ned
HARVARD UNIVERSITY
Vet
LIBRARY
OF THE
Museum of Comparative Zoology
”—
re SE
nen
TIDSSKRIET
sørme,
| | | FOR | |
mm of ComPargg )
POPULÆRE ma gnn E ØR
LIBRAR LS
mM | NATURVIDENSKABEN, |
;
UDGIVET AF
$
C. FOGH, CHR. LUTKEN oe CHR. VAUPELL. f ANDEN RÆKKE. |
?
FJERDE BIND.
MED TALRIGE I TEXTEN INDTRYKTE TRÆSNIT. [
?
ES
Fa, :
; U |
» KJOBENHAVN.
PG SPHIELPSENSSFORESE:
THIELES BOGTRYKKERI. '
nen SEES SPS STEELE SR renee -= NA SNEEN
BR REE EEN ang
Rn
TIDSSKRIFT ae de
FOR
POPULÆRE FREMSTILLINGER
NATURVIDENSKABEN,
UDGIVET AF
C. FOGH, CHR. LUTKEN oe CHR. VAUPELL.
ANDEN RÆKKE.
FJERDE BIND.
MED FLERE I TEXTEN INDTRYKTE TRÆSNIT.
KJOBENHAVN. P. G. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI.
1862.
/ SO St, BEN
" MAR 16 1942 ED
TORN
Indhold af Ånden Rækkes fjerde Bind.
Om Menneskeslægtens Eenhed. Af H. J. Garrigue. (Efter »Punité de VP'espéce humaine« af A. de Quatrefages).
Om Dværggrene og disses Indflydelse paa Træernes Form, et Bidrag til Træernes Architektonik, I. Af Professor A. S. DESIRE (REAR PSSAESSE JES AES REE SD RENSE Rn HEE SÆRE DT SEG SEES BERN ES Forvandlingerne i Dyreriget, fire Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren og Foraaret 1861. Andet Afsnit: Metamorfosen i Leddyrrækken. Af Dr. phil. Chr.
Om de vigtigste Insekter, som ved at angribe Planternes Rødder blive skadelige for Havekulturen. To Foredrag, holdte i Gartnerforeningen, I. Af V. Bergsøe, cand. mag. .... Atmosfæren (efter Maury: sailing directions etc.) ved C. ÅA. Garde ste ntenant krsSøe talent SES ER ERE ES MESSE SES SNE Meddelelser af forskjelligt Indhold. (1. Brøndkarsehaver. 2. Tilvirkning af Rosenolie. 3. Et mærkeligt Træ i Syd- Afrika. 4. Tallegalla-Hønsene. 5. Den kaliforniske Kæmpe- kaktus. 6. Nattefrosten om Foraaret og Midler til at afværge dens skådelige Indflydelse paa Plantevæxten. 7. Lidt om Plantevandringer. 8. Høinordiske Havkrebsdyr i de svenske Indsøen) KE RE SÆR SEERE se ERE ASS SSR ne dL ape Forvandlingerne i Dyreriget, fire Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren og Foraaret 1861. Tredie Afsnit: Metamorfosen i Bløddyr- og Straaledyrrækken. Af DER pb Gr EEK SE SEE ESNS ARE NESS AD ES EL HEE ES SR
Side
18
105
161
184
HO):
le
13.
Jernets Metallurgi. Af Haldor Topsøe, Stud. mag..... 267 Om Strudsens Forplantning i Fangenskab. Af Suquet, Be- styrer af den zoologiske Have i Marseille (Af »der zoologische
Garten) rr REE AE NES ESSENSEN 300 Meddelelser af forskjelligt Indhold. (1. Landiglen. 2. Norsk Rovdyr og Rovuslestatis tik) SPRE KERES RE RE SEERE 309 Galapagos- eller Skildpadde-Øerne, skildrede ved Dr. phil. Chr Lotken AS an RE ERR re Re SEEREN 313
Svovlsyren og dens vigtigste Anvendelser (Soda, kunstig Bleg- ning, Fotografi m. m.) Af Stud. mag. S. M. Jørgensen 348 Om de Forandringer, som det danske Skovlands Udstrækning har været underkastet i den historiske Tid. Af Dr. phil. Chr. Van penis ad pe "SE 36. spas, SEE SDS AASE ERE 339
Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededeels Ther-
mometer; Vægt- og Maalangivelserne ere danske.
Rettelser og Tillæg.
S. 234, sidste Linie, Anmærkningen, tilføjes:
Davaine: recherches sur la génération des huitres.
æ Om Menneskeslægtens Eenhed.
Af H. J. Garrigue.
(Efter I'unité de T'espéce humaine, af A. de Quatrefages.)
I en Række Artikler i »La Revue des deux mondes«”) har Quatrefages, Professor i Anthropologi ved det naturhisto- riske Museum i Jardin des plantes i Paris, gjengivet Ind- holdet af et Forelæsningscursus han i forrige Åar holdt over det Spørgsmaal, om Menneskeslægten, der fremtræder med saa mange forskjellige Typer, hvad Farve, Bygning, Sprog og Charakteer angaaer, er udsprungen fra en fælleds Rod, og er eensartet, eller om den er opstaaet paa forskjellige Steder af Jordkloden og er en Forening af saa væsentligt forskjellige Elementer, at disse fortjene Navn af Arter. Dette Spørgsmaal tilhører udelukkende den nyere Tid, hverken Oldtiden eller Middelalderen faldt paa at stille det. Af de gamle Klassikeres Skrifter see vi, at de ansaae Menneskene for eensartede, men antoge at der var opstaaet flere Par paa forskjellige Steder. I Middel- alderen hyldede alle de Folk, der dyrkede Videnskaberne, hvad enten de vare (.urisine, Jøder eller Mohamedanere, Bibelens Lære om Menneskeslægtens Udspring fra eet Par, Adam og Eva. Den første, der reiste Tvivl herom, var mærkeligt nok ikke nogen Philosoph, ikke nogen Fritænker,
”) Decbr. 1860 — April 1861. Værket er senere udkommet særskilt, EF
2
ikke nogen Naturforsker, men en from calvinistisk Adels- mand ved Navn La Peyrére, der stod i Hertugen af Condé's Tjeneste under Ludvig den Fjortende. I Aaret 1655 ud- gav han en Afhandling under Titelen »Systema theologicum ex præadamitarum hypothesi«, hvori han udelukkende støttende sig til Bibelens egne Ord søgte at bevise, at Menneskeslægten ikke nedstammede fra eet Par. De to Fremstillinger af Skabelsen, der findes i Begyndelsen af Genesis, vare efter hans Mening Beretninger om to for- skjellige Skabelser, af hvilke den første omfattede Hed- ningerne, den anden, Adams og Evas, kun angik Jøde- folket. Som Beviis for sin Paastand henviste han til Skriftens Udsagn om, at Kain flygtede med sin Hustru påa en Tid, da Adam og Eva ifølge samme Kilde ingen Døttre havde, at han siger, at Enhver, der træffer ham, vil dræbe ham, og at han bygger en By. La Peyrére paadrog sig megen Forfølgelse ved disse kjetterske Anskuelser, over- beviste Ingen og blev snart aldeles glemt, indtil han i den allernyeste Tid atter er bleven fremdraåagen i America.
Et langt stærkere og heldigere Angreb gjorde det attende Aarhundredes Philosopher. I deres Iver for at forkaste Alt, hvad der lærtes i Bibelen, grebe de ogsaa Beretningen om Menneskeslægtens Udspring og, idet de henviste til de store ydre Forskjelligheder, erklærede de ubetinget, at Negeren og den Hvide, Hottentotten og Laplænderen vare forskjellige Arter. Denne Paastand modsagdes ikke blot af de Orthodoxe, der af Troesgrunde hang ved den gamle Lære, men fandt i Datidens største Naturforskere, Linné og Buffon, afgjorte Modstandere. Fra nu af optræde de to Partier Monogenisterne, der hylde Læren om Menneskeslægtens Udspring fra eet Par, og Polygeni- sterne, der antage, at den er opstaaet af flere forskjellige
3
Par, hvert af sin Art, og Striden imellem dem har været og er såa meget heftigere som Spørgsmaalet for Mange er blevet et religiøst, et Troesspørgsmaal, et Spørgsmaal om Bibelens Autoritet. I America har der hertil sluttet sig en ny Betragtningsmaade, der maaskee mere end noget Andet sætter Lidenskaben i Bevægelse, idet Problemet er blevet sat i Forbindelse med Slavespørgsmaalet, den Kræftskade, der alt længe hår naget dette herlige Land og nu gjort det til Tumleplads for Borgerkrigens Rædsler. Før beroligede Slaveeieren sin Samvittighed med den Paa- stand, at Negrene nedstammede fra Cham, der opførte sig saa skammeligt mod sin Fader Noah, da denne havde nydt vel meget af sin Viinhaves Frembringelser, og som derfor blev fordømt til Trældom (1 Mose Bog 20—326). Men i Følelsen af Vanskeligheden ved at bevise denne Afstamning have Slaveriets Forkjæmpere i senere Aar med Glæde opfrisketLaPeyréres Theori og ere blevne under- støttede af de betydeligste Anthropologer i Landet, der erklære Negeren for slet ikke at være et Menneske af samme Art som den Hvide.
Quatrefages behandler Sagen reent naturhistorisk og kommer herved til at erklære sig for Monogenisterne. Som man vil have seet af en tidligere Artikel i dette Tidsskrift”) vil Quatrefages gjøre Mennesket til et særeget Naturrige, sideordnet med »Stjerneriget« og de sædvanlige tre, der omfatte de uorganiske Naturlegemer, Planterne og Dyrene. Han har altsaa dobbelt Anledning til at spørge, om dette Rige saaledes som de andre kan deles i Rækker, Classer, Ordener, Familier, Stammer, Slægter og Arter, eller om dette »Rige« foruden andre Eiendommeligheder
”) II Række, 3die Bd., S. 262. 3=
i
ogsaa frembyder den kun at bestaae af en eneste Årt. Ingen har nogensinde meent, at de højere Inddelings- grader kunde komme til Anvendelse paa de forskjellige Menneskegrupper. Polygenisterne antage, at de alle bør henføres til een og samme Slægt, men til forskjellige Arter. Monogenisterne antage derimod, at de kun ere for- skjellige Racer af een og samme Art. For at følge denne Strid og danne os en begrundet Mening derom, maae vi altsaa først og fremmest klare os Betydningen af de to Ord: Art og Race.
De forskjellige Naturforskere have defineret Arten paa forskjellig Maade, men fra Linné og Buffon af stemme de dog alle overeens deri at de begrunde Inddelingen i Årter påa Lighed og Slægtskab. Ligheden er det Moment, der først frembyder sig for Tanken. Naar Mennesket betragter de levende Væsener, seer han først en Mængde Individer, men ved at sammenligne disse indbyrdes, finder han at nogle af dem ligne hverandre saa meget, at han i mange Tilfælde slet ikke kan kjende dem fra hverandre eller dog kun seer svage og ubestemte Forskjelligheder, medens de derimod adskille sig fra andre ved visse, bestemte Tegn, som han kan bruge som Kjendemærker. Disse Individer, der have en stor indbyrdes Lighed, forener han og kalder dem en Art. Men hvis man alene vilde gaae herefter, vilde Arten blive en høist vilkaarlig og kunstig Afdeling, thi man vilde komme til at henføre til forskjellige Arter Individer, der vare avlede af samme Forældre, ja disse Arter kunne endog være saa aldeles forskjellige, at de vilde blive henførte til forskjellige Slægter og saa frem- deles lige op til Klasserne. Dette har virkeligt fundet Sted for mange Dyrs Vedkommede, indtil man lærte deres Udviklingshistorie at kjende. Vi behøve blot at minde om
o
vore Vandmænd, hvis forskjellige Udviklingsformer ligne en haarbeklædt Orm, en fastvoxen Polypstok og endelig den fuldvoxne Meduse. Kaalormen, Puppen og Sommer- fuglen give os et lignende Exempel påa den store For- skjel, der kan findes mellem Individer, der maaskee ere Brødre eller forholde sig til hverandre som Forældre og Børn. Det er derfor nødvendigt ogsaa at tage Hensyn til Slægtskabet ved Artens Bestemmelse. I Henhold til begge de anførte Momenter definerer Quatrefages Arten som Indbegrebet af de Individer, der have mere eller mindre indbyrdes Lighed og nedstamme eller kunne betragtes som nedstammende fra eet oprindeligt Par gjennem en uaf- brudt Række af physiologiske Familier. Den physiologiske Familie, der vel maa adskilles fra, hvad man i systematisk Henseende kalder en Familie, bestaaer af Forældrene og deres Afkom, indtil en Form fremkommer, der ligner For- ældrene og som disse har Forplantelsesorganer. Den physiologiske Familie kan altsaa i sin simpleste Form tænkes at bestaaåe af fire Individer, en Fader, en Moder og to Børn af forskjelligt Kjøn, men hvor der findes Generationsvexel, omfatter den tillige alle de mellem- liggende Former indtil Forældrenes Typus vender tilbage.
»Mere eller mindre Lighed« fordrede Quatrefages i ovennævnte Definition for at Individer kunne henføres til samme Årt. Dette er et svævende Udtryk, men det ligger i Sagens Natur, at det maa såa være. Den fuldkomne Lighed, Eensheden, forekommer maaskee aldrig i den organiske Natur. Det er bekjendt, at man ikke finder to Blade paa et 'Træ, der ere aldeles eens, og saaledes gaaer det med alle organiske Legemer; hvis de endog skulde synes eens for det blotte Øie, vil en svag Forstørrelse være tilstrækkelig til at aabenbare en Mængde smaa For-
6
skjelligheder. End ikke det samme Individ er eens til enhver Tid, ja Forskjellen er ofte betydelig. Barnet, Manden, Oldingen ere høist forskjellige, og endnu større er Forskjellen, hvor der finder en Metamorphose eller Generationsvexel Sted. Naar den Forskjel, der findes mellem et Individ og de andre, der høre til samme Årt, bliver mere fremtrædende, kaldes det en Varietet. Den almindeligst forekommende Varietet bestaaer i en Farve- forandring, f. Ex. Albinosdannelsen. Som oftest er den knyttet til Individet og gåaer ikke over paa Afkommet. Saaledes er den tornefri Robinia pseudoacacia en Varie- tet, da denne Plante ellers har Torne, og alle de torneløse, der findes spredte i alle Lande, ere umiddelbare eller middelbare Aflæggere af det Exemplar, som viste sig i Planteskolen ved St. Denis i Begyndelsen af dette Aarhundrede, thi saasnart man saaer Frøene af en tornefri AÅcacie, voxer der Planter frem, som ere forsynede med Torne. Men i andre Tilfælde gaaer Varietetens Eiendommeligheder over paa dens Afkom, og Samlingen af disse Individer, der saaledes have arvet og igjen overføre påa deres Afkom Eiendommelighederne ved en oprindelig Varietet, er det, man kalder en Race. Hver Varietet kan tænkes at give Anledning til en Race, og indenfor Racen kan der atter optræde Varieteter, som påa deres Side blive Udgangspunctet for Under- Racer. Vi kunne saaledes indenfor een og samme Art finde meget betydelige Afvigelser, og det kan ofte blive vanske- ligt at afgjøre, om man har forskjellige Arter for sig eller kun forskjellige Racer af een Art. Enhver Art kan lignes ved et Træ med en høi Stamme, som i forskjellig Høide og til alle Sider udsender flere eller færre Hovedgrene, der dele sig i mindre Grene, som atter forgrene sig ind- til de mindste Kviste. Men naar nu Stammen tænkes
Ø
forkortet eller Jorden dækker Hovedgrenenes Forening med den, kan det komme til at see ud, som om hver af disse var et selvstændigt Træ, og først en nærmere Undersøgelse viser den rette Sammenhæng. Saaledes gaaer det ogsaa tidt Naturforskeren med Racerne; hvad der ved første Betragtning frembød sig som forskjellige Arter, findes ved dybere Efterforskning kun at være forskjellige Racer af een Art.
Vi ville nu lidt nærmere betragte Racerne og derved tillige lære at kjende, hvilke Midler Naturforskeren an- vender for at afgjøre Spørgsmaalet om visse forskjellige Former høre til forskjellige Arter eller til forskjellige Racer af samme Art. Der gives tre Slags Racer af Planter og Dyr: de naturlige eller vilde Racer, der under den blotte Indflydelse af de omgivende Forhold opstaae af sig selv af Arter, der aldrig have været dyrkede eller tæm- mede”); de kunstige eller tamme Racer, der opstaae hos Planter og Dyr, der ere Gjenstand for Menneskets Cultur; og endelig de forvildede Racer, der fremkomme, naar Planter, som have været dyrkede, paa en eller anden Maade unddrages deres hidtil nydte Pleie, eller naar Dyr frigjøre sig for deres Afhængighedsforhold til Mennesket og vende tilbage til det frie Liv.
Man har benægtet, at der gaves naturlige Racer og påastaaet, at en saadan Afvigelse fra Artens oprindelige Typus ikke kunde finde Sted i den nærværende Jord- periode. Det er imidlertid let at paavise deres Tilværelse baade i Plante- og Dyreriget. Et saadant Beviis have vi
”) Botanikerne og Zoologerne benævne dem i Almindelighed Varie- teter, men til Adskillelse fra den ikke arvelige Varietet og for at betegne, at de væsentligt ere det samme som Huusdyrracerne, kalder Quatrefages dem Racer.
8
allerede i den Omstændighed, at Botanikerne jevnlig maae revidere Fortegnelsen over de opstillede Arter og nødes til at slaae flere sammen til een, idet man har fundet Mellemformer, der danne en umærkelig Overgang fra den ene til den anden. Men endnu langt mere afgjørende ere de Experimenter, der ere blevne udførte af Decaisne, Directeuren for Jardin des plantes i Paris. Linné op- stillede 20 Arter af Veibred (Plantago), og i vore Tider er Tallet steget til 115—130, hvoraf 20 skulle findes i Europa. Decaisne tog nu Frø af en af disse Arter, saaede dem i forskjellig Slags Jord og fandt blandt de fra et og samme Individ nedstammende Planter syv af de Former, der ere blevne opstillede som egne Årter. Omvendt tog han Frø af formeentlig forskjellige Arter og saae de fremspirende Planter tabe deres Årtskjendemærker og komme til at ligne hverandre såa meget, at de ikke mere kunde adskilles. Hvis disse Planter vare fremspirede påa samme Plet, hvor Moderplanten stod, vilde de have faaet dennes Udseende; de forandrede Forhold vare nok til at forandre deres Skikkelse og vise, at de virkeligt kun vare Racer og ikke Arter. Og de Kjendetegn, der adskille disse formeentlige Arter, ere ingenlunde ubetydelige: nogle have ægformede Blade, andre lange og smalle; hos nogle sidde de i en lille, flad Roset, hos andre danne de et tæt, opreist Knippe; Planten er snart glat, snart haaret, snart een- aarig, snart perennerende. I Dyreriget findes ganske lig- nende Forhold. Ogsaa her findes Mellemformer, som danne saa umærkelige Overgange mellem Former, der, betragtede i og for sig, vilde blive henførte til forskjellige Arter, at det ikke er muligt at trække nogen Grændse, og at man derfor nødes til at forene disse Former til een og samme Årt. Endog blandt Pattedyrene, hvor Artsmærkerne
9
ere mere udprægede end i nogen anden Klasse, findes Exempler herpaåaa Imellem Ræven i det nordlige Europa og den i Ægypten er der en ikke ringe Forskjel, men i de mellemliggende Lande findes Mellemformer, som sammenknytte dem til een Art. Shacalen i Indien og den i Senegal henførtes endnu af den yngre Cuvier til to for- skjellige Arter, men efter at man har fundet Bindeleddene har nys afdøde Isidore Geoffroi slaaet dem sammen til een.
Om de kunstige Racers Tilværelse kan der ikke herske mindste Tvivl. Paa alle Sider ere vi omgivne af en Mangfoldighed af Former, der beviislig høre til een og samme Årt. I mange Tilfælde er det kun Varieteter, hvis Afkom atter vender tilbage til den oprindelige Typus. Naar man saaledes saaer Kjernerne af en fiin Pære, faaer man et vildt Træ, som er besat med Torne og bærer smaa, sure, sammensnerpende, træede Frugter. Men ofte er det virkelige Racer, der beholde deres Charakteer, naar de saaes. Dette er saaledes Tilfældet med visse Ferskener, Blommer, Viindruer og Æbler. Ved vore Kjøkkenurter, der ere eenaarige Væxter og ikke som Frugttræerne kunne formeres ved Podning, Oculering eller deslige, maaåe selv- følgelig Racetrækkene gaae i Arv fra Slægt til Slægt.
De Forskjelligheder, der ere frembragte ved Dyrkning, ere ofte særdeles betydelige. Vi ville blot minde om Kaalen. Enhver kjender dens Hovedformer: Hvidkaalen med dens tætte Hoved; Rosenkaalen med dens lange Stilk besat med smaa rosenformede Bladsamlinger; Grønkaalen med dens frit udgaaende krusede Blade; Blomkaalen, der indeslutter den velsmagende Blomsterstand, og Kaalrabien, hvor Stenglen svulmer op til en tyk, saftig Knude. Men enhver af disse fem Hovedformer har mange Under- afdelinger, saa at man kan anslaae til ikke mindre end
10
100 de forskjellige Racer af Kaal, og alle disse ere kuns Omdannelser af den ene Art, Brassica oleracea. Dyreriget forholder sig i denne Henseende ganske som Planterne. Hos alle de Dyr, der ere traadte i Menne- skets Tjeneste, finde vi forskjellige Racer, men de fleste af vore Huusdyr have fulgt Mennesket fra meget gammel Tid og ere undergaaede saa betydelige Forandringer, åt det ikke altid er let at bevise, at de virkeligt kun ere Racer og ikke forskjellige Arter, hvorpaa dog Alt kommer an for os, der ville benytte det, der finder Sted hos Dyrene, til Beviis for, at de forskjellige Menneskegrupper kun ere adskilte ved Raceforskjelligheder. For nogle af de tamme Dyrs Vedkommende er det imidlertid bestemt godtgjort og for andres er der tilveiebragt en høi Grad af Sandsynlighed. Canarifuglen hører til dem, hvis Historie er os bekjendt, og hvor vi derfor med Vished vide, at de forskjellige Former kun ere Modificationer af een Art. Denne lille Sangfugl blev indført fra de canariske Øer i Midten af det 14de Aarhundrede og udbredtes snart som Stuefugl over hele Europa. De fleste Læsere ville vist forundres over at erfare, at denne lille Fugl, der er os alle saa bekjendt, i vild Tilstand er graaliggrøn med brune Pletter. Hvilken Forandring har ikke dens Farve undergaaet! Man har mange Racer af den, fra næsten hvide til mørkebrune, nogle med korte, andre med lange Been. nogle forsynede med en Fjederbusk påa Hovedet, andre uden saadan Prydelse. — Kalkunen blev indført påa samme Tid som Canarifuglen og opelsket som Ziir- fugl, men sank snart ned til kun at blive betragtet som Fødemiddel. Uagtet man altsaa ei har lagt an paa Andet, end at faae den til at frembringe saa meget og saa godt Kjød som muligt, har der dannet sig meget forskjellige
11
Racer. Det Samme gjælder om Gaasen, der fandtes tam hos de gamle Grækere og efter Nogles Mening allerede er bleven tæmmet af de asiatiske Folkeslag, og Anden, der påa Varros Tid endnu ved Net maatte forhindres fra at undvige fra Dammene. For Duernes Vedkommende er Sagen mindre klar. Duen hører til de allerældste Huusdyr og har fra Oldtiden af været Gjenstand for Lieb- haveri, hvoraf Følgen hår været, at der er tilveiebragt en umaadelig Mangfoldighed af Racer. Der har derfor her- sket nogen Tvivl, om de virkeligt alle hørte til samme Art, og Buffon meente navnlig, åt man foruden Klippeduen (Columba livia) maatte antageSkovduen (C.palumbus) og Turtelduen (C. turtur) som Stamdyr. Men Darwin, der har anstillet de omhyggeligste Undersøgelser efter en stor Maalestok, er kommen til det Resultat, åt Klippeduen alene er Moderdyret til alle de mangfoldige Former af Duer”). — Koen hører ogsaa til de allerældste Huusdyr; det omtales allerede som Menneskets Ledsager i de ældste … skriftlige Mindesmærker i Asien og findes paa de ægyp- tiske Pyramider. Her er man ikke bleven enig om Stam- dyret. Til en Tid ansaaes Uroxen”") derfor, og senere har
”) Der findes umærkelige Overgange fra den ene Form til den anden. I de forskjelligste Former gjenkomme Træk af Klippeduen. Ved at parre meget forskjellige Former ophæver man deres Eien- dommeligheder, og efter nogle faa Generationer fremkommer Klippeduen. — Hvis man vil antage, at Duerne nedstamme fra flere Arter, maa man opstille 7—8 Arter med Charak- terer, der ikke findes hos nogen vild Duefugl. Disse Arter maatte
-»+ enten endnu være til og være ubekjendte eller være gaaede
under og dog ikke fundne som fossile, og de maatte have mistet
Evnen til at gaae tilbage til deres oprindelige Typus ved at for-
vildes — lutter urimelige Antagelser. Alle Former parre sig ind-
byrdes, og deres Afkom er frugtbart i det Uendelige. — Vi have her en Sammenstilling af de Momenter, der komme i Betragtning ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet: Art eller Race. '
Her menes Bison-Oxen (Bos Bison). (Red. Anm.)
N)
12
man villet see det i den Oxe”), hvis Skelet findes i Tørve- moserne. — Af Æselet findes der meget forskjellige Racer; de marattiske ere ikke større end en nyfundlandsk Hund, medens der fra Arabien udføres en stor Race til Persien, der i Pasgang kan følge en galopperende Hest, Alle disse Racer nedstamme fra det vilde Æsel, der endnu findes i det nordøstlige Africa og sydvestlige Asien. —— Ogsaa Hesten er det i senere Tid lykkedes at henføre til een fælleds Art, der endnu findes vild i det Indre af Asien. ——- Med Hunden gaaer det som med Duen. Den hører til de ældgamle Huusdyr og er bleven saa forandret, at det er vanskeligt at bevise Eenheden. Til intet Dyr har Mennesket stillet saa forskjelligartede Fordringer, og intet har derfor undergaaet større Forandringer. Snart har Nytten været Øiemed, snart har Lunet alene været Drivefjede- ren, snart har man bearbeidet dens Legeme, snart har man udviklet dens Instinkt og Forstand; man har benyttet den som Lastdyr, som Trækdyr, til at opjage -Vildtet, til at lede den Blindes Fjed, til at more ved sine Kunster. Resultatet er blevet en uendelig Mangfoldighed af Varie- teter og Racer. Hvilken Modsætning danner ikke den philippinske Hund, den største af alle, med disse smaa silkehaarede Væsener, som finde Plads i en Lomme! hvilken Afstand er der ikke mellem Mynden og Grævlinge- hunden, mellem den nøgne »tyrkiske« Hund og den uldne Pudel, mellem en adstadig Nyfundlænder og en fyrig Jagt- hund! Og mange Racer ere upaatvivleligt udslukte; i vore Dage have vi jo seet Moppen, den gamle Jomfrues Kjæledægge, sporløst forsvinde. Og dog er der den største Sandsynlighed for, at alle disse forskjellige Væsener kun
") Bos Urus eller B, primigenius. (Red. Amn.)
13
nedstamme fra een Art. Man finder aldeles umærkelige Overgange, der sammenknytte Yderpunkterne; man finder en ubegrændset Frugtbarhed mellem alle Racer; hvis man vilde ansee de meget afvigende Former for at være udgaaede fra egne Årter, maatte man efter Fr. Cuviers Erklæring i det mindste antage halvhundrede Moderarter, der skulde være sporløst forsvundne. Man troede til en Tid, at Ulven var Stamdyret; men en nøiere Undersøgelse viste det Urigtige i denne Paastand. I den nyere Tid har Isidore Geoffroi næsten hævet det over enhver Tvivl, at Hunden i alle sine Racer kun er fremgaaet af Shacalen.
Af disse Exempler fremgaaer, at de Huusdyr, som vi ere vante til at betegne med eet Navn, saasom And, Gaas, Hest, Ko 0. s. v. enten beviisligt tilhøre samme Årt, eller at det dog ved den fremskridende Kundskab og nøiagtigere Undersøgelse bestandigt mere lykkes at føre dem tilbage til en fælleds Rod. Vi ville i det Følgende faae at see, at de Forskjelligheder, Menneskegrupperne frembyde, ere langt mindre end de, der findes mellem Racer, der beviis- ligt høre til samme Art, saa at der altsaa fra denne Side ikke er Noget i Veien for, at ogsaa Menneskene alle kunne udgjøre een Årt.
De forvildede Racer vedkomme os ikke ved nærvæ- rende Undersøgelse, og vi indskrænke os derfor til i Forbi- gaaende at bemærke, at de saavel i Planteriget som i Dyreriget stræbe tilbage mod deres oprindelige Typus uden just derfor at komme til at ligne de vilde Planter og Dyr i enhver Henseende.
De Forandringer, som en Årt undergaaer i sine for- skjellige Racer, ere deels af anatomisk, deels afphysiolo- gisk Natur, hvortil for Dyrenes Vedkommende endnu slutter sig de psychiske Forskjelligheder. Man har Dverg-
14
former af Frugttræer; Roser uden Torne; Blomster, hvor
Støvdragerne og Støvveien omdannes til Kronblade; Frugter,
der ikke blot have naaet en kjæmpeagtig Størrelse, men hvor nogle Væv ere trængte tilbage, andre udviklede, alle forandrede. Den Tid, der medgaaer til Udviklingen, er højst forskjellig. I Frankrig bruger Byggen 5 Maaneder for at modnes, hos os omtrent ligesaa lang Tid, i Fin- land og Lapland kun to. Gartnerne bestemme næsten efter Behag Blomstrings- og Modningstiden af vore Ziirplanter, Grønsager og Frugter. Frugtbarheden kan forøges, som hos Alpejordbærplanten, der næsten bærer hele Aaret, eller formindskes, som hos de hvide Rips, der have langt færre Kjerner end de røde, ja udslukkes aldeles, som er skeet med Bananen, der saa naturligviis kun kan for- plantes ved Stiklinger.
Hos Dyrene findes nøiagtigt de samme Forhold. De forskjellige Racer kunne frembyde Forskjelligheder i Størrelse og Proportion, der forudsætte en Forandring i alle eller dog nogle af Legemets Organer. Haar, Fjedre, Horn falde bort eller tiltage i Antal. Endog i Skelettets Dele fore- gaae lignende Forandringer: hos Fedekvæget er hele Beenbygningen svækket og derimod Musklerne og Fedtet udviklede. Hos de Dyr, som bruges til at løbe, er det Muskler og Sener, der ere udviklede paa de andre Syste- mers Bekostning. Selv Hjernemassen er underkastet be- tydelige Forandringer; et Blik paa en Pudelbjerne og en Myndehjerne er nok for at overbevise derom. — Frugtbar- heden er aftaget eller forsvundet hos Fedekvæget. Hos Svinet er den derimod tiltaget betydeligt. Vildsoen faaer 6—8 Grise een Gang om Aaret, medens den tamme So faaer 10—15 to Gange om Aaret, saa at Frugtbarheden idet mindste er bleven tredobbelt. Det sarmme er i endnu
15
højere Grad Tilfældet med det lille saakaldte »Marsvin « (Cavia), der i vild Tilstand kun faaer 1 eller 2 Unger een Gang aarlig, som tamt derimod yngler 5 eller 6 Gange om Åaret og hver Gang faaer 6—10 Unger. — Udviklingen gaaer langt hurtigere for sig ved Fedekvæget end normalt. -— Tidspunktet for Forméringen kan forandres. Saaledes lagde den fra Ægypten indførte Gaas i Paris først sine Årg i Slutningen af December eller Begyndelsen af Januar ligesom i sin Hjemstavn, men Tiden udsattes gradeviis, indtil Fuglen lagde Æg i April ligesom de indenlandske Gjæs.
I psychologisk Henseende findes lignende Forskjel- ligheder mellem Racerne. Nogle Hunde staae for Vildtet, andre opjage det, og saadanne Talenter gaae i Arv. Knight skilte Hvalpene fra deres Mødre og førte dem udresserede påa Jagt, og saae dog en staae med stirrende Øine og spændte Muskler foran Agerhønsene, som dens Forfædre vare oplærte til at staae for, medens en anden, der blev ført påa Sneppejagt, først gav sig til at søge paa de Ste- der, hvor der ingen lis var, ligesom en gammel erfaren Sneppehund; en tredie, hvis Forfædre havde været afrettede til at jage Ildere, gav Tegn paa heftig Vrede ved den blotte Lugt af dette Dyr, medens de andre Hunde af andre Racer ikke viste den mindste Bevægelse. — Hunden, der i Menneskets Tjeneste har lært at gjøe, mister igjen denne Evne, naar den bliver fri og vender tilbage til Naturlivet. Paa det amerikanske Fastland er dette vel ikke Tilfældet, hvilket forklares af den Omstændighed, at de vedblive at leve i Nærheden af Menneskene og bestandigt optage nys undvegne Individer i deres Midte. Men paa Øen Juan Fernandez slap Spanierne i Aaret 1710 en Deel Hunde løs for at udrydde Gederne, der tjente Sørøverne til Underhold. Allerede 1743 fandt Ulloa, at de aldeles havde glemt at gjøe.
16
Hos Menneskegrupperne forekomme der ogsaa anato- miske , physiologiske og psychologiske Forskjelligheder, og vi skulle nu see, at de ere af langt ringere Omfang end hos Racerne af een Art af Dyr.
I ingen Henseende afvige Menneskegrupperne saa meget fra hverandre som i Farven, der ogsaa har været det første Moment til at fremkalde Forestillingen om for- skjellige Menneskearter. Imellem en kulsort Neger og en skinnende hvid Caucaser er der unægtelig en slåaende Forskjel. Men selv denne store Afstand taber mærkværdigt i Betydning, saasnart man trænger dybere ind og under- søger, hvori den er begrundet. Huden bestaaer af tre Hovedlag: Overhuden, den hornagtige, gjennemsigtige, følelsesløse Deel, der hæves ved Skoldning eller en spansk Flue; den egentlige Hud, der er et tæt Væv af Traade, rigeligt forsynet med Kar og Nerver; og mellem begge det saakaldte malpighiskeSliimlag, der bestaaer af rund- agtige Celler. Overhuden .og den egentlige Læderhud ere aldeles identiske hos den Sorte og den Hvide. Sliimlagets Celler ere derimod hos de Hvide farveløse, hos de farvede Mennesker indeholde de et Farvestof. En saa ringe Forskjel vilde allerede i og for sig være utilstrække- lig som Årtsmærke, men den taber al Betydning, naar vi see, at det samme Phænomen forekommer hos de hvideste Menneskegrupper. Mikroskopiske Undersøgelser have godt- gjort, at de smaa brune Pletter, der undertiden findes hos Hvide og saa lidet ansees for vanzirende, at de kaldes Skjønhedspletter, beroe paa nøiagtigt den samme Pigment- dannelse. Ligesaadan gaaer det med Fregner, Skjolder, og med den Ring, der omgiver Brystvorten. Under Svangerskabet opstaae ikke sjelden mere eller mindre udbredte Farvninger af Huden. Camper omtaler et
17
Tilfælde, hvor en ung Kone under Svangerskabet blev sort som en Negerinde over hele Legemet med Und- tagelse af Ansigtet og Halsen. Omvendt har man Exempler påa, at Negere ere blevne hvide. En Dreng og en Pige begyndte begge i Alderen mellem 15 og 16 Aar at blive hvide. Først tabte Huden over hele Legemet noget af sin mørke Farve, derefter dannede der sig hvide Pletter, og omsider blev hele Kroppen hvid med enkelte smaa Pletter som Skjønhedspletter eller Skjolder. Haarene paa Hovedet og Kroppen bleve samtidigt hvide eller lyse. Begge Indi- vider befandt sig fuldkomment vel, alle Functioner vedbleve deres regelmæssige Gang, og navnlig var Huden aldeles sund og rask og havde den rødlighvide Farve, som charak- teriserer den. hvide Race.
I selve Afrika skeer Overgangen fra Negeren paa Guineakysten, den laveste Form, til de andre Racer saa gradviis, at det ikke er muligt at trække nogen skarp Grændse mellem dem. I det Indre af denne Verdensdeel har Livingstone fundet Folkeslag, hvis Hud vexler mellem Mørkebruunt og Olivenfarvet. Længere mod Syd leve blandede Folkefærd, der umærkeligt danne Overgangen deels fra Negeren til Hottentotten ved det gode Haabs Forbjerg, deels til de Hvide i Caffernes Land. En lig- nende Overgang finder man fra Negeren i Mozambique til Australieren og Malaien. Nordafrica frembyder endnu mærkeligere Forhold. I Congo findes den kulsorte Race, i Sudan bliver Farven sortegraa, kobberfarvet, bronce- lignende og endog lysebruun. = Saaledes kommer man umærkeligt fra Negeren til Berberen og Araberen.
Huden hos Huusdyrracerne frembyde ganske lig- nende Forskjelligheder. Navnlig hos Hønsene findes dei en langt større Maalestok. Den almindelige Høne har en
2
18
hvid Hud, hos den cochinchinesiske er den guul, og paa Bogotas Slette, paa de capverdiske Øer, paa Philippinerne og Java findes Høns, der ere aldeles sorte, og her er det ikke blot Huden, som er farvet, men ogsaa alle de Bindevævsskeder, der omgive Musklerne, og den samme Farve fremtræder i Beenhinden, saa at hele Dyrets Indre er mørkt eller sort.
Øinene have ligesaa lidt som Huden nogen chaårak- teristisk Farve hos Negeren. Blaae og graae Øine fore- komme hos den Sorte, ligesom omvendt sorte Øine ingen- lunde ere en Sjeldenhed hos de Hvide. Man har paastaaet, at Hjernen skulde frembyde en eiendommelig mørk Farve hos Negeren, men de hyppige Obductioner, der ere blevne foretagne paa Folk af denne Race i Paris, have ingenlunde altid bragt dette Phænomen for Lyset, og paa den anden Side iagttages den samme Farvning undertiden hos Individer af den hvide Race.
Haarene hos Pattedyrene og Fjedrene hos Fuglene ere høist afvigende baade i Mængde, Farve og Beskaffen- hed hos de forskjellige Racer af een Art. Den saakaldte tyrkiske Hund, af hvilke man undertiden seer et enkelt Exemplar her i Kjøbenhavn, er saa godt som aldeles nøgen, medens Pudelen bærer et Skind som et Faar. Hos Køerne påa Cordillererne i Sydamerica bliver Haarbeklædningen meget sparsom, og der fødes stedse endog aldeles nøgne Indi- vider; men då man dræber dem, forhindres de fra at danne en Race. — Haarene deles som bekjendt i Grundhaar, der ere kortere, blødere, mere uldede, og Dækhaar, som ere længere, stivere, mere glindsende og stærkere farvede, og hos Fuglene findes en lignende Adskillelse mellem Duun, hvor Grenene ikke ere forenede indbyrdes, og Fjedre, hvor de ere nøje sammenhagede ved en Række af Kroge. Hos nogle Racer udvikles kun den ene af disse Beklæd-
19
ninger, hos andre kun den anden. Saaledes har vort Faar kun Dækhaar paa Snuden og Benene og er forresten ude- lukkende beklædt med Grundhaar over hele Kroppen, medens derimod Faaret i Senegal og Guinea kun har Dækhaar. I Japan findes en Hønserace, der kun har Duun, og omvendt have de sydamerikanske Høns udelukkende Fjedre.
Hos Mennesket forekomme langtfra saa store For- skjelligheder. Alle Grupper have Hovedhaar og Smaahaar spredte over hele Kroppen eller samlede paa de samme Punkter, hvor det er Tilfældet hos de Hvide. Den An- givelse, at Folkene i det indre Åsien og Indianerne i Syd- america skulde mangle Skjæg, hidrører kun fra overfladisk Kjendskab til Sagen. Disse Folks formeentlige Skjæg- løshed fremkommer kun derved, at Haarene fra Barn- dommen af bestandigt udrykkes i Ansigtet, saaledes som Pallas allerede oplyste for Asiens Vedkommende, og Hum- boldt og dOrbigny i nyere Tid have paavist med Hen- syn til Sydamerica.
Betragtningen afLegemsstørrelsen fører til et lig- nende Resultat. Den store Bjerghund er 4,233 Fod lang (fra Snuden til Roden af Halen) og 2,454 Fod høi mellem Skuldrene; den lille Bologneser er 0,972 Fod lang og 0,516 Fod høi. Den første er altsaa mere end 4 Gange saa lang og næsten 5 Gange saa høi som den anden. Hos Kaninracerne varierer Længden mellem 1 og 3. Hos Faaret hæver Høiden sig til 3,79 Fod eg synker til 1,036, som ogsaa omtrent giver Forholdet 3 til 1. De store engelske Bryggerheste ere 5,74 Fod høie, den lille schet- landske Hest er undertiden kun 2,42 Fod i Højden. Den ene er altsaa mere end dobbelt saa høj som den anden. De andre Huusdyr vise ganske lignende Forhold.
97
20
Lad os nu see, hvorledes Mennesket forholder sig i denne Henseende. Her dannes Yderpuncterne ved Patago-
nierne og Buskmændene. Fabelagtige Beretninger have
tillagt de Føstnævnte en Høide af 13 Fod; men dOrbigny, der har levet blandt disse Folk, har maalt dem nøjagtigt. Den højeste Patagonier, han har truffet, var 6,104 Fod, og Middeltallet, der fremgaaer af hans Undersøgelser, er 5,51 Fod. Buskmændene, der ere den mindste bekjendte Menneskerace, ere blevne underkastede lignende nøiagtige og omfattende Maalinger af Barrow, der angiver Middel- højden til 4,18 Fod. Forholdet mellem Middeltallene af den mindste og den største Menneskerace er altsaa som 1 til 1,3, det vil sige den ene er kun tre Tiendedele større end den anden, medens vi hos Dyrene have seet Forholdet at være som 1 til 3, 4 eller derover.
Ikke blot i Legemets Størrelse, men ogsaa i dets Proportioner hersker der langt større Afvexling mellem Dyreracerne end mellem de forskjellige Menneskegrupper. Hos den lille Mynde, af hvilken vi ifjor havde Leilighed at see et Exemplar påa Kjøbenhavns Gader, som tiltrak sig de Forbigaaendes Opmærksomhed ved den blaae Slengkappe, hvormed den maatte beskyttes mod det barske Vinterveir, er Højden 1,15 Fod og Længden 1,689. Hos Grævlingehunden er Høiden 0,96 Fod og Længden 2,58. I første Tilfælde er Forholdet mellem Høide og Længde altsåa 0,68, i sidste 0,37, det vil sige Forskjellen er næsten som mellem 2 og 1. — De kirghisiske Faar have høie Been, Odderfaarene i Nordamerika ganske korte som en Grævlingehund. Naar vi hermed sammenholde de
forskjellige Menneskeracer, er Forskjellen mellem dem
forsvindende. Man har saaledes fremhævet Negerens lange
21
Årm, især Underarm, og Hinduernes lange Been, men Afvigelserne ere saa smaa, at de ere for Intet at regne.
Den forskjellige Længde hos Dyreracerne er som oftest kun begrundet deri, at Hvirvlerne ere kortere eller længere, men undertiden er selve deres Antal forskjelligt hos de forskjellige Racer. Størst fremtræder denne For- skjel hos Svinene, hvor Ryghvirvlernes Antal vexler fra 13 til 15, Lende- og Bækkenhvirvlerne fra 4 til 6. Hos alle Menneskegrupper er Hvirvlernes Antal derimod constant, og de sjeldne Afvigelser fra Reglen, der forekomme, ere aldeles individuelle og gaae ikke i Årv.
Hvirvelstøtten ender hos Pattedyrene i en Hale. Denne vexler mere end nogen anden Deel af samme hos de forskjellige Racer. Hos Faarene i Habessynien, Persien, Tariariet er den næsten forsvindende, i Podolien, Ukraine og Wales naaer den heelt ned til Jorden. I Reglen er den tynd og mager, men hos nogle bliver den saa feed og tung, at den kan veie over 30 Pund og for at lette Dyrets Bevægelser anbringes paa en lille Vogn. Hos Mennesket findes som bekjendt ingen fremstaaende Hale. Imidlertid er Halén dog repræsenteret ved 4 smaa Hvirvler, der støde op til Korsbenet og kaldes Halebenet. Indtil de allernyeste Tider er man fremkommen med den Paa- stand, at der gaves Negere med Haler. At der nogensteds skulde findes en Befolkning med denne Særegenhed, er lidet rimeligt, og det er ikke engang vist, at den fore- kommer individuelt; men det er forresten aldeles ikke utænkeligt, åt der kunde findes saadanne. I Fosterlivet er Halen nemlig forholdsviis ligesaa stor som hos Hunden, og det er kun ved en Hemning i Udvikling, at den bliver såa ubetydelig hos det normale Menneske. Vi behøve altsaa blot at tænke os, at Udviklingen gaaer uhindret for
22
sig, for at faae et individ med en fremstaaende Hale, og denne Eiendommelighed vilde da let kunne gaae i Årv.
Som med Hvirvelstøtten gaaer det med Hjerneskal- len. Craniet af et Vildsviin er langt mere afvigende fra et tamt Sviins end de meest forskjellige Menneskeracers. Lige- ledes vil Enhver see en iøinefaldende Forskjel mellem Hjerneskallen af en Pudel og en Mynde, medens der hører Øvelse til at kjende et Negercranium fra en hvid Mands.
I pbhysiologisk Henseende hersker der ogsåa den største Overeensstemmelse mellem Menneskeracerne. Hos dem alle kan Qvinden undfange til enhver Tid af Aaret, og de Forskjelligheder, der findes i Svangerskabets Længde, ere langt ringere end hos Dyreracerne.
Vi have allerede ovenfor seet, atinstinktet kan være højst forskjeligt hos en og samme Dyreart. Vi ville her endnu tilføje den mærkelige Forandring, Svinet har under- gaaet ved at tæmmes. Vildsvinet er et natligt Dyr, der sover om Dagen i sit Leie, og streifer om efter Føde om Natten; i tam Tilstand sover Svinet om Natten og er for det meste vaagent om Dagen. Her see vi to Racer, der leve ved Siden af hverandre og frembyde' en såa fuldstæn- dig Modsætning i Instinkt som den mellem et Natdyr og et Dagdyr. Hos Menneskene findes intet Tilsvarende, men de psychiske Forskjelligheder ere imidlertid blevne benyt- tede som et væsentligt Moment i den polygenistiske Byg- ning, og vi maae derfor opholde os lidt ved Betragtningen af dette Spørgsmaal. I anatomisk og physiologisk Hen- seende er Overeensstemmelsen mellem alle Mennesker saa stor, at man kan sige, de ere eens. Saaledes gaaer det ikke med de aandelige Livsyttringer. Menneskeaanden er modtagelig for såa stor en Udvikling, og der er en såa uhyre Afstand mellem det raåae, uvidende Menneske,
23
der voxer op under ugunstige Forhold og eensformige Omgivelser, og det dannede, kundskabsrige Menneske, der hører til samme Folk, at det ikke kan forundre os at finde store Afvigelser mellem Folkeslagene og Racerne i aandelig Henseende. Naar man tænker paa en Kulsvier, der lever i det Indre af en stor Skov, ikke har seet Andet fra Barnsbeen af, og kun træder i Forbindelse med Omverdenen, for såa vidt som han i den nærmeste By sælger sine Kul og kjøber de faa Ting, der udkræves til hans Underhold, og med ham sammenholder en Alexander von Humboldt, der har bereist det Meste af Jordkloden, der har gjennemgrandsket alle Naturens Enemærker og saa at sige er bleven Foreningspunktet for Naturvidenskabens mange Grene, da er Forskjellen saa umaadelig, at vi lære at vurdere den unægtelige, betydelige Afstand, der findes mellem de Menneskegrupper, der staae lavest, og dem, der gaae i Spidsen for hele Slægten. Men hertil kommer endnu, åt man har bygget paa overfladiske og usande Beretninger, som et nøiere Kjendskab til de paagjældende Forhold har gjendrevet, eller at man har udlagt rigtige Facta paa en gal Maade. Man har saaledes paastaaet, at Malaierne påaSydhavsøerne vare blottede for alle moralske Begreber, og villet bevise dette af den Omstændighed, at deres Sprog ikke indeholder Udtryk for Begreberne Rede- lighed, Retfærdighed, Forbrydelse, Synd o.s.v. Men dette kommer kun af en Mangel paa Evne til at abstrahere. Det samme Sprog mangler Ord for Begreber som Fugl, Træ, Fisk, hvoraf dog Ingen vil falde paa at slutte, at de forvexle disse Væsener. Desuden viser ogsaa deres Handle- maade tydeligt nok, at de gjøre Forskjel paa Godt og Ondt og kjende Pligtbegrebet, da de belønne En og straffe en Anden.
24
Med større Styrke har man, støttende sig til over- fladiske Reisendes Beretninger, paastaaet, at der gaves Folkefærd, der manglede al Spor til Religiøsitet; men det er let at indsee, hvor vanskeligt det er at skaffe sig paa- lidelig Oplysning om det, som et Folk anseer for sit Helligste. Quatrefages fortæller, hvorledes han forgjæves har søgt, at faae Bønder i Pyrenæerne og Bretagne, med hvilke han stod paa en god Fod, til at meddele sig deres overtroiske Meninger om Gjengangere og Hexesabathen. Hvor langt mere tilbageholdne maae da ikke de Vilde være lige overfor en Fremmed, som afte er en frygtet Fjende, ofte en Missionær, der kun aabner Munden for at be- kjæmpe hans Forestillinger? De dygtigste Reisende, der have studeret de Vilde med største Opmærksomhed, vidne alle om, at der hos dem findes religiøse Forestillinger, navnlig Troen påa høiere Væsener og påa et Liv efter dette.
I lang Tid holdt man sig til Negrene paa Guinea- kysten, der ved hele deres Udseende danne saa stærk en Modsætning til den caucasiske Race, for at bevise, at de ogsaa i aandelig Henseende vare aldeles forskjellige og uimodtagelige for Civilisation. Men Opdagelserne i Africa, hvorved man har lært AÅshantierne, Fantierne, Dahomanerne at kjende, lutter Folk, der i Legemsskjønhed nærme sig til Europæerne til Trods for den sorte Farve, og hvorved man er kommen til Kundskab om, at der findes Byer, Kunster, en heel Civilisation hos Negrene, — disse Op- dagelser nødte Polygenisterne til at søge deres Beviser andensteds. Man kastede sig da over Hottentotterne og Cafferne, men snart gik det ikke bedre her. Man frakjendte dem blandt Andet al Religiøsitet; men Camp- bell fandt allerede paa sin første Reise 1812 en dunkel
25
Forestilling om et højere Væsen hos Buskmændene, og påa sin anden Reise fik han af Høvdingen Makoun nøi- agtig Oplysning om deres Tro paa Goha, en mandlig Gud, der staaer over Mennesket, og Ko, en kvindelig Gud, der staaer under Mennesket. Deres Tro paa et andet Liv fremgaaer af den Skik, de have, at give de Døde Pile med i Graven for at de kunne jage efter Døden. Livingstone, der kjender Sydafrica bedre end nogen Anden, erklærer, at alle Folkene der have Troen paa en Gud og et andet Liv. Han forklarer ogsåa de tidligere Beretningers Upaa- lidelighed af den Omstændighed, at der hos disse Folk ikke findes Afgudsbilleder, Offre eller nogensomhelst ydre Gudsdyrkelse.. For Sydamerikas Vedkommende afgiver dOrbigny et ganske lignende Vidnesbyrd.
I den nyeste Tid er det navnlig Åustralnegeren, åer maa holde for og gjøres til Gjenstand for de usandeste Påastande og de meest uberettigede Angreb. Man har sagt, at disse Folk lignede Bavianer (ikke engang Orang- utangen var styg nok for at betegne deres Udseende), man har fråkjendt dem hvert Spor af Religion, Moral, Kunst og industri, ja endog Evnen til at hæve sig i Civili- sation ved Efterligning af Andre. Dette staaer i Strid med de paalideligste Mænds Vidnesbyrd, der have bereist Landet. Englænderen Mitchell og Amerikaneren Picke- ring erklære begge, at de have truffet smukke Mennesker ved Siden af de grimme, og den sidste fremhæver navnlig deres skjønne Muskelbygning. Capitain Sturt, der kom til Murray- floden paa Nyholland i 1831, omtaler, at de Indfødte boede i Hytter, der kunde rumme 12—15 Personer, at de byg- gede Kanoer af Bark og forfærdigede Net til at fange Fisk og Kænguruer. Den engelske Læge Cuningham, der tilbragte to Aar i Nysydwales, beretter, at Nyhollænderne
26
lære at læse og skrive næsten ligesaa hurtigt som Euro- pæere, at de forstaae og tale Engelsk og ere muntre, nysgjerrige, forstandige og have megen Sands for det Komiske; og de saaledes beskrevne Folk ere kun de, der boe nærmest ved Sidney: Cuningham siger, at der gives Folkeslag,.der ere dem langt overlegne. To Ny- hollændere, Daniel ogBenilong, bleve førte til England, opdragne, indførte i den fine Verden og opførte sig som sande »Gentlemen«. Men det er ikke blot enkeltstaaende Individer, der kunne civiliseres. En Englænder Bateman, der med en Deel Andre begav sig til Port Philips paa Sydsiden af Nyholland for at stifte en Coloni, blev for- bauset over at finde, at de Indfødte havde langt bedre Klæder, Boliger og andre Nødvendighedsartikler end deres Landsmænd; men Gaaden løstes snart, da de fandt en gammel engelsk Grenadeer, der ved et tidligere Coloni- sationsforsøg var undvegen og bleven Høvding for de Vilde, hvem han nu bibragte en højere Cultur.
Da man manglede Arbeidskraft i de engelske Cølonier har man begyndt at anvende de Indfødte som Faarehyrder og Røgtere eller til at opdyrke Jorden og lave Muursteen. Man seer af alt dette, at Nyhollænderen ligesom andre Mennesker er modtagelig for den Cultur, der tilføres ham af dem, der ere rykkede videre frem end han. Men selv påa deres egen Haand have de udviklet en vis Cultur. Folkene ere deelte i Claner, og disse igjen i Stammer og Familier, hvis Navne komme igjen i Individernes. Hver saadan Stamme besidder sit eget Territorium, der ei be- trædes af Fremmede uden i Krigstilfælde eller efter fore- gaaende Indbydelse, og Familierne, besidde igjen hver sit Stykke Jord. Eiendomsbegrebet er altsaa udviklet hos dem. De forene sig ogsaa i større Samfund til
27
gjensidig Beskyttelse. Man finder Landsbyer paa 60—70 Hytter, der tælle 800—1000 Indvaanere. De, der fælde saa haard en Dom over Nyhollænderne i moralsk Henseende, omtale deres Lidenskaber, som om disse vare noget Særeget for dem, og som om ikke Drik- fældighed, Hevngjerrighed og Usædelighed gjenfandtes i et- hvert Samfund af Mennesker. En Gang bedragne af en Hvid tabe de rigtignok al Tillid og betale Ondt med Ondt, men mod den, der vinder deres Tillid, vise de sig skikke- lige og redelige. Man har ogsaa villet frakjende dem al Reli- giøsitet; men dette er aldeles ubegrundet. De begrave deres Døde med høijitidelige Ceremonier, omgive deres Grave med Barkstrimler for åt beskytte dem mod de onde Aander og nedlægge Vaaben i dem for at de Døde kunne bekjæmpe deres Fjender, saa at de altsaa maa have en Forestilling om et andet Liv, hvilket ogsaa fremgaaer af deres Frygt for Gjengangere. Alle Folkestammerne i Australien have endvidere Troen påa en god og en ond Aand og des- foruden en Mængde underorånede højere Væsener. Australierne tåle mange forskjellige Dialecter, men til Trods for deres indbyrdes Åfvigelser slutte de sig alle til et fælleds Grundsprog, der har såa megen Lighed med de dravidiske Sprog i Indien, at man maa henføre dem til samme Sprogfamilie. Naar hertil kommer, at man blandt Draviderne har fundet Individer, der aldeles lignede Åustra- lierne, er det rimeligt at antage, at denne Verdensdeel, langtfra at være beboet af en egen Art Væsener, er bleven befolket ved Indvandring fra de nærliggende Lande. Vi finde altsaa, at Australierne lige saa lidt som Negrene og Hottentotterne ere væsentligt forskjellige fra andre Menne- sker, og vi have seet, at de øvrige Forskjelligheder, der findes blandt Menneskegrupperne, ere af samme Natur som
28 å
de, der adskille Dyreracerne, men at de langtfra ere saa store. Naar altsaa een og samme Dyreart kan frembyde saa store Afvigelser, er der Intet i Veien for ogsaa at betragte alle Mennesker som Individer af den samme Årt, der deler sig i Grupper, imellem hvilke der kun finder en Raceforskjel Sted. Denne Slutning, der her kun er rime- lig, bliver bydende nødvendig, naar vi gaåae over til at betragte Parringsevnen og Frugtbarheden.
Pårringen mellem Individer, der høre til forskjellige Racer eller Arter, kalder man Krydsning. Det Dyr, der er avlet af to Individer af forskjellig Race, ville vi med Quatrefages kalde en Mestits, og det, der avles af Indi- vider, der høre til forskjellige Arter, en Bastard eller Hy- brid, hvad enten Talen er om Planter eller Dyr, thi igjennem hele den organiske Verden hersker den største Overeensstem- melse i Henseende til Befrugtningen og Forplantningen, medens vi derimod skulle faåae at see, at der gjør sig stor Forskjel gjældende, eftersom Forældrene kun ere adskilte ved Raceforskjel eller tilhøre forskjellige Arter.
Hos Planterne foregaaer Mestitsdannelsen let. Vinden blæser Støvet bort fra en Blomst og fører det over påa en af en anden Race, som derved befrugtes, eller det overføres af Insekter, der søge Næring snart i den ene, snart i den anden. Et Exempel paa saadanne Me- stitser have vi i de stribede Tulipaner, der opstaae ved Krydsning mellem forskjelligt farvede Racer. Denne Kryds- ning kan ligesaavel vise sig i hvilkensomhelst anden Deel af Planten. Saaledes fandt Naudin i Jardin des piantes, at Frøene af et eneste Græskar frembragte alle de Former af Frugter, der charakterisere de Racer, som fandtes i Haven.
29
Naar. Planterne, som ere heftede til Stedet, befrugtes af beslægtede Racer, kan det ikke undre os, at det samme er Tilfældet med Dyrene, der bevæge sig frit omkring. Den, som har en reen Hunderace, hår som bekjendt den største Umage med at forhindre, at den blandes med andre. Hvor let dette skeer, fremgaaer deraf, at man har seet Hunhunde, der kom i Berøring med Hanner af for- skjellig Race, føde Hvalpe, der viste en Blanding af tre forskjellige Kacer.
Da Mestitsdannelsen foregaaer saa let af sig selv, er det naturligt, at det ei frembyder den mindste Vanskelig- hed at frembringe den kunstigt. Gartnere og Kvægtillæg- gere benytte dette Middel efter en stor Maalestok for at frembringe Afvexling eller forbedre Racerne. Ja under- tiden benytte de Krydsningen som Middel til at opfriske en Race. Det hænder sig nemlig tidt, at Racer, der ere blevne stærkt udviklede til at afsætte Fedt eller Muskelsubstants, miste deres Evne til at forplante sig, og Frugtbarheden maa da-kaldes tillive igjen ved Krydsning med en kraf- tigere Race.
Krydsningen mellem Individer af forskjellige Racer foregaaer altsaa stedse med Lethed, og Resultatet er lige- saa sikkert, som naar Parringen foregaåer mellem Indi- vider af samme Race, ja undertiden forøges Frugtbar- heden ved Krydsningen. Krydsningen mellem forskjellige Arter frembyder diametralt modsatte Phænomener.
BetingelserneforenBastarddannelse eller Krydsning mellem forskjellige Arter ere ligesaa fuldt tilstede i Naturen "— som for Mestitsdannelsen. Vinden bærer Blomsterstøvet ligesaa vel hen over forskjellige Arter som over forskjellige Racer af samme Art, Insekter flyve fra den ene til den anden, - ja Chancerne ere større, for saa vidt som der gives langt
30
flere Arter end Racer med fælles Blomstringstid. Ikke desto mindre høre Hybriderne til de store Sjeldenheder. Linné antog rigtignok, at Bastarddannelsen foregik med Let- hed. Han gik saa vidt at han antog, at alle Arter af en Slægt oprindeligt kun havde været een Art, og meente at kunne støtte sine Theorier ved umiddelbar lagttagelse. Han beskrev sytten af ham fundne Individer som Hybrider; men De Candolle prøvede hans Angivelser fra sin Tids fremrykkede Standpunkt og fandt dem alle feilagtige. De Candolle anslog de Tilfælde, hvor man havde fundet Hybrider, til omtrent fyrgetyve. I nyere Tid har man for- øget dette Tal betydeligt; men Decaisne, der har studeret Spørgsmaalet om Arten meget specielt, troer, at Bastard- dannelsen kun er beviist for en Snees Planters Ved- kommende. |
Hos Dyrene er den naturlige Bastarddannelse maa- skee endnu sjeldnere. Nogle nægte den endog aldeles. imid- lertid erIsidore Geoffroi efter omhyggelig Undersøgelse kommet til den Anskuelse, at nogle Fugle, der tilhøre forskjellige Arter, have parret sig i fri Tilstand og faaet frugtbar Afkom. For alle de andre Dyreklassers, Ved- kommende forkaster han derimod Bastarddannelsens Fore- komst hos vilde Dyr. Naar Dyrene tæmmes eller leve i Fangenskab, seer man hyppigere forskjellige Arter parre sig, hvilket formodentligt hænger sammen med den for- øgede Forplantningsdrift og Frugtbarhed, vi ovenfor om- talte hos nogle Huusdyr. Saaledes parrer Hunden sig undertiden med Ulven, Katten med Vildkatten, og disse Krydsninger ere frugtbare.
Af alt dette fremlyser, at Bastarddannelsen forekommer meget sjeldent hos Planter og Dyr i vild Tilstand. Ved Menneskets Mellemkomst blive disse Forbindelser rigtignok
31
hyppigere, men ikke desto mindre har han ei formaaet at forrykke de Grændser, indenfor hvilke en saadan Krydsning er mulig. Man kan befrugte en Plante med Støvet af en anden Art, der hører til samme Slægt. Høre de derimod til forskjellige Slægter, er Krydsningen allerede vanskeligere og i nogle Familier, f. Ex. Agurkfamilien, er den umulig. Mellem Planter af forskjellig Familie er det umuligt at tilveiebringe en Krydsning. Selv hvor Krydsningen er lettest, maa man anvende visse Forsigtighedsregler og Kunstgreb for at være nogenlunde vis paa et gunstigt Resultat. Man maa saaledes isolere den Plante, man vil befrugte, afskjære Støv- dragerne, overføre Støvet fra den anden Plante paa Støvveien ved Hjælp af en Pensel og vedligeholde Afspærringen, indtil der viser sig tydelige Tegn paa, at Foretagendet er lykkedes. Hvis Blomsten er bleven befrugtet med den mindste Par- tikel af Støvet fra en Plante af samme Art, er hvert For- søg paa at fremkalde en Krydsning frugtesløst. Endelig maae vi fremhæve, at selv naar Krydsningen lykkes, lider Frugtbarheden betydeligt Skaar. Enhver vil see, hvor forskjellige disse Forhold ere fra dem, der iagttages ved Krydsning mellem Planter af forskjellig Race, men af samme Årt.
Dyreriget frembyder ganske tilsvarende Phænomener. Grændserne for Krydsningen ere nøiagtigt de samme: imellem Dyr, der høre til forskjellige Familier, er den umulig, imellem Dyr af forskjellig Slægt temmelig vanske- lig, og selv mellem Dyr, som kun ere adskilte ved en Artsforskjel, er den sjelden. For at tilvejebringe den maa" man fjerne alle Individer af modsat Kjøn af samme Årt, saa at den naturlige Drift ei kan tilfredsstilles paa naturlig Maade, eller .Dyrene maae voxe op sammen og vænnes til hin- anden. Men under saadanne Forhold kan Krydsningen
32
finde Sted. Man har saaledes seet en Løve og en Tiger- inde, der vare indespærrede sammen i et Menageri, gjen- tagne Gange parre sig og faåae Afkom, men dette maa udelukkende tilskrives de usædvanlige Forhold, hvorunder de levede, i Naturen ere saadanne Forbindelser ukjendte. Man har endog seet Hunden og Katten overvinde det Fjendskab, der ér blevet til Ordsprog, og forenes i Kjær- lighed, men en slig Parring er altid ufrugtbar. (Overeens- stemmelsen mellem Dyr og Planter gjør sig endelig ogsaa gjældende i Henseende til Resultatets Usikkerhed, selv hvor Arterne staae hverandre meget nær. I Jardin des plantes i Påris tumle Aber af forskjellige Arter sig mun- tert imellem hverandre i deres smukke Glaspalads, og det hænder meget almindeligt, at to, der høre til forskjellige Arter, parres. ikke desto mindre har Geoffroi kun tre Gange seet, at disse Krydsninger havde Afkom til Følge. De gamle BKomere havde en Blanding af Faaret og Geden, der kaldtes Titirer og Musmoner, eftersom Gede- bukken eller Væderen var Fader. I Paris er det kun lykkedes to Gange at tilveiebringe Afkom påa denne Maade, og Geoffroi har tidt gjort forgjæves Forsøg i denne Retning. Man har ligeledes kun to eller tre Gange seet Forsøgene påa at krydse Haren med Kaninen kronede med Held”). Det gaaer ligesaadan med Fuglene. Man kan let faae en Parring tilvejebragt mellem Canarifuglen og Sid- skenen eller Stillidsen, men det. er "langt usikkrere om Æggene udruges, end nåar der ingen Artskrydsning har fundet Sted. Kun een Krydsning giver et ligesaa sikkert Resultat som Parringen med samme Årt, det er den mellem Hesten og Æselet. Men naar vi see bort fra
”) Derom mere ved en anden Leilighed. (Red. Anm.)
33
denne enestaaende Undtagelse, kunne vi sige, at medens Mestitsdannesen baade hos Planter og Dyr foregaaer med største Lethed, og ikke blot er ligesaa frugtbar som Parringen mellem Individer af samme Race, men under- tiden tjener til at bevirke en forøget Frugtbarhed, er der- imod Bastarddannelsen sjelden, i Almindelighed omgiven af Vanskeligheder og medfører en ofte meget betydelig For- mindskelse af Frugtbarheden. Disse Resultater ere næsten allerede tilstrækkelige til åt tjene til Prøve, om to Indi- vider ere af forskjellig Art eller kun af forskjellig Race, men dette Skjelnemærke bliver endnu langt tydeligere, naar vi see hen til Afkommet af de to Slags Krydsninger.
Nogle have troet at kunne angive en Forskjel i Maaden, hvorpaa Hybriden og Mestitsen ligne deres Forældre. De have antaget, at Afkommet af Dyr af forskjellig Art mere bestemt holdt Middelveien mellem begge og frembød en Sammensmeltning af begges Særkjender, hvorfor der ogsaa fandtes stor Lighed mellem Sødskendene, medens derimod Afkommet af forskjellige Racer enten viste en Sammenføining af Forældrenes Eiendommeligheder, saa at f. Ex. en Deel af Dyret lignede Moderdyret, en anden Faderen, eller endog kun lignede den ene af Forældrene, og altsaa frembød en unilateral Lighed. Denne Paastand er neppe holdbar, men vi omtale den dog med et Par Ord, fordi den anvendt paa Mennesket, som vi senere skulle faae at see, vilde tale for, at de forskjellige Menneskegrupper kun ere Racer, ikke Arter.
Et afgjørende Beviis afgiver derimod Betragtningen af Krydsningsafkommets forskjellige Frugtbarhed. Hos Mestitserne findes en ubegrændset Frugtbarhed, saa at de med største Lethed faae Afkom deels indbyrdes, deels med Moderens ellerFaderens Race. Vore Blomsterbede, Kjøkken-
3
34
haver og endog Frugthaver frembyde mangfoldige Exem- pler herpaa. = Mangfoldige Racer af Ziirplanter eller Kjøkkenurter, der ere opståaede ved Krydsning af to andre, kunne kun bevares derved, at de have Frø, der ere frugtbare og reproducere dem. I andre Tilfælde kan Gartneren derimod nemmere bevare en opstaaet Varietet ved at formere den ved Aflæggere, Stiklinger eller en lignende Fremgangsmaade. Hos Dyrene findes intet Tilsvarende, og her er derfor Dannelsen af Mestitsracer endnu almindeligere. Vanskeligheden bestaaer ikke i at faae et frugtbart Krydsningsafkom mellem to Racer, men tvert- imod i at forebygge Raceblandinger, som man ikke ønsker. Hvis man vilde slippe nogle Væddere af forskjellig Race ind i en Flok Merinofaar, vilde man snart fåae saadanne Forskjelligheder at see som dem, der fremtræde hos Kjø- terne, der netop ere Resultatet af den Lethed, hvormed Racer blandes og deres Afkom atter krydses indbyrdes eller med Stamracerne eller andre Racer af samme Årt. Ganske anderledes forholder det sig med Hybriderne eller Krydsningafkommet af forskjellige Arter. Ofte finder man, at de Dele af den hybride Plante, der ere bestemte
til Individets Vedligeholdelse, de vegetative Organer, ere
uforholdsmæssigt udviklede, medens de, hvis Opgave det er at vedligeholde Arten, ere fortrykte. Dette har til Følge, at saadanne Planter faae en kraftig Bygning og Væxt, men at deres Frugtbarhed er indskrænket. Muul- æselet afgiver et Exempel paa det samme Forhold hos Dyrene. Det er netop fordi Bevægelsessystemet er udviklet paa Forplantningsorganernes Bekostning, at de blive saa, for- trinlig skikkede til længe at udholde Strabadser. Man har paastaaet, at Hybrider altid vare ufrugtbare. Dette er en Overdrivelse. De kunne undertiden fåae Afkom ind-
35
byrdes, men Frugtbarheden har lidt et betydeligt Knæk, hvilket forklares af de Forandringer i Forplantelsesorga- nerne, som Mikroskopet udviser. I Planteriget findes i de mandlige Hybriders Støvknappe en uregelmæssig kornet Masse, der ganske har tabt Charakteren af Blomsterstøv. Hos den kvindelige findes undertiden nogle Æg i uskadt Tilstand. Koelreuter, hvem disse Iagttagelser skyldes, befrugtede derfor Hunnerne med Støv af Faderplanten, og fik derved en Quadron, der undertiden var frugtbar. Ved at fortsætte denne Befrugtning med Faderplantens Støv erholdt han snart Planter, der aldeles lignede denne, og hvor altsaa hvert Spor af Krydsningen var forsvundet. Andre Experimentatorer have foretaget lignende Befrugt- ninger med Moderplantens Støv og saaledes bragt Hy- briden tilbage til dennes Typus. En lignende Tilbage- venden finder ogsaa Sted hos de rene Hybrider. Som ovenfor blev sagt ere de ikke altid ufrugtbare. Naar nu Frøene af dem saaes, fremkommer der Planter, der ligne en af de oprindelige to Arter, og kun ganske enkelte beholde Hybridens Udseende. Ved at fortsætte samme Operation forsvinder dennes Typus efter ganske fåa Genera- tioner, og vi have kun de to Årter for os, der oprindeligt bleve krydsede. De nysomtaålte Quadroner gaaer det lige- saadan. Deres Frugtbarhed er meget indskrænket, og de vende efterhaanden tilbage til Han- eller Hunplantens Art. Der har derfor ikke kunnet danne sig en eneste hybrid Race.
| Hos Dyrene findes samme Forhold. Nogle Fugle danne temmelig let Hybrider, men disses Frugtbarhed er be- tydelig indskrænket og standser snartaldeles, hvilket stemmer … med Resultatet af den mikroskopiske Betragtning, der viser, | at det befrugtende Stof ofte er aldeles fordærvet og stedse 3%
36
mere eller mindre forandret. Trods alle Bestræbelser er det derfor heller ikke lykkedes at faae tilvejebragt en hybrid Fuglerace, medens det vrimier af Mestitsracer. Pattedyrene frembyde noget mere forviklede Forhold. De eneste to Arter, hvis Krydsning stadigt er frugtbar,
Hesten og Æselet, faae et Afkom, der næsten stedse er ufrugtbart. Det hører til de største Sjeldenheder, at et
Hunmuulæsel føder, og man har ikke et eneste Exempel paa, at Hannen har været istand til at befrugte. I Aaret 1858 blev et Muulæsel drægtigt i Nærheden af Biskra i |
Algier. Denne Begivenhed var noget saa uhørt, at den
vakte den største Bestyrtelse, og Araberne, der troede, 3
at Verdens Undergang maatte være nær forestaaende, holdt
Faste for at forsone Guddommen. Man kan ikke let tænke |
sig et stærkere Vidnesbyrd om, hvor sjeldent Muulæselet
undfanger. Den mikroskopiske Undersøgelse har ogsaa godtgjort, at Befrugtningsstoffet næsten stedse er saa aldeles omdannet, at det bliver uskikket til Befrugtning, og at Æggene, skjøndt mindre angrebne, dog ogsaa have undergaaet en betydelig Forandring.
En saadan Ufrugtbarhed findes imidlertid ikke hos |
alle Hybrider af Pattedyr. Gjentagne Gange har man
seet, at mandlige eller kvindelige Hybrider i forskjellig Grad vare i Stand til at forplante sig ved at paåarres med | Faderens eller Moderens Art. Saaledes har en mandlig |
Bastard af et Hunæsel og en Dschiggetai (Equus hemionus) befrugtet Æseler og Dschiggetaier. Sjeldnere have Ba- starderne viist sig indbyrdes frugtbare og været Udgangs- punktet for flere Generationer. Dette var Tilfældet med en Hunulv, som Marquien af Spontin-Beaufort fangede tre Dage efter dens Fødsel og lod opføde ved Kunst. Den blev parret med en Hund og deres Afkom var frugtbart igjennem
37
flere Generationer og vilde maaskee have været det endnu længere, hvis Experimentet var blevet fortsat. Endnu langt sjeldnere har man opnaaet, hvad nogle Forfattere have kaldet »Bastardracer«, ved mere eller mindre hyp- pige Gjentagelser af Krydsningen mellem to forskjellige Arter. Vi have seet, at der ingen Bastardracer findes hos Planterne og Fuglene, og vi ville finde, at det samme gjælder om Pattedyrene.
Vildledet af de Reisendes Beretninger antog Buffon, at Kamelen og Dromedaren fik Afkom, der var frugtbart i det Uendelige. Quatrefages anfører et Brev fra en lærd Russer ved Navn Khanikof, der i tyve Aar har bereist det nordvestlige Asien, hvor denne Bastardrace skulde findes, og som aldrig har seet en Krydsning mellem disse Dyr.
I Nordamerica krydses det almindelige Hornkvæg . temmelig hyppigt med Bisonoxen, og det er blevet paåa- staaet, at deres Afkom var indbyrdes frugtbart; men Morton og Nott, der som Polygenister maatte ønske at kunne see "et Faktum deri, erklære, at Frugtbarheden kun kommer igjen ved en ny Krydsning med den tamme Tyr. Der har desuden til Trods for denne Frugtbarhed ikke dannet sig en Race af Bisonen og den almindelige Oxe.
Vi omtalte ovenfor, at de gamle Romere krydsede Geden med Faaret og derved erholdt de saakaldte Titirer og Musmoner. Hvorledes disse have forholdt sig i Hen- seende til Frugtbarhed, er os ubekjendt. Kun såa Meget maae vi lægge Mærke til, at der ikke i Italien mellem Geden og Faaret findes noget tilsvarende til de Mellem- former, der sammenknytte Hunderacerne. I Sydfrankrig, hvor Faar og Geder stadigt færdes mellem hverandre, seer man dem aldrig faae Afkom. Det lykkedes rigtignok
38
Buffon een Gang at tilvejebringe et saadant, men Geoffroi har aldrig kunnet opnaae det. I Peru og Chili er Frugt- barheden af disse Forbindelser derimod saa sikker, at den ligger til Grund for en udbredt og blomstrende In- dustri. Det paastaaes, at Bastarderne ere indbyrdes frugt- bare; men om de ere det i det Uendelige, og hvilke For- andringer de muligviis frembyde efter nogle Generationer, er ikke bekjendt. Såa meget er vist, at man krydser dem med Fåaret, og de herved fremkommende Mellemformer ere frugtbare og håve et smukt blødt Skind; men hvis de”parre sig indbyrdes i tre eller fire Generationer, faaer det samme Beskaffenhed som hos Gedebukken. For bedre at bevare Egenskåberne hos Krydsningsafkommet, krydser man en Hun af denne anden Generation med en Han af den første. Saaledes faaer man Dyr, der have tre Ottendedele Gedeblod og fem Ottendedele Faareblod, og hvis Skind, de saakaldte »pellones«, ere en vigtig Handelsartikel. Men uagtet disse Dyr ere frugtbare, kom man ikke forplante dem i det Uendelige. Efter et ubestemt Antal af Genera- tioner nødes man til at begynde hele Krydsningsprocessen forfra, fordi der indtræder en Tilbagevenden til de op- rindelige Arter. Hvor vidt altsaa end Krydsningsmulig- heden mellem Geden:- og Faaret gaaer inde viden samme Stræben efter at vende tilbage til Udgangsformerne, og der er heller ikke her opstaaet en Bastardrace, der i mindste Maade kan stilles lige med Mestitsracerne.
Af det anførte følger, at man i Krydsningen og ÅAf- kommets Frugtbarhed har et Middel til at prøve, om to Dyr høre til samme Art eller ikke, og vi ville nu anvende dette paa Menneskegrupperne. Vi finde da for det første hvad Krydsningsevnen angaaer, at Parringen fore- gaaer med største Lethed, og at den er frugtbar. Vi
BY
kunne tage de Typer, der staae hverandre allerfjernest, som den Hvide og Negeren. Hvorsomhelst de to Racer mødes, i Frihed eller hvor den ene er den andens Træl, see vi dem blande sig med største Lethed og en Mulat- befolkning opstaae som Vidne om Forbindelsens Frugt- barhed. Ja Retslægevidenskaben oplyser os om, at der finder den samme eensformige Modtagelighed Sted, som vi ovenfor fremhævede hos Græskarrene og Hundene. Saa- ledes fødte en Negerinde paa een Gang tre Børn, af hvilke det ene var sort, det andet hvidt og det tredie den Blanding, der fremkommer ved Krydsningen af en Mulat og en Negerinde”).
Vi omtalte ovenfor, at Nogle have meent, at Ba- starder altid viste en Sammensmeltning af Forældrenes Kjendetegn, medens Sammenføiningen, Juxtapositionen, af Eiendommeligheder hentede fra begge Forældre, og den unilaterale Lighed, hvor Afkommet kun ligner den ene af Forældrene, vare særegne for Mestitserne. Hvis deite forholder sig saaledes, kan det ogsaa bruges som Beviis for Menneskeslægtens Artseenhed. I Regelen finder der rigtignok en Blanding Sted, saa at Afkommet af en Hvid og en Sort er en bruun Mulat. Men Afvigelser fra Regelen ere ikke sjeldne. Lislet Geoffroi, Ingenieur påa Isle de France var Søn af en meget indskrænket Negerinde og en Franskmand af den oplyste Klåsse. I Farven, Trækkene, Haaret og endog Lugten lignede han aldeles
") Quatrefages anfører desværre ikke de nærmere Omstændigheder ved Sagen. Af den blotte Farve kan man ei slutte, at der her havde fundet Parring Sted med tre Individer: en Hvid, en Sort og enMulat, thi efter hans egne Angivelser kan der findes unilateral Lighed og Farveblanding af de forskjelligste Nuancer. Det lod sig altsaa tænke, at en Parring med en Hvid alene kunde have ført til dette mærkelige Resultat. Dette synes i det mindste at være Forfatterens Opfattelse. i
40
Moderens Race, saa at man vilde have taget ham for en ublandet Neger. Til Gjengjæld havde' han arvet Faderens Intelligents, saa at: han endog skaffede sig den An- erkjendelse, som ellers nægtes den Farvede, og døde som corresponderende Medlem af Institutet. Her blev Barnet sort; i andre Tilfælde er det hvidt, og disse Yderligheder forbindes ved Overgange af alle mulige Farvenuancer. Ja man har Exempel paa, at de samme Forældre faae flere Børn efter hverandre, der ere saa forskjellige, at det ene maa kaldes en Neger, det andet en Hvid. Man har saaledes Exempel paa to Familier, i den ene af hvilke Faderen var sort og Moderen hvid, medens Forholdet var omvendt i den anden. I begge var der tre Børn, og i begge tabte det sorte Blod, der i Begyndelsen havde en betydelig Overvægt, efterhaanden sin Indflydelse og syntes. næsten aldeles at forsvinde hos de sidst fødte Børn, saa- ledes som det fremlyser af følgende Schema:
Sort Fader, hvid Moder. Aldeles sort Barn. Mulat. Hvid Søn med et tiltalende Ansigt og rødt, stærkt krøllet Haar.
Hvid Fader, sort Moder. 1) Mulat, der nærmede sig til en Neger. 2 3
KO mm
E
mø
Mulat, der snarere var bruun end sort.
=—
Hvid Pige med tiltalende Ansigt og sprudlende af Vid.
I disse Tilfælde see vi Exempler paa unilateral Lighed; men det hændes ogsaa, at de to Farver fordeles over for- skjellige Dele af Legemet, saa at man faaer brogede Individer. Der omtales mange Tilfælde af denne Art. I et var hele den ene Sidehalvdeel sort, den anden hvid;
41
i et andet vare Farverne fordeelte efter Over- og Under- kroppen.
Alle de Exempler af denne Art, man kjender, ere blevne iagttagne udenfor Negerens Hjem i mere tempe- rerede Egne. Maaskee viser dette Phænomen sig derfor ikke, uden naar en saadan Flytning har fundet Sted. Dette vilde være et yderligere Vidnesbyrd om, åt Negeren og den Hvide kun ere Racer, thi hos Dyrene see vi, åt Mediet har Indflydelse påa disse, medens Bastarddannelsen ikke lider nogen Forandring derved. Muulæselets Kjende- tegn ere de samme, hvorsomhelst det avles.
Det egentlige Beviis have vi imidlertid først i Kryds- ningsafkommets Frugtbarhed: I Mellem- og Sydamerica ere den hvide, den sorte og den røde Race stødte sammen. De have parret sig, og Forbindelsen hår været frugtbar. De saaledes avlede Børn ere baade indbyrdes frugtbare og blande sig med Stamracerne, og alle de fremkomne Former blande sig paa kryds og tvers med hverandre, saa at der har dannet sig en vidtløftig og dog ei udtømmende Nomendclatur for at betegne de forskjellige Blodblandinger. Det er gjennem umærkelige Overgange, at man kommer fra den Røde til den Hvide og fra denne til den Sorte, og denne Blodblanding, denne Sammensmeltning af Racerne har ingensteds frembudt større Vanskelighed, end om de tre Folk håvde været af samme hace. Dette svarer aldeles til, hvad vi have seet hos Dyreracerne, og er aldeles forskjelligt fra de Forhold, der ledsage Krydsningen mellem forskjellige Arter. Hvad der gjælder om såadanne Modsætninger som den hvide, sorte og røde Race, gjælder naturligviis end mere om de mindre afvigende Grupper, og vi. tør derfor udtale, at Menneskeslægten kun udgjør een Årt.
42
Da Polygenisterne imidlertid have nægtet. alle de Facta, hvorpaa denne Slutning er grundet, maae vi see, hvorledes det forholder sig med disse Indvendinger.
For det Første benægte de, at de forskjellige Menneske- grupper parre sig med Lethed, og anføre, at der paa Ny- holland og Van Diemens Land næsten ikke findes Mestitser. Nott bygger denne Paastand paa Jacquinots Vidnesbyrd, men af dennes egen Beretning fremgaaer, at han kun er landet eet Sted paa Nyholland og har seet en Snees Mandfolk, og ingen Kvinder. Efter et saa overfladisk Kjendskab til Befolkningen kan han altsaa aldeles ikke af- gjøre, om der findes mange eller faa Mestitser. Det ligger imidlertid i Forholdenes Natur, at der kun kan være faa. Australien blev coloniseret af Udskudet af det engelske Samfund, der søgte Jord at dyrke og Foder for deres Kvæg. De forefandt en Befolkning, der kun levede af Jagt, og for at komme i Besiddelse af deres Eiendomme udryddede de dem med IId og Sværd og gjorde Jagt paa de Indfødte som paa Skovens vilde Dyr. Som Følge heraf bleve disse tilintetgjorte eller fortrængte, og kun et lidet Antal, der gjennem de Hvide havde lært Nydelser at kjende, der snart bleve til Fornødenheder, vedbleve at boe sammen med dem. For at faae deres Fornødenheder tilfredsstillede offrede de deres Kvinder til Prostitutionen, og at denne kun i sjeldne Tilfælde er frugtbar, er bekjendt fra de europæiske Byer. Endelig kommer endnu hertil det hos de lavere australiske Stammer herskende Bar- bari at myrde deres Børn, saasnart Føden er knap. Af Tvillinger offres altid den ene, og naar Moderen døer, bliver det spæde Barn begravet tilligemed hende. Naar de handle saaledes mod deres egne Børn, hvor meget mere maa dette da skee, hvor Barnet viser, at der har
43
fundet en Racekrydsning Sted. Men i andre Egne, hvor Føden er rigeligere, faae de Lov at leve. Saaledes finder man påa Bredderne af Murrumbidgee og Murrayfloden talrige Mestitser i hver Stamme. -— Paa Van Diemens Land er Udryddelseskrigen bleven ført endnu grusommere, og de, der ikke faldt, bleve forflyttede til andre Øer. Det følger altsaa af sig selv, at her ingen Mestitser findes.
Man har fremdeles benægtet IKrydsningsafkommets Frugtbarhed og nogle af de Kjendsgjerninger, der anføres som Beviis herfor, mangle ikke et vist Skin af Sandhed. Saaledes skulle ifølge den americanske Læge Longs lagttagelser de fleste Forbindelser mellem Mulatter paa Jamaica næsten være aldeles ufrugtbare, og han vil aldrig have erfaret, at noget Barn udgaaet af et saadant Ægte- skab har naaet den voxne Alder. Den første Paastand benægtes af Lewis, men han synes at indrømme Børnenes ringe; Livskraft;.…Nott erklærer, at, Mulatterne. ere den Menneskerace, der har den korteste Levealder, at især Mulatinderne ere svagelige, at de vanskeligt undfange, hyppigt abortere, amme daarligt, og at deres Børn i ÅAl- mindelighed døe i en ung Alder, ligesom ogsaa Mulatter indbyrdes ere mindre frugtbare, end naar de krydses med en af Stamracerne.
Disse Sætninger ere meget for almindeligt udtalte. Af Notts eget Værk fremgaaer, at det kun gjælder om Staten Syd-Carolina, medens han anerkjender, at man i Louisiana, Florida og Alabama finder stærke Mulatter, der leve meget længe, og Mulatinder, der baade faae mange Børn og give dem god Die. Han opstiller da den Paastand, at den hvide Befolkning der oprindeligt var Franske og Spaniere, og mener, at det er naturligt, at disse mørkfarvede Racer lettere blande sig med Negrene
44
og faae frugtbart Afkom end Angelsachserne. Men dette bestaaer ikke for Historiens Domstol. Om end Louisiana er bleven befolket af romanske Folkeslag, gjælder dette ikke om Florida og Alabama, der begge have faaet deres hvide Befolkning fra de Forenede Stater, som altsaa netop tilhører den germaniske Stamme.
At Mulatterne i Syd-Carolina og paa Jamaica ere lidet frugtbare, lader sig ikke nægte; men saadanne enestaåaende Tilfælde kunne kun betragtes som Undtagelser, der ei formaae at omstyrte Regelen, og som maae antages at være begrundede i locale Forhold. Paa samme Maade maa det opfattes, naar Doctor Yvan beretter, at påa Java ere Mestitserne af Hollændere og Malaiere ikke frugtbare udover den tredie Generation, thi ifølge samme Forfatter er Krydsningen i andre Colonier frugtbar i det Uendelige.
Om Frugtbarheden af de Hvides Forbindelse med de Sorte og Røde og disses Krydsning indbyrdes vidner Hombron, der selv er en afgjort Polygenist, med disse Ord: »I de fire Aar, jeg tilbragte i Chili og Peru, har jeg moret mig med atiagttage den besynderlige Krydsning mellem Negrene og de Indfødte; jeg har endog i en Mængde Familier holdt nøiagtigt Regnskab over Antallet af de Børn, der avledes ved Forbindelsen mellem en Hvid og en Negerinde, mellem en Neger og en Chileserinde eller Peruvianerinde, mellem en Americaner og hans Lands- mandinde, og endelig mellem en Neger og en Negerinde. Jeg kan forsikkre, at Forbindelserne mellem de Hvide og Americanerinderne have givet det højeste Middeltal, der- efter kom Negeren og Negerinden, og endeligt Negeren med Americanerinden. I vore Colonier frembyde Neger- inderne og de Hvide en middelmaadig Frugtbarhed; Mulat-
inderne og de Hvide ere derimod overordentligt frugtbare
45
saavelsom Mulatter og Mulatinder indbyrdes.« Americanerne ere indbyrdes lidet frugtbare, og Frugtbarheden stiger ved Forbindelsen enten med den sorte eller hvide Race, al- deles som vi saae en lidet frugtbar Dyrerace faae forøget Reproductionskraft ved at krydses med en anden.
Nogle Polygenister (Knox) benægte endelig, at der gives blandede Menneskeracer. De kunne ei nægte den Kjendsgjerning, at der gives Mestitser, men de paastaae, at de næsten udelukkende fremgaae af den umiddelbare Krydsning af to Racer, og at hele den blandede Befolk- ning følgelig vilde uddøe, hvis Stamracerne ophørte at vedligeholde den. i
En såadan Paastand falder, naar man betragter, hvor mange Mestitser der er i Forhold til Individerne af Stam- racerne. Ifølge Documenter, der citeres af Prichard og angaae Tilstanden fra 1824 til 1830, udgjorde Befolkningen i Mexico, Guatimala, Columbia, La Plata og Brasilien til- sammen 16,046,100, hvoraf 3,333,000, altsaa over en Femtedeel, vare Mestitser. 1 Mexico er Antallet af Me- stitserne netop ligesaa stort som de Hvides Befolkning; i Columbia ere Mestitserne betydeligt talrigere, og i Gua- timala er deres Tal næsten dobbelt saa stort som de Hvides. Naar vi betænke, at Centralamerica først blev opdaget 1492 og Brasilien 1500, og at deres Colonisation først blev dreven med Kraft langt senere, er det altsaa i tre eller halvfjerde Aarhundrede, at den blandede Be- folkning har naååaet en saadan Størrelse, og man kan derfor ikke nære nogen Tvivl om, at Mestitserne selv bidrage til at forøge deres Antal. |
I America, hvor tre Racer ere mødtes paa et umaade- ligt Territorium, og hvor Mestitserne stadigt blandes med de tre Moderracer, har der ikke endnu kunnet danne sig
46
en bestemt begrændset Mellemrace med en charakteristisk Typus. Dette har derimod været Tilfældet andre Steder, hvor Forholdene begunstigede et saadant Resultat. Påa Taramas skovgroede Sletter i Brasilien findes en egen Race, kaldet Cafusoer, der er bleven grundlagt af Me- stitser af Negere og Indianere, der flygtede fra Euro- pæernes Etablissementer. At dømme efter de Beskrivelser og Tegninger, man har af dem, synes det, at disse Mestitsers Typus har forandret sig lidt og er bleven noget forædlet under Indflydelsen af en fuldstændig Frihed.
Et lignende Forhold finder Sted med Griquaerne i Sydafrika. De Hvide ved det gode Haabs Forbjerg blandede sig med Hottentotterne og avlede Mestitser, som kaldtes »bastards.… Det var forbudt ved Lov at indgaae Ægteskab med de Indfødte, og Bastarderne bleve ikke døbte. Da de udgjorde en vild, urolig Befolkning, trængte man dem saa dybt ind i det Indre af Landet som muligt, og de Fleste lagde Ørkenen mellem sig og Capstaten, nedsatte sig hiinsides Orangefloden og lode deres Røverier gaae ud over begge de Racer, de skyldte deres Udspring. I Aaret 1803 lykkedes det Missionairerne Anderson og Kramer at fåae en Deel af dem omvendte til Christen- dommen og at formaaåae dem til at tage fast Bolig. Disse antoge Navnet Griquaer og kaldte deres By Griquatown. Til dem sluttede sig et betydeligt Antal af forskjellige hottentottiske Stammer, såa at det africanske Blod blev det overveiende. Denne Befolkning er i vore Dage stegen til 10 til 12,000 Individer, der besidde en forholdsviis betydelig Cultur.
De fleste Polygenister, og især hele den americanske Skole, betragte Austrålierne som hørende til en ganske anden Art end den hvide Europæer. Men disse to for-
47
meentlige Arter ere indbyrdes fuldstændigt frugtbare og deres Afkom mangfoldiggjør sig hurtigt. Dette fremgaaer af den Maade, hvorpaa Øen Pitcairn er bleven befolket. I Aaret 1787 blev Lieutenant Bligh, der commanderede Skibet Bounty, sendt til Otahaiti for at hente Brødfrugt- træer til de engelske Colonier. Denne Officeer gjorde sig saa forhadt af Mandskabet, at det gjorde Mylteri påa Tilbageveien 1789 og udsatte ham og dem, der bleve ham troe, i en Baad paa Havet. Oprørerne vendte til- bage til Otahaiti for at hente sig Hustruer og fååe nogle Indfødte med i Ledtog. Efter et forgjæves Forsøg, påa at nedsætte sig paa en nærliggende Ø vendte en Deel af Selskabet tilbage til Otahaiti, og Resten, bestaaende af ni Hvide, sex Australiere og ligesaa mange Kvinder som Mænd, seilede til Pitcairn, en lille øde Ø, der er vanske- lig at komme til og ligger udenfor den Bane, Skibene pleie at følge i Sydhavet, saa at Oprørerne haabede der at være i Sikkerhed for den engelske Regerings Efter- stræbelser.
Den lille Coloni fæstede Bo paa Pitcairn i Januar 1790, men den nød ikke længe Fred. De Hvides De- spoti fremkaldte en Opstand iblandt Australierne, der understøttede af nogle af deres Landsmandinder dræbte fem af deres Tyranner, derefter kom de indbyrdes i Strid, og endeligt toge de australiske Kvinder, hvis Mænd vare blevne myrdede, Hevn for deres Tab, ved at dræbe alle de tiloversblevne Australiere.. I Aaret 1793 vare der kun fire Europæere, ti australiske Kvinder og nogle Børn til- bage. De levede i fuldstændigt Polygami. Da dernæst en af de Hvide døde, og en anden blev dræbt af sine to Landsmænd, som han stedse truede, vare Young og Adams de eneste Overlevende 1799. Den Første døde
48
kort efter af en Sygdom, og Adams var altsaa ene til- bage. Han stræbte nu at hæve sin lille Verden af den' Fordærvelse, hvori den var nedsunken, og det lykkedes ham saa godt, at den engelske Capitain Beechey, der kom til Øen 1825, blev forbåuset over det aandelige og legemlige Udviklingstrin, hvorpaa han fandt Befolkningen. De udmærkede sig ved deres smukke Proportioner, deres usædvanlige Muskelkraft og Behændighed, en Sundhed, der først blev angreben ved deres Samkvem med Mand- skabet, en livlig, opvakt Aand og Lyst til at erhverve Kundskaber. Denne Krydsningsraåce var altsaa hverken van- slægtet i legemlig eller aandelig Henseende. Om deres Frugtbarhed kan man dømme af følgende Talstørrelser. I Aaret 1790 vare Colonisterne, som vi have seet, 30 i Tallet; i 1825 var der 66, og det uagtet Mord og Ulykkes- tilfælde engang havde bragt dem ned til 14; i 1856, da hele Befolkningen blev forflyttet til Øen Norfolk, fordi deres gamle Hjem ei længere kunde føde såa mange Mennesker, vare de 189, nemlig 96 Mænd og 93 Kvinder. I de sidste 31 Aar var Folkemængden altsaa stegen til det Tredobbelte. Man har kun Beretning om, at een Mand er kommen til, og Talforholdet mellem Kjønnene viser ogsaa, at der ei har kunnet støde mange til").
I det Foregaaende have vi seet, at der i hele den organiske Verden opstaaer Forskjelligheder indenfor Arten,
”) Jeg har gjengivet denne Beretning efter Quatrefages, fordi de meddeelte Facta i sig selv ere interessante. Derimod kan jeg ikke ganske tillægge dem den Betydning som Quatrefages. Af de her meddeelte Oplysninger kan ikke sluttes, at der har dannet sig nogen Race, hvis fremtidige Bestaaen er sikkret; thi da det hele Tidsrum kun omfatter 66 Aar, kunde den i 1856 levende
49
m
der undertiden ere betydelige nok til at danne Varieteter, og at disse ved at gjentage sig i deres Afkom blive Udgangs- punktet for Racer. Vi have fremdeles seet, hvor meget saadanne Racer kunne afvige fra hverandre. Man kommer herved naturligt til at opkaste det Spørgsmaal, hvad det;er, «der ;bevirker;;disse ;Afvigelser;fra den oprindelige Typus, og om end meget unddrager sig vor Efterforskning, er det dog muligt at anføre nogle Momenter, der have en umiskjendelig Indflydelse paa at tilvejebringe dette Resultat.
For det første måae vi fremhæve AÅrveligheden. » Årveligheden?» siger maaskee Læseren studsende, thi ved dette Ord er man netop vant til at tænke paa Lighed og ikke påa Forskjel. Man taler dagligt om, åt en Søn har arvet denne eller hiin Egenskab efter sin Fader, eller at en Sygdom er gaaet i Årvo.s.v. Årveligheden er- ogsåa unægtelig et Moment, der stræber at vedligeholde Arten, idet et Væsen altid stræber at reproducere sin egen Natur. Ikke desto mindre frembyder den Sider, der virke i modsat Retning og bidrage væsentligt til at fremkalde Forskjellig- heder mellem Individerne.
Et organisk Væsen har to Forældre, der begge bidrage lige væsentligt til dets Tilblivelse og begge stræbe at
Slægt i det højeste være den tredie eller fjerde, og vi have. seet at Dyr af forskjellige Arter have været frugtbare i ligesaa mange Led, hvilket Quatrefages selv erklærer for ikke at være noget Be- viis for, at de kunne danne en Bastardrace. Derimod kan man slutte, at Forbindelsen af de to Racer endog har været særdeles frugtbar, og at Mestitserne have været indbyrdes frugtbare. Vi have her altsaa atter et Exempel påa, at to Menneskegrupper med største Lethed faae Afkom, og at dette Afkom er indbyrdes frugt- bart, og vi kunne betragte dette som et nyt Beviis paa, at de forskjellige Menneskegrupper ikke ere Arter, men kun Racer.
EH:
50
reproducere sig i deres Afkom og at overføre paa dette deres egen Bygning og Egenskaber. Disse kunne være eens, og da ville de fremtræde paany hos Afkommet, men maaskee forstærkes eller overdrives; eller de kunne være modsatte, i hvilket Tilfælde de ville bekjæmpe og maaskee ophæve hverandre; eller de kunne endeligt være forskjel- lige, og Resultatet vil da blive en Blanding eller en Mellemting mellem begge. I alle disse Tilfælde er der altsaa en Spire til Forskjel mellem Forældrene og Børnene og tillige til Forskjel mellem disse indbyrdes, idet Kesul- tatet af Kampen mellem de to Individualiteter ei behøver i hvert Tilfælde at blive det samme. Vi kunne endog tænke os, at ved en samtidig Befrugtning af to Æg, i det ene Tilfælde den mandlige Indflydelse fik Overvægten og i det andet den kvindelige.
Men hertil kommer endnu, at Forældrene ikke ere ganske de samme til enhver Tid; vi finde derfor ogsaa, at Børn, der ere fødte til forskjellige Tider, ei ligne hver- andre såa meget som Tvillinger, og ai Forskjellen i Alminde- lighed er størst, naar der ligger et langt Tidsrum mellem deres Fødsel. Endvidere har man bemærket, at Barnet ofte ligner Bedsteforældrene mere end Forældrene. Ja Giroude bBuzareingnes og Burdach have opstillet den Paastand, at Ligheden var hyppigere og mere slaaende mellem Bedste- fader og Sønnesøn og mellem Bedstemoder og Datter- datter end mellem Fader og Søn og mellem Moder og Datter. Denne alternerende Arvelighed vil altsaa ogsaa bidrage til at frembringe Afvigelser mellem Re- præsentanterne for en vis Typus. Undertiden er det endog et langt tilbageliggende Led i Slægten, som kommer til- syne i Barnet. Et Menneske ligner ofte slaaende en af sine gamle Forfædre, og Dyr frembyde lignende Forhold.
ol
Saaledes har man i Andålusien i Aarhundreder dræbt alle Fåar, som ei vare kulsorte, men dette forhindrer ikke, at der af og til fødes et hvidt. Denne Art af Arvelighed kaldes Atavisme.
Et andet Hovedmoment i Frembringelsen af Varie- teter, er' det Medium, hvori Organismen lever. "Ved dette Ord tænker man i Almindelighed kun paa physiske Forhold: Klimaet, Fugtigheden, Varmen, Fødens Mængde og Beskaffenhed 0. s. v. Men Quatrefages bemærker med Rette, åt det maa udstrækkes til de intellectuelle og moralske Omgivelser, til Skikke, Levemaade og Institu- tioner. Montesqieu sætter Åsiaternes Ligegyldighed og Sløvhed, der gjør dem skikkede til at leve under et despotisk Herredømme, i Forbindelse med det eens- formige, milde Klima, der udmærker det Indre af denne Verdensdeel. Men hertil kan med Grund føjes Harem- merne, hvor Kvinderne henleve i en ørkesløs Tilværelse, og hvor deres Børn voxe op under enerverende Paavirkninger. Da Polygamiet nu er forbudt i alle christelige Stater, men hjemles i Muhamedanismen, kommer selve Religionen til at gribe ind med i de Forhold, hvorunder Mennesket lever, og saaledes at udgjøre en Deel af Mediet.
Mediets Virkning begynder fra Organismens allerførste Tilværelse, ja endog medens den endnu kun er tilstede i Muligheden: endog før Befrugtningen, før Spiren til den vor- dende Organisme har begyndt at udvikles, er Ægget udsat for allehaande Paavirkninger udenfra. Under Udviklingen, hvor der foregaaer en saa levende Stofvexel, er denne Indfly- delse endnu større. Hønseæg antage med største Lethed en egen Lugt og Smag efter Hønens Føde. Et Par Silkeormelarver ere saaledes nok til at gjøre Æggene al- deles uspiselige. — Den samme Indflydelse af Moderens
4
52
Føde påa Æggets Beskaffenhed sees hos Pattedyrene. Ved at fodre Dyr med Krap bevirker man, at deres Knogler blive røde. Flourens har foretaget dette Forsøg med drægtige Dyr og fundet, at ikke blot Moderens, men ogsaa Fosterets Been antage den røde Farve. — Ved at tage Æg af en Laxørred og hensætte dem i Vand, der ei er egnet til Fremkomsten af den Spragling, der charak- teriserer denne Fisk, faaer man Ørreder uden Pletter. — Geoffroi St. Hilåire har ved Forsøg beviist, at mange Misdannelser have deres Oprindelse fra en ydre Vold, ud- øvet påa Moderen. Naar Mediet har saa stor Indflydelse paa Ægget og det sig udviklende Foster, kan man indsee, hvor meget det maa bidrage til at gjøre Afkommet for- skjelligt fra dets Forældre og gjøre Sødskendene indbyrdes forskjellige.
Efter Fødselen vedbliver denne Mediets Indflydelse paa det unge Dyr, og endog den Voxne er den under- given; men Virkningen kan ikke mere være såa stor. Naar Mediet forbliver det samme, undergaaer Dyret ogsaa sjelden Forandringer, men jo mere det forandres, desto større Afvigelse frembyde ogsaa Individerne. I den tamme Tilstand, hvor Dyrets Levemaade bestemmes af Mennesket, er der langt større Forskjel end i Naturlivet. Dyrenes Opholdssted, Føde og hele Røgt er meget forskjellig ikke blot i forskjellige Lande og Provindser, men påa de for- skjellige Eiendomme. Man seer derfor ogsaa de tamme Racer opstaae i langt større Mængde end de vilde. Iblandt disse vil man finde, at meget afvigende Former af samme Art stedse ere fjernede langt fra hverandre, hvilket let forklares af den større Forandring, Mediet frembyder i saa store Afstande. Denne Antagelse bestyrkes af den Omstændighed, at Forskjellen mellem Racerne er långt
53
større i Retningen fra Syd til Nord end fra Øst til Vest, idet Klimaet undergaaer langt betydeligere Forandringer i Retning af Meridianerne end i Retning af Parallelerne.
Mediets store Betydning kunne vi ogsaa slutte deraf, at naarsomhelst det er muligt åt paavise Åarsagen til en Forandring, der foregaaer med en Race, er det i Mediet, man finder den. Hensigten med den indtrædende For- andring er da at sætte Organismen i Harmoni med de ydre Forhold. Man seer saaledes tidt Dyrene i de kolde Lande fåae en tæt Pelts til Beskyttelse mod Kulden og derimod fåae en tyndere Beklædning eller blive nøgne i varme Lande. Paa de hede Sletter ved Foden af Andes- bjergene ere Køerne kun bedækkede med spredte, enkelt- staaende Haar, og ofte ere de aldeles nøgne. Et lignende Forhold finder Sted med Kyllingerne flere Steder i Syd- america. De komme ud af Ægget med en tynd Duun- beklædning, som de snart tabe, saa at de ere aldeles nøgne, undtagen hvor de store Fjedre skyde ud. De Kyllinger, hvis Forfædre fornylig ere komne fra Europa, fødes med en tæt Duunbeklædning ligesom her, og det er kun dem, hvis Familie længe har levet i det varme Klima, hvor Thermometret ikke falder under 20? C., der vise denne Eiendommelighed. —< Den stærke Varme forøger Hudens. Function, og dette skeer paa Bekostning af de Organer, der afsondre Fjedrene.
I mange Tilfælde slaaer imidlértid hverken Arvelig- hedens eller Mediets Indflydelse til for at forklare op- staaende Afvigelser, og vi mååe enten antage, at de virke paa en saa skjult og indviklet Maade, at vi ei kunne for- følge dem, eller at andre, hidtil ubekjendte Momenter komme til. Det er uforklarligt, hvorledes den første Grævlingehund med sine korte, skjæve Been er bleven til
4
co
Nogle ville hæve Vanskeligheden ved at gjøre den til en egen Art, men vi have ovenfor seet, hvor meget der taler for, at alle Hunde ere udgaaede fra een og samme Art, og hertil kommer, at man i den historiske Tid har seet Racer opstaae af et Individ, der afveeg ligesaa meget fra sine Forældre som Grævlingehunden fra de andre Hunde. Saaledes fødtes i 1791 i Massachusetts den Vædder, der er bleven Stammefader til de tidligere berørte Odderfaar. 'Skjøndt født af Forældre, der saae ud som andre Fåar, fik den de samme korte, skjæve Been, der charakterisere Grævlingehunden. Paa samme Maade ned- stamme alle de saakaldte Mauchampfaar, der udmærke sig ved deres lange silkebløde Uld, fra et eneste Lam, der i Aaret 1828 fødtes i en Flok almindelige Merinofaar. Hvorledes det afvigende Individ end er opstaaet, stræber det at reproducere sig i sit Afkom. —= Mediet kan enten være uden Virkning påa dette Maals Opnaaelse eller den kan begunstige den eller modarbeide den. Naar Mediet bidrager Sit til Afvigelsens Reproduction eller dog ei modarbeider den, vedligeholder Varieteten sig og daåan- ner en Race. Virker det derimod i modsat Retning, opstaaer der en Kamp, hvoraf Resultatet kan blive, at Særegenheden mere eller mindre taber sig eller aldeles forsvinder og maaskee viger Pladsen for den modsatte Afvi- gelse. Eeraf forklåres, hvorledes en Eiendommelighed deels kan gaae i Arv, deels udpræges stærkere i Tidens Løb, saa at Racens Charakteer efterhaanden bliver mere udtalt, eller omvendt forsvinder med det første individ, hos hvilken den fremtraadte. Mediet kan ligesom Arve- ligheden snart fremkalde Forandring, snart virke for det Gamles Bestaaen. Naar Mediet forandres, stræber det
ogsaa at forandre de organiske Væsener; naar det bliver
D5
det samme, er det et Middel til at bevare det Bestaaende og føre en indtraadt Afvigelse tilbage til det Gamle.
Hver Plante- eller Dyreart, som vi tænke os som den eneste i Verden, vilde udbrede sig til alle Sider og ende med at omfatte hele Jordkloden. Men nu er der Tusinder af Arter, og idet hver af dem har samme Stræben efter Udbredelse, opstaaer der Kamp imellem dem, en Kamp for Tilværelsen. Til denne Feide med deres Lige kommer Kampen med den ydre Natur, der ofte er en ligesaa far- lig Fjende. Myriader bukke under, og kun de bestaae, der have visse særegne Egenskaber, der sætte dem i Stand til at modstaae Naturens Angreb, hvilke Egenskaber gaae i Arv til deres Afkom, og her befæstes og udvikles til stedse større Harmoni med det' omgivende Medium. Saaledes opstaae de naturlige Racer. De forskjellige Omgivelser og de forskjellige Fjender fremkalde forskjel- lige Racer, og heraf kommer det, at Schacalen i Senegal afviger fra den i Indien, at Kæven i Ægypten ei er ganske som dens Broder i Siberien.
Naar Menneskets Indflydelse kommer til, stiger Ra- cernes Antal næsten i det Uendelige. Allerede uden at ville det udøver han denne Virkning påa de Dyr, han bringer i Afhængighed af sig, idet han letter dem Kampen for Tilværelsen, giver dem Bolig, Føde og Røgt og fører dem med sig til andre Klimater; men naar han udtrykkelig sætter sig dette Formaal, er der næsten Intet, som han, ikke formaaer for at faae en Trang afhjulpen eller et Lune tilfreds- stillet. Samme Dyreart har givet ham Plovstuden, Fedeoxen og Malkekoen; en anden Mynden, Bulbideren, Pudelen, Grævlingehunden og Støveren. »Nutildags kan man sige, at Mennesket ælter og former visse levende Væsener som en livløs Masse. Af en given Typus fremlokker han
56
næsten Ålt, hvad han vil. Han bryder efter Behag den naturlige Ligevægt i Organismerne og frembringer Dyr, der kun bestaae af Fedt som Leicestersvinet, kun af Been og Muskler som den engelske Hest, kun af Fedt og Muskler som Durhamoxen, idet han kun lader såa meget blive tilbage af de andre Organismer og Systemer, som er uundgaaeligt nødvendigt for Livets Ophold.« Hvorledes naåaer han dette Maal? Ved en klog Benyttelse af Mediets og Årvelighedens Magt.
Ligesom vi nys saae de naturlige Racer fremkomme ved, hvad man har kaldt det naturlige Udvalg, fordi Natu- ren ligesom vælger de Individer, det kan bruge til Dan- nelsen af en Årt og lader de andre gaae tilgrunde, saa- ledes anvender Mennesket et kunstigt Udvalg. Han udsøger de Individer, der meest nærme sig det Maal, han har såt sig, og parrer kun demi sammen, ved hvis For- ening han kan rykke dette nærmere. Fra de ældste Tider af er denne Methode bleven anvendt; men først siden den sidste tredie Deel af forrige Aarhundrede er Racernes Forbedring ved dem selv bleven en Kunst med egne Regler og Fremgangsmaader, hvilket især skyldes Bakwell og Collins i England og Daubenton i Frankrig. Denne sidste lykkedes det ved åt tage et Faar, hvis Uld kun var tre Tommer lang, og parre det med de Individer, der havde det største Fortrin i samme Henseende, i Løbet af ti Aar at danne en Race, hvis Uld er to og tyve Tommer lang og såa blød som Merinofaarets. Bakwell nåaede endnu hurtigere lignende Resultater ved at parre For- ældrene med Ungerne eller disse indbyrdes. Saaledes frembragte han sin Dishley Oxe, og Brødrene Collins deres berømte Durham, den bedste Federace, der gives.
7
Disse Forsøg pan Hacernes Forbedelng have ført Ul den Erfaring, at ikke enhver lkace egner sig lige godt til en vis Omdannelse, Bakwell og Collins stillede sig begge den Opgave at skaffe det bedste PFeødekvæg tilvele; de an vendte nølagtig samme Methode og behandlede Dyrene akkurat gens, men de havde hver valgt sin Kace til Ud» gangspunkt, og Hesultatet blev forskjelligt, Den Førgstø fik Disbley kacen, der har beholdt en grovere knokkel» bygning og tager længere Tid at fede end dens lykke» ligere Medbeller, Durbhamracen, Visse Dele af Orgunismen ere vanskeligere af omforme end andre, Sir John Bø bright, den dygtigste Dugopelsker, lager ikke i Betænk» ning at sige; »Pan tre Aar kan jeg frembringe en hvilken= somhelst Fjederbeklædning, man angiver mig; men jeg behøver sex Aar Lil af forme et Hoved eller et Næb,
Som vi tidligere have omtalt, optræder der stundom en meget afvigende Varietet i en Hace, og naar denne frembyder Fordele, er det altsaa Opgaven at fastholde dens Elendommelighed og danne en ny Kace af den, hualedes opstod hiin første Oddervædder i en Flok Faar med Been af almindelig Længde, Det undgik ikke Yankeens prak» tiske Blik, at det vilde være lettere af holde disse lav» benede Væsener i Folden, og han ønskede derfor at bevare Elendommeligheden, Denne Vædder parredes med ul» mindelige Faar, og blandt Ungerne var der nøgle, som lignede Faderen, Ved at parre disse indbyrdes og med deres Fader lykkedes det at tilvelebringe denne mærkelige Race, |
Jo ældre en Race er, desto mere indgroede ere dens Kiendommeligheder, desto mere modslaaer den de Paa virkninger, der stræbe at forandre den, og desto bedre
kan den forflyttes fil nye Forhold, En saadan Forandring
58
i Mediet bliver imidlertid aldrig ganske uden Indflydelse paa den. Da saaledes Merinofaarene bragtes fra Spanien til Frankrig, Sachsen og Sverig, begyndte de med aldeles at udarte, og det var først, da man særligt beskyttede dem såa meget som muligt mod Mediet, at det lykkedes at bevare den fine Uld, der var Maalet for Landmandens Ønske. Men i andre Henseender ere de blevne forandrede i de forskjellige Lande og have saaledes dannet Under- racer. — Hesten afgiver et lignende Exempel. Den ara- biske Hest, den ældste Race, der kjendes, er gaaet over til at blive den engelske Race. Det samme er Tilfældet med de andre Huusdyr.
Alt hvad vi her have fremsat om Varieteternes og Racernes Oprindelse, finder sin Anvendelse påa Menneske- slægten og bidrager til at befæste Antagelsen om dennes Eenhed ved at vise, hvorledes de forskjellige Racer kunne tænkes at være opstaaede.
At der fremkommer Varieteter blandt Menneskene ligesaa vel som blandt Dyrene, er bekjendt: Forældre med i mørk Hud, mørke Øine og sort Haar faae ofte Børn, der ere lyse, og omvendt ere Børn med mørkt Håar og mørke Øine ingenlunde sjeldne i blonde Racer. Undertiden finder man Individer med ganske korte Been til en vel- proportioneret Overkrop, eller omvendt uhyre Been til en lille Overkrop. Men foruden disse mindre væsentlige For- skjelligheder findes undertiden Afvigelser, der ere store nok til at give Individet et ganske særeget Udseende. Et slaaende Exempel herpaa frembyder Edward Lambert. Han blev født 1717 af sunde Forældre og frembød intet mærkeligt i de første ni Uger af sit Liv; men da begyndte og vda hansen
hans Hud at blive bruun og tyk,
Alder af fjorten Aar blev fremstillet for Royal Society i
=
59
London, var hele Legemet med Undtagelse af Ansigtet, Fodsaalerne og Haandfladerne, bedækket med et bruunligt Skjold, en Tomme og derover tykt, med uregelmæs- sige Sprækker, og som paa Siderne frembød en plump Efterligning af et Pindsviin. Denne Hud faldt hvert Aar af som en Ham, og den nye Hud vår sund og glat, men snart fortykkedes den påany og fik atter sit besynderlige Overtræk. Baker gjensaae Edward Lambert, da han var halvtredsindstyve Aar. Han havde en blomstrende Ansigts- farve, var meget munter og befandt sig vel. Han giftede sig og fik sex Børn, der alle i samme Alder som deres Fader begyndte at vise den særegne Dannelse, som ud- mærkede ham, og efterhaanden fik samme Udseende. Fem af dem døde. Den sidste giftede sig og fik sex Døttre og to Sønner. Man savner Underretning om Døttrene; men Sønnerne, der bleve undersøgte 1802, havde årvet den eiendommelige Beklædning. Uheldigviis har man senere tabt denne Familie af »Pindsvinemennesker« af Sigte, og man veed altsaa ikke, i hvor mange Genera- tioner Eiendommeligheden er vedbleven.
Colburns Bedstemoder havde sex Fingre påa hver Haand og sex Tæer paa hver Fod. Hun ægtede en vel- skabt Mand, og af de tre Børn, hun fik, havde de to arvet Moderens Særegenhed. I den tredie Generation havde fire Børn af fem overskydende Fingre og Tæer. I den fjerde viste fire Børn af otte denne Mærkelighed. Man har ogsaa Beretningen om en spansk Familie i Landsbyen San-Martino, hos hvem der foruden det for- øgede Antal Fingre fandtes den Mærkværdighed, at to eller tre af disse vare forbundne ved en Slags Svømmehud som hos en And. Doctor Van Derbach talte fyrgetyye Indi-
60
vider, der alle frembød denne Besynderlighed i høiere eller ringere Grad.
I alle disse Tilfælde see vi, med hvilken Styrke Årve- ligheden søger at fastholde en fremkommen Åfvigelse, og vi kunne see, hvor let man kunde have faaet en heel Race af saadanne Individer. Naar den afvigende Dannelse har kunnet holde sig, skjøndt ingen af Individerne for- enedes med sin Lige, men alle med normale Mennesker, kan man tænke, hvorledes den vilde have grebet om sig, hvis her som ved Dyreracerne eensartede Individer havde avlet Afkom. Hvis for Exemyel ved et Skibbrud nogle saadanne Individer vare blevne henkastede paa en ube- boet Ø, kunde der let være opstaaet en Race, der heelt igjennem bevarede de nævnte Eiendommeligheder, og hvem vilde da have troet, at de vare udgåaede fra den reneste hvide Race? i
Der ere flere Omstændigheder, der forklare, hvorfor Menneskeracerne ikke frembyde saa store indbyrdes Afvigelser - som Dyreracerne. For det første maae vi fremhæve, at der i Almindelighed intet kunstigt Udvalg finder Sted hos Mennesket. Det abnorme Individ forenes med et normalt, deres Børn ligeledes, og ved denne bestandige Tilførsel af Blod fra normale Individer ud- slettes Særegenheden snart. Naar man anvender det kunstige Udvalg, seer man den bevares ligesom hos Dyrene. Frederik Vilheim og Frederik den Store af Preus- sen, der satte deres Stolthed i at have store Soldater, droge Omsorg for, at deres Grenaderer giftede sig med store Fruentimmer, og Resultatet blev, at Befolkningen om- kring Potsdam, navnlig den kvindelige, var betydelig større af Legemsbygning end Beboerne i de tilstødende Lands- dele.
61
Et andet Moment, der vanskeliggjør Dannelsen af meget afvigende Menneskeracer, er de bestaaende Hoved- racers Ælde. Vi omtalte ovenfor, åt de arabiske Heste viste dette ved den Modstand, de gjøre mod Forandringer i Mediet. Men de allerældste Hestefamilier i Arabien kunne i det højeste forfølges tusind Aar tilbage i Tiden, medens den hvide, sorte og gule Race allerede findes tydeligt angivne paa de ældste ægyptiske Mindesmærker og i det mindste ere sex til syv tusind Aar gamle.
Endelig paavirkes Mennesket mindre af Mediet, idet han til en vis Grad behersker det. Af Naturen nøgen og hjælpeløs hår han ved sin Aand skabt sig et passende Medium. Naar han drager fra et Sted til et andet, bevarer han saavidt muligt sin Levemaade og bestræber sig dob- belt for at skaffe de Forhold tilveie, hvorunder han be- finder sig vel. I Siberien beskytter han sig ved Peltse og Varmeindretninger imod Kulden, i Indien udfinder han Midler til at unddrage sig den kvælende Hede.
Naar Mennesket giver Afkald paa disse Beskyttelses- midler, påavirkes det stærkt af Mediet. Lægen Pruner- Bey såae sin Hud blive orangefarvet, sit Haar, der var lyst og glat, antage en mørk Farve og krølles efter et Ophold af ikke mere end tre Maaneder i Tschama i Åra- bien. Omvendt bieges Negeren, naar han føres til Europa, især paa de fremspringende Punkter af Legemet som Ører og Næse. Hieronymus de Åguilar, Cortez's Tolk, kunde efter otte Aars Fangenskab hos Yukatekerne ikke skjelnes fra disse. Langsdorf traf en engelsk Matros, der, efter at have levet flere Aar blandt Beboerne af en Ø i Sydhavet, ganske var kommen til at ligne disse.
En stor og pluåselig Forandring af Klima er øde- læggende. Europæerne bukke i stort Antal under i Africas
62
Tropelande, og omvendt hersker der stor Dødelighed blandt Negrene, der bringes til Europa. Men naar vi see bort fra disse Yderligheder og tage Lande, hvor en Fremmed kan leve, undergaååer han Forandringer, der vise Mediets Indflydelse paa Racernes Dannelse. Den africanske Neger, der føres til America, mister Noget af sin sorte Farve. Børn, avlede af to indførte Negere, fåae en mindre frem- springende Mund og nærme sig i intellectuel Henseende til den Hvide. Saaledes er der i de Forenede Stater op- staaet en Underrace af Negere, forskjellig fra den Typus, der findes påa Guineakysten.
Den hvide Race frembyder ganske ligende Exempler. | Colonierne danner sig en egen Kace, der afviger ei ubetydeligt fra Moderlandenes Befolkning. Børn af Eng- lændere i Nyholland miste allerede den smukke Ånsigts- farve og blive gule. Men ingensteds sees denne For- andring tydeligere end i de Forenede Stater. Medens der i de sydlige Stater findes en betydelig Deel sydeuropæisk Blod, er Befolkningen i de nordøstlige, det saakaldte Ny- england, den ægte Yankees udelukkende Fædreland, af saa godt som reen angelsachsisk Herkomst. Den Menneske- race, der i vore Dage beboer Massachusetts, nedstammer i lige Linie fra »Pilgrimfædrene«, de fordrevne Puritanere, der låndede her 1620, og er altsaa i sin Oprindelse lige- såa engelsk som Indbyggerne af Storbrittanien; men man vilde tage- meget) feil, om "man vilde troeytat dene hverandre. En Englænder er ligesaa kjendelig påa Bostons Gader som i Kjøbenhavn. Mange Reisende have nøiere undersøgt Forskjellen og fundet Lighed med indianer- stammerne. I en Notits, som Quatrefages har mod- taget fra Dr. Pruner, findes følgende Beskrivelse, der omfatter, hvad Andre have fremhævet: »Angelsachseren i
63
America viser allerede fra den anden Generation Træk af den indianske Typus, der nærme ham til Lenni-Lena- perne, Ilrokeserne og Scherokeserne. Senere svinder Kjertelsystemet ind til Minimum af sin normale Udvikling; Huden bliver saa tør som Læder; den mister sin varme Farve og Kinderne deres Rødme, der afløses lios Manden af en smudsig Farve og hos Kvinden af en fad Bleghed. Hovedet bliver mindre og afrundes eller tilspidses; det bedækkes af glat, mørkt Haar. Halsen bliver længere. Man iagttager en betydelig Udvikling af Aagbenene og Tyggemusklerne. Tindinggruberne ere dybe, Kjæberne massive. Øinene ligge i meget dybe og temmelig tæt- staaende Huler; Regnbuehinden er mørk, Blikket gjennem- trængende og vildt. Mellemstykket af de lange knogler forlænges, især paa Overlemmerne, såa at man i Eng- land og Frankrig forfærdiger særegne Handsker for det amerikanske Marked med usædvanlig lange Fingre. Huul- heden i disse Been er meget snever. 'Neglene antage let en lang og spids Form. Kvindens Bækken nærmer sig til Mandens. «
En Race behøver énd ikke at forlade sin Hjemstavn for at undergaae saadanne Forandringer, naar Forholdene, hvorunder den lever, forandres. Som Følge af Krigene 1641 og 1689 mellem England og Irland bleve en stor Mængde irlændere fordrevne fra Grevskaberne Armagh og Down til en Bjergegn, der strækker sig fra Baroniet Flews mod Øst til Havet. I en anden Deel af Landet blev den samme Race fortrængt til Grevskaberne Leitrim, Sligo og Mayo. Siden have disse Befolkninger næsten bestandigt lidt under Hungerens og Uvidenhedens usalige Virkninger Efterkommerne af disse Flygtninge ere lette åt skjelne fra deres Brødre i Grevskabet Meath og de andre Districter,
64
hvor ingen Fornedring har fundet Sted. Deres Mund er halvaaben og fremspringende, Tænderne rage frem, Tand- kjødet er fremstaaende, Kjæberne udtrukne, Næsen flad- trykt. Alle deres Træk bære Barbariets Præg. I Sligo og den nordlige Deel af Mayo komme Følgerne af to Aarhundreders Fornedrelse og Elendighed tilsyne i hele den physiske Organisation "og have ikke alene forandret Ansigtstrækkene, men endog selve Beenbygningen. Lege- mets Højde er bleven reduceret til 4,91 Fod; Underlivet er opdrevet, Benene skjæve, Trækkene ligne et Misfosters. Her er altsaa i Løbet af to Aarhundreder opstaaet en egen Race, der i Formerne ligner de laveste Menneske- racer.
Polygenisterne frakjende i Almindelighed Mediet Magt til at omdanne Mennesket og ere nødte til at gjøre det, da dette er Hovedstøtten for deres Lære. Nott og Gliddon have fremhævet Ægypternes uforandrede Beskaffenhed siden de ældste Tider. Men hos dem er Mediet netop forblevet det samme. Ikke blot ere de blevne i deres Land, men dettes Naturforhold, der påaatrykker deres Levemaade et eget Stempel, ere de samme. De have endog tildeels samme Redskaber og Huusgeraad som for Aartusinder siden.
De samme Forfattere påastaae ogsaa, atJøderne ere forblevne uforandrede til Trods for deres Adspredelse over hele Jorden. Jøderne ere unægtelig ikke blevne lig med de Racer, blandt hvilke de have opslaaet deres Bopæl, men derfor ere de dog undergaaede store Forandringer, hvad allerede en Sammenligning mellem de "nordiske og sydeuropæiske godtgjør. At de ikke faåae samme Typus som de Folk, blandt hvilke de leve, er let forklarligt af det forskjellige Udgangspunkt. Som vi ovenfor saae, an- vendte man samme Behandling paa to forskjellige Racer
65
for at faae det bedste Fedekvæg, og Resultatet blev for- skjelligt. Saaledes vil ogsaa en Menneskerace, der fiyttes hen iblandt en anden, bevare noget fra denne foørskjelligt, om den end kommer den nærmere: Ved Mediets Indfly- delse alene uden Krydsning kan en Race ikke smelte sammen med en anden.
… Ligeoverfor de mange Kjendsgjerninger, der bevise det Modsatte, tør Knox, en anden Polygenist, ei nægte Mediets Indflydelse, men efter hans Mening er denne Indvirkning altid fordærvelig, ødelæggende, dræbende. Han anerkjender den Forandring, der har gjort Englæn- deren til Yankee, Celterne til Canadiere, og som har nærmet Negeren til den Hvide i America, men ifølge hans Mening ere disse Tegn kun et Beviis paa Degeneration og Forfald. Men naar man seer hen til disse Folks over- ordentlige Frugtbarhed og deres fremskridende Udvikling, kan en saadan Paastand ikke fastholdes. Store og pludse- lige Forandringer af Klima virke rigtignok ødelæggende. Blandt Europæerne i Africas Tropelande, blandt Negrene i Europa hersker som ovenfor berørt stor Dødelighed. I den franske Coloni Algier er Dødeligheden, især i Barne- alderen, ligeledes langt større end i Moderlandet. Naar Klimaet derimod ikke er væsentligt forskjelligt, taaler Mennesket at forflyttes endog til de fjerneste Dele af "Jorden. Ved Cap og i Nyholland trives den engelske Race udmærket. Dødeligheden i Årmeen er endog ringere ved det gode Haabs Forbjerg end i de meest begunstigede Regimenter i Moderlandet.
Vi have seet, hvilken betydelig Indflydelse Mediet ud- øver "paa Mennesket, og kunne derfor forestille os, hvor-
meget det i Forening med Årveligheden og Krydsning 5
66
maatte bidrage til at fremkalde de forskjellige Menneske- racer, hvis vi antage, at de alle have en fælleds Op- rindelse og have udviklet sig den ene af den anden. Men kunde Menneskene ikke muligviis være opstaaede paa flere Steder, skjøndt de af Hensyn til den store Over- eensstemmelse og gradvise Overgang samt deres ube- grændsede Frugtbarhed, som vi have seet, maae henføres til een Art? Denne La Peyréres Antagelse er i den nyeste Tid fremkommen i en ny Skikkelse, støttet paa Grunde af en heel anden Natur end de, der bestemte den bibelske Calvinist. Agassiz, en af de betydeligste nu levende Naturforskere, der, efter åt have vundet et stort Navn i Europa, forlod den gamle Verdens Republik, der var hans Fødeland, og drog til de Forenede Stater i Nord- america, er kommen til et lignende Resultat ad en anden Vei. Han gaaer ud fra Dyregeographien, Læren om Dyrenes Fordeling påa Jorden, og overfører dennes Resul- tater paa Mennesket. Man antager almindeligt, at de for- skjellige Dyr og Planter ikke ere blevne til paa eet Punkt og derfra have udbredt sig over hele Jorden; men at der har været flere Midtpunkter for Skabelsen, saakaldteSkabelses- centra, fra hvilke de ere udgaaede til alle Sider. Man kan ikke antage, at de ere skabte paa eet Sted, da hvert større Parti af Jorden har sine egne Arter, Slægter, ja Typer, thi hvis disse skulde være fremkomne ved en For- andring af dem, der findes paa andre Steder, maatte der enten i vor nuværende Jordperiode være foregåaet en Om- dannelse med dem, som strider mod Alt, hvad Erfaringen lærer om Arternes Stabilitet; eller ogsaa maatte de i tid- ligere Perioder gjennem Overgangsformer være komne til deres nuværende Skikkelse; men da maatte disse Binde- led findes blandt Fossilierne, hvilket ikke er Tilfældet. En
67
Sammenligning mellem Dyrene i forskjellige Climater fører til samme Slutning. De Dyr, der leve i Polaregnene, og de, hvis Hjem er under Æqvator, have ifølge hele deres Organisation og Levemaade aldrig kunnet leve Side om Side. Det antages derfor almindeligt, at de Dyr og Planter, der charakterisere en vis Deel af Jorden i Mod- sætning til andre, ere blevne til i denne Egn. Men disse Skabelsescentra begrændses forskjelligt, og Ågassiz er for absolut i at afstikke Grændserne. Efter ham er der otte store zoologiske Riger, der hvert have sin characteri- stiske Fauna, og svarende hertil en egen Menneskerace. Disse Riger ere det arktiske, det mongolske, europæiske, americanske Rige, Negerriget, Hottentotriget, det malaiiske og australiskeRige. Alle organiske Væsener lige fra Planten til Mennesket tænker han sig frembragte ved en Localkraft, der har paatrykt dem alle et fælleds Stempel. Men Rigerne ere ikke såa skarpt begrændsede. Man seer tvertimod det, der er et velafgrændset Rige for een Dyre- classes Vedkommende, slutte sig sammen med andre Egne i Henseende til en anden Klasse. Nyholland er saaledes et af de meest bestemt afgrændsede Riger ved sine Patte- dyr, hvorimod det har Insektfauna tilfælleds med Ny Zeland og Ny Caledonien. Ved Suezlandtungen findes de samme Fugle ved begge Kyster, men derimod heelt forskjellige Vanddyr. Man kan altsaa ei med Agassiz betragte hele den locale Dyreverden som et Produkt af en lokal Kraft.
End mindre kan man give ham Medhold, naar han overfører sin Theori paa Mennesket, og antager, at der i hvert af de zoologiske Riger er opstaaet en Menneske- race. Dyregeographien lærer, at hvert Centrum har sine egne Typer, det vil sige Dyr, der i deres Bygning have noget særdeles fremtrædende Eiendommeligt, Som adskiller
BF
68
dem fra alle andre. Saaledes ere Pungdyrene typiske for Nyholland og Gumlerne for Sydamerica. Foruden ved deres typiske Former adskille to Skabelsescentra sig der- ved, at de have faa Slægter og endnu færre Arter til- fælleds, hvilket træder stærkere frem, jo høiere Dyrene staae. Saaledes har America kun fem eller sex Slægter og kun een Årt af Flagermuus, men ikke en eneste Abe til- fælleds med hele den gamle Verden. Nyholland danner en endnu stærkere Modsætning til begge de foregaaende og har slet ingen Aber. Og saa skulde Mennesket, der stååaer allerøverst i Rækken, selv blot betragtet som et Dyr, findes i alle de forskjellige Riger! Efter Polygenisternes Theori vilde det dog kun være en Slægt, der var fælleds for dem alle; efter Ågassiz, der holder paa Menneske- slægtens Årtseenhed, skulde endog een og samme Årt, og det den høieste af dem alle, være fremkommen i dem alle. Noget, der i den Grad strider mod Analogien, kan ikke antages.
Hvis Agassiz havde Ret i sin Inddeling og i den Antagelse, at der til hvert zoologisk Kige svarer en Menneskerace, maatte der findes samme Modsætning mel- lem de Mennesker, der beboe to forskjellige Riger, som imellem Dyrene; men dette er ikke Tilfældet. Ifølge Ågassiz er den røde Mand den Menneskerace, der svarer til det americanske Rige. See vi nu hen til Dyreverdenen, da finde vi i Nordamerica den samme Ræv og Bæver”) som i Europa og Arter af de allerfleste europæiske Rovdyr- slægter, og en lignende Overeensstemmelse findes med
”) Den amerikanske Bæver er nu anerkjendt som forskjellig fra den
den europæiske, og om Ræven antage Nogle det samme. (Red. Anm.)
69
den asiatiske Fauna. I Sydamerica forekomme derimod en Mængde egne Typer, og de Slægter og Årter, det har tilfælleds med Europa, Asien og Africa, ere yderst faa. Nordamerica er nu netop Sædet for den charakteristiske røde Race, medens man i Sydamerica finder Mennesker med guul Hudfarve, fremspringende Kindbeen, smaa, skjæve Øine, og som ligne Åsiaterne saa meget, at de selv er- kjende det og ifølge Prinds Neuwieds Vidnesbyrd kalde Chineserne for deres Onkler, og ved Siden af dem andre Folkeslag, der ere lysere end Fleertallet af Spanierne og Italienerne. Nordamerica smelter saaledes sammen med Europa og Åsien i zoologisk Henseende, og er ganske adskilt fra dem i Henseende til Menneskeracerne; og om- vendt frembyder Sydamerica stor Overeensstemmelse med Europa og Åsien i Henseende til Menneskene, og en lige- saa stor Modsætning i Henseende til Dyrene.
Jevnsides med Anthropologerne stræbe Sproggrand- skerne frå et ganske andet Standpunkt at kaste Lys over Spørgsmaålet om Slægtskabet mellem de forskjellige Menne- skestammer. Ved den sammenlignende Sprogvidenskab er det lykkedes at samle de mange forskjellige Racer i det mindste til visse Hovedgrupper. Hele denne Methode og hele denne Videnskab forkastes og latterliggjøres af ÅAgas- siz. Han mener, at man ligesaa godt kunde aflede de forskjellige Arter af Bjørnes Brøl af hverandre, eller i Overeensstemmelsen i Hønsefuglenes Kaglen eller Ænder- nes Snaddren eller Kramsfuglenes Sang see et Beviis for deres Årtseenhed. Agassiz overseer her den store For- skjel mellem Dyrenes Sprog, der kun bestaaer af Interjec- tioner, som ogsaa i de forskjellige menneskelige Sprog have stor indbyrdes Lighed, og Menneskenes articulerede Tale, i hvilken der ikke blot findes en forholdsviis uende-
70
lig Rigdom af Lyde, men hvor en fælleds Stamme benyttes til at danne Ord af forskjellige Klasser eller med nuanceret Betydning, og i hvilken der optræder bestemte gramma- ticalske Phænomener.
Naar man seer, at der gives forskjellige Skabelses- centra, at disse ere charakteriserede ved egne Typer, at der findes faa fælleds Slægter, endnu færre fælleds Arter, og desto færre jo højere de staae i Systemet, ledes man til at slutte, at Mennesket, den meest eiendommelige og den højeste af dem alle, maa være fremkommet i et en- kelt af disse Midtpunkter og derfra have udbredt sig over Jorden. Betragtninger af forskjellig Art stemme overeens i at henlægge detteUdgangssted for Menne- skeslægten til det indre Asien.
Man har nægtet Muligheden af Menneskeslægtens Udbredning fra eet Sted. Man har henviist til Moradser og Ørkener, Skove og Bjerge og fremfor Alt til Havet og sagt, at Menneskene ikke kunde overvinde disse Hin- dringer. Saalænge man holder sig til Landjorden, ere Vanskelighederne dog ikke uoverstigelige. Den største Mod- stand finder Mennesket altid i sine Lige; i en menneske- tom Verden har det lettere kunnet udbrede sig og seire i Kampen med Naturen og vilde Dyr. Det er skredet langsomt frem, saa at den ene Slægt efter den anden gradviis vænnedes til det forandrede Medium og paavirkedes af dette. Havet synes at stille mere uoverstigelige Skranker i Veien for Menneskenes Udbredning, og man hår derfor paastaaet, at i det mindste Australien og America ikke have kunnet modtage deres Befolkning fra den gamle Verden. Vi ville først betragte Australien.
Alle Reisendes, saavel ældres som nyeres, Vidnesbyrd gaae ud paa, at alle Øerne i denne Verdensdeel ere beboede
MÅ
af Folk af samme Stamme. De ligne hverandre i Legems- bygning, og deres Sprog ere kun Dialecter af et fælleds Modersmaal. De ere dristige Søfarende og bygge Fartøier, hvormed de kunne seile langt. Åt de virkelig have gjort det, fremgaaer ogsaa af den Kundskab, Befolkningen paa den ene Øgruppe har om den anden. Ved Storme og Strømme ere ofte enkelte Individer blevne kastede iland paa fjerne Steder. Otahaitieren Mai, der fulgte Cook, gjenfandt saaledes påa Ny Zeeland tre af sine Landsmænd, som en Begivenhed af denne Årt havde forslaaet dertil tolv Aar iforveien. Naar altsaa Menneskene have kunnet komme fra den ene Ø og Øgruppe til den anden, kunne de ogsaa oprindeligt være komne fra det faste Land, og tidligere have vi omtalt, at saavel physisk Lighed som Slægtskab i sproglig Henseende synes at sætte denne Verdensdeels Befolkning i Forbindelse med Indiens.
I America findes ikke som i Australien en enkelt Race, men en stor Mængde forskjellige Racer. De fleste af disse synes at være opstaaede ved en Blanding af den gamle Verdens Hovedracer, den hvide, den gule og den sorte. Den meest eiendommelige Race, den røde, er ingenlunde udbredt over hele Landet. I Sydamerica er den tvertimod sjelden, og Folkene her ere gule eller »olivenfarvede, eller som vi saae ovenfor endog hvidere end Sydeuropæere. Desuden er den røde Farve ikke saa eiendommelig for America, som man har antaget. Den gjenfindes paa Halvøen Corea, hos flere malaiiske Folke- færd i Sydasien, endvidere i Habessinien og hos flere Stammer, der strække sig herfra tvers gjennem Africa over til Senegal og Guinea. Folkenes physiske Beskaffen- hed forbyder altsaa ikke at antage, at de ere indvandrede fra den gamle Verden.
72
Saadanme Indvandringer kunne være foregaae ad for- skjellige Veie. Ved Behringsstrædet støder America op til Asien, og en Række Øer, Aleuterne, danne en saa gradeviis Overgang, at det. er umuligt at sige, hvor den ene Verdensdeel ophører, og hvor den anden begynder. I Nordost frembyder Overgangen fra Island til Grønland og derfra til det øvrige America heller ingen uoverstige- lige Vanskeligheder. Hertil komme de store Strømninger i Verdenshavene, der danne en Slags Floder med flydende Bredder, der føre Planker og Skibe ned til deres Munding. I Atlanterhavet er der Åequatorialstrømmen, der gaaer fra Guineabugten til den mexicanske Havbugt. I det stille Ocean har man fundet en Strøm (Tessans), der svarer til Golfstrømmen, idet den fra Østsiden af Asien gaaer i en Bue over til Californien.
Disse Omstændigheder vilde være nok til at vise Muligheden af en Indvandring, men hertil kommer endnu enkelte historiske Vidnesbyrd, der stemme saa godt med de angivne Naturforhold, at der opstaaer en høi Grad af Sandsynlighed og deelviis Vished for, at Indvandringerne netop ere foregaaede ad de angivne Veie.
Ved Behringsstrædet ere begge Kyster beboede af Tschuktscherne, et Folk, der er meget afvigende fra de andre Stammer i disse nordlige Egne, og som altsaa ere vandrede over fra den ene Verdensdeel til den anden, ligesom de endnu besøge hverandre for at afgjøre deres Forretninger. Men paa Østasiens Kyster og Øer findes meget forskjellige Stammer og Racer. Ved Siden af Mongolerne, der have Overvægten, findes Folkefærd, der næsten- ere reent hvide. Saaledes have de høiere Kaster i Japan stor Lighed med visse hvide Racer. I de samme Egne boe endvidere Ajnoerne, den laadneste og
73
maaskee meest beskjæggede Race i Verden, der udmærke sig ligesaa meget ved deres intellectuelle og moralske Egenskaber som ved deres legemlige Beskaffenhed, men som nu aftage stærkt i Antal. En Indvandring af saa- danne Folk over Behringsstrædet vilde stemme aldeles med de indianske Stammers Traditioner om, at deres For- fædre ere komne frå Nord.
Californien er det eneste Sted paa Americas Vestkyst, hvor de Indfødte næsten ere sorte. Denne Mærkelighed kan formodes at hidrøre derfra, at Negere fra Australien ere blevne førte derhen med den: nysomtalte tessanske Strøm, der vitterligt har opkastet tomme Caåanoer og andre Gjenstande paa Kysten. Man har ogsaa Historiens Vidnes- byrd om, at der i gamle Tider fandt Skibsfart Sted mellem det østlige Asien og America. ikke biot have Chineserne gamle Beretninger om en saadan Forbindelse, men Go- maåara, Cortez's tro Ledsager fortæller, åt Spanierne, da de under Vasquez de Coronado trængte op over den 37te Bredegrad, fandt Skibe ladede med Varer liggende ved Kysten, hvis Besætning ved Tegn tilkjendegav, at de havde været tredive Dage paa Søen, og som altsaa rime- ligviis kom fra China eller Japan. ;
Endnu vissere er det, at Europæerne i gammel Tid ere komne til America. Gallerne og Baskerne siges at have drevet Hvalfiskefangst ved Nyfundland; men herom savner man paalidelig Oplysning. Derimod er det godt- gjort, at Grønland allerede før Aar Tusind efter Christi Fødsel blev bebygget frå Island”). Herfra droge de til
”) Erik den Røde kom 982 til Grønland. Hans Efterkommere seilede herfra til Nyfundland (Helluland), Nova Scotia (Markland) og Massa- chusetts (Viinland). Forresten fandt de i Grønland Brudstykker af Kajakker og Steenredskaber, og paa Americas Østkyst en Be-
74
Canada, og indtil det fjortende Aarhundrede var der hyp- pigt Samkvem Sted mellem dette Land og Grønland. I Aaret 1408 afspærrede en lismåsse Grønland fra Island, og det kan antages, at den største Deel af den talrige Befolkning fulgte deres Forfædres Exempel og droge til sydligere Dele af America.
Historiske Data gjøre det ogsaa høist antageligt, at Africa har afgivet saavel hvide som sorte Mennesker til den nye Verden. Da Christopher Columbus landede ved San-Salvador, traf han en Befolkning, som han sammen- lignede med solbrændte Spaniere eller Indbyggerne påa de canariske Øer. I Peru lever der endnu den Dag i Dag et Folk, Charazanierne, der ligne Canarierne, men adskille sig fra alle de omkringboende Stammer, med hvilke de ligesaa lidt indgaae Ægteskab som med de Hvide. Paa den anden Side fandt Vasco Nunes de Balboa, der opdagede det stille Ocean, ved Overgangen over Land- tungen ved Panama ægte Negere. Saaledes fandt ogsaa de første Colonister, der besatte Øen St. Vincent, en Negerstamme, som de kaldte »sorte Caraibere«, der låae i Feide med »de røde Caraibere«. I Florida levede lige- ledes et sort Folk, Yamasseerne, der bukkede under i Kampen med Indianerne. Alt dette tyder paa, at der er kommet Negere fra Africa til America, førend dette i 1492 blev »opdaget« af Columbus. Men da den sorte Race stedse har viist Utilbøielighed til at fare tilsøes, maae vi
folkning, der efter Beskrivelsen var Eskimoer. Naar Quatrefages siger, at Grønland bebyggedes af islandske Høvdinge, der maatte flygte for det Tyranni, der udøvedes af Harald aux cheveux d'or, er det uden Tvivl en Forvexling med, at mange Nordmænd droge til Island, da Harald Haarfager underkastede sig hele Norge. — Disse Oplysninger skylder jeg Hr. Conferentsraad Rafn, påa hvis lærde Undersøgelser Quatrefages beraaber sig.
75
vist snarere tænke os, at disse Indvandrere ufrivilligt ere blevne førte tvers over Atlanterhavet af Æquatorialstrøm- men, end at de af egen Drift skulde have foretaget saa lang en Reise. De historiske Vidnesbyrd bekræfte saa- ledes, hvad der ifølge de naturlige Forhold var muligt og rimeligt. Der er altsaa ingen Tvivl om, at America er bleven befolket fra den gamle Verden, og at de tre Hoved- racer, den hvide, gule og sorte, fra Europa, Åsien og Africa, ere blevne førte derhen.
Og hermed ere vi komne til Enden af vor Vandring. Vi opkastede det Spørgsmaal om Menneskene udgjøre een Art eller flere. For at besvare det maatte vi først see, hvori Forskjellen mellem Art og Race bestaaer. Derefter betragtede vi Plante- og Dyreracerne og fandt ved at sammenholde dem med de forskjeliige Menneskegrupper, at Afvigelserne mellem disse ere af samme Natur, men af langt ringere Omfang. Dernæst undersøgte vi Kryds- ningen og lærte i denne at kjende et Middel til at skjelne Art fra Race, idet den mellem forskjellige Racer foregaaer let og med sikkert Udfald, og undertiden endog forøger Frugtbarheden, medens den mellem forskjellige Arter er sjelden, næsten altid forbunden med Vanskelighed, usikker i Henseende til Resultatet og medfører en formindsket og snart standsende Forplantelsesevne. Af begge disse Mo- menter sluttede vi til Menneskeslægtens Artseenhed. Vi søgte derefter at opspore Aarsagerne til de Forskjellig- heder, Racerne frembyde, og fandt, at de for Størstedelen lode sig forklare af Arveligheden og Mediet. Endelig undersøgte vi, om Meneskene bør antages at være skabte paa eet eller flere Steder, og fandt, at Analogien talte for at begrændse det til eet af de store Skabelsescentra, og føjede hertil en Udsigt over de Veie, ad hvilke Slægten
76
kan tænkes at have udbredt sig over Jorden, i Forbindelse med en Angivelse af visse historiske Data, der mere eller mindre bestemt vidne om dette Forhold.
Den anvendte Beviisførelse bestaaer næsten udeluk- kende i Analogislutninger fra Dyrene til Mennesket. Naar vi hos Menneskegrupperne finde Afvigelser, der ere min- dre end de, der adskille Dyreracerne, og nåar vi see, at de i Henseende til Frugtbarhed forholdé sig aldeles som disse, slutte vi, at Forskjellen ogsaa er af samme Årt. Denne Slutningsmaades Berettigelse fremgaaer allerede af Menneskets indtil Identitet gaåaaende Overeensstemmelse med Pattedyrene i Henseende til Befrugtningen og dens Organer; men den bekræftes ydermere derved, åt man endog kan slutte fra Planten til Dyret, hvilket fremgåaer af den Lighed, vi overalt have fundet i Phænomenerne i
de to Riger.
-
Min Opgave var at gjengive det Væsentlige af Quatrefages's Arbeide og saaledes gjøre det tilgjænge- ligt for de Læsere, der enten ikke have Adgang til det eller Tid til at binde an med en Afhandling af saa stort Omfang, at den fylder femten af de store tættrykte Ark i »La Revue des deux mondes«. Da det allerede var vanskeligt at faae Stoffet behandlet paa det indskrænkede Rum, der stod til min Raadighed, maatte jeg næsten af- holde mig fra at discutere og nøies med at gjengive det Foreliggende. Men til de Par Smaabemærkninger, der have fundet Plads, maatte det endnu være mig tilladt at føle en enkelt. Hvad der er fremsat om Forskjellighedens Natur og Udstrækning hos Menneskene er overbevisende. Ligeledes er det uimodsigeligt, at de forskjellige Grupper parre sig indbyrdes med største Lethed og faae Afkom,
—— (d
der idetmindste i nogle Generationer er frugtbart. Der- imod er det ikke beviist, at denne Frugtbarhed af Kryds- ningsafkommet er ubegrændset, og navnlig kan der ikke med Bestemthed paavises en eneste Blandingsrace, der har opnaaet faste Kjendetegn og bestaaer uafhængigt af sine Moderracer. Ved at anføre Cafusoerne som en saa- dan, forsømmer Quatrefages at anføre, naar Racen er bleven til, og om Griquaåerne maae vi sige, ligesom om Befolkningen paa Pitcairn, at der er forløbet for kort Tid, til at man med Bestemthed kan vide, om Frugtbarheden varer mere end nogle fåa Generationer. Det er forøvrigt langtfra min Mening hermed at udtale nogen Tvivl om den Sætnings Rigtighed, der er forsvaret af Quatrefages, men kun åt gjøre opmærksom paa, at han, forledet af Ønsket om at styrke en i sig selv god Sag saa meget som muligt, maaskee er noget for facil i at tillægge visse Ting Beviiskraft. Det skulde glæde mig om Nogen ved dette Udtog skulde blive ført til at læse hans egen interessante Fremstilling.
Om Dværggrene og disses Indflydelse paa Træernes Form.
Et Bidrag til Træernes Årchitectonik,
Af Prof. A. S. Ørsted.
De: velgjørende Indtryk, vi modtåge ved at betragte en Bøg, en Eg eller et andet lignende Træ, beroer tildeels paa den Harmoni, som gjør sig gjældende i de større og mindre Greenpartiers Forhold til hverandre og til det hele Træ eller påa det Architectoniske i Træformen; men hertil kommer desuden den umiddelbare Fornemmelse af, at der fra Roden indtil Toppen rører sig et indre Liv i Træet, at der i denne ofte tilsyneladende uordnede Masse af Grene aabenbarer sig en Individualitet. Men ville vi ret gjøre os fortrolige med denne Individualitet, da er den ikke saa let at fatte; den ligesom smutter bort under Hænderne, naar vi ville gribe den. For den umiddelbare Betragtning stiller det enkelte Træ sig som et Individ. Træet staaer som Enkeltvæsen påa samme Maade i Forhold til den hele Samling af Skovtræer, som det enkelte Dyr til en heel Hjord. Men betragter man Træet om Foraaret, naar der i hele dets Omkreds af alle Greenspidser fremkommer nye eensartede Skud, der benytte de ældre Dele af Træet som den Jordbund, hvori de voxe — dette Forhold træder især tydeligt frem
ne
hos Naaletræerne ved den skarpe Modsætning mellem de unge lysegrønne Skud og de ældre mørkegrønne Grene —, og kommer hertil den daglige Erfaring, som lærer os, at et saadant Skud, naar det afskjæres og henplantes, voxer op til et Træ ganske ligt Modertræet, da synes det enkelte Skud at optræde med saa megen Selvstændighed, at vi nødvendigviis ogsåa maae betragte det som et Individ; og det er virkelig ogsaa den Maade, hvorpaa vi bedst kunne fatte Træets Natur og Væsen: ved at betragte det som en Koloni af Skudindivider, ligesom Korallen bestaaer af en Koloni af Koraldyr. Korallen er et sammensat Dyr, opstaaet ved Knopskydning af et enkelt Koraldyr, der er fremgaaet af et Æg; Træet er en sammensat Plante, op- staaet ved Knopskydning af en enkelt Plånte, der er fremgaaet af et Frø. Ligesom de enkelte Koraldyrs Plads kan gjenkjendes i den haarde Koralstok (Dyrenes faste Skelet), saaledes kan man ogsaa med den største Lethed paavise den Deel, hver enkelt Skud har havt i Dannelsen af Stammen eller Grenene. Vi see saaledes Træet, der ved den første Betragtning viste sig for os som et Enkelt- væsen, opløse sig i en stor Mængde eensartede Dele, der gjøre Krav paa samme Grad af Selvstændighed som det hele Træ; men paa den anden Side holdes alle disse Dele sammen til et større Hele; alle Skuddene maae indordne sig under det hele Træes Herredømme; og »det er netop herpaa, at Harmonien i 'Træformen beroer: paa den smukke Ligevægt mellem Frihed i Udvikling og Lov- mæssighed i Begrændsning«.
Naar vi have sagt, at Træet er sammensat af Skud- individer, der alle stemme væsentlig overens i Form, da gjælder dette dog kun med Hensyn til de Skud, som danne de blivende architectoniske Elementer i denne
80
Plantebygning; men foruden disse er der endnu to Slags Skud, som kun have en midlertidig Betydning for Træet, og som efter kortere eller længere Tid afkastes eller ,hen- visne. Hertil høre saaledes alle de Skud, som omdannes til Blomster; men desuden findes der endnu hos de fleste Træer andre, der ifølge deres Form og Natur passende kunne benævnes Dværgskud eller Dværggrene, og som i flere Henseender danne en Overgang fra de egentlige Grene til de til Blomster omdannede Skud. Vi skulle i det Følgende gjøre disse Grene, som man ofte påa Grund af deres ringe Størrelse er altfor tilbøielig til gan- ske at oversee, til Gjenstand for nærmere Betragtningt; men fur at forstaae deres Betydning for Træet vil det være nødvendigt, at vi først gjøre os bekjendt med den egentlige Green, navnlig saaledes som den fremtræder i Aarsskuddet. |
I. " Aarsskuddets Bygning.
Betragter man en større Bøgegreen om Vinteren, naar Bladene ere affaldne, vil den store Regelmæssighed i Formen af den hele Green og i Fordelingen af de mindre Grene, hvoraf den bestaaer, strax være iøine- faldende. Yderst sees det Skud (Fig. 1 ab), som er voxet ud i Sommerens Løb af Endeknoppen paa Grenens Hovedaxe, og som altsaa danner en umiddelbar For- længelse af denne. Et saadant Aarsskud bestaaer af Stængelstykker eller Dele af Grenen, som ligge imellem de paa hinanden følgende Blade. De nederste Stængel- stykker ere overmaade korte og vise sig som ganske smalle Ringe (Fig. 2 a); det er nemlig her at de meget ufuldkomne smaa skjælagtige Blade (16—18 Knopskjæl) have siddet; derpaa følger et Stængelstykke, som kun er
i 81
en Linie langt og efter dette fire gradviis tiltagende i Længde, hvorimod det sidste atter er lidt kortere. Disse
En treaarig Bøgegreen eller tre paa hinanden følgende Aarsskud med deres Side-
skud, tegnet efter Naturen i //4 af den naturlige Størrelse. Aarsskuddene ere ad-
skilte fra hinanden ved Knopskjælarrene (b, c, d). 1859 dannedes Aarsskuddet d—ec;
det lignede da det sidste Aarsskud (a b) fra 1861. 1860 dannede Knopperne nye
Skud, og Grenen havde da samme Udseende som de to øverste Aarsskud (cb—ba).
1861 fremkom de yderste Skud, hvorved Grenen erholdt sin nærværende Form. e be- tegner de Skud, som danne Dværggrene.
6
82
Stængelstykker ere adskilte fra hinanden ved Arrene af
Bladstilkene og Axelbladene (b) og ved de store, spidse,
regelmæssige Knopper
Et Aarsskud af Bøgen; tegnet efter Naturen i !/, af den naturl. Størr.; a Knopskjælarrene ; b Ar- rene af de skjælagtige Axelblade,
, Som i Sommerens Løb ere dan-
nede i Bladhjørnerne. Saaledes er Aarsskuddet altid dannet hos Bøgen; her findes altid det samme relative Forhold mellem Stængelstykkerne, kun i den absolute Længde af disse og tildeels i deres Antal finder no- gen Afvexling Sted"). Aarsskuddet er i Begyndelsen urteagtigt, blødt og grønt, men allerede om Efter- aaret er det træagtigt, haardt, brunt og skikket til at danne den Bund, hvoraf nye Skud komme frem. Det følgende Foraar voxe Knopperne nemlig ud til nye Aarsskud. Det længste dannes af Ende- knoppen, og Sideskuddene aftage gradviis i Længde mod Grunden, saa at de to nederste kun ere 1—3 Linier lange. Da Bladene hos Bø- gen ere toradede eller stillede vand- ret ud” til. begge "Siders saanaae Grenene ogsaa samme Stilling og
komme til at ligge i samme vandrette Flade. Påa denne
Maade forlænges meget regelmæssigt hvert Aar ikke blot
Endeskuddene, men ogsaa Sideskuddene, og man kan
påa den store flade Green med Lethed paavise i en lang
") Aarsskuddet har hos Bøgen i Almindelighed en Længde af 5—8 Tommer, og de større Stængelstykkers Antal er 4—5.
83
Aarrække tilbage den Deel, som hvert Aarsskud har havt i dens Dannelse. Men allerede i det andet eller tredie Aar viser der sig en paafaldende Forskjel i Længden af de 2—3 øverste og 1—2 nederste Sideskud; hine ere nemlig bestemte til at danne egentlige Grene, disse der- imod Dværggrene.
Aarsskuddene stemme hos Træerne i Alminde- lighed overeens med Bøgens deri, at Stængelstykkerne ere længst op imod Spidsen, og at der her sidder de kraftigste Knopper, som det følgende Aar danne de længste Skud, men forresten frembyde de store For- skjelligheder, navnlig 1) i Stængelstykkernes Antal og Længde, 2) i Bladenes og som Følge heraf ogsaa Side- skuddenes Stilling og endelig 3) med Hensyn til de Knop- per, som det følgende Aar danne egentlige Grene eller Dværggrene, eller som slet ikke komme til Udvikling — Exempler herpåa meddeles nedenfor —; men hos alle Træer danne Aarsskuddene det eensartede architectoniske Element, hvoraf den hele Plantebygning gradviis opføres. I Aarsskuddet er derfor allerede den Stiil antydet, som ligger til Grund for den hele Bygning, og man vil derfor, naar mån kjender Aarsskuddet eller i alle Tilfælde dette og dets første Skuddannelser, være i Stand til heraf at kunne construere det hele Træ. Vi skulle søge at oplyse denne Skuddets Betydning for Træformen ved nogle Ex- empler hentede fra Træer, der kunne tjene "som gode Repræsentanter for de architectoniske Hovedtyper, nemlig den søileformige Typus (hos de monocotyledone Træer), den kegle- eller pyramideformige og lagdeelte (hos Naaletræerne), den halvskjærmformige (hos Poplerne), den knudret - bugtede (hos Egen) og endelig den hvælvede eller kuppelformige Typus (hos Bøgen).
6”
84
I. Aarsskuddets Indflydelse paa Træets Form.
Hos de monocotyledone eller eenkimbladede Træer er Stammen i Almindelighed ganske udeelt og gjen- giver Billedet af en regelmæssig Søile. Her findes kun een eneste (bladbærende) Knop, som sidder i Enden af Stammen, og Kronen bestaaer alene af de til alle Sider regelmæssigt fordeelte, ludende Blade; men disse ere hos Palmerne saa store — ikke sjelden 15—20—25 Fod lange — og saaledes dannede — ofte sidde flere hundrede Smaablade paa en fælleds, aldeles træagtig, ved Grunden armtyk Bladstilk —, at de mere ligne Grenene end Bladene hos andre Træer. Hos Lilietræerne derimod ere Bladene meget mindre og enkelte, hvorfor ogsaa disse Træer, hvor de voxe i større Mængde — som Yuccaerne, Ågaverne og Fourcroyerne påa Mexicos og Vellozierne paa Brasiliens Høisletter — ved deres nøgne og stive Stammer give Landskabet et høist ejendommeligt monotont Præg; men denne Mangel hos Lilietræerne erstattes dog tildeels, naar de som kæmpestore Kandelabre prydes med Tusinder af sneehvide Blomster. Om ogsaa Søileformen er charac- teristisk for alle eenkimblådede Træer, saa er den dog ikke altid lige enkelt. Som Exempel påa den mest udeelte og enkelte Stammeform fortjener især åt nævnes det mærke- lige mexicanske Lilietræ (Fourcroya longæva), der for ikke mange Aar siden blev opdaget af den russiske Botaniker Karwinski i Provindsen Qajaca, hvor det voxer mellem forkrøblede Ege og Arbutusarter i de høie Bjerg- egne (9—10,000 Fod over Havet)”). Dette Træ bruger en
”) Klimaet er her saa barskt, at Vandene ofte om Vinteren ere dæk- kede med lis.
85
meget lang Aarrække — maaske 1—200 Åar —”) for at Figin3"), opføre sin søileformige Stamme
aL til en Høide af 40-—50 Fod. fr Hvert Aar føjes kun 3—4 Tom- mer til Stammens Høide, og i hele denne Tid bærer Ende- knoppen kun Blade; men nu omdannes den omsider til en Blomsterknop, og fra Toppen af Stammen skyder en kæmpe- stor Blomsterstand — vistnok
den største, hvorpaa Planteriget frembyder Exempel —, der alene for sig danner et anseligt kegle- formigt Træ med en Høide af 30 til 40 Fod, overfyldt med
Fourcroya herr mange Tusinder af hvide Blom-
ster. — Der er kun meget faa Træer med en såa enkelt
Bygning som dette Lilietræ, der kun eengang bærer een
eneste Blomsterstand, som danner en umiddelbar Forlæn-
gelse af Hovedaxen; det er fornemmelig Tilfældet med Aga-
verne, Coryphapalmen og Sagopalmen. Alle disse
”)
2)
Efter Traditionen blandt Beboerne skal der endog hengaae 3-—400 Aar, inden det blomstrer. Blandt vore Træer hører Egen til dem, som blomstre meget seent; i tætte Skove er det ikke sjeldent, at den først blomstrer i en Alder af over hundrede Åar. Med Hensyn til Træsnittene Fig. 3—5 og 7 skal jeg ikke undlade at bemærke, at de ikke ere udførte til Brug for nærværende Af- handling, men at de hidrøre fra en Bog, hvortil jeg i sin Tid
"paa Forfatterens Anmodning leverede et Udvalg af botaniske Teg-
ninger, idet jeg forbeholdt mig Ret til senere at kunne benytte dem, om jeg skulde ønske det. Da de ret vel kunne tjene til at anskueliggjøre den monocotyledone Træform, benytter jeg dem her i Mangel af bedre Figurer. É
S6
Træer blomstre kun eengang ; derpaa gaaer Stammen ud”), saa
Fig... 4. at de minde om In- sekterne, der kun for- plante sig eengang, og hvis lange Larve- liv ofte staaer i et lignende Forhold til det fuldkomne Dyrs
33 AANRWA FLERE NN FRØ WIÆEEGN
korte Tilværelse. — Hos de fleste Palmer er Stammens Væxt ubegrændset, og-En- deknoppen vedbliver alene at frembringe Blade ; … Blomster-
standen derimod dan-
nes, naar Palmen har
å = EET RT SETS SEES 2 Er É SEEREN SEN RYES RE SELE SEE Sel
opnaaet en vis Alder, Blomstrende Sagopalme.
af Sideskud. Disse ere saaledes i Reglen de eneste Greendannelser, som findes hos
”) Disse Træer, som kun blomstre en Gang, gaae derfor ikke ud; thi det er kun Hovedstammen som døer. Der findes altid en Mængde underjordiske Skud, som snart voxe op og erstatte Moder- planten. Sagopalmerne ere lave Træer, som i Begyndelsen voxe langsomt, men derpaa skyde hurtig iveiret, saa at Stammen, naar den er udvoxen (i en Alder af 7—15 Aar), har en Højde af 20—30 Fod og 15—2 Fod i Tværmaal. De have hjemme paa de indiske Øer navnligen paa Borneo, Celebes (Sagus genuina) og paa Su- matra og Halvøen Malacca (Sagus lævis), hvor de danne Skove i sumpige Egne. I alle de Aar, som gaae forud for Blomstringen, fyldes Staqmmens marvagtige Deel, der er meget stor, da Vedet kun har en Tykkelse af 1.4—2 Tommer, med Meelstof. Dette tjener til at danne den overordentlig store Blomsterstand og mange hundrede Nødder af Størrelse som et Æble. For at er-
87
Palmerne, og da de efter kort Tids Forløb falde af, have de ingen Indflydelse paa Træets Form. Sjelden forekommer der en virkelig Greendannelse hos de eenkimbladede Træer, og denne har da en egen Charakter; Grenene ere nemlig altid gaffelformige. Stammen deler sig i to Hovedgrene og disse atter i to, og saaledes kan den samme Forgrenings- maade gjentage sig flere Gange; men Bladene sidde og- saa hos disse Træer samlede i Enden af Grenene ligesom paa den udeelte Stamme. Saaledes er Forgreningen hos
SI40L 27 edge yes >
> i Eg mi
A PPS se SYREDE ==
(a - Syn SER => 4 >
RØSSI IN? 7 STRA REE
reed
Campos-Egn med Vellozier; i Midten sees Termitreder og en Myresluger.
holde Sagomeel, maa man derfor passe at fælde Stammen, naar Blomsterstanden er i Begreb med at skyde frem. Den skjæres derpaa i 3—6 Fod lange Stykker, som atter flækkes, og nu ud-' tages hele den marvagtige Deel. Af denne tilvirkes Sagomeel ved gjentagne Gange at udslemme den med Vand. Det fugtige Meel trykkes igjennem et Dørslag med fine Huller, hvorved det formes i smaa Korn, som opvarmes i store Jernpander ved svag Ild under stadig Omrøren; herved blive de oprindelig hvide Korn brunlige og halv gjennemsigtige. Det er navnlig chinesiske Kolonister i Singapore, som beskjæftige sig med Til- virkningen af de Sagogryn, som komme paa det europæiske Marked.
88
den thebaiske Palme eller Doumpalmen (GCucifera the- baica) et af de mest udbredte Træer i Overægypten, ligeledes hos Dracænaer, Yuccaer og de for Brasiliens Campos eiendommelige Vellozier (Fig. 5). Disse sidste opnaae en Høide af 6—10 Fod og voxe især i stor Mængde i Diamant- distriktet, hvor Camposvegetationen fremtræder i sin mest charakteristiske Skikkelse, og hvor deres Forekomst. af Beboerne endog ansees som Tegn paa Jordbundens Dia- mantrigdom. Her sees deres ved de aarlige Markbrande afsvedne sorte Stammer at strække de stive Arme iveiret mellem haarede gråaagrønne Græsser, hvidhovede Eriocau- loner, uldede Læbeplanter og talløse Compositeer”).
Den eiendommelige Form af de eenkim- bladede Træer finder let sin Forklaring i Aarsskuddets Bygning. Stængelstykkerne frembyde ikke den Vexel i Længde som hos de tokimbladede Træer, men de ere alle lige lange — oftest meget korte — og have alle den samme Form (Fig. 6); des- uden dannes der ikke nogen Knop i Hjørnet af Bladene. sDerimod. er det
Stykke, som ÅAarsskuddet hvert Aar føier til Stammen, ikke under Træets hele Leve-
Et Stammestykke ,. . £ : . . at Geonoma orn td. lige langt; det tiltager Lænedessindel
bigniana; ab et mm
AE BØ ræet begynder at blomstre, og derpaa
tager det atter af. Hertil kommer endnu, at Aarsskuddet allerede det første Aar opnaaer den Tykkelse, som det vedbliver at have hele . Træets Liv igjennem. Man vil let indsee, at Følgen heraf
") Martius's Reise, 2. pag. 463.
89
bliver, at hvert Aarsskud kun føier et Stykke til i Højden af den engang begyndte Støtte. Vil man derfor sammen- ligne de tokimbladede Træer med Bygninger, komme de eenkimbladede til at svare til Søiler, og der er neppe nogen Tvivl om, at Palmerne (navnlig Daddelpalmen og Dværgpalmen) have tjent som Forbillede for den klassiske Bygningskunsts Tempelsøiler med Løvgesimser om Capitælet. Der er især nogle af Amerikas Palmer, hvis Stamme er saa glat og fuldkommen cylindrisk som om den var dreiet, og paa hvilke Arrene af Bla- dene sidde saa regelmæssigt, at Stammen faaer en skuffende Lighed med Sandsteenssøiler. De gjøre der- for en fortrinlig Virkning i Alleer, hvortil de (navnlig Oreodoxa regia) ogsaa ofte benyttes paa de vest- indiske Øer. | Forenede til Skove danne Palmerne undertiden sande Naturtempler; dette er saaledes Tilfældet med Mauritia- palmerne i Sydamerika, hvis Stammer som regelmæssige Søiler stige lodret iveiret til en Højde af 80—100 Fod — ofte i store Strækninger ganske af samme Størrelse og i samme Afstand fra hverandre. Naar hertil kommer den mørkeblaa tropiske Himmelhvælving og den dybe Ko og Taushed, som kun afbrydes af en sagte Hvidsken i Kronerne, da kan man forstaae de Reisendes begeistrede Skildringer af den opløftende Stemning og Andagt, som hine Skove fremkalde; men det Monotone er ofte saa fremherskende i Palmeskoven, at den langtfra altid er til- talende og ofte trættende. Vi kunne derfor ingenlunde samstemme med dem, der tilkjende Palmen Prisen som den ædleste og skjønneste Træform; den vil meget snarere, som vi nedenfor skulle see, tilkomme Bøgen.
Fig. 7 ZOWN : å TIGERS AN NÆS DN NMN IE NÆRÅ g GO, AN PÅ iz ÅL
Rn: Bd ZFUEN > as" SEN : ag KRKGZ/ MANNS 3 ; VANN CAN ISG sn (I | SIS ÆARNSSEØM VAT YE <å ' G z SINSAN SKUM , DEN i PNV ØTNØR DION ANNGEE BONUS ER! [ SFs NL AN ig Æ Sy ; | ik 95 SU É: NI H fø9 BR å KEE AA 2 NER NM £ AA H n SER | il IdN Åå Hd NS ik GR E $H 4HE . SSR Gil g fr md t Svg LEE &: E Ey S Ø i Ha = ie HK a i ms & NE É NØ
KZT ZAØTIT7 DET,
Fm He ln
Mest charakteristisk viser Palmen sig, hvor den hist og her voxer op over Skovenes øvrige Træer — som en Skov over Skoven —, og hvor dens luftige Krone danner en paafaldende Modsætning til det tætte Løvhvælv af Laurineer, Myrter, Figener, Ceiba'er og andre lig- nende Træer.
Fyrren og de fleste andre Naaletræer udmærke sig ved en meget regelmæssig, kegle- eller pyramideformig Krone, hvori der tillige viser sig en tydelig Lagdeling eller en Sondring af Kronen i Etager, den ene ovenpaa den anden, gradviis aftagende i Omfang op imod Toppen;
91
de regelmæssige skjærmformige Greenpartier ere nemlig adskilte fra hverandre ved nøgne Mel- lemrum. Desuden er Stammen meget tyk i Forhold til de tynde Hovedgrene og udeelt, såa at man med største Lethed kan forfølge Træets Hovedaxe i hele dens Længde som en lige udeelt Søile, i regelmæssige Afstande skjæermformig udbredende sine Aarsskuddet (Fig. 8)
viser her en til den hele Krone
Grene.
svarende eiendommelig Regel- Det er nemlig meget lige og be-
mæssighed i sin Bygning.
staaer af et stort Antal Stængel- stykker, der ere såa lidt ud- viklede og saa lidt sondrede fra hverandre, at man ikke, som hos Løvtræerne, kan påavise nogen skarp Grændse mellem dem. Hos Fyrren ere Bladene desuden meget ufuldkomne og vise sig kun som smaa brune Skjæl, der ere ordnede efter tætte Spiral- linier. I alle Bladbjørnerne dannes Knopper; men der viser sig snart en mærkelig Forskjel i disse Knoppers Beskaffenhed. Kun de Knopper, som sidde i Hjør-
net af de øverste Blade (Fig. 8c),
a
To Aarsskud af Weymouthsfyrren, teg- nede efter Naturen i 1/4 af den nat. Størr. Af de krandsstillede Grene i Toppen af Aarsskuddet fra 1860 (ab) er kun den nederste Deel tegnet. Paa Aarsskuddet fra 1861 (bc) ere Dværg- grenene (e) kun tilstede foroven, paa
"den nederste Deel sees alene de skjæl-
agtige Blade (d), i hvis Hjørner Dværg-
grenene have siddet. I Toppen (c)
sees fem store Knopper i en Kreds omkring Endeknoppen.
92
ere store og overvintre ligesom hos andre Træer; kun af dem dannes der det følgende Aar egentlige Grene, som ere krandsstillede. I Hjørnerne derimod af alle de andre Blade paa hele Aarsskuddet sidde småa Knopper, som (ved en Anticipation i Udviklingen) komme frem samtidig med Bladene og danne de mærkelige smaa, med naale- formige Blade forsynede Dværggrene, som nedenfor nær- mere skulle beskrives. Da disse Dværggrene kun blive siddende 2—3 Aar, saa staaer Aarsskuddet allerede i det andet eller tredie Aar ganske nøgent, og herved opstaae de aldeles greenløse Partier, som adskille de paa hinanden følgende Kronetager. Hos intet andet Træ kan man indtil dets seneste Alder saa skarpt og tydeligt sondre mellem hvert Aarsskuds Deelagtighed i Stammens Dannelse som hos Fyrren. Man kan saaledes ved at gjennemskjære Stammen ved Grunden af hvert Aarsskud dele hele Træet i Partier, der med Hensyn til Formen ere ganske eens, men kun for- skjellige i Størrelse, og som hver for sig gjengive Aars- skuddets Udseende i det andet Aar med en ved Alderen kun lidet forandret Skikkelse. I tætte Bevoxninger træde især de for Stammen charakteristiske Forhold tydeligt frem ; her afkastes nemlig Grenene til en betydelig Højde, og kun i Toppen sidder en lille Krone, og Grenene ere da ofte saa smaa i Forhold til Stammen, at denne næsten gjengiver de eenkimbladede Træers Søileform (Fig. 10). De tætstillede nøgne Stammer, den planteløse Jordbund her- imellem, kun bedækket med brune hensmuldrende Naale, den melancholske Susen i Toppene og hertil den stærke harpixagtige Lugt, alt dette i Forening giver Naaletræernes Skove en høist ejendommelig Charakteer, der tildeels be- rettiger Sammenligningen med en Skovkirkegaard. Men hvor forskjelligt er ikke det Indtryk, man modtager af en
enkeltstaaende Weymouthsfyr (Fig. 9), en Gran eller en Åraucaria (Fig. 11) i en Have eller i et Parkanlæg, hvor de staae som Væxtpyramider, der ved deres mørkegrønne Fårve danne en smuk Modsætning til det lysegrønne Græs. Her bevirker den store Regelmæssighed uagtet en paafaldende Stivhed i Formen et velgjørende Indtryk paa
”) Denne Figur viser den Form, Kronen antager hos Naaletræer i tætte Bevoxninger, medens Fig. 9 og 11 angive de fritstaaende Træers Kronform.
94
samme Maade som en lille Bygning eller navnlig et spidst Taarn; thi baade dette og Naaletræet ere opadstræberde og ligesom gradviis i det Uendelige sig tabende, hvorfor Naaletræerne jo ogsaa sikkert have tjent som Forbillede for den gothiske Bygningskunsts spidse, dristigt opad- stræbende Taarne.
Poplerne staae med Hensyn til Kronens Form i en vis Modsætning til Naaletræerne, såa at naar man stillede en Fyr paa Hovedet, vilde den idetmindste i sine ydre Omrids påa det nærmeste gjengive Poppelkronen. Medens Naaletræet fra en bred Grund gradviis bliver tyndere og spidsere op imod Toppen, saa forholder det sig omvendt med Poppelen. Denne udmærker sig ved en halvskjærm- formig Krone, der har sit største Omfang i Toppen og bliver gradviis smallere nedad; hertil kommer som oftest en temmelig høj og ikke sjelden colossal Stamme. Aarsskuddet staaer ogsaa her i den fuldkomnesle Har- moni med det hele Træ, og man kan ikke let tænke sig noget bedre Miniaturbillede af dette end det, som en Green, bestaaende af to Åarsskud (Fig. 12), frembyder. Aarsskuddet er saaledes hos Sortpoppelen meget langt og bestaaer af tyve eller endnu flere Stængelstykker, der gradviis tiltage i Længde op imod Toppen, hvor de aller- øverste atter,ere lidts.kortere. » Bladene” ere spredtes smen dog stillede regelmæssigt, saa at de altid følge paa hin- anden i en bestemt Afstand; hvert sjette Blad staaer nemlig altid over hinanden, eller med andre Ord: Bladene ere stillede i Spiral og de fem Blade danne en Bladkreds.. Paa de nederste Stængelstykker ere Knop- perne meget smaa eller mangle ganske; oventil derimod ere de især slore ved de længste Stængelstykker. Af alle de øverste Knopper udvikles det følgende Aar Side-
skud, der naturligviis have den samme regel- mæssige Stilling som Bladene, såa at hvert sjette Skud staaer over hinanden (Fig. 12, 1— 6). Sideskuddene ere opadrettede, og de øverste ere især lange og naååe næsten op til samme Høide som En- deskuddet, saa at Halv- skjærmformen allerede gjør sig gjældende i den første Greendan- nelse og derpaa gjen- tager sig i alle de følgende og i det hele Træ. — Medens de fleste Popler væsentlig stemme overeens i Kro- . nens Form, saa vise de derimod temmelig stor Forskjel i dennes Tæt- hed. Det er nemlig kun
95
To Aarsskud af Sortpoppelen, tegnede efter Natu-
ren i 1/8 Størrelse. a b er dannet 1860 og
lignede da i enhver Henseende det sidste Aars-
skud (b c). Først 1861 dannedes Sideskuddene og af Endeknoppen det ny Aarsskud.
hos Sortpoppelen, den canadiske Poppel og de med disse beslægtede Arter, at Aarsskuddet udsender talrige Sideskud, hvorved der dannes de tætte kostformige Greenpartier. Hos Balsampoplerne derimod har Aarsskuddet kun et
eller to til tre lange
Sideskud; de øvrige ere korte
Dværggrene. Disse Popler have derfor en tyndere Krone og desuden mere uregelmæssige og knudrede Grene.
z
96
Sølvpoplerne og Bævrepoppelen staae i denne Henseende omtrent midt imellem ovenstaaende, dog saaledes at de førstnævnte nærme sig meest til Sortpoppelen, den sidste derimod til Balsampoplerne”). Med Hensyn til Barken, der hos Poplerne ligesom hos de fleste andre Træer har en væsentlig Indflydelse påa hele Træets Physiognomi, falde Poplerne i to Grupper. Hos Sort- og Balsam- poplerne dannes der tidlig Længderidser i Barken ligesom hos Egen og Linden; hos Sølv- og Bævrepoplerne der- imod vedbliver Barken længe at voxe og udvide sig i Forhold til Stammen, såa at den er glat ligesom hos Bøgen. Først i en højere Alder dannes der lenticelagtige Pustler, der efterhaanden udvide sig og flyde sammen, hvorved der opstaaer regelmæssige maskeformige Revner. Det er dog især Bladene, som næstefter Greendannelsen bidrage til at give Poppelen dens eiendommelige Præg. Den oftest store. Bladplade er nemlig befæstet til en lang og stærkt sammentrykt Stilk, der saaledes frembyder en større Flade for Vinden end hos de fleste andre Træer, hvorved Bladene faae en ualmindelig stor Bevægelighed, navnlig hos Bævrepoppelen eller Bævreaspen. Herved fremkaldes baade en ejendommelig Lyd- og Lysvirkning. . Da Bladene ved det mindste Vindpust sættes i en zittrende Bevægelse, saa høres under Poppelen næsten altid en umusikalsk, hviskende Lyd, medens de andre Træer staae
”) Pyramidepoppelen adskiller sig fra de andre Popler derved, at Stammen er udeelt og meget tyk i Forhold til Hovedgrenene; disse ere desuden trykkede tæt op til Stammen, såa at Kronen derved bliver pyramideformig. Den stemmer forresten i Green- bygning mest overeens med Sortpoppelen, men er dog forskjellig fra denne deri, at den øverste Deel af Aarsskuddet stedse bort- døer, såa at Endeskuddet erstattes ved en Sideknop, der altid sidder paa den fra Stammen vendte Side
Graapoppel i Vinterdragt; udført efter et Photographi af et af de charakteristiske
Træer af denne Art, som voxe i Søndermarken.
98
rolige og tause, og idet Lyset snart kastes tilbage fra Overfladen og snart fra Underfladen, udgaaer der et vexlende Lys fra Kronen, som især er paafaldende hos de Arter, hvis Blade ovenpaa ere mørkegrønne, men under- neden sølvhvide. Bævreaspen optræder derfor i Mythen som Symbol paa Snakkelyst og Uklarhed. Efter Legenden har den faaet disse Egenskaber som Straf for Ulydighed. »Da Herren vandrede paa Jorden, bøiede alle Træer sig for ham; kun ikke Aspen. Herren straffede den med en evig ængstelig Uro, såa at den ræd fårer sammen og bæver som ÅAhasverus og aldrig finder Hvile. Under de øvrige Træers rolige Tryghed lever dette hovmodige Træes Af- kom som en evig hviskende og bævende Slægt«”).
Egens eiendommelige Charaåkteer grunder sig for- nemmelig påa dens mægtige, snart næsten vandrette, snart mere opadrettede, men altid zikzakbugtede og knudrede Grene og paa Bladenes Fordeling i Grupper, saa at der ikke findes noget tætsluttet Løvhvælv som hos
") Masius: Naturstudier.
99
Bøgen, men talrige Lys-'og Skyggepartier; hertil kommer desuden den dybtfurede Bark. Ogsaa hos Egen viser sig ligesom hos de foregaaende Træer allerede i de første og mest enkelte architectoniske Elementer, i de første Aars- skud, den Stiil afpræget, som udmærker den hele, ofte colossale Egebygning. Aarsskuddet er i Almindelighed hos Egen temmelig kort (omtrent 4 Tommer langt), men det bestaaer dog af mange Stængelstykker; af disse ere de midterste de længste, derpaa aftage de gradviis op imod Toppen, hvor der sidde flere ganske korte. Bladene ere ordnede påa samme Maade som hos Poppelen, saa at hvert sjette Blad sidder lige over hinanden, og i deres Hjørner dannes store ovale Knopper med talrige taglagte Knopskjæl. Knopgrundene ere stærkt knudeformig udvidede (Fig. 14 d), og idet Grenene ogsaa senere voxe stærkere i Omfang paa dette Sted, opstaaer herved det Knudrede, som gaaer igjennem den hele Greenbygning. Det følgende Aar er det i Reglen kun een eller fåa af de øverste Knopper, som danne Sideskud, og flere af disse ere Dværggrene, som efter 2—15 Aars Forløb falde af. Følgen heraf er, at de bladbærende Grene efterhaanden komme til at sidde spredte med temmelig regelmæssige Mellem- rum. Da de påa hinanden følgende Aarsskud ikke, som hosedefleste-Træer, lege en. lige Linie; men støde sammen under en stump Vinkel, opstaaer herved de cha- rakteristiske Zikzakbugtninger. Det er vel ikke altid at Aarsskuddene ere hinanden såa fuldkommen lige som påa hosstaaende femaarige Green, men der vil dog altid ved en opmærksom Betragtning af en hvilkensomhelst Eg vise sig en paafaldende Eensformighed i alle Greenpartier lige fra de mindste til de allerstørste; de gjengive alle, kun i forskjellig Maalestok, ganske det samme Billede. Dette
FR:
De nedre, mere
udført efter en Tegning af Landskabsmaler Grove.
Eg i Vinterdragt;
vandrette Grene ere afhugne.
101
vil saaledes sees ved at sammenligne den lille femaarige Green (Fig. 14) med et større Greenparti (Fig. 15 a) og dette igjen med det hele Træ, paa hvilket vi endnu i Stammens Bugtninger gjenkjende de paa hinanden følgende Aarsskud.
Egen forener vistnok mere end noget andet Træ Ud- trykket af Styrke med vild og dristig Skjønhed. De knudrede Grenes »trodsige Snoninger og Stammens gran- diøse Krumninger« staae i Samklang med Træets indre Egenskaber, Veddets sjeldne Styrke og Varighed. »Den staaer som en bredskuldret Kjæmpe, der trodser Kampen med Æolus, udstrækkende sine mægtige Arme til det knusende Slag. Den dybtfurede Bark slutter sig som et uigjennemtrængeligt Harnisk om Kjæmpens Lemmer«”). Egen har i langt højere Grad Udtrykket af Selvstændighed end de andre Træer, hvorfor den eenlige Eg ofte med Held benyttes baade af Landskabsmaleren og Landskabs- gartneren. »I Skoven staaer Egen omgiven af de andre Træer som Lehnsherren af sine Vasaller; den er Skovens graahærdede Konge, som Ørnen søger og Helten tager til Forbillede«. Af dette stærkt udprægede Physiognomi i Forbindelse med Veddets fortrinlige Egenskaber vil man let forstaae, hvorfor Egen altid har indtaget den ypperste Plads i Myther og Sagn om Træerne. Hos Grækerne og Romerne var den helliget den olympiske Zeus, og Nord- boerne saae Tordengudens Bolig i dens Krone. Hertil kommer endnu, at den nærede den hellige Mistelteen, »der i den blinde Hødurs Haand blev til den Dødens Piil, for hvilken Balder udaandede«, og som overhovedet spil- lede en vigtig Rolle i de nordiske Folkeslags Skovcultus.
”) Masius: Naturstudier, p. 49.
102
Bøgen staaer blandt Træerne som Udtryk for den livsglade og kraftige Sundhed, og der er neppe noget andet Træ, hvor Kraft saaledes er pårret med Ynde og Livsfylde, der er neppe noget andet Træ, hvor såa store Modsætninger i de architectoniske Anlæg ere forenede til et saa fuldstændig harmonisk Hele. Uagtet hver enkelt Green for sig betragtet er såa regelmæssig toradet og flad, at den næsten synes stiv (Fig. 1), saa danne de dog i Forening hvælvede Buer, hvor Bølgelinier — der endog gjentage sig i Bladrandens lette Bølgeslag — over- alt ere fremherskende. Den altid glatte”) Stamme hæver sig stolt iveiret og udøver sit Herredømme over de for- holdsviis tynde, foroven opadrettede, forneden vand- rette eller svagt ludende Grene”) (Fig. 16), og dog bære disse Grene, sete nærved, Styrkens Præg, såa at man uvilkaarlig maa sammenligne dem med en strammet, muskelstærk Arm, der truer med at sprænge sin tynde
all)
staalgraa Barkklædning Bladene danne det tætteste Løv- hvælv — hertil bidrager, som det vil sees af det Følgende, fornemlig Dværggrenene —, og naar Solstraalerne glide hen over dem, frembringes et vexlende Spil af Farver og Lys, som gjør Bøgen til den værdigste Gjenstand for Malerens Pensel. Bøgen er fremfor noget andet Træ selskabeligt, og ihvorvel den eenlige Bøg er rig påa architectonisk Skjønhed, saa er det dog navnlig i Skoven, at den viser
”) Bøgen adskiller sig fra de fleste Træer væsentlig derved, at Barken vedbliver at være i Livsvirksomhed og voxe, efterhaanden som Stammen tiltager i Tykkelse, saa at den aldrig faaer Revner. Dette bidrager fornemmelig til at give Bøgen et ungdommeligt Præg endog i dens højeste Alder, hvilket især er paafaldende, naar den sees ved Siden af den dybtfurede Eg.
”) Oftest bøjer Enden af Grenen sig atter lidt iveiret.
==) Masius 1. Cc:
103
sin Forrang over andre Træer. Naturforskeren forlader sit nordlige Hjem med store Forventninger om Skovenes Skjønhed i hine begunstigede Egne under den tropiske Sol, hvor »Planternes Fyrster«”) herske, men det vil sikkert gaae ham som Forfatteren af disse Linier; han vender tilbage med den Overbevisning, at ingen Skovform er saa rig paa Afvexling og Poesie som den, der pryder vort Fædreland.
Men Bøgen er ikke alene en af de skjønneste Træ- former, vi tage ikke i Betænkning ogsaa at stille den blandt dé i architectonisk Henseende fuldkomneste. Det væsentligste Særkjende for den Typus, der i Bøgen hår sin ypperste Repræsentant, og hvortil desuden blandt vore vildtvoxende Træer navnlig Linden, Elmen, Avnbøgen og Hasselen høre, bestaåaer deri, at medens alle Hovedgrenene (de primære Biaxer) ere stillede concentrisk i Forhold til Stammen (Hovedaxen) (Fig. 16), såa ere derimod de andre Grene (secundære, tertiære 0. S. v. Biaxer) toradede (altsaa symmetriske) i deres Stilling til Hovedgrenene (Fig. 1), og fremdeles deri, at det hele Træ indtil en vis Alder har samme sym- metriske Charakteer som den enkelte Green, saa at der først i en senere Ålder skeer en gradviis Overgang til den concentriske Stilling af Hovedgrenene. Vi have allerede ovenfor lært Aarsskuddet og dets Forgrening at kjende hos Bøgen. Da samme . Forgreningsmaade vedbliver at gjentage sig, såa har den store hori- zontale Hovedgreen væsentlig samme Form som den tre- aarige Green (Fig. 1). Medens saaledes hos Fyrren, Poppelen og Egen enhver lille Green paa en Maade
") »Palmæ plantarum principes« (Linné).
Stammens Omfang i Brysthøide er
8 10”, Træets Høide 75",
En fritstaaende Bøg fra Bakken i Dyrehaven.
105
danner et Miniaturbillede af det hele Træ, saa viser der sig hos Bøgen en paafaldende Forskjel mellem den aldeles flade Green og det hele Træ med sin kuppelformige Krone. Sammenligner man derimod en Green med det unge Bøgetræ, da vil man finde dem fuldkommen over- eensstemmende i Form. Den unge Bøg har endnu i en Høide af ti Fod") eller derover alle sine Grene stillede ud til to Sider i samme Plan, såa at den er ligesaa flad og symmetrisk, som om den kunde være et Espalliertræ, og ligeledes beholder Kronen endog hos gamle Træer den samme Form i Toppen. Først naar Stammen har opnaaet en Højde af 12—15 Fod, begynde Hovedgrenene at stille sig concentrisk og ombytte påa samme Tid den verticale Stilling med den horizontale, en Forandring som synes at beroe paa Lysets Indvirkning ”). I architectonisk Henseende stiller saaledes nærværende Trætypus — og blandt de herhenhørende Træer mavnlig Bøgen — sig som den fuld- komneste, fordi der i den aabenbarer sig de største Mod- sætninger — mellem den concentriske Stilling af Hoved- grenene og den symmetriske af de mindre Grene — og dog den største Harmoni, den største Mangfoldighed og dog Eenhed.
Inden vi forlade Bøgen turde det maåaaskee bemærkes, at den påa Grund af sin udprægede Kuppelform synes at have tjent som Forbillede for den christelige Bygnings- kunsts Domkirker; ligesom det ogsaa er værd at erindre, at der til Bøgen knytter sig Mindet om de første Spor til
") Elmen bevarer ofte sin symmetriske Charakteer endog til en Høide af 20".
") Sml. Wigand: Der Baum. 1854. I dette Skrift finder man over- hovedet de bedste Bidrag til denne endnu lidet bearbeidede Deel af Morphologien, som omhandler Træernes Architectonik.
106
Skrift i Norden. De første Bogstaver vare Bøgestave, som forsynedes med visse Tegn og kastedes til Jorden (Runer”).
»Bøgen skuer i sin Væxts stolteste Pragt ud over Fjordene og Bælterne mellem de danske Øer«, men den er ogsaa Danmarks nationale Træ og ståaer i en mærkelig Samklang saavel med den øvrige Natur i Danmark som med den danske Nationalcharakteer, der ikke udmærker sig ved nogen stærkt fremtrædende eensidig Udvikling i nogen Retning, men ved en harmonisk Blanding af Kraft og Blidhed samt Ligevægt i sine aandelige Anlæg.
Jeg har i det Foregaaende søgt at vise, hvorledes Aarsskuddene som de blivende architectoniske Elementer fornemmelig bestemme. den Stiil, der ligger til Grund for den hele Plantebygning. Vi skulle nu i et følgende Af- snit lære et andet Slags Skud (Dværggrenene) at kjende, som vel ikke nyde saa lang en Tilværelse, men dog ofte have en væsentlig Indflydelse paa Træets Form.
") Masius Il. c.
Om Forvandlingerne i Dyreriget. 4 Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren og Foraaret 1861. Af Dr. phil. Chr. Lutken.
Andet Afsnit.
Metamorfosen i Leddyr-Rækken.
Insekternes Forvandling er saa ofte bleven fremstillet i Lærebøger og populære Afhandlinger, at jeg vel tør forudsætte dens ydre Fæno- mener at være almindelig bekjendte; min Opgave vil her egenlig kun blive, nærmere at belyse hine ydre Fænomener og at oplyse, hvorledes de gaae for sig, hvad der egenlig ligger til Grund for dem, og hvilke indre Omdannelser, der ledsage eller efterfølge dem. Vi ville atter her tage Sommerfuglenes Forvandling til Exempel, da den er studeret nok såa omhyggeligt netop i disse Retninger”) som Billernes, Biernes, Myrernes, Hvepsenes, Fluernes, Myggenes, Myreløvernes , Vaar- fluernes osv. osv., hvis Metamorfose i øvrigt har ganske den samme Charakteer, nåar undtåges et enkelt Punkt,
”) f. Ex. 0. F. Muller: Pilelarven med doppelt Hale og dens Pha- læne [Harpyia vinula] (Kbhvn 1772); Herold: Entwickelungs- geschichte der Schmetterlinge [Pieris Brassicæ] (1815); New- port: Insecta i Todds Cyclopædia of Anatomy and Physiology (1839); Agassiz: the classification of Insects from embryonical data [Eudamys Tityrus] (1850).
108
som senere skal blive berørt”). — Det er jo bekjendt, at der af Sommerfuglens Æg fremkommer en saa kaldet Kaalorm d. v. s. en Larve med et langstrakt, trindt, blødt Legeme, der ofte er prydet med en broget Farve-
”) Nemlig at Pupen ikke har det mumieagtige, indpåkkede Udseende som Sommerfuglepupen, men mere ligner det udviklede Insekt, da Vingerne, Lemmerne, Antennerne 0. s. v. ligge ganske frit og ikké ere sammenlimede med hinanden og med Kroppen. (Man sammenligne den Fremstilling af Oldenborrens Metamorfose, som tidligere er given i dette Tidsskrift 4de Bd.). Hos en Deel Fluer synes der kun at være 2 Stadier "i Metamorfosen, nemlig Larvens og Fluens; dog bemærker man, at Larven i den sidste Tid, der gaaer forud for Forvandlingen; ligger stille og ligesom er noget indskrumpen; aabner man den nu, vil man finde en ganske regelmæsig Fluepupe inden i den. Sagen er nemlig, at Larvehuden her ikke afkastes under. Forpupningen. — De ovenfor opregnede Insekter høre alle til dem, der gjennem- gaae en fuldstændig Forvandling, som man pleier at ud- trykke sig. Om Tæger, Cicader, Bladlus, Termiter, Græshopper, Faarekyllinger, Jordkrebs, Knælere, Kakerlakker, Ørentvister osv. pleier man derimod at sige, at de gjennemgaae en ufuld- stændig Forvandling. De ere nemlig allerede som Unger (Larver) deres Forældre fuldkommen lige i alt væsenligt, naar undtages, at de mangle Vingerne og som alle Unger ere ude af Stand til at forplante sig. Førend det sidste Hudskifte, ved hvilket de blive i Stand til at flyve, gaaer en Periode, da Vingerne sees paa Ryggen som Å smaae Rudimenter, hver i sit Hudfuteral — adskillige Iagttagelser f. Ex. Lespés's over Termiterne tale dog for, at Vingerne komme frem en Deel tidligere, længe førend det næstsidste Hudskifte — og dette saakaldte Nymfestadium skulde da nærmest svare til Pupestadiet hos andre Insekter, men »Nymfen« bevæger sig, tager Føde til sig, fortsætter kort sagt i enhver Henseende det Liv, som Larven har ført, selv om dette er temmelig forskjelligt fra det færdige Insekts; den slutter sig i det hele ganske til Larveformen, medens Pupen slutter sig til den fuldkomne Insektform. Naar Forvandlingen altsaa her i det væsenlige blot bestaaer i at Insektet faaer Vinger, vilde det uden Tvivl være rigtigst at indrømme, at her egenlig slet ingen For- vandling finder Sted. Man seer det bedst deraf, at der i de samme Grupper findes mange Former, som aldrig faae Vinger og hvis Udviklingshistorie i øvrigt er aldeles den samme, Paa den
109
tegning eller med regelmæsigt stillede Haarduske, men hvis 3 Brystringe ikke som hos Sommerfuglen ere ad- skilte fra Hovedet og Baågkroppen ved dybe Indsnmøringer; dens Hoved viser kun Spor til Følehorn og har kun en Gruppe af simple Smaaøine påa de samme Steder, hvor Sommerfuglen senere har anselige Antenner og store, tavlede Øjne. At Larvens første Par Mundfødder (Kind- bakkerne) ere særdeles store og vel skikkede til at søndergnave de Planteblade, som det graadige Dyr for- tærer »en masse«, staaer jo i en paafaldende Modsætning tl Bygningen af Sommerfuglens Mund, hvor Kind- bakkerne ere næsten forsvundne, og hvor det andet Par Mundfødder (Kjæberne), der hos Larven er saa ubetydeligt, danner en lang Sugesnabel, som ligger oprullet i Spiral- form ligesom en Urfjer, mellem et Par haarede Klapper, de hos Larverne lige saa ubetydelige Læbepalper. Isteden- for Sømmerfuglens 6 lange og tynde Been træffe vi hos Larven lige såa mange ganske korte Fødder, som alene ikke vilde sætte den i Stand til at krybe sikkert og hurtigt om paa Planterne; de suppleres derfor altid ved et mere eller mindre talrigt Sæt af smaae Klamrefødder paa Bag-
anden Side maa det indrømmes, at det ikke altid er muligt at fastholde denne Opfattelse. Naar Guldsmeddene f. Ex. som Larver og Nymfer leve i Vandet, have et særeget Sæt Aandered- skaber (Luftrørsgjæller), beregnede paa Livet i Vandet, og en sær- egen Omdannelse af det tredie Par Mundfødder til en Tang for dermed at gribe deres Bytte, men med Nymfehuden miste baade denne og Gjællerne og forvandles til vingede Luftdyr, vil man vanskelig kunne nægte, at der her finder en Metamorfose Sted, betinget af Forskjel i Levemåaade og Opholdssted; og dog. har Nymfestadiet her den samme ambulante Charakteer som hos de andre Insekter, hvilke vi ovenfor frakjendte en Metamorfose. Skjoldlusene høre ligeledes til de Insekter, der ikke gjennem- gaae nogen fuldstændig Forvandling, og dog finde vi hos Hannerne et hvilende Pupeliv, 0. s. v.
110
kroppens Ringe, hvor man hos: Sommerfuglen ikke finder Spor til noget tilsvarende.
Det er altsaa meget gjennemgribende For- andringer, der maåe foregaae med en saadan Larve for at forvandle den til en Sommerfugl. Formen skal være en heel anden, tilstedeværende Organer skulle gaae aldeles tabt, andre skabes lige saa fuldstændigt af nyt, atter andre omdannes såa grundigt, at de næsten ikke ere til at kjende igjen! Metamorfosen optræder her meget fyldigt, og end righoldigere bliver dette Begreb, naar man tager med i Betragtning, at ogsaa de indre Omdannolser ere meget betydelige. Larvens rummelige, men simple Fordøielseskanal skal omdannes, såa at den bliver meget snevrere, men faaer en skarpere udpræget, mere sammensat Bygning; det saakaldte »Fedtlegeme« og de store Spindekjertler, som udfylde Larvens Krophule, savnes ganske hos Sommerfuglen. Selv Nervesystemet undergaaer saa betydelig en Omdannelse, at Larvens mere spredte og Sommerfuglens mere samlede Kjede af Nerveknuder ere mere forskjellige end Nervesystemet ellers pleier at være hos Insekter af forskjellige Slægter i samme Orden.
Gjennem en Række af Hudskifter, hvorved Larvelivet afdeles i et for hver Art bestemt Antal af Perioder”), har Larven endelig naaet sin fulde Størrelse; den laver sig nu til at forpupe sig, d. v. s. den sætter sig tlfRo påa et hensigtsmæsigt Sted — i hvilken Henseende de forskjellige Arter i øvrigt gjøre et temmelig forskjelligt Valg, — fastspinder sig maaskee ved et Par Silketraade
") Derimod synes dette Tal at være temmelig forskjelligt hos for- skjellige Arter. (Ifølge Newport 5, men hos Arctia Caja [Bjørnesommerfuglen] 10 førend Forpupningen).
Lt
eller skjuler sig omhyggeligt i et fuldstændigt Silkesvøb. Dens Legeme forkortes nu betydeligt derved, at det trækker sig såa stærkt sammen som muligt efter Længden, især paa Bugsiden, og for bestandig antager en Stilling, som man tidligere har kunnet see Dyret indtage af og til, men kun for et Øieblik; tillige svulmer det stærkt op, navnlig i dets forreste Deel, hvor Nydannelsen især gaaer for sig, og Huden og Fødderne begynde at blive tørre og at skrumpe ind. Pupen — den anden Hovedform, hvor- under Sommerfuglen skal træde op — er nemlig nu alle- rede dannet indenfor Larvehuden, og med lidt Forsigtig- hed kan man trække den ud deraf, en Operation, som den, overladt til sig selv, i alle Fald snart vil udføre; den sprængte og afskudte Larveham skrumper ind og deler Forgængelighedens Lod med sine Forgængere. Men den saaledes fremkomne Sommerfuglepupe afviger ikke såa lidt fra den Forestilling, som man sædvanlig gjør sig om den. Naar den er noget ældre, viser den sig jo ligesom indhyllet i et hornagtigt Svøb, hvis Udseende og Form minder lige lidt om Larven og om Sommerfuglen. Den er vel kort -og tyk ligesom denne, men tilsyneladende uden Lemmer og uden andre ydre Organer; en eens- formig, glat og haard Overflade dækker det hele; ved nær- mere Eftersyn opdage vi dog nogle fine Linier, som sætte os i Stand til at skjelne Legemets Ringe og til at udpege, hvor de tilkommende Lemmer, Følehorn, Snabel, Vinger 0.s.v. ligge under den det hele dækkende og ud- jevnende Pupehud, hvilke Dele vi navnlig senere, nåar Pupelivet nærmer sig sin Ende, virkelig ville finde liggende fuldfærdige paa de betegnede Steder”). Det hele gjør
”) Hos Hvepsene, hvor alle Yderdelene ligge frit, og hvor Pupe- huden er meget tynd, forfølger man meget let gjennem denne alle de nævnte Deles successive Fuldendelse.
112
Indtrykket af, at Dyret har indesluttet sig i sig selv og for en Tid antaget en ufuldkomnere Skikkelse end det besad som Larve. Ja det har unægtelig indesluttet sig i sig selv, men at dets Skikkelse og Bygning ikke ere mindre fuldkomne end tidligere, vil netop fremgååe af en nær- mere Betragtning af den ganske unge Pupe, som lige har skudt Larvehuden af sig. Vi ville da erkjende, at den tvertimod har temmelig stor Lighed med en ufuld- kommen Sommerfugl, den er ligesom et raat Udkast til en saadan, men uden Sommerfuglens Farver, Haar, Skjæl 0. s. v., uden dens Finhed i Formerne; de stærke Kindbakker og Klamrefødderne søge vi forgjæves saa vel som de øvrige for Larven ejendommelige Organer og For- hold; derimod kunne vi allerede paavise de store Øine, de lange Følehorn, Snabelen, de lange Been, Vingerne 0. s. V., men disse Dele have dog ikke ret det Udseende som senere, de mangle det udprægede, det fuldendte i Formen”), der udmærke det færdige, Insekt; Pupen gjør Indtrykket af at være et ufødt Væsen, og naar vi betænke, hvor nyligt dens Organer ere dannede”), kan det eiheller undre os, at den endnu har dette uudviklede, embryonale Udseende; man vil derfor heller ikke af Pupen paa dette Udviklingstrin kunne erkjende umiddelbart, til hvilken Art af Sommerfugl den vil udvikle sig. Dertil kommer, at medens Pupen senere kun kan vrikke med Bag- kroppen, har den nu kunnet foretage meget kraftige Vridninger for at arbeide sig ud af sin Larvehud. Men snart falder den i Ko og alle dens Yderdele lægge sig igjen — maaskee som Følge af det Tryk, der udøves påa
+) Vingerne ere uden Skjæl og uden Farve, Been og Antenner for- holdsvis korte og uden Led, Øinene uden Tavler 0. s. v. F%) nemlig først efter det sidste Larvehudskifte.
113
dem, idet Pupen tvinger sig gjennem den snevre Spalte i Larvehuden — i den for dem naturlige Stilling, som de allerede indtoge indenfor Larvehuden, tæt op til hinanden og langs med Legemets Sider og Bug; der udsveder nu tillige en klar, fernisagtig Vædske, som overklæder Dyret, idet den størkner, med et fint Lag, der udjevner alle For- dybningerne mellem disse og dets Yderdele. Saaledes fremkommer den mumieagtige, ubevægelige, men kun tilsyneladende lemme- og vingeløse Pupe- form, som er såa betegnende for det andet, hvilende Hovedafsnit af Sommerfuglens Liv, i hvilket den ligger aldeles stille uden -at røre sig eller tage Føde. Hos andre Insekter har Pupen ikke det samme Udseende, fordi hin Fernisdannelse udebliver; Lemmer, Følehorn, Vinger 0.s.v., forblive derfor frie, men dog foldede sammen ned mod Bugen ligesom hos Sommerfuglen og med et lignende Præg af endnu ikke at være fuldbaarne; man vil derfor aldrig kunne forvexle en Pupe med et fuldt ud- viklet Insekt. Denne hvilende Periode, der tilbringes i en Slågs Søvn eller Dvaåle, har den store Betydning, at i den fuldføres, hvad der hos Pupen i Begyndelsen endnu kun er raåat antydet, og åt de indre Organer i den undergaae en mere. eller mindre betydelig Omdannelse eller Udvikling; men hermed er ogsaa Metamorfosen af- sluttet, den vaagnende Sommerfugl sprænger sin Pupe- hud, som nu er reduceret til en tynd Skal. Efter at have ventet lidt for ligesom åt vænne sig til det nye Liv og give sin nye Dragt tilbørlig Fasthed og Styrke, flyver den bort for at hellige Forplantningen største Delen af det korte Liv, hvortil Forberedelsen har været saa langvarig og saa vidtløftig.
114
De vil have seet, at den egenlige Forvandling begyndte med Forpupningen; ved Sommerfuglens Fremkomst af Pupehuden lægges kun ligesom dem sidste Haand påa Værket. Allerede som Pupe er den i Grunden Sommerfugl, Pupestadiet er ikke det sidste Afsnit af Larvelivet, men Pupen er den første ufuldkomné Udgave af Sommerfugleformen. Vi forstaae derfor lettere, at Pupen kan omdannes til Sommerfugl, end at Larven pludselig, blot ved at afkaste en tynd Hinde, kan træde op som Pupe med de væsenligste Træk af Sommer- fuglens Bygning; Sagen er, at Huden hos Leddyrene er Sædet for en sladig Nydannelse; gjentagne Gange dannes der under den gamle Overhud en ny, der skiller sig fra hin og ved næste Hudskifte selv bliver det yderste Hud- lag, for snart at friste samme Skjæbne som sin For- gænger; indtil en vis Tid er den nye Hud dog ganske som den gamle, men tilsidst tager Dannelsesprocessen en ny Retning, der uddannes Anlæg til heelt nye Organer (f. Ex. Vinger) eller til heelt nye Former af de gamle (f. Ex. Munddele, Fødder), samtidig med at andre und- drages Ernæringen og derfor komme til at mangle i det nye System; jo nærmere ved Forpupningen, desto tyde- ligere vil man derfor kunne see det nye System ligge inden i det gamle, Pupen indenfor den i Grunden alle- rede døde Larvehud, der nu netop som en »Larve« eller Maske dækker de fuldkomnere Former. Man vilde imid- lertid tage meget feil ved at troe, at de 3 Former: Larve, Pupe og Sommerfugl samtidigt laae inden i hin- anden som 3 Æsker af forskjellig Farve og Forziring kunne ligge inden i hinanden; den senere Form uddannes tvertimod altid af den tidligere, med denne som Grundlag og Udgangspunkt. At Pupen fører et aldeles vegeterende
115
Liv, er ikke fordi en saadan Dvale just er nødvendig for et sig i høj Grad indvendig omdannende Væsen, men en simpel Følge af, åt dens Lemmer, Munddele, Øine 0. S. v. ere altfor ufuldbaarne til endnu at kunne fungere; at den kun kan bevæge Bagkroppen, er Følgen af, at alle Larvemusklerne forsvinde efter Forpupningen påa nogle af Bagkroppens nær; først efterhaanden uddannes Somm er- fuglens såa aldeles forskjellige Muskulatur, og da kan Bevægeligheden igjen indtræde; allerede nogen Tid førend det sidste Hudskifte seer man derfor Fødder og Vinger udføre enkelte matte Bevægelser under Pupedækket. Lige- som Bevægeligheden endnu er ret betydelig i Pupelivets første Timer, kan den igjen blive ret anselig i dets sidste, da Dyret jo rigtignok i Grunden allerede er en maskeret Sommerfugl, som f. Ex. nåar den endnu i Pupehuden ved Hjælp af dennes Børster skubber sig ud af den ud- hulede Plantestængel, hvori den har levet som Larve og som Pupe, og hvoraf den vilde være ude af Stand til at undslippe, naar den først havde afkastet sin Pupehud. De saakaldte Vaarfluer forlade ligeledes som Puper (9: i Pupehuden) deres Rør paa Bunden af Vandet og krybe op ad Vandplanterne til Overfladen; først der sprænges Pupehuden og det fuldkomne Insekt kommer til Syne”).
+) De vigtigste i den indre Bygning foregaaende Foran- dringer ere følgende (efter Herolds anførte Skrift):
1. Nervesystemet bestaaer hos Larven foruden af Hjernen af 12 Knuder, forbundne ved Bugnervestrengen. Under Forpupningen forkortes Legemet saa stærkt, at Bugstrengen kommer til at danne en bugtet Linie istedenfor ,en ret, og den første Knude rykker heelt op til Hjernen, den Ade og bte tæt sammen. I Pupelivet smelter fremdeles den første Knude heelt sammen med Hjernen, Bugstrengen forkortes og antager derved igjen den rette Linies Form, 2den og 3die Knude rykke tæt sammen og flyde sammen til een samt rykke tæt op til åen ligeledes sammen-
8
116
Det en sand Gjenfødelsesproces, som foregaaer ved Forpupningen; man kunde gjerne sige — naar man blot ikke vil misforståae det — at Dyret ved Forpup- ningen påa en Maade blev til Foster igjen; Pupehuden
smeltede Ade og b5te Knude; 6te og 7de Knude forsvinde aldeles.
2. Fordøielseskanalen bestaaer hos Larven af ct kort Spiserør, en lang rummelig Mave, en kort Tyndtarm og en kort tyk Ende- tarm. Under Forpupningen bliver Maven kortere og snevrere, Spiserøret og Tyndtarmen derimod noget længere, og kort efter Forpupningen er Maven aldeles teendannet og Spiserør og Tarm meget tynde og fine; disse Dele forlænges fremdeles under Pupe- livet samtidig med, at der ovenfor Maven fremskyder' en blære- formig Kro eller såakaldet Sugemave. Førend Forpupningen evakueres Fordøielseskanalen, dog bliver der, ifølge Herold, et lille Residuum tilbage, som mod Slutningen af Pupelivet, naar Tarmbevægelserne atter vaagne, skydes ud i Endetarmen og blandes med Afsondringen af de malpighiske Kar; det er dette Sekret, hvorved Sommerfuglen skiller sig strax efter Forvand- lingen. De traadformige Spyttekjertler svinde lidt ind under Forpupningen og svulme lidt igjen mod Slutningen af Pupelivet, da deres Funktion igjen begynder; paa samme Maade forholder det sig med de saakaldte »malpighiske Kar« eller Nyrerne, der aabne sig i Tyndtarmen. SSpindekjertlerne ere allerede skrumpede betydeligt ind strax efter Forpupningen og kort efter sporløst forsvundne.
3. Forplantningsredskaberne ere allerede tilstede hos Larven, naar den kryber ud af Æget, men i en meget uudviklet Skikkelse; kun Æggestok og Æggeledere, Sædstok og Sædleder ere tilstede, men i en meget simpel Form. Kort efter Forpupningen har Sædstokken allerede den Størrelse og særegne Bygning, som den skal beholde; derimod er der endnu ikke Spor til de øvrige Kjøns- dele (fælles Sædgang, Sædblærer, Parringslem 0. s. v.), hvilke først uddannes i Slutningen af Pupelivet og først efter Forvandlingen ere i Stand til at fungere. Ved Forpupningen have Æggestokkene kløvet sig hver i 4 Rør og Æggelederne ere antydede som fine Traade, men Æggestokkene ere endnu forholdsvis meget smaae, og til det hele complicerede Apparat af Biredskaber er der ikke Spor; først senere hen i Pupelivet begynde Æggestokrørene at voxe og de omtalte Biredskaber at udvikle sig. Endelig begynde ogsaa Ægene at vise sig og Æggestokkene svulme allerede inden
117
vilde da svare til Æggeskallen, Fedtlegemet til Ægge- blommen. Denne Tilbagevenden til de embryonale Former og Tilstande er nødvendig, fordi Udviklingen nu skal gaae i en aldeles anden Retning, det gamle maa næsten aldeles opgives og meget af det nye opføres paa et al- deles nyt Grundlag. At Larven hører op at æde, er ikke alene fordi den er mæt, men fordi den ikke kan æde; de nye Organer (Munddele) have tildeels allerede trængt sig ind mellem de gamle og de Muskler, der skulde be- væge disse. Nødvendigheden for, at Udviklingen saaledes i de to Hoved-Afsnit af det samme Insekts Liv maa gaae i to aldeles forskjellige Retninger ligger, efter min Mening, væsenlig i de aldeles forskjellige Livsforhold, hvorunder det skal existere som Larve og som fuldkomment Insekt. — Ved denne Sammenhæng mellem Metamorfosen
Forvandlingen betydeligt op, men endnu mere tage de til i Om- fang efter at Forvandlingen og Parringen har fundet Sted.
4. Luftrørssystemet modificeres ved Forpupningen, idet de 2 sidste Par Aandehuller forsvinde; dernæst ved at afgive Grene til alle de nydannede Organer f. Ex. Vingerne, alt som de skride frem i Udvikling; endelig ved Udviklingen af Luftsækkene, der finder Sted mod Slutningen af Pupelivet. — Rygkarret forkortes ogsaa ved Forpupningen.
5. Muskelsystemet. Under Forpupningen blive Larvens Muskler kortere og bredere, og Muskler, der tidligere have været adskilte, flyde nu sammen. Efter Forpupningen underkastes Muskel- systemet en yderligere Reduktion, og kun enkelte af Bagkroppens Muskler blive tilbage; det nye Muskelsystem uddannes aldeles af nyt senere i Pupelivet.
6. Fedtlegemet dannes af det for Larven overflødige Næringsstof og afsættes af Blodet som store lappede Legemer, der omhylle en stor Deel af de indre Organer og udfylde Bughulen. Sit Maximum naaer det i det sidste Afsnit af Larvelivet. I Pupelivet sees det forandre Udseende og Bygning og derved forberede sin Opløsning, som er nødvendig for at det kan forbruges til de nye Organer; af
en Deel af det uddannes saaledes Sommerfuglenes nye Muskel- system.
118 og de biologiske Forhold skal jeg tillade mig at dvæle lidt længere. ,,
I Reglen vil Insektlarven fra Udklækningen til For- pupningen føre den samme Levemaade, saaledes som Naturen har fastsat den for hver enkelt Art, og i dette kortere eller længere Tidsrum vil den heller ikke under- gaae nogen anden væsenlig Forandring end at den voxer”). Men undertiden følger det med dens særegne Levemaade, at denne allerede i Larvelivet måa antage en forskjellig Charakteer, saa at Dyret måa gaae over fra een Form for Tilværelsen.til en ånden, inden den har naaået saa vidt, at den kan forpupe sig. I dette Tilfælde ifører Larven sig ogsaa til. forskjellige Tider et forskjelligt Klædebon, svarende til Insektets forandrede Levevis, og dets. For- vandlingshistorie bliver derved mere indviklet end ellers. Jeg skal oplyse dette ved at give”) en Fremstilling af nogle til Oliebillernes Familie hørende Insekters Leve- maade og Forvandlingshistorie. |
Til 'Biernes" Familie" hører "Slægten ”Anthoplrorag der vel lever temmelig selskabeligt, men ikke i virkelige Samfund som Honningbien og Humlerne.- Hver enkelt Hun graver sig i en solbeskinnet Leerbrink en Gang, der først fører lodret ind i Brinken, men derpaa bøier af og
+) Man maa dog, ogsaa for det følgendes Skyld, ikke oversee, at undertiden foregaaer der dog Forandringer med Insekterne i Larvelivet, som vel ere for smaae til at forandre hele Larvens Charakteer, men dog store nok til at gjøre den ukjendelig som Art. See f. Ex. 0. F. Mullers ovenanførte Afhandling om Pilelarven og Ratzeburg: »Zur Charakteristik der fruheren Zustånde und der Verwandlung der Lepidopteren« (1839) p. 410. +) Efter Newport i Transactions of the Linnean Society, vol. XX. og Fabre: »Memoire sur 1'hypermetamorphose et les moeurs des Meloides« og »Nouvelles observations« etc. i Annåles des sciences
naturelles, Zool. 4éme serie t. 7 og 9.
119
løber bugtet temmelig dybt ind. Her dybest inde ind- retter Bien nogle krukkeformige Celler, som den fylder med Honning, ovenpaa hvilken den lægger sit Æg, et i hver Celle, hvorefter den omhyggelig tillukker Cellen med et Laag af Leer. Den har nu sørget paa bedste Maade for sit Afkom, der efter Udklækningen fortærer Honningen og derved voxer saa stærkt, at den snart udfylder hele Cellen; i denne forpuper den sig ogsaa og bliver til sidst tilser BE der» tilkmæste, Foraar-vil” flyve nd parre. sig, grave Gange, bygge Celler og lægge Æg ligesom dens Moder før den; men længe før Vinteren er den død, kun dens Yngel overvintrer i sine Celler. Hver Bi tager sig kun af sine egne Celler og sine egne Æg, ja den vaager endog med stor Skinsyge over, at ingen af dens Naboer kommer ind i den Gang eller i Nærheden af de Geller, som høre den til, og den angriber med Raseri de af dens Søstre, der forvilde sig ind til den; men trods al dens Åarvaagenhed bliver den narret, og over Halvdelen af dens opsamlede Forraad kommer andre Insekter til gode. Hermed hænger det saaledes sammen.
Om Efteraaret, nåar Bierne ere døde, og deres Afkom som Puper slumrer i Cellerne, fremkommer der i temmelig Mængde en Bille (Sitaris humeralis) af Olie- billernes Familie; den parrer sig strax, og Hannernes Liv er hermed såa omtrent til Ende; Hunnerne lægge deres talrige Æg, et Par Tusind hver, i småaåae Bunker i de Gange, der føre ind til hine Biers Celler, og døe saa ogsaa. Af Ægene fremkomme nogle smaae, sorte, lang- benede Larver (Fig. a), som dog hele Vinteren igjennem forholde sig ganske rolige og først sætte sig i Bevægelse det næste Foraar. De ere omtrent 1” lange, teendannede, meget bevægelige og udstyrede med 4 smaae Øine, et
120
Par lange Følehorn og et Par skarpe og spidse Kind- bakker; påa samme Tid begynde de unge Bier at komme frem, og idet disse nu passere Gangene, der føre fra og til deres Celler, sætte disse smaae Larver sig påa dem og hænge sig såa fast i deres Håarklædning, at hverken
Udviklingsrækken — de forskjellige Larveformer — af Sitaris humeralis. Fig. a er langt stærkere forstørret end de andre. Biens voldsomme Flugt eller dens Besøg i Blomsterne eller dens hyppige Rensninger .og Pudsninger ere i Stand til at berøve dem deres Sæde. Ved nærmere Betragtning finder man ogsaa, at Larvens hele Bygning ligefrem er indrettet paa, at den skal kunne holde sig rigtig fast påa et såadant Sted. Det vilde føre mig for vidt at ud- vikle dette i alle sine Enkeltheder, jeg vil derfor. blot omtale, at de lange Børster paa dens Fødder og Bagkrop stikkes ind mellem Biens Haar og virke som Hager, medens en af Bagenden afsondret klæbrig Vædske lige- ledes forebygger mangt et Uheld. Da Hanbierne komme frem en Maaned førend Hunbierne, er det egenlig kun hine, som blive befængte med disse Snyltegæster; men ved Parringen vide disse at praktisere sig over paa Hun- nerne! Det er nemlig kun ved Fjælp af disse, at de kunne komme til deres egenlige Bestemmelsessted, Bi-
121
cellen, eftersom Hannerne aldeles ikke hjælpe til ved dennes Indretning eller Forsyning. De leve nu altsaa en Tid som et Slags Snyltedyr påa Bierne uden dog paa nogen Maade at besvære dem eller at ernære sig af dem. Men det Øieblik, da Bien er færdig med sin Celles Op- førelse og Proviantering og lægger sit Æg deri, benytter en af de smaae sorte Billelarver til at sætte sig fast påa Æget, idet det bliver lagt; kort efter er den ind- muret! Det -samme gjentager sig, uden at Bien veed af det, ved hver Celle, som gjøres færdig, saa længe den har en Sitaris-Larve påa sig endnu. Først naar de alle ere anbragte, blive Ægene lagte uden hint farlige Følge- skab, som Bien ikke mærker, eller hvis Følger den ikke aner, og kun af disse Æg vil der komme Bier, saa fremt ikke disse ogsåa blive dræbte eller fortrængte af andre Insekter.
Vor Sitaris-Larve har nu fastet i 3 Fjerdingaar! Var den kommet ned i selve Honningen, vilde den drukne, men nu tjener Biæget den deels til Føde, deels til Baad. Det første den gjør, er med sine skarpe Kindbakker at rive Hul paa Æggeskallen og at begynde at søbe Blommen i sig. Heraf lever den i 8 Dage og voxer til en Længde af c. 1/7. Det var kun Selvforsvar, at den. fortærede Æget; thi »to store i en Sæk kunne ingenlunde rummes«, og Bilarven, der udvikler sig meget hurtigere, vilde ellers snart have spist fra den. Nu er det første Afsnit af Billelarvens Liv tilende; den skifter Hud og falder ud i Honningen som en lille tyk, blød, hvid og blind Maddike (Fig. b) med en meget tyk Bug og kun med Spor til Fødder og Følehorn; Kindbakkerne have antaget Form af Skeer og hjælpe den til et slurfe Honningen i sig. Paa Grund af dens Embompoint flyder den i Honningen, og
122
Aandehullerne ligge saa høit oppe, at de ikke tilstoppes af denne. Alt som den voxer forsvinder Honningen, og naar alt er fortæret, er den å” lang og udfylder hele Cellen; men den har endnu langt frem, inden den kan forpupe sig, og saa længe maa den tære påa det Huld, som den nu har lagt sig til. Vel voxer den ikke mere, og de to næste Gange den skifter Hud, afkastes den gamle Hud ikke; desuagtet antager den hver Gang en ny Skikkelse... Huden løsner sig nemlig fra Legemet, og gjennem den fine, klare Hinde seer man Dyret i sin tredie Skikkelse (Fig. c) som en kort, brun, haard Pølse; Mund- dele, Lemmer 0. s. v. ere endnu utydeligere end før. I denne Tilstand ligger Dyret som i en Dvale i Reglen næsten et heelt Aar; men til næste Foraar antager det igjen sinfjerde Form (Fig. d), der væsenlig er en Gjentagelse af den anden, men mindre tykbuget, stadigen omsluttet af de til de to foregaaende Stadier hørende Huddækker,- det ydre fint og hindeagtigt, det indre brunt, haardt og sprødt. Efter faae Dages Forløb falder den igjen i Dvale, hvoraf den kun vaagner for at iføre sig Pupeformen. Denne Dyrets femte Form svarer ganske til Pupeformen hos andre Insekter og ombyttes endelig senere påa Aaret paa sædvanlig Maade med Billeformen. Omsider sønderrives det denne om- givende fleerdoppelte Svøb, den gjennembryder Cellens Laag og kommer frem for at nyde sit kortvarige Liv som fuldkomment Insekt, der ganske er indviet til Forplantningen.
Den her skildrede Udviklingsgang passer med nogle smaae Forskjelligheder, som vi her ville forbigaae, ogsaa påa de egenlige Oliebiller (Meloé), store blaasorte Biller med korte Dækvinger og uden Bagvinger, som tidlig om Foraaret komme frem af de samme Biers Celler, men nedgrave deres Æg, hvis Antal ligeledes er. mange tu-
123
sinde, i Jorden. De udklækkede Larver, der ere. gule, 1” lange og ligesom deres i det foregaaende omtalte Frænder særdeles vel skikkede til at hænge sig- fast i Biernes Haar, krybe op i visse Kurvblomster og vente der paa, at en-Bi skal aflægge et Besøg- i dem. De hænge sig da fast ved den og lade sig bære om af den, indtil de see Leilighed til med Æget at komme ned i Biens Celle”). Her forholde de sig nu i det væsenlige ligesom Sitaris-Larven, og jeg skal derfor ikke opholde mig videre ved deres Forvandlingshistorie, som vistnok er fælles for hele Oliebillernes Familie uden for at gjøre op- mærksom paa, hvorledes de hinanden afløsende Larve- former ere afpassede efter Dyrets Behov til enhver Tid. I Begyndelsen maatte det være udstyret med stor legemlig Bevægelighed, med Øine, Følehorn o. s. v. og med et livligt Sind for at kunne opspore og faae fat paa deu Bi, der skal afgive dets Befordring, og for at kunne påsse paa det rette Øieblik til at voltigere over fra Han til Hun eller fra denne over paa Æget; det maa have Midler til at holde sig fast ved Biens Haar og til at krybe om mellem dem, hvor megen Anledning der end kan være til at blive reven af, og det maa endelig have en Form af Kind- bakkerne, der kan sætte del i Stand til åt sønderrive Bi- ægets Skal. Er det først indespærret i Mørket med det til dets Ernæring fornødne Forraad, som er umidbelbart tilgængeligt uden nogen Anstrængelse, behøves alle hine
”) De hefte sig ogsaa til de snyltende Hymenopterer, som liste sig ind i Biernes Celler for at dræbe disses Æg og lægge deres eget istedet, og det er da dette, som bliver Oliebillelarvens første Foder. De hænge sig ogsaa ved visse Hvepse- og Flueformer, der besøge de samme Blomster, men dette bliver til deres For- dærv; utallige gaae paa denne Maade til Grunde, vildledede af deres eget Instinkt. j;
124
Indretninger aabenbart ikke længer; de falde bort, og Dyret træder op med en ny Form, som med al sin Simpelhed er saa vel skikket til det rolige, yppige, isolerede Liv, som det skal føre. Naar Forraadet er fortæret, gjælder det blot om for en Tid at subsistere uden Føde og at for- berede en Række indre Omdannelser, og dertil kunde ingen Legemshygning være hensigtsmæsigere end Larvens tredie pupeagtige Form. Som Overgang til Pupeformen, der jo igjen er ligefrem Forløberen for Billeformen, af- løses hin »Skinpupe« (»Pseudo-Chrysalide«), som man har kaldt den, endelig af den fjerde Larveform, der egenlig kun er en Gjentagelse af den anden, hvilken altsaa kan betragtes som Oliebillernes typiske Larveform.
Sammenhængen mellem Insektets Levemaade og dets Forvandlingshistorie anseer jeg for at være såa væsenligt et Forhold, at jeg vil oplyse det med et Pår Exempler endnu for at vise, hvorledes ethvert Stadium af Insektets Liv netop er udstyret paa den Maade, som er det tjenligst. Det er jo f. Ex. i det hele charakteristisk for Fluer og Hvepse, at Larven er hvad man kalder en Maddike ad: fodløs, blind, med utydeligt Hoved o. s. v.; den er da altid anbragt under saadanne Forhold, at Føden er umiddelbart tilgængelig for den; den skal hverken oplure eller jage den eller vandre langt for at finde den. Men lever en Fluelarve f. Ex. i Vandet, som Tilfældet er med adskillige Former, modificeres Form og Legemsbygning strax betydeligt. Hvor ypperligt ere ikke Bremselarverne med deres talrige smaåaae Hudtorne skikkede til at holde sig fast i Pattedyrenes Hud, trods dennes Kontraktioner, eller til at vandre om i Luftveiene og Fordøielseskanalen? Og hvor forskjellige ere ikke
125
Bladhvepsenes og Træhvepsenes Larver fra andre Hvepses, hvor slaaende er ikke deres Lighed med Larver af ganske andre Ordener, men med en lignende Leve- maade? Hvor ypperligt er ikke Myreløvens Larve ind- rettet til det ejendommelige Røverliv, som den fører? Ogsaa den er udstyret med et Spinderedskab — som dog " her er anbragt i Bagenden —- for at kunne danne sig et Pupesvøb af Silke og Sand; og Pupen er såa igjen ud- styret med et Par massive Kindbakker af en egen Form, der staaer lige langt fra Larvens og det fuldkomne In- sekts, og som kun skal benyttes en eneste Gang, nemlig i det Øieblik, da Pupen skal gjennembide sit haarde Spind for at forlade det; i næste Øieblik er Pupehuden afkastet og med den hin eiendommelige Form af Kindbakkerne! Noget lignende er Tilfældet hos Vaarfluerne"). En
”) Disses Larver opholde” sig som bekjendt i fersk Vand i Rør af Straa, Sand, Sneglehuse eller andre lignende Ting, hvilke nogle Arter slæbe om med sig, medens andre fæste Rørene og maae forlade dem, naar de ville gjøre Udflugter for at søge Føde. Pupen, der ligner det fuldkomne Insekt lige saa meget som f. Ex. hos Hvepsene, bliver liggende i Røret, hvilket Larven førend For- pupningen har fæstet og tillukket i Enderne med et Gitter af Silketraade, som den spinder påa lignende Maade som Sommer- fuglelarverne. Naar Pupen omsider vaagner af sin Dvale, gjennem- bider den med sine skarpe og spidse Kindbakker — Larvens ere korte og brede, Vaarfluens aldeles hæmmede — hint Gitterværk, svømmer ved Hjælp af sine haarede Bagbeen op til Overfladen og skifter der Hud påa Myggenes Vis, eller den kravler ligesom Guldsmednymferne ved Hjælp af For- og Mellembeen op ad Vand- planterne for der at udføre det sidste Hudskifte. Desuden hår - Pupen paa Bagkroppen Grupper af smaae Kroge for at kunne ar- beide sig ud af Røret og Luftrørsgjæller for at kunne aande i Vandet — et Organ, der ellers kun forekommer hos. Larver (og Nymfer); de Insekter, der gjennemgaae en fuldstændig Forvandling og leve som Larver i Vandet, forlade nemlig enten dette under Pupelivet (Vandbillerne), eller de ere som Puper udstyrede med Aanderør (Myg). ;
126
anden eiendommelig Udstyring af Pupeformen, nemlig med smaaåae Hudtorne, sætter visse Sommerfugle og Fluepuper i Stand til at arbeide sig ud af deres skjulte Bolig umiddelbart førend den sidste Forvandling. —
Sammenhængen mellem Metamorfosen 9: Individets Optræden med en grundforskjellig Skikkelse til forskjellige Tider og. efter en bestemt Følge, og de forskjellige Livsforhold, hvorunder det til disse forskjellige Tider lever og færdes, er saaledes ikke mindre tydelig hos In- sekterne end hos Padderne; disse to Momenter betinge hinanden, hvad enten man nu vil betragte den ene eller den anden af dem som Grundaarsagen, der fører den anden «med.sig.: "Hos. de Biller-f Ex. - hvor "barvenser Billen føre omtrent samme Levemaade, hår Larven ofte langt større Lighed med et fulåkomment (naturligvis vinge- løst) Insekt end ellers pleier at være Tilfældet; hvor der ingen Forskjel er i Levemaaden, er Metamorfosen = 0"); hvor den kun berører en enkelt Side af Livet, som hos Guldsmedde, Døgnfluer, visse Cicader 0. s. v. er den i al Fald ufuldstændig. Men hvis den er fuldstændig, medfører den en pludselig Standsning i hele Udviklingen ; denne maa slaae ind paa en heel ny Vei, og det for Insekterne charakteristiske hvilende Pupeliv samt Pu- pens embryonale Charakteer staaer .i nøje Sammen- hæng dermed. Men endelig er det charakteristisk for Insekternes Metamorfose, at den først gaaer for sig, naar Individet allerede har naaet sin fulde Størrelse og umiddelbart førend det bliver i Stand til at forplante sig; om smaae yderligere Modifikationer af dets Form og Bygning, saadanne som ellers kunne indtræde med Alderen,
") See Anmærkningen paa anden Side af dette Afsnit.
127
kan der saa meget mindre være Tale, som Insektet kun forplanter sig denne ene Gang, ikke skifter Hud oftere og ikke lever ret længe efter. Hos alle andre Dyreformer — saa vidt hidtil vides ene med Undtagelse af Flodlampretterne og muligvis enkelte Påddeformer — tilbagelægges For- vandlingen altid påa et meget tidligt Stadium, længe inden Individet har opnaaet sin fulde Størrelse, og længe inden det er blevet forplantningsdygtigt, selv om dette Tidspunkt, som f. Ex. hos Krabberne, indtræder længe førend Dyret har naaet sit Maximum af Størrelse, og mindre væsenlige Modifikationer af Form og Bygning derfor endnu kunne gjøre sig gjældende bag efter. — At For- vandlingens Faser slutte sig til Hudskiftet og tildeels ere afhængige af dette, er derimod et Forhold, som In- sekterne dele med alle ægte (høiere) Leddyr, som
gjennemgaae en Metamorfose.
Metamorfosen hos Krebsdyr og Tusindbeen.
Længe frakjendte man Krebsdyrenes store og form- rige Klasse al Metamorfose, og det kan ikke nægtes, at der gives hele Afdelinger, hvor den såa godt som ganske mangler. Dette. gjælder navnlig om den hele Afdeling, hvortil høre f. Ex. Bænkebiderne eller Skrukke- troldene — disse graalige Leddyr, som De ofte vil have seet paa fugtige Steder, i Kjældere, påa gammelt Træ, under Træbark 0. s. v. — og Tanglopperne, der i saa stor Mængde lade sig ryste ud af enhver Tangbusk paa Stranden”). Hos alle disse saakaldte fjortenbenede Krebs eller Ringkrebs udklækkes Ægene i en Slags Rugesæk, der dannes af nogle under Bugen anbragte
") See dette Tidsskrift, 2den Række, 3die Bd. p. 95.
128
Hudblade, ja Ungerne blive der endogsaa en Tid efter Ud- klækningen, maaskee til det første Hudskifte er overstaaet. Man har altsaa let ved at finde dem, man behøver blot at udtage dem af Rugesækken, og man vil da i Reglen finde, at de ligne Moderen overmaade meget; Forskjellig- hederne ere som oftest ikke større end dem vi overalt i Dyreriget træffe mellem de gamle og Ungerne”).
”) Der er dog to Tilfælde, hvor Forskjellen er noget større, og som man (derfor har opfattet som en Slags Metamorfose; det. ene finder Sted hos Bænkebiderne og nogle andre Isopoder og be- staaer deri, at Ungen ved Fødselen kun har 6 Kropringe og 6 Par Been istedenfor som senere 7; ved det første Hudskifte kommer den manglende Ring og dens Beenpar til, men de ere endnu meget smaae, og først ved det andet Hudskifte træde de fuld- kommen ind i Række mellem de andre. — Det andet finde vi hos en Deel Isopoder, som deels ved deres parasitiske Liv paa Fiske, Krebsdyr 0. s. v,. deels ved deres afvigende — man fristes stundom til at sige: vanskabte — Udseende og Legemsbygning afvige fra Afdelingens typiske, mere regelmæsige Former. [Om Cymothøoernes Omdannelser see Milne Edwards i Ann. d. sc. natur. Zool. t. 3, 1835, om Bopyrernes Krøver i Naturhist. Tidsskr. 3die Bd. og Rathke i Beitr. z. Fauna Norwegens. N. A. A. C. L. XX, 1843; om Anceus og Praniza Hessei Ann. d. sc. natur. t. 2, 1858 og Sp. Bate i Annals of natur. history t. 19, 1858]. Som spæde. Unger, medens de endnu ligge i Moderens Rugesæk, ligne de de sædvanlige, regelmæsige Isopodformer; det abnorme uddanner sig først efter-
. haanden og' stedse stærkere, jo ældre de blive. Jo mere en saa- dan snyltende Isopod som fuldvoxen afviger fra de typiske Iso- poder, desto større ere naturligvis ogsaa de Forandringer, som den undergaaer fra Udklækningen af Æget, indtil dens Livsløb er tilEnde. Til denne særegne Udviklingsretning, som vi ville gjen- finde i potenseret Form hos de snyltende Smaakrebs, knytter der sig ofte den Særegenhed, at det er Hunnen, der undergaaer de største Forandringer, hvorimod Hannen baade er mindre og min- dre afvigende fra det typiske. Om en egenlig Forvandling kan her ikke ret vel være Tale, i al Fald kun om en tilbageskri- dende: thi Ungen er altid mere bevægelig end den gamle Hun, hos hvilken Lemmerne endogsaa undertiden deelvis forsvinde; ogsaa Følehorn og Øine kunne under denne Række af successive Omdannelser gaae tabt, og den gamle Hun vil altsaa.i Henseende
129
Det samme gjælder ligeledes om enkelte Skjold- krebs eller tibenede Krebs, hvilke ligeledes bære deres Æg om med sig, i de allerfleste Tilfælde dog ikke i en Rugehule under den egenlige Krop, men blot hæftede til de smaae Halefødder. Vor almindelige Flodkrebs f. Ex. beholder endog Ungerne hos sig, indtil de ere temmelig store, og da man havde overbevist sig om, at de ikke ere mere forskjellige fra. deres Forældre end saa at sige al Yngel er det, og da man havde gjort lignende Er- faåringer for nogle af de i Tropelandene levende Land- krabbers Vedkommende, overførte man uden videre Forholdet påa hele Skjoldkrebsenes Gruppe og frakjendte dem alle en Metamorfose. Men det viste sig snart, at man havde generaliseret i Utide, og man er nu kommet til den modsatte Erkjendelse, nemlig at alle Havets Skjoldkrebs, ja maaskee ogsaa en Deel af det ferske Vands”) og Landjordens”), undergaae i deres første
til de to dyriske Hovedfunktioner, nemlig Bevægelighed og Be- vidsthed om Omverdenen gjennem Sandsning, staae tilbage for sine egne Unger og for sit eget Ungdomsliv, og dette er ikke Følgen af Alderdommens Affældighed, men af at den meer og meer gaaer op i sin doppelte Bestemmelse at være Snyltedyr og at føde et stort Antal Unger. Stor Frugtbarhed er nemlig en fælles Egenskab for de fleste Snyltedyr og for såa vidt en Nød- - vendighed for Artens Opholdelse, som de mere end de fleste andre Dyr ere afhængige af Tilfældigheder. Ogsaa hos mange Amfipoder ere Forandringerne ikke ubetydelige. [See en Afhand- ling af Spence Bate i Annals of natural history 1861, og Pagen- stecher om Phronima sedentaria i Archiv f. Naturgesch. 18611. F. Ex. hos Garidina Desmarestii, en lille Reieform, der lever i canal du midi (Joly i annal. d. sc. natur. t. 19, 1843). Westwood, der med stor Skarpsindighed søgte at modbevise Krebsdyrenes Metamorfose, har vist, at hos visse Landkrabber udvikles Ungerne uden Metamorfose; dog nævner Thompson Slægten Ocypode blandt dem, hvis Larveform han har iagttaget.
9
k ——
K « me
130
Levetid saa store Forandringer, at de fuldkommen for- tjene Navn af en Metamorfose. Meest iøinefaldende er denne hos de Skjoldkrebs, f. Ex. Krabberne og Eremit- krebsene, der fjerne sig meest fra Afdelingens Grund- form, saaledes som denne træder os imøde i Reien eller Hummeren; men selv vore almindelige Reier gjennemgaae en ikke ubetydelig Forvandlingshistorie, medens de endnu ere ganske spæde.
Jeg forudsætter, at De alle kjende Krabberne af Udseende; De veed, at disse Dyr have en bred og flad Krop, dækket af et stort, udeelt Skjold; i særegne Indsnit
En Svømmekrabbe. Mellem Bagbenene er Halen fremstillet, seet nedenfra, dog kun de halve Halefødder.
i dettes forreste Rand sidde de bevægelige Øine og 4 smaae Følehorn; påa Undersiden findes Munden, der er
Hvis det er rigtigt, at visse Landkrabber foretage periodiske Vandringer til Havet for der at lægge deres Æg, at disse ud- klækkes der og at Yngelen senere vandrer op påa Land, tør man ogsaa med Sikkerhed forudsætte, at idet mindste disse Landkrabber gjennemgaae en Metamorfose.
") Krabbernes Metamorfose er først bleven paavist 1832 af J. V.
131
udstyret med 6 Par smaae Mundfødder, af hvilke man dog kun seer det yderste, der danner ligesom et Dække under de andre og slutter tæt op til den flade og glatte Bugskal. Derefter følge 5 Par lange Been, det forreste uddannet til et Par stærke Tænger eller Saxe ligesom hos Flodkrebsen; naar de bøjes sammen, kunne de ofte næsten ganske fååe Plads under Skjoldet; de efterlade netop såa megen Plads mellem sig, at der kan blive Rum til Halen; denne er ikke et kraftigt, kjødrigt Svømme- redskab som hos Flodkrebsen, men en lille, flad, leddet Plade, der bæres bøiet ind under Bugen i den dertil be- stemte Fordybning, hvor den passer saa nøie, at den ligesom Mundfødderne næsten kun danner een Flade med den glatte Skal; den sees derfor i Reglen slet ikke, naar man betragter Dyret ovenfra. Der er i det hele en vis Lighed mellem en Krabbe og en Skildpadde; kan Krabben end ikke trække sine Lemmer og Hale ind i sin Skal, såa kan den dog lige saa godt som Havskildpadderne f. Ex. trække sine Been ind under sig og frembyde sin Fjende påa alle Sider en haard og glat Skal, der vil byde mangt et Angreb Trods. — Naar ikke, som hos enkelte Former,
Thompson, men gik først ind i den almindelige Bevidsthed ved Rathkes Undersøgelser (1842), uagtet Fortjenesten egenlig til- kommer Steenstrup, hvis Undersøgelser ere anstillede i 1839 og offentliggjorte 1842, og fra hvem det af R. benyttede Materiale hidrørte. Senest har Sp. Bate offentliggjort udførlige Under- søgelser over Udviklingen af vor alm. Strandkrabbe (Carcinus mænas) (Philosoph. Transact. 1858). Metamorfosen er hidtil paa- vist hos følgende Slægter: Hyas (Steenstrup, Rathke), Carcinus (Du Cane, Spence Bate), Eurynome (Kinåhan), Cancer, Xanthe, Pilumnus, Portunus, Polybius, Maja og Pinnotheres (Couch) og maaskee endnu- nogle andre Slægter. [Adskillige af Thompsons og Couch's Afhandlinger om dette Æmne har jeg desværre ikke kunnet benytte]. Smign. Bells Indledning til Hi- story of British Crustacea. ; Sk
132
de saakaldte Svømmekrabber, Benene, navnlig det sidste Par, ere brede og randhaarede, kunne Krabberne ikke svømme; derimod løbe de, som De vist vil have be- mærket, ofte meget hurtigt om paa Havbunden, men altid skraat til Siden ligesom de langbenede Edderkopper. Efter at Krabbeynglen (Fig. I) har forladt sit Skjul og sin Bolig under Moderens Hale, forlader den tillige Hav- bunden og stiger op til Overfladen, hvor man i klart Veir kan fiske dem i Tusindvis. Men i disse 2—3'" lange Smaadyr skulde man vanskelig gjenkjende en vordende Krabbe. Skjoldet er mere sammentrykt end fladt og løber ud i to meget lange og tynde Spidser eller Balancerstænger, af hvilke den ene vender fortil og nedad, den anden bagtil
oOo
g opad. Bagtil fortsættes Kroppen af en trind, leddet
e
— naar de ere blevne lidt ældre — med Spor til Smaafødder udstyret Hale; hvor meget dette Organ end minder om Flodkrebsens, er det dog endnu i denne Periode ikke Krabbelarvens Svømmeredskab. Heller ikke de 5 Fodpar, som senere afgive Bevægelsesred- skaberne, ere nu i Stand til at udføre dette Hverv; hos de yngste og mindste Larver ere de næsten ikke til at see, kun hos de større opdager man dem, halvt skjulte under Skjoldets bageste Deel; uagtet man allerede tydeligt kan see, at det forreste Par af disse Smaalemmer er den vordende Krabbes mægtige Saxe, ere de dog endnu i en aldeles uudviklet Tilstand og uden nogen direkte Betydning for Dyret. Det hele Parti af Legemet, der bærer disse Lemmer og senere næsten er det vigtigste, er endnu aldeles hæmmet i sin Udvikling. Derimod finder man, at visse Dele af Mundfødderne”), de saakaldte Bigrene eller
”) Nemlig af 4de og 5te Par (1ste og 2det Par Kjæbefødder); det 6te
133
»Palper«, som senere spille en meget underordnet Rolle, nu ere forholdsvis meget udviklede og udstyrede med lange Børster; ved deres Hjælp svømmer Larven omkring "og skovler uden Tvivl med det samme endnu mindre Smaa-
væsener ind i sin Mund.
Tre Trin af Krabbernes Udvikling. I. Krabbelarven. k Kjæbeføddernes Palper. s Skjoldets Torne. Ved f sees det første svage Spor til de 5 Beenpar, skjulte under Skjoldet. II. Krabbenymfen. III. Den unge Krabbe efter Forvandlingen.
Undersøger man en saadan Krabbelarve, der er saa stor som den med denne Skikkelse kan blive og meget nær ved at skifte Hud, vil man indenfor dens Skal finde et Dyr med en temmelig forskjellig Form og Bygning. Det er Krabben paa sit andet Hoved-Stadium eller Krabbe- nymfen, som man maaskee kunde kalde den, og blot ved et Hudskifte”) gaaer Larveformen altsaa over i Nymfe- formen, der er saa forskjellig fra den, at man længe har kjendt dem begge uden at ane Sammenhængen mellem
og sidste Par (3die Par Kjæbefødder) er hos Krabberne paa dette Stadium endnu lige såa uudviklet som de 5 egenlige Fodpar.
”) Sp. Bate har vist, at Kraåbberne under deres Metamorfose gjen- nemgaae en stor Mængde Hudskifter, og at'de efter hvert af disse have forandret Form og Bygning noget; de 3 Stadier ere derfor ikke fuldt saa skarpt adskilte, som man af det ovenanførte maaskee kunde antage, men Krabbernes Udviklingsfaser lade sig dog uden Tvang gruppere om de 3 Hovedtilstande: Zoéa, Me- galopus og den fuldt udviklede Krabbe.
134
dem; Nymferne beskrev man som en særegen Krebsdyr- slægt under Navnet Megalopus, Larverne som Arter af Zoéa. Skjoldet er nu allerede mere krabbeagtigt, de lange Balancerstænger forkortede til Torne; Kjæbefødderne ere ikke længere i Stand til at holde Dyret svævende i Vandet; Bagkroppen og dens 5 Beenpar ere derimod komne til deres Ret, skjøndt de endnu ere lidt kortere end hos Krabben i dens endelige Form. Halens Smaa- fødder ere udstyrede med lange Børster, thi Halen er nu ligesom hos de langhalede Reier det Organ, der skal holde Krabbenymfen svævende i Vandet, hvor man ikke længere maa søge den i de øvre Vandlag, men nogle Fod dybt. Dens Bygning og Liv er saaledes i enhver Hen- seende en Mellemtilstand mellem den fritsvømmende Larves (Zoéa) og den saakaldte fuldkomne eller ægte Krabbes, som igjen kommer frem ved et følgende Hudskifte; den unge Krabbe synker nu ned paa Havbunden, hvor .den kan krybe om mellem Skaller og Stene; Overfladen og Sollyset seer den, naar vi undtage Sirand- og Svømme- krabberne, aldrig mere!
Eremitkrebsenes Forvandling”) ligner meget Krab- bernes. Det vil være Dem bekjendt, at denne mærkelige, over alle Have udbredte Krebsdyrslægt (Pagurus) kan betragtes som en afvigende Reieform, der skjuler sin bløde, sækformige, af Indvolde fyldte Hale i en tom Snegleskal, og at der derfor viser sig en paafaldende Skjævhed i hele Legemet, hvorved dette ligesom lemper sig efter Snegleskallens Spiralvridning; at den ene af det første Fodpars store Saxe er større end den anden,
") See de ovenfor anførte Skrifter af Steenstrup. (Vidensk. Selsk. Overs. for 1840-41) og Rathke (Abhandl. der Danziger Gesellsch. III, 1842).
135
og at de to sidste Beenpar ikke benyttes til at gaae med, men til at fastholde Snegleskallen, hvilket ogsaa er Tjil- fældet med det sidste (sjette) Halefodpar, der ikke som
Eremitkrebs, den ene i sin Snegleskal, den anden udtagen af denne.
hos Reierne danner en Svømmevifie 0. s. v. Alle disse for Pagurerne charakteristiske Træk savnes aldeles hos den nyligt udklækkede, 13”” lange, rødlige Larve af
Larven af en Eremitkrebs, seet fra Ryggen og fra Siden (efter Rathke). mp. Kjæbe- fødderne. p. de endnu ikke fuldt udviklede egenlige Beenpar.
Bernhards-Krebsen, der træffes svømmende i de øvre Vand- lag tilligemed de jevnaldrende Krabbelarver, med hvilke den har megen Lighed, naar undtages, at den mangler
136
den lange Rygtorn og har alle 3 Pår Kjæbefødder ud- dannede til Svømmeredskaåber; bagved dem ligge de 5 Beenpar skjulte i en aldeles uudviklet Tilstand; først mod Slutningen af denne Periode træde de noget mere frem. Den 3'” lange »Pagurnymfe« (sit venia verbo!) har mistet sit Pandehorn, fåaet længere Følehorn, smækkrere Øiestilke og 5 ret vel udviklede Fodpar, af hvis første Par den ene allerede er kjendelig større end den anden; Kjæbefødderne have ikke den Betydning som tidligere; Halen er endnu symmetrisk, haard og leddet — ikke blød og sækformig som hos de voxne — og udstyret med flere Par tvegrenede Svømmefødder med lange Børster; det sidste Par danner en Svømmevifte i Forbindelse med ” det afrundede, ikke længere kløftede, sidste Led. Ligesom Krabbenymfen svømmer den i et dybere Vandlag end Larven; først senere, som ægte Eremitkrebs, søger den til Bunds og opsøger en ganske lille Snegleskal, hvilken den kun forlader for at ombytte den med større Skaller, alt som den voxer”). —
”) Rimeligvis udklækkes alle Havets tibenede Krebsdyr, altsaa ogsaa de langhalede, Reierne, Hummerne, Langusterne, Bjørnekrebsene 0. s. v. med et fra deres Forældre såa for- skjelligt Udseende, at de Forandringer, som de senere undergaae, med mere eller mindre Styrke kunne gjøre Fordring paa at be- nævnes Metamorfose. Man har endog paastaaet (Coste i Comptes Rendus 1858, Couch i engelske Tidsskrifter), at Phyllo- somerne kun ere Palinurernes Unger eller Larver, og "denne Paastand kunde finde nogen Understøttelse i den Omstændighed, at man hverken hos Phyllosoma eller hos nogen anden Stoma- topod — med Undtagelse af Thysanopus, Mysis og Squilla — har kunnet paåaavise Æg eller Forplantningsredskaber, hvilket unægtelig kunde tale for, at det kun er uudviklede Dyr eller Larver. Dette Spørgsmaal har i flere Henseender en meget stor Interesse; Stomatopoderne ere en temmelig artrig, pelagisk Dyre- gruppe, der befolker Overfladen af det aabne Hav og opnaaer en
137
Vi have her for os en Forvandling af en fra In- sekiernes temmelig forskjellig Natur; alle den senere Dyreforms Led og i det mindste de vigtigste af dens Lemmer ere allerede anlagte, naar Larven kommer frem
langt anseligere Størrelse end de fleste bekjendte Krabbelarver. Ere de virkelig Larver, maååe de til dem svarende fuldkomne Krebsdyr være ganske ubekjendte Former, som leve i Oceanets utilgængelige Dyb, og hvis Larver alene ligesom Krabbelarverne stige op til Overfladen og derved kunne komme til vor Kundskab; der vilde da være løftet en lille Flig af det Dække, der maaskee skjuler en heel ubekjendt, formrig Verden for vor Undersøgelse. — Hummerynglen afviger fra den udviklede Hummer fornemmelig ved hæmmede Følehorn, ved rudimentær Udvikling. (eller fuld- stændig Mangel) af Halefødder, navnlig af 6te Par, og ved at de 5 Fodpar, det senere saa mægtige første Par derunder indbefattet, ikke ere mere udviklede end Kjæbefødderne, men især ved at disse 5 Fodpar ere forsynede med lange, børstebevæbnede Bigrene (Palper), som tilligemed Kjæbefødderne rimeligvis afgive Larvens Svømmeredskaber. Hos Larverne af Reieformerne.: Cran- gon, Paålæmon og Hippolyte, paa det til Krabbernes Zoéa- Former svarende Stadium, benyttes ligesom hos disse Kjæbe- fødderne og deres Palper som Svømmeredskaber, men de egen- lige Fodpar ere endnu aldeles uudviklede og skjulte under Skjoldet ligesom hos Krabbelarverne; det 6te Par Halefødder mangler ogsaa her. Paa et senere, til Megalopus eller Halvkrabbeformen svarende Stadium, ere alle Fodpar tilstede og Dyret staaer i alle Henseender midt imellem Larve- og Reieformen. Foruden hos Pagurus er Metamorfosen saaledes paavist hos Slægterne Por- cellana (Dujardin), Galathea, Crangon, Palæmon, Hippo- lyte, Homarus og Palinurus(?”. Der er saaledes ingen Tvivl om, at saa godt som alle Havets Skjoldkrebs gjennemgaae en Me- tamoforse. [See Du Cane i Annals of natur. history 1839, Joly l. c., Krøyer i Videns. Selsk. Skr. 9de Bd. 1842; Bell history of Brit. Crust., Indledningen; Dujardin Comptes Rendus 1843, Sp. Bate i Annals t. XVIL 1856 tb. 15. og en Artikel af Claus i Wiurzburg. naturwissensch. Zeitschr. II. 1851: Zur Kenntnisz der Malacostrakenlarven, hvis mærkeligste Resultat maaskee er, at denne Zoolog hos alle de Krabbe- og Reielarver, som han har un- dersøgt, har kunnet paavise et provisorisk Organ, hvortil der ikke er Spor hos de voxne, nemlig et til de lavere Krebsdyrs (Cyklo- pernes) svaremde, usammensat Doppelt-Øie. Om Udviklingen af Mysis see v. Beneden, Recherches s. la faune littorale de Bel- gique. Crustacés. 1861].
138
af Æget, men den undergaaer dog en Række af Foran- dringer, hvis endelige Resultat er, at Dyret paa en Maade er blevet et ganske andet. Denne Omdannelsesproces. falder hos Krebsdyrene, ligesom hos andre lavere Dyr med Undtagelse af Insekterne, udelukkende påa deres første, meget spæde Alder, og deri ligger Grunden til at man først seent er bleven opmærksom derpaa; naar man fandt meget smaae Krabber, Reier, Pagurer 0. s. v., som ganske lignede de voyne, maatte man ganske natur- ligt slutte af Analogien med Edderkopperne f. Ex., at der ingen Metamorfose fandt Sted; at der forud derfor alligevel laae en heel Kjede af Former,' den ene udviklende sig af den anden, kunde man ikke ane. Ligesom hos andre Leddyr overskjæres nemlig Udviklingen ved de talrige, hurtigt paa hinanden følgende Hudskifter, efter hver af hvilke Form og Bygning er modificeret noget, i en Række af Udviklingsformer, der mere og mere føre Dyret dets endelige Skikkelse imøde, men dog gruppere sig naturligt om de to udhævede Hovedtilstande. Fandtes ikke disse Hudskifter, havde Omdannelsen ikke denne abrupte Cha- rakteer, eller kunde man see bort derfra, vilde det være en jevnt fremskridende Metamorfose ligesom hos Padder og Bløddyr, og den vilde slutte sig nærmere til disses end til Insekternes. — Man har tidligere betegnet Krab- bernes Forvandling som tilbageskridende, fordi den uudviklede Krabbe — navnlig Krabbenymfen — besidder en fuldkomnere Udvikling af Halen og dennes Vedhæng samt en friere Bevægelighed end den fuldt udviklede Krabbe; men man skal vanskelig kunne nægte, at denne sidste alligevel, naar alt tages i Betragtning, er et meget fuldkomnere udviklet Dyr end Krabbelarven, og at Krabbernes og Pagurernes Metamorfose bedst paralleliseres
1139
med Frøernes og Tudsernes, hvis Hale jo ogsaa under Forvandlingen reduceres fra et vel udviklet Bevægelses- redskab til en aldeles rudimentær, udvendig ikke engang synlig Deel, og Paddernes Metamorfose er det, endnu ikke faldet nogen ind at betegne som et Tilbageskridt. Heller ikke maa man oversee, at Krabbernes og Pagu- rernes Metamorfose i alle andre Henseender er analog med de typiske Skjoldkrebses (Reiernes), som ikke er mere retrograd end al Metamorfose, i hvis Begreb det jo ligger, at nogle Organer maae træde tilbage, altsaa gjennemgaae en retrograd Udvikling, samtidig med at andre skride frem og opnaae en fyldigere Udvikling. — Man kunde derfor maaskee opstille Begrebet »den aber - rante eller centrifugale Metamorfose« for de Til- fælde, hvor en Dyreform gjennem en Række af For- andringer fjerner sig mere og mere frå den for dens Orden eller Klasse typiske Grundform, såaledes som Tudserne fra Øglepaddernes, Krabberne og Eremitkrebsene fra BReiernes, Rørormene fra Nereidernes”). Reglen”) for denne Udviklingsretning er, at paa tidligere Ud- viklingstrin ligne Dyr af samme Gruppe eller Orden hinanden i høi Grad, men efterhaanden fjerne desi mogle meer, andre mindre" fra dette deres fælles Udganspunkt, og jo større den endelige Afvigelse fra Grundformen er, de- sto mere gjennemgribende og fuldstændig er
selvfølgelig ogsaa Metamorfosen.
”) Reiernes og Salamandernes Metamorfose er progressiv; Krab- bernes, Pagurernes og Frøernes er progressiv og aberrant (centrifugal); Cyklopernes og Nereidernes additativ, Lernæ- ernes, Cirripediernes og Rørormenes additativ og aberrant; Bopyrernes aberrant alene 0. s. v.
”) See Milne Edwards i Annal. d. science, natur. 3 serie t. 1. 1844.
140
Af en ganske anden Charakteer er den Forvandling, som man allerede tidligere har paavist hos de lavere Krebsdyr, de saakaldte Smaakrebs eller Entomo- Straca, en Dyregruppe, som i Rigdom paa Arter og Former neppe giver de to høiere Grupper, Ringkrebsene og Skjoldkrebsene, noget efter og forholdsvis spiller en større Rolle i det ferske Vand end disse, blandt andet som Føde for Ferskvandsfiske, men ved deres Lidenhed ofte unddrage sig det mindre skarpsynede Øie. Som Exempel ville vi vælge de smaae, i vore ferske Vande saa hyppige, næsten mikroskopiske Vandlopper eller Cykloper, saa kaldte fordi deres to smaae Øine ligge saa
141
tæt ved hinanden, at de synes eenøiede. Af Lemmer be- sidde de to Par leddede Følehorn, fire Par Mundfødder, 4A—5 Par korte, tvegrenede, leddede Svømmefødder med lange Børster og et paa det sidste Haleled anbragt blad- formigt Halefodpar med långe Børster (See Fig. e). En stor Mængde beslægtede Former beboe Havet, især det aabne Ocean, og de optræde undertiden i saadan Mængde, at de faae væsenlig Betydning som Fødemiddel for Havets Kæmpe- dyr, Hvalerne. — Hunnerne bære Ægene om med sig i en eller to til Grunden af Halen ophængte Sække; den udklækkede Larve (Fig. a) er rund eller aflang, uleddet og kun udstyret med tre Par korte Svømmebeen, det første i Reglen ugrenet, de to andre kløftede. Gjennem en Række af Hudskifter arbeider denne Larve sig nu frem til Cyklop- formen; paa et senere Stadium f. Ex. (Fig. c,d) har Kroppen forlænget sig betydelig, der er dannet en Bagkrop, men endnu ingen Hale; foruden de tre Par store Svømmebeen er der Spor til flere småae, som udvikle sig paa Bag- kroppens Bugside. Paa et tredie Udviklingstrin er Bag- kroppen treleddet, og der findes et enkelt Haleled med to Haleblade, Følehornene og Munddelene have antaget deres charakteristiske Form, 0. s. v.”)
+) Cyklopernes Forvandlingshistorie er forfulgt af 0. F. Muller (Entomostraca), Jurine (histoire des Monocles) og Claus (Archiv fur Naturgesch. 1858). Phyllopodernes Udviklingshistorie (Apus, Branchipus , Estheria og Limnetis) see Zaddach de Apodis cancriformis etc., Prevost i Jurines anførte Værk, Joly i Annales des sciences naturelles t. 13, 1840, Grube i Archiv fur Naturg. 1853] har. megen Lighed dermed; den af Æget udklækkede Larve har et forholdsvis kort, uleddet Legeme uden Skal, 1 Øie og de samme 3 Par Lemmer som Cykloplarverne, svarende til de 2 Par Følere og Kindbakkerne; efterhaanden — gjennem hyp- pige Hudskifter — komme de manglende Krop- og Haleled, Lemmer, Øine, Skal osv. frem og de oprindelige Bevægelsesred-
142 i
Det charakteristiske ved Vandloppernes, som overhoved ved Entomostraceernes Forvandling, er at naar de fødes, er kun Legemets forreste Trediedeel og nogle faae Lemmepar tilstede; de andre Led og Lemmer dannes
skaber antage tildeels andre Former. Udviklingen af Argulus [see Jurine: Annales du Museum t. 7, 1806 og Herrick og Dana i Sillimans American Journal t. 31, 1837] kan endnu til- deels bringes ind under den samme Hovedlov. Ligeledes Mus- lingkrebsenes eller Gypridernes (Zenker: Archiv f. Naturg. 1854) og Dolkhalernes (see Cuvier régne animal edit. illustrée, Crustacés). Derimod forlade Dafnierne Æget i fuldt udviklet Skikkelse (Jurine: histoire des monocles) og gjennemgaae aldeles ingen Forvandling.
Mereindvikledeere ForholdenehosSnerlefødderneeljerCirri- pedierne ogdeparasitiskeCyklopider(Lernæer cg Fiske- lus), hvisnyligt udklækkede Yngel er Cyklopernes saa lig, at man neppe kan skjelne dem derfra, hvorimod Udviklingens endelige Resultat er saa afvigende, at disse Dyreformers Krebsdyrnatur længe har været aldeles miskjendt. Til den for hele Afdelingen fælles additative Metamorfose kommer nemlig ligesom hos de snyltende Iso- poder en Stræben bort fra det typiske, en aberrant, ikke sjel- den endogsaa retrograd Udvikling. — Af Snyltekrebsenes og Lernæernes Formrække kjender man det første Stadium, den nys udklækkede Larve, men kun hos enkelte f. Ex. af desaakaldte Lernæopo- der har man været i Stand til at forfølge nogle af de senere Stadier, [See Kollar i »Annalen des Wiener Museums« I1ste Bd. 1855, om Ba- sanistes huchonis, og Claus om Chondracanthus gibbosus i håns »Ueb. d. Båu. u. die Entwick: ein. paras. Crustac.« 1858; samt nogle Stadier af Udviklingen af Lernæopoda og Pennella i Steen- strups og Lutkens »Bidrag til Kundskåb om det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer«]. Den udviklede Lernæopod-Hun har i Reglen en temmelig anselig Størrelse, et langstrakt sækdannet Legeme, fra hvis Midte der udgaaer et Par Arme, som i Spidsen | ere sammenvoxne og forsynede med en Knap, ved hvis Hjælp de ere fæstede i den Fisks Hnd, Kjød, Gjæller osv., påa hvilken de snylte. Dette Armpar er det 4de Par Mundfødder; ved nærmere Eftersyn opdager man ogsaa de andre og Følerne, men de ere meget smaaåae og ufuldkomne; Svømmefødder og Haleblade mangle derimod ganske. Hannerne ere mangfoldige Gange mindre end Hunnerne, påa hvilke man finder dem siddende; de ligne kun lidt Hunnerne og have 2 Par tykke og stærke Krogfødder (Kjæbe-
143
først efterhaanden og komme til Udvikling gjennem en Række af Hudskifter. Det gjælder her ikke alene om en videre Udvikling eller Omdannelse af noget engang givet — og dertil reducerer sig i det væsenlige de Former
fødderne) til at holde sig fast med. Larvens første Stadium er, som anført. Gykloplarvernes aldeles ligt; paa det andet (c. 1”) har den ogsåa omtrent samme Bygning som en Cykloplarve påa det tilsvarende Trin, med 2 Par tvedelte Svømmebeen, 3åleddet Hale med Svømmebørster osv., men at den ikke skal udvikles til nogen fritsvømmende Cyklopform, er allerede antydet ved Formen af de 2 Par Kjæbefødder, som ere stærke Krogbeen. Den er alt- saa endnu i Stand til at svømme omkring, men vil endnu påa dette Udviklingstrin hæfte sig påa en Fisk og der undergaae et Hudskifte, hvorved Svømmefødderne og Legemets Ringdeling gaae tabt, 4de Par Mundfødder omdannes til det beskrevne Hæfte- redskab osv. Denne Omdannelse er vistnok i mange Henseender et Tilbageskridt, men om end Hannen er lige saa ufuld- komment et Væsen som Hunnen, er den dog mindre af- vigende fra Cyklopformen.
Cirripediernes Metamorfose er studeret af Burmeister (Beitråge zur Gesch. d. Rankenfusser, 1834), Sp. Bate (Annals of natural history 1851), Darwin (Monograph of Cirripedia), Hesse(An- nales d. sc. natur. 1859) og Krohn (Archivf. Naturgesch. 1860) Deere som bekjendt alle fastsiddende Dyr; en Balan f. Ex. (see dette Tids- skrift, 2R. 3 Bd. p. 91) har en af 4—6—8 eller fnange flere Stykker sammensat Skal af Form som en afstumpet Kegle, der lukkes foroven af 2—4 Skaller, det saakaldte Laag, mellem hvilke Dyret kan ud- strække 6 Par lange, mangeleddede, kløftede, haarbesatte Lemmer ; det har desuden 3 Par Mundfødder. Hos Langhalsene er Skallen forlænget og har ligesom deelt sig i 2 Partier: den egen- lige Skal eller Kappe, væsenlig svarende til »Laaget« og om- sluttende Dyrets Krop, Lemmer osv., og den kortere eller længere Stilk, som svarer til Balanskallens Grundflade; hos nogle er Stilken nøgen, hos andre besat med talrige Smaaskaller, og de øverste og største af disse svare da til Balanskallen. Undertiden er Kappen aldeles blød og hudagtig, uden Spor til Skalplader. — De udklækkede Cirripedlarver have næsten aldeles Charakteren af Cykloplarver; et bredt, noget fladt, rundt eller aflangt Skjold dækker den uleddede Forkrop, som er udstyret med 3 Par, Svømmefødder aldeles som Cykloplarvernes, et Øie og en snabel- formig Mund; bagtil sees en kløftet Hale. Efter flere Hudskifter
144
af Metamorfosen, hvormed vi hidtil have beskjæftiget os — men tillige, og det efter en, stor Maalestok, om en ny Produktion, en Fremvæxt af nye Elementardele (Led og Lemmer), indtil Legemsbygningens Grundplan er fuldstændig gjennemført. Begrebet »Metamorfose« er derfor her ingenlunde reent, det er i Grunden kun .en egen Form for Væxten, ledsaget af en Omdannelse af enkelte Organer, f. Ex. af Larvens tre Par Svømmefødder. Dog er der een Anaålogi mellem de lavere og høiere
seer man påa større Larver, at Grunden af Halen er opsvulmet, og at der der udvikler sig 6 smaae kløftede Forpar med lange Børster og en ny Hale; ved Siden af det enkelte uparrede Øie uddannes 2 sammensatte Øine ligesom hos mange Phyllopoder. Ved et følgende Hudskifte viser Girripednymfen sig derfor med en temmelig forandret Skikkelse; den har en sammentrykt, aflang, Aklappet Skal; fortil rager et eiendommeligt Lemmepar (egenlig Antenner) frem, ved hvis Hjælp den kryber omkring og senere hæfter sig fast; ved Grunden af det findes 2 større sammensatte og et mindre enkelt Øie. Bagved Munden rage Børsterne af.de 6 Par endnu korte, tvegrenede og 3leddede Fodpar frem mellem Skallerne og bagved dem en lille Hale, bestaaende af 3 korte Led og et 2leddet Fodpar med lange Fjerbørster. Munden er i dette Stadium lukket og Mundfødderne endnu ikke tilstede; den kan endnu svømme omkring ved Hjælp af de 6 Par Fødder. Indenfor Cirripednymfens Huddække foregaaer der nu igjen nye Om- dannelser, igjennem hvilke de 6 Fodpar faae en langt betydeligere Udvikling, og ved et nyt Hudskifte gaaer den endnu meget lille, fasthæftede unge Cirriped over i sit 3die Hovedstadinm; først nu begynde de for de enkelte Slægter eiendommelige Skal- dannelser at komme til Syne i den omskabte Cirripeds Kappe (Nymfens Skal) og Stilk (hos Nymfen en Deel af Forkroppen eller Hovedet). Ved den sidste Forvandling gaae de 2 store Øine tabte, men det simplere Biøie bliver tilbage, ligeledes Antennerne, skjøndt som aldeles rudimentære Dannelser. — De normale Cirri- pediers Udvikling er ganske vist i høj Grad centrifugal eller aberrant, men, ligesom Krabbernes, kun retrograd i enkelte De- tailler; hos de lavere, snyltende og saa paafaldende simpelt byggede Cirripedformer, f. Ex. Peltogastrinerne, er den der- imod unægtelig ligesom hos tilsvarende Lernæformer i høi Grad retrograd.
145
Krebsdyrs Metamorfose, som her ikke bør forbigaaes,
nemlig at i begge Tilfælde ere de egenlige Bevægelses- redskaber .henlagte til Forkroppen hos Larven, men til Bagkroppen (og tildeels Halen) hos den fuldkomne Krebs, hvad enten denne er en Reie, en Krabbe, en Damrokke eller en Vandloppe. Alt som det mere bagtil liggende Parti af Legemet tiltager i Betydning, træder det forreste i denne Henseende tilbage, om det end i andre
opnaaer en hensigtsmæsigere og fyldigere Uddannelse.
Maaskee kunde man opstille den saa- kaldte Metamorfose hos Smaakrebsene, Tusind- benene og Nereiderne”) som en egen Kate- gori under Navnet den additative. Som Exempel påa Myriopodernes Udvikling kunne vi vælge den Række fremadskridende Forandringer, som en Julus undergaaer. Det er et Leddyr med et langt, trindt, næsten ormdannet Legeme; paa den forreste af Lege- mets Afdelinger (Hovedet) findes to syvleddede Følehorn, to Grupper af talrige: Smaaøine og flere Par Mundfødder; derefter følge fire Ringe, af hvilke den anden er fodløs og de andre hver bære sit enkelte Beenpar, medens alle de følgende hver bære to Pår smaååe Been, indtil Legemet afsluttes af to fodløse Ringe. — I Slutningen
af September”) lægge nu disse Tusindbeen deres talrige Æg i en lille Bunke i Jorden; 14 Dage efter briste disse, ved at Skallen deler sig i to Halvdele, og Ungen kommer til Syne; det
+) See det følgende Capitel: Metamorfosen i Ormeklassen.
£%) hos den Årt, hvis Udvikling Fabre har forfulgt.
10
146
er da et overmaade lille, hvidt, krumbøiet, ubevægeligt Væsen (Fig. a, b), hvis Legeme endnu knap viser Spor til Leddeling, Lemmer, Følehorn o.s. v., og som sidder fast tilsin egen Ægge- skal. Det er som om Æget var bristet for tidligt, eftersom det lille Væsen endnu i hele 8 Dage ikke er i Stand til at be- gynde en selvstændig Livsvirksomhed; endelig seer man, at der forberedes en ny Tingenes Tilstand; mån begynder at kunne skjelne Hovedets og Legemets Ringe, Huden”) brister, og den unge Julus-Larve træder frem i en fra den voxne meget forskjellig Skikkelse (Fig. c). Foruden Hovedet har den kun 8 Kropringe; påa Hovedet findes to fireleddede Antenner og to Øine, paa tre af de fire forreste Led et Par Been paa hvert. Disse Dele svare aabenbart til Hovedet og de fire forreste Ringe af den udvoxne Julus, og man behøver blot at tænke sig Øinene, Munddelene og Antennerne noget mere uddannede for at enhver væsenlig Forskjel imellem dem kån tænkes udjevnet. Larvens to ”sidste fodløse Ringe svare ligeledes til den voxnes, og Forskjellen er da altsaa den, at der isteden- for de talrige (40—45) mellemliggende Kropringe med det doppelte Antal Fodpar kun findes to fodløse Led! Udviklingen bestaaer nu deri, at der efterhaanden udvikles flere og flere Led og Lemmepår. Sam- tidig med, at der fra Larvens Ste og 6te Led udskyde fire Fodpar, dannes der 6 smaae Ringe mellem 6te og Tde (næstsidste) Led (Fig. d), og samtidig med at disse efter et nyt Hudskifte voxe ud til fuld Størrelse og — efter nok et Hudskifte — faae deres doppelte Fodpar, dannes 6 nye Led mellem 12te og 13de (nu det næst-
+) Denne Føosterhud er maaskee analog med det fine Overtræk, hvormed Dekapodlarverne (efter Joly og Du Cane) forlade Æget.
147
sidste) Led og såa fremdeles (Fig. e og f). Endelig, 2 Aar efter sin Fødsel, har Tusindbenet gjennemgaaet sit sidste Hudskifte og opnaaet sin fulde Størrelse og Ud- vikling; Forplantningsorganerne ere nu tilstede og frem- kalde som naturlig Følge Forplantningsdriften; Dannelsen af nye Led og Lemmer er hermed afsluttet +).
+) Smlgn: Art. Myriopoda i Todds Cyclop. of Anatomy etc. (Efter Newport) og Fabre i Annal. d. sc. natur. 1855, t. 3. Ifølge Ne w- ports, som det synes, meget omhyggelige Undersøgelser over- skjæres Julidernes Metamorfose, saaledes som det ovenfor er fremsat, i en Række skarpt sondrede Afsnit ved Hudskifterne; Fabre benægter, at der findes mere end to, det første, naar Larven forlader Æget, det andet, naar det forvandles til et avle- dygtigt Dyr. I Skolopendergruppen kommer Larven mere udviklet ud af Æget (mindst med 7 Par Lemmer), og hos selve Slægten Scolopendra fødes Ungerne levende og med det fulde Antal af Led og Lemmer. — Hos Edderkopperne findes i Reglen ingen Metamorfose; thi at Skorpionerne f. Ex. mangle Giftkloen. og at Fugle-Edderkoppernes Yngel er glat og kortbenet osv., kan ikke falde ind under dette Begreb. Kun hos Miderne, der ofte forlade Æget med eet eller to Beenpar mindre end de senere have, og hvor der kan findes et hvilende, pupeagtigt Stadium (Dugés: Annal. d. sc. nat. 1834) er der en Tilnærmelse til en Meta-
(0
148
At denne additative Metamorfose kun er en for mangeleddede Leddyr meget naturlig Form for Legemets Væxt og Udvikling og ikke kan henregnes til Metamor- fosen i strengeste Forstand, vil sikkert blive Dem endnu klarere af Ledormenes Udviklingshistorie.
Metamorfosen i Ormeklassen.
Ogsaa hos Ledormene antog man længe, at der ingen Metamorfose fandt Sted; "om Iglerne")'f. Ex. vidste man, åt de strax optræde med deres fulde Antal af Led og i det hele som et Miniaturbillede af hvad de senere skulle være, og om Regnormenes”) Yngel, at den ikke viser nogen anden væsenlig Forskjel fra de gamle, end at Legemet tæller et ringere Antal Led og følgelig maa erstatte det manglende ved efterhaanden at skyde nye Men det gik her med Ormene som med
morfose. Hos de bændelormagtige Pentastuoner (v. Beneden Ann. d. sc. nåt. 1848 og 49 og Leuckart: Bau und Entwickelungs- geschichte der Pentastomen, 1860) er Omdannelsen fra den oprinde- lige Mideunge -Typus såa gjennemgribende, at de afgive et meget godt Exempel paa en aberrant, tildeels retograd, Udvikling. Kun Hav-Edderkopperne (Pycnogoniderne) gjennemgaae en Slags additativ Metamorfose, der bedst kan paralleliseres med Smaakrebsenes. (See Krøyer, Naturhistorisk Tidsskrift, 3die Bd. 1840). " Bruskiglerne sidde ligesom rugende paa deres til et Planteblad hæftede Æg, indtil Ungerne ere fuldt udviklede; allerede tidligere have disse dog forladt Æget, og de ere da endnu uleddede, mangle Øine, Snabel o Sugeskive og ere i det hele langt tilbage i deres Udvikling. (Grube: Untersuch. uber die Entwickel. d. Clepsinen, 1844). See dUdekems fortrinlige »histoire naturelle du Tubifex des ruisseaux« (Memoires de Vacad. de Belgique, t 26, 1855). Naar Tubifex rivuloru m forlader Æggekapslen, har den 30 Led (senere indtil 100), Fodbørster, Fordøielseskanal, Nervesystem, Blodkar, Nyrer osv., men endnu ikke Spor til Forplantningsredskaber.
149
Krebsdyrene og Bløddyrene, deraf at Landjordens og Ferskvandets Repræsentanter for disse Klasser ikke gjennem- gik nogen Metamorfose, sluttede man, at en saadan heller ikke fandtes hos Havets. At der hos Havets Led- orme virkelig finder en Slags Metamorfose Sted, blev først godtgjort af Sars og Lovén, senere nærmere paa- vist af Milne-Edwards og i den nyeste Tid af flere tydske Naturforskere”), som nu pleie at tilbringe Ferierne ved en eller anden Havkyst, fiskende i Havfladen med et - fint Net og undersøgende med Mikroskopet det saaledes vundne Udbytte. Paa denne Maade faaer man i sine Observationsglas en Mængde meget smaae Larveformer af de forskjelligste Sødyr, men uden nogen nærmere Op- lysning om deres Herkomst, og de leve i Reglen ikke såa længe, at man med Bestemthed har kunnet see, hvad de ville blive til. Undersøgelserne over disse Dyreformers Udvikling og Forvandling have derfor en temmelig fragmentarisk Cha- rakteer, og det er kun enkelte, som man har forfulgt, indtil de havde iført sig deres Slægts charakteristiske Dragt. At give en Udsigt over Havledormenes Udvikling, som tog tilbørligt Hensyn til alle her optrædende mindre væsen- lige Forskjelligheder, er derfor endnu neppe muligt; vi maae indskrænke os til at udvælge nogle mere bekjendte Ormeformer som Exempler.
Den almindelige Sandorm(Arenicola) lægger sine Æg i smukke, rosenrøde, pæreformige Geleeklumper, der kunne træffes i Ebbetiden liggende paa Sandet i Nær- heden af deres smaae Rørhobe; Stilken forlænger sig
%) Joh. Muller, Max. Muller, Busch, M. Schultze, Leuckart og Pagenstecher osv.; Litteraturen findes sammenstillet i Schultzes Afhandling om Udviklingen af Arenicola (Schriften der naturf. Gesellsch. zu Halle. 3die Bd. 1855).
En Sandorm.
150
ned- i Sandet og tjener. til Fæste for den hele Geleemåasse, som egenlig har en gulgrøn Farve; det røde hidrører fra de 3—400 Ægge- blommer, som ere indhyllede af den geleeagtige Masse. Disse Æg omdan- nes nu først til aflange Fostre (Fig. a), der ikke vise nogen- anden Organisation end at deres Forende er omgivet af et bredt Bælte af Fimrehaar, ved Hjælp af hvilke de begynde at bevæge sig langsomt omkring i den halvflydende Gelee. Snart har det lille Foster åntaget en mere langstrakt Skikkelse, faaet to
mørkerøde Pletter (Øjne) i Nakken og tre smaae Bælter af
Fimrehaar til, et i Forenden, et i Bagenden og et tæt bagved det ældre bredere Bælte (Fig. b)"). Atl som det voxer (Fig, c)
Fem Trin af Sandormens Udviklingshistorie (efter M. Schultze).
”) Hvis man vil betragte de tre forreste Fimrebælter som Under-
afdelinger af det oprindelige Fimrebælte, faaer man ligesom hos Terebellerne kun to Bælter, et større omkring Forenden og et mindre omkring Baågenden.
151
blive Munden, Fordøielseskanalen og Tarmaabningen tyde- lige, og mellem de to bageste Fimrebælter viser der sig ringformige Indsnøringer — de første Spor til Dyrets senere Ringdelingg — som under Væxten rykke længere fra hinanden. Endelig — paa Larvelivets sidste Stadium (Fig. d) — see vi det med en 6leddet Krop, Fimrebælterne ere endnu tilstede, men intet Spor til Fødder. Nogle og tyve Dage efter Æglægningen miste de Fimrehaarene og for- lade Geleemassen som træge, hjælpeløse Orme af 1—3” Længde (Fig. e). De fire Led, som forhen laae mellem Hovedet og Analringen, ere nu forøgede til 10, og de forreste af disse have begyndt at faae Børster, men disse aftage i Uddannelse for hvert Led man gaaer længere tilbage, og forsvinde allerede med det femte Led; til Krogbørster, Gjæller o. s. v. er der endnu intet Spor, og man vilde vist- nok, hvis man traf disse spæde Annelider uden at kjende deres Oprindelse, ikke være i Stand til at erkjende dem for hvad de ere.
Terebellernes Forvandlingshistorie har megen Lighed med Sandormenes"). Ogsaa deres Æg lægges i Slimklumper, som hænge fast til Mundingen af det af Ormen beboede Rør, og Larvens første Livsperiode til- bringes ligeledes i denne Slimmasse. At Æget er for- vandlet til Foster, opdager man ved at det bedækkes af Fimrehaar og begynder at .røre sig; snart strækker det sig i Længden (Fig. a), og Fimrebeklædningen afbrydes af en nøgen Forende, paa hvilken der iagttages to røde Øie- pletter, og et andet ligeledes nøgent Bælte nær ved Bagenden. Samtidig med at Mund og Tarmaabning komme til Syne, afsnøres et nyt Led foran Analringen, og
+) Milne-Edwards: Annal. d. sc. natur. 3 serie. t. 3. 1845.
152
Legemet tæller nu allerede 5 Afsnit(Fig.b). Naar Larven er1'” lang (Fig. cogd)kan den forlade Slimmassen og leve uden den,
To Rørorme paa en Muslingskal; den øverste af dem er en Terebella; Røret er halv aabnet.
Fire Udviklingstrin af en Terebella (efter Milne-Edwards).
men den kan ogsaa leve i og af den nogen Tid endnu; den bestaaer nu af flere Led — de nye komme bestandig
153
frem foran den sidste eller Analringen — af hvilke flere allerede ere udstyrede med Fodknuder og Børster, hvis Udvikling skrider frem efter samme Lov som Leddenes; Fordøielseskanalen frembyder allerede en temmelig ind- viklet og sammensat Bygning. Samtidig med at den første Føletraad skyder frem fra Panden, begynde Fimrehaarene at tabe sig; men endnu hår den unge ÅAnnelide ikke Cha- rakteren af en Rørorm; dog svømmer den nu ikke læn- gere frit omkring, men vælger sig et Stade og begynder at afsondre et Slimhylster omkring sig. Nu begynde og- saa Krogbørsterne, der netop ere betegnende for Rør- ormene, at komme frem, efter den samme Lov og Orden som de andre Yderdele. Øinene forsvinde efterhaanden, og nye Føletraade skyde frem fra Panden, en for en, alt som Leddenes Antal voxer til nogle og tyve. Først naar de have c. 40 Par Fødder, komme Gjællerne frem (Fig. e), først et Par i Form af en simpel Forlængelse, der efler- haanden forgrener sig, senere et andet og tredie. Skjøndt de endnu kun ere 5—6"”" lange, have de allerede alle Tere- bellernes Særkjender, uagtet de skulle blive 20—30 Gange saa store og forøge Antallet af deres Føletraade, Led, Fodpar, Børster 0. s. v. meget betydeligt: Hvad der staaer tilbage er egenlig kun en Væxt, en Udvikling af nye Led og stedse rigeligere Udstyr af de ældre, og denne Nydannelse standser rimeligvis ikke, fordi Dyret bliver fornlantningsdygtigt, fortsætter sig måaskee gjennem hele Ormens Liv.
Som et tredie Exempel vil jeg endnu foredrage Dem Skjælryggenes (Lepidonote) Metamorfose. Disse Orme bære deres Æg paa Ryggen, hvor de kunne danne et næsten sammenhængende Lag under Rygskjællene; men det varer ikke længe, inden de spæde Larver gjennem-
154
bryde den Ægene omgivende Slimmasse og sværme frit om i Vandet. De have da et næsten kugledannet Legeme,
som paa Midten er omgivet af en Fimrekrands; påa den Deel af Legemet, som ligger ovenover eller foran denne,
DÅ nfl; SNNWWa= SD) SNE ” | MAS
findes to Øine; Munden ligger derimod som sædvanligt tæt under (bagved) Fimrekrandsen. I det indre kan man i Reglen allerede hos disse fritsværmende Annelidelarver , skjelne Fordøielseskanalen, der naturligvis endnu er meget kort; dens ÅAÅabning er her ikke som hos mange andre udstyret med en egen Fimrekrands. Bagkroppen er endnu ganske kort og uden Spor til Led; det hele lille Væsen er kun 0,02/” stort. Naar Dyret er voxet til -det syv-
155
doppelte (Fig. a), kan man dog ved Presning overbevise sig om, at Bagkroppen er svagt afdelti8 Led, der allerede ere udstyrede med Børster; Øinenes Antal er voxet til 6. Naar Larven har naaet en Længde af 0,17”"(Fig.b), er den alle- rede udstyret med lange Fodbørster, med 4 Par Rygskjæl og med to Par Hals-Følere; endnu sværmer den om og støder Kulbøtter i Vandet ved Hjælp af sin Fimrekrands. Men saa snart den blot har naaet en Længde af 0,19'” (Figse); har den mistet dette for Larvelivet charakteristiske Redskab, og vi have nu for os en næsten fuldstændig udviklet Annelide, dog med den Indskrænkning, at den endnu kun bestaaer af & Led foruden Hovedet; den for- reste Deel af Legemet er altsaa her næsten færdig, inden der endnu er Spor til dets bageste Deel. Ogsaa andre lagttagelser synes at vise, at Annelidernes Legeme ikke altid udvikles Led for Led, men undertiden i Partier, saaledes at der først anlægges og udvikles omtrent sam- tidigt en Række af Led nærmest ved Hovedet, naar de ere nogenlunde færdige påa lignende Maade en anden, derefter maaskee igjen en tredie Række 0. s. v.”).
Ville vi sammenfatte Annelidernes Forvandlings- historie under en fælles Regel, vil denne kunne ud- "trykkes saaledes: Havets Børsteorme udklækkes som runde eller aflange Smaavæsener, der enten ere udstyrede med en Fimrehaarsbeklædning””) over det hele eller -med et.eller
”y Af de ægte Nereiders (Nereis) Forvandlingshistorie kjender man egenlig kun Brudstykker, som dog vise, at Forholdene her væsenlig ere de samme som hos de andre Havbørsteorme. — Et godt Exempel paa Udviklingen af en Annelide afgiver Slægten Chæ - topterus, hvis Larve blev beskreven som en Mesotrocha.
””) Hos visse Former findes der Fimrekrandse paa alle Legemets Led, og disse holde sig da ofte langt hen i Annelidens Udvikling efter at Børstefødderne f. Ex. allerede ere meget tydeligt udviklede.
156
flere Fimrebælter; de besidde i Reglen 2—6 Øine, selv om de senere ere blinde, samt Mund, Fordøielseskanal og Tarmaabning,; men ingen andre Organer. Udviklingen bestaaer nu déri, at Bagkroppen afsnøres i nogle faae Led, og at nye Led bestandig komme frem mellem Anal- ringen og den yngste foregaaende Ring, enten enkeltvis eller flere paa een Gang, og alt som Ringene fremkomme og udvikles, udstyres de med Haarbørster, Krogbørster, Føletraade, Blade, Gjæller 0. s. v., samtidigt med at Larvelivets Fimrekrandse gaae tabt: og Hovedets Føle- " traade 0. s. v. komme til Syne. Undertiden gåaåaer Ormen lige fra den Æggeslim, hvori den "har levet sit Larveliv, umiddelbart over til sit senere Liv som rørboende eller sandrodende Orm; hos andre indskydes derimod ligesom hos såa mange andre lavere Dyr et frit Sværmstadium, under hvilket den senere til Havbunden fængslede Ledorm sværmer om i de øvre Vandlag. — Der gives imidlertid ogsaa Hav-Annelider, hvis Udviklingshistorie er noget simplere, og dette er især Tilfældet med dem, der udklækkes i eller paa Moderens Legeme; deres Unger besidde vel et ringere Antal Kropringe og i det hele en simplere Bygning end de Yoxne, men i Reglen ingen Fimrekrandse eiler andre paa et frit Sværmstadium beregnede provisoriske Organer”). En saadan blot additativ Udvikling synes ikke at fortjene Navn af Metamorfose; det er lige saa na- turlig en Form for Væxten og Udviklingen af Ledormenes Legeme, som at der sættes nye Omvrid til paa Sneglenes
”) See Ørsted om Exogone (Archiv f. Naturg. 1845) og Koch om Bunice (Denk- Schriften der Allg. Schweiz. Gesellsch. 8de Bd. 1847)... Derimod findes Fimrehaar hos Ungerne af Autolytus prolifer (Mullers Archiv f. Anat. 1855), uagtet denne Ledorm huser sine Unger en Tid i en stor Bugsæk.
157
Skal eller nye Væxtstriber paa Muslingernes. Men er dette saa, synes det samme ogsaa at maatte gjælde Led- ormene overhoved; for deres Larveliv bliver der nemlig intet andet positivt Redskab tilbage som charakteristisk, end Fimrehaarene, og hvor stor Betydning end disse kunne have for disse spæde Væsener, gaaer det dog ikke an at knytte Begrebet Forvandling alene til Tilstede- værelsen eller Manglen af et saa efemært Organ, hvis Forsvinden gaaer ganske umærkeligt for sig uden i nogen Henseende at drage andre Modificationer af Dyrets Bygning med sig.… Annelidernes Udvikling er — naar vi see bort fra den provisoriske Fimrebeklædning — væsenlig addi- tativ, undertiden aberrant, mavnlig hos Rørormene, men ikke en Metåmorfose i strængeste Forstand; paa den anden Side maa det indrømmes, at det er vanskeligt, om ikke umuligt, at afpæle dette Begreb ved skarpe Grændser og at fælde en sikker Dom i Spørgsmaalet, om en eller anden Dyreform gjennemgaaer en Metamorfose eller ikke”).
Med større Ret synes man åt kunne tillægge nogle af Havets lave- re Ormeformer, Flad- ormene og Slim- bændlerne, en Meta- 5 morfose. Man kjender
Larven af en Havplanarie med Fimrehjul, seet fra saaledes en lille Flad-
oven (a) og fra neden (b) (efter Joh. Miller, É Archivf. Anat. 1850). ormelarve , der er ud
”) Ogsaa de med Ledormene beslægtede Pølseorme (Sipunkler) have en sammentrængt, fritsværmende Larveform med Fimre- krands, men Udviklingen ere noget simplere, da disse Ormes Legeme er uleddet og uden Fødder, Børster, Gjæller eller desl. (Mullers Archiv f. Anat 1851).
158
p styret med et eiendommeligt Fimrehjul, d. v. s. 8 med Fimrehaar udstyrede Horn eller Forlængelser, ved Hjælp af hvilke den kan svømme kredsende om i Vandet, men som, alt som den voxer, blive mindre og mindre og tilsidst forsvinde, naar den er bleven 247” lang. En anden mær- kelig Nemertinlarve, som er bekjendt under Navnet Pili- dium, har Lighed med en Hjelm; den bærer påa Toppen
É 3 HAGÅN ÆÅ RE TE RSS
En Pilidium (Nemertin-Larve). I Figur a er Ormen (f) kun anlagt, i b er den fuldt udviklet og rede til at afkaste sin Maskering (efter Leuckart og Pagenstecher i Millers Archiv f. Anat. 1858). i en Haardusk og er forneden kraåndset af Fimrehaar, der ogsaa fortsætte sig langs med Randen af de 2 Sidelapper, mellem hvilke Munden ligger. Omkring denne besynder- lige Larves Fordøielseskanal uddanner der sig nu et båaad- formigt Legeme, der efterhaanden optager. den heelt i sig; saa begynder det at række og strække sig indenfor Larvelegemets Hulhed, gjennembryder tilsidst denne og frigjør sig som en lille Fladorm fra sin Larveform, der skrumper ind og gaaer .til Grunde. Denne Form af Metamorfosen er saa paafaldende, fordi de forgængelige Dele, de provisoriske Organer, der ere bestemte til at afkastes, her spille saa aldeles overvejende en Rolle; hos Pighudene ville vi i øvrigt finde en aldeles analog
159
Form for Metamorfosen. — Ogsaa hos Ikterne, disse paårasitiske Fladormeformer, findes der en Metamorfose: ogsaa Iktelarven (Cercaria) har sit provisoriske Svømme- redskab, en Svømmehale, der afkastes, saa snart den op- giver sit kortvarige frie Liv. —
Det er en almindelig Regel, at Havets Dyre- former hyppigere ere underkastede en Metamor- fose end Landjordens og Ferskvandenes”), og Grunden dertil er, at for de sidstes Vedkommende exi- sterer der i Reglen ingen Modsætning mellem de Natur- forhold, hvorunder de tilbringe deres forskjellige Livs- afsnit, og altsaa ingen Nødvendighed for en Metamorfose, hvorimod Naturforholdene i Havet føre det med sig, at de samme Dyr, som senere føre et omvankende eller stillesiddende Liv paa Havbunden, maae tilbringe deres første Levetid i Vandets Overflade og derfor være ud- styrede paa en Maade, der gjør dem det muligt at sværme frit omkring, altsaa med provisoriske Svømmeredskaber af en eller anden Art. En mere eller mindre eiendomme- ligt udpræget Larveform vil derfor næsten uden Und- tagelse findes hos de fleste lavere Havdyrformer, naar ikke en særegen Opfostring eller Ynglepleie gjør den overflødig, thi da vil man næsten aldrig kunne paapege nogen Metamorfose. Saaledes slutter denne sig altid nøie til de biologiske Forhold. — Naar vi finde en Metamor- fose hos Land- og Ferskvandsdyr, vil denne i Reglen finde
”) Som yderligere Exempel herpaa kan nævnes Capitella Fabricii, en lille rørboende Hav-Regnorm, hvis Unger have et, Sværm- stadium og ere udstyrede med Øine og Fimrekrandse, hvorimod Landjordens og de ferske Vandes Regnorme (Lumbricus, Tu- bifex) aldeles ikke kunne opvise noget lignende. (Bullet. de Vacad. d. Brux. 1857; v. Beneden).
160
sin naturlige Forklaring i, at Livets Tendens fra et vist Tidspunkt bliver en anden, i åt nye biologiske Momenter gjøre sig gjældende. For Insekternes og Paddernes Vedkommende er denne Modsætning allerede antydet i det foregaaende; at den finder Sted hos alle de Snyltedyr, som til en vis Tid føre et fritsværmende, senere et para- sitisk Liv, vil ogsaa være indlysende af sig selv. Kun for Tusindbenenes og Smaakrebsenes Vedkommende passer denne Forklaring ikke, men dem have vi heller ikke kunnet indrømme nogen egenlig Metamorfose. — De vil gjøre den Erfaring, at den her fremsatte Regel og Forklaring ogsaa holder Stik i den tredie store Hoved- afdeling af Dyreriget, med hvilken vi i det følgende ville
komme til at beskjæftige os.
Om de vigtigste Insekter, som ved at angribe Plan- ternes Rødder blive skadelige for Mavekulturen.
To Foredrag holdte i Gartnerforeningen i Vinteren 1862.
Af V. Bergsøe, Cand. mag.
I:
Naar De, mine Herrer, have anmodet mig om at yde Dem de Oplysninger om Havekulturens farligste Fjender af Insektriget, som Videnskaben paa sit nuværende Stand- punkt kan give, saa har dette paa den ene Side været mig til Fornøielse, da det altid maa glæde Entomologen at kunne anvende sin Videnskab praktisk; men det har ' paa den anden Side bragt mig i en ikke ringe Forlegen- hed. — Det Antal Fjender, som Havedyrkeren har at kjæmpe med, er nemlig saa anseeligt, at selv en kortfattet Fremstilling af de farligste Arter vilde optage en Tid, der vilde gaae langt over den, som er mig indrømmet. Kaster man et Blik hen over Insekternes System, da vil man finde, at der ikke gives en eneste Orden, uden at denne jo indeholder flere eller færre Familier, hvis Slægter ere meget skadelige for Menneskets Økonomi, det være sig nu i gartnerisk, forstlig eller landøkonomisk Hen- seende, og omvendt — betragte vi Rækken af vore Kultur- planter, da ville vi finde, at der neppe gives. en eneste Frilandsplante, uden at den i Insekternes talrige Familier
har en eller anden Hovedfjende, til hvem den maa afgive jet
162
Næring påa sit eget Livs Bekostning. I denne Kamp mellem - Planteriget og Insektverdenen er det desværre altid den sidste, der gaaer af med Seiren; thi uden at tale om, at Planterne i Regelen ere indskrænkede til passiv Modstand, — saavidt jeg veed er Dionaea muscipula den eneste, der paa en vis Maade kan kaldes aktiv — optræde Insekterne i saa uhyre Masser, ere udrustede med saa fortrinlige Vaaben og ledede af et saa vidunderligt Instinkt, at al Kultur vilde blive umulig, hvis ikke Mennesket, påa samme Tid som han i sin egen Interesse fremtvinger Kulturens Produkter og derved frem- maner et tilsvarende Kvantum Fjender, tillige med Be- stemthed træder op imod disse og ved alle mulige, til hans Raadighed "staaende Midler, bestræber sig forsat holde dem indenfor visse Grændser.
Der er fra mange Sider, saavel fra Videnskabsmænd, som dog især fra praktiske Gartnere, Land- og Forst- mænd, reist Tvivl om, hvorvidt Entomologien skulde kunne være i Stand til. at angive tilstrækkelige Midler til at kue de skadelige Insekter. Ligesom Entomologernes Bistand påa den ene Side er bleven overvurderet, saaledes er paåa den anden Side den Paastand, at den aldeles Intet kunde nytte, i høj Grad uretfærdig, ligesom den Yfttring, man undertiden hører de saakaldte Praktiske fremsætte, »at man dog ikke kan udrydde de skadelige In- sekter«, er temmelig meningsløs. Handledes der nemlig om aldeles at udrydde de skadelige Insekter af Skab- ningernes Tal, da var Entomologiens Bistand sikkert over- flødig; thi den Opgave kan Ingen magte. Men heldigviis er der kun Tale om at reducere Kulturplanternes. Fjender til et saadant Minimum, at deres Angreb bliver temmelig
umærkeligt, og dertil er man for en stor Deel Arter for
163
Tiden virkelig i Stand, saafremt man blot vil anvende nogen Omhu derpaa. Spørger man om de praktiske Resultater, hvortil den anvendte Entomologi for Tiden er naaet, da blive disse, efter min Anskuelse, følgende:
1) Der gives endnu et ikke ringe Antal Arter, hvis Livshistorie er utilstrækkelig eller kun lidet bekjendt, og hvor man netop af denne Grund ikke er i Stand til at træde op påa den rette Maade. Af saadanne skal jeg nævne Blæreføddernes Orden, en Deel mindre Fluer, Smaacicaderne f. Ex. Typhlocyba Solani Tuberosi, hvis Stik efter Dr. Schneiders Formening og Iagttagelser skal gjøre Kartoffelplanten modtagelig for Kartoffel- skimmelen.
2) En stor Mængde Insekter, hvis Livshistorie for- resten kjendes, have en meget ringe Størrelse, men optræde til Gjengjæld i uhyre Masser. Flere af disse ere som fuldkomne Insekter yderst hurtige og letbevægelige eller føre som Larver en meget skjult Tilværelse, f. Ex. en stor Mængde skadelige Flue- og Billeformer. Imod denne Gruppe, hvoraf jeg blandt de mange Former især skal fremhæve Galmyggene, Galhvepsene, Blad- lusene, Jordlopperne og en Deel mindre Blad- hvepse, lader der sig vel gjøre en Deel, men neppe Noget radikalt.
3) Den tredie Gruppe indbefatter Insekter med fuld- komnere bekjendt Livshistorie, og som enten have en be- tydeligere Størrelse, eller som, hvis de ere smaa, ere bundne til bestemte Partier af bestemte Planter; imod denne Gruppe kan man kjæmpe med. størst Held, og det er ikke uden Betydning, at de fleste skadelige Insekter høre herhen. Som Exempler påa saadanne skal jeg an- føre: -Oldenborrene, Jordkrebsen, Barkbillerne og over-
islE
164
hovedet de fleste skadelige Snudebiller, Dag- og Nat- sværmere, flere Møl, Træbukkene, Ørentvistene, Græs- hopperne 0.s.v. Af og til kunne Medlemmerne af denne Gruppe dog ogsaa optræde i saadanne Masser, at Kampen mod dem næsten synes frugtesløs, som f. Ex. Græs- hopperne i Sydeuropa og Orienten og Oldenborrene i enkelte Aaringer hos os.
Som De, m. H., maaskee allerede have bemærket, har jeg allerede flere Gange stærkt betonet Livshistorien hos Insekterne; thi det er egenlig kun påa et nøjagtigt Studium af og Kjendskab til denne, åt alle virkelig nyttige og gode Forholdsregler afhænge. Som bekjendt gjennem- løbe alle Insekter -flere -Phaser eller Udviklingsstadier, hvori de påa en mere eller mindre i Øine faldende Maade skifte Form og Charakteer; denne fremadskridende Udvikling, der skeer stød- eller rykviis, har man kaldet Forvandlingsperioden eller Metamorphosen, og atter sondret mellem en saakaldet fuldstændig og ufuldstændig Metamorphøose, eftersom Forskjellen i de enkelte Stadier er større eller mindre. — Det første Stadium, som Insekterne gjennemløbe, er Ægperioden, der hos de forskjellige Arter kan have en meget variabel Længde, fra et Par Timer til et halvt Aar. Enkelte fødes som Larver. I denne udvikler den befrugtede Kiim sig til Larve, som da gjennembryder Æggeskallen, undertiden ved Hjælp af egne provisoriske Organer. Den udkrøbne Larve kan enten, saaledes som hos Billerne, Fluerne, Sommerfuglene, Bierne 0. fl., være ormformig og altsaa Moderdyret aldeles uliig, og naar der til disse Forhold slutter sig en hvilende Puppe, kalder man Forvandlingen fuldstændig; eller Larven kan, saaledes som Græshopperne, Tægerne, Faarekyllingerne og Jordkrebsene, være Moder-
165
dyret liig i den grovere Form og mangle den hvilende Puppetilstand; — man kalder da Forvandlingen ufuldstændig. — Larveperioden er af meget forskjellig Længde; hos Dyr, der leve i gjærende eller forraadnende Stoffer, som hurtig opløses af Luften, gaaer Forvandlingen meget rask for sig og Larvestadiet er kun af kort Varighed; de Insekter derimod, der leve omsluttede af en, om jeg såa maa kalde det, durabel Føde, f. Ex. Træ, Bark, Plante- rødder, leve et meget længere Larveliv; saaledes lever Oldenborren 3 Aar som Larve, og Eeghjorten skal, efter Roesels Formodning, endog behøve 6 Aar til sin fulde Udvikling. Ligesom Ægstadiet er Paåssivitetens Periode, saaledes er Larvestadiet omvendt Aktivitetens, i Retning af Ernæringen. Insektet skal i denne samle Materiale, ikke alene til sine daglige Fornødenheder, men det skal endog skaffe et Overskud af Næringsstof tilveie, hvorpaa det kan tære under sin Puppetilstand, naar det har en saadan.» I Larveperioden tager derfor Insektet et uhyre Kvantum Næringsstof til sig, hos mange Sommerfuglelarver dagligt flere Gange mere end de selv veie, dets Begjær- lighed er næsten umættelig, og netop derved bliver Larve- tilstanden i Regelen det Stadium,. hvor Insekterne gjøre den største Skade. 0Deels af denne Grund, deels fordi Larverne i Øegelen ere langt tungere og ubehjælp- sommere og altsaa lettere at ødelægge, bliver Larvestadiet af stor Vigtighed for Gartnerne og Landmændene, og det er især denne Periode, som den praktiske Entomolog skal lære ham at kjende. SE Hos de Insekter, der have en hvilende Puppe, vender Ægstadiet saa at sige endnu engang tilbage i for- størrede Former. Under Puppehudens dækkende Hylster foregaaer der i al Stilhed en langsom Udvikling saavel af
. 166
de ydre, som af de indre Organer, især Forplantnings- organerne. Ogsaa Puppelivet har sin kortere eller længere Varighed efter Omstændighederne, især Overvintrings- forholdene, og ogsaa paa dette måa man have sin Op- mærksomhed fæstet; thi vel ere Pupperne ofte anbragte paa skjulte Steder eller kunne påa Grund af deres Farve let over- sees, men har man blot engang faaet Øiet op for deres Tilstede- værelse, lade de sig paa Grund af deres Passivitet let ødelægge.
Endelig brister efter en bestemt Frist Puppehylsteret, og Insektet træder nu ind i det fjerde Stadium, som fuldt udviklet Insekt. Denne Periode er lige saa aktiv som Larveperioden, men i en væsenlig forskjellig Retning; Larven sørgede blot for sig selv som Individ, den skal skaffe sig Føde — det er Hovedsagen; — det fuldkomne Insekt derimod anseer Ernæringen som en Bisag; for det er Kjærligheden og Forplantningen Livsformaalet; det vil ikke sørge for sig selv, tvertimod, det gaaer netop til Grunde ved sin Kjærlighed, men det vil sørge for Arten. Vil man oplyse dette ved et Exempel, da staaer Sommer- fuglen som et, instar omnium. Enhver af Dem, m. H., har seet dens Larve, dem man i Flæng kalder Kaal- orme, og Enhver veed, hvor dorsk og indolent den er til Alt andet end netop at æde. Den fuldkomne Sommer- fugl derimod æder næsten Intet, den "opsuger nogle Draaber Honningsaft af Blomsterne, en Føde, der er saa ætherisk, at den i Længden ikke vilde kunne opretholde Livet hos nogen Fugl eller noget Pattedyr, selv om den blev givet i tilstrækkelige Portioner. Derimod er hele Livs- virksomheden concentreret i Forplantningen ; Hannerne sværme omkring for at parre sig med Hunnerne, og disse ere efter Parringen i rastløs Virksomhed for at aflægge Æggene påa passende Steder. Naar disse Pligter ere opfyldte, døe
167
de bort, og der kommer en Periode, hvori hele Yngelen ligger hen, enten som Æg eller som unge Larver; det er i denne, at man skal gribe Ødelæggelsesværket an. Sammenfattes det her Sagte i en Høvedsum, vil De see, at de fleste Insekter have fire Perioder: to, hvor Livet er slumrende, passivt, Æg- og Puppestadiet, og to, hvor Livet virker og rører sig, men i to modsatte Ret- ninger, som Ernæringsliv og Forplantningsliv, Larve og fuldkomment Insekt. Hos Insekterne med ufuldstændig Forvandling fåae vi kun tre Perioder: en passiv og to aktive, her falder Puppelivet i strængere Forstand bort. Den sikkreste Hjælp, som den praktiske Entomolog altsaa formaaer at yde, er at lære Gartneren de skadelige Insekters Livshistorie og Livsvirksomhed at kjende, at lære ham, naar de fremtræde som Æg, naar som Larve og Puppe, og nåar som fuldkomment insekt. Alle radikale Midler maae have deres Basis i CUdviklings- og Livs- historien, og alle de Midler, der ikke ståae i Forbindelse med denne, ere dikterede enten af Overtro, Dumhed eller Charlataneri. Saaledes har man i Italien forsøgt og for- søger maaskee endnu at fordrive Larverne fra Viin- haverne ved at drage ud i Procession mod dem med den hellige Jomfru i Spidsen; i ældre tydske Afhandlinger an- befales det at ryge med gamle Skosaaler, at bestryge Træerne med Sæbeskum, at besmøre den Kniv, hvormed Træerne beskjæres, med Gedebukkeblod — thi da vilde Larverne revne — og mange lignende Absurditeteter, saa at det ikke var uden Grund, at en tydsk Naturforsker stærkt anbefalede at forelæse Larverne disse Afhandlinger, da de saa upaatvivleligt vilde revne af — Latter. Foruden Livshistorien kommer der et andet og meget væsenligt Forhold i Betragtning, og det er de skadelige
168 ;
Insekters Fjender; thi de blive Jordbrugerens Venner og hans naturlige Allierede. Jeg skal. derfor i det Følgende foruden Insektets Livshistorie tillige stræbe efter at give en Oversigt over dets Fjender og de Midler, hvorved vi ere i Stand til at fremme disse og derved skade hine.
Kaste vi, idet vi stadigt have disse to Hovedformaal for Øie, Blikket henover en Have af almindelig Størrelse, en tre til fire Tønder Land, da ville vi finde, at der alle- rede paa et saa indskrænket Terrain forekommer et Par hundrede Arter af mere eller mindre skadelige Insekter og omtrent et lige Antal nyttige Dyr. Der fordres allerede her en ikke ringe Kundskab for at kunne skjælne sine Venner | fra sine Fjender. Spørger man nu, hvilke af disse to- hundrede Arter der ere de farligste for Havekulturen, da vil Svaret blive forskjelligt, deels efter de forskjellige Havers Beliggenhed, Dyrkningsmaade, Kulturtilstand o.s. v., deels efter de Planter, hvorpaa man især lægger Vægt. Den Gartner, der især kultiverer Træfrugter, vil be- klage sig over Larverne til adskillige Møl, Dag- og Nat- sværmere ; Landskabsgartneren vil føle sig generet af Barkbillerne og Træbukkene, der ødelægge hans Træ- plantninger og Buskadser, af Snudebiller, der gjennembore Bladene og afgnave Knopperne; Kjøkkengartneren vil be- svære sig over Jordlopperne, der afæde hans Roer og Salat saa hurtig, som den kommer op; over Larven til vor almindelige Sommerfugl, der gjør kort Proces med Kaalen; kort sagt, han vil beklage sig over sit og holde de In- sekter for de farligste, som angribe de Planter, hvorpaa han lægger Hovedvægten.
" Der gives imidlertid een Hovedgruppe af skadelige Insekter, som alle Gartnere maae erklære for Hovedfjender, hvad enten de dyrke Blomster, Træer eller Kjøkkenfrugter,
169
og det er de rodædende Insekter; thi de angribe Plantens Liv fra Roden af, ere altsaa meget skadelige, og de an- gribe alle Planters Rødder næsten uden Undtagelse, ere altsaa skadelige for enhver Gartner. Af denne Gruppe, der dog heldigviis ikke tæller noget stort Antal Medlemmer, "skal jeg her i Aften gjøre Dem bekjendt med en af de meest frygtede, nemlig:
Jordkrebsen (Gryllotalpa vulgaris).
Dette Dyr, der sikkert er alle de Hr. bekjendt, hører til de hjelmkjæbedelnsekters Orden, saaledes benævnte efter et Forhold i Mundens Bygning, som jeg senere skal have den Ære at forevise Dem. Som dets nærmeste Beslægtede staae Faarekyllingerne, dernæst Markgræshopperne og Skovgræshopperne; — som fjernere, men dog indenfor samme Orden, have vi Spøgelserne, de vandrende Blade og Kakkerlakkerne. Faarekyllingernes Gruppe, hvortilJordkrebsen henregnes, falder i to store natur- lige Afdelinger; hos den ene, hvortil vor almindelige, be- kjendte Faarekylling hører, ere Forbenene Gangbeen, Bryst- stykket er kort, cylindrisk og Hunnerne have en Læggebraad ; hos den anden, der indbefatter Jordkrebsene og en nær- staaende Slægt Xya, ere Forbenene udviklede til Gråve- redskaber, Forbrystringen er som en Følge deraf ligeledes stærkt udviklet, oval, og Hunnerne mangle, påa Grund af deres underjordiske Levemaade, et Apparat til at aflægge Æggene. Der er ikke uden en vis Grund, at dette Dyr har faaet Navn af Jordkrebs; thi der existerer virkelig en vis overfladisk Lighed mellem det og Flodkrebsen. Hovedet er, ligesom hos IKrebsen, stort og stumpt kegledannet, Følehornene ere ligesom hos Krebsen mangeleddede (c. 100 Led), og deres Form er den samme, skjøndt de ere
170
forholdsviis kortere. Forbrystringen har ligeledes en stor Overeenstemmelse med det saakaldte Hovedbryststykke hos Krebsen, men rigtignok af en heel forskjellig Grund. Der breder Hovedbryststykket sig, fordi det skal dække de under- liggende Gjæller, her har Forbrystringen naaet en tilsvarende Udvikling, fordi den skal omstutte de uhyre Muskler, som sætte Forbenene i Bevægelse; paa sin bageste Rand har den derfor to stærkt chitiniserede Gnidepuder, som understøtte den under Gravningen. Ogsaa i Forbenene er der en ydre tilfældig Lighed. Da de ere udvik- lede til stærke Gravered- skaber, ere Hofterne store og tapformig fremspringende for
Forbeen af en Jordkrebs. a. Kløerne. u føre Benet ud til Siden; 5: Mander nes forste Fotledsoer ner ud ofteringe nere esser med en flad, stærkt fremspringende Tand; Laåaret er kraftigt, stærkt sammentrykket fra Siden af, og Skinne- benet, der tjener som den egentlige Skovl, ender i 4 stærke, kloformede Tænder, hvoraf de to øverste og længste ere svagt bevægelige. Foden er kort, treleddet, de to første Led løbe ud i to stærke Tænder, det sidste er der- imod lille og bærer de to smaa Kløer. - Under Gravningen kan hele Foden slaaes op bagved Skinnebenet og dækkes saaledes af dette. Mellem- og Bagbenene ere alminde- lige Gangbeen, hvis Skinnebeen vise det ejendommelige Forhold, at de henimod Foden ere forsynede med en Række bevægelige Torne. Disse benytter Jordkrebsen, hvad man ved fangne Exemplarer let kan overbevise sig om, som en Børste til at rense Bryststykket for Jord og Smuds. Hovedet pudses med Forbenene, Bagkroppen med Bagbenene, og Antennerne, mærkelig nok, med Palpernes udvidede Endeled, hvorigjennem de trækkes ligesom en
171
Traad mellem Fingrene. Den øvrige Deel af Dyret indtages af det brede Mellem- og Bagbryststykke samt af den tykke, bløde og uformelige Bagkrop; denne bærer henimod Spidsen to korte, traadformede Vedhæng og er ligesom hele den øvrige Overflade bedækket med en fiin, fløjelsagtig Beklædning, for at holde Jord og Fugtighed ude. Paa de to bageste Brystringe ere Vingerne anbragte; de
øverste eller Dækvingerne ere korte. brede, afrundede og
læderagtige samt gjennemtrukne med et Net af Aarer; de underste ligge derimod hen ad Ryggen som to tykke Traade, der have samme Længde som Bagkroppen. Slaaes de ud, vise de sig som de egentlige Flyvevinger; de ind- tage et betydeligt Fladerum, ere glasklare og gjennem- trukne med Længde- og Tværaarer, der danne kvadratiske Masker. — Begge Kjøn ligne hinanden meget; i Parrings- tiden, hvor det især er vigtigt at bortfange Hunnen, kjendes denne let paa den af Æg stærkt opsvulmede Bag- krop. Gode Kjønskjendemærker ligge ogsaa i Bagkroppens Bugringe, som hos Hannerne næsten ere eensdannede, hvorimod de hos Hunnerne ere -uligedannede; de to sidste Ringe ere nemlig hos disse paafaldende smalle og kjendeligt forskjellige fra den tredie sidste Ring, som er meget stor. Ogsaa i Overvingernes midterste Celler ligger en Forskjel; hos Hannen ere nemlig disse større og mere regel- mæssige, og især fremtræder påa Midten af Vingen en
H%0
stor, trekantet, næsten retvinklet Celle, hvis Hypotenuse naaer en Længde af tre Linier, hvorimod der påa samme Sted hos Hunnen findes anlagt flere smalle og uregel- mæssige Celler af omtrent lige Størrelse.
Jordkrebsen hører til vore største Insekter, idet den nåaer en Længde af 2 Tommer og endog noget derover; denne Længde i Forbindelse med dens betydelige Førhed, over- gaaes kun af de større Individer af Eeghjorten. Hannen er i Regelen noget mindre end Hunnen. Farven er hos begge Kjøn ensartet brungul. Slægten Gryllotalpa er ikke meget talrig påa Arter, men til Gjengjæld omspænde disse ved deres Udbredelse næsten hele Jordkloden. Man har Arter fra Nyhbolland, Kap, Ostindien, Nord- og Syd- amerika, hvor enkelte især frygtes paa Grund af de Tab, som de tilføje Sukkerhøsten. I Europa findes kun den ene Art, G. vulgaris, der synes at være Beboer af hele Europa og Forasien indtil noget forbi Kaukasus. Den lever overalt, hvor der er en ikke for fast og ikke for tør Bund, ynder en kraftig, humusrig Jord med et tæt Trevle- værk af Rødder og findes derfor især paa Marker, Skove og i Haver. I Danmark er den rimeligviis udbredt paa alle de Lokaliteter, der frembyde de nævnte Betingelser; men Landet er endnu for lidet undersøgt til at der derom "kan siges Noget med Vished. Selv har jeg truffet den fra Classens Have til Teglstrup-Hegn; den er optråadt ødelæggende i Classens, Christiansholms og Enrums Haver, ligeledes i Haverne. ved og om Fredensborg. Med Hensyn til Valget af Jordbunden staaer der endnu meget tilbage at efterforske. Den synes at skye høie, bakkede Leerpartier, især naar disse ere tørre, og at foretrække lavere og sidere Engdale. Efter godhedsfuld Meddelelse af Gartner Hempel paa Sølyst, skal den være sjelden i
173
den derværende temmelig store Have, idet kun nogle enkelte Exemplarer ere fundne temmelig dybt i fast Leer under Frugttræer, hvorimod den i den tilgrændsende Christiansholms Have er optraadt meget ødelæggende, hvilket jeg selv havde Leilighed til at overbevise mig om. Jeg kan hertil ikke. angive anden Grund end Jordsmonnets forskjellige Beskaffenhed, idet Christiansholms Jorder ere lavere og sidere og gaae umiddelbart over i den til- stødende store Mose, hvorimod Sølyst Have er Yder- punktet af en Bakkeskraaning med Fald til de tre Sider og kun gjennemskaaret af et enkelt mindre Vanddrag. Hvad der er især lægger Vanskeligheder i Veien for et nøjagtigt Studium af Jordkrebsens Levemaade, er dens underjordiske Ophold; kun sjeldent, og då meest i Parrings- tiden, kommer den til Overfladen; men selv i dette Til- fælde er den vanskelig at iagttage; thi, i hele sin Op- træden er den et fuldkomment Mørke- og Natdyr. Holdes den i Fangenskab, forbliver den hele Dagen skjult paa Bunden af sits Fængsel og kommer kun frem om Aftenen. Nærmer man den da til Lyset for at iagttage den, graver den sig strax ned igjen og kommer ikke op før Lyset har ophørt at virke. Det er derfor ikke at undres over, at "der existerer forskjellige Relationer, ikke alene af dens Levevis, men ogsaa af dens Føde, idet man feilagtig har paastaaet, at den nærede sig af Regnorme og Insekt- larver, ligesom man omvendt har troet, at Muldvarpen op- aad - Planternes Rødder. Slige Fordomme -gjælder det allerførst at udrydde; thi de gjøre ubodelig Skade ved åt forrykke Standpunktet, idet de skadelige Dyr betragtes som nyttige og omvendt. ;
Ligesom Muldvarpen, med hvem Jordkrebsen i sine Manerer bedst kan sammenlignes, hvorfor den ogsaa i
174
Tydskland kaldes »gefluigelter Maulwurf«, graver den med sine Forbeen og ved at bore med Hovedet Gange i Jorden af 2 Tommes Vidde. Naar Gravningen skal be- synde, bøjer den Forbrysstykket i en stump Vinkel mod Jorden, saaledes at det gaber vidt fra Mellembryststykket foroven, og forneden støttes paa de to omtalte chitiniserede Gnidepuder. Derpaa sætter den det stumpt kegledannede Hoved, der sidder let bevægeligt i en dyb Grube paa Forbryststykket, i en rodende Bevægelse, og samtidig her- med kastes Jorden til Siden med Forbenene, der virke som et Par meget kraftige Skovle. Styrken i Forlemmerne er såa stor, at man ikke kan holde dem ret længe sammen- trykkede mellem to Fingre, og efter et Experiment af den bekjendte Roesel skulle de paa en glat Flade kunne be- væge en Vægt af to til tre Pund med hvert Forlem. Gravningen foregaaer lettest i Muldjord; her komme de i Løbet af et Par Minuter ned under Overfladen; paa håard Leerbund vil det derimod aldeles ikke lykkes, og de komme påa denne altid atter til Overfladen? Paa Jordens Overflade løbe de temmelig hurtigt og have især en stor Færdighed i pludselig at rutsche baglænds. I Vand svømme de fortræffeligt ved roende Bevægelser med Forlemmerne; Flugten, der kun finder Sted om Aftenen i Parringstiden, er derimod paa Grund af Kroppens Vægt tung og ube- hjælpsom; de flyve ikke ret langt, i Regelen i korte Buer.
Som jeg allerede har angivet, har man været i Tvivl, om den Næring, som Jordkrebsen tog til sig, var af ani- malsk eller vegetabilsk Natur, og flere Naturforskere have endog paastaaet, at den første skulde være overveiende, ligesom det er et ikke ualmindeligt Sagn mellem Gartnerne, at Jordkrebsen nærer sig af Regnorme og kun for at an- lægge sine Gånge »oversaver« Planternes Rødder med de
175
savtakkede Forbeen. Da Dyrets underjordiske Færd gjør den umiddelbare .lagttagelse såa vanskelig, saa er man i denne Henseende henviist deels til Munddelenes og Tarm- kanalens Bygning,+ deels til. Fodringsforsøg med fangne Individer. — Munddelene vise ganske de for de Hjelm- kjæbede eiendommelige Characterer, nemlig at Kjæbens ydre Flig (Hjelmen) omslutter den indre eller Tyggefligen, og at Underlæbens enkelte Partier ikke ere fuldstændig sammensmeltede. Kindbakkerne, og det er fra dem, at vi skulle hente det egentlige Beviis for Næringen, ere korte, kraftige og forsynede med stærke og noget stumpe Tænder. Vel mangle de en egenlig Tyggeflade eller Plantetand ved Roden, saaledes som vi finde den hos de meest udprægede Plåanteædere, men påa den anden Side er Kindbakkernes hele Bygning saaledes, at den ude- lukker Tanken om et Dyr, der udelukkende skulde leve af Rov. — Betragte vi dernæst fTarmkanalen, då see vi, at denne aldeles har en Planteæders Construktion. Det lige og temmelig lange Spiserør staaer i Forbindelse med en Slags For- eller Forraadsmave af betydelig Størrelse; derpaa følger den egentlige Tyggemave med to mægtige Sidevedhæng , dernæst kommer den egentlige, stærkt rynkede Chylusmave, og Tarmen forløber derpaa i et Par Slynger, indtil den udmunder med den stærkt udvidede Tyktarm. Denne »Drøvtyggertarm«, om man såa maa be- nævne den, er atter forbunden med meget mægtige Kjertelapparater. Øverst finde vi de drueformede, stærkt udviklede Spyttekjertler med en egen Beholder, hvori Spyttet foreløbig opsamles. Under Tyggemavens Vedhæng ligger et Pår Smaakjertler af ubekjendt Betydning og derpaa følge de traadformede, talrige og mægtigt ud- viklede Malpighiske Kar, der rimeligviis afsondre Galde
3
176
eller en som denne virkende Vædske eller Urin, eller, som det af nyere Undersøgelser synes at fremgaae, begge Dele tilsammen. Ved Slutningen af Tarmrøret finde vi endelig endnu et Par Analkjertler, fælles for begge Kjøn, men af ubekjendt Betydning. En saa kompliceret Bygning, i Forbindelse med el saa udviklet Kjertelapparat, stempler den foreliggende Tarm som væsenlig bestemt til at be- arbeide vegetabilsk Føde, og det kan derfor synes under- ligt, at man ad Forsøgenes Vei er kommet til et mod- sigende Resultat. Jordkrebs, der indespærredes sammen med Regnorme, opaade disse og skaanede de i Jorden ned- stukne Rødder, ja de anfaldt endog til Slutningen hver- andre og opaade de Svagere. Disse Forsøg have imid- lertid ikke meget at betyde; thi for det Første tør man ikke altid overføre, hvad der skeer i Fangenskab, paa de fritlevende Dyr, og for det Andet er Jordkrebsens An- greb .paa Planterødder en af enhver Gartner og Land- mand saa anerkjendt Sag, at det næsten synes latterligt at reise Tvivl derom. Paa den anden Side kan For- holdet med Lethed forklares; den Gruppe af Insekter, hvortil Jordkrebsen hører, udmærker sig netop ved deres Graadighed, hvorved de ikke tage det såa nøie med Næringsmidlets Natur. Græshopperne f. Ex. ere ganske sikkert Planteædere, men de forsmaae ingenlunde andre Insekter, naar de kunne faae fat paa dem; det Samme gjælder om Faarekyllingerne og Kakkerlakkerne og om en stor Mængde andre Insekter, der ikke høre til de Hjelmkjæbedes Orden, f. Ex. Blødvingerne, Bladhvepsene, Hvepsene 0. s. v. At et saadant Sagn temmelig alminde- ligt har kunnet udbrede sig mellem Gartnerne, er ikke at undres over, da Flere maåaaskee endog have seet Jord-
krebsen angribe en Regnorm; men derfor bliver Plante-
174
føde dog altid dens Hovednæring, hvorfor ogsaa Tarm- kanalens Indhold tydelig taler.
Ogsaa med Hensyn til selve Parringsakten svæver man i Uvished, idet nogle antage, at den skeer i Gangene, andre, at den fuldbyrdes om Natten oven over Jorden. Ganske sikkert er det, at man i Slutningen af Juni og i Begyndelsen af Juli om Aftenen kan iagttage dem, flyvende lavt hen over Jorden i korte Buer. Paa samme Tid hører man FHannernes svage Lokketoner, der frembringes ved at gnide det høire Vingedække hen over det venstre, lige- som hos Skovgræshopperne; den omtalte store Celle tjener - ved sine granulerede Rande som Violinbue, medens den underliggende venstre Vinges Aarer repræsentere Stren- gene. Lyden er langt svagere end Faarekyllingens, men skal dog kunne høres i en Afstand af 20—30 Skridt; Hannerne frembringe den saavel nede i Gangene, som over Jorden. . Hvorledes Hannernes Skjæbne er efter Parringen, om de parre sig med flere Hunner eller, som såa mange Insekter, døe kort efter at have befrugtet”), derom veed man aldeles Irftet. Naar Parringen er foregaaet, begynde Hunnerne at anlægge en Rede til at modtage Æggene. Reden anlægges ikke ret dybt under Jordens Overflade, og Hunnen fører ikke sin Gang til den i lige Linie, men i en c-dannet Krumning, hvor Reden da ligger i Midten. Den er i sin Helhed såa stor som en knyttet Haand, og dens Vægge bestaae af fast sammen- æltet Jord, gjennemtrængt med Spyt, der sammenlimer
”) Det Sidste er ikke urimeligt; i det Mindste er det velvilligt blevet mig meddeelt, at man hyppigt i Juni og Juli træffer en Mængde Jordkrebs liggende døde ovenpaa Jorden; men om dette er Hanner eller om andre Aarsager f. Ex. Parasiter have været medvirkende, er mig ubekjendt.
12
178
dem. til en temmelig fast Masse; de ere indvendig overordenlig glatte, hvilket bevirkes derved, at Hunnen under Anlægget bestandig vender og dreier sig i Hul- ningen og omhyggelig afbider alle nedhængende Plante- rødder. Fra Reden udgaaer et temmelig dybt, lodret Rør, hvori Hunnen trækker sig tilbage, medens Æggene udklækkes, eller naar der er Fare påa Færde. Æggene aflægges i Juli indtil ind i August, dog ikke alle paa eengang, men i korte Mellemrum; i Regelen har man overdrevet deres Antal, som>forresten er meget variabelt. Som Normaltal kan man maaskee sætte 100; det laveste Tal synes at være 5—10, men det er da rimeligt,” at Hunnen endnu ikke har været færdig med Æglægningen, det højeste 238. Æggenes Udviklingsperiode er meget forskjellig efter Redens Dybde og varierer fra 2—3 Uger; i denne Tid holder Hunnen Vagt ved Reden i den om- talte Gang og vedbliver dermed selv nogen Tid efter at Æggene ere udviklede, et Forhold, som vi ogsaa træffe hos Ørentvisten og enkelte Tæger (Cimex). Æggene, der ere ovale, temmelig store og af en grønlig-lyseguul Farve, revne endelig paa Bugsiden, og den to Linier lange Larve kom- mer frem, væsentlig i Moder- dyrets Skikkelse, men afvigende ved forholdsviis større Hoved, plumpere Bygning, kortere An- tenner o.s.v. I en 10—12 Dage forblive de samlede i Reden un- der Moderens” Varetægt, men derpaa begynde de at sprede sig, Jordkrebslarven, 8 Gange forstørret. idet de hver for sig danne sær-
TS
egne Gange. Det er ikke saa sjeldent, at man i August Maaned paa Plainer og Græsstrækninger iagttager større eller mindre gule Pletter, hidrørende fra, at Vegetationen døer ud oven- over Gangene. Man kan da ved at overgyde slige Pletter med kogende Vand endnu standse Ondet i sin Udvikling. Skeer dette ikke, gaaer Udviklingen sin regelmæssige Gang. Efter Koesels Angivelser skifte de første Gang Hud i September og gaåe henimod Vinteren dybere i Jorden efter Kuldens Styrke. Efter hans Formening skifte de i det Hele fem Gange Hud; ved det fjerde Hudskifte faae de Vingeskeder, ere altsaa Pupper eller Nympher. Dette skeer hos os i Begyndelsen af August Maaned, thi paa denne Tid har jeg truffet Nymphen i Teglstrup - Hegn, og Udviklingen er saaledes hos os færdig rimeligviis i Slut- ningen af August eller i Begyndelsen af September. Ud- viklingen varer altsaa et heelt Aar, og Dyret overvintrer som Larve.
Om de atmosphæriske Indflydelser, som virke hæm- mende eller fremmende paa Udviklingen, tør man for Tiden kun anstille Gisninger. Af det Ovenanførte vil det være klart, at vedholdende Regn i Ægperioden og pludselig indtrædende Frost i October ville være afgjort skadelige for Yngelen, medens omvendt en jævn, fugtig, varm Sommer og et mildt Efteraar ville bringe Yngelen over de vanske- ligste Stadier. Stærk Fugtighed og stor Tørke synes i lige Gråd at være til Skade for Udviklingen; dog have direkte Forsøg viist, at Æggene ere begavede med en saadan Modstandskraft, at de i 4 Uger taalte en Ned- sænkning i reent Vand uden at fordærves.
Påa Grund af sin underjordiske Levemaåaade er Jord- krebsen unddragen en Mængde Fjender, som ellers true Insekterne. " Som dens Hovedfjende maa først og fremmest |
IE
180
nævnes Muldvarpen. Da dette interessante Pattedyr, der i Ophold og Gravemaade såa meget stemmer med Jord- krebsen, ikke holder nogen Vintersøvn, da dets Graadig- hed er såa stor, at det daglig behøver lige saa megen Næring, som det selv veier, og da det, som en Følge deraf, jager tre Gange om Daågen, saa vil man let indsee, hvilken Razzia det maa kunne anstille påa en af Jordkrebsen undermineret Bund. Jeg kan derfor ikke Andet end paa det Indstændigste anmode dem om, m. H., at frede om dette nyttige Dyr og oversee de smaa In- convenientser, som det i Form af Skud og Skorpegange maatte kunne foraarsage. Næst efter Muldvarpen gjøre ogsaa vore forskjellige Spidsmuus en stor, skjøndt ikke saa væsentlig Nytte. Blandt Fuglene er Natravnen (Capri- mulgus europæus) og Hærfuglen (Upupa epops) væsenlige Fjender, ligesom man ikke saa sjelden blandt de af vore Tornskader opspiddede Insekter kan træffe Jordkrebsen.
AfParasiter, der under andre Forhold kunne bidrage betydeligt til at decimere de skadelige Insekter, har Jord- krebsen kun een af større Betydning, nemlig Traadormen (Gordius aquaticus). Denne besynderlige Orm lever i sin kjønsmodne Tilstand i Vand og fugtig Jord, og har. fuldkommen Udseende af en lang, tynd Tråad uden tyde- ligt afsatte ydre Organer, hvorfor den ogsaa kaldes »levende Hestehaar«, idet Landboerne paa sine Steder antage, at det er virkelige Halehaar af en Hest, som ere blevne levende ved at ligge i Vand. Denne Orm aflægger sine Æg i Vand eller i fugtig Jord, og de af disse udkrøbne Unger bore sig ved Hjælp af et eget Boreapparat ind i Bindehuden mellem Ringene eller Lemmerne påa for- =kjellige større Insekter. Naar de paa denne Maade
komne ind, gjennemløbe de en Række Foran-
181
dringer, indtil de endelig som kjønsmodne Gordier atter bore sig ud af deres Vært, der ved denne Manøvre mister Livet. Det er ikke saa sjeldent at træffe Jord- krebs, der ere befængte med disse Parasiter, som, påa Grund af deres Størrelse, betydelig udspile Bagkroppens Ringe og derved forraade deres Nærværelse. Foruden denne Parasit hår den franske Anatom Leon Dufour fundet en anden Tråadorm, men i selve Tarmkanalen, som han har kaldt Oxyuris (?) Gryllo-Talpae; hvorvidt denne virker hæmmende paa Jordkrebsens Levevirksomhed staaer imidlertid endnu uafgjort.
Med Hensyn til den Betydning, som man i øko- nomisk Henseende maa tillægge Jordkrebsen, kan man ikke Andet end erklære den for meget skadelig. Da den gjennemgnaver og opæder Planternes Rødder, som det synes uden nogen Undtagelse, forvolder den de største Ulemper i Haver, hvor Græsplainer, Siirplanter (især Nelliker), Buskvæxter (især Roser) bukke under for dens Anfald. Planterne gaae ud og kunne hyppigt med stor Lethed løftes op af Jorden, i den Grad ere Rødderne overbidte. Ogsaa for Land- og Forstmanden er den af stor Betydning; især lide Engene og lavtliggende Korn- marker af den; i Skoven er det fornemmelig Planteskolerne og yngre Træer, som ikke kunne taale dens Angreb.
Der er altsaa fuldgod Grund til at see sig om efter Vaaben mod et saa skadeligt Dyr, og af saadanne træffer man i ældre Skrifter et heelt Arsenal, der, i vor 'Fid, have samme Feil som Middelalderens. nemlig Ubrugeligheden. Ludvig XV afkjøbte en Charlatan for en ublu Betaling et Middel til at ødelægge Jordkrebsen i hans pragtfulde Haver ved Versailles; Recepten bestod i at vande med Vand og Sæbelud, men hjalp maturligviis ikke. Man bar
182
anbefalet at udlægge Gjødning i smaa Partier rundt om i [laven, da Jordkrebsene saa skulde samle sig under disse; men heller ikke dette har viist sig praktisk. Til de vanvittige Midler hører at nedgrave Hugormehoveder, Steenolie, råadne krebs eller Fiske. Med Hensyn til det sidste Middel er det ganske morsomt, at der blandt Folkene i Classens Have gaaer eller gik det Sagn, »at Jordkrebsene havde formeret sig såa stærkt der i Haven, fordi Fiskedammene vare kastede til, og de derved havde havt saa rigelig Næring i de dræbte og senere forråadnede Fiske.« Dyrets Livshistorie vil her, som overalt, give os de radikale Midler i Hænde, hvis saadanne gives, og det Sidste er heldigviis Tilfældet her. Yi have allerede seet, at Hunnen bygger en Rede, og at den deri aflægger sine Æg. Vil man altsaa formindske Jordkrebsenes Antal i sin Have, bør man opsøge og borttage Rederne i den Tid, hvori de enten indeholde Æg eller unge Larver 9: i Juni, Juli og noget ind i August. Da Keden anlægges temmelig nær ved Overfladen, og da den til Reden førende Gang hyppig røber sig ved at vise en smal Forhøining i Jordsmonnet, ere Rederne ikke saa vanskelige at finde. Paa et græsbegroet Terrain vil der i Regelen ovenover Rederne vise sig gule Pletter, der fremkomme ved at Vegetationen visner; stikkes disse op med et Spadetag, vil Reden i Almindelighed følge med. Viser det sig, at Reden indeholder faa eller ingen Æg, maa man grave ned i Løbegangen efter Hunnen, thi denne vil da have Æggestokkene fulde af Æg, som, hvis den ikke ødelægges, ville blive aflagte et andet Sted. De fundne Æg og Larver maae enten skoldes eller brændes; Æggene kunne ogsaa ødelægges ved at udbredes for Solen, da de ikke taale en tør, varm Atmosphære; derimod er det, efter det Fore-
183 A
gaaende, i høi Grad utilraadeligt at kaste dem i Vand. Paa aabne" Steder uden synderlig Vegetation er Reden vanskeligere at opdage; dog vil man, naar man seer efter om Morgenen, medens Duggen endnu ligger, eller, endnu bedre, efter en mild Regn, let finde Hunnens Gang til Reden. Fører man Fingeren ind i denne, kan man for- følge den, indtil den krummer sig nedad, og paa dette Punkt maa Spadestikket lægges. Sætter man en paalide- lig Havekarl ind i disse Forhold, vil han med forholdsviis ringe Arbeide kunne opsøge et betydeligt Antal Reder. Han bør lønnes efter de fundne Reder og ikke efter de enkelte Individer; thi det Sidste fører let til, at Vedkommende lader Rederne uforstyrrede, for ikke aldeles at tømme sin Indtægtskilde. At det her omtalte Middel ikke er uden Virkning, fremgaåaer af en Meddelelse i Annales de la societé d'horticulture, Septbr. 1838, ifølge hvilken der i en Have i sex Uger blev indsamlet 2080 Reder, eller, naar man sætter Gjennemsnitsantallet paa Æggene til 100, ødelagt 208,000 Individer. Som et Hjælpemiddel kan man anbefale hele Aaret rundt at fange Jordkrebsene i nedgravede Urtepotter. hvis Vandhul man har tilstoppet; dog bliver dette Hjælpemiddel altid af under- ordnet Rang, da man paa denne Maade deels fanger Kjønnene i Flæng, deels ikke i saadant et Antal, som ved det førstnævnte.
Den Nytte, som Jordkrebsen yder Mennesket, er lig Nul; thi at den skulde gavne ved at gjøre Jordbunden "løs og ved at fordrive Chrysanthemum segetis fra Sæden, hører til den zoologiske populaire Overtro, som det des- værre er saa vanskeligt at udrydde; thi dens Reder, de -slette AÅbc-Naturhistorier, hvis Taabeligheder trolig gjengives fra Generation til Generation, lade sig ikke grave op.
Åtmosfæren.
(Efter Maury: Sailing directions etc., ved C. A. Garde, Lieutenant i Søetaten.)
| Aaret 1853 samledes i Brussel Deputerede fra alle be- tydeligere Søstater for at raadslaae om en Plan til et fælles System for meteorologiske Observationer påa Søen. Denne storartede Idee at formaae alle søfarende Nationer til paa samme Maade at arbeide til samme Maal skyldes en amerikansk Søofficeer Maury, der ved sine dygtige og utrættelige Bestræbelser i denne Retning bragte den amerikanske Regering til at stille sig i Spidsen for Fore- tagendet. Resultatet heraf var den ovenomtalte Confe- rence i Brussel, hvor man blev enig om at antage den af Hr. Maury udkastede Plan, ifølge hvilken Regeringerne forpligtige sig til at lade Maåaurys meteorologiske Journal føre ombord i alle deres Krigsskibe og endvidere låde Opfordring dertil udgaae til deres Handelsmariner. Maurys meteorologiske Journal er ikke vidtløftigere, end at en- hver Koffardicaptain, der har Lyst dertil, med Lethed vil kunne overkomme at føre den. Der fordres til bestemte Tider, 5 Gange i hvert Døgn”), Iagttagelser af Barometrets
") Til Krigsskibene stilles der noget større Fordringer.
185
Højde, Luftens og Vandets Varmegrad og endvidere Be- mærkninger over Veirliget, Seiladsen, og hvad man maatte møde af usædvanligt. For disse Observationer, der let vinde i Interesse derved, at den, der anstiller dem, ledes til at iagttage meteorologiske Sandheder, der maaskee ellers vilde gledet ham ubemærkede forbi, byder det hydrografiske Observatorium i Washington endog et Vederlag i de værdifulde Kort og Beskrivelser, som Maury har udgivet. Det er saaledes meget der gives og kun lidt der fordres.
Den praktiske Nytte af Foretagendet har allerede vist sig, da Maury ved Hjælp af de indkomne Journaler har seet sig istand til for de fleste oversøiske Reiser at angive Sømanden, hvilken Vei han rettest bør vælge paa Havet for at drage størst Fordeel af de herskende Vinde og Strømninger. Paa Reisen til Ostindien har han fore- slaaet at krydse Ækvator flere Grader vestligere, altsaa nærmere Amerika, end man tidligere brugte, og at For- slaget er godt, har Praxis bevist, da de Skibe, der have forsøgt den nye Vei, derved have gjort hurtigere Reiser og ere enige i at fremhæve dens store Fordele. Pas- satens Udstrækning til de forskjellige Aarstider er bleven nærmere bestemt, og Sømanden veed nu med større Sikkerhed end tidligere , hvor han skal seile hen for hurtigst at faae fat paa denne trofaste Ven. For at und- - gaae Sammenstød ere Dampskibslinier afstukne imellem Europa og Nord-Amerika, saaledes at de Skibe, der gaae Vest efter, søge en nordligere Vei end de, der gaae i den modsatte Retning. Hvalfangerne. have faaet at vide, hvor deres Kammerater have truffet de fleste Hvaler, og hvor de altsaa selv med størst Sandsynlighed for et godt . Udbytte kunne søge disse. Kort sagt Maury arbeider
186
for Sømanden med en Dygtighed og Flid, der fortjener den varmeste Paaskjønnelse og Understøttelse af Enhver, der interesserer sig for Søfarten”).
Iblandt de af Maury udgivne Værker findes en Slags almindelig fysisk Geografi, som vi kunne anbefale En- hver at læse i sin Heelhed; men da de færreste have Leilighed dertil, have vi antaget at et lille Uddrag af denne Bog vil være Tidsskriftets Læsere velkomment. Det bedes bemærket, at da Maury fornemmelig skriver for Sømanden og derfor ofte forudsætter en Fagkundskab, som vi ikke kunne vente at finde hos dette "Tidsskrifts Læsere, ville vi undertiden blive nødte til at afvige fra Originalen og give Maurys Tanke med vore egne Ord.
Der findes ingen mere værdig Beskjæftigelse for den menneskelige Aand end at udgranske de Vidnesbyrd om Hensigt og Plan, som vise sig i alt det skabte. For den oplyste Sømand, der studerer den naturlige Sammenhæng imellem Jord, Hav og Luft, er Atmosfæren mere end et udstrakt Ocean, paa hvis Bund hans Skib blæses eller drives afsted. Den er Midlet for Lysets og Våarmens Fordeling over Jorden; den er en Beholder, i hvilken vi ved hvert Aandedrag udkaste store Mængder af dyriske Stoffer; den er et Renselseslaboratorium, i hvilket disse Stoffer blive behandlede og gjengivne sunde og friske
”) I den danske Handelsmarine er der desværre kun meget faae, der arbeide for Sagen; vi antage, at det nærmest er begrundet i, at de ikke kjende denne og ikke vide, hvor let de kunne gjøre Bekjendtskab dermed. De behøve nemlig kun at henvende sig til det Kgl. Søkort-Archiv i Kjøbenhavn, og man vil der beredvillig give de nødvendige Oplysninger.
187
Skikkelser; den er en Maskine, der pumper Flodernes Vande op fra Havet og flytter dem til deres Kilder påa Bjergene! Af denne Maskines Arbeide afhænger enhver Plantes, enhver levende Skabnings Velvære paa Jorden; derfor kan dens Behandling, dens Arbeide og dens Udførelse af sine Pligter ikke være overladte til Tilfældet. De ere, det kunne vi stole paa, styrede af Love, der gjøre alle Maskineriets Dele, Forretninger og Bevægelser ligesaa lydige imod den fastsatte 'Tingenes Orden, som Planeterne ere det i deres Baner.
En Undersøgelse af Universets Økonomi vil til- strækkelig overbevise det tænkende Menneske om, at de Love, som regere Atmosfæren og Havet, ere de samme, der gaves af Skaberen, da Grundvolden til Jorden blev lagt, og at de derfor ere nødvendige Naturlove; hvis ikke, hvorfor skulde da f. Ex. Golfstrømmen bestandig blive, hvor den er, løbende ud fra den mexikanske Hav- bugt, og ikke undertiden løbe tilbage igjen eller løbe ud fra et hvilketsomhelst andet Sted? Hvorfor skulde der være bestandig Tørke i en Deel af Verden og bestandig Regnskyl i en anden? Og hvorfor skulde Vindene og Søen adlyde den styrende Villie?
For den, der betragter Naturkræfterne, saaledes som han seer dem i Arbeide paa vor Klode, er intet Fænomen, ingen af dem udført Gjerning uden Mening. For ham bliver Vind og Regn, Taage og Skyer, Havets Ebbe og Flod, dets Strømninger, Saltholdighed, Dybde, Varme og Farve, Luftens Varmegrad og Farve, Skyernes Form, Træernes Høide, deres Blades Størrelse og deres Blom- sters Udseende — altsammen at betragte som Udtryk for " visse fysiske Forhold, og derfor som de Former, hvori " Naturen lader sine Handlinger træde frem, eller, om man
188
vil, som det Sprog, i hvilket den nedskriver og gjør os bekjendt med sine Love. Til at hjælpe os til at forstaae dette Sprog og tolke disse Love rigtigt, er det at vi have paakaldt Sømandens Hjælp til at anstille Observa- tioner paa Søen... Ingen Kjendsgjerning samlet paa en saadan Mark gaaer tilspilde; thi i Naturens Haandbog. er enhver saadan Kjendsgjerning en Stavelse; og det er ved taalmodig at samle Kjendsgjerning efter Kjendsgjerning og ved at føje Stavelse til Stavelse, at vi sluttelig kunne haabe at læse rigtig i den store Bog, som Sømanden paa Søen og Naturforskeren paa Bjerget seer opslaaet for sig.
Fra omtrent 30 Grader paa hver Side af Ækvator og næsten til denne strækker der sig rundt om Jorden to Bælter med konstante Vinde, nemlig NO Passaten påa den ene og SO Passaten paa den anden Side. De blæse uop- hørlig og ere ligesaa bestemte og regelmæsige som Missisippiflodens Strømme, altid bevægende sig i den samme Retning. Da disse to Luftstrømme bestandig flyde fra Polerne mod Ækvator, ere vi berettigede til at an- tage, at Luften, som de holde i Bevægelse, maa vende tilbage ad en eller anden Vei til de Steder nær” ved Polerne, hvorfra den kom for at forsyne Påssatvindene. Dersom det ikke forholdt sig saaledes, vilde disse Vinde snart udtømme Luften fra Polaregnene og opdynge den om Ækvator, og da ophøre at blæse af Mangel paa Luft. Denne Tilbagevenden eller Modstrøm maa derfor foregaae i Atmosfærens øvre Regioner, idetmindste indtil den passerer de Breder, imellem hvilke Passatvindene be- standig blæse ved Overfladen. Endvidere ville disse Strøm- ninger og Modstrømninger paa Grund af Jordens Om- dreining om sin Axe ikke bevæge sig i lige Linie, men
189
efter ”en krum, trækkende mod Vest, naar de gåae fra Polerne mod Ækvator, og i den modsatte Retning, naar de bevæge sig fra Ækvator mod Polerne.
Vi vide jo, at Jorden dreier sig om sin Axe fra Vest mod Øst. Dersom vi nu tænke os en lille Deel af Atmo- sfæren ved Nordpolen, hvor den er i Hvile. og derpaa sat i Bevægelse i en lige Linie mod Ækvator, da kunne vi let indsee, åt denne Luftdeel, der kommer fra Jord- axen og derfor ikke deeltog i Jordens omdreiende Be- vægelse, efterhaanden som den bevæger sig Syd efter, vil finde, at Jorden såa at sige slipper bort fra den, og derfor vil det see ud, som om-den kom fra NO og gik imod SV; med andre Ord, det vil være en NO Vind.
Lad os, for bedre at forstaae dette fremstille det paa en almindelig Jordglobus. Bring Øen Madeira f. Ex. under Messingmeridianen; sæt en af venstre Haands Fingerspidser påa Øen; drei derpåa, medens Fingren be- væges imod Syd langs Meridianen for at betegne Luft- delen, Globusen om dens Axe fra Vest mod Øst for at fremstille Jordens omdreiende Bevægelse, og stop, idet Fingren naåaer "Ækvator. Det vil nu sees, åt Fingrens Plads paa Globusen er sønden og vesten for Madeira, det Punkt, hvorfra vi gik ud; med andre Ord, Fingrens Vei paa Overfladen af Globusen har, ligesom Luftdelens paa Jorden, været fra Nord og Øst. )
Paa lignende Maade kunne vi fatte, hvorledes en. anden Luftdeel, som udgaaer fra Ækvator, hvor den alt- saa har samme Hastighed som Jorden, for at indtage hins Plads ved Nordpolen, vil drage mod Øst og derfor synes at blæse fra SV mod NO, modsat den andens Retning. Det samme finder Sted imellem Sydpolen og Ækvator, kun sættes her Syd istedenfor Nord.
190
Saaledes er den Virksomhed, der virkelig gaaer for sig i Naturen; og dersom vi tage disse to Luftdeles Be- vægelse som et Forbillede for det heles, ville vi have en Forklaring påa de store Luftstrømme, idet der imellem Ækvator og hver af Polerne er to Strømsystemer, et øvre og et nedre; den varme Luft stiger jo nemlig tilveirs, i hvorimod den køldere søger dybere ned.
Saa langt har Halley, i sin Lære om Passatvindene, givet os Nøglen til Forklaringen af det atmosfæriske Kredsløb; men skulde Forklaringen standse her, saa kunde vi paa Jordens Overflade ikke have andre Vinde end NO Passatvinde paa denne Side og SO Passatvinde paa hin Side Ækvator.
Lad os derfor vende tilbage til vor nordlige Luftdeel og følge den paa dens Reise fra Nordpolen over Ækvator til Sydpolen og tilbage igjen. Af en Grund, som ikke er bleven meget tilfredsstillende forklaret af Videnskaben, vil den Luftdeel, der kommer fra Nordpolen, istedenfor at gaae langs med Jordens Overflade hele Veien fra Polen til Ækvator, gaae en Deel af Veien i Atmosfærens øvre Regioner, indtil den kommer i Nærheden af 30 Graders Brede. Her møder den den Luftdeel, der kommer Syd fra og gaaer Nord efter for at indtage dens Plads. Paa omtrent 30 Graders Nordbrede trykke altsaa disse to Luftdele imod hinanden med deres: hele bevægende Kraft og frembringe derved et Stille og en Ophobning af Luft, der er tilstrækkelig til at modstaae Trykket af de to Vinde fra Nord og Syd. Fra den nederste Deel af denne Dæm- ning af Stille, som Sømændene kalde »Heste-Breden«, (Maury har kaldt den Krebsens stille Bælte) udgaae to Overflade-Vinde: en imod Ækvator som NO Passat og en anden imod Polen som SV Vinde.
191
Disse Vinde udgaae fra Undersiden af det stille Luft- bælte, og følgelig måa den Plads, som den bortførte Luft indtog, udfyldes ved nedadgaaende Strømme fra det samme Bæltes øvre Luftlag. Det er ligesom Vandets Bevægelse i et Vandkar, hvori to Strømme fra modsatte Retninger løbe ind ved Overfladen og to af samme Styrke løbe ud i modsatte Retninger ved Bunuaen; Vandets Bevægelse maa her være nedefter, og saaledes er ogsaa Luftens i det stille Bælte. Endvidere staaer Barometret høiere i dette end nord og syd derfor, hvilket er et andet Bevis for Åtmosfærens Ophobning her og det Tryk, som dens nedad- gaaende Bevægelse udøver.
Følge vi atter vor Luftdeel, der altsaa fra Nordpolen gik igjennem . Atmosfærens øvre Regioner til det stille Bælte og derpaa nedefter i dette, da føle vi den nu be- vægende sig langs med Jordens Overflade som NO Passat;. som såadan vedbliver den, indtil den naaer Ækvator, hvor den møder en lignende Luftdeel, der gik ud fra Sydpolen påa samme Tid, som den anden gik ud fra Nordpolen, og har blæst som SO Passat. Her, hvor de mødes under Ækvator, er der en anden Vindkamp og et andet stille Bælte; thi en NO og en SO Vind kunne ikke blæse til samme Tid paa samme Sted. De to Luftdele ere blevne satte i Bevægelse ved den samme Kraft og mødes altsaa med lige Styrke; de blive derfor paa Møde- stedet stoppede i deres Løb, og heraf opstaaer det mid- terstestille Bælte.
Denne Hvile kan imidlertid ikke våre længe; thi op- varmede ved Solheden og trykkede fra begge Sider af NO og SO Passatens hele Styrke, maae… disse to Luftdele, der ere valgte som Billede paa det hele, stige tilveirs,
192
en Virkning modsat den, der fandt Sted paa 30 Graders Nordbrede.
Vor Luftdeel gaaer da, efter igjen at være stegen op til Atmosfærens øvre Regioner, ovenover og i modsat Retning af SO Passaten, indtil den nærved 30 Graders Sydbrede, i Steenbukkens stille Bælte, møder en anden, der er udgaaet fra Sydpolen og har bevæget sig Nord efter i de øvre Regioner. Ligesom før påa 30 Graders Nordbrede finder der nu her en medadgåaende Bevægelse Sted, hvorpaa vor Luftdeel slipper ud forneden og gaaer mod Sydpolen som en Overflade-Vind fra NV.
Kommende skraat nd i Polarregionerne trykkes den fremad af lignende Luftdele, der komme i skraa Retning, og her er der igjen en stille Kreds; thi da den nærmer sig mere og mere skraat, vil den blive hvirvlet omkring Polen i fortsat Kredsløb; tilsidst naaer den Midten eller Stille- Kredsen og føres da opad til Atmosfærens øvre Regioner, hvorfra den igjen begynder sit Omløb imod Nord som en øvre Strømning indtil Steenbukkens stille Bælte; her møder den sin Kamerat fra Nord, de standse, stige ned og flyve ud som Overflade-Vinde, den, som vi følge, gaaer til Ækvatorial-Stillerne med SO Passaten; her stiger den op og gaaer derfra til Krebsens stille Bælte som en øvre Strøm modsat og ovenover NO Pas- saten. Den ophører da at være øvre Strøm, stiger ned og gaaer med SV Vindene imod Polen.
Den Vei, vor tænkte Luftdeel nu har tilbagelagt, er paa høosstaaende Figur, der forestiller Jorden omgivet af sin Atmosfære, denne: I Nordpolen P stiger den tilveirs og følger derpaa i de øvre Regioner den Retning, som . Pilen A angiver, indtil den ved Krebsens stille Bælte
193
møder Modstrømmen G, der kommer Syd fra ligeledes i de øvre Regioner. Her antages der at være en Ned- stigning, som antydes ved at Pilene der. krydse hinanden. Den øvre Strøm bliver altsaa nu NO Passatvinden B paa Overfladen af Jorden, indtil den møder SO Passatvinden
F i det ækvatoriale stille Bælte, hvor den stiger tilveirs og gaaer som øvre Strøm C til Steenbukkens stille Bælte; her stiger den ned, som Pilene antyde, og gaaer derpaa med overveiende NVestlige Vinde D til Sydpolen P", hvor den stiger opad og derpaa tilbage som angivet ved Pilene E;:F;;G og-H:
13
194
Efterforskningerne have imidlertid vist, at SO Pas- satens Region er meget større end NO Passatens, idet- mindste i det atlantiske Ocean; at SO Passaten. er den kraftigste, og at den ofte udstrækker sig til 10 eller 15 Graders Nordbrede, hvorimod Atlanterhavets NO Passat sjelden naåaaer sønden for Ækvator.
De for Passatvinden særegne Skyer dannes imellem de øvre og nedre Luftstrømme. Sandsynligvis ere de fortættede Dampe fra den øvre Strøm, der bortdunste efterhaanden som de>stige ned i den lavere og mere tørre Strøm fra Polerne. Det er den samme Natur- begivenhed, som vi saa ofte iagttage her nede; naar en kold og tør Luftstrøm møder en varm og fugtig, frem- gaaer deraf en Damp- eller Taage-Udvikling.
Vi have nu betragtet Vinden i dens Omløb, og skjøndt den påa sin Vei møder mange Forhindringer og derfor. underkastes Uregelmæsigheder, er Hovedretningen og Principet dog det samme heelt igjennem. Der er i det mindste to Kræfter virksomme i at føre Vinden ad dens Omløbsbane. Vi have seet, hvorfra den Kraft skriver sig, som giver Vinden en østlig Retning, naar den gaaer mod Ækvator, og en vestlig, naar den gaaer mod Polerne; og der er gjort Hentydning til den Kilde, hvorfra den har sin Bevægelse imod Nord.og imod Syd. Passatvindene fremkomme ved Solheden i Troperne, som udvider Luften og bringer den til at stige tilveirs og flyde bort i Retning af Nord og Syd, hvorfra der da atter finder en Luft- tilstrømning Sted for at gjenoprette Ligevægten. Men paa Polarsiderne af Passatvinds-Bæltet paa begge Halvkugler blæse de fremherskende Vinde ikke mod Varmekilden ved Ækvator, men netop i den modsatte Retning. Det synes saaledes ved første Øiekast en Paradox at sige, at den
195
tropiske Varme bevirker, at Vinden i den hede Zone blæser mod Ækvator og i den tempererede mod Polerne. Lader os undersøge dette nøiere.
Hoveddrivfjeren for Vindenes Bevægelse imod Ækvator siges i Almindelighed at være Varmen, og dette er rigtigt, thi antag et Øieblik, at Jorden ikke har nogen omdreiende Bevægelse, at den er i Hvile, at Solens Straaler ere blevne afskaarne fra den, åt Atmosfæren har antaget en eensformig Temperatur, saaledes at Thermometret ved Ækvator og ved Polerne viser eens, at Vindene ikke blæse, og at det hele Lufthav er i Ligevægt og Hvile. Antag fremdeles, at vi nu borttage den Skjærm, som vi have tænkt os at udelukke Solens Indflydelse, og at hele Atmosfæren i de forskjellige Dele af Jorden antager de forskjellige Temperaturer, som den virkelig har i dette Øieblik; hvad vil da finde Sted, naar den eensformige Varmegraåad, som vi forudsatte, er Middel-Varmen imellem den ved Ækvator og den ved Polerne? Der vil fremkaldes i Atmosfæren en Opsvulmen om Ækvator paa Grund af den tropiske Hedes udvidende Kraft og en Sammen- snøring om Polerne påa Grund af Kulden der. Og strax ville to Vindsystemer begynde at virke, nemlig først et i de øvre Regioner fra Ækvator mod Polerne, og da den varme og udvidede Luft vil flyde imod disse, maa en Vind fra hver af disse blæse langs med Overfladen af Jorden for at erstatte Tabet af den Luft, som den øvre Strøm har ført bort fra Omegnen om Ækvator.
Disse to Vinde ville blæse ret Nord og Syd paa Grund af Heden ved Ækvator og Kulden ved Polerne. Men lad os nu antage, at Jorden begynder at dreie sig om sin Axe; disse Vinde ville da, som vi tidligere have- forklaret, istedenfor at blæse ret fra Nord og Syd nærme
113
196
sig Ækvator fra begge Sider med østlig Retning og Po- lerne med vestlig. '
Jordens Omkreds maalt påa 60 Graders Brede er kun halvt saa stor som under Ækvator. Forudsat at Hastigheden er lige stor, kan derfor kun Halvdelen af den Luftmasse, der udgaaer fra Ækvator som en øvre Strøm imod Polerne, påssere 60 Graders Nord- eller Sydbrede. Den anden Halvdeel er efterhaanden trukken bort og ført tilbage af Strømme, der bevæge sig i modsat Retning.
Saaledes vilde Solens Magt til at skabe en Polar- og Ækvatorial-Luftstrømning være, dersom dens Indflydelse var indskrænket til at forandre Atmosfærens vandrette Overflade. Men Atmosfæren er bleven begavet med en anden Egenskab, som forøger dens Bevægelighed og giver Solens Hede endnu mere Magt til at sætte den i Bevægelse, og det er den, at Varmen, foruden at for- andre Atmosfærens vandrette Overflade, tillige forandrer den paavirkede Lufts Vægtfylde. Dersom det store Luft- havs horizontale Overflade forblev uforstyrret af Solens Straaler, og dersom Luften kun var skikket til at modtage en Forandring i Vægtfylde, uden Forandring i Rumfang, da vilde denne Egenskab ogsaa være Kilden til i det mindste to Systemer af Luftstrømme, nemlig en øvre og en nedre. De to Kræfter forenede, nemlig den, som for- andrer den vandrette Overflade eller Rumfanget, og den, som forandrer Vægtfylden, frembringe de almindelige Strømme, som vi have betragtet. Vi kunne nu altsaa sige, at Luftens Hoveddrivfjer er Forandring i Vægtfylden, for- aarsaget saavel ved Polarkredsenes stivnende Kulde som ved Sølstraalernes udvidende Kraft imellem Troperne.
197
For derfor rigtigt at bedømme, hvilken Indflydelse Solens direkte Hede har paa at frembringe Vindene, maa det erindres, at vi med ligesaa megen Grund kunne til- skrive den tropiske Hede NV Vindene, der ere de frem- herskende i den sydlige Halvkugles tempererede Bælte, og SV Vindene, der ere de fremherskende i den nordlige Halvkugles tempererede Bælte, som vi kunne tilskrive den Passatvindene, der blæse i de modsatte Retninger. Altsaa, hvor paradox det end synes at sige, at Solheden foraar- sager, at Vindene fra omtrent 30 Graders Nord- og Syd- Brede blæse imod Ækvator, og at den ogsaa bevirker, at de fremherskende Vinde paa Polarsiderne af de samme Breder blæse imod Polerne, såa ophører dog det para- doxe, naar vi erindre, at den ækvatoriale Hede og den polare Kulde forandre saavel Luftens Vægtfylde som dens vandrette Overflade. Ikke destomindre er det, som Halley sagde i det Skrift, han i Aaret 1686 forelæste i »Royal Society« i London, »meget vanskeligt at forstaae, hvorfor Passatvindens Grændser rundt om Jorden skulle være netop påa :0 Graders Brede, og at den saa sjelden gaaer over eller under disse Grændser«.
Paavirket af Atmosfærens Ligevægtsstræben og af Jordens Omdreining nærmer Vinden sig f. Ex. Nordpolen i en Række af Spiraler fra SV. Dersom vi paa en al- mindelig Jordglobus drage om denne Pol en Kreds og overskjære den med Spiraler for at fremstille Vindens Retning, da ville vi see, at Vinden kommer ind i enhver Deel af denne Kreds fra SV, og følgelig at derved .«maa frembringes en Hvirvel, i hvilken den opstigende Luft- søjle dreier sig fra høire til venstre, eller imod Ubr- Viserens Gang. Ved Sydpolen komme Vindene fra NV og følgelig dreie de sig der fra venstre til høire, eller med
198
Viserens Gang. Omstaaende Tegnings Pile, der frem- stille Vindenes fremherskende Retninger paa Jordens Over- flade, ville yderligere anskueliggjøre det her fremsatte. Der er et .eget Sammentræf imellem disse to saa- ledes udledte Kjendsgjerninger og andre, der ere iagt- tagne og fremstillede af Redfield, Reid, Piddington og flere, nemlig at alle omdreiende Storme paa den nordlige Halvkugle dreie ligesom Hvirvelvindene om Nord- polen, fra høire til venstre, og at det modsatte er Til- fældet påa den sydlige Halvkugle. Grunden til denne indbyrdes Forbindelse er endnu ei udgransket, og skjøndt Varmen upaatvivlelig er en af de herved virkende Hoved- kræfter, saa hår den dog vist sig ikke at være den eneste.
Den taalmodige Læser, som har havt Udholdenhed til at følge os igjennem det foregaaende, vil have be- mærket, at der endnu mangler Bevis for at kunne slaae fast som en Kjendsgjerning, at NO og SO Passaterne, efter åt de have mødt hinanden og ere stegne op i. det ækvatoriale stille Bælte, krydse hinanden og tage den Vei, vi have angivet. Der er allerede anført tilstrækkelige Omstændigheder, Grunde og Slutninger til åt gjøre det højst sandsynligt, at det forholder sig saaledes; men om end vor Theori er aldrig saa god, kunne positive Beviser for at den er sand, dog ikke andet end blive modtagne med Tilfredshed. |
,Var det muligt at tage en Deel af SO Passatens Luft og sætte et Mærke påa den, ved hvilket vi altid kunde kjende den igjen, da kunde vi ved det mest positive Be- vis angive de Kanaler, igjennem hvilke Passatvindene, efter at være stegne tilveirs ved Ækvator, vende tilbage,
199
hvorfra de kom. Men Luften er usynlig, og det er ikke let at sige, hvorledes Mærker skulde anbringes paa den, saaledes at dens Vei kunde spores igjennem Skyerne. Saa vanskeligt som dette end synes at være, er det dog virkelig udført.
Sømændene fortælle os om røde Taager, som de undertiden møde, navnlig i Nærheden af de Capo Ver- diske Øer. Ogsaa paa andre Dele af Søen møde de disse Støvskyer. Det, som disse Byger sende ned -i Middelhavet, kaldes »Sirocco-Støv« og paa andre Steder for »Afrikansk Støv«, fordi Vindene, som ledsage dem, antages at komme fra Sirocco-Ørkenen eller fra andet fortørret Land paa Afrikas Fastland. Det har Farve som røde Muursteen eller som Kaneel, og det kommer under- tiden i saadan Mængde, at det bedækker Seilene og Takkelagen paa Skibe, der ere 20 å 30 Mile fra Land.
Ehrenberg har undersøgt dette Støv meget nøie og derved næsten uimodsigelig bevist, at Luften, som SO Passaten bringer til Ækvator, stiger tilveirs der og gaaer over til den nordlige Halvkugle. "Sirocco-Støvet eller det afrikanske Støv har nemlig vist sig at være Mærker satte paa Vinden i den anden Halvkugle; og Mikroskopet sætter Ehrenberg istand til at' opdage disse smaae Kjendetegn ligesaa klart, som om-de havde været skrevne påa Træstykker og bundne til Vindens Vinger. Dette Støv er ved. mikroskopisk Undersøgelse fundet at bestaae af Infusorier og andre lignende Organismer, hvis Hjem ikke er Afrika, men Syd- Amerika og det i SO Passatens Region i Syd-Amerika. Professor Ebhrenberg har under- søgt Prøver af Søstøv fra Capo Verderne og nærliggende Steder, fra Malta, Genua, Lyon og Tyrol, og han har fundet, at de ligne hverandre saa slaaende som om de
200
alle havde været tagne fra samme Hob. Han gjenkjender sydamerikanske Former i dem alle; ja disse ere endog de meest fremtrædende i de Prøver, han har undersøgt. Det kan vel derfor nu ansees som en Kjendsgjerning, at der er en stadig øvre Luftstrøm fra Syd- Amerika til Nord-Afrika; og der kan ikke være Tvivl om, at den Luftmasse, der flyder Nord efter i disse øvre Strømme, er næsten lig med den Masse, der flyder. Syd. efter med NO Passatvindene.
Man har bemærket, at Regnstøvet falder hyppigst om Foraaret og Efteraaret, 30 å 60 Dage efter Jevn- døgn. For at forklare dette periodiske Støvnedslag troer Ehrenberg det nødvendigt, »at tænke sig en Støvsky, der holdes svævende i Atmosfæren ved stadige Luft- strømme, og som, liggende i Passatvindenes Region, er underkastet partielle og periodiske Afvigelser«.
Regn- eller Stille-Bæltet imellem Passaterne flytter sig hvert Aar op og ned paa Jorden omtrent 250 Mile, og det fører Regntiden med sig, hvor det kommer frem. Støvet optages rimeligvis i den tørre og ikke i den vaade Aarstid, hvorfor Ehrenbergs Mening, »at det holdes i en Støvsky, der er underkastet partielle og periodiske Afvigelser«, synes mindre sandsynlig, hvorimod det er rimeligt, at det ved Foraarsjevndøgn kommer fra et Sted og ved Efteraarsjevndøgn fra et andet; thi Egne, der have deres Regntid ved det ene Jevndøgn, have deres tørre Tid ved det andet.
Ved Foraarsjevndøgn har Orinoco-Dalen sin tørre ÅAarstid. Alt svides op af Tørken. Søerne udtørres; Mo- radser og Enge blive til øde Strækninger. Al Vegetation er standset; de store Slanger og Firbeen have begravet sig i det tørre Dynd; Insektlivets Summen er ophørt, og
201
Dødens Stilhed hersker over Dalen”). Under disse Om- stændigheder vil den svage Vind løfte Støvet op fra de udtørrede Søer og fra de brune Savanner og føre det bort som Skyer i Luften. Det er påa denne Aarstid, at Jordens Overflade, der i disse Egne er overstrøet med fjerlette Levninger af Dyre- og Plantedele, hjemsøges af Hvirvelvinde, Storme og Tornadoer af frygtelig Styrke; det er Tiden for. den almindelige atmosfæriske For- styrrelse, der charakteriserer Jevndøgn. Synes disse For- hold ikke tilstrækkelige til at frembringe det »Søstøv«, der fålder i Foråars-Nedslagene?
Ved Efteraarsjevndøgn afsvider Tørken en Deel af Amazonflodens Sletteland, og da er det her, at Vindene fylde Luften med Støv og med Levninger af døde Dyre- og Plantestoffer. Er det derfor ikke sandsynligt, at Hvirvelvindene, som ledsage Foraarsjevndøgn og blæse over Nedre-Orinocoens livløse Sletter, optage det Søstøv som i April og Mai Maaned falder ned paa den nordlige Halvkugle? og er det ikke de atmosfæriske Forstyrrelser, der ledsage Efteraarsjevndøgn , som optage de mikro- skopiske Organismer fra Øvre-Orinocoen og det store Amazon-Basin til Støvfåldet i October Maaned?
Søstøvets Farve, naar det, samlet i Pakker, er sendt til Ehrenberg, er muursteensrødt eller okkerguult; seet i Luften af Humboldt, er det mindre mørkt og be- skrives af ham som meddelende Atmosfæren en Straa- farve... Da Maury, engang søgte Edderkoppespind til sit Teleskop, fik han de fineste og bedste Traade fra en
Kokosnød af skidenrød Farve; sete enkeltvis i Tele-
") See Humboldts Ansichten der Natur eller dette Tidsskrift 3die Bd. p. 174.
202
skopet vare de imidlertid gyldne; der synes derfor ikke at være nogen Vanskelighed i at forklare Forskjelligheden af Søstøvets Farver, naar det sees i smaae Hobe under Forstørrelsesglasset, og naar det sees spredt og flyvende i Luften. j Det viser sig derfor, at vi her have i vore Hænder en Nøgle, som, skjøndt den ved første Øiekast synes skrøbelig og usikker, ikke desto mindre er.til at tage paa og stærk nok til at vise os Vei i Vindens Omløbsbaner. Søstøvets hyppige Nedslag imellem 17 og 25 Graders Nordbrede og i Nærheden af de Capo Verdiske Øer har fremkaldt nøiagtige mikroskopiske Iagttagelser. Og det er vel disse Undersøgelser værd; thi i Forbindelse med vore Efterforskninger paa Observatoriet have de stor Betydning. Bredegrændserne for NO Passatens Udstrækning mod Nord ere underkastede Forandring. Om Foraaret ere de nærmest ved Ækvator, idet de undertiden påa denne Aarstid ikke nåae længere end til 15 Graders Nord- brede. Krebsens stille Bæltes Udstrækning og Plads. paa Jorden er ogsaa foranderlig; dets Bevægelse er afhængig af Aarstiden og foregaaer imellem 1.7 og 38 Graders Nord- brede. Ifølge de Forudsætninger, "som vore Undersøgelser førte til, var det i dette Bælte, at Atmosfærens øvre Strøm, der steg tilveirs i det ægqvatoriale Stille og flød mod NO, antoges at stige ned. Det er derfor i dette Bælte, at den Luft, der fører Søstøvet med sig, naaer Overfladen; og det er derfor her, at man kunde vente sig de fleste Støvnedslag. De Capo Verdiske Øer ligge netop i dette Bælte; de ere i den Retning, som Theorien angiver for den øvre Luftstrøm med »Regnstøvet« fra Orinoco og Amazonen, og de ere i den Region, hvor de hyppigste Støvnedslag finde Sted, hvilket alt sammen er
203
i slaaende Overeensstemmelse med Læren om Atmo- sfærens Omløb.
Det er sandt, at vi endnu ikke kunne forklare, hvor- for dette Regnstøv, efterhaanden. som det gaaer fra Ækvator til nordlige Breder, ikke føres fra den øvre Luft= strøm ned i Passatvindene; vi kunne heller ikke sige, hvorfor den Fugtighed, som de samme Vinde føre med sig, ikke styrter ned paa Veien; ei heller, hvorfor vi skulle have en Tordenstorm eller en anden atmosfærisk Forstyrrelse imorgen og ikke idag; alt hvad vi kunne sige er, at Betingelserne for Fænomenets Udvikling ikke ere tilstede idag.
Derfor, skjøndt vi ei kunne forklare, hvorfor Søstøvet ikke altid falder påa samme Sted, kunne vi dog forud- sætte, at det ikke altid. er i Atmosphæren, thi de Storme, der tage det op, komme kun til visse Tider, og end- videre at det, naar det passerer de samme Breder, ikke altid møder de Betingelser — elektriske eller andre —, der ere gunstige for dets Nedslag, og at disse Betingelser kunne indtræffe nu påa et Sted, nu paa et andet. Men at Nedslaget altid kommer fra den samme atmosfæriske Aare, sandsynliggjøres ved vore Efterforskninger og be- vises ved Ehrenbergs Undersøgelser.
At dømme fra Regnstøvets Nedslag kunne vi for- mode, at Strømmene i Atmosfærens øvre Kegioner ere mærkværdig regelmæsige saavel i Retning som i Hen- seende til deres Grændsers Bestemthed. Vi kunne tænke os, at visse elektriske Betingelser ere nødvendige saavel for et Støvnedslag som for en Tordenstorm; og at Tids- rummet imellem de atmosfæriske Forstyrrelser ved Jevn- døgn og disse Nedslag, skjøndt det ikke sætter os istand
204
til at bestemme den sande Bevægelseshastighed i det atmosfæriske Omløb, dog ångiver den mindste Hastighed.
De her fremsatte Bernærkninger ønske vi ikke mod- tagne som en Forklaring, ved hvilken vi skulle slaae os til Ro, da vi forudsætte at andre Beviser med Tiden kunne erholdes; vi tilbyde dem snarere, for saa vidt de kunne kaldes en Forklaring, som den, der er meest i Overeens- stemmelse med de Kjendsgjerninger, vi have for os, og som Resultaterne af et nyt og smukt System for meteorø- logiske Undersøgelser.
Skjøndt vi saaledes have kunnet sætte Mærker paa Vinden, såa at den fortæller os, hvorfra den kommer, og hvorhen den gaaer, er der dog øiensynlig Kræfter tilstede, hvis Virkninger ere aabenbare, men hvis Natur vi endnu ikke see klart.
Meddelelser af forskjelligt Indhold.
k hh gnanansehasgen Brøndkarsen (Nasturtium officinale) har hertillands en temmelig indskrænket An- vendelse, da man kun benytter de vildtvoxende Planter, som ere ret hyppige i eller ved Bække, Kilder og Grøfter; men i nogle Egne af Tydskland og navnlig i Paris savnes den ikke gjerne ved Maaltidet. Den dyrkes derfor i det store i egne Haver, som dog kun kunne anlægges, hvor man kan skaffe stadigt Tilløb af Vand, da Brøndkarsen kun kan dyrkes i Grave, hvor Vandet stadig rinder hen over den. Brøndkarsehaverne i Omegnen af Paris bestaae af en Hovedgrav, som modtager Vand fra en Kilde eller paa anden Maade; fra denne Grav udgaae flere 240—270 Fod lange, 9—12 Fod brede og omtrent 12 Fod dybe, indbyrdes parallele Grave, der atter ved deres Ende for- enes med en Tvergrav til at modtage Afløbsvandet. Jords- monnet mellem de långe parallele Grave har en Brede af omtrent 6 Fod og benyttes til Græsning. Planterne for- nyes hvert Aar, og desuden anvendes Gjødning. Den dyrkede Brøndkarse adskiller sig fra den vilde ved meget større Blade og ved en behageligere Smag, da det skarpe Stof er mere fremherskende end det bittre. — De første Brøndkarsehaver anlagdes ved Erfurt og Dresden, og det
206
er ikke mange Åar. siden at man i Paris alene kjendte den vildtvoxende, som ofte blev indsamlet i mange Miles Afstand og ligesom hos os blev falbudt paa Gaderne («Cresson de fontaine, santé du corps, voilå, voilå, le bon cresson!«). Nu udgjør Brøndkarsen et dagligt Næ- ringsmiddel i Paris og anvendes baade råa og kogt. Alene een Have leverer daglig fra April til Juni 7,500 Bundter, og den hele Sum, som ved den aarlige Production af Brønidkarse i Omegnen af Paris sættes i Omløb, anslaaes til en Million Francs”). |
2. Tilvirkning af ØRosenolie. Rosenolien til- virkes paa flere Steder i det nordlige Ostindien, i Persien, Lille-Asien, Tunis og tildeels ogsåa i Provence, men dog fornemmelig i Tyrkiet, og al den Rosenolie, som gaaer i Handelen i Europa, kommer fra sidstnævnte Land. Det er navnlig syd for Balkankjæden i Omegnen af Byerne Kizanlik, Eski Sagra og Philippopel at den udstrakte Rosendyrkning har sit egenlige Sæde, saa at disse Byer ligge indesluttede i sande Skove af Roser. Blomstrings- : tiden begynder i Mai, og Blomsterne blive i Almindelighed afplukkede. hver Morgen førend Solopgang. Olien er- holdes ved Destillation med Vand i store Kobberretorter, og i den ovennævnte Deel af Tyrkiet skal der i heldige Aar tilvirkes 50—60,000 Unzer Olie. Den sendes herfra i lange flade Blikflasker til Constantinopel, og først her bringes den af Kjøbmændene paa de smaae fra Tydskland indførte Glasflasker, hvori den kommer i Handelen. — Rosenolien er næsten altid mere eller mindre forfalsket, især siden 1840, da Loven, som paabød Dødsstraf for Forfalskning, blev ophævet. Det er navnlig i Constanti-
”) Bulletin de la société botanique de France. 1858 p. 158.
207
nopel at Forfalskningen drives ved Tilsætning af Græs- eller Andropogon-Olie, som tilvirkes af flere- Arter af Græsslægten Andropogon og udføres i stor Mængde fra Bombay og over Mekka navnlig ved Pilgrimene bringes til Smyrna og Constantinopel”).
3. Et mærkeligt Træ i Sydafrika. I det Linneiske Selskabs Møde d. 16. Januar d. A. gav Dr. J. D. Hooker Oplysning om »den mærkeligste Plante, der nogensinde var kommet til England«. Den har faaet Navn af Welwit- schia mirabilis efter Opdageren Dr. Welwitsch, som har fundet den i Syd-Afrika Nord for Capstatens Grændser ; det er ikke ålene den besynderligste, men rimeligvis ogsaa en af de hæsligste Planter, som kjendes. Det er et lille Træ, der aldrig hæver sig mere end 2 Fod ”over Jordens Overflade og hvis korte Stamme aldrig bærer mere end et Bladpar, og disse Blade ere ikke andet end Kimbladene, som jo ellers hos andre Planter kun spille en kortvarig Rolle og snart vige Pladsen for de egenlige Blade eller Stengelbladene, men som hos dette syd- afrikanske Vidunder af en Plante ikke allene ere de eneste, som udvikles, men blive ved at leve og blive siddende paa Planten, saalænge den lever (mindst 100 Aar), ja opnaae den uhyre Størrelse af næsten 3 Alens Længde hver. Blomsterstanden skyder op fra Enden af den afstumpede Stamme, og Roden er længere end Stammen. ? .
4. Tallegalla-Hønsene. Disse mærkelige Hønse- " fugle og den særegne Maade, hvorpaa Instinktet hos dem er udviklet, har allerede et Par Gange været omtalt i
”) Bonplandia 1859 p. 306.
208
dette Tidsskrift”). Da de Træk af deres Naturhistorie, som Tid efter anden ere blevne bekjendte, fornylig ere blevne sammenstillede af den berømte Ornitholog G. R. Gray i England, ville vi af dennes Afhandling uddrage nogle Bemærkninger for dermed at supplere vore tid- "ligere Meddelelser,
Man kjender nu henved en Snees Arter af denne Familie, hørende til 4 Slægter: Talegallus, Megace- phalon, Leipoa og Megapodius, de fleste dog til denne sidste. Familiens Udbredning strækker sig fra Nikobar-Øerne over Sunda-Øerne (Borneo, Labuan, Bali, Lombok, Celebes), Philippinerne (Lucon), Mo- lukkerne (Gilolo, Batchian, Ceram, Amboina, … Åru og Banda-Øerne), Ny Guinea samt Waigiou-Øerne, hele Nyholland (nordlige, sydlige og vestlige Deel) til Mari- anerne (Ladronerne), Louisiade-Øgruppen, Ny Cale- donien og Navigator- Øerne (Samoa) samt Ven- skabs-Øerne (Hapai). Naturligvis er det forskjellige Arter, der beboe disse forskjellige Øer og Øgrupper. | I Almindelighed beboe de tætte Skove eller Krat, de saa- kaldte »Mangrove-swamps« og … »Jungles4«, der indfatte Havets Bredder eller Floder og Bække, dog er der ogsaa dem, der foretrække de tørre Sandegne (Leipoa). Deres Holdning er statelig og sindig paa Grund af at de lefte Benene høit i Veiret og kneise med Nakken. De ere overordenlig sky og frygtsomme, og de opholde sig derfor enten i eller tæt ved Krat og deslige for at kunne und- slippe, hvis de skulde blive skræmmede, ved at løbe ind i Krattet mellem Planterne; de løbe nemlig meget hurtigt. Lykkes det dem ikke at skjule sig paa denne Maade,
") See 1 Bd. p. 209 og Anden Række 3die Bd. p. 79.
209
flyve de op paa de lavere Grene. af Træerne og forblive der aldeles ubevægelige, ofte med Halsen lige udstrakt i Linie med Kroppen, eller de hoppe fra Green til Green og stige saaledes op til Træets Top. Hjælper dette ikke, flyve de med tung Flugt et lille Stykke bort til et mere sikkert Sted, hvor man da kun kan nærme sig dem med stor Forsigtighed, dækket af de store Træer. Der er dog ogsaa Årter, med Hensyn til hvilke man har lagt Mærke til, at de aldrig flyve i Træerne. Ofte hører man dem ud- støde med visse Mellemrum en høi klukkende eller pibende Lyd, medens de ligge skjulte under Træernes skyggefulde Grene i Middagsheden; man har seet dem bade og vaske sig i Sandet ligesom andre Hønsefugle, og de synes at være meget stridbare, da man har seet dem jage hin- anden hen ad Jorden, kaldende paa hinanden mere lyde- ligt end sædvanligt, pludseligt standse og saa forfølge hinanden igjen i Løb. Deres Føde søge de udelukkende påa Jorden; den bestaaer af Frø, nedfaldne Frugter, In- sekter og smaae Snegle, og de erholde den ved at skrabe op imellem og vende Affaldet under Træerne og Buskene.
De Arter, som danne Dynger til Ægenes Ud- rugning, udvælge i den tropiske Foraarstid en skjult og skyggefuld Plet i det tætte Krat; skulde en Træstamme komme indenfor den afstukne Kreds, bliver dens nederste Deel optaget i Dyngen og skjult af de- til dennes Opførelse anvendte Materialier. Disse bestaae af Plantestoffer, der hensmuldre og råadne i Løbet af det Tidsrum, da Fuglene ere beskjæftigede med at legge Æg, hvilken Beskjæftigelse antages at medtage 2—-3 Maaneder. Dyngernes Størrelse er forskjellig efter Arterne; man har seet dem, der havde en Højde af 14 Fod og en Omkreds af 150, ja nogle ere endogsaa større. Materialierne, som udfordres til deres
14
210
Opførelse, samles af Fuglene ved Hjælp af deres store Fødder, enten påa den Maade, at de i den ene Fod bære en lille Deel deraf, eller derved at de skrabe 'det sammen med deres lange Kløer og påa denne Måade efterlade Jorden nøgen i nogen. Afstand rundt omkring Dyngen. Denne beståaer hos noglé Arter (Talegallus) alene af Plantestoffer, men andre (Leipoa, Megapodius) blande disse med Jord, Sand, Grus, Stene, ja endogsaa i nogle Tilfælde med Koralbrudstykker; Sagen er, at Fuglen an- vender alt, hvad den forefinder påa det Sted, som den har valgt. Det samme Par benytter den samme Dynge Åar efter Aar, men ødelægger den Deel, der blev benyttet. ifjor, naar Æglægningstiden vender tilbage; paa denne Maade blive Plantedelene i Midten blandede med det Sand og Jord, som dannede den ydre periferiske: Deel af den ældre Dynge. Naar Parret skal til at fornye Dyngen, samler det først en ny Masse af Planteaffald i Midten og skraber derover noget af det ældre Materiale: til en vis - Høide, men saaledes at Midten forbliver noget hul. - Her i Midten er det at Hunnerne af nogle Arter lægge deres Æg - i en Kreds (Talegallus, Leipoa) i forskjellig Dybde, fra 18” til flere Fods, medens andré anbringe dem uregel- mæsigt i særskilte Udhulinger i forskjellige Dele. af Dyngen. Ægene: lægges ved Solopgang, net efter. tet, med et Mellemrum af flere' Dage: mellem hvert, «ved hvilken Leilighed Byngens midterste Deel maa aåaabnes paany hver Gang et Æg bliver. lagt, dækkes til igjen bagefter og Fuglen vende tilbage til sit Tilflugtssted i Krattet, indtil alle Ægene ere lagte. Derpaa bliver Midten | fuldstændig dækket til og ved Hjælp af den tiloversblevne Jord eller Plantemasse bliver Dyngen forhøiet flere ; Fod og antager en kegle- eller kuppeldannet Form; men seive
211
den store Dynge har en flad Topflade af omtrent 3 Fods Gjennemsnit. Den Hede, som avles ved Plantemasseans Gjæring, holdes paa denne Maade tilbage i Massen og bevirker Ægenes Udvikling. Der kån være to Grunde til at Fuglen lader Dyngens Midte kun være svagt tildækket under Læggetiden: at den derved har mindre at skrabe tilside ved hvert enkelt Besøg og saaledes lettere kan komme til at lægge sit Æg, og at de allerede lagte Æg holdes; i en bestemt kjølig Varmegrad, indtil de alle ere lagte, samt at: Regnen lettere kan gjennemtrænge Plante- massen, hvilket vil fremskynde Forraåadnelsen og Udvik- lingen af den fornødne Varme.
Nogle Arter afvige påa en paafaldende Maade fra den her angivne Fremgangsmaade. Megapodius am- boinensis lægger sine Æg enkeltvis og spredte hist og her, men hvert Æg omhyggeligt dækket af en Masse Brudstykker af tørre Plantedele eller Blade. MM. Gil- berti paa Celebes skraber et Hul i den raadne Stub eller Kod af et faldent Træ og begraver sine Æg deri; der fortælles ikke noget om, at den dækker dem til med Plantedele eller andet deslige, hvilket man dog tør for- mode, at den gjør, efter de andre Medlemmer af denne mærkelige Families Exempel. En Årt (Megacephalon), som boer langt inde i Skovene i det Indre, og andre, som leve i. krattet ikke langt fra Kysten (Megapodius Freycineti, Cumingii, nicobariensis) søge daglig parvis til Havbredden, hvor de derfor i Læggetiden ofte samles til Flokke af Hundreder. Der finder man da, deels i de af Havet opkastede Sandklitter, deels i Nær- heden af det tilstødende Krat, en Mængde Huller af for- skjelligt Gjennemsnit skrabede i Sandet; det gaaer saa hurtigt for Fuglene at kaste Sandet i Veiret, at det seer
14=
212
ud som et Vandspring, saa længe dette Arbeide staaer paa. Disse Huller have en Dybde af 18” til 2", og det antages at flere Hunner lægge deres Æg i samme Hul, anbringende dem, det ene efter det andet, i opreist Stilling i Sandet paa Siden af Hullet i nogle' Tommers Afstand fra hinanden. At Antallet af Ægene er forskjel- ligt i de forskjellige Huller, forklares let af det forskjel- lige Antal af Hunner, som har besøgt dem. Der ligger som hos de andre Årter et Mellemrum af fiere Dage mellem hver Gang en Hun lægger Æg; om den såa vender tilbage til det af et bestemt Par dannede ældre Hul, eller flere Par påa samme Dag danne sig et nyt, er ikke ganske afgjort; men hver Hun maa, naar Hullet er færdigt og den vil til at lægge, skrabe sig et Hul til st Æg paa dem indre Side af Hulen og, naar -det er lagt, dække det til med noget af det omgivende Sand; saaledes udfyldes Hulen efterhaanden, og over den skrabes en stor Dynge af de Skaller og det Affald, som træffes paa Havkysten, hvilket ofte tjener til at forraade Ægenes Skjulested. Deres Udklækning overlades nu til den i Sandet ved den tropiske Sols Straaler frembragte Hede, men det er rimeligt, at denne dog aldrig er såa stor som i de af Plantestoffer dannede Dynger, og at Udklæk- ningen derfor i dette Tilfælde vil medtage et længere Tidsrum. Det er imidlertid rimeligt, at alle Kyllingerne ville komme frem samtidigt af det samme Hul, da alle Ægene i dette have været lagte omtrent påa samme Tid.
Det er allerede anført, at disse Fugle pleie at lægge deres Æg saaledes, at de komme til at indtage en lodret , Stilling i Dyngen, rimeligvis for at Ægget kan modtage lige megen Varme fra alle Sider, ligesom andre Fugle, der ligge paa deres Æg, bestandig vende dem for at alle
213
Sider kunne modtage den samme Varmemængde fra deres Legemer, hvilket er en Betingelse for at Æget kan ud- vikles efter sin Bestemmelse. Æget er ganske mærk- værdigt stort: 31—41” langt og 2—24" bredt, med en Vægt af 8—9 Unzer; det udfylder derfor hele den nedre Deel af Krophulen og klemmer Tåarmen sammen, såa at det synes umuligt, at noget kan gaae igjennem den; de øvrige Æg, der paa samme Tid, som hint lægges, ikke er større end smaåaåe Ærter, kunne nok behøve til deres Udvikling de 13 Dage, som de Indfødte sige, at der gaaer hen mellem hver Æglægning. I! Løbet af hver Læggetid lægger hver Høne, synes det, henved 8 Æg, hvilket giver en Læggetid af 3 Maaneder fra det første til det sidste bliver lagt. Ægenes Form varierer fra hvidt til blegt rødgult; undertiden ere" de dækkede med en skidenbrun, let afskallende Overhud. De friske Æg afgive en særdeles velsmagende Føde; enten af denne Grund, eller fordi de ere såa sjeidne, ansee Beboerne af Hapai-Øerne dem for værdige tii at forbeholdes deres Høvdinge, og kalde dem derfor »Høvdinge Æg«. — Ofte lægges Ægene i en Kreds i Dyngen med mathematisk Nøiagtighed (Talegallus, Leipoa). Efter at Fuglen har lagt sit første Æg, anbringes det andet nøiagtig i samme Plan, men lige i den modsatte Ende af Fordybningen; til højre og venstre for den Linie, der tænkes at forbinde disse to Æg, anbringes saa Nr. 3 og 4, saa at de til- sammen danne et Kors; de næste 4 lægges nu i Mellem- rummene, såa at -der tilsidst er 8 Æg stillede opret i Sandet med nogle Tommer Sand imellem, alle nøiagtig i et og samme Plan. Der er dog ogsaa andre Arter, som læser dem uden "Orden, ”hvor”'det kan træde sie i
214
Dyngen; at de faae den fornødne Varme er aabenbart Hovedsagen.
Forunderligt er det, at disse Fugle, der anvende saa megen Forsigtighed og Omhu påa Æglægningen, ikke vise deres Afkom nogensomhelst Omsorg, "men overlade det aldeles til Ungen selv at finde Vei ud "af Dyngen. Den kradser sig selv ud deraf, ryster -de'Materialier, hvoraf Dyngen var dannet, af sig og løber afsted til Krattet, hvor den strax begynder at søge sin Føde ved at skrabe i. og vende op og ned paa Jorden og Affaldet ligesom de gamle Fugle. De ere fuldstændigt fjer- klædte, naar de komme frem; disse unge Fugle, der ligne hinanden meget 'og have et fra deres Forældre for- skjelligt Udseende, ere blevne opstillede som egen Slægt og Art under Fællesnavnet Alecthelia Urvilii, og selv i den nyere Tid have ypperlige Ornithologer, som f. Ex. Wallace, ladet sig nårre deraf,” hvortil det dog vel ogsaa har bidraget, at selv de Indfødte stundom svæve i en lignende Vildfarelse.
5. Den kaliforniske Kæmpekaktus. Af Bal- duin Moållhausens fortræffelige »Vaåandringer gjennem det vestlige Nordamerikas Prairier og Udørkener fra Mis- sisippi til Sydhavets Kyster«”), efter vor Mening en af de interessanteste Reisebeskrivelser, der har seet Lyset siden Alexander v. Humboldts berømte Reiseværker, tillade vi os at laane følgende Skildring af den mærkelige Kæmpe- kaktus, der voxer i de Egne af det vestlige Nordamerikas Højland, som gjennemskjæres af den nuværende Grændse- linie mellem de forenede Stater og den mexikanske Republik.
”) Oversat af M. Rovsing. Med Lithografier i Tontryk og et Kort. P. G. Philipsens Forlag. 1861.
215
»Cereus giganteus, Kacteernes Dronning, er be- kjendt i Kalifornien og Ny-Mexiko under Navnet Petahaya. Missionairerne, der for mere end 100 Aar siden. bereiste Colorado og Gila, talte allerede om Petahayas Frugter, som tjente de Indfødte der til Næringsmiddel, og fortalte allerede dengang, ligesom. Pelsjægerne "senere, om et mærkværdigt Træ, som vel håvde Grene, men ingen Blade, og desuagtet opnaaede et betydeligt Omfang og en ; Høide af indtil 60 Fod. . Vi herørte paa vor: Reise den nordlige Grænåse for denne eiendommelige Kactusart ; derfra er den -udbredt mod Syd langt forbi Gila; ogsaa findes den hyppig i Staten Sonora og det sydlige Kali- fornien: "De vildeste og ugjæstmildeste Regioner synes at; være)! denne Plantes "Hjem; ;thi mellem ; Steen og. i Spalter, hvor man neppe er istand til at opdage et Støv- gran Jord, have disse kjødrige Væxter slaaet Rod og trives til en overraskende Størrelse. Deres Form er for- skjellig og sædvanligvis: afhængig af deres Alder. Deres første Skikkelse ligner en mægtig Kølle, der staaer opreist påa Jorden og foroven har. mere end det dobbelte Omfang af hvad den har forneden. Ved en Høide af 2 til 6 Fod er den nysbeskrevne Form meest paafaldende, medens Forskjellen i Omfang foroven og forneden udjevner sig mere, naar Planten bliver høiere. ;"Indtil en Højde af 25 Fod seer man dem rage iveiret som regelmæsige Søiler, og paa dette Sta- dium begynde de sædvanligvis åt skyde deres, Sidegrene. Disse voxe kugleformige ud af Hovedstammen, bøie sig et Stykke" fra Stammen opad og voxe da parallelt med denne iveiret, saa at en med flere Grene forsynet Cereus nøjagtig har samme Form som en kæmpemæsig Kande- laber, især da Grenene sædvanligvis ere symetrisk for- delte paa Stammen. == sDenne opnaaer undertiden en
216
Tykkelse af 24 Fod i Tvermaal, men den sædvanlige Tyk- kelse er dog kun 12 Fod. I Høide ere de meget for- skjellige; de høieste, vi fandt ved Bill Williams Fork, maalte 36 til 40 Fod; men længere syd paa ved Gila skulle de blive indtil 60 Fod høie. Naar man seer denne kolossale Kactus paa den ' yderste Spids af en frem- springende Klippe, skulde man troe, at den første den bedste Storm maatte styrte den ned fra dens luftige Plads; men den erholder sin Kraft til at trodse Stormen fra et System af Ribber, der indenfor den kjødrige Yderflade strække sig heelt op til Spidsen. Disse Ribber ere vel enkeltvis kun 1 til 11 Tomme i Tvermaal,. men tætte og faste som Træet i alle Kactusarter”). Efterat Planten er gaaet ud, falder Kjødet efterhaanden fra Trætrevlerne, og som et Kæmpe-Skelet blive disse endnu staaende mange Aar, før de gaae i Forraadnelse. Stammen saa- velsom Grenene ere rundt omkring furede saaledes, at Furerne i regelmæsig Afstand fra hinanden naae fra Roden lige op til Spidsen. Den Deel, der hæver sig frem mellem Furerne, løber sammen i en spids Vinkel, hvorved Barken af denne Cactus faaer en fjern Lighed med et Orgel. De skarpe Kanter ere med regelmæsige Mellemrum tæt besatte med Buske af graae Torne, mellem hvilke da selve Plantens lysegrønne Farve skinner igjennem. I Mai eller Juni smykke store hvide Blomster Spidserne af Grenene såavelsom Hovedstammen, og disse afløses i
”Y Alexander von Humboldt, Ansichten der Natur, Il, 'S. 1758. Naar man kun er vant til at see Kactusarter i vore Drivhuse, saa forbauses man over den Tæthed og Fasthed, som Trætrevlerne i gamle Kactusstammer fremvise. Indianerne vide at gjøre for- træffelig Brug af det uforraadnelige Kactustræ til Aarer og Dør- tærskeler.
217
Juli og August af velsmagende Frugter. Tørrede have disse Frugter i Smagen stor Lighed med Figener; de blive indsamlede. af de derboende Indianere og udgjøre en af deres meest yndede Spiser. Ogsaa lave de en Årt Sirup af dem ved at koge dem i Leerkar«.
»Opvakte de mindre Exemplarer af Cereus giganteus, som vi tidlig om Morgenen fik Øie paa, allerede vor For- undring, såa blev denne endnu større, da vi længere op påa Dagen saae denne statelige Plante i dens hele Pragt. Mangelen af enhver anden Vegetation var Aarsagen til, at vi i lang Afstand kunde see hver enkelt af disse Plante- søiler, der ligesom i symetrisk Orden bedækkede Høiderne og Skraaningerne af Bjergene og derved fremkaldte et ejendommeligt Indtryk. Et skjønt Syn var det ingenlunde; thi om end hver enkelt Plante, betragtet for sig, frembød et virkeligt interessant Billede af Plantelivet, saa gave disse imposante, tause Skikkelser, der selv i Orkanen forbleve stive og ubevægelige, den hele Omgivelse en stiv og øde Charakteer. Enkelte af de forunderlige Figurer toge sig i Afstand ud som forstenede Kæmper, der i stum Fortvivlelse strakte Armene mod Skyerne, medens andre stode omkring paa Randen af Afgrundene som eensomme Skildvagter, sørgmodigt betragtende deres triste Omgivelse eller kastende længselsfulde Blikke over til Bill Williams Forks venlige Dal, ud af hvilken de muntre Fugleskarer ikke vovede sig, og allermindst for at udhvile sig påa Petahayaens piggede Arme. Kun omkring syge eller ud- gaaede Kacteer sværmede letvingede Hvepse og brogede Træpikkere for at opslaae deres Boliger i disse Planters gamle Saar og År«.
6. Nattefrosten om Foraaret og Midler til at afværge dens skadelige Indflydelse paa Plante-
218
væxten. (Udtog af »Kosmos«). Blandt alle klimatiske Forhold, som kunne virke fordærveligt ind paa Vegeta- tionen, maa Nattefrosten om Foraaret fremhæves; denne begynder i Almindelighed i den tidlige Morgenstund og kan allerede i Løbet af faae Minuter virke ødelæggende paa Planterne. Ofte er denne Nattefrost af en eiendom- melig Natur, idet Planterne, naar Himmelen er klar, fryse, skjøndt Thermometret maaskee staaer flere Grader over Frysepunktet.
Imod den skadelige Virkning af dette Fænomen (hvis Aarsager strax skulle omtales) har man i Rochelles Om- egn allerede for lang Tid siden vidst at beskytte. sig, Det Hjælpemiddel, man her anvender, bestaner i, at Vin- bjergene, paa den Tid af Morgenen,'då de ere udsatte for åt fryse, indhylles i Røgskyer. Det samme. Middel er med Held anvendt for at beskytte tidlige Jordbær imod Frost.
Man maa nu ikke troe, at Røgen i en håard Vinter kunde beskytte en Egn imod Frost; det anførte Exempel beviser kun, at den korte Morgenfrost om Foraaret med Held kan afværges påa denne Maade. For den skadelige Indflydelse ere fornemmelig Blomsterne, Knopperne og de unge Skud udsåtte, og af disses Tilstand afhænger for en stor Deel' Haabet om en rigelig Høst. Aarsagerne til det Fænomen, at fine Plantedele fryse ved klar Himmel i den tidlige "Morgenstund, selv naar Luften "ikke er af- kjølet til under Frysepunktet, men har nogle Graders Varme, har Wells eftervist, idet han har overbevist sig om, at Planterne ved klar Himmel uden Solskin ere kol- dere end den Luft, som omgiver dem. sPåa denne in- teressante Kjendsgjerning grunder han sin Theori om
Duggens Dannelse. Boussingault. forklarer Fæno-
FO
menet paa følgende Maade: »Naar Luften om Natten er aldeles rolig og Himlen fri for Skyer, saa afkjøles Plan- terne betydeligt og nååe snart en Temperatur, som er betydelig lavere end Luftens. Planterne udstraale nemlig, ligesom alle Legemer, under de' nævnte Betingelser mere Varme end de modtage, mod den Deel af Himlen, som kan sees fra deres Plads, fordi de øvre Lag af Atmo- sfæren ere meget kolde, hvilket viser sig ved den hur- tige Aftagen af Luftens' Vårme, naar man fra en. Dal stiger op åd et Bjerg, ligesom ogsaa derved, at de høie Bjerges Toppe altid ere bedækkede med Snee. Under de nævnte meteorologiske Forhold overbeviste jeg mig om, at et Thermometer, som befinder sig i Græsset, ofte staaer 77—89% lavere end et andet Thermometer, som hænger frit i Luften. Denne Forskjel er desto større, og Græsset eller andre Plantedele ere desto koldere, jo mere frit beliggende der"sted ter? hvor deb ein desire gere større den Deel af Himlen er, mod hvilken de udstraale Varme. - Alt, hvad der gjør Luften urolig og hvad der formindsker dens Gjennemsigtighed, formindsker. ogsåa Horizontens Indflydelse påa Varmeudstraalingen og for- ringer derved den natlige Afkjøling«”). At de fine Plånte- deles Ødelæggelse ved Frost under de omtalte Forhold virkelig beroer paa en Udstraaling af Varme og altsaa' paa et Varmetab, sees deraf, at en simpel Skjærm, en tynd Maatte eller et ubetydeligt Lag Straa ere tilstrækkelige til at afværge Frostens skadelige Indvirkning, skjøndt disse Beskyttelsesmidler ere meget for tynde til at kunne holde Luftens afkjølende Indflydelse borte.
”) Boussingault, Annales de chemie et de physique, 1858, Avril, p. 489.
220
Naar man nu kjender de Midler, ved bvilke Varme- udstraalingen og Varmetabet og de deraf betingede Kulde- fænomener formindskes, er det naturligt, at man gjør det Spørgsmaal, om der ikke kan findes et Middel til overhovedet at beskytte Planterne mod denne skadelige Indflydelse. Dette Middel bestaaer deri, at man for- mindsker eller ophæver Atmosfærens Gjennemsigtighed. Midlet er gammelt, thi allerede siden umindelige Tider have Indianerne anvendt det med største Held. De Ind- fødte i Peru, hvis Land mere end noget andet er udsåt - for den skadelige Varmeudstraalings Indflydelse, fordi det ligger paa en Høislette 6—12,000 Fod over det stille Hav, have allerede benyttet dette Middel paa Inkaernes Tid. De afbrændte om Morgenen store Bunker fugtigt Straa for paa denne Maade at afværge den klåre Himmels skadelige Indflydelse, som trods Ækvators Nærhed bringer For- dærvelse over Vegetationen. SPaa Inkaernes Tid blev denne Køgild antændt som et Offer, man bragte Solen, for at anraabe den om at holde Frosten borte fra Maisen. Senere indførte man istedenfor denne hedenske Skik Bønner og Processioner, hvilke imidlertid bleve uden Virkning, nåår de ikke ledsagedes af Røg.
I Europa anvendes dette i Aartusinder bekjendte Middel kun sjelden. Foruden det omtalte Exempel fra Rochelle er det kun bekjendt, at Bønderne i Omegnen af Avignon paa denne Maade beskytte deres Oliventræer mod Frost, og at man allerede i det forrige Aarhundrede i Schwaben og i den seneste Tid i nogle Egne ved Rhinen har bevaret Vinen paa en lignende Maade”). Grunden kan for en Deel ligge deri, at Vinbjergseierne og Land-
") Det er os meddeelt, åt man i Norge paa lignende Maade søger at beskytte Kornmarkerne. (Red. Anma.).
991
mændene ikke altid have det fornødne Brændmateriale ved Haanden eller ikke ville offre deres Halm. I ethvert Til- fælde kommer det ifølge det anførte meget mere an paa at frembringe megen Røg end stærk Flamme. Boussin- gault tilraader at vælge saadanne Substanser, som paa eengang udmærke sig ved Billighed og ved Evne til at udvikle en stærk Røg, og foreslaaer hertil Steenkulstjære, Naphtalin, Harpix og Jordbeeg, hvilket man kunde brænde i Form enten af Fakler eller af store Lamper, og hvoraf nogle faae Flammer vilde være istand til åt indhylle en heel Tønde Land i Røg. Naturligvis maa man derved tage Hensyn til Luftstrømningerne, som, ogsaa ved saa- kaldet Vindstille, finde Sted om Morgenen i en ringe Grad, for at Røgen kan"trække hen over det Terrain, som man ønsker. — Det er imidlertid sandsynligt, at vaad Halm eller vaadt Løv og grønne Grene vilde være endnu bedre til dette Øiemed end de af Boussingault fore- slaaede Stoffer. Naar Skovkulturen drives paa en hen- sigtsmæsig Maade, kan det aldrig mangle Landmanden paa det fornødne Materiale til denne beskyttende Røgild.
Endelig opstaaer det Spørgsmaal, under hvilke For- hold denne Beskyttelse imod Nattefrost skal anvendes. Naar Himlen ved stille Veir er bedækket med Skyer, er Røgningen unødvendig, thi Skyerne danne ligesom et beskyttende Dække over Planterne. Naar Natten er klar og der er nøgen Vind, er Røgning ogsaa overflødig, thi naar Luften er i Bevægelse, fryse Planterne aldrig påa den antydede Maade. Naar derimod Himlen er klar og fri for Skyer og Atmosfæren rolig, da indtræder denne skadelige Varmeudstraaling om Natten og om Mor- genen, og da maa man antænde hin Røgild, til hvilken man altid bør have Materiale i Beredskab.
222
7 Lidt om ;Plantevandringer: ls Planternes Verden hersker der fuldstændig Nærings- og Åssocia- tionsfrihed,…ikke blot inden før de enkelte Staters Grænd- ser, men ogsaa mellem disse indbyrdes. Her finder ogsaa en Concurrence Sted og en Kamp for Erhvérvet af Livets Fornødenheder,. som. endog langt. overgåaer den, der gjør sig gjældende i de stærkest befolkede Egne påa Jorden. Intet Under derfor at Udvandringer høre til Dagens Orden; og nu hændes det undertiden, at disse Nybyggere befinde sig såa vel og formeres. saa stærkt i den Plantestat, hvor de gjæstfrit optages, at de efterhaanden. fortrænge den oprindelig herskende Race. .. Hvorledes. er ikke -den europæiske Tidselslægt udvandret til Sydamerika og har der påa de store Pam- pas-Sletter grundlagt et enevældigt Herredømme,. hvor tidligere de amerikanske Autochthoner vare i. udelukkende Besiddelse af Landet?
Man vil let indsee, at der for at saa udstrakte Van- dringer kunne finde Sted, maa være sørget godt for Be- fordringsmidlerne.: De. ufuldkomnere Planter, Svampe, Lavarter 0. 1., benyttede høiere Luftregioner og låde deres Frø — de saakaldte Sporer, som ofte kun ere 47 Linie i Gjennemsnit — gjennem Passaten føres fra den ene Verdensdeel til den anden; de høiere Planters Frugter eller Frø ere forsynede med egne Flyveredskaber, som snart ligne Vinger, snart Faldskjerme, medens andre ere indrettede til at udholde en lang og farefuld Reise over det store Verdenshav, som Cocusnødderne, der føres fra Ø til Ø i Sydhavet”), eller Frugterne af Eriocaulen "sept-
”) Der er neppe nogen anden Plante, hvis Frugt er såa vel udrustet af Naturen til at kunne udholde en lang Reise over Havet. See herom i dette Tidsskrift. Første Række femte Bind p. 88.
223
angulare, Nybyggere som Nordamerika sender til Irlands Vestkyst som Erstatning for.de mange Udvandrere, der fra denne Ø stadig strømme til den nye Verden. Der findes,, kort sagt, i Planternes Verden .en saadan Vandre- drift og såa mange Midler til at faåaae den tilfredsstillet, at, sman tør paastaae, at der ikke er noget Sted. paa Jorden, hvor en Plante kan finde de fornødne Betingelser til sit Livsophold, uden at den snart vil vide at ind- finde sig der.
Der er derfor ikke noget Land, hvor Plantevæxten ikke hvert Aar forandrer sig; nogle Arter komme til, andre gaae tabt; men disse Forandringer foregaae saa gradvis, at de kun iagttages af .den, som gjør dem, til Gjenstand for omhyggelig Undersøgelse. . Denne stadige "Vexel i Plantedækket har sin egenlige Grund i de Om- dannelser, som Jordbunden. bestandig er underkastet. I tidligere Tider, da disse Omdannelser fandt Sted efter en langt større Maalestok end nu, svarede Plantevandringerne til de store Folkevandringer. Da Danmark dykkede op af Havet toges det — hvad Skovtræerne angaaer — først i Besiddelse af Fyr og Birk. Medens disse dannede den herskende Skovvæxt, indvandrede Danmarks Urbefolkning ; men ligesom Steenkulturens Folk gik forud for Bærerne af en høiere Kultur, saaledes maatte ogsaa den nøjsomme Fyr berede Veien for det ædlere Skovtræ, Bøgen, som derpaa indvandrede og tog Landet i Besiddelse”). I vore
”) Fyrren trives i en meget mager Jordbund; Bøgen gjør store For- dringer til Jordbunden. Intet Træ er bedre skikket. tilat forbedre Jordbunden end Fyrren; da, denne desuden netop giver såa megen Skygge, som Bøgen fordrer, .saa kan Fyrren betragtes som et sandt Ammetræ for Bøgen. Det. er ogsaa en Erfaringssætning, at unge Bøgetræer trives bedre under Fyr end. under Bøg.
224
Dage er det navnlig de ved Dyrkningen» bevirkede Om- dannelser af Landet, som fremkalde Vandringer. Dyrk- ningen har saaledes stil Følge, at Landets Omraade be- tydelig forøges. Vige af Havet inddæmmes, Søer udtørres og store Mose- og Sumpstrækninger forvandles til Ager- land. Herved fortrænges mange Planter — dette er saa- iedes, for at nævne et blandt mange Exempler, Tilfældet med Ellen — men påa den anden Side er der ogsåa netop mange, som herved foranlediges til at indvandre. Da Leersøen udtørredes 1852, blev en Strækning af over 100 Tønder Land i kort Tid tagen i Besiddelse af mere end 20 forskjellige Arter af Pile og andre Planter, som vare forsynede med gode Flyveredskaber (Kurvblomster, Dueurt o. dl), og navnlig med Hensyn til Pilene kan det godt- gjøres, at mange af dem kom langveis fra”). Flere af de interessanteste Planter, som have faaet Borgerret i den danske Flora i den senere Tid, hidrøre netop fra Omdannelsen af Jordbunden. Vintergrøn (Pyrola uni- flora og chlorantha) og Linnæa borealis indvandrede hertil fra Skandinavien, såasnart Naaleskovene havde for- beredt Jordbunden for dem. Da St. Jørgenssø i 1859 blev udtørret for at omdannes til Vandbassin, indfandt sig strax en Mængde Planter, navnlig de samme Arter, som ogsaa havde vist sig i Leersøen; men foruden disse var der især To, som tiltrak sig Opmærksomhed, da de ikke tidligere vare fundne vildtvoxende i Danmark, nemlig Myricaria germanica og Bidens platyce- phala”"). . Da den første af disse dyrkes i Haver, ere de
”) Der var navnlig 6 Pilearter, som ikke vides at voxe uden i stor Afstand fra Leersøen (Vidensk. Meddel. fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn 1859 p. 22).
””) Beskreven af Prof. Ørsted i den botaniske Haves Frøkatalog for 1859.
' 225
lette med Frøuld forsynede Frø rimeligvis førte herfra, men med Hensyn til den anden kan en saadan Forklaring ikke finde Sted. Denne Plante har vel i det Hele megen Lighed med den almindelige Brøndsel (Bidens tripartita), der voxer i alle Grøfter og Damme, men er dog saa for- skjellig, at man ikke kan antage, at den hidtil skulde være bleven overseet af Botanikerne. Den maa altsaa være indvandret og det langveis fra; thi det nærmeste Sted, hvorfra man kjender den, er St. Petersborg i Rus- land, hvor den voxer paa flere Steder ligesom ogsaa i Sibirien. — Endnu skulle vi nævne to Planter, som i den senere- Tid have fæstet Bo hos os og kunne hen- regnes til vor Floras største Prydelser.… De henhøre begge til en Familie, som er rig paa Zirplanter, nemlig Maskeblomsterne. Den ene er Pedicularis Scep- trum Carolinum; den fandtes i Begyndelsen af August forrige Sommer i et Antal af tre rigtblomstrende Exem- plaréer i et lille Pilekrat østen for Skjærlund ved. Skjær- lund- eller Kartofteaa, Brande Sogn i Veile Amt”). Den kan enten være indvandret fra Norge eller Sverig, hvor den har en stor Udbredelse, eller fra Tydskland, hvor dens nordligste Voxested er i Meklenborg. Den anden Plante er den saakaldte AÅbeplante (Mimulus luteus), der er funden langs Nordbredden af Viborg Sø; den har
”) Opdageren, Hr. cand. pharm., Bryggeribestyrer Th. Schjåtz, siger i den Anledning i det Brev, hvori han meddeler os sit interes- sante Fund: »fra Agerdyrkningens Side vil den i denne øde Egn neppe trues med Undergang, hvorimod denne maa befrygtes, hvis
. den gjøres til Gjenstand for Indsamling til Herbarier. Den bo- taniske Haves Samling i Kjøbenhavn har faaet et tørret Exemplar for ved dette at stadfæste Plantens Forekomst her i Landet; for at denne kan vedvare, være den fredlyst paa det fattige Voxested, som den har fundet hos os!«.
15
226
hjemme i Nordamerika og maa antages at være udvandret fra Haver, hvor den dyrkes.
8. Høinordiske Hav-Krebsdyr i de svenske Indsøer. I det svenske Videnskabernes Akademies For- handlinger for 1861 har den berømte Zoolog, Professor S. Lovén, meddeelt Underretning om det mærkelige Fund af høinordiske Hav-Krebsdyr i de store svenske Ind- søer; af de nærmere Oplysninger herom, saavelsom om hvad dermed staaer i Forbindelse, som vi her skulle meddele, tildeels efter Prof. Lovéns os af Forfatteren velvilligen meddelte , Afhandling, vil det fremgaae, at dette Fund ikke blot har den Interesse, som det uventede og abnorme altid kan gjøre Fordring paa, men at det ogsaa har stor almindelig videnskabelig Betydning som Led i en Række af Kjendsgjerninger, der belyse det skandinaviske Nordens geologiske Historie.
De omhandlede Krebsdyr ere: i) Mysis relicta, et lille tifodet, reieagtigt Krebsdyr af Kaare-Slægten, hvoraf forskjellige Arter leve i de nordiske Have, stimevis tæt ved Kysten; kun en af dem, den ogsaa ved vore Kyster almindeligste Art (M. flexuosa), vides at være funden i visse skotske Indsøer, rimeligvis dog kun i saadanne, som ved et kort Vandløb staae i Forbindelse med Havet. Den i Venern og Vettern fundne Årt staaer nærmest ved en grønlandsk Kåare-Art, men ansees dog for forskjellig fra denne. 2) Idothea entomon, en meget stor og let kjendelig Tanglus-AÅrt, meget forskjellig fra den, der er såa almindelig paa Blæretangen ved vore Kyster”); i Vettern bliver den dog kun 13” lang, hvorimod den i Østersøen opnaaer en Længde af 22”, Den er funden i den botniske
”) See dette Tidsskrift, Anden Række, Tredie Bd p. 96.
227
Bugt, ved Gulland og ved Bornholm, og er hyppig i Østersøen paa dybt Vand; dernæst findes den i Ishavet ved den russiske Nordkyst, men mangler ganske saavel ved hele den skandinaviske Halvøs vestlige Kyst som ved Grønland, hvor dog en lignende, men endnu mere kæmpemæsig Form, J. Sabini, nogle Gange er fundet. 3) Pontoporeia affinis, en lille Tangloppe-Art, er funden i Vettern og i Østersøen; den hører til en Slægt, hvis andre Arter leve paa dybere Vand og blød Bund ved vore Kyster, ved Grønland 0.s.v. 4) Gammarus lori- catus, en stor 11” lang, ved sine Formforhold meget mærkelig og let kjendelig Tångloppe-Art, der er meget hyppig i Vettern og i andre svenske Fjeldsøer; den savnes saavel i Østersøen som ved de andre skandinaviske Kyster og gjenfindes først igjen ved Spitsbergen og Grønland, hen påa hvilke Egne den altsaa peger med stor Bestemthed ; endelig 5) en lille, ogsaa særdeles charakteristisk Art, G. cancelloides, hidtil kun fundet i Venern og Vettern samt i Baikal og Angara.
- Enhver Zoolog, hvem man viste disse åd Dyr med den Oplysning, åt de levede sammen i det samme Vand, men uden at meddele ham nogen anden nærmere Under- retning, vilde vistnok erklære, at de maatte være tagne i salt Vand, og hvis han iforveien var fortrolig med det høinordiske Havdyreliv, vilde han erklære, at de uden Tvivl vare tagne i et eller andet af de høinordiske Have i Nærheden af Nordpolen. Hvor kommer da denne Is- havsfauna fra i de mellemsvenske ferske Vande, især i Vettern, tildeels ogsaa i Venern og Østersøen? Vi skulle rel strax søge at besvare dette Spørgsmaal, men forud- skikke endnu den Bemærkning, at der ogsaa i Østersøen lever nogle Hav-Fiskeformer , der ikke kjendes paa Skan-
15
228
dinaviens Vestkyst (Liparis barbatus, Cottus qvadri- cornis, ogsaa i Baikal og Vettern, Lumpenus nebu- losus), og som ligesom hine Krebsdyr mere eller mindre bestemt pege mod Nordpolen og Ishavet; endelig synes Ringsælen(Phoca annellata), der lever i Baikal, Onega, Ladoga og Saiman, at kunne opfattes paa lignende Maade.
Den Hypothese, som lettest tilbyder sig, er denne: disse Dyreformer beboe rimeligvis alle Ishavet, Nord eller Nordost for den skandinaviske Halvø; dette har engang i Begyndelsen af denne Jordperiode staaet i Forbindelse med Østersøen, rimeligvis gjennem en stor Vig, som låae omtrent der, hvor nu Ladoga og Onega ligge, og adskillige Ishavsdyr havde derfor taget Ophold i denne og. i den Deel af samme, som nu benævnes Vettern, og som maaskee kun ved en Skjærgaard var adskilt fra Venern, den- gang en Bugt af Nordsøen; då denne Forbindelse blev af- brudt, hvad rimeligvis kun skete efterhaanden som Landet hævede sig mere op af Havet, og Østersøen blev en Bugt af Nordsøen, døde efterhaanden "alle Ishavsdyrene ud, deels fordi det blev dem for varmt, deels fordi det blev dem for ferskt; men enkelte vænnede sig dog — ligesom enkelte andre Dyreformer under lignende Omstændigheder — til disse forandrede Forhold og bleve efterhaanden. til rene Ferskvandsdyr og Indsødyr, der bleve ved at leve i Østersøens og Vetterns dybe Indsænkninger.
Der er imidlertid ogsaa andre Naturforhold, som tale for, at disse Dyreførmers Forekomst i de svenske Fersk- vande er et Vidnesbyrd om en tidligere Forbindelse med Ishavet. Tæt ved de omtalte svenske Søer og påa mange andre Steder i Sverrig (f. Ex. ved Uddevalla) og i Norge, i den sydlige Deel af dette Land i det mindste, findes der i Nærheden af Kysterne, i en Højde af indtil 500
229
Fod, men aldrig højere, saakaldte Skalbanker d. v. s. mere eller mindre mægtige Ophobninger af Grus, Sand, Leer o.s.v. blandede med Skaller af Hav-Bløddyr, altsaa aabenbart dannede af Havet paa en Tid, da dette gik op til den Højde i det mindste, hvor de nu ligge. Studerer man nu nærmere disse Skalbanker”) og navnlig de i dem indeholdte Bløddyrskaller, vil mån af disse kunne see, om det er en Stranddannelse eller en Dybvandsdannelse ; thi de Bløddyr, der leve i selve Strandens heftige Bølge- slag, ere ganske andre Årter end de, der leve i det fine Leer, påa Dybet, hvor der er stille. Af den Høide, hvori hine Stranddannelser ligge, kan man nogenlunde beregne deres Alder; thi man veed jo, at Skandinavien hæver sig, vel 3—5' i Aarhundredet, og de ældste af disse Skal- banker, der ligge i en Høide af 500”, kunne altsaa an- tages at have en Ælde af mindst 10,000 Aar. De Bløddyr, hvis Skaller findes i de norske Skalbanker omkring Christi- aniafjorden, høre alle til endnu levende Arter og vi føres altsaa ikke ved dem tilbage til nogen anden Jordperiode end den nuværende, men det viser sig tillige, at medens de yngre, lavere liggende Skalbanker indeholde de samme Arter, som endnu leve i det Hav, der beskyller det syd- lige Norges Kyster”), have de ældre, høiere liggende et aldeles arktisk Præg og minde ganske om Bløddyrfaunaen
”) See Sars og Kjerulf: Iagttagelser over den postpliocene eller glaciale Formation i en Deel af det sydlige Norge (Universitetspro- gram 1860) samt Sars, om Undersøgelsen af de i vor Glacial- formation indesluttede organiske Levninger (Videnskabsselskabets Forhandlinger i Christiania 1860). I den østlige Deel af Mellem-Sverrig, i Nærheden af de store Søer, vise Istidens Skalbanker en fattigere Fauna, der tyder paa, at den daværende Østersø alt dengang var væsenlig en fersk Sø. Men enkelte Ishavs-Bløddyr findes dog ogsaa i disse Skalbanker (Yoldia arctica).
XX
Sanne
230
ved Finmarkens Kyster, ja tildeels om Grønland og Spits- bergen, og det samme gjælder om de aldeles lignende »Glacialbanker«, som ere fundne i Storbrittanien (ved Clyde), Nord-Amerika (Canada og Ny-England) o. s. v.; de have en arktisk Charakteer, de pege mod Nord og tilbage paa en Tid, da Ishavet strakte sig langt længere imod Syd end nu, da største Delen af den skandinaviske Halvø var omflydt af et Ishav, og da den derfor rimeligvis i kli- matisk Henseende ikke var bedre faren end Grønland nu. Hvad kan vel være Grunden til, at det dengang var saa meget koldere her i Norden end nu, eller hvorfor er her nu meget varmere end dengang? Det er en bekjendt Sag, at det vestlige Europas milde Klima for en stor Deel skyldes Golfstrømmens direkte eller indirekte Virkninger, og man behøver da blot at tænke sig, at denne dengang ikke existerede eller havde en anden Retning end nu, f. Ex. fordi Panama-Tangen muligvis ikke endnu var dannet. Forresten maa det erindres, at »Glacialfænomenet« ikke er et lokalt skandinavisk, men at det har sin Ud- bredning over en stor Deel af det nordlige Europa og Nord-Amerika, hvor det af Skalbankerne, de saakaldte Glacialbanker, lader sig bevise, at et koldere Klima med ishavsagtige Forhold har hersket; ja selv.i Alpelandene, saa vidt vi erindre ogsaa i Himmalaya og Syd- Amerika, slutter man af de gamle Isvoldes (Moræners) Beliggenhed langt fra de nuværende Isbræer, at Isen og Kulden tid- ligere have havt et større Omraade, og Klimået altsaa været koldere og fugtigere, mindre sommervarmt ialfald, end nu.
Det samme har nu ogsaa været Tilfældet i Norge og Sverrig. Til en vis Højde (5000) finder man der Fjel- denes Overflade og deres mod Dalene vendende Sider
231
afslebne, afglattede, polerede paa selvsamme Maade, som vi vide at Gletscherne gjøre det”); da disse afslebne Fjelde saavelsom de gamle Jøkelgjærder- nu ligge langt under Isbræernes Region, maa man antage, at Isen i sin Tid har gaaet langt længere ned i Dalen end nu, med andre Ord at den skandinaviske Halvø har været et Is-Land, dækket med en fast Indlandsis, ganske ligesom Grønland er det den Dag idag. Dette forudsætter jo igjen aldeles lignende klimatiske Forhold som de, der nu paatrykke den grøndlandske Natur sit eiendommelige Præg, og man kommer saaledes ogsaa ad denne Vei til det Resultat, at Ishavet fordum maa have strakt sig dybt ned i den nuværende tempererede Zone. At der til et Is-Hav hører et Is-Land vil enhver indrømme, og naar man betænker, at paa den Tid da Skandinavien laae 500" lavere end nu, maatte Østersøen og Ishavet staae i For- bindelse gjennem en Havarm, Syd og Øst for det nu- værende Finland, bliver det os paa engang klart, hvorfra Ishavsdyrene i Vettern og Østersøen ere komne.
De Striber, som ere fremkomne ved den ÅAfskuring, som den skandinaviske Indlandsis i sin Tid har udøvet paa den underliggende Fjeldmasse, løbe alle i bestemte Retninger, der antyde den Vei, som Isen tog under sin langsomme Fremrykning og Nedglidning. Man hår nøiagtig forfulgt Skuringsstribernes Retning over største Delen af Skandinavien og Finland, og det viser sig da, at deres Retning altid gaaer fra Halvøens Indre og høieste Fjeld- partier ned imod Dalene og saaledes, skjøndt ad forskjel- lige Veie og langtfra altid ad den nærmeste, ud mod Havet. I Syd-Sverrig er deres Hovedretning mod Syd, i
"”) See dette Tidsskrift, Anden Række, Tredie Bd. p. 137 og flgde.
232
Finland mod Øst og Sydost”), i Finmarken mod Nord 0. S. v., i den Retning altsaa, efter hvilken Islandsisen maa have bevæget sig paa sin Vei til Havet; her har der været Isfjorde, som de bekjendte i Grønland”), der have udsendt utallige Isbjerge; og disse Isbjerge førte med sig Masser af Grus, Sand, Leer og navnligen de Kampestene eller Rullestene (Vandreblokke) som forekomme i saa stor Mængde i vor Rullesteensformation og spille en saa stor Kholle i vor Økonomi; de bestaae jo for største Delen netop af skandinavisk Granitgneis eller af andre Bjergarter af skandinavisk Oprindelse f. Ex. Overgangs- kalkstene og Skifere, og Grændsen for deres Forekomst antydes af en krum Linie, der gaaer igjennem det østlige England, NO for London, gjennem Nordtydskland, Polen, Rusland (forbi Breslau og Tula) indtil det nordlige Ural; Syd derfor forekomme vore skandinaviske Graastene ikke, sydligere have Isbjergene ikke kunnet trænge frem, men over hele det indenfor denne Linie liggende Terrain har den skandinaviske Halvø, der danner dets Centrum, gjennem Isens bevægende Kraft og ved Hjælp af Isbjergene som Transportmiddel udsaaet sine store og smaa Steenblokke, sine Leer- og Grusmasser, og derved afgivet et Hoved- materiale til Dannelsen af de danske Øer og en stor Deel af den nordeuropæiske Slette.
”) Hørbye, observations sur les phénoménes d'érosion en Norvége (Universitetsprogram 1860) tab. II.
"") See dette Tidsskrift Første Række, første Bd. p. 103 og Kortet dertil.
Forvandlingerne i Dyreriget. 4 Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren og Foraaret 1861. Af Dr. phil. Chr. Lutken.
Tredie Afsnit. Metamorfosen i Bløddyr- og Straaledyr-Rækken.
V; have opholdt os såa længe ved Leddyrenes Forvand- linger, at vi maååe fatte os saa kort som muligt om Molluskernes. Det er her i Hovedsagen kun Havets Bløddyr, der kunne komme paa Tale, thi Landsneglene og det ferske Vands Snegle og Muslinger gjennemgaae i Reglen ikke nogen Forvandling. Vi ville begynde med Havsneglenes”); thi ogsaa Blæksprutterne falde her
”) Med Hensyn til Havsneglenes Metamorfose henvises til: C. Vogt: Annales des sciences naturelles. t. 6, 1846. (Actæon). Nordmann: Samme Tidsskrift. t. 5, 1846, ('Tergipes). Lovén: Vetensk. Akad. Handl. 1839; Sars: Beskrivelser og Iagttagelser osv., p. 77, Tab. 14 og 15, og Archiv fur Naturgeschichte 1840 og 1845 (Dendronotus, Æolidia, Doris, Aplysia); v. Beneden: Bulletin de Vacad. de Bruxelles, 1840 (Aplysia); Schultze: Archiv f. Naturg. 1849 (Tergipes); Lacaze Duthiers: Annales des sc. nat. t. 6, 1856 og t. 13, 1860 (Dentalium og Vermetus); Lovén: Ofvers. Vetensk. Akad. Handl., 1855 (Chiton); Lund: Annales d. sc. nat. t. 1, 1834 (forskjellige kamgjællede Snegle); Claparéde: Mullers Archiv f. Anat. u. Physiol. 1857. (Neritina); Leydig: Zeitschr. f. wissensch. Zoologie, 1850. (Paludina); Krohn: Archiv f. Naturg. 1853, 55
16
234
bort, da de forlade Æget med en Skikkelse og Bygning, der i det væsenlige er Forældrenes fuldkommen lig; om end mange af Blæksprutternes Slægtsmærker (f. Ex. Krogsprutternes Kroge) først optræde langt- senere, og om end Forskjellighederne i Kroppens, Armenes og Finnernes Form ingenlunde ere aldeles ubetydelige eller uvæsenlige for Systematiken, er Blæksprutten dog strax ved sin første Fremtræden Blæksprutte i Et og Alt, og om en Larve- form kan her ikke være Tale.
Paa Tangen og Klipperne ved Kysterne lever der en Mængde forskjellige Snegleformer, som mån sammenfatter
og 57 (Marsenia?); Macdonald: Philosophical Transactions, 1855 (Cheletropis og Macgillivrayia); Schneider i Mullers Archiv, 1858 (Phyllirhoé); KorenogDanielsen: Bidrag til Pectinibranchiernes Udviklingshistorie (1851—1852) samt i Fauna littoralis Norvegiæ IL. (Buccinnm og Purpura); Carpenter: Quarterly Journal of Microscopical science. Vol. III. og Annals and Magaz. of Nat. Hist. t.:20, 1857 (Purpura); Lubbock: Report of the British ÅAsso- ciation for the advancement of science. 1860 (Buccinum). Kefer- stein u. Ehlers: Zoologische Beitråge (1861) (Æolidia); Sem- per: Entwickelungsgeschichte d. Ampullaria polita (1862). Om Kølsneglene og Vingesneglene see især Gegenbaur: »Untersuchungen uber« (1855) og Krohn: »Beitråge zur Ent- wickelungsgeschichte der Pteropoden und Heteropoden«, 1860; C.Vogt: Zeitschrift f. wissenschaftl. Zool. 1856 samt Joh. Mul- ler: Monatsber. d. Akad. d. Wissensch. 1852. — Om Muslin- gernes: Quatrefages: Annales des sc. natur. t. II. (1849) (Teredo) og t. V. (1836) (Anodonta); Lovén: Utveécklingen af Mollusca Acephala i Vetensk. Akad. Handl. 1848; 0. Schmidt: Mullers Archiv 1854 (Cyclas).
j 235
under Benævnelsen de nøgne Havsnegle, d. v. s. de, som mangle Skal. Tænk Dem et blødt, slimet, langagtigt, meget sammentrækkeligt Dyr, omtrent af Figur som en af vore nøgne Skovsnegle, altsaa udstyret med et Hoved og med en flad Fodskive, ved Hjælp af hvilken den kryber langsomt omkring, fremdeles forsynet med to Følehorn og i Reglen tillige med to Øine; men istedenfor, at Land- sneglene have en Lungehule paa Ryggen, er denne hos de nøgne Havsnegle rigt udstyret med Gjæller, hvis Antal, Form og Anordning i øvrigt er meget forskjellig. Pragt- fulde Farver pryde ogsaa ofte disse Dyr, hvis tropiske Former dog i Størrelse og Farvepragt i Reglen overgaae vore nordiske Årter. Om Sommeren træffes disse kun paa dybere Vand, men om Efteraaret nærme de sig Kysten, hvor de ogsaa blive om Vintren for åt pårre sig og lægge deres Æg. Disse afgives (omtrent som hos Tudserne) > som lange, sammenhængende, slimede Snore, der ofte ere flere Alen lange og indeholde Tusinder af Æg; de kortere Æggesnore fæstes blot til et Tangblad eller en Steen, de længere slynges derimod omkring Tangblade, Polyper eller lignende Gjenstande, idet Sneglen flytter sig lang- somt under Æglægningen. I Reglen ere flere f. Ex. 5, 8 " indtil 30 Æg omsluttede af en fælles Skal, og disse Grup- per af Æg ere da indleirede i den det hele omgivende Slimmasse. Vi ville ikke her forfølge den Række Om- dannelser, som Æget undergaaer for at udvikle sig til et Foster, eller hvorledes Fosterets Omdannelse til Larve gaaer for sig, men kun bemærke, at allerede nogen Tid inden Larverne blive frie, have de tumlet sig livligt imel- lem hinanden idenfor den fælles Skal; denne er imidlertid ligesom den omgivende Slimmasse efterhaanden bleven
saa mør, at den ikke længere kan modstaae Larvernes 16'
236
Bestræbelser for at befrie sig. Snart svømme de derfor om i tusindvis i Havets Overflade som ganske smaae, næsten mikroskopiske Væsner, der, som anden Havdyr- yngel, fornemmelig komme til Syne paa klare og stille Dage.
Allerede -den Omstændighed, at disse Dyr svømme som Larver maatte forbause os, hvis vi ikke allerede vare blevne bekjendte med analoge Forhold i andre Dyregrupper; denne Evne have de i det mindste forud for deres For- ældre, der maåaae indskrænke sig til en langsom Krybning. Og nærmere besete ere virkelig Ungerne af Doris, Æolidia, Tritonia, Phyllirhoé, Dendronotus, Tergipes, Actæon osv. saa forskjellige fra deres For-
ældre, som de paa nogen Maade kunne være. En over- ordenlig tynd og let, gjennemsigtig, glasagtig Skal af Form som en frygisk Hue omslutter og beskytter Lar- vens bløde og runde Bagkrop. Allerede dette er meget paafaldende, da det voxne Dyr jo netop er nøgent. Skal- len er altsaa kun en midlertidig Dannelse, et »Larveorgan«, der senere opgives og sandsynligvis afkastes. — Dernæst har Larven paa hver Side af Hovedet en stor rund Lap eller Vinge, der holdes fladt udbredt ovenover Skallen, saa længe Dyret bevæger sig. Dens Rand er nemlig ud-
237
styret med lange Svømmehaar, ved hvis Slag disse smaae Væsner dreie sig kredsende rundt og hæve eller sænke sig i Vandet. Midt imellem eller under disse to Vinger ligger Munden”), og Svømmehaarenes Bevægelser ville derfor vistnok ogsaa bidrage til at tilføre Larven den Føde, som den behøver, af de i Vandet svævende mi- kroskopiske Smaadyr og Smaadele. Tilsammen benævnes disse to med Svømmehaar besatte Vinger »Seilet« (velum); det er nemlig egenlig kun eet Organ, som er deelt i to Flige, en påa hver Side. Her have vi altsaa et andet Organ, som ligeledes udelukkende tilhører Larvelivet, og som hos den udvoxne Snegl er aldeles forsvundet eller indskrænket til en ganske lav Krave, der omgiver Dyrets Hoved”). Larvens tredie Hovedorgan er den tungeformige Fod, der rager frem under Munden og påa sin underste Flåde bærer en tynd hornagtig Plade, Laaget. Saa længe vore Larver svømme omkring, er denne Plade dem til ingen Nytte, men rører man ved dem, eller ængster man dem paa anden Maade, saa faaer man at see, hvortil den bruges. Øieblikkelig trækkes Seilet ind i Skallen, Foden følger efter, og idet den trækker Laaget med sig, lukker dette,
”) Efter Sars's og Lovéns Iagttagelser synes virkelig Munden at ligge mjdt imellem begge Lapperne, som altsaa tilsammen om- give Munden. Hos andre Sneglelarver ere lagttagerne enige om, at Velum egenlig sidder paa Dyrets Isse, ovenover Munden, som siges at ligge under det Bælte af Svømmehaar, som forener begge Fligene med hinanden. Spørgsmaalet har her ikke nogen direkte Vigtighed, men er ikke uden Betydning, naar. det gjælder om at afgjøre, om f. Ex. Vingesneglenes Vinger og Blæk- sprutternes Arme kunne betragtes som svarende til det her om- talte Organ. (Smilgn. Afblildningerne af Vermet-Larver i det følgende.) Hvis den store fryndsede Hududbredning hos Thetys er homolog med (svarer til) Sneglelarvernes Velum, vilde man heri have et Exempel paa, åt dette Svømmeseil, om end med Opgivelse af sin Funktion, kunde holde sig permanent gjennem hele Livet.
xx
mur
238
hvis Form nøie er afpasset efter Skallens Munding, i for det indtrukne Dyr og yder saaledes i Forbindelse med Skallen en vel svag, men dog efter Omstændighederne den bedst mulige, Beskyttelse for den spæde Larve, der nu synker til Bunds med samt sin Skal og sit Laag, men atter kan hæve sig op til Overfladen, saa snart den blot vil klappe Laaget tilbage og udstrække sine som et Par Dampskibshjul arbeidende »Seil«. At de udvoxne Tri- tonia, Doris osv. mangle Laag, følger allerede deraf at de mangle Skal, thi Laaget er kun et Supplement til Skallen og kan ikke tænkes uden denne. Vi have altsaa her tre for Larvelivet charakteristiske, men senere bort- faldende Organer: 1) en Skal af en særegen Form og Beskaffenhed, 2) et Svørnmeredskab, det saakaldte Seil, af en ligesaa ejendommelig Bygning, og 3) Laaget, Skallens Supplement.
Føie vi nu hertil, at Hovedet er aldeles uudviklet hos Larven, at Følehorn og Gjæller mangle, og at hverken Fod eller Krop have den Form, som de senere skulle have, vil det være klart, at Forskjellen mellem Larven og den fuldkomne Snegl er aldeles gjennemgaaende”). Om Larvens senere Omdannelser besidde vi kun faae Iagttagelser, og jeg vil derfor ikke i det enkelte skildre dem de senere Momenter i Havsneglenes Forvand- ling; jeg skal indskrænke mig til den Bemærkning, at den i det hele foregaaer lidt efter lidt, uden de pludse- lige Afbrydelser eller Spring i Udviklingen, som udmærke
”) For ogsaa at give en Forestilling om den indre Bygning vil jeg tilføje, at der hos Larverne paa dette Udviklingstrin kan paavises en kort og simpel Fordøielseskanal, en Begyndelse til en Lever, Muskler, Høreretskaber, men intet Hjerte (?) og ingen Mund- bevæbning (?) (Kjæber eller Tænder), samt intet Spor til For- plantningsredskaber. i
239
Leddyrenes Metamorfoser. Dog tabes rigtignok Skallen og Laaget pludseligt, naar Sneglen fra et fritsvømmende Dyr gaaer over til at blive et krybende, men man kan dog ikke derved afpæle noget bestemt nyt Stadium i Sneglens Udvikling, eftersom Seilet endnu i nogen Tid derefter kan vedblive at være i Funktion. Der er derfor en kort Tid, da den båade kan svømme og krybe. Men efterhaanden som Bagkroppen og Foden forlænges og voxe sammen, som Hovedet, Munddelene, Gjællerne, Øinene”) og Følehornene udvikles, bliver Seilet tilbage i Udvikling, dets Svømmehaar forsvinde, og tilsidst er det enten forsvundet eller indskrænket til et blot og bart Rudiment; og saaledes er dda — under en samtidig videre Udvikling af de indre Organer — Larven for- vandlet til en lille nøgen Snegl, der kun ved sin Lidenhed er væsenlig forskjellig fra sine Forældre.
Det er ret mærkeligt, åt uagtet de omtalte Slægter af nøgne Havsnegle ere ikke lidet forskjellige som udvoxne og lette at kjende fra hinanden, er deres: Udviklings- proces og Metamorfose aldeles eens”), og deres Larver ligne hinanden saa aldeles, at man neppe vil kunne kjende dem fra hinanden. Men endnu mærkeligere er det, at denne Larveform er fælles for alle Havets Snegle eller for alle Gjællesnegle.
At der ved Havets Kyster lever en stor Mangfoldighed af skalbærende Snegle, vil være bekjendt for Enhver, der har havt Leilighed til at see en større Konkylie- samling og beundre Havsneglenes saa forskjellige, ofte
”) Undertiden sees disse allerede hos Larven som 2 røde Prikker.
”) Hos en Art kan et Organ holde sig længere end hos en anden, men de Uovereensstemmelser, som ere Følgen heraf, modificere dog ikke væsenlig Metamorfosens hele Gharakter.
240
saa zirlige Former. De allerfleste have tillige et Laag af Horn eller Kalk, der benyttes netop ligesom hos de nys- omtalte Larver, nemlig som en Dør, nåar Dyret har trukket sig ind i sit Hus. Naar endog de nøgne Snegle som Larver ere forsynede med Skal og Laag, er der til- visse al Grund til at formode det samme om de skal- bærende Snegles Unger eller Larver, og disse blive der- ved aabenbart mindre forskjellige fra deres Forældre end hine. Efter hvad lagttagerne forsikkre os, ere de spæde Larver af de forskjelligste skalbærende Havsnegleformer virke- lig hinanden i Reglen saa lige”) og ligne tillige som oftest saa aldeles de nys beskrevne nøgne Havsnegles Larver, at de ikke ere til at kjende fra dem; men deres Udvikling vil
Vermet- (Ormesnegle-) Larver, en yngre og en ældre (efter Lacaze-Duthiers). Bogstaverne have samme Betydning som ved de nøgne Snegles Larver. t Følehornene.
senere tage en noget anden Retning. Af Larvelivets Or- ganer vil Seilet vistnok med Tiden forsvinde sporløst”),
”) De afvigende Snegleformer, Chiton (Skal-Lus) og Dentalium (Sø-Tand) have rigtignok en noget afvigende Larveform, som dog uden Tvang kan føres tilbage til den normale. Velum er hos. dem begge mindre udviklet end ellers, men mangler ikke; Skal- len mangler hos Chitonlarverne.
"”) Man kjender nogle smaae pelagiske Snegle, hvor alle andre Or- ganer ere fuldt uddannede, men Seilet endnu tilstede, om end under en mindre almindelig Form, men dog som Svømmeredskab. Disse Smaasnegle ere dog rimeligvis kun Larver. See den oven- for anførte Afhandling af Macdonald.
241
men Skallen og Laaget afkastes ikke, de voxe tvertimod med det øvrige Legeme, og Snegleskallens Spids er uden Tvivl — for saa vidt den ikke efterhaanden er gaaet tabt ved Slid eller Forvitring — netop Larvens hueformige Skal”). Det for alle Sneglelarver charakteristiske Organ er altsaa egenlig blot Seilet, og saa længe der endnu er noget tilbage af dette, maae de kaldes for Larver, for- udsat at det ikke i enkelte Tilfælde holder sig gjennem hele Livet som Rudiment.
"Der er endnu nogle Eiendommeligheder ved disse Havsnegles Forvandlingshistorie, som jeg ikke kan lade uberørte. Om flere af dem er det saaledes bekjendt, at de beholde Seilet og Svømmeevnen langt længere end de nøgne Snegles Larver, og man kan derfor træffe Larver af nogle mellem Tangen ved vore Kyster meget hyppige — Smaasnegle (Rissoa), som foruden at de allerede have en temmelig udviklet Skal med en 3 eller 4 Qmgange, et tyde- ligt Hoved med Følehorn og Øine, en særdeles uddannet Fod, — kort sagt i alle andre Henseender stærkt nærme sig til de udvoxne RØRissoer — desuden have to meget store Svømmeflige med de sædvanlige Svømmehaar, ved Hjælp af hvilke de fimre om i Vandets Overflade mellem anden Sværmyngel af lavere Dyr. — Største Delen af de skalbærende Havsnegle, navnlig de med Snabel og Aande- rør forsynede, af andre Bløddyr levende Former, lægge ikke deres Æg i slimede Klumper, Baand eller Snore, men som Grupper eller Klaser af hornagtige Kapsler; saavel Formen af de enkelte kapsier som deres Gruppe-
ring er yderst forskjellig efter Slægt og Art. Naar Ægge-
") Om enkelte Former veed man, at Larven har sin særegne Skal, som senere afkastes, efter at den nye Skal har begyndt at danne sig. Men i saa Fald er baade Larveskallen og den blivende Skal af en mindre almindelig Form og Beskaffenhed.
242
massen træder ud af Hunsneglens Fødselsveie, er den ganske blød, men såasnart den kommer i Vand, svul- mer den stærkt op ved Indsivning, og det slimede Stof, der omhyller Æggene, stivner og antager en Fasthed som Horn eller Læder. De behøver blot at tænke Dem, at i den slimede Æggemasse af en sædvanlig Fersk- vandssnegi den Æggekapslerne omgivende Slim stiv- nede og blev. hornagtig, saa har De den i det væsenlige forvandlet til en af de besynderlige Æggemasser af en Buccinum eller Fusus”). I hver af disse Kapsler inde- holdes der ligesom i de nøgne Snegles en stor Mængde Æg, ofte flere Hundrede, og dog fremkommer der af hver Kapsel kun en enkelt eller nogle ganske faae unge Snegle. Disse fortære nemlig efterhaanden de andre Æg — ligesom de udklækkede Strudseunger leve af de ufrugt- bare Æg — og sættes derved i Stand til at blive længere i den beskyttende Æggekapsel. I denne tilendebringe de derfor hele deres Metamorfose, og de forlade den først efter at have mistet ethvert Spor til Seilet, efter at Skallen allerede er meget udviklet, og efter at de i det hele ere blevne deres Forældre temmelig lige. Disse Dyr have altsaa ikke som andre Snegle en Periode, da de svømme frit om i Havet; Seilet kunne de kun benytte til at flytte sig indenfor det af Kapslen dannede snevre Fængsel og til at hvirvle de ufrugtbare Ægs Bestanddele ned i deres Svælg, Der kommer rigtignok kun et forholdsvis ringe Antal Æg til Udvikling, men da denne her føres videre end hos de nøgne Snegle f. Ex., leder den paa den an- den Side til et sikkrere Resultat, thi af de nøgne Snegles talløse Larver omkomme upaatvivlelig 99 pCt. i en meget ung Alder.
”) See dette Tidsskrift 2den R. 3die Bd., p. 106 og 107
243
Fra de egenlige Snegles store og formrige Samfund
udelukke Systematikerne gjerne 2 smaae Grupper, der
NV
NMN
En -Kølsnegl. c Øine. d Skal. h Fordøielseskanalen. nm og n' Nervesystemet
a Svælget, b Følehorn.
e og g Foden. hos Hannen),
f Sugeskaal (findes kun i Gjællerne.
k og 1 Hjertet og Blodkarrene.
ikke som de andre tilhøre Havets Kyster, men dets store
aabne Overflade, som derfor mangle Midler til at krybe, men
i dets Sted have Redskaber til at svømme med. Som
alle pelagiske Dyr ere de overmaade lette og vandklare og
mangle enten aldeles Skal eller have kun yderst lette og
tynde, glasagtige Skaller. Nogle af disse, de saakaldte
Kølsnegle (Heteropoda) svømme ved at vrikke eller
bugte deres sammentrykte .Legeme og deres ligeledes
244
sammentrykte Fod til Siderne; andre, de nydelige smaae Vingesnegle (Pteropoda) eller Søsommerfugle, som især i stille Nætter komme op til Qverfladen i såa stor en Mængde, svømme ved et Par saakaldte » Vinger«, som enten udgaae fra Dyrets Hals under dets Hoved eller — hos de skalbærende Vingesnegle, hvor Hovedet kun er lidet ud- viklet — umiddelbart omgive dets Mund; uagtet disse » Vin- ger« eller ,,Finner« ikke ere forsynede med Svømmehaar, men virke ved deres egne Bevægelser, laa det dog nær at sammenligne dem med Sneglelarvernes Seil og at an- tage, at de skalbærende Vingesnegle paa en Maade vare Sneglelarver, der ikke hævede sig synderlig: op over Larvetilstanden, og som navnlig beholdt Larveseilet om end i en forandret Form. De Sneglelarver, som man tidligere havde lært at kjende, uden at vide, at de vare Larver, henførtes derfor netop ogsaa i sin Tid til Vingesneglenes Gruppe, som.f. Ex. de ovenfor omtalte Rissoa-Larver (Cirroptéron). De nyere Undersøgelser have nu rigtignok lært, at alle Pteropoder og Heteropoder, hvad Form de end senere antage, begynde med den for Havsneglene overhoved fælles almindelige Laårveform, men tillige bragt den uventede Oplysning, åt Vingesneglenes Finner ikke svare til eller ere en videre Uddannelse af deres Larveseil.
Det forekommer mig at være meget lærerigt at see Havsneglenes såa forskjellige Former paa denne Maade samle sig om eller ligesom synke tilbage i en fælles Grund- form, fra hvilken de under deres Udvikling fjerne sig, nogle mere, andre mindre, alt efter deres systematiske Plads. Man faaer ved disse Studier et stærkt Indtryk af, at alle disse vexlende Former, hvis Forskjellighed tidligere truede med at sprænge Sneglenes Klasse, dog ere for-
245
bundne ved et meget stærkt Baand, da de kun ere Modifika- tioner af en og samme Grundform. Netop herved erkjende vi, hvor stor en Betydning Læren om Dyrenes Metamorfose har i Videnskaben; den er ligesom et Speil, der sætter det mindre væsenlige i Skygge og låder Dyrets egenlige Væsen træde skarpere frem, befriet for al tilfældig Indklædning. Men derfor vil ogsaa den Sammenligning mellem Sneglene og Muslingerne i Larvetilstanden, hvortil vi nu ville gaae over, være saa lærerig; .thi ligesom. vi gjennem Meta- morfosen have faaet Øinene op for den for alle Snegle fælles Grundform, ville vi nu komme til den Erkjendelse, at en saadan ogsåa existerer for Sneglene og Muslingerne — to Dyreklasser, som man rigtignok altid har stillet tæt ved hinanden, men for hvis inderlige Slægtskab man dog først i de senere Tider, netop ved at studere deres For- vandlinger, har faaet Øinene op.
Muslingen vil dog maaskee forekomme Dem altfor forskjellig fra Sneglen, til at De ret tør fæste Lid til Udviklings-
…V historien, hvis den paatager sig det Kunststykke at ophæve
| eller forsone disse Forskjellig-
v sigbg heder. Istedenfor den udeelte
spiralsnoede Skal, som om- slutter Sneglens Bagkrop, have
vi her to ved et Hængsel for-
bundne lige store Skaller, en
højre og en venstre; istedenfor
En Musling udtagen af Skallen. 2 : Hope SD pm abenigene; bræer ets tydelige;pmed Følehorn og g Gjællerne.
Øine, med Kjæber og Raspe- tunge bevæbnede Sneglehoved finde vi hos Muslingen blot
246
en Mundspalte med nogle lange Læbeflige; Sneglens flade, skiveformige Fod er her i Reglen bleven skarp og sammen- trykt; den bærer intet Laag, men undertiden et Knippe af horn- agtige Traade, som fæste Muslingen til en Steen eller Pæl; istedenfor den fjerformige Gjælle, som hos Sneglen ligger i Kappehulen over Nakken, findes her to store Gjælleblade påa hver Side osv. Men lad os (med Lovén) undersøge de mikroskopiske Muslinglarver, saaledes som vi see dem udklækkes af Ægene og sværme om i Moderens Kappe- hule — der for en Tid er deres Bevægelsers indskrænkede Tumleplads — eller forlade denne med de udgaaende Vand- strømme. Lige saa lidt som Sneglelarven er den i Stand til at krybe eller fæste sig; den er et svømmende Dyr, og Svømmeredskabet er atter her en tragiformig Hinde med entykkere Bræmme, udstyret med lange, svingende Haar, med
Muslinglarver (efter Loven og Quatrefages). Bogstavernes Betydning som forhen. n de Muskler, der trække Seilet ind.
andre Ord et »Seil« (velum), under hvis Band Munden er anbragt. Trækkes det ved Hjælp af de paa Figuren antydede Muskler indenfor Skallen, da synker Dyret til Bunds. Skallen er let, tynd og fin ligesom hos Sneglelarverne, men af en anden Form; til Gjæller eller Hjerte er der endnu ikke Spor; derimod ere Fordøielsesredskaberne (Spiserør, Mave, Tarm, Lever) allerede ret vel uddannede, og Munden og Tårm-
247
aabningen sees at ligge tæt ved hinanden. Foruden Øre- blærerne sees der ogsaa ofte et Par smaåae Øine i Nær- heden af Munden, hvilket er ret mærkeligt, eftersom den voxne Musling enten er aldeles blind eller har sine Øine anbragte paa ganske andre Steder. — Spørge vi: hvor- ved er nu egenlig en saadan Muslinglarve forskjellig fra en Sneglelarve, vil Svaret lyde: 1) derved at Skallen ikke er hætteformig, men mere ligner en Muslingskal og alle- rede er deelt i to Klapper; 2) at Foden i Reglen er meget lidt udviklet og ikke bærer noget Laag, vistnok fordi Larvens Skaller selv ere i Stand til fuldstændigt at beskytte de indtrukne Dele, og 3) at Svømmeseilet ikke er tvedeelt, men heelt. Ligesom der var en fælles Larve- form for alle Havsnegle, er der altsaa ogsaa en saadan for alle Havmuslinger, og disse to Larveformer ere igjen i alt væsenligt hinanden lige, de afvige kun i forholds- vis underordnede Forhold, hvori dog, det skal ikke næg- tes, de to Klassers Grundforskjelligheder tildeels allerede aabenbare sig. Udviklingshistorien har altsaa lært os — hvad man neppe ad anden Vei havde opfattet saa klart og let —, at Muslinger og Snegle kun ere to Hoved- Modifikationer af en og samme Typus. —- Med Hensyn til Muslinglarvernes senere Omdannelse skal jeg her kun omtale, at man har troet at kunne antage, at Seilet om- dannes til Læbefligene, hvilket dog endnu kun er en Hypothese, og at hvad her er fortalt om Muslingernes Metamorfose, kun gjælder om Havets Muslinger, ikke om det ferske Vands; hverken Bønnemuslingerne eller Dammuslingerne gjennemgaae nogen Forvandling, hvad enten nu Grunden dertil er, at de ere Ferskvandsdyr, eller at de opfostres i Moderens ydre Gjæller (som i
248
Foraarsmaanederne findes fuldt stuvede af Tusinder -af spæde Muslinger) og derfor ikke behøve noget Svømmeseil”).
Med Hensyn tilTunikatern.e (Salperne og Søpungene)””) indskrænke vi os til den Bemærkning, åt og- saa her findes en Metamorfose, der kun hos de vivipare (Salperne), som sædvanligt, ude- bliver; Larven er her ligesom hos Ikterne og hos Frøerne udstyret med en Svømmehale, der senere, efter åt det spæde Dyr har sat sig fast, resorberes for at bidrage til Lege- mets Væxt og videre Uddannelse. Det er ikke uden Interesse at see det samme for Larvetilstanden charakteristiske Organ optræde
: i tre hinanden saa fjerntstaaende Afdelinger Søpunglarve. af Dyreriget som de nævnte.
For Læren om Metamorfosen er der kun en Afdeling af de saakaldte /avere Bløddyr eller Straaledyr, der vil give 0oS et rigere Udbytte, nemlig Pighudene (Echi- nodermerne), men den har då ogsaa rigelig lønnet den påa disse vanskelige Undersøgelser ånvendte Møie. Hvad vi vide derom, skyldes fornemmelig een Mand, den nu afdøde Johannes Miller i Berlin, som i en Kække af Aar forfulgte dette Æmne ved Keiser til Middelhavet,
") Anodonternes Unger ere i Stand til at svømme ved at klappe med deres smaae trekantede Skaller; ved denne Form af Skallen og ved adskillige andre Smaatræk ere de spæde Anodonta-Unger i øvrigt saa forskjellige fra Moderdyret, at vor berømte Landsmand Jacobson med Iver forfægtede den Mening, at det var en sær- egen Muslingslægt, der levede som Snyltedyr i Anodontens Gjæl- ler. Da de mangle Velum, maa man alligevel frakjende disse Ferskvandssnegle en egenlig Forvandling.
"”) Om Søpungene see d. Tidsskr. 2det R. 3die Bd. p. 111.
249
Øresundet «og Nordsøen og behandlede det med sin sæd- vanlige Dygtighed og Skarpsindighed. Inden jeg gaaer over til at meddele Dem en kort Skizze af det væsenlige Udbytte af J. Mullers Arbeider, gjør jeg dog maaskee bedst i at skizzere dem de her omhandlede Dyreformer i deres groveste Omrids”).
Søpølserne eller Holothurierne ere i Reglen trinde, pølseagtige, bløde og slimede Dyr, nogle langstrakte
som Orme (de saakaldte Ormepølser), andre forholds- vis kortere og tykkere (Sø-Agurker har man kaldt dem). men alle i Stand til at strække og forkorte deres Legeme
”) Den vigtigste Litteratur om dette Æmne er at søge i: Joh Mullers 6 Afhandlinger i Berliner Akademiets Skrifter fra 1846 —S4; Derbæés i Annales des sciences naturelles, t. 8 (1847); Sars, Koren og Danielsen: l1ste og Zdet Hefte af Fauna litto- ralis Norvegiæ samt i Nyt Magasin for Naturvidenskaberne, Ste Bd. ; Busch: Beobavchtungen uber Anatomie u. Entwickelung. einiger niederen Seethiere (189851); Krohn: Beitråge zur Entwickelungs- geschichte der See-Igellarven; Forskjellige Bidrag af Krohn, Schultze, Agassiz og Desor i Mullers Archiv f Anatomie, Aargangene 1849, 51—54 og 57.
il
250
i samme Grad som de egenlige Bløddyr; tager man dem op af Vandet, medens de endnu ere livsfriske, trække de sig ofte saa voldsomt sammen, at Huden brister og de sammenpakkede Indvolde vælte ud, eller det ene Stykke af den lange Ormekrop snører sig af og vandrer bort efter det andet. Overladt til sig selv og sin vante Ro vil Søpølsen derimod af sin Forende — et Hoved har den ikke — udstrække en Krands af smukke, forgrenede eller fjerdannede Fangearme, og rundt omkring paa Krop- pen ville paa samme Tid smaae Sugefødder komme frem, i Reglen dog kun i 5 Rækker, som strække sig langs hen ad Legemet fra Munden til ''”aarmaabningen, og ved deres Hjælp vil Søpølsen hæfte sig fast til en Steen eller Skal eller krybe langsomt omkring. — Søpølser findes i alle Have, talrigst dog i de varme , hvor de ere bekjendte under Navnet Trepang og fiskes for at benyttes som Fødemiddel; det er især paa Koralrevene at dette Fiskeri drives med Fordeel.
Tænk Dem nu en Søpølse forkortet, saa at den isteden- for en Agurkform antog en nogenlunde halvkugledannet Skikkelse; at de hos Søpølserne kun ved Mikroskopets Hjælp synlige Kalkplader i Huden samlede sig til et regelmæ- sigt Panser af kantede Skalstykker, ordnede i 20 Rækker, der gik som Meridianer fra Mundpolen til den modsatte Pol, og af hvilke de 10 vare gjennembrudte af Huller for Sugefødderne; at der paa disse Plader udvikledes-en Mang- foldighed af stærkere eller svagere Kalkpigge, der kunde reises ligesom Pindsvinets Pigge og afgive saavel et Beskyt- telsesmiddel som etBevægelsesredskab, og endelig at Munden
udstyredes med 5 skarpe og haarde Tænder, hvormed det -
graadige Straaledyr kunde bide Hul i andre Skaldyr eller afbide Tang, og De vil da i det væsenlige have Billedet af en
2]
Søborre eller et Søpindsvin, en Dyreform, hvis Arter
gaae langt tilbage i Jordens Udviklingsbistorie og ere ud-
2 SE
n
men
WIG ge es SEE
NV <A AN WSØMDANR =XNH WA NNi NG > £ SOK NWA SYRER T/R HINT SEN NFA MUN 5325 FEET TE SAREEN kg: LMS ge BEDER p REE TGØND SUS EEN SEE FAE SENER ég DES, NES EN dy Af WA VAN ON | (lp ÅR KK Nå | HE AM ARMA ' Å ON Sk ØM SNU UN ONAN ! UN J jÅ | /4 Å £ ( | Y i Å b Å N.
! Søborre (Echinus)
bredte over alle Have. — Lad os saa tage en af de. aldeles flade, svagt femkantede, blot med fine Børster beklædte, tandløse Former af Søborrernes Gruppe, og De vil da finde
at, hvad Formen angaaer, er Overgangen let til de fem- kantede, kortarmede Former af Søstjerner, der dog altid 1
252
kunne erkjendes som sadanne derpaa, at Fødderne ere anbragte i en Fure paa Undersiden af hver Arm. Største Delen af Søstjernerne har dog lange Årme, men nogle ere blødere, andre haardere, nogle have kortere, andre længere Pigge og nogle endogsaa flere end Sd Arme. Det kalkagtige Hudskelet, Kalkpiggene, de bløde, regelmæsigt ordnede Sugefødder og det gjennemgaaende Femtal, der sætter os i Stand til at dele dem i 5 eensartede eller eensbyggede Dele (Straaler), disse ere altsaa de for Pighudene i Al- mindelighed fælles ydre Organisationsforhold, som man træffer saavel hos Søpindsvinene som hos Søstjernerne og hos Slangestjernerne. Overgangen til disse sidste fra Søstjernerne vil ikke falde Dem vanskelig; Forskjellen er egenlig blot, at Straalerne eller Armene hos Slangestjernerne frigjøre sig fra »Kroppen « — den midterste Deel, som indeholder Munden, Fordøielses- og Forplantningsredska- berne osv. — blive friere i deres Bevægelser, leddede af Bygning osv., såa at det hele kommer. til at ligne B med deres Forende sammenvoxne, slangeagtige Væsner, uagtet disse 5 »Arme« i Virkeligheden kun ere de 5 Afsnit eller Straaler af et stjerneformigt Dyrelegeme. For- grene disse Arme sig mere eller mindre, fåae vi de mærkelige Medusahoveder; fordele Grenene sig fjerformigt, saa- ledes at Smaagrenene udgaae til begge Sider fra en større Armgren, som Fanens Smaagrene fra Fjer-Ribben, have vi Fjerstjernen for os; og kommer dertil endelig en leddet Kalkstilk, hvorved Fjerstjernens Krop fæstes til Havbunden, er det en af de nu saa sjeldne Stilkstjerner, der i Fortidens Have have spillet saa betydelig en Rolle.
Kan man saaledes end nok forfølge den Traad, som gaaer gjennem alle disse ved første Øiekast såa forskjel- lige Former, vil det dog ikke kunne nægtes, at disse til-
253
syneladende ere langt mere forskjellige end Medlemmer af samme Klasse (f. Ex. Pattedyr, Insekter) ellers ere det. Jeg siger tilsyneladende, thi jo dybere man i den senere Tid er trængt ind i disse Dyrs indre Bygning, desto mere er man kommet til Erkjendelse af, at der i Grunden er den allerstørste Harmoni imellem dem, kun at denne ligesom er trængt indad og kun overholdes strængt i hvad der vedrører Dyrets egenlige Grundplan, hvorimod denne udadtil kan være underkastet betydelige formelle Modi- fikationer. Indtrykket af denne indre og væsenlige Over- eensstemmelse mellem de forskjellige Pighudformer er nu netop bleven meget mere levende, end det tidligeré var eller kunde være, gjennem de Oplysninger, som det sidste halvandet åÅarti har tilvejebragt om deres Udviklings- og Forvandlingshistorie. f
Hos Søborrerne f. Ex. danne Æggestokkene den øvre, spiselige Deel af den bløde Masse, som ligger indenfor Skallen; gjennem 5 smaae Huller øverst oppe påa Dyrets Ryg udflyder om Foraaret en rødlig Vædske, som indeholder de mikroskopiske Æg. Disses Udvikling, der frembyder de sædvanlige Fænomener af gjentagen Celle-Deling, Omdreining osv., ender med at et kugle- rundt, med lange Fimrehaar besat mikroskopisk Væsen (Fig. 1) bryder ud af Æggeskallen og hvirvler langsomt om i Vandet. Det er endnu aldeles uden andre Organer af nogen som helst Art, men snart forandrer det til en vis Grad Form og bliver lidt fladtrykt påa den ene Side; der danner sig her en Indkrængning, som er den første Begyndelse til den vordende Fordøielseskanal (Fig.20g3), Ved at strække sig lidt i Længden antager vor Søborre-Larve Form af en kort firsidet Pyramide med afrundede Hjørner (Fig. 4); Munden ligger midt paa Pyramidens Grundflade, den modsatte Aabning
254
for Fordøielseskanalen midt paa en af de andre Flader; et System af tynde Kalkstivere støtter det spæde Legeme
og sikkrer det bestemte Omrids; alt som det voxer (Fig. 5), strækkes det mere i Længden, Grundfladen fordybes og dens Hjørner forlænges til 4 lange Flige; Fimrehaarene ind- skrænke samtidig deres Forekomst til disse Flige samt tilnogle enkelte andre Steder af Legemet (Fig. 6). Saaledes er der da af Søborrens Æg fremkommet et fritsvømmende Væsen, som ikke har den fjerneste Lighed med en Søborre; det er umuligt at ane, hvorledes denne skal kunne komme frem, og da alle vore kunstigt opklækkede Larver ville døe, inden de ere komne synderlig videre i deres Udvik- ling, maa man tage sin Tilflugt til andre Undersøgelses- veie. Havde man paa den anden Side fisket dem i Havet uden at kjende deres Herkomst, vilde man ikke ligefrem have kunnet sluttet sig til, hvad det var for Dyr; thi deres Bygning er endnu symmetrisk (bilateral) og aldeles ikke straaledannet, og ikke et eneste af de for Pighudene charakteristiske Redskaber ere tilstede; kun Kalkskelettet minder fjernt om den Dyreklasse, til hvilken de virkelig høre.
Imidlertid naaede man Maalet ad en anden Vei; man
saae snart, at disse utvivisomme Søborre-Larver vare den
299
noget yngre og derfor noget mindre udviklede Form af nogle gaadefulde Væsner, som J. Miller havde fanget med sit fine Net i Havets Overflade, og hvis Udvikling og Omdannelse det senere lykkedes ham at forfølge, indtil Larveformen var forsvnnden og en ganske lille Søborre traadt i dens Sted; thi ogsaa her tilendebringes Larvelivet og Metamorfosen påa et overordenlig tidligt Udviklingstrin, medens Dyret endnu neppe kan erkjendes med det uvæb- nede Øie og kun har en Diameter af 17”! De forskjellige Søborrers Larver see i øvrigt noget forskjelligt ud: en f. Ex. har et firkantet, oventil hvælvet Legeme, som nedad- til løber ud i 4 større Flige og i 4
mindre, der udgaae fra en Forlæn- gelse af den ene. Side; alle disse Forlængelser ere støttede af Kalk- traade og omgivne ligesom af en Søm, besåt med Fimrehaar; 4 »Epauletter« af Fimrehaar bidrage ogsaa deres til denne besynderlige Dyreforms
Bevægelser. En anden hår ikke
En Søborre-Larve paa tre forskjellige Trin af dens Udvikling. k Larvelegemets Flige med deres indre Kalkskelet (e). m Munden. p Tænger. s Pigge. t Sugefødder.
mindre end 13 Arme, men er forresten bygget paa samme Maade, naar undtages, at den mangler Epauletterne; alle have de Mund, Mave og Tarm af den samme Beskaffen -
256
hed og anbragte paa samme Maade. "Den første For- andring, der viser sig i dem, er at en lille flad Skive træder op ved Siden af Maven i Larvens egenlige Krop; efter nogen Tids Forløb har der paa denne Skive udviklet sig 5 Sugefødder og en Deel bevægelige Pigge med et meget regelmæsigt, gitterformigt Kalkskelet. Alt som den voxer, komme 10 nye Sugefødder til, Piggenes Antal forøges, der udvikles en første Begyndelse til et Kalkskelet i den unge, endnu skiveformede Søborre — og denne kan nu bevæge sig paa dobbelt Maade, snart svømmende ved Larvelegemets Fimrehaar, snart krybende ved Hjælp af Pigzgene og Fødderne. Men Larvelegemets Tid er snart omme; det forsvinder, og man træffer derfor nu svøm- mende i Havet smaae (3'” i Tvermaal) Søbøorrer, uden Spor til Mund eller Tarmaabning, (men dog med den første Begyndelse til Tænder og Kjæber), med et Legeme, hvis ene Side endnu er hvælvet og nøgen, medens den anden er fuld af Fødder og Pigge med det for disse i deres første Fremtræden charakteristiske gittrede Kalkskelet, saa vel som med Spor til et Kalkskelet i Huden. Enkelte af dem vidne endnu om deres tidligere Larveform ved de ved dem hængende lange og tynde Kalktraade, de samme, der i sin Tid støttede Larvelegemets Flige. De ville nu synke til Bunds — deres Metamorfose er afsluttet; deres videre Udvikling, der falder aldeles ind under Begrebet Væxt og navnlig udfordrer en rig Nydannelse af Kalk- plader, Pigge, Fødder osv., staaer tilbage og vil vare ved, indtil de have naaet det for Arten fastsatte Maximum af Størrelse. — Det vil maaskee endnu interessere Dem at
") De for Søborrerne charakteristiske Tænger eller Pedicellarier op- træde ogsaa meget tidligt, dog ikke paa »Skiven«, men paa selve Larvelegemet.
257
vide, at man har drevet Studiet af disse mikroskopiske Echinus-Larver saa vidt, navnlig ved kunstig Befrugtning af de forskjellige Søborre-Arters Æg, at man har lært at adskille de enkelte Arters Larver, og det har da vist sig, at der er en vis fælles Typus for dem, der høre til samme Slægt, hvorimod Larver, der tilhøre forskjellige Slægter ogsaa vise visse bestemte Forskjelligheder, uagtet disse aldeles ikke have noget at gjøre med dem, der senere udmærke f. Ex. de saakaldte »Sømus«”) fra de egenlige Søborrer.
Slangestjernernes Metamorfose har den største Lighed med Søborrernes. Deres Larver ere ligesom disses mi- kroskopiske (2'”), fligede, ikke straaledannede, men symme- triske Væsner, hvis Legeme støttes af et regelmæsigt Ske-
let af Kalktraade og omkrand-
ses af en saakaldet Fimiresnor,
En Ofiur-Larve paa tre forskjellige Trin af dens Udvikling. a Den unge Ofiurs Arme. De andre Bogstaver have samme Betydning som paa foregaaende Blad.
d. v. s. en sammenhængende, med Fimrehaar besat Hud-
fold. De besidde en Fordøielseskanal af ganske den
") Smign dette Tidsskr. 2. R. 3. Bd. p. 120.
258
"samme Form og Bygning som Søborre-Larvernes. Efter nogen Tids Forløb iagttager man, at der udvikler sig noget nyt i Legemets egenlige Kjærne omkring Fordøielses- kanalen, men man kan endnu ikke see hvad det er; snart antager det dog en tydelig Stjerneform, og man har altsaa nu et mærkeligt Dobbeltvæsen for sig: deels den fligede, fimrende Larve (Pluteus) med sit ejendommelige Kalk- skelet, deels den spæde Slangestjerne, hvis Arme endnu kun tælle et Led hver og mangle saavel Pigge som Sugefødder, af hvilke sidste der dog paa Skiven allerede sees en Kreds af 10. Det er imidlertid kun eet Væsen, hvis to Former eller Tilstande her mødes; .den ene har Fremtiden for sig og gaaer sin Udvikling imøde, med den anden vil det nu gaae tilbage, den hbjemfalder til For- gængeligheden. Efter en kort Periode, i hvilken den spæde Ofiur ligesom det tilsvarende Overgangsstadium hos Søborrerne baade kan krybe og svømme, begynder Larvelegemet at svinde og reduceres snart til nogle ved den unge Slangestjerne hængende Levninger af Kalktraadene ; alt som denne nu voxer, komme nye Led frem paa AÅrmene, disse udstyres efterhaanden med Pigge og Suge- fødder, men selv efter at ethvert Spor af den. egenlige Metamorfose er forsvundet, er der endnu meget at ind- hente, inden Armene”) have erholdt deres fulde Antal af Led og Fødder og de andre Organer, som udmærke dem.
”) En Sammenligning mellem Tusindbenenes og Annelidernes Ud- vikling og den unge Slangestjernes efter Metamorfosen, synes mig at vise paa det bestemteste, at de ere aldeles analoge, og altsaa at den førstnævnte ingen ægte Metamorfose er, saaledes som det ogsaa i det foregaaende er udviklet. Dannelsen af nye Led og Lemmepar hos de mangeleddede Leddyr finder sit tilsvarende i Dannelsen af nye Led, Pigge m. m. paa hver af Slangestjernens mangeleddede Arme, og at dette blott er en Væxt, ingen Meta- morfose, er indlysende af sig selv; det har slet? intet med Ofiurens
259
Naar De stiller Dem en saadan Ofiur-Larve, paa det ovenfor skildrede Overgangsstadium, for Øie, vil De let indsee, hvordan det hænger sammen med et stidligere som meget gaadefuldt betragtet Væsen, som man havde fundet svømmende i Havet mellem Salpestimerne og givet Navn af Bipinnaria asterigera; det var lidt over 1” langt, af en langstrakt Form og løb i den ene Ende ud i et Par Finner, i den anden i en Mængde fimrende Flige, mellem hvilke der i Reglen sad en lille Søstjerne, med mindre denne endnu ikke var udviklet eller allerede var faldet af. En nærmere Undersøgelse viste, at Bipinnarien og Søstjernen ikke vare to forskjellige selvstændige Væs- ner — man kunde tænke sig, at det ene snyltede paa det andet, eller at det ene var skudt frem som en Knop af det andet — men at de stode i organisk Forbindelse med hin- anden, at Bipinnariens Fordøielsesorgan f. Ex. fortsatte sig igjennern Søstjernens Legeme og tillige var Fordøielses- kanal for denne. De seer nu let, at Bipinna- rien maa være Larven til Søstjernen, og det paafaldende er egenlig
kun, at Larven her er
Forvandling at gjøre, som er et Fænomen af en heel anden Årt. Her, hvor begge Udviklingsformer optræde ved Siden af hinanden, er det let at skjelne dem. g
260
sætning til andre Echinoderm-Larver, uagtet den tilhørende Søstjerne netop er en af de mindste der kjendes”). Her resorberes Larvelegemet (Søstjerne-Larvens Svømme- legeme) rimeligvis ikke, men det vil uden Tvivl gaae til Grunde, efter at den unge Søstjerne har skilt sig ved det, om det end maaskee endnu en kort Tid vil kunne svømme omkring påa egen Haand, ligesom vi f. Ex. see en nylig afreven Firbeenhaåle krumme sig endnu i nogen Tid, som om den besad selvstændigt Liv. Man kjender, i øvrigt ogsaa Søstjerne-Larver eller '»Bipinnarier«, som ikke ere større end andre Echinoderm-Larver, såa vel som Søstjerner, hvis Larver antage andre forunderlige og fantastiske Former.
En Søpølse-Larve vil De endelig see her i dette
En Holothurie-Larve paa to forskjellige Udviklingstrin. m Munden. i Fordøielses- kanalen. t Fangearmene. k Kalkringen. f Fimrebaandene. h Kalkhjulene.
forunderlige Væsen, der ligner et Vaabenskjold i Rococo- smag; som de andre Pighud-Larver er den kun en Brøk-
deel af en Linie stor og træffes svømmende i Vandet ved
”) nemlig sandsynligvis den sjeldne Solaster furcifer. i - J
261
Hjælp af Fimrehaarene paa den dets Bugtninger ledsagende og indfattende Bræmme. Dens indre Bygning er ganske som hos de i det foregaaåaende omtalte Larver. At det er en Søpølse-Larve, kan man allerede slutte af de eiendomme- lige Kalkbjul i dens øvre Hjørne, thi saadanne Kalkhjul forekomme netop — rigtignok i langt større Mængde — i Huden hos visse Søpølser, og et Sted i den sees en stjerneformig Figur (t), som er Begyndelsen til Søpølsens Krands af Fangearme. Omdannelsen er meget vanskelig at forfølge; det synes, at Fligene efterhaanden trækkes ind, såa at Formen bliver mere trind og pølseagtig, og vi have nu for os en ganske lille Søpølseunge, i hvilken man, foruden et forøget Antal af Kalkbjul og de halvt fremstrakte 53 Fangearme — senere komme flere til — kan, da den endnu er aldeles gjennemsigtig, opdage meget af det, der er betegnende for Holothuriernes indre Byg- ning, om end kun i dets første svage Begyndelse; thi det hele Dyr er endnu kun +—%'" langt. Den egenlige Meta- morfose er nu næsten forbi; dog besidder den spæde Sø- pølse endnu ligesom mange Annelide-Larver et provisorisk Bevægelsesredskab i de Fimrebaand, der omgive dets Legeme, men som her ere fremkommne ved en Omdannelse og Omordning af Larvens Fimresnore. Alt som Suge- fødderne skyde frem, en efter en, og Fangearmenes Antal forøges, ville disse Fimrehaar og de »Tøndebaand«, hvor- påa de sad, forsvinde; en Tid endnu ere de dog synlige som Ringe af Farvepletter. Forskjellen mellem Holothu- "riernes og de andre Pighudes Metamorfose er egenlig kun, at medens f. Ex. hos Søstjernerne kun en mindre Deel af Larvelegemet forbruges til deraf at udvikle den senere Dyreform, bliver hos Holothurierne næsten det
262
hele Larvelegeme optaget i eller omdannet til den sig udviklende Søpølse”).
Hvor forkjellige disse Larveformer nu end ved første Øiekast tage sig ud, lade de sig dog med Lethed føre tilbage til en og samme Grundform eller aflede af hin- anden; i det væsenlige er deres Bygning altid den samme. Det er endogsaa meget lettere for den med Zoologiens Enkelthéder mindre fortrolige at overbevise sig om, at en Søborre-, Søpølse-, Søstjerne- og Slangestjerne-Larve ere Modifikationer af en og samme Grundform, end at til- egne sig denne Anskuelse for de udviklede Former (selve Søborrens, Søstjernens osv.) Vedkommende. Der er altsaa en fælles Larveform, i Reglen af mikrosko- pisk Lidenhed, som gjenfindes i alie større Grup- per af Pighud-Klassen, og denne Larveform har en forholdsvis simpel, men høist eiendommelig Byg- ning, der ikke i mindste Maade erindrer om den Dyreklasse, hvortil den hører, ja ikke engang om Straaledyrene, da den jo nemlig ikke har en straaledannet, men kun en saakaldet symmetrisk elber. bilateral Legemsbygning.- Naturen forsøger derfor i Reglen ikke engang at omdanne den bilaterale Larve- form til et straaledannet Echinoderm — kun hos- Holo- thurierne, de mindst straaledannede og mest bilaterale af alle Echinodermer skeer dette tildeels —, men anlægger Søstjernen, Søborren osv. heelt fra nyt af i den.provise- riske Larveform. Hos dem alle gaaer Larvens Mund og
+) Af Søliliernes (Crinoideernes) Metamorfvse og hele Udvikling kjendes endnu kun nogle enkelte Momenter. Det er saaledes bekjendt, at Fjer- stjernerne som ganske unge sidde fast ved en Stilk ligesom Stilk- stjernerne, men senere løsne sig fra denne. Men heller ikke dette
har noget med den egenlige Metamorfose at gjøre, der er afsluttet påa et langt tidligere Stadium.
263
Svælg tabt under Metamorfosen, og den for en Tid luk- kede Fordøielseskanal bryder sig først senere en ny Mund; hos Søstjernerne gjælder tildeels det samme om det bageste Afsnit af Fordøielseskanalen. Dette er med faae Ord det meget vigtige og aldeles uventede Resul- tat af Joh. Mullers i henved et Aarti med beundrings- værdig Udholdenhed og stor Skarpsindighed fortsatte Under- søgelser over Echinodermernes Metamorfose.
Men samtidig hermed have andre Undersøgelser vist, at heller ikke denne Regel er uden Undtagelse. Der gives Echinodermer, som føde levende Unger, hvilke da strax antage den Form, som andre Slangestjerner f. Ex. have umiddelbart efter at Larveformen er forsvundet; de gjennemgaae altsaa ikke nogen Metamorfose. Andre op- fostre deres Unger paa forskjellig Maade, og disse ere da kun udstyrede med de allernødvendigste provisoriske Redskaber til at holde sig fast med i Rugehulen, ikke med Svømmeredskaber, for hvilke de ikke have Brug. Her bliver det altsaa tvivlsomt, om man skal tale om en Metamorfose eller ikke. Echinodermernes typiske Larve- form er ligesom Sneglenes og Muslingernes en Svømme- form, en provisorisk Udvikling, der skal sætte dem i Stand til at sværme om i Vandet i en kort Tid; hvor Naturen ad andre Veie kan hjælpe dem ud over dette Tidsrum, hvor et saadant Sværmstadium derfor ikke udfordres, der bortfalder Metamorfosen eller indskrænkes i det mindste ganske betydeligt.
Dersom De nu til sidst forlanger af mig, at jeg skal meddele Dem en Definition af Begrebet Metamorfose,
”) F. Ex. Synaptula, Ophiura squamata, flere Søstjerner og Holo- thurier. :
264
saaledes som dette maatte have klaret sig for os gjennem en Række Paavisninger af dets Optræden i Naturen, saa vidste jeg ikke at komme Svaret nærmere end ved at sige: en Metamorfose finder Sted, naar en Dyre- forms Udvikling ikke gaaer lige løs paa Maalet, men først åd en mere eller mindre lang Omvei nærmer sig til dette, saa at der uddannes en provi- sorisk Tilstand, en saakaldet Larveform, der ikke allene ved sin simplere Bygning, men meget mere ved at være udstyret med ganske andre Attributer og uddannet i ganske andre Retninger og i heelt forskjellige Øiemed, er for- skjellig fra Dyrets senere, endelige Form. I Reglen har den dog allerede som Larve nogle af sin: Klasses sær- lige Eiendommeligheder, hvorimod man aldrig hos Larven vil kunne erkjende det udvoxne Dyrs særlige Arts- mærker. — Den dybere Grund til, at Larven påa saa væsen- lig og gjennemgribende en Maade afviger fra .den endelige Dyreform, kan vistnok i Almindelighed søges i en væsenlig Forskjel i Levemåaaden; hvor en såadan findes mellem Ungen og den udvoxne Form, maa hin være udstyret med en anden Legemsbygning, andre Organer osv.; hvor den ikke finder Sted, er en særegen Larveform overflødig og Metamorfosen udebliver da”). Hos Havets låvere Dyr er
”) Udtømmende er denne Forklaring af. Metamorfosens Teleologi ganske vist ikke, men jeg veed ingen, der kommer den nærmere. Man kan med Rette spørge: hvorfor har Paludina en Larveform, Lymnæ us ikke? hvorfor Pteropoderne, men ikke Blæksprutterne? — Jeg troer, at man dertil kan svare, at der ved Siden af hin Lov, der refererer Metamorfosen til Levemaaden, gaaer en anden, nemlig at Naturen saa vidt muligt holder sig sineRegler efterrettelige, selv om Anvendelsen er lidt vilkaarlig Reglen er her: den hele store Typus af Snegleklassen, hvortil høre nøgne Havsnegle, skalbærende Havsnegle, Kølsn., Vingesn. osv. gjennemgaae en vis bestemt Meta- morfose, have en vis bestemt Larveform, uaåanseet om enkelte af
265
en provisorisk Larveform i Reglen nødvendig for at sætte Ynglen i Stand til at sværme frit omkring. Ved Meta- morfosen forstaaes fremdeles særligt denOmdannelse af Larven, som er nødvendig for at bringe Udviklingen ind påa den rette Vei igjen.og føre den til Ende. Overgangen fra den foreløbige til den endelige Dyreform kan skee hur- tigere eller langsommere, mere pludseligt eller lidt efter lidt, og den kan indtræde påa et meget forskjelligt Tids- punkt. af Dyrets Udvikling; i denne Henseende repræsen- teres Extremerne af Insekterne påa den ene Side og Havets Bløddyr, Pighude, Krebsdyr osv. påa den anden, medens Padderne i denne Henseende staae midt imellem begge. Hin Omvei kan i øvrigt føre bort i meget forskjel- lige Retninger, og Metamorfosen faaer derved en temmelig forskjellig Charakteer; man kunde derfor — som jeg tildeels har forsøgt det i det foregaaende — opstille forskjellige Arter
dem som svømmende Havdyr eller som Ferskvandsdyr strængt taget ikke behøvede den. I denne Henseende vil det være af megen Interesse at lære at kjende Udviklingen af de saakaldte Pulmonata operculata eller Lungesnegle med Laag, som i Grunden "ikke høre til de typiske Lungesnegles Gruppe, men ere at betragte som landbeboende Gjællesnegle, hvis Gjællehule er omdannet til en Slags Lunge (t. Ex. Cyclostoma elegans). — Ogsaa hos Melanierne, en i Tropelandene meget talrigt repræ- senteret Slægt af gjællede Ferskvandssnegle, fandt Semper et rudimentært Velum; derimod savnes det ganske hos Paludina costata, en philipinsk Art, uagtet det er vel udviklet hos vor P. vivipara, og hos Ampullaria, en Slægt af tropiske Ferskvands- snegle, der baade er udstyret med Gjæller og med Lunger, og som lægger sine Klumper af Æg med kalkagtig Skal paa Vandplanternes Blade, finder slet ingen Forvandling Sted, uagtet man kan udpege en Krands af Fimrehaar paa Sneglefosterets Hoved, påa det samme Sted, hvor Seilet sidder hos de andre. Disse Iagttagelser tyde hen paa, at det er ligesaa umuligt for Bløddyrenes Vedkommende som for de andre Klassers at trække en bestemt Grændse mellem, hvad der skal ansees for »Forvandling« og hvad ikke.
18
266
af Metamorfose, men disse Underafdelinger afBegrebet vil det ikke altid være muligt at holde skarpt ude fra hinanden, lige saa lidt som det er muligt at trække nogen sikker Grændse mellem de Tilfælde, hvor man bestemt maa an- tage en Metamorfose, og dem, hvor man ikke kan ind- rømme dennes Tilstedeværelse. Thi uagtet denne Udviklings- form optræder i mange forskjellige Dyreklasser: hos Padder, Insekter, Krebsdyr, Snegle, Muslinger, Pighude osv., er der dog ikke en eneste af disse, hvis samtlige Mediemmer undergaae en Forvandling; ved Siden af Former, der først ad lange Omveie, efter at have gjennemløbet en eller flere Mellemformer, nærme sig til deres Udviklings Maal, er der altid andre, der stile lige løs paa dette uden at spilde Tiden med unødige Side- spring. Og mellem disse skarpt udprægede Yderligheder ligger der altid Mellemtilfælde, som man næsten vilkaarligt kan indordne under det ene eller det andet Begreb. Den egenlige Omdannelse lader sig i øvrigt altid opløse i tre Momenter: deels en virkelig Omdannelse af flere eller færre af Dyrets Legemsdele og Organer; deels Uddan- nelsen af nye Organer, der paa et tidligere Trin ikke fandtes eller kun vare tilstede i rudimentær Tilstand; deels endelig, at tidligere tilstedeværende (provisoriske) Organer forsvinde eller reduceres til et Minimum. Åt et enkelt Organ hæmmes eller kommer til, er imidlertid ikke nok til at føre Udviklingen ind under Metamorfosens Begreb: Omdannelsen er dettes rette Kjærne og egen- lige Hovedindhold.
Jernets Metallurgi.
Af Haldor Topsøe, stud. mag.
| en af sine Metamorfoser skildrer Ovid digterisk de for- skjellige Hovedperioder i Menneskeslægtens Udvikling. Han charakteriserer dem som Guldalderen, Sølvalderen, Kobberalderen og endelig Jernalderen. Det er den, vi leve i. Afseet fra Allegorien er der noget træffende i dette Navn, Jernet spiller en uhyre Rolle i Menneskeslægtens Organisation. Man kaste blot et Blik paa sine Omgivelser, og man vil da ret indsee dets Betydning. Begynder man blot med sin egen Paaklædning, vil man see, at der af denne ikke er et Stykke, til hvis Forarbeidelse man ei har anvendt Jernet, og gaaer man videre til Møbler, Byg- ninger osv., vil man finde det samme. Industrien be- høver Jernet til sine Maskiner og Fabrikker, Handelen og Skibsfarten til Varernes Befordring. Det er ingen Over- drivelse, naar man siger, at Jernet for Nutidens Kultur og Givilisation, for hele Menneskesamfundets Organisation er en lige såa absolut Livsbetingelse som for den legem- lige Organisme, hvor det som en aldrig manglende Be- standdel af Blodet føres ud i. hele Legemet og bidrager til dettes Ernæring.
-
18=
268
Naar, hvor og af hvem Jernet er bleven opdaget, lader sig ikke sige med nogensomhelst Bestemthed; thi om Intet ere Angivelserne i den Grad ubestemte og hin- anden modsigende. Medens Nogle lade dets Opdagelse gaae tilbage til den forhistoriske og mythiske Tid og — som Moses — lade Tubalkain, en af Jordens første Beboere, ikke ålene kjende det, men endog optræde som en dygtig Jernarbeider, eller — som Ho- mer — låde Cykloperne smede Zeus's Tordenkile af Jern, eller endog — som andre græske Forfattere — lade Prometheus, der skabte Menneskene, give dem Jernet som en lige saa kostelig Gave som Ilden, er der atter Andre, der mene, at Jernet først langt senere er bieven fundet og forarbeidet; saaledes siger Isidorus (7de Aarh. e. Chr.): »Ferri usus post alia metalia repertus est«.
Uagtet saaledes de Fleste ere enige i at sætte dets Opdagelse til de ældste Tider, tør man dog neppe antage dette, da det saa godt som aldrig forekommer gedigent, og da den Proces, hvorved det i raa Tilstand udvindes af sine Ertse, er lige såa indviklet som den videre Forarbei- delse af det til de fleste Øiemed ubrugelige Raaproduct. Ei heller stemmer med denne Antagelse af en forhistorisk Oprindelse en. Angivelse, der findes hos den berømte Metallurg Georg Agricola (16de Aarhundrede) i hans be- kjendte Værk «de novis et veteribus metallis«, at Theo- dorus fra Samnium skulde have været den første, der fandt paa at støbe Jernet; thi det er i Reglen Støbejern, som er det Raaproduct, fra hvilket man gaaer ud ved Frem- stillingen af de andre Jernsorter, og denne Theodorus fra Samnium er en fuldkommen historisk Person, der var bekjendt for sin store Kunstfærdighed i Bearbeidelsen af Metallerne. Endvidere maatte man jo anlage, at hvis
269
Jernet virkelig havde en såa gammel Oprindelse, vilde det have havt en langt mere udbredt Anvendelse, og saaledes ogsaa være bleven anvendt til Krigsbrug istedenfor de langt mindre hensigtsmæssige Kobber- og Bronce- Vaaben, som stedse findes omtalte hos de gamle Digtere”). Hvorledes det nu end forholder sig med Tiden, paa hvil- ken det blev opdaget, tør man dog sige for vist, at det omtrent Aar 800 f. Chr. var temmelig almindeligt, og Herodot anfører blandt andet som et Bevis paa Skyther- nes (Massagathernes) lave Kulturtrin, at de ikke kjendte Jernet; men dog var endnu paa den Tid Brugen af Kob- ber og især af dettes Legeringer langt mere udbredt. Hvad Jernets første Findested angaaer, da tør man maaskee med Hesiodus antage det bjergrige Frygien, Lille-Asiens Harzen, for det Sted, hvor der tidligst fandtes Jernværker, og det er sandsynligt, at det herfra er bleven overført til Grækenland, om dette end ikke — som He- siodus mener — skete ved det mythiske Folkeslag Dak- tylerne. Senere bleve Jernertsene fundne og bearbeidede påa mange Steder, af hvilke enkelte vare berømte. for det fortrinlige Jern, som udsmeltedes der, og andre paa Grund af de store Masser, hvori Metallet forefandtes. Saaledes omtales hos Xenophon (c. 400 Aar f. Chr.) Chalybernes ved Pontus Euxinus's sydlige Kyst beliggende Land, hos Diodorus Siculus (30f. Chr) Øen Æthalia, det nuværende Elba, som meget jernrige Lande; i Strabos Geografi (c. 30 e. Chr.) nævnes hele Spanien og i Særdeleshed det i den sydlige Del beliggende Turditanium som det Land, hvor Kobber- og Jernertse fandtes i større Mængde og af bedre Kvalitet end noget andetsteds; endvidere nævner
”) Vore Oldforskere sætte Jernalderens Begyndelse hos os til de første Aarhundreder efter Chr. (R. Anm.)
270
Dioskorides (60e. Chr.) Ægypten (?), og Plinius fortæller, at der paa Kantabriens Kyst findes et Bjerg, der — hvor utroligt det end klinger — ganske bestaaer af Jernerts. Endvidere fandtes der rige Bjergværker i det romerske Riges nordlige, bjergfulde Provindser; saaledes blev det noriske Jern (fra det nuværende Steiermarken) i lang Tid anseet som det bedste, man kjendte.
Staalet maa antages at have været de Gamle bekjendt omtrent påa samme Tid som Jernet. Som dets Opda- ger nævnes Chalyberne, der efter Xenophons Beretning vare et Folkeslag ved Pontus Euxinus, som udelukkende ernærede sig ved Jernarbeide, og det tør maaskee antages, at det er deraf, at Staalet senere erholdt Navnet y2Avw; thi i Begyndelsen anvendtes det fælleds Navn ciåxgoe baade for Jern og Staal.
Jernet kaldes i den Skikkelse, i hvilken det findes i Naturen, Jernerts eller Jernmalm og optræder i for- skjellige Former og i forskjellige Forbindelser, hvilket naturligvis beroer påa de Forhold, hvorunder det har dannet og udskilt sig. De Steder, hvor Jernertsene findes, ere høist forskjellige, snart findes de i store Mas- ser i de ældste Jorddannelser, snart findes de i Gange oa: Revner eller Kløvter i Bjergmassen, der ere, udfyldte med Erts; snart findes de som Dannelser, der tilhøre den nyere Tid, og som vedblive endnu den Dag i Dag.
Jernet hører til de Metaller, om hvilke man i Alminde- lighed kan sige, at de ikke forekomme gedigne. Dette beroer paa dets bekjendte Letiltelighed, som forhøiedes ved den stærke Hede, der har ledsaget Udskillelsen og Dan- nelsen af de fleste af dets Malme. — De Stoffer, i For- bindelse med hvilke Jernet i Reglen træffes, ere Ilt og
271
Svovl samt Kulstof i Form af Kulsyre. Sjeldnere fore- kommer det med Fosfor (som Fosforsyre), Årsenik (som Svovlarsenik), Tellur m. få. a. Der gives flere Forbindelser af Jern med Ilt, af hvilke den laveste (2 Atomer Jern + 2 Alomer Ilt), der er en stærk Base, ikke kan bestaae i isoleret Tilstand, men kun i Forbindelse med Syrer. I Naturen forekommer den, bundet til Kulsyre, som kulsurt Jern- forilte, der er en af de hyppigste Jernmalme. De to andre Iltningsgrader: Jerntveilte (2 Atomer Jern + 3 Ato- mer Ilt) og Jernmellemilte (en Forbindelse af begge de foregaaende), kunne meget godt bestaae uden at være bundne til Syrer og optræde derfor begge i Naturen under forskjellige Modifikationer. Naar Jernet findes i Forbindelse med Svovl, kaldes det Svovlkis (2 Atomer Svovl + 1 At. Jern).
Som Exempel paa Jernertse, der finde teknisk An- vendelse eller ere af almindelig Interesse, ville vi anføre de følgende, der maaskee kunne klassificeres som: Jernilter, Jernsalte (Forbindelser åf et Jernilte med en Syre), Svovljern og gedigent Jern. Til Jernilterne børe- da:
Magnetjernsteen, der især forekommer i glimmer- rige Leerskifre, hvor det ofte findes i ret smukke Kry- staller. Det er en meget rig Erts (indeholder 80 pCt. Jern) og giver Jern af -en udmærket Kvalitet Det for sin For- trinlighed saa bekjendte svenske Jern vindes hovedsagelig af denne Erts, hvis Hovedfindesteder ere Sverrig (Danne- mora), Norge, Ural og Nordamerika. Den har været he- kjendt i umindelige Tider, og man formoder, at de Gamle udsmeltede deres Jern heraf. Dens magnetiske Virkninger vare dem ligeledes bekjendte, og Plinius udtaler sig påa følgende Maade om den Tiltrækning, den udøver paa Jern: »Dette er det eneste Stof, der erholder Kræfter af denne
272
Steen til at gribe og fastholde andet Jern, og disse Kræfter beholder det i længere Tid.«
Dioscorides,.der levede i første Aarh. e. Chr., omtaler (i sit Værk: de medicinali materia) under Navnet &uætione (Blodsteen) et Jernilte. der foruden at forekomme i Na- turen, ogsaa kunde tilbederes ved Ophedning af Magnet- jernsteen. Denne Erts, der nu almindeligt fører Navn af Rødjernsteen, findes i amorfe (ukrystaliiserede) Masser, der have tilsyneladende Lagdeling. Undertiden forekommer den i Gange, som f. Ex. paa Elba, hvor den findes i saa stor Mængde, at der, efter et 2000aarigt Forbrug, ikke synes at være skeet nogen kjendelig Formindskelse. I Nordtydskland og Frankrig udsmeltes næsten udelukkende denne Erts,;der giver c. 70 pCt. Jern og altsaa er særdeles fordeelagtig. Af samme kemiske Sammensætning, men af forskjelligt Ydre, er Jernglandsen, der forekommer kry- stalliseret. Endnu kunde nævnes: Brunjernsteen og Sortjernsteen, der findes i Tydskland og Frankrig, og som give c. 45 pCt. Jern.
Den i størst Udstrækning forekommende Jernerts er det kulsure Jernforilte, hvoraf, netop påa Grund af dens store Udbredelse, den største Mængde Jern ud- smeltes, uagtet den ikke hører til dem, der give det
største Udbytte. Den træffes i to Former: enten — som Spathjernsteen -— krystalliseret, eller — som Kul- jernsteen — uden tydelig Krystallisation. Det engelske,
belgiske og schlesiske Jern vindes af denne Malm; Spath- jernstenen anvendes fornemmelig til Staalfabrikationen. En Jernmalm, der ikke blot i Almindelighed er meget mærkelig, paa Grund af sin charakteristiske Dannelsesmaade , men som specielt maa interessere os, da den har stor Udbredning her i Danmark, er den saakaldte Myremalm,
273
der foruden Jernilte ogsaa indeholder Fosforsyre og et organisk Stof. Den tilhører den nyere Tid, og dens Dannelse fortsættes bestandigt ved Planternes Indvirkning påa den jernholdige Jordbund. I Tørvemoser og Engjord findes en stor Mængde af denne Malm; men i Danmark er det især paa den jydske Halvø, at den spiller en stor Rolle, idet Hovedmassen af den saakaldte Ahl bestaaer heraf. Dens Jernmængde kan variere, men er dog i Reglen ikke større end 30—40 pCt.
Svovljern træffes hyppigt i Naturen (bl. a. Steder i Tørvemoser) og kaldes — som ovenfor er sagt —- Svovlkis. Hvor den findes i stor Mængde, anvendes den til Svovldestillation, idet> den nemlig let ved Ophedning afgiver en Deel af sit Svovl. Som Biprodukt erholdes ved denne Proces det i Farverierne såa meget anvendte Jern- vitriol. De Gamle håve kjendt Svovlkisen, men de ad- skilte den ikke fra Kobberkis (Svovlkobber); Navnet aveitns synes at have været fælleds for dem begge. Dioscorides fortæller, at aveitne, brændt med Honning, blev anvendt som Lægemiddel. Plinius begyndte at skjelne mellem flere Arter deraf, og Agricola skjelner tydeligt mellem Jern- og Kobberkis, men tilføjer, at de ere Varieteter af det samme Metal.
Jernet synes ikke at forekomme gedigent i Naturen. Rigtignok ere — efter ældre Angivelser — saadanne metalliske Jernstykker blevne fundne paa enkelte Steder, f. Ex. i Sachsen og Frankrig, og da stedse i ejendomme- lige Former — (saaledes skal Pladeformen have været almindeligst) —, men nyere Undersøgelser have vist, at det har været Kunstprodukter. Man antager, at saadanne Plader især hidrøre fra Redskaber, som under Udbryd- ningen af haarde Masser ere blevne siddende deri. Det
274
lader ogsaa temmelig usandsynligt, at Jernet, der endog ved almindelig Temperatur meget hurtig iltes, skulde forekomme gedigent, uagtet det ved sin Dannelse maa have været udsat for en temmelig høi Varmegrad. En mærkelig Form af metallisk Jern er Meteorjernet, der danner Hovedmassen i Meteorstenene (Aérolither). De ere som oftest ikke meget store, men som et Exempel paa kolossale Masser, der saaledes ere »faldne ned fra Himlen«, kan nævnes en Meteorsteen i Sydamerika, der veier 39000 Pund”).
Forarbeidelsen af Ertserne falder i tre Afdelinger: De forberedende Arbeider, Udsmeltningen og den videre Tilberedning af det ved Udsmeltningen frembragte Produkt.
De forberedende Arbeider gaae ud paa at bringe Ertsene i den for Smeltningen meest passende Skikkelse, idet de saavel maae befries for de skadelige Bestanddele, der ofte findes i de raae Ertse, (som Exempler herpaa kunne næv- nes: Svovl, Fosfor, Arsenik, Vand og Kulsyre), som brin- ges i en mere porøs Skikkelse og sønderdeles i Stykker af en passende Størrelse.
”) Undertiden ere disse Meteorstene, der - have været Gjenstand for de Lærdes ivrige Drøftelse, faldne ned i betydeligt Antal. Livius fortæller, at en saadan Steenregn engang adskilte to kæmpende Armeer og forvandlede Dag til Nat; men om ogsaa Frygten hår blændet de gode Romeres Øine, saa er det dog en Kjendsgjerning, at i Aaret 1803 regnede der omtrent 2000 Stene ned påa een Gang i Frankrig i Nærheden af Aigle. De Gamle ansaae det som Tegn paa Gudernes Vrede, der da strax blev af- sonet ved Offre, og Almuen nutildags — ja den anseer det for noget meget Slemt, som Tegn paa Himlens og Jordens snarlige Opløsning, og holder det for omtrent lige såa galt som en Komet! See iøvrigt dette Tidsskrift 1ste R. 2det Bd. p. 250.
273
For at opnaae disse forskjellige Resultater maaåae Ert- sene før Udsmeltningen undergaae følgende Processer: Forvittring, Ristning og Knusning.
Ved Forvittringen forstaaes i Almindelighed de For- andringer, som Ertsene undergaae ved i længere Tid at udsættes for Luftens Virkninger; det, der her er virksomt. er Ilten og Fugtigheden. Naar Ertsene skulle bringes til at forvittre, samles de i Dynger paa Steder, der ere udsatte for Vind og Veir, og for at de kunne komme saa meget som muligt i Berøring med Luften, maae Dyngerne, der ikke bør være for store, ofte vendes, saaledes at de underste og inderste Stykker komme yderst. Den Tid, der hengaaer, inden Forvittringen er tilendebragt, varierer efter Jernertsenes Beskaffenhed, dog er to Aar det korteste Tidsrum. Ved Forvittringen har man deels for Øie at fjerne det skadelige Svovl, deels at forøge Porositeten. I Almindelighed findes en stor Mænge Svovlmetaller (f. Ex. Svovlkis, Kobberkis) blandede mellem Jernertsene, og naar disse udsættes for den atmosfæriske Luft, iltes Svovlet til Svovlsyre og Metallet, der var forbundet med Svovlet, til et Metalilte, der gaaer i Forbindelse med den dannede Svovlsyre, hvorved der opstaaer svovlsure Salte, de saa- kaldte Vitrioler (Jernvitriol og Kobbervitriol). Disse. ere opløselige og blive bortskyllede af Regnen. Forøgelsen af Porositeten beroer ligeledes påa en Iltning.
Ved Ristning forstaaer man en Glødning under Luf- tens frie Adgang. Man opnaaer herved ganske lignende Resultater som ved Forvittringen, kun gaaer denne hurtigere og fuldstændigere for sig. Svovlmetallerne blive ligeledes her iltede og Porositeten forøget, ja i enkelte Tilfælde, hvor dette sidste ikke kan finde Sted ved Forvittring,
276
opnaaes det let ved Ristning. Et Exempel herpaa ere Jerntveilteertsene, der slet ikke påaavirkes ved Henliggen i Luften, men som ved Ristningen erholde den forønskede Porositet. Endvidere bliver det i Ertsene indeholdte Vand og Kulsyre, der naturligvis ikke kan skaffes bort ved Forvittring, let bortdrevet ved Ristningen. Denne Proces, der, som ovenfor er sagt, bestaaer i en Glødning, foretages enten i Hobe eller i dertil indrettede Ovne.
Den første Methode er meget simpel og bestaaer deri, at man lagvis sammenhober Brændmateriale og Erts. i Dynger til en Højde af 6—7 Fod med 15—16 Fods Gjennemsnit og derpaa, efter at det hele løst er bedækket med Græstørv, antænder Brændelagene forneden. Det brænder nu ganske langsomt opad, og alle Ertslagene blive da udsatte før Glødhede. For at forstærke Luft trækket anbringes paa flere Steder Aabninger i Græstørv- dækket. Som Brændmateriale anvendes Grene, Kul, Træ- 'spaaner 0. desl.
Ristovnene ere deels indrettede saaledes, at Ertsene og Brændmaterialet blandes ligesom ved Ristningen i Hobe, hvor Græstørvdækket altsaa kommer til at svare til den opmurede Ovn; deels paa den Maade, at Ert- sene fyldes i et Rum for sig og der udsættes for Flammerne, som komme fra et særeget Fyrsted, der ligger paa Siden af Schachten (det Rum, hvori Ertsene "befinde: sig): Disse" Ovne "ere" i Reglem 717—= 18 Fod høie og udmunde foroven med en Brede af c. 4 Fod.
For at Etserne kunne opnaaae en passende Størrelse, maae de sønderdeles åd mekanisk Vei. Dette kan skee paa forskjellig Maade, enten ved Haandkraft eller i
ATT
dertil indrettede Maskiner. Den første Methode, at Arbei- deren selv ved Hjælp af en Hammer sønderslaaer Ertsene, er nu påa Grund af sin Langsomhed ganske fortrængt af Knusning påa Maskiner. En saadan Maskine bestaaer hovedsagelig af et Par dybtriflede Støbejerns Valser, der ligge parallelt ved Siden af hinanden og hvile med Tapper paa faste Underlag, såa at de kunne dreies om deres Axer. Ved den ene Ende af Valserne er et stort Tandhjul, hvorved .de staae i Forbindelse med et Maskineri. Naar de nu blive dreiede mod hinanden, blive de Ertstykker, der ere rystede ud mellem dem, knuste i større eller mindre Dele efter Valsernes større eller mindre indbyrdes Afstand. Flere saadanne Valsepar kunne staae i Forbindelse med hverandre, såa at Erts- stykkerne — hvis de skulle bringes fra en forholdsvis betydelig Størrelse til den passende — umiddelbart pas- sere fra det ene Par til det næste, hvis indbyrdes Afstand da naturligvis er mindre. Den Størrelse, som Ertsene i Almindelighed maae have for at lette Udsmeltningen saa meget som muligt, er mellem 2 og 4 Kubiktommer, hvor- imod de, der med Lethed lade sig reducere, kunne være betydeligt større. Ved Valseværkerne undgaåer man Dan- nelsen af det fine Støv, som den anden Methode nødven- digvis maa medføre, og som er meget ufordeelagtig, da det, for ei at besvære Udsmeltningen, i Forveien maa sigtes fra de større Stykker.
Først efter at de råae Naturprodukter have undergaaet disse foreløbige Processers forberedende Virkninger, ere de egnede til Udsmeltningen, der foretages i særegne Ovne, de saakaldte Høi- eller Masovne.
278
I det Indre af en såadan Ovn kan skjelnes mellem flere Dele: Schachten (4), en afstumpet hul Kegle; indtager den største Deel af Ovnen og vender med sin bredeste Ende nedad, hvor den gaaer over i Rasten (B),
der har samme Form, men staaer omvendt. Nedenfor denne ligger det parallelipipediske Stel (C), påa hvis Sider der er anbragt Aabninger (0), hvorigjennem Blæsebælgene udmunde. I den nederste Deel af Stellet, den saakaldte Herd (DD), samler det smeltede Jern sig. Den er tildeels lukket fortil ved en Steenvold (Æ), udover hvilken Slakken, der flyder ovenpaa det smeltede Jern, kan bortskaffes. Mellem denne Vold og den ene Sidemur er en Spalte,
279
der naaer lige til Herdens Bund; denne Spalte holdes lukket med en ildfast Leermasse, der gjennembores, naar en tilstrækkelig Portion Jern har samlet sig, og derpaa atter lukkes, indtil en ny Udtapning kan finde Sted. Schachten udmunder foroven i Gigten (F), en Slags Skorsteen med en stor Aabning paa Siden, hvorigjennem Ertsene og Brændmaterialet skaffes ned i Ovnen. Den bredeste Deel af Ovnen, altsaa det Sted, hvor Schachten gaaer over i Rasten, kaldes Kulsækken (G) og danner ofte et særskilt, cylindrisk Rum. Ovnens Høide er meget for- skjellig og varierer efter det Brændmateriale, der an- vendes. Er dette Trækul, er 28—30' den almindelige Høide (Minimum er 20' og. Maximum 35”). Udsmeltes derimod ved Steenkul eller Kokes, kan den vexle mellem 40 og 60 Fod (i Belgien 507", i England 60", i Schlesien 40—45)).
Alle de Dele af Ovnen, der ere udsatte for den stærke Varme, maae naturligvis være opbyggede af et tilstrækkelig ildfast Materiale. Den øverste Deel af Schachten samt Gigten kunne være indfattede - med mindre ildfaste Steen, hvorimod Rasten og Stellet, hvor Heden er stærkest, måae være fuldstændigt ildfaste. Hertil benytter man isærdeleshed Sandsteen med et kiselholdigt Bindemiddel; påa Steder derimod, hvor ingen Sandsteen findes, og hvor det vilde være forbundet med store Om- kostninger at hidføre dem, dannes Stellet og Herden med stor Fordeel af ildfast Leer (Leer blandet med Kul- støv og Sand). Da Murene naturligvis maåae være meget tykke, pleier man kun at lade den inderste Deel være af ildfaste Steen og at omgive disse med almindeligt Murværk.
Som en Følge af Murenes Tykkelse tørrer en saadan nyopbygget Ovn meget langsomt. For at fremskynde dette
280
anlægges mellem den indre Udfodringsmur og den ydre Beklædning (den saakaldte Mantel) en Kanal, der udfyldes med: Aske og Sand, hvorigjennem der skaffes den for- dunstende Fugtighed en bekvem Udvei. Foruden altsaa at tjene som et Slags Drainrør forhindrer denne Kanal, som er fyldt med Substanser, der ere slette Varmeledere, den stærke Varmeudstraalning, der ellers vilde finde Sted, og som vilde borttage en Deel af den til Udsmeltningen fornødne Varme.
For at tilvejebringe denne er dét nødvendigt at an- vende Blæsebælge, der kunne tilføre den til Forbrændingen nødvendige Luft. Disse ere af. forskjellig Construction efter de locale Forhold, hvorunder Ovnene befinde sig. De simpleste og billigste vilde unægtelig være de i Sme- dierne brugelige Læderbælge; men disse kunne ikke godt anvendes i det Store, da de ikke kunne tilveiebringe det fornødne Tryk, og desuden Læderet efter nogen Tids Brug er tilbøjeligt til at revne. Hvor der findes Vandløb med betydelig Faldhøide, anvendes en Art Vandbælge, hvor Vandet ved at falde gjennem et Rør, der i den øverste Ende er forsynet med Lufthuller, fører Luften med sig og .altsaa virker paa den mest umiddelbare Maade. De hensigtsmæsigste, i den nyere Tid mest brugelige, ere de dobbeltvirkende Cylinderbælge, der bestaae af et Vindkammer og et Rum, hvori Luften sammentrykkes, be- staaende i en Jern-Cylinder med et Stempel, der bevæger sig lufttæt op og ned; fra Vindkammeret -— en Jern- kasse — ledes den sammenpressede Luft til Ovnene. I den nyeste Tid har man med Held begyndt at anvende Centrifugalbælge, der kunne tilvejebringe et betydeligt Tryk. — Da Bælgenes Udmundingsaabninger befinde sig paa det hedeste Sted i Ovnen, vilde de snart blive sær-
281
deles varme og kunde endog være udsatte for at smelte, hvis man ikke traf Foranstaltninger for at holde dem kjølige.…. Man, omgiver derfor Blæsebælgrøret med et conisk Rør af Jern eller Kobber, hvis Væg er hul og bestandig holdes fyldt med koldt Vand; derved kan Temperaturen aldrig blive saa høi, at Røret kan smelte. Naar Ovnen saaledes er bygget færdig, henstaaer den 2-—3 Uger for at lufttørres, og ophedes da lidt efter lidt for åt opnaaåae den fuldstændige Tørhed. Ophedningen varer fra 4 til 6 Uger, ofte endnu længere, alt efter den forskjellige Aarstid.
Som Brændmateriale anvendes Trækul, Steenkul, Køokes, tørt Træ, ja påa enkelte Steder endog Tørv, som dog har vist sig at være uhensigtsmæsigt. En Blanding af Trækul og tørt Træ holdes derimod for at give den største Varme ved den egentlige Udsmeltningsproces. Naar der ud- smeltes ved Trækul alene, udfordres til Fremstillingen af 1.Pd. Jern mellem 1 og 3 Pd. Trækul, hvorimod der til samme Vægt Jern aldrig bruges mindre end 2 Pd. Kokes og som oftest endnu mere.
Nu kunde man sige: da vi nu have faaet Ovnen op- muret og tørret, Ertsene tilberedte og Brændmaterialet pårat, ja endog det Kvanium beregnet, som vi skulle bruge, saa lader os da begynde Udsmeltningen: Dette maa imidlertid alvorligt fraraades; thi een Ting mangler endnu, paa hvilken tildeels det gode Udfald berøer, og det er »Tilslaget«, oa: saadanne Substanser, der tilsættes ved Udsmeltningen, deels for al lette denne, deels for at frem- skynde Slåkkedannelsen.
Ved Slakker forstaaer man hovedsagelig de Forbindel- ser, som de kiselsure Alkalier indgaae med Metalilter ved at
2)
282
sammensmeltes med dem. Dannelsen af Slakke ved Metal- udsmeltning er ikke et uundgaaeligt Onde, som man maaskee er tilbøjelig til at ansee den før, især naar man seer hen til den Mængde. af Metallet, der saa- ledes spildes »til ingen Nytte«; tvertimod den bliver ikke alene fremskyndet og lettet, men er endog en aldeles nødvendig Betingelse for en vellykket Operation. Med Jernertsene følger en stor Mængde Steenarter, der inde- holde Kiselsyre bunden til forskjellige Baser, saasom Kali, Natron og Leerjord. Disse Mineralier have en meget vex- lende Sammensætning, snart er Kiselsyren overveiende, snart Basen. Er Kiselsyren overvejende, vilde den Deel deraf, der ikke er kemisk bunden til Baserne, forbinde sig med en meget stor Mængde Jern, der virkelig vilde spildes til ingen Nytte. I dette Tilfælde tilsættes for at binde den overflødige Kiselsyre en eller anden Base, der i Reglen er Kalk, enten brændt eller raa som Kalk- steen (Kalk + Kulsyre). Er derimod Basen prædomi- nerende; maa der — for at tilvejebringe en let smeltelig Slakke — tilsættes mere Kiselsyre (Kvarts). Det er alt- saa disse Stoffer, der kaldes »Tilslag«, og det måa natur- ligvis bestemmes for hver enkelt Ertsart, af hvilken Årt dette »Tilslag« skal være. j
Først nu, da Alt er bragt i Orden, og ethvert Måte- riale er skaffet tilveie, kunne vi trøstigen begynde med at fylde Ovnen, hvilket skeer paa følgende Maade: Paa sunden kastes Gløder og Kul, og naar disse ere i fuld Brand, kastes der ovenpaa dem et Lag Erts, blandet med Tilslag, og saaledes vedblives afvexlende med Brænde og Erts, indtil Ovnen er fuld lige til Gichten. I denne Høide holdes Massen ved bestandig Paafyldning af Arbeidsmate- riale. Alt som de underste Ertslag smelte, synke de
283
ovenpaa liggende lidt efter lidt ned gjennem hele Ovnen, hvorved de undergaåe en Række af Processer og udsættes for Paavirkningen af forskjellige Stoffer, indtil de endelig i den underste Deel af Ovnen fremtræde i en ny og bedre Skikkelse: som -smeltet Jern. For at see disse gradvise Forvandlinger ville vi følge de øverste Ertslag paa deres Vandring, og — bortryddende alle Hindringer, trodsende den stærke Hede og de dræbende Luftarter, —
Opvarmn ings
VA nen - 4909
Reductrons:
VAJCLAUREER
SF7]/ZZÆRER 7777 ÆRE OT CIS Æ KEE i nE VASLLALER g = Rn,
REZdDreære 17009
SEES EEN 577772 "Forbrændings 20009
PO5OP: | LEES.
skaffe os et Indblik i den Mangfoldighed af Processer, den uendelige og uafbrudte Virksomhed, som i ethvert Øieblik og påa ethvert Sted foregaaer i Ovnens Indre. Man kan inddele Ovnen i visse Zoner efter de For: andringer, som Ertsene undergaåe paa de forskjellige Steder i Ovnen. IE
2894
I den første Zone, hvilken vi ville kalde Opvarm- ningszonen, og som strækker sig gjennem den øverste Deel af Schachten, udsættes Ertsene for en foreløbig Opvarm- ning. Da Temperaturen er under 400%, naae de neppe Rødglødheden og undergaae ingen kemiske Forandringer. Synke de derimod ned til den mellemste og nederste Deel af Schachten, Reduktions-Zonen, blive de væsen- lig forandrede, idet Ilten bliver dem berøvet. Tempera- turen er her mellem 400? og 10009, saa at de selv saa- vel som Kullene befinde sig i den stærkeste Glødhede. I denne glødende Tilstand træffes de af de Luftarter, der længere nede i Ovnen udvikles ved Kullenes Forbræn- ding, nemlig: Kvælstof, Kulilte, Kulsyre, Brint og Kulbrinte. Kvælstoffet udøver ingen Virkning paa dem, da det ikke umiddelbart formaaer at forbinde sig med Ilt og altsaa heller ikke kan tage dette Stof fra andre Legemer. Kulilten (1 Atom Kulstof —+ 1 At. Ilt) kan derimod, da Kulstoffet har en høiere Iltningsgrad (Kulsyre), optage mere Ilt. Kulsyren formaaer ikke paa umiddelbar Maade at afilte Ertserne, men vel indirecte. Naar den (1 At. Kulstof — 2 At. Ilt) nemlig træffer paa de hvidglødende Kul, afgiver den sit ene Atom Ilt til disse og bliver derved forvandlet til Kulilte, der atter bliver virksom paa samme Maade. Brinten og Kulbrinten, der dannes ved Dekompositionen af det i det fugtige Brændemateriale indeholdte Vand, afilte let ved højere Temperatur Jernertserne. I denne Zone er der altsaa foregaaet en Hovedproces: Ertsene ere ikke længer Ertse, men metallisk Jern, der atter ved at skride ned gjennem den næste Zone, Kulforenings-Zonen, ikke blot, som det-kunde synes, modificeres, men undergaaer en kemisk Forvandling. Her, hvor Temperaturen er endnu højere end i den forrige Zone (mellem 1100? og 1600),
285
gaaer Jernet i Forbindelse med kulstof og bliver derved fra at være meget tungt smelteligt, let smelteligt. Lægges Jern mellem hvidglødende Kul, finder man snart, at Jernet er bleven forandret, det er ikke længer Jern, men Kulstof- Jern, en Forbindelse af Kulstof og Jern. Dette foregaaer ogsåa i denne Deel af Ovnen, men foruden de glødende Kul virke ogsaa nogle af de ovenfor omtalte Luftarter, nemlig Kulilten og Kulbrinten (samt i ringere Grad Kul- syren), der, naar de træffe paa det stærkt ophedede Jern, afgive en Deel af deres Kulstof.
Et Stof, der udvikles i Mængde”) i en Høiovn, og som ligeledes virker kraftigt til Jernets Forening med Kulstoffet, er Cvankalium, en Forbindelse af Kulstof, Kvælstof og Kalium, der er Metallet i Potaske (Kylsyre + Kalium). At udvikle, hvorledes dette Stof kan danne sig, vilde dog — hvor interessant det end kunde være — føre os for langt bort.
Nu er Jernet altsaa blevet let smelteligt. Idet det gaaer over i Smeltnings-Zonen, begynde de enkelte Korn at smelte; men naar de smaae Jernpartikler med deres metalliske Overflade uden ydre Beskyttelse bleve udsutte for den ophedede Luftstrøm, der netop her ud- sendes fra Blæsebælgrørene, vilde de iltes, og alle de foregaaende Processer vilde derved være forgjæves. Her spiller Slåkken en stor Rolle, idet den saavel omgiver de smaåaåe Dele og danner ligesom et Hylster uden om dem, som bevirker, at de efterhaanden forene sig til større og større Masser. I den næste Zone, Forbrændings- L£Zonen, foregaaer — som ogsaa Navnet viser — Brænd-
") Den berømte Kemiker Bunsen har beregnet det Kvantum, der dagligt udvikles i en stor engelsk Høiovn, til over 2 Ctn.
286
materialets fuldstændige Forbrænding ved Hjælp af Blæse- bælgene, og her udvikles de Luftarter, der i de høiere liggende Partier af Ovnen afgive nogle åf deres Bestand- dele til Fordeel for Jernertsene og det reducerede Jern. Her er det hedeste Sted -i hele Ovnen, idet Tempera- turen er steget til c. 2650”. Jernet flyder nu under bestandig Ledsagelse og Beskyttelse af Slakken ned i Herden, hvor det samler sig, medens Slakken, der nu har udspillet sin Rolle, flyder bort alt som den ankommer.
Naar en såadan Høiovn først er sat i Gang, vedbliver man med Udsmeltningen Dag og Nat, uden Ophør, såa længe Ovnen er i god Stand, medmindre en eller anden Aarsag f. Ex. Mangel paa Brændmateriale eller Erts skulde gjøre en Standsning nødvendig. Det Tidsrum, i hvilket en Ovn er i stadig Gang, kaldes en Kam- pågne, hvis Længde naturligvis retter sig efter de lokale Forhold. Hvor der ikke er Mangel paa Arbeids- materiale, retter den sig efter Ovnens større eller mindre Ildfasthed og kan da i Reglen ansættes til 4 eller 5 Aar (f. Ex. i Harzen). I Norge og Sverrig er den derimod paå Grund af den besværlige Tilførsel af Brændmaterialet, der ikke findes paa selve Udsmeltningsstedet, indskrænket til 2—3 Aar. I Belgien forlænge de fortrinligt byggede Ovne Kampagnen til 8, ja endog 10 Aar.
Forestiller man sig en saadan Ovn om Natten, denne kolossale Masse, dette ildsprudende Bjerg, da mindes man uvilkaarligt den gamle Overtro paa Gnomer og Bjergaander, der ligesom repræsentere Naturens skjulte Virksomhed: denne bestandige Virksomhed, Omskiftning og Forandring, der foregaaer i og til de mindste Dele. Seer man hen til det Indre af en saadan Ovn, da bliver man for- bauset over den Uendelighed af Processer og Forandringer,
287
som ere indesluttede i saa lille et Rum, en lille Verden for sig med sine Vexelvirkninger, der ligesom ere et- Gjen- skin af Naturens store Kredsløb, hvor Intet frembringes uden at have sin Aarsag og uden at tjene til sit Formaal.
For at man kan gjøre sig et Begreb om Forholdene ved forskjellige Høiovne, kunde det maaskee ikke være ganske uinteressant at opstille nogle Exempler. I en belgisk Høiovn med 30 Fods Høide produceres dagligt 70 Centner Jern, der udsmeltes af Brunjernsteen ved Trækul. De fleste Ovne i Toscana arbeide med Jern- glands fra Øen Elba, hvoraf der daglig udsmeltes mellem 190 og 270 Ctn. Jern; det" til Forbrændingen fornødne Kvantum Luft beløber sig for hvert Minut til $820—1000 Kubikfod, hvilket dog er ringe i Sammenligning med de 360,000 Kbf., en stor engelsk Ovn hver Time forbruger. Hvilke enorme Størrelser! En eneste Ovn consumerer aarligt c. 3050 Millioner Kubikfod, og naar man nu regner, at der alene paa et enkelt Hytteværk i England findes 18 saadanne Luftslugere foruden 160 andre Ovne, da bliver man ganske beklemt, man snapper uvilkaarligt efter
Veiret for at forvisse sig om, at al den til ÅAande- " drættet fornødne Luft endnu ikke er forbrugt.
Det saaledes umiddelbart i Høiovnen udsmeltede Jern fører Navn af Raajern øg er jo — som før er omtalt — en Forbindelse af Jern med Kulstof. Dette Raajern kan være af forskjellig Sammensætning i Henseende til dets større eller mindre Kulstofmængde samt de Stoffer, hvormed det er forbundet. == Kulstofmængden udøver den største Indflydelse paa Jernets Beskaffenhed. Det kulstofrigeste Raajern kaldes Speiljern (fra 5,1 pCt. til 5,8 pCt. Kulstof), der som oftest er temmelig frit for
288 ,
skadelige Indblandinger og er af hvid Farve og stærk Metal- glands. Det »hvide Raajern« er fattigere paa Kulstof (der varierer fra 2,5 pCt. til 3,5 pCt.) og indeholder mere eller mindre Fosfor og Svovl. Dets Smeltepunkt er c. 1600”. Det saakaldte »Graa Raajern«, der smelter ved 14—15009, er en Blanding af hvidt Raajern og Grafit, (krystalliseret Kulstof), saa at altsaa ikke alt dets Kulstof er i kemisk Forening med. Jernet. Som Inddlanding optræder her Silicium (Grundstoffet i Kiseljord — Sili- cium + Ilt) i temmelig betydelig Mængde (1 pCt. til 3 pCt.), Fosfor og undertiden Aluminium, Calcium og Magnium (de respective Metaller i Leerjord, Kalk og Magnesia). Mellem disse tre Hovedarter gives der naturligvis ogsaa Overgange af noget forskjellig kemisk Sammensætning.
Den største Deel af det indvundne Raajern maa, for at opnaae de Egenskaber, der betinge dets Anvendelse . i utallige Retninger, undergaae nye Processer; det Kulstof, der i Ovnen forbandt sig med Jernet og gjorde det muligt at erholde dette i smeltet Tilstand, har nu enten ganske eller dog tildeels udspillet sin Kolle og bliver derfor bortdrevet. Jernet kaldes, naar den hele Kul- stofmængde er det berøvet, Stangjern eller Smede- jern, medens det som Staal har beholdt en Deel deraf tilbage. Hele Udsmeltningsprocessen med alle de dermed forbundne Operationer kan derfor betragtes som Forarbeider for Smedejerns- og Staaitilvirkningen, hvorom det Hele egenlig dreier sig, og de forskjellige Sorter Raajern danne da efter deres kemiske Sammensætning Udgangspunkterne for Fremstillingen af Staalet eller Stangjernet.
Speiljernet egner sig, paa Grund af sin overordenlige Renhed, især til Fabrikationen af Staal; de ringere Sor-
ter blive i Forening med det hvide Raajern forarbeidede
289
til Stangjern. Det graae Raajern besidder derimod alle de Egenskaber, der gjøre det brugbart til Støbning: det smelter ved en temmelig lav Temperatur (1600?) og udfylder For- " mene nøjagtigt, saa at de støbte-Gjenstande faae tilstrække- lig Skårphed i Præget. Det bliver derfor ogsaa i Almindelighed kaldt »Støbejern« og omsmeltes ligefrem i smaae Støbeovne, hvorfra det flyder ud i Leer- eller Sand- former.
Grunden til, at Raajernet maa undergaae denne nye Forvandling, ligger i dets Haåaardhed — Speiljernet mod- staaer de bedste File, ja, det kan endog ridse Glas — og i dets Mangel påa Smidighed og Sveisbarhed. For at forvandle Kulstofjernet til Smedejern, der besidder en høi Grad af Bøielighed, forbunden med Blødhed, samt den Egenskah ved Rødglødhede at kunne sammensveises, udsættes det for en Iltning, hvorved den største Deel af Kulstoffet tilligemed de Indblandinger, der maatte findes i Kaajernet, blive bortskaffede.. Dersom Jernertsene have indeholdt Fosfor, kan dette nemlig ikke bort- skaffes før Udsmeltningen, og uagtet en stor Deel deraf gaaer bort med Slakken, er den ringe Deel, der altid bliver tilbage i Forbindelse med det smeltede Jern, dog tilstrækkelig til at udøve de skadeligste Virkninger påa dette. Svovlets Forekomst i Raajernet beroer paa de ” svovlholdige Kokes og Steenkul, der anvendes i Høiovnene. Det er disse Indblandinger, der tilligemed Siliciet maae bortskaffes ved Smedejernsfabrikationen. = Kulstofjernets iltning, der foregaaer ved høi Temperatur, forvandler Kulstoffet til Kulsyre, der gåaer bort i Luftform ; Siliciet, iltet til Kiselsyre, forbinder sig med det ligeledes dannede Jernilte til kiselsurt Jernilte (Slakke). Naar man tilsætter Kalk, tager denne Svovlet og Fosforet fra Jernet og gaaer
290
— i Forbindelse med disse Stoffer — over i Slakken, der enten flyder bort eller påa anden Maade skaffes af Veien. Saaledes ere da disse skadelige Inblandinger fjer- nede, og Raajernet er nu -blevet til Smedejern”). Denne Jernets »Affinering« skeer påa to Maader: Friskningen, der i Almindelighed anvendes i Tydskland, og Puddlin- gen, der såa godt som udelukkende benyttes i England.
Friskningen foregaaer i smaaåe firkantede Ovne, opmurede af almindelige Mursteen og belagte indeni med tykke Jernplader, der ere fodrede med ildfast Leer. Paa den ene Side er anbragt en Aabning, hvorigjennem et Blæsebælgrør udmunder, og paa en af de andre Sider findes en lignende Aabning,: hvoraf Slakken kan flyde ud. Disse Friskovne ere i Reglen 6 Fod lange, 4 Fod brede, I Fod dybe og anbragte to og to sammen under eet Røgfang. Bunden bedækkes med Gløder, og naar disse ved Hjælp af Blæsebælgen ere bragte i Brand, lægges Raajern ovénpaa, enten støbt i et firkantet Stykke af en passende Vægt (3—4 Ctn.) eller i mindre Stykker, og omgives ganske med Kul. Alt Raajernet maa befinde sig ovenover Blæsebælgrørets Aabning, for at det ikke før Smeltningen skal udsættes for den iltende Luftstrøm. Naar Varmen i Ovnen er tilstrækkelig høi, smelter Jernet efterhaanden og kommer derved til at passere ned forbi Aabningen; da det saaledes er omspillet af Luftstrømmen fra Bælgen, foregaaer den ovenfor omtalte Iltningsproces, og Jernet ankommer til Bunden berøvet en Dgel af sit Kulstof, og det desto mere, jo mere deigagtigt det er, hvilket beroer paa, at det kulstoffattige Jern udkræver en
") Man borttager dog aldrig den hele Kulstofmængde, da Jernet derved vilde blive altfor bøieligt, men i Reglen lader man 4 til + pCt. blive tilbage
291
langt højere Varmegrad for kunne smelte end det-kulstofrige Jern. Finder Arbeideren, at Jernet paa Bunden af Ovnen er flydende, maa han, efter at Ovnen er afkjølet, tage det "op og atter lade det undergaae den samme Proces. Er det derimod deigagtigt, da er det bleven berøvet den nød- vendige Kulstofmængde og bliver derfor taget op for ved Hjælp af en stor Vand- eller Damp-Hammer at udsmedes til et parallelipipedisk Stykke, der senere bliver skaaret i mindre Stykker. Naar det næste Kvantum Raajern bliver »frisket«, ophedes disse paa Kullene i Friskrummet og undergaae då den videre Behandling.
Til Puddlingen (af to puddle, åt omrøre) an- vendes Øvne, hvor Flammen fra et særeget Fyrsted føres ind i et horizontaltliggende Rum, paa hvis udhulede Bund Jernet befinder sig. En saadan »Flammeovn« kån sam- menlignes med et Comfur, hvor Flammen ledes gjen- nem en horizontal Gang paa Siden af Fyrstedet. Naar Ovnen er behørigt opvarmet, bringes c. 3 Ctn. Raajern ind tilligemed et Kvantum Slakke, og Flammen, der spiller hen over det udbredte Jern, udøver den samme iltende Virkning som i Friskovnen, medens Arbeideren ved bestandig at røre om i Massen — hvoraf Processen har erholdt sit Navn — bringer den såa meget som muligt i Berøring med Flammen. Efter 40—-45 Minutters Forløb er Jernet bleven deigagtigt, og Arbeideren former med en Jernstang det Hele til 5 eller 6 Kugler, der een for een tages ud af Ovnen, udhamres til parallelipipediske Stykker og derpaa bearbeides videre. Hele Puddlingsprocessen varer efter de forskjellige Jernsorter fra 70 Minutter til 2 Timer.
— Den videre Bearbeidelse gaaer ud påa at bringe disse store Jernstykker i saadanne Former, hvori de gaae i
292
Handelen og finde størst Anvendelse. De store paralleli- pipediske Jernklodser blive først ved en Maskine skaarne over i mindre Stykker, der i en Sveiseovn blive gjort glødende og derpaa sammensveisede. I denne Skikkelse blive de udvalsede, enten til Plader eller til Stænger.
Et Valseværk til Stangfabrikationen bestaaer i to dybtriflede Valser, hvor Riflerne staae lodrette påa Axen, saa at de komme til at ligne Ringe, der ere lagte udenom en Cylinder. Saadanne to Valser hvile, den ene over den anden, påa Tapper, hvorom de ved et Maskineri kunne dreies. Ere de bestemte til Fabrikationen af runde Stænger, maae Riflerne være halvrunde, og Valserne ligge saaledes, at deres Fordybninger komme lige for hinanden, og de derved frembragte Mellemrum blive runde. Til de flade Jernstænger ere Riflerne firkantede, hvilken Form ogsaa Riffelgangene erholde. Man pleier påa samme Valsepar at lade saavel de runde, som de firkantede i den ene Ende være store og derpåa gradvis blive mindre og mindre, for at Jernstængerne kunne erholde forskjellig Tykkelse.
Den sammensveisede, glødende Jernstang bliver nu stukket med sin Ende ind i en af Aabningerne, hvis Gjennem- snit er lidt mindre end Stangens, og naar Valserne derpaa sættes i Bevægelse imod hinanden (3: i modsatte Ret- ninger), bliver den ført med, og fåaer derved samme Tvermaal som Hullet. Derpaa bliver den atter ophedet og bragt til den næste (mindre) Aabning, og gjennemgaaer saaledes alle Grader, indtil den har erholdt den forønskede Tykkelse.
Udtrækning til Traad foregaaer efter samme Princip, idet en tynd cylindrisk Jernstang ved Dampkraft bliver
293
trukket gjennem et i en Staalplade anbragt Hul, hvis Tvermaal er lidt mindre end Stangens, og saaledes bliver den efterhaanden trukket gjennem mindre og mindre Huller, indtil den tilsidst kan erholde en fin Sytraads Tykkelse.
Jernets Smidighed kan ofte være forringet i en be-- tydelig Grad”). Dette beroer enten paa en for hurtig Af- kjøling eller paa Indblanding af fremmede Stoffer. En ringe Svovlmængde (0,03 pCt.) hår ved sædvanlig Temperatur ingen Indflydelse pååa Jernets Bøielighed; men naar et saadant Stykke svovlholdigt Smedejern bliver udsat for Glødhede, er det saa skjørt, at det kan springe itu under Hammeren. Denne mærkelige Egenskab kaldes Rødskjørhed. Er derimod Fosfor (eller Silicium) iblandet, er det skjørt ved sædvanlig Temperatur, men smidigt og bøieligt ved Rød- glødhede. Jernet kaldes da koldskjørt. For at undgaae disse Feil, der som oftest gjøre Smedejernet ubrugbart, maa der anvendes stor Omhyggelighed ved KRaajernets Affinering i Frisk- eller Puddlings - Ovnene. En For- andring i Stillingen og Beliggenheden af Jernets Smaa- dele kan endvidere formindske Smidigheden og gjøre det skjørt. Et Exempel herpaa ere Axerne paa Wag- gon'erne, der idelig ere udsatte for smaåaae Rystelser. Naar der er kjørt et vist Antal Miil med en saadan Axe, maa den omskiftes, da den derved er bleven saa skjør,
") De Gamle have ogsaa iagttaget, at Smedejernet i visse Tilfælde mister sin Bøielighed. Plinius siger, at Jernet var af meget forskjellig Art efter Jordens og Himlens Indflydelse: noget var blødt, andet »fragile et ærosum«, hvori ligger, at han har antaget, at en Indblanding af Kobber gjorde det skjørt. Endnu i det 16de Aarhundrede har man ikke gjort Adskillelse mellem koldskjørt og rødskjørt Jern; thi Georg Agricola omtaler ikke dette Forhold i sit vidtløftige metallurgiske Værk »de re metallica«; først i Aaret 1784 kom man rigtig paa det Rene dermed.
294
at man kan riskere, at den midt under Kjørselen knækker over. Et andet Exempel er Jernskafterne paa de store Bor, der anvendes ved Boringen af de artesiske Brønde.
En eiendommelig Methode til at forandre Støbejern til Smedejern, som anvendes ved Fabrikationen af mindre Gjenstande, er den saakaldte Adoucering, der bestaaer i, at de støbte Sager i længere Tid (c. 4 Døgn) ophedes, stærkt omgivne med Jernilte (f. Ex. Hammerskjæl). Paa denne Maade blive f. Ex. Saxe, Nøgler, Spænder 0. fl. a., langt lettere forarbeidede end ved Smedning og Filning.
Staalet, der er et Kulstofjern med ringere Kulstof- mængde (2—4 pCt.) end Støbejern og altsaa danner Over- gangen mellem dette og Smedejernet, bliver ligeledes frembragt af Raajern ved en Iltning. Dette skeer påa samme Maade som Friskningen ved Ophedning med Kul i en aaben Ovn; men man maa høre tidligere op med Pro- cessen, for at Jernet ikke skal blive berøvet for meget Kulstof. Det Staal, der er frembragt ved denne Methode, kaldes Friskstaal.
En anden hyppigere anvendt Fremgangsmaade er Cementationen, hvor man gaaer den modsatte Vei, idet Smedejern bringes til forbinde sig med mere Kul- stof. For at fremstille Cementstaal nedlægges Stænger af Smedejern, omgivne med Kulstøv, blandet med Aske (10 pCt.) og lidt (2—3 pCt.) Kogsalt, i lukkede Leerkasser, der i sær- egne Ovne udsættes for en Hvidglødhede, som dog ikke maa være såa stærk, at Smedejernet smelter (20009); thi i dette Tilfælde vilde det blive forvandlet til Støbejern istedenfor til Staal. Den Proces, der foregaaer i det Indre af Kasserne hår været Gjenstand for megen Drøftelse. Tidligere mente man, at, Kullet i fast Tilstand forbandt sig med Jernet, og at der da fra Overfladen skete en
295
Vandring af. Kulpartiklerne indadtil; men nu antages en lignende Proces at foregaae som i Høiovnene. Den mellem Kuldelene og i Kassen tilstedeværende Luft for- binder sig med Kulstoffet til Kulilte, der da afgiver en Deel af sit Kulstof til Jernet og derved bliver forvandlet til Kulsyre, som ved Berøring. med det glødende Kul- pulver atter bliver til Kulilte, og saa fremdeles. Paa Overfladen af Jernet danner sig en meget kulstofholdig Forbindelse, der afgiver en Deel af sit Kulstof til de indenfor liggende Lag. Paa denne Maade kunne ogsaa de inderste Dele af Jernet blive forvandlede til Staal, men det dog kun under den Betingelse, at Jernstængerne ikke ere altfor tykke og brede. Cementstaalet bliver ved denne Indsugning af Luft blæret påa Overfladen, hvorfor det maa sorteres, før det kan gaae i Handelen. At Optagelsen af Kulstof bliver bevirket ved Luftarterne (Kulilten), kan man foruden af disse Blærer ogsaa see deraf, at Smedejern ikke bliver forandret til Staal ved Cementationen, naar Kulpulveret i Forveien er udglødet, og saaledes den deri indesluttede atmosfæriske Luft bortdrevet. Hele Processen varer en Uge, naar Ovnene ere gode, ellers 10—12 Dage, ja ofte endnu længere. Jo stærkere Heden har været — uden at naae Smeltningstemperaturen —, desto mere Kul- stof optager Jernet, og desto haardere bliver Staalet. Det finder ofte — ligesom Jernet — Anvendelse til Støbning, og kaldes da Støbestaal; men der maa anvendes meget større Forsigtighd hermed end med Støbejernet; thi under Smeltningen mister det let ved Iltning noget af sit Kulstof. Det bliver derfor bedækket med Glaspulver, der ved den høie Temperatur smelter og danner et lufttæt Dække over Staalet, som da i ikke smeltet Tilstand kommer i Berøring med den atmosfæriske Luft. Ligesom Smedejernet kan
246
Staalet sammensveises, og påa denne Egenskab beroer Forfærdigelsen af de uovertrufne Damascener- og Toledo- Klinger.
Naar et Stykke Staal bliver opvarmet til Hvidglødhede og pludselig afkjølet, opnåaer det en meget stor Håardhed. Det kaldes da hærdet Staal. Det sædvanlige Middel til at hærde Staalet er Neddypning i Vand; men naar der anvendes Kviksølv istedenfor Vand, opnaaer det en endnu større Grad af Haardhed. I det Hele taget er denne forskjellig efter de Vædsker, der anvendes; fede Olier gjøre Staalet blødere end Vand, og ved Afkjøling i Luften (ved Svingning) erholder det ikke meget større Haardhed, end det havde før Hærdningen. Indeholder Vandet opløste Salte, skal det have en større hærdende Virkning enå det kemisk rene. Det lader til, at de Gamle have kjendt disse mærkelige Forhold; thi Plinius siger, at de for- skjellige Vandsorter havde Indflydelse paa den Haardhed, »Jernet« ved pludselig Afkjøling erholdt, og de finere Gjenstande maatte afkjøles i Olie, da de bleve for skjøre af Vand. Uagtet man altsaa ved Afkjølingsmidlerne er istand til at »regulere« Staalets Haardhed efter Hærdningen, er denne Methode dog ikke tilstrækkelig nøiagtig og hensigtsmæssig. Staalet maa derfor, efter åt det er hær- det, »anløbes«. Denne Operation bestaaer deri, at det haarde Staal opvarmes til en vis Temperatur, hvorved det mister noget af sin Haardhed og bliver elåstisk, og det desto mere, jo højere Varmen har været. Da det er meget vanskeligt over fri Ild at opvarme det ligeligt overalt, anvender man Metalbade”), hvori det hærdede Staal lægges.
”) Ved disse forstaaer man Metallegeringer, der smelte ved bestemte Temperaturer. I Almindelighed anvendes Tin- og Blylegeringer,
297
Dette angiver ved de saakaldte »Anløbsfarver« den Tem- peratur, for hvilken det har været udsat. Disse Anløbs- - farver vise sig påa Overfladen og beroe paa en tynd Hinde af Jernilte., der med forandret Tykkelse antager forskjellige Farver”).
De Gamle synes at nave lært Staalet og dets Hærd- ning at kjende omtrent paa samme Tid, som Jernet. Saaledes siger Homer nemlig (Odysseen Øde Bog):
Som naar en Smed neddypper sin Bile, hvad eller sin Øxe Udi det kolde Vand, som da høitsprudlende syder, Hærdende den, thi saa man Jernets Kræfter skal øge, — Saaledes bragede Øiet om Oliestangen den hede.
(P. Møller.)
Ligeledes omtaler han paa flere Steder Staal med forskjellige Farver.
Angaaende Staalets kemiske Sammensætning har der hersket forskjellige Meninger. De Gamle aåansaae det for en Modifikation af almindeligt Jern, hvilket beroer paa, at de ikke kjendte nogen særskilt Fremstillingsmaade af Staalet, som de erholdt ved Udsmeltningen tilligemed almindeligt Jern, alt efter Ertsenes Beskaffenhed, og naar
hvor Smeltepunktet er forskjelligt efter det Forhold, hvori man blander Bly og Tin med hinanden. 70 Dele Bly + 4 Dele Tin smelte ved 216?, 100 Dele Bly + 4 Dele Tin ved 292" og Bly alene ved 322?, saa at man kan frembringe de forskjelligste Smeltetemperaturer ved Hjælp af disse to Metaller. ””) Staalets Anløbsfarver ved de forskjellige Temperaturer ere følgende :
ved 220? lysegult
— 2409 straagult
— 2559" brunt
— 265" purpurfarvet
— 285 lyseblaat
— 2959 indigoblaat
— 315? mørkeblaat.
20
298
de ikke erholdt noget Staal, da tilskreve de dette enten Ertsene eller Vandet, hvori de senere hærdede det. Saaledes siger Plinius: »Der gives meget forskjellige Jernsorter, hvilket beroer paa Landenes og Himmelstrøgenes iidhydels er MERE Den største Forskjel bevirkes ved det Vand, hvori det glødende Jern bliver neddyppet. « Georg "Agricola, der lærte at” tilberede "Staal ved Friskning, ansaae det for reent Jern, for »Jern, der var smeltet flere Gange og var vel befriet for Slakke«.
Medens denne Anskuelse udtaltes i det 16de Aar- hundrede, see vi i Midten af det næste en langt mere besyndelig Theori fremsat af Nicolas" Limery, en af de dygtigste og berømteste Kemikere frå:den Tid: »Jer- net, der er sammensat af Vitriol, Svovl og Jord , bliver forvandlet til Staal ved at glødes med Horn; idet den deri indeholdte kulsure Ammoniak (Hjortetaksalt) berøver Jernet dets Syrer«. Fremdeles var Staalet efter hans Mening kompakt, Jernet derimod porøst.
Efter at være blevne paavirkede af Flogistontheorien bleve Anskuelserne efterhaanden mere klare og overeens- stemmende med Virkeligheden, indtil endelig den franske kemiker Berthollet i Slutningen af forrige Aarhundrede kom til det Resultat, at Smedejern var det reneste Jern, men dog indeholdt lidt Kulstof og Ilt; Staal var et aldeles iltfrit Kulstofjern og Støbejern ligeledes Kulstofjern, men forbundet med en Deel Ilt. Senere ansåae man Smede- jernet for iltfrit, medens Flere endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede holdt paa Støbejernets [Itholdighed. Denne Synsmaade blev imidlertid ogsåa snart opgivet, og vi opstille nu de forskjellige Jernsorter som Forbindelser med Kulstof: Smedejern med 0,5 pCt., Staal med 0,6—1,9 pCt., hvidt Raajern med 2,5-—3,5 pCt.; graat Raajern (Støbe-
299
jern) ansees for en Forbindelse af hvidt Raajern med Grafit, hvor altsaa en Deel af Kulstoffet er kemisk bundet, medens Grafiten (indtil 4,0 pCt.) er mekanisk iblandet. — Jernets høieste Kulstofforbindelse er Speiljernet, der indeholder 5,1 —6,0 pCt.
Hele Jordens aarlige Produktion -af Raajern beløber sig til ikke mindre end 150 Millioner Centner”), af hvilke omtrent 50 Millioner fålde påa Europa, hvor ogsaa i denne Henseende den største Rolle spilles af England — Nutidens Lemnos —— dette "Faåbrikland, der med sine Myriader af Maskiner og Fabrikker, med sine underjordiske Gruber og Veie, med sine Bjerge og mørke Strømme vilde afgive et passende Opholdssted for Vulcan og hans Arbeidere.
”) Om disse enorme Masser kan man først gjøre sig ret Begreb, naar man tænker sig dem såmlede påa eet Sted. Der kunde nemlig deraf konstrueres en Tærning, hvis Kant var 3 Gange saa stor som Rundetaarns Høide, eller en Kegle, der med sin Grund- flade bedækkede 32,000 Qvadratfod og med den ikke ubetydelige Høide af 3,200 Fod, altsaa et Jernbjerg omtrent 6 Gange saa høit som Himmelbjerget.
vø
Om Strudsens Forplantning i Fangenskab.
Af Suquet, Bestyrer af den zoologiske Have i Marseille.
(Af »Der zoologische Garten«.)
Ånerede i flere Aar have Strudsene i vor Have regel- mæsig lagt Æg, endogsaa i stor Mængde. Men endskjøndt jeg var overbevist om, at de vare befrugtede, lykkedes det os dog aldrig at faae dem udrugede, hvad enten nu Grunden dertil laa i Parringen, som blev iagttaget at gjentage sig daglig, eller i den kunstige Udrugning.
Det var virkelig vanskeligt at finde alle de Betin- gelser, som udfordredes for at Strudsene kunde være fuld- kommen allene, i en offentlig og desværre temmelig ind- skrænket Have. I forrige Aar forbleve mine Bestræbel- ser endog aldeles resultatløse, uagtet jeg gjorde mig Umage for at indrette et for Publicum aldeles utilgænge- ligt Tilflugtssted for Strudsene ved Siden af den dem for- resten tildeite Plads. Da jeg imidlertid nærede en fast Overbevisning om, at det var muligt at faae det til at lykkes, under Forudsætning af, at jeg kunde forskaffe mine Pleiebørn de ønskede Betingelser, havde jeg kun at be- skjæftige mig med Valget af en gunstig Localitet; men denne troede jeg kun at kunne finde udenfor Anstalten. Efter Forløbet af fire Aar, som gik hen med Forsøg og Etterforskninger, opnaaede jeg endelig det fuldstændig
301
heldige Resultat at faae 11 Strudseæg udklækkede, under Betingelser, som jeg nu skal angive i det Enkelte.
Til at anstille mine Forsøg valgte jeg Egnen ved Montredon i Nærheden af Marseille, fordi Jordbunden der er sandig og opviser en fuldkommen afrikansk Flora samt gjennemskæres af et Bakkestrøg, der beskytter den mod Sydost-Vindene. Ved Durancekanalens Oversvømmelser ere dens lavere liggende Strækninger forvandlede til na- turlige Enge og sumpige Haver, medens de høiere liggende Strækninger ere bevoxne med Skov og Krat og have be- holdt deres oprindelige Charakteer.
Blandt de Eiendomme, som omgive Bugten, faldt mit Valg paa de Herrer Paåastrées paa Grund af dens Stør- relse og fornemmelig paa Grund af dens fuldkommen af- lukkede Beskaffenhed. Da nu disse Herrer med den største Velvillie stillede hele deres Park til min Raadighed, faldt det mig ikke vanskeligt der at finde et gunstigt Sted til mine Forsøg. I den Deel af Eiendommen, som tilhørte Hr. Eugen Pastrée, valgte jeg en lille Dal, dyb nok til at afspærre Udsigten uden dog at udelukke Solstraalerne. Jordbunden bestod til en betydelig Dybde af meget fint Sand, der næsten syntes at være jevnet ved Kunst for at forøge de gunstige Betingelser for mit Forehavende.
Efter at jeg der havde afstukket et Fladerum af 4—5000 I ] Alens Indhold, førte jeg mine Strudse derind den 2den Marts.
"Medens jeg indrettede Rugepladsen, gik Æglægningen for sig som sædvanlig. Den begyndte i den zoologiske Have, hvor jeg fik 8 Æg. Det var at befrygte, at den med den altid besværlige Flyining forbundne Uro og For- andringen af Omgivelser og Vaner vilde medføre en Standsning i Æglægningen. Men allerede nogle Timer
1
302
efter Indflytningen fik jeg et Æg, som blev lagt uden nogen Forberedelse i en Udkant af Parken. Jeg blev just ikke opmuntret ved dette Resultat, skjøndt jeg havde ventet det, da det var den regelmæsige Læggedag. Men derefter standsede Æglægningen nogle Dage.
Dyrene vare urolige; de gjennemløb med lange Skridt deres Indelukke, med hvilket de søgte at gjøre sig be- kjendt, uden dog at give sig af med de dybere liggende Strøg, som jeg havde taget med op indenfor Indhegningen. Endelig efter flere Forsøg havde jeg den Fornøielse at see, at de valgte sig en Plads og traf alle Forberedel- ser til Redebygningen. I Begyndelsen vår det en simpel Udhuling i Sandet af lidt over 3 Fods Gjennemsnit og. af lidt over 1 Tommes Dybde, hvis Rand udgjordes af det opkastede Sand, som Strudsene opdyngede ved en dreiende Bevæ- gelse af Halsen, saa at det dannede en rund Vold omkring Hullet, hvilket snart gav Reden Form af en lille Høi.
Nogle Timer efter blev der lagt et Æg og fra nu af bestandig uden Afbrydelse, med 1 eller 2 Dages Mellemrum. Æglægningen fortsattes regelmæsig, og den 20de April talte vi 15 Æg i Reden. Nogle Timer førend det første Æg blev lagt, krøb Hunnen sammen paa Reden og an- bragte endnu en Forandring ved denne. Kort før den lagde, lod den høre en klagende Hulken, som jeg aldrig havde hørt tidligere i Haven, medens Hannen kom hen til den og gjorde de besynderligste Bevægelser, som man kan tænke sig, med Kroppen og Vingerne. Efter at der var lagt nogle Æg i Reden, krøb Hunnen vel ogsåa sammen påa denne, men selve Æglægningen fandt altid Sted uden- for Reden. Den kastede nemlig altid ved en eiendomme- lig Bevægelse Æget udenfor Reden i samme Øieblik som det kom tilsyne, og bragte det saa igjen hen imod denne
!
303
ved Hjælp af Halsen og Næbet og lagde det midt i Reden.
I Overeensstemmelse med de Vaner, som vore Strudse havde antaget i Haven, hvor de aldrig gik i deres. Hytte trods Sneen og Kulden, havde jeg ikke anseet det for nødvendigt at bygge en Stald. Nogle Buske og grønne Træer, som fandtes midt paa Pladsen, forekom mig at yde dem tilstrækkelig Beskyttelse. Æde- og Drikkekarene bleve anbragte i Udkanten af Pladsen, saaledes at Forsyningen kunde finde Sted, næsten uden at de mærkede det. For større Forsigtigheds Skyld havde jeg omgivet Palisaderne med grønne Buske. Da jeg kjendte Strudsenes mistroiske Charakteer, og da jeg formodede, at deres Valg vilde falde paa den midterste Deel af Pladsen, havde jeg dæk- ket denne med Buske, såa at man ikke kunde see derind udenfra. Men jeg havde taget feil; de valgte en aldeles aaben Plads tæt ved Kanten. Forklåringen af dette Fak- tum var imidlertid ikke vanskelig; det var nemlig det Sted i Parken, som længst og stærkest blev beskinnet af Solen.
I de sidste Dage den lagde Æg, satte Hunnen sig allerede paa Reden et Par Timer før Æglægningen og blev siddende derpaa nogle Timer efter, ofte den hele Dag. I al denne Tid viste Hannen sig meget urolig og løb med lange Skridt igjennem Parken, især naar Nogen nærmede sig. Men fra den 20de April byttede de Roller. Hannen rugede, og Hunnen satte sig kun påa Reden, naar Hannen tog sig nogle Øieblikkes Hvile, og saaledes blev det ved under hele Rugetiden. Hver Dag vendte Strudsene samt- lige Æg, førend de satte sig paa dem, og forhøjede be- standig Sandvolden omkring dem, saa at man tilsidst kun
304
saae den øverste Deel af den rugende Fugl, hvis lange. hen ad Sandet udstrakte Hals lignede en stor Slange, som opmærksomt iagttog alle Tilskuerens Bevægelser. Hunnen holdt sig i Nærheden af Reden i en lignende Stilling.
Under hele Rugetiden fik Dyrene Hvedeklid, Havre, Byg og Affald af Grønt; de aade i øvrigt ikke en Gang Halvdelen af hvad de fortærede i Haven, uden Tvivl fordi de fandt Insekter og Plantefrø i Sandet.
Saaledes gik Alting fortræffeligt, og jeg havde kun at oppebie Udklækningen; hele Tilsynet og Oppasningen havde jeg overdraget Hr. Pastrées Jæger, hvem jeg vistnok for en stor Deel har at takke for mine Forsøgs heldige Udfald. |
Efter Hr. Hardys lagttagelser i Algier skulde Udrug- ningen vare 56 til 60 Dage, med nogen Forskjel efter de atmosphæriske Betingelser. Da vi snu bestandig havde havt stærkt Solskin og godt Veir, ventede jeg, at Udklæk- ningen vilde skee henimod den Il5de Juni, naar den 20de April regnedes som den første Rugedag. Til min store Overraskelse underrettede man mig allerede den 3die Juni om, at man troede at have seet en Unge i Reden. Efter at vi længe havde passet paa, benyttede vi et Øieblik, da Hannen var borte fra Reden, til at overbevise os om, at der var en Strudseunge i den. Alle de andre Æg vare hele endnu. Natten gjorde en Ende paa vore Iagttagelser, og meget forventningsfuld begav jeg mig den næste Dag til Parken; thi jeg var bange for, at de Gamle skulde forlade Reden for at veilede Ungen. I Dagens Løb havde vi den Glæde at tælle ikke mindre end 11 udklæk- kede Strudseunger. Men der var 13 Æg. 2 andre havde de Gamle Aftenen før smidt udenfor Reden, af hvad Grund
305
vidste vi ikke. Rugningen havde kun varet 45 Dage, regnet fra den Dåg da Hannen overtog Reden.
. Om Morgenen forlod hele Selskabet Reden og de to tilbageblevne Æg og begyndte at løbe om i Parken. De gamle førte Ungerne an, og Hannen viste større Omhu for dem end Moderen. Ungerne lignede uhyre Pindsvin paa to lange Stylter, og skjøndt de allerede vare kraftige, slog de dog mangen en Kulbøtte over Sandbunkerne. En af dem blev altid tilbage og faldt ofte, og da jeg troede, at dens svagelige Tilstand ikke tillod den at leve med de andre, forsøgte jeg at fange den imellem Plankerne, men det lykkedes ikke, og jeg maatte tage Flugten, da den Gamle styrtede løs paa mig med et saadant Raseri, at jeg var bange for, at den skulde træde de andre ihjel. Nogle Timer efter døde den unge Struds, og Selskabet var nu 10 i Tallet.
Fra det Øieblik af at Udklækningen var gaaet for sig, havde jeg ladet sætte en Blanding af Salat, haardkogte Æg og Brødkrummer ved Plankeværket, endskjøndt jeg vidste, at de ikke strax vilde komme til at trænge til Føde; men i flere Dage forsmaaede de aldeles denne, der oftere blev fornyet. Ungerne rodede efter deres Faders Exempel i Sandet, og til min store Forbauselse kastede de sig over de Gamles Skarn. Endelig fik de Smag paa det Grønne, og Føden maatte nu fornyes flere Gange om Dagen, men "de haardkogte Æg aade de aldrig med synderlig Begjerlighed, og allerede éfter nogle Dages Forløb fore- trak de hele Salatblade for alt andet.
Vi have aldrig bemærket, at de Gamle viste den Omhu og Opmærksomhed for deres Unger som Hønen ved at vise dem Føden, tvertimod de toge altid selv det bedste. I flere Dage gik Udviklingen godt fremad, Un-
306
gernes Udseende forandredes synligt, Halsen blev længere, Kroppen højere, Vingerne begyndte at udvikies, og Ho- vedet bedækkedes med tynde gule Dun. Halsen fik meer eller mindre skarpe rødbrune Baand, blandede med Plet- ter af samme Farve, og Kroppen bedækkedes med rudi- mentære Fjer, der ligne uredte Haar. ;
Der var nu ikke andet at gjøre end at lade Naturen gaae sin Gang og hver Dag forsyne dem med rigelig Næring. Glad ved at see Ungerne tiltage i Styrke og løbe omkring, ja endogsaa gjøre Jagt paa Insekter og Frø udenfor indelukket, havde jeg i Sinde” endnu at lade dem nyde denne halve Frihed et Par Uger, da en uventet Tildragelse bragte mig til at forandre min Beslut- ning. For at følge Ungerne, som streifede omkring og fjernede sig fra Indelukket, sprængte Hannen Plankerne, og istedenfor at føre sin Familie tilbage, foer den vild i Skoven. Da jeg var bange for, at den skulde tage Un- gerne med sig, besluttede jeg strax at bringe dem tillige- med deres Moder ud i den zoologiske Have.
Denne Dag og den følgende Nat holdt vi Vagt i Parken i det Haab, at Hannen skulde komme tilbage til Reden, men den viste sig ikke. - Endelig efter lang Søgen fandt man den død ved Foden af en 90 Alen høi Klippe, fra hvilken den var styrtet ned. Dersom Hannerne eller Hunnerne besad en Lyd, der udtrykte Fare, saaledes som det i Almindelighed er Tilfældet hos de hønseagtige Fugle, vilde dette Uheld vel ikke være indtraadt, og jeg seer i denne Omstændighed en betydelig Vanskelighed ved at opdrage Strudse, selv i indskrænket Frihed.
Nu kunde vi uden Betænkning gaae ind i Parken og betragte de ikke udklækkede Æg. Ved det første Øiekast saae jeg, at de alle vare befrugtede. Begge de Æg, der vare
307
blevne tilbage i Reden, indeholdt et halvt udviklet Foster. Men til min store Forundring indeholdt de 2 Æg, der nogle Dåge før Udklækningen vare kastede ud af Reden og havde ligget i 12 Dage paa Sandet, uden at være blevne beskyttede eller opvarmede, 2 fuldkommen udvik- lede Fostre, der endnu viste Tegn til Liv. Jeg seer mig derfor nødt til at antage, at disse Æg vilde være blevne udklækkede påa naturlig Vis, dersom de vare blevne ubeskadigede, og dette forekommer mig virkelig at være et Bevis for den saa meget bestridte Udklækning af Strud- sens Æg ved Solvarmen alene. Thi, vel at mærke, Heden var meget stærk og Nætterne uden Dug i de 12 Dage, da Ægene laae forladte, med andre Ord, de atmosphæ- riske Betingelser stemmede ganske overeens med dem, der iagttages i Sahara-Egnene i Nord-Afrika.
Efter at jeg havde anbragt Strudsene i Kaven, paa en omgjærdet Plads, hvis Bund var bedækket med Sand, - gik Ungernes Opfostring for sig paa det bedste under Moderens Ledelse. Deres Føde bestod af Salatblade og grovthakket Kaal. Omkring Ædetruget maatte -der opføres en Skranke, hvorigjennem Hunnen ikke kunde komme, for at unddrage dens Graadighed den for Ungerne bestemte Føde. Thi med Undtagelse af den Beskyttelse, som den ydede dem om Natten, sørgede den slet ikke for dem.
Efter en Maaneds Forløb see vore Unger allerede ud som Trapper; Halsen har udviklet sig, hvorimod Farverne ere forblevne de samme, blot med en Forandring i Nuan- cerne, Kroppen er bleven betydelig høiere og Vingerne ere allerede bedre udviklede, men Fjerrudimenterne see endnu ligedan ud. É
Som Sagerne nu staae, troer jeg ikke, at man kan tvivle om, at det vil lykkes at opdrætte dem. Disse Fugles
308
Haardførhed beskytter dem mod mulige Tilfælde. Da des- uden den vigtige Fældetid, hvorved Kjønnet vil blive kjendeligt, rimeligvis først vil indtræde temmelig seent, ere alle Chancer gunstige, og jeg tør derfor haabe at holde hele Familien i Live til fremtidige Forsøg.
Nu efter 14 Maaneds Forløb kan man hver Dag see Fremskridt, og de Besøgende forbauses over vore Pleie- børns hurtige Udvikling. Jeg vil endnu kun tilføje, at siden vi begyndte med Hirse og derefter vænnede dem til Hvede og Mais, er det blevet meget lettere at føde dem.
Meddelelser af forskjelligt Indhold.
ii husndieren (Hæmadipsa Ceylanica)”) er en af de største Plager for Beboerne af Øen Ceylon. Den er dog ikke hyppig i det varme og tørre Lavland; derimod vrimler det af den imellem den frodige Plantevæxt i Høi- landets lavere Bakkestrøg, hvor stadige Regnskyl vedlige- holde Jordens Fugtighed. Den træffes altid paa Land- jorden, er omtrent en Tomme lang og saa tynd som en almindelig Synaal, men kan række sig ud til den dobbelte Længde og blive såa tyk som en Pennepose. Dens Ud- videlighed sætter den i Stand til at trænge gjennem Maskerne i den fineste Strømpe, hvorfor Arbeiderne i Kaffeplantagerne i Høilandet ere nødte til at iføre sig særegne »Igle-Gamascher«, som gjøres af meget tykt Tøi. De Indfødte indgnide deres Legeme med Olie, Tobaksaske eller Citronsaft, hvilken sidste ikke blot standser Blød- ningen, men ogsåa bevirker, at Saaret hurtigere læges. Den Reisende, der følger en af de Stier, som snoe sig gjennem de af Landiglen hærgede Strækninger, kan see dem lure mellem Græsset og de nedfaldne Blade langs Randen af Stien med den ene Ende fæstet til Jorden og den anden lodret i Veiret, færdige til at kaste sig over Mand og Hest. Neppe opdage de deres Bytte, før de styrte frem under halvkredsformige eller maalende Be- vægelser, indtil de ved disse sætvise Tag faae fat paa den
”) Af: Geylon by Sir James Emerson Tennent, 1859.
310
Reisendes Fod, hvorpaa de slippe Jorden og begynde at stige op ad hans Klæder for at finde en Gjennemgang eller et nøgent Sted. Ved disse Angreb gaaer det ud over dem, der komme sidst, hvis der er flere Reisende, tbi Iglerne styrte til fra alle Sider med en forbausende Hurtighed, saa snart de mærke, at der er Bytte i Nærheden. Da de ere saa smaae og Biddet af deres lille tandede Mund saa ubetydeligt, mærker man ofte ikke noget til dem, før Blodet begynder at dryppe fra Saaret, eller deres tykke af Blod udspændte Krop hænger tungt mod Huden og frembringer en kuldegysende Fornemmelse. Hestene blive aldeles vilde og stampe råsende i Jorden for at ryste dem af deres Been, påa hvilke de hænge i blodige Bundter. Palankinbærernes og Kuliernes nøgne Fødder ere især udsatte, og da de stakkels Folk have andet at bruge Hænderne til, og ikke kunne komme til at rive dem af, kan man see Iglerne hænge i blodigrøde Klaser paa deres Ankler. Ja Forfatteren har endogsaa seet Blodet flyde ud over Randen af en Europæers Sko, saa utallige Bid havde han faaet. Naar man har et sundt Legeme og ikke kradser Saarene, læges de af sig selv efter en ringe betændelse og Kløe, men Folk med usundt Blod faae let Brandsaar og kunne miste Lemmer eller selv Livet. Under Opstanden i Kandy i Aarel 1818 lede Sepoyerne og kulierne såa meget paa Marschen gjennem Bjergene, at en stor Mængde af dem omkom. — Skjøndt bundne til Land- jorden kunne disse Dyr dog aldeles ikke undvære Fug- tighed; om der ogsaa er nok såa mange af dem paa eet Sted, forsvinde de dog aldeles under langvarig Tørke, men et eneste Regnskyl kalder dem frem i Tusindevis, og hvor der for en Time siden ikke var et-eneste-Dyr
at see, træffer man dem nu i ivrig Bevægelse paa Stien
311
eller lurende under det faldne Løv. Formodenlig have de i den tørre Tid trukket sig tilbage til de fugtige muldrige Jordlag.
2. Norsk: RKovdyr- og Rovfugle-Statistik. Prof. Rasch i Christiania hår udgivet en lille Afhand- ling: »Bidrag til Norges Rovdyr- og Rovfugle-Statistik«, hvoraf vi tillade os at hidsætte nogle Data. I de 15 Aar fra 1846, da Loven om Præmier for Rovdyrs og Rovfugles Ødelæggelse af 1845 var traadt i Kraft, indtil 1860, er der i Norge udbetalt af Amtsøvrighederne Præmier for 3456 dræbte Bjørne, 3321 Ulve, 1803 Losser og $04 Jer- ver, eller i Gjennemsnit 230 Bjørne, 221 Ulve, 120 Losser 02553 "Jerver om Aaret. For saa vidt man af Antallet af de dræbte Rovdyr kan slutte til disses relative Hyppighed, viser det sig, at i det andet Femaar vare Bjørnene og Losserne blevne en Deel sjeldnere end i første, men i tredie igjen noget talrigere. Ulvenes og Jervernes Antal har derimod været i en stadig, om end langsom Aftagen. — Af Norges 25 Rovfugle-Arter havde man kun antaget 4 for mere skådelige end gavnlige, nemlig Landørnen, Havørnen, Bjerg- Uglen (den store Hornugle) og Due-Høgen; der er i alt bleven udbetalt 64,129 Præmier for dræbte Rovfugle, men af disse have i det mindste de 50,000, efter Prof. R.s vistnok aldeles grundede Anskuelse, været urigtigt ud- betalte; paa Grund af vedkommende Embedsmænds Mangel paa naturhistorisk Kundskab har man i Virkeligheden udbetalt " Præmier for Drabet af c. 50,000 nyttige, især af Markmus og Lemæn levende Rovfugle, og derved baade spildt sine Penge og beskyttet Landmandens Fjender, ikke alene i Norge, men i en stor Deel af Europa; thi hine muse- ædende Rovfugle ere Trækfugle, og R. er tilbøjelig til i den stærke Forfølgelse, som de, trods Lovens Aand og
312
tø
Ord, have lidt i Norge, at see Grunden til den Klage, man i Mellem-Europa har ført over deres Aftagen. Natur- ligvis vil man søge at faae Loven heldigere affattet, men man maa desuden være Prof. R. meget taknemlig. for, at han uden Forbehold har afsløret dens Mangler. Historien er. meget lærerig; den viser, at enhver Lovgivning, som er grundet paa den Forudsætning, at Befolkningen og Domstolene skulde kunne skjelne mellem de nyttige og skade- lige Fugle, er aldeles illusorisk! Man behøver kun at vide, at der i Norge i disse 15 Aar er udbetalt Præmier for c. 48,500 »Ørne«, for største Delen Unger, mindst 713 i hvert af Landets 15 Amter, og i meget forskjelligt Antal i de forskjellige Aar, samt at de virkelige Ørne ere meget sky og vanskelige at komme tillivs, forholdsvis faae i Tal, at de ikke streife omkring fra Sted til Sted, men have deres faste Redepladse og store Jagtrevierer, samt kun forplante sig meget langsomt, for strax at indsee, at kun den mindste Deel af dem virkelig har været »Ørne«. Feil- tagelsen turde i mange Tilfælde hidrøre fra, at Præmierne ere blevne meddelte for Unger, tagne i Reden, og disses Artsbestemmelse er det vistnok meget undskyldeligt, at vedkommende Autoritet ikke har seet sig istand til at ud- føre. Det hele Pengebeløb, som Norge i 15 Aar har an- vendt paa Udryddelsen af $ Rovpattedyr- og Rovfugle-Arter, men hvoraf unægtelig en Deel har faaet en uheldig An- vendelse, har været 110,700 Ødlr. dansk eller 7,580 Rdlr. om Aaret. Alligevel er der ikke at spore nogen meget kjendelig Formindskelse af disse Dyrs Antal; Naturen synes ad andre Veie at bøde paa de ved Loven frembragte Tab, og det turde vel i det hele være tvivlsomt, om man ad denne Vei vil kunne udrette synderligt i en Natur som den norske.
Galapagos- eller Skildpadde- Øerne,
skildrede efter Darwin, Hooker, Andersson o. Å. ved Chr. Lutken, Dr. phil.
El rok) Øerne udgjør et lidet Arkipelag af 10 større og 8 mindre Klippeøer””), beliggende i det stille Hav paa begge Sider af Linien, skjøndt meest Syd for denne,
") Skal udtales Galåpågos; Ordet betyder paa spansk en Skildpadde, rimeligvis Landskildpadde [Havskildpadder: tortugas]
””) Opregnede efter deres Størrelse ere disse: Albemarle, Inde- fatigable (Porter), Narborough, James (San Jago), Chatham, Charles(Floriana), Hood, Bindloes, Abingdon, Barrington samt de mindre Holme og Skjær: Douwes, Duncan, Jervis, Brattle, Wenmans, Colepepper, Grosmanns og Gar- dner. (Efter Andersson). Deres samlede Kvadratindhold angives til 210 FI M.; Albemarle er 60 eng. Mil lang og 15 eng. Mil bred. Chatham-Øen er den østligste. Den og Albemarle have en långaåagtig Form med en Bjergkjede i Midten, de andre en mer rundagtig Form med en eller flere fritstaaende Vulkaner. Deres Navne skrive sig fra Stuarternes Tid. I sin Tid tjente de til TilflugtssteaGer for Bukanierer og Flibustierer — Dampier, Jean Bart og Cowley ere Navne, hvormed Galapagos - Øerne kunne pråle —, der her søgte Smuthuller og Hvilepladser til at dele deres Bytte, senere til Station for Hvalfangerne; som Curio- sum kan anføres, at disse her havde indrettet et Slags Postkontor, bestaaende af en ved den derfor saakaldte »post-office-bay« paa Charles-Øen opstillet Kasse paa en Stang, hvori de nedlagde Breve; det næste Skib, som kom dertil, undersøgte Kassen og medtog Brevene for at befordre dem ind i den regelmæsige
21
314
mellem den 8åde og 92de? V. L. fra Greenwhich, c. 120 geografiske Mile fra Sydamerikas Vestkyst og over 600 g. Mile fra den nærmeste polynesiske Øgruppe. De ere saa godt som ubeboede og have altid været det; politisk Be- tydning have de ikke; kun for Hvalfangerne have de nogen Vigtighed som en Station, hvor de kunne søge Levnetsmidler, Brændsel og Vand; ellers ligge de udenfor de store Søhandelsveie og besøges kun sjeldent. Deres Naturforhold og Naturfrembringelser have i og for sig ikke mere Interesse end såa mange andres; sammenlignede med den nærmeste Fastlandsmasse, Amerika, ere de et næsten forsvindende Punkt. Og dog haaber jeg at kunne vise, at selv en såa ubetydelig Deel af vor Jordklode kan have en ikke ringe videnskabelig Interesse, naar den studeres påa den rette Maade; og det er heldigt,
Postforbindelse — en Indretning, som den raske Comodore Por- ter paa det amerikanske "Krigsskib Essex under Krigen 1812—14 snedigen vidste at benytte til at faae næsten samtlige engelske Hvalfangerskibe i sin Vold. 1832 oprettede Staten Ecuador en Koloni paa Charles -Øen (Floriana, efter General Flores) af Frivillige og politiske Forbrydere, og Kolonien trivedes en Tid ret godt under den brave General Willamils Bestyrelse. Mod Slutningen af Trediverne udbrød der Oprør, Guvernøren blev dræbt, den bedre Deel af Kolonisterne flyttede bort og Kolo- nien forfaldt. Kort før »Eugeniesu« Besøg var der atter udbrudt - et Oprør, og Oprørerne havde givet sig paa Sørøveri, men fandt snart deres Endeligt; siden den Tid synes Kolonien at være op- given, og Øerne heboedes for 10 Aar siden kun af nogle ganske faae Familier, der levede af at forsyne Hvalfangerskibene med Skildpaddekjød 0.s.v. — De Kilder, hvoraf jeg har øst, ere Capt. Fitzroy: Narrative of the surveying voyages of h. m. s. Adven- ture and Beagle, 1826—36, vol. II (1839), Darwin: Journal of a voyage etc., Dupetit-Thouars: Voyage de la Vénus 1836—39, I—II (1841) og Skogmann: Fregatten Eugenies Resa 1851-—53, 1 Bd. (1854) samt de i det følgende nævnte zoologiske og bo- taniske Værker. Scoulers Skildring (Edinburgh Rewiew) har jeg ikke kunnet benytte.
315
at et omhyggeligt Studium netop er bleven dette Ørige til Deel ved »Beagles« (Captain Fitzroy), »la Vénus”s« (Admiral Dupetit-Thouars) og »Eugenies« (Admiral Virgin) Besøg og ved Darwins, Hookers, Anders- sons, Bells, Goulds,Valenciennes's,Jennyns's,Car- penters og andre fortrinlige Naturforskeres Studier af dette lille Øriges forskjellige Naturfrembringelser.
Galapagos-Øerne ere ligesom alle oceaniske Øer, der ikke ere Koraløer, udelukkende af vulkansk Oprindelse og bestaae derfor deels af fåste sorte Lavamasser, deels af en Slags Sandsteen, der er dannet af sammenkittede Brud- stykker af, Lava, deels af en Slags vulkansk Tuf, dannet enten af Dyndvulkaner eller ved den udkastede Askes Blan- ding med Havvandet, deels endelig af sort vulkansk Flyvesand ; det er altsaa de af Jordens glødende Indre frembrudte Masser, der ved at komme op til Overfladen ere kølnede og stivnede, som have leveret Materialet til disse Øers Dannelse, hvis vulkanske Beskaffenhed stråx forråader sig ved den utallige Mængde Kratere, som findes her; Albemarle-Øen bestaaer saaledes af 6 Vulkankratere af 2 — 4000 Fods Høide, forbundne ved uhyre stivnede Lavamasser, der have udfyldt Mellemrummene mellem deres Fødder, og de andre større Øer have i Almindelig- hed et eller flere Hovedkratere i Midten og flere Aabninger paa Siderne. Darwin anslaåaer Antallet af samtlige Kratere, store og smaae, paa alle Øerne tilsammen til mindst 2000! Paa et Sted (påa Chatham-Øen) talte han ikke mindre end 60 sorte, kegleformige, afstumpede Høje med et mere eller mindre tydeligt Krater i Spidsen, hævende sig 60—100 Fod over den omgivende Lavaslette. Landskabet mindede ham om en med Fabrikker oversaaet Egn, som om han befandt
sig i den af Smelteovne opfyldte Deel af Staffordshire i ALS
316
England. Overalt kan man forfølge Lavastrømmene”), der ere flydte ud af de større Hovedkratere eller have brudt sig Vei gjennem mindre ÅAabninger nedenfor disse, og af Vegetationens større eller mindre Usselhed kan man let see, hvilke af disse Strømme der ere de ældste, og hvilke der tilhøre en nyere Tid. Dog er der kun to af Øerne, der nu for Tiden kunne opføres blandt de virksomme Vulka- ner, nemlig Albemarle, hvor Darwin saae en »Røgstøtte« stige op af et af de høiere Kråtere, og Narborough, hvis Vulkaner siges at ryge bestandig og skulle have havt Udbrud i 1836, om ikke senere, hvorom Efterretninger savnes. Paa de andre hvile de vulkanske Kræfter, og denne Tilstand gaaer vistnok flere Aarhundreder tilbage i Tiden, da ingen Søfarende omtaler »brændende« Vulkaner påa nogen af de andre Øer. Jordskjælv kjendes imidler- tid ikke. Det er i øvrigt en Selvfølge, at Øerne ikke alle vise selvsamme Naturbeskaffenhed; nogle. ere dannede af fastere, andre af løsere Stoffer, nogle steilere, andre fladere, nogle frugtbarere og venligere åt see til, andre vilde, sorte og golde, som om de først vare dannede igaar, og kun bevoxede med et Dværgkraåt, der, for at bruge Darwins Udtryk, bedre vilde passe for en Polar- flora end for en tropisk Egn. Det vilde imidlertid føre os for vidt at forsøge en Skildring af hver enkelt Øes Natur- beskaffenhed, for vort Formaal er det tilstrækkeligt og hen- sigtsmæsigst at abstrahere os en Slags Fællesforestilling om det hele Arkipelag. Jeg vil derfor endnu kun tilføie en Bemærkning afDarwin: »at vel pleier man åt sammen- ligne en Lavastrøm med et Hav, der er stivnet i et af
”) En Lavastrøm paa James-Øen beskrives som 1 svensk Mil lang og 1000—1500 Alen bred.
317
sine meest oprørte Øieblikke; men dette Billede giver kun en ufuldkommen Forestilling om denne vulkanske Naturs Vildhed; intet Hav har såa uregelmæsige Bølger eller såa dybe Revner.« — Banks-Bugten ved Albemarle, hvor »the Beagle« gik til Ankers, var et sammenstyrtet Krater af vulkansk Sandsteen. Et andet Krater havde en Længde af en engelsk Mil og en Dybde af 500 Fod; paa dels Bund var der en Saltsø og midt i denne igjen en lille Ø, dannet af et lille Kraåter. Ogsaa paa James-Øen fandt man en lille Saltsø påa Bunden af et Krater; 3—4” Vand dækkede et Lag skinnende hvidt Salt, der tog sig smukt og mærkeligt ud i Modsætning til den Krands af grønne Saftplanter, som omgav Søens Bred, og til den frodige Plantevæxt påa Kraterets ned mod Søen skraa- nende Vægge. Som Følge af Jordbundens Beskaffenhed er Landet ofte ufremkommeligt; gabende Revner, svære Klippeblokke, sammenstyrtede Kratere, dybe Sandmasser og uhyre Afgrunde, der skyldes storartede Blæredannelser i Lavaflodernes Indre og dækkes af en skrøbelig Skorpe, gjøre en Vandring her altid besværlig, ofte endog farlig, eller standse snart ethvert Forsøg påa at trænge videre frem, hvor ikke de mærkelige Skildpaddestier, som senere skulle omtales, have banet Veien; Kysten er næsten altid steil og saa meget vanskeligere at lande paa, som Oceanets Dynning allid sætter en voldsom Brænding ind mod Klippe- kysten. Kun paa Chatham-Øen(Freshwater Bay) findes fersk Vand under såådanne Forhold, at det til enhver Aarstid er tilgængeligt for de Søfårende; der findes nok Kilder i den høiere Deel af de større Øer, men de op- suges af det løse Lavasand eller tabe sig i Klipperevnerne og naae saaledes ikke til Kysten. Flere af Øerne egne sig i øvrigt godt til Kultur i deres indre høiere liggende
318
”Deel, og Kolonien påa Charles-Øen laa i en Høide af c. 1000 Fod paa en frugtbar smilende Slette, beplantet med Kartofler, Sukkerrør, Bananer, Bomuld, Mais, Manioe, Figener, Oranger osv.
AfGalapagos-Øernes Beliggenhed under Linien og midt i et stort Hav kunde man ledes til at antage, at Klimaet —- om end et modereret eller saakaldet Øklima — dog var baade meget varmt og meget fugtigt, og at dette saaledes kunde bøde paa Jordbundens Ufrugtbarhed. At dette egenlig ikke er Tilfældet, skyldes det mærkelige Sammentræf af Luft- og Havstrømme, der betinge denne Øgruppes Klima. Sydostpassaten, den i Bæltet mellem Steenbukkens Vendekreds og Linien herskende Vind, har afsat de faae Vanddampe, som den førte med sig hen over La Platas tørre Stepper, paa kordillerekjedens Øst- side, og Perus og Chiles Kystbælte hører derfor som be- kjendt til de meest regnløse Strækninger påa Jorden. Paa sin korte Vei fra Peru til Galapagos - Øerne optager den ikke såa meget Vand, at den kan meddele dem synderlig megen Fugtighed, og uagtet Himlen i Reglen skal være skyfuld og overtrukken, regner det dog kun sjeldent. Ofte falder der Regn i Bjergene påa Vindsiden, medens Lav- landet (Kysten) ikke faaer en Draabe. Med Undtagelse af en kort Tid af Aaret falder der slet ingen Regn, og selv da falder den ikke regelmæsigt. Derimod ere Øerne ofte, især om Nalten, indbyllede i Taage, og Skyerne hænge saa lavt, at der bliver en kjendelig Forskjel paa Lufthavets Tilstand i Øernes lavere tørre Bælte og omkring deres skyindhyllede Toppe i en Høide af 1000 Fod og derover. Ogsaa er der en betydelig Forskjel paa Klimaet paa Vindsiden og Læsiden; mod Nordvest er Klimaet tørt og hedt, mod Sydost er der oftere Regn og Taage, og Lan-
319
dets Udseende er der friskere og grønnere, og det er da især påa denne Side af Øerne, at det øvre Bælte har den angivne Beskaffenhed. Maanederne fra November til Januar udgjøre Regntiden, og da ere Kegnskyl og Tordenveir ikke sjeldne ; men Mai— August ere aldeles regnløse, og i de andre Aars- tider er Regn sjelden. I Regntiden indtræder undertiden Vindstille og Vestenvind, men ikke af nogen lang Varig- hed; Sydvestmonsunen, under hvis Omraade Vind- kortene henlægge Havet mellem vort Arkipelag og Panama- Tangen, finder jeg dog ikke udtrykkelig omtalt af de Rei- sende.”) Klimaet skildres iøvrigt som meget sundt. Varmegraden er forholdsvis lav; ombord paa »Beagle« var der om Dagen i September Maaned i 25 Dage fra HRG: Ms til-Kls'3E. ;M/ mellem 48:.0g 239%0C.:5 Mai Maaned havde »Eugenie« en Varmegrad af 27 til 329 C. om Dagen, 24% om Natten. De Besøgende klage dog ofte over en utaalelig Lummerhede i det lavere Bælte af Øerne, hvor det altid skal være 3— 4? varmere end i deres højere Deel, som hår en behageligere og friskere Luft. I Oktober Maaned opholdt Darwin sig en Uge paa James - Øen, og Himlen var da i Reglen skyfri; Varme-
") Det er altid vanskeligt at danne sig en bestemt Forestilling om et lidet kjendt Lands Klima efter de Besøgendes ofte modstri- dende Angivelser. Ovenstaaende er efter Fitzroy og Darwin. Dupetit-Thouars udtrykker sig omtrent saaledes: »Galapagos- Øerne have 2 Vintre (Regntider) og 2 Somre; hver Gang Solen passerer Linien, er Veiret stormfuldt og Regn falder rigeligt og hyppigt, afvexlende med stille, tung Hede. Vindene ere nu mere variable, gaae undertiden om til N.V. og V., Taager ere hyppige. Naar Solen staåaer over Steenbukkens Vendekreds, blæser Passaten meest fra Syd. og naar den gaaer mod Krebsens fra N. Det er da smukt Veir, stærk Hede, men Luften forfriskes af Passaten. « Det synes ikke let at forene denne Skildring med den ovenstaaende, der forekommer mig at fortjene mere Tillid.
320
maaleren stod da i Teltet paa 34? C., i Luften paa 299 og i det brune vulkanske Sand paa mindst 58? C.!”), saa at det var besværligt nok at vandre hen over de ophedede, skyggeløse Lavasletter. Den forholdsvis lave Varmegrad finder sin Forklaring i den kølende Indflydelse, som den kolde peruanskePolarstrøm har paa Klimaet. Denne, der som bekjendt løber fra Syd til Nord langs med Amerikas Vestkyst, er 5—6? koldere end det omgivende Hav. Omtrent i Højde med Galapagos-Øerne vender den sig mod Vest og taber sig i den store Ækvatorialstrøm, der omfatter hele det tropiske Bælte af Sydhavet og flyder fra Øst til Vest. Nordfra træffes Galapagos - Øerne rigtignok ifølge Fitzroy af en anden varm Strøm, der kommer fra Panama, men som ikke formaaer synderlig at mildne den kolde Strøms nedtrykkende Virkning paa Øernes Klima. Nord for Øerne kan Havets Middelvarmegrad ansættes til 2619 C., strax. Syd for dem kun til 1519”) Disse Strøm- forhold have ogsaa tilfølge, at der mellem Øerne ifølge Capt. Fitzroy gåaer en stærk Strøm fra Ø til V eller SO til NV, hvortil »Eugenies« Officerer dog ikke kunde mærke noget synderligt.
KikK
Planteverdenen ””) paa disse Øer skildres som forholdsvis fattig. Man kjender henved 400 (383) Årter
”) Andersson havde en Dag 35? i Skyggen og 50? i Solen!
"”) »Eugenie« fandt 239 C. som Havvandets Varmegrad baade ved Charles, Chatham og James. Fitzroy fandt ingen høiere end 23? og ingen lavere end 15? ved den sydvestlige Spids af Albemarle-Øen. '
20)
Hooker: »Enumeration of the plants of the Galapagos-Archipelago« > og Sammes »on the Vegetation of the Galapagos-Archipelago» i Transactions of the Linnean Society Vol. XX, 1847; Andersson »Om Galapagos-Øernes Vegetation« i kongl. Vetenskaps Akademiens Handlingar for år 1853 (udk, 1855).
321
fra de 5 Øer, som hidtil ere blevne undersøgte i botanisk Henseende, men kun 7 af disse 400 Arter forekomme paa alle 5 Øer, og det aldeles overveiende Antal findes kun påa en enkelt af disse. Charles-Øen, som synes at være den frugtbareste og planterigeste, kan kun opvise henved 200 (183), og Albemarle-Øen, der, skjøndt den Største, synes at være den ufrugtbareste af dem alle, har kun 68 i eet og alt. Af hine c. 400 Arter ere c. 50 Lønboplåanter (Svampe, Lavarter, Mosser, Halvmosser og Bregner), omtrent ligesaa mange Tretalsplanter, Resten Femtalsplanter; disse ere altsaa 6 Gange såa hyppige som Tretalsplanterne, hvilket ikke er meget langt fra det for Tropelandene sædvanlige Forholdstal (1 : 5). De Familier, der-"tælle - detu'største Antal af Arter,» ere Bregnerne (30 Arter), Græsarterne (32), Halvgræs- sene (12), Amarantaceerne (19), Kurvblomsterne, hvoriblandt mange træagtige Former (40), Krapfamilien (16), Jernurtfamilien eller Verbenerne (10), Ru- bladede (13), Natskyggefamilien (12), Katost- familien (19), Vortemælksfamilien (29) og de Ærte- blomstrede(23), i det hele taget altsaa de samme, som ogsaa i andre tropiske Lande udgjøre Hovedmassen af Vegetationen. Den hele øvrige Planteverden hører til over 50 forskjellige Familier, af hvilke igjen mere end Halv- delen (28) kun ere repræsenterede hver af en eneste Årt, som i mange Tilfælde endogsaa er indskrænket til en enkelt Ø”); kun meget faae Planteslægter optræde med 8—10 Arter.
”) Det vil være tilstrækkeligt her at anføre, at af disse 50 Familier, hvis Artsantal ikke gaaer op til 10, findes der 1 Orchidee, der voxer påa Træer, 1 Salturt, Arter af Peber- og Neldefamilien, 1 Veibredform, 1 Lobeliace, 3 Apocyneer og Asclepiadeer, 6 Læbe- blomster, 2 Maskeblomster, 3 Skjærmplanter, 3 Mistelplanter,
322
Allerede denne Mangel paa Sammenhæng i Floraen røber, at den for en meget stor Deel er indvandret andet- steds fra.”)
De for Tropelandenes Kyster saa charakteristiske, i selve Havet ved Kysten voxende Mangroveskove, dan- nede af Avicennier og Rhizoforer, ere kun udviklede paa et Pår Steder. De tørre og steile Kyster nærmest ved Havet vise en mager og forkuet Plantevæxt, fortrinsvis bestaaende af de samme Strandplanter, som ere vidt udbredte ved de fleste Tropelandes Kyster, og som navn- ligen forekomme paa Amerikas tilgrændsende Kyster. Den derefter følgende, lavere liggende, tørre og klippefulde Deel afØerne udmærker sig ved sine tørre Buske eller lave Træer, især af Vortemælks-, Krap- og Katostfamilien, der tildeels ere blottede for Løv og see ud som om de vare fortørrede af Heden. . »Det varede noget, førend jeg op- dagede, at alle disse Planter ikke blot stode i deres fulde Løvdragt, men endogsaa vare i fuld Blomstring«, siger Darwin; flere Besøgende have anseet disse bladløse, hvid- barkede Træer. for udgaaede og beskrevet dem som dan- nende en død Skov.””) » Vegetationen savner næsten al-
1 Art Hørsilke, 3 Korsblomster, 4 Passionsblomster, 4 Arter af Agurkfamilien, 1 af Nellikefamilien, flere Kaktusarter, 4 Melke- urter, 3 af Surkløverfamilien, 1 ØRhizofor, 1 myrteagtig Plante og 4 mimoseagtige, for at give en omtrentlig Forestilling om Floraens Sammensætning.
Jo mere ejendommelig en Flora er, desto større er Artsantal- let i Forhold til de optrædende Slægter; jo mere indvandret den er, desto mere nærmer Slægternes Antal sig til Arternes, f. Ex. påa visse Koral-Øer, hvor Forholdet er som 1 : 1, hvor der med andre Ord af hver Slægt kun findes en eneste Årt.
Et af disse Træer (15—18' høit) giver efter Dupetit-Thouars ved Indsnit i Barken en hvid aromatisk Saft, der afgiver en meget god lægende Balsam, men som ogsaa let giver Brændehuggeren
x mør
wo.
Sr
323
deles Saftighed; den antager et! tørt og graaagtigt Udseende, hvormed de tornede Grene og de smalle, stive Blade stemme godt overeens; gult, graat og brunt ere de fremherskende Blomsterfårver, og for den Besøgende, der ikke er Bota- niker, har Plantevæxten ikke meget tiltalende.« Store, flere Ålen høie, tornede, saftige Kaktusplanter”), lignende uhyre Årmstager med smukke røde Frugter, voxe ogsaa i stor Mængde i dette ørkenagtige Belte paa den nøgne Lavaklippe. I den høiere liggende, fugtige og frugtbarere Deel af Øerne, som næsten bestandig er indhyllet af Skyer og derfor har et -meget fugtigt Klima, antage Planterne en mere frodig og en mere tropisk Charakter; blandt de Træer, som danne den tætte Skovvæxt, der beklæder denne Deel af Øerne, fortjene de træagtige, gummiafsondrende Kurvblomster (Scalesier) især at nævnes. Træagtige Kurvblomster, som i den nordlige tempererede Halvkugle jo ere aldeles ubekjendte, spille overhovedet en stor Rolle påa mange oceaniske Øer, f. Ex. Juan Fernandez, Sand- wichøerne, Ny-Zeland og St. Helena, hvilken sidste Øes træagtige IKurvblomster ligeledes tildels afsondre Gummi, skjøndt de tilhøre ganske andre Slægter. Palmer og træ- agtige Brægner, som ellers spille saa stor en Rolle i Tropelandenes Planteverden, mangle ganske i Galapagos-
Øienbetændelse. Bladene af et andet Træ benyttedes af Beboerne og Hvalfangerne til The.
Dupetit-Thouars beskriver 3 Kaktusser: en(Opuntia?), sam- mensat af flade, raketformige Blade, hvis Stamme kan have 20” i Gjennemsnit og en Høide af 6—9'; en anden Årt er sammensat af runde, aflange Stykker, stillede ovenpaa hinanden, og giver en rød-violet Frugt, der ligner en Figen (prickly pear); en tredie be- staaer af lange, riflede Stykker (en Cereus?). Ifølge Andersson er der flere endnu ubeskrevne Kaktus-Former paa disse Øer,
x sz
324
Arkipelaget”); derimod findes der enkelte Slyng- og Snylte- planter (en Orchidee, Mistelplanter, Passionsblomster, en Hørsilke osv.), Brægner, Mimoseformer osv.
Større Interesse knytter der sig til Galapagos-Øernes Flora, fordi det er muligt med temmelig Sikkerhed at skjelne imellem de Arter, der have oprindelig hjemme paa Øerne, og dem, der ere blevne indførte eller indvandrede andetsteds fra, saa vel som at vise, hvorfra disse ere komne, hvilket kaster et ikke ringe Lys over Plante- vandringerne overhovedet. Ikke mindre end 154 blomster-
”) Dupeiit-Thouars har opstillet den Hypothese, at man af Plantelivets større eller mindre Frugtbarhed og Frodighed kan slutte sig til Øernes forskjellige Alder; jo ældre de ere, desto frugtbarere ere de, thi desto mere Muldjord har der dannet sig. Herved overseer han, dog ikke, at de Øer, hvis Toppe råge op i Regnbæltet, deri have en stor Fordeel over de lavere, da den højere Del af Øerne ligesom danner Udgangspunktet for Plante- væxten, hvorfor den altid er den frugtbareste og muldrigeste, medens Frugtbarheden aftager med Højden og Strandbredden ofte er aldeles skaldet. Paa de yngre Øer viser Vegetationen sig der- for endnu kun pletvis, som Qaser midt i den sorte, ligesom svedne Klippejord.. Dampiers Beskrivelse af Øerne synes ogsaa at kunne tale for, at Plantevæxten har gjort ikke ubetydelige Frem- skridt i Løbet af ikke to Aarhundreder. Alt som Jordmassen for- øges, formåaer Jorden ogsaa bedre at holde paa Vandet, og det kan derfor, efter Dupetit-Thouars's Mening, gjerne være, at dette med Tiden kan bane sig Vei til Kysten paa flere Steder, end dette nu er Tilfældet; det synes næsten, som om de to iøine- faldende Vandfald paa Chatham-Øen, der saa at sige falde lige ud i Havet, ikke kunne have existeret paa Commodore Por- ters Tid (1813), da han omseilede Øen søgende efter Vand, uden at blive det vaer, og heller ingen åf de mange engelske Hvalfangere, som han havde gjort til Fanger, vidste af fersk Vand at sige paa dette Sted. — Jeg skal ikke videre drøfte disse ret interessante Bemærkninger, men det forekommer mig dog noget besynderligt, at de senere Tider skulde -have frembragt nogen kjendelig Forandring i Naturforhold, der i Aartusinder have havt Tid nok til åt uddanne sig.
325
bærende Plantearter ere fælles for Galapagos-Øerne og forskjellige andre Verdensdele, men 15 af disse ere Kulturplanter eller Ukrudsplanter”), som følge med Kulturen, og disse 15 Arter træffer man derfor næsten overalt iTropelandene. De findes fortrinsvis eller maaske udelukkende paa Charles- Øen, den eneste, der hår været koloniseret, og deres Til- stedeværelse skyldes altsåa middelbart eller umiddelbart Men- nesket; der er dernæst 46 Arter””), for en stor Deel Strand- planter, som ere meget vidt udbredle saavel i den nye som i den gamle Verdens Tropelande, og som forekomme ikke alene i Amerika, men ogsaa påa Sydhavsøerne, paa Nyholland, paa Filippinerne, Sundåøerne, Ostindien, China, ja tildeels ere de endog udbredte til. Mauritius, Mada- gaskar, Cap, det grønne Forbjergs og de kanariske Øer. For saa vidt kunde man have Valget imellem, om man vilde tænke sig disse Arter indvandrede fra Øst eller fra Vest, men den Omstændighed, at der paa Galapagos-Øerne ikke findes en eneste polynesisk Art, der ikke tillige voxer i Amerika, tyder bestemt paa, at Indvandringen er skeet fra Amerika af, og at Galapagos-Øerne kunne have tjent som Mellemstation paa hine Planters Vandring mod Vest, hvil-
”) Nævnes kunne: Cyperus esculentus (Jordmandler), Cucurbita Me- lopepo, CGucumis Citrullus (Vandmelon), Ricinus communis (amerik. Oliepl.), Jatropha Manihot (Cassava, Manioc), Carica pa- paya, Petroselinum sativum (Petersille), Citrus aurantium (Apel- sin), Raphanus sativus (Reddike), Sinapis arvensis (Agersenep), Solanum nigrum (Natskygge), S. tuberosum (Kartoffel), Gapsicum (spansk Peber), Physalis (Jøde-Kirsebær), Lycopersicum (Pommes damour) osv. |
”) f Ex. Verbena officinalis, Ipomæa pes Capræ, Calystegia Solda- nella, Cissampelos, Sida fl. Arter, Rhizophora mangle, Cassia oc- cidentalis, Tribulus, Arter af Euphorbia, Mollugo, Phaseolus, So- lanum, Batatas, Heliotropium, Bidens, Plumbago osv.
326
ket dog ikke udelukker, at en Deel af dem tidligere kan være bleven overført til Amerika fra den gamle;Verdens Kyster. Alle de andre indvandrede Arter pege ligefrem hen paa Amerika, og navnligen ere c. 20 sydamerikanske Arter”), og et ligesaa stort Antal har hjemme i Nordamerika, Mexico eller Vestindien, medens c. 40 voxe baade i Nord- og Sydamerika.””) Hvor stor en Udbredning disse Arter saaledes end forresten have, ere de dog langt fra at være almindelig udbredte i selve Arkipelaget, thi af samtlige 154 Arter er der kun 2, som ere fundne paa alle 5 Øer, og over 100 findes kun påa en enkelt af disse, det største Antal c. 60 påa den frugtbare Charles-Ø; medens denne Ø ialt har c. 100 indvandrede Planter (hvoriblandt rigtignok en Deel Kulturplanter), har den østligste, Chatham- Øen, trods sin for en amerikansk Indvandring forholdsvis gunstige Be- liggenhed, kun c. 50 indvandrede Arter. Man seer heraf, at det er Øernes større eller mindre Frugtbarhed, der har gjort dem meer eller mindre modtagelige for Indvandrin- gen. Denne er altsaa foregaaet fra Amerika af; man maa herved da nærmest tænke paa Havstrømmenes og Vinde- nes Indflydelse, thi med Fuglene kunne ikke ret mange Arter være blevne overførte. I Landfuglenes Maver kunne rigtignok Plantefrø uden at miste deres Spireevne ofte overføres til langtbortliggende Lande og Øer; men denne Forklaring kan ikke anvendes, da ingen Landfugl er fælles for Amerika og Ga- lapagos-Øerne, og skjøndt visse af de paa disse indvandrede Planter have Frø, der ere fortrinligt skikkede til at hefte
") f. Ex. Nicotiana glutinosa (Tobak), Lycopersicum peruanum, Oxa- lis 2 Arter (Surkløver), Cassia picta, Boussingaultia.
”) f.Ex. Avicennia, Passiflora, Hippomane mancinella (bekjendt Gift- træ), Gossypium purpurascens (Bomuld), Acacia- og Mimosa-Årter osv.
327
sig fast i Fuglenes Fjerklædning, er det dog lidet rime- ligt, at Søfuglene, der ere saa voldsomme i deres Be- vægelser og pudse sig saa omhyggeligt, have overført ret mange Planter til Galapagos - Øerne. Der er heller ikke mange af de paa disse Øer indvandrede Planter, hvis Frø ere særdeles lette eller udstyrede med Fjer eller Fnug og saaledes istand til at bortføres en lang Vei ved Vinden (som Bomuldsplantens f. Ex.), men enkelte kunne dog paa denne Maade være blevne overførte af Sydost - Passaten fra Chili og Peru. Størte Delen af de indvandrede Plan- ter høre derimod til Familier (f. Ex. Ærteblomsterne og Natskyggerne, Rubladene, Verbener), hvis Frø længe be- vare Spirekraften og navnligen længe kunne taale at ligge i Saltvand. En mindre Deel af de indvandrede Planter er bleven indført med den sydlige Polarstrøm, som berører Chilis og Perus Kyst, førend den vender sig mod Galapagos-Øerne; flere vilde de vel håve været, hvis ikke denne Deel af Amerikas Kyst var saa fattig paa Planter og saa aldeles blottet for store Floder, der kunde føre store Masser af Plantefrø fra det Indre ud i Havet og overgive dem til Strømningerne. Et långt større Antal er vandret med den lidet paaagtede Panamastrøm og kommer altsaa nærmest fra Landtangen ved Panama; fra denne have de allerede tidligere udbredt sig langs med det stille Havs Kyster indtil Kalifornien mod Nord og Guyaqvil mod Syd; endnu tidligere have de overskredet Landtangen ved Panama, hvor Kordillererne, der ellers danne saa skarp en Grændse mellem Øst og Vest, ere saa godt som afbrudte; deres rette Hjem er nemlig rundt omkring den mexikanske Bugt, i de sydlige Forenede Stater og paa de vestindiske Øer.
328
Af de Arter af Blomsterplanter, som ere fundne paa Galapagos - Øerne, er paa den anden Side over Halvdelen ejendommelig for disse Øer, det vil sige, de findes, saa vidt hidtil vides, ikke paa noget andet Sted. Af disse er der dog kun 5, som ere fundne paa alle de hidtil under- søgte fem Øer, og over 120 findes kun paa en enkelt af disse. Her gjentager sig da det samme Forhold, som ved de indvandrede Planter, at der er en forbausende stor Forskjel mellem de forskjellige Øers Plantevæxt, og det er langt fra, at Forskjellen blot beroer paa et større eller mindre Antal af Arter — jo frugtbarere Øerne ere, desto flere aborigine Arter tælle de: Charles-Øen har det største Antal af Arter af denne Kategori, nemlig 82, Indefatigable det mindste, nemlig 24 —, eller derpaa, at blot Arterne ere indbyrdes forskjellige, tvertimod mange Slægter og Familier, der kun repræsenteres af en enkelt Art, ere ogsaa ind- skrænkede til en enkelt Ø.%) Man har vanskeligt ved at forklare sig dette Forhold, skjøndt det maaskee er endnu vanskeligere at forklare for de indvandrede Planters Vedkom- mende. Øerne ligge ikke saa langt fra hinanden, at de Strømninger i Retningen af Nordvest, som ifølge Capitain Fitzroy ere meget stærke imellem Øerne, ikke skulde kunne overføre Plantefrø fra den ene Ø til den anden. Storme siges næsten ganske at mangle, men kan Passatvinden føre Planter fra Amerika til Galapagos-Øerne, maatte den vel ogsaa kunne føre dem fra den ene af disse til den anden. Il øvrigt høre de Plantearter, som fortrinsvis give Plantelivet
") Det maa ikke oversees, at dette Øriges Flora endnu er meget ufuldstændigt kjendt; Darwins Besøg varede 5 Uger, men han var ikke Botaniker og samlede derfor tildecls i Blinde, og An- derssoøns Excursioner vare indskrænkede til nogle fåae Dage i Løbet af en Uge og fordelte over 5 af Øgruppens Øer.
329
sit Præg, f. Ex. de før omtalte træagtige Kurvblomster, netop til denne aborigine Flora, og man finder netop i denne de fåae Slægter, som optræde med et større Antal Årter; her er då ogsaa det mærkelige Forhold, hvorpaa man har lagt en vis Vægt, at disse Arter i Reglen ere ind- skrænkede til 1 eller 2 af Øerne, saa at Slægten repræ- senteres af forskjellige Arter paa de forskjellige Øer, hvilket giver Plantevæxten et vist fælles Præg, men dog med en særegen Tillempning paa hvert enkelt Sted. Dette er vistnok et temmeligt paafaldende Forhold, som fortjener al Opmærksomhed, uagtet det ikke er udpræget i ret mange Slægter; gaaer man ud fra, at hver af disse til en enkelt Ø indskrænkede Arter er udtrykkelig skabt paa og for denne W alene, synes det forbausende, at Naturen har gjort sig den Uleilighed, åt skabe en ny Art for hver ny Ø, der steeg op af Havet, medens den dog holdt sig til de for de ældre Øer allerede skabte Slægtsformer; det er som om det var den umuligt at lade een og samme Årt opstaae paa forskjellige Steder, om disse såa end laae nok såa nær ved hinanden og frembød de selvsamme klimatiske og fysiske Forhold. Tænkte man sig alle Øerne for- bundne til een, vilde Følgen rimeligvis blive, at de til samme Slægt hørende Arter vilde rivalisere med hinanden og deels fortrænges af hinanden, deels af de indvandrede Planter, hvorved disse altsaa vilde komme til at udgjøre en forholdsvis større Deel af Plantevæxten. At dette Arkipelag har forholdsvis saa mange aborigine Planter, skyldes altsaa rimeligvis Øernes indbyrdes Isolation, men hvorpaa denne egenlig beroer, synes ikke ganske let at forklare; vi ville imidlertid gjenfinde aldeles tilsvarende
Forhold i Dyreverdenen. 22
330
De påa Galapagos - Øerne oprindelig hjemmehørende Planter tilhøre meget forskjellige Familier, men dog især Kurvblomsterne, Vortemælksfamilien, Amaran- taceerne, Krapfamilien o. s. v. Uagtet der blandt disse findes flere for Galapagos - Øerne eiendommelige Slægter, er denne Flora dog ifølge Hookers Dom nærmest beslægtet med den, der har hjemme i de koldere Dele af det tropiske Amerika, i Mexikos og de kolumbiske Republikkers Høiland, i de sydlige forenede Stater, Syd- amerikas Stepper o. s. v. Det er nemlig for en stor Deel Arter af de samme Slægter, som voxe der. Vor Øgruppes Flora er altsaa ikke alene direkte amerikansk, for saa vidt som den for en Deel sammensættes af ind- vandrede amerikanske Arter, men ogsaa indirekte, for saavidt som den oprindelige Flora har et amerikansk Præg og maatte i et plantegeografisk System opføres som en Underafdeling af den amerikanske subtropiske Flora.
Den Tanke ligger da meget nær, om ikke ogsaa denne Deel af Floraen oprindelig skulde have havt Hjem i Amerika; thi hvorfor skulde den ellers ligne Amerikas såa meget? Da man dog overhovedet er nødt til at tænke sig Arterne skabte et eller andet Sted, indseer jeg nu rigtignok ikke, hvorfor dette ikke ligesaa godt kan være en af Galapagos-Øerne som et eller andet ubestemt Sted i Amerika, men de Naturforskere, hvis Årbeider ligge til Grund for denne Skildring af Plantelivet, ere alle meer eller mindre tilbøjelige til at antage, at Galapagos-Øernes saakaldte aborigine Flora ogsaa kunde være indvandret, men i en langt tidligere Tid, og at den da paa denne Øgruppe i Tidens havde Løb uddannet og omdannet sig saa meget, at den traadte op som en Række af nye Årter og tildeels som nye Slægter. De anføre da til
331
Støtte for denne Hypothese, at selv blandt de bevisligen indvandrede Arter er der en Dee!l, som påa Galapagos- Øerne kun optræder som egne ÅAfarter, og at blandt de saakaldte oprindelige Arter er der en betydelig Deel, som ståaer såa nær ved bekjendte amerikanske Arter, at de, skjøndt Systemet maa skille dem ad som selvstændige Arter, dog maae siges at repræsentere hinanden meget nøje, saaledes at den ene vel kunde tænkes fremkommet ved en local Omdannelse af den anden. Her havde man altsaa ligesom to Stadier af Arternes Omdannelsesproces ; det tredie vilde være, at Arterne fjernede sig endnu mere fra Stamarten eller endog optraadte som ny Slægt. An- dersson anfører endogsaa som Støtte for denne Hypothese, at de Former, som ifølge den vilde være de ældste paa Øerne ”"og""de"”meest omdånnede,. i det hele indtage Øernes højeste Bælte, de mindre omdannede det mei- lemste og de senest indvandrede, de mindst eller slet ikke omdannede Årter, det nederste nærmest ved Havet, alt dog kun for saa vidt som Jordbund og Klima til- stede en saadan Fordeling af Arterne. Gaåaer man ud fra denne hypothetiske Omdannelse af Arterne i Tidernes Løb, vil man ogsaa let kunne forstaåae, at denne Omdan- nelse har taget en noget forskjellig Retning påå de for- skjellige Øer, og at samme Slægt derfor paa disse kan repræsenteres af forskjellige Arter. Opstilleren af denne Omdannelsestheori, den samme Naturforsker, hvem vi skylde vor meste [Kundskab om disse Øer, nemlig Darwin, henpeger netop ogsåa paa Galapagos-Øernes Fauna og Flora som afgivende gode Vidnesbyrd for hans Theories Sandsynlighed. Det er her ikke Stedet til at discutere denne, men jeg maa dog tilstaae, at selv om man vil gaae ind paa den, har man vanskeligt ved ad denne Vei PDS
332
at konstruere sig Forholdene, saaledes som de ere; man maatte da, mener jeg, kunne påavise, at den gjensidige Kepræsentation af de samme .Arter påa de forskjellige Øer var en gjennemgaaende Regel, istedenfor at den nu kun viser sig som Undtagelse.
Hookers og Anderssons ÅArbeider over Vegeta- tionen paa Galapagos-Øerne, af hvilke de foranstaaende Bemærkninger ere låante, have oplyst Plantelivet paa disse Øer saa grundigt og fuldstændigt som det efter det fore- liggende Materiale var muligt. Desvære er noget lignende kun tildeels bleven gjennemført for Dyreverdenens Ved- kommende. En fuldstændig fåunistisk Bearbeidelse af det zoologiske Udbytte af »Venus's«, »Beagles« og »Euge- nies« Besøg påa disse Øer vilde være lige saa interessant for Zoologien og den zoologiske Geografi, som Bearbeidelsen af det floristiske Udbytte har været for Botaniken og Plantegeografien”). Af det, som hidtil er oplyst om Dyreverdenen påa og ved disse Øer, fremgaaer det i øvrigt, at Forholdene i denne Henseende vise megen Lighed med hvad der er oplyst om Planteverdenen, og at den Paåral- lellisme, som man ofte iagttager mellem Plante- og Dyre- geografiens Resultater, altsaa ogsaa stadfæster sig her. Hvad nu for det første Havdyrene angaaer, da veed man, at der ved Galapagos lever 111 Arter af Havblød- dyr (Muslinger og Snegle)"); 55 af disse findes og-
”) Det af Darwin udgivne Pragtværk: »Zoology of the voyage of h. m. s. the Beagle« omfatter kun Hvirveldyrene ( Pattedyr, Fugle, Krybdyr og Fiske. Pt. 2—5). Det samme gjælder om det zoologiske Afsnitaf »Voyage de la Vénus«; ved dette forøgedes Faunaen med 2 Fugle og en Deel Fiske.
”) See Carpenters kritiske Revision af de vestamerikanske Bløddyr i Report of the British Association. 1856.
333
saa ved den nærmeste Kyststrækning, nemlig Amerikas Vestkyst, fra Kalifornien til Ecuador; de ere altsaa ind- vandrede herfra, de fleste dog rimeligvis fra Panama, et mindre Antal fra Central- Amerika og Kalifornien, endnu færre fra den lige mod Øst liggende Deel af Amerikas Kyst; de fleste Arter ere altsaa komne fra Nordost, Nord, ja endogsaa fra Nordvest, følgende den mexikanske Kyst- strøm mod Sydost og dernæst Panamastrømmen mod Sydvest; et mindre Antal er indvandret med den peru- anske Polarstrøm. De øvrige Arter ere eiendommelige for Galapagos-Øerne, med Undtagelse af 8, som ogsaa findes ved visse af det stille: Havs Øer. Galapagos- Øernes Krebsdyr fauna er aabenbart meget ejendommelig ; det tør man i det mindste slutte deraf, at af 16 Arter af Krabber, henhørende til en egen lille Familie (Stankel- beenskrabberne), vare de 13 aldeles ukjendte, ja der var endogsaa 5 nye Slægter iblandt dem, og kun 3 findes tillige ved den amerikanske Kyst.”) En Slags store rød- gule, spiselige Krabber omtales af de Reisende som over- ordenlig talrige paa Stranden tæt ved Havet. Den totale Mangel af Koraldannelser er et meget betegnende Træk i Modsætning til Sydhavsøerne, som let forklares af Havets lave Varmegrad; imidlertid mangle Koraller ikke aldeles; Andersson omtaler dem som forekommende påa Stranden. Af Fiske hjembragte Beagle og Venus 3) Arter, henhørende til 12 Familier og 22 Slægter af almindelig tropisk Charakteer, hvoraf 3 nye, der alle våre nye som Årt og ikke kjendte fra noget andet Sted, men dette Antal er upaatvivleligt ikke lidet under Virkeligheden. Uagtet Fiskefaunaen saaledes er meget ejendommelig,
”") Bell: Transactions of the Zoological Society. EETER
334
viser den dog efter Valenciennes's Dom mere Lighed med Amerikas Østkysts end med det indiske Oceans. Dog maa fra denne Kjendelse undtages den eneste Hai, der opføres, Cestracion pantherinus — hvis denne .- ellers virkelig er frå Galapagos-Øerne — da den hører til en for det indopacifiske Ocean netop særdeles charakteristisk, ret mærkelig Slægt. Havslanger omtales ikke, uagtet saadanne findes saavel ved Central- Amerikas Kyst, som i den vestligere Deel af det stille Hav; derimod nævnes flere Arter af Havskildpadder, og at disse gaae op påa de lavere Dele af Øerne for at lægge deres Æg. Endelig omtales forskjellige ved Stranden levende Vade- og Svømmefugle"), der for største Delen ogsaa besøge Amerikas Kyster, jai »Eugenies« Reise ogaf Andersson nævnes endogsaåa Pengviner, siddende ved Stranden i lange Rader, samt en Slags Sæler, efter Beskrivel- sen Øresæler (Luffesæler) og rimeligvis Søløver, der netop i det stille Hav have saa stor en Udbredning. De krybe ofte et Stykke op i Skoven, hvor man bedst som
") I Alt 11 Arter, påa to for disse Øer eiendommelige Former nær — ijiemlig en Strandløber eller Tite (Totanus fuliginosus) og en Maage !'Larus fuliginosus, nærmest beslægtet med den sydamerikanske L. hæmatorhynchus) — alle vidtudbredte Arter, deels oceaniske såasom Fregatfuglen (Tachypetes aquila) og Megalopterus stolidus (en Terneart), deels amerikanske f. Ex. en Ryle (Pclidna minutella), en And (Poecilonetta baåahamensis), funden i en Saltsø, en Brok- fugl (Hiaticula semipalmata), 3 Heirer (Ardea herodias, og ludoviciana samt Nycticorax vulgaris), deels næsten kosmopolitiske f. Ex. den ogsaa hos os, i Peru og Brasilien fore- kommende Strepsilas interpres; i »Eugenies« Reise nævnes til- lige Suler, Pelekaner og Tropikfugle som sværmende ved Stranden. Fregatfuglen ruger ifølge Dupetit-Thouars paa Gard- ners Ø. Samme Reisende omtaler ogsaa Flamingoer.
335
man gaaer overraskes af at høre deres Grynt og at see deres forunderlige Skikkelser, og de jage Fiskestimerne, ja gribe de flygtende Fiske i Luften ved høie Spring. Hvalerne be- søgte fordum i stor Mængde denne Øgruppe, især Banks- Bay, for at føde, og…udet var i sin Tid en af de bedste »Hvalgrunde«; nu træffes der forholdsvis kun faae.
Af Landsnegle indsamlede Darwin 20 Arter, som med Undtagelse af 2, der ogsaa ere fundne paa Tahiti, ikke ere fundne noget andet Sted og altsaa maåae antages at være eiendommelige for dette Arkipelag.”) Uagtet Dar- win gjorde sig Umage for at samle saa mange Insekter”) som muligt, var Udbyttet dog ganske overordenlig slet selv i den øvre frodigere Region; med Undtagelse af Skovene paa Ildlandet samlede han aldrig Insekter i såa fattig en Egn; fleest fandtes dog, mærkeligt nok, i den lavere og mindre frugtbare Deel af Øerne, og de fleste insektædende Fugle findes derfor ogsåa i denne Region og ikke i den højere. Darwin fandt ikke et eneste In- sekt, der udmærkede sig ved Størrelse eller Farve, og den sidste Bemærkning gjælder, siger han, ogsaa om Fuglene
re)
og Blomsterne Frøer og Tudser findes lige saa lidt her som paa andre oceaniske Øer, hvor de ikke ere indførte”) Krybdyrfaunaåen er ikke stor, men meget mærkelig; der findes nemlig her foruden 4 (?) Arter af uskade-
lige Slanger, der ikke frembyde noget mærkeligt, og flere
HEGarpenter He:
”) Waterhouse har bearbeidet Billerne (Coleoptera) fra denne Øgruppe. (Ann. nat. hist. XVI. 1845).
7”) Dupetit-Thouars nævner nogle Sommerfugle, nogle Græs- hopper med gule Vinger, der vare meget hyppige, og nogle store giftige »Skorpioner eller Tusindbeen« af 7—8” Længde. Ogsaa Andersson omtaler Sommerfugle.
+) I de sidste Aar er der dog bleven opdaget nogle Arter af Løvfrøer paa Fidji-Øerne og Waigiou.
336
Arter af Havskildpadder, 3 for dette Arkipelag eiendom- melige og meget betegnende Arter af Firbeen (Øgler) af Leguanfamilien og navnligen alle af de amerikanske Le- guaners Gruppe"), og endelig de store Landskildpadder, der have givet Øerne Navn. Darwins Meddelelser om denne Skildpadde og om de to store Øgler, der tilligemed hin udføre de planteædende Pattedyrs Rolle her paa Øerne, ligesom Kæmpefuglene fordum paa Ny-Zeland, ere saa interessante, at jeg ikke kan nægte mig den For- nøielse her at meddele det vigtigste deraf.
Den omtalte Landskildpadde (Testudo indicå v. elephantopus) opnaaer en uhyre Størrelse; den kan blive saa stor, at den kan levere 200 Pd. Kjød, og at 6—8 Mand behøves for at løfte den. Gaaende paa alle fire Been kan den med Hovedet naae til Brystet paa en Mand af Middelhøide. De opholde sig især i det højere og fugtigere Bælte af Øerne, men besøge ogsaa de lavere og mere tørre Strækninger og vare fordum saa talrige, at 5—600 Mand efter Dampiers Sigende vilde kunnet leve af dem alene i 4 Maaneder”) uden at mangle Føde, og endnu faae Aar før Darwins Besøg kunde et Skibsmandskab paa een Dag fångé”200 -af "dem; 'i'den "senere" "Tid erende
rimeligvis blevne sjeldnere og mindre, men endnu er der
”) Nemlig foruden de nedenfor omtalte to Amblyrhynchus- Arter Leiocephalus (Holotropis) Grayii, 9—10” lang, hørende til en Slægt, hvis fleste andre Arter findes i Vestindien. Ogsaa en stor Gekko (Hemidactylus oualensis), som ellers er kjendt fra Karolinerne, Vanikoro og Tongatabu, nævnes fra Gala- pagos-Øerne (A. Dumeril: catal. methodique de la collection des Reptiles), men denne Angivelse bør indtil videre betvivles.
Der var ikke et Hvalfangerskib, som ikke medtog 2—300 til Pro- viant; de kunne holde sig levende uden at faae Føde og uden at tabe i Godhed i over et Aar i Skibets Last (Dupetit-Thouars).
« <« name
337
nok af dem. De, der opholde sig i den lavere, tørre Deel, eller påa de Øer, hvor der ikke findes Vand, leve for- nemmeligen af de saftige Kaktusplanter, hvorimod de, der beboe de højere og fugtigere Egne, æde Bladene af forskjellige Træer, de sure og stramme Bær af de saa- kaldte »Guayavitas« samt en bleggrøn, traadagtig Lavart (Usnea), der hænger ned fra Træernes Grene. Da Skild- padderne holde meget af Vand saa vel for at drikke det, som for åt bade sig deri, og da Kilderne altid ligge i den midterste Deel af Øerne i en temmelig betydelig Høide, maae de, der opholde sig i det lavere Bælte, tilbagelægge lange Strækninger for at komme til at drikke; der løber
derfor brede og fasttraadte Stier — der kunne sammen- lignes med de bekjendte Bison-Stier i Amerika og med Kænguruernes i Nyhollands Bjergegne — i alle Retninger
rat Kysten” til "Kilderne det"Indre; 'ogtdet var ved”at følge disse af Skildpadderne dannede Stier”), at det lykkedes de første Besøgere at finde Vand: »Det var et mærkeligt Syn, siger Darwin, i Nærheden af Kilderne at iagttage en Mængde af disse store Uhyrer, nogle vandrende ivrigt afsted med udstrakt Hals, andre paa Tilbageveien efter at have drukket dygtigt,« Seer man deres lille Hoved og lange Hals rage op over Buskene, fåaer man Ind- trykket af en kæmpemæsig Slange, der iagttager En. Saasnart de komme til Kilden begrave de deres Hoved i
") Ifølge Reynoids kunne disse Stier være 3 Alen dybe. Han har seet Skildpadderne i hundredevis ved Kilderne, trægende sig op ovenpaa hinanden for at komme til Vandet. Efter hans Sigende findes de i Regntiden (»May-Decbr.«) i Lavningerne, men vandre tilbage til de høiere Strækninger i Januar-May, efterhaanden som der bliver mere tørt. (Denne Angivelse af Regntiden passer iøvrigt ikke til hvad ovenfor er anført.)
338
Vandet indtil op over Øinene og sluge begjerligt Vandet uden at bryde sig om Tilskuerne; efter Beboernes Sigende varer deres Ophold ved Kilderne 3 Dage, hvorefter de atter begive sig tilbage til Lavlandet. Deres Urinblære er da udspilet med Vand, og Beboerne pleiede, naar de plagedes af Tørst og havde tangt til Kilderne, at slagte en Skildpadde og drikke det i dens Hjertepose eller Urinblære indeholdte Vand. Paa deres Vandringer til- bagelægge de, vandrende uafbrudt Nat og Dag, en Strækning af 2 Mil i Døgnet. Kun i Forplantningstiden lade Hannerne høre et hæst Brøl, som kan høres over 100 Skridt bort. Hvor Jorden er sandet, lægge de deres Æg i Sandet og dække dem til, hvor der er Klippe- grund, lade de dem fålde påa Lykke og Fromme i et Hul. Ægene have et Omfang af næsten $ Tommer. De nyligt udklækkede Unger decimeres stærkt af en Rovfugl, en Slags Høg eller Musvaage; deres Endeligt finde de Gamle — de voxe meget langsomt og blive derfor vistnok meget gamle — enten ved at blive slagtede til Bedste for Be- boerne eller Hvalfangerskibene, der i den Anledning be- søge Øen, eller ved at falde ned af Klipperne. Deres Fedt giver en meget god og klar Olie, men den derpaa grundede Industri har naturligvis i en beklagelig Grad formindsket disse nyttige Dyrs Mængde; naar en Skild- padde bliver fanget, gjør man et Indsnit i Nærheden af Halen for at see, om der er meget Spæk under Ryg- skjoldet; er dette ikke Tilfældet, sættes den i Fribed igjen, og den kommer sig da snart efter Operationen. De synes at være meget døve; Darwin morede sig med at indhente dem og see, hvorledes de da pludselig med en hvislende Lyd trak Hoved og Fødder til sig og faldt til Jorden med et lydeligt Spektakel, som om de vare døde;
339
han satte sig da ofte op paa dem, og naar han saa gav dem nogle Slag bag paa Skallen, reiste de sig op og gik "videre «med ham, men:han fandt det just ikke let at ride påa dem. Efter Darwins Sigende vise de Skildpadder, der komme fra forskjellige Øer, nogen Forskjel i Form og Størrelse, såa at man kan see paa dem, fra hvilken Ø de ere. Årten er nu udbredt til forskjellige Dele af det indiske Oceans Kyster, men den har rimeligvis sit op- rindelige Hjem her paa Galapagos-Øerne.
Næst efter dem ere de mærkeligste Beboere af dette Arkipelag to store butsnudede, planteædende Leguaner, der henføres til den samme Slægt (Amblyrhynchus), men frembyde den paafaldende Forskjel i deres Levemaade, at den ene er en Landøgle, den anden derimod en Vandøgle, ja endogsaa en Havøgle. Landøglen (A. Demarlii Bell eller Trachycephalus suberistatus Gray) findes kun påa de midterste Øer, nemlig påa James, Albemarle, Indefatigable og Barrington; den beboer der saavel de høiere og fugtigere Egne som det tørre Lavland, men er hyp- pigst i dette sidste. Paa James - Øen varede det længe inden Darwin kunde finde et Sted, stort nok til at opslaåae sit Telt paa, der var frit for disse hæslige Dyrs Huler. De kunne opnaae en Vægt af 10—15 Æ; paa Ryggen ere de rødbrune, paa Bugen, Forbenene og Hovedet crange- gule; de ere ganske overordenlig langsomme og træge i deres Bevægelser, ja saa sløve, at de pludselig standse deres langsomme Krybning med slæbende Bug og -Hale og sove et Øieblik med lukkede Øine og udstrakte Bag- been, inden de krybe videre. De boe i Huler, som de grave i det bløde vulkanske Sand eller imellem Lava- kiumperne; disse Huler ere ikke meget dybe og gåae ned i Jorden under en saa ringe Vinkel, at Jorden er al-
340
deles undergravet og man synker i bestandigt ligesom andetsteds, hvor Steppen er undermineret af Gnavere og Bæltedyr. Naar de grave, benytte de skiftevis. Lem-" merne påa de to Sider af Legemet, først det ene Forbeen, der kaster Jorden tilbage til det tilsvarende Bag- been, som saa befordrer den ud af Hulen; bliver den træt i den Side af Kroppen, tager den fat med den anden. Darwin stod og saae paa en af dem, indtil den havde
gravet sig heelt ned i Jorden; da han såa tog og trak " den i Halen, lod den til at blive meget forbauset derover, gravede sig ud af Hulen og saae vist påa ham, som om den vilde sige, »hvorfor trak Du mig i Halen?«. De ere nemlig aldeles ikke sky; naar man betragter dem meget nøie, forsøge de nok at give sig et imponerende Ud- seende, men prøve aldrig paa at bide, naar man tager fat paa dem”). Skræmmer man dem, skynde de sig paa en kluntet Maade at komme ned i deres Huler, der aldrig ere langt borte; derimod kan man nok fååe dem til at slaaes indbyrdes, saa at der flyder Blod, naar man holder begge Parter fast og hindrer dem i at løbe bort. I den lavere Deel af Øerne leve de især af de Kaktusgrene, som ere fældede af Vinden; naar man kaster en saadan Green hen til dem, forsøger hver af dem at gribe den og slæbe den bort, som sultne Hunde gjøre med et Been. Ogsaa æde de Acaciablade og krybe ofte op paa Dværgtræerne i den Anledning; i den øvre Region leve de fornemmelig af Guayavitaens Bær ligesom Skildpadderne. Deres Kjød gjælder for en god Spise ligesom andre store Øglers i de tørre Dele af det tropiske Amerika; ogsaa Ægene, som
”) Andersson skildrer dem dog som temmelig arrige.
341
lægges i deres Huler, blive Kabyle af Beboerne som Føde.
Den anden store Øgleform, Vandøglen (A. crista- tus), har saa megen Lighed med Landformen, at den er bleven stillet i samme Slægt, men afviger dog i visse Forhold paafaldende fra den; den har saaledes en stærkt sammentrykt Hale, medens Landøglens er trind, og medens dennes Tæer ere af meget ulige Længde og i det hele lange, men fuldstændigt adskilte lige til deres Grund, ere Vandøglens korte, lige lange omtrent og forbundne i deres inderste Stykke ved en Bindehud eller Svømmehud, båade påa Forfødderne og Bagfødderne. Man seer strax, at det er en Vandform, medens den fore- gaaende var såa aldeles et Landdyr. Vandøgien har dernæst et kortere, mere vortet eller knudret Hoved og en lang takket Kam langs henad Ryggen. Det kan der- for kun billiges, hvis man vil sondre disse to Arter i to forskjellige Slægter”), uagtet det paa den anden Side bør fastholdes, ai det er to Uddannelser af den samme Grundform, den ene til at være et Landdyr, den anden et Havdyr. Den her omhandlede Vandøgle eller rettere Havøgle — en Slags Odder blandt Øglerne — er over- ordenlig hyppig paa alle Øerne i hele Arkipelaget, men træffes aldrig længere inde i Landet end 10 Skridt fra Havets Bred. Den bliver 1—2 Alen lang, indtil 20 Æ tung
”) J. E. Grav sondrer den generisk og kalder Vandformen Oreocepha- lus cristatus. Efter Dumerils Angivelse skulde denne Art ogsaa være bragt fra Kalifornien af Nebou (Catal. method.); men da man af samme Værk seer, at denne Reisende ogsaa har besøgt Galapagos-Øerne og derfra hjembragt Leiocephalus Grayii, er det rimeligst at antage, at hans Exemplar af Amblyrhyn- cChus ogsaa er taget her og ikke i Kalifornien.
342
- og er et hæsligt, dumt og trægt Dyr af en skiden sort Farve.
Man træffer dem ofte svømmende i Havet flere hundrede Skridt fra Bredden. ikke for at fiske, som man kunde troe, men for at afgnave Tang; i Vandet svømme de med stor Lethed og Hurtighed ved Legemets slangeagtige Be- vægelser, med Lemmerne trukne fladt inå til Kroppen, og de kunne taale at være timevis under Vandets Over- flade. I nogle Fods Høide over Brændingen seer man altid en Mængde af disse hæslige Krybdyr ligge og sole sig paa de sorte Lava-Klipper. Jager man dem, søge de derimod aldrig ud i Vandet, og kaster man dem ud deri, søge de ufravigelig tilbage til Stranden igjen, uagtet Er- faringen maa have sagt dem, at der truer en Fåre dem; men sandsynligvis kjende de ikke nogen anden Fare end den, der truer dem i Havet af de talrige Maifiske, og deres Instinkt byder dem derfor at søge op paa Land, saa snart de mærke nogen Fare, selv om denne i det enkelte Tilfælde netop kommer fra Landet. Beboerne vare ikke i Stand til at sige Darwin, om de lågde Æg, og hvor de i såa Fald anbragte dem. — Dette Dyr er — nåar vi see bort fra Krokodilerne — den eneste bekjendte Øgle, der gaaer ud i Havet.
Blandt disse store og eiendommelige Krybdyr, mellem disse golde vulkanske Omgivelser troer Besøgeren sig let hénsat til en fjern Periode i Jordens Udviklingshistorie, da Krybdyrene spillede Mestre og gave Tonen an. Der findes imidlertid endnu høiere Dyr, baade Pattedyr og Fugle, her påa Øerne. De oprindelige Land-Pattedyr indskrænke sig rigtignok til en Mus eller Rotte (Hespe- romys galapagoensis), der opholder sig i Krattet i Nærheden af Kysten og hører til en Slægt, hvis andre talrige Arter ere udbredte over forskjellige Egne af Syd-
343
Amerika; der forekommer ogsaa en Rotte, som rigtignok er bleven beskrevet som egen Art (Mus Jacobiæ), men efter Darwins Mening maaskee dog kun er en her ud- dannet Afart af den almindelige sorte Rotte (M. Rattus), der muligvis er bleven overført hertil med Bucani- erernes Skibe. Paa Charles-Øen findes der nu vilde "Svin, Geder og Oxer. Af Fugle findes der, foruden de ovenfor omtalte Strandfugle, 27 Arter af Landfugle, påa 2 nær alle ejendommelige for dette Arkipelag; af disse to er den ene den velbekjendte nordamerikanske Risfugl (Dolychonyx oryzivora), og den anden er ligeledes en lille nordamerikansk Sangfugl. 11 af hine 27 Fugle høre til Slægter, der findes i Nord- og Syd- amerikåa; deriblandt er der 2 Ugler, 1 Engsnarre (Zapor- nia), der opholder sig mellem de fugtige Stargræs-Tuer i det Indre, 1 Svale, der bygger paa de steile Lavaklipper ud mod Søen (nær beslægtet med den nordamerikanske Procne purpurea), 3 Fluesnappere, en Due, 3 Spot- drosler (Mimus), der vise den samme mærkelige Forde- ling, som vi have truffet hos visse Planter; den ene Art findes nemlig kun påa Charles-Øen, den anden påa Allemarle, den tredie paa Chatham og James! Det mærkeligste Træk i Galapagos-Øernes Fugleliv er dog en Gruppe af ikke mindre end 13 Arter, henhørende til en Finkegruppe, der er aldeles eiendommelig for denne Øgruppe. Det er Jordfinker med kort sammentrængt Bygning og med en Fodform, der røber, at de ere fortrins- vis Jordfugle, livlige, selskabelige Dyr, der skrabe i Jorden efter Plantefrø og ofte hakke i Kaktusplanterne for at faae lidt at drikke med det samme; et almindeligt Træk er ogsaa, at de gamle Hanner i alle Arter ere sorte, de unge Fugle og Hunnerne i Reglen brungraae. Imidlertid
344
vise de saa store Forskjelligheder i Næbformen, at man har maattet dele dem i 4 Underslægter: Geospiza (med 8 Arter) med et tykt kegledannet Næb som hos vore Spurve eller endog som hos Kirsebærfuglen; Cama- rhynchus (2 Arter) med et svast krummet Næb, der minder om Korsnæbene; Cactornis (2 Arter”) med et langt, spidst stæreagtigt Næb, lever især af Kaktus- Buskene; og Cer- thidea med tyndt og fint, Sylvia-agtigt Næb (muligvis indsektædende?). Til disse Forskjelligheder i Næbformen knytter der sig naturligvis tilsvarende Afskygninger i Leve- maaden, og det er ikke uden Interesse at see denne for disse Øer ejendommelige Fuglegruppe underkastet en rig Mangfoldighed i Uddannelsen af Enkelthederne, der uden Tvivl sætter den i Stand til paa forskjellig Maade at gribe ind i Naturens Husholdning, uden dog at tabe det for hele Gruppen fælles Præg. Ogsaa disse Fugle synes at være saaledes fordelte, at forskjellige Arter repræsentere hin- anden paa de forskjellige Øer, og dette er ganske vist endnu mærkeligere end, at mange Plantearter ere ind- skrænkede til enkelte Øer, da det synes at maatte staae Fuglene aldeles frit at flyve over til de andre Øer. Det gjælder om dem, som overhoved om Fugleverdenen påa Galapagos-Øerne, at det fortrinsvis er i detavere, mere golde Bælte, at de opholde sig; det høiere, fugtigere og frodigere Bælte besøges kun af nogle Fluesnappere, og den eneste Fugl, som udelukkende tilhører dette, er den før omtalte Engsnarre. Foruden de ovenfornævnte Ugle- former lever der endnu i stor Mængde en Rovfugl her
”V En tredie Art skal være funden paa Cocos-Øen i det stille Hav (efter en anden Angivelse paa Bow - Øen).
345
påa Øerne (Craxirex gallapagoensis), som Darwin betegner som en Slags Mellemform mellem Musvaagerne og Aadselørnene (Polyborus); den bygger i Træerne, løber godt, men flyver hverken smukt eller hurtigt, fortærer Due- og Skildpaddeunger og hvad der skylles op af Søen; naar der slagtes Skildpadder i Skoven, flokke de sig derom for at faae deres Andeel i Festen, nemlig Ind- voldene. — Et Træk i disse Øers Fugleliv, som ikke maa forbigaaes, er alle Landfuglenes overordenlige Tamhed; man kan dræbe saa mange man vil med en Stok, og de synes at have været endnu tammere før. Cowley fortæller (1684), at Duerne vare såa tamme, at de satte sig paa. hans Årme og Hat, og at han kunde gribe dem med Haanden. Det samme iagttager man påa Falklands- Øerne, hvis Fugle endnu kun have gjort svage Frem- skridt i Menneskekundskab, naar undtaåages den sorte Svane, der som Trækfugl medbringer denne Kundskab og den dermed følgende Skyhed andetstedsfra”). Darwin slutter deraf, at Fuglenes Skyhed og Frygt for Mennesket ikke er et egenligt medfødt Instinkt, men er erhvervet efterhaanden og forplantet til Efterkommerne ved Arv.
Vi see altsaa i Galapagos-Øerne et nybagt Ørige af. vulkansk Oprindelse, forholdsvis nyt i Sammenlig- ning med den Verdensdeel, der i naturhistorisk Hen-
7) Bernicla magellanica (en Gaas) er ganske tam paa Falklands- Øerne (uagtet den for at undgaace Rovdyrene altid ruger påa Smaaøerne), men er meget vild og sky i Ildlandet, hvor den i
lang Tid er bleven efterstræbt af Ur-Indvaanerne. — Andersson skildrer i øvrigt ogsaa Søfuglene paa Galapagos-Øerne som meget tamme.
23
346
seende maa betragtes som dets Moderland, og endnu for nyt til at mere end enkelte Dele deraf have en nogen- lunde frodig og tiltalende Charakteer; en stor Deel er endnu et vildt vulkansk Terrain af sorte nøgne Lavamasser med en yderst sparsom Plantevæxt. Eiendommelige klimatiske Forhold bevirke, at det ikke har nogen egenlig tropisk, men allerhøist en subtropisk Charakteer; Klimaet er for- holdsvis tørt og Regn sjelden, skjøndt Himlen sjelden er klar. 'Kaktusserne vise os strax, at vi endnu ere i Amerika, medens eiendommelige Gummitræer med Kurv- blomster henpege paa andre oceaniske Øgrupper, og forunderlige Krybdyr lede Besøgerens Phantasi tilbage til fjerne Tider. sManglen af Palmer, Bambus-Rør og træagtige Brægner saavelsom af Koraldannelser danne en paafaldende Modsætning til Sydhavsøerne, medens de påa enkelte Steder antydede Mangroveskove vidne om, at man er imellem Vendekredsene. SSaavel Planteverdenen som Land- og Havdyrverdenen vidne eenstemmig om, at Gala- nagos-Øerne i naturhistorisk Henseende ere en amerikansk Provinds. Det egenlige stille Hav begynder først vest for dem. Foruden enkelte næsten kosmopolitiske Arter, der dog ogsaa rimeligvis ere komne fra Øst, be- staae de indvandrede Årter af amerikanske, og navnlig af vestamerikanske Arter, og der synes at være kommet flere fra Nord og Nord-Ost end fra Syd-Ost. Men ogsaa den aborigine Fauna og Flora ere amerikanske i deres Væsen, og vil man overhoved gaae ind paa Theorier om År- ternes Omdannelse i Tiden og Rummet og deres umidde)!- bare Nedstamning fra andre Arter, saa vil man her kunne finde ret smukke Exempler paa, hvorledes en fælles Grund- form (f. Ex. Scalesia, Amblyrhynchus, Geospiza)
347
efterhaanden har udviklet sig divergerende til Arter med forskjellig Betydning i Naturens Husholdning og med forskjellig Udbredning. De enkelte Øer forholde sig i naturhistorisk Henseende til det hele Ørige, opfattet som en Heelhed, som dette forholder sig til det amerikanske Fastland, og navnligen da til dettes sub-
tropiske Deel.
23"
Svovlsyren og dens vigtigste Ånvendelser, (Soda — kunstig Blegning — Fotografi m.m.)
Af stud. mag. S. M. Jørgensen.
l det næsten fabelagtige Opsving, som Industrien har tåget i det 19de Aarhundrede, ere to Factorer lige virksomme, Jernet som Grundlag for den uhyre mechaniske Kraft, der daglig udvikles i Fabrikerne, og Svovlsyren som directe eller indirecte Basis for næsten alle de chemiske Processer, der have faaet technisk Anvendelse. Jernets Betydning ville nu Alle indrømme; Dampmaskinens Indflydelse paa næsten enhver Art af Fabrikdrift er for iøjnefaldende, til at Nogen skulde nægte Jernet den første Rang mellem Metallerne. Men Svovlsyre — ja hvad er Svovlsyre? Kokkepigen bruger den til at polere Messingtøjet med; dertil indskrænker sig nok de Flestes Kjendskab til Be- tydningen af dette mærkelige Legeme. Man drømmer ikke om, at denne Vædske, der i Hverdagslivet har sin be- skedne Plads i Kjøkkenet, er aldeles uundværlig for Fabri- cationen af Bomuldsvarer, af Sæbe, Lys, Glas osv. osv., ja at man ikke kan faae sit Visitkort fotograferet eller afsendt et Budskab med den elektriske Telegraf uden Svovlsyrens Medvirkning. Man tænker mindst påa Svovl- syre, naar man betragter Gasmikroskopets uhyre Billeder, eller naar en Dosis Chinin fordriver en ubehagelig Feber,
349
eller naar de blændende hvide Satintapeter give Værelset saa elegant et Udseende, og dog har den i alle disse Tilfælde sin Betydning. Imidlertid er det først fra Midten af det forrige Aarhundrede, at Svovlsyren er bleven fremstillet til en saa billig Pris, at Industrien har kunnet tage den i sin Tje- neste. Denne Syre, der er sammensat af Svovl og Van- dets Bestanddele, Brint og Ilt, forekommer nemlig kun sparsomt i Naturen, og det altid under saadanne Forhold, at den ikke kan vindes. Saaledes har Boussingault be- regnet, at Rio Vinagre, en Flod, der har sit Udspring paa en Vulcan i Andeskjæden, aarlig fører 30 Millioner Pund Svovlsyre 9: en Fjerdedeel af Frankrigs aarlige Production, ud i Havet, men denne Syremængde svarer kun til 7, Pro- cent. En anden Svovlsyrekilde i Nygranada, der ligeledes udspringer påa en Vulkan, indeholder rigtignok efter Levy ber Procent, "men ogsaandette, er "for lidet, stil atirdet skulde kunne betale sig at vinde den. »Soursprings« kaldes lignende Kilder i Tennessee, der føre fri Svovlsyre med sig i saadan Mængde, at Planterne påa deres Bredder forkulles. Men skjøndt nu saadanne Kilder ikke ere saa ganske sjeldne i vulkanske Egne, bliver al den Svovlsyre, der benyttes, fremstillet kunstigt. I ældre Tid vandt man den ved Destillation af vandholdende svovlsure Salte, det vil sige Forbindelser, hvori Svovlsyrens Brint er substitueret af en æqvivalent Mængde Metal. Saadanne ere Alun, hvori det er Kalium og Åluminium, der er tråadt isteden- for Brint, og hvoraf den ældste Alchymist, Geber, skal have uddrevet Svovlsyren ved stærk Opvarmning; desuden de saakaldte »Vitrioler«, som indeholde Jern eller Kobber istedenfor Brint. Disse smukt farvede og krystalliserede Salte tiltrak sig tidlig Alchymisternes Opmærksomhed. De lagde endog Mærke til, at Jernvitriol og Kobbervitriol kunne
350
krystallisere sammen: »Mars und Venus gehen mit einan- der in Verbindung zu einem tugendhaften Vitriol« siger Basilius Valentinus fra det 15de Aarhundrede. Ja man troede ved sindrig Behandling af Vitriolerne at kunne finde selve de Vises Steen, og Stahl meddeler (Fundamenta chy- miæ III. 192) et gammelt Akrostichon, hvori Begyndelses- bogstaverne udgjøre Ordet Vitriolum: » Visitabis Interiora Terræ Rectificando, Invenies Occultum Lapidem, Veram Medicinam« 1"). Intet Under derfor, at de opdagede, at »Vitriololien« 0: Svovlsyren kunde fremstilles ved Destil- lation af Vitriolerne, især af Jernvitriol. Denne Methode, som Basilius Valentinus er den Første, der udførlig be- skriver, benyttes endnu til Fremstilling af den saakaldte Nordhauser- eller rygende Svovlsyre, der hår en noget anden Sammensætning end den almindelige, og som jeg senere skal komme. til at omtale. Men det er kun en forsvindende Mængde af den Svovlsyre, der anvendes for Øjeblikket, som vindes ad denne Vej. Nu benyttes en hel anden Methode, nemlig Forbrænding af Svovl. Herved om- dannes dette til Svovlsyrling, en Luftart, der er Enhver bekjendt fra den stikkende Lugt, som antændte Svovlstikker give. Svovlsyrlingen er sammensat af 32 Vægtdele Svovl (1 Atom) og 32 Vægtdele Ilt (2 Atomer); mem under sam- tidig Indvirkning af Salpetersyredampe og Vanddampe op- tager den Ilt dels af den iltrige Salpetersyre, dels af den atmosfæriske Luft og baade Ilt og Brint af Vandet, saa at Productet, Svovlsyren, kommer til at indeholde 32 Vægt- dele Svovl (1 At.), 2 Vægtdele Brint (2 At.) og 64 Vægt- dele Ilt (4 At.). Det var franske Chemikere, Le Febvre
') Tag det, Jorden gjemmer i sit Skjød, destiller og visiter det vel, da vil Du finde den forborgne Steen, den ægte Lægedom.
351
og Lemery, begge fra det 17de Aarhundrede, der gjen- optog en allerede af Basilius Valentinus angiven, men dengang aldeles forglemt Methode til at fremstille Svovl- syre, nemlig Forbrænding af Svovl med Salpeter. Men der var dog endnu ikke Tale om en fabrikmæssig Svovl- syreproduction. Apothekernes Laboratorier vare de eneste Steder, hvor man fremstillede Syren ad denne Vejsvman brændte der Svovl med Salpeter i Skeer af Jernblik midt i en stor Glasballon, der indeholdt fugtig Luft. Methoden var ufuldkommen, men Principet var rigtigt og fandt snart Anvendelse i Techniken. Le Febvre og Lemery vare begge Protestanter og maatte, tvungne af Keligionsforfølgelserne under Ludvig den i4de, flygte til England. Der gjorde de den nye Fabricationsmaade bekjendt, og i England op- rettedes snart Svovlsyrefabriker, men man benyttede dog endnu Glasballoner, som man rigtignok skal have anvendt af Størrelse som et Oxehoved. Imidlertid var Sagen sat i Gang, og Forbedringer udeblev ikke i det praktiske Eng- land. Dr. Roebuck i Birmingham var den Første, som (1746) erstattede Glasballonerne med store murede Kamre, der indvendig vare udforede med Bly, og Jernskeen med en Vogn, der påa Jernskinner blev skudt ind i Kamrene, hvis Bund dækkedes af et Vandlag. Det var en betydelig Forbedring; Koebuck kunde levere et Pund Svovlsyre, som påa Le Febvres Tid blev betalt med næsten 6 Ød., for lidt over 16 /, og fra den Tid fik den almindelige Svovl- syre Navn af engelsk Svovlsyre. Først 1774 anvendtes Blykamrene i Frankrig, og Kattuntrykkerne i Rouen ind- førte, vejledede af en Englænder Holker, en af Stuarts flygtede Tilhængere, en stadig Forbrænding af Svovl og Salpeter i en Strøm af atmosfærisk Luft, en ny Forbedring i Svovlsyrefabricationen, som var ligesaa vigtig som den
3592
foregaaende. Dog fik man endnu langtfra den Mængde Syre af en given Mængde Svovl, som man kan vinde deraf, og Grunden hertil maa især søges i de ufuldkomne Forestillinger, man havde om Svovlsyrens Sammensætning. Den interessanteste Idee, der i denne Henseende blev opstillet, skyldes G. E. Stahl (1660—1734), Flogiston- theoriens med Rette saa berømte Opfinder. Thi skjøndt denne Theori forholder sig til Sandheden, omtrent som Tycho Brahes System til Copernicus's, staaer den dog som et glimrende Fænomen i Videnskabens Historie og som et mærkeligt Vidnesbyrd om Stahls omfattende Geni; det er den første Theori, der hår et sikkrere Grundlag end Fantasien. Efter Flogistontheorien ere Grundstoffernes Ilt- forbindelser usammensatte Legemer, men Metallerne, hvortil ogsaa Svovl regnes, sammensatte af vedkommende Iltfor- bindelse og Flogiston, det Brændbare, fordi det var dette, der gjorde, at Legemerne kunde brænde. Da nu altsaa Svovl kunde brænde, og Forbrændingsproductet var Svovl- syre, maatte Svovl indeholde Flogiston, men Svovlsyren, som ikke længere var brændbar, vare deflogisticeret Svovl. Kul, der var saa brændbart, indeholdt naturligvis meget Flogiston, ja Stahl antager endog, at Kønrøg næsten blot bestaaer af dette besynderlige Legeme. Og da man nu fandt, at Svovlsyre ved at opvarmes ined meget kulstofrige Legemer, som Terebenthinolie, reduceres til Svovl (idet Svovlsyrens Ilt gaaer i Forbindelse med Kulstoffet), var det klart, at Kulstoffet havde afgivet sit Flogiston til Svovlsyren, og at der derved igjen var dannet Svovl. Stahl selv be- tragtede dette som Hovedbeviset for Flogistontheorien: »man kan durch dieses Experiment einem Bauren (oder einem jeden) es gantz leicht demonstriren, dass ex aåacido et påoywotø Schvvefel vverde & vicissim ex hoc pÅoylcotor
353
expelli & mox iterum cum eodem misceri qveat« "), siger han i sit originale Sprog (Fundam. chym. III. 353). Rob. Boyle »the sceptical chimist«, havde dog opstillet det som en Mulighed, at Svovl kunde være en Bestanddel af Svovl- syren; han havde endogsaa iltet en vejet Mængde engelsk Tin ved Opvarmning og fundet, at det dannede Tinilte vejede 3 Gran mere end det anvendte Tin, hvoraf han sluttede, at Metallet havde optaget og forbundet sig med Et eller Andet (en Del af Flammen mente han), medens det efter Stahls Theori jo netop skulde have afgivet Flo- giston. Men Stahl viser ham glat af: »Boyle aber, der sonst ein artiger und nachsinniger Kopff gevvesen, hat sich hierinnen gråblich verstossen (vvie es dann gehet, vvenn man eintzele Experimenta tractirt.)« Og dog var det dette »eintzele Experimentum«, der skulde omstyrte hele Flogistontheorien og danne et sikkert Grundlag for en ny Chemi. Den iste August 1774 opdagede Priestley Ilten, og allerede i November samme ÅAar forelæste Antoine LaurentLavoisier for det franske Academie en Afhandling »sur la calcination de Pétain dans les vaisseaux fermés«, hvori han med Vægtskaalen godtgjorde, at Tinnet havde optaget saamegen Ilt, som dets Vægtforøgelse angav. Men allerede længe før denne Tid, allerede før Ilten var op- daget, allerede den 1ste November 1772 havde Lavoisier indsendt en Note til Academiet, som viser, at han allerede da havde fattet den glimrende Tanke, der skulde gjøre hans Navn saa berømt, og-forstaaet den i dens hele Be- tydning. Heri siger han nemlig: »For nogle Dage siden har jeg opdaget, at Svovlets Vægt forøges, naar det ved
i) At af Syre og Flogiston bliver Svovl og at paa den anden Side Flogiston kan uddrives af dette og atter blandes dermed.
354
sin Forbrænding omdannes til en Syre. Denne Vægt- forøgelse hidrører fra, at det optager en utrolig Mængde Luft« — og senere i samme Note, at man, nåar man op- varmer Blyilte med Kul i lukkede Kar, i det Øjeblik, da Bly- iltet omdannes til Bly, kan opsamle et luftformigt Legeme, hvis Rumfang er idetmindste tusinde Gange saa stort, som det anvendte Blyilte. Han tilføjer, man veed, hvor sandt: »Cette découverte me parait une des plus intéressantes, qu'on ait faites depuis Stahl.« 1777 undersøgte Lavoisier igjen Svovlsyrlingen, fandt, at den bestod af Svovl og Ilt, og paaviste, at Svovlsyren var et højere Iltningsproduct af Svovl. Dog var denne Syres Dannelsesproces, skjøndt erkjendt i Principet, endnu dunkel i Detaillen, og det var først fra 1806, da Clément og Desormes nøjere stu- derede denne Proces, at Praxis kunde faae den tilbørlige Vejledning af Theorien. Disse Chemikere paaviste nemlig, at Salpeteret eller Salpetersyren ingenlunde afgiver al den Ilt, der behøves for at.omdaåanne Svovlsyrling til Svovlsyre, men at den atmosfæriske Luft er det egenlige Iiltnings- middel. Salpetersyren, der er sammensat af Kvæistof, Brint og Ilt, afiltes først af Svovlsyrlingen til en luftformig Forbindelse af Kvælstof og Ilt, Kvælstoftveilte. Denne har nu stor Tilbøjelighed til at optage Ilt af den atmosfæriske Luft, hvorved den omdannes til en anden Itforbindelse af Kvælstof, Salpeterundersyre, der optræder som røde Dampe og indeholder dobbelt saa megen Ilt som Kvælstoftveilte. Men naar Fugtighed og Svovlsyre ere tilstede, afgiver den saaledes dannede nye Forbindelse igjen Ilt til Svovlsyrlin- gen, og det i et saadant Forhold, at 64 Vægtdele Svovl- syrling (1 Atom) optage 16 Vægtdele Ilt (1 Atom) og 18 Vægtd. Vand (1 Atom), hvorved den gaaer over til Svovl- syre. Ved denne Reduction er Salpeterundersyren igjen
355
bleven til Kvælstoftveilte, som nu paany optager Ilt af den atmosfæriske Luft for strax igjen at afgive den til Svovl- syrlingen og Vandet osv. De Processer, der her finde Sted, ere altsaa: 1? Salpetersyre, Svovlsyrling og Vand danne Kvælstof- tveilte og Svovlsyre, 2% Kvælstoftveilte og atmosfærisk Luft danne Salpeter- undersyre, 3? Salpeterundersyre, Svovlsyrling og Vand danne Kvæl- stoftveilte og Svovlsyre, 49 Kvælstoftveilte og atmosfærisk Luft danne Salpeter- undersyre osv,
Det er heraf klart, at man ved Hjælp af en given Mængde Salpetersyre efter Theorien skulde kunne om- danne en hvilkensomhelst Mængde Svovlsyrling til Svovl- syre, naar den nødvendige Luft- og Vandmængde er til- stede. Dette lader sig dog naturligvis ikke gjøre i Praxis; men hvor nær man kan komme den Mængde Syre, Theo- rien fordrer af em given Mængde Svovl, viser Erfaringen, idet man nu seer sig istand til af 100 Pund Svovl at fremstille 288, ja endog 298 Pund Svovlsyre (Beregningen fordrer 306 Pund af samme Styrke), medens man tidligere arbejdede med et Tab af 140—166 Pund Syre paa hvert Centner Svovl. Den gunstigste Betingelse for at faåae et saa stort Resultat som muligt var efter Clément og Des- ormes Anvendelse af Vanddampe, og i denne Form an- vendes ogsaa Vandet i alle Nutidens Svovlsyrefabriker. Faa Exempler kunne mere slaaende godtgjøre Theoriens Betydning for Praxis. For den samme Pris, hvormed man for knap 200 Aar siden betalte 1 Pund Svovlsyre, kan man nu kjøbe næsten halvandet Centner, og det endda
en betydelig mere concentreret.
356
Som allerede ovenfor bemærket, benyttes i Svovlsyre- fabrikerne saa godt som altid Svovl, og saa godt som alt dette Svovl faaes fra Sicilien. 1838 var Productionen ca. 9$900,000 Cantari!), som for største Delen gik til England og Frankrig. Men i det nævnte Aar sluttede den ukloge Regering i det forrige Kongerige Neapel den berygtede Svovlcontract med Franskmændene Taix, Aycard & Comp., ifølge hvilken den aarlige Production skulde indskrænkes til 600,000 Cantari. England forlangte øjeblikkelig, at denne Contract skulde ophæves, idet det beraabte sig paa den 1816 med Neapel afsluttede Handelstractat. Man søgte i Neapel at trække Sagen i Langdrag, og skjøndt Englands Fordringer bleve mere indtrængende, erklærede den forbittrede Ferdinand den Zden ikke at ville give efter. Følgen var, at en engelsk Blocadeescadre viste sig i Neapels Bugt og opbragte flere neapolitanske Skibe til Malta. Handelen standsede, Renterne sank, og Tilstanden paa Sicilien var saaledes, at Neapels Skridt havde frem- kaldt Oprør. Tvungen af Forholdene saae den sicilianske Regering sig derfor nødt til, i 1840 at bryde Svovlcon- tracten og holde Selskabet skadesløst. Sagen fik altsaa en fredelig Løsning, men man seer, hvilken Betydning den engelske Regering, og med Rette, tillægger Svovlsyre- productionen. Imidlertid vare dog under disse Omstæn- digheder Svovlpriserne stegne i den Grad, at Svovlsyre- fabricanterne maatte søge et Erstatningsmiddel for Svovlet. Et saadant lod da heller ikke længe vente paa sig. De fleste Malme bestaae af Svovlmetaller, som maae ristes a: opvarmes under Adgang af Luft, for at Metallet kan vindes af dem. Ved denne Ristning forbrænder Malmens
!) En siciliansk Cantaro er c. 159 danske Pund.
357
Svovl til Svovlsyrling, og det var denne Svovlsyrling, man anvendte til Svovlsyre, Senere er dog denne Methode igjen forladt paa mange Steder; men der kan næppe være Spørgsmaal om, at den vil blive gjenoptagen, og at Fabri- cationen af Svovlsyre vil blive en Del af Metallurgien. Da nu, som Liebig har bemærket, Svovlsyreproductionen ligefrem kån betragtes som Maal for Industriens Ud- vikling, men den i Europa næsten alene er afhængig af Siciliens Svovludførsel, vil det vel have nogen Interesse, at Sicilien 1830 kun udførte 560,000 Centner Svovl, men 1845 allerede 1,400,000 Ctn. og 1852 endog 1,896,000 Ctn., saa at Udførselen i mindre end 25 Aar er stegen til over det Tredobbelte. Frankrig indførte 1825 210,000 Ctn., i 1852 580,000 Ctn.; England benyttede 1826 236,800 Ctn., i 1849 825,700 Ctn. Svovl.
Principet for Svovlsyrefabricationen er overalt det samme, men eftersom man fremstiller Salpetersyren sam- tidig med Svovlsyrlingen eller anvender allerede færdig Salpetersyre, bliver Fåbriksindretningen noget forskjellig. Den første Methode anvendes hyppigt i England, den sidste mest i Frankrig. Salpetersyren (»Scheidewasser«, som påa Dansk saa smagfuldt er blevet oversat ved »Skedevand«) fremstilles ved Opvarmning af Salpeter ad: Salpetersyre, hvis Brint er substitueret af Natrium eller Kalium, med Svovlsyre, idet derved Brint bytter Plads med disse Me- taller, saa at der dannes Natrium- eller Kaliumsaltet af Svovlsyre og fri Salpetersyre. Denne Opvarmning skeer nu de engelske Fabriker i Almindelighed i selve den murede Ovn, hvori Svovlet forbrænder under rigelig Ad- gang af atmosfærisk Luft. Blandingen af Salpeter og Svovl- syre anbringes som oftest i Skuffer af Jernblik, som glide paa et Pår Tremmer umiddelbart over Svovlflammen.
358
Denne sidste benyttes tillige til at opvarme Vandet, idet en muret Vandkjedel er anbragt i Svovlovnen. Gjennem vide Rør strømmer nu Blandingen af Svovlsyrling og Sal- petersyredampe ind i det første Blykammer, derfra ind i det næste og de følgende, tilsidst ud igjennem den høje Skorsten, hvis Træk kan modereres ved Spjeld. TI alle Biykamre udmunde et eller flere snævre Rør, hvorigjennem Vanddampene suse ind. Den dannede Svovlsyre flyder ned paa Blykamrenes Bund, som derfor maa have en vis Heldning for at man med Lethed kan tappe Syren ud.
I de franske Fabriker foretages Svovlbrændingen og Vandets Opvarmning påa samme Maade, men Strømmen af Svovlsyrling og Vanddampe nødes her til først at pas- sere et mindre Kammer, hvor den maa stryge hen over Plader, der ere anbragte over hinanden med en meget ringe Afvigelse fra den vandrette Stilling, og paa hvilke der stadig flyder en langsom Strøm af Svovlsyre, mættet med Iltforbindelser af Kvælstof, en Vædske, som man faaer i Løbet af selve Fabricationen. Fra det første Kammer gaaer Luftstrømmen gjennem et vidt Rør ind i det andet, paa hvis Bund findes et Lag af Svovlsyre, ligeledes mættet med Iltforbindelser af Kvælstof. Her bliver en ny Mængde Svovlsyrling omdannet til Svovlsyre, men Hovedsædet for Svovlsyredannelsen er dog det tredie og især det fjerde Kam- mer. I det tredie flyder fra Stenkrukker udenfor Kamret en langsom Strøm af Salpetersyre paa Terrasser af Sten- plader. Salpetersyren strømmer som et Vandfald fra de øverste, smaa Plader ned over fire eller fem andre, der bestandig blive bredere; den frembyder altsaa en meget stor Overflade og bliver under Indvirkning af Svovlsyrlingen og Vanddampene omdannet til Kvælstoftveilte og Salpeter- undersyre. Disse Legemer optages for en Del af den
359
dannede Svovlsyre, der nu gjennem et Rør flyder tilbage paa det andet Kammers Bund for der at virke paa en ny Mængde Svovlsyrling. Størstedelen af den i det tredie Kammer dannede Salpeterundersyre gaaer tilligemed den bestandig tilstrømmende Svovlsyrling ind i det fjerde, det største Kammer, hvor rigelige Strømme af Vanddampe møde den, og her dannes den største Mængde Svovlsyre. Den Del af Luftarterne, som endnu ikke maatte være om- dannet, føres endelig ind i det femte Kammer, hvorfra den ledes ind i en lukket Beholder, der optager de Dampe, der endnu kunne fortættes. De Luftarter, der her blive tilbage, bestaae for en stor Del af Salpeterundersyre, som man dog ikke vil lade gaae tabt, dels fordi man kan benytte den, dels fordi dens røde Dampe vilde fordærve Atmosfæren, da de virke meget ødelæggende paa Aandedrætsorganerne. For at opsamle dem drager. man Fordel af den Omstæn- dighed, at denne Luftart med stor Lethed absorberes af Svovlsyre af en vis Concentrationsgrad. Man leder den derfor enten igjennem et System af tohalsede Stenflasker, fyldte med en saadan Svovlsyre, eller man lader den strømme gjennem et vidt Rør, der er omgivet af en lille Ovn for at befordre Trækket, ind i en høj Blycylinder, fyldt med Coaksstykker. Paa disse flyder en langsom Strøm af Svovlsyre, der paa Grund af den store Overflade, som Coaksstykkerne frembyde, med Lethed optager al Salpeter- undersyren. Den saaledes dannede Vædske flyder nu hen til en lukket Beholder, gjennem hvis Laag en Dampstrøm kan udøve sit Tryk og drive Vædsken op i det Kar, hvor- fra den flyder ned paa Pladerne i det første Blykammer. Paa denne Maade undgaaer man at forpeste Luften, og man sparer omtrent 2 af den Salpetersyre, Fabricationen ellers vilde udkræve.
360
Blykamrene bestaae af Blyplader, som man tidligere loddede med en Legering af Bly og Tin; men denne blev stærkt angreben af Svovlsyren, og i den nyere Tid lodder man derfor altid Pladerne med Bly, en Methode, som dog kun er bleven mulig ved Anvendelse af Knaldluftslampen ”), der som bekjendt er istand til at frembringe meget høje Temperaturer. Kåamrene ere ophængte i Bjælkeværket, da de ellers vilde knuses under deres egen Vægt. For at give et Begreb om deres Størrelse skal jeg blot anføre, at Tennants Fabrik i St. Rollox ved Glasgow har 20 Kamre, hvoraf hvert er 70 Fod langt og har et Rumfang af 38000 Kubikfod. Det er rigtignok ogsaa den største Fabrik i Verden; den producerer daglig over 80000 Pund Svovlsyre. Den i Kamrene dannede Syre er imidlertid ikke saa stærk, som man ønsker den i Handelen; den maa derfor con- centreres ved Afdampning. Denne foretages først i Bly- pander, hvorved omtrent 11 Procent Vand og næsten alle absorberede Luftarter gaåae bort; men derpaa føres Syren ved en meget sindrigt indrettet Hævert over i en stor Platinkjeddel >”), hvor den videre Afdampning foregaaer. Derfra ledes den varme Syre gjennem lange Svalerør, der bestandig holdes omgivne med koldt Vand, ned i de Bal- lons, hvori den forsendes.
Svovlsyren er som bekjendt en tung, olieagtig Vædske, der hår en stærk Tiltrækning til Vand og forbinder sig dermed under stor .Varmeudvikling. Paa Grund af denne
1) Knaldluft er en Blanding af Ilt og Brint; begge disse Luftarter fremstilles ved Hjælp af Svovlsyre.
Tidligere brugte man Glas, men da Tabet ved et Brud er stort, og Faren for Arbejderne uberegnelig, har man senere anvendt Platin. Dog synes det, som den store Anlægscapital (et Platin- apparat, der rummer 5—20 Centner, koster i: Paris 40000—100000 fr.) virker afskrækkende, og efter de nyeste Meddelelser benyttes Glaskar til ”/49 af den Svovlsyre, England producerer.
2
==
361
Egenskab forkuller den de organiske Legemer, hvormed den kommer i Berøring. Disse indeholde nemlig Kulstof, Ilt og Brint, og Svovlsyren disponerer ved sin Vandtiltræk- ningsevne Brint og Ilt til at danne Vand, hvormed den da forbinder sig, medens Kulstoffet bliver tilbage. Dette Forhold har faaet en vigtig technisk Betydning. De fly- dende Olier, der anvendes til Belysning og Sæbe, vindes hyppigt ved Presning af Frøene eller ved Udsmeltning af dyriske Fedtstoffer, og indeholde som Følge heraf Slim og mange andre Stoffer, der dels gjøre Olierne uklare, dels farve dem. Disse Urenheder decomponeres nu langt let- tere af Svovlsyren end Olierne selv; for at fjerne dem anvender man derfor nogle fåa Procent Svovlsyre, som aldeles destruere Indblandingerne. Den samme Methode er anvendt til Affarvning af den faste Palmeolie, der i den senere Tid har faaet en såa stor Anvendelse i Sæbefabri- kerne. — Den i Handelen forekommende Svovlsyre har efter Marignacs Bestemmelser ikke ganske den rene Syres " Sammensætning; den indeholder lidt Vand, som man ikke kan uddrive ved Opvarmning, da Syren selv decomponeres ved den høje Temperatur, der hertil udfordres. En noget anden Sammensætning har den saakaldte Nordhauser- eller rygende Svovlsyre. Den ryger i Luften, idet den afgiver Dampe af Svovlsyreanhydrid (a: Svovlsyre + Vand), et ved almindelig Temperatur fast, hvidt, men allerede ved 35" kogende Legeme. I Luften forbinder dette Anhydrid sig med Vanddampe og omdannes til almindelig Svovlsyre, der først koger ved 326?, og hvis Dampe derfor hurtig for- tættes ved den sædvanlige Temperatur. Den rygende Syre benyttes kun i Indigofarverierne, idet den med langt større Lethed end den almindelige Syre opløser Indigo, og den Mængde, der aarlig bringes i Handelen, er derfor ikke 24
362
stor. I Nordhausen, en lille By i preussisk Sachsen, hvoraf Syren har sit Navn, fabrikeres den nu ikke mere, men i Bøhmen findes Fabriker, som levere rygende Svovlsyre. Man benytter hertil Jernvitriol, som glødes i Lerretorter. Jernvitriolen indeholder Krystalvand, hvoraf en Del tem- melig let gaaer bort, men nåar Temperaturen stiger, de- componeres Saltet fuldstændigt i Svovlsyrling, som gaaer bort, en Blanding af Svovlsyre og Anhydrid, som opsamles og danner den rygende Syre, og Jerntveilte (Caput mor- tuum, Todtenkopf, Engelskrødt), der benyttes dels som Farvemateriale, dels som Polerpulver.
Svovlsyren finder upaatvivlelig sin vigtigste Anvendelse i Fabricationen af konstig Soda. Dette Salt, kulsurt Natron, forekommer ikke sjældent i Naturen, men aldrig synderlig rent. I Ægypten og Palæstina, i Indien og Amerika findes saaledes »Natronsøer«, hvis Vand om Sommeren fordamper og efterlader rigelige Krystalskorper af Soda. I Ungarn er Jordbunden i det store Steppeland, som Theiss gjen- nemstrømmer, i den Grad blandet med Soda, at denne navnlig efter Regn udkrystalliserer paa Jorden, hvor den da opsamles af Bønderne, for hvem dette er en vigtig Erhvervskilde. Disse særegne Forhold have været Oprin- delsen til de store Sæbesyderier i Szegedin og Debreczin. Desuden vandt man tidligere Soda paa lignende Maade som Potaske, men medens denne faaes af Landplanternes Aske, fik man Soda af Strandplanternes, og det var især Fucusarterne, som leverede dette vigtige Salt. Dog var den Soda, der blev fremstillet paa denne Maade, naturlig- vis meget uren. Den bedste var den saakaldte »Barilla«, der kom fra Spanien, hvor den paa Kyststrækningen ved Alicante, Carthagena og Malaga blev vunden af Salsola soda, og denne Aske indeholdt kun 25—30 Procent kul-
363
surt Natron. Den gik for største Delen til Frankrig, der aarlig indførte Barilla til en Værdi af 20—32 Millioner fr., navnlig til Sæbesyderierne i Syden; thi de Asker, der vindes ved de franske Kyster, »Salicor« fra Omegnen af Narbonne, »Blanquette« fra Aiguesmortes, og »Varec« fra Normandiet indeholde mest Potaske og kun nogle faa Pro- cent Soda. Den store Revolution, der i saa mange Hen- seender gjorde en Omvæltning i de bestaaende Forhold, aabnede ogsaa her en ny Kilde, der skulde blive frugt- bringende for hele den moderne Industries Udvikling. Det var i 1793. Frankrig blev angrebet paa alle Sider; alle Provindser vare i Oprør mod Revolutionen i Paris; hele den udenrigske Handel standsede, og Sodaindførslen fra Spanien ophørte aldeles. Det eneste Erstatningsmiddel, man havde, var Potaske, men al den Potaåaske, der kunde skaffes tilveje, opslugtes af Salpeterfabrikerne; thi Krudt kunde mindst af Alt undværes nu, da Fjender trængte frem paa alle Kanter. Under disse Forhold maatte Sæbefabriker, Glasværker osv. ligge stille, og Frankrigs Industri truedes med Undergang. Men netop under disse Forhold viste Frankrig, hvad det formaaede ved egen Kraft: Svovl blev fremstillet af Malmene, Salpeter af forraadnede Dyre- og Plantestoffer, Alun af bitumineuse Skifere, og hvad der var vigtigere end alt dette, Soda af Kogsalt. Aar Il ud- stedte Velfærdscomiteen et Decret, der begyndte saaledes: »! Betragtning af Republikens Pligter, som byde den at henvende Frihedens fulde Kraft paa alle de Gjenstande, som danne Grundlaget for de uundværligste Industrigrene; som byde den at afkaste Handelsafhængighedens Lænker og drage Alt, hvad Naturen har nedlagt i Frankrigs Skjød, frem for Dagen, ligesaa meget for at svække Despotiets hadefulde Tvangsmidler som for at drage Nytte af Jordens 24%
364
Gaver og den industrielle Virksomhed — i Betragtning heraf er det besluttet og tilholdes alle Borgere, at de til Statens Bedste inden 2 Decader skulle meddele deres Anskuelser og Erfaringer med Hensyn til Sodafabricationen til en særegen Commission, med Tilsidesættelse af alle egennyttige Fordele og Privatspeculationer.« Og inden de 2 Decader vare forløbne, havde den nedsatte Commission, der bestod af Leliévre, Pelletier, Girout og d”Arcet, mod- taget 6 Forslag, der alle valgte Kogsaltet til Udgangspunct. Lægen Leblancs Methode blev af Commissionen enstem- mig anseet for den hensigtsmæssigste, -og trods Chemiens Udvikling i det følgende halve Aarhundrede benyttes endnu næsten overalt Leblancs Fremgangsmaade, som nu alene i Frankrig aarlig bringer henved 2 Millioner Centner Soda i Handelen.
Denne Methode beroer paa, at Kogsalt (Chlornatrium) ved Opvarmning med Svovlsyre leverer luftformig Saltsyre (Chlorbrinte) og Glaubersalt (svovlsurt Natron), idet Metal- lerne Brint og Natrium bytte Plads, ligesom det skeer ved Salpetersyrens Fremstilling af Salpeter og Svovlsyre, som jeg ovenfor har omtalt. Processen havde længe været bekjendt; den er opdaget i det 17de Aarhundrede af Glåu- ber, efter hvem det svovlsure Natron har faaet Navn. Stahl omtaler dette paa en såa snurrig Maade, at jeg ikke kan afholde mig fra at anføre Stedet (Fundam. chymiæ Ill 274), da det tillige indeholder en Beskrivelse af Saltet: »Ex hujus deinde remanentia, seu capite mortuo, vvoraus der spiritus saåalis getrieben vvorden, bleibt ein novum concretum saålinum zuricke, compositum ex alcali salis et acido vitrioli, — — das sal mirabile Glauberi, vvelches eine brichige, fragilem et friabilem mollem consistentiam hat, aqvam abundantem, feucht, daher es im Feuer ebullirt
365
vvie Alaun«"). Denne Omdannelse af Kogsalt til Glauber- salt foretages i Almindelighed i store murede Flammeovne o: Ovne, i hvilke ildstedet er anbragt paa den ene, Skor- stenen paa den anden Side af den egenlige Ovnbund, som Flammen saaledes slaaer hen over. ØOvnbunden er som oftest delt i to Rum, af hvilke det nærmest Skorstenen er foret med Bly, og i dette foregaaer den egenlige Om- dannelsesproces. Det andet Rum nærmest. ved ildstedet modtager en betydelig større Varme, og her gløder man det dannede Salt, dels for at fuldende Omdannelsen, dels for at befrie det for et Overskud af Syre. Den store Masse Saltsyredampe, "der udvikles ved denne Proces, falder ofte Fabricanterne besværlig. Denne Syres Anven- delse kan nemlig endnu ikke maale sig med Sodaens; men hvor det er muligt at sælge den, opsamles den, idet man leder de udviklede Luftarter gjennem et System af store tohalsede Stendunke, der indeholde Vand, eller og igjennem høje Stencylindre fyldte med Coaksstykker, hvorover der stadig flyder en langsom Vandstrøm. Men undertiden maa man blot see at skaffe Saltsyredampene bort med saa faa Bekostninger som muligt. I Frankrig leder man dem hyppigt ned i store Beholdere med Vand og Kalksten og lader det dannede Chlorcalcium flyde bort. I England har man benyttet lange Skorstene for derved at lede de skadelige Dampe op i højere Luftlag. Fra Musprats Fabrik mellem Liverpool og Manchester rager saaledes en kegleformet Skorsteen 490 Fod op i Veiret; dens Gjennemsnit er forneden 30 Fod, foroven 11 Fod
!) Af denne Rest eller dette caput mortum, w. Saltsyren getr. Ww., bleibt ein ny Saltmasse zuruck, sammensat af Saltets Alkali og Svovlsyre — Glaubers Undersalt, w. e. br. skjør og hensmulrende, blød Consistens hat, er rigt paa Vand osv.
366
og den indeholder en Million Mursten. Men selv saadanne Kæmpeskorstene ere ikke tilstrækkelige til at fjerne disse Dampe, der forbinde sig med Luftens Fugtighed og sænke sig over Egnen som en ødelæggende Taage, dræbe Plante- verdenen og forpeste Luften. I den belgiske Provinds Namur reiste Befolkningen sig saaledes i Høsten 1855 mod de chemiske Fabriker, som nu rigtignok fik Skyld for langt større Ødelæggelser end de ere istand til at anrette. Bevægelsen var saa betydelig, at den maatte tvinges med Militairmagt. Der blev da nedsat en Commission, som med stor Omhyggelighed undersøgte Forholdene. Det viste sig, at Træer, Buske og i det Hele perennerende Planter havde lidt ikke ubetydeligt, og af disse igjen Skov- træer som Hassel, Eg, Bøg og Birk mest, Vin og Frugt- træer derimod mindre, men at den Skade, der var anrettet påa Markfrugter, Urter osv., var for Intet at regne. Men det viste sig ogsaa, åt de 4 Fabriker, hvorom Talen var, bleve drevne med en uforsvarlig slet Oekonomi. SMan beregnede, at de tilsammen daglig lod 77563 Kubikfod Saltsyredamp og 30049 Kubikfod Svovlsyrling gaae bort igjennem deres Skorstene, at der altsaa hvert Minut strøm- mede 742 Kubikfod skadelige Luftarter ud i Atmosfæren. Men det vil med andre Ord sige, at disse Fabriker aarlig gik tabt af 87600 Centner Saltsyre og 38728 Ctn. Svovl- syre, der tilsammen repræsentere ven" Værdi fa ease Kd. Under saadanne Forholde er det intet Under, at de chemiske Fabriker kunne komme i Vanrygte, men ligesaa vist er det, at ved en fornuftig Oekonomi vil Sligt ikke kunne finde Sted. Man begynder ogsaa mere og mere at anvende Muffelovne, der opvarmes udvendig fra, isteden- for Flammeovne, hvor Saltsyredampene blandes med Sten- kullenes Forbrændingsproducter. Ved Muffelovne er det
367
muligt at fortætte 92 Procent af Syren, og da der dog bestandig bliver mere Brug for denne, tør man nære Haab om, åt de Klager, man med Rette har kunnet føre over disse Fabriker, aldeles ville forstumme.
Den anden Hovedproces i Sodafabricationen bestaaer i Glåubersaltets Omdannelse til kulsurt Natron. Dette skeer ved Bjælp af Kul og Kalksten (kulsur Kalk), og de che- miske Virkninger, som her foregaae, ere forholdsvis simple. Først virker Kullet påa det svovlsure Natron, bemægtiger sig al dets Ilt og fører den bort som luftformig Kulilte. Det tilbageblivende Svovlnatrium ombytter ligefrem sit Metal med Metallet i den kulsure Kalk, saa at kulsur Kalk og Svovlnatrium omdannes til kulsurt Natron og Svovlcalcium. Men skjøndt nu dette Sidste er tungopløseligt i koldt Vand, vilde det dog ikke være muligt at udtrække den dannede Soda med Vand, da under disse Omstændigheder den om- vendte Proces finder Sted: der dånnes igjen Svovlnatrium og kulsur Kalk. Erfaringen lærte dog Leblanc at undgaae denne ubehagelige Omstændighed. Naar man nemlig til- sætter dobbeli saameget Kalksteen, som Theorien fordrer til Omdannelsen af Svovlnatrium til kulsurt Natron, dannes en Forbindelse af Svovlcalcium og Kalk, som er aldeles uopløselig i Vand. For nu at bringe disse Omdannelser istand, knuser man Glaubersaltet og Kalkstenen saavidt muligt og blander dem omhyggeligt med Kulstøv, som for utrolig billig Pris kan faaes fra Gruberne. Massen smeltes i en Flammeovn med oval Ovnbund, da en stadig Omrøren er nødvendig. Naar det Hele er blevet dejgagtigt, be- gynder den chemiske Virksomhed: utallige Blærer af Kul- ilteluft stige op gjennem Massen og forbrænde strax med svage blaae Flammer til Kulsyre; tilsidst smelter det Hele og synes paa Grund af den livlige Luftudvikling at koge,
368
og naar Luftudviklingen er endt og Massen flyder roligt, er Processen endt. Den raa Soda bringes flydende ud af Ovnen og afkøles i store Kasser af Jernblik, men den danner en altfor fast og tæt Masse, til at man skulde kunne udlude den i denne Tilstand. Man bringer den derfor i Almindelighed til at falde fra hinanden ved varme Vanddampe. Nu skal den udludes, men næsten alt det Vand, der benyttes til Saltets Opløsning, skal igjen for- dampes, for at Sodaen kan bringes i fast Form. Dette udkræver naturligvis en betydelig Mængde Brændmateriale. Paa den anden Side er det vigtigt for Fabricanten at vinde al den Soda, der findes i Massen, og dette lader sig ikke gjøre uden at udlude flere Gange; men herved vilde man komme til at inddampe svage Opløsninger og maaskee opoffre mere Brændsel, end den opløste Soda var værd. Man har dog ved et sindrigt Arrangement overvundet begge Vanskeligheder. Udludningen foretages i store Jern- kar, fyldte med Vand, der ved en Dampstrøm holdes ved 30—409: ved denne Temperatur opløser nemlig Vand den største Mængde Soda. I disse Kar hænges gjennemhul- lede Kasser af Jernblik, hvori Sodamassen anbringes. Vandet trænger da ind, optager de opløselige Dele, og den mættede Vædske, der herved bliver tungere, synker tilbunds. Fra Bunden af det første Udludningskar gaaer nu et bøjet Rør, der munder over det andet, som staaer noget lavere; dette staaer paa samme Maade i Forbindelse med et tredie, der igjen staaer lavere osv. Da der nu bestandig flyder Vand i det første Kar, vil Luden derfra strømme over i det andet og det følgende. Bestandig kommer den i Berøring med en ny Mængde Soda, bestan- dig bliver den mere concentreret, indtil det, naar den er kommen til det sidste Kar, kan betale sig at afdampe den
369
De gjennemhullede Kasser gaae derimod den omvendte Vej. De frisk fyldte anbringes i det sidste Kar og hænges derpaa højere og højere op, til de i det øverste blive fuldstændigt udvaskede af det friskt tilstrømmende Vand. Afdampningen foretages i Blypander, enten til Krystalli- sation, hvorved store, smukke Krystaller, der indeholde henved 63 Procent Vand, udskille sig, eller til Tørhed. I første Tilfælde indeholder Moderluden næsten alle de fremmede Bestanddele, i sidste Tilfælde findes alt Opløse- ligt naturligvis i Sodaen. Men da den store Mængde Krystalvand, langtfra at gavne, kun forhøier Forsendelses- omkostningerne, lader man hyppigt de vandklare Krystaller henligge paa et tørt, varmt Sted, hvorved de tabe Vandet og falde hen til et snehvidt Pulver, der i Handelen gaaer under Navnet »tør Soda« eller »Sodasalt«, medens det ligefrem til Tørhed afdampede Salt forhandles som »raåa Soda«.
Dette er Leblancs Methode, og det var efter dette Princip, at han, Dizé og Shée oprettede den første Fabrik af konstig Soda i Frankrig. Denne Methode lider dog af en væsenlig Mangel: alt Svovlet gaaer nemlig tabt. Thi den uopløselige Forbindelse af Svovlcalcium og Kalk kan i det Højeste anvendes som Gjødningsmiddel eller til Ce- ment (Aspdin). I Blyth og Bensons store Sodafabrik i Church ved Manchester har man derfor indført en ny Methode, som allerede 1778 er bragt i Forslag af Benedic- tinermunken Maleherbe, og som udmærker sig ved store Fordele. Fremgangsmaaden er i det Hele den samme som Leblancs, men man anvender istedenfor Kalk Jern- tveilte, der som forskjellige Mineralier forekommer meget hyppigt i Naturen. Den raa smeltede Sodamasse inde- holder derfor Svovljern istedenfor Svovlcalcium og Kalk og
370
foruden kulsurt Natron en betydelig Mængde Ætsnatron og Svovlnatrium; man låder den derfor henligge 1—2 Uger i en Atmosfære af Kulsyre (fremstillet ved Forbrænding af Coaks) og Vanddampe, under hvis Indflydelse den dels optager Kulsyre, dels falder hen til et Pulver. Udludnin- gen foretages paa sædvanlig Maade, men det tilbågeblivende Svovljern formes som Mursten og tørres ved svag Varme. Derpaa ristes denne Masse, hvorved Svovlet omdannes til Svovlsyrling, der strax benyttes til Svovlsyre, Jernet til Jerntveilte, der påany kan anvendes i Fabricationen. Efter Theorien skulde man altsåa med en given Mængde Svovl- syre og Jerntveilte kunne omdanne en ubegrændset Mængde Kogsalt til Soda, men i Praxis gaaer naturligvis altid noget tabt. - Dog seer man, hvilke betydelige Fortrin denne Me- thode har").
Sodaens Anvendelse i det daglige Liv er bekjendt. At man benytter den til Vadsk beroer vel tildels påa, at den er istand til at forbinde sig med Fedtstoffer, men især paa, at den omdanner »haardt« Vand til »blødt«. Det haarde Vand indeholder nemlig Kalk- og Magnesia- salte, og disse indgaae med Sæbens fede Syrer uopløselige Forbindelser, sætte altsaa en Del af Sæben ud af Virk- somhed. Det kulsure Natron omdanner nu disse Kalk- og Magnesiasalte til uopløselige kulsure Salte, der ikke længere virke sønderdelende paa Sæben. Men sin egenlige
1) Her har Docent Thomsen angivet og iværksat en ny og meget smuk Methode til Fremstilling af Soda, for hvilken ikke Kogsalt (altsaa ei heller Svovlsyre), men Kryolith er Grundlaget. Den skal efter Moignos »Cosmos« ogsaa anvendes i Frankrig. Naar Kryolithens Forekomst kun ikke var såa begrændset, vilde denne Methode sikkert fortrænge alle andre, da Sodaen kan leveres udmærket ren, og Biproducterne ere af betydelig Værdi.
371
Betydning hår Sodaen i det Store, i Techniken. Her har den vundet en afgjort Overmagt over Potasken og frem- kaldt en fuldstændig Omvæltning i Industrien. Tydeligst seer man dette i Sæbefabricationen. Sæberne ere Natron- og Kalisalte af de i naturlige Fedtstoffer af Plante- og Dyreriget forekommende fede Syrer. Hvilke Masser af Soda og altsaa af Svovlsyre, Nutidens Sæbefabrication for- udsætter, seer man af Frankrigs og Englands Exempler. Marseille havde vel allerede for 2000 Aar siden Sæbe- fabriker, men først efter at Leblancs Sodafabrication var indført, steg Sæbefabricationen der efter en enorm Maale- stok. 1829 fåbrikeredes i Marseille 800000 Centner Sæbe i 32 Fabriker, 1550 en Million Ctn. i 48 Fabriker og i den nyeste Tid er Productionen stegen til 1200000 Cin., "der repræsentere en Værdi af c. 18 Millioner Åd., og hvortil ikke mindre end 250000 Ctn. Olivenolier og 200000 Ctn. af andre Olier aarlig forbruges. I 1850 havde Eng- land 329 Sæbesyderier, der aarlig leverede c. 2 Millioner Ctn. Sæbe, men dette forudsætter 340000 Ctn. Soda, og disse igjen 375000 Ctn. Kogsalt og 330000 Ctn. Svovlsyre. Fremdeles behøves der til Fremstillingen af hin Sæbemasse 1360000 Ctn. Fedtstoffer. For Øjeblikket producerer Eng- land aarlig over 2 Millioner Ctn. Soda (Tennants Fabrik alene daglig langt over 1000 Ctn.) og forbruger aarlig over 2100000 Ctn. Fedtstoffer til Sæbe. For at tilveje- bringe disse Fedtmasser har man maattet søge nye Hjælpe- kilder. Thi selv Ruslands uhyre Talgproduction synes ikke mere at kunne slaae til. Især under Krimkrigen, der af- brød Ruslands Handelsforbindelse med England, blev dette nødvendigt; thi Priserne paa Talg og Sæbe steg til det Dobbelte og Tredobbelte. De rige Tropelande, der levere Europæerne saa mange værdifulde Producter, blev ogsaa
372
nu deres Tilflugt, og man fandt i Palmeolie og Cocosolie Fedtstoffer, der allerede nu efter en meget betydelig Maale- stok anvendes i Sæbefabricationen. I England benyttes saaledes aarlig 100000 Ctn. CGocosolie og 500000 Cin. Palmeolie til Sæbe, og bestandig voxer Indførselen af disse værdifulde Stoffer, et Factum, der ogsaa i en hel anden Retning har faaet en glædelig Betydning. Palmeolien faaes nemlig især fra Centralafrica, fra de Egne, hvor Niger og Tsadda forene sig og hvor Slavehandelen havde sit egenlige Sæde, og nu da Handelsforbindelser ere knyttede, som ere langt mere indbringende for Be- boerne end Slavehandelen, er der al Sandsynlighed for, at Civilisationen, baaren- frem af Industrien i Europa, vil bane sig Vej til det store Continent, der hidtil laae ligesom udenfor Verden. Men ikke blot Sæbefabrikerne, ogsaa Glasværkerne skylde Sodaen det Opsving, de i vor Tid have faaet. Næppe -er der noget af de utallige Pro- ducter, den chemiske Technik bringer i Handelen, der under saa forskjellige Former er saa udbredt mellem alle Classer af Befolkningen som Glasvarer; men denne almin- delige Udbredelse vilde ikke have været mulig uden Soda, der nu til en meget stor Mængde Fabricater og det netop de billigste, træder istedetfor Potaske i de >» Kiselsyre- forbindelser, hvoraf Glasset bestaaer. Som et Curiosum skal jeg blot anføré, at 1751 havde Paladserne i Mailand og Florents endnu Ruder af Oliepapir, og 1851 byggede Paxton Glaspaladset i Løbet af 4 Maaneder; men uden Soda vilde der ikke kunne have været Tale om dette vid- underlige Arbejde.
Men ogsaa Saltsyren, der ved Kogsaltets Omdannelse til Glaubersalt optraadte som Biproduct, har sin Betydning, og det en stor Betydning. Det er den, hvoraf man tfrem-
373
stiller Chloret, der har faaet en saa udbredt Anvendelse som blegende og luftrensende Middel. Opdagelsen af Chloret, der skriver sig fra 1774, skyldes Scheele, denne udmærkede Experimentator, der fristede en tarvelig Til- værelse som Bestyrer af Apotheket i Køping, en lille By i Vesterås, medens han forbavsede Europa med de vid- underligste Opdagelser. Det var ved sit Arbejde over Brunsten, et i Naturen meget udbredt Mineral, at han fandt ikke mindre end 3 nye Legemer: Mangan, Baryt og Chlor; »thi han kunde næsten ikke røre ved et Legeme uden at gjøre en Opdagelse«, saa skarp var hans viden- skabelige Sands og saa correct hans Experiment. Brun- stenen bestaaer i ren Tilstand af Ilt og Mangan, et Metal, der i høj Gråd ligner Jern. Naar mån behandler dette Mineral med Saltsyre, der som ovenfor bemærket bestaaer af Brint og Chlor, gaaer al Saltsyrens Brint til Brunstenens Ilt og danner Vand, medens Chloret dels forbinder sig med Manganet og bliver tilbage som et Salt, dels gaaer luftformig bort. Chloret er et Grundstof (man har da idetmindste endnu ikke bevist. at det er sammensat), der til forskjellige Tider har spillet en meget interessant Rolle i Chemiens Theori. Det er ved sædvanlig Tempe- ratur en gulgrøn Luftart af en højst ubehagelig Lugt. Det forbinder sig let med Metallerne, ofte under Ildfænomener; ligeledes med Brint, der da ogsaa efter alle Analogier maa betragtes som et luftformigt Metal. Navnlig naar Vand og et Legeme, der med nogenlunde Lethed optager det, ere tilstede, danner Chlor Saltsyre med Vandets Brint, medens Ilten gaaer til det iltelige Legeme. Herpåa beroer dette Stofs Anvendelse baade til Blegning og til at rense usund Luft. De Stoffer, der fordærve Luften eller farve Tøjerne, ere nemlig organiske Legemer, der som saadanne
374
bestaae af Kulstof og Brint (samt Ilt og Kvælstof). Ved Bleg- ning anvendes altid Vand, og i Luften ere altid Vanddampe tilstede. Chloret bemægtiger sig nu Vandets Brint og dan- ner Saltsyre. Herved bliver Ilten fri, og i det Øjeblik, et Stof frigjøres af en Forbindelse, er dets Virkninger, dets Tiltrækningskraft til andre Stoffer, langt stærkere end ellers; medens den i Atmosfæren tilstedeværende Ilt derfor i Al- mindelighed ikke virker tilintetgjørende påa de farvende eller ildelugtende Stoffer, forbrændes disse under Indvirk- ning af Ilten, i det Øjeblik, den frigjøres. Sollyset synes at meddele Atmosfærens Ilt lignende Egenskaber, og det er herpaa, at Græsblegning beroer (jvf. nedenfor Sollysets Virkning påa Jod- og Chlorsølv). Tøjerne bestaae nu rigtignok af de samme Bestanddele som de organiske Farvestoffer, men Bomuld modstaaer langt bedre end disse Chlorets Indvirkning. - Linned angribes derimod temmelig let; her maa derfor Chlorblegning anvendes med stor For- sigtighed og kan aldrig fuldstændig erstatte Græsblegningen. Tidligere brugte man til Blegning Chlorvand a: en Opløs- ning af Chlor i Vand, og det var navnlig Berthollet, der satte denne Chlorblegning i Gang. Men denne Methode var forbunden med store Vanskeligheder, som alle bleve hævede, da Tennant og Macintosh 1798 begyndte at anvende Chlorkalk som Blegningsmiddel. Først da kunde der ogsaa være Tale om en betydelig Udbredelse af den kunstige Blegning; thi Chlorvandet kan ikke vel forsendes og decomponeres desuden efterhaanden under Sollysets Indvirkning. Chlorkalken kan derimod baade forsendes og opbevares ”) og som Følge heraf fremstilles af dem,
') Dog anmeldte Hofmann i London 1858, at et lukket Glas med Chlorkalk frivilligt havde exploderet, og 1861 harKunheim berettet
370
der kunne levere den billigst, nemlig Sodafabrikanterne. Til Fremstilling af Chlorkalk udvikles Chlor af Brunsten og Saltsyre i store Stendunke, ledes først igjennem Sten- flasker med Vand, der optager forskjellige Urenheder, og derfra ind i flade, firkantede Beholdere af 30—40 Fods Længde, paa hvis Bund et Lag af lædsket Kalk er udbredt. Denne absorberer Chloret og omdannes herved til Chlor- kalk, dog aldrig fuldstændigt, og denne Omstændighed er vigtig; thi det er kun naar Chlorkalken indeholder Kalk, at den kan opbevares. Den decomponeres nemlig allerede af Luftens Kulsyre, men saalænge der er fri Kalk tilstede, foretrækker Kulsyren at indgaae Forbindelse med denne. Intet er lettere at forstaae end Principet for Kalkens Om- dannelse til Chlorkalk. Vand bestaaer som bekjendt af 2 Atomer Brint og 1 Atom Ilt; men allerede oftere i det Foregaaende har jeg havt Lejlighed til at påavise, hvor- ledes Brintatomer kunne bytte Plads med andre Metal- atomer. Kalk kan da betragtes som Vand, hvis Brintatomer ere substituerede af 2 Atomer Calcium, som er Kalkens Metal. Naar nu Chlor virker herpaa, skeer det påa en dobbelt Maade: et Atom Chlor bemægtiger sig det ene Calciumatom og danner Chlorcalcium, der altsaa bliver analog med Chlorbrinte; et andet Atom Chlor træder ind istedenfor det uddrevne Calciumatom og danner herved en Forbindelse, som Chemikerne kalde chlorundersyrlet Kalk. Det er denne Blanding af Chlorcalcium og chlorundersyrlet Kalk, der i det daglige Liv gaaer under Navnet Chlorkalk, men det er den chlorundersyrlede Kalk, som er det virk- somme Legeme. I Opløsning og ved Tilstedeværelse af
et lignende Tilfælde. Der anstilles Undersøgelser derover, men man har endnu ikke hørt noget Resultat.
376
iltelige Legemer, Farvestoffer f. Ex., forbinder dens Chlor sig nemlig med Calciet, medens dens Ilt bliver fri og virker destruerende paa det iltelige Legeme. Dette er Theorien for den konstige Bleg. Med Hensyn til dens praktiske Udførelse anvendes hyppigt gjentagne og afvexlende Be- handlinger med fortyndede Opløsninger af Soda, Syre (Svovl- eller Saltsyre), Chlorkalk og Vand, men då man er saa godt som aldeles ubekjendt med de fårvende Le- gemers chemiske Natur, er Fremgangsmaåaden aldeles em- pirisk og som Følge deraf yderst forskjellig påa de for- skjellige Steder. Men hvor betydelig en Indflydelse Chlor- kalken har havt i Industrien, sees noksom af Bomulds- manufacturernes enorme Omfang. Storbritanien, der for- arbejder de to Trediedele af al den Bomuld, der kommer paa det europæiske Marked, producerede i 1852 c. 650 Millioner Pund Bomuldsgarn og udførte samme Aar for c. 60 Millioner åd. Bomuldsgarn og for c. 210 Millioner kd. Bomuldstøjer. Det er naturligvis for en meget stor Del Spindemaskinerne, der håve gjort en saa uhyre Fabri- cation mulig, men det er dog vist, at man med den lång- somme Græsbleg ikke kunde tænke paa at bringe saadanne Masser i Handelen. Et Blegeri i Omegnen af Glasgow, som ingenlunde hører til de betydeligste, bleger uafbrudt, Sommer og Vinter, 1400 Stykker Kattun i Døgnet. Hvor vilde Sligt være muligt ved Græsbleg? Man skulde ikke troe, at det var det samme England, hvor der 1702 ud- kom en Lov, der under Fængselsstraf forbød Brugen af alle trykkede eller farvede Bomuldstøjer til Klæder, Meubler eller hvadsomhelst. Tempora mutantur! En meget be- tydelig Anvendelse har Chlorkalken ogsaa faaet i Papirs- fabricationen. Det stadigt stigende Forbrug af denne Artikel og de bestandigt større Fordringer, man stiller til
377
Papirets smukke Udseende, vilde umuligt kunne tilfreds- stilles uden Chlorkalken, der tillader Benyttelsen ogsaa af allehaande farvede Klude til hvidt Papir. Tidligere anvendtes frit ("hlor, men da man ikke altid kunde regu- lere dettes Virkning, blev Papiret ofte skjørt. Arago maatte saaledes som Secretair for det franske Academi lade flere Aargange af dette Selskabs Skrifter omtrykke. Men siden Chlorkalkens Indførelse i Papirfabrikerne synes Papiret ikke at lide ved Kludenes Blegning. Hvor van- skeligt det dog er, trods Blegningen, at tilfredsstille For- bruget, seer man af Forbuddene mod Udførsel af Klude; ja i England er det endog forbudt at give Ligene linnede Tøjer med i Graven.
Naar Talen er om Chlorets stankfordrivende Egen- skaber, vilde det være ubilligt ikke at nævne den utræt- telige, selvopoffrende Labarraque. En Prisopgave, som Selskabet for Industriens Opmuntring udsatte i 1820, bragte ham først ind påa den Tanke, der skulde blive saa vel- gjørende for Arbejdernes Sundhed i mange usunde Fa- briker. Der skulde findes et Middel til at befrie Tarm- strængsfabrikerne for deres forpestede Atmosfære. Labar- raque satte sig ind i denne lidet indbydende industri og angav endelig Chlornatron, hvis Sammensætning og Virke- maade er aldeles analog med Chlorkalkens, som det virk- somste Middel. Med utrættelig Iver søgte han at faae sin luftrensende Methode indført i Slagterhuse, Dissections- stuer, Hospitaler, Fængsler, Lazarether; Udrensningen af Cloaker sparede Paris for en Udgift af en halv Million fr, ; ja selv under Pesten i Syrien gjorde Chlorvædskerne en ypperlig Virkning. En fransk Læge skrev derfor til La- barraque: »Honneur å vos chlorures!« Det lader sig vis- selig ikke benægte, at det er Guyton de Morveau, der
23
378
har opdaget Chlorluftens desinficerende Egenskaber, men det er ligesaa vist, at det er Labarraque, som har skaffet Chlorvædskerne deres store og gavnlige Udbredelse.
Ikke mindre interessante end Chloret ere de aldeles analoge Stoffer Brom og Jod, som Svovlsyren først i dette Aarhundrede har forskaffet os, men som allerede nu have faaet en saa betydelig og såa mærkelig Anvendelse i Foto- grafien. Continentalspærringen udøvede visselig i mange Henseender et Tryk paa Industrien, men dette Tryk virkede ofte som Drivkraft. Saaledes blev Runkelroesukkerfabri- cationen og den europæiske Salpeterproduction fremkaldt ved dette System. = Til Salpeteret benyttede man Asken af Søplanter, især af Fucusarter og Laminarier, og det var af denne Aske, åt Bernard Courtois fremstillede Salpeter. Courtois var Farmaceut, men havde studeret Chemi under Thénard og Seguin og navnlig udført et meget for- tjenstfuld Arbejde over Opium. Han var derfor ingenlunde, som man oftere har villet paastaåe, en simpel Praktiker, hvilket da ogsaa viste sig, idet han blev Jodets Opdager. Han havde lagt Mærke til, at Jernpanderne i hans Salpeter- fabrik temmelig hurtigt bleve gjennemædte, og ved at undersøge Grunden lykkedes det ham af Modérluden fra Askerne at fremstille meget rent Jod (1812). Det nye Legeme tiltrak sig Chemikernes hele Opmærksomhed. Navnlig udmærkede sig Gay-Lussacs Arbejde derover. Han undersøgte dets vigtigste Egenskaber, viste dets Analogi med Chlor og gav det dets Navn efter et græsk Ord, der betyder violet; thi denne Farve have Joddampene. 14 Aar efter at Courtois havde fundet Jodet, opdagede Balard Bromet i Moderluden fra Middelhavssalinerne 9: den flydende Rest, der bliver tilbage efter Kogsaltets Udkry- stallisering. Disse tre Stoffer, Chlor, Brom og Jod vise
379
den største Analogi i alle Egenskaber og Forbindelser. Chlor er ved sædvanlig Temperatur og Tryk en Luftart, Brom en mørkebrun Vædske og Jod et fast, sortegraat, krystallinsk Legeme. Som man veed, indtræde Grund- stofferne, hver med sin bestemte relative Vægtmængde i Forbindelser, og de Tal, der udtrykke denne, kaldes Atom- tal... Bromets Atomtal ligger nu midt imellem Chlorets og Jodets, og en lignende Rækkefølge er gjennemgaaende i næsten alle deres og deres Forbindelsers Egenskaber. Baade Brom og Jod fremstilles ved Hjælp af Svovlsyren. De forekomme nemlig i Havet og Søplanternes Aske som Kaliumforbindelser og kunne af disse frigjøres med Chlor, der har stærkere Affinitet til Kalium end Brom eller Jod. Den inddampede Moderlud eller Asken destilleres derfor med Saltsyre og Brunsten; herved bliver, som vi have seet, Chlor fri, men denne bemægtiger sig strax Brom- eller Jodforbindelsens Kalium, såa at-disse Stoffer kunne afdestilleres.: Men da Moderluden og Asken i Alminde- lighed allerede indeholder en betydelig Mængde Chlor- forbindelser, kan man ogsåa benytte og benytter. som oftest Svovlsyre istedenfor Saltsyre. Denne sidste dannes nemlig i saa Tilfælde i selve Vædsken, hvor den straåx virker påa Brunstenen og danner Chlor, som da frigjør Bromet eller Jodet. Paa Grund af det stadigt stigende Forbrug af disse Legemer, er deres Pris sunken meget betydeligt. For 30 Aar siden kostede et Lod Brom mel- lem 2 og 3 Kid. Nu kan man kjøbe et Pund for mindre end $ Ad. Dette gjælder i endnu højere Grad om Jod. I Frankrig, Irland og Skotland findes de største Jodfabriker, men medens man i Glasgow i 1824 ansaaåae det for en udmærket Forretning, nåar man ugenlig kunde vinde 3.12 —3.75 Pund Jod, producerede man sammesteds i Løbet 2DER
380
af 1854 ikke mindre end 60000 Pund, der svare til en Værdi af henved en halv Million ØRd., og desuden ere Biproducterne, der væsenlig bestaae af Kalisalte, i temmelig høj Pris.
Det er, som imnan veed, navnlig i Fotografien, at Brom og Jod finde deres Anvendelse, idetg disse Stoffers Sølv- forbindelser i Lyset undergaae en Forandring. Det samme er Tilfældet med Chlorsølv, og det endog i en langt højere Grad. Dette mærkelige Factum var ikke undgaaet Alchy- misternes Opmærksomhed; Scheele havde ogsaa beskjæf- tiget sig dermed og fundet, at ikke alle Lysstraaler vare lige virksomme, men at de violette vare de kraftigste, me- dens de orangefarvede næsten slet ikke virkede. Humphry Davy, Alkalimetallernes berømte Opdager, havde endog forsøgt at fremstille Lysbilleder ad denne Vej. Men Chlor- sølv bliver såa let sort i Lyset, at han ikke naaede noget praktisk Resultåt, saameget mere som han manglede et Legeme, der kunde opløse og fjerne det uforandrede Chlorsølv uden at skade Billedet. Noget senere (fra 1813) forsøgte Niepce, en Landejendomsbesidder i Nærheden af Chålons-sur- Marne, at fremstille Billeder ved Sollysets Indvirkning, men benyttede et helt andet Materiale. = En Art Asfalt bliver hvidt i Sollys, og Niepce bedækkede der- for en Metalplade med et tyndt Lag af dette Legeme, lagde et med Fernis gjennemtrukket Kobberstik derover og udsatte det Hele for Solstraalerne. Paa denne Maade opnaaede han vel et Billede; thi de Dele af Asfalten, der havde været udsatte for Sollyset, vare ikke blot blevne hvide, men tillige uopløselige i Lavendelolie, medens han med dette Opløsningsmiddel kunde fjerne de endnu mørke Partier. Men til at fremkalde et saadant Billede var 7—8 Timers Sollys nødvendigt. Ved et Tilfælde hørte Daguerre,
381
en dygtig Decorationsmaler i Paris, som allerede havde gjort sig bekjendt ved Opdagelsen af Dioramaet, om Niepces Opdagelse, satte sig i Forbindelse med ham (1829) og arbejdede sammen med ham for at fuldkommengjøre Op- dagelsen. Niepce havde forsøgt at forstærke Virkningen af sine Billeder ved at udsætte dem for Joddampe, der da skulde virke paa det blanke Metal. Nu hændtes det en Dag, at en Ske ved en UWagtsomhed var bleven lig- gende påa en joderet Sølvplade og under Indvirkningen af Solskinnet var bleven nøjagtig aftegnet paa Pladen. Dette lykkelige Tilfælde blev ikke uden Frugt. Niepce og Daguerre fortsatte nu deres Arbejde i en hel ny»Retning, men Niepce døde 1833, fattig og ubekjendt, uden at have seet tyve Aars ufortrødne Bestræbelser lønnede med Held. Først 5 Aar efter havde Daguerre gjort den vidunderlige Opdagelse, der efterat Arago den 7de Januar 1839 havde annonceret den i AÅcademiets Forsamlingssal, fløj over Europa og satte Alle i Forbavselse. Dog var Methoden endnu langtfra fuldendt; Gjenstanden maatte udsættes et helt Qvarter for stærkt Sollys, naar Billedet skulde blive godt, og skjøndt man ved Forbedringer i Lindsesystemet reducerede denne Tid til mindre end det Halve, var det dog først efter at Fizeau havde indført Anvendelsen af Brom samtidigt med Jod, at Pladerne fik en saadan Føl- somhed, at man kunde portraitere levende Væsener. Det vilde blive altfor vidtløftigt og næppe frembyde synderlig Interesse, her at forfølge alle Fotografiens Fremskridt. Kun Såameget skal bemærkes, at Englænderen Talbot samtidig med og maaskee før Daguerre opfandt Fotografien paa Metal, såae sig istand til at levere Lysbilleder paa Papir. Imidlertid havde disse påa Grund af Papirets Structur, ikke den Finhed, man kunde ønske; .men Niepce
382
de St. Victor, den ældre Niepces Brodersøn, besvarede denne Indvending ved at opfinde Fotografien paa Glas, bedækket med en tynd Hinde af Æggehvide, som Legray senere erstattede med Collodium, der nu næsten altid benyttes. Herved er det blevet muligt at give Fotografiet den mikroskopiske Finhed, der med Rette beundres. Men dette Coliodium, der har ydet Fotografien saa vigtige Tje- nester, skylder ogsåa Svovlsyren sin Tjilværelse. Det be- staaer, som man veed, af Skydebomuld, opløst i en Blan- ding af Alkohol og Æther, men baåaåde Skydebomulden og Ætheren vindes ved directe Anvendelse af Svovlsyre. Man seer, at næsten alle de Stoffer, Fotografen benytter, har han Svovlsyren at takke for; thi ogsaa det svovlundersyr- lede Natron, det Salt, der opløser det af Lyset upaavirkede Jod- og Bromsølv og uden hvilket et Fotografi efter for- holdsvis kort Tid vilde blive aldeles sort, fremstilles, skjøndt indirecte ved Svovlsyrens Hjælp. Det er derfor ikke uden Grund, at jeg har kaldet Fotografien en Anvendelse af "denne Syre, der er fuldt saa interessant som nogen anden, og om hvis Betygning baade for Konst og Videnskab, der kun kan være een Mening. Praxis er her skreden forud for Theorien; thi man kan ikke opstille nogen Forklaring af den Virkning, Lyset udøver paa Jodsølvet. Resultåtet af denne Virkning og de fleste andre Fænomener ere derimod lette at forstaae. Fotografens Collodium indeholder opløselige Brom- og Jodmetaller. Naar han nu overhælder sin Glas- plade med et tyndt Lag af denne Vædske, og derpaa med en Opløsning af salpetersurt Sølv, ville Metallerne som sædvanligt bytte Plads: den tynde Hinde vil komme til at indeholde Brom- og Jodsølv og salpetersure Salte af de Metaller, der før vare forbundne med Brom og Jod. Under Lysets Indvirkning synes nu Brom- og Jodsølvets Bestand-
383
dele at løsnes, uden at dog en fuldstændig Adskillelse finder Sted. Lignende Fænomener frembyder Chloret: i Mørke forbinder det sig ikke med Brint, men naar Blan- dingen udsættes for Lyset, dannes Saltsyre, og det Samme skeer i Mørke, naar Chloret i Forvejen har været udsat for Sollysets Indvirkning. Det er nu af mange andre Grunde sandsynligt, at den mindste Mængde Chlor, der forekommer i fri- Tilstand, et saakaldet Molecule, indehol- der 2 Atomer Chlor, og at det samme er Tilfældet med et Molecule Brint. Løsnes disse Atomer under Lysets Indvirkning, bliver det let at forstaae, at Tiltrækningen mellem Chlor- og Brintatomerne, der før ikke var stærk nok til at bevirke en Omsætning, fordi den modvirkedes af Tiltrækningen mellem Chloratomerne indbyrdes og Brint- atomerne indbyrdes — at den nu vil være istand dertil, og at Chlor og Brint virke saaledes paa hinanden, at et Chlor- og et Brintatom som sædvanligt bytte Plads; et Chloratom træder over i Brintmoleculet 'og danner Saltsyre, og det hjemløse Brintatom gaaer i Forbindelse med det ensomme Chloratom og danner ligeledes Saltsyre, Det er Goethes »Wahlverwandtschaften« i fri Oversættelse. — Naar nu Glaspladen med Collodiumhinden. har været udsat for Lyset, er der ikke Spor af Forandring at see. For at fremkalde Billedet, bringer Fotografen det derfor i en vandig Opløsning af letiltelige Substanser. Disse ere nu valgte saaledes, at de alene ikke decomponere Vandet (under Optagelse af Ilt). Det for Lyset udsatte Jodsølv er heller ikke alene istand til at sønderdele Vandet, hvorved skulde dannes frit Sølv, Ilt og Jodbrinte. Men naar begge Kræfter forenes, naar samtidig de letiltelige Legemer tiltrække Vandeis Ilt og Jodet eller Bromet dets Brint, foregaaer Virkningen: metallisk Sølv udskilles som et fint,
384
sort Pulver paa Pladen, overalt hvor den har været paa- virket af Lyset, medens det Jodsølv, der ikke er forandret af Sollyset, ogsaa nu bliver uforandret. Der staaer nu kun tilbage at fjerne dette, og det er det, som skeer ved en Opløsning af svovlundersyrlet Natron, der opløser Jod- sølvet, men lader det metalliske Sølv blive tilbage. Nu er det saakaldte negative Billede færdigt, hvorpaa alle Gjenstandens Lyspartier ere mørke og omvendt. Det vir- kelige (positive) Billede fåaer man ved at behandle et Stykke Albuminpapir paa aldeles lignende Maade, idet nu det negative Billede benyttes som Gjenstand.
Dog er det ikke blot i Fotografien, at Jodet har vundet Berømmelse. Medens Chlorets Anvendelse til Blegning i Princippet er aldeles analog med Jodets og Bromets Benyttelse til Lysbilleder, hvilket tydeligt nok fremgaaer af det Foregaåaåaende, savner heller ikke Chlorets heldbringende Indflydelse overfor den langsomt, men sik- kert virkende Gift, en forpestet Atmosfære maa siges at indeholde, sin Analogi hos Jodet. Dette virker nemlig som en sikker Modgift mod de bekjendte farlige Plante- gifte, Strychnin, Brucin osv. Denne Opdagelse skyldes Donné, som 1829 anstillede sine heldige Forsøg med Hunde, men Dr. Brainard i Chicago har 1854 foretaget ligesaa mærkelige Experimenter. Ikke mindre end 60 For- søg med Klapperslangegift og 100 med den amerikanske Pilgift Curara tåle for Jodets Lægekraft, thi i alle disse Tilfælde tilintetgjordes Giftens dræbende Virkning ved den vinaandige Jodopløsning, hvormed Saaret blev vædet!). Imod Krop har Folketroen allerede fra fjerne Tider an-
') Efter nyere Undersøgelser af Reynoso skal Chloret være endnu virksommere overfor Curara.
385
befalet forkullede Svampe og Havplanter, altsaa jodholdende Legemer. Dr. Coindet i Genf var den Første, som be- nyttede det af Traditionen givne Vink, idet han havde den lykkelige Tanke, at disse Stoffers Lægekraft kunde beroe paa deres Jod. Med overraskende Held brugte han Jod og Jodforbindelser directe mod hin Kjertelsygdom, og siden havde disse Lægemidler fundet stor Anvendelse. Som bekjendt benyttes Levertran ogsaa mod Kjertelsvaghed ; Levertran indeholder i Virkeligheden ogsaa en meget ringe Mængde Jod, og dette er vel Grunden til, at den maa bruges i såa store Qvantiteter.
Har nu Svovlsyren saaledes skaffet os en sikker Mod- gift mod nogle af de farligste Giftstoffer, saa har den ikke ydet os mindre Nytte med Hensyn til Opdagelsen af saa- danne. få Forgiftelsestilfælde anvendes den saaledes til at påavise Fosfor, Arsenik, Blaasyre og de fleste Plantegifte.
Jeg har allerede ovenfor havt Leilighed til at bemærke, at man fremstiller Skydebomuld ved Svovlsyrens Hjælp. Mange vilde erindre den umaadelige Opsigt, dette Legeme gjorde i Slutningen af 1846. De glimrende Forventninger ere imidlertid blevne skuffede; det har vist sig, at dette Legeme exploderer såa hurtigt, at man idetmindste endnu ikke kan anvende det til Skydevaaben; og medens det i Aviserne hed, at det nye Stof kunde opbevares såa længe det skulde være, selv under Vand, uden at tabe sin Kraft, have de frygtelige Explosioner i Bouchet og Vincennes, hvorved Mure af halvanden Alens Tykkelse kuustes til Støv, noksom godtgjort, at det temmelig hurtigt frivilligt kan destrueres. Dets Opdagelseshistorie frembyder en temmelig komisk Side. Intet var bedre bekjendt i den organiske Chemi end saadinne Substitutionsproducter af organiske Legemer, hvori et eller flere Brintatomer vare
386
erstattede med ligesaa mange Atomer Salpeterundersyre. Deres Fremstillingsmaade var meget simpel; den bestod væsenlig i at behandle vedkommende Legeme med rygende Salpetersyre; og næsten alle disse Producter havde explo- derende Egenskaber. Ikke desto mindre troedeSchånbein i Basel at kunne holde sin Methode til Fremstilling af Skydebomulden hemmelig. Han angav omhyggelig alle det nye Legemes Egenskaber, men fortav Fremstillings - maaden, og dog var der kun forløbet et Par Uger, saa vidste Alverden Schonbeins Hemmelighed: Bomulden fik disse Egenskaber ved en ganske kort Behandling med rygende Salpetersyre, eller simplere med en Blanding af Salpeter og Svovlsyre. Bomulden bestaaer nu af et Le- geme, som Chemikerne kalde Cellulose, og som ogsåa og næsten rent udgjør Massen i det hvide Papir. I Virkelig- heden omdannes ogsaa Papir ved en Blanding af Salpeter- og Svovlsyre til et exploderende Legeme. Men under Indvirkning af Svovlsyre af en vis Concentrationsgrad, undergaaer Papiret en endnu mærkeligere Forandring. Et Pår Secunders Behandling med denne Syre er tilstrækkeligt til at omdanne det til et Pergament, der deler næsten alle Egenskaber med det af Kalveskind fabrikerede. Det har samme Farve og Gjennemsigtighed, samme hornagtige Beskaffenhed; det bliver blødt og slapt ved at dyppes i Vand, men mister ikke derved sin Fasthed, der er omtrent 5 Gange såa stor som det Papirs, hvoraf det er blevet forfærdiget; det kan ligge i flere Dage i Vand, ja koges dermed, uden i mindste Maade at angribes, og udmærker sig herved endog fremfor det almindelige Pergament, som ved Kogning med Vand hurtig omdannes til Lim; det er ikke udsat for at ødelægges af Insecter; det optager med stor Lethed saavel Bogtrykkersværte som Blæk og Farve-
357
stoffer. Der kan saaledes ikke være Spørgsmaal om, at det er et særdeles værdifuldt Product, der vil finde en meget udstrakt Anvendelse, men Opdagelsen er endnu kun et Par Aar gammel. Professor Hofmann i London, en af Nutidens berømteste €Chemikere, anbefaler det saa- ledes til Documenter og allehåande Skrifter, hvis Opbg- varelse er af Vigtighed, til Indbinding af Bøger, til at trykke Skolekort og Skolebøger paa, til at binde over Glas og Flasker, ja selv til porøse Celler i galvaniske Batterier. Ikke mindre vigtig er den stærkt fortyndede Svovlsyres Indvirkning paa Cellulose. De dyriske Fedtstoffer, navnlig Talg, bestaae af Fedtceiler, og for at man skal kunne benytte Fedtet til Sæbe, Lys osv., maa Cellevævet først fjernes. Dette opnaaer man ved at koge Talgen med Vand, der indeholder nogle ganske fåa Procent Svovlsyre. Ved denne fortræffelige Methode, der er angivet af d'Arcet, bliver nemlig Cellevævet opløst og kan fjernes med Vandet. Efter hvad der ovenfor er angivet om Sæbefabricationen, vil man indsee, hvor stor Svovlsyrens Betydning er ogsaa i denne Henseende. Men der forekommer i Planteriget et Legeme, som hår selv samme Sammensætning som "Cellulose, men en ganske anden Structur og helt andre Egenskaber: det er Stivelse eller Melstof. Ogsaa dette undergaaer ved Svovlsyrens Indvirkning den samme mær- kelige Forandring som Cellestoffet. Ved at koges med en meget fortyndet Opløsning af denne Syre omdannes det nemlig til Druesukker under Optagelse af Vand. Svovl- syren selv forandres aldeles ikke ved denne Proces: naar Omdannelsen er foregaaet, indeholde de store Trækar, hvori Kogningen foretages ved Hjælp af en Dampstrøm, nøjagtig den samme Mængde Svovlsyre som før, men Stivelsen er bleven til Sukker. Syren udskilles da ved
388
Kalk, som dermed danner en meget tungopløselig For- bindelse (Gyps), og Vædsken inddampes. Det saaledes vundne Druesukker er det samme, som forekommer i Druerne og mange andre Frugter, det samme, hvortil Kornets og Kartoflernes Melstof omdannes under Indvirk- ning af spirende Malt. Det anvendes navnlig til at for- bedre slette Vine, til Fremstilling af Øl, Brændevin og andre spiritueuse Drikke, Eddike osv., og at det ikke er smaa Mængder, Talen er om, vil man kunne skjønne deraf, at Frankrig alene i 1855 producerede omtrent 10 Millioner Pund Druesukker.
Som sagt, hvor vi saa henvende Blikket i de chemiske Fabriker, hvor vi see hen mellem de utallige Producter, den industrielle Chemi forskaffer os, næsten overalt spiller Svovlsyren en væsenlig Rolle, -og det er kun forholdsvis faa af dens indirecté Anvendelser, jeg her har faaet Lej- lighed til at omtale; vilde man behandle dem alle, maatte man skrive en tyk Bog, såa omfangsrig er dette mærke- lige Legemes Betydning. Jeg vil dog ikke undlade at nævne, åt Fabricationen af Svovlstikker, af Stearinlys og Galvanismens utallige Anvendelser, den elektriske Telegraf, Galvanoplastiken, den galvaniske Forgyldning og Forsølv- ning, alle have Svovlsyren at takke for deres Tilværelse ; men navnlig Galvanismens Betydning for Industrien danner i og for sig et såa righoldigt og interessant Emne, at jeg hellere ved Leilighed vil gjøre det til Gjenstand for en særskilt Skizze, end forlænge denne allerede temmelig lange Liste over Svovlsyrens Anvendelser.
Om de Forandringer, som det danske Skovlands " Udstrækning har været underkastet i den historiske Tid.
Af Dr. phil. Chr. Vaupell.”)
NE mine Studier af de danske Skoves Naturhistorie er det bleven mig en Nødvendighed at kjende til Skovenes Fortid, og jeg har der- for efter bedste Evne paa mangfoldige Steder samlet Oplysninger derom, af hvilke jeg i denne Afhandling meddeler dem, som angaae Skovlandets Størrelse. Da de Oplysninger, som kunne samles af til- gængelige Kilder, imidlertid ikke tillade for noget Tidsrum, ikke engang for det sidste Aarhundrede, at levere noget helt, har det især været mig magtpaaliggende at fremsætte mine Anskuelser om, hvad der til de forskjellige Tider har forøget eller formindsket Skovens Udstræk- ning, oplyse dette ved gode Exempler samt vise, hvorledes man ofte
5-7
”) Nærværende Afhandling har vor saa tidlig bortrevne Medudgiver efterladt som Manuskript, og der var truffet den Aftale, at den skulde optages i denne Aargang af Tidsskriftet; derimod blev det ham ikke forundt at underkaste den det sidste Gjennemsyn under Trykningen, hvilket vi bede erindret, da muligvis enkelte Misforstaaelser kunne have indsneget sig i det dikterede Manu- script. Den danner ct Supplement til hans tidligere Afhandlinger om Danmarks Skove i dette Tidsskrift og til det Skrift over samme Æmne, som han efterlod næsten færdigtrykt og som snart vil udkomme. Dette Tidsskrifts Læsere have i ham tabt en aandrig og frugtbar Forfatter, vi en kjær og uforglemmelig Ven og ivrig Medarbeider.
Udgiverne,
390
har søgt Grunden til Skovødelæggelsen paa urette Sted og Tid. I sidste Henseende troer jeg at kunne paastaae, at Tiden for Skov- ødelæggelserne i den historiske Tid især maa søges i den nyere Tid og ikke i en fjernere Fortid. For Sjællands Vedkommende -var Skov- landet 1760 ikke meget mindre end det havde været paa Valdemarer- nes Tid. De omfattende Skovrydninger bleve bevirkede ved de store statsoekonomiske vg sociale Reformer, som udførtes i den sidste Halv- del af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette. De fandt altsaa Sted i den nyere Tid, hvorfor de herhenhørende Dokumenter i de fleste Tilfælde ere bevarede; men disse ere enten begravede i AÅr- kiverne eller spredte omkring påa Gaardene, ligesom ogsaa mange Landmænd for deres Eiendommes Vedkommende paa det nøieste vide Besked med de Skove, som Gaarden besad i forrige Aarhundrede, og hvad der har bevæget de forrige Eiere til at realisere dem. I Haab om, at Nogle ved at læse dette ville kunne bevæges til at tilstille mig de fornødne Oplysninger i denne vigtige Sag. udsender jeg denne Afhandling saa ufuldstændig som den er, idet jeg ønsker med Tiden at kunne levere noget mere fuldstændigt.
Da Eiendomsforholdene bestemme Skovenes Behandling og øvrige Skjæbne, er Skovenes Historie inddeelt derefter.
ilste Periode danner Middelalderen, i hvilket Tidsrum Bøn- derne eiede Skoven.
I den 2den Periode, som begyndte ved Middelalderens Slutning og varede til 1760, vare Herremændene Eiere af Skoven, og Bøn- derne havde kun Ret til Græsning i Fællesskoven.
3die Periode begynder med 1760, da Ryttergodsernes Salg bevirkede store Nedhugninger af Skoven, som bleve fortsatte af dem, som udstykkede Herregaardene, og afsluttedes ved Udskift- ningen, da de, som dennes nødvendige Følge, fandt Sted i et stort Omfang. ig
e,
Skovene i Middelalderen.
I den forhistoriske Tid har hele Danmark været dæk- ket af Skov med Undtagelse af de Egne, hvor Jordbundens Beskaffenhed forhindrede det, hvilket navnlig var Tilfældet med Hederne og Klitterne, men da disse såa godt som
591
ikke findes påa Øerne, maae vi forudsætte, at Skoven her dækkede alt det tørre Land; imidlertid er det ikke sand- synligt, at Skoven overalt har dannet en tæt Bevoxning ; thi de store planteædende Pattedyr (Elsdyr, Rensdyr, de vilde Oxearter, Krondyr, Raadyr, Bævere m.m.) have for- bidt og kuet Træerne i de Egne, hvor de ikke bleve avede af Rovdyrene, som saaledes bleve Skovens natur- lige Beskyttere. Ogsaa Ur-Indvaanerne dannede i Strand- skovene, hvor de især færdedes, frie Pladser, hvor de op- førte deres Hytter og byggede de stensatte Gravhøje; men disse Aabninger i Skoven have sandsynligvis ikke havt nogen stor Udstrækning, og Skoven lukkede sig over dem, da Ur-Indvaanerne forsvandt, saa at man med fuld Ret kan sige, at Sjælland dengang var dækket af Skov; men naar Alt var Skov, tabte Skoven derved sin Charakter, for såa vidt som en Gjenstand først faaer sin Betydning ved Mod- sætningen til en anden derfra forskjellig, og Skoven fik først sin Modsætning, da det agerdyrkende Folk ankom. Vi maaåe tænke os, at dette ligesom Nybyggerne i Ame- rika har ryddet Skovens Træer paa de Pletter, hvor det nedsatte sig. Paa et saadant Ryd byggede det sine Hyt- ter og dyrkede den omliggende Jord. Der er overvejende Grunde til at antage, at de agerdyrkende Kolonier ikke ere grundede af enkelte Familier, som efterhaanden ere ankomne, men at store Selskaber eller hele Folk til samme Tid have nedsat sig i det gamle Skovland, hvorefter »flere »Familier forenede sig, for med forenede Kræfter at dyrke »en saa stor Strækning, som ansees tilstrækkelig til at »ernære dem, samt at de byggede deres Boliger nær hin- »anden for i paakommende Tilfælde at kunne yde. hin- »anden Bistand. Heraf opstod de fælles Bymarker og
392
»Landsbyer«.") Hvor Landsbyen staaer med sine Marker, er der ingen eller kun liden Skov, og da den saaledes ophæver Skovens Tilværelse, bliver den en Modsætning til Skoven. Forresten ere Landsbyerne som bekjendt meget gamle; såa snart Danmarks Historie begynder, ere de tilstede og have maaskee existeret i mange Aarhun- drede før Christendommen blev indført. Kirkerne fik nu en såadan Beliggenhed, at Byerne grupperede sig om- kring dem, de bleve altsaa Midtpunkter for Agerdyrknings- Kolonierne, og dannede derved en Modsætniug til Sko- vene. Dette Forhold er efter saa mange Aarhundreder ikke udvisket; saa godt som alle Kirkerne ligge langt fra Skoven, og ingen dansk Kirke ligger, såa vidt jeg veed, i en Skov. De skovrige Egne have overalt de færreste Kirker, og nåar. det samme finder Sted i frugtbare Egne, som nu ere tildeels' eller ganske uden Skov, da er det et Tegn påa, at denne Egn har været dækket af Skov, dengang da Foiket byggede Kirker. Nåar man ad Strand- veien reiser fra Kjøbenhavn til Helsingør og har passeret Gjentofte Sogn, møder man ingen flere Kirker, og dog er der paa Kysten Nord for Vedbek ingen Skov; de Kir- ker, hvortil denne Kyst hører, ligge een til to Mile inde i Landet. Det gamle Skovland kan ogsaa i frugt- bare Egne kjendes påa de store Sogne; imedens andet- steds et nogenlunde frugtbart Sogn uden Skov har en Middelstørrelse af 2,800 Tdr. Land, finde vi, at Søllerød Sogn, uden Skov, er henved 5000 Tdr. Land, Birkerød 5,200, Asminderød over 8,000, Tikjøb. 13,300, Kallehave 6,600, Øster-Egitsborg 4,700, Sverborg 4,800, Kjøng 6,300.
”) Olufsen, Danmarks indvortes Forfatning i de ældre Tider. Vid. Selskabs Skrifter 1 D., A., 1823, S. 268.
393
Paa Laaland: Stokkemarke over 8,000, Thoreby 10,000, Vissenberg i Fyen 8,000. Disse store og dog frugtbare Sogne, hvor der gjennemsnillig ikke gaaer meer end ti Tønder Land paa en Tønde Hartkorn, skylde deres store Udstrækning til den Omstændighed, at Skoven her først er bleven ryddet og dyrket i den historiske Tid.
Da Landsbyerne vare grundede, stode Skovene som det raae og udyrkede Land, der i de fleste Tilfælde ved at forvandles til Agerland kunde frembringe Korn og Græs; hvorfor tillod man da, at saa store Landstræknin- ger vedbleve at være skovdækkede? Dette Spørgsmaal kan ikke besvares dermed, at Skoven er nødvendig for Agerdyrkerens Tilværelse; thi Skoven var endnu altfor stor til, at der kunde opstaae Betænkeligheder hos Nogen om, hvorvidt Skovens Borttagelse kunde bringe ham i Forlegenhed. Andre mægtige Åarsager have afholdt Be- boerne fra at opdyrke mange store Skove. Da man havde frit Valg, var det ganske naturligt, at man foretrak den Skovjord, som let lod sig dyrke; hvorfor skulde man be- svære sig med at rydde Skoven paa de bratte Skrænter, saa længe man havde bekvemme Sletter? Der var ingen Grund til at rydde de Skove, som stode paa skarpe Jor- der, saa længe man havde muldede Skjørlers Jorder, der- for blev Skoven staaende paa BRullesteenssandet i det nordlige Sjælland, hvorimod Sletten mellem Kjøbenhavn og Roeskilde blev foretrukken til Dyrkning. Paa Halvøens Østkyst vedblev Skoven at holde sig i de bakkede Egne omkring Fjordene, hvorimod Sletterne bleve stærkt be- byggede. Da Nybyggerne havde bestemte Midtpunkter, nemlig Byerne, fra hvilke Dyrkningen udgik, fulgte deraf, at hvad der laa paa Udkanterne og derfor var besværligt 6
na
394
at dyrke, vedblev at være Skov og senere blev til Over- drev. Der er altsaa Grund til at antage, at større Skove længe have holdt sig påa Grændserne imellem Bymarkerne, hvorimod mindre Skovlodder bleve staaende paa de Jord- pletter, som ikke egnede sig til Agerdyrkning. De største Skovstrækningers Beliggenhed i Sjælland tyde ogsaa paa, at Øen engang har bestaaet af forskjellige Landsdele, og at Byerne i enhver af disse vare forenede ved et engere Baand, hvorved de dannede Samlinger, som kunde be- staae af et eller flere Herreder, og som indbyrdes vare afsondrede ved de store Skove; saaledes den Samling af Byer, for hvilke Leire var Hovedsædet, og som strakte sig henimod Kjøhenhavn og ned til Kjøge. Denne Lands- deel var mod Nord begrændset af de store Skove, som begyndte omtrent ved Lyngby-, Fur- og Farum - Sø og naaede heelt op til Kattegattet, mod Syd af de nuværende Vallø Skove, mod Vest af de Skove, som nu henhøre til Giesegaard, Svendstrup, Skjoldnæsholm, Bistrup samt nogle mindre Skove. Paa den anden Side af de sidstnævnte Skove træffe vi en anden Deel af Sjælland, som tidlig var bebygget, nemlig Ringsted Herred, hvis Sydgrændse var danmet af de Skove, som nu henhøre til Bregentved, Gisselfelt, Rønnebeksholm og Herlufsholm; påa Vestsiden begrændsedes det af de Skove, som nu henhøre til Næsby- holm, Gunderslevholm og Sorø, paa Nordsiden af Sorøs og Skjoldnæsholms Skove. Vestenfor Gunderslevholms Skove dannede Slagelse- og Flakkebjerg-Herred en lignende be- grændset Samling af Byer. Flertallet af disse store Skov- strækningers Forbliven lader sig neppe forklare paa anden Maade, thi det er alene i Nordsjælland og paa enkelte andre Punkter, at Jordbundens Uskikkethed til Agerbrug bevirkede, at Skoven blev staaende. Paa Halvøen var der
395
andre Gjenstande, som dannede de naturlige Grændser, nemlig i den ene Retning Fjordene og Åaerne og i den anden Heden. Af Grændseskovene er der to bekjendte paa Halvøen, nemlig Danske-Skov eller Jernved imellem Egernfjord og Eideren, og Farris - Skoven, som danner den østlige Grændse imellem Nørre- og Sønder-Jylland. — er er endnu et Forhold, som har bevaret Skoven, men som er vanskeligt at forklare, nemlig Søens Nær- hed. Middelalderens Landmænd synes at have havt An- tipathi mod Kysten; den blev liggende udyrket, og derfor finde vi i mange Egne påa Øerne og paa Østkysten, at Kysterne ere bedst besatte med Skov, saaledes i det nordvestlige og sydvestlige Sjælland og paa Møen; paa Falster er Kysten påa Korselitse Gods dækket af en to Mil lang” ;Skov, "og "for 150 eller: i det højeste for 200 Aar siden var Falsters Kyst næsten overalt skovdækket; Alses Østkyst er ligeledes dækket af en tre Mil lang smal Skov. Byerne, hvortil Skovene høre, ligge inde i Landet. Saaledes som Forholdet endnu er påa Korse- litse, synes det at antyde en bestemt Ordning af Skov og Land i alle Kystsogne, saaledes nemlig, at Byerne med deres Marker skulde ligge inde i Landet og Skoven ved Stranden. Denne Ordning af Skov og Mark var ganske forstandig, da Skoven gav Læ for Marken og Byen, lige- som denne Jord, naar den blev opdyrket, vilde være mere udsat for Søvinden.”) Men man kan ikke forudsætte, at Datiden tog saadanne Hensyn. — Paa Halvøens Østkyst er Kystranden bedre forsynet med Skov end det øvrige
”) Dette har imidlertid, hvad Korn- og Græsdyrkningen angaaer, påa de Kyster, som vende imod Kattegattet og Bælterne, ingen prak- tisk Betydning.
BÅDE
396
Land, saaledes ved Flensborg-, Aabenraa-, Kolding- og Veile-Fjord.
Resultatet af de agerdyrkende Folks Ankomst og Ned- sættelse i Landet var altsaa med Hensyn til Landets Skove dette, at disse bleve delte i mange smaa Skove, som laae imellem Byerne, og nogle store Skove paa Grænd- serne. Skoven, som det raåae og udyrkede Land, er mod-= sat Marken, men den er alligevel nødvendig for Ager- dyrkeren, da den giver ham Tømmer og Brænde, og, hvad der er endnu vigtigere, Olden, Frugterne af Eg og Bøg, hvormed Svinet fødes, som leverer Nordboen hans bedste og kjæreste Føde. Skoven fik derved Værd og blev anseet for et saadant Gode, at hver Bymand fik sin Part af Byens Skov ligesom af Byens Mark; men de store Grændseskove vare Ingens, hvorfor Kongerne vilde tilegne sig dem, men Bønderne troede at have Lov til at hugge og lade deres Dyr græsse i dem, og hvert Aar dreve de deres Svin ind i de store Skove, som Kongen kaldte sine.”)
Brugen af disse Almindinger indeholdt meget Stof til Strid, idet Kongerne gjorde Fordring påa den hele Brug, hvilket Bønderne ikke vilde indrømme. Allierede under Knud den Hellige have vi saaledes den første Skovstrid, idet denne Konge vilde forbyde Hallandsfarerne Græsnin- gen i Skovene, naar de ikke underkastede sig de nye Paalæg. Sagaskriveren fortæller, at Bønderne gave efter, idet de anerkjendte, at Kongen havde Ret til at forbyde dem at sende deres Svin i Skoven påa Olden; men
”) Wegener: Abrahamstrup. 1 D. S. 29.
397
denne Beretning er vistnok partisk til Kongens For- deel.”)
Hele denne Tingenes Orden fremtræder som et ord- net System påa Valdemar den Andens Tid. I hans Jorde- bog nævnes flere af de store Skove, navnlig i Sjælland, og det er af Interesse at see, at Skovfordelingen dengang hovedsagelig var den samme som i den nyere Tid. Saa- ledes nævnes i Nordsjælland Orwith eller Orved, den store Skov mellem Helsingør og Esrom, Grib-Skov og Horns- ved, i det vestlige Sjælland Antvorskov, i det sydlige Sjæl- land Viemose og Stensved, hvis Navn er bevaret i Stensby, Stenbjerg og Stensved Overdrev, som endnu var til indtil Slutningen af det forrige Aarhundrede. I Sønderjylland nævnes Hanneved, Jernved og Gelting Skov. Andre sjæl- landske Skove, hvoraf mange kunne gjenkjendes, omtales i den roskildske Biskops Indtægtsbog, saaledes Egespir (Skoven ved Vester - Egitsborg), Lindeskoven ved Espe, Lindebjerg ved Valby Skov, en Mil fra Sorø, Bognæs ved lkoskilde; Ørslev Skov fik Tilnavnet »pulchra silva«; den er ikke mere, men tæt derved ligger, ved Giese- gaard, Gjørslev Skov. Medens vi saaledes oftere træffe Navnene paa de sjællandske Skove, har jeg derimod intet- steds truffet Navnene paa de store Skovstrækninger i Jyl- land, f. Ex. Skovene ved Silkeborg og Himmelbjerget, som dog sandsynligvis have udgjort Landets største Skov. Med Hensyn til Benævnelsen synes Skovene dengang, i det mindste de større, at bave havt Navne, hvorimod de under Adelsvælden bleve benævnede efter de Dyr, som græssede
”) Thi Skaanske Lov siger: »1 Almindings Skove maa enhver bruge efter Behag, og naar Nogen har fældet Træer og det borttaåages af en anden indenfor en vis Tidsfrist, er denne strafskyldig.« Jydske Lov begrændser Kongens Ret alene til Skovbunden, hvorimod Bonden eier Skoven.
398
i dem. Der er forresten Grund til at antage, at Skovene ikke dengang bleve saa medtagne af Husdyrene og Vild- tet som i FHerregaardstiden. Foruden Svinet drev man ikke dengang saa mange FEleste og Køer ind i Skoven som senere. Det var især Svinene, som levede af Skovens Frugter, og disse ere ikke til Skade, men tvertimod til Gavn for Skoven; thi ved at søge efter Olden, bringe de mange af disse ned i Jorden og bidrage derved væsenlig til at sprede og saae Frøet, medens det ellers ofte er vanskeligt for Skoviræernes Frø at komme i Jorden, især i græsdækkede Skove.
Uagtet Skovens Nytte var anerkjendt, tog man nåtur- ligvis i Brugen af Skoven kun Hensyn til Øieblikkets Tarv; naar man trængte til Brænde, huggede man bort, selv om Skovens Sammenhæng og Bevoxning derved blev brudt. Paa Øerne havde dette kun en Tid Indflydelse paa Skovens Tilværelse; i Reglen var her såa meget Læ, at Jorden, hvor den ikke blev pløiet, snart vilde dække sig med Opvæxt, saa at Skaden vilde være udbedret i Løbet af et halvt eller heelt Aarhundrede. Af en ganske anden Betydning var en Skovs Nedhugning i de Egne, som ere under Vestenvindens Tryk; naar: det skovede Stykke ikke fandt Læ og Beskyttelse af staaende Skov eller andre Terraingjenstande, blev det ikke muligt for Skoven at forynge sig. Jo hyppigere saadanne Hugster skete, desto større vare Virkningerne af dem, og Skovens Aftagen i disse Egne maatte skee med en voxende Hur- tighed; thi alt som Skoven formindskedes, blev den til- oversblevne Deel mere udsat for Vinden, og derved min- dre i Stand til at modstaae den, idet Stammerne bleve sygelige, Jorden forringedes derved, at Vinden bortfeiede
309
det nedfaldne Løv, og påa en for Vinden udsat Skov- bund kunde Opvæxten ikke komme frem. Sandsynligvis er det vestlige Jylland allerede i Middelalderen og i mange Egne i den tidlige Middelalder blevet skovløst. Det er med Urette at…Nogle troe, at t. Ex. Thyland har havt Skov. Den er falden langt tidligere, og med langt mere Ret kunde man paastaae, at disse Egne allerede i Valdemarernes Tid vare skovløse. Det er ikke her Stedet til at vise, hvorledes Naturforholdene snart maatte bringe Jyden til at angre, at han ikke havde været mere varsom i Brugen af Skovene. Paa de lette Jorder forringedes Frugtbarheden, og Klimaet blev mere ubehageligt for Mennesker og Dyr. Anderledes vare Forholdene paa Øerne, der var det en Fortjeneste at nedhugge Skoven og om- danne den til Agerbrug, det var en god Gjerning, som Nutiden og Eftertiden paaskjønnede, naar Nogen under- kastede sig det besværlige Arbeide at hugge Træerne, borttage Stødene og Stenene og planere Jorden, og der- efter give sig til at bearbejde den raae Jord. Klosterne, som bleve stiftede i det 12te og I3de Aarhundrede, bleve gjerne anlagte paa de ryddede Pladser i de store Skove, saaledes Esrom-, Sorø-, Skov - Kloster osv. i Sjælland, Maribo i Laaland, Vor- og Øm-Kloster i Jylland. I Sorø- Klosters Gavebog roses en Fæster, som havde ryddet et Stykke Skov ved Suserup og deraf dannet en smuk Brak- mark. Saxo beklager paa to Steder, at der fandtes Egne i Danmark, hvor Kornmarkerne vare vegne for Skoven, med Vemod skildrer han det sørgelige og nedslaaende i, at de Marker, som forhen frembragte Korn, nu under Landets Forfald vare blevne bevoxne med Skov, som havde udbredt sig over dem.
400
Det er naturligt, at naar Landet i Nydelsen af Fre- dens Goder gik frem i Velstand og Kraft, maatte Bønder- gaardene tiltage i Antal, idet de Bønder, som hjemme ikke kunde fååe nogen Gaard, opsøgte frugtbare Pletter i de store Skove, som de ryddede og dyrkede. Den store nordsjællandske Skov frembød saaledes en stor Mark for Menneskets Virksomhed, og de mange Navne med En- delsen »rød«, som her findes, vidne om, at de ere grun- dede i Skoven; alligevel maa man ikke antage, at de fleste ere opstaaede i Valdemarernes Tid eller senere, men deres Oprindelse gaaer længere tilbage; de omtales som Landsbyer allerede i Valdemars Jordebog og i den ros- kildske Biskops Indtægtsbog, saaledes Søllerød, Birkerød, Tryggerød, Ullerød, Hillerød etc. Derimod er det nok muligt, at Landsbyerne Tuelstrup, Bendstrup, Tibberup, Taagerup, Gadehusene, Strøgaard og Strøgaardshuse, som ligge i den vestlige Deel af Grib Skov, ere anlagte i den sidste Halvdeel af Middelalderen; thi de nævnes ikke i Diplomer, udstedte før 1500.)
Il. Skovenes Tilstand i Herregaardstiden indtil 1760.
Efter at de danske Landboforholds Ordning, navnlig med Hensyn til Kronen, var skredet saa vidt frem, at de påa Valdemarernes Tid havde udviklet sig til et fast System, som fandt sit Udtryk i Jordebogen og i Datidens Love, begyndte Adelens voxende Magt snart at fremkalde
") Knudsen: Danmark i Middelalderen. 1 H. S. 54.
401
en gjennemgribende Forandring i Eiendomsforholdene. Bønderne bleve fra Selveiere til Fæstere og tabte derved Eiendomsretten over Skoven. Dette Forhold findes udtalt i bestemte Ord, som ikke kunne mistydes, i de saakaldte »laalandske Vilkaar«, som ere en Samling af Vedtægter fra Christopher af Baierns Tid. »Ingen Bonde«, hedder det, »maa sælge, torgføre eller bortgive Eg eller Bøg, uden sin Huusbonds Villie under 40 Marks Straf.« Ingen Bonde, men alene Herremændene og Kronen, eiede Sko- ven. Bonden havde alene Ret til at sende sine Dyr paa Græs i Fællesskovene, men maatte ikke hugge nogen Eg eller Bøg, hvorimod Herremanden gav ham deraf, hvad han behøvede til Gavntømmer; da der ingen Bestemmelse var i Loven angaaende Brugen af de andre 'Præarter, saaledes Ask, Alm, Avnbøg, Birk og Underskovstræerne Hassel og Tjørn, kunde det være tvivlsomt, hvorvidt Bon- den havde Ret til at bruge disse Træer; det synes imid- lertid, at der påa forskjellige Steder har uddannet sig for- skjellige Vedtægter. I Sydsjælland og paa Smaaøerne brugte Bønderne i Reglen Underskoven ligesom Avnbøgen, Lin- dene og Birkene, såa længe de fandtes, og paa dem øvede de deres Yndlings-Skovbrug, som gaaer ud paa at gren- hugge og topstævne Træerne, hvorved man indbilder sig at have en større Fordeel end ved at opelske Træerne påa ny. Hvad Underskoven angaaer, da maatte den vist- nok, som væsenlig henhørende til Skovbundens Plante- dække ligesom Græsset, tilhøre Bønderne, og i Fortiden, da Egeskoven var mere almindelig og den rene Bøgeskov langt fra var saa almindelig som for Øieblikket, maatte Underskoven have større Betydning for Bønderne, hvilket ogsaa gjælder om Espen og Birken; det sidstnævnte Træ
402
fandtes for nogle hundrede Aar siden i alle Danmarks gode Skovegne, hvorfra det nu er forsvundet.
Skovens Behandling i Herregaardstiden er væsenlig den samme som i Middelalderen, men vi kjende bedre dertil, for saa vidt som langt flere Beretninger derom ere opbevarede. Nogle af disse ere dragne for Lyset, men de fleste henligge endnu ubenyttede i Arkiverne; naar disse engang blive ordnede og registrerede, ville de be- rige os med mange Oplysninger om Skovens Behandling og Skjæbne i de sidste 300 Åar.
Bøndernes Græsningsret i Fællesskovene er Hoved- sagen i denne Periode, og hele Skovbruget retter sig derefter, og da Bønderne i Tidernes Løb i højere Grad og paa en mere hensynsløs Maade benyttede denne Ret, blev Bevoxningen omsider såa medtagen deraf, at ved det attende Aarhundredes Slutning er mange Skoves Tilstand såa skrøbelig, at deres Tilværelse er i Fare. Men dette vigtige Punkt berøres kun her, da Skovens indvortes Til- stand ligger udenfor denne Afhandlings Formaal.
Hvad Hugsterne angaaer, da tog man ikke Hensyn til Opvæxten, som dog er nødvendig for Skovens Tilværelse. Frederik den Anden tillader 1583, at Byerne maae faae Tømmer fra Skovene, men ingen Oldentræer maa der tages; altsaa bevirker Svinets store Betydning, at de gamle frugtbærende Ege og Bøge, som trykkede den sparsomme Opvæxt, ikke maatte bortlages.”) Uagtet Skovene, uden at tage Skade, i de fleste Skovegne kunde levere det for- nødne Brændsel og Tømmer, var det kun under den Forudsætning, at en husholderisk Behandling fandt Sted, fordi Standen var saa aaben og Opvæxten såa ringe.
"Dansk Mar OR 0 BÆSØSE
403
Datiden var sig og dette bevidst, og Regeringen kjendte meget godt Skovenes Tilstand, derfor gjentog den saa længe for Lehnsmændene Befalingen til at vogte paa, at Skovene ikke bleve huggede til Upligt, at det omsider blev en ren Vane at paalægge Lehnsmændene dette, uden at man betænkte, om der overhovedet fandtes Skove i Lehnet. Derved forhindrede man imidlertid ikke, at Kronens Skove forhuggedes. Hvad der i denne Periode ogsaa maatte skade Skoven, var at Brænde paa mange Steder fik Pengeværdi. | Kjøbenhavn og i flere Kjøb- stæder kunde Bonden sælge Brændsel enten som Ved eller som Kul. Molesworth fremhæver som et stort For- trin, som Kjøbenhavn besad frem for London, at man her brændte det fortrinlige Bøgeved og ikke var plaget ined de usunde engelske Kul. Paa en Tid, da Bonden ikke havde meget at sælge, var denne Indtægt ikke at foragte, og for de nordsjællandske Bønder maatte denne Handel være meget fordelagtig, da de fra gammel Tid af vare komne i Vane med at tage Træerne i Statens Skove, som de i Reglen ikke havde fåaet paa en lovlig Maade, og sælge Vedet eller kullene i Kjøbenhavn. Alle- rede for flere hundrede Aar siden synes Kjøbenhavns Forsyning dog ikke hovedsagelig at være skeet ved de sjæl- landske, men ved de jydske Skove. Derfor ansøgte de jydske Kjøbstæder Christian den Fjerde om at forbyde Brændeudførslen fra Jylland. Om nu end den Vedmasse, som blev forbrugt ad denne Vei, ikke var stor i Forhold til Skovenes Størrelse, kunde den dog blive af Vigtighed og af uheldig Indflydelse paa enkelte Skoves Fremtid, idet Skoveieren derved kunde bringes til at forhugge eller borthugge en Skov for derved at opnaae en øieblikkelig Fordeel. Dette gjaldt ikke Øerne og Halvøens Østkyst,
404
hvor Skovene havde Læ, og hvor Jordbunden, naar den ikke blev dyrket, derfor snart vilde dække sig med Skov.
Anderledes forholdt det sig: med de Skovegne paa Halvøen, som vare udsatte for Vestenvinden; her kunde Misbruget af Skoven have de sørgeligste Følger for Frem- tiden, idet Lyngen bemægtigede sig den Jordbund, som hidtil havde været dækket af Bøge- og Egeskov. Der er Grund til at antage, at Jylland i det iåde, 16de, 17de og den første Haåldeel af det 18de Aarhundrede er bleven blottet for Skov i flere Egne, navnlig påa Sandryggen, og det lader sig ogsaa ved Hjælp af Dokumenter godtgjøre, at flere Skove ere forsvundne i disse Egne, uden at dog nogen væsenlig Formindskelse af Jyllands Skovmasse der- ved har fundet Sted; derimod -maa man beklage Rydnin- gen af den store Skov i Vendsyssel, som laa imellem Hjørring, Fladstrand og Sæby, 2 Mil fra Vesterhavet og 11 Mil fra Kattegattett. Dens Grændser kan angives ved Hjælp af bekjendte Navne og Steder, saaledes: Torslev Kirke ligger paa Nordostsiden, Taars Kirke og Boller Hovedgaard påa Nordvestsiden, Jerslev Kirke paa Syd- siden; dens Udstrækning fra Nord til Syd var 1 Mil og fra Vest til Øst 12 Mil; Kloster Skov og> nogle min- dre Skove ere smaa Rester af denne store Skov. Hvor Jorden ikke er opdyrket, findes endnu mangfoldige Spor af Skoven. Saaledes ere ved Gaarden Gjersholt Om- givelserne saadanne, at ingen, som seer dem, kan tvivle paa, at han befinder sig paa den gamle Skovgrund. De Gaarde, som ere anlagte i den gamle Skov, have ogsaa Navne, som vidne om den, saaledes Lindholt, Jernskov, Gjersholt, Skoven, Søholt, Høholt, Havelund, Træholt, Knagholt, Ravnsholt, Riis, Stisholt, Topholt,
405
Bukholt, Knæpholt, Dansskov etc. Kirkesognene ere der- ved blevne til de største i Dronninglund og Børglum Her- reder; saaledes er Torslev Sogn over 12,000 Tdr. Land, men endnu er det ikke meget opdyrkel, thi der gaaer 32 Tar. Land påa en Td. Hartkorn; det samme gjælder om Jerslev og Vreilev Sogne, hvoraf hvert er over 11,000 Tdr. Land. Trods den store Overflod paa Skovjord, ere disse tre Sogne dog uden Fredskov. Denne Skovrydning var altfor stor til at den kunde glemmes, derfor er det ganske almindeligt hos Beboerne at træffe Kjendskab til den. De vigtigste Vidnesbyrd om den ere imidlertid for Wieblikket, såa længe som Dokumenter om den ikke ere offenligejorte, Landkortene fra det 17de Aarhundrede. Den findes f. Ex. påa Meyers Conceptkort over Vend- syssel (omtrent fra 1649) samt paa Kortet over det nord- lige Jylland i Blaåaevs Atlas.
Tidligere har jeg udtalt, at det var urigtigt overalt al søge Skylden for Skovens Forsvinden deri, at man havde forhugget eller borthugget Skoven; dette gjaldt kun om visse Dele af Halvøen, i de andre Skovegne vilde Skoven komme igjen af sig selv. Det er Mangel påa Læ, som er Hovedaarsagen til, at Skoven ikke voxede op igjen i de Egne, hvor den blev mishandlet, og derfor for- svandt Skoven ikke paa Øerne, selv om den blev for- hugget eller borthugget. Dette kan bedst sees af Hornsved, som savnede Læ mod Vest; saa snart den der- for paa denne Side blev forhugget, fik Vestenvinden Ad- gang til Skoven, som da maatte behandles med nogen Forsigtighed, hvis den ikke i Tidernes Løb skulde gaae tilgrunde. Hornsved var i Middelalderen berømt som en mægtig Skov, og dette var den endnu i Christian den
406
Fjerdes Tid. Denne Konge brugte Skoven i høiere Grad, end det nogensinde tidligere havde været Tilfældet. Flere Breve vidne om den Mængde Ved, Kul og Tømmer, han tog fra Skoven, som derved fik sit første Knæk. Allerede 1673 var den forhugget, men endnu var der saa meget tilbage, at Oldengjælden 1702 blev anslaaet til 450 Ød., men nu vedblev man at hugge løs paa Resterne af Sko- ven. 1742 hedder det, at Skoven kun bestod af en Deel forkuede Ege og Bøge, saa havde man da endelig faaet Bugt med den mægtige Skov.”) Der er ingen Grund til at antage, atChristian den Fjerde og de andre af Da- tidens Skovbrugere have behandlet denne Skov værre end de andre sjællandske Skove, hvis fuldstændige eller deel- vise Gjenkomst efter de store eller endogsåa rene Hug- ster stedse blev muliggjort derved, at Skoven ikke var under Vestenvindens Tryk. Saaledes gik det ogsaa med Gjedser Skov og nogle andre Skove paa Falsters Kyst; uagtet Navnet kjendes, veed Ingen Besked om denne Skov, som imidlertid er afsat påa de gamle Kort; ogsaa dens Gjenkomst blev forhindret af Vestenvinden. Disse Exempler lære os, som såa mange andre, at naar forhen skovrige Egne, som det vestlige Halland, nu ere skov- løse ogsaa der, hvor Jorden ikke er indtaget stil Agerbrug, da maa Skylden søges hos dem, som have fortyndet Sko- ven saa meget, at den ikke længere var i Stand til at bryde Vinden, men Grunden til at Skoven ikke kom igjen,
saaledes som paa Øerne, er Egnens aabne Beliggenhed.
Ikke alene Mangel paåa Læ, men ogsaa Mangel paa naturlig Frugtbarhed i Jorden kan forhindre Skovens
") Wegener: Historiske Efterretninger om Gaarden Abrahamstrup.
407
Gjenkomst. Ofte have begge Aarsager virket i Forening, men der er Steder, hvor Jordbunden synes at bære det meste af Skylden; dette har saaledes været Tilfældet paa en Strækning af Sorø Amt, som ligger imellem Munke- bjerg og Magle Sø paa den ene Side og Gyrstinge Bøge- skov paa den anden Side. Jorden er her sammensat af Sand og Smaasteen; Overfladen er påa mange Steder be- saaet med Steen; selv i de fugtige Aar er der ikke meget Græs. Da Fæsterne i Slutningen af forrige Aarhundrede aldrig svarede Afgifter af disse Jorder, indtog Sorø Aka- demi 550 Tdr. Land til Skov og opelskede der Naale- skove, som lykkedes godt og viste, at Jorden meget mere egnede sig til at frembringe Ved end Korn. Den øvrige Deel forblev i Bøndernes Eie, og om end meget er udyr- ket, er det dog især langs med Engdragene, at Re- sterne af Skoven have holdt sig som Krat, der bestaaer af Eg og ligner Purrekrattene i Jylland, men er tættere og højere; der er ogsaa mange Bøge, og paa et Sted fandt jeg Hassel. Gamle Folk fortælle, at der her har været Ege saa store, at Stammerne kunde anvendes til Vognfjælle. Disse Krat og de paa Markerne spredte Purre ere tydelige Spor af den forhenværende Skov. Denne existerede endnu for to hundrede Aar siden; thi paa Meyers Croquikort er hele denne Strækning, som er en Mil lang, skovdækket, saa at Sorøegnen dengang paa Nordsiden var begrændset af et Skovbælte ligesom det, der laa Syd for Søerne; men denne Skov stod ikke påa en Jordbund, som var i Stand til at reproducere den, naar den engang var ødelagt ved Forhugning.
Paa samme Maade synes ofte de store Overdrev i Skovene "at have dannet sig. I Sydsjælland fandtes saa- ledes et Overdrev af stort Omfang, som gjennemskar den
408
vestlige Deel af Stensved Skov.”) Dette Overdrev var i forrige Aarhundrede et. øde Jordsmon, som strakte sig fra Ørslev Skov nedefter Nyraad. Jorden var besaaet med store Masser af sammenhobede Stene, hvorved der voxede Tjørn, og imellem hvilke der fandtes enkelte Græspletter. Først for 50 Aar siden blev Overdrevet bebygget; men selv paa de dyrkede Marker ligger der i Jorden en Mængde store Stene, som med deres ene Halvdeel rage op over Jordskorpen, og Beboerne sætte overalt Sten- diger. De Dele af Overdrevet, som endnu ikke håve været under Ploven, ere oversaaede med Rullestene, af hvilke de største ere omgivne af Tjørn, hvilket kan frem- byde et malerisk Udseende. Det er vistnok månge hun- drede Aar siden, at Skoven er forsvunden af disse Sten- marker, hvor dens Gjenkomst ikke har været mulig. I det østlige Sjælland fandtes det saakaldte brændteOver- drev, som strakte sig paa Grændsen af Bæverskov og Faxø Herred ind i Haarlev, Karise, Dalby og Tureby Sogne. Dette Overdrev, som allerede omtales 1545, har ikke sit Navn af nogen stedfunden Skovbrand, men af Bregner (det med. Ørnebregner begroede Overdrev), og det er ganske sandsynligt, at det Plantedække, som dan- nes af denne Bregneart, kan være saa mægtigt, at det kan forhindre Skovtræernes Frø fra at udvikle sig.””)
En ufornuftig og ødsel Brug af Skoven maatte ogsaa de svenske Krige medføre. Mange Historieskrivere omtale Skovlandets Aftagen og Ødelæggelse som en af
”) Dette deltes i to Partier, hvoraf det ene laa Vest for Kulsbjerget, det andet nedefter Nyraad. ”) Brasch: Vemmetoftes Historie 1 D. S. 100.
409
disse Kriges Følger, og om mange forhenværende Skove vidner Sagnet, at de ere ødelagte af Svenskerne.”) Af de nyere Historieskrivere har Th. Becker fremdraget de fleste Kjendsgjerninger for at godtgjøre, hvis det var for- nødent, at det syttende Aarhundredes Krige have for- mindsket de danske Skoves Udstrækning, idet han har udgivet en Synsforretning over Skovene i Skanderborg, Aarhus og i endeel af Viborg og Randers Amt. Af dette mærkværdige Dokument fremgaaer, at de Svenske i Aarene 1644 og 45 have hugget 120,000 Træer og stevnet omtrent 3,500 Træer. Træerne ere ikke nævnte summarisk, men talte i hver enkelt Skov, den være nok saa lille, saaledes at Beretningen om denne Skovning ved Enkelthedernes Fuldstændighed og Paalidelighed Intet lader "tilbage at ønske, og Forfatteren synes med bedste Ret deraf at drage den Slutning: »At Landets Skove fik et Knæk, som de tildeels aldrig forvandt. «
Naar Historieskriveren møder med en Armee paa 120,000 Træer, synes det forgjæves at indvende noget imod den Slutning, at denne Skovning nødvendigvis maatte medføre Skovødelæggelse; men hvor stort dette Tal end
”) Det er nu let at paavise, at mange have benyttet Krigene i det syttende Aarhundrede som et bekvemt Tidspunkt, hvortil flere Egnes Skovtab lod sig henføre; saaledes beretter Bergsøe, at de store Skove i Thy først fandt deres Undergang i Krigen 1657— 1660; men han overseer, at AÅrentBerntsen beskriver Thy som skovløst og ikke veed af, at der har været Skov. Bergsøe lod sig vildlede derved, at der i Lehnsbrevene til Provsterne i Vestervig Kloster findes Breve, hvori der i det mindste til tre forskjellige Tider (1530, 1553 og 1559) paalægges dem »ikke at forhugge Skoven til Upligt«; men dette 'var kun en Talemaade. (See S. 403).
27
410
er, det er dog ikke mere end hvad der kan rummes i Jægersborg Dyrehave; rigtignok udfordrede det i Datidens aabne Bevoxning vel det dobbelte Areal. Disse Træer vilde altsaa, naar de våre samlede, danne en Skov paa 3000 Tdr. Land, men de Skove, hvorom Talen er, bredte sig over en Strækning, som sandsynligvis ikke hår været mindre end 50—60,000 Tdr. Land, saa at, naar vi for- dele Træerne påa de enkelte Tønder Land, kommer der ikke mere end 2 til 3 Træer paa hver Tønde. Der næv- nes omtrent 440 Skove, hvori der er bleven hugget; alene i.de store Skove, som godt kunde taale det, var der taget 600 Træer og derover, saaledes i Addit, Ry, Salten, Aakjær, Gyllingnæs, Fløistrup og Marselisborg Skov. I de smaa Skove omkring Silkeborg lod man sig ofte nøie med at tage 8, 10 eller 12 Træer. De fleste Skove, som nævnes, ere endnu. til, endeel ere imidlertid forsvundne eller indsvundne til ubetydeligt Krat; men der er ingen Grund til at forudsætte, at dette er skeet, fordi de bleve berøvede nogle Træer i denne Krig. Landets egne Børn viste især imod Slutningen af forrige Aarhundrede en langt haardere Medfart imod disse Skove. Man maa an- tage, at paa de fleste Steder ere Træerne huggede deels af svenske Tropper, som håve marcheret . derigjennem eller havt deres Standkvarteer der i Egnen, deels af Bøn- der, som have benyttet sig af Tilstanden. Anderledes var det med de Skove, som bleve benyttede til Leirplads, de maatte snart blive forbrugte, da vi vide, hvor ødsel Sol- dalen er med Brænde, og paa denne Maade ere maaskee enkelte Skove i Ebeltoft- Egnen gaaede tilgrunde — saa- ledes bemærkes udtrykkeligt om Lyng Skov i Mols Her- red, at den med Rod er ophugget og bortført; tillige
411
maae vi lægge Mærke til, at der ved nogle Skove be- mærkes, at de ere huggede til Upligt, hvilket forudsætter, at dette ikke var Tilfældet med de andre. Ved at gjennem- læse den lange Liste over Skovene, undrer man sig over, at de ikke ere undergaaede større Forandriuger, end Til- fældet er. I enkelte Herreder kunne saa godt som alle Skove endnu findes paa Kortene paa faåae Undtagelser nær, og disse skjule sig maaskee under andre Navne. Hvor godt mange Skove have bevaret deres Eiendomme- ligheder, derpaa er der mange Exempler; jeg skal kun nævne, at i en lille Skov, som hedder Spatkjær i Nær- heden af Skanderborg, var der taget 30 Aske. Endnu den Dag idag har Asken holdt sig i denne Skov, som ikke er større end ni Tønder Land. Resultatet af Oven- staaende bliver altsåa, at nåar vi undtage enkelte Egne af Grenaa Halvø, kunne vi forresten ikke tillægge de svenske Hugster, som ere omtalte i denne Synsforretning, nogen væsenlig Indflydelse påa Skovene i Jylland. Skjøndt denne Synsforretning altsaa ikke beviser nogen stor Aftagen af det danske Skovland, kan det dog nok være, at de omtalte Skove, hvis de allerede tidligere vare stærkt medtågne af Græsning og Hugning, nu endmere maatte faåae Udseende af at være forhuggede og at trænge til en husholderisk Behandling, hvorfor det var ganske naturligt, at de jydske Kjøbstæder i deres An- dragende til Christian den Fjerde bade om, at Brænde- udførselen fra Jylland maatte forbydes.”) Ved KarlGustavs
”) Hvad der i det attende Aarhundrede var fast Praxis, nemlig at Kjøbenhavns Hovedforsyning med Brænde ikke skete fra de sjæl- landske Skove, men andetsteds fra, navnlig fra Jylland, fandt allerede Sted i mindre Grad i det syttende Aarhundrede.
GE
412
Krige fik Skovene imidlertid en langt haardere Behandling end tidligere, da flere Dele afLandet vare besatte af Fremmede, som udsugede det i højeste Grad, idet man næsten kan sige om dem, at de røvede og ødelagde alt det Gods, som de ikke forbrugte påa Stedet; det var især i Veille Amt, Smaa- øerne og flere Dele af Sjælland, hvor vi maae forudsætte ikke alene en Forhugning, men endog en Nedhugning af Skovene. I Brusk Herreds Thingbog hedder det, at Skøo- vene vare meget forhuggede og for en stor Deel op- brændte, da Fjenderne med deres Krigsmagt havde staaet og ligget der i Leir. Om Skovene i Elbo Herred hedder det i en Synsforretning: »og kan ikke videre eller flere Svin fødes paa Skovene, efter som de befinder sig at være meget forhugne og en heel Deel Træer forbrændte, hvilket de Svenske saavel som de Keiserlige, Polakkerne og Brandenburgerne have gjort, som med deres hele Krigsmagt have staaet i Leir i disse Skove.« Af mindre Betydning er det, at de Svenske i Veilby Skove have hugget og fældet 1200 Ege og Bøge til Palisader.”)
Men enten den alt fortærende Krig forhuggede eller aldeles nedhuggede Skovene, var dette paa Østkysten og påa Øerne i de fleste Tilfælde ikke Grund nok til at disse skulde forsvinde; thi i Reglen vilde Skoven komme igjen ved Selvsaaning, hvor Jordbunden ikke blev pløiet eller for meget medtaget ved Græsning. For at forebygge det sidste havde Svensken i Reglen sørget. Historien eller rettere Traditionen gjør ikke Forskjel herpaa; naar Sven- skerne havde hugget en Skov, og Eieren ikke tillod Sko- ven at voxe op, men pløiede Jordbunden, fik ikke han,
") Worsaae: Bidrag til Veile Byes og Amts Historie i det syttende Aarhundrede. Historisk Tidsskrift 1841.
413
men Svenskerne Skylden for at have ødelagt Skoven; saaledes gik det med Nyborg Skov. Landkommissær Monrad fortæller i sin Levnetsbeskrivelse, al da han før den svenske Krig besøgte Nyborg, laåae der paa den ene "Side af Byen en stor Skov, og påa den anden Side den skjønne Dyrehave, som laae imellem Slottet og Holken- havn, men da han efter Krigen besøgte Byen, vare Sko- vene forsvundne; thi de vare ødelagte i Krigens Tid, da Feltslaget med de Svenske stod.”) Dersom disse Jorder ikke vare blevne benyttede til Agerdyrkning, vilde Sven- skerne ikke have faaet Skylden for at have ødelagt Sko- ven, som uden al Tvivl vilde være voxet op af sig selv igjen. I de Egne, hvor der er Mangel paa Læ, kunde en Forhugning derimod let føre til, at Skoven ikke mere kom igjen af sig selv; men dette har i Virkeligheden ikke øvet nogen indgribende Indflydelse paa Udstrækningen af Halvøens Skovland; thi saadanne Egne bleve just påa Grund af deres Beskaffenhed og Beliggenhed ikke udsatte for den langvarige Besættelse, saaledes som de frugtbare Egne, og hvor meget end Krigen skadede Skovene her, var Tabet dog efter 60 eller 70 Aar igjen oprettet, såa at disse Egne atter vare bekjendte for deres Rigdom paa Skov. Da Ryttergodserne hundrede Aar efter den svenske Krig bleve solgte, vare Skovene i Stand til at betale Kjø- bet; og naar vi nu sammenligne den Behandling, som de jydske Skove efter Synsforretningen for 1645 havde under- gaaet, maa den næsten kaldes varsom i Sammenligning med den Fremgangsmaade, som Landets egne Børn an- vendte, da Ryttergodserne vare solgte. |
") Meddeelt af Dr. B. Becker.
. 414
Af Ovenstaaende fremgaaer, at Danmarks Skovland i denne Periode formindskedes noget, deels ved en ufor- sigtig Behandling, ved Krigene, men især derved. at i nogle for Vestenvinden udsatte Egne bleve Skovene saa- ledes mishandlede, at de ikke længere kunde. modstaae Vindens Anfald og derfor bukkede under.
De Nedhugninger af Skov, som hidtil ere omtalte, ere uregelmæsige og foretagne uden Hensyn til Landets Tarv. Der fandt imidlertid ogsaa en regelmæsig For- mindskelse afSkovlandet Sted, hvor man gik frem over- eensstemmende med Fornuftgrunde efter en forud lagt Plan, idet man derved med Rette troede at kunne fremme sin egen og derved den nationale Velstand. Dette skete, naar Skoven blev ryddet og omdannet til Agerland. Endnu er der i Sjælland mange Skove, som ved deres Størrelse i høj Grad formindske Værdien af Skovprodukterne, og dog staae de paa en god til Agerdyrkning skikket Jordbund, og dengang vare disse af langt større Udstrækning. For de Fåa, som havde Kjendskab til Agerdyrkning, maatte det synes at være en fordeelagtig og fortjenstlig Gjerning at rydde Noget af den store Skov for der at dyrke Rug og Hvede. Paa det frugtbare Laaland fandtes paa Guld- borgland c. 5000 Tdr. Land næsten sammenhængende Skov. Maribo Kloster eiede i to Miles Omkreds maaskee en heel Kvadratmil Skov, og en stor Del af Laalands Leerjord var saaledes bevoxet med Skov, uagtet den kunde frembringe god Hvede. Den samme Misbrug af Jord fandt Sted i nogle sjællandske Egne, saaledes i Vor- dingborg Amt. I vor Tid, da det er vanskeligt i Sjælland at faae god Jord tilkjøbs, kan man næppe fatte, at dengang saa megen frugtbar Jord, som var skikket til
415
Korndyrkning, låae ubenyttet, eller kun nærede enkelte tyndt staaende Træer, og det i Egne og Tider, hvor Skov- produkterne ingen Værd havde. Men man maa ikke oversee, at paa den Tid var det vanskeligt endog i Sjæl- lands frugtbåre Egne at besætte Bøndergaarde, hvoraf nogle undertiden låaåae øde. Bønderne savnede Kraften, ja endog Redskaberne til at bearbeide de svære Leer- jorder, og det kunde ikke falde nogen sjællandsk Bonde ind at søge Godseierens Tilladelse til at rydde og dyrke et Stykke Skov, saa længe han ikke var i Stand til at dyrke sin egen Jord og i mange Tilfælde maatte understøttes af sit Herskab med Sædekorn og andet. Nu har dette Forhold aldeles forandret sig; da Øvrighedens Magt under den slesvigske Krig var lammet, grebe Bønderne i det østlige og sydlige Slesvig med Begjærlighed denne Lei- lighed til at rydde deres Skove, som Kegeringen imid- lertid efter Freden tvang dem til at plante paåany. Fru EllenMarsvin har efterladt sig et godt Eftermæle derved, at hun ryddede over 300 Tdr. Land Skov paa Thurø, hvor Skoven den Gang dækkede den større Deel af Øen, og anlagde Ladegaarden Marsvinsholm. Halvøen Kainæs ved Als var skovdækket indtil Aaret 1615, da Hertug Johan den yngre ryddede Skoven og paåa den gamle Skovgrund byggede Byer, Herregaarde og en Kirke. Ogsaa Christian den Femtes Yndling, Jægermester Hahn, lod sig ikke nøie med at omdanne en enkelt Skov til Hovedgaards- mark, men anlagde endog en heel ny Landsby, idet han benyttede de ved Hornsveds Forhugning opstaaede Tom- ter til derpaa at anlægge 24 Gaarde og Beboelsessteder. Hahn kaldte sin nye Landsby Jægerspris, men Fæsterne vare vanle til at betragte Stedet, hvor de havde nedsat sig, som en Deel af Skoven, og derfor kaldte de Byen
416
»Skoven«”), hvilket Navn den endnu bærer. Det var vist- nok et fornuftigt Foretagende at opdyrke et Stykke af denne store Skov, thi det tiloversblevne" vedblev at være meget betydeligt og kunde stifte mere Nytte, naar Ager- dyrkerne befandt sig i dens umiddelbare Nærhed. iImid- lertid var der ved Landsbyens Anlæggelse begaaet en stor Feil; den burde have ligget paa Skovens Øst- eller Syd- side; thi ved aldeles at borthugge den vestlige Deel af Skoven, berøvede Hahn Hornsved sit Læbælte og bidrog saaledes til Skovens langsomme Ødelæggelse, hvorfor ogsaa, da man i Begyndelsen af dette Aarhundrede tog fat paa Skovens Istandsættelse, den driftige Skovrider be=- gyndte dette Foretagende med at plante Gran paa Vest- siden. — Vi have saaledes lært at kjende en Landsby, som er opstaaet i det syttende Aarhundrede ved Rydning af Skov; det var vistnok sjeldent, thi man saae oftere gamle Landsbyer forsvinde end nye opstaae.
Efter at vi have erfaret, at Skoven i gamle Dage paa mange Maader blev svækket baade i indvortes og ud- vortes Henseende, er det af Interesse i Modsætning der- til at opsøge de enkelte Steder, hvor de store Begiven- heder have øvet en saadan Indflydelse paa Landet, at en Tiltagen af Skov derved er bevirket. Tidligere har jeg. omtalt, at de for Folket ødelæggende Krige ikke derfor vare det for Skovene; thi i de Egne, hvor Alt var udsat for at blive Krigens Bytte, idet Hestene bortførtes, kvæget fortæredes, Folkene bortvandrede, maatte ogsaa" Brugen af Skoven ophøre; da Træernes Knopper ikke længere bleve afgnavede, kunde de udvikle sig frit og regelmæsigt. Da
”) I Jordebøgerne nævnes ogsaa Skovhuse, Skovboere og Skovmænd.
417
Opvæxten ikke længere blev fortæret af de forsultne Hus- dyr, kunde Tomterne fyldes i Skoven og denne derved vinde Kraft, hvorpaa Eftertiden kunde tære. Det er sand- synligt, at Skovene paa denne Maade ere blevne ophjulpne i de Egne, som meest bleve medtagne af Krigen, og som havde en saadan Beliggenhed, at Selvsaaning uden store Vanskeligheder kunde finde Sted. Dette gjælder saaledes om den nordøstlige Deel af Haderslev Amt, Veile Amt, Bjerre Herred og mangfoldige Skovegne i Sjælland vg paa Øerne.
Der har ogsaa været dem, som have vidst, at Krigene have øvet en saadan Indflydelse paa Skovvæxten. Det hedder saaledes i »oeconomisk Magasin« for1769: »Vore nærværende bedste Skove vilde knap have været til, der- "som ikke adskillige ulykkelige Krige, saaledes midt i forrige Aarhundrede, havde givet en altfor kost- bar Anledning til Skovvæxt i Danmark, ved Bøn- dernes yderlige Ruin, særdeles ved deres Kvægs og Hestes Ødelæggelse.«
Jeg har seet en saadan af sig selv opvoxet Skov påa de svenske Forskandsninger, som ligge ved Guld- borgsund i Færgeskoven. Volden og Graven samt Mar- ken, som dannede Fronten, er dækket af Bøgeskov. For at en saadan kunde voxe op paa en Mark, som vi maae tænke os aldeles raseret for Træer og Buske, udfordres en fuldstændig Fred, det vil sige, Græsningen maatte op- høre for lang Tid; men derfor havde de Svenske sørget, idet de havde taget Husdyrene og sat Beboerne ud af Stand til i meget lang Tid at anskaffe sig nye. En Omsiggriben af Skoven har vistnok fundet Sted paa mange Steder; foruden i Færgeskoven har jeg dog kun fundet det paa et Sted, nemlig paa Dannevirke.
418
er Øst for Byen Lille
r
c
Y
lig
som Dannevirke, er en Høiskov, sammensat af Eg og Bøg.
Skov,
Dannevirke
Beskueren gjør
påa
at den
ere saa anselige,
Træerne
r
Denne Bevoxning har
Indtryk af en smuk dansk Skov.
.
Æ
"TR sv GER KOM NÅ AV
i JF
mles
n AVU
Bøg
AWO
"lit
bredt sig over Dannevirkevolden og skjuler den, men
I den
ikke udenfor den. i den østlige
Side
sydlige
laer påa den
; Cc
& oOo
)
d Bøge
ige en Deel, paa Thyraborgen, er Bevoxningen ren Bøg.
rel
stlige Deel er der flere I
F" ”
Ve
419
Ogsaa andetsteds paa Dannevirke er der Spor til Skov; det er ikke Høiskov, men mere Krat, som ligner de jydske Purrekrat; det meste findes paa den Sidevold, som gaaer fra Dannevirke Sø henimod Gottorp. Den østligste Deel af Kurvirke er bevoxet med tæt og høit Egekrat, Tjørn og Hyld. Derimod er der Vest for Lille Dannevirke ikke noget Spor til Trævæxt; ved Dannevirke Kro staaer et Buskads, og det samme er ogsaa Tilfældet 300 Skridt Vesten derfor, men fra nu af er Volden bar for Træer. Det aåabne Land og Vestenvinden har hindret Træfrøet fra at voxe op.
Saa forladt blev Thyras Vold, at ikke engang Dyrene græssede der. Da Jordbunden er sandig og der ikke er Overflødighed paa Læ, kan man være overbevist om, at der er medgaaet meget lang Tid, for at Bøge og Ege kunde besætte dette Terrain, og i hele den Tid have sandsynligvis Gaardene været forladte; thi man kan ikke forudsætte, at Jordbunden blev tilgængelig for Skov der- ved, at Volden som offenlig Eiendom var lyst i Fred; thi dette har vistnok ikke været Tilfældet mere i det 14de og 15de end i det 18de og 19de Aarhundrede. Buskadset ved Dannevirke Kro er derimod af senere Oprindelse og frem- kaldt ved de Gravninger, som Beboerne foretoge for at søge Tømmer, hvorved Voldens Sider bleve saa steile, at de "bleve utilgængelige for Kvæget, hvorimod Træernes Frø paa den for Græs blottede Jord fandt en god Spire- plads.
Åt en Skov voxer op af sig selv paa Agerjord, var i Almuens Forestillingskreds en saa mærkelig Begivenhed, at Sagnet paa nogle Steder har bevaret Erindringen derom, medens ellers alt Andet, som henhører til Sko- vens Behandling og Formindskelse, blev overgivet til
420
Glemselen; men Begivenhederne fortælles heelt ander- ledes og gjerne påa den Maade, at disse Skove siges at være plantede af bestemte Personer; saaledes findes hos Vedel Simonsen det Sagn, at en Pige fra Ditmarsken, som havde tjent Frederik den Anden, til Belønning modtog den Agerjord, hvorpaa hun opelskede Morud Skov, som er den største i Skovby Elerred, og det tilføjes at Pløielandet endnu kunde kjendes af Agerryggene. Men det var jo dog en daarlig Anvendelse af Jorden at for- vandle Kornlaåand til Skovland, og det var ikke alene ufor- nuftigt, men endogsaa umuligt; thi paa den Tid var Ingen i Stand til at anlægge en storBøgeskov paa fri Mark, lige- som en saadan Tanke -heller ikke kunde falde nogen ind. Enken efter Jæharis saaede en Skov af Olden ved Lengsholm i Vendsyssel.”) I Trælleborg Skov i Verst Sogn i det sydlige Jylland findes, efter Pontoppidan, en forhøjet Runddeel (en gammel Borg), og han tilføjer, at Skoven da har været Pløieland og Eng, som endnu kjen- des af Agrene.”) En ved Navn Norby saaede 1620 en Skov af Olden ved Uggerslevgaard, som dog blev ødelagt af Søfalke. ””) Om Folby Skov paa Grevskabet Frijsenborg fortælles der, at den er opvoxet paa Marker, som bleve forladte under den sorte Død.
Christian Olufsen, som, saa vidt jeg veed, er den eneste, som videnskabeligt har behandlet denne Sag, ud- taler sig saaledes herom: »I Heder og Overdrev, ja endog inde i Skove (t. Ex. i Grib Skov, Vest for Esrom Sø i Sjælland og påa Refnæs ved Kallundborg seer man
JEDSFAtlass BES 363: NDS AASE BT ST 469)
"”) V. Simonsen: Rugaard.
421
tydelige Spor af Agre paa en Jord, som siden blev be- groet med en Skov, der nu paa det sidste Sted for det meste er forsvundet), findes mange Kjendetegn af fordum pløiede, ofte temmelig store Strækninger. Disse Stræk- ninger have i mangfoldige Aar, ja vel i Aarhundreder, ligget udyrkede i en øde Tilstand, hvis Aarsag man sæd- vanlig vil finde i den Folketomhed, som Pesten, den saa- kaldte sorte Død eller Digerdøden, skal have voldet, en Mening, som sikkeriig ikke kan være ganske rigtig; thi denne Pest fandt Sted i Aarene 1349 og 1350, men allerede i den sidste Halvdeel af det tolvte Aarhundrede under Valdemar den første, vidner den samtidige Saxo, al saa godt som Trediedelen af Landet laa øde og udyrket. «
Ligesom Andre, er Saxo uvis med Hensyn til Tiden og til de Begivenheder, som havde fremkaldt denne Sko- vens Udbredelse, men han røber Kjendskab dertil, idet han fremdrager bestemte Kjendsgjerninger, og idet han med saa tydelige og bestemte Træk skildrer den til Skov forvandlede Kornmark, at vi ikke kunne tvivle paa, at han selv har seet og drøftet det med Folk, som forstode sig påa landlige Forhold. Denne omstændelige Skildring af Agerjordens Forvandling til Skov findes i ottende Bog i Kong Snios Historie.
— »Da Folkene under Kong Snio droge bort, iførte Agerjorden sig Skovklædningen (sylvestrem vultum), det yndige Grønsvær forsvandt og gav Plads for de frem- skydende Lunde, som dannede vilde, uigjennemtrængelige Tykninger. Jordens Udseende røber endnu dens tidligere Brug. Thi hvor der før har været frugtbart Pløieland, der er nu opvoxet den tætte Stangskov, og hvor før Bonden under Pløiningen dannede de høie Agerrygge og
422
sønderslog de store Jordklumper, der er nu opvoxet Skov, som indeslutter Pladser, der endnu bære Spor af den gamle Dyrkning.”) Den tætte Skov dækkér nu ogsaa de Gravhøie, som de Gamle med Møie havde opført paa den aabne Mark. Man kan ogsaa hyppig finde Sten- dynger omkring i Skovene, og det netop saadanne, som samles her og der paa Marken, for at de ikke omkring i Furerne skulle være iveien for Ploven; thi man vilde hellere afsee en lille Plet Jord, end at det hele skulde være vanskeligt at bearbeide. Heraf kan man slutte, at Fortidens Folk have været talrigere end i den senere Tid; thi Landmændene anstrængte sig dengang meget for at bearbeide Jorden, for at de senere lettere kunne behandle den, hvorimod deres Efterkommere, tilfredse med. et mindre udstrakt Agerland, holde sig indenfor de gamle Grændser, såa at de ikke benytte meget af den Jord, som før har været dyrket; derfor har den nærværende Tids- alder det mærkelige Syn, at den Jord, som forhen var fuld af Kornax, nu er skikket til at frembringe Agern, og at Landmandens Plov og Kornets Straa have givet Piads for Skovens Træer. «
Saxo fremdrager her bestemte Kjendetegn, hvorpaa den gamle Skov kunde kjendes, nemlig de høiryggede Agre, Stenene, som Bønderne fordum havde samlet i deres Agre og. henlågt i Dynger, endelig Gravhøiene i Skovene. Af disse Beviser ere de to første, navnlig de høiryggede- Agre, de vigtigste, Gravhøiene imidlertid de meest iøinefaldende og de varigste ; talrige Gravhøje ere bevarede trindt omkring i Landets Skove, hvor de i Reg-
”) Her er udeladt en Sætning paa tre Linier, som jeg ikke kan for- staae, uagtet al anvendt Flid.
423
len optræde enkeltvis, enten paa Kysten eller langs med Vandløbene, men påa nogle Steder optræde de i større Grupper. Saaledes strækker der sig paa den nord- ostlige Side af Freilev Skov påa Laaland et Bælte af Grav- høie, der ligge hverandre saa nær, at hvor den ene ender, begynder den næste. Høiene ere dækkede af et lavt Lindekrat med et frodigt, friskt grønt Løv, saa at denne Indfatning af Skoven, seet fra dens Indre, frembyder et livligt Syn. Paa Engestofte Mark findes en Samling af Gravhøie, som ere bevoxede med topstævnede Avnbøge og smukke gamle Bøge, som staae efter gammel Skik i store Afstande; thi Skoven holdes som en Raritet i den gamle Stil, Kreaturerne græsse der og gnave Purrene, som især ere Hvidtjørn og Bøg. Men de smukkeste Mindesmærker af den Art findes i Korselitse Skov paa Falster, nemlig Halskov Vænge. Flere Tønder Land danne her Urindvaanernes Begravelsesplads. = Talrige stensatte Høje, Langdysser, som staae i Forbindelse dermed, store Granitblokke med mosgroede Sider, mere eller mindre blottede, ere i og for sig et mærkeligt Syn; men de store, tykke Bøge, som derover brede deres mægtige Kroner, forme det hele til et Skovparti, der baade er skjønt og enestaaende i sit Slags. Paa en Høi er Overliggeren afdækket, hvorved en Bøg har kunnet arbeide sig op imellem Stenene, men da den stødte paa Kanten af Overliggeren, bevirkede dette Sammenstød, at Stammen blev flad paa den ene Side. Til en Gravhøi, hvor de store Stenblokke tildeels ere blottede og Overliggeren skudt tilside, slutter sig en Stendysse og over dem begge breder en gammel Bøg sin mægtige Krone. Dens Stamme har i Brysthøide et Omfang af 134 Fod. Noget derfra ligger der en udgravet Stenblok, hvis Omfang i det mindste
424
er 41 Fod, og som er 10 Fod høi. Endnu kan bemærkes, at her voxer endeel Hyld, som gjerne indfinder sig der, hvor Mennnesket færdes meget. |
Imidlertid maa man med Hensyn til den Paastand, at Gravhøiene skulde bevise Skovens Omsiggriben, ikke glemme, at, for såa vidt som de henhøre til Sten- alderen, kan man ikke antage, at Urindvaanerne ryddede mere af Skoven, end der var nødvendigt til deres Boliger, Begravelser og daglige Færd. Dertil kommer endnu, at den Skovrydning, Urindvaanerne foretoge, ligger saa langt tilbage i Tiden, at den ikke synes at staae i noget kau- salt Forhold til de nuværende Skove.
Ved uregelmæsige Afbrydelser i den materielle Udvikling kan Skoven altsaa gjenvinde det Land, som Agerbruget har optaget, men desuden har en plaåan- mæsig Udvidelse af Skoven fundet Sted. Jeg sigter ikke herved til Beretninger om, at visse Herremænd skulle have plantet Skov, thi dette laa, som ovenfor er sagt, udenfor deres Tanke, Magt og Villie; derimod fandt en planmæsig Udvidelse af Skoven eller rettere en Inddragelse af Bondemark til Skov Sted, hvor man af Hensyn til Jag- ten vilde sikre sig imod Krybskytteriet. Det Exempel, som ligger nærmest for Haanden, er den gamle Landsby Stokkerup i Jægersborg Dyrehave, hvoraf Sporene endnu paavises. Da Dyrehaven blev indrettet, maatte det natur- ligvis være i højeste Grad ubekvemt at have nogle Bøn- der boende midt i Skoven, mod hvilke det ikke var mu- ligt at forsvare hverken Vildtet eller Træerne; det var derfor aldeles rigtigt handlet af den daværende Jæger- mester Hahn, at han flyttede Landsbyen; men da det skete imod Beboernes Villie, var det en haard og lovløs
425
Gjerning. I Nordsjælland havde Kronen den største sammenhængende Skovstrækning, nemlig Grib Skov; her fandtes allerede i Middelalderen Bøndergaarde, som dan- nede smaa Skovbyer. I det sidste Aarhundrede søgte man til forskjellig Tid at skaffe sig af med dem, saaledes er Landsbyen Stenholt imellem Fredensborg og Frede- ”riksborg nedlågt; den var endnu til i Midten af det 17de Aarhundrede. Blandt de Skovbyer, som bleve flyttede, fordi de vare Udgangspunktet for Skovtyve, kan mærkes Qustrup, hvis Bymarker endnu danne en stor aaben Plads i Skoven. Da jeg i 1850 besøgte Skovrideren i dette Distrikt, var man just ifærd med at opbryde Stenene i Qustrup Gade, hvor han håvde ønsket sin Jord henlagt, i den Formening, åt Byens Grund var mere frugtbar end de sandige Marker. Desuden findes der paa Videnskaber- nes Selskabs Kort omtrent 12 bebyggede Steder spredte omkring i Grib Skov, hvilke næsten alle ere forsvundne. De have naturligvis ikke været Landsbyer af nogen Be- tydning, men småa Samlinger af Gaarde og Huse. Uagtet disse Agerjordes Optagelse i Skoven først fandt Sted i den følgende Periode, omtales de her for Sammenhængens Skyld, da der senere ikke vil være Leilighed til at be- røre dem.
TIL Fra 1760 indtii Udskiftningen.
Uagtet man stadig klagede over, at Skovene for- tyndedes og formindskedes, og uagtet mange Stemmer havde raadet til Plantning, skete der dog i det syttende og lige indtil over Midten af det altende Aarhundrede
426
intet i den Retning, som var betydeligt. Christian den Fjerde, som var en praktisk Konge, udviste med Hensyn til Skoven ingen anden praktisk Virksomhed end at op- søge de Steder, hvor han kunde tage Egetømmer til sine mange Bygninger og gjøre Hugster paa 1000 Læs Brænde. Senere formanede vel Skovforordningerne og de økono-… miske Forfattere til, at man skulde plante, men det var først i Aaret 1760, at Plantningen begyndte i Statsskovene. Hvad der tidligere var gjort i denne Retning, har ingen Betydning og kun historisk Interesse. Men i Aaret 1770 begyndte v.Langen sine store Årbeider i de nordsjællandske Statsskove, som vel led nogen Afbrydelse ved hans Død, men derefter bleve optagne paany og fortsatte lige til vor Tid; men det var kun Statsskovene, som havde godt deraf, thi i Begyndelsen var der kun ganske enkelte Skov- ejere, som fulgte Statens Exempel; Græsningen vedblev at tære paa Skovens Kraft, og det i en Tid, hvor Skovens skrøbelige Tilstand var almindelig anerkjendt. Det, hvor- ved Aarene efter 1760 kom til at gjøre Epoke i de danske Skoves Historie,erdenstoreFormindskelseafSkovens Udstrækning, somdengang fandtSted. I ingen anden Periode i de danske Skoves Historie fandt saa store Ryd- ninger eller Ødelæggelse af Skov Sted, navnlig ikke i en saa kort Tid. Mærkeligt er det, at denne Afskovning af Landet i Grunden blev bevirket ved det Liv, som begyndte at røre sig i Landøkonomien, og ved Anerkjendelsen af, at den danske Jord blev slet behandlet og langtfra frem- bragte det, som den kunde. Bøndernes Agerbrug be- fandt sig 1750 omtrent paa samme Trin som 1250, ja, at dømme efter Udbyttet, havde Tilbagegang fundet Sted. Nu begyndte Mange at tænke over Agerbruget og indsee, at dette kunde drives påa en mere forstandig Maade og
427
give flere Indtægter. Medens Literaturen hidtil havde været optaget af Theologi, Philologi og Historie, blev Sandsen nu vakt for økonomiske Betragtninger. Ved Understøttelse af Moltke-Bregentved stiftede Pontop- pidan et »dansk oeconomisk Magasin«, hvortil han indbød »alle Oeconomisindede« til at indsende deres Tanker »til almindelig Prøve og Anvendelse.« SMange Danske og Norske fulgte Indbydelsen. Ogsaa udenfor dette Magasin blev der leveret endeel Afhandlinger. Blandt de Punkter, der bleve behandlede, var ogsaa det, at Krongodserne gave saa ringe Indtægt. Staten besad paa de nedlagte Rytterdistrikter store Domainer, som den selv bestyrede, men Indtægterne vare saa ringe, at man kun behøvede at nævne dem, for at Enhver kunde indsee det aldeles forkerte og ufordeelagtige for Ståten i at besidde og bestyre disse uhyre Eiendomme. Dette og Andet bragte Regeringen til at afhænde Krongodserne, hvilket fik en meget stor Indflydelse paa Skovens Fremtid; thi da de tidligere Konger, navnlig Christian den Fjerde, ved Mage- skifter aronderede og samlede Kronens Eiendomme, som før vare spredte omkring i Landet, kom netop de skov- rigeste Dele i Kronens Eie, saaledes Kronborg-, Frederiks- borg-, Antvorskov-, Vordingborg-, Rugaard-, Koldinghus- og Skanderborg - Lehn. Paa intet Krongods var Misfor- holdet mellem Jordens Størrelse og Frugtbarhed paa den ene Side og Indtægterne påa den anden større end paa Vordingborg Gods. Dette var 60,000 Tdr. Land stort, men der vår kun en Sjettedeel taalelig dyrket og Halvdelen laa udyrket. Dette store Areal indbragte Staten i ÅAarene 1758—68 gjennemgsnitlig kun 10,000 Daler aarlig, og da der et Aar indtraf Misvæxt, maatte Regeringen uddele 11,000 Tdr. Korn for at brødføde Bønderne og fodre deres
428
Dyr... Skovenes Størrelse var omtrent 14,000 Tdr. Land, som i såa høi Grad vare udsatte for Bøndernes Røveri, at Skovbøderne indbragte 2 å 3000 Daler aarlig. Største Delen af Skovlandet hørte til den fra Valdemarernes Tid bekjendte Stensved. Allerede de forrige ÅAarhundreder havde gjort store Aabninger i den; de store Stensved- overdrev strakte sig midt igjennem den. Alligevel var det en af Landets største Skove; den sydlige Deel dækkede Kysten Øst for Vordingborg i en Udstrækning af to Mile, i en anden Retning strakte den sig op til Skallerup By, men der fandtes mange Aabninger, som deels vare op- tagne af de smaa Skovbyer, deels af udyrkede Overdrev. Kommissionen, som var nedsat i Anledning af Misvæxten, raadede til at sælge Godset. Dette blev fordeelt påa tolv Herregaarde, som med Privilegier, forskjellige Tiender og Skove bleve solgte for 496,000 Daler. Skovene fulgte med Gaardene og maatte bidrage til at betale disse, saa- ledes at mere end Halvdelen af Skovlandet blev ryddet, og Stensveds Storhed var dermed forbi; den blev opløst i mindre Skove, som ligge for langt fra hverandre til at have Udseende af at høre til det samme Hele. å
Det var fornemmelig de første Eiere, som ryddede nogen Skov, deels for at betale Eiendommen, deels ogsaa for at gjøre dem indbringende; saaledes tilhørte Islinge for 50 Aar siden et Interessentskab, der skovede et meget | stort Kvantum Brænde, som var kjøbt af Kjøbenhavns Kommune. Man gik såa hensynsløst frem imod Skoven, at man ikke engang dyrkede den ryddede Skov, hvorfor den nuværende Eier af Islinge ved sin Ankomst fandt mange Marker fuld af Stød, som først bleve borttagne i Aarene 1810—12. De senere Eiere forefandt altsaa kun Halvdelen eller en Trediedeel af det oprindelige Skovareal.
-
429
De afvege imidlertid fra deres Forgængere ved den om- hyggelige Pleie og Behandling, som de ydede Skovene; derfor er ikke ålene de Petersgaardske Skove de smukkeste og bedste Statsskove, men Herregaardene paa det gamle Vordingborg Gods kunne med Rette være stolte af deres smukke Skove.
Allerede tidligere, nemlig 1765, havde man solgt K ol- dinghus Gods, men. man fulgte her en anden Fremgangs- maade, hvilket beredte Skovene en forskjellig Skjæbne. Bønderne vare her ikke såa kraftløse som i Sjælland; de havde Lyst og Mod til selv at kjøbe deres Gaarde, og man havde her det Særsyn, at 1700 Gaarde og Steder bleve bragte under Auktionshammeren og enkeltvis op- raabte til Salg. Koldinghuses Bønder kjøbte selv deres Gaarde og overbøde i Reglen de Fremmede. »Fri- heden er kjær,« siger Præsten Walse, som var tilstede ved Auktionen: »Det rørte mig meget at see man- gen en Bonde, der hidtil havde levet som Selveier af Frygt for Trældom at overbyde dem, som vilde kjøbe sig til deres Herrer paa denne Auction.«”) Hvor glædelig end dette Vidnesbyrd er om Bondens Dygtighed og Selv- stændigbed i disse Egne, hvor heldbringende Følgerne end vare for Velstandens Tiltagende, fik Skovene dog et frygteligt Saar, og det ikke i et enkelt Sogn, men næsten over hele Godset, og dette Saar er for mange Skoves Vedkommende endnu ikke lægt. sGaardene bleve nemlig sølgte med deres Skovlodder, og da det maatte være vanskeligt for den, som ingen Penge havde, at tilveie- bringe den halve Kjøbesum, skjøndt den kun beløb sig
") Wilse: Reise-Iagttagelser 5 D. S. 89.
430
til nogle hundrede Daler”), bleve Bønderne nødte til at sælge Alt, hvad de kunde afsætte, og da gik det naturlig- vis ud over Skovene; de bragte Alt tiltorvs og solgte for enhver Pris. I Fredericia vare de glade ved at faae 3 Mark Kurant, det vil sige 9 Mark, for et Læs Brænde. De uundgaaelige Følger heraf vare først, at Skovlandet formindskedes, men hvad der var langt mere fremtrædende, var, at de Skove, som Kronen hidtil havde beskyttet saa- vidt som muligt, bleve i højeste Grad forhuggede. Saa- ledes anfører Wilse, at Kjøberen af Dyrehavegaards Skov, som henhørte til Koldinghus Slot og vel i det høieste var 68 Tdr. Land stor, lod samme Aar hugge 360 Ege og Bøge, som gåve 7200 Favne. Endnu i Aaret 1840 havde denne Skov et meget ungdommeligt Udseende. Istedenfor at i Sjælland Godseierne ålene ere Skoveiere, ere Bønderne det i denne Egn. Flere Skove, t. Ex. Gaarslev og Randsby, ere delte imellem Bønder, som hver gjennemsnitlig have en halv Tønde Land; det vil vare meget længe, inden man kan vente, at disse Skove ville blive Gjenstand for saa omhyggelig Pleie og Behandling som de Vordingborgske.
Den Tilbøielighed, som viste sig hos Bønderne, da de bleve Selveiere, til at forhugge Skoven, have de van- skelig kunnet aflægge, og da Staten i dette Aarhundrede overtog Opsynet over Privatskovene, var der faa Skoveiere, hos hvilke Forstembedsmændene mødte en saadan Uvillie som her. Bønderne ansaae det for et Indgreb i Eiendoms- retten, at Staten vilde foreskrive dem, hvorledes de skulle
”) De store Bøndergaarde kostede i Reglen ikke mere end 6 — 800 Daler Kurant. Kort efter bleve de solgte for det firedobbelte, og nu have de omtrent en Værdi af 15,000 Daler.
431
bruge deres Skove; længe var det forgjæves, at Skov- rideren gjorde dem opmærksom paa det ufornuftige i deres Skovbrug, idet de stadig tog de kraftige Træer med god Tilvæxt og lode de fortrykte staae, selv om det var kun sygelige Rodskud. Vi kunne derfor ikke undre os over, at der var den største Forskjel imellem Kolding- huses Bønderskove og de sydsjællandske Herregaardsskove, som vare opstaaede af Vordingborg Gods, hvilke saa godt som alle glædede sig ved omhyggelig Behandling, påa samme Tid som Koldinghuses Skove vare under en stadig Foryngelse eller Forhugning. I de sidste Aar er imidlertid Kjærlighed til Skov vaagnet hos Bønderne, som have indseet det ufornuftige i det gamle Skovbrug og nu lytte med Opmærksomhed til Skovriderens Raad, som de anerkjende at være til deres og Skovens Gavn, og naar han kommer igjen, glæder det dem at vise ham, hvor godt hans Anvisninger have frugtet. At dette Krongods blev solgt til Bønder, bevirkede altsaa, at Skovene bleve forhuggede, derimod troer jeg ikke (eller rettere jeg veed ikke), at det i samme Grad har bevirket en Formindskelse af Skovlandet; thi vel bleve mange Skove borthuggede, men jeg troer ikke, at dette Areal var saa stort som det, der blev ryddet paa Vordingborg Gods.
Den sidste Deel af det attende Aarhundrede var — uagtet man havde begyndt med Plantningerne — vistnok den uheldigste for Skovens Tilværelse og Bevoxningens Tilstand. Proprietærer og Bønder kappedes om at hugge Skoven ned uden at tage Hensyn til dens Gjenkomst. Salget af Krongodserne skete med ringe Overlæg, Staten var ubetænksom nok til at levere Offrene, som Gods-
432
eiere, Proprietærer og Bønder skyndte sig med at mis- handle eller rydde. Før havde Staten besiddet Landets bedste og største Skove, nu brød man sig saa lidet om at have Statsskove, at det alene var Hensyn til Stutteri og Jagt, som bevirkede, at Staten endnu havde Skov paa et Sted. I de Skove, som ikke bleve nedhuggede, blev det gamle tærende Skovbrug fortsat, maaskee i endnu højere Grad end før.
Bønderne vedbleve at benytte den Ret, som Fælles- skabet gav dem til at bruge Skoven til Græsning, ligesaa meget eller endnu mere end før. Deres Kvæghold havde ikke formindsket sig. Skovens Tilstand var altsaa i højeste Grad mislig, dens Udstrækning var meget aftagen, og hvad der var tilbage, truede med ved Eiendomsspekulationerne og ved Græsningen at forvandles til Ager og til Overdrev; men et stort Fremskridt var skeet. Saavel Regering som Folk havde indseet, at der maatte tages strenge Forholds- regler, hvis Skovenes Ødelæggelse skulde undgaaes. Dette førte til Forordningen af 27deSeptbr. 1805, hvorved Regeringen forbød Eieren den frie Brug af Skoven, idet den paatog sig Opsynet med alle Skove. Ved denne For- ordning blev Græsningen i Skovene forbudt, og Udskift- ningen skulde være udført i Løbet af fem Aar. For at ingen Spekulant skulde fristes til at kjøbe en Eiendom med det Forsæt at betale den med Skoven, blev det ham forbudt i de første ti Aar at hugge til Salg uden Rente- kammerets Opsyn og Tilladelse. Det blev befalet Amt- mændene at have et vaagent Øie med Skovene, og naar han erfarede, at Nogen havde forhugget sin Skov, skulde han strax derom gjøre Indberetning til Rentekammeret. For at fremkalde nye Skoves Anlæg, blev det tilladt Gods-
433
eierne ved Fæsteforandringerne eller med Fæsternes Sam- tykke ved Udskiftningen at forbeholde sig Skoven, ja endogsaa at nedlægge enkelte Bøndergaarde for at indtage sammes Jorder til Skov.
Det ligger udenfor denne Afhandlings Maal at skildre den gavnlige Indflydelse, som denne Forordning øvede paa de danske Skove, som vistnok langt overgik, hvad man havde ventet; derimod vil det være paa sin Plads at omtale, hvorledes Forordningen af 1805 vel skjænkede Træerne Fred og Frihed, men Skoven erholdt ikke disse Goder for Intet; thi den maatte yde store Offre derfor. For åt det fordærvelige Fællesskab kunde ophøre og Sko- ven komme i Fred, maatte den Græsningsberettigede have Erstatning, og hvor der ikke var anden Jord til dette Brug, maatte Skoven holde for, idet Overskovens Eier overlod Bonden et Stykke Skov med eller uden Træer, og i det første Tilfælde stod det Bonden frit at borttage Træerne og at dyrke Jordbunden. Den egenlige Fredskov blev altsaa kun til derved, at en stor Deel af den øvrige Skov blev offret. Ved denne Udskiftning overlod Godseierne meget betydelige Skovstrækninger til Bønderne, som i Reglen, navnlig i Sjælland og påa Smaaøerne, borthuggede Træerne. Nogle Exempler ville oplyse dette. Det var navnlig i Nordsjælland, at flere Tusinde Tønder Land Skov som Følge af Udskiftningen bleve forvandlede til Ager- land. For 50 Aar siden var Grib Skov meget større end nu, Aggebo, Vaildby, Høbjerg Hegn og Vester Skov, som ere adskilte derfra, vare dengang i Sammenhæng dermed. Paa et Sted strakte Skoven sig lige til Arresø. Sydvest for Frederiksborg stod der omtrent 1000 Tdr. Land Skov, hvoraf kun Freerslev Hegn er endnu tilbage. Ved Udskift-
434
ningen søgte Regeringen at samle" sine Skove, hvorfor den overlod de vestlige Partier af Grib Skov til Bønder, som derved kom i Besiddelse af over tusinde Tdr. Land Skov. Da der nu under den engelske Krig var høie Brændepriser, kunde Bonden ikke modstaae Fristelsen til at hugge Skoven ned og føre Vedet til Kjøbenhavn. Ogsaa i Helsingørs nærmeste Omegn bleve store Skovstræknin- ger nedhuggede. Nærmere ved Kjøbenhavn. svandt påa samme Maade Skoven ved Bregentved og et Stykke Skov Syd for Birkerød, som stødte op til Fursøen.. Be fleste Godser offrede ligeledes en Deel af Skoven for at erstatte Bønderne Græsningsretten, saaledes Grevskabet Knuthen- borg. Før Udskiftningen havde dette Grevskab Skove, som vare sammenhængende med Maribo Ladegaards, Christianssædes og Søllestedgaards Skove, hvilke dannede en Halvbue omkring Stokkemarke Sogn. Ved Udskiftningen forsvandt omtrent Halvdelen af Skovene, og Knuthenborg beholdt 3000 Tdr. Land tilbage. Guldborgland, Harden- berg og Christiansholm afleverede ligeledes en stor Deel (omtrent en Trediedeel) af deres Skove til Bønderne; det samme gjentager sig i alle Landets Provindser, saa at man vistnok kan anslaåaaåae den Formindskelse af Skovarealet, som fandt Sted ved Udskiftningen, for lige saa stor som den, der blev bevirket ved Krongodsernes Salg og Herre- gaardenes Udstykning.
Imidlertid var der nogle Godser, som ikke skyede det Tab i Indtægter, som det medførte at betale Bondens Græsningsret med Agerjord; denne Fremgangsmaade fulgte Korselitse. Bønderne havde her Græsningsret paa en Skovstrækning af 2,100 Tdr. Land, som var fordeelt paa 180 Tdr. Bøndergaarde. Nu bleve de 22 nedlagte og
435 Jordene fordelte imellem de øvrige 158 Bøndergaarde som Erstatning for Græsningsretten. Ved at følge en mere langvarig Fremgangsmaade kunde Godseierne lægge Bondeskoven til Fredskoven, nemlig ved at vente paa Fæsteledighed; thi naar den indtraf, var Godseieren be- rettiget til at tage Skoven derfra paa den Betingelse, at den vedblev at være Skov. Regeringen tillod gjerne, at en Skov, som havde denne Bestemmelse, forblev uskiftet. Svendstrup bevarede paa denne Maade al Skov uden at offre Noget til Bønderne; det varede naturligvis ofte meget længe, inden mange Bønderskove tilfaldt Herre- gaarden. I Nordrup Hestehave paa Giesegaards Gods havde mange Bønder Græsningsret, som hver Gaard tabte ved Fæsteledighed, men fik Lov til at benytte, indtil den sidste Græsningsberettigede var død; dette indtraf først for to Åar siden, og først da blev denne Skov, som er 122 Tdr. Land stor, forenet med Hovedgaards-Skoven ; det er overhovedet ikke sjeldent at træffe smaa Skove, som endnu ikke ere udskiftede, fordi de skulle optages i Hovedgaardsskoven. Medens såaledes mange Godseiere henvitede sig: af Forordningen af 1805; 1 KS: 9 MS for påa denne Maade at forøge deres Skov, er det derimod ualmindeligt, at nogen Godseier hår benyttet den Ret, som den samme Paragraf giver til at nedlægge enkelte Bøndergaarde for at indtage sammes Jorder til Herre- gaardens Fredskov. Et saadant Offer i Skovens Interesse har imidlertid Grevskabet Holsteinborg ydet,idet flere Bønder- gaarde ere nedlagte, og deres Jorder ere blevne be- saaede og beplantede med Skovtræer. Det er unægteligt et stort Offer, som her saavel af Grevskabet som af
ARDEN EJ 1486 Bondestandén er bragt Skoven. De fælles Indtægter af dette til Skov forvandlede Areal udgjorde vistnok en betydelig Sum, og nu ere disse Jorder i de første 40 Aar ikke i Stand til at give Indtægter, hvorimod der er medgaaet meget
til Kulturerne, som ere noget kostbare, især hvor man vil opelske Bøgeskov.
Ars i
SIS RANA ARN RAR AAN USD
Et; N- U 0% i me 4 si
ø' ;£ sk FAR z M , fe SNS + & re mer . MT LED RRN SEM 2 fa Fre | SOE ESSEN RER RR 1 8 6 ØE SR ALE ES ad dr
hann
== ANAMIKRINSRSNSRASNADINNRDT ran FEER n mn ey GE KØRES ESF TESTET TS AS RS FIRE LEES EEN, TIE FINERE REE SN KERES SEE NERE SL ERE ESS SE TR ERR ERNE DEER DER Eels sag
Æ—EEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEE 7 kk
Enna nr REE SES ERE SE are
===: == 0Q)