FEE ne Ce Mida ere t ARMES fe Tet enia 4 M Ern anion 4 ELLE 5 A : DONO E A OY Nh Er anl pn ot a 4 Mr riens rta ^ 7 3 4 M MASA aaa CURRENT ES CARO PLE opt d cm al ia ofa M uh D aro piat it ul t pis an A np o a arido et erasa pan aee de iir MUR eis a AN A À MH dar e CEN My rhe Y e actis pr" JU Ne te TV OMC IS ANNEE = Direct Sn » du. 4 A B moi ii res del l'Académie Royale de Copenhague 6"" série. Classe des Sciencés Vol. I, M. 2. - ernes Slægtskabsforhold af J. E. V. Boas. INVERTEBRATE \ ZOOLOGY / JErustacen N Med syv stentrykte Tavler. Avec un résumé en français. Kjobenhavn. Bianco Lunos Kgl. TER BOBLE EEE 1880. over Decapodernes Slægtskabsforhold p : J. E. V. Boas. Dr Med syv stentrykte Tavler. Avec un résumé en français. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri. 1880. De: foreliggende Arbejde blev i April 1879 indsendt til Videnskabernes Selskab, væsenlig i samme Form, som det nu har. I det Aar, der siden da er forløbet, havde jeg imidlertid dels Lejlighed til paa en Rejse i Udlandet at góre nogle for Arbejdet ikke uvæsenlige Studier, dels udkom — eller kom mig for Øje — nogle Afhandlinger, som ikke vilde have været uden Indflydelse paa Formen af nogle Enkeltheder, hvis jeg tidligere havde kendt dem. Dette for at forklare forskellige Smaating, som forresten ingenlunde berører det, der er Hovedsagen i Afhandlingen. Siden de Haans aandfulde, desværre altfor lidet bekendte, Decapod-Arbejde!) saa Lyset, er der næsten slet intet blevet arbejdet paa Kundskaben til de naturlige Slægtskabs- forhold indenfor denne rige Kræbsdyrgruppe. Medens det empiriske Materiale, navnlig fra Ontogenesen, har ophobet sig i stedse stigende Grad, savner vi siden hint udmærkede Ar- bejde en virkelig indgaaende, paa en bredere empirisk Basis staaende Bearbejdelse af Slægtskabsforholdene, af «Systematiken» i højere Forstand. Der har iøvrigt ingen Mangel været paa systematiske Bemærkninger, snart rigtige, snarl uriglige; men de er næsten uden Undtagelse gjorte efter den blotte «Habitus», eller efter en Undersøgelse af ganske enkelte Forhold; om de da er rigtige eller ej, er temmelig tilfældigt; men for Viden- skaben, der er lige saa lidt tjænt med en blot Sammenhoben af Materiale som med Op- stilling af nøgne Hypotheser, er de kun af underordnet eller ingen Værdi. Og dog er det maaske for ingen anden Dyregruppes Vedkommende lettere at samle et stort empirisk Materiale til en «systematisk» Bearbejdelse, og det af ganske simple Grunde. Hudskelettet er saa overordenlig rigt udpræget; for kun at fremhæve én Side: en lang Række Lemmer, af hvilke næsten ethvert kan variere for sig, afgiver allerede en særdeles stor Mængde «Characterer». Og for at studere alt dette er det kun fornødent at have daarlige Spiritus - Exemplarer, ja endog blot tørrede Stykker — som jo igen kan op- blødes — for sig?). Man sammenligne de Vanskeligheder, som stiller sig i Vejen for et lignende Studium af mange andre Dyregrupper. 1) Siebold, Fauna Japonica, Crustacea. ?) Paa den anden Side er det rigtignok en Dyregruppe, hvor Studiet af Bloddelene — i al Fald for de mere «tykhudedede» Formers Vedkommende — kun er muligt paa friske Exemplarer. 4* 26 4 Den Bearbejdelse, som jeg her har forsøgt, støtter sig da ogsaa helt igennem paa et Studium af Hudskelettet. Jeg har undersøgt alle Lemmerne, Skjoldet etc. af et større Antal Repræsentanter for de forskellige Decapod-Grupper — baade voksne og saa vidt mulig Larver — og har benyttet det saaledes indvundne empiriske Materiale til at komme til en Erkendelse af Slægtskabsforholdene indenfor Decapoderne !). At finde en passende Form for Fremstillingen var en ikke ganske let Sag. Jeg har valgt den, at føre de Former, som jeg nærmere havde undersøgt paa det os beskæf- tigende Spørgsmaal, enkeltvis frem for Læseren, dog saaledes, at Beskrivelserne bestandig er sammenlignende og kun indeholder, hvad der er nødvendigt for mine Formaal. Dernæst har jeg sædvanlig afsluttet Behandlingen af de enkelte Grupper med et sammenlignende Tilbageblik, hist og her udkastet Oversigts-Schemata, genealogiske Tabeller etc.; endelig afsluttet hele Afhandlingen med en «systematisk» Oversigt i Diagnose-Form. Det har be- standig været mit Formaal at affatte alt saa kort og klart som muligt”). Er dette ikke altid lykkedes mig, saa bør man betænke, at Forsøg af nærværende Art kun har faa Forbilleder. For det rigelige Materiale skylder jeg Hr. Etatsraad Steenstrup megen Tak; en forholdsvis ubetydelig Del har jeg erholdt af vort Museums tredje Afdeling (Prof. Schiødte) og af private Samlere*). Jeg griber her endvidere Lejligheden til at aflægge Bestyrelsen for Berliner-Museet (de Herrer Director Prof. Peters, Prof. Martens, Dr. Hilgendorf), Hr. Prof. Zittel i Munchen, de Herrer Prof. Blanchard og Prof. Bayle i Paris en op- rigtig Tak for den Liberalitet, hvormed de aabnede deres Samlinger for mig. For Oversigtens Skyld vil jeg begynde med at give et meget kort Resumé af de almindelige Resultater af mine Undersøgelser. Som Udgangspunkt har vi Penæiderne. Til denne Afdeling slutter sig paa den ene Side — phylogenetisk talt: fra Penæiderne er udgaaede — alle de øvrige Rejer, som danner én naturlig, med Penæerne nóje beslægtet, men meget distinct, Gruppe, som jeg tillader mig at kalde EukyphoteriÓ). Paa den anden Side udspringer fra Penæerne hele den øvrige Rest af den gamle — unaturlige — Gruppe Macrura + Anomala og Bra- 1) Ogsaa fossile Former, mest saadanne som jeg selv har kunnet undersøge, har jeg draget med ind i Sammenligningen, og jeg har til Fastsættelsen af disse Formers «systematiske Plads» benyttet ad- skillige Momenter, som man hidtil ganske har ladt ligge — som overhovedet de fossile Decapoder frembyder et — videnskabelig talt — yderst lidet bearbejdet Felt. — Mine Bemærkninger om dem har iøvrigt efter Sagens Natur en aphoristisk Charactér. 2) Visse Punkter i Beskrivelserne, navnlig de om Ledaksernes gensidige Forhold, vil næppe kunne op- fattes, uden man i al Fald har en Del af Objecterne ved Siden af sig. Men jeg maa betvivle, at nogen er i Stand til at fremstille disse Forhold saaledes, at Objecterne kan undværes. 3) Mine Venner Candd. Sahlertz og Traustedt. ) xucoc, kroget; det af Dana for denne Afdeling benyttede Navn: Carider, bruges af andre for alle Rejer (Penæerne iberegnede). 5 27 chyura, der alle tilsammen danner en stor, rig, naturlig Afdeling. Af disse staar blandt de nulevende Homarus (og Nephrops) Penæerne nærmest; fra denne lille Gruppe — som dog i Fortiden var særdeles fyldig udviklet — udspringer paa den ene Side Polycheles (Eryon) og Loricaterne, paa den anden Side Thalassinerne; Astacus er en Mellem- form mellem Homarus og Thalassinerne. Fra en til Thalassin- Gruppen hørende Form er Gruppen Anomala udgaaet. Denne Gruppe spalter sig i tre Grene: Galathea (Porcellana)- Gruppen, Hipperne, Pagurus (Lithodes)- Gruppen. Ligesom Porcellana er en modificeret Galathea, er Lithodes en modificeret — men langt rigere og skønnere modificeret — Pagur (Eupagurus). — Endelig er fra en til Anomala hørende Form Brachyur- Gruppen udgaaet; nærmest Anomala staar Dromia-Homola; til disse slutter sig de øvrige Bra- chyurer som en nåje sammensluttet Helhed. Formernes Sammenhæng i de grovere Træk vil ses i folgende Schema !): Genuine Brachyurer Dromiaceer Anomaler Thalassinider Loricater Eryonider Homarider Eukyphoter Penæider 1) I hvilket man dog ikke maa lægge nogen videre Vægt paa de forbindende Linjers relative Længde. 28 6 En «Inddeling», der skulde holde sig såa nær som mulig hertil — men det er som bekendt altid svært at bringe Naturen i «System» — vilde vel omtrent komme til at se saaledes ud: Subordo I. Natantia. |. Penæider. 2. Eukyphoter. Subordo Il. Reptantia. 3. Homarider (+ Astacus). 4. Eryonider. Loricater. Thalassiner. 7. Anomala. a. Hippider. b. Paguroider. c. Galatheider. 8. Brachyurer. a. Dromiaceer. b. Genuine Brachyurer. Man vil se, at jeg ikke gaar ind paa den gamle Inddeling i macrure og brachyure, en Inddeling, der ikke forekommer mig at være mindre unaturlig end en Systematik, som delte Pattedyrene i Gnavere og Ikke-Gnavere: Brachyurerne er en artsrig, uniform, i Nu- tiden særdeles stærkt udviklet Gren fra den store Decapod-Stamme. | Penæiderne. Vi begynder med at undersøge Slægten: Penæus. !) Thoraxfedderne: Af disse er I. Par det korteste, Il. Par længere end dette, Ill. Par det længste af dem alle, IV. Par omtrent af samme Længde som Il; V. lidt !) I de Beskrivelser, som jeg i det følgende kommer til at give, medtager jeg naturligvis i Reglen kun de Facta, som er mig af Betydning for Sammenligningen. — Jeg vil bestandig begynde med Thorax- fodderne, tager dernæst Mundlemmerne, begyndende med tredje Kæbefod, tager derpaa Antennerne, Üjne, Halefodder, Skjold, Hale og Gæller; Metamorphosen samler jeg enten ved Slutningen af de enkelte Afsnit, eller giver den ved Slutningen af Beskrivelserne. 7 29 længere end IV. Alle Benene er spinkle, dog er der i al Fald hos nogle Arter en ret tydelig Tiltagen i Robusthed forefter, saaledes at I. Par bliver det kraftigste; men For- skellen er ikke stor. Fra Basilarleddet af I.—III. Par udspringer en i Spidsen to-klavet Epipodit, som strækker sig ind mellem Gællerne; fra 2. Led!) af alle Benene en kort Exopodit (hos P. semisulcatus var denne paa V. Par rudimentær). — Hvert Ben bestaar af 7 Led, alle bevægelige mod hinanden. Paa I. Par er Længden af 2. og 3. Led tilsammen lige saa stor som Længden af 4. Led; paa de andre Par Ben er den mindre, men dog mer end halv saa stor som 4. Leds Længde. Paa I. Par er 4. Led omtrent af samme Længde som 5.; paa Il. Par er 4. noget kortere; paa Ill. Par meget kortere end det meget lange 5. Led; paa IV. og V. Par er derimod 5. Led kortere end 4. Ledfüjningen 5—6?) paa alle Fodparrene, men tydeligst paa de 3 fürste, er af en ejendommelig Art, idet en Bevægelse i flere Retninger er mulig; der er egenlig ingen bestemt Drejningsakse, idet der nemlig kun er ét fast Punkt. — Bevægeligheden mellem 2. og 3. Led er nok saa stor som mellem 3. og 4. De tre forste Fodpar er forsynede med Klosakse; retter man Benene lige fremefter, ligger den «bevægelige Finger» ovenover den ubevægelige. Den mandlige Genitalaabning findes i Ledhuden mellem Thorax og I. Led af V. Par, ikke i selve 1. Led. — Hunnens Kónsaabning i 1. Led af III. Par, ligesom hos de fleste andre Decapoder. Den tredje Kæbefod (Fig. 2) er ikke lidet forskellig fra Thoraxfodderne?) Den er noget længer end I. Thoraxfod. Fra 1. Led udspringer en Epignath, som ligner den homologe Epipodit paa Thoraxfodderne. Fra 2. Led en Exognath, som er meget længer end Exopoditen paa Thoraxfodderne; paa Exognathen er der ingen tydelig Ad- skillelse i Scapus og Flagellum; den er, med Undtagelse af sin proximale Ende (Scapus), forsynet med fine Tværfurer, som udgaar fra begge Randene uden i det hele at lobe sammen paa Midten; mellem to og to Furer udspringer i Randen et langt Haar (Fjerhaar); Spidsen af Exognathen er bojet udad, dens to Flader — den er temmelig fladtrykt — vender opad og nedad. 1) Ved fórste Led forstaar jeg det nærmest Thoraxskelettet 0.s.v.; naar to Led er sammenvoksne, benævner jeg det derved fremkomne a—+b (f. Ex. 2.+3.), hvorved opnaas, at tilsvarende Led altid har samme Nummer. — M.-Edwards' Terminologi (Syst. tégum., Ann. d. Sc. nat. Zool. 3. Sér. Tome XVI) er mig for besværlig. 2) Ved Ledfójningen 5—6 forstaar jeg Ledfójningen mellem 5. og 6. Led ete. Drejningsakse 5—6 er Drejningsaksen i Ledfójningen 5—6. — Leddenes Forhold hos Deeapoderne er hidtil kun behandlet for meget faa Formers Vedkommende (Langer, Ü. d. Gelenkbau der Arthrozoen. Wiener Akad. Denk- schriften 18., 1860. — Lyttkens, Bidr. t. kànnedomm. af Crust. Anatomi. Lunds Univ. Arsskr. IV og V, 1867 og 1868). 3) Smign. Claus, Crust. Syst., Pag. 43: «Dieselben [tredje Kæbefod] bei Penæus und Verwandten als Kieferfüsse zu bezeichnen ist wohl nur aus Liebe zur Theorie geschehen, denn viel zutreffender móchte es sein, diesen Crustaceen sechs Beinpaare zuzuschreiben.» Heri, som i meget andet, kan jeg aldeles ikke være enig med den ærede Forfatter. 30 S Hvad selve Kæbefoden — Endognathen — angaar, da bestaar den ligesom Thorax- fodderne af 7 Led; men der er ingen Bevægelighed mellem 2. og 3. Led; 3. Led er storre end noget af de andre. — Paa Inderranden af 3. Led findes en Crista dentata. Be- haaringen er stærkere end paa Thoraxfedderne; navnlig vil jeg fremhæve den Besætning af korte, indadrettede Haar, der findes paa 3. Led, især nedenfor — Maxillipeden i Hvile og Dyret i naturlig Stilling — Crista dentata. Maxillipeden af 3. Par adskiller sig fra Thoraxfodderne navnlig ved Manglen af Bevægelighed mellem 2. og 3. Led, ved 3. Leds characteristiske Behaaring og Forsyning med en Crista dentata, samt ved den stærke Udvikling af Exognathen, Characterer som alle viser, at den ber regnes til Mundlemmerne. (Smlgn. folgende). Anden Kæbefod (Fig. 21). Endognathen er meget mindre end paa tredje Kæbe- fod; men Epignathen er ligesaa stor og Exognathen endog lidt sterre end paa denne; iovrigt ligner disse to Dele ganske de tilsvarende paa tredje Maxilliped. Endognathen bestaar af 7 Led; ingen Bevægelighed mellem 2. og 3. 4. Led er det længste. Drejningsakse 4—5 staar omtrent lodret — Kæbefoden in situ og Dyret i naturlig Stilling —; paa tredje Kæbefod ligger den lilsvarende Akse vandret ligesom paa Thoraxfodderne. 7. Led vender den distale Ende bagud; det samme gjor 6. Led, og Endo- gnathen kan ikke rettes lige ud. Alle indad vendende Rande, navnlig af 6. og 7., men ogsaa af 1.—4. Led er besatte med stive indad rettede Haar. — Den ydre Rand af 7. Led er mer end halv saa lang som den indre. Første Kæbefod (Fig. 40). Exognathen mangler Furer og er meget mindre end: Exognathen paa foregaaende; bagtil er den trukken ud i en lille Spids. Epignathen har en noget anden Form og er større end paa anden Kæbefod. Den til Endognathen!) paa de andre Maxillipeder svarende Del er 7-leddet. 1. Led er kort; Inderranden meget bred og delt ved en Tværfure, stærkt borstet; dette er de Haans Lac. int. Fra 2. Led udgaar en stor Proces — de H.'s Lac. med. — der paa sin smalle (skarpe), men lange Inderrand er stærkt forsynet med Børster. Den øvrige Del (3.—7. Led) af Endognathen (de Haans Lac. ext.) er lang og tynd, bredest i sin proximale Del; fra 3. Led udgaar en lille, indadrettet Proces, en 3. Tyggeflig. Anden Maxille (Fig. 72) er bygget efter samme Typus som Kæbefodderne, dog mangler Epignathen. Endognathen mangler Leddeling; den er i sin proximale Del trukken !| Ved Epi-, Exo- og Endognath forstaar jeg paa anden og tredje Maxilliped de samme Dele, som M.-Edwards (Squel. tégum. des Crust. décap. Ann. d. Sc. nat. 3. Sér. XVI); paa 1. Maxilliped derimod svarer min Endognath til Summen af hans Endognath (de Haans Lac. int. + med.) og Mesognath (de Haans Lac. externa); paa 2. Maxille svarer min Endognath til de Haans Lac.int. + Lac. ext. + Palpus, min Exognath til M.-Edwards' Epignath (de evrige Dele omhandler han ikke); paa 1. Maxille svarer min Endognath til de Haans Lac. int. + Lac. ext. + Palpus; paa Mandiblen er Palpus de Haan den distale Del af min Endognath. — For Simpelheds Skyld vil jeg i det felgende hyppig benytte de Haans Benævnelser. 9 31 ud i 2 to-kløvede Processer — Lac. interna og externa —; den proximale Lobus af Lac. interna er "temmelig kort hos Penæus; den distale Del af Endognathen (Palpus) er ret bred, men indsnævres pludselig i Spidsen. — Exognathen er bred og dens bageste Hjørne — ligesom hos alle Decapoder — trukket stærkt ud; ligesom Exognathen paa forste Kæbefod er den i Randen forsynet med en Bræmme af Fjerbårster. At anse den for svarende til Epi- gnathen paa 1. Kæbefod — som endnu M.-Edwards (Squel. tégum.) vil — er urigtigt; ti dels ligger dens Udspringssted fra Endognathen for langt fra den proximale Ende af denne, dels er Behaaringen en anden end paa Epignathen af 1. Kæbefod; denne er nemlig paa bægge Sider, — navnlig paa Undersiden, men ikke i selve Randen — forsynet med lange, tynde Haar, der kun henimod deres Spidse ere forsynede med særdeles korte Side- grene (Savhaar); samme Behaaring har Epignathen paa de andre Lemmer, medens Exo- gnathen bestandig har den characteristiske Forsyning med kraftige Fjerbórster, som kun sidder i Randen, ikke paa Exognathens Flader !). Fórste Maxille (Fig. 99). Dette Lemmepar bestaar ligeledes af en Endognath og af en Exognath, hvilken sidste er fuldkommen rudimentær og hidtil ganske oversét hos alle voksne Decapoder, medens Claus har sét den hos forskellige Penæidelarver; hos nogle Decapoder er den, som vi senere skal se, bedre udviklet end hos Penæus. Endognathen er forneden trukken ud i to indadrettede Tyggeflige, Lac. int. og externa; Lac.int. er hos Penæus paa sin Inderrand but afrundet. — Den distale Del, Palpus, er 3- eller 4-leddet. Mandiblen (Fig. 146) bestaar kun af Endognathen, idet saavel Exo- som Epignath mangler. Den nederste Del, som kan sammenlignes med Tyggefligene paa Maxillerne, er udvidet, Mandiblens Corpus; den distale Del danner den saakaldte Palpe, der hos Penæus er fladtrykt (af Palpens 3 Led er det fürste kun utydelig skilt fra det andet, hos nogle Arter maaske slet ikke). Den indadvendende Del af Mandiblens Corpus er delt i en skærende og en knusende Del, som bagtil løber sammen.. Paa den skærende Del er der tæt indenfor Spidsen et Indsnit, som er tydeligst paa venstre Mandibel; tæt bagenfor dette et andet, der er tydeligst paa hüjre, yderst utydeligt eller mangler paa venstre; disse to Indsnit begrænser en fremspringende Tak. Bagtil, hvor den skærende Del lober sammen med den knusende, findes endnu et Indsnit, hvorfra en svag Fure lober hen over Mandiblens nedad vendende Side. Det bemærkes, at Indsnittene er tydeligere hos nogle Arter, f. Ex. Penæus semisul- catus, end hos andre, f. Ex. P. caramote. Antennerne?) er byggede efter samme Type som de tidligere omtalte Lemmer; de bestaar nemlig af en Endopodit og en Exopodit, den saakaldte Squama, der ligesom paa !| Smlgn. Claus, Crust.-Syst., som har den samme Tydning, men uden den her givne Begrundelse. 2) Ved «Antenner» forstaas i hele Afhandlingen det bageste Par Antenner; det forreste Par benævnes Antennuler. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, I. 2. 5 32 10 de andre Lemmer udspringer fra 2. Led. Endopoditen bestaar af 5 Led foruden den yderste, piskeformige, tværfurede Del, Flagellum. Ledhuden mellem Thoraxskelettet og 1. Led er temmelig stor; en Fortykkelse (en «Chitinstav») gaar i denne fra 1. Led hen til Skelettet; de to Antenner er indleddede meget tæt ved hinanden. Det indre af Ledstederne (Endepunk- terne af Drejningsaksen) mellem 1. og 2. Led ligger langt indadtil; «tubercule auditif» (med Udforselsaabningen for den grenne Kirtel) ligger ligeledes langt indadtil. — 2. Led er, saa vel hvad Brede, som hvad Længde angaar, meget stort i Forhold til de efterfølgende. — Bevægeligheden mellem det skraat afskaarne 3. Led og 4. er temmelig stor; ligeledes mellem 5. og Svøben, som er betydelig længere end Kroppen. — Squama, som er mere end dobbelt saa lang som Endopoditens 5 Led tilsammen, er langs sin indre Rand og langs den forreste Del af den ydre Rand forsynet med en Bræmme af korte Fjerbórster (smlgn. Exo- gnatherne); fra denne bórstebesatte Del af Randen straaler fine Tværfurer hen over begge Flader; mellem to og to Furer sidder der en Bórste; (Furerne gaar meget forskellig langt ind paa Fladerne, nogle meget langt, andre mindre langt, andre meget kort; efterhaanden som de kommer længer ind, bliver de bredere og dybere). Den Del af Yderranden, som mangler Børstebræmme, er fortykket og stiv; den ender fortil i en ubevægelig Torn. Antennulerne. Skaftet bestaar af 3 Led; det er meget langt, omtrent halvt saa langt som Skjaldet eller endog lidt mere (lidt forskelligt efter Arterne). Det proximale Led er langt stórre end de andre, samt i sin distale Ende stærkt udfladet; fra den indre Rand udspringer en for Penæus ejendommelig Proces; fra den ydre en anden, fortil tilspidset, kortere, som interesserer os mere. Fra den forreste Ende af 3. Led udspringer de to tværfurede Svøber, af hvilke den øverste, yderste, har en haaret Længdefure paa den proximale Del af sin Underside. — Da Exopoditen paa de andre Lemmer altid udspringer fra 2. Led, kan jeg ikke antage, at den ydre Svøbe paa Antennulerne er en Exopodit; denne Svøbe bliver da, ifald vi ikke ville antage en Kløvning af Endognathens distale Parti, et Bygningselement sui generis. Øjnene. Ojenstilkene er (som sædvanlig) to-leddede, det inderste Led meget mindre end det yderste. Selve Øjnene er store og opsvulmede, betydelig bredere end den proximale Ende af yderste Led. Betragter man Dyret ovenfra, kan man se Ojenstilken i hele dens Længde; ingen Del af den er skjult af Rostrum. Halefødderne. De 5 fürste Par bestaar af et kraftigt to-leddet Skaft, hvis proxi- male Led er særdeles kort. Paa Skaftets Ende sidder to Blade; det yderste af disse, Exopoditen, er længere end det indre, som sammen med Skaftet repræsenterer Endopo- diten. Det ydre Blad er omtrent ens paa alle 5 Par; det er randhaaret og forsynet med fine Tværfurer, som løber fra Randene ind paa Fladerne. Det indre Blad har omtrent samme Udseende som det ydre paa 3.—5. Par hos begge Kón, samt paa 2. Par hos 9; paa 1. Par 11 33 hos 9 er det meget lille. — 2. Par hos à adskiller sig fra Hunnens derved, at der fra Inderranden af det indre Blad udspringer et kort Appendix, som jeg vil tillade mig at kalde Appendix masculina, og som vi i meget forskellig Form vil genfinde hos de fleste Decapoder. Det indre Blad paa 1. Par hos d (Fig. 162) er omdannet, aabenbart i Copulationens Tjeneste; den indre Rand er forsynet med en stor Mængde fine Kroge, hvorved det hæftes sammen med sin Nabo for at danne en .bagtil aaben Rende. Det 6. Par Halefødder er bygget som de andre; kun er Skaftet kortere og robustere og de to Blade langt stórre; det yderste Blad ligner meget Squama antennarum; det er forsynet med en kort Tværfure, hvorfra to Skraafurer løber ud mod Randene. Skjoldet er, ligesom hele Dyret, sammentrykt. Pandetornen er sammentrykt, skarp, savtakket paa Randene. Paa Fig. 129 (af P. brasil.) vil man finde de Furer, som er constante for Penæus; af disse svarer Furen o, der er meget svag, til Gællehulens ovre Begrænsning. Foruden de constante Furer optræder andre hos visse Arter; af disse vil jeg kun nævne en i den bageste Del af. Skjoldets Midtlinje hos Pen. caramote, canaliculatus og semisulcatus. Muskelindtrykkene vil jeg af forskellige Grunde ikke gaa nærmere ind paa; de omtalte Furer er ikke Muskelindtryk. Halen er meget sammentrykt. Sidestykkerne rettede nedefter; paa 6. Ring er de ganske lave; Sidestykkerne paa 1. Ring er ligesaa hóje som anden Rings og lengere end disse; de dækker med deres Bagrand Forranden af Sidestykkerne paa 2. Ring. Bageste Led løber ud i en tornformig Spids; hos de fleste Arter findes ingen bevægelige Torne paa dette Led; men hos enkelte Arter, f. Ex. P. caramote, findes der paa hver Side i Randen 3 saadanne; hos en, som jeg tror ubeskreven, lille pelagisk Penæus fandt jeg 4 Par. Gællerne: Ovenover V. Par Thoraxfodder udspringer paa hver Side { Gælle fra et Hul i Pleuren; over IV. 1 Gælle fra Pleuren, 1 fra Ledhuden mellem 1. Led af Benet og Thoraxskelettet; ovenover III. 1 fra Pleuren, 2 fra Ledhuden; ligesaa over II. og I. Par Thoraxfodder, samt over mp; (3. Kæbefod); ovenover mp, (2. Kæbefod) 2 fra Led- huden, ingen fra Pleuren, samt 1 fra Epignathens Basis; ialt 18 (disse Tal har jeg fundet overensstemmende hos de tre Arter, caramote, semisulcatus og brasiliensis, som jeg har undersøgt herpaa)!) — Hver Gælle bestaar af en Stamme, hvorfra udspringer to Rækker Blade; Randen af hvert Blad er ved Indskæringer delt i en Mængde smalle Smaablade (der vender Fladen mod hinanden); af disse er atter nogle, ved Kløvninger parallelt med deres 1) De Haan angiver andre Tal end ovenstaaende for Arterne canaliculatus, der staar caramote meget nær, og for lamellatus. Jeg er tilbåjelig til at antage, at de Haan her som andensteds — hans Gælletal ere hyppig urigtige — har maattet tælle Gællerne paa torrede Exemplarer, hvilket er noget vanskeligt. — Heller ikke Huxleys Angivelse af Gællernes Antal hos P. brasiliensis (Glassific. a. Distr. of Crayfishes, Proc. Zool. Soc. 1878) stemmer med mine Tal. 34 12 Flade, delte mer eller mindre dybt i flere (smlgn. Fig. 187)'} Den indskaarne Rand af Gællebladene vender udad og mod Gællens distale Ende. Meget nær ved Penæus staar Slægten: Sicyonia. Der findes en lignende Epipodit paa de samme Thoraxfodder som hos Penæus; derimod mangler Exopoditen. Den relative Længde af Benene er den samme; ligeledes Leddenes Forhold og den bevægelige Fingers Stilling. — Tredje Kæbefod ligner Penæus’, men mangler baade Epi- og Exognath, samt Crista dentata paa 3. Led. Anden Kæbefod mangler Exognath, men Epignathen er tilstede og ligner ganske Penæus’, hvilket sidste ogsaa er Tilfældet med Endognathen. Fårste Kæbefod adskiller sig fra Penæus’ derved, at. Lac. externa mangler Leddeling; iøvrigt ganske som hos Penæus; navnlig findes den lille 3. Tyggeflig, og Exognath og Epignath har samme Form som hos denne. — Anden Maxille ligner ganske Penæus', navnlig har «Palpen» ganske samme Form; ligesaa Lacinierne, blot er den prox. Lobus af Lac. interna endnu mere reduceret end hos denne. Første Maxille (Fig. 102): Den proximale Tyggeflig (Lac. int.) har den samme afrundede Form; Palpen er indsnævret i Spidsen, men mangler den lille 3. Tyggeflig, som man af Fig. 99 vil se findes hos Penæus; derimod har den den samme lille afrundede bårstebesatte Proces paa Palpens Yderrand. Mandiblen: Palpen meget bred ligesom hos Penæus, 3-leddet, det proximale Led meget lille; den skærende Del af Mandiblen er svagt udviklet, uden Indskæringer. — Antennerne: Skaftet længere end hos Penæus, paa Grund af. at 3. Led er meget langt. Antennulerne mangler paa deres fórste Led den indre Proces, som vi fandt hos Penæus; derimod findes Tornen paa den ydre Side. Ójenstilkene kortere, ellers som hos Penæus. — Halefodderne hos 9 (jeg har desværre ikke kunnet undersøge ó) adskiller sig — 6. Par undtagen — derved fra Penæus', at det indre Blad, der hos Penæus er noget mindre end det ydre, ganske mangler; det ydre er derhos smallere end hos Penæus. Tornen paa det ydre Blad af 6. Par er tydeligere end hos de Penæus-Arter, jeg har sét. — Skjoldet: Foruden Randfuren, som er meget tydelig — tydeligere end hos Penæus —, finder vi Furerne o, p og r, af hvilke p er meget utydelig, r derimod ret tydelig. Rostrum er kort, men af samme Form som hos Penæus. — Halen: Sidestykkerne er lavere end hos Pen., men forholder sig iøvrigt som hos denne. Haleringene er forsynede med Tværfurer og ligesom hele Hudskelettet mere ru og haarede paa Overfladen end hos Penæus, der typisk, dog ikke uden Undtagelse, er glat og nogen. Halen er ligesom hele Legemet mindre sammentrykt end hos Penæus. Sidste Haleled løber 1) Fórst i Huxleys Afhandling i Proc. Zool. Soc. 1878 (udkom April 1879) er der givet en brugbar Be- skrivelse af Gællerne hos Penæus; den paagældende Afhandling fik jeg iøvrigt forst, efter at oven- staaende var renskrevet. 13 35 ud i en Torn; ingen bevægelige Torne. — Gællerne er i Tal noget reducerede i Sam- menligning med Penæus'. Over Vi): ingen Gælle. IV: 1 fra Ledhuden, ingen fra Pleuron. 1:25 -= — do. - — is E III. Mp;: som hos Penæus. Mp,: som hos Penæus. Gællernes Bygning er en interessant Modification af den, vi fandt hos Penæus; for at bruge en Sammenligning: , Gællebladene hos Sicyonia forholder sig til Gællebladene hos Penæus omtrent som Bladet af en Mesembryanthemum til et almindeligt Lovblad; Smaa- bladene er korte oz brede, mere brede end lange; den Rand, de tilsammen danner, altsaa Hovedbladets indskaarne Rand, vender som hos Penæus udad og henimod Gællens distale Ende (smlgn. Fig. 188). Som Helhed maa Sicyonia siges at vere en plump Penæ, der fra et phylogenelisk Synspunkt maa antages at nedstamme fra Slægten Penæus, eller fra en Form, som staar denne overordenlig nær. Det meget intime Slægtskab med Penæus viser sig bl.a. i Epi- poditernes Form, i Formen af 1. Maxilliped, fórste og anden Maxille, Mandiblens Palpe. En anden Form, som jeg efter de foreliggende Data maa ansé for at være udgaaet fra Penæus, er Slægten: Sergestes : Thoraxfadderne er meget tynde, I. Par ligesom hos Penæus kortere end IF, dette atter end IL; IV. og V. Par afviger fra Penæus’ derved, at V. er kortere end IV., næsten rudimentert; de mangler alle Exo- og Epipodit. HE og III. Par bestaar som hos Penæus af 7 bevægelige Led og er forsynede med Klosakse, der rigtignok er næsten rudimentære; paa I. Par mangler det distale, 7., Led, og med det Klosaksen; jeg vil kun berøre, at 6. Led paa I.—III. Par er delt i Smaaled. IV. og V. Par mangler 7. Led; disse to Fodpar er sammentrykte og i Randen forsynede med Fjerhaar, som navnlig paa IV. Par er overordenlig lange. d's Genitalaabning som hos Penæus; de to Aabninger sidder tæt ved hinanden; 9's Aabninger som hos Penæus. — Tredje Kæbefod bestaar af de samme Led som hos Penæus; den mangler Exo- og Epignath; er betydelig længere end I. Par 'Thoraxfedder. 7. Led er delt i flere Smaaled, 6. kun i 2. 2.—- 3. Led ligesom hos Pen. stürre end paa Thoraxfodderne. Anden Kæbefod (Fig. 22) som hos Penæus, men længere, navnlig 5.—6. Led, stærkt forsynet med Tyggebürster; uden Exognath, men med en lille 1) y — femte Thoraxfod, IV = fjerde do., etc. Mp, = tredje Maxilliped, J/p, — anden do. 36 14 Epignath"). Fårste Kæbefod (Fig. 41): Epignathen ligner Penzus'; Exognathen har den samme Brede og Korthed som hos Penæus; Lac. externa har den samme lille extra Tygge- flig; den er i Reglen delt i 3 (hos en enkelt Art efter Króyer i 4) Led; Endognathen rager som hos Pen. ud over Exognathen. — Anden Maxille (Fig. 73): Den bageste Lobus af Lac. int. mangler ganske (den var lille hos Pen.); Palpen er ikke som hos Pen. og Sicyon. indsnævret i Spidsen; derimod har den i Spidsen nogle udaddrejede Bürster, som vi gen- finder hos Penæus, men savner hos Sicyonia. Fürste Maxille (Fig. 103) har Spidsen af Palpen indsnævret (— Penæus); paa sin Yderrand har Palpen et Par Haar siddende paa det Sted, hvor vi hos Penæus og Sicyonia havde en stærkt haarbesat Proces; den bageste Tyggeflig (Lac. int.) som hos Penæus afrundet. Mandiblen: Palpen lang, i Forhold til Længden ikke bred, 3-leddet, inderste Led kort. Den meget skarpe skærende Del af Man- diblen er stor i Forhold til den knusende, iovrigt omtrent som hos Penæus; Indsnittet indenfor Spidsen ligesom hos denne tydeligst paa venstre Mandibel. — Antennerne: 1. og 5. Led stórre end hos Penæus, Squama smallere, Tornen næsten i Spidsen. An- tennulerne ligesom hos Penæus: den ydre ovre Svobe forneden noget udbredt og med en haaret Fure paa Undersiden”). — Halefoddernes to Blade er smallere end hos Pe- neus, men lange; Basilarpartiet meget kraftigere end hos Penæus. 1. Par hos 9 har kun 1 Blad; ellers er alt hos å og 9 væsenlig som hos Penæus; i Randen af 6. Par gerne en tydelig Torn. — Skjoldet (Fig. 131): Rostrum særdeles lille, fortsætter sig ikke i Skjoldets Midtlinje; Furen e meget tydelig, q og r ligeledes; Furerne q er forbundne i Skjoldets Midtlinje ved en svag Tværfure; p mindre tydelig; mellem e og Skjoldranden ligesom hos Sicyonia en fremstaaende Længdekol; en ganske kort Fure mellem q og e. — Halens Side- stykker kortere end hos Penæus, men forovrigt som hos denne; sidste Haleled uden be- vægelige Sidetorne (smlgn. dog nedenfor); Halen stórre og kraftigere i Forhold til Kroppen end hos Penæus. Halen kan paa Grund af en stærk Udvikling af Rygdelen af 3. og 4. Ring ikke rettes ud («Rejeknæk», tydeligere end hos Penæus og Sicyoniaà. — Gællerne har næsten ganske samme Bygning som hos Penæus: hver Gælle er besat med to Rækker Blade; hvert Blad er paa sin Rand besat med en Række Smaablade; dog er der den For- skel, at Antallet af Blade paa hver Gzlle er meget mindre her, og at Smaabladene aldrig kløver sig igen. Hos Sergestes Frisii har jeg fundet folgende Gælletal: over hver én Galle fra et Hul i Pleuron. 1) Som Króyer har oversét i sin Sergestes-Monographi (Vidensk. Selsk. Skr. 5.R. 4. B.). ?) Forskellen i den anden Svebe mellem á og 9 (se Króyers Monographi) interesserer os ikke her. 15 TEN 37 I Mp 3 Mp, 1 Gælle for Epignathen, 1 (rudimentær, uden Blade) ovenover mp,, om fra Pleuren over hver én Gælle fra et Hul i Pleuron. eller Ledhuden kan jeg ikke set). Sergestes' meget nóje Slægtskab med Penæus viser sig navnlig tydelig i Bygningen af 1. Kæbefod og 2. Maxille samt i Gællernes Bygning. Iblandt de i Studiesamlingen opbevarede Sergester har jeg fundet nogle Exemplarer af en, saa vidt jeg skønner, ubeskreven Sergestes-Art (der iøvrigt ligner Krüyers tenuiremis, uden dog at falde sammen med den; jeg vil for Kortheds Skyld betegne den som Sergestes tenuiremi aff.), som i flere Henseender viser et nærmere Slægtskab med den følgende Slægt end Tilfældet er med de typiske Sergester, f. Ex. Serg. Frisii, som navnlig har ligget til Grund for de Bemærkninger, jeg ovenfor har gjort om Slægten. — Thoraxfedderne, anden og tredje Kæbefod og navnlig Halefødderne er meget mere langstrakte, tynde (eller smalle) end hos de typ. Sergester, Epistomet meget mere langtrukkent (omtr. af samme Længde som den Del af Sternum, hvorpaa de 5 Par Thoraxben sidder); Halen og Kroppen meget tynde, langstrakte, sammentrykte, Gællerne smaa. Dertil kommer endnu følgende: Lac. externa af 1. Kæbefod samt Exognathen og Epignathen er ikke lidet mindre i Forhold til Lac. med. og interna end hos Sergestes Frisii; endvidere er Exognathen af 2. Maxille betydelig mindre i Forhold til de øvrige Dele af Maxillen end hos S. Frisii; endelig er sidste Haleled forsynet med 4 Par bevægelige Torne i Nærheden af Randen”); Facta, der alle staar i et interessant Forhold til, hvad der skal udvikles i det folgende. Slægten: Leucifer maa betragtes som en meget abnorm Sergestes?) Slankheden og Sammentryktheden af Krop og Hale, Tyndheden af Thoraxfødderne, den store Længde og Smalhed af Hale- fødderne, den stærke Udvikling af Epistomet, der allerede hos nogle Sergestes-Arter, f. Ex. den nys omtalte, er dreven meget vidt, har her naaet en ganske utrolig Hójde; hertil er nu kommet Mangelen af Gæller samt flere Modificationer af Munddelene etc. — som til- dels staar i Forhold til Gællemangelen, — saaledes at Resultatet af alle disse Omforminger 1) Svarer i al Fald efter al Sandsynlighed til den ene af dem, der hos Penæus udspringer fra Ledhuden. ?) Hos Sergestes Frisii findes hos alle Individer ved Halens Spids et Par Torne; hos nogle Individer findes desuden en lille Torn paa hver Siderand tæt ved de omtalte; hos andre endnu et Par håjere oppe, tæt ved Randen. Disse Torne, der saa vidt jeg skónner (efter omhyggelig Undersøgelse), alle er ubevægelige, maa jeg antage for at svare til de hos Serg. tenuiremi aff. omtalte vel udviklede, bevægelige Torne. — Jeg vil her ikke undlade at henlede en fremtidig Monographs Opmærksomhed paa det sidste Haleled, som vist vil være af væsenlig Værdi for Arts-Adskillelsen. 3) Claus (Crust.- System) fremsætter — men kun som Postulat — en lignende Anskuelse. 38 16 er bleven en af de bizarreste Skabninger, som Decapodernes saa særdeles rige Gruppe har at opvise. — Thoraxfodderne: IV.—V. Par, af hvilke navnlig det sidste alt hos Sergestes var lille, mangler som bekendt her aldeles; de andre er tynde, haarbesatte. III. Par er det eneste, som bærer Klosakse; den ubevægelige Finger er kortere end den bevægelige. I. Par mangler ligesom hos Sergestes yderste Led; det samme er Tilfældet med II. Par, som er meget længere end I. og omtrent af samme Længde som Ill. (smlgn. Sergestes); 1. og 9. Led er, som sædvanlig, ikke meget lange; 3. er derimod langt (paa III. Par af Længde med 4. Led), ikke skarpt sondret fra 4. Led; I. og IL. Par Thoraxfedder bliver saaledes 6-leddede, HI. Par 7-leddet!). Epi- og Exopodit mangler ligesom hos Sergestes. — Tredje Kæbefod (Fig. 3) er som hos Sergestes (Penæus, Sicyonia) meget længere end I. Par Thorax- fodder; ligesom hos Sergestes og de andre er 2. og 3. Led sammensmæltede og tilsammen af ret anselig Længde; ingen Epi- og Exognath (smlgn. Sergestes). — Anden Kæbefod (Fig. 23) har en yderst characteristisk Lighed med Sergestes'; Længden af de 3 distale Led er ikke meget langt fra at vere den samme som af de andre tilsammen; yderste Led som hos Sergestes; 3. yderste (eller 5. Led) har den samme characteristiske Vinkelbüjning som hos de andre Penæer; stærk Besætning med lange stive Bórster; ingen Exo- eller Epignath. — Fórste Kæbefod (Fig. 43) er maaske den Del af Leucifer, som har det fra den til- svarende Del hos Sergestes — i al Fald ved fürste Ojekast — mest afvigende "Udseende; den bestaar nemlig kun af en toleddet Del og intet videre. Dette maa forklares paa fol- gende Maade: Epi- og Exognath mangler; endvidere mangler ogsaa hele Lacinia externa (Mesognathen M.-E.), saaledes at det kun er Lac. interna og media, som er tilstede. Disse er paa den indre Rand forsynede med en Mængde Tyggebórster ligesom hos de fore- gaaende, Lac. interna er, som sædvanlig, forsynet med en Fure, som fra den indre Rand løber et Stykke hen over Overfladen. — Anden Maxille (Fig. 75) er ogsaa noget reduceret: Exognathen er lille og forsynet med faa Randhaar; Palpen mangler ganske; iovrigt som hos Sergestes: den bageste Del af Lac. int. mangler. — Første Maxille (Fig. 104): Palpen er lille, ubehaaret, de to Tyggeflige smallere end hos Sergestes, men iøvrigt af samme Form. — Mandiblen adskiller sig, frasét Manglen af Palpe, kun lidet fra de fore- gaaendes: indenfor den forreste Rand af den skærende Del findes et Indsnit, som er dybest paa venstre Mandibel; bagenfor dette et andet, som er dybest paa hójre Mandibel; disse to begrænser en fremspringende Tak; den skærende Del paa hójre Mandibel afviger fra Ser- gestes’ ved at være smaat takket langs hele Randen; den knusende Del ligger ovenover den skærende og løber bagtil sammen med denne; den er forsynet med nogle faa Rifler (som ikke findes hos Sergestes eller Penæus); Riflerne er atter delte paa tværs. — Antennerne: 1) For at tælle Leddene, hvilket ingenlunde er ganske let, har jeg skaaret Dyrene tværs over med en Scalpel paa Glas og undersøgt hvert Par for sig; Dohrns Figur af Leucifer i Z. f. wiss. Zool. 21 viser ikke disse Forhold rigtig. 17 | 39 5. Led ligesom hos Sergestes langt, Squama meget smal (den var allerede hos Serg. tem- melig smal), Tornen i Spidsen. — Antennulerne: 1. Led af Skaftet meget langt, Tornen paa Ydersiden mangler”). — Üjenstilkenes yderste Led meget langt, tyndt, Ójnene store (hos Serg. tenuiremi aff. og andre er Ojenstilkene allerede meget lange). — Halefoddernes to Blade særdeles smalle; iøvrigt som hos Sergestes: paa 1. Par hos 9 kun ét Blad, paa 1. Par hos å er det indre Blad omdannet paa en lignende Maade som hos Sergestes og Penæus; paa del 2. Par hos d et Appendix (Appendix masculina) paa det indre Blad; paa 6.Pars ydre Blad har jeg ikke kunnet opdage nogen Leddeling (hos Serg. tenuiremi aff. er Leddet meget svagt, men tilstede, hos Serg. Frisii tydeligt). — Skjoldet er ligesom hos Ser- gestes forsynet med en kort Pandetorn; af Furer har jeg kun set q, som forener sig med q paa den anden Side, eller rettere kun den tværlobende Del af dem; muligvis er ogsaa andre Furer tilstede, men de er da meget vanskelige at iagttage. — Halen er i Forhold til Kroppen meget lang; den er ligesom hele Dyret uhyre sterkt sammentrykt; om Sidestykker kan man næppe tale. 7. Haleled har ved Randen paa hver Side to korté bevægelige Torne, samt for Enden 3 Par, af hvilke det yderste Par er størst. — Gæller mangler aldeles. At Leucifer er en Penæide, turde der efter det her anførte nappe være nogen Tvivl om: Klosaksene paa 3. Par, Benenes relative Længde, 2. Kæbefods Bygning, 3. Kæbe- fods Længde i Forhold til Benene, dens Ledantal; Maxillerne, Mandiblen, Antenner, Ójne, Halefodder stemmer, enkelte Abnormiteter fraregnede, med Penæidernes. Til Schizo- poderne, som Milne Edwards og Dana stiller den sammen med, viser den ingensomhelst nærmere Affinitet, og den af disse Forfattere opstillede Anskuelse behøver nappe efter det fremførte nogen Imodegaaen; Bygningen af 2. Kæbefod, navnlig det characteristiske Knæk ved den proximale Ende af 3.-yderste Led, 3. Kæbefod, 2. Maxille etc. viser ved første Ójekast, naar man sammenligner dem med Schizopodernes, hvor fjærnt Leucifer staar disse. Det eneste Forhold, som skulde kunne tyde paa Slægtskab med disse Former er Riflingen af Mandiblens Knuseflade; men naar dette Forhold ses i Belysning af de øvrige fremdragne Omstendigheder, er det evident, at det er en blot analog Udvikling, som her foreligger. (Det samme Forhold optræder iøvrigt ogsaa hos andre ægte Decapoder; se nedenfor.) At Leucifer dernæst er en abnorm Sergestes, at den, phylogenetisk talt, er udgaaet fra denne Slægt, derfor taler bl. a. følgende: Mangelen af IV.—V. Par Thoraxfødder, der hos Sergestes er begyndt at reduceres; den ejendommelige Udvikling af 2. Kæbefod; Mangelen af Epipodit paa Thoraxfødderne, af Epi- og Exognath paa 3. Kæbefod, af Exo- gnath paa 2. do.; Mangelen af bageste Del af Lac. interna paa 2. Maxille; Smalheden af Squama paa Antennerne; Længden af 5. Led af samme; Smalheden af Halefoddernes blade; Rostrums Lidenhed; Mangelen af Sidestykker paa Halen, hvilke allerede hos Sergestes var meget 1) Sveberne var afbrækkede paa alle mine Exemplarer. Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 6 40 1 oc korte; endelig, og ikke mindst, Existensen af en saadan Overgangsform som Sergestes tenuiremi aff. *). Noget fjernere fra Penæus end Sicyonia og Sergestes staar, ialfald i visse Hen- seender, Slægten: Stenopus. Thoraxfedderne I.-II. bærer Klosakse — den bevægelige Finger over den ubevæ- gelige — og disse Fedders relative Længde er den samme som hos Penæus, IV. Fodpar er kortere end V. (men derhos kortere end lIL, længere .end IL). 2.— 3. Led er omtrent af Længde med 4. paa alle Benene. Leddene forholder sig som hos Penæus. Der findes : ingen Exopodit, men derimod en lille Epipodit, som ikke er kløvet, paa L—IV. Fodpar. — Tredje Kæbefod er ligesom hos Penæus længere end I. Par Thoraxfodder; den ligner Penæus’, har en (uklevet) Epignath og en Exognath, som er langt smallere end Penæus’ og uden Adskillelse i Scapus og Flageilum. 3. Led har paa sin indre Rand en Række af rigtignok temmelig faa Torne, som jeg antager svarer til Crista dentata hos Penæus. — Anden Kæbefod næsten ganske som hos Penæus; Epignathen dog uklovet. — Fürste Kæbefod (Fig. 39) afviger mere fra Penæus'; Epignathen er længere og paa sin Udside for- synet med et lille Indsnit i Randen; Exognathen er lang og smal, meget længere end Lac. externa (Mesognathen), der her i Modsætning til Penæus er kort og kun tre-leddet; den lille 3. Tyggeflig, som vi fandt hos Penæus, mangler her. — AndenMaxille (Fig. 71) adskiller sig væsenlig ved den sterke Udvikling af den bageste Lobus af Lac. int. samt derved, at Palpen er længere og ikke indsnævret i Spidsen (heller ingen udad rettede Torne). — Fórste Maxille (Fig. 101): Endognathens. distale Del (Palpen) er ikke som hos Penæus, Sergestes og Sicyonia indsnævret i Spidsen; endvidere mangler den lille haarede Proces paa Palpens ydre Rand, som vi fandt hos Penæus og Sicyonia (og som der var Spor til hos Sergestes). Ogsaa Formen af Lac. interna er lidt anderledes end hos Penæus og de andre. Exognathen er bedre udviklet end hos Penæus og i Randen overordentlig fint haaret. — Mandiblen har de samme Indsnit i den skærende Rand som hos Penæus, desuden nogle fine Smaatakker; den knusende Del noget mindre end hos Penæus; Palpen 3-leddet, ikke udfladet. — An- tennerne og Antennulerne afviger ikke væsenlig fra Penæus ; Svoberne paa Antennu- lerne er længere, den ovre Svobe har en tydelig haaret Fure paa den proximale Del af Undersiden. Antennernes Squama lang og smal; den uhaarede Del af Squamas Rand er takket. — Halefodderne hos 9 — jeg har ingen d undersøgt — ligner i det hele Pe- 1) Om Tornene paa sidste Haleled, som afviger noget fra Sergestes', se nedenfor Pag. 54 (32), Anmærkn. — De Abnormiteter som Leucifer iøvrigt i flere Henseender frembyder, f. Ex. den at Æggestokken næsten helt ligger i Halen, at Kónsaabningerne baade hos d og er forenede til én (se navnlig Semper, Zeitschr. f. wiss. Zoologie 1872 Pag.305—7 [Zoolog. Aphorismen I]), forklares let som Conse- qvenser af Thorax' særdeles ringe Storrelse og af hele Legemets uhyre Sammentrykthed. 19 ; 41 næus’; dog er det indre Blad paa 2.—5. Par omtrent ligesaa stort som det ydre, medens det paa 1. Par ganske mangler; det ydre Blad af 6.Par har sin Yderrand takket — i smuk Ana- logi med Squama antennarum. — Paa Skjoldet (Fig. 130) lober Furerne q sammen i Skjoldets Midllinje; Furen e er tydelig, p ligeledes; en Fure løber mellem e og q (y. - Rostrum er ikke saa skarpt sammentrykt som hos Penæus. — Halen er ligesom hele Dyret langt mindre sammentrykt end hos Penæus, Sidestykkerne er kortere, men forholder sig iovrigt som hos denne; Rejeknækket tydeligt. Sidste Haleled har vel omtrent samme Form som hos Penæus, men er afrundet for Spidsen; ingen bevægelige Torne ved Halens Rand. — Gællerne har følgende Bygning: fra hver Gællestamme udspringer der til bægge Sider en Del tynde Traade ordnede i Tværrækker, faa i hver; et enkelt Sted saa jeg to Traade ud- springe fra en fælles Grunddel. Stenopus' Gæller kan siges at være Penæus-Gæller, hvor Klovningen af Bladenes Rand er fortsat til Basis af dem, og hvor de af hvert Blad frem- komne Smaablade er meget smalle og meget faa (et Par Stykker) i Tallet”). — Fra Thorax- foddernes Epignather udspringer der ingen Gæller. Slægten Spongicola (de Haan), som utvivlsomt hører herhen, har jeg ikke kunnet undersoge. Heller ikke Acetes (M.-E.), som efter M.-Edwards Fremstilling?) staar Ser- gestes meget nær, har jeg haft til Undersøgelse. Jeg vil derefter gaa over til nogle Bemærkninger om Penæidernes Udvikling. Udviklingen af Penæus er oplyst af Fritz Müller?) og Claus‘). Jeg vil her navnlig fremhæve, at det forekommer mig, at den fürste har gjort det i hój Grad sandsynligt, at Penæus forlader Ægget som Nauplius?) — et Factum, der staar i smuk Harmoni med Pe- næus’ systematiske Plads, i Spidsen af Decapoderne, i Nærheden af den hypothetiske Stam- form. — «Slægten» Euphema antager Claus for at vere Penæus-Larver i «Mysisstadiet». Jeg har selv undersøgt Euphema og har intet nyt at fóje til Claus’ Fremstilling, til hvilken jeg derfor henviser; at Euphema er en Larve, kan der ikke være Tvivl om, Halefoddernes og Thoraxfoddernes Udvikling taler bestemt og afgürende derfor; og at det er en Penæide- 1) Gzlletallene kan jeg desværre ikke opgive, da jeg forsómte at tælle Gællerne paa mit eneste Exem- plar, for jeg tog det i Stykker, 2) Descript. d. genres Glaucothoé, Sicyonie, Sergeste et Acéte. Ann. d. Sc. nat. 1. Sér. Tome XIX 1830. 3) Die Verwandl. der Garneelen. Arch. f. Naturg. 1863. 3) Crust.-System. 5) Jeg maa, efter gentagne Gange at have gennemlæst Müllers smukke Afhandling og studeret hans Fi- gurer, bestemt udtale, at jeg næppe finder Auledning til nogen Tvivl om Rigtigheden af hans Sammen- stillinger. De i hans Figurer 1, 2, 4 fremstillede Stadier danner en meget tydelig Suite; hans Be- mærkning, at han allerede med blotte Üjne erkendte det 1. Stadium for en Penæid-Larve er ogsaa meget interessant og ingenlunde uvigtig. 6* 42 20 Larve kan ligesaa lidt betvivles; men jeg kan ikke anse det for afgjort, at Euphema er en Penæus-Larve; den synes efter de foreliggende Data omtrent med ligesaa stor Ret at kunne henfores til Sicyonia eller Stenopus. Udviklingen af Sergestes har Claus!) oplyst; de Stadier, som foreligger, ligner paa habituelle Forskelle nær ganske de tilsvarende hos Penæus. Hvad Udviklingen af Leucifer angaar, har man blot en Angivelse af Willemoés- Suhm?) om, at Erichthina skal være et Larvestadium til den. Arterne af den mærkelige «Slægt»: Cerataspis er, som jeg skal søge at vise, Larver til Penæider. Jeg vil begynde med Arten Cerataspis longiremis Dohrn?). — Hver. af Thoraxfødderne bestaar af 7 fri Led; paa 1. Led af [.—IV. Par findes en tungeformet Epipodit; fra 2. Led udspringer paa alle Benene en vel udviklet, med Fjerhaar forsynet, Exopodit; 2. Led er stort og indeholder svære Muskler til Exopoditens Bevægelse; 3. Led vel udviklet. Endopoditen paa alle Benene er forsynet med ufjerede Haar, der paa L—11I. Par er meget lange og kraftige; [.—III. Par Endopoditer er omtrent lige lange (HI. dog, som sædvanlig, længst), længere end IV., der atter er længere end V. 1.—III. Par er cheliforme, dog er den ubevægelige Finger kortere end den bevægelige, og bægge er trinde og uden Tender. — Tredje Kæbefod (Fig. 1) (der er forsynet med en Epi- og Exognath, som ligner de tilsvarende Dele paa Thoraxfedderne) er ligesom hos de tidligere omtalte Penæider længer end I. Thoraxfod (hvorvel ikke meget); den bestaar af 7 bevægelige Led, 2. og 3. er nemlig ikke sammensmæltede. | Behaaringen adskiller den sig heller ikke fra Benene, heller ikke findes nogen Crista dentata, saaledes at 3. «Kæbefod» her næppe kan siges at staa i Mundens Tjeneste eller være characteristisk uddannet som Mundlem; det eneste mundlemsagtige, jeg kan finde, er, at 3. og 4. Led er noget udfladede i Sammenligning med de tilsvarende paa Thoraxfedderne. — Derimod er anden Kæbefod mere udpræget Mundlem; her er 2. og 3. Led som sædvanlig sammensmællede (Grænsen mellem dem dog tydelig); dernæst er 4. Led ligesom hos de foregaaende noget udvidet, og paa Grund af et lille Knæk, som 5. Led har, kan Endognathen ikke rettes lige ud; men Behaaringen er som paa 3. Maxilliped. Anden Kæbefods Endognath er mindre end tredjes; Exognathen er ligeledes mindre; Epignathen som paa tredje. — Fórste Kæbefod (Fig. 37—38) udmærker sig ved, at Lac. externa er delt i 5 Led (ligesom hos Penæus); dernæst er det nederste af disse ved en tydelig Linje adskilt fra Lac. media, der atter ved en lignende er skilt fra Lac. interna; 1) Crust.-System. 2) Willemoés-Suhm, Prelim, Remarks on the Developm. of some Pelagic Decapods. (Ann. Mag. Nat. Hist. 4. Ser. 17, 1876). 3) Mine Exemplarer er dels fra 25° N.B., 31? V.L., dels fra 24? N.B., 32? V.L. 21 ' 43 I. Kæbefods Endognath er altsaa tydelig 7-leddet, 1., 2., 3. Led sammenvoksede og kun skilte ved Furer; Lac. interna er i Forhold til Lac. media ligesom trukken tilbage, dens indre Rand naar ikke saa langt ind mod Kroppens Midtplan som Lacinia media's. Exognathen er betydelig længere end Endognathen, i sin distale Del smal, i den proximale (Skaftet) ud- fladet, vender en convex, med lange Haar besat Rand indefter. Epignathen stor. — Anden Maxille (Fig. 70) har den bageste Del af Lac. interna vel udviklet; der er Antydninger til, at Palpen er delt i 5 Led; herefter vilde vi ogsaa her faa 7 Led i Endognathen, idet Lac. interna repræsenterer et, Lac. media et andet Led. — Fürste Maxille: Palpen ikke kendelig indsnóret i Spidsen, den proximale Tyggeflig afrundet for Enden. — Mandiblens knusende Del er kun lille, lober som hos de foregaaende bagtil sammen med den skærende Del, der, naar undtages det kun lidet udprægede Indsnit bagenfor den forreste Spids, er uden Takker; der findes en vel udviklet, 3-leddet, ikke udfladet Palpe. — Antennerne udmærker sig ved en stor bred Squama, Svoben spæd, kort, men ringlet; den nederste Del af Skaftet er, ligesom hos de foregaaende, bred og kraftig i Forhold til de 3 yderste Led af samme; «tubercule auditif» vender indad. — Antennulerne har paa et langt Skaft 2 korte Svober, af hvilke den yderste, overste, er bredere i sin proximale Ende, der paa Under- siden er forsynet med en Haarstribe. — Ójenstilkene korte, Øjet meget opsvulmet. — Halefødderne af 1.—5. Par er kun lidet udviklede; de er svage, tynde, korte, Cuticula tynd, Haarene korte, svage; paa 1. Par mangler Indergrenen, som er lille paa 2. Par, men bliver stórre paa de følgende. 6. Par Halefødders ydre Blad er som bekendt uhyre lang- strakt, meget længere end Krop og Hale tilsammen; det indre Blad derimod af Længde med sidste Haleled. — Skjoldet er rigt forsynet med Torne, kort, temmelig bredt; Rostrum sammentrykt, paa sin øverste Kant takket, i Spidsen spatelformig fladtrykt. Af Furer ser jeg tydelig q, der synes at løbe sammen med q fra den anden Side (altsaa som hos Stenopus), endvidere tydelig p; o og r er ogsaa tilstede, ligesom Tornen a, der er stor. — Halen er noget sammentrykt; hver af de 5 fórste Ringe er paa Rygsiden forsynet med en Torn!), Sidestykkerne paa disse Ringe er korte, omtrent lige lange; 6. Haleled (ogsaa med en Torn) omtrent saa langt som de 5 fürste tilsammen; 7. Haleled smalner af mod Spidsen, Enden er stærkt udskaaren, vender en concav Rand bagtil, paa hvilken sidder 7 Par korte Torne; paa hver af Siderandene 3 lignende; alle synes at vere bevægelige. — Gællerne: Hver Gælle bestaar af en Stamme med to Rækker smalle Blade, som i Randen ikke er ind- skaarne. Gælletallene er felgende: Over V: 1 Gælle. IV: 3 Gæller; 0 fra Epignathen. III: 3 Gæller og 1 fra Epignathen. 1) Smlgn. Euphema. 44 TC S Il: 3 Gæller og 1 fra Epignathen. Fo RME — Mp;:3 — -1- eu Mp3: TIME RENE e Mp,: 1 lille Galle. lalt 24 Geller. De Individer, jeg havde til Undersøgelse, varierede mellem 20 og 337?" i Længde (fra ÓOjnenes Basis til Spidsen af sidste Haleled); imellem de stórste og de mindste var der kun liden Forskel i Bygning; dog vil jeg fremhæve, at Endopoditen paa V. Par Thoraxfodder og Svoben paa Antennerne (af 2. Par) var forholdsvis meget kortere hos den mindste end hos de stórre. Ogsaa den anden, længere kendte Art af Cerataspis, monstruosus!) (Cryptopus Defrancii, har jeg kunnet undersøge. De Exemplarer, jeg har haft for mig, afviger i nogle Punkter væsenlig fra C. longiremis. Disse Punkter er: Gællerne bestaar af en Stamme med to Rækker Blade, som for Stórstedelen i Randen er besatte med en Række Smaablade, ligesom hos Penæus 0.s.v.; Epignathen paa Thoraxfodderne I.—IV. og paa 2. og 3. Kæbefod viser Spor til den Klevning, vi fandt hos Penæus, idet der fra den tungeformede Hoveddel udspringer en lille Proces. — Thoraxfedderne forholder sig iøvrigt omtrent som hos longiremis; dog er Endopoditen mindre i Forhold til Exopoditen, spædere, mere embryonal, synes at mangle udviklet Musculatur, er sparsommere haaret; den ubevægelige Finger er derimod omtrent af Længde med den bevægelige; Epipodit paa de samme Fodpar som hos longiremis; Endopoditen af I. Par er den længste, derpaa kommer II., III, IV., V. — Tredje Kæbefod er meget længere end I. Par Thoraxfodder, mindre embryonal; mindre langhaaret end hos longiremis, iovrigt som hos denne. — Anden Kæbefod forholder sig som lon- giremis paa det nær, at Haarene er kortere, mere tyggehaarsagtige end hos denne. — Forste Kæbefod afviger fra longiremis' derved, at Exognathen i sin proximale Del er smallere. — Maxillerne som hos longiremis. — Mandiblen: den knusende Del ret vel udviklet, ievrigt som hos longiremis; Palpen 3-leddet?). — Antennerne: Squama mindre. — Antennulerne og Üjnene omtrent som hos longiremis. — Halefodderne er længere end hos longiremis, 1.Par har en kort Indergren, det ydre Blad af 6.Par normalt; ellers for- holder Halefodderne sig som hos den anden Art. — Skjoldet, der som bekendt i Habitus afviger meget fra longiremis', stemmer dog ved nærmere Eftersyn, endog i Detaillen, i hój Grad med dennes; den nærmere Paavisning heraf ligger dog udenfor mit Formaal, det maa viere nok med denne Antydning. Rostrum nedadbójet. — Halen kun lidet sammentrykt, 6. Led 1) Localiteter: 31° S.B., 47° 0.L.; 32? S.B., 43° 20‘ G.L. ?) Dohrn (Zeitschr. f. wiss. Zoologie 21) angiver urigtig, at den er 2-leddet. 23 45 ikke saa langt som hos longiremis; 7. Led med de samme Torne, dog er den yderste paa Bagranden meget stórre end de andre 6; alle disse Torne er meget tydelig indleddede. — Gællernes Antal er lidt mindre end hos longiremis, idet der ovenover 3. Kæbefod kun udspringer to Gæller, ovenover 2. Kæbefod kun én; Antallet bliver saaledes i det hele 22. Deres afvigende Bygning er omtalt ovenfor. Ovenstaaende Beskrivelse er gjort paa et Par Exemplarer af en Snes Millimeters Længde (fra Ójnenes Basis til Halespidsen); et Individ paa kun 9?" afveg i Bygning kun lidet fra de stórre: Endopoditen paa Thoraxfedderne var forholdsvis endnu spædere, Gzl- lernes Smaablade vel tilstede, men mindre udprægede, Halefodderne spædere; iovrigt var Forskellene forsvindende. At Cerataspis-Arterne er Penæider, turde ikke hore til de vanskeligste Ting at erkende; at stille dem sammen med Schizopoderne, som Dohrn!) gór, maa jeg anse for ganske forfejlet; jeg vil blot minde om Gællernes Udspring, om I.—III. Par cheliforme Thoraxfodder, om 1. Kæbefod, om Maxillerne, der har en fra Schizopodernes grundig afvigende Form; derimod stemmer disse Dele nóje med Penzernes. At disse Former dernæst er Larver, er fuldkommen tydeligt ved Halefoddernes og tildels Thoraxfoddernes embryonale Tilstand, ved den svage Udvikling af Svoben paa An- tennerne. Hertil kommer endnu den ejendommelige Udvikling af den proximale Tyggeflig paa 1. Kæbefod (ganske lignende har jeg fundet hos Euphema) etoc.?) Vanskeligere er det derimod at afgôre, til hvilken Penzide-Slegt disse Larver maa henfores?). Tilstedeværelsen af en Epipodit paa Thoraxfedderne af I.—IV. Par umuliggór, saa vidt jeg skónner, paa Forhaand en Henforelse til Penæus (Sicyonia, Sergestes); der- imod taler end videre bestemt det stórre Antal Gæller, navnlig ogsaa Tilstedeværelsen af Gæller paa Thoraxfoddernes Epipodit; ti at Epipoditen paa IV. Thoraxfod, at allerede vel udviklede Gæller skulde forsvinde i Lobet af Udviklingen hos en normal Decapod, finder jeg hójst usandsynligt, og jeg kender intet Præcedens, som tillader en saadan Antagelse. — En Henforelse til Stenopus anser jeg heller ikke for mulig, dels paa Grund af Gællerne paa Epipoditerne, dels paa Grund af Gællernes afvigende Bygning; de ovrige Afvigelser, i Mund- 1) Zeitschr. f. wiss. Zool. 21, pag. 372: «Dass wir die Gattung Cerataspis selbst zu den Schizopoden zu stellen haben, erscheint unzweifelhaft». Den mærkelige Forskel i Gællernes Bygning hos de to Arter er jeg tilbójelig til at forklare ved den Antagelse, at Gællerne hos longiremis er tilbage i Udvikling i Sammenligning med monstruosus', og at de senere antager den samme Form som dennes. Paa lignende Maade synes Halefodderne hos longiremis at staa tilbage i Udvikling for Halefodderne hos de stórre Exemplarer af monstruosus, hvis Mundlemmer f. Ex. staar paa et ganske lignende Trin som hos hin, medens omvendt Thorax- fodderne hos monstruosus er langt mindre udviklede end hos longiremis paa et tilsvarende Trin. 3) Den eneste rigtige Bemærkning, jeg har set om disse Dyrs Plads i Systemet ete., er af M.-Edw. i Tavleforkl. til Tab. 54 bis i den illustrerede Udgave af «Règne Animal», hvor han erklærer det for sin Anskuelse, at Cerataspis monstr. er Larven til en Reje, «probablement d'un Penée». 5 46 24 dele o. s. v., kunde man maaske lettere komme ud over. Spongicola kan det næppe være, ti om den angiver de Haan: «Branchiæ fasciculatæ supra pedes, duæ supra postremos, unica supra anteriores». Jeg har da kun tilbage at betragte dem som tilhørende egne hidtil ukendte Former‘), som i visse Henseender stemmer med Stenopus (Epignath paa I.—IV. Par), i andre med Penæus (Gællernes Bygning, Epignathernes Form hos den ene Art) og som vistnok, hvad disse Characterer ret tydelig synes at antyde, staar den fælles Stamform for Stenopus og de andre nær. Jeg drister mig ikke til at drage Slutninger af Munddelene, hvor fristende dette end kunde være, idet jeg ikke véd, hvor meget af deres Bygning der er Larvecharacterer; Existensen af en virkelig Articulation mellem 2. og 3. Led af 3. Kæbefod tyder dog bestemt paa en primitiv Form; ti hos Euphema paa et lignende Stadium findes ingen saadan Ledfójning, kun en Fure. Slægtskabet mellem de ovenfor omtalte Penæer kan oversés i følgende «Stamtræ»: Leucifer Sergestes Sicyonia Penæus Stenopus Penæiderne optraadte i tidligere Afsnit af Jordens Historie i stor Mangfoldighed, saaledes navnlig i Juraformationen; Formerne afveg dog i det hele ikke i mogen håj Grad fra de nu optrædende, ja nogle af dem henføres endog, og utvivlsomt med Rette, til selve Slægten Penæus. Foruden Arter af denne Slægt optræder i Juraformationen andre særdeles nær beslægtede: Acanthochirus, Bylgia, Drobna, Dusa, Æger, der alle kun i Habitus afviger fra Penæus; de andre bedre bekendte Rejeformer fra Juraformationen tilhører derimod den næste Gruppe. 1) Slægten Microprosthema, som kun kendes af Stimpsons Diagnose (Prodromus ete. i Proc. Acad. Nat. Science Philadelphia 1860) staar Stenopus nær (er maaske kun et Larvestadium til denne?); men om den kan der ikke være Tale, da Stpson. angiver dens Længde til 0,65 «poll.… — Slægten Sergia (0,6 «poll.») er for lidet kendt til at kunne discuteres; iøvrigt ogsaa den samme Indvending (beskreven sammesteds). — Funchalia (Johnson, Proc. Zool. Soc. 1867) synes at afvige for lidet fra Penæus til at kunne komme i Betragtning. 25 i 47 Allerede fra Kulformationen kendes, som man vil vide, et Antal utvivlsomme Deca- poder. Jeg har desværre ikke selv haft Lejlighed til at undersoge nogen af disse, og efter de foreliggende — hinanden tildels modsigende — ufuldkomne Beskrivelser”) kan jeg ikke med Sikkerhed udtale mig om, hvorvidt nogen af dem henhører til nærværende Gruppe. II. Eukyphoterne. Til Penæiderne slutter sig nóje den anden Gruppe af Natantia, Eukyphoterne, som omfatter hele Resten af Rejerne. Som en typisk Repræsentant for Gruppen betragter vi fürst: Palæmon Fabricii. Thoraxfedderne. Ligesom hos Penæus er det I. Par kortere end det Il.; der- imod er det IIl. kortere end det IL, og det IV. og V. omtrent af samme Længde som det IIl. De er alle svage, dog saaledes at det Il. er det stærkeste. Epi- og Exopodit mangler. — Hver Fod bestaar af 7 Led, der ligesom hos Penæerne alle er bevægelige mod hinanden. 3. Led er vel udviklet. Bevægeligheden mellem 2. og 3. Led er temmelig stor. Ledfüjningen 5.—6. forholder sig paa alle Thoraxfodderne omtrent paa samme Maade som hos Penæerne: Bevægelsen er ikke ganske bestemt; der findes kun ét fast Punkt. — I. og II. Par er forsynet med Klosakse; den bevægelige Finger ligger, naar Benene er strakte fremefter, udenfor og noget nedenfor den ubevægelige, altsaa ganske anderledes end hos Penæus. — Den fórste Thoraxfod er sædvanligvis stærkt sammenbójet i Ledfójningen 4.—5., med den distale Ende rettet bagud; de tre proximale Led er noget udvidede og deres indre Kanter, som er besatte med stive Bórster, møder hinanden i Medianlinjen ?): den I. Thoraxfod er mere Mund- end Ganglem. Den mandlige Genitalaabning ligger ligesom hos Penæus i Ledhuden, 9's i 1. Led (selvfelgelig respective af V. og III. Par). Tredje Kæbefod (Fig. 5. Epignathen mangler. Derimod findes en lignende Exognath som hos de foregaaende; den er omtrent halv saa lang som Endognathen, fra "hvis 2. Led den som sædvanlig udspringer. 2. Led af Endognathen er kun ved en Fure adskilt fra det folgende. Efter det andet Led folger 3 andre, saaledes at der i det hele kun findes 5 Led. En Sammenligning med Penæus går det sandsynligt — og Udviklingen godtgür det —, at det Led, der følger efter det 2. hos Palæmon, svarer til 3. + 4. hos 1) Smlgn. f. Ex. Salter, Quart. J. Geol. Soc. 1861 og 63, Etheridge i samme Journal for 1879. ?) Noget lignende findes, mindre udpræget, hos Penæus. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd I. 2 7 48 26 Penæus; det distale (7.) Led er dernæst sammensmæltet med det 6. (se nedenfor). — Characteristisk for det 3. Par Kæbefodder hos Palæmon er det endvidere, at de er ind- leddede paa Thoraxskelettet langt fra hinanden, og at den mediane Rand af Led 2 +3 er stærkt concav; de to Kæbefodder dækker derfor ikke de andre Munddele saaledes som hos Penæiderne; denne Function udføres af det I. Par Thoraxfedder. — Crista dentata mangler. Anden Kæbefod (Fig. 25) er mindre langstrakt end hos de foregaaende; navnlig er 4. Led kortere. Den ydre Rand af det distale (7.) Led er i Modsætning til Penæidernes overordenlig kort, det næstsidste Led stort. 2. og 3. Led er sammensmæltede. Der findes en lignende Exognath som hos Penæiderne, og en lille afrundet Epignath udspringer fra 1. Led. Stærke Tyggebórster navnlig paa næstsidste og sidste Led. Forste Kæbefod (Fig. 45) er meget forskellig fra Penæidernes. Den distale Del ‘af Endognathen (Lacinia externa) er meget kort, uleddet, rager ikke længer frem end Lac. media. Exognathen er i sin distale Del ikke forskellig fra 2. Kæbefods; men i sin proximale Del udsender den udadtil en stor, bred, randhaaret Proces (4), som ikke findes hos nogen Penæide. Epignathen er vel udviklet, paa sin ydre Rand forsynet med et lille Indsnit (smlgn. Stenopus). i Anden Maxille (Fig. 81) udmærker sig ved, at hele Lacinia interna mangler. Palpen er lille, uleddet. Fórste Maxille (Fig. 105) er ligeledes characteristisk bygget. Lac. interna er tilspidset, Spidsen drejet fremefter. Palpen er i Spidsen indsnåret paa en lignende Maade som hos Penæus; under Spidsen udsender Palpens Inderrand en lille Proces. Mandiblen er forsynet med en treleddet Palpus. Den tyggende og den skærende Del er som hos Penæus skilte ved en Fure; men Furen er langt dybere, den er bleven til en Kløft, og de to Dele løber ikke sammen bagtil. Den skærende Del er derhos stærkt afsmalnet, dens indre Rand meget kort; paa den hójre Mandibel er denne delt i 3 Tænder paa den venstre i 4!). Det tyggende Parti er delt i flere Knuder. Antennerne stemmer næsten ganske med Penæidernes. Dette gælder saa vel om den overvejende Udvikling af de to fürste Led som ogsaa om den Plads, det indre Ledsted mellem 1. og 2. Led indtager; ogsaa Tuberculum har en lignende Plads; og imellem 3. og 4. Led er Bevægeligheden stor. — Squama omtrent som hos Penæus, dog uden Furer. Antennulerne. Længden af Skaftet er stor, mer end Halvdelen af Skjoldets Længde”). Den spidse Proces, som vi hos Penæiderne fandt paa 1. Leds Yderrand, er her meget stærkt udviklet: 1. Led — som er lige saa langt som de to andre tilsammen — er 1) Hos Palæmon jamaicensis findes ogsaa paa den venstre Mandibel kun 3 Tænder. ?) Hos Pal. jamaic. er Skaftet kun omtrent !/; af Skjoldets Længde. 27 49 udadtil stærkt udvidet, og dette udvidede Parti ender fortil i en Spids. — Den ydre, øvre Svøbe er spaltet, dog ikke til Basis; den Fure, som vi fandt hos Penæiderne, er her bleven saa dyb, at Svøben er bleven spaltet. Ójenstilkene er ligesom hos Penæus ikke dækkede af Rostrum. Cornea stor. Halefødderne. Skaftet af 1.—5. Par er langt og kraftigt, det ydre Blad er lidt længere end det indre; for saa vidt altsaa som hos Penæiderne. Det indre Blad af 1. Par hos 9 er mindre end hos d og anderledes behaaret. Paa de følgende fire Par findes et lille cylindrisk Vedhæng — som jeg vil kalde Appendix interna — paa den indre Rand af det indre Blad; dette Appendix er i Spidsen forsynet med nogle smaa Kroge, ved Hjælp af hvilke de to Fødder, der hører til samme Par, hæftes sammen. Hos d udspringer paa 2. Par ved Basis af Appendix interna, i Vinklen mellem dette og det indre Blads Rand, et andet længere, Appendix masculina (smlgn. Penæiderne). — Æggene bliver befæstede til Hale- fødderne, men kun til disses Skaft, aldrig til Bladene"); dette synes at staa i Forbindelse med Haleføddernes øvrige Function; Dyrene svømmer nemlig — hvad jeg navnlig har iagttaget hos den nærbeslægtede Palæmonetes varians — ved det 1.—5. Par Halefødders Bevægelser; de Spring, som de ofte går, udføres med Haleviften, eller rettere ved en stærk Sammenbójning af hele Halen. Den 6. Halefod ligner Penæus'; der findes den samme Tværfure og de samme to Skraafurer paa det ydre Blad, hvorved dette bliver ligesom to-leddet; der findes en lille ubevægelig Torn paa Yderranden. Skjoldet er ligesom hos Penæus forsynet med et sammentrykt Rostrum. Furen o er tilstede, ligeledes p; derimod mangler de andre. I Furen p findes en skarp Linje, som det synes en yderst smal uforkalket Chitinstribe, som løber til den forreste Rand af Skjoldet; den forreste nederste Del af Skjoldet kan som en Følge heraf i ringe Grad bevæges. Halen er sammentrykt, dog i mindre Grad end hos Penæus; Sidestykkerne er rettede nedefter; 1. Rings Sidestykker ligesaa lange som de følgende, altsaa ligesom hos Penæiderne; men den bageste Rand af 1. Sidestykke dækkes af den forreste Rand af 2., som er meget bredt (langt). Rygdelene af 3. og 4. Ring er meget stærkt udviklede, saaledes at Halen, om den end er saa stærkt som muligt udstrakt, dog viser et tydeligt Knæk, «Reje- knækket». — Den 7. Ring er bagtil afsmalnet; paa Rygsiden findes to Par bevægelige Torne og påa den bageste smalle Ende 4 andre Torne, af hvilke den yderste paa hver Side 1) Hos Stenopus er det samme Tilfældet; derimod har jeg ikke hos noget af de mange Exemplarer af forskellige Penæus- Arter, som jeg har sét, fundet Æg under Halen; ligesaa lidt hos nogen af de Sergester, som jeg har sét — og jeg har haft Sergester for mig i hundredevis; heller ikke hos Leucifer og hos Sicyonia, af hvilken sidste jeg dog kun har sét temmelig faa Stykker. Jeg nødes herefter til at antage, at disse Slægter — idetmindste Penæus, Sergestes og Leucifer — ikke bærer deres Æg omkring med sig. "E 50 28 er den mindste; imellem de to større Torne findes to ikke lange, tynde, ufjerede Bórster og mellem disse, udspringende fra Halens Underside (tæt ved Randen), ved Grunden dækkede af den tornformige Halespids, to lange, stærke Fjerbórster tæt ved hinanden. (Smlgn. Figur 1924 af Palæmonetes varians.) Gællerne. Hver Gælle bestaar af en Stamme med to Rækker Blade uden Ind- skæringer i Randen. Ovenover hver af Thoraxfødderne udspringer 1 Gælle fra et Hul i Pleuren; den bageste af disse 5 Gæller er den største, og de aftager i Længde bagfra- forefter. Over mp, udspringer 2 smaa Gæller fra Ledhuden. Fra Epignathen af mp, udspringer 1 lille Gælle. Vi har altsaa i alt 8 Gæller, en stærk Reduction i Sammenligning med Penæus, der iøvrigt har alle de Gæller, som her optræder. Jeg er saa heldig at kunne give en næsten fuldstændig Udviklings-Cyclus af en Paliemon meget nærstaaende Form, Palæmonetes varians!) Det udvoksne Dyr er kun meget lidt forskellig fra Palæmonerne. Jeg bemærker derfor blot, at den ydre Svøbe paa Antennulerne ikke er spaltet, men paa sin Underside forsynet med en haaret Fure; at Mandiblen mangler Palpen, medens den ellers nóje ligner Palæmon Fabricii's. Istedenfor de to tynde ufjerede Bórster paa Bagenden af sidste Haleled hos Palæmon Fabricii, finder jeg her 4; de ovrige som hos hin. Fórste Stadium?) er de spæde Larver, som lige har forladt Moderen (i Fangen- skab) Thoraxfodderne er allerede alle?) tilstede, slaaede ind under Sternum; de 3 fórste Par er klovede, de to bageste Par derimod ikke; de er alle ubehaarede, uleddede og korte, de bageste kortere end de forreste. Kæbefadderne er forsynede med en stor Exognath, som paa 2. og 3. Kæbefod er omtrent af samme Stórrelse, hvorimod 1. Kæbefods er mindre, men forovrigt af samme Form som paa de andre. Endognathen af 3. Maxilliped er stórre end andens, denne igen end fürstes; Endognatherne af 2. og 3. Kæbefod er 6-leddede: et Grundled, et 2. Led, som bærer Exognathen, og 4 folgende. Endognathen paa 1. Kæbefod bestaar kun af 4 Led, af hvilke det 2. allerede har sin mediane Rand noget udvidet (den senere Lacinia media. Anden Maxille (Fig. 80): af Lac. interna, som ganske mangler 1) Længe efter at nærværende Afhandling var indsendt til Videnskabernes Selskab, udkom en Afhandling af W. Faxon om Udviklingen af Palæmonetes vulgaris (Bulletin of the Mus. of Comp. Zoology, Cam- bridge Mass., Vol. V. No. 15, Septb. 1879); det er imidlertid meget langt fra, at min Meddelelse derved er bleven overflodig. 2) Jeg giver ingen Figur af hele Dyret, da denne Larve i Habitus ganske ligner den, som Claus har afbildet i Würzburg naturwiss. Zeitschr. 2. Band 1861, Tab. Ill. Fig. 1, og som han betegner som sandsynligvis tilherende Hippolyte (Figuren er ogsaa reproduceret i hans Crust.-Syst.). 3) Jeg tor dog ikke bestemt sige, om alle Thoraxfedderne er tilstede hos alle Individer paa dette Stadium. 29 | 51 hos den voksne, findes den øverste Lobus; Palpen er to-leddet, det nederste Led forsynet ” med en lille Tyggeflig (su). Exognathen er kun lidet forlænget bagtil. Fårste Maxille: Lac. interna har endnu ikke antaget den characteristiske tilspidsede Form. Mandiblen: den dybe Adskillelse mellem den tyggende og den skærende Del er endnu ikke tilstede. An- tennerne: Squama længer end Endognathen, som ikke er sondret i Skaft og Svøbe; Squama (Fig. 159) er — ligesom hos de spæde Penæide-Larver — leddet i Spidsent). Antennulerne (Fig. 158): paa Enden af det uleddede Skaft findes udadtil et kort Led, som utvivlsomt repræsenterer Ydergrenen; indenfor denne sidder der en stærk Fjerbårste. Ojen- stilkene er korte, Cornea ikke opsvulmet. Intet Spor til Halefødder. Skjoldet dækker ikke ganske Thorax, men den ubedækkede Del af dette er uleddet. Rostrum temmelig kort, utandet. Halen er kraftig, 6-leddet (det 6. og 7. Led nemlig endnu ikke adskilte); det sidste Led (Fig. 192) er bagtil meget bredt, paa Randen er det forsynet med 7 Par Fjer- bårster, af hvilke Nr. 4 (regnet fra Midten) er den stårste, men dog kun lidet længere end Nr. 5; Bagranden er kun lidet udbugtet. Halens Sidestykker mangler eller er dog yders kørte; Rejeknækket er allerede tydeligt. Gæller mangler. De følgende Stadier er tagne”) i de samme Dage som den omtalte Hun, Moderen til de beskrevne Unger af 1. Stadium, og ligesom den i Brakvand ved København, hvor Palæmonetes varians opholder sig i Mængde, medens ingen anden Decapod, navnlig ingen anden Eukyphot, findes deri; endvidere er de følgende Stadier særdeles tydelig forbundne med 1.Stadium paa den ene Side og med den voksne paa den anden Side, saaledes at jeg ikke nærer Skygge af Tvivl om, at de tilhører Palæmonetes varians. Det første af de indfangede Stadier (Stadium Nr. 2) er overordentlig ligt 1. Stadium. De forreste Thoraxfødder er bleven noget længere, de forreste Antenners Skaft er i det mindste 2-leddet, Skjoldet er forsynet med en Torn i Midtlinjen. Tredje Stadium. Thoraxfødderne af I. og Il. Par er nu strakte ud til Siden, de er leddede og forsynede med en mægtig Exopodit; den ubevægelige Finger er tilstede, men den er kortere end den bevægelige; de to følgende Par er endnu slaaede ind under Bugen; de er langt kortere end de to fårste Par, som omtrent er ens i Størrelse; de er forsynede med en Exopodit, der paa IV. Par er meget kortere end Endopoditen, medens Endo- og Exopoditen paa Ill. Par er omtrent lige store. V.Par er derimod rettet ud til Siderne, leddet; ligesom de 2 fürste Par haaret, længere end de 2 fürste Par, uden Exopodit. V. Par er saaledes gaaet forud for de to foregaaende Par i Udvikling. Tredje Kæbefod 1) Som jeg sér, har forøvrigt allerede S. J. Smith (Early Stages of the Amer. Lobster, Trans. Connect. Acad. Vol 2) sét dette hos en amerikansk Palæmonetes-Larve; derimod synes det at være undgaaet Claus' Opmærksomhed. ?) Af Hr. Dr. phil. Fr. Meinert, hvem jeg skylder Tak for at han har tilladt mig at bearbejde dette Materiale. 52 30 er omtrent af samme Længde som I. Thoraxfod; alle Kæbefodderne har en kraftig Exognath. Squama paa Antennerne er endnu leddet i Spidsen; Svoben er sondret fra Skaftet, men endnu uleddet. Antennulerne (Fig. 160): Skaftet er nu 3-leddet, 1. Led har sin ydre Rand udvidet og forsynet med en Torn; den indre Svøbe er nu anlagt. Hale- fodderne af 6. Par er nu tilstede, men det indre Blad er endnu meget embryonalt, ube- haaret; de øvrige Halefodder er tilstede, men meget korte. Det 7. Haleled er skarpt sondret fra 6.; det er noget smallere end får; af de 7 Bórster, som vi fandt hos de fore- gaaende Stadier, er Nr.7 bleven ganske lille og har mistet Sidegrenene (er ophørt at være fjeret); endvidere sér vi, at der er optraadt et Par smaa ufjerede Bórster (Nr. 0) mellem Bórsterne Nr. 1; disse to smaa Bórsters Existens er, som vi senere skal faa at sé, forbigaaende. — Jeg bemærker endnu, at mellem Fjerbürsterne paa Haleenden findes allerede i 1. Stadium nogle yderst fine Cutieular(?)-Bórster; de af disse fine Bórster, der sidder mellem de indre Bürster, er blevne stórre, medens de ydre af dem endnu er smaa; ifald disse smaa Bôrster ikke er Cuticularbürster, men virkelig — hvad jeg ikke har kunnet sé — har et Lumen, er jeg tilbüjelig til at antage, at Dórsten Nr. O er en saadan lille Bórste, der er kommen lidt videre end de andre. Fjerde Stadium («Mysisstadiet») slutter sig nóje til 3., men er dog i flere Henseender ikke lidet forskelligt fra dette. Thoraxfodderne er alle rettede ud til Siden; L—IV. Par er forsynede med en Exopodit, som er stórre paa I. Par end paa IL, paa I. stórre end paa HE; paa IV. Par er Exopoditen lille; paa V. Par mangler Exopoditen!), ligesom i forrige Stadium, og jeg bemærker derhos udtrykkelig, at jeg af nærværende Stadium har undersøgt Individer af noget forskellig Stórrelse. Endo- poditerne paa I. og Il. Par er omtrent lige lange og bægge forsynede med Klosakse. De tre bageste Pars Endopoditer er omtrent af samme Længde som de to fórste Pars, dog er V. Pars de længste”). Tredje Kæbefod: Exognathen er omtrent af samme Længde som paa I. Thoraxfod; Endognathen er noget kortere, 7-leddet (fórste Stadiums 5. Led er her delt); Grænsen mellem 3. og 4. Led er svag. Anden Kæbefod (Fig. 24): Exognathen er stor; Endognathen er 7-leddet (fórste Stadiums 5. Led er delt i 2); den ligner allerede den voksnes ikke lidet, navnlig kan det bemærkes, at sidste Led allerede har 1) Et Antal forskellige fuldkommen utvivlsomme Eukyphot-Larver paa et lignende Udviklingstrin fra forskellige Have, af yderst varieret, tildels meget curios Habitus, viste det samme Forhold i V. Par; det er saaledes uden Tvivl et for Flertallet af Eukyphoterne characteristisk Træk, at Larverne af dette Stadium (Mysisstadiet) mangler Exopodit paa V. Par, eller rettere, at Flertallet af Euky- photerne i ingen Periode af deres Liv har Exopodit paa V. Par. — Jagoria Strahl (Monatsb. d. Berl. Akad. 1861) er en Eukyphotlarve i Mysisstadiet. *) Paa en foreliggende pelagisk Eukyphot-Larve er V. Par Thoraxfodder af en formidabel Længde, længere end Krop og Hale tilsammen, medens de andre Thoraxfedder ikke udmærker sig ved nogen sær- deles Længde. 31 53 noget af den voksnes Character. Fürste Kæbefod (Fig. 44) er meget characteristisk: Exognathen har paa den proximale Ende den haarede Proces fra den ydre Rand, men den er endnu lille; endvidere er Epignathen tilstede, meget smal; Lacinierne er endnu smaa. Anden Maxille (Fig. 79): Exognathen har udsendt den characteristiske Proces bagud, som dog endnu er mindre end hos den voksne. Af Lacinierne er Lac. externa vokset raskere end Lac. interna og Lacinia superflua (den lille Tyggeflig fra Palpen); men bægge disse to er dog endnu meget tydelige. Fórste Maxille: Lac. interna har endnu ikke den for den voksne characteristiske Form; Palpen har den indre Proces, som endnu er lille. Mandiblen: De to Partier af Mandiblen er mindre dybt adskilte fra hinanden end hos den voksne. Antennerne og Antennulerne ligner den voksnes; Squama er dog smallere, dens Torn mindre; Svøberne korte, men leddede. Cornea er endnu ikke saa opsvulmet som hos den voksne. Halefodderne har et meget embryonalt Udseende; Bladene er forsynede med yderst korte Haar; Appendix interna findes, men Krogene mangler. Det ydre Blad paa 6. Par er uden Led paa Midten. Rostrum fortsætter sig langt bagtil i Skjoldets Midtlinje; det er her forsynet med 3 store Tænder, men er ellers utandet. Halen: Sidestykkerne er meget korte (lave); Forranden af 2. Leds Sidestykker dækker Bag- randen af fórstes ligesom hos den voksne, 7. Led (Fig. 192b) danner et smukt Overgangsstadium til den voksnes; bagtil er det betydelig afsmalnet, men dog bredere end hos den voksne; den ubevægelige Torn, som findes hos denne, mangler endnu; foruden Bórsten Nr. 7, der allerede i forrige Stadium var bleven kort, er nu ogsaa Nr. 6 bleven paa en lignende Maade modificeret; de er end videre rykkede længer fortil paa Sideranden, eller rettere: Mellem- rummet mellem Nr. 7 og Nr.6 og Mellemrummet mellem Nr. 6 og Nr. 5 er blevet større, det sidste Haleled er blevet strakt i Længden; det er Nr. 6 og Nr. 7, som hos den voksne sidder paa Rygsiden af Haleleddet. Endvidere er Bórsten Nr. 5 bleven meget lille, torn- formig; Nr. 4 er endnu den længste, men den er ikke længer fjeret; de 3 andre er rykkede nærmere til hinanden, er tillige bleven kortere, men er dog endnu alle fjerede. Paa mindre jxemplarer af dette Stadium findes endnu de to smaa midterste Dórster (Nr. 0), som vi omtalte ved forrige Stadium; paa de lidt stórre Exemplarer mangler de; det synes saaledes, at disse Bürster optræder ganske forbigaaende; paa senere Stadier har jeg intet sét til dem. — Gællerne er tilstede, men de er endnu smaa. Femte Stadium danner en direkte Overgang til den Voksne. Exopoditen paa Thoraxfodderne I.—IV. er bleven rudimentær, Mundfødderne har næsten ganske antaget den voksnes Former (medens de dog samtidig viser Overgangsstadiet), 3. og 4. Led af 3. Kæbefod er sammensmæltede, ligesaa 6. og 7. Led, mellem hvilke der dog endnu er Spor til en Grænse. Cornea er mindre end hos den voksne. Antennesvoberne er forlængede. Hale- fødderne er blevne behaarede, Appendix interna har faaet Kroge. Tornene i Skjoldets Midt- linje mangler nu. Den ubevægelige Torn i Spidsen af 7. Haleled har begyndt at udvikle 54 32 sig, Bürsterne Nr. 2 og 3 er bleven korte og tynde, Sidetornene (Nr. 6 og 7) er begyndt at rykke op paa Halens Overside; men Leddet er dog bredere for Enden end hos den voksne. Haleringenes Sidestykker er endnu korte (lave) 7). Meget nær ved Palæmon staar Slægten: Pontonia.?) Thoraxfoddernes relative Længde, Antallet af bevægelige Led, 3. Led som hos Palemon. Den bevægelige Finger paa Klosaksene (paa I. og II. Par) ligger som hos Pal. De proximale Led paa I. Par er ligesom hos Pal. noget udvidede. Exo- og Epipodit mangler. Thorax- fødderne af IL. Par adskiller sig fra Palæmons ved deres Tykkelse og kraftigère Udvikling. — Tredje Kæbefod forholder sig ganske som for Palæmon beskrevet (de to Kæbefodder er ind- leddede langt fra hinanden etc., dog er den bredere og kortere end hos denne. — Anden Kæbefod—Palæmens. — Fórste Kæbefod (Fig.46) har den samme Proces fra (eller Udvidelse af) Exognathskaftet; Lac. externa er uleddet og kort; men fórste Kæbefod afviger fra Palæ- mons ved at Lac. interna og media er sammensmæltede. — Maxillerne som hos Palemon. — Mandiblen afviger kun ved at mangle Palpen og ved at den skærende Del er forsynet med flere Tænder. — Antennerne er i Harmoni med Dyrets bredere Form indleddede lidt længere fra hinanden end hos Palemon; ellers som hos denne. — Antennulerne adskiller sig ved at Svoberne er kortere og den overste ikke klovet; Skaftet lenger end en Tredjedel af Skjoldet. — Cornea er lille. — Halefodderne baade hos å og 9 forholder sig som hos Palemon; Tornen paa Yderranden af 6.Par mangler. — Skjoldet er forsynet med de samme Furer som hos Palæmon (dog mangler den omtalte Chitinstribej; Rostrum er i Spidsen sammentrykt, ved Basis derimod fladtrykt. — Halen forholder sig, hvad Epi- mererne og Rejeknækket angaar, som hos Palemon; paa sidste Led findes de samme Torne som hos denne; men de to Fjerbórster er bleven til lignende Torne som Nr. 4 og 5; de tynde Bórster mangler. — Gællernes Bygning som hos Palemon; over hver af Thorax- fødderne én Galle, der forholder sig som hos Palæmon (paa det nær, at den bageste ikke er stórre end den næstbageste); over 3. Kæbefod udspringer ingen egenlige Gæller, dog finder jeg paa hver Side en lille blød Proces fra Ledhuden, som uden Tvivl svarer til 1) Som man vil sé, er de Bórster og Torne, som findes hos Palemonetes paa sidste Haleleds Bagrand og Overside, de modificerede embryonale Fjerhaar paa Bagenden af Halen. Uden Tvivl er det samme Tilfældet hos Penæiderne, og vi faar derved en Nógle til at forstaa den noget overraskende Optræden af et Antal Bórster paa sidste Haleled hos den voksne Leucifer, som ikke fandtes hos Sergestes ; disse bliver da at betragte som retarderede embryonale Haar, af hvilke et stórre Antal persisterer hos Leucifer, et mindre hos Sergestes tenuiremi aff, ingen (eller kun Rudimenter) hos de normale Sergester. ?) Den undersegte Art var meget nar beslegtet med tyrrhena. 33 55 den ene Gælle hos Palæmon; fra 2. Kæbefod ingen Gælle. — Hele Dyret er mere plumpt og fladtrykt end Palæmon. Betydelig mere afvigende fra Palæmon er Slægten: Hippolyte.) Thoraxfødderne er i de fleste Henseender overensstemmende med Palæmons: deres relative Længde, Størrelsen af 3. Led, den bevægelige Fingers Stilling i Forhold til den ubevægelige paa I. og II. Par, Kónsaabningernes?) Plads er ganske som hos Palæmon; I. Fodpar forholder sig som hos denne; Ledfüjningen 5—6 ligeledes. Der findes ingen Exopodit; men derimod er hos de af mig undersøgte Arter en Epipodit tilstede enten blot paa I. Par, eller tillige paa 1L, eller baade paa L, II. og III. Par?). — Tredje Kæbefod forholder sig i det hele som hos Palæmon: det samme Ledantal, den samme Concavitet af 3. + 4. Leds Inderrand; de to Kæbefødder er indleddede lidt fra hinanden. Men de afviger ved at besidde en Epignath*). — Anden Kæbefod ganske som hos Palæmon: den samme characteristiske Form af sidste Led, en Epignath etc. — Fårste Kæbefod afviger ved, at Lac. externa er 2- eller 3-leddet; men der findes den samme characteristiske Udvidelse af Exognathskaftet; en lignende Epignath. — Anden Kæbefod (Fig. 76—77): Lacinia interna er tilstede, men er udelt; fra dens Overside udspringer en med stærke Randhaar forsynet flad Proces, som ikke svarer til Lobus internus, men er et Parti sui generis (smlgn. Pan- dalus). — Fórste Maxille: som hos Palæmon, navnlig har baade Palpen og Lac. interna samme Form. — Mandiblen: Ligesom hos Palæmon er den skærende og tyggende Del dybt sondrede; den skærende Rand er kort og paa bægge Mandibler forsynet med 4 Tænder (hos de af mig undersøgte; efter Króyer skal 4 være det sædvanlige Tal). Palpen er to- leddet. — Antenner ganske som hos Palæmon: de er indleddede tæt ved hinanden, Tuberculum ligger indadtil, der er en stor Bevægelighed mellem 3. og 4. Led; 2. Led meget stort, Squama stor. — Antennulerne afviger derved, at Svøberne er temmelig korte, den ovre uklovet, forsynet med en haaret Fure paa den proximale Del af Undersiden. Første 1) Af denne har jeg undersøgt flere Arter. *| Krøyer har i sin Afhandling: Monogr. Fremstill. af SL Hippolytes nordiske Arter (Vidensk. Selsk. Skr., naturv. og math. Afd. IX, 1842) gjort den ret mærkelige Fejltagelse, at henlægge Q's Kónsaabning “paa den ydre Side af sidste Fodpar». Jeg tår maaske her tillade mig den almindeligere Bemærk- ning, at de af Kroyers Arbejder, jeg har haft Anledning til at studere nærmere, overhovedet ingen- lunde går det Indtryk af en særlig elassisk Nôjagtighed, som man — dog især Referenter og andre, som kun i Forbigaaende har beskæftiget sig med hans Afhandlinger — er tilbojelig til at postulere. Dermed er ikke sagt, at de er særlig unójagtige, tværtimod; men jeg har mént at burde protestere mod en Forgudelse, som jeg ikke finder er paa sin Plads. 3) Hos Hipp. smaragdina mangler efter Kr. Epipoditerne ganske. 55 Mangler efter Kr. hos H. smaragdina. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem Afd. I. 2. 8 56 34 Led udadtil udvidet og forsynet med en Torn. — Øjnene som hos Palemon. — Hale- fødderne hos 9 ligner ganske Palæmons; d's Halefodder afviger kun deri fra dennes, at det indre Blad af 1. Par paa den indre Side af Spidsen er forsynet med et Antal (ikke meget over en halv Snes) smaa Kroge ligesom paa Appendix interna — et interessant Forhold, forsaavidt som det peger hen mod Penæus. Æggene har jeg hos Hipp. aculeata fundet hæftede til Skaftet af Halefødderne. — Skjoldet har et lignende vel udviklet Rostrum som hos Palæmon; de samme svage Furer (den uforkalkede Linje savner jeg derimod). — Halens Sidestykker som hos Palæmon. Et meget tydeligt Rejeknæk. — 7. Haleled, der ligesom hos Palæmon løber ud i en ubevægelig Torn, er iøvrigt noget forskelligt fra Palæmons og derhos noget forskelligt efter Arterne; hos Hipp. Gaimardii findes paa Rygsiden af Leddet paa hver Side 4 Torne (istedenfor 2 hos Palæmon); paa Enden de samme 2 Par Torne som hos Palæmon; endvidere de to Fjerbårster, der her er meget kraftige; mellem Fjerbürsterne og de stórre Torne findes 2 eller 3 Par (1 hos Pal.) af de tynde Bürster. Paa en ganske lignende Maade forholder Hippolyte Fabricii og Sowerbyi sig; hos Hipp. polaris!) findes foruden de to omtalte Fjerbórster endnu ét Par lignende, ellers findes de samme Bórster. Hippolyte aculeata er ligeledes udstyret med to Par Fjerbürster, som dog er korte; der findes paa hver Side omtrent 6 Bórster, som ligner Nr. 2—3 hos Palemonetes?). — Gællerne har samme Bygning som hos Palæmon; over hver af de 5 Thoraxfødder én Gælle, den bageste den stórste, de andre successivt mindre; over mp; ingen Gæller; derimod findes en lille Gælle paa Epignathen af mp,. Til Hippolyte polaris har Krôyer givet nogle udviklingshistoriske Bemærkninger, ledsagede af nogle — i det hele ikke særdeles heldige — Figurer. Det fremgaar heraf, at det modne Embryo i en særdeles håj Grad ligner det fårste Stadium i Palæmonetes' Udvikling. Thoraxfødderne er alle anlagte, Maxillipederne forholder sig, hvad deres relative Længde og deres Udviklingsgrad angaar, ganske som hos Palæmonetes; Antennerne af t. Par har kun den ydre Svøbe anlagt, men i Modsætning til Palæmonetes er Halefødderne af 1.—5. Par allerede anlagte, hvilket derimod ikke er Tilfældet med 6. Par. Sidste Haleled er efter Króyer paa Bagenden forsynet med 16 Bårster, men jeg finder paa et Embryo af Hippolyte polaris i det herværende Museum?) (sandsynligvis et af Krüóyers Exemplarer) 18 Bórster, af hvilke den yderste paa hver Side sad omtrent paa samme Sted som Nr. 7 hos Palaemonetes- Larven. Dette forøgede Bürsteantal staar i Harmoni med det stórre Antal Bórster paa Halens 1) Efter Kr. forholder Hippolyte borealis sig paa samme Maade. ?) Króyer har ganske oversét de to Par Fjerbórster hos denne Art; end videre angiver han for samme, at de ufjerede (tynde) Bórster er paa Enden knopformig opsvulmede, hvilket jeg ikke har sét noget til paa de Exemplarer, jeg har undersøgt. 3) Materialet var for sparsomt til at jeg kunde undersoge det nærmere. 35 57 Bagende hos den voksne; de forreste Torne paa Halens Rygside antager jeg kommer til senere (smlgn. Pandalus). Temmelig nær til Hippolyte slutter sig Slægten: Pandalus (borealis Kr.). Thoraxfoderne ligner Palemons. 3. Led vel udviklet, paa andet Fodpar (hvor det ogsaa hos Palæmon er længere end paa de andre Fodpar) endog længere end 4. Led. Paa I. Par mangler det yderste Led og med det Chela; ellers forholder I. Par sig som hos Palæmon, forneden paa Inder- randen er det udvidet og haaret. Il. Fodpar er forskelligt paa de to Sider, den ene Fod længere end den anden (snart er det den venstre, der er stórst, snart den hójre!)); de er forsynede med en lille Klosaks; den bevægelige Finger udenfor og lidt nedenfor den ubevægelige; 5. Led ringlet. De tre bageste Fodpar er omtrent lige lange; de er kortere end den lange anden Fod, længere end den korte. lI.—IV. Fodpar forsynet med en lignende Epipodit som den, der optræder paa nogle af Thoraxfedderne hos Hippolyte. Ledfójningen 5—6 som hos Palæmon. — ó's Kónsaabning ligger hos denne Slegt — i Modsætning til det for Natantia typiske — i Basalleddet af V. Fodpar, eller, hvad der er det samme: den er oventil, proxi- malt, begrænset af en forkalket Chitinstribe, som hanger sammen med Basalleddet. — Tredje Kæbefod er omtrent af samme Længde som I. Fodpar; der findes de samme Led, som hos Palemon?); Inderranden af 3. —- 4. Led er tydelig concav; de to 3. Kæbefodder er indleddede lidt fra hinanden; Epign. ligesom hos Hippolyte tilstede, men Exognathen mangler. — Anden Kæbefod som hos Palæmon og Hippolyte. — Fórste Kæbefod: Den samme Udbredning af Exognathskaftet som hos de foregaaende, Lac. externa 3-leddet, det nederste Led med en lille extra Tyggeflig, der ogsaa findes hos Hipp., men mangler hos Palæmon. — Anden Maxille (Fig. 78): Lac. interna tilstede; den hos Hippolyte fra den opad vendende Side af Lac. interna udspringende flade Proces er her aldeles colossal, medens selve Lacinien er meget lille. — Fórste Maxille er næsten ganske bygget som hos Hippolyte. — Mandiblen er dybt delt; den skærende Del er paa bægge Mandibler forsynet med 5 Tænder. Palpen 3-leddet. — Antennerne som hos Pal. og Hipp., Squama meget stor. — Antennulerne ligesom hos foregaaende. — Ójnene er stærkt opsvulmede. — Halefodderne — ogsaa d's af fórste Par — som for Hippolyte beskreven. — Skjoldet 1) Jeg har hos mine faa Exemplarer fundet bægge Dele; Krôyer angiver (Naturhist. Tidsskr. 2. R. 1. B.), at det altid er den venstre, som er længst. 2) M.-Edwards afbilder (Règne Animal) for Pandalus narwal istedenfor de to lange yderste Led hos Pand. borealis 3 Led, nemlig et yderste langt, et næstyderste meget kort, og endelig et meget langt; jeg forklarer dette ved at antage, at det næstyderste Led hos borealis (svarende til 5. paa Thoraxfødderne) hos narwal er ringlet. 8* 58 36 med de samme svage Furer som hos foregaaende; Rostrum stort, sammentrykt. — Halens Epimerer som hos Palæmon; et tydeligt Rejeknæk; paa det sidste meget lange og smalle Haleled findes paa Rygsiden flere Par Torne; paa Haleenden de sædvanlige to Par, af hvilke det yderste som sædvanlig er mindst; Fjerborsterne paa Midten af Haleenden er ligeledes for- vandlede til Torne; de smaa Bårster synes at mangle. — Gællerne — af den sædvanlige Eukyphot-Bygning — er talrigere end hos Palæmon, idet der foruden de 8, som vi har hos denne, endnu fra Ledhuden ved I.—IV. Benpar udspringer en lille Gælle, altsaa i alt 12 Gæller påa hver Side. Om det modne Embryo af Pandalus borealis kan jeg give følgende Oplysninger: Thoraxfødderne (alle?) anlagte. Endognathen af tredje Kæbefod er længere end 2. Kæbefods, denne end fürstes; Exognathen af mp; — mp;'s > mp,'s. Paa Antennerne er Squama — som er tydelig leddet i Spidsen — længere end Svoben. Antennulerne bestaar af en uleddet Basaldel og Anlæg til bægge Svoberne, af hvilke dog den indre er meget lille. Halefodder er ikke tilstede. Paa den noget udbugtede brede Haleende sidder 7 Par Bórster; de sidder omtrent som hos Palæmonetes. — Som man vil sé, stemmer Pandalus-Embryonet næsten i enhver af de fremførte Enkeltheder med Palæmonetes’ første Stadium. En anden med Hippolyte beslægtet Gruppe af Former danner Slægten: Alpheus. Thoraxfodderne. De samme Fødder som hos Palæmon er forsynede med Chela ; men den bevægelige Finger ligger udenfor og ovenfor den ubevægelige, og I. Fodpar er længer end |l. og meget kraftigt. 5. Led af II. Par er ringlet. Paa 1.—IY. Fodpar findes en lignende Epipodit!) som paa nogle af Hippolytes. —lovrigt forholder de sig som hos Palæmon: li. Par længer end IL, som omtrent er af samme Længde som IV. og V.; der findes 7 bevægelige Led, 3. Led i det hele vel udviklet, navnlig paa lI. Par (paa I. Par er det dog kort, og Ledfójningen mellem 2. og 3. Led er meget snaver, maaské er disse to Led endog ubevægelig forbundne); Led 5—6 som hos Palemon; det I. (meget kraftige) Fodpar er ligesom hos Palemon og Hipp. forneden lidt udvidet. — De to Kæbefodder af 3. Par er ligesom hos foregaaende ikke indleddede ganske tæt ved hinanden, de er paa Inderranden af Led 3 + 4 concave, dog i ringere Grad end hos Palemon. — Anden Kæbefod ') Ogsaa Hilgendorf (Berl. Monatsber. 1878) har, som jeg sér, lagt Mærke til Tilstedeværelsen. af Epi- poditerne og giver en god Figur heraf; han har derimod aabenbart ikke vidst, at Epipoditer længst var bekendte hos andre Eukyphoter (Hippolyte bl. a.); ti han fremhæver udtrykkelig Forekomsten af Epipoditer hos Alpheus som noget besynderligt («die . . . . . schon merkwürdige Gattung scheint des Absonderlichen noch mehr zu bieten»). 37 59 som hos Hipp. — Fórste Kæbefod: Palpen lang og 2-leddet, uden den lille Tyggeflig, vi fandt hos Hippolyte og Pandalus; ellers som hos Hippolyte. — Anden Maxille er som hos Hippolyte forsynet med en Lac. interna; den Proces, der hos hin udspringer fra dens opadvendende Side, er ogsaa tilstede her, men kun som en meget lav Valk. — Fórste Maxille ganske som hos Hippolyte. — Mandiblens skærende Del er forsynet med flere Tender; ellers ligner den Hippolytes: Palpen 2-leddet, Tyggefladen er forsynet med Rifler og fine Bórster (som genfindes hos Hippolyte, men mangler hos Pandalus og Palæmon). — Antennerne ligner i det hele de foregaaendes, men Squama er lille; hos en af de Arter, jeg har undersøgt, er dens indre tynde Parti endog særdeles reduceret, medens den tykke Yderrand med Tornen er godt udviklet. — Antennulerne ligner Hippolytes, men Svoberne er noget længere. — Øjnene er som bekendt dækkede af Skjoldets Forrand; Ojenstilkene er reducerede, Cornea lille. — Halefodderne: det ydre Blad er undertiden noget mindre end det indre, fürste Par naturligvis undtaget; Halefodderne hos 9 forholder sig iøvrigt ganske som hos Hippolyte og Palemon; Halefodderne af 1. Par hos d er (ligesom hos Palæmon) uden Kroge paa det (lille) indre Blad; det 2. Par som hos de foregaaende. — Skjoldet er forsynet med et meget lille sammentrykt Rostrum, der hos nogle Arter endog mangler; de samme svage Furer som hos Palæmon har jeg ogsaa genfundet her. — Halen er, ligesom hele Legemet, sammentrykt, Sidestykkerne som hos Palemon. Det sidste Haleled er temmelig kort; paa Oversiden findes 2 Par Torne (i ét — abnormt — Tilfælde fandt jeg 4 Par; hos et andet Individ af samme Art, ligesom paa alle de andre, talrige, Individer af forskellige Arter, som jeg herpaa har undersegt, kun 2 Par); paa Dagenden de 2 sædvanlige Par Torne; mellem disse altid flere Fjerbürster, undertiden særdeles mange (det ringeste Antal var 4), der ligesom hos Palæmon udspringer fra Undersiden; over disse ud- springer flere, undertiden meget talrige ufjerede Bórster, der ikke er meget svagere end Fjer- bórsterne. — Gællerne forholder sig som hos Hippolyte, kun med den Forskel, at der over mp, udspringer én Galle, men ingen fra mp;. Om de modne Embryoner kan jeg góre følgende Bemærkninger: Thoraxfodderne (alle?) anlagte og ikke ganske korte. Endognathen af fórste Kæbefod er meget mindre end Endognathen af anden, dennes atter end 3. Kæbefods. Squama er meget tydelig leddet i Spidsen; Leddelingen synes at strække sig over et stórre Stykke end hos Palæmonetes-Larven. Antennulerne: den ene Svobe anlagt, den anden ikke. Halefodder ikke anlagte. Det bageste Haleled er bredt, 7 Par Fjerbórster !). 1) Her ligesom ved Pandalus maa jeg indskrænke mig til temmelig magre Bemærkninger om Embryonerne; ti det foreliggende Materiale af disse var slet conserveret. 60 38 Af alle Eukyphoter, som jeg har haft Lejlighed til at gennemgaa i Detaillen, staar Slægten: Caridina !) Penæiderne nærmest. Thoraxfoderne bestaar af de sædvanlige 7 Led, alle bevægelige; 3. Led vel udviklet, navnlig paa Il. Fodpar. Paa 1.—IY. Fodpar findes en Epipodit, paa I[.—II. en Exopodit, som er vel udviklet. Fürste og andel Fodpar (af hvilke I. er lidt mindre og kraftigere end IL) er forsynede med Chela, den bevægelige Finger udenfor og ovenover den ubevægelige ligesom hos Alpheus og Penæerne. III. Fod længer end IL, omtrent af samme Længde som de to folgende. Ledfüjningen 5—6 som hos Palemon og de andre. — Tredje Kæbefod er længere end I. Thoraxfod, bestaar af de samme Led som hos Palæ- mon; dog finder jeg paa Spidsen af det yderste Led en bevægelig, yderst kraftig Torn ind- leddet, som maaské svarer til Led 7; en Epi- og Exognath findes. De to Kæbefodder er indleddede lidt fra hinanden; den indre Rand af Led 3 + 4 er concav. — Anden Kæbe- fod (Fig. 26) ligner i det hele Palæmons, men den ydre Rand af 7. Led er dog længer end hos denne, om end langt kortere end den indre Rand. Epignath lille. — Fürste Kæbe- fod (Fig. 47): Epignathen lille, Exognathen kort med den characteristiske Eukyphot-Proces ; den distale Del af Endognathen (Lac. externa) er meget kort og er forsynet med samme lille Tyggeflig, som vi fandt hos Hippolyte og Pandalus. — Anden Maxille (Fig. 82—822) har ved fórste Ójekast noget meget fremmed ved sig: Lac. externa er meget stor, dens to Lobi skudte over hinanden; Lac. interna er ligeledes temmelig stor, men ligesom hos Hippolyte elc. udelt; den skyder sig fortil hen over den bageste Del af Lac. externa. Palpen?) er lille, og naar man sér Maxillen fra Undersiden er den næsten slet ikke synlig. — Fürste Maxille (Fig. 106) er ret mærkelig; den bageste Lacinie er meget bred, frembyder slet ikke den for de andre omtalte Eukyphoter characteristiske Form; Palpen ligner Hippolytes: ligesom hos denne (og hos de andre Eukyphoter) findes der nar Spidsen en rigtignok her yderst kort, med et enkelt Haar forsynet Proces fra Inderranden (ogsaa hos Hippolyte og Alpheus findes kun et enkelt stærkt Haar paa denne Proces). Der findes en meget vel udviklet Exognath?). — Mandiblen (Fig. 151) er ret afvigende fra de andre Eukyphoters ;. den skærende Del er nemlig temmelig bred (Randen lang), forsynet med flere Tænder og lober bagtil sammen med den tyggende Del, som er riflet og kort behaaret; ogsaa paa den skærende Rand findes enkelte, længere Bórster. Palpen mangler. — Antennerne er ganske som hos Palæmon; Squama, Tuberculum etc. forholder sig som hos denne. — Antennulerne: 1) Jeg har undersegt Arten Caridina Desmarestii. ?) Oversét baade af Joly i hans Monographi (Ann. d. Sc. nat. 2. Sér. Tome XIX) og af de Haan. 3| Ligeledes hidtil oversét, formodenlig for de tidligere Undersogere gaaet tabt ved Præparationen. 39 61 to lange Svober, den ydre har en haaret Stribe paa den proximale Del af sin Underside. Den sædvanlige Torn paa Yderranden af 1. Led.— Üjnene som hos Palæmon og Hippolyte. — Halefodderne af 2.—6. Par ganske som hos Palemon; Inderbladet af 1. Par hos d er ved Enden forsynet med Kroge (ligesom hos Pand. og Hippol.); den lille Proces (3, Fig. 163), som genfindes hos Pandalus, svarer til den med samme Bogstav betegnede Proces hos Penæus; hos 9 findes hverken Krogen eller Processen. — Skjoldet er forsynet med et lignende Rostrum som hos Palæmon; Furerne svage. — Halen er sammentrykt; Epimererne som hos de andre Eukyphoter; et tydeligt Rejeknæk. Sidste Haleled bliver ligesom hos Pal. bagtil smallere; paa Rygsiden findes 4 Torne, paa Bagenden paa hver Side 2 andre, af hvilke, ligesom hos Palæmon og andre, den yderste er den mindste. Mellem de to inderste findes 6 Fjerbürster, som omtrent er ligesaa stærke som de store Torne; de to midterste er lidt stórre end de andre; disse 6 Bórster svarer aabenbart til Férbórsterne + de 4 smaa Bórster hos Palæmonetes. — Gællerne: over hver af de 5 Thoraxfedder udspringer én Gælle; den over V. er mindre end den foregaaende; over mp, finder jeg kun 1 Gælle; fra mp, som sædvanlig 1 Gelle!). De her omtalte Slægter, som kan gælde for Typer for de normale Eukyphoter — vi vil om lidt betragte nogle mere abnorme Former — afviger alle i følgende Punkter fra Penæiderne: Thoraxfodderne af III. Par er aldrig forsynede med Klosakse. Paa 3. Kæbefod er 3. og 4. Led sammensmæltede uden Grænselinje, og Inderranden af Leddet er concav; de to 3. Kæbefødder er indleddede mer eller mindre fra hinanden. De to distale Led af 2. Kæbefod har den ovenfor beskrevne characteristiske Form. Paa Exognathen af 1. Kæbefod findes en ydre bred, randhaaret Proces. Lac. interna paa 2. Maxille er altid udelt. Fårste Led af Antennulerne er udadtil udvidet. Paa det indre Blad af Halefødderne 2—5 findes et Appendix interna; hos ó er det indre Blad af 1. Par lille og i det hójeste for- synet med nogle faa Kroge paa Inderranden. Skjoldfurerne er mindre udprægede end hos Penæiderne. 2. Halerings Sidestykker dækker Bagranden af 1. Halerings. Gællerne er bladede, overfor de typiske Penæider reducerede i Antal. De forlader Ægget langt videre udviklede end Penæiderne; sidste Haleled hos Zoéa'en er bredt, bagtil kun udrandet. Saa vidt bekendt har Larverne i ingen Periode af deres Liv Exopodit paa V. Fodpar. De fleste normale Eukyphoter afviger fremdeles i følgende: Den bevægelige Fingers Stilling paa Chelæ er en anden end hos Penæiderne (Alpheus og Caridina [og jeg kan tilføje: Atya] undtagne); paa 3. Kæbefod er Led 6 og 7 sammensmæltede (Caridina maaské 1) Det er værd at notere, at den unge Caridina, som Joly omtaler (l. c.), har smaa Exopoditer paa III og IV. Par Thoraxfødder, men ikke paa V. 62 40 undtagen); paa 1. Maxille er Lac. interna tilspidset, Spidsen er drejet fremefter (Caridina undtagen); Mandiblen er ligesom kløvet i to Grene: den tyggende og den skærende Del (Caridina undtagen). Foruden i disse Characterer stemmer de omtalte Eukyphoter ogsaa i andre med hinanden uden dog heri at træde i nogen egenlig Modsætning til Penæiderne; jeg vil her navnlig erindre om det sidste Haleled, paa hvis Overside der altid findes 2 Par Torne (under- tiden nogle flere til), og paa hvis Ende der bestandig findes en lille ydre Torn paa hver Side og en stórre indenfor denne. Af den givne korte Oversigt, saavel som af Beskrivelserne, vil det utvivlsomt frem- gaa, at Caridina er den af de her behandlede Eukyphoter, der staar Penæiderne nærmest (navnlig Klosakse, 1. Maxille, Mandiblen), ihvorvel den nåje slutter sig til de andre Euky- photer. Af de øvrige Former staar vistnok Alpheus ved Stillingen af den bevægelige Finger Caridina nærmest, medens den iovrigt næsten i et og alt slutter sig nærmere til de andre Eukyphoter. Ret interessant forholder Slegten Pandalus sig; medens den ved Stillingen af den bevægelige Finger paa Thoraxfodderne og navnlig ved Bygningen af Lacinia interna paa anden Maxille slutter sig nóje til Hippolyte, synes Tilstedeværelsen af et stórre Antal af Gæller end hos nogen af de andre at pege hen mod Penæiderne; men set i Belysning af de andre Forhold kan det nappe betvivles, at vi her staar overfor et secundært, atavistisk, Phenomen. Hippolyte har den samme Stilling af den bevægelige Finger; den afviger fra Caridina, Alpheus, Pandalus ved at mangle Epipodit paa IV. Fodpar, undertiden ogsaa paa lll, IL, I. Palæmon endelig (og Pontonia) mangler altid ganske Epipoditer paa Thoraxfedderne, ligesom ogsaa Lac. interna paa anden Maxille mangler. Det vil vistnok ogsaa være indlysende af det foregaaende, at Eukyphoterne slutter sig meget nóje til Penæiderne, samt at de, naar vi sér Sagen fra et phylogenetisk Standpunkt, maa ansés for at nedstamme fra en Form, som i al Fald stod de nulevende Penæer yderst nær. Denne Form maa have været forsynet med Epipoditer paa de fire Par Thoraxfodder — altsaa som Stenopus. Om den derimod, som jeg en Tidlang under mine Studier af disse Dyr har været tilbójelig til at antage, har været forsynet med et Appendix interna paa Hale- fødderne, i Modsætning til alle nulevende Penser, er jeg nu mere tilbójelig til at lade henstaa ; ti vel maa det, da Appendix interna findes ogsaa hos Decapodernes nærmeste — om end ret fjærntstaaende — Slægtninge, Thysanopus og Euphausia, ansés for at vere en ret rimelig Formodning, at et Appendix interna ogsaa fandtes hos den Penæide, fra hvilken Eukyphot- gruppen udgik, men overfor Facta (sé Axius), som vi senere vil lære at kende, er jeg mere tilbüjelig til at antage, at Appendix interna er kommen igen — atavistisk — hos Euky- photerne; er denne Antagelse rigtig, da har Eukyphoterne en Stamfader, der i enhver Hen- seende sluttede sig til Penæiderne, der var en fuldkommen ægte Penæ. . 41 63 De abnorme Eukyphot-Typer, som jeg vil omtale lidt nærmere, er Crangon og Pasiphaé; af dem vil jeg forst behandle Slægten: Crangon.!) Thoraxfedderne er i Længde indbyrdes ikke meget forskellige; hos C. Boreas er dog Il. Par, afvigende fra Palæmons, kortere end I., hos C. vulg. er de omtrent lige lange; ligesom hos Palæmon er 3. Led vel udviklet, som sædvanlig navnlig paa If. Fodpar; Ledfüjningen 5—6 forholder sig som hos Palemon; den bevægelige Finger paa Klosaksene udenfor og nedenfor den ubevegelige; ingen Epi- eller Exopodit. Men de afviger fra Palæmons ved at L, IV. og V. Par Den er stærke og tykke, medens Il. og III. er meget tynde; endvidere er 2. og 3. Led paa I. Par sammenvoksne (paa de øvrige Ben normale); at den ubevægelige Finger paa I: Par er kort, interesserer os mindre. Hannens Genitalaabning befinder sig i Ledhuden ved V. Par; ogsaa 9's som hos de normale Eukyphoter. — Tredje Kæbefod ligner i det hele Palæmons: Epignathen mangler, der findes de samme Led som hos denne, den indre Rand af Led 3 + 4 er concav; den er omtrent af samme Længde som I. Thoraxfod ; men den udmærker sig ved at Exognathen er tydelig afdelt i Scapus og Flagellum, og ved at Flagellum har Spidsen rettet indefter — det eneste Exempel herpaa blandt Natantia. — Anden Kæbefod: Yderste Led har samme characteristiske Form som hos de andre Euky- photer; Exognathen som paa tredje Kæbefod. — Fórste Kæbefod er meget abnorm: Lac. interna er slet ikke tilstede, Lac. media er yderst rudimentær. lovrigt slutter 1. Kæbefod sig til Palemons: Lac. externa er uleddet; Exognathen har den characteristiske Udvidelse (hos C. vulgaris er denne smal); Epignath tilstede. — Ogsaa anden Maxille er paa en lignende Maade reduceret; Lac. interna mangler; Lac. externa er hos. C. vulgaris ganske kort, rudi- menter, uklevet; hos C. Boreas fattes den ganske. — Fórste Maxille: Lac. interna er som hos Palemon tilspidset — dog lidet characteristisk hos C. Boreas —, derimod er Spidsen ikke tydelig rettet forefter; Palpen har den sædvanlige lille Proces paa Inderranden indenfor Spidsen. — Mandiblen: den skærende Del, der hos Palemon ikke er meget stor, er her ganske forsvunden; den tyggende Del, der som sædvanlig har flere Knuder paa Enden, er længere end hos Palemon. — Antennerne næsten ganske som hos Palæmon: Leddenes Bevægelighed, den stærke" Udvikling af de proximale Led, Tuberculums Plads er den samme. — Antennulerne: Skaftet som hos Palæmon langt, det proximale Led udadtil udvidet, en stor Torn paa samme. To Svober, ikke særdeles lange, den ovre, ydre som sædvanlig med en Haarfure paa Undersiden (den strækker sig forovrigt næsten ud til Spidsen af Svoben). — Ójenstilkene kortere end hos Pal, Cornea hos C. Boreas lille. — Hale- fødderne hos mine to Arter forholder sig paa følgende Maade: Baade hos d og 9 mangler Appendix interna; paa det indre Blad af Halefodderne af fórste Par savnes Krogbórsterne; 1) Jeg har af denne Slægt undersøgt Crangon vulgaris og Boreas. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2. 9 64 42 . paa 2. Par hos d findes et Appendix masculina. Men ikke alle Crangon-Arter forholder sig saaledes; M. Sars!) angiver og afbilder for Crangon echinulatus, at et Appendix interna findes paa de sædvanlige Fodpar, men kun hos d, medens det mangler hos 9; og hos hans Pontophilus-Arter, der nappe bór skilles generisk fra Crangon, findes efter samme Forfatter”) et Appendix interna baade hos d og 9, og hos & af Pontophilus findes endvidere de for Hippolyte og andre characteristiske korte Hagebórster paa 1. Pars indre Blad. Ligesom Pontophilerne forholder sig efter Króyer?) den ligeledes med Crangon sær- deles nær beslægtede Form Sabinea. — Skjoldet er forsynet med de sædvanlige Eukyphot- Furer: endvidere finder vi den samme uforkalkede Linje som hos Palemon, hvilken jeg forgæves har sogt hos andre Eukyphoter. Rostrum er paa mine Arter i Tværsnit trekantet; det vender 2 Flader til Siderne, én opad, er altsaa som hos de andre Eukyphoter sammen- trykt. — Halen er sammentrykt, om end, navnlig hos C. Boreas, temmelig bred; Side- stykkerne som sædvanlig hos Eukyph. Sidste Haleled ligner hos C. vulgaris meget Palemons; paa Rygsiden 2 Par Torne, paa Bagenden paa hver Side 2 Torne, af hvilke den indre er den stórste; mellem disse findes 2 Fjerbórster, som her er langt kraftigere end hos Palæmon, tornformige; af de smaa Bürster finder jeg kun ét Par (ligesom hos Palæmon) 5j. Crangon Doreas forholder sig ikke lidet anderledes: de to stórre Torne (altsaa Nr. 4) mangler, ligesaa Fjertornene (Nr. 1); mellem de to Torne Nr.5 sidder paa Bagenden ganske vist en Mængde Fjerbórster, men disse er, tror jeg, blot en Fortsættelse af den Fjerhaars- Bremme, der som sædvanlig findes paa Leddets Siderande; Nr.4 og 1 er aborterede?). — Gællerne er bladede; der findes over Thoraxfedderne de sædvanlige 5 Gæller, den bageste som hos Palemon og andre den stórste; hos C. vulgaris findes over mp, endnu en lille Galle?) (ligeledes hos Pontophilus efter Sars); den Galle, som efter Sars findes paa mp, hos Pontophilus, mangler derimod hos C. vulgaris. Hos C. Boreas findes kun de 5 Gæller over Thoraxfodderne *). Slegten Nica er en smuk Mellemform mellem de normale Eukyphoter og Cran- gonerne. Jeg bemærker om den folgende: Thoraxfodderne af I. Par har 5. men navnlig 1) Nyt Magazin for Naturvidenskaberne, 15. Bd. Jy te i 3) Beskriv. af de nordiske Krangon-Arter (Naturhist. Tidsskr. [1. Række] 4. B.). *) Paa en ganske lignende Maade forholder sig de af Sars beskrevne Pontophiler, ligesom ogsaa C. echinulatus. 5) Den med stor Urette fra Crangon generisk sondrede Argis lar forholder sig paa en lignende Maade som C. Boreas; her er dog — men maaske ikke hos alle Exemplarer — endnu noget tilovers af Nr. 4; men denne er ikke saa stor som Nr. 5. — Ogsaa af andre Forhold (Halefodderne f. Ex) er det ganske tydeligt, at Argis lar er meget nær beslægtet med C. Boreas. 5) Oversét af Króyer (l. c.). 7) Ligesaa hos Argis lar. 43 , 65 6. Led delt i Smaaled (smlgn. Hippolyte). I. Par er ikke meget sværere end de folgende. Paa Kæbefodderne er Sveben rettet fremefter som sædvanlig hos Eukyph., paa 1. Maxilliped er Lac. media meget vel udviklet (Lac. interna mangler derimod). Paa 2. Maxille er Lac. externa lille, med Spor til en Kløvning; fremdeles er der en lille Lac. interna tilstede. Man- diblen som hos Crangon. Det yderste Haleled ligner Palæmons: 2 Par Torne paa Oversiden, ^ Torne for Enden, de to indre stórst; imellem disse 1 Par Fjerbórster; imellem (og over) Fjerbórsterne og den lange Torn 2 eller 3 tynde Bórster paa hver Side. Nica og Crangon synes mig at slutte sig i visse Henseender nærmest til Hippo- lyte: den I. Thoraxfods Overvægt over de følgende, den II. Thoraxfod hos Nica, 2. Maxille hos Nica, Halefodderne af 1. Par hos visse Crangon-Hanner (Nica-Hannen har jeg ikke haft Lejlighed til at undersøge); medens de i andre Henseender synes at ligne Pala: mon: den uforkalkede Linje i Skjoldet hos Crangon (jeg fandt den rigtignok ikke hos Nica), bageste Haleled hos Nica og de mere normale Crangoner, Manglen af Epipoditer og af Epignath paa 3. Kæbefod. Rimeligvis har Crangon- Gruppens Stamform staaet imellem Hippolyte og Palæmon. Den anden, i flere Henseender langt mærkeligere, abnorme Eukyphot, som jeg ønsker at gore nogle Bemærkninger om, er: Pasiphaë.!) Thoraxfodderne er mærkelige ved at de alle er forsynede med en ret vel udviklet Exopodit; derimod findes der ingen Epipodit. lovrigt forholder Thoraxfodderne sig ret normalt: Klosakse paa I. og IT. Par, den bevægelige Finger under den ubevægelige, Ledakse 5—6 som sædvanlig hos Eukyph. — Tredje Kæbefod har den normale Eukyphotform: 3. og 4. Led sammenvoksede med hinanden, 6. og 7. Led ligeledes sammenvoksede, saaledes at der — da 2. som sædvanlig er vokset sammen med 3. — tilsyneladende kun findes 4 Led. Den er forsynet med en Exognath, som ligner Exopoditen paa Thoraxfodderne; Epignath findes ikke. — Anden Kæbefod mangler saavel Exo- som Epignath; 2.— 3. Led er omtrent saa langt som det langtrukne 4.; 7. Led fójer sig til 6, ikke som normalt hos Eukyphoterne, men som hos de fleste Decapoder (sé Fig. 27). — Fürste Kæbefod (Fig. 48) er yderst abnorm, bestaar næsten kun af Exognathen, hvis Svobe er kort og bred, og hvis Skaft kun utydelig har den for Eukyphoterne characteristiske Udvidelse af den ydre Rand; Lac. externa er kort, men tydelig, Lac. media og Lac. interna er lige antydede. Der findes en lille, men !) Jeg har undersogt et Individ (en 9) af Arten tarda Kr. 9* 66 44 tydelig Epignath!). — Anden Maxille (Fig.83) viser en med Crangon nóje analog Uddannelse: Lac. interna mangler, Lac. externa er næppe antydet. — Fårste Maxille (Fig. 107) bestaar af de sædvanlige Elementer, men Lac. interna har ingen udpræget Eukyphot-Form. — Mandiblen (Fig. 152) mangler ganske den knusende Del; den skærende er kort og forsynet med flere Tænder, "derhos bredere end sædvanlig hos Eukyph.”) — Antennerne er nor- male, — Halefødderne hos det undersøgte Exemplar (en 9 med Æg under Halen, Kóns- aabningen som sædvanlig i Basalleddet af III. Fodpar) var vel i det hele normale: Appendix interna paa 2.—5. Par etc.; men I. Par frembød en Afvigelse, som jeg ikke har sét hos nogen anden Decapod-Hun, nemlig den, at det indre Blad udsendte en Proces forsynet med ganske lignende Kroge som paa Appendix interna; altsaa ligesom hos Hannen af Hippo- lyte etc.; maaske er dette en individuel Anomali. — Skjoldet har et kort, sammentrykt Rostrum. — Halen: Sidestykkerne af 2. Ring dækker, som hos alle Eukyphoter, Bagranden af 1. Rings Sidestykker. Paa sidste Halering et Indsnit i Bagenden, i hvilket der sidder flere korte Bürster; ingen Torne eller Bórster paa Rygsiden af samme Haleled. — Gæl- lernes Bygning er den sædvanlige. Over V., IV. Thoraxfod udspringer en Gælle fra Pleuren; den over V. mindre end den over IV.; over HL. én Gælle fra Pleuren, og desuden 1 fra Ledhuden; over II. og I. som over IIl. Over mp, og mp, ingen Gæller. lalt 8 Gæller. At Pasiphaé er en Eukyphot, kan ikke betvivles; Halens Sidestykker saavel som ogsaa Bygningen af 3. Kæbefod viser dette ved fürste Ojekast. Men den øvrige systematiske Stilling skal jeg i Ojeblikket vel vogte mig for at udtale mig om. Folgende Schema vil, tror jeg, nogenlunde rigtig vise det indbyrdes Slægtskab mellem de her omtalte Eukyphoter (Pasiphaé undtagen): 1) Jeg bemærker udtrykkelig, at Exemplaret var stort (flere Tommer langt) og Munddelene lette at udtage, ligesom ogsaa at Præparationen blev gjort med nogen Omhu, saaledes at der ikke kan være Tale om, at det, jeg beskriver, skulde være blotte Stumper af Munddele. Jeg går denne Bemærkning paa Grund af, at Munddelenes abnorme Forhold vel kunde give en Slags Berettigelse til en saadan Formodning fra Læserens Side. — Et Par af de Haans Figurer af Munddelene hos Pasiphaé sivado er aabenbart gjorte efter Stumper eller Aggregater af Stumper af forskellige Munddele; men det Exemplar, han har dissekeret, har ogsaa efter de vedfüjede Maal været lille, saa at Fejltagelsen i dette Tilfælde bliver forklarlig og undskyldelig. 2) De Haan afbilder en stor Knusedel paa Mandiblen af Pas. sivado; jeg formoder, at der ogsaa her er indloben en Fejltagelse for den udmærkede Forsker. 45 67 Nica Crangon -Palemon...... Pontonia Hippolyte Pandalus Alpheus Caridina Slægterne Udora og Udorella (Juraformationen) tilhører, som allerede af Oppels Figurer i Palæont. Mittheil. let kan skónnes, Eukyphoternes Gruppe: det er nemlig Rejer med Epimererne paa anden Halering dækkende Epimererne paa forste Halering, noget, som kun er Tilfældet hos Eukyphoterne. En Undersøgelse af Oppels Original- Exemplarer i Münchener- Museet tillader mig endnu at góre felgende Bemærkninger. Hvad fürst Udorella angaar, fandt jeg, at alle 5 Thoraxfedder var forsynede med Exopodit («Palpe»), ligesom hos Pasiphaé. Af endnu stórre Interesse var det, at jeg fandt de to Par for Eukyphoterne characteristiske Torne paa Oversiden af sidste Haleled (Fig. 1933); ved Spidsen var der desuden 1 stor Torn tilstede, uden Tvivl svarende til den indre (Nr. 4) hos Palæmon; den ydre (Nr. 5) er maaske tilfældig gaaet af. Det bemærkes udtrykkelig, at de tre Torne er særdeles tydelige. Om Udora (der ogsaa har «Palper» paa Thoraxfedderne) kan jeg bemærke, at jeg paa Originalen til Oppels Fig. 1 Tab. 37 fandt et tydeligt Marke efter den forreste af Tor- nene paa Halens Overside. — Om disse Former har været forsynede med Klosakse eller ej, kan ikke afgóres. Efter Undersoge!sen af et stórre Antal Exemplarer af Slegten Hefriga i Münchener- Museet kan jeg bestemt udtale, at denne Slægt, der i Modsætning til de to foregaaende mangler Exopoditer, horer til Eukyphoterne. Fra Oppel véd vi — og jeg kan her kun bekræfte hans Angivelse —, at kun de to fürste Par Thoraxfodder er forsynede med Klo- sakse; men jeg har endvidere — hvad der ikke fremgaar af Oppels Figurer — med Lethed og Sikkerhed kunnet constatere, at den anden af Halens Epimerer forholder sig som hos Eukyphoterne: d. v.s. den er meget lang og dens Forrand dækker Bagranden af fórste Epimer; endvidere er Oversiden af Halen forsynet med en Række Torne (c. 5) paa hver Side. — 68 | 46 Hermed er det altsaa godtgjort, at der i Juraformationen foruden de mærkelige (Pasiphaë- agtige) Eukyphoter Udora og Udorella ogsaa optraadte normale Eukyphoter. Om Jura- Slægten Blaculla, som ogsaa kun har Klosakse paa Il. og ll. Thoraxfod, hører herhen eller ej, kan jeg ikke bestemt afgüre, da det Parti af Halen, hvorpaa det kommer an, ikke var tilstrækkelig vel bevaret paa det undersøgte Exemplar. III. Homariderne. Den anden Hovedafdeling af Decapoderne, Reptantia, er langt rigere og mang- foldigere udformet end den fårste. Vi vil her fórst betragte Gruppen Homariderne, og af disse igen: Homarus vulgaris. Thoraxfødderne af IIL.—IV. Par er temmelig éns lange; III. Par er lidt kortere end II. og IV.; I. Fodpar er derimod betydelig længere end de følgende og meget kraftigt; de andre er derimod tynde, ikke meget kraftigere end de tilsvarende hos Penæus. 3. Led er vel udviklet, men dog i Forhold til 4. kortere end hos Natantia; paa II. Par er det ligesaa lidt som hos Penæerne — i Modsætning til Eukyphoterne — særlig stærkt udviklet. Benenes 7 Led er alle bevægelige mod hinanden paa II.—V. Par; paa I. Par er derimod 2. og 3. Led ubevægelig forbundne med hinanden, men der findes en tydelig Grænsefure mellem dem. En Exopodit mangler; derimod findes en kraftig Epipodit paa L—IV. Fodpar. — Thoraxfødderne af I.—III. Par er ligesom hos de typiske Penæer forsynede med en Klo- saks; naar Fødderne er strakte fremefter, ligger den bevægelige Finger paa Il. og III. Thoraxfod paa en lignende Maade som hos Penæerne, altsaa oven- og udenfor den ube- vægelige; men paa I. Fodpar ganske anderledes, nemlig indenfor den ubevægelige; paa I. Fodpar danner Drejningsakserne 6—7 og 5—6 spidse og stumpe Vinkler med hinanden"), paa II. og III. Par derimod rette Vinkler; eller med andre Ord: den Ende af Drejningsakse 6—7, som, naar Benene er strakte udefter, paa II. og III. Par er den forreste, er paa l. Par drejet sterkt nedefter. — Bevægelsen i Ledfüjningen 5—6 er paa alle Fodderne — i Modsætning til Natantia — temmelig bestemt; men paa I[.—V. Par er Drejningsaksens Ender dog ikke saa, faste som de plejer at vere i andre Ledfójninger; paa I. Par er derimod 1) Naar jeg siger, at to paa hinanden felgende Drejningsakser danner visse Vinkler med hinanden, mener jeg bestandig, at deres Projectioner i et Plan, som staar vinkelret paa det fælles Leds (her sjettes) Længdeakse, danner de paagældende Vinkler med hinanden. 47 | 69 Bevægelsen i denne Ledfüjning særdeles sikker og fast; ved Enderne af Ledaksen griber nemlig en Proces fra 5. Led op om Randen af 6. Drejningsakse 5—6 danner med 4—5 omtrent rette Vinkler paa alle Fodderne. — Femte Benpar er forsynet med en ufuldkommen Klosaks; den ubevægelige Finger lille (iøvrigt, hvad jeg for de følgende to Gruppers Skyld bemærker, ikke stórre hos 9 end hos d). Bevægelsen i Ledfojningen 6—7 paa dette Benpar er ikke ganske bestemt. d's Kónsaabning i Basalleddet af V., Q's i Basalleddet af III. Thoraxfod. Tredje Kæbefod (smlgn. Fig. 6) er kortere end hos Natantia, 7 Led, 2. og 3. ubevægelig forbundne. Paa 3. Led, der i Tværsnit er trekantet, findes en kraftig Crista dentata; den indre Ende af Ledakse 4—5, der hos Natantia ligger omtrent horizontalt, er drejet noget opefter. Kæbefoden er stærkt haaret. Der findes en stor Epignath; Exognathens Skaft er kortere end 3. Led, dens Svobe er rettet med Spidsen fremefter. De to Kæbefodder sidder tæt ved hinanden paa Thoraxskelettet. Anden Kæbefod (Fig. 28). Det distale (7.) Led er kortere end hos Penæiderne, men iovrigt som hos disse. 4. Led er ligesom hos Penæiderne langt (i Modsætning til Eukyphoterne) En lignende, vel udviklet Exognath som paa 3. Kæbefod; en stor Epignath. Fórste Kæbefod (Fig. 50). Lac. externa er to-leddet, længere end Lac. media. Exognathskaftet er bredere end 2. Kæbefods, Svoben ligner dennes. Epignathen er meget kraftig, stærkt trukken ud bagtil, hvilket jeg aldrig har fundet hos Natantia. Anden Maxille (Fig. 85). Den proximale Lobus af Lac. interna er lidt kraftigere end den øvre Lobus (— Stenopus). Den distale Del af Endognathen (Palpen) er uleddet. Exognathen er temmelig smal, som sædvanlig randhaaret. Fórste Maxille (Fig. 109). «Palpen» er temmelig lang, to-leddet; Lac. interna afrundet og svagt tilspidset, Spidsen pegende indefter og lidt bagud (smlgn. Eukyph.). Exognathen tydelig, men lille. Mandiblen (Fig. 147). Den skærende og den tyggende Del lober ligesom hos Penæiderne bagtil sammen; den skærende Del er stórre (forfra-bagtil) end hos Penæus, den tyggende mindre (smallere); paa den skærende Rand findes fortil ligesom hos Penæus to . Indsnit; men det forreste paa den skærende Del er stærkest paa den hójre Mandibel, det andet Indsnit stærkest paa venstre (paa hojre er dette Indsnit næppe synligt)!); andre Indsnit findes ikke. — Den 3-leddede Palpe lægger sin distale Ende ind mellem de to Dele af Mandiblen. [ Antennerne. Det faste Punkt i Ledfüjningen 1—2, der hos Natantia ligger indadtil, ligger her paa den nedad rettede Del af Ledrandene, er rykket stærkt udadtil; !| Om disse Indsnit er homologe med dem, vi fandt hos Penæus, ansér jeg for meget tvivlsomt. 70 48 Tuberculum ligger, i Harmoni hermed, i Midten af den nedadvendende Del af første Led. — 2. Led er vel bredere end de følgende, men Forskellen er dog ingenlunde saa stor som hos Natantia. Dette staar i Sammenhæng med Squamas reducerede Tilstand; denne er nemlig betydelig kortere end 4. og 5. Led tilsammen, og er altsaa i Forhold til Squama hos de typiske Natantia (f. Ex. Penæus) meget lille; Tornen paa Yderranden hos Penæus og de andre sidder her i Spidsen, det vil sige: det er den tynde, indadvendende Del af Squama, der er stærkest tilbagetrængt i Udvikling; Squamas Lidenhed staar i direkte Forhold til Dyrets mere krybende end svømmende Levemaade (analogt hos visse Eukyphoter, f. Ex. visse Alpheer, Typton). — Beyægeligheden mellem 3. og 4. Led er betydelig forringet; Svøben — der er stor og stærk — kan ikke lægges hen under Dyrets Underside som f. Ex. hos Penæus. — De to Antenner indleddede paa Thoraxskelettet i nogen Afstand fra hin- anden — i Modsætning til det for Natantia typiske Forhold. Antennulerne. Antennulernes Skaft er i Forhold til de typiske Natantiers betydelig forkortet, c. t/5 af Skjoldets Længde (fra Rostrums Basis til Skjoldets Bagrand). Den for saa godt som alle Natantia characteristiske Torn paa Basalleddets Yderrand mangler ganske; ogsaa den for Eukyphoterne characteristiske Udvidelse af Yderranden fattes. Den ydre, øvre Svøbe er sammentrykt; paa dens nedre Rand — men i Modsætning til Natantia ikke paa dennes proximale Del — findes den sædvanlige Haarfure; Svøberne er ret lange (mere end Skjoldets halve Længde). Ójnene. Cornea er mindre end hos Penæus, omtrent af samme Diameter som det yderste Leds proximale Ende. — Det indre Led af Ójenstilken dækkes af Rostrum. Halefodderne. I Forhold til Natantia er Skaftet af 1.—5. Halefodpar svagt; det er dernæst rettet med den distale Ende noget indefter (hos Natantia lige nedefter). Paa Inderranden af 2.—5. Pars indre Blad findes en lille Afsats, men et Appendix interna mangler; derimod findes paa 2. Par hos d et Appendix masculina. Paa Q's fürste, meget svage, Halefod findes kun det ene Blad; da det indre Blad hos Penæiderne enten var lille eller manglede, ligger det nær at slutte, at det er det ydre Blad, der her alene er tilstede. Hos å (Fig. 164) mangler derimod det ydre Blad; det indre Blad er som hos Penæus halvrendeformigt, Concaviteten: vender indefter; men Krogene mangler, og Bladet er langt smallere end hos Penæus. Sidste (6. Halefod er characteristisk bygget; Bladene er bredere end hos de typiske Natantia; det ydre Blad er ligesom hos hine forsynet med en Torn paa Yderranden, og har endvidere et Led; men dette dannes ikke af 3 Furer (paa hver af Fladerne), men kun af én Tværfure. Ledfüjningen dækkes oventil af en Række ubevægelige Torne, der udspringer fra den proximale Del af Bladet. Skjoldet (Fig. 132—132a). Rostrum er temmelig bredt — i Sammenligning med Natantia —, i det hele fladtrykt, dog er Spidsen lidt sammentrykt. Det er forbundet med 49 71 stor Vanskelighed at afgóre, hvilke Furer hos Homarus — og hos Reptantia overhovedet —, ' der svarer til de forhen hos Natantia beskrevne, og jeg har derfor ogsaa i Figurerne be- tegnet dem med et andet Sæt Bogstaver. Furen a hos Homarus, som er særdeles svag og hidtil ganske oversét, svarer vistnok til o hos Natantierne; den maa forøvrigt ikke forveksles med den saakaldte Sulcus cardiobranchialis (Lyttkens), der begrænser «Regio cardiaca»; S. cardiobranchialis er Muskelindtryk, hvormed vi ikke beskæftiger os her. Den meget dybe Fure e, der løber tværs over Skjoldet svarer maaske (?) til q hos Penæiderne. Furen b paa Skjoldets Side (maaske svarende til p) er ligesom sin Fortsættelse e skarp; det samme er Tilfældet med den med b: betegnede Fure. Endnu bór nævnes de meget svage Furer d og ei, der lober tværs over Skjoldet et Stykke foran e (ikke tegnet i Fig. 132, men i 133); den er hidtil oversét, men er af Interesse, fordi den optræder langt stærkere hos visse fossile Former. Endnu maa vi nævne en meget tydelig Randfure, tilligemed en skarp uparret Længdefure i Skjoldets Midtlinje. — Ingen af disse Furer er Muskelindtryk. Halen er betydelig bredere end den er hój, Rejeknækket er næsten ganske for- svundet; 1. Rings Sidestykker er langt kortere end 2.'s, der er bredere end de folgende. Sidste Led er bredt, bagtil kun meget lidt afsmalnet. Bevægelige Torne mangler ganske. Gællerne. Hver Gælle bestaar af en Stamme, som er besat med en Mængde Gælletraade, som paa hver Side er ordnede i Tværrækker: Smaabladene hos Penæus er bleven meget smalle, de er bleven sondrede dybere fra hinanden, hvert Gæileblad er opløst i en Række Traade, der udspringer direkte fra Gællestammen. — Af Gæller har vi over: V: 1 fra et Hul i Pleuron. IV: 1 fra Pleuron, 2 fra Ledhuden, 1 fra Epipod. Ill: Som IV. II: Som IV. I: 2 fra Ledhuden, { fra Epipod. Mp;: Som I. Mp, : 1 lille Galle fra Epignathen; desuden en ganske rudimentzr, papilformig, Gælle fra Ledhuden (sé Astacus). lalt 20 veludviklede —+ 1 rudimenter Gælle. Udviklingen af Homarus (udenfor /Egget) er nu ret vel kendt, navnlig af Smiths!) Arbejde og lidt senere ved Sars?). Som bekendt forlader den /Egget paa et temmelig sent Stadium, med alle Thoraxfedderne udviklede og alle forsynede med en kraftig Exopodit. Iøvrigt vil jeg blot fremhæve, at den unge Hummer”), som har mistet Exopoditerne paa !) Trans. of the Connect. Acad. of Arts and Sc. Vol. 2. ?) Sars (G. O.), Forh. i Vidensk.-Selsk. i Christiania 1874. 3) Se herover Smith, 1. c. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, I. 2. 10 72 50 Thoraxfødderne, endnu en Tidlang svømmer omkring i Overfladen, samt at Halefødderne i denne Periode er forholdsvis langt kraftigere end senere; det er uden Tvivl ved deres Bevægelser, at den svømmer omkring; med andre Ord: den gennemgaar et Stadium, i hvilket den bevæger sig som en Reje. Næsten ganske overensstemmende med Homarus vulgaris er: Nephrops norvegicus, som meget vel kunde forenes med Homarus. Jeg vil opregne de faa ikke ganske uinter- essante Forskelligheder, som har Betydning for os. — Paa Antennerne af 2. Par er Squama stórre, saa lang som 4. og 5. Led tilsammen, derhos bredere end hos Homarus. — Cornea er bredere end den proximale Ende af 2. Ojenstilkled. — Rostrum er noget smallere end hos Homarus, tydeligere sammentrykt i Spidsen; i Skjoldets Midtlinje, paa tværs delt af Furen e, hæver der sig en ganske lav Kol, som ganske vist er at betragte som en Fort- sæltelse af Rostrum (smlgn. Natantia); den Længdefure, som findes hos Homarus, er saavel tilstede paa Rostrum (tydelig), som paa den omtalte Kol; Furen e: er tydeligere end hos Homarus. — 1.—6. Haleled er, paa Oversiden nær Bagranden, forsynet med en meget tydelig, haaret Tværfure, som paa alle Ringene, den fórste undtagen, er afbrudt i Midten; paa Sidestykkerne, dog ikke paa det fórste, findes to lignende Furer, som lober fra oven nedefter. Sammenligner vi Homarus (og Nephrops) med Natantia, da vil vi finde, at den i en hel Række Characterer afviger fra disse, hvorvel det er den af alle nulevende bekendte Reptantia, som viser stórst Affinitet til dem. — Af disse Characterer vil jeg fremhæve fol- gende, hvori den typisk stemmer overens med de andre Reptantia: Fórste Par Thoraxfodder er langt kraftigere end de folgende; 2. og 3. Led er paa dette Par sammenvoksne. — Bevægelsen i Ledfójningen 5—6 paa Thoraxfodderne er bestemt. — Tredje Kæbefod er kort i Forhold til Thoraxfodderne, er mere udpræget Mundlem end hos Natantia. — Mandibel- palpen lægger sig med Spidsen ned mellem den skærende og tyggende Del. — Tuberculums Plads er forandret, Squama er reduceret. — Antennulernes Skaft kort, uden Spina paa Yderranden af 1. Led; Haarfuren (med Sansehaar) paa den distale Del af Ydersvoben, ikke paa den proximale. — Cornea (ialfald hos vulgaris) mindre, 1. Ojenstilkled dækket af Rostrum. — Halefoddernes Skaft svagt. — 6. Halefods Yderblad kun forsynet med én Articulations- fure. — Kroge mangler paa Inderbladet af 1. Par Halefodder hos d. — 1. Halefod hos bægge Kón kun med ét Blad. — Rostrum fladtrykt, Furerne paa Skjoldet tildels stærkt udpregede. — Halen er ikke sammentrykt, uden Rejeknæk, Epimererne paa 1. Ring kortere end paa de følgende, sidste Haleled bredt. — Hele Hudskelettet fastere. 51 73 Men trods disse mange Forskelle er Homarus dog den af alle nulevende Reptantia, der staar Natantia — og da navnlig Penæiderne — nærmest, noget, der vil blive klart af det følgende. Paa intet Punkt støder Homarus' Afledning fra Penæiderne paa Vanskelig- heder, og man tår vist dristig antage, at Homarus nedstammer fra en Form, der uden videre tor regnes til Penæiderne. — Med Eukyphoterne frembyder den derimod ingen nærmere Affinitet; en Opregning af de Momenter, der forbyder en Afledning fra denne Gruppe, turde vel være overflødig. Homariderne er en i Nutiden kun sparsomt repræsenteret Gruppe; i Fortidens Have optraadte den derimod meget rigt. Vi vil betragte nogle af de bedre beskrevne Former. I Upper Greensand, Lower do., Gault (Kridtformationen) og London Clay (eocæn) optræder en Del Former, som er bleven slaaede sammen til én Slægt, Hoploparia!). Disse Former er, som ogsaa Palæontographerne har erkendt, nóje beslægtede med Homarus. — løvrigt fremhæver jeg følgende: Den bevægelige Finger paa I. Thoraxfod som hos Homarus i Forhold til den ubevægelige. — Paa 6. Halefod er det ydre Blad forsynet med en ganske lignende Articulation og med en lignende Række Torne som hos Homarus. — Paa Skjoldet er Furen d hos nogle Arter tydeligere end hos Homarus; b: forholder sig hos nogle som hos Nephrops (sé Figuren af denne); e: mangler eller er dog meget utydelig; de med « og / hos Homarus (sé Fig. 132) betegnede Torne genfindes her. Skjoldet er besat med smaa Knuder”). Sidestykkerne af 2. Halering er ligesom hos Homarus meget brede; ogsaa de felgende Epimerer ligner Homarus'. Af de til Hoploparia henferte Former bór utvivlsomt, hvis man vil holde paa Slægten Nephrops, nogle henfores til Homarus, f. Ex. Hopl. gammaroides, andre til Nephrops, f. Ex. Hopl. sulcirostris, der efter alle Solemærker at dømme staar Nephrops norveg. særdeles nær; som selvstændig Slægt kan Hoploparia ikke bibeholdes, 1) Bell, A Monograph of the Fossil Malacostracous Crustacea of Gr. Britain (Palæontogr. Society). ?) Hos Hom. vulg. findes ligeledes paa Skjoldet smaa Knuder; foran nogle af disse findes en lille Fordybning; andre af Knuderne, og det er de fleste, er meget smaa og ganske eller næsten ganske omgivne af den nævnte Fordybning. Tæt foran hver Knude sidder en eiler flere smaa Bórster. — Hos nogle Hoploparier findes noget lignende, f. Ex. hos Hopl. Belli; om denne siger Bell (Monogr. of the Foss. Malacostr. Crust. of Gr. Britain I, Crust. of the London Clay): The surface of the carapace is covered with very regular granulations of two sizes intermixed, the larger being the more numerous, toward the dorsal portion the become less prominent, and less regular in form and are accompanied by a depressed punctum. 10" 74 52 Betydelig fjærnere fra Homarus og Nephrops staar den i en Mængde Arter fra Juraformationen bekendte Slægt: Eryma.!) Ligesom Homarus var Eryma forsynet med Klosakse paa I.—III. Fodpar, I. Par var meget stærkt, og den bevægelige Finger sad paa dette Fodpar indenfor den ubevægelige. Antennerne (af andet Par) var forsynede med et Par lange og stærke Svober. Det ydre Blad af 6. Par Halefodder havde en lignende Articulation som hos Homarus. Halens anden Epimer var ikke saa lang (Dimensionen forfra-bagtil) som hos Homarus; fórste Epimer afkortet. Skjoldet frembyder hójst interessante Forhold (Fig. 134). I den Vinkel, som Furerne b og b: ved deres Sammenlob danner, findes hos Homarus og Nephrops en characteristisk Forhójning, w. Denne Knude genfinder vi hos Eryma, og den er af Vigtighed for en let Orientation. Gaaende ud fra den genfinder vi da Furerne b, e og bi, som er betydelig mere fjernet fra e end Tilfældet er hos Homarus. Vi genfinder endvidere den svage d og dernæst, men overmaade stærkt og skarpt udpræget, Furen ei, der, som man erindrer, var yderst svag hos Homarus- Nephrops. Den maa naturligvis — hvad hidtil vist bestandig er sket — ikke forveksles med Furen e, der ligger bagenfor den, og ligeledes er tilstede hos Eryma, men mindre udpræget; den tværlebende Del af e mangler hos Eryma. Bagved e, omtrent parallel med den, findes en vel udpræget Fure, som maaske svarer til a hos Ho- marus. Furen b: bójer sig ligesom hos Nephrops og lober opefter, men den er langt tydeligere end hos denne. En Fordybning forbinder Enderne af Furerne a og b: med hinanden og med Furen e. Fra Furen b: løber en tydelig Fure, som ikke fandtes hos Homarus, til Skjoldets nedre Rand. Naar vi endnu tilfüjer, at Erymas Skjold besidder en tydelig Randfure, samt et kort Rostrum, er vi i det væsenlige færdige med dets Beskrivelse. Som characteristiske Forskelle fra Homarus (Nephrops, Hoploparia) fremhaver jeg navnlig den stærke Uddannelse af Furen e:, samt den fra b: til Skjoldets nedre Rand løbende Fure. — Endnu tilføjer jeg, at jeg har fundet en nüje ensartet Uddannelse hos alle de Erymer med vel bevaret Skjold, som jeg har haft for mig. Slægterne Pseudastacus og Magila, bægge fra Juraformationen, slutter sig efter Oppels Figurer at dømme nóje til Eryma; Skjoldet paa de afbildede Exemplarer har aaben- bart ikke været meget vel bevaret; af Furer sér man kun én dyb, uden Tvivl ei?). 1) Smlgn. for denne og de andre her afhandlede Jura-Homariders vedkommende Oppels smukke palæontographiske Arbejde: Palæontolog. Mitth. I. Selv har jeg i Münchener-Museet haft Adgang til at undersege de fleste af Oppels Original-Stykker. 2) Huxley (The Crayfish, Slutningsafsnittet) erklærer Forskellene mellem Homarus og Eryma for «aldeles ubetydelige», medens Pseudastacus «has an extraordinarily close resemblance to the crayfishes [Astacus] of the present day», og han slutter, mildest talt lidt dristig, at Astacus-Typen alt i Jura- 53 75 Slægten Pseudoglyphæa (Jura) slutter sig i Skjoldfurer og Halens Epimerer (Thoraxfedderne er ubekendte) tæt til Eryma; hos nogle Arter mangler dog den fra b: til Skjoldets Rand løbende Fure. Glyphæa (Jura) maa afledes fra Pseudoglyphæa; dens Skjoldfurer er Modifica- tioner af dennes. Furen ei: er yderst tydelig; fra bi løber den ovenfor omtalte Fure til Skitse af Skjoldet af en «Glyphæa Bronni» i Münchens Museum; blot Furerne og Omridsene. Bogstaverne som paa Fig. 134. Skjoldets Rand. Hos denne Slægt optræder iøvrigt hyppig en Del Smaafurer, til hvilke vi ikke finder noget /Eqvivalent hos de foregaaende. — Hvad Lemmerne angaar, kan det be- mærkes, at I. Fodpar er subcheliformt, medens de følgende mangler Chela. Pemphix Sueurii!) fra Muslingkalk slutter sig nærmest til Eryma. Furen ei: er meget dyb; e er ogsaa meget tydelig, forbinder sig iøvrigt i Modsætning til Eryma med e paa den anden Side i Skjoldets Midtlinje; ogsaa a er tydelig. Efter Stykker, jeg har sét i München, kan jeg endnu angive, at den hos Eryma fra b: til Skjoldranden løbende Fure heller ikke savnes her. Hvad Thoraxfodderne?) angaar, kan bemærkes, at I. Par er kraftigt og forsynet med Klosakse; |l. Par er, saa vidt jeg véd, ubekendt, IIl. Par havde Klosakse; V. Par synes mig efter Meyers Figur et dømme, at have været subcheliformt. Clytia Leachii, fra Kridtformationen, over hvilken Reuss har skrevet en brugbar Monographi?), slutter sig nóje til Eryma, men synes dog at staa Homarus nærmere, end Tilfældet er med nogen af Juraformationens Former. — Thoraxfodderne forholder sig i det vesenlige som hos Homarus og Eryma. Halens Epimerer er mere tilspidsede end hos Formationen var sondret fra Homarus-Typen. Under mit Ophold i München var min Opmærksomhed navnlig henledt paa Undersogelsen af Skjoldene af de særlig velbevarede Stykker, hvortil Pseudastacus- Exemplarerne ikke hører, saa at jeg forsømte en nójere Undersøgelse af Oppels Original-Exemplarer af denne Slegt(Huxleys Bog var mig dengang ikke bekendt, maaske end ikke udkommen); men jeg tvivler intet Üjeblik om, at vi her har at góre med Former, der staar Astacus meget fjærnt; deres dybe Fure er sikkert (sé Oppels Fig. 4—5, Tab.10) ei, medens Astacus' er c. Jeg ansér det endog for tvivlsomt, om Pseudastacus-Arterne generisk bør sondres fra Eryma. 1) Se navnlig H. v. Meyer, Neue Gattungen fossiler Krebse. ?) H. v. Meyer i N. Jahrb. f. Mineralogie 1842. *) Ueber Clytia Leachii. Denkschr. d. Acad. z. Wien 6. 1854 (Math.-Naturw. Case 16 AN. Homarus, og anden Epimer ligesom hos Eryma kortere end hos denne"). Skjoldet er forsynet med et Rostrum af lignende Udseende som Homarus. Furerne er i det hele udviklede paa en lignende Maade som hos Eryma, men der er dog den Forskel, at den Fure, som jeg har betegnet med a hos Eryma, her er svagere og ikke forbinder sig med € og bi, medens disse to forener sig med hinanden indbyrdes. «€ er vel ogsaa stærkere, end den plejer at være hos Eryma, forbinder sig maaske ogsaa med e fra den anden Side; men e: er forøvrigt endnu stærk, mindst ligesaa stærk som e, den fra b: til Skjoldranden lobende Fure er endnu tilstede, og Clytia Leachii staar, saa vidt man tór dømme efter Skjoldet, Eryma nærmere end Homarus, hvorvel den unægtelig synes at vise Overgangs- forhold — hvad jo ogsaa maa siges at staa i god Samklang med den Plads, den indtager i Tidsfølgen. ; I École des Mines i Paris havde jeg Lejlighed til at gore en Skitse efter Skjoldet af en Crustacé fra Kridtformationen («Cap le Hève [Le Havre]»), som aabenbart stod Clytia Leachii meget nær. | Som man af Fig. 134b vil sé, stemmer det ganske med ovenstaaende Bemærkninger om Skjoldet hos Clytia Leachii, som væsenlig er udkastede efter Reuss” Figurer, og kan tjæne som Illustration til min Beskrivelse. Slægten : Astacus (i videre Forstand, incl. Cambarus, Astacoides etc.) slutter sig vel paa den ene Side nóje til Homariderne, men frembyder paa den anden Side tydelig Forhold, der peger hen til Thalas- sinerne; det er med andre Ord ingen typisk Repræsentant for Gruppen, hvortil den herer, og dette er Grunden, hvorfor jeg har kaldt denne Gruppe Homarider og ikke, som man sædvanlig gór, Astaciner?). Thoraxfodderne slutter sig i det hele til Homarus', baade hvad Ledaksernes Beliggenhed, hvad Antallet af bevægelige Led, hvad Epipoditerne, hvad Chelæ angaar; dog er V. Par kun svagt cheliformt. Tredje Kæbefod slutter sig til Homarus', om den end frembyder flere smaa For- skelle, som dog ikke synes at have Betydning for os her. Anden Kæbefod ligeledes; dog er Exognath - Skaftet omtrent saa langt som den sammenbójede Endognath ?). 1) Reuss omtaler og afbilder — horresco referens — i sin schematiske (ogsaa iøvrigt temmelig tarvelige) Figur, foruden Haleviftens Midtblad, 7 (!) andre Haleled. ?) Jeg har af Slægten Astacus kun undersogt fluviatilis i det enkelte. 3) Hos en som «Astacus serratus (Shaw)» bestemt Flodkrebs fra Melbourne (i Jardin des Plantes) var Exognathgkaftet ikke saa langt som den sammenbôjede Endognath. 55 77 Fórste Kæbefod (Fig. 51) frembyder nogle interessante Afvigelser. Lac. externa er ligesom hos Thalassinerne kortere end hos Hom., her omtrent af Længde med Lac. media; den indre Rand af Lac. externa er derhos fjernet fra Lac. media, der (ligesom hos Tha- lassinerne) er smallere end hos Homarus. Endvidere er den bagud rettede Del af Epignathen kortere end hos Homarus, ligeledes i Harmoni med Thalassinerne. Anden Maxille (Fig. 86) er ogsaa meget interessant; paa den proximale Lobus af Lac. interna er et Stykke af den Del af Randen, der hos Homarus vender bagud, i Færd med at rette sig ud, i Færd med at blive en Del af Inderranden; den er derhos stærkt behaaret; med andre Ord: den brede Inderrand, vi finder hos Axius etc. (sé nedenfor), er i Begreb med at constitueres. Fórste Maxille (Fig. 110) frembyder lignende Forhold. Lac. interna har vel ganske samme Form som hos Homarus, men den bagud vendende Rand — der svarer til den proximale Del af Inderranden hos Axius og de andre — er forsynet med lange Haar, lige- som hos Thalassinerne; Homarus har paa samme Parti korte, sparsomme Haar. — Jeg noterer, uden at dog dette repræsenterer noget Overgangsforhold, at Palpen er énleddet !). Mandiblen. (Randen af den skærende Del med flere Takker”). — Knusedelen smallere end hos Homarus. Antennerne afviger næppe kendelig fra Homarus’. Halefodderne afviger væsenlig kun ved den stórre Smalhed af Bladene fra Ho- marus'; et Appendix interna eller endog blot en Antydning af et saadant findes ikke. d har Bladet paa 1. Par — hvilket ikke er skarpt sondret fra Skaftet — mere concavt end hos Hom. og mere sammenrullet; det samme er Tilfældet med Appendix masculina paa 2. Par. — Det ydre Blad af 6. Par som hos Homarus. Skjoldet. Furerne e og b danner ligesom hos Axius, men i Modsætning til Homarus, én continuérlig Rende?); a er yderst svag, d kan jeg ikke tydelig sé. (Nogle Muskelindtryk meget tydelige.) Halen som hos Homarus. Gællernes*) Bygning er i det væsenlige som hos Homarus og viser intet andet !) vAstacus serratus» havde en lang to-leddet Palpe. 2) «Astacus serratus» synes at have farre Takker, mere at ligne Homarus i dette Punkt; smlgn. Axius. 3) «Astacus serratus» forholdt sig i Skjoldet (ligesom ogsaa i Halefedder og Thoraxfodder) ligesom Ast. fluviatilis. ^) Smlgn. for Gællernes vedkommende Huxleys «On the Classific. a. the Distribution of the Crayfishes» (Proc. Zool. Soc. 1878, pag. 752 IL) og «The Crayfish» af samme Forfatter. Det fremgaar af Huxleys interessante Oplysninger, at hos visse Astaci (australske og brasilianske) er de hos fluviatilis rudi- mentære Gæller vel udviklede”); endvidere, at den Sammensmæltning mellem Epipodit og Galle, som *) Altsaa et primitivere Forhold; smlgn. mine Bemærkninger om Astacus serratus. 78 56 Overgangsforhold end det, at Traadene er færre i Tal. De fra Epipoditerne og Epignatherne udspringende Gæller er omtrent i deres hele Længde forbundne med disse; Epipoditerne og Epignatherne er derhos i Spidsen brede og foldede og fungerer utvivlsomt selv som Gæller. Gælletallene er følgende; over: V: I Gælle fra Pleuron. IV: 1 rudimentær, traadformig, men tydelig Gælle fra Pleuron, 2 fra Ledhuden, 1 fra Epipoditen. IIS nv: I cS —ÓHÓnv: I: 2 fra Ledhuden, 1 fra Epipoditen. mp3: — I. mp2: | fra Ledhuden (paa samme Sted sidder den rudimentære Gælle hos Ho- marus), 1 fra Epign. Altsaa ialt 21 Gæller. Endelig bór det fremhæves, at ligesom hos alle Thalassiner, men i Modsætning til alle Natantia, Homarus og Loricaterne, er den sidste Thoraxring bevægelig forbunden med den foregaaende. IV. Loricaterne. Til Homariderne, eller rettere til de typiske Homarider slutter sig Lorica- ternes ejendommelig modificerede, lille, men rige Gruppe. Vi vil fürst betragte den fra Homariderne mindst afvigende Slegtsform: Palinurus. Thoraxfoddernes relative Længde er noget forskellig hos de forskellige under- søgte Arter"), men I. Par er i Modsætning til Hom. kortere end Il.; V. altid kortere end vi fandt hos fluv., hos andre kan gaa endnu videre. — Det følger af sig selv, at Huxleys Bemærk- ning, at de Former, som har Epipodit og Gælle ganske sammensmæltede, «present a less-differentiated type of branchial structure» er fuldkommen urigtig; det primitive er, indenfor Decapoderne, netop at Epipodit og Gælle er sondrede. !) Hos Pal. vulg.: ISI ST VV. Hos Pal. argus og Lalandii: ANNE IV Hos Palin. penicillatus : IIl 1v v. 57 79 IV. I. Par er hos de korthornede!) ikke lidt tykkere end de følgende, dog er Forskellen langt mindre end hos Homarus; hos de langhornede Palinurer er derimod Forskellen i Tykkelse mellem I. og de andre Fodpar kun ringe. — Der findes de sædvanlige 7 Led, men 2. og 3. er ubevægelig forbundne paa alle Fødderne. — Der findes en lignende Epi- podit som hos Homarus paa I.—IV. Par. — En fuldkommen Chela findes ikke paa nogen af Fødderne; hos Pal. vulgaris findes en kraftig Proces fra 6. Led paa I. Fodpar, der er at tyde som et Homologon til den ubevægelige Finger hos Homarus; hos Pal. Lalandii findes en tilsvarende, men lille, og kun hos d ; Drejningsakserne 5—6 og 6—7 paa I. Par danner de samme Vinkler med hinanden som paa Il. Par, hvilket synes at staa i Forbindelse med, at I. Par ikke er Griberedskab, men Ganglem. Ledfåjningen 5—6 som hos Homarus, dog er I. Par ikke særlig godt udrustet, hvad denne Ledfüjning angaar. — V. Fodpar er ligesom hos Homarus subcheliformt, dog kun hos 9; fra den bevægelige Finger udspringer ligesom hos Homarus en lille Proces — der griber imod den ubevægelige Finger — hos Palinuri longicornes samt hos Palin. vulgaris; hos Pal. Lalandii mangler denne Proces eller er dog ialfald fuldkommen rudimentær; hos 4 mangler Chela altid paa V. Par. Bevægelsen i Leddet 6—7 paa V. Par er i Modsætning til Homarus bestemt. Genitalaabningerne ligger som hos Homarus. Tredje Kæbefod (Fig. 7) stemmer næsten ganske med Homarus': kortere end hos Natantia, de proximale Led (1—4) stærkere end de distale; Ledakse 4—5 som hos Homarus. Der findes en lignende Epignath; Exognathens Skaft er bestandig kortere end 3. Led; Svoben rettet forefter, savnes hos nogle longicorne?). — De to Kæbefodder er indleddede nar ved hinanden. Anden Kæbefod (Fig. 29). 7. Led er bredere end langt (smlgn. Hom.); 4. Led langt. Epignathen som hos Homarus. Exognathens Skaft omtrent af Længde med 4. Led, men det rager ligesaa lidt som hos Hom. ud over den sammenbójede Endognath; Svoben rettet fremefter (— Hom.). Fürste Kæbefod (Fig. 49—4923). Lac. externa er ret ejendommelig; den er kort og bred, dens proximale Led mangler hos nogle (Pal. vulgaris), men synes at findes hos andre (sé Fig. 493), men er ialfald altid yderst lille. Forøvrigt ligner 1. Kæbefod Ho- marus'; Exognathskaftet er noget udvidet, Svoben rettet forefter. Epignathen er ligesom hos Homarus trukken bagud. — Hele Kæbefoden er bredere end hos Hom. Anden Maxille (Fig. 84) er abnormt bygget. De to Dele af Lac. externa er smalle 1) Som bekendt deler man Slægten Palinurus i 2 Afdelinger: Palinuri communes (korthornede) og Pal. longicornes. — Jeg har undersogt et Par Arter af de langhornede; af de korthornede Pal. vulgaris og Lalandii. ?) Sammenlign de Haans Figur-Suiter af Palinur-Munddele; hos nogle longicorne mangler efter de Haan ogsaa Exognathens Skaft. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 11 80 58 og tilspidsede; Lac. interna er kort, ukløvet, eller vel rettere: den ene Lobus er aborteret. Palpen (den distale Del af Endognathen) er, ligesom den tilsvarende Del paa 1. Kæbefod, meget kort; egenlige Tyggebårster findes næppe paa Lacinierne, hvis reducerede Forfatning staar i Harmoni med, at de to Maxiller af 2. Par er indleddede meget langt fra hinanden. Første Maxille (Fig. 108). Palpen er meget kort, énleddet; det distale Led (som vi fandt hos Homarus) aborteret. Lac. interna ligner Homarus': den er afrundet, lidt til- spidset, Spidsen vender bagud. Mandiblen (Fig. 148—149). Hos de longicorne Palinurer samt hos Palin. vulgaris forholder Mandiblens Corpus sig paa følgende Maade: Indsnittene i den «skærende» Del svarer til dem hos Homarus; men paa den venstre Mandibel mangler ganske det forreste (hos Hom. svageste) Indsnit; paa hójre Mandibel er bægge Indsnit, men navnlig det bageste (der ogsaa hos Hom. næsten er umærkeligt), næppe til at spore, og den af dem begrænsede Tand er svag (naar man har Mandiblerne in situ og holder dem sammen med Homarus', bliver Rigtigheden af den her givne Tydning let klar). Den ved Indsnittet paa venstre Mandibel dannede Tand er yderst tyk og plump. Den øvrige Del af det «skærende» (et her ikke ganske passende Tillægsord) Parti er næppe adskilt fra den tyggende Del, men er forresten ligesaa lidt som hos Hom. forsynet med Tænder. — Men denne Beskrivelse gælder ikke Palinurus Lalandii; hos Lalandii er den omtalte Tand paa venstre Mandibel aldeles ikke plump og Indsnittene paa den håjre, eller rettere Tanden paa håjre, mere tydelig; med andre Ord: den har fjærnet sig mindre fra Homarus-Mandiblen, hvorvel den skærende Del ligesom hos de andre Palinurer ikke er nær saa dybt sondret fra den knusende som hos Homarus. — Spidsen af Palpen hos de langhornede og vulgaris lægger sig ikke ind i Indsnittet mellem den skærende og knusende Del — hvilket jo ogsaa er særdeles svagt — ; derimod er dette Tilfældet med Lalandii. Antennerne er meget ejendommelig byggede. Skaftet bestaar tilsyneladende kun af 3 Led, men dette beror paa, at 1. Led er sammenvokset med Epistomet, og at 2. og 3. Led er sammenvoksne med hinanden. — Fórste Led er meget stort; hos de korthornede Palinurer er det ved en dyb Fure adskilt saavel fra Epistomet som fra 1. Led paa den anden Side; hos de langhornede mangler den sidste Fure ganske. Tuberculum ligger som hos Homarus. — Det nedre faste Punkt af Drejningsakse 1—2 ligeledes som hos Hom. — Hos Homarus ledder 4. Led ved sin proximale Ende saavel med andet som med tredje Led; ved den indre, forreste, Ende af Drejningsaksen berorer 4. Led 3.; ved den ydre Ende af Drejningsaksen er 4. Led forbundet med 2., men ikke directe; der er nemlig skudt 2 smaa, forkalkede, bevægelige Stykker ind mellem 4. Led og 2., Stykker, som man maaske ikke ganske upassende kunde sammenligne med Menisker. Paa en ganske lignende Maade forholder Ledfüjningen mellem 2. + 3. og 4. Led sig hos Palinurus; her er blot den nederste, 59 81 mindre Menisk sammensmæltet med Led 2+3; den anden Menisk!) er derimod fri og tilstede ; Ledfojningen har derhos samme Form som hos Homarus. Squama mangler ganske. — Ledfójningen 4—5 er næsten ganske som hos Hom.; Drejningsakserne 4—5 og 3—4 staar vinkelret paa hinanden. — Svoben er som bekendt meget lang og kraftig. Antennulerne. Skaftet er meget langt, hos nogle endog saa langt som Skjoldet. Men naar vi afsér fra dets Længde og Tyndhed, ligner det forresten Homarus': det er ikke, som hos Natantia, fladtrykt, og der er ingen Torn paa Yderranden af det proximale Led. — Svøberne er som bekendt hos nogle lange, hos andre korte; den ydre Svøbe er sammentrykt, og Haarfuren findes i Nærheden af Spidsen. Üjnene. Cornea er omtrent saa bred som den proximale Ende af sidste Led af Ojenstilken. — Palinurus er udmærket ved, at der findes et temmelig stort Mellemrum mellem Ojeringen og Antennulernes Indledning. Halefodderne hos 9: 1. Par mangler. Paa 2. Par er det korte Skaft ved sin distale Ende meget bredt, ved den proximale derimod smalt, de to Blade er brede og uden de Furer, som findes hos Homarus; det indre Blad er meget bredt hæftet til Skaftet og forsynet med et lille Appendix interna”). De 3 følgende Par (Nr. 3—5) er temmelig ens dannede; Skaftet og det ydre Blad ligner de tilsvarende Dele paa andet Par; det indre Blad fæster sig bredt til Skaftet; det er hos de longicorne og hos Pal. vulgaris trekantet, — hos Pal. Lalandii meget kort, men bredt, afrundet — mindre end det ydre, forsynet med lignende Furer som hos Ho- marus; men det afviger fra dennes navnlig derved, at det besidder et vel udviklet Appendix interna, som dog mangler Kroge (Fig. 171). — Æggene fæstes ikke til det ydre Blad paa nogen af Halefødderne. Derimod hæftes de til Skaftet, til det indre Blad, til Appendix interna; paa andet Par (d. v.s. det Par, der findes paa 2. Ring) findes der kun Æg hæftede til den proximale Del af Bladet, paa de andre Par derimod til hele Randen af samme. Hos ó mangler ligeledes fórste Par; de andre (2—5) er smaa, det indre Blad yderst rudimentært, fójet til Skaftet som en meget lille, forkalket Plade. Appendix in- terna mangler. 6. Par Halefodder: Leddet paa det ydre Blad er mindre udpræget end hos Homarus ; der findes den samme Række Torne, men den er mere skraa end hos denne. Den distale Del af Bladene er meget stor, tyndhudet. 1) Af Spence Bate (Ann. and Magazins of Nat. Hist. 3. Ser. Vol. XVII) urigtig tydet som Squama; ogsaa hans evrige Bemærkninger om Antennerne bos Palinurus er lidet heldige. ?) Som dog undertiden mangler. 82 60 Skjoldet. Furen e gaar tværs over Skjoldet, meget tydelig. e, b tydelig, d mindre lydelig, b: mangler, e: ligeledes. Randfuren meget skarp. Rostrum er meget ejendommeligt. For ret at forstaa det, vil vi først sé lidt nærmere paa Rostrum hos Homarus. Hos Homarus (Fig. 132—1322) er Rostrum forsynet med nogle, sædvanlig tre, Torne i Randen paa hver Side. Ved Basis af Rostrum findes paa hver Side en Torn (4), der paa sin Overside, nær Basis, er forsynet med en lille haaret Fure; under og bagved denne findes en anden, mindre Torn (2), som ligger tæt ovenfor Furen d, og endelig nær ved Basis af Antennen endnu en tredje, 7. — De samme Torne findes hos Nephrops, men er her stærkere; bag « (der er forsynet med samme Fure) findes endnu nogle faa, smaa Torne. De samme Forhold genfindes, rigt modificerede, hos Palin. vulgaris (Fig. 135). Forandringerne bestaar væsenlig i en meget stærk Udvikling af Tornen « (der er forsynet med en Haarfure eller Haarstribe paa Oversiden i Nærheden af Basis) og i en enorm Forkortning og Udbredning af Rostrum, hvis Spids er trykket tilbage; medens Siderandene af Rostrum dannede en meget spids Vinkel (omtrent 20°) med hinanden, er den samme Vinkel her gaaet betydelig ud over (80°; deraf følger, at den sidste Torn paa Sideranden sidder længst fremme, medens Spidsen af Rostrum som en kort Torn sidder langt tilbage. lovrigt ligner Forholdene Homarus' og Nephrops'; bag « findes endnu en kraftig Torn, altsaa som hos Nephrops; 2 og især 7 stórre end hos hine. Hos de longicorne Palinurer er de ovenfor beskrevne Forhold yderligere modi- ficerede ; Spidsen af Rostrum er forsvunden, ligeledes Tornene paa Siderandene, de 2 Torne a er bleven stürre og Afstanden mellem dem mindre. Hos Palinurus Lalandii (korthornet) danner Rostrums Siderande en Vinkel med hinanden som er mindre end 180°, nærmer sig altsaa heri til Homariderne (det samme er iøvrigt Tilfældet med nogle andre Palinurus-Arter, sé Figurerne i M.-Edwards’ Squel. tégum.); denne Art hører til de Palinurer (korthornede), hos hvilke Spidsen af Rostrum båjer sig ned over Øjeringen; to Processer, som udspringer foran denne, griber om Rostrums Spidse. — Hos denne Art mangler Rostrums Sidetorne. Tornen « er mindre end hos Palin. vulg., Haarfuren påa Oversiden (tæt ved Basis) meget tydelig. Halen er ligesom hos Hom. mere bred end håj; 1.—6. Haleled ligesom hos Nephrops i Reglen forsynet med en haaret Tværfure, som hos nogle Arter er afbrudt i Midten, hos andre ikke; paa Epimererne findes de samme to Furer, den bageste af dem løber oventil sammen med Tværfuren, nedentil med den forreste. — Epimererne (Sidestykkerne) har en meget characteristisk tilspidset Form, 1. Rings ligesom hos Hom. mindre end de følgende. — Den distale Del af 7. Haleled lang og tyndhudet. Gællerne har ganske samme Bygning som hos Homarus. Der findes 21 vel 61 83 udviklede Gæller, den fra Ledhuden over 2. Kæbefod, der hos Homarus er rudimentær, er nemlig her vel udviklet. Som bekjendt fodes Palinurerne paa et ret fremrykket Stadium og er i den fürste Del af deres Liv Phyllosomer. Disse Dyrs lójerlige Habitus er os her mindre vigtig; derimod fremhæver jeg, at de ligesom Homarus-Larverne er forsynede med Exopodit paa Thoraxfodderne. Jeg er'saa heldig, noget nærmere at kunne beskrive et meget interessant Stadium i Palinurernes Udvikling!). — I Habitus ligner dette Stadium næsten ganske den voksne Palinurus, men betragter man det lidt nåjere, vil man finde ikke faa Forskelle, som dels viser hen til Phyllosoma, dels i anden Henseende har Interesse. — Paa ét Exemplar har jeg paa nogle af Thoraxfødderne (dog ikke V. Par) fundet en tydelig, om end ikke stor, Exopodit (paa et andet var Exopoditerne rudimentære, paa et tredje manglede de ganske). De to Kæbefødder af 3. Par var indleddede lidt fra hinanden (smlgn. Phyllosoma); de andre Kæbefødder og Maxillerne lignede den voksnes, dog var de endnu bløde, embryonale, spar- somt haarede, Exognathsvøberne kun svagt udviklede. Antennulernes Skaft er forholdsvis kortere end hos de voksne (langt kortere end de ydre Antenners Skaft). Den tværs over Skjoldet lebende Fure e er endnu utydelig; de talrige Spinæ, som findes hos den voksne, er kun for den mindste Del tilstede, dog sér vi tydelig «, 2, 7; « er dog endnu forholdsvis langt mindre end senere; endvidere bemærker vi, at Skjoldets Sidepartier ved en lav Kam er afsatte fra Rygpartiet — den samme Kam, der hos Phyllosoma er såa skarp, som hos Scyllarerne (sé disse) persisterer, men her forsvinder”). Alle disse Forhold er at betragte som Reminiscenser fra Phyllosoma-Stadiet. — Jeg fremhæver endnu kun ét Forhold: Paa 2.—5. Halering findes et Par ret kraftige Halefødder, hvis Skaft er temmelig langt; paa den indre Rand af det indre Blad findes et Appendix interna, der i Spidsen — ligesom hos de voksne Eukyphoter — er forsynet med Kroge, som hæfter Halefødderne parvis sam- men; uden Tvivl bevæger Palinurus sig i dette Stadium ligesom en Eukyphot. Jeg bemærker endnu, at de mig foreliggende Exemplarer (6), tilhørende forskellige Arter, saavel longicorne som brevicorne, i det mindste for en Del er fangne i det aabne Hav og var «vandklare». 1) Riehfers (Die Phyllosomen, Zeitschr. f. wiss. Zool. 23) har omtalt samme Stadium, men ikke ind- gaaende nok. 2) Efter den her fremsatte Theori svarer altsaa Sideranden paa Phyllosoma-Skjoldet ikke til den nedre Rand af Skjoldet hos den voksne Palinur; den Fold, hvorved Regiones branchiales — der jo kun er meget store Integumentfolder — og med dem den nedre Rand constitueres, var iøvrigt endnu ikke anlagt hos nogen af de Phyllosomer, som jeg har undersøgt. 84 62 En af de stórste maalte 25% (fra Forenden af Skjoldet til Halens Ende); andre var lidt mindre. — Jeg vil tillade mig at kalde dette Stadium Natantstadiet. Jeg har undersøgt nogle andre smaa Palinurer af omtrent samme Stórrelse som det omtalte Stadium; disse smaa Palinurer, hvis Kón ligesaa lidt som de omtaltes kunde be- stemmes (Künsaabninger syntes endnu ikke at være tilstede), stemmede næsten ganske overens med de voksne. De udmærkede sig alle ved meget smaa Halefødder; hos voksne Hanner er, som alt omtalt, Halefødderne meget smaa; hos middelstore Hunner har jeg fundet dem forholdsvis langt mindre end hos store, ægbærende Hunner; jeg slutter derfor, at Halefødderne, naar Natantstadiet er overstaaet, hos bægge Kån reduceres stærkt i Størrelse, for hos 9 henimod Künsmodenheden atter stærkt at tiltage i Udvikling. Phyllamphion elegans!) er et Mellemstadium mellem Natant-Stadiet og Phyllosoma- Stadiet af en Palinur. Den svarer i Udvikling temmelig nóje til den af de Haan afbildede og beskrevne Scyllarin - Phyllosoma (Ph. Guerini). Sammenligner vi Palinurus med Homarüs, da er Forskellene ganske vist store og iójnefaldende nok og behøver ikke atter at fremhæves. Men paa den anden Side viser en nójere Betragtning en meget stor Sum af Lighedspunkter, Overensstemmelser, hvis rette Værd vil skónnes, naar vi har undersøgt de folgende Grupper (Thalassiner etc.) Af saa- danne Lighedspunkter vil jeg fremhæve folgende: den store Epipodit paa Thoraxfodderne, Epignathen paa Kæbefodderne, Exognatherne paa samme, Formen af Lac. interna paa 1. Maxille, Mandiblens Bygning, der trods al Ulighed slutter sig nóje til Homarus', den kraftige Svobe paa Antennerne, Skjoldet, Gællernes Bygning og Tal. Ligheden er saa stor og For- skellenes Natur i det hele en saadan, at Afledningen fra en Form, der endog generisk falder sammen med Homarus vulgaris, kun paa ét Punkt stoder paa Vanskeligheder. Dette Punkt er Existensen af et Appendix interna paa Halefodderne hos den voksne 9 og hos Palinuren i Natant-Stadiet. Som det vil erindres, fandt vi et Appendix interna hos Decapodernes nærmeste Slægtninge, Thysanopoderne, men ikke hos Penæerne, derimod hos Eukyphoterne, men ikke hos Homarus; og nu træffer vi det atter hos Palinurus. Som vi senere skal sé, optræder Appendix interna ogsaa hos andre Decapoder (Axius etc.); og da dets Optræden hos disse næsten med Sikkerhed tår siges at være atavistisk, finder jeg det ogsaa her sim- plest og naturligst at forklare det paa samme Maade. — Vi komme saaledes til det Resultat, at Palinurus er en fra Homarus — eller en med denne særdeles affin Form — ud- gaaet Type. 1) Reinhardt, Videnskab. Meddelelser fra d. naturh. Foren. i Kjøbenhavn for 1849—50 (Figur i Aar- gangen 1858) 63 85 Den af Bell!) under Navnet Archæocarabus Bowerbankii M'Coy beskrevne og påa Grund af det subcheliforme I. Fodpar til Crangoniderne (sic!), dog med ?, henførte Form er en ægte Palinurus. I enhver af de Detailler, som man kan sé af Bells smukke Figurer, stemmer den paa det fineste med Palinurerne, specielt med Palinurus vulgaris ; Thoraxfødderne, der ligesom hos denne er kraftige, næsten plumpe, forsynede med butte Længdekanter (noget ganske særlig characteristisk), Skjoldets Overflade- og Formforhold, Sternum, Halens Epimerer går det fuldkommen utvivlsomt, at vi her har en Form for os, som er meget nåje beslægtet med Palinurus vulgaris. Interessant er det, at 6. Led paa I. Par er ret kraftigt, og at den ubevægelige Finger er stærkere udviklet end hos Pal. vulgaris. Til Palinurus slutter sig meget nåje Scyllarinernes lille Gruppe, af hvilken vi forst vil betragte Slægten: Soyllarus s. str. (Dana). Thoraxfoderne af I. Par er ligesom hos de korthornede Palinurer langt tykkere end de følgende, kortere end IL; V. Par er meget lidt kortere end IV.?). — Antallet af bevægelige Led som hos Palin. — En stor Epipodit paa L.—IV. Par. — En Chela findes kun paa V. Par hos 9; ligesom hos Palin. Lalandii mangler den Proces, der hos vulgaris og de langhornede Palinurer udspringer fra sidste Led. Paa I. Par er der intet Spor til en Chela. — Drejningsakserne som hos Palin.; Genitalaabningerne ligesaa. Tredje Kæbefod kortere end hos Palin.; Crista dentata ogsaa paa 4. Led (ligesom hos Palin.) — Stor Epignath. — Exognathens Skaft næppe saa langt som 3. Led af Endo- gnathen, Svoben rettet fremefter. — De to 3. Kæbefodder er indleddede tæt ved hinanden. Anden Kæbefod som hos Palin. Fórste Kæbefod er temmelig abnormt bygget. De to Laciniæ interne og den bageste Del af Lac. medie støder ikke sammen i Dyrets Medianplan, paa Grund af, at den midterste Del af Underlæben er meget stærkt udviklet og lægger sig tilbage mellem dem; i Harmoni hermed sér det ud, som om der var skaaret et Stykke ud af Lacinierne. Lac. externa lidt længere, mere tilspidset end hos Palinurerne. Anden Maxille ligner Palinurernes, men Lac.interna er ganske forsvunden; Pal- pen, de to Maxillers Indledning etc. som hos Palin. ——— —— 1) Foss. Malac. Crust. of Gr. Brit. I (London Clay). — Bells Fejltagelse kommer til at staa i et skarpere Lys ved den Omstændighed, at alierede M'Coy havde henvist til, at det var en Form, der var nåje beslægtet med Palinurus. 2) ILH>INI>IV > V. Ligesaa hos Arctus. 86 64 Fürste Maxille. Palpen er endnu langt kortere end hos Palin.; Lac. externa er smallere, Lac. interna ikke saa characteristisk tilspidset. Mandiblen er mærkelig ved at hele det tyggende Parti er forsvundet. lovrigt ligner Mandiblen mest Pal. Lalandii's: Tænderne er mindre plumpe end hos de lang- hornede og vulgaris; Palpen lægger sig med Spidsen bag den skærende Del. Antennerne udmærker sig som bekendt derved, at der istedenfor Svøben findes en kort, bred, uleddet Plade. — 1. Led af Skaftet sammenvokset med Epistomet; ligesom hos Palinuri communes findes der en Grænsefure mellem forste Led af de 2 Antenner. 2. og 3. Led sammenvoksede, meget korte; den samme Meniscus som hos Palinurus mellem 2. 3. Led og 4., der sender en bred Proces udefter. Antennulerne. Skaftet ligesom hos Palinurus langt; Sveberne som hos Palin. communes korte. Ójnene. Cornea lille. Halefodderne hos 9: Der findes et Appendix interna paa Inderbladet af anden Rings Halefodder. Det indre Blad ligner det tilsvarende hos Pal. longicornes og vulgaris. — Æggene er hæftede til Halefodderne ganske som hos Palinurus. Hos d er Halefodderne 2—5 langt mindre end hos 9, bliver bagtil mindre. 2. Par (paa 2. Ring) har to omtrent lige store Blade; 3. og 4.Par ligeledes 2, af hvilke det indre er rudimentært. 5. Par!) forholder sig ret interessant hos det undersogte Exemplar: det indre Blad er her bedre udviklet, der findes et Appendix interna, der (men dog kun paa hójre Fod) er forsynet med Krogbórster paa Spidsen (paa venstre Fod, hvor Krogbórsterne manglede, var baade det indre Blad og Appendix interna mindre end paa hójre; jeg be- mærker udtrykkelig, at jeg er sikker paa, at ogsaa denne Fod var hel og holden). 6. Par stemmer ganske med Palinurus’. Skjoldet vil jeg omtale ved Arctus. Halen. De Furer, som vi fandt hos Palin., er her utydelige; Epimererne er her ikke hóje, ikke tilspidsede, plumpe. Gællerne stemmer i Bygning og Tal ganske med Palinurus’. Om Slægten: Arctus gór jeg følgende Bemærkninger: 1) Jeg har kun undersogt én $. saa at jeg ikke véd, om 5 Par er normalt, hvilket jeg i hój Grad betvivler. 65 87 Paa Kæbefodderne er Exognathen enten slet ikke eller dog meget utydelig (2. Kæbefod) sondret i Skaft og Svøbe. Paa 3. Kæbefod er Crista dentata ikke tilstede, paa anden er Epignathen meget lille. — Paa 2. Maxille er Spaltningen af Lac. externa lige antydet, Lac. interna mangler ligesom hos Scyllarus; - paa 1. Maxille mangler Palpen ganske. — Mandiblen er lille, stærkt reduceret, ligner iøvrigt Scyllarus', Palpen énleddet. — Halefødderne hos 9 forholder sig i det hele som hos Scyllarus, men afviger fra dennes ved at det indre Blad paa 3.—5. Par ligesom hos Pal. Lalandii er meget kort, afrun- det, ikke tilspidset; Æggenes Befæstelse som hos Scyllarus. — Skjoldet (smlgn. Fig. 136) kan directe afledes fra Palinurus Lalandii's; ligesom hos denne er Rostrum bójet ned over Ojeringen, støder sammen med Antennulernes Ring, som med to Processer omfatter dens Spidse; men hos Arctus stoder ogsaa Siderandene af Rostrum sammen dels med Antennular- ringen, dels med 2. + 3. Led af de ydre Antenner, hvorved et langt Rór dannes, som skjuler Ójeringen og det fórste Led af Ojenstilken. Tornen « er lille, 2 ligesaa, 7 vel ud- viklet; i Sammenligning med Palin. er Afstanden mellem « og 7 bleven betydelig formindsket, Afstanden mellem a og Spidsen af Rostrum derimod bleven stórre. Den Række Torne, som begynder med 7, er her ret udpræget; den nedenfor den liggende Del af Skjoldet er büjet indefter. — Ligesom Arctus forholder sig i det væsenlige ogsaa Scyllaru 8, kun er Tornene her mere udviklede. Istedenfor Tornrekken > findes her en stærk Kam; den nedenfor denne liggende Del af Skjoldet er bójet meget stærkt indefter. — Furerne (hos Scyll. og Arctus) stemmer, forsaavidt de ere kendelige, med Palinurus'; tydeligst er Furen e. — Paa Halen er Epimererne bredere end hos Palin.; her findes de samme Furer paa Halen som hos Palin., og de er tydelige. — Gillerne!) ved og paa mp, mangler; ellers som hos Scyllarus. De andre Scyllarin-Slægter, Thenus, Parribachus, lbachus, har jeg kun kunnet undersøge i det ydre (d. v. s. ikke Munddelene). Jeg bemærker om disse Former blot følgende: hos en d af Parribachus fandt jeg intet Spor af Appendix interna paa Hale- fødderne; derimod fandt jeg hos en lbachus-d et kroglost Appendix interna paa en Halefod af 3. Par”). Endvidere: Saavel hos 9 af Thenus som af Parribachus er det indre Blad af Halefodderne 3—5 meget kort, afrundet ligesom hos Arctus og Palin. Lalandii?). — ') De Haan angiver, at der ved fórste Thoraxfod skulde findes 4 Gæller, ved mp, 1, ved mp, 1; dette er ikke rigtigt; der findes ved I. Thoraxfod som sædvanlig 3 Gæller og ligesaa ved mp,; derimod mangler Gæller ved mp. ?) Det paagældende Exemplar var defect, ikke alle Halefedderne var bevarede. 3) Ibachus-Q har jeg ikke sét. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 12 88 66 Endelig vil jeg góre en Notits om Epimererne paa Halen hos Ibachus og Parribachus: hos Parribachus er Halens Sidestykker ligesom hos Scyllarus korte, rettede nedefter; men fra Ydersiden (tæt ved Forranden) udspringer en colossal udefter og forefter rettet Torn, som næsten er stórre end Epimeren, hvorpaa den sidder. Hos Ibachus er den nedre Del af Epimeren ganske undertrykt, Tornen er derhos fladtrykt, og det faar derfor ganske Udseende af at Epimeren er rettet udefter og fremefter !). Scyllarinerne gennemlober ligesom Palinurus Phyllosoma-Stadiet. Jeg er saa heldig at kunne give Oplysninger om Natant-Stadiet til to af Slæg- terne, nemlig Parribachus og Scyllarus s. str. Exemplaret af Parribachus — jeg har nemlig kun et Exemplar af hver af Slæg- terne paa det paagældende Stadium — er forholdsvis meget stort, 50?" fra Spidsen af Skjoldet til Enden af Halen. Det havde i levende Live aabenbart været gennemsigtigt. Paa Thoraxfoëderne findes ingen Exognath. Paa 1. Led af V. Thoraxfod sidder en kraftig, bagud rettet Torn. Øjnene sidder omtrent lige langt fra Randen og Midten. Halefodderne ret kraftige med krogforsynet Appendix interna. Skjoldet meget fladt; Indsnittene i den skarpe Siderand er mindre end hos den voksne, men paa Hypodermen, som har trukket sig tilbage fra den gennemsigtige Chitinbeklædning, sér man langt tydeligere Takker (det samme gælder Antennerne); Dyret har aabenbart været nær ved Hudskifte. Halens Sidestykker løber for- neden ud i en Spids (ligesom hos den voksne Palinurus); iøvrigt er den samme store fremad rettede Torn tilstede, som jeg har omtalt hos den voksne Parribachus. Dyret er hjembragt af Prof. Reinhardt paa Galathea-Expeditionen fra Oahu sammen med et andet Exemplar af kun lidet forskellig Stórrelse i et Udviklingstrin, der nóje svarer til de Pag. 84 (62) omtalte smaa Palinurer. Halefodderne er hos dette meget smaa, Takkerne paa Skjold og ydre Antenner skarpere, men i Tal og Form ganske svarende til Hypoder- - mens Takker paa det andet Exemplar, Skjoldet mere hvælvet; hele Hudskelettet ikke som hos den anden corneat, men fast, uigennemsigtigt. Den unge Scyllarus (Dana) var langt mindre end den tilsvarende Parribachus, c. 30m, (Ogsaa den havde aabenbart været gennemsigtig. — Paa 1. Led af V. Thoraxfod findes den samme bagud rettede Torn som hos den unge Parribachus; paa I.—IV. Thoraxfod et knudeformigt Rudiment af en Exopodit. Halefodderne er ret kraftige med krogbesat App. 1) Om Scyllarin-Slægterne sé de Haan. — Jeg bemærker, at hans Subgenus I er = Seyllarus Dana, II = Parribachus, III — Ibachus, IV — Thenus, V — Arctus. 67 89 interna (jeg kunde vel ikke med Lupen sé selve Krogene, men et af Parrene var hægtet sammen ved Appendix interna, saa at Krogenes Existens er utvivlsom). Skjoldet er noget bredere end man skulde vente af Scyllarus, — og Øjnene sidder omtrent ligesaa langt fra Randen som fra Midten —, saa at man ved fórste Ójekast skulde tro, at man havde en Parribachus eller Ibachus!) for sig; men det store Indsnit i Skjoldets Siderand hos Parri- bachus er her yderst lille om end lidt tydeligere end hos den voksne Scyllarus?), Randen er dernæst besat med de samme fine Granulationer som hos denne; de Granulationer, som findes paa Overfladen hos den voksne, er ogsaa tildels tilstede. Formen af Antennerne er sær- deles nóje overensstemmende med Scyllarus' og er alene tilstrækkelig til at afgôre, at den foreliggende Larve tilhører Scyllarus og ikke nogen af de andre: paa Yderranden af Leddet Nr.4 har vi foruden meget smaa Granulationer 3 lidt mere fremspringende Takker (for- uden det forreste Hjórne), ganske som hos den voksne (hos Parribachus 6 lige store, kraftige Torne, hos Arctus 2); paa Svobeleddet findes foruden de smaa Granulationer i Randen én lidt mere fremspringende, ligesom hos den voksne Scyllarus, ganske afvigende fra alle de andre, hos hvem der altid findes et stórre Antal kraftige (og omtrent lige kraftige) handtakker. — Halens Epimerer er ogsaa characteristiske, rettede nedefter, med en lille Spids forneden, men uden den Torn, vi fandt hos Parribachus. — Dyret er fanget i Atlanterhavet 7? 15' S.Br., 32° 52" V.L. (Gr.) ?/i» 76 (Aften) i Slæbenæt (Cand. magist. Sórensen). Hvor nóje Scyllarinerne slutter sig til Palinurus, vil være klart af det foregaaende, og en yderligere Begrundelse af Slægtskabet mellem dem turde være overflødig. Det bliver dernæst Spórgsmaalet: til hvilke af de nulevende Palinurer slutter Scylla- rinerne sig nærmest. De Palinurer, som jeg har undersøgt, falder i 3 Grupper: Nr. { Palin. Lalandii, Nr. 2 Palin. vulgaris, Nr. 3 Palinuri longicornes. Nr. 1 udmærker sig ved sit Rostrum, hvis Siderande danner en Vinkel paa mindre end 180%, og som er båjet ned over Ojeringen og forbunden med Antennularringen, ved at Tornen « er lille, ved at fórste Fodpar er svært, ved at V. Fodpar mangler Processen paa den bevægelige Finger, ved at Mandiblen ikke er særdeles plump, ved at Mandibelpalpen lægger sig bag den skærende Del med sin Spidse, 1) Richters afbilder («Die Phyll.*, Z. f. wiss. Zool. 23) en ung Scyllarin under Benævnelsen «Junger Ibacus». Det er ligesom den her beskrevne Larve en ung Seyllarus, og den ovenfor givne Begrundelse passer ogsaa for den. ?) Jeg bemærker, at jeg til Sammenligning kun havde én Art af Scyllarus, nemlig æquinoctialis. 12* 90 68 ved at Antennularsvoberne er korte, ved at Halefoddernes Inderblad er kort. — Nr. 2 har endnu Spidsen af Rostrum bevaret, ikke bójet ned over Ojeringen, men Siderandene danner en Vinkel stórre end 180”, Tornen « er stor, fórste Fodpar svært, den bevægelige Finger paa V. Fodpar forsynet med en Proces, Mandiblen meget plump, Palpespidsen lægger sig ikke bag den skærende Del, Antennularsvoberne korte, Halefoddernes Inderblad langt. — Nr. 3: Rostrums Spids borte, Siderandene danner en Vinkel stórre end 180°, Tornen « er meget stor, fórste Fodpar ikke meget kraftigere end de felgende, Processen paa V. Fodpars bevægelige Finger tilstede, Mandiblen meget plump, Palpespidsen som hos Nr. 2, Antennular- svoberne lange, Halefoddernes Inderblad langt. Til hvilken af disse Grupper Scyllarinerne knytter sig, er næppe tvivlsomt; det bliver naturligvis Nr. 1, til hvilken de slutter sig i alle de fremhævede Characterer; ti vel lægger Mandibel-Palpen sig hos nogle Scyllariner ikke ind bag den skærende Del, men det er kun, naar den er meget kort; og vel er Inderbladet paa Halefodderne hos 2 af Scyllarus trekantede, men baade hos Arctus, Thenus og Parribachus har det samme Form som hos Palin. Lalandii, og der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om, at vi her staar for et smukt atavistisk Phænomen, der bliver saa meget lettere forklarligt, som Inderbladet i Natant-Stadiet er langstrakt hos alle Loricater. — Jeg kan saaledes intet Ojeblik mere tvivle paa, at Scyllarinerne nedstammer fra en med Palinurus Lalandii meget nær beslægtet Form. Hosstaaende Schemata vil, haaber jeg, yderligere lette Oversigten: Rostrum bene distinctum. Spina a mediocris. Digitus mobilis Scyllarini. pedis thor. V' processu nullo. Mandibula non aut mediocriter crassa; apex palpi post partem . ow rnelm : 8 » z secantem situs. Ramus inte- Palinurus Apex rostri adest. — Pedes rior pedum postabdominalium Lalandii. thoracici crassi. Fla brevissimus (singulo excepto). | gella antennulæ brevia. Rostrum brevissimum. Spina « Xue Palinurus magna. Digitus mobilis pedis : (usb : vulgaris et thor. V' processu parvo instruc- ; ; iS affines. tus. Mandibula crassissima ; apex palpi post partem secan- : : : Al: : Ac cwm Mm dec tem non situs. Ramus interior Palinuri Apex rostri deest. Pedes pedum postabdominalium lon- longicornes thoracici l' tenues. Fla- gus. gella antennulæ longa. 69 91 Seyllarini Palinuri longicornes Palin. Lalandii aff. Pal. vulgari alf. Palinurus sp. Slægten Cancrinus!) (fra den lithographiske Skifer) forekommer mig at danne et Overgangsled mellem Palinurus og Scyllarinerne. At det er en Loricat, derpaa synes mig 2) » En Undersøgelse af Canerinus-Exemplarer i Münchens palæontologiske Museum bekræfter ganske det Indtryk, Oppels Figurer havde gjort paa mig, og stiller det som næsten utvivlsomt for mig, at vi her har at gore med en Overgangsform mellem Palinurus og Scyllarinerne. Jeg vil paa dette Sted tillade mig at indskyde nogle lagttagelser over Loricater, som jeg har gjort paa min Rejse, tilligemed nogle dertil sig knyttende Bemærkninger. Den af Oppel Tab. 24, Fig. 12, afbildede Palinurina longipes er en ægte Palinur. Dyret sés, som Oppel rigtig angiver, fra Rygsiden, men Skjoldets Midtparti er gaaet tabt, og man sér i Midten Aftrykket af Dyrets Bugside i Stenmassen, med fire Par Fordybninger, stillede i to Rækker, svarende til korte Torne paa Undersiden af Sternum (smlgn. Palinurus vulgaris). — Den forreste Del af Dyrets Krop er i Oppels Figur restaureret vilkaarlig og ganske falsk. Af Palinurus longimanus”) M. E. (korthornet) har jeg i Berlin sét en å. Den havde ret vel udviklet Chela paa I. Par Thoraxfodder, som er mer end 1!/; Gang saa langt som de folgende og derhos meget kraftigere. ås Kónsaabning sidder paa Enden af et langt, fast, indadrettet Rør. — Ligesom hos Palinurus vulgaris er Mandiblen meget plump, Spidsen af Palpen kan ikke lægges ind bag Mandiblen. — Halefødderne som hos Palin. vulgaris. — Rostrum ligner næsten ganske vulgaris’, a mangler dog Haarfuren. — 1. Led af Antennen er adskilt fra sin Genbo ved en Fure. Af Palinurus trigonus de Haan (korthornet) saa jeg sammesteds baade en å og en Q. Bægge mangler Spor til Klosakse paa I. Par Thoraxfodder, som er noget sværere end de folgende. Paa V. Par hos E mangler Processen fra den bevægelige Finger — ligesom hos Lalandii. — Mandiblen har en lignende plump Bygning som hos vulgaris, Palpen kan ikke lægges ned bag Mandiblen. — Hos d sidder Kónsaabningen ligesom hos longimanus paa Enden af et langt Rør. — Q's Halefodder *) Smlgn. Parras Figur i Descr. de diff. piezas de Hist. Nat. 1787, Tab. 55, Fig. 1. 92 ; 70 Thoraxfødderne, det tilsyneladende 3-leddede, kraftige Skaft paa Antennerne , Manglen af Squama, hele Dyrets stærkt tuberculerede Overflade, de tilspidsede Epimerer bestemt at tyde; (smlgn. nedenstaaende Figur) er meget interessante; de kan beskrives som Lalandii-Halefodder, hvor der fra den indre Del af det indre Blad udgaar en Proces, svarende til den yderste Del af Bladet hos Palin. vulgaris, men smallere end dette; det er en overordenlig smuk Mellemform. — Rostrum bôjer sig ligesaa lidt som hos vulgaris ned over Ojeringen, adskiller sig væsenlig kun derved fra vulgaris’, at Tornen « er mindre, Palinurus frontalis M. E. hvoraf jeg sammesteds saa en d, staar aabenbart Lalandii meget nær. Ligesom hos denne er fórste Fodpar meget kraftigere end de følgende og forsynet med en lille ubevægelig Finger paa næstyderste Led. Den interessanteste Loricat, hvormed jeg gjorde Bekendtskab i Berlins rige Museum, var dog den af Martens i Sitzungs-Ber. d. Ges. naturf. Freunde in Berlin 1878, Pag. 131—132 opstillede Pali- nurellus Gundlachi, en Form, der fuldkommen tydelig bærer Præget af at staa paa et langt op- rindeligere Standpunkt end nogen anden bekendt Loricat, i Harmoni hermed Homarus - Gruppen nærmere end nogen af de andre. Det eneste Exemplar var en 9. Den manglede ethvert Spor til Klosaks paa de 4 forste Fodpar; I. Par er det stærkeste, men kortere end det andet. V. Par er subcheliformt; ligesom hos Palin. vulgaris og Homarus udspringer der fra den bevægelige Finger en lille Proces, der griber imod den ubevægelige Finger. — 3. Kæbefod har en Crista dentata paa 3. Led, men mangler — ligesom hos Homarus — den, der findes hos Palinurus paa 4. Led. — Mandiblen er ligesom hos Lalandii ikke særdeles svær, Palpespidsen kan lægges ind. — Antennernes Skaft har den sædvanlige Loricat- Bygning; som hos de korthornede Palinurer et Leddet Nr. 1 skilt fra sin Genbo ved en Fure; Svoben er langt svagere end hos nogen Palinur. — Antennul-Svoberne som hos de korthornede. — Halefodderne (smlgn. hosstaaende Træsnit) er interessante: Paa første Ring findes et Par énbladede (se 22 PS 1 2 1. Halefod af 3. Par af Palinurus trigonus m 2; — - 2, - - Palinurellus 9. 3 — - 3. - - Palinurellus 9. Det bemærkes udtrykkelig, at hosstaaende Træsnit er udforte efter ganske flygtige Skitser, som jeg gjorde i Berlin, og som ikke var bestemte til at offenliggóres. Det er ikke Billeder af Genstandene, . men blot Midler til at lette Forstaaelsen. — Bogstaverne som paa Fig. 171. Halefedder — ligesom hos Homarus-9, modsat andre Loricater. Andet Par har et smalt indre Blad og Appendix interna. Tredje—femte Par slutter sig paa det nójeste til Palinurus Lalandii's: det indre Blad kort, bredt og but, med Appendix interna. Sjætte Par som sædvanlig hos Loricaterne. — Skjoldet udmarker sig ved et Rostrum, hvis Siderande danner en Vinkel paa lidt mindre end 90° med hinanden; det dækker som hos Homarus hen over Üjeringen, men bójer sig ikke ned over samme. @ er tilstede, men er lille (smlgn. Homarus, Palin. Lalandii, Palin. vulg.); y findes ligeledes, danner det forreste Punkt af en stump Kant; den nedenfor samme liggende Del af-Skjoldet bójer 71 93 endvidere synes Haleviften bagtil at have været hudet, ti den er paa Oppels Figurer defect bagtil (ligesom paa en Palinurina |Palinurus| fra samme Localitet); Dyret er plumpt. Som sig noget indefter. — Halens Epimerer er længere (Dimensionen forfra-bagtil) end hos Palinurus, men forsynet med den samme bagud rettede stærke Spids. De her givne Bemærkninger viser let, hvor Palinurellus' Plads i Stamtavlen maa blive: Scyllarini Palinuri longicornes Palin. Lalandii aff. Pal. vulgari. aff. Palinurus sp. Palinurellus vel Genus Palinurello affinissimum. Ristigheden af den i Teksten givne Stamtavle bekræftes, som man vil indse, fuldkommen af Palinurellus; og det bemærkes, at hin Stamtavle var udkastet længe for jeg anede Palinurellus' Existens. Rigtigheden af mine Anskuelser om Homariders og Loricaters Slægtskab stadfæstes lige- ledes. Det bliver klart, at den lille Proces paa yderste Led af V. Thoraxfod hos visse Palinurer virkelig er homolog med den lignende hos Homarus, etc.; Palinurellens Charaeterer har jeg iøvrigt sammenstillet paa en saadan Maade, at en yderligere Paapegen vil være overflødig. Jeg bemærker derfor blot endnu, at den Kant, vi finder paa Skjoldets Side, uden Tvivl svarer til den hos Scyllarus og Phyllusomerne; den findes ikke, eller meget udvisket, hos de voksne Palinurer, end ikke hos Lalandii; dens Optræden hos Scyllarinerne er et nyt Exempel paa Atavisme, eller maaske simpelthen en retarderet Larvecharacter. Hvad Palinurus longimanus' Stilling angaar, da kan den kort og godt betegnes som en vulgaris, hvor I. Par Thoraxfødder har uddannet sig kraftigere end hos nogen anden Loricat. Palinurus trigonus' Stilling er ikke slet saa simpel. Halefødderne hos ? antyder bestemt en Mellemstilling mellem Palinurus sp. i Stamtavlen (som har haft lignende Halefodder som Lalandii 94 72 Overgangsforhold tyder jeg navnlig den mærkelige mangeleddede, i Forhold til Palinurus' korte og brede, i Forhold til Scyllarinernes lange, Svøbe paa de ydre Antenner. V. Eryoniderne. Slægten Polycheles (Deidamia, Willemoësia, Pentacheles), som er identisk med den fossile Eryon, kan jeg desværre kun behandle efter de af forskellige Forfattere") givne, desværre ikke altfor gode Beskrivelser og Afbildninger; dog tror jeg, at det ogsaa efter disse skal være mig muligt at kunne angive Dyrets systematiske Plads med nogenlunde Sikkerhed. | De 4 første Par Thoraxfodder er hos bægge Kón forsynede med Chele; den bevægelige Finger (7. Led) ligger — i Modsætning til Homarus, men overensstemmende med Palinurus — ovenfor og udenfor den ubevægelige, ogsaa paa I. Fodpar. I. Par er ligesom hos Hom. (og Loricaterne) stærkere — men ikke meget stærkere — end de folgende, derhos ogsaa længere (— Homarus) — V. Par synes, efter hvad der foreligger, hos 9 at være forsynet med smaa Chelæ, medens hos dá Chelæ mangler”) — altsaa ligesom hos Lori- calerne. — Om der findes Epipoditer etc., véd vi hidtil ikke. og Palinurellus) og vulgaris; og denne Opfattelse bekræftes bestemt paa den ene Side ved Rostrums Bygning, ved Mandiblens Plumphed og Mandibelpalpens Forhold, ved det lange Rer, paa hvis Spidse ó's Kónsaabning sidder, og som den har fælles med den med vulgaris meget nær beslægtede longi- manus, paa den anden Side ved a's Lidenhed. — Manglen af Proces paa det yderste Led af Q's V. Par Thoraxfodder, som den deler med Lalandii, kan ikke antyde en Affinitet til denne; ti «Palinurus sp.» har uden Tvivl ligesom Palinurellus og Palinurus vulgaris besiddet en saadan; det bliver altsaa en Analogi, og Resultatet af vor Betragtning er da det, at Palinürus trigonus er udgaaet fra en Form, som stod mellem «Palinurus sp.» og «Palinurus vulgari affinis». 1) Heller, Beitr. z. näh. Kenntn. d. Macruren, Wiener Sitzungsber. 1862, Math.-nat. Cl. 45. B. Willemoés-Suhm, On some Atlantic Crustacea fr. the «Challenger» Exp. Transactions of the Linn. Society, Sec. Ser. Zoology, Vol. I. Spence Bate, On the Willemoésia Group of Crust. Ann. and Magaz. of Nat. Hist, 5. SS Vol. 2, pag. 273, 484. Norman, On the Will. Gr. of Crust. Ibidem, pag. 382; Vol. 4, pag. 173. 2) Overfor Normans meget bestemte og omhyggelige Angivelser (sé navnlig hans sidste Artikel) er jeg tilbôjelig til at legge mindre Vægt paa Bates Angivelse, om at nogle faa af de til hans Raadighed staaende Hun-Polycheler (i videre Forstand) havde et simpelt (ikke cheliformt) sidste Fodpar, et Par Han-Polycheler cheliformt. En urigtig Bestemmelse af Kónnet herer, som man af Willemoés-Suhms Fejltagelse vil sé (smlgn. Normans sidste Artikel), ikke til Umulighederne. Det er desuden slet ikke noget sjældent, at Decapod-Q'er undertiden har á- Characterer i deres Halefodder, noget jeg har sét baade hos en Thalassina anomala og hos en Astacus fluviatilis; det er jo muligt, at Bate har bestemt Kønnet efter Halefedderne. 73 95 Beskrivelserne og Afbildningerne af Munddelene er baade hos Heller og Suhm kun lidet tilfredsstillende, ja undertiden er det mig end ikke muligt at forstaa de ærede Forff.; endvidere er deres Angivelser overmaade differente, saa at det er mig umuligt al gaa ind paa en nærmere Betragtning af disse Dele; jeg kan dog bemærke, at 3. Kæbefod er af Reptantiernes Typus. ; Antennerne er forsynede med en ikke meget stor Squama. Svoben ret kraftig. — Skaflet af Antennulerne er ligesom hos de andre Reptantier kort, uden Torn paa Yder- randen af 1. Led. Ójenstilkene synes efter Sp. Bates Beskrivelse og Afbildninger at være fastvoksede. Halefedderne saavel hos 9 som hos d er vel udviklede. Paa 1. Ring findes et lignende Par Halefodder som hos Hom., paa de felgende Par findes et Appendix interna paa det indre Blad, paa 2. Par hos d tillige et Appendix masculina. Skjoldet er meget stærkt fladtrykt. Af Furerne er e dyb, tværlobende. Der findes en smal Længdekam paa Skjoldet afbrudt af e (smlgn. Nephrops) — Rostrum synes mig nóje at slutte sig til Palin. vulgaris: meget bredt, meget kort; Tornen « godt udviklet; 7 ligesaa, med en Række Torne efter sig. — Rostrum dækker Ojnene. Halen er flad. 1. Rings Epimerer mangler (W.-S.). 7. Segment er spidst i Enden. Gællerne er «büschelfórmig» (Heller), altsaa formodenlig som hos Hom. og Loricaterne. At Polycheles hører til Gruppen Reptantia er utvivlsomt (Halens Epimerer, 3. Kæbefod, Antenner, Antennuler, 1. Halefod, Skjoldet). Imellem disse staar den endvidere efter de foreliggende sparsomme Data (Gæller etc.) at dømme nærmest ved Homariderne og Loricaterne. Af disse synes den dernæst i det hele at staa Loricaterne nærmest, om end nogle Punkter mere peger hen paa Homariderne (Chela paa I.—III. Fodpar, Squama etc.). Den specielle Affinitet med Loricaterne viser sig ved Thoraxfødderne I og V (sé ovenfor), ved Halefødderne af 2.—5. Par, ved Rostrum. Da Polycheles ikke kan betragtes som nogen ligefrem Overgangsform fra Homarider til Loricater bliver Stamtavlen, hvis ovenstaaende Betragtninger er rigtige, følgende: Scyllariner Palinurus Polycheles Homarider. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2. 13 96 74 Det turde her være Stedet til at omtale de mærkelige Larveformer, som man har kaldt: Amphion. At disse Former er Larver, kan der næppe være Tvivl om; i det mindste viser ogsaa de ældste af de mig foreliggende, ligesom ogsaa af dem, Claus") har beskrevet, i deres Antenners og Halefødders Tilstand fuldkommen afgürende Larvecharacterer. At Willemoës- Suhm?) skulde have sét kónsmodne d'er, tillader jeg mig foreløbig at betvivle; Dohrns Angivelse om kønsmodne 9'er har allerede Claus?) kritiseret"). — Jeg vil dernæst forsøge ved en Betragtning dels, og væsenligst, af mine egne Undersøgelser, dels af de i Litteraturen foreliggende Angivelser, at henføre Amphion til et kónsmodent Dyr, idet jeg paa den ene Side sammenligner den med Penæiderne, paa den anden Side med Loricaterne og Poly- cheles; til Penæiderne har Claus henfort den; jeg er tilbójelig til at henføre den til Polycheles. Det forste bekendte Stadium, som er bleven beskrevet (af Dohrn?) og Claus?), har kun to Par Svommefodder, anden og tredje Kabefod; 1. Kæbefod er — meget afvigende fra Penaide-Larvernes paa samme Stadium — allerede uddannet som Mundlem*); ogsaa hos Phyllosoma er 1. Kæbefod aldrig Svemmefod. Af Thoraxfodderne er kun det fórste Par anlagt, af Halefodderne er 6. Par vel udviklet; ogsaa dette: at 6. Par Halefodder er ilet Thoraxfodderne saa stærkt forbi i Udvikling, er Penæiderne ganske fremmed. Hertil kommer, at Halen lober spidst til, medens den hos Penæiderne er bred og dybt gaffeldelt paa et tilsvarende Stadium. Det Stadium, som jeg selv har undersogt (omtrent det samme, som Claus?) har afbildet), udmærker sig ved at besidde 6 Par Svommefodder, nemlig 2. og 3. Kæbefod og Thoraxfodderne I—IV. — De udviklede Thoraxfodder udmærker sig ved at 2. Led — ligesom hos Phyllosomerne — er megét langt, og ved at Exopoditen, ligeledes i Overensstemmelse med Phyllosoma, er lille i Forhold til Endopoditen; i bægge Henseender fjerner Amphion sig fra Penæide-Larverne paa samme eller lignende Stadium (Euphema, Cerataspis) Paa ingen af Thoraxfodderne findes en Chela. — V. Thoraxfod er ganske kort; hos Penæide- !) Crustaceen-System. ?) Ann. Mag. Nat. History, 4. S. Vol. 17, 1876, pag. 162. Se. 1) Selv om Dohrn virkelig har sét en Æggestok og W.-S. Testes, er dermed endnu aldeles ikke afgjort, at deres Dyr har været kónsmodne. — levrigt viser Dohrns Figur af en Halefod evident, at hans Amphion var en Larve. 5) Zeitschr. f. wiss. Zoologie 20. Sy Bs ce 7) Ikke meget afvigende fra 1. Kæbefod i det følgende Stadium (Fig. 202). *) GCrust.-System, Tab. VIII, Fig. 8. 75 97 Larverne staar denne Fod aldrig saa langt tilbage i sin Udvikling for de andre, medens vi som bekendt hos Phyllosomerne i et meget prægnant optrædende Udviklingstrin finder det samme. — Fårste Kæbefod (Fig. 202) er noget abnormt bygget; Lac. interna mangler nemlig ganske; derimod er Lac. media godt udviklet; Lac. externa treleddet; Epignathen meget lille. — Anden Maxille (Fig. 201) er derved skarpt adskilt fra Penæide-Larvernes (Euphema, Cerataspis), at ethvert Spor til Leddeling paa den distale Del af Endognathen (Palpen) aldeles mangler, medens der hos hine findes en ret tydelig Leddeling; Lac. interna er ukløvet; de to Lobi af Lac. externa er smalle. — Paa Antennerne findes en stor Squama, som rager langt ud over Skaftet; paa sin ydre Side har den en Spina; Tuber- culum vender nedefter, ikke som hos Penæiderne indefter. — Paa Antennulerne mangler den for Natantia saa characteristiske Spina paa Yderranden af 1. Led; Lugtehaarene paa den ydre Svøbe.sidder nær ved Spidsen (= Phyllosoma), medens de hos Penæiderne (og- saa hos Euphema) findes nær ved Basis af samme. — Der findes Halefødder paa 1.—6. Ring; 2.—5. Par (Fig. 2034) er tobladede, det indre Blad med et lille Appendix interna; første Par (Fig. 203) er énbladet, men fra Skaftet udgaar derhos en lille indre Proces"), der dog ikke er indleddet, og som jeg ikke kan betragte som et andet Blad; disse Halefødder er — ligesom Antenne-Svoberne — embryonale, næsten uden, eller dog kun med nogle faa spæde, Bårster; Appendix uden Kroge. — Skjoldet er som bekendt fladt; der findes foran i Midtlinjen en lav Kam, som er forsynet med én fortil rettet Torn noget bagved Skjoldets Forrand. Et Rostrum synes at mangle; men Skjoldets Forrand springer frem og dækker over Ojeringen saa vel som over en Del af 1. Led af Ojenstilken. I Skjoldet findes den samme forgrenede Lever som hos Phyllosoma. — Halen er ikke sammentrykt, et Rejeknæk ikke tydeligt, Epimererne endnu ikke udviklede; sidste Haleled spidst, i Spidsen forsynet med to bevægelige Torne. — Over mp3, l.—IV. Thoraxfod findes en lidet udviklet Gælle ?). Af det her givne vil det sikkert ganske klart fremgaa, at Amphion ikke er en Penæide-Larve; en Række Facta, saaledes Existensen af et App. interna paa Halefødderne, Mangel af Spina paa Antennulerne, Lugtebórsternes Plads, Tuberculums Stilling etc. etc. taler afgórende derimod. Derimod turde det være blevet ligesaa tydeligt, at en Række Kendsgerninger viser, at Amphion er virkelig beslægtet med Phyllosoma. En Henførelse til selve Loricatgruppen er imidlertid af nærliggende Grunde umulig”); vi maa altsaa søge imellem de med Loricaterne 1) Hos et lidt yngre Stadium er Antenne-Svøberne mindre, sidste Thoraxfod slet ikke tilstede, og den omtalte Proces existerer ikke. 2) Dohrn angiver kun 4 Gæller (Z. f. wiss. Zool. 20). 3) Palinurellus skulde da være den eneste, der kunde være Tale om; men den er dog ikke saa afvigende fra de andre Loricater, at man ret vel kan antage en saa stor Forskel mellem Larverne; og Amphions colossale Squama taler bestemt derimod. 13* 98 76 beslægtede Former; og da Homariderne ligeledes af nærliggende Grunde (jeg vil blot minde om Bygningen af 2. Maxille!)) er udelukkede, bar vi kun — Polycheles tilbage, hvis Amphion overhovedet tilhører en Form, som er kendt i kånsmoden Tilstand. Jeg vil ikke undlade at indrømme, at Henførelsen af Amphion til Polycheles har et vel hypothetisk Anstróg. Ti Polycheles er hidtil kun lidet tilfredsstillende bekendt, og jeg er uheldigvis ikke i Stand til at udfylde Lacunerne. Men jeg kan dog fremhæve følgende Lighedspunkter mellem Amphion og Polycheles: Polycheles har ligesom Amphion et tilspidset 7. Haleled; Polycheles — ialfald nogle Arter — har ligesom Amphion en med frem- efter rettede Torne forsynet Længdekam i Skjoldets Midtlinje; Skjoldet er meget fladtrykt hos bægge; Øjnene hos Polycheles er dækkede af Skjoldets Forrand?); Antennernes Squama er vel udviklet; Halefødderne af 2.—5. Par er ligesom hos Amphion forsynede med Appendix interna. — Maaske vil man sige: men hvor er Polycheles' Klosakse? Klosakse plejer jo at anlægges tidlig. Dette sidste er rigtigt; men jeg er saa heldig at kunne anføre en Undtagelse. Hos en fuldkommen utvivlsom, temmelig langt avanceret Eukyphot-Larve (i Mysis-Stadiet) har jeg kun fundet Spor til Chelæ, ja hos nogle Individer end ikke dette; Reglen er altsaa ikke uden Undtagelser, og efter min Opfattelse er Amphion en af disse. — Jeg kan saaledes ikke andet end som Resultat for atter og atter gentagne Betragtninger opstille det som sandsynligt, at Amphion er Larven til Polycheles. VI. Thalassiniderne. Blandt de nulevende Thalassiner staar Slægten: Axius afgjort Homariderne nærmest. Jeg vil af denne Slægt først omtale Axius princeps n. Sp), som jeg ved Hr. Etatsraad Steenstrups Liberalitet har haft Lejlighed til at undersøge. 1) Af samme Grund er straks Thalassinerne, den eneste Gruppe, som der endnu kunde være Tanke om at drage med ind i Sammenligningen, udelukket. 2) Sé Spence Bate (L. c.). 3| Denne smukke og anselige Form (afbildet Fig, 214—217 i naturlig Stórrelse) adskiller sig let fra de hidtil bekendte (Axius stirynchus, A. plectorhynehus Strahl [Monatsber. d. Berl. Akad. 1861], A. biser- ratus og glyptocereus Martens [Monatsber. d. Berl. Akad. 1868], A. serratifrons A. Milne Edw. [Journ. d. Mus. Godefroy IV. 1873], A. nodulosus Meinert [Naturh. Tidsskr. 3. R., 11. B. 1877], A. Gundlachi [Martens; sé nedenfor]); som let iójnefaldende Mærker vil jeg fremhæve Klosaksenes rige Besætning med lange Haartotter, de lange Fingre, den korte Carpus, men henviser iovrigt til ovenstaaende Bemærkninger samt til Figurerne. — Arten er fra Wladiwostock. 77 99 Thoraxfodderne. I. Par (højre meget stórre end venstre hos det foreliggende Exemplar) er langt kraftigere end de følgende; V. Par langt tyndere og svagere end de andre. Paa alle Fødderne er 2. og 3. Led sammenvoksede, noget vi genfinder hos alle de følgende. 2. — 3. Led kortere end hos Hom. — En Epipodit findes (— Homarus) paa I.—IV. Par, men den er mindre end hos Hom. — I. og Il. Par er forsynede med vel ud- viklede ægte Klosakse; paa Ill. (og IV.) mangler derimod ethvert Spor til en Chela. Paa V. Par findes en lignende ufuldkommen Chela som hos Homarus; derhos er ogsaa Leddet 6—7 paa samme Fodpar (— Hom.) uden bestemt Drejningsakse. — Ledfojningen paa I. Par skal jeg omtale ved Thalassina. Tredje Kæbefod ligner særdeles meget Homarus. Overensstemmelsen gaar til Finesser; saaledes er Crista dentata paa 3. Led fortil trukken ud i en kort Spids, som vi ligeledes finder hos Homarus (men f. Ex. ikke hos Palinurus). — Exognathskaftet er næppe saa langt som 3. Led, Svoben er rettet fremefter. — En lignende Epignath som paa Thoraxfodderne. Anden Kæbefod (Fig. 30) næsten ganske som Homarus': 4. og 7. Led som hos denne; Epignathen vel udviklet; Exognath-Svoben rettet fremefter; Skaftet er baade i Modsætning til Astacus fluviatilis og de andre Thalassiners meget kort, kortere end 4. Led. Fórste Kæbefod (Fig. 52). Lac. externa er ligesom hos Hom. 2-leddet, men tynd og kun omtrent saa lang som Lac. media; dens Inderrand er noget fjærnet fra denne. Lac. interna er lidt længere end hos Hom. — Exognath-Skaftet ligner Homarus’, men Svoben er meget kort og uleddet. Anden Maxille (Fig. 87) udmærker sig ved, at den indre Rand af den proximale Lobus af Lac. interna er flere Gange saa lang som den anden Lobus'. (Smlgn. Astacus.) Fórste Maxille (Fig. 111) slutter sig paa den ene Side nóje til Homarus', paa den anden Side til de efterfolgendes. Palpen stemmer ganske med Homarus'; den er lang, to- leddet, Spidsen er rettet udefter og fremefter. Derimod afviger Lac. interna meget fra Homarus', navnlig ved den lange Inderrand (smlgn. Astacus); sé iøvrigt Figurerne. — Exo- gnathen er lidt stórre end hos Homarus. Mandiblen. Palpen (3-leddet) ganske som hos Homarus. Den skærende Del er i Forhold til den tyggende stærk; den er forsynet med en svag Tand omtrent paa Midten; ellers uden Indsnit. Antennerne. Tuberculum vender nedad og noget udad; den forreste Ende af 2. Led ligger omtrent ligesaa langt fortil som den forreste Ende af 3. Led (hos Homarus ligger dettes Forende betydelig nærmere den distale Ende af Skaftet, end 2. Leds Forende gør det). Bevægeligheden mellem 1. og 2. Led stórre end hos Homarus. — Squama er langt mindre end Homarus', præsenterer sig næsten blot som en bevægelig Torn. — De to distale Led 100 78 forholdsvis længere end hos Homarus. — Det er characteristisk for Antennen som Helhed, at den er langt svagere end hos Homarus. Antennulerne. Skaftet forholdsvis omtrent ligesaa langt som hos Homarus. — Haarfuren paa den ydre Svobe som hos denne. — Svoberne omtrent af Skjoldets Længde. Cornea er lille, ikke saa bred som den proximale Ende af sidste Led; 1. Led dækket af Rostrum. Halefodderne er mærkelige. Der findes nemlig i Modsætning baade til Hom. og Aslacus et Appendix interna paa 2.—5. Halefod, og dette Appendix er ligesom hos Eukyphoterne forsynet med Krogbürster i Spidsen. Herom mere senere. — Paa 2. Par hos à findes desuden et Appendix masculina. 1. Par hos & (9 har jeg ikke sét) ligner Thalassinas (sé nedenfor), er ligesom dennes forsynet med nogle faa Kroge paa den indre Rand. — Kun den alleryderste (distale) Del af det ydre Blad af 6. Par Halefodder er sondret fra det ovrige ved en Ledfójning ligesom hos Hom.; den samme Række Torne som hos denne. Skjoldet (Fig. 137—137a). Rostrum er kortere (hos Homarus længere) end An- tennulernes Skaft, med. 3 Par Torne ligesom hos Homarus. Tornen & fortsætter sig paa hver Side med en lav Kam; mellem disse endnu to andre lignende Kamme; de samme findes som Torn-Rækker hos Nephrops. — Furerne i det væsenligste som hos Homarus, dog i det hele mindre stærke; b: er sondret fra b, derimod løber b og e sammen; a mere fjærnet fra e end hos Homarus. — Skjoldet sammentrykt. Halen. Epimererne ikke saa hóje som hos Homarus; 2. ligesom hos Hom. læn- gere end de folgende. — Sidste Led svagt afrundet for Enden, iøvrigt for- og bagtil lige bredt. Den samme Torn i Yderranden som hos Homarus (og Astacus). Gællerne. Hver Gællestamme er forsynet med 2 Rækker meget smalle Blade: de hos Homarus tilstedeværende talrige Gælletraade er bleven stærkt reducerede i Tal, og er bleven fladtrykte. — Gælletallene kan jeg desværre ikke nóje opgive, da jeg ikke kunde ganske ofre det eneste foreliggende Exemplar; dog kan jeg oplyse, at ialfald nogle af Epipoditerne bar en Gælle !). | det herværende Museum findes to Exemplarer af en Axius-Art, der i flere Henseender afviger fra A. princeps og nærmer sig til de andre Thalassiner, navnlig tydelig lil Callianassa. Denne Form er aabenbart identisk med den, som v. Martens har beskrevet 1) Smlgn. Huxleys Angivelser for Axius stirynchus i «Classific. of Crayfishes» (Proc. Z. S. 1878, pag. 778). TA E 79 101 som «Callianidea» Gundlachi!). Da jeg desværre ikke kan disponere over Materialet, kan jeg kun anføre lidet. — Thoraxfødderne af I. Par har kortere Fingre end hos princeps (hos denne Art er de baade paa håjre og venstre Fod længere end Haanden); derimod er 5. Led (Carpus) længere, om end lidt kortere end hos Callianassa. Il. Par har en Form, der mærkelig stemmer overens med Callianassas (sé v. Martens Figur). Paa ll. Par er 6. Led sammentrykt (— Callianassa), noget der kun i meget ringe Grad er Tilfældet hos princeps. — Skaftet paa 3. Kæbefods Exognath lidt kortere end 3. Led; Crista dentala som hos prin- ceps; Skaftet af 2. Kæbefods Exognath ikke lidet kortere end 4. Led. Første Kæbefod hår en vel udviklet Lac. externa (omtrent som princeps); ogsaa Exognathen som hos princeps. Mandiblens skærende Del takket i Randen (smlgn. Thalassina, Callianassa), men den knusende Del omtrent som hos princeps. — 4. Led af de ydre Antenner langt (= princeps). Squama ret vel udviklet, maaske endog lidt bedre end hos princeps. — Haleføddernes Blade er langt bredere end hos princeps; der findes et Appendix interna, som er længere end hos Callianassa, men kortere end hos princeps”). Det ydre Blad paa 6. Halefod mangler Articulationen; det indre Blad kortere end det ydre (hos A. princeps er de omtrent éns store). Furen e ligger betydelig længer tilbage end hos princeps (smlgn. Callianassa); Furen a temmelig langt fra e, ingen Linea thalassinica (sé Thalassina etc.). — Halens Epimerer er kortere end hos princeps; sidste Haleled bredere end langt (— Callia- nassa og Gebia, i Modsætning til A. princeps). — Hos den foreliggende ó mangler 1. Par Halefødder, og der er intet Appendix masculina paa 2. Par. Til Axius slutter sig Slægten: Thalassina, der er betydelig mere afvigende fra Homariderne end hin. Thoraxfodderne. Der findes en lille Epipodit paa I.—IV. Thoraxfod. I. og Il. Par er subcheliformt; Fingrene paa I. Par kortere end Haanden (navnlig paa den stórre Fod?) (smlgn. Axius-Arterne); 5. Led paa samme Par er temmelig kort. 6. Led paa Il. Par er stærkt sammentrykt, paa Ill. og IV. Par er det mindre, men tydelig, sammentrykt. V. Par !) Henferelsen af denne Form til Callianidea er urigtig; den af Prof. v. Martens selv opstillede Art Axius glyptocercus staar iøvrigt «Callianidea» Gundlachi meget nær. — De Axius'er, jeg selv har sét (princeps mihi, biserratus Mart, nodulosus Mein., glyptocercus Mart, plectorhynchus Strahl, Gund- lachi [Mart.]), falder i to Grupper, af hvilke de tre fórste danner den ene, de tre sidste den anden; til den fórste slutter sig endnu Axius serratifrons A. M.-Edw. ?) Martens har oversét Appendix interna, ellers er hans Figur af Halefoden god. 3) Som snart er den hójre snart den venstre. 102 80 mangler ganske Chela; det er kun lidet kortere end IV. Paa Il. Par er den nedre Rand af 2. + 3. Led forsynet med en Bræmme lange Bórster; det samme er Tilfældet med Over- randen af 5.—7. Led af II. Par samt med Underranden af 4.—6. Led af samme. Ganske lignende Forhold findes iøvrigt hos Axius. Ledaksen 6—7 paa I. Par er hos Thalassina, ligesom hos alle andre mig be- kendte Thalassinider, meget ejendommelig modificeret i Sammenligning med Homarus. Den danner med Ledakse 5—6 spidse og stumpe Vinkler, som dog ikke afviger meget fra 90°; men de spidse Vinkler svarer til stumpe hos Homarus og omvendt: den Ende af Led- aksen 6—7, som hos Homarus peger opad, er her rettet udefter og endog lidt nedefter. Heri stemmer alle andre mig bekendte Thalassinider med Thalassina. Endvidere er den Ende af Ledakse 5—6, som hos Homarus viser opad og lidt indad, her rettet opad og udad; dette beror ikke paa en Forandring af Ledakse 5—6 i Forhold til 4—5, men paa, at Ledakse 4—5 er flyttet i Forhold til 3—4 saaledes, at dens indre Ende er drejet opefter. — Ganske som Thalassina forholder sig ogsaa i denne Hen- seende Gebia; hos Axius og Callianassa derimod peger Ledakse 5—6 opefter, om end den indre Ende af Ledakse 4—5 er drejet lidt opefter i Sammenligning med Homarus. Tredje Kæbefod. Exognathens Skaft er betydelig længere end 3. Led; Svøben udgaar under en ret Vinkel fra Skaftet, saaledes at dens Spidse er rettet indefter. — Epi- gnathen er mindre end hos Axius. Anden Kæbefod (Fig. 31) er noget forskellig fra Axius'. Exognathens Skaft rager ud over den sammenbåjede Endognath; Svøben forholder sig som paa 3. Kæbefod. — Epignathen er næsten rudimentær. Fórste Kæbefod (Fig. 53). Lac. interna er meget stor, omtrent af Længde med Lac. media. Lac. externa er ligesom hos Axius to-leddet, omtrent saa lang som Lac. media. — Exognathen mangler, i Modsætning til Axius, Svøbe og er kortere end Lac. externa. — Epignath mangler. Anden Maxille. De to Lobi af Lac. interna som hos Axius. — Paa den bageste Ende af Exognathen findes hos Axius et eneste, meget tykt, forlænget Haar; paa samme Sted findes hos Thalassina flere meget lange Haar”). Første Maxille. Palpen som hos Axius to-leddet, men det distale Led meget kort. — Lac. interna som hos Axius. — Exognathen meget lille. Mandiblen. Den skærende Del er forsynet med flere Tænder (analogt med Astacus fluv., flere Eukyphoter); den «knusende» Del er stærkt sammentrykt, takket paa sin skarpe Rand. Antennerne. Den forreste Ende af 2. Led ligger ikke saa langt fremme som 1) Analogt hos Caridina. 81 103 hos Axius; derhos er de to distale Led kortere end hos denne, om end længere end hos Homarus; kun ringe Bevægelighed mellem 1. og 2. Led. Hele Antennen ligesom hos Axius lille i Sammenligning med Homarus'. — Squama fattes"). — Tuberculum ligger som hos Axius. Antennulerne. Skaftet omtrent !/; af Skjoldets Længde; ogsaa Svoberne kortere end hos Axius; Haarfuren paa den ydre Svobe som hos Axius. Ójnene. Cornea meget lille, dens Diameter langt mindre end Diametren af den proximale Ende af sidste Led af Ojenstilken. — Ligesom hos Homarus og Axius er 1. Led af Ójenstilken dækket af Rostrum. Halefodderne. Hos d er fórste Par ligesom hos Hom. og Axius énbladet, Bladet er paa sin indad og bagud vendende Flade excaveret, derhos (— Axius) forsynet med nogle Kroge paa Inderranden. 2.Par hos d er forsynet med det sædvanlige Appendix masculina, men derhos med et meget lille, men krogbesat Appendix interna. 3.—5. Par mangler Appendix interna, er svage, deres Blade lange og smalle. — Det eneste Blad paa 1. Par hos 9 er kort, simpelt”); de folgende Par er to-bladede, uden Appendix interna. 6. Par Halefodder er abnormt bygget; Bladene er saa smalle, at man her næppe kan tale om en Hale-«Vifte». — Det ydre Blad uden Articulation. Skjoldet (Fig. 138—1382) er forsynet med et kort tandlost Rostrum; der findes de samme 4 Kamme paa Regio gastrica som hos Axius. Regio gastrica (bagtil begrænset af e) er langt mindre end hos Homarus; det samme gælder forresten Axius, men i mindre hój Grad. — Af Furerne er d meget tydelig, b og b: adskilte; a er delvis tydelig og ligger ikke langt fra e; en kort, foroven af en Række Torne og Bürster begrænset, Fure er ejen- dommelig for Thalassina. — En hos Axius ikke optrædende Fure lober fra Skjoldets Bagrand, bagtil tæt ovenfor Furen a, fortil i Furen d. Bagtil er den forbunden med sin Genbo ved to tværlebende lignende Furer, som kun findes hos Thalassina, medens Længdefuren selv, som jeg vil kalde Linea thalassinica, ogsaa findes hos Gebia og Callianassa. Paa Halen er Epimererne 2—6 yderst korte; paa 1. Ring mangler de ganske. — Anus ligger omtrent i Spidsen af sidste Led. ! Strahl (Monatsber. d. Berl. Akad. 1861) angiver, at der findes en Squama hos Thalassina; maaske har han taget Menisken for Squama; ialfald har jeg, trods lang Segen og det paa et stort Exemplar, ikke kunnet finde nogen Squama. ?) Den stórste af de af Steenstrup-Lütken (Mindre Meddelelser etc. I. Om Thalassina anomala, i Vidensk. Meddelelser fra Naturh. Foren. 1861) undersogte Hunner viser den samme Bygning af 1. Par Halefodder som du hvilket utvivlsomt er en Abnormitet; hos Astacus fluv. har jeg hos en enkelt 9 fundet noget ganske tilsvarende. — Jeg går denne Bemærkning paa Grund af, at det aabenbart er dette Factum, som har givet Forff. Anledning til den, som jeg tror, ikke rigtige Bemærkning, at f. Halefod har «samme eiendommelige, næsten skeedannede Form» hos bægge Kón. — Andet Par var forøvrigt normalt. Vidensk, Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd. I. 2. 14 . 104 82 Gællerne er forsynede med en Del cylindriske Traade, dog i mindre Antal end hos Homarus. Men de udmærker sig ved at flere eller færre af Traadene er flad- trykte, bladformige!). Da næsten alt tyder paa, at Thalassina directe maa afledes fra en Axius, maa jeg tyde denne Genoptræden af Gælletraade som et atavistisk Phænomen. Gælletallene er følgende; over: V: 0 Gæller. IV: 2 fra Ledhuden, ingen fra Pleuron, ingen fra Epipoditen. JI: — IV, Ii: 2 fra Ledhuden, ingen fra Pleuron, 1 fra Epipoditen. I: — Il. Mp UNIL: Mp,: 1 fra Ledhuden, 1 fra Epignathen >). lalt 15 Gaæller. Fra en med Thalassina nóje beslægtet Form maa Slægten: Gebia ”) antages at være udgaaet. Thoraxfodderne. I. Par kraftigere og længere end IL, dog er Forskellen mindre end f. Ex. hos Homarus; de følgende Par er nogenlunde éns lange (L— HE > HI > IV < V). — Epipoditer mangler ganske. — Paa I. og V. Par en ufuldkommen Chela. — Behaaringen paa Benene omtrent som hos Thalassina. — Ledakserne, sé denne. Tredje Kæbefod. Crista dentata fattes. — Exognathens Skaft er saa langt som den ydre Rand af 3. Led, længer end den indre; Svoben er kort, rettet fremefter og ind- efter. — Der findes en rudimentær Epignath. Anden Kæbefod (Fig. 33). Exognathens Skaft omtrent saa lang som den sammen- bøjede Endognath (smlgn. Thalassina og Astacus fluv., Axius); Sveben som paa 3. Kæbefod. Epignathen mangler. Fórste Kæbefod (Fig. 54). Lac. interna er (— Thalassina) saa lang som Lac. media. Lac. externa er to-leddet og omtrent saa lang som media. Exognathens Skaft noget udvidet, Sveben lille. Epignathen mangler ganske (— Thal.). 1) Hvilket alt de Haan har bemærket. ?) Huxley angiver (Classific. etc.), at der udspringer to Gæller over anden Kæbefod fra Ledhuden, ingen fra Epignathen, noget, der efter mine Undersogelser ikke finder Sted hos nogen Reptant. — Ellers stemmer hans Gælletal for Thalassina med mine. 3) Jes har navnlig undersøgt Gebia Kttoralis. 83 105 Anden Maxille. De to Lobi af Lac. interna som hos Axius og Thalassina. Fórste Maxille. Lac. interna stor, den indre Rand lang (— Axius og Thal.). Lac. externa er lille. Palpen er to-leddet, det distale Led (— Thal.) lille. Fórste Maxille er navnlig udmærket ved at Exognathen (som er ubehaaret) er meget stærkt udviklet (smlgn. Caridina, — Analogi). Mandiblen. Den indre Rand af den skærende Del er ligesom hos Thalassina tandet, men kortere end denne. — Den tyggende Del er meget smal, men dog bredere end hos Thalassina og ikke tandet. Antennerne. Skaftet er meget sammentrykt. Tuberculum vender nedad og lidt udad; 2. Led temmelig langt, Forenden ligesaa langt fremme som Forenden af 3. Led (— Axius); Menisken tilstede; Squama lille, men tydelig. Antennulerne. Sidste Skaftled temmelig langt; 1. Led naturligvis uden Torn paa Yderranden. Paa den ydre Svobe findes de sædvanlige Sansehaar nær Spidsen. Cornea er ligesom hos de andre Medlemmer af Gruppen lille. — Ojenstilkens 1. Led dækket af Rostrum. Halefodderne. Hos Qer.Par lille, énbladet, hos mangler det ganske. 2.—5. Par er éns hos bægge Kón (altsaa mangler Appendix masculina paa 2. Par); der findes paa hver Fod et stort Yderblad og et mindre Inderblad, bægge temmelig brede; intet Spor til Appendix interna. — 6. Par har et lille Inderblad og et længere Yderblad, bægge temmelig brede; det ydre Blad mangler Articulation. Skjoldet (Fig. 140) er forsynet med et lille fladt, paa Siderandene med nogle korte Torne forsynet, Rostrum. Der findes de samme Furer som hos Thalassina; a er længere fjernet fra e end hos denne; b: forener sig med a ligesom hos Axius; ved deres Forenings- punkt gaar en lille Fure nedefter (be), som er særegen for Gebia. — Fra den bageste Ende af a løber en Fure (Linea thalassinica) fremefter, som ophører dér, hvor den støder paa €. — De samme 4 Kamme paa Regio gastrica som hos Thal. og Axius, de to midlerste dog mindre tydelige. Halen er i Forhold til Skjoldet lang (— Thalassina, mindre hos Axius); Epime- rerne næsten rudimentære. — Det sidste Haleled er kort og bredt (noget bredere end langt), uden Torn paa Yderranden. Gællerne. Hos Gebia littoralis finder jeg to Rækker næsten cylindriske Traade paa hver Galle!). Tallene er over: 1) De Haan siger (pag. 146), at Gællerne bestaar «e laminis perangustis in Gebia littorali, . . . . . dilatatis in Gebia majore» . . .. 14* 106 - 84 Il: ? 2 Gæller fra Ledhuden. Mp: Mp,: 0. lalt 10 Gaæller. Slægten : Callianassa ") slutter sig i flere Henseender nærmere til Thalassina og Gebia, i enkelte andre til Axius (Chela paa Thoraxfødderne, Epignathen paa 1. Kæbefod, Appendix interna paa Halefødderne, visse Punkter i Skjoldet), men fjærner sig atter i andre stærkt fra dem alle tre. Thoraxfødderne af I. Par udmærker sig ved den meget ringe Bevægelighed mellem 5. og 6. Led (ogsaa hos de andre Thalassinider er den langt mindre end hos Hom., men dog stórre end hos Callianassa). Ledakse 6—7 ganske som hos Thalassina. — Der findes en fuldkommen Chela (ligesom hos Axius) paa I. og Il. Fodpar; V. Par har en lille Chela. Fingrene paa I. Par korte, navnlig paa den store Saks. V.Par er kortere end IV., der er forsynet med et Slags ufuldkommen Chela. — 2. og 3. Led altid sammenvoksede, 3. temmelig langt. 6. Led paa Il.—1V. Par sammentrykt. De samme Haarbræmmer som hos Thalassina og de andre paa I. og Il. Par. — Epipoditer maugler. Tredje Kæbefod (Fig. 8) er temmelig abnormt bygget. Baade Epi- og Exognath mangler. 3. Led er meget fladtrykt: Kanten, som bærer Crista dentata, er bleven meget stump (smlgn. i Modsætning hertil Brachyurerne); ogsaa 4. Led er bredt. 3. Kæbefod er forsynet med et Slags ufuldkommen Chela. Anden Kæbefod (Fig. 32) har en rudimenter Epignath. Paa Exognathen mangler Svoben; Skaftet rager lidt ud over den sammenbójede Endognath. Fürste Kæbefod (Fig. 55) udmærker sig ved at Lac. externa er rudimentær. Lac. interna er kortere end hos Thalassina og Gebia, omtrent som hos Axius. Exognath-Svobeu mangler, Skaftet er bredt, længere end Lac. media. Epignathen vel udviklet (— Axius). 1) Jeg har -af denne Slægt navnlig undersøgt en Art fra Vestindien, som jeg har bestemt som Call. gigas (den store Klosaks, som afgiver «gode Artscharacterer», manglede tilfældigvis paa alle mine 3 Exem- plarer, saa at Bestemmelsen ikke er fuldkommen sikker). 85 ' 107 Anden Maxille (Fig. 88). De to Lobi af Lac. interna som hos de andre Thalassinider. Fórste Maxille (Fig. 112). Palpen to-leddet, det distale Led kort. — Lac. interna omtrent som hos Axius. Mandiblen ligner næsten ganske Thalassinas; den skærende Del med mange Tænder, den tyggende meget sammentrykt, tandet. Autennerne. Den forreste Ende af 2. Led naar ligesom hos Axius og Gebia ligesaa langt fortil som det 3. Leds Forende. Squama meget lille (ogsaa en Meniscus er tilstede). De 2 sidste Skaftled lange. Antennulerne. Skaftet (navnlig 3. Led) temmelig langt (omtrent !/» af Skjoldets Længde). — Lugtehaarene som sædvanlig. Øjenstilkene er fladtrykte; den lille Cornea sidder hos de fleste ikke i Spidsen. Halefodderne (Fig. 175—177) hos 21): I. og II. Par har et smalt Skaft, de fol- gende et meget bredt og kort. Paa Il. Par er de to Blade temmelig smalle, det ydre segelformigt. Paa de følgende Par er det indre Blad bredt tilhæftet, derhos ligesom det ydre segelformige, stort og bredt (smlgn. Gebia. Men hvad der især er af Inter- esse er, at der her ligesom hos Axius findes et krogbesat Appendix interna paa 2.—5. Par, hvilket paa 3.—5. Par er meget kort, paa 2. Par længere. — 6. Par ligner Gebias. Skjoldet (Fig. 139). Rostrum i Reglen rudimentært?). Den mellem Furen € og Skjoldets Bagrand liggende Del af Skjoldet er meget forkortet. Linea thalassinica fortsætter sig til Skjoldets Forrand, dens forreste Del løber ligesom hos Thalassina i Furen d. lovrigt ligner Furerne mest Axius'; fra d gaar en lille for Callianassa ejendommelig Fure nedefter; den ydre Antennes Insertionssted er rykket saa langt opefter, at d istedenfor som hos Hom. at løbe ud ovenfor Antennen, her løber ud nedenfor samme (smlgn. Axius); Regio hepatica (begrænset af d og b) er yderst lille. — Paa Regio gastrica findes en tydelig Fure, som efter min Opfattelse svarer til den Fordybning, der hos Axius findes mellem de to Længdekamme paa hver Side; ellers er Kammene ikke udprægede. Paa Halen er Epimererne yderst korte. Sidste Haleled omtrent som hos Gebia. Gællerne ligner Axius': to Rækker smalle Blade paa en Stamme. Tallene er: N 3r IV: 2 fra Ledhuden. IH: CUN Lie !) Jeg har desværre ikke sét nogen d: ?) Hos Call. elongata findes et kort, spidst Rostrum. 108 86 I: Mps: Mp,: 1 rudimentær Galle!) fra Ledhuden, ingen fra Epignathen. — dE Slægten: Callianidea staar Callianassa meget nær. Jeg har af denne Slægt undersøgt en ny Art, Callianidea Steenstrupii?) mihi; da jeg ikke havde fri Raadighed over Materialet, maa jeg ind- skrenke mig til faa Bemærkninger. — Thoraxfodderne afviger fra Callianassas ved at ogsaa III. Par har en ufuldkommen Chela; V. Par subcheliformt. — Tredje Kæbefod er mere normal end hos Callianassa, Exognathen har en fremefter rettet Svobe (smlgn. M. E., Hist. nat. d. Crust. Tab. 25 bis, Fig. 10). — Ogsaa hos Callianidea findes en rudimentær Squama. — Øjnene som sædvanlig hos Callianassa. — 2.—5. Par Halefodder (hos 9) er forsynede med et lille krogbesat Appendix interna, som paa dem alle er omtrent af samme Form. De mærkelige Randtraade, som har givet Anledning til den phantastiske Anskuelse, at Callianidea var beslægtet med Squillerne, kan man maaske opfatte som modificerede Rand- haar. — Furen e er rykket endnu længere tilbage end hos Callianassa, Linea thalassinica findes der kun Spor af. En Larve, som er fanget i Atlanterhavet, og hvoraf der foreligger to Exemplarer, tilhører, som man af Skjoldets Bagrand, af de to Par Klosakse, af 3. Kæbefod, af Hale- foddernes Bygning, af Epimererne paa Halen, kort af hele Bygningen let erkender, en Axius. Den ligner i de fleste Forhold den voksne, men adskiller sig ved at have smaa ikke (mere) functionerende Exopoditer paa alle Thoraxfodder, ved at vere stor- ójet, ved at Halefodderne er kraftigere end hos den voksne. | 1) Oversét af Huxley (l. c.). 2) Arten adskilles let fra den eneste mig bekendte Art Callianidea typus M. E. ved at Traadene i Randen af Halefoddernes Blade hos min Art er simple, hos M. Edwards Art derimod dichotomisk delte. Da jeg ikke har C. typus til Sammenligning, men maa henholde mig til M. E.'s lille Figur og ikke meget detaillerede Beskrivelse, kan jeg ikke give Oplysning om andre Forskelle end denne ene. — Jeg har af min Art sét to Exemplarer, bægge fra Vestindien. — Senere har jeg i Paris sét flere Exemplarer af Callianidea typus, dels fra «Nouv. Irlande», dels fra «Nouv. Zélande»; Randtraadene forholdt sig saaledes som M. E. angiver. id loa étant nd 87 109 Sammenligner vi Thalassiniderne med de typiske Homarider, da vil vi sikkert efter det anførte komme til den Overbevisning, at vi her har at góre med en virkelig ny Reptant-Type. Jeg vil her erindre om, at Chelæ er indskrænkede til I. og II. Par, at Thoraxfødderne er sammentrykte og — navnlig de to forste Par — forsynede med kraftige Haarbræmmer paa Kanterne, at 2. og 3. Led er sammenvoksede, at Epipoditerne er smaa (eller mangler); jeg vil minde om det yderst characteristiske Forhold, som Ledakserne paa I. Par viser; om Lac. externa paa 1. Kæbefod, Lac. interna paa samme; om 2. Maxille; om Lac. interna paa 1. Maxille; om Reductionen af den tyggende Del paa Mandiblen i Sammenligning med Homariderne; om den svage ydre Antenne, den lille Squama, om Tuber- culum, som er rykket udad; om Cornea, som altid er lille; Appendix interna paa Hale- fødderne; det korte Rostrum; de lave (eller rent rudimentære) Epimerer paa Halen; Gællernes Bygning og Tal. — Dertil kommer endnu for Flertallet, for de ret typiske Thalassiner, saadanne Characterer som det lille distale Palpeled paa 1. Maxille, det uarliculerede ydre Blad paa 6. Halefod, Linea thalassinica paa Skjoldet. — Alt i alt kan man ikke benægte, at jo Thalassinerne, trods saa skónne Overgangsformer!) som Axius princeps paa den ene Side, Astacus paa den anden, danner en skarpt udpræget Reptant-Type. Det turde her være Stedet at berøre den mærkelige Optræden af et Appendix interna hos Axius og de andre. Man erindrer, at vi hos Penæiderne intet saadant fandt, at heller ikke Homarus viste noget saadant, at endelig heller ikke Astacus?), — der vel ikke er nogen directe Overgangsform, men dog utvivlsomt, naar man da overhovedet staar paa Udviklings- theoriens Standpunkt, maa antages at være udgaaet fra en Overgangsform mellem de typiske Homarider og Axius, — at heller ikke den har Appendix interna. Betragter man dets Optræden hos Axius i Lyset af disse Facta, kan man ikke betvivle, at vi jo her staar for et atavistisk Phænomen. Interessant er overhovedet den lunefulde Optræden af Appendix interna (smlgn. Eukyphoter, Loricater). Betragter vi Thalassinerne i det enkelte, da er det ganske aabenbart, at Axius, og da navnlig — ialfald af dem, jeg har haft Lejlighed til at undersoge — Axius princeps staar Homariderne nærmest. Alle de andre her betragtede Slægter slutter sig nu nærmere sammen (Mandiblen, Linea thalassinica, de rudimentære Epimerer, den store Hale), men kløver sig atter ud i 2 Grene: Callianassa + Callianidea, Thalassina + Gebia. Skemaet for Thalassinernes Afstamning bliver derfor: 1) Det tor vist iøvrigt fastslaas, at selv nok saa tydelige Overgange mellem to typisk udprægede Grupper ikke kan medføre, at de slaas sammen. 2) Heller ikke de mere primitive Astacus-Former (Australien, Brasilien) har Appendix interna. 110 88 Callianassa Thalassina Callianidea Gebia Axius Astacus Homaro af. VII. Anomala. Gruppen Anomala i den af de Haan givne Begrænsning er særdeles naturlig. Den deler sig — ligeledes meget naturlig — i tre mindre Afdelinger, Paguroiderne, Hip- perne og Galatheerne. à. Paguroiderne. Til denne Gruppe regner jeg ikke blot Pagurus, Coenobita og Birgus, men tillige Lithodes og de med denne beslægtede Former. Vi vil begynde med at betragte: Pagurus Bernhardus. Thoraxfoedderne!) 2. og 3. Led sammenvoksede. I. Par langt sværere end de folgende. I. og V. Par forsynede med en ægte Chela, de andre mangler Chela. — Led- akserne paa I. Par ligner mere Homarus' end Axius, men er ogsaa i Sammenligning med hins stærkt modificerede: Ledakse 5—6 danner med 4—5 meget spidse og stumpe Vinkler; de to Ledakser er næsten parallele. Ledakse 6—7 danner med 5—6 spidse og stumpe Vinkler, som dog ikke afviger meget fra 90^; de spidse Vinkler svarer til de spidse hos Homarus og omvendt (altsaa modsat Axius og de andre Thalassiner). Ligesom hos Axius DES P Td IT LEER A 89 111 er Bevægelsen i Ledfüjningen 5—6 mindre end hos Homarus. — De to bageste Fodpar, som bægge tjæner til at holde Dyret fast i Skallen (det V. desuden til at bevæge Vandet i Gællehulen), er meget korte. — Epipoditer mangler. Tredje Kæbefod (Fig. 9). Epignathen mangler. Exognath-Skaftet saa langt som 3. og 4. Led af Endognathen tilsammen; Svoben rettet stærkt indefter (i Analogi med Thalassina og Crangon). — 3. Led er kort, forsynet med en Crista dentata; imellem dette Led og 4. stor Bevægelighed. 5.—7. Led er tilsammen længere end de foregaaende (lengere end hos Axius, meget længere end hos Homarus). Anden Kæbefod. Epignathen mangler. Exognathens Skaft rager lidt ud over den sammenbüjede Endognath; Svoben som paa 3. Kæbefod. Fórste Kæbefod (Fig. 57). Lac. interna er knap saa lang som hos Axius prin- ceps; Lac. media er ligesom hos Thalassinerne, i Modsætning til de typiske Homarider og til Loricaterne, temmelig smal. Inderranden af Lacinia externa er temmelig langt fjærnet fra Lac. media (smlgn. Thalassinerne, Astacus, Homarus), den er uleddet, lidt kortere end Lac. media. — Exognath-Skaftet temmelig bredt, længere end Lac. media; Svoben som paa de andre Kæbefodder. — Epignathen mangler. Anden Maxille (Fig. 89) stemmer næsten ganske med Thalassinernes: den indre Rand af Lac. internas proximale Lobus meget længere end den indre Rand af den distale Lobus !). Fórste Maxille (Fig. 115). Lac. interna er en interessant Modification af den tilsvarende hos Thalassinerne: den indre Rand er ligesom hos disse lang, det forreste indre Fremspring derimod mindre tydeligt; den forreste Rand er ikke som hos hine og Homa- riderne skraa, men tværliggende og concav. Palpen er to-leddet, det yderste Led lille. — Den randhaarede Exognath ret vel udviklet. Mandiblen ligner næsten ganske Axius princeps; midt paa den skærende Rand en Tand, ellers ingen Tender; den tyggende Del lille. Antennerne. 1. Led stort, fast indsat i Epistomet, dels nedad vendende Flade ligger i samme Plan som Epistomet; Tuberculum nær den indre Rand. — 2. og 3. Leds forreste Ender som hos Homarus (modsat Axius); Squama er ligesom hos Axius en be- vægelig stor Torn; 5. Led langt, rettet nedefter; Svoben nogenlunde lang, men temmelig tynd. Antennulerne. 1.Led er meget tykt, 2. og 3. temmelig lange og tynde; 2. Led har sin distale Ende rettet fortil og opad, 3. Led sin distale Ende fortil og nedad. Svoberne er meget korte; Lugtebóürsterne indtager næsten hele Ydersvobens Længde, dog ikke den proximale Ende. Cornea er ejendommelig i Modsætning til alle de foregaaende. Hos disse var 1) Der er dog en Forskel; navnlig er den bageste Del af den proximale Lobus Rand mere frem- springende end hos Thalassinerne. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 15 112 90 den nemlig omtrent kugleformig, med en forresten noget forskellig Indbugtning foroven ; men her — hvor Indbugtningen iøvrigt ogsaa findes — strækker Cornea sig indadtil paa Underfladen nedad Stilken; et Snit, som halverede Stilken og den omtalte øvre Indbugt- ning, vilde dele Cornea i to ganske ulige Portioner, en stórre indre og en mindre ydre. Halefødderne hos 9 (Fig. 179). Paa 1. Ring mangler Halefødder, derimod findes der én — den venstre — Halefod paa 2., 3., 4., 5. Ring, alle tobladede (det ydre Blad er paa 2. Rings Halefod kortere end det indre, paa 3. er de omtrent lige lange, paa 4. er det ydre noget længere, paa 5. meget længere end det indre); et Appendix interna mangler ganske. — Hos ó mangler Halefodder baade paa 1. og 2. Ring; paa 3., 4., 5. findes en venstre Halefod, hvis Inderblad er næsten rudimentært. — 6. Par udmærker sig ved at den distale Ende af Skaftet er rettet forefter; den venstre Halefod er den stórste. Skjoldet (sé nedenfor ved Paguristes). Halen (Fig. 199). Epimerer mangler ganske (analogt med Callianassa); endvidere er Haleringenes Bugpartier med Undtagelse af 1. Rings (som er sammenvokset med sidste Thoraxrings Sternalparti — noget, som Sammenligningen med andre Pagurer let viser —, kun skilt fra det ved en Fure), ganske eller næsten ganske udviskede. Nota er derimod mer eller mindre udviklede: Notum af 1. Halering er en temmelig fast, kort Tværplade, der er for- synet med en Tværfure og udsender en Proces bagtil; 2. Notum er kun i sine Sidedele nogen- lunde fast, i Midten er det derimod ganske corneat, næppe mærkelig forskelligt fra Chitin- huden, som adskiller det fra det felgende Notum; 3. Notum ligner 2., dog er den midterste Del fortil fastere, saaledes at en smal fast Stribe forbinder de to Sidepartier (sé Figuren). Af 4. og ligeledes af 5. Notum er kun en lille Plade paa hver Side tilovers, svarende til Sidepartierne af 2. og 3. Ring; derimod er 6. og 7. som sædvanlig faste!). Mellem 3. og 4. og mellem 4. og 5. findes særdeles store «Ledhude». — Undersiden af Halen er langt kortere end Oversiden, dens Chitinbekledning bagtil fortykket og rynket. Gællernes Blade er smalle, der er to Rækker af dem (smlgn. Axius). Tallene er: Ves: IV: 2 fra Ledhuden, 1 fra Pleuron. II: 2 - — 0 - — LISTS E 0 - — 1) Disse Forhold synes hidtil ikke at være rigtig erkendte af nogen; de Haan siger saaledes om alle Pagurer, at «Annulus quintus thoracis tergo completus», idet han aabenbart tager forste Notum af Halen for sidste Thoraxrings Notum. Det samme går Brandt i Middendorffs Reise in Siberien Il, hvor han netop beskriver Halen af Eupagurus; men da han saa kommer til at mangle én Halering, griber han til det Middel, at erklære den næstsidste Ring for to (hans 1. Ring er altsaa lig min 2, han 2.— min 3. hans 3.— min 4., hans 4.— min 5., han 5. + 6. — min 6., hans 7. — min 7.). — Med Hensyn til forste Halering sammenlign en Bemærkning, som jeg nedenfor har gjort ved Albunea. 91 113 I: 2 fra Ledhuden, 0 fra Pleuron. Mp,: 2 - — 0 - — Mp, ingen Gæller. Som bekendt er den ældre Slægt Pagurus af Dana, ret heldig, delt i flere (Under-) Slægter: Paguristes, Diogenes, Eupagurus (af Dana kaldet Bernhardus; Eupagurus er et ældre Navn; til denne hører bl. a. Pagurus Bernhardus, Pag. pubescens, hvilken sidste jeg ogsaa har undersøgt, og som forholder sig ganske som P. Bernhardus), Pagurus s. str., Calcinus, Aniculus, Clibanarius. Paguristes er den af alle Pagurerne som afviger mindst fra den hypothetiske Stam- fader, der stod Axius nær. — Hos Paguristes danner Ledakse 5—6 med 4—5 mindre spidse “og stumpe Vinkler end hos Eupagurus; den bekendte Proces paa IV. Pars næstyderste Led er mindre udviklet end hos de andre Pagurer!. — Fórste Kæbefod (Fig. 56) ligner Eupagurus, men der findes tydelige Spor til en Epignath. — Hos à findes, foruden de samme Halefodder som hos Eupag., endnu Halefodder paa 1. og 2. Ring, 1 Par paa hver; Bladet paa 1. Par er bredt, har en fastere Bagrand og en tynd Forrand, er sammenrullet ; paa 2. Par er Yderbladet aborteret, ligesom ogsaa den Del af Inderbladet, som ligger udenfor det Sted, hvor Appendix masculina insererer sig, saaledes at det ganske faar Ud- 'seende af, at dette udspringer fra Spidsen af Bladet (Fig. 167—1682). — Hos 9 er der et Par Halefødder paa 1. Ring; de følgende Halefødder (kun paa venstre Side) har to Blade, hvoraf kun det indre bærer Æg (hos Eupag. bærer bægge Blade Æg); 5. Par er ligesaa lidt som hos Eupa- gurus ægbærende, ja det indre Blad mangler endog (hos Eupag. tilstede). — Skjoldet (Fig. 141) har et meget kort Rostrum; Furerne c og b meget tydelige, d tilstede; hos Paguristes findes ligesom hos de andre Anomala en skarp Fure, som ikke maa forveksles med Linea thalas- sinica?); den løber fortil i Furen b og fortsætter sig til Skjoldets Bagrand; fra den løber nogle andre fine Furer (af hvilke den forreste, la:, er langt skilt fra de andre) ned til Skjoldets nedre Rand (Længdefuren, som jeg kalder Linea anomurica, er langt tydeligere hos visse andre Anomala; her er den paa Grund af Bledheden af den bageste Del af Skjoldets Sidepartier mindre tydelig; endnu utydeligere er den hos Eupagurus og de andre Under- slægter). — Halen (Fig. 196) er meget interessant: Sternum af fórste Halering er separat; Notum af samme er lengere end hos Eupagurus; istedenfor at sende en Proces ud bagtil fortsætter det sig nemlig i sin hele Brede. 2. Notum er vel paa Siderne fastere end i 1) Smlgn. Dana, «Pedes 4ti non subcheliformes». ?) Linea thalassinica, som ikke findes hos Anomala, lober fortil i Furen d. 15" 114 92 Midten, men dog her ikke lidet fastere end hos Eupagurus; Spor til Epimerer. 3. Notum forholder sig som 2.; ogsaa 4. og 5. er fuldstændige, paa Siderne kun lidet fastere end i Midten"). — Gælletallene: V: 1 lille Vorte fra Pleuron synes at antyde den manglende Gælle?). IV: 2 fra Ledhuden, 1 fra Pleuron. NL 2 — 1 - — II: 2 - — 1 - — EAN — 0 - — Mp:: 2 - an Mp,: 0 Pagurus s.str. afviger ikke lidet baade fra Paguristes og Eupagurus. Ledakse 5—6 paa I. Par Thoraxfodder forholder sig som hos hin, IV. Par Thoraxfodder som hos denne. — Fórste Kæbefod (Fig. 59—5923) afviger fra Eupagurus' derved, at den indre Rand af Lac. externa er langt længere fjernet fra Lac. media.; endvidere er Exognath-Svoben rettet frem- efter, ikke indefter. — Den indre Rand af Lac. externa af 1. Maxille er længere end hos Eupagurus. — Halefodderne hos 2 adskiller sig fra Eupagurus' derved, at 2., 3. og 4. Rings Halefod har et mægtigt Appendix interna paa det indre Blad; Æggene fæstes til Skaftet samt til det indre Blad og til Appendix; 5. Rings Halefod har kun 1 Blad, det ydre, og er ikke ægbærende. — Halen (Fig. 197) er yderst vigtig. Den Proces fra Notum I, som hos Eupagurus udgik bagtil, er her en lille afsondret Plade?). De folgende Nota ligner Paguristes’, er ikke afbrudte i Midten; intet Spor til Epimerer. Sternaldelen af 1. Ring forholder sig som hos Paguristes. — Gælletallene: V: 1 veludviklet Galle fra Pleuron. IV: 2 fra Ledhuden, 1 fra Pleuron. Il: 2 - — 1 - — I1: 2x— — 1 - — D: 2% — 0 - — Mp;: 2 - -— Mp, : 0. 1) Den ovenfor givne Beskrivelse er væsenlig gjort paa en ikke nærmere bestemt Paguristes-Art, som staar maculatus M. E. nær, men passer desuden paa Paguristes tomentosus, ialfald hvad det ydre angaar; Paguristes Weddelii er derimod noget alvigende; hos denne fandt jeg ingen Halefodder paa 1. Halering hos 9, og den bageste Del af 1. Notum synes at være selvstændig (smlgn. det folgende). 2) Den udspringer nójagtig paa samme Sted, paa hvilket man hos Pagurus s. str. finder en vel ud- udviklet Galle. 3) Som hidtil er bleven betragtet som hele Notum I (smlgn. f. Ex. de Haan). 93 115 De øvrige Undersiægter slutter sig nóje til Pagurus s. str., navnlig forholder de sig hvad Halens Nota angaar ganske som denne, ligesom ogsaa Exognath- Svoben paa 1. Kæbefod er rettet fremefter. Aniculus er vel den, som staar Pagurus s. str. nærmest; hos 9 af den findes der et — iøvrigt ubevægeligt — Appendix interna paa de samme Halefødder som hos Pagurus s. str.; de samme Halefødders ydre Blad er hos Aniculus meget bredt og tyndt, dækker over Æggene. — De andre Underslægter (Diogenes, Calcinus, Clibanarius) mangler Appendix interna; hos Calcinus bærer bægge Bladene Æg (i Analogi med Eupag.); Clibanarius udmærker sig ved den Abnormitet, at Ledakse 5—6 paa I. Thoraxfod danner omtrent rette Vinkler med Ledakse 4— 5. Som man vil skónne, kløver Pagurus sig altsaa i tre Grupper, som vi vil kalde a, B og y; « er lig Paguristes, 2 Eupagurus, ; alle de øvrige af Danas Underslægter; det vil endvidere være bleven tilstrækkelig indlysende, at Paguristes er den primitiveste Form af dem alle; fra den er paa den ene Side Eupagurus udgaaet, paa den anden Side Gruppen 7. Interessant er det hos enkelte af sidstnævnte Gruppe atavistisk optrædende Appendix interna; den vel udviklede Galle, som ialfald Pagurus s. str. har paa Pleuren af V. Thoraxring, og som ikke findes hos Eupagurus og kun rudimentær hos den undersøgte Paguristes-Art, maa vel ogsaa betragtes som et atavistisk udviklet Organ. Slægten: Coenobita slutter sig nåje til de foregaaende, navnlig til Gruppen 7. — Thoraxfødderne forholder sig hvad Ledakserne paa I. Par, hvad IV. Par etc. angaar, som Pag. s. str. — Paa Kæbe- fødderne af 2. og 3. Par bemærker vi, at Svøben er rettet forefter og noget indefter. — Paa 1. Kæbefod (Fig. 60—602) er Lac. externa langt fjærnet fra Lac. media, Exognath- svoben er kort og rettet forefter (smlgn. Pag. s. str.)!). — Ligesom hos Pagurus s. str. er den indre Rand af Lac. externa paa 1. Maxille lengere end hos Eupag. og Paguristes, hos Coenobita forresten endnu længere end hos Pag. s. str.?). — Paa de ydre Antenner mangler Squama (eller er maaske sammenvokset med 2. Led) hos nogle Coenobiter, hos andre findes den (pagurus-agtige Coenobiter?)). — De indre Antenners Skaft er som bekendt !) Baade Caleinus og Clibanarius forholder sig hvad Lac. externa angaar som Pag. s. str.; Diogenes og Aniculus har jeg ikke undersegt herpaa, de vil vel næppe forholde sig anderledes. ?) Hos Coen. rugosa er Palpen forsynet med et vel udviklet 2. Led; hos Coen. perlata mangler det eller er i det mindste ganske rudimentært. — Hos Pag s. str. mangler det ogsaa, hos Calcinus og Clibanarius er det derimod tilstede. — Smlgn. desuden Eupag. og Lithodes. 3) Herpaa har Hilgendorf (i Deckens Reisen in Ost-Afrika Ill) gjort opmærksom. 116 94 meget langt; det indre Led er i Modsætning til Pagurernes kun i sin proximale Ende tykt, i den distale fortyndet. — Hos de pagurus-agtige Coenobiter forholder Cornea sig ligesom hos Pagurus s. str., hos hvem den kun svagt viser det for Eupagurus fremhævede charac- teristiske Forhold; hos de andre er Forholdet mindre tydeligt, paa Grund af at Ojenstilken er særdeles sammentrykt. — Hos 2 findes der en Halefod paa 2.—4. Led, ikke paa 5.; Appendix interna mangler. Hos & angives det sædvanlig, at Halefodder mangler; jeg har dog hos Coen. clypeata fundet en Halefod paa 3. og 4. Ring (derimod ikke paa 2., heller ikke paa 5.) — Halen (Fig. 198) er meget lærerig; den slutter sig nåje til Pagurus' (s. str.); der findes det samme lille afsondrede Parti") fra 1. Notum; de øvrige Nota er ligesom hos hin ikke afbrudte paa Midten, men forresten langt kortere. Den ydre Del af Notum III— V er ligesom afsnóret, undertiden endog virkelig sondret, fra det stórre Midtparti. — Ogsaa Gælletallene er interessante”); hos Coen. perlata fandt jeg: over V: 1 meget stor Gælle fra Pleuren. IV: 2 meget store fra Ledhuden; 1, mindre, fra Pleuren. III: 2 fra Ledhuden, 1 fra Pleuren, alle temmelig smaa. II: 2 meget smaa fra Ledhuden; 1, lidt stårre, fra Pleuren. I: 1 vorteformigt Rudiment fra Ledhuden. Mp,: 2 meget smaa, næsten rudimentære, Gæller fra Ledhuden. Mp,: 0. Af det her givne vil det uden Tvivl fremgaa med fuldkommen Klarhed, at Coeno- bita maa afledes fra en Pagurus af Gruppen 7. Slægten: Birgus er, som man alt for længe siden har erkendt, nåje beslægtet med Coenobita; skarpere: den er en til et frit?), luftaandende Liv modificeret, — og morphologisk sét kun let modificeret, — Coenobita. Jeg henviser angaaende den, dels til Figurerne i Règne Animal?) og Fauna Japonica, dels til M. Edwards (Hist. nat. d. Crust.) og de Haans?) (F.Jap.) Fremstillinger; af disse vil det fremgaa, at Munddele etc. slutter sig yderst intimt 1) Tidligere ansét for hbele Notum I, medens det stórre, forreste Parti af Notum I er ansét for sidste Thoraxring; sé f. Ex. M. E. (Squélette tégum., Pag. 269) «les Cénobites, où l'hebdosomite est complet». ?) Smlgn. Pagurus s. str. 3) Det vil sige: uden Skal. *) Den illustrerede, posthume Udgave. 5) De Haans Beskrivelse af Munddelene hos Birgus og Coenobita er yderst fin og aandfuld. v 95 117 til Coenobitas; hos 9 mangler ligesom hos denne Halefodder paa 5. Ring; hos & mangler de ganske. — Jeg har kun dette at tilfóje: Antennerne mangler selvstendig Squama ligesom hos de mest typiske Coenobiter, men Ojenstilkene er ikke saa sammentrykte som hos disse; endvidere bemærker jeg, at det lille afsondrede Stykke fra Notum I hos Coenobita her er særdeles stort, at det samme er Tilfældet med de folgende Nota, at de smaa afsnórede Sidestykker hos Coenobita ogsaa her er tilstede, ganske afsondrede, men liggende tæt op til det store Midtparti. Den mærkelige Slægt: Lithodes danner (sammen med Hapalogaster [Lomis de Haan]) i Fauna Japonica en egen Familje indenfor Gruppen Anomala. Denne udmærkede Forsker har ingenlunde miskendt den nåje Affinitet mellem Pagurer og Lithoder!); men han har Uret, naar han siger, at Lithodes i visse Hen- seender viser nærmere Slægtskab med Galatheerne; han har endvidere, og i langt hüjere Grad, Uret, naar han siger (Pag. XIII): «Conjungunt denique Anomala et Brachygnatha Lithodes [ac Homola]»; endelig er det heller ikke rigtigt, at Lithodes skulde være nærmest beslægtet med Birgus?); den er tværtimod en til frit Liv rigt modificeret Eupagurus?), medens Birgus er en frit levende Coenobita; Lithodes er en Gren fra den ene Side af Pagur- Stammen, Birgus fra den anden; med Brachyurerne viser den kun tarvelige Analogier (Mangel af 6. Halefodpar etc.. — Jeg vil begynde med: Lithodes arctica. Thoraxfodderne. Ledakse 5—6 paa I. Thoraxfod danner med 4—5 knap saa spidse og stumpe Vinkler som hos Eupag.; ellers stemmer I. Thoraxfod næsten ganske med Eupagurus', selv i Forhold, som er denne ejendommelige (f. Ex. i Formen af 5. Led); ligesom hos Eupagurus er den håjre I. Thoraxfod den stórste. IV. Thoraxfod er atter bleven Gangfod, er ligesaa lang som de foregaaende, og den ejendommelige Modification af 6. Led er forsvunden. V. Par er mindre end hos Pagurerne, idet det ikke længer tjæner til at holde Dyret fast i en Skal, men kun til at bevæge Vandet i Gællehulen; den har som sædvanlig en lille Chela. — Tredje Kæbefod (Fig. 10) stemmer paa det fineste med Eupagurus'; jeg vil saaledes fremhæve, at der hos Eupag. findes en lille Torn paa 3. Led 1) Heller ikke er dette undgaaet M. Edwards’ Opmærksomhed. ?) «Quod ad Lithodas attinet, opinamur Birgis esse proximas» (Pag. 102); smlgn. M. Edwards (Hist. nat. d. Crust. II, Pag. 244): «Les Birgus semblent établir le passage entre les Pagures (où plulót les Cénobites) et les Lithodes». 3) Eller er ialfald udgaaet fra en med denne yderst affin Pagur. 118 96 nedenfor Crista dendata, og den samme genfindes hos Lithodes!) (og Hapalogaster, men ikke hos nogen anden Paguroide); der findes den samme Bevægelighed i Ledfójningen 3— 4 ; Exognath- Svoben er paa 2. og 3. Kæbefod rettet indefter. — Fórste Kæbefod (Fig. 58): Lac.externa er ikke (som hos Coenobita [og Birgus] samt Pagurus-Gruppen 7) langt fjernet fra Lac. media og skjult bag Exognathskaftet, men forholder sig som hos Eupagurus (og Paguristes); Svoben er rettet indefter (smlgn. de samme). — Anden Maxille (Fig. 90) som hos de andre Paguroider. — Paa fórste Maxille mangler andet Led af Palpen (analogt med visse Coenobiter, med Pagurus s. str., med Astacus); den indre Rand af Lac. externa er ligesom hos Eupagurus og Paguristes kortere end hos Pagurus s. str., langt kortere end hos Coenobita og Birgus; Lac. interna har den sædvanlige Form. — Mandiblen — Pa- gurernes. — Paa Antennerne findes en rudimenter, men tydelig, Squama; fórste Led, Tuberculums Plads ganske som hos Pagurerne. — Antennulerne forholder sig som hos Pagurus?), ikke som hos Coenobita og Birgus. — Cornea forholder sig som for Eupagurus beskreven (hos Paguristes ligesaa, hos Pagurus s.str. og de andre Underslægter af Gruppen 7 er dette Forhold mer eller mindre udvisket). — Hos ó mangler Halefodderne ganske; hos 9 findes der ligesom hos Paguristes 1. Par Halefodder paa 1. Ring (kun bestaaende af Skaftet) ; endvidere findes der én Halefod paa 2.—5. Ring (— Pagurus, i Modsætning til Coenobita- Birgus); disse Halefodder har kun det indre Blad, men slutter sig iøvrigt (smlgn. Fig. 180 med Fig. 179) i dettes ejendommelige Behaaring og Plumphed specielt nóje til Eupagurus. — Skjoldet (Fig. 142) er ved fürste Üjekast meget afvigende fra Pagurernes; det er, som hele Dyret, kortere og bredere end hos disse, Rostrum lengere; det er rigt besat med Torne. Der findes en Siderand, som heller ikke mangler hos Pagurerne, men som her er meget tydeligere, navnlig paa Grund af en Række lange Torne, som findes paa den. Linea anomurica er meget tydelig, da hele Skjoldet er fast; fortil lober der fra den en Fure til Skjoldets nedre Rand (lai), bagtil løber der fra samme nogle andre (korte) lignende, ligeledes til Skjoldets nedre Rand; alle disse genfindes tydelig hos Paguristes. Af de øvrige Furer er kun e nogenledes tydelig. — Halen slutter sig nóje til Eupagurens; 1. Rings Sternaldel er sammen- vokset med sidste Thoraxring; de ovrige Sternaldele mangler, saaledes at Halen er ganske blod nedenunder. Fürste Notum er udelt (ligesom hos Eupag.), sammenvokset med eller dog nóje forbunden med Notum Il (men der er dog en tydelig Grænselinje). Andet Notum er udelt, ikke som hos Eupag. blødere i Midten (smlgn. Lithodes brevipes); men de følgende Nota (III, IV, V) er afbrudte i Midten, bestaar af 2 adskilte Stykker, der er langt fjærnede fra hinanden, altsaa som hos Eupagurus. Vl.og VII. Notum normale. Langs 1) Dette Factum er ikke undgaaet de Haans Opmærksomhed. *) Ved Pagurus —uden noget Tilhæng — forstaar jeg Begrebet i dets gamle Omfang; Pagurus s. str. er Danas Pagurus. d 119 Randen udenfor Nota findes en Række smaa forkalkede Partier (som ikke findes hos Pagurerne) i det tyndhudede Parti mellem de adskilte Stykker af Nota Ill, IV og V ligeledes en Mængde smaa Kalkplader og Knuder. — Halen er skæv hos bægge Kón, mest hos 9, men dog ogsaa hos d; den venstre Side ligesom hos Pagurerne altid den stórste. Hele Halen er kortere og bredere end hos Pagurerne, «Ledhuden» mellem Nota meget forkortet. (Det tår maaske paa dette Sted anføres, at jeg hos en Lithodes [9] fandt Leveren liggende i Halen ligesom hos Pagurerne.) — Gællerne har samme Bygning som hos Pagurerne; Tallene er yderst instructive: V:207 IV: 2 fra Ledhuden, 1 fra Pleuren. 2 0 2 - — 0 - — 1:2 - — 0 - — DER. = 0. Mp; : Mp, : altsaa den nójeste Overensstemmelse med Eupagurus i Modsætning til Pagurus s. str. og Coenobita. Arten antarctica (Dana), som jeg selv har sét, stemmer næsten ganske med arctica; der findes meget lange Torne paa Skjoldet; baade d's og Q's Hale er skæv, 9's i meget hój Grad (den venstre Side stürst); Halen blød paa Rygsiden mellem Nota's adskilte Dele; Squama paa de ydre Antenner lille. Lithodes brevipes!) stemmer i Skjoldets Forhold, i Halens etc. nóje med arctica, men afviger fra den ved at Squama er ret stor og forsynet med Torne; endelig er Notum II delt i et Midtstykke, svarende til det blodere Parti (b) hos Eupagurus, og to Sidestykker, svarende til de fastere Dele af Notum II hos samme; udenfor disse findes paa hver Side endnu et Randstykke (smlgn. de folgende Ringe hos L. arctica). Lithodes camtschadica (smlgn. de Haan, F. J., og Tilesius i Mém. d. l'Acad. d. St. 1) Af hvilken M.-Edwards og Lucas har givet en fortræffelig Fremstilling (Archives du Museum Il). Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 16 120 98 Pét. V, 1815) slutter sig i Notum II til L. brevipes; Squama er en simpel, men vel ud- viklet Torn. Lithodes hystrix de Haan synes at have en lignende Squama som brevipes. I Bygningen af Halen (kun å's bekendt) slutter den sig til følgende. Skjoldet er forsynet med lange Torne. Lithodes verrucosa Dana, hvoraf jeg har været saa heldig at kunne undersøge et Exemplar nærmere, afviger i Mundbygning, II. Notum o.s. v. næsten slet ikke fra arctica; den har den samme Torn paa 3. Led af 3. Kæbefod etc. etc.; men den har en lignende Squama (Fig. 1613) som brevipes: en lang Torn, paa hvis Yderrand udspringer fire stærke (ubevægelige) Torne; endvidere er 9's Hale kun lidet skæv, ó's slet ikke; dernæst er de smaa forkalkede Stykker, der hos arctica opfyldte Rummet mellem de adskilte Dele af Nota III, IV og V for Størstedelen sammensmæltede til 3 store Stykker foruden flere smaa (smlgn. Whites Figur af Echidnocerus cibarius). Tornene er for Stürstedelen reducerede til smaa Knuder. Lithodes (Echidnocerus) cibarius (White!)) slutter sig intimt til verrucosa. Squama er lignende, kun forsynet med flere Torne; Halen ligner verrucosa's paa et Haar. Dyret er bedækket med korte Torne og Knuder. Lithodes (Petalocerus) Bellianus (White?)) staar ligeledes verrucosa meget nær; Squama lignende, kun er Randtornene noget fladtrykte (vpetai-like»); Halen (af en d?) synes ogsaa at ligne verrucosa's; Dyret er bedækket med Knuder og stumpe Torne. Lithodes cryptolithodes?) — hvilket Navn jeg foreslaar for Cryptolithodes typicus Brandt, da den efter min Opfattelse ikke bór rives bort fra de andre Lithoder — har aabenbart et stort Squama (dets nærmere Bygning ikke oplyst Halen hos 9 er symmetrisk (Lemme-Besætningen derimod naturligvis ikke), ievrigt aabenbart bygget som hos verrucosa og cibarius; Legemet bedækket med Knuder; i Habitus udmærker den sig navnlig ved de vældige Udviklinger af Skjoldets Siderande. De ovennævnte, nogenlunde bekendte, Lithodes-Arter kan sammenfattes i folgende Synopsis: 1) White, Description of Echidnocerus cibarius (Proceed. of the Zool.'Soc. 1848); med Tavler. 2} White, Some Remarks on Crustacea of the genus Lithodes, with a brief description of Species apparently hitherto unrecorded. (Proc. Zool. Soc. 1856). 3) Sé Stimpson, Boston Journal of Nat. Hist. G. 99 Squama parva. Postabdomen feminæ valde asymmetricum. Postabdomen dorso medio molle. Notum II non divisum. Squama magna. Postabdomen feminæ valde asymmetricum. Postabdomen dorso medio molle. Notum Il tri- partitum. Squama magna, spinis instructa. Post- abdomen feminæ (in Lith. verrucosa et eryptolithode, in ceteris ignotum) non valde asymmetricum vel sym- metricum. Postabdomen dorso medio calcificatum. Notum II non divisum. | à | E | | Lithodes Lithodes Lithodes arctica. antarctica. brevipes. camtschadica. hystrix. verrucosa. Bellianus. cibarius. cryptolithodes. 121 Corpus spinis acutis in- structum. Corpus spinis oblusis, brevibus instructum vel verrucosum. Og Lithodes-Arternes Stamtræ vil vel sé omtrent saaledes ud: L. verrucosa, etc. L. hystrix-…..* L, arctica, L. antarctica L. brevipedi alf. . Af det foregaaende vil det forhaabenlig for det fürste være indlysende, at Lithodes maa afledes fra Pagurerne; det vil dernæst være indlysende, at en Række Facta tydelig nok viser, at det hverken er fra Gruppen Pagurus-7 eller fra Coenobita-Birgus at den nedstammer. Vi har da kun Paguristes og Eupagurus tilbage; og det vil da fremdeles være klart, at Lithodes i det hele staar Eupagurus nærmest (Gælletallet, 3. Kæbefod, Halen 16" 122 100 etc.), om end enkelte Forhold (I. Thoraxfods Ledakser, Existensen af Halefodder paa 1. Ring hos 9) maaske kunde antyde, at den Eupagurus-Art, hvorfra Lithodes nedstammer, i enkelte Henseender stod Paguristes noget nærmere end Tilfældet er med de Eupagurus-Arter, som jeg har undersøgt. Slægten Hapalogaster!) (Lomis de Haan, nec M. E.) er, som jeg allerede efter de Haans udmærkede Fremstilling med Sikkerhed kunde sé, en mellem Pagurus og Lithodes staaende Form; og en Undersøgelse af en & og en 9 af Arten cavicauda Stpson. i Museet i Jardin des Plantes bekræfter denne Opfattelse fuldstændig. Som Supplement til de Haans Fremstilling bemærker jeg følgende. Tredje Kæbefod har paa 3. Led den samme Torn som Eupagurus og Lithodes. De Haan angiver for sin Art 2 lignende Torne. — S quama har en elliptisk Form, er ret vel udviklet; Torne mangler. — Hannen mangler ganske Halefødder; Hunnen har én Halefod (venstre) paa 2., 3., 4. og 5. Ring, men ingen paa 1. Ring, ligesom Eupagurus, noget, der vistnok går det rimeligt, at Halefodparret paa 1. Ring hos Lithodes optræder atavistisk. Hannens Hale (Fig. 200a) er næsten symmetrisk, dog synes den venstre Side at være lidt stórre end den hójre. Notum I er smalt, ikke sammenvokset med det følgende, som er bredt; om dette saaledes som hos visse Lithoder er delt i flere Stykker, kunde jeg paa Grund af den stærke Behaaring ikke afgóre. Den følgende Del af Halen er knækket stærkt tilbage i Sammenligning med den foregaaende, og danner en bred, blød Sæk. Af Nota sér man foruden 7. og 6. endnu 5. (a, a1) og 4. (a, a1), som forholder sig væsenlig som hos Eupagurus, er delte i to Stykker, som er vidt adskilte fra hinanden og meget smaa; derimod synes 3. Notum ganske at mangle. Bugsiden af Halen er som hos Eupa- gurus og Lithodes blød. Hunnens Hale (Fig. 200b) forholder sig, hvad 1. og 2. Notum angaar, ganske som Hannens. Den bagre Del afviger ved at Sækkens Rand er saa fladtrykt, at den er bleven til en tynd Plade. I Midten af Rygsiden er Halen ogsaa her blød. Paa venstre Side finder vi alle de tre Plader, vi kender fra Eupagurus (3a, 4a, 5a); de er ret vel udviklede og strækker sig helt ud til Randen; paa hójre Side er ialfald 4a1 og 5a1 tydelige. 6. og 7. Notum frembyder intet mærkeligt. Ungersiden er som sædvanlig blød. 1) Sé Stimpson, Ann. Lyceum New-York, 7, 1862. De her behandlede Paguroider kan oversés i folgende Synopsis : Lacinia ext. pedis maxillaris I pone scapum exognathi non recondita; flagellum exo- gnathi ejusdem introrsum versum. Margo interior lac. externæ maxillae I brevis. Cornea valde asymmetrica. Pars posterior noti primi non separata. Lacinia ext. pedis maxil- laris I pone scapum exo- gnathi recondita ; flagel- lum exognathi ejusdem Flagella — exognathi pedum maxillarium secundi et tertii antrorsum versum. Mar- go interior laciniæ ex- antrorsum — versa. Flagellum exogna- terne maxillae I medio- cris vel longa. non valde asymmetrica. Pars posterior noti primi postabdominis separata. thi pedis max. primi Cornea A brevissimum. Mar- go interior lac. ex- terne maxillæ I longissima. — Sca- pus antenne primae longissimus. In ar- ticulo V postabdo- minis pes nullus. Lithodes. Eupagurus. Paguristes. Pagurus 7. Coenobita. Dirgus. | Nota Ill, Nota I, IV, V medio inte- ruptæ. Articulus III pedis tertii extra- max. spinà ordinarià ornatus. Bran- chia nulla supra pedem quintum ; supra pedem ter- tium et secundum bran- chiæ duæ. Pars sternalis articuli I postabdominis annulo V thoracis coalita. IV, V medio non Articulus III pedis maxillaris tertii spinà interrupta. nullà. Branchia una supra pedem quintum; supra pe- dem tertium et secundum tres branchiæ. Pars ster- nalis articuli I postabdo- minis liber. 124 102 Og Stamtræet har folgende Udseende: Birgus Lithodes Coenobita Eupagurus Pagurus 7 Paguristes. b. Galatheiderne. Til denne Gruppe hører Slægterne Galathea, Porcellana, Æglea. Galathea !) staar i nogle Henseender Stamformen nærmere end Pagurerne, men er i andre mere afvigende end disse. Thoraxfodderne I—III er hos Gal. squamifera forsynet med en tydelig Epipodit (hos intermedia kun L). I. Par er baade længere og tykkere end de følgende. — Ligesom hos Pagurerne er I. og V. Par, som er lille og skjult i Gællehuden, forsynede med Chela; den bevægelige Finger paa V. Par ligger som hos hine bag den ubevægelige. — Ledakserne paa I. Par forholder sig omtrent som hos Pagurerne; dog er Forandringen i Ledakse 5—6 mindre i Sammenligning med Homarus end hos Eupagurus. Tredje Kæbefod (Fig. 14). Der findes en lille Epignath. 3. Led er hos mine Arter kort, i Gjennemsnit trekantet, forsynet med en vel udviklet Crista dentata (som hos nogle Arter skal mangle [M. Edw., Hist. nat. d. Crust.; de Haan]) De tre sidste Led er lange, dog kortere end hos Pagurerne (omtrent som hos Axius) Ligesom hos Pag. stor Bevegelighed i Ledfüjningen 3—4. — Exognathen som hos Pagurus. Anden Kæbefod (Fig. 35). Epignathen mangler. Exognathens Skaft rager langt ud over Endognathen. Svoben indadrettet. Fórste Kæbefod (Fig. 64). Der findes, ligesom hos Paguristes, en ikke bagtil !) Jeg har undersegt Arterne squamifera og intermedia. 103 125 udtrukken Epignath. Exognath-Svoben (— Axius), kort, rettet fremefter. Lac. externa uleddet, fjærnet fra Lac. media, for Stórstedelen skjult bag Exognathens Skaft (analogt med Coenobita). Lac. media smal, ikke længere end Lac. interna. Anden Maxille (Fig. 94) næsten ganske som hos Pagurus. Første Maxille (Fig. 123). Lac. interna ganske som for Pagurus beskreven; paa Palpen mangler det distale Led; Lac. externa ligner mere Paguristes' og Eupagurus' end Pagurus' s. str. — Exognathen er atter her (smlgn. Gebia etc.) temmelig stor. Mandiblen ligner Pagurus':: den skærende Rand med én Tand lidt foran Midten, den tyggende Del lille. Antennerne. Fürste Led (= Paguroiderne) indpasset i Epistomet, Tuberculum nær ved den indre Rand. 2. og 3. Led er, analogt med Loricater (og Brachyurer) sammen- smæltede; Ledaksen mellem 1. Led og Dobbeltleddet staar som sædvanlig omtrent lodret, Bevægeligheden i denne Ledfåjning stor; mellem Dobbeltleddet og 4. Led ligger Drejnings- aksen omtrent vandret (ligeledes det sædvanlige). Squama er lille, men tilstede. Svøben er tynd og ikke lang. Antennulerne. 1.Skaftled er endnu tykkere end hos Pagurus, 2. og 3. Led har de samme Retninger som hos denne; dog kan 2. Led lægges helt tilbage bag 1. Led, saaledes at dets Spidse "da er rettet tilbage. — Svøberne som hos Pagurus. Cornea har, om end mindre udpræget, den samme characteristiske Form som hos Eupagurus. Halefødderne hos 9 paa 2.—5. Ring (1. Ring mangler Halefødder) bestaar af en simpel 3-leddet Traad (Fig. 182), idet der efter det lange Basalled følger 2 andre Led; dette er maaske at forklare paa følgende Maade: det yderste «Led» er Appendix interna, det næstyderste det indre Blad, som er bleven reduceret saaledes, at Appendix interna tilsyne- ladende udspringer fra Spidsen af det. Alle 3 «Led» bærer Æg. Hos d: 1. Fodpar (Fig. 169) ligner Paguristes': den forreste Rand af det eneste, brede, Blad er stærkt udtyndet og bójet om, saaledes at der i det mindste ved den proxi- male Ende af Bladet dannes et Slags Rør. — Paa 2. Par (Fig. 170) er der et Rudiment af det ydre Blad tilstede; det indre Blad bærer paa Enden det ikke skarpt sondrede App. masculina, I det væsenlige forholder det 2, Par sig ligedan hos Paguristes, kun at det ydre Blad ganske mangler, medens Appendix masculina er ganske tydelig afgrænset fra det indre Blad. — De følgende 3 Par ligner i Bygning de tilsvarende hos 9 (sé Fig. 181). 6. Fodpar har den distale Ende af Basaldelen rettet fremefter ligesom hos Pagurerne og det ydre Blad har ingen Tværfure. Paa Skjoldet (Fig. 145) findes den samme Siderand som hos Paguroiderne, men skarpere end i Almindelighed hos disse; Rostrum er fladt, ret vel udviklet, hos mine Arter med 3 Tænder paa hver Siderand; Tornen c er meget tydelig, ligesaa 7, mindre f. 126 104 Skjoldfurerne er mindre tydelige; derimod har vi en meget tydelig Linea anomurica, men fra denne til den nedre Rand løber der ikke, som hos Pagurerne, andre lig- nende Furer. Halens Epimerer er vel udviklede, det første lille; de følgende er rettede skraat udefter. Ogsaa her har Halen et Knæk; men medens det hos Natantia beroede paa en stærk Udvikling af 3. og 4. Rings Nota, er det her en Udvikling af 4. og 5. Notum som bevirker Knækket. Halens Sternaldele er tildels afbrudte i Midten. Gællerne har to Rækker temmelig smalle Blade. Tallene er: V: | fra Pleuren. IV: 2 fra Ledhuden, 1 fra Pleuren. = — [E Ex 3 is i^ + — — eo © © © Mp; B Jom a y Som man vil sé stemmer disse Tal nóje med Pagurus' s. str. (og i Grunden ogsaa med Paguristes). Slegten: Porcellana slutter sig paa det allernüjeste til Galathea; at góre en egen Gruppe af den, sideordnet med de andre Grupper af Anomala, maa endog betragtes som mindre heldigt. Thoraxfodderne mangler Epipodit, ellers stemmer de ganske og aldeles med Galatheas, naar vi sér bort fra deres stórre Robusthed: Ledakserne paa I. Par, V. Par etc. ganske som hos hin. Tredje Kæbefod (Fig. 13) er ligesom alle Dele af Dyret kortere end hos Galathea. Den Kant af 3. Led, som hos denne bærer Crista dentata, er her utandet. Forresten er 3. Led som sædvanlig trekantet; men den nedre indre Rand er trukken stærkt ud, saaledes at 3. Led bliver temmelig bredt. Exognathskaftet er kortere end 3. og 4. Led tilsammen, længere end 3.; Svoben som hos Galathea. Stor Bevægelighed mellem 3. og 4. Led. — Epignathen mangler. Anden Kæbefod som hos Galathea; endog Behaaringen ligner særdeles meget dennes. Fórste Kæbefod (Fig. 62—63) ligesaa: Lac. externas Stilling etc. er den samme. Anden og første Maxille slutter sig intimt til Galatheas; paa forste Maxille (Fig. 122) er f. Ex. Exognathen ligesaa godt udviklet; paa anden Maxille (Fig. 93) er 105 127 Exognathen af en særdeles lignende Form. Ja Overensstemmelsen gaar endog til Finesser i Behaaringen. Mandiblen ligesaa. Antennerne er næsten identiske med Galatheas; 1. Led er indpasset i Epistomet, Tuberculum ved Inderranden, de to følgende Led sammenvoksne; Squama mangler heller ikke ganske, ialfald har jeg fundet den hos Porcellana rupicola Stps. Antennulerne — Galatheas. Halefodderne. Hos 9 finder jeg paa 4. og 5. Ring (hos nogle Arter efter M. E. ogsaa paa 3.) et Par Halefodder, som ganske forholder sig som hos Galathea; paa 2. og 3. Ring finder jeg paa hver Side en lille Vorte, som antyder en manglende Halefod. — Hos d finder jeg lignende Vorter paa 3.—5. Ring; paa 2. findes et Par lignende Halefodder som hos Galathea (tydelig Rudiment af ydre Blad — Galathea); derimod mangler 1. Par. Skjoldet. Som bekendt findes der hos Galathea paa Skjoldet en Mængde fine Tværfurer; hos nogle Porcellaner findes kun faa af disse — men de mangler aldrig ganske — ; hos andre findes flere, hos atter andre mange af dem. — Skjoldet er i Reglen meget bredere end hos Galathea; men hos nogle Arter, f. Ex. Porcellana angusta, dog ikke meget bredere end hos Galathea (de samme Arter er forsynede med talrige Tværfurer). — Rostrum er kort. — Linea anomurica meget tydelig; ingen Tværfurer (smlgn. Galathea) fra denne til den nedre Rand. De ovrige, ægte, Skjoldfurer er lidet udprægede. Halens Epimerer er rettede udefter. 7. Haleled har — som de Haan med Rette har gjort opmærksom paa — et med Galatheas paa det allernójeste overensstemmende Udseende !). Gællernes Tal (hos Porc. rupicola) er fuldkommen identisk med Galatheas. Porcellana slutter sig helt igjennem saa nóje til Galathea, at der kun kan være Tale om Slægtsforskel: Porcellana er en kort, robust Galathea, iøvrigt kun afvigende fra de typiske Galatheer i Smaating (Mangel af visse Halefodder etc.). Æglea er ikke nær såa nüje beslægtet med Galathea som Porcellana er det; den frembyder i flere Henseender Berøringspunkter med de andre Anomurer, og er ogsaa iøvrigt i et og andet afvigende fra Galathea. Thoraxfødderne af I. Par afviger fra Galatheas ved at Ledakse 5—6 danner betydelig mere spidse og stumpe Vinkler med Ledakse 4—5 (smlgn. Paguroiderne). — Thoraxfødderne mangler Epipodit. UR SNS articulo ultimo suturis in septem partes diviso». .Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 17 128 106 Tredje Kæbefod som hos Galathea, men Epignathen mangler. Anden Kæbefod ganske som hos Galathea. Ogsaa forste Kæbefod og anden Maxille forholder sig ganske som for Gala- thea beskreven. Fórste Maxille afviger derved, at den mangler Exognathen, eller denne er ialfald rudimentær; (intet yderste Led paa Palpen). Mandiblen — Galatheas. Antennerne afviger derved, at 2. og 3. Led ikke er sammenvoksede; til en Squama har jeg intet Spor kunnet opdage. Antennulerne — Galatheas. Cornea besidder den typiske Anomur-Form. Halefødderne hos 2 paa 2.—5. Ring bestaar af to temmelig lange Led: Skaftet og Inderbladet. — Hos & findes der ingen Halefødder undtagen 6. Par; dette ligner ganske Galatheas. ; Paa Skjoldet mangler de mange fine Tværfurer, som vi fandt hos Galathea; der- imod er e, d og b godt udviklede; desuden findes der nogle fine Linjer i Skjoldets Overflade symmetrisk fordelte. Den skarpe Siderand er godt udpræget, hvilket derimod ikke er Til- fældet med Linea anomurica; denne løber fortil i b, men standser kort efter at have forladt denne, i det Ojeblik den afgiver den — ikke hos Galathea tilstedeværende —- Fure (la: hos Paguristes), som løber til Skjoldets nedre Rand; en af de ovenfor omtalte fine Linjer løber tæt ovenover den skarpe Siderand og hænger endog sammen med den omtalte Fure; men den kan ikke være det morphologiske — derimod vel det physiologiske — Æqvivalent til den bageste Del af Anomur - Furen. Halens Epimerer forholder sig omtrent som hos Galathea. Det yderste Haleled har ikke den for Porcellana og Galathea characteristiske syvfeltede Overflade. Hvorvel Æglea slutter sig til Galathea, nærmer den sig dog, navnlig ved fürste Maxille, Antennerne og visse Punkter i Skjoldet, til de andre Anomurer; mærkelig er den - (atavistisk) penicillate Bygning af Gællerne (sé f. Ex. Dana). €. Hippiderne. Hipperne danner, hvorvel de slutter sig nåje til de andre Anomala, en i flere Henseender meget abnorm lille Sidegren fra denne Gruppe. — Vi vil begynde med at betragte Slægten: TN 107 129 , Albunea. Thoraxfodderne. Paa I. Par danner Ledakse 5—6 ligesom hos Pagurus (og Galathea) spidse og stumpe Vinkler med Ledakse 4—5; 5. Led faar en meget afvigende Form derved, at den nederste Ende af Ledakse 5—6 ligger nær ved den nederste Ende af 4—5. Ledakse 6—7 danner spidse og stumpe Vinkler med 5—6. — Som bekendt er det fórste Fodpar ikke forsynet med nogen egenlig Chela, det er kun subcheliformt. — Det sidste Fodpar tjener alene til Gællehulens Rensning etc.; den bevægelige Finger bagenfor den ubevægelige. — De ovrige Fodpars bizarre Former vedkommer os ikke her. Tredje Kæbefod. Som vi har sét, er 3. Led altid hos Anomala kort; i Reglen kortere end 4.; her er det reduceret saaledes, at selv dets stórste Længde ikke er halv saa stor som Længden af 4. Exognathen er reduceret til et kort Skaft, Svoben mangler. Epignathen mangler. De to Kæbefodder sidder langt fra hinanden (i Analogi med de ægte Brachyurer). Anden Kæbefod (Fig. 34). Exognathskaftet, ligesom hos de andre Anomala, saa langt som den sammenbójede Endognath; men Sveben er abnorm: uleddet, fremadrettet. Ogsaa disse to Kæbefodder er indleddede langt fra hinanden. Ingen Epignath. Fórste Kæbefod (Fig. 61). Lac. interna kortere end den plejer at være hos Anomala; Lac. media som sædvanlig smal; Lacinia externa fjærnet fra media. Exognath- skaftet lengere end Lac. externa og media, men Svoben er ganske abnorm: uleddet, ud- fladet, fremadrettet. Epignathen er vel udviklet, i Modsætning til de andre Anomalas noget trukken ud bagtil. Anden Maxille (Fig. 91) afviger fra det for Anomala normale ved at den proxi- male Lobus af Lac. interna kun er lidet bredere end den forreste Lobus af samme. Fórste Maxille (Fig. 119) afviger blot derved, at den indre Rand af Lac. interna er kortere end sædvanlig; det distale Led af Palpen er tilstede, men ligesaa lidt som hos dem af de andre Anomala, hvor det optræder, sondret fra det proximale Led. Mandiblen har den for Anomala characteristiske Bygning: den skærende Rand med en Tand noget foran Midten, forresten glat; den knusende Del lille, sammentrykt. Antennerne. Fórste Led stort, Tuberculum ner ved den indre Rand. 2. og 3. Led ikke sammenvoksede. Squama vel udviklet, smal. Svoben kort. Antennulerne er meget kraftige. 1. Led stort; de følgende mindre, deres Retning som hos de andre Anomala. Af de 2 Svøber er den øverste meget stor, den nederste meget lille"). Halefodderne hos 9 paa 2.—5. Ring har samme Bygning som hos Galathea. — Hos 4 mangler alle Halefodder undtagen 6. Rings. — 6. Par Halefodder har et langt fremad- rettet Skaftled og to uleddede Blade. !) M.E. (Hist. n. d. Crust.) har oversét den lille Svobe. 17° 130 108 Skjoldet (Fig. 144). Den for Anomala characteristiske Fure (Linea anomurica) er skarp og tydelig; fra den lober fortil (eller omtrent fra Midten af den) ligesom hos Pagu- roiderne en Fure til den nederste Rand (lai); den bageste Del af det under Linea anom. liggende Parti af Skjoldet er forsynet med talrige Smaafurer (smlgn. Paguroiderne); Side- randen ovenover Linea anom. er tilstede, men ikke synderligt skarpt udpræget. Skjoldfurerne utydelige; men der findes en Mængde fine Tværfurer, som tildels svarer til dem, vi finder hos Galathea. Rostrum rudimentært. Halen. Fürste Haleled har kun Notum udviklet, Sternaldelen mangler; da dette Led er et omstridt Problem, bemærker jeg folgende: Hos Homarus findes ovenover Epimeren (Pleuren) af 5. Thoraxring en forkalket Plade, af Lyttkens (efter dens Form) kaldet Lamina tricuspidata; denne Plade, der efter min Opfattelse er at ansé for et afsondret Parti af 5. Thoraxrings Epimer, støder bagtil op til 1. Halerings Notum; den er let kendelig blandt andet ved en tydelig Længdefure, som findes paa den, og jeg har truffen den igen hos Galathea, Pagurus etc. under nójagtig de samme Lejringsforhold (i forbigaaende sagt et afgórende Bevis paa Rigtigheden af den ovenfor fremsatte Tydning af Pagurhalen) Lamina tricuspidata findes endvidere ogsaa hos Albunea, ovenover den med en Gælle forsynede Epimer; men den er her lille og vokset fast til Notum af 1. Halering; iovrigt er Grænsen mellem dem særdeles tydelig, saa at man ved fórste Ójekast endog tror, at de er adskilte. Efter dens Lejring i Forhold til Lamina tricuspidata kan det ikke betvivles, at det, vi her har kaldt Notum til 1. Halering, virkelig er det. Notum I er stort, med sin forreste Del skudt ind under Skjoldet; men det kan frit bevæges"). — Epimererne 2—4 store, rettede ud til Siden. Gællerne har den sædvanlige Bygning. Tallene er folgende: V: 1 Galle fra Pleuren. Gæller fra Ledhuden, 1 (rudimentær) fra Pleuren. fra Ledhuden, 1 (rudimentær) fra Pleuren. - — 0 fra Pleuren. - == B2 WW WW do © Mp::2- — , den ene vel udviklet, den anden et Rudiment (en blød Proces fra Ledhuden). Ialt 13 Gaæller. 1) Tidligere Forfl's Opfattelse af disse Forhold sé under Remipes. 109 131 Vi vil dernæst betragte Slægten: Remipes. Femte Par Thoraxfodder som hos Albunea; de 3 foregaaende Par har ligeledes en med dennes vel ikke i alle Detailler, men dog nóje overensstemmende Bygning. Der- imod har I. Par — som mangler Chela — forandret sig saaledes, at Ledaksernes Retning ganske er som paa de følgende Benpar, hvorvel dets Udseende er væsenlig forskelligt fra disses; iøvrigt ligner det Albuneas: saaledes er 3. Led ligesom hos denne meget kart og overordenligt bredt, medens det dermed sammenvoksne 2. Led er meget smalt, hvilket bidrager til at give Foden et meget characteristisk og fra det almindelige afvigende Udseende. Tredje Kæbefod (Fig. 12j. 2.-|- 3. Led, der allerede hos Albunea var kort, er her særdeles kort. 4. Led temmelig udfladet. Af de 3 yderste Led er 5. og 7. temmelig korte, 6. temmelig langt. — Exo- og Epignath mangler. Anden Kæbefod. Epignath mangler. Exognathen omtrent som hos Albunea, dog er Skaftet kortere end den sammenbåjede Endognath. — Hvad Indledningen paa Thorax- skelettet angaar, forholder 2. og 3. Kæbefod sig som hos Albunea. Fórste Kæbefod. Epignathen rudimentær. Iøvrigt som hos Albunea (Lac. interna kort etc.). Anden Maxille. Lac. externa udelt, eller maaske rettere: den proximale Lobus mangler. Den proximale Lobus af Lac. interna som sædvanlig hos Anomala betydelig stürre end den distale Lobus af samme. Fórste Maxille (Fig. 120). Lac. interna er i sin indre Del temmelig tyk og fast; iøvrigt har den omtrent den for Anomala characteristiske Form: fortil omtrent lige, indadtil en temmelig lang Rand (om end kortere end hos Pagurerne og Galatheerne). Exognathen rudimentær. Mandiblen (Fig. 154) er håjst abnorm; den knusende Del er helt borte, den «skærende» er lille, tyndhudet, kun delvis forkalket!). Palpen er uleddet, paa sin indad vendende Rand fjerhaaret, paa sin øvre Rand med stærke tornagtige Bürster. Antennerne. 3., 4. og 5. Led meget smaa, Squama mangler, Svøben kort. Antennulerne. Ligesom hos Albunea er den øvre Svøbe godt udviklet — dog i !) At den her som Mandibel-Corpus tydede Del ikke er Underlæben, er ganske sikkert, ti jeg fandt for- uden den en Underlæbe. — De Haan har oversét Mandiblen; det, som denne Forsker beskriver og afbilder som Mandiblen, er det samme, som M. Edwards afbilder som Mandibel (R. A.), nemlig — den løsrevne Lac.interna af I. Maxille. — Som jeg sér, er den dygtige amerikanske Carcinolog Sydney Smith (Trans. of the Connecticut Academy Vol. 3, VIII, 1877) kommen til samme Resultat, uden at han dog er kommen til fuld Klarhed over Mandiblens Bygning (smlgn.hans Figur af Mandiblen hos Remipes med min). 132 110 langt ringere Grad end hos denne — meget længere end den nedre. — Skaftet kort; den for Anomala characteristiske Retning af Leddene er her ikke udpræget. Cornea meget lille, Hos 2 findes der Halefødder paa 2.—4. Ring, af ganske samme Bygning som hos Albunea. — 6. Par Halefødder som hos denne. Skjoldet. Rostrum rudimentært. Skjoldfurerne (xar s$oyz») utydelige; de samme smaa Tværfurer som hos Albunea (og Galathea). Den skarpe Siderand meget tydelig, bagtil endog (i Analogi med Calappa, Lithodes cryptolithodes) dannende et Tag over Fødderne. .Den bageste Del af den nedenfor Sideranden liggende Del af Skjoldet er membranøs; Linea anomurica tydelig, men den fra den til den nederste Rand hos Albunea og andre løbende Fure (lai) mangler. Halen. Lamina tricuspidata er ligesom hos Albunea vokset fast til Notum I; men Epimeren til 5. Thoraxring er derhos vokset fast til Lamina tricuspidata. Notum I er meget langt, i sin forreste Del hindeagtigt, for Størstedelen skudt ind under Skjoldet, kan ikke bevæges"). Epimererne af 2. Ring er de eneste, som er godt udviklede, de følgende er meget korte, aftager gradvis i Længde. — Det sidste Haleled dolkformigt. Gællerne er ret bredbladede, Tallene er: VER 0: IV: 2 fra Ledhuden. 1:22 — II: 2 - — FE — Mp,: 1 - — Den Del af Ledhuden, hvorpaa de over IV., IIL og Il. Thoraxfod udspringende Gæller sidder, er ved en forkalket Stribe sondret fra den øvrige Del af samme, saaledes at det sér ud, som om de udsprang fra Pleuren, men de er ganske aabenbart homologe med dem, der hos Albunea etc. udspringer fra Ledhuden. 1) Det som jeg har beskrevet som Notum I hos Albunea, og som ganske utvivlsomt er Notum I, opfattes ogsaa af M. E. som saadant. Derimod opfatter han fejlagtig den tilsvarende Del hos Remipes (og Hippa) som Notum af sidste Thoraxring (Hist. nat. d. Crust. Il); iøvrigt har han paa disse Steder nogle factisk urigtige Bemærkninger. — De Haan er conseqventere; han siger (rigtignok fejlagtig) om hele Gruppen: Annulus quintus thoracis tergo completus, sub thoracis clypeo produe- tus. — Smith (Ll c.) fremsætter den samme Tydning, som jeg ovenfor har fremført, men uden den her givne — og som det forekommer mig uden fuldt tilstrækkelig — Begrundelse. D NT n ut, me V p 133 Slægten Mastigopus Stpson. maa, saavidt jeg efter en ydre Undersøgelse kan skünne, betragtes som en noget abnorm Remipes. — Det I. Par Thoraxfodder, der som bekendt er ringlet og har givet Dyret Navn, ligner iøvrigt ganske Remipes', medens det, baade hvad Slankhed og hvad de enkelte Ledstykkers Form angaar, afviger stærkt fra Hippas. Ogsaa 3. Kæbefod ligner meget Remipes'. Antennerne har en meget kort Svøbe. Paa Antennulerne er den nedre Svøbe, ligesom hos Remipes meget kortere end den øvre. Ójenstilkene korte, men dog lidt længere end hos de Remipes'er, som jeg har sét. Skjold og Hale som hos Hippa og Remipes. Hippa slutter sig nóje til Remipes. Fürste Par Thoraxfodder staar vel nærmest ved Remipes': Chela mangler, Led- aksernes Vinkler med hinanden som hos denne. Men ligesom hos Albunea ligger den nederste Ende af Ledakse 5—6 tæt ved Ledfåjningen 4—5, hvilket ikke er Tilfældet hos Remipes. løvrigt ligner Hippa i Thoraxfødderne Remipes. Tredje Kæbefod ligner i det væsenlige Remipes'; men 2.— 3. Led er endnu kortere, 4. endnu bredere, 6. endnu længere end hos denne. Anden Kæbefod forholder sig omtrent som hos Remipes (Exognathskaftet kortere end den sammenbåjede Endognath); men 2, Kæbefod er dog tyndere, noget udfladet, Led 7 langt. Fórste Kæbefod omtrent som hos Remipes. Anden Maxille (Fig. 92). Ligesom hos Remipes er Lac. interna delt i to Lobi, hvoraf den distale er kort; Lac. externa udelt. Første Maxille (Fig. 121). Lac. interna er ikke som hos Remipes fortykket, men tynd; har i det hele en ret normal Form: den forreste Rand forholder sig rigtignok ikke som den typisk gór hos Anomala, men til Gengæld er den indre Rand lang. Mandiblen (Fig. 153) har en Bygning, som meget ligner Remipes'; Mandiblens Corpus stærkt reduceret, den knusende Del borte, den skærende Del slet ikke forkalket; Palpen kan næppe siges at være leddet. Antennerne. Svøben som bekendt stor, ingen Squama, stor Bevægelighed mellem 2.+3. Led og 4. Antennulerne omtrent som hos Remipes, dog er den nedre Svøbe længere. Cornea lille. 134 112 Halefodderne. Hos 9 findes Halefodder paa de samme Ringe som hos Remipes; de har en ganske lignende Form. Skjoldet ganske som for Remipes beskrevet; det er dog stærkere hvælvet, smallere end hos denne"). Halen som for Remipes beskreven. Gællerne forholder sig hvad Bygning og Tal angaar ganske som hos Remipes. Under Navnet: Albunhippa spinosa har den ældre M. E. og Lucas i Arch. du Mus. II beskrevet og fortræffelig afbildet en Form, der i det hele slutter sig til Albunea, men i nogle Henseender nærmer sig til Remipes-Hippa og endelig i andre afviger fra dem alle tre, og som utvivlsomt staar den fælles Stamform for de hidtil bekendte Hippider overmaade nær. Jeg har ikke selv under- sogt den, men mener i de fortræffelige Figurer og i den Beskrivelse, som de nævnte Forfattere giver, at have fornoden Basis for en Sammenligning. Thoraxfodderne ligner i det væsenlige Albuneas. — Tredje Kæbefod afviger fra alle de andres ved at 3. Led er forsynet med en Crista dentata, ved at det sammen- voksne 2. + 3. Led kun er lidet kortere end 4. (hos Albunea meget kortere, hos Remipes-Hippa næsten rudimentært); 4. Led ikke udvidet; 5. Led, der hos Albunea er af Længde med 6., hos Remipes-Hippa er meget mindre end 6., er her noget mindre end 6. — Anden Kæbefod afviger fra alle de andres ved at vise den typiske Anomala- Character, at Exognathens Flagellum er indadrettet og ringlet. — Fórste Kæbefod slutter sig nóje til Albuneas. — Anden Maxille: den proximale Lobus af Lac. interna er betydelig stórre end den distale (som typisk for Anomala; — Remipes- Hippa); Lac. externa klovet (som typisk; — Albunea) — (Figuren af 1. Maxille synes at være gjort efter en blot Stump, og jeg kan derfor ikke drage den ind i Sammenligningen.) — Mandiblen?) ligner Albuneas. — Antennerne er forsynede med en temmelig kort Svobe; de synes at være forsynede med Squama. — Antennulerne: den øvre Svobe er ikke længere end hos Hippa og Remipes; den nedre Svobe er saa lang som hos Remipes, men længere end hos Albunea. — Ojenstilkene er ligesom hos Hippa-Remipes cylindriske. !) I R. Animal har M. E. givet fortrinlige Habitus-Figurer af Hippa og Remipes, som udmærket illustrerer dette Forhold. 2) Tegneren er forøvrigt kommen for Skade til at give Mandibelpalpen 4 (!) Led. A M ra re EP SRM AE EE + É s " d ^ 113 135 — Halefedderne hos 9 har aabenbart den sædvanlige Hippid-Bygning; Antallet ikke opgivet"). — Skjoldets Forrand, d. v. s. den Del af Skjoldranden, som ligger ovenover Ójnenes og Antennernes Insertion, er hos Albunea lang, Skjoldet har her sin stórste Brede; hos Hippa og Remipes er den samme Rand betydelig smallere; Albunhippa forholder sig i denne Henseende som Hippa-Remipes, medens iovrigt Skjoldet i sin Habitus etc. slutter sig til Albuneas. — Halen som hos Albunea. I Henhold til ovenstaaende vil man let sé, at Slegtskabs- Schemaet for Hippiderne bliver folgende: Hippa ,-Remipes Albunea Albunhippa. Rigtigheden af Schemaet vil yderligere fremgaa af folgende Synopsis?): 1) AfAutopsi kan jeg anfore, at der findes Halefodder paa 2.— 5. (og naturligvis paa 6.) Ring. — Sen. Anm. 2) I nogie Stykker (sé den midterste Colonne) slutter Albunea og Hippa-Remipes sig nærmere sammen; i nogle Stykker (Colonnen til hôjre) Albunhippa og Hippa-Remipes; i mange Henseender Albunea og Albunhippa. Albunea og Hippa- Remipes er ikke hver for sig udgaaet fra Albunhippa, men fra en Form (X), som atter stammer fra Albunhippa, men iøvrigt ikke stod (staar) denne saa særdeles fjærnt. Vidensk, Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2. 18 136 Pedes primi paris subcheliformes. Articulus 4% pedis max. 3% non dilatatus; articulus 5° mediocris. Epignathus pedis max. l^ adest. Lac. externa maxille 2* bilobata. Mandibula normalis. Antenna se- cunda squamà instructa. Femina articulus postabdominalis 5*5 pe- dibus instructus. Margo lateralis clypei mediocriter acutus. Notum primum postabdominis mobile. Epimera postabdominalia articuli 2i, Bi et 4! magna. Articulus 7° postabdominis brevis. Pedes 1i paris simplices. Articulus 4% pedis max. 3? dilatatus, articulus 5*5 brevis. Epignathus pedis max. linullus. Lac. externa maxillæ 2* simplex. Mandibula rudimentaria, valde abnormis. Antenna 2? squamà nullà. Feminz articulus postabdo- minalis 5"* pedibus nullis. Margo lateralis clypei acutissimus, postice valde dilatatus. Notum primum postabdominis immobile. Epimera postabdominalia articuli 3'et 4'bre- vissima. Articulus 7"* longissimus. EM. nel Albunea. Articulus 4'5 pedis max. 3? articulo se- cundo-tertio multo lon- gior. Crista dentata nulla. Pes max. 3*5 exognatho brevi in- structus. Exognathus pedis max. 2! flagello non articulato. Albunhippa. Art. 45 p. max. 3? paulo longior. Crista dentata secundo - tertio adest. Pes max. 395 exognatho longo in- structus. Exognathus p. max. 2!flagello an- nulato. Hippa-Remipes. Articulus secundo- tertius rudimentarius. Crista dentata nulla. Pes max. 3*5 exognatho nullo. Exognathus p. 9i non articulato. maxillaris flagello 114 Lobus proximalis laciniæ in- ternæ maxille 2° parvus. Antennula flagello supe- riore maximo, inferiore brevissimo. Scapus oculi depressus. Margo anterior clypei longissimus. Lac. interna maxille 2° lobo proximali magno. Anten- nula flagellis mediocribus. Scapus oculi cylindricus. Margo anterior clypei bre- vis. £^ 115 137 d. Udviklingen hos Anomala. Udviklingen af Pagurus (Eupagurus) er godt kendt, navnlig ved Rathkes smukke Arbejde"). Den forlader Ægget udrustet med to Par Svømmefødder, nemlig 1. og 2. Maxilliped, medens 3. vel er tilstede, men endnu spæd, kort (ukløvet); det sidste Haleled er ikke videre dybt indskaaret. — Senere vokser tredje Kæbefod ogsaa ud til et Par Svømmefødder; medens Endognathen endnu er spæd og embryonal, er Exognathen en vel udviklet Svømmepalpe. Omtrent samtidig er ogsaa Thoraxfødderne voksede til, men paa disse udvikles aldrig nogen Exognath (smlgn. Natantia, Homarus, Loricaterne, Thalassinerne). Skjoldets bageste Rand er hos nogle Pagurer paa dette Stadium trukket ud i en kort Torn paa hver Side, og Randen er ved Basis af denne, foroven og forneden, forsynet med nogle fine ubevægelige Torne (sé Rathke); men jeg har selv undersøgt Pagur- Larver i dette Stadium, som ganske manglede baade den stórre Torn og de fine smaa Torne. Sidste Haleled er nu dybere kløftet og Bårsternes Antal forøget. — Pagurerne gennemløber dernæst det bekendte Glaucothoë-Stadium, som nåjagtig svarer til Natant- Stadiet hos Loricater etc.; Halefødderne er, som jeg har fundet, to-bladede, det indre Blad er i Spidsen forsynet med de for Appendix interna characteristiske Kroge, saaledes at det maa ansés for givet, at her foreligger en Sammensmæltning af Appendix interna og det indre Blad; Halefødderne er i dette Stadium parrede og Halen symmetrisk og normal; forresten er det let at sé, at Glaucothoén er en Pagur-Larve, saaledes f. Ex. ved 6. Par Halefødders særegne Behaaring. Til Udviklingen af Lithodes er jeg saa heldig at kunne give et lille Bidrag. En Lithodes-®, som jeg købte paa Københavns Fisketorv, bar temmelig moden Rogn under Halen, saaledes at jeg af de endnu levende Æg kunde udpille nogle Embryoner. Disse havde ligesom de nyfødte Pagur-Larver to Par kraftige Svømmeben, 1. og 2. Kæbefod; 3. Kæbefod er endnu kort, men tydelig tokløvet; den indre Gren er dog endnu særdeles kort. Men desuden fandt jeg, i Modsætning til hvad der angives for Pagurerne, at de tre fürste Par Thoraxfødder allerede var anlagte, ganske vist endnu kun svagt, men dog fuldkommen tydelig”). Antennerne er ligesom hos Pagurerne forsynede med en paa den indre Rand !) Neueste Schr. d. naturforsch. Gesellsch. in Danzig 3 (1842). — Smlgn. ogsaa Claus: Z. Kenntniss d. Malacostracenlarven i Würzb. naturwiss. Zeitschr. 2 1861, og sammes Crust.-System. — Hesse har i Ann. d. Sc. natur. 6. S. Tome 3, 1876, skrevet en Artikel om Udviklingen af Pagurus, en Artikel, som jeg ikke ensker at charaeterisere nærmere; jeg vil blot bemærke, at jeg ikke ret véd, hvorover jeg skal forbavse mig mest, enten over at Forfatteren har skrevet Afhandlingen, eller over at Re- dactionen (H. og A. Milne-Edwards) har optaget den. ?| Den Omstændighed, at der er Spor til Thoraxfedder og en toklovet 3. Maxilliped hos den spæde Lithodes, går mig noget betænkelig ved at antage, at Eupagurus, som jo ellers staar den saa nær, i det Ojeblik, den forlader Ægget, skulde forholde sig som det angives. Da de paagældende Forhold 18* 138 116 haaret, vel udviklet Squama. Halespidsen (Fig. 205) er bred, svagt udskaaret, forsynet med 7 Par Bårster, der, da Dyret endnu er beklædt med den embryonale Cuticula, er meget plumpe (smlgn. P. Meyers Figur af Halespidsen af Eupagur-Embryonet i Jen. Zeitschr. 11, 1877). Udviklingen af Galathea. a) Jeg har undersøgt Larver af Galathea intermedia,, der lige var komne ud af Ægget, og som med Lemmerne endnu sammenfoldede sad under Moderens Hale. Fårste og anden Kæbefod tvegrenede, vel udviklede Svømmeben; 3. Kæbefod kort, synes ukløvet, men Genstandens Lidenhed og slette Conservationstilstand går mig det ikke muligt at afgóre, om der ikke skulde være en lille indre Gren. Antennerne er forsynede med en stor Squama ligesom hos Pagurerne. Det sidste Haleled (Fig. 207) er ret dybt indskaaret, for- synet med 5 Par lange Fjerbårster; desuden findes paa hver Side udenfor Bórsterne 1 kortere Torn, om hvilken jeg ikke med Bestemthed tår sige, om den er ubevægelig eller indleddet; jeg er mest tilbåjelig til at antage det fårste. b) En mig foreliggende Zoëa (Fig. 208—208e) fra 6079" N.B., 5° 37' V.L. Greenw. tilhører uden Tvivl ligeledes Galathea. Den er langt videre fremskreden end a. Thorax- fødderne er allerede ret vel udviklede, slaaede ind under Bugen, uden Exopodit, det I. og sidste Par med Chela; Chela paa I. Par er lang og slank; de følgende (II.—IV.) Thoraxfodder uden Spor til Chela. Foruden fürste og anden Kæbefod er ogsaa 3. Kæbefod forsynet med Svommepalpe; Endognathen paa denne er derimod endnu svag. Fürste og tredje Kæbefod har et lille Anleg til en Epignath. — Anden Maxille har den proximale Lobus af Lac. interna lidt stórre end den distale af samme. Lac. interna af fórste Maxille er simpelt afrundet, har endnu ikke den voksnes characteristiske Form. — Squama er lang og smal, behaaret paa sin indre Rand. — Skjoldet er forsynet med et langt, lige Rostrum; de to bageste Hjórner trukne ud i to lange Torne; Skjoldets Rande, foroven og forneden, ved Basis af bemeldte Torne, forsynede med en Række ubevægelige Smaatorne. — Der er smaa, to- bladede Halefodder tilstede; Yderbladet af sidste Par har en langstrakt tilspidset Form. — Sidste Haleled er dybt gaffeldelt; Bórsterne indenfor Gaffelens Grene er kortere end hos den spæde Larve, deres Tal individuelt forskelligt (6 + 6, 6 +7, 7 + 8); paa Ydersiden af Gaffelen findes to ubevægelige Torne. — Der findes Anlæg til Gæller: nemlig over V 1, over IV 3 (to smaa nedre og én stórre ovre), over III dito, over II dito, over I 2, over 3. Kæbefod to Gæller; Gælletal, der paa det nójeste passer paa Galathea. Naar vi sammen- ikke er ganske lette at iagttage, ialfald ved en mere flygtig Betragtning, var det vel muligt, at de paagældende Dele ogsaa fandtes hos Pagurerne, men er bleven oversete. I modsat Fald kommer vi til den Slutning, at Lithodes forlader Ægget paa et lidt mere avanceret Stadium end Eupagurus. 117 139 holder dem med Thoraxfoddernes Form etc. og Localiteten, kan der ikke være ringeste Tvivl om, at den beskrevne Larve tilhorer Galathea. c) Endelig har jeg lidt at meddele om en Galathea-Larve, der i det hele staar mellem a og b i Udvikling. Thoraxfødderne er tilstede som Vorter. Den Del af 3. Kæbefod, som senere bliver til Led 3—7 af Endognathen, er tilstede som en Vorte; derimod er Led 1—2 (hvori Musklerne, som bevæger Exognathen) vel udviklede, og Exognathen er en kraftig Svømmepalpe; 1. og 2. Kæbefod staar omtrent paa samme Stadium som hos b. — Svøben af den ydre Antenne er endnu kort, derimod er Squama lang, smal og tilspidset. — Hale- fødder er endnu ikke tilstede. — De ydre lange Torne paa sidste Haleled (Spidserne af Gaffelen) er næppe saa lange, som hos b, men længere end hos a; der findes 7 Par lange Bórster. — Pandetornen og de lange bageste Torne paa Skjoldet som hos b, Randene af disse endvidere ligesom hos denne tandede. — 58° 29' N.B., 44° 54! V.L. Porcellana slutter sig ogsaa i Udviklingen") nåje til Galathea. Den spæde Larve skal — den har jeg nemlig ikke selv sét — udmærke sig fra alle andre Anomala-Larver ved ikke at have noget Rudiment til 3. Kæbefod —- noget jeg dog, hvorvel jeg ikke tår benægte det, foreløbig tillader mig at betvivle. — Senere hen optræder 3. Kæbefod forsynet med en ægte Svømmepalpe, som dog er mindre end hos de andre Anomala. — Sidste Haleled er mærke- ligt ved sin Form; men denne er i Grunden kun en Modification af Galatheas'; tænker vi os nemlig, at den spidse Vinkel hos denne tiltager i Stórrelse endog betydelig ud over 180°, faar vi Porcellanas Hale ud?); ligesom hos den unge Galathea-Larve træffer vi hos Porcellana 5 Par lange Bórster og 1 Par korte Torne. — Som bekendt er Pandetornen og de bageste Torne uhyre lange; Randene kan være tandede ligesom hos Galathea. Claus har i sit oftere citerede Arbejde, Tab. IX Fig. 1—10, afbildet en Larve, som han med ? henforer til Albunea. Jeg har selv undersogt en lignende Larve og kan ikke blot bekræfte Claus Hypothese, men kan godtgóre dens Rigtighed. Jeg vil da fórst bemærke, at forste og sidste Par Thoraxfedder er subcheliforme, og dernæst, at Chela paa I. Par har en Form, som vi, blandt Former som er forsynede med Chela paa V. Par, kun træffer hos Albunea?). Dernæst har jeg ogsaa undersogt Gælleanlæggenes Antal; og disse stemmer af alle de Deca- poder, jeg har undersøgt, kun med Albuneas; der findes nemlig: over V 1, over IV 3, over III 3, over II 2, over I 2, over 3. Kebefod 2. Hermed kan Sagen vist betragtes som ganske afgjort. — Iøvrigt bemærker jeg, at 3. Kæbefod er forsynet med Svommepalpe, at Thorax- fodderne ikke har Spor til Exopodit, at den store Squama har Haar paa sin indre Rand, 1) Sé navnlig Fr. Müller, Die Verwandlung der Porcellanen, A. f. Naturg. 1862; samt Claus, Crust.- System. ?) Smlgn. Forholdet mellem Rostrum hos Palinurus og Homarus. 3) Og Albunhippa. 140 118 at Skjoldet ligesom hos de andre Anomala-Larver ingen Rygtorn har, men to store Sidetorne, som vist svarer til de bageste Torne hos Galathea etc.; det sidste Haleled er ejendommeligt (sé Claus). Af Albunea har jeg endnu undersøgt et Stadium, som nóje svarer til Glaucothoë- Stadiet af Pagurus, altsaa Natant-Stadiet. Den paagældende Larve sluttede sig i det hele nóje til den voksne Albunea, men adskilte sig ved at have tobladede Halefodder, ganske af samme Bygning som hos Glaucothoén. Den var derhos endnu storójet. Udviklingen af Hippa, som Sidney Smith!) har oplyst, slutter sig i det hele nóje lil Albuneas. Den mærkeligste Forskel er den, at det synes, at 3. Maxilliped — der hos den voksne som bekendt mangler Exognath — i intet Stadium er forsynet med Svomme- palpe. Squama er lille hos Zoéaen. — Ogsaa hos denne optræder et Natant- Stadium ?). Sammenligner vi Anomala med de foregaaende, falder det, efter det her udviklede, straks i Øjnene, at de i mangt og meget slutter sig specielt til Thalassinerne, og da navnlig til en saadan Form som Axius princeps (de smaa Epipoditer og Epignather, Sammen- voksningen af 2. og 3. Led paa Thoraxfodderne, 1. Kæbefod, 2. Maxille, 1. Maxille, Mandiblen, det lille Squama, den svage Svobe paa de ydre Antenner, Gællernes Bygning etc.). Men trods det nóje Slegtskab, de viser med Axius (princeps), kan de dog ikke directe afledes fra denne Slegt. Der er nemlig visse Forhold, hvori de afviger fra denne som fra alle bekendte Thalassiner, og hvori de nærmer sig til Homariderne. Jeg vil her navnlig minde om den (typisk) vel udviklede Cornea, om Thoraxfodderne af fórste Par, om Halens vel udviklede Epimerer hos Galathea, Forhold, som bestemt peger hen paa, at den Form, hvorfra de nedstammer, ikke falder sammen med nogen bekendt Thalassinide, om den end stod disse meget nar og i et «System» maatte regnes til dem. Af Anomala staar Pagurus i nogle Henseender (tobladede Halefodder, ret vel ud- viklet Squama) denne hypothetiske Stamform nærmest, i andre staar Galathea den nærmere (Epipoditer etc.); Hipperne?) er vistnok udgaaede fra en Form, der stod mellem Pagurus og Galathea: 1) The Early Stages of Hippa talpoida, Trans. of the Connecticut Acad. 3. 1877. ?) Morsomt nok kan Smith — ligesom Króyer i sin Tid — ikke forstaa, hvortil Krogene paa det indre Blad tjæner. *) Halefedderne hos 9 af de mest primitive (Albunea og Albunhippa) ligner ganske Galatheernes; Squama er derimod mere lig Pagurernes, etc. 119 141 Porcellana Galathea Hipper Paguroider Axius Thalassinidæ typicæ Astacus Homaride. VIII. Brachyurerne. Til Anomala slutter sig Brachyurernes i Nutiden saa talrigt repræsenterede, men i det hele meget uniforme Gruppe. Den deler sig hójst naturlig i tvende Underafdelinger, de ægte Brachyurer og Dromiaceerne. à, Brachyura genuina. Carcinus manas. Thoraxfedderne mangler Epipodit. Paa I. Par forholder Drejningsaksen 5—6 sig til Drejningsakse 4— 5 som typisk hos Anomala: den danner stærkt spidse og stumpe Vinkler med denne. Som man vil erindre, griber hos Homarus en Proces paa hver Side — ved Enderne af Drejningsakse 5—6 — fra 5. Led op om Randen af 6.; hos Carcinus griber atter en Proces fra 6. paa hver Side ud over Processen fra 5.; Forbindelsen bliver særdeles solid. Ledakse 6—7 danner med 5—6 Vinkler, som er meget nar ved at være rette, men dog endnu er spidse og stumpe. — V. Par mangler ethvert Spor til en Chela; det er Gangben af samme Form som de foregaaende Par. 142 120 Tredje Kæbefod (Fig. 16). Der findes en stor, bagud udtrukken Epignath. Exognathens Skaft naar betydelig ud over 3. Led (— Anomala); Flagellum er indadrettet. 3. Led langt, fladtrykt: den indad vendende Flade af Leddet er næsten bleven til en Kant; Crista dentata tydelig, men ikke særlig udpræget. 4. Led er ligesom 3. meget bredt og fladtrykt, kortere end 3. Anden Kæbefod (Fig. 36). Exognathskaftet rager ud over Stammen (smlgn. Ano- mala); Svoben indadrettet. Lang Epignath. De to Kæbefodder er — analogt med Hipperne — indleddede langt fra hinanden, og 4. Led er i Harmoni hermed smallere, sparsommere forsynet med Bürster end sædvanlig. — Ogsaa de to 3. Kæbefodder er indleddede et Stykke fra hinanden. Fórste Kæbefod (Fig. 66). Lac. externa bójer sig forneden med sin ydre Rand bagved Exognathskaftet, men drejer sig dernæst med Spidsen indad; paa sin ydre Side udsender den en kort but Proces (4), hvorved dens forreste Ende faar Udseende af at være tvært afhugget; den indre Rand af Lac. externa er fjærnet fra media (— Anomala). — Lac. interna temmelig stor, men dog kortere end media. — Exognathsvøben er stor, ringlet, indadrettet. — Epignathen colossal. Anden Maxille (Fig. 96). Palpen er forneden (proximalt) meget bred, løber spidst til. De to Lobi af Lac. interna bægge smalle, den proximale rager længere frem (mediant) end den distale (smlgn. Anomala). Fórste Maxille (Fig. 125). Det distale Led af Palpen er stórre end hos Anomala. Lac. interna er en meget smuk Modification af disses. Det forreste indre Hjórne af Tygge- fligen (7) er nemlig trukket særdeles sterkt ud, medens den hos Anomala er ganske kort; den øvrige Del af Inderranden (8) er her kort; den forreste Rand af Lacinien ligner ganske Anomala's. Mandiblen. Den skærende Rand er glat med en utydelig Tand omtrent midtpaa (smlgn. Anomala, Axius princeps). Det knusende Parti er kun svagt udviklet, utydeligt afsat (svagere end hos Anomala)J. — De to nederste Led af Palpen sammensmmltede. Antennerne. Det nederste Led er lille, i Sammenligning med Anomala's stærkt reduceret i Omfang. Den Hinde, hvori Mundingen for den succowske Kirtel findes, ligner ganske den tilsvarende hos andre Decapoder; den har, ligesom hos Anomala, sin Plads ved den indre Rand af Leddet, men endnu yderligere end hos disse; dog er den omgiven af en fuldstændig, eller næsten fuldstændig, forkalket Ramme. Den sés ikke uden Preparation, ti en Proces fra Epistomet skyder sig frem og skjuler den. En Proces, som ogsaa findes hos de tidligere omtalle, men som hos Carcinus er meget stor, udspringer fra den bageste, nederste Rand af den omtalte Ramme og er rettet opefter (indefter)!). — 2. og 3. Led er 1) Disse Forhold synes ikke tidligere at være rigtig sete af nogen, saavidt jeg kan skônne heller ikke af Strahl (Archiv f. Naturg. 1862, Monatsb. d. Akad. z. Berlin 1861). 121 143 sammenvoksede; den indre Ende af Ledaksen mellem 2. + 3. Led og 4. er drejet opefter, saaledes at Ledaksen kommer til at ligge skraat, medens den hos de tidligere omtalte ligger horizontalt. Antennulerne. Det nederste Led er særdeles tykt og bredt (smlgn. Anomala); det følgende Led udspringer fra den indre Del af Forenden. Det 2. Led er i Hvilen büjet skraat ud til Siden; det 3. er, i Modsætning til Anomala's, knækket tilbage bag det andet, med Spidsen bagud og indad, i complet modsat Retning af den, vi fandt hos Anomala. — To meget korte Svøber, ligesom typisk hos Anomala. — Ligesom hos disse sidder endvidere de to Antennuler temmelig langt fra hinanden. Ójenstilkene er lange, det inderste Led, som er lidt længere end det ydre, er tyndt og skjules — som sædvanlig — af Rostrum (sé iøvrigt nedenfor). Cornea har den samme Form, som vi fandt saa tydelig hos Eupagurus. Halefodderne (smlgn. Fig. 183). Hos 9 er der Fødder paa 2., 3., 4. og 5. Ring; hver Fod har to smalle, lange Blade. Der findes som sædvanlig et ganske kort fürste Basilarled og et meget langt andet; den ydre Gren (Blad), som allerede hos Homarus etc. sidder indleddet lidt ovenfor (9: nærmere ved Basis end) den indre, er her indleddet tæt ved den proximale Ende af Basilarleddet. Dette er rettet stærkt indefter; de to Grene sidder langt fra hinanden. — Det ydre Blad er, som sædvanlig, ikke ægbærende. Hos ó findes der kun Lemmer paa 1. og 2. Ring. Fórste Par frembyder en videre Udvikling af de hos Anomala (Paguristes og Galathea) forefundne Forhold; den Sammen- rulning, vi dér fandt af Bladet, er her fort videre, saaledes at der er dannet en Rende med nóje sammensluttede (men ikke sammenvoksede) Rande; den (som sædvanlig) tykkere bageste Rand dækker den forreste, tyndere; Renden er kun aaben tæt ved Bladets Insertion paa Basilarleddet. — Det andet Par Halefodder bestaar af to lange Led: Skaftet og det med Appendix masculina sammenvoksede indre Blad (der er ingen Grænse mellem App. masc. og Bladet); smlgn. Paguristes og Galathea. Skjoldet er characteristisk. Det er meget bredt, der findes den samme Siderand som hos Anomala, meget skarpt udpræget. Rostrum er meget bredt, kort, steder sammen med en Proces fra Epistomet (smlgn. Scyllarinerne), dækker det indre Ojenstilkled; det yderste Led af Ójenstilken ligger i den saakaldte Orbita, en Grube i Skjoldet. — Linea anomurica er tilstede, tydelig, men den nedenfor denne liggende Del af Skjoldet er ikke som hos Anomala bevægelig; de egenlige Skjoldfurer findes der næppe Spor til, men der- imod er en Del af Muskelindtrykkene meget tydelige. Halen. Sidestykkerne rettede ud til Siden. 7. Ring lille. 3.—5. Ring er hos d sammenvoksede. Gællerne. Hver Galle har to Rækker brede Blade. Tallene er følgende: Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2, 19 144 122 0 0 1 fra Pleuren. 11:17 — 2 fra Ledhuden. 2 - — 1 fra Epignathen. I å n2 lus i De øvrige Former”), som hører til de Haans Brachygnath- Gruppe (- Dromia- ceerne) slutter sig i det hele nóje til Carcinus; jeg vil kortelig omtale dem under ét. Thoraxfedderne. Hos Ocypode og nærstaaende Former mangler den for Carcinus og Flertallet af Brachyurer characteristiske Proces, der udspringer fra I. Pars 6. Led ved Enderne af Ledaksen og griber ud over Processen fra 5. Led. Endvidere fjerner disse Former — der ogsaa i andre Henseender (sé nedenfor) danner en afvigende Flój — sig fra Carcinus ved at Ledakserne 6—7 og 5—6 danner spidsere (og stumpere) Vinkler med hin- anden end hos denne. — Iovrigt har jeg ikke i Thoraxfodderne fundet Afvigelser fra det for Carcinus beskrevne. Tredje Kæbefod. Hos Ocypode mangler Exognathen Flagellum og dens Skaft er kort; i Forbindelse hermed staar det, at det for Carcinus etc. characteristiske Hjórne paa 4. Led ganske mangler. Hos den nærstaaende Cardisoma er der Spor af Hjórnet tilbage, ligesom ogsaa Flagellum her er tilstede. — Iøvrigt forholder disse Former, ligesom ogsaa de andre undersogte, sig i Bygningen af 3. Maxilliped som Carcinus. Anden Kæbefod. 4. Led hos Ocypode og nærstaaende bredere og stærkere behaaret end hos Carcinus. Fórste Kæbefod. Hos Grapsus, Ocypode etc. er det ydre Hjórne trukket ud fremefter (sé Fig. 67). Anden Maxille. Hos Grapsus (Fig. 97) og Ocypode er den proximale Lobus af Lac. interna forneden bredere end hos Carcinus. — Hos Hyas er den proximale Lobus af Lac. interna meget stor, den distale lille; hos den nærstaaende Stenorhynchus mangler hin ganske, kun den distale er tilstede, og Lac. externa er hos denne udelt og smal. 1) Jeg har undersøgt Repræsentanter for de forskellige Afdelinger; i Litteraturen (navnlig hos de Haan) foreligger der desuden talrige Analyser, især af Munddele, som godtgór disse Formers nôje Sammen- hæng. — De ovenstaaende Bemærkninger om Enkeltheder hviler udelukkende paa Autopsi. — Det ligger forresten udenfor min nærværende Opgave at behandle de genuine Brachyurers Systematik i det enkelte; det er kun min Opgave at bestemme hele Gruppens systematiske Stilling. : "4 js ES "v 2 * ; " - 123 145 Fórste Maxille. Hos de fleste forholder den indre Rand af Lac. interna sig lige- som hos Careinus, men hos Grapsus (Fig. 128) og Ocypode er den derimod — istedenfor som hos Carcinus at være concav — convex, altsaa en ret betydelig Forandring i Sammen- ligning med Carcinus. Den forreste Rand af Lac. interna har jeg bestandig fundet som hos Carcinus. — Palpen har jeg hos Stenorhynchus fundet ganske kort, énleddet; de andre, jeg har undersogt, forholder sig heri som Carcinus. Mandiblens Corpus har jeg bestandig fundet som hos Carcinus. Antennerne erhos Pseudocorystes!) kraftigere end sædvanlig hos Brachyurerne. Antennulerne. Hos Ocypode er de to sidste Led samt Svoberne næsten rudimentære. Halefodderne. Hos nogle (f. Ex. Cancer pagurus) er Randene paa Bladet af 1. Par Halefodder hos d mindre sammensluttede end hos Carcinus. — Hos Cancer og Pseudo- corystes finder jeg, at 2. Par hos d har det yderste «Led» delt paa tværs, en Antydning af dets Sammensætning af det indre Blad og Appendix interna. Skjoldet giver mig ikke Anledning til Bemærkninger; det slutter sig gennem- gaaende i de Forhold, hvorpaa det her kommer an, til Carcinus'. Ogsaa de Former, der hos de Haan danner Gruppen Oxystomata, slutter sig uden Undtagelse nóje til Carcinus. Jeg har af Oxystomer i det enkelte undersøgt Repræ- sentanter for alle de Haans Familjer (Dorippe, Calappa, Hepatus, Persephone, Ranilia). Thoraxfedderne forholder sig i Reglen næsten ganske som hos Carcinus: Led- akse 5—6 paa I. Par danner med 4—5 meget spidse Vinkler, Ledakserne 6—7 og 5 — 6 omtrent rette, etc. Hvad det fürste Punkt angaar, går dog Persephone og Philyra (og formodenlig ogsaa andre Leucosier) en Undtagelse; hos disse danner Ledakse 4—5 omtrent rette Vinkler med 5—6, altsaa et Forhold, der staar i nójeste Analogi med det, vi fandt hos Homarus. — Hos Dorippe er som bekendt Thoraxkrumningen?) ligesom hos Dromiaceerne stark (Notopoder Latr., og det bageste Par subcheliforme Thoraxfodder ligner ved en loselig Betragtning Homolas; men den bevægelige Finger sidder ikke som hos Homola bagved, men foran den ubevegelige. Tredje Kæbefod hos Dorippe og Calappa afviger ikke synderlig fra Car- cinus'. Heller ikke hos Ranilia (Fig. 18) og Hepatus (Fig. 19) er Afvigelsen særdeles stor; 4. Led har det samme characteristiske ydre Hjórne; hos Hepatus er den indre, ovre 1) Gorystes forholder sig næsten ganske som Pseudocorystes. ?) Convexiteten vender som bekendt nedefter. 146 124 Spids trukken stærkt ud, hos Ranilia har Forlængelsen ramt Leddets midterste Del; hos bægge mangler Exognathen Svøbe. Hos Persephone (Fig. 20), der iøvrigt i 3. Kæbefod ligner Hepatus, er det ydre Hjórne paa 4. Led ganske eller dog næsten ganske forsvundet. Anden Kæbefod omtrent som hos Carcinus. Hos Ranilia er Svøben kort (hos Ranina mangler den efter de Haans Figur). Fürste Kæbefod. Hos Calappa (Fig. 68) og Dorippe er det indre forreste Hjørne af Lac. externa stærkt trukket ud fremefter. Hos Hepatus er dette ikke Tilfældet, her er Forholdene som hos Carcinus. Hos Leucosierne og Ranilia er Lac. externa lang og kraftig, men har ikke den for Brachyurerne typiske Form; hos Ranilia mangler Exognath - Svøben. Anden Maxille. Hos Hepatus og Calappa normal (— Carcinus); hos Do- rippe mangler Lac. interna og Lac. externa har kun Spor til Indskæring. Hos Ranilia er Palpen ikke slet saa bred ved Basis som sædvanlig; ellers normal. Hos Persephone er Palpen normal, men af Lacinierne er der kun en smal, tilspidset, ukløvet Del tilbage (formodenlig Lac. externa). Fórste Maxille. Hos Dorippe, Calappa (Fig. 126), Hepatus, Ranilia (Fig. 197) normal; hos Persephone er Palpen kort, uleddet. Mandiblen har jeg bestandig fundet omtrent som hos Carcinus. Ójnene. Hos Ranilia er Rostrum, analogt med Homolas, temmelig smalt og dækker ikke inderste Led af Ojenstilken. Antennerne (de ydre) er hos Ranilia temmelig kraftige. Skjoldet i det væsenlige som hos Carcinus (Siderand, Linea anomurica; Skjold- furer utydelige). Hos Raninerne har Q's Künsaabning, i Modsætning til de andre genuine Brachyurer, sin Plads i Basilarleddet af III. Par. Dette Factum staar i ligefrem simpel Relation til Sternums overordenlige Smalhed og er ingenlunde Tegn paa nærmere Slægtskab mellem Raninerne og Dromiaceerne eller Anomala; Raninerne er genuine Brachyurer, men derhos en Gruppe, som i mange Henseender frembyder abnorme Træk. Iøvrigt maa det vere mig tilladt her at udtale en beskeden Tvivl om Naturligheden af de Haans Gruppe Oxystomata. Det er mig f. Ex. ganske gaadefuldt, hvilket sammen- knyttende Baand der er mellem Hepatus og Calappa eller Dorippe, eller hvorfor Raninerne stilles sammen med de andre. | det hele vil jeg opfordre den, der disponerer over et stort Materiale af Brachyurer og som har Taalmodighed til at undersoge og sammenligne en stor Mængde af disse Dyr i en yderlig Detail — ti det maa der til —, til at bearbejde hele Brachyur-Gruppens Systematik; det vil sikkert være et interessant og lónnende Arbejde. - " 5p oi d PL gs rom 0 aM dC 125 147 Udviklingen af de genuine Brachyurer er nu ret vel bekendt!). — Larven forlader Ægget forsynet med 2 Par Svommefodder ligesom Anomala's, men skiller sig fra disses ved at mangle Anlægget til 3. Maxilliped. — Senere vokser denne frem samtidig med Thoraxfodderne, men, hvad jeg særlig fremhæver: Exognathen paa 3. Maxilliped er aldrig Svommepalpe (smlgn. Fig. 213a af en Larve omtrent paa samme Stadium som Galathea-Larven b); ligesaa lidt som hos Anomala har Thoraxfodderne nogensinde Exopodit. Endvidere bór det bemærkes, at Zoéa'ens Skjold typisk hos Brachyurerne er forsynet med en (lang) Pandetorn og to Sidetorne (smlgn. Anomala), samt en Rygtorn, som altid fattes hos Anomala. Squama er altid svagt udviklet. — Ogsaa Brachyurerne gennemlober et Natant-Stadium (Megalops); i dette er de forsynede med Halefodder af ganske lignende Bygning som Glaucothoés etc.; 6. Par Halefodder er som bekendt tilstede; de synes ikke paa noget Stadium at vere forsynede med mer end ét vel udviklet Blad; dog har jeg hos en Megalops (af en Raninoid) fundet et rudimentært indre Blad, som vel ogsaa vil genfindes hos andre. b. DBromiaceerne. Denne Gruppe danner den skónneste Overgang mellem de genuine Brachyurer og Anomala. Vi vil forst betragte Slægten: Dromia. Thoraxfodderne. Ledakserne paa I. Par forholder sig som hos Carcinus. Den Proces, der hos Carcinus og de ægte Brachyurer i Almindelighed udspringer fra Led 6 ved Enderne af Drejningsaksen og griber ud over Processen fra Led 5, hviler her ovenpaa denne, griber ikke ud over den. (Ligesaa forholder sig Anomala, Thalassinerne og — Astacus; hos denne er derhos Processerne fra 5. Led korte og slutter ikke fast om Kanten af 6. Led, saaledes at Forbindelsen bliver langt mindre fast end hos Homarus). — V. Benpar er forsynet med en Chela, den bevægelige Finger sidder bag den ubevægelige (smlgn. Ano- mala). De to bageste Par Ben kortere og tyndere end de foregaaende. Tredje K&befod(Fig.15). 3. Led er knapt saa langt som 4. (smlgn. Anomala; hos Carcinus meget længere). 3. Leds Crista dentata er tydeligere end hos Carcinus; samme Leds indad vendende Flade er vel smallere end nogen af de andre to Flader, men dog meget langt fra at være bleven til en skarp Kant som hos Carcinus. 4. Led udadtil trukket ud i et Hjórne (— Careinus) — Exognathen som hos Carcinus. Epignathen vel udviklet, men mindre end hos Carcinus. — De to 3. Kæbefodder, ligesom ogsaa Kæbefodderne af 2. Par 1) Smlgn. Claus, Crust.-System. 148 126 sidder tel ved hinanden (— Paguroider, Galatheider ete., modsat Careinus); i Forbindelse hermed staar det, at de proximale Led har en væsenlig anden Form end hos Carcinus og de andre genuine Brachyurer. Anden Kæbefod. Exognathsvøben indadrettet, Skaftet længere end den sammen- bøjede Endognath. 4. Led i sin proximale Del bredere end hos Carcinus, men forefter smalt, besat med lange indadrettede Bórster, som mangler hos Carcinus. Vel udviklet Epignath ligesom hos Carcinus. Fórste Kæbefod (Fig. 65). Exognathen som hos Carcinus. Epignathen er ikke nær saa langstrakt som hos denne. Lac. externa har det samme ydre Hjórne som hos Carcinus, men hele Lacinien er forholdsvis kortere end hos de genuine Brachyurer (smlgn. Anomala). Lac. media temmelig smal ligesom hos Brachyura genuina og Anomala; Lac. interna kortere end media. Anden Maxille (Fig. 95). Ligesom hos Anomala er den proximale Lobus af Lac. interna meget stórre end den distale Lobus af samme. Palpen er bredere ved sin Basis end hos Anomala, smallere end hos Carcinus, i Enden tilspidset. Fórste Maxille (Fig. 124). Den forreste Rand af Lac. interna har den samme characteristiske Form som hos Anomala og de ægte Brachyurer. Det forreste inderste Hjørne er vel trukket lidt ud, men langt fra saa meget som hos Carcinus: Lac. interna ligner langt mere Anomala's end de ægte Brachyurers. — Palpen er toleddet, det yderste Led stårre end hos Anomala. Mandiblen ligner Carcinus'. Dog er den knusende Del — som iøvrigt kun er lidet fremtrædende — bredere end hos denne. Antennerne. Det nederste Led, hvorpaa Hinden med Udfürselsaabningen for den succowske Kirtel findes, er bredere end det følgende Led; ved den indre Rand finder vi Hinden siddende; en lille Proces, der udspringer fra Leddet og gaar ud over Hinden, giver det Udseende af, at denne sad i et Indsnit i Leddet. Forskellen mellem Carcinus og Dromia er i dette Punkt kun ringe; Leddet er hos Carcinus smallere og Hinden mere decideret rykket hen paa Leddets Rand, samt skjult af en Proces fra Epistomet, som mangler hos Dromia. — 2. og 3. Led ligesom hos Carcinus sammenvoksne; den indre Ende af Ledaksen mellem 2. —+ 3. og 4. Led er drejet mindre opefter end hos Carcinus. Antennulerne. 1. Led er ikke saa bredt som hos Carcinus; det folgende båjer ligesom hos denne udad; det 3. opad, bag det 2., men det kan ikke som hos Carcinus legge sig ned langs 2. Leds Bagside. — To korte Svober. Üjenene. Cornea er lille, viser ikke tydelig den for Anomala og Brachyurer characteristiske Form. Halefodderne hos 9 (Fig. 183). Ligesom hos Paguristes finder vi første Par Halefodder tilstede; Skaftet ret langt, der findes kun 1 Svobe, hele Foden er kort. Paa de 127 149 folgende Par er det ydre «Blad» indleddet tæt ved den proximale Ende af Skaftet; dette Blad er ligesom hos Carcinus segelformig krummet med Spidsen indad; det er ligesom hos Carcinus forsynet med lange Bórster, der ikke blot udspringer fra Randen, men fra hele Bagsiden. — Hos d har fórste Par en lignende Bygning som hos de ægte Brachyurer, men er temmelig kort. Det 2. Par bestaar af tre Led: Skaftet, det indre Blad, samt Appendix masculina, som udspringer fra Spidsen af det indre Blad; Appendix er langt kortere end hos Carcinus, men omtrent af samme Form. — Paa 5. Ring har jeg paa en Dromia-d fundet et Par Halefødder af lignende Bygning som hos 9, men ganske smaa; paa 3. og 4. Ring saa jeg hos samme Rudimenter til Halefødder. — Som bekendt findes der hos bægge Kón Spor til Halefødder paa 6. Ring, dog kun til Skaftet. Skjoldet. Rostrum ligesom hos Carcinus ved Basis bredt; dets Spidse støder sammen med en Proces fra Epistomet. Lignende Orbita. Ligesom hos de ægte Brachyurer er de egenlige Skjoldfurer utydelige, Muskelindtrykkene tydelige; en for Dromia ejendommelig Fure paa Skjoldets Overflade løber ud foran den bageste af Siderandens Tænder (denne Fure genfindes hos de fossile Slægter Oxythyreus, Goniodromites og Pithonoton, som almindelig, og sikkert med Rette, stilles til Dromiagruppen). — Linea anomurica tydelig. Halen. Sidestykkerne rettede udad. Sternaldelene ikke eller yderst svagt udviklede. Ingen af Haleleddene sammenvoksede. Gællerne har den sædvanlige bladede Bygning. Tallene er: V: 1 fra Pleuren. IV: I fra Pleuren, 1 fra Ledhuden; ogsaa denne sidste udspringer tilsyne- ladende fra Pleuren, da det paagældende Parti af Ledhuden er forkalket; men den svarer aldeles utvivlsomt til den ene af dem, der hos andre udspringer fra Ledhuden. Ill: 1 fra Pleuren, 2 fra Ledhuden. ES ES — 9 - — I: 2 fra Ledhuden. MD 220 — 0 fra Epignathen. Mp,: 0 - — 1 - — Slægten : Homola !) afviger i Habitus stærkt fra Dromia, men staar den iovrigt, som ogsaa de Haan skarpt fremhæver, meget nær; dog afviger den i flere interessante Punkter. !) Jeg har undersegt Arten Cuvieri. 150 128 Thoraxfodderne udmærker sig derved, at der findes en vel udviklet Epipodit paa 1.—3. Par. Iøvrigt som hos Dromia hvad Ledakser etc. angaar; det V. Par subcheliformt. Tredje Kæbefod ligner Dromias hvad 3. Led angaar, ligesom ogsaa 4. Led har det for Brachyurerne saa characteristiske ydre Hjürne. Anden og fórste Kæbefod og Maxillerne forholder sig som hos Dromia; dog er det bageste Hjórne paa Epignathen af 1. Kæbefod ikke saaledes udtrukket som hos Dromia, men kort, afrundet. Mandiblen udmærker sig ved at den knusende Del er ret vel udviklet. Antennerne. Membrana tympanica sidder paa Enden af et rorformig udtrukket Tuberculum. Ójenstilkene er ikke dækkede af det smalle Rostrum. (Corneas Form er ikke ganske let at sé paa det mig foreliggende, tórrede Exemplar.) Halefodderne hos © ligesom hos Dromia; dog mangler det rudimentære 6. Par, men 1. Par er tilstede. Skjoldet. Rostrum er ligesom hos Dromia bredt ved Basis, men smalner sig meget hurtig af. Ligesom hos Dromia og de andre Brachyurer stoder Rostrum sammen med en Proces fra Epistomet. — Hos Homola Cuvieri har jeg fundet Linea anomurica lobende paa en lignende Maade som hos Dromia, men kun fortil; den bageste Halvdel af Furen manglede. (Hos Homola spinifrons fandt jeg slet intet Spor til Linea anomurica, hvorhos jeg dog maa bemærke, at det af denne Art undersøgte Exemplar var tórret og ferniseret og maatte ikke tages itu). Furerne paa Skjoldets Overflade.er tydeligere end hos Dromia (saaledes navnlig €), men iøvrigt de samme; den for Dromia characteristiske Fure er ogsaa tilstede her!). Ogsaa Sideranden findes, men er ikke meget skarp. En Orbita findes ikke. Gælle-Tallene er folgende: M90; IV: 1 fra Pleuren, 1 fra Ledhuden (samme Bemærkning som ved Dromia). IE — 2 - — NÉE — 2 - — I: 2 fra Ledhuden. Mp3: 2 - — 0 fra Epignathen. Mose = 1 - = 1) Foruden de omtalte Furer finder jeg hos Homala Cuvieri en skarp Fure ovenover Sideranden; hos Homola spinifrons findes den ikke. 129 151 Udviklingen af Dromia. En mig foreliggende Zoéa!), paa omtrent samme Stadium som Galathea- Larven b, fra 37° 30' N.B., 122? 50' O.L. tilhører, som jeg nedenfor skal søge at vise, utvivl- somt Dromia. Thoraxfedderne er saa vidt udviklede, at man let kan tælle Leddene; det fürste Par (Fig. 209€), som er temmelig tykt og forholdsvis kort, bærer fuldstændige Klosakse; men alle de felgende mangler ethvert Spor til Chela. De mangler alle Epipodit. Det mærkeligste ved dem er imidlertid, at fórste Par, og kun det, er forsynet med en Exopodit, som aabenbart har fungeret som Svommepalpe. Tredje Kæbefod (Fig. 2094). Endognathen er ret vel udviklet; der findes en tydelig Epignath. Exognathen er Svommepalpe. Anden Kæbefod (Fig. 209c) er forsynet med Epignath og naturligvis med Svommepalpe. Fórste Kæbefod (Fig. 209b) har en stor Epignath af samme Form som hos den typiske Krabbe-Zoéa. Svommepalpe. Anden Maxille. Den proximale Lobus af Lac. interna er dobbelt saa stor som den distale. Antennerne (Fig. 209!) udmærker sig ved at besidde en vel udviklet, randhaaret Squama, samt ved ganske at mangle den for Brachyurerne (og Anomala) saa characteristiske Torn fra andet Basalled. Halefodderne paa 2.—5. Ring er store, navnlig det ydre Blad (det indre lille). Sidste Par Halefodder er tobladede, bægge Blade stærkt randhaarede. Skjoldet (Fig. 209) har en noget aflang Form, mangler ganske Rygtorn, Pandetorn middellang, en kort Torn fra hver Side af Skjoldets Bagrand. Skjoldets Overflade er for- synet med flere tydelige Furer og svage Knuder, men iovrigl glat. Sidste Haleled (Fig. 209a) er aldeles ikke indskaaret, der findes 12 Bôrster paa Bagenden. Gælletallene (Gællerne mangler endnu Blade) er folgende: MSN Ir IV: 2 (én stórre foroven, én lille forneden). 2 II: 3. 2 2 (0 fra Epignathen). 1 fra Epignathen. 1} Skjoldet Længde 3mm, Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 20 152 | | 130 Denne mærkelige Larve, som er saa stærkt afvigende fra alle Decapod-Larver, som vi hidtil kender, kunde der være Tale om at henfore til Thalassinerne, Anomala eller Brachyurerne; andre Decapoder maa paa Forhaand være udelukkede. Imod at henfore den til Thalassinerne taler imidlertid navnlig bestemt Thorax- foddernes Bygning (kun Klosakse paa 1. Par), Gælletallene etc.; disse maa vi altsaa ogsaa udelukke. Til Anomala kan den heller ikke høre, thi her har vi aldrig nogen Epignath paa 2. Kæbefod, Epignathen paa 1. Kæbefod har aldrig den Form, vi her finder, Gælletallene er altid andre end dem, vi her finder, etc. Vi har da kun Brachyurerne tilbage. Her kan atter af flere Grunde ikke være Tale om Brachyura genuina. Vi har da kun Dromiaceerne tilbage; til Homola kan den nu — selv afsét fra, at dennes Larve nedenfor vil blive beskreven og har et ganske andet Udseende — ikke høre, bl. a. paa Grund af Gælletallene. Vi har da kun Dromia (og de denne nærstaaende Former) tilbage. 4 Men med Dromia stemmer den ogsaa i alle de Forhold, hvori man kan sammen- ligne den med den voksne, baade i Epignatherne, i Thoraxfodderne, Gælletallene etc. Vi kommer saaledes til den mærkelige Slutning, at Dromia-Zoéa'en er forsynet med Svommepalpe paa 3. Kæbefod ligesom Anomalernes, i Modsætning til de genuine Bra- chyurers Zoéa, at fórste Thoraxfod i Modsætning baade til Anomala og Brachyura genuina har en Svommepalpe, at Antennerne, ligeledes i Mod- sætning til begge disse Grupper, mangler Tornen paa 2. Led!), at Skjoldet mangler Rygtorn?). Dromia-Megalops'en er som bekendt, ligesom Anomalas og de genuine Brachyurers tilsvarende Stadium, forsynet med tvegrenede Halefodder paa 2.—5. Ring, hvis indre Blad har Kroge i Spidsen. Den afviger fra de ægte Brachyurers, men ligner Ano- mala's Natant- Stadium i at have to vel udviklede Blade paa 6. Par Halefodder (et Factum, som Claus alt har fremhævet); dog maa jeg her bemærke, at jeg ogsaa har undersøgt Dromia-Megalops'er?), som kun havde ét Blad paa 6. Par — formodenlig et Overgangsstadium til den voksne. Homolas Udvikling. Til denne Form har jeg to lidt forskellige Stadier af samme Art (eller dog af to meget nærstaaende Arter). !) Muligvis er den yngre Zoëa forsynet med denne Torn, muligvis er det en Arts-Ejendommelighed. 2) Hermed er det selvfølgelig givet, at den Zoéa, som Claus afbilder i sit Crust.-Syst. Tab. XIV, Fig. 6—13, og om hvilken han siger, at dens «Antennen und Mundtheile stimmen bis in's Detail mit der Krabbenzoéa überein», ikke, som han antager, kan tilhore Dromia. 3) Da jeg undersogte dem paa Munddelene, som næsten ganske ligner de voksnes, er det fuldkommen sikkert, at de tilhorer Dromia. 131 153 at). Fanget 31° 65! S.B., 45° 17' O.L. Den er forholdsvis mindre udviklet end den ovenfor omtalte Dromia-Zoëa. — Thoraxfodderne er smaa, I. Par med Spor til Chela, de andre uden saadant. — Tredje Kæbefods Exognath er en vel udviklet Svommepalpe, Endognathen (d. v. s. dennes distale Del) er endnu rudimentær. 1. og 2. Kæbefod er forsynet med Svommepalpe; fürste Kæbefod har Epignath, de andre mangler en saadan. — Antennerne har ligesom hos Dromia-Zoéa'en en Squama, som er behaaret langs hele Randen; her findes en lang Torn fra Antenneskaftet. — Skjoldet (Fig. 212) er rigt forsynet med Torne, deriblandt ogsaa en, ikke meget lang, Rygtorn. — Omtrent 30 temmelig korte Bürster paa den temmelig svagt udskaarne Haleende. b?). Staar omtrent paa samme Stadium som Dromia-Zoéa'en. 32° 30' S.B., 15° Q.L. — Thoraxfedderne ret vel udviklede (Leddene kan tælles); fra I. Par udspringer ingen Exopodit, men derimod en vel udviklet Epipodit, som ogsaa findes paa II. og III. Par. Chela paa I. Par stor, de andre mangler Chela. — Baade 2. og 3. Kæbefod er nu forsynede med Epignath, paa bægge er den vel udviklet; 1. Kæbefods Epignath har samme Form som hos den genuine Krabbe- Zoéa paa tilsvarende Stadium (smlgn. Fig. 213); Endo- gnathen paa 3. Kæbefod er stórre end hos a. — Dyret er mere pigget end a, iøvrigt ingen mærkelige Forskelle. — Gelletallet kan jeg ikke opgive, da Dyrets ikke særdeles gode Conservationstilstand gór mig det umuligt at telle dem. Sér vi hen til Epignatherne, til Epipoditerne (paa I.—IM. Par) etc., kan der ikke vere nogensomhelst Tvivl om, at Larven b — og med den « — tilhører Homola. Inter- essant er paa den ene Side Ligheden (Kæbefodderne, Squama) med Dromia, paa den anden Side den betydelige Forskel (Tornen paa de ydre Antenner, Skjoldet, Exopoditen paa I. Thoraxfod) mellem Dromia-Zoéa'en og de foreliggende Larver. Medens paa den ene Side de genuine Brachyurer slutter sig nóje til Dromierne, slutter hele Gruppen, men navnlig Dromierne, sig paa den anden Side saaledes til Anomala, at man ikke kan tvivle paa, at de er udgaaede fra disse (smlgn. Ledakserne paa I. Thoraxfod, 1. Kæbefod, Exognatherne paa Kæbefodderne, 1. Maxille, Mandiblen, Tuberculums Plads, det tykke 1. Led paa Antennulerne, Svoberne paa samme, Cornea, d's Halefodder, Sideranden paa Skjoldet, Linea anomurica, de udadrettede Sidestykker paa Halen, Gællernes Bygning, Tornen paa den ydre Antenne hos Larven, sammes Halefodder etc.; V. Benpar hos Dromiaceerne, 3. Kæbefod, 2. Maxille, Udviklingen hos samme). 1) Skjoldet 32m Jangt. ?) Skjoldet 7 mm Jangt. 154 132 Spórger man dernæst, til hvilken af de ovenfor omtalte Grupper af Anomala de nærmest slutter sig, da vil det af meget nærliggende Grunde være aabenbart, at fra Pagu- roiderne eller Hipperne kan de ikke være udgaaede. Vi har saaledes kun Galathea-Gruppen tilbage. Fra denne Gruppe — eller rettere fra Galathea, ti Porcellana staar aabenbart i de faa Punkter, den afviger fra Galathea, Bra- chyurerne fjærnere -— var jeg en Tidlang tilbójelig til at antage, at Brachyurerne var udgaaede, og jeg fandt mig bestyrket deri ved det Factum, at hos Galathea ligesom hos Brachyurerne 2. og 3. Led af Antennen er sammenvoksede. Men dette Factum staar isoleret, og imod det staar andre, navnlig Haleføddernes Bygning, som, forekommer det mig, for- byder at aflede Brachyurerne fra denne Gruppe. Og paa den anden Side staar der Facta, som efter mit Skån viser tilbage ud over alle nulevende Anomala, — Existensen af en Epignath paa 2. Kæbefod, Formen af Epigna- then paa 1. Kæbefod, Palpen paa 1. Maxille, der mere ligner Axius end Anomalernes, Gællerne paa og ved 2. Kæbefod etc., maaske ogsaa Existensen af en Svømmepalpe paa I. Thoraxfod hos Dromia-Larven —, og som tyder paa, at den Anomal — ti et Medlem af Gruppen Anomala har det været — hvorfra Brachyurgruppen er udgaaet, stod Thalassinerne (Axius) nærmere, end nogen af de nulevende Anomaler går det. ] Henhold hertil faar vi følgende Schema: Brachyura genuina Dromiaceer Porcellana Galathea Hipper Pagurus Axius 133 155 IX. Almindelig Oversigt. Subordo I. Natantia. Gorpus compressum, exoskeleton corneatum. — Pedes thoracici semper graciles; pes primus sequentibus rarissimo validior, plerisque secundo brevior. Articulatio inter articulos 5"" et 6"" sine axe. Articuli 7 omnes mobiles. Articulus 3% longus. Epipus plerisque, exopus paucis adest. Orificium genitale maris in membrana articularia inter thoracem et pedem 5"" (plerisquej. — Pes max. 3** plerisque pede thoracico 1° longior, pediformis. Exognathi pedum maxillarium apice prorsum verso (Crangone excepto). — Apex palpi mandibulæ prorsum versus. — Squama magma, spinà plerisque margine exteriore nec apice sità; articuli 1% et 2% antennæ sequentibus magnopere validiores. Tuberculum «audi- tivum» introrsum versum. Flagellum antenne validum. — Et scapus et flagella antennulæ plerisque magna; art. 1% scapi spinà in margine exteriore instructus. Setæ olfactoriæ in parte proximali inferiore flagelli exterioris. — Scapi oculorum (paucis exceptis) longi, corneà permagnáà, art. 1"? scapi rostro non obtecto. — Pedes postabdominales 1'—5' paris natatorii, scapo valido; pedes postabd. 1! paris plerisque bifidi. — Clypeus rostro compresso, dentibus ' acutis instructo (paucis exc.). — Postabdomen valde compressum, gibberum, epimero primo magno sequentium altitudine æquali. Annulus 7% acutus (paucis exc.) — — Pedes thoracici larvarum semper exopode instructi. Squama antenne larvis minoribus natu articulata. 1. Penæidæ. Pedes thor. :—3? chelati (in Sergeste chela pedi 1°, in Leucifero 1? et 2° deest); digitus mobilis supra immobilem. Pes 3'* ceteris longior. Epipus magnus inter branchias immisus (in Sergeste et Leucifero deest). — Pedes max. 3? 7-articulali, basi inter se approxi- mati. — Pes max. 2?" longus, margine exteriore articuli 7? magno, ejusdem fere ac interiore longitudinis. — Lacinia externa pedis max. f! longa, interdum 5-articulata, scapus exognathi processu exteriore nullo. Exognathus flagello nullo (in Penæo, Sicyonia, Sergeste, [Leucifero]) aut bene distincto (in Stenopode). — Lacinia interna maxillæ 2* bipartita, lobo proximali magno (in Stenopode), parvo (in Penæo, Sicyonia), evanescente (in Sergeste, Leucifero). — Maxilla 1*lacinià internà rotundatà; palpus interdum (in Penæo) 4-articulatus. — Mandibula parte secanti latà a parte manducatorià magnà in nullo genere profunde separatà. — Ramus interior pedis postabd. fi maris hamulis multis. Pedes postabd. appendice internà nullà. — Clypeus sulcis distinctis ornatus. — Epimerum annuli postabd. 1?! marginem anteriorem epimeri 2! tegit. — Branchiæ plerisque foliosæ, foliis foliolis margine instructis. — — Larvæ majores natu omnibus pedibus exopodibus instructis. — Ex ovo præcoces erumpunt. 156 134 2. Eucyphotes. Pedes thoracici 1—2: (non 3") chelati, dig. mobilis extra et infra immobilem (ple- risque). Pes 3% secundo plerisque brevior. Epipus parvus (vel nullus). — Pedes max. 3i quinque-articulati, basi inter se remoti. — Pes max. 2" brevior quam in Penæidis, margine exteriore art. 7! perbrevi, interiore longo. — Lacinia externa p. m. 1! brevis, scapus exognathi processu exteriore magno. — Lac. interna max. 2* lobo proximali nullo. — Lac. interna max. 1” acuta apice prorsum verso (Caridinà exc.). — Mandibula plerisque profunde. bipartita, nonnullis normalis. — Ramus interior pedis postabd, 1! maris hamulis paucis vel nullis instructus. Pedes postabd. appendice internà hamulis instructà. — Clypeus sulcis paucis, indistinetis ornatus. — Epimerum 2" postabdominis marginem posteriorem epimeri 1! tegit. Annulus 7" dorso spinis quatuor, extremitate posteriore spinis quatuor selisque pennatis duabus. — Branchiæ simpliciter folios. — — Larva plerisque nullo statis tempore exopode in pede 5*. — Ex ovo erumpunt pedibus thoracicis immaturis instructa. Subordo II. Reptantia. Corpus non compressum vel depressum. Exoskeleton calcificatum. Pedes thor. ple- risque validi, gressorii; pes 1" sequentibus plerisque multo validior. Articulatio inter art.os 5"" et 6"" semper axe instructa. Art. 2" tertio plerisque coalitus. Art. 3% plerisque brevis. Epipus sepissime deest. Orificium genitale maris in articulo basali 5! paris. — Pes max. 3** pede thoracico 1? (nec non sequentibus) multo minor, non pediformis. — Apex palpi mandibulæ pone partem secantem plerisque situs. — Squama parva; arti 1" et 2% antennæ sequentibus paulo validiores; flagellum plerisque debile. — Et scapus et flagella antennulæ mediocria vel parva; art. 15 scapi spinà in margine exteriore nullà; setæ olfactoriæ in parte distali flagelli exterioris. — Scapi oculorum breves, cornea mediocris (vel parva), articulus 1"5 scapi rostro obtectus. — Pedes postabd. 1/—5' paris adultorum non natatorii. Pes postabd. primi paris uniramis, in feminà debilis vel nullus. — Clypeus rostro depresso. — Postabdomen non compressum vel depressum, non gibberum, epimero 1° parvo vel nullo. Ann. 75 typice non acutus. — — Squama antennæ larvarum non articulata. — Larvæ maxime natu, statui adulto proxima, pedibus postabdominalibus natatoriis. 1. Homaride. Pedes thor. l5, 25, 3! chelati, pes 5% subcheliformis; digitus mobilis 1! paris intror- sum versus. Art. 2" f! paris 3? coalitus, art. 2% reliquorum pedum liber. Art. 3% quam in celeris Reptantiis major. Pedes 1'—4' epipode magno. — Scapus exognathi p. m. tertii art. - 3° endognathi brevior. Scapus exognathi p. m. 2 endognatho brevior. Lac. externa p. m. 135 157 fbiarticulata, medià latà longior; lac. interna brevis. Flagella exognathorum pedum max. prorsum versa, epignathi magni. — Lobus proximalis lac. intern: max. 22 margine interiore brevi. — Lac. interna max. 1? margine interiore mediocri; palpus biarticulatus, art. distali longo. — Mandibula parte manducatorià magnà. — Squama mediocris, flagellum antennæ nec non scapus valida, tuberculum deorsum versum. — Cornea mediocris. — Pedes postabdom. appendice internà nullà, primi paris maris copulatorii, 2 paris birames appendice masculinà ; ramus externus pedum postabd. sexti paris articulatus. — Rostrum mediocre; sulci clypeales profundi, — Epimera postabdom. sat magna. — Branchiæ penicillate; branchiæ pleurales adsunt. — — Larvæ exopodibus instructæ !). Astacus cum Homaridis conjungendus; differt tamen Homaro et appro- pinquat Thalassinidis lacinià externà breviore pedis max. l'a medià angustiore remotà, epignatho p. max. 1' breviore, lac. internà maxillarum 2* et 1°, parte manducatorià mandibule minore, branchiis filamentis paucioribus instructis, annulo ultimo thoracis separato. 2. Enjonida?). Pedes thor. —4! paris chelati, pedes I! sequentibus non multo validiores, digito mobili supra et extra immobilem. Epipus? — Squama sat magna, flagellum antenn: sat validum. — Seapus antennule mediocris. — Pedes postabd. utriusque sexus appendice internà in- structi, primi paris maris copulatorii, secundi paris appendice masculina. — Rostrum latum, clypeus depressus, sulci clypeales profundi. — Epimera postabdominalia sat magna. — Branchiæ penicillatæ. — — Larvæ (? exopodibus, clypeo depresso instructæ. 3. Loricata. Pedes b'feminæ chelati, ceteri pedes chelà nullà (pes {% sequentibus paulo validior, interdum subcheliformis, digito mobili supra immobilem). Art. 2% omnibus pedibus 3° coalitus. Pedes 1'—% paris epipode magno. — Scapus exognathi pedis max. 3? art. tertio endognathi brevior. Scapus exognathi ped. max. 2! endognatho brevior. Lac. externa ped. max. l! brevis, abnormis, lac. media lata, interna brevis. Flagella exognathorum pedum max. prorsum versa, epignathi magni. — Laciniæ max. ?* valde abnormes, non manducatoriæ. — Lac. interna max. 1* margine interiore mediocri, ejusdem forms ac in Homaridis typicis; palpus brevis uniarticulatus. — Mandibula parte manducatorià aut magnà aut nullà. — 1) Homaridæ typicæ Penæidis affines sunt: pedibus thoracicis 1i#—3üs chelatis, art. 20 in pedibus 2is— 5is tertio non coalito, epipode magno; flagello exognathorum pedum max. prorsum verso, scapo exogn. pedum max. brevi, lac. externà p. m. li longà, lobo proximali maxillæ 22, lac. internà max. 12, mandibulà, antennà, exopodibus larvarum etc. ?) Hae familià hucusque non bene cognità, diagnosis eà causà valde imperfecta. 158 136 Squama nulla, flagellum et scapus antennæ valida; art. 2"5 tertio coalitus; tubereulum deorsum versum. — Scapus antennulæ longus, debilis. — Cornea mediocris. — Pedes postabdominales feminæ appendice internà, maris debiles; p. postabdominales primi paris utriusque sexus omnino desunt; pedes sexti paris parte distali magno molli, ramo externo articulato. — Rostrum valde dilatatum, breve vel mediocre; sulci clypeales profundi. — Epimera postabdominalia sat magna, plerisque acuta. — Branchiæ penicillate, ejusdem fere numeri ac in Homaridis typicis; branchiæ .pleurales adsunt. — — Larvæ exopodibus, clypeo depresso instructæ !). 4. Thalassinida. * Pedes thoracici [—2: paris plerisque chelati, tertii paris chelà nullà; pes 5% utriusque sexus subcheliformis; digitus mobilis 1 paris supra immobilem, articulationibus valde diversis ac in Homaridis. Pedes compressi, setis longis marginalibus. Art. 2 omnibus pedibus 3i° coalitus. Epipus parvus vel nullus. — Scapus exognathi pedis m. tertii art. 3° endognathi aut (plerisque) longior, aut (Axio) brevior; scapus exognathi pedis m. secundi endognatho aut (plerisque) longior, aut (Axio) brevior. Lac.externa pedis m. 1 medi: angustiori fere æqualis, biarticulata, a medià remota, lac. interna mediæ æqualis. Flagella exognathorum p. m. 3? et 27 prorsum versa (Thalassinà exceptà), flagellum p. m. f! breve; epignathi aut mediocres aut parvi aut nulli. — Lobus proximalis lac. internæ max. 2° margine interiore longo. — Lac. interna max. 1” margine interiore longo, anteriore obliquo; palpus biarticulatus, articulo distali sat longo aut brevi. — Mandibula parte manducatorià mediocri vel parvà, parte secante unidentatà (in Axio principe) vel multidentatà (in reliquis). — Squama parva (vel nulla), flagellum et scapus non valida; tuberculum extrorsum versum. — Cornea parva. — Pedes postabd. appendice internà plerisque, primi paris maris copulatorii, secundi paris birames appendice masculinà (plerisque); ramus externus sexti paris plerisque non articulatus. — Rostrum parvum, angustum; sulci elypeales leviter impressi; linea thalassinica plerisque. — Epimera postabd. parva vel rudimentaria. — Branchiæ foliosæ, foliis angustis; branchiæ pleurales plerisque nulle. — — Larvæ exopodibus instructa. 5. Anomala. Pedes li chelati, 2:—5? chelà nullà; pes 5"5 debilis non gressorius, utriusque sexus cheliformis. Digitus mobilis 1? paris introrsum versus. Pedes non compressi. Art. 2"* omnibus pedibus tertio coalitus. Epipus parvus vel nullus. — Art. 3% p. m. 3? plerisque quarto brevior. Scapus exognathi p. max. 3? art. 3° endognathi longior, pedis max. 2! endognatho longior. Lac. externa p. m. i!lacinie medie angustioris æqualis vel brevior, uniarticulata, a medià !) Loricata affinissima sunt Homaridis typicis: epipodibus, exognathis epignathisque pedum max, lacinià medià ped. max. fi, lac. internà max. 12, mandibulà, flagello valido antennæ, branchiis etc. 137 159 valde remota; lac. interna typice mediæ æqualis. Apex flagelli exognathorum p. m. 3? et 2! introrsum versus (paucis exc.); flagellum exognathi p. m. 1! magnum aut parvum, apice aut introrsum (in Paguriste, Eupaguro, Lithode) aut prorsum verso. Epignathi p. m. 3? et 1! parvi vel nulli, pedis m. 2: nullus. — Lobus proximalis lac. interna maxille 2* margine interno longo. — Lac. interna max. 1? margine interiore longo, anteriore transverso; palpus articulo distali debili vel nullo. — Mandibula parte manducatorià parvà, parte secan!i unidentatà. — Squama parva, flagellum antennæ debile, tuberculum prope ad marginem interiorem art. 1! situm. — Art. {% antennule crassus, flagella brevissima. — Cornea typice mediocris. — Pedes postabdominales raro appendice internà; 1' paris maris copulatorii aut nulli; 2! paris maris aut ramo externo rudimentario vel nullo, appendice masculinà in apice rami interni, aut (plerisque) omnino desunt; ramus externus pedum postabd. 6' paris non articulatus, scapus extremus ejusdem paris prorsum versus. — Rostrum parvum, angustum; clypeus suleis plerisque indistinctis, lineà anomuricà, margine laterali. — Epimera postabdominalia aut bene efformata extrorsum fere versa aut rudimentaria vel nulla (in Paguroidis). — Branchiæ foliosæ; branchiæ pleurales adsunt. — — Zoéa neonata pedibus maxil. 1? et 2° natatoriis, pede max. tertio rudimentario; zoéa major natu pede max. tertio natatorio; spinà dorsali nullà. Pedes thoracici nullo xtatis tempore exopodibus. In statu natantorio ramus internus pedum postabd. hamulis in apice instructus. — Scapus antenne 2° zoëæ spinà instructus. 6. Brachyura. Pedes thoracici |! chelati, 2:—3? chelà nullà. Pes 5% nemini debilis, plerisque gressorius. Digitus mobilis 1! paris typice non introrsum versus. Art. 2"5 35 coalitus. Epipus plerisque deest. — Endognathus p. max. 3? depressus, articulo quarto processu mar- ginis exterioris. Scapus exognathi p. max. 3articulo tertio endognathi longior, pedis max. 2! endognatho longior. Lac. externa p. max. 1! medià angustiore longior, a medià remota uniarti- culata, apice introrsum verso; lac. interna typice medià paulo brevior. Apex flagelli exognathorum p. max. 3? et 2 introrsum versus; flagellum exognathi p. m. li magnum apice introrsum verso. Epignathi pedum maxillarium (1', 2?, 39) maximi. — Palpus max. 22 basi latus. — Lac. in- terna max. 1^ margine interiore longo, anteriore transverso; palpus articulo distali plerisque longo. — Mandibula parte manducatorià parvà, plerisque non bene efformatà, parte secante unidentatà. — Squama nulla, artic. secundus antenne tertio semper coalitus, flagellum debile, tuberculum introrsum versum. — Flagella antennule brevissima, artic. primus scapi crassissimus. — Pedes postabd. appendice internà nullà; primi paris maris copulatorii; secundi paris maris ramo externo nullo, appendice masculinà in apice rami interni; pedes sequentes maris nulli vel rudimentarii. Ramus externus p. postabdominalium feminæ basi valde ab interno distans. — Rostrum latum, epistomati apice attingit; clypeus lineà anomuricà nec non margine laterali. — Epimera postabdominalia extrorsum versa. — Branchiæ folios; Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 21 160 138 branchiæ pleurales adsunt. — — Pedes thoracici nullo ætatis tempore exopodibus (Dromià ecx.); in statu natantorio ramus interior pedum postabd. hamulis apice instructus. — Scapus antennæ secundæ larvarum spinà instructus. a. Dromiaceæ. Pes 5*5 subcheliformis. — Artic. 3% p. m. 3 margine interiore lato, art. 4° brevior. — Pedes max. 2! et 3? basi approximati. — Lobus proximalis max. 22 magnus. — Processus anterior interior lac. internæ max. 1? brevis. — Tuberculum non obtectum. — Pes post- abdominalis 6% rudimentarius aut nullus. — Branchiarum numerus magnus. — — Zoëa major natu pede maxillari 3° natatorio. Clypeus spinà dorsali parvà vel nullà. b. Brachyura genuina. Pes quintus typice non subcheliformis. — Art. 3*5 p. m. 3! margine interiore acuto, articulo 4? longior. — Pedes max.2!et 3? basi inter se remoti. — Lobus proximalis max. 2° typice angustus. — Processus anterior interior lac. interna max. 1? longus. — Tuberculum processu epistomatis tectum. — Pes postabd. 6% nullus. — Branchiarum numerus parvus. — — Zoëa neonata pede maxillari 3% nullo; zoëa major natu pede maxillari 3° non natatorio. Clypeus typice spinà dorsali. | Tabula branchiarum. Abbreviationes: T. n. — totus numerus. Numeri uncinis () inclusi branchias rudimentarias pl. E pleura. indicant. ma. — membrana articularia, ep. — epipus vel epignathus. V, IV, III, II, I = pes quintus etc. ps, Mp,, Mp, — pes maxillaris III ete. / 162 140 ED NE PR EG RE I NES Ó TE, 156 V IV I Il I Mp; Mp, |Mp, pl. | ma.| ep. | pl. |ma.| ep. | pl. |ma.| ep. | pl. Ima. er. pl. ma.| ep. ».| ma. |ep.f pl. (ma. lep. | | | | Cerataspis longiremis . 24 1 3 3 1| 3 1458 1| 3 Lu 1| t — monsiruosus 22 1 3 1 3 1 3 1 2 1 1 T Ben Else. Ce 18 1 17 1| 2 1,2 iuga 1 2 2i Sicyonia carinata . .. 13 1 2 2 102 12 2| 1 Sergestes Frisii .... [7(2-D| t 1 1 1 1 1 (1)! 1 Caridina Desmarestii . | 7 [t 1 1| 1 1 1 1 AlnHeus c IT 6 1 1 1 1 1 1 Pandalus borealis . . . 192 NT itt sl iler ise] eae pt ie 2 1 Hippolyte sm see le 6 1 1 1 1 1 1 Palæmon Fabricii . . . 8 1 1 1 1 1 2 1 aie E 5(+1)| 1 1 1 1 1 (1) Crangon vulgaris . .. 6 1 1 1 1 1 1 — Boreas . . .. 5 1 1 1 1 1 ARTS AD ed 5 1 1 1 1 1 Pasiphaé tarda. . . . - 8 1 1 1481 aet ed Homarus vulgaris . . . [20 +1)| 1 DAME RO Det lestie 1 2/1 MA (1)! 1 Nephrops norvegieus . | 19(-1)] t 11: CA trt Re DR d SE EH eu 2 (1) Palinurus . ....... DIUI, 1| 2| 1| 1| 2| 1| 1 2] 2|1 PR i4 Seyllarus æquinoctialis 21 1 | PS Oe [CP RO t 2|1 2M ml ATCIUSAUIEUSE-E e i-e 19 1| Tea ter eae ea P Ea 221 rl DIN 2791 Astacus fluviatilis . . . | 18(+-3)] 1| (1) 2| 1[()] 2| t[(1) 2| 1 zu 2 1 Tal ud Thalassina anomala . . 15 | 2 2 2| 1 2) 2 1 irl Gebia littoralis. . . . . 10 BP 2 2 2 2 2 Callianassa gigas . . . | 10(+-1) 2 2 2 2 2 (1) Paguristes sp. . . . .. 13(2-1)| (1) 1| 2 1| 2 1| 2 2 2 Pagurus tuberculatus . 14 1 "pe 101620 15162 2 2 Coenobita perlata . . . | 11(2-3)| 1 We 1172 iu» (1) (2) Eupagurus Bernhardus 11 1| 2 2| 2 2 2 Lithodes arctica . . . . 11 | 112 2 2 2 2 Galathea squamifera. . 14 1| | 112 17152 1012 2 2 Porcellana rupicola . . 14 [1| ig 1 2| 1162 2 [142 Albunea Paretii . . . . | 103) 1| (1) 2 (1) 2| 2 2 11(4-1) Remipes EE 9 | 2 2| 2| 2 E Hinpac ice CPR 9 2 2 2 2 |t Dromiav- «0-0 e 1 1| 10 1|? 1122 2 1152 1 HOMO seer 14 1/1 ilg 1|? 2 | 2 it Carcinus manas. ... 9 1 1 2 | 1:2 1 ka Ocypode- 10:5 US 7(+ 1) (1) 1 2 2 1 1 141 163 Recherches sur les affinités des Crustacés décapodes. Par J'EN Boas L] Dans le mémoire danois détaillé qui précéde, jai exposé les résultats auxquels m'ont conduit les recherches, appuyées sur l'étude du squelette tégumentaire (appareil buccal, carapace, etc.), que j'ai faites sur les affinités des Crustacés décapodes, en présen- tant séparément au lecteur chacune des formes que j'ai examinées et en montrant par là comment elles se rattachent les unes aux autres. Ici, où la place dont je dispose est plus limitée, j'ai, pour abréger, rattaché constamment mon exposé au court apercu en latin qu'on trouvera p. 155—162. Pour plus de clarté, je commencerai par donner un résumé trés court des résultats généraux de mes recherches. Comme point de départ nous avons les Pénéides. A cette division se rattache d'un côté tous les autres Salicoques (génésiologiquement parlant, ils sont issus des Pénéides), qui forment un groupe naturel voisin des Pénées, mais trés distinct, auquel j'ai donné le nom d'Eukyphotes!). De l'autre côté, des Pénées descend tout le reste de l’ancien groupe non naturel Macrura + Anomala et Brachyura, qui tous ensemble forment une grande et riche division naturelle. Parmi ceux qui vivent actuellement, le genre Ho- marus (et le Nephrops) est le plus voisin des Pénées; de ce petit groupe, qui dans le passé était trés largement développé, descendent, d'une part, le genre Polycheles (Eryon) et les Loricata, et, de l’autre, les Thalassiniens; le genre Astacus est une forme intermédiaire entre le Homarus et les Thalassiniens. Le groupe Anomala dérive d'une forme appartenant à ces derniers. Ce groupe se divise en trois branches: les Galathéides, les Hippiens et les Paguriens. La Porcellana est un Galathéide modifié, et le Lithodes un Pagure (Eupagurus) également modifié, mais d'une manière bien plus riche. Enfin, le groupe Brachyura provient d'une forme apparte- !) zvgos, crochu; le nom Carides donné par M. Dana à cette division est employé par d'autres auteurs pour tous les Salicoques (y compris les Pénées). 164 142 nant aux Anomala; parmi les Brachyures, le groupe des Dromiacés est le plus voisin des Anomala, et les autres Brachyures se rattachent aux Dromiacés comme un tout bien homogène. On trouvera la filiation des formes indiquée à grands traits dans le tableau p. 27. A la page suivante j'ai donné le schema d'une «classification» qui se rapproche autant que possible des affinités naturelles; mais, à ce sujet, il faut remarquer qu'il est toujours difficile de renfermer la nature dans un systéme. Comme on le verra, je n'ai pas adopté l'ancienne classification en Macrures et en Brachyures, laquelle me paraît être aussi peu naturelle qu'une classification qui diviserait les Mammifères en Rongeurs et en non-Rongeurs: les Brachyures constituent une branche uniforme, riche en espéces et actuellement trés déve- loppée de la grande tige des Décapodes. Subordo I. Natantia. A la diagnose donnée p.155, j'ajouterai les remarques suivantes: L'artieulation entre le 5* et le 6* article des pattes thoraciques, en opposition à l'articulation correspondante chez les Reptantia, et aux autres articulations des pattes tho- raciques, n'a, chez les Natantia, qu'un seul point fixe, tandis qu'il y en a autrement toujours deux; il en résulte que cette articulation est privée d'axe et peut se mouvoir dans plusieurs sens, tandis que toutes les autres articulations, chez les Décapodes, sont des ginglymes. L'orifice génital du mâle est ordinairement situé dans la membrane articulaire entre le thorax et la cinquième patte thoracique. Le Pandalus fait seul exception à cette règle, l'orifice en question étant placé chez lui, en analogie avec les Reptantia, dans l'article basilaire de la méme patte thoracique. La squame des antennes est en général trés grande, ce qui, avec la faiblesse des pattes thoraciques, répond bien aux conditions de la vie natatoire. Chez quelques formes, dont la manière de vivre est différente, par ex. le Typton et certaines espèces d'Alpheus, la squame, contrairement à la régle, est plus ou moins réduite. 1. Pénéides. Des deux groupes principaux que comprend le sous-ordre Natantia, les Pénéides sont le plus ancien, le plus primitif, celui dont descend le second groupe, les Euky- photes, et constituent en outre la division la plus primitive des Décapodes. Ce qui le prouve, c'est, d'une part, que ce groupe est celui qui se rapproche le plus des Schizo- podes, qui, parmi les Crustacés inférieurs, sont les plus proches parents des Décapodes — filiation que nous ne pouvons exposer ici plus en détail — et, de lautre, que c'est du méme groupe que, par une différenciation en sens divers, on peut facilement et d'une maniére naturelle faire dériver les Eukyphotes et les Homarides, le groupe le plus primitif des Reptantia. Parmi les formes vivantes appartenant aux Pénéides — je renvoie pour les carac- tères généraux de ces derniers à la p. 155 — j'ai eu l'occasion d'étudier les genres Penæus, 143 165 Sicyonia, Sergestes, Leucifer et Stenopus, mais non les genres Spongicola et Acetes, dont le dernier est très voisin des Sergestes. De ces formes, le genre Pe- neus est, sous quelques rapports (l'endognathe!) à 7 articles de la 1”? patte-màchoire, la lacinie externe à 3—4 articles de la 1'* màchoire), et le genre Stenopus, sous d’autres Wépipodite de la 4"* patte thoracique, l'exognathe flagelliforme de la 1"° patte-mächoire, le lobe proximal bien développé de la lacinie interne de la 2% màchoire), le plus primitif. Les Sicyonia sont à considérer comme des Penæus grossiers, et se laissent facilement dé- river de ce genre; les Sergestes diffèrent davantage du Pénæus, mais peuvent en chaque point être dérivés du méme genre; les Leucifer sont des Sergestes?) trés anormaux (comp. le tableau p. 46). " Penæus. Les pattes thoraciques des trois premières paires ont un épipodite fendu au bout et sont toutes munies d'un exopodite court. — Le 3"* article de la 3"* patte-mächoire (Fig. 2) a une crista dentata bien développée (chez les autres Pénéides, elle l'est moins ou manque). L'exognathe de la 1'* patte-màchoire (Fig. 40) est assez large et assez court, la lacinie externe se compose de 5 articles. 2% mâchoire (Fig. 72): le lobe proxi- mal de la lacinie interne est petit. La 1”? màchoire (Fig. 99) est pourvue d'un palpe à 3—4 articles. — Chaque branchie se compose d'un tronc d'oü naissent deux séries de lames; le bord de chaque lame est divisé par des entailles en une quantité d'étroites lamelles, qui tournent l'une vers l'autre leur surface plane; quelques-unes de ces lamelles sont, par des fentes parallèles à leur surface, divisées plus ou moins profondément en plusieurs autres (comp. Fig. 187). Le bord découpé des lames branchiales est tourné en dehors vers l'ex- irémité distale de la branchie?). Sicyonia. Ce genre ne diffère du précédent que par des caractères secondaires. Son étroite affinité avec le genre Penæus se manifeste surtout dans les épipodites, dont le nombre et la forme sont les mémes (les exopodites, par contre, font défaut); dans la 1"? patte-máchoire, qui a un exopodite et un épipodite tout à fait semblables; dans la 2% mâchoire, où le lobe proximal de la lacinie interne est encore plus réduit; dans la mandibule, qui, de méme que chez les Penæus, a un palpe trés large et aplati. Les branchies sont un peu moins nombreuses que celles du Penæus; elles présentent une modification intéressante de la structure que nous avons trouvée chez ce dernier genre, 1) Par épi- exo- et endognathe je comprends les mêmes parties de la deuxième et de la troisième patte-máchoire que M. Edwards (Syst. tégum. d. Crust. décap. Ann. d. sc. nat. 3esér. XVI); mais mon endognathe de la première patte-mächoire correspond à la somme de son endognathe (les lac. int. +- med. de Haan) et de son mésognathe (lac. ext. de Haan); mon endognathe de la deuxième màchoire correspond aux lac. int. + lac. ext. + palpus de Haan, et mon exognathe, à l'épignathe de M. Ed- wards (il ne mentionne pas les autres parties); mon endognathe de la première mâchoire correspond aux lac. int. + lac. ext. + palpus de Haan, et le palpus de Haan, de la mandibule, est la partie distale de mon endognathe. Pour plus de simplicité, jemploierai fréquemment les dénominations de M. de Haan. ?) M. Claus a déjà émis l'opinion, mais seulement en postulat, que le genre Leucifer est trés voisin du genre Sergestes. *) Le tableau p.140 indique le nombre des branchies chez le genre Penæus et les formes dont il sera question plus loin. 166 144 "a modification qu'on peut traduire en disant que les lames branchiales des Sicyonia se com- portent par rapport à celles des Penæus comme la feuille d'un Mesembryanthemum par rapport à une feuille ordinaire. Les lamelles sont courtes et larges, plus larges que longues; le bord qu'elles forment par leur réunion, par conséquent le bord découpé de la lame princi- pale, est comme chez les Penæus, tourné en dehors vers l'extrémité distale de la branchie (comp. Fig. 188). Sergestes. L'étroite affinité de ce genre avec le genre Penæus se montre princi- palement: dans la 1”? patte-máchoire (Fig. 41), qui a un exognathe semblable, large et court, une lac. ext. à 3 articles, avec un prolongement de l'article inférieur, et qui, comme chez le Penæus, fait saillie au-dessus de l'exognathe; dans la 2% mâchoire (Fig. 73), où manque le lobe proximal de la lac. int., et dont le palpe est muni à son extrémité de quelques soies caractéristiques tournées en dehors, qu'on retrouve seulement chez le Penæus; dans les pattes abdominales du måle; dans les branchies, qui ont moins de lames que celles des Penæus, mais dont la structure est d'ailleurs la méme. Sous d'autres rapports, ce genre diffère assez du Penæus; mais les différences sont faciles à comprendre comme des modifications des caractères que nous avons constatés chez le Penæus, en partie dans le sens d'une réduction (nombre de branchies, absence d'épipodites, d'exognathes), en partie dans le sens d'un développement excessif (longueur et gracilité des membres, grand déve- loppement de l'abdomen). Parmi les espéces de Sergestes que j'ai examinées se trouvait une forme, voisine du S. tenuiremis Kr., qui, sous plusieurs rapports, présente avec le genre suivant une affinité plus grande que les Sergestes types, par ex. le S. Frisii, sur lequel jai surtout basé les remarques que j'ai faites plus haut sur ce genre. Les pattes thoraciques, la deuxième et la troisième patte-màchoire et notamment les pattes abdominales sont bien plus allongées et plus minces ou plus étroites que chez les Sergestes types, l'épistome a une longueur beaucoup plus grande (la méme environ que la partie du sternum où sont fixées les 5 paires de pattes thoraciques); l'abdomen et le thorax sont trés minces, allongés, comprimés, et les branchies, petites. En outre, la lacinie externe, l'exognathe et l'épignathe de la pre- mière patte-máchoire sont moins grands par rapport à la lacinie médiane et à la lacinie interne, et l'exognathe de la deuxième mâchoire est beaucoup plus petit par rapport aux autres parties de la mâchoire que chez le S. Frisii, faits qui se lient d'une manière inté- ressante à ce qui suit. Leucifer. Ce genre, que nous devons examiner plus en détail, est une forme anor- male issue du genre précédent. La forme svelte et comprimée du corps et de l'abdomen, la gracilité des pattes thoraciques, la grande longueur et la ténuité des pattes abdominales, le grand développement de l'épistome, qui, chez quelques espèces de Sergestes, le S. tenuiremi alf. par ex., est déjà trés marqué, tous ces caracléres sont poussés ici à l'extréme, et si l'on y ajoute l'absence des branchies et quelques modifications de l'appareil buccal qui en sont la conséquence, il résulte de toutes ces transformations un des étres les plus bizarres qu'ait produits le groupe si riche des Décapodes. — Les pattes thoraciques de la quatrième et de la cinquiéme paire, dont la derniére surtout était déjà petite chez les Sergestes, man- quent iei complètement; les autres sont minces et pourvues de poils. La troisième paire est la seule qui soit armée de pinces; le doigt fixe est plus court que le doigt mobile. La 145 167 première paire est, comme chez les Sergestes, privée du dernier article; il en est de même de la deuxième, qui est beaucoup plus longue que la première et a environ la même lon- gueur que la troisième. L'épipodite et l'exopodite manquent comme chez les Sergestes. — La 3"* patte-mächoire (Fig. 3) est, comme chez les Sergestes (Penæus, Sicyonia), beaucoup plus longue que les pattes thoraciques de la premiére paire, et, de méme que chez les Sergestes et les deux autres genres, le deuxième et le troisième article n'en for- ment qu'un seul qui est assez long; il n'y a ni épignathe ni exognathe. — La 2"* patte- mâchoire (Fig. 23), qui est revétue de longues soies raides et serrées, a une ressem- blance trés caractéristique avec celle des Sergestes; la longueur des 3 articles distals n'est pas loin d'être la méme que celle des autres réunis; le cinquième article a la méme flexion caractéristique que chez les autres Pénées; pas d'exognathe ni d'épignathe. — La 1"° patte-mächoire (Fig. 43) est peut-être la partie du Leucifer, qui, en tout cas au premier coup d'œil, diffère le plus par son aspect de l'organe correspondant chez les Sergestes; elle se compose en effet uniquement d'une seule partie biarticulée, ce qui s'explique par la circonstance que l'épignathe et l'exognathe manquent et que toute la lacinie externe fait également défaut, de sorte qu'il ne reste que la lacinie interne et la lac. médiane. Celles-ci sont, sur leur bord interne, couvertes d'un grand nombre de soies masticatrices comme chez les genres précédents. La lacinie interne est, comme à l'ordinaire, munie d'un sillon qui du bord interne s'avance sur sa surface. — La seconde máàchoire (Fig. 75) est aussi assez réduite: l'exognathe est petit et n'est bordé que de peu de poils; le palpe manque entièrement; le reste comme chez les Sergestes. La partie postérieure de la lacinie interne est absente. — Le palpe de la 1" mâchoire (Fig. 104) est petit et dépourvu de poils, les deux lacinies sont plus étroites que chez les Sergestes, mais d'ailleurs de la méme forme. — La mandibule, abstraction faite du palpe, qui fait défaut, diffère peu de celle des genres précédents; la partie triturante est, comme d'ordinaire, située au-dessus de la partie tranchante et se réunit en arrière avec celle-ci; elle est munie de quelques raies qu'on ne trouve pas chez les Sergestes ni chez les Penæus. — Le cinquième article des antennes est long comme chez les Sergestes, et la squame, trés étroite (elle l'était déjà assez chez ces derniers) — Antennules: Le 1% article du pédoncule est trés long, l'épine sur le côté externe manque!) — Le dernier article des pédon- cules oculaires est très long et mince, les yeux sont grands (chez le S. tenuiremi aff. et d'autres, les pédoncules oculaires sont déjà fort longs). — Les deux rameaux des pattes abdominales sont trés étroits; le reste comme chez les Sergestes. La 1”? paire chez la femelle n'a qu'un rameau, et, chez le màle, le rameau interne est transformé de la méme manière que chez les Sergestes et les Penæus; sur la 2% paire du måle, il porte un appendice (l'appendice masculin); je n'ai pu découvrir aucune articulation sur le rameau externe de la 6% paire (chez le S. tenuiremi aff., elle est très faible mais existe, chez le S. Frisii elle est distincte) — La carapace est, comme chez les Sergestes, munie d'un rostre court; en fait de sillons, je n'ai vu que le sillon q, qui se réunit avec le sillon correspondant du côté opposé, ou plutôt seulement leur partie transversale (comp. Fig. 131); peut-être y a-t-il aussi d’autres sillons, mais ils sont alors très difficiles à 1) Les tigelles de tous mes exemplaires étaient détachées et absentes. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2. 22 168 146 observer. — L'abdomen est trés long relativement au thorax; il est comme tout l'animal très fortement comprimé; c'est à peine s'il peut être question d'épiméres. Le 7"* anneau de l'abdomen est de chaque cóté armé sur ses bords de deux courtes épines mobiles, et en porte à son extrémité 3 paires dont l'extérieure est la plus grande. Les branchies font completement défaut. D'après ce qui précède, on ne saurait guère mettre en doute que le Leucifer ne soit un Pénéide: les pinces de la 3% paire, la longueur relative des pattes, la structure de la 2% patte-màchoire et la longueur de la 3"* par rapport aux pattes, le nombre des articles de la méme patte-máchoire, les máchoires, la mandibule, les antennes, les pattes abdominales, tout cela, à quelques anomalies prés, concorde avec ce que nous avons con- staté chez les Pénéides. Il ne présente aucune espèce d'affinité plus étroite avec les Schizopodes, avec lesquels MM. Milne Edwards et Dana le rangent, et les idées émises par ces auteurs ont à peine besoin d'une réfutation; la structure de la 2"* patte-máàchoire et notamment la flexion caractéristique à l'extrémité proximale de son 5"* article, la 3"e patte-máàchoire, la 2% mâchoire, etc., montrent tout de suite, lorsqu'on les compare avec les organes correspondants des Schizopodes, combien il s'écarte de ces derniers. Le seul caractère qui püt indiquer une affinité entre ces formes est la rayure de la surface tritu- rante de la mandibule, mais si on le rapproche de tous les autres, il devient évident qu'on n'a affaire ici quà une simple analogie (le méme caractère se retrouve d'ailleurs chez d'autres vrais Décapodes, par ex. chez l'Alpheus). Enfin, que le Leucifer soit un Sergestes anormal, que, phylogénétiquement parlant, il soit issu de ce genre, c'est ce qu'indiquent, entre autres: l'absence des pattes thoraciques de la 4"*et de la 5"* paire, qui sont déjà réduites chez les Sergestes; le déve- loppement caractéristique de la 2%" patte-mâchoire; l'absence de l'épipodite sur les pattes thoraciques, de l'épignathe et de l'exognathe sur la 3"* patte-màchoire, de l'exognathe sur la 2m do.; l'absence de la partie postérieure de la lacinie interne sur la 2% mâchoire; l'étroitesse de la squame des antennes; la longueur du 5"* article de ces derniéres; l'étroitesse des rameaux des pattes abdominales; le rostre; l'absence des épiméres de l'abdomen, lesquels sont déjà trés courts chez les Sergestes; enfin, et ce n'est pas le moins important, l'existence d'une forme de transition comme le Sergestes tenui- remi aff. !). Stenopus. Pas d'exopodites, mais un petit épipodite non fendu sur la 1”? et la 47? patte thoracique. — La 1”? patte- màchoire (Fig. 39) se distingue de l'exognathe long et étroit, beaucoup plus long que la lacinie externe, qui n'a que 3 articles. — Le lobe proximal de 1) Je regarde les épines du dernier anneau de l'abdomen, de méme que les épines analogues des Eu- kyphotes — on en trouve aussi quelquefois de pareilles chez les Penzus et les Sergestes — comme étant les soies plumeuses transformées de la larve. Les caractéres anormaux que présente du reste le Leucifer, par ex. que l'ovaire est placé presque en entier dans l'abdomen, que les orifices génitaux, chez le måle et chez la femelle, sont réunis en un seul (voir Semper, Zeitschr. f. wiss. Zool. 1872, p. 305—7) s'expliquent facile- ment comme des conséquences de la petitesse du thorax, et de l'énorme compression de tout le corps. 147 169 la lacinie interne de la 2% màchoire (Fig. 71) est bien développé; son palpe est long. — Les branchies ont la structure suivante: de chaque tronc de branchie partent des deux côtés des filaments minces disposés en rangées transversales, dont chacune n'en renferme qu'un petit nombre. On peut dire que les branchies du Stenopus sont des branchies de Penæus où les fentes du bord des lames se continuent jusqu'à leur base, et où les lamelles provenant de chaque lame sont trés étroites et trés peu nombreuses (deux ou trois). Dans l'évolution des Pénéides, je relève la belle découverte de M. Fritz Müller!) que le Penæus sort de l'œuf à l'état de Nauplius, de méme que les Thysano- podides (Euphausia) et beaucoup d'autres Crustacés. Comme on sait, les Pénéides passent par «l'état de Mysis» (Euphema); comp. le »Crustaceen-System» de Claus. Les deux formes qu'on a décrites sous les noms de Cerataspis longiremis et de C.monstruosus sont, comme je l'ai trouvé, des larves de Pénéides à l'état de Mysis, mais en outre, ainsi qu'il résulte clairement de leur structure, des larves de formes inconnues jusqu'ici à l'état adulte. Qu'elles soient réellement des larves, cela résulte clairement de l'état embryonnaire des pattes thoraciques (des endopodites) et surtout des pattes abdominales; que, contrairement à l'opinion de M. Dohrn, elles n'aient rien de commun avec les Schizo- podes, un coup d'œil jeté sur la 1'* patte-màchoire (Fig. 37—38), sur les mâchoires (Fig. 70 et 100) et l'origine des branchies (pour la plupart elles ne naissent pas des membres, mais de points situés au-dessus) suffit pour le montrer; qu'elles soient enfin des larves de Pénéides et non d'un autre groupe de Décapodes, c'est ce que prouve l'ensemble des caractères suivants: les pattes thoraciques des 3 premières paires sont chéliformes, celles des 5 premières paires sont munies de palpes natatoires ; la lacinie externe de la 1"° patte-màchoire et le palpe de la 2% màchoire ont 5 articles; «le tubercule auditif» est tourné en dedans; les poils olfactifs sont à l'extrémité proximale du flagelle de l'antennule; il n'y a pas trace d'appendice interne sur les pattes abdominales; le rostre est comprimé; — les épipodites des pattes thoraciques et les épignathes de la 2"* et de la 3"* patte-màchoire, chez le C. monstruosus, sont fendus au sommet; les branchies de la méme espèce ont exactement la méme structure que chez les Penæus (chez le C. longiremis, les lames des branchies ne sont pas encore munies de lamelles sur leurs bords); comp. enfin le nombre des branchies avec celui des Pénéides. Par contre, il est plus difficile de décider à quel genre, parmi les Pénéides, ces larves doivent être rapportées. Autant que j'en puis juger, la présence d'un épipodite sur les pattes thoraciques des 4 premiéres paires rend tout d'abord impossible de les rapporter aux Penæus (Sicyonia, Sergestes); en outre, le nombre plus grand des branchies et notam- ment la présence de ces organes sur l'épipodite des pattes thoraciques empéchent de les rapporter à ce genre; car je trouve trés invraisemblable que l'épipodite de la 4"* patte 1) Je ne puis attacher aucune valeur aux objections de M. Bate. tz +2 * 170 148 thoracique et des branchies déjà bien développées dussent disparaître chez un Décapode normal pendant le cours de son développement, et je ne connais aucun précédent qui autorise une pareille supposition. Je ne regarde pas non plus comme possible de les rap- porter au genre Stenopus, en partie à cause de la présence des branchies sur les épi- podites, en partie à cause de la structure différente de ces organes; les autres différences, dans l'appareil buccal, etc. seraient peut-être plus faciles à concilier. Il ne peut guère être question du genre Spongicola, car M. de Haan en donne cette diagnose: «Branchiæ fasciculatæ supra pedes, duæ supra postremos, unica supra anteriores». Il ne me reste donc qu'à les considérer comme appartenant à des formes particuliéres inconnues jusquici!) voisines sous certains rapports du genre Stenopus (épignathe de la 1” et de la 4% paire, sous d'autres du genre Penæus (structure des branchies, forme des épignathes chez l'une des espéces), et, comme ces caracteres semblent nettement l'indiquer, se rattachant à la souche commune du genre Stenopus et des autres. La place primitive de ces formes est aussi assez clairement marquée par le grand nombre des branchies, lequel est plus grand que chez tout autre Décapode. Les Pénéides étaient trés abondants dans les périodes antérieures de l'histoire du globe, surtout à l'époque de la formation jurassique; leurs formes cependant ne diffé- raient en somme pas beaucoup des formes actuelles, et plusieurs d'entre elles ont même, et certainement avec raison, été rapportées au genre Penæus. Outre les espèces de ce genre, la formation jurassique renferme d'autres genres trés voisins (Acanthochirus, Bylgia, Drobna, Dusa, Æger), qui tous ne diffèrent des Penæus que par l'habitus; quant aux autres formes mieux connues de Salicoques de la méme formation, elles appartiennent au groupe suivant. ll y a, comme on sait, un certain nombre de vrais Décapodes de la formation carbonifère qui sont déjà connus. Je n'ai malheureusement pas eu l'occasion d'en examiner aucun, et, d’après les descriptions”) incomplètes et en partie contradictoires qu'on en pos- sède, je ne saurais dire positivement s'il s'en trouve quelques-uns qui appartiennent au groupe des Pénéides. 2. Eukyphotes. Les caractéres généraux de ce groupe sont exposés p. 156 en regard de ceux des Pénéides. Je me bornerai à mentionner ce qui suit. 1) Le genre Microprosthema, qui n'est connu que par la diagnose de Stimpson (Proc. Acad. Nat. Science Philadelphia, 1860), est voisin du genre Stenopus (peut-étre n'en est-il qu'un état larvaire?); mais il ne peut en être question ici, comme Stimpson lui donne une longueur de 0,65 «poll». — Le genre Sergia (0,6 «poll.») est trop peu connu pour pouvoir étre discuté, et souléve du reste la méme objection (décrit au même endroit). — Le genre Funchalia (Johnson, Proc. Zool. Soc., 1867) semble différer trop peu du genre Penæus pour pouvoir être pris en considération. ?) Voir p. ex. Salter, Quart. J. Geol. Soc. 1861 et 1863, Etheridge dans le méme Journal de 1879. 149 171 Chez l'Alpheus et la Caridina, le doigt mobile des pinces est, comme chez les Pénéides, placé au-dessus du doigt fixe. Ces deux formes et le Pandalus ont, comme le Stenopus, un épipodite sur les pattes thoraciques des quatre premières paires, mais il est petit; chez l'Hippolyte, il manque toujours sur la 4° patte thoracique et quelquefois aussi sur la 375, la 2% et la 1". Chez le Palæmon, la Pontonia, le Crangon, etc., les épipodites font complètement défaut. La 3"* patte- màchoire se compose en apparence de à articles, le troisième et le quatrième de méme que le sixième et le septième étant soudés ensemble, comme le développement le montre. La 2"° patte-màchoire se distingue par la configuration carac- téristique, chez presque toutes les formes, du sixième et du septième article. . Le sillon qui, chez les Pénéides et d'autres Décapodes, sépare la partie tranchante de la mandibule de la partie triturante, devient chez les Eukyphotes (la Caridina exceptée) une fente assez pro- fonde, ce qui donne à là mandibule un aspect des plus caractéristiques. Les pattes abdominales ont, comme chez les Thysanopodes, un appendice interne muni de crochets avec lesquels elles s'attachent à leurs voisines!). Les branchies sont en nombre trés réduit en comparaison avec les Pénéides types?). Je puis fournir quelques contributions à la connaissance de l'évolution des Euky- photes, qui n'a pas été traitée bien à fond jusqu'ici. J'ai en effet examiné une série com- plète de larves du Palæmonetes varians, ainsi que des embryons mürs et des larves de plusieurs autres Eukyphotes, à l'état de Mysis. "Pour ce qui regarde les Palæmonetes, j'ai constaté que les larves qui viennent de naître sont munies de 3 paires de pattes natatoires (les 3 paires de pattes-màchoires). Les 5 paires de pattes thoraciques sont toutes présentes, et les 3 premières, bifides; mais elles sont encore embryonnaires et repliées sous le ventre. La lacinie interne de la 2% màchoire, qui manque entièrement chez les adultes, se trouve chez les larves (Fig. 80); la séparation plus tard si profonde entre les parties tranchante et triturante de la mandibule n'existe pas encore. La squame des antennes est articulée au sommet. Pour le dernier anneau abdominal, voir Fig. 192. — Dans une phase plus avancée, les pattes thoraciques des deux premiéres paires, qui sont munies de forts exopodites, et la 5% paire, qui en est et en restera privée?), 1) De méme que chez le Stenopus, la femelle porte ses œufs fixés au pédoncule des pattes abdominales; mais le Penæus, le Sergestes, le Leucifer ne portent pas leurs œufs avec eux, ni probablement non plus la Sicyonia. ?) Aux Eukyphotes appartient aussi, parmi beaucoup d'autres, le genre Pasiphaé, qui, par M. de Haan et plusieurs auteurs, a été rapporté aux Pénéides. Il se distingue entre autres par la circonstance quil a des exopodites sur toutes les pattes thoraciques; la 11e patte-mächoire et la 2de mâchoire (Fig. 48 et 83) se trouvent également comme dans une phase embryonnaire; cependant j'ai eu l’occa- sion d'examiner une femelle avec des œufs sous labdomen. D'ailleurs le 3me et le 4me article de la 3me patte-mächoire, de méme que le 6me et le 7me, sont soudés ensemble, et le bord postérieur du ier épimére est recouvert par le 2me épimére, caractères qui montrent bien que la Pasiphaé est un Eukyphote. 3) J'ai examiné un certain nombre de larves d'Eukyphotes à l'état de Mysis, provenant de différentes mers, qui toutes n'avaient pas d'exopodite aux pattes de la 5me paire. C'est sans doute caracté- ristique pour la plupart des Eukyphotes. — Le genre Jagoria Strahl (Monatsb. d. Berl. Akad. 1861) est une larve d'Eukyphote à l'état de Mysis. 172 150 sont dirigées en dehors, tandis que la 3"° et la 4"* paire sont encore faibles, embryon- paires et repliées sous le ventre, mais du reste l'une et l'autre bifides. Pour le dernier anneau abdominal, comp. Fig. 192a; on trouve ici entre les poils plumeux No. 1 quelques petites soies qui disparaissent plus tard. — Dans l'état de Mysis, les 5 paires de pattes thoraciques sont dirigées en dehors, les quatre premiéres sont munies d'exopodites, la 5e est plus longue que les autres. La 3"* patte-mâchoire a alors 7 articles, mais la limite entre le 3"* et le.4"* est peu distincte. Pour le dernier anneau abdominal, voir Fig. 1925. Dans une phase encore plus avancée (dont le dernier anneau abdominal est représenté Fig. 192c), l'exopodite des pattes thoraciques des quatre premières paires est devenu rudimentaire; le 3"* et le 4"* article de la 3"* patte-màchoire sont réunis en un seul; il en est de méme du 6"* et du 7"*, mais il y a encore une limite entre eux. Comme le montre la série des Fig. 192—1924, les sept paires de poils plumeux embryonnaires se transforment dans le cours du développement sans qu'il s'en perde aucun. Les deux extérieures, les No. 6 et 7, deviennent les deux paires d'épines de la face dorsale du dernier anneau abdominal, épines quon tronve non seulement chez le Palæmonetes mais aussi chez tous les Eukyphotes; les poils No. 5 deviennent deux petites épines à l'extrémité postérieure de l'abdomen et les poils No. 4, deux épines plus longues en dedans de celles-ci; les No. 3 et 2 se transforment en deux paires de poils simples extrémement fins, et le No. I conserve son caractère de poils plumeux. Le Palemon Fabricii est privé d'une paire de poils simples et la Pontonia, des deux. Les embryons mürs du Pandalus ressemblent à ceux du Palæmonetes et ont comme eux 7 paires de poils plumeux sur le dernier anneau abdominal. Le Pandalus adulte a les épines No. 1, 4 et 5; mais, sur la face dorsale de l'abdomen, il y en a encore plusieurs autres, dont quelques-unes doivent étre des formations nouvelles et non des produits des poils embryonnaires. — L'embryon de l'Hippolyte polaris a 9 paires de poils plumeux; l'adulte, outre 2 paires de poils plumeux ressemblant au No. 1 du Palæ- monetes, a les No. 4 et 5, puis quelques poils fins semblables aux No.2 et 3, et enfin 4 paires d'épines sur la face dorsale de l'abdomen. Toutes ces épines ne peuvent pas pro- venir des 18 poils embryonnaires; il est probable que quelques-unes des épines de la face dorsale, de méme que chez le Pandalus, sont des formations nouvelles. — L'em- bryon de l'Alpheus ressemble à celui du Palæmonetes et a 7 paires de poils sur le dernier anneau abdominal. Chez l'adulte, les poils plumeux et les poils fins sont ordi- nairement beaucoup plus nombreux, mais les No. 4 et 5, 6 et 7 se comportent comme chez le Palæmonetes. — Chez la Caridina les poils 1, 2 et 3 sont tous des poils plu- meux; les autres sont comme ceux du Palæmonetes. — Le dernier anneau abdominal de la Pasiphaé est tout à fait anormal et semble, comme d'autres parties, n'avoir pas dé- passé un état embryonnaire (dans une échancrure du bord postérieur il y a un assez grand nombre de poils). ll résulte évidemment de ce qui précède que les Eukyphotes sont alliés de trés prés aux Pénéides, et qu'au point de vue phylogénétique ils doivent étre considérés 151 173 comme dérivant d'une forme qui, en tout cas, était trés voisine des Pénées actuels !). Cette forme doit avoir été munie d'épipodites sur les pattes thoraciques des quatre pre- miéres paires, par conséquent comme le Stenopus. Quant à savoir si, en opposition à tous les Pénées actuels, elle a aussi été munie d'un appendice interne sur les pattes abdominales, comme l'étude que j'ai faite de ces animaux m'a pendant un temps porté à le supposer, c'est une question que je suis maintenant plutôt enclin à laisser indé- cise; car s'il n'est pas invraisemblable que le Pénéide dont descend le groupe des Eukyphotes a été pourvu d'un appendice interne, puisqu'on trouve aussi cet appendice chez les parents les plus proches (quoique assez éloignés) des Décapodes, le Thysanopus et l'Euphausia, d'un autre côté, en présence de faits (comp. l'Axius et les Loricates) que j'exposerai plus loin, je suis plus porté à supposer que l'apparition de l'appendice interne chez les Eukyphotes est un phénomène d'atavisme; si cette supposition est exacte, l'ancétre des Eukyphotes se rattachait sous tous les rapports aux Pénéides, et était un vrai Pénée. Les genres Udora et Udorella (formation jurassique), comme on peut déjà facile- ment le voir par les figures de M. Oppel, dans Palæont. Mittheil., appartiennent au groupe des Eukyphotes: ce sont en effet des Salicoques dont les épiméres du deuxiéme anneau abdominal recouvrent ceux du premier anneau, particularité que présentent seulement les Eukyphotes. Un examen des exemplaires originaux de M. Oppel au musée de Munich me permet encore de faire les remarques suivantes. Pour ce qui regarde d'abord le genre Udorella, j'ai trouvé que les 5 pattes thora- ciques étaient toutes munies d'un exopodite («palpe»), comme chez la Pasiphaé, et, fait encore plus intéressant, j'ai constaté sur le dos du dernier anneau abdominal la présence des deux paires d'épines caractéristiques des Eukyphotes (Fig. 19323); à son extrémité, il y avait en outre une grande épine correspondant à l'épine intérieure (No. 4) du Palemon ; ‘l'épine extérieure (No. 5) est peut-être tombée par accident. Remarquons expressément que les trois épines sont trés distinctes. Quant au genre Udora, dont les pattes thoraciques sont aussi munies de palpes, je puis ajouter que, sur l'original de la Fig. 1, Pl. 37, d'Oppel, jai trouvé une marque distincte de l'une des épines de la face supérieure de l'abdomen, à savoir l'antérieure. — Si ces formes ont ou non été armées de pinces, c'est ce que je ne saurais décider. Aprés l'examen que j'ai fait au musée de Munich d'un assez grand nombre d'exem- plaires du genre Hefriga, je puis avancer que ce genre, qui, en opposition aux deux précédents, n'a pas d'exopodites, appartient aux Eukyphotes. Nous savons par M. Oppel — et je ne puis que confirmer son indication — que les pattes thoraciques des deux pre- miéres paires sont seules armées de pinces; mais j'ai en outre avec facilité et certitude pu constater — ce qui ne résulte pas de ses figures — que le deuxiéme épimére de l'ab- 1) On comprend facilement qu'il ne saurait être question d'une dérivation en sens inverse. 174 152 domen se comporte comme chez les Eukyphotes, c'est-à-dire qu'il est très long et que son bord antérieur recouvre le bord postérieur du premier épimére; de plus la face supé- rieure du dernier anneau abdominal est munie d'une rangée d'épines (5 environ) de chaque côté. C'est donc un fait acquis que, dans la période jurassique, outre les Udora et les Udorella (analogues à la Pasiphaé), il y avait aussi des Eukyphotes normaux. Quant au genre jurassique Blaculla, qui n'est également armé de pinces que sur les pattes thoraciques des deux premiéres paires, je ne saurais décider s'il appartient ou non au méme groupe, comme la partie de l'abdomen d'où dépend la solution de cette question n'était pas assez bien conservée chez les exemplaires que j'ai examinés. Subordo IL Reptantia. 3. Homaridæ. Le genre Homarus, qui, avec les genres Nephrops et Enoplometopus, repré- sente le type de la famille des Homaridæ, est de tous les Reptantia actuels celui qui se rapproche le plus des Pénéides, notamment du Penæus et du Stenopus, et une dériva- tion de ce groupe par une différenciation en sens divers ne rencontre en aucun point des difficultés. Par contre il n'a pas d'affinité spéciale avec les Eukyphotes, et il serait superflu d'énumérer les raisons qui empéchent de le faire dériver de ce groupe. En ce qui concerne d'abord les pattes thoraciques, la premiére paire s'est développée en un instrument de préhension trés vigoureux — caractère qui est héréditaire chez presque tous les autres Reptantia; — le 2"* et le 3"* article sont reliés entre eux par une jointure fixe et l'articulation 5—6!) est un vrai ginglyme. Par contre, le 2° et le 3"* article des paires suivantes, en opposition à ce qu'on observe chez la plupart des autres Reptantia, sont encore indépendants l'un de l'autre; la 2"* et la 3"* paire sont encore, comme chez le Penæus, armées de petites pinces; les pattes de la 2%, la 3"* et la 4?* paire sont encore faibles, seulement un peu plus fortes que chez les Pénées, et, de méme que chez ces derniers, les quatre premiéres paires sont encore munies d'un fort épipodite «inter ‘branchias immissus». — L'endognathe de la 3"* patte-mâchoire est très réduit comme chez les autres Reptantia, mais le pédoncule de l'exognathe est encore court, et son flagelle dirigé en avant. Le palpe biarticulé de la 1 patte-màchoire est plus long que chez les autres Reptantia. — Le palpe de la première mâchoire a 2 articles (le nombre maximum chez les Reptantia), et la lacinie interne a encore à peu prés la méme forme que chez le Stenopus. — La partie triturante de la mandibule est plus petite que chez le Penæus, mais plus grande que chez les autres Reptantia; il est intéressant de constater que cette partie seule devient de plus en plus petite à mesure qu'on se rapproche des Brachyures. Le palpe ne s'étend plus en avant, mais, comme chez les autres Reptantia (sauf une seule modification secondaire), a sa 1) L'articulation 5—6 est celle entre les articles 5 et 6. 153 175 place entre la partie triturante et la partie tranchante de la mandibule. — Les antennes, comparées à celles des Pénées surtout en ce qui concerne le pédoncule, sont fréles, mais fortes en comparaison de celles des autres Reptantia (excepté la plupart des Loricates — modification secondaire). Les antennules sont également faibles comparées à celles des Natantia, mais fortes par rapport à celles d'autres Reptantia. — Chaque branchie se compose d'un tronc qui est couvert d'une multitude de filaments disposés de chaque côté en rangées transversales: les lamelles du Penæus sont devenues ici très étroites et leur séparation est plus profonde; chaque lame branchiale s’est transformée en une rangée de filaments qui naissent directement du tronc. Le nombre des branchies, comparé à celui des autres Reptantia et des Pénéides, présente de l'intérêt. — Relativement à l'évolution!), je rappellerai que l'Homarus sort de l'œuf assez tard, avec toutes les pattes thoraciques développées et munies chacune d'un fort exopodite. Du reste, je reléverai seulement que le jeune Homarus, après avoir perdu les exopodites des pattes thoraciques, nage encore pendant un certain temps à la surface, et que les pattes abdominales, dans cette période, sont relativement bien plus vigoureuses que plus tard; c'est sans doute grâce à leur aide que l'animal peut nager; en d'autres termes il passe par une phase (que j'appellerai la phase de Natant) pendant laquelle il se meut comme un Salicoque?) (comp. les autres groupes des Reptantia). Les Homarides constituent un groupe qui actuellement est assez pauvrement représenté, mais qui, dans les mers anciennes, était au contraire trés riche. Dans les couches supérieures et inférieures du sable vert, dans le Gault (formation de la craie) et le clay de Londres (terrain éocène), on trouve un certain nombre de formes qui ont été réunies dans le genre Hoploparia?) Ces formes, comme les paléontographes l'ont aussi reconnu, sont trés voisines del'Homarus. Parmi leurs caractéres je mentionnerai les suivants: le doigt mobile de la 1'* patte thoracique est en dedans du doigt fixe comme chez l'Homarus; le rameau externe de la 6" patte abdominale est muni d'une articulation tout à fait semblable et d'une rangée d'épines analogues à celles de l'Homarus; le sillon d de la carapace est chez quelques espèces plus distinct que chez l'Homarus; bi se comporte chez quelques-unes comme chez le Nephrops (voir la figure de ce dernier); e; manque ou est trés indistinct?); les épines de l'Homarus désignées par « et 2 (voir Fig. 132) se retrouvent ici. La carapace est recouverte de petits tubercules. Les épiméres du 2% anneau abdominal sont trés larges comme chez l'Homarus; les suivants ressemblent également à ceux de ce dernier. 1) Comp. Smith dans Trans. of the Connect. Acad, of Art and Se. Vol. 2, et Sars (G. 0.) d. Forh. i Vidensk. Selsk. i Christiania 1874. 2) Les Salicoques — j'ai surtout examiné le Palæmonetes — nagent avec les pattes abdominales, ce que ne fait aucun Reptant adulte. En outre les Salicoques, de méme que les Reptantia, sont ca- pables de faire de grands bonds en repliant subitement et avec énergie l'abdomen. 3) Bell. A Monograph of the Fossil Malacostracous Crustacea of Gr. Britain (Paiæontogr. Society). *) Parmi les sillons de la carapace chez l'Homarus (qu'il ne faut pas confondre avec les empreintes des muscles, dont nous ne nous oceupons pas ici), je mentionne surtout ceux qui ont passé inapercus jusqu'ici, à savoir les sillons peu marqués a (ne pas les confondre avec le suleus cardiobranchialis qui pré- sente des empreintes musculaires), d et e; (non dessiné dans la Fig. 132, mais dans 133). Ces sillons présentent de l'intérét pour la détermination des affinités des formes fossiles. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd. I. 2. 23 176 154 Parmi les formes comprises dans le genre Hoploparia, il faut en rapporter quelques- unes, par ex. FH. gamaroïdes, à l'Homarus, et d'autres au Nephrops, par ex. VH. sulci- rostris, qui, à en juger par tous les signes, est très voisin du Nephrops norvegicus. Le genre Hoploparia ne peut être maintenu comme genre distinct. Bien plus éloigné de l'Homarus et du Nephrops est le genre Eryma!), dont on a trouvé un grand nombre d'espéces dans le terrain jurassique. De méme que l'Homarus, l'Eryma était armée de pinces sur les pattes des trois premières paires; la 1" paire était trés puissante et le doigt mobile de cette paire, placé en dedans du doigt fixe. Les antennes de la deuxième paire étaient munies de deux longs et forts flagelles. Le rameau externe des pattes abdominales de la 67* paire avait la méme articulation que chez l'Homarus. La carapace présente des particularités intéressantes (Fig. 134). Dans l'angle que font les sillons b et b: en se rencontrant, on observe chez l'Homarus et le Nephrops une éminence caractéristique, w. Nous la retrouvons chez l'Eryma et elle a de l'importance comme facilitant l'orientation. En partant de ce point, on trouve d'abord les sillons b, e et bi, qui est bien plus éloigné de e que chez l'Homarus, puis le faible sillon d et enfin, mais profond et extrémement marqué, le sillon ei, qui était trés faible chez l'Homarus- Nephrops. Il faut se garder de le confondre — ce qui certainement est toujours arrivé jusqu'ici — avec le sillon e, qui est situé derrière lui et qui, sauf sa partie transversale, existe également chez l'Éryma, mais moins prononcé. Derrière e et dans une direction à peu près parallèle, se trouve un sillon bien marqué qui correspond peut-être à a chez l'Ho- marus. Le sillon h: s'infléchit vers le haut comme chez le Nephrops, mais est bien plus distinct. Une dépression unit entre elles et avec le sillon € les extrémités des sillons a et bi. Du sillon b: court jusqu'au bord inférieur de la carapace un sillon distinct qui ne se trouvait pas chez l'Homarus. Si nous ajoutons que la carapace de l'Eryma est munie d'un sillon marginal bien marqué et d'un rostre court, nous en aurons décrit toutes les particularités essentielles. Comme différences caractéristiques entre ce genre et l'Homarus (Nephrops, Hoploparia), il faut donc surtout noter le grand développement du sillon e: et le sillon qui de b: se rend au bord inférieur de la carapace. — J'ajouterai enfin que, chez toutes les Erymes à carapace bien conservée que j'ai examinées, j'ai constaté le méme déve- loppement des sillons. D'aprés les figures de M. Oppel, les genres jurassiques Pseudastacus et Magila se rattachent étroitement au genre Eryma; la carapace des exemplaires représentés n'était évidemment pas bien conservée; en fait de sillons, on n'en voit qu'un seul, qui est pro- fond, sans doute e1°). 1) Pour ce genre et pour les autres Homarides jurassiques dont il sera question ici, comp. le beau travail paléontographique de M. Oppel: Palæontolog. Mitth. 1. J'ai pu moi-même, au musée de Munich, examiner la plupart des exemplaires originaux de ce savant. ?) M.Huxley (The Crayfish, dernière partie) déclare que les différences entre l'Homarus et l'Eryma sont tout à fait insignifiantes, tandis que le Pseudastacus «has an extraordinarily close resemblance to the erayfishes (Astacus) of the present day», et il en conclut un peu hardiment que le type Astacus était déjà séparé du type Homarus dans la période jurassique. Pendant mon séjour à Munich, je 155 177 Le genre Pseudoglyphæa (terrains jurass.), en ce qui concerne les sillons de la carapace et les épiméres de l'abdomen (les pattes thoraciques sont inconnues), est trés voisin du genre Eryma; chez quelques espèces cependant, on ne trouve pas le sillon qui de b: se dirige vers le bord de la carapace. Le genre Glyphæa (terrains jurass.) doit être considéré comme dérivé du Pseudo- glypbæa; les sillons de sa carapace sont des modifications de ceux de ce dernier genre. Le sillon e: est trés distinct; de b: part le sillon ci-dessus mentionné (voir la figure p. 75). On observe du reste souvent chez ce genre quelques petits sillons qui n'ont pas d'équi- valents chez les genres précédents. — Relativement aux membres, on peut remarquer que les pattes de la 1'* paire sont subchéliformes, tandis que les autres n'ont pas de pinces. La Pemphix Sueurii!) du calcaire coquillier, se rattache surtout au genre Eryma. Le sillon e1 est trés profond; e, qui est aussi trés distinct, se joint à e du côté opposé sur la ligne médiane de la carapace, ce qui n'a pas lieu chez l'Eryma; a est également distinct. D'après des exemplaires que j'ai vus à Munich, je puis encore ajouter que le sillon qui, chez l'Eryma, va de b: au bord de la carapace, ne fait non plus défaut ici. Quant aux pattes thoraciques?), la 1"? paire est puissante et armée de pinces; la 2%, que je sache, est inconnue, la 3"* avait des pinces et la 5"*, à en juger d'aprés la figure de M. v. Meyer, me semble avoir été subchéliforme. La Clytia Leachii, de la formation calcaire, dont M. Reuss a publié une assez bonne monographie?), se rattache étroitement au genre Eryma, mais semble cependant étre plus voisine du genre Homarus qu'aucune forme du terrain jurassique. Les pattes thora- ciques se comportent essentiellement comme chez l'Homarus et l'Eryma. Les épiméres de l'abdomen sont plus pointus que chez l'Homarus et le deuxième est plus court, de méme que chez l'Eryma. La carapace est munie d'un rostre qui ressemble à celui de l'Homarus. Les sillons présentent en général le méme développement que chez l'Eryma, mais avec la différence que le sillon que j'ai désigné par a chez l'Eryma est ici moins marqué et ne s'unit pas à e ni à bi, tandis que ces derniers s'unissent entre eux. € est aussi plus pro- fond qu'il ne l'est d'ordinaire chez l'Eryma et s'unit peut-être au sillon e du côté opposé; mais ei est encore bien marqué, au moins tout autant que e, et le sillon qui de bi va au bord de la carapace est encore trés visible. Ainsi la Clytia Leachii, autant qu'on en peut juger d’après la carapace, est plus voisine de l'Eryma que del'Homarus, bien qu'elle présente me suis surtout occupé de l'étude des carapaces de piéces remarquablement bien conservées parmi lesquelles ne figuraient point les exemplaires des Pseudastacus, de sorte que j'ai négligé d'examiner de prés les exemplaires originaux d'Oppel appartenant à ce genre (je ne connaissais pas alors le livre de M. Huxley et peut-être n'avait-il pas encore paru); mais je ne doute pas un instant que nous n'ayons allaire ici à des formes qui s'écartent beaucoup du genre Astacus; leur sillon profond est sans doute e; (voir Oppel, Pl. 10, Fig. 4—5), tandis que celui de l'Astacus est e. Je regarde méme comme douteux que les espéces du genre Pseudastaeus doivent étre séparées génériquement de celles du genre Eryma. 1) Voir surtout H. v. Meyer, Neue Gattungen fossiler Krebse. ?) H. v. Meyer, dans N. Jahrb. f. Mineralogie, 1842. 3) Ueber Clytia Leachii, Denkschr. d. Acad. z. Wien 6. 1854 (Math.-Naturw. Classe). 178 156 incontestablement des caractères de transilion, ce qui d’ailleurs s'accorde bien avec la place qu'elle occupe dans la série géologique. A l'Ecole des Mines de Paris j'ai eu l'occasion de faire une esquisse d'aprés la carapace d'un crustacé de la formation calcaire («Cap la Hève [le Havre]»), qui évidemment était trés voisin de la Clytia Leachii. Comme on le verra par la Fig. 134b, les remarques que je viens de faire sur la carapace de la Clytia Leachii en m'appuyant principalement sur les figures de M. Reuss, s'appliquent parfaitement à celle dont il s'agit. Le genre Astacus (dans un sens plus étendu, y compris le Cambarus, l'Asta- coides, etc.) est, il est vrai, allié de prés à l'Homarus, mais présente, d'un autre cóté, des caractères qui rappellent ceux des Thalassiniens. Malheureusement, parmi les espèces de ce genre si riche, je n'ai eu l'occasion d'examiner en détail que l'A. fluviat. Je relèverai ici les points suivants : On trouve déjà dans les pattes thoraciques de la (paire, chez ce genre et chez les Thalassiniens, un point de conformité sur lequel nous reviendrons plus tard (voir plus loin, les Dromiacées) La 1%” patte-máàchoire (Fig. 51) présente quelques caractères intéressants: la lacinie externe est, comme chez les Thalassiniens, plus courte que chez lHomarus, et a environ la méme longueur que la lacinie médiane; son bord interne est éloigné de cette dernière, qui, de méme que chez les Thalassiniens, est plus étroite que chez l'Homarus; en outre, la partie de l’épignathe qui est dirigée en arrière est plus courte que chez l'Homarus. — La seconde mâchoire (Fig. 86) est aussi très intéressante; sur le lobe proximal de la lacinie interne, un morceau de la partie du bord qui, chez l'Homarus, est dirigée en arriére, est en train de se redresser et de devenir une partie du bord interne, et est richement garni de poils; en d'autres termes, le large bord interne que nous trouvons chez les Thalassiniens est en voie de se constituer. — La première máàchoire (Fig. 110) offre des caractères analogues. La lacinie interne a bien à peu prés la méme forme que chez l'Homarus, mais le bord postérieur, qui correspond à la partie proximale du bord interne chez les Thalassiniens, est couvert de longs poils, tandis que, sur la méme partie, chez l'Homarus, il n'y a que des poils courts et rares!). — Les sillons e et b de la carapace forment, comme chez l'Axius et en oppo- sition à l'Homarus, une rainure continue. — Les branchies, qui ont moins de filaments que chez l'Homarus (ce qui est également un caractère de transition), présentent cette particularité que ceux qui naissent des épipodites sont soudés avec ces derniers dans presque toute leur longueur. — Enfin, contrairement à ce qui a lieu chez l'Homarus, les Loricates et tous les Natantia, la partie sternale du dernier anneau thoracique est unie à lanneau qui précéde par une articulation mobile, comme chez tous les Thalassiniens et les Anomales. 1) Chez VA. fluviat. le palpe n'a qu'un article; chez l'A. serratus (écrevisse de la Nouvelle-Hollande, que jai examinée au musée du Jardin des Plantes), il y en a deux comme chez l'Homarus et l'Axius. 157 179 4. Loricata. Les Loricates constituent bien, d'un côté, un groupe isolé et, sous beaucoup de rapports, anormal, mais, de l'autre, ils présentent une série de points de ressemblance intimes (voir la diagnose latine et la remarque p. 158) avec les Homarides types (Homarus). La ressemblance est si grande et les différences sont en général d'une nature telle, que leur dérivation d'une forme qui même génériquement se confond avec l'Homarus vulgaris ne rencontre des difficultés qu'en un seul point. Ce point est l'existence d'un appendice interne sur les pattes abdominales de la femelle adulte et des larves qui sont dans la phase de Natant (voir plus bas). Comme on se rappelle, nous avons trouvé un appendice interne chez les parents les plus proches des Décapodes, les Thysanopodes, mais non chez les Pénées, chez les Eukyphotes mais non chez l'Homarus, et nous le retrouvons maintenant chez les Lori- cales. Ainsi que nous le verrons plus tard, cet appendice interne existe aussi chez d'autres Décapodes (Axius, etc.), et comme sa présence chez ces derniers peut presque avec certitude étre considérée comme due à l'atavisme, je trouve que le plus simple et le plus naturel est de l'expliquer ici de la méme maniére. Nous arrivons ainsi à ce résultat que les Lori- cates sont un type issu de l'Homarus ou d'une forme trés voisine. Ce groupe présente du reste beaucoup d'intérét et nous en examinerons plus en détail les différents membres autant que le permettra la place limitée dont nous disposons. Palinurus. Chez les Palinures brévicornes (c'est-à-dire les Palinures aux flagelles antennulaires courts), les pattes thoraciques de la première paire sont notablement plus épaisses que les autres, tandis que chez les longicornes cette différence est insignifiante. Chez le P. vulgaris (et longimanus), les pattes thoraciques de la premiére paire sont nette- ment subchéliformes chez les deux sexes; chez le P. Lalandii (brévicorne), la femelle seule est munie d'un petit doigt immobile (prolongement du 6"* article); chez les longicornes la première patte thoracique est simple. Les pattes thoraciques de la 5"* paire sont sub- chéliformes comme chez l'Homarus, mais seulement chez la femelle; chez les Palinures longicornes et le P. vulgaris, le doigt mobile porte comme chez l'Homarus une éminence qui s'applique sur le doigt fixe; cette éminence manque chez le P. Lalandii ou est tout à fait rudimentaire. — Mandibule (Fig. 148—149): la partie tranchante de la mandibule gauche de l'Homarus présente deux entailles (Fig. 147), dont la postérieure se retrouve chez les Palinures; elle limite une dent qui est trés massive chez le P. vulgaris et les longicornes, mais beaucoup plus grêle chez le P. Lalandii. La mandibule droite de l'Homarus porte une dent saillante qui se retrouve trés faiblement développée chez le P. vulgaris et les longicornes, tandis qu'elle est plus forte chez le P. Lalandii. La partie tranchante et la partie triturante sont du reste à peine séparées chez le P. vulgaris et les longicornes, et par suite le palpe ne se met pas derrière la «partie tranchante», ce qui aurait aussi ses difficultés; mais il le fait chez le P. Lalandii. — Les antennes ont une structure trés particulière. Le pédon- cule ne se compose en apparence que de 3 articles, mais cela vient de ce que le 1% article est soudé avec l'épistome et le 2%" avec le 3%, Le premier article est trés grand; chez les Palinures brévicornes, il est séparé par un profond sillon aussi bien de l'épistome que du premier article de l'antenne opposée; ce sillon fait défaut chez les longicornes. Le «tubercule auditif» est situé comme chez l'Homarus. Chez ce dernier, le quatriéme article s'articule par son 150 158 extrémité proximale aussi bien avec le deuxième qu'avec le troisième; il s'unit au troisième à l'extrémité antéro-intérieure de l'axe de rotation, et au deuxième à l'extrémité extérieure du méme axe, mais non directement, car, entre le 47*et le 2% article, sont intercalées 2 petites pièces calcifiées mobiles qui peuvent être comparées à des ménisques. L'articulation des articles 2 + 3 et 4, chez les Palinures, est tout à fait analogue; seulement le ménisque inférieur, le plus petit, fait corps avec l’article 2 2- 3, mais l'autre ménisque est libre"); l'articulation a en outre la méme forme que chez lHomarus. La squame fait complètement défaut. — Le rameau interne des pattes abdominales du måle, sur les anneaux 2—5, est tout à fait rudimentaire; quant aux pattes abdominales de la femelle, celles des anneaux 3— 5, chez le P.Lalandii, sont munies d'un rameau interne court et trés large, tandis qu'il est long et triangulaire chez le P. vulgaris et les longicornes. Chez tous on trouve un appendice interne sans crochets sur les pattes abdominales des anneaux 2—5 de la femelle. Le rostre est trés caractéristique. Pour le bien comprendre, il nous faut examiner de plus prés celui de l'Homarus. Chez ce dernier (Fig. 132—132a), le rostre est armé de chaque cóté, sur le bord, de quelques épines, en général de trois. A la base du rostre, se trouve de chaque côté une épine (a), qui, sur sa face supérieure, prés de la base, est munie d'un petit sillon garni de poils; derrière cette épine et plus bas, il y en a une autre plus petite (2), qui est placée juste au-dessus du sillon d, et enfin, prés de la base de l'antenne, il y en a encore une troisième (7). On retrouve la même disposition, mais très modifiée, chez le P. vulgaris (Fig. 135). Les changements consistent principalement en un très grand développement de l'épine « (qui, sur sa face supérieure, prés de la base, est munie d'un sillon ou d'une ligne de poils) et en un énorme raccourcissement et élargissement du rostre, dont la pointe est ramenée en arrière; tandis que les bords latéraux du rostre, chez lHomarus, font entre eux un angle trés aigu (20° environ), cet angle ici dépasse de beaucoup 180°, d'où il suit que l'épine du bord latéral qui, chez l'Homarus, est la postérieure, est iei la plus avancée, tandis que la pointe du rostre est trés en arrière sous forme d'une courte épine; 2 et surtout 7 sont plus grandes que chez l'Homarus. Les modifications qui précédent sont poussées encore plus loin chez les Palinures longicornes; la pointe du rostre a disparu de même que les épines des bords latéraux; les deux épines « sont devenues plus grandes et la distance qui les sépare est moindre. Chez le P. Lalandii, les bords latéraux du rostre forment entre eux un angle plus petit que 180°, ce qui le rapproche des Homarides. La pointe du rostre s'infléchit au-dessus de l'anneau oculaire et est embrassée par deux prolongements placés devant ce dernier. L'épine a est plus petite que chez le P. vulgaris, et le petit sillon garni de poils, sur sa face supérieure, est trés distinct. Comme on peut facilement le voir, les espéces de Palinures que j'ai mentionnées ci-dessus se répartissent en 3 groupes: No. 1, le P. Lalandii; No. 2, le P. vulgaris et No. 3, les P.longicornes. Le No. 1 se distingue par son rostre, dont les bords latéraux font entre eux un angle plus petit que 180?, et qui est recourbé au-dessus de l'anneau oculaire et 1) M. Spence Date (Ann. and Magazins of Natur. Hist. 3. Ser. Vol. XVII) l'a pris à tort pour la squame; ses autres remarques sur les antennes des Palinures ne me paraissent non plus trés heureuses. 159 181 uni à l'anneau antennulaire; par la pelitesse de l'épine 4; par la grosseur des pattes de la première paire; par l'absence de l'éminence du doigt mobile aux pattes de la cinquième paire; par la mandibule, qui n'est pas bien massive; par la circonstance que le palpe de la mandibule loge sa pointe derriére la partie tranchante; par la faible longueur des flagelles des antennes et du rameau interne des pattes abdominales. — Le No.? conserve encore la pointe du rostre, qui ne s'infléchit pas au-dessus de l'anneau oculaire, mais dont les bords latéraux font un angle plus grand que 180^; l'épine « est grande, les pattes de la première paire sont grosses, le doigt mobile des pattes de la cinquième paire est muni d'une éminence, la mandibule est trés massive et la pointe de son palpe ne se place pas derriére la partie tranchante, les flagelles des antennes sont courts et le rameau interne des pattes abdominales, long. — No. 3: la pointe du rostre est absente et ses bords latéraux font un angle plus grand que 1807; l'épine a est trés grande, les pattes de la première paire ne sont guère plus grosses que les autres, le doigt mobile des pattes de la cinquième paire a son éminence, la mandibule et la pointe de son palpe se comportent comme chez le No. 2, les flagelles des antennes et le rameau interne des pattes abdominales sont longs. Il est clair du reste que le No. 1, sous certains rapports (rostre, épine «, mandibule), et le .No. 2, sous d'autres (autres points du rostre, paltes de la 5"* paire), sont les plus voisins de lHomarus. Les caractères communs aux No. I et2 nous reportent également à l'Homarus. Remarquons enfin que le No. 3 se rattache au No. 2, de sorte qu'on peut en conclure que les Palinures longicornes doivent dériver d'une forme trés voisine du P. vulgaris. Le petit groupe des Soyllares (Scyllarus, Arctus, Thenus, Parribachus, Ibachus) doit étre issu d'une forme trés voisine du P. Lalandii. De méme que chez les Pal. longicornes, les pattes thoraciques de la première paire sont plus fortes que les autres, mais il n'y a pas trace de pinces. L'éminence du doigt mobile des pattes de la cinquième paire fait défaut comme chez le P. Lalandii. Toute la partie triturante de la mandibule a disparu. Les dents de la mandibule ne sont pas massives (— P. Lalandii); le palpe, lorsqu'il est bien développé comme chez le Scyllarus (chez l'Arctus, il n'a qu'un article), se couche avec sa pointe derrière la partie tranchante (— P. Lalandii). — Les antennes présentent, comme on sait, celte particularité, que le flagelle est devenu une large plaque non articulée; comme chez les brévicornes, il y a un sillon entre les premiers articles des deux autennes. — Les flagelles des antennules sont courts. — Les pattes abdominales des paires 3—5, chez la femelle, se comportent chez tous les Scyllares, le Scyllarus excepté, comme chez le P. Lalandii; chose assez singulière, le rameau interne, chez le Scyllarus, a la méme forme que chez le P. vulgaris et les longicornes, analogie belle et instructive.— La cara- pace (comp. Fig. 136) dérive directement de celle du P. Lalandii; le rostre s'infléchit égale- ment au-dessus de l'anneau oculaire et rencontre l'anneau antennulaire, qui, avec ses deux prolongements, en embrasse la pointe; mais, en outre, les bords latéraux du rostre ren- contrent d'une part l'anneau antennulaire, et de l'autre les articles 2 + 3 des antennes extérieures, d'où résulte un long tube qui cache l'anneau oculaire et le premier article du pédoncule oculaire. Les épines 4, / et y se distinguent facilement. Une rangée d'épines derrière 7, qu'on trouve aussi chez les Palinures, est souvent très caractéristique ici; la partie de la carapace située au-dessous est courbée en dedans. Le court exposé qui précède montre clairement que les Scyllares doivent dériver 182 160 d'une forme trés voisine du P. Lalandii; la structure de la carapace est à cet égard très instructive, mais il y a aussi une série d'autres caractères qui contribuent à bien établir cette dérivation (comp. le schema en latin p. 90 et le tableau p. 91). Quant à l'évolution des Loricates, j'ai examiné divers Palinures, le Sceyllarus et le Parribachus dans la phase de Natant (comp. l'Homarus). Ils avaient tous été transparents de leur vivant et avaient en partie été pris nageant à la surface. Ils étaient tous munis de fortes pattes abdominales (Fig. 184— 1842) avec un appendice interne à pointe armée de crochets. Chez la plupart, il y avait encore des restes d'exopodites sur les pat- tes abdominales. Les épines de la carapace sont moins nettement marquées que chez les adultes. Les parties latérales de la carapace, chez les Palinures qui se trouvent dans cette phase, sont séparées de la partie dorsale par une crête basse, la méme qui est si tranchante chez la Phyllosoma, qui persiste chez les Scyllares (où elle est du reste plus caractérisée dans celte phase que plus tard), mais qui disparaît chez les Palinures !). La forme que M. Bell a décrite sous le nom d'Archæocarabus Bowerbankii M'Coy, et, à cause des pattes subchéliformes de la premiére paire, rapportée aux Crango- nides (sic!), pourtant avec un ?, est un vrai Palinurus. Elle concorde avec les Palinures, surtout avec le P. vulgaris, dans chacun des détails représentés sur les belles figures de M. Bell; les pattes thoraciques, qui, de méme que chez ce dernier, sont fortes, presque massives et munies d'arétes longitudinales arrondies (point tout à fait caractéristique), la surface et la forme de la carapace, le sternum, les épiméres de l'abdomen, tout cela met hors de doute que nous avons affaire à une forme trés voisine du P. vulgaris. Il est inté- ressant de voir que le 6"* article des pattes de la première paire est assez fort et que le doigt fixe est plus développé que chez le P. vulgaris. Le genre Cancrinus?) (de l'ardoise lithographique) me parait étre intermédiaire entre les Palinures et les Scyllares. Les pattes thoraciques, le gros pédoncule en apparence à 3 articles des antennes, l'absence de squame, les tubercules qui couvrent toute la surface de l'animal et les épiméres terminés en pointe semblent positivement indiquer que c'est un Loricate; la partie postérieure de la nageoire caudale parait avoir été cornée, car sur les figu- res de M. Oppel elle est (comme chez une Palinurina [Palinurus] de la méme localité) incompléte 1) D'aprés la théorie exposée ici, l'aréte latérale de la carapace de la Phyllosoma ne correspond donc pas au bord inférieur de la carapace du Palinure adulte; les plis qui constituent les régions branchiales — lesquelles ne sont que de trés grands plis tégumentaires — et, avec elles, le bord inférieur, n'avaient du reste pas encore pris naissance chez aucune des Phyllosomes que j'ai examinées. ?) Un examen des exemplaires du genre Cancrinus, au musée paléontologique de Munich, a pleine- ment confirmé l'impression que m'avaient laissée les figures de M. Oppel, et a mis presque hors de doute pour moi que nous avons affaire ici à une forme intermédiaire entre les Palinures et les Scyllares. 1040 161 183 en arrière; l'animal est lourd de formes. Je regarde comme un caractère de transition sur- tout le curieux flagelle multiarticulé des antennes extérieures, qui est court et large par rapport à celui des Palinures et long relativement à celui des Scyllares. Je termine mon exposé des affinités du groupe des Loricates par quelques remarques sur le genre Palinurellus (voir v. Martens, Sitzungsb. d. Ges. naturf. Freunde in Berlin 1878), que j'ai eu l'occasion d'étudier à Berlin aprés que j'avais écrit mon mémoire. C'est une forme qui devait à un haut degré exciter mon intérét, comme il est évident qu'elle se trouve dans une phase bien plus primitive que tout autre Loricate connu, et par suite elle est alliée de bien plus prés que les autres au groupe des Homarides. L'unique exemplaire était une femelle. Les pattes des quatre premiéres paires ne présentaient pas trace de pinces; la premiére paire est la plus forte, mais elle est plus courte que la deuxième; la cinquième est subchéliforme et, de méme que chez le P. vulgaris et l'Homarus, le doigt mobile porte une petite éminence qui s'applique sur le doigt fixe. — La 3e patte-máàchoire a une crista dentata sur le 3"* article, mais celle qui se trouve sur le 4"* article, chez le Palinurus, manque comme chez lHomarus. — La mandibule, de méme que celle du P. Lalandii, n'est pas trés massive, et la pointe du palpe peut se coucher derriére la partie tranchante. — Le pédoncule des antennes a la structure habi- Quelle des Loricates; le premier article est, comme chez les brévicornes, séparé par un sillon de son vis-à-vis; leflagelle est bien plus fréle que chez aucun Palinure. — Les flagelles des antennules sont identiques à ceux des brévicornes. — Les pattes abdominales présentent des caractéres intéressants: sur le premier anneau, de méme que chez l'Homarus femelle et en opposition à d'autres Loricates, on trouve une paire de pattes avec un seul rameau; la deuxiéme paire a un rameau interne étroit et un appendice interne (comp. la figure schéma- tique 2, p. 92); les paires 3—5 (Fig. 3, p. 92) sont complètement identiques à celles du P. Lalandii, le rameau interne est court, large et arrondi et muni d'un appendice interne; la - sixième paire est comme chez les autres Loricates. — La carapace se distingue par un rostre dont les bords latéraux font entre eux un angle un peu plus petit que 90°; elle recouvre, comme chez l'Homarus, l'anneau oculaire, mais ne s'infléchit pas au-dessus de ce dernier; l'épine « est petite (comp. l'Homarus, le P. Lalandii et le P. vulgaris); l'épine 7 forme le point antérieur d'une aréte arrondie; la partie de la carapace située au-dessous s'infléchit un peu en dedans. — Les épiméres de l'abdomen sont plus longs (d'avant en arrière) que chez les Palinures, mais munis de la méme forte pointe dirigée en arrière. Ces remarques montrent clairement que les rapports du genre Palinurellus avec les autres genres sont ceux qu'indique le tableau p. 93. L'exactitude du tableau p.91, qui est bien antérieur à l'époque où j'ai eu connais- sance du Palinurellus, est, comme on le verra, pleinement confirmée par ce genre, et la justesse du mes vues sur les affinités des Homarides et des Loricates en reçoit également une confirmation. ll est évident que la petite éminence du dernier article des pattes de la 5"* paire, chez certains Palinures, est homologue avec l'éminence semblable de l'Homarus, etc. ; Vidensk, Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd. I. 2. 94 184 162 jai du reste groupé les caractères du Palinurellus d'une manière telle que de plus amples indications sont superflues. Je remarquerai seulement encore que l'aréte qu'on trouve sur le côté de la carapace correspond sans doute à celle des Scyllares et des Phyllosomes; elle fait défaut ou est très effacée chez les Palinures adultes, même chez le P. Lalandii; sa présence chez les Scyllares est un nouvel exemple d’atavisme ou peut-être simplement un caractère de larve qui s'est conservé jusqu'à l'état adulte. 5. Eryonidæ. Je ne puis malheureusement traiter le genre Polycheles (Deidamia, Willemoësia, Pentacheles), qui est identique avec l'Eryon fossile, que d'après les descriptions et les dessins souvent assez peu satisfaisants qu'en ont donnés différents auteurs (comp. Rem.!) p. 94. — Les pattes thoraciques des quatre premières paires sont armées de pinces chez les deux sexes; le doigt mobile (7"7* article), en opposition à l'Homarus mais comme chez le Palinurus, est placé au-dessus et en dehors du doigt fixe, également sur les pattes de la première paire; cette paire est, comme chez l'Homarus (et les Loricates), plus forte, mais pas beaucoup plus forte, que les autres; la cinquiéme paire semble étre armée de petites pinces chez la femelle, mais non chez le måle"), par conséquent comme chez les Loricates. S'il y a ou non des épipodites, etc. on n'en sait rien encore. — Les descrip- tions et les dessins que MM. Heller et Suhm ont publiés de l'appareil buccal laissent assez à désirer, et quelquefois méme je n'ai pu réussir à comprendre ces auteurs; leurs renseignements sont en outre très divergents, de sorte qu'il m'est impossible d'entrer dans l'examen détaillé de ces parties; je puis dire cependant que la 3"* patte-mâchoire appartient au type des Reptantia. — Les antennes sont munies d'une squame assez grande; le flagelle est assez fort et le pédoncule des antennules, court comme chez les autres Reptantia, sans épine sur le bord externe du premier article. — Les pattes abdominales sont bien développées tant chez la femelle que chez le måle. Le premier anneau porte une paire de pattes semblables à celles de l'Homarus; le rameau interne des autres paires est muni d'un appendice interne, et sur la deuxième paire, chez le måle, on observe en outre un appendice masculin. — La carapace est trés aplatie et présente une créte longitudinale qui est interrompue (comme chez le Nephrops) par le sillon e, qui est trés distinct. Le rostre est trés large et trés court (comp. les Loricates) et recouvre les yeux; les épines a et y sont bien développées, et derrière 7 il y a une série d'épines. — L'abdomen '!) En présence des indications scrupuleuses et trés positives de M. Norman (voir surtout son dernier article), je suis porté à attribuer moins de valeur aux renseignements publiés par M. Bate, d’après lesquels les pattes de la dernière paire n'étaient pas chéliformes chez un trés petit nombre des Polycheles femelles qu'il avait à sa disposition, tandis qu'elles l'étaient chez deux Polycheles måles. Une détermination inexacte des sexes, comme on peut le voir par l'erreur de Willemoës-Suhm (comp. le dernier article de Norman) n'appartient pas aux impossibilités. En outre, il n'est pas rare du reste que les pattes abdominales des femelles des Décapodes aient le caractère des mâles, fait que jai constaté chez une Thalassina anomala et un Astacus fluviatilis, et il est donc possible que M. Bate ait déterminé le sexe d'aprés les pattes abdominales. 163 185 est plat; les épiméres du premier anneau manquent (W.-S.). — Les branchies sont «büschelfürmig» (Heller), par conséquent sans doute comme chez l'Homarus et les Loricates. ll n'est pas douteux que le genre Polycheles appartient au groupe des Rep- tantia (épimères de l'abdomen, 3"* patte-màchoire, antennes, antennules, pattes abdominales de la premiére paire, carapace). Parmi ces derniers, à en juger par le peu que l'on connait (branchies, etc.) il se rapproche le plus des Homarides et des Loricates; mais en somme il semble étre surtout voisin de ceux-ci, bien qu'en quelques points il se rattache plutót aux Homarides (pinces aux pattes des trois premières paires, squame, etc.) L'affinité spéciale avec les Loricates se manifeste dans les pattes thoraciques de la 1" et de la åre paire (voir plus haut), les pattes abdominales des paires 2—5, le rostre (comp. le tableau p. 95). Ainsi que j'ai essayé de le montrer p. 96—98, il est vraisemblable que l'Amphion est une larve de Polycheles. Comme j'ai donné dans Zool. Anzeiger 1879, No. 28, p. 256—259, un résumé de mes recherches sur cette forme dans une langue accessible à tout naturaliste, je me permettrai, vu la place limitée dont je dispose, de renvoyer à cette publication et à mes Fig. 201—203. 6. Thalassinidæ. Une comparaison entre les diagnoses des Homarides et des Thalassiniens (p. 156—157 et 158) montrera facilement que nous avons affaire ici à un nouveau type des Reptantia; elle montrera également que nous rencontrons ici des formes qui, comparées avec les Homarides, s'écartent bien davantage des Natantia. Les pattes de la 3"* paire n'ont plus de pinces; les axes des articulations des pattes de la première paire ont subi une modification particuliére*); comme chez tous les groupes !) Chez l'Homarus, les axes des articulations 6—7 et 5—6 font entre eux des angles*) qui sont aigus et obtus pour les pattes de la ire paire, mais droits pour celles de la 2me et de la 3me; ces angles, en ce qui concerne les axes des articulations 5—6 et 4—5, sont à peu près droits pour toutes les pattes thoraeiques. L'axe 6—7 de la [re paire, chez les Thalassiniens, fait bien aussi avec l'axe 5—6 des angles aigus et obtus, qui toutefois diffèrent peu de 90°, mais les angles aigus corre- spondent aux angles obtus chez l'Homarus et réciproquement; l'extrémité de l'axe 6—7, qui chez l'Homarus est tournée vers le haut, est dirigée ici en dehors et méme un peu vers le bas. Par contre, les axes 5—6 et 4—5 sont situés par rapport l'un à l'autre comme chez l'Homarus. — Chez les Anomales (à l'exception de la Hippa et du Remipes, où la direction des axes de la ire paire est la méme que pour les autres paires, ce qui est en relation avee la perte des pinces), les axes 6—7 et 5—6 de la ire paire font entre eux des angles aigus et obtus qui ne différent pas beaucoup de 90?; mais, en opposition aux Thalassiniens, les angles aigus correspondent aux angles aigus chez lHomarus et réciproquement. La situation par rapport l'un à l'autre des axes 5—6 et 4—5 de la lre paire est trés modifiée; ils font entre eux des angles aigus et obtus et sont méme presque parallèles chez l'Éupagurus. — Les Dromiacées et les Brachyures génuines se rattachent étroitement aux Anomales: les axes 4—5 et 5—6 font entre eux des angles aigus et obtus et les 7) Par les angles que font entre eux deux axes d'articulation consécutifs, j'entends toujours ceux que font entre elles leurs projections sur un plan perpendiculaire à l'axe longitudinal de l'article commun (ici le sixième). 24* 186 164 suivants 1), les articles 2 et 3 des pattes de toutes les paires sont unis entre eux par une jointure immobile; les épipodites sont réduits; la lacinie externe de la 1”? patte-màchoire est raccourcie; la lacinie interne des deux máàchoires a changé de forme; la squame et les épimères de l'abdomen sont petits, les antennes, fréles, etc. tous caractéres qui montrent que nous sommes plus éloignés du point de départ. Parmi les formes que j'ai examinées, le genre Axius est celui qui se rapproche le plus des Homarides. Les pattes thoraciques sont encore armées de pinces; l'exognathe des pattes-mächoires des paires 2 et 3 est muni d'un court pédoncule et celles de la première paire, d'un grand épignathe; le dernier article de la première mâchoire est long, la squame et les épiméres sont relativement bien développés, ete. ^ Comparons-nous cette forme avec les Homarides et avec l'Astacus, il ne peut guére rester de doutes sur la marche qu'a suivie le développement; l'Axius peut être dérivé directement d'une forme qui était voisine de l'Homarus; un membre plus jeune dans la série ancestrale est représenté par une forme qui ne se confondait pas avec l'Astacus?), mais qui n'en était pas non plus bien éloignée (comp. le tableau p. 110). Il est intéressant de retrouver ici un appendice interne pourvu à son sommet de soies en crochet. Comme il n'y en a ni chez l'Homarus ni chez aucun Astacus, on ne saurait guère mettre en doute que cet appendice interne est dû à un phénomène d'atavisme, comme chez les Loricates et les Eukyphotes. On ne peut d'ailleurs nier que cette réappari- tion fréquente ne soit un peu singulière; mais en rejetant mon explication, on serait forcé d'admettre que l'appendice interne a existé chez les Pénéides dont sont dérivés les Eukyphotes et les Homarides, chez l'eHomaro aff.» (tableau p. 110), chez la forme primitive commune à l'Astacus et à l'Axius, et cependant il est incontestable qu'il ne s'en trouve ni chez aucun Pénéide connu, ni chez les Homarides types, ni chez l'Astacus. En fait de points qui ont un intérét plus général, je mentionnerai encore les bran- chies. Chez l'Astacus, leurs filaments, comparés à ceux de l'Homarus, étaient, on se le rappelle, en plus petit nombre; de ce caractère je déduis celui des branchies de l'Axius, de la Callianassa, de la Gebia, où il n'y aque deux rangées de lames très étroites, les fila- ments étant moins nombreux et comprimés. (Les branchies des Eukyphotes, qui ressemblent en partie à celles des Thalassiniens, doivent au contraire étre regardées comme des bran- chies simplifiées de Pénées; cette ressemblance est seulement une analogie). Chez la Thalassina, par contre, les branchies sont munies de filaments cylindriques et de lames axes 6—7 et 5—6, des angles à peu prés droits. Il faut en excepter la Philyra et la Perséphone (et peut-être aussi d'autres Leucosies), chez lesquelles les axes 4—5 et 5—6 (en analogie avec lHomarus) font entre eux des angles presque droits. 1) Et chez les Loricates, sans pourtant que l'accord en ce point, entre eux et les Thalassiniens, soit autre chose qu'une analogie. Car si c'était un signe d'affinité, il faudrait admettre (comp. le tableau p. 110) que les Loricates sont issus d'une forme qui se trouvait sur la ligne entre la forme primi- tive commune de l'Astacus et de l'Axius — laquelle avait encore les articles 2 et 3 libres — et lAxius, chose dont il ne saurait être question puisque les Loricates sont précisément voisins des Homarides types. 2) Comme caractère qui s'oppose à une dérivation directe de l'Astacus, on peut mentionner le phéno- méne tout particulier d'une soudure entre l'épipodite et la branchie du méme, les pattes abdominales de la ire et de la 2de paire du måle, qui sont trés compliquées, etc. * 165 187 étroiles, mais en nombre moins grand que chez l'Homarus. Vu la place généalogique que la Thalassina, comme tout l'indique, occupe (voir ci-après), il ne peut être douteux que nous avons également affaire iei à un phénomène d'atavisme. Les rapports entre les diverses formes de Thalassiniens que j'ai examinées plus à fond ressortiront facilement du schema suivant: Les paltes thoraciques des 2 premières paires sont chéli- formes. — Le pédoncule de lexognathe de la 2"* et de la 3% patte-mächoire est court"). — La lacinie interne de la 1”? patte-mächoire est plus courte que la médiane; lépignathe est bien déve- loppé. — Les pattes abdo- minales des paires 3—5 ont un appendice interne. Les pattes thoraciques de la première (et de la deuxième) paire sont subchéliformes. — Le pédoncule de l'exognathe de la 2"* et de la 3"* patte- mâchoire est long. — La la- cinie interne de la 1'* patte- mächoire est aussi longue que la médiane; l'épignathe man- que. — Les pattes abdomi- nales des paires 3—5 n'ont pas d'appendice interne. Axius princeps. La mandibule a une dent sur la partie tranchante. — Les rameaux des pattes abdominales sont étroits; le rameau externe de la 67* paire a une articulation. Axius Gundlachi?) (Martens). Lamandibule a plusieurs dents sur la partie tran- chante. — Les rameaux des pattes abdominales sont larges; le rameau externe de la 6% paire a une articulation. Callianassa. Thalassina. Gebia. Le dernier article du palpe de la 17? màchoire est long (du moins chez le princeps). — La partie triturante de la mandibule est assez large. — La squame est assez bien développée. — La carapace n'a pas de linea thalassinica ?). — L'abdomen a une longueur moyeune, les épiméres sont relativement bien développés. Le dernier article du palpe de la 1" mâchoire est court. — La mandibule a plusieurs dents sur la partie tranchante, et (sauf chez la Gebia) se distin- gue parsa partie triturante, qui est forte, comprimée et créne- lée. — La squame est rudi- mentaire ou manque. — Les rameaux des pattes abdomi- nales sont larges (excep. chez la Thalassina); le rameau externe de la 6"* paire est sans articulation. — La cara- pace a une linea thalassinica. — L'abdomen est trés grand; les épiméres sont rudimen- taires. 1) Chez la Callianassa, l'exognathe de la 3me patte-mächoire manque complètement; sur la 2me i] n'y a aucune séparation entre le pédoncule et le flagelle (comp. plus loin la Callianidea). ?) Rapporté à tort par M. v. Martens à la Callianidea. 3) Une ligne particulière non calcifiée de la carapace (voir Fig. 138—140). 188 166 Un coup d'œil jeté sur la colonne de gauche fait voir que la Gebia et la Thalassina sont sous plusieurs rapports concordantes, en opposition aux Axies et à la Callianassa. Celle de droite montre que la Callianassa se rattache par divers points au groupe Thalassina- Gebia, en opposition aux Axies. On voit par mes remarques sur les deux formes d'Axius — qui représentent des groupes de ce genre!) — que VA. Gundlachi se rapproche à plu- sieurs égards des Callianassa- Thalassina- Gebia, et que les différences sont d'une nature telle qu'elles permettent en chaque point de dériver les autres genres d'une forme qui était extrémement voisine de l'Axius princeps (comp. le tableau p. 110). Il est intéressant de voir que la Gebia a une mandibule dont la partie triturante ressemble plus à celle de l'Axius qu'à celles de la Callianassa et de la Thalassina, qui sont complètement identiques. Comme l'identité sur ce point entre la Callianassa et la Thalas- sina est si spécifique, on ne peut guére douter que ce ne soit un développement homo- logue, ou, ce qui revient au méme, que l'ancétre commun de ces deux formes (qui en méme temps est celui de la Gebia, comp. le tableau) n'ait présenté le méme caractére; la Gebia l'a donc de nouveau perdu pour reprendre le caractère plus primitif. — Lorsque, chez la Thalassina, nous trouvons que les pattes abdominales ont des rameaux étroits, tandis que, chez la Gebia, la Callianassa et méme chez l'Axius Gundlachi, forme beaucoup plus primi- tive, elles en ont de larges, l'étroitesse des rameaux doit seulement étre interprétée comme un développement analogue à ce qu'on trouve chez l'Axius princeps. Le genre Callianidea, dont je n'ai malheureusement pas eu l'occasion d'étudier lappareil buecal, est trés voisin du genre Callianassa, mais sous plusieurs rapports plus normal, par exemple quant à la 3"* patte-mâchoire, qui a un exognathe bien développé ressemblant à celui de l'Axius (flagelle dirigé en avant, court pédoncule; voir M. Edw. Hist. nat. d. Crust. Pl.25 bis, Fig. 10). De méme que la Callianassa, il a une squame rudi- mentaire et un appendice interne sur les pattes abdominales. Les curieux filaments mar- ginaux des pattes abdominales qui jouent le róle de branchies — chez une espéce nouvelle (Callianidea Steenstrupii, des Antilles) que j'ai examinée, ils sont simples, et chez la Callia- nidea typus M.-E., fourchus — et qui ont fait naitre l'idée bizarre que la Callianidea devait être voisine des Squilles, peuvent peut-être être regardés comme des. poils marginaux modifiés. Je puis encore ajouter que l'Axius, en tout cas, a, comme jeune individu, des exopodites sur les pattes thoraciques, et qu'il passe par l'état de Natant. J'ai en effet examiné une larve d'Axius qui déjà était presque identique avec la forme adulte, mais dont toutes les pattes thoraciques avaient de petits exopodites qui ne fonctionnaient plus; les yeux étaient grands et les pattes abdominales, plus fortes que chez l'adulte. On l'avait péchée dans l'Atlantique. 1) Parmi les autres Axies que j'ai examinées, l'A. biserratus Mart. et l'A. nodulosus Meinert se rattachent à l'A. princeps, l'A. glyptocercus Mart. et l'A. plectorhyncus Strahl, à l'A. Gundlachi. 167 189 7. Anomala. Les Anomales, comme les a définis M. de Haan, forment un groupe trés naturel, qui, d'une maniére également trés naturelle, se divise en trois branches: les Paguroides, les Hippiens et les Galathéides. a, Paguroid:. Ce groupe comprend les genres Pagurus, Cœnobita, Birgus, Lithodes et Hapalogaster, dont le premier a été subdivisé en une série de sous-genres: Paguri- stes, Eupagurus, Pagurus s. str, Diogenes, Calcinus, Clibanarius. Le Paguristes est de tous les Paguroides celui qui présente les caractères les plus primitifs. — Le prolongement bien connu de l'avant-dernier article des pattes thora- ciques de la 4% paire, qui rend ces dernières subchéliformes, est plus petit que chez les autres Pagures. — La 1”? patte-màchoire (Fig. 56) a encore un petit épignathe. — Chez le mâle on trouve une paire de pattes abdominales sur le 1*'et le 2"* anneau; la lame ter- minale de la 1'* paire est large et recoquillée, et le bord postérieur en est plus épais que le bord antérieur; le rameau externe de la 2"* paire est avorté de méme que la partie du rameau interne qui est située en dehors du point où l'appendice masculin est inséré, de sorte que ce dernier a tout l'air de naître du sommet du rameau (Fig. 167—1682). Sur les anneaux 3, 4, 5, on trouve au cóté gauche une petite patte abdominale. Chez la femelle, il y en a une paire sur le í*'annneau, et les anneaux 2—5 sont pourvus d'une patte sur le côté gauche. — La carapace (Fig. 141) a un rostre trés court; les sillons € et b sont trés distincts, d est visible; chez le Paguristes, comme chez les autres Anomales, on trouve un sillon profond, qui se perd en avant dans le sillon b et se continue jusqu'au bord postérieur de la carapace; il en part quelques fins sillons (dont l'antérieur, lai, est trés distant des autres) qui aboutissent au bord inférieur de la carapace (le sillon longi- tudinal, que j'appelle linea anomurica!), est beaucoup plus distinct chez certains autres Anomales; ici il Lest moins à cause du peu de consistance de la partie postérieure des cótés de la carapace; il est encore moins distinct chez l'Eupagurus et les autres sous- genres. — Abdomen (Fig. 196): le sternum du 1*'anneau abdominal n'est pas soudé avec celui du dernier anneau thoracique. La partie tergale de l'anmeau abdominal 1 est une plaque entière de méme que celle des anneaux 2—5. Les parties tergales du 5"* et 67* anneau sont ici, comme chez les autres Paguroides, représentées par deux plaques calcifiées situées prés du bout de l'abdomen. En opposition aux autres Paguroides, le Paguristes a des traces d'épiméres?). L'Eupagurus n’a pas d'épignathe sur la 1*'patte-màchoire; les anneaux abdo- minaux 1 et 2, chez le måle, et le premier anneau, chez la femelle, sont privés de !| Comme il est facile de le voir, la linea anomuriea ne correspond pas à la linea thalassinica, qui est située plus haut sur la carapace. ?) Le Paguristes tomentosus ne répond pas tout à fait à la description précédente, car, chez la femelle, il n'y a pas de pattes abdominales sur le fer anneau, et la partie tergale du 1% anneau semble être divisée comme chez le Pagurus s. str. (comp. ce dernier). 190 168 pattes. — Le flagelle de l'exognathe, sur la í'* patte-màchoire (Fig. 57), est, comme chez le Paguristes, dirigé en dedans. — La cornée a une structure particulière. Chez les groupes précédents elle était en effet presque sphérique, avec une échancrure, d'ailleurs variable, à la partie supérieure; mais ici, où cette échancrure existe du reste aussi, la cornée descend le long de la partie interne de la surface inférieure du pédoncule; une coupe passant par le milieu du pédoncule et de l’échancrure, diviserait la cornée en deux portions tout à fait inégales, une intérieure plus grande et une extérieure plus petite. La cornée présente un caractère semblable chez le Paguristes, mais il est peu marqué chez les autres sous-genres. — L'abdomen (Fig. 199) diffère en partie de celui du Paguristes; le sternum du 1% anneau est soudé avec celui du dernier anneau thoracique et n'en est séparé que par un sillon. La partie tergale du 1% anneau est entière comme chez le Paguristes; celle du 2"* anneau, au contraire, est divisée en une partie centrale plus molle et deux parties latérales plus fermes; celle du 3"° présente une disposition semblable; celles du 4"* et du 5"* anneau sont divisées chacune en deux petites plaques. Pagurus s. str. La {°° patte-màchoire n'a également pas d'épignathe; le 1% et le 2"* anneau abdominal, chez le mâle, et le 1%, chez la femelle, sont privés de pattes. — Le flagelle de l'exognathe de la 1'* patte-màchoire(Fig. 59) est dirigé en avant; le bord interne de la lacinie externe est plus éloigné de la lacinie médiane que chez le Paguristes et l'Eupagurus. — Le bord interne de la lacinie externe de la 1'? màchoire est plus long que chez l'Eupagurus et le Paguristes. — Abdomen (Fig. 197): la partie sternale du 1* anneau est comme chez les Paguristes; mais le tergum du méme diffère essentielle- ment de celui de l'Eupagurus et du Paguristes, la partie postérieure en étant détachée sous forme d'une petite plaque!); les suivants ressemblent à ceux du Paguristes et ne sont pas interrompus au milieu. — Les autres sous-genres, en ce qui concerne l'abdomen etc., se rattachent étroitement au Pagurus s. str.?). Le genre Pagurus se divise ainsi en trois groupes, que nous appellerons «, Bet 7; a correspond au Paguristes, f£ à l'Eupagurus et y à tous les autres sous-genres; il est en outre évident que le Paguristes est de tous les Pagures la fornie la plus primitive; de lui ou d'une forme ayant une trés grande affinité avec ce sous-genre sont issus, d'un côté, l'Eupagurus et, de l'autre, le groupe 7. Le genre Cenobita est allié de trés prés aux précédents, surtout au groupe y. — Le flagelle des pattes-màchoires de la 2"* et de la 3" paire, en opposition aux Pagures en général, est dirigé en avant et un peu en dedans. — La lacinie externe de la I patte- máàchoire (Fig. 60—602) est trés éloignée de la lacinie médiane, le flagelle de l'exognathe est court et dirigé en avant (comp. Pag. s. str.. — De méme que chez le 1) Considérée jusqu'ici par erreur comme constituant la partie tergale tout entière du 1er anneau abdo- minal, de méme qu'en général l'abdomen des Pagures n'a été bien compris par personne. ?) Chez la femelle du Pagurus s. str. et de l'Aniculus, les pattes abdominales des paires 2, 3 et 4 sont munies d'un grand appendice (appendix interna?) qui manque chez tous les autres Paguroides. — Le Clibanarius présente cette anomalie que les axes des articulations 5—6 et 4—5 des pattes tho- raciques de la 17e paire font entre eux des angles presque droits (comp. le Rem. p. 185). 169 191 Pagurus s. str., le bord interne de la lacinie externe de la 1"? màchoire est plus long que chez l'Eupagurus et le Paguristes; chez les Cénobites, il est du reste encore plus long que chez le Pag. s. str.!). — Quelques Cénobites n'ont pas de squame sur les an- tennes (ou elle est peut-être soudée avec le 27* article), d'autres («pagurusartige Cæ- nobiten»?)) en sont pourvus. — Le pédoncule des antennules est, comme on sait, trés long; le 1% article, en opposition aux Pagures, n'est épais qu'à son extrémité proxi- male; l'extrémité distale est amincie. — Chez les Cénobites ressemblant aux Pagures, la cornée se comporte comme celle du Pagurus s.str., qui ne présente qu'à un faible degré la particularité caractéristique que nous avons constatée chez l'Eupagurus; chez les autres, ce caractère est moins distinct parce que le pédoncule oculaire est trés comprimé. — La femelle a une patte abdominale sur les anneaux 2—4, mais non sur le 5"*. Le måle passe généralement pour n'avoir pas de pattes abdominales; j'en ai cependant, chez la Con. clypeata, trouvé une sur le 3"* et le 4"* anneau (mais pas sur le 2% ni sur le 5m), — L'abdomen (Fig. 198) est trés instructif; il se rattache étroitement à celui du Pagurus s. str., et on y trouve la méme petite partie séparée du tergum du 1% anneau; les autres parties tergales, de méme que chez ce dernier, ne sont pas interrompues au milieu, mais sont du reste plus courtes. — La partie extérieure du tergum des anneaux 3—5 est comme détachée, quelquefois méme réellement séparée de la partie moyenne plus grande. — Le nombre des branchies (comp. le tableau des branchies) témoigne aussi de laffinité avec le Pa- gurus s. str. Si nous considérons la 1”? patte-màchoire, la 1”? mâchoire, la cornée, l'abdomen, les branchies, il ressortira sans doute avec une clarté suffisante de cet examen que le genre Cenobita doit être issu d'un Pagurus du groupe ;. Comme on l'a déjà reconnu depuis longtemps, le genre Birgus est trés voisin du genre précédent; plus exactement, c'est un Cénobite sans coquille, à respiration aérienne, mais au point de vue morphologique légèrement modifié. Je renvoie pour ce genre aux figures du «Règne animal» et de la «Fauna Japonica», qui montrent que le Birgus, en ce qui concerne l'appareil buccal, etc. est allié de trés prés aux Cénobites; comme chez ces derniers, la femelle n'a pas de pattes abdominales sur le 5%° anneau; le mále n'en a pas du tout. — J'ajouterai seulement que les antennes, de méme que chez les Cénobites types, n'ont pas de squame libre, mais que les pédoncules oculaires ne sont pas aussi comprimés que chez ces derniers; de plus la petite partie séparée du tergum du 1° anneau chez les Cénobites, est ici singulièrement grande, ce qui est aussi le cas pour le tergum des anneaux suivants; les petites pièces latérales presque détachées des Cénobites existent également ici, complétement séparées, mais sont contigués à la grande partie moyenne. Le remarquable genre Lithodes forme, avec le genre Hapalogaster (Lomis de Haan), dans la «Fauna japonica» une famille distincte dans le groupe Anomala. M. de Haan n'a 1) Chez la Cœn. rugosa, le palpe est muni d'un 2me article bien développé, qui manque chez la Cœn. perlata, ou du moins est tout à fait rudimentaire. Il manque également chez le Pagurus s. str., mais non chez le Calcinus et le Clibanarius (comp. l'Eupagurus et le Lithodes). ?) M. Hilgendorf a appelé l'attention là dessus (v. d. Decken, Reisen in Ost-Afrika III). Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2. 25 192 170 nullement méconnu l'étroite affinité qui existe entre les Pagures et les Lithodes; mais il se trompe en disant que les Lithodes sont sous certains rapports plus rapprochées des Galathées, et il commet une erreur plus grande lorsqu'il écrit (p. XIII): «Conjungunt denique Anomala et Brachygnatha Lithodes [ae Homola]»; enfin il n'est pas exact non plus que la Lithodes soit surtout voisine du Dirgus; c'est au contraire un Eupagurus richement modifié pour vivre sans coquille, tandis que le Birgus est un Cénobite sans coquille; le genre Lithodes est une branche latérale de la souche des Pagures et le genre Birgus en est une autre; avec les Brachyures il n'a que de faibles analogies (absence de la 6"* paire de pattes abdominales, etc.). — Je commencerai par la Lithodes arctica. Pattes thoraciques. L'axe d’articulation 5—6 des pattes thoraciques de la 1'* paire fait avec laxe 4—5 des angles à peine aussi aigus et obtus que chez l'Eupagurus; ces pattes sont d'ailleurs presque identiques avec celles de ce dernier, méme dans des caractères qui lui sont particuliers (par ex. la forme du 5"* article); de méme que chez l'Eupagurus, celle de droite est la plus grande. Les pattes de la 4"* paire, qui sont rede- venues des pattes ambulatoires, sont aussi longues que les précédentes, et la modification particulière du 6% article des Pagures a disparu. Les pattes de la 5"* paire sont plus petites que chez les Pagures, comme elles ne servent plus à maintenir l'animal dans une coquille, mais seulement à faire mouvoir l'eau dans la cavité branchiale; elle sont comme à lordinaire armées d'une petite pince. — La 3"* patte- màchoire (Fig. 10) ressemble jusque dans les moindres détails à celle de l'Eupagurus; une petite épine qui, chez l'Eu- pagurus, est située sur le 3"* article au-dessous de la crista dentata, se retrouve chez la Lithodes (et l'Hapalogaster, mais non chez aucun autre Paguroide ni Décapode en général); le flagelle de l'exognathe de la 2"* et de la 37" patte-mâchoire est dirigé en dedans. — Première patte-máàchoire (Fig. 58): la lacinie externe n'est pas (comme chez les Cé- nobites, les Birgues et le groupe 7 des Pagures) très éloignée de la lacinie médiane ni cachée derriére le pédoncule de l'exognathe, mais se comporte comme chez l'Eupagurus (et le Paguristes); le flagelle est dirigé en dedans. — Le palpe de la première mâchoire n'a qu'un article (en analogie avec certains Cénobites, avec le Pagurus s. str., l'Astacus); le bord interne de la lacinie externe est, comme chez l'Eupagurus et les Paguristes, plus court que chez le Pagurus s. str. et beaucoup plus court que chez les Cénobites et le Birgus; la lacinie interne a la forme ordinaire. — Les antennes sont munies d'une squame rudimentaire mais distincte; le premier arlicle et la place du tubercule sont les mêmes que chez les Pagures. — Les antennules se comportent comme chez le Pagurus !), non comme chez les Cénobites et les Birgues. — La cornée présente les mémes carac- tères que chez l'Eupagurus. — Le måle est complètement privé de pattes abdominales; chez la femelle, on en trouve, comme chez le Paguristes, une paire sur le 1% anneau (ne se composant que du pédoncule); il y a en outre une patte abdominale sur les anneaux 2—5 (— Pagurus, en opposition aux Cénobites et au Dirgus); ces pattes n'ont que le rameau interne, mais qui est comme chez l'Eupagurus singulièrement massif, et 1) Par Pagurus — sans aucune addition — je comprends ce nom dans son ancienne étendue; le «Pagurus s. str.» est le Pagurus de Dana. ir 193 les poils des pattes abdominales sont chez les deux genres disposés d'une manière semblable (Fig. 179—180). — La carapace (Fig. 142), au premier coup d'œil, diffère beaucoup de celle des Pagures; elle est, comme tout l'animal, plus courte et plus large, avec un rostre plus long, et est richement pourvue d'épines. On y trouve un bord latéral qui ne manque pas non plus chez les Pagures, mais qui est bien plus distinct, sur- tout à cause d'une rangée de longues épines qui le garnissent. La linea anomurica est trés distincte, comme toute la carapace est calcifiée; de cette ligne partent en avant et en arrière, d'une part, un sillon (la), et, de l'autre, plusieurs sillons semblables (courts) qui aboutissent au bord inférieur de la carapace et se retrouvent tous nettement chez le Pa- guristes. Des autres sillons, e seulement est assez distinct. — L'abdomen se rattache étroitement à celui de l'Eupagurus; la partie sternale du 1% annéau est soudée avec le dernier anneau thoracique; les autres parties sternales manquent, de sorte que l'abdomen est tout mou en dessous. Le tergum du 1% anneau est entier (comme chez l'Eupagurus) et soudé ou en connexion étroite avec celui du 2?* anneau (i y a cependant entre eux une démarcation distincte). Le tergum du 2” anneau, également entier, n'est pas plus mou au milieu, comme chez l'Eupagurus (comp. la Lithodes brevipes); mais celui des anneaux suivants (3—5) est interrompu au milieu et se compose de 2 pièces isolées très éloignées l'une de l'autre, par conséquent comme chez l'Eupagurus; le tergum des anneaux 6 et 7 est normal. Le long du bord, en dehors du tergum des différents anneaux, il y a une rangée de petites parties calcifiées (qui n'existent pas chez les Pa- gures), et dans la partie à peau mince entre les morceaux isolés du tergum des anneaux 3—5, on trouve également un grand nombre de petites plaques et de tubercules calcifiés. — L'abdomen est asymétrique surtout chez la femelle, mais aussi chez le mäle; le côté gauche est, comme chez les Pagures, toujours le plus grand. L'abdomen entier est plus court et plus large que chez les Pagures, les «membranes articulaires» entre les parties tergales des an- neaux sont trés raccourcies. (Je puis peut-étre mentionner ici que, chez la Lithodes femelle — je n'ai pas examiné le màle en ce point —, j'ai trouvé le foie placé dans l'abdomen comme chez les Pagures). — Le nombre des branchies est précisément le méme que chez l'Eupagurus (en opposition à tous les autres Paguroides et aux Décapodes en général). Parmi les autres espéces de Lithodes, la L. antarctica se rattache à la L. arctica dans tous les points qui nous intéressent. Par contre, la L. brevipes (comp. Arch. du Mus. II) en diffère par quelques caractères intéressants. La squame, chez cette espèce, est plus grande et garnie d'épines; le tergum du 2% anneau se compose d'une piéce centrale et de deux latérales, correspondant respectivement à la partie plus molle (b) et aux parties plus dures de méme tergum chez l'Eupagurus; en dehors des pièces latérales il y a encore, de chaque côté, une pièce marginale. — La L. camtschadica (voir «Fauna Japonica») diffère de la L. brevipes par la squame, qui n'est qu'une simple épine mais bien développée. — La L. hystrix de Haan semble avoir une squame semblable à celle de la L. brevipes; par la structure de l'abdomen (on ne connait que celui du mâle), il se rapproche des genres suivants; la carapace est munie de longues épines. — La L. verrucosa (Dana), dont j'ai été assez heureux de pouvoir étudier un exemplaire plus in- timement, ne diffère presque pas de la L. arctica par l'appareil buccal, le tergum du 2"* anneau etc.; il:a la méme épine sur le 3"* article de la 3"* patte-màchoire, etc.; mais la 29" 194 172 squame (Fig. 1612) est pareille à celle de la L. brevipes, l'abdomen de la femelle n'est que peu asymétrique et celui du mâle, pas du tout, et enfin les petites parties calcifiées qui, chez la L. arctica, remplissent l'espace entre les parties séparées du tergum des anneaux 3—5, sont réunies en 3 grandes pièces outre quelques autres petites. Les épines se rédui- sent pour la plupart à de petits tubercules. — La L.cibaria (White, Proc. Zool. Soc. 1848), la L. Belliana (White, Proc. Zool. Soc. 1856) et la L. cryptolithodes mihi (Cryptolithodes typicus Brandt) sont alliés de trés prés à la L.verrucosa (comp. le schema latin p. 121, et le tableau des espéces du genre Lithodes, méme page). Ce qui précéde montre assez clairement combien les genres Lithodes et Eu- pagurus sont liés intimement l'un à l'autre, et nous sommes nécessairement amené à en conelure que le premier doit étre dérivé du second ou, en tout cas, d'un Pagure extréme- ment voisin de l'Eupagurus; comme il est facile de le voir, il ne saurait étre question d'une dérivation en sens inverse ('Eupagurus de la Lithodes). Remarquons encore que quel- ques caractères (les axes d'articulation des pattes thoraciques de la 1* paire, l'existence de pattes abdominales sur le 1% anneau, chez la femelle) semblent peut-être indiquer que l'espèce d'Eupagurus dont la Lithodes est issue était, sous quelques rapports, plus voisine du Paguristes que les espèces d'Eupagurus que j'ai eu l'occasion d'examiner. Comp. la synopsis p. 123 et le tableau p. 124. Le genre Hapalogaster (Lo mis de Haan, nec M. E.), comme je pouvais déjà le voir avec certitude par le remarquable exposé de M. de Haan, est une forme intermédiaire entre le Pagurus et la Lithodes, et l'examen que j'ai fait d'un màle et d'une femelle de l'espèce cavicauda Stpson. au musée du Jardin des Plantes confirme pleinement cette opinion. Je complèterai l'exposé de M. de Haan par les remarques suivantes. — La troisième patte-mächoire a sur le 3"* article la méme épine que l'Eupagurus et la Lithodes. M. de Haan indique pour son espéce 2 épines semblables. — La squame a une forme elliptique et est assez bien développée; pas d'épines. — Le måle n'a pas de pattes abdominales; la femelle en a une (celle de gauche) sur le 27*, 3e, 4"* et 5" anneau, mais pas sur le 1%, comme chez l'Eupagurus, ce qui rend assez vraisemblable que les pattes abdominales du 1% anneau, chez la Lithodes, sont dues à un phénomène d'atavisme. — L'abdomen du måle (Fig. 2003) est presque symétrique, cependant le côté gauche semble être un peu plus grand que le droit. Le tergum du 1% anneau est étroit et n'est pas soudé avec celui de l'anneau suivant, qui est large; à cause du grand nombre de poils dont il était couvert, je n'ai pu voir s'il est divisé en plusieurs morceaux comme chez cer- taines Lithodes. Le reste de l'abdomen est reployé en dessous et forme un sac large et mou. Outre le tergum des anneaux 7 et 6, on voit encore celui des anneaux à (a, a) et 4 (a, a1, qui, de méme que chez l'Eupagurus, sont divisés en deux morceaux, largement séparés l'un de l'autre et trés petits; le tergum du 3"* anneau semble faire completement défaut. La face sternale de l'abdomen est molle comme chez lEupagurus et la Lithodes. L'abdomen de la femelle (Fig. 200b), en ce qui concerne le tergum des anneaux 1 et 2, se comporte entierement comme celui du måle. La partie postérieure diffère en ce que le bord du sac est si aplati qu'il est devenu une plaque mince; le milieu du cóté dorsal est mou aussi; nous trouvons à gauche les trois plaques de l'Eupagurus (3a, 4a, 5a); elles sont assez bien développées et s'étendent jusqu'au bord; à droite, les plaques 4a1 et 5a: sont 173 195 distinctes. Le tergum des anneaux 6 et 7 ne présente rien de remarquable. Le côté in- férieur est mou comme à l'ordinaire. b. Galatheidz. Le représentant type de ce groupe, le genre Galathea, est sous quelques rapports plus voisin de la forme originelle des Anomales que les Pagures, mais sous d'autres il s'en écarte plus que ces derniers, auxquels il est d'ailleurs allié de trés prés, si l'on fait abstrac- tion des divergences provenant de la manière de vivre différente des Pagures. Dans ce qui suit, nous reléverons surtout les différences; quant aux ressemblances, elles ressortiront de la diagnose p. 158—159 et des figures. Les pattes thoraciques des 3 premières paires, chez la Galathea squamifera, sont munies d'un épipodite distinct (chez la G. intermedia, la l'* paire seulement a un épipodite). — La 3% patte-máàchoire (Fig. 14) a un petit épignathe; sur la 1”? (Fig. 64) on en trouve un semblable à celui du Paguristes, mais un peu plus grand; le flagelle de lexognathe est dirigé en avant et en dedans. — Les mächoires, la mandibule, les antennes et les antennules présentent la plus grande concordance avec les organes correspondants des Paguroides; toutefois le 2"* et le 3%° article des antennes n'en forment qu'un, en analogie avec les Loricates (et les Brachyures). — Les pattes abdominales des anneaux 2—5, chez la femelle (il n'y en a pas sur le 1% anneau), se composent d'un simple filament à 3 articles (Fig. 182), le long article basilaire étant suivi de 2 autres, ce qui s'explique peut-être de la manière suivante: le dernier article est l'appendice interne et l'avant-dernier, le rameau interne, qui a subi une réduction telle que l'appendice interne naît en apparence de son sommet. — Les pattes abdominales de la 1'? paire, chez le måle (Fig. 169), ressemblent à celles des Paguristes; le bord antérieur de leur unique et large rameau est fortement aminci et replié sur lui-même, de manière à former une espèce de tube à l'extrémité proximale de ce dernier. Sur la 2% paire (Fig. 170), on voit un rudiment du rameau externe; le rameau interne porte à son extrémité l'appendice masculin, qui n'est pas nettement limité. Les 3 paires suivantes ressemblent danslleur structure aux pattes corre- spondantes de la femelle (voir Fig. 181). — La carapace (Fig. 145) présente le méme bord latéral que chez les Paguroides, mais plus marqué qu'il ne l'est en général chez ces derniers; le rostre est plat et assez bien développé; les sillons ne sont pas distincts; la linea anomurica, par contre, est trés apparente, mais il n'en part pas, comme chez les Pa- gures, d'autres sillons aboutissant au bord inférieur. — Les épiméres de l'abdomen sont bien développés, le premier est petit et les autres sont dirigés obliquement en dehors. L'abdomen offre également ici une courbure, mais tandis que, chez les Natantia, elle était due à un grand développement du tergum des anneaux 3 et 4, elle provient ici du développement de celui des anneaux 4 et 5. — Les branchies ont la méme structure que celles du Pagurus s. str. (et du Paguristes) et sont en nombre égal. Le genre Porcellana se compose d'une série de formes qui sont si voisines du genre Galathea qu'elles peuvent sans plus étre désignées comme des Galathées tra- pues. La place limitée dont je dispose ne me permet pas de motiver cette désignation avec plus de détail, mais c'est du reste superflu, comme cela ressort assez clairement de 196 174 l'exposé de M. de Haan. — Les pattes thoraciques n'ont pas d'épipodite, elles sont plus robustes que celles des Galathées, mais d'ailleurs tout à fait semblables à celles-ci. — La 2"* patte-mâchoire est comme celle des Galathées et a méme une garniture de poils toute pareille. Pour la 1" patte- màchoire, voir Fig. 62—63 (comp. Fig. 64). — La 2% màchoire (Fig. 93), la 1" màchoire (Fig. 122) et la mandibule sont jusqu'aux poils identiques à celles des Galathées. — ll en est de méme des antennes et des an- tennules; le 2"* et le 3"* article des antennes sont soudés. — Chez la femelle, le 4"* et le 5% anneau (le 3" aussi chez quelques espèces, d'après M. E.) sont munis d'une paire de pattes abdominales, qui se comportent absolument comme chez les Gala- thées; le 27"* et le 3"* anneau ont de chaque côté une petite verrue (rudiment d'une patte abdominale). Chez le måle, il y a des verrues semblables sur le 3"*, le 4% et le 5"* anneau; le 2"* est muni d'une paire de pattes abdominales comme celles des Gala- thées (avec un rudiment distinct du rameau externe — Gal.); la 1”? paire, par contre, manque. — Comme on sait, la carapace des Galathées présente une quantité de fins sillons transversaux; chez quelques Porcellanes, il n'y en a qu'un petit nombre, mais ils ne man- quent jamais complètement; chez d'autres, on en trouve davantage, chez d'autres encore, un grand nombre. La carapace est en général bien plus large que celle des Galathées ; mais chez quelques espéces, la P. angusta par ex., la différence est peu marquée (ces espèces ont de nombreux sillons transversaux). La linea anomurica est trés distincte; il n'en part aucun sillon transversal (comp. les Gal.) se rendant au bord inférieur. Les sillons proprement dits de la carapace sont peu prononcés. — Les épiméres de l'abdomen sont dirigés en dehors; le 7"* anneau abdominal, comme M. de Haan l'a fait remarquer avec rai- son, a tout à fait le méme aspect que chez les Galathées. — Le nombre des branchies (chez la P. rupicola) est identique avec celui des Galathées. Aux Galathées se rattache en outre le genre /Eglea, mais bien moins étroitement que le genre Porcellana. 1l en diffère entre autres en ce que le 2" et le 3"* article des antennes, comme chez les Paguroides, ne sont pas soudés. Le måle n'a que les pattes abdominales de la 6% paire. La partie postérieure de la linea anomurica manque; lai s'y trouve (comp. les Paguroides). Le dernier anneau abdominal ne présente pas la surface divisée en sept champs qui caractérise les Galathées et les Porcellanes. Les branchies se distinguent par leur structure pénicillée (due à l'atavisme). e. Hippidæ. Comme j'ai donné en latin (p. 136) un apercu détaillé de cet intéressant petit groupe, je puis ici me résumer briévement. C'est une division en général trés anormale, mais qui, surtout par la forme Albunhippa, se rattache cependant d'une manière intime aux autres Anomales. Parmi les formes qui appartiennent à ce groupe, la Hippa et le Re- mipes (ainsi que le Mastigopus Stpson., qui n'est autre chose qu'un Remipes sin- gulier) sont trés voisins l'un de l'autre, et ce sont de plus les formes les plus déviées. Bien moins anormal est le zenre Albunea; une forme primitive extraordinairement claire est le genre Albunhippa, dont on peut faire dériver tous les autres. En quelques points (voir le colonne du milieu p. 136), les genres Albunea et Hippa-Remipes, dans d'autres 175 197 (colonne de droite) les genres Albunhippa et Hippa-Remipes, et, sous beaucoup de rap- ports (colonne de gauche), les genres Albunea et Albunhippa, sont concordants; mais dans tous les points où il y a des différences, c'est le caractère que nous trouvons chez le genre Albunhippa qui est le primitif, qui se rapproche le plus de celui qui est le type des Anomales en général. Comme on le verra, les genres Albunea et Hippa-Remipes ne sont pas issus directement du genre Albunhippa, mais d'une forme moins primitive (X, voir le tableau p.135) qui n’en élait cependant pas bien éloignée. Chez cette forme X (comp. l'Albunea et l'Hippa-Remipes) le 2"* et le 3" article de la 3" patte-máchoire étaient très courts, elle n'avait pas de crista dentata, l'exognathe en était petit, et le flagelle de l'exognathe de la 2"* patte-mâchoire n'était pas articulé !). d. Développement des Anomales?). Nous savons du Pagurus (Eupagurus) qu'il sort de l’œuf pourvu de deux paires de pattes natatoires, à savoir les pattes-máàchoires de la 1”? et de la 2" paire, tandis ) ) que celles de la 3"* paire, bien que présentes, sont encore faibles, courtes (non fendues); 1) Je présenterai ici quelques remarques sur le {er anneau abdominal et la mandibule des Hippiens. Le ier anneau abdominal n'a que son tergum qui soit développé, la partie sternale manque; cet anneau étant un point contesté, je remarquerai à ce sujet ce qui suit: chez l'Homarus on trouve au-dessus de l'épimére du 5me anneau thoracique une plaque caleifiée appelée lamina tricuspi- data (comp. Lyttkens dans «Lunds Univ. Årsskrift» IV, 1867); cette plaque, qui, suivant moi, doit être regardée comme une partie détachée de l'épimére du 5me anneau thoracique, est contiguë en arrière au tergum du 1er anneau abdominal; elle est facile à reconnaître, entre autres par un sillon longitudinal bien distinct, et je l'ai retrouvée chez les Galathées, le Pagurus, etc., exactement dans la méme situation (preuve décisive, soit dit en passant, de la justesse de l'interprétation donnée plus haut de l'abdomen des Pagures. On la trouve en outre chez le genre Albu- nea, au-dessus de l'épimère, qui est muni d'une branchie; mais elle est petite et soudée avec le tergum du 1er anneau abdominal; du reste il y a entre eux une ligne de démarcation bien tranchée, de sorte qu'au premier coup d'œil on croit méme qu'ils sont séparés. D'après sa situation par rapport à la lamina tricuspidata, il n'est pas douteux que ce que nous avons appelé le tergum du ler anneau abdominal l'est réellement. Ce tergum est grand et a sa partie antérieure engagée sous la carapace, mais il peut se mouvoir librement. — Chez la Hippa et le Remipes, la lamina tricuspidata est, comme chez l'Albunea, soudée avec le tergum du 1e anneau abdominai; mais l'épimére du 5me anneau thoracique est en outre soudé avec la lamina tricuspidata. Le tergum du ler anneau est trés long, membraneux dans sa partie antérieure et engagé presque en entier sous la carapace, de sorte qu'il ne peut se mouvoir. La mandibule a, chez l'Albunhippa et l'Albunea, la structure qui caractérise les Ano- males: le bord tranchant a une dent au milieu, mais est du reste lisse; la partie triturante est petite et comprimée, — Par contre, chez la Hippa (Fig. 153) et le Remipes (Fig. 154), elle est très anormale; la partie triturante manque entièrement; la partie tranchante est petite, et n'est pas caleifiée ou ne l'est qu'en partie. *| Comp.: Claus, Unters. z. Erforsch. d. geneal. Grundl. d. Crustac.-Systems; Rathke, (Pagurus), Neueste Schr. d. naturforsch. Gesellsch. in Danzig 3. (1842); Claus, (Pagurus), Z. Kenntniss d. Malacostracen- Larven dans Würzb. naturwiss. Zeitschr. 2. 1861; Fr. Müller, Die Verwandlung der Porcellanen, A. f. Naturg. 1862; Sidney Smith, The Early Stages of Hippa talpoida, Trans. of the Connecticut Acad. 3. 1877. 198 176 le dernier anneau abdominal n'est pas trés échancré. — Plus tard les pattes- máàchoires de la 3"* paire deviennent aussi des pattes natatoires; tandis que l'endognathe est encore fréle et embryonnaire, l'exognathe est un palpe natatoire bien développé. Par contre, il ne se développe jamais d'exopodite sur les pattes thoraciques (comp. les Natantia, l'Homarus, les Loricates, l'Axius). — Les Pagures passent par l'état bien connu de Glaucothoé, qui correspond exactement à celui de Natant chez les Loricates, etc.; les pattes abdominales ont deux rameaux, le rameau interne est muni à son sommet des crochets caractéristiques de l'appendice interne, de sorte qu'il faut regarder comme un fait acquis que l'appendice interne et le rameau interne se confondent ici; les pattes abdomi- nales sont appariées dans cette phase, et l'abdomen est symétrique et normal. En ce qui concerne la Lithodes, j'ai constaté que les embryons mürs, de méme que les larves fraîchement écloses des Pagures, étaient pourvus de deux paires de fortes pattes natatoires, les pattes-máchoires des deux premières paires; celles de la 3"* étaient courtes mais neltement bifurquées; le rameau interne était encore fort court. Les pattes thora- ciques des 3 premiéres paires avaient déjà commencé à se montrer sous forme de petites éminences, de sorte que la Lithodes sort de l'œuf dans un état plus avancé que les Pagures. Les antennes sont, comme chez les Pagures, munies d'une squame bien développée garnie de poils le long de son bord interne. L'extrémité de l'abdomen (Fig. 205) est large, faible- ment échancrée et garnie de 7 paires de soies, qui sont trés grossières, comme l'animal est encore recouvert de la cuticule embryonnaire (comp. dans Jen. Zeitschr. 11, 1877, la figure que M. P. Meyer a donnée de l'extrémité de l'abdomen de l'embryon de l'Eupagurus). Jai examiné des larves de la Galathea intermedia qui venaient d'éclore et qui, ‘avec les membres repliés, se trouvaient encore sous l'abdomen de la mère. Les pattes- máchoires des deux premières paires étaient bifurquées et bien développées en pattes nata- toires, et celles de la 3"* paire, courtes et non bifurquées. Le dernier anneau abdominal (Fig. 207) était assez profondément échancré et muni de 5 paires de longues soies plumeuses, et de chaque cóté, en dehors des soies, il y avait en outre une courte épine. — En fait de larves plus âgées, j'en ai examiné plusieurs, dont l'une, par le nombre des branchies, la forme des pattes thoraciques déjà assez développées, pouvait avec certitude être rap- portée aux Galathées. Les pattes thoraciques ne présentaient pas trace d'exopodite; les pattes-mâchoires des 3 premières paires étaient pourvues d'un exognathe (palpe natatoire), et les antennes, d'une square longue et étroite garnie de poils sur son bord interne (comp. Fig. 208—208 e). Le genre Porcellana se rattache aussi d'une maniére étroite aux Galathées par le développement. La jeune larve se distingue, dit-on, par l'absence des pattes-mächoires de la 3"* paire, qui n'apparaissent que plus tard et sont munies d'un vrai palpe natatoire. — Le dernier anneau abdominal a une forme singulière, mais qui au fond n'est qu'une modification de celui des Galathées, car si l'on se figure l'angle aigu chez ces derniers agrandi méme bien au-delà de 180%, on aura l'abdomen des Porcellanes; de méme que chez les jeunes larves des Galathées, nous trouvons chez les Porcellanes 5 paires de longues soies et 1 paire de courtes épines. — Comme on sait, le rostre et les épines postérieures de la carapace sont extrémement longues; les bords peuvent étre dentés comme chez les Galathées. 1i 199 M. Claus représente dans son «Crustaceen System», Pl. IX, Fig. 1—10, une larve quil rapporte avec un ? au genre Albunea. J'ai moi-méme examiné une larve toute pareille et, d'aprés le nombre des branchies, etc., je puis pleinement confirmer la supposition de M. Claus. Les pattes-màchoires de la 3% paire sont munies d'un palpe natatoire, les pattes thoraciques déjà bien développées ne présentent pas trace d'exopodite et la squame est grande et garnie de poils sur son bord interne. — J'ai examiné une autre phase de l'Albunea qui correspond exactement à celle de Glaucothoé du Pagurus, par conséquent à l'état de Natant. La larve dont il s'agit se rapprochait en somme beaucoup de l'Albunea adulte, mais elle en différait par ses pattes abdominales à deux rameaux, qui avaient tout à fait la méme structure que celles de la Glaucothoé. En outre elle avait de grands yeux. Comme M. Sidney Smith l'a fait voir, le développement de l'Hippa se rattache en général étroitement à celui de l'Albunea. La différence la plus remarquable, c'est qu'il semble que les pattes-màchoires de la 3"* paire, qui, on le sait, n'ont pas d'exognathe chez l'adulte, ne sont dans aucune de leurs phases pourvues de palpe natatoire. La squame est petite chez la zoé. — L'Hippa passe aussi par l'état de Natant. e. Remarques generales sur les Anomales. On sait que M. Claus, dans son «Crustaceen-System», a eru devoir dissoudre le groupe Anomala, en rapportant les Pagures et les Galathées aux Macroures, les Hippes et les Porcellanes aux Crabes. Il est trés à regretter qu'un naturaliste si distingué, surtout comme carcinologiste, ait pu commettre une méprise aussi grave et porter la confusion dans un. domaine oü les travaux classiques de M. de Haan avaient établi le plus grand ordre. Jai déjà annoncé plus haut combien les genres Galathea et Porcellana sont voisins lun de l'autre. Mais le lien qui existe entre les trois groupes dans lesquels nous avons divisé les Anomales, et dont le caractére naturel ne peut soulever aucun doute, est également des plus étroits. De quelque cóté que nous tournions nos regards, nous trou- vons la concordance la plus grande: dans les pattes thoraciques, dans les pattes-mâchoires de la 1 et de la 3% paire, dans les mâchoires, dans la mandibule, dans les antennes et les antennules, dans la carapace etc., dans le développement (comp. la diagnose latine), et les quelques formes divergentes, comme la Hippa et le Remipes, qui ont perdu une partie des caractères du groupe, peuvent par des formes plus normales être facilement rattachées aux autres. S'il existe un groupe naturel, c'est bien le groupe Anomala. Si l'on compare les Anomales avec les groupes précédents, il saute tout de suite aux yeux qu'en beaucoup de points ils se rapprochent des Thalassiniens et surtout d'une forme telle que l'Axius princeps (les petits épipodites et épignathes, la soudure du 27? et du 37* article des pattes thoraciques, les pattes-máàchoires de la 1”? paire avec leur faible lacinie externe, leur grande lacinie interne et leur étroite lacinie médiane, la 2% màchoire avec le grand lobe proximal de la lacinie interne, la 17? màchoire, la mandibule, la petite squame, les flagelles gréles des antennes extérieures, la structure des branchies, etc.). Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. I. 2. 26 200 178 Mais malgré leur grande affinité avec l'Axius (princeps), on ne peut cependant faire dériver les Anomales directement de ce genre. Il y a en effet des caractéres par lesquels ils s’écartent de tous les Thalassiniens connus et se rapprochent des Homarides. Je rap- pellerai notamment ici la cornée en général bien développée, les pattes thoraciques de la 1 paire!), les grands épiméres de l'abdomen des Galathées, caractères qui indiquent avec certitude qu'ils ne peuvent dériver directement d'aucun Thalassinien connu, mais bien d'une forme qui en était trés voisine et qui devait étre rangée avec eux dans un systéme (comp. le tableau, p. 141). On trouvera peut-étre que ce résultat ne renferme rien de bien nouveau, car il a souvent été dit que les Thalassiniens et les Anomales sontapparentés, et, à l'appui de cette opinion, on a surtout fait valoir la ressemblance que la Callianassa et les Pagures, par exemple, présentent dans l'habitus. Mais en jetant les yeux sur le tableau généalogique de ces formes, tel que j'ai cru devoir le fixer, on verra facilement que cette ressemblance n'est qu'une analogie, ce qui résulte déjà de la circonstance que l'Anomale primitif dont descendent et les Pagures et les autres Anomales connus, n'a naturellement pas eu un abdomen mou comme celui dont sont pourvus les Pagures ou la Callianassa, et qui con- stitue le point principal de la dite ressemblance. Il pourrait donc bien se faire qu'en partant d'une base fausse (la confusion de l’analogie avec l'homologie) on soit arrivé à un résultat relativement exact. Parmi les Anomales, le genre Pagurus est sous quelques rapports (pattes abdominales à deux rameaux, squame bien développée), et le genre Galathea, sous d'autres (épipo- dites, etc.), le plus primitif; les Hippes?) sont certainement issues d'une forme intermédiaire entre les deux genres précédents (comp. le tableau p. 141). Nous examinerons plus loin les relations des Anomales avec le groupe suivant. 8. Brachyura. Je divise les Brachyures en Brachyures génuines (les Brachygnathes de Haan, à l'exception des Dromiacés, et les Oxygnathes) et en Dromiacés (Dromia avec les formes voisines et Homola). a. Brachyura genuina. Aux renseignements que les diagnoses p. 159—160 donnent sur ces Brachyures, jajouterai les suivants. Le 5"*arlicle des pattes thoraciques de la 1" paire, chez l'Homarus, porte un prolongement qui de chaque cóté — aux extrémités de l'axe d'arliculation 5—6 — embrasse 1) Comp. la remarque, p. 185. ?) Les pattes abdominales de la femelle, méme chez les formes plus primitives (Albunca et Albunhippa), ressemblent tout à fait à celles des Galathées; la squame, par contre, ressemble plutót à celle des Pagures, etc. 179 201 le bord de l'article 6. Chez les vrais Brachyures, le 6% article est en général muni de prolongements semblables qui embrassent ceux de l'article 5, de sorte que l'union entre ces deux articles est des plus solides, mais l'Ocypode et des formes voisines, qui sous d'autres rapports sont également anormales, n'ont pas ce prolongement. Le 3re article de la 3% patte-màchoire, chez les Décapodes, a en général une coupe triangulaire; l'une des faces, celle qui est limitée en haut par la crista dentata, est tournée vers la ligne médiane de l'animal (en dedans). Cette face, chez les Brachyures gé- nuines, se réduit à une.aréte!). Le 4"*article porte sur son côté externe un prolongement caractéristique (Fig. 17—-18) qui manque rarement, et qu'on retrouve aussi chez les Dromiacées. La lacinie externe de la 1'? patte-màchoire est uniarticulée comme chez les Anomales, mais plus grande. Chez la plupart des Brachygnathes (comp. Fig. 66), la partie proximale de son bord externe s'infléchit derrière le pédoncule de l'exognathe, mais elle se tourne ensuite en dedans avec sa pointe; de sa face externe nait un prolongement court et large (a), ce qui donne à son extrémité antérieure l'air d'être coupée de biais; le bord interne de la lacinie externe est éloigné de la lacinie médiane (comp. les Anomales et sur- tout la Galathée, Fig. 64). Chez le Grapsus, l'Ocypode, etc., l'angle & est allongé en avant (Fig. 67). Chez la Calappa (Fig. 68) et la Dorippe, l'angle antéro-interne de la lacinie externe est fortement allongé en avant. Ce n'est pas le cas pour l'Hepatus, qui présente la méme disposition que les Brachygnathes. Chez les Leucosies et la Ranilia, la lacinie externe est longue et forte, mais n'a pas la forme type des Brachyures. — L'épignathe est trés grand, le flagelle de l'exognathe est tourné en dedans comme chez le Pagu- ristes, etc. Le lobe proximal de la lacinie interne de la 29? màchoire, en opposition aux Ano- males, est en général très étroit. — Le palpe de la 1'? màchoire (Fig. 125) est biarticulé et l'article distal est d'ordinaire bien développé (comp. les Anomales) La lacinie interne présente une intéressante modification de celle des Anomales. L'angle antéro-interne de la lacinie (7) est en effet fortement prolongé, tandis que chez ces derniers il est fort court; la partie restante du bord interne (d) est courte; le bord antérieur de la lacinie ressemble entierement à celui des Anomales?). Antennes. L'article inférieur est petit et trés réduit en comparaison de celui des Anomales. La membrane où se trouve l'orifice de la glande de Succow est tout à fait semblable à celle des autres Décapodes; comme chez les Anomales, elle a sa place sur la partie interne de l'article, mais encore plus prés du bord interne. On ne la voit pas sans une préparation, car elle est cachée par un prolongement de l'épistome. Un prolongement 1) Chez la Callianassa, où le 3me article de la 3me patte-mächoire est aussi trés aplati, les trois faces sont bien développées, mais l'angle sur lequel s'éléve la crista dentata est devenu trés obtus. Chez la Porcellana (Fig. 13), où le même article est aussi trés large, il doit sa largeur à une extension en forme de créte du bord intéro-inférieur. ?) Le Grapsus (Fig. 128) et l'Ocypode sont les seuls auxquels ne s'applique pas cette description. 26" 202 180 qu'on observe aussi chez les genres précédents, mais qui est ici plus grand, part du bord postéro-inférieur du cadre de la membrane et est tourné vers le haut’). La cornée montre en général trés nettement la méme forme que chez le Pagu- ristes, la Galathée, etc. Le måle n'a des pattes abdominales que sur les deux premiers anneaux. La première paire présente un plus grand développement des caractères que nous avons con- statés chez les Anomales (Paguristes, Galathée); l'enroulement du rameau est en effet plus complet, de sorte qu'il s'est formé un canal dont les bords sont contigus sans étre soudés; le bord postérieur, comme d'ordinaire plus épais, recouvre le bord antérieur plus mince. — Les pattes abdominales de la 2% paire ont une structure analogue à celle du Paguristes. ' La carapace (de méme que celle des Dromiacés) est, comme chez les Ano- males, munie d'un bord latéral saillant et en dessous de celui-ci d'une linea anomurica, mais la partie de la carapace située au-dessous de celte ligne n'est pas mobile comme chez les Anomales. Les sillons proprement dits font en général défaut, mais les empreintes musculaires sont en partie trés distinctes. Le rostre est trés large et court, il est contigu à un prolongement de l'épistome et couvre l'article interne du pédoncule oculaire; le der- nier article de ce pédoncule est placé dans l'orbite, un enfoncement de la carapace. Chez les Ranines, l'orifice génital de la femelle, en opposition aux autres Brachyures génuines (oü il est situé sur le sternum), a sa place dans l'article basilaire de la 3"* paire des pattes thoraciques. Ce fait est tout simplement une conséquence de l'extréme étroitesse du sternum, et nullement le signe d'une affinité plus grande entre les Ranines et les Dromia- cés ou les Anomales; les Ranines, au contraire, comme toute leur structure le montre, sont des Brachyures génuines, mais de plus un groupe qui, à beaucoup d'égards, présente des caractères anormaux. Qu'il me soit du reste permis d'exprimer un doute modeste sur le caractère naturel du groupe Oxystomata de M. de Haan. Il m'est, par exemple, impossible de com- prendre quel est le lien qui relie entre eux l'Hepatus et la Calappa ou la Dorippe, ni pour- quoi les Ranines sont rangés avec les autres Oxystomes. Aussi ne puis-je qu'engager le natura- liste qui, disposant de matériaux suffisants, aura la patience d'examiner et de comparer avec le plus grand détail — car cela est nécessaire — un grand nombre de Brachyures, à refaire en entier la systématique de ce groupe; ce sera sürement un travail intéressant et fructueux. b. Dromiacea. Les prolongements qui, chez les vrais Brachyures, naissent en général du 6"* article des pattes thoraciques de la 1”? paire, aux extrémités de l'axe de rotation, et embrassent ceux du 5"*artiele, reposent ici seulement sur ces derniers sans les embrasser (il en est de 1) Cette structure ne semble jusqu'ici avoir été bien comprise par personne, non plus, autant que j'en puis juger, par M. Strahl (Archiv f. Naturg. 1862; Monatsb. der Akad. z. Berlin, 1861). — TT 181 203 méme quant aux Anomales, aux Thalassiniens et à l'Astacus; chez celui-ci les pro- longements du 5"* article sont courts et n'embrassent pas le bord du 6"*, de sorte que la liaison est bien moins solide que chez l'Homarus). — Les pattes thoraciques des 3 premières paires, chez 'Homola, sont munies d'un épipodite bien développé, qui fait défaut chez la Dromia et tous les autres Brachyures que j'ai examinés. Le 3° article de la 3"* patte-màchoire est triangulaire; la face interne en est étroite mais plus large que chez les Brachyures génuines. Les épignathes des pattes- mächoires sont un peu plus petits que chez ces derniers. Le lobe proximal de la lacinie interne de la 2% màchoire (Fig. 95) est grand (— Anomala); le palpe est plus large que chez les Anomales et plus étroit que chez les Crabes génuines. — La lacinie interne de la 1'* mâchoire (Fig. 124) ressemble beaucoup plus à celle des Anomales qu'à celle des Crabes génuines. L'article distal du palpe est, comme chez les autres Crabes, plus grand que chez les Anomales. Antennes. Chez la Dromia, la membrane avec l'orifice de la glande de Succow est située sur le bord interne de l'article inférieur, qui est plus large que le suivant; il en part un petit prolongement qui couvre la membrane comme un toit, en sorte que celle-ci parait être située dans une entaille de l'article. Il n'y a, quant au «tympan», qu'une différence légére entre la Dromia et les Brachyures génuines; chez ces derniers, l'article est plus étroit et la membrane s'avance davantage sur son bord, en méme temps qu'elle est cachée par un prolongement de l'épistome qui manque chez la Dromia. — Chez l'Homola, cette membrane est placée au sommet d'un «tubercule auditif» tubiforme. Pattes abdominales. Jai trouvé chez la Dromia måle de petites pattes abdo- minales rudimentaires sur les anneaux 3—5; les pattes copulatrices ont la méme structure que chez les Brachyures génuines, mais il y a sur la 2"* paire une ligne de séparation bien marquée entre l'appendice masculin et le rameau interne (comp. la Galathée). Le 1% anneau de la Dromia et de l'Homola est, chez la femelle, pourvu d'une paire de petites pattes abdominales (comp. le Paguristes). Je puis fournir quelques contributions à la connaissance de l'évolution, jusqu'ici à peu prés inconnue, de la Dromia et de l'Homola (comp. la Rem. p. 204). Une zoé (longueur de la carapace — 5?") qui a été péchée par 37° 30" Lat. N. et 122? 50' Long. E., appartient incontestablement au genre Dromia, comme je vais essayer de le démontrer. — Les pattes thoraciques sont assez développées pour qu'on puisse facilement en compter les articles; celles de la 1"? paire (Fig. 209^), assez épaisses et rela- tivement courtes, sont armées de pinces complétes, mais toutes les autres n'en présentent pas trace. Elles sont toutes privées d'épipodite; mais le plus singulier, c'est que celles de la 1'* paire, et elles seules, sont munies d'un exopodite qui évidemment a fonctionné comme palpe natatoire. — L'endognathe de la 37* patte-màchoire (Fig. 2094) est assez bien développé et l'épignathe, distinct; l'exognathe sert de palpe natatoire. — La deuxième patte-màchoire (Fig. 209c) est munie d'un épignathe et d'un palpe natatoire. — La première patte-màchoire (Fig. 2095) a un grand épignathe de la méme forme que chez la zoé des Crabes types et un palpe natatoire. — Le lobe proximal de la lacinie interne de la 2% màchoire est deux fois plus grand que le lobe distal. — Les antennes (Fig. 2091) se distinguent par une squame bien développée à bord garni de poils, et par 204 182 l'absence de l'épine si caractéristique pour les Brachyures (et les Anomales) du deuxième article basilaire. — Les pattes abdominales de la dernière paire ont deux rameaux, dont les bords sont garnis d'un grand nombre de poils. — La carapace (Fig. 209), de forme un peu oblongue, n'a pas d'épine dorsale et de son bord postérieur part de chaque cóté une courte épine; sa surface présente plusieurs sillons distincts et quelques tubercules, mais est du reste lisse; le rostre a une longueur moyenne. — Le dernier anneau ab- dominal (Fig. 209a) n'est pas du tout échancré, son extrémité postérieure est garnie de 12 soies. — Les branchies n'ont pas encore de lames; il y en a une au-dessus de la 9"* patte thoracique, deux au-dessus de la 4%, trois au-dessus de la 3%° et de la 22, deux au-dessus de la 1%, deux au-dessus de la 3"* patte-màchoire (aucune sur l'épignathe) et une sur l'épignathe de la 27* patte-mächoire. Cette larve remarquable, qui s'écarte tellement de toutes les larves de Décapodes qu'on connait jusqu'ici, pourrait étre rapportée aux Thalassiniens, aux Anomales ou aux Brachyures; tous les autres Décapodes sont exclus à priori. Mais la structure des pattes thoraciques (la 1”? paire seule armée de pinces), le nombre des branchies, etc., empéchent de la ranger parmi les Thalassiniens, et elle ne saurait non plus appartenir aux Ano- males, car ils n'ont jamais d'épignathe sur le 2% patte-màchoire, celui de la 1'* patte- mâchoire n'a jamais la forme que nous trouvons ici, le nombre des branchies est toujours différent etc. Il ne nous reste donc que les Brachyures, mais pour plusieurs raisons il ne peut être question des Drachyures génuines. Nous n'avons done plus que les Dro- miacés, et comme l'Homola doit également être mise de côté, entre autres à cause du nombre des branchies, il ne reste en définitive que la Dromia (et les formes voisines). Mais notre larve se rattache aussi à la Dromia par tous les caractéres qui permet- tent de la comparer avec l'animal adulte, par les épignathes, le nombre des branchies, les pattes thoraciques, etc. Nous arrivons ainsi à la singulière conclusion, que la zoé de la Dromia, comme celle des Anomales et en opposition à la zoé des Brachyures génui- nes, est munie d'un palpe natatoire sur la 3% patte- màchoire, que la première patte thoracique, en opposition aux Anomales et aux Brachyures génuines, a un palpe natatoire, que les antennes, également en opposition à ces deux groupes, n'ont pas d'épine sur le 2"*article et que la carapace est privée d'épine dorsale). La mégalope de la Dromia, de méme que la phase correspondante des Ano- males et des Brachyures génuines, est, comme on sait, munie de pattes abdominales bifides sur les anneaux 2—5, dont le rameau interne est garni de crochets à son extrémité. Elle diffère des vrais Brachyures, mais ressemble aux Anomales à l'état de Natant par la pré- sence de deux rameaux bien développés sur les pattes abdominales de la 6"* paire (fait déjà relevé par M. Claus). Quant à la zoé de l'Homola, j'ai examiné deux phases différentes apparemment de la méme espèce. à a (longueur de la carapace — 3""). Péchée par 31? 65' Lat. S. et 45? 17' Long. E. 1) Par suite il va sans dire que la zoé que M. Claus a représentée dans son Crust.-Syst. Pl. XIV. Fig. 6—12, et dont il dit: «Antennen und Mundtheile stimmen bis in's Detail mit der Krabbenzoéa überein», ne peut, comme il le suppose, appartenir à la Dromia. 183 205 (Greenwich). Elle est relativement moins dévéloppée que la zoé de la Dromia mentionnée plus haut. — Les pattes thoraciques sont petites et la 1" paire seule présente des traces de pinces. — L'exognathe de la 3%° patle-màächoire est un palpe natatoire bien déve- loppé, l'endognathe (c-à-d. sa partie distale) est encore rudimentaire. La 1" et la 2" patte- mâchoire sont munies d'un palpe natatoire, et la 1'^a un épignathe, qui fait défaut chez les autres. — Les antennes ont, comme chez la zoé de la Dromia, une squame garnie de poils tout le long du bord; le pédoncule des antennes porte ici (comme chez les Ano- males et les Brachyures génuines) une longue épine. La carapace (Fig. 212) est richement pourvue d'épines, parmi lesquelles aussi une épine dorsale pas trés longue. — L'extrémité faiblement échancrée de l'abdomen est garnie de soies assez courtes, au nombre de 30 environ. b (la longueur de la carapace — 7"), A peu prés dans la méme phase que la zoé de la Dromia. Péchée par 32?30' Lat. S. et 15? Long. E. — Les pattes thoraciques sont assez bien développées (on peut en compter les articles); la 1" paire est privée d'exopodite, mais a un épipodite assez grand, de méme que la 2"* et la 3"* paire, et est armée de grandes pinces; les autres n'en ont pas. — La 2"* et la 3"* paire sont l'une et l'autre munies d'un épignathe bien développé; celui de la 1”? patte-màchoire a la méme forme que chez la zoé des Brachyures génuines dans la phase correspondante (comp. Fig. 213); l'endognathe de la 3"* patte-máchoire est plus grand que chez a. — L'animal est plus épineux que a; il n'y a du reste aucune différence notable entre les deux formes. — Je n'ai pu compter les branchies à cause du mauvais état de conservation de l'animal. Si nous considérons les épignathes, les épipodites (dont sont munies les 3 premières paires) etc., il est hors de doute que la larve d — et avec elle a — appartient à l'Homola. Intéressante est d'une part la ressemblance (pattes-mâchoires, squame) avec la Dromia, et de l'autre la grande différence (l'épine des antennes extérieures, la carapace, l'exopodite de la {7° patte thoracique) entre la zoé de la Dromia et ces deux larves. En comparant les Brachyures aux groupes précédents, il saute d'abord aux yeux qu'ils constituent un type de Décapodes bien distinct. Mais, d'un autre côté, ils offrent de nombreux points qui montrent clairement leur affinité avec les Anomales, ce qui est surtout le cas avec les Dromiacés. A cet égard, je rappellerai les axes d'articulation de la 1”? patte thoracique, la 17? patte-màchoire, les exognathes des pattes-màchoires, la 1”? màchoire, la mandibule, la place du «tubercule auditif», le 1% article épais des antennules et leurs fla- gelles, la cornée, les pattes abdominales du mäle, le bord latéral de la carapace, la linea anomurica, les épiméres de l'abdomen dirigés en dehors, la structure des branchies, l'épine de l'antenne extérieure chez la larve, les pattes abdominales de la mégalope; les pattes de la 5"* paire des Dromiacés, la 3"* patte-mächoire, la 2% màchoire et le développement de ces dernières. Nous en arrivons maintenant à nous poser cette question, si les Brachyures et spécialement les Dromiacés — dont on doit admettre que les autres Brachyures descen- dent — peuvent étre dérivés directement de l'un des groupes connus des Anomales !). !) Une dérivation en sens inverse qui ferait descendre les Anomales des Dromiacés ou de formes voi- sines doit être exclue à priori, car il est évident que les Anomales sont au total plus primitifs. 206 184 Il ne saurait évidemment être question d'une dérivation des Pagures ou des Hippiens, et il ne nous reste donc que les Galathéides. J'ai pendant un temps été enclin à croire que les Brachyures étaient issus de ce groupe — ou plutôt de la Galathea, car la Por- cellana s'écarte davantage des Brachyures (comp. les pattes abdominales du måle, la pre- mière patte-máchoire), et j'étais confirmé dans cette opinion par le fait que le 27* et le 3me article de l'antenne sont soudés ensemble chez la Galathea comme chez les Brachyures. Mais ce fait est isolé et il y en a d'autres, notamment la structure des pattes abdominales, qui s'opposent, ce me semble, à ce qu'on fasse dériver les Brachyures de ce groupe. D'un autre côté il y a des faits — l'existence d'un épignathe sur la 2% patte- mächoire, la forme de l'épignathe de la 1'* patte-màchoire, le palpe de la 1”? mâchoire qui ressemble plus à celui de l'Axius qu'à celui des Anomales, les branchies de la 2"* patte- mâchoire, etc., peut-être aussi l'existence d'un palpe natatoire sur la 1'* patte thoracique de la zoé de la Dromia — qui nous obligent à remonter plus loin que tous les Anomales actuels, et qui indiquent que la souche commune de ces derniers et des Brachyures était plus voisine des Thalassiniens (Axius) qu'aucun autre Anomale vivant. C'est en me basant sur ces considérations que j'ai dressé le tableau généalogigue de la page 154. De formes à demi transparentes, à peau mince, nageant et sautant avec vigueur (Natantia, nous sommes remontés à des formes rampantes, à test épais, non organisées pour la nage proprement dite, mais qui, à l'aide de leur puissant abdomen, sont cependant encore en état de faire des bonds assez considérables (Homarides etc.). De ces formes, le déve- loppement, poursuivant sa marche, nous a conduits aux Décapodes supérieurs, les plus diffé- renciés, les Brachyures, chez lesquels l'abdomen, qui à l'origine était pour ainsi dire l'unique organe du mouvement, a complètement cessé de remplir ce rôle et est réduit à un appendice assez insignifiant. Par contre, les pattes thoraciques, qui chez les Natantia ne jouaient qu'un róle secondaire comme organes du mouvement, se sont transformées ici en vigoureuses pattes ambulatoires. Le résultat du développement est une forme décidément organisée pour la marche. Tel est, si je puis m'exprimer ainsi, le trait fondamental qui préside au développe- ment phylogénétique dans notre groupe. ll n'est du reste pas isolé sous ce rapport, et ce ne serait guére trop s'avancer que de prétendre que nous avons affaire ici à un développe- ment qui, en petit, présente quant à son trait fondamental une grande analogie avec celui du développement phylogénétique chez le type si riche des vertébrés. Mais le tronc dont les Brachyures occupent le sommet est garni de branches latérales fécondes qui méritent aussi notre intérêt. Nous trouvons ainsi plusieurs groupes fouisseurs — Thalassiniens, Hippiens — formes bizarres, modifiées d'une manière spéciale. Nous rencontrons ensuite un autre groupe singulier, les Pagures, qui renferment leur abdomen mou dans une coquille, et présentent beaucoup d'autres partieularités qui sont en connexion étroite avec leur existence pseudo-parasite. Et bien qu'on dût croire qu'un développement ultérieur d'un type si spécialisé serait impossible, il n'en est pourtant pas ainsi, et nous trouvons encore des formes remarquables et uniques comme la Lithodes el le Birgus. 185 207 En comparant les formes inférieures aux supérieures nous observons ici comme ailleurs un trait important et très intéressant. Chez les Pénéides, les membres qui appartiennent à l'appareil buccal se lient encore en partie très étroitement aux membres ambulatoires. La deuxième et la troisième patte-màchoire ne diffèrent pas beaucoup de ces derniers; chez le Penæus et le Cerataspis, l'endognathe de la première patte-màchoire a 7 articles comme l'endopodite des pattes thoraciques, et il peut en étre de méme de la seconde mâchoire; les pattes thoraciques se ressemblent entre elles comme aussi les pattes abdominales. Si nous considérons les mémes parties chez les Brachyures, nous trouverons qu'il s'y est produit des changements trés essentiels. Nous avons affaire ici à un type bien plus centralisé; tandis que le Pénée fait encore en partie l'effet d'étre un complex de métaméres, le Brachyure porte à un bien plus haut degré le cachet de l'individu. En conséquence, les différentes parties sont plus fortement spécialisées: les membres buccaux. different notablement dans leur structure des membres ambula- toires, dont le premier est devenu un instrument de préhension d'une forme particulière ; quelques pattes abdominales ont subi une grande transformation. Les formes supérieures comparées aux formes inférieures sont donc centralisées, et leurs différentes parties sont spécialisées. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 2 27 Errata. P. 163 (141), ligne 14, au lieu de génésiologiquement, lisez: phylogénétiquement. : 187 209 Indhold. Side Side Indledning SE et Ce ee 25 (3) Baobycheles-T.- 5c ER CT 94 (72) WISI EIE = DEO eie à NER NE 28 (6) Ammon noro vence 96 (74) Dena SE re st cel A e eae at e rasis 28! 05)" | "IT halassinwlerne ee e. rre e 98 (76) SENA ELS «oo SES RSS COT DNO DNE 34 (12) ARS ed oió a RO To Dee or OO, 98 (76) SERIE, 6 te DIDI TTDROROTONO 35 (13) dubia la SS rd. sete em eres 101 (79) LEONE ur XT 37 (15) (OE Se tro lS Oft or RE SES SN te de 104 (82) SED DE Fy LOAD EEK TE GROR OR AED 40 (18) (DERE DE bre 0 eo En SO D O10 b 106 (84) Til Penæidernes Udvikling ........ 41 (19) Calame ne 0:22: 12 108 (86) (DEA ON Do 6 2.6 MAO o TO BTE 42 (20) MAUVE ER Ce Eee 108 (86) Til Penæidernes Palæontologi . . .... 46 (24) Sammenlign. med Homariderne . . . . 108 (87) TEE dco OO QTOR S DO OT OTI OUS dud 20) EZ nonala s. us e e eee eu Ire lee lo tele 110 (88) Dag mnes m CRU etr s ie Ten 41 (25) Paiguroiderneat- 0. 2. 0-0 ic ir 110 (88) Udviklingen af Palemonetes ....... 50 (28) EXUTD aT SS) Re 20 110 (88) Domtoniue i P E 54 (32) Pausuristes ei eee 113 (91) Hippolyte . . ............... 55 (33) Panum sis sir e eu is 114 (92) Damdaduac c DORE RIRE 57 (35) Coeno bia MP Tree 115 (93) Alpheus .................. 58 (36) Birra mn MIR ie re 116 (94) anti ER pee ea de volste de 60 (38) EitHodes*- 9. 35 d DL 117 (95) Alm. Bemærkninger om de normale Euky- Hramratliogasit61759-9 9-9. 9.9: 5:0: 5 9: 5:9- 122 (100) roterer ce MU 61 (39) (rare dde nne a I S 124 (102) BET ONE eme ele Peas D CEN DIE 63 (41) (TEA RME RENE SEE RS 124 (102) B'xsuihie Re eue se hee Ee er asus 65 (43) P'orcellarna:*- ERE SE ne 126 (104) Til Eukyphoternes Palæontologi . . . .. 67 (45) 2 DA CE ere de d eu En 127 (105) CEE DÉPIT OT ON OUENCREUDUS 68 (46) initie ee co 3h 128 (106) HONALUREE- 5-7 Sole este rm. 68 (46) INTERESSE ee en ENS 129 (107) Nephrops................. 72 (50) RES Se Ce EU Ne 131 (109) Sammenlign. med Natantia . . . . . . .. 72 (50) HÔTELS Moto date plan bio T0 133 (111) Fossile Homarider . . . . . . . . . . . .. 73 (51) Abu ipDDas- 6 RER 134 (112) HONTE EE ee ie 74 (52) Alm. Bemærkninger om Hippiderne. . 135 (113) Ata E SEE 76 (54) Udviklingen hos Anomala ..... 137 (115) TIRE ee POI DO POI DEED 78 (56) Sammenlign. mellem Anomala og andre PUTAIN 5:29 202-0 ere CR TR 78 (56) Reptantien d E ee ce Na 140 (118) Udviklingen 0. retur 83 (61) | Brachyureme . . . . . . . . . .. . . . . .. 141 (119) Sammenlign. med Homariderne. . . 84 (62) Brachyura'gennm/na - es 141 (119) SON eoe o eta oe. od o 5 CO RERET CIRC 85 (63) Dromiaceerne er Le 147 (125) TT RS STEAM TERRE 86 (64) DICO A a sene re es vacuis 147 (125) Andre PS CYIREINED ee eee ete cou 87 (65) HOMO ARS ee EN eee 149 (127) Til Scyllarinernes Udvikling. . . . . . .. 88 (66) Til Udviklingen af Dromia og Homola 151 (129) Sammenlign. mellem Scyllariner og Pali- Sammenlign. mellem Brachyurer og andre TUE bec ER crore; 0 ft oro ee 89 (67) HXJUSUIS oc ot0mood4onuo to» 153 (131) Apte dt ica Se eee dir etre 91 (69) | AZmindelig Oversigt. . . . . . . . . . .... 155 (133) BROSSE ETES EN vs 92 (70) Tabula Dranchiar UM... -.. 161 (139) Er RAR rM "E 94 (72) 210 Pag. Résumé OCTO MMS à done 7-2 I 163 (141) Natantias 4.6 o eme DO CITE 164 (142) TP oo reta 6x5 0 dde dio à 164 (142) Penæus SICYOINTa EEE CECI 165 (143) Sergestes, L'eUClfers ct TEE 166 (144) Se nop18 FE SER CE 168 (146) CERATASDISE RECETTE 169 (147) Pénéides fossiles. "tu 170 (148) ERUDROIES CEE 170 (148) Eukyphotes fossiles +... 173 (151) Beplanja SEE al P 174 (152) "Homarsd ME SE ere DET 174 (152) Homarise 45 25. 7515 174 (152) Homarides fossiles. . . . . . . . . . . . 175 (153) ASA Ql o aevo o Dio copre OX 99 178 (156) Tigre bassen EHE Cle lee 179 (157) Pan rens ee D CIO OTOTOAD S 179 (157) Sio CIC EE er OQ DEO DTOTEISONG UE 181 (159) D'oricutess10881l69:0-7-9-2-)-2 P 22 RE 182 (160) Pad ur ell us sk SENERE Ci € 183 (161) Run o si dio os o o DITS OUO 184 (162) Polvich:el855005 2:09.95» 4:2] Bees 184 (162) BSD HO) et MM 185 (163) 188 Pag. FPhalassinsde e EN EE ELERS 185 (163) AX0IUS. SEM ee ENE SEERE 186 (164) Callianassa, Thalassina, Gebia 187 (165) Cala lease 15 SE 188 (166) ANOMALG". NEN E. ele) le uL he chti 189 (167) Park de ot Te 189 (167) Paguristes, Eupagurus . . . . .. 189 (167) Pagurus s. str, Cœnobita . . . .. 190 (168) Birens; uthones- En i-es 191 (169) Hapallo gas tee risus 194 (172) Ga l'at'h'e idee OI 195 (173) Galathea, Porcellana .. ...-- 195 (173) "E glen t M Le 196 (174) HD DAS CM EE E 196 (174) Développement des Anomales .. 197 (175) Remarques générales sur les A/nomales e d Er rer. 199 (177) JabndDaosso:on5ontmsooos 200 (178) Brachyura genuina .....-.---. 200 (178) ISSGRRTUIECSIOEL o à eo 6-2 o-0-9- o die o. Oc 202 (180) Développement des Dromiacés . . . . . 203 (181) Remarques générales sur les Brachyures 205 (183) Remarquesttinales TTC 206 (184) Forklaring af Figurerne. Explication des planches. I Figurerne af Munddele og Thoraxfedder er: ep — Epignath. ex — Exognath, Exopodit. en — Endognath. 1—7 — fürste—syvende Led af Endognath eller Endo- podit. i — Lacinia interna. | Det vil let indsés, at disse Navne m E — media. ikke altid betegner homodyname Dele. Saaledes er f. Ex. L. ex- e = — externa. terna paa 1. Kæbefod og paa 2. p = Palpus. Maxille ganske forskellige Ting. f — Flagellum exognathi. s — Scapus — br — Branchia. Det bemærkes, at der ved Lithographeringen hist og her er indløbet smaa Unójagtigheder, som dog næppe vil være til Hinder for Forstaaelsen. Dans les figures qui représentent l'appareil buccal et les pattes thoraciques ep ex en 1—7 br HU HA Lg m qm d i épignathe. exognathe, exopodite. endognathe. premier—septiéme article de l'endognathe ou de l'endopodite. i, ANT On verra facilemeut que ces noms lacinie interne. ne désignent pas toujours des "n parties homodynames ; c'est ainsi — médiane. que la lac. ext. de la 1re patte- — externe. mâchoire et celle de la 2de mà- choire sont des choses toutes dif- palpe. férentes. flagelle de l'exognathe. pédoncule du méme. branchie. Lab. Figg. 1—20 fremstiller tredje Kæbefod af for- skellige Decapoder ; Kæbefoden sés bestandig nedenfra, naar ikke det modsatte udtrykkelig angives. CR CNT 16. 17. Cerataspis longiremis. Penæus caramote. Leucifer. Palæmonetes varians i Mysis-Stadiet (Stadium Nr. 4); Exognathen udeladt. Palæmon Fabricii. Nephrops norvegieus. Palinurus vulgaris. Callianassa (gigas?), ovenfra. Haarene udeladte. . Eupagurus Bernhardus. Lithodes arctica. Coenobita perlata. Remipes. Porcellana (eristata?); ovenfra. ladte. Galathea intermedia. Dromia. «a i denne Figur og i 17—19 betegner det for Brachyurerne characteristiske Hjôrne paa 4. Led. Carcinus manas. Cancer pagurus. Haarene ude- 1. Led borttaget. 18. 20. Ranilia murieata. Grænsen mellem 2. og 3. Led er som man vil sé udvisket. Hepatus angustatus. 1. Led borttaget. Persephone guaya; ovenfra. Figg. 21—36. Anden Kæbefod af forskellige Decapoder, sét nedenfra. DI 22. 23. 24. 25. 26. 27. Penæus caramote. Sergestes Frisii, Leucifer. Palæmonetes varians i Mysis-Stadiet. Palæmon Fabricii. Caridina Desmarestii. Pasiphaé tarda. Homarus vulgaris. Palinurus vulgaris. Axius princeps. Thalassina anomala. Callianassa. Gebia littoralis. Albunea Paretii. Haarene udeladte. Haarene udeladte. . Galathea intermedia. . Carcinus mænas. Fórste Kæbefod af Cerataspis longiremis. Endognathen af samme. Haarene udeladte. JAN Les Fig. 1—20 représentent la troisième patte- mächoire de divers Décapodes; elle est toujours vue d'en bas, lorsque le contraire n'est pas indiqué. Co os CU EUX Cerataspis longiremis Penæus caramote. Leucifer. Palæmonetes varians, à l'état de Mysis; l'exo- gnathe est enlevé. Palæmon Fabricii. Nephrops norvegicus. Palinurus vulgaris. Callianassa (gigas?), vue d'en haut. Les poils sont enlevés. Eupagurus Bernhardus. Lithodes arctica. Cænobita perlata. Remipes. Porcellana (cristata?), vue d'en haut, Les poils sont enlevés. Galathea intermedia. Dromia. Dans cette figure et les Fig. 17—19, a désigne l'angle du 4me article qui est carac- téristique pour les Brachyures. Carcinus manas. Cancer pagurus. Le 1er article est enlevé. 18. 19. 20. Ranilia muricata. La limite entre le 2me et le 3me artiele est effacée. Hepatus angustatus. Le fer article est enlevé. Persephone guaya, vue d'en haut. Les Fig. 21—36 représentent la deuxième patte- mächoire de divers Décapodes, vue d'en bas. t2 62 ICE ego Ko NO) KI NI t5 Gua e Penæus caramote. Sergestes Frisii. Leucifer. Palæmonetes varians, à l’état de Mysis. Palæmon Fabricii. Caridina Desmarestii. Pasiphaé tarda. Homarus vulgaris. Palinurus vulgaris. Axius princeps. Thalassina anomala. Callianassa. Gebia littoralis. Albunea Paretii. Les poils sont enlevés. Galathea intermedia. Careinus manas. Première patte-mächoire du Cerataspis longiremis. Endognathe du même. Les poils sont enlevés. Les poils sont enlevés. Tab. I. Vid. Selsk. Skr 6 RL 2. Boas: Decanod. Slægtskabsforhold. HADb TOI Figg. 39—68. Første Kæbefod af forskellige Decapoder, i Reglen sét nedenfra. 39. 45. 46. 47. 48. 49. Stenopus hispidus. Penæus caramote. Sergestes Frisii. Sergestes tenuiremi aff. Leucifer. Palæmonetes varians i Mysis-Stadiet. a i denne og de tre følgende Figg. betegner den for Euky- | photerne characteristiske brede, randhaarede Pro- ces fra Exognathens Skafl. Palæmon Fabricii. Pontonia. Caridina Desmarestii. Pasiphaé tarda. Palinurus penicillatus; oveufra. 492, Endognathen af samme, nedenfra. a fórste Led (?) 50. af Lac. externa. Homarus vulgaris. 51—5123, Astacus fluviatilis, nedenfra og ovenfra. 52. 53. 54. 55. 59. Axius princeps. Thalassina anomala. Gebia littoralis. Callianassa; ovenfra. Paguristes. Eupagurus Bernhardus. Lithodes arctica. Pagurus (s. str.) tuberculatus. 592. Exognath-Skaftet og Lac. ext. af samme; ovenfra. 60. Coenobita perlata. 602. Exognathen og Lac. ext. af samme, ovenfra. 61. Albunea Paretii; fra oven; Haarene udeladte. 62. Porcellana rupicola. 63. E cristata ? 64. Galathea intermedia. 65. Dromia. adet for Brachyurerne characteristiske ydre Hjórne paa Lac. ext. Ligesaa i de 3 fel- gende Figg. 66. Carcinus manas. 67. Grapsus cruentatus. 68. Calappa marmorata. Exognathsvoben borttagen. 69. Anden Maxille af Thysanopoda. Fig. 70—80. Anden Maxille af forskellige De- capoder. 70. Cerataspis longiremis. 71. Stenopus hispidus. 72. Penæus caramote. 73. Sergestes Frisii. 74. Sergestes tenuiremi aff. 75. Leucifer. 76. Hippolyte Gaimardii. 77. Endognathen af samme. / i denne og folgende Figur en Proces fra Oversiden af den ukløvede Lac. interna. 78. Pandalus borealis; Endognathen alene. 79. Palæmonetes varians i Mysis-Stadiet; su en lille Tyggeflig der udspringer fra Palpen. 80. Samme i Zoéa-Stadiet, nyfødt. JE Les Fig. 39—68 représentent la première patte- mächoire de divers Décapodes, en général vue d'en bas. Fig. 39. Stenopus hispidus. 40. Penæus caramote. A1. Sergestes Frisii. 12. Sergestes tenuiremi aff. 43. Leucifer. 44. “Palæmonetes varians, à l'état de Mysis. Dans cette figure et les trois suivantes, « désigne le large prolongement garni de poils dont est muni le pédoncule de l'exognathe, et qui est caractéri- stique pour les Eukyphotes. 45. Palæmon Fabricii. 46. Pontonia. 47. Caridina Desmarestii. 48. Pasiphaë tarda. 49. Palinurus penicillatus, vue d'en haut. 492. Endognathe du méme, vu d'en bas. a, premier article (?) de la lacinie externe. 50. Homarus vulgaris. 51—512 Astacus fluviatilis, vue d'en bas et d'en haut. 52. Axius princeps. 53. Thalassina anomala. 94. Gebia littoralis. 55. Callianassa, vue d'en haut. 56. Paguristes. 57. Eupagurus Bernhardus. 98. Lithodes arctica. 59. Pagurus (s. str.) tuberculatus. 592, Pédoncule de l'exognathe et lacinie externe du méme, vus d'en haut. 60. Conobita perlata. | 602, Exognathe et lacinie externe du méme, vus d'en haut. | 61. Albunea Paretii, vue d'en haut; les poils sont enlevés. 62. Porcellana rupicola. 63. — cristata? 64. Galathea intermedia. | 65. Dromia. Dans cette figure et les trois suivantes, a désigne l'angle de la lacinie externe qui est ca- ractéristique pour les Brachyures. 66. Carcinus manas. 67. Grapsus cruentatus. 68. Calappa marmorata. Le flagelle de l'exognathe est enlevé. 69. Seconde màchoire de la Thysanopoda. Les Fig. 70—80 représentent la seconde mà- choire de divers Décapodes. 70. Cerataspis longiremis. 71. Stenopus hispidus. 72. Penæus caramote. 189. Sergestes Frisii. 74. — tenuiremi aff. 75. Leucifer. 76. Hippolyte Gaimardii. 77. Endognathe du même. Dans cette figure et la suivante, / désigne un prolongement partant de la face supérieure de la lacinie interne simple. | 78. Pandalus borealis; l'endognathe seul. | 19. Palæmonetes varians, à l'état de Mysis; su, une petite lacinie partant du palpe. 80. Le méme à l'état de zoé, nouveau-né. Vid. Selsk. Skr 6 12. Boas: Decapod. Slagtskabsforhold. Boas del. Figg. 81—97. Anden Maxille af forskellige | Decapoder, i Reglen sét nedenfra. Tab. St. Palæmon Fabricii. 82. Caridina Desmarestii. 822, Samme, ovenfra. 83. Pasiphaé tarda. 84. Palinurus vulgaris. S5. Homarus vulg. y betegner den samme Del af Randen af Lacinia interna som i de følgende | to Figg. | 86. Astacus fluv | 87. Axius princeps. 88. Callianassa. 89. Eupagurus Bernhardus. | 90. Lithodes arctiea. 91. Albunea Paretii. 92. Hippa talpoida. 93. Porcellana rupicola. 94. Galathea intermedia. 95. Dromia. 96. Carcinus manas. | 97. Grapsus cruentatus. | 98. Første Maxille af Thysanopoda. Figg 99—128. Fôrste Maxille af forskellige | Decapoder. | 99. Penæus caramote. 100. Cerataspis longiremis. 101. Stenopus hispidus. 102. Sicyonia carinata. III. 103. 104. 105. 106. 107 108. 109. 110. 111. 112. 113. 114. 115. 116. 117. 118. 119. 120. 121. 122. 123. 124. 125. 126. 127. 128. Sergestes Frisii. Leucifer. Palæmon Fabricii. Caridina Desmarestii. Pasiphaë tarda. Palinurus vulgaris. Homarus vulgaris. 2 betegner den samme Del af Lacinia internas Rand som i de følgende to Figg. og i Fig. 114. Astacus fluviatilis. Axius princeps. Callianassa. Gebia littoralis. Paguristes Eupagurus Bernhardus. Lithodes arctica. Pagurus (s. str.) tuberculatus. Goenobita perlata. Albunea Paretii. Remipe s. Hippa talpoida. En Del Haar udeladte. Porcellana cristata? Galathea intermedia. Dromia. då og 7 betegner de samme Dele af Laciniens Rand som i 125. Carcinus manas. Calappa marmorata. Ranilia muricata. Grapsus cruentatus. El: Les Fig. 81—97 représentent la seconde mà- choire de divers Décapodes, en général vue d'en bas. St. Palæmon Fabricii. 82. Caridina Desmarestii, 822, La méme vue d'en haut. 83. Pasiphaë tarda. 84. Palinurus vulgaris. 85 Homarus vulgaris. y désigne la méme partie du bord de la lacinie interne que dans les deux figures suivantes. 86. Astacus fluviatilis. 87. Axius princeps. 88. Callianassa. 89. Eupagurus Bernhardus. 90. Lithodes arctica. 91. Albunea Paretii. 92. Hippa talpoida. 93. Porcellana rupicola. 94. Galathea intermedia. 95. Dromia. : 96. Carcinus manas. 97. Grapsus cruentatus. 98. Première mächoire de la Thysanopoda. Les Fig. 99—128 représentent la premiére mà- choire de divers Décapodes. 99 Penæus caramote. 100. Cerataspis longiremis. 101. Stenopus hispidus. 102. Sicyonia carinata. 103. Sergestes Frisii. Leucifer. Palæmon Fabricii. Caridina Desmarestii. Pasiphaë tarda. Palinurus vulgaris. Homarus vulgaris. ó désigne la méme partie du bord de la lacinie interne que dans les Fig. 110, 111 et 114. Astacus fluviatilis Axius princeps. Callianassa. Gebia littoralis. Paguristes. Eupagurus Bernhardus. Lithodes arctica. Pagurus (s. str) tuberculatus. Conobita perlata. Albunea Paretii. Remipes. Hippa talpoida. Quelques poils sont enlevés. Porcellana eristata. Galathea intermedia. Dromia. 2 et 7 désignent les mêmes par- lies du bord de la lacinie interne que dans la Fig. 125. Carcinus mgenas. Calappa marmorata. Ranilia muricata. Grapsus cruentatus. Vid. Selsk.Skr 6H. L2. Boas: Decapod. Slægtskabsforhold. Tab. MI. Boas del. * Simonsents lith. Etabl Tab. Figg. 129—145. Skjolde af forskellige Decapoder. — ant, Antenne, sg Squama, ant, Antennule, aw An- tennulernes Ring. | 129. Penæus brasiliensis. 0, p, q. r forskellige Fu- rer; «a en characteristisk Torn. 130. Stenopus hispidus. Alle Torne udeladte. y en Fure, som ikke findes hos Penæus. De øvrige Bogstaver har samme Betydning som i Fig. 129. 131. Sergestes Frisii. Betegnelserne som i de fore- gaaende to Figurer. I de folgende Figg. betegner Bogstaverne a, b, bi, €, d, e, e; homologe Furer i Skjoldets Overflade; a, B, y homologe Torne!). 132—1322 Homarus vulgaris. Den hos Homarus vulg. meget utydelige Fure ei (smlgn. Nephrops) er her udeladt. 7z betegner Rostrums Spids; 1, 2, 3 Tornene paa Rostrums Rand. 133—1333. Nephrops norvegicus. « en characte- ristisk Knude, i Vinklen mellem b og bi. Gen- findes i Figg. 134—134c. 134. Eryma ventrosa; nederste Rand bedækket af Stenmasse. — Tegnet efter Originalen (en Gibs- afstøbning) til Oppels noget unójastige Fig. 4, Tab. 6 i Palæontol. Mitth. — Det palæontol. Mu- seum i München. 1) a i 129 og 131 svarer ikke til & i de andre. JONG 1342, Eryma sp. -*Dogger. Von Beuren (Württem- berg)». Selve Skjoldet, ikke noget Aftryk. — Museet i München. 1345, Clytia sp-, Clytia Leachii af. «Cap la Hève (Le Havre)». École des Mines i Paris. 134c, «Hoploparia longimana. Upper Green Sand. Charmouth». — École d. Mines. 135. Palinurus vulg. z samt 1, 2, 3 har samme Betydning som i Fig. 1322. 136. Arctus ursus. Den venstre Antenne borttagen. 2—5 andet—femte Led af Antennens Skaft, ff sammes Flagellum. 137—137?. Axius princeps. 138—1382. Thalassina anomala. It linea thalas- sinica. 139. Callianassa. 140. Gebia littoralis. 141. Paguristes. I denne og de folgende Figg. be- tyder la linea anomurica, la; den forreste, kraf- tigste af de fra denne til den nedre Skjoldrand lobende Furer. 142. Lithodes arctica. Alle Pigge, undtagen de paa Sideranden og i Skjoldets Midte, er udeladte. 143. Coenobita perlata. 144. Albunea Paretii. 145. Galathea squamifera. JEJE Les Fig. 129—145 représentent les carapaces de divers Décapodes. ant,, antenne; sg, squame; ant;, antennule; au, anneau des antennules. 129. Penæus brasiliensis. 0, p, q, r désignent diffé- rents sillons; « est une épine caractéristique. Stenopus hispidus. enlevées; y est un sillon qui ne se trouve pas chez le Penæus. Les autres lettres ont la méme signification que dans la Fig. 129. Sergestes Frisii. Les lettres ont la méme signification que dans les figures précédentes. Dans les figures suivantes, les lettres a, b, bi, c, d, e, ei désignent des sillons homologues à la surface de la carapace, et a, /, y, des épines homologues !). 132—1322, Homarus vulgaris. Le sillon ei, qui est trés peu distinct chez l'Homarus vulgaris (comp. le Nephrops) n'est pas dessiné; 7 désigne la pointe du rostre, et 1, 2, 3, les épines sur le bord du rostre. 133—1332 Nephrops norvegicus. w est un tuber- cule caractéristique dans l'angle entre b et bi; on le retrouve dans les Fig. 131—134 €. 130. 131. 134. de la masse pierreuse. — Dessinée d’après l'original (un moulage en plàtre) de la figure un peu inexacte de M. Oppel, PI. VI, Fig. 4, dans Palæontol. Mitth. Musée de paléontologie à Munich. 1) d, dans les Fig. 129 et 131, ne correspond pas à l'& des autres figures. Eryma ventrosa; le bord inférieur est revétu | Toutes les épines sont | IV. 1342. Eryma sp. «Dogger. Von Beuren (Württemberg)». C'est d'après la carapace elle-même, et non d'aprés une empreinte dans la pierre, que notre figure est dessinée. Musée de Munich. 1345. Clytia sp. Clytia Leachii aff. Cap la Hève. École des Mines, à Paris. c «Hoploparia longimana». École des Mines. 135. Palinurus vulgaris. r et 1, 2, 3, ont la méme signifieation que dans la Fig. 1322. 136. Arctus ursus. L'antenne de gauche est sup- primée; 2—5, articles correspondants du pédon- cule de l'antenne; ff, flagelle du méme. 137—137a. Axius princeps. 138—138a. Thalassina anomala. sinica. It, linea thalas- 139. Callianassa. 140. Gebia littoralis. 141. Paguristes. Dans cette figure et les suivantes, la désigne la linea anomurica et la, le plus avancé et le plus profond des sillons qui, de cette ligne, vontaboutir au bord inférieur de la carapace. 142. Lithodes arctica On n'a pas dessiné les épines à l'exception de celles du bord latéral et du milieu de la carapace. 143. Cenobita perlata. 144. Albunea Paretii. 145. Galathea squamifera. Vid. Selsk. Skr. 68.12. Boas: Decapod. Slægtskabsforhold. Tab TE à Boas del, : ! ] " ya 9 . or * f D D D» "m i 3 T (| - 4 ii 161. Ab AVE De skærende Rande af Mandiblen af Penæus | brasil. fra Undersiden. | Dito af Homarus vulg. | — - Palinurus penicillatus. | Venstre Mandibel af samme fra den indre Side. Den skærende Rand af hójre Mandibel af Ho- mola Cuvieri. Caridina Desmarestii. Venstre Mandibel sét fra oven. | Pasiphaë tarda. Hôjre Mandibel sét ovenfra. Hippa talpoida. me Mandiblens Corpus. Remipes. Mandibel. it | II. Thoraxfod af Palæmon Fabricii. | TIL. J Antenne og Antennule af den nyfedte Palæ- monetes. Spidsen af Squama af samme, stærkere for- | stórret. Se afskaarne Haar. | Antennule af 3. Stadium af Palæmonetes. f | Flagellum int., fe Flagellum ext. Antenne af Lithodes verrucosa fra neden. tu «tubercule auditif». 1612. Squama af samme fra oven. 162. 163. 164. Figg. 162—185 fremstiller Halefødder af for- skellige Decapoder. ai Appendix interna, am Appendix masculina, re det ydre, ri det indre Blad, sc Scapus. 1. Halefod af Penæus semisulcatus å, sét bag- fra og indenfra. « den krogbesatte Inderrand af det indre Blad. | 1 Halefod af Caridina Desmarestii, då. B i denne og foregaaende Fig. sé Teksten. 1. hójre Halefod af Homarus vulgaris d sét | indenfra og bagfra; 2 indre (forreste), e ydre (bageste) Rand af Bladet. 165. 166. 167. 167 2. 168. 1682 169. 170. 171. 172. 173. 174. 175. 176. 177. 178. 179. 180. 181. 182. 183. 184. 184a. 185. 186. 1. højre Halefod af Thalassina anomala d sét bagfra (og indenfra). « som i 162—163. 2. Halefod af samme. 1. Halefod af Paguristes sp. då, sét bagfra. e og 2 som i Fig. 164. Samme forfra. 2. Halefod af samme bagfra. Sammes yderste Del, forfra. 1. højre Halefod af Galathea squamifera ó, forfra. 2. hôjre Halefod af samme, bagfra. 3. Halefod af Palinurus penicillatus 9. sét bagfra. 2. Halefod af Homarus vulg. 9 bagfra. Halefod af Astacus fluv. 9 Halefod af 3. Par af Axius princeps då. 1. V Halefod af Gallianassa 9) Haarene ude- DAME CES 3. Halefod af samme, bagfra. 2. Rings Halefod af Pagurus (s. str.) tuber- culatus 9 2. Rings Halefod af Eupagurus Bernh. 9, sét indenfra, hvilket svarer til forfra hos en normal Decapod. 2. Rings Halefod af Lithodes arctica, indenfra, Galathea squamifera é, Halefod af 3. Par. — — Q, Halefod af 5. Par, bagfra. Halefod af Dromia sp. p Alle Bórster udeladte. Halefod af en Palinurus i Natantstadiet. Spidsen af App. interna af samme. Der er legnet noget for faa Kroge. Glaucothoé (Pagurlarvei Natantstadiet). Halefod. Sjette Halefods ydre Blad af Palæmon jamai- censis, for at vise den for Natantia characte- ristiske Ledfójning. EPE 146. Bords tranchants de la mandibule du Penæus brasiliensis, vus d'en bas. 147. Dito de l'Homarus vulgaris. 148. Dito du Palinurus penicillatus. 149. Mandibule gauche du méme, vue de la face interne. 150. Bord tranchant de la mandibule droite de | l'Homola Cuvieri. 151. Caridina Desmarestii. Mandibule gauche, vue d'en haut. 152. Pasiphaé tarda. Mandibule droite, vue d'en haut. 153. Hippa talpoida. c, corps de la mandibule. 154. Remipes. Mandibule. 155998] | 156. ll pattes thoraciques du Palæmon Fabricii. | T5997 1I 158. Antenne et antennule du Palæmonetes nou- veau-né. 159. Pointe de la squame du méme, plus grossie; se poils coupés. 160. Antennule du Palæmonetes dans une phase plus avancée. fi, flagelle interne; fe, flagelle | externe. 161. Antenne de la Lithodes verrucosa, vue d'en bas. tu, tubercule auditif. 1612, Squame de la méme, vue d'en haut. Les Fig. 162—185 représententles pattes abdo- minales de divers Décapodes. ai, appendice interne; am, appendice masculin; re, rameau externe; zi, ra- meau interne; sc, pédoncule. 162. 1re patte abdominale dn Penæus semisulcatus måle, vue de derrière et de dedans; «, bord interne muni de crochets du rameau interne. 163. 1re patte abdominale de la Caridina Desma- restii mâle. 164. 1re patte abdominale de droite de l'Homarus vulgaris måle, vue de derrière et de dedans; à, bord interne (antérieur) et e, bord externe (postérieur) du rameau. 165. 17e patte abdominale de droite de la Thalas- sina anomala, vue de derrière et de dedans; a comme dans les Fig. 162—163. 166. 2me patte abdominale de la méme. | | | | | | 1re patte abdominale du Paguristes sp. måle, vue de derrière; e et comme dans la Fig. 164. La même, vue de devant. 2me patte abdominale du même, vue de derrière. Extrémité de la méme, vue de devant. ire patte abdominale de droite de la Galathea squamifera måle, vue de devant. 2me patte abdominale de droite de la méme, vue de derrière. 3me patie abdominale du Palinurus penicil- latus femelle, vue de derriére. 2me patte abdomiuale de l'Homarus vulgaris femelle, vue de derriére. Patte abdominale de l'Astacus fluviatilis femelle. Patte abdominale de la 3me paire de l'Axius princeps mâle. ire patte abdominale de la Callianassa fe- melle. Les poils sont enlevés. 2me dito de la même. 3me dito de la méme, vue de derrière. Patte abdominale du 2me anneau du Pagurus (s. str.) tuberculatus femelle. Patte abdominale du 2me anneau de l'Eupa- gurus Bernhardus femelle, vue de dedans, ce qui correspond à cette patte vue de devant chez un Décapode normal. Patte abdominale du 2me anneau de la Litho- des arctica, vue de dedans. Patte abdominale de la 3me paire de la Gala- thea squamifera mâle. Patte abdominale de Ja 5me paire de la femelle de la même, vue de derrière. Patte abdominale de la Dromia sp. femelle. Tous les poils sont enlevés. Patte abdominale d'un Palinurus à l'état de Natant. Pointe de l'appendice interne du méme. On n'a pas dessiné tous les crochets. Patte abdominale de la Glaucothoé (larve de Pagure à l'état de Natant). hameau externe de la sixiéme patte abdominale du Palæmon jamaicensis, pour montrer l'arti- culation qui est caractéristique pour les Natantia. Vid. Selsk.Skr GR 12. Boas: Decapod. Sleglskabsforhold. Tab V. [ —— —— ————— LENS HONTE 187. Penæus brasiliensis. 2 Gælleblade (det ene, F, kun i Omrids) siddende paa den paa tværs overskaarne Gællestamme (st); Smaabladene sés fra deres skarpe Rande; f,, et udelt Smaablad, f, et tvedelt, f, et yderligere delt Smaablad. Let skematiseret. 188. Randen af et Gælleblad af Sicyonia carinata, med de (i Modsætning til Penæus) meget brede Smaablade f. Figg. 189—194. Sidste Haleled af: 189. Cerataspis monstruosus. 190. Sergestes tenuiremi aff. 191. Leucifer. 192. Nyfedt Zoëa 1922, Tredje Stadium 1925, Fjerde — (Mysisstadiet) 192c Femte — 1924, Voksen (kun den bageste Del af Leddet) 193. Pontonia. 1933. Udorella Agassizii, sét fra Siden. Oppels Originalexemplar. Museet i München. 194. Alpheus sp. 195. De to sidste Haleled af Albunea Paretii. 196—199. De 4 fórste Haleringes Nota af: 196. Paguristes d er det fra 1. Notum hos 197. Pagurus s. str. Pag. s. str. og Coen. son- 198. Coenobita. drede Stykke. 199. Eupagurus. a, a, de fastere Partier af Hale- ringene, 5 det blodere Parti af samme. 200. Halen af Lithodes arctica d. De smaa for- kalkede Knuder i det blode Midtparti er ude- ladte; z smaa forkalkede Partier i Randen. — De øvrige Bogstaver svarer til dem i 199; smlgn. ievr. Teksten. | af Palæ- | monetes. 2002. Den bageste Del af Halen af Hapalozaster (Lomis de Haan) cavicauda, de Betegnelserne som i Fig. 200. 200b. Den bageste Del af Halen af 2 af samme. — Denne og foregaaende Figur er tegnede efter Exemplarer i Jardin des Plantes i Paris, Figg. 201—208b fremstiller Dele af forskellige Decapod-Larver. 201—2032. Amphion i det Pag. 96—98 (74—-76) beskrevne Stadium. 201. Anden Maxille. 202. Fórste Kæbefod. 203. Halefod af 1. Par. 2033. — -2. — 204. Sidste Haleled af en vidt fremskreden (med ret vel udviklede Thoraxfodder forsynet) Pagur- Zoéa. 205. bBageste Haleled af det modne Embryo af Lithodes arctica. 206—2064. Albunea-Zoéa. 206. Anden Maxille. 2062, Fórste Kæbefod. 206b. Trede | — 206c. Enden af I. Thoraxfod. 2064 — - V. — 207. Sidste Haleled af den nyfedte Larve af Gala- thea intermedia. 208—208b. Ældre Galathea-Zoéa. 208. Skjold og Üjne. 2082. Håjre Baghjôrne af Skjoldet, sét indenfra. (Den lange Torn afskaaren.) 208b. Bageste Haleled. (Bórsterne har, hvad der ikke er antydet i Figuren, smaa Sidegrene.) EAN 187. Penæus brasiliensis. Deux lames branchiales (l'une, Z^, n'est qu'indiquée) partant du tronc bran- chial st, qui est vu en coupe transversale; les lamelles présentent leurs bords tranchants; f, lamelle entière; f,, lamelle bifurquée; f,, la- melle qui est ultérieurement divisée. 188. Bord d'une lame branchiale de la Sicyonia carinata avec des lamelles f, qui sont trés larges (en opposition au Penæus). Les Fig. 189—194 représentent le dernier an- neau abdominal des Décapodes suivants: 189. Cerataspis monstruosus. 190. Sergestes tenuiremis aff. 191. Leucifer. 192. Zoé fraichement éclose 1922. Phase un peu plus avancée 1925. Etat de Mysis 192c, Phase de transition 1924, Adulte (seulement la partie postérieure de l'anneau) 193. Pontonia. 1932. Udorella Agassizii, vue de côté. Dessinée d’après l'original de M. Oppel au Musée de paléontologie à Munich. 194. Alpheus sp. 195. Les deux derniers anneaux abdominaux de l'AI- bunea Paretii. Les Fig. 196—199 représentent les parties tergales des 4 premiers anneaux abdominaux des Paguroïdes suivants: 196. Paguristes sp. | f' est la partie qui est séparée du Palæmonetes. 197. Pagurus s. str. du tergum du ler anneau | 198. Cenobita. chez le Pag. s.str. et la Coen. 199. Eupagurus. e, a, sont les parties un peu plus solides des anneaux abdominaux, 5 la partie amollie des mémes. 200. La partie tergale de l'abdomen de la Lithodes aretica måle. On a enlevé les petites parties caleifiées de la partie médiane molle; z, pe- tites parties calcifiées sur les bords. Les autres lettres correspondent à celles de la Fig. 199 (comp. du reste le texte). 2002. Partie postérieure de l'abdomen de l'Hapalo- gaster (Lomis de Haan) cavicauda måle. Les let- tres ont la méme signification que dans la Fig. 200. 200b, Partie postérieure de l'abdomen de la femelle du même. Cette figure et la précédente sont dessinées d'aprés des exemplaires du Jardin des Plantes, à Paris. Les Fig. 201—208» représentent des parties de différentes larves de Décapodes. 201—2032. Amphion. 201. Seconde måchoire. 202. Première patte-màchoire. 203. Patte abdominale de la 1re paire. 203a — — de la 2me paire. 204. Dernière patte abdominale d'une zoé de Pagure dans une phase trés avancée (avec des pattes thoraciques bien développées). 205. Derniére patte abdominale de l'embryon mür de la Lithodes arctica. 206—2064, Zoé de l'Albunea. 206. Seconde mächoire. 2062. Première patte-màchoire. 206b. Troisième — 206c. Extrémité de la 1re patte thoracique. 206 4, — — nme — 207. Dernier anneau abdominal de la larve fraiche- ment éclose de la Galathea intermedia. 208—208. Zoé plus âgée de la Galathea. 208. Carapace et yeux. 2083. Angle postérieur de droite de la carapace, vu de dedans (la longue épine est découpée). 208». Dernier anneau abdominal (les soies ont de pe- tites ramifications latérales qui ne sont pas indiquées dans la figure). Vid. Selsk.Skr GR. L2. Boas: Decapod. slegtskabsforhold. Tab. VI. KN abs vH Figg. 208c—213a fremstiller Dele af forskellige Decapod-Larver. 208c—208e. Ældre Galathea-Zoéa (samme som i Figg. 208—208b fremstillet). 208c, Halefod af sidste Par. 2084, Første Kæbefod. 208e, Tredje Kæbefod. 209—209f. Dromia-Zoëa. 209. Skjold. Betegnelserne som i 210. r Rostrums Spids. 2092. Bageste Haleled og 6. Halefod. 209». Første Kæbefod. 209c. Anden — 2094, Tredje — 209e, I. Thoraxfod. 209f. Hôjre Antenne, zu «tubercule auditif». 210. Skjold af en Dromia-Megalops, fanget sam- tidig med den i Fig. 209—209f afbildede Zoéa og vel sagtens tilherende samme Art. Kun to Par af Knuderne er antydede og de talrige Smaatorne er ganske udeladte. Bogstaver er satte paa forskellige Dele af Skjoldet for at lette Sammenligningen med 209. 211. Sidste Haleled af en Dromia-Megalops. 212—2124, Homola-Zoéa (yngste Stadium). 219. Skjold; sd Rygtorn. 2122, Sidste Haleled og 6. Halefod. 212», Første Kæbefod. 212c. Tredje Kæbefod. 2124, Venstre Antenne; f/ Flagellum. 213—2132. Krabbezoéa i et lignende Stadium som Dromia-Zoéaen (209). 213. Første Kæbefod. 2132 Tredje Kæbefod. 214. .Axius princeps mihi, venstre Side. 215. Hójre Thoraxfod af 1. Par af samme. 216. — — - 9. — sét indenfra. 217. Haleviften af samme. De fire sidste Figg. er tegnede efter Naturen paa Sten af Kunstneren Hr. C. Cordts. Alle øvrige Figurer har jeg selv tegnet. Er Les Fig. 208c—213? représentent des parties de différentes larves de Décapodes. 208c—208e. La méme zoé dela Galathea que dans les Fig. 208—208b. 208c. Patte abdominale de la dernière paire. 2084, Première patte-màchoire. 208e. Troisième — 209—209f, Zoé de la Dromia. 209. Carapace; les lettres ont la méme signification que dans la Fig. 210; v, pointe du rostre. 2092. Dernieranneau abdominal et 6me patte abdominale. 209», Première patte-màchoire. 209c. Deuxième — 2094. Troisième -— 209*. Premiére patte thoracique. 2091. Antenne de droite; £u, tubercule auditif. 210. Carapace d'une mégalope de la Dromia. Pé- chée en méme temps que la zoé des Fig. 209—209f, et appartenant sans doute à la méme espéce. On n'a indiqué que deux paires des tubercules et les nombreuses petites épines ont été enlevées. Les lettres que portent les diffé- rentes parties de la carapace ont pour but de faciliter la comparaison avec la Fig. 209. VII. 211. Dernier anneau abdominal d'une mégalope de Dromia. 212—2124 Zoé de lHomola (la phase la plus jeune). 212. Carapace; sd épine dorsale. 21223, Dernier anneau abdominal et 6me patte abdo- minale. 212b. Première patte-mächoire 212c. Troisième = 2124. Antenne de gauche; //, flagelle. 213—2132 Zoé d'un crabe, dans le méme état que la zoé de la Dromia Fig. 209. 213. Première patte-mächoire. 2132. Troisième — 214. Axius princeps mihi, cóté gauche. 215. Patte thoracique droite de la {re paire du méme. 216. — — -— — 2me — = 4 vue de dedans. 217. Nageoire caudale du méme. Les quatre derniéres figures ont été dessinées sur pierre d'aprés nature par M. C. Cordts. J'ai dessiné moi-méme toutes les autres. Tab. VII. Vid. Selsk. Skr 6.8.12. Boas: Decapod. Slægtskabsforhold. ] 208 d. 208 e 209 a 209 f. 212 = v : \ N mee nn cd 5m "2 à pro CR n ir Ey dou Dé SED ee Le Es A Aron ge es veau 1 HERUM aen EE Zoologiske og anatomiske Skrifter udine af det Ker. danske Videnskabernes Selskab. Bendz, H. Bidrag til den sammenlignende Anatomi af Nervus glossopharyngeus, vagus, acces- sorius Willisii og hypoglossus hos Reptlerne, qu. 0 Payer M3 o v CD IM Bergh, R. Bidrag til en Monographi af Marseniaderne, m. 5 Tavler. 53 — Anatomiske Bidrag til Kundskab om Æolidierne, m. 9 Tavler. 64 ..:.......... Eschricht, D. F Om Gangesdelphinen, m. 3 Yàvler. GS FL ROSER en - 509 feet EN — Anatomisk-physiologiske Undersøgelser over. Salperne, m. 6 Tavler. 41 .......... — Anatomisk Beskrivelse af Chelyosoma Macleyanum, m. 1 Tavle. 41 ............ Eschricht & Reinhardt. Om Nordhvalen, m. 6 Tavler. 61..............-..... — — Ni Tavler til Oplysning om Hvaldyrenes Bygning m. Forklaring. 72 .......... Hannover, À. Mikroskopiske Undersøgelser af Nervesystemet, m. 7 Tavler. 42......... — Om Bruskens forste Dannelse og "Udvikling m. 2 Tavler. 64 . . .. «4 ig — Iagttagelser over indkapslede Indvoldsorme hos Frøerne, m. 2 Tavler. Résumé en fr. 64 — Epithelioma cylindraceum, foliaceum og globosum, m. 2"Tavler. Résumé en français. 65 > — Om Bygningen og Udviklingen af Skjæl og Pigge hos Bruskfisk tilligemed udførligere Be- skrivelse af tvende herhenhorende Former, m. 4 Tayler. Explication des planches en FANS OMAN 2 ie ON UE LR Ge RTS Né mee ARE NET SRE — Oiets Nethinde, m. 6 Tavler. Explication des planches en français. 175... . . . . . . .. — Primordialbrusken og dens Forbening i det menneskelige Kranium for Fodselen, m. 2 Tavler. Explication des: planches .envdirancais-* 80^... 2.05 ee rs LORS ER Re Krabbe, H. Helminthologiske Undersogelser i Danmark og paa Island their særligt Hensyn til. Bléreormlidelserne paà Island, m2{eTavler., (65.7. SED STEGE SR RE — Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme, m. 10 Tavler. e en francais. 69 ; Krøyer, H. Slægten Hippolytes' nordiske Arter, m. 6 Tavler. 42 ........... ird Lütken, €. F. Additamenta ad historiam Ophiuridarum. I—III, m. 7 Tavler. ét en AUDIO LU osse ses E eto co Ven m Le dealer UN EE EN d e EI mule U- va ra UU ME MS er Tm " — Bidrag til Rundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hvallusene, m m. 4 Tavler, Hésumé«en français." Øs Di A. Se HERR ERR GU A IS Pede i RE EN E '— Velhas-Flodens Fiske, et Bidrag til Brasiliens lchthyologi, m. 5 Tavler. Synopsis Latina, T5; — Til Kundskab om to arktiske Slegter af Dybhavs-Tudsefiske: Himantolophus og Ceratias, m: 2%7Pavler Résumé en frameéals. 78. $9. v cQ us UMEN RN MS RN s — Spolia Atlantica. —Bidrag til Kundskab om Formforandringer hos Fiske under deres yas og Udvikling, med 5 Tavler. Résumé en français. 80:.......--...-. RER Meinert, Fr. Bidrag til de danske Myrers Naturhistorie, m. 3 Tavler. 60 ........ Au i Prosch, Y.-:Nogie nye. Cephalopoder, ms 1” Tanks ARTE) SNS SAS SES ER SEER | Reinhardt, J. Beskrivelse af nogle nye Slangearter, med 3 Tavler. 43 . . . . .. .. .... " — Mephitis Westermanni, et nyt Stinkdyr fra Brasilien, m. 1 Tavle. 57........... — Bidrag til Kundskab om Kjæmpedovendyret Lestodon armatus, m. 3 Tavler. 75 ..... À — Kæmpedovendyr- Slægten Coelodon, m. 5 Tavler. Résumé en français. 78... . !. .. — Beskrivelse af Hovedskallen af et Kæmpedovendyr, Grypotherium darwinii, fra La Plata- Landenes plejstocene Dannelser, m. 2 Tavler. Résumé en français. 79 . Reinhardt & Prosch. Om Sciadephorus Mülleri, m. 5 Tavler. 46 ......... A 1. = Schjedte, J. ©. Corotoca og Spirachtha, m. 2 Tavler. 54 ........ MN TA i Steenstrup, Jap. Rhizochilus antipathum, m. i Taÿle. 58 4457. 0. c ET E — Hectocotyldannelsen hos Octopodslegterne Argonauta og Tremoctopus, m. 2 Tavler. 56. VE — Hemisepius, en ny Slægt af Sepia-Blæksprutternes Fåmilie, med Bemærkninger om de Formerne i Almindelighed, m. 2 Tavler: Résumé en français. 75 .. 0.0... emn Steenstrup & Lütken. Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer, m. i: PAM X-01 NIIS SUI er a ide) bore ue Gu CIA ENSCRI e Rar, OLET RUD TL D EI NES d dE 1 E Dr Eng c dh s = = KH re i H MEM ————LLLAOOQUERESLEHILLUUULLLLGL S STITUTION LIBRARIE: N | | | SONIA MITH S a e LAM crim DE Me eam qo: ates Miri te NR ca E ACA EN CHER EEE ETES RE R4 II 23) dM RR e pide CELO RE Le CA es var