154 | 149 145 140 
| M | 
GCG mare le uch: 127) |) 129 128 132 122 131 136 || 125 | — |135| 133 | 134 | 132 13 
Pandebredde” . 90 99 104 96 97 105 102 ||108 | 106 | 105 | 104| 102| 97 
Forhovedbredde. . .|| 117 119 123 112 105 121 120 || £30 | 131 | 128] 128 | 126 | 122 
Issepredde rer TAB NE 131 126 1851 0139 133 ||ı5o | 148 | 136 | 148 | 144 | 142 


Baghovedbredde . . .|| 136 134 138 134 121 027 129 || 146 | 136 | 126 | 146 | 139 | 130 


Basislængde . . . .. 106 103 106 100 99 103 110 ||102 | — |103|101| 94| 98 


Ansigtsbredde . . . .|| 132 138 136 128 125 | [132]| 142 | 143 |[136]| 135 | 146 [136] | 133 


Overansigtslengde. . 72 80 80 70 72 FEI 80 | [71]| 68| 71| 74| [72]| 67 
Kimdbredde > 94 | [108] | 106 92 93 100 96 | 98 | 97|102| 97| 100| 96 
Øienhulebredde . . .| 41 | 42 44 41 39 39 45 || 45 | 40] 43] 43| a41| 42 

aeide. | 33 38 38 34 34 30 37 | 40 | 35| 36| 40| 35| 3! 


Næsens Længde. ..| 52 55 59 | 49] 51 48 55 || 59 | 53] 56] 571 53] 52 
— — Bredde ... 23 26 28 24 24 27 26 || 24 | 24e IE ND 23027 


Ganens Længde. .. 56 58 55 52 54 56 57 | ag | — | 50] 55| 50! 50 


—  bredde 2. 41 36 42 40 43 42 44 | 40 | — | 43 | 481 491 42 


Indices, | 


Længdebredde. . . .|| 73,6 | 69,3 | 75,2 | 72,3 | 744 | 744 | 74,7 || 80,3 | 82,0] 79,3] 81.9] 78,0 | 80,1] 81,7| 82,0 78,7 78,0 
Længdehøide ... .|| 66,8.| 63,8 | 66,3 | 70,2 | 66,3 |. 66,8 | 73,1 || 70,2 | — | 72,6} 70,7| 70,1 | 72,0] 70,4 69,9! 71,1| 70,6 
Breddehøide ..... 90,0 | 92,1 | 88,1 | 97,0 | 89,0 | 89,7 | 97,8 |78.6| — | 95,0] 86,3| 89,9 | 91,0] 92,2! 84,1) 90.4| 89,1 


Overansigts. ....| 54,5 | 57,9 | 58,8 | 54,6 | 57,6 |[53:6]| 56,3 | 50,0] 52,5] 50,6 [52,0] 52,6] 57,8] 51:9| 49,2 [5 LS] 


== 

aS 

e 
D 


Oienhule....... 92,6 | 90,4 | 86,3 | 82,9 | 87,1 | 76,9 | 82,2 || 88,5 | 87,5] 83,7 93,0| 83,3 | 73,8] 79,0] 95,1| 80,4) 80,6 
| | | 
Nesen een. 442 | 47,2 | 47,4 | 48,9 | 47,2 | 56,2 | 47,2 || 40,6 | 45,2| 46,4) 43:9| 43,3 | 57:4| 54,3} 57,4] 59:9| 49.1 
| | | | 
CAS DE EN 732 | 62,0 | 76,3 | 76,9 | 79,6 | 75,0 | 771 |812| — | 86,0) 87,2| 98,0 84,0| 82,3) 86,0| 84,6| 85,4 


1 Se neste Side. 
2 I Millimeter, 
3 No, i Samlingen, 


NORSKE KRANIETYPER. 


31 


[S1,2] 
[70,0] 
[86,2] 
45,9 
$4.4 
53,0 


80,0 


Stenaldersgruppe. 


| Skien (Gimsø). 


19 | 21 | = | = | 2 | 25 | 26 27 » | 2 | 3 | s1 | 32 | ss | se 

| | | Pre Tene. | Ser- | 500 Sor- | Sor- Stenalders- | 

| | | berg | berg a engen | engen  kranium | 
re 3 | ra || 341 | 146 | 105 fra Svelvik || 569 | 561 | 570 | 555 

| | | | 

185 190 | 182 181 186 179 175 187 192 | 189| 182 | 187 172 | 173| 174 | 173 
147 150 146 145 147 141 134 141 | 144 139 | 142 141 143 | 146 139 | 142 
133 129 126 126 126 131 126 135 | 124 141 127 141 | 126 127 | 133 | 141 
116 100 100 99 98 95 88 95 | 96 96 100 96 | 100} 92) gr} tor 
131 128 119 115 112 119 102 117 | 115 123 126 119 ||123 | 118 | 116 | 118 
143 | 148 | 132 | 138 | 139 | 138 | 133] 135 | 135 | 130] 138 134 136 143 | 136 | 139 
140 | 140 | 135 | 128 | 131 || 130 — en 132) || x32 |" 132 132 |140|133| 132] 139 
105 | 101 | 101 | 100 97 99 | or 100 | 100 | 106 | tor tor || 951 91| 92) — 
138 | 135 | [139]| 139 | 136 | 134 | 127 132 [125]| 136 | 129 [130] | —|122| 126) — 
[62]| 72| 64| 68| 70 65 2. 72 || 60| [61]| 63 60 | 67| 69| 65| — 
100 | 100 | 90| 93 93 100 | 85 og | 93 = og | 99 | 88) 94| 87) — 
42 | 42 45 40 | 39 44 39 42 | 43 43 | 35 42 | 35| 37| 40| — 
33 36 33 33 37 35 34 38 32 34 32 30 | 33] 33| 35) = 
48 | 54| 49] 49] 52 46 | 5! 55 | 49 49 | 47 42 | 52| 46 VS 
28 25 24 26 25 27 29 | 26 | 27 28 27 27 | 25| 22] 24 | — 
so 5) 4915 « 47 | 50| sol 51 47 | AD 4 36, — 
os al el 44 | al 421 ol el 44 | 46 | 35| 35} 36) — 

| | | 
79,4 | 78,9 | 80,2 | 80,1 | 79,0 || 78,7 | 76,0 | 75.4 | 750 | 73.5 | 78,0 | 75.4 ||83.7, 83,0| 79,8) 82,0 
71,8 | 67,8 | 69,0 | 69.6 | 67,7 | 73.6 | 72,0 | 72.1 || 64,5 | 75,0 | 69.2 732 |73:2 73.4) 76,4) 81,5 
87,2 | 86,0 | 86,3 | 86,8 | 85,1 || 93,2 | 94,0 | 95,7 | 86,1 |101,1 | 89,4 97,1 | 88,1 87,0) 38,4| 99,2 
[442] | 53,6 | [46.0] 458 | 514 || 48,5 | 55.9 | 514 | [480] [44.1], 488 | [461] | — 562 53,1) oss 
78,5 | 85,7 | 73,3 | 82,5 | 94,8 | 79.5 | 87,1 | 87,5 | 744 79,0 | 84,2 714 1942 85,0) 87,5) — 
58,3 | 46,2 | 49.1 | 509 | 480 586 | 56,8 | 46,1 | 55.1 | 57.1 | 574 | 642 480 47.7 so) — 
92,0 | 80,5 | sl 85,1 = 759 | 89,2 || 78,0 | 90,2 | 86,2 97,8 vell = 


32 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 


‘ 


Foranstaaende Tabel (Side 30 og 31) indeholder Maal for de Kranier, 
som er benyttede ved Beregning af Middelverdier, og et par (No. 7 og 
34) andre foruden Skraahoved- og Stenaldersgruppen, som er repræsen- 
teret ved 7 Kranier. Et meget større Antal er maalt, men jeg har troet 
at kunne indskrænke mig til disse, som giver en tydeligere Oversigt. 
Alle Maal er tagne med Virchows Krumpasser og Centimetermaal (Vir- 
chows Apparat). De, som paa Grund af Defekt ikke har kunnet be- 
stemmes fuldt ngiagtigt, dog tilnærmelsesvis, er sat i Klammer. De vil 
antagelig overalt temmelig nær svare til de virkelige Afstande. 

Ansigtsbredden er bestemt som Afstand mellem de mest fremsprin- 
gende Punkter af Arc. zygomatici. Ganelængden er som sædvanligt 
taget fra Mellemrummet mellem de to midtre Skjæretænder til Spidsen 
af Spina, Ganebredden fra Mellemrummet mellem mnæstbagerste og 
bagerste Kindtænder. Da undertiden Spidsen af Spina synes afbrukket, 
kan Længden derved undertiden falde lidt kort. 

Hvad Hovedskallens Høidemaal angaar, da er det taget fra forreste 
Rand af Foramen magnum vertikalt. Det vil saaledes ikke altid nei- 
agtigt svare til Beliggenheden af en gjennem det høieste Punkt trukken 
Horizontal. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 33 


Vedkommende norske Kraniers Forhold til andre 
europæiske Kranieformer. 


Som for nævnt svarer Æckers »Reihengräbertype« idethele til 
Barths »Vikingtype« og A. Retzius's »Nordbotype«. E. henforer Reihen- 
gråberkraniet til det ste—8de Aarhundrede efter vor Tidsregning og 
antager, at Typen er af allemannisk eller frankisk Æt, saaledes egentlig 
hjemmehørende i det nordlige Tyskland, medens dens Optreden i Syd- 
tyskland er grundet paa Stammevandring sydover. En aabenbart nær- 
staaende Type er His og Rütimeyers schweiziske »Hohbergtypec. Den 
ansees af His som romersk, men Ecker fremholder, som det synes med 
fuld Ret, at den væsentlig har Reihengraberformen. 

Ved Siden af »Reihengräberkraniet« opstiller Ecker en Type, som 
han kalder »Hügelgräbertypen«e. Han beskriver den saaledes: 

»Kranierne af denne Type viser ligeledes (0: som Reihengräber- 
kraniet) en ikke ubetydelig Længde, dog er de ikke smale. Tubera 
parietalia er i Regelen temmelig tydelig udprægede, og Kraniet er i Flugt 
med disse bredt. Norma verticalis er pæreformet, Panden forskjellig 
udviklet, Arcus superciliares hos mandlige Kranier mestendels tydelig 
fremtrædende, Pandenæsevinkelen dybt indskaaret. Issen hos begge 
Kjøn smukt hvælvet uden sagittal Kant, Tindingerne fra Isselinien af 
ikke saa lodret affaldende, men noget hvælvede, derfor er Kraniet i 
Norma verticalis ganske forskjelligt fra det ægte Reihengråberkranium. 
Baghovedet er vel udviklet uden Afsats mod Issen, ikke fremstaaende 
og tilspidset, men tydelig hvelvet.« 

Forfatteren afgrændser dog ikke denne Type nøiere og anser den 
nærmest for en Middelform. Paa den anden Side fastholder han, at den 
er forskjellig fra Reihengråbertypen og antagelig tilhører en ældre Be- 
folkning, som slutter sig til Pælebygningsfolket (Ais’s »Siontype«). An- 
gaaende dens historiske Stilling vil han ikke nærmere udtale sig, kun 
stiller han sig mod Benævnelsen »keltiske, da han ikke har kunnet 
bringe paa det rene, hvad derved skal forstaaes. Denne Type forekom- 
mer almindeligst i de ældre Enkeltgrave, sjeldnere i Rækkegravene. 
Blandt den schwabiske Nutidsbefolkning er Reihengråbertypen ganske 
forsvunden, hvorimod Hiigelgraberformen »gjennem talrige Overgange« 
hænger sammen med den brachycephale Nutidsform. 

Saavidt kan sees, er dog ikke de af Ecker under Hügelgräber- 
typen opførte Kranier ensartede. 


© 


Vid.-Selsk. Skrifter M-N. Kl. 1901. No. 5. 


34 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


Angaaende denne Types Forhold til norske ældre Jernalderskranier 
er tidligere bergrt en fremsat Hypothese. Dens Forhold til de her be- 
skrevne Særtyper, som turde vere vel saa nærliggende, maa dog lades 
uafgjort. 

Af Eckers Maal for disse Grupper skal jeg kun anfore Hovedskallens 
Længde- og Breddemaal. Disse er for 


Reihengräbertypen. 
Maxim. Minim, Middel. 
Peeneder) 201 . 183. gor 
Bredde zur 101441 120.0 gree 
index Me 74,8, 0666 Ve 
Hiigelgråbertypen. 
Bangde >. 202. 1760 MG 
Bredde. 20155 © 14006 
Index... 82,9 JA 78,87 


Hvad Heideindex angaar, da kan den efter Æckers Maalemethode 
ikke stilles sammen med den paa almindelig Maade beregnede, idet han 
har benyttet et eget Høidemaal, som han kalder »aufrechte Höhe« (fra 
bagre Rand af For. magn.). Han har imidlertid ogsaa angivet »ganze 
Höhe« for de enkelte Kranier, hvorefter Virchow (i sit ovenfor anførte 
Værk) har beregnet Indices, hvilke han har sammenstillet med Indices 
for frisiske Kranier. V. finder Æckers Reihengråberkranier at have en 
gjennemsnitlig Høideindex af 72,2 (gjennemsnitlig Høide 13,5). Men af 
19 Kranier havde dog 7 Index under 70. Maximum af Høiden var 
15,2, Minimum 12,0, 

Virchow har foruden de frisiske Kranier tillige beskrevet endel Kra- 
nier fra andre nordtyske Egne og dertil omhandlet 18 Kranier fra 
Sydtyskland (Wiesbaden). For de sidstnævnte har han fundet følgende 
Længde, Bredde og Høidemaal: 


Kranier fra Wiesbaden. 
Middel. Mænd, Kvinder. 


laenedern... 1756| 186 176 
Bredde 2001340 1407 Vash 
Høde 2.1336. 7 141,8 72965 


Breddeindéx 17401 756 746 
Høideindex. 73,8 75,6 73,6 


1 »Sterste Længdec. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 35 


Disse Maal svarer nogenlunde til de af v. Holder for Würtembergske 
Kranier fundne. Begge er dog ved sin store Middelhøide saavidt for- 
skjellige fra Eckers Maal for Reihengräberen, at den fuldstændige Iden- 
titet af Typerne vel neppe kan ansees for sikker. 

Maaske af end storre Interesse med Hensyn til de norske Kranier 
er Virchows Beskrivelse af de frisiske. Disse Undersegelser vedkommer 
især Befolkningen paa nogle Wer i Zuydersøen. 

De herfra stammende Kranier har efter de i V.s Afhandling afbildede 
væsentlig samme Former som de norske. To af dem svarer til den her 
beskrevne Nordbotype, et par synes nærmest at være Varianter, og et 
enkelt ligner paafaldende det ovenfor beskrevne rhomboidale Trønder- 
kranium, et enkelt har Ansigtsform som vort mesocephale Stenalders- 
kranium. De frisiske Kranier udmærke sig fra Reihengråberen ved sin 
noget større gjennemsnitlige Bredde- og noget mindre gjennemsnitlige 
Høideindex, og deres Middelforhold i denne Henseende vil være omtrent 
tilsvarende til de norske Kraniers. Middelkephalindex er kanske lidt 
høiere (c. 77)!, men der forekommer meget lavere Indices lige til omkring 
70 og talrige høiere indtil omkring 85. Forholdene synes at. have været 
i Hovedsagen ensartede paa de forskjellige undersøgte Steder, dog er Bra- 
chycephalerne mere fremtrædende paa enkelte af Øerne end paa andre. 

V. antager efter de af ham anførte historiske Data, at Friserne 
allerede før vor Tidsregnings Begyndelse har været bosatte i det vestlige 
Nordtyskland og efterhaanden af senere indvandrede Stammer er trængt 
ud mod Nordsøkysten, medens den efter dem kommende germaniske 
Befolkning (Hermionerne) indtog det østligere Landomraade. Det lades 
uafgjort, om der før Friserne har været bosat andre, specielt brachy- 
cephale Folk i det vestlige Nordtyskland, men han antager som sand- 
synligt, at Friserne allerede ved sin Indvandring har havt en saadan 
Bestanddel. Den mærkelige Lighed af de lave Friserkranier med Neander- 
thalkraniet fremholdes. 

Følgende Hovedindicer anføres (tilføiet i et Tillæg til V.s Afhand- 
ling, hvori forøvrigt endel Rettelser): 


Øerne 
Marken. Urk, Schoklana, le Ger 
sammen. 
Antal Kranier . . . 9 6 5 20 
Mandkj. Kvindekj. Mandkj. Kvindekj. 
Længdebreddeindex. . 77,0 76,6 78,7 78,8 
Nm EEE a  — 
76,9 78,4 7738 7755 


1 V. benytter »største Lengdec. 


36 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 
Oerne 
Marken. Urk, Schokland, Alle Sex 
sammen. 
Længdehøideindex . 69,6 66,4 70,5 734 
Re ——=" eee ee 
68,6 71,3 71,8 69,8 
Breddehgideindex 90,4 87,4 89,9 95,2 
mn, —— EEE 
89,4 90,9 94,2 90,5 
Auricularhgideindex 60.8 58,0 501002 
—= str —= — 
59,7 58,1 58,9 59,0 


De gammel-britiske Kranier! viser to Former, som kan stilles sam- 
men med de her fundne. Den ene er den angelsachsiske, som i alt 
væsentlig stemmer med Norbotypen og Reihengräbertypen. Den anden 
er brachycephal, udmærker sig ved skraa Pande med udprægede Buler, 
et afrundet Baghoved og bredt Ansigt. Derimod forekommer blandt 
de norske ældre Skeletkranier kanske ikke noget fuldt tilsvarende 
til den oldbritiske Dolichocephal med (efter Afbildingerne) poseformigt 
fremstaaende Baghoved. Maaske finder man undertiden en lignende 
Form hos vor nuværende brunette Befolkning.” Et enkelt hos Davis 
& Thornam afbildet »kaledonisk« Kranium ligner i hoi Grad enkelte 
platycephale norske Kranier. 

At fæste sig ved mulige Analogier med forskjellige andre Kranie- 
former i fjernere europæiske Lande eller med Former fra den længst 
tilbageliggende Oldtid vilde vel for Tiden bringe lidet Udbytte. Dog 
kan jeg ikke undlade at paapege en paafaldende Overensstemmelse i 
Udseende mellem de meso-brachycephale Grupper og et af Solutré- 
kranierne (Skr. No. 1 Quatrefages & Hamy, Crania ethnica). Det er 
af samme Kefalindex som Trøndertønsbergkranierne og har væsentlig 
samme Skalle- og Ansigtsform, er ortognat og afplattet ligesom disse. 
Maalene forøvrigt kan paa Grund af de forskjellige Maalesystem vanske- 
lig sammenlignes. 

En fuldstændigere Oversigt over de gamle svenske Kraniefund, der 
efterhaanden er betydelig forøgede, giver først G. Retzius i hans 1899 
udkomne »Crania antiqva svecica«. Dette Værk indeholder fotografiske 
Afbildinger af 104 Kranier fra ældre Perioder. 

Det fremgaar af disse, at Hovedskalformerne ligefra den ældste Tid 
har været for den største Del dolicho- eller mesocephale, 1 liden Ud- 
strækning brachycephale. 


1 Davis & Thornam »Crania britannicac. 
? Se ogsaa nedenfor S. 44 (Sognetypen). 


| 


PEPE JR CR PE 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 37 


Blandt 42 Kranier fra Sizenalderen forekommer af rene Dolicho- 
cephaler 23, Mesocephaler 16, Brachycephaler 3. Dolichocephalerne har 
Middelindex 72,1, Mesocephalerne 77,8. Samtlige Stenalderskranier har 
Middelindex 75,1. Det storste Antal af Dolichocephalerne falder paa 
Index 72 og 73, af Mesocephalerne paa Index 78. Høieste Index for 
Brachycephalerne 85. 

Af 20 Broncealderkranter findes 17 Dolichomesocephaler og 3 Bra- 
chycephaler med enkelte Indices fordelt fra 68 til 82. 

Af 42 Sernalderskranier er 28 rene Dolichocephaler, 10 Meso- 
cephaler og 3 Brachycephaler, Index for Dolichocephaler 72,2, for Meso- 
cephaler 76,0. Hoieste brachycephale Index 80. Det overveiende 
Antal (18) falder paa Indices 71, 72 og 73. 

Det er væsentlig samme Former, som gjenfindes i de forskjellige 
Perioder, blandt disse som forherskende de dolichomesocephale Former, 
der har karakteriseret den germaniske Befolkning idethele, og som frem- 
deles forekommer i væsentlig uforandret Skikkelse. Endel af Meso- 
cephalerne og de faa Brachycephaler vil vistnok frembyde storre Van- 
skelighed for Gjenkjendelse i senere eller nuværende Former. 

Det ligger selvfolgelig ner at sammenligne de svenske gamle Kra- 
nier med de norske saalangt tilbage, som dertil er Anledning. Den 
største Sandsynlighed taler allerede for, at det sydvestlige Sverige, i 
hvilket de fleste Fund er gjort, har havt en nærmest ligeartet Befolkning 
med ialfald det sydøstlige Norge, og at vel ogsaa dette Land helt eller 
delvis har modtaget Indvandrere fra samme Kanter som de nævnte 
svenske Landskaber. 

Det viser sig ogsaa ved Sammenligning, at de forskjellige svenske 
Kranieformer oftest har mere eller mindre fuldstændige Paralleler blandt de 
norske Kranier, saavel de fra Vikingtiden som de her mere specielt om- 
handlede middelalderske. Men Fordelingen mellem de forskjellige For- 
mer indbyrdes kan være noget forskjellig fra den, der forekommer i 
norske Fund. Størst Lighed i denne Henseende har de med de gamle 
Oslokranier, blandt hvilke den dolichocephale Type med elliptisk Gjen- 
nemsnit ligesom blandt de svenske Oldkranier er den overveiende hyp- 
pigste, medens brachycephale Former saagodtsom ikke forekommer. 

Af mere specielle Former, der er fælles, skal jeg nævne de to her 
almindeligste dolichocephale, den lave lange Hovedskalle (lav Friserform?) 
og den høiere med noget brattere Pandedel og Tværindsænkning under 
Pandens øvre fremspringende Parti (s. ovf). Førstnævnte Form sees hos 
Retzius’s No. 9 og 12 (Stenalderen), 65 (Broncealderen), 86 (Jernalderen). 
Ogsaa 90 har nærmest samme Form, men har forøvrigt nogen Lighed 


38 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 


med det af A. Retzius afbildede Olandskranium.t Den anden Special- 
form er mere almindelig. Som mere udpregede Exemplarer kan næv- 
nes No. 1, 16 m. fl. 

Af særlig Interesse er G. Retzius’s Kranium No. 2. Det betragtes 
af Forfatteren som Typus for det #vindelige Stenalderskranium. 

Jeg har tidligere gjort opmærksom paa, at dets Skalleform med den 
stærke Tilspidsning bagover og forover minder om en især blandt de 
trønderske Kranier hyppig forekommende. Hvorvidt R. anser netop 
dette Særkjende som eiendommeligt for Stenalderens Kvindekranium, kan 
ikke sees. Som før nævnt kan det for de norske Kraniers Vedkom- 
mende neppe tilkjendes en Stilling som typisk kvindeligt Mærke. Denne 
Form sees forøvrigt ogsaa hos et af Jernalderskranierne (No. 82). 

De faa brachycephale Kranier, som er optagne i Retzius's Værk, vil 
vanskeligere kunne sammenstilles med de forholdsvis talrige og meget 
forskjelligformede norske Brachycephaler. Et enkelt Kranium fra Skeen 
nærmer sig i Form til Retzius's No. 39. Forøvrigt vil det vistnok være 
vanskeligt saavel blandt de svenske Brachycephaler som blandt de 
høigradige Mesocephaler at paavise bestemte Sidestykker, om der end 
hist og her kan findes nogen Lighed i Formen. Dog kunde det være 
muligt, at nogle af Jæderbrachycephalerne i denne Henseende kunde 
fordre Opmærksomhed. Enkelte andre Former, som forekommer blandt 
de middelalderske norske Kranier, sees heller ikke blandt Retzius's Afbild- 
ninger; saaledes kan fornemmelig fremhæves endel af de ovenfor be- 
skrevne meso-brachycephale trønderske Kranier. 

Resultatet af G. Retzius's Undersøgelse er, at der i Sverige gjennem 
alle Tider er forekommet en dolichocephal Type, der har været den 
overveiende forherskende, og en eller to brachycephale Typer med for- 
holdsvis liden Udbredning. I sin Klassifikation gaar han i det væsent- 
lige ud fra Kefalindex som det bestemmende Mærke, der lægges dog 
ogsaa Vægt paa andre Formeiendommeligheder. 

Ved Sammenligningen mellem svenske og norske ældre Kranier 
maa erindres, at de svenske ældste Fund fornemmelig er fra det syd- 
vestlige Sverige, medens Fundene fra Bronce- og Jernalderen for en stor 
Del ogsaa vedrører den østlige Del af Landet, Østersølandskaberne og 
Øerne i Østersøen, og at de norske Jernalders- og middelalderske Kra- 
nier repræsenterer Befolkningen i forskjellige stærkere skilte Dele af 
Norge, Østlandet, Sydkysten, Trondhjems Stift og for Jernalderens Ved- 
kommende Nordland. 


1 Det førstnævnte Stenalderskranium har som mange af de norske af lignende Form 
usædvanlig stærkt fremspringende Næseben, 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 39 


Den ældre Befolkning i det sydvestlige Sverige og den ældre Be- 
folkning i det sydostlige Norge synes at stemme temmelig stærkt overens 
og væsentlig at have omfattet den dolichocephale Type, som nærmest 
er identisk med »Reihengråbertypen<, men desuden mesocephale 
eller brachycephale Former af uvis Oprindelse. Det sydvestlige 
Sverige, hvor Skeletterne fra de senere Perioder hyppigst er fundne, har 
et relativt end sterre Antal Dolichocephaler, medens det sydvestlige 
Norge og idethele Kystdistrikterne fra Christianiafjorden vestover til 
Stavanger viser et mindre Antal egentlige Dolichocephaler, men forholds- 
vis flere Meso- og Brachycephaler. I det nordlige Norge er karakteristiske 
ældre Kranier af den nordiske Dolichocephal fundne saa langt op som 
til Lofoten eller Vesteraalen. I det trondhjemske Fund er det over- 
veiende Antal nærmest at henføre til samme dolichocephale Type, me- 
dens der dog er en sterk Tilblanding af fremmede Elementer, hvis For- 
bindelser vanskelig for Tiden kan paavises. 

Endel svenske Kranier fra den senere Middelalder er omhandlede 
af Clasen.1 Han finder blandt disse et stort Antal »ovoide« og færre 
»elliptiske«, hvorved dog, saavidt kan skjonnes, den sidste Betegnelse 
strækkes temmelig langt (han henregner saaledes det i Barths Skrift 
Pl. 11 afbiidede Kranium med udprægede Issehuler til de elliptiske). 
Men han nævner, at dette Forhold ikke stemmer med det i Sverige 
almindelige, idet de elliptiske Former ellers er i Flertal, og antyder, at 
muligens det sydlige og vestlige Sverige har mere ovoide, det midtre 
og østligere mere elliptiske Former. 

En Sammenligning mellem norske og danske ældre Kranier kan 
kun ske i lidet Omfang paa Grundlag af, hvad der om danske Kranier 
er offentliggjort. Samtlige danske Kranier, som har været Gjenstand 
for antropologisk Behandling, er saavidt vides fra Øerne, medens der 
ikke foreligger noget angaaende saadanne fra Fastlandet, der med Hen- 
syn til den norske Vestlandsbefolkning vilde være af særlig Interesse.? 

Det synes, som om de fleste Kraniefund fra Øerne staar nær de 
svenske. Kun i et enkelt (Borrebyfundet, vistnok det største) er Kra- 
nierne ialfald delvis af anden Typus. Zschricht afbilder (allerede i 1837) 
et Stenalderskranium fra Møen. Det var det samme Kranium, som gav 
Sv. Nilsson Foranledning til at opstille sin Theori om en forhistorisk 
Lappebefolkning i de nordiske Lande, hvorpaa dog E. ikke vilde gaa 
ind trods sin Forkjærlighed for Theorien. Virchow har heller ikke fun- 
det, at dette Kranium havde væsentlig Lighed med Lappekraniet. 


1 Upsala Låkareförenings Förhandlingar, ny följd, 2. 
> Der skal dog findes nogle jydske Kranier i den arkæologiske Samling. 


40 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


Et meget lignende Kranium findes afbildet i G. Retzius’s forannævnte 
Værk. 

Fra Virchow foreligger den mest udførlige Beskrivelse af de danske 
Oldkranier. Han fandt hos Stenalderskranierne en mesocephal Middel- 
kefalindex (77,3), for Borrebykranierne (25 Stykker) en noget høiere 
(79,0 ), for de øvrige Fund, som dog omfattede færre Exemplarer, kun 
c. 76. I det hele fandt han saaledes de danske Stenalderskranier af nogen- 
lunde den samme Middelindex, som G. Retzius siden har fundet hos de 
svenske. Virchow opkaster Spørgsmaal om, hvorvidt Borrebyfundet 
indeholder danske eller fremmede Kranier (Krigsfangert), Han gjen- 
finder imidlertid samme Kranieformer hos Nutidens danske Befolkning. 
Stenaldersfolket synes mest at have været mesocephalt, dog tildels 
dolicho- og brachycephalt (som i Sveriges sydlige Landskaber). De af 
V. undersøgte Bronce- og Jernalderskranier vise gjennemgaaende frem- 
trædende Dolichocephali. Et af Æschricht afbildet Broncealderskranium 
antages af denne at vere »keltisk«. Ffter Tegningen at dømme staar 
det nær den her foromtalte lavskallede Form, som temmelig hyppigt 
forekommer blandt norske Kranier (Friserform?). 

Blandt Borrebykranierne er der et enkelt (No. 5), som har særlig In- 
teresse ved sin mærkelige Lighed med de norske Kranieformer, som her 
er opforte under Benævnelsen »Skraahoved«. Dette danske Stenalders- 
kranium er mesocephalt med nogenlunde samme Index som det mest 
eiendommelige blandt de nævnte norske (Borrebykr. c. 78, det norske 
Kranium 78,7). Dette Kranium henfores af Quatrefages & Hamy (Cra- 
nia ethnica) til »Canstattracen« og stilles sammen med det lave Friser- 
kranium og Neanderthaltypen, saaledes ogsaa ved Siden af den dolicho- 
cephale norrøn-germaniske Type. Hvad de norske Former angaar, saa 
er der dog væsentlige Forskjelligheder baade i Hovedskal og tydeligst i 
Ansigtsskelettet. De nævnte Forfattere afbilde ogsaa et ganske lignende 
Kranium af en dansk historisk Personlighed fra den senere Middelalder. 
Hos den nuværende norske Befolkning kan af og til forekomme Kranier 
af denne Form, dog uvist om blandt Landbefolkningen. De Individer 
af dette Slags, som jeg har seet, har havt brunet Habitus og et fra den 
norrøn-germaniske Type forskjelligt Præg.1 


* Hos Ecker forekommer et lignende Kranium, ligeledes et hos G, Retzius. Dette an- 
tages dog af Forfatteren at være deformt, 


—- - 


Igol. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 41 


Det kunde ligge nær at stille de her beskrevne mesocephale og 
brachycephale Kranier ved Siden af de af Kollmann sammenstillede 
europæiske chamæprosope Mesophaler eller Brachycephaler.! Nærmest 
vilde de maaske kunne sammenlignes med Brachycephalerne. Der synes 
dog ikke at vere udpræget Identitet, og det vil strax sees, at der er 
en Forskjel deri, at de opforte norske Typer strekker sig ud over baade 
det mesocephale og det brachycephale Omraade, hvilket dog muligens 
tildels kan henføres til Observationsmethoden. Hvad Kollmanns Meso- 
cephaler angaar, kunde det beskrevne norske Kranium fra Stenalderen 
kanske nogenlunde sidestilles disse (s. ovenfor om de svenske Meso- 
cephaler). 

Forøvrigt kan noteres, at ogsaa den nævnte Forfatter omtaler Lig- 
heden mellem et af Solutrékranierne og de europæiske chamæprosope 
Mesocephaler og som det synes ligefrem henfører disse til den ved dette 
Kranium repræsenterede Type. 

De af Kollmann opførte Middelindices, som svarer til de her op- 
førte, er for de to nævnte Klasser følgende: 


Chamæpr. Chamæpr. 
Mesocephaler. Brachycephaler. 
Længdebredde . 77,2 84,0 
Længdehøide . . 738 78,2 
Hoidebredde . 95,6 2,7 
Overansigt ... 48,1 46,9 
Oienhule .... 798 82,0 
Messe ee ane 55,5 48,4 
Krane > Ace Eh — 85,1 


1 Beitråge zu einer Kraniologie der europäischen Völker (Archiv? för Anthropologie 
13de og r4de Bind). 


42 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


Tilleg. 


I. Den mørkhaarede Gruppes brachycephale Form. 


Blandt de afbildede Kranier findes som af foranstaaende Fortegnelse 
sees et, som er henfort til den ovenfor nævnte Gruppe af den nulevende 
Befolkning. Som for bemærket har denne Gruppes Kranieformer hos 
levende Individer endnu ikke været Gjenstand for en mere indgaaende 
Undersøgelse, og det vil saaledes ialmindelighed ikke være let med større 
Sikkerhed at paavise den blandt Skeletkranierne, saameget mere som 
de i mange Tilfælde synes at have Lighed med Former hos den 
norrøn-germaniske Type (om oprindeligt eller paa Grund af Blanding 
er ikke tilstrækkelig kjendt). Der har saaledes nærmest kun været An- 
ledning til at fremhæve Sandsynligheden af, at den blandt de dolicho- 
og mesocephale Kranier fra Middelalderen kan antages at have adskillige 
Repræsentanter. 

Med Hensyn til de drachycephale Kranier af denne Gruppe vil det 
ialmindelighed ogsaa stille sig vanskeligt med større Sikkerhed at ud- 
tage saadanne, som ikke kan antages at maatte henføres til de ovenfor 
omhandlede Grupper. Imidlertid findes nogle faa Kranier i Skeensfundet, 
som synes at være mere end almindelig karakteristiske og med et særligt 
Præg, som kan gjenkjendes fra den nuværende levende mere udpræget 
mørkhaarede Befolkning. Det er meget smuktformede sandsynligvis 
kvindelige Kranier. 

Disse Kraniers Maal og Forholdet af de enkelte Indices er opført 
paa Tabellen under Overskrift »Skien«. Det er ialt 4, af hvilke dog det 
ene mangler Ansigtsskelet og saaledes forsaavidt kunde ansees for 
mindre sikkert. 


Middelindices stiller sig saaledes for de 3 første Kranier: 


Længdebreddeindex 82,4 


Længdehøide — 74,3 
Breddehøide N 
Ansigts — 54,9 (for 2 Kranier) 
Øienhule — 88,8 
Næse — 48,9 


Gane — 90,6 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 43 


Af disse Tal fremgaar: gjennemsnitlig udpræget Brachycephali, stor 
Heide i Forhold til Længde og Bredde, langt Overansigt, relativ stor 
Heide af Øienhulerne, middels smal Næse, bred Gane. 

Sammenlignes de med de ovenfor sammenstillede meso-brachycephale 
Grupper, saa er Forskjellen saa iøinefaldende, at det er unodvendigt nær- 
mere at paapege den. Det er igrunden kun Længdebredde- og Gane- 
index, som har nogenlunde samme Forhold, dog ligge begge mere 
jevnt heit. 

Hvad Kraniernes Præg i det hele angaar, saa er dette ganske for- 
skjelligt fra de nævnte mesobrachycephale Kraniers. De her omhand- 
lede Kranier er usædvanlig smuktformede, medens de mesobrachycephale 
korte og brede Ansigter med fremstaaende Kindben neppe kan siges at 
gjøre noget regelmæssig smukt Indtryk. 

Om det ogsaa for Tiden ikke kan være fuldkommen sikkert, tror 
jeg dog, det er overveiende sandsynligt, at disse Kranier er typiske Re- 
præsentanter for den mørkhaarede Gruppes drachycephale Form. 

Hvorvidt de er norske eller fremmede (saaledes muligens af uden- 
landske Nonner), derom er det umuligt at have nogen bestemt Mening. 
Sandsynligheden taler selvfølgelig for. deres norske Herkomst. Det 
er derfor ikke udelukket, at de mere eller mindre kan stilles sammen 
f. Ex. med den mørkhaarede tyske eller engelske Type. Dette vilde da 
falde sammen med Sandsynligheden af, at denne som andre Kranie- 
former har Repræsentanter baade i den engelske, tyske og skandinaviske 
Befolkning. Man vil blandt vor nulevende Befolkning hyppig nok kunne 
se lignende Former hos Individer med udtalt mørk Habitus. 

Hvorvidt den mørkhaarede Befolkning i Norge (i Nordeuropa) om- 
fatter flere Typer eller er væsentlig ensartet, derom er det for Tiden 
vanskeligt at dømme. At den er stærkt varierende, er sikkert nok, men 
det er et Spørgsmaal, hvorlangt dette kan tilskrives Blandingsforhold. 
Selvfølgelig kan der være forskjelligartede Befolkningstyper inden dens 
Ramme, og navnlig tør italiensk Afstamning, idethele Indblanding af 
Middelhavsfolk, indtage en liden Plads. For den større Del synes ialfald 
her i Landet en egenartet Type at være raadende, i de talrigste Tilfælde 
mesocephal, ogsaa hyppig brachycephal, mest i ringere Grader, en enkelt 
Gang dolichocephal. Den synes idethele at udmærke sig ved større 
Høide end de øvrige her forekommende Typer, ved brattere Pande, 
opadstigende Forhoved og større Fylde over det bagre Isseparti, selv- 
følgelig med mange Variationer. 


44 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


II. Sognetypen. 


Efterat foranstaaende Sammenstilling var affattet, indkom til Sam- 
lingen 7 Kranier fra Sogndal (Indre Sogn). Disse Kranier frembyde 
særegen Interesse fornemmelig derved, at de er fra en Del af Landet, 
hvis Befolkning allerede lange har veret kjendt som meget eiendomme- 
lig, ogsaa fordi paa de fleste af dem kan konstateres Haarfarven ved 
fasthængende Haarrester. 

Til at faa fuldstændigere Oversigt over Sognekraniernes Eiendomme- 
ligheder vilde selvfolgelig fordres et storre Antal. Dog indeholdes der 
i dette lille Fund interessante Data, som gaar i Retning af, at den her 
repræsenterede Type i flere Henseender staar isoleret fra andre kjendte 
norske Kranietyper. 

Hvorvidt samtlige Kranier fuldstændigere tilhore samme Type, vil 
for Øieblikket neppe med fuld Sikkerhed kunne siges. Fornemmelig vil 
der kunne frembyde sig Tvivl med Hensyn til No. 5 og 6, som er 
udpræget dolichocephale, og af hvilke det ene sees at have været af et 
lyshaaret Individ. Dog har de begge den eiendommelige Hovedform, 
som Gruppen i det hele frembyder. 

Som af vedfoiede Tabel sees, gaar Lengdebreddeindex fra 72 til 
henved 80, med et Middel af omtrent 76 saavel for mandlige som for 
kvindelige Kranier. Hezdeindex er temmelig liden: Overansigtet er tem- 
melig langt med middels stor Index, Øienhulerne noget haie, Næsen 
udpræget smal, Ganen af middels Bredde. 

Disse Forhold stemmer temmelig nær med den ovenomhandlede 
norrøngermaniske Dolichocephals. Fra denne skiller disse Kranier sig 
dog ved sin relativt noget større Bredde men fornemmelig ved det gjen- 
nemgaaende eiendommelige Skallegjennemsnit 1, som kan paavises (mere 
eller mindre udpræget) hos samtlige 7 Kranier. Det er to Eiendomme- 
ligheder, som er mest fremtrædende, flaskeformet Gjennemsnit og fladt 
lavt Isseparti, dertil ofte paafaldende kort Baghoved. 

Paa 4 af Kranierne kan Haarvæxten sees at have været sort eller 
mørkebrun, paa 1 lysblond, 2 mangler Haarrester. Da Befolkningen i 
indre Sogn for en stor Del er mørkhaaret (fornemlig Sogndals og Lær- 
dalsbefolkningen), kan Haarformen her være væsentlig ledende ved Be- 
dømmelsen af Kraniernes Typeforhold, men selvfølgelig ikke i og for 
sig afgjørende. 

! Dette er dog ikke udtalt tilstede hos det PI, V afbildede Kranium, som forøvrigt er 
meget karakteristisk i sin Helhed, Det tør kanske være af Interesse, at netop den 


samme meget eiendommelige Norma verticalis sees hyppig hos de af Davis & Thornam 
afbildede dolichocephale engelske Oldkranier. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 45 


Den mørkhaarede Sogning gjør Indtryk af en aandeligt og legem- 
ligt egen Type, mork, livlig, letbygget og letbevegelig med let Opfat- 
ning. Der findes neppe andre af Fjordtyperne, som kan stilles ganske 
sammen med Sognetypen. Det viser sig af de her omhandlede Kranier, 
at disse ogsaa indtage en egen Plads blandt de hidtil kjendte norske 
Kranier. I Korthed kan Kranieformen betegnes som mesocephal, lav- 
skallet, langansigtet, Habitus brunet. | 

Vedføiet er Maal for de 7 Sognekranier med beregnede Middelmaal 
og Indices: 


Sogndal (Sogn). 


en SR ed RE ee NN eV 
M. Kv. | M Ky. | M. Ky. | Kr. 
| | NE 
Længde . . . . . | 198 180 | 186 183 186 | 183 | 183 
Bredde oo. © anna 154 142 | 142 146 | 13711 132 137 
Hd: > u... 126 126 131 | 121 | SN 124 | 125 
PATES 2 TS AT 102 99 96 | 102 | 99 | 96 100 
DTK PEER 129 115 118 120 113 III I 17 
ET RE 143 132 132 131 | 133 | 127 134 
BR Le, OI © 144 137 130 | 124 | 135 | 124 | 126 
Base RE er. Que 100 99 107 | go | 98 | 99 96 
| 
AT. ai 148 128 131 | 123 | 130 | 120 | 125 
Overmsplshøide . .. 2 Le. 82 64 70 | Ev her | 68 69 
i 5 109 | 94 | 94! 87| 95| 86) % 
CHERE REA res a 45 36 44 | 41 | 42 | 40 | 42 
=, 000 OL rs Su 38 32 | 39 | 37 | 37 36 | 35 
Noe 22.00... 57 | 46 | 50 | so | 58 | 46 54 
0 0 ne 25 24 | 26 25 | 24 | 20 26 
GS vi EN 57 45 | 63 49 52 | 48 53 
Førte: |: lk 43| 42 | 44 | 37 1°) dar aa 
Procraly Heide -_: . : . bare = 24 19 | 18 | 16 | 21 | 23 17 
Afst. mellem Øienhulernes indre Veg} 29| 27| 29| 26 28 27 27 
I 
| 
Længdebreddeindex . . . . . Ey, 78,3 | 76,4 | 79.7 73,0 72,1 76,0 
eee. LL. Ge 64,1 | 70,0 | 70,4 | 66,1 | 69,8 | 67,2 | 69,4 
Breddehoide — ........ 81.7 | 887 | 057 | 52,8 | 94,8 | 93,9 | 91,2 
OR, Sp os 554 | 500] 578 | 544 | 54.6 | 56,6 | 55.1 
Øienhule SPR PLEN TE 91,6 | 88,5 | 902 | 87,6 | 83,0 | 83,3 
Nese Er ae ER 438 | 520) 520 50,0 | 413 | 434 | 480 
Gane EEE EDEN 75.4 | 82,3 | 69,8 | 75,5 | 82,6 | 77,0 | 81,1 
Hae che tee Rx Ne S. Br S S o o | BI Br. 


46 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


Sammendrag: 

Middelindex Mand Kvinde 

| 
Længdebredde . . . . . 76,2 75,9 76,4 
liga = 5 6 4 a = 67,9 67,8 68,0 
Breddehaide 4112 0. 2. 89,2 89,3 89,0 
Oyeranseme en 44 2,1 54,2 5455 54,0 
Gjenhules Rae rt, 86,9 87,0 86,9 
NSC On ne 47,0 44,8 48,4 
Gane RE men ee Gh ot. 78,7 75,6 81,5 


III. Den tronderske meso-brachycephale Type inden den nulevende 
Befolkning. 


De sydtronderske Folketyper. 


Nermest for at komme til Kundskab om, hvorvidt den blandt 
Universitetssamlingens Trondhjemskranier fundne meso-brachycephale 
Type forekom blandt Befolkningen i de Trondhjem omgivende Distrikter, 
og hvorledes de herhenhørende Individer isaafald var prægede, foretog 
jeg i Lobet af indeværende Sommer endel Undersggelser blandt de 
militære Mandskaber af Trondhjems og delvis af Nordmøres Bataillon 
(for den førstnævnte af Landeværns-, for sidstnævnte af Liniemandskaber). 
Materialet blev med største Beredvillighed stillet til Disposition af ved- 
kommende Chefer. 

De Distrikter, fra hvilke det stammede, var fra Øst af Sterdals- 
dalføret, Aasen og Frosten, Guldalselvens Dalfere, Selbo og Tydalen, 
Røros med Landsogn, samtlige nærmest om Trondhjem liggende 
Bygder, Ørkedalen og Meldalen. Desuden undersøgtes kursorisk Kyst 
distriktet med tilliggende Øer i det nordlige Nordmøre. Ialt indgik under 
denne Undersøgelse 118 Individer fra førstnævnte Afsnit, 34 fra sidst- 
nævnte. 

Der toges inden førstnævnte Gruppe Kraniemaal (Længde og Bredde) 
for saagodtsom alle, Overansigtsmaal (Bredde og Høide) og Maal af 
Pandebredde. Hos Mandskaberne fra Røros og tilgrændsende Bygder 
i Guldalsdalføret blev dog kun hos enkelte taget Ansigts- og Pandemaal.! 


1 Ved Maalene bemærkes: 
Kraniet: 
Lengdemaal fra Panden midt imellem Øinene til mest fremst. Punkt af Baghovedets 
Tuberositet. 


Igor. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 47 


I Ørkedalen og Meldalen toges kun Kraniemaal, og i Kystdistriktet 
maatte jeg noies med enkelte Kraniemaal (væsentlig for Brachycephaler) 
foruden den almindelige Inspektion. 

Desuden noteredes Haarfarve, Øinenes Farve, Pandens, Næsens og 
Hagens Form og Formen af Kraniumsgjennemsnittet (Norma verticalis). 

Grunden til den forskjellige Fremgangsmaade laa for en Del i Ønsket 
om ikke at strække Undersøgelsen ud over for lang Tid, dels i dens 
specielle Hensigt, der som anført nærmest var at komme efter, om der 
i de undersøgte Distrikter forekom brachycephale Individer med den 
nævnte eiendommelige Kranieform. I denne Henseende opnaaedes 
allerede Resultat inden Materialet fra de østligt for Trondhjem og om denne 
By liggende Bygder, og det viste sig snart, at de fjernereliggende ikke 
eller kun yderst sparsomt frembød lignende Bestanddele. Hvad Kyst- 
distriktet angik, var min Opmærksomhed fornemmelig rettet paa, om 
der her idethele kunde paavises en saadan Form. 

Allerede ved Undersøgelsen af Materialet fra øvre Størdalen (Meraker 
og Hegre) traf jeg paa endel blonde brachycephale Individer, som havde 
den omtalte specielle Kranieforms mest fremtrædende Egenskaber, en 
moderat Brachycephali, noget fremhvælvede Tindinger, hvælvet Pande 
og lavt Overansigt. Ansigtet udmærkede sig ved forholdsvis stor Bredde 
med en stærk Tilsmaling nedad til den lille spidse Hage. Den samme 
Form (tildels modificeret) gjenfandtes i nedre Størdalen, i nedre Guldalen 
og Bygderne nærmest om Trondhjem, kun enkeltvis i noget fjernere 
Bygder. I Ørkedalens Dalføre var den omtrent ganske forsvunden. 
Kun enkelte usikkre Antydninger er optegnet herfra og fra Kystdistriktet. 
I Selbo og Rørosdistriktet forekom et par Tilfælde og enkelte Antydninger. 

Denne Undersøgelses Hovedresultat meddeles her nu kun som et 
foreløbigt og af flere Grunde med nogen Reservation for Enkelthedernes 
Vedkommende. 


Breddemaai over mest udstaaende Del af Sidepartiet, saaledes almindelig over øvre 

bagre Del af Tindingbenet. 
Ansigtet: 

Breddemaal over mest fremstaaende Punkt af Kindbuen. 

Heidemaal fra Sut. naso-frontalis til nedre Rand af Proc. alveolaris, 

Pandemaai mellem nærmeste Punkter af Linea semicircularis lige ovenfor Arcus 
superciliaris. 

Alle Maal er tagne med Krumpasser og Centimetermaal. For levende Individer giver 
denne Methode kanske lidt usikrere Resultat, iser for Hovedskallens Breddemaal, end 
Maaling ved Skyveapparat, og jeg maa saaledes i denne Henseende tage lidt Re- 
servation, Jeg har dog valgt det, da samme Methode er benyttet ved Maaling af 
Skeletkranierne (s. ovf.) og ved Undersegelsen af Jæderbefolkningen, og jeg enskede 
Overensstemmelse i denne Henseende ved samtlige nevnte Undersøgelser. 


48 C. F. LARSEN, M.-N. Kl 


De mest fremtrædende Eiendommeligheder var: større eller mindre 
Brachycephali (reduceret til Skeletforhold overgaaende til Mesocephali), 
forholdsvis bredt Forhoved (fremhvælvede Tindingpartier), Panden hveel- 
vet i Vertikallinien, Overansigtet bredt, lavt, Processus alveolaris lav, 
det hele Ansigt stærkt tilsmalnende nedad mod den spidse Hage, ret 
eller svagere buklet Næse, tildels med udstaaende Spids (en forøvrigt her 
almindelig Form), Profil udpræget ortognat, Haarfarven oftest lysblond, 
eller mørkere blond, Øienfarven almindelig lysere blaa, i et Tilfzlde 
lysgraalig (lys Blanding af blaat og brunt). I to Tilfælde var Haar- 
farven mørkere (mørk askeformet og brunlig), Øienfarven blaabrun. Hos 
disse kunde muligens den mørkere Habitus være overført ved Blanding 
fra den i vedkommende Bygder hyppige mørkhaarede Befolkning. 

Der forekom selvfølgelig som overalt, hvor der er Tale om Type- 
karakterisering, mange Variationer, enkeltvis tildels gaaende i anden 
Retning end her nævnt. Det laa ogsaa nær at antage, at de fleste 
selv de mere udprægede Individer var paavirkede af Blanding. Dette 
er særskilt noteret for samtlige med Undtagelse af 4. 

Som typisk bestemtere udformede Individer, har jeg kun optaget i 
det hele 13 af de undersøgte 118. Medregnet alle, som syntes at frem- 
byde Paavirkning af denne Type, vil Antallet omtrent blive det dobbelte. 

De 13 typiske Individer viste følgende Maal af Hovedskalle og 


Overansigt: 


Bygd. Skallemaal. Overansigtsmaal. Pandebredde. | 
i, 3Merakeraer nr. 191) 455 (817) 4022.61 109 
DE do res ae TOR LAGS (Sør) 141-072 — 
OG MINER GE ey a - 199 166 (83,4) 148 79 115 
4. Nedre Størdal ... 191 159 (83,2) 142.671 125 
5: do. BR 180 1570 USA) TAZ GOS 115 
HV  Strindemtg. mern. 203 160 (78.8) 136 2 908 I IO 
GA (oj te oo a 200 160 (80,0) 130471 110 
så "Teinstrandem. 2-0) 204 165. (80,8) 147, 1168 I I I 
9% Bynæsset oe a. 101 163 (85,3) 146 68 I IO 
IO. HO EN 189 160 (84,6) 1424 (169 I I I 
Li.’ Frostens aat: 190 158 (83,1) 141 64 105 
12.4 Selbo Ar 191 166 (86,9) 148 60 109 
13. Røros er 202 167 (82,6) 152 65 117 


1 Den hele Ansigtslengde blev ikke maalt, da det for mig vesentlig gjaldt at sammen- 
ligne dem med Skeletkranierne; ved en mere detailleret Undersogelse vil dette selv- 
folgelig vere paakrævet. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 49 


No. 7, 9, 11 og 13 var opført uden Bemærkning om Blanding. 
Middelkefalindex (beregnet efter Sum af samtlige Tal) 83,s (redu- 
ceret 31,8). 


Middellengde af Hovedskallen . . . 19,1 Ctm. 
Middelbredde - = et ce GR 


Middel af Overansigtsindex (beregnet paa samme Maade) 46,6 (re- 
duceret ved Fradrag fra Breddemaalet af 6 mm. for Bedækningerne 49,2). 

Middelbredde over Kindbuerne 14,3 Ctm. 

Middellengde af Overansigtet (fra Sutura naso-frontalis til nedre 
Rand af Pr. alveolaris) 6,7. 

Middel af Pandebredde 11,2. 

Det vil bemærkes, at af de opførte 13 Tilfælde 10 falde paa Stor- 
dal og de Trondhjem nærmest liggende Bygder, 3 paa fjernere. 

Som ovenfor berørt forekom dog desuden blandt de undersøgte 
Individer tillige 12, som frembød mere eller mindre tvivlsomme Tegn 
til at være paavirkede af denne Type. Ved Fordeling af det hele 
samlede Antal sees, at der paa de 10 førstopførte Bygder falder 15, paa 
de 3 sidstnævnte 8, paa andre tildels fjernere 2. 


Sammenlignes de mere udtalt typiske Hoveder med de meso- 
brachycephale Kranier i Trondhjemsfundet, saa vil Overensstemmelsen 
være temmelig iøinefaldende. Desværre kan den hele Ansigtsform ikke 
bestemmes for Kraniernes Vedkommende, da disse mangle Underkjæve. 
Kefalindex sees at falde noget høiere hos de maalte Individer, medens 
Overansigtsindex er nærmere overensstemmende. 

Den typiske blonde Brachycephal i de indre trønderske Distrikter 
viser i mangt og meget Ligheder med den blonde Brachycephal paa 
Jæderen (cfr. »Om Jzdertypen«). Tilknytningspunkter findes i Skalle- 
form saavelsom i Ansigtsformer og ellers, men der er ogsaa tydelige 
Forskjelligheder. Særligt kan fremhæves Jærbuens mere brede Under- 
ansigt. Indtil videre maa det dog vel kunne antages, at der er 
Slægtskab mellem disse Typer, hvilket før er fremholdt, hvad Skelet- 
kranierne angaar. 

Vid.-Selsk. Skrifter M-N. Kl. 1901. No.5. - 


50 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


Den tronderske Brachycephal har et mindre Udbredningsomraade 
end den vestlandske,! men der er dog Tegn til, at den inden dette til- 
dels baade er hyppig og gjennem Blanding har udøvet en ikke liden 
Indflydelse paa Befolkningen forøvrigt. Inden Størdalsdalføret og det 
nedre Guldalsdalføre? falder ca. 1/3 af de undersøgte Individer paa den 
mere udtalte Form, medens ca. '/2 vilde falde paa Typen, om Antydninger 
medtoges. Sandsynligvis er denne Indflydelse endnu mere udbredt, idet 
man netop i disse Strøg finder en høi Kefalindex almindelig ogsaa hos 
den blonde Befolkning, som mere har Præg af den norrøn-germaniske 
Type. Den udmærker sig her ved en Kefalindex fra 79 til over 80. 
Foruden disse Typer findes endel brunette eller ubestemte Individer. 
Til nærmere at fastsætte Forholdene vilde selvfølgelig gjentagne og 
videregaaende Undersøgelser være nødvendige. 


Anderledes stiller det sig for de sydligere og vestligere Bygder. 
Allerede i Se/bo begynder den brunette Typus at træde mere frem, i 
den øvre Del af Guldalsdalferet, i Rerosegnen og Tyldalen var den i 
det hele den herskende, medens den mere udtalte blonde typiske Brachy- 
cephal sjeldnere forekommer og tillige den blonde norrgne Type ind- 
tager en endmere tilbagetrædende Plads. 


Fra Ørkedalen og Meldalen kom paa faa Undtagelser ner kun 
brunette Individer til Undersogelse. 


Uagtet det ikke var nogen Hovedhensigt at konstatere Typefor- 
holdet inden de sydlige trondhjemske Bygder i sin Helhed og der saa- 
ledes heller ikke var lagt særligt an paa Undersøgelsen af den brunette 
trønderske Befolknings Eiendommelighed og Forekomst, tror jeg dog at 
burde anføre, hvad der af mine lagttagelser derom har fremgaaet, tildels 
sammenholdt med tidligere Optegnelser fra en i disse Egne foretaget 
Reise i Udskrivningsanliggender. 

Ørkedalen har en særlig Interesse paa Grund af den udbredte Fore- 
komst af denne Befolkningsgruppe, der saaledes ogsaa kan antages at 
foreligge mere karakteristisk udformet end paa de fleste andre Steder i 
Landet. 

Inden Ørkedalens og Meldalens Befolkning undersøgtes 22 Individer, 
af hvilke kun 3 havde Præg af den blonde, norrøn-germ. Type, medens 
17 opfortes under den brunette Gruppe, 1 ubestemt Blanding, desuden 1 
brunet uden tilføiet Maal. 


! Den nordlige Begrændsning er dog endnu ukjendt. 
* Herfra havdes dog faa Individer til Undersøgelse. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. 51 
De 17 mørke viste Middellængde af Kraniet . . . . 19,3 
Middelbredde - — MU AE 
Index ber. efter Originaltallene 79,3 


Dolichocephal 1 (73,7), Brachycephaler 8 (83,0, 80,2, 81,9 802, 83,01, 810, 
81,1, 80,5). Resten var mesocephale med Index mellem 75,6 og 79,6. 

I Singsaas og Holtaalen (Gaulas øvre Dalfore) fandtes af 12 under- 
sogte Individer 7 morkhaarede. 


Middellængde . . . . 198 Ctm. 
Bredde .- 2 .--. 167 — 
Haber > YOR. = 


Dolichocephal 1 (74,0), brachycephale 2 (842, 83,5). 


For de ovrige Bygder er i de fleste Tilfælde maalt Hovedskal, Over- 
ansigt og Pandebredde. Denne Undersøgelse omfatter 23 Individer af 
den brunette Befolkning. Herved fandtes: 


Hovedets Middellengde . . . 194 Ctm. 
— — Bredde 14% 155. = 
— - Index) 4. .5768 — 

Ansigtsbredde. . . . . . . 141 — 

Overansistslencde.. . . 2. 69 — 

HER a a a RE AB == 
(Reduceret ved Afdrag af 6 
Ctm: fra Bredden) ". =. =... sog — 

Fame ts ans, Og) = 


Dolichocephal 1 (74,3), Brachycephaler 13 (tildels høieregaaende), 
Resten mesocephale mellem 75 og 8o. 


Af disse Tal vil sees, at den morke Befolkning i disse Egne op- 
traadte med en (hos det levende Individ noget høi) mesocephal Middel- 
kefalindex, mindre hoi i @rkedalsbygderne, hvor den omtrent svarede 
til den i det sydlige Østland tidligere fundne, høiere i de andre Bygder 
og fornemmelig i de, i hvilke der forekom Individer af den lyse bra- 
chycephale Type eller som grændsede til disse. 

Videre skal jeg her ikke opholde mig ved Gruppens Eiendomme- 
ligheder. Studiet af den er for lidet fremskredet til, at man endnu kan 
tilveiebringe tilstrækkelige Holdepunkter. Saameget kan fremgaa af de 
ovenfor anførte Tal, sammenholdt med lignende fra andre Kanter, at 


! Der kunde vere Tale om Blanding med den blonde Brachycephal. 


52 C. F. LARSEN. M.-N. Kl. 


der er megen Overensstemmelse mellem de brunette Befolkninger i de 
forskjellige Dele af Landet. 1 


Som før nævnt fik jeg kun Anledning til en kursorisk Undersøgelse 
af Kystdistriktet i Amtets nordlige Del, nærmest foretaget for at kon- 
statere, om her forekom Tilfælde af den blonde brachycephale Type. I 
disse Distrikter bemærkedes vistnok et par blonde Individer med ud- 
præget Brachycephali, men forøvrigt uden Særpræg af den nævnte 
Type. Den mørkhaarede Typus var saavel i Aure som paa Øerne for- 
herskende, om kanske med mindre udpræget Eiendommelighed end i 
Indlandet. 

Det er ikke Meningen her at foregribe de nøiere Undersøgelser om 
Befolkningen i Bygderne om Trondhjemsfjorden, som maaske vilde give 
Resultater af særlig Interesse. Paa dette Sted kan kun for Sendre 
Trondhjems Amt resumeres følgende: 

1. Om det indre sydøstlige Bassin af Fjorden forekommer i 
forholdsvis større Udbredning en oftest blond brachycephal (meso- 
brachycephal) Folketype, som er væsentlig forskjellig fra den blonde 
norrøn-germaniske Type, og som i meget nærmer sig den paa Sydvest- 
kysten almindelig udbredte lyse Brachycephal. 

2. I de sydligere og vestligere Bygder tilhører Befolkningen mesten- 
dels den brunette Typus, som her i det hele optræder ligeartet, men for 
en stor Del med Tilblandinger, vel mest af den overalt mere sparsomt 
forekommende norrøn-germaniske Type.? 


1 Der kan af og til høres Tale om, at den mørke Befolkning nordenfjelds og især i 
Rørosegnen er Efterkommere af i senere Tider indvandrede Tyskere, Hvor meget 
der kan være heri, er vanskeligt at sige. Større Indvirkning paa Befolkningen i det 
hele kan neppe en saadan nyere Indvandring have havt. Den brunette Befolkning 
synes at være gjennemgaaende typisk for store Dele af Trondhjems Stift. 

? I det sydlige Nordmøre er den blonde Nordbotype hyppigere, kanske overveiende. 


1901. No. 5. NORSKE KRANIETYPER. <3 


Til Plancherne. 


PI. I. 11 og 2 (Tab. No. 2 og 7). Norrøn-germaniske Dolicho- 
cephaler (2 hører ikke ind under de for Beregning af Indices benyttede 
Kranier, men er et usædvanlig smukt Specimen, særskilt Fund). (Text 
Side 5). 3? (Tab. No. 8). Brachycephalt Kranium fra Jæderen (cfr. 
Text Side 15). 

Pl. II. 4 (Tab. No. 13). Jæderkranium. 5 og 6 (Tab. No. 14 og 
15). Meso-brachycephale Kranier fra Tønsberg (Text Side 17). 

Pi. III. 7 (Tab. No. 18). Meso-brachycephalt Kranium fra Oslo 
(Text Side 18 og 20). 8 og 9 (Tab. No. 19 og 20). Meso-brachycephale 
Kranier fra Trondhjem (Text Side 18). 

PI. IV. 10 (Tab. No. 30). Kranium fra Stenalderen (Text Side 13). 
113 (Tab. No. 28). Kranium fra Oslo, Ansigt lignende foregaaendes 
(Text Side 14). 12 (Tab. No. 34). Skraahovedtype, Kranium fra Tøns- 
berg (Text Side Io). 

PI. V. 13 (Tab. No. 26). Skraahovedtype, Kranium fra Oslo. 14 
(Tab. No. 31). Kvindeligt brachycephalt Kranium fra Gimsø, Skien (Text 
Side 42). 15. Kranium fra Sogn. (Tabel over Sognekranier, Text 
Side 45). 

Cfr. forøvrigt Side 21 og flg. og Side 33 og fig. 

Samtlige Figurer er tagne i 1/3 naturlig Størrelse, lineært Maal. 


Den fotografiske Optagelse er med velvillig Tilladelse af den geo- 
grafiske Opmaalings Chef Hr. Oberst m. m. Nissen udført i dette In- 
stituts fotografiske Atelier. Forfatteren skylder i denne Anledning at 
udtale den forbindtligste Tak saavel til Hr. Obersten for den udviste 
Opmerksomhed som til vedkommende Sektionschef, Hr. Ingeniør 
Vaumund, for den Omhyggelighed, hvormed Arbeidet er gjennemført. 


1 Før afbildet i Barth: »Norrønaskallere. 
? Mindre Afbilding hos Arbo »Stavanger Amte. 
3 Før afbildet af Darth 1. c. 


Trykt 28de Febr. 


Lu 


902. 


3 Sole (Jæderen). 


CHRA, VID, SELSK 


SKR. 


1 


I. M-N. KL. 


Oslo. 


1901. 


NO. 5 


Planche I 


2 Guidalen. 


3 Sole (Jæderen). 


6 Tonsberg. 


CHRA. VID. SELSK. SKR. I. M-N. KL. 1901. NO. 5 Planche II 


6 Tønsberg. 


4 Sole (Jæderen). 5 Tønsberg. 


CHRA, VID, SELSK. SKR. I. M-N. KL. 1901. NO. 5 Planche II 


9 Throndhjem 


7 Oslo 8 Throndhjem 


< 
cé 
an 
O 


10 


— 
— 


12 Tønsberg 


CHRA. VID. SELSK. SKR. I. M-N. KL. 1901, NO. 5 


12 


10 Svelvik (Stenalderen) 


Planche IV 


11 Oslo 


12 Tonsberg 


15 Sogndal (Sogn) 


CHRA, VID, SELSK 


SKR. I. M-N 


13 Oslo 


KL, 


1901. 


NO. 5 


Planche V 


14 Gimso (Skien) 


15 Sogndal (Sogn) 


i t J, VIG 
LA EV | my i | 


N 

N MA 
INDIEN, 

A i 


Å 
KN Ve 


Å 
AN 


1 jou 


OA 


KANAL 


J VE | 
KD) 36) } 
DL HÅ ME 


bile) | 
‘i wi 
KAN AA % V | 


iY | \ 
a 
Au ! 


MA 


\ 


| 


i 
4 


RER 
I IR is 


27 


5 
i 
Y 
3 
ni 


Vår) 


* 


Pre SEN Hl 


AN MNRAS A 
ae 
AR a N N 


N lal 
1 43 
EAU a 


RAA \ 
Å ER ANN 


À 


x 


Ü 
ur 
zr 


SAL N RN 
N ANN a ay MIA) 


å! 


MER his 
SIERT 
VAN NG 


KAMMA Nu ARYAN