De rer eve - rude …. sett SESBEGE SEERE SU Ny -. ESS PH SEJE UUTA YA as ” RDNS KN STENE LRSØN Se PKT NDA TE SEERE EEN SENERE hrdøher KÆR SR AE BEDES Se Tror GSR VV en me eee ” RER ET RVR DE Dee SYNE Vere Fe Le SKE 6% kk YVES VT MEETS RENE edge ur N varme re eee ENNA Y r, Bem AS EVE TERVEEET mene og, - mg i KA AS. RL rer " wvn ” v > ig W 2 PENN øren ø v £ rn ” reervr y VÆVE Vve ” J ”= FSR RER SAGA AR ARKADE TV TET VT VET ENE IVEY TNT VSSE TYNDE lis i "AAMAA FF FNnE A ADAM As i ARMEN ; | 2 nes, WA f er g | i | BR L L | | 1 ! AAN nar sen als (4 | pal É ÆNSET da Trolab rare ea eeles eN NE, eee] Å | | ! (alel ; i | | Å ER ke EM A ma "all | BAA A EEN | | | ; ; Tr RANANIT LL FAARGELE AeNaad REE ERE EPE GE REDE SE TE : : el b: tj y va $ j f Aa i del te AMAP | HS NES! 7 Fler VRE, | TNA "ANAMA AR i "Pr Ftetelh Ia AF” ERE HR BE sanne: | da AMAN AAAARA, HH SE. ' BOE RABR ARR i SB 4-7 f UA LD VER IØ. | ET YPER kana nl aa f DRAMA ; Fw i f BP NTR , . AAA AAAAA EF] åj | Bal | FRR | f ' | | | i ARR NRA KT AR NA SMARA GA LAA SRRARS AR ao år i AAAÅ, ' hine be Maaan PN ; f i ot | ' | | Rg [| i Es EN ' FYR Lals UI 5 Fog i ; ung HEV | : Å SARTE fa ON VVM NEL SÆRT VAN anmnnan st MARARANKA i | HPY ve FRR on ng Ked / u , S - i SER NG ; i SE moires de PAcadémie Royale des Sciences et des Lettres de Danemark, Copenhague, AMR Gme série, Glasse des Sciences, t. VII, ne 6. Å id e Spolia Åtlantica. | Scopelini | Musei ZLoologici Universitalis Hauniensis. Bidrag til Kundskab om [" aabne Havs Laxesild eller Scopeliner. 2 er ( "Med et Tillæg om cn anden pelagisk EGEN 2 ESS SN Dr. Chr. Fr. Litken, SR K Å i j i Pråfassor i Zoologi ved ANER RE ns Universitet. 5 " | lw. £ D , LE É LUX É ze | Med 3 stentrykte Tavler, Avec résumé en francais. HrRN, ni . Vidensk. Selsk. Skr., 6 Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. VIL. 6, FEE RSS PR re SPEER åg Kjøbenhavn. 5 I Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). [29] å. = > Sk 10. Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6te Række. Naturvidenskabelig og mathematisk Afdeling. medi 42 Tavler ss ES ES NE SR SEE SEERE he es ERE ER EEERE Prytz, K, Undersøgelser over Lysets Brydning i Dampe og tilsvarende VædSskern SS OFTERE DE Boas, J.E. V. Studier over Decapodernes Slægtskabsforhold. Med 7 Tavler. Ræsumé en frangais. 1880 Steenstrup, Jap. Sepiadarium og Idiosepius, to nye Slægter af Sepiernes Familie. Med Bemærkninger om to beslægtede Former Sepioloidea D'Orb. og Spirula Lmk. Med 1 Tavle. Résumé en frangais. 1881 Colding, A. Nogle Undersøgelser over Stormen over Nørd- og Mellem-Europa af 1?te—14de Noyb. 1872 og over den derved fremkaldte Vandflod i Østersøen. Med 23 Planer og Kort. Résumé en frangais. 1881 Boas, J.E, V. Om en fossil Zebra-Form fra Brasiliens Campos. Med et Tillæg om to Arter af Slægten Hippidion.… Med 2 Tavler: - 188170 3 352 GT Ret ERE] SR SEE NEDE SPS RS ESS STEDE SE Steen, Å. Integration af en lineær Differentialligning af anden Orden. 1882 ....220rrrensnee Krabbe, H. Nye Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme. Med 2 Tavler. 1882 ...... ERE Hannover, Å. Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Anencephalia og Misdannelsens Forhold. til Hjerneskallens Primordialbrusk. Med 2 Tavler. Extrait et explication des planches en frangais. 1882 —— Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Gyclopia og. Misdanmelsens Forhold til Hjerneskallens Primordialbrusk. Med 3 Tavler. Extrait et explic. des planches en francåis. 1884 .......+% —— Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Synotia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskallens Pri- mordialbrusk. Med 1 Tavle. Extrait et explic. des planches en frangais. ISS4 220 ket Lehmann, Å. Forsøg paa en Forklaring af Synsvinklens Indflydelse paa Opfattelsen af Lys og Farve ved direkte: Syn ;Med-1- Tavle. "”). 1) Ueber einige noch unbeschriebene Fische (Sitz. Ber. d. k. Akad. d. Wiss., Wien, Bd. 39 S. 545. 7?) Om denne lille Gruppes Selvstændighed og Underafdeling jfr. en Notis af Th. Gill i «Proc. Un. St, Nat. Mus. VII» p. 349. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, VII, 6. 30 230 10 b. Almindelig — mere eller mindre, ofte meget, langstrakt — Fiskeform. +) Rygfinnen er kort og sidder %) over Gatfinnen: Stomias, Eustomias, Photostomias (Thaumastomias), Opo- stomias, Pachystomias, Echiostoma (Hyperchoristus), Gonostoma, Cyclothone (Neostoma), Malacosteus, Bathophilus, Sigmops, Photonectes (Lucifer); +) mellem Bugfinnerne og Gatfinnen: Astronesthes, Opisthoproctus, Photichthys, Maurolicus, Diplophos; Fr) over Bugfinnerne: Coccia (Ichthyococcus); FRK) foran Bugfinnerne: Chauliodus. tt) Rygfinnen er lang, begynder over Bugfinnerne og ender tæt ved Halefinnen: Idiacanthus (Bathyophis)"). Mine Bemærkninger angaa kun Slægten Scopelus (med dens Underslægter), Argyro- pelecus, Sternoptyx, Thaumastomias, (zonostoma (Cyclothone), Astronesthes, Maurolicus' og Diplophos.. Af de andre ovenfor anførte Slægter ere nogle littorale eller sublittorale (Saurus, Saurida etc.), andre rene Dybhavs-Typer; men mellem disse og de pelagiske Arter og Slægter er Grænsen, som ofte bemærket, flydende, og der er mellem de her omhandlede Former vistnok mange, der vel egentlig have hjemme i Havets dybere Regioner, men af og til — især som yngre — komme op i Overfladen ved Nattetider og tages i Slæbenettet. Jeg har endvidere medtaget en formentlig ny Slægt (Pseudoscopelus), som kun dens pelagiske Forekomst og dens habituelle Lighed med Scopelinerne give Ad- komst til at komme paa Tale ved denne Lejlighed. Jeg skal endnu bemærke, at foruden Museets eget Materiale har jeg kunnet be- nytte nogle enkelte Stykker, der have været mig velvilligst udlaante fra Museerne i Kristiania, Berlin og Stuttgart, for at belyse nogle af Esmark og Klunzinger beskrevne Arter. En værdifuld Forøgelse fik mit Materiale ved en Snes Exemplarer, som ere indsamlede af norske Søfarende til Museet i Kristiania, og som Professor Collett velvilligen overlod mig til Undersøgelse. Fra den zoologiske Station i Neapel erholdt jeg Tilbud om at undersøge nogle faa Scopelus-Unger fra «Vettor Pisani»'s Expedition. D'Hrr. Prof. Collett, Prof. Måbius og Prof. Lampert beder jeg modtage min særlige Tak for udvist Velvillie og Tjenstagtighed. Scopelus-Slægten. Dr. Gånther bemærker i sin «Report on Pelagic fishes», at af de talrige af «Challenger» hjemførte Exemplarer vare kun faa voxne, Flertallet under 18'” lange, de mindste kun 5—7rm, halvt gjennemsigtige, uden Skæl og uden udviklede Lysorganer; to af 1) Former, hvis Plads i Rækken og øvrige Forhold ere mig ubekjendte, ere Alepidichthys Facciola og Neosudis Castelnau. il 231 de større, omtrent 1” lange, vare fuldt skælklædte, men af Lysorganer var der kun udviklet nogle faa paa Siden af Hovedet og et ved Grunden af Bugfinnerne. Artsbestemmelsen af de fleste af disse smaa Scopeler er, bemærker han, ikke alene meget vanskelig, men i Almindelighed meget usikker, saa at det vilde være umuligt at undgaa Fejltagelser, der vilde føre til falske Forestillinger om Arternes Udbredning o.s.v. Det mig foreliggende betydelige Materiale bestaar ogsaa for den største Del af Smaaformer — med andre Ord af Unger. Det er dog kun meget faa, som jeg har maattet skyde tilside som ubestemmelige paa Grund af Lidenhed eller slet Konservations-Tilstand. Ginther fordeler de ham i 1864 bekjendte Arter — siden den Tid er der be- skrevet mindst lige saa mange til — i to Grupper, eftersom Gatfinnen eller Rygfinnen har de fleste Straaler. Dr. Raffaéle!) har dertil bemærket, at hos visse Arter af begge Grupper er Forskjellen mellem disse Finners Straaletal meget ringe (1, 2) eller slet ingen. Han foreslaar derfor en ny Gruppering (af Middelhavets Arter) saaledes: a. Scopelus pr. Kygfinnen har færre Straaler end Gatfinnen; Legemet er tendannet; Mundspalten er ikke særdeles stor (naaer ikke meget længere tilbage end til en lodret Linie fra Øjehulens Bagrand), og Forgjællelaagets Bagrand er lodret eller næsten lodret. 8. Rissoz, Benoiti, Coccoi, caninianus, Humboldtii. b. Wyctophus?).. Rygfinnen og Gatfinnen. have lige mange eller omtrent lige mange Straaler; Legemet er kølledannet, Mundspalten middelstor, Forgjællelaagets Bagrand noget skraa; de have desuden et frontalt [og infraorbitalt] Lysredskab. 5. Ra- Jfinesquii, metopoclampus og Gemellarii. (Findes dette frontale Lysredskab ogsaa hos S. (emellariz ?) c.. Lampanyctus. Rygfinnen har flere Straaler end Gatfinnen ; Legemsformen er meget langstrakt og Ryglinien derfor næsten parallel med Buglinien; "Mundspalten er stor (naaer langt forbi en lodret Linie fra Øjehulens Bagrand); Forgjællelaagets meget skraa Bagrand danner en meget spids Vinkel med Kjæveranden. S. maderensis, crocodilus, elongatus. Jeg accepterer i det væsentlige denne Systematik med det Forbehold, at efter Straalernes Antal i Rygfinnen og Gatfinnen vilde 5. maderensis snarere være en Nyctophus; og at disse Sektioner, hvis Grænser næppe ere meget skarpe, overhovedet ikke bør gjælde for mere end netop at være Sektioner indenfor Slægten. Især forekommer det mig 1) Nota intorno alle specie mediterranee del genere Scopelus. Mittheil. d. zool. Station in Neapel. Ba IX p. 180. 2) Raffaéle og Andre skrive «Myctophum«. Dette meningsløse Navn kan kun være fremkommet ved en Tryk- eller Skrivefejl. Vil man beholde det, bør det ændres til Nyctophus (cfr. Lilljeborg, Sveriges och Norges Fiskar III p. 19). At Rs «Myctophum» ikke falder sammen med Gunthers Underslægt af samme Navn, bør erindres. 30" 232 12 tvivlsomt om Distinktionen mellem Nyetophus og Lampanyctus kan opretholdes, eller om Grænsen mellem dem ikke under alle Omstændigheder bør flyttes. Jeg mener endvidere, at Gruppernes Antal bør forøges noget. Det forekommer mig, at de ktenoide Scopeler (s. str.) bør danne en egen Underslægt eller Sektion indenfor Scopelus (s. str.) (Dasyscopelus Gthr.). Der er kun derved at bemærke, at hos yngre Exemplarer ere Skæl- tornene eller Skæltakkerne lidet udviklede og oversees derfor let; meget unge Exemplarer ville derfor kunne miskjendes. Jeg finder dog Skæltornene tydelige, naar man seer nøje til, hos Exemplarer af kun 20r”'s Længde. En skarp Karakter afgiver dette Forhold dog ikke. Hos $, Rissoi ere de øvre og tildels de nedre Skælrækker tydeligt, om end svagt takkede — de andre ikke. En anden Forskjel, som jeg vilde tillægge noget mere Vægt end der hidtil er bleven den til Del, er, om Snuden er yderst kort og brat afskaaren, saa at den ikke rager frem over Spidsen af Underkjæven; eller om den er forholdsvis lang, kegledannet og mere eller mindre fremspringende, saaledes at Munden kommer til at ligge under Hovedet, paa dettes Underside. Jeg skal ikke nægte Muligheden af, at der kan være mig ubekjendte Former, som det vilde være mindre let at henføre. til den ene eller den anden af disse Kategorier, og at der navnlig kan opkomme Tvivl med Hensyn til meget smaa Exemplarer, saaledes som de kun altfor ofte forekomme i de pelagiske Indsamlinger med Slæbenettet; imidlertid har jeg dog kunnet overvinde enhver Tvivl i denne Henseende selv for meget smaa Exemplarers Vedkommende og opstiller derfor indenfor Underslægten Scopelus (s. str.) en Underafdeling (R/tnoscopelus m.), hvis Arter — i en meget frem- trædende Grad —. besidde den berørte Ejendommelighed. Som Type kan 8. Coccot betragtes. Derimod er der et andet Forhold, som man kunde formode havde større Betydning end det i Virkeligheden har, nemlig Tilstedeværelsen af en større eller mindre, skinnende eller metalglinsende Plet paa Haleroden — uden Tvivl et Lysredskab — enten ovenpaåaa, bagved Hudfinnen, eller underneden, mellem Gatfinnen og -Halefinnen, eller undertiden begge Steder. Man kunde haabe i Tilstedeværelsen og Udstrækningen — under 1, 2 eller flere Skæl — af disse Organer at faa gode distinktive Karakterer; men det er ikke Til- fældet, og man kan vistnok ikke see andet deri end en periodisk udviklet Ejendomme- lighed. Jeg vil i det følgende faa Lejlighed til at anføre en Del af mine egne Erfaringer, men vil tillige her meddele nogle af dem, som jeg har fundet i Literaturen om denne Sag, eller som jeg har gjort med Hensyn til de europæiske Haves Scopeler. Om Scopelus Rissot bemærker Gunther «no pearl-coloured spot on the back of the tail». Den findes der alligevel, men er af mindre Omfang, synes det, end sædvanligt. Om S. Benoit der- imod hedder det «most of the specimens have an elliptical, bright, pearl-coloured patch on the back of the tail»; hermed stemmer, at jeg finder den hos 3 af 5 større Exemplarer af 13 233 denne Art; hos 3 mindre manglede den helt. Om $. parvimanus hedder det: «an elliptical pearl- coloured patch on the back of the tail». Paa en stor S. Humboldtii fandt jeg paa Halens Ryg en mindre Lysplet noget nærmere ved Halefinnen end ved Hudfinnen; hos et andet Exemplar (mindre vel bevaret, Bestemmelsen derfor maaskee ikke aldeles uomtvistelig finder jeg derimod en stor metalglinsende Plet af 4 Skæls Længde paa Undersiden af å Haleroden. Hos $. canzwnzanus finder jeg en saadan Plet af 5 Skæls Længde bagved Gatfinnen eller bagved Hudfinnen. Om $. Coccoz skriver Gunther: «in some specimens each of the scales on the back of the tail has a pearl-coloured dot», hvorimod Raffaéle skriver «che cosa abbia voluto intendere Cocco ton quei «cinque punti argentini al disotto della codale» (altsaa paa Undersiden af Haleroden) «non so capire». Vi ville siden se, at dette Lysorgan næsten aldrig savnes hos denne Art, men at det kan være enten supracaudalt eller infracaudalt. Hos et stort Exemplar af S. crocodilus finder jeg dem paa begge Halerodens Rande, hos et yngre i al Fald som en hvid Stribe sammesteds. Hos S. elongatus finder jeg baade et supra- og et infracaudalt Lysorgan. I sin Notis «on the pearly organs of Scopelus» omtaler Guppy), at han fandt 7 slige Organer langs Ryglinien tæt ved Halefinnen hos en i Nærheden af Cap det gode Haab fangen Sceopelus, medens han savnede dem hos to, som fangedes senere påa samme Sted. Og Emery anfører”), at han hos et Exemplar af S. Benoiti fandt Halepletten bagved Hudfinnen, hos et andet bagved Gatfinnen. — Der 'er Arter, hos hvilke man finder dem gjennemgaaende paa Exemplarer af en vis Størrelse og sjældent savner dem, enten paa Over- eller Under- siden af Haleroden, og hos hvilke man derfor let kunde falde paa den Tanke, at den relative Forekomst foroven eller neden var et Kjønsmærke. Men de andre Tilfælde, hvor denne «patch» findes samtidig begge Steder, taler saa igjen mod denne Hypothese. Et frontalt Lysredskab tilskrives, som ovenfor bemærket, Underslægten Nyetophus.. Det hedder om Scopelus metopoclampus «snout .... with the pearl- coloured " luminous apparatus occupying nearly its whole front and extending backwards over the infraorbital bone», og Raffaéle afbilder det som strækkende sig i en Fjerdedelsbue ts nedenfor og foran Øjet. Hos $. Rafinesquii omtaler Gunther «a .... luminous substance in the hollow in the first infraorbital bone», og Raffaéle afbilder (f. 7) et lignende Organ som hos $. metopoclampus, men delt i 2: et lille rundagtigt anteorbitalt (det andet er vel Næseboret) og et, der snarere er infraorbitalt; jeg finder ligeledes et længere og smallere infraorbitalt og et rundt anteorbitalt eller frontalt over hvert Næsebor, men henviser iøvrigt ogsaa herom til mine Bemærkninger i det følgende. !) Ann. Nat. Hist. (5) IX p. 202. 2) Intorno alle macchie splendenti della pelle nei pesci del genere Scopelus (Mittheil. a. d. Zool. Stat. zu Neapel. V. 1884) p. 475 234 m. maculæe lwminosæ mandibulares. 0. operculares. p. pec- 14 Et af de bedste Hjælpemidler til. at afpæle Grænserne mellem Ar- terne, hvilket uden det vilde falde overordentlig vanskeligt, har jeg derimod fundet i visse Enkelt- heder Fordehngen anke pletterne — de mindre Lys- kirtler — påa Legemets Sider. En strængere Analyse af dette Forhold, Skitse af Scopelus Rafinesqui. end hidtil er bleven anstillet, er torales.. t. thoracice. vv. ventrales. vw. supraventralis.. absolut nødvendig. Naturligvis maa aå'. anales anteriores. a”. amales posteriores. c. caudales. ' É man derfor ikke forsømme de andre s. supraanales. hb. postero-lateralis. sædvanlig anvendte Karakterer. Men det vil være rigtigt at indføre en bestemtere Terminologi end man hidtil har havt. Dette Hjælpemiddel har man ikke hidtil ofret den Opmærksomhed, som det fortjener. Det er Dr. Raffaéles Fortjeneste at have taget det i Tjeneste ved Artsadskillelsen, men han har dog ikke gjort Skridtet helt ud, og jeg kan ikke i alle Henseender slutte mig til hans Termino- logi. Det er aabenhbart, at her ligger i Hovedsagen Nøglen til Arternes rette Diagnostik. I den nedre Række findes: maculæ luminosæ mandibulares (m). Hver Underkjævehælvte skjuler 3 (paa Tungebens- buerne anbragte) Lyspletter; .de findes vistnok altid, men kunne være noget udviskede, især hos ældre Exemplarer; flere end 3 har jeg ikke fundet. m. l. thoracicæ (t). Paa Gjælle-Isthmen og Brystet indtil Bugfinnerne have alle Scopeler & Par Lyspletter. I Almindelighed danne de to lige Linier og sidde i omtrent lige stor indbyrdes Afstand, men der maa lægges Mærke til, om der muligvis er større Afstand mellem de to første Par eller tillige mellem andet og tredje end mellem de andre, og om maaske de af femte eller af femte og andet Par ere rykkede længere fra hinanden, ud til og op paa Siderne, end sædvanligt, da dette kan give Anledning til Forvexling med Lyspletter af andre Systemer, men paa den anden Side — rigtigt opfattet — afgive gode Artskarakterer. Det er i Underslægterne Nyctophus og Lampanyctus at disse mere afvigende Stillinger kunne forekomme. m. |. ventrales (v), mellem Bugfinnerne og Gatfinnen, i Almindelighed 4 Par, hos visse Arter 5 Par eller endog 6; der maa ogsaa her lægges Mærke til, om de frembyde Afvigelser fra den normale æquidistante Ordning, om det ene eller andet Par bryder ud af Rækken enten mod Midtlinien eller til Siderne 0.s.v. Antallet er vistnok i Almindelighed artsfast, men hos $. elongatus finder jeg dog baade 5 og 6 Par ventrale Lyspletter, og hos de to af de fire foreliggende Exemplarer af S$. rarus m. finder jeg kun 2 istedenfør 4, idet andet og tredje Par ikke ere komne til Udvikling. 3 h. 235 m. I. anales, langs med Gatfinnen og videre til henimod Halefinnen. De danne hos enkelte Arter en uafbrudt fortløbende Række, men ere i Reglen delte ved en lille Afbrydelse i to Grupper: m. /. anales anteriores (a) og posteriores (a'). Antallet i hver af disse og deres samlede Sum (10, 12, 15, 16, 17 0.s.v.) kan være underkastet nogen Variation indenfor Arten. Foruden deres Antal maa lægges Mærke til, om de danne en lige Linie, eller f. Ex. den forreste paa hver Side er rykket lidt indad, saa at det hele System af m. /. a. ant. kommer til at danne en Arkade; eller den første og sidste af m, l. a. anter. ere rykkede saa meget udad og opad mod Siderne, at Linien kommer til at danne en Bue med Hulheden opad, 0.s.v.- Derefter følger såa — i Regelen med et lille Mellemrum: m. I. caudales (c) ved Halefinnens Grund: i Underslægten Scopelus 2, men disse kunne enten ligge tæt sammen (approximatæ) eller med større Afstand (remotæ), derved at den sidste er rykket mere eller mindre opad mod Sideliniens Endepunkt. Hos Nyctophus- og Lampanyctus- Arterne er der lige saa konstant 4; som der kun er 2 Par hos Scopelus s. str. (derunder indbefattet Dasys-opelus og Rhinoscopelus); og i ere stillede i en opstigende her maa der ogsaa lægges Mærke til, om de alle Skraarække, eller den sidste er rykket bort fra de andre og saa højt op, at den kommer "til at ligge i Sidelinien eller lidt under denne. I den øvre Række findes. En macula luminosa nasalis (anteorbitalis) har jeg i al Fald fundet hos de fleste middelhavske Arter; er det maaske den, som hos $. Rafinesquix og S. metopoclampus optræder i en anden Skikkelse som det ovenfor omtalte større infraorbitale Lys- redskab? 2 eller 3 postorbitale har jeg kun truffet hos 5. crocodilus. m. l. operculares (0): 1 eller 2; men man kan søge dem forgjæves i al Fald paa mindre gode Exemplarer. m. l. pectorales (p): mormalt 3, i Almindelighed dannende en Trekant om Brystfinnens Grund, en over, en under og en bagved samme; men i det enkelte kan deres For- deling frembyde karakteristiske Forskjelligheder: den bageste kan rykke længere bort og derved give Anledning til Forvexling med den supraventrale; eller de danne alle tre tilsammen en næsten lodret Række 0. s.v. i En m. l. supraventralis (v'), over Bugfinnerne, er altid titstede. Tre m, l. supraanales (s) ere ligeledes næsten altid tilstede, men grupperede paa for- skjellig Maade, enten dannende en stumpvinklet Trekant , 7, eller en skraat opstigende Linie 2, der ikke afviger meget fra det lodrette, eller de danne en lige eller svagt brudt Linie, der nærmer sig til det vandrette. Smaa Forrykninger kunne stundom tildels udviske Forskjellen mellem disse tre Modifikationer. Hos en enkelt Art (5. rarus) finder jeg kun 2 (undtagelsesvis 3 paa den ene Side). 236 16 1. om. l. laterales posteriores (b): enten 1 eller 2 over Afbrydelsen i de anales Række (eller over den sidste Lysplet af m. I. anal. ant.). Mangler den, vil man altid finde, at Rækken af de anale Lyspletter er uafbrudt (se ovenfor), hvoraf maaske kan sluttes, at den eller de under Kategorien «1» hørende Lyspletter egentlig ere dzsjecta membra af de anales Række. Er der 2, maa det mærkes, om de sidde over eller ved Siden af hinanden. Rent individuelle Afvigelser fra det her meddelte Schema — at en eller anden Lysplet forrykkes lidt eller mangler — ere vistnok mulige; et Korrektiv vil i Reglen være at finde i Fiskens anden Side. Synopsis specierum mihi cognitarum generis Scopeli, ratione habita Y 8 ; præcipue dispositionis macularum luminosarum. A. Maculæ caudales utrinque binæ, ventrales plerumque quaternæ. Scopelus s. str. Corpus breve, rostrum brevissimum, oculi magni, margo præopercularis verticalis fere. a. Squamæ ctenoideæ. Dasyscopelus. &) mac. lum. posterolaterales simgulæ; supraanales ternæ lineas oblique surgentes formant; pectorales ternæ pinnas pecto- Tales "Circum dan Re EEN SR SEE ERR s spinosus SE AGN É ØR) m. 1. posterolaterales nullæ; supraanales ternæ triangula 2 Br obtusa formant; pectorales ternæ triangula formant ante ' pmnas:pectoraleset-subi1isdem SERBERE RESEN x S. subasper Gthr. b. Squamæ cycloideæ. a) Rostrum supra os proæminet, os igitur sub- inferum. Rhinoscopelus m. ”) Maculæ supraanales ternæ angulos obtusos formant; andles 15201938 OL TA) ES YR NM FSEES EM CoccoR. C: ) Maculæ supraanales ternæ lineas obliquas postice surgentes, ad regionem verticalem vergentes formant; anales pauciores 13—17 (4—8 + 7—12). . ...XS: Andreæ m. Maculæ supraanales binæ; anales 12—13 (6—7 + 6—7); thoracice haud ut in præcedentibus æqui- distantes; ventrales 2 v. 4 5 SAGDES 2 PR) Rostrum supra extremitatem mandibulæ haud prowcminet. Scopelus (s. str.) aa) Maculæ luminosæ posterolaterales desunt; m. anales lineas continuas formant. ad) M. 1. supraanales lineas obliquas ad hori- zontalem regionem vergentes formant. M. caudales approximatæ. mn sanalesy lt S-SØN, Ha EET RL NES ES SRrssor ÅGE Ar FEY ms Fram alessi ls —16 RASER S. arcticus m. 0 sok S. rarus m. ig PP) M. 1. supraanales triangula obtusa formant; m. caudales approximatæ; anales 16—17 . bb) M. Il. posterolaterales utrinque singulæ; series analis interrupta. m. I. supraanales lineas obliquas ad horizontalem regionem vergentes formant; m. caudales inter Sereno er, SER ASE ES E SER ") m. I. supråanales fane ren fotimant; tr) m. caudales Bonn inter se remotæ; anales 8 + TT) m. ane ADMIRAL Ds anes Berg En HÆR ENN ERE SV BØGE ; ) m. Il. supraanales lineas oblignas al Neticalen regionem vergentes formant. %Kakok T) m. 1. caudales approximatæ. ”) m. I. anales (7) 8—9 -+ 8—9 (7—10) ESTERE Eg É Tr) m. 1. caudales . inter se remotæ; anales DEERE SM EO SEER ENES ER MESSE SE ERE cc) Maculæ Iunminosæ pos OLE tere « utrinque binæ, supra spatium, quod est inter maculas anales anteriores et posteriores. M. Il. supraanales triangula obtusa formant. ") M. caudales approximatæ; anales 6—6 ..... ") M. caudales inter se remotæ. z +) M. 1. supraventralis excelsior; anales 5—8 + 6 tr) M.l. supraventralis ut solito; anales 4—7—+7—8 B. Maculæ caudales quaternæ. Corpus plus minus elongatum. a) M. posterolaterales singulæ; ventrales 5 ut thoracales lincas regulares longitudinales non formantes; supraanales lineas formant oblique surgentes, ad verticalem regionem vergentes: WNyctophus. ") maculæ caudales serie interrupta (3 + 1); anales 7 + 5 "fy maculæ caudales serie continua. ft) organum luminosum anteorbitale adest. REALE) KE SE REE ERE ER HEER REDE SERENE ASS) am alen OSAMA SE SSSE ff) organum luminosum anteorbitale deest (?); m. se 5—+6 b) M. posterolaterales binæ; ventrales 4—6. &) m. supraanales lineas rectas v. ruptas oblique surgentes formant. F) m. ventrales 5; processus supraorbitales adsunt ...... FX) m. ventrales 5—6; posterolaterales altitudine æquali positæ P) m. supraanales triangula obtusa formant; ventrales 4; postero- lateralessaltitudimetinæg tak pose AL RE aen ert Lampanyctus. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VII. 6. IR '. Colletti m. S. glacialis R. = [72] S. gracilis m. | S. caninianus (B.). affinis m. S. phengodes frxen Cårvy (2) '. Benoiti C. 2 . Hygomii m S. Reinhardtii m. (a] '. Warmingii m. S, Rafinesquii: C. S. cæruleus Kl. S. Gemellaru C. SX. maderensis Lowe, S. elongatus C. crocodilus C. 31 A | . Humboldti (R.) (b00ps). 238 18 Macularum luminosarum in speciebus generis Scopeli observatis numeri. Series inferior. Series superior. al|b | c d d' | E ga bs LOL ki) | 1 i I I å KER) | | | | SE fS. spinosus St 2020: 3154 GER | OST] om Sa ge dg te 3 | | | SE (12—14) | | | | As | S. subasper Gthr.........- 315 4 D? PÅ 121311) 3(s) | 0 | | | i | | FINNS ACOCE ALC KEE ER GT || mee! 5—8 |10—14 2 153 eg | 3(s)| 1 SE VE (15—20) | | 8 2, 1 5, Andrew m. ........…… 37154 4—8 | 7—12 2 TY ESS EB NE ed SS | æn | SANS Sar us mage oe te he Rr Er RER 315 | 4 (2) | 6—7 | 6—7 2 MUSEE 1 fæ) (12—13) | | | s SERVE OD ORE eee 3 | Ey 4 11—12 | 2 | 2 13 | il | alm) SARCEL GAS IEEE eee eee Rn SES Ea 15—16 BEEN ES ES EST KS RO SO ollett me sker RR CSE SÅ EBA BEA 16—17 BEES TEJESEJ | 0 SEglacaks Roe Esetnr SMED 4 6—7 | 8—6 2 PTE RENE FEE SSHumboldineRs se SEE: BE 4 7—9 | 4—9 2 IE ESSELBEES TS YE seat ll || || (12—17) | | Sygracilks ms st KT SERENE SEN: 5) 4 5—7 |11—14 » KEEL STES KEE) 1 S S. canimmianus C. serier mtr « Bo ET MHT] SETS STE SO] 2 EDP IESE SES Er EET "S | (16—17) | | SEES Rar Ans ms Er Es EESTI he NREN SS ET En 2 | (13—15) | S.nhengodes mm. 22 staa] 35115.) Mae GET NONE NER PNSI Kal | BURY GER (29) HVER SB Er eee Eee 3 | SINGER ENG SANG ELR FERÆED SETE 98883 Br | 3 (s) | 2 hine (12) | | | ILA SU gom mes ejere reen SEN Eg" BægRe DER ES) EG TE TE KRUS SSRI RDS | (11—14) | |) S. Reinhardti m. ......-- 375 4 4—7 + 7—8 | 2 DEIGB ETS ESS) RER | | I | | | | | z SE Rafmesqwt Gu. se me lee 34185 ha 11675) HSÆR(5) 4 HEDEN EET fS en = S. Warmingii mM... 24 BELED FØRE FR SEES Mt (SEE KØRES | 1 | 3 (r) HI =z SKG em ELLA GERE ES REESE GIN EGS 5 BA UK: 4 | DRESS ba) | 1 > | Steærulens Kl USERS 3155 5 6 | 5 4 PESH SA (ØE (o | S z | S. maderensis Lowe ....... 3 | DU RES: | 6 GO ANSE 1) 2 | SU RIS EB 37) FED ERE o PASS HE EORORS TEL SEER BHU NS ERR 48 8 69 ABE TES) 2 INST RTE BES) EP S S | SFelONG ARMS KG ERE RE 3 | 5) | 5—6 | 8—9 | 6—7 4 ÅR 2 | 3" EGEDE) | | | | | | JL 1) I denne Colonne betyder «r», at de 3 Lyspletter danne en ret, skraat opstigende Linie; «s», at de danne en stumpvinklet Trekant, og «v», at de danne en Skraalinie, der nærmer sig til det vandrette. løvrigt svare Bogstaverne «a—e» og «g—1» til de paa Side 14—16 [234—36] anvendte, 19 239 Af Dasyscopelus Gtihr. foreligger der to Former: Scopelus spinosus Steind. (Tab. I fig. 1, 2.) Det mest udviklede Exemplar (76æ") af denne Art i vor Samling — det, der ligger til Grund for Afbildningen — er fanget af Kapt. Caspersen tilligemed et noget mindre (48mm) j «den tropiske Del af Atlanterhavet». Øjet er meget stort, dets Tværmaal næsten lig Halvdelen af Legemets største Højde. Snuden er meget kort; Overkjævens Bagende falder kun lidet bagved en lodret Linie fra Øjets Bagrand. Skæl- lene ere store, fint ktenoide med mange Takker, hvilke især ere meget store nedadtil mod Bugen, hvor der af én særdeles fremtrædende Tak paa hvert Skæl dannes en bagud- rettet Tornerække langs med Gatfinnen. Ogsaa Bagranden af Operculum er ribbet og takket. Sideliniens Skæl udmærke sig ikke paafaldende ved deres Størrelse, dog mest fordi de paa Forkroppen for største Delen ere skjulte mellem de tilstødende Rækker; paa Bag- kroppen sees de derimod i deres fulde Størrelse, en Del højere end i de tilstødende Rækker og med ligesom en Kjøl, dannet af Sidelinierørene. Der er c. 40 Skæl fra Gjælle- spalten til Halen, 9 i Højden mellem Rygfinnen og Bugfinnerne, foruden den uparrede Skælrække midt nedad Ryggen og midt nedad Bugen. Nogle Skæl dække Gatfinnens aller- forreste Del paa begge Sider af dens Grund. Rygfinnen begyuder lidt bagved Bug- finnerne og standser lidt foran Gatfinnens Begyndelse. Brystfinnerne ere saa lange, at de næsten naa til Spidsen af Bugfinnerne. Straalernes Antal er D.13, P. 14, V.8, A.19. Lysredskabernes Fordeling er: paa Gjællehuden, under Underkjævens Grene 3 Par; foran Bugfinnerne 5 Par, temmelig ægquidistante, femte Par rykket noget mere ud til Siden end de andre; mellem Bugfinnerne og Gatfinnen 4 Par; derefter langs Gatfinnen og videre til Halefinnen 16 Par, først 7, saa efter et lille Mellemrum atter 7, og tilsidst 2, tæt sammen ved Halefinnens Grund. Endvidere 1 under Øjets Forrand, 2 paa. Gjælle- låagets nederste Del, 3 omkring Brystfinnens Rod (1 over, 1 under og 1 bagved samme), 1 i Højde med dem over Bugfinnerne, 3 i en næsten ret, men skraat opstigende Linie, over Mellemrummet mellem Bugfinnerne og Gatfinnen, men nærmest ved den sidstnævnte — den nederste over fjerde ventrale eller lidt foran denne, den øverste saa at sige i Side- linien — og endelig 1 omtrent midt over Gatfinnen og over den sidste Lysplet af mac. lum. anales anteriores. Lidt foran Haleroden, i Midtlinien, bagved Gatfinnen, sees en ikke skarpt begrænset glinsende gul Plet. De andre Exemplarer af denne Art ere af forskjellig Størrelse, fra 55—20rm, De vise nogen Variation i H. t. Antallet af de anale Lyspletter, der kan være 7+7, 7 + 5—6, 7—6, 8+6, 8+5, 6+6, 6+7, 7+5 = 6—8 + 5—7 —= 12—-14. Lidt Variation er der ogsaa i Stillingen af de tre supraanale Lyspletter; naar den midterste af dem forrykkes en Ubetydelighed, bliver den af dem dannede Linie mere brudt end ret, og denne Ordning 31” 240 i 20 er især udpræget hos et Par unge Exemplarer, som jeg dog ikke derfor tør udsondre som repræsenterende en egen Art. Et af de større Exemplarer (55?) hår bagved Hudfinnen, i Haleryggens Midtlinie, et under 7 Skæl, ligefra Hudfinnen til Halefinnen, sig strækkende dorsalt Lysorgan, eller maaske rettere en tæt Række af skinnende Lysorganer. — Jo mindre Exemplarerne ere, desto svagere blive Skæltornene, men selv paa Individer af 20mm's Længde lade de sig iagttage, og paa endnu mindre ere Lyspletterne tydelige nok. Men jo mindre Exemplarerne ere, desto mindre ere, mærkeligt nok, ogsaa Øjnene for- holdsvis; som Følge deraf bliver Snuden forholdsvis større, dens Længde indtil et halvt Øjetværmaal, Mundspalten naaer forholdsvis længere tilbage end hos de mere udvoxne, og Snuden hvælver sig hos disse yngre Exemplarer en Ubetydelighed ud over Spidsen af Underkjæven. De Lokaliteter, hvorpaa disse Smaafiske ere tagne, ere: JAN Br, 29882 VV. L. 32 TONS 20 BO VST 20 SS OBE 3 BOLTE 9? — 22? —— SEE OLES SEER D 7505 ÆRES 79 6 —- 141930 -== 6? 227" — s229 == Be ove ge] BOSS SES OR ØRE Be Sl! 3 DBS AES DEÆRS. "Br, 2859 — 3? — … 1039? 20' — 49 — 24? — 2930" — 16% 4' — Museet i Kristiania besidder et stort Exemplar fra Sydhavet (Maldon-Island, c. 49 S. Br., Sandwich-Øernes Længde). Jfr. S. 21 [241]. Arten forekommer altsaa i begge Verdenshave. Typen for Underslægten Dasyscopelus er Richardsons «Myctophum asperum» !), som Steindachner?”) atter har beskrevet fra det kinesiske Hav, men ikke afbildet. Samme Forfatter har derimod?) givet en udførlig Beskrivelse og en god Afbildning af den her igjen beskrevne og afbildede Art under Navn af S. spinosus. Naar jeg her har afbildet den paany, har dette dels sin Grund i, at Afbildningen var udført, inden jeg blev opmærksom paa Steindachners, dels at jeg ansaa det for hensigtsmæssigt at medgive denne Af- handling en god Afbildning af en Scopelus, og dertil egnede det afbildede Exemplar sig særligt. I mange Henseender staa 5. asper og S. spinosus hinanden vistnok nær. Scopelus subasper Gtihr. Guniher beskriver") umiddelbart efter $. asper en $. subasper fra det Stille Hav (43? 30' S. Br., 123? Ø.L.). Efter Beskrivelsen ere Hovedforskjellighederne: relativt større 1) Voyage of H. M. S. Erebus & Terror, Fishes, p. 41 pl. 27 fig. 13—15. ?) Ueber einige neue u. seltene Meeresfische aus China (Sitzungsberichte der Kaiserl. Akad, d. Wis- sensch. Bd LV (1867) p. 5 (Sep.). 3) Ichthyolog. Notizen. V. (Ibid. Bd. LV, 1867) pl. III fig. 4. 1) Catalogue of Fishes, V p. 411. 21 241 Sidelinieskæl, færre Takker paa Skællene, samt at sidste Rygfinnestraale sidder — ikke foran Gatfinnen, men — over ide eller Ste Gatfinnestraale. At Lyspletternes Antal og Fordeling kunde afgive nogle flere og ikke mindre værdifulde Skjelnemærker, syntes paa Forhaand rimeligt og bekræftes formentlig af, hvad jeg nu skal anføre. Kristiania- Museet ejer et oxemplar, taget «udenfor New-York», hvis Maal 0. s.v. jeg meddeler nedenfor under €, sammen med Maalene af 2 Exemplarer af 5. spønosus, nemlig mit ovenfor beskrevne Type- Exemplar (A) og Kristiania-Museets fra Maldon-Island (B). Det som $. subasper bestemte Exemplar (C) ligner saameget den af mig i det følgende som S. Colletti beskrevne Art i H.t. Lyspletternes Fordeling, at jeg kunde have anset dem for at være samme Art, naar det ikke var, at S. Colletti har fuldkommen glatrandede Skæl, medens den her afhandlede 5. sub- asper har dem grovt takkede, med 6—-7 grovere Takker, forsaavidt disse ikke ere lige- som udviskede eller afslidte. De meget høje Sidelinieskæl paa Halen, der ikke dækkes af Naboskællene, saaledes som længere fortil, have talrigere Takker. De 3 pektorale Lyspletter ere alle stillede under og foran Brystfinnerne, i en Trekant med Spidsen nedad " "; de 3 supraanale danne en stumpvinklet Trekant, den forreste over 3dje ventrale, den øverste lidt under Sidelinien; der er ingen posterolateral Lysplet, men mindst 15 anale — maaske har der været 1 eller 2 til, men det paagjældende Stykke paa Fisken er beskadiget — og 2 caudale tæt sammen. Tæt ved Halefinnens Rod findes en meget udpræget, men ikke særdeles lang, supracaudal Glansplet. Brystfinnerne synes at være lidt kortere end hos S. spinosus. Rygfinnen begynder ogsaa her lidt bagved Bugfinnerne, men ender lige over de første Gatfinnestraaler. De to Arter ville kunne diagnosticeres saaledes: > S. spinosus Std.: 1 posterolateral Lysplet; 3 supraanale i en opstigende Skraarække ; 3 pektorale omgivende Brystfinnens Rod; Skællene fint takkede. S. subasper Gthr.: ingen posterolateral Lysplet; 3 supraanale dannende en stumpvinklet Trekant; de 3 pektorale danne en Trekant foran og under Brystfinnerne; Skællene grovt takkede. Ve B. C. (S. spinosus.) (S. subasper.) "Kotallæn ed osse AE HE EA RS] AN EM] GT Tom Soy ben Gom Største Højde . NEN SEEREN eN LESS FRANS ERE LEES URE Kr DRE 23 - 22 - Forholdet mellem denne og Totallængden .......... 1:41/2 1:4 1:41/3 Hovedets Længde . . EET SEE Re 3 st ks SES To am 23mm 221/9mm Forholdet mellem denne og Totallængden .......... 1:4 1:4 1R:54]9 Å. B. C. (S. spinosus.) (S. subasper.) Øjets værmaal 2 Eg 35 3 ESS GLS SSR EEN] rer gum jormm Joan Forholdet mellem dette og Hovedets Totallængde...... EJERE BEDES Calrs2ls Mundspaltens ænder En ere REE ila lo 14!/mm Bra" Smudespydsen st ER ygtinneneesee SE RES RADARER 31 - 40 - 42 - Fra samme til Bur finnerne NE SM ENES KON 31 - 36 - em FrassammestilsGat finn enes SE RESENS 41 - 55 - 5 x= Skællenes. Antalsis sidelinien plet KEN ed ene NERE, 40 39 c. 40 Straaler mu Rygfinmenee SE SE STA vt Sd SEBET SEND SUSE RSNSRES 15 13 10 DO AMG atlinne ne SU kr DE so SSSBE TES (LEM ANDS FARER 19 17 19 DO "TB ry stinn erne ES ager ed SEE ere EN ES ERE 14 14 15 Doer Baehnn erne ENS AVS NE ARRENE ØJE SE ES 8 8 8 Af S. Cuvieri Cast. har jeg seet et Exemplar i Pariser-Museet (Noble Island, Au- stralia), givet af Castelnau selv i 1877, og overbevist mig om, at det er en Dasyscopelus med stærkt udprægede ktenoide Skæl. Det er en storøjet, kort- og rundsnudet Form, hvis Mundspalte naaer til lidt bagved Øjehulens Bagrand. Jeg har noteret om den, at den havde 5 thorakale og & (!) ventrale Lyspletter, 6 + 7 anale og 2 ved Haleroden, 1 paa Gjælle- laaget, 3 omkring Brystfinnerne (pectorale) og I supraventral, 3 supraanale, dannende en opstigende Skraarække, og 1 posterolateral. Af uparrede Lysorganer iagttoges et lille foran Halefinnen foroven. Den kommer saaledes nær til $. spinosus Std., men maa være en anden Art, hvis de i min Optegnelse betonede fem ventrale ikke er en tilfældig Abnormitet (eller muligvis en Fejltagelse fra min Side?) Jeg har ellers aldrig truffet dette Tal udenfor Lampanyctus-Nyctophus-Gruppen. Originalbeskrivelsen i «Proc. Zool. Soc. Victoria, Il» er mig ubekjendt. Under Benævnelsen Rhénoscopelus") sammenfatter jeg de Arter af Underslægten Seopelus (saaledes som denne begrænses af Raffaéle), hos hvilke den kegledannede Snude springer tydeligt frem foran Underkjæven, saaledes at Munden kommer til at ligge ligesom paa Hovedets Underside. Øjet er ikke stort; Mundspalten rækker et lille Stykke forbi Øjets Bagrand, og Forgjællelaagets Rand er lidt skraa eller noget skraa. Med Scopelus (s. str.) og Dasyscopelus stemme de foruden i Legemsform navnlig overens deri, at Gatfinnens Straaletal er større end Rygfinnens; Sideliniens Skæl ere høje og smalle. Den Art af denne Gruppe, som optræder allerhyppigst i de pelagiske Ind- samlinger — jeg har undersøgt over 200 Exemplarer — identificerer jeg — skjønt jeg ikke har havt middelhavske Exemplarer til Sammenligning — med 1) Lowes Slægt Alysia er opstillet paa en Art (4. lorieata), der synes at være identisk med 5. Coccoz. Cfr. Gunther Cat. V p. 413. 23 243 Scopelus (Rhinoscopelus) Coccoi Cocco. Naar det bemærkes, at de 3 supraanale Lyspletter danne en stump- vinklet Trekant 3; at de to caudale Lyspletter sidde tæt sammen; at de anale tilsammen danne en Række paa 70—20, fordelte i 2 Grupper, den første paa &—8, den anden paa 710—14, adskilte ved et lille Mellemrum, hvorover der sidder en enkelt postero-lateral Lysplet, vil denne Art allerede være tilstrækkelig karakteriseret. Jeg skal dog tilføje nogle nærmere Oplysninger. Et af de største Exemplarer er 50rT langt; Legemets største Højde, 11YYomm, indeholdes altsaa c. 4/3 Gang i Totallængden; Hovedets Længde er en Ubetydelighed mere eller 12; Øjets Tværmaal 3/2 (indeholdes altsaa 31/2 Gang i Hovedets Længde); Mundspalten, der naaer lidt forbi Øjet, har en Længde af &8mm eller ”/3 af Hovedets Længde. Der er c. 40 Skæl i Sidelinien, og disse Skæl ere smalle og høje; paa Forkroppen dækkes deres nedre Halvdel af den følgende Række; der er 7 Skæl i Højden, hvor Kroppen er højest. Straaletallene ere: D. 10, A. 20, P. 14, V.8. Paa Hovedet sees de sædvanlige Lys- pletter, en anteorbital (som dog ikke altid søges med Held) og en opercular; af de 35 pektorale sidder den ene over, de to andre under Brystfinnerne; de 5 thorakale Par ere påa det nærmeste ægquidistante og danne to næsten parallele, men dog bagtil lidt diver- gerende Rækker, saaledes at Afstanden mellem de to af første Par er mindre end mellem de to af dte Par; de 4 ventrale ere ligeledes æquidistante og danne to parallele Rækker; Afstanden mellem de to af første Par er mindre end mellem de to af sidste thorakale Par. De 3 supraanale danne, som sagt, en stumpvinklet Trekant; den øverste er trykket tæt op under Sidelinien; de andre ere stillede henholdsvis over fjerde ventrale og over Mellem- rummet mellem anden og tredje ventrale"). I den første Afdeling af de anale kan der være 6 eller 7, sjældnere 5 eller 8; i den anden Afdeling 11, 12, 13, sjældnere 10 eller 14, saa- ledes at det samlede Antal kan variere fra 15—202); naar de ere talrigst, udslettes Mellem- rummet ofte mellem dem og de to caudale, der sidde tæt sammen ved Halerodens nedre Rand. Den hvide Snude vækker Formodning om, at et Lysorgan muligvis der har sit Sæde”). Hos større Exemplarer vil man i Regelen finde udviklet en Række guldglinsende Pletter, enten supracaudalt, bagved Hudfinnen (5—9), under den uparrede Skælrække, som dér dækker Halerodens Ryg, eller infracaudalt, bagved Gatfinnen (3—6); men jeg 1) Desværre ere disse Forhold ikke gjengivne aldeles nøjagtigt paa Skitsen. 2) Disse Tal angives af Raffaéle til 6—7 + 10—15. Det sidstnævnte Tal (15) har jeg ikke fundet. 3) Jfr. Raffaéles Bemærkning: «se vi sia un apparecchio frontale é dubbio» ete. 244 og har aldrig truffet noget Individ, af denne Art, som havde begge Sæt, og enkelte af de større Individer mangle dem helt; kommer man ned til Individer paa c. 307", finder man dem i begyndende Udvikling. Var det ikke saa, at jeg hos andre Arter i enkelte Tilfælde havde seet dem samtidig paa Halerodens Ryg- og Bugside, vilde jeg vovet den Hypothese, at det beroede paa en Kjønsforskjel, om de udvikledes supra- eller infracaudalt. Det første af disse Forhold — den supracaudale Udvikling — er iøvrigt hyppigere end det modsatte. Artens store Udbredning over Verdenshavene vil sees af den efterfølgende For- tegnelse over de Steder, hvorfra vore Søfarende have hjemført dem. 429 30' N. Br. —.17920' V.L. 3592927—36922" N. Br., 419377—48248' V.L. 149 11' N. Br., 29932 V.L. 19—19230' N. Br., 2695"—26910' V.L. 339 20' S. Br., 339 Ø.L. 33? 30' S. Br., 329 30' Ø. L. SAS PREN Br STO VEL: 389 N. Br., 229 20' V.L. 36? 24' N. Br., 579 30' V.L. 349 40' N. Br., 299 20' V.L. BRO NBD 280 VEL: 302 NIBE 1252 20 VAL: POSEN BrE BOL DRV: POSEN SB SÅS VEES 282 NI Brit 36 eV 26? 8' N. Br., 349 52' V.L. 13240 NEBES 75 TSAVS KE TNSESIBrE TS ROV B0%SEBrM DGS AVLE 302 15/'S: Br., 20240" V. L. 342.40''S. Br., 79 V.L. 349 20' S. Br., 59.30' V.L. 159 395"S Br 109" 20 ØL: 162S3Br., 110220 SØSTE 28216: S: Br: 97330200 302 S3Br:, 96 ØE 34940''S. Br., 279 ØJL: 349 S. Br., 37—369 Ø. L. 349 30' S. Br., 279 50' Ø..L. 359% 90NS BEER SOS KØRE BIS IS Br OSLO ME 382 S4Br mA TØS: 389%20' 'S. Br., 23920 ØL 382 S. Br., 629 30' Ø. L. 389 20" S. Br., 389 Ø. L. 389 20' S. Br., 369 Ø. L. 25 DANSET ISA 289 40' S. Br., 109 35' Ø. L. 38950" S. Br., 28930' Ø.L. 29793—93931 N. Br, 22 EEG SND GAVNE DOS ADT ST Br, ORSA ØS" 399 54" S. Br., 419 30' Ø. L. 24—25? N. Br,, 289 31' V. L. 319 S.Br., 479 Ø. L. 399 56' S. Br., 409 26' Ø. L. 320"S3 Br; 432 2 0K ØRET 322 40' 'S. Br., 43950' Ø.L. AOF ETS BE DAS ØRE SEN Br 30230 AVE 322 20' S. Br., 429 40' Ø. L. Stille Hav, Syd-Amerikas 199 52/—319 10' V. L. 339 S.Br:, 58%Ø-1L: Vestkyst. Dertil kommer: 39 N. Br., 829 V, L. og 109 N. Br., 1379 Ø.L. («Vettor Pisani»). 239 23/4" N. Br., 319 48' V, L. 22OAON: Br.) 489 V. LL: 402 4' S. Br., 539 20' Ø. L. Om denne Arts Forekomst udenfor Middelhavet forelaa der tidligere kun mere ubestemte Angivelser: «Gulf of Guinea», «North - Atlantic» (Ginther Cat.). «Challenger» - Expeditionen fik imidlertid en 80 Exemplarer, "/2—2!/4" af «denne lille, men særdeles almindelige og vidt udbredte Art» — syd for de kapoverdiske Øer, paa Rejsen til Vest- indien, i det sydlige Atlanterhav og Stille Hav, i «Mid-Pacific», i Nærheden af Admiralitets- Øerne og paa Rejsen til Japan. — Richardsons «Myetophum coruscans» (Voy. Ereb. Terr. tab. 27 f. 1 etc.) er aabenbart en Rlznoscopelus med meget talrige anale Lyspletter og med de 3 supraanale stillede som hos S. Coccoi. Jeg tager derfor ikke i Betænkning at identificere den med denne Art. Derimod synes det mig mere end tvivlsomt, om M. /zans R. (L c. pl. 27 f. 19) med Rette er identificeret hermed, uagtet Gunther (Cat. V p. 413) i denne Henseende støtter sig til Original-Exemplarerne i «British Museum»; thi Af- bildningen viser jo, synes det, at det ikke er en R/znoscopelus. Snarere vilde jeg i Richardsons Afbildning gjenkjende min $. gracils (se det følgende), men jeg tør dog ikke bestemt hævde det, da f. Ex. den meget skraa Præoperkularrand. taler derimod. 25 245 Scopelus (Rhinoscopelus) Andreæ m. Mindre hyppig end $S. Coccoi, men dog ret hyppig og vidt udbredt, er denne Art, der ligner $. Coccoi i alle væsentlige Forhold med den ene Undtagelse, at de supraanale Lyspletter danne en skraat opstigende, lige (eller ganske lidt brudt) Linie, og at de anale Lyspletter ere gjennemsnitlig mindre talrige. Et af de største Exemplarer er 55"" (foruden Halefinnen), Legemets Højde 127" (indeholdes altsaa 41/2 Gang i Totallængden), Hovedets Længde 157" (indeholdes altsaa 3”/3 Gang i Total- længden); Øjets Tværmaal er 47" (indeholdes altsaa ikke fuldt 4 Gange i Hovedets Længde); Mundspalten er IfOmm (?/3 af Hovedets Længde). De pektorale, thorakale og ventrale Lyskirtlers Antal og Stilling er ganske som hos $, Coceoi. Den underste af de 3 supra- anale ligger enten over den sidste eller næst- sidste ventrale. I den første Afdeling af de anåle Lyspletter kan der være 5 eller 6 (sjeldnere 4 eller 7—8), i den anden 9 eller 10 (sjeldnere 7 eller 8 eller 11—12), til- sammen 15 eller 16 hyppigst, dog saaledes at Tallet kan synke til 13 og stige til 17, foruden de 2 caudale, der forholde sig som hos 5. Coccor. Det undersøgte Antal af Exemplarer (c. 40) er saa stort, at det ikke kan betragtes som en Tilfældighed, at denne Sum, saavelsom begge dens Elementer, gjennemsnitlig er mindre hos 5, Andrew end hos S. Coccoi. Men et absolut Skjelnemærke giver dette Forhold ikke. M. H. t. det af de supraanale Lyskirllers Stilling laante Hovedmærke skal det ogsaa indrømmes, at man undertiden kan være i Tvivl; en Forskydning af den nederste Lyskirtel vil jo være nok til at forandre Stillingen til den for S$. Coccoz gjældende. I Regelen sees hos alle mere udviklede Exemplarer en Række stærkt glinsende Skæl, enten supracaudalt (4—7) eller infracaudalt (2—6); de sees endnu påa Exemplarer af kun 25"”'s Længde. Jeg har fundet det passende at knytte fhv. Kaptejn A. F. Andréas Navn til denne Art, fordi de foreliggende Exemplarer med ganske faa Undtagelser ere fiskede af denne utrættelige Samler af Hav-Overfladens Organismer, dels i Atlanterhavet, dels i det indiske Hav. Lokaliteterne ere: Br ZR AVS 159 19' N. Br., 249547 V.L. 23940' S. Br., 579 40' Ø. L. ADSENSE BES TØS BAS VEJL; JAS GENE Br SS VER: 932300 S BEES ØDE: 359297—36999" N. Br., 419377—48948' V.L. 4920' S. Br., 14920" V.L. 249 30' S. Br., 75? 50' Ø. L. 29—319 N. Br., 34—339 V.L. SSB 320 VER 27240' S. Br:, 589 30' Ø.L.: 299 N. Br., 349 'V..L. 242 30' S. Br., 282.30" V.L. 28216'—309 S. Br., 972 30'—96? Ø.L. 289. N. Br., 369. V. L. 9594" S. Br: 279426:V: LL. 29954" S.Br.…16942' Ø.L. BØG SIDENS BES (80 VE 353308 Sy Bro VE 320 15' S. Br., 589 30' Ø. L. POGTDEN "Br 282480 VEL: BEDES BTE SILO FØL: RRS ts LØ 209 N. Br., 48—509 V. L. 159'35' S. Br., 1099 20'Ø.L. 389 S.Br., 129 Ø.L. 19—199 30' N. Br., 269 57—26? 10' V.L. 169S. Br.,…1109%20 ØL. «Bengalske Bugt» og «Kina-Søen». Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem, Afd, VII. 6. 32 246 26 Secopelus nigroocellatus Gthr. (Journal des Museum Godeffroy) er vistnok en Rluno- scopelus, da den har «en kegledannet, fremragende Snude» og i det hele skal ligne S. Coccoi. Er det maaske den her beskrevne Art? Den er taget i det sydlige Atlanterhav paa Rejsen fra Admiralitets-Øerne til Japan. Scopelus (Rhinoscopelus) rarus n. sp. foreligger kun i faa Exemplarer af 38—40""'s Længde (foruden Halefinnen). Den lyse Snudespids springer meget tydeligt frem over Munden, men Præoperkularranden er såa godt som lodret. Legemsformen temmelig kort og plump: Totallængde 40, Højde gmm, Hovedets Længde 9!/>mm Mundspalten 6"", Øjets Tværmaal mm, Gatfinnen er kortere end hos de foregaaende Arter (c. 15 Str.). Skællene ere ribbede — 3 eller 4 Ribber ved Basis. Sideliniens Skæl høje og smalle, c. 39. Der er som sædvanlig en Lysplet påa Gjælle- laaget, 3 tæt foran Brystfinnens Grund (den bageste umiddelbart under eller bagved Bryst- finnen) og 5 foran Bugfinnerne; Afstanden mellem dte og åde Par af disse er næsten dobbelt såa stor som mellem de to foregaaende Par; Afstanden mellem andet og tredje Par er ogsaa normalt større end mellem de andre. M. H. t. de ventrale Lyspletter er at mærke, at de to af første Par altid ere rykkede tæt sammen, medens Afstanden CE mellem dem af andet Par er betydelig større, FU ie TA: ER Cc hvorpaa den aftager regelmæssigt med de > ss følgende Par. Af de supraanale er der normalt kun 2 (ikke som sædvanlig 3), af hvilke den nedre staar lige over Gattet, den øvre lidt længere tilbage"). De anale Lyspletters Antal er 122—13 — 6—7 + 6—7, hvortil saa endnu kommer de 2 tæt sammensluttede caudale. Et af Exemplarerne har bagved Hudfinnen en sammenhængende, aflang, glinsende Plet, om hvilken Kapt. Andréa skriver: «den hvide Plet ved Halen var Guld». Lokaliteterne : 33 N. Br. (?); 202 N. Br., 50—489 V.L.; SAS BUS Br RAS 30 AV SER 37? 40' S. Br., 1292 Ø. L, .)) To Exemplarer af de fire vise den Anomali, at mangle andet og tredje Par ventrales og at have paa den ene Side 3 swpraanales, idet der er kommet 1 til nedenfor og foran den, der ovenfor er betegnet som den nedre; hos dem er Afstanden mellem andet og tredje Par thorakale heller ikke større end mellem de andre. (Silhuet-Skitsen er udført efter et af disse Exemplarer.) Noget af dette er vel kun individuelle Anomalier, men at de begge mangle de to Par ventrale Lyspletter, kunde muligvis antyde en Artsforskjel — eller Kjønsforskjel? Det er saaledes en Form, der trænger til at belyses nærmere paa et større Materiale. ” 27 247 De 3 Arter af Rlinoscopelus ville kunne adskilles saaledes : a. De 3 supraanale Lyspletter danne en .stumpvinklet Trekant; Antallet af anale er 15—20 (5—8 + 10—14). S. Coceoi C. b. De 3 supraanale Lyspletter danne en ret, skraat opstigende Linie; Antallet af de anale er 13—17 (4—8 + 7—12). S. Andreæ m. c. Der er normalt kun to supraanale Lyspletter, den ene lidt bagved og lidt højere oppe end densanden; Antallet af anale er 12—13 (6—7 + 6—7); de thorakale Lysplettepar mere eller mindre inæquidistante, de ventrale 2 eller 4. S, rarus m. Arterne af Scopelus — sensu strictisssmo, med Udeladelse altsaa ikke alene af Nyctophus og Lampanyctus, men ogsaa af Dasyscopelus og Rlunoscopelus — kunne frem- byde de i nedenstaaende Oversigt angivne Modifikationer af Lyspletternes Stilling. Flere kunne tænkes, Schemaet er ikke udfyldt; jeg har kun optaget dem, med hvilke jeg selv har gjort Bekjendtskab; om de endnu manglende Kombinationer virkelig findes i Naturen, maa staa hen. Hvad der er fælles for alle disse Scopelt s. str. (foruden de af Dr. Raffaéle alt fremhævede Karakterer) er de 3 mandibulare, de 3 pektorale, de 5 thorakale, de 4 ventrale, den supraventrale, de 3 supraanale og de 2 caudale Lyspletter. Legemsformen er i det væsentlige den samme, Øjet er forholdsvis stort, Snuden meget kort og den skraa Mund- spalte ikke særdeles lang, saa at Forgjællelaagets Rand er lodret eller næsten lodret. Oversigt. A. Posterolaterale Lyspletter mangle helt, de anale danne derfor en sammenhængende Række. De to caudale sidde tæt sammen. %) De supraanale Lyspletter danne en til det vandrette sig nærmende Skraalinie; 5. Rissoi, S. arcticus Mm. +) Te supraanale Lyspletter danne en stumpvinklet Trekant. $. Colletti m. 4 B. Der findes en posterolateral Lysplet paa hver Side. +) De supraanale Lyspletter danne en sig til det vandrette nærmende Skraalinie; de caudale sidde ikke tæt sammen. S. glacialis. — 777 TT FF) De supraånale Lyspletter danne en skraat opstigende Linie. +) De caudale sidde tæt sammen. SÅ. caninianus, affinis m. tt) De caudale sidde langt fra hinanden. 5. phengodes m. Fik) T)e supraanale Lyspletter danne en stumpvinklet Trekant. De caudale sidde mere eller mindre tæt ved hinanden. 5. Humboldtu, S. gracilis m. C. Der findes to posterolaterale Lyspletter paa hver Side. De supraanale danne en stumpvinklet Trekant. fy De caudale Lyspletter sidde tæt sammen. 5. Benoiti. +) De caudale Lyspletter sidde langt fra hinanden. S. Hygomii m., S. Reinhardti m. 32" + Afdeling A. Ingen posterolaterale Lyspletter og ingen Afbrydelse i de anale Lyspletters Række. 1. Scopelus Rissot C. vil kunne defineres ved følgende Kombination af Karak- lerer: den har — foruden to operculare Lyspletter, den ene et Stykke over den anden, samt de sædvanlige 3 mandibulare 3 pektorale, dannende en Trekant — en foran og en lige under Brystfinnerne samt en lidt længere nede, under den først- nævnte — fem thorakale, dannende to næsten parallele Linier, dog saaledes, at de to af første Par sidde tættere sammen, og de to af sidste Par, der sidde umiddelbart op til Bugfinnerne, lidt længere fra hinanden end de andre; 4 Pår ventrale, divergerende lidt fra første til fjerde Par; en supraventral siddende temmelig langt nede, omtrent midtvejs mellem den bageste pektorale og den forreste supraanale; og tre supraanale, dannende en svagt brudt eller næsten lige Skraalinie , .”, der er rettet bagud og nærmer sig til det vandrette — den forreste over fjerde ventrale eller over Mellemrummet mellem tredje og fjerde, den sidste omtrent midtvejs mellem denne og Sidelinien, lige neden- for de høje Sidelinieskæl. Der er, som alt anført, ingen posterolateral Lysplet, men to caudale, siddende tæt sammen, over Halens nedre korte Støttestraaler, og en sammen- hængende Række af 11—12 Par anale. De øvre Rækker af Skæl ere tydeligt, om end kun svagt, randtakkede, og der kan findes Spor dertil paa de nederste, nærmest Gatfinnen. Sideliniens Skæl ere meget høje, c. 30. Brystfinnerne lange, naa til Bugfinnernes Spidse. Straaletallene har jeg fundet at være: D. 13, A. 18, P. 15, V. 8... Proportjonerne ville fremgaa af efterfølgende Maaletavle over det største (A) og det mindste (B) af de fore- liggende middelhavske Exemplarer; i den tredje Rubrik (C) har jeg givet Maalene af et Zxemplar af den følgende Art, S. arcticus m. S. Rissoi. S. arcticus. Å. B. C. Totallæng den rss HE SEEREN HEE TS NR E FE ALBUE 46mm agmm Aserne Største Højde see LSE DAAE ALEN er RG Stk 16 - 9- 10/2 - Forholdet mellem denne og Totallængden er altsaa. .... 1: 27/8 1: 31/9 1: 3,9 HoyvedetssLæneder 3 ENE ser pr an bae HDR 15/1/5mm Jen 1374 Forholdet mellem denne og Totallængden følgelig ..... 18:52,2/5 1295 15:581/5 Øjets" Tyærmaal;s FERSK ERE re ANE Sm0l ogknn Om Mundspaltens Længde ....... FSR STEFYE GREN SONY SER 12 - 67/2 - 9 - => æ 29 . 2 Af de foreliggende S. Rissoz fra Middelhavet have de større i Almindelighed et eller to uparrede Lysskæl ved Haleroden, enten foroven eller forneden. Der er ikke i vore pelagiske Indsamlinger fra de store Verdenshave noget Exemplar af denne Art. 2. ,S. arcticus m. Ved vore grønlandske Kolonier er der i alt fanget og ned- sendt 4 smaa Exemplarer — omtrent 40m" foruden Halefinnen — af en Art, der i H. t. Lyspletternes Fordeling i det hele stemmer YST 8 med $. Risso:z: — ogsaa i H.t. de tre supra- anale Lyspletters Stilling — men afviger derved, at de anale Lyspletters uaf- brudte Række tæller 79—16 af disse Or- ganer. Dertil kommer en anden Stilling af de pektorale Lyspletter, der alle 3 ere stillede under og foran Brystfinnerne "), saaledes omtrent ,,”. D. 9, A. 17, P. 14, V. 8... Legemets Proportioner ere givne . ovenfor (sub C). / De Steder i Grønland, hvor disse 4 Exemplarer ere faldne, har jeg nævnt ved en anden Lejlighed”). Et femte er allerede for mange Aar siden fanget af Inspektør Møller i Mundingen af Davis-Strædet. To af de foreliggende Exemplarer have et meget udpræget supracaudalt Lysorgan, de 3 andre et mindre infracaudalt. 2 3. .S, Colletti m. En lille Scopelus af denne Gruppe, med 17 anale Lyspletter, men atter med en noget anden Stilling af de pektorale, idet de danne en Trekant , med Spidsen nedad, foran og under Brystfinnerne, og fremdeles med en anden Stilling af de supraanale, nemlig som en aaben stumpvinklet Trekant | — den første af de tre er nemlig rykket lidt længere frem og den bageste lidt højere op — er repræsenteret i vor Samling af et eneste lille, knap 30r= langt Exemplar, taget i det indiske Hav paa 96—97? 30' Ø.L. og påa 30—28? 16” S. Br. Hermed stemmer imidlertid et stort Exemplar, taget i det stille Hav, «c. 600 Mil vest af Kap Horn» og velvilligst overladt mig til Undersøgelse af Museet i Kristiania. " Jeg hidsætter Maalene af dette Exemplar samt de vigtigste af vort mindre: Totallængden (uden Halefinnen).......... SEE PÅ SEE Legemets største Højde regere ss mere ee dr 24 - 7- Forholdet mellem denne og Totallængden .... 13,9 1:4 1) Paa Skitsen er den af dem dannede Linie bleven altfor lige. ?) Korte Bidrag til nordisk Ichthyographi VII. Nogle nordiske Laxesild (Scopeliner) (Vid. Medd. f. d. naturh. Foren. 1891). S. 207. 250 30) Hovedéts! Længde JU NET FADER mr Ng BEymn Som Forholdet mellem denne og Totallængden . .... 1557 1: 31/2 Øjets. Tyærmadliss St adsr er sea am Ant Mundspaltens længede Es ae REE ROSER 15 - 5 - Afstanden fra. Snudespidsen til Rygfinnen .... 41 - — - — -. Bugfinnen .... 36 - — - — =— "Gatfiinnen 54, 56 - Skællenes Antal i Sidelinien (hos det større Exemplar) er c. 38, Straalernes Antal D. 15, A. c. 21, P. 15, V. 8. Der er som sædvanligt 2 operkulare Lyspletter, 3 pektorale, dannende en Trekant, med Spidsen nedad, under og foran Brystfinnerne, 5 thorakale — de af sidste Par rykkede lidt mere ud fra hinanden — 4 ventrale — de af første og fjerde Pår lidt nærmere ved hinanden end de andre — i supraventral, som sædvanligt, 3 supraanale, dannende en stumpvinklet Trekant, den forreste rykket langt frem, den sidste saa højt op, at den kommer helt op i Sideliniens Skælrække, 16—17 anale i sammenhængende Række (d.v.s. 16 påa den ene og 17 paa den anden Side; til Gjengjæld har den i denne Henseende fattigere Række dubleret den tredje thorakale). Den femte anale bagfra (den sjette hos det mindre Exemplar) sidder lidt højere end de andre, som om den vilde bryde ud af Rækken. Der er endelig to tæt sammenstillede caudale Lyspletter, men ingen posterolaterale. Der sidder en ikke stor, men meget tydelig Glansplet paa Halerodens øvre Band tæt ved Halefinnen. Afdeling B. En posterolateral Lysplet paa hver Side over Afbrydelsen i de anales Række. 1. S. glactalis Rhdt.Y. Da denne Art er behandlet et Par Gange?) og jeg selv har offentliggjort nogle Bemærkninger om den andetsteds, kan jeg indskrænke mig til at 1) Til min Bemærkning i «Korte Bidrag til nordisk Ichthyographi VIII» (Videnskab. Medd. f. d. naturh. Forening 1891) S. 207 om den af Goode & Bean i «The fisheries and fishing industries of the United States» I pl. 203 afbildede «5. Milleri (9: glacialis)» maa jeg endnu føje den, at der i Alexander Agassiz's «Three Cruises of the U.S. coast- and geodetic-steamer Blake», Vol. II. 1888 (Bulletin of the Museum of comparative Zoology, Vol. XV) p. 33 findes en anden Afbildning af aScopelus Milleri», i hvilken jeg gjenkjender Scopelus Rafinesquii! ?) Krøyer, Naturhist. Tidsskrift (2) II p. 230. Collett, Norske Nordhavs Expedition, Fiskene, p. 158. 31 251 henvise til disse og til det vedføjede Schema over Lyspletternes Fordeling, i hvilken Hen- seende de caudale og supraanale især ere af Betydning. Museet besidder ikke denne Art fra andre Dele af Atlanterhavet”), kun fra Havet om Grønland. Dog maa bemærkes, at afdøde Læge Branner i Middelhavet (36? 29' N. Br., 2? 28' V. L.) har fisket 2 Scopelus-Unger med aldeles samme Fordeling af Lyspletterne. Mig vitterligt er en saadan Form ikke ellers kjendt fra Middel- havet, men jeg er dog mest tilbøjelig til at tro, at S. glaczalis virkelig forekommer dér, men hidtil er bleven overseet eller maaske bleven beskrevet derfra som egen Art. Der findes nemlig i Middelhavet et Par Arter, der ikke ere mig nærmere bekjendte (S. Herderi, S. Veranyi). Maaskee vil det dog vise sig, at en af disse er en med $, glacralis nær beslægtet, men distinkt Art, som jeg ikke har kunnet distinguere paa Ungerne alene. 5. SS. canintanus Cocco karakteriseres — foruden ved den enkelte posterolaterale Lysplet — ved at de supraanale Lyspletter danne en skraat opstigende Række — den underste over Mellemrummet mellem tredje og fjerde ventrale eller over denne sidste, den øverste umiddelbart under Sidelinien —, ved at de caudale sidde tæt sammen, samt ved at de pektorale danne en Trekant, idet en sidder lige under Brystfinnebasens bageste Del, en højere oppe og en lavere nede. Der findes endvidere 1 anteorbital, 2 operkulare (den ene tæt over den anden), de sædvanlige fem thorakale — de af femte Par rykkede lidt mere fra hinanden — en supraventral, fire ventrale, 16—17 (8—9 — 8—9) anale og to tæt sammen- stillede caudale. (Sjældnere findes 7 i den første Afdeling af de anale og paa ganske enkelte hår jeg fundet 7 eller 10 i anden Afdeling). Der er c. 43 Skæl i Sidelinien. DEFA 20 PP. MAR "VE 9 Paa" større Exemplarer findes 3 supracaudale eller 5 infracaudale Lysskæl paa Haleroden i Midt- EÅ gemene ser x efeeeoe000r e e 7 linien; paa yngre har dette Parti en mindre Udstrækning. Jeg meddeler nogle Maal af et større Exemplar (A) fra Middelhavet og af et mindre (B), som rimeligvis er taget i Atlanterhavet; paa det førstnævnte Exemplar er der større Afstand mellem de ventrale Lyspletter af tredje og fjerde Par end mellem de andre. 1) Jfr. hvad herom af mig er bemærket i «Vidensk. Meddel. fra den naturh. Forening», |. c. p. 205—7, dels om de af den amerikanske Expedition tilvejebragte Exemplarer, dels om 5, scoticus Gthr. 252 32 A. B: Potallengdes ERR gram 57 mm LegemetsmHøjde…… 5.15 16 - 12 - Hovedets Længde 2. 0: 21 - 16 - Øjetsalværmaalstesrs 8- 6 - Mundspaltens Længde .... 13- 10 - Kristiania-Museet besidder 3 (af mig sete) Exemplarer fra Atlanterhavet; det ene er fra 299 N.Br., 37? V.L. Om Artens Forekomst i nordlige Have vidne to af mig tidligere (paa anf. St.) omtalte Exemplarer, tagne paa 57731' N. Br., 39936' V.L. og 59937" N.Br., 15936' V.L. «Challenger»-Expeditionen fik et 3 Tommer langt Exemplar ved de kanariske Øer. I det stille Hav skal den ogsaa være temmelig almindelig: Exemplarer paa 20—36"" fangedes ved Nattetid i Nærheden af Ny- Guinea og paa Farten til Admiralitets - Øerne. — En lille Unge fra det indiske Hav har kun 14 (7 + 7) anale Lyspletter og kan derfor vel næppe henføres til denne Art, med hvilken den iøvrigt stemmer. Ellers er $. canzwnzanus ikke forekommet i vore paa Unger af andre Arter saa rige pelagiske Indsamlinger; derimod en nærstaaende Form, som jeg benævner: 6. S. affinis m., og som udmærker sig ved, at de anale Lyspletter ere til- stede i et ringere, om end noget variabelt Antal: 7—10 + 4—6 (hyppig 8—9—+ 5—6), tilsammen 13—15. Hos de fleste danne de tre supraanale en lige Skraalinie; hos enkelte, der dog næppe repræsentere en egen Årt, er denne Linie svagt brudt"). De pektorale Lyspletter som hos S. caninianus. Sidelinieskæl c. 37. Kun Unger foreligge. 389 40' N.Br., 639 Va Lees HAN BENDT. 352:36; S.Br:,… 2794070. 349 20' — 18930" — 13940' — 319 — 349 30' — AT LOD — 319167 — 37916" — 10922".— — 219216".— Mellem 319S.Br., 479Ø.L. og 329% S,Br., 439 20"Ø.L. 290 — 17930'” — 89244" —- 219 — 254 OESTBr, "BI RESØSE 289 — 23940' — ”£ 49 — 290 =— 239 16 — 729 == 250 51 "— "320 — 3910' — 27950" — 15%30;'"— 111990" "== VBUBL TR 320 SA — KER TO 90. — 8909 — 129 — 1039 50' — 292072" — … 28248" — 719 9 — 27932" — 12:30:5—1 11059 == 212 — 36930 — == 1920'S.Br., 26920' — GS AN BE LL OS SO SRE 20? — 489 = HSG? GEMT Al TB ONE 9940 =— 15109990". — ie — 220 — 89 — 13920' — 109%405— 551109 = 16? — 409 — 399 54" — 41930'Ø.L. 11940' — 110%3£ — 15919 — 24954" — 38220" — 309 = 1) Disse Exemplarer ere tagne paa de i Lokalitetsfortegnelsen med en Stjærne mærkede Steder. nm (5) 33 5 7. S. phengodes m. Som Type for denne Art vælger jeg et 70mm Jangt Exemplar, som er taget paa 102? 50' Ø.L. og 25? 50' S. Br. Lyspletternes Fordeling er i det hele den samme som hos $. caninianus og V. affinis, og særlig gjælder dette om de pektorale og de supraanale. De anale ere — naar jeg medtager de foreliggende mindre Exemplarer — tilstede i et Antal af 6—7 + 7—9 — 14—15, og de caudale sidde ikke tæt sammen som hos de to ovennævnte Årter, men ere adskilte ved et større Mellemrum, idet den bageste er rykket op i Nærheden af Sideliniens Endepunkt. Det ovennævnte Exemplar har følgende Proportioner: Totallængden 70rm, Højden er 16mm, indeholdes altsaa 4/8 Gang i Totallængden. Hovedets Længde er 20mm", indeholdes følgelig 3!/2 Gang i samme. Øjets Tværmaal 9, indeholdes altsaa 2”/9 Gang i Hovedets Længde. Straalernes Antal er: D. 12, A. 21, P. 15, V. 8. Der er 38 Skæl fra Gjællespalten til Haålefinnen. Det er, som man vil se, en storøjet Form; Snuden er meget kort, brat afrundet; Overkjævens Bagende falder om- trent i Linie med Øjehulens Bagrand. Oper- culum er stærkt ribbet og takket i Kanten. Brystfinnerne ere saa lange, at deres Spidser naa helt tilbage til Bugfinnernes. Der findes lo operkulare Lyspletter, 3 mandibulare som sædvanligt, 3 pektorale, stillede, som hos de nærmest foregaaende Arter, fem thorakale — de to af femte Par lidt længere fra hin- anden — 4 ventrale, 1 supraventral, 3 supraanale i en opstigende Skraarække, 7 — 8 (hos Typ-Exemplaret, jfr. ovenfor) anale og to caudale, den sidste noget højere oppe end den første. I Haåleryggens Midtlinie findes en lang, skarpt begrænset gul Lysplet, som begynder umiddelbart bagved Hudfinnen og strækker sig under 6 Skæl. Farveløsheden påa Snuden og paa Panden mellem Øjnene vækker Mistanke om, at ogsaa dette Parti har været lysende. De mindre Exemplarer ere tagne paa følgende Lokaliteter. Det vil ses, at intet af dem er taget i Atlanterhavet nord for Ækvator. 31530" SBrym9S 30 VE Es 372 30' S. Br., 109 40' Ø. L. 33330 — Mellem 339 40' S. Br., 329 30' Ø.L. og 349 40' S. Br., 279 Ø.L. 3492 20' — 59 30' — BOT 2E SEBr AASF ØE AOL SÆR RRS ØDE OL: Mellem 279 30' S. Br., 98% Ø. L. og 299 40' S. Br., 969 20' Ø. L. 39954. — 41930" -— 229 40'.S, Br; 81950 "ØL. L. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd. VII. 6. 33 254 : 34 8. S$, Humboldtii Val. En anden Gruppe af Arter har det tilfælles, at de tre supraanale Lyspletter danne en meget tydelig stumpvinklet eller næsten ret- vinklet Trekant, saaledes at den første af dem har Plads over anden og tredje ventrale, den anden over fjerde ventrale. Af S. Humboldti foreligger der flere temmelig store Exemplarer fra Atlanterhavet og det indiske Hav. Jeg anfører nogle Maal af det største af dem (ÅA) i Forbindelse med Maalene af et Exemplar fra Middelhavet (B). Å. B. Totallæng dene SARTE UDG RER | KE S Højdenses Esser 21 - 23- (eller netop 7/5 af Totallængden.) Hovedets Længde ... 28- 28- (indeholdes altsaa 3%/4 til c. 4 Gange i samme.) Øjets: Tvyærmaal ….…. 9 - 9- (indeholdes altsaa lidt over 3 Gange i Hovedets Længde.) Mundspaltens Længde . 19 - 18 - Straaletallet (Ex pE SAVE DET SPA ROSER US KAV EB: = (ESSEN SYGE DES ESSD) UNR SYRE REGN Det er, som de fleste andre ægte Scopelus- Arter, en storøjet Form med en kort afrundet Snude, men Mundspalten forlænger sig forholdsvis langt bag Øjet; alligevel er Forgjællelaagets noget buede Bagrand ikke eller meget lidt skraa. Der er c. 40—42 Skæl i Sidelinien. Brystfinnerne ere temmelig lange, naa næsten til Spidsen eller til Midten af Bugfinnerne. De anale Lyspletters Antal er 16 (8 + &) hos Typ-Exemplarerne; de to caudale sidde ikke aldeles tæt sammen, hvilket dog kun er ret tydeligt hos større Exemplarer. Bagved Hudfinnen er der et eller to lysende Skæl, bagved Gatfinnen kan der være 3—4. Fra Kristiania- Museet har der foreligget mig et stort (c. 1207”), men en Del be- skadiget Exemplar, taget 600 Mil V. af Kap Horn. Hos de ikke faa smaa Exemplarer, som jeg har undersøgt, dels fra Atlanterhavet, dels fra det indiske Hav, varierer Antallet af de anale Lyspletter i en paafaldende Grad: 9+ 6, 8—+ 9, 7+9, 7+8, 8+ 6, 8 +-4—5, 7—+ 5 = 12—17, og den Tanke ligger nær, at nogle af disse yngre Exemplaårer med færre m. Il. anales posteriores kunde tilhøre en anden Art; en slig Skillelinie har jeg dog ikke formaaet at drage. De Lokaliteter, hvorpaa de her til $. Humboldtizx henførte Exemplarer ere tagne, ere følgende: 349 20' N. Br., 189 30' V. L. 379 40' S.Br., 7892 34' Ø.L. 2540 SBS BLEND 290919 289 48" — 37? — 52 — 129 — 103950' — 19 6'0S; Br, 112 300 -— 399'54! "—" 741930" — 11915" -—. "103950" 339 30' 179 — 20305 ARE == 109 40' N. Br., 1109 S. Humboldti var foruden fra Middelhavet ogsaa tidligere kjendt fra Atlanterhavet, hvorimod S. 6oops Richardson") var kjendt fra det stille Hav — bl. a. fra Vancouvers Ø. Den eneste Forskjel, som kan udfindes af Beskrivelserne, er, at 5. 6oops, som Ginther bemærker, skulde have lidt færre Skæl i Sidelinien (37—39, S. Humboldtix 41—42). Jeg betragter denne formentlige Forskjel som betydningsløs og forener 5. 6oops med S. Humboldti. 9. S, gracilis m. har samme Stilling af de supraanale Lyspletter, men Antallet 7 + 11—14, og de to caudale sidde saa og Fordelingen af de anale er en anden: 4 tæt sammen som muligt i samme Horizontallinie. Vore Exemplarer ere alle smaa, men der er i Kristiania- Museet et halvstort — fra Akyab i Indien — af hvilket jeg vil med- dele Maalene: Fotaæng den ERE] Kom å Højden ........ 10 - eller "5 af Totallængdeu. Hovedets Længde... 11 - eller lidt over !/5 af samme. Øjets Tværmaal.... 3/2 - eller c. !/3 af Hovedets Længde. Mun dspalien see 71/9 Forgjællelaagets Rand er noget skraa:; Brystfinnerne ikke lange. Skællenes Antal i Sidelinien c. 41. Straaletallene paa det nærmeste følgende: D. 12, A. 19, P. 15, V. 8. Øjet er ikke særdeles stort, og især hos de yngre ere Snudens Længde og Øjets Tværmaal næsten lige store. De pektorale Lyspletter have den sædvanlige Stilling; den første supraanale sidder i Højde med den supraventrale 0.s.v. 5 Lysskæl optage — hos det større Typ-Exemplar — Strækningen mellem Hudfinnen og 'Halefinnen paa Hale- rodens Rygkam. De Lokaliteter, hvorfra der foreligger yngre Exemplarer, ere: 220 N. Br., 349 30' V.L. Mellem 329 40' S. Br., 552 20 Ø.L. og 11250" S. Br., 89 10' V.L. 229212" — 489 — 359 36" — 27940" — Om Artens mulige Forhold til Richardsons Myetophum hians er talt ovenfor under S. (Rhuinoscopelus) Andreæ m. 1) Voy. H. M. S. Erebus & Terror pl. 47 f. 10. 33” 256 36 Afdeling C.: To posterolaterale Lyspletter paa hver Side over Afbrydelsen i de anale Lyspletters Række. 10. ,S. Benoitt C. De to posterolaterale Lyspletter ere stillede noget skraat for hinanden, den bagre højere end den forreste; de supraanale danne en stumpvinklet Trekant. Smuden er noget spids, ikke brat afrundet, som hos andre Scopeli; Bryst- finnerne lange. Der findes en anteorbital Lysplet, to operkulare, der just ikke staa saa meget læt sammen, 3 pektorale, dan- nende den sædvanlige Trekant, 1 supra- ventral, 3 supraanale, -den første i Højde med eller noget længere nede end den foran den siddende supraventrale, over tredje ventrale, og den tredje i 'Sidelinien; to posterolaterale med den ovenfor angivne Stilling, den øverste i Sidelinien; der er de sædvanlige 5 thorakale og 4 ventrale Par, som ikke frembyde noget særligt mærkeligt; Afstanden mellem de 2 første Par thorakale er større end mellem de to følgende; 12 (6—+6)!) anale og to temmelig tæt sammen- stillede caudale. sSkæl "1/Sidelmten ec. 407 DD OLGA TS EPS TS SOV 8. To halvstore og et større Exemplar vise et meget udpræget supracaudalt Lysorgan. Maalene af et middelhavsk Exemplar: Rotallængde "æder REE OT GE AE Størsten Høj den se So daner MIDTE Sammes Forhold til Totallængden .... 1:4,6 Hovedstsukæredegss. . 2 US SNS rs Fr Sammes Forhold til Totallængden .... 1:53,4 OFTEN ES Fur GEN LT ere RREESE TS ES UDE KDE rss 61/2mm Dets Forhold til Hovedets Længde .... 1:2,3 Mundspaltents SE BERG SENSE See REVO TT Der foreligger et 40Trm langt Exemplar fra Atlanterhavet: 34? 40' N. Br., 249 20' V.L.; et andet i Kristiania - Museet: 417 N, Br., 349 V.L. 11. 12. S$. Hygomi m. og S. Reinhardtii m. adskille sig kjendelig fra den forangaaende ved at de to caudale Lyspletter sidde langt fra hinanden, idet den bageste af dem er rykket op næsten i Højde. med Sideliniens Endepunkt; de 3 supra- anale dånne ligesom hos S. Benoiti en stumpvinklet Trekant, hvis ene Vinkelspids 1) Et enkelt Exemplar har 6 + 7 paa den ene Side, ellers ere disse Tal ganske konstante. (3) -I bø gt -I sidder over anden ventrale, den anden næsten oppe i Sidelinien; de tre pektorale Lyspletters Stilling er den sædvanlige, to foran Brystfinnen, højere og lavere end denne, og en lige under Brystfinnebasens nedre Endepunkt. De to posterolaterale sidde ligesom hos $S. Be- noiti skraat for hinanden, den forreste lavere, den bageste saa al sige i Sidelinien. Øjet er stort, Forgjællelaagets Rand lodret o. s. v. Typ-Exemplaret af 8. Hygomii har 14 (8+ 6) anale Lyspletter. Den supra- ventrale Lysplet er rykket saa højt op, at den sidder umiddelbart under Side- ” linien, omtrent lodret over den første supraanale.. Samme Stilling iagttages hos nogle Unger, dog med den Forskjel, at den supraventrale Lysplet ikke altid er anbragt lige over den første supraanale, men kan sidde et Stykke foran denne. Antallet af de anale er her 7 —+ 6 eller 5—6 + 6 = 11—13 S. Reinhardtii m. To middelstore Exemplarer vise den Forskjel fra foregaaende, at den supraventrale Lysplet her hår sin normale Stilling, længere nede, midt mellem og i Højde med den tredje pektorale og den første supraanale, der sidder over tredje ventrale eller mellem anden og tredje. Antallet af anale Lyspletter er her 4+ 7 og 7+ 7—8, varierer altsaa indenfor temmelig vide Græn- ser. Det ene har et meget udpræget infra- caudalt, det andet et supracaudalt Lys- organ. Brystfinnerne ere lange, ligesom hos S. Hygomii. Jeg erkjender, at det kan være Tvivl underkastet, om de to her omtalte Former ere artsforskjellige, men saa længe der ikke foreligger Overgange mellem dem, maa jeg holde dem adskilte. Siraaletals RS Egon. DE TOG DAS MOS EPS TE MV. 18: Sr rem hardire. ere DIN LES CATEIGSER: 11 SÆVE 8 Maal: S. Hygomii. SB. Rewmhardtii. Totallængden . ..…….…. . - BESES SEE 55mm 43mm Højden ... re erlelee 12 - 8- Dennes Forhold til Totallængden FAR 1:4,6 1: 5,4 Hovedets Længde . .. RER Re jet fam Dennes Forhold til Totallængden Soter 15: 4 1: 3,9 Øjets Tværmaal .....- sr 5mm 5mm Dettes Forhold til Hovedets hikengde g iz Mundspalten is Son. ge syr BED Sur: Tjen (SS) gem OD 3 on Lokaliteter: S. Hygomii. i S. Reinhurdtii. 38? N: Bi; 122020 VIE 1194999 SN Br ISS ANO DVS: ae 12! 'S. Br;, 269 Ø,L. Be) RS DE I | ARERE Mellem 239 30' —" 819 — og 249 30' — 7592 50' — 39954" — 419 30' — Flere af de her karakteriserede nye Former ere kun kjendte som Unger. Skjønt det ikke kan forudsættes, at de ville forandre sig meget under deres senere Udvikling, er det dog at vente, at de ville kunne karakteriseres med større Skarphed, naar nye Under- søgelser have hentet dem op fra Dybet. hvori de skjule sig, i mere udviklede Skikkelser. Som Karakterer for Underslægten Nyctophus, efter Dr. Raffaéles Definition, mener jeg at kunne anføre, foruden de allerede ovenfor (S. 11) nævnte, at de altid have fire caudale Lyspletter; at de supraanale danne en skraat opstigende, lige eller lidt brudt Linie; at m, l. anales anteriøres enten danne en Bue, med Convexi- teten mod Midtlinien, eller at i alt Fald Rækkens bageste Del er bøjet opad; og at de thorakale og ventrale (hvilke sidste altid (?) ere tilstede i et Antal af fem Par) ikke danne lige Linier, men ere stillede ud og ind paa bestemt Maade. I Modsætning til de bekjendte Lampanyctus- Arter, der have 2 posterolaterale Lyspletter, er der her aldrig mere end een. Der bliver derfor ikke ret meget at støtte Artsdiagnoserne paa af Lys- pletternes Antal og Stilling. Man synes her i det væsenlige at maatte holde sig til andre Forhold. Medens Grænsen mod Scopelé s. str. er skarp nok, synes den mod Lampanyctus at være mere flydende. Der kjendes af denne Gruppe 3 middelhavske Arter, hvortil endnu kommer et Par andetstedsfra. 1. Af ,S, (N.) metopoclampus har jeg desværre ikke kunnet skafle mig noget Exemplar. Jeg maa derfor i det væsentlige indskrænke mig til at henvise til de hidtil givne ufuldstændige Fremstillinger (Bonaparte, Raffaéle). I Pariser- Museet har jeg dog seet et Exemplar, foræret af Bonaparte og derfor vistnok authentisk. Jeg har om dette noteret, at det har samme Stilling af de pektorale, thorakale, supraventrale, supraanale og ventrale Lyspletter som hos S. Rafinesquii — jfr. Fig. 17 — hvorved jeg dog maa bemærke, at jeg kun har noteret 4 Par ventrale Lyspletter, hvilket rimeligvis er urigtigt. Af anale fandtes 6+4 samt 2 caudale i en Skraalinie. I alt dette er der ingen væsentlig Forskjel fra S. Rafinesquti, og det er derfor højst ønskeligt, at der kunde blive givet en authentisk og fuldstændig Karakteristik af denne Art, saavelsom af 5. Gemellarii (jfr. det følgende). 2. Af.S. (N.) Rafinesqut har jeg kunnet undersøge flere Exemplarer. Jeg med- deler nogle Maal af et større Exemplar i Kristiania- Museet (A) og af et af vore egne (B) samt af et yngre, tilhørende Kristiania- Museet (C). 39 259 Å. B. C. Motallæneden (uden Halefinnen) SSR ASE ENKE TER Om G4mm 43mm FezsmassHøjden kinesere, STS SANG NEN sank SNE EL GEN ea Es 19 - oe 10 - Forholdet mellem Legemets Højde og Totallængden . ... 47 1: 4,3 1:43 EDEN LE IU DE ENES rare os ; 28mm 2mnt Jræmm Forholdet mellem samme og Totallængden. .....… i I GYOJ 1E5M 15351 Øjet hyæner ENE three LSE 91/5mm gm Br Forholdet mellem dette og Hovedets Længde ....... 1:53 1855 1:2,8 Mandspaltensshængde rr Ek SØN SEES KS USE ERE SER ike konn om Forholdet mellem denne og Hovedets Længde....... 1156 2:83 TERE G Det er en kortsnudet og storøjet Form. Mundspalten forlænger sig et Stykke bagved Orbita, men Forgjællelaagets Rand er dog ikke meget skraa. Der er et anseligt anteorbitalt og et langstrakt infraorbitalt Lysorgan. Tæt bagved dette ses ofte et mindre. Der findes de sædvanlige operkulare (2), mandibulare (3) og pektorale Lyspletter — I over og 2 under Brystfinnerne, dannende en brudt Linie; 1 supraventral og 3 supra- å (BAN SEER SR Ng anale, som danne en skraat opstigende Række, der begynder umiddelbart over te ventrale og naar op til Sideliniens Skæl, ikke til selve Sidelinien; af de thorakale er der stor Afstand mellem første og andet Par, og fjerde Par er rykket stærkt ud af Linien opad og ud til Siden; og det samme er Tilfældet med tredje Par af de 5 ventrale. Der er en posterolateral Lysplet umiddelbart under Sidelinieskællene. Der er næsten altid!) 10 (6 + 4) anale, den første Gruppe dannende 4 caudale, dannende en tæt en stærk Bue med Convexiteten indad mod Midtlinien, og Skraarække, den sidste siddende et Stykke under Sideliniens Endepunkt. Sideliniens Skæl ere høje og smalle, c. 34 (33—36). Af Straaletal fandt jeg: kxemplaret ASSER Fee DIGI RAS S SERIOUS AVE: Et andet Exemplar ..... DES SAT ER 70 VE 8: 3 5. (N.) Warmingi Ltk. Prof. Warming har paa 3276' N. Br., 39298' V.L. i Atlanterhavet fisket et Exemplar af Middelstørrelse af en ny Art af denne Gruppe; det har desværre lidt en Del, saa at det ikke kan beskrives fuldstændigt; der er imidlertid to Træk, som ville karakterisere det tilstrækkeligt, det ene at Brystfinnerne ere lange 1) Et Par yngre Exemplarer have kun 5 + 4—5, idet den allerforreste, der ellers sidder lidt højere oppe mangler. Det er tilfældigvis det ene af disse, der ligger til Grund for Skitsen Nr. 17. 260 40 (de naa næsten til Bugfinnernes Spidser), det andet er at den sidste af de 4 caudale Lyspletter er rykket bort.fra de andre og noget højere op. Totallængden er 63mm Højden 12" saa at denne altsaa indeholdes 5!/4 Gang i Totallængden; Hovedets Længde 19" (c, 3!/3 Gang i samme), Øjets" Tværmaal 7rm (25/7 Gang i Hovedets Længde); Mundspalten (13rm) naar et Stykke bag Øjet. Det er iøvrigt ligesom de andre Nyctophus- Former en kortsnudet storøjet Form med to operkulare Lyspletter og tre supraanale i sædvanlig Skraastilling samt 12 (7+ 5) anale, den sidste af første Gruppe rykket noget højere op, hvorimod den første af samme Gruppe sidder tæt ind til Gatfinnen. De ventrale og thorakale Lys- pletters Stilling kan ikke kontrolleres"). Et anteorbitalt Lysorgan sees ikke, derimod er der bagved Gatfinnen et langt skinnende Parti. Straaletal: D. 12, A. 13, P. 10, V. 9. 4. Af S. (N.) Gemellari har jeg desværre kun kunnet undersøge et temmelig stort, men i andre Henseender maadeligt Exemplar fra Messina, men jeg tror dog, ved Hjælp af det og Raffaéles Tegning at kunne give et nogenlunde rigtigt Billede af den. Maalene af dette Exemplar ere: Totallængde 87"; Højden 21"" (knap !/4 af Totallængden); Hovedets Længde 277m (indeholdes 3/5 Gang i Totallængden); Øjets Tværmaal 8" (38/8 Gang i Hovedets Længde); Mundspalten 20". Afbildningen giver den en noget mere langstrakt Legemsform end S$. Rafinesquii, end sige end S. metopoclampus, et mindre Øje og en temmelig lang Mundspalte. Der sees ikke noget til et anteorbitalt Lysredskab, kun en lille anteorbital Lysplet. De tre supraanale Lyspletter danne en lidt brudt (hos andre Exem- plarer maaske aldeles lige?) Skraalinie; den øverste sidder lidt under Sidelinien. De anale ere 11 (5 + 6), af hvilke den sidste af første Gruppe og den første af anden ere rykkede saa højt op, at de i Forbindelse med den posterolaterale danne en Gruppe: «i 3 punti a triangulo isoscele che stanno sopra Vintervallo» etc. De 4 caudale synes at danne en mere vandret, mindre opstigende Linie end hos 5. Rafinesquu. Saavidt skjønnes, er der ogsaa her 5 ventrale Par, af hvilke tredje er rykket stærkt ud til Siderne. D. 17, A.15, P.12, V.8. Et stort supracaudalt Lysorgan. 5. 5. (N.) cæruleus Klunz. er en meget nærstaaende Art af Nyctophus- Slægten, men synes at kunne hævde sin Selvstændighed. Original-Exemplaret har velvilligst været mig betroet til Undersøgelse fra Museet i Stuttgart. Det er en kortsnudet Art med meget skraa Forgjællelaagsrand. Den største Højde (16=m) indeholdes 57/5 Gang i Totallængden (83mm), Hovedets Længde (24"") 3!/> Gang, Øjets Tværmaal (6!/omm) 3,7 Gang i Hovedets Længde; 1) Skitsen er altsaa i dette Punkt kun skematisk. 41 | 261 Mundspaltens Længde er 19mm, Et anseligt anteorbitalt Lysorgan strækker sig i en Fjerdedels- Bue fra over Næseborene langs med Orbita. Der er 3 pektorale Lyspletter (en over og to under Brystfinnerne), fem thorakale — stor Afstand mellem første og andet Par, de af fjerde rykkede stærkt ud til Siderne — 5 ventrale, fordelte paa sædvanlig Maade i denne Gruppe: tredje Par rykket langt ud til Siderne; 3 supraanale, dannende den sædvanlige Skraalinie; 11 (6 + 5) anale, dannende for første Gruppes Ved- kommende saa stærk en Krumning, at den posterolaterale kommer til at sidde i dens A Fortsættelse og gjerne kunde regnes med til den; og endelig 4 caudale, dannende en svagt opstigende Række, saaledes at den sidste kommer til at ligge under Sideliens Ende- Endepunkt. Der er efter Kklunzinger omtrent 33 Skæl i Sidelinien og af Finnestraaler: DEEP ISA NISSER OSÆNEB. En Sammenligning mellem dette Artens Original-Exemplar og den smukke Afbild- ning, som i «Report on the deep sea fishes» (Challenger-Expeditionen) (pl. LI fig. 6) er givet af Seopelus engraulis Gthr., efterlader ingen Tvivl hos mig om, at det er den samme Art. For denne vil altsaa det Klunzingerske Navn være at beholde. Challenger - Exemplaret (6/27) var fra Filipinerne, 250 Favne. Sammesteds omtales S. Dumeriliz Blkr. (hvoraf der erholdtes et Expl. (3) ved Fidji-Øerne paa 315 Favne) som en meget nærstaaende Form, men Lyspletternes Stilling er ikke udredet paa en saadan Maade, at jeg kan have nogen Mening om den. $. engraulis noteres desuden af Alcock (Ann. nat. hist. (6) VII p. 129) fra det indiske Hav paa 188—220 Favnes Dybde. Oversigt over Nyctophus-Arterne. ") Af de 4 caudale Lyspletter er den fjerde rykket højere op og adskilt fra de andre ved et Mellemrum; 12 (7 + 5) anale Lyspletter. Lange Brystfinner. S. /N.) Warmingii Ltk. tr) De 4 caudale Lyspletter danne”en tæt Række. Korte Brystfinner. (S. metopoclampus). re (> JE = S. Rafinesquii: 10 (6 —+ 4) anale Lyspletter; Hovedets Længde ikke 1/3 af E Sj Totallængden. z= > S. cæruleus: 11 (6 + 5) anale Lyspletter; Hovedets Længde 3!/> Gang i rs Totallængden. Intet anteorbitalt Lysorgan (?): S$. Gemellarii: 11 (5 + 6) amale Lyspletter; Hovedets Længde er ikke !/3 af Totallængden. Den posterolaterale Lysplet danner en trekantet Gruppe med de tilstødende anale. co Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk,. og mathem. Afd. VII. 6. De 3 middelhavske Arter af Underslægten Lampanyctus stemme — foruden i de af Dr. Raffaéle fremhævede Forhold, ved hvilke jeg maa tage det Forbehold, at Gatfinnestraalernes Antal hos &$. crocodilus er større end Rygfinnestraalernes og hos S. maderensis omtrent lig dette — overens deri, at de ligesom Nyetophus-Formerne have 4 caudale Lyspletter; derimod kan de ventrales Antal være 4, 5 eller 6. Alle have de to posterolaterale Lyspletter, men de kunne være stillede paa forskjellig Maade i Forhold til hinanden. De 3 pektorale Lyspletter ere stillede omtrent i samme lod- rette Linie, de thorakale og ventrale mere regelmæssigt end hos Nyctophus- Formerne. (Der synes imidlertid ogsaa at gives en Art med kun 1 posterolateral Lysplet, hvorom mere S. 45.) 1. SS. maderensis Lowe (Bonapartii C.V.) er kort af Legemsbygning, storhovedet, med en temmelig lang Mundspalte og skraa Forgjællelaagsrand. Særlig karakteristisk for den er det fremadrettede og vandrette Pandehorn, som udspringer, paa hver Side af Hovedet, fra Orbitas øvre Rand (Ceratoscopelus Giunther). Vort største Exemplar er 60"" langt (uden Halefinnen), Højden 137" (denne indeholdes altsaa 4%/3 Gang-i Totallængden), Hovedets Længde er 20rm (!/3 af Total- længden), Øjets Tværmaal 6"" (indeholdes 3!/s Gang i Hovedets Længde) og Mund- spaltens Længde 14rm, Denne Art har en lille anteorbital og to operkulare Lyspletter, den ene over den anden; 3 pektorale i en lige, lodret Linie, den ene over, den anden under, den itredje umiddelbart foran den lange Brystfinne, den øverste helt oppe ved Sideliniens Begyndelse; 5 thorakale, dannende, fra første til fjerde Par, to bagtil svagt divergerende Rækker, femte Par rykket betydelig længere ud til Siden; der er større Afstand mellem første og andet Par end mellem de andre; 1 supraventral; 5 ven- trale, af hvilke andet og tredje Par ere de, som ere rykkede længst ud til Siden; 3 supraanale dannende en opstigende Skraarække, som begynder over femte ven- trale; de to underste sidde nærmere ved hinandensend de to øverste, af hvilke den øverste ligger i Sidelinien. Af anale Lyspletter er der 6(5) + 6(7); af de to postero- laterale sidder den øvre ved Sidelinien, den nedre mellem den og den sidste anale af første Række, til hvilken den ogsaa kunde betragtes som hørende; 4 caudale, de tre tæt samlede, den fjerde rykket op i Sidelinien. Bagved Gatfinnen et mere eller mindre udpræget, langt, skinnende Parti. Brystfinnerne maa kaldes lange. D. 13—14, A. 13, V. 8 (Gthr.). 8 263 Mærkeligt nok er der ikke et eneste Exemplar af denne Art i vore pelagiske Ind- samlinger. Derimod er der — som omtalt ved en anden Lejlighed!) — een Gang ned- sendt et Exemplar fra Vestmanøerne ved Island. 2. ,S. crocodilus Risso (Bonapartiz Cocco, Bp.). Et anseligt Exemplar”) viser følgende Forhold: Totallængde (uden Halefinne) 200mm, største Højde 36" (indeholdes altsaa 55/5 Gange i Totallængden), Hovedets Længde 55" (indeholdes altsaa 37/11 Gang i Totallængden), Øjets Tværmaal (1r" (!/5 af Hovedets Længde), Mundspalten lang (41r= eller omtrent !/5 af Totallængden), Forgjælle- laagsranden meget skraa. Brystfinnerne ere lange, deres Spidser naa ud over Gattet til Spidserne af Bugfinnerne. D. 14—15, ARE SES PE ÆSEVE NS re Der findes" 2 operkulare Lyspletter, den nedre tæt ved Kjæveleddet, 3 postorbitale (de to over > hinanden, den tredje længere bagtil, paa Forgjællelaaget), 3 pektorale, dannende en næsten lodret Linie — to foran og en højt over Brystfinnens Rod —; 5 thorakale Par, af hvilke fjerde er rykket langt ud til Siden, op over tredje, såa at den sidder i Højde med de 2 pektorale, den supraventrale og de 2 supraanale”), og der er stor Afstand mellem første og andet; 4 ventrale, 1 supraventral, 3 supra- anale, dannende en stumpvinklet Trekant, 4—6—8 + 6—8—9 anale, samt 4 caudale (3 + 1), af hvilke de 3 første (som oftest uden Afbrydelse) fortsætte de anales Række, medens den fjerde er rykket op til Endepunktet af Sidelinien. Af de to posterolaterale er den øvre stillet lige under Sidelinien, skraat over den nedre, ligesom hos foregaaende Art. Der sees hos større Exemplarer en skinnende Lysstribe langs Halerodens øvre og nedre Rand samt en kort umiddelbart foran Hudfinnen. I vore pelagiske Indsamlinger finder jeg kun et eneste ungt Exemplar af denne Art, taget af Kaptejn V. Hygom paa 33? N.Br. og 40? V.L. Det har — som andre 1) Vidensk. Medd. f. d. naturh. For. 1891. S. 208. 2) Et andet Exemplar (tilhørende Stazione Zoologica i Neapel) viser følgende Maal, opførte i samme Rækkefølge: 68mm, 12mm, f9mm, 4mm, f6mm, D,. 14, A. 19, P. 12, V. 8. Hos et Par andre senere undersøgte store Exemplarer finder jeg D. 13—14, A. 16—17, P. 12—14, V. 8. 3) Man kunde ogsaa opfatte dette saaledes, at den ene pektorale var rykket langt tilbage, og den anden thorakale langt ud til Siden. Efter Analogi med andre Arter tror jeg dog ikke, at denne Opfattelse er den rigtige. 34" 264 44 yngre Exemplarer fra . Middelhavet — en lang Lysplet bagved Gatfinnen og tillige en kortere ovenpaa Haleroden foran Halefinnen. Hos dette Exemplar er der et tyde- ligt Mellemrum mellem de anale og de subcaudale Lyspletter, hvilket ellers ikke er sædvanligt. 3. 5, elongatus Costa (S. crocodilus Val., S. resplendens Richardson, S$. caudispinosus Johnson, 5. Krøyer: Malm). De foreliggende middelhavske Exemplarer have en Længde af c. 80mm; Højden er hos et Exemplar af 84"”'s Længde (til Halefinnen) 157" (indeholdes altsaa omtrent 5/2 Gang i Totallængden); Hovedets Længde er 22mm (eller rigeligt ”/4 af samme); Øjets Tværmaal 5"" (indeholdes altsaa 47/5 Gang i Hovedets Længde); Mund- spaltens Længde 1771), Forgjællelaagsranden er meget skraa. Brystfinnerne ere i korte. Der er de to sædvanlige operkulare og tre mandibulare Lyspletter; 3 pekto- rale i samme lige, næsten lodrette Linie (1 under og 1 over Brystfinnerne og PETTT IS . sns00ose en højere oppe); 5 Par thorakale, Af- standen mellem første og andet dobbelt saa stor som mellem de andre, femte Par rykket ud til Siderne, ellers stillede i lige Linie. Der er 1 supra- ventral, 5 eller 6?) Par ventrale, stillede i lige Linie, 3 supraanale, dannende en noget brudt, opstigende Linie, 8—9 + 6—7 anale (den sidste af første Gruppe kan være rykket noget tilvejrs), to posterolaterale (undtagelsesvis 3), stillede ved Siden af hinanden — den ene efter den anden — under Sidelinien, 4 (2 + 2) caudale, først 2 og efter et lille Mellemrum en tredje og fjerde, hvilken sidste dog har Plads et-lille Stykke under Sidelinien?%). Hos 2 Exemplarer finder jeg, at en Række paa 5—7 Skæl over Sideliniens forreste Del har en mat, lys, rund Plet, ligeledes en langs med Rygfinnen paa hver Side af denne; fremdeles en slig Plet lige under hver Brystfinne og (hos det ene) over og bagved hver Bugfinnes Rod. De ere meget tydelige paa Richardsons Afbildning ”). Straaletallet (efter Collett): D. 21—24, A. 17—18, PE EVESE: 1) De her opførte Maal ere hos et senere erhvervet større Exemplar: 125mm, 23mm, 34mm, gmm og 24mm, 2) Et Exemplar har 5 påa den ene Side, 6 paa den anden. 3) Jeg har rigtignok kun set dem alle 4 paa eet Exemplar, men tvivler ikke om, at det kun skyldes Exemplarernes mangelfulde Tilstand, naar der kun ses 2 eller 3. 1) Voyage of H. M. s. Erebus and Terror. Fishes pl. 27 fig. 16—18. 45 265 Et Par (slet bevarede) Exemplarer ere ved en anden Lejlighed!) omtalte som ned- sendte fra Grønland. To ere tagne i Atlanterhavet paa 3? 10' N. Br., 20? 30' V.L. og paa 35? S.Br., 19? Ø.L. Begge have de et — kort eller langt — supracaudalt Lysorgan og et kortere infracaudalt. De 3 Lampanyctus- Arter ville altsaa kunne distingueres — blandt andet — ved følgende Karakterer: a.… Med Pandehorn (Ceratoscopelus Gthr.). 1. SS. maderensis. Lange Brystfinner; de 3 supraanale Lyspletter danne en opstigende Skraarække; der er 5 ventrale og 2 posterolaterale, den ene skraat over den anden; den fjerde caudale i Enden af Sidelinien. b. Uden Pandehorn (Lampanyctus pr.). 2. SX, crocodilus.. Lange Brystfinner; de supraanale Lyspletter danne en stumpvinklet Trekant; der er 4 ventrale og 2. posterolaterale, den ene skraat over den anden; den fjerde caudale i Enden af Sidelinien. S. elongatus. Korte Brystfinner; de 3 supraanale Lyspletter i en brudt opstigende Linie; der er 5—6 ventrale og 2 posterolaterale, den ene ved Siden af (efter) den anden; de 4 caudale ere grupperede to og to, den fjerde sidder lidt under Sidelinien. 5 Hertil synes endnu at komme en fjerde Art, som med samme Habitus som S. elongatus og S. crocodilus synes at forene den Ejendommelighed kun at have én posterolateral Lysplet; den har 5 thorakale, uden særdeles stor Afstand mellem første og andet Par, de af femte rykkede lidt fra hinanden; 5 ventrale, dannende svagt bugtede Linier, 6 + 6 anale og 3 supraanale, dannende en lige, lidt skraat opstigende Linie. Jeg har ikke kunnet afgjøre, om der har været mere end 2 caudale, og om den øverste pektorale har havt den for denne Gruppe ellers ejendommelige høje Plads. Exem- plarets Størrelse er kun 32mm; det er taget paa 13” S. Br. og 103? 20' Ø.L. Da denne Form er saa ufuldstændig kjendt, tildeler jeg den intet Navn, men henstiller blot til senere Er- kjendelse, om der gives en Art med de her angivne Karakterer, der maatte verificeres paa et større Materiale førend man kan tilfulde bestemme den. Muligvis antyder den en ellers ukjendt Sektion indenfor Scopelus-Slægten, men det er ogsaa muligt, at dens tilsyneladende Særstilling kun beror paa ufuldstændig Kundskab. Anm. Jeg skal tilføje et Par Ord om de Scopelus- Arter, som kun ere mig bekjendte af Beskrivelser, og som jeg ikke har havt Anledning til at nævne i det foregaaende : S. (Neoscopelus) macrolepidotus Johns. (P. Z.S. 1863 p. 44, pl. VII, Cat. Fish. V. p. 414) synes især at udmærke sig ved 2 Ting: ved at Skællenes Bagrand er bedækket med Smaatorne (selve Randen er dog ikke savtakket), og ved at Bugfinnerne (efter Afbildningen) sidde ualmindelig langt fortil. Den hører til de Arter, hvor Ryg- og Gatfinnens Straaletal er omtrent lige stort 1) Vidensk. Medd. f. d. naturh. Foren. 1891. S. 208. 266 46 og hvor Forgjællelaagets Rand er næsten lige — altsaa nærmest en Nyctophus. Det er dog rimeligt, at den med Rette repræsenterer cen egen Underslægt. Arten er oprindelig fanget ved Madeira, senere ved Bermudas-Øerne paa 520 og 630 Favne, og' i det indiske Hav (188—-220 Favne, Alcock Ann. N. H. VIII. 1891 p. 129.) S. antarcticus Gthr. (Report Challeng. Expedit. p. 196, pl. LI fig. D), fra de antarktiske Have, påa Dybder af 1950—1975 Favne, er en ægte Scopelus (s. str.), der kommer nærmest til S. Rissoi, da den mangler den posterolaterale Lysplet, men har en sammenhængende Række af 18 anale. Efter Afbildningen har den en Række Lyspletter paa Siderne over de ventrale, som ikke synes at passe ind i det sædvanlige Schema;'er Afbildningen maaske ikke aldeles rigtig i dette Punkt? S. indicus Day (Fishes of India, pl. 118 fig. 2) er en ægte Scopelus af dem, der have en posterolateral Lysplet; at der ikke sees nogen dertil svarende Afbrydelse i Rækken af de anale, er maaskee Tegnerens Fejl. Næppe bestemmelig, hvis Original-Exemplaret ikke haves. S. Hectoris Gthr. (Ann. Nat. Hist. XVII. 1876, p. 399)." Der oplyses slet intet om Lyspletternes Fordeling! (Ny-Seland). S. parvimanus (Gthr.) Hutton (Trans. Pr. N. Zeal. Inst. V. p. 269, pl. 15) synes nærmest at være en WNyctophus, da den har 4 caudale Lyspletter og en skraa Forgjællelaagsrand. De anale Lyspletters Antal er 83 + 6. Formodentlig forskjellig fra de af mig behandlede Former. S. macrochir Ginther (Cat. Fish. V p. 708). Al Oplysning om Lyspletterne Fordeling mangler. S. Veranyi Moreau (Hist. nat. d. Poissons de la France, Supplément, p. 92). Jeg maa indskrænke mig til at henvise til Beskrivelsen. g S. Heideri Steind. (Sitzungsb. d. k. Akad. d. Wiss. LXXXIII, 1881, S. 401) (Messina) synes i andre Henseender at være en ægte Scopelus, men har —. omtrent som Neoscopelus — Skællenes Flade tæt besat med fine Smaatænder. Angivelserne om. Lyspletterne ere ikke til- strækkelig detaljerede. Synes ikke at være Middelhavets andre Ichthyographer bekjendt. S. pyrsobolus Alcock (Ann. Nat. Hist. VI. 1890 p. 218, pl. VIII, fig. 3) er endnu kun ufuldstændig kjendt. S. pterotus id. ib. p. 217. Oplysninger om Lyspletternes Fordeling gives, men de ere ikke aldeles tydelige, og saavidt skjønnes, heller ikke udtømmende. S. crenularis (Jord. & Gilb.) (Proc. Unit. St. National Museum. IIL p. 274), funden i Maven af en Orcynus germo ved Californien. ,,Free edges of all the scales crenulate, some of them, especially on the back, with the crenulations acute, but without spines, the scales not being really ctenoid or spinous", Skulde have 6 Par Lyspletter foran Bugfinnerne(?), 6 mellem dem og Gat- finnen og 21 fra dennes Begyndelse til Halefinnen. Synes ikke at falde sammen med nogen af mine Arter. ; y S. nannochir (Gilb.). (Ibid. XIII. p. 51) ,, closely resembling M. engraulis in appearence", ” »Yderst almindelig langs med de forenede Staters Stillehavskyst”. 4(?) Par Lyspletter foran Bug- finnerne, 7(?) mellem dem og Gatfinnen, 6—7 + 7 + 4 anale og caudale. ' S. meæicanus (Gilb.) (ibid.), ogsaa fra Nord-Amerikas Stillehavskyst, ligesom S. protoculus (Gilb.) (ibid.). Mangelen af en bestemt Terminologi for Lyspletterne eller , af et bestemt Schema for deres Optælling gjør det ikke muligt at sige noget nærmere om dem, førend der foreligger naturtro Afbildninger af dem. 47 267 S. Langenhansi og S. Schmitzi J. Yate Johnson, fra Madeira (Proc. Z0ol. Soc. 1890, p. 454). Hvor stor Sandsynligheden end paa Forhaand kunde være for, at Scopelus-Arter, trufne ved Madeira, kunde falde sammen med Arter, som ere behandlede af mig i det foreliggende Arbejde, maa jeg dog opgive at identificere dem, da den Besked, som gives om Lyspletternes Fordeling, er altfor ufyldestgjørende, og Afbildninger ikke meddeles. Ja, jeg vil endog betvivle, ikke at det er Scopeliner, men at det er Scopelus- Arter. ,,S. pusillus" id. ib. sort ,,uden Spor af Lyspletter paa Hoved og Krop", uden Hudfinne 0o.s.v. er aabenbart ikke mogen virkelig Scopelus, og det samme gjælder maaske ogsaa om de 2 andre Arter. En Scopelus, hvis Rygfinne begynder over Brystfinnernes Basis, er mig i det mindste noget helt nyt. Skulde dette lille Arbejde ikke være affattet uden tilstrækkelig Adgang til literære Hjælpemidler? Af de 2 følgende Arter kjender jeg kun Navnene: S. californiensis og S. Townsendi Eigenm. (Westamer. Scient. VI, p. 124). Slægten Maurolicus synes at dele sig i 3 Sektioner eller — om man vil — Subgenera. 1. Som Type for den første vil man kunne tage M. Pennantii Walb., om hvis formentlige Identitet med M. ametlhystino-punetatus Cocco jeg har udtalt mig andetsteds !). Former af denne Type ere ikke forekomne i vore pelagiske Indsamlinger. Imidlertid har jeg Anledning til her at omtale et Par Former af denne Gruppe, der ere blevne beskrevne af andre Ichthyologer. Original-Exemplarerne — 2 i Tallet — til den af Dr. Klunzinger”) beskrevne M. mucronatus fra det røde Hav findes i Museet i Berlin, hvorfra de velvilligst ere blevne mig udlaante til Undersøgelse. Det er en lille, kun 30"” lang Form (foruden Halefinnen), hvis største Legemshøjde (10%"") netop er en Tredjedel af Totallængden, medens Hovedets Længde er en Ubetydelighed mindre (9). Til Sammenligning de tilsvarende Maal af nogle Exemplarer af M. Pennantii (og M. amethystino- punctatus). FFF ENN EDEL [DEDE a Total- Største | Hovedets w længde. | Højde. | Længde. OM 2 | Free ISO UGT OND DUS FE ene en ere 4 30mm 10 mm |" gmm ME Pennantg bedyrede TO klar | 17 - MSP on PLANES SER ERERE NERE ene ASE GE LS | 13 - M. amethystino-punctatus......+- EYE ES (04) SAR haben HE M. ametlvystino-punctatus .....++- SENSE ES Re EE Er 1) Videnskabelige Meddelelser f. d. naturhist. Forening. 1891. S. 210. 2) Synopsis d. Fische d. Rothen Meeres. S.B. d. zool. botan. Gesellsch. Wien, Bd. XXI, p. 593. ø 268 48 Paa Bugen foran Bugfinnerne er der 72 Par Lyspletter, der — ligesom de 9 i den øvre Række, mellem Bryst- og Bugfinnerne, paa Kroppens Sider — ikke støde umiddelbart op til hinanden, saaledes som de, der sidde mellem Bugfinnerne og Gatfinnen (6, dannende en Bue paa hver Side) og de, som ledsage Gatfinnen og række helt hen til Halefinnen, hvilke ere 1—+ 14—15 + 8—9, d.v.s. der er først én, som er rykket "lidt højere op end de andre, saa 14—15 i en tæt Række og endelig efter en lille Afbrydelse 8—9, der ere stillede meget tæt sammen. Langs Skulderbuen foran Brystfinnerne og ud paa Gjælle- Isthmen er der 6(?) eller 7, paa Gjællehinden 7. Dertil kommer endnu 1 paa Hagen, I foran Øjet og 2 bagved dette, paa Gjællelaaget og Forgjællelaaget. Det vil heraf sees, at M. mucronatus i H. t. Lyspletternes Antal og Fordeling slutter sig meget nøje til M. Pen- nantii (amethystino-punctatus), som den ogsaa viser sig overhovedet at ligne overmaade meget, naar man sammenligner den med ligestore Exemplarer af denne Art, hos hvilke Legemsformen er mere kort og sammentrængt end hos de noget ældre — om end ikke ganske i den Grad som hos MM. mucronatus. Ud over hvad her er meddelt har jeg ikke kunnet drive Undersøgelsen, da Original-Exemplarernes Tilstand ikke var den bedste, og den største Skaansomhed selvfølgelig var Pligt. Det Indtryk, som jeg har faaet, er imidlertid det, at det er tvivlsomt, om /, mucronatus er artsforskjellig fra den i Middelhavet og de nordiske Have optrædende M. PFennanti. Om den af Hector (Trans. N. Z. Institute, VII p. 250) beskrevne M. australis fra Ny-Seland har Gunther (Remarks on New Zealand Fishes) allerede udtalt, at han, efter at have seet et Original- Exemplar, antager den for at være identisk med M. amethystino-punctatus, som saaledes faar en kosmopolitisk Udbredning. ; Prof. Léon Vaillant har beskrevet og afbildet!) en lille, 447 lang MMaurolicus- Art — M. parvipinnis V. — fra Orange Bay paa Ny-Seland. Den angives udtrykkelig at høre til samme Gruppe som /. amethystino- punctatus og at udmærke sig ved et ringe Straaletal (D. 6, A. 7) og en forholdsvis lang Hudfinne. Naar der siges, «pas d'écailles réelles bien que le tégument porte un dessin hexagonal bien visible», betyder dette jo, at Exemplarerne have mistet Skællene. Lysorganernes Fordeling specificeres ikke i Beskrivelsen, og Afbildningen er ikke i denne Henseende ganske udtømmende, men Prof. Vaillant har havt den Godhed at meddele mig nærmere Oplysninger derom. Der er 7 Lysorganer paa Gjællehuden, 6 Par foran Brystfinnerne, 9 mellem disse og Bug- finnerne i den øvre Række, 11—12?) i den nedre, 4—6 foran Gatfinnen (oa: 4 paa den ene Side og 6 paa den anden), 24 (16 + 8) langs med og bagved denne til Halefinnen. Det !) Mission scientifique au Cap Horn 1882—83. T, VI. Zoologie. Poissons p. 17, pl. II, fig. 3. ?) Der er først en uparret, som dog mere sidder til venstre end til højre, og derefter 11 paa hver Side. Den paa Tegningen paa Gjællelaaget antydede Lysplet existerer ikke! 49 269 vil heraf sees, at Lyspletternes Antal og Fordeling afviger meget lidt fra, hvad man finder hos M. Pennantiz (amethystino- punctatus), og at Arts-Diagnosen derfor maa grundes paa andre Forhold. 2. Den af afdøde Prof. Esmark!) kortelig karakteriserede /Yaurolicus tripunctulatus hører forsaavidt til samme Underafdeling af Slægten som den foregaaende, som heller ikke her den øvre Række af Lysorganer fortsætter sig ud over Bugfinnerne, men den udmærker S g saa meget ved den ejendommelige Maade, hvorpaa Lysorganerne ere grupperede langs med Halens nedre Rand, at den mest passende kan danne en Sektion for sig. Original - Exemplaret er fanget i Nærheden af Madagaskar, altsaa i det indiske Hav, af Skibsfører Hagbarth Dahl, men foruden dette har Prof. Collett havt den Godhed at laane mig til Undersøgelse et noget mindre (25"") og noget mindre vel vedlige- holdt Exemplar, som er taget af en norsk Hvalfanger i Danmarksstrædet paa 662 N. Br. 28” V.L. — et Farvand altsaa, fra hvilket vi ikke — saa lidt som fra andre mellem- liggende Stationer — besad nogen Kundskab om en slig Forms Forekomst. Om Original- Exemplaret angiver Esmark, at Legemets Længde (uden Halefinnen) er.30"", Hovedets Længde og Legemets største Højde Sv", medens Højden over Roden af Bugfinnerne kun er 67" og ved Halefinnens Rod 2!/2mm, saa at altsaa Legemets Højde og Hovedets Længde indeholdes 3/4 Gange i Totallængden (uden Halefinnen), og at det meget sammentrykte Legemes største Højde falder over Baghovedet, hvorefter Højden aftager stærkt fra Bug- finnerne til Gattet, og Bagkroppens (Halens) Højde atter aftager efterhaanden henimod Halefinnens Rod. Rygfinnens Rod (Begyndelse) falder lodret over Gatfinnens forreste Straaler, lige langt fra Snudespidsen og fra Halefinnens Rod. Straaletallene angives såa- ledes: D. 9—10, A. 24(?), P. 10(?). Dernæst omtales Lyspletternes gruppevise Fordeling langs Halens nedre Rand og Pigmentpletternes langs Sidelinien o0.s.v., men ikke de andre Lyspletters Fordeling. Dette Hul i Artens Karakteristik skal jeg nu i det væsent- lige udfylde. Original-Exemplaret er afbildet paa min Tab. I fig. 6. Af Lysorganer er der 1) foran Brystfinnerne henad Skulderbuen 2 Par; 2) bagved «Brystfinnerne i den øvre Række 4 (2 + 3); 3) under og bagved Brystfinnerne i den nedre Række til Bugfinnerne, 176 Par; 4) fra Bugfinnerne til Gatfinnen å Par. 5) Langs med Halens Underkant er der — som Esmark oplyser — med Mellemrum 5 sorte Pletter, af hvilke de 3 første indeholde hver 3 hvide Pletter, den fjerde 2 og den femte 4 Par. Endvidere sees 1 Lys- organ paa Forgjællelaaget; hvor mange der har været paa Gjællelaaget, kan jeg ikke angive med Bestemthed, mindst 2, maaske 3; påa Gjællehuden 5, synes det. Huden paa en Del af Hovedet og Bughulen er ligesom underlagt med sort, hvorimod Snuden og Ryggen ])) Christiania Videnskabs Selskabs Forhandlinger 1870 S. 488, Vidensk. Selsk. Skr,, 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, VII, 6. 35 270 50 ere farveløse, med Undtagelse af en Række af 16 sorte Pigmentpletter — paa Halen med indskudte punktdannede Smaapletter skiftende med de større — der indtager Sideliniens Plads og paa selve Ryggen bøjer sig op over, nærmere mod Ryglinien. Til Skæl sees intet. Pigmentpletternes Form synes at vise, at Exemplarerne endnu ere meget unge. Hos de 3 eller 4 "Arter af de to første Sektioner af MMaurolicus- Sægten vil altsaa Lysorganernes Fordeling være følgende : M. Pennantir M. mucro- | M. parvi-| M. tripunctu- (ametlvyst.-punct.) natus. pinnis. latus. a. Paa Hagen, foran Øjet, paa Gjælle- | huden og Gjællelaagene ..... 1+1(7)+7—2 1+-1+7+2 |?2+2?+7 2 b. Paa Gjælle-Isthmen, foran Bryst- finnerne, i den øvre Række ... 6—7 6—7 6 4 c. I den øvre Række, mellem Bryst- os Buglinnerne Es 9 9 9 5 d, I den nedre Række, fra Gjælle- Isthmen til Bugfinnerne ..... 12 | 12 11—12 16 e. I Fortsættelse deraf mellem Bug- finnerne og Gatfinnen...... 6 6 4—6 5 f. Langs med Gatfinnen og bagved denne til Halefinnen ......- 24—27 24—25 24 15 (1 + 15—17 + 8—9)! (1 + 14—15 +9)| (16+8) |(3+3—-3 + 2 + 4) 3. Den tredje Underafdeling af Maurolicus- Slægten karakteriseres derved, at de dobbelte Rækker af Lyspunkter ikke alene naa til Bugfinnerne, men til Begyndelsen af Gatfinnen, samt ved at have en noget kortere Gatfinne (med et mindre Straaletal) end i al Fald M. Pennanti har det. Dertil høre de to i Middelhavet forekommende og af Ichthyologerne ved dets Bredder distinguerede Former: /. Poweriæ Cocco og M. attenuatus C. Jeg finder hos disse Former 12—14 Par Lyspletter mellem Halefinnen og Begyndelsen af Gatfinnen, foran dette Punkt til Spidsen af Underkjæven 22—24 i den øvre og 31—34 i den nedre Række paa hver Side, og kan i dette Punkt ikke finde nogen væsentlig Forskjel mellem de to «Arter», hvis Artsmærker, som de hidtil ere givne, ogsaa tildels synes mig noget svage eller aabenbart urigtige («V. 3» hos M. Poweriæ). Jeg har derfor været tilbøjelig til at anse dem for identiske. Spørgsmaalet har den aktuelle Interesse, at vore pelagiske Indsamlinger nogle Gange have bragt os Maurolicus-Former af denne Gruppe, hvorved der bliver fornyet Op- fordring til at bestemme Forholdet mellem de to formentlige Arter. Den Fordeling af Lys- organerne, som jeg har fundet hos de 3 Grupper af Individer: (A) de pelagiske formentlige M. attenuatus fra Atlanterhavet, (B) de middelhavske Exemplarer, der enten ere meddelte mig som M. attenuatus eller i al Fald maa henføres til denne Type, og (C) de, der ere sendte 51 271 mig sammestedsfra som M. Poweriæ, er følgende — idet jeg dog forbigaar to Lysorganer paa Kinderne (ved Øjehulens For- og Bagrand), et højere oppe paa Gjællelaaget, et Par under Spidsen af Underkjæven og en Række af 10—12 paa Gjællehuden og Gjællelaaget. Å. B. C. (M. attenuatus.) (M. Poweriæ.) Den øvre Række fra Gjællespalten til Bugfinnerne . . | 12—13 y 394 13 Y 999] | 12—13 ) 93 og derefter fra Bugfinnerne til Gatfinnen .......- 10—12 8-9" | 11—10/ Fra Gatfinnen til. Halefinnen .. 2. 2 se ae eee ere Jo 12—14 | 1113 I den underste Række fra Spidsen af Gjælle-Isthmen UNG ale p alter ERE FEE ARESREER 7 | if 7 | Fra Gjællespalten til Bugfinnerne .. ……........- 16 , 32—34 | 15—16 + 30—31 | 15—16 + 32 Fra Bugfinnerne til Gatfinnen .......220404240 9—11 J (7—9) 8 | (HO: 10 Det vil sees, at Variationen er størst i de to Linier mellem Bugfinnerne og Gat- finnen, men det syntes mig dog ikke muligt at opretholde en Artsforskjel paa dette Grundlag. Paa det største af de pelagiske Exemplarer, som jeg henfører til M. attenuatus, har jeg taget følgende Maal"): KænedenetleHalefinnens REE SEERE 48mm, liegemets, største Højde 0 ur teen ge 8- eller ”/6 af Totallængden. Hovedetstbæng deres SE ye ne fe fer KE ale 12- eller 1/4 af samme. Afstanden fra Snudespidsen til Bugfinnerne. 25 - eller ubetydeligt over den halve Totallængde. — - — - Rygfinnen. . 30- eller %/s af samme. i — - — - Gatfinnen . . 34- eller lidt over ”/3 af samme. 1) Jeg tilføjer nogle Maal til Sammenligning med de ovenfor givne: EET EET TEE SODE DEDE SKS ETTER DET TERE SE | | | z SN bu | 88/58] 88 g = 58 SELEN ESS NS Fo = — == SS æ EH Magn bal 5 £ EG ne nalines ED o =IR=s c= En Ss == & = (=] K= en æ Ga = = se > FO Sea < dd æ = FF e= 8 E an LE, == Se 3 = os I == Fa) sæ = FG SIE == SEn -BEr= S SE BE SE een SS ES ol Sole = = S8| 3 FEST == ENSSN JE == SE = = sog CHEN SS NES ES: & 3 | ære 3 SS == | am un ZZ n mn = = ål -= | == = | < < < | | | M. attenuatus (Atlanterhavet). | 48mm | 8mm | 1/, 12 mm| 1/, 25 mm! 3Qmm | 34mm M. attenuatus (Atlanterhavet). 141 - | 7 - CSA 1-0 174 3,7 121 - | 24 - 28 - M. attenuatus (Middelhavet)... 1 36- | 8- |1:4/%113 - |1:2%% 120 - |21- 24 - M. Poweriæ (Middelhavet) ... 129- | 6- |1:4/,| 8/,- | 1:32/5 | 16/2 - | 18 - 22 - 212 52 I Rygfinnen taltes 12 Straaler, i Brystfinnen c. 10, i Bugfinnerne c.8, i Gatfinnen l4 og i Halefinnen 6 + 20 + 6. mindre. Overkjævebenets Tænder ere tildels afvexlende større og Da en formentlig Mangel paa Skæl er bleven optagen i Slægtskarakteren for Maurolicus, maa det bemærkes, at den kun skyldes den Omstændighed, at de store, tynde revy Vo uden kæle eter De Lokaliteter, hvorfra de foreliggende Exemplarer haves, ere: det indiske Hav (Galathea-Expeditionen, Reinhardt); Sargasso-Havet (H. Krøyer); mellem 29” og 31 N. Br., 3304 4V 5 92 NL BES 22 VE SYS RBR. 1280 SMEDEN Atlanterhavet (VæHysamd M. atlenuatus forekommer altsaa baade i Middelhavet, Atlanterhavet og det indiske Hav. Anm. Da jeg imidlertid saa, at de italienske Faunister stadig skjelnede mellem en M. Poweriæ og en M., attenuatus, søgte jeg nærmere Oplysning om, hvorpaa man støttede denne Distinktion, hos Dr. Christoforo Bellotti i Milano. Han havde den Godhed at meddele mig følgende Diagnoser : Maurolicus poweriæ Cocco. DERS EPS Hauteur du corps comprise moins de 6. fois, longueur de la téte moins de 4. fois dans lå. longueur totale. La distance entre Vanus et la pointe du museau est d'å-peu-præés la moitié plus grande que celle entre Vanus et Vextrémité de la caudale. La couche argentine du corps se termine prés de la fin de Vanale. Les points lumineux entre la base des ventrales et Vorigine de Vanale au nombre de 9—/0 de chaque coté. Les points lumineux entre Vorigine de Fanale et la base de la caudale rapprochés entre eux comme les précédents. Le foie se trouve å Vhypocondre gauche. Maurolicus attenuatus Cocco. D. 12, A. 14. Hauteur du corps comprise pas moins de 6. fois, longueur de la téte pas moins de 4. fois dans la longueur totale. La distance entre Vanus et la pointe du museau est d'un quart å un sixieme plus grande que celle entre 'anus et ''extrémité de la caudale. La couche argentine du corps se termine prés de I'origine de V'anale. Les points lumincux entre la base des ventrales et Vorigine de V'anale au nombre de 7—8 de chaque coté. Les points lumineux entre Vorigine de Vanalo et la base de la caudale plus eloignéæs entre eux. que les précédents. Le foie se trouve å !'hypocondre droit. Jeg vil dog hertil bemærke, at den Distinktion aabenbart ikke holder stik, at 27. attenuatus kun skulde have 7—8 Lyspletter (1 den nedre Linie) mellem Bugfinnerne og Gatfinnen, M. Poweriæ 9—10. Exemplarer fra Atlanterhavet. Jeg har fundet 9 hos en middelhavsk /M. attenuatus, og finder 9—11 hos de pelagiske Spørgsmaalet om Forholdet mellem MM. Poweriæ og attenuatus hen- stiller jeg til de ved Middelhavet bosatte Zoologers Afgjørelse. 53 273 Astronesthes-Slægten (4. niger, Richardsonii, Martensii). Astronesthes niger Rich. (Tab. WII fig. 3—5) er flere Gange indsamlet i forholdsvis gode Exemplarer og giver derved Anledning til at meddele en mere detaljeret Afbildning af den end man hidtil har haft, og til at drøfte det Spørgsmaal, om der af denne Slægt kjendes saa mange Arter, som der er opstillet. Der er beskrevet mindst 4. 1) Slægtens Type, første Gang beskrevet og afbildet (1845) i «Voyage of H. M. S. Sulphur» p.97, pl. 50, fig. 1—3 under det anførte Navn; dernæst (1846) af Valenciennes («Hist. natur. d. Poissons», t. XVIII, p. 378) under Navn af Stomias Fieldi efter en Tegning, som var sendt ham under Navnet «Esox cirrhatus» af Mitchill efter en af Kapt. Field paa en Rejse over Atlanterhavet fanget 20'” lang Fisk; og atter (1849) i samme Værk, t. XXII, p. 389, efter Exemplarer hjemførte af Dussumier fra Atlanterhavet omkring Azorerne og St. Helena, som Chauliodus Fieldi; Lowe har endelig (1850, «Proc. Zool. Soc.», p. 251) omtalt den som Phænodon ringens. Å. miger er fremdeles afbildet (i Træsnit) i Gunthers «Introduction to the study of fishes» p. 629 og i en Skitse til Oplysning om Lysredskabernes Fordeling i «Report on the Deep Sea Fishes» (Challenger-Expedition) pl. LXIX, fig. 1. 2) Den af Poey opstillede A. Richardson& ") skal have 12 Rygfinnestraaler i Stedet for 14—16, og 3) den af Kner opstillede A. barbatus”) skal især udmærke sig ved, at Hagetraaden er saa lang som Fiskens halve Længde; Gunther?) identificerer den med Stomzas leucopterus Eud. Soul. (Voy. de la Bonite, Zool. I p. 193, pl. VII fig. 4). Var der ikke andet, som kunde + karakterisere A. Richardsonii end, at den har 12 Rygfinnestraaler i Stedet for 14—16, vilde denne vistnok være en tvivlsom Art, da en Forskjel af 2 Rygfinnestraaler næppe her kan begrunde en Artsforskjellighed. Jeg skal imidlertid i det følgende komme tilbage til denne Form ligesom til den af Klunzinger beskrevne 4) A. Martensi"). Endelig nævnes der en 4. chrysophekadion Bleeker, om hvilken dog intet er mig bekjendt. De Forskjelligheder fra Richardsons A. niger, som Kner fremhæver hos sin A. barbatus, ere 1) «Dentes duo canini maxillæ inferioris maximi» — hvilket, som Gunther (Cat. V p. 425) alt har bemærket, kun kan bero paa en Misforstaaelse, da dette Forhold i Virkeligheden ikke er et Udtryk for en Forskjellighed fra A. niger; og 2) «Menti filum dimidiam corporis longitudine adæquans» — en Forskjel, hvis Betydning er usikker, da Hagetraaden efter al Rimelighed er sammentrækkelig og udstrækkelig. Dog maa jeg indrømme, at jeg ikke har seet nogen Å. niger med en Hagetraad, hvis Længde nærmer sig til Forholdet hos «4. barbatus». Af andre Forskjelligheder fremhæver Kner fremdeles en anden Form af Hovedet samt, at Øjet er mindre og sidder nærmere ved Snuderanden ]) Memorias sobre la historia natural de la isla de Cuba, I p. 176, pl. X fig. 2. ?) Sitzungsb. Akad. Wiss. Wien (1860) t. XXXIX p. 543, t. fig. 5. 3) Report on the Deep Sea Fishes, p. 204. ') Synopsis d. Fische d. Rothen Meeres 1871 (Verh. d. z. bot. Ges. Wien), p. 594. 274 54 hos 4. niger. Efter den Række af Exemplarer af Astronesthes, som vort Museum besidder og som jeg alle — med Undtagelse af det ene nedenfor under 4. Martensiz omtalte Exemplar — maa betragte som tilhørende samme Art, kan jeg ikke lægge nogen Vægt paåa disse Smaaforskjelligheder, og betragter derfor A. barbatus Kn. som Synonym til Å. niger R., saa meget mere som Kners Exemplar ogsaa var fra Atlanterhavet (i Nær- heden af Brasiliens Kyst). Der er imidlertid ogsaa blandt Museets Exemplarer nogle fra det Stille Hav (Syd-Amerikas Vestkyst), og jeg har derfor ikke nogen Betænkelighed ved ogsaa hertil at henføre Eudoux's og Souleyets « Stomzas leucopterus», som er fanget i det indiske Hav. Straaletallene angives af de forskjellige Forfattere vistnok ikke altid med al ønskelig Nøjagtighed. Jeg har fundet D. 14—16, A. 14—15, P. 8, V. 8. Jeg meddeler Maalene af 2 Exemplarer og føjer dertil nogle Maal af de nedenfor omtalte Exemplarer af andre Årter. , A. miger. A. Richardsonii. A. Martensii. Grad N. f. Ækvator paa 29? V, L.) Tab. I, Fig. 2. Et noget ældre Udviklingstrin, ligeledes forstørret 3 Gange; Skælklædningen begynder at vise sig; Brystfinnens Tvedeliog er endnu ikke indtraadt. (Fanget af samme 42 N. for Linien, paa RAS AV EJES) Tab. I, Fig. 3. Halv udviklet « Cephalacanthus», ligeledes forstørret 3 Gange; Skælklædningen er nu fuldt ud- viklet, Brystfinnerne endnu korte, men Bugfinnerne forholdsvis større. (Ved Skibslæge Win stedt SEN Br 50 VINE) i Tab.I, Fig. 4. Fuldt udviklet Cephalacanthus, forstørret to Gange. Nakke- og Forgjællelaagstornene ere kortere, i Forhold til det hele Fiskelegeme, end tidligere og Bugfinnerne længere; men Brystfinnerne have endnu ikke begyndt at voxe ud. (Ved Kapt. Andréa, ?/3 Grad S. for Linien, 299 30' V. L.). Tab. I, Fig. 5. Det yngste foreliggende Livstrin af Dactylopterus volitans, som er kommet ud over « Cephala- canthus»-Stadiet; forstørret to Gange. Brystfinnens nederste Afdeling, den saakaldte « Vinge», er i Færd med at voxe ud. (Fra Matanzas, i en af Etatsraad Riise skænket Samling af Smaafiske og Fiske-Yngel fra denne Lokalitet.) 2. Rlynchichthys, Rhinoberyx og Rhamphoberyx ; Holocentrum og Myripristis. (Tab. II, Fig. 1—7.) I syvende Bind af «Histoire Naturelle des Poissons» (1831) beskrive Cuvier og Valenciennes under Navnet «P/ynchichtlyys pelamidis» en ny Fiske-Slægt og -Art, hvoraf Dussumier havde fundet nogle Exemplarer af ikke to Tommers Længde (47 Mm. efter s I i 7) Mittheilungen a. d. zoologisch. Station z. Neapel, I, (1879) S. 500. Bil 429 Afbildningen) i Maven påa en Bonite, som var harpuneret i det indiske Hav, under Ækvator, 85” Ø. L. fra Paårises Middagslinie. Denne lille Fisk er afbildet paa pl. 208 i det nævnte ichtbyologiske Hovedværk. At bestemme dens almindelige Plads i Systemet var ikke vanskeligt; en pigfinnet Fisk med store, stærkt tandede Skæl, med ligeledes stærkt tandede Gjællelaags- og Forgjællelaagsknogler og med 8 Gjællehudstraaler, med en stor Torn i Hjørnet af Forgjællelaaget og med 8 Straaler i Bugfinnerne (1 Pigstraale og 7 Blød- straaler), kan kun have sin Plads i den Familie, som nu benævnes Beryciderne eller Holocentrinerne. Til Familiens Dybvandsformer kunde Slægten R/ynchiehthys næppe antages at høre, skjønt den blev funden i Maven paa en Rovfisk, der kunde have hentet sit Bytte i en vis Dybde. Den er nemlig aabenbart nærmest beslægtet med Holocentrum ; hvad der formentlig skilte den fra denne Slægt var — bortset fra den ringe Størrelse — «Forlængelsen af Hovedets Kjøle til en Spids, der ragede frem, ud over (foran) Munden som hos Lepidoleprus». Til nærmere Betegnelse af Arten eller Formen kan endnu anføres Straa- lernes Antal (D: 11 + 12, A: 4 — 12) samt Skællenes i Sidelinien (30 —35) og Tilstedeværelsen af en Række sorte Pletter paa den pigstraalede Del af Rygfinnen, en Plet mellem hvert Par Straaler, ved Finnens Grund. Efter Afbildningen er Snuden saa udviklet, at dens Længde er lig Øjets Tværmaal; Gjællelaagets Pig derimod mindre end Forgjællelaagets. I det samme Aar udgivne ottende Bind af samme Værk gjøre Forfatterne fremdeles opmærksom paa, at den af Gronovius (1763) i hans «Zoophylacium», p. 65, pl. IV, f. 3, beskrevne og afbildede lille surinamske + Holocentrum» (N. 225) (der i det i vore Dage af Dr. J. E. Gray udgivne posthume Arbejde") af samme Forfatter bærer Navnet //olocentrus rostratus) er en Rlynchichthys. Størrelsen af denne lille Fisk var i” 5'”. . Afbildningen er ikke af den Beskaffenhed, at den vil kunne lette Henførelsen til nogen bestemt Art, forudsat at det karaibiske Hav huser flere lignende, hvad det upaatvivlelig gjør. Der er siden den Tid bleven beskrevet to + Æhynchichthys-Arter, begge fra det indiske Hav. Bleekers Åh. brachyrhynchus fra Havet om Ambojna?) var 45 Mm. lang og havde en kort Snude, der kun ragede lidet frem foran Munden, forholdsvis korte Gjællelaagstorne og ingen Forgjællelaagstorn; Straaler: D: 11— 14—15; "A: 4 +,12—13; V: 1—-7; 25 Skæl i Sidelinien; Rygfinnen næsten helt sort. Gill har gjort denne Form til Type for sin Slægt Æ/tnoberyv')y og senere beskrevet to lignende Smaaformer fra den 1) Catalogue of Fish collected and described by L. Th. Gronow, now in the British Museum. London 1854, p. 173. 2?) Derde bijdrage tot de kennis der ichthijologische Fauna van Amboina (Natuurkundig Tijdschrift voor Nederlandsch Indie, IV, p. 107). Arten er afbildet i «Atlas [chthyologique des Indes Orientales Néer- landaises» pl. 357, f.1. Den afviger i Udseende kun lidt fra det typisk hologentrine og er vel snarest Ungen af en /M/yripristis-Art. 3) Slægten Rlænoberyx Gill er, saa vidt jeg véd, opstillet første Gang i «Proc. Acad. Nat. Sc. Philad.», 1862, p. 237, i en lille Note om Holocentrum-Gruppen, med følgende Diagnose: 430 22 kaliforniske Kyst som Arter af Slægten RAamphoberyx G."). Days Rlwnchichthys ornatus fra Madras?) er opstillet paa et 17/2" langt Expl., hvis Straale- og Skæltal angives saaledes: D:12+7;A:4— 9; V:1+6; L. 1. el (Det maa dog være tilladt at tvivle om, at disse Angivelser ere aldeles rigtige for Bugfinnernes og anden Rygfinnes Vedkommende.) Exemplaret havde en mørk Plet mellem de 3 første og de 7 sidste Pigstraaler i Rygfinnen, hvis jeg forstaar Beskrivelsen rigtigt. Endvidere bør det her nævnes, at Dr. C. B. Klunzinger har i 18707) beskrevet en 45 Mm. lang Holocentrum-Art fra det røde Hav (hvor den angives at være sjælden) . under Navnet /. platyrhinum; den korte og stumpe Snude og den flade, skjoldagtige Pande, begrænset af en Liste, der gaar fra Snudespidsen til den øvre Øjehulerand"), minde saa meget om R/wynclichthys, at den maatte opfattes som en Overgangsform mellem denne og Holocentrum. Aaret efter udtalte Dr. Gunther ogsaa lejlighedsvis?) den Formodning, at «PRlwyynchiclthys» inden længe vilde blive vist at være Unger af Holocentrum. Denne For- modning mener jeg at kunne hæve til fuld Vished ved at føre en bestemt F/rynchachthys- Form tilbage til en bestemt Holocentrum-Art; dog vilde jeg næppe deraf taget Anledning til at fremdrage Spørgsmaalet om Forholdet mellem disse to Slægter, som efter manges Mening maaske vilde kunne betragtes som afgjort ved denne Ginthers Bemærkning, der- som jeg ikke tillige havde kunnet oplyse noget om de mere afvigende Former, hvormed denne Fiskeslægt træder op paa endnu tidligere Livstrin, altsaa fremstille saa at sige den hele Række af Forandringer eller Forvandlinger, som den gjennemgaar. I. Snuden mere eller mindre fremragende : Snuden spids og tresidet: Rhynchichthys. Snuden hvælvet fortil (B4. brachyrhynchus Blkr.): Rhinoberyxt. Det er mig ikke bekjendt, at Slægten senere er bleven udførligere karakteriseret. Derimod har samme Forf. Aaret efter i samme Selskabsskrift (p. 87) opstillet Slægten BRhkamphoberyx, der angives at staa Rhinoberyx meget nær, men at have meget mindre Skæl (34—36, 3) og hele (ao: glatte?) Rostrofrontal-Kjøle; Tornen i Forgjællelaagshjørnet lidet udviklet. Snuden er hos Rå. poecilopus G. (139/8—21/2" lang, Kalifornien) but, men temmelig lang, hos Rå. leucopus Gill (samme Steds fra, Størrelse ikke angivet) noget kortere. Copes «Rhinoberyx chryseus» («Ichthyology of the Lesser Antilles», «Trans. Amer. Phil. Soc.» XIV, p. 464) (2!/2”, S. Croix), der efter min Mening er Ungen af Myripristis jacobus, kunde vel lige saa godt have været henført til Rhamphoberyæ. 1) Urigtigt opført under Beryx i «Zoological Record», 1871, p 47. ?) Proc. Zool. Soc. 1868, p. 149. Forf. har senere erkjendt den for at være «perhaps the fry of Holo- centrum rubrums (Fishes of India, p. 170). 3) Synopsis der Fische des rothen Meeres, tste Th. (Verhandl. d. k. k. zool. bot. Ges. Wien. 1870, XX, S. 57 (725)).. H. platyrhinum erkjendtes i øvrigt allerede i +Z0ol. Rec.» 1870 (p. 91) af Ganther for kun at være Ungen af en af de andre Arter, der forekomme i det røde Hav. 5) Museet har fra Howlands Ø i det stille Hav faaet slige unge Holocentra, der netop ere komne ud over Blhynchichthys-Stadiet (Totallængde 52 Mm. foruden Halefinnen), d.v.s. hvor Panden har denne karakteristiske flade Skjoldform; men Snuden er her allerede såa forkortet, at den ikke egentlig rager frem foran Munden. 5) Ann. Mag. Nat. Hist. (4th Ser.) VIIN, p. 320. "HR NS 23 4831 É Kaptajn A.F. Andréa har i sin Tid hjembragt to smaa Holocentriner, der besidde den Slægten Rlwynchichthys tillagte Karakter (Snudens Forlængelse), endog til en vis Over- drivelse (jf. Fig. 3, Tab. Il). ene mellem Cuba og Florida (24? 16' N. Br., 80? 40' V. L.), den anden ud for Mellem- Brasilien (197 30” S. Br., 37? 30” V, L.). At de ere Unger af en Holocentrum, kan ikke be- tvivles, og der er for mig kun liden Tvivl om, at Arten er H. marianum C. V. som det synes, mindre hyppige Art kun er ufuldstændig kjendt — Beskrivelsen hos Cuvier og Valenciennes er saa lidet udtømmende, at Gunther ikke har givet den Plads og Nummer blandt de diagnostiserede Arter — maa jeg begynde med at meddele en Den er udkastet efter to Exemplarer fra de De ere begge tagne i den tropiske Del af Atlanterhavet, den Da denne, Karakteristik af /. marzanum som udvoxen. danske Antiller med en Totallængde af 140—150 Mm. fra Spidsen af Underkjæven til det Punkt, hvor Halefinnens midterste Straaler træde ud af Skælklædningen. For Sammenlig- ningens Skyld giver jeg jævnsides dermed en Beskrivelse af H. sogho Bl. (longipinne Cuv.), Mm., udvalgte blandt et større Antal!) - udkastet efter 7 Exemplarer paa 135—227 Holocentrum marianum C. Val. Legemets Højde er altid mindre end Hovedets Længde (maalt fra Spidsen af Under- kjæven til Enden af den længste Gjællelaags- torn); denne Hovedets Længde indeholdes ikke 3 Gange i Totallængden, naar Hale- finnen fradrages denne, men kun 2,6 til 2,8 Gang; Øjets Tværmaal er en Tredjedel H. sogho Bl. Legemets Højde er i Almindelighed mindre (om end ofte kun ubetydeligt) end Hovedets Længde, kun hos vort aller- største Exemplar lidt større end denne, som indeholdes omtrent 3 (2,9 til 3,3) Gange i Totallængden (denne maalt som forhen); Øjets Tværmaal er ogsåa her omtrent en 1) Af de andre Holocentrum-Arter fra Atlanterhavet er H. hastatum C.V. (kanariske og kapoverdiske Øer) den, der kommer H. marianum nærmest; den lange tredje Gatfinnestraale er et Fællesmærke for dem begge, i Straaletal, Skællenes Antal i Sidelinien o.s. v. er der næppe nogen væsentlig For- skjel. Den sorte Plet mellem Rygfinnens forreste Straaler (der i øvrigt ikke synes at være konstant) findes jo i al Fald, som det vil ses af det følgende, hos Ungerne af H. marianum. Artsforskjellen synes navnlig at være udpræget i den store Gjællelaagstorn hos H. hastatum. Den ved Ascension forekommende Form (H. ascensionis) er for lidet kjendt til at den kan drages ind i Sammenligningen med de andre Atlanterhavs-Arter. H. spinosum (Ag.) (fra Brasilien) og H. retrospinis Guich. (fra Cuba, omdøbt til prospinosus af Poey) (Slægten Plectrypops Gill) afvige fra de øvrige atlantiske Arter ved at have 12 Rygpig- straaler (hvilket Tal dog ogsaa skal kunne forekomme hos H. hastatum). Poey har («Memorias sobra la historia natural de la isla de Cuba», II, p. 155—59 ; +»Repertorio fisico-natural de la isla de Cuba», I, p 184—85; «Enumeratio piscium cubensium» i «Anal. Soc. espani. de Hist. Nat.» IV,p.109—112) beskrevet en Række cubanske Arter med 11 Rygpigstraaler (matejuelo, osculum, perlatum, rostratum, vexillarium, coruscum, brachypterum og riparium); Dommen om dem maa jeg overlade til andre; at nogle af dem ere opstillede paa Unger (50—60 Mm.), er næppe tvivlsomt. Ogsaa ser jeg med nogen Mistænksomhed paa M. sicciferum Cope fra Bahama-Øerne (Trans. Americ. Philos. Soc. XIV, p. 465), især paa Grund af dens Lidenhed (23/4). Jeg vilde bestemme den som en ung H. martanum, forudsat at Angivelsen «tredje Gatfinnestraale naar ikke Halefinnens Grund» ikke gjælder Pigstraalerne, men, som jeg antager, tredje Ledstraale. 432 (7. marianum) af Hovedets Længde, Snudens Længde noget mindre; Pandens Brede indeholdes derimod fra over 5 til næsten 6 (5,3 til 5,9) Gange i Hovedets Længde, er altsaa kun noget over det halve af Øjetværmaalet. Skællenes Antal i Sidelinien er 46 eller 4T (fraregnet de 3—4 sidste, der savne Pore); (rimeligvis varierer Tallet dog inden- for noget større Grænser, da jeg hos yngre har fundet fra 40 til 45). Skælræk- kernes Antal er hos begge de udvoxne Exemplarer 4 over og 7 under Sidelinien foruden den uparrede Række i Bugens Midt- linie; Straalernes Antal er hos dem begge: D: 11—+13; A:4—+9 (den sidste Straale i begge Finner er kløvet til Grunden); Bugfinnernes Længde er kun en Femtedel af Totallængden (denne be- stemt som ovenfor) eller lidt derover; den længste (tredje) Gatfinnestraale er meget lang,længere end de bløde Straaler i samme Finne og "/5—/10 længere end Bugfinnerne, næsten en Fjerdedel (1:4,1 til 1:42) af Tree længden. Forgjællelaagstornen er stor og stærk; naar de to Gjællelaagstorne begge ere udviklede, ere de enten omtrent lige store, eller den ene af dem (den øvre eller den nedre) er noget mere udviklet end den anden; Humerale kan være glat, ligesom Scapulare, eller svagt tandet; Suboperculare er altid tornet i Randen; der er Smaatorne paa Øjeringen underneden og bagtil-oventil, men ingen fortil-oventil, saa lidt som over Næseborene eller langs med den Fure, hvori Mellemkjævens opstigende Forlængelser be- væge sig. Derimod kunne nogle af Issens ophøjede Viftelinier være tornede, og de løbe alle bagtil ud i en lille Torn eller Spids. Der er i Almindelighed et tydeligt Indsnit i Præorbitale under Mellemrummet 24 (H. søgho) Tredjedel af Hovedets Længde (1:3,3 til 1:2,8); Snudens Længde hos de større en Fjerde- del af samme, hos de mindre noget kortere (1:43 til 1:47); Pandens Brede inde- holdes fra 5,3 til 7 Gange i Hovedets Længde og er saaledes snart noget mere, snart noget mindre . end det halve af Øjetværmaalet. Skællenes Antal i Sidelinien vexler fra 46 til 55, naar de porefrie sidste Skæl ikke medregnes; de horizontale Skælrækkers Antal er stedse 4 over og 7 under Sidelinien for- uden den uparrede Midtrække; Straalernes Antal D: 1115; A:4—10 (den sidste Straale i begge Finner kløvet til Grunden). De lange Bugfinners Længde inde- holdes 3 til 4 (3,2 til 3,9) Gange i Total- længden (denne bestemt som tidligere); derimod er den længste (tredje) Gat- finnestraale kortere end Gatfinnens blødstraalede Del, og dens Længde indeholdes c. 5/2—67/2 (5,4 til 6,7) Gange i Totallængden. Anden Rygfinnes Højde (oa: dens længste Straalers Længde) er lig med eller næsten lig med Længden af den øvre Halefinneflig, men noget større eller noget mindre end Længden af Bugfinnerne, paa Grund af disses Forskjellighed i denne Henseende. Forgjællelaagstornen er stor og stærk; af Gjællelaagstorne er der altid to, en øvre meget stor, der næppe giver Forgjællelaagets noget efter, og en mindre, stundom 3 eller 4; Suboperculare har hos de større kun faa (2 eller 3) Torne, hos de noget yngre allerede flere (5—12) eller endog særdeles mange (23—30); Interoperculare og den nedre Rand af Præoperculare ere altid tornede ligesom hos //. marianum. Hume- rale er mére eller mindre tandet, Scapulare derimod glat; Præorbitale har altid en stor nedadrettet Torn under Næseboret. " Øje- ringens og Issens Tornbevæbning er noget 25 mellem Øje og Næsebor, bagved den nedad- vendte større Torn, som den nævnte Knogle bærer under Næseborene. 433 mindre rigelig end hos H. marianum, og der er heller ikke Torne at opdage over Næse- borene eller overhovedet paa Snudens Tag. Rygfinnen er hos begge Arter i voxen Tilstand uden nogen sort Plet. — Sam- menligner man hermed: Unger af /. marianum af 45—60 Mm.s Længde (Halefinnen fraregnet) (Fig. 1), vil man finde, åt Højden ogsaa her er mindre end Hovedets Længde, der forholder sig til Totallængden omtrent som senere (1: 2,6 til 2,7); Øjet er forholdsvis større (Forholdet til Hovedets Længde som 1: 2,4 å 2,5); Snu- dens Længde det haive af Øjetværmaalet eller derunder; Panden er forholdsvis bre- dere; dens Brede indeholdes nu kun 4/2 Gang i Hovedets Længde. Skællenes An- tal i Sidelinien hos de 4 undersøgte Exemplarer 40—45; Skælrækkernes der- imod kun 2 (foruden selve Sideliniens og Bugens uparrede Midtrække); Straaler- nes er ligeledes reduceret til D: 11— 12, A:4—+ 81). Den lange Gatfinnestraale forholder sig som hos de ældre (til Total- længden som 1:4 til1:3). Af de to Gjælle- laagstorne er den øverste den største, og den staar ikke tilbage for Forgjælle- laagstornen; der er Smaatorne over Næseborene og paa de ophøjede kinier” der begrænse den Fure, hvori Mellemkjævens Apophyser glide; Indsnittet i Præorbitale er derimod næsten udslettet, og Humerale altid tandet. Foran paa Rygfinnen, fra den første til henimod den fjerde Pigstraale, er der en meget tydelig stor'sort.Plet. Unger af H. sogho af c. 30—88 Mm.s Længde (uden Halefinnen), viser det sig, at Legemets Højde hos de større af disse i Almindelighed er lig med Hovedeis Længde, sjældnere en Ubetydelighed større eller mindre, hos de mindre derimod stedse mindre end denne, som indeholdes 3—3!/2 (2,9 å 3,5) Gang (hos den mindste kun 2,7 Gang) i Totallængden; Øjets Tværmaal for- holder sig omtrent som hos de voxne (til Hovedets Længde som 1:2,5 å 3); Snudens Længde er hos de større formindsket, den for- holder sig til Hovedets som 1:4 å 5,3; Pan- dens Brede er derimod forholdsvis større, en fjerde eller femte Del af Hovedets Længde, alt efter Dyrets Størrelse, Hos de mindste af de foreliggende Exemplarer ere disse 3 Størrelser (Øjetværmaalet, Pandebreden og Snudens Længde) paa det nærmeste lige store og indeholdes c. 3,7 Gang i Hovedets Længde. Skællenes Antal i Sidelinien varierede hos de 5 undersøgte Exemplarer fra 47 til 55 (hos de to mindste taltes 48 og 49); Skælrækkernes var 4 (foruden Sideliniens og Bugens Midtrække); Straalernes i Regelen som hos de større: D:11—15 [16]; A: 4— 10. Bugfinnernes Længde er nu gjennem- snitlig noget mindre (1: 3,5 å 4,3), den tredje Gatfinnestraales ligeledes (1: 5,5 til 7,6, i Forhold til Totallængden). Hos de mindste 1) Denne Reduktion af de horizontale Skælrækkers og de bløde Ryg- og Gatfinne-Straalers Antal er ganske vist paafaldende, og det saa meget mere, som der ikke ses noget saadant hos. det yngste tilsvarende Udviklingstrin af Æ. sogho. Tilhøre de beskrevne Unger ikke H. marianum, den eneste mig af egen Erfaring bekjendte Art, med hvilken jeg kunde identificere dem, maa de i al Fald tilhøre en meget nærstaaende. Copes H. sicciferum, som jeg har stærkt mistænkt for at være den noget større Unge af H. marianum, angives at have D:11+13; A:4+9; LI. 45,9 (Sideliniens Række er da vel talt med i de 82), altsaa allerede som hos de udvoxne Fiske af samme Art. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række. naturvidensk. og math. Afd, XII. 6. 55 434 Noget yngre Individer af //. marianum (42—43 Mm.) vise kun den væsentlige Af- vigelse fra foranstaaende Beskrivelse (Straale- tallene og Skælrækkernes Antal ere navnlig uforandrede), at den længste Gatfinne- straale nu kun er c. "6 af Totallængden og Smaatornene i Næseregionen utydelige. 26 (H. sogho ) Expl. (39 Mm. og 30. Mm.) ere disse For- hold endog som 1:6,5 å 6 for Bugfinnerne, for Gatfinnen som 1:8,7å 10. De to Gjælle- laagstorne ere hos de yngre af denne Række ikke meget forskjellige og undertiden ikke meget større end de andre Torne langs Gjællelaagsbenets Bagrand ; Scapulare kan være tydelig tandet. Rygfinnen er ogsaa her uden Plet, med Undtagelse af hos det yngste i den hele Række (30 Mm.), hvor der er en sort Plet paa Finnehuden mellem hvert Par Pigstraaler. Allerede de mindre af de ovenfor beskrevne Unger af //olocentrum sogho (30—40 Mm.) have for saa vidt Karakteren af R/ynchichthys eller Rivnoberyx, som Tryneknoglerne danne en foran Munden fremspringende kort Pyramide, og de kunde derfor lige såa godt som Bleekers Æ/. brachyrlyynchus henføres til en af disse nominelle Slægter, som aabenbart blive at inddrage. Det samme gjælder om de yngre Trin af H. marianum, henholdsvis af Hvad der er nødvendigt til nærmere Oplysning af Afbildningerne (Fig. 2 og 3) og af disse to c. 30 og af c. 20 Mm.s Længde, som foreligge, det første endog i rigeligt Antal. Udviklingstrins Forhold til hverandre og til de ovenfor beskrevne større Unger af H. marianum, vil fremgaåaa af følgende Sammenstilling: Unger af Holocentrum marianum C.V. Længde 30—33 Mm.?”) (Rlunoberyæ?) Længde 19—22 Mm.") (Rlwynch- (Fig. 2). tehtlys) (Fig. 3). Højden er fremdeles mindre end Højden er ogsaa her mindre end Hovedets Længde, der forholder sig til Hovedets Længde, der forholder sig Totallængden som senere (1:25 til 2,8); Øjets Tværmaal synes nu at være for- holdsvis lidt mindre end paa det ovenfor be- skrevne ældre Udviklingstrin, paa Grund af Snudens Forlængelse; det indeholdes nu 27/3 Gang i Hovedets Længde, af hvilken Snudens udgjør omtrent en Fjerdedel eller noget mindre (1:4,8), Pandens Brede en Tredjedel eller derunder (1:3,4). Snuden springer nemlig nu tydelig frem foran Munden som en pyramidal Tryne, begrænset oventil af en tresidet Flade med glatte eller takkede Sidekanter og uforandret til Totallængden som 1:2,6 til 2,8; Øjets Tværmaal indeholdes nu lidt over 3 Gange i Hovedets Længde (fra Snudens til Gjællelaagstornens” Spids); det er lig med Pandens Brede og med Læng- den af den spidse Snude. Snuden.… er nemlig nu baade forholdsvis læn- gere og spidsere end hos de c. 30 Mm. lange Individer; dens Kanter og Kamme ere takkede. Nakkeskjoldet danner nu en meget,tydelig spids Torn. Der er kun I ret tydeligGjællelaagstorn, af Længde som Forgjællelaagets om- 7) Længden stedse regnet med Fradrag af Halefinnen. med en" ophøjet Linie af samme Beskaffen- hed paa hver Side af Midtlinien og parallelt med denne. Foruden disse 4 fremspringende Linier udgaa 2 korte Skraalinier fra Pyra- midens Spids ned mod Mellemkjævens For- rand. Det rudeformige Nakkeskjold, der hos den voxne Holocentrum er forholds- vis lidet, ikke større end de tilstødende Skæl, er her forholdsvis stort og forsynet 435 trent. Skællenes Antal (40—46) som senere; ligeledes Straalernes (D: 11—+ 12, A:4— 8, V:1—7). Den længste Gatfinnestraale er nu ikke længere end den blødstraalede Del af Finnen; den er omtrent saa lang som Snuden fra Spidsen til Øjet, indeholdes altsaa 8—9 Gange i Totallængden. Ryggen er mørkere end hos de noget ældre Unger, og den.forreste pigstraalede Ryg- med en opstaaende Kam, der bagtil finne er aldeles sort?). danner ligesom en kort Torn eller Spids. Den øvre Gjællelaagstorn giver ikke & £ Forgjællelaagets meget efter; den anden er 1) De beskrevne Exemplarer ere ligesom de store mindre. Sidelinieskællenes, Skælrækkernes og K Unger og de voxne fra de danske Antiller. Straalernes Antal er som hos de større )FAF Yde 43, Exemplaren, ders ligges tilyGrundk for Ø denne Skildring, er det ene, som tidligere anført Ungers; den længste Gatfinnestraale fra Florida-Strædet, det andet fra Atlanterhavet er derimod nu forholdsvis kort, dens S. 0. for Brasilien. Længde indeholdes 5Y2>—6 Gange i Total- længden. Rygfinnens sorte Plet gjen- findes uforandret"). Kaptajn Andréa har fremdeles paa 68” V.L. og 38? N. Br. (altsaa i Fortsættelsen af Golfstrømmen, midtvejs mellem Kap Cod og Bermudas-Øerne) fisket en kun 7 Mm. lang lille Fisk, der aabenbart repræsenterer et endnu yngre Udviklingstrin af denne Slægt; om af samme Årt?), er vel mindre sandsynligt. Exemplaret er noget medtaget, og jeg skal derfor indskrænke mig til at bemærke, at Legemsformen paa dette første Udviklings- trin er meget forkortet, men Snuden i den Grad forlænget, forholdsvis, at dens Længde nu næsten er det dobbelte spaltet, saaledes som jeg ogsaa finder det hos enkelte smaa Rhynchzelthys (Fig. 7) fra det Dette er imidlertid ikke en for hele Slægtens spædeste Alderstrin karakteri- af Øjetværmaalet; endvidere er Næbspidsen indiske Hav. stisk Ejendommelighed, thi der foreligger /olocentrum-Unger eller « Rhynchichthys» af samme Størrelse, hvor dette ikke er Tilfældet. Hvad der derimod altid bidrager til at give den spæde Holocentrum et paafaldende Udseende, er den stærke Udvikling af Nakke- tornen, som paa senere Udviklingstrin enten er aldeles forsvunden eller reduceret til et Rudiment, der let overses. Vel var den afbrudt paa det foreliggende Exemplar fra Atlanter- havet, men det skjønnes dog, navnlig ved at sammenholde det med andre spæde //olo- centra eller «Rhynchichthyer» fra det indiske Hav, at den maa have været lige saa lang som Gjællelaagstornene; disse staa imidlertid langt tilbage for Forgjællelaagstornene, 3 H. sogho er Standfisk ved Bermudas-Øerne og er forekommet ved Newport paa Rhode Island (Brown-Goode, Gill). 436 28 der naa langt ud over Bugfinnerne, til midt paa Gatfinnen. Exemplarets Tilstand er, som sagt, desværre ikke en saadan, at jeg har kunnet optage det paa Tavlen som yngste Led i den Udviklingsrække, dér repræsenteres af Fig. 1—3. Museet har imidlertid, som til Dels allerede antydet, ogsaa fra forskjellige Steder af det indiske Ocean”) faaet smaa «Rhynchichthys» med lang, spids Snude og lang Nakke- torn, af en Størrelse fra $—14 Mm. (foruden Halefinnen). De tilhøre aabenbart forskjellige Holocentrum-Arter, «men det vil næppe være muligt at sige, hvilke Arter af denne i hine Have saa talrigt repræsenterede Slægt, og der er derfor ingen Anledning til at afhandle hver enkelt Form udførligt. En (Fig. 4) er saaledes paafaldende kort og høj, Snuden ikke særdeles lang, men dog længere end det store Øjes Tværmaal; Nakketornen naar til Ryg- finnen, Gjællelaagstornen er lang, dog noget kortere end Forgjællelaagstornene, der naa ud over Enden af Bugfinnerne. En anden (Fig. 5), der har en noget mere langstrakt Legems- form, har en spids Tryne med savtakkede Rande, der er omtrent dobbelt saa lang som Øjets Tværmaal; Nakketornen naar halvt ind paa Rygfinneus pigstraalede Afsnit, Gjælle- laags- og Forgjællelaagstornene derimod ikke til Enden af Bryst- og -Bugfinnerne; atter andre (Fig. 6) have Næbet i den Grad forlænget, at det er 3—4 Gange saa langt som Øjets Tværmaal, samt Nakketorne og Forgjællelaagstorne af em forbavsende Længde. Nogle sammen med dem fangede Individer (Fig. 7) have atter noget kortere Næb, Nakke- og Gjællelaagstorne, men udmærke sig ved, at Næbspidsen er dybt spaltet ligesom hos den ovenfor omtalte Unge fra Atlanterhavet, og have endvidere den Ejendommelighed tilfælles med denne, at der ved Roden af Nakketornen, foran denne, er en mindre Torn eller Tak. Forgjællelaagstornen er her særdeles lang, naar næsten til Halefinnen, Forgjællelaagets nedre Rand er stærkt tornet eller takket 0. s. v. De mest fremtrædende Træk i Holocentrum-Slægtens Fysiognomi paa dens tidligste Livstrin er saaledes for det første den overordentlige Forlængelse af Tryne- knoglerne (Wasalia, Præorbitalia), der danne et spidst, udelt eller tvedelt Næb med savtakkede Rande — et Næb, der er forholdsvis lige saa udviklet som Sværdfiskens; dernæst den forholdsvis kolossale Udvikling af Nakketornene og Forgjællelaagstornene, til Dels ogsaa af Gjællelaagstornene. Inden Fisken er skredet langt frem paa sin Livsbane, forsvinder alt dette (Næbet, Nakketornen), eller det bliver reduceret til mere beskedne Dimensioner (Gjællelaagets Bevæbning). At Slægten Myripristis optræder under en lignende Forklædning i sin første spæde Alder, er i det mindste rimeligt; man vilde maaske have Grund til at formode, at Gjælle- laagets og Forgjællelaagets Torne vel ere udviklede paa et sligt ungdommeligt Livstrin, NE SExr 21ONS Br og STS TØSER: 3 99 30 S. Br. og 549 30 Ø. L. z a | (fra Greenwich Meridian). 222 FAO SE Br 02 57 AO NØS ES 10SESKBrsoe 104 ØL: 29 2 437 men enten i mindre Grad end hos de unge £/olocentra, eller at de forsvinde tidligt. Rlunoberyx chryseus Cope") (2YY2" lang, fra St. Croix) er uden Tvivl en ung Myripristis Jacobus C.V. paa det Trin, hvor der af Larveformen. kun er en ubetydelig Forlængelse af Snuden tilbage, og Gills Rhamphoberyx poecilopus og leucopus”) ere sandsynligvis Udviklings- trin af den samtidig med dem beskrevne MMyripristis oecidentalis. Slægterne Rhynchichthys, Rlinoberyrx og Rhamphoberyx bør derfor uden al Tvivl alle 3 udgaa af Systemet. Forklaring til Afbildningerne. Tab. II, Fig.1. En Unge af Holocentrum marianum C.V. fra St. Thomas. Naturlig Størrelse. Tab. II, Fig. 2. En yngre Unge af samme Art, ligeledes fra de danske Antiller, paa « Rhinoberyæx»-Stadiet, For- størret ”/2 Gang. Tab. II, Fig. 3. Et endnu yngre Livstrin, uden Tvivl af samme Art, paa +» Bhynchichthys»-Stadiet; forstørret en Gang. (De to Unger, der repræsentere dette Udviklingstrin, ere fiskede af Kapt. Andréa i Atlanterhavet, den ene mellem Kuba og Florida, den anden S. 0. for Brasilien). 3" Hovedet af samme, set ovenfra. Tab. II, Fig,4. En Holocentrum-Unge fra det indiske Hav, fisket i Slæbenættet paa «Galatheas» Rejse, Natten mellem den ?den og 3dje Juni 1846. Forstørret c. 3'/2 Gang. Tab. II, Fig. 5. En Holocentrum-Unge, fisket af Lieutenant Bardenfleth af Flaaden i det indiske Hav, paa 109 S. Br. og 1049 Ø. L. Forstørret c. 3 Gange. Tab. II, Fig. 6. En af 3 ved Længden af Nakketornen, af Forgjællelaagstornene og af Næbet udmærkede Ho/lo- centrum-Unger, fiskede af Kapt. Andréa i det indiske Hav mellem 219 og 229 40 S. Br. og 572 og 572 40 Ø. L. Forstørret c. 3 Gange. Tab. II, Fig.7. En af to sammesteds fiskede Unger af en anden Art, særlig udmærkede ved den spaltede Næb- spids. Forstørret c. 3 Gange. 7” Hovedet af samme, set ovenfra. 3. Tetragonurus. (Tab.+11, fig. 8.) Det er flere Gange hændt, at vore Søfarende have fundet Levninger af denne i flere Henseender mærkelige Højsøfisk eller rettere Dybhavsfisk i Maven paa de Delfiner eller større Kovfiske, som de have fanget eller harpuneret i Atlanterhavet; nogle Gange have de ogsaa bragt os Unger (16—62 Mm. lange), hvis Forskjelligheder fra de voxne det har sin Interesse at studere. Disse Fund ville desuden kunne give Anledning til at berøre Spørgsmaalet om denne Fiskeslægts meget usikre systematiske Plads. 1) Trans. Amer, Philos. Soc. XIV (1871) p. 464. ?) Proc. Acad. Nat. Sc. Philad. 1863, p. 87. - å AE 4 É y he re = i 5 VER EMNGEE san 438 30 Ifølge Canestrini («Fauna d'Italia, Pesci marini», pp. 116—17) fanges Tetragonurus Cuvieri kun sjældent i Middelhavet; under hans toaarige Ophold i Genua faldt dér kun 2 Exemplarer. Han angiver Størrelsen — lidt for lavt — til 300 Mm. (11/2); af Museets 2 middelhavske Exemplarer er det ene 12/2” langt (330 Mm.); Valenciennes og Ginther angive 12!/> og 13”, Under Navn af 7. atlanticus har Lowe («Fishes of Madera», pl. XIX, pp. 129—39) afbildet og udførligt beskrevet et 9!/4" langt Exemplar fra Madera, det eneste, som han dér fik; en Fisker havde fanget det med Haanden, som det svømmede i Havfladen. Det viste nogle Afvigelser fra Valenciennes's udførlige og omhyggelige Beskrivelse og blev' derfor opstillet som en egen Art; for saa vidt som disse Afvigelser referere sig til Proportionerne, er deres Betydning mindre væsentlig, naar man erindrer, at Lowe's Exemplar var en Del mindre end Pariser-Museets. Gunther har allerede udtalt Tvivl om Madera-Fiskens Selvstændighed som Art; det foreliggende Materiale vil formentlig være tilstrækkeligt til at afgjøre dette Spørgsmaal, der er et nyt Exempel paa den overdrevne Vægt, man i sit Ubekjendtskab med de under Væxten indtrædende Forandringer her, som saa ofte, har lagt paa Forhold, der ere underkastede uudblivelige, temmelig regelmæssigt fremskridende Omdannelser. Fem Exemplarer vise følgende Maalforhold og Straaletal: A B Cc D E Rotallæn dere MEE DE RR 330 300 62>) bå 36 Legemets 'største Højde. ....... 45 42 10 8 5 Hovedetstlkæne des eeese s 56 54 15 13 8 Øjets Tværmadk EN ION se GE 91/2 107/2 Al 31%, 3 PandensBred er Se Ree 16 15 4J Syg É Tændernes Antal i hver Kjævehælvte É = En Ryefinnestraaler sk ME NES PÅ UJEs DAB) 0) [PÆRE A DE 192 Gatfinn'estrad ler Et SE ER 12 12 13 Ifølge Valenciennes indeholdes Hovedets Længde 53 Gang i Totallængden, ifølge Ganther 64 Gang;. hos vøre Exemplarer er Forholdet som 1: 5,9 å 1: 5,6, altsaa en lignende Variation; Uoverensstemmelsen kan til Dels hidrøre fra, om Halefinnen er mere eller mindre vel bevaret, hvad den meget ofte ikke er. Lowe fandt derimod et Forhold som omtr. 1:4!/3, som hos vor unge Fisk, hvis Maal ere opførte under B; med andre Ord: yngre Exemplarer have (som saa ofte eller altid) en mindre langstrakt Legemsform. Øjets Tværmaal varierer hos ÅA og B indenfor de samme Grænser, som angives af ” Valenciennes (5) og Gunther (/6 af Hovedets Længde); hos Lowe's var Forholdet der- 13543930 IN Br For 5320 FAD AVENT 8 SUNS Br OS 223 AVE MISS RÅ OSÆN BT SOE LÆGRVER DS ”, Halefinnestraalerne afbrudte. 31 439 imod omtrent som 1: 3%/5, næsten som hos C (1: 3/4); Øjetværmaaet er her netop lig Pan- dens Brede; hos Lowe's var det noget mindre end denne; hos de udvoxne (XA og B) er Pandens Brede, i Overensstemmelse med hvad V. og G. ogsaa angive, næsten //3 større end Øjetværmaalet. — Rygpigstraalernes Antal er næppe blevet angivet rigtigt i alle Til- fælde, og dette er let forklarligt, da de bageste hos den udvoxne Fisk let unddrage sig Opmærksomheden mellem Skællene: Valenciennes angiver D: 15.1.13; A:12; Lowe 15.11; A.11; Gunther 18—21 Rygpigstraaler. Jeg har stedse fundet 20 Rygpigstraaler baade hos ældre og yngre; deres Længde finder jeg at være omtrent !/5 af Legemets Højde, hvilket er midt imellem V's og L's Angivelser (!/7 og %/10).. Med Hensyn til Tæn- dernes Antal er det noget vanskeligere at forlige de modstridende Angivelser: me (VE 20550 (L.), hvorved er at mærke, at skjønt Lowe fandt dobbelt saa mange = (G.) og Tænder i Overmunden som Valenciennes, var førstnævntes Fisk ikke saa lidt mindre. Det synes imidlertid, at Tændernes Antal er underkastet en Del individuel Variation; jeg har havt, foruden Exemplarerne A og B, en Del løse Kjæver af Tetragonurer fra Del- finers og pelagiske Rovfiskes Maver for mig og fundet 28—30—35 i hver Overkjæve, 40—45—56 i hver Underkjæve; rigtignok har jeg ikke fundet Tal, .der naa op til Lowe's for Overkjæven, men fra 35—40 er Springet dog mindre end fra 25 til 35; hos yngre (C) synker Tallet ned til Rk Jeg tør derfor ikke lægge samme Vægt som Madera-Fiskenes højt- fortjente Forsker paa det unægtelig noget paafaldende store Tal, som han fandt i Over- kjæven paa sit Exemplar. Vi vende os til Betragtningen af de i Oceanets Overflade fiskede Unger. Hos Expl. C fandt vi, at Legemets største Højde indeholdtes 6'/> Gang i Totallængden (Hale- finnen medregnet), Hovedets Længde 4/3 Gang; Øjets Tværmaal var lig Pandens Brede og lidt over "/4 af Hovedets Længde. Disse Proportioner forandre sig ikke meget hos endnu yngre Exemplarer (D, E). De vigtigste Forskjelligheder, som for øvrigt komme frem ved Sammenligningen med udvoxne Exemplarer, ere følgende: 1) at Halens Dobbelkjøle ere mindre udprægede; de ses dog endnu hos Expl. af 32 Mm.s Totallængde; 2) at Gjælle- laaget og Forgjællelaaget ere tornede; hos de voxne have de ingen anden Bevæb- ning end den, der følger af, at de ere dækkede med de samme ribbede og randtakkede Skæl, som overalt ellers dække Huden. Derimod har Gjællelaaget hos Ungerne to Torne og Forgjællelaagets Hjørne en hel Gruppe ligesom hos Ungerne af mange andre Fiske (særligt |, af Scomberoidernes Gruppe), hvilke Torne dog hos de større synes ligesom at være i Færd med at tabe sig eller at flyde sammen med Forgjællelaagets Pladedel; de ere egentlig Ribber i denne, der, straalende ud fra et fælles Midtpunkt, forlænge sig ud over Knoglens Rand; lignende Ribber findes ogsaa paa Swboperculum. 3) Skælklædningen viser den store Forskjel, at i Stedet for de 9—11 eller endnu talrigere Ribber, gom udmærke Skællene hos den voxne 7etragonurus og løbe ud hver i sin Randtorn, findes her kun 440 32 én Ribbe (Sideliniens Skæl have dog to), men denne løber ud i to (sjældent tre) bagudrettede krumme Torne, den ene bagved den anden, hvilket giver den unge Fisk et ejendommeligt ru eller ligesom loddent Udseende. Hos den voxne 7etragonurus kan man endnu hist og her finde Spor til Ribbernes Torne; hos den yngste foreliggende Unge (16 Mm.) er der derimod endnu hverken Spor til Skæl eller Skæltorne; den udmærker sig fremdeles ved, at Bugfinnerne endnu ere overmaade korte, i høj Grad rudimentære. Vi møde det samme Træk hos andre Fiske, f. Ex. Histiophorus, Dactyloplerus. Den første Beskriver af denne mærkelige Fiskeform kaldte den en «Mugil», og Cuvier's Medarbejder gav den Plads i et særeget Kapitel af Fiskeværkets 13de Bog »Les Mugiloides». Det kan dog næppe siges, at han regnede den til denne Familie, om han end gjør opmærksom paa visse formentlige «Familie-Ligheder» med denne — Ligheder, som dog, nærmere besete, vise sig at være lige saa mange Uligheder. Til — med Gunther, «Catal.» III — at give den Plads i Atherina-Gruppen, er der ikke bedre Grund, og Slægten — med sin formentlig eneste Art — vilde saaledes være husvild eller danne en egen Gruppe for sig ligesom adskillige andre isolerede Slægter, med mindre man vilde optage Lowe's og Swainson's Tanke at henføre den til Scomberoiderne. Dens nærmeste Slægtninge vilde da være 7/yrsttes-Gruppen, særligt maaske den saakaldte « Rurettus», der i øvrigt ikke er mig bekjendt af Autopsi, hvorfor jeg ikke skal forfølge denne Tanke videre, men indskrænke mig til at henvise til Lowe's Motivering (4«Fishes of Madera», p. 130—37), som jeg tror, at man i de fleste Punkter kan tiltræde, skjønt han maaske udtrykker sig med for stor Styrke derom og støtter sig paa nogle Momenter af tvivlsom Værd. Allige- vel tror jeg, som sagt, at hans Mening har adskilligt for sig, og at den snarere bekræftes end afkræftes ved, hvad her nu af mig er oplyst om Ungerne. Skællene hos de unge Tetragonurer minde stærkt om Xwplas-Ungernes (se næste Stykke, 4), og Halekjølene kjendes vel næppe hos mange Former udenfor Grupperne Scomberoide (s. lat.) og Scomberesoces; de tal- rige Coeca pylorica pege ligeledes paa Makrel-Familien, og den ejendommelige Udvikling af Pharyngeo-Oesophageal-Partiet") vil maaske ogsaa snarest finde oplysende Analogier indenfor denne. Dette maa dog ingenlunde forstaas som en bestemt Henførelse af Slægten til Makrel- Gruppen; dertil vilde der under alle Omstændigheder kræves nogle positivt forbindende Mellemled, som i al Fald endnu ere ubekjendte. Heller ikke tror jeg, at man som Bevis for Slægtskabet med Scomberoider (s. lat.) med nogen synderlig Styrke tør beraabe sig paa Gjællelaagets Tornebevæbning hos Ungerne; thi denne findes ogsaa udenfor Scomberoid- Gruppen, hos Ungerne af flere Familier, f. Ex. Sparoiderne, og er vel overhovedet kun 1) I Beskrivelsen af dette omtales ikke to trinde, tornede (3: tandbesatte) stavdannede Knogler, som fra Svælgets Rygside forlænge sig langt tilbage i det med Papiller tæt besatte rummelige, muskuløse Spiserør. Hvilken Rolle de spille under Fødens Behandling, véd jeg ikke; det er Forlængelser fra de øvre. Svælgben. REESE ERE ERE EEN SE de rdr 33 441 at opfalte som ”et temmelig udbredt Beskyttelses-Apparat for Ungerne, der er forholdsvis stærkest udviklet påa yngre Trin og inddrages efterhaanden som det bliver mindre nød- vendigt eller mindre nyttigt. Foreløbig tror jeg ikke, at man kan stille denne ejen- dommelige Fiskeform bedre noget andet Sted, og at selv om man fremdeles vil lade den repræsentere en egen «Familie» i Systemet, bør denne dog — ligesom f. Ex. Sphyræna — stilles saa nær som muligt ved Scomberoiderne. Forklaring af Afbildningen. Tab. I, Fig. 8... Unge af Tetragonurus Cuvieri, fra Atlanterhavet, forstørret med en Tredjedel. 4... Awluas og Histiophorus (Tetrapturus). (Tab. II, fig. 10—11.) For nogle Aar siden havde jeg Anledning til at beskæftige mig med Sværdfiskene og nødtes til en kritisk Drøftelse af denne Gruppes Slægter og Arter"). En saadan Drøf- telse er ganske vist mislig, naar dens Materiale for en stor Del skal søges i Literaturen og kun for en mindre Del kan støtte sig til Undersøgelse af selve Naturgjenstandene; uden disse vilde den selvfølgelig være umulig, og jo tarveligere det foreliggende Materiale er, desto usikrere maa den blive. Der gives imidlertid Tilfælde, hvor man ikke kan ganske und- drage sig slige Drøftelser, men maa gjennemføre dem, saa godt man kan; kun bør man altid være klar over, hvor Sikkerhedens antagelige Grænse er, og hvor den muligvis er overskredet. Det approximative Resultat, hvortil jeg mente at maatte komme, var det, at selve X7phzas-Slægten (med sin eneste Art, AX. gladtus) ikke kunde betragtes som Sværd- fiskenes egentlige Typus, som Gruppens Midtpunkt, men snarere som en af dens mere afvigende, periferiske eller stærkt «differentierede» Former; at der af de rundnæbede med Bugfinner udstyrede Sværdfiske kunde opretholdes to Slægter: Histtophorus og Tetrapturus, men at der indenfor hver af disse kun med Sikkerhed kunde udpeges to Arter: /7. gladius og gracilirostris; T. belone og Herschelii; at Slægten Machæra (rundnæbede Sværdfiske uden Bugfinner) derimod maatte betragtes med mistænksomme Øjne og som trængende til !) Ichthyographiske Bidrag. IV, Om rundnæbede Sværdfiske, særligt om Histiophorus orientalis. Schl. Vid. Medd. Nat. For. 1875, S. 1—21, med en Efterskrift S. 243, 1877—78. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XIl. 6. 56 442 | BÅå ny Bekræftelse. Om Fremtiden vil. vise, at denne Reduktion af Arterne er altfor radikal, maa indtil videre staa hen; men have fleré Arter end de angivne virkelig Gyldighed, maa Grænserne mellem dem trækkes ved bestemtere Karakterer end hidtil er sket, og dertil vil det kræves, at Museerne blive rigere paa disse Former, end der maaske i lang Tid er Udsigt til. Saa meget er da i al Fald vist, at de to paa 18 og 4 Tommer lange Exemplarer opstillede «Arter», Zistiophorus immaculatus Ripp.") og H. pulchellus C. V., ikke kunne gjøre Fordring påa at repræsentere egne Arter, men kun yngre Tilstande, Udviklingstrin, og navnlig kan man vistnok med stor Sandsynlighed henføre den lille «//. pulchellus» til H. gladius eller H. orzentalis og derved knytte denne Artstype sammen med de endnu meget yngre Histiophorer, som Dr. Ginther har afbildet og beskrevet, i sit første Bidrag (Journal des Museum Godeffroy, Zdet Hefte, S. 170) beskriver og afbilder”) Dr. G. 3 Smaafiske af 9, 14 og 60 Mm.s Længde, hvilke han først mente at kunne henføre dels til Xiphias-, dels til Histiophorus-Slægten, men i hvilke han senere (i sit andet Bidrag, Il. c. 3dje Hefte, S. 265) rigtigt erkjendte kun at have unge Histiophorer for sig. Jeg har liggende for mig en Række slige Histiophorus - Unger”) af en Længde fra 5/2 Mm. til 21 Mm., de mindste altsaa saa smaa, at de kun kunne have været ganske kort Tid ude af Ægget. Det er muligt, at de tilhøre mere end én Art, dog vil dette næppe lade sig bestemt godigjøre. Det er ikke meget nyt, som af dette Materiale kan føjes til de af Dr. Gånther meddelte Oplysninger, men da de til Dels ere mindre end G.s mindste Exemplar, har jeg dog kunnet forfølge Slægtens Omdannelseshistorie et lille Skridt længere tilbage mod dennes Udgangspunkt. Det største foreliggende Exemplar har en Længde af 21 Mm., staar altsaa i denne Henseende mellem de to af Ginther afbildede Exemplarer (2 og 3, S. 443), der' havde en Længde af 14 og 60 Mm. (Som” det næste Led i Rækken efter G.s største (3) kan «H. pulchellus» betragtes.) Paa Grund af hint Exemplars noget indtørrede Tilstand kan der f. Ex. ikke gives fuld Oplysning om de uparrede Finner, og jeg har derfor ikke afbildet det. Af hine 21 Mm. udgjør Hovedet, fra Gjællelaagets Rand til Næbspidsen, de 10 Mm. 1) Et Exemplar, 5' 9” langt, nævnes af Day; Fishes of India, S. 199. 2) Da det velvilligst er tilladt mig af Udgiveren af bemeldte Journal, at lade tage Clichéer af Dr. Gin- thers Xylografier, benytter jeg dem til her at illustrere Histiophorus-Slægtens yngre Tilstande i Forbindelse med Afbildn. Tab. II, fig. 10, ligesom sammes Fig. 11, for Xiphias-Slægtens Vedkommende, suppleres af Træsnittet S. 444, som Forlæggeren af «Tidsskr. f. popul. Fremst af Naturvidensk.» har tilladt mig at benytte. De Lokaliteter, hvor disse smaa Histiophorer eller Tetrapturer ere fangne, ere: 378330 IN HBr 52 SVIN EST SEE SBS ZONE 3 239. 23/9 — 3; 31% 48" — 120" ES 3SAV SE IDE SSR BR FEE SES AG) KS ES BÅS RER RØSE 49 DE == 23930: SD r SAGS AV SE Samt «Kina Søen henimod Pulosapata». ng dyrs mo: '; df - 3 Trin af rundnæbede Sværdfiskes (llistiophorers eller Tetrapturers) Udvikling, forstørrede RER c. 8, c.6 og c. 2'/2 Gang (efter Ginther). » SA 56" "K 444 36 eller næsten Halvdelen; og af disse 10 Mm. udgjør Næbet (5: Overkjæven indtil Øjet) atter det halve eller 5 Mm.; den Del af Undernæbet, som rager frem foran Øjet, udgjør igjen heraf 2 Mm. eller to Femtedele. Supraorbitalrandene ere stærkt fremspringende og fint takkede; Panden sænker sig brat ned mod Næbet; bagtil fortsætter Orbito-Temporalkammen sig i en vandret, bagudrettet, spids, tresidet, randtakket Nakketorn; den fra Hjørnet af Forgjællelaaget udgaaende Torn har en lignende Form og Skulptur, men er noget bøjet og meget længere og smækrere; den naar omtrent til halvt ud paa Brystfinnerne. Langt ud over begge rage de tilsyneladende kun af en enkelt Straale bestaaende Bugfinner. Huden er glat; Halefinnen ikke kløvet; Kjævetænderne kraftige; især udmærke sig i denne Hen- seende de forreste i Underkjæven. — Foruden dette Exemplar besidder Museet en Række Unger af 5//7—12 Mm.s Længde, der afvige meget lidt fra hinanden. Alle disse Smaafiske — i hvilke man, naar man ikke kjendte det ovenfor beskrevne eller de af G. gjengivne Mellemled, skulde have ondt ved at gjenkjende Histiophorer, men snarere formode et Ud- viklingstrin af en Dactylopterus-agtig Fisk — have en stærk Pandesænkning og en kort, bred, spids Snude eller «Næb», hvis med stærke Tænder besatte Overkjæve kun er ube- tydelig længere end Underkjæven; stærke Krogtænder udmærke Spidsen af begge Kjæver. Formen er forholdsvis plump, kort og sammentrængt. Jo mindre de ere, desto bredere og kortere er Snuden, til sidst er dennes Længde ikke større end et Øjetværmaal. Forgjælle- laagstornen er hos dem alle meget længere end de korte Brystfinner; Bugfinnerne ses kun som et yderst lille Rudiment. Alle have ligesom det større Exemplar en eller to smaa Torne nedenfor, to ovenfor Præoperkulartornen (til hvilke Torne man intet ser paa Fig. 1 og 2, S. 443). Ryg- og Gatfinnen ere hos dem alle lave, uden tydelige Straaler, selv om saadanne ere tilstede i Halefinnen; hos de yngre ses den under en ret Vinkel opadbøjede Notochorda meget tydelig, men hos det allermindste (Tab. Il, fig. 11) er den endnu ikke bøjet opad og alle 3 Finner gaa i ét; hos dette Histiophorernes allertidligste Udviklingstrin ses endelig, ligesom hos visse andre unge Scomberoider, en lille Supraorbitaltorn, men den forsvinder forholdsvis tidligt. Af Xiphias gladius har Cuvier beskrevet og afbildet den yngre Form efter Exemplarer påa 12 og 18 Tommer; Pl. 225—26 af det store Fiskeværk er i denne Henseende yderst Ung Sværdfisk (Kopi efter Cuvier). instruktiv. Yngre Former paa 2/2 Tomme og .127/» Mm. ere omtalte af Ginther (1. c.), som kortelig har gjort Rede for deres Forskjelligheder fra de meget unge Histiophorer. Man vil allerede af disse Data kunne gjøre sig en meget god 37 445 Forestilling om «den almindelige Sværdfisks» Udviklingshistorie. Mig har foreligget, for- uden yngre Sværdfiske paa 41!/2 og 27 Tommer (til Halefinnens kløft), et 190 Mm. langt Exemplar, fundet i en Albacora-Mave, men dog taalelig vel bevaret, samt en Række mindre Exemplarer fra 46 Mm. til 10 Mm.?). Hos den unge Sværdfisk paa 27 Tommer”; ere Halekjølene tilstede, Gjællerne have Xzp/aas-Karakteren, men Rygfinnen er én, sammen- hængende, ligeledes Gatfinnen, og Huden er endnu ru af den tætte Belægning med ru Skæl, som ret strax skal nærmere beskrives hos et yngre Exemplar, og mellem hvilke de 4 Rækker af større takkede Benskjolde paa hver Side endnu ere meget tydelige. Af de mindre, pelagiske Exemplarer har især det største (190 Mm.) og det mindste (10 Mm.) Interesse, dette sidste, fordi det er saa betydelig mindre end noget hidtil beskrevet og gjør det muligt at give en Fremstilling af Slægtens Udseende paa et temmelig tidligt Udviklings- trin, samt at anstille en Sammenligning med det tilsvarende hos Histiophorus. — Jeg skal indskrænke mig til en kortere Omtale af de mindre og en lidt udførligere af det største af disse ungdommelige Exemplarer. Dette er desværre noget medtaget af Mavesaften og egner sig af denne Grund ikke til at gjengives i en Afbildning, hvilket er saa meget uheldigere, som der ikke existerer nogen Fremstilling af en ung Sværdfisk netop paa dette Udviklingstrin. Det har en meget smækker Figur; Højden er kun 10 Mm, inde- holdes altsaa 19 Gange i Totallængden; Hovedets Længde (fra Spidsen af Overkjæven til Gjællespalten) er 68 Mm., altsaa over en Tredjedel af samme; selve «Næbet» fra Over- kjævens Spidse til Øjehulens forreste Rand er mere end 3 Gange saa langt (532 Mm.) som Afstanden fra Øjehulens forreste Rand til Gjællespalten; Underkjæven er kun 12 Mm. kortere end Overnæbet; maalt til Kjævevinklen er det derimod kun 4 Mm. kortere (48 Mm.) end dette, maalt til Øjehulens Forrand. Overnæbet er hvælvet ovenpaa, fladt nedenunder, omtrent som hos en 7eétrapturus, dobbelt saa bredt som højt (påa samme Sted), altsaa i sin Form temmelig forskjelligt fra hvad det senere er. Halefinnen er ikke meget kløftet; 1) De Steder, hvor disse unge Sværdfiske ere fangne, ere, for saa vidt det er antegnet, følgende: 388853:5N Br 1192437 VEL? OSFNEBE 29 SBV JE SPADE GTI DA REESE 7 ES [NERE PEERS EB PTE RD GV 239 =5552 — 2127307 572 50 ØRE: 209 — ; 319 — 229 8570840 (Indiske Hav.) 230 40' — ; 579 40) — ?) Til Sammenligning med Maalene af det 190 Mm. lange Exemplar meddeles nogle Maal af den 27 Tommers Sværdfisk: Hoyedeh medi 0vernæb ets SE SN EEESERRSES ES ar re AE Legemets Højde bagved Hovedet .....2....22 00 31/3" Rygfinnestraalernes Længde omtrent midt paa Ryggen .... 2/3" Brystinnernes hæng der ed aen Es Er EEN eres 4" Underkjævens Længde (5!/4" kortere end Overkjæven) .... 5” Fra Øjehulens Forrand til Gjællespalten .....% 0.4... 3/6”. 446 ; 38 Rygfinnens Højde skjønnes at have været omtrent det dobbelte af Legemets; Brystfinnen er forholdsvis kort (21 Mm.); til Bugfinner ses intet Spor; Halekjølene ere ligeledes usynlige (jfr. nedenfor). Huden er overalt belagt med piggede Skæl eller Skjoldplader, som ligge jævnsides, ikke taglagt; der maa skjelnes mellem større og mindre"). Af de større strækker der sig en Række langs med Ryglinien paa hver Side af Rygfinnen, fra Hovedet til Haleroden, og tæt nedenfor hver af disse Rækker en lignende, dannet af noget. mindre Plader; ogsaa langs med Buglinien, paa hver Side af Gatfinnen, strækker der sig en slig større Pladerække, ledsaget ovenfor, i nogen Afstand, af en noget mindre; men foran Gat- finnen, hen under Bugen, tabe disse to større Pladerækker sig efterhaanden i den alminde- lige Bedækning af piggede eller ligesom lodne Smaaskæl, der her paa Bugen ere større end op imod Ryggen; paa hele Bagkrops- og Halepartiet erkjendes derimod med Lethed hine fire regelmæssige Rækker af større Hudknogler, adskilte, langs hen med Fiskens Sider, ved et forholdsvis smalt Bælte af Smaaskæl. Hine større Skjolde ere stærkt sammentrykte, kjølede og straaleribbede, saaledes at Ribberne udstraale fra Kjølen bagtil og nedad mod Skjoldets Basalrande; fra hver Kjøl udgaa 3—6 spidse, bagudrettede Krogpigge af forskjellig Størrelse, de mindste i hver Gruppe forrest, de største bagest. De paa lignende Maade med Smaapigge udrustede Smaaskæl") fortsætte sig ud over hele Hovedet og Næbet, saavel Over- som Underkjæven. Overnæbets Rand er desuden udstyret med en Række lige, lodretstillede, kegledannede, kraftige Tænder af en forholdsvis anselig Størrelse, afvexlende med mindre, 1—3 Par mellem hvert af de større; Smaatænder klæde endvidere største Delen af Ganefladen. Underkjævens Tænder ere noget mindre, men mere tæt stillede; indenfor den ydre Hovedrække ses et Bælte af mindre Tænder. Gjællerne vise intet fra almindelige Fiskegjæller forskjelligt, have altsaa endnu ikke X7phras-Karakteren. Meget yngre Sværdfiske paa 37 Mm.s Længde, hvoraf Hovedet udgjør næsten det halve (17 Mm.), have Undernæbet 3/2 Mm. kortere end Overnæbet; hos et noget større Exemplar (50 Mm.) er Ryg- og Gatfinnes Højde lig med Kroppens bagved Hovedet (3 Mm.); mørke Tværbaand gaa ned over Legemets Sider og de uparrede Finner; Halens to Smaakjøle ere antydede og lige saa tydelige som Midtkjølen, Halefinnen afrundet. (Tab. Il, fig. 10.) Hos disse Smaafiske er i øvrigt Hudens og Kjævernes Bevæbning i alt væsentligt som hos den ovenfor beskrevne, 4 til 5 Gange saa store Sværdfiske-Unge; de større piggede Hudplader ere ogsaa her kjendelige som saadanne, ligeledes deres ovenfor beskrevne regelmæssige Ordning. Pandens Siderande ere takkede; PForgjællelaaget ligeledes, hos det mindre af disse to Exemplarer endog udstyret med en Gruppe af lange Torne, som det i Løbet af denne 1) Smaaskællene gjentage sig hos Tetrapturus som et fint Lag af diminutive Gryn udenpaa de for dem og Histiophorerne overhovedet karakteristiske Benskæl (der ligeledes optræde hos Thynniderne), ere altsan ikke homoøloge med disse. ven nt se serne SE LADES: 39 447 Afhandling vil blive beskrevet hos adskillige andre Makrelfiske, Hos endnu yngre Exemplarer tabe de større Hudplader sig i Mængden, og hver Plade bærer kun 2 eller 3 lige store Smaapigge; der er her, saa lidt som hos det alleryngste Udviklingstrin (10 Mm.), Spor til Bugfinner. Hovedet, som næsten udgjør det halve af Totallængden, skjønt Næbet endnu er kort, er her fladtrykt, - uden Pandesænkningen hos Histiophorerne, og løber lige ud i et forholdsvis kort, ved Roden bredt Næb, hvis Underkjæve er lige saa lang som Overkjæven, begge vel udstyrede med Tænder. Panderandene ere takkede ligesom hos de ovenfor be- skrevne større Unger, ligeledes Gjællelaagsknoglerne; de store Nakketorne og Forgjællelaags- torne, som ere saa kolossale selv hos de spædeste Histiophorer, mangle. Derimod er den piggede Hudbedækning allerede erkjendelig som fine børstelignende Pigge, der hæve sig op af Huden; i Nakkeregionen, over hver Gjællespalte iagttages en lille fremspringende takket Kam. j Trods visse Analogier mellem Xwp/das og Hlistiophorus ved deres Fremkomst af Ægget er der altsaa meget betydelige Forskjelligheder mellem dem strax fra første Færd — Forskjelligheder, der noksom vise, at Kløften mellem disse to Slægter er temmelig dyb. Til dette Resultat kommer man jo ogsaa ved f. Ex. at sammenligne Benbygningen af en Histiophorus eller Tetrapturus med samme hos en Xzplaas. Histiophorernes, særligt Tetrapturernes, nærmeste Slægtninge ville vi i et senere Afsnit finde i Slægten Acantho- cybium, der frembyder bestemte Tilnærmelser. Tyde disse end ikke paa et meget nært Slægtskab, knytte de dog Baandet for fast til at man kan betragte Xiphioiderne som andet end som en Undergruppe af Makrelfiskenes store Familie. Forklaring af Afbildningerne. Tab. II, fig. 10. Unge af Xiphias gladius, fra Atlanterhavet, forstørret i Forholdet 1: 2!/2. Tab. II, fig. 11. Spæd Unge af Histiophorus eller Tetrapturus, yngste Stadium, fra det sydlige Atlanterhav, forstørret syv Gange. 448 40 GRØN TS SE SENER a ESS ER. 5. Trichwurus og Gempylus. (Hertil Tab. II, fig. 12 og Tab Ill, fig. 3 —8.) Nogle almindelige indledende Bemærkninger turde her være påa deres Plads. Under Benævnelsen « 7richturidæ» sammenfattede Gunther!) en Række af Slægter, som tidligere regnedes til Makrelfiskene (Scomberoiderne)”), men som i det hele udmærke sig lige over for de typiske Medlemmer af denne store Familie ved en mére eller mindre langstrakt Legemsform; er denne 'end hos enkelte Former (Rwvettus, Epinnula) næppe mere langstrakt end hos mange typiske Scomberoider, antager den paa den anden Side hos de mere yderligt staaende Former Karakteren af det klinge- eller baandformige (7ri- chturus, Lepidopus), hvorfor Benævnelsen «Baand-Makreler» kunde være en ret vel valgt Betegnelse for denne Gruppe eller i al Fald for de Former, hvortil sidst er hentydet. Jeg ved ikke, om den ovennævnte fremragende Ichthyolog endnu vil fastholde sin Gruppe « Trichturidæ» i dens oprindelige Omfang; men uden her at ville fordybe mig enten i Fiskenes Systematik i Almindelighed eller særligt i de makrelagtige Fiskes, kan jeg dog udtale, at det hverken forekommer mig vel begrundet at sammenstille alle de Former, som danne Ginther's «7rchduridæv, i en og samme snævre Gruppe eller at udskille denne saa fuldstændigt fra Scomberoiderne, som han f. Ex. har gjort det i den Oversigt over Pigfinnefiskenes Grupper, hvormed tredje Bind af hans Fiskekatalog ender, og hvori den — ligesom Sværdfiskenes — er stillet helt udenfor hans ottende Afdeling: Cotto-Scombri- Jormes. Jeg véd ikke, ved hvilke Karakterer, være sig ydre Formforhold eller dybere Byg- ningsforhold, f. Ex. 7hyrsites skulde være saa forskjellig fra de typiske Scomberoider, at det skulde retfærdiggjøre at stille dem i to forskjellige Grupper af Familier. For blot at nævne de to Forhold, paa hvilke man vel snarest vil kunne tænke, Hvirvlernes og Ryg- finne-Pigstraalernes Antal, da synker det første hos Thyrsites atun jo ned til 37, medens det hos adskillige «Scombridæ» er højere”), og det sidst nævnte er hos Æpinnula og 1) Catal. Acanthopt. Fishes in the Brit. Museum, II, p. 342 (1860). ?) Cuvieret Valenciennes, Histoire naturelle d. Poissons, t. VIII. Zepidopus og Trichiurus afhandies dog (jfr. p. 217) som et Appendix til den første store Tribus af »Scombéroides». 3) Jeg holder mig her til Opgivelserne i Gunther's «Catalogue», f Ex. Thynnus (38—41), Auæis (39), Nomeus (41), Brama (å2), Cybium (45), Lampris (43—46). Det er ogsaa noget paafaldende, at skjønt Hvirveltallet 10 + 14 — 24 egentlig er den eneste Karakter for « Carangidæn i Modsætning til «Scombridæ», er der dog adskillige saakaldte — men, det skal indrømmes, for en Del maaske”ikke virkelige — «Caraugider», som enten have færre (Capros, Zanclus, Kurtus) eller flere Hvirvler (Chorinemus, Temnodon) end der efter denne Distinktion skulde tilkomme dem. Der ligger derfor vistnok noget rigtigt til Grund for den Tanke, at opløse Scomberoiderne i en Række mindre Grupper, som det f. Ex. er sket i Gills «Arrangement of the families of fishes» (Smithson. Miscellaneous collections, 247, 1872) eller i sammes Fortegnelse over Nordamerikas Fiske (Un. St. Commiss. fish and fisheries, 41 449 Ruveltus kun 14 eller 15, ligesom hos visse 7/rynnus-Årter, medens Arter af Cybzum (Acantho- cybium) og Pelamys — have et større Tal. Uden at miskjende det fjærnere Slægtskab mellem Gempylus og Lepidopus tror jeg, at en skarpere Begrænsning og langt naturligere Gruppering vilde opnåas ved — med Swainson!) og Gill?) — at overføre Gempylus, Tlwyrsites 0. s. v. til de egentlige Makrelfiske (Scombridæ) og begrænse Begrebet «Baand- Makreler» (Trichiuridæ) saaledes, at det kun omfatter Slægter Trichzurus og Lepidopus og de to mindre vel kjendte (i al Fald mig ubekjendte) Slægter Euoxymetopon Gill og Apha- nopus Lowe, hvad enten, man nu vil opfatte disse Former som en Underafdeling af Scomberoidæ (s. lat.) eller som en med disse nær beslægtet lille Sidegruppe («type aberrant» eller «satellite»). Spørgsmaalet er her i øvrigt mindre væsentligt; jeg berører det dels for de Læseres Skyld, som disse Bemærkninger maaske kunde lette Orienteringen i disse lidt indviklede systema- tiske Forhold, dels fordi det her falder mig bekvemt at sammenstille i én Paragraf, hvad jeg har kunnet oplyse om Udviklingen af 7rrchdurus og (7empylus, uden at jeg derfor ønskede at opfattes som den, der vilde knytte disse to Slægter nærmere sammen, end de virkelig ere det fra Naturens Haand. Her er, som sagt, ikke Stedet til at gaa dybere ind paa systematiske Spørgsmaal, hvis Drøftelse jeg heller ikke turde love at kunne fremme i nogen væsentlig Grad; men da Spørgsmaalet om Forholdet mellem Trichturus og de ægte Scomberoider har foranlediget mig til at nævne den opstillede Afdeling « Cotto-Scombriformes», tør jeg dog maaske benytte denne Lejlighed til at udtale min Dissens med Hensyn til denne Sammenstillings Naturlighed. Den ichthyologiske Systematik er endnu, ikke alene i sine Hovedtræk (som jeg ved en anden Lejlighed har drøftet), men ogsaa i sine Enkeltheder (Slægternes Anbringelse i Familierne, disses Begrænsning 0. S. V.), saa lidet fast, at næsten alt kan synes at være tilladt, da det i de allerfleste Tilfælde er umuligt at bevise eller pt. I, 1873). Og kan det end være rigtigt helt at udløse enkelte af disse Smaagrupper af den tid- ligere eller midlertidige Forbindelse med Makrelfiskene, tror jeg dog, at man paa visse Punkter er gaaet for vidt i denne Henseende, og at det er meget urigtigt ganske at lade falde det stærke Slægtskabsbaand, som forbinder i det mindste den større Del af disse Smaagrupper til et natur- ligt Hele, 1) «The natural history of fishes, amphibians and reptiles» (1839) Vol. ll. Thyrsites og Gempylus figurere her i Gruppen « Thynninæ+ efter Cybium, medens Trichiurus og Lepidopus (tilligemed Ammodytes| danne Gruppen «Trichiurinæ». Da «Thynninæs igjen henføres under «Scombridæv, « Trichiurinæsv derimod under « Coryphæninæ», komme hine to Grupper altsaa temmelig langt fra hinanden, skjønt begge høre ind under «Tribus» Microleptes, som i Hovedsagen vil svare til det Cuvier'ske Be- greb « Makrelfiske», med Tillæg af adskillige husvilde Slægter — deriblandt rigtignok nogle, der ganske vist høre helt anden Steds hen, f. Ex. Fistularia, Alepisaurus, Paralepis, Atherina, Rlhyn- chobdella 0. s. v. «On the limits and arrangement of the family of Scombroids» (Proc. Acad. nat. sc. Philadelphia, 1862, pp. 124—26); «Note on the family of Scombroids» (ib. p. 329); «Synopsis of the family of Lepturoids and description of a remarkable new generic type» (ib. 1863, pp. 224—39). Gill stiller Gempylus for sig i en egen Underfamilie (Gempylinæ) ved Siden af Scombrinæ, Tlvrsitinæ og Orcyninæ. OS Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 57 450 42 modbevise det — d.v.s. at afgjøre paa en virkelig Fyldest gjørende Maade, om denne eller hin Form har sine naturlige Slægtninge i denne eller hin Gruppe eller maaske er dem begge uvedkommende. Overordentlig meget venter endnu paa den monografiske Bearbej- delse, som ene kan bringe Klarhed herover. Imidiertid gaar man, og maa gaa endnu i de fleste Tilfælde, efter et vist Skjøn og maa til en vis Grad stole paa, at vedkommende Systematiker i sin rige Erfaring og sin ved Undersøgelsen af talrige Typer skærpede Op- fattelsesevne har et Korrektiv, der sikrer ham mod altfor store Fejlgreb. I dette Tilfælde kan jeg dog ikke drive Tilliden saa vidt. Gunther's « Acanthoptert cotto-scombriformes» omfatte, foruden Acanthurerne, paa den ene Side de fleste af Cuvier”s Scomberoider (med Udelukkelse af Xøphiadæ, Trichiuridæ og Kurtidæ), paa den anden Side Ulkefiskene (Cottina, Cataphracti), de armfinnede Fiske (Batrachi, Pediculati v. Lophioidei), den temmelig uens- artede Fjæsing-Gruppe (7rachinidæ) og et Par isolerede Slægter (Comephorus, Malacanthus). Sammenstillingen af disse meget heterogene Elementer motiveres ved den Ytring, «at de ægte Ulkefiske gaa jævnt over i de egentlige Makrelfiske». Denne Bemærkning er mig, efter mit (maaske ikke tilstrækkeligt omfattende) Kjendskab til disse Former, ganske uforstaaelig, og den er ikke bleven mig fatteligere ved at gjøre Bekjendtskab med Anoplopoma eller Scom- brocottus Pet."), om hvilken en saa fremragende Zoolog som Prof. Peters har erklæret, at uden paa en paafaldende Maade bekræfter Slægtskabet mellem Scomberoidei og Cataphracti». Endnu en anden Digression være mig tilladt som Forberedelse i Sagen. Begge Grupper: 7hyrsitidæ (Gempylidæ) og Trichiuridæ høre, synes det, som overhovedet saa stor en Del af Makrelfiskenes Slægtsrække, for største Delen til Højsø-Faunaen eller til Dybhavs- Faunaen, for saa vidt som man kan holde disse to Begreber ude fra hinanden. De Efterretninger, som man har om disse Fiskes Forekomst, ere ganske vist noget sparsomme, men selve denne Fattigdom paa Underretning tyder maaske, nærmere beset, paa at det forholder sig som her antydet. Prof. Reinhardt har meddelt mig, at den ene af de ved «Galathea»-Expedi- tionen hjemførte Thyrsites atun Euphr. (chilensis C. V.) er fanget «paa betydelig Dybde» ud for Valparaiso, paa en af de fra Skibet udlagte Kroge. En stor (Gempylus serpens Sol. blev fanget paa den samme Rejse paa en fra Skibet udlagt og efter dette slæbende Krog i rum Sø, i Atlanterhavet, mellem de kanariske og kapoverdiske Øer. Museet har efter- haanden (som det senere nærmere vil blive paavist) faaet Unger af Gempyler fra saa mange Steder i det aabne Atlanterhav, mellem Vendekredsene, fra 22? N. Br. til 3? S. Br. og fra 56? til 17? V, L. (i det indiske Ocean mellem 17? N. Br. og 5? 217 S. Br. og mellem 81? 56" og 1159 40' Ø. L.), at det ikke kan betvivles, at denne Slægt i det mindste paa tid- ligere Udviklingstrin er em ren pelagisk Fiskeform, selv om den, som ældre, snarere er en Beboer af de meget store Havdybder, som Ginther?”) kalder den. Vel besidde vi den 1) Monatsber. Akad. Berlin, 1872, S. 568. 2) Andr. Garrett, Fische d. Sådsee, I, S. 106. ik ke riet) - f) 'g 43 451 ogsaa fra Håvanna, og den var jo allerede tidligere kjendt fra Jamaica (Sloane), men endnu i 1875 besad «British Museum» ikke denne sjældne Fisk, og Poecey (der beskrev den som G'empylus v. Prometheus ophidianus) synes kun at have faaet den ved Cuba en eneste Gang. Ruvettus pretiosus Cocco skildres af alle!) som en Dybhavsfisk, der hverken er sjælden ved Teneriffa, Madera eller Cuba, men dog kun fanges i en betydelig Afstand fra Kysten, paa 100, 300—400 Favnes Dybde, hvor den lever nær ved Bunden i Selskab med Folyprion cernuum og Prometheus atlanticus.… Om denne sidste oplyser Lowe end- videre (1. c. p. 143), at den temmelig stadig opholder sig ved Bunden og fanges der til de fleste Aarstider paa en Dybde af 100—400 Favne. Da WNeszarchus nasutus og Nealotus tripes”) vare forblevne Lowe aldeles ubekjendte og kun én Gang hver faldt i hans ufortrødne Efterfølgers, J. Y.Jonhson's Hænder, er dér ikke megen Sandsynlighed for, at disse sjældne Fiske holde til paa ringere Dybder — snarere for, at de tilhøre endnu dybere Bælter. Paa samme Maade bliver der stor Sandsynlighed for, at de sjældne cubanske Fiske, Zpinnula magistralis”)y og Euoxymetopon tæniatus"), som kun én Gang hver synes at være komne Havannas utrættelige Ichthyolog for Øje, ligeledes bør indskrives blandt Dybets Beboere, og det samme. vil endelig gjælde om en anden Trichiurid, Aphanopus carbo, af hvilken Lowe kun synes at have faaet to Exemplarer i alt, og om hvilken Brito Capello des- uden udtrykkelig angiver, at det er en Dybhavsfisk. — Noget anderledes forholder det sig derimod vistnok med Slægterne Lepidopus og Trichiurus, især den sidst nævnte. Om Lepi- dopus caudatus hedder det, at den nærmer sig Middelhavets Kyster i April og Maj (for- modentlig for at forplante sig), men at den ellers opholder sig i middelstor Dybde; dens store Udbredning, fra Adriaterhavet (Stossich) til Tasmanien og Ny-Seland («Z0ol. Rec.» 1876, p. 16), synes dog at tyde paa, at det virkelig er en Dybhavsform; pelagisk eller Overfladeform er den sikkert ikke. Efter deres Legemsform og øvrige Bygning skulde man heller ikke anse 777c/zurus-Arterne for egentlig at være Kystidyr; men deres forholdsvis store Hyppighed i Samlingerne bekræfter dog, hvad man ogsaa véd fra andre Kilder, at de tilhøre den littorale Fauna, i det mindste til visse Aarstider?); at de til andre 1) Lowe, Fishes of Madera p.1292; Webb et Berthelot, Histoire naturelle des iles Canaries, Poissons, p. 55; Poey, Memorias, I, p. 374; Repert. fisico-natur., II, p. 363; Steindachner, Sitzungsb. Ak. Wien, 1867, LV, 'S. 705. 2) Proc. Zool. Soc. 1862, p. 173, pl. XVII, og 1865, p. 434. 3) Poey, Memorias, I, p. 369, pl. 32, fig. 3. :) Proc. Acad. nat. sc. Philad., 1863, p. 227. 5) «De ere meget almindelige i Simabara-Buglen, især om Foraaret» (Fauna japonica, Pisces, p. 103) «Meget almindelige ved Cochin»; «seas and estuaries of India, Malaysia and China» (Day, Fishes of Malabar, pp. 66—67) Jfr. ogsaa Day, Fishes of India, p. 200—201, samt en lagttagelse om Trichiurernes littorale Optræden ved Nord-Carolina, i «Proc. Acad. Phil.«, 1877, p. 207. Ifølge Dussumier ere de sjældne ved Malabar-Kysten endnu i Februar, men blive byppige i April og Maj (formodentlig deres Forplantningstid). Byg 452 åd ere mere Dybhavsfiske, er muligt, maaske meget rimeligt, men jeg kjender ingen positiv Erfaring derfor. I de foreløbige Efterretninger om «Challenger»-Expeditionens Udbytte af Dybhavsdyr (Proc. Roy. Soc. Nr. 170, 1876) nævnes en Lepidopus som taget paa 345 Favne (359 10' N. Br., 1399 30" Ø. L.) og en «Trichiurid» paa 2425 Favne (0? 33" S. Br., 1519 34" V. L.). Deres nærmere Bestemmelse maa imødeses med en vis Interesse. Mit Bidrag til Kundskab om Udviklingen af 7richturus bestaar i en lille Unge (Tab. II, fig. 12), hjemført fra Surabaja (Java) med andre Fiske af Kapt. A. F. Andrca. Exemplaret har en Totallængde af 52 Mm., hvoraf det smalle Legemes Højde udgjør 20 eller 21/» Mm., Hovedets Længde 8 Mm. eller ”/13; Snuden er 3 Mm. lang, altsaa %/s af Hovedets Længde, Øjets Tværmaal c.1'/> Mm. eller omtrent 5 af hele Hovedets Længde. De to Kanter, der danne Snudens øvre Konturer,. ere kjendelig ru og begynde midt over Øjehulen med en lille Torn; til ingen af Delene er der Spor hos den yngste af Museets andre Trichiurer. Der er omtrent 130 Rygfinnestraaler, alle uleddede, de to første kjendelig ru; den første udspringer nærmere ved Gjællespalten end ved Øjet. Af Gatfinne- straaler er der 125, de forreste 12 smaa og tætstillede, de sidste c. 25 have A-Form, der gaar brat over i den simple Pigform, som de andre antage. Sidelinien skraaner svagt nedefter i sin forreste Del og synes at løbe forholdsvis højt paa Siderne af den lave Krop. Det mærkeligste ved denne lille Fisk er imidlertid, at den har, om ikke virkelige Bugfinner, saa dog (i Lighed med, hvad der er oplyst om Prometheus atlanticus) to ru, c. 2 Mm. lange Pigstraaler som Repræsentanter for de i øvrigt uudviklede Bug- finner; de ere fæstede omtrent lige saa langt bagved Brystfinnerne, som disse ere fra Øjets Bagrand, indvendig. besatte med stærke Torne, der vende Spidsen fortil, udvendig med fine Åsperiteter, der vende Spidserne noget fortil eller lige ud til Siderne. Et lille Stykke foran Gatfinnens Begyndelse sidder en enkelt uparret Pig af lignende Beskaffenhed, men kun halv saa stor; ogsaa den vil senere forsvinde fuldstændigt. — Paa en ung ost- indisk Trichiurus (haumela?), der har en Totallængde af 123 Mm., ere hine Bugfinne- Pigstraaler sporløst forsvundne, saafremt de da nogensinde have været til Stede. Da der hos 77. muticus Gr. hos den voxne Fisk endnu er et Spor tilbage af Bug- finnerne i Skikkelse af to smaa skælagtige Dannelser, der sidde paa det samme Sted som Bugfinnestraalerne hos den beskrevne Unge, kunde det synes en rimelig Formodning, at denne Unge hører til den nævnte Art. Der vilde da ikke ligge mere i den meddelte Iagt- tagelse end, at hos den Side af Trichturus-Slægten, der ogsaa som udvoxen beholder et mindste Rudiment af Bugfinner, ere disse hos Ungerne, paa et vist Udviklingstrin, repræ- senterede af vel udviklede, takkede Pigstraaler; der vilde derimod ikke kunne sluttes heraf, at det samme var Tilfældet med de Trichiurer (7. lepturus, haumela etc.), der som voxne aldrig have mindste Spor til Bugfinner. Jeg tror imidlertid ikke, at den beskrevne Unge tilhører 7, muticus; af Legemsdelenes Proportioner lader sig vistnok ikke slutte noget, thi " ben så ell RE 7 ER 45 453 de forandre sig med Alderen; heller ikke af Gatfinnestraalernes Antal, der er en Del større, end jeg har fundet det hos nogen anden Trichiur (højst 110) og derfor rimeligvis under- gaar en Reduktion under Udviklingen. Sideliniens Løb minder vistnok mest om 7! muticus; men den høje Nakke, som udmærker denne Art, findes ikke, og Rygfinnen udspringer i længere Afstand fra Øjet end hos denne. Jeg tror derfor snarere, at den tilhører 77. haumela eller en anden af de indiske Trichiurer"), der som voxne mangle ethvert Spor til Bugfinner, og jeg er tilbøjelig til at tro, at Bugfinnepigstraaler som de beskrevne ville findes hos alle spæde Trichiurer. Dette maa imidlertid henvises til Fremtidens Afgjørelse. ly) Over Arterne af denne Slægt synes der endnu at svæve en vis Usikkerhed med Hensyn til deres Antal og Begrænsning. Efter min Mening er en Reduktion nødvendig, men jeg er uvis om, hvor vidt den skal gaa. 7r. muticus har hidtil ikke været kjendt fra Atlanterhavet; Kapt. Hygom har imidlertid i 1860 bragt os et Exemplar fra Havanna (375 Mm.), som kun ved en lidt mindre smækker Legemsform er forskjellig fra 3 Exemplarer fra Trankebar, hjemførte med «Galathea»-Expeditionen. Som betegnende for denne Art kan anføres 1) de skælformede Bugfinne-Rudimenter, hvis Afstand fra Brystfinnerne er lidt større end disses fra Øjet; 2) den kjølede Pande og høje Nakke, samt Ryg- finnens Udspring nærmere ved Øjet end ved Gjællespaltens øvre Ende. 3) Sidelinien sænker sig mindre brat og løber mindre lavt end hos rr. lepturus og haumela, naar først Kropsidens Midte under den 13de Rygfinestraale. 4) Legemets Højde er omtrent ”/,6 af Totallængden, hos de indiske (335—50 Mm.) 1:14 å 1:14'/2, Hovedets Længde "/3 eller nær derved; Øjets Tværmaal er næsten det halve af Snudens Længde (1: 2,1), knap '/s af hele Hovedets (1:6,1 å 6,6) og større end Pandens Brede; Snuden er paa det nærmeste Yz af Iovedets Længde. Denne Art har Gill anset det for fornødent at udskille generisk fra de egentlige Trichiurer (Leptwrus Art.)under Navnet Eupleurogram- mus, hvilket rigtignok synes at være en mindre nødvendig Berigelse af Nomenklaturen (Proc. Ac. nat. sc. Phil., 1862, p. 126; 1863, p. 226). Hos vore andre atlantiske Trichiurer (7, lepturus L.) er Legemets Højde hos de større (550—630 Mm.) c. is, hos de mindre, alt efter Alder og Størrelse, ”/;6—Y22 af Totallængden, Hovedets Længde "/7 eller ”/s, sjælden ?/147 af samme; Snudens Længde er ogsaa her paa det nærmeste 3 af Hovedets Længde (1: 2,8 å 3,1); Øjet indeholdes hos de største 2'/3 Gang i Snudens og 7 G. i Hovedets Længde, hos de mindre 2 Gange eller knap det (1:1,8) i Snudens Længde, 5,3—6 G. i hele Hovedets; hos de større er det omtrent lig med Breden af den flade Pande, hos de mindre derimod altid større end denne. Sidelinien sænker sig stærkt i Begyndelsen og ligger i sit øvrige Løb nær ved Buglinien; den naar Sidens Midte under den 9de—10de Rygfinnestraale. Vore andre ostindiske Trichiurer har jeg kun kunnet henføre til én Art (7r. haumela Forsk.), og det stiller sig endda tvivlsomt for mig, om denne er forskjellig som Art fra Pr. lepturus. Sammen- lignes Maalforholdene, vil man finde, at hos de større (640—790 Mm.) er Højden 13 eller !'/14 af Totallængden, hos de mindre ”/3, eller Y16, gjennemgaaende altsaa større end hos 7. lepturus; Hovedets Længde forholder sig til Totallængden hos de større som 1:6 å 6,4, hos de mindre som 1:71 å 7,8; Snudens Længde er ogsaa her saa nær som muligt !/3 af Hovedets Længde; Øjets Tværmaal er hos de større c. ?/5 (1: 2,5 å 2,2), hos de mindre omtrent det halve (1:2,1 å 1,9)- af Snudens Længde, forholder sig = 1:7,7 å 5,8 til hele Hovedets Længde; hos store Exemplarer kan det være ubetydeligt mindre end Breden af den flade Pande, men i Regelen er det noget større end denne. Nakken og Sidelinien o.s. v. som hos 7). lepturus. Det vil heraf ses, at man («Histoire naturelle des Poissons», VII, p. 240 etc.) i al Fald har angivet Forskjellighederne i Proportionerne mellem T. lepturus, haumela og savala altfor absolut, vistnok fordi man har holdt sig til for faa Exemplarer. I Ryg- og Gatfinnens Straaletal har jeg ingen væsentlig eller konstant Forskjel kunnet finde mellem de 3 undersøgte Arter. Er Cuvier's A5Åå 46 Da den Tanke har været udtalt, at der blandt de gaadefulde «Helmichthyider» maaske kunde være Unger (Larver) af Trichiurer, vil jeg endnu tilføje, at skjønt Museet har mange Exemplarer af Leptocephaler og lignende Skabninger, er jeg ikke hidtil stødt paa nogen Form, hvori jeg kunde formode et yngre Udviklingstrin end det her beskrevne af en Trichiurus. Ved de af vore Søfarende og Rejsende udførte Indsamlinger af pelagiske Dyr har det været mig muligt at forfølge Gempylus-Slægten") tilbage fra store fuldvoxne Individer påa over 3 Fods Længde (980 Mm.) til smaa Unger, af hvilke de mindste kun ere 9 Mm. lange og ikke kunne have været ret længe ude af Ægget”). De mindre Unger ere fangne med Slæbenettet i Overfladen af det aabne Hav; de større ere dels erhvervede påa samme Maade, dels fundne i Maver af Sværdfiske (7etrapturus), Albacora'er og Dolfiner, til Dels derfor saa medtagne af Fordøjelsen, at de maaske ikke med Sikkerhed vilde kunne erkjendes for hvad de ere, hvis ikke 7/yrsites-Gruppen og (Tempylus-Slægten besad en Ejendommelighed i deres Benbygning, som udelukker enhver ellers mulig Forvexling med Fiske af lignende Legemsform. Da denne Ejendommelighed ikke omtales i «Histoire naturelle des Poissons», som overhovedet ikke indeholder noget om Gempylernes Skeletbygning?), vil det være rigtigt her at nævne, at umiddelbart under den tynde Hud findes der hos G. serpens et System af et Slags Beskrivelse af 7'. savala rigtig — d. v. s. ere de for den angivne Tal og Maalforhold- nogenlunde faste — betvivler jeg imidlertid ikke, at det er en fra 7, haumela forskjellig Art, der er ubekjendt her i Samlingen. Gunther's Diagnose giver den imidlertid en større Latitude i Straaletal og Proportioner. Smilgn. ogsaa Day: «Fishes of India», p. 200—201.| 1) Swainson?”s Slægt Zyphothyca (1. c., I, p. 239) falder sammen med Gempylus Cuv. (s. st... Dens Type (G. coluber) er sikkert ikke artsforskjellig fra G. serpens. Original-Exemplaret (fra Otaiti) var kun 11 Tommer langt, hvilket forklarer de fleste af de Forskjelligheder, som Cuvier og Valen- ciennes troede at finde mellem den og G. serpens (jfr, Beskrivelsen af dennes Unger her i det følgende). Forvirringen i Slægtsbenævnelsen hidrører fra, at Swainson aldeles vilkaarligt til Type for Gempylus tog Cuviers G. prometheus, som, hvis den skal skilles fra Thyrsites, bliver Typen for Slægten Prometheus. Poey begik (Repertorio, Il, p. 368) omvendt den Fejl at opføre en typisk Gempylus (ophidianus P.) som en Prometheus. I «Enumeratio piscium cubensium», p. 136 [34], har den atter skiftet Navn og er blevet en Nealotus. 2) De Steder, hvorfra Museet har modtaget Gempylus serpens paa et eller andet Udviklingstrin, ere, foruden Havanna, hvorfra Hygom hjembragte et 7/10 M. langt Exemplar, følgende: 22097N. Br. 569 VILS (Hyzom; 49 N. Br., 349 V.L, (i en »Albacora») (Hygom). ROS EETINNI BRS RASP AVE LI Relnhardt); ESS AÆSNS BESES AN dr ed] 139 49 — 259 4272 — (Thomsen): 192 10'€ — 299 10” V. L. (i Maven af en Dolfin) (Andréa). ION Br POS VEL H(Hysom) 39 S, Br,, 299 V.L. (i Maven af en Tetrapturus) (Hygom). Desuden fra det indiske Hav nogle Unger: China-Søen (Reinhardt, «Galathea»-Expedit.); 49 S, Br,, 879 50" Ø.L. (Thalbitzer). 179 N.Br.; 115240'"0. L,” (Andréa); 59 21" S. Br. 812 56" Ø. L. (Mathiesen): 3) De omtales imidlertid i Poey's Beskrivelse af « Gempylus ophidianusv (som er selve G. serpens) (Memorias, II, p. 247). Jeg. finder dem ligeledes hos Thyrsites atun (chilensis) og hus Nealotus tripes, af hvilken Hygom fandt (1862) to unge Exemplarer i Maven af en Albacora paa 89 N. Br, og 249 V. L. De ere stærkt medtagne af Fordøjelsen, men det ene især dog endnu bestemmeligt. « be 4 ln AL dne El. dt 47 455 Bi-Ribben eller rettere Hudribber — lange, tynde, traadformige Knogler, som udgaa bagud i to Retninger (op og ned) fra Kropsidernes Midte (der omtrent svarer til Sidelinien), lejrede parallelt i samme Række, men noget skraat, saaledes at de danne meget spidse Vinkler, de nedre med de øvre. Den øvre Sidelinie, som Cuvier omtaler, mødes med den nedre eller egentlige Sidelinie under en spids Vinkel i det Punkt, hvorfra ogsaa denne udspringer, og som ligger i Linie med de første Rygfinnestraalers Fæste; den kan for- følges bagtil indtil lidt foran den første «p?nnula spuria» eller i det mindste til henimod Slutningen af den (pigstraalede) første Rygfinne!). At Huden er aldeles uden Skæl?), er heller ikke nøjagtigt: foruden at der findes den Skælgruppe bagved Øjnene, som Cuvier om- taler, maa det ikke overses, at Haleroden er næsten fuldstændig beklædt helt rundt med de for saa mange Makrelfiske karakteristiske smalle, langstrakte Skæl, og derfra fortsætter Skæl- klædningen sig hos fuldt udvoxne Exemplarer dels et lille Stykke langs med den nedre Sidelinie, dels et langt Stykke langs Fiskens Ryg i et Bælte, der nedadtil begrænses af den øvre Sidelinie. Der er altsaa her noget tilsvarende tilstede til en Del af det saakaldte Bryst - harnisk («corselet») hos Thunfiskene, naar dette opfattes i sin fulde og virkelige Udstræk- ning. At Ganen er tandløs, er heller ikke rigtigt; der findes paa den bageste Del af hvert Ganeben 3—4 smaa Tænder hos udvoxne Exemplarer, og Poey's (7empylus (Pro- metheus v. Nealotus) opludtanus er derfor sikkert ikke andet end en typisk G. serpens. Det er saa meget mindre overflødigt at fremhæve disse Punkter i Gempylernes Bygning, som Slægten endnu i nyere Publikationer bliver urigtig karakteriseret?), Kjævetændernes Antal varierer .temmelig stærkt, fra 15 eller 16 i hver Kjævehælvte til 57 Påa hver Side, deri med- regnet de 2—3 store forreste i hver Mellemkjæve. Hos vort bedst bevarede, nogenlunde udvoxne Exemplar (700 Mm.) har jeg fundet Bugfinnerne dannede af en 7 Mm. lang Pigstraale 1) Den er ikke kommet med paa den Garrett'ske Afbildning af en G. serpens fra Sandwich-Øerne (Fische d. Sudsee, Tab. LXVIII, fig. B). Hos «+ Thyrsites prometheoides» (vel nærmest en Prometheus for øvrigt) er der ogsaa, efter Beskrivelsen, en dobbelt Sidelinie, men de to Sidelinier forene sig først under den femte Rygpigstraale, saa at Sidelinien kan beskrives som «kløvet, den øvre Gren løbende nær ved Rygprofilet, tabende sig under den blødstraalede Del af Rygfinnen, den nedre sænkende sig i en Bue til Midten af Legemets Sider». Hos Epinnula magistralis Poey (Memor., I, pl. 32, fig. 3) er noget lignende Tilfældet, med den Forskjel, at den nedre Gren løber temmelig nær ved Bugproflilet, og at den øvre fortsætter sig næsten lige til Halefinnen. Hos andre « Thyrsitidæs: Thyrsites atun, lepidopoides, Nesiarchus, Nealotus, Prometheus, findes, efter hvad der foreligger, kun én simpel Side- linie; hos Rwvettus skal denne endog mangle eller være utydelig, skjønt tydeligere hos den levende Fisk. Den øvre Sidelinie gjenfinde vi hos Carangider. sToute la peau de ce poisson parait lisse; on ne lui distingue aucune écailles» (Histoire natur. d. Poissons, VIII, p. 210). F. Ex. Andr. Garrett: Fische d. Sidsee, IV (1875) (Journal d. Mus. Godeffr., IX) (S. 106): «Kørper schuppenlos, Bauchflossen bis auf einen kleinen Stachel reducirt; Gaumen ohne Zåhne» — hvilket imidlertid altsammen har sin naturlige Grund i, at «British Museum» endnu i 1875 ikke besad denne Fisk, hvorfor Dr. Gånther aldrig havde været i Stand til selv at undersøge den. w 3 456 i 48 og 4 Blødstraaler"). Straaletallet i de uparrede Finner er hos det samme Exemplar D: 31.14.VI; A: 1.13.VI?). Til. Sammenligning med de ældre Beskrivelser og de i det følgende nærmere omtalte Unger kan endnu anføres, at Legemets Højde indeholdes 14'/2—18 Gange i Totallængden, Hovedets Længde 5,5 til 5,8 Gang i samme, Øjets Tvær- maal 7—7,7 Gang i Hovedets Længde, og at Brystfinnens Længde indeholdes omtrent 12 Gange i Totallængden. De Forandringer i Gempylernes Fysiognomi og Proportioner, som indtræde, naar man kommer ned til yngre Stadier, ville fremgaa af nedenstaaende Udmaalinger”) af 4 Unger (A—D), som Kapt. Andréa fandt i en Dolfin-Mave, men som desuagtet ere i en ret vel bevaret Tilstand (smilgn. Tab. HI, fig. 8). Det vil af disse Maal ses, at hos den største af disse Unger (4) (c. 200 Mm.) indeholdes Legemets Højde næsten 20 Gange i Totallængden, men al derfra ændres Forholdet efterhaanden, som man gaar nedefter, saa at hos det mindste (D) af dem (78 Mm.) indeholdes Legemets Højde kun 152 (15,6) Gang i Totallængden ; Hovedets Længde forholder sig til samme som fi: 5,1 å 6,3, men synes ikke at vise i sine Variationer nogen bestemt Sammenhæng med den aftagende eller tiltagende, absolute Størrelse. Øjets Tværmaal indeholdes 5—6/> Gang i Hovedets Længde, og er i det hele tåget forholdsvis større, jo yngre Fisken er. Brystfinnernes Længde indeholdes hos den største af disse Unger 19 Gange i Totallængden, hos de andre 16—17 Gange; de ere alt- saa forholdsvis kortere end hos den voxne Gempylus serpens, men deres Længde er dog (forholdsvis) lidt større hos de mindre af disse Unger, paa Grund af den mindre langstrakte Legemsform. Hos et endnu yngre Exemplar (/, 28 Mm.) (Tab. HI, fig. 7), der dog endnu nogenlunde har (Gempylus-Fysiognomiet, ændres disse Forhold saaledes, at Højden inde- holdes 9,4 Gang i Totallængden, Hovedets Længde er to Syvendedele af samme, Øjets Tværmaal en Fjerdedel af Hovedets Længde og lig Brystfinnernes eller en Fjortendedel af Totallængden. Alle disse Exemplarer ere sølvhvide med sort eller sortebrun Ryg, hvilken mørke Farve dog indskrænkes til et smalt Bælte, der er skarpt begrænset mod de sølv- hvide Sider, som hos megen anden pelagisk Fiskeyngel. Straalernes Antal har jeg fundet at være: D: 31—32.11—12. VI; A: 2.11—12. VI—VII7). Jeg har saaledes altid 1) «Ventrals minute, 1.5» (Gill I. c.). Ogsaa Poey angiver V: 1.5. «Des ventrales presque imper- ceptibles»”; «en cherchant bien j'ai découvert des ventrales excessivement petites, et qui m'ont paru formées d'une træs-petite épine et de rayons presque indiscernablesv; «pour toutes ventrales il y a deux petites épines minces et pointues, å peine du sixiéme de la hauteur du corps, avec un ou deux rayons presque invisibles dans leur aiselle» (Cuvier, I. c., pp. 207—12). ?) Poey angiver: D: 31.13.V; A: 2. 12. VII. 3) Totallængde. Legemets Højde. Hovedets Længde. Øjets Tværmaal Brystfinnernes Længde. A. 197 Mm. 10 Mm. 39 Mm. 6 Mm. 11 Mm. B. 170 — 9 — 27 — 5 — 10 — URE Be 18 — 3 — 6 3— D. 78 — 5 — 15 — 3 — , — H. 28 — 3 — 8 — 2: — 2 PAL DEGREE 31 — 5 — …— …— 1) Hvor mange «Smaafinner» man vil regne, er ofte temmelig vilkaarligt, da der ikke er nogen skarp Grænse mellem dem og de sidste af de andre Straaler i Ryg- og Gatfinnen. 49 457 kunnet paavise to frie Pigstraaler foran Gatfinnen; de ere størst, forholdsvis, hos det yngste Exemplar (Æ) af denne Række. Bugfinnernes Pigstraaler variere kun lidet i absolut Længde fra de største til de mindste af disse fem Unger (fra c. 3 til c.2 Mm.), ere altsaa forholdsvis størst hos den mindste af dem alle, hvor de ere lige saa lange som Bryst- finnerne og som Rygfinnens Pigstraaler; de ere ru, fint takkede paa begge Sider. Hos de mindre af disse Explr. har jeg ikke kunnet finde andre Bugfinnestraaler end disse, hvorimod jeg hos et endnu yngre (22 Mm.) har set mindst én Straale til, og hos to af de større (Å og C) har kunnet overbevise mig om Tilstedeværelsen af to fine Straaler paa hver Side foruden Pigstraalen. Til Skæl ses intet hos denne Række af Exemplarer, ej heller Sidelinie, hos de mindre; hos C lader denne sig dog forfølge et kort Stykke, og hos de to største (A og B) er den egentlige Sidelinie tydelig i hele Legemets Længde, den øvre kun til midt under første Rygfinne omtrent. De subkutane Ribber ére synlige allerede hos Exemplarer af 78 Mm.s Længde (/D); Halefinnens kløftede Form derimod endnu mindre tydelig ved en Totallængde af c. 100 Mm. (C). Hos det yngste Exemplar af denne Række (Æ), altsaa ved c. 30 Mm., ere Smaafinnerne- (pnnulæ spurtæ) vel tilstede, men utydelige, da de for- bindes og næsten skjules af en Hinde, som ogsaa hos de noget større forbinder dem ved deres Grund. Der er her endnu Spor af en Tornbevæbning paa Forgjællelaaget og Gjælle- laaget, som er forholdsvis mere udviklet paa yngre Udviklingstrin. Endnu yngre Gempyler (1(2—19 Mm.) (Tab. III, fig. 6) faa et endnu mere af- vigende Udseende ved den yderligere Forkortelse, som Legemet er undergaaet; til det baandformige er der nu ikke mere Spor; Legemsformen er tendannet som hos en ikke videre langstrakt 7/yrsites; Straaletallet i første Rygfinne (c. 30) viser dog, uden at efterlade nogen synderlig Tvivl, hvad det er man har for sig. I Stedet for at være nogenlunde lige høj i sin hele Længde (som i Fig. 8), er denne Finne nu højest fortil, hvor Straalerne have samme Længde som Legemets Højde samme Steds, og aftager derfra jævnt mod anden Rygfinne. Bugfinnernes Pigstraaler ere nu saa lange, forholdsvis, at deres Længde er lig med deres Afstand fra Øjet og rigelig dobbelt saa stor som Brystfinnernes Længde. Den længste (bageste) af de to frie Pigstraaler foran Gatfinnen er nu saa stor, at den i Længde fuldt kan maale sig med den egentlige Gatfinnes første Straale. De anførte Maal af et Exemplar (F) af denne Gruppe (17 Mm.) vise, at Legemets største Højde nu kun indeholdes 6,8 Gang i Totallængden, Hovedets Længde 3,4 Gang; Bugfinnepig- straalernes Længde er omtrent "/15 af Totallængden. Til Smaafinnerne ses aldeles intet; ved at tælle Straalerne under Mikroskopet kan man overbevise sig om, at det fulde Straaletal er tilstede (D!: 30; D?: 19; A: 2.17); men de sidste Straaler, der senere udsondres som Smaafinner, ere endnu ikke forskjellige fra de andre. Et endnu tidligere Trin af Gempy- lernes Udvikling mener jeg at kunne paavise i nogle kun 9 Mm. lange Unger (Tab. III, fig. 5), som ere fiskede af Kapt. Andréa i det indiske Hav paa 17? N. Br. og 115” 40' Ø. L.; der gjør sig her en yderligere Forkortning af Legemet gjældende; Rygfinnen er endnu højere og kortere 0.s.v.; jeg har her kun kunnet tælle D: 27—28.16, A: c. 18, men det er "ikke umuligt, at nogle af de korte, tæt sammenpakkede sidste Straaler i første Ryg- finne ere undgaaede mig, og bagved de tællelige Straaler i anden Rygfinne og Gatfinnen er der et Finneparti, hvis Straaler endnu ikke ere tydeligt differentierede. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række. naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 58 458 50 Man kjender saaledes nu, om jeg ikke fejler, næsten den hele Udviklingsrække af denne pelagiske Fiskeslægt lige ned til et Trin, der maa ligge Udklækningen af Ægget overmaade nær. Jeg vedføjer til Sammenligning Afbildningen af Ungen af en anden Thyrsites-agtig Fisk (Tab. III, fig. 3), omtrent af samme Størrelse (15 Mm.) som det næstyngste afbildede Stadium af Gempylus serpens, fisket af Kapt. Andréa i Atlanterhavet paa 30? 36' N. Br. og 77? 25' V. L. Den ligner i høj Grad de beskrevne smaa Baand- Makreler, har en lignende Form af Rygfinnen, Bugfinne-Pigstraaler af samme Beskaffenhed, intet Spor til Smaafinner 0. s. v., men afviger ved Straaletallet: D: 20— c.18, A: c.18, hvorved den med temmelig Sikkerhed lader sig henføre til Thyrsites atun eller til Nealotus tripes, maaske snarere til den sidste af disse, da Th. atun ikke er kjendt i Atlanterhavet. Rygpigstraalerne ere ru af fine Torne, især de forreste, ligesom Bugfinnernes Pigstraaler, og der er nogle Torne i Hjørnet af Forgjællelaaget og en ved den øvre Ende af Gjælle- spalten, ligesom hos de unge Gempyler af samme Størrelse. Et Par endnu mindre Individer (9—10 Mm.), ved samme Søfarende (37? 30" N. Br., 25? 15" V.L.), antyde et yngre Stadium (Tab. III, fig. 4), jeg antager af samme Art, i al Fald af en ikke meget fjærnt slaaende Form af Thyrsites-Gruppen; Legemsformen er her endnu mere forkortet og Bugfinne-Pigstraalerne saa lange, at de naa næsten helt hen til Gatfinnen. Analogien mellem dette meget tidlige Udviklingstrin og det tilsvarende formentlige Stadium af Gempylus (Tab. 1, fig. 5) er det ikke nødvendigt nærmere at paavise. Den udolkformige Torn», som omtales i Beskrivelserne af Nestarchus, Nealotus og Aphanopus som siddende bagved Gattet, foran Gatfinnen, svarer aabenbart til den større af de lo frie Pigstraaler foran Gatfinnen hos de unge Gempyler; senere blive disse Straaler tilbage under Væxten og forsvinde til Dels. — Der kan her endnu erindres om, at Gunther har beskrevet (Cat. II, p. 349) en ung 2/2” lang Fisk under Navnet PDrcrotus armatus, der i sine Karakterer har meget tilfælles med de ovenfor beskrevne unge Gempyler og Thyrsiter (s. lat.), men som — efter hvad J. Y. Johnson har oplyst!) om en af ham kortelig be- skreven, ung, ikke fuldt 6 Tommer lang Fisk, der kan antages at være den samme Form paa et senere Udviklingstrin, — er Ungen af Prometheus atlanticus Lowe; dette Individ mindede endnu om Dicrotus-Stadiet navnlig derved, at Smaafinnerne endnu ikke vare helt udsondrede som saadanne, og ved at Bugfinnerne, der senere kun ere tilstede som skældannede Rudi- menter”), endnu viste sig som «single spines»?). Allerede Lowe har i øvrigt omtalt en saadan yngre (5?/s Tomme) Prometheus atlanticus, hos hvilken disse ru Pigstraaler, der repræ- 7 Om Nealotus og Dicrotus efr. Johnsons Afhandling i «Proc. Zool. Soc.», 1865, p. 443—37, samt en Notis af Gill i «Proc. Acad. Philad.», 1862, p. 329. ”) «Two minute short and blunt scale-like stumps or warts, almost buried in the skin etc.… (Lowe, Fishes of Madera, p. 146). 3) 4A single, straight, rough, sharp and pretty strong, spiny ray» (I. c.). 51 459 sentere Bugfinnerne, endnu vare saa lange, at deres Spidser netop svarede til Brystfinnernes. Disse Iagttagelser ere jo i fuldkommen god Overensstemmelse med de her af mig med- delte om andre Thyrsitider eller Gempylider og Trichiurider. Jeg tør dog ikke lade den, om end svage, Mulighed aldeles uomtalt, som oftere har fremstillet sig for min Tanke, at nogle af de her som spæde Unger af Gempylus og Nealotus tydede Smaafiske kunde tilhøre Slægten Acanthocybtum — en hidtil mindre paaagtet pelagisk Fiskeslægt, som jeg faar Anledning til at omtale i et følgende Afsnit — en af de faa Thynnider, som har et større Antal af Pigstraaler i Rygfinnen, nemlig 25 eller 26. Da det er vanskeligt at være fuldkommen sikker paa Straaletallet hos saa smaa Fiske, naar man ikke vil ofre dem helt for Undersøgelsen, har det sin Mislighed at træffe Afgjørelsen i Henhold til dette ene Forhold, saa meget mere som man ikke kan være vis paa, om der ikke muligvis anlægges nogle flere Straaler end der senere kommer til Udvikling, eller at nogle forsvinde under Dyrets Væxt, eller omvendt, at det fulde Tal allerede er tilstede hos den unge Fisk. Nogen mere positiv Grund til at søge AÅcanthocybrium-Yngel mellem de beskrevne Smaafiske fore- ligger imidlertid ikke, og jeg skal derfor ikke her dvæle videre ved denne maaske dog ikke synderlig nærliggende Mulighed. Halekjølene kunne selvfølgelig ikke bruges til at afpæle Gempylus- Thyrsites-Gruppen fra Thynniderne paa dette tidlige Udviklingstrin; de fremkomme først meget senere hos dem, der faa dem. Forklaring af Afbildningerne. Tab. II, fig. 12. Ung Trichiurus haumela? fra Java, 52 Mm. lang, forstørret 2!/» Gang. Bugfinnerne ere repræ- terede af to lange ru Pigstraaler, og en lignende (uparret) sidder foran Gatfinnen. Af denne er et Straaleparti fremstillet for sig, i noget forstørret Maalestok. Tab. III, fig. 3. Fiskeunge af Tkyrsites-Gruppen. fra Atlanterhavet, rimeligvis af Nealotus tripes Johns. For- størret 3 Gange. Tab. III, fig. 4. Yngre Stadium, formentlig af samme Art, ligeledes fra Atlanterhavet. Forstørret 37/2» Gang. Tab. III, fig. 5. Formentlig yngste Udviklingstrin af Gempylus serpens Sol., fra det indiske Hav. Forstørret 3 Gange. Tab. III, fig. 6. Samme Form mere fremskreden i Udvikling, men ligesom de foregaaende endnu paa « Dicrotus»- Stadiet. Forstørret 2'/2 Gang. Tab. III, fig. 7. Gempylus serpens Sol., paa Overgangen fra «Dicrotus»- til Gempylus-Stadiet. Har endnu Torn- bevæbning paa Hovedets Sider og forholdsvis lange Bug-Pigstraaler. Forstørret 2 Gange. Tab. III, fig. 8. Ungdommelig Gempylus serpens Sol. Omdannelsen i alt væsentligt fuldført. Af en «Albacora»- Mave, i Atlanterhavet. Naturl. St. Fig. 5—8 give altsaa formentlig en sammenhængende Række Billeder af denne Baand-Makrels Fysiognomi paa forskjellige Trin af dens Udvikling; men det maa, til disses rette Opfattelse, ikke overses, at de ere givne i en aftagende Forstørrelses-Skala. 58% 460 Gr (45) 6. Thynnus; Orcynus; Pelamys; Cybium og Acanthocybium. (Tab. III, Fig. 1 og 2. De Bidrag, som jeg kan yde til Kundskab om de tidligere Trin af Thynnidernes Ud- viklingshistorie, ere ubetydelige; men jeg tror at burde gaa lidt ind paa Arts- og Slægtsfor- holdene indenfor Thunfiskenes Gruppe, over hvilke der endnu hviler en mærkelig, skjønt ikke uforklarlig Dunkelhed. De Oplysninger, som jeg kan give, ere dog mindre af positiv end af negativ Art; mit Materiale af denne Gruppe, der fremfor nogen anden maa regnes til den pelagiske Fauna — nogle af dens Arter mere end andre — er langtfra stort nok til paa alle Punkter at kunne lede til afgjørende Resultater, men dog formentlig tilstrækkeligt til at kunne udpege en Del af de svage eller usikre Steder, som trænge til nærmere Belysning. Fra den «almindelige Thunfisk» (7%ynnus vulgaris Cuv., Th. mediterraneus Risso, Orcynus thynnus Lin.) skjelnede Forfatterne til det store franske Fiskeværk og særligt Cuvier, hvem det 8de Bind skyldes, under Navn af 7%. brachypterus en Form, som allerede af Duhamel var betegnet med Navnet «Alicorti», men som Middelhavets Fiskere dog i Regelen ikke synes at skjelne fra den almindelige Thunfisk. Den skulde især udmærke sig ved et mindre omfangsrigt «Brystharnisk», som næppe naar ud over den tiende Rygpigstraale, og hvis øvre Bugt naar fortil indtil hen under fjerde eller femte; ved kortere Brystfinner (disses Længde indeholdes over 7 eller næsten 8 Gange i Totallængden, denne maalt til en Linie mellem Spidserne af Halefinnen); ved en lavere anden Rygfinne og Gatfinne; ved en, især hos yngre Individer, livligere Tegning af mørkere, bølgende Tværstriber paa Ryggens blaa Grund, til hvilke der endnu er Spor hos Individer af 18 Tommers Længde (men som altsaa forsvinde hos ældre?); samt ved Tilstedeværelsen af en lille Svømmeblære; dens almindelige Størrelse angives til 3 Fod. Da Cuvier's Beskrivelse af Thynnus vulgaris netop er gjort efter et Exemplar af denne samme Størrelse (1. c. p. 71), skulde der synes at være god Grund til at antage, at de angivne ydre Karakterer vare udfundne ved at sammenligne éns store Fiske, saa at der ikke vel kunde gives den Mistanke Rum, at de formentlige Artsforskjel- ligheder kun beroede paa Forskjel i Alder og Størrelse. Alligevel kan denne Mistanke ikke ganske undertrykkes; de angivne Karakterer ere for en stor Del netop saadanne, som hos andre Former ere underkastede større eller mindre Forandringer med Alderen; det er f. Ex. hyppigt nok, at anden Rygfinne og Gatfinnen voxe ud, forlænge sig i Højden med Alderen — jeg kommer tilbage til dette Forhold ved andre Arter i det følgende — at Brystfinnerne ere forholdsvis længere, Farverne mindre livlige hos ældre Individer. Mindre vis er jeg påa, om man tør slaa fast som almindelig Regel, at «Brystharnisket» har et noget større Omfang hos ældre end hos yngre Individer af samme Art. Det kan endvidere bemærkes, at Cuvier beskriver og afbilder (pl. 210) Brystfinnerne som længere 58 461 hos den almindelige Thunfisk end andre have fundet dem; paa Museets to Exemplarer af nordiske Thunfiske (det ene udstoppet, det andet skeletteret), der have en Længde af 7/3 Fod og af 87/2 Fod, indeholdes deres Længde kun 6/3 til 6'/5 Gang i Totallængden (til Hale- finnens Bagrand, midt i Bugten), og Kroyer fandt dem (Danmarks Fiske, I, S. 241—44) endnu kortere (1:72), netop som hos «7%. brachypterus», paa et af ham undersøgt Exemplar; de naa påa vore Exemplarer til den niende eller tiende, ikke til den tolvte Rygpigstraale, som det skulde være Tilfældet efter Cuvier, der angiver Forholdet mellem Brystfinnernes Længde og Totallængden (maalt til Linien mellem Halefinnespidserne) som 1:5!/2. Ligesom Krøyer finder jeg, at «Brystharniskets» Grænser ere saa utydelige, at det ikke er muligt deraf at tage nogen Karakter for Arten; jeg antager, at Sammenhængen er den, at alt som Legemets almindelige Skælklædning ret kommer frem, udviskes Forskjellen mellem denne og «Harnisket» mere og mere. De Bidrag, der kunne hentes i Literaturen, til at belyse Spørgsmaalet om Forholdet mellem 7%. vulgaris og Th. brachypterus, hjælpe os ikke langt. «British Museum» besad ingen «Th. brachypterus», da det Bd. af «Catalogue of Fishes» blev udarbejdet. Derimod ser jeg af Steindachner's Beretning om hans Rejse til Spanien og Portugal"), at han anerkjender denne Art og havde faaet to smaa Exemplarer af den, paa 14—15 Tommer; af de de- skriptive Data, som meddeles, vil jeg udhæve, at Overkjæven naar til midt under Øjet, fordi dette stemmer med Cuvier's Afbildning (l. c. pl. 211), hvorimod den hos 7%. vulgaris kun naar til Øjets Forrand; var 7%. brachypterus Ungen af Th. vulgaris, maatte man, efter Analogien med andre beslægtede Fiskeformer, vel snarest vente det omvendte Forhold, saa- fremt der i denne Henseende er nogen Forskjel mellem ældre og yngre. Rygfinnestraa- lernes Antal angiver Steindachner til 14, ikke 13, som Cuvier har det for 7%. bra- chypterus og Th. coretta, saa denne Forskje! maa i alle Fald antages at falde bort. Stein - dachner beretter endvidere, efter Brito Capello, at der ved Algarves Kyster skjelnes 1) Ichthyolog. Bericht. etc. (Sitzungsber. d. Akad. Wien, LVII) S.6. Arten cr ogsaa ogtaget i 3dje (R i- chardson's) Udgave af Yarrell's «History of British Fishes» (Vol. II, 1859, p. 219), efter Couch, men forbigaas, mærkeligt nok, i andet Bind af denne Forfatters «Fishes of the British Islands» (1863); den optages først i Tillægget i fjerde Bind (1865) og er, efter hvad dér siges, i dette Aar første Gang fanget ved engelsk Kyst, men saa i flere Explr., 6—8 Tommer lange. Den her pl. LXXXII" afbildede og p. 426 beskrevne Fisk kan dog aldcles ikke accepteres som en +» Th. brachgpterus»; dette fremgaar allerede af Straaletallet: D: 24.15.VIII; A: 11.VIIL. (Afbildningen viser endog 30 Rygpig- straaler!). Det kan vel ikke være andet end Unger af Pelamys sarda, der endnu ikke have faaet den for de voxne karakteristiske Tegning, men endnu have den ungdommelige, som ogsaa ud- mærker den almindelige Thunfisk. Om den halvdobbelte Sidelinie paa Afbildningen oplyser Texten intet nærmere. I Richardson's Bog er der i øvrigt slemme Konfusioner med Hensyn til Afbild- ningerne af disse Former: hans «Åuæis vulgaris» (p. 224) er en Kopi af Cuvier's Pelamys sarda (pl. 217) med Udeladelse af Skraastriberne; hans + 7%. brachypterus» (p. 219) forestiller derimod en Auwis vulgaris og synes at være udført efter Cuvier's pl. 216! 462 54 mellem «Atun» (7/. vulgaris) og «Albacora», og at det sidste (som af de Søfarende i øvrigt anvendes paa en anden Art, hvorom mere siden) er Navnet paa 7%. brachy- pterus, en Bemærkning, hvorved det ovenfor anførte, at Middelhavsfiskerne i Regelen ikke synes at skjelne mellem dem, lider en lille Indskrænkning. Den stærkeste Grund- vold for den sidst nævnte Arts Selvstændighed skulde Tilstedeværelsen af en Svømme- blære synes at afgive; thi dette Organ — som helt forbigaas med Tavshed i Cuvier's Artikel om Th. vulgaris, hvorved det maa forudsættes som givet, at det mangler hos denne Art, da dets Tilstedeværelse fremhæves som noget for 7%. brachypterus ejen- dommeligt — plejer man jo!) at frakjende «den almindelige Thunfisk»; dog ikke enstem- migt, thi Malm?) beskriver den hos denne, saa enten maa dens formentlige Mangel hos Thunfiskene bero paa en Misforstaaelse, eller vor nordiske Thunfisk er artsforskjellig fra Middelhavets! Canestrini (Fauna d'Italia, Pesci, p. 102) synes ikke selv at have undersøgt nogen Th. brachypterus og betegner den som sjælden i Middelhavet; Troen paa dens Selv- stændighed modtager altsaa heller ikke fra denne Side nogen Styrkelse”). Vanskeligheden ved at holde 7%. brachypterus og vulgaris ude fra hinanden forøges ved den af Cuvier opstillede vestindiske Mellemform, 7%. coretta: den beskrives med et «Harnisk» som Th. brachypterus, men med Brystfinner som hos Th. vulgaris (en Femtedel af Totallængden); anden Rygfinne og Gatfinnen ere derimod igjen lavere; Smaafinnernes") Antal (vr i Stedet for i kan vel tilskrives det beskrevne Individs Lidenhed (11 Tommer); men Arten skulde dog, efter Plées Angivelse, blive lige saa stor som den evropæiske Thunfisk, hvilket er i sin Orden, hvis den ikke er artsforskjellig fra denne. Den vestindiske Thunfisk henføres ogsaa af Poey (Repertorio fisico-natural, II, p. 360), om end med nogen Tvivl (der har faaet et stærkere Udtryk i «Enumeratio piscium cubensium») til 7%. vulgaris, og Rigtigheden deraf synes der foreløbig egentlig ingen Grund til at betvivle. Selv har jeg havt Lejlighed til at undersøge et Skind af en 15"/> Tomme lang Thunfisk fra Nizza, der er sendt Museet under Navn af «7hynnus vulgaris», samt ved særdeles Fore- kommenhed af Bestyrelsen for «Museo Civico di Storia Naturale di Genova», et dette Museum 1) F, Ex. Stannius's «Zootomie d. Fische», den Udg., S. 221, Anm. Cuvier's og Duvernoy's «Legcons d'anatomie comparée» (de édit.), VIII, p. 701; Milne-Edwards's «Legons sur la physio- logie et Panat. comp.+ etc., II, (1857), p. 378. 2) Gåteborgs och Bohuslåns Fauna II, S. 415. 3) Stossich (Prospetto della fauna del mare Adriatico, Boll. Soc. Adr. Trieste, V, p. 47) opfører kun de sædvanlige Thynnus-Arter, deriblandt 74. pelumys, samt Auwis Roche: og Pelamys sarda, men hverken + Th. brachypterus» eller + Th. brevipinnis». RR ; er EEG ; Arne i 1) Cuvier tildeler Phynnus vulgaris say, men afbilder 7. Figuren i «Régne Animal, édit. illustr.» viser < x å ; snarest z, d. v. s. den første af de SAG: endnu ikke fuldt adskilt fra Hovedfinnen. Storer (1. infra cit.) tæller ogsaa = Der kan her saa lidt som f. Ex. hos Scomberesox (se et senere Afsnit) lægges Vægt paa smaa Variationer i disse Forhold. RE ØRET MS vre BE 463 tilhørende Unicum, et c. 9 Tommer langt Exemplar, bestemt som 7%ynnus brevipinnis Cuv.; det kunde dog maaske lige saa godt henføres til 7%. brachypterus. Jeg anser det i ethvert Til- fælde for at være Ungen til den almindelige Thunfisk (Thynnus vulgaris s. Orcynus tluynnus) og skal derfor her skænke det lidt nærmere Omtale. Begge Exemplarers Maal (som for det størres Vedkommende rigtignok ikke kunne gjøre Fordring paa fuldstændig Nøjagtighed) opføres nedenfor under C og D!). Højden indeholdes lidt over 4 (4,2) (D) eller henved 4 Gange (3,9) (C) i Totallængden, Hovedets Længde ikke fire: 3,8 (D) eller 3,6 (C); Brystånnerne naa til 8de Rygpigstraale; deres Længde indeholdes 8 (D) eller 7 (C) Gange i Totallængden, til Indsnittet i Halefinnen. Det kan bemærkes, at Rygfinnens Udspring svarer omtrent til Midten af Brystfinnens Fæste, hvorimod man af Cuvier's Afbildninger af Thynnus vulgaris og Th. brachypterus (pl. 210 og 211) skulde antage, at Rygfinnen udsprang i Linie med det forreste Punkt af Brystfinnens Fæste; dette er dog næppe rigtigt for nogen af dem; Thunfisken forholder sig i denne Henseende netop som de her omhandlede Smaaformer. Overkjævebenet naar hos den mindre (DD) til midt under Øjet, hos den større kun til Pupillens Forrand; Indsnittet i «Harnisket» til 3dje og 4de Rygpigstraale omtrent, hos det mindre; hos det større synes dette Punkt ikke længere at kunne bestemmes med Nøjagtig- hed. Skællene paa den Del af Huden, der falder udenfor merbemeldte «Harnisk», ere hos C særdeles tydelige og allerede hos JD tydelige nok, om end finere og mindre i Øjne - faldende end hos C. Allerede af denne Grund kunne de ikke være Unger af 7%. thunnina (jfr. det følgende), og dette bekræftes ved en Undersøgelse af Tandforholdene; saavel Gane- som Vomer-Tandgrupperne ere hos dem begge vel udviklede og af lignende Form og Ud- strækning som hos den udvoxne Thunfisk. Tændernes Antal i hver Overkjæve- eller Underkjæveside er hos DD omtrent 26. Begge Exemplarer have ogsaa en ret tydelig Teg- ning af buede (fortil konvexe), afvexlende smallere, lyse, og mørke, bredere, Tværbaand over Ryg og Sider. Jeg ser ikke nogen Vanskelighed i at tyde dem begge som yngre Former af selve Thunfisken (7/ynnus Bu gare eller Orcynus thynnus). Jeg finder hos dem Vil VIII j begge 14 Straaler i første Rygfinne og TIL l (C) eller (DD) Smaafinner. Uden endnu at turde betragte Spørgsmaalet som endelig afgjort eg der bl. a. vilde kræves Under- søgelse af Benbygningen), tror jeg dog, at der er overvejende Sandsynlighed for, at de to kortfinnede Cuvier'ske Arter kun ere opstillede paa Ungdomsformer af den store Thunfisk og muligvis tillige af den lille Thunfisk (7%ynnus thunnina). Den vestindiske «Coretta» giver os Anledning til at se os videre om efter fremmede 1) (82 'D: Cc. D: Længde til Halefinnens Bugt 352 Mm. 237 Anden Bugfinnes Højde ....... 252 10Mm 75 Største Højde . ......… c. 90 — OG GatfinnenstHø] dets RER ? 20 — 13 Hovedets Længde .....- 97 — 635 Brystfinnernes Længde ASE 50 — 30 Øjets Tværmaal.. re ?17 — IE Bugfinnerness Længde SR ER SE == 25 Første Rygfinnes Højde... 29 — 23. Afstand mellem Halefinnespidserne . 87 — 52. 464 56 Thunfiske. At Storer skjelnede den nordamerikanske «Horse-Mackerel» eller «Albicore» — en 8!/2—9"/4 Fod lang Fisk — under Navn af TX. secundodorsalis fra Th. vulgaris, har aabenbart ene og alene sin Grund i, at han kun har sammenlignet sin Form med Afbildningen i «Histoire naturelle des Poissons», pl. 210, der vistnok er udført efter et noget yngre Exemplar med forholdsvis lav anden Rygfinne og Gatfinne og med forholdsvis korte Halefinneflige.. Havde han i dets Sted benyttet Afbildningen i «Régne Animal, édit. illustr.», pl. 145, der er efter et udvoxet Exemplar, vilde han have set sin første og tredje Karakter falde bort; om Begyndelsen af Gatfinnen falder lige under eller lidt bagved anden Rygfinne, afhænger væsentlig af, om man regner dennes sidste halvfrie Straale med til Smaafinnerne eller ikke; Brystfinnernes Længde er ifølge Storer kun en Syvendedel af Totallængden som hos «7%. brachypterus»; men hos vor nordiske Thunfisk kan den jo være lige saa eller næsten lige saa ringe. — Med den almindelige Thunfisk vilde jeg fremdeles være tilbøjelig til at identificere 7%. orientalis Schl. (Fauna Japonica, p. 94), 18 Tommer lang, med plettet Bug som Ti. vulgaris, og med lige saa korte Brystfinner som hos 47%. brachypterus» (1:7). Adskillige andre Træk minde ligeledes nærmest om denne Form, med hvilken den jo ogsaa stemmer i Størrelse; f. Ex. Beskrivelsen af «Harnisket»; at Overkjævebenet ender midt under Øjet; første Rygfinne be- skrives som paafaldende lav; 26—28 Tænder; der er VIII frie Smaafinner for oven og neden foruden den halvfrie, der endnu ikke har skilt sig fra den sammenhængende Del af Finnen; Bugten i Harnisket naar frem til sjette Rygpigstraale; D: 14.15.VII; A: 14, VIII; P.31. Det forekommer mig, at der her er god Grund til at sande Schlegels Ord (l. c. p. 97): «qw'il est trés facile d'établir des espéces d'aprés des données incomplétes, mais qu'il est impossible de trouver å ces espéces des caractéres précis, au moyen desquels ou peut les reconnaitre et les distinguer des espéces voisinesv. Indtil fornyede Studier og Sammenligninger af et tilstrækkelig rigt Materiale godtgjøre, at der indenfor dette Komplex af Nominalarter (7%. vulgaris, brachypterus, coretta, secundodorsalis og orientalis) virkelig findes mere end én Art, maa det være tilladt at betragte de fleste af disse Formers Arts-Selvstændighed som, mildest talt, meget tvivlsom. En særlig Gruppe indenfor Thunfiske-Slægten (i dens hidtilværende Omfang) dannes af «Bonito»en (Thynnus pelamys) og «Thunnina»en (7/. thunnina); de udmærke sig ikke alene ved deres Lidenhed (c. 3 Fod, i det højeste), men ogsaa ved at mangle Tænderne 1) «History of Fishes of Massachusetts», Mem. Amer. Acad. Arts & Sc., V, p. 143, pl. XII, fig. 4. ?) Hvad der skal forstaas ved de 4 til 24 Tommer lange «7%. secundidorsalis,, som nævnes i en Artikel om Fiskene ved Kysten af Nord Carolina (Proc. Acad. Philad. 1877, p. 207), kan jeg selv- følgelig ikke afgjøre. Har det virkelig været unge Thunfiske, var det en interessant og, synes det, ikke meget hyppig Fangst, som burde været benyttet til udførligere Meddelelser om Thunfiskens yngre Tilstande. stedt | ER RT." VM 57 465 paa Plovbenet, en Omstændighed, der hidtil synes at være næsten ganske overset"), og som vistnok allerede i og for sig berettiger til at foreslaa en generisk Adskillelse mellem dem og de store, ægte Thunfiske, i Analogi med den Maade, hvorpaa Grænserne drages mellem de andre Slægter i Gruppen. Ved Mangelen af Plovbenstænder rykke disse to Arter nærmere til Slægten FPelamys, med hvilken de ogsaa stemme i Størrelse, og fra hvilken de — udvortes taget — vel egentlig kun ere forskjellige derved, at deres Kjævetænder ere mindre og sidde mere tæt, hvorimod Pelamidernes ere større og sidde mere spredt, samt derved, at udenfor «Harnisket» er de ægte Pelamiders Hud skællet, de smaa Thunfiskes (Bonito'ens og Thunnina'ens) derimod aldeles nøgen. Om 7%. pelamys”), af hvilken jeg kun har undersøgt et c. 15 Tommer langt Exemplar fra Atlanterhavet, nogle Hoveder og et ufuld- stændigt Skelet, vil jeg kun bemærke, at «Brystharnisket» hos denne Art har et større Om- 7) Steindachner (]. c.) bemærker dog rigtigt, at Vomer-Tænderne manglede paa den af ham undersøgte 27/2 Tomme lange Tx. thunnina. Derimod ere Ganetænderne tilstede hos begge Museets Exem- plarer af Th. thunnina saa vel som hos en Th. pelamys, men kun smaa og i enkelt Række; maaske blive de mere og mere utydelige med Alderen. Paa 3 skeletterede Hoveder af «Bonito»er ser jeg i al Fald intet til dem, og jeg kan derfor Ikke tro, at Tilstedeværelsen af Ganetænder vil findes at være Regelen hos denne Art. Blandt Prof. Reinhardt's Dagbogs-Optegnelser fra «Galatheas» Rejse findes en meget detaljeret og med sædvanlig Omhyggelighed udført Beskrivelse af en Thynnus pelamys, som blev harpuneret d. 10de Septbr. 1846, 31 Dage efter Skibets Afrejse fra Shanghai, paa 37? 52" N. Br. og 169? 39' Ø.L., af en Flok, som fulgte Skibet om Morgenen. Dens Hoved opbevares nu skeletteret i Museet. Exemplaret var næsten 23” langt. Højden over Brystfinnen indeholdtes kun ganske lidt over 4 Gange i Totallængden og var kun 3 Linier mindre end den største Højde, som faldt over 9de Ryg- pigstraale; Hovedets Længde indeholdtes 37/4 Gang i Totallængden, Brystfinnernes 6!/2 Gang; Af- standen mellem Halefinnens Flige var knap en Fjerdedel kortere end Hovedet. Straaletallet var: D!: 16; D?: 3+1?2+ VIII; A: 3+12+ VII; P: 2+26; V:1+6; C: 42; den 16de Rygpig- straale var ikke synlig ovenfor den Fure, hvori hele første Finne kunde lægges ned; paa de forreste Rygpigstraalers Sider udgik bagtil en graaligsort Hudrand, der dannede ligesom 2 Klapper, som skedeformig bedækkede en Del af Straalernes tynde Bindehud; den strakte sig fra Straalens Rod lige op til Spidsen, idet den opad til blev smallere; bagtil blev den stedse mindre og svagere, indtil den ganske forsvandt ved den 12te Straale. Anden Rygfinne begyndte 1'/2 Linie bagved førstes Fure. Den sidste Gatfinnestraale (foran Smaafinnerne) dannede en pladeformig Udbredning; den tilsvarende paa sidste Rygfinnestraale var mindre, næsten umærkelig. Smaafinnerne tiltoge i Størrelse indtil den åte foroven og den åde forneden, hvorefter de atter aftoge. Hovedet var paa Kinderne og bag Øjnene bedækket med store uregelmæssige Skæl af meget langstrakt og smal Form, der dog kun utydeligt kunde skjelnes gjennem Huden. Det bageste Næsebor var en lodret Spalte af 5!/» Linies Længde, stillet 21/2 Linie foran Øjet, der var forsynet med et ringdannet, hudagtigt (adipøst) Øjelaag. Skæl- panseret havde paa hver Side to Indsnit og i alt 4 fremspringende Partier eller Spidser, en i Ryg- gens Midtlinie, en i Midten af Bugen og en paa hver Side. Den først nævnte indfattede anden Ryg- finne med en smal Bræmme og ophørte lige bagved denne; Indsnittet under den naaede til Yde Rygpigstraale; Panserets fremspringende Sideparti ophørte egentlig under 12te Straale, men fort- satte sig dog langs Sidelinien som enkelte Skæl næsten lige til det Sted, hvor denne skjultes af den hudagtige, fra Haleroden udspringende Kam, d. v. s. under anden «Pinnula spuria sup.”. Paa det Sted, hvor Brystfinnerne lagde sig op mod Siden af Kroppen, fandtes et Indtryk, der var skarpest begrænset opad, og hvori Brystfinnen fuldkommen passede ind. Det nedre Indsnit, der var Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 59 SÅ 466 58 fång end hos lige store Exemplarer af 7%. thunnina, og at jeg hos det foreliggende Exemplar finder 16 Rygpigstraaler i Stedet for 15. Hos 7%. thunnina finder jeg ligeledes 15 eller 16 Rygpigstraaler; ifølge Steindachner kan Antallet af Smaafinner bagved Gatfinnen synke til VI. Mit Materiale af denne Art bestaar i et 14//2 Tomme langt Exemplar (rimeligvis fra Middelhavet) og et næsten to Fod langt, som i Oktober Maaned 1878 blev fanget ved Humlebæk i Øresundet i Bundgarn, samt et Skelet, rigelig to Fod langt, fra St. Thomas. For åt danne mig en bestemtere Mening om de Forandringer — for saa vidt disse lade sig bedømme af et saa indskrænket Materiale — der muligvis ledsage en Tilvæxt i Størrelse som den fra det mindre til det større af vore to Spiritus - Exemplarer, har jeg foretaget de nedenfor anførte Maalinger"). Det fremgaar heraf, at Legemets Højde hos det større Individ (4) er større end Hovedets Længde, hos det mindre (B) mindre end denne, som hos dem begge er en Fjerdedel (eller meget nær denne) af Total- længden (til Halefinnens Bugt). Højden af første Rygfinne er hos det yngre lig Hovedets halve Længde, hos det ældre større end denne, voxer altsaa relativt; anden Rygfinne og Gatfinnen voxe ligeledes, om end ikke meget stærkt; først nævnte har hos B ikke (som hos AX) Halvdelen af første Rygfinnes Højde; Gatfinnen er hos begge lidt højere, i samme Forhold. Brystfinnens Længde er i begge Tilfælde knap en Syvendedel (1:7,8) af Totallængden; den naar omtrent til Yde Rygpigstraale. Øjet er naturligvis relativt fuldkommen V-formigt, meget dybt og begrænset af mere regelmæssige lige Rande end de andre, naaede til under første Rygpigstraale; Skælpanserets nedre Parti dannede en ligebenet Trekant, der ikke naaede fuldt saa langt tilbage som Sidepartiet og omsluttede et trekantet Indtryk, hvori Bug- finnerne passede ned. For øvrigt var Legemet aldeles glat, uden Skæl; kun langs Randene af Skælpansret fandtes ganske smaa Skæløer, saa at sige Dismembrationer af Panseret. Halerodens Kam var gjennemskinnende, klar, hvidlig, 2” bred, 3'” høj; fortil løb en tynd For- længelse af den langs Sidelinien og bedækkede denne, og ved dens bageste Ende fandtes 2 smaa Kamme, c. 5'” lange. Højryggen var meget dyb mørk staalblaa, hvilken Farve lidt ned ad Siden opløstes af en meget lysere blaa, begge med rødlige og grønlige Skjær i visse Belysninger; Bugen var sølvfarvet med 5 sortagtige Længdestriber, der hørte op pludselig, ligesom de vare afskaarne, hvor de stødte op til Panseret, de 3 til dettes Sideflig, de 2 til Bugpartiet. I den dybe mørke Stribe bagved Zden Rygfinne fandtes paa hver Side 5 rundagtige Pletter af en levende lys ultramarin Farve, dog kun saa længe Fisken var levende eller frisk. Øjets Iris sølvfarvet med blaalige Pletter og dyb indigofarvet Pupille. De øvre Smaafinner vare sortagtige med en smal sølvhvid Bræmme paa deres øvre Rand, de nedre sølvfarvede ligesom Gat-, Bryst- og Bugfinnen, Halefinnen graablaa, Rygfinnerne mørkgraalige, Rygpigstraalerne sølvfarvede 0. s. v. — Fiskens Kjød var haardt og tørt, men dets Nydelse havde ingen ubehagelige Følger, saaledes som flere Rejsende (Forster, Lesson) have bemærket det om Tx. pelamys. — Pelamys chilensis er en paa Callaos Fisketorv almindelig Fisk, der sædvanlig spises, men ikke er synderlig agtet. (Uddrag af Prof. R.s Manuskript.) 2) A. B. A. B: Længde til Halefinnens Bugt 620 Mm.; 330 Mm. Anden Rygfinnes Højde . .. 41 Mm.; 22 Mm. Største tøj ders ESKE 160 — ; 90 — Gatfinnens Højde ...... 43 — ; 24 — Hovedets Længde ...... 155 — ; 96 — Brystfinnernes Længde ... 85 — ; 52 — Øjetsslværmdale ss 20 — ; 15 — Bugfinnernes Længde .... 61 — ; 40 — Første Rygfinnes Højde. . . 83 — ; 48 — Mellem Halefinnespidserne . 160 — ; 89 — 59 | 467 mindre hos det større Individ (1:6,4; 1:7,8); Afstanden mellem Halefinne- spidserne hos det yngre mindre end Hovedets Længde, hos det større større end denne. Overkjævebenet naar hos begge omtrent til midt under Øjet; der er i denne Henseende en ikke ringe Afvigelse, til begge Sider, mellem Schlegel's og Gunther's Afbildninger: «Fauna Japonica», pl. 48 og «Fische d. Sudsee», pl. 95. Indsnittet i «Harnisket» naar til syvende eller ottende Rygpigstraale, lidt mindre langt fortil, saa vidt jeg skjønner, hos det større Individ (4). Jeg formoder, at Th. brevipinnis Cuv. (pl. 213) nærmest er en ung Th. thunnina, hvis den ikke ved nærmere Undersøgelse skulde vise sig at være en meget ungdommelig Form af Th. vulgaris. Det er nemlig ogsaa en «Art», som ikke i Literaturen har efter- ladt sig noget Spor af at være bleven gjenfunden siden den blev beskreven — Cane- strini synes lige saa lidt at have set noget Exemplar af den som af Th. brachypterus — og hvis Karakterer derfor trænge til at verificeres paa ny. Den har kortere Bryst- finner (1:9) og lavere Gatfinne og anden Rygfinne end 7%. thunnina, hvilket jo meget vel lader sig forlige med, at disse Karakterer .ere «pris d'un petit individu»; den forholder sig" i det hele, som Cuvier træffende bemærker, til 7%. thunnina omtrent som Til. brachypterus til Th. vulgaris. Straaletallene ere væsentlig de samme. Med Tå. thunnina vil man fremdeles uden stor Betænkelighed kunne identificere Th. brasilzensis Cuv. (18 Tommer) og (med Day, «Fishes of India», p. 252) den indiske 7%. affinis Cantor, trods dennes lidt længere Brystfinner (1:6/2). Arten vilde saaledes være udbredt fra Middelhavet til Kattegattet (om end. kun tilfældigt: to Exemplarer kjendes herfra) og til Massachusetts, Vestindien og Brasilien, i det indiske og stille Hav fra Sechellerne til Japan og Selskabs- Øerne. Th. pelamys er kun sjældnere iagttaget i Middelhavet — hverken Canestrini eller Steindachner kjendte den derfra, derimod nævnes den af Stossich (Il. c.) og Doder- lein!), — men er en rent pelagisk Fisk, der ligeledes har besøgt Kattegattet et Par Gange (to Exemplarer fra svensk Kyst ere kjendte) og i øvrigt er truffet ved Nordamerikas Østkyst, Vestindien, Brasilien, Ostindien, Japan, Otahaiti, «de farlige Øer» og Sydamerikas Vest- kyst. — Til de osteologiske Ejendommeligheder, som udmærke 7%. thunnina og pelamys, kommer jeg siden tilbage. Hidtil have Slægtsnavnene Orcynus og Thynnus været betragtede som ensbetydende”). Da man her har Brug for to Betegnelser, vilde jeg foreslaa at anvende dem saaledes, 1) Prospetto metodico delle varie specie di pesci etc. (Atti dell. Accad. di Palermo, VI, 1878—79). Denne Fortegnelse kjender hverken Th. brachypterus eller Th. brevipinnis som sicilianske. 2) Orcynus er først af Cuvier brugt som Slægtsbenævnelse for de meget langfinnede Thunfiske (Régne Animal, Il, p. 314, 1877), senere opgivet som saadan (Hist. natur. d. poiss., VIII, p. 120;, men adopteret paa ny af Agassiz (Recherches s. 1. poissons fossiles, V, p. 58). Navnet Thynnus har i øvrigt Prioritet for en Hymenopter-Slægt og burde derfør egentlig gaa helt ud af den ichthyologiske Nomenklatur. 59" 468 60 at Orcynus bliver Benævnelsen paa de store Thunfiske med Tænder paa Plovbenet, hvad enten de have korte eller lange Brystfinner, Thynnus for de smaa uden Plovbenstænder. Hver af disse to Grupper synes kun at omfatte faa (to?) Arter. Som Slægter have de vist- nok samme Berettigelse som Auzis, Cybium, Pelamys o.s.v. Til de anførte Karak- terer vil man endnu kunne føje den, at Orcynerne ere skælklædte over hele eller saa godt som hele Ryggen, «Thunnina»en og «Bonito»en kun påa det saakaldte «Harnisk» ; udenfor (bagved) dette er Huden aldeles nøgen"). Hvad her er sagt om Orcynernes ydre Beklædning finder ogsaa sin Anvendelse paa Museets meget unge (15!/> Tomme lange) Exemplar af en «Albacora» (Orcynus germo), i Modsætning til de mere eller mindre fuld- voxne «Thunnina»er eller «Bonito»er af lignende Størrelser, som foreligge. «Harnisket» er derfor vistnok hos de ægte Thynni (m.) altid en tydelig, skarpt udpræget Dannelse, medens det hos mine Orcyner sandsynligvis bliver utydeligt med Alderen og altsaa har en mere forbigaaende Karakter. Om i øvrigt den mere eller mindre «kortvingede» ægte Thunfisk (O. tlynnus) og de (mere eller mindre) «langvingede» «Albacorer» eller «Germons» kunne blive staaende i Slægt sammen, som det» her efter de ydre Karakterer foreløbig er forudsat, vil vel nærmest være afhængigt af, hvor gjennemgribende deres anatomiske (særligt osteologiske) Forskjelligheder ere. Jeg kommer senere tilbage til denne Side af Sagen, naar jeg har afhandlet de «langvingede» Thunfiske-Årter, som jeg nu vil underkaste en kritisk Revision. Af disse Thunfiske med lange Brystfinner, som Søfolkene i Almindelighed benævne «Ålbacorer» eller «Albicorer», er der nemlig opstillet en hel Række af Arter: 7%. alalonga, albacora, germo, pacificus, argentivittatus, balteatus, sibt og macropterus — maaske alt- sammen kun én Art, som mest passende kunde benævnes Orcynus germo (Lac.). Jeg skal ved Drøftelsen af Forholdet mellem disse Former gaa ud fra det omtalte, 15!/> Tomme lange Exemplar, der er fanget paa 5” N. Br. og 17? 40' V.L. i Atlanterhavet. Det har 14 Pig- straaler i første Rygfinne, IX Smaafinner bagved anden og VIII eller IX (det er aldeles vil- kaarligt, om man vil sætte det ene eller andet Tal; jfr. en Bemærkning af Dr. Gunther i «Fische d. Sidsee», p. 151) bagved Gatfinnen; denne og anden Rygfinne ere endnu, hos denne unge Fisk, betydelig lavere end første Rygfinne (Forholdet er som 7: 10), uagtet denne Finne er noget højere end Bugfinnerne ere lange (10: 9); Brystfinnernes Længde (4/4) er lidt større end Legemets Højde (47), men mindre end Hovedets Længde (4/2), der indeholdes 3!/> Gang i Totallængden (til Halefinnens Bugt), og de naa lidt ind under anden 1) Scomber unicolor Geoffr. (Thynnus peregrinus Coll.), der i de fleste andre Henseender synes at være ganske en Orcynus, afviger ligeledes fra Orcynerne ved at være nøgen udenfor Panseret; fra Pelamys- Slægten, til hvilken den hidtil, men med Uret, har været henført, afviger den desuden ved at have færre Rygpigstraaler og ved at have Vomer-Tænder. Den bør vistnok danne en egen Slægt (Orcynopsis Gill). (Jfr. R. Collett i Christiania Vid. Selsk. Forh. 1879, Nr. 1, S. 20—30 og Nr. 2, S. 1—3, pl. 1). Udenfor Rygpanseret er Åuzis ligeledes nøgen, Pelamys-Arterne (sarda og chilensis) derimod skællede. "ale hd lys EP ad 61 469 Kygfinne; deres Brede er omtrent en Fjerdedel af deres Længde. Overkjævebenet naar til midt under Øjet, Indsnittet i «Harnisket» fortil til under femte Rygpigstraale. Bugen har den Tegning af Striber og Pletter, som beskrives hos « 7hynnus argentivittatus», men som vel i øvrigt ikke er meget forskjellig fra den plettede Bug hos den almindelige Thunfisk. Vor «Albacora» vilde saaledes fuldstændigt kunne identificeres med Th. argenlitvittatus, hvoraf Quoy og Gaimard havde bragt Pariser-Museet et Exemplar paa 27 Tommer fra Atlanter- havet og Dussumier et paa 25 Tommer fra det indiske Hav. Men denne Form staar paa den anden Side midt imellem 7%. balteatus Cuv. (atlanticus), der har lidt mindre Bryst- finner (en Fjerdedel af Totallængden; Originalexemplaret var 28 Tommer, og fra Trinidad) og Th. alalonga Cuv. Denne Form, hvis Størrelse angives til 30—39 Tommer, afviger efter Cuvier's Beskrivelse i flere Henseender fra den foreliggende: Legemsformen er noget mere langstrakt; Brystfinnerne naa ud over anden Rygfinne og til midt paa den egentlige Gatfinne"), deres Brede indeholdes 6/2 Gang i deres Længde, de ere altsaa baade længere og smallere; Udsnittet i «Harnisket» naar fortil kun til tiende Rygpigstraale, dette har altsaa en større Udstrækning bagtil; Gatfinnen og anden Rygfinne ere omtrent lige saa høje som første Rygfinne og ligesom denne højere end Bugfinnerne ere lange. Men disse Forhold ere uden Tvivl alle underkastede Forandringer med Alderen. Øjets Tværmaal indeholdes derimod kun 4Y2 Gang i Hovedets Længde, hos vor forholdsvis lille « Albacora» næsten 6 Gange; men denne Forskjel kan bero paa den forskjellige Maade, hvorpaa Maalet tages, da Øjeæblet kan være mere eller mindre dækker af de omgivende Hinder. Smaa- finnernes Antal angives kun til m medens jeg finder | — hos de slørgeg «Albacorer», hvis Ii? afskaarne Finner jeg har havt Lejlighed til at iindtresger og mindst hos den ovenfor beskrevne unge Fisk. Den prægtige Afbildning af «7/ynnus germo» Al: Gunther identificerer 7%. argentivittatus) i «Fische d. Sudsee» (pl. 96), udfylder ret godt Mellem- rummet mellem vor unge «Albacora» og Cuvier's 7%. alalonga (l. c., pl. 215): Bryst- finnen naar til midt under anden Rygfinne og har de samme Proportioner, ogsaa i Forhold til Legemets andre Dele, som paa vort Exemplar; Legemsformen er fremdeles den samme, Øjets Størrelse og Pletterne samt Striberne paa Bugen ligeledes; men anden Rygfinne og Gatfinnen ere paa det af Gunther afbildede noget større Exemplar voxede saa meget ud, at de nu — ligesom hos Cuvier's 7%. alalonga — have omtrent samme Højde som første Rygfinne. Dr. Gunther bemærker om «den langfinnede Thunfisk i det stille Haw, at den kun ved større Førlighed og noget forskjellig Tegning synes at være forskjellig fra den atlantiske «7%. alalonga»; men saaledes, som en Modsætning mellem en atlantisk 1) Paa Couch's Figur (Hist. of the Fishes of the Brit. Islds., If, pl. LXXXIV; reproduceret hos Gervais Boulart, II, pl. 49) naar den til Enden af anden Rygfinne; paa Richardson's (Yarrell's «History», 3d. edit., II, p. 220), der rimeligvis skriver sig fra samme Kilde, naar den kun til midt paa den nævnte Finne. (Cfr. en Notis i «Ann. Nat. Hist.», XV (1865), om dens Fangst ved Devonshire.) 470 62 og en indopacifisk Form, kan Sagen i al Fald ikke stilles; thi 7%. argentivittatus, der falder saa ganske sammen med 7%. pacificus, var jo delvis fra Atlanterhavet. Hos Th. sibe (Fauna Japonica, pl. L) — hvilken Art rigtignok siges at naa en Længde af 10—12 Fod, men Afbildningen kan jo være efter et yngre Exemplar — have anden Ryg- finne og Gatfinnen endnu ikke naat første Rygfinne i Højde, Brystfinnerne ere netop lige saa lange som Kroppen er høj, Indsnittet i «Harnisket» naar til ottende Rygpigstraale 0. s. v. Efter min Mening er det samme Værks 7%. macropterus (pl. LI), der siges at naa en Længde af 8—10 Fod, grundet paa et ældre Exemplar af samme Art, hvor anden Ryg- finne og Gatfinne ere voxede ud i den Grad, at den sidst nævnte, som er den længste, er rigelig dobbelt saa høj som første Kygfinne, hvilket — efter min Erfaring, der støtter sig paa flere af vore Søfarende hjembragte Finnesæt af «Albacorer» af forskjellig Alder — er Tilfældet hos Albacorer af c. 4 Fods Længde. Hos endnu større forlænges disse to Finner endnu mere, og man faar da et Billede som det, der ligger til Grund for Sloane's i andre Henseender mislykkede Figur. Er denne min Opfattelse af Sammenhængen mellem disse «langvingede» Thun- fiskeformer i det hele rigtig, følger deraf, at Orcynus germo (alalonga) hidtil ikke i sin fuldt udviklede Skikkelse, men kun i sin yngre Form, er bleven gjort til Gjen- stand for Beskrivelse eller Afbildning fra Evropas Kyster eller fra Middelhavet. Det er nemlig ikke alene i det indiske og stille Hav, at disse «Germons» (ao: «War-men», angl.” opnaa en Længde af 3, 6 eller 7 Fod (eller endnu mere). Vore Søfarende have hjembragt Vidnesbyrd om «Albacorer» af lignende Størrelse fra Atlanterhavet, f. Ex. en Halefinne paa 25 Tommer mellem Spidserne, hvilket ved Beregning giver syv Fod for hele Fisken. Finnesæt, hvis anden Rygfinne og Gatfinne have en Højde af 18 og 19 Tommer, give ved en lignende Beregning en Længde af fem Fod. I flere Finnesæt af «Albacorer» paa c. 4 Fod havde Bugfinnerne en Længde af 5/2 Tomme, Brystfinnerne af 12—13 Tommer, første Rygfinne en Højde af 6—6'/> Tomme, anden af 12"/4—13/4, Gat- finnen af 121/7—14"/> Et Skitse af en «Albacora» paa 32 Tommers Længde, som jeg skylder Kapt. Andréa, viser, at de to Bagfinner endnu ved denne Størrelse ikke ere meget forlængede; den stemmer i denne Henseende med Cuvier's «7%. alalonga», som vistnok er opstillet paa en Fisk omtrent af denne Størrelse. Af de interessante biologiske Oplysninger, som ere samlede af Cuvier (1. c., pp. 128—30) og Ginther (I. c., p. 152) om denne Fiskeform, skal jeg her fremdrage den, at skjønt den spiller en stor Rolle i Oceanets Overfladeliv, søger den dog egentlig sin Føde i en større Dybde, henved 100 Favne, og dér maa Fiskeriet efter den, f. Ex. i Gascogne-Bugten, drives; jeg havde derfor ikke behøvet — hvis jeg den Gang havde været paa det rene med Albacorernes Synonymik — at beraabe mig paa Analogien med Sværdfiskene (Tetrapturerne) for at støtte den Anskuelse, at ogsaa hine Makrelfiske rimeligvis havde slugt de i deres Maver fundne 14 63 471 Smaafiske") i et dybere Bælte end det, hvori Harpunen ramte dem selv. At de dog ogsaa kunne fiskes «paa Dørg», som Makrelen, fremgaar af Cooper's Angivelse om hans « Orcynus pacificus», til hvilken jeg senere kommer tilbage. Efter alle Erfaringer høre «Albacoren» og «Boniten» (Orcynus germo og Thynnus pelamys) til Thunfiske-Gruppens mest pelagiske Former”), ere ægte Højsøfiske i højere Grad end den store Thunfisk (Orcynus thynnus) og end den lille Thunfisk (7hynnus thunnina), skjønt de alle fire have noget nær den samme kosmopolitiske Udbredning. Saa vidt tror jeg at man, uden at overskride det sandsynliges eller rimeliges Grænser, tør drive Kritiken af de opstillede 7/%ynnus-Arter. Jeg maa dog tilføje, at naar jeg har trot at kunne reducere dem (med Forbigaaelse af nogle faa, som jeg ikke her har Grund til at medtage, f. Ex. 7/rynnus biltneatus, Gills Grammatorcynus) til fire, da er denne Dom jo kun grundet paa mit (muligvis altfor indskrænkede) Materiale, og jeg er ikke hildet i en (muligvis illusorisk) Tryghed for, at jeg i alle Tilfælde skulde have truffet det rette. Maaske er der mellem de formentlig apokryfe Arter dog nogle, som fremtidige Erfaringer ville give fornyet Borgerret som selvstændige; men det maa vistnok erkjendes, at endnu have de ikke denne, og at Sandsynligheden for Tiden er mod dem. Muligvis vil Fremtiden kunne fremdrage Forhold, som jeg har maattet lade ligge, fordi min Undersøgelse var begrænset ved det mig foreliggende Materiale. Da dette altsaa ikke tillader mig at fælde nogen mere afgjørende eller endelig Dom end det her, i Henhold til det ovenanførte, er sket, har der heller ikke for mig været Anled- ning til at drive Kritiken eller Drøftelsen af de foreliggende Beskrivelser til den yderste Detail. Imidlertid skal jeg endnu et Øjeblik opholde mig ved to beskrevne Former af «Albacora»-agtige Fiske, med Hensyn til hvilke jeg ikke er kommet til noget bestemt Resultat, 1) «Til Kundskab om Himantolophus og Ceratias», Vid. Selsk. Skr., 5. R., XI, p. 322—23. ?”) «Bonito'en, skriver Kapt. Andréa, er den Højsøfisk, som jeg hyppigst har set og fanget; den ses overalt i Nord- og Sydatlanterhavet, mellem Vendekredsene, hyppigere og i større Mængde, jo mere man nærmer sig Ækvator. I det indiske Hav har jeg ikke set den S. for 26? S. Br. og ikke Ø. for 709 Ø.L. I Java-Søen, Kina-Søen, det gule og japanske Hav har jeg aldrig set den.» (Jfr. dog hvad ovenfor er bemærket i Anledning af den paa «Galatheas» Rejse harpunerede Bonito.) «Paa Funchais Fisketorv har jeg set den fra 10—12 %& til 100 & og derover. Naar Skibet løber 4—6 Knob i Timen, ser man ofte store Skarer af Boniter løbe foran det for at fange Blæksprutter, Flyvefiske og andre Smaafisk, som skræmmes op ved Skibets Bevægelse gjennem Vandet. De fanges da enten med Elgier eller med Krog og Snøre, f. Ex. ved at binde en Flaske ved Krogen, saaledes at denne er skjult i hin, og lade denne slæbe fra Nokken af Klyverbommen, saaledes at den stadigt vipper i Overfladen af Vandet foran Skibet. Agter for dette har jeg kun fanget én. De ses altid i Stimer og kunne løbe en temmelig Fart gjennem Vandet, men deres Bevægelse synes noget klodset og ubehændig. — Om Albacora'en gjælder det samme som om Boniten, dog med den Undtagelse, at jeg aldrig har set saa mange af dem; ofte ses de mellem hinanden, og de synes at leve meget fredeligt sammen. Undertiden kunne to Skibe sejle hinanden saa nær, at man kan tale sammen gjennem Raaberen, og det ene Skib kan være omgivet af Albacorer og Boniter og fange mange af dem, medens man fra det andet ikke ser en eneste.» 472 64 der foreløbigt kunde tilfredsstille i det mindste mig selv. Det er Albacora-agtige Fiske, den ene med for lange, den anden med for korte Brystfinner, efter Beskrivelserne, til at kunne være ægte «Albacorer». Cooper's Orcynus pacificus («Proc. calif. ac. nat. sc.», TIL, 1867, pp. 75—77), indtil 33 Tommer lang, fra Kaliforniens Kyst, har Brystfinnerne af en overordentlig Længde, næsten halv saa lange som Krop og Hoved tilsammen, ailtsaa ikke saa lidt længere end hos Cuvier's 7%. alalonga; anden Rygfinne er derimod ikke højere end første, Gatfinnen endog noget lavere; der er - Smaafinner; Øjets Tværmaal er 7/6 af Hovedets Længde, 0. s. v. Der omtales ingen Pletter eller Striber paa Bugen. Paa den anden Side har Poey's 1,8 M. lange Oreynus subulatus fra Cuba («Enumeratio == Smaafinner, høj Gatfinne og anden Rygfinne, efter sin Størrelse og øvrige Udvikling paafaldende korte Brystfinner. Indtil disse Karak- terer bekræftes ved fornyet Undersøgelse afholder jeg mig fra at erklære mig om disse Arter. Tilstedeværelsen af flere distinkte Former af «Albacorer», med korte, middellange eller meget lange 0. s. v. Brystfinner i udvoxen Tilstand, vilde kaste det hele Artsspørgmaal, indenfor Thunfiske-Gruppen, tilbage i en næsten haabløs Tilstand af Usikkerhed og kaotisk Forvirring. Jeg bliver derfor, indtil bedre Oplysninger foreligge, staaende ved det foreløbigt tilkæmpede Resultat: 2 7%ynnus og 2 Orcynus-Arter, foruden de os her ikke vedkommende piscium Cubensium», pp. 71—72), med saakaldte «Grammatorcyner», der ere mig ganske ubekjendte. Jeg har opsat, indtil denne Drøftelse af Albacora'ens Synonymik var afsluttet, at gjøre Rede for, hvorledes de osteologiske Forskjelligheder, som man iagttager hos de her omhandlede Arter, stille sig til Spørgsmaalet om deres Indordning i en eller to Slægter. De Oplysninger om Thunfiskenes Benbygning, som man finder nedlagte i Literaturen, ere temmelig sparsomme"). Mit Materiale har i denne Retning desværre heller ikke været rigt, men jeg har dog, foruden et Skelet af en stor Thunfisk og Skeletdele af andre Individer af samme Art, kunnet benytte et nogenlunde fuldstændigt Skelet af en Thynnus thunnina og ufuldstændige Skeletter af 7%. pelamys og af en lille O. germo eller saakaldet «Albacora», samt adskillige Kranier af begge disse Arter. At O. germo og O. tlymnus stemme overens i Henseende til Tandforholdene derved, at de begge have et Parti af fine Kartetænder paa Plovbenet, hvilket ganske mangler hos Thunnina'en og Boniten, er allerede berørt; en Sammenligning af ældre og yngre «Albacora»-Hoveder synes at vise, at Tandbælterne paa Plov- og Ganebenene have forholdsvis større Omfang og Brede hos ældre end hos yngre Individer. I Henseende til Kraniets og Skelettets almindelige Karakter og i Særdeleshed i Henseende til Ribbenenes ejendommelige Forhold stemme alle 4 Arter overens; i sidst nævnte Henseende er at fremhæve de nedre (virkelige) Ribbens Fæste paa 1) Cuvier beskrev kortelig Skelettet hos O.thynnus og O. alalonga (germo) samt hos Thynnus thunnina (brasiliensis), men ikke hos Th. pelamys. Lighed og Ulighed komme dog ikke ret frem i disse Be- skrivelser. Afbildninger af disse Fiskes Skeletter kjender jeg ikke. 65 473 Enderne af Spinæ hæmales og deres Leje tæt op til hinanden, i hele den bageste større Del af Abdominalpartiet, samt deres ejendommelige Sabelform i et vist Parti; fremdeles at de øvre, korte, uegentlige Ribben (Biribben), der fæste sig forrest og tillige midt paa hver Hvirvel, fortsætte sig lige til det Punkt, hvor Halens Sidekjøle begynde, 0. s. v. Derimod er der en karakteristisk Forskjel mellem Orcyni (m.) og Thynmi (s. str.) i et vist Parti af selve Hvirvelraden, som heller ikke har undgaaet Opmærksomheden, for saa vidt som denne er bleven rettet paa disse Formers Benbygning. En Beskrivelse af en af de forreste Halehvirvler af en «Albacora» vil bedst oplyse Sagen. Et saadant Hvirvellegeme (Fig. B) har paa hver Side to dybe Gruber, en øvre og en nedre, adskilte ved en vandret Ben- væg; omtrent midt fra dets Rygside — paa dem, hvorom her er Tale, dog lidt nærmere ved Forenden — udgaa Rygbuerne (Neurapofyserne), som snart forene sig til én høj, smækker, bagover bøjet Rygtorn (Spina neuralis, n); umiddelbart foran hver Rygbue ud- springer en sammentrykt Ledtap (Zygapophysis superior et anterior, s'), som bøjer sig fortil, ' Hvirvler af 3 forskjellige Steder i «Albacora'ens» Hale-Rygrad. m. Spina neuralis; h. Spina hæmalis; s', physes superiores, posterior et anterior; ",i”. Zygopoph. inferiores, posterior et anterior; f. Foramina inferiora. s”. Zygapo- under en ret Vinkel, fortsættende sig vandret helt hen til den næste Hvirvels Rygbue og dannende paa denne Maade et næsten fuldstændigt Dække over Rygmarven, artikulerende, om man vil, med en lille Zygapoplwsis posterior (s”), der griber ind i den af Zygapoplysis anterior dannede Vinkel. Det lille øvre Nervehul findes et Stykke nede paa Hvirvellegemet, under Neurapofysen. Paa de Halehvirvler, som have deres Plads lidt længere bagtil (Fig. C), udspringe Bugbuerne (Hæmapofyserne, %) lige under Neurapofyserne, men paa de forreste (Fig. 4) tæt ved Hvirvlens forreste Ende; foran deres Rod udgaar en spinkel Forlængelse (Zygapophysis inferior et anterigr, 7), der er bøjet nedad og fortil, saa al den mødes med Vidensk. Selsk, Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 60 474 66 en noget kortere, plumpere og mere lige Zygapophysis posterior et inferior (Fig. B, i"). Længere bagtil i Hvirvelstøtten (C) ere disse to Ledtappe omtrent ens i Henseende til Form og Størrelse og mødes med deres Spidser lige under Hvirvlernes Forbindelseslinie. Længere fortil, lidt bagved Bughulens Midte (Fig. 4), forsvinder derimod Zygapophysis anterior-inferior, såa at Hæmapofyserne slutte umiddelbart til Zygapophyses posteriores-inferiores.. (Som bekjendt indtræder Adskillelsen af Hæmapofyserne og Udeblivelsen af Spinæ hæmales hos Thynniderne først meget langt fortil, her omtrent ved den niende Hvirvel.) Fra den fjerde Halehvirvel af ses der et stort nedre (Kar- og) Nervehul, som gjennembryder Hæmapofysens Basaldel, eller maaske rettere, denne Udvæxt har en dobbelt Rod, men dennes nedre eller bageste Gren mangler paa de foranliggende Hvirvler (4). Forfølger man Forholdet længere til- bage, vil man finde, at Nervehullet efterhaanden bliver mindre og mindre og rykker op paa selve Hvirvellegemet, saa at Hæmapofysens Rod atter bliver enkelt. Hvirvel-Række af en «Thunnina». Bogstaverne svare til dem S. 473. Det vil ses, at Forskjellen ligger væsentlig i den uhyre Udvidelse af de med f betegnede Foramina inferiora. Som Forhoidene her ere beskrevne hos Orcynus germo, ere de i alt væsentligt hos O. twynnus, dog indtræder her ikke nogen kjendelig Forstørrelse af de forreste Foramina inferiora. Hos Thwyynnus thunnina og pelamys forholder derimod kun Rygradens allerforreste og allerbageste Parti sig i det væsentlige, og navnlig i Henseende til Forbindelsen mellem Hvirv- lerne indbyrdes, sig som hos Orcynerne; i hele det mellemliggende Parti er der, under Hvirvel- legemerne, udviklet det af Cuvier beskrevne Netværk"), hvis væsentligste Dele dog kun ere fremkomne derved, at Foramina inferiora (f) i-den forreste Del af Halepartiet have faaet en enorm Størrelse og fortsætte sig med denne fortil helt hen under den bagre Halvdel af Abdominalregionen, hvor de hos Orcynerne slet ikke ere tilstede som særlige, fra Mellem- 1) Cuvier omtaler (I. c. p. 135) dette Netværk hos et Skelet, som han formoder at tilhøre Th. sargentivittatus». - Jeg er overbevist om, at dette Skelet ikke har tilhørt denne Art («Albacora»en), men enten «Thunninasen eller «Bonito»en, snarest maaske den sidste. | ME FARER RUG? 67 475 rummene mellem Hæmapofyserne sondrede Dannelser. Hvorledes de enkelte Dele lade sig føre tilbage til de simplere, typiske Forhold hos Orcynerne, vil fremgaa af de vedføjede Figurer og deres Forklaringer. Mellem 7%. thunnina og Th. pelamys er der i de her skildrede Forhold kun Forskjelligheder af underordnet Betydning, ved hvilke jeg derfor ikke anser det for nødvendigt at dvæle. Det vil heraf ses, at i Henseende til Benbygningen fordele Thunfiskene sig i de samme to Grupper (Orceynus og Thynnus) som efter de mere udvortes Karakterer, og at der ikke er tilstrækkelig Grund til (med Gill) at stille O. germo (alalonga) og "O. tluynnus i lo forskjellige Slægter paa Grund af Forskjellen i Brystfinnernes Længde. Slægten Pelamys, der i nogle Karakterer slutter sig til Thynnus (s. str.), i andre til Orcynus, er i osteologisk Henseende i alt væsentlig en Orcynus; Cybium ligeledes; under- ordnede Forskjelligheder lade sig vistnok paavise, f. Ex. at Zygapoplyses infero-anteriores hos Felamys allerede bortfalde paa et Punkt, der ligger langt tilbage i Hvirvelrækken, men ere tilstede i næsten hele dennes Længde hos Cybium; eller at Insertionslinierne for de øvre og nedre Ribben ligge hinanden forholdsvis nær hos Pelanwys (chilensis). Derimod viser Auris, som jo ogsaa ved sin glatte Gane og (udenfor Skælharnisket) nøgne Hud slutter sig nærmest til Dværg-Thunfiskene (7/ynnus s. str.), et lignende Forhold som det hos disse beskrevne, men mere simpelt, mindre kompliceret, og i visse Maader modificeret. Omtrent fra den Ilte Hvirvel (forfra) af udspringe Ribbenene fra meget lange, nedadtil kløftede, «Hypapofyser», der skylde deres Fremkomst til den med den 13de Halehvirvel (bagfra) brat optrædende, enorme Forstørrelse af de bagre Halehvirvlers Foramina inferiora. Den morfologiske Sammenhæng vilde dog her — naar man ikke i Forvejen kjendte Forholdene hos Tlynnus (s. str.) — være mindre tydelig eller forstaaelig, fordi disse Foramina allerede fra hin 13de Halehvirvel af ere gjennembrudte (aabne) for neden og bagtil. Derved kommer det ikke til Dannelsen af et «Gitterværk» mellem de øvre og nedre Ribbers Insertionslinier, som hos Thynnus (s. str.), men — for at blive i Billedet — kun af et «Stakitværk», hvilke Dannelser jo i øvrigt, for saa vidt som de afgive Fæste for Legemets Sidemuskler, synes at maatte gjøre samme Nytte som « Spinæ hæmales» hos Oreynus (m.), Cybium, Pelamys 0.s.v. Hovedforskjellen mellem disse Slægter paa den ene Side, 7hynnus og ÅAuwis paa den anden, er, at Canalts hæmalis hos hine paa sædvanlig Maade følger Hvirvellegemerne, liggende umiddelbart under disse, som Canalis spønalis over samme, hos de sidst nævnte to Slægter derimod i en længere Strækning (omtrent fra den Ilte til den 28de Hvirvel hos Auærs) fjærner sig fra Hvirvelaxen, beskrivende en stor Bue nedadtil. Der er fremdeles den Forskjel mellem Auæis og alle de andre Slægter, at medens hos disse Ribbenene i hele den Strækning, hvorom her er Talen, i Bughulens større bagre Afsnit, fæstes, tæt samlede, paa Spidserne af Spinæ hæmales (Orcynus) eller af mødende Bugbuer (Hæmapofyser), naar hine «nedre Torntappe» ikke ere udviklede (7%xynnus), ere de hos Auzis fæstede til «Hypapofysernes» gaffeldelte Ender, 60" 476 68 d. v. s. til de korte Hæmapofyser; thi Canalis hæmalis er her ikke lukket underneden, og Spinæ hæmales ikke udviklede. Jeg maa i øvrigt til bedre Opfattelse af disse noget ind- viklede Forhold, som jeg her kun har berørt i muligste Korthed for at anvende dem i Slægts-Kritiken, henvise til at studere dem paa selve de vedkommende Fiskes Skeletter, og skal endnu kun tilføje, at det er mig ubekjendt, hvilke Ændringer i andre anatomiske For- hold der have fremkaldt den her skildrede Modifikation af den større Del af Rygradspartiet hos Auwzis, Thynnus thunnina og Th. pelamys. Det vilde have megen Interesse at gjøre Bekjendtskab med Benbygningen hos Orcynopsis, som ved Hudens delvise Nøgenhed slutter sig til de nys nævnte Former; man maa næsten vente, at «Gitterværket» ogsaa vil findes her under en ny Modifikation. ' Auris rochei synes at være næsten lige saa kosmopolitlisk som Orcynus og Tlwuynnus- Arterne; den er kjendt fra Vestindien til Skaanes Kyst, fra Middelhavet og det indiske Hav. Derimod synes Arterne af Slægten PFelamys ikke at have fuldt saa stor en geografisk Ud- bredning, skjønt den maaske nok i nogle Tilfælde er større, end man til en Tid har antaget. Da jeg havde det særdeles Held at kunne sammenligne 4 Expl. af P. chilensis (hjemførte fra Callao paa «Galatheas» Rejse ved Prof. Reinhardts Foranstaltning), har jeg paa dem alle taget de Maal, hvorpaa det især kommer an ved Bestemmelsen af Forholdet mellem Diagnose og Metamorfose, for at komme efter, til Sammenligning med andre be- slægtede Former, i hvilken Grad individuel Variation eller progressiv Omdannelse gjorde sig gjældende. Det vil af disse Udmaalinger") ses, at Hovedets Længde er konstant 1 : 3,7 af Totallængden (til Halefinnens Bugt). Det er ogsaa tydeligt, at anden Rygfinne og Gat- finnen med Alderen blive forholdsvis lidt højere; de ere hos de yngre lavere end første Rygfinne, men naa den hos det største Exemplar (0), der har omtrent samme Størrelse (2571/27) som Cuvier's Originalexemplar (26”). Brystfinnens Længde indeholdes hos de yngre (A—C) 7,7—8,5 Gang i Totallængden, hos det større kun 6,7 Gang, den er altsaa forholdsvis længere hos udvoxne Exemplarer. Øjets Tværmaal indeholdes hos de yngre 1) A. 'B: G: D. Totallængden SSR sele seer ae SO MM 450 Mm: 5547 0M mm 665 Mm: Største Højde SE Ene see ke Es 88 — 90 — 117 — 150 — Hoyvedetsikænsd ens ene. 104 — 1207 — UT e— 180 — Øjetselværmaal its ERE ERE 12 — 14 — 14 — 20"— T'ste Rygfinnes: Straaletal 0 0 2 18, 18, hrfe 16. fsterRyehnnes Højde se ERR 37 Mm. 38 Mm. 46 Mm. 65 — 2dendRyghones Høj ders REVSER 33 — 34 36 65 Gatiunensshøj de ERFARER ES RES 30 — 32 — ll == 65 — Smaafionernes hals ERE E 2 Hi å . == 3 Brysifinnernes' Længde 2 ne re 49 Mm., 53Mm., 57 Mm., 100 Mm. Brystfinnernes Udstrækning til. ...- lite, 9de 13de Rygpigstraale Halefinnespidsernes Afstand ..... . 115 Mm., 110 Mm., 125 Mm., 200 Mm. 69 477 8,6—8,7 Gange, hos de største 9 Gange i Hovedets Længde, men Overkjævebenet naar stedse omtrent til Øjehulens Bagrand. Halefinnens Væxt synes at være proportional med Legemets almindelige Tilvæxt. Sideliniens Bugter ere ikke altid lige stærkt udprægede. Udenfor «Harnisket» er Legemet skælklædt overalt, dog er dette selvfølgelig tydeligst hos det ældste Exemplar. Det synes, at under Væxten kan først den sidste, saa den næst- sidste Rygpigstraale sættes til, og at Smaafinnernes Antal forøges — ved successiv Ud- ; å Nr Vis 2 sondring af en eller to Straaler fra Ryg- og Gatfinnen — fra FIE til TIE Stribernes Antal og Retning er lidt variabel, men først nævnte altid ringere og sidst nævnte mindre vandret, end det fremstilles påa Schlegel's Afbildning af P. ortentalis (Fauna Japonica, pl. LI); ifølge denne Kilde (p. 99) skulde Brystfinnerne her kun have en Tiendedel af Total- længden (Exemplaret var 18'Fommer, omtrent som C paa nedenstaaende Tabel); Straaletallet var 18 i første Rygfinne, Smaafinnernes Antal henholdsvis VIII og VII(?). Jeg maa dog (med Day, 1. c., p. 253) tiltræde den af Steindachner fremsatte Anskuelse (som ogsaa var Cuvier's), at P. ortentalis og clulensis ere samme Art, og kan henvise til St.s Ytringer derom i «Ichthyologische Notizen», Vil, S. 25 (Sitzungsber. d. Akad. d. Wiss., LVII, 1868) og i «Ichthyologische Beitråge», IV, S. 11 (1. c., LXXIK, 1875)... Han fandt Stribernes Antal at vexle fra 7—9, Bugfinnernes Længde fra 1:9!/3 til 7%/4 i Forhold til Totallængden, Pig- VV VI—VIl ? af mig fremhævede; Hovedets Længde angives dog hos et 14” langt Expl. til knap en straalernes Antal 17—19, Smaafinnernes altsaa lignende Variationer som de Fjerdedel af Totallængden, o. s. v. Foruden fra Chile besad Steindachner denne Pelamide fra Central-Amerikas Vestkyst. Slægtens anden Art, P. sarda, er kjendt fra Kattegattet (tilfældigt) til Nord-Amerika, Brasilien, de kanariske Øer, Middelhavet og Kap, men ikke fra det indiske Hav. Hvert af de store Verdenshave har altsaa sin Årt. Det er allerede antydet, at Scomber unicolor Geoff. (Pelamys bonaparte Fil. & Ver., Thynnus peregrimus Coll.) er med Urette bleven henført til Felamys-Slægten. Den afviger fra denne ved første Rygfinnes lavere Straaletal (13) (Pelamys chilensis v. orientalis har 16—19, P. sarda 22), ved at have Vomer-Tænder og ved at Huden udenfor Harnisket er nøgen (skælfri). -For denne Slægt kan Gill's Orcynopsis træde i Kraft, hvilket Navn for øvrigt vistnok faar til Synonym samme Forfatters Gymnosarda, opstillet paa Thynnus unicolor Rupp. (Pelamys nuda Gthr.). Da der ikke foreligger mig Exemplarer hverken af Kødehavs- Formen eller af den atlantiske (middelhavske), skal jeg ikke gjenoptage til Forhandling det Spørgsmaal, om man har gjort Ret i at adskille dem som Arter, men kun bemærke, at Klunzingers Meddelelse") om Rødehavs-Arten snarere synes at svække end at styrke Troen påa dens Selvstændighed, skjønt der gjøres Rede for visse Forskjelligheder. Mine Erfaringer med Hensyn til de andre Thynnider havde gjort mig mistroisk 1) Synopsis der Fische des Rothen Meeres, II, S. 443 (Verhandel. d. zoolog. botan. Ges. Wien. XXI). 478 70 ogsau med Hensyn til Cybrum-Arterne!), men denne Mistro viste sig dog i det hele ugrundet; for saa vidt de ere faldne ind under min Undersøgelse, foranledige de mig ikke til lignende Reduktioner som de ovenfor antydede. Slægten er uden Tvivl mere littoral, mindre pelagisk end de fleste andre Thynnider. Af de ved Amerikas Østkyst forekommende Former har der foreligget mig tre, C. maculatum, C. regale og C. caballa. De Artsmærker, som opføres for dem, se ubetydelige ud, men synes at være konstante, og jeg kan kun udtale mig for disse 3 Arters Selvstændighed. De give dog Anledning til et Par kritiske og udviklingshistoriske Bemærkninger. C. caballa skal ifølge Poey naa en Længde af 8—10 Fod; der har kun foreligget mig et ungt (vestindisk) Exemplar påa 47/4 Tommes Længde, som, lagt ved Siden af de to andre Arter, udmærker sig ved 1) en mindre langstrakt Legemsform; Højden indeholdes knap 4 Gange i Totallængden til Halefinnens Bugt; 2) en stærkere Bugtning af Sidelinien; 3) færre Pigstraaler i første Rygfinne (15 hos det foreliggende Exemplar); 4) færre (c. 3) Kjævetænder. C. zmmaculatum C.V. (6—7”) formoder jeg at være en slig yngre Form af C. caballa; dog maa bemærkes, at Museets Exemplar har den sorte Plet påa Rygfinnen, som ogsaa findes hos C. regale og maculatum. De to sidst nævnte Arter synes foruden ved Farvetegningen kun at afvige fra hin- anden ved, at Tænderne ere meget stærkere hos C. maculatum. Deres Antal tiltager vist- nok med Alderen; jeg tæller 12—15 i begge Kjæver hos C. regale, DE= hos Exemplarer af forskjellig Størrelse af C. macula'um. Et Hoved af den sidst nævnte Art, 7” langt, og en Halefinne med en Afstand mellem Finnespidserne af 8!/2"" tyde paa en Fisk af 33 Tom- mers Længde, hvilket er mere end jeg finder hos Forfatterne: «over to Fod» er den højeste Angivelse jeg har fundet; om C. regale ligeledes overskrider den i Literaturen angivne Størrelse af 2 Fod, eller om den holder sig mindre, er mig ubekjendt. Halefinnen af C. maculatum har jeg kunnet distinguere fra vore andre pelagiske Thunfiskes derved, at de to mindre Kjøle lade sig forfølge helt ud til dens Rand; dette er ikke Tilfældet hos Acanthocybium Solandri og synes i al Fald at være mindre udpræget hos de halvvoxne C. regale, som foreligge. Hos begge Cybrum-Arter er Smaafinnernes Antal underkastet nogen Variation (det stiger maaske til Dels med Alderen), VII—IX baade i Ryg- og i Gatfinnen. Af C. regale har jeg kunnet undersøge en Del Unger ned til en Størrelse af kun 3 Tommer, men det er ikke meget, jeg finder at anmærke om de Forandringer, som Arten. undergaar efter at have naaet hin Størrelse; Ungerne have kortere Mundspalte og Brystfinner og mangle under en vis Størrelse Skæl og Halekjøle; dog ere de almindelige Kropskæl allerede kjendelige hos 4 Tommer lange Exemplarer.og de store Skæl langs Rygfinnen allerede hos Individer paa 3 Tommer. Det er nemlig ikke aldeles rigtigt, naar man har frakjendt 1) Ogsaa i denne Gruppe har Gill opstillet eller adopteret nogle nye Slægter: Lepidocybium for C. Fflavobrunneum Sm. og Apodontis Benn. for Å. immunis Benn. Om Acanthocybium se det følgende. el 479 Cybierne det saakaldte «Brystharnisk» af større Skæl; det er tilstede og har en lignende Udstrækning som hos andre Thynnider — over og omkring Brystfinnerne og ned omkring Bugfinnerne, samt et Bælte langs hen med Rygfinnen paa hver Side — men det er mindre tydeligt end hos de fleste andre Thunfiskeformer. — Nu da man ikke længere «a priori» forudsætter indiske og atlantiske Fiskearters Uensartethed som given, vil der være Anled- ning til nærmere at sammenligne C. maculatum med den indiske C. ænterruptum, der angives at naa en Længde af 3 Fod. — Poey har identificeret C. acervum med C. caballa!); dette er aabenbart urigtigt, da C. acervum har 17 .Rygpigstraaler, ikke 14 eller 15 som C. caballa; den er derimod uden Tvivl Ungen (5 Tommer, kun == Tænder) af C. regale, og det er da forstaaeligt, at cubanske Fiskere (efter hvad C uvier angiver) kunde meddele Poey, at denne Fisk kunde naa en Vægt af 25—50 %; thi derved tænkte de formodentlig netop paa C. regale. Cybium-Gruppen har imidlertid ogsaa sin rent pelagiske Repræsentant. Under Navnet «Barracotta» have vore utrættelige Handelsskibsførere flere Gange bragt os fra den tropiske Del af Atlanterhavet Hovederne og Halefinnerne af en stor Cybrum- Form, hvis Karakterer efter dette, i og for sig jo mindre tilstrækkelige, Materiale ere: 1) Hovedets lange og spidse Form; Underkjæven er lidt længere end Overkjæven, og Mellem- kjævebenenes Symfyse lig Afstanden fra Overkjævens øvre Endepunkt til det bageste spalte- formige Næsebor; 2) Kjæverandene ere udstyrede med en aldeles tæt sluttende Række af brede, skarpe, lancetdannede, i Æggen fint kærvede Tænder, der til en vis Grad retfærdig- gjøre den Sammenligning med Hajtænder, som Solander indflettede i sin Beskrivelse af en af ham i det stille Hav undersøgt Cybrum-Art, formodentlig netop den, hvorom her er Tale. 3) Mundspalten naar kun til midt under Øjet, og Overkjævebenets bageste Del ligger ikke frit som hos alle andre (mig bekjendte) Cybrum-Arter (ogsaa efter Beskrivelsen hos C. Commersonii), men er næsten fuldstændig dækket af Suborbitalpladen. 4) Afstanden mellem Halefinnestraalernes Spidser er lidt større end Hovedets Længde; de mindre Hale- kjøle naa ikke helt ud til Halefinnens Rand. 5) Gjællerne forholde sig som hos Xiphzas, d. v. s. Gjællebladene ere netformigt sammenvoxne. Vort største Hoved er 127/» Tomme langt og har vistnok tilhørt et Individ af 4'/> Fods Længde; men at den bliver meget større, ses af en af Kapt. Andréa udført Skitse af et over 7 Fod langt Exemplar. Han afbilder den som smuk blaa paa hele Ryggen med 19 nedstigende lodrette Striber fra Ryg til Bug og som meget smækker af Legemsform. Der kan næppe være Tvivl om, at disse Hoveder 0. s. v. tilhøre en Acanthocybium, enten C. petus Poey eller Cybium solandri C. Val., 1) Repertorio, II, p. 362. I «Enumeratio piscium cubensium», p. 73, er dette dog rettet, og C acervum atter opført som egen Art med den Bemærkning: »no parece diferir del C. regale sino por un cuerpo sin manchas». Den er ligeledes opført som egen Art i «Notes on the American species of the genus Cybium», Proceed. Un. St. Nat. Mus,, 1878, p. 4, men kan vistnok uden Fare inddrages. 480 72 saafremt disse Former ellers ere forskjellige, hvad jeg meget betvivler. Af de to af Ginther («Fische d. Sidsee») publicerede Skitser stemmer Parkinson's bedre end Garrett s med hvad der her foreligger mig, særligt i Henseende til Halefinnens og Hovedets Form, det skjulte Overkjæveben (dette er tværtimod synligt paa G.s); derimod. stemmer Sideliniernes Løb paa Andréa's Skitse bedre med Garrett's Figur. Solander's Exemplar var 4 Fod, Garrett's 3, men denne ringe Forskjel synes ikke at kunne forklare Afbildningernes Afvigelser fra hinanden; disse ligge snarere, som Gunther antyder, i de Omstændigheder, under hvilke de ere blevne til. Da vore Søfarende (Hygom og Andréa) have harpuneret slige Fiske 5—6 Gange i det mindste, er det paafaldende, at de — efter Ginthers Sigende — ikke ere repræsenterede i nogen anden Samling og overhovedet tidligere kun skulde være iagttagne ved 3 Lejligheder, alle 3 Gange i det stille Hav: paa Cook's første Rejse (1769) i Poumotu-Arkipelaget, ved Loo-Choo-Øerne 1827 (C. sara, Beechey's Reise) og nu senest,. 300 (eng.) Mil Nord for Harveys Ø. Der kjendes imidlertid en meget nærstaaende Form fra Atlanterhavet, ved Antillerne: Poey's (. petus, der er de cubanske Fiskere bekjendt under Navnet «Peto», ja endog efter Poey's Sigende-skal være almindelig der ved Øen"); han undrer sig ogsaa over, at denne ved sin Størrelse, sin Tandform og sin lille Halefinne udmærkede Art endnu kan være ubekjendt; den kan efter hans Sigende blive 5 Fod lang og naa en Vægt af 90 eller endog af 150 %. Han be- skriver den efter et 1300 Mm. (lidt over 4 Fod) langt Exemplar og angiver Højden til ”/43, Hovedets Længde til !/4 af Totallængden, Øjets Tværmaal til "753 af Hovedets Længde (vore Exemplarer vise omtrent det samme Forhold); Overkjævebenet angives at nåa næsten til Øjehulens Forrand, hvilket maa forstaas om den synlige Del alene. Rygpigstraalernes Antal angives kun til 23, senere dog til 25?) (hos C. Solandri 26), og Gjællerne beskrives «å lames doubles et réticulées». Striberne omtales ikke; derimod hedder det i «Repertorio» om Ungerne: «los jåvenes tienen el cuerpo cubierto de fajas anchas longitudinales», og i «Proc. Un. St. Nat. Mus.», 1879, p. d: «In specimens of less than 3 feet the body is covered with vertical bands of a vitreous lustre (glacées)». Da vore Exemplarer ere fra Atlanterhavet — et af dem endog fra «Gamle Bahama-Kanal», altsaa ikke langt fra Cuba, — ligger det meget nær at identificere vore Søfarendes «Barracotter» med Poey's C. petus, men paa den anden Side synes mig Overensstemmelsen med C. Solandri — saa vidt Kjendskabet til begge Parter gaar — at være stor nok til at retfærdiggjøre Henførelsen til denne ældre Art. Fremtidige Erfaringer maa afgjøre, om Atlanterhavets og Stille Havets Art er den samme, men Sand- synligheden er i højeste Grad for det, efter Analogierne. Rygpigstraalernes Antal er ikke op- lyst hos de Exemplarer, hvoraf vore Hoveder 0. s.v. ere tagne. Til Slutning maa jeg endnu gjøre opmærksom paa, at denne Acanthocybium petus eller Solandri uden Tvivl er identisk med 1) Memorias, II, p. 234. Det hedder dog i «Repertorio», II, p. 363: «no es comun». 2) Proc. Un. St. Nat. Mus., 1879, p. 5. » 738 48 I den af Prof. Doderlein beskrevne og afbildede « Cybzum Verany»"). Herved er Artens Optræden i Middelhavet (ved Sicilien) konstateret. Det viser sig saaledes mere og mere, at de større pelagiske Fiskeformer ere fælles for begge de store Verdenshave, og at Middel- havet i Almindelighed bebos eller besøges af de samme Arter, der have hjemme i Atlanterhavet. Poey's Bemærkning om Acanthocybium petus «le måle et la femelle font ordinaire- ment leéurs courses ensemble» (l. c., p. 235) er interessant, fordi den minder om Sværd- fiskene, med Hensyn til hvilke den samme. lagttagelse er gjort, og om hvilke, særligt om Histiophorerne, denne Cybzum-Form jo netop minder ved sine Gjællers Beskaffenhed ; det turde vel ogsaa være saa, at de forlængede Mellemkjæver hos Acanthocybium danne den nærmeste Overgang til «Næbet» f. Ex. hos Tetrapturus belone. Under alle Omstændigheder maa det vistnok billiges, at Gill har udsondret C, sara (0: Solandri) som egen Slægt: Acanthocybium, under hvilket Navn (A. petus eller peto) Arten jo ogsaa er opført i Poey's citerede Fortegnelser”). Denne rent pelagiske Slægt?) vilde altsaa være den, som blandt Thunfiske-Formerne stod Sværdfiskene, særligt de rundnæbede, nærmest; det er derfor be- klageligt, at vi ikke ere i Stand til at oplyse dens øvrige Osteologi. De Bidrag til Kundskab om yngre og yngste Stadier af Scomber- Tlyynnus-Gruppen, 1) Descrizione di una notevole specie di Scomberoide (Cybium Verany, Doderl.) presa di recente nelle acque di Sicilia. (Estratto del Giorn. di Sc. Natur, ed Econ., Vol. VIII, 1872, Palermo.) Rygpig- straalernes Antal er 26 ligesom hos A. Solandri. Denne Forfatter er (eller var) i det hele tilbøjelig til at opstille vel mange Arter, efter mit Skjøn; hans senere Arbejder antyde paa flere Punkter (f. Ex. i Henseende til Echeneris) et Til- bagetog fra denne Retning. For Thynnidernes Vedkommende stemme hans Resultater imidlertid ret godt med mine. Foruden 1) Å. petus skjelner han 2—3) Orcynus thynnus? og O. secundo-dorsalis, 4) O. balteatus, 5) O. albacora, 6) O. subulatus, 7) O. thunnina, 8) O. pelamys, 9) Cybium caballa, 10) C. acervum og 11) C. regale. 2 og 3 ville rimeligvis være at slaa sammen, ligeledes 4, 5 og 6 samt 10 og 11; desuden forekommer C. maculatum, Åuwis rochei og Pelamys sarda i det Hav, der beskyller Amerikas Østkyst, og derfor sandsynligvis alle i Nærheden af de vestindiske Øer. De i Gill's Fortegnelse over Amerikas Østkysts Fiske optagne 5 Arter ere: Pelamys sarda, Orcynus thynnus, Thynnus thunnina, Cybium maculatum og C. regale, der alle forekomme langs hele Kysten fra Cap Cod til Florida (Thunfisken endog til Newfoundland), med Undtagelse af «Thunnina»en, hvis Forekomst er tilfældig, men som i 1871 optraadte i stor Mængde ved Massachusetts; Thynnus pelamys er senere (Sillimans Journal, XVII, p. 43) fanget ved Nord-Amerikas Østkyst. Om dens Forekomst o. s. v. har Kapt. Andréa havt den Godhed at meddele mig følgende: «Af Barracotta'en har jeg kun fanget fire: en i Nord-Atlanterhavet paa omtr. 13? N. Br. og 509 V.L., en i «Gamle Bahama-Kanal», en i Florida-Strømmen tæt Nord for Bahama-Øerne og en tæt Nord for Ækvator paa 26? V.L. Jeg har kun set meget faa af dem — foruden de ovennævnte Steder, i Syd- Atlanterhavet og i det indiske Hav henimod Java, men aldrig i Java-Søen eller i Kina-Søen eller udenfor det tropiske Bælte — og aldrig mere end 2 eller 3 i Følge. De lade sig kun fange paa Smøre agter for Skibet, naar det løber 4—6 Knob i Timen. I Stille har jeg set dem bevæge sig langsomt omkring Skibet, formodentlig for at søge Rov; men de gjorde dog aldrig Mine til at bide | paa Krogen, ej heller kom de saa nær, at de kunde tages med Elgieren». Vidensk Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math Afd. XII, 6. 61 2 to 482 TÅ som foreligge, ere kun lidet talrige. Inden jeg gaar over til at omtale dem, vil jeg henvise til den Notis af Gill, hvori han fremhæver, at de spæde Fiske af denne Gruppe lige saa vel som af Carangidernes have et tornet Forgjællelaag"). Tornene ses dog ikke paa c. 35 Mm. lange Unger af Scomber colias fra Vestindien; disse ere endnu nøgne (uden Skæl); Legemets Højde indeholdes omtr. 5”/> Gang i Totallængden; Overkjævebenet naar ind under Øjets Forrand, næsten til Pupillen. Der er en halv Snes Tænder i hver Kjæve, for- holdsvis store og stillede med Mellemrum, og Ganetænder ere tilstede; der er et større Mellemrum imellem Rygfinnerne, hvis Straaletal er D!: 10; D?: 12, foruden 5 « Pinnulæ» for oven ligesom for neden. En større Unge af samme Art (90 Mm.), med udviklet Farve- tegning, er ligeledes i det hele nøgen, men har dog en begyndende Udvikling af Skælklæd- ningen langs med Ryglinien; Overkjævebenet naar kun til! Øjets Forrand; der er henved 30 tæt stillede Kjævetænder i hver Række. — Hos en Unge af Scomber scombrus omtrent af samme Størrelse (95 Mm.) finder jeg slet ingen Skæl; der er her højst 20 Kjævetænder; Overkjævebenet naar til Pupillens Forrand 0.s.v. Jeg omtaler disse Smaaforskjelligheder for at henlede Opmærksomheden paa det ønskelige i at forfølge saa nær staaende Arters Aldersforandringer komparativt saa langt tilbage som muligt. Til Orcynus germo(?) henfører jeg en lille 17 Mm. lang Fisk med karakteristisk 'Thynnide-Fysiognomi, som blev fisket i Slæbenettet paa «Galatheas» Rejse den 3dje Juni 1846 (Tab. Il, fig. 1). Formen er forholdsvis plump og kort, men sammentrykt, Højden 1/4 af Totallængden, og Hovedets Længde indeholdes kun 2!/> Gang i samme. Tænderne ere stillede tyndt; der er -Tænder paa Ganebenene. Forgjællelaaget bærer 5—6 Torne, de største i Hjørnet. Smaafinner kunne næppe endnu siges at være tilstede, dertil sidde de for tæl, men man vil dog kunne udpege 8 eller 9 Straaler, der ere rykkede lidt længere ud fra hinanden, end det er Tilfældet i den øvrige Del af anden Rygfinne og Gat- finnen. Hovedets Sider, bagved de store Øjne, der optage næsten hele Hovedets Højde, og Siderne af den egentlige Krop eller Bug ere sølvblanke; for øvrigt er Fisken mørk. Til Skæl er der selvfølgelig ikke Spor; Halefinnen er aldeles homocerk — der ses ikke noget til en opadbøjet Ende af Notochorda; Heterocercien, hvortil der heller ikke ses noget Spor i de udvoxne Thunfiskes Haleskelet, taber sig altsaa meget tidligt hos disse Fiske. — For at være Udviklingstrin af samme Type mistænker jeg fremdeles stærkt nogle endnu mindre, 8—10 Mm. lange Smaafiske, til Dels aldeles farveløse (hvide) paa nær Øjnene og første Rygfinne, som ere sorte; de ere paafaldende korte og storhovede, Hovedet næsten lige såa langt som det øvrige Legeme; 3 Forgjællelaagstorne ere tydelige; Mundspalten naar til midt under Øjet; højst c. 14 spredte Krogtænder i hver Kjæverække; ikke Spor til « Pinnulæ»”); dog kan 1) Proc. Acad. Philad., 1862, pp. 328—29. 7) Det er altsaa ikke rigtigt, som forudsat af Gill (1, c), at «Pinnulæ» karakterisere endog de tidligste Udviklingstrin af Scombrinerne (smlgn. ogsaa de nedenfor beskrevne yngre Stadier af Chorinemus), 75 É 483 man hos de større (men ikke hos de mindre) udpege de 8—9 Straaler, der senere ville udsondre sig som saadanne (Tab. III, fig. 2). Heterocercien er tydelig hos alle disse smaa Thynnider, som maa have forladt Ægget meget kort Tid, førend de bleve fangede"). Forklaring til Afbildningerne. Tab. III, Fig.1. Ungen af en Thynnide, rimeligvis Orcynus germo (La.), fisket paa «Galatheas» Rejse d. 3dje Juni 1846. Forstørret i Forholdet 2: 5. Tab. III, Fig. 2. Spæd Unge af en Thynnide, et tidligere Udviklingstrin, rimeligvis af samme Art. Forstørret 3 Gange. (Er bleven for mørk i Udførelsen.) 7. Coryphæna equisetis L., C. hippurus L. og C. fasciolata Pall. (Tab. IV, fig. 9—13.) I det om «Dolfinerne» eller «Doraderne» handlende 18de Kapitel af 9de Bind af «Hist. Natur. d. Poissons» skjelnede Valenciennes, fra hvem dette Kapitel ene hidrører, ikke mindre end 19 Arter, fordelte i to Slægter, Coryphæna og Lampugus. Ved at gjennem- gaa Beskrivelserne vil det dog ikke undgåa Opmærksomheden, at største Delen af disse Arter ere temmelig løst karakteriserede, adskillige af dem blot opstillede paa andres Teg- ninger og Beskrivelser; og prøver man at bestemme sine Exemplarer efter dette Værk, vil man snart føle sig i en stor Forlegenhed med Valget, hvis man mener at burde gaa ud fra Paalideligheden af de Valenciennes'ske Arter som given. Dette Afsnit af «Hist. natur.» er ogsaa bleven skarpt kritiseret af Dr. Gunther (Catal., II, p. 405), mod hvis Kritik jeg ikke har andet at indvende end, at han lægger Ansvaret paa Cuvier's Skuldre; dette er aabenbart uretfærdigt, da den omhandlede Artikel udtrykkelig er angivet at være af Valenciennes, og Bindet er udkommet efter Cuvier”s Død. Naar man først er paa det rene med, at i disse Højsø-Fiskeslægter kunne Atlanterhavets Arter meget godt fore- komme i det indiske og stille Hav, og omvendt, og dernæst har faaet Øjnene op for de Forandringer, som disse Fiskes Fysiognomi undergaar med Alderen, vil man snart komme og der er fra denne Side intet i Vejen for, at Dicrotus kan være Ungen af en 7hyrsites (Prometheus). (Jfr. S. 458.) DE SISENS BESAT SS AO AVSE STONE BES] LIS SKO ØJE: IS SEA SÆDER SS BTs PGP UVPE: 61" 484 76 til det samme Resultat som Guinther, at der maa foretages meget betydelige Reduktioner; ja, jeg tror endog, at man i denne Henseende kan gaa endnu videre, end Dr. G. har gjort. Af de beskrevne Arter anerkjender Gunther kun 6; de øvrige erklæres enten for Syno- nymer eller for usikre Arter, der foreløbig ikke kunne erkjendes. Af disse 6 Arter kjendte Ginther i Virkeligheden kun 2, af hvilke den ene (C. /zppurus) var repræsenteret i «British Museum» af 10 Exemplarer (fra Isle de France, Cap, Madera) af fra 14 Tommers til 5 Fods Længde, den anden (C. eguisetts) af 4 Exemplarer, dels større (27"), fra Atlanter- havet, dels yngre. De samme to Arter (og ingen andre) ere mig bekjendte fra Hygom's og Andréa's Indsamlinger og Rejser over Atlanterhavet: C. hippurus L. dog kun i ét fuldstændigt Exemplar (708 Mm. til Indsnittet i Halefinnen), foruden flere Hoveder og Finnebesætninger, samt et noget yngre og mindre vel bevaret Exemplar (590 Mm.) fra Nizza, fra ældre Tid. Ved særdeles Forekommenhed af Bestyrelsen af «Museo Civico di Storia naturale di Genova» har jeg endvidere kunnet undersøge en kun 290 Mm. lang «C. pelagica» — efter min Mening Ungen af den samme Art. C. eguisetis foreligger der- imod i 5 Exemplarer fra Atlanterhavet og et sjette ældre, med usikker Lokalitet «Brasilien» ; deres Størrelse vexler mellem 223 og 327 Mm. (maalte paa samme Maade). Vi have saa- ledes ikke af nogen af disse Arter Exemplarer af saa betydelig en Størrelse som de over- hovedet kunne forekomme: 6 Fod for den først nævnte, 2/2 Fod for den sidst nævnte. Imidlertid er dette Materiale tilstrækkeligt til at paavise Forskjellighederne mellem de om- handlede Arter og til at bibringe Undersøgeren den Overbevisning, at alle, eller saa godt som alle, beskrevne Arter kunne føres tilbage til disse to. Andre omtales heller ikke i Ginther's nyeste Værk om Sydhavets Fiske. De Forfattere, der særligt have studeret Middelhavets Coryphæner (Bonaparte, Steindachner), kjende ligeledes to Arter; af disse er den ene den samme som den, vi kjende fra Atlanterhavet, nemlig C. /zppurus, den «store Dolfin»; i Stedet for den «lille Dolfin» (C. eguisetis), der under alle Omstændigheder er meget sjælden i Middelhavet, optræder der efter deres Angivelser en anden mindre Form «C. pelagica»v L., som til Gjengjæld skulde synes at være sjælden i Atlanterhavet, om den overhovedet forekom der”). Jeg skal senere komme tilbage til denne Form, som jeg ikke tror er andet end den yngre Form af C. hippurus. — Af de tre andre Arter er «Lam- pugus punctulatus» aabenbart kun den yngre Form af Coryph. eguisetis, og jeg skjønner ikke, at « C. scomberoides» ”) er væsentlig forskjellig fra C. hzppurus. Den saakaldte « C. neapolitana» 1) C. azorica Val. (3' 8”) betragtes af Gunther som den udvoxne Form af C. sicula (23”) og pelagica (9—10”), uden Tvivl paa Grund af Overensstemmelsen i Straaletal (D: 53; A: 25.). Formodenuig alt- sammen OC. hippurus. 2) Saaledes som den karakteriseres i «Catal. Acanth. Fish.», I, p.407, formodentlig efter Bleeker; Valenciennes giver den et andet Straaletal (D: 55; A: 25), hvorved Tanken kunde ledes andet Steds hen, til C. pelagica f. Ex., hvis der existerer en saadan Form som selvstændig Art. (7 435 er en Gaade for mig, som den har været det for andre (jfr. Bonaparte's Bemærkninger i hans «Fauna Italica»), og kan vistnok uden Skade henvises til de usikre Arter, som man ikke behøver at bryde sig om. Herved vilde da de sikre Arter af Dolfiner være reducerede til 2 eller 3. Hvor betydelig denne Reduktion end er, er den ikke større end i andre analoge Tilfælde, som f. Ex. naar samtlige Naucrates- og Nauclerus-Arter og to Seriola-Årter, 12 i alt"), ere reducerede til én: den gamle Linné'ske Waucrates ductor! At saadanne Fejl, som denne Opstilling af en hel Række uholdbare Arter, har kunnet begaas, ligger naturligvis deri, at Materialet har været for lidet til at erkjende Forbindelsen mellem Formerne, og at man overhovedet ikke har været inde paa Tanken om en paa bestemt Maade fremskridende Omdannelse i fysiognomisk Henseende. Den, der, for Coryphænernes Vedkommende, først har hævdet denne Sammenhæng, er, som sagt, Dr. Gunther. I «Fische der Sudsee» bemærkes endvidere: «Disse Fiske have et efter deres Alder meget forskjelligt Ud- seende. Hos meget unge Exemplarer (1—6 Tommer) er Legemet trindt, Hovedet lige højt og tykt, Øjet forholdsvis stort, meget længere end den stumpe Snude. Lidt efter lidt taber Legemets Trindhed” sig, Snuden bliver længere, men Rygfinnens Højde holder sig omtrent ens i dens hele Længde (Lampugus C.V.). Naar Fisken har naaet Grænsen for sin Væxt, har der derimod dannet sig en høj Kam paa Hovedet, Legemet er stærkt sammentrykt, og den forreste Del af Rygfinnen er lige såa høj som Legemet». «De lege midt ude paa Oceanet, og unge Fiske blive derfor ofte fangne i Slæbenettet». Det er af disse Ytringer klart, at jeg ikke længere kan meddele noget aldeles nyt ved at beskrive de yngre Udviklingstrin af Coryphæna hippurus og eguisetis, som vort Museum i temmelig stort Antal. længe har besiddet fra Atlanterhavet, takket være DHrr. Hygom, Andréa o.s.v. Jeg tror dog, at lidt mere detaljerede Oplysninger om disse Udviklingstrin og om den Forskjel, der allerede paa disse kan paavises mellem de to vidt udbredte Arter, ville være ret kjærkomne, saa meget mere som jeg kan oplyse dem ved et Par Afbild- ninger, der bedre end en Beskrivelse give en Forestilling om Dolfin-Yngelens fra de fuld- voxne Fiskes saa yderst forskjellige Fysiognomi. Som Indledning tillader jeg mig dog at forudskikke en Karakteristik af de to oftnævnte Arter, saaledes som den har stillet sig for mig ved Undersøgelsen af det foreliggende Materiale; at ingen af Arterne er tilstede i meget store Exemplarer, har jeg allerede omtalt. Coryphæna equisetis L. Coryphæna Iuppurus L. kan have 51—56 (ifølge Forfatterne indtil 5 8) Her vexler Straaletallet i Rygfinnen Straaler i Rygfinnen og 24—26 (ifølge For- fra 58—64 og i Gatfinnenfra26—30>). Hos 1) Naucrates ductor, noveboracensis, indicus og Koelreuteri; Seriola succincta og dussumieri; Nauclerus compressus, abbreviatus, brachycentrus, triacanthus, annularis, leucurus. 2?) Dersom C. pelagica, azorica og scomberoides falde ind under det samme Artsbegreb, skulde, efter Forfatternes Angivelser, Straaletallet i Rygfinnen kunne gaa ned til 53 og i Gatfinnen til 24. 486 (egquisetis) fatterne 27) i Gatfinnen. Forholdet mellem Legemets Højde og Totallængden (fra Snudespidsen til Indsnittet i Halefinnens Bagrand) er temmelig variabelt, uafhængigt af Alder og Størrelse: Grænserne ligge mel- lem 1:3,4 og 1:4,1, saaledes at det sidst nævnte Forhold forekommer hos det største Individ i Rækken. Noget mere fast er For- holdet mellem Hovedets Længde og To- tallængden, 1:42 å 4,6, saaledes at det første af disse Tal forekommer hos det mindste, det sidste hos det største Individ; men Højden er altid større end Hovedets Længde hos denne Årt. Sidelinien danner i Regelen en skarp Vinkel over Brystfinnerne, men kan under- tiden have et mere bølgeformigt Løb. 78 (hippurus) det mindre af de to foreliggende større Exemplarer (590 Mm.) er Forholdet mellem LegemetsHøjde eller HovedetsLængde (hvilke Størrelser ere absolut lige store) og Totallængden — 1:5,1; hos det større (708 Mm.) er Hovedet lidt længere end Legemet er højt, og Forholdet til Totallængden for Højdens Vedkommende som 1: 5,2, for Ho- vedets Længde som 1:5; det mindste (290 Mm.) har ligeledes Hovedet længere end Le- gemet er højt; Forholdstallene ere henholds- vise" 1105/6028 1478: Sidelinien frembyder lignende individuelle Afvigelser som -hos C. eguisetis. Hovedet af fire Coryphæna equiseltis, i halv nat. Stør- relse, for at oplyse Kjøns- og Aldersforskjellen. De Forskjelligheder i Hovedets Pro- fil, som de foreliggende Exemplarer frem- byde, oplyses af ovenstaaende Skitse af 4 af dem; man vil se, at Variationen er betyde- lig, i hvilken Henseende Kjønnet synes at spille en Hovedrolle, og at Profilet derfor ofte er mere lodret hos det mindre, mere Hovedet af Coryphæna hippurus i "/3 nat. Størrelse, for at oplyse, hvorledes Fysiognomiet forandres med Alderen. Af det største, der var bevaret som tørret og senere er skeletteret, kunde kun Omridset meddeles. De vedføjede Skitser oplyse den store Forandring, som med Alderen ogsaa fore- gaar i denne Fisks Fysiognomi og Profil. Det yngste af de tre foreliggende Exemplarer (det ovenfor omtalte fra Genua, som ikke er mo (eguisetis) spidst hos det større Individ, men at Ud- viklingen dog, særligt hos Hannen, stræber hen til et højere, mere but afrundet eller næsten lodret Profil”). Overkjævebenet naar kun til Pupil- lens Forrand. Øjets Tværmaal aftager for- holdsvis, i det hele taget, med Individets til- tagende Størrelse; dets Forhold til Hovedets Længde ligger mellem disse Grænser: 1:3,8 og 1:4,9 (med runde Tal er Øjetværmaalet altsaa mellem "/4 og "/5 af Hovedets Længde); dets Forhold til Snudens Længde er som 7:8 hos de mindre, som 2:3 hos de større. Rygfinnens Udspring er ligeledes noget variabelt, snart næsten midt imellem Øjet og Gjællespalten, snart temmelig tæt bagved Øjets Bagrand, og der er i Regelen i denne Henseende et temmelig bestemt For- hold til individets Størrelse, saaledes at Fin- nen begynder længst fremme hos det største, længst tilbage hos det mindste Individ. Hos de mindre er Rygfinnen lav, den længste Straale kun ubetydelig længere end Snuden,. hos de større er den fortil betydelig højere (om end i forskjellig Grad, individuelt), de længste 1) Jeg har undersøgt Museets 6 Exemplarer med Hensyn til Kjønnet. snudede vare Hanner, de 3 mest spidssnudede Hunner, uafhængigt af Størrelsen. 487 (hippurus) afbildet) er mere lavpandet, men en lille Smule mere braksnudet end det mindste af de tre afbildede”). Overkjævebenet naar til Midten af Øjet eller hos ældre til Pupillens Bagrand. Øjets Tværmaal er hos de mindre netop en Femtedel af Hovedets Længde, hos det større omtrent en Sjettedel af samme; til Snudens Længde forholder det sig i det første Tilfælde som 5:8, i det sidste som 5: 9. Rygfinnen udspringer hos de yngre Exemplarer lidt bagved Øjets Bagrand, hos det ældre over Pupillens Bagrand; de længste Straalers Længde forholder sig til Snudens hos det yngste som 14:10, hos det middel- store som 17:10, hos det ældste som 18:10. Gatfinnens forreste Straaler danne hos det største Exemplar en tydelig forlænget Spids, hvortil intet ses hos C. eguisetis. Brystfinnernes Længde er hos det yngste knap !/s, hos det middelstore !/s, hos Det viste sig, at de 3 mest but- Af de 4 afbildede er hver anden en Han, hver anden en Hun, saaledes som det er vedtegnet de yderste Exemplarer paa hver Side. 2 Cfr. Klunzinger, Fische des Rothen Meeres (Verhandl. k. zoolog. bot. Ges. in Wien), II, S. 6 (446). «Åltere und jingere haben ein sehr verschiedenes Aussehen. Das Kopfprofil ist bei ålteren fast vertikal und macht mit dem Ricken einen fast rechtwinkligen Bogen, bei jungeren ist es parabolissh, und der Nacken ist niederer. Die Ruckenflosse beginnt bei alten uber der Mitte der Augen, bei jungeren uber dem letzten Viertel des Auges». Denne Forfatter ser altsaa i disse Forskjellig- heder kun Aldersforskjelligheder. Ifølge Bonaparte (l. c.) skulde der i Hovedets Form være udtalt en Kjønsforskjel, og han omtaler dette som en for Fiskerne vel bekjendt Sag Naar man imidlertid af Lowe'?s Skrifter erfarer, at Fiskerne paa Madera betragte C. hippurus som Hannen til C. egquisetis (som Hunnen), stilles slige Vidnesbyrds Paalidelighed i et mindre gunstigt Lys. Den sidst nævnte Forfatter, der udtrykkelig siger, at han kjender begge Kjøn af C. eguisetis meget godt, kan ikke efter denne sin Erfaring bekræfte den Mening, at Hannerne af denne Art udmærke sig ved højere Issekam. Mine egne Erfaringer med Hensyn til dette Spørgsmaal ere gjengivne ovenfor. Med Hensyn til C. hippurus fremsætter Poey (Enumeratio, p. 133 [91]) den samme Paastand om en i Hovedets Figur udtrykt Kjønsforskjel. 488 (eguisetis) Straaler en halv eller næsten en hel Gang længere end Snuden. Brystfinnernes Længde er paa det nærmeste lig Hovedets halve Længde, mellem Ys og Ys af Total- længden; Bugfinnernes er ”/7 af Total- længden (stedse maalt som ovenfor angivet) eller noget mindre, i Almindelighed ikke fuldt det dobbelte af Snudens Længde; de ere altid fæstede under Brystfinnernes sidste Straale, saaledes at de strængt taget sidde, ikke under, men bagved de nævnte Finner"). Bortset fra de ensfarvet mørke Rygfinner 0.8. v. og et smalt, mørkt Bælte langs med Rygfinnens Grund, indskrænker Tegningen sig til enkelte smaa, skarpt begrænsede sorte Prikker, strøede tyndt paa de sølv- blanke Sider. Hvirvlernes Antal angives af Forfat- terne overensstemmende til 33. Størrelsen kan nåa 30 Tommer. 830 (hippurus) det største "/7 af Totallængden, tiltager altsaa med Dyrets Alder og Størrelse; Bugfin- nernes er omtrent en Sjettedel af Total- længden; de ere fæstede under Bryst- finnerne, altsaa kjendelig længere fortil end hos C. egquisetis, saaledes at deres forreste Straale falder lige under eller en lille Smule bagved første Brystfinnestraales Udspring. Vort bedst bevarede Exemplar viser øverst oppe påa Ryggen, nærmest under Rygfinnen, ligesom hos CO. eguisetis, et System af fine, mørke Skraalinier”), umiddelbart derunder en Række af runde, mørke, lyst indfattede Pletter; paa Rygfinnen er der talrige lyse Draabe- pletter, og paa Siderne af krop og Hoved dels lyse, dels mørke, lyst indfattede Draabe- pletter. Hvirvlernes Antal angives til 30 eller 31. Størrelsen kan naa 6 Fods Længde. Foruden disse to Arter kunde det synes rimeligt at antage endnu en tredje, der, mindre heldig, har faaet Navnet C. pelagica, da den, efter hvad der foreligger i Literaturen snarere synes at være karakteristisk for Middelhavet end for Oceanet. Efter Beskrivelsen synes den at kunne opfattes som en Mellemform mellem C. hippurus, hvis smækre Legemsform den har, og C. eguisetis, hvis Straaletal den snarest har (D: 53—58; A: 24—27). Hvirvler ligesom C. hippurus, hvilken den ogsaa synes at komme nærmest i Farvetegningen. Ifølge Bonaparte har den 3i Efter sammes Afbildning skulde man antage, at Brystfinnerne sad endnu længere fremme end hos C. hæppurus, men da 1) I Lowe's Figur (Fishes of Madera, pl. X) er Bugfinnernes Stilling urigtig. i 2) Antydet paa Schlegel's Afbildning af C. hippurus og paa Lowe's af C. eguisetis. De bedste Afbild- ninger, som jeg kjender af disse to Arter, ere den anførte af Schlegel, «Fauna Japonica», pl LXIV (C. hippurus, under Navnet C. japonica), Valenciennes's i «Déscription des Iles Canaries», pl. XXI, samt Garretts i «Fische der Sidsee», pl. XCIII, A (C. egquisetis). Det ligger udenfor mit nær- værende Æmne at udtale mig nærmere om de andre i Literaturen foreliggende Beskrivelser og Af- bildninger, der med større eller mindre Sikkerhed kunne henføres til de to her karakteriserede Arter; men jeg tror dog, at selv flere af dem, der ere blevne ansete for aldeles usikre og ubestemmelige, med overvejende Sandsynlighed lade sig henføre til de samme Arter. C. nortoniana Lowe, maregrawii og sueurii, rimeligvis ogsaa vlamingii, ere næppe andet end C. hippurus. I C. Lessonii er jeg der- imod ligesom Lowe tilbøjelig til at se en C. egrisetis, med hvilken Ginther fremdeles identi- ficerer Bennett”s C. socialis. 81 489 Beskrivelsen anbringer dem under Brystfinnernes Fæste, er Forholdet dog maaske snarest som hos denne Art. Saaledes finder jeg det ogsaa hos den mig som 4«C. pelagica» til- sendte Fisk fra Genua. Da Afstanden mellem C. Aippurus og «C. pelagica» for Straale- tallets Vedkommende (se ovenfor) kun er én Kygfinnestraale, kunde der vel opstaa Tvivl, om den saakaldte C. pelagicus (azoricus, siculus) er artsforskjellig fra C. hippurus. Under- søgelsen af det ovenfor omtalte Exemplar fra Genua har kun kunnet bestyrke mig i denne Opfattelse. Bortset fra Hovedets Form, Overkjævebenets og Brystfinnernes Længde og Farven, som ere underkastede de ovenfor afhandlede Aldersforandringer, stemmer dette lille Exemplar nok såa godt med vort største Exemplar af C. /zppurus fra Atlanterhavet som med det noget mindre frå Nizza, f. Ex. ved Sideliniens stærkere Bugt over Brystfinnerne, ved Gattets Beliggenhed noget længere fortil end hos dette. Jeg tror imidlertid ikke, at dette er nok til at begrunde en Artsadskillelse, som i al Fald saa maatte drages anderledes end hidtil er sket. En indirekte Bekræftelse paa det Resultat, at der i Virkeligheden ikke kjendes mere end de to Linmé'ske Arter, C. hippurus og egquisetis!), ser jeg deri, at jeg heller ikke blandt den talrige pelagiske Coryphæna-Yngel, til hvis Beskrivelse jeg nu gaar over, har kunnet skjelne mere end to Årter. Vor største Unge af Coryhæna eguisetis (Tab. III, fig. 11) har en Længde af 56 Mm. (til Indsnittet i Halefinnen); deri indeholdes Legemets Højde næsten 5 (4,9) Gang, Hovedets Længde 4Y3 Gang. Legemsformen er langstrakt tenformig, mere langstrakt end senere, som det vil ses af de opgivne Proportioner, af hvilke det ogsaa vil fremgaa, at Legemets Højde paa dette Udviklingstrin ikke er større, men tværtimod kjendelig mindre, end Hovedets Længde; og Legemet er dernæst ikke stærkere sammentrykt, end at dets Tykkelse netop er det halve af dets Højde. Øjet er naturligvis forholdsvis stort; dets Tværmaal, betydelig større end Snudens Længde, indeholdes tre Gange i hele Hovedets. Overkjævebenet naar omtrent til Øjets Midtpunkt. Rygfinnen, der helt igjennem er lav, udspringer omtrent midt imellem Øjet og Gjællespalten, nær Forgjællelaagets Bagrand; Bugfinnerne naa langtfra til Gattet og ere ligesom senere fæstede bagved Brystfinnerne, saaledes at de tage deres Begyndelse under disses sidste Straale; disses Længde er ”/7, Bugfinnernes Ys af Totallængden (maalt som ovenfor), Halefinnens Flige forholdsvis korte. Sidelinien danner en spids Vinkel over Brystfinnerne. Fiskens Sider ere sølvfarvede, dens Ryg mørk (næsten sort), men med to til Dels indbyrdes sammenløbende Rækker af c.15 lyse Pletter i det mørke Rygparti og med Spor til nogle brede, mørke Tværbaand paa de sølvblanke Sider. Hos noget yngre Exemplarer (41—42 Mm., maalte som ovenfor) (Tab, III, fig. 10) kunne disse Tværbaand være endnu tydeligere, men tillige være underafdelte ved lyse Pletter eller helt opløste i smallere Tværstriber; eller Sidernes lyse Sølvfarve fortsætter sig pletvis op i den mørke Kygfarve; og Rygfinnen kan ligeledes være stribet af lyst og mørkt, parallelt med Straa- 1) Stossich (1. c., p.45) opfører kun CO. hippurus fra Adriaterhavet; Poey fra Kuba, foruden C. hip- purus og en ubenævnt Form, 3 nye Arter, hvis nærmere Bestemmelse ved Revision af Original- Exemplarerne vilde være ønskelig. Vidensk. Selsk Skr., 5. Række, naturvidensk og math. Afd. XII. 6 62 490 82 lernes Retning, saaledes at smallere mørke Baand skifte med bredere lyse. Legemsformen er hos disse Exemplarer endnu mere langstrakt, mindre tenformig (Højden indeholdes 57/2 Gang i Totallængden, Hovedets Længde 5 Gange); Øjets Tværmaal er nu to Femtedele af Hovedets Længde, og Kygfinnen udspringer fra et Punkt, der ligger mellem Forgjællelaagets og Gjællelaagets Bagrand. Torne paa Forgjællelaag 0. s.v. søges endnu forgjæves. Hos endnu yngre Exemplarer, fra 35 Mm. og nedefter, forkortes Legemsformen atter; Tegningen er udvisket, ja der er endog hos de mindre ingen tydelig Grænse mellem Ryggens mørkere og Bugens Sølvfarve. Et Exemplar paa 35 Mm. har endnu en Forgjællelaags- torn paa hver Side, Exemplarer paa 26—28 Mm. (Tab. Ill, fig.9) have endog to, foruden mere eller mindre tydelige Spor til flere Torne indenfor Forgjællelaagets Hjørne og langs dets Rand; jo mindre Exemplarerne ere, desto tydeligere blive alle disse Torne; hos et Exemplar af 18 Mm.s Længde (Hovedets Længde 5 Mm., Legemets Højde 4 Mm.) er der kommet en Skuldertorn og en Postsupraorbitaltorn til paa hver Side, foruden at Underkjævens Vinkel løber ud i en lille Spids. Snuden er hos slige Exemplaårer naturligvis overmaade kort; Farven er brunliggraa, sølvhvidlig nedenunder, uden Tegning eller Stribning. Hos Exem- plarer af 26 Mm.s Længde ere Skællene netop endnu synlige"). Skjønt Pallas's Afbildning af hans Coryphæna faseiolata”) er ufuldkommen — hvilket ikke udelukker, at den ret karakteristisk gjengiver det habituelle — og skjønt der i hans Beskrivelse er indkommet enkelte Unøjagtigheder: Tungen er f. Ex. ikke glat, men ru af fine Tænder; det er det første Næsebor, der er større og mere rørformigt; der er 7 Gjællehudstraaler; Bugfinnerne sidde vel noget længere tilbage end Brystfinnerne, naar man har den hele Bugfinne-Basis for Øje, men deres første Straale sidder midt under Brystfinnens; rimeligvis er der ogsaa en Fejl i Rygfinnens Straaletal — er det dog ikke vanskeligt at erkjende, at denne lille 2//2" lange Fisk «fra Amboina» er en Unge af C. /zppurus. Vort største Exemplar af Ungerne af denne Art (Tab. II, fig. 13) er 62 Mm. langt (til Indsnittet mellem de forholdsvis korte Halefinneflige); Formen er langstrakt, smækker, uden 'Tilnærmelse til det tenformige; Højden indeholdes 5!/6 Gang, Hovedets Længde lidt over 4 Gange i Totallængden; Tykkelsen er ”/3 af Højden; Øjets Tværmaal er lig Breden af den flade, lidt hule Pande, større end Snudens Længde, ”5 af Hovedets; Overkjævebenet naar til Midten af Øjet, Brystfinnernes Længde er næsten ”/6 af Totallængden; Bugfin- nerne, der naåaa næsten til Gattet, indeholdes ikke fuldt 4'/2 Gang i Totallængden; Rygfinnen, der er næsten lige høj i sin hele Længde, udspringer i Linie med Forgjællelaagets Bagrand, dens Højde er det halve af Hovedets Længde; Sidelinien danner ogsaa her en 1) Der har i alt foreligget mig over en Snes Unger af denne Coryphæna-Art. At opføre deres enkelte Findesteder, "turde være lidet oplysende; men det kan dog maaske være rigtigt at antyde de Grænser, indenfor hvilke de ligge, nemlig: 38? N. Br. og 6? 40" S. Br. og 689—179 40' V. L. i Atlanterhavet. For C. hippurus (hvoraf der kun foreligger 7 Unger) blive Grænserne paa samme Maade: 379 40" N. Br.—239 24'"N,. Br. og 819 40/—519 V.L. ?) Spicil. Zoolog., VIII, pl. III, fig. 2; p. 23—24. 83 491 spids Vinkel over Brystfinnerne. Paa den sølvblanke Bund er der henved en Snes mørke Tværbaand — de forreste paa Hovedet, de sidste paa Halefinnen — mere adskilte nedad mod den helt sølvfarvede Bug, mere sammenløbende mod Ryggen, men dog der ufuldkom- ment adskilte ved flere Rækker af lyse Pletter, og fortsættende sig som Striber, parallelt med Straalerne, i Rygfinnen, mindre tydeligt i Gatfinnen; Halefinnens Spidser ere lyse. — Hos yngre Individer (/1—28 Mm.) er denne Tegning mindre udpræget, indskrænket til brunlige Tværstriber paa en graalig Sølvbund, Ryg- og Gatfinneu stribede eller ensartet sortladne, Halefinnen sort med hvide Spidser; hos endnu yngre (21—23 Mm.) bliver Stribningen endnu utydeligere, og Bugen er næsten lige saa stærkt pigmenteret som Ryggen (Tab. III, fig. 12). Allerede hos Exemplarer af 28—33 Mm.s Længde ere Skællene usynlige, og hos dem ere først to Forgjællelaagstorne, dernæst flere, samt de ved Beskrivelsen af Ungerne af C. eguisetis omtalte Skuldertorne og Orbitaltorne synlige. Hos vore mindste Unger udspringer Rygfinnen i Linie med Gjællespalterne, hos de lidt større mellem dem og Forgjællelaaget. Jo mindre de ere, desto kortere er Legemsformen og desto mere forsvinde Halefligene lige- som hos C. eguisetis.. Foruden Bugfinnernes større Længde er navnlig deres Fæste under selve Brystfinnerne, altsaa længere fortil end hos C. eguisetis, et godt Middel til at skjelne Ungerne af C. hippurus fra den mindre Dolfin-Arts og til at henføre dem hver til sin. Forklaring af Afbildningerne. Tab. III, Fig. 9. Unge af «den lille Dolfin» (Coryphæna egquiselis L.), en af de yngste, forstørret 1/2 Gang. Tab. III, Fig. 10. Noget mere udviklet Unge af samme Dolfin-Art, Atlanterhavet, N. f. Linien, forstørret med 4: Tab. III, Fig. 11. Et endnu mere fremskredet Udviklingstrin af samme Art, Atlanterhavet, 229 N. Br., for- størret med "/g. Tab. III, Fig. 12. Et af de yngste foreliggende Udviklingstrin af «den store Dolfin» (Coryphæna hippurus L.), Atlanterhavet, c. 379 N. Br., forstørret en halv Gang. Tab. III, Fig. 13. Større Unge af samme Art, Atlanterhavet, 25? N. Br.; i naturlig Størrelse. 8. Brama; Taractes; Plerycombus; Pleraclis. (Tab. IV, Fig. 1—4.) Førend jeg beskriver den Brama-Yngel, bestaaende af en Række Individer af 11—44 Mm.s Længde; som fornemmelig er bragt til Veje ved DHrr. A. F. Andréa's og V. Hygom's Indsamlinger — dels fisket med Slæbenettet, dels fundet i de større Fiskes (Albacorers, Barracuders og Dolfiners) Maver, — og førend jeg forsøger at henføre denne Yngel til en bestemt Art af Brama-Slægten, vil det være hensigtssvarende at gjøre hede for, hvilken Udbredning man nu tør tillægge Slægtens typiske Art, og hvilke Forandringer 62" 492 84 i Fysiognomi og Karakterer man iagttager hos denne i øvrigt lidet variable Form ved at sammenholde ældre og yngre, men dog mindst halvvoxne Exemplarer med hinanden. Ifølge Cuvier") er Brama Raj «meget almindelig i Middelhavet, i det mindste paa visse Kyster»; han havde selv i November 1809 set den i stor Mængde paa Torvet i Genua. Ifølge Risso opholder den sig i Smaaflokke paa de store Dybder, hvor man fanger den hele Aaret igjennem «å la palangre». Lunel”) betragter den ligeledes som «ejendommelig for Middelhavet, hvor den er almindelig ved visse Kyster», men tilføjer, at den er meget sjælden ved andre af Middelhavets Kyster (f. Ex. Languedoc), hvilket vistnok meget rigtigt forklares at have sin Grund i Havets større eller mindre Dybde paa de for- skjellige Steder; den naar i Middelhavet en Størrelse af 7/40 til %/1o af en Meter og en Vægt af 10—12 Pund; den er her Standfisk, og den fanges hele Aaret paa en Dybde, der varierer fra 400—3500 til 900 Metre (altsaa fra c. 200 til over 450 Favne). Den Omstæn- dighed, at naar «Havbrasenen» tilfældigvis fanges paa ringere Dybde eller strander ved Kysten i eller udenfor Middelhavet, finder dette i Regelen Sted paa den Tid af Aaret, da den er stærkest plaget af Indvoldsorme, har indgivet Lunel den Formodning, at det er de den af disse Snyltere tilføjede Lidelser, som drive den ud af dens rette Hjem; Forklaringen turde dog være at søge andet Steds. (At de Fiske, der bebo sydligere Have eller større Dybder og derfor kun ere tilfældige Gæster ved vore Kyster, f. Ex. Sebastes, Brama, Tra- cliypterus, Coryphænoides, Squatina, Mola, Malacocephalus 0. s. v., fortrinsvis indsendes til Museet umiddelbart efter For- og Efteraarsstormene, derom har jeg i Aarenes Løb havt Lejlighed til at gjøre adskillige Erfaringer). Ogsaa Steindachner?) bekræfter Havbrasenens Hyppighed i visse Strøg af Middelhavet; han saa den hyppig paa Fisketorvene i Genua og Barcelona i Juni og Juli, men kun i ringe Mængde i Malaga, Valencia, Cadiz, Lissabon og Teneriffa. I Adriaterhavet er den dog sjælden, ifølge Stossich”). Efter Cuvier's Mening skulde det kun være tilfældigt, at den var truffet udenfor Middelhavet; den Gang havde man nemlig kun Kundskab om tre eller fire ved Englands og Frankrigs Kyster fangede eller ligefrem strandede Individer; den ”S/15 1681 drev et Exemplar op ved Mundingen af Tees-Floden, paa Grænsen af Durham og Yorkshire (afbildet af Ray i Willoughbys Ichthyologi); i Novbr. 1806 blev et andet fanget i Swansea Bay, et tredje omtales som fanget ved Kysten af Cornwales; et fjerde ved Caén (1828)?). Nu véd man, 1) Hist. natur. d. poissons VIII, p. 292, 2) Révision du genre Castagnole (Brama) et déscription d”une espæce nouvelle, Brama Saussurii (Mem. d. I. Soc. d. phys. et d'hist. nat. de Genéve, XVIII, 1866) p. 176. 3) Ichthyologische Reise nach Spanien u. Portugal (1. c.), Ste Forts. S. 24—25. 1) Boll. Soc. Adr. Trieste, V, p. 45. 5) Hist. natur. d. Poissons I. c. Lust ut 85 493 at den forekommer ved Madera!) og Lancerote”), og Berthelot omtaler den endog som meget almindelig i den østlige Del af den kanariske Øgruppe?). «British Mu- seum» har el Exemplar fra Kap og flere fra engelske Kyster, deriblandt et fra Berwick on Tweed"). Ifølge Parnell skal den ikke være ualmindelig ved Skotlands Vestkyst; i Firth of Forth har den oftere vist sig, og den er ikke ubekjendt ved Belfast?). Ved Dan- marks Kyster er den fanget eller opdreven to Gange, ved Helsingør og ved Skagen, sidst i 1876; fra de svenske kjendte Nilsson”) 5 Exempler paa dens: Forekomst og Fangst ved Bohuslån eller i Sundet, i Aarene 1825—50, altsaa et hver femte Aar i Gjennemsnit, alle fra Efter- og Vinterhalvaaret. Efter Boll”) er den endog optraadt i Østersøen; fra Færøerne fik Museet i 1850 et Exemplar af over ”/10 Metres Længde. I Norge er man nu tilbøjelig til at betragte Efterretningerne om, at enkelte Individer ere sete med længere Mellemrum, såa vel i Christianiafjorden som udfor Bergen”), som urigtige; ved Hollands og Belgiens Kyster falder derimod af og til et Exemplar”). — Sammenholder man disse Erfaringer om Hav-Brasenens Forekomst med, hvad der er oplyst om den Dybde, hvori den opholder sig i Middelhavet, kan deraf kun udledes det Resultat, at det er en Dyb- vandsfisk"?), der bebor den østlige Del af det store Atlanterhavs-Bækken fra Kap til hen- imod Færø, med den tilhørende store Bugt: Middelhavet. Mærkeligt nok er den (saa vidt mig bekjendt) aldrig bleven meldt fra Vestindiens eller de forenede Staters Kyster. Der- imod har man fra Chile Efterretning om, at dér stundom fanges en Brama-Form, der vel har faaet et eget Navn (BD. clulensis Gay, B. australis Valenc.)""), men med Hensyn til hvilken Gunther og Lunel dog ere enige om, at den, efter hvad der foreligger, ikke kan skjelnes fra Brama Raju!”). Er dette rigtigt, synes man næsten at turde antage, at den som adskillige andre Højsø- og Dybhavsfiske er udbredt over store Strøg af begge de 1) Lowe, Trans. zool. Soc., III, p.3. ?) Webb et Berthelot, Histoire naturelle des Iles Canaries. II. Poissons. p. 39. 3) Berthelot, De la péchne sur la cdte occidentale d'Afrique (1840) p. 93. 4) Ginther, Catal., II, p. 409. 5) Prize essay on the natural etc. history of the fish ete. of the Firth of Forth (Mem. Wern. Soc., VII.) p. 210. 6) Skandinav. Fauna, IV, S. 125. Seidlitz, Fauna Baltica. Die Fische der Ostseeprovinzen Russlands. (Arch. f. d. Naturk. Liv., Ehst. u. Kurl. (2) VIII, 1877) S. 124. 5) Collett, Meddelelser om Norges Fiske, Vid. Selsk. Forh. Christ. 1879, S. 30. 9) Schlegel, Natuurlijke historie v. Nederland. De Visschen. (1869) p. 17. Van Beneden, Les Poissons des cotes de Belgique (Mém. Ac, sc. de Belgique, XXXVIII: p. 49. 10) «Castagnolo dei gran foun» kalde Fiskerne ved Marseille den (Lunel, I. c.). 11) Cuvier, Réægne Animal, édit. illust., pl. 44, fig. 1. 12) Gay havde i øvrigt kun faaet den én Gang paa Valparaisos Fisketorv. Til Gay's Værk har jeg ikke havt Adgang; ifølge Valenciennes afviger den. chileniske Havbrasen fra B. Raj ved Straaletallet. Forskjellen kan, at dømme efter Figuren i «Régne Animal», édit. ill., ikke være betydelig; det synes dog, som om Øjet laa en Del højere oppe paa Siden af Hovedet end hos PB. Rajii. 494 86 store Verdenshave eller næsten kosmopolitisk i sin Optræden; og det maa da ventes, at den vil blive fundet i adskillige flere, hvor den endnu ikke føres paa Listerne, f. Ex. i det indiske Hav, ved Amerikas Østkyst 0. s. v. Dette kunde synes at bekræftes ved en Angivelse fra den seneste Tid om dens Forekomst ved Japan"). Herved er dog at bemærke, at Dr. Hil- gendorf?) har beskrevet en japansk Hav-Brasen som egen Årt (BP. japonica), udmærket ved mere hvælvet Snude, mindre udviklet Ryg- og Gatfinne («besonders an dem vorgezogenen Vorderende derselben bemerkbar» oa: med mindre udviklede Spidser eller Forlængelser), ved kortere Halefinne og mindre, smallere Skæl i Brystfinnens Axil. Efter selv at have havt Lejlighed til at se Original-Exemplaret (c. 15” langt) i Berlin, maa jeg udtale mig for denne Arts Selvstændighed; at det er denne Form, som af Gunther er bleven antaget for en ægte B. Rajii, er vel det sandsynligste. Fra Ny-Seland er beskrevet en Art, der ogsaa maa staa Brama Rajii meget nær, B.squamosa, først beskrevet af Hutton som en Toxzotes%). Foruden Slægtens typiske Art har man imidlertid efterhaanden faaet Kundskab om flere andre atlantiske Brama-Arter. Fra Cuba er der beskrevet ikke mindre end tre, som dog hver kun ere kjendte af et eneste Exemplar: BD. Agassion Poey (?/5 Meter), B. Brevortii Poey") og B. Saussuru Lun. (3 Meter)?). Desværre ere de Poey'ske Arter ikke afbildede, og deres Beskrivelse mindre fuldstændig end det kunde ønskes. Fremdeles: den ligeledes mindre fuldstændigt kjendte B. longipinnis Lowe') og B. princeps Johnson”), begge fra Madera, hin 18'/4 Tomme lang, denne 27—335 Tommer. Den syvende Art, B. Raschiz Esmk., er hidtil kun kjendt af 2 Exemplarer (c. 13 Tommer), det ene fra Fin- marken), det andet fra Island (Vestmanøerne)?”). Jeg udelukker af denne Optælling de Arter (B. dussumieri, orctni, Taractes asper), der kun ere opstillede paa meget smaa Exemplarer (4 Tommer og derunder); thi det er kun ungdommelige Former, der endnu ikke have iført sig deres Arts endelige Skikkelse, hvilken denne nu end monne være, og selv om man ikke med Sikkerhed vil kunne henføre dem til deres Art, er det dog kun vildledende at opføre dem med selvstændig Artsværdighed. Af de ovenfor opregnede, som fuldt udviklede kjendte 7 Arter har B. Rajw (som voxen) og B. princeps glatte Skæl; det samme maa jeg antage om B. Agassizu og B. Brevorti, da det modsatte ikke siges. Der- 1) Ann. Nat. Hist. (5), I (1878), p. 485. 2) Verh. Ges. naturf. Fr. Berlin. 1878. Sitzungsber, "5/1 78, 3) Ann. Nat. Hist. (4), XVI, p. 313; XIX, p. 339—340. 1%) Memorias etc., II, p. 204, 206 og 372. 5) Lunel, Révision etc., p. 185, pl. II. $) Proc. Zool. Soc., 1843, p. 82. Original- Exemplaret synes at være gaaet tabt; Arten existerer i Museet i Christiania. 7) Proc. Zool. Soc., 1863, p. 38, pl. VII. 5) Forh. Vid. Selsk. Christiania. 1861. 9) J. Collin, Forh. Skand. Naturf. Møde, 1873, S. 418—23 (1874). (Ikke fra Grønland, som det hedder ved en Fejlskrift i Collet's «Norges Fiske»). 37 ; 495 imod dele B. longipinnis, Raschii og Saussurii med Slægterne Plterycombus og Pteraclis den Ejendommelighed at have en Torn ved Grunden af hvert Skæl (d. v. s. midt paa Forranden af Skællets synlige Del) og et tilsvarende Udsnit i dets Bagrand. Det har hidtil været ubekjendt, at denne Ejendommelighed gjenfindes hos unge Exemplarer af B. Rajw, men taber sig med Alderen. Man tør altsaa ikke benytte Tilstedeværelsen af tornede Skæl som et Fingerpeg ved Bestemmelsen af pelagisk Brama-Yngel; thi slige tornede Skæl findes rimeligvis hos alle Brama-Arters Unger. For om muligt at komme til nogenlunde Klarhed om, hvilke Arter det kunde være, hvis Unger ere beskrevne under de ovenfor anførte Navne (BP. orcii 0. s. v.), og til hvilke af de 7 atlantiske Arter den lignende pelagiske Brama-Yngel, som vort Museum skylder sine Medarbejdere i Handelsflaaden, kunde henføres, var det mig magtpaaliggende, som Forstudie, at prøve, om man ved at sammenligne Exemplarer af forskjellig Alder af Slægtens typiske Art blev nogen væsentlig Forandring var. Jeg har havt Lejlighed til at undersøge 6 Exemplarer af Brama Rajx foruden et halvt Skind; men det var egentlig kun det mindste af dem (290 Mm. fra det mest fremtrædende Punkt af Underkjæven til Midten af Halefinnens Bagrand; Exemplaret er opgivet at være fra Sardinien), som gav mig et positivt Svar paa dette Spørgsmaal. De halvt eller helt udvoxne Exemplarer, som opbevares i vort Museum, have en Længde af fra %/10 til henved en halv Meter, maalte paa den her ovenfor angivne Maade. Forholdet mellem Højden og Længden er som 1:2,3 å 2,4, men paa det om- talte mindste Exemplar er Højden forholdsvis noget mindre (1: 2,5), Legemsformen altsaa lidt mere langstrakt; Ansigts-Profilet er ogsaa her noget mindre lodret end hos de andre. Øjets Størrelse staar som sædvanlig i omvendt Forhold til Individets, saaledes at dets Tværmaal paa de større er lidt mindre, paa det mindste noget større end dets Afstand fra Snudens Midtlinie (Snudens Længde); dets Beliggenhed er her kjendelig over Midten af Hovedets Sider, d. v. s. lidt nærmere ved Hovedets øvre end ved dets nedre Rand. Det omtalte mindste Exemplar har Tænder paa Plovbenet; efter Lunel's Iagttagelser er deres Tilstedeværelse dog såa temmelig uafhængig af Alder og Størrelse; de mangle hos de 4 af vore Exemplarer, men findes hos et andet lidt større (320 Mm.) og hos det færøske Exemplar (417 Mm.). Brystfinnen er hos det omhandlede mindste Exemplar paafaldende kort, dens Længde kun ”/7 af Totallængden (maalt som ovenfor); hos de større er den Y3 eller derover (1:2,9 å 2,8). Skællenes Skulptur aftager ogsaa i Tydelighed med Alderen; hos vort yngste Exemplar (290 Mm.) ere de ophøjede Linier, der udstraale vifteformigt fra et Punkt midt paa Forranden af Skællets synlige Del, og som højere oppe paa Kyggen antage en mere granuleret Karakter eller ligesom opløse sig i ophøjede Punkter, meget tydelige; og hvad der er-vigtigere, hint Midtpunkt træder meget tydeligt frem som en lav, but Torn eller Pig, hvortil svarer et Indsnit i Bagranden af det umiddelbart foran liggende Skæl. Den unge Brama Rajri forholder sig altsaa i denne Henseende paa samme 496 88 Maade i det væsentlige som B. Rasch, Saussurti, longtpinnis, og som Taractes, Pterycombus og Pteraclis. Ligesom hos de nævnte Brama-Arter ser man derfor hos den unge «Ray'ske Havbrasen» langs hen ad Legemets — særligt Bagkroppens og Halens — Sider et vist Antal (mindst 15) tydelige Længdelinier, dannede af hine Torne og hine Indsnit samt de disse forbindende lave Ophøjninger langs hen ad Midten af Skællets synlige Del. Hos lidt større Exemplarer ser man endnu de sidste Spor af dem, men ved en Totallængde af c. 350 Mm. ere de aldeles forsvundne. — Tilstedeværelsen af disse Torne og Indsnit er altsaa hos denne Art en Ungdoms-Karakter, der taber sig med Alderen; det Spørgsmaal kunde derfor opkastes, om de ere andet hos B. Raschii, Saussuri og longipinnis.. Derom kan intet vides med Sikkerhed endnu, men i Betragtning af de kjendte Exemplarers ret anselige Størrelse er det dog det sandsynligste, at de beholde denne Ejendommelighed for Livstid. Det indses heller ikke, hvorfor det ikke lige saa godt skulde kunne være en holdbar Karakter hos dem som hos Fteraclis og Pterycombus. Det er i øvrigt noget paa- faldende, at Lunel, der har havt endnu yngre Exemplarer for sig af B. Raji (de mindste 250 Mm.; heri medregnet, antager jeg, den hele Halefinnej, ikke omtaler denne Mærkelig- hed ved de yngre «Castagnoler», og jeg kan ikke helt forklare mig dette ved at antage, at den hos de forskjellige Individer muligvis taber sig paa et noget forskjelligt Alders- og Udviklingstrin. Jeg véd overhovedet ikke, at andre have været opmærksomme paa Skæl- knuderne hos Brama Rajx end Lilljeborg, som i den Oversigt over de svenske Scom- beroider, som ledsager hans Afhandling om Plerycombus"), karakteriserer BD. Raj bl. a. ved at «fjållens knålar åro låga och trubbiga», i, Modsætning til B. Rascluz, hvor de ere «håga och spetsiga». Lilljeborg har uden Tvivl undersøgt et yngre Exemplar af B. Rayiz og opfattet Sagen, som om de forefundne Skælknuder eller Skæltorne vare karakteristiske for Arten i sin Almindelighed. Mærkelig nok hår Lunel i en Efterskrift (1. c. p. 195) optrykt denne Del af Lilljeborg's Schema i Oversættelse, uden dertil at knytte nogen Bemærkning om denne paafaldende Ejendommelighed, hvorom man forgjæves søger Underretning i Lunel's udførlige Beskrivelse af DB. Razz. — Jeg skal endnu kun oplyse, hvilke Skæltal og Straaletal jeg har fundet hos de af mig undersøgte Exemplarer: at tælle Skællene i Sidelinien er altid vanskeligt, da denne er meget utydelig, men ved at følge den saa godt som muligt har jeg (omtrent som Giunther) fundet 82—93 Skæl (80—95, Gthr.); tælles der i lige Linie fra den øverste Ende af Gjællespaiten, faar jeg kun 75—76 (70—75, Lunel); de sidste Rækker af Smaaskæl, der nærmest maa regnes til Halefinnens Beklædning, ere i begge Tilfælde ikke medregnede. Fra Ryggens til Bugens Midtlinie tæller jeg gjennemsniltlig c. 40 Skælrækker. Straalernes Antal har jeg fundet at være: D: 33—36; A: 28—30 (sidste Straale i A og D dobbelt); P: 20—22. Sammenholdes disse Tal med dem, der angives 1) Bidrag till kånnedomen om Pterycombus brama B. Fries, en fisk af Makrillfiskarnes familj (1864). (Indbydelsesskrift.. Upsala.) S.7. 89 497 for andre Brama-Arter"), synes kun det forholdsvis lave Tal (22—23), der opføres for Gat- finnen hos de 3 cubanske Arter, at kunne have nogen Betydning som Hjælpemiddel ved Henførelsen af yngre pelagiske Udviklingstrin til deres rette Art. De pelagiske Brama-Unger, der have foreligget mig, have et fra de hidtil omtalte, ældre, mere eller mindre udvoxne Individer, temmelig forskjelligt Fysiognomi og Omrids. (Jfr. Tab. IV, fig. 1.) Hos de største (47—43 Mm., til det Punkt, hvor Halefinnens Straaler blive frie) er Legemsformen ligesom hos hine meget sammentrykt og Legemets største Højde lidt over Halvdelen af sammes Totallængde (1: 1,8 å 1,9). Den Bue, som Profilet beskriver fra Rygfinnen til Mundspalten, er meget fladere end Profilets Bue fra det samme Punkt til Gatfinnen, hvilket, som Cuvier bemærker om B. oreimi, giver disse smaa Fiske et ejendommeligt skjævt Udseende. Hos de ældre B. Rajzx er Forholdet som bekjendt omvendt: Bugen mindre stærkt buet eller hvælvet, Nakke- og Pandeprofilet derimod meget stærkt buet. Øjet, hvis Tværmaal er over "/3 af Hovedets Længde og større end Pandens Brede, ligger helt over Hovedets Midte og tæt op til dets Pandeprofil; Snudens Længde kan om- trent sættes lig med et halvt Øjetværmaal. Hos et noget yngre (40 Mm. langt) Exemplar er Fysiognomiet i det hele det samme, men Legemsformen allerede saa meget smækrere, at den største Højde knap er Halvdelen af hin Totallængde; nogen individuel Forskjel gjør der sig dog heri gjældende ved Siden af Aldersforskjellen. Pandeprofilet viser hos det sidst omtalte Exemplar en svag Sænkning ud for Øjet, omtrent som, men lidt svagere end hos B. Rasch; og som hos denne Art have Bugfinnerne — maaske staar dette i Forbindelse med Bug- liniens stærkere Krumning, maaske med Brystfinnernes mere lodrette Fæste hos de unge Bramd'er — deres Plads under den forreste (øverste) af Brystfinnens Straaler; dette er dog ogsaa, i det mindste tilnærmelsesvis, Tilfældet hos de først omtalte, lidt større Unger, og for saa vidt kan man beskrive dem som havende «subjugulare Bugfinner» (som det hedder om Taractes asper) i Modsætning til de ældre B. Rajir, der ere «pisces thoracici». At Bryst- finnernes Fæste danner en sig mere til det lodrette nærmende Linie end hos den voxne B. Rajii, er allerede antydet. Alle Finner ere gjennemgaaende vel udviklede: Brystfin- nernes Længde er over det halve af Legemets Højde, og Bugfinnerne naa med deres Spidser helt hen til Gatfinnens Begyndelse. Ryg- og Gatfinnens Straaler ere ogsaa gjennem- gaaende længere forholdsvis end hos de ældre Bramad'er og aftage meget langsomt bagtil; det seglformige, som udmærker Finneformen hos de fuldt udviklede «Havbrasener», er saaledes endnu ikke tilstede; ogsaa Halefinnefligene have en forholdsvis anselig Størrelse. For- gjællelaagets afrundede Hjørne er udstyret med en halv Snes smaa Takker. De Straaletal, som jeg har kunnet finde hos de bedst bevarede Exemplarer — da de alle have været i Fiskemaver, og Finnerne derved have lidt mere eller mindre, er det ikke umuligt, at en og anden Straale kan have undgaaet mig — ere: D: 31—34; A: 27—28; P: 18—20. Skællene have de allerede i det foregaaende hos yngre B. Rajx paaviste Torne, en i For- 0: ARR: TO rn IS es "DSR ASSEE 1) B. Raj: 35-36, 29-30, 19 (Cuvier); B. Ågassizii: 32, 23,20; B. longipinnis: 35, 28, 20. 33-30, 29) (Gunther); — B. Brevortii: 30-33, 22, 20; B. Raschii: ERE eo SE 33, 29, 20 (Lunel); B., Saussurii: 33, 22,20; B. princeps: 32-38, 29, 20. B. japonica: c. 35, c.27, 22 (Ltk.). Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 63 498 | 90 randen af hvert Skæl, men her ere Tornene bagtil krummede Kroge, dannende til- sammen 16—17 mod den smækre Halerod konvergerende, ophøjede Linier; ogsaa Ryg- skællene ere tornede, men her ere Tornene meget smaa; ligeledes Bugskællene, fra Gat- finnen til Underkjæven, og den savtakkede Karakter, som Bugen undertiden viser temmelig tydelig, hidrører derfra. Den for Bramd'erne karakteristiske Skælvifte bag Brystfinnens Fæste kan iagttages hos de bedre bevarede Individer. De lodrette Finner ere derimod aldeles skælfri. At tælle Skællene nogenlunde rigtigt, er ikke let; jeg har fundet 63—70 i en ret Linie fra Gjællespalten til Halefinnen. I Henseende til Farven er der intet paafaldende ved disse Smaafiske; de ere sølvfarvede med graalig Ryg og lidt graat paa Ryg- og Halefinnen. Man vil ved at sammenholde denne Karakteristik med Cuvier's kortfattede Be- skrivelse af to smaa Brama-Former, som Dussumier fandt i Maven af en stor «Germon» (Albacora) under Ækvator og 857 Ø. f. Paris, se, at de her beskrevne stemme ret godt, baade i Størrelse og Karakterer, med C.'s 2 Tommer lange B. orcint, hvis vi tør forudsætte, at det kun er påa Grund af Beskrivelsens Mangel paa Udførlighed, at saa vigtige Forhold som Skæltornene og Finnernes Nøgenbed ere ladte uomtalte"). Den sammen med dem fundne B. dussumieri, der havde den dobbelte Længde, viser — bortset fra et lidt andet Straaletal, hvis Betydning dog synes at svækkes ved Ginther's til Dels udjævnende Angivelse: A: 3.21—25 — ikke andre Forskjelligheder end dem vi maatte kunne forudsætte, hvis B. orcini var et yngre og B. dussumieri et ældre Udviklingstrin af DB. Rajwr eller af en nærstaaende Art; Øjet har f. Ex. endnu samme høje Stilling som hos «BD. orcini», men Legemets Omrids har undergaaet den Forandring, at Ryggens og Bugens Krumning nu ere lige stærke. Allsaa: hos «B. orcinz» og hos vore Brama-Unger af samme Størrelse er Bugens Krumning stærkest, hos B. Dussumzeri ere begge Krumninger lige stærke, og hos (den voxne) B. Rajii er Ryggen stærkest krummet. Der er derfor ingen Anledning til at opfatte de to i hinandens Selskab fundne smaa Cuvier'ske Brama'er som andet end som to Udviklings- trin af samme Art, og denne er rimeligvis selve B. Raj eller en meget nærstaaende Form. Dr. Ginther har imidlertid gjenkjendt begge de Cuvier'ske Arter i Exemplarer i «British Museum»: «BB. Dussumieri» i en Unge tagen i China-Søen af Sir E. Belcher, «B. orctni» i 4 Unger tagne i Fiskemaver, de 3 i en Dolfin-Mave i Atlanterhavet paa 1? N.Br.og 19? V.L. Han opkaster dog i Anledning af den først nævnte det vel grundede Spørgsmaal: «Have unge Exemplarer af B. Rajzi Legemet højere og Øjet nærmere ved Hovedets øvre Profil-Linie end de fuldt udviklede?» — I sit nyeste Arbejde, Texten til «Andr. Garretts, Fische der Sudsee» (V, p. 198) omtaler Gunther disse Smaafiske 1) I Berliner-Museet har jeg set en «Brama orcini», 34 Mm. lang, fra det indiske Hav. Den stemmer i sit hele Fysiognomi saa vel som i de nævnte Karakterer med de atlantiske Brama-Unger, men har Finnerne, saa vel de parrede som de uparrede, mindre udviklede, og navnlig kortere Bugfinner. At denne Unge tilhører en anden Art end vore atlantiske, vil jeg dog ingenlunde vove at paastaa Sy 499 under Navnet «7aractes orcinz» og bemærker dertil: «Under dette Navn beskriver jeg nogle smaa, ikke over to Tommer lange Smaafiske, som man allerede længe har kjendt baade fra Atlanterhavet og det indiske Hav, og hvoraf jeg ogsaa har faaet et Expl. fra Sydhavet. De ere ligesom B. dussumreri C.V. og Taractes asper Lowe aabenbart unge Former af en Fiskeslægt, hvis ældre Repræsentanter ere .Z. /ongipinnis Lowe og B. Raschii Esm. Til at udtale en Dom over disse Fiskes Artsmærker er det hidtil foreliggende Materiale ikke til- strækkeligt. Det vilde ikke være saa underligt, om man kun havde med én Art at gjøre, der er udbredt fra Norge til det stille Hav. Antallet af Skælrækker og Finnestraaler er saa temmelig ens hos alle disse Fiske. De Smaafiske, som jeg i ethvert Tilfælde anser for B. orcint, diagnosticerer jeg saaledes: D: 30—34; A: 26—27; L. lat: 48. Legemets Højde er hos de kun 1 Tomme lange to Tredjedele, hos de to Tommer lange det halve af Total- længden (uden Halefinnen); Sidens Skæl ere smalle og høje, de over Sidelinien meget smaa; Forgjællelaaget tandet; Bugfinnerne temmelig smaa; ensfarvet sølverne». De Punkter, hvori denne Diagnose mindst passer paa de Exemplarer, der foreligge mig, ere Antallet af Skælrækkerne (som rigtignok ikke ere lette at tælle) og Bugfinnernes Lidenhed (maaske have disse Finner ikke været vel bevarede?). At Skællene ere tornede, fremgaar deraf, at de nu henføres til Slægten Taractes. Desværre synes Originalen til 7aractes asper Lowe (fra Madera) at være gaaet tabt, saa at man kun har Lowe's Beskrivelse (fra 1843) at holde sig til; det siges, at det var ven lille Fisk», men Exemplarets Størrelse angives ikke nærmere. Skæl- og Straaletallene angives saaledes: D: 33; A: 23; P: 17; L. lat. c. 43. I øvrigt viser Beskrivelsen stor Overensstemmelse med den ovenfor beskrevne pelagiske Brama-Yngel. Er det maaske Unger af B. longipinnis? Jeg kan i denne Sag for saa vidt slutte mig til Gunther's Opfattelse, som jeg erkjender, at alle af Forfatterne heskrevne, ligesom de mig selv foreliggende, smaa Brama'er af 1—2 Tommers Længde og derunder, falde (artificielt) ind under Begrebet « 7uractes»v, men dette rigtignok atter ind under Slægten Brama, som blot repræsenterende dennes Ung- domsform. Naar Dr. G. imidlertid synes kun at ville identificere disse Former med den ene Side af Brama-Slægten (/ongipinnis, Rasch 0.s.v.), der endog kunde blive at udsondre som en egen Slægt under Navnet 7aractes, da beror denne uden Tvivl mindre rigtige Op- fattelse visnok kun paa, at man hidtil ikke har været sig bevidst, at ogsaa BP. Rajii som yngre har tornede Skæl. Formodentlig ligne de yngre Udviklingstrin af de forskjellige Brama-Arter hinanden overmaade meget; det vil ikke være let at skjelne dem, og man har i al Fald ikke endnu Materiale dertil. Uden dermed at ville udtale nogen afgjørende Dom om de Brama-Arter, der have foreligget Cuvier, Lowe og Gunther, vil jeg dog ikke undlade at bemærke, at jeg hverken har kunnet sondre mellem forskjellige Arter i det Materiale af 14 Exemplarer af 47—11 Mm.s Længde, som har foreligget mig, eller finde nogen afgjørende Grund til ikke at antage dem for Unger af Slægtens videst udbredte og 63" R 500 9? almindeligste Art: BD. Rajwi; og til Dels i det mindste turde det samme vel gjælde om de af andre Forfattere omtalte Former. Hvordan det nu end hermed monne forholde sig, er og bliver Hovedsagen den, at Slægten Taractes samt Arterne 7. asper, orcini og dussumieri stryges af Systemet"), og at man erkjender, at de her sammenstillede Former danne en sammenhængende Udviklingsrække, selv om der i Kjæden skulde være indkommet Led af flere Arter, hvad jeg dog, som sagt, ikke har fundet tilstrækkelig Grund til at formode. Det staar tilbage at omtale denne Rækkes yngste Led. Af de i Fiskemaver fundne Brama-Unger ere de mindste 20—26 Mm. lange, men de ere i øvrigt kun lidet for- skjellige fra de ovenfor beskrevne; Højden er en Ubetydelighed mere end den halve Total- længde, Øjets Tværmaal over "/3 af Hovedets Længde, Halefinnen mindre dybt kløvet, Bug- finnerne længere; de naa nu lidt ind paa Gatfinnen og give ikke Brystfinnerne meget efter i Længde. — De hidtil omtalte Brama-Unger have alle, som anført, været tagne i Maven af Højsøfiske”); men Museet har desuden 4 endnu mindre (11—14 Mm.), der ere fiskede med Slæbenettet af Kapt. Andréa, de to paa 8? S. Br. og. 137 20' V.L., de to paa 776” S. Br. og 11730" V.L. Det viser sig altsaa her som i adskillige lignende Tilfælde: de alleryngste Udviklingstrin komme i det mindste af og til (naar Havet er i mindre stærk Bevægelse og vel især om Natten) op til Overfladen — maaske ere de fødte til Verden der; de noget ældre søge dybere ned, og har man ingen andre Midler til at fange dem der, kan man undertiden finde dem i de større Fiske, der gaa derned for at furagere. Som fuldt udvoxne ere de endelig rene Dybvandsfiske. — Hvad der fornemmelig udmærker Brama'erne paa dette spædeste Udviklingstrin (Tab. IV, fig. 2), er Legemets (Hovedets og Kroppens) temmelig regel- mæssigt ovale eller pæreformige Omrids, hvis Højde forholder sig til dets Længde som 1: 2; det er fortil forholdsvis tykt og derfor mindre sammentrykt end senere; Øjets Tværmaal er over ”/5 af Hovedets Længde; Forgjællelaagstornene tydelige; ogsaa Undergjællelaaget er fint takket; Ryg- og Gatfinnen forholdsvis høje, især paa Midten, saa at de midterste Straaler naa næsten til de forreste korte Halefinnestraaler, lavere fortil og bagtil; Brystfinnerne ere forholdsvis brede, stillede aldeles lodret, deres Længde %/7 af Totallængden; Bugfinnerne ere ikke meget kortere og naa et lille Stykke ind paa Gatfinnen; Halefinnen forholdsvis kort, ikke kløftet i udspilet Tilstand. Skællenes Beskaffenhed er den samme som senere. De Straaletal, jeg har fundet, ere: D: 33—34; A: 27—28; P: 18. Sølvfarven er endnu ikke 1) En ny Slægt af denne Gruppe, der paa en Maade vil indtage den ved Reduktionen af Taractes ledig blevne Plads, er beskreven af Hilgendorf under Navn af Centropholis Petersi (fra Enosima, Japan). (Se S. B. Ges. naturf. Fr. Berlin 1878.) Den staar vistnok Pteraclis nær, men afviger ved Mundens mere lodrette Retning, ved Mangelen af Gane- og Vomertænder samt ved at Rygfinnen begynder noget længere tilbage. 2) Maven af en «Barracuda» 6? S. Br., 312 V.L. (Hygom, 1859). — - - «Dolfin» 192 10' N. Br., 299 10' V. L. (Andréa, 1866). — - - «Albacora» 89 N.Br., 249 V.L. (Hygom, 1862). 93 501 kommet frem; i det hele ere disse Smaafiske brunlig bronzeagtige med nogen Glans paa sine Steder; Halen er, fornemmelig hos de yngre, næsten farveløs eller i det mindste lysere. Af Slægten Plerycombus Fries og dens hidtil eneste Art, Pi. brama — først beskreven af B. Fr. Fries i 1837 i «Vet. Akad. Handl.», senere af Lilljeborg 1864 i el allerede anført akademisk Lejlighedsskrift — er der, efter Hr. Colletts Opgivelse, hidtil kommet tilstede 10 Exemplarer, de fleste i Finmarken, 1 udenfor Bergen. Den er erkjendt for at være en vwarktisk Dybvandsart», og det angives, at den er wenten fanget paa betydelige Dybder eller funden opkastet paa Stranden», med Undtagelse af det bergenske Exemplar, der blev fanget paa 100 Favne, og et andet, der blev fanget i et i å Fods Dybde under Havfladen stillet Lasegarn. Længden af de iagttagne Exemplarer har varieret fra 350—465 Mm. Museet besidder flere Former af pelagiske Smaafiske, der minde stærkt om Slægten Brama, uden dog at kunne henføres til denne. Et saadant Exemplar, 22 Mm. langt (for- uden Halefinnen), som Hygom fandt i en Albacora-Mave paa 8? N. Br. og 24? V.L, sammen med en Del virkelig Brama-Yngel, er utvivlsomt en Unge af Pterycombus-Slægten, ja muligvis, saa vidt jeg skjønner, af selve Pt. brama, uden at det paa nogen Maade er min Mening at erklære dette for en afgjort Sag. (Jfr. Tab. IV, fig. 4.) Jeg har ikke hos denne lille Fisk fundet noget, som synes mig en bestemt Hindring for denne Henførelse, og der er i og for sig intet urimeligt i at antage, at en Dybvandsfisk kunde være udbredt fra den arktiske Zone til ind i den tropiske; thi i de dybe Vandlag, nær ved Bunden, ere Temperaturforholdene arktiske selv under Ækvator; eller i, at den som Unge beboede højere og derfor varmere Vandlag end senere. Paa den anden Side er det jo ogsaa muligt (for ikke at sige: højst rimeligt), at der gives flere Pterycombus-Arter, og det er derfor maaske lige saa sandsynligt, at denne Unge fra Albacora'ens Mave tilhører en anden Art end den, der hidtil har været en af den norske Dybhavsfaunas mest karakteristiske Former. Exemplaret er ret vel vedligeholdt, dog ere Hale- og Brystfinnerne stærkt medtagne af Fordøjelsen. Legemets Højde (11 Mm.) er netop det halve af Totallængden, Tykkelsen over Gjællelaaget 5/2 Mm. eller en Fjerdedel deraf, Hovedets Længde (10 Mm.) kun lidet mindre end Legemets Højde; Øjets Tværmaal 4/2 Mm. eller næsten det halve af Hovedets Længde. Det vil heraf skjønnes, at saa vel Hovedet som Øjet ere forholdsvis over- maade store, og der vil sandsynligvis mellem det her beskrevne og det udvoxne ligge et Mellemstadium, hvor Bagkroppen er voxet mere ud og Legemsformen i det hele mere langstrakt end den er nu og atter senere hos den udvoxne Prerycombus. Hovedets Profil sænker sig fra Nakken af først med en skraa, men temmelig ret Linie, derefter næsten lodret ned mod Mundspalten; Panden er bred, noget hul, den øvre Orbitalrand takket. Paa Grund af Øjets Størrelse støder Øjehulens Rand umiddelbart op til Hovedets Profil, og «Snuden» er overmaade kort; Overkjævebenets Endepunkt falder under Pupillens Bagrand. Hjørnet af det afrundede Forgjællelaag og de tilstødende Dele af dets Rande ere fint takkede ligesom 502 94 hos Brama-Ungerne. Skælklædningen standser med en skarp Grænse mod Panden efter en Linie, der trækker sig fra et Punkt midt over Øjet til hen imod dettes Bagrand; Panden, Snuden og Underkjæven ere nøgne, hvorimod Overkjævebenets bredere Del, Kinderne og det hele Parti bag ved Øjet, Gjællelaagspartiet derunder indbefattet, er skælklædt. Begge Kjæver ere udstyrede med en enkelt Række forholdsvis store og stærke Krogtænder; derimod har jeg ingen set paa Ganen eller Tungen. Langs hen ad Kroppens Sider kan der tælles mindst 16 Rækker af Skæl, foruden Finnedækskællene, konvergerende mod den tynde Halerod; den synlige Del af hvert Skæl har en høj Rudeform og fine Viftestriber, og hvert af dem har sin bagudrettede IKrogtorn, der danne tydelige Længdelinier langs hen ad Bagkrop og Hale; jeg har talt c, 50 i én Række. Rygfinnen begynder i Linie med Øjets Bagrand, Gatfinnen under de næsten lodret fæstede Brystfinner; jeg har talt: D: 49; A: 36; de længste Straaler i Rygfinnen ere 6—7 Mm. lange; nogle af de forreste i begge Finner synes at have været forlængede i tynde Traade, maaske har dette været Tilfældet med flere. De smaa Bug- finner sidde et kjendeligt Stykke foran Brystfinnerne og naa til det Punkt, hvor Gatfinnen begynder. Hovedet er lyst, sølvagtigt, Krop og Hale bronzeagtig brunlige uden stærk Glans, Ryg- og Gatfinnen sorte; desuden er der lidt sort paa Panden, Brystfinnernes Fæste og Bugfinnerne. Det er utvivlsomt aldeles rigtigt, at man i Undergruppen «Bramidæ» har givet Pteraclis Plads som den tredje i Forbundet, ved Siden af Brama og Pterycombus. Den er ligeledes en pelagisk Fiskeslægt og formodentlig en Beboer af dybere Vandlag. Den er derfor meget sjælden i Samlingerne; de Exemplarer, der vides at være til Stede i andre europæiske Museer, overstige ikke de opstillede Arter i Tal (5); det er rimeligt, at disse ville undergaa en Reduktion, men derom kan ikke siges meget, førend et større Materiale er kommet til Stede. Paa en af sine sidste Rejser (1863) fik vor uforglemmelige Hygom i en Albacora-Mave, paa 31? N.Br., 40? V.L., foruden adskillige andre mærkelige Ting, flere Exemplarer af en Pteraclis; men kun et af dem (80 Mm.) var saa uskadt, at det kunde bevares for Samlingen, de andre vare saa godt som aldeles opløste. De Steder, hvor man ellers har fundet Preraclis-Former, ere Mozambik-Kanalen (P. ocellatus C. V.), Madera (P. papilio Lowe) og Carolina (P. carolinus); dog er den sidste Forekomst maaske snarere at betragte som tilfældig; hvorfra P. trichipterus C.V. er, vides ikke, og P. velifer formodedes at være fra det indiske Hav. Det er ikke rimeligt, at den geografiske Fore- komst kan have stor Betydning. De beskrevne Exemplarers Størrelse vexler fra 27/3 til 14 Tommers Længde. Nogle pelagiske Smaafiske af Brama-Gruppen, af 7—15 Mm.s Længde, fiskede med Slæbenet i Atlanterhavet af DHrr. Andréa og Iversen, i et Strøg, der gaar fra 21? til 29? Nr. Br. og fra 28—36" V.L Pleraclis, uagtet de have et fra denne meget forskjelligt Fysiognomi. Jeg vil først beskrive .… ere efter min Overbevisning Udviklingstrin af Slægten den største af disse Unger, da den viser Karaktererne for Gruppen Bramidæ bedst ud- prægede. Legemsformen er hverken langstrakt eller sammentrykt, men tværtimod temmelig AA RER "95 503 kort og tyk, pæreformig; Hovedets Profil dannes af to svage Buer, der mødes i en stump Vinkel. Længden er, som sagt, 15 Mm. (Halefinnen medregnet), Højden 5Y2> Mm., Tyk- kelsen 3 Mm. Legemet er dækket med Skæl, der fra Gjællespalten af og bagtil ere højt- sexkantede, ordnede i c. 15 regelmæssige Rækker og hver udstyrede med en bagudrettet Torn. Det store hvælvede Øje optager en meget stor Del af Hovedets Sider. Panden er hul og temmelig bred; Forgjællelaagets Hjørne er udstyret med 5—6 kraftige Torne, Kjæve- tænderne temmelig store Krogtænder. Rygfinnen og dens Skældække, i hvilket den næsten kan skjules helt, med Undtagelse af dens sidste Del, begynder over Pupillens Bagrand; Gatfinnen, med hvilken det samme er Tilfældet, ikke fuldt saa langt fortil: Rygfinnen altsaa mindre langt fremme end hos den udviklede Pteraclis, hvor dens forreste Del med sine Muskler hviler i en trugformig Udhuling oven paa Hovedskallen, der fortsætter sig lige til dennes forreste Ende. Halefinnen er afrundet: Brystfinnen forholdsvis smal og bred, Bugfinnerne smalle og temmelig lange, dannede af nogle faa haarfine Straaler. Den lille Fisk er sølvfarvet, især paa Siderne af Kroppen, med mørkt Underlag, sort Gjællehud; ogsaa den forreste Del af Ryg- og Gatfinnen ere sorte, Halen og det nøgne Forhoved saa godt som farveløse. Er min Tydning af denne Fisk som en Pteraclis-Unge rigtig, forestaar der altsaa denne under Udviklingen, foruden en betydelig Forlængelse af Bagkroppen, en mere eller mindre betydelig Udvikling i Længden eller Højden af alle Finnerne, og en Frem- rykning af Rygfinnen, hvorved Fysiognomiet undergaar en yderligere Omdannelse. — Hos de yngre Exemplarer ere Skællene enten kun delvis eller slet ikke udviklede, men hvor de ere udviklede, ere Tornene ogsaa tilstede; paa Halen fremkomme de senere end paa den egentlige Krop. I flere Tilfælde har jeg forgjæves søgt efter Bugfinnerne, men i andre har jeg fundet dem, fine og korte, men sammensatte af flere (3?) Straaler, halv skjulte under Gjællehuden, umiddelbart foran Gattet, i Linie med Øjets Bagrand. Brystfinnerne ere endnu kortere og bredere end senere, og de uparrede Finner ikke rykkede saa langt frem; Ryg- finnens Begyndelse svarer nu til Øjehulens Bagrand, Gatfinnens til Brystfinnernes Insertions- linie. Da Skældækket ved deres Grund mangler eller kun er svagere udviklet, kan man her tydelig se, at begge disse Finner endnu ere meget lave, navnlig i deres forreste Del, ogsaa i Sammenligning med deres Højde paa det først beskrevne Stadium. Af Farve ere disse mindre Individer dunkle, brunlige eller graalige, om end med nogen Sølvglans, med lys Snude og Bagpart; Gjællehuden sort ligesom hos det større Exemplar. Skjønt jeg ikke har kunnet bestemme Straalernes Antal nøjagtigt i Gat- og Rygfinnen, har jeg dog kunnet skjønne, at der ikke fra denne Side kan være noget til Hinder for at bestemme disse Smaafiske som Pteraclis-Unger, hvad Bugfinnernes Beskaffenhed og Stilling og de lod- rette Finners begyndende Fremrykning hos de større bestemt taler for, at de virkelig ere. Analogien til denne successive Fremrykning paa Hovedet finde vi hos Coryphænerne. 504 96 Forklaring af Afbildningerne. Tab. IV, Fig mi Unge af Brama Rajii Bl., « Taractes+-Stadiet (B. orcini Cuv.), fra Atlanterhavet N. for Linien, forstørret med !/4. Tab. IV, Fig. 2. Yngre Udviklingstrin af samme, ligeledes fra Atlanterhavet, S. f. Linien, forstørret 3 Gange. Tab. IV, Fig. 3. Unge af Pteraclis velifer Pall.(?), fra Atlanterhavet, paa c. 23—24P N. Br., forstørret halvanden Gang. Tab. IV, Fig. 4. Unge af Pterycombus brama Fr.(?), fundet i en «Albacorav-Mave, paa 89 N. Br., sammen med Unger af Himantolophus Reinhardti Lik.; forstørret 1 Gang. 9. Naucrates, Nauclerus og Xystrophorus; Nomeus, Porthmeus, Lichia og Chormemus; Paropsis. (Tab. IIÉ, fig. 14 og 15, Tab IV, fig. 5 og 6.) Da det nu tør antages for anerkjendt, at der kun kjendes én Naucrates-Art (N. ductor Lin.), og at samtlige saakaldte «Nauclerus»-Former saa vel som visse « Seriola»- Arter") kun ere Ungerne af denne berømte pelagiske Fiskeform, er det næppe nødvendigt i yderste Detail at gjøre Rede for de Omdannelser, denne Fisk undergaar under sin Ud- vikling, og navnlig ikke for alle de Forandringer i Proportionerne, som iagttages, naar man nøje sammenligner en større Række Exemplarer af forskjellig Alder. Jeg har desuden allerede en Gang tidligere, paa en Tid, da Fiskenes Forandringer under deres Udvikling kun vare lidet paaagtede, behandlet dette Æmne, og kan henvise dertil”). Da der end- videre foreligger en velbekjendt Afbildning?) af en saakaldet «WNauclerus», indskrænker jeg mig til at afbilde et Par af de yngste Udviklingstrin, som jeg kjender. Beskrivelsen vil jeg indskrænke til en Sammenligning af en udvoxen «Lodsfisk»y med den mindste Unge, der endnu i de fleste Punkter har Karakteren af en Naucrates og øjeblikkelig gjenkjendes som saadan; derefter nogle korte Bemærkninger om de yngre Udviklingstrin, der ligge forud for dette. Udvoxen WNaucrates ductor (278 Mm. til Unge af Naucrates ductor (533 Mm. til Indsnittet i Halefinnen). Indsnittet i Halefinnen). Hovedets Længde er lig Legemets Hovedets Længde er lidt større end største Højde og indeholdes lidt over 4 den største Højde og indeholdes kun halv- 1) Jfr. ovenfor, S. 485 (77), Anm. 1; Gunther: Garrett's Fische d. Sudsee, V, S. 137, ?) Videnskab. Medd. fra d. naturhist. Foren., 1865, S. 205—208, 3) Hist. nat. d. Poissons, IX, pl. 263. 97 Gange i Totallængden. Øjets Tværmaal er knap en Sjettedel af Hovedes Længde og næppe det halve af Snudens, men indeholdes 21/> Gang i Pandens Brede. Overkjævebenet naar til Øjets Forrand. Brystfinnernes Insertionslinie nær- mer sig mere til det vandrette; deres Længde er en Ottendedel af Totallængden. Bug- finnerne ere fæstede et kjendeligt Stykke bagved Brystfinnernes sidste Straale; deres Længde er en Syvendedel af Totallængden, og de naa halvvejs til Gattet. Rygfinnens (4) Pigstraaler ere helt frie; Halekjølene ere fuldt udviklede, og Halefligene længere end hos Ungerne. De 6 mørke Tværbaand paa Hoved, Krop og Hale ere mindre skarpt udprægede end hos yngre Individer; de kunne næppe forfølges op i Rygfinnen, tydeligere ned i Gaifinnen; Halefinnen er helt mørk med lyse Spidser; Bug- og Brystfinnerne dunkle paa deres indvendige Side. 505 fjerde Gang i Totallængden, Højden 3/5 Gang. Øjets Tværmaal er rigelig en Femtedel af Hovedets Længde, to Tredjedele af Pandens Brede og kun lidet mindre end Snudens Længde. Overkjævebenet naar til -Pupillens Forrand. Brystfinnernes Insertionslinie nær- mer sig til det lodrette; deres Længde er en Sjettedel af Totallængden. Bugfinnerne ere fæstede under Brystfinnernes sidste Straale ; deres Længde er næsten en Femtedel af Tottallængden, og de naa langt mere end Halvvejen til Gattet. Rygfinnens (4) Pig- straaler") ere forbundne ved Grunden med hinanden og med den øvrige Del af Ryg- finnen ved Hud. Halekjølene ere tilstede, men svage; Halefinnens Flige forholdsvis korte. Til dé 6 mørkeblaa skarpt udprægede Tværbaand, der fortsætte sig tydeligt og skarpt begrænsede op i Rygfinnen og ned i Gatfinnen, komme endnu to mørke Baand over Halefinnen: altsaa 8 i alt. Brystfinnerne ere lyse med mørk Grund, Bugfinnerne mørke med hvide Rande og Spidser. Til de Torne, hvormed Hovedet er væbnet hos de endnu yngre Lodsfiske, er der endnu ikke Spor hos den her beskrevne lidt over 50 Mm. lange Unge. Disse Torne op- træde derimod hos Individer af 30 — 40 Mm.s Længde; først — naar vi tænke os Under- søgelsen gaa for sig i omvendt Orden af den, hvori Udviklingen har fundet Sted — en større Torn i Forgjællelaagets Hjørne, derefter en lille oven- og nedenfor dette Punkt eller endnu en fjerde paa denne Knogles nedre Rand; en enkelt Skuldertorn er ogsaa mere eller mindre tydelig paa hver Side over Sideliniens Udspring. Bortset fra, at Halekjølene mangle, og fra nogle smaa Forskjelligheder i Legemsdelenes Proportioner 0. s. v., have disse Exemplarer imidlertid endnu Habitus af Naucrates ductor, og navnlig samme Tegning som den udvoxne Lodsfisk; dog er det ottende Baand nu kun repræsenteret af en mørk Plet paa hver af de to Halefinneflige. Bugfinnerne ere nu ligefrem fæstede under Brystfinnerne (altsaa længere fortil end tidligere) og naa hos de yngste med deres Spidser lige til Gattet. Den for de ældre Lodsfiske karakteristiske Tegning kan endnu være til Stede hos Unger af 27 —20 Mm.s Længde; dog er Baandenes Antal gjærne bragt ned til 5 eller 6, stundom er endog et og andet af disse utydeligt; Halefinnen er farveløs, og de andre uparrede Finners 1) 4 er det normale Tal; jeg har en enkelt Gang truffet 5 eller 6, som det jo ogsaa angives at kunne forekomme, noget hyppigere 3. Vidensk, Selsk Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 64 506 98 Baand kun svagt antydede. Legemsformen er nu ogsaa mere kort og sammentrængt, Højden f. Ex. to Syvendedele af Totallængden; der er 5 Torne i Randen af Forgjælle- laaget foruden 2—3 foran (indenfor) Hjørnet, en Supraorbitaltorn og en stor, meget krum Skuldertorn, Hos endnu yngre er der to Orbitaltorne, og Skuldertornen er dobbelt, den ene Torn foran den anden, eller endog tredobbelt. Jo yngre de ere, desto utydeligere blive Farvebaandene og Indsnittet i Halefinnen, desto stærkere Hovedets Torne, og desto mere løber Rygfinnens forreste pigstraalede Del i ét med det følgende Stykke af Rygfinnen. Exemplarer af 15 Mm.s Længde ere helt uden Aftegning; ved denne Størrelse ere Skællene endnu netop synlige. Ogsaa Snudespidsen er udstyret med 2 smaa Spidser eller Torne. Vore mindste Exemplarer have en Længde af kun 8—10 Mm. (Halefinnen medregnet) og faa ved deres korte, sammentrængte Legemsform, vældige Tornudvikling, afrundede Bryst- finner, korte Bugfinner, lige afskaarne Hale, ensartet mørke, paa Siderne noget blanke Kolorit, og ved Mangelen af Sondring mellem Rygfinnens to Afsnit et fra de mere ud- viklede Naucrates-Unger meget forskjeiligt Udseende. Straaletallet viste sig at være hos et i dette Øjemed undersøgt Exemplar D: 24—27; A: 2.17. Det synes ikke hidtil at være bleven bemærket, at dette yngste Naucrates-Stadium (Tab. III, fig. 14 og 15) er det, som i «Voyage of H.M. S. Erebus and Terror», pl. 30, er afbildet under Navn af Xystrophorus. Dette Navn skyldes Richardson, men er be- grundet paa en Tegning af Hooker, formodentlig omtrent i dobbelt Størrelse af Gjen- standens egen. Om dennes Findested vides intet, og der er overhovedet ikke oplyst andet om den, end hvad der kan ses af Figuren”). Aldeles nøjagtig er denne nu vistnok ikke, men der kan ingen være Tvivl om, at det er en Unge af Naucrates ductor, som har givet Anledning til Opstillingen af dette Slægtsnavn, som altsaa hermed falder bort. Det er såa meget vigtigere at gjøre opmærksom herpaa, som der i det aabne Hav fiskes, om end sjældnere, synes det, eller indenfor et mere indskrænket Bælte, ogsaa anden Fiskeyngel, der kan siges at have «Xystrophorus»-Karakterer, og som altsaa, hvis denne «Slægt» overhovedet havde kunnet respekteres, maatte eller kunde opfattes som repræsen- terende en anden Xystrophorus-Art end den af Hooker afbildede. Jeg kommer senere til at omtale disse Xystrophorus-aglige Smaafiske under Slægten Seriola i dette Arbejdes Ilte Afsnit. Naucrates-Yngelen faas overmaade hyppigt i Slæbenettet; jeg har derfor kunnet ind- registrere 44 Exemplarer af en Størrelse under 50 Mm.>) fra forskjellige Punkter af Ver- denshavet. Om flere af dem (Størrelse 20—31 Mm., men maaske gjælder det ogsaa de større) er det af Indsamlerne bemærket, at de forekom i det af de svømmende Physaliers 1) I Gånther's «Catalogue» nævnes den kun, ligesom i Forbigaaende, ved Indledningen til « Triglidæe i en Anmærkning. +A genus but little known has been referred to this family — Aystrophorus Richards. Voy. Ereb. Terr. etc.». 2) Det har næppe stor Betydning at kjende Grænserne for denne Fiske-Yngels geografiske Omraade, saaledes som det fremgaar af disse Indsamlinger. Jeg vil imidlertid anføre dem: ner VÆ N USET ANG NYE ERE SENERE ENE UNE Ta ENE 7, TR sås MEN 77 99 507 Fangarme og øvrige udstrakte Organer omspændte Rum. Det selvsamme er Tilfældet med Nomeus gronovii, i Selskab med hvilken Naucrates-Ungerne derfor stundom ere fiskede, og, hvis jeg har opfattet Sagen rigtigt, er det fornemmelig under disse Omstændigheder, at man overhovedet har Lejlighed til at fange og iagttage Nomeus'en, især vel dens yngre Former; tilsyneladende gaa de og nappe i Blæregoplens Arme, maaske af lignende Grunde som Torskeynglen (if. Sars) i «Manætens». Det er dog om enkelte Exemplarer af Yomeus-Unger (ligesom om enkelte Coryphæna-Unger) bemærket, at de ere tagne mellem drivende Tang. Da der er saa stor Lighed i Levemaade mellem WNomeus gronovii og i al Fald de yngre Lodsfiske, synes der mig næsten at være Grund til at undres over, at denne Fiskeart ikke har et lignende forbigaaende Udstyr med Torne som yngre. Sagen er maaske den, at det forsvinder, medens de endnu ere meget smaa, i Overensstemmelse med den ringe Størrelse, som denne Fisk overhovedet naar. Jeg kan i det hele ikke opdage andre For- skjelligheder mellem ældre og yngre Nomer, end at Legemsformen hos de yngre er mere kort (Højden forholder sig til Længden som 1: 3,4), hos de voxne mere langstrakt (1 : 4,2), og at Tegningen, som oprindelig har Karakteren af nogle faa mørke Tværbaand paa sølv- blank Bund, senere opløser sig i store, temmelig uregelmæssig fordelte Pletter. Nomeus gronovi synes i øvrigt at være en af de mest udbredte og talrigste pelagiske Smaafiske; de til Museet indsamlede Individers Antal overstiger et hundrede. Slægten Porthmeus C.V. anser Ginther") for at være Ungdomsformen af Chori- nemus, som Nauclerus af Naucrates. Den samme Anskuelse er tidligere udtalt af Gill?); om den er nærmere begrundet i nogen af denne Forfatters mange ichthyologiske Bidrag, er mig ubekjendt. Der kan imidlertid ikke være nogen Tvivl om, at den er urigtig. Jeg har for mig et (til Halefinnens Kløft) 74 Mm. langt Exemplar fra Guinea (hjemført af Prof. Prosch) af P. argenteus Bilkr., og finder det saa forskjelligt fra unge Exemplarer af Chorinemus occidentalis og Ch. lysan af 84 og 78 Mm.s Længde, at der slet ikke bliver Rum for den Mulighed, at Porthmeus kunde være en Ungdomsform af Chorinemus. Ingen Chorinemus-Art (jeg har kunnet undersøge 8) har det mærkelige stærkt bugtede Forløb af Sidelinien, som udmærker P. argenteus, og hos denne have Gat- og Rygfinnen ydermere en Beskaffenhed, der slet ikke låder sig føre tilbage til Chorinemernes. De Forskjelligheder, som lade sig udpege mellem den foreliggende Forthmeus argenteus og Beskrivelsen i «Histoire naturelle des Poissons» (VII, p. 258—61, pl. 264, fig. 2) ere, i det mindste for Naucrates ductor: 349 N. Br. til 49 S. Br. og fra 39—3"/29 V. L. fra Greenwich, samt 31—359 30'S. Br. og 47—299 30' Ø.L. Nomeus gronovi: 229 N. Br. til 159 S. Br. og fra 41—69 V, L. fra Greenwich, samt 16—179 N. Br. og 115—1159 20" Ø.L. 1) Andr. Garrett, «Fische der Sudseev, V, S. 138. ?) Proc. Acad. Philad., 1863, p. 167. 64" 508 100 største Delen, af den Art, at de uden Tvang tydes som Aldersforskjelligheder. (Intet af de Exemplarer fra det indiske Hav og fra Capstadens Red, som forelaa Valenciennes, var mere end to Tommer langt.) Legemsformen er højere, Højden ikke mindre, men tværtimod større end Hovedets Længde; Pandebenets Øjerand ikke takket, Hovedets Skulptur over- hovedet mindre udpræget; Forgjællelaagets Væbning reduceret til 2 eller 3 smaa Pigge ved dets Hjørner. Skællene ere meget tydelige, af lignende Form som hos den Gruppe af Chorinemer, hvortil høre Ch. lysan og Ch. Sancti Petri, men disse Skæl findes f. Ex. ogsaa påa Kinderne mellem Øjet og Forgjællelaaget, hvor man aldrig ser noget til dem hos Chorinemus Arterne. Sidelinien danner først en opstigende skarp Bøjning over Bryst- finnerne, men sænker sig saa langt ned under Midtlinien og antager først den horizontale Retning midt under anden Rygfinne. Der er ikke 5,” men en halv Snes mørke Tværbaand over Krop og Hale, og Bugfinnerne ere ikke sorte mellem Straalerne. Der er 8 (ikke blot 7) Gjællehudstraaler, og der er ingen Tænder paa Vingebenene, som der er hos alle Chorinemus-Arter med 7 Rygpigstraaler. Hvad her er anført, finder jeg i øvrigt for største Delen allerede anmærket af Bleeker!), som beskrev et 115 Mm. langt Exemplar fra Guldkysten (afbildet i samme Forfatters «Guineas Fiske»>”), pl. XVI, fig. 1) og udtrykkelig siger, at han ved Sammenligning med mindre Exemplarer af samme Årt har overtydet sig om, at hans « Porthmeus argenteus» ikke er forskjellig som Årt fra den af Valenciennes opstillede. Disse 3 mindre Exemplarer (67—75 Mm.) vare netop fra Cap ligesom Pariser- Museets, og der kan, efter hvad Bleeker oplyser om dem, næppe være Tvivl om, at den af ham og mig beskrevne guineiske Fisk er den rette typiske «Forthmeus argenteus». Et Blik paa Bleekers Afbildning kunde i øvrigt været tilstrækkeligt til at overbevise enhver om, at man her ikke har med en ung Chorinemus at gjøre. Imidlertid er jeg dog for saa vidt enig med Gill og Gunther, som ogsaa jeg antager Porthmeus argenteus, selv i den mere udviklede Skikkelse, hvori Bleeker og jeg kjende den, for en Ungdomsform af en under en anden Slægt opført Fisk; men denne er uden al Tvivl Zichia amza (L.). Den umiddelbare Sammenligning viser den største Over- ensstemmelse i Fysiognomi og Karakterer, i Hovedets Enkeltheder, Tandforholdene, Side- liniens karakteristiske Løb o. s. v. At Gjællelaagsgjællen (Pseudobranchien) ikke mangler hos Lichia amza, er allerede paavist af Steindachner?); Straaletallet er hos vor guineiske Porthmeus:… D:: 7.1: 205: A:'2 195 af Bleeker:; angives det stil: DD: SSI POE A: 2.1.19—20; hos L. amia finder jeg D: 7.1.19—20; A: 2.1.19—21. At unge Exemplarer af £4clua amza have 7—8 mørke Tværbaand over Ryggen, er allerede bekjendt 1) Verh. en Mededel. d. kon. Akad. v. Wetenschap., XIV (1862), pp. 134—35. 2) Mémoire sur les poissons de la cote de Guinée (Natuurk. Verhand. Haarlem, XVIII, 1863). 3) Ichthyolog. Ber. ib. eine n. Spanien u. Portugal unternommene Reise (Sitzungsber. d. Akad. Wiss. Wien, LVII, S. 42) (1868). 101 509 i Forvejen!); og Bindehuden mellem første Rygfinnes Straaler er ikke tydeligere hos vor Porthmeus argenteus end hos 11—12 Tommer lange Exemplarer af Lzchia amia. At nogle af-Cuvier's «Porthmei» vare tagne i «det indiske Hav», hvorfra £. amia ikke kjendes, har ikke stort at sige; der angives ikke, hvor i dette Ocean de ere fiskede, og L. amia gaar i det mindste lige til Kap og Algoa Bay. — Forskjellighederne mellem Lzchia amta og dens formentlige Unge indskrænke sig saaledes til følgende Punkter: 1) Legemets Højde indeholdes hos Ungen ikke 3 Gange i Totallængden til Halefinnens Kløft — senere over 3 Gange; 2) den forreste Del af Ryg- og Gatfinnens blødstraalede Parti er endnu ikke voxet ud, saa at disse Finner endnu ikke have antaget den segldannede (falkate) Form, som senere udmærker dem; men dette er vel overhovedet Tilfældet med alle Fiske med falkate Finner. Samtidig med at denne Finneform udvikler sig, fremkommer der sort Pigment paa disse forlængede Finnepartier saa vel som paa Bugfinnerne. 3) Forgjællelaaget bliver bredere, antager en mere afrundet Form og mister ethvert Spor til Torne eller Takker. 4) Mundspalten bliver under Fiskens Væxt noget større; ganske det samme er Tilfældet med Chorinemerne: Enden af Overkjævebenet maar først ikke helt hen til, senere lidt ud over en lodret Linie fra Øjehulens Bagrand. Der er ingen af disse Forandringer, som gaa ud over, hvad der er Exempler paa andre Steder i Makrelfiskenes Familie, under Formernes Væxt og Omdannelse fra Fiskeyngel til udvoxne Fiske. Jeg kan i øvrigt ikke andet end samstemme med Steindachner i, at Zzchia amia og L. glaucus burde henføres hver til sin Slægt. Skjønt L. amia er den oprindelige Typus for Lichwa-Slægten, kunde det vel forsvares, for ikke at skulle danne et nyt Slægtsnavn, nu da Porthmeus er ledigt, at lade Navnet Lichia blive ved L. glaucus og benævne L. amia fremtidig Porthmeus amia (Lac.). I øvrigt vilde Rafinesques Hypacanthus ogsaa kunne komme til Anvendelse for denne Form. Under Navnet Scomber calcar beskrev og afbildede Bloch?) en Makrelfisk med 3 frie Rygpigstraaler, som han havde faaet fra Guinea, men som ikke senere er bleven gjenkjendt af nogen. Paa det nær, at den er skælfri og at den kun har 6 Gjællehud- straaler, har den Karakteren af Slægten Lichia, for saa vidt som dens Karakterer over- hovedet ere tilstrækkelig oplyste. Det beskrevne Individs Størrelse er desværre ikke angivet; var det afbildet i naturlig Størrelse, vilde det være 4/2” langt, men det er ikke usand- synligt, at det er forstørret. Indsenderen (lIsert) havde oplyst Bloch om, at den blev saa stor som den almindelige Makrel, og deri kan han vel have Ret, uden at man deraf tør slutte, at den, naar den har naaet denne Størrelse, ikke skulde have forandret sig en Del. Guvier gjengiver Blochs Beskrivelse med den Anmærkning, at det maaske kun er en 1) Hist. natur. d. Poissons, VIII, p. 353. 2) Naturg. d. ausl. Fische, VII, S. 55, pl. CCCXXXVI, fig. 2. 510 102 Chorinemus; og Gunther omtaler den som «en tvivlsom Art, maaske en daarlig Gjen- givelse af Chorinemus saliens». Jeg tror just ikke, at den er gjengivet saa daarligt; i det mindste stemmer Afbildningen meget godt med et lille Exemplar, 25 Mm. langt, som Kapt. Hygom har fisket paa 6? N. Br. og 30? V. i: og som jeg har ladet afbilde Tab. IV, fig. 6. Kun viser det sig, at der er 4 frie eller halvfrie Rygpigstraaler, og vældige Gatpigstraaler, og at de øvrige Straalers Antal i de uparrede Finner er: D: 22; A: 21. Hjørnet. af Præoperculum har en stærk Torn, og foran den, paa Knoglens vandrette Rand — flere mindre. For øvrigt kan henvises til Afbildningen. Der vil ikke kunne være Tvivl om, at det jo er Ungen af en Chorinemus-Art af dem med 4 (5) Rygpigstraaler, enten CX. guabira (som jeg ikke kjender), Ch. saliens eller Ch. palometa C.V., hvilke sidste, efter min Mening, bør holdes adskilte som Arter. Forskjellen fra de voxne Chorinemer af denne Gruppe ligger væsentlig i, at 1) Præoperkulartornene, som ere saa gjennemgaaende hos al Scomberoid- Yngel, ere endnu tilstede; 2) Skællene ere endnu ikke brudte frem; til Sidelinien ses intet; og 3) de bageste Straaler i Ryg- og Gatfinnen ere forbundne lige til Spidserne og have altsaa endnu ikke udsondret sig som Smaafinner (Pinnulæ spuriæ) — hvilket de da i øvrigt heller ikke endnu have hos 4” lange Unger af Chorinemus palometa, om end de udvidede Ender af Finne- straalerne ere her frie, saa at det er tydeligt, at de med Alderen ville blive det helt. Af andre Forskjelligheder viser en umiddelbar Sammenligning med vore mindste Exemplarer af Chori- nemus palometa endnu følgende, foruden den Forskjel i Proportionerne, som er en Følge af Bagkroppens tiltagende Udvikling, og hvorpaa vi allerede have set saa mange andre Exempler baade hos Scomberoider og hos andre Fiske: at 1) det brede Overkjæveben ender under Pupillens Forrand (hos CX. palometa under Øjehulens Bagrand), og 2) at de frie Gat- og Rygpigstraaler, som senere kun ere halv saa høje som de forreste Ledstraaler i deres, respek- tive Finner, nu endog ere længere end disse og have mellem "/2 og !/z af Legemets største Højde, uanset at denne er forholdsvis større end senere. — «Lichia calcar» vil altsaa være at inddrage som yngste Stadium af en Chorinemus, rimeligvis af Ch. salzens; af denne Årt mangler jeg imidlertid andre yngre Stadier til Sammenligning. Aldeles tilsvarende Chorinemus- Yngel, 23—35 Mm. lang, men med 7 frie Rygpigstraaler (Tab.IV, fig. 5) har Kapt. Andréa fisket ved Surabaja (Java). Paa de større ere Præoperkulartornene i Færd med at forsvinde; Skjællene netop synlige, Sidelinien tydelig; de mindre forholde sig i disse Henseender som den ovenfor omtalte «Lichia calcar». Selv hos det største af disse Exemplarer ere de sidste Straaler i Ryg- og Gatfinnen forbundne ved Hud næsten lige til Spidsen. Pseudo- branchierne (Gjællelaagsgjællerne) ere tilstede; men bortset fra dem, er der unægtelig et Tidspunkt i Chorinemernes Udviklingshistorie, hvor de i mange Henseender have Lichiernes Karakterer. Ved at undersøge denne Chorinemus-Yngel blev jeg opmærksom paa nogle For- skjelligheder i Tandforhuldene, som ikke hidtil ere blevne anmærkede, men fortjene 103 511 at omtales, hvad enten de nu kunne benyttes til at skærpe Artsdiagnostiken, eller de muligvis i denne Henseende snarere vilde gjøre Skade end Nytte. Man vil i Regelen kunne skjelne imellem, om en Art har Overkjævetænderne (Intermaxillartænderne) uniseriate (Ch. moadetta, saliens, lysan og en ubeskreven indisk Repræsentant for Ch. altus), biseriate (Ch. occidentalis, Sancti Petri) eller pluriseriate (Ch. palometa); og denne Karakter synes at være lige god, hvad enten man har ældre eller yngre Exemplarer for sig. Der- imod er det Regelen, at Underkjævens Tænder ere stillede i to vel adskilte, meget ud- prægede og regelmæssige Rækker, begrænsende ligesom en Rende mellem sig; hos alle ere Tænderne i den indre Række kegledannede, noget krumme, stillede med Mellemrum, d.v.s. ikke i sluttet Række; naar Tænderne i den ydre Række have den samme Karakter, vil man lægge Mærke til, at de ere rettede udad og noget fremefter, de i den indre Række indad og mere bagtil; undertiden ere Tænderne i de to Rækker lige store og lige talrige,. undertiden ere de ydre noget mindre og talrigere, men dog for øvrigt af samme Be- skaffenhed som de indre. Det beskrevne Forhold finder jeg hos større Eexmplarer af alle de nævnte Arter, hos Ch. palometa med den Modifikation, at det biseriate i største Delen af Kjæven (dog ikke i dens bageste Del) er udvisket, derved at der har udviklet sig Tænder af samme Beskaffenhed mellem de to Rækker. Hos yngre Exemplarer af CX. palo- meta og Ch. Sancti Petri, Ch. lysan og occidentalis, af 3%/4— 6" Størrelse eller mindre, har den indre Tandrække den angivne Beskaffenhed; men den ydre er forsvundet og erstattet af en fuldstændig tæt sluttet Række af fine ciliate eller børsteagtige Tænder, næsten som hos en Chætodon, meget mindre og meget talrigere end dem i den indre Række, og af en fra disse meget forskjellig Form. Da jeg først blev opmærksom paa denne Forskjellighed, frygtede jeg, at jeg havde begaaet den Fejl at henføre distinkte Former med disse Forskjellig- heder i Tandforholdene under samme Art; men da den gjentog sig hos Art efter Art, og stadig som Modsætning mellem Unger og mere eller mindre udvoxne, maatte jeg komme til det Resultat, at det sidst beskrevne kun er et Ungdomsforhold. Som saadant synes det mig temmelig mærkeligt og at fortjene at forfølges gjennem hele Artsrækken. Forandringen synes at bestaa i, at en ny Række af større kegledannede Tænder udvikles udenfor den oprindelige ydre Række, som derved fortrænges eller bliver tilbage i Udviklingen. De yngre Chorinemer ere altsaa heterodonte, de ældre homodonte, omtrent som Æcheneis naucrates (Jfr. «Vid. Medd. fra den Naturh. For.», 1875, S. 34—35), men med den Forskjel, at det hos Sugefiskene gjælder Overkjæven, og at Forandringen her kun bestaar i, at den ydre Tandrække tabes, ikke i at en ny kommer til. Jeg maa end ydermere benytte denne Lejlighed til at gjøre opmærksom paa et andet hidtil overset Forhold, der kan benyttes til at skærpe Chorinemus-Arternes Diagnostik. Gill har (1. c.) foreslaaet at sondre de amerikanske Arter, med kun 4 eller 5 Rygpigstraaler, generisk fra de indiske med 7, og han tildeler de første Navnet Olzgoplites, hvilket Navn 512 104 dog ikke er optaget af de Ichthyologer (Gunther, Steindachner), som senere have omtalt herhenhørende Former. Der forekommer imidlertid undertiden 6 Rygpigstraaler hos Ch. occidentalis, og hertil kommer, at de for de amerikanske Arter karakteristiske smalle, lineære Skæl gjenfindes hos flere indiske Arter, f. Ex. C/. tol og Ch. moadetta (Klunz.). Men der er en anden Karakter, som vilde kunne benyttes. De amerikanske Arter (Ch. occiden- talis, saliens og palometa) have kun Tænder påa Ganebenene og Plovbenet; alle mig be- kjendte indiske Arter — saa vel de to nys nævnte med lineære Skæl som de med korte og brede: Ch. lysan og Ch. Sancti Petri — have derimod en stor Tandgruppe paa de indre eller egentlige Vingeben, i de fleste Tilfælde adskilt fra, i enkelte sammenflydende fortil med Ganebenenes. De vedføjede Skitser oplyse Hovedforholdene i denne Henseende og vise Skematisk Fremstilling af Tændernes Gruppering i Overmunden hos Chorinemus Sancti Petri (a), palometa (5), saliens (c) og lysan (d). Forskjellen mellem Gill's Oligopliter og de ægte Chorinemer. Man faar paa denne Maade Slægten Chorinemus (Scomberoides Lac.) delt i 3 Grupper, hvilke synes lige berettigede til generisk eller subgenerisk Rang; det vil vistnok i alle Fald være rigtigst at blive staaende ved det sidste Alternativ. A. 4—5 (6) Rygpigstraaler; lineære Skæl; ingen Vingebenstænder. Ch. occidentalis, saliens, palometa (guaribira ?). B. 7 Rygpigstraaler; lineære Skæl; Vingebenstænder tilstede. Ch. tol, moadetta (K1z.) (denne sidste er maaske kun Ungen af Ch. tol?). C. 7 Rygpigstraaler; korte, brede Skæl; Vingebenstænder tilstede. Ch. lysan, Sancti Petri (tala, altus?). (En ny Art fra Singapore, der minder meget om Chor. altus Gthr. fra Centralamerikas Vestkyst, hører i al Fald til denne Gruppe.) De hos de indiske Chorinemer optrædende Vingebenstænder ere ligeledes til- stede, skjønt hverken omtalte af Jenyns eller Steindachner!), hos Paropsis signata, 1) Zoology of the «Beagle» Fishes, p. 65, pl. XIII; Sitzungsb. Akad. Wien, LXXII (1875), S., 49—50. Øjet angives paafaldende stort af Steindachner; jeg finder dets Tværmaal kun !/s af Hovedets Længde. De frie Rygpigstraalers Antal er af St. angivet rigtigt til 6. 3 sg Eg KR KÆR 105 513 af hvilken hidtil kun fra Montevideo kjendte Form Dr. Lund i sin Tid har indsendt et brasiliansk Exemplar (formodentlig fra Rio Janeiro); med «Galathea»-Expeditionen har Prof. Reinhardt senere hjemført et c. 1 Alen langt Exemplar fra Montevideo. Heller ikke ser jeg omtalt den ret mærkelige Forgrening af Sidelinien, som udmærker denne Årt; der findes nemlig hos det mindre (Lund'ske) Exemplar 13—14 lodrette og altsaa indbyrdes parallele Grene, som stige op især fra det temmelig stærkt bugtede Stykke af Sidelinien; ingen af dem naar dog op til Rygfinnen, og bagtil blive de mere utydelige; deres ind- byrdes Afstand er ikke lige stor, men i det hele mindre i Kroppens forreste end i dens bageste Del; enkelte af dem ere ufuldstændige, d. v. s. de naa ikke ned til og træde ikke i Forbindelse med Sidelinien, men de ere dog i det hele taget tydelige nok til, at den forgrenede Sidelinie kunde og burde optages i Slægtens Karakteristik. Hos det større Exemplar ere kun de 6 forreste af disse fra Sidelinien opstigende Grene synlige; med til- tagende Alder synes denne Ejendommelighed altsaa at blive mindre udpræget. Forklaring af Afbildningerne. Tab. III, Fig. 14 og 15. Yngste Udviklingstrin af Naucrates ductor L. (Xystrophorus Rich.). Forstørrede 3 Gange. Tab. IV. Fig. 5. Unge af en indisk Chorinemus-Art; Smaafinnerne endnu ikke sondrede; takket Forgjællelaag 0. s. v. Tab. IV, Fig. 6. Tilsvarende Udviklingstrin af en atlantisk Chorinemus-Art, rimeligvis Ch. saliens (« Lichia calcar Bl,…).. Forstørret to Gange ligesom foregaaende. 10. FPsenes, Cubiceps og Navarchus. (Tab. V, fig. 2.) Scomberoidernes Slægtsfortegnelse omfatter to eller tre Slægter, som det — skjønt de have havt Plads indenfor to forskjellige «Familier» — er overmaade vanskeligt at holde ude fra hinanden. Det er fortrinsvis pelagiske eller til en vis Grad bathyphile Fiske, og der fore- ligger derfor i vore pelagiske Indsamlinger af Fiskeyngel flere Former, som vel uden Be- tænkelighed kunde henføres til Slægten Fsenés, men som dog til Dels vække stærk Mis- tanke om ikke at være uden Berøring med Cubiceps (Atimostoma, Navarchus, Trachelocirrus). Forinden jeg gaar over til nærmere at omhandle nogle af disse Former, vil jeg, som Ind- ledning dertil, anføre Karaktererne som de gives for disse to Slægter, og opregne de hidtil opstillede Arter med Angivelse af de til Grund for disse liggende Exemplarers Størrelse, Straaletal, Forekomst o. s. v. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 65 514 Psenes C.V. (Catal. of Fishes.) Legemet højt, sammen- trykt, dækket med temmelig smaa, cycloide Skæl; Mund- spalten er snæver, Snuden kort, afstumpet, opsvulmet. Første Rygfinne er sammen- hængende, anden Rygfinne og Galfinnen langt mere ud- viklede, uden Smaafinner; 2 (eller 3) Pigstraaler forrest i Gatfinnen, forbundne med dens blødstraalede Del. En Række smaa Tænder paa Kjæverne, ingen paa Ganen. 6 eller 7 Gjællehudstraaler. Svømmeblæren kløvet bagtil. (Ostindiske og australske Have.) 1. Psenes cyanophrys C.V. (pl. 265) (5”). 2. Ps. javanicus C.V. (knap 4”). of India», pl. LI, C.; Madras, 47/2”). etc., p. 158 [84]). 3. Cubiceps multiradiatus Gthr. (Pr. Z. S. 1871, p. 661, pl. LXI) (6”). (Fische d. Sidsee.) Legemet sammentrykt, temmelig højt, dækket med temmelig smaa, cycloide Skæl; Bugen ikke sammen- trykket til en Kant. Øjet middelstort, Munden snæver, Snuden meget kort, hvælvet. Kjæverne med en enkelt Række meget smaa, lancet- dannede, utydeligt fligede, tæt sammenstillede Tænder; Ganen tandløs. To Rygfinner, af hvilke den første bestaar af faa, smækre og svage Pig- straaler, som ikke kunne op- tages i nogen Grube. Basis af de lodrette Finner skællet ; ingen falske Smaafinner. Gatpigstraalerne svage, for- bundne med den øvrige Del af Finnen. Brystfinnerne middellange, længere end Bugfinnerne. De opstillede Arter ere: Samme Straaletal. 106 Cubiceps Lowe. Legemet er aflangt, svagt sammentrykt, med middel- store, cycloide Skæl; Mund- spalten snæver, Snuden but, kort og opsvulmet. For- gjællelaagets Rand hel. Første Rygfinne sammen- hængende, med omtrent 10 temmelig svage Pigstraaler ; anden Rygfinne og Gatfinnen mere udviklede, skællede, uden særskilte Smaafinner; Brystfinnerne temmelig lange, meget længere end Bugfin- nerne. Sidelinien uvæbnet. Smaa Tænder paa Kjæverne og hos nogle Exemplarer påa Ganen. 5 eller 6 Gjælle- hudstraaler. (Middelhavet, Madera, Cap.) D: 9.1.25; A:/3.257(Ny-Irland): (Java). Nævnes som vestindisk af Poey (Enumeratio (Afbildet i Day's «Fishes D: 10.1.25; A: 3.25 (Manado). (Ifølge Ginther, «Fische d. Sidsee», identisk med Fs. javanicus og rimeligvis ogsaa med Ps. cyanophrys!). 4... Ps. auratus (C. V.) (5"). Straaletallet som hos Ps. cyanophrys. Drivtræ i den bengalske Bugt.) (Indiske Hav, under Ækvator; Port Jackson; Stille Hav: BES: 6. Ps. guamensis C. V. pl. XCI, fig. 6. Valenciennes's?). leucurus C. V. (2”). ITS ÆS EB BSAVES2]SEDE (STN (I stor Mængde om et NOE MEIER SEERE ENGENE): D: 9.1.22; A: 2.29 (Guam). — Fische d. Sidsee, D: 9.1.26; A: 29 (Sydhavet). (Mon samme Art som Cuvier's og 1) Hertil maa dog bemærkes, at Day's Afbildning af Ps. javanicus (1. c.) ikke kan identificeres med Ps. cyanophrys eller multiradiatus; jf. f. Ex. Sideliniens Forhold. ls s. fuscus Guichenot. D: 9.1.25 A: 3.25 (70 Mm.; 23/4"). (Madagaskar). (Mem. SÅ Sc. Nat. Cherbourg, 1866, p. in 3) 8. Ps. anomalus Schl. D: 6.29; A: 3.26 (Japan). (Fauna Japon., pl. LVII.) ORE sEregulust Poey (Repertsell sp 57 5) (90 Mme NED TT STS STAFET SE (Cuba) 10. Cubiceps indicus Day (Pr. Zool. Soc., 1871, i 690) 7841/27) "DE TOM 75; A: 3.15 (Madras). (Afbildet i Days «Fishes of India», pl. LIV, fig. 2.) 11... C. pauciradiatus Gthr. (Ann. Nat. Hist., 1872, X, p. 423; Cruise of the Guracao, D5420:). (59/81) Ds 10306175 04 5815; 14(Misol): (Efter Straaletallet at dømme turde disse 3 Arter maaske falde sammen til en; mig er Fsenes-Yngel med saa faa Straaler ikke forekommet.) 12. Atzmostoma capense Smith (Illustr. S. Afrika, pl. 24). (43 Tommer). D: 10.1.19 Å: 1.19 (Cap). 13. Sertola (Cubiceps) gracilis Lowe (Pr. Z. Soc., 1843). (Madera). (6/4). D: 9.2,20; Å: 3.20. Ifølge Ginther identisk med: 14... Navarchus sulcatus Fil. Ver. (Mem. Acad. Torin. (2) XVII). (c. 7”). D: 11.20; A: 3.20 (Middelhavet.) 14. Tracheloctrrus mediterraneus Doumet (Revue d. Zool., 1863, pl. 15). (200 Mm., CR DT) EDER OFSØSSEI EFA PN Gette) ID OPA 20 MNizzA): (Identiteten af denne sidste Form med Navarchus sulcatus er erkjendt fra begge Sider). Dr. Gunther udtaler i sit senere Arbejde, at Psenes vel er meget nær beslægtet med Cubiceps, men afviger fra denne ved højere Legemsform, ikke kantet Bug og kortere Bugfinner (Karakterer, der just ikke synes at have meget stor Vægt). C. indicus og multi- radiatus høre til Fsenes, og den sidste Art falder sammen med F's. javanzcus, sandsynligvis ogsaa med Fs. cyanophrys. Han tilføjer, at «det er smaa pelagiske Fiske, der forekomme i Atlanterhavets og det indiske Havs Tropebælter eller i Nærheden af disse og ofte fanges i Slæbenettet; Kundskaben til Arterne er meget ufuldkommen, da man i de fleste Tilfælde kun kjender dem af meget unge Individer». Et Blik paa ovenstaaende Artsfortegnelse vil vise, at Artsantallet indenfor denne Gruppe — selv om det skal reduceres en Del — maa være temmelig stort, og dette bekræftes ogsaa af Andréa's, Hygom's og andres Indsamlinger; der foreligger mindst 5 eller 6 Arter af saadan Fiskeyngel, hvis Henførelse til de beskrevne «Arter» imidlertid i de fleste Tilfælde har været mig umulig. Jeg skal indskrænke min Omtale til de tre, der foreligge mig i en mere udviklet, skjønt vistnok endnu temmelig ungdommelig Skikkelse. Af de tidligere beskrevne Arter danner FFs. ano- malus ligesom en Gruppe for sig selv ved sit ualmindelig lave Antal af Pigstraaler; de tre under 9—11 opførte Arter danne en anden, udmærket ved Blødstraalernes ringe Antal. De større, mere langstrakte Former, hvormed den ovenstaaende Fortegnelse slutter (12—14), repræsentere nærmest Cubrceps-Gruppen, men have, hvis jeg ikke fejler, som yngre saa aldeles Karakteren af Fsenes, at Forholdet mellem disse to Slægter synes at maatte udtrykkes saa- 657 516 108 ledes, at Psenes lil Dels i det mindste repræsenterer tidligere Udviklingstrin af Cubiceps (Navarchus 0.8. Vv.). De øvrige Arter (1—7), der rimeligvis skulle indskrænkes i Tal, repræ- sentere den typiske PFsenes-Form, og dertil kommer nu en, som det synes, ny Årt med et større Antal Straaler i de uparrede Finner end nogen af de beskrevne; særligt for dens Vedkommende, til Dels maaske, ogsaa for Ps. cyanophrys, leucurus, guamensis, synes det mindre sandsynligt, at de med Alderen skulde iføre sig Cubiceps-Dragten, rimeligere, at de stedse beholde den kortere Legemsform, som hos nogle af dem allerede optræder i en meget udpræget Skikkelse; men om Forholdet mellem Psenes og Cubiceps vil der dog ikke kunne fældes nogen endelig Dom, førend nogle af først nævntes typiske Former ere studerede i deres endelige, fuldt udvoxne Skikkelse. For Tiden lade de sig næppe holde ude fra hinanden. Dette er et af de Punkter, hvor man bedst føler, i hvilken Grad vor Kundskab om Fiskelivet i Oceanets Dybder endnu er ufuldstændig; Studiet af Over- fladefaund'en løfter kun en Flig af det Dække, der tilhyller den. 1. Psenes pellucidus n. sp., fra Surabaja-Strædet, foreligger kun i et Exemplar, en lidt over to Tommer (53 Mm.) lang, høj, meget sammentrykket, blød og fint bygget, næsten farveløs, halv gjennemsigtig lille Fisk. Legemets største Højde er 23 Mm., Forholdet mellem denne og Totallængden (Halefinnen medregnet) altsaa som 1:2,3; Hovedets Længde 13 Mm. eller en Fjerdedel af Totallængden, Øjets Tværmaal 5 Mm., den butte Snude 3/2 Mm. Brystfin- nerne ere 10 Mm. lange, men Bugfinnerne 14 Mm., altsaa endnu paa dette Udviklingstrin næsten en halv Gang længere end Brystfinnerne (i Modsætning til hvad der ellers anføres som Karakter for Fsenes), saa at de naa et Stykke ind paa Gatfinnen. Anden Rygfinne og Gat- Psenes pellucidus Ltk. finnen ere temmelig høje (10 Mm.), men vise (Surabaja-Strædet. Naturl. St.) ingen Antydning til det falkate; Blødstraaler og Pigstraaler ere næppe til at skjelne frå hin- anden i Rygfinnen; der er 46 i alt, 12 i første, 34 i andet Afsnit, og 34 (3.31) i Gat- finnen; Halefinnen er kløftet. Sidelinien ligger højt; Skællene ere smaa; de forlænge sig endnu ikke langt ud paa de uparrede Finner. Gjællelaagsgjælle er tilstede som hos andre Psenes-Arter, men ingen Ganetænder; Overkjævens Tænder ere finere og sidde mere spredte end Underkjævens tæt sammenstillede, spidse, sammentrykt-trekantede Tænder. Enden af Overkjævebenet falder i Linie med Pupillens Forrand. Bugkanten bagved Bugfinnerne er ikke sammentrykt. Langs hen ad Ryggen findes 3 Rækker af endnu utydelige, mørke, runde 4 (Frrerrusoooj sur vidre gs. suse er ga uidondt elunie s Fasal FE SOK CESKBI 7 gm fmosm så En F— 5 z0s En ise sesuenmdis sk - on $roq rorædsor S00r0E -Bbrsd savssert bare % Fx Jecnis sas toge oddeRnss Er UX Byer sent åg osfan dan soldssst elinf hus -vbed 3 8 SÅ age væ emtf syre gø se LIVOETOE 517 øs sted. byg «dsltsssk Surkenos søde! ksbuss eså bus ft -bnf då to. nijavem såå snols JE ERE AS pi => 2 ”, 5 4 . 2 fjoge gm 0r AT regent gas 70 anven SE ell Feril gun 7 aff ye må sinald 2 «SIGT UD TOSIS Ea s vs Vold fosser) volleme al. (ådsaldelb srom smovsd skud ssvevtis'73 dg ves ebesrnt vidggeb nesE BE sår Bled afs mot bed sbute al Progseb =" groede is sats «låner såå od nedd mi ebusfxe vre Di Fr. ad ms i x h "ab ål Kanon san mg om spsk skredet & væde £ "7 8: or Far Ta gr tet EM sås så …U synnko0! ni søsat Morse SMV SD MADE SM 3 regner uyede 2/T sdege sr ge smyg Sem KT are sus oTaTed mo SuoT "mu OT ea Ty "um 2/t-€ ST nous os om fr gade Fo zoysæTp oszsÅsteng eT 7 H/T ao gr msusr pest fe 04 Tse sy (try Trey Tour) "TI "1 pir ST use eg > uorgzodsdd ey pue Sur 2 Æy £poq eq 70 Qusret 4 Sys sprongted Tr øseuTE pus 30705 M0ygTA g8ouTe far Arduryj pure 410y8" passede Ære 5 BE FBUOT (rt EG) "up 2 ueygy rom Staat em sdojeq uortsede T Krus eT EEN RD, dn 5" Fr BR gå ; vil FK Sen men SYS vad soggt FETN nn 109 I 18400); AR AR VRD MERRERE, 45 SED "010 05 ØRRED - 8€) sæd ”q 30 "ou ur "33yp 44 ng fanoqe peqrzosep serosis ik sk Gis en vt £kpoq Toyyderre 1uTrdor s37 Fur Ry "T feutoy peqrzossp su4 3 feurg ou43 30 450u 1840 Buryoarne fxopuys Ep & ext sttsdde arøn pw søde fpunoz fX2Ep FoUF3STPUr TTF3S JO snot € pumoj sy xovq &49 SuoTy ”pesseld wo 4ou sy 24 pumeq £rreq ap jo uiæn ey "Tydnd 43 go ur aopzegue 943 FA SUFT Up sy Crærrpæu eu zo pue ey, "possezdumod ArreTrdwæray pw "poqurod $18496803 ATOSOTO LOA posurd are £oy4 aasym eTqypuu 843 u0 esoyg uwæuy Frede JeyytEJ poozyd are pur zourj exe 400) LIuTTREu 843 føgered ea uo 44803 ou 4nq fSSuBEJ Jo "ds zoo up st quogaud are Sery nopnesg "sur parpedun Sqå UD 370 SEJ pUDg3e Jer gou op £oy frruue aE sees fu2ry sunz suyT TeasgeT oz ”pæog uyy "9 "V 943 UF (TEE) 4E pue qaud puooes 43 ur NE my 843 UF ZT feder 72404 MM ae Sxsyg fqæede prog sq 09 piey ev sær £uyds pw ser 03 "eqsoTeJ Bureq JO UDFSESTpUur Aæ Aoys Jou op 479 (" OT) uæry Srarej BE ”y syg pw "q pig ey sy Jo uro ey puodeg 4uyneuos pus3xe Lou 9849 os f(SStBEg ao zo4ouamys ve sv usAØ sy esTe 4 94 £æezyuoo) Ty se ZuoT ce uret 2/T S8egs sy 48 sm Feum HT are suyy rated no BuoT "uu 97 oe 1; "mt 8/T”E Sy AmOus ssmao om fem G ao 30 1O9Æm Tp osse "7 "3 H/T 20 "ut ET WABueT pe fE"2 04 T se sy (ur Tre3 "Tour) T "4 pure s7u3 useq vor odond oy3 pur for £g gy £poq 843 Fo 4u4Srey 45 eat eu "PpronTTed YSouTE pUE JOTOd JMOY3TA 380uTE faTyng Areuyy pure 4x0y8 fpossenduoo L£zea "ØVE fBUOT ("um €5) "up 2 un arcu Ar4ByTS su eaogeq usryods £Tuo sr Sem fefequang JO S3FEr3g ey wo "ds"u Fenprongted Susse "I "LTS"9TS "dd foggt feorgumyy FFEGAS My EFPFORETOT FOUBEJ zO UOPAGTADESP SUGET 30 ÆRTER "us Woaz JeyJyp ssuo asguno£ eu) noyu sgEoypur qxou pue (2 "Sy3 fG "Td) sun Føde Bat oyg ezy1eysÆ yo 8173 TIYUS I "BUDT "M92 s/2 PUE 10M,1;€ Usameq pure SuoT 16.52 pw fe9ET "i 6€ uoemeg SFT usTun seovTd up uBe09 STE T NV 29 uy (aeg rede TrS I Suzy — FIBEJERS Teopdd) og) 09 uDFaeTar 235 2008) WIJ STU JuØræo usJo sty varpuy "yd8 i"ds"u Sme noEn seuegg "£ ”LTrezodue% unownm uret su setoedse om sseuyl — "smug 84 JO serosds JSTTENs su) JO suc ST 97 Je pue fqusudoTessp TIT ST poyaser 2Zurazy 04 ss079 (£rearJesedmoo 20) Srarej sy mg syg 4r49 epnTouoa I u4oFyum uwoa3 fpadoTeasp Tren puæ såzer Lrg fozrs TrEus E 4ons Jo usTJ Joj fare seTzos su) mr fsnusZ su JO seyoeds 1890 sy) ur se 42 sun eurT TezeyET sug "Tyånd 49 Jo urådzeu quaij ey4g zepun spus LreTTpæu syg f("uu 14) eder Aare sy ede su, "T2"2 ”Y fo2"T'TT ”( sær Jo ou ey, "uyByao "y pua£eq ssuEgsTp poog E pue4 -xe puæ SuoT ATarej ede surg oyaTed eu) fuØrey SIT 2/T JsouTE 09 seTeas uran a9yeT su) fArreseq seTsos u97A popraoad ST "g JS eu) Eru Srapg am "Y pw "aq "avrnszyo some sivsdde smug uzoj £poq sug f"T "1 844 2/T Sjove sT (mu gT) WÆreY sy, "seyoeds usowpm uæ egEsrpur 04 OSTE Weoes (popnTour uFJ "0 forum 96 aelzeT 43) folrgT feune Jo WagT pure WITT &q9 uo [prxom eu3 punare] uoTyFpedxs , SBSUJETED, 943 Gang i Totallængden (Halefinnen medregnet) hos det største foreliggende Exemplar (94 Mm.); hos det næststørste (72 Mm.) kun lidt over 3 Gange, hos yngre (51—42 Mm.) netop 3, hos endnu yngre (20 Mm.) ikke fuldt 3 Gange. (Det fremgaar heraf, at Legemsformen forlænges under det af disse Exemplarer repræsen- terede Afsnit af deres Udvikling, og det er tilladt at antage, at den paa mere fremskredne Livstrin vil have forlænget sig endnu mere.) Hovedets Længde indeholdes ikke 4 (3,7 å 3,4) Gange i Totallængden, hos de større; Øjets Tværmaal 3 Gange eller knap det i Hovedets Længde; Snudens er ”/3 eller %/7 af Øjets Tværmaal; Overkjæven naar til omtrent midtvejs mellem Øjehulens og Pupillens Forrand. Straaletallet er: D; 11.1.22—23; A: 3.23. Hale- finnen er dybt kløftet; de andre uparrede Finner ikke særdeles høje. Skæl, som ere mindre end Kroppens, beklæde den nedre Del af Rygfinnen og den øvre Del af Gatfinnen. Der findes NREN 111 519 Skæl under og bag Øjet og paa Interoperculum, men ellers ikke paa Hovedet. Sidelinien ligger som sædvanlig højt oppe og naar ikke til Halefinnen. Bugfinnerne naa ubetydeligt ud over Begyndelsen af Gatfinnen, men ere dog noget kortere end Brystfinnerne, hvis Længde er mindre end Legemets Højde; langs Bugen, til Gattet, er der en Fordybning til Bugfinnernes Optagelse. Der er en enkelt Række Tænder i hver Kjæve; Overkjævens ere finere, mere krumme, Underkjævens mere brede, sammentrykte, lancetdannede, tætstillede, større paa Siderne end i Nærheden af Symfysen. Der er Tænder paa Ganebenene og i det mindste en enkelt Plovbenstand. Mørke, til Dels sammenløbende Pletter antyde om- trent 7 brede Tværbaand over 'Bagkrop og Hale, fortsættende sig ud paa Finnerne. Der er desuden en mørk Linie langs Randen af anden Rygfinne og Gatfinnen, Halefinnefligene ere noget mørkladne, og der er to sorte Baand over Bugfinnerne; første Rygfinne er mere eller mindre sort. — Hos yngre Individer blive Legemets Tværbaand tydeligere; jo mindre de ere, desto kortere er deres Legemsform, Halefinnen er mindre dybt udskaaren, Over- kjæven naar hos dem til Pupillen 0. s. v. Jeg har beskrevet disse Smaafiske under et eget Artsnavn, skjønt jeg har en stærk Mistanke om, at de ere Ungerne af Cubiceps gracilis eller capensis. Bevises kan denne Formodning ikke, naar man ikke har den udvoxne Fisk for sig til Sammenligning. Tænker man sig de største af vore Smaafiske mere fremskredne paa deres Udviklings Bane, har man, af det man kjender til deres yngre Stadier, god Grund til at forestille sig dem som mere langstrakte, med udvisket Farvetegning, med mindre Øjne, længere Brystfinner og kortere Bugfinner; en større Afstand mellem Halefinnen og de andre uparrede Finner kunde vel ogsaa tænkes at være Følgen af Legemsformens Forlængelse. Hertil svarer Billedet af Verany's og Filippi's Navarchus suleatus og Doumet's Trachelocirrus mediterraneus i det hele godt (jfr. de citerede Beskrivelser og Afbildninger); Identiteten af disse to Former er, som anført, anerkjendt fra begge Sider. Vistnok kan man af begge Beskrivelser udpille Træk, der tåle saa vel mod disse Formers Identitet som mod at henføre Ps. maculatus til dem som deres yngre Udviklingstrin. Men man maa erindre, at saa vel den franske som de italienske Forfattere havde kun for sig, hver især, ét daarligt bevaret og udstoppet Exemplar; først senere fik Doumet Lejlighed til at se et tredje (ligeledes ud- stoppet?) Exemplar, som tilhørte Museet i Nizza. Der er derfor ikke Anledning til at gjennemgaa kritisk pro et contra saadanne Smaating, som f. Ex. at Doumet (l. c., p. 215) overser Gatfinnens Pigstraaler; men der er dog Anledning til at omtale to Forhold, som have foranlediget Slægtsnavnet hos den ene Forfatter og Artsnavnet hos de to andre. Hvorledes det forholder sig med de 3 Furer, som de italienske Forfattere tilskreve deres Art, og hvori Filippi endog var tilbøjelig til at se en tredobbelt Sidelinie, er allerede op- lyst af Doumet; det er ikke den mellemste, men den øverste, som er Sidelinien, og som i Stilling svarer til Sidelinien hos vore Fsenes-Arter; de andre ere, naar de findes, 520 112 uvæsentlige, tilfældige Dannelser, der skyldes Muskelindtryk eller deslige. De to Cwrri jugulares, som Doum et beskriver, men som hverken Filippi og Verany eller Lowe omtaler, og som Doumet heller ikke kunde finde paa det andet af ham undersøgte Exemplar, ere vistnok — skjønt Filippi") bagefter troede at se Spor af den ene paa hans udstoppede Exemplar mellem andre Hudlapper — kun Artefakter, der skylde til- fældige Beskadigelser eller Præparatørens Talent deres Tilblivelse. Mere mærkeligt er det maaske, at begge Forfattere omtale Halens Flige som fuldkommen adskilte, Doumet med Tilføjende, at den ene Flig syntes at kunne gaa bag ved den anden. De middelhavske Exemplarer vare c. 7—77/2 Tomme lange (for saa vidt nogen Størrelse er angivet); tænker man sig denne Fiskeform endnu meget større, kommer man til Åtzmostoma capense Smith, 43 Tommer, med endnu mere langstrakt Legemsform, Hovedet spidsere, Brystfinnerne lige- ledes; Overkjævebenet, som hos de middelhavske halvstore kun naar til Øjehulens Forrand, naar nu ikke en Gang til denne; Ganetænderne ere forsvundne, 0.s.v. Allerede Gunther har udtalt, at disse Formers (C. gracilis og capensis) Selvstændighed under alle Omstændigheder ikke kunde betragtes som sikker. Ved denne hypothetiske Sammenstilling af alle disse «Arter» til én fortløbende Formrække har jeg unægtelig set bort fra, at Straaletallet i Almindelighed angives lavere end hos min Ås. maculatus; D: 10.1.19; A: 1.19 hos Gunther, for den kapske Form; D: 11.20; A: 3.20 hos Filippi og Verany; D: 9.22; A: 20 hos Doumet (Exemplaret fra Nizza); hos Exemplaret fra Cette angiver han dog D: 10.25—26; A: 22, hvilket især for Rygfinnens Vedkommende bedre passer med vor F's. maculatus. Jeg vil i denne Anledning ikke undlade at omtale, at vi foruden denne Art ogsaa have faaet flere Exemplarer af en nærstaaende Form (Ps. affinis m. in Mus. Zool. Un. H.), ; som navnlig afviger fra den typiske Form ved lavere Straaletal; D: 10—11.1.19—20; A: 3.21—22; maaske er denne, og ikke min 's. maculatus, Ungen til Cubiceps gracilis- capensis eller til en af de Former, mellem hvilke der muligvis vil være at sondre, naar et fyldigere Materiale af disse Fiske (der hidtil kun ere sete i 5 større Exemplarer) muliggjør en grundigere Behandling af dette Spørgsmaal. Da jeg kun kjender smaa Exemplarer af denne formentlige anden Art, kan jeg ikke nærmere begrunde dens Selvstændighed og vil ikke beskrive den nærmere; Exemplarerne ere dels fra Atlanterhavet (21? 12” N. Br. til 8 S.Br., 13920" V.L. til 769 V.L.), dels (hvis det er samme Form) fra det indiske Hav (169 N Br., 1152 50”Ø. L.). Hos ingen af de undersøgte Psenes-Årter, selv ikke hos de mindste Exemplarer, har jeg, som ellers hos saa mange Scomberoid-Unger, fundet Forgjællelaaget tornet. Dette bør saa meget mere fremhæves, som der kjendes en Fisk, der synes at staa Slægten Psenes meget nær, men afviger fra den ved, at fornemmelig Præoperculum og Interoperculum have 1) Revue de Zoologie, 1863, p. 273. 113 521 fint, men skarpt tandede Rande. Det er Paltnurichthys eller Pammelas perciformis (Mitch.)"). Første Rygfinne er lav, Halefinnen kun lidet indskaaren, Brystfinnerne korte, ikke længere end Bugfinnerne, Sidelinien har et noget lavere Leje end hos Psenes, men naar heller ikke her til Halefinnen. Tænderne sidde i enkelt Række, men ikke tæt sluttede; Gjællelaagsgjælle er tilstede; 7 Gjællehudstraaler. Hovedets nøgne Hud er tæt opfyldt af Porer. Alt andet er Psenes-agtigt. Straaletallet finder jeg at være: D: 7.1.20; A: 2.1.17. Arten kan blive 12 Tommer lang (Museets Exemplar er 8). Denne Fisk skal forekomme «af og til» ved New York, «temmelig hyppigt« ved Massachusetts, hvor Fiskerne have Navne til den; den følger Skibene (ligesom Lodsfisken), ledsager dem stundom i større Antal lige ind i Havnene, holder sig til Drivtræ eller flydende Tønder (der er altid nok at faa at leve af paa slige Ting) og besøger undertiden Havnepælene. Hvis Gjællelaagsbenenes Takker først uddannes sent, kunde jeg tænke mig, at dens Unger ogsaa kunde blive henførte til Slægten Psenes; men jeg tror dog ikke, at dette kan gjælde nogen af de beskrevne Psenes-Former, i alt Fald ikke nogen af dem, der have foreligget mig. Nære Slægtninge synes Psenes og Paltnurichthys i alle Fald at være. ; Forklaring til Afbildningen. Tab. V, Fig. 2. Et af Museets største Exemplarer af Psenes maculatus Ltk. i naturlig Størrelse; muligvis Ungdomsform af Cubiceps capensis eller Navarchus sulcatus eller en nærstaaende Form. 3 ;: hd É 11. Stromateus, Apolectus ; Schedophilus ; Trachynotus ; Micropteryx; Seriola. (Tab. II, fig. 9; Tab. III, fig. 16, Tab. IV, fig. 7—11.) Det er bekjendt, at Ungerne af Slægten Stromateus ofte frembyde saa store For- skjelligheder fra de udvoxne Fiske, at de ere blevne opstillede som særegne Arter, og at det navnlig oftere er Tilfældet, at Ryg- og Gatfinnens forreste Pigstraaler og de foran dem siddende Straalebærere hos Ungerne rage frem af Huden som en Række skarpe, til Dels sav- eller øxedannede Forlængelser, men at disse Dannelser senere tabe sig eller overvoxes og fuldstændig skjules af Huden, Saaledes er Ungen af Str. argenteus Euphr. (candidus C.V.) bleven opstillet som egen Art (8. securifer C. V.); Ungen af S. alepidotus (Lin.) (Garden 1) Cfr. Storer, History of the fishes of Massachusetts. Memoirs of the American Academy of Arts and Sciences. New Ser., V, 1, p. 152, pl.XIII, fig. 3. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII, 6. 66 522 114 Schn., longipinnis Mitch.) som Rhombus crenulatus Cuv. Denne sidste Henførelse er kun formodningsvis antydet af Gunther; men da Museet besidder en lille «Rhombus crenulatus», som jeg heller ikke skjønner at være andet end en Unge af S. alepidotus (L.), tager jeg ikke i Betænkning at slaa denne Henførelse fast som mere end blot sandsynlig”). Bleeker og Gunther henføre endvidere Cuvier”s «Apolectus stromateus» ”) som Unge til Stromateus paru Bl. (Str. niger Bl.). Da denne lille Fisk, foruden at have nogle fremstikkende Pigge foran Ryg- og Gatfinnen, har to vel udviklede Bugfinner med fuldt Straaletal, kunde dette synes noget overraskende, trods Fiskens Stromateus-agtige Fysiognomi. Naar man opmærksomt gjennemlæser Beskrivelsen i «Histoire naturelle des Poissons», tror jeg dog ikke, at man vil kunne nære Tvivl om, at Bleeker og Gunther have Ret. Hos en for mig liggende ung Str. paru, 4 Tommer lang, er der endnu ligesom et sidste Spor af Bugfinnerne i Form af to Knuder paa det Sted, hvor de skulde have siddet. Cuvier's Exemplarer af hans «Apolectus» vare dog 3—4 Tommer lange; men Pariser-Museet besad et yngre, knap 18'” langt, med Ryg- og Gatfinnen løbende ud i længere Spidser (som hos Flataz-Ungerne), og med den hos yngre Makrelfiske ikke ualmin- delige Tegning: 5 brede, lodrette, mørkere Tværbaand. Der er altsaa allerede indenfor denne problematiske «Art», som den er opstillet, en Udvikling, der synes at ville føre over mod Stromateus og særligt mod S. paru. Mig har foreligget en 13 Mm. lang (Halefinnen medregnet) og 7 Mm. høj Stroma- teus-Unge fra Riouw-Strædet (Tab. III, fig. 16), efter min Mening netop af Sér. paru. Den har, som andre unge Makrelfiske, Randen af Forgjællelaaget stærkt takket; Brystfinnerne ere korte, Bugfinnerne dobbelt saa lange, ikke meget kortere end Legemet er højt; de naa følgelig et godt Stykke ind paa Gatfinnen. Der er 2 Pigstraaler i Gatfinnen og 4 i Ryg- finnens forreste Afsnit), deri altsaa ikke medregnet den første Straale i den egentlige Ryg- og Gatfinne. Straaletallet i disse (D: 45; A: 36) stemmer, saa vidt det har kunnet be- stemmes med Nøjagtighed, med Str. paru. Disse Finners Form, for saa vidt Exemplarets Tilstand tillod at opfatte den med Bestemthed, er gjengivet paa Figuren; det vil ses, at den ved Straalernes mere ligelige Længde er forskjellig fra det senere Stadium (Apo- lectus stromateus), hvor Finnerne allerede stærkt have antaget den falkate Form. En Paa- tegning af Indsamleren (Kpt. Strandgaard) angiver, at den var «grøn og blaa»; maaske 1) Vort Museums Exemplar er 2 Tommer langt med Halefinnen; Pariser-Museets var knap to Tommer langt. Jfr. Hist. natur. d. Poiss., IX, p. 410—11, pl. 275. En «BRhombus orbicularis», nær beslægtet med «Rk. crenulatusv og med «Bh. æanthurus» Qu. Gaim. (af Ginther henstillet blandt de usikre Former), 40—60 Mm., fra Cayenne, beskrives af Guichenot, Mem. Soc. Imp. Sc. Natur. Cher- bourg, XII, 1866, p. 245. ?) Hist. nat. d. Poiss., VIII, p. 439—40, pl. 238. 3) Afbildningen af « Apolectus stromateus» (C. Val, pl. 238) viser flere Rygpigstraaler; at dette er urigtigt, fremgaar af Texten: D: 4.1.43 etc. ng " SEEDEDE . J LESS —< i ba - 115 523 sigtes herved til de mørke Farvepletter, der pryde Siderne af Baghovedet og Forkroppen. De dybt spaltede Gjællespalter vise, at Arten er at søge i den Afdeling af Stromateus- Slægten, hvortil S. paru hører; Straaletallet, at det ikke er Ungen af en Plataxz-Arl. Jeg tror derfor ikke, at der kan være Tvivl om, at den her afbildede Unge jo virkelig er et meget tidligt Stadium af Stromateus paru!"), et tidligere, end det hidtil har været beskrevet, Jeg vil dog i Anledning af Bugfinnernes forholdsvis sene Forsvinden hos Str. paru — de ere jo endnu tilstede, efter det ovenfor anførte, hos Exemplarer af 3—4 Tommers Længde — endnu bemærke, at jeg ikke finder Spor af dem hos unge Exemplarer (2!/2—25/6 Tomme) af Sér. sinensis Euphr.; hvis de ere tilstede hos endnu yngre Individer af denne Art, maa de altsaa tabes forholdsvis tidligt; thi denne Art skal jo naa en Længde af 10—11 Tommer!), hvilket rigtignok kun er knap det halve af den, der tillægges S. paru som udvoxen, nemlig 2 Fod, men dog vel for meget til, at man alene turde søge Grunden til Bugfinnernes totale Mangel hos de omtalte c. 2!/2 Tomme lange Unger i Artens ringere Stør- relse. Allerede Bleeker har i øvrigt (hvad jeg først senere er bleven opmærksom paa) fremhævet denne Forskjel mellem Str. paru, der som ung har tydelige, ja endog lange Bugfinner, og hans Stromateoides-Arter (cinereus, sinensis, argenteus), som allerede miste Bugfinnerne i en meget tidligere Livsperiode, saafremt de overhovedet nogensinde faa dem eller have dem. Denne Forskjel i Udviklingens Tempo giver mig Anledning til atter at fremhæve et andet ligeledes af Bleeker fremdraget Moment, nemlig, at $. argenteus Euphr. (candtdus Cuv.) og S. sinensis Euphr. (atous, albus) ved deres sær- deles korte, lodrette Gjællespalter frembyde en meget karakteristisk Afvigelse fra alle andre mig bekjendte Arter (S. fiatola, maculatus, triacanthus, alepidotus, paru), hos hvilke Gjællespalterne ere meget vide; d. v. s. de fortsætte sig fra det Punkt, hvor de høre op hos de to først nævnte Arter, helt ned under Struben til et Punkt omtrent lodret under Øjets Forrand. Str. cinereus kjender jeg ikke, men ifølge Bleeker slutter den sig, som man jo ogsaa snarest skulde antage, i dette Forhold til Str. argenteus og sinensis, skjønt Bleeker's. Afbildning just ikke tyder derpaa. Jeg har ikke fundet denne Forskjel, som synes vel skikket til at bære en Slægtsadskillelse, omtalt i andre Beskrivelser, uden for saa vidt Euphrasén?”) omtaler de snævre Gjællespalter hos de to først nævnte Arter. Bleeker's Slægtsnavn Stromateoides?) bør derfor ikke forkastes, men komme til Anvendelse for denne ejendommelige østasiatiske Gruppe med korte Gjællespalter. 1) Hist. natur. d. Poiss., IX, p. 389 (S. albus) og 390 (S. atous). ?) Kgl. Vetensk. Akad. Nya Handl. IX (1788), S. 53 & 55. 3) Bleeker, Bijdrage tot de kennis der makreelachtige Visschen van den soenda-molukschen archipel. Verh. batav. Genootsch, XXIV (1857), p. 19—20. En Stromateus medius beskrives af Prof. Peters (Monatb. Ak. Berlin 1869, S. 707) fra Mazatlan; jeg har overbevist mig om, at det er en ægte Stro- mateus, og ingen Stromateoides. 66" 524 116 Fra Middelhavet kjendes to Stromateus-Arter: 5. fiatola, der naar en Længde af indtil 15 Tommer, og $. (Seserinus) mzcrochtrus, der ikke kjendes større end 8/2 Tomme!) og har to rudimentære Bugfinner, hvilke ganske mangle hos $. fiatola. Jeg har kunnet undersøge et Exemplar af hver Art paa henholdsvis Ii og c. 5 Tommer, hvilket Materiale har været utilstrækkeligt til deraf med Sikkerhed at deducere deres almindelig antagne Artsforskjellighed. Tværtimod forekommer det mig at burde nærmere undersøges, om ikke de af Forfatterne fremhævede Forskjelligheder kunde være Aldersforskjelligheder. Herimod vil man vistnok kunne beraabe sig paa deres samstemmende, skjønt mere indirekte end direkte Vidnesbyrd: Cuvier henførte dem til forskjellige Slægter, Bonaparte beskrev og afbildede dem som forskjellige Arter; Steindachner, Canestrini”) og Stossich3) beskrive eller opføre dem ligeledes hver for sig uden at lade nogen Tvivl skinne igjennem eller komme til Orde. Nærmere beset vil man dog næppe hos de nævnte Autorer finde noget Faktum, der afgjort taler for Artsforskjelligheden, snarere det modsatte. Stein- dachner omtaler saaledes kun $. fiatola paa 13//2—15 Tommer, men har havt for sig Exemplarer paa 1//4—8"/> Tomme") af 5. microchirus — med andre Ord, kun af denne synes han at kjende en Udviklingsrække, de tilsvarende Led af S. fiatola's ere ham ube- kjendte. Det fremgaar dernæst af hans detaljerede Redegjørelse for disse Udviklingstrin af S. microchirus, at Bugfinnerne hos denne i al Fald undergaa en Omdannelse, selv om de ikke skulde forsvinde helt; de ere først fuldstændig adskilte fra Bugfladen og de enkelte Straaler kun forbundne ved en tynd Hud; senere ere de langs deres hele indre Rand hæftede til Buglinien ved en Hudfold; hos de større ere Straalerne endelig omhyllede af en tyk Fælleshud, såa at de yderst korte Straaler ikke mere lade sig tydeligt skjelne fra hinanden. Der synes derfor at være en vis Sandsynlighed for Rigtigheden af den af Dr. Ginther udtalte Formodning, at ogsaa 5. microchtrus med Alderen mister Bugfinnerne (der jo efter al Rimelighed ere tilstede hos den ukjendte «Fiatola»-Unge, hvis denne er noget andet) — med andre Ord, at denne Forskjel mellem de to «Arter» er uden Betyd- ning. Det viser sig dernæst, at Straaletallet for Ryg- og Gatfinnen hos S. fiatola ikke er væsentlig forskjelligt fra det hos 5. microclurus (jfr. Angivelserne hos Canestrini og Bonaparte for begge Arters og hos Steindachner for den størres Vedkommende); at Øjnene hos S. microchtrus (som hos alle Fiske) med Alderen blive forholdsvis mindre og hos de større ikke ere synderlig større, forholdsvis, end hos $. fiatola; at det forholder sig 1) Disse Størrelses-Angivelser ere laante af Steindachner (Ichthyol. Ber. Reise n. Spanien u. Portugal, dte Forts., S. 17—19). Bonaparte har 12 Tommer for S. fiatola, 6 Tommer for $. microchirus. 2?) Fauna d'Italia, Pesci, p. 105. 3) Prospetto della fauna del mare Adriatico (Boll. Soc. Adr. Trieste, V, p. 46). 7) Dette svarer nogenlunde til den af Canestrini angivne Størrelse: knap 2 Dm. (7?/3"); sammes An- givelse for $. fiatola: knap 3 Dm. (11/2) er efter det ovenfor anførte for lav. Ur EN ri ty 23 paa lignende Maade med Hovedets Længde i Forhold til Totallængden; at Legemets Højde derimod tager til under Udviklingen, men hos S. fiatola atter er forholdsvis noget mindre — til Dels maaske kun, fordi Forlængelsen af Halefinnens Flige atter tilvejebringer det oprinde- lige Forhold (hos Ungerne af $. microclørus) af 1:3. Antallet af de mørke Tværbaand voxer, ifølge Steindachner, hos S. mzcrochirus fra 5—12, men allerede hos Exemplarer af 61/2 Tommes Længde og derover opløse de sig ofte i enkelte runde Pletter; og allerede Cuvier bemærker, at disse Tværbaand maaske, som hos andre Makrelfiske, kun ere Artens Ungdoms-Livré, efter som de vare mindre tydelige hos hans større Individer, af hvilke dog intet var over 3!/2”, Efter alt dette synes den Mistanke ikke uberettiget, at S. micro- clirus kun er Ungen af S. fiatola; man kan mene, at var dette saa, vilde det allerede være bragt i Orden af en eller anden af Middelhavets Ichthyologer; dem overlader jeg derfor ogsaa Afgjørelsen af det rejste. Spørgsmaal"). Min Formodning har imidlertid Analogien fra S, paru og Apolectus for sig, og Bevisbyrden synes, naar alt kommer til alt, at maatte paahvile dem, der ville hævde Artsforskjelligheden. Af Slægten Schedophilus — der synes mig at komme nærmest til Stromateus og Centrolophus — forekomme unge Exemplarer saa hyppigt i de for Museet af Hygom, Andréa og andre udførte pelagiske Indsamlinger, at jeg tror at maatte betragte denne Fiskeslægt som lige saa udpræget pelagisk som f. Ex. Nomeus, Naucrates, FPsenes 0. s. v. Gunther udtaler sig saaledes derom i «Fische d. Sidsee» (S. 198); «Bewohner der warmen Meere, welche sich in betråchtlicher Tiefe aufhalten, in der Jugend aber håufiger an die Oberflåche kommen und desshalb nicht selten im Schleppnetz auf hoher See gefangen werden». Naar man ikke for stærkt betoner den «store Dybde», hvori de skulle leve, er dette vistnok aldeles rigtigt; men man kan maaske ogsaa betegne disse bløde, sarte og 1) Senere er min Henvendelse til «Stazione Zoologica» om at erholde saa lille et Exemplar som muligt af Stromateus fiatola og et saa stort som muligt af $. microchirus blevet besvaret med Tilsendelsen af to S. fiatola af 8%/4 og 6!/> Tommes Længde (230 og 170 Mm.) (til Halekløften) og en $. micro- chirus, 32" (92 Mm.) lang. Ingen af de to $. fiatola har Bugfinner, men man ser tydelig Stedet, hvor de tidligere sad; den største er tydelig stribet paa langs, den mindre uden Striber paa langs eller tværs; derimod har S. microchirus 6 Mm. lange Bugfinner og c. 8 mørke Tværbaand ned over Kroppens Sider samt et hvidt Baand fra Brystfinnerne ned til Bugfinnerne; Halefinnefligene ere forholdsvis korte. Forholdet mellem Højde og Længde er hos disse 3 Stykker henholdsvis som 1:3,3, 1:2,2, 1:2,1, 2: Længden voxer i stærkere Forhold end Højden. Desværre mangler der jo Mellemstørrelser af 6—4 Tommers Længde, hos hvilke Bugfinnernes successive Forsvinden kunde paavises, men den foreliggende Række styrker i øvrigt min Formodning om disse 2 Formers Identitet som Udviklingstrin af en og samme Årt. Tillige modtoges en smuk Række mindre Unger af 41—11 Mm.s Længde, tagne hos Goplen Cassiopeia borbonica. De større af disse have de mørke Tværbaand, de mindre ere ensformigt mørke, hos de mindste er det mørke indskrænket til en Del af Legemet. Jo yngre de ere, desto mere langstrakte ere de; hos de større er Forholdet mellem Højde og Længde endnu som 1:2,3, hos de mindste som 1:3,5. Selv hos de større af disse er der næsten intet Indsnit i Halefinnens Bagrand. Til Torne paa Gjællelaag, Hoved 0. s. v. ses der ikke Spor hverken hos de større eller mindre. 118 (227 vo (en svage, i deres Bevægelser rimeligvis lidet hurtige Dyr som Højsøfiske, der sky det stærke Sollys og derfor kun komme til Overfladen om Natten eller ved overtrukken Himmel, Ungerne mere end de voxne. Der kjendes formentlig 4 Arter af denne Slægt: 1) Sch. medusophagus Cocco, først kjendt fra Middelhavet, men senere fanget i aaben Sø i Atlanterhavet; Giunther har endog faaet et 1%/4" langt Exemplar fra Samoa. Bonaparte's var 6 Tommer langt, Cocco's 8” 4'”; Steindachner fik ved Spaniens Østkyst to Exemplarer af 45/4 og 7!/2 Tommes Længde. Straaletallet: D: 42—47; A: 28—29. D: 35—47; A: 31 (Steind.). 2) Crius Berthelotii Val. (S. Botteri Heck.) (D: 38; A: 25. D: 36; A: 23, Steind.), kjendt fra Madera, Barcelona og Dalmatien. 3) S. maculatus Gthr. (D: 36—38; A: 27), opstillet paa to Tommer lange Exemplarer fra China-Søen; senere beskreven fra Sydhavet (= S. marmoratus Kner, if. «Zool. Rec.», 1867, p. 163). 4) .S. elongatus Johns. (Proc. Zool. Soc. 1862), fra Madera (D: 39, A: 24; Størrelse 147/10"”). I Betragtning af, at saa mange Arter allerede ere kjendte, har det undret mig noget i Museets pelagiske Indsamlinger kun at træffe en eneste; paa de Exemplarer, som jeg har underkastet en nøjere Tælling, har jeg fundet 44—49 Straaler i Rygfinnen og 30—31 i Gatfinnen, hvilket kræver deres Henførelse til S. medusophagus; de ere rigtignok ogsaa alle fra et forholdsvis snævert begrænset Distrikt af Atlanterhavet, skjønt fra 10 for- skjellige Steder indenfor dette: mellem 46? og 34? N. Br. og mellem 33" og 21? V.L. fra Grwch. For øvrigt skal jeg lade det henstaa udrøftet og uafgjort, om en yderligere Re- duktion ikke vil finde Sted mellem de 3 andre Arter, hvis Straaletal er indbyrdes saa lidet afvigende. — Kun et af Museets Exemplarer kan betragtes som udvoxet: det har en Længde af 8/2 Tomme, hvoraf Højden er rigelig en Tredjedel, Hovedets Længde en Femtedel. Det har ikke alene lange Pigge i Randen af Præoperculum, men tillige langs med Randen af Interoperculum. Bugfinnerne og Brystfinnerne naa ikke med deres Spidser til Gattet. Farve- tegningen har halvt Karakteren af Pletter, halvt af Længdestriber paa en noget mørkere Grund. Mindre Exemplarer (3!/2—1!/2") have i Almindelighed en mindre langstrakt Form ; Højden indeholdes f. Ex. 21/> eller 21/3 Gang i Totallængden; dog træffes ogsaa blandt dem Individer, hvor Højden ikke er en Tredjedel af Totallængden. Øjet er selvfølgelig større; Gjællelaagets Pigge mindre fremtrædende eller udprægede; Ryg- og Gatfinnen højere, især bagtil, deres længste Straaler saa lange som Hovedet er højt over Øjnene; Bryst- og Bugfinner naa til Gatfinnen, de sidst nævnte endog lidt ind paa denne, og Halefinnen er afrundet, uden Spor til Indsnit. Der er c. 5 Rækker brune Pletter af lidt forskjellig Stør- relse, påa lysere Grund, foruden dem paa de uparrede Finner, men hos yngre Exemplarer kan denne Tegning være temmelig utydelig. — Hvor ubetydelige disse Aldersforskjellig- heder end ere, bør de dog noteres, for ikke at foranledige Opstillingen af uholdbare Arter (Jfr ab JE fi2 29) rr KLAN ds ml gp= and mr eee BG een ave FIE ARLES SDEOS 119 527 Med Hensyn til Slægten 7rachynotus har jeg ikke moget nyt at føje til, hvad af andre er forebragt om Arternes”) Aldersforandringer og den deraf følgende Reduktion af op- stillede, men uholdbare Arter, som i Virkeligheden kun ere Udviklingstrin; men jeg anser det dog for rigtigt at minde om disse Erfaringer ved denne Lejlighed, for at de ikke skulle mangle i Totalbilledet. Gunther udtaler saaledes, at de Afvigelser, som man finder mellem de forskjellige Exemplarer af hans 7. ovatus (s. lat.) i Henseende til Finnefligenes Længde og Legemets Højde, fornemmelig afhænge af Alderen, og at hos gamle Exemplarer gaa Tænderne efterhaanden tabt, og Hovedets Profil bliver (som hos visse andre Makrel- fiske) aldeles lodret fortil i Stedet for skraat som hos de yngre. Gill henviser til ældre Iagttagelser af Cantor og Bleeker over de Forandringer, Trachynoterne undergaa med Alderen; af de yngre Stadier giver han følgende Beskrivelse”): «Naar de ere meget unge, er Forgjællelaagets Hjørne udstyret med 3 store Torne; mindre Torne findes ovenfor og nedenfor disse større; den pigstraalede Del af Rygfinnen er udviklet som en fuldstændig Finne; der er Tænder paa Ganebenene og Kjæverne. Forgjællelaags-Tornene resorberes og forsvinde forholdsvis tidlig; Tænderne ere imidlertid endnu tilstede, men den pigstraalede Del af Rygfinnen aftager efterhaanden i Størrelse i Forhold til den blødstraalede. De have nu de Karakterer, som Girard tillagde sin Slægt Dolodon. Til sidst taber den Hinde, som tidligere forbandt Rygfinnens Pigstraaler med hinanden, sig; hos de gamle ere end- videre Tænderne paa Kjæve-, Gane- og Svælgbenene faldne ud, og Fligene af Ryg-, Gat- og Halefinnen have opnaaet deres største (hos de forskjellige Arter i øvrigt en Del for- skjellige) Længde og antaget en tilspidset Form; de svare nu til Bothrolæmus Holbrook». Doliodon og Bothrolæmus er altsaa kun ældre. og yngre Udviklingstrin af Trachynotus. Jeg skal hertil føje, at jeg har havt for mig en Række unge Exemplarer af den vestindiske Trachynotus rhomboides af 12—30 Mm.s Længde; Skællene ere endnu ikke komne frem; Højden gjennemsnitlig omtrent det halve af Totallængden, men dog forholdsvis i Tiltagende med Størrelsen; Halefinnens Indsnit utydeligt hos de mindste; Ryg- og Gatfinnens Pig- straaler hos dem alle udstyrede med og forbundne ved Hud; de mindste Unger have en stærk Torn i Forgjællelaagets Hjørne, 3 mindre foran den, langs med dets nedre Rand, og nogle Takker langs med dets lodrette Rand; desuden en lille Torn paa Scapulare ved Gjællespaltens øvre Ende. Denne Torn svinder først; hos de største er i det højeste 1) De undersøgte Arter ere Pr. fasciatus Gill, glaucus Bl., carolinus L. (pampanus Bl.), rhomboides Bl. (Vestindien, Brasilien) og ovatus L. (Ostindien). Jeg holder, ligesom Gill, de to sidst nævnte af Ganther forenede Former indtil videre ude fra hinanden, fordi den vestlige Form allerede har sit rudeformige Omrids og sine stærkt forlængede, falkate Finner ved en Størrelse, hvor 7. ovatus endnu har Finneforlængelserne temmelig korte. ?) Proc. Acad. Philad. 1862, p. 440 og 1863, p. 84. 528 120 Hjørnetornen endnu synlig; Ryg- og Gatfinnens falkate Form er allerede svagt antydet hos Exemplarer af 20 Mm.s Længde. Micropteryx chrysurus L. (Seriola cosmopolita C.V., Sl. Chloroscombrus Gir.) hører derimod ikke til de Former, hos hvilke der indtræder meget væsentlige Forandringer med Alderen. Der foreligger en fuldstændig Række fra 9 Tommers til 10 Mm.s Længde (Hale- finnen medregnet), men de yngre (ikke yngste) Individer af denne Række frembyde ikke andre Forskjelligheder fra de ældste end at Skællene — med Undtagelse dog af Side- liniens — ere mindre tydelige, Brystfinnerne og Halefinnefligene kortere, den forreste Del af Gatfinnen og anden Rygfinne ikke forlængede 0. s. v. Fuldt udvoxne Exemplarer (9 Tommer) ere, som Gill bemærker (Proc. Am. Acad. 1862, p. 437), mere langstrakte end halvstore eller smaa. Hos Exemplarer under 25 Mm.s Længde ere Sidelinien og Skællene endnu ikke udviklede; Forgjællelaagets nedre Rand er udstyret med nogle meget fine Torne, de største i dets Hjørne; de paa dets opsligende Rand forsvinde tidligt; nogle smaa Torne paa Skulderbuen, et Stykke over Brystfinnerne, synes at holde sig lidt længere. Jeg vil her endnu rette den Fejl, at der kun tillægges Mwcropteryr chrysurus T Rygpigstraaler ; den har stadig 8 foruden den forreste i anden Rygfinne. Slægten Seriola") er allerede paa en Maade kløvet i «Histoire naturelle des Pois- sons»; for den Afdeling, som bl. a. omfatter S. nigrofusciata Ripp. og S. intermedia Schl. [disse to Former ere rimeligvis identiske], eller Arterne med højt Hoved og stærkt krummet Profil, foreslaar Gill at anvende det Swainson'ske Navn Zonzchthys; for de typiske, langhovede Arter, repræsenterede i vor Samling ved 5. Dumerilux Risso [med hvilken jeg identificerer ikke alene 5. purpurascens Schl.,.men ogsaa S. Solandri C.V.], S. zonata Mitch. [= earoltnensis Holbr.], 5. quinqueradiata Schl. og S. rivoliana [maaske identisk med S. Bosen, falcata og bonariensis”)|, foreslaar han Navnet Halatractus. S. gigas er fremdeles Typen for en tredje Slægt: Naucratopsis, og S. Dussumtert og succincta kun Udviklingstrin af Naucrates ductor. Jeg skal meddele de Optegnelser om pelagisk Yngel af Seriolider, som jeg har fundet Anledning til at nedskrive under de Undersøgelser, for hvilke her gjøres rede. Den Serwola- eller Halatractus-Yngel, som jeg har havt Lejlighed til at se, har — naar undtages de alleryngste og spædeste Stadier -— stedse den for saa mange yngre Scomberoider karakteristiske Tværstribning; saaledes finder jeg hos en 35 Mm. lang 1) Om Slægten Seriolophus (S. carangoides) Guich. (indiske Hav) jfr. Guichenot, Mém. Soc. Imp. Sc. Nat. Cherbourg, XIII, p. 8 etc. (Gjællelaaget skællet; i1ste Rygfinnes Straaler traadformigt forlængede.) Poey opfører ikke mindre end 10 Zonichthys- og Seriola-Arter (Enumeratio, p.155—57 [81—83]), hvis nærmere Bestemmelse kun kan ske ved en Revision af Original-Exemplarerne, 2) Jfr. om den Beskrivelsen (efter et Expl. fra St. Helena) af Kner og Steindachner i «Sitzungsb. Ak, Wiss. Wien», LIV, S. 10 (365). 124 529 S. (H.) Dumeriln, fra Panay, 6 mørke Tværbaand over Rygfinnen samt over Kroppens og Halens Ryg og desuden en mørk Skraastribe fra Øjets øvre Bagrand til Rygfinnens Udspring; samme Tegning er endnu tilstede hos en 73 Mm. lang 45. tapeinometopon» fra 17” N. Br. og 115240" Ø.L., hvilken af Bleeker opstillede Art sikkert ikke er andet end Ungen af S. Dumerilz. Hos en mindre Unge (30 Mm.) fra den vestlige Del af Atlanterhavet (20? 36" N. Br., 76? V.L.) findes endnu Spor til et Par smaa Torne i Hjørnet af Forgjællelaaget. — Tegningen er fremdeles den samme (bortset fra en vis Tilbøjelighed hos Tværbælterne til at dele sig i to) hos et Par lidt større Seriola-Unger (50—57 Mm.) fra de samme Egne (den ene er taget i Sargasso-Tang paa 247 15' N. Br. og 81? 24 V.L., den anden paa 20? 36' N. Br. og 75? V.L.); jeg henfører dem til 5. rivoliana (jfr. Bemærknin- gerne om Synonymien ovenfor), af hvilken Art vi desuden have faaet to Exemplarer, 6" og 11” lange, det ene fra Havanna, det andet fra 31? 20" N. Br. og 76? 40' V.L.; maaske er denne Art noget mere pelagisk i sin Optræden end 5. Dumerilz. Af Farvebælterne er hos begge disse Exemplarer kun det mørke Nakkebaand tilbage; hos det større af dem er de uparrede Finners falkate Form mere udpræget. Bugfinnerne naa hos yngre Exemplarer af S. Dumerilii og S. rivoliana til eller ud over Gattet, hos de fuldvoxne ikke til dette. — Hos en tredje Artsgruppe (S. v. H. zonata, carolinensis)!) synes Tværbælterne at holde sig længere; den afviger fra yngre, stribede Former af 5. rwvoltana ved et større Antal Led- straaler i Rygfinnen (33—38), men der synes endnu at være nogen Uklarhed tilstede med Hensyn til Artsadskillelsen indenfor denne Gruppe. Sammenholdes Afbildningerne med hin- anden (der har kun foreligget mig et Exemplar in natura), faar man det Indtryk, at Bug- finnerne forkortes betydeligt med Alderen. Vore pelagiske Indsamlinger have maaske — foruden de ovenfor omtalte S. rivoliana- og S. Dumerilii-Unger — ogsaa bragt os enkelte Udviklingstrin af en til denne Gruppe hørende Art. Det er dem, hvortil jeg i det fore- gaaende har sigtet ved Omtalen af Slægten Xystrophorus som Smaafiske, der staa den spæde Naucrates-Yngel nær, men vise specifiske Differenser fra denne. De 5 Exemplarer, som foreligge, have en Længde af 19—26 Mm. (Halefinnen medregnet) og afvige fra den spæde Naucrates ductor af samme Størrelse bl. a. ved talrigere Rygpigstraaler (7—8) og ved talrigere Ledstraaler i Ryg- og Gatfinnen”) samt ved en forholdsvis mere langstrakt 1) Smilg. Afbildn. hos Dekav (Fishes of New York), pl. IX, fig. 26, Storer (History of Fish. of Massa- chusetts), pl. XV, fig. 5, og Holbrook (Ichthyology of South Carolina), pl. X, fig. 1. Straaletallet mener jeg at have fundet at være hos de Exemplarer, hvor en Tælling med tilnær- melsesvis Sikkerhed lod sig udføre: D: 7—8 + c.36, A: 3 + c. 22, — Ogsaa hos enkelte, meget spæde, men utvivlsomme Caranz-Unger af 12 Mm.s Længde har jeg fundet — foruden den dobbelte Torn- række paa den nedre Del af Præoperculum — en Torn paa Skulderregionen, over Gjællespaltens øvre Ende, og flere smaa paa en Linie, som derfra strækker sig hen imod Øjet, og hvis Fortsættelse danner Øjehulens øvre Rand, paa hvilken der ligeledes findes nogle Smaatorne. Hos andre lige saa spæde Caranz-Unger har jeg søgt disse Skapular- og Supraorbital-Torne forgjæves. Ogsaa hos Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 67 2 (2 530 j 122 Legemsform. De største Exemplarer have 4 eller 5 Torne (større og mindre) i Hjørnet af Præoperculum og langs dets nedre Rand samt nogle mindre i en indre Række; kun én Supraorbitaltorn, men 3—4 Skapulartorne, stillede ikke i én Række, men de to eller tre ovenover den tredje eller fjerde; den brede og lave Supraorbitaltorn har sin Plads over Øje- hulens bageste Del. Jo yngre de ere, desto kortere er deres Legemsform, desto vældigere deres Pigudstyr, som hos anden Scomberoid-Yngel. Der er ikke anden Tegning end den paa Afbildningen (Tab. IV, fig. 7) antydede delvise mørke Pigmentering af de uparrede Finner. Mærkeligt nok ere de 5 foreliggende Exemplarer fiskede 5 forskjellige Gange, men i et og samme Havbælte, 28? 40'—35? 15” S. Br. og 15? 14' V, L.—20? 15" Ø.L., et Strøg, fra hvilket de ovennævnte Seriola-Arter ikke kjendes. Ved at bestemme dem som Unger af S. zonata tror jeg dog at være kommet det rigtige saa nær som det er muligt, efter hvad der for Øjeblikket foreligger. Fra det japanske Hav (347 40' N. Br., 129? 50' Ø. L.) har Museet endvidere faaet en Del Sertola-Yngel, 14—42 Mm., med tornet Præoperculum, 5—6 Rygpigstraaler og c. 7 mørke 'Tværbaand stigende fra den mørke Ryg ned over de sølvblanke Sider. Hos de mindre forsvinde disse Tværbælter; der er dér kun tilbage en mørk Plet paa første og anden Rygfinne. Som hos andre Former ere Piggene længst hos de yngste Exemplarer. De mindste have ligeledes Grupper af 2—3 Smaatorne over Gjællespalten. Bugfinnerne ere her korte paa alle Stadier. Jeg har ladet afbilde (Tab. IV, fig. 8 og 9) to Stadier — det ældste og yngste af dem, som foreligge — af denne Fisks Udvikling; Arten er uden Tvivl Seriola (Halatractus) qwinqueradiata Schl. De fysiognomiske Forskjelligheder, som de frem- byde fra udvoxne Exemplarer af denne Art, ere af lignende Beskaffenhed som de, der karakterisere den spæde S. zonata lige overfor den fuldt udviklede Fisk. Da jeg har kunnet meddele Afbildninger af begge Arters Yngel, vil det formentlig være overflødigt at give en mere detaljeret Bekrivelse af samme; ved at sammenholde dem med de existerende Afbild- ninger af de udvoxne Fiske eller med Exemplarer af disse selv ville Aldersforskjellighederne træde frem med tilstrækkelig Tydelighed. Om Slægten eller Underslægten Zonichthys bemærker Gill (Proc. Acad. Philad. 1864, p. 442), at Farvebælterne blive utydelige med Alderen, Bugfinnerne kortere og Legemets Højde forholdsvis mindre. Der foreligger flere Unger (28—64 Mm.) af S. (Z.) nigrofasciata (intermedia), hvis ejendommelige Fysiognomi synes at bestyrke Rigtigheden af den Tanke at skille denne Typus subgenerisk ud fra de typiske Serioler eller Halatracter, fra hvilke de ikke alene afvige ved en anden Form af Hovedet, men ogsaa ved at have færre Pigstraaler (1) i Gatfnnen. De mørke Tværbaand holde sig her længere; de ere hin Art (hvilken denne er, kan jeg ikke sige) forsvinde de meget tidligt, længe førend Forgjælle- laagets Tornvæbning. 123 581 endnu synlige påa Museets større, vistnok i det mindste halvvoxne Exemplarer. En 64 Mm. lang Unge (fra Madura) viser særdeles smukt 7 brede Baand tværs over Ryggen ; nedad mod Bugen opløse de sig halvvejs i Pletter; det forreste, Nakkebaandet, ender ved Øjehulerne; de to sidste tilhøre Haleroden; der er endydermere to mørke Pletter paa Halefinnens Flige og nogle lignende mellem tredje, fjerde og femte Rygbaand. For- gjællelaagets nedre Rand viser kun svage Spor til Takker; Bugfinnerne naa til Gattet (hos de voxne langtfra til dette). Et yngre Exemplar (42 Mm.; 6?720' S.Br., 109? 30' Ø.L.) viser Baandene mindre tydeligt, og der er ingen Pletter paa Halefinnen eller mellem Rygbaandene; Forgjællelaagets Torne ere her tydeligere; et endnu yngre (28 Mm., ogsaa fra Madura) viser dem endnu bedre, men Kroppens Baand ere her kun meget svagt an- tydede. (Jfr. Tab. IV, fig. 10 og 11). Da det takkede Forgjællelaag er en af Karaktererne for « Serzolella» Guichenot, kunde der opstaa Tvivl, om denne Slægt kan opretholdes; men jeg formaar i øvrigt ikke at yde noget Bidrag til dette Spørgsmaals Afgjørelse. Af en Meddelelelse af Dr. Gun- ther!) ser jeg, at denne Slægt nu identificeres med WNeptomenus Gthr., at det altsaa vel er en fra Seriola distinkt Slægt, men at den heller ikke (som f. Ex. Schedoplulus) beholder Forgjællelaagets Tornvæbning som permanent Karakter; hos Serzolichthys finder jeg heller ikke Spor”) til denne, uagtet det modsatte angives. Denne sidste Slægt forholder sig til Seriola omtrent som Decapterus til Caranz (se næste Side). Fremhæves kan ogsaa i denne Sammenhæng dens kosmopolitiske Udbredning; den er af Canestrini?) fisket i Middel- havet, af Poey erholdt ved Kuba, og er vel altsaa at henføre til den pelagiske Fauna"). 1) Remarks on New Zeeland Fishes; efr. Ann. Nat. Hist. (4), XVII, p. 394. ?) Heller ikke hos en formentlig Unge af denne Form, 21 Mm. lang, fra 209 30" S. Br. og 579 40" Ø.L.; Skællene ere endnu usynlige; til Sidelinie ses heller intet. Forgjællelaagstornene maa altsaa her forsvinde meget tidligt. 3) Fauna d'Italia, Pesci marini, p. 110. 1) 8. lineolatus Day (P. Z. S., 1867), if. Gunther (Z. R.) = $. bipinnulatus. Poey's «Decaptus» (Repert. ll, p. 165) er fremdeles samme Form (Z. R., 1868). Forklaring af Afbildningerne. Tab II, Fig. 9. Unge af Schedophilus medusophagus Cocco, fra Atlanterhavet; forstørret med "/4. Tab. III, Fig. 16. Unge af Stromateus paru Bl., fra Riouw-Strædet; forstørret i Forholdet 2: 5, Tab. IV, Fig. 7. Unge af Seriola zonata Mitch.? Syd-Atlanterhavet; forstørret 2 Gange. Tab. IV, Fig. 8. Unge af $. gqwingueradiata Schl., fra det japanske Hav; forstørret med 4. Tab. IV, Fig. 9. Yngre Udviklingstrin af samme, samme Steds fra; forstørret i Forholdet 2: 5. Tab. IV, Fig. 10. Yngre Udviklingstrin af Seriola nigrofasciata Rp., fra det indiske Hav; forstørret med ”/2. Tab. IV, Fig, 11. Mere udviklet Unge af samme, fra Madura; naturlig Størrelse. 67" Sad (wS (S9] 124 12. Caranx, Carangichthys; Gallichthys; Selene (Årgyrewsus, Vomer). (Tab. V, fig. 1.) Jeg afhandler af de ovennævnte Slægter først de Former, som have været samlede under Benævnelsen Caranw (s. lat.), altsaa Former med mere eller mindre fuldstændigt pansret Sidelinie; senere kommer jeg til de sig i øvrigt til disse meget nær sluttende Former, hvor denne Pansring ganske mangler (Slægten Selene Lac. med dens Synonymer). Med Hensyn til den først nævnte Række af Former maa jeg gjøre den Be- mærkning, at jeg hverken kan billige den vidt drevne Deling i Genera, som har fundet Sted paa visse Punkter, eller den stærke Reduktion af disse, som Dr. Gunther har fore- taget. Ved at følge en Middelvej kommer man til følgende 5 Slægter, som synes mig baade at være vel udprægede og naturlige. 1. Trachurus Cuv. (Gthr.). Sidelinien er pansret i hele sin Længde. (Til det Spørgsmaal, hvor mange Arter denne Slægt omfatter, kommer jeg senere tilbage.) 2. Megalaspis Blkr. Med 8—9 Smaafinner udsondrede fra Ryg- og Gatfinnen. (Kun én Art kjendt.) 3. Decapterus Blkr. En Smaafinne udsondret fra Ryg- og Gatfinnen. (Delt af Gilli flere Underslægter efter Tandforholdene, hvilke dog næppe have større Betydning end de tilsvarende i næste Afdeling.) 4. Caranzx Cuv. Sidelinien er ufuldstændigt pansret som hos Megalaspis og Decapterus; ingen Smaafinner udsondrede fra Ryg- eller Gatfinnen. (Gruppens artrigeste Hovedslægt.) Bleeker's « Carangichthyysn er en meget ung Caranwx (s. str.), hvis Forgjællelaag endnu er tandet; muligt er den opstillet paa Ungerne af en Art, hos hvilken For- gjællelaagets Torne holde sig ualmindeligt længe; thi i denne Henseende ere Arterne vistnok en Del forskjellige. Der er i øvrigt indenfor denne Slægt opstillet en Mængde Underslægter af tvivlsom Værd: Olzstus Cuv., Selar, Carangoides, Leioglossus, Uraspis, Selaroides, Leptaspis, Hemicaranv og Gnathanodon Blkr. ; Carangus Gir.; Carangops, Trachurops og Paratractus Gill.”) Deres Antal vilde endda kunne forøges; et Par for- mentlig nye Arter i Museet (som jeg dog her vil lade uomtalte) synes med lige saa god Grund at kunne opstilles som Typer for nye Slægter eller Underslægter. 5. Gallichtlys (Cuv.) m. Nøgne, uden (eller saa godt som uden) Skæl; første Rygfinne rudimentær hos de unge, forsvunden hos de gamle, Synonymer, til Dels begrundede netop paa. Aldersforskjelligheder, ere Cuvier's Blepharis, Scyris og Hynnis, Alectis 1) Se den seneste Synopsis over Carangiderne af Bleeker: «Notices Ichthyologiques», Versl. Mededel. K. Akad. Amsterdam, XIV, pp. 136—37, Cfr. om de andre Proc. Acad. Philad. 186? pp. 238, 261, 431. 125 538 Raf. og Blepharichthys Gill.. Arts- og Slægtsforskjellighederne indenfor denne Slægt ville særligt komme til at tildrage sig vor Opmærksomhed i det følgende. Anm. om T7rachurus-Slægtens Arter. Det af Cuvier rejste, men ikke jøste Spørgs- maal, om der gives flere eller kun én Art af 7rachurus-Gruppen («les Saurels»), har ingen umiddelbar Betydning for de Hovedspørgsmaal, som her beskæftige os, men er dog ikke uden al Indflydelse derpaa. Dets Besvarelse vil have nogen Indflydelse paa Opfattelsen af de Caranz'agtige Fiske og særligt Trachurerne som mere pelagiske eller mere littorale. At Ginther sammenfattede alle Trachurer fra Europas, Afrikas, Ostindiens, Nyhollands og det vestlige Amerikas Kyster under ét Artsbegreb og særligt hævdede, at Overens- stemmelsen mellem et europæisk og et nyhollandsk «Stokker»-Skelet beviste hans Menings Rigtighed, afgjør endnu ikke Sagen. Cuvier indskrænkede sig til at gjøre opmærksom paa Forskjellighederne mellem «Ståkkere» fra forskjellige Lokaliteter, men opstillede ikke de af ham adskilte Former som egne Arter. Gill har senere udtalt sig mod Artsenheden af den europæiske, japanske og kaliforniske Form. Steindachner (Ichthyolog. Bericht, bte Forts., S. B. Ak. Wien, LVII, S. 32—36) skjelnede mellem 2 Arter: Caranx trachurus (L.) og C. cuvieri Lowe"), samt mellem to Afarter af C. trachurus, en nordlig og en sydlig Form. Jeg er kommet til et lignende Resultat, men tror at kunne betragte disse to Afarter som distinkte Arter; foruden disse 3 kjender jeg endnu en fjerde fra Kinas og Nyhollands Kyster. De Forhold, hvorved disse 4 Former kunne adskilles, ere følgende (efter Undersøgelse af c. 30 Exemplarer fra forskjellige Lokaliteter): 1) Hos den almindelige nordiske «Stokker» (Expl. fra danske Kyster og Færøerne) er det bageste Stykke af den pansrede Sidelinie, til det Sted, hvor Krumningen begynder, længere end det forreste (Krumningen indbefattet), og Panserpladerne ere saa høje, at deres Højde midt i det bageste Afsnit svarer til Længden af 7; deres samlede Antal vexler efter mine Tællinger fra 72 til 79 (efter Steindachner 70—79j. Den øvre Sidelinie («der långs der Basis der Rickenflossen hinlaufende obere Seitenkanal», Steind.) kan, især hos yngre Exemplarer, tydelig forfølges indtil henimod Slutningen af anden Ryg- finne: Med Malm (Bohuslåns Fauna, S. 421) kan man — uden at godkjende det ejendom- melige nomenklatoriske Princip, som ligger til Grund derfor — benævne den 77. Linnær; den er ikke indskrænket til Norden, skjønt den her er den hyppigste Art; Museet har et Exemplar fra Neapel, og Steindachner har faaet den ved de spanske Middelhavskyster og ved Teneriffa. 2) Hos den sydligere «Stokker» er det bageste Afsnit af Sidelinien ligeledes længere end det forreste, men den hele Sidelinie tæller her, efter mine Tællinger, 79—92 (efter Steindachner 79—86) Skælplader, og disse ere lavere, saaledes at deres Højde, paa det samme Sted, hvor den maaltes hos den nordiske Form, kun er 4—5 Gange saa stor som Længden; den øvre Sidelinie standser under Begyndelsen af anden 1) Lowe, Synopsis of the Fishes of Madeira. Trans. Zool. Soc., II, p. 183. «Corpore graciliore, lineæ lateralis angustæ parte posteriore rectå, anteriori curvalå æquali; scutellis 94—99 armatå». Ifølge Steindachner den i «Hist. natur. d. poiss.…, pl. 246, afbildede Form samt den af Capello i «Jorn. Sc. math. phys. e nat. Lisboa», IV, fra Portugal beskrevne Trachurus fallax. En Tr. Rissoi, udmærket ved sin trinde, ikke sammentrykte Krop, kortere Bryst- og Bugfinner, antydes af Giglioli i hans Fortegnelse over italienske Fiske (Fiskeriudstillingen i Berlin, 1880). 534 126 Rygfinne og kan ud over dette Punkt i det højeste forfølges som en ganske fin, netop synlig Linie. Museet har foruden Exemplarer af denne Form fra Middelhavet et lille Exemplar fra Øresundet (det var i alt Fald etikelteret som saadant af min Forgænger); Steindachner, som ogsaa traf den ved Teneriffa, men kun en eneste Gang ved Bilbao, benævner den Caranx trachurus var. mediterranea. Jeg benævner den derfor 7rachurus mediterraneus (Steind.). 3) Lowe's Trachurus Cuvieri gjenkjender jeg i Exemplarer med 93—100 (93 —108, Steind.) Skælplader i Sidelinien, hvis bagre Afsnit er kortere end eller allerhøjst lig med det forreste, og hvis Skælplader ere noget højere end hos 7. mediter- raneus, men lavere end hos 7. Linnæri (Forholdet er som 1:52 å 6); den øvre Sidelinie forholder sig som hos 7. mediterraneus, naar den kan erkjendes; Bugfinnerne ere paa- faldende korte, ikke halv saa lange som Brystfinnerne, hos meget store (27 Tommer lange) Exemplarer kun eller ikke meget mere end en Tredjedel af samme. Museets Exemplarer ere fra Azorerne, Vestindien (ingen 7rachurus-Art er opført i Poey's Fortegnelser over Cubas Fiske; cfr. Cuvier I. c., p. 23) og Sydamerikas Vestkyst; i Henseende til Bestem- melsen af den vestamerikanske Form er jeg altsaa i fuld Overensstemmelse med Stein- dachner!), men om det er den samme Form, der gaar op til Kalifornien, kan jeg ikke afgjøre. Den nys nævnte Ichthyolog fik den desuden i Mængde ved Teneriffa og enkelte Exemplarer ved Portugals Kyst; at den dog ogsaa findes i Middelhavet, synes man af Cuvier's Ord at maatte antage. Disse to sydligere Former, 77. mediterraneus og Tr. Cuviert, ere i øvrigt karakteriserede temmelig udførligt af Cuvier (1. c., pp. 17—18). Den kapske Form (l. c., p. 19) er mig ikke bekjendt, men synes at staa nærmere ved den nordeuropæiske (77. Linnæi end ved den australsk-japanske Art, den sidste af de mig bekjendte 7rachurus-Former, som jeg her skal omtale. 4) De smaa Exemplarer, som foreligge fra Kina (Hongkong) og Australien (Mel- bourne), udmærke sig ved en forholdsvis kort Legemsform, der ikke alene é& en Følge af deres Ungdom; Sideliniens bagre Afsnit er længere end: det forreste; det hele Antal af Skælplader er kun 70—73, men deres Højde er omtrent 7 Gange saa stor som deres Længde. I alle disse Forhold, med Undtagelse af Legemsformen, stemme de med den nordeuropæiske Form; men de afvige fra denne ved, at Sideliniens Bøjning er mere brat, og ved at den øvre Sidelinie er kort som hos 7. mediterraneus og Cuvteri; det er derfor sikkert nok en egen Årt. Det er vistnok Bleeker's Selar japonicum”), for saa vidt man kan dømme efter Afbildningen, da en Beskrivelse ikke er givet; men jeg tør ikke identificere den ubetinget med Schlegel's « Caranx trachurus japonicus»”) (175—80 Skæl- plader) eller med 7r. declivis Jenyns") (82), saa meget mere som der jo er al Rimelighed for, at der baade ved Kina-Japans og ved Australiens Kyster ligesom ved Syd-Europas lever flere 7rachurus-Årter. 1) Ichthyologische Beitråge, II, S. 16 (Sitzungsber. Ak. Wiss. Wien, LXXI). 2) Nieuwe Nalezingen op de Ichthyologie van Japan, Verh. Batav. Gen. XXVI, pl. VIII, fig. 1. 3) Fauna Japonica, Pisces, pl. LIX, fig. 1, p. 109. i) Voy. of the «Beagle», Zool., Fish., p. 68, pl. XIV. At! ka 1 seg 127 535 Det er mærkeligt nok, at skjønt Cuvier skjelnede mellem flere af de her sondrede Former og fuldkommen rigtigt havde grebet de Karakterer, hvorpaa det kommer an, til- delte han dem ikke særlige Artsnavne, men lod dem staa nærmest som Varieteter, Former af C. trachurus — medens han paa såa mange andre Steder skjelnede Arter og Slægter efter lidet betydelige Forskjelligheder, især saadanne, der nu vides at være Aldersforskjel- ligheder ((Galltehthys, Selene, Pomacanthus). Dette synes mig at være et slaaende Exempel paa, i hvilken Grad man tidligere har havt et skjævt Syn paa Forskjellighedernes Art inden for Fiskeklassen, hvor aldeles man har miskjendt det, hvori Artsforskjellighederne, og det, hvori Aldersforskjellighederne udpræge sig. Førend jeg gaar over til de mere storartede og gjennemgribende Forandringer, som gjøre sig gjældende hos Arterne af Gallzehthys, saaledes som denne ovenfor er defineret, og til de dermed analoge hos den nærstaaende Slægt Selene, vil det være hensigtsmæssigt, som Indledning eller Forberedelse dertil, at dvæle ved de Forandringer, som ogsaa hos de typiske Caranx-Arter foregaa under Væxten og Udviklingen; de ere ikke aldeles ubetydelige, men dog ikke saa store, at de i nogen særdeles betydelig Grad modificere Fiskens Fysiognomi, naar man ser bort fra de aller- yngste Stadier, hvor Caranx-Karaktererne i Grunden ere forsvundne. Jeg har saaledes optegnet om C. Blochii Cuv. (C. ruber Bl.), at «hos yngre er Kroppens Højde noget over en Fjerdedel af Totallængden, Legemsformen altsaa mindre langstrakt end senere. Brystfinnerne, der hos mindre Exemplarer kun ere saa lange som Hovedet, tiltage forholdsvis i Længde med Alderen; de ere hos store Exemplarer betydelig længere end Hovedet. Overkjæven naar baade hos de yngste og største foreliggende Exemplarer til Øjehulens Forrand, hos mellemstore derimod ikke. Meget store Exemplarer synes at blive særdeles højpandede, hvad jo ogsaa er bekjendt om andre Scomberoider, f. Ex. Dolfiner». Der er dog ved disse Bemærkninger kun taget Hensyn til Individer af en vis Størrelse; gaar man ned under en Længde af 4 Tommer, bliver Formen stedse kortere; Brystfinnerne ligeledes. Forgjællelaagstornene vise sig hos Exemplarer af 40 Mm.s Længde som svage Spor; ved c. 20 Mm. ere de særdeles tydelige; Sidelinien er her endnu tydelig, men ikke Skællene, og ved 13 Mm. ses hverken Skæl eller Sidelinie, saa at kun den umiddelbare Sammenligning med mere udviklede og ældre Exemplarer viser, at man har Caranz-Yngel for sig. — Paa samme Maade er hos Museets mindste Exemplar af C. hippos L. (Gill) Højden en Tredjedel af Totallængden (Halefnnen medregnet), hos det største ikke meget over en Fjerdedel af Totallængden; Legemsformen bliver altsaa ogsaa her mere langstrakt med Alderen; det samme er Tilfældet med Brystfinnerne, som hos det yngste ere saa lange som Hovedet, hos det største meget længere end dette. Anden Ryg- finne og Gatfinnen blive ligeledes højere fortil med Alderen; Vomertænderne forsvinde næsten; Overkjævens Bagrand naar hos det mindste Exemplar kun til Øjets Midte, hos det største til dets Bagrand. — Ganske lignende Erfaringer gjør man med Hensyn til C. pisquetus: hos vort -mindste Exemplar [d. v. s. blandt Exemplarer af en vis Størrelse] indeholdes Højden lidt over 3, hos vort største lidt over 4 Gange i Totallængden; hos hint er Brystfinnen meget kortere end Hovedet, hos dette lige såa meget længere; hos Unger af 34 Mm.s Længde 536 128 er Højden over en Tredjedel af Totallængden. — Ogsaa om Megalaspis Rottleri gjælder det, at Legemsformen bliver mere langstrakt med Alderen, og at Brystfinnerne, som hos de yngre kun ere saa lange som Hovedet, hos ældre naa langt ud paa Gatfinnen med deres Spidser. — De andre Carangide-Slægter forholde sig, som det var at vente, ganske som de allerede omtalte. Sammenlignes et Exemplar af 7rachurus Cuvieri af 700 Mm.s Længde med et paa 295 Mm., vil man dog endnu ikke finde store Forskjelligheder i Proportio- nerne; Hovedets og Brystfinnernes Længde er hos dem begge lige stor og indeholdes hos den mindste 3,9 Gang i Totallængden, hos den større 4,2; den større Fisk er altsaa mere lang- strakt i Forhold til Hovedet end den yngre; Bugfinnernes Længde indeholdes hos det mindre 2,4 Gang, hos den store 2,6 Gang i Brystfinnernes; de voxe altsaa ikke fuldt saa stærkt som disse. Ved en Længde af 28 Mm. ere Skælklædningen og Sideliniens Skjolde endnu synlige; Højden er 1/4 af Totallængden (senere ikke "/5); og Hovedets Længde indeholdes 31/5 Gang, Brystfinnernes derimod 5/5 Gang i samme; der er hos et sligt Exemplar endnu svage Spor til Forgjællelaagets Takker; noget mindre Exemplarer (25 Mm.) vise disse tyde- ligere og have allerede Skæl og Panserplader, men disse ere mindst i Sideliniens forreste Afsnit. De allermindste (14 Mm.) vise hverken Sidelinie eller Skæl, ere altsaa ikke umid- delbart bestemmelige som Carangider, men vise Forgjællelaagets Torne eller Takker meget tydeligt: en stærk Hjørnetorn, en over og under samme og en Række smaa langs med Benets nedre Rand. Der er et Tidspunkt (17. Mm.), hvor Sideliniens bagre Halvdel er synlig, den forreste ikke, hvor man altsaa kunde tro snarere at have Caranæxæ- end Trachurus-Yngel for sig. — En lignende Formrække vilde vistnok kunne opstilles for Decapterus-Slægten, men det yngste Exemplar, som jeg har kunnet henføre hertil (25 Mm.), viser endnu ikke særdeles tydeligt den vordende frie «pinnula» i Gat- og Rygfinnen; der ses heller ikke noget til Gjællelaagets Torne, og Skælbeklædningen er allerede synlig, de større Skæl langs hele Sidelinien; da der i denne Henseende endnu ikke er den udprægede Forskjel mellem Sideliniens to Afsnit som senere, vilde man let kunne begaa den Fejl at opfatte slige Unger (/D. punetatus?) som Trachurus-Yngel. Formforandringer af den beskrevne Karakter ere altsaa almengyldige for hele Slægten eller Gruppen. Som en Art, hvor Aldersforandringerne ere temmelig store, skal jeg fremhæve C. armatus Forsk., der er beskrevet under forskjellige Navne, som i Hovedsagen referere sig til forskjellige Alderstilstande; disses specifiske Identitet er jo imidlertid allerede erkjendt af Giunther. Det kan i denne Sammenhæng bemærkes, at C. cilzaris Cuv. er opstillet paa Unger af 4!/>2 Tommes Længde, C. armatus Cuv. beskrevet efter Exemplarer paa 6 Tommer, Olistus Riippelii Cuv. og C. citula Cuv. paa 8 Tommer, Oltstus malabaricus Cuv. paa 12 Tommer. Aldersforskjellighederne ville ogsaa fremgaa af de følgende Optegnelser om Museets 4 Exemplarer, hvorved jeg dog vil bemærke, at jeg ikke er aldeles vis paa, at de to mindste (fra Hongkong) ere den selv samme Art, da Afstanden mellem Nr. 2 og 3 endnu er temmelig stor; men de maa i alt Fald tilhøre en meget nærstaaende Form"). Hos det største Exemplar (15” langt) er Højden knap en Tredjedel af Totallængden, Hovedets Længde en Femtedel af samme og Brystfinnerne næsten lige saa lange som Legemet er højt; de forlængede forreste Spidser af anden Rygfinne og af Gatfinnen naa til Halefinnens 1) Jeg finder hos de to større D: 20—21, A: 16— 17; hos de to mindre D: 22—23, A: 17—19. 129 Fe 537 Bugt, Bugfinnerne derimod kun halvt hen til Gatfinnen. Som udvoxen er C, armatus alt- saa en forholdsvis temmelig langstrakt Fisk. Ved 5/4 Tommes Længde indeholdes derimod Højden kun 2/2 Gang, Hovedets Længde lidt over 4 Gange i Totallængden; Profilet er mere lodret, fordi Kjæverne ere kortere end hos den udvoxne Fisk. Brystfinnernes Længde er mindre end Legemets Højde, men større end Hovedets Længde; Bugfinnerne ere ogsaa her korte, og Ryg- og Gatfinnens Forlængelser naa ikke til Enden af samme Finne. En 3 Tommer lang Unge, med meget smaa Skæl, er saa kort, at Højden kun er det halve af Totallængden; Hovedets Længde indeholdes c. 3!/> Gang i denne; Rygfinnens traadformige Forlængelser (Iste og Zden Ledstraale) naa til Enden af Halefinnen, Gatfinnens næsten lige saa langt. Hvis disse 3 Exemplarer vare tilstrækkelige til at begrunde en almindelig Er- faring, vilde man altsaa komme til det noget besynderlige Resultat, at disse Forlængelser forkortes hos de noget ældre Unger (c. 5”) for atter at voxe ud til deres fulde Længde hos de udvoxne; men muligt er det jo, at individuelle eller sexuelle Forskjelligheder her gjøre sig gjældende. Hvis Arten bliver meget over 15” lang, var det jo ogsaa muligt og ikke uden Analogi med andre Tilfælde, at de forkortedes igjen hos de meget gamle — mig ubekjendte — Fiske. Brystfinnernes Længde er hos det omtalte 3 Tommers Individ lig Hovedets; men Bugfinnerne uaa til Gatfinnens Pigstraaler, undergaa altsaa (som det vil vise sig ogsaa at være Tilfældet hos (Galltehthys og Selene) under Udviklingen en Forkortning, ganske i modsat Retning af Brystfinnernes Udvikling. Hos en Unge paa 2 Tommer er Højden endelig knap det halve af Totallængden; den er altsaa ikke fuldt saa høj og kort, for- holdsvis, som den 3 Tommers, men ogsaa deri er der maaske noget individuelt; Bryst- finnerne ere korte og brede, kortere end Hovedet; Bugfinnerne som hos Nr. 3; Gatfinnen og anden Rygfinne forholdsvis høje i deres hele Længde, men uden Forlængelse af den første bløde Straale; Skællene ere hos dette Individ netop synlige. Det større (3 Tom- mers) Exemplar fra Hongkong viser endnu Spor til den for unge Caranger i det hele almin- delige Tegning med mørke Tværbaand. Til C. armatus vilde jeg fremdeles snarest henføre nogle smaa Unger, som ere fiskede i de samme Have (Kina-Søen) paa 0740" S. Br. til 3? 30" N. Br. og paa 107? til 107915 Ø. L. De have en Længde af 12—26 Mm.; Højden forholder sig dertil omtrent som 8:13 eller 1:12, er altsaa en Del større end det halve af Totallængden, Halefinnen medregnet i denne. Om den mindste af dem er noteret, at den er tagen «i Vandmænd». Straaletallet i Ryg- og .Gatfinnen er: D: 8.1.23—22; A: 2,1.18;. Sidelinien er kun synlig hos det større Exemplar og upansret; dens lige Del kort i Sammenligning med den buede. Skællene ere netop synlige hos dette samme Exemplar (26 Mm.) paa et Parti af Legemets Sider, slet ikke hos de mindre. Første Ledstraale i anden Rygfinne og i Gatfinnen ere forlængede til en lang Traad, som naar ud over Halefinnens Flige; Bugfinnerne naa et Stykke ind paa Gatfinnen, ere altsaa forholdsvis endnu længere end hos den mindste af de ovenfor om- talte Unger paa to Tommer. Kun hos det mindste Exemplar ere Forgjællelaagets lave Torne tydelige; disse forsvinde altsaa hos denne Årt overmaade tidligt. Mere eller mindre tyde- lige mørke Tværbaand gaa ned over Legemets Sider og ud paa Finnerne, særligt Bug- finnerne. Jeg vilde slet ingen Betænkelighed havt ved at henføre ogsaa disse Exemplarer til C. armatus, naar ikke ethvert Spor af de uparrede Finners haarfine Forlængelses- traade havde manglet allerede hos det ovenfor omtalte 2 Tommers Exemplar. Man kan Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math, Afd, XII. 6. 68 538 130 dog ikke godt antage, at disse Udviklinger skulde gjentage sig flere Gange i Dyrets Liv. Men under alle Omstændigheder tilhøre de beskrevne Udviklingstrin nærstaaende Årter, hvis Udviklingsforhold det vilde have sin Interesse at forfølge, saa fremt Materialet forelaa i tilstrækkelig Mængde, og jeg har derfor anset det for rigtigt her at sammenstille de Momenter, der have foreligget mig, hvor ufuldstændige og lidet samstemmende de end monne være. Caranwæ fallax og vistnok mange andre Arter have som yngre mørke Tværbaand ned over Legemets Ryg og Sider, men de forsvinde forholdsvis tidligt. C. speciosus har dem endnu, som smalle Striber, som temmelig stor; men ogsaa der forsvinde de til sidst. Forgjællelaagets Torne, hvis Tilstedeværelse hos meget unge Carangider er fremhævet af Gill, forsvinde ligeledes mere eller mindre tidligt. Jeg finder dem, som ovenfor omtalt, hos Caranz-Yngel fra tropiske og subtropiske Have, af 12—25 Mm.s Længde. Denne Caranz-Yngel er indsamlet i temmelig stor Mængde paa vore Søfarendes Rejser og synes at føre et halvt pelagisk Liv som anden Makrel-Yngel; paa Grund af de existerende Årters Mængde (Museet har alene 31 af Caranz, Trachurus, Gallichthys, Decapterus og Megalaspis) er det ikke muligt at bestemme denne Yngel til Art, uden i de faa Tilfælde, hvor Over- gangsstadierne, der føre op til mere udviklede Alderstrin, tillige ere tilstede; at bestemme de halvt eller helt udvoxne Former, overhovedet at udrede Arterne af denne Gruppe, har jo allerede sine store Vanskeligheder. Medens jeg derfor, som det vil fremgaa af det fore- gaaende, vel har kunnet forfølge Trachurus Linnæi og Cuvieri, en Decapterus-Art, Caranx armatus maaske og flere af de vestindiske Caranæ-Arter, der have foreligget mig i aldeles fuldstændige Aldersrækker, tilbage til de alleryngste, til « Carangichthys»-Stadiet og til de endnu yngre, hvor Carangide-Karaktererne endnu ikke ere komne frem, har jeg med Hensyn til mangen anden Caranz-Yngel baade fra østlige og vestlige Have maattet ladet det bero ved den generiske Bestemmelse; thi det detaljerede Kjendskab til alle Gruppens Årter i alle Aldere, som vilde være nødvendigt til at føre Sagen videre, er uopnaaeligt. For at tillægge Caranx-Gruppen i sin Helhed, og særligt Ungerne, en mere eller mindre pelagoid Levemaade kunde yderligere tale den overordentlig store Ud- bredning, som tillægges adskillige Arter, f. Ex. C. fallav, C. crumenophthalmus og andre. Jeg har ovenfor vist, at «C. trachurus» er en kollektiv Art, men at en af de Arter, hvori den maa opløses (77. Cuvieri), dog har en stor Udbredning. Jeg har heller ikke kunnet skjelne Exemplarer af C. hippos (L.) Giil fra Nord- og Sydamerikas Østkyst fra Exemplarer fra Central-Amerikas Vestkyst (Puntarenas) eller drage nogen Skillelinie mellem C. fallar fra Penang eller Manilla og den vestindisk-brasilianske Form. At udvoxne Exemplarer af de 3 eller 4 bekjendte Gal/lichthys-Arter synes at være forholdsvis sjældnere end deres (temmelig forskjelligt udseende) Unger, kunde forklares ved, at det er Fiske, som tilhøre dybere Vandlag, ere mindre littorale end de ægte Caranz-Arter; det er ogsaa dem, hos hvilke Forandringerne med Alderen ere forholdsvis størst. De Former, hvorom her er Talen, bleve af Guvier henførte til ikke mindre end fire Slægter; af disse ere Gallæchthys og Blepharis i Grunden slet ikke (kun habituelt) for- skjellige; de to andre, Scyris og Hynnis, ere unægtelig mere forskjellige, saa vel ind- byrdes som fra hine to. Men det vil vise sig, at alle tre kun repræsentere tre Udviklingstrin 131 539 af de samme Årter, saaledes at enhver af disse har et Blepharis- (Gallieltlus=), ev Scyris- ”øg et Hynnis-Stadium. Men denne Sammenhæng oversaa Cuvier, til Dels fordi han ikke af alle Arterne kjendte alle tre Stadier; i Stedet for at sammenknytte Formerne paa langs, sammenknyttede han dem påa tværs; det er den gamle Forvexling af «Analogi» og «Affinitet», som indtræder saa let paa Undersøgelsens første Trin, der nu møder os i en ny Skikkelse. Den rette Sammenhæng er i Hovedsagen allerede paavist af Gunther, skjønt denne Forfatter ikke fremhæver det udviklingshistoriske Moment; men han har vist- nok heller ikke af alle Arterne kjendt de ældre Former, og Arternes Reduktion kan derfor føres noget videre end han har gjort det. For de 3 eller 4 Arter, som blive tilbage: ciliaris Bl. (indisk), crinitus Mitch. (vestindisk), alexandrinus Cuv. (middelhavsk og vestafri- kansk) og gallus L. (indisk), foreslaar jeg at beholde Slægtsnavnet Gallichthys; de afvige fra Caranz'erne for det første ved at de ere nøgne, uden Skæl; saadanne optræde, bortset fra Sideliniens lidet udviklede Pansring i dens sidste Del, kun påa Haleroden — med mindre de muligvis komme frem ogsaa paa andre Steder hos meget gamle Exemplarer, større end dem, jeg har undersøgt. Den anden Karakter er, at første Rygfinnes Pigstraaler ere smaa, uden forbindende Finnehud, hos Ungerne, helt forsvundne hos de udvoxne. Under Væxten omdannes Legemsformen, der altid er meget sammentrykt, aldeles, forandres fra en meget kort og høj til en mere langstrakt, men stedse forunderlig kantet; de lange traadformige Forlængelser af de første Straaler i anden Rygfinne og Gatfinnnen, som ud- mærke det første og andet Udviklingstrin, holde sig længere end Bugfinnernes, der allerede ere forkortede paa det saakaldte Scyris-Stadium; men de ende altid med at forsvinde (Hynnis-Stadiet) ligesom disse. Hvad jeg her nærmere vil oplyse, er dels, at « Hynnis goreensis» Cuv., som endnu ikke er inddraget"), er den ældre Form af Gallichthys ægyptiacus (Scyris alexandrinus); dels at den indiske G. ciltaris og den vestindiske G, crinitus staa hinanden saa nær, at det bliver tvivlsomt, om man kan holde dem ude fra hinanden. De virkelige Artsforskjellig- heder indenfor denne karakteristiske lille Gruppe, som danner Overgangen fra Caranw til Selene (Argyreiosus, Vomer), ere især udprægede i Straaletallene og i Øjets Størrelse i Forhold til Suborbitalknoglen. For nærmere at oplyse dette maa jeg imidlertid for hver enkelt Art gjøre Rede for, hvad der hidtil er oplyst eller nu kan oplyses om dens fremskridende Formforandringer. Af de Arter, hos hvilke Straaletalsformlen er D: (6).1.19; A: (2).1.16, er Gal- 1) Allerede hos Bleeker (Notices Ichthyologiques, I. c., p. 138, 1862) finder jeg dog den Bemærkning: «d”aprés ce qui est dit du Hymnnis goreensis, il parait que ce poisson n'est qwun individu ågé d'une espéce de Carangoides, comme le Scyris indica C.V. n'est que V'état adulte du Carangoides gallus Bilkr. (Zeus gallus L.)». Bleeker havde visselig Ret heri, og det vilde ikke været ham van- skeligt at udpege den Art, hvortil «Hynnis goreensis» i Konsekvens heraf maatte henføres. 68" , 540 132 lichthys gallus (ostindisk) i alle Aldere kjendelig derpaa, at Øjets Tværmaal er meget mindre end dets Afstand fra Munden eller end Højden af Suborbitale. Hos Museets mindste Exemplar (c. 5” langt, med Halefinnen) er Legemets Højde tre Femtedele af Længden, Brystfinnens Længde kun det halve af Højden, Bugfinnernes derimod tre Fjerdedele af samme; de forreste forlængede Straaler i Rygfinnen naa til Halefinnens Spids, Gatfinnens til sammes Kløft. Man kan endnu skjelne første Rygfinnes 6 Pigstraaler, men til Gat- finnens to er der kun Spor. Hos et Exemplar paa 7 Tommer indeholdes Højden 1%5 Gang i Totallængden, Brystfinnens Længde er %/5 af Højden, Bugfinnernes derimod kun Halvdelen; Gatfinnens Forlængelser naa til Halefinnens Rod, Kygfinnens næppe meget længere. (Bloch's «Zeus ciliaris« (pl. 192, fig. 1) vil svare omtrent til et Individ paa 7 Tommer, men har kortere Brystfinner end det beskrevne, hvis Figuren ellers er paalidelig ; Cuvier's Individer af « Gallzehthys major» vare 4—5 Tommer lange, dog havde Dussumier ogsaa hjembragt denne Form af næsten 8 Tommers Længde; Afbildningen (pl. 254) svarer til Individer paa c. 5 Tommer; « Galliehthys chevola C.V.» (opstillet paa Russel's Beskrivelse) er et endnu yngre og forholdsvis højere og kortere Udviklingstrin end noget, der har foreligget mig.) Ved en Størrelse af næsten 10 Tommer er Fisken saa langstrakt, at Højden netop er det halve af Totallængden (Halefinnen medregnet); Brystfinnens Længde indeholdes 1,7 Gang i Højden, men Bugfinnerne maa nu kun til Gatfinnen; de uparrede Finners Forlængelser naa begge omtrent til Haleroden. Rygpigstraalerne kunne netop spores, Gat- pigstraalerne slet ikke. Arten bliver imidlertid meget større, efter Lechenault og Day!) 5 Fod lang, og Klunzinger?) oplyser os da ogsaa om, at hos de udvoxne, 1 Meter lange Exemplarer, have Bugfinnerne kun en Tredjedel af Brystfinnernes Længde, og de forreste Ryg- og Gatfinnestraaler ere slet ikke forlængede. CGuvier's Exemplarer af « Scyris indica» vare fra 9 Tommer til 3 Fod lange; hans Figur (Hist. nat. d. poiss., IX, pl. 252 og Régne Animal, édit. illust., pl. 58, fig. 2) viser den ogsaa mere langstrakt, med kortere Bugfinner og Finneforlængelser, men længere Brystfinner end Museets største Exemplar (det ovennævnte paa 10 Tommer); men den viser os endnu ikke Årten i sin endelige Skikkelse, som den beskrives os af Klunzinger; da vilde den havt Karakteren af en Hynnis. Riuppell's paa samme Maade benævnte Fisk?) var netop 10 Tommer og bærer i enhver Henseende Præget af at forestille en yngre Form end Cuvier's. Regelen er altsaa den: tiltagende Strækning af Legemet; Forlængelse af Bryst- finnerne; Reduktion af Ryggens og Bugens Pigstraaler samt først af Bugfinnernes, dernæst af de andre Finners traadformige Forlængelser. Der kjendes en anden Art, hos hvilken Øjets Tværmaal er meget mindre end Højden af Suborbitale, men som afviger fra G. gallus bl. a. ved Straaletallet i de uparrede Finner. Cuvier beskrev (cfr. Afbildningen i «Régne Animal», édit. illust., pl. 59, fig. 1) dens 1) Fishes of Malabar, p.91. Da denne Forf. her synes at betvivle Artsforskjellen mellem C. ciliaris. (indtil 6”) og C. gallus (indtil 5”), var der Grund til at formode, at en af hans Artsbestemmelser var urigtig; og efter hvad der angives om Øjnenes Afstand fra Snudespidsen, kunde hans «0. ciliaris» være unge Individer af G, gallus, og det var da i sin Orden, at han var tilbøjelig til at slaa dem sam- men. I «Fishes of India» (p. 224—25) ere Arterne imidlertid distinguerede rigtigt, synes det, for øvrigt. 2) Fische d. Rothen Meeres, l. c., II, S. 14 (454). 3) Atlas z.d. Reise im nårdl. Afrika, Fische, S. 128, pl. XXXIII, fig. 1. 133 5 re æ yngste Form (Galliclitluyys ægyptiacus) efter Exemplarer af 1—2 Tommers Længde fra Alex- andria (Museet besidder ganske lignende, men daarligt bevarede, samme Steds fra). Straaletal: D: (7?) 6.1.20; A: 2.1.18; henholdsyis de 4 og 3 første Ledstraaler forlængede og ragende langt ud over Halefinnen; de 3 første Bugfinnestraaler ligeledes stærkt forlængede ; Brystfinnerne korte, afrundede; Højden lig Legemets Længde, Halefinnen fraregnet; fem mørkere Baand ned over Siderne af Hoved og ifrop. At denne Form ikke er artsforskjellig fra «Scyris alezandrina» Cuv., er allerede anerkjendt af Gunther; Cuvier's Exemplar var 10” langt, Højden netop det halve af Totallængden; Straaletallet: D: 2—3.1.22:; A: 0.1.19; de 6 første Ledstraaler i Rygfinnen og de første i Gatfinnen haarformigt for- længede; Bugfinnerne forkortede som hos den udvoxne (. gallus. Hos et 7" langt Exemplar fra Gorea (Vestafrika) angives Straaletallet til D: 1.21; A: 2.1.18; «British Museum» har ligeledes faaet denne Form fra Vestafrika (Straaletal: D: 5.1.21; A: 0.1.19). Der kan ikke være Tvivl om, at Cuvier's « Hynnis goreensis» (pl. 257) er den fuldt ud- voxne (24—26") Fisk af samme Art: Straaletallet er det samme (D: 0.1.22; A: 0.1.19), men Formen er bleven mere langstrakt (1 :21/2), Bugfinnerne forkortede, alle Straalefor- længelser bortfaldne, saa at kun den forreste Del af Ryg- og Gatfinnen hæver sig lidt til Vejrs som hos saa mange Caranz-Arter; saaledes forholdt det sig jo netop ogsaa med den fuldt udvoxne (. gallus. Ryg- og Gatpigstraalerne ere selvfølgelig rent forsvundne; Brystfinnen er derimod bleven lang og segldannet som hos saa mange andre Carangider i fuldt udviklet Tilstand. At der hos den udvoxne Fisk tælles flere Panserplader paa Side- liniens Haledel end hos de yngre (3—4) er ogsaa let forstaaeligt"). Udviklingen er saaledes aldeles parallel med den hos G. gallus. At Gatfinnen hos «//. goreensis» udspringer saa langt fremme, foran Rygfinnen, som Cuvier's Figur viser det, kunde formodes at være mindre rigtigt (Poey, Repertorio, II, p. 535), da det ikke er Tilfældet hos andre Arter; men det samme er jo netop Tilfældet hos « Gall. ægyptiacus», og dette Forhold er saaledes vist- nok tværtimod betegnende for Arten. Af en tredje Art, indisk som G'. gallus og med samme Straaletal som denne (D: 6.1.19; A: 2.1.16), men let kjendelig fra den ved at Øjets Tværmaal er lig med eller større end Suborbitale, ere de yngre Stadier beskrevne som Zeus cildaris Bl., Blepharis indicus Cuv. (5") og Blepharis fasctatus Ripp. (5"). Man gjenfinder her den korte Legems- form, de forlængede Straaler i Ryg-, Gat- og Bugfinnerne, de korte (6 og 2) Pigstraaler foran anden Rygfinne og Gatfinnen, de korte Brystfinner og de mere eller mindre tydelige Farvebaand tværs over Ryggen ligesom hos de yngste Led af de to andre Galltehthys-Arter. Ved at sammenligne Afbildningerne vil man dog se, at Rippell's (1. c., pl. XXXIIK, fig. 2) har Bugfinnerne noget forkortede og Brystfinnerne noget forlængede i Forhold til Cuvier's, den er med andre Ord noget ældre eller mere fremskreden i sin Udvikling. Schlegel's (Fauna Japonica) største Exemplar var 6 Tommer langt, men hans Figur (pl. XL, fig. 12, formod. i nat. St.) er aabenbart efter et mere ungdommeligt Stadium; Højden er her lig Længden, til Haleroden; han udtaler jo ogsaa udtrykkeligt, at de mørke Tværbaand, som 1) Stejndachner tæller 9—10. hos Expl. af 3” 11'/7—43/,7 Længde. D: 5—7.1.21; A: 0.1.19. (Sitzungsber. Ak. Wiss. Wien, LVII, S. 38—40). Exemplarerne vare fra den spanske Halvøs Sydkyst, hvor de efter Fiskernes Udsagn kun fanges overmaade sjældent. 542 134 hans Figur viser, forsvinde med Alderen. De to af Garrett udførte Afbildninger, som Gunther har gjengivet i «Fische d. Sidsee», pl. 89, som Ungen og den «udvoxne» « Caranz ciltaris», oplyse godt Forskjellen paa Exemplarer af 2 og af 5 Tommers Længde; natur- ligvis skulde man ogsaa hos den yngre kunne se Rygfinnens Pigstraaler. - Men heller ikke den større af disse Afbildninger giver en rigtig Forestilling om den fuldt udvoxne Gallicltlwys ciliaris (Bl.). Museet har et 5/4" langt Exemplar fra Japan, der har været opstillet i Museet som 4 Seyris longifilis Kr.»; det har endnu de forreste Gat- og Rygfinnestraaler forlængede i høj Grad, men Bugfinnerne ere korte (naa ikke til Gatfinnen) og Brystfinnerne over det halve af Legemets Højde, der kun er lidt mere end det halve af Totallængden. Jeg tvivler aldeles ikke om, at Arten bliver endnu meget større og gjennemgaar lignende yderligere Formforandringer som de to andre Arter. Dette er i det mindste Tilfældet med dens vestlige Repræsentant, der først blev beskrevet af Mitchill!) (Amer. J. of Sc., XI, p.144, c. t.) som «Zeus crinitus» (57/2"), senere af Cuvier som «Blepharis major» og usutor»; sidst nævnte (med mørke Tyværbaand) var efter Afbildningen og Beskrivelsen paa et meget ung- dommeligt Trin, men hos «Bl. major» var Højden allerede kun lig den halve Længde, første Rygfinnes Torne næsten forsvundne, men de traadformige Forlængelser af de forreste (6 og 4) Ryg- og Gatfinnestraaler endnu meget lange. Foruden slige yngre Former, ved hvilke der ikke er nogen 'Anledning til at dvæle videre, har Museet to, rigtignok ikke smukt behandlede, vestindiske Skind, 8%4 og 14 Tommer lange, tidligere betegnede som « Scyris megalops» Kr. — en ganske naturlig Betegnelse paa en Tid, da man endnu ikke kjendte Sammenhængen mellem de forskjellige Aldersformer. Hos det mindre af disse er Højden ikke det halve af Totallængden, og det større er endnu mere langstrakt; de frie Ryg- og Gatpigstraaler ere hos dem begge aldeles forsvundne; de forlængede Ryg- og Gatfinnestraaler nåa hos det mindre langt ud over Halefinnens Spidser, hos det større næppe ud over denne; Brysifinnerne ere hos dette betydelig længere end Legemets halve Højde. Der er sikkert ingen Tvivl om, at det er den samme Art, i sin endnu mere ud- viklede Skikkelse, som Poey har beskrevet under Navnene «Scyris analis» (495—800 Mm. lang, Repertorio, II, p. 369?) og « Hynnis cubensis» (Memorias, II, p. 235, 770 Mm. lang, Højden en Tredjedel, alle Finneforlængelser inddragne); Arten opnaar efter denne For- fatter en Længde af 3 Fod ligesom dens nær beslægtede, og det kan saaledes ikke være tvivlsomt, at den udvikler sig og forandrer sig paa selvsamme Maade. Derimod kan der vist- nok rejses Spørgsmaal, om den atlantiske G, crinitus og den indiske G. cikaris ere artsfor- skjellige. Til al afgjøre dette, behøves et større Materiale af begge Arter — i alle Aldere — end jeg har Haab om at kunne komme til at underkaste en nærmere Sammenligning, og jeg skal derfor indskrænke mig til at gjøre opmærksom paa, at deres Artsforskjellighed hidtil kun er forudsat, ikke nærmere belyst. Jeg vender mig nu til de nær beslægtede Former, der ere blevne beskrevne som Arter af Selene, Argyretosus, Vomer eller Platysomus, hvis Formforandringer ikke ere mindre end Gallichthyernes og i flere Henseender analoge med disse. 1) Arten er afbildet af Akerly, men Beskrivelsen er af Mitchill. Jeg véd ikke, hvorfor Arten stadig krediteres Akerly. 2) aSospecto que sea la hembra del Blepharis crinitus» (Poey, Enumeratio, p. 79 (153). 135 5438 Argyreiosus setipinnis Mitch. (Vomer Browni C.V.) er ikke bleven udsat for fuldt saa megen Miskjendelse!) som Slægtens anden Årt, men dens yngre Udviklingstrin ere dog blevne beskrevne som egen Årt (4. unimaculatus Batchelder)”); af min Forgænger her i Museet var denne formentlige Art endog bleven opstillet som egen Slægt, noget hvorimod der egentlig heller ikke formelt vil være noget at indvende, eftersom Overgangsformerne Selene setipinnis (Mitch.) (Vomer Brounii C. V.), en Række af Individer af forskjellig Størrelse; det yngste Udviklingstrin svarer til « Årgyreiosus unmimaculatus.… Gjenstandene ere formindskede i Forholdet 17:10. mellem disse yngste Trin og den ægte Vomer Brownii vare ham ubekjendte, og Forskjellig- hederne virkelig ere ret betydelige. De foreliggende 16 Exemplarer af Å. setipæinnis ere dels fra forskjellige vestindiske Lokaliteter, dels fra Brasiliens Kyst (Bahia, Rio Janeiro)%); 1 Guichenot har i en Afhandling i «Ann. Soc. Linn. de Maine et Loire», 1865, p. 32—44 (mig for øvrigt ubekjendt) skjelnet ikke mindre end 14(!) Arter af Vomer (Z. R., 1865, p. 187) — efter al Sandsynlighed altsammen Aldersforskjelligheder af A. selipinnis (Vomer Brownii). Af den citerede Aarbogs Referat fremgaar ogsaa, at G. anerkjendte samtlige Slægter: Scyris, Blepharis, Gullichthys, Hynnis; det ene er for saa vidt i god Overensstemmelse med det andet. — En « Vomer curtus», 164 Mm., «intermediate in form between Vomer setipinnis Mitch. and Selene argentea Lac.», fra Rhode Island, beskrives af Cope i «Proc. Acad. Philad», 1870, p. 119. Proc. Boston Soc. Nat. Hist, II, p. 78; Storer, History of the Fishes of Massachusetts (Mem. Amer. Acad"næssv. My oplsKIV, fig. 2: Arten har vistnok en større Udbredning; Pariser-Museet fik den fra Peru, og Gunther opfører den fra Central-Amerikas Vestkyst; den findes ligeledes ved Senegal (Å. goreensis, senegalensis Guich., cf. Steindachner, Zur Fischfauna des Senegal (S.B. Ak. Wiss. Wien, LX, 1869), I,.S. 38). 2 &w 544 136 de variere i Størrelse fra 34 Mm. til 192 Mm. (fra Hagespidsen til Halefinnens Bagrand); Straaletallet i Ryg- og Gatfinnen er D: 8—+ 1.21—23; A: 1.16—19, for saa vidt som alle 8 Rygpigstraaler ere kjendelige hos de ældre. Af de fysiognomiske Forskjelligheder, som i øvrigt ville fremgaa bedre af de med- delte Skitser (1—5) end af lange Beskrivelser, maa det fremhæves, at hos de voxne eller rettere halvvoxne Exemplarer — thi Arten opnaar en betydeligere Størrelse end vore Exem- plarer vise det — er Forholdet mellem Højden og Længden (maalt som ovenfor) — 1: 1,6 (sjældnere 1:1,7 eller 1,8); hos de yngste er Forholdet derimod — 1:1,3 å 1,4; med andre Ord: Højden er (som hos adskillige andre Scomberoider) forholdsvis størst hos Ungerne, Legemet voxer altsaa stærkere i Længden end i Højden. Den stærke Krumning af Buglinien (Bugens Konturlinie) fra Gatfinnen til Isthmen mellem Gjællespalterne er endnu kjendelig hos Unger, der have naaet en Længde. af 50 Mm., men har dog der allerede begyndt at tabe sig. Hos alle unge Exemplarer (80 Mm. og derunder) findes to Bentakker i Bugkanten, uden Tvivl svarende til de to frie Gatpigstraaler hos Caranz; hos de ældre blive de utydelige eller forsvinde ganske. Alle nogenlunde udvoxne eller halvvoxne Exemplarer have meget smaa Bugfinner, som dog altid ere lige som afslidte eller afstødte i Kanten; men hos Unger af 35 Mm.s Længde ere Bugfinnerne tværtimod lange, lige saa lange som Brystfinnerne; begges Længde er næsten en Tredjedel af Legemets Højde, og Bugfinnerne naa med deres Spidser til Enden af de forreste ikke meget forlængede Gatfinnestraaler; allerede hos Exemplarer af c. 50 Mm. ere de reducerede (ved Brud?) til deres blivende Lidenhed, hvorimod Brystfinnernes Længde tager jævnt til under Væxten, saa at den hos de største er over det halve (%/s eller 7/11) af Legemets Højde. Hvad der dog i Særdeleshed bidrager til at give hine spæde, rundbugede Unger et eget Fysiognomi, ved Siden af de forlængede Bugfinner, er den ikke ubetydelige Forlængelse af de fire første fine Rygpigstraaler, især Zden og 3Sdje, der naa omtrent til Midten af anden Rygfinnes forreste forlængede Straaleparti; men allerede hos Exemplarer af c. 50 Mm.s Længde ere disse Forlængelser aldeles forsvundne; Forkortelsen er ikke alene relativ, saa- ledes at de ikke voxe med, men absolut; selv paa de allerstørste, som foreligge, ere disse Rygpigstraaler absolut kortere end hos hine Unger, og Forkortelsen indtræder, som anført, temmelig brat; under Fiskens senere Væxt blive de, synes det, stedse kortere forholdsvis, men faa en kraftigere Bygning. Hos hine spæde Unger (35 Mm.) have Bugfinnerne sorte Spidser og et sort Bælte ved Grunden; de have desuden paa dette Trin, i Almindelighed to smaa runde sorte Pletter tæt ved hinanden, lige over og under Sidelinien, tæt bag ved det Punkt, hvor dens horizontale Del slaar over i den buede; endnu hos Exem- plarer af c. 30 Mm.s Længde, hvor Bugens Runding er svagere og Ryg- og Bugfinnernes Forlængelser forsvundne, kunne disse Pletter være tydelige. Hudens Skæl blive først tydelige ved en Længde af c. 100 Mm. Gill har (Proc. Acad. Philad., 1862, p. 136) kjendt slige plettede Unger") og erkjendt dem for at være Ungerne af Argyr. setipinnis, men han omtaler ikke de forlængede 1) Ogsaa Poey omtaler dem (Repertorio, II, p. 370) som tvivlsom Art eller som Unger af V. setipinnis. ze pg "I fa 4 NS AERS KG ADR SSA lig ARV 545 Bugfinner og første Rygfinne; maaske have disse Forlængelser allerede tabt sig paa dem, han havde for sig, ligesom hos vore næstmindste Exemplarer (50 Mm.)Y). Heller ikke Gunther nævner dem i den korte Omtale, han skænker nogle 1—17/2 Tomme lange Smaafiske, der betegnes som «young? a spec. nov.»; tværtimod, det siges udtrykkelig: «none of the spines or rays of the fins are elongate»; derimod omtales Bugliniens Krum- ning og Pletten paa Sidelinien. Tænkeligt er det dog, at Finnernes Ikke-Forlængelse her kun er at opfatte som relativ, d. v. s. i Modsætning til Argyr. vomer, til hvilken Art disse tvivl- somme smaa «Skivemakreler» bleve henførte provisorisk. Hos den af Storer (1. c.) af- bildede og beskrevne « Argyr. untmaculatus» findes ikke alene Pletten (der ogsaa her opfattes som én) og den stærkt krummede Bug, men, skjønt Figuren ikke er meget udtryksfuld, er det dog tydeligt af Beskrivelsen, at baade de forreste Rygfinnestraaler og Bugfinnerne have været forlængede («second ray strongly filamentous, others somewhat so; ventrals somewhat filamentous»). Der kan ikke være Tvivl om, at alt dette er et og det samme og Ungerne af Argyr. setipinnis. At Arg. setipinnis opnaar en meget betydeligere Størrelse end noget af de Exem- plarer, som have foreligget mig, fremgaar af Wm. Swainson's Beskrivelse”) af hans Platysomus micropteryx, der er udkastet efter Exemplarer af 1—2 Fods Længde, af hvilken Størrelse den siges ikke at være sjælden i Pernambuco. Ifølge hans Beskrivelse er paa dette endelige Udviklingstrin kun de fire sidste af første Rygfinnes Pigstraaler (som hos vore største ere mindre kjendelige) tilstede; de fire første, de samme som hos Ungerne ere saa stærkt forlængede, ere forsvundne og kun repræsenterede af fire «langagtige Knuder» under Huden; Bugfinnerne beskrives som «hardly perceptible», men det kunde dog erkjendes, at de vare sammensatte af 6 Straaler. Om den gamle Årg. setipinnis er endnu mere langstrakt end de største af vore, er mig ubekjendt. Blandt vore vestindiske Exem- plarer er der et, c. 6” (155 Mm.) langt, som har en saadan mere langstrakt Figur; Højden er her knap det halve af Længden, men da Straaletallene ere de sædvanlige (D: 1.23; Å: 1.19), tør jeg ikke betragte det som repræsenterende en egen Årt?). Den af Argyrerosus vomer (L.) gjennemløbne Alders- og Formrække er analog med 7) Batchelder omtaler dog i 'sin i øvrigt temmelig værdiløse Beskrivelse af hans 13/10” lange og 1/10" høje «AA. unimaculatus», at «a filament, 1/2” in length, arises on the back in a vertical plafre with the origin of the pectoral fin». The natural history of fishes, amphibians and reptiles, or monocardian animals. 1859. 1I, p. 406. Ogsaa Cuvier og De Kay kjendte den som 1 Fod og derover. — Af Swainson's to andre Arter er Pl. Brownii kun grundet paa Afbildningen i «Hist. natur. d. Poissons» (pl. 256), der frembyder den Afvigelse fra det sædvanlige, at de to frie Pigge foran Gatfinnen, som pleje at forsvinde noget tidligere, endnu ere tilstede: Pl. Spiæii er opstillet paa Afbildningen i »Genera et Species selectæ piscium brasiliensium» pl. 57, som bl. a. har den Unøjagtighed, at Pigstraalen forrest i anden Ryg- finne og i Gatfinnen er overset. 3) Arg. dorsalis Gill (1. c., p. 436) er baseret paa en mere langstrakt Form med forøget Straaletal. Vidensk. Selsk. Skr., 5, Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 69 2 546 138 den skildrede, men fyldigere, og frembyder tillige den Forskjel, at Larveformen, om jeg kan kalde den saa, holder sig længere og derfor træffes hyppigere, hvorfor den tilsyne- ladende træder op med en vis Selvstændighed, hvilket atter har havt til Følge, at dens Sammenhæng med den endelige Form er bleven nægtet. Jeg nærer dog ingen Tvivl om, at Forfatterne til «Histoire naturelle des Poissons» og «Catalogue of Fishes» have i Hoved- sagen opfattet denne Sammenhæng rigtigt, skjønt dette senere er bleven bestridt. For at godtgjøre dette kan jeg her bekvemt gaa den modsatte Vej og begynde fra neden, med de mindste Exemplarer, der have en Længde af 30 Mm. (foruden Halefinnens Flige), og derfra følge Udviklingen op efter til de største, 10 Tommer lange (Arten bliver større, indtil 2 Fod, men forandrer sig næppe meget efter at have naaet en Længde af 6 Tommer). Vore Exemplarer ere dels fra Vestindien, dels fra Brasilien (Maruim, Bahia, Rio), et enkelt lille fra Guinea-Kysten; ifølge Gunther skal Arten ogsaa forekomme i det stille Hav. Straale- tallene har jeg fundet at være: D: 8.122-—23; A: 1.18—19; i denne Henseende er der altsaa ingen Forskjel fra A. setipønnis Mitch. a. Vort mindste af den her i Træsnittet til Dels gjengivne Række (fig. 1) af Exem- plarer (41 Mm., maalt som de andre til Enden af de korte, midterste Halefinnestraaler) (fra Brasilien) har en Højde, som er %/4 af Længden; Bugfinmerne ere meget lange, dog er deres Længde ikke fuldt saa stor som Legemets Højde, men rigelig det dobbelte af Bryst- finnernes; lagte tilbage naa de til Indsnittet i Halefinnen; den forlængede, haarfine (2den) Straale i første Rygfinne er længere end hele Fisken, Halefinnens Flige medregnede; den følgende (3dje) er nok forlænget, men dog ikke meget længere end de forreste Straaler i anden Rygfinne eller knap det halve af Legemets Højde; de forreste Straaler i Gatfinnen ere ikke fuldt saa lange som de tilsvarende i anden Rygfinne. Buglinien er stærkt krummet fra Gatfinnen til Gjællespalten; der er to faste Torne foran Gatfinnen, mellem denne og Bugfinnerne. Disse og den forlængede Del af første Rygfinne ere sorte; der er ogsaa en Antydning af et mørkt Baand fra Øjet op mod Nakken. Hos et Exemplar af samme Størrelse (fra Guinea-Kysten) ere baade Zden og 3dje Straale i første Rygfinne stærkt for- længede, næsten dobbelt saa lange som hele Fisken. b. Det næste i Rækken er kun en Ubetydelighed større (42 Mm.); adskillige Enkeltheder forholde sig dog noget anderledes; Bugfinnerne ere noget længere, naa ud forbi Halefinnens Indsnit; Spidsen af de forreste noget forlængede Straaler i anden Rygfinne naa til en lodret Linie fra de midterste Halefinnestraalers Rod; baade den og 3dje Straale i første Rygfinne ere forlængede i samme Grad, deres Længde be- tydelig større end Legemets Længde, ikke langt fra det dobbelte (73 Mm.); ogsaa de forreste Straaler i Gatfinnen ere lidt længere end hos Exemplaret (a), men i alle andre Henseender forholde de sig ganske ens; der er Spor til nogle mørke Tværbaand paa Rygpartiet"). 1) Disse (5) Tværbaand ere endnu tydeligere hos et senere tilkommet kun 30 Mm. langt Exemplar. Højden 24 Mm, altsaa ”/5, Bugfinnerne 22 Mm., Brystfinnerne 8 Mm. Baade den og 3dje Straale i første Rygfinne ere forlængede — dette maa derfor vistnok betragtes som det ec. Et vestindisk Exemplar, 55 Mm. langt; begge Rygfinnestraaler ere forlængede i samme Grad, men de ere, trods deres endnu betydelige Længde, dog allerede forkortede, kun lidt længere end selve Fisken; Buglinien er noget mindre stærkt krummet end hos (a) og (b). (I øvrigt tilsteder Exemplarets Tilstand ingen Sammenligning i de andre Punkter, som ere underkastede Variation.) d. Et Exemplar, 76 Mm. langt (jfr, Træsnittets Figur 2); Forholdet mellem Højde og Længde er nu = 2:3, Buglinien kun svagt krummet, men begge Takkerne endnu til- stede; Bugfinnerne, hvis Længde endnu er !/3 større end de noget forlængede Brystfinners, Selene (Argyreiosus) vomer (L.). En Række Individer af forskjellig Alder, repræsenterende forskjellige Nominal-Arter, omtrent i halv Størrelse af den naturlige. naa nu kun ubetydeligt ud over Spidsen af de forreste, endnu kun svagt forlængede Gat- finnestraaler; første Rygfinnes den Straale er afbrudt (tilfældigt); nu er den ikke meget længere. end Brystfinnen, men har vistnok været temmelig lang; Sdje Straale er aldeles forkortet; af anden Rygfinnes forlængede Straaler naar den første til en lodret Linie fra Halefinnens Indsnit. Skællene ere allerede erkjendelige hos dette Exemplar. — Et bra- siliansk Exemplar, 80 Mm. langt, afviger meget lidt fra det foregaaende; anden Straale i første Rygfinne er forlænget til en Traad, der er længere end Fisken er høj, men normale — deres Længde omtr. 70 Mm., altsaa over det dobbelte af Længden til Halefinnens Kløft, hos dette det mindste Exemplar i den hele Række, som er afbildet paa Tab. V, fig. 1, i nat. Størrelse, 69" 548 ' 140 kortere end den er lang; 3dje Straale i samme Finne er kort; Bugfinnerne naa ogsaa her ud over Gatfinnens Spidser; om den forlængede Del af anden Rygfinne har naat Hale- finnens Indsnit, er tvivlsomt. e.. To Exemplarer, 90 Mm. (Træsnittets tredje Figur). Bugfinnerne, der stadig ere kulsorte, naa ikke til Spidsen af Gatfinnens Forlængelse, som rækker til Haleroden eller hen imod dette Punkt; anden Rygfinnes første Straale naar til Halefinnens Bugt eller næsten dertil. Derimod er første Rygfinne allerede fuldstændig forkortet, om den end senere viser sig endnu kortere, baade absolut og relativt; dens længste Straaler have kun Halvdelen af Brystfinnens Længde; Bugtakkerne ere i Færd med at forsvinde. Et Exemplar, 110 Mm. Bugfinnerne have endnu deres gamle Længde (39 Mm.), men da Gatfinnens første Straale her naar lige til Indsnittet i Halefinnen er det tidligere Forhold mellem dem forrykket; Bugfinnerne ere nu lige lange med Brystfinnerne. Endnu hos et Exemplar paa 150 Mm. (Træsnittets fjerde Figur), hvor Højden endnu er ”/3 af Længden, ere Bugfinnerne vel ikke afbrudte, men dog forholdsvis korte (30 Mm.), og absolut forkortede i Forhold til de yngre Udviklingstrin; de naa kun et lille Stykke forbi Spidsen af Gatfinnens Pigstraale. f. To Exemplarer af 135 og 142 Mm.s Længde. Bugfinnerne ere afbrudte, saa at kun en lille kort Stump sidder tilbage; hos det ene Exemplar er der endnu Spor af Bugtakkerne. Gatfinnens forlængede Del naar hos det mindre til Halefinnens Indsnit, hos det større ikke fuldt saa langt, men er dog mindst lige saa lang som Brystfinnerne; Forlængelsen af anden Rygfinne naar næsten til Halefinnens Spidser; første er og bliver lav. Legemet er blevet lidt mere langstrakt (Forholdstallet 1:1,6 å 1:1,7); hos de 3 følgende (150—173 Mm.) vender det atter tilbage til 1:1,6. Bugfinnerne ere her stedse afbrudte og korte, Galfinnens Forlængelse naar til Halefinnens Indsnit eller ud over dette, anden Ryg- finnes til Halefinnefligenes Spidser, hvor den er fuldstændig bevaret (smlgn.Træsnittet, Fig. 5). Den Regel, som vil kunne udledes af disse Erfaringer, kan, trods en ringe Vaklen i Udviklingsgangen, som den viser sig, og nogen individuel Forskjellighed, udtrykkes saa- ledes: alt som de fra først af stærkt forlængede Bugfinner og første Rygfinne reduceres til det mindst mulige, voxe Brystfinnerne, anden Rygfinnes og Gatfinnens forreste bløde Straaler ud til Forlængelser af en ualmindelig Længde. Forandringerne ere, hvad Reduktionen af de oprindelig forlængede Dele angaar, analoge med hvad der sker hos Argyrerosus setipinnis, men de ere, synes det, meget større; i al Fald kjende vi intet tilsvarende Udviklingstrin af denne Art, med Bugfinnerne og første Rygfinne forlængede i en lignende Grad som hos Årg. vomer. Men dertil kommer saa en successiv Forlængelse af de forreste Straaler, særligt første Ledstraale, af anden Rygfinne og af Gatfinnen hos Å. vomer, hvortil Å. setzpinnis ikke frembyder noget lignende. Der er endelig den Forskjel, at de oprindelig forlængede Partier endnu ere tilstede i fuld Udvik- ling hos A. vomer ved en Størrelse (/0—100 Mm., til Dels endnu senere), ved hvilken de hos den anden Årt ere fuldstændig reducerede, hvilket er saa meget mærkeligere, som Å. vomer næppe opnaar en betydeligere Størrelse end Å. setipnnis. To Fod synes at være i 53 le ED ERR is 141 549 Grænsen for dem begge. Hvis de forskjellige Finneforlængelser have Betydning som Bevægelses- eller Balance- Midler for disse besynderligt konstruerede «Skive- Makreler», kunde Regelen maaske ogsaa udtrykkes saaledes, at paa de tidligere Udviklingstrin er det Bugfinnerne og første Rygfinne, som afgive dem; men alt som Legemet under Udviklingen bliver forholdsvis noget længere, overføres det paa Brystfinnerne, anden Rygfinne og Gatfinnen, til Dels altsaa, og navnlig for de uparrede Finners Vedkommende, paa Dele, der ligge længere tilbage. (Omdannelsen bestaar ikke alene i, at visse Dele voxe stærkere end andre og altsaa forlænges baade absolut og relativt; eller deri, at andre Dele ikke voxe stærkt nok, blive tilbage i Udviklingen og altsaa relativt formindskes, om de end maaske, absolut taget, staa stille eller voxe lidt med; men ogsaa deri, at be- stemte Dele enten resorberes eller ligefrem afbrydes. Af hvilke biologiske Forhold det vistnok til nogenlunde bestemt Tid indtrædende Brud af Bugfinnerne hos begge Årter er afhængigt, derom vide vi intet; men er en saadan Afhængighed tilstede, bliver det forklar- ligt, at dette Tidspunkt kan variere indenfor visse Grænser. Dels af denne Grund, dels fordi Forfatterne virkelig have havt Individer af temmelig forskjellig Alder for sig, afvige deres Fremstillinger ikke saa lidt fra hinanden, og det er lige saa sjældent at træffe to Afbildninger som to Individer, der stemme ganske overens; men Grunden dertil er hverken den, at Forfatterne (som nogle have ment) have havt forskjellige Arter for sig, eller at deres foreliggende Exemplarer (som det ogsaa er bleven antaget) særdeles ofte have været defekte og slet bevarede (naturligvis kan dette ogsaa i det ene eller andet Tilfælde have været saa); ingen af Delene er nødvendig for at forklare Afvigelserne, disse have deres væsentligste Grund i den fremskridende Omdannelses forskjellige Stadier. Det vil imidlertid være rigtigt at kaste et kritisk Blik paa disse forskjellige Fremstillinger, i det mindste paa dem af dem, der ere yngre end Linné. Linné's Zeus vomer (Mus. Ad. Fred., pl. XXXI, fig. 9, 1754) repræsenterer det Middeltrin (mellem d og e), hvor Bugfinnerne endnu ere forlængede, meget længere end Brystfinnerne; Gatfinnen er noget forlænget, men ikke meget; anden Rygfinne naar næsten til Halefinnens Spids; første Kygfinnes anden Straale er omtrent saa lang som Bryst- finnerne; Bugtakkerne ere endnu tilstede, efter den omhyggelige Beskrivelse, skjønt de ikke ses paa Figuren. Bloch's Figur (pl. 193, 1787) lider af flere Vilkaarligheder, f. Ex. de altfor tyde- lige frie Pigge foran første Rygfinne, dennes altfor talrige Straaler (9 for 8), Forlængelsen af 4de og dte Straale i første Rygfinne, hvilke Urigtigheder i øvrigt alle ere komne med i Beskrivelsen; Bugfinnerne og første Rygfinne ere endnu stærkt forlængede, og Gatfinnen stærkere forlænget end anden Rygfinne. Svarer dog nærmest til vort Stadium (d). Lacepéde's «Selene argentea» (IV, pl. 9, fig. 2), efter en Tegning af Plumier, repræsenterer den fuldt udviklede gamle Form (f) med meget forlænget Gatfinne og anden 550 142 Rygfinne (hvilken sidste naar langt ud over Halefinnens Spidser), men fuldt forkortede Bug- finner og første Rygfinne. Spix's pl. 58 ligeledes”), men med den ikke umærkelige Modi- fikation, at Bugfinnerne vel ere korte, men dog naåaa omtrent til Gatfinnen og ikke ere afbrudte, men have en naturlig Form, hvis ellers Figuren i dette Punkt er at stole paa, og ikke det manglende er bleven suppleret af Tegneren; Swainson's Årg. triacanthus er op- stillet paa denne Afbildning. For øvrigt er Swainson's Årg. Mauricer ligeledes en gammel A. vomer med lav første Rygfinne, afbrudte Bugfinner og stærkt forlænget Gatfinne og anden Rygfinne, hvilken sidste naar ud over Halefinnens Spidser, medens Gatfinnens er noget kortere, altsaa en ægte « Selene urgentea». Mitchill's «Zeus rostratus» (1814, pl. II, fig. 1) repræsenterer et Stadium, hvor Bugfinnerne og første Rygfinnes Zden Straale endnu ere lange,' anden Rygfinne og Gat- finnen endnu ikke meget forlængede; det maa derfor antages at være et af de yngre Stadier, men hverken Afbildning eller Beskrivelse ere meget oplysende. De Kay's A. vomer (pl. 75, fig. 238) kan næppe være fremstillet efter et Exemplar af mere end c. 3 Tommers Længde (d); den har lange Bugfinner og en overordentlig lang den Straale i første Rygfinne, men anden Rygfinne og Gatfinnen ere ogsaa temmelig stærkt forlængede. Mitchill's 4. caprl- laris (pl. II, fig. 2) har første Rygfinnes 3dje Straale stærkt forlænget og lige saa lang som 2Z2den, noget som jeg ikke har fundet hos større Exemplarer end med en Længde af 50—60 Mm. (c); det er derfor noget paafaldende, at Størrelsen angives til 4/2 Tomme (Halefinnen medregnet?); i øvrigt maa Afbildningen, sammenholdt med Beskrivelsen, kaldes meget unøjagtig. De Kay's (pl. 27, fig. 82) er maaske efter samme Exemplar (Størrelsen ligeledes angivet til 4/2 Tomme), men 3dje Straale i første Rygfinne er her kun frem- stillet som halv saa lang som den, der omtrent er saa lang som Fisken er høj; Bug- finnerne fremstilles endnu som temmelig lange, men naa dog kun til Spidsen af Gatfinnen, der ikke er forlænget i samme Grad som anden Kygfinne, hvis Spidse næsten naar til Halefinnens. Svarer nogenlunde til vor (d), men er noget større. Storer's Årg. capillaris (History Fish. Massach., pl. XIV, fig. 3), kun 25/8" lang (p. 155 hedder det rigtignok 5/2”, men dette er aabenbart galt) repræsenterer et yngre Udviklingstrin (mellem a og d); første Rygfinnes 2den Straale er meget forlænget, men 3dje forholdsvis kort — det formentlige Hovedmærke for «A. capillaris» svigter altsaa helt —; Bugfinnerne ere meget lange, anden Rygfinne og Gatfinnen endnu ikke meget forlængede. Jeg ser ikke nogen Mulighed for (med Gill)”) at hævde «4. capillarisn som egen Art, udmærket ved, at ikke blot én, men 1) Castelnau (Ånimaux nouveaux ou rares etc., Il, p. 25) udtaler sig ogsaa for, at Spix's Art, med hvilken den af ham iagttagne ganske stemmer, er en egen Art (Å. spiæii); han har set dem i Tusindvis, og de vare alle ens; det kan derfor ikke være tilfældigt, at «ces individus' ont une partie de leurs nageoires tronquées». 2) Proc. Ac. Philad., 1862, p. 437. 143 551 to Straaler i første Rygfinne ere forlængede i en overordentlig Grad; men jeg maa dog lade det uafgjort, om Forlængelsen af 3dje Straale ved Siden af Zden til Dels er et indi- viduelt Fænomen; efter den foreliggende Udviklingsrække er det i al Fald en meget forbi- gaaende Udvikling, der taber sig endnu hurtigere end den Rygfinnestraales Forlængelse. Efter de citerede amerikanske Autorer (de Kay og Storer) er «A. capillaris» en sjælden Form, der kun til bestemt Aarstid optræder ved Ny-Englands Kyster. Uagtet Cuvier disponerede over et stort Materiale af over 30 Exemplarer fra mange forskjellige Steder lige fra 459 N. Br. til 439 S, Br., havde han dog kun Individer af fra 3 til 6 Tommers Længde og har saaledes dels ikke kjendt Arten i sin helt udvoxne Skikkelse, dels har han gaaet ud fra den Antagelse, at de større, Individer med forkortede Bugfinner og første Rygfinne, som forelaa ham, ikke vare i normal Tilstand, men skyldte tilfældige Beskadigelser eller en daarlig Opbevaring deres Mangler"). Det eller de Exem- plaårer, som nærmest ligge til Grund for Afbildningen (pl. 255), og som ere blevne udvalgte dertil, tør man antage, paa Grund af deres formentlige mere fuldstændige Tilstand, have befundet sig paa det temmelig ungdommelige Trin, hvor Bugfinnerne og første Rygfinnes anden Straale endnu have deres fulde Længde (d), men hvor Gatfinnen og anden Rygfinne endnu ikke have faaet deres endelige Skikkeise, om de end allerede ere voxede et godt Stykke ud. Det siges udtrykkeligt, at Skællene endnu ikke ere tydelige; og Bugtakkerne om- tales i Beskrivelsen. Man kan nu vel forstaa, at da Brevoort?) fik Exemplarer af den gamle Fisk (6!/2—7"/>2 Tomme) for sig, dømte han denne til at være arts- ja endog slægtsforskjellig fra den ægte Z. vomer L. og gjenkjendte i den Lacepéæde's (Plumier's) Selene argentea, hvilken han atter indsatte i sine formentlige Rettigheder. Senere har Gill gjentagne Gange”) — vel nærmest mod Ginther, som uden at kjende Brevoort's udførlige Be- skrivelse og gode Afbildning havde fulgt og derved indirekte bekræftet den Cuvier'ske Op- fattelse — henvist til Brevoort's Fortjenester af denne Sag ved at have fremdraget en gammel, forglemt Årt og udredet den «besynderlige Forvirring», for hvilken den havde været Gjenstand; og Selene argentea optræder som selvstændig Form baade paa Poey's, Gill's og andre amerikanske Forfatteres Fiskefortegnelser") ved Siden af Argyreiosus vomer. En Hist. natur. d. poissons, IX, p. 180. «Les individus nombreux que nous avons sous les yeux ne diflérent entre eux que par le plus ou moins de prolongement de leur premiére dorsale et de leurs ventrales; mais en les examinant avec attention, on voit que dans les individus oå ces parties fræles sont courtes, c'est qu'elles ont été usées ou rompues par quelque accident arrivé soit pendant la vie du poisson, soit aprés sa mort, par ce qu'il a été mal conservé. C”est ainsi que nous expliquerons les différences que présentent les figures des divers auteurs». Annals of the Lyceum of Natural History of New York. V (1852), p. 68, pl. IV; ibid. VI, p. 30. 3) Proc. Ac. Philad. 1862, p. 437; 1863, p. 83. Catalogue of the fishes of the eastern coast of North America, p. 36 (Proc. Acad. Philad., 1861); Catalogue of the fishes of the east coast of North America (Report on the condition of the sea- fisheries etc. 1873), p. 802; Brown Goode, «Bullet. Un, St. Nat. Mus.», 18, p. 23, samt faunistiske 2 552 144 Undersøgelse af en nogenlunde fuldstændig Række af Individer vil imidlertid snart over- bevise om, at de 4 eller 5 fra Nordamerikas Kyster opførte og til 3 Slægter (Argyreiosus, Vomer, Selene) henførte Arter kun ere to Arter af én Slægt, for hvilken jeg vilde fore- trække Navnet Selene for det ligeledes af Lacepéde opstillede Argyrerosus. Vistnok har Selene kun faa Siders Prioritet, og det omfattede tillige, i sin anden Underslægt, en uved- kommende Fisk (Parephippus faber); men Argyretosus vomer var for Lacepéde ogsaa et yderst konfust Begreb, og Navnet Selene anbefaler sig ved sin Korthed. Begge Arter (S. setipinnis M. og S. vomer L.) forekomme, som anført, langs en stor Strækning af den øst- amerikanske Kyst fra Maine eller Kap Cod til Rio Janeiro eller Buenos Ayres, og de kjendes ligeledes begge fra den vestafrikanske Kyst; ja de angives endogsaa begge fra den tredje store Provins af det tropisk-atlantiske hydrozoogeografiske Rige, nemlig Amerikas Vestkyst. Dette er muligvis rigtigt; men fra Puntarenas i Nicaragua har afdøde Prof. Ørsted hjembragt to 6”—6/2" lange Exemplarer (159 og 172 Mm.) af en Selene-Art, der staar S. vomer nær, men afviger meget bestemt ved et lavere Straaletal: D: 8.1.18; AÅA: 1.15. Jeg benævner Arten "Selene Ørstedii n. sp. Bugfinnerne, der ikke have lidt nogen væsentlig Beskadigelse, have omtrent en Tredjedel af de lange Brystfinners Længde og naa ikke helt til Gatfinnen, hvis forlængede første Ledstraale hos det mindre af disse Exemplarer naar til Halefinnens Flige; Længden af Rygfinnens tilsvarende Forlængelse kan ikke angives. Anden Straale i første Rygfinne har omtrent Bugfinnernes Længde. For- holdet mellem Legemets Højde og Længde er =— 1: 1,6 å 1:1,7. Der er den Forskjel i Legemsformen, at Forryggen foran første Rygfinne her er skraa, hos 5. vomer næsten horizontal; hos 5. Ørstedn er Panden altsaa mere høj og stejl. Der er fra den samme større Kyststrækning beskrevet en Argyretosus Brevoorti Gill (Proc. Ac. Phil. 1863, p. 83). Det beskrevne Individs Størrelse er ikke opgivet; efter hvad der er oplyst om Bugfinnerne og de øvrige Finner maa det antages at være temmelig ungt; ved dets Straaletal kan det ikke skjelnes fra 5. vomer, og med A. Brevoortit kan jeg derfor i al Fald ikke identificere de Ørsted'ske Exemplarer. Artikler af flere Forfattere i forskjellige nordamerikanske Tidsskrifter i senere Aar; Poey i «Reper- torio fisico-natural de la isla de Cuba», II, p. 370 og i «Enumeratio piscium cubensium» p. 80 (154). Forklaring af Afbildningen. Tab, V, Fig. 1. Yngste foreliggende Udviklingstrin af Selene (Argyretosus) vomer (L.), afbildet i naturlig Størrelse. SMED NVN 145 i 553 13. Zeus; Zenopsis; (Lampris; Mene). Zeus pungio opstilledes 1835 i «Hist. natur. d. Poiss.» som en fra 2. faber L. forskjellig Art; da Forfatterne raadede over et stort Materiale af Hoved-Arten fra forskjellige Steder i Middelhavet og ved Frankrigs Vestkyst, havde de Lejlighed til at overbevise ,sig om, at de forefundne Forskjelligheder ikke ere afhængige af Alder eller Kjøn. De væsent- ligste Forskjelligheder skulde være, at Z. faber har 8—10 (ifølge Steindachner 7—9, if. Ganther 7—10) Par Benskjolde langs med Basis af anden Rygfinne, Z. pungio der- imod kun 5—6 (if. Steindachner og Ginther 4—5); og at anden, tredje og fjerde af disse hos den sidst nævnte ere store, ovale og hvælvede, i langt højere Grad end hos ZL. faber, hvor de ere mere ens store og mere regelmæssigt-firkantede; desuden skulle Rygpig- straalerne hos Z. pungio være meget tykkere (og noget kortere) end hos Z. faber; Skulder- bladet er hos denne fladt og ender med en lille Pig, medens det hos Z. pungio løber ud i en stor, rund, spids Torn med en flad og skarp, ud til Siden rettet Pig ved sin Basis; men det anerkjendes (ligesom senere af Steindachner), at denne Forskjel ikke er kon- stant, og at der heller ikke kan findes em saadan i den stærkere og spidsere Humeral-Torn hos Z. pungio. Baade for Cuvier og Valenciennes, for Gunther og Steindachner stillede Z. pungio sig som den sjældnere Form; G, havde kun to Exemplarer for sig mod en hel Række af Z.faber, og St. fik ligeledes kun to fra den spanske Kyst, hvorimod han fik talrige Exemplarer af alle Aldere (fra under 4 til over 20 Tommer) af Z. faber. Ifølge sidst nævnte Forfatter afgiver Straaletallet i Ryg- og Gatfinne ingen Karakter imellem dem (som man kunde formodet af Ginther's Diagnose); at St. angiver «1.6» for Bug- finnerne hos Z. /aber, er vistnok ikke andet end en Fejltagelse; jeg finder 1.7 hos begge Former. Af St.s udførlige Redegjørelse for begge Arter, med særligt. Hensyn til Alders- forskjellighederne, fremgaar der ikke noget nyt, som kunde tjene til yderligere Bestyrkelse af den formentlige Artsforskjel, tværtimod meget, som viser, hvor variable de Kjende- mærker ere, til hvilke man har trot at kunne holde sig. Mærkeligt nok viste af det mig i Museet foreliggende Materiale Flertallet (8 af 15) og navnlig alle større Exemplarer sig at tilhøre Z. pungio. Resultatet af Sammenligningen var, at disse to Former rigtignok lod sig adskille, dog kun ved at holde sig til et eneste Mærke, Formen af anden Ryg- finnes Benskjolde, og at det derfor maatte stille sig som meget tvivlsomt for mig, om man kunde anerkjende dem for andet end Varieteter; man havde i al Fald trukket Grænsen mellem dem altfor skarpt, navnlig i Henseende til Tallet af Benskjoldene langs med Ryg- og Gatfinnen. Forskjellighederne stillede sig saaledes i denne Henseende: Z. faber: 6—8 [9—10 if. Forfatterne] Benskjolde langs med anden Rygfinne, 7—8 [9] langs med Gatfinnen; de midterste af de først nævnte udmærke sig ikke i nogen paafaldende Grad ved Størrelse eller Form. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math, Afd. XII, 6- 70 554 ; 146 Z. pungio: 4—7 Benskjolde langs med anden Rygfinne, 5—8 [9] langs med Gat- finnen; de midterste af de først nævnte udmærke sig paafaldende ved deres Størrelse samt ovale og hvælvede Form. Occipital-, Præorbital-, Humeral- og Mandibular-Tornene ere i Regelen vel udviklede, eller i al Fald tydelige, hos begge Former; mindst konstante synes Nakketornene at være. Skapular-Tornene ere store og vel udviklede, enkelte eller dobbelte, hos alle foreliggende større Individer af begge Former. Tre senere erhvervede Exemplarer af Z. faber, to større og et mindre, fra Genua og Neapel, have endelig bragt mig al ønskelig Vished for, at de to omhandlede Former kun ved den ovenfor fremhævede Forskjel i Formen af visse af anden Rygfinnes Benskjolde lade sig nogenlunde adskille baade som yngre og som ældre, men at denne Forskjel i øvrigt er forholdsvis ringe og Grænsen ofte rent vilkaarlig. Jeg nærer derfor ingen Tvivl om, at der her ikke kan være Tale om Artsforskjel, men at Z. pungio allerhøjst kan. betragtes som Afart af Z. faber. Efter hvad fra anden Side er oplyst, synes Forskjellen heller ikke at kunne være en Kjønsforskjel, men snarére en lokal, saaledes, at paa visse Steder forekommer den ene, paa andre den anden af disse Former, i det mindste i overvejende Antal”). Spørgsmaalet om de to middelhavske Formers Årtsforskjellighed har sin Betyd- ning ud over dets egne Grænser, fordi det endnu er uafgjort, hvorledes det egentlig forholder sig med de andre indenfor Slægten opstillede, fremmede Arter — hvor mange der i Virkeligheden kjendes, og om de alle kunne forblive i den samme Slægt, — og det var derfor højst ønskeligt først at kunne klare sig det af disse Artsspørgsmaal, der laa nærmest. Jeg har af de i- geografisk Henseende fjærnere Former kun havt Lej- lighed 'til at underøge en, nemlig et lidt over 12 Tommer langt Exemplar af Z. australis Richrds. fra Sydney. Denne Art er af Dr. Gunther, som havde Adgang til Richard- son's Original-Exemplar, forenet med Z. faber, og Steindachner?”) opfører ligeledes denne sidste som nyhollandsk, uden videre Bemærkning. Dette er imidlertid uden 1) Canestrini (Fauna d'Italia, Pesci marini, p. 104) opfører kun Z. faber og synes slet ikke at kjende Z. pungio af Autopsi; han citerer Perugia (formodentlig «Catalogo dei Pesci dell' Adriatico, Trieste, 1866», et mig ubekjendt Værk) som betragtende Z. pungio som den yngre Form af Z. faber. Hertil bemærker Ninni (Materiali per la fauna Veneta, Atti del reale Istituto Veneto di scienze, lettere ed arti, 1877—78, pp. 1058—1067) med god. Grund, at dette ikke kan være rigtigt, da han kar voxne ('/2 Meter lange) Exemplarer af begge Former for sig. Efter denne Forfatter er Z. pungio den eneste af disse «Arter», der forekommer i Adriaterhavet, Z. faber er ganske fremmed for dette. (Omvendt anfører Stossich, «Bollet. Soc. Adr. Trieste», V, p. 46, kun Z. faber fra Adriaterhavet, uden at nævne Z. pungio.) Ninni, som derfor kun af Z. pungio har havt et større Antal Exemplarer for sig, men kun 1 Z. faber, er kommet til lignende Tvivl som jeg med Hensyn til disse to «Arters» Selvstændig- hed, som jeg af hans Afhandling kan se, at heller ikke Costa anerkjendte. Jfr. ogsaa nogle Be- mærkninger af Giglioli i den ovenfor anførte Fiskefortegnelse. Italiens Ichthyologer synes altsaa at være enige om kun at anerkjende én Art, det vil altsaa sige, om at inddrage Z. pungio. 2) Sitzungsb. Ak. Wien, LVI Bd. «Zur Fischfauna von Port Jackson» (Ichthyol. Notizen, VI, S. 18). He AE mas at Gr (sb 4 147 5 » Tvivl urigtigt. Efter Beskrivelsen og Afbildningen i «Voyage of H. M. S. Erebus and Terror» (p. 36, 148, pl. XXV, fig. 1) skulde fjerde Rygpigstraale være den længste, ikke anden eller tredje; jeg kan derom kun sige, da tredje Straale er afbrudt, at den fjerde paa det foreliggende Exemplar ikke er længere end anden; derimod kan jeg bekræfte Rigtig- heden af R.s Angivelse af 14 Brystfinnestraaler (ikke 13, som er det konstante Tal hos Z. faber og Z. pungio); dernæst ere Finneskjoldene paafaldende smaa og svagt tornede, Bryst- og Bugskjoldene «scarcely spiniferous»; der findes hverken Nakke-, Skulder- eller Præorbital-Torne, kun en meget stor Humeral-Torn og en lille Præoperkular-Torn. Panden frembyder den Forskjel, at dens Cristæ longitudimales ligge fjærnere fra hinanden end hos de middelhavske «Peters-Fiske». Derimod stemme de andre Finnestraaletal med disses: BERT ORSA SOL VESTE 4 (ikke MISS, Fsom Ricard sonthartdet); FOYER Skjoldenes Antal ligeledes: Brystets 7, Bugens 9, Rygfinnens 6—7, Gatfinnens 7. For saa vidt som jeg kan dømme efter et eneste Exemplar (i Forbindelse med Richardson's Beskrivelse), maa jeg hævde, at Z. australis er en fra den (eller de) middelhavske for- skjellig, fuldt berettiget, selvstændig Art. Derimod turde det vel fortjene ny Undersøgelse, om dens Naboer mod Vest og Nord ere forskjellige fra den; der tillægges ogsaa Z. Japonicus 14 Brystfinnestraaler (baade af Schlegel og Bleeker), og jeg finder overhovedet ingen anden væsentlig Forskjel frem- hævet mellem denne Form og Z. australis, end at Japaneseren har «tornede» Bugskjolde, i hvilken Henseende man kan finde stor individuel Forskjel hos middelhavske «Peters-Fiske», hvortil endnu kommer, at Afbildningen i «Fauna Japonica» ikke viser disse Torne tydeligere end jeg finder dem hos Z. australis. Ved at sammenholde Museets Exemplar af denne, fra Sidney, med de foreliggende Beskrivelser (Schlegel's og Bleeker's) og Afbildninger (Krusenstern's og «Fauna Japonica's») har jeg overhovedet ikke formaaet at udfinde nogen væsentlig Forskjel. — Det mærkeligste ved de to store (2 Fod lange) kapske Individer i =: det bør dog i denne Anled- ning bemærkes — uden at lægge for megen Vægt derpaa, — at der efter Steindachner's Londoner- og Pariser-Museet er Finneskjoldenes store Antal: Bemærkninger om 2. faber synes at finde en Tiltagen af disses Antal Sted med Alderen; det var derfor ikke utænkeligt, at hint store Antal var en Alders-Karakter. Brystfinne- straalernes Antal hos Z. capensis angives til 15; at der angives «1.5» Bugfinnnestraaler hos samme, er naturligvis lige saa urigtigt, som det har vist sig at være hos Z. au- stralis og Z. japonicus, for hvis Vedkommende Fejlen er rettet af Bleeker; man har ikke været opmærksom paa, at den hele Zeus-Gruppe har mere end 5 bløde Bugfinnestraaler, og derfor ikke set rigtig efter. Det vilde under alle Omstændigheder være rimeligere, al Z. australis og Z. japonicus faldt sammen, end at den først nævnte, som det for Tiden antages, skulde være identisk med Z. faber og denne Art saaledes have to Udbrednings- kredse, adskilte ved, at Z. capensis skjød sig ind imellem dem. OS 556 148 Paa vore Kundskabers nuværende Standpunkt er det næppe berettiget at betragte Zeus-Slægten (s. str.) som «poissons de haute mer» (Cuv. Val.) eller som virkelig pelagiske eller Dybhavsfiske. Der er heller ikke i vore pelagiske Indsamlinger forekommet nogen om denne Slægt mindende Form; dennes tidligste Udviklingstrin ere endnu ganske ubekjendte. Hvad jeg om den senere Udvikling kan anføre, efter en Sammenligning af en Række Exemplarer af meget forskjellig Størrelse, er kun dette, at som hos mange andre Fiske er Forholdet mellem Legemets Højde og Totallængden (Halefinnen her medregnet) gunstigere for Længden (om end med en Del individuel Variation), jo større de ere: 1:2,8 (sjældnere 2,6) hos større, 1:2,3 å 2,5 hos yngre. Bugfinnerne kunne hos yngre naa til Spidsen af Gatfinnens Pigstraaler; hos de ældre naa de kun til midt paa disse eller til den første Straales Rod; deres Længde er nemlig hos de større ikke ”/4, hos de yngre ”/3 til ”/5 af Totallængden, hos hine kun dobbelt saa lange som Brystfinnerne, hos disse over 5 Gange; ja de kunne være absolut kortere hos større Exemplarer end hos mindre. Bugfinnernes Aftagen i Længde under Udviklingen viser sig altsaa at være et Træk, der kommer igjen påa mange Steder i Makrelfiskenes store Formgruppe. At Gill har opstillet Slægten Zenopsis for Z. conchifer (Madera) og Z. nebulosus (Japan) synes at maatte billiges; samme Forfatter nævner en Z. ocellatus Storer som til- fældigt funden ved Massachusetts, men tilføjer, at den maaske er identisk med Z. conchrfer, Er min Formodning rigtig, at Zenopsis er en Dybhavsform, skærpes derved indirekte Fordringerne til Arternes Diagnostik; Forskjelligheden mellem de to «Arter», Atlanter- havets og det stille Havs, kunde derfor, set i denne Belysning, maaske nok trænge til ny Stadfæstelse, da den synes at reducere sig til Antallet af Skjolde langs Finnerne og foran Bugfinnerne, i hvilke Henseender nogen individuel Variation vel nok kunde gjøre sig gjældende; den geografiske Afstand kan i dette Tilfælde ikke være tilstrækkelig over- bevisende, skjønt det maa indrømmes, at, som Sagen staar for Øjeblikket, er der kun Grund til at holde dem adskilte ad ?nterim. Lampris guttatus hører ligeledes til de vidt udbredte Dybhavsfiske; fra Sydgrøn- land, Island og Færø kan den paavises til Middelhavet, Madera og Cuba. Yngre Former ere dog aldrig forekomne i vore pelagiske Indsamlinger. En saadan, fanget i Gascogne- Bugten, har imidlertid foreligget Cuvier, hvem vi derfor skylde den eneste Oplysning, der haves, om Aldersforandringen hos denne Fiskeslægt. Det fremgaar af hans Beskrivelse, at den «lille» Glansfisk (hvis Størrelse desværre ikke angives) især udmærkede sig ved en betydelig Forlængelse af sit forreste Gat- og Rygfinneparti. Under Mene maculata (Schn.) har Ginther (Cat., II, p. 415) en interessant Notis om en 1 Tomme lang lille Fisk fra det aabne Hav, om hvilken det hedder: «Young age or distinct species? Dorsal fin with 9 spines (i Stedet for 3 eller 4), anal with 2 (som ikke findes hos Mene maculata); the rays of the latter do not show any peculiarity» 149 557 (9: ere ikke undergaaede den karakteristiske Omdannelse, som udmærker den omhandlede Årt og dens eocene Repræsentant, MM. rhombea fra Monte Bolca [Gasteronemus rhombeus Ag.]). Mig er en saadan Form ikke forekommet i vore pelagiske Indsamlinger; men det er vistnok højst sandsynligt, at Dr. G. i den af ham paa ovenanførte Maade omtalte Fisk med Rette formodede en ung Mene maculata, og der er derved i saa Fald givet en Antydning af den Forvandling, som ogsaa denne Årt uden al Tvivl undergaar — en Antydning, som pirrer Forventningen om, hvad Fremtiden vil oplyse om den endnu aldeles ukjendte Meta- morphose hos saadanne Slægter som Zeus og Lampris. 14. Psettus; Zanclus og Gnathocentrum; Platax. Der vilde ikke været Anledning for mig til her at omtale Slægten Psettus — thi dels er det ikke en pelagisk Slægt, dels har jeg intet at oplyse om dens mulige Form- forandringer — dersom der ikke med Hensyn til den var et Par Fejltagelser at berigtige. Den ene — som rigtignok delvis er berigtiget af andre") — er den, at der fraskrives denne Slægt Ganetænder”); alle mig foreliggende Exemplarer have i Overmunden 5 anselige Grupper af Kartetænder: 1 paa Vomer, 1 paa Palatina og 1 paa Pterygoidea paa hver Side. Den anden er, at man hidtil under Navnet P. rhombeus har sammenblandet to Arter. De fire mig foreliggende Arter”) skjelnes let paa følgende Maade: 1. P. sebæ C.V. («Hist. nat. d. poiss.», pl. 189). Højden (d. v. s. Afstanden fra Spidsen af Rygfinnen til Spidsen af Gatfinnen) er en halv Gang større end Længden fra Snudespidsen til Spidsen af Halefinnen: Forholdet mellem begge Dimensioner altsaa som 3:2. (Maaske tiltager Højden forholdsvis med Alderen; af de to foreliggende Exemplarer, som have en Længde af 160 og 125 Mm., er Højden forholdsvis størst hos det større.) Øjets Tværmaal er lidt mere end "/3 (?/s) af Hovedets Længde; Overkjævebenet naar til en Linie fra Pupillens Forrand. Straaletallet"): D: 8.30—33; A: 3.37—38. (Vestafrika.) 2. P. argenteus L. («Voy. of Erebus & Terror», Fishes, pl. 35, fig. 1). Højden 1) Kner: Reise v. Novara, Fische, S. 164; Klunzinger: Fische d. Rothen Meeres, I, S.125; Stein- dachner flere Steder, bl. a. «Zur Fischfauna von Port Jackson in Australien» (S, B. Ak. Wien, LIN), S.25. «Kner's statement that P. argenteus has teeth on the palate is perfectly correct, and also P. falciformis and sebæ are provided with such teeth». («Zoolog. Record.», II, p. 187.) 2) Hist, nat. d. Poiss., VII, p. 240; Gunther, Catal., II, p. 486. 3) En -Psettus orbicularis» beskrives af Guichenot i «Mém. Soc. Sc. Natur. d. Cherbourg», 1866, p. 136, fra Madagaskar. Steindachner's P.panamensis (Ichthyol. Beitr., III, S. B. Ak. Wiss. Wien, LXXII, f. 51, pl. VII, fig. 3) er vistnok med Rette udsondrét som egen Slægt (Parapsettus St.). 4) Angives her og i det følgende efter egne Tællinger; for øvrigt henvises til Literaturen. 558 150 (s. ovenfor) er lidt (/12—"/18) større end Længden; Øjets Tværmaal er lidt mere end en Tredjedel (%/s) af Hovedets Længde, og Overkjævebenet naar til en lodret Linie fra Pupillens Forrand eller fra et Punkt mellem denne og Øjehulens Rand. D: 8.28—29; A: 3.28—29. (Singapore, Penang; Nyholland; Kina.) 3. Ps. rhombeus Forsk. («Régne Animal», éd. illust., pl. 42, fig. 2). Højden er kjendelig ('/3) mindre end Længden; Forholdet omtrent som 1:1,2. Øjets Tværmaal indeholdes over 3 (37/6) Gange i Hovedets Længde; Munden er lille, og Overkjævebenet ender i Linie med Øjets Forrand. Straaletal: D: 7—8.28; A: 3.28—30. (Røde Hav, Mauritius.) 4. Ps. falciformis Lac. Højden er omtrent en halv Gang mindre end Længden; Forholdet omtrent som 2:3. Øjets Tværmaal er lidt over "/3 af Hovedets Længde; For- holdet er som 1:2%/3, Overkjævebenet naar til en lodret Linie fra Pupillen. Straaletal: D: 8.27—28; A: 3.27—28. (Ostindien.) Exemplarerne afvige saa lidet i Størrelse, at de her fremhævede Forskjelligheder ikke kunne have deres Grund i Aldersforskjelle. At de under 3 opførte Exemplarer ere den ægte Ps. rhombeus, fremgaar af en Sammenligning med Forskåls Original -Exemplar, et halvt Skind, som opbevares i Museet i hans «Herbarium Ichthyologicum». Berettigelsen til at søge Linné's «argenteus» i Arten 2 maa især søges i hans Udtryk «Corpus . . . latius (ao: højere) quam longum». Richardson (l. c., p. 59) skjelnede den rigtigt fra Ps. rhom- beus, og det er mig kjært atter at kunne indsætte «den store britiske Ichthyologs» Årt i sin Ret. Det bør dog bemærkes, at vore Exemplarer have et tydeligt Baand fra Nakken til Øjet ligesom Fs. rhombeus"); maaske findes det hos alle Psettus-Arter, især som yngre. Saa vidt hidtil vides, er Ps. argenteus en østlig, Ps. rhombeus en vestlig Art; dog er det vel muligt, at naar man lærer at skjelne mellem dem, vil det vise sig, at de forekomme jævn- sides. — Om Ungerne af denne Slægt besidder jeg ingen egne Oplysninger; Stein- dachner har i sit Værk over «Senegals Fiske» beskrevet de plettede Unger af Ps. Sebæ. Da Dr. Gunther i «Fische d. Sidsee» har afset en Tavle (pl. 92) paa at oplyse de Forandringer, som Zanclus cornutus undergaar med Alderen, og bl. a. vist, at 2. canescens, som af Guichenot (Ann. Soc. Linn. Maine & Loire, IX) var gjort til Typus for en egen Slægt: Gnathocentrum, kun er et Udviklingstrin af Z. cornutus, behøver jeg ikke at opholde mig længe ved denne Slægt, som maaske nok tør henregnes halvvejs til den pelagiske Fauna; de unge «2. canescens» L. (C. V.), 2/3—2/3" (60—70 Mm.) lange, som ligge til Grund for Valenciennes's Beskrivelse af hans «Z. centrognathus», vare fundne af Dussumier i en Dolfin-Mave paa 19 N. Br. og 75? Ø.L. (fra Paris), og V. udleder sin Arts formentlige Sjældenhed netop af dens Analogi med Szernoptyr i Henseende 1) Day (Fishes of India, pl. LI, B, fig. 5) afbilder 2 Baand hos P/. argenteus; hans Pl. falciformis (pl. LI, A, fig. 6) er vistnok Pl. rhombeus Forsk. 151 559 til pelagisk Liv. Uagtet der vistnok ikke er Grund til at bestride Rigtigheden af den Giinther'ske Opfattelse af «2. canescens» som Ungen af Z. cornutus, vil jeg dog be- mærke, at Museets mind "2 Exemplar — 80 Mm. til Halefinnebugtens Bagrand — skjønt fuldt udfarvet og med Munden mere fremstaaende end Ginther's øverste Figur, dog endnu tydelig viser den Pig paa hver Side over Mundvigen, som har foranlediget V.s AÅrtsnavn og Guichenot's Slægtsnavn; Bugfinnerne ere endnu hos dette Exemplar forholdsvis lange, men forkortes vistnok med Legemets Tilvæxt i Størrelse, Pande- hornene synes ikke at udvikles lige tidligt hos alle Exemplarer; de ere meget tydelige allerede hos Exemplarer, der maale 120—125 Mm. til Halefinnebugtens Rand, og temmelig tydelige hos et paa 100 Mm., men næppe i Frembrud hos et paa 145 Mm. Det vil være Ichthyologerne bekjendt, at Bleeker endnu holder disse 2 «Arter» adskilte i sit «Atlas Ichthyologique», IX Bd., p.77&78, pl. 366, fig. 1—5 (1878). Han synes ikke at have kjendt det Hefte af «Fische d. Sudsee», hvori Gunther forenede dem, uagtet dette bærer Aarstallet 1876; maaske har han ogsaa ladet sig lede af, at hans største «canescens» vare lidt større end hans mindste «cornutus». Men dette er næppe mere end et af de mange Exempler paa, at slige Forandringer ikke altid absolveres lige tidligt. De af Bleeker afbildede lige store Exemplarer af begge Former ere i øvrigt kun lidet forskjellige, den saa- kaldte «canescens» mindre forskjellig fra den unge «cornutus» end denne er fra det af Ginther afbildede yngste Stadium. Jeg kan derfor ikke komme til andet Resultat end, at der kun kjendes én Zanclus-Art, der undergaar visse Forandringer, som have givet Anledning til Opstillingen af Alderstrin som særegne "Arter. Slægten Platax trænger endnu delvis til en Revision. Dens Historie, i de senere Aar, er ret lærerig. Dr. Gunther bemærkede allerede i «Catalogue» (II, p. 489), at Arterne af denne Slægt synes at undergaa hetydelige Forandringer med Hensyn til Finne- formen og Farverne efter Alderen. De i «British Museum» den Gang opbevarede Exem- plarer henførtes til 3 eller 4 Arter: Pl. vespertilio, orbicularis (hvilken han dog ansaa for kun at være den ældre Form af Pl. vespertilio), arthriticus og tetra; foruden dem opførtes dog 3 Arter efter Cuvier og Bleeker (Pl. Boersii, Reynoldi, xanthopus); de øvrige af Forfatterne beskrevne ere enten Synonymer til de 4 ovennævnte eller aldeles usikre (P/. punctulatus C. V, Pl. gambret Blkr.), eller de høre helt andre Steder hen (Pl. ocellatus, scalaris). I «Fische d. Sidsee» reduceres de 4 ovennævnte Arter egentlig til 2, idet Pl. orbicularis og vespertilio udgjøre den ene, Pl. arthriticus og tewra tilsammen den anden; men de der meddelte korte Beskrivelser skulle just ikke vække stor Tillid til disse Arters Uafhængighed af hinanden. Det siges saaledes om Pl. terra, at den er meget let at for- vexle med Pl. orbicularis, men synes konstant at have nogle Rygpigstraaler færre; at Plov- benet er tandløst hos sidst nævnte, men har nogle Smaatænder hos først nævnte. (Efter min Erfaring optræder samme Art (Pl. teira) med og uden Vomer-Tænder, d. v. s. de falde 560 152 til Dels ud med Alderen, snart tidligere, snart senere.) Det angives fremdeles, at de 2—3 mørke Tværbaand, som pryde yngre Exemplarer af begge Arter, forsvinde med Alderen, og at meget unge Exemplarer (af Pl. orbicularis) ere prydede med hvide Pletter. Om Slægten i det hele faar man den interessante Oplysning, at Ungerne ere forholdsvis meget højere end de gamle (Pl. orbicularis f. Ex. som ung højere end lang, som ældre omvendt), og at Bugfinnerne såa vel som de af de forreste Blødstraaler i Ryg- og Gatfinnen dannede Forlængelser blive kortere eller til Dels — de sidst nævnte — forsvinde med Alderen. Dette sidste stemmer ganske med mine egne Erfaringer; det første kan jeg ligeledes til Dels bekræfte, skjønt intet af de mig fore- liggende Exemplarer naar den for Arterne angivne betydelige Størrelse af 18—20, maaske 24 Tommers Længde”). En af de i «Catal. of Fishes» opførte Bleeker'ske Arter maatte jeg fremdeles stryge af Artsfortegnelsen; «P/. Boersin er, efter et i Museet værende Ori- ginal-Exémplar fra Dr. Bleeker selv, kun en yngre Pl. terra (hvad den nu afdøde Op- stiller af Arten i øvrigt selv senere har erkjendt). Meget kunde altsaa tyde paa, at der i Slægten Plataw allerhøjst vilde blive tilbage de to gamle Forskål'ske Arter: Pl. orbieularis (vespertilio Bl.) og Pl. terra; de naa omtrent samme Størrelse og staa i det hele vistnok hinanden meget nær. Heller ikke Day kjender andre end disse to”). Efter Gunther skulde Pl. teira som yngre have længere Finneflige end Pl. orbicularis, hos hvilken de aldrig, som hos hin, ere længere end Fiskens Totallængde. Dette synes nu ikke at kunne have nogen stor Betydning; men maaske kunde andre gode distinktive Karakterer ud- peges? Blandt de Karakterer, som Klunzinger («Fische d. Roth. Meeres», I, S. 791—92) anvender for at skjelne mellem de nævnte to Arter, — thi han distingverer ogsaa kun disse to — lægger man særligt Mærke til Tandformen, et Punkt, hvortil jeg ret strax skal komme tilbage. Jeg kunde imidlertid ikke anse Sagen for uddebatteret ved kun at anerkjende disse to Arter. Af de mig foreliggende 15 Exemplarer ere de 10 rigtignok kun ældre og yngre Exemplarer af Pl. terra, og jeg kan, som sagt, bekræfte, hvad der for dens Vedkommende er anført om de Forandringer i Artens Fysiognomi, som Finnernes Reduktion fremkalder under Væxten; men de 5 andre Exemplarer repræsentere efter min Mening ikke mindre end 3 Arter. Til at opnaa fuld Vished herom for alle fires Vedkommende og til overhovedet at udrede Artsforholdene indenfor denne Slægt var dette Materiale dog for ufuldstændigt; for om muligt at foranledige denne Undersøgelse optaget paa ny af andre, besluttede jeg at skænke de 4 af mig skjelnede Former en noget nærmere Omtale i dette Arbejde. 1) Bleeker's største Exemplarer vare 360—380 Mm., ad: 13%/4 til 14/27, som vore største P. teira omtrent. 2) Fishes of India, p. 2335—36, pl. LI, A, fig.5 og LI, B, fig. 4. ER EST TREE NE Sk S, SY 153 15561 Efter at jeg havde underkastet Museets Materiale af Platax-Former denne Bearbejdelse, men førend Tavlernes Udførelse var saa vidt fremmet, at dette Skrift kunde overgives til Bogtrykkeren, modtog Universitets-Bibliotheket imidlertid de Hefter af Bleeker's «Atlas Ichthyologique», hvori Platax-Slægtens Arter ere beskrevne og afbildede. Jeg saa deraf, at Bleeker for saa vidt var kommet til et lignende Resultat som jeg, som han kun anerkjendte 4 Årter (tezra, vespertilio, pinnatus og batavianus), naar man ser bort fra en femte Form (Pl. melanosoma), som han kun kjendte af et meget ungt Exemplar, og som han selv ansaa for tvivlsom. Hans Synonymi stemmer ikke ganske med Ginther's, idet disse to Forfattere ikke ere aldeles enige om Fordelingen af de talrige Nominal-Årter under P. vespertilio og tetra; men dette er jo ogsaa mindre væsentligt. Et Blik paa de Bleeker'ske Figurer vil strax vise, at hans Erfaringer bekræfte begge de Ginther'ske Sæt- ninger om Forandringen med Alderen, ogsaa den, at Legemsformen er forholdsvis meget højere hos Ungerne end hos de gamle. Han karakteriserer nogle Arter ved Besiddelsen af Vomeropalatin-Tænder (P. pinnatus og batavianus), andre ved Mangelen deraf (P. vespertilio og melanosoma), men erkjender selv, at denne Karakter ikke er konstant hos P. tetra, der har dem som yngre, men mangler dem som voxen. Derimod har Bleeker ikke lagt Mærke til den allervigtigste Karakter — Klunzinger er overhovedet den eneste, som hidtil har skænket den nogen Opmærksomhed — nemlig Tandformen. Af denne Grund kan jeg ikke med den fuldkomneste Sikkerhed føre alle Museets Arter tilbage til de Bleeker'ske. For at foranledige en Revision af disse med Hensyn til dette Punkt skal jeg noget nærmere omtale hver af de 4 Former, som jeg har kunnet distinguere. ÅA. Den yderste Tandrækkes trefligede Tænder have Fligene lige store. ' 1. Platax tewra (Forsk.). Tandbesætningen faar ved den ovenfor fremhævede Om- stændighed et Fysiognomi, som er meget forskjelligt fra de tre andre Formers. Straale- tallet (efter 7 Exemplarers Tælling): D: 5.30—33; A: 3.23—24 (A: 3.23 forekom kun én Gang)!). Vomer-Tænder findes hos de yngre, men mangle hos et af de større Exemplarer samt hos nogle af de middelstore; hos de to allerstørste findes der derimod en lille Gruppe. Forholdet mellem Legemets Højde (maalt fra den anden Gatpigstraale til den anden Rygpigstraale) og Totallængden (fra Snudespidsen til Halefinnens Bagrand) varierer hos en Række Exemplarer fra 1:1,1 til 1: 1,3, uden Hensyn til disse Individers forskjellige Størrelse, undergaar altsaa ikke nogen kjendelig eller bestemt Forandring med Alderen indenfor den af denne Række af Individer repræsenterede Størrelse; derimod er Forholdet = 1:1,4 å 1:1,5 hos- vore to største, c. 14£ Tommer lange Exemplarer. 1) Hos et meget ungt Exemplar (34 Mm. langt, 27 Mm. højt) finder jeg D: 5.34, A: 3.26 (hvilket ogsaa falder indenfor Bleeker's Formel for Arten). Det er uden Aftegning, og som man vil se af de opgivne Maal, allerede mere langt end højt; Finnernes Forlængelser ere højst ubetydelige. Der er ikke taget Hensyn til dette Exemplar i, hvad ovenfor i Texten er anført om P. teira. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk, og math. Afd. XII, 6. 71 562 154 Hovedets Længde forholder sig til Totallængden som 1:3,8 å 1:4,2—4,4; Regelen synes i det hele at være den, at det med Individets tiltagende Størrelse bliver for- holdsvis lidt mindre. Øjet er som sædvanlig størst hos yngre Individer (1: 2,8); hos større er Forholdet til Hovedets Længde som 1:3,1, 1:3,7 eller 1:4, hvilket dog ikke strængt udelukker, at af to Individer det større jo kan have et ogsaa forholdsvis større Øje end det mindre; dets Afstand fra Hudfolden bagved Kjæveleddet er hos middelstore Individer netop lig med dets Tværmaal, men baade hos ældre og yngre lidt mindre end dette. Bugfinnerne ere hos de yngste endog lidt længere end eller i det mindste saa lange som Fiskens Højde (maalt som ovenfor), hos yngre i al Fald længere end den halve Total- længde; hos halvstore længere end Legemets halve Højde, hos mere end halvstore (233 Mm.) lidt kortere end denne; de naa da kun til lidt ind paa Gatfinnens Begyndelse; hos de allerstørste (360—375 Mm.) er endelig Forholdet som 1:2,7 å 2,8, de ere altsaa ikke meget længere end en Tredjedel af Legemets Højde, og de naa ikke til Gatfinnen. Gat- og Rygfin- nens blødstraalede Parti forkortes ligeledes under Udviklingen; hos de yngre er f. Ex. Rygfinnen betydelig længere end Fiskens Totallængde; såa lig denne; derefter mindre end samme, men dog større end Fiskens Højde; saa meget mindre end denne sidste; hos de allerstørste ikke halv saa høj (langs med Finnestraalerne) som Legemets halve Højde, og hos dem. forlænge Spidserne sig slet ikke ud over Finnens øvrige afrundede Omrids. Femte Rygpigstraales Længde (maalt fra første Rygpigstraale) synes ogsaa at undergaa nogen relativ Forandring; den ér hos yngre lig med Legemets halve Højde eller noget mindre, men meget større end Hovedets Længde (Forholdet er som 9:7 eller 3: 2); hos de større er den kun ubetydeligt længere end Hovedet og har kun Y3 af Legemets Højde, hos de allerstørste er den endogsaa kortere end Hovedet er langt. Disse meget store Exemplarer udmærke sig ved Pandens Højde og det næsten aldeles lodrette Profil. B. Af Tændernes Flige er den midterste meget kjendelig større end de andre. 2. Pl. vespertilio (Bl... Et 215 Mm. langt Exemplar fra Mauritius. Straaletallene: D: 5.34; A: 3.26. Legemsformen høj (Forholdet mellem Højde og Længde som 1:1,1), Hovedets Længde en Fjerdedel af Totallængden som hos Pl. tewra; Øjets Tværmaal for- holder sig ogsaa som hos denne (1:3,7), dets Afstand fra Kjæveleddet er forholdsvis stor (lidt større end dets Tværmaal); dte Rygpigstraale kort som hos Pl. tewra, kortere end Hovedets Længde; Bugfinnerne lidt kortere end Legemets halve Højde, og de ikke segl- formig forlængede Ryg- og Gatfinners Længde (Højde) betydelig mindre end Legemets Højde; Vomertænder mangle. Original-Exemplaret af Forskåls « Chætodon orbicularis» er endnu tilstede i Museet. Det er et halvt Skind af et 230 Mm. langt Exemplar. Tandform og Straaletal (D: 5.34; Å: 3.26) stemme med det ovenfor karakteriserede, kun lidet kortere, men højere Exemplar; men Formen er, synes det, ikke saa lidt forskjellig, mindre langstrakt; dets Højde absolut mindre, dets Længde derimod, som anført, absolut større. Man skulde heraf snarere tro, at Variationen i Proportionerne er individuel, end at den staar i et bestemt Forhold til Alder og Udvikling. Dog maa dette anses for tilstrækkelig godtgjort ved Guinther's og Bleeker's Undersøgelser. Kkaed — ør St 563 C. Tandfligenes midterste Spids er betydelig længere end de to andre, aldeles prædominerende. 3. Fl. batavtanus C.V. Straaletallet: D: 6.31; A: 3.23, stemmer bedst med Pl. tewra. Højden er lidt mindre end hos Pl. terra af samme Størrelse (1:1,4), Øjet middelstort (1: 3,1), dets Afstand fra Kjæveleddet ikke stor; Hovedets Forhold til Totallængden det sædvanlige (1: 3,8); Bugfinnernes Længde er større end Fiskens halve Højde; dte Ryg- pigstraale omtrent lig med Hovedets Længde; Ryg- og Gatfinnen ere allerede stærkt for- kortede, først nævntes Længde (Højde) betydelig kortere end Legemets Højde; Vomer-Tænder ere endnu tilstede hos det 180 Mm. lange Exemplar fra Batavia. Sammenlignet med Bleeker's to Afbildninger (pl. 381) af et ældre og et yngre Exemplar viser det sig at staa, i Henseende til Fysiognomi og Finnernes Længde, mellem begge disse, men dog nærmere ved det mindre af dem. Jeg er derved bleven bestyrket i min Henførelse af det til denne Art, til hvilket Resultat jeg allerede var kommet, inden Bleeker's Afbildninger bleve mig bekjendte. 4. Pl. pinnatus (L.)? Denne Art, hvoraf der ligeledes kun foreligger mig et halvt udviklet, 180 Mm. langt Exemplar, afviger ved Straaletallet, D: 5.36; A: 3.28, altfor meget fra den foregaaende, med hvilken den stemmer i Tandformen, til at jeg kan forene dem; det udmærker sig ogsaa ved, at den femte Rygpigstraale er paafaldende lang (over det halve af Fiskens Højde). For øvrigt er Hovedet lidt længere end det plejer at være Tilfældet hos Pl. tewra (1:3,6) og Øjet stort (1:2,6), dets Afstand fra Kjæveleddet forholdsvis ringe. Rygfinnens blødstraalede Parti er kun lidet kortere (lavere) end Fiskens Totallængde, Bugfinnernes Længde lig den halve Totallængde. (Exemplarets specielle Findested er ukjendt.) Da Ganetænder ere tilstede, hvilke frakjendes Pl. melanosoma, antager jeg det for sandsynligst, at det er Bleeker's Pl. pinnatus (L.). Omridsene stemme, naar man tager Hensyn til, at Exemplaret er noget ældre, Finneforlængelserne derfor ikke fuldt saa enorme, vel nok med B.s Afbildning af den unge P/. pinnatus (pl. 380, fig. 1); men den sidste Rygpigstraale er lidt længere end paa Afbildningen. Man vil se, at jeg kun af én Art har kunnet undersøge et større Antal Exemplarer af forskjellig Alder og Størrelse og derfor ikke har kunnet tage Hensyn til Aldersforskjellig- hederne ved de andre; min Karakteristik af dem er derfor ufuldstændig. Ved at indføre det her fremdragne Moment, Tandformen, der hos P/. terra holder sig aldeles uforandret i alle foreliggende Aldere, i Diagnosen, vil det imidlertid kunne lykkes at diagnosticere Arterne paa en langt mere tilfredsstillende Maade end før; thi det meste andet: Farve- bælterne, Legemets Omrids, Finnernes Forlængelser, Pigstraalernes Længde 0. s.v. er underkastet store Variationer, som mindre ere individuelle end- Følgen af en bestemt med Alderen følgende Metamorfose. Uden Tvivl er der ogsaa i denne Henseende, og navnlig med Hensyn til det Tidspunkt i Alderen, da enhver af disse Forandringer indtræder, noget karakteristisk for. hver Art, saaledes at hine Karakterer til en vis Grad maaske ville kunne benyttes som Hjælpekarakterer, men kun relativt, for Individer af en vis given Størrelse. Hovedvægten maa imidlertid lægges paa Tandformen, og de 3 karakteristiske Modifikationer, 71" 564 156 hvormed denne træder op, tages som Udgangspunkt. Set i Sammenhæng med «Hemimeta- morfosen» hos Carangiderne (Ga/lichtlwyys, Selene 0. s. v.) frembyder den individuelle Meta- morfose hos Platax-Slægtéen interessante Analogier, og såa meget mere syntes det mig rigtigt at ofre nogle Sider paa Fremstillingen af disse Forhold. 15. Scomberesox saurus. «Makrelgeddernes» Gruppe (Scomberesoces) har næppe endnu fundet sin endelige systematiske Plads. Sammenstillingen af de Fiskefamilier, hvis «nedre Svælgben» ere sammenvoxne eller inderligt forbundne, til én Gruppe (Pharyngognatlu) har for længe siden vist sig uheldig og unaturlig. Med Physostomerne, med hvilke de dele Karaktererne som « Malacopteri abdominales», synes det, paa Grund af den manglende Luftgang, vanskeligt at forene dem, naar der ikke paavises meget stærke Affinitetsforhold til bestemte Grupper af Physostomer; med Scomberoiderne, med hvilke Agassiz sammenstillede dem, frembyde de vistnok Ligheder, men disse ere væsentlig af habituel Art og kunne uden Tvang tydes som Analogier, maaske begrundede i begge Familiers delvis pelagiske Natur. De, der for- fægte Makrelgeddernes Affinitet med Physostomerne, f. Ex. Gunther, som urgerer deres |. Slægtskab med Cyprinodonterne, maa da tænke sig dem som «Physostomer» med oblitereret og til sidst fuldstændig forsvunden «ductus pneumaticus» ; men det samme kan man vel fra et fylogenetisk Standpunkt sige om alle Physoclysti, blødfinnede eller pigfinnede. Alligevel er denne Anskuelse maaske den rigtigste. I det konstante Tal af 6 Straaler i Bugfinnerne har jeg været tilbøjlig til at se et Fingerpeg over mod Aphysostomerne; men det samme er jo Tilfældet f. Ex. hos Mormyrerne og hos mange Cyprinodonter, om der end hos denne sidste Gruppe er nogen Variabilitet (5—8) i denne Henseende. Jeg berører dette systematiske Spørgsmaal her, fordi jeg her har at gjøre med denne Gruppe (og særligt med en enkelt Form af den) fra et særeget Standpunkt, som et Element i den pelagiske Fauna; og det synes at være dette pelagiske Moment, som mere eller mindre har paatrykket Gruppen sit Stempel og fremkaldt den umiskjendelige Lighed med Makrelfiskene — særligt med visse Former af disse —, som ogsaa har fundet sit Udtryk i det Gruppen tildelte Navn. Dette maa dog ikke forstaas saaledes, som om den gjennemgaaende eller fortrinsvis bestod af pelagiske Fiske; tværtimod, disse blive for saa vidt i Mindretallet, som de artrige Slægter Belone og Hemiramphus i det hele maa opfattes som littorale, til Dels endog ere Ferskvandsfiske. Rent pelagiske ere paa den anden Side ikke alene Flyvefiskenes artrige Slægt (Ezocoetus), men ogsaa f. Ex. den forholdsvis sjældne Eulepto- mat GE arm (57 565 rhamphus longwrostris C.V., som Kapt. Andréa fandt i Maven paa en Dolfin paa 1210" N, Br. og 23710" V, L.; sandsynligvis kjendes kun én Art af denne Slægt, der som andre pelagiske Fiske har en meget stor Udbredning over det indiske og stille Hav (Bengalske Bugt, Hawaji m. v.) og Atlanterhavet (fra Guyana og Cuba til Nantucket og Ny Jersey); de andre op- stillede Arter (macror/vynchus C. V., Brevoorti Gill, veloz Poey) synes at være tvivlsomme som artsforskjellige fra Z.. longirostris. Dog trænger denne af F. W. Putnam!) opstillede Anskuelse maaske endnu til at bekræftes ved yderligere komparativ Undersøgelse af Exemplarer fra forskjellige Lokaliteter; bestemtere tør jeg i det mindste ikke udtrykke mig derom efter Undersøgelse af et enkelt Exemplar. Som en væsentlig pelagisk Fiskeform maa jeg fremdeles betragte Scomberesoxv saurus (camperi), skjønt den jo ogsaa viser sig ved vore Kyster i enkelte Individer (Museet har 3 saadanne) saa vel som ved Islands og Færøs. Sammenholder man med Exemplarer af S. saurus de for de andre Scomberesox-«Arter» angivne ydre Karakterer, vil man snart komme efter, åt de fleste af disse Arter ere mere eller mindre problematiske”), og at der — bortset fra. den kaliforniske 5. brevwrostris Peters?) — med Sikkerhed kun kjendes en eneste Scomberesox-Art med den samme meget store geografiske Udbredning, som ud- mærker saa mange andre Højsøfiske; for de andres Vedkommende maa man i al Fald oppebie yderligere Underretning, inden man anerkjender dem. Af ingen anden Fiskeart faas Ungerne saa hyppigt i Slæbenettet, paa det aabne Hav; de have derfor foreligget mig i meget stort Antal, fra omtrent 90 forskjellige Punkter af Kortet, hvis Længde og Brede 1) Cfr. Putnam «Note on the occurrence of Euleptorhamphus longirostris on the coast of Massachusetts» (Proceed. Boston Soc. Nat. Hist., XIII, 1870, pp. 236—40). ?) Indtil videre maa man vel stille udenfor disse den middelhavske $. Rondeletii, der ikke synes at ud- mærke sig fra 4. saurus ved nogen ydre Karakter, men skulde afvige fra den ved at mangle Svømmeblære. Denne Angivelse skyldes Valenciennes, men synes ikke senere at være verificeret af nogen, i al Fald siges dette ikke udtrykkelig. Canestrini opfører som middelhavsk «Sayris camperii Lac.», karakteriserer den bl. a. ved Mangelen af Svømmeblære, men opfører som dens Synonymer «Scomberesox camperii Risso, Sc. Rondeletu C.V.” Er dette at forstaa saaledes, at S. camperi Lac. (3: 8. saurus Whlb.) og 5. Bondeletii skulle forenes? Stossich opfører ligeledes kun «Sayris camperiio. De middelhavske Makrelgedder, som jeg hidtil har set, har jeg ikke kunnet skjelne fra den i Atlanterhavet forekommende Form, og hos dem alle har jeg fundet den af Valenciennes den middelhavske Form frakjendte Svømmeblære. Jeg tvivler derfor ikke om, at S. Bondeletii vil gaa samme Vej som de andre. 3) Monatsber. Ak. Berlin, 1866, S.521. Ved særdeles Forekommenhed af Prof. Peters — det være mig her tilladt at aflægge min Tak derfor saa vel som for anden mod disse mine Studier udvist Velvillie — har jeg i Berliner-Museet havt Lejlighed til at se Original-Exemplarerne af denne Art. De have en Længde af 200 Mm. eller lidt derover, ere altsaa ikke Unger; saa vel Over- som Under- næb ere forkortede, og det sidst nævnte rager kun lidt frem foran Overnæbet. Det er nærmest et Fosterforhold, som i & eller c i Fig, S. 567 (159), som her er vedvarende. Det er næsten overflødigt at bemærke, at om en Følge af Lemlæstelse af et normalt Scomberesocx-Næb kan her ikke være Tale Med Hensyn til de andre «Arter» skal jeg henvise til Gunther's Oversigt; jeg skjønner ikke, at nogen af dem træder op med Krav paa at anerkjendes, efter hvad der for Tiden er oplyst om dem. 566 158 er noteret, og fra alle de Søfarende og rejsende Naturforskere eller Læger, som paa denne. Maade have indsamlet de mindre pelagiske Havdyr til vort Museum, paa deres Rejser over Atlanterhavet og en Del af det indiske Hav"). De omhandlede Lokaliteter, som det vilde være for vidtløftigt at opregne, gaa i Atlanterhavet, Nord for Linien, fra 11? 30'N. Br. til 489 N. Br. og fra 99 V.L. til 408 VS Syd, for -Linien fra ;129'S Br ulk 2N SE Br or fra 529 V. L.. til 169 30" Ø.L.; 1 det indiske Håw fra 279'S3Brå til 388:20"S3 Br. og fra 24? 30' Ø.L. til 101740'Ø.L.”). Til at oplyse de Forandringer, som denne pelagiske Makrelgedde undergaar under sin Væxt og Udvikling, er et saa stort Materiale langt fra fornødent; jeg har indskrænket mig til en nærmere Undersøgelse og Udmaaling af en Række Exemplarer”) (1—13) af. forskjellig Størrelse, og skjønt Resultatet egentlig allerede er udtrykt i de to Linier i Guinther's «Catalogue»: «as in Belone the jaws are not produced in very young fishes, and during growth the lower jaw is much in advance of the upper», bør dog Scomberesox'ens Udviklingshistorie ogsaa i denne Materialsamling til de pelagiske Fiskes Naturhistorie gjøres til Gjenstand for en kort Omtale og oplyses med nogle Skitser; men denne Omtale kan være kort, da jeg med Hensyn til Proportionerne kan henvise til neden- staaende Maal- og Taltavle. Til denne bør dog endnu føjes den Bemærkning, at det ikke sjælden er vilkaarligt, om man vil tælle én «Ponula spuria» mere eller mindre, da der i Straalernes Form altid er en jævn Overgang mellem «Smaafinnerne» og den sidste Straale i den sammenhængende Del af Gat- eller Rygfinnen, hvilken sidste Straale g Almindelighed er adskilt fra den foranstaaende ved et dybere Indsnit end der er mellem de andre Straaler, 1) Jeg kan derfor her passende benytte Lejligheden til under ét at nævne Naturforskerne Reinhardt, Rink og Warming, Direktør Olrik, Lægerne Mathiesen, Prosch, Wiinstedt og Stybe, Søofficererne Suenson, Rothe, Hedemann, Mariboe, Bardenfleth og Koch, Skibsførerne Hygom, Andréa, Strandgaard, Grønsund, Iversen, Petersen, Caspersen, Corne- liussen og Thomsen. ?) Ogsaa «British Museum har oftere faaet slig pelagisk Scomberesox-Yngel af 1—7 Tommers Længde i aaben Sø, paa forskjellige Punkter af Atlanterhavet. Cfr. «Cat.», VI, pp. 257-58. 3) Udmaalinger i Millimetre af 13 Exemplarer samt Angivelse af Straaletallene: Individets, Nummer . 2-40. ; 1. PA 3. 4. 5. 6. da 8. 9. 10. 11. 12. Totallængde fra Undernæbets Spidse til Halefinnens Kløft.....…. . 405, 375,41322 12907 12827 170, 100, 93, ER] OG Iå 31, Legemets største Højde .....…. 44, 375 29, 30, 26, 19, 10, 9, 1056 å, Hovedets Længde fra Undernæbets Spidse til Gjællespalten ..... 110, 106, OSTE HSA 48, 25, 250 RAS ERR 6, Overnæbets Længde fra dets Spidse tilt øjetsskorrand esse 67, 61848554 E50 — 22 8, 83 7: ARPEREBE 17/33 Hvormeget Undernæbet rager frem foran Qyernæbet se sees EST DE 3, PAR 2 — AR de 5 ØÅ 2: i; 1/2, ØretselcærmaaleesensesEsrR RE Or fik 10, 9, 9, 6, 33 BT PE 2 778057 07757 FYRRE LY PS RygfinnensStraaler-d sit eee re ere TOME MSV ET DAVE OA ETISK AVES OVE TOM SAVE ANER AVI SENT S) GatinnensEStråalerses kt SEE UV, 3 VE VIE SIS NNE EB VIN DSA ISS ED NE VERS VI SE 9D >= rf ale genet 159 . 567 medens påa den anden Side Bindehuden mellem de øvrige « Pinnulæ» ingenlunde mangler, selv ikke hos de allerstørste Exemplarer. Der kan aabenbart ikke lægges nogen som helst Vægt É ; É k —VIl V paa Afvigelsen i Antallet af disse Pinnulæ: ERE maaske er = at betragte som det normale, det synes i det mindste at findes hyppigst hos Ungerne. — Hos fuldt udvoxne eller mere end halvvoxne Exemplarer (Nr. 1—5) er Overnæbet kun 2—3 Mm. kortere end Under- næbet (Fig. %); dets Længde (maalt til Øjehulens Forrand) er 5//2—6"/> Gang større end Øjets Længdetværmaal, forholdsvis størst vistnok i det hele, jo større (ældre) Fisken er; hele Hovedets Længde (fra Undernæbets Spids til Gjællespalten) gjennemgaaende c. ”/7 af Total- a—h: Hovederne af 7 Exemplarer af Makrelgedden (Scomberesox saurus) af forskjellig Alder og Udvikling samt en Unge i hel Figur. De yngre Alderstrin ere fremstillede forstørrede, de ældre formindskede. Saaledes er % formindsket med 7/4, g med '/s, f med "/6, medens e ér forstørret med Ys, d og c med "/2, d med "/5 og a 3 Gange. Til Sammenligning a—s: 5 Hoveder af den almindelige Hornfisk (Belone vulgaris); £, af en endnu ung Hornfisk, er formindsket med !/4, de andre derimod forstørrede mere eller mindre. længden. Hos noget yngre (Nr. 6) har Overnæbet, maalt paa samme Maade, kun en Længde, der er 3%/3 Gang større end Øjets Tværmaal, og Undernæbet er ikke et Øjetværmaal længere (ff); Hovedets Længde (bestemt som ovenfor) er dog fremdeles >” af Totallængden, men kun 8 Gange Øjetværmaalets Længde (i Stedet for 10 eller 11). Hos unge Fiske af 100—90 Mm.s Længde (Nr. 7—9) ere begge Kjæver eller Overkjæven alene undergaaede en yderligere For- kortning (e&); men i endnu højere Grad er dette Tilfældet, naar man kommer ned til en Total- længde af 60 Mm. (Nr. 10): Overnæbet er da kort og spidst som hos en Hemtramplus, 568 160 Undernæbet næsten et Øjetværmaal længere (d). Ved c. 50 Mm. (Nr. 11) er Undernæbets For- længelse yderst ringe (c), ved 30 Mm. (Nr. 12) endnu mindre; Overnæbets Længde er i disse to Tilfælde henholdsvis lidt større end eller lig med et Øjetværmaal. Selv ved c. 15 Mm. (Nr. 13), hvor Snuden er saa forkortet, at hele Ansigtets Længde kun udgjør en Brøkdel af et Øjetværmaal, rager den skraat opstigende Underkjæbe ligesom hos den spæde Belone op foran Overkjæven (a). Af Canestrini's italienske Fauna ser jeg, at der er gjort den Indvending mod Gunther's Tydning af den af Costa beskrevne, 40 Mm. lange « Grammiconotus bicolor» som Ungen "til «Scomberesox Rondeletii», at Scomberesox allerede har et tydeligt «Næb», naar den er 30 Mm. lang. Dette kan jeg ikke bekræfte; vistnok have Individer paa 30—40 Mm.s Længde Underkjæven lidt længere end Overkjæven, men det er umuligt at tale om et «Rostrum» hos dem, ja end ikke hos Exemplarer af 50 Mm.s Længde. — Yngelen af Scomberesox lader sig i øvrigt gjenkjende paa endnu yngre Udviklingstrin end det yngste ovenfor opførte (15 Mm.); en Forvexling med Hemwramphus-Yngel vil vanskelig kunne finde Sted. De spæde Hemirampher, som jeg har set (forskjellige Arter, hvilke der dog ikke kan være Tale om at bestemme), have allerede havt den syldannede Undernæbsforlængelse meget udviklet paa et Udviklingstrin, hvor der endnu ikke er Spor til den hos Scomberesox. Med Hensyn til Udviklingen af denne Slægt kan endnu anføres, at de saakaldte «Pinnulæ» ere meget utydelige endnu ved en Længde af c. 15 Mm., men erkjendelige ved 30 Mm., skjønt det kan være tvivlsomt, om det vilde være rigtigt allerede nu at betegne dem som saadanne; de sidde nemlig vel mere spredte end de andre Straaler, men dog tættere end senere. Abdominalkjølene begynde først at vise sig ved en Totallængde af c. 100 Mm., Skællene paa den mørke Højryg allerede ved den halve Størrelse, om ikke før. — Til Sammenligning med den her beskrevne Udvikling af Scomberesox har jeg meddelt nogle Skitser, der oplyse de tilsvarende vel bekjendte Forandringer hos vor almindelige Hornfisk (Belone vulgaris), som i sin Tid gave Anledning til Opstillingen af «H/emiramphus europæus», og som derved for saa vidt have givet Stødet til alle Undersøgelser over Fiskenes Form- forandringer, som det var det første vel konstaterede Exempel paa en gjennemgribende fysiognomisk Omdannelse hos en Fisk. Analogien og Forskjellen mellem Scomberesox og Belone ville ved Hjælp af disse Skitser træde frem med tilstrækkelig Skarphed, uden yder- ligere Komentar. Da jeg ved en anden Lejlighed") kortelig har berørt de væsentligste Forandringer, som Flyvefiskene (Ezocoetus) undergaa under deres Væxt og Udvikling, og som jeg særligt havde Lejlighed til at forfølge hos en Art (2. furcatus), hvis kløftede Skjægtraad gjorde det !) «Bidrag til Flyvefiskenes Diagnostik». Videnskabelige Meddelelser fra den Naturhistoriske Forening. 1876. S. 389 og flgd. 161 569 muligt at forfølge den tilbage til en forholdsvis tidlig Alder — og da disse Forandringer desuden i den senere Tid er bragt paa Bane af andre"), men mindre end mange andre her afhandlede Fiskes trænge til at illustreres ved Afbildninger, skal jeg her for deres Ved- kommende indskrænke mig til disse korte Henvisninger. 16. Pomacanthus; Holacanthus; Chætodon; Tholichthys; Ephippus. (Tab. V, fig. 6—11.) De 6 vestindisk-brasilianske Pomacanthus-Arter, mellem hvilke der skjelnedes i Cuvier's og Valenciennes's store Fiskeværk (VII, pp. 200—212), reduceredes af Dr. A. Gunther til en eneste; han opførte dog hine 6 Former under 4 Typer, A, B, C, D, samt to Varieteter under ÅA og B («Catalogue», II, p. 55—57). Ved det første Gjennemsyn af Museets ikke ubetydelige Materiale (40 Exemplarer) var det mig aldeles indlysende, at de smaa, sorte, hvidbæltede Former kun vare Ungerne af de store spættede, og jeg blev derfor ligeledes foreløbig staaende ved den Antagelse, at det altsammen kun var Aldersformer eller Varieteter af én Art, der passende kunde benævnes P. arcuatus (L.), det Artsnavn, hvorunder en herhenhørende Form først er bleven beskrevet. Ved at gjennemgaa Ichthyo- logiens Aarbøger blev jeg imidlertid bekjendt med, at Ginther's Opfattelse var bleven bestridt af Bleeker?”) og af Poey?), hvilke begge havde hævdet, at Pomacanthus-Slægten talte to Arter, af hvilke den ene af begge Forfattere benævnedes Pomacanthus (eller Chætodon) aureus (Bl.), den anden P. (Ch.) arcuatus L. eller P. (Ch.) paru Bl. Jeg tog da Materialet for paa ny og overbeviste mig nu om, at der virkelig ved vore vestindiske Øer findes to Arter, der ikke ere vanskelige at skjelne, i alle Aldere, men som rigtignok paa visse tidligere Trin ere saa forskjellige fra de voxne og, påa den anden Side, i Farve- tegning og øvrige Habitus hinanden saa lige, at det er let forklarligt, hvis man er kommet til at betragte dem som identiske, i Stedet for at henføre dem til de to Former, hvis Unger de i Virkeligheden ere. Jeg skal i Korthed gjøre Rede for de Forandringer, som hver af disse Arter gjennemgaar, og dermed tillige for deres indbyrdes Forskjelligheder. Dette vil være saa meget mere betimeligt, som Bleeker af Mangel paa tilstrækkeligt Materiale ikke 1) Emery, «Note ittiologiche+ (Atti d. Soc. Ital. sc. nat. XXI, 1878) p. 10, pl. 7—9. 2) «Notice sur le genre Chætodon Art. (Pomacanthus Lac. Cuv.) et sur la pluralité de ses espéces vivantes» (Archives Néerlandaises, XI, p. 178—85). Bleeker overfører Navnet Chætodon paa denne Slægt og tildeler de Former, der sædvanlig benævnes Chætodon, det Klein'ske Navn Tetragonoptrus, — en lidet nyttig og i mange Henseender besværlig Reform. 3) «Enumeratio piscium cubensium», 1. c. Vol. IV, p. 132—33 (58—59). Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 72 570 162 har kunnet føre Spørgsmaalet til endelig Afgjørelse for alle de tidligere opstillede Formers Vedkommende og til Dels selv har ladet sig vildlede af Ungernes store Lighed. De yngste foreliggende P. paru, 2%74—3 Tommer lange, ere kulsorte med 5 hvide Baand, af hvilke det forreste begynder som uparret, dannende en «Blis» i hele Pandens Længde, men deler sig over Munden og fortsælter sig ned paa begge Sider af denne, indtil dets to Grene mødes under samme. Det andet begynder foran første Rygfinne og ender foran Bugfinnerne; det tredje tager sin Begyndelse paa de første bløde Rygfinne- straaler og ender foran Gatfinnen; fjerde gaar i en Bue fra Rygfinnens til Gatfinnens Bag- rand; femte indfatter Halefinnens øvre og nedre Rand og fortsætter sig tværs over dens Rod. Halefinnens Bagrand er rund (konvex) med afrundede Hjørner — en Karakter, der holder sig gjennem alle Aldere; en hvid Kant fremhæver denne Bagrand; Ryg- og Gat- finnens lodrette Rande have ligeledes en hvid, men meget smal Kant; Gatfinnens Hjørne er spidst, Rygfinnens trukket ud i en kort Forlængelse. Skællenes frie Del er fuldstændigt cilieret (beklædt med Skæltænder). Slige Former svare aabenbart til Cuvier's Beskrivelse af Pomac. arcuatus L.!). — Det næste Individ i Rækken (lidt over 3 Tommer) afviger kun fra de yngste derved, at de lyse Kanter paa Gat- og Rygfinnens lodrette Del ere blevne meget svage, og at der paa en Del af Skællene i de mørke Farvebælter er kommet lyse, halvmaanedannede Rande frem, fortil fremhævede af en mørkere Streg eller Plet, omtrent paa hvert andet i hver anden Række, gjennemsnitlig (P. gquznquecimetus Cuv.). Hos Exem- plarer paa 37/4 Tomme ere Ryg- og Gatfinnens Hjørner forlængede til Spidser, ellers er alt uforandret. Naar man kommer til Individer paa 4'/4 Tomme, ere hine. Spidser saa lange, at de naa til Halefinnens Bagrand eller ud over denne; i denne Henseende er der dog nogen individuel (if. Cuvier sexuel) Forskjel; hos et Individ paa 4'/> Tomme ere de saaledes forholdsvis kortere, og et paa 3/4 har ikke Gatfinnens Hjørneforlængelse udviklet. Exemplarer paa 5/2 Tomme have i det hele endnu de angivne Karakterer, men de smaa Halvmaaner komme mere og mere frem, og den mørke Farve breder sig mere og mere ud over de oprindelig kun ved Grunden mørke Brystfinner. Ved 6 Tommers Længde (P. cingu- latus) begynder Fiskens sorte Farve at blive mindre dyb, mere sortebrun, de lyse Baand derfor at tabe sig noget. Hos en P. paru paa 7 Tommer er det tredje af de beskrevne Baand endnu tydeligt, og flere af de andre kunne endnu skimtes; Halefinnens lyse Kant kan allerede paa dette Trin være forsvunden, men andre Exemplarer af samme Størrelse vise den endnu meget tydeligt. Exemplarer paa 10//>—14 Tommer ere mørkebrune uden Spor til Tværbaand; en stor Mængde hvide Halvmaaner tegne sig smukt paa den mørke Bund; men de Skæl, der bære dem, ere ikke eller kun ubetydeligt større end de talrigere uden Aftegning, mellem hvilke de findes spredte. Skællenes «cilierede» Karakter er for længst veget for en fint ribbet, der paa Mellemstadier kan iagttages i alle Overgange. Halefinnen er nu afrundet uden hvid Kant, Brystfinnerne mørke med lys Rod, Gjællelaagshuden ligeledes lys. Rygfinnen har altid hos denne Art 10 Pigstraaler; af de bløde Straaler har jeg fundet 29—30 i Rygfinnen, 23—24 i Gatfinnen”). 1) Poey henfører (1. c., p. 134) denne Form til P. aureus. 2) Jeg tør ikke paastaa, at de angivne Straaletalformler ere absolut gyldige, da jeg ikke har villet ofre ret mange Exemplarer paa Tællinger af de bløde Straaler; de synes i øvrigt at stemme med Blee- 163 571 Hos P. aureus har jeg aldrig kunnet konstatere mere end 9, stundom kun 8 Pig- straaler; af bløde Straaler har jeg fundet D: 32, A: 24. Hvirvlernes Antal er 24 som hos PF. paru. Artens Fysiognomi er i det hele det samme, Pandeprofilet dog vistnok i Regelen mere stejlt. Halefinnen er i alle Aldere lige afskaaren bagtil eller (naar den ikke udspiles) endog lidt udhulet, Hjørnerne derfor altid spidse, ikke afrundede. En Hovedforskjel mellem begge Arter som udvoxne ligger i Skælbeklædningen. De større og mindre og — i For- hold dertil — mere eller mindre tydelige, mørke Pletter med lyse Rande, som hos den voxne P. aureus vise sig tæt spredte paa en lysere Bund, ville ved nærmere Eftersyn vise sig at være knyttede til de større (men ikke aldeles lige store) Skæl, hvis forreste (synlige) Del dækkes af en Gruppe Smaaskæl. Der er saaledes her, ligesom hos Holacanthus ciliaris, gjennemført en temmelig skarp Forskjel mellem en primær og en sekundær Squamifikation, hvilken sidste ganske mangler hos P. paru, hvis Skæl ikke ere mere forskjellige indbyrdes end de større Skæl ere det hos P. aureus. Hos yngre Former af denne træder denne sekundære Skælklædning mere og mere tilbage, saa at de yngste, der foreligge, i denne Henseende ikke ere til at skjelne fra jævnaldrende P. paru. Ogsaa den Lighed er der mellem dem, at Skællenes synlige Del hos de yngre er cilieret over det hele, hos de voxne fint ribbet; Overgangsforholdet vil man finde hos, Individer paa c. 4'/2 Tommes Længde. Med Hensyn til de voxnes Kolorit maa endnu fremhæves: Halefinnens brede, lyse Bagrand, at Brystfinnen ikke er lys ved Grunden, og at Underkjævepartiet synes gjen- nemgaaende at have en lys Farve. De alleryngste Exemplarer (3—3"/2") ere sorte med 5 lignende hvide Buelinier som hos den unge P. paru; men der er dog nogle smaa For- skjelligheder, der ere meget karakteristiske, fordi de vise sig at være konstante. «Pande- blissen» hører ikke op der, hvor den mødes med Overlæbebaandet, men krydser dette, fort- sættende sig ned baade over Overlæben og over den øverste Del af Underlæben. Tredje Baand standser der, hvor Rygfinnens blød- og pigstraalede Del støde sammen, fortsætter sig altsaa ikke hen langs med den først nævntes øvre Rand; fjerde standser et længere Stykke fra" Ryg- og Gatfinnens Bagrand. Da det femte Baand ligesom Halefinnens lyse Bagrand er bredere end hos P. paru, faar Halefinnens mørke Plet et meget mindre Omfang end hos denne. I den Alder, hvor de lyse Halvmaaner begynde at blive tydelige hos P. paru (4//2"), komme de mørke, lyst indfattede Pletter ogsaa frem hos P. aureus, og Forskjellen mellem den sekundære og den primære Squamifikation begynder at vise sig, men er dog endnu mindre tydelig. Fiske paa 5—6 Tommer (2. ba/lteatus Cuv.) have i Hovedsagen alle de samme Karakterer som den voxne P. aureus, men vise dog endnu mere eller mindre stærke Spor til det for Ungdommen karakteristiske Livrée: de hvide Tyværbaand. Museets største P. aureus er 16!/> Tomme lang. En Sammenligning med Cuvier's Beskrivelse vil vise, at kun «P. balteatus» bliver at henføre som Synonym til P, aureus, alle hans andre Arter til P. paru; dette gjælder ogsaa om Poey's P. littorieola"). Saa vidt man kan dømme derom efter Afbildningerne, ker's. Forskjellen mellem Arterne i Pigstraalernes Antal er vistnok konstant, skjønt Cuvier i Regelen kun fandt 9, men de forreste ere næsten skjulte under Huden. DK I 1) Synopsis (Repertorio 1. c.) p. 351; Enumeratio, p. 134 160). 2 164 (udad -J ere: Willoughby's, Seba's og Linnée's Afbildninger ligeledes udførte efter unge Exemplarer af P. paru. For saa vidt de tilsvarende Former af P. auwreus have været kjendte, ere de dog sikkert stedse blevne identificerede med den sorte, hvidbæltede, unge P. paru eller P. arcuatus (Lin.) — et Navn, som det derfor ikke vil være aldeles heldigt at gjenoptage. Bleeker's « Chætodon arcuatus, var. b., spinæ dorsi 9, squamæ singulæ macula ovali nigricante» 0. s. v. er saaledes vistnok netop den yngre Form af hans « Chætodon aureus»; avar.a., spinæ dorsi 10, squamæ singulæ striis 2 verticalibus, anteriore nigricante rectiuscula, posteriore subsemilunari margaritacea vel lutea» 0. s.v. derimod den yngre Form af Pomacanthus paru Bl. Udviklingen af Holacanthus ciltaris (L.) foregaar efter en aldeles lignende Regel. Legemsformen bliver, som hos mange Fiske, efterhaanden noget mere langstrakt; dog ér Forskjellen i denne Henseende ikke betydelig. Spidserne af Ryg- 'og Gatfinnen naa hos vort yngste Exemplar netop i Linie med Halefinnens Straalespidser, hos udvoxne som be- kjendt langt ud over disse. Den sekundære Skælklædning (af mindre Skæl ved Grunden af de større) er mere udviklet hos de større end hos de yngre Fiske, hvor der kun netop er Spor af den. Større Exemplarer have 8—9 Takker paa Forgjællelaagets opstigende Rand ovenover den store Hjørnepig og 4 smaa foran denne, paa det nævnte Bens vandrette Rand; desuden er der to paa JInteroperculum og 5 paa hvert Suborbitale. Hos de yngste mangle de sidst nævnte, der er kun én Torn paa Interoperculum og 1 foran den store Forgjællelaagspig, langs Forgjællelaagets lodrette Rand derimod en Række af talrige Smaatorne. Men endnu mere paafaldende er Forskjellen i Farvetegning: de yngste Exem- plarer have fem buede Tværlinier af lys (blaalig) Farve løbende fra Ryg til Bug, med Kon- vexiteten forlil: en, begyndende som uparret paa Issen, delende sig derefter A-formigt paa Panden og løbende foran Øjet ned til Gjællespaltens forreste Ende, hvorfra den dels afgiver en vandret Gren til Forgjællelaagets nedre Rand og JInteroperculum, dels fortsætter sig bredere ned over Brystet; en fra Issen bag Øjet til Hjørnet af Forgjællelaaget og der- fra ned mod Bugfinnerne, næsten sammenflydende med foregaaende; de tre øvrige paa Krop og Hale. Hertil kommer endnu en lys (blaalig) Kant langs Ryg- og Gatfinnens øvre Rand og Bagrand (hvilke sidste saaledes danne en sjette Buelinie) samt en Plet ned over Gjælle- laagets Bagrand og Brystfinnens Rod, en smal lys Ring omkring Øjet og nogle Smaapletter påa Issen mellem første og anden Buelinie. Rummet mellem de to forreste lyse Linier er optaget af et mørkt Baand, som holder sig endnu nogen Tid, efter at selve de lyse Linier ere forsvundne. Det tredje Baand er endnu synligt hos Individer paa 47/4—41/2”, det andet endnu hos Exemplarer påa 4/4”, det forreste forsvinder først hos Individer paa over 5%/3", Museets næst mindste Exemplar, som har alle hine 5 lyse Buelinier, stemmer saa aldeles med Castelnau's Afbildning af hans /. formosus (Bahia) og med hans Beskrivelse af Farven, at der ikke kan være Tvivl om, at denne Årt er opstillet 165 573 påa slige unge /. ciltaris og altsaa er at inddrage"). Vor mindste Unge (19 Mm.) viser allerede hine 5 lyse Baand paa mørk Bund; det har kun en lille Forgjællelaagstorn og intet af det, der er karakteristisk for det saakaldte « 7%olzehthys»-Stadium (om hvilket mere i det følgende). I Sammenligning med disse gjennemgribende Forandringer, især i Udseendet, er det kun lidet, som man iagttager ved at forfølge Udviklingen hos H. tricolor. Den sekundære Squamifikation er baade hos ældre og hos yngre meget tilbagetrængt i Sammen- ligning med //. ciltaris; i Legemsformen (Forholdet mellem Højde og Længde) er der en ikke ringe Variation, uafhængig af Alderen. De største Exemplarer (7//2—8"/4") have c. 20 Takker paa den lodrette Rand af Præoperculum, 1 eller 2 paa den vandrette, 2—4 paa Interoperculum, 3—5 paa Suborbitale; Spidserne af Gatfinnen og Rygfinnen samt det øvre Hjørne af Halefinnen løbe ud i korte traadformige Forlængelser, af hvilke Ryg- og Gat- finnens dog i Almindelighed ikke ere saa lange, at de naa til Halefinnens Bagrand. Yngre Exemplarer mangle baade disse traadformige Forlængelser og Tornene paa Suborbitale; paa Gjællelaagsbenene ere disse vel til Dels tilstede, men mindre tydelige. BRygfinnens Traad viser sig først hos Exemplarer af 3%/4" Længde, omtrent samtidig Halefinnens, sidst Gat- finnens. En særegen vandret, blaalig(?) Linie, skarpt afgrænset baade mod Gatfinnens lyse Kant og mod den sorte Farve, der fra Bagkroppen breder sig mere og mere ud over denne, er tydelig hos Exemplarer af 3//2—5/2 Tommes Længde; dog ikke hos alle. Der er næppe noget yngre Udviklingstrin af Hol. tricolor, som har de hos H. ciltaris og Pomacantherne beskrevne lyse buede Farvebaand; Exemplarer paa 25—28 Mm. have der- imod en stor, sort, lyst (blaaligt) indfattet Øjeplet paa Bagkroppen, umiddelbart under Side- linien (Tab. V, fig. 6); de have cilierede (ikke ribbede) Skæl og en kort Forgjællelaagstorn ; jeg tror derfor ikke, at denne Dannelse hos Holacanther og Pomacanther er en Levning fra et «Tholtchthys»-Stadium; dette har, om det existerer, overhovedet ikke efterladt sig Spor hos de omtalte smaa Unger. Øjepletten hos den unge Hol. tricolor gjenfindes der- imod som bekjendt hos Unger af Chætodon-Arter. Med Hensyn til Chætodonternes Aldersforandringer kan der skjelnes mellem de Forandringer i Form og Farve, som Årten undergaar, efter at den allerede har opnaaet Chætodon-Formen, og dem, som indtræde førend dette Tidspunkt. Med Hensyn til de første kan jeg henvise til Bleeker's Beskrivelser («Atlas Ichthyologique») f. Ex. af Chætodon 1) I Angivelsen af Straaletallene er der indkommet saa megen Forvirring, — «anale» og «ventrale» for- byttede, to Analpigge for 3, 8 Dorsalpigge for 14, at den afvigende Angivelse af de bløde Straalers Tal (D: 25; A: 21) kan betragtes som betydningsløs. At Halefinnen kaldes «échancré», strider mod Castelnau's egen Afbildning, og da det ligeledes strider mod denne, at Forholdet mellem Højde og Længde angives som 7:19, kan man ogsaa se bort fra Angivelsen af Exemplarets Størrelse (190 Mm.); hos H. ciltaris af denne Størrelse ere de lyse Linier for længe siden forsvundne. 574 166 eplipptium, fasciatus, octofasctatus og melanotus, eller til de smukke Tavler (27 og 34), hvor- med Dr. Gunther har oplyst disse Forhold hos Ch. ephippium og lunula ;i «Fische d. Sidsee», saa vel som til Beskrivelserne af disse Arter samt af Ch. miltaris og strigangulus i det samme Værk. Hvad det andet Forhold angaar, da drejer det sig om de saakaldte « Tholichthys»-Former, af hvilke ogsaa enkelte ere blevne bjergede til vor Fiskesamling af vore Søfarende. Som bekjendt beskrev Dr. Guinther først i 1868") under Navnet 7%0- lichthys osseus en lille 11 Mm. lang Fisk fra Zanzibar, som antoges at repræsentere en ny Slægt af Makrel-Gruppen, udmærket ved et sammentrykt, næsten kredsrundt Legeme, et forholdsvis stort Hoved, beklædt med Benplader, og en lille Mund; en tyk, ægdannet «Supraskapularplade» dækker Ryggen under første Rygfinne; en «Humeralplade» Forkroppens Sider mellem den først nævnte Plade og Brystfinnen; begge disse Plader ere dog kun fæstede til Huden ved deres Grund, i øvrigt frie, saa at man kan løfte dem op og se Skælklædningen under dem. Forgjællelaagets Hjørne er udvidet til en meget stor, tre- kantet-afrundet Forlængelse, som naar bagtil næsten til Gatfinnen. For øvrigt er Legemet belagt med vel udviklede Skæl. Straaletal D: 6.22; A: 20. Senere”) undersøgte G. flere lignende Smaafiske fra samme Sted og af samme Størrelse, hvilke dog kun afvege fra den først beskrevne « Tholichtlyys»n ved et større, men, syntes det, noget .variabelt Antal af Rygpigstraaler, altsaa formodentlig repræsenterede andre Arter. — I 1870 beskrev Day imidlertid?) nogle lignende Smaafiske fra Madras, men en Del større (28 Mm.) og saa for- andrede i Henseende til Kropform og Finner, skjønt de havde beholdt Hovedets ejendom- melige Bevæbning, at han kunde erkjende dem for at være Unger af Chætodon- eller Holacanthus-Arter. Aaret efter (1871) beskrev Gunther?”) en 30 Mm. lang Unge af Ch. citrinellus (miliaris), hos hvilken Supraskapular- og Humeralpladen og den indtil Roden af Bugfinnerne forlængede Undergjællelaags-Udvidelse endnu vare meget tydelige, skjønt forholdsvis mindre udviklede end hos de tidligere beskrevne « Tholichthys»-Former, fordi Kroppen var voxet stærkere end Hovedet. «4 Tholichthys»-Stadiet af Ch. lunula er endvidere afbildet i «Fische d. Sudsee» i Forbindelse med de senere Former, som Årten gjennemløber. Jeg skal fremdeles henvise til de Beskrivelser, som Bleeker paa flere Steder i sit allerede citerede store «Atlas» har givet af de første Udviklingstrin af forskjellige Chætodon- Arter, som — med en Størrelse af 17—35 Mm. — enten aldeles havde Karak- tererne af «Tholichthyer» eller i al Fald stode paa Overgangen fra dette Larve-Stadium til Chætodon-Formen, f. Ex. af Chætodon miliaris, fasciatus, Kleinii, vagabundus og triangulum samt af Taurichthys macrolepidotus (35—38 Mm.). Paa den anden Side bør det her nævnes, 1) «Additions to the ichthyological Fauna of Zanzibar». Ann. Mag. Nat. Hist. (4) I, 1868. p. 457. ?) Ann. Mag. Nat. Hist. (4) VIII, 1871. p.318. 3) Proc. Zool. Soc. 1870, p. 687. Cfr. «Fishes of India», p. 103, Tab. XXVI, fig. 2. 5) Ann. Mag. Nat. Hist. (4) VIII, 1871. p. 319—20. 167 B75n at Bleeker har havt Unger for sig af samme Størrelse (22—25—28—32 Mm.) af flere andre Arter (CX. trifasciatus, octofasciatus, melanotus, auriga, Rafflesii, Parachætodon ocellatus), uden hos dem at finde noget «7%olichthys»-agtigt, naar man ikke dertil vil regne, at det om et Par af disse Smaafiske siges, at Skælklædningen endnu ikke fortsatte sig ud paa Hovedet; men disse negative Erfaringer bevise jo, som Bleeker meget rigtigt bemærker, ikke, at yngre Former af disse Arter ikke have « 7holtehthys»-Karaktererne, men kun at disse hos dem tabe sig forholdsvis tidligt, førend de naa den angivne Størrelse. Det bør endnu erindres, at ogsaa Poey har beskrevet en ung vestindisk Chætodon med 4 Tholichthys»- Karakterer som Ch. (Sarothrodus) amplewicollis!) — efter Bleeker maaske Ungen af CX. bimaculatus. Endelig har Gunther beskrevet to «Tholichthyider», i hvilke han har trot at erkjende Larveformen af Henzochus (Taurichthys) og Pomacanthus. Den første har?) en lang, krum, vandret, tornlignende Udvæxt over hvert Øje, 50—60 Skælrækker, D: 12.25; A: 3.21. Den anden), kun 10 Mm. lang, fra Atlanterhavet, har endnu ingen Skæl; D: 7.26; A: 3.22. Foruden de stærkt udviklede, pigdannede, skraat bagtil og henholds- vis opad og nedad rettede Supraskapular- og Præoperkular-Forlængelser — af hvilke de første lægge sig op til hverandre og danne ligesom et Tag over Fiskens Ryg — findes der her en stærk og lang, flad, skraat fortil og nedad rettet Torn over hvert Øje. Det er imidlertid endnu uvist, om disse «Larver» virkelig tilhøre de omtalte Slægter; hos de tholichthyide Unger af Taurtchthys acumiwnatus L. omtaler Bleeker ikke Horn som de af Gunther beskrevne; og hos meget unge Tholichthyer, som jeg henfører til Parachætodon ocellatus, finder jeg Orbitalforlængelser, om end af en anden Beskaffenhed end hos den sidst omtalte Form, men som synes at forsvinde, inden selve « 7%olichthysn-Dragten er aflagt i øvrigt. Mine egne lagttagelser over yngre Chætodontider ere følgende: Et 38 Mm. langt Exemplar af Chelmo rostratus viser ikke noget til Yholtehthys- Karaktererne. Dets Fysiognomi er i øvrigt ikke lidt forskjelligt fra den voxne Fisks: Højden er kun ubetydeligt mere end det halve af Totallængden, Panden ikke lodret opstigende, men stærkt skraat tilbagevigende, Snuden kun %/13 af Hovedets Længde (hos de voxne over Halvdelen); de fem Farvebælter og Øjepletten ere derimod allerede tilstede. Chætodon striatus, 30 Mm., med fuldt udviklet Farvesystem (Bælterne og den for de yngre karakteristiske store runde Plet), viser endnu Spor til « holtehthys»-Stadiet i Form af kjendelige Supraskapular- og Humeralplader samt nogen Udvidelse nedadtil af Znteroper- culum; ligeledes er Hovedet endnu næsten skælfrit. 1) Synopsis, p. 353; Enumeratio, p. 63 (137), pl. VII, fig. 1—3. ?) Ann. Mag. Nat. Hist., Il. c., 1871. p. 319—20. 3) Journ. d. Mus. Godefroy, Il, S. 170. «Erster ichthyologischer Beitrag. Ueber eine neue Form von Tholichthys». 576 168 Den Tab. V, fig. 8 afbildede, meget udprægede « Tholichthyys»-Form, 28 Mm., er fundet i Maven af en Dolfin paa 1? 10'N. Br. og 29? 10'V.L., altsaa i Atlanterhavet i Nærheden af S.Paul. Af de atlantiske Arter stemmer den ved sine Straaletal (D: 13.23; A: 3.19) og. ved sine Skælrækker (1) med Ch. sedentarius Poey (gracilis Gthr.). Skællene ere endnu glatte (uden «Cilier»), Nakke- og Skulderpladerne meget store, Præ- og Interoperculum forlængede ned under Brystfinnen og ind under Struben med en anselig afrundet For- længelse. Alle Hovedets Knogler ere som sædvanligt faste, tykke, panseragtige, fint skulpterede, nøgne (uden Skældække); Anteorbitalia springe frem foran og paa Siderne af den lille Mund, som de skjule og beskytte. Finnerne ere selvfølgelig endnu skælfri. Sam- menlignet med den nys nævnte vestindiske Chætodon-Art i sin udvoxne Skikkelse, viser den adskillige andre Forskjelligheder: Pigstraalerne ere ikke glatte, men stribede, og deres ind- byrdes Længdeforhold meget afvigende: Iste Pigstraale i Gatfinnen er næsten lige saa lang som 2den, og anden i Rygfinnen 3 Gange saa lang som første og halv saa lang som Legemet er højt; den er den længste af dem alle, og de følgende aftage saa igjen i Længde, men de fleste af dem ere overmaade stærke. Legemsformen er mere langstrakt end senere, Højden kun omtrent det halve af Totallængden. Den lille Fisk viser ingen Aftegning; den kan nærmest karakteriseres som messingblank med mørkere Ryg. Er det ikke Ungen af Chætodon sedentarius, synes den at maatte tilhøre en ukjendt Art af denne Slægt. En 18 Mm. lang «Tholichthys» fra «Kina-Søen» (Tab. V, fig. 9) ligner meget den af Ginther først beskrevne «7%. osseus», men har flere Pigstraaler i Rygfinnen, mindst 10. Skællene (&) ere allerede fint cilierede. Supraskapularpladen er som sædvanlig stor, tyk og bevægelig, men trekantet-afrundet, ligner en Musling-Skal, altsaa en Del forskjellig fra den Form, hvormed den afbildes hos «7%. osseus»”; Humeralpladen har omtrent samme Form. Den store, afrundede Præ- og Interoperkular-Forlængelse naar til bagved Bryst- finnernes Fæste, men langtfra ikke til Spidsen af Bugfinnerne. En 13 Mm. lang « Tholichthys», fisket i Tang ved Maduras Østende (Tab. V, fig. 10), har aldeles tydeligt kun 6 Pigstraaler i Rygfinnen og synes derfor kun at kunne identi- ficeres med Parachætodon ocellatus (C. V.)"); dermed vil ogsaa Skællenes Lidenhed kunne stemme godt nok. Supraskapularpladen er som sædvanlig tresidet, men tykkest mod den nedre Rand, og danner saaledes en tresidet bagud rettet Torn, hvis Spids naar til Enden af Rygfinnens pigstraalede Parti og af Brystfinnen samt af den lige, sammentrykte og spidse Mellemgjællelaagstorn, men ud over Bugfinnerne og Humeralpladen. En yngre, 11 Mm. lang (Kina-Søen), sammenknytter den beskrevne Form med et endnu yngre Trin, 6 Mm. 1) Samme Ræsonnement kan vistnok gjøres gjældende med Hensyn til «+ Pholichthys osseus» Gthr. (1868), som alligevel er en ganske anden Art. Det er dog et Spørgsmaal, om Pigstraalernes Antal her er erkjendt rigtigt. gr»). AGætnd 169 577 langt (Tab. V, fig. 11) fra 99 49" N. Br. og 109720" Ø.L.; der er her nogen Forskjel i Formen af de 4 Skjoldtorne, og navnlig ere de nedre, sete nedenfra, bredere og naa mere sammen underneden end hos de større Exemplarer; og Supraorbitalranden løber ud i en skraat til Siden og bagud rettet Forlængelse eller Torn, som altsåa — forudsat at de to andre Exemplarer tilhøre samme Art — forsvinder meget tidligt. Af Harpochirus (Drepane) punctatus") har jeg vel havt en stor Række Exemplarer, men ingen meget unge, for mig. Jeg kan derfor ikke oplyse dens allerførste Udviklingstrin?”), men kun at den forandrer sit Fysiognomi ikke saa lidt med Alderen. Alle yngre Individer ere lige høje og lange, de udvoxne derimod mere langstrakte, Profilet mere udpræget derved at Panden mellem Øjnene er bleven mere fremstaaende. Alle over 6 Tommer lange have 4—10 lodrette, mørke Punkt-Rækker; Antallet synes at tage til med Alderen derved, at nye Rækker komme frem mellem de første 4 eller 5; under denne Størrelse ere de enten uden Aftegning eller vise (under 4'/> Tomme) svage Spor til kortere og længere lodrette Striber, ud af hvilke de senere Punktrækker maaske udvikle sig; stundom ses i det mindste disse Punkter ret tydeligt i dem. — Paa lignende Maade udvikler der sig hos EÆphippus argus, synes det, en plettet Tegning af en stribet. Af denne maa man i øvrigt skjelne 3 Former, som jeg vilde være mere tilbøjelig til at betragte som Arter end kun som Varieteter: a) den kinesiske med faa, 20—30, store Pletter, større end Øjet; b) den indiske (Calcutta, Penang, Madura-Strædet) med flere Pletter af Middelstørrelse (som Øjet eller noget mindre end dette). Unge Exemplarer af denne Form, af c. 1/2 Tommes Længde (35—40 Mm.), vise foruden disse mørke Pletter kun et A-formet Baand, stigende fra Issen ned imod Panden og adskilt ved et lyst Parti fra en mørk Pandeplet mellem Øjnene; men der er her ikke Spor til mørke Tværbaand ned over Kroppen. c) Med talrige meget smaa Pletter (ved Sunda-Øerne); yngre Exemplarer af denne svare til E. ornatus (C. V.)%). Hos Exemplarer af c. 2 Tommers Længde gaa Pletterne halvt op i 6—7 mørke Tværbaand, der udgaa fra Ryglinien og tabe sig ned mod Midten af Kroppens Sider; to svage, lyse, A-dannede Baand paa Isse og Pande samt en lys «Blis» iagttages ogsaa hos disse unge Exemplarer, men kunne stundom endnu skimtes hos fuldvoxne Fiske af alle 3 Varieteter. Alle unge Exemplarer ere desuden forholdsvis korte med skraat, jævnt nedstigende Profil; dettes stærke Sænkning mellem Snude og Pande uddanner sig først hos ældre, hvilke ogsaa, til Dels i det mindste, kunne antage en saa langstrakt Legemsform, at Legemets Højde kun er lig omtrent den halve Længde, Halefinnen medregnet. — Som yngste Led 1) If. +Z0ol. Rec,» 1867, p.160, er Cope's Cryptosmilia luna fra Afrikas Vestkyst (Trans. Am. philos. Soc., XIII, p. 401) = Drepane punctata. 2?) Cfr. Day, Fishes of India, p. 116. 3) Kner beskriver Scatophagus ornatus som egen Art (Novara Reise, Fische, S. 272). Cfr. Gunther i «Ann. Nat. Hist.», XX (1867), p. 58. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. Fr 578 : 170 af denne Arts Udviklingsrække erkjender jeg endelig nogle 16—19 Mm. lange, mørke, tvær- stribede Smaafiske (Tab. V, fig. 7) med et om Pomacentriner, Chromider og lign. mindende Udseende. De have ikke ligefrem « Tholichthysn-Karaktererne, men dog saa meget af disse, at den Formodniug ligger nær, at de maatte være Unger af en af de Slægter, der staa Chætodon-Gruppen lidt fjærnere. Jeg kom da snart til den Erkjendelse, at det ikke kunde være andet end Æpluppus argus paa sit yngste, hidtil ubeskrevne Stadium. Legems- formen er ikke meget forskjellig fra hvad den er hos de ovenfor omtalte Unger paa et Par Tommer, men Profilet: er mere stejlt, nærmer sig mere til det lodrette. Arten skifter saaledes to Gange Fysiognomi under sin Udvikling. Finnerne ere nøgne; Huden ru som af frembrydende Spidser, men Skællene endnu ikke synlige; Farven temmelig mørk brun med lyse Finner og fem sorte Tværbaand. Panden er paafaldende bred og hvælvet, beskyttet af to tykke, hvælvede, med en ret Midtlinie sammenstødende Panserplader af afrundet tresidet Omrids; oventil optage de mellem sig, ligesom hos « Tholtehthys», Spidsen af en aflang, i begge Ender tilspidset Isseknude. Der findes endvidere paa hver Side en aflang Tindingknude, efterfulgt med en lille Afbrydelse af en tyk, stærk, men ikke meget lang Torn; hos de ovenfor omtalte Unger paa et Par Tommer er der endnu Spor til disse Dannelser som en ophøjet, bugtet Linie eller lav Kam, der er afbrudt paa Midten og naar fra bagved og lidt over Øjet til hen over Gjællespaltens øvre Ende"). Hin Torn er tillige den nedre Ende af en subtriangulær Supraskapularknude, hvoraf der hos de omtalte større Unger ligeledes er Spor tilbage som en ophøjet Skraalinie. For- og Mellemgjælle- laaget danne en dobbelt, afrundet Forlængelse, nemlig en øvre, mere vandret, bagud rettet (i Linie med den nedre Rand af Forgjællelaaget og dannende en ret Vinkel med denne Knogles ligeledes ophøjede, lodrette Bagrand), og en nedre, der er rettet mere indad og nedad og ved et Indsnit skilt fra den øvre; begge ere de imidlertid korte og afrundede. Straaletallet er: D: 11.16 (foruden den fortil rettede vandrette Torn forrest i Rygfinnen) og A: 4.14. Der kan saaledes næppe være Tvivl om, at det er det tholichthyoide Stadium af Ephippus argus (L.). 1) «Scatophagus argus when very young has a bony ridge from the orbit to the shoulder». Day, Journ. Linn. Soc., XI, p. 524; Fishes of India, p. 115, med lignende Udtryk. Forklaring af Afbildningerne. Tab. V, Fig. 6. Unge af den vestindiske Holacanthus tricolor (Bl.), forstørret en halv Gang, med den for dette yngre Stadium karakteristiske Øjeplet paa Bagkroppen; ingen «tholichthyoide» Karakterer. Tab. V, Fig. 7. Yngste bekjendte Stadium af Ephippus (Scatophagus) argus (L.). Heller ikke her findes ud- prægede « Tholichthys»-Karakterer, men dog Forhold, som minde derom. Forstørret en Gang. == år i É: 171 579 Tab. V, Fig. 7. En vestindisk « Tholichthys,, uden Tvivl Ungen af Chætodon sedentarius Poey (Ch. gracilis Gthr.).. Forstørret en Gang. Tab. V, Fig. 9. En «Tholichtlyys» fra Kina-Søen, Ungen af en ubekjendt Chætodon-Art. Forstørret en Gang. Tab. V, Fig.10. En « Pholichthys» fra Havet om Madura, uden Tvivl Ungen af Parachætodon ocellatus (C. V.); forstørret halvanden Gang (2: 5). Tab. V, Fig.11. Et yngre Trin af samme, set forfra; forstørret 1'/3 Gang (3: 7). 17. Acanthurus, Naseus; Acronurus, Keris. (Tab. V, fig. 3—5.) De betydelige Forandringer, som Fiskene af Gruppen Acanthuri eller Acronuridæ (de saakaldte «Doktorfiskev eller «Lancetfiske») gjennemgaa, have efterhaanden maattet paa- trænge sig Ichthyologernes Opmærksomhed; disse Fiskes exotiske Forekomst har dog be- virket, at dette først er sket sent. Ikke mindre end 2 af de 5 i denne Familie opstilléde Slægter, som endnu figurere i 3dje Bind af «Catalogue of Fishes» — andre (Åzinurus, Priodon) bleve alt inddragne .ved denne Lejlighed — have senere vist sig kun at være Ungdomsformer til de andre: Keris til Naseus, Acronurus til Acanthurus. Dette, som til en Tid kun var en Formodning"), er nu hævet til Vished. Med Hensyn til Keris og Naseus skal jeg henvise til Dr. Gunther's seneste store Værk, «Fische der Sudsee» (4de Hefte, 1875, S. 118 og figd.). De unge Nasez mangle ikke alene Pandepuklen eller Pande- hornet, hvoraf Slægten har faaet Navn, men ogsaa de to kjølede Benplader paa Halens Sider samt de traadformige Forlængelser af Halefinnen, hvilke sidste overhovedet kun findes hos gamle Exemplarer; særdeles instruktive ere Figurerne S.119—20 og Tab.78 i det anførte Pragtværk, som vise det forskjellige Fysiognomi, der udmærker de unge Fiske (de saakaldte Keris-Former) og dets successive Forandringer; jo yngre de ere, desto mere kort og høj er Legemsformen, med stærkt krummede Kontur-Linier; jo ældre de ere, desto mere langstrakte og langsnudede ere de. Dertil kommer fremdeles en for de unge Fiske ejendommelig plettet Tegning af Ryggen, medens Brystet og Gjællelaagspartiet er sølv- farvet. - Den særegne Stribning eller Furing af Huden, som udmærker de unge Acanthurer (Acronurer), findes uden Tvivl ogsaa hos de unge Nasez; der er meget tydelige Spor dertil hos en i øvrigt allerede skælklædt ung N. unicornis, af Størrelse som Gunther's Fig. C (P1. 78, l. c.), men mere plettet end denne. Den første Pigstraale i Ryg- og Gatfinnen er hos Ungerne (Keris) kjendelig længere end den følgende; hos de voxne er det omvendt; og Bugfinnerne ere underkastede en meget betydelig Flytning, fra langt foran Brystfinnerne til hen under 1) Cfr. Dr. Gunther i «Ann. Nat. Hist.», VIN (1871), p. 320. 580 172 eller bagved den bageste Del af disses Rod. Ungernes og de voxnes Udseende og Karak- terer ere kort sagt i alle Maader saa forskjellige, at ingen kunde ane, at Keris var et Udviklingstrin af Naseus, førend Mellemformerne kom tilstede og beviste det. Forandringerne hos Acanthurus ere i alt væsentligt analoge med dem hos Naseus — i nogle Henseender mere, i andre noget mindre udprægede. Giunther udtrykker sig herom saaledes S. 108 (1. c.): «i den tidligste Ungdom have disse Fiske (Acanthurus) et saa for- skjelligt Udseende, at man for dette Udviklingstrin har dannet et eget Slægtsnavn, Acronurus; deres Legemsform er kortere, mere skivedannet, Skæl ere ikke tilstede, men Huden er lagt i talrige, smalle, skjæve Folder, Gjællelaaget og Brystet sølvglinsende; flere Arter af denne formentlige Slægt ere beskrevne, men det er os ikke muligt at føre disse Ungdomsformer hen til deres rette Arter». Det oplyses endvidere, at et Exemplar af A. Blochu C. V., 30 Mm. langt, endnu er paa « Acronurus»-Stadiet, hvorimod et paa 38 Mm. allerede har tydelige Skæl. (Denne Størrelse, 30—38 Mm., synes netop at være den, hvori de fleste Arter skifte Dragt; dog er der ogsaa dem, der med en Længde af 36 Mm. ere aldeles Acanthurer, uden Spor af Acronuren, f. Ex. 4. triostegus L.) En A. nigros? paa 2/4 Tomme befinder sig paa Overgangen fra «Acronurus» (fortil) til Acanthurus (bagtil); 4. lineatus kjendes ligeledes i Acronur-Stadiet (1//2"), men de blaa, mørkt indfattede Baand ere allerede tydelige. Om Ungen af 4. flavescens, der er afbildet T. 76, fig. 6, hedder det: «Legemet er ganske glat, men Halepiggen er tilstede; Snuden er kort, Legemet skive- dannet, Finnerne ikke meget høje; Nakken og hele Partiet over Øjet benet, uden Hud- dække; fine brune, lodrette Linier, samlede parvis og adskilte ved Sølvlinier; Brystet lige- ledes sølvfarvet». — Den 1/4" lange A. strigosus Benn. (ctenodon C.V.) er ligeledes endnu en « Acronurus», men tegnet med afvexlende lyse og mørke Længdelinier, der dog næppe kunne identificeres med de meget talrigere, der pryde den voxne Fisk, da de mangle hos et middelstort (halvvoxent?) Exemplar, som er aldeles ensfarvet. Med Hensyn til denne Art har jeg desuden gjort den Iagttagelse, at dens Tandform forandrer sig meget betydeligt med Alderen; den ejendommelige, kun paa den ene Side takkede Tandform, som udmærker den voxne uctenodon», findes slet ikke hos en Unge, endnu halvvejs staaende paa ÅAcronur- Stadiet, fra Tahiti (Galath. Exped.); dér ere alle Tænderne takkede paa begge Sider. Har man Lejlighed til at undersøge noget ældre Unger (Museet har to saadanne, indkjøbte fra «Museum Godeffroy», under Navnet «Ac. stræatus Q. Gd.», tilligemed mange andre smukke Stykker af Dr. Wroblewsky), finder man begge Tandformer ved Siden af hinanden, den ene aflagende, den anden tiltagende i Hyppighed med Størrelsen. Hvad ovenfor er anført om Forandring i Tandform med Alderen hos Chorinemerne, kan her bringes i Erindring. Foruden disse yngre Former af 4. ctenodon besidder Museet af «Acronurer» 3 smukke Stykker, som Kapt. Andréa har fisket paa 13? 6" S. Br. og 38? V. L. (fra Grwch.), altsaa tæt under Brasiliens Kyst, kort før Ankomsten til eller efter Afgangen fra Bahia. 173 " 581 Samme Søfarende har endvidere fanget, hvad jeg anser for at være el meget tidligt Udvik- lingstrin af den samme Årt, paa 36? N. Br. og 64? 20" V, L., altsaa N.N.0. for Bermudas- Øerne og ikke langt fra Golfstrømmens øst-sydlige Grænse. Jeg skjønner ikke, at det kan være andet end Larveformen (s. v. v.) af Acanth. coeruleus Schn., hvad jeg i det følgende skal nærmere søge at begrunde; jeg anser det for rigtigt at beskrive og afbilde dem, da de vestindiske «Lancetfiskes» Ungdomsformer endnu ikke ere meget bekjendte og Udvik- lingen indenfor selve Acronurus-Stadiet endnu ikke afhandlet af nogen. Det tilsyneladende mindre udprægede Acronurus-Stadium hos Ac. chtrurgus Bl. (om hvis Identitet med A. phlebotomus C.V. jeg er enig med Dr. Gunther) og dets Overgang i Acanthur-Formen kan jeg oplyse med større Sikkerhed, men af denne Art kjender jeg ikke den tidligste, mest afvigende Form; andre vestindiske Arter end de to nævnte kjender jeg ikke"), og det skulde derfor ikke synes at være saa vanskeligt at udrede Larveformerne. Jeg vil først afhandle A. chwrurgus Bl. Unge Exemplarer paa 140 Mm.s Længde (51/3) til Halefinnens Bugt have en noget langstrakt Legemsform, hvis Højde er c. ”/5 af hin Totallængde; udvoxne Exemplarer ere ikke saa lidt mere langstrakte. Siderne ere ofte tegnede med fine, efter Længden løbende Bølgelinier, som senere forsvinde; Haleroden er hvid, Halefinnens Bagrand ligeledes; Rygfinnen er prydet med mørke Længdestreger, der løbe nogenlunde parallelt med Finnens Rand og, ligesom det hvide paa og foran Hale- finnen, holde sig længere, under Fiskens Væxt, end Kroppens fine Længdelinier. (Andre Individer, fra 50 Mm. og til de største, have derimod en ganske anden Tegning, mørke lodrette Striber paa Legemets Sider.) Tændernes Antal varierer efter Alderen, Ed hos de her særligt omtalte Unger paa 5/3”, indtil 22 hos de voxne. Straaletallene har jeg fundet at være: D: 9.25 (24—26); A: 3.23 (24). -— Individer paa 32—38 Mm.s Længde be- finde sig mere eller mindre paa Åcronur-Stadiet; Formen er noget kortere; Huden nøgen, men ligesom lagt i tætte Folder eller Ribber, der have et buet, men dog i det hele nogen- lunde lodret Løb fra Rygranden til ned mod Buglinien; slige Linier pryde ikke alene den egentlige Krop og Halen, men ogsaa Hovedet, saa vel dettes øvre Dele som dets Sidedele og Brystpartiet nedenfor Gjællespalten og Brystfinnerne, men Linierne have her ikke den 1) Poey (Enumeratio, Synopsis etc.) skjelner ikke ålene mellem Å, phlebotomus C.V. og A. chirurgus Bl., men ogsaa mellem denne og en AÅ. tractus, der skulde være de franske Ichthyologers « A. chirurgus», ikke den ægte Bloch'ske Art; endelig en A. brevis, der staar A. coeruleus nær — altsaa 5 navngivne Arter, foruden 4 Former, der opføres særskilt, men uden Navn og ikke karakteriseres nærmere. En 6te Art er 4. bahianus Cast, (Animaux Nouveaux et Rares etc., Poissons, p. 24, pl. XI, fig. 1), men den er vel ogsaa usikker; Beskrivelse og Afbildning ere ikke i bedste Overens- stemmelse. Af Hensyn til visse Tvivl, der komme frem i det følgende, om vore Larveformers Arts - bestemmelse, er det dog godt at erindre sig disse Meningsforskjelligheder, skjønt jeg maa erklære mig enig med Dr. Ganther i kun at anerkjende to vestindiske Arter. Af « Acronuri» beskriver Poey i sit seneste Arbejde (Ann. Soc. Esp., IV, p. 141—143) ikke færre end 4 Arter (4. coeruleatus, nigriculus, carneus og en ubenævnt Art), alle Smaafiske paa 30—35 Mm.s Størrelse. Det er selv- følgelig Acanthurus-Unger, hvis nærmere Bestemmelse helst maatte ske ved en Revision af Original- Exemplarerne. Klunzinger (Fische d. Roth. Meeres, Il. c., S.511) har opstillet en «+ Acronurus lineolatus,, Castelnau en «Åcr. formosusn». 582 174 samme Retning, men en forskjellig, alt efter som de findes paa Gjællelaaget, Brystet, Kinderne, Panden, Tindingerne 0. s. v. Hist og her ses Skæltænderne at komme frem paa Bagkroppen langs med disse ophøjede Linier, og paa de større af disse Exemplarer ere Skællene i fuldt Gjennembrud paa en stor Del af Halen og Kroppen — hos et Individ lidt før (at regne efter dets Størrelse) end hos et andet. En mere eller mindre tydelig, mat Sølv- eller Messingglans udmærker Hovedets Sider, især Gjællelaagene og Brystet oa: Rummet mellem Gjællespalterne, Bug- og Brystfinnerne. Der er et — ligeledes mere eller mindre tydeligt — sort Baand over Nakken, mellem Øjnene, ellers er Farven gjennemgaående mørkladen som hos de voxne, men uden Aftegning; den hvide Halerod og Halefinnebræmme ere dog ofte ret tydelige. Tændernes Antal er SEE de iagttagne Straaletal: D: 9.23—25; AA: 3.21—292., Den habituelle Lighed med A. c/zrurgus, i sin udviklede Skikkelse, er saa iøjnefaldende, at det ikke vilde falde nogen ind at tvivle om, at de tilhøre denne Art, førend man ved nærmere Undersøgelse bliver opmærksom paa de for Acronur-Stadiet be- tegnende Træk, som efter den tidligere Opfattelse kunde synes at berettige til at anse dem for noget fra Acanthurus-Slægten forskjelligt. Ved en Længde af 41 Mm., stundom allerede tidligere, er Forandringen næsten fuldstændig gjennemført; kun Hovedets Skulptur bærer endnu tydelige Reminiscenser fra Acronur-Forholdene. Det bør endnu berøres, at den ovenfor hos Keris-Naseus omtalte relative Flytning af Bugfinnerne ogsaa kan forfølges her; de sidde hos Exemplarer med fuld Acronur-Karakter under Vertikalen fra Bryst- finnefæstets forreste Punkt, hos dem, der mere eller mindre have antaget Acanthurernes Fysiognomi, under sammes bageste Endepunkt ligesom senere. — De tidligere Trin af denne Arts Udvikling kjender jeg ikke; men de lade sig let udfylde i Tanken af, hvad nedenfor berettes om eller i Anledning af den anden vestindiske Art. A. coeruleus kjendes let fra A. chtrurgus ved sit stejlere Ansigts-Profil og sin kortere Legemsform; i denne sidste Henseende er der dog en ikke ringe Forskjel efter Alderen ; hos yngre er Højden over det halve af Totallængden, hos ældre i Almindelighed noget under samme. En Tegning af fine, lyse og mørke Længdelinier paa Legemets Sider, af blaalige Skraastreger paa Rygfinnen optræder undertiden; den hvide Plet paa Haleroden ses en enkelt Gang. Tændernes Antal er, alt efter Fiskens Størrelse, Fre Straaletallene: D: 9.26—28; A: 3.25—26. — En 34 Mm. lang Acanthurus-Unge (vestindisk) (Tab. V, fig. 3) har, sammenlignet med de ovenfor beskrevne Unger af 4. chørurgus, netop en kortere, mere rundagtig Form med stærkere buede Omrids og stejlere Ansigts-Profil; D: 9.26, A: 23.24. Nogle brede og buede mørke Tværbaand gaa ned over Legemets Sider; der er endnu Spor til Metalglansen paa Brystet under Gjællespalten, og Bugfinnerne have deres Plads lige under Brystfinnefæstets forreste Punkt; den for Acronurerne ejendommelige Stribning er endnu synlig paa Hovedet, men for øvrigt i Færd med at forsvinde under den frembrydende Skælklædning. — Acronur-Præget er ganske anderledes rent hos de ovenfor berørte 3 Exemplarer, 34—37 Mm. lange, 21—22 Mm. høje, fra Havet i Nærheden af Brasiliens Kyst (Tab.V, fig. 4). Det er derfor maaske noget misligt at ville forsvare deres Hen- førelse til A. coeruleus, eftersom de jo ere mindst lige store med, til Dels større end dennes ovenfor beskrevne Unge. Formen er endnu mere kredsrund, Konturlinierne endnu stærkere buede end hos denne, Profilet mere afsnuppet fortil; Huden aldeles skælfri (bortset fra de mere eller mindre tæt frembrydende Spidser, først og tydeligst langs med Ryg og Gat- SORER AT van 175 583 finnens Grund) og ligeledes aldeles pigmentfri med Undtagelse af en lille mørk Plet paa Haleroden og en sort Isseplet eller Issebaand mellem begge Øjnene, tværs over Panden. Et bredt Sølvbaand, der bliver bredere nedefter, gaar fra Øjet noget skraat nedadtil og bagtil, saaledes at det dækker Kinderne, Gjællelaaget og Brystet fra Gatfinnens Begyndelse til et Punkt langt foran Bugfinnerne, hvilke sidste snarere ere fæstede foran end under Brystfinnefæstets Begyndelse. D: 9.27; A: 3.25. Krophudens og de nøgne Hoved- knoglers Stribning er særdeles tæt; visse lidt fremspringende Linier paa Hovedpansret — den uparrede Nakkelinie, de parrede Frontal-, Supraorbital- og Supranasal-Linier, en parret Linie langs Randen af Brystet fra Underkjæven til Bugfinnerne -— ere fint takkede ligesom Bugfinnernes Pigstraale og anden Pigstraale i Gat- og Rygfinnen, der er lidt, men kjendelig længere end den næste, ikke som hos de udviklede Acanthurer kortere end denne (jfr. Keris).. Havde disse pragtfulde skiveformige Smaafiske med det brede Sølvbaand været lidt mindre, eller den først beskrevne Unge af A. coeruleus lidt større, vilde deres Hen- førelse til samme Art ikke voldet nogen Vanskelighed; som det er, har jeg nogen Be- tænkelighed ved her at benytte den Forklaring, at nogle Individer forvandle sig lidt tidligere end andre. — Paa et endnu yngre Stadium — 4—5 Mm. høje, 5—7 Mm. lange — optræder denne Acronur-Type med en rudeformig Figur og en formidabel Udvikling af den Pig- straale i Gat- og Rygfinne (Tab. V, fig. 5); man forstaar nu, at den endnu er forholdsvis stor hos de mere udviklede Keris'er og Acronurer, dette er ligesom en Erindring om en tidligere Tingenes Tilstand; de nævnte Straaler ere desuden stærkt takkede ligesom den anselige Pigstraale i Bugfinnerne; Sølvbaandet og Issepletten ere allerede tilstede, ligeledes Krophudens Linier, men ingen Hale-Lancet. Dette Stadium, der paa en ret interessant Maade supplerer Acanthurernes Forvandlingshistorie, har hidtil ikke været kjendt. Forklaring af Afbildningerne. Tab. V, Fig. 3. En vestindisk Åcanthurus-Unge, uden Tvivl Ungen af Ac. coeruleus, paa Overgang fra Åcronurus- Stadiet. Forstørret med en Tredjedel. Tab. V, Fig.4. En Acronurus, fra Havet i Nærheden af Brasiliens (Bahias) Kyst, formodentlig, skjønt lidt større, Ungen af samme Art (eller af en meget nærstaaende) paa et tidligere Trin; ligeledes forstørret med en Tredjedel. Tab. V, Fig, 5. Det yngste kjendte «Acronur»- (2: Acanthur-) Stadium, maaske af samme Art, fisket N.N.0. for Bermudas-Øerne; forstørret halvtredje Gang. 584 176 18. Fistularia villosa; Centriscus velitaris og brevispinis ; Centriscops og Orthichthys. (Tab. I, fig. 6—8.) Dr. Klunzinger har opstillet en «Fistularia villosa» paa en (med Haletraaden) 130 Mm. lang, lille Fisk fra det røde Hav"). Denne formentlige Art, hvoraf han kun fik dette ene Exemplar, er sikkert kun Ungen af F. serrata Cuv. Jeg har for mig et ost- indisk Exemplar (fra Java?) af omtrent samme Størrelse, c. 130 Mm. foruden Haletraaden. Det afviger fra F. serrata paa 260—355 Mm. ved, at alle Hovedets Lister og ophøjede Linier ere savtakkede, samt ved at Huden er tæt beklædt med fine krogede Hudtænder med bagtil bøjet Spids. Under Udviklingen maa disse altsaa forsvinde og Takkerne paa Hovedets Linier udviskes paa dem nær, der hos middelstore Exemplarer endnu ere tilbage langs med Hovedets Siderande, i den bagre Halvdel af disse, foran Øjet, samt bagved dette paa for- skjellige af de derværende fremspringende Rande og Linier. Selv hos det mindste af hine middelstore Exemplarer (260 Mm.) er Hudens Bevæbning imidlertid sporløst forsvunden ; derimod er den endnu tilstede, vel udviklet, paa Halen og Bagkroppen af en (foruden Haletraaden) 280 Mm. lang JF. tabaccaria, og den er end ikke helt forsvunden paa Halen af en «Pibefisk» af samme Art paa 415 Mm. Der existerer altsaa ogsaa af den vestindiske Art en wvillosa»-Form, og denne holder sig, synes det, noget længere (i Forhold til den absolute Størrelse) end hos den ostindiske Art”). Ifølge Ginther (Cat. III, p. 521—23) forekommer Centriscus gracilis Lowe, foruden ved Madera, i Middelhavet, ved Afrikas Vestkyst samt ved Japans og Kinas Kyster; dog henstilles det som paa en Maade vilkaarligt, om den østasiatiske Form, hvis anden Ryg- pigstraale skal være lidt kortere, kan sondres som egen Art (« C. ;aponicus»). Cunningham !) Fische des rothen Meeres (Verhandel. Zoolog. Botan. Ges. Wien, XX Bd.), S. 515—16. 2) Jeg véd ikke, om denne bliver saa stor som F. tabaccaria, der bliver over 1 Meter, vistnok 17/3 M. lang; Klunzinger's ", serrata vare kun 7/10 M. 1 Straaletallet er der ingen konstant Forskjel mellem dem, efter mine Tællinger; F. serrata: D: 14—16, A: 14—15 («F, villosav: D: 14, A: 14); F. tabaccaria: D: 15—16, A: 14—15. I Proportionerne synes der ganske vist at være en Forskjel, men den er underkastet Forandringer med Alderen, og for at bedømme disse rigtigt, maatte man vide, hvor stor F'. serrata bliver. Tages Forholdene, som de foreligge, finder man, at Hovedets Længde indeholdes i Totallængden (Haletraaden fraregnet) hos en ung F. serrata 2,7 Gang, hos middelstore 2,6 Gang; hos middelstore F. tabaccaria 2,8, hos meget store 3 Gange — hvoraf vel tør sluttes, at Hovedet hos ældre Exemplarer er forholdsvis kortere end hos yngre, men længst hos F. serrata. Afstanden mellem Bryst- og Bugfinnerne forholder sig til Afstanden mellem disse og Halefinnen, hos en ung P. serrata —= 1: 4,9, hos middelstore = 1:4 eller 3,8; hos middelstore F. tabaccaria = 1:3,3 å 3,1, hos store = 1:2,8. De parrede Finner sidde altsaa forholdsvis nærmere ved hinanden, jo yngre de ere, i højere Grad hos F'. serrata end hos F. tabaccaria. Det har saa- ledes sine Vanskeligheder at give en god Differential-Karakter for disse to Arter, og endnu vanskeligere stiller dette sig, efter mine Erfaringer, med Hensyn til den østlige og vestlige Aulostomus-Art. 177 585 har endvidere faaet den i Slæbenettet mellem Montevideo og Magelhaés-Strædet («Trans. Linn. Soc.», XXVII, p. 471), og i det selvsamme Bælte fiskede Reinhardt, paa «Galatheas» Rejse, 6 Dage efter Afrejsen fra Montevideo, paa 30? 3' S. Br. og 48? V. L. nogle 8$—9 Mm. lange Unger af denne Art. Andre ere fiskede paa samme Maade af Andréa og Thomsen, men i et nordligere Bælte, fra 329 N. Br. til 36940 N. Br. og fra 189 V.L. til 30947' V.L., altsaa Vest for de kanariske Øer. Den største af disse Unger er 31 Mm. lang. Jeg vilde maaske været i nogen Tvivl om, til hvilken Art jeg skulde henføre disse Unger (der i øvrigt stemme særdeles vel, i de fleste Punkter, med C. brevispinis Kn. Steind., 22 Mm. lang, fra Samoa-Øerne), hvis ikke afdøde Kapt. Suenson i sin Tid havde hjemført til Museet et 85 Mm. langt (altsaa for saa vidt udvoxet)") Exemplar af C. gracilis. Findestedet var ikke opgivet, men jeg antager, at det er taget ved Madera. Pallas's C. velitaris (»Spicil. Zool.», VII, p. 36—38, pl. IV, fig. 8), hvad enten den nu virkelig var fra Ambojna eller ikke, er uden Tvivl et ikke fuldvoxent (27 5”) Exemplar af denne, som det synes næsten kosmopolitiske”) eller til en vis Grad pelagiske Art. Afbildningen er ikke god, men gjengiver dog ret godt det habituelle hos vor 31 Mm. lange Unge; Antallet af Gatfinnens Straaler er vistnok angivet for højt. Jeg finder D: 4.10, A: 19 hos det Suenson'ske Exemplar; hos dette indeholdes Hovedets Længde 2,7 Gang i Totallængden og er omtrent %/4 af Afstanden fra Gjællelaaget til Halefinnen; Legemets Højde er ikke fuldt "/3 af denne, anden Rygpigstraales ”/4; denne Straale har kun faa og utydelige Takker og naar med sin Spidse ikke tilbage til anden Rygfinnes Begyndelse. Den ovenfor omtalte største Unge af de foreliggende (31 Mm.), er mere kortsnudet, mere kort og sammentrængt i sin.Legemsbygning; smuk sølvblank med mørk, graabrun Ryg; Hovedets Længde -indeholdes 2,6 Gang i Totallængden og er ”5 af Afstanden «fra Gjællelaaget til Halefinnen; Legemets Højde er %5 af denne; anden Rygpigstraales Længde Y3; denne Pig er udstyret med flere meget tydelige Takker paa hver Side og naar med sin Spidse ud over Begyndelsen af anden Rygfinne?). Den lille Fisk gjør et mere ru eller loddent Indtryk end den større, fordi den Ribbe, hvormed hvert enkelt Skæl er udstyret, hæver sig tydeligere frem i en skarp Spids"). Særligt lægges Mærke til en tredobbelt Række af større Takker langs med Bugen, mellem Gjællespalten og Gatfinnen, paa Skjoldene samme Steds, endende med en uparret Torn lidt foran Gattet?), hvilken Torn i øvrigt er kjendelig endnu hos den næsten udvoxne Fisk; fremdeles til Takkerne paa en vandret Linie under Næseborene hen 1) Gunther's største Exemplar var 60 Linier langt. ?) €. scolopax L. var tidligere kun kjendt fra Middelhavet og de tilstødende Dele af Atlanterhavet, indtil Englands Sydkyst. Efter en Meddelelse i «Ann. Nat. Hist.» (4) XVII, p. 395, forekommer den dog ogsaa ved Tasmanien! Alle foreliggende Exemplarer af C. scolopax under 4"/» Tomme have den Rygpigstraale længere end Legemets største Højde; hos alle over 5!/2” er den derimod kortere end denne. Højden er i øvrigt snart lig med, snart lidt større eller mindre end den halve Afstand fra Gjællelaag til Hale- finne; der er i denne Henseende en betydelig individuel Variation. Sex Rygpigstraaler er lige saa hyppigt som 5. 1) »Totus quasi setulis recumbentibus et adnatis hispidus» (Pallas 1. c.). 5) «Aculeus minutus ante anum recumbens» (Pallas Il. c.). &w Vidensk. Selsk Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII, 6. 74 586 178 til Øjehulen og paa en noget højere liggende Linie, der først følger Øjehulens øvre Rand og derefter fortsætter sig hen over Enden af Gjællespalten og lige saa langt bagved denne, under hvilken Række der ligeledes ligger større Hudforbeninger; endelig langs en Skraalinie over Højryggen, endende ved Iiste Rygfinnes Udspring. Endnu yngre Exemplarer ere kortere og plumpere af Form, mere kortsnudede og braksnudede, hele Snuden foran Øjet kun 2—1!/2 Gang saa lang som et Øjetværmaal; de ere endelig aldeles ru af de fra alle Skællene sig hævende, bagtil krummede Torne, en fra hvert Skæl; ogsaa de ovenfor omtalte større Takker ere forholdsvis større, jo yngre Exemplarerne ere, men i øvrigt ikke væsentlig forskjellige fra almindelige Skæltorne og ikke meget i Øjne faldende mellem disse, der ere stærkt ud- viklede over hele Legemet, Hovedet og Snuden derunder indbefattede, bl. a. ogsaa paa Forryggen. Hos Individer paa 17 Mm. og derunder søger man forgjæves efter Bugfinnerne. (Jfr. Tab. I, fig. 6—8.) Jeg kan efter disse Iagttagelser- ikke nære Tvivl om, at C. velttaris P. og C. brevispinis Kn. Std. jo ere Synonymer til C. gracilis Lowe, hvilket Navn saa efter Prioritets- reglerne skulde vige for det pallasiske; da Identiteten dog i al Fald kan bestrides, om end maaske mere af formelle end af reelle Grunde, er det dog maaske bedst at undlade denne Navneforandring og indskrænke sig til at lade «C. velttaris» udgaa af de faste Arters Tal. Naar Gill (Proc. Acad. Philad., 1862, p. 234) for denne Form har opstillet Slægten « Orthichthys», maa denne dele Skæbne med adskillige andre af denne Ichthyologs uhold- bare Slægter; at opstille en egen Slægt (« Centriscops») for C. humerosus Rich. («Voy. Erebus & Terror», pl. 34, fig. 5), er ikke meget mere forsvarligt, da den hele Organisation, saa vidt den kjendes, er uforandret den samme som hos C. scolopar, kun Fysiognomiet endnu bizarrere. — Om Udviklingen af den sidst nævnte Art foreligger der en Notis af Dr. C. Emery"); der afbildes to Stadier: det yngste (8 Mm.) har endnu ikke noget, som karak- teriserer den som en Centriscus; det ældre (10 Mm.) har allerede de 3 uparrede Finner vel udviklede og adskilte samt en kort og stærk, utakket Pigstraale forrest i første Ryg- finne; Formen er kort og plump, der er en Antydning til den forlængede rørformige Snude, men denne er dog ikke meget længere end Øjet er langt; Bugfinner mangle. endnu; Legemets Omrids foran de uparrede Finner ere tornede og takkede som ovenfor beskrevet hos de unge C. gracilis; hos et 20 Mm. langt Individ vare Bugfinnerne tydelige og Snuden allerede meget længere. Der er stor fysiognomisk Overensstemmelse mellem den 10 Mm. lange C. scolopar (1. c., fig. 12) og C. gracilis af omtrent samme Størrelse; kun er sidst nævnte kjendelig smækrere. Ved en Størrelse af c. 20 Mm. er Forskjellen meget i Øjne faldende; et foreliggende ungt Exemplar af C. scolopax paa 21 Mm., efter Opgivende, fra de kanariske Øer, oplyser paa én Gang denne Forskjel og Analogien mellem Arterne i Henseende til deres Udvikling. 1) «Note ittiologiche». (Atti della Societå Italiana di scienze naturali. Vol. XXI.) 179 537 Forklaring af Afbildningerne. Tab. I, Fig. 6—3. Tre Udviklingstrin af Centriscus gracilis Lowe (velitaris Pall., brevispinis Kn. St.), fiskede i Atlanterhavet paa forskjellige Steder. Forstørrede i Forholdet 2:5,3:7 og 4:7. Afsluttende Efterskrift. Det meste af, hvad der tidligere af andre er oplyst om mere betydelige eller ind- gribende: Forandringer hos Havets Fiske, under deres Væxt og Udvikling, er lejlighedsvis berørt i det foregaaende. For at Læseren her kan have en nogenlunde fuldstændig Over- sigt over, hvor langt man i denne Retning er kommet, skal jeg endnu, til Afslutning, erindre om eller berøre nogle Iagttagelser, af lignende Art, over andre Fiskeformer, som der ikke her har været Anledning eller Lejlighed til at komme ind paa. 1. Flyndernes Omdannelseshistorie, saaledes som den er oplyst af Jap. Steenstrup og Alex. AÅgassiz (Overs. over Videnskab. Selsk. Forhandl. 1863 og 1876; Proc. ÅAmer. ÅAcad. Arts a. Sc., 1878.) 2. Vagmærens (7rachypterus) Omdannelseshistorie, oplyst for nylig af Emery (Contribuzioni all” Ittiologia; Memor. R. Accad. dei Lincei (3) III). 3. Macrurernes og Ophidiernes (FXerasfer), oplyst af samme (samme Steds, samt «Note Iltiologiche»; Atti dell. Soc. Ital. di sc. natur., XXI, 1878). («Krolmius», Larve af Macrurus trachyrhyynchus og Coryphænoides.) 4. Visse Torskeformers. Jeg skal ved en anden Lejlighed nærmere oplyse, at «Couchierne» virkelig, som det er paastaaet, men atter bestridt, ere Ungerne af Motella- Arterne; og at « Hypsiptera argentea» er Ungen af en Plycis-Form. 5. Klumpfiskenes (Molidernes) mærkelige Omdannelseshistorie, saa vel Mola rotunda's som Ranzania truncata's, haaber jeg snart at se beskreven og illustreret i Prof. Steenstrup's og mit (endnu utrykte) Arbejde over denne Fiskefamilie. 6. Under et Besøg i Fiskeri-Udstillingen i Berlin i dette Aar havde Prof. Giglioli og Dr. Vinciguerra den Godhed at oplyse mig om og godtgjøre for mig ved Hjælp af Exemplarer i den der udstillede italienske Fiskesamling, at Diana semilunata Risso (Astro- dermus coryphænotdes Bon., C. V.) er den yngre Form af Ausonia Cuvier: Risso (Luvarus imperialis Raf., C. V.). Dette er vistnok en af de mærkeligere Omdannelseshistorier, som Makrelfiskenes paa slige Træk saa rige Familie kan opvise. Bortset fra de i Henseende til Fysiognomi og Proportioner foregaaende Forandringer samler den sig fortrinsvis om følgende Momenter: 1) Den stjærneformige Hudbeklædning forsvinder efterhaanden, saa at Huden bliver ganske glat; 2) Bugfinnerne, der oprindelig ere meget lange, forkortes og TAS 588 130 blive til sidst aldeles rudimentære; og 3) den forreste større Del af Rygfinnen forsvinder, saa at man hos voxne Individer kun finder en Række Knuder som Rudimenter af Ryg- pigstraalerne. Prof. Giglioli har gjort en kort Hentydning til disse Omdannelser i For- tegnelsen over de af ham paa Fiskeri-Udstillingen i Berlin i 1880 udstillede Gjenstande; en udførligere Meddelelse kan forhaabentlig imødeses. Den Bemærkning kan her endnu finde Plads, at Prof. Giglioli, i rigtig Vurdering af de Karakterer, der forbyde Henførelsen af 7%ynnus thunnina til samme Slægt som den almindelige Thunfisk eller af «Pelamys unicolor» til samme Slægt som Pelamys sarda (jfr. ovenfor S. 464 og 477), har i den ovennævnte Fiskefortegnelse opstillet Slægten Thynnich- tlys for Th. thunnina, Pelamichthys for P. unicolor. Det første af disse nye Navne har desværre allerede faaet Anvendelse for en Cyprinoid-Slægt, og det sidste maa vige for det Gill'ske Orcynopsis. ærykfejl S. 427 (19) Salvini Il. Salviani. S. 579 (171) L. 1 Fig. 7 1. Fig. 8. 181 589 Spolia Atlantica. Contributions å la connaissance des changements de forme chez les poissons pendant leur croissance et leur développement, en particulier chez les poissons pélagiques de P” Atlantique. Par M. Chr. Fr. Liutken, Dr. és-sciences. de donne dans le mémoire qui précéde une série de contributions å la connaissance de la faune ichthyologique de la haute mer, principalement de VAtlantique, ainsi qwå celle des hémimétamorphoses de différents poissons de mer et en particulier des poissons pélagiques. Les changements de forme et d'autres caractéres que bien des poissons pré- sentent pendant leur croissance et leur développement sont encore peu connus et n'ont jamais été exposés d'une maniére suivie, quoique, dans beaucoup de cas, ils soient si grands et si marqués qu'iils ont donné lieu å Vétablissement d'un assez grand nombre d'espéæces (speczes) et de genres (genera), qui naturellement disparaitront du systéme aussitåt que leurs vrais rapports auront été reconnus. Ce mémoire est en méme temps å considérer comme une tentative de la part de auteur pour utiliser scientifiquement une partie des nom- breux matériaux, consistant en petils poissons et en jeunes formes, surtout pélagiques, qui, pendant une série d'années et gråce å des efforts habiles et persévérants, ont été recueillis par des naturalistes danois et par des officiers de la marine militaire et de la marine mar- chande danoises. Il va sans dire que lorsque je Tai jugé nécessaire pour compléter mes recherches et établir des comparaisons avec des cas analogues, j'ai aussi étudié les chan- gements résultant de Tåge chez des poissons non pélagiques, et que la critique" des genres et des espæéces å laquelle cette étude a donné lieu a eu pour conséquence des discussions et des digressions de diverse nature, ainsi que la création de quelques espæces et genres nouveaux. Il s'ensuit que si ce travail est surtout une contribution å la con- naissance de la faune ichthyologique pélagique, spécialement de V'Atlantique intertropicale, il en est aussi indirectement une å celle de I'ichthyologie des couches profondes de la haute mer, car les habitants de ces profondeurs, dans les premiéres phases de leur déve- loppement, remontent assez souvent, surtout pendant la nuit, dans les couches plus chaudes 590 182 de la surface, et on les prend alors au filet, ou bien, quand ils sont un peu plus ågés, on les trouve dans T'estomac des dauphins ou des poissons voraces tels que les daurades; les bonites, les germons ou albacores, les baracottes, les requins, etc. Mais le but prin- cipal de ce travail est d'appeler TPattention sur ce que je nomme les hémimétamor- phoses des poissons, phénoméne dont les poissons pélagiques, en particulier, présentent tant d'exemples remarquables. Ce »'est pas cependant mon intention, en adoptant cette expression, d'introduire dans la science une notion nouvelle ni un terme nouveau; je 1'em- ploie seulement pour caractériser briévement les changements qui se produisent pendant la croissance et le dévelåppement, lesquels, en beaucoup de cas, sont si considérables qu'iils ont complétement fait méconnaitre le genre, voire méme souvent la famille å laquelle les jeunes individus appartiennent. J'espére par lå de pouvoir faire profiter la science d'une série de rectifications consistant en grande partie dans la réduction de genres et d'espéces qui ne sont basés que sur de jeunes formes transitoires; en bien des cas je serai ainsi amené å confirmer simplement ou å étendre les observations de mes prédécesseurs, dans d'autres cas, å rejeter ou å rectifier des conjectures ou des combinaisons dépourvues de fondement. Un travail de cette nature pourra peut-étre aussi avoir pour conséquence qu'on procédera å Vavenir avec plus de circonspection et de critique pour établir des espéces et des genres nouveaux, vu la possibilité que des écarts qu'on aura constatés ne soient dus quwå des différences d'åge. On m'a en effet que trop souvent commis la faute de prendre ces derniéres pour des différences spécifiques ou génériques, ce qui en général a rendu dautant plus difficile ''évaluation des véritables caractéres distinctifs. Dans le résumé suivant des principaux faits et résultats qui sont.exposés dans mon méæmoire, j'ai suivi ordre des chapitres dans le texte danois. 1... Dactylopterus et Cephalacanthus. Comme on sait, M. Canestrini a cherché å prouver que le Cephalacanthus spinarella (Pungitius pusillus) était la jeune forme du Dactylopterus. Cette opinion était en apparence bien fondée; mais elle a été combattue par M. Steindachner, principalement par la raison qwon peut rencontrer des Dactyloptéres un peu plus petits que les plus grands de ceux qui présentent encore les caractéres des Céphalacanthes. Ayant eu å ma disposition, d'une part, une série de 25 Dacty- lopterus volitans de toutes les grandeurs, depuis 380 jusqu'å 47 millim. de long, ce der- nier å ailes encore assez courtes, et, de Vautre, presque tout autant de C. spinarella (23 exemplaires) également de toutes les grandeurs, depuis 49 jusqu'å 8 millim. de long, Pai poursuivi dans ces deux séries V'étude de tous les caractéres sujets aux modifications provenant des différences d'åge, pour découvrir si les changements qw'avaient subis les Céphalacanthes permettaient de remonter aux Dactyloptéres et, réciproquement, ceux de ces derniers de descendre aux Céphalacanthes, ou si ces poissons constituaient deux séries de formes indépendantes Vune de Vautre., Le résultat de ces comparaisons, pour le détail desquelles je dois renvoyer au mémoire danois, a été pour moi une confirmation absolue de I'hypothése de M. Canestrini. On peut certainement rencontrer des Céphalacanthes un peu plus grands que les plus petits Dactyloptéres; mais cela s'explique facilement par le fait que la métamorphose proprement dite, qui sans doute se produit relativement vite, warrive pas toujours précisément quand le jeune poisson a atteint une longueur déter- 183 591 minée (50 mm. environ), mais peut, suivant les circonstances, arriver chez tel individu un peu plus tåt ou un peu plus tard. Ajoutons que les localités (latitude et longitude) ou mos jeunes Dactyloptéres ou soi-disant Géphalacanthes ont été pris, semblent prouver que ce genre a, å un plus haut degré qu'on ne Vavait cru jusqwå présent, le caractére d'un genre å demi pélagique. Il résulte aussi de Tétude que Jai faite de son évolution que la petite partie antérieure des nageoires pectorales, chez le Dactylopterus, est å. vrai dire la partie supérieure et non la partie inférieure, comme on 1J'a généralement indiqué jusquwiici. 2. Rhynchichthys, Rhinoberyx et Rhamphoberyx; Holocentrum et Myripristis. On a déjå émis T'hypothése que le Rhynchiehthys pelamidis C.V. et d”autres espæces de Rhynchichthys établies plus tard sont de jeunes Holocentrum (ou Myri- pristis), et la justesse de cette vue est maintenant confirmée par la circonstance que plusieurs petits «Æfynchichthys» et «Rhinoberyæ» d'åges différents, péchés dans la partie occidentale de VAtlantique intertropicale, ont pu étre ramenés å une espéce déterminée de Holocentrum, décrite jusqwici cependant d'une maniére assez incompléte, le /. marra- num des Antilles. Nous la connaissons maintenant dans toutes les phases de son déve- loppement, comme Holocentrum vrai, jeune et adulte, comme «R/znoberyæ», phase inter- médiaire entre I Holocertrum et le «Rluynchichthys», et enfin dans ce dernier et træs jeune état. Dans le mémoire danois j'ai décrit avec beaucoup de détails les caractéres de Tespéce dans chacune de ses phases, en les comparant tant entre elles qw'avec les états correspondants de '/H. sogho, autre espéæce commune des Antilles dont nous possédons une série de formes presque aussi compléte. Le «R/hamphoberyæ» est probablement la jeune forme correspondante du Myripristis. Ces 3 genres (Rløjnchichthys, Rhinoberyx et Rhamphoberyx) devront donc étre supprimés avec les espéces qui y appartiennent, et Von en peut dire autant de certaines espéæces, comme VHolocentrum platyrhinum, qui sont également de jeunes formes dont la transformation n'est pas terminée, mais qui, au lieu davoir été rapportées å des genres particuliers, ont seulement été placées dans un groupe spécial du genre Holocentrum. Mais jai en méme temps pu constater une phase de développement antérieure å celle qui sert de base au genre Flrynchachthys. Un petit poisson de 7 mm. de long, qui est sans doute la jeune forme d'un Holocentrum des Antilles, peut- étre méme de '/H. marzanum, se distingue des vrais «R/ynchichthys» par un bec fourchu, dont la longueur, relativement assez grande, est égale au double du diamétre de Væil, et par T'épine occipitale qui est trés fortement développée, de méme que celles du préoper- cule, lesquelles s'étendent bien au-delå des nageoires ventrales jusqu'au milieu de V'anale. Notre musée posséde des larves træs jeunes de Berycides, c'est-å-dire des Rlynclich- thlys de TOcéan Indien, qui ressemblent beaucoup å la forme précédente; mais chez dautres, qui ont dailleurs une structure analogue, le bec, tantot relativement plus court tantåt ex- tremement allongé, ne présente pas cette division remarquable en forme de fourchette. Vu les nombreux repréæsentants que cette famille compte dans les mers de VInde, il n'est paås possible pour le moment de déterminer plus exactement ces jeunes formes. Les caractéres primordiaux mais passagers qui distinguent les jeunes /olocentres et Myripristis sont donc: 1) le prolongement plus ou moins excessif des os du museau, sous forme d'un bec pointu entier ou fendu en deux, å bords denticulés, qui relativement ne le céde 592 184 pås en grandeur å Vépée des espadons, et 2) le développement colossal des épines occi- pitales et préoperculaires, comme aussi en partie de celles de Vopercule. Ces épines cependant ne tardent pas å disparaitre, ou se réduisent å des proportions plus modestes ou å des rudiments tout å fait insignifiants. 3. Tetragonurus. Ce genre træs caractéristique, fonciérement pélagique, probablement bathyphile, habite VAtlantique, od on le trouve fréquemment dans V'estomac des grands poissons voraces ou des dauphins, et ou Ton en péche souvent de jeunes individus au filet. Le 7etragonurus atlanticus de Lowe est certainement identique comme espéce avec le 7. Cuvieri R. Les différences qwils présentent sont en partie purement individuelles, en partie des différences provenant de F'åge. Les jeunes individus (32— 62 mm.), abstraction faite de quelques modifications dans les proportions relatives des parties du corps, lesquelles sont mentionnées en détail dans le mémoire danois, se distinguent 1) par leurs os operculaires et préoperculaires épineux et dentelés et 2) par le caractére différent des écailles, lesquelles rappellent beaucoup celles des jeunes espadons, et n'ont qwune seule caréne acérée (les écailles de la ligne latérale en ont cependant deux), qui se termine en 2 ou 3 épines recourbées en arriére, ce qui donne au jeune Tétragonure un aspect åpre ou velu. Les exemplaires les plus jeunes (16 mm.) wont ni écailles ni épines sur la peau et leurs nageoires ventrales sont extrémement courtes, voire méme rudimen- taires. J'ai également abordé la question de la place å assigner dans le vrai systéme naturel au genre Tetragonurus; nous chercherons en vain des indices de parenté avec les Mugil ou Atherina. La proposition de MM. Lowe et Swainson de le rapporter aux Scombéroides est peut-étre celle qui s'accorde le mieux avec la nature. 4. Xøphias et Histiophorus (Tetrapturus). Les jeunes formes des Xi- phioides sont déjå si bien connues, gråce surtout aux communications de M. Gunther, que la série des petits individus des deux types que j'ai eue å ma disposition ne me donne pas lieu d”ajouter grand” chose de nouveau; cependant j'ai pu ramener Vévolution des deux groupes un peu plus loin, jusqwå une phase qui doit étre, trés voisine de Véclosion de V'æuf. Les deux types principaux — Xiplaas et Histiophorus — différent Tun de Vautre tout. autant dans leur jeune åge quiils le font plus tard par les caractéres extérieurs et la structure du squelette. J'ai déjå montré ailleurs (Vidensk. Medd. f. d. naturh. For. 1875) que, de ces deux types, les Histiophores représentent le groupe type proprement dit ou central, tandis que les Xiphias doivent étre considérés comme une branche divergente ou un «type aberrant», et que les espéces, en tant qu'on peut se faire une opinion å cet égard d'aprés ce que renferme la littérature, semblent étre en petit nombre, moins nom- breuses qwon ne le supposait jusqwici, mais qwelles sont presque cosmopolites quant å leur distribution géographique. On n'en connait peut-étre que 5 en tout, å savoir 2 Té- traptures, 2 Histiophores et 1 Xzphias. Le Machæra C.V. est, sous tous les rapports, un véritable Histiophore sans mnageoires ventrales, et on ne peut s'empæcher de soupgcon- ner que Vabsence de ces derniéres repose sur une erreur ou est due au préparateur. Les petites espæéces d'Histiophores qwon a établies, './//. æmmaculatus Rupp. et VH. pul- chellus C. V., ne sont évidemment que de jeunes formes (elles mesurent respectivement 18 185 593 et 4 pouces) sans valeur spécifique propre, et V//. pulchellus, en particulier, se rattache étroitement aux jeunes Histiophores de 5//2—60 mm. de long examinés par M. Ginther (dont les dessins sont reproduits dans le mémoire danois) et par moi-méme. Je renvoie pour ces derniers au texte danois, les faits les plus importants qui les concernent étant déjå connus; mais quelques remarques sur les jeunes X7p/zas et sur les différences caractéris- tiques qui les séparent des jeunes Histiophores seront nécessaires. Ainsi, un de nos jeunes espadons (Xiphias), de 190 mm. de long, trouvé dans Vestomac d'un germon et par suite imparfaitement conservé, a des formes trés sveltes, la mandibule w'est que de 12 mm. plus courte que le bec, qui est convexe en dessus et plat en dessous comme celui d'un Tétrap- ture, et deux fois plus large que haut; les branchies ne présentent rien d'extraordinaire et, par conséquent, m'ont pås encore pris le caractére qui distingue celles des Xiphioides. Les deux måchoires sont bien armées de dents relativement fortes. Tout le corps, y compris la téte et le rostre, est revéæétu d'écailles non imbriquées, carénées et ciliées, c'est-å-dire munies sur la caréne d'épines ou de dents. Deux rangées de ces écailles, qui se font remarquer par leur grandeur, s'étendent le long du dos, de chaque coté de la nageoire dorsale, et deux autres, le long du ventre, de chaque cåté de la nageoire anale. Les écailles sont encore trés distinctes chez le jeune X7phzas gladius de 700 mm. de long, et on peut méme facile- ment y reconnaitre et y suivre les rangées de grandes écailles ci-dessus mentionnées; d'un autre coté, ce revétement, du moins en ce qui concerne les dents des écailles, se trouve déjå chez le plus jeune Xøphias observé, de 10 mm. de long. Par contre, tous les jeunes Histiophores de 5/2 å 100 mm. sont complétement nus et dépourvus d'écailles. ÅAussi, ne saurait-on comparer avec les écailles des jeunes Xwphias celles des Histiophores et des Tétraptures adultes, lesquelles sont entiérement homologues aux écailles des Thynnoides. Les jeunes X. gladius de 37 å 50 mm. sont ornés de bandes transversales comme bien d'autres petits Scombéroides; les bords frontaux et le préopercule sont denticulés, et ce dernier est muni en outre chez les plus jeunes individus d'un groupe d'épines comme chez beaucoup d'autres jeunes Scombéroides. On ne trouve jamais chez eux trace de na- geoires ventrales, tandis qw'elles ne manquent jamais chez les Histiophores, et se présen- tent en tout cas å Tétat rudimentaire chez les plus jeunes. Puis, chez le plus jeune Xiphias, la téte est plate sans présenter le brusque abaissement du front qui caractérise les: Histiophores; le bec est court et large å la base, et la mandibule aussi longue que la måchoire supérieure. Enfin les Xwphaas, dans tous leurs états successifs, ne présen- tent rien de comparable aux épines occipitales et préoperculaires si énormément dévelop- pées des jeunes Histiophores, et qui rappellent celles des Dactyloptéres. Il serait trés peu naturel d'exclure les Xiphioides de la grande famille des Scom- béroides, dans laquelle ils trouvent leur parenté la plus prononcée dans le genre AÅcantho- cybium (voir plus bas p. 597). La classification plus détaillée des Scombéroides reste encore å faire. Quant å les ranger avec les Cottoides («Cotto-Scombriformes»), je w'ai jamais pu me convaincre qwil y ett quelque chose de juste et de naturel dans cette classification. 5. Trichiurus et Gempylus. M. Gunther a réuni sous la dénomination de Trichiuridæ deux tribus qui sont bien å un certain degré apparentées, mais qui cepen- Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 75 594 186 dant se distinguent nettement Vune de Vautre. Ce sont les vrais Trichiurides (7richdurus, Lepidopus, Aphanopus et Euoxymetopon) et les Gempylides ou Thyrsitides (Gempylus, Pro- metheus, Epinnula, Nesiarchus, Nealotus, Thyrsites); ces derniers doivent étre réunis aux Tlymnidæ, mais peuvent cependant en former un groupe secondaire. Relativement au genre Trichturus, je ferai d'abord remarquer que toutes les espæces qwil comprend å préæsent ne me paraissent pas pouvoir étre maintenues, mais je ne me prononcerai pas définitivement å cet égard, comme les matériaux dont je dispose sont insuffisants. Il est évident que les deux types représentés par le 7r. lepturus et le Tr. muticus différent par toute une série de caractéres bien tranchés, mais que la séparation générique entre les «Lepturus» (Trichiurus lepturus et les espéces voisines) et les « Eupleuro- grammus» (Tr. muticus) proposée par M. Gill w'est pas nécessaire et par suite å rejeter. La différence spécifique entre le 7r. lepturus de I'Atlantique et le Tr. haumela de 'Océan Indien me parait reposer sur une base peu solide; jusqwå quel point ce dernier est-il réellement une espéce différente du 7r. savala, c'est une question que je laisserai aussi indécise. Mais il y a ici encore deux points qui méritent d'étre relevés, å savoir: 1) que le 77. muticus se trouve aussi dans V'Atlantique, ou il n'avait pas encore été signalé — j'en ai devant moi un exemplaire de Cuba que je suis hors d'état de distinguer de ceux de Tranquebar — et 2) que, chez un Trichturus (haumela?) de 52 mm., de Java, j'ai, å la place des ventrales, qui font ordinairement défaut, trouvé deux épines denticulées de 2 mm. de long (comme par ex. chez le jeune Prometheus atlanticus); ces épines, qui représentent évidemment les ventrales, existent probablement chez tous les jeunes Trichiures, mais elles persistent seulement chez le 7r. muticus, å Vétat de petits rudiments en forme d'écailles, et disparais- sent complétement chez les autres espéces. Les Gempylides et les Thyrsitides présentent une BERGENS ostéologique qui a passé le plus souvent inapercue, je veux parler d'un systéme de cotes dermiques ou cåtes accessoires sous-cutanées, composé de filaments osseux minces et aåassez serrés qui sont dirigés en arriére vers le haut et vers le bas, et partent de la ligne médiane sur les deux cotés du corps en formant entre eux des angles aigus. Je les ai observées chez le Thyr- sites atun (clilensis), le Nealotus tripes et chez de grands et petits exemplaires (jusqu'å 78 mm. de longueur totale) du (Gempylus serpens. Jai pu étudier cette derniére espéce, qui est essentiellement pélagique et rare dans les musées, dans toutes les phases de son développement, depuis une grandeur d'un métre å peu prés jusqu'å une longueur totale de 9 mm. seulement, phase qui doit avoir succédé presque immédiatement å Véclosion de T'æuf. Les espéces établies, G. coluber (genre Zyphothyca de Swainson) et G. ou Prome- theus (Nealotus) ophidianus Poey, ne différent pas comme espéces du G. serpens; mais les caractéres de ce genre ne sont pas indiqués exactement, méme dans les ouvrages les plus récents. Ainsi, la peau v'est pas entiérement dépourvue d'écailles; on y trouve un rudiment du «corselet» non seulement derriére les yeux, mais aussi å la racine de la queue, et de ce point le revétement d'écailles se continue en partie sur une petite étendue le long de la ligne latérale inférieure, en parlie sur une étendue plus grande le long du dos, en for- mant une zone qui est limitée vers le bas par la ligne latérale supérieure, qui, dans la partie antérieure du corps, s'unit avec Vinférieure en un point situé sous la premiére épine dorsale. Les palatins, dans leur partie postérieure, sont armés chacun de 3—4 187 595 pelites dents, et les ventrales sont formées d'un rayon épineux et de 4 rayons mous. Les Gempyles ont dans les premiéres phases de leur développement une physionomie tellement différente, qu'il serait difficile ou impossible de les reconnaitre pour ce qu'ils sont, si 'on ne connaissait pas les états intermédiaires. Le corps est court et ramassé; la premiére dor- sale atteint sa plus grande hauteur en avant et décroit ensuite rapidement; on trouve deux épines libres devant TFanale; les épines denticulées des ventrales sont relativement træs longues, tout autant et méme plus longues que celles de la dorsale; il n'y a ni écailles ni ligne latérale et on ne distingue pas non plus les fausses pinnules; Vopercule et le préoper- cule sont épineux. Pour ce qui regarde la marche du développement et de la transfor- mation, je renverrai aux figures de la Pl. III, J'ai aussi décrit et figuré des états de déve- loppement træs analogues chez un poisson de la tribu des 7%Zyrsites, peut-étre le Nealotus tripes. Le «Dicrotus armatus» Gthr. est certainement une forme transitoire analogue, pro- bablement du Prometheus atlanticus. 6. Thynnus; Orcynus; Pelamys; Cybium et Acanthocybitum. Je distingue dans le groupe des Thynnidæ les genres suivants: Orcynus, Tlvyynnus, Auæis, Or- cynopsis, Pelamys, Cybium et Acanthocybium. Je dois laisser de cåté certains autres genres quwon a encore établis, parce que je ne les connais pas, par exemple les genres (Gramma- torcynus Gill (TIwymnus bilineatus), Lepidocybium et Apodontis Benn.; la séparation de ces deux derniers du genre Cybium me parait au reste peu motivée. Le « Gymnosarda» Gill (Pelamys nuda) sera sans doute un synonyme de I Orcynopsis G. (Pelamys unicolor — Thyn- nus peregrmus Coll.")); les différences spécifiques mémes qui servent de base å ces deux genres sont un peu incertaines et auront besoin d'étre confirmées, bien que V'une des deux espéces soit originaire de la Méditerranée (elle a été trouvé une fois dans la mer du Nord) et Tautre de la mer Rouge. Je conserve le nom de Thynnus?”) pour «les petits thons», le bonito (7%. pelamys) et le Th. thunnina, espéæce dont le Th. affinis ne différe probablement pas; je réserve celui d” Orcynus pour «les grands thons», c'est-å-dire le vrai thon (O. thwunnus) et le «germon» ou I'albacora de nos marins (0. germo), espéce que rendent reconnaissable les longues pectorales et le prolongement en forme de sabre, chez les adultes, de la deuxiéme dorsale et de I'anale. Ces quatre espéces sont toutes extrémement cosmopolites quant å leur distribution géographique (ce qui semble aussi, mais å un moindre degré, étre le cas pour ' Auæts); ceux qui, de tout le groupe, ont le caractére pélagique le plus marqué sont I Or- cynus germo et le Thynnus pelamys. Une révision critique des espéces décrites sous d'autres noms, révision appuyée sur la comparaison d'individus de différentes grandeurs appartenant å plusieurs des 4 types principaux ci-dessus nommés, m'a convaincu, ou du moins rendu trés vraisemblable, que la plupart de ces espéces doivent étre éliminées, comme ne repo- sant que sur des différences tout å fait secondaires, en grande partie provenant de Tåge. C'est ainsi que le 7%. brachypterus n'est sans le moindre doute qwune jeune forme de 1) M. Giglioli a derniérement proposé pour ce genre le nom de Pelamichthys, nom qui doit cepen- dant céder la priorité å celui proposé par M. Gill. ?) M. Giglioli désigne cette division générique sous le nom de Thynnichthys, dénomination assez heureuse, mais qui a déjå été employée pour un genre de- Cyprinoides. 75% 596 188 I? Orcynus thynnus, et le Th. brevipinnis qwune forme encore plus jeune du méme ou plu- tot une correspondante du 7%. thunnina. Je dois faire remarquer ici que le manque de vessie natatoire quwon attribue généralement au vrai thon repose apparemment sur une méprise; elle est décrite en détail par M. Malm dans sa «Faune du Bohuslån». En outre jiidentife sans hésiter avec IO. thynnus, le Tlhuynnus secundodorsalis de Storer et le Th. orientalis du Japon; le Tlwynnus coretta est une forme intermédiaire entre 1 Oreynus tlyynnus et le Th. brachypterus, et peut par conséquent aussi étre rayé du catalogue. D'un autre coté, j'identifie avec V Orcynus germo (pacificus), les Th. alalonga, albacora, argentivittatus, balteatus, sibt et macropterus, qui habitent différentes parties du grand Océan; mais j'hésite å comprendre aussi dans cette suppression d'espéces IO. subulatus Poey, de Cuba, et 'O. pacificus Cooper, de Californie, le premier å cause de ses pectorales, qui sont singuliére- ment courtes pour un germon, le second, par contre, å cause du prolongement si extra- ordinaire des mémes nageoires;' en tout cas, les caractéres attribués å ces deux formes de germons ont, sous ce rapport, besoin d'une nouvelle confirmation. Quant å séparer génériquement les germons, å pectorales longues, des vrais thons, å pectorales plus courtes, il ne semble pas, pour le moment, qu'il y ait de raison pour le faire. De ces formes, que je réunis sous la dénomination générique d' Orcynus, les «petits thons» (7%ynnus s. str. m.) différent: 1) par Yabsence de dents sur le vomer, caractére qui jusqu'ici a passé presque complétement inapercu, mais auquel, dans le groupe des Thynnides, on a générale- ment accordé une valeur générique; 2) par 'absence compléte d'écailles en dehors du cor- selet, tandis que, chez les Orcynes de méme taille, la peau y est déjå revétue de petites Éécailles, ce qui a pour conséquence que les limites du «corselet», chez le thon et le ger- mon adultes, sont assez obscures, de sorte qwå proprement parler il ne peut chez ces derniers étre question d'un corselet distinct; 3) par un caractére ostéologique important, å savoir le développement particulier, en forme de réseau ou de treillis, d'une portion de la partie abdominale de V'épine dorsale, entre les vertébres proprement dites et les hémapo- physes, développement qui a déjå été décrit par Cuvier et qui est représenté sur la figure de la page 474. Cette organisation est commune pour le 7å. thunnina et le Th. pelamys, et se retrouve modifiée chez 1 Auwis, tandis que I Orcynus germo (conf. la fig. p. 473) se comporte å cet égard essentiellement comme VO. thynnus, et comme les espéces apparte- nant aux genres Cybium et Pelamys; s'il en est de méme ou autrement pour I Orcynopsis (unicolor), c'est ce qu'on ignore, mais il y a lieu de supposer qu'il présente quelques-uns des caractéres propres å I'Awærs et au Thynnus (m.). Le Pelamys chilensis et le P. orientalis ne sont certainement pas des espéces diffé- rentes, tout aussi peu que le 7hyrsites chulensis et le Th. atun. C'est å tort aussi qu'on a refusé au genre Cybrum un corselet d'écailles; il est déjå distinct chez de trés jeunes exem- plaires et s'étend, comme å V'ordinaire, autour de la base des pectorales et des ventrales, le long des dorsales, etc. mais est, il est vrai, moins apparent que chez les autres Thyn- noides. Les espéces comprises dans le genre Cybrum différent par des caractéres en général assez insignifiants, mais qui semblent étre plus constants qwon waurait pu s'y attendre. II n'y a donc pås lieu de les réduire dans la méme proportion que les espéces du groupe Thynnus- Orcynus; aussi, å ce qw'il semble, sont-elles loin d'étre aussi pélagiques que les espæces appartenant å ce groupe. Parmi les espéces de Cybrum proprement dit habitant PAt- 189 597 lantique, j'ai pu distinguer sans difficulté le C, caballa (dont le C, %mmaculatum est sans doute la jeune forme), le C. regale et le C. maculatum; le «C. acervum» est un jeune C. regale et n'a rien de commun avec le C. caballa. Il y a cependant une espéce de Cybrum qui doit étre séparée génériquement des autres, je veux parler du grand Thynnoide vraiment pélagique et assez rare, mesurant jusqu'å plus de sept pieds, que nos marins appellent «Barracotta», et dont ils nous ont quelque- fois rapporté la téte et la nageoire caudale; on le rencontre dans VAtlantique, au nord et au sud de T'équateur, dans la Méditerranée et 'Océan pacifique, mais beaucoup plus rare- ment que les bonites et les germons. C'est le C. Solandri C.V., le C. petus Poey, le type du genre Acanthocybium de Gill, décrit récemment par M. Doderlein sous le nom de C. Verany. Ce genre se distingue nettement des vrais Cybrum: 1) par la forme longue et pointue de la téte, dont la mandibule est plus longue que la måchoire supérieure; la fente de la bouche s”étend seulement jusquw'au dessous de Væil, et la partie postérieure du maxillaire supérieur n'est pas visible, mais recouverte par la plaque suborbitale; les måchoires sont armées d'une rangée serrée de dentis tranchantes, en forme de lancette et finement crénelées; 2) par les branchies, qui ressemblent tout å fait å celles des AX7- phias, les lames en étant soudées en forme de réseau; 3) par la distance entre les pointes de la nageoire caudale, qui ne surpasse que peu la longueur de la téte, etc. Que T Acanthocybium soit la forme de Thynnide qui est la plus voisine des espadons, c'est ce que montrent la modification particuliére des branchies et le prolongement des intermaxil- laires, lesquels, plus développés, dgviendraient le bec court du Tetrapturus belone. Ce genre acquiert par lå une importance spéciale pour la systématique, et une étude détaillée de la structure encore inconnue de son squelette serait surtout fort désirable. J'ai considéré comme appartenant å I' Orcynus germo quelques petits Thynnides de 8—17 mm. de long péchés en pleine mer. Le corselet et les carénes de la queue man- quent; les fausses pinnules sont tout au plus indiquées chez le plus grand exemplaire, mais sans étre distinctes; chez les autres, qui sont encore distinctement hétérocerques et com- plétement incolores å V'exception des yeux et de la premiére dorsale, qui sont noirs, il n'y en a pas trace. Le préopercule est armé d'épines chez tous. T.… Coryphæna equisetis L., C. hippurus L. et C. fasciolata Pall. Le genre Coryphæna — les «dolphins», comme les appellent nos marins — est un de ceux qui ont le caractére pélagique le plus marqué; il fournit en méme temps un exemple ønstar omnium de l'extréme confusion qui est résultée de la circonstance qu'un nombre en réa- lité trés limité d'espéces existantes ont été fractionnées en une grande quantité d'espéces nominales, qui ne sont basées que sur des différences d'åge et de sexe, des particularités individuelles, des localités géographiques différentes, des dessins inexacts, des descriptions incomplétes, etc., confusion dont on a cependant å tort rendu George Cuvier person- nellement responsable. La faute commise en répartissant les espéces dans deux genres, Coryphæna et Lampugus, a déjå été rectifiée par une autorité compétente, et le nombre des espéces réputées certaines a en méme temps été réduit de 19 å 6. Je ne doute pas cependant que ce nombre ne soit encore trop grand et ne doive étre limité å 2 ou au plus å 3: les deux anciennes espæces de Linné, «la grande daurade», C. hæppurus, qui 598 190 atlteint une longueur de presque deux métres et «la petile daurade», C. egquisetis, dont la taille ne dépasse pas 2 pieds et demi. Jai, dans le texte danois, donné une caractéris- tique comparative des deux espéces, en tenant surtout compte des changements quw'ils subis- sent avec V'åge pendant leur croissance, de méme que de ceux qui, chez le C. egursetis du moins, sont une conséquence du sexe, et j'ai illustré par des figures. (p. 486) les modifi- cations qui se produisent chez les deux espéces dans la forme de la téte. La plupart des espéces décrites et figurées par les auteurs pourront sans grande difficulté étre rap- portées aux deux espéces cosmopolites en question, que nos nav'gateurs nous ont rap- portées bien des fois, et les seules qu'iils aient été en état de nous présenter. Je dois cependant me prononcer avec une certaine réserve å 'égard du C. pelagica (azorica, sicula) de la Méditerranée, qui a été adopté par la plupart des auteurs qui se sont occupés de Vichthyologie de cette mer, mais qui néanmoins ne différe pas peut-étre spécifiquement du C. Mippurus L.; j'ai du moins då considérer comme un jeune exemplaire de cette espéce un petit «C. pelagica» de la Méditerranée qui, sous ce nom, avait été gracieusement soumis å mon examen par un musée italien. — Bidrag til Kundskab om Egefamilien i Fortid og. Nutid, m. 9 Tavler Résur zar KRAN re gen FØSE EEN ør ER KURE EAN AL, FEE RNnE Laser arelaet AS nemsmin sn