ennen == PS SErnE ESS nen md = - ØRER EST TE = S re mm eV TER ET SSD SENESTE ls HARVARD UNIVERSITY BEEN i LIBRARY OF THE Museum of Comparative Zoology MER By SYN MÅ DAMER PN "Hr i HUSS mi AN! i MÅ Mi KRAJ SR RER SE ns AT MINNS SPANSKE TIDSSKRIFT et Comp: FOR rods "0, MAR 16 1942 POPULÆRE FREMSTILLINGER QCqXzenaz $ LES MEE ER SA RER an NATURVIDENSKABEN, " €. FOGH, CHR. LOTKEN oc CHR. VAUPELL. ERE EET FEE RED xæe EET SERENE NET REE LIN IRSA ANA ELASE ANDEN RÆKKE. FENTE BIND. MED TALRIGE I TEXTEN INDTRYKTE TRÆSNIT. ERE KJOBENHAVN. == EK P. G. PHILIPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI. ASAA ANNA NANNA ORNE, å £ G » $ SA, i x 7. 6 2 S i Å: S VRE 2 ØRNE BLD HER aa | S SES 4 $ $ å 2 525 x < 4 Sas ER, SKÆG v: c Cy ER yak TIDSSKRIFT FOR POPULÆRE FREMSTILLINGER AF NATURVIDENSKABEN, UDGIVET AF C. FOGH oc CHR. LUTKEN. ANDEN RÆKKE. FEMTE BIND. MED TALRIGE I TEXTEN INDTRYKTE TRÆSNIT. KJØBENHAVN. PECS POVELPSENS FORLAG. THIELES BOGTRYKKERI, 1863. Ji & ab ie TED 3 er c MAR 16 194 PEGES, z KR % R iBRA LIBR Å Indhold af de 10 første Bind (lste og 2den Række) af »Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben, « ordnet efter Stoffet. Chemi. Række. Bd. 1. Udsigt over Alchemiens Udvikling. Af Thomsen I. 1. 2. Om Atomer og ÅAtomtheorien. Af Jørgensen... I 2. 3. Kunstig Dannelse af uorganiske og organiske For- inde IS eres NR SR HESTE la. Es 4. Den organiskeChemi og Livskraften. AfJørgensen Il. 3. 5.. Om exploderende Forbindelser. Af Storch.... I 3. 6 Azur og Purp Un spsk sød 2300 fa Hebr ran Ik] 7. Lidt om Glas og Glasmaleriet. Af Jørgensen . Il. 3 8. Svovlsyren og dens. vigtigste Anvendelser (Soda, kunstig Blegning, Fotografi m. m.) Af Jørgensen Il 4 SÅS ENyverchemiskesFyrstikkeriy. 203.1905 E ry rap ges 1 ten ke KOK Om Brændsel re el ye Er LD ÅNS IE ES: 11. Om Opbevaring af Levnetsmider .......... 145 5 HP Om Kosnins VAF Lutken dis 5, Sl NR NES Physik. 13-14. Om Naturkræfternes gjensidige Forhold. Af oms ne rs ae ae ER LENE DL Dee AAL Y SEJE j FÆ 15. Populær Fremstilling af to Hovedlove for Legemers beværelses Ale Ske DES ENE. AR RSS Sora | Å hanen fe 16. Solvarmen som bevægende Kraft. Af Thomsen Il 2. 17. Om Midlerne til at maale høie Varmegrader. Af IEL OL BIT Aaen ØR LEADS HDR KER SN SSSE RES ADR LER 15572: 6 Den bundne, Varme. Af ERer ss sd ave ele Loe: 19. Nogle elektriske Fænomener i de forenede Stater. ARE ane OD ae ern r BAENG og SKA Se Al SÅ: 20… Atmosfærens Elektricitet. Efter Jamin ved Ram- SE SR EN SEEK Ur AR ne NS nu re es ne he ERE re ke 4.5 429. . 180. Række. Bd. ( NSB | 21-26. Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge | Tilhørere Efter hyndalk rr reeee ) | | 27. Om lyse og mørke Striber i brudt Lys. Af Fjord nn 3. 98. Et Afsnit af Lydlæren. Af Lorenz ........ FEE 99 0Om Tyngden: Af Erenehe na 7. se FRE HÆR Astronomi. 30. Anskueligt Bevis for Jordens Omdreining ..... I. 1. 1559 31-33. Naturforholdene påa Himmellegemerne. Af Freuchen ss NS 2 rss tr] VEN LE AR ØRN EEN 34. Jordens Bevægelse i Verdensrummet Af Freuchen I 2. 35. Om Meteoriterne. Af Forchhammer ...... | 330 36. Bidrag til Forklaring af den almindelige Almanak. ASS hon De SERENA EEN, KN NE RESSRNRGER 18 di Is Atmosfæren. 37. Atmosfæren. Efter Maury ved Garde...... 1: 2A 38-39... Den atmosfæriske Luft og … dens DID HO NR f.TU5I Af! Søholm It då JONAS ist. HO, SHE 40. - Jordklodens klimatiske Forhold. Af Orlamundt IM. 3. ASKE Om Skyerne! SPAFSE'ø tt file mr FAE MR HE AE SD SUGRE M.142 42. Nogle Bemærkninger om Hagel og deres Dannelse. AG Mon Tad sis aars VA er Jar ae Tan ENTEN CENENRERR Jet SÆ 43. De engelske videnskabelige Luftreiser i Aaret 1852. I. 3. Vandet. 44. Om Vandets Betydning i Naturen. Af Sødring I. 1. 45. Om Saltsøer. "Af'Er'slevslbi male Boo EEK mv 3; AG-4N Havet AR SCho wd en. S) 5005 SE SSD Eee RER | TI AS ERKG olfstrømm ens AN B oa hr FEE SENERE ERE el 49. Kuro-Sivo eller den japanske Golfstrøm ...... HE 5: DO Havets lbysnmn se AT TE tk (en ere uses Sas 1.52 Sl Havets Farvning Sae Ul eee Rye E re SNARERE "BR Isen. 52. Om Isens Udbredning og Bevægelse over Nord- Grønlands Fastsland samt om Isfjeldenes Op- rindelse. ARN Hs Er SEERE MER AE EN SEES RER | bølesesen 53. Gletschernes Natur og Forekomst. Af Løffler . Il. 3. Side. 54. 165. 244. 289: 330. 385. 279. 415. 136. 182. 103. 227. 353. 423. 250. 312. 184. 49. 161. 54. 64. 289. 425. 325. 310. 54. 126. 36. 34. bd: 285. 103. IIS III Vulkaner. Række. Bå. 54, Om den indre Jordvarme. Af Fogh........ es Sa Vulkanen er AF Ro ER SENER. | hr) 2 56. Ætna og dens Udbrud. Af Waltershausen .. Il. 1. 57. Et Besøg paa Mauna Loa under dets Udbrud i Aaret 18591 Af Alexanders red at Ho 09 i 3: Geologi. 58. Et Afsnit af Jordens Udviklingshistorie. Af Monrad I. 2. Hos rtidjos Oyergangstid. , Af, Eoghi52.942 29511949. 1544. 60. Kulformatjonen. ; Af Fogh. … s35dvoH.TA . 7 F.m(5: Gk Kes AF EOS ere e ET nat 10. 62. Om Koraløerne og Maaden, hvorpaa de dannes. Efier Schleiden ved Orlamundt ........ Ebr2. 63. Følger af Skoves Rydning m. m. .......... 2. 64. Flodernes udgravende Kraft. EfterSchlagintweit Il. 3. Mineralogi. 65. Jernets Metallurgi.. Af Topsø............ I. 4. 66. Guldproduktionen i 1800, 1850 og 1853...... 1.153. Danmarks Natur. 67-68. Naturskildringer fra den danske Halvøes Vestkyst, f 1 1. Flyvesandet paa Sylt. 2. Den slesvigske s Marsk Ale Man pel base el SAD 0 NØ ; NR 69. Naturen paa Slesvigs Vestkyst. Af Grove.... I. 4. 70. Efterskrift til samme. Af Vaupell ........ SÆ 41. Om Landtungen mellem Vesterhavet og Limfjorden. NNA TS ES ED SEE ESS EEN EET An TER 5:53: 72. Om Klitformationen. Af Andresen........ BER 73. En Bemærkning i Anledning af Klitternes Be- PIANON ost ss een skeles dkgtr de RL SNR Ft osse bede] SY DAS En: Naturskildringer. Å 74. Skildringer af Naturen påa Færøerne. Af Holmj I. 2. 75. Naturen i de nordamerikanske Fristater og dens ! Indvirkning påa Befolkningen. Af Fogh ..... EO gå: 76-78. Skildring af Naturen paa Jamaica. Af orstea) 4. 79. De stedsegrønne Bøges Rige. Af Ørsted..... MvÆS: 80. Galapagos- eller Skildpaddeøerne. Af Lutken. .. I. 4. 81. Om Stepper og Ørkener. Efter Humboldt. ...… I... 3. SE Saharas: glimrende: Fremtids 2020, 22 DE SE ne 9 83;£ Emsmiserné, AfiVaupell s9041470 I noeslgben: mod Side. 32. (2. 348. 270. 84. 85. 86. 87. 88. 89. 90. 91. 92. 93. 94. 95. 96. 97. 98. AD: 100. 101. 102. 103. 104. 105. 106. 107. IV Physiologi. n ROLEE Om Forskjellen mellem de organiske og uorganiske Legemer. Af Salomonsen..........…… I. Lyset og Livet. Af Moleschott....... ae ra) long Om Fødemidlerne. Af Salomonsen ...... I. Om Værdien af Thee, Kaffe og Chokolade som Føde- Midler ASO SE SS SE SER REE i: Om Dyrenes Ernæring. Af Salomonsen.... I. Om Tobaksrygningens Indflydelse paa det menne- skelige Legeme. Af Schjødt .....220224 I. Om Syner. Af Høyberg .......… Lt) I. Om Hørelsen. Af Thornam ........….… I Om Stemmens og Sprogets Dannelse. Af Holst T'. Opdagelsen af Blodets Kredsløb. Af Krabbe... Il. Om nogle almindelige Fordomme og Vildfarelser, der grunde sig paa mangelfulde physiologiske Kundskaber FA HoOLSTAD FE. MS RR ARE II. Et Besøg i Udrugningsanstalten paa Hjørnet af Graabrødretorv og Keisergade ...... mr 0e I. Den saakaldte Selvforbrænding af det menneske- lire Bremer FARE 'e him fan nt: Fr: Mennesket. Om Menneskets formeentlige legemlige Fortrin. ART ensS ES LEE ENEDES ES SS RESEN I. Kan Menneskeslægten opstilles som et særligt Naturrige&X VAfÆVar ber sg EERSYSE ES SEES SE II. Menneskeslægtens Eenhed. Efter Quatrefages ved Garn suets mee Le AO EN ESS EE DELLE IL Dyrisk Instinkt og menneskelig Fornuft. Af Holst . I. Ogsaa et Par Ord om Instinkt og Fornuft. Af But ken (Sen) SES RE Er Eee LESS SEERE L Naturhistorie i Almindelighed. Det slumrende Liv. Af Harting........- l. Om Udbredningen af det organiske Liv. Af Baér I. En Episode af Stofskiftet i Naturen. AfEkeroth I. Om de beskrivende Naturvidenskabers nuværende Standpunkt SAFAV og tt 5 SE SES SES TE ESS IL II Darwins Theori om Arternes Oprindelse ..... ) Zoologi. Særegne Opfostringsforhold hos høiere Dyr. Af Batken AN So ED SES ERNE SND SEERE I". 108-9.. Om Grundplanen i Dyrenes Beenbyt ide na E | EAU R) "SN 0 HØRES SERRA SEERE ELERS IEEE RR SEGNES ES SDN, RE, 8 Bd. > mr, BEEN ESN oe NO RO kt JR Q0 Række. Bd. AMEN 110-12. Forvandlingerne i Dyreriget. Af Lutken . i "U BN R 113. De aadselædende Dyr. Af Lutken........ ANE HEE SEN ve HUS AJE 2 02 4 er An mn EB ALE TE HEST, 115-16. Det keiserlige franske Selskab for fremmede f I. 3. Dyrs og Planters Acclimatisation....... LS BYS Pattedyr. 117. Den uddøde Pattedyrskabning. Af Lutken... I. 1. 118. De ældste fossile Pattedyr ............. I: 209, 119. Gorillaen eller Kæmpe-Aben. Af Lutken.... Ik 2. 120. Tigerens geografiske Udbredning. Efter Brandt II. 1. 121. "Kamelen.” Efter Måstus AE RE, 20, 595 [59%5, 122. Fiskefangst med tamme Oddere .......... Fr "123. Et Par Notiser af hygiænisk Interesse ...... 5: 124. Prairiehunden. Af Mållhausen ....:..... rL9, 125. Australnegerne og Marsvinet ..... sone 80, 0 HÆRD: 126. Gnaveråben (Cheiromys madasgariensis)...... Ik 9. Fugle. 127. Norsk Rovdyr- og Rovfuglestatistik ........ I. 4 128. "Smaafuglene. … Af Sundevall........... 45; IU ØRRRE 2 129-31. Udsigt over de saakaldte vingeløse, ikke flyvende Fugles Bygning og Liv. Af Lutken..... HBr 2 FR URL] SGU EDR FODEN AE SAE RISE ERE RES SPREE SS HERE BEER ENGER 2: 133. Om Strudsens Forplantning i Fangenskab. Af STE Eee ERR SENERE na ER an er tea RES I 134. En mærkelig forstenet Fugl fra Jura-Tiden ... I. 5. 135. Skildringer af Fuglelivet i Mexiko. Af Saussure Il. 2. 136. Sidensvandsen. Af Heiberg ........... HM. 3. 137. Aalekragens Optræden i Omegnen af Roskilde. NER 304 51 V/S SALES UN FSR KEE ESS SAL FIBER ESS E ALTE SED RET VIBE € | Dg 138. En Notis om Bekkasinerne............. i: 22. 139. Nogle Bemærkninger i Anledning af samme. AB DENE KØ FÅ aan Ho rorevpdedd« IF. 75. 140. Wallaces Iagttagelser over Maleoen paa Celebes. ERE RØD AT LSE REE Rg ARR Bor vre HØR Me 3, jane shalesalla-Hønsene eN I ER SAG hg gg red HSeÆ 142. Stærens Olivenhøst ....... FDA, PAR” jer FM. 5 HAS HØSTET Sen og Ørnen. ER os kg es TE MR LÆ Krybdyr og Fiske. 5 144-45. Nogle Træk af Vestindiens Krybdyrliv. Af f IL. Litk onnksobøgnedkaiene sok ! 302. 207. 208. 296. 259. 344. 146. 147. 148. 149. 150. 151. 152. 153. 154. 155. 156. 157. 158. 159. 160. 161. 162. 163. 164. 165. 166. 167. 168. 169. 170. 171. 172. 173. 174. VI Pungfrøen (Notodelphys ovifera) .........…- Fiskenes Natur og Liv. EfterCuvier vedLutken Fiskeavl og Fiskepleje SE CSE JARRE OR SEER Kunstig Fiskeopdrætning .…...2… 2 ele egene Søslangen. Af Lutken ......... EØS Insekter. Om de vigtigste Insekter, som ved at angribe Planternes Rødder bliver farlige for Havekul-= turens 1: Af BERØRT en gl sst 8 7 Nogle Træk af Silkeormens Liv tilligemed en Udsigt over Silkeaylens Historie. Af Lebert.. Frostsommerfugle. Af Strøm ......……… Meddelelser om Insekternes Instinktliv. — Af Berrsøe senat HED SA, i": Termiterne. Af Bergsøe; suisrerergi ein me lse Myrerne. Af Bergsøe 2442 ss perle he he es fagre Husmyren påa Madera. Af Heer iv 104 To texanske Myrers Naturhistorie .......…- Den mexikanske Honningmyre .........….… Biernes Forplantning. Af Lumholdt ......- Om Biavlen og dens: Standpunkt i Danmark. Af BUN rss ERE SN NNE MESS ae SS RENSEEER Noget om Biernes Sandser og psykiske Eien- dommeligheder. Af Bretton.......…20… Oldenborren PAR EUutken SE SUS FESTEN ESSEN Den 'syttenaairenGicades PRS ARS NEENESE SEERE: T'setsefluen Syd Amika SEES SEERE SEERE Brødfaf Insekter Her USE ESS SS ELSE SERENE Andre lavere Dyr. Om Edderkoppernes Spind og Spinderedskaber. Af Petit. gh Fe monne 4 NEED Høinordiske Havkrebsdyr i de svenske Indsøer. . En mærkelig Iagttagelse over en Eremitkrebs …. . Landiglen påa Ceylon . 2.02. eielel eee ; Om Indvoldsormenes Oprindelse. Af Eschricht Nogle Træk af Dyrelivet i Havet ved vore Kyster. AR se FM ES NER son løs Nåle Ak sl TES ME SEEREN SRSRRER Østersavl NS rl kø, op leg ra FRR er ere sg sa BENS BØRERE, 175-76. Om Planteindividet. Efter A. Braun ved 177. Maup ell. sitreberd ogsa ker Jer Plantegeographien og de vigtigste derunder hørende Spørgsmaal. Af Galschjøtt .....202+£… Række. Bd. Il. I. 2. 1. 5. i: 1 VII Række lx8st "Plantéyandringer. . Af, Rostrup... LF5 IE. NOS Bidtom Plantevandringerkyåbal sas22v42 20 .2i IL. Lavere Planter. 180-.81 Om Svampene, med nærmest Hensyn til Trold- f IL. smørsvampen. Åf Ørsted.....….. SEAN SP avarerne Af Branthes s se Be de een ne IT. 183-84. Om Sværmsporerne og Befrugtningen sa E elser sr ABA mu pe RENEE SNE EHEEDEE Plantephysiologi. ) 185. Om Befrugtningen hos Blomsterplanterne. Af Ferber ASGER FDA DSBUJANBER, f" BEHDATE ESF AAPN 186. Ægilops- Græsset eller den vilde Hvede. Af Mae AREA Sae DERES BEM RENDE TID BAG DEEG IT 187. Om Træernes Forgrening. Af Vaupell..... ik 188. Om Træernes Forgrening ved Grene eller Knopper. L Woanr pe bl. M9JASY9TIBTT, BR HETIDYNGAN BO IT. 189-90. Om Dværggrene og disses Indflydelse paa Træernes Form, et Bidrag til disses Architek- = Kone SA OT SEERE SAR SESE JAR S befleet SHE ekleseborklarme afs Løvfald et es selen ss see II. 192. Terpentingange og Indsamling af Terpentin ... Il. Højere Planter. 193. Koglepalmerne eller Cycadeerne.' Af Ørsted .. II. 196-97. Nyopdagede eller lidet kjendte, ved deres An- vendelse vigtige Planter. Af Ørsted: Bifenbeensplantene RS ESS RRS, JE Gutiapereharæ eee Enna SP NERE hr | Kokospalmen, Piassabapalmen og Rispapir- Plantens FLS RE RESRRSE to BE SAR ONER ie Patchuliplanten , Insektpulverplanten og forskjellige Planter, som ved deres seige Trevler erstatte Hør og Hamp .. F. MOSER Et mærkelist Træ i Sydafrika 22. LA RGS IL. K994EDen ealiforniske:Kæmpekaktus lt: SS SEN NE JUGSSDEE californiske Kæmper VRE SEND II. UREN nyeTh es plantes, AR BEN SAREEN FRE em, IL 202 FRKinnæa boreaålis: Af Westesensiksurd sr. srt I. 203. En Aakande med blaae Blomster i det nordlige LED SER ESS TON EUGENE SERIES SEES ET Ne IL Danmarks Skove. 204. Om Skovtræernes Selvsaaning og Frøets Ud- brednins-1 Skoven. Af Vaupells san IL SIGRO sg AGT Fr FEE SUE RD FRESH AG . Side. 33. 222. 43. 394. 339. 161. 239. 323. 128: 53. 373. 78. 300. 279. 46. 121. 147. BOG 311. VIII 205: De vildtvoxende Træers Udbredning i Danmark. KE Van pel AE SIM A ao FA sIRGRRAD ins 1583: 206. Om Lysets og Skyggens Indflydelse paa Skov- træernes Form og Tilværelse. Af Vaupell... Ik 3. 181. 207. Om de Forandringer, som det danske Skovlands Udstrækning har været underkastet i den historiske Did ALA ae SER AE DE aL ore res ERNE HS 4589 Dyrkede Planter. 208. Parfumekulturen i Provence. Af Vaupell ... T'. 4. 107. 209. Tilyvirkning .af Rosenolie . .:..... Fnr .… 4. 206. 210. Oliventræet i Provence. Af Vaupell....... 1. 45. 180 211. Vinstokkens Dyrkning i Frankrig. Af Vaupell I'. 5. 262. 212. Om Vinsygdommen i Frankrig. Af Vaupell.. I. 5. 384. 213, "Vinavlen,påa-Madera: 22 sea re se ENE Ds dk 279: 214: Brøndkarsehåver 4 oss AA Borne 5 paste sml ss 205. 215. Nattefrosten om Foraaret og Midler til at afværge dens skadelige Indflydelse paa Plantevæxten ... I. 4. 217. De med" mærkede Afhandlinger i 1ste Række ere ogsaa optagne i »Almeenfattelige Naturskildringer« udgivne af C. F. Lutken, I1ste og 2det Bd. 1862—63 (Gyldendalske Boghandels Forlag). o Indhold af femte Bind. Darwins Theori om Arternes Oprindelse. Første Afsnit (Ind- ledning: Kultur-Racerne; Afartninger i Naturen; Kamnen for Tilværelsen; Avlsvalget; Afændringens Love).........- »Kuro-Sivo« eller den japanske Golfstrøm ...........- lor texanske Myrers Naturhistorie 42075 2 aa ar ER ere Sa Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. . Af Prof. synth S ES EH le aa an ke ln Nar SNE SE GNRSESR Om Svampene, med nærmest Hensyn til Troldsmørsvampen. Første Afsnit. (Svampene i Forhold til andre Planter; Svam- penes vegetative Organ eller Løvet; Svampenes Formering ved Knopceller; Sporehusets Dannelse og Bygning; Befrugt- ningen og Sporernes Dannelse; Svampenes Livsbetingelser, deres Betydning i Naturens Husholdning m. m.; Anmærk- mins SAKSE OL AS OT Se ds ES ES Se Re SER SENE Darwins Theori om Arternes Oprindelse. Andet Afsnit (For- skjellige Indvendinger mod Theorien; Instinktet; Bastard- dannelser; Geologiens og Palæontologiens Resultater). .... Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. Af Prof. nal SE HERR sr der SIDSE nr den DANES NASA Atmosphærens Elektricitet. Efter Jamins.»Cours de phy- sique« ved polyt. Cand., Adjunkt Ramsing ..........- Naturhistoriske Notiser. (1. En mærkværdig forstenet Fugl fra Jura-Tiden. 2. Stærens Olivenhøst. 3. Den mexikanske Honningmyre. . 4. Den syttenaarige Cicade (GCicada septendecim Lin.) 5. En Aakande med blaae Blomster i det nordlige Nan SAR Er FN Hos res are oe aynkars REE Pag. 40 D4 13! 163 180 10. 11. 12. te: 14. 15. 16. 17. 18. 119; 20. É Pag. Darwins Theori om Arternes Oprindelse. Tredie Afsnit (Dyrenes og Planternes Udbredningsforhold; det naturlige Sy- stem; fælles Grundplan; Homologier; embryologiske Forhold; hæmmede Organer; Efterskrift) …: 27.27 RES ERE REE 217 Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. Af Prof. Tynd all ME 2 les ASE DLNA. SA LA DR ERR RSERRENRRRRREER 244 Nogle Træk af Vestindiens Krybdyrliv, samlede af Chr. Lutken. (Tre Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndaåagsmøder.). "Første Afsnit 2 ss ss ne ne EN Se ERE DEERE 259 En-ny Theeplante SS ES ER Ree er SØNNER 296 Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere Af Prof. Tyndalksisivst is, SR EEK JK EEIN 7505 SI RS RASSEANERES: 239 Om Dværggrene og disses Indflydelse paa Træernes Form. Af Prof. "ATSFØT STEL ”"Andet "Afsmit 5505 SE RSS SES RER 300 Sex Forelæsninger over Lyslæren for 'unge Tilhørere. Af Prof. Fyns AVE ES RARE SSAGAR SES AESE SE SAS UE aT ao 0 0 5 330 Nogle Træk af Vestindiens Krybdyrliv, samlede af Chr. Lutken. (Tre Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder) Andet Afsnit" 47 ca i at FEKS SELEN SEKS OR SSR RER 344 Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. Af Prof. Ed KB) 7 0 hr AN Bk tab date enhe be ae Ane l RR Esk er er 385 Svampene, nærmest med Hensyn til Troldsmørsvampen. Af Prof "A's FØTS bed AT de TAS ERE EEN RENE ER 394 En mærkelig Iagttagelse over en Eremitkrebs ......... 421 Oversigt over Indholdet af de ti første Bind (første og anden Række), ordnet efter Stoffet. Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededeels Thermometer; Maal- og Vægtangivelserne ere danske. Rettelse. S. 16 L. 15 f. 0.: vildo gingen læs: vil dog ingen. ag of Comp353 Darwins Theori om Årternes Oprindelse, 4 Zootogy å MAR 16 1942 Kay Gi "— Første Afsnit. (Indledning; Kultur-Racerne; Afartningen i Naturen; Kampen —… for Tilværelsen; Avlsvalget; Afændringens Love.) Indledning. (Af Meddeleren.) Homo ere vel de paa Jordens Overflade levende Arter af Dyr og Planter blevne til? — Dette er et Spørgsmaal, som det er let at opkaste, men som »syv Vise ville have ondt ved at besvare». Man kan til en Tid af- vise det som upraktisk, som hørende til Naturens uløselige Mysterier, men ikke forhindre, at det kommer idelig igjen, naar der er indsamlet saa meget Stof af Erfaringer og lågttagelser om Naturen, at En eller Anden tiltroer sig Evne til at behandle det; og man kan vel sige, at al Naturforskning var hen i Veiret, nåar der ikke paa Bunden "Jaae det Haab, at den Tid en Gang skal komme, om end seent, da den skal kunne raåaade Tilværelsens Gaader og forklare de skabte Tings Oprindelse. — Efter at Under- søgelsen af Jordens Bjerglag havde bevist, at den nær- værende Dyre- og Planteverden ikke er den eneste, som har været til, men kun den sidste i en lang Række af »Skabelser», der have, hver til sin Tid, bredt sig over Hav og Jord og befolket dem, og at disse forskjellige Perioders Dyre- og Planteliv for saa vidt vare ganske uaf- i 2 hængige af hinanden, som de i Reglen traadte op med forskjellige Arter, var der to eller tre Hypotheser tænkelige. Ifølge den ene er ved hver Jordperiodes Begyndelse, efter at den forrige Dyre- og Planteverden var uddød eller ud- ryddet, en aldeles ny organisk Verden bleven skabt, uden nogen anden Forbindelse eller Sammenhæng "med den foregaaende end den, der var en Følge af Skaberens Plan for Dyre- og Plantelivets successive Fremtræden påa Jor- dens Overflade, — hvad enten man nu vil tænke sig denne Nydannelse ved en Selvdannelse, ved Udvikling af selvdannede eller skabte Kim (Æg) eller skabt i Ordets egenlige Forstand ved Verdensherskerens umiddelbare Mirakelkraft — tre Opfattelsesmaader, som kunne kappes om, hvilken af dem der er den mindst videnskabelige. Denne hemmelighedsfulde Skabelse maatte have gjentaget sig lige såa mange Gange, som der er sikkre Jordperioder, altsaa mindst en 30 Gange. Det er øiensynligt, at denne Hypothese ikke er synderlig tilfredsstillende; den forklarer egenlig intet og har derfor kun det negative Fortrin ikke at meddele nogen positiv urigtig Forklaring. == Ganske naturligen have derfor mange vendt sig fra den og op- stillet Hypotheser, der havde det Fortrin, at de gjorde bedre Rede for den Sammenhæng, som aabenbart findes mellem de forskjellige Perioders Dyre- og Planteliv, idet de stille de forskjellige Perioders Skabelser i et genetisk Afhængigheds - Forhold til hinanden og stadigen lade den yngre nedstamme fra den ældre. For at forklare, hvor- ledes de til to Perioder hørende Rækker af Individer kunne vise sig specifisk forskjellige, uagtet de skulde ned- stamme fra hinanden, hvilket strider mod den nuværende Verdensorden, hvor det, som nedstammer fra hinanden, eo ipso hører til samme Årt, gaae de til Værks påa to for- 3 skjellige Maader. Forfægterne af den embryologiske eller Udviklingstheorien paastaae, at selv i den nu levende organiske Verden ere de forskjellige Klasser, Ordener, Slægter osv? analoge med Trinnene i de fuld- komnere Klassers Udviklingshistorie; de lavere ere blevne til, ved at Naturen standsede paa disse forskjellige Trin og gav dem selvstændig Tilværelse, inden den gik videre”). Ved at antage, at alle .skabte Væsener nedstamme fra” nogle faae Urformer eller Urtyper, begavede med Evne til at skride frem åd Udviklingens (Metamorfosens) Vei, og at disse Urtypers successive Udviklingsformer tillige optraadte som selvstændige Arter, kan man, saa antages det, gjøre Rede for den successive Fremkomst af alle Slægter og Arter, være sig nu levende eller fosile, som lade sig aflede af en fælles Typus, altsaa i det mindste alle Former, som høre til samme Klasse eller Række. Men hele denne Theori staaer paa meget svage Fødder; det er en af Zoologiens Grundlove, at ingen Larve er forplantnings- dygtig, og dette maatte jo efter hin Theori have været Til- fældet; de Exempler, som man kan anføre paa Analogi mellem de nu levende lavere Dyre- og Planteformer og de høieres Udviklingstrin (Fiskepadderne og Salamanderlarverne, Bræg- nernes og Mossernes Forkim sammenlignet med Lav- arter og Vandhaar), ere hverken meget talrige eller i Stand til. at staae sig for en grundig Kritik. Ikke stort bedre gaaer det med de Exempler paa, åt den fosile Dyre- verdens Successionsrække er analog med Dyreklassernes Udviklingsformer, som man kan opstille; de ældre Fiske- formers skjæve Haler og formeentligen ufuldkomne Skelet- bygning og Stilkstjernernes Fremkomst førend de frie ”) "Smign. dette Tidsskrift, den Rækkes 3die Bind Pag. 411 og 412. : i: = Fjerstjerner ere næsten de eneste gode Exempler, som kunne anføres derpaa, og de .ere langt .fra tilstrækkelige til at bevise Sætningen i dens. Almindelighed. En anden Sag er det, at der utvivlsomt gjemnem hele Jordelivets Udviklingshistorie gaaer en vis Stræben mod det fuld- komnere og en Fremgang mod det højere, hvad enten man nu vil opfatte denne som en Følge af en indre eller "af en ydre Nødvendighed eller af begge Dele i Forening. Man kunde imidlertid ogsaa tænke sig den genetiske Sammenhæng paa en, anden Maade. Det er utvivlsomt, at de saa kaldte geologiske Perioder repræsentere meget lange Tidsrum; vilde man nu- antage, at Arterne i Løbet af meget lange Tidsrum kunde forandre sig om end ganske lidt, saa. var jo Muligheden given, at samme Art paa forskjellige Steder og under forskjellige Livsforhold osv. i Aartusindernes Løb kunde udvikle sig saa forskjelligt, at den til sidst maatte siges at være bleven til 2 eller flere forskjellige Arter; saaledes kunde f. Ex. de forskjellige Arter af Næsehorn, som beboe for- skjellige Dele af Afrika og Åsien, maåaaåaskee nedstamme middelbart fra et Ur-Næsehorn, som levede i en foregåaende Jordperiode. Paa denne Maade vil man uden endnu at behøve at frygte for at gjøre sig skyldig ialtfor store Urime- ligheder kunne føre Spørgsmaalet om alle Arters Dannelse tilbage til Dannelsen af lige saa mange Ur-ÅArter som der er Slægter (Genera). Men i mange Familier staae Slæg- terne virkelig hinanden saa nær, at de næsten kun ere at betragte som vilkaarligt afrundede Grupper af Arter, mere beregnede paa Naturforskerens Bekvemmelighed end begrundede i Naturen”); man tænke sig endnu nogle ube- ") Især maa dette indrømmes, naar Slægternes Søndersplittelse drives saa vidt, som af mange Specialzoologer i den nyere Tid. 5 kjendte eller uddøde Mellemformner indskudte, og Såaa- danne opdages jo hver Dag, saa flyde — i det mindste fra Hypothesens noget ophøjede Standpunkt — Slægterne sammen, og en Ur-Ari for hver Familie er da nok. Nu er i Grunden Ævret opgivet, Phantasien supplerer let Mellemrummene, disse være nu større eiler mindre, mellem Familierne, Ordenerne og Klasserne, og indskrænker saaledes Antallet af de Ur-Arter, som Hypothesen ud- kræver, mere og mere; det er vilkaarligt, hvor man vil standse: er man konsekvent behøver man kun en eneste, alle skabte Væseners Stammefader eller Stammemoder lige. fra den laveste Infusionsalge til det ypperste Menneske! Naar man blot beregner en tilstrækkelig lang Tid dertil og lægger tilbørlig Vægt paa Afartningsevnen, såa foruroliger dette ved første Øiekast urimelige Resultat En ikke længere; den successive Fremskriden fra det lavere til det højere, som den embryologiske Hypothese stiller i Forgrunden, bliver nu ogsaa ad denne Vei let at forklare; det falder ganske naturligt, at Afartningen, tildeels ledet af og paavirket af -ydre Naturforhold, maatte skride frem mod fuldkomnere og høiere Former, der bedre vare i Stand til at hævde deres Tilværelse og opfylde deres Bestemmelse. Det kan ikke undre os, at en slig Hypothese er bleven opstillet; i og for sig er den mere tiltalende end den ældre, og det er med en vis Sorg, at man erklærer sig imod den. For Meddeleren er Tanken heller ikke my; han har havt den, eller dog en lignende — og det samme turde være Tilfældet med mange andre — da det store Billede af Jordens Udviklingshistorie første Gang blev oprullet for ham, men skjøndt han af og til, under sine senere Studier, tråf paa Fakta, som kunde stemme dermed, 6 maatte han dog tilstaae sig selv, at den neppe kunde staae sin Prøve. Vel er den til forskjellig Tid kommen til Orde i meer eller mindre videnskabelige Skrifter, men det var dog med en vis Overraskelse, at man erfarede, at den var adopteret af den berømte Charles Darwin, og at denne havde søgt at give den videnskabelig Begrundelse i et eget Skrift. Dette har vakt megen Opsigt; det har fundet begeistret Tilslutning hos nogle og alvorlig Mod- sigelse hos andre, og da der oftere er bleven hentydet til .det her i Tidsskriftet, og det tilmed i mange Henseender er meget skarpsindigt og lærerigt, have vi troet at gjøre Tidsskriftets Læsere en Tjeneste ved at meddele et Ud- tog deraf og ledsage dette med nogle oplysende Ån- mærkninger samt med en Efterskrift for at henlede Op- mærksomheden paa dets formeentlige svage Punkter. En- hver vil da selv kunne bedømme, om han kan gaae ind paa Darwins Theorier, eller om han. med Meddeleren vil foretrække at låde hele Spørgsmaalet staae aabent og overlade dets Afgjørelse til kommende Tider, erkjendende. Nutidens Mangel paa Evne til at besvare det. — At den følgende Fremstilling er bleven noget aphoristisk eller ab- strakt, er en naturlig Følge af, at den saa at sige er et Udtog af et Udtog”); dog haabe vi, at det for de fleste vil være nok såå let at arbeide sig gjennem dette Udtog som gjennem Originalskriftet ”). ") Darwins Bog er nemlig i Grunden kun Forløberen for eller et Udtog af et større Værk om samme Gjenstand. ”) Darwin »on the origin of species by means of natural selection or the preservation of favoured races in the struggle for life» (1859) eller Bronns tydske Oversættelse deraf: .»Charles Darwin uber die Entstehung der Arten im Thier- und Pflanzenreich durch natur- liche Zuchtung oder Erhaltung der vervollkomneten Racen im Kampfe ums Daseyn» (1860). ==] i, Den første Erfaring, som tilbyder sig, naar man kaster et Blik paa vore gamle Kultur-Planter og Kultur-Dyr, er at de enkelte Invivider af samme Art afvige langt mere fra hinanden end Individerne af de vilde Arter i deres Naturtilstand, ja endogsaa i visse Maader langt mere end vilde Arter af samme Slægt afvige ind- byrdes.: Aarsagen til denne med Kulturen følgende store Variabilitet kan først og fremmest søges deri, at de Kul- turen underkastede Væsener leve under Livsbetingelser, som deels ere forskjellige fra, deels mindre eensformige end dem, hvorunder Stamforældrene levede, og navnligen ville de i Reglen have rigeligere Føde. Er denne Varia- bilitet først begyndt — hvortil der maaskee udfordres 'et Par Generationer — vil den blive ved at gjøre sig gjæl- dende. saa længe Arten er udsat for Kulturens Indvirkning. Dens egenlige Ophav er D. tilbøjelig til at søge hos For- ældrene i Forplantningsfunktionerne, som altid lide meer eller mindre og stærkere end noget andet System ved Fangenskabet og ved Forandringer i Livsbetingelserne; vilde Dyr ville i mangfoldige Til- fælde aldeles ikke parre sig i Fangenskab"), og parre de sig, er det uden Frugt; mange Kulturplanter strutte forresten af Sundhed, men sætte ikke Frø. Medens denne Ind- virkning saaledes kan medføre Ufrugtbarhed, bibringer den i mange andre Tilfælde Forplantningsevnen kun ligesom et Stød, bringer den ud af Ligevægten og modificerer Arvelighedsloven saa meget, at Afkommet ikke bliver Forældrene aldeles ligt. Ligesom de forskjellige Arter ”) Rovpattedyr, (Tigre, Løver osv.) forplante sig temmelig let i Fangenskab, Rovfugle derimod næsten aldrig. 8 af Dyr og Planter i meget forskjellig Grad ere modtagelige for denne Paavirkning — nogle Dyr forplante sig meget villigt selv under de unaturligste Forhold kaniner og Fritter, f. Ex. i Kasser, — ere de ogsaa i meget forskjellig Grad variable, nogle ikke meget mere end i deres Naturtilstand. Afartningen staaer dog ikke altid i nødvendig Sammen- hæng med Forplantningsakten; den kan ogsaa have andre Aarsager. I al Fald viser den ikke sjeldne Erfaring, at Unger af samme Kuld afvige betydeligt fra hinanden, at alt ikke kan tilskrives de ydre Livsbetingelser, då disse jo have været eens for Forældrene og alle Ungerne. Vanen har ogsaa sin Indflydelse; Gaard-Anden har lettere Vingeknogler og tungere Beenknogler i Forhold til det øvrige Skelet end Vild-Anden, fordi den gaaer mere og flyver mindre end denne. Af alle Huspattedyr gives der Racer med hængende Øren, vistnok fordi Husdyret let kommer ud af Vane med at bruge sine Øremuskler, då det ikke føler sig foruroliget af nogen Fare. — I øvrigt kjender man meget lidt til Afartningens Love; der er ofte en vis Sammenhæng” mellem Forhold, som ikke synes at staae i nogen nødvendig Forbindelse med hinanden; lange Been og langt Hoved følges gjerne ad; Katte med blaae Øine ere døve; Hovpattedyr med lange grove Haar fåae gjerne lange og mange Horn; de kortnæbede Duer have smaae Fødder, og omvendt følges langt Næb og store Fødder ad. Naar man derfor søger at fremkalde visse Race-Eiendommeligheder, som man sætter Pris paa, ved at vælge de Dyr til Avl, som i høieste Grad besidde disse Eiendommeligheder, fremkalder mån med det samme andre, som man ikke har tænkt paa og maaskee slet ikke ønsker. At Årveligheden i høi Grad gjør sig gjældende 9 i disse Forbold, er saa bekjendt, at det kun behøver at antydes; man kan med vor Forfatter sige, at Reglen er, at de Særegenheder, hvoraf et Individ er i Be- siddelse, gaae i Arv, det modsatte er en Und- tagelse. . Naturforskerne paastaae, at naar vore Husdyrracer forvildes', antage de igjen efterhaanden Stamformens Eiendommeligheder og »falde tilbage» til denne. Efter Darwin lader denne Sætning sig vanskelig bevise, da man i Reglen ikke kjender Stamarten og derfor ikke kan vide, om de forvildede Racer ere fuldstændig faldne tilbage eller ikke. TF al Fald vil dette Resultat kunne tilskrives de forandrede Livsbetingelser, der igjen fremkalde den til dem svarende Dyre- eller Planteform. BD. er i øvrigt ikke blind for, at de tamme Dyreracer ofte have en vis monstrøs Charakteer, men han lægger vel neppe til- strækkelig Vægt påa dette Forhold; i den Omstændighed, at blandt alle kultiverede Planter og Dyr er der nogle Racer, som af en eller anden kompetent Autoritet ere blevne er- klærede for at maatte være en egen Art, seer D. et Bevis for, at de Afvigelser, som kultiverede Racer frembyde, ere af samme Slags (om end af en lavere Grad) end de, som Årterne ellers frembyde”). Gaves der en bestemt Forskjel mellem Arter og Racer, kunde dette ikke gjen- låge sig saa ofte, mener han. | Ved at drøfte det Spørgsmaal, hvor stor vel i det hele Afartningen kan blive, møder Forfatteren den Vanskelighed, at han ikke er påa det rene med, om ikke ”) Efter vor Mening ere de tvertimod af en anden Slags, men ofte af en langt højere Grad! Smign. Anm. S. 11. (Medd. Anm.) 10 visse af vore tamme Dyr, f. Ex. Hunden, nedstamme fra flere med hinanden blandede, vilde Stamarter, og saa- ledes den nærværende store Divergens kunde tildeels have sin Grund i oprindelige Artsforskjelligheder. Der- som. virkelig alle tamme Hunderacer nedstamme fra een, hvor meget lettere vilde det samme da ikke kunne an- tages f. Ex. om alle de over Jordens forskjellige Egne spredte, hinanden saa nær staaende Ræve-Arter? — Den største Vanskelighed, hvorpaa Theorien om vore Husdyrs Nedstamning fra flere Arter støder, er den, at man såa maatte forudsætte, at England f. Ex., der nu ikke har en eneste for det ejendommelig vild Art af Pattedyr, skulde have havt flere for det eiendommelige vilde Arter af Hunde, Faar, Oxer osv., hvilket aabenbart er urimeligt. Krydsning ved forskjellige Arter forklarer desuden ikke Sagen, thi derved vilde man i det højeste kunne frembringe Former; som stode midt imellem de gamle, men ikke heelt nye Comhbinationer, og vi maatte da antage, at netop de meest extreme Former af vore Husdyr (Mynde, Bulbider . osv.) allerede havde existeret som vilde Stamformer, hvilket ingenlunde er sandsynligt; virkelige Mellemracer dannes kun meget vanskeligt, selv mellem Racer af samme Art, ved stor Omhu i Valget af Avlsdyrene og med ringe Ud- sigt til et heldigt Resultat. | D. hår især studeret Racerne af Husduen, som ogsaa egner sig meget godt til dette Studium; de afvige ganske vist overmaade meget fra hinanden i Næb- og Fodform, Skeletbygning (selv i Antallet af Ribbeen!), i Fjerudvikling , Levemaade, Stemme, . Manerer, Flugt (Tumlerne f. Ex.) osv. Var det vilde Former, hvorom| Talen var, vilde man ganske vist ikke gjøre dem til samme 11 Art, ja neppe til samme Slægt”). Efter D.s Mening néd- stamme de dog alle fra Columba livia, Klippeduen, og de til denne hørende klimatiske Varieteter; i modsat Fald maatte man antage en 7—8 eller flere Stamarter med de extre- meste Forskjelligheder, men dog med samme Levemaade i Hovedsagen (som f. Ex. at de ikke bygge Reder i Træer), og som skulde have levet indenfor snevre geographiske Grændser, men nu enten være udøde allesammen paa en nær (den vilde Klippedue) eller endnu ikke opdagede i vild Tilstand! Og dem skulde det alt i ældgamle Dage være lykkedes at tæmme og bringe til at forplante sig indbyrdes? — Dette er åabenbart altfor urimeligt. Dertil kommer, at ved at parre Duer af forskjellige Racer med hinanden . bliver ofte Resultatet, at man efter nogle Generationers Forløb faaer Duer, som ikke ere til at kjende fra den vilde Klippedue, uagtet de Racer, hvormed man begyndte, saa. at sige slet ikke havde nogen Lighed med denne. Desuden ere selv de meest afvigende tamme Dueracer fuldkommen frugtbare indbyrdes, og det er aldeles ikke bevist, at en langvarig Domestikation kan overvinde den Ufrugtbarhed, der altid følger med Bastarddannelsen, selv hos meget nærstaaende Arter, og endelig findes der den fuld- ”) Det forekommer os, at Forfatteren her ikke gaaer vidt nok; man vilde nemlig aldrig kunne træffe den Slags Afvigelser mellem vilde Arter af samme Slægt; Forskjellighederne ere der ganske vist meget ubetydeligere, men ramme i det hele andre Forhold. - Man sammenligne de talrige bekjendte Arter af Duefamilien, der deles i en heel Mængde Slægter og adskillige Grupper; disses ind- byrdes Forskjelligheder vise sig i heel andre Retninger. Tingen er, at de tamme Dueracers Eiendommeligheder noget nær alle ere Monstrositeter; det er ikke ægte Racer, der holde sig indenfor deres Stamarts naturlige Grændser, men kunstigt vedligeholdte, til Yderlighed drevne Vanskabninger, der forplante deres Sær- heder -til deres Efterkommere. (Medd. Anm.) 12 stændigste Overgang mellem de forskjellige Racer, og disses Eiendommeligheder lide i høi Grad af en vis Ubestemthed og Vaklen i deres Optræden. Ogsaa maa det erindres, at Duelibhaberiet bar en meget stor Ælde; 3000 Aar f. Chr. -var der tamme Duer i Ægypten! Romerne og Hollænderne have været lige duegale, og Racedannelsen lettes meget derved, at det samme Par gjerne holder trofast sammen, saa længe det lever, og derved under gunstige Forhold let kan foranledige Dannelsen af en bestemt Race, som egenlig ikke er andet end en Familie i den almindelige Betydning af dette Ord. D. gaaer dernæst over til at undersøge, påa hvad " Maade Racer dannes hos vore Husdyr i Kulturtil- standen. Svaret er ikke vanskeligt: det er især ved et mere eller mindre bevidst Valg af de Dyr, som man be- nytter til Avl og lader parre sig med hinanden, Kun der- ved fremkommer den mærkværdige Overeensstemmelse med Menneskets Tarv og Smag, som kan påavises hos saa mange nyere Racer. Det er Menneskets åaccu- mulative Valgevne, der er Nøglen til Gaaden, d. v. s. ved at vælge de Individer til Avlen, som besidde de Egen- skaber, påa hvilke han sætter meest Pris, kan han frem- kalde deres Tilstedekomst i en bestandig lidt stærkere Grad hos Afkommet. For saa vidt kan man sige, at Menne- sket skaber nye Racer: Naturen leverer Variabiliteten, og Mennesket leder denne i den Retning, som han sætter Pris påa. Vi have allerede tidligere anført en Yttring af! den store Dueavler Sir John Seebright: »at han kunde frembringe en hvilken som helst Slags Fjer hos sine Duer" i 3 Aar, men til at lave et ham opgivet Hoved eller? Næb behøvede han 6 Aar.» Husdyrenes Forædling fremmes: derimod slet ikke ved Krydsning med andre Racer; alle 13 erfarne Avlere udtale sig derimod, og er det skeet, er "stor Omhu i Valget af Avlsdyrene dobbelt nødvendig. Men ikke En af Tusinde, siger D., har skarpt Øie nok til at blive en fortrinlig Race-Avler; det gjælder her om at have Øie for Forskjelligheder, der ere saa fine, at selv et øvet Øie ikke seer dem, men som ved at multipliceres gjen- nem Avlsvalget og udvikles i en bestemt eensidig Ret- ning til sidst blive saa overvejende, at et virkeligt Re- sultat er vundet. Af samme Grund variere vore for- skjellige Arter af Kulturplanter netop kun saa stærkt i de Dele (Organer), som have en eller anden bestemt pråk- tisk Betydning for Mennesket; Zirplanterne i Blomsterne, Rodfrugterne i Knoldene, Kornsorterne og Frugttræerne i Frugterne, Bælgfrugterne i Bælgene 0. s. v., men ikke synderligt i andre Dele, om end det ovenfor omtalte Af- hængigsheds-Forhold mellem et Dyrs eller Plantes for- skjellige Dele kan medføre, at en ringe Variation ogsaa i «andre Forhold ledsager den, som man bevidst eller ube- vidst har fremavlet i Frugten, Bladene, Blomsten osv. Maaskee er man først i dette Aarhundrede bleven sig dette Avlsvalgets Princip bevidst; men Fremgangs- maaden har alligevel Aartusinders Ælde, om end kun i den simple Form, at under Hungersnød, Oversvømmeiser, Krig osv. vil selv den raaeste Vilde yde sin bedste Hund eller Hest osv. al den Beskyttelse, som han formaaer, medens han opgiver de mindre udmærkede Individer. (Ildlænderne fortære i Hungersnød hellere deres gamle Koner end deres Hunde.) Havde man ikke allerede i Oldtiden, saa at sige uden at gjøre sig Regnskab derfor, valgt de bedste Pæresorter, som dengang havdes, til Formering, vilde vi nu ikke have saa gode Pærer, som vi have. I Tidens Løb have derfor de dyrkede Pianter og Dyr fjernet sig 14 såa langt fra Stamarten, at denne ofte ikke længere er til at kjende, eller med andre Ord, at man nu ikke veed, hvor- fra de nedstamme. Deri at Anvendelsen af dette Princip i Begyndelsen er saa at sige ubevidst, ligger det ogsaa, at man kjender saa lidt til Racernes Historie; først efter at disse lidt efter lidt have udpræget sig i en mere betydelig Grad, henledes Opmærksomheden påa dem, og de fåae særegne Navne; men da er deres tidligere Historie i Reglen | ikke længere til at udrede. I jo større Masser et Dyr eller en Plante holdes, desto gunstigere ere naturligvis Udsigterne til deres Forædling, thi desto flere Muligheder er der for Fremkomsten af Eiendommeligheder, som det er værd at holde fast paa. Mange andre Forhold komme i øvrigt ogsaa i Betragtning, mén kunne her forbigaaes; at Tam-Katten f. Ex. ikke kløver sig i Racer, er en simpel Følge af, at man der ikke har det i sin Magt at vaage over eller indvirke paa Avlen. Af Gæs har man ingen Afarter, fordi de kun benyttes til at yde Kjød og Fjer; egner et Dyr eller en Plante sig derimod. til at benyttes i mange forskjellige Retninger, vil der snart under Kul- turens Indflydelse danne sig tilsvarende Racer af dem. 2: Efter Darwins Mening variere Arterne ogsaa i Naturtilstanden langt mere end man i Almindelighed antager, selv i physiologiske Forhold, som man ikke kan lade være at tilskrive en vis Vigtighed. Han bemærker ret træffende, at ved Bedømmelsen af denne Vigtighed bevæger man sig ofte i en Kreds; man har let ved at benægte, at Variationen ogsaa udstrækker sig til vigtige Organer og Charakterer, naar man kun regner dem for vigtige, som Erfaringen viser ikke variere. Exempler paa 15 variable Plantearter afgive Slægterne Rubus (Brombær), Rosa, Hieracium (Høgeurt) osv., hvor aldrig to Botanikere ere enige om, hvad der er Art og hvad der kun er Varietet. Kan Naturforskeren finde alle Overgange mellem to Former gjennem en Række af Mellemformer, vil han sige, at det kun er to Varieteter (forudsat at ikke en Bastarddannelse kan antages at have fundet Sted); og i mange Tilfælde afgiver han den samme Kjendelse, fordi han ifølge Analogien med andre lignende Tilfælde er tilbøielig til at antage, at saa- danne Mellemformer findes eller kunne have været til, skjøndt han rigtignok ikke kjender dem. Følgen er, at deti mange Tilfælde kun kommer an paa et Skjøn, og der er derfor kun faae Arter, hvis Grændser ikke af for- skjellige Naturforskere af ubestridelig Autoritet og med et anerkjendt sundt Blik ere blevne dragne forskjelligt. Om hvor mange af de for Nord-Amerika og Europa fælles Dyreformer er man ikke i denne Uvished, om det er den samme Årt, der optræder med to klimatiske Afarter, en i Europa og en i Nord-Amerika, eller om det er to særskilte Årter? Er den engelske, islandske og norske Rype 3 Arter eller 3 Afarter af samme Årt? Er den .geographiske Af- stand stor, vil man erklære sig for det første, er den ringe maaskee for det sidste. — De fleste Varieteter har man lært at skjelne hos de Dyre- og Planteformer, som i en eller anden Henseende have særlig Betydning for Mennesket (f. Ex. Egen, Flodkrebsen, Silden, Torsken”). ”) Man maa ikke oversee, at i disse artrige Slægter er man i Reglen nødt til at studere Arterne meget grundigt for at fastsætte deres Kjendemærker, og derved faaer man langt mere Leilighed til at blive deres Afarter var end i de artfattige Slægter, hvis Arter ere mere forskjellige indbyrdes end hine, og som derfor langt fra studeres med den Omhu. Dertil kommer, at netop deres Betydning for 16 D. antager derfor Begreberne Art, Underart, Varieiet og individuel Afvigelse for kun at være kvantitativt forskjellige"), for at repræsentere en Gradationien. sig udviklende Forskjellighed, der begynder med en »individuel Afvigelse» og ender med at danne en »Årt». »En godt udpræget Afart (Varietet) er en begyndende Art»,.siger han; og den bliver til DE ag Mennesket giver Anledning til Studier i samme Retning; det bliver af lige stor Vigtighed for Fiskeren og Ichthyologen at vide, om alle Sild eller alle Torsk ere lige gode, eller om der indenfor Arten er Former (Afarter), som i denne Henseende besidde et Fortrin. (Medd. Anm.) Med denne magre Definition af Artsbegrebet vil man ikke kunne lade sig nøje. Hvor uenige Naturforskerne end i mange Tilfælde ere om, hvor Artens Grændser skulle trækkes, vildo gingen Zoolog eller Botaniker, der besidder praktisk Øvelse i at udrede Arter, opgive Ævret i den Grad, som D. her gjør det; tvertimod han vil paastaae, at har han blot Materiale nok til Spørgsmaaletis Afgjørelse og tilstrækkelig empirisk Kjendskab til den om- handlede Dyregruppe, vil han altid kunne give et aldeles af- gjørende og uomtvisteligt Svar. . Har Svaret hidtil i mange Til- fælde lydt forskjelligt, da har enten en af Vedkommende ikke havt Øvelse nok i at behandle den specielle Dyre eller Plante- gruppe — eller han har ikke givet sig Tid nok — eller han har ikke havt Materiale nok, ikke havt et tilstrækkeligt Antal Exem- plarer af alle Aldre og Kjøn og fra forskjellige Steder, ikke ud- videt sin Undersøgelse til Skelettet f. Ex. osv. osv. Skulde alt andet glippe, er der endnu et »experimentum crucis», der såa godt som aldrig ér bleven anvendt, i mange Tilfælde heller ikke kan anvendes, i al Fald er meget besværligt og tidsspildende og ikke kan anvendes i Museer eller Studerekamre, nemlig at prøve om de omhandlede Former formere sig lige såa godt med hinanden som Individer, der bevisligen tilhøre samme Art. Havde man blot nogle flere Forsøg af denne Slags med tvivisomme | Arter, vilde man deraf kunne drage ÅAnalogier til andre Tilfælde, hvor Forsøget endnu ikke er anstillet eller måaskee ikke engang | ret vel kan anstilles; men af saadanne Forsøg, anstillede i dette bestemte Øiemed, haves endnu altfor faae. (Medd. Anm.) 7 Art gjennem den Proces, som han kalder Naturens Avlsvalg (»natural selection») eller Kaåaaring, og som er analog med det kunstige Avlsvalg, som har frembragt vore Kultur-Racer. Er Afarten en sig udviklende og selvstændig Tilværelse tilkæmpende Art, er det ogsaa let forklarligt, at de fleste Afarter netop findes i de artrige Slægter, hvis Årter optræde med et stort Antal af Individer og ere udbredte over store Strækninger; er derimod hver Art Produktet af en særskilt Skabelsesakt, seer man ingen Grund til at det skulde være saa. 3: Da Arterne ogsaa i Naturtilstanden besidde en vis, om end ringere, Variabilitet, vilde der ogsaa der kunne uddanne sig forskjellige Former af en oprindelig identisk Grundform, naar der kunde finde et Slags Udvalg Sted af de Former, der kom til at forplante sig, saa at visse Modifikationer udelukkedes, andre ophobedes. Denne Divergens i Udviklingen fører efter D.'s Theori til Dannelsen af nye Arter, Slægter osv., og hint Udvalg er igjen en nød- vendig Følge af Organismernes Kamp for deres Til- værelse. Af denne Naturens Kamp, som grunder sig påa mange forskjellige Forhold, giver D. en interessant Skildring, af hvilken vi her skulle gjengive nogle Stykker. »Vi see Naturen omkring os strutte i sin Livsfylde, i sin Overflod paa Føde, men vi tænke ikke paa, at Fuglene, der lade deres sorgfrie Sang høre jomkring os, leve af Insekter eller Frø og altsaa bestandig tilintetgjøre andre Væseners Liv; at disse Sangfugle, deres Æg og Unger uophørlig" tilintetgjøres af Rovfugle og andre Fjender; at findes der end for Øieblikket Føde til dem alle, er dette dog ikke Tilfældet paa enhver Aarstid.» Paa Ørkenens 2 18 Rand kæmper Planten med Tørken om sit Liv; selv om den frembringer tusinde Frø hvert Aar, kommer dog maa- skee kun et af dem til Udvikling; de andre bukke under i Kampen med de andre Arter eller Individer, som optage Jordbunden. Voxer der mange Mistelplanter paa et Æbletræ, vil dette gaae ud og Snylteplanterne med det, men disses Tilværelse er desuden afhængig "af, at Mistelbær blive førte | hen til et dertil passende Træ af Fuglene, og findes der paa | et givet Sted ingen Fugle, som ville fortære deres Bær, maa denne Plante påa dette Sted bukke under i »Livets Kamp». Dersom ikke enhver Art leed stærkt ved saadanne fjendtlige Indgreb, vilde hver enkelt af dem i en forbausende kort Tid formere sig saa stærkt, at den optog bele Jorden; de befinde sig derfor i en uafbrudt Kamp deels med andre Arter, deels med Individer af deres egen Årt, og det gaaer naturligvis ud over de svagere. Dersom en eenaarig Plante kun frembringer to Frø, vil den dog i 20 Aar levere en Million Planter, forudsat at ingen af dem gaaer til Grunde; antager man, at Elefanten forplanter sig fra sit 30te til sit 90de Aar og i al denne Tid kun faaer 3 Par Unger, vilde der dog af et Par i Løbet af 500 Aar være bleven 15 Millioner, hvis ikke »Livets Kamp» holdt Formerelsen i Tømme. Planter, som ere blevne overførte til fremmede Verdensdele og der have fundet gunstige Forhold, have derfor ogsaa formeret sig der i en for- bausende Grad, ikke fordi Formeringsevnen er bleven ligefrem forøget, men fordi den idelige Tilintetgjørelse der er svagere. Om en Årt er hyppig eller ikke i Naturen, afhænger ikke af, om den frembringer mange Frø eller Æg; hos mange Dyr og Planter er dette kun Tilfældet, fordi disse Æg elier Frø ere udsatte for saa mange Efter- stræbelser, at det er en reen Undtagelse, at et af dem 19 reddes; kan et Dyr derimod beskytte sine Unger mere eller mindre godt, avler det i Reglen færre og færre i Forhold dertil. Et Træ, der f, Ex. bliver 1000 Aar gammelt, behøver, strengt taget,. kun åt sætte et Frø i hele denne sin Levetid for at holde Arten paa det samme Antal af Indi- vider, forudsat at dette ene Frø kunde sikkres mod enhver fjendtlig Indvirkning. Ofte lide de unge Planter nok saa meget som. Frøet; af 357 spæde Træplanter saae D. de 295 blive dræbte af Snegle og Orme! Bliver en Mark idelig slaaet eller afgræsset, ville af 20 Arter de 9 gaae til Grunde, fordi de ikke saa godt som de andre kunne udholde denne Medfart. Blev der i England i 20 Aar hverken skudt Vildt eller Rovdyr, vilde Vildtet rimeligvis tage stærkere af end nu, da der aarlig skydes Tusinder. I en kold Vinter døde, efter D.'s Skjøn, påa hans Grund æ af alle Fugle, mindre maaskee ligefrem af Kulde end af den derved fremkaldte Mangel paa Føde. Andre Arter sættes ikke ligefrem tilbage ved Klimaet, men derved at dette påa et givet Sted mere begunstiger de rivaliserende Årters Udvikling, hvilke derved blive i Stand til at tage Luven fra hine, eller ved at det begunstiger Udviklingen af disses ligefremme Fjender, der ernære sig af dem eller snylte påa dem. Mangfoldige Planter taale meget godt vort Klima i Haverne, men kunne ikke naturaliseres, fordi de ikke have Kraft til at udholde den Kamp, der venter dem i det frie. Epidemier ere ofte en Følge af, at en Art. har formeret sig meget stærkt (f. Ex. hos skade- lige Insekter); hidrøre disse Epidemier fra Snyltedyr, med- fører Værtens Undergang naturligvis ogsaa Parasitens. Mange Planter kunne kun leve i store Masser, fordi de ellers ville bukke under for deres middelbare og umiddel- bare Fjender, t. Ex. Kornsorterne; de kunne holde sig, D+ 20 fordi Fuglenes Formerelse hæmmes af andre Virkninger; dyrker man derimod Korn efier en lille Maalestok, f. Ex. i en Have, vil man i Reglen miste hvert et Korn. Sammenhængen mellem de organiske Væseners Livs- betingelser er ofte meget indviklet. Paa en aldeles udyrket Hede f. Ex. var et lille Stykke Land bleven ind- hegnet og beplantet med Fyr. Dette indvirkede strax paa hele Plante- og Dyrelivet; der voxede Planter der, som man ikke havde seet noget til paa Heden; at det ogsaa havde frembragt store Forandringer i Insektlivet, saaes deraf, at der levede der 6 Arter af insektædende Fugle, som heller ikke fandtes paa Heden udenfor Hegnet, hvor man derimod traf 2 eller 3 andre Arter. Udenfor Hegnet fandtes ikke et eneste Fyrretræ, men vel ved nøiere Eftersyn en Mængde smaae Fyrreplanter, der stadigen vare blevne afgnavede af Kvæget. Af Aarsringene saae man, at et af dem havde holdt ud i 26 Aar, inden det bukkede under i »Kampen for sin Tilværelse». Efter at Stedet var bleven indhegnet og fredet, voxede der derfor meget hurtig en lille Fyrreskov op, og med den indfandt sig da alle de ovenfor omtalte Forhold. — I Paraguay findes der ingen forvildede Husdyr som såa mange andre Steder i Amerika, fordi en vis Flue-AÅrt lægger sine Æg i de nyfødte Ungers Navle; dersom nu de insekt- ædende Fugle, som leve af hin Fiue, toge betydelig til i Mængde, vilde der igjen kunne danne sig vilde Flokke af Heste, Oxer osv. i Paraguay lige såa godt som påa andre Steder, men hine Fugle kunde saa igjen formindskes af Rovfugle og Rovpattedyr, disse igjen af Mennesket; og opstod der saaledes store Flokke af forvildede Husdyr, vilde dette igjen kunne gribe betydelig ind i Plante- verdenen, hvilket atter vilde virke ind paa Insektverdenen og derigjennem paa de insektædende Fugle osv., i et be- 21 standigt Kredsløb. I Reglen holde alle disse Kræfter hin- anden i Ligevægt, saa at Naturens Physionomi i Aartusinder forbliver det samme, indtil Menneskets Optræden paa Skue- pladsen bringer Forstyrrelse deri. — D. har bevist, at den almindelige Hvid-Kløver kun sætter Frø, naar Humle- "bier kunne komme til den; døde Humlebierne ud i en Egn, vilde man intet Kløverfrø avle; Humlernes værste Fjender ere, Markmusene, som hjemsøge deres Reder og Kager; de holdes igjen i Skraånke af Kattene, og man finder derfor fleest Humlebier i Nærheden af Landsbyerne; ramte en Epidemi Kattene, saa at de døde ud, vilde man Jintet Kløverfrø faae, og denne uundværlige Plantes Tii- værelse er altsaa afhængig af Kattens! Hvem skulde have troet det! | Saaledes er der en evig Kamp i Naturen. Det svagere fortrænges af det stærkere. Saåaaer man flere Hvedesorter mellem hinanden, ville efter et Par Omgange kun de meest haardføre være tilbage. Ogsaa mellem nærstaaende Arter Saaer den for sig; den ene. Art af Kakerlak, Rotte, Svale, Drossel osv.- fortrænger den anden, skjøndt man ikke altid kan sige, hvorfor den ene gaaer af med Seiren "paa den andens Bekostning. De Planter, hvis Frø indeholde meget Næringsstof, sættes derved i Stand, til ved en hurtig Væxt at tage Luven fra andre samtidig spirende men mindre vel udstyrede Planter; og de med Vinger eller Flyvefnug forsynede Frø finde lettere et passende Voxested, fordi de føres om af Vinden, end de der blive liggende, hvor de tilfældigvis falde, og paa et Sted, hvor de maaskee ikke kunne komme frem, fordi Pladsen er optaget af andre Planter. d. D. viser dernæst, hvordan denne for alle levende Væsener fælles indbyrdes Kamp for at vedligeholde deres Tilværelse som Individer og som Årt, kan frembringe et tilsvarende Resultat til det, som Kulturens Valg af Avls- individerne frembringer hos de tamme Dyr og de dyrkede Planter. Der maa nødvendigvis i Løbet af mange Gene- rationer en Gang imellem fremkomme. en Modifikation af Arten, som er til Fordeel for Individet, og hvorved dette bedre sættes i Stand til at begaae sig i Verden og hævde sin Tilværelse end dets Sødskende og Fættere; der er saaledes en overvejende Sandsynlighed for, at dette Individ fortrinsvis vil blive kaldet til åt deeltage i For- plantningsvirksomheden og fååae Leilighed til at overføre sine Fortrin ved Arv til sine Efterkommere; har det der- imod faaet uheldige Egenskaber, er der stor Sandsynlighed for, at det eller i al Fald dets Efterkommere, som maatte have arvet hine Egenskaber, meget snart ville gåae til Grunde og saaledes forhindres i at forplante denne uheldige Retning. Naturen gjør 'saaledes middelbart det samme, som Mennesket gjør mere umiddelbart; det vælger sine Avls- dyr, skyder nogle frem, andre ud, blot med den Forskjel, at Naturen kun har Artens Tarv for Øie, Mennesket derimod sit, og at Naturen har uendelig mange Gange længere 'Tidsrum at virke i; Mennesket kan kun lade sig lede af de ydre Fænomener, som falde det i Øinene, Naturen derimod kan ved den antydede Fremgangsmaade virke påa et hvilket som helst ydre eller indre Organ, påa hele Livets Maskineri, den kan i det hele gåae frem med en ganske anden Konsekvens uden at vildledes af noget Bihensyn eller nogen falsk Theori. »Hvor flygtige ere 23 "ikke Menneskets Ønsker og Anstrængelser, hvor kort dets Virketid, hvor fattige dets Resultater i Sammenligning med dem, som Naturen kan opsamle i Løbet af lange Jordperioder! Kunne vi da undre os over, at Natur- produkterne vise sig at være langt mere »ægte» end Menneskets, og at de passe langt bedre til Livets ind- viklede Betingelser og bære Præget af et langt høiere Mesterskab? Det naturlige Avlsvalg er hver Dag og hver Time i hele Verden beskjæftiget med at opdage den ubetydeligste Afændring og at forkaste, vedligeholde eller forbedre den, alt eftersom den er slet eller god, og med at gjøre ethvert organisk Væsen fuldkomnere i Forhold til dets Livsbetingelser. - Vi see ingen af disse sig langsomt udviklende Forandringer, førend vi ere ovre i en ny Jord- " periode, og da er vort Kjendskab til de længst forsvundne Tider saa ufuldkomment, at vi kun formaae at iagttage Resultatet, nemlig at Livsformerne ere blevne andre end tidligere, at nye Arter ere traadte i de gamles Sted.» — Vi fatte nu gjennem denne Theori den Overeens- stemmelse, som der ofte er mellem Dyrene og deres Farver f. Ex. mellem grønne og graae Insekter og Bladene eller Barken, paa hvilken de leve; Alperypen er hvid om Vintren, den skotske Rype hår derimod Hedens Farve, Urhanen . Mosejordens osv.; deres Lighed i Farve med deres Om- givelser gjør det vanskeligere for deres Fjender at opdage dem, beskytter dem altsaa og bliver derfor sjennem »Naturens Avlsvalg» en konstant ÅArtscharakteer. Man har iagttaget, at lodne Frugter staae sig bedre mod visse Insekter end de nøgne, at gule Blommer bedre modstaae "visse Sygdomme end røde osv.; i Naturens Kamp for Tii- værelsen kan det ikke være tvivlsomt, hvilke af disse Eien- dommeligheder der ville blive kasserede, og hvilke der 24 ville blive nedarvede. Dertil kommer, at visse Organisations=" forhold ofte medføre andre, uden at man nærmere kan gjøre Rede for Sammenhængen, saaledes som det alt er antydet i det foregaaende. — Mange Gange er Avlsvalget saa iøinefaldende, at det ikke kan undgaae Opmærksom- heden, f. Ex. naar Hanner af Alligatorer, Lax og Eghjorte kæmpe om Hunnerne ligesom de i Polygami levende Patte- dyr; her gjælder den stærkeres Ret: den svagere, fra Naturens Side mindre godt udstyrede, mister sin For- plantningsret; hos Fuglene gaaer det maaskee fredeligere til, og Seiren tilfalder måaskee den bedste Sanger eller den smukkeste Han; fortsættes dette gjennem Åartusinder, maa det have en kjendelig Indflydelse paa det endelige Resultat. Paa denne Maade kan man forklare sig mange af de Forskjelligheder, som findes mellem de to Kjøn af samme Årt; netop gjennem »Kaaringen» af.de Hanner, som i den stærkeste Grad besad visse kjønslige Fortrin i Henseende til Vaaben eller Prydelser af forskjellig Art, ere disse efterhaanden tråadte stærkere og stærkere frem. Som Exempel paa den Maade,. hvorpaa det naturlige Udvalg af Avlsindivider gaaer for sig, anfører D. Ulven, der bemægtiger sig sit Bytte ved sin List, sin Styrke og sin Hurtighed. Er nu Ulven i en vis Egn henvist til at søge sin Føde blåndt Hjortene f.'Ex., fordi der ikke er andet påssende Vildt for den at jage, ville de smækkreste og hurtigste Individer af Ulveslægten have den bedste Udsigt til at slaae sig igjennem og derved tillige faae en over- veiende Andeel i Artens Vedligeholdelse; dertil kan komme forskjellige " medfødte Tilbøieligheder, ligesom vi see en Kat søge Rotter, en anden Mus, en Harer og Kaniner, en fjerde Snepper og andet Fuglevildt. Paa denne Maade vil der i Tidens Løb kunne opstaae en ny Varietet af 25 Ulven; virkelig hedder det sig, at der i Catskill- bjergene findes 2 Varieteter at Ulven, en lettere, mere myndeagtig, der forfølger Hjortene, og en. plumpere, mere kortbenet, der angriber Faarehjordene ! Et andet Exempel fra Planteverdenen: en eller anden Plante udsondrer Honning i sin Krone; jo stærkere dette skeer, desto ivrigere besøges den af Insekter, desto mere Støv overføre disse paa andre Individer af samme Art, som de besøge af samme Grund; Krydsningen, som er en Følge deraf, giver et særdeles kraftigt Afkom; dette vil være meget tilbøieligt til Honningdannelse, og saaledes vil efter- " haanden denne Afsondring blive en fast Eiendømmelighed for Planten. En tilsyneladende ubetydelig Omstændighed vil saaledes kunne foranledige Dannelsen af en ny Afart. Jo heldigere påa den anden Side den enkelte Bies Bygning, Snabelens Længde og Krumning osv. er for at kunne komme til Honningen og Blomsterstøvet, desto bedre Ud- sigt vil den have til at bestaae, formere sig og nedarve sine Eiendommeligheder”). Paa denne Maade kan en Plante og et Byr udøve en modificerende, forædlende Ind- flydelse påa hinanden og komme til at passe bedre og bedre til hinanden”). ”) Hvis ikke uheldigvis alle Arbeidsbier vare kjønsløse, Exemplet er derfor ikke godt valgt. (Medd. Anm.) Darwin sammenlignertræffendesin TheorimedLyells omde endnu foregaaende geologiske Forandringers Anvendelse paa Tydningen af de geologiske Fænomener overhoved; nu hører man ikke længere Brændingens Virkning påa Udhulningen af kæmpemæsige Dale eller påa Dannelsen af lange Klippelinier langt inde i Landet omtale som en ubetydelig og latterlig Aarsag, og man seer ikke længere Dannelsen af store Dale forklaret ved en eneste ukyre Diluvialbølge; og dersom det her opstillede Princip om den natur- lige Kaarings store, om end langsomme, Omdannelsesevne er Xy: nam 26 hj Hvilke Forhold der især fremme denne gjennem lange Slægtsfølger sig: mere og mere ophobende Åfvigelse fra de oprindelige Bygningsforhold, er vanskeligt at sige; i nogle Tilfælde kan den fremmes ved Afsondring, men den gaaer dog efter D.'s Mening raskere for sig, hvor "denne ikke finder Sted. Dette være nu som det vil: tænke vi os oprindelig givet et vist Antal, f. Ex. 7, nær- staaende Arter, da vil enhver af disse, nåar de underkastes Kampen med Livsbetingelserne, efterhaanden udvikle sig divergerende til en Gruppe afAfarter, som hver udfylde sin Plads i Naturens Husholdning, hver påa sin Vis have skabt sig en Stilling i Samfundet, og af hvilke nogle maaskee kun have en efemer Existens, medens andre, som be- gunstiges af deres egen iboende Kraft og af de ydre For- hold, udvikle sig til egne Arter; dem gaaer det igjen paa samme Maade, nogle bukke under i Tidernes Løb, andre blive Stamarter til andre Arter osv., og det ende- lige Resultat bliver saaledes efter mange Jordperioders Forløb maaskee en Snes Arter, som ville blive henførte til flere forskjellige Slægter, fordi de forbindende Mellem- former efterhaanden ere skudte ud. Vi maåaåe nemlig erindre, at Kampen i Naturen ikke blot frembringer nye Former, men tillige bestandig udskyder og tilintetgjør; det begynder med at en Art bliver sjelden; et eneste ugunstigt Aar er da maaskee nok til at udrydåe dens sidste Repræsentanter. Det bedste Billede, som man kan give af Naturen, opfattet som systematisk Hele, er som et Træ med sine større og mindre Grene; låd hvert Blad sand, vil det ogsaa fortrænge Theorien om en fortsat Skabelse af nye Organismer eller om pludselige: og gjennemgribende Modi- iikationer af disse. 27 forestille en Art, hver lille Green med sine Blade en Slægt, hver større Green en Familie, de af næste Grad Ordener og Klasser, Stammens Hovedgrene Rækkerne osv., hvor godt passer dette da ikke påa den her fremsatte Theori, der lader den hele Mangfoldighed af Arter lige- som udgrene sig fra en eneste? Paa hvilken anden Maade vil man forklare hine forskjellige Slægtskabsgrader mellem de nu levende Væsener, som man saa træffende hår sammenlignet med Træets Forgrening? Vare alle Arter skabte uafhængigt af hinanden, vilde de da ikke alle siaae hinanden lige nær og lige fjernt? Der vilde da kun existere Arter, hverken Slægter eller Familier, for hvilke Begreber man instinktmæsigen har valgt Udtryk, der fremkalde Forestillingen om en fælles Nedstamning”). 7) Vi ville gjengive Forfatterens Fremstilling af dette Billede med "hans egne Ord, da disse maaskee allerbedst ville give Læseren en Forestilling om hans Theori: »Slægtskabet mellem alle Væsener, der henhøre til samme Klasse, er ofte bleven fremstillet i Form af et stort Træ. Jeg troer, at dette Billede i høj Grad svarer til Sandheden. De grønne, knopskydende Grene forestille de nu- værende, de tidligere Aarsskud den lange Række af uddøde Årter. »+I enhver Væxtperiode have alle voxende Grene stræbt efter at skyde ud til alle Sider og at voxe fra de omgivende Grene og undertrykke dem, ligesom Arter og Grupper af Arter i den store Kamp om Tilværelsen søge at overvælde andre Arter. De store i mange mindre Grene gjentagne Gange underafdelte Grene have i sin Tid selv været unge, knopskydende Grene, og denne For- bindelse mellem de tidligere og de nuværende Knopper ved flere Systemer af Grene forestiller ganske godt alle de uddøde og levende Årters Klassifikation i Grupper og Undergrupper. Af de mange Grene, som udviklede sig, dengang Træet var en Busk, leve nu kun 2 eller 3, der som mægtige Grene afgive alle de andre For- greninger, ligesom kun meget faae af de Arter, der levede i længst forsvundne Jordperioder, endnu have levende, afændrede Efter- kommere. Siden Stammens første Udvikling er mangen en Green tørret ind og forsvundet, og disse undergaaede Grene af for- skjelligt Omfang kunne forestille hine Ordener, Familier og Slægter, Det er altsaa Afændringen, der giver det Stof, som » Naturens Kaaring « bearbeider, som giver det første Anlæg til de Forandringer, hvoraf Aylsvalget ved Ned- stamningens Accumulationsevne danner nye Årts- og Siægtscharakterer. Imidlertid ere AÅfændringens Love meget dunkle; ikke i et Tilfælde af hundrede ere vi i Stand til at sige, hvorfor et eller andet Organ hos Børnene har ud- viklet sig anderledes end hos Forældrene. De ydre Livs- betingelser, Klima, Føde osv., tilskriver D., som alt er anført, kun en ringere Indflydelse derpaa”). Større. Betydning der kun kjendes som fossile og ikke have nogen nulevende Re- præsentant. Og ligesom vi undertiden see en enkelt tynd Green komme frem langt nede påa Stammen og blive ved at leve, be- gunstiget af Tilfældet, saaledes træffe vi ogsaa paa enkelte Dyre- former, der ved deres Slægtskabsforbindelser forbinde to store Grene af den levende Verden med hinanden og aåaabenbart ere reddede fra Undergang ved at beboe et eller andet Sted, hvor de fandt Beskyttelse mod Livets Kampe. De nulevende Ganoider f. Ex. ere alle Ferskvandsfiske, fordi Gancidformen lettest kunde holde Livet vedlige i fersk Vand ifølge den Lov, at i snevre ;vel- " afgrændsede Distrikter er de levende Væseners indbyrdes Rivalisation mindst heftig. Ligesom Knopper avle nye Knopper, der stræbe efter at rage frem til alle Sider og voxe ud over de svagere Grene, saaledes er det gaaet med Livets store Træ, der med sine døde og afbrudte Grene opfylder Jordskorpen og beklæder dens Over- flade med sine herlige, endnu besiandig friske Skud skydende Grene.» — ") De ville vistnok stemme Forældrenes Konstitution gunstig for Afkommets Variabilitet, men hvorfor denne netop yttrer sig i dette eller hint Forhold, formaae vi ikke at sige. Det kan ikke nægtes, at Arter, der ere bundne til et vist Klima, olte have de samme Eiendommeligheder som Afarter af andre Arter under samme Forhold, f. Ex. kjødfulde Blade hos Strandplanter, matte Farver hos Strandfugle og Kyst-Insekter, livlige Farver hos Sneglehuse fra lavt Vand i varme Egne, Forhold, som alle tale for D.'s Theori, 29 vil det have, at naar et Organ er af stor Betydning" for Dyret og derfor bruges meget, vil det naturligen hos Af- kommet fremtræde i en bestandig mere og mere uddannet Skikkelse, medens omvendt, hvis det er unvttigt, det vil aftage i Omfang og Brugbarhed og til sidst maaskee for- svinde. Meget store Fugle, som Strudsen, behøve ikke Vinger for at unddrage sig deres Forfølgere; de miste der- for i Tidens Løb Flyveevnen, uagtet de maaskee op- rindelig i denne Henseende have forholdt sig som Trappen. Gravende Pattedyr have ofte meget smaae Øine og et svagt Syn eller ere endog aldeles blinde; andre i Tusmørke levende Dyreformer have tvertimod meget store Øine, fordi Synssandsen for dem er et uundværligt Gode. Af Maderas Biller er et forbausende s4ort Antal (c. 3) vingeløse; de vingede Insekter føres nemlig paa en saadan lille Ø let udi Havet og omkomme der; at mangle Vinger er derfor her etFor- trin, som Naturen stræber at tildele sine Arter derved, at de Individer, der tilfældigvis faae de svageste Vinger, bestandig blive dem, der holdes i Live, medens de andre bukke under. Den mærkelige Hulefauna i de dybe Kalksteenshuler i Europa og Amerika bestaaer væsenligen af blinde Insekter og andre Leddyr, hvis nærmeste Slægt- at Arter kun ere mere udprægede og mere konstante Afarter; i modsat" Fald vilde disse Egenskaber i det ene Til- fælde være Arten medfødt, i det andet derimod fremkomne ved Afændring, hyilket synes lidet konsekvent. Naar Dyr af samme Årt i koldere Klimater faae en tættere Pels, hidrører dette såa fra Klimaets umiddelbare Indvirkning paa Huden eller derpaa. at de med den bedste Pels beklædte Individer i disse Egne ere blevne fortrinsvis «valgte» af Naturen til at forplante Arten? Det er let at bevise, at den samme Afændring kan opstaae under forskjellige Livsbetingelser og omvendt, medens der paa den anden Side ogsaa gives konstante Arter, der aldrig variere, selv i de for- skjelligste Klimater. 30 ninge ikke ere blinde og leve ovenover Jordens Overflade i det omliggende Landskab. Der er derfor ikke anden Lighed mellem den amerikanske og europæiske Hulefauna end den, der følger med den Grad af Lighed, som findes mellem begge Landes Leddyrverden over- hoved: Hulefaunaen er som en Forgrening ind i Bjergets Indre af den omgivende Dyreverden. Paa hvilken anden Maade end gjennem det Darwinske Princip vil man til- fredsstillende forklare dette Forhold? Vare de skabte særligt for Hulelivet, maatte man vente at de krainske og kentuckyske Huledyr vare langt nærmere beslægtede med hinanden end de ere. Visse Skarnbasser mangle konstant »Tarsen» (Fodleddene) paa Forbenene, andre have den i uudviklet Skikkelse, og andre skulde egenlig have den, men den er i Reglen afbrudt; den kan altsaa ikke have stor Betydning for dem, og det er da let forklarligt, at den hos hine Arter kan være forsvunden aldeles, fordi de nemlig aldrig bruge dem. Det er i disse Tilfælde vanskeligt at sige, hvad der er Følgen af, at et Organ "ikke anvendes, og hvad der er Følgen af »Kåaaringen», som — uden at nogen bestemt Hensigt fra Individernes Side kan finde Sted eller kunde udrette noget — fremmer det nyttige og hæmmer det skadelige. Bruges et Organ ikke — f. Ex. Øiet hos Dyr, der leve i Mørke, — da er det ofte ligefrem til Skade, da det er. udsat for Sygdomme eller for at besværes paa anden Maade, til Plage for Dyret, ved den underjordiske Levemaade. Det er heller ikke muligt altid at trække en Grændse mellem, hvad der er en Følge af Naturens ÅAvlsvalg og altsaa af fælles Nedstamning, og hvad der hidrører fra den dunkle Sammenhæng, som der er mellem Legemets forskjellige Dele, og i Kraft af hvilken en Afændring af 3l en Deel ofte medfører Afændring af andre, der tilsyne- ladende ikke komme den det mindste ved. Det er vel neppe tilfældigt, at de Pattedyr, der have de meest af- vigende Tandforhold (Gumlere og Hvaler) ogsaa have den meest afvigende Hudbeklædning; thi Huddannelser og Tænder ere til en vis Grad eensartede Dele, og det er en Lov, at naar af to eensartede Dele den ene modificeres, er det samme gjerne tillige Tilfældet med den anden. Fordi to Forhold følges ad, er det i øvrigt ikke vist, at det ene er en Følge af det andet; Arten eller Slægten kan have lagt sig dem til ganske uafhængigt af hinanden til meget forskjellige Tider. Allerede Gåthe har sagt, at Naturen er nødt til at spare påa et Sted, hvad den giver påa et andet: skal en Ko give Mælk, kan den ikke blive fed, og samme Kaalsort kan ikke paa en Gang yde kjød- fulde Blade og olierige Frø. Bliver et Organ unyttigt for en sig uddannende Art, er det en Fordeel for Organismen, at det inddrages, da det ellers tærer paa det disponible Næringsstof og altsaa svækker Organismen; snyltende Skal- dyr, der beskyttes af andre Organismer, miste derfor selv Skallerne. Dog vil Naturen ogsaa være i Stand til at give et betydningsfuldt Organ en stærkere Uddannelse uden at være bundet til at gjøre dette paa de andres Bekostning. Organer, som ere tilstede i meget stort Antal, variere mere baade i Henseende til Antal og Bygning end de, som kun ere tilstede i mindre Antal; lavere Former mere end høiere, fordi hines Organer have en fleersidigere Anvendelse; rudimentære Organer, påa hvilke der ikke ligger megen Magt, ere meget tilbøielige til at variere ; er en Deel usædvanlig stærkt udviklet hos en Art (Orangu- tangens Arme f. Ex.), vil den være større Variationer underkastet end den tilsvarende mindre udviklede Deel 32 hos andre Arter. Ogsaa dette forklares let af D.s Theori ; det er nemlig et Forhold, som Arten aåaabenbart har lagt sig til for ikke ret længe siden, og som kun kan være udviklet ved en temmelig stærk Variationstendens, og det er derfor naturligt, at det endnu ikke kan have antaget nogen rigtig fast Charakteer, ligesom vore Husdyr- Racer ingen Fasthed vise, såa længe de ere af forholdsvis ny Oprindelse. Det samme gjælder om de underordnede Kjønsmærker, som udmærke de to Kjøn, men ikke staae i nogen Forbindelse med Forplantningen; de variere meget saa vel indenfor Slægten som indenfor Arten, og ofte ere de samme Forhold i nogle Slægter ÅAÅrtsmærker, men i andre Kjønsmærker, f. Ex. Antallet af Fodled og Vinge- ribbernes Forløb hos visse Insekter. Finder man, at i en given Slægt et Forhold optræder med større Forskjelligheder fra Art til Art end hos andre nærstaaende Slægter, kan man ogsaa være vis paa, at det vil variere betydeligt indenfor hver af hine Arter. Overhoved variere Arts- mærkerne lettere end Slægtsmærkerne; disse ere nemlig, efter D., af ældre Oprindelse end hine, de ere netop Slægtsmærker af ingen anden Grund, end fordi flere Arters Stamfader har besiddet dem og ned- arvet dem paa sit Afkom, de nuværende Arter; i Plante- slægter, hvis Arter alle normalt have blaae Blomster, er det f. Ex. sjeldent at træffe en Afart med røde, hvilket derimod oftere vil findes hos Arter, der vel normalt ere blaae, men høre til Slægter, for hvilken den blaae Farve ikke er nogen fast Regel. i alle disse Forhold seer D. en sammenhængende Kjede af Kjendsgjerninger, der kun låde sig forklare ved hans Theori. Der er ofte en vis Analogi mellem Afarter af nær- staaende Arter, og Afarter minde ofte paa en paafaldende 33 Maade om andre Arter, navnlig saaledes at de gjenoptage visse den hypothetiske Stamform oprindelig tilkommende Forhold, der ere gaaede tabt hos dens egen Hovedart. Et smukt Exempel påa denne Lov, der har sit tilsvarende i, hvad der finder Sted hos Husdyrene, f. Ex. Duerne, hvis meest extreme Racer, især naar de krydses, saa hyppig falde tilbage til Klippeduens Farver, afgive mange Hesteracer, der — især som Føl — tydelig vise Æslets Kygstribe og 1—3 Skulderstriber, ja endog Striber paa Benene og Hovedet”). Ogsaa hos Bastarder (saavel hos Mulæsler som hos Bastarder af Æsel og Dshiggetai) er dette ikke sjeldent, uagtet ingen af Forældrene have vist Spor til Striber. Dette vil vanskeligt kunne forklares anderledes, end at alle Hestearters Stamrace har havt Charakteren af en Tigerhest, hvilken Charakteer hos de nuværende Årter er bleven stærkt udpræget hos nogle (Zebra, Kvagga OSV.) og fortrængt hos andre, men dog ikke kan lade være at dukke op igjen hos enkelte Racer eller hes enkelte Individer af disse. (Fortsættes.) ") Saaledes forklares maaskee det bekjendte Tilfælde, at en Hoppe, der tidligere havde født et Bastardføl med en Zebra, senere med en virkelig Hingst fik et Hesteføl, der viste Spor til Stribning, et Tilfælde, hvoraf man har villet udlede, at en tidligere Be- frugtning kunde indvirke paa en senere Avl. (Medd. Anm.) bed »Kuro-Sivo eller den japanske Golfstrøm. iwærdkæ af en varm Sydveststrøm ved Kysten af Japan var kjendt af Krusenstern og andre Opdagere, og dens almindelige Omrids angives ogsaa allerede i Berghaåaus's Atlas, men det var først paa den amerikanske Expedition til China og Japan, at der gjordes en større Række lIagt- tagelser over dens Udbredelse, Varme, Hastighed og øvrige physiske Forhold. I Zdet Bind af Commodore Perrys Be- retning om Expeditionen, som udkom 1856, har Lieutn. Silas Bent samlet alle de Iagttagelser, som vare gjorte af Expeditionens forskjellige Skibe, til et Hele, og eftervist den mærkværdige Overeensstemmelse, der hersker mellem Japanesernes »Kuro-Sivo» og Golfstrømmen ved Kysten af Fristaterne. Vi give en Fremstilling efter denne Be- retning og henvise for Sammenligningens Skyld til en tidligere Afhandling om Golfstrømmen i dette Tidsskrifts lste Række 4de Bind. »Kuro-Sivo» eller »den sorte Strøm», formodenlig kaldet saaledes paa Grund af dens mørkeblaa Farve, udspringer fra det stille Havs store Ækvatorialstrøm, som gjennem- iler 3/9 af Jordens Omkreds med en Hastighed af 5—15 geogr. Mil i Døgnet og med en Brede af maaskee 700 Mile, indtil den splittes i talrige Smaastrømme af de 30 indiske og store australske Øer. Mellem de spanske Bashee-Øer (Philipinerne) og Øen Formosa, under 2920 n. B. og 1220 ø. L. Gr. tager den sin Begyndelse, løber derpåa mod Nord langs med Østkysten af den sidste Ø indtil 262 n. B., hvorpaa den bøjer af mod Nordost og beskyller Sydostsiden af Japan lige til Sangarstrædet. Under 409 n. B. og Øst for 1439 ø. L. tager den en reen østlig Retning og breder sig ud i Oceanet. Ved sit Ud- spring er den indknebet ligesom Golfstrømmen og i Reglen indskrænket til Strædet mellem Formosa og Majico- Sima-Øerne (25 Mile); senere tiltager dens Omfang be- tydelig, især i sydlig Retning, saa at den naaer Lieu-kieu- og Bonin- Øerne, ved hvilke sidste den omirent har en Brede af 125 Mile. Fra Sydspidsen af Formosa til Sangar- strædet har den i Gjennemsnit Aaret rundt en Hastighed af $—10 Mil i Døgnet, men midtveis, ved den Kjede af Smaaøer, som ligge Syd for Yeddobugten under 1409 ø. L., undertiden 18 til 20 Mil. Der hvor »Kuro-Sivo» bøjer af mod Øst, skyder en kold Strøm fra Nord sig ind mellem den og Øen Yesso, men Taageveir og det korte Ophold tillode ikke at afgjøre, hvorvidt den stadig løber ind gjennem Sangarstrædet. Det er imidlertid aabenbart en Green af den Pelarstrøm, som kommer ned mellem Chinas Fastland og Japan og gjennem Formosa- strædet trænger ind i det chinesiske Hav. Denne kolde Modstrøm svarer altsaa ganske til den, som skyder sig mellem Golfstrømmen og Fristaternes Kyst og er såa vel kjendt af alle, der fare påa China, at de sjelden eller aldrig prøve påa at gaae gjennem Formosastrædet, und- tagen naar Sydvest-Monsunen blæser, men foretrække Veien Øst for denne Ø. Derimod har man ikke havt Lei- lighed til at undersøge, om denne Polarstrøm skyder 3 36 ' "BAHAMA la | Golfstrømmen. »Kuro-Sivo». Den punkierede Linie antyder Galatheas Reise, som omtales S. 39. 37 sig ind under »Kuro-Sivo» og bærer denne oppe, ligesom Atlanterhavets Polarstrøm bærer Golfstrømmen. Man træffer vel lignende parallele Længdebaand af koldt Vand i »Kuro-Sivo» som i denne, men deres Varme er ikke meget lavere end selve Strømmens og altid høiere end Luftens ovenover, og Lieutn. Bent er derfor tilbøielig til at antage, at en saadan Understrøm ikke existerer. Sandsynligheden taler for Rigtigheden af denne Mening, thi den grønlandske Polarstrøm er nødt til at gaae under Golfstrømmen , da denne spærrer Veien aldeles for den, medens »Kuro-Sivo» lader hele det japanske og gule Hav frit for Modstrømmen og tillader den uhindret at fortsætte sin Vei heelt ned i det chinesiske Hav. Golfstrømmens højeste Varme angives af Maury til 309 C. eller 5% over den Varme, der tilkommer det omgivende Hav efter dets Afstand fra Ækvator; »Kuro-Sivos» er lige saa stor, men forholdsvis højere end Havets, nemlig næsten 7%, En mærkelig Overeensstemmelse med Golfstrømmen vilde denne Strøm ogsaa vise, hvis de fritsvømmende Tangmasser, som fandtes i dens Vaånde, og som an- gives at have megen Lighed med Sargasso-Tangen, virkelig skulde vise sig at være denne eller en lignende Årt, men uheldigvis gik de indsamlede Exemplarer tabt, førend de bleve nærmere undersøgte. Ligeledes vilde det være meget interessant, hvis de Koralstokke, der fiskedes under 35? n. B, ud for Simodas Havn, altsaa endnu nord- ligere: end Bermudasøernes Koralbygninger, tilhøre øbyg- gende Koraller, men heller ikke derom gives nogen Op- lysning. Selv Sargasso-Havet har noget tilsvarende i det nordlige Stille Hav, i det mindste hvad dets ringere Varme angaaåer; derimod omtales ingen Tangbanker derfra. 38 »Kuro -Sivo» har den samme mildnende Indflydelse paa Klimaet som Golfstrømmen, men denne Indvirkning føles stærkere paa de japanske Øer, som berøres umiddel- bart af den, end paa Kysten af Fristaterne, som skilles frå Golfstrømmen ved den før nævnte Polarstrøm. Den har sikkert ogsaa sin Andeel i det milde Klima paa Vestkysten af Nordamerika, langs hvilken der løber en Strøm mod Syd, der kan sammenlignes med den Green af Golf- strømmen, som bøier mod Syd ved Azorerne, og middel- bart fremkalder den maaskee den Søndenstrøm, som gaaer gjennem Behringsstrædet og altsaa svarer til den Strøm af varmere Vand, der trænger op gjennem Nordoceanet lige til Spitsbergen. Ligesom Skibe, der have kæmpet for- gjæves med Vinterstormene paa Kysten af Fristaterne, tye ud i Golfstrømmen for at samle Kræfter og afvente en gunstig Østenvind, saaledes er det ogsaa bekjendt, at Skibe, som fare paa Petropaulowsk paa Kamtschatka, løbe over under højere Breder påa den amerikanske Side for at tøe op igjen, naar Isen har belemret Skrog og Rig- ning og gjort det umuligt at komme frem. Men »Kuro- Sivo» er ikke blot mildnende som Golfstrømmen; den er en Uveirskaber ligesom denne. De Cycloner eller hvirv- lende Storme, som herske paa Kysten af China og Japan, ere lige saa berygtede som de Orkaner, der udbrede deres Ødelæggelser over de vestindiske Øer og langs Fristaternes Atlanterhavskyst, og slutte sig, ligesom de, ofte påa en mærkelig Maade til Havstrømmens RQRetning. Åarsagen dertil maa vel tildeels søges i den ved den polare og tropiske Strøms Sammenstød frembragte Forandring i den over- liggende Lufts Varme og derved bevirkede Forstyrrelse i dens Ligevægt, men i Virkeligheden ligger den fjernere 39 og maa forklares ved de ved Jordens Omdreining frembragte Strømninger i det allerede forud ved Forskjel i Varme bevægede Lufthav. Lieutn. Bents Angivelse af »Kuro-Sivos» Udstrækning mod Nord stemmer ikke med lagttagelserne paa Galatheas Reise. Langs Japans Sydkyst indtil henimod Yeddobugten 1379 ø. L.) satte Strømmen stadig Øst hen, men herfra og indtil paa 168? ø. L. mellem 34 og 399 n. B. havde man at kæmpe med en stadig Strømning Vest efter, saa at CGorvetten i alt blev sat 90 til 100 Mil tilbage i sin Fart. Kun nogle faåae Gange viste Strømmen sig at sætte Øsi efter, saa at Corvetten altsaa formodenlig har holdt Cours gjennem den tilbagegaaende Strømning, der pleier at findes langs Randen af de store Havstrømme, og kun nu og då er kommen ud af den, men altsaa dog næsten hele Tiden hår været Nord for »Kuro-Sivo». Det var i Åugust og September, at Galathea passerede Strømmens Nordrand, altsaa påa en Tid af Aaret, da denne i Lighed med Golfstrømmen skulde antages at ligge nordligere end ellers, og dog naaede den dengang neppe ud over 359 nm. B. (See Bille: Galatheas Reise det Bind S. 138 og 1536—57.). To texanske Myrers Naturhistorie. >) Om »den agerdyrkende Myre« i Texas, ogsaa kaldet Stikmyren eller Tuemyren (Myrmica (Atta) male- faciens Buckley) skriver Gideon Lincecum til Char- les Darwin”) saaledes: »Den Art, som jeg kalder den agerdyrkende Myre, er en stor, brunagtig Myre, der boer i hvad man kunde kalde »brolagte Byer« og ligesom en husholderisk," flittig og forsynlig Landmand træffer hensigtsmæsige og betimelige Anordninger for Aarsskiftet. Den er, kort sagt, begavet med tilstrækkelig Talent, Skarpsindighed og utrættelig Taalmodighed til med Held åt kunne bekæmpe den forskjelligartede Trang, med hvilken den maatte komme til at gjøre Bekjendtskab under Livets Kamp.« »Naar den har valgt sig en Byggeplads paa alminde- lig tør Grund, graver den et Hul, rundt omkring hvilket den forhøier Jordsmonnet 3 eller undertiden 6 Tommer ved at danne en lav, rund Bakke med en meget svag ") Andre Oplysninger om Myrernes Liv og Samfundsforhold findes i dette Tidsskrifts første Række 3die Bd. S. 196 og anden Rækkes 2det Bd. S. 309. ") Journal of the proceedings of the Linnean Society. Vol. VI. 1861. Beretningen er temmelig kortfattet og i flere Punkter ikke ganske tydelig, men er bleven anseet for paalidelig nok til at finde Plads i hint ansete Tidsskrift og er saa mærkelig, at den fortjener at meddeles i sin Heelhed. 41 Hældning fra Midten til Omkredsen, der i Gjennemsnit er 3 eller 4 Fod fra Indgangen”). Men dersom det ud- valgte Sted er påa lavt, fladt og fugtigt Land, som er udsat for Oversvømmelse, opfører den altid, selv om Grunden er fuldkommen tør paa den Tid, da den giver sig ifærd -med Arbeidet, Tuen i Form af en temmelig spids Kegle med en Høide af 15 til 20 Tommer eller mere og anbringer Indgangen tæt ved Toppen. Rundt om Dyngen renser Myren i begge Tilfælde Jorden for alle Gjenstande og jevner og glatter Overfladen til en Afstand af 3—4 Fod fra »Byens Purt«, givende den hele Plads Udseendet af en smuk Brolægning. Inden- for denne brolagte Plads tillader den ikke et grønt Straa at voxe med Undtagelse af en bestemt, kornydende Græsart. Efter at Insektet har saaet denne Kornsort i en Kreds, 2—3 Fod fra Tuens Midtpunkt, pleier og dyrker den den med stadig Omhu, borttagende alle andre Græsarter og Ukrudt, som maatte komme frem imellem den, og det samme gjør den udenom den dyrkede Kreds i en Brede af 1 eller 2 Fod til. Den dyrkede Græsart voxer frodig og frembringer en stærk Afgrøde af smaåae hvide, haarde Korn, som under Mikroskopet meget ligne almindelige Riskorn. Naar den er moden, bliver den omhyggelig høstet og af Arbeiderne bragt ind med Avner og det hele i Korncellerne, hvor den bliver befriet for Åvnerne og stuvet til Side, medens Avnerne bringes ud igjen og kastes udenfor den brolagte Plads. « »Naar Veiret i længere Tid er fugtigt, hænder det undertiden, at de indsamlede Forraad blive fugtige og udsatte for at spire og fordærves. I dette Tilfælde bringe ") Denne synes altsaa at være i Midten (see det følgende). 42 Myrerne påa den første smukke Dag det fugtige og be- skadigede Korn udenfor og udsætte det for Solen, indtil det er tørt, da de saa føre alt det ufordærvede Korn til- bage igjen og stuve det hen, men lade det, der har spiret, ligge som ubrugeligt.« »! en Ferskenhave ikke langt fra mit Hus er der en betydelig Forhøining, hvorpaa der er et udstrakt Steen- lag. I de Sanålag, som dække visse Dele af denne Klippe- grund, er der smukke og aåabenbart meget gamle »Byer«, anlagte af »den agerdyrkende Myre«. Mine Iagttagelser over deres Adfærd og Fremgangsmaade ere indskrænkede til de sidste 12 Aar, i hvilken Tid Indhegningen omkring Haven har forhindret Kvæget i at nærme sig Myrernes »Gaarde«. De »Byer«, som ere udenfor Indhegningen, besaaes ufravigelig lige saa vel som de, der ligge indenfor den, med »Myre-Risen«, naar den rette Aarstid kommer. Som Følge deraf vil man altid see Sæden komme op indenfor Kredsen omtrent den første November hvert Aar. I de sidste Aar, da Antallet af Avlsgaarde er forøget be- tydelig, og Kvæget æder Græsset meget fuldstændigere af end før og saaledes forhindrer Frøet fra at modnes, har jeg lagt Mærke til, at »den agerdyrkende Myre« anbringer sine »Byer« i Veihjørnerne paa Markerne, ved Gangene i Haverne, indenfor Laagerne o.s.v., hvor de kunne dyrke deres Jord uden at fortrædiges af Kvæget.« »Der kan ikke være nogen Tvivl om den Kjends- ejerning, at den ovenfor omtalte særegne Kornsort saaes | med Forsæt. Som i et ordenligt Landbrug bliver Grunden, hvorpaa den staaer, omhyggelig befriet for alle andre Græsarter og Ukrudt i den Tid den voxer. Naar den er moden, bliver der draget Omsorg for Kornet, de tørre Stubbe blive afskaarne og bortførte, og den brolagte Piads 43 ligger fri indtil det følgende Efteraar, da »Myre-Risen« igjen kommer til Syne indenfor den samme Kreds og bliver Gjenstand for den samme landoekonomiske Omhu, som blev ydet den forrige Afgrøde, og dette veed jeg med Vished at være Tilfældet paa alle Steder, hvor Myrens — Anlæg ere beskyttede mod kornædende Dyr. « I et andet Brev besvarer Dr. L. det Spørgsmaal fra Darwin, om hån antog, at Myrerne virkelig saae eller plante Frøet til den efterfølgende Afgrøde, saaledes: »Jeg har ikke den svageste Tvivl derom. Jeg er ikke kommet til mine Slutninger ved overilede eller skjødesløse Iagt- tagelser eller ved at see Myrerne gjøre noget, som havde lidt Lighed dermed, og såa gjætte mig til Resultatet. Jeg har til enhver Aarstid iagttaget de samme »Myre-Byer« i de sidste 12 Aar, og jeg veed, at hvad jeg angav i mit "sidste Brev, er sandt. Jeg besøgte de samme »Byer« igaar og fandt »Myre-Risen« voxende fortræffelig og frem- bydende alle Tegn påa en høi Kultur; ikke et Straa af nogen anden Græsart eller Ukrudt var at see i 12 Tom- mers Afstand fra den af »Myre-Risen« dannede Kreds. Buckleys tidligere Meddelelse”) om det samme Dyr lyder saaledes: »Disse Myrer ere de talrigste af alle i Texas, hvor deres Boliger ere hyppige paa Stier og Veie, påa Prairien og i Mark og Skov. De indrette dem i Jorden, hvor de have mange Kamre, forbundne ved Gange af omtrent i Tommes Gjennemsnit. Nogle af disse Kjæl- dere have dybe Hylder paa alle Sider, hvorpaa deres Føde er oplagt. Sjelden findes deres Kamre i en større Dybde end 6 Fod, heller ikke pleie deres Huler at strække sig ”) Proceedings of the academy of natural sciences of Philadelphia. 1860, p. 445. 44 over et større Areal end 4—6 Fod i Tvermaal, men oven over dem er der i Almindelighed en mere eller mindre kegledannet Tue, undertiden indtil 3 Fod høi, med Hoved- indgangen i Toppen; den bestaaer blot af den Jord, der er bragt op til Overfladen ved at grave Gangene og Kjæl- derne. Der er ogsaa mange af deres Boliger, som savne denne Tue ovenover, fordi den er bleven skyllet bort af Regnen eller jevnet af Menneskehaand eller Dyrefod. Første Gang vi iagttoge Hannernes og Hunnernes Sværm- ning var den 27de Juli; den hele Befolkning var da i stærk Bevægelse. Hannerne og Hunnerne kom ud af Dørene i store Skarer, nogle fløj bort, men andre bleve grebne af Arbeiderne og trukne afsted trods deres Mod- stand. I Løbet af den følgende Maaned begyndte Hun- nerne at danne nye Kolonier, hvilket begyndte med, at nogle faae Arbeidere sluttede sig til en Hun og gråvede en. lille Hule til Beskyttelse for den. Dette Bo forstørres nu Nat og Dag, indtil dets Beboere og Kamre blive saa tal- rige, at det ogsaa udsender Sværme af Hunner og År- beidere for at grunde nye »Byer«. »Deres Hovedføde bestaaer i Frø af forskjellige Planter og Græsarter, men ligesom de fleste andre Myrer æde de ogsaa Kjød. De angribe med Kjækhed alle de Biller og Orme, som vove sig i Nærheden af deres Døre; i Hobe- tal styrte de sig over den ulykkelige Fremmede; er det en Bille, blive dens Been grebne og dens Legeme be dækket med Myrer, som samtidig baade bide og stikke, hvorved Billen snart bliver dræbt, med mindre den strax flyver bort; vi have seet Biller flyve bort med Myrer hæn- gende ved deres Been, og Myrerne gave ikke slip, i det mindste ikke såa længe Billen var i Sigte. Stikmyren ar- beider ikke i stærkt Solskin, men om Natten og i den 45 kølige Deel af Dagen; paa skyfulde Dage blive de ved at arbeide, men Natten er den travle Tid for alle eller for næsten alle Myrer i Texas. I Høsttiden, om Sommeren, lægger denne Myre Forraad op for Vinteren, da Norden- stormene rase og holde Myrerne inden Døre, undertiden en Uge eller mere. En af deres Boliger i Dr. L.s Have blev udgravet til en Dybde af c. 2 Fod og kogende Vand heldt deri i. stor Mængde for at ødelægge Myrerne; de kom sig imidlertid og vare flere Dage derefter ivrig be- skjæftigede med at bringe deres Oplag af Frø ud til Tør- ring. En Deel af disse var spiret af Hede og Fugtighed og derved bleven uskikket til at opbevares til senere Brug; det blev derfor ikke bragt tilbage til Kjælderne, efter at det var bleven tørt. De fleste Frø vare af en Art Storkenæb (Erodium texanum). Frøken L. gik hver Dag ned i Haven for at see Myrerne bringe deres Kornforraad ud til Tørring, og hun fortalte os, at det udgjorde over en halv Skjæppe.« »Hr. C., som boer ved Coloradofloden, c. 18 eng. Mile nedenfor Austin, har for nylig gjort Gravninger for at udrydde en saadan Rede. Medens jeg opholdt mig der for kort Tid siden, blev jeg bekjendt med Formen af deres Kjældere og bugtede Gange. Kamrene ere sjelden mere end 6—8 Tommer i Tvermaal med Hylder, som før er omtalt. Ofte gaaer en Gang lodret ned til et Kammer og saa vandret hen til et andet, saa igjen næsten lodret op til andre Celler, hvilke sidste sjelden blive vaade selv ved meget svære Regnskyl. Hr. C. forsikkrede os, at han havde ofte seet deres Hylder fulde af Frø; ved denne Indretning af Kamrene undgaae de at opdynge deres Korn i Bunker, hvorved det vilde være udsat for at fordærves. Under en meget stærk Regn ved Cedar Creek syntes den 46. hele Egn at være sat under Vand, og vi ventede med megen Utaalmodighed paa, at Uveiret skulde lægge sig, for at see, hvad Skade det havde gjort Myrerne; Stik- myren havde nemlig mange Reder i en Prairie, som Regnen havde sat under Vand. Dagen efter saae vi dem bringe Kornet frem af deres Kjældere til Tørring; enhver Myretue i Egnen havde meer eller mindre Korn strøet udenfor sine Døre. Nogle Dage efter besøgte vi det samme Sted igjen; da var Frøet forsvundet, uden Tvivl fordi det igjen var bleven stuvet bort af Myrerne. « »Denne Myre kan ikke bære saa tunge Byrder som »Klippe-Myren« (Atta texana), heller ikke anbringer den som denne sin Byrde paa Ryggen, men bærer den med Kindbakkerne og Hovedet; naar der er noget, som den ønsker at tage hjem, men som er den for stort, skærer den det i Stykker, for at kunne bære det.« »Stikmyrerne ere i Almindelighed fredelige af Væsen og slaaes sjelden indbyrdes eller med andre Arter. En eller to Gange har jeg seet to forskjellige Kolonier ligge nogle faåae Favne fra hinanden, forbundne ved en vel traadt Sti, henad hvilken Myrerne gik frem og tilbage fra det ene Bo til det andet i den største Enighed, men maaskee var den ene af disse en af den anden stiftet Koloni. « »En Gang saae jeg to af disse Myrer, som rimeligvis hørte til forskjellige Selskaber, kæmpe paa en Myresti, henad hvilken nogle faae Myrer gik frem og tilbage; af og til standsede en af disse et Øieblik, saae lidt paa Striden og gik videre. Kampen var haardnakket og langvarig. Jeg blev kjed af at see derpaa, og det lykkedes mig med en Deel Besvær at skille dem ad; de vare begge aldeles lemlæstede! Den ene kastede jeg langt bort, den anden lod 47 jeg blive tilbage, gaaende langsomt omkring og søgende efter sin Fjende; da den naaede Stien, angreb den den første Myre, den mødte, og Kampen var mere forbittret end nogensinde, da den ene af de Stridende var uskadt og havde friske Kræfter. Pludselig standsede de, saae lidt påa hinanden og begyndte saa at kjærtegne hinanden, og snart efter brød de op sammen til deres ikke fjerne »By«. Det synes, som om den første Kæmper, blind af Raseri, sidste Gang havde angrebet sin egen Kamerat. — Jeg er oftere - bleven stukket af dem; Smerten af deres Stik er omtrent som den, Honningbiens Stik foraarsager. « Om en anden Myre-Art”) (Myrmica (Atta) texana) beretter samme Forfatter”) følgende: »Disse Myrer have ligeledes deres Boliger i Jorden; nogle af disse Boliger ere i den sidste Tid blevne bragte for Lyset ved Udgravninger for at dræbe Myrerne, der ødelægge Landmandens og Havedyrkerens Eiendom. Udstræknin- gen af disse Myre-Gange og Celler er saa stor, at man næsten har ondt ved at troe det, men flere af de Udgravninger, der ere gjorte for at dræbe Myrerne, ligge indenfor Byen Austins Grændser og ere blevne sete af Hundreder af dens Beboere. Kamrene ere runde eller aflange Huler, forbundne ved cylindriske Gange af 1—3 Tommer eller mere i Tvermaal. Nogle Celler ere 6 Tommer brede med næsten samme Høide, andre 12 Tommer høie og 6—18 Tommer brede paa den ene Led, 3 Fod eller undertiden endnu mere paa den anden. De ligge ovenover og ved Si- den af hverandre, men i det hele synes de ikke at være ”) »Gutting-Ant«, »Klippe-Myren«, ifølge Journ. of the proceedings of the Linnean Society identisk med Oecodoma mexicana Sm. ”) Proceedings Acad. Philad. 1860 p. 233. 48 anbragte i nogen synlig Orden, men at være spredte under Jorden i forskjellig Afstand fra hinanden, fra 2 Tommer til lige saa mange Fod. I Leerbund synes de at være beklædte eller ferniserede med et meget tyndt, skidenbrunt Afsondrings- produkt. I Sandbund beklædes de, for at holde Væggene faste, med en sort Kalkjord, som er hyppig påa sine Steder i Prairierne og Flodsengene, og denne Kalkjord maa ofte hidbringes flere Favne bortefra; den Arbeidsmængde, som de da præstere, og dens Resultater ere virkelig be- undringsværdige og vise, at deres Indsigt ikke staaer til- bage for nogen bekjendt Myre-Arts. De underste Kamre ligge i Almindelighed 10 eller 12 Fod dybt, medens de øverste Celler sjelden ligge nærmere ved Overfladen end 18 Tommer. Jeg lod en Snor gaae ned til Bunden af et Myrebo og fandt, at det havde en Dybde af 17 Fod; i et af de større fandt man et Kammer i en Dybde.af 16 Fod under Overfladen og adskillige andre laae næsten i den samme Dybde. Paa dette Sted blev Jorden udgravet i fra 12 til 16 Fods Dybde over et Areal, der havde et Gjennem- snitstvermaal af 2—5 Fod og var fuldstændig op- fyldt med Myreceller. Flere store Gange af 1—5 Tom- mers Tvermaal aåaabnede sig ind i Bunden af denne store Hule. Ved at aabne en af Gangene saaes nogle Myrer i den, efterfulgte af andre, der vare belæssede med Byg, og alle kommende fra hin underjordiske Gang. Hvor de fik denne Byg, var et Spørgsmaal, som til sidst blev løst ved at gaae til en Stald i mere end 300 Fods Afstand, fra hvilken man sååe Myrerne stige ned, hver med sit Bygkorn, og gaae ned i et Hul i Jorden ved Grunden af Stalden, som var det eneste Sted i Nabolaget, hvor der var nogen Byg. En anden af de omtalte Gange skal ud- munde ved Bredden af en Flod mellem 200 og 300 Fod 49 borte, hvor der er nogle Elmetræer, fra hvilke Myrerne fik Bladstumper, som de da førte gjennem den omtalte Gang til Bunden af Hulen. At de have udstrakte under- jordiske Veie, er der ikke den mindste Tvivl om. En Herre fortalte mig for nylig om et Tilfælde, hvor de an- lagde en Tunnel under en Aa for at komme ind i en Have. Der var en stor Myrehule paa den anden Side af Aaen; længe var Haven fri for deres Røvertog, men til sidst vare de der, beskæftigede med at bringe Stumper af Blade ned i et lille Hul i Jorden. Der var ingen anden Mvre- hule i Nærheden end den hinsides Aaen, og da der ingen Skarn- dynger var ovenpaa Jorden i Haven, som der altid er over en Myrehule, var det øjensynligt, at de, der bleve sete i Haven, hørte til Selskabet påa den anden Side Floden; det er da rimeligt, at nogle af dettes klogeste Medlemmer have, naar de vare oppe i Træerne i deres Nabolag, faaet Øie paa de gode Sager i Haven og for at komme i Besid- delse af dem fundet paa at grave en Tunnel under Floden. « »Der opstaaer naturligvis det Spørgsmaal, hvorledes er det muligt for dem at holde en bestemt Retning, medens de gråve disse lange underjordiske Gange, saa at de naae Overfladen paa det Sted, hvor de ønske det. Lad dem, der spørge, besvare det: jeg veed kun, at saa- danne lange Gange ere til, da jeg har stukket en lang Stok ind i dem fra Bunden af deres Huler, og jeg har og- saa seet de ydre Aabninger af mange af dem paa Bredden af Floder og Vande, hvor Myrerne let finde deres Føde påa de Træer og Buske, som i Reglen voxe paa Flodernes Bredder i alt Prairiland. …« »! den store Myrehule i Austin, som jeg ovenfor har omtalt, bleve Millioner af Arbeidsmyrer, hele Skjæpper af Æg og Larver og utallige Hanner. og Hunner ødelagte. i 50 Saa snart der var fundet et stort Kammer indeholdende Æg, Larver og vingede Myrer, blev der strax antændt en [Id blandt dem, i hvilket Øiemed let Brændsel blev holdt i Beredskab. Ægene fandtes i en blød, graa, svampet Substans, aabenbart fint malede Blade, blandede med et” dyrisk Afsondringsprodukt. « »Undertiden skulle de forlade deres Huler, naar Kam- rene blive smudsige af lang Benyttelse eller beskadiges af Regnskyl, eller maaskee fordi Myrerne ønske en bedre Beliggenhed for deres Forsynings Skyld. Hvad nu end Grunden maatte være, har man seet dem vandre ud ven masse« og efter at have indrettet nye Huler og boet i dem nogle Åar, vende igjen tilbage til deres første Residens. « »Jeg har engang seet en Myre afklippe et Stykke af et Elmeblad og en anden gribe det, såa snart det var af- klippet, og bære det bort, men i Almindelighed har jeg iagttaget, at den, der klipper, ogsaa bærer bort. Naar de klippe, er den ene Kindbakke sat i og bevæges langsomt fremad, medens den anden Kindbakkes skarpe Spids benyttes til at bryde Overfladen og formindske Tykkeisen, saa at Bladet kan gjennemskjæres af den første. Ofte sidder Myren paa den Deel af Bladet, som den er ifærd med at afklippe, men den passer dog paa at flytte sig til et fast Sted, førend det endeligen løsnes; såa snart dette er gjort, griber den den ene Kant deraf med sine Kindbakker og kaster det med en rask Bevægelse op paa sit Hoved og Bryst, såa at dets Underkant hviler mellem Hovedets Lapper og DBrystets Torne, og Overkanten rager iveiret; afsted gaaer den såa og slutter sig til den travle Skare paa Hoved- stien, der seer ud som om Myrerne feirede en Festdag og marscherede med vaiende Faner. For nylig saae jeg ol ved Colorados Bredder en Mængde Myrer paa en af deres Stier gaaende opad Bakke med Stykker af Blade og Bær af Celtis, nogle hele, andre med et lille Stykke af- bidt for at gjøre dem lettere og mere skikkede til at bæres af de mindre Myrer. Det Sted, hvor de gik ned i Jorden, vår omtrent 6 Fod fra Bakkens Top; Stien var steil, ja endog lodret i et Stykke paa 5—6 Tommer, om- trent 1 Fod under dens Port. Bet var et strængt År- beide at bære Bærrene op ad denne Sti, men en endnu haåardere Anstrængelse kostede det at faae dem op til Toppen af det lodrette Sted. Under Udførelsen af denne Bedrift ramte der dem mangt et Uheld; ofte rullede, de en eller to Fod ned ad Bakken, men altid holdt de fast ved deres Byrde og forsøgte det igjen, indtil de til sidst vandt Seir. En faldt, da den var nær ved Spidsen, og da den kom op igjen og var nær ved at vinde Seir, be- rørte jeg dens Byrde med Spidsen af min Kniv, og ned gik baade den og Myren, Dens tredie Forsøg blev sat "paa den samme Prøve, men endda blev den ikke vred eller viste den mindste Utaalmodighed, men tog muntert sit Bær og gik op og ind ad Porten til den lange Gang. Ofte hjælpe de hinanden. Jeg saae en, som faldt med et Bær påa det nys omtalte lodrette Sted; den tabte Bærret, men istedenfor at skuldre det igjen, forsøgte den at trække det afsted, men var ikke i Stand til at drive det op ad det lodrette Sted. Mange gik forbi den uden at yde den Hjælp, men til sidst kom en velvillig Myre og skuppede til; ved at; skuppe og hale lykkedes det de to at faae Bærret op til Toppen, hvor den, der havde hjulpet til, strax forlod det og foer ned af Bakken. « »De leve baade af dyrisk Føde og af Planteføde. Jeg har seet dem bære baade Orme og Insekter; i deres Celler AX 52 har man fundet hele Biller og talrige Dækvinger, men intet, der antyder, at de lægge Forraad af Føde op. Naar den almindelige Kuglebille (Canthon lævis) ruller sin Kugle afsted, støder den undertiden af Uagtsomhed paa en Rede af disse Myrer og falder som et Offer for dem, overvældet af deres Antal. Engang saae jeg en meget stor rulle sin Kugle midt ind iblandt dem og strax blive heftig angrebet af den hele Skare. Først stak den sin Næse i Sandet eller snarere mellem sine Forbeen, men Biddene bagtil vare saa heftige, at den foer op og fløj i Kredse og til sidst satte sig i min Nærhed; aldrig saa snart var dette skeet, førend en Myre, der havde ledsaget den paa dens Flugt, sprang ned paa Jorden, saae et Øieblik forvildet ud og derpaa løb hjemad, maaskee for at fortælle om sit mærkværdige Ridt paa den store Bille.« »Den Skade, som disse Myrer gjøre ved at ødelægge Træer og Planter, er meget stor. Jeg kjender en Familie, som er ved at forlade et Sted med en smuk Beliggenhed tæt. ved en smuk Kilde, fordi disse Myrer næsten have dræbt deres Frugttræer og Zirbuske, især Roser, for hvilke de have en særlig Forkjærlighed. Man har Exempler paa, at de have berøvet et Frugttræ dets Blade i en eneste Nat. I nogle Egne forhindre de al Frugtavl. Tusinder af Dollars ere blevne anvendte til ingen Nytte paa at dræbe dem ved at puste giftige Luftarter ind i deres Huler eller ved at sætte Gift ved Indgangen til deres Boliger. | Naar man kjender disse Insekters Levemaade og Boliger, vil man indsee, hvor forgjæves disse Forsøg ere; Sagen er, at Gassen kun kan naåae faae af disse Myrer, om såa Pusterne puste nok såa stærkt, heller ikke kunne mange blive dræbte ved Gift, selv om den dødeligste Gift bliver anbragt indenfor deres Døre, thi saa snart de mærke Uraad, VI danne de en ny Indgang. Den eneste virksomme Maade at ødelægge dem paa, er at grave dem ud og dræbe Hunnerne og Ungerne; men dette er saa kostbart, at det kun lader sig anvende i Nærheden af en Håve eller et "Hus, og da denne Myre-AÅrt er udbredt over hele Vest- og Mellem-Texas, vil den sandsynligvis aldrig blive ud- ryddet ved Menneskehaand, i Husene selv er man i Reglen forskaanet for dem.« Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. Af J. Tyndall, Professor ved Royal Institution i London. Il Indhold af den første Forelæsning. lyset bevæger sig gjennem Rummet med en Hastighed af 42,000 Mil i Secundet. Lyset gaaer fra Solen til os i 81 Minut, en Kanon- kugle vilde bruge 15 Aar til den samme Vei. Et Banetog, som gik Dag og Nat med sin største Hastighed, vilde bruge 3 Uger til at gaae rundt om Jorden; Lyset vilde fuldføre samme Reise i Tidsrummet mellem to Pust af Maskinen. Hvis Solen pludselig forsvandt, vilde vi see den endnu 8! Minut. efter at den var slukket. Hvis en af de nærmeste Fixstjerner slukkedes, vilde vi vedblive at see den 5 Aar, efter at den var forsvunden. Lyset bevæger sig i rette Linier, og derfor måae uigjennemsigtige Legemer kaste Skygge, Hvis Skyggegiveren er en Kugle, og Lyset udgaaer fra et Punkt, vil Kuglens Skygge være en divergerende Kegle med skarpt tegnede Omrids. Hvis Lysgiveren har en kjendelig Størrelse, men er mindre end Skyggegiveren, vil den egenlige Skygge, Fuld- skyggen eller Kjærneskyggen, ogsaa blive en divergerende Kegle, men omgives af en ufuldkommen Skygge, Halvskyggen. Hvis det lysende Legeme er en Kugle, der er lige saa stor som Skyggegiveren, vil Kjærneskyggen blive en Cylinder, omgiven af en Halvskygge. Hvis det lysende Legeme er en Kugle, der er større end Skyggegiveren, vil Kjærneskyggen blive en convergerende Kegle, omgiven af en Halv- skygge. Paa Grund af Solens uhyre Størrelse er dette Tilfældet med Jordens og Maanens Skygger i Verdensrummet. Skyggen af et Legeme, der beskinnes af Solen, er aldrig skarp, men bliver utydelig og ud- visket ved Randene. Naar Lyset træffer en Overflade, som ikke er blank, spredes det uregelmæsigt i alle Retninger; naar det træffer en blank Overflade, 55 kastes det regelmæsigt tilbage. Naar en Lysstraale træffer lodret paa en Overflade, kastes den tilbage i en Linie lodret påa Overfladen; træffer den Overfladen skjævt, ville den indfaldende og den tilbåge- kastede Lysstraale have samme Heldning mod den lodrette Linie. Dette udtrykkes ved den Lov, at Indfaldsvinklen er lig med Udfalds- vinklen. (Indfaldsvinklen er den, som dannes af den indfaldende Straale og den lodrette Linie, og Udfaldsvinklen er den, som dannes af den tilbagekastede Straale og den lodrette Linie). Naar man lader et Speil, hvorfra en Lysstraale kastes tilbage, dreie sig om en Axe, vil Lysstraalen ogsaa bevæge sig rundt, men med en Hastighed, der nøiagtig er dobbelt saa stor, som den hvormed Speilet dreies. Naar Lysstraalerne kastes tilbage fra et plant Speil, ville de efter Tilbagekastningen være convergerende, parallele eller divergerende, eftersom de før Tilbagekastningen vare convergerende, parallele eller divergerende. Forholdet mellem Lysstraalernes Retninger bliver ufor- andret ved Tilbagekastning fra et plant Speil. Ved Tilbagekastning fra et Huispeil ville Lysstraalerne, hvis de før Tilbagekastningen ere divergerende, være mindre divergerende efter Tilbagekastningen; hvis de før Tilbagekastningen ere parallele, ville de efter Tilbagekastningen være convergerende, og hvis de før Tilbagekastningen ere convergerende, ville de efter den være mere convergerende. Det Punkt, hvori de parallele Straaler efter Tilbagekastningen skjære hinanden, kaldes Speilets Brændpunkt. Ved Tilbagekastning fra et convex Speil blive conver- gerende Straaler mindre convergerende, parallele divergerende og divergerende mere divergerende. Naar parallele Lysstraaler kastes tilbage fra et convex Speil, og man tænker sig de tilbagekastede Straaler forlængede bagved Speilet, -ville de skjære hinanden i et Punkt, som kaldes Speilets Brændpunkt. Ved et Hulspeil er Brændpunktet altsaa et Punkt foran Speilet, hvor de tilbagekastede Straaler virkelig skjære hinanden, hvorimod de fra et convex Speil tilbagekastede Straaler ikke skjære hinanden i Virkeligheden ; derfor kaldes Brændpunktet ved det convexe Speil et indbildt Brændpunkt i Mod- sætning til Hulspeilets virkelige Brændpunkt. Yed et plant Speil er Billedet lige saa langt bag ved Speilet, som Gjenstanden er foran det. Ved et plant Speil bliver Billedet af en Gjenstand omvendt med Hensyn til Højre og Venstre. . Bogtrykkerens Typer eller bagvendt skreven Skrift kunne læses som almindelig Tryk eller Skrift, naar det holdes foran et Speil. Et Menneske kan speile sig heelt i et Speil, som har hans halve Høide. Naar to plane Speile ere parallele, vil en Lysgiver, stillet mellem dem, give en uendelig Række af Billeder til hver Side. To plane Speile, som danne en Vinkel med hinanden, ville give et uendeligt Antal Billeder af en Gjenstand, som er anbragt imellem dem; herpåa grunder sig Kaleidoskopet. Et Kuglespeils Brændpunkt ligger midt imellem Centrum af den Kugle, hvoraf Speilet er en Deel, og Speilets Overflade. Naar en 56 Gjenstand befinder sig imellem Brændpunktet og Overfladen af et hult Kuglespeil, er Billedet opret og forstørret og befinder sig bagved Speilet; naar Gjenstanden befinder sig mellem Brændpunktet og Centrum af den Kugle, hvoraf Speilet er en Deel, dannes Billedet foran Speilet påa den anden Side af Centrum og er omvendt og forstørret. Naar Gjenstanden befinder sig påa den anden Side af Centrum til den Kugle, hvortil Speilet hører, dannes Billedet ogsaa foran Speilet mellem Brændpunktet og Centrum, men nu er det omvendt og formindsket. Disse Tilfælde kunne iagttages, naar man. speiler sig i den hule Over- flade af en blank Sølvskee. Billedet i et convex Speil er altid opret- staaende og formindsket, hvilket kan iagttages, naar man speiler sig i Bagsiden af en blank Sølvskee. Gjenstanden for disse Forelæsninger er Lyset,, og for at det lige strax kan blive klart, hvilke Midler jeg vil betjene mig af, maa jeg begynde med at fortælle Eder, at jeg måa have en Lyskilde, Noget, som frem- bringer og udsender Lys. Det vilde aldeles ikke. være hensigtsmæsigt, hvis jeg vilde tage et Voxlys eller "en Lampe eller en af disse Gasflammer, som I see rundt om Eder; thi for at I alle skulle kunne see de forskjellige Forsøg, jeg vil gjøre, maa jeg have en meget stærk Lys- kilde, som giver et Lys, der næsten er lige saa stærkt som Solens. Og dertil bruger jeg disse to Metaltraade, der ere omgivne med Asphalt, og som ere Ledere for en hemmelighedsfuld Kraft, om hvilken I, mine unge Venner, vide om ikke slet såa meget, såa dog næsten lige saa meget som jeg. Denne Kraft udvikles i et andet Værelse, og Metaltraadene ere de Kanaler, hvorigjennem den strømmer, men vi have forresten ikke videre med den at gjøre, end at den giver os Midler til at frembringe denne Miniatur-Sol, som vi skulle bruge ved disse Forsøg. Ved Enderne af disse Metaltraade har jeg anbragt to Stykker Kul, og naar jeg nu paa behørig Maade nærmer 97 disse to Stykker Kul til hinanden, see I, at der frem- bringes et overmaade stærkt Lys, og det er Elektriciteten, som frembringer dette Lys, idet den gaaer fra den ene Kulspids til den anden. Ved mine Forsøg vil jeg nu benytte mig af det Instrument, I her see, hvor Kul- spidserne, som sidde påa Enderne af Metaltraadene, ere anbragte saaledes, at jeg kan spåre mig den Uleilighed at holde dem i Haanden, og saaledes at jeg kan fåae dem i en bestemt Afstand fra hinanden; thi for at de skulle kunne frembringe dette prægtige soillignende Lys, er det nødvendigt, åt de maae være i en vis bestemt Afstand fra hinanden. Her ere altsaa ganske de samme Kulspidser som i det forrige Forsøg, og ved Hjælp af denne Skrue nærmer jeg dem til hinanden, og — der er " Lyset! Det er dette pragtfulde Lys, hvormed jeg vil anstille mine Forsøg, idet jeg først vil vise Eder den Vei, Lysstraalerne følge. Anbringer jeg Apparatet i en Kasse for at skygge for det stærke Lys, naar jeg ikke bruger det, og lader jeg nu Lyset strømme ud. gjennem en Aabning i Kassen, ville I see, at Lysstraalerne gaåe igjennem Værelset i rette Linier; vi skulle senere komme " tilbage til denne Gjenstand. Jeg vil nu henlede Eders Opmærksomhed paa den første af de Sætninger, som ere anførte i Indholdsfortegnelsen, nemlig den uhyre Hastighed, hvormed Lyset bevæger sig; der er angivet, at Lyset gjennemløber et Rum af omtrent A-Mil i +77 af et Secund. I see, at vi indlade os paa at maale saa stor en Hastighed , og jeg skal nu for- tælle Eder, hvorledes den først blev maalt af en meget klog og forstandig dansk Mand ved Navn Ole Rømer. I en stor Afstand fra Solen er der en stor Planet, som man kalder Jupiter, og denne Planet er større og veier 58 mere end alle de øvrige Planeter tilsammen. Jeg vil låde denne Kugle $ forestille Solen og denne Kugle 7 Jupiter. Nu vide I alle meget vel, at Jorden gaaer rundt omkring Solen i en Kreds, som man kalder JordensiBane, og denne sorte Kugle her z vil jeg tænke mig at forestille Jorden. Jeg har draget en Linie rundt om Solen, som skal fore- stille den Bane, i hvilken Jorden bevæger sig omkring den. Nu ville vi antage, at Jorden uafladelig bevæger sig rundt omkring Solen; her paa denne lille Kugle ere vi altsaa, og iblandt os er der Astronomer, som med Kikkerter betragte den store Planet Jupiter og ved Hjælp af dem have udmaalt dens Størrelse og kunne angive i Pund, hvor meget den veier. Men hvad der er endnu. mere: de have opdaget, at der rundt omkring denne store Planet bevæger sig 4 nydelige smaae Maaner. Jeg har her tåget en hvid Elfenbeens Kugle p til at forestille den-første af Jupiters Maaner, den som er nærmest ved Jupiter; de øvrige 3 Maaner have vi for Øieblikket ikke Noget at bestille med, men kun med den første, og vi ville tænke os, at denne lille Maane uafladelig bevæger sig rundt omkring Jupiter. Vi ville nu antage, at Jorden befinder sig i £, og at en lagttager paa Jordens Overflade betragter Jupiter igjennem sin Kikkert, og at han kan see den lille Maane mp bevæge sig frem i sin Bane, gaae forbi Jupiters Overflade og videre rundt, indtil den til sidst kommer her i p' til Randen af den uhyre Skygge, som 59 denne store Planet kaster ud i Verdensrummet. Det er ligesom en lille Lampe, der skinner for Astronomen, og som pludselig paa et vist Punkt begraves i denne Skygge og forsvinder; den gaaer derpaa igjennem Skyggen, og idet Åstronomen vedbliver med sine lagttagelser, seer han atter den lille Lampe dukke frem af Jupiters Skygge som et klart Lys ved pp”, og saaledes bliver den ved at gaae rundt, og Åstronomen er i Stand til med den største Sikkerhed nøiagtig at angive det Øieblik, da den lille Lampe skulde vise sig. Det kan beregnes med en Nøiagtighed af indtil en Brøkdeel af et Secund, naar den vil dukke ned i Jupiters Skygge og slukkes, og naar den igjen vil komme frem af Jupiters Skygge og tændes paa ny. Vi ville tænke os, at der er gaaet 6 Maaneder; Jorden har fortsat sin Be- vægelse i sin Bane og er kommen til Z', og Åstronomen, som bestandig holder Udkig med Jupiters-Maanen, finder nu, at den lille Lampe gaaer ind i og ud af Skyggen omtrent 16% Minut senere end den skulde efter den Beregning, han havde anstillet, da han var i £Z — og hvorfor? Fordi Lyset fra den bruger 165 Minut til at gaae tvers over Jordbanen og aitsaa 81 Minut til at gaåae fra Solen til Jorden, og dette er følgelig Lysets Hastighed, at det bruger 81 Minut til at gjennemløbe Rummet fra Solen til Jorden eller omtrent 42,000 geogr. Mil i Se- cundet (nøjagtigt 41,550 Mil). Den menneskelige Tanke kan ikke ret fatte denne uhyre Hastighed, og derfor har jeg, for nogenlunde at give Eder en Forestilling om den, sammenlignet den med den Hastighed, hvormed et Banetog bevæger sig; dette vilde, naar det Dag og Nat bevægede " sig med en Hastighed af omtrent 10 Mil i Timen, bruge 3 Uger til at gaae rundt omkring Jorden, hvorimod Lyset vilde udføre samme Reise i Tidsrummet mellem to Pust 60 af Maskinen. Med Hensyn til andre Sammenligninger henviser jeg til de Opgivelser, der ere anførte i Over- skriften til Forelæsningen, og gååer nu over til andre Betragtninger. Naar vi nemlig anbringe en Gjenstand paa Lys- straalernes Vei, saa ville Lysstraalerne, da de, som vi have seet, bevæge sig i rette Linier, gaae forbi Siderne af Gjenstanden, såa at Rummet bagved den bliver beskygget. Naar nu Lyset udgaaer fra et Punkt, vil det- udsende Lys- straaler til alle Sider, og idet disse forplante sig i rette Linier, ville de gaae forbi Siderne af denne Gjenstand, og hele Rummet bagved den vil da være en Skygge, der har Form som en divergerende Kegle. Men hvis Lyset ikke udgaaer fra et Punkt, men fra en Gjenstand, der har en kjendelig Størrelse, som f. Ex. denne Lysflamme, da vil Lyset ikke kaste, hvad man kalder en skarp Skygge; det kaster vel en Skygge, men denne er ved Kanterne omgiven af en Rand, som man kalder Halvskyggen. Naar jeg holder denne Stok meget tæt hen til Skjærmen, er der en svag Halvskygge; å kunne maaskee ikke see den, men jeg seer en meget lille Rand, og efterhaanden som jeg bringer Stokken nærmere til Lyset, ville I see Randen blive større og større. Inderst er det en fuld- kommen Skygge, men rundt om Skyggen see I en utydelig udvisket Stribe, som er Halvskyggen. Dette kommer af, at Flammen har en vis Størrelse, saa at det, som er Skygge for en vis Deel af den, ikke er det for den anden Deel, og det er kun i den inderste Deel at der findes et Rum, som er en fuldkommen Skygge, der ikke beskinnes af nogen Deel af Lyset; dette Rum er det vi kalde Kjærne- og denne Rand, som omgiver det, Halvskyggen. Jeg vil nu slukke dette Lys og give Eder en Forestilling om den 61 Skarphed, hvormed Skyggen bestemmes ved dette pragt- fulde elektriske Lys, som udgaaer fra et Punkt, eller i det mindste næsten fra et Punkt; thi det elektriske Lys har næsten ingen Størrelse i Sammenligning med Lys- flammen. Naar jeg nu holder Stokken mellem Skjærmen og det elektriske Lys, see I ikke nogen Haivskygge; Omridsene ere fuldkommen tydelige og skarpt tegnede, enien Stokken holdes nær ved Skjærmen eller ikke. De som see meget nøie til, ville maaskee iagttage en lille Rand, efterdi Lyset ikke udgaaer fra et fuldkomment Punkt, men hvis Lysgiveren ikke bavde en mærkelig eller kjendelig Størrelse, vilde Skyggen være fuldkommen tydelig og skarpt bestemt i alle Stillinger af Stokken. For at gjøre dette endnu tydeligere vil jeg betjene … mig af to elektriske Lamper og lade Lyset fra dem begge falde påa denne Kugle £&, som jeg har ophængt her, og i ville da tydelig see Forskjellen mellem en Kjærneskygge og en Halvskygge. Ved de foregaaende Forsøg har jeg betjent mig af en galvanisk Kjede med 60 Led; den har jeg nu deelt i to, hver med 30 Led, og hver af disse Kjeder har jeg sat i Forbindelse med en af disse elektriske Lamper, og naar jeg nu lader Lyset fra den ene af dem (ved /), træffe Kuglen, vil den kaste en Skygge paa Skjærmen ved s; Lyset paa den anden (ved /), i nogen Afstand fra den første, vil give en anden Skygge af Kuglen ved s', og disse to Skygger gribe over i hinanden, saa at I kunne see, at der er en vis Deel, som utvivlsomt 62 er Skygge fra den ene Lampe, men ikke fra den anden. I Midten ec findes da Fuldskyggen eller Kjærneskyggen, og i s og s' paa begge Sider af den Halvskyggen, og hvis vi ville lade Lyset komme fra en Kreds af Lamper, vil denne Halvskygge strække sig heelt rundt, og vi ville faae en kredsrund Skygge. Det er netop det, der finder Sted med Solen og de Skygger, som den låder Jorden og Maanen kaste ud i Verdensrummet. Jeg har tegnet det her: f er Jorden og S Solen; Kjærneskyggen er fremstillet ved denne mørke Kegle, der, påa Grund af at Gjennemsnit af Skyggen ved mr. Sølen er større end Jorden, er en convergerende eller sammenløbende Kegle, som ender i et Punkt, og rundt om denne Kjærneskygge have vi Halvskyggen; Gjennem- snittet er taget ved mr. Jeg vil her ikke nærmere gaåae ind paa Enkelthederne, men lade mig nøje med at hen- vise til Opgivelserne i Overskriften; hvad jeg i Særdeleshed ønsker, at I skulle lægge Mærke til, er at naar Lysgiveren er mindre end det belyste Legeme, bliver Skyggen en divergerende Kegle, omgiven af en Halvskygge, og naar Lysgiveren er større end det belyste Legeme — større 63 end det skyggegivende Legeme — da vil Skyggen blive en convergerende Kegle, omgiven af en Halvskygge, som i det ovenanførte Exempel med Solen, og Astronomerne have undertiden ved Formørkelser seet disse uhyre kegle- formige Skygger fare igjennem Verdensrummet; og hermed ville vi forlade Skyggerne, der ere en Følge af, at Lyset bevæger sig gjennem Rummet i rette Linier, og gaae over til at undersøge Lovene for Lysstraalernes Tilbagekastning; men for at kunne fremsætte dem klart og forstaaeligt, er det nødvendigt først at vise Lovene for Legemers Tilbagekastning i Almindelighed. Jeg har her et lidet Billard, noget som I alle kjende, og naar jeg nu triller en af disse Kugler imod Randen af Billardet, hvad skeer då? den triller tilbage igjen. Her have vi altsaa et Tilfælde af Tilbagekastning, og hvis jeg har trillet den imod Randen i en Retning, der er lodret paa denne, vil den kastes tilbage efter den samme Retning, d. e. den vil bevæge sig tilbage i den samme Linie som den, hvori den bevægede sig henimod Randen. Netop det samme er Tilfældet med Lyset; naar en Lysstraale træffer Over- fladen af et plant Speil, kastes den tilbage ganske paa samme Maade og efter de samme Love som de, hvor- efter Kuglen blev kastet tilbage fra Billardets Rand. Naar Billardkuglen trilles i en Linie, der ikke er lodret paa Kanden, men er skråa mod den, kastes den tilbage efter en Linie, der ligeledes er skraåa mod den, og dens Vei bestemmes efter følgende Lov, som jeg maa bede Eder vel at lægge Mærke til, da den samme Lov ogsaa gjælder for Lysets Tilbagekastning, saa vel som for Tilbagekastninger i Almindelighed. Lad «å være en Linie, som er lodret paa cd i Punktet «, og e en Kugle, som stødes henimod Punktet a i Retning af Linien eg; hvis nu denne Kugle 64 er fuldkommen spændig (elastisk), og Fladen, som den støder an imod, ligeledes er fuldkommen spændig, vil den kastes tilbage i Retning af Linien af, der har samme Heldning mod den lodrette Linie som eg eller er stillet ax nøiagtig lige saa skraat mod den lodrette Linie ab paa den ene Side, som ea er paa den anden, idet. Vinklerne g og / ere lige store. Paa samme Maade gaaer det med en Lysstraale, der, naar den træffer skraat mod en speilende Overflade, kastes tilbage saaledes at den tilbage- kastede Straale danner samme Vinkel med den lodrette Linie, som den indfaldende, den, der først traf Speilet. Her lader jeg saaledes Lyset fra den elektriske Lampe træffe et Speil af poleret Sølv, og I see, hvorledes Lysbundtet kastes tilbage og løber rundt i Værelset, hvorhen jeg vil, naar jeg dreier Speilet. Den berømte Newton antog, at Lyset foranlediges ved visse Smaadele, som med” en uhyre Hastighed bleve kastede ud fra det lysende Legeme, og. at disse Smaadele bleve kastede tilbage ganske påa samme Maade som Billardkuglen; men vi have Grund til at troe,. at dette ikke forholder. sig saaledes og ville derfor ikke opholde os derved for Øieblikket, men vedblive at be- skjæftige os med denne pragtfulde tilbagekastede Lys- straale. Den ringeste Bevægelse af Speilet bringer den til at gjennemløbe en betydelig Strækning, en COmstændighed, som Naturforskerne have lagt Mærke til og gjort ” for- skjellige Anvendelser af, f. Ex. følgende. I see, hvorledes 65 denne Lysstraale bevæger sig, og kunne fremdeles bemærke, at den ingen Vægt har; naar man ønsker at iagttage Bevægelsen af Hjulene i Stue- eller Lommeuhre, anbringer man Visere påa dem, der gjennemløbe en stor Kreds, som man da kan inddele i Timer og Minuter, og vi kunne da see Viserne vandre hen over disse Timer og Minuter, og jo større Kredsen er, desto flere Dele kan man dele den i. Nu er det ofte nødvendigt ved forskjellige Instru- menter at anbringe store Kredse, som skulle inddeles i mange Dele, men det vilde da ved nøiagtige videnskabe- lige Undersøgelser aldeles ikke kunne nytte at anbringe saadanne tunge Visere som ved Uhret, og Naturforskeren anvender derfor en Viser uden Vægt, en Lysstraale, som den I saae bevæge sig gjennem Værelset. De an- bringe saaledes f. Ex. et lidet Speil paa Enden af en Magnet, og den ringeste Bevægelse af Magneten faaer denne lange Viser — og man kan gjøre den lige saa lang som man vil — til at gjennemløbe et stort Rum, og Lysstraalen tjener den saaledes til Viser. Følgende For- søg ville endnu tydeligere vise Lo- ven forLysets Til- bagekastning; jeg har her et Speil GG og lader den elektriske Lampe udsende en Lys- straale /,' saaledes at denne træffer aldeles lodret paa Speilets Overflade; den kastes da tilbage i den samme Es 66 Linie og træffer igjen Lampen, hvorfra den blev udsendt. Nu har jeg her anbragt en Viser gb, som nøiagtig er lodret paa Speilets Overflade, og saaledes, at naar den dreies rundt, - bevæges Speilet ogsaa; fremdeles har jeg slaaet en Cirkelbue, paa hvilken Viseren bevæger sig, og inddelt den i 20 Dele, som nøiagtig ere lige store. Jeg vil nu stille Viseren ved 8 (46'), og da skal den tilbage- kastede Straale træffe lige saa langt paa den anden Side af Viseren, som den indfaldende Straale paa denne Side af den; og I see ogsåa, at den tilbagekastede Straale aC træffer ved 16 paa den inddelte Bue, i lige saa stor Afstand fra Viserens Stilling ved 8, som den oprindelig udsendte Straale er paa den anden Side ved 0, og at de to Lysstraaler danne lige store Vinkler med den paa Speilet lodrette Viser. Vinklen /ab' mellem den oprindelig. ud- sendte Straale og den lodrette Viser kaldes Indfalds- vinklen, og den anden Vinkel 6'aC mellem den tilbage- kastede Straale og den lodrette Linie kaldes Udfalds- vinklen, og Loven for Lysets Tilbagekastning er da, at Indfaldsvinklen og Udfaldsvinklen skulle være lige store. Jeg flytter nu Viseren tilbage til dens første Stilling ab, og Lysstraalen vil da ligesom før falde lodret paa Speilet og kastes tilbage i samme Retning, men nu vil jeg bevæge Viseren, og den tilbagekastede Straale vil da ogsaa bevæges, og jeg vil bede Eder lægge vel Mærke til deres forskjellige Hastigheder, jeg flytter Viseren til 2, | men hvor er nu Lysstraalen; den er kommen længere; den er ved 4. Jeg flytter Viseren til 4, Lysstraalen er nu nøjagtig ved 8; Viseren ved 8, Lysstraalen er ved 16; Viseren ved 10, Lysstraalen er ved 20. Det er denne Lov, som jeg i Overskriften har udtrykt ved, at den til- bagekastede Lysstraale bevæger sig rundt med en Hastighed, ø 67 der er dobbelt saa stor som den, hvormed Speilet dreies. Dette udtrykkes i lærde Værker ved, at den tilbagekastede Straales Vinkelhastighed er dobbelt saa stor som Speilets. Mange andre mærkværdige Forsøg grunde sig herpaa; saaledes har jeg oftere paa mine Spadseretoure truffet en gammel Mand, der foreviste et Instrument, som han sagde var indrettet til at see gjennem faste Legemer med. Det bestod i det væsenlige af et Rør, der var skilt ad paa Midten, og som han lod Folk kige i; derpaa stak han Haanden eller et Brædt eller en anden uigjennem- sigtig Gjenstand mellem Rørene, og Folk kunde alligevel see gjennem det som før. Hans Instrument vår i det væsenlige indrettet som dette, jeg her vil vise Eder, hvorvel det ikke saae saaledes ud (Rørene ab og ef vare forlængede nærmere henimod hinanden), da det var anlagt paa at indbilde Folk, at de først saae lige ud gjennem Røret og derpaa igjennem det uigjennemsigtige Legeme. Det er nu let at indsee, at naar der i de-4 Hjørner 6, c, d og e af det bøjede Rør er anbragt 4 Speile, vil en Lysstraale, som kommer ind ved &g, træffe Speilet 6, kastes tilbage til c, derfra til d og endeligen til e, hvorfra den gaaer ud gjennem Røret f. Naar jeg nu holder "Instrumentet op for den elektriske Lampe, ville I see, at jeg er i Stand til at sende en Lysstraale igjennem det, som da vil gaae rundt om Hjørnerne og hen paa Skjærmen. BE 68 Her har jeg et andet Instrument, jeg vil vise Eder, og hvis Indretning beroer ganske påa de samme Grund- sætninger. Under Krigen påa Krim hændte det ofte, at Matroserne, naar de havde affyret en Kanon, gjerne vilde see, hvilken Virkning Skuddet havde gjort, og derfor stak Hovederne op over Forskandsningerne, men saa hændte det ogsaa ofte, at de ved den Leilighed bleve skudte af de russiske Riffelskytter.. I den Anledning udtænkte Mr. Taylor dette simple lille Instrument, som bestaaer af et Rør med et lille Speil ved den ene Ende, som tilbagekaster Lyset ned igjennem. dette andet Rør, der danner en ret Vinkel med det første, og der træffer Lyset atter et lille Speil, som kaster det ud igjen gjennem dette Rør, hvorigjennem jeg seer; saa at, hvis jeg ønskede at see paa Eder, og jeg tænkte mig, at I vare Riffel- skytter, der vilde skyde mig, behøvede jeg ikke at stikke Hovedet op over Forskandsningen , men kunde holde mig ganske rolig nede under den og iagttage Eder. Jeg lægger nu Instrumentet paa Cathedret og dukker Hovedet ned under dette, og jeg kan da meget godt see, hvad I foretage Eder. Jeg lader nu en Lysstraale fra den elektriske Lampe gaae igjennem Instrumentet, og I see, hvorledes den kommer ind igjennem det første og ved Tilbage- kastning fra Speilene ud igjennem det tredie Rør. Jeg gaaer derpaa over til en anden, meget lærerig Anvendelse af Lovene for Tilbagekastningen; jeg har her to Speile, som jeg stiller saaledes, at de danne en Vinkel med. hinanden; imellem dem sætter jeg et Lys, og I ville da see mere end eet Billede af det; I see en Række af Billeder, og jo større jeg gjør Vinklen mellem Speilene, desto færre Billeder viser der sig, og jo mindre jeg gjør Vinklen, desto større bliver Antallet af Billederne. Frem- 69 deles see I, at Billederne ere ordnede symmetrisk i en Kreds, hvis Midtpunkt er det Punkt, hvor Speilene støde sammen. Hvis de to Speile bleve stillede fuldkommen parallelt med hinanden, vilde de danne en uendelig Række af Billeder, frembragte ved Lysstraalernes Tilbagekastning . mellem de to parallele Speile, og hvoraf de længere bort liggende bestandig blive svagere og svagere. — Derpaa beroer det, at Boutikker, hvor der er anbragt saadanne parallele Speile paa Væggene, synes at bestaae af en uendelig Række af Boutikker. Antallet af Billederne mellem Vinkelspeilene beroer påa den Vinkel, Speilene danne med hinanden; jeg har her stillet dem under en Vinkel af 90% eller lodret paa hinanden, og i dette Tilfælde sees Gjenstanden 4 Gange, nemlig 3 Billeder og Lyset selv. .Danne Speilene en Vinkel af 45%, see vi Lyset 8 Gange, nemlig 7 Billeder og Lyset selv, og ganske i Almindelighed vil man see Gjenstanden såa mange Gange, som det Tal angiver, man faaer ud ved at dividere 360? med Graderne af den Vinkel, Speilene danne med hinanden. Herpaa beroer Indretningen af et Legetøj, I alle kjende, nemlig Kaleidoskopet, hvori vi ikke see et enkelt Billede, men en Række af Billeder, der ordne sig symmetrisk og derved frembringe regelmæsige Figurer. Kaleidoskopet er opfundet af David Brewster og kan kjøbes meget billigt; jeg har saaledes her et Godtkjøbs-Instrument, som viser Forsøgene meget smukt; her see I de to Speile, og her de forskjellige Gjenstande, som Stykker af farvet Glas, smaae "Glasperler JANSBRA GS hvis Billeder ordne sig til nydelige symmetriske "Figurer. Jeg vil nu opfange disse kaleidoskopiske Figurer påa en Skjærm, for at I alle kunne see dem, og jeg lader da Lyset først gaae igjennem de farvede Glasstykker og 70 derpaa kastes tilbage fra Speilene, og I ville da see de — symmetriske Billeder paa Skjærmen. Der er endnu en Omstændighed, jeg vil henlede Eders Opmærksomhed paa, nemlig at naar vi see i et Speil, bliver vort Billede forkéert, såa at Høire bliver Venstre og omvendt; jeg troer saaledes f. Ex. om mig selv, at mit Haar er skilt fra venstre til højre, men naar jeg betragter mig i Speilet, seer jeg det skilt fra høire til til venstre. Dette giver ofte Anledning til, at Folk blive vrede paa Photographer og klage over, at deres Billede ikke ligner, fordi de ikke tænke påa, at de hele deres Liv igjennem have betragtet sig selv i et Instrument, som giver et forkeert Billede af dem. Jeg har her skrevet et Ord bagvendt, men naar jeg betragter det i Speilet, er det fuldkommen læseligt, som I ogsaa kunne see, naar jeg lader det tilbagekastede Billede falde paa Skjærmen; saaledes ere Typerne, som Bogtrykkerne bruge til at trykke med, det omvendte af det trykte. Jeg gaaer nu over til at forklare Eder Lysets Til- bagekaåstning fra krumme Overflader; jeg lader her en Lysstraale falde skraat paa en plan speilende Overflade, og I ville da erindre, åt den kastes tilbage, saaledes at den tilbagekastede Straale danner samme Vinkel med den lodrette Linie, som den indfaldende; derpaa tager jeg et andet lidet Speil, som jeg stiller under en Vinkel med det forrige, og lader en Lysstraale, parallel med den forrige, træffe lodret paa det, og den vil da kastes til- bage i samme Retning som den, hvori den kom; et tredie Speil, stillet ved Siden af det andet med samme Heldning mod det som det første, modtager en tredie Lysstraale, parallel med de forrige, og kaster den tilbage. I ville då see, at jeg, ved saaledes at stille Speile ved Siden af 71 hinanden med forskjellige Heldninger, vil kunne ”»faae alle — Lysstraalerne kastede tilbage, saaledes at de skjære hinanden i samme Punkt. Hvis vi nu havde et stort Antal af smaae Speilstykker, kunde vi forene dem saaledes, at alle Lys- straalerne efter Tilbagekastningen vare rettede henimod det -ssamme Punkt, og det er det, der finder Sted ved et Hulspeil eller et concavt Speil, som det ogsaa kaldes; et saadant Speil kan nemlig tænkes sammensat af over- maade mange smaae plane Speile, og alle de Lysstraaler, som træffe det, kastes da tilbage og skjære hinanden i et enkelt Punkt, som man kalder Brændpunktet. Naar jeg nu lader de divergerende Straaler fra den elektriske Lampe falde paa dette Hulspeil, ville I see, hvorledes de samles i Brændpunktet, og man kan ligeledes tydelig see den kegledannede Form såa vel ved de indfaldende, som ved de tilbagekastede Straaler. Betragt engang dette Brænd- punkt, hvor klart og skinnende det er! og see, hvorledes alle Straalerne trænge sig sammen og samles der! og hvis dette Speil var fuldkomment, vilde vi finde et Billede af Kulspidserne, hvorfra Lysstraalerne udgaae, aftegnet - med fuldkommen Skarphed og Nøiagtighed, idet de Lys- straaler, som udgaae fra hver af Spidserne i Lampen, igjen samle sig i et Brændpunkt og saaledes danne et Billede, som jeg kan opfange pååa Skjærmen. Vi ville dernæst betragte Forskjellen mellem Hulspeilet og det convexe Speil; dette er, som I see, udbuet påa Midten, hvorimod det andet er indbuet; og naar Lys- 'straalerne falde paa det, kastes de tilbage, men spredes ud fra hinanden, istedenfor som ved hint at samles i et Punkt; og naar vi betragte Speilet og de tilbagekastede Lysstraaler, seer det ud, som om de gik ind i Speilet og samledes i et Punkt bagved Overfladen. Ved Hulspeilet bleve Ma2 Straalerne samlede og bragte til at skjære hinanden i et Punkt i Rummet, som i Virkeligheden laae foran Speilet, men her, ved de convexe Speile er der ikke nogen virkelig Skjæring af Straalerne, de kastes tilbage og spredes, og det er kun tilsyneladende, at de skjære hinanden bag Speilet, og derfor kaldes dette Skjæringspunkt, som er Speilets Brændpunkt, et indbildt Brændpunkt i Mod- sætning til det virkelige Brændpunkt, der dannes i Rummet foran Hulspeilet. Svampene, nærmest med Hensyn til Troldsmør- svampen. (Efter tre Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren 1862). Af Professor Å. S. Ørsted. I. Svampene i Forhold til andre Planter, Naar man betragter den brogede Hær af Svampe, som om Efteraaret mylre frem af Skovbunden eller skyde ud fra Træstød og Træstammer — disse hvide, røde, blaa eller gule, regnskjærmformede Bladsvampe, disse koral- formig-grenede Køllesvampe, denne store kugleformede Bovist, denne træagtige og hovformede Poresvamp og utallige andre — da vise de sig baade i Form, Farve og i alle andre Forhold saa forskjellige fra hele den øvrige Planteverden, at det ikke synes saa urigtigt, naar man i tidligere Tid har villet opstille Svampene som en egen stor Afdeling i Modsætning til alle andre Planter. Hertil kommer endnu, at Svampene ere de eneste Planter, som ganske mangle Meelstof og Bladgrønt, og nåar man betænker, hvilken gjennemgribende Betydning disse to Stoffer ellers have for Planterne, saa vil man let indsee, at Mangelen heraf tyder hen paa en ligesaa væsentlig Egenhed i Svampens indre Liv som den, der gjør sig rE: gjældende i den ydre Form. Heri bestyrkes man end ydermere ved at see hen til de saakaldte Slimsvampe, thi de frembyde såa eiendommelige (dyriske) Livsyttringer, at man ikke uden Grund har tvivlet, om de overhovedet vare Planter, eller om de ikke snarere maatte henføres til Dyreriget. Da den mærkeligste af disse Slimsvampe, den saakaldte Troldsmørsvamp, er meget almindelig udbredt hos os, og da den senere Tids lagttagelser og Under- søgelser over denne Svamp ikke alene have lært os en Udviklingshistorie at kjende, saa ejendommelig, at der neppe findes noget Sidestykke hertil i det hele Planterige, men tillige have tjent- til at sprede Lys over de dunkle Egne, hvor de to organiske Riger grændse sammen, turde de maaskee fortjene at blive bekjendt blandt en større Kreds af Læsere. Men for at forstaae den følgende Fremstilling af Troldsmørsvampens Udviklingshistorie, vil det være nød- vendigt først at blive fortrolig med Svampenes Natur i Almindelighed og navnlig at see, hvorledes man kan bringe deres saa afvigende Bygning i Samklang med den øvrige Planteverden. . Vilde man nu umiddelbart sammen- ligne en Svamp med en af de fuldkomnere Planter, da vilde man neppe kunne paavise nogen virkelig Overeens- stemmelse, eller troede man at finde en saadan, da vilde det sikkert beroe paa en urigtig Opfattelse. Man vilde saaledes let fristes til at sammenligne den underjordiske rodlignende Deel (S. 81, Fig. 8 m) med Roden og den overjordiske Deel med Stængelen, og det vilde dog, som vi skulle see, være urigtigt. For at forstaae det rette Forhold, vil det være nødvendigt at tage de Plantegrupper i Betragtning, som knytte de paa det laveste Trin staaende Svampe sammen med de høieste og fuldkomneste Planter; 75 thi det er kun ved at see hen til de gradvise Overgange, at man vil finde Eenhed og Harmoni, hvor man ellers kun øinede lutter Forskjelligheder. Vi skulle saaledes be- gynde med at betragte de Organer, som forestaae Er- næringsvirksomheden og derfor ogsaa sammenfattes under Navn af det vegetative System, nemlig Roden, Stængelen og Bladene, og gaaende ud fra de høieste Planter, see hvilke gradvise Omdannelser disse Organer ere under- kastede gjennem de lavere Plantegrupper, indtil de endelig antage den høist ufuldkomne Skikkelse, hvorunder de frem- træde hos Svampene. Ållerede hos de Eenkimbladede have Stængel og Blade en meget simplere Bygning", og Roden er aldrig en Hovedrod eller Pælrod, der opstaaer ved den fortsatte Væxt af Kimroden. Denne kommer vel frem under Spiringen som Anlæg til en Hovedrod, men dette Anlæg visner snart -og erstattes af Birødder, som skyde ud fra Rodhalsen eller Stammegrunden. Hos Breg- nerne fremtræder Stængelen i Almindelighed under den Form, der betegnes som Rodstok. Den er nemlig vandret, underjordisk, bestaaer af meget korte Stængelstykker og er forsynet med talrige Birødder, saa at den i det Hele synes mere lig en Rod end en Stængel; men den har dennes væsentligste Særkjende, den er forsynet med Blade. Her findes heller ingen Hovedrod. Mosserne have vel endnu en Stængel og ufuldkomne Blade (kun dannede af et enkelt Cellelag), men de rodlignende Trevler, som ud- gaae fra Stængelgrunden, ere ikke Birødder, men kun Rodhaar. Blandt Halvmosserne eller Levermosserne er der mange, som ligne de egentlige Mosser, men hos de laveste blandt dem finder der ikke længere nogen Son- dring Sted mellem Stængel og Blade, men begge disse Organer ere sammensmeltede til et fladt, grønt og lappet 76 Legeme, det saakaldte Løv, der påa Undersiden er for- synet med Rodhaar. Hos de tre laveste Plantegrupper finder at lignende Forhold Sted og de betegnes derfor som Løvsporeplanter, men medens Løvet hos Laverne (Fig. 1—2) og Algerne (Fig. 3) er overjordisk, snart mere bladlignende eller skorpeagtigt (Fig. 1), snart mere stængel- lignende og buskformig grenet (Fig. 2), og dertil farvet Hjo)? Lecanora subfusca. a. Barken, hvorpaa den sidder. 1. Løvet. s. Spore- husene. s' et Sporehus, lidt forstørret. Cladonia rangiferina. s. Sporehusene, hvormed Grenene ende, lidt forstørrede. paa forskjellig Maade, saa er det derimod hos Svampene underjordisk, rodlignende og farveløst (Fig. 8 m). Saa- ledes er da den stolte Stamme med sin bladklædte Krone og sin dybt nedtrængende Pælrod efterhaanden bleven omdannet til de fine spindelvævagtige Traade, som gjennem- væve Jorden og som her repræsentere hele det vegetative System. — Jævnsides med Ernærings-Organerne vise For- plantnings-Organerne en tilsvarende simplere Byg- ning, efterhaanden som man stiger dybere ned i Planteriget. TAVI " Kun hos de fuldkomneste Tokimbladede bestaaer Blomsten af Bæger, Krone, Støvdragere og Støvvei; allerede hos de kronløse Tokimbladede og hos de Eenkimbladede for- svinder Forskjellen mellem de to yderste af Blomstens Bladkredse, og disse erstattes af et Blomsterdække, eller dette mangler endog ganske. I de Nøgenfrøedes Klasse forekommer en heel. Række Overgange i Blomstens Byg- ning, som ganske gradvis føre til de lavere Planters Sporer. Hos de fuldkomneste Nøgenfrøede (Gnetaceæ) findes endnu "et lille hindeagtigt Blomsterdække, men i Regelen mangler dette aldeles; dog er det især Støvdragerne og Støvveien, ” M då FH Sd] Så S/Ø E / He [5 FUN + AL: /3 så i ks id dM6 Ø SÆR i ÅD SEE Aj elske [SN GMA ( En Green af en Hun-Blæretang. a. Luftblære. hb. Sporehuse. Et Frugtblad af Cycas revoluta, T/3 af den naturlige Størrelse. "som have undergaaet de væsentligste Forandringer. Iste- detfor en lukket Frugtknude findes her nemlig et aabent Frugtblad, som paa sin indvendige Side bærer (sædvanlig 78 to) Æg, eller endog Frugtbladet mangler, og hele Hun- blomsten bestaaer alene af eet eller flere nøgne Æg; ja hos Cycadeerne kan der ikke længere være Tale om nogen egentlig Blomst; thi her sidde Æggene umiddelbart paa omdannede Blade (Fig. 4) og komme ikke, — hvad der altid er Tilfældet med Blomsten — frem som en Knop i Hjørnet af et Blad, men da Befrugtningsforholdene forresten ere de samme som hos Blomsterplanterne, maa Cycadeerne henregnes til disses store Række”. Af den saa fuldkomment udrustede Blomst, hvis Skjønhed vi saa ofte beundre, er der altsaa ikke andet tilbage end et lille Æg, kun af et Knappenaalshoveds Størrelse (f. Ex. hos Tax- træet), og dog ere vi først komne til den yderste Grændse af Blomsterplanterne; alle Sporeplanterne staae tilbage, hvor vi maa vente en endnu meget ufuldkomnere Bygning af Forplantningsorganerne. See vi hen til Æggets Byg- ning, da kunne vi allerede forud beregne, at det maa være de ved Befrugtningen mindst nødvendige Dele, "som nu gaåae tabt, og det er ogsaa det, som finder Sted; thi naar vi ere komne indenfor Sporeplanternes Rækker, bliver der snart ikke andet af Ægget tilbage end Kimcellen eller, som den almindelig kaldes, Kimsækken (Fig. 5, b) — hos de laveste Sporeplanter kun Kimblæren (c) — altsaa en eneste Celle3, Det er denne Celle, der kaldes Spore og som altsaa svarer til Blomsterplanternes Frø. Saadanne Sporer sidde imidlertid sjelden eenlige, men ligesom Blomsterplanterne have en Blomsterstand og de Nøgenfrøede en Frugtbladstand eller en Frøstand, saaledes have Sporeplanterne en Sporestand eller som det almin- delig benævnes: et Sporehus (Fig. 10, 24, 25). — Saa- ledes forholder Sporen sig til Ægget, men Sporeplanterne 79 kunne, som bekjendt, ikke længere betragtes som kjøns- løse; ogsaa Sporen maa ligesaa vel som Ægget befrugtes for at blive spiredygtig. Vi maae her indskrænke os til at bemærke, at ogsaa Støvdragerne i Sporeplanternes Række kun repræsenteres af en enkelt Celle", og skulle nedenfor omtale Befrugtningen. Fig. 5. Et Æg af Orchis (efter Hofmeister), kort efter Befrugtningen. a. Æggehinde. — b. Kimcelle. — c. Kimblære; denne indeholder to Cellekjærner, der antyde den indledede Deling. — d. Støvrøret. — Fig, 6 a—c vise Kimens Dannelse af Kimblæren. — a. Kimblæren deelt i to Celler. — b. Anlæg til Kimen, dannet ved fortsat Deling. — c. Fortsat Udvikling af samme; n. Kim, o. Kimtraad. Af disse indledende Bemærkninger vil det altsaa sees, hvorledes Blomsterplanternes -vegetative Organer, Rod, Stængel og Blade, ganske gradvis gaae over til at antage den ufuldkomne Skikkelse, hvorunder de optræde hos Svampene og de andre Løvsporeplanter, Laverne og Ål- gerne, nemlig som Løv, og at ligeledes Forplantnings- organerne . efterhaaden i den Grad reduceres, at der kun bliver to Celler tilbage, af hvilke den ene svarer til "Kimcellen eller Kimblæren i Ægget, den anden til Støv- cellen i Støvknappen. Vi gaae nu over til en nærmere Betragtning af begge disse Organsystemer hos Svampene. 80 IT. " Svampenes vegetative Organ eller Løvet. Løvet er, som vi oven- for have seet, underjor- disk, rodlignende, af hvid- lig Farve og i det Hele saa afvigende fra andre Planters Løv, at man har troet at burde give det et eget Navn og kaldt det Mycelium. Det bestaaer i Almindelighed af fine spin- delvævagtige Traade (Fig. 8 m); sjeldnere viser det sig som tykkere og fastere Rod- grene (S. 108 F. 24 a), men dethar altid saa megen Lig- hed med en Rod, at man ikke kan undre sig over, at det tidligere blev betragtet som 'saadan. SLøvet er 'fleeraarigt og forholder sig til Lavernes overjordiske Løv som de fleeraarige (perennerende) Blomster- planters Rodstok til den overjordiske Stængel; det er ikke alene meget af- vigende i sin ydre Form, men ogsaa i den Maade, En Mycelietraad af Agaricus campestris, om- hvorpaa det udvikles 0g trent 800 Gange forstørret (efter Naturen). a. Å re voxer. Naar Sporen spirer, 81 træder den indre Sporehinde frem gjennem den ydre som en lang rørformet Celle (Fig. 9 g), der, efterhaanden som den voxer i Længde, ved Tværvægge deles i.Led eller i særegne Celler og udsender Grene; herved opstaae grenede Celletraade, de såakaldte Svampetraade (Hyphæ, Fig. 7, Fig. 9 j).…. Disse Celletraade voxe kun i Længden, og de nye Ceiler dannes ved Tværdeling af Endecellen; desuden dannes Sidendkrængninger (a), der snårt ved en Skillevæg Fig. 8. Udvikling af den almindelige Champignon (efter Naturen). — a. b. c. d. vise Spore- husenes trinvise. Udvikling og Myceliet (m) i naturlig Størrelse. — e. Sporehus i et noget senere Stadium, lidt forstørret. — f. samme i Længdegjennemsnit.. — n. første Anlæg af Sporeleiet. — g. Længdegjennemsnit af et mere udviklet Sporehus, nat. Størr. — n. Sporeleie, — 0. det saakaldte indre Hylster, som bedækker Sporeleiet, og naar Hatten slaaer sig ud, viser sig som en Ring paa Frugtstilken. sondre sig som Grene (b). Kun hos de allerufuldkomneste Svampe bestaaer Løvet af en enkelt grenet Celle (S. 124 Fig. 6 82 359) eller af en enkelt Celletraad eller af flere saadanne, som kun ståae i løs Forbindelse indbyrdes (S. 128 Fig. 38); hos de fleste ere de forbundne til de ovenfor omtalte, spindelvævlignende, grenede Traade (Fig. 8 m).. Tyk- kelsevæxten af disse Tråade beroer deels påa Udvidning af de enkelte Celler deels paa at nye Cellegrene skyde sig ind mellem de ældre. Det bliver saaledes rigtigst at betragte Svampens Løv som en Koloni af Svampetraade, saa meget mere som disse i Almindelighed hidrøre fra mange - forskjellige - Sporer:… De… eiendommelige»«CGeller; der danne Svampens Løv, have ofte en betydelig Længde, men ere overmaade smalle (kun 007800. I Gjennemsnit); Cellevæggen er i Reglen meget tynd og vandklar, men Indholdet er ofte graaligt, gulagtigt eller blaaligt og bestaaer af en finkornet, slimet, meget qvæl- stofrig Vædske (Celleslim, plasma), og, hvad der især er. vigtigt at bemærke, det er ganske blottet for Meel- stof og Bladgrønt. Da Løvet ligger skjult i Jorden og. dertil er meget lidet, bliver det i det daglige Liv ganske overseet, og naar der her tåles om en Svamp, tænker man kun paa dennes overjordiske Deel, der i Reglen alene er dannet af Sporehuset. - Der er navnlig nogle, endog af de større Svampe, hvis Løv meget hurtig næsten. ganske forsvinder — dette er saaledes Tilfældet med de smukke røde Russula-AÅrter og med den langstilkede Blad- svamp (S. 112 Fig. 25), ja der gives endog Svampe, om hvilke Botanikerne endnu for faa Aar siden antoge, at de ganske manglede Løv, og det er først i den seneste Tid, at det er blevet godtgjort, at Løvet aldrig ganske mangler hos nogen Svamp, ihvorvel det undertiden kan være vanskeligt nok at paavise dets Tilstedeværelse. Dette gjælder saa- 83 Fig. 9. a. et Hvedeax, i hvilket alle Kornene ere angrebne af Steenbrand. — b. et . Fig. 9. 67 84 Smaa-Ax lidt fortørret. — c. et Brandkorn sammenvoxet med en Støvdrager. — d. samme gjennemskaaret paatværs. — e. en Spore, ligesom f., g. og h. omtrent 460 Gange forstørret. — f. spirende Spore. — g. samme i. et mere udviklet. Stadium, Den kornede Celleslim samler sig i Enden af Mycelietraaden (Promycelium). — h. Spore, som ved at spire i Berøring med Luften, danner eiendommelige penselformig forenede, knopcelledannende Traade. — i. Mycelietraade i Begreb med at trænge ind i Overhudscellerne af en ung Hvedeplante. — j. Mycelietraadene i det Indre af en ung Hvedeplante. -— k. begyndende Sporedannelse i en ung Frugtknude; Sporerne have endnu kun den indre Sporehinde. a—d efter Naturen, e—h efter Tulasne, i—k efter Kuhn. ledes især med Hensyn til de snyltende Støvsvampe, der foraarsage de under Navn af Steen- eller Stinkbrand og Støvbrand velkjendte Sygdomme hos vore Kornsorter. Under- søger man de udviklede Brandsvampe, vil man finde, at hele det angrebne Korn er forvandlet enten til en fast (hos Steenbrand, Fig. 9 d) eller til en løs (hos Støvbrand) Pulvermasse, der udelukkende bestaaer af Sporer (e) uden ringeste Spor til Løv. Dette vil kun sees i den ganske unge Frugtknude, hvori Sporedannelsen først nylig er be- gyndt (k), og desuden vil man kunne paavise Løvet i Straaet, gjennem hvilket det foretager en lang og skjult Vandring, førend det kommer op til Frugtknuden?. Svampe- sporerne sidde nemlig paa Hvedekornene (brandig Hvede), som udsaaes, og begynde at spire omtrent samtidig med disse. De meget fine Mycelietraade bane sig Vei gjennem Overhuden paa den ganske unge Hvedeplante (i) og komme saaledes sind i Straaet, voxe op igjennem dette () og komme tilsidst op i Frugtknuden, hvor - Spøore- dannelsen strax foregaaer paa en Maade, som- nedenfor vil blive omtalt. Der er en Egenskab ved Løvet, som især. fortjener at omtales, da den i høi Grad bidrager til at give Svam- pene en stor Udbredning. Det er dets Fleeraarighed og dets Evne til i-en ganske udtørret Tilstand at vedlige- 85 holde sin Livskraft endog i flere Aar. Ligesom de fleste af de urteagtige Planter; "der "om "Foraaåret ”og Sommeren pryde Skovbunden, som Anemoner, Konvaller, Kodriver, Violer, Surkløver, "Galtetand 0. m. a., især formere sig ved de fra den underjordiskt , fleeraarige Rodstok fremskydende Udløbere, saaledes er ogsaa Skov- bunden gjennemvævet af Svampenes spindelvævagtige fléer- aarige Løv, og fra dette stiger om Efteraaret, naar Veir- liget begunstiger Sporehusenes Dannelse, nåar der er den fornødne Varme og Fugtighed, den talløse Skare af »Svampe« iveiret. Disse forgåae i Reglen meget hurtig, men Løvet vedbliver Aar efter Aar åt voxe og udbrede sig under Jorden og under de nedfaldne Blade, og naar der undertiden følge flere kolde eller tørre Sommere efter hinanden, skulde man troe, at den hele Svampeverden var forsvunden; thi" da dannes der ingen Sporehuse, men Løvet afventer skjult i Jorden en gunstigere Tid. — At Svampeløvet er i høi Grad seilivet, har man især Leilighed til at erfare ved Dyrkningen eller Drivningen af Champignoner, der, da den turde være mindre bekjendt, her kortelig skal omtales, saa meget mere, som den ogsåa kan tjene til at oplyse Modsætningen mellem Svampenes og andre Planters Livsbetingelser. I et lille Hus med en tyk Mur eller i et Skur, der, for at gjøre det frostfrit, er omgivet med en Vold af Tang eller Gjødning, indrettes Stader med flade, -S—9 Tommer høie Kasser, der stilles langs med Væggene, 2-—3 over hinanden, med et pas- sende Mellemrum. I Slutningen af August eller i Be- gyndelsen af September anlægges Bedene, idet disse Kasser næsten fyldes med tør Hestegjødning, som stampes meget fast. Til Formeringen benyttes nu ikke, som man 86 kunde fristes til at troe, Sporerne, men den saakaldte Svampevyngel, det vil sige Myceliet udbredt i en tørve- lignende Masse, dannet af Gjødning og Jord. Saadanne Svampetørv, der tilberedes. påa en egen Maade? og gives Form og Størrelse som en Mursteen, forskrives hertil fra England; i dem kan Myceliet i en Aarrække vedlige- holde sin Livskraft, naar de holdes ganske tørre. I Bedene dannes der Huller, hvis Afstand fra hverandre afpasses efter Svampeyngelens Godhed, og i hvert Hul lægges et lille Stykke af Svampetørven og tildækkes. Nu udelukkes Lyset ved Skoødder — thi ligesaa uundværligt som dette er for andre Planter, ligesaa fordærveligt virker det paa Svampene — og Temperaturen holdes ved et Varmerør eller påa anden Maade paa 10—12?9 K. Naar Myceliet efter 2—3 Ugers Forløb har begyndt at udbrede "sig i Gjødningen, da lægges et Lag fugtig Jord af 3 Tommers Tykkelse paa Bedene og bankes fast. Naar disse nu jævnlig vandes, naar Temperaturen stadig holdes paa 10—12' RK. og naar der daglig gydes Vand paa Varmerøret, for at holde Luften fugtig, ville efter 2—3 Ugers Forløb Sporehusene begynde at vise sig, og snart mylre de frem i tætte Klynger og danne ved deres snee- hvide, glatte Overflade en smuk Modsætning til den mørke Jord. Ved at forhøje Temperaturen kan man efter Behag fremskynde Udviklingen ?”. Efterat have lært Champigunondyrkningen at .kjende vil man let forstaae, hvorfor det er ganske uden Grund at man indtil den seneste Tid — og i Italien endnu den Dag idag — betragter den saakaldte Svampesteen (Pietra fungaja, de gamle Romeres lapis lyncurius) som en gaadefuld Naturfrembringelse. Svampestenen er en uregel- 87 mæssig kugleformet, sortebrun, baard Jordmasse (i Alminde- lighed af et Hoveds Størrelse, men undertiden saa stor, at den veier "henved 100 Pund), som kun forekommer enkelte Steder i Italien, navnlig i Abruzzerne og i Pro- vindsen Basilicata. Hensættes den i en mørk Kjælder eller paa et skyggefuldt Sted og den jævnlig vandes, vil man efter kort Tids Forløb see, at der skyder een eller flere »Svampe« frem, som i Løbet af 4A—5 Dage opnaae deres fulde Stør- relse; Det .er;en lysegul Poresvamp (Polyporus Tuber- aster), som man, da den er vel- smagende, ofte i Italien søger at lokke af Svampe- stenen påa den nysnævnte Maade, og dette kan man gjentage med den samme Steen i flere Aar, naar den kun gives den fornødne Hviletid. En Svampesteen, hvorpaa Sporehuse af Polyporus Tuber- Man har tidligere aster, 1/3 af den nat. Størrelse. havt meget van- skeligt ved at for- staae denne Fremkomst af Svampen af en tilsyneladende aldeles uorganisk Steenmasse, og der er af italienske Forfattere skrevet lærde Afhandlinger og opstillet de urime- 88 ligste Hypotheser for at forklare Svampens Dannelse. Under- søger man imidlertid Stenen omhyggeligt, vil man finde, at det gåaer meget naturligt til; den er nemlig gjennem- vævet af Svampens Mycelietraade, men disse ere saa fine og kun tilstede i saa ringe Mængde, at de meget let kunne oversees. Svampestenen svarer saaledes ganske til de kunstig tilberedte Jordmasser, der, som ovenfor vist, benyttes til Formering af Champignoner?”. Der er en anden Egenhed i Myceliets Væxt, der ikke mindre end dets Evne til at vedligeholde Livs- kraften i en lang Aarrække, fortjener at tages i særlig Betragtning; det er nemlig dets Tilbøielighed til, naar ikke ydre Forhold træde hindrende iveien, fra et oprinde- ligt Midtpunkt at udbrede sig straaleformigt til alle Sider. Dette viser sig baade i det Mindre hos Snyltesvampene og i det Større hos mange Kjødsvampe. Undersøger man saaledes Kartoffelsvampens Væxt, da vil man finde, at den lille.brune Plet, som angiver det første Spor af Myceliet i Kartoffelbladet, bestandig. voxer . ved at der kommer nye ringdan- nede Partier udenom de ældre (Fig. 11). Idet Myceliet straale- formigt udbreder sig til alle Sider, vil det opsende knopcelledan- nende Grene (Fig. 17, mere herom nedenfor) i hele sim Om- fe rode re En TER kreds, og der vil saaledes først Den brune Plet bestaaer af tre ring- opstaae en erøn Ring med et hvidt dannede Partier (efter Naturen). ER Skimmelovertræk, men kort efter bliver denne Ring brun, naar Mycelietraadene have destrueret Cellevævet. Derpaa voxe disse videre og danne påå samme 89 Maade en ny Ring uden om den ældre, og dette gjentager sig, indtil omsider flere Pletter flyde sammen. Ganske paa samme Maade forholder Myceliet sig ogsaa hos den store Skare af Snyltesvampe "(især henhørende til Kjærnesvam- penes Familiej, som foraarsage den saakaldte Bladpletsyge hos mangfoldige Træer og urteagtige Planter. Denne Syge viser sig ligeledes som en uregelmæssig kredsrund, oftest brun Plet (Fig. 12), der betegner den af Mycelietraadene gjennemvævede Deel af Bladet. Sporehusene fremtræde, forsaavidt de ere tilstede, i Regelen som smaa sorte Punkter, men det er meget ofte, at de slet ikke komme til Udvikling. Paa en langt mere paafaldende Fis 12: — Maade gjør dette Forhold i Løvets | Væxt sig gjældende ved de saa- kaldte Hexeringe. Med dette Navn | betegner Almuen paa Landet regel- | mæssige Kredse eller Ringe, dan- I nede navnlig af forskjellige Arter af Bladsvampe (Agaricus campestris, Bladpletsyge paa et Valnødblaa, Oreåades, giganteus 0. m. a.), som foraarsaget af Depazea juglandi- cola; et lille Stykke afBladet, at Ikke sjelden sees paa Marker og i forstørret, (efter Naturen) 1 Skove, og som navnlig tiltrække sig Opmærksomhed derved, at Græsset ogsåa påa samme Sted danner en Ring af en mere lysegrøn Farve og yppigere Væxt, og især ved den Maade, hvorpaa en saadan Ring vedbliver at vise sig paa samme Sted det ene Aar efter det andet, men stadigen voxende i Omfang, saa at man undertiden kan træffe Ringe med et Gjennemsnit af 20 Fod. Dette tilsyneladende saa afvigende Forhold finder let sin Forklaring, naar man seer hen til Løvets under- 90 jordiske, udstraalende Væxt. Løvet vil nemlig, naar det til alle Sider finder de nødvendige Livsbetingelser, navnlig en ligelig Fordeling af henraadnende organiske Substantser, og naar ikke mekaniske Hindringer, som Stene, Træer o. dl., træde iveien, udbrede sig eensformigt til alle Sider. Det voxer nogle Aar udstraalende fra et oprindeligt Midt- punkt, førend det er istand til at danne Sporehuse. eller »uden at frembringe Svampe«. Imidlertid døe de ældre Dele af Løvet bort; de først fremkomne Sporehuse ville saaledes komme til at danne en lille Ring, og Græsset vil her ved de qvælstofholdige Svampes gjødende Virkning voxe frodigere. Da Løvet vedbliver at udbrede sig videre i samme Retning, ville Sporehusene det følgende Aar danne en Kreds, som ligger udenom den foregaaende, og saaledes kan det vedblive i mange Aar. En engelsk Bo- taniker hår nylig angivet, at han i over 50 Aar har iagt- taget en Hexering, dannet af Agaricus giganteus, og at den, uagtet dens … Mycelietraade hvert Aar dannede en større Kreds, dog kun en eneste Gang i hele dette lange Tidsrum frembragte Sporehuse, saa at Hexeringen i dette Tilfælde kun gav sig tilkjende ved en yppigere -Væxt af Græsset; men den havde ogsaa en ugunstig Beliggenhed, da den vendte mod Nord, og Bunden var sandet og tør. Under gunstige Forhold derimod frembringer Ringen hvert Aar Sporehuse, og disse komme undertiden frem i saadån Mængde, at de trykke påa hinanden, saa at mange af dem ikke komme til fuldstændig Udvikling ?. Medens Myceliet eller Løvet hos alle Svampe begynder som de ovenfor beskrevne spindelvævlignende Traade og hos de fleste vedbliver at have denne Beskaffenhed, saa er der dog nogle, hvis Løv paa et senere Udviklingstrin 91 antager et saa afvigende Udseende, at Naturforskerne heri troede at see selvstændige Svampe, som henførtes til egne Slægter, og det er først i den senere Tid, at det er bleven oplyst, at disse kun indbefatte secundære Ud- viklingsstadier af Løvet. Som et mærkeligt Exempel herpaa skal anføres den saakaldte Meeldrøier, der ikke, som man tidligere antog, er en selvstændig Svamp (forhen beskrevet under Navn af Sclerotium Clavus), men det overvintrende Løv af .en Kjærnesvamp (Claviceps purpurea), der desuden frembyder det mærkelige Forhold, at den kun i Begyn- delsen er snyltende, men senere udvikles i Jorden. Den viser sig saaledes først paa den ganske unge Frugtknude af Rugen og nogle andre Græsarter som en graalig, klæ- brig Masse (mere herom nedenfor S. 97), men efter 6— 8 Dages. Forløb voxer den ud til det haarde, krumme, sortviolette Legeme (Meeldrøier eller Moderkorn), der an- vendes som et virksomt Lægemiddel og er bekjendt ved sine giftige Egenskaber (nydt i større Mængde i Brødet, foraarsager det en meget farlig, ofte dræbende Sygdom Meeldrøiersot, Ergotisme). Om Efteraaret falder Meel- drøieren af og bliver liggende paa Jorden Vinteren over uden nogen synlig Forandring. Først i Slutningen af April eller i Begyndelsen af Mai vil man see, at Ydrelaget påa flere Steder begynder at briste, idet smaa kugle- formede Legemer dukke frem (Fig. 13 a), og disse voxe snart iveiret paa en lang Stilk og danne de i Begyndelsen bleggule, senere rødlige og tilsidst rød-violette Sporehuse af Claviceps purpurea (Fig. 13 bj. Paa hvert Meeldrøier- legeme dannes fra ganske faa indtil 20 saadanne Spore- huse; som have naaet deres fulde Udvikling i Slutningen af Mai, saa at Sporerne begynde at spredes paa samme 92 Tid som Rugen blomstrer. I hvert Sporehus findes om- trent 50,000 Sporer, og da disse ere såa smaa, at de endog 300 Gange forstørrede kun vise sig som en lille liniedannet Streg, saa føres de med Lethed af Vinden hen paa Rugblomsterne, hvor de under gunstige Forhold be- gynde at spire paa Frugtknuden og danne paa dennes og Æggets Bekostning det oprindelige Løv, der, da det, som nedenfor vil sees, er knopcelledannende, tidligere betrag- Fig. 13. Meeldrøierlegemer med begyndende (a) og afsluttet (b) Sporehusdannelse. tedes som en egen Svamp og beskreves under Navn af Sphacelia segetum. Denne, Sclerotium Clavus og Claåvi- ceps purpurea ere altsaa ikke, som man tidligere troede, tre forskjellige Svampe, henhørende til tre forskjellige Slægter, men kun forskjellige Udviklingstrin af samme Svampeart! &. Endnu staaer tilbage at omtale et meget eiendommeligt Slags Svampeløv, som til alle Tider er bleven henregnet til de mærkeligste og mest problematiske Frembringelser 93 af Naturen. Det har en meget stor Udbredning og kan træffes paa ethvert gammelt Træstød, hvor det navnlig er udbredt- mellem Barken og Vedet, og har den største Lighed med et Væv af Trærødder (S. 96 Fig. 14 i). Løvets - Hovedstamme udsender Grene, som i Almindelighed ere indbyrdes sammenvoxne og danne Masker; det er mørke- brunt, ofte glindsende og skjørt og bestaaer yderst af et tyndt Lag af tæt sammenvoxede brunlige Celletraade, som ved Tværvægge ere deelte i korte Celler (Fig. 15 b), og indvendig af meget tynde, farveløse, kun løst forbundne, undertiden grenede Traade uden Tværvægge (Fig. 15 an. Dets Lighed med en Rod bliver saa meget desto større derved, at -det voxer paa samme Maade som denne, nemlig kun i Spidsen og undflyende Lyset. Uagtet det "indtil for faa Aar siden aldrig var lykkedes at finde saa- dant Løv med Frugt, saa ansaae man det dog for en selvstændig Plante; men om denne Plantes Plads i Sy- stemet herskede der de forskjelligste Meninger, idet Nogle meente deri at see en Lavart, andre en Alge, men de Fleste heldede dog til den Mening, at den maatte hen- føres til en egen Slægt (Øhizomorpha) blandt Svampene. Efterat man nu i den seneste Tid har fundet frugtbærende Exemplarer af den saakaldte Khizomorpha, maa det an- sees for godtgjort, at denne ikke er nogen selvstændig Svamp, men en gold Form af andre Svampe, navnlig af Xylaria Hypoxylon, som kun ganske undtagelsesvis danner Frugt. Saadant rodlignende Svampeløv forekommer ikke alene som en uadskillelig Ledsager af gamle Træstød, men ogsaa meget almindelig i Brønde, Vandrender og navnlig påa Træværket i dybe Bjergværksgruber, hvor det især har tiltrukket sig megen Opmærksomhed ved sin 94 lysende Egenskab. Det antager her en noget anden Form end ovennævnte (Øhizomorpha subcorticalis); det har nemlig længere og trinde Grene og er beskrevet under Navn af Iihizomorpha subterranea!!. IEL. Svampenes Formering ved Knopceller. "Det tør antages bekjendt, at Formeringen ved Knopper eller, som den ogsaa betegnes, ved Deling spiller en vigtig Rolle hos Blomsterplanterne, og at den her ikke blot gjør sig gjældende som naturlig Formeringsmaade — saaledes navnlig hos de med Ranker eller Udløbere eller med Løgknoppér (Bulbiller) forsynede Planter — men at dens hensigtsmæssige Anvendelse udgjør en væsentlig Deel af Gartnerens Kunst. En tilsvarende Formering forekommer ogsaa hos Svampene og de andre Løvsporeplanter, men her træder i Knoppens Sted en enkelt Celle. Det er ofte ved saadanne Knopceller, at Svampene fåae en saa stor Betydning i Naturens Husholdning, og det skyldes navnlig dem, at de af Snyltesvampe foraarsagede Plantesygdomme ofte antage en epidemisk Karakteer. — Knopcellerne have i Almindelighed saa megen Lighed med Sporer, at de meget let forvexles med disse, og då nu den samme Svamp i sin yngre knopcelledannende og i sin ældre spore- dannende Alder ofte har et meget forskjelligt Udseende, ja ikke sjelden en forskjellig Voxemaade — herpaa neden- for flere Exempler — saa har dette givet Anledning til megen Forvexling, idet de knopcelledannende Udviklingstrin af mange Svampe ere blevne betragtede som egne Arter 95 eller Slægter, eller endog blevne henførte til andre Fa- milier eller Ordener end de Spampe, hvortil de høre. Knopcellerne begynde i Almindelighed at spire meget kort Tid (ofte kun faa Timer) efter at de ere dannede, og Spiringen viser sig som en ligefrem Væxt, idet Cellen rørformig udvides (Fig. 16 c d); Sporerne derimod ere ikke sjelden overvintrende og spire først Aaret efter at de ere dannede;-desnden foregaaer Spiringen gjerne saaledes, at den indre Sporehinde trænger frem gjenném den ydre, idet denne brister, naar den ikke, som ofte er Tilfældet, er forsynet med et Hul. Ligesom Stiklingen eller Pode- kvisten allerede bærer Frugt efter faae Aars Forløb, me- dens Frøtræet først kommer saavidt efter en lang "Åar- række, saaledes fortsætter ogsaa Knopcellen den af Moder- planten begyndte Udvikling, medens det af Sporen dan- nede Løv, idetmindste hos mange af de højere Svampe, maa opnaae en Ålder af flere Aar, førend det begynder at danne Frugt. Der er neppe nogen anden Svamp, der har en saa rigelig Udvikling af Knopceller, og hos hvilken disse saa let iagttages som hos den ovenfor omtalte gre- nede Stødsvamp. Den sammentrykte, i Spidsen mere eller mindre grenede Frugtstilk (Fig. 14 a,b, c, d, e) er i Begyn- delsen paa hele sin Overflade med Undtagelse af den ne- "derste sortfiltede Deel knopcelledannende. Knopcellerne afsnøres i Enden af fine Celletraade som meget smaa aflange Celler (k) og danne et tykt Lag hvidt Pulver, der ved den mindste Berøring spredes i Luften (sees i Fig. 14 over a). Efterhaanden som Svampen gaaer over til at blive frugt- bærende, antager den et ganske andet Udseende. Den midterste Deel af Frugtstilken (n) svulmer og bliver valse- "formet, og istedetfor det hvide Pulver, som nu er ganske LN Auer eee | | | I | I |! TIM | | mt | Fig. 14. Den grenede Stødsvamp i forskjellige Udviklingsstadier, fasisiddende paa Stødet af en Bøg (efter Naturen). Barken er forneden borttagen, saaat man seer det under samme skjulte golde, rodlignende Løv (Rhizomorpha). a. et ungt, b. et noget ældre Sporehus, begge med Undtagelse af den sortfiltede Stilk bedækkede med et tykt, hvidt Lag af Knopcellepulver; over aåa sees dette som Støv svæve i Luften. n. den 97 Deel, hvori Sporeleierne udvikles. 0. den øverste, omsider affaldende Deel. c. et aargammelt Sporehus, den øverste Deel af Frugtstilken affalen, og Filten paa den nederste næsten forsvunden. d. en stærkt grenet Plante. e. en lignende med en meget lang Frugtstilk, der forneden er gaffelformig deelt, ved x er den ene Green affalden. f. en frugtbar (men ufuldkomment udviklet), og g. en gold Green, som udgaae fra Rhizomorpha. i. Hovedstammen af Rhizomorpha. kk. Tre Knopceller, meget stærkt forstørrede. Fig. 15. Et lille Stykke af et Længdesnit gjennem en Rhizomorpha-Green, 500 Gange forstørret. a. rørdannede Ceiler i den indre marvlignende Deel. b. Cellerne i Barklaget. forsvundet, sees smaa vorteformede Ophøininger med en Pore i Spidsen, som fører ind til Sporeleiet. Omsider falder næsten hele den øverste sammentrykte og golde Deel af Frugtstilken af, og ligeledes forsvinder Filten ved Grunden. — Hos Meeldrøiersvampen, der ligesom foregaaende hører til Kjærnesvampene og hvis overvin- trende Løv er omtalt ovenfor, finder et lignende Forhold i Knopcellernes Dannelse Sted, men den voxer i Begyn- delsen snyltende paa Rugen. Saadanne Rugax, hvorpaa der senere findes Meeldrøier, ville medens de endnu ere ganske unge vise sig klæbrige og glindsende, og paa Straaet hænge ofte store Draaber af en graalighvid eller gulgraa, stinkende Slim, der har en ubehagelig sødlig Smag og af Landmændene almindelig betegnes som Hon- ningdug. Bringer man lidt af denne Slim under Mikro- skopet, vil man finde, at den er opfyldt med utallige meget smaa ovale, oftest paa Midten lidt indsnørede og med to Kjærner forsynede Celler (Fig. 16), der i en fugtig . Atmosphære allerede efter 12 Timers Forløb begynde at spire (c d), og saaledes vise sig at være Knopceller. Op- rindelsen til denne Knopcelleslim vil man let finde ved at undersøge de Ax, hvorpaa den findes. Her vil den nemlig sees at komme frem fra nogle af Smaa-Axene, hvis Avner ved den tildeels sammenklæbes, og i hvilke Frugtknuden er mere eller mindre omdannet til et graalighvidt klæbrigt lørd é 98 Legeme. Bringer man et tyndt Tværsnit heraf under Mikroskopet, vil man see, at der fra den uregelmæssig foldede Overflade er dybt indtrængende Furer, at Cellerne ; ere mere eller mindre ødelagte ved meget fine E Svamptraade, som især VÆ danne et tæt Væv i den X yderste Deel(m), hvor- fra «de efterhaanden trænge dybere ind, og i . at der fra hele Over- a.et lille Stykke af den unge af Meeldrøiersvampen angrebne Frugtknudes Overflade. Fra Myceliet (m) fladen af alle Furerne udgaae korte knopcelledannende Traade. b. Knop- udgaaer en uendelig: celler. c.d. samme spirende. Mængde korte Traade (a), som i Enden afsnøre Knopceller (b). Omtrent efter 6 Dages Forløb begynder Myceliet i sin nederste Deel at antage en ganske anden Beskaffenhed, og voxer iveiret som et fast sortviolet, krummet ' Legeme, den velbekjendte Meeldrøier eller det ovenfor omtalte over-" vintrende Mycelium af Claviceps purpurea. Ved disse Knopceller overføres Svampen hurtig til sunde Ax og kan, | naar dens Udvikling begunstiges af varmt og fugtigt Veir, faae en stor Udbredning; man finder derfor ogsaa ofte Meel- drøiersvampen i dens forskjellige Udviklingsstadier påa samme Mark. — Hos Meeldugsvampene (Erysiphe) dannes Knop- cellerne i Enden af oprette Celletraade (S. 126 Fig. 38 Cc), der udgaae fra det over andre Plantedele som fine spindel- vævagtige Traade udbredte Løv. Da Meeldugarterne især i en vis Periode af deres Udvikling danne Knopceller, og da navnlig nogle Arter, især under visse Forhold, vedblive næsten alene at have dette Slags Formeringsorganer, saa 99 har man tidligere troet at disse knopcelledannende Former vare selvstændige Svampearter, og man har henført dem til-Slægten Oidium, men ved den nyere Tids Undersøgelser er det godtgjort, at de til denne Slægt henførte Arter kun ere Former af Erysiphe. Dette gjælder saaledes navnlig med Hensyn til den Svamp, der har foraarsaget saa store Ødelæggelser paa Druerne eller Druesvampen; den er nemlig ikke, som man tidligere antog, en egen Årt af Slægten Qidium (0. Tuckeri), men en knopcelle- dannende Form. af den almindelige Meeldug (Erysiphe communis), en af de almindeligste og mest udbredte Snyltesvampe"?, Medens de fritsvømmende Knopceller eller de saa- kaldte Sværmsporer ere meget almindelige hos Algerne, forekomme de derimod meget sjelden hos Svampene, hvilket staaer i Overeensstemmelse med disse Knopcellers Natur, da de kun kunne udvikles i Vand. Af de faa Svampe, hos hvilke man hidtil har lært Sværmknopceller at kjende, er der ingen,” hvor de frembyde saa stor In- teresse som hos Kartoffelsvampen, da det navnlig er dem, som bidrage til at give Kartoffelsygen dens epidemiske Karakteer. Kort efterat denne Svamp har givet sin Til- stedeværelse paa Kartoffelbladene tilkjende som ganske smaa brune Pletter, vil man i Omkredsen af disse iagt- tage et fint, hvidt Skimmelovertræk. Bringer man et lille Tværgjennemsnit af denne Deel af Bladet under Mikro- skopet, da vil man ved at anvende en stærk Forstørrelse see, at der fra de overordentlig fine og tynde Mycelie- traade, som navnlig gjennemvæve det løse Parenchym paa Bladets Underflade (Fig. 17 a), stige Grene (b) iveiret gjennem Spaltaabningerne, snart enkeltvis snart 2—5 sammen, og at disse atter udsende mindre Sidegrene, TUES 100 som efterhaanden udvide sig i Spidsen og danne æg- formede Opsvulmninger (cc), hvori Celleslimen. lidt efter lidt samler sig. Snart danner der sig en Skillevæg lidt Fiske (WA ze < [2] md oa 3 FA / [2] (4 % bo (g Fig 17. Tværsnit gjennem et lille Stykke af et Kartoffelblad, stærki forstørret (Under- fiaden vendt opad). 5, VE Svampenes Livsbetingelser, deres Betydning i. Naturens " Husholdning m. m. Ligesom Svampene i deres Form ere overordentlig afvigende fra alle andre Planter, saaledes staae de ogsaa i deres ydre Livsbetingelser og med Hensyn til den Rolle, 121 de spille i Naturens Husholdning, i en bestemt Modsæt- ning til disse. Medens de andre Planter under Lysets Indvirkning danne det nærende Meelstof, hvorved de gribe saa mægtigt ind i Menneskets Tilværelse, og Bladgrøntet, der ikke alene paa det nøieste er knyttet til Plantens vig- tigste Livsprocesser, Assimilationen og Respirationen, men ogsaa paatrykker det hele Plantedække det med den grønne Farve forbundne eiendommelige Præg, saa kunne Svam- pene kun trives i Mørket; men de danne heller ikke Meelstof eller Bladgrønt og kunne kun optage Næring af de af andre Planter (eller Dyr) assimilerede Stoffer, enten som Snylteplanter eller som Raaddplanter (Sapro- phyter), eftersom det er den endnu levende Plante (eller Dyr) eller de raadnende organiske Substantser, hvoraf de næres. Det Eiendommelige i Svampenes Ernæringsliv staaer i den nøieste Forbindelse med deres Forhold til Lyset eller deres Evne til at undvære dette. Svampe- verdenen har sit Hjem i Skovens dybeste Skygge, og Dyrkningen af Champignoner lykkes kun, som vi have seet, under fuldstændig Udelukkelse af Lyset. Ligeledes vise Undersøgelser over Svampenes Væxt?&, at denne er noget stærkere om Natten, og der er navnlig nogle Arter, som påa en meget iøinefaldende Maade godtgjøre den Af- hængighed, hvori Svampene med Hensyn til Sporehusets Udvikling staae til den periodiske Vexel af Lys og Mørke. En lille Svamp (Pilobolus crystalinus), som til alle Tider har tiltrukket sig Botanikernes Opmærksomhed ved sin eiendommelige pludselige Afkastning af Sporegjemmet, kan tjene til at oplyse dette Forhold. Den voxer almindelig påa Hestegjødning, og den hele Svamp, Sporegjemmet ind- befattet, bestaaer kun af tre Celler (Fig. 35 c). Den ene af disse, der er rodagtig grenet og ligger skjult i Gjød- 122 . N ningen, danner Myceliet (c'), den anden, der er opret og paa Midten lidt indsnævret, svarer til Frugtstilken (c"), Fig. 35. infher DC EDS Pilobolus crystallinus, omtrent 15 Gange forstørret. a, b, c vise den gradvise Udvik- ling af Sporegjemmet og Stilkcellen. c' Myceliecelle. c” Stilkecelle. c'"Y Sporegjemme. d' kegleformig Forlængelse af Stilkcellen, som gaaer op i Sporegjemmet. d” det ; afkastede Sporegjemme. og den tredie, kugleformede er Sporegjemmet (c"””). Hele Sporegjemmets Dannelse foregaaer i Løbet af 24 Timer. Den begynder om Formiddagen med en Udkrængning af Myceliet, som skyder iveiret og snart ved en Tværvæg ad- skilles fra dette som en egen aflang Celle (a). Denne er fyldt med en mørk Celleslim, der viser en stærk strøm- mende Bevægelse op imod Spidsen af Cellen, og nu vil man iagttage, hvorledes denne Stilkcelle efterhaanden, idet den voxer, svulmer kugleformigt i-Enden (b), og hvor- ledes Celleslimen mere og mere forsvinder i Stilkcellens nederste Deel og samler sig i Hovedet, som tilsidst bliver mørkebrunt og uigjennemsigtigt. Saavidt skrider Udvik- lingen frem fra Formiddagen til Aftenen. Om Natten ad- 123 skilles Hovedet ved en Tværvæg fra Stilkcellen, der dannes af hele dets Celleindhold en stor Mængde Sporer, og Spore- gjemmets Hinde bliver sort (c””). Den følgende Formiddag mellem Klokken 11 og 12 vil man see, at Sporegjemmet pludselig kastes iveiret med stor Kraft og falder ned i 2—3 Tommers Afstand fraStilkcellen. Afkastningen af Spore- gjemmet forklares derved, at Stilkcellen vedbliver at voxe efterat Sporegjemmet er dannet, såa at det med sin Spidse hæver sig kegleformigt op i dette (d') og derved udøver et stærkt Tryk paa Randen af Sporegjemmet?”?. Denne mærke- lige lille Svamp er første Gang beskrevet af den ved sine mikroskopiske. lagttagelser berømte danske Naturforsker O. F. Miller, og det vil være tilstrækkeligt at anføre Ti- telen påa hans tvende herom handlende Afhandlinger: »Von der Entdeckung eines neuen Geschlecht von Thier- pflanzen (1778)« og »Von einem Krystalschwåmchen (1782)4«, for at antyde hans eiendommelige Opfattelse af dens Natur. I Naturens Husholdning staae Svampene ligeoverfor de andre Planter som en fiendtlig, ødelæggende og til- intetgjørende Magt. Ikke at tale om den Hær af Svampe, som uopholdelig indfinder sig forat fremskynde og fuld- ende den ved Sygdomme, ydre Vold eller paa anden Maade indledede Opløsning, men ogsaa de fuldkommen sunde Planter ere stadigen udsatte for Angreb af saadanne Svampe, som selv hidføre Sygdommens og Dødens ÅAar- sag. Dette gjælder om Snyltesvampene, af hvilke navnlig nogle ved deres frygtelige Ødelæggelse blandt Culturplanterne have faaet en særegen statsøkonomisk Betydning — saa- ledes navnlig Kartoffelsvampen, der siden 1845. har hærget hele Europa, Druesvampen, der fra 185£ til 1857 bragte Udbyttet af Frankrigs Vinavl ned til en Fjerdedeel af hvad det tidligere havde været, RKustsvampen, som alene den sidste Sommer i Danmark antages at have ødelagt Hvede til over een Million Rigsdalers Værdi, lige- — Fig. 36. ledes Brand, KRapssvampene o. fl. a. Men in Snyltesvampene skaane ikke engang Dyr og Mennesker. Her skulle kun nævnes Muscar-- dinesvampen, bekjendt ved sine Ødelæggel- ser blandt Silkeormene, og de mærkelige Cordycepsarter, hvis store stilkede og valseformede Sporehus voxer frem af en Larve (Fig. 36), idet nemlig Myceliet ud- breder sig i den levende Larve, såa at denne tilsidst bliver ligesom udstoppet; herved dræ- bes Larven, og efter nogen Tids Forløb kommer Sporehuset tilsyne 28, Blandt Menne- skets Snyltesvampe fortjene især to Arter at udhæves, som foraarsage Sygdomme i Hoved- | huden og Haarrødderne (Skurv), saa at Haarene falde af, nemlig Åchorion Schoenleinii og Trichophytum tonsurans?), Saa store og i mange forskjellige Ret- ninger indgribende Ødelæggelser kunne kun udføres ved overordentlige Midler. Men Svampene kunne ogsåa i denne Kamp mod den øvrige organiske Verden stille en Armee, som anslaaes til 24,000 Arter, og mange af disse tælle igjen Millioner, ja Milliarder af Individer; de have fremdeles i deres Sporers overordent- lig ringe | Størrelse et Middel til en Cordyceps Robertii paa Larven af Hepialus virescens. a Frugtstilken. b Sporehuset. 125 udstrakt og hurtig Udbredelse, hvorved de komme til at virke som en usynlig Magt gjennem Luften, og. disse Sporer kunne uagtet deres Lidenhed, og uagtet de kun bestaae af en eneste Celle vedligeholde deres Spireevne i flere Aar og kunne uden at dræbes taale 104—128'. tør og 60? fugtig Varme. Hertil kommer en Mangfoldighed af Formeringsorganer, hvori Svampene langt overgaae alle andre Planter. Vi have ovenfor lært Knopcellerne og de egentlige Sporer at kjende, men hos mange Svampe findes desuden andre Slags Sporer, hvis særegne Betydning det kun for nogle Arters Vedkommende er lykkedes at paavise. Hos " den Rustsvamp, der foraarsager saa store Ødelæggelser blandt vore Kornsorter, findes saaledes to Slags Sporer; nogle ere runde, stilkede, eencellede, have en ufarvet Celle- hinde og danne de brune Pletter paa Bladene og, Straaet, andre ere aflange, tocellede, have en mørkebrun Cellehinde og danne de senere fremkommende sorte Pletter; medens "Sporerne i disse ere overvintrende og først spire det føl- gende Foraar, saa Fig 37. begynde de i hine derimod strax at spire og tjene til Formerelsen samme Sommer. Den Slægt, hvortil Kartoffelsvampen hører (Perenos- pora) har store Perenospora.. a Sporegjemme med en Spore. aa” Mycelie- ? traad. a'” Sporegjemme, a/”. Spore. »b Sporidangie. b' kugleformede med Stilkcelle. - ec Sporidier. (a og b 278, c784 Gange forstørr.). en tyk Cellehinde forsynede og overvintrende Sporer, som dannes efter Befrugt- 126 ningen (Fig. 37åa””); de sidde paa de i Bladkjødet skjulte Mycelietraade, men sammestedsfra udgaae ogsaa kugle- formede Celler (Fig. 37 b), som ndeholde meget smaa Sporer (c). Disse har man kaldt Sporidier, og Moder- cellen, hvori de dannes, Sporidangie 29, Dette Slags Formeringsorgan findes ogsaa hos Meel- Erysiphe communis. Et lille Stykke af et Blad, hvorpaa denne Svamp voxer, stærkt forstørret. Et Væv af Mycelietraade beklæder hele Underfladen. a Sporehus. b Sporidangie, opstaaet ved Omdannelse af en knopcelledannende Traad. c knopcelle- dannende Traad. d Sporidangie, fremgaaet ved Omdannelse af et Sporehus. e Spore- gjemme, udtaget af Sporehuset. dugsvampene (Erysiphe), hvis Knopceller og Sporehuse vi ovenfor have lært at kjende, og hos disse frembyder det stor Afvexling i Form og synes snart at opstaae ved en Om- dannelse af de knopcelledannende Traade (Fig. 38 b) og 125 .snart af Sporehusene (d)?!, Da disse Formeringsorganer sjelden optræde alle paa een Gang, men hvert især i Re- gelen er knyttet til et bestemt Udviklingstrin, saa have de fleste Svampe påa deres forskjellige Udviklingsstadier et meget. forskjelligt Udseende, hvilket (som allerede oven- for S. 94 er antydet) har givet Anledning til, at man ofte af den samme Svampeart har dannet to eller tre for- skjellige Slægter — saaledes henførtes Sommersporerne af Rustsvampen til Uredo, men de overvintrende Sporer til Puccinia — og det skyldes navnlig den franske Bota- niker Tulasnes talrige og skarpsindige Undersøgelser, at man ved at tage det tilbørlige Hensyn til Svampenes Ud- viklingshistorie er kommen til en ganske anden Opfattelse af deres systematiske Forhold, hvilket har havt en fuld- stændig Reformation af Svampesystemet tilfølge. Den ovenfor givne Fremstilling, der navnlig gaaer ud paa at vise, at Svampene uagtet deres mange eiendomme- lige og afvigende Forhold dog ere byggede efter samme Grundplan som den øvrige. Planteverden, skal tjene som Indledning til et følgende Afsnit om de saakaldte Slim- svampe (navnlig om Troldsmørsvampen), der ved deres dyriske Livsyttringer i den senere Tid have tiltrukket sig saa megen Opmærksomhed. 128 Anmærkninger. 1. (S. 75). En udførlig Fremstilling af Stammens Forhold hos de Eenkimbladede findes i min Afhandling om Dværggrene (Tidsskrift for popul. Fremst: af Naturvidenskaben. 1862. S. 84). 2. (S. 78). See herom: Cycadeerne eller Koglepalmerne af Å. S. Ørsted (Tidsskrift for popul. Fremst. 1860. S. 129). 3. (S. 78). Hos de højere Sporeplanter saavelsom hos Mosserne kan Æggekjærnen endnu antages at være tilstede, hertil synes nemlig Sporefrugten at svare. (A. Braun: Ueber Parthenogenesis bei Pflanzen, S. 366). 4. (S. 79)... Mere herom i A. Brauns Afhandling om Partheno- genesis. , i 5. (S. 84). Denne Vandring af Brandsvampenes Løv er først påa- viist af Kuhn. (Die Krankheiten der Kulturgewåchse. Berlin. 1859.) 6 (S. 85). Saadanne tørvelignende Masser, gjennemvævede af Champignon-Myceliet, erhoides ved at lade Hestegjødning alene eller blandet med Ko- og Faaregjødning henligge 3—4 Uger i Bunker; efter denne Tids Forløb vil Gjødningen vise sig gjennemvævet af Myceliet. Il en af Gjødning og Jord sammenæltet og som Tørv formet og noget tørret Masse stikkes i 3—4 Huller noget af den tilberedte Gjødning, hvorpaa Tørvene sættes i Stabel med et Lag Gjødning udenom, for at tilveiebringe en Temperatur af 10—129%. Naar Myceliet har udbredt sig i Tørvene, henlægges de i et aabent Skur for at tørres. I denne tørrede Tilstand er det, at de komme hertil fra England. 7. (S. 86). I Rosenborg Have findes et Svampehus, hvor man hele Vinteren kan have Leilighed til at see Dyrkningen .af Cham- pignoner. 8. (S. 88). Neue Denkschriften der allg. schweiz. Gesellschaft fur die gesammten Naturwissenschaften. Band 7. 1845. 9. (S. 90). Botanische Zeitung von H. Mohl und Schlechtendal, 1851 p. 865 og 1862 p. 407. 10. (S. 92). Mémoire sur Vergot des Glumacées par M. L. R. Tulasne. Annales des sciences naturelles. Partie botanique. Troisiéme série. Tome 20. 1853. 11. (S. 94). En Monographie over alle Arter (betragtede som Lichener) af Acharius i Vetenskabs Academiens Handlinger 1814. — Die unterirdischen Khizomorphen von Nees von Esenbeck, Nøggerath u. Bischof i Nova Acta Acad. Leop.-carol. V. XI. 1823. — Ueber Rhizo- morpha fragilis von Schmitz i Linnæa. Band 17. 1843. — Botanische Leitung 1856, p. 897. — Die wichtigsten Såtze der neuern Mycologie 129 von Bail. 1861. (Separataftryk af Nova Acta). Tulasne: Selecta Fun- gorum Carpologica (1861) p. 128. — Mange andre afvigende Former af Myceliet ere opstillede som egne Slægter; saaledes Myceliet af Merulius (destruens) som (Goniophora (membranacea), af Polyporus-Arter som Xylostroma (gigantea) og af Cantharellus (Crucibulum) som Himantia. Hertil kan ogsaa henregnes den secundære Form af Myceliet hos mange Svampe, som tidligere henførtes til en egen Slægt, Sclerotium, (en vigtig Afhandling herom af Léveillé findes i Annal. des scienc. natur. 2 Ser. T. 20. 1843) og ligeledes Slægterne Mylitta og Pachyma (Ber- keley: on two tuberiform vegetåble productions from Travancore, Transact. of the Linn. Society. V. 23. 1860). "192. (S. 99). Mohi: Botanische Zeitung. 1854. p. 137. Tulasne: FÆRD: 115. i 13. (S. 102). De Barry: Den herskende Kartoffelsygdom. (Over- sat af Heiberg.) 1862 14. (S. 104). Pasteur har opsamlet Luft i Glasballoner (som oprindelig vare gjorte lufttomme, og derpaa fyldte indtil en tredie Deel med filtreret Ølgjærvand) i forskjellige Høider, fra Havets Niveau til Snee- grændsen og derved vist, at der findes Svampesporer i al Luft, men at disse aftage i Mængde, efterhaanden som man stiger høiere iveiret. (Comptes rendus.) 15,.(S. 106). Gjærsvampen betegnedes snart som Hormiscium (H. vini, H. Cerevisiae), snart som Sacearomyces, Mycoderma eller Torula. Blandt de Forfattere, som i den senere Tid have anstillet, Undersøgel- ser om Gjæren, skulle navnlig udhæves: Bail (Regensburger Flora, Nr. 27—298), Schråder (Annalen der Chemie von Liebig und Wohler, 1859. p. 35—52), Hoffmann (Botanische Zeitung. 1860. Nr. 5—6), Pas- teur (Comptes rendus. 1860.) 16. (S. 111). Tulasne: Selecta Fungorum Carpologica p. 148. 17. (S. 116). Hofmeister: Ueber die Entwickelung der Sporen des Tuber aestivum. (Jahrbucher fur wissenschaftliche Botanik, heraus- gegeben von Pringsheim. 2 B. p. 378). 18. (S. 116.) A de Bary: Ueber die Geschlechtsorgane von Pere- nospora. (Botanische Zeitung von H. v. Mohl u. Schlechtendal. 1861. p. 89. 19. (S. 116). Pringsheim: Beitråge zur Morphologie und Syste- matik der Algen. II. Die Saprolegnien. (Jahrb. wissensch. Bot. 1 B., p. 284). 20. (S. 117.) Tuiasne: Nouvelles recherches sur Vappareil repro- dueteur des Champignons. (Annal. des scienc. natur. 3 ser. T. 20, 1853). 21. (S. 119). Pringsheim: Ueber das Austreten der Sporen von Sphæria Scirpi aus ihren Schlåuchen. (Jahrb. f. wissens. Bot. 1 B. p. 129.) 92. (S. 119). Bævresvampene (Tremellini) har man tidligere hen- ført til Kjødsvampene (Hymenomycetes), men efter Tulasnes Under- 9 130 søgelser (Sur l'organisation des Tremellines, Ann. scienc. nat. 3 Ser. T. 19, 1853), frembyde de saa mange eiendommelige Forhold, at det vistnok maa ansees for rigtigst at betragte dem som en egen Afdeling. 23. (S. 119). Léveillé: Recherches sur !”Hymenium de Cham- pignon. (Ann. scien. nat. 2 Ser. T. 8, 1837). . 24. (S. 120). E. Fries har vist Betydningen af Sporernes Farve i den systematiske Inddeling af Svampene, navnlig af Bladsvampene (Agaricus). 25. (S. 120). Hoffmann: Untersuchungen uber die Keimung der Pilzsporen. (Jahrbucher fur wissenschaftliche Botanik, herausgeg. von Pringsheim. 2 B. 1860.) 26. (S. 121). Schmitz: Beitråge zur Anatomie und Physiologie der Schwåmme. (Linnæa, ein Journal fir die Botanik. B. 17, 1843). 27. (S. 123. En Afhandling af Gohn om Pilobolus crystallinus findes i Nova Acta Acad. Leop. Carol. Tom. 23. B. 15. ' 28. (S. 124). Man kjender 15 Arter af denne Slægt, som voxe paa Larver (Bonplandia, 1857, p. 20); de fleste have hjemme ide varme Lande, dog er der en Art (militaris), som ogsaa forekommer i Danmark. 29. (S. 124). Robin beskriver i sit Værk over de Snyltesvampe, som leve paa Mennesker og Dyr (Histoire naturelle des végétaux para- sistes, qui croissent sur I'homme et sur les animaux vivants, 1853), 87 Arter. 30. (S. 126). Ueber zwei- und dreierlei Fruchte einiger Schim- melpilze. (Monatsberichte der kånigl. Akademie der Wissenschaften. Berlin 1855.) 31. (S. 126). Tulasne: Selecta Fungorum Carpologica. R- Darwins Theori om Årternes Oprindelse. Andet Afsnit. (Forskjellige Indvendinger mod Theorien; Instinktet; Bastarddannelser; Geologiens og Pålæontologiens Resultater). 6. 1 orini søger dernæst at imødegaae de Indvendinger, som man kunde opstille mod hans Theori. Den første af disse er denne: »Hvorfor see vi ikke overalt i Naturen utallige Overgangsformer? hvorfor byder Naturen os en Række af i det hele vel afgrændsede Arter istedenfor et Miskmask af Former, der løbe i hinanden?« Man kan hertil svare for det første, at mange Arter kunne være opstaaede paa en Tid, da Lande eller Have, der nu hænge sammen, endnu vare adskilte; mellem de under disse Forhold opstaaede Arter vil man da ikke med " Grund kunne vente, at der skulde være Mellemformer. Dernæst, at Naturen ved »Alvsvalget« selv sætter Grændse for den uendelige Afændring ved at udstøde alle mindre heldige Former; det gaaer dermed som med Afarterne. Man tænke sig en sammenhængende Landmasse, bestaaende af et stort Bjergland, et udstrakt Sletteland og påa Grændsen mellen dem et smalt Bakkestrøg. Hos Beboerne af hver af disse Landstrækninger vil der f. Ex. uddanne sig en egen Faarerace, men Bakkelandets Race vil, selv om alle andre Betingelser ere lige gode, paa Grund af dens ringere Antal 9% 132 af Individer ikke skride saa hurtigt frem påa Forædlingens Bane som de andre og efter nogen Tids Forløb derfor fortrænges af disse. Paa samme Maade vil det gaae med Arterne, hvis disse kun ere sig udviklende Afarter. Mellemformerne maae imidlertid have levet en Gang; mån kunde derfor mene, at man maatte finde dem som fossile; at dette dog kun i en. meget ringe Grad kan være Til- fældet, udvikles senere i et eget Afsnit. »Jordskorpen er vel et stort Museum, men dettes naturhistoriske Samlinger ere kun tilvejebragte til enkelte Tider, der ligge uendelig langt fra hinanden. « En anden Hovedindvending er: Hvorledes vil et Dyr (eller en Plante) med en bestemt, skarpt udpræget Levemaade og Bygning kunne have sin Oprin- delse fra et andet med en ganske anden Leve- maade og Bygning? Hvorledes kan f. Ex. et Land- Rovdyr forvandles til et Vand-Rovdyr? Svaret gives, efter D.s Mening, let af de i Naturen virkelig forekommende Over- gangs- eller Mellemformer mellem større Grupper med for- skjellig Bygning og Levemaade. Flodilderen f. Ex. har Svømmehud mellem Tæerne og ligner Odderen i Hen- seende til Pelsen, de korte Been og Haleformen; om Sommeren dykker den i Vandet og lever af Fisk, om Vintren lever den som andre Iildere af Mus. Den kan altsaa be- tragtes som en. Overgangsform mellem ilder og Odder. Hvorledes skulde man vel kunne forklare sig Flåager- musenes Tilblivelse efter D.s Theori? Naar man seer ben til de mange Tillempninger, hvorved den sædvanlige Pattedyrform gjennem Flyveegern og Flagreaber bringes til at nærme sig Flagermusens, til de mange Trin fra Egernets behændige Spring gjennem de flagrende Pattedyrs Svæven til Flagermusens virkelige Flugt, kan man ikke 133 betvivle, at denne såa afvigende Pattedyrforms Uddannelse jo er skeet gjennem lignende Mellemled. Dersom de nu- levende Slægter af »vingeløse Fugle”) vare strøgne af Systemet, dersom de f. Ex. alt for rum Tid siden vare uddøde og forblevne ubekjendte, hvem vilde da have troet, at der kunde existere saa mange Trin i Flyveevnens Udvikling hos Fuglene? Det følger af sig selv, at disse hypothetiske Overgangsformer ofte kun fik en kort Til- værelse, og at de derfor nu ikke længere kunne paavises. Det er fremdeles ikke vanskeligt at anføre Exempler påa, at Dyr kunne forandre deres Levemaade — f. Ex. de Insekter, som leve af indførte Planter — eller at denne kan ligesom grene sig ud i meget forskjellige Retninger; den sorte Bjørn i Nordamerika svømmer ofte i hele Timer om i Vandet med aaben Mund for at fange Smaadyr ligesom en Hval, og D. anfører Exempler påa Fugle, hvis Leve- maade paa en Gang svarer til Taarnfalkens og Isfuglens, eller, som Musvitens, omfatter baade Tornskadens, Træ- løberens og Nøddekrigens. Ofte seer man ogsaa i en Slægt med meget udpræget Bygning, hvis andre Arter strængt holde sig til den derved påabudte Levemaade, "enkelte alligevel afvige paafaldende i denne Henseende, f. Ex. frugtædende Spætter eller langvingede Spætter, der fange Insekter i Flugten istedenfor påa disse Fugles sæd- vanlige Maade; paa la Platas Sletter, hvor der ikke voxer et Træ, lever der en Fugl, som i Bygning, Røst, Flugt, Farver 0. s. v. er aldeles en Spæt, men som hverken klattrer eller kan klattre. I Ildlandets stille Sunde gives der en Stormfugl (Puffinaria Berardi), der vilde blive tagen for en Alk — altsaa en Fugl af en ganske anden Familie ") See dette Tidsskrift 2den Række 1 Båd. 134 — efter sin hele Maade at leve, dykke og svømme paa. Naturligvis har i alle disse Tilfælde Fuglens Bygning ogsaa faaet sit særegne Præg af den afvigende Levemaade; men det er dog en virkelig Spæt, en Stormfugl og ikke en Ålk 0. s. v. Der gives Gæs, altsaa »Svømmefugle« med »Svømmehud«, der aldrig gaae i Vandet; Fregatfuglen har Svømmefødder, men nedlader sig aldrig påa Vandet, svømmer følgelig heller ikke. Rørhønsene ere lige såa meget Vand- fugle som Vandhønsene, uagtet der er stor Forskjel paa deres Fodform, som hos Rørhønsene omtrent er den samme som hos Vagtelkongen, der vel hører til den samme Familie, men' har Vagtlens eller Agerhønens Levemaade. Man kan sige, at i disse Tilfælde har Skaberen sat et Dyr af en Gruppe paa samme Plads i Livet, som ellers tilkommer Dyr af andre Grupper; ifølge D.s Theori er dette en Følge af de to Hovedforhold: 1) Særkjendernes Arvelighed, hvorved f. Ex. alle »Svømmefugle« have arvet »Svømmehuden« efter deres hypothetiske Stamart, og 2) Afartningsprincipet, der bringer Fløjimændene i de fra to forskjellige Urformer nedstammende Grupper i umiddelbar Berøring med hinanden og stiller dem ni påa samme Plads i Livet. Fremdeles vil man kunne. opstille den Indvending: Er det muligt, at det samme Princip, Avlsvalget, baadekanfrembringedeubetydeligsteoguvæsen- ligste Organer og de allerfuldkomneste, f. Ex. baade Giraffens Haledusk og Ørnens Øie? Meget ofte vide vi slet ikke, om et Organ er af Betydning eller ikke for Dyret; deraf at det er ringe eller uanseligt, tør man endnu ikke slutte noget. Giraffens Haledusk er den maaskee af stor Betydning som Insektsmække; vi vide jo, at der er Egne i Afrika, hvor de store Hovpattedyr ikke kunne 135 leve for Fluerne. Dernæst er mangt et tilsyneladende uvæsenligt Redskab maaskee netop tilstede, fordi det er nedarvet fra Stamarten; Hvirveldyrenes Urform (Archetyp) var uden Tvivl udstyret med Hale, og dette forklarer, at denne Legemsdeel findes hos mange Hvirveldyr, hvor den ikke er til nogen begribelig Nytte. Endelig optræder selv det fuldkomneste Redskab altid, naar man forfølger det gjennem en længere Række af Former, med såa mange Trin i sin Uddannelse — som f. Ex. Øiet hos Leddyrene — at den Forestilling næsten fremkommer af sig selv, at: det kan være bleven uddannet gjennem en lignende Trinrække. Den gamle Regel »natura non facit saltus« (»Naturen gjør intet Spring«), der just ikke altid gjælder om Dyre- og Planteformerne, naar disse opfattes som et systematisk Hele, gjælder næsten altid om Legemets enkelte Organer. Enkelte Redskaber synes vel at gjøre en Und- tagelse i denne Henseende f. Ex. Fiskenes elektriske Ked- skaber, og dog har man i de senere Tider deels paavist en høi Grad af Analogi imellem dem og Musklerne, deels Overgangsdannelser mellem disse to tilsyneladende for- resten saa forskjellige Organer, såa det turde vel være, at ogsaa deres Uddannelse kunde forklares gjennem D.s Theori. Et smukt Exempel paa, hvorledes et Organ kan aldeles forandre Bestemmelse og Brug og uddannes i en heel ny Retning, er Fiskenes Svømmeblære; ingen Fysiolog vil nu nægte, at dette Redskab og de høiere Dyrs Lunge jo er det samme, der er uddannet i to forskjellige Ret- ninger og hos enkelte Fiske (Lungefisken, Lepidosiren) endogsaa virker paa begge Maader. Denne Lungens Op- rindelse vil kunne forklare, at ogsaa hos os gaaer Føden forbi Indgangen til Luftrøret, hvor uhensigtsmæsigt dette end i og for sig synes at være (hvorfor denne Indgang jo ogsaa 136 her beskyttes ved særegne Indretninger); thi hos den for alle Hvirveldyr fælles fiskeagtige Urform mundede Luftgangen uden Tvivl fra Svømmeblæren ind i Spiserøret. Naar man vil gjøre sig Rede for et eller andet Dyrs Bygning, skeer det altid ved at opløse denne i de to Aarsager: den for Klassen eller Rækken fælles Grund- plan påa den ene, og Tilpasningen til ydre Livs- betingelser påa den anden Side. Dette stemmer meget godt med den D.ske Theori; den fælles Grundplan er en simpel Følge af den fælles Herkomst, Tilpasningen til de givne Livsforhold af den naturlige »Kaarings« i lang Tid fortsatte, langsomme Værk. Fr | Fremdeles spørger D.: Kunne Dyrenes ofte saa vidunderligelnstinkter uddannes eller omdannes ad »Kaaringens« Vei? — Instinktet er at betragte som Indbegrebet af Dyrets aandelige Organisation; kunde de Forskjelligheder, som Dyrenes legemlige Organisation frembyde, forliges med den D.ske Theori, ville en Række af lignende Betragtninger kunne fjerne de Vanskeligheder, som man fra denne Side maatte kunne reise. Vel er der megen Lighed imellem Vane og Instinkt — det er ikke let at trække en Grændse mellem, hvad vi gjøre »af Vane«, og hvad vi gjøre »instinktmæsig« — men det gaaer dog ikke an at antage, at Instinkter i Reglen erhverves ved Vane i een Generation og såa overføres ved Arv paa den næste; med Honningbien gaaer dette f. Ex. slet ikke an, da Instinktet jo netop er uddannet hos de kjønsløse »Arbeidere«. Den eller hin bestemte Form for Instinktet er ikke mindre vigtig for Dyret end de eller hine Eiendommeligheder i dets Bygning, som stemme med dets særegne Stilling i 137 Livet, og dersom det nu kan bevises, at Instinktet kan variere, om end nok saa lidt, indenfor Arten, vil den hele Række af Betragtninger og Slutninger om Naturens Avlsvalg og Åccumulationsevne kunne anvendes med selv- samme Ret paa den aandelige som paa den legemlige Organisation. Reglen »Naturen gjør intet Spring« gjælder lige saa fuldt for Instinktet som for Legemsbygningen; vi kunne paaåvise Overgange og Tilnærmelser, der forbinde de højere og lavere Former, hvorunder Instinktet træder op, og vi kunne vise,. at dette under forskjellige Forhold ofte antager en forskjellig Charakteer hos den samme Dyreform. Andubon anfører adskillige mærkelige Exempler påa Forskjellighed i Redebygningen hos samme Fugleart i de nordlige og sydlige Fristater; hvorledes eiendomme- lige Retninger af Instinktet kunne opstaae og nedarves, seer man f. Ex. godt hos vore Jagthunde, og hvor vigtigt det er at holde en slig Race ublandet, nåar ikke dens Brugbarhed skal svækkes ved at andre forstyrrende In- stinkter komme med i. Spillet paa Grund af Krydsningen, det er almindelig bekjendt; at Husdyrenes Instinkter ikke ere Følgen af' Afretning alene, viser Tumlerduens eien- dommelige Kolbøtteflugt, hvortil den aldrig kan være bleven afrettet; og man vilde vistnok aldrig have faldet paa at afrette Jagthunde til at »staae«, hvis ikke en eller anden Hund af Naturen havde vist en Antydning eller Tilnærmelse dertil, som såa ved Afretning og omhyggeligt Avlsvalg kunde uddannes videre. At Instinktet ved Kul!- turens Indvirkning kan modificeres betydeligt eller endog ganske tabe sig, er bekjendt nok; vi behøve blot at hen- vise til de Hønseracer, der ikke ville ligge, eller til vore Hunde, hvem det i Reglen ikke falder ind at jage vort Fjerkræ, vore Faar eller vore Svin (hvorimod tamme 138 Ulve eller Ræve vise den meest afgjorte Lyst dertil), lige- som paa den anden Side de nævnte Husdyr have mistet. deres naturlige Frygt for Hunden og Katten; denne Om- dannelse af Hundens naturlige Instinkt er ganske vist deels en Virkning af Vanen — gjennem Dressuren —, deels af Avlsvalget. Men lignende Indvirkninger staae ogsaa til Naturens Raadighed' og maae gjøre den det muligt at lade Instinktets Tillempning og Omdannelse holde Skridt, med Legemets. For åt vise, at Instinktet ikke er mere uforanderligt og ubøieligt end Legemsbygningen, gjennemgaaer D. nærmere "Instinktet hos Gøgen, de slaveholdende Myrer og Honning- bien. Den amerikanske Gøg lægger ikke som vor sine Æg i andre Fugles Reder; Følgen er, at den påa samme Tid har baade Æg og Unger af forskjellig Alder, eftersom den ikke er hurtigere til at lægge Æg end vor Gøg. Lad os nu antage, at det forholdt sig paa samme Maade med dens og vor Gøgs fælles Stamform, men at denne dog af og til undtagelsesvis lagde et Æg i en anden Fugls Rede — hvilket kan bevises undertiden at finde Sted hos visse Fugle — da er den Mulighed given, at den sidst nævnte Udartning eller Sideudvikling af Instinktet kunde nedarves paa en heel Række af Efterkommere, især hvis den med- førte Fordele for disse, medens en anden Række beholdt den normale Form af Instinktet, og at dette saaledes hos de fra Urformen nedstammende to Arter kunde vise sig i en noget forskjellig Skikkelse. — Snyltebierne, der mangle »Kurven«, lægge deres Æg i de redebyggende Biers Celler; ogsåa visse Gravehvepse snylte paa lignende Maade, og man har iagttaget, at Tachytes nigra vel i Reglen selv graver sit Bo og forsyner det med Føde for sine Unger, men ogsaa benytter sig af Leiligheden, naar den kan see sit Snit til at anbringe sit Æg i en anden Arts Rede. 139 Den Drift at holde Slaver”) optræder ikke eens hos alle Myrer, der give sig af dermed. Formica rufescens er aldeles afhængig af sine Slaver og vilde døe ud paa et eneste Aar, hvis den ikke havde dem; Hannerne og Hunnerne arbeide som sædvanlig ikke, men Arbeiderne heller ikke, uagtet de udfolde megen Tapperhed og Handle-, "kraft ved at fange Slaver, men de kunne hverken bygge deres egen Bede eller opføde deres egne Larver. Skal en Udvandring finde Sted, er det Slaverne, som bestemme den og bære deres Herrer bort i deres kjæber. Huber indespærrede c. 30 Arbeidere af Formica rufescens, rigeligt forsynede med deres Yndlingsføde, men uden nogen Slave, derimod med nogle Puper og Larver af deres egen Art for at anspore dem til at bestille Noget; de rørte sig ikke til nogen Ting og flere af dem døde af Sult. Da satte han en eneste Slave (F. fusca) ind til dem; den tog sig strax af de overlevende, fodrede dem, byggede Ceiler, pleiede Larverne og bragte alting i Orden. Ander- ledes forholder det sig med F. sanguinea; i dens Reder finder man altid nogle faae Slaver, men aldrig Hanner og Hunner af Slavearten (F. fusca), som kun opfostres i dennes egne Reder; de ere sorte og kun halv saa store som deres Herrer. Forstyrrer man Reden, ere de lige saa ivrige som deres Herrer for at forsvare den og bringe Larver og Puper i Sikkerhed; ellers forlade de den næsten aldrig, de ere kun Husslaver, som sørge for Larverne, det er derimod Arbeiderne af den store herskende Art, som indsamle Stoffet til Redebygningen og Føde- midlerne. I Schweitz derimod, hvor disse Slaver synes at holdes i større Mængde, deeltage de mere i den udvendige y ") See dette Tidsskrift iste Række 3die Bd. p. 214 og flgd. 140 (4 Gjerning og have navnlig det Hverv at malke Bladlusene. Skal en Udvandring gaae for sig, seer man Herrerne om- hyggeligen bære Slaverne bort i deres Kjæber. Saa stor er Forskjellen mellem dette ejendommelige Instinkt hos to Myrearter, ja endog hos samme Årt i to forskjellige Egne af samme Verdensdeel, og dermed er jo den Mulighed givet, at Naturen ad den af D. antydede Vei kan under- kaste det en yderligere Omdannelse og Tillempning efter Forholdene. En Myre, der ellers ikke holder Slaver, bort- fører, ville vi antage, en Deel Puper af en ånden Art for at bruge dem til Fødemiddel; en Deel af disse benyttes. maaskee ikke, men udklækkes, og de ville da ifølge deres Instinkt gjøre, hvad Nytte de kunne, i den Stat, hvori Skjæbnen har gjort dem til Borgere. Viser det sig nu at være fordeelagtigt for denne at holde saadanne Slaver ved at røve dem istedenfor at avle dem, maa det staae i Naturens Magt at bøie Instinktet i denne Retning og be- standig at uddanne det videre og videre, forudsat at enhver saadan Forandring er til Artens Bedste. Honningbien løser som bekjendt hver Dag den indviklede mathematiske Opgave ved den bedst mulige Benyttelse af Rummet at huse den størst mulige Mængde Honning i den mindst mulige Mængde Vox; dens Celler ere som bekjendt ordnede vandret i lodretstillede Kager i et doppelt Lag, saa at de vende Bunden mod hinanden. De ere sexkantede, og Bunden dannes af 3 rudeformige Flader, som tillige hver danne + af Bunden i 3 sammenstødende Celler af dem påa den anden Side af Kagen. Mellem dem og Humlebierne, som deels fylde deres gamle Pupesvøb med Honning (undertiden efter at have givet dem en Tilbygning af Vox), deels bygge isolerede, uregel- mæsige, rundagtige Celler af Vox, stiller sig den mexi- 141 kanske Mellipona domestica, der foruden en næsten regelmæsig Voxkage af cylindriske Celler til Ungerne opfører nogle store næsten kuglerunde Celler, som til- sammen danne ikke nogen regelmæsig Kage, men en uregelmæsig Masse; disse Celler ere imidlertid altid byggede saaledes, at de krumme Flader vilde skjære hin- anden, hvis de ikke afbrødes af de forbindende flade Vægge; hver enkelt Celle bestaaer saaledes af en ydre krum og to, tre eller flere rette Flader, som berøre de tilstødende Celler. Her er aåaabenbart et Tilløb til, hvad der viser sig endnu fuldkomnere hos Honningbien. Der behøves ikke meget til at uddanne Melliponens Instinkt saa meget, at den byggede Kager af samme Slags som Honningbien; Spaårsommelighed med Voxet er ofte en Dyd af Nødvendighed, thi 12—15 Pd. Sukker give kun 1 Pd. Vox, og enhver Smule Vox koster derfor Bierne meget. En saadan Tillempning af Instinktet maa derfor være til stor Fordeel for Arten”), og andet behøves der ikke for at det naturlige Avlsvalg kan fremkalde den. Den Sværm, der bruger mindst Vox, staåaer sig bedst og forplanter ”). Men hvorfor har da Naturen ikke givet den dette højere Sving og bragt den lige saa vidt som Honningbien? Mon blot for at vise os Trappetrinene i den Udvikling, der førte til Honningbiens Cellebygning? Mon blot for at give D. de fornødne Beviser til hans Theori? Hvorledes har den kunnet hindre Instinktet i at udvikle sig til sin fuldkomneste Form hos alle Bier? Hvorledes har den kunnet bevare Instinktets forskjellige Udviklingstrin og gjøre disse staaende hos de forskjellige Slægter og Arter? Det er det samme Spørgsmaal, som vender tilbage i en anden Form, nåar mån maa spørge: Hvorledes har Naturen kunnet forhindre sine Skabninger fra ad den af D. antydede Vei alle at kæmpe sig frem til en høiere Grad af Fuldkommenhed? Hvorledes har den kunnet sikkre sig, at et passende iog vi kunne tilføje: såa stort) Antal af Former blev tilbage i deres Udvikling for at udfylde Systemets lavere 142 dette Anlæg i stedse stigende Udvikling til sine Efter- kommere, samtidig med åt de andre, mindre vel be- gavede, gaae til Grunde. Herved er der rigtignok den store Vanskelighed, at Arbeiderne jo ere kjønsløse og altsaa ikke kunne forplante deres Talenter ved Arv. Disse kjønsløse Insekter aåanseer D. selv for en af de værste Anstødsstene for hans Theori. Det er bekjendt nok, at de ofte i Bygning ere meget forskjellige fra de kjønnede Individer, og at der ofte findes to mere eller mindre forskjellige Slags Arbeidere i samme Koloni; hos en Myre- slægt, Cryptocerus, har den ene Arbeiderform paa Hovedet et mærkeligt Skjold, hvis Brug ikke kjendes, og hos den mexikanske »Honningmyre« (Myrmecocystus) forlade Arbeiderne af den ene Kaste aldrig Reden, men fødes af den anden og have en uhyre udviklet Bagkrop, der afsondrer en Slags Honning; de erstatte saaledes Manglen af Bladlus eller andet lignende Malkekvæg. Hos Formica flava findes der to Slags Arbeidere med alle mulige Overgange, større og mindre; de større have Smaa Øine (ocelli), hvorimod disse hos den mindre Form ere aldeles hæmmede 0. s. v. Hvorledes skulle disse Forskjelligheder kunne uddannes ved » Avlsvalget« og vel at mærke tillige gjentages Kuld efter Kuld? D. hen- viser til, at i visse korthornede Racer af vort Horn- kvæg blive Oxerne (de kastrerede Tyre) mere langhornede end i andre; der kan altsaa gjennem de kjønnede Individer indvirkes ogsaa paa de kjønsløse, og det vil Rammer og udføre de beskednere Roller i Naturens Drama? Hvor kan det være, at den endnu efter saa mange Millioner Aars nødvendige Fremskridt — thi hvad der ikke gaaer frem, maa gaae under i »Livets Kamp« — findes lavere Dyr og Planter? D. synes at blive os Svaret skyldig. (M. Anm.). 143 skee, hvis det er til Fordeel for Arten. De Kolonier, i hvilke der findes Hanner og Hunner, hvis kjønsløse Afkom er tilbøjeligt til at danne to særegne Former, ville staae. sig bedst, fordi »Arbeidets Deling« altid er en Fordeel; de ville derfor faae en overvættes Indflydelse paa Årtens Vedligeholdelse, og i Tidens Løb bliver det da Lov. at Arten optræder i denne firdoppelte Skikkelse, uagtet Ar- beiderne længere tilbage i Tiden maaskee kun varierede til- fældigt”). Kan Naturens Avlsvalg paa denne indirekte Maade tillempe Legemsbygningen hos de kjønsløse Insekter, vil det samme kunne være Tilfældet med Instinktet, stadigen forudsat, at det er til Artens Fordeel. Den simple Lov, der forklarer alle Dyrs og Planters Tilblivelse med alle deres sjælelige og legemlige Eiendommeligheder, er altsaa den: »Forplanter Eder, mén varierer og lader de stærke leve og de svage døe!« 8. Det antages at være en almindelig Lov, at kun Indi- vider af samme Art kunne avle frugtbart Afkom med hin- anden. Hvorledes kan denne Lov stemme med D,s Hypo- these? Ere Afarter og Årter ikke væsenlig for- skjellige frahinanden, hvorfor kunne disse sidste da ikke lige saa godt forplante sig indbyrdes som hine? ”) Hos den afrikanske Vandremyre finder man i samme Flok lignende Forskjelligheder, som om der blandt de Folk, der arbeide påa et Hus, var nogle af 5' 4” Højde og andre af 16' Høide, hvilke sidste havde fire Gange saa store Hoveder og fem Gange saa store Kjæber 0. s. v. som hine, men dog med alle tænkelige Overgange mellem disse Yderligheder. 144 Det er umuligt at studere Skrifterne af de to ud- mærkede Experimentatorer, Koelreuter og Gårtner, der næsten opoffrede deres Liv paa dette Spørgsmaal for Planternes Vedkommende, uden at faae et stærkt Indtryk af, at en vis Grad af Ufrugtbarhed næsten altid ledsager Ar- ternes Blanding. Begge udtale de Reglen endnu skarpere ; rigtignok fik Koelreuter ti Tilfælde, hvor to Former, som i Reglen betragtes som egne Artér, fik Afkom med hin- anden; han betragter dem derfor kun som Afarter, hvor- imod Gårtner gaaer den modsatte Vei og betvivler, at de have været fuldkommen frugtbare. Men i disse og mange andre Tilfælde er han nødt til at tælle de avlede Frø og sammenligne det udkomne Tal med det Antal Frø, som avles af to Individer af samme Art, for at bevise deres større Ufrugtbarhed. Men her er der efter D.s Mening en alvorlig Kilde til Feil; naar en Plante skal befrugtes af en anden Årt, maåaåae Støvdragerne borttages af den, og den maa afspærres aldeles for at forhindre, at Insekter bringe Blomsterstøv til den af dens egen Årt, hvilket netop er en af de Veie, som Naturen allermeest benytter for at befrugte Planternes Støvveie; dertil kommer at Gårtners Planter uden Tvivl vare Potteplanter, der holdtes i Hus, og alle disse Omstændigheder mååe aaben- bart have svækket deres Frugtbarhed betydelig. At dette virkelig var Tilfældet, sees deraf, at han kastrerede ad- skillige Planter og befrugtede dem med deres eget Støv, og dog formindskedes deres Frugtbarhed, saa vel som deraf, at adskillige Planter, som upaatvivlelig kun ere Afarter af samme Art, ved hans Forsøg viste sig aldeles ufrugtbare med hinanden. Naar forskjellige Arter krydses med hin- anden, kan den derved fremkaldte Ufrugtbarhed være tilstede i saa forskjellig Grad og tabe sig saa grådevis, at det er 145 vanskeligt at sige, hvor Ufrugtbarheden begynder og Frugt- barheden hører op, saa meget mere som ogsaa indenfor Arten Frugtbaårheden let paavirkes af forskjellige Vanskelig- heder; og den afgiver derfor, efter D.s Mening, ikke noget bedre Skjelnemærke mellem Arter og Afarter end alle andre Forskjelligheder, som man vilde forsøge at holde sig til. Uagtet Gårtner var i Stand til at vedligeholde visse Bastarder (Mellemarter) i 6—10 Generationer ved om- hyggelig at afspærre dem fra al Krydsning med Stam- arterne, forsikkrer han dog, at Frugtbarheden altid tog stærkt af, ofte allerede efter de første Slægtled. Men D. antager, at her er traadt en Aarsag til, som har bidraget stærkt til Frugtbarhedens Førmindskelse, nemlig Indavl mellem nær beslægtede Individer”). Bastarder avles desuden altid i Haver, i ringe Antal, og da Stamarterne i Reglen ") Det har tidligere været almindelig antaget, at Indavl mellem nær beslægtede Dyr, naar den fortsattes gjennem en Række af Slægt- led, vilde ende med at fremkalde Ufrugtbarhed. Der er om dette Spørgsmaal netop i de senere Aar bleven ført en varm Strid; for saa vidt vi have kunnet følge den, synes Overvægten i Hen- seende til Kjendsgjerningernes Beviskraft, at være paa deres Side, som benægte, at Slægtskabsforholdet, være sig hos Mennesker eller Dyr, har den det tillagte Indvirkning paa Afkommets Sundhed eller Frugtbarhed. Dette Spørgsmaal er naturligvis overmaade vigtigt i sanitær og social Henscende, for Lovgivningen, i Husdyr- avlen 0. s. v.; her i Spørgsmaalet om Bastarddannelser har det den store Betydning, at hvis det forholdt sig saa, at Indavl mellem nær beslægtede Individer kunde allerede i faae Slægtled svække Afkommets Sundhed og paavirke Forplantningsevnen saa stærkt, at det snart endte med fuldstændig Ufrugtbarhed, vilde dette alene kunne forklare mange af de Tilfælde, hvor man ikke har faaet frugtbart Afkom ved at parre Bastarder med hinanden; thi disse ville gjerne have nær beslægtede eller endog Sødskende. En anden Ulempe ved disse Forsøg er maaskee, at man i Reglen har ilet med Forsøget og ikke afventet den Alder, hvori Individernes For- plantningsevne staaer paa sin største Høide. (M. Anm.) 10 146 ville voxe i deres umiddelbare Nærhed, maae de ved kunstige Midler afspærres fra Insekternes Besøg; derved formindskes ydermere deres allerede iforveien svækkede Frugtbarhed. — Herbert, der ogsaa har experimenteret meget med Dannelsen af Plantebastarder, forsikkrer ud- trykkelig, at i mange Tilfælde giver en Plante lige mange frugtbare Frø, hvad enten den befrugtes med Støv af dens egen Årt eller af en anden Art af samme Slægt; der skal endogsaa være Planter (Hippeastrum, Lobelia, Passiflora, Verbascum), som i det sidste Tilfælde vise sig meget frugtbare, men ikke give Frø, naar de befrugtes af deres eget Støv, uagtet dette igjen kan befrugte andre Årter! Dette svarer jo ganske til, at Frugtbarheden kan forøges ved Krydsning med en anden Afart! Det er ogsaa be- kjendt, i hvilken Grad Arterne af Pelargonium, Fuchsia, Calceolaria, Petunia og Rhododendron ere blevne blandede, og mange af disse Bastardformer give lige saa rigelig Udsæd som Stamarten. D. betvivler derfor stærkt, at Bastarder ere saa tilbøielige til Ufrugtbarhed som Gårtner antog. Bastarder af Dyr synes åt være endnu mindre frugt- bare end Bastarder af Planter. Dog maa herved erindres, at Dyr overhoved kun vanskelig lade sig bringe til at parre sig i Fangenskab, og at det er let forklarligt, at en påa saa unaturlig Maade avlet Bastard viser sig ufrugtbar; desuden er Forsøget med at lade Bastarder parre sig ind- byrdes altid anstillet med meget nær beslægtede Individer. Blev man ved i nogle Slægtled bestandig at parre Brødre og Søstre med hinanden, selv om de vare af ublandet Blod, vilde Dannelsen af nyt Afkom uden Tvivl snart standse, naar der var den svageste Tilbøielighed til Ufrugt- barhed tilstede. D. mener dog at kunne anføre et Par 147 Exempler paa fuldkommen Frugtbarhed hos Bastarder; den almindelige og den kinesiske Gaas (Anser cygnoides) henføres i Reglen til forskjellige Slægter, men deres Ba- starder avle ofte Afkom med begge Stamarterne, under- tiden ogsaa indbyrdes. Eyton fik saaledes to Bastarder af anden Generation og ved at parre dem 8 af tredie Gene- ration. I Indien skulle disse Båstarder være meget hyppige og holdes. flokkevis i Egne, hvor ingen af Stamarterne findes, og deres Frugtbarhed synes derfor at være ube- grændset”). ") Newton har saaledes meddeelt et Exempel paa, at to Bastarder (Sødskende) af den almindelige And og den spidshalede And (Anas acuta) vare frugtbare indbyrdes, men deres Afkom viste sig ufrugtbart. A. Wagner har tidligere kritisk gjennemgaaet de Exempler, som man har paa, at Bastarder kunne være frugtbare, og vist, at de blive næsten til ingen Ting, naar man fastholder, at kun de Tilfælde bevise noget, hvor Bastarderne have været frugtbare indbyrdes; thi at de ere det med Stamarterne, beviser naturligvis intet. Senere har hån (Sechs Abhandlungen aus dem Gebiete der Naturwissenschaften 1862 p. 86 og flgd.) paa lignende Maade kritisk gjennemgaaet de formentlige Tilfælde af denne Årt, som Geoffroy St. Hilaire havde søgt at gjøre gjældende. En i Lord Derbys Menageri af en Æselhingst og en Zebrahoppe avlet Bastardhingst skulde have vist sig frugtbar med en almindelig Hoppe, men den nærmere Dokumentation af dette Faktum savnes. I Menageriet i Paris blev der avlet en »Bastardhingst« af en Dshiggatai (E. hemionus) og en Æselhoppe, hvilken formentlige Bastard senere skal have befrugtet begge sine Stamarter; men den formentlige Dshiggatai var ingen ægte Dshigga- tai, men kun et vildt Æsel (Kulan, Onager), altsaa ikke som Årt forskjellig fra det tamme Æsel, og dette Tilfælde falder altsaa bort. Hvis Alpakaen kun er den til den vilde Vicunja svarende tamme Lamaform, er det heller ikke saa forunderligt, at der har kunnet opståae en Mellemrace, de saa kaldte »Alpavicunjaer.« Den mærkeligste Erfaring af denne Art er maaskee den Mellem- art af Haren og Kaninen, som en Mand i Angouléme har dannet; efter at disse to Arter tidligere have modstaaet alle Blandingsforsøg, er det lykkedes ham at fåae dem til at parre sig, og Afkommet siges udtrykkelig at være frugtbart indbyrdes; 10 148 - Det fremgaaer fremdeles. af Gårtners Undersøgelser, at den med Bastarddannelsen følgende Ufrugtbarhed op- træder i alle mulige Grader, saa at det er aldeles umuligt at benytte den til at drage Grændse mellem Art og Afart. Frugtbarheden er — 0, nåar man bestøver en Plantes Ar med Blomsterstøv af en Plante, der hører til en anden Familie; bestøves den ved en anden Art, viser ÅAn- tallet af de avlede Frø alle Grader lige indtil usvækket eller i enkelte Tilfælde endog forøget Frugtbarhed. Nogle dog avles især en Race, hvis Blodblanding kan udtrykkes ved Tallet £ (Afkom af en Halvblods- og en Trekvartsblodshare), og af denne havde man allerede i 1859 erholdt den 13de Generation. Desværre foreligge ingen specielle Oplysninger om Forsøg med reen Indavl af rene Halvblods Hare-Kaniner, og Forsøget synes i det hele ikke at være lykkedes for andre end for Roux. Det var jo end- ogsaa tænkeligt, at man havde forvexlet den vilde graae Kanin med Haren. De formentlige Bastarder af forskjellige Arter Silke- sommerfugle, som Guérin-Ménéville skal have frembragt, kunde beroe påa, at de omtalte Sommerfugle ikke ere artsforskjellige, men kun ÅAfarter af samme Årt. Man har nok faaet Bastarder i 3 Generationer af Kanarifugl og Irisk, men kun. ved at parre Halvblodsbastarderne med en afStamarterne, saaledes som det rimeligvis ogsaa er gaaet til ved Dannelsen af de ovenfor omtalte Hare-Kaniner. Bastarder mellem to vilde Pattedyrarter i Natur- tilstanden kjendes aldeles ikke, og mellem vilde Fugle kun i meget sjeldne Tilfælde, vistnok kun, naar Hannerne af den ene Art påa Grund af Menneskets Indgriben i Naturen have manglet i en given Egn. Wagner synes dog at indrømme, at det er be- vist, at Hundens Bastarder med Ulven eller med Schakalen kunne forplante sig i flere Generationer ved reen Indavl, men han for- søger at redde sig ved at erklære, at det ikke er bevist, at Hunden er forskjellig som Art fra Schakalen og Ulven. Det kan såa være; men vil mån med W. hævde, at Hunden ikke kan være en Blanding af flere Arter, saa maa man gaae til den Yderlighed at erklære Ulv og Schakal for to Afarter af samme Art; men det vil Zoologien neppe indrømme. Heller ikke kan man gååae ind påa Wagners Idee, at Husdyrene aldrig have været vilde, men ere skabte som tamme, for at træde i Menneskets Tjeneste, og at de i dette Øjiemed ere blevne begavede med en større Afartnings- evne end andre Årter. (M. A.). 149 Bastarder give aldrig et eneste frugtbart Frø ved at bestøves med en af deres Stamarter; hos andre viser der sig i dette Tilfælde ligesom et Tilløb til en Be- frugtning derved, at Blomsten visner tidligere end den ellers vilde have gjort, i andre Tilfælde avles der et mindre eller større Antal Frø, indtil Rækken sluttes af de Tilfælde, hvor Frugtbarheden er usvækket. Avles der en enkelt Gang Bastarder af to Arter, der vanskelig befrugte hinanden, ere de i Reglen golde; men Paral- lelismen mellem disse to Tilfælde er ikke fuldstændig. Der er Arter, som let danne Bastarder, men hvis talrige Ba- starder ere i høi Grad golde, og der er omvendt Bastarder, som vanskelig dannes, men saa til Gjengjæld ere meget frugtbare. Jo nærmere Arterne staae hinanden, desto frugtbarere er i Reglen Afkommet, men der er mange Undtagelser derfra; Dianihus- Arterne danne let Bastarder med hinanden, Silenerne derimod aldeles ikke”). Det er aldeles umuligt at sige, hvad Slags Forskjelligheder eller hvilket Beløb deraf der skal til for at forhindre en Bastarddannelse; eenaarige og fleeraaårige Planter, med affaldende eller vedblivende Løv, fra forskjellige Klimater 0. s. v. lade sig ofte let befrugte af hinanden. Mira- bilis jalappa befrugtes let af M. longiflora, og Ba- starderne ere temmelig frugtbare, men det omvendte lader sig aldeles ikke gjøre! I andre Tilfælde giver den gjen- sidige Krydsning i alt Fald forskjellige Resultater, fordi Bastardernes Frugtbarhed er forskjellig, eftersom de have den ene eller den anden Art til Fader eller Moder. Visse ”) Quatrefages anfører efter Koelreuter, at i Agurkfamilien kan man aldeles ikke danne Bastarder (af forskjellige Arter), uagtet Krydsningen imellem Afarter (af samme Årt) gaaer for sig med den | allerstørste Lethed uden Anvendelse af Kunst. (M. ÅAnm.). 150 Bastarder ligne altid i en overveiende Grad den ene af Stamarterne, istedenfor at være Mellemformer af dem begge, "og saadanne Bastarder ere som oftest golde. Det synes heraf at fremgaae, at Bastardernes større eller mindre Frugtbarhed er afhængig af endnu ukekjendte Forskjellig- heder i Stamarternes Forplantningsredskaber og Forplant- ningsstoffer, der vistnok for en Deel, men ikke absolut, rette sig efter det systematiske Slægtskabsforhold, som tilnærmelsesvis udtrykker den almindelige Lighed og Ulighed mellem Formerne. Det forholder sig påa lignende Maade med Muligheden af at pode en Planteart paa en anden; den afhænger ganske vist af, at Forskjellighederne ikke overstige en vis Grændse, men hvilken er denne? Analogien gaaer saa vidt, at man baade kan anføre Exempler paa, at Podningen forøger Frugtbarheden, og paa at den ophæver den. Grunden til, at Parringen mellem for- skjellige Arter ofte er ufrugtbar, forklarer D, deels derved at det befrugtede Stof ikke kan naae Æget, deels derved, at den sig udviklende Kim har optaget et fremmed Element i sig og derfor ikke befinder sig under naturlige Forhold, hvilket har til Følge, at den ofte gaaer til Grunde uden at udvikles; at Bastarder ofte ere ufrugtbare, sammenligner han med, at Ufrugtbarhed ofte er en Følge af, at et Dyr eller en Plante lever i unaturlige Forhold, som jo fortrins- vis paavirke Forplantningsevnen, selv om Individet for- resten trives ypperligt. Og Bastarden, der har optaget to forskjellige Organisationer i sig og faaet dem ligesom sammensmeltede til en, befinder sig altid i en unaturlig Tilstand”); den har Unaturen i sig, det fangne Dyr har ”) Vistnok ganske rigtigt, men stemmer det med D.s egen Hypothese? Ere Arter kun videre udviklede Afarter, hvorledes kan deres Organi- sation da være saa forskjellig, at deres Sammensmeltning til en bliver Unatur? (M. Anm.). 151 den omkring sig. Analogien er saa fuldstændig, at Ingen kan sige, om et Dyr vil forplante sig i Fangenskab eller en Plante i dyrket Tilstand, førend han har forsøgt det, ligesom Ingen kan sige forud, om to nærstaaende Arter, naar de parres, eller to Bastarder ville vise sig golde eller ikke. Bastarder vise netop den samme Tendens til at afændre, som i saa høi Grad udmærker vore Kultur- planter og Kulturdyr; lidt Krydsning (9: mellem Afarter af samme Art) befordrer Frugtbarheden og styrker Af- kommet, ligesom lidt Afvexling i Levemaade og Livs- betingelser 0. s. v. er gunstig for de fleste Organismer; men en stor Forandring i denne Henseende virker lige saa uheldigt som en stærk Krydsning (9: med andre Årter). »Jeg kan ikke. overtale mig til at troe, siger D. at denne Parallelisme skulde være tilfældig eller illusorisk; begge Kækker af Kjendsgjerninger synes at være forbundne ved et fælles ubekjendt Baand, der staaer i nøie Forbindelse med selve Livsprincipet. « Paa den anden Side ere Afarter af sammeåArt i Reglen fuldstændig frugtbare indbyrdes, og Dueracerne afgive et ypperligt Exempel derpaa, navnlig lige overfor de Arter, der staae hinanden meget nær, men dog ikke formaae at avle Afkom med hinanden. Dog maa man ikke slutte for meget af Husdyrene; thi det kunde nok tænkes, at fordi Afarterne eller Racerne ikke under Kul- turens Indvirkning udvikle Forskjelligheder i Forplant- ningsevnen, som svække eller hindre Frugtbarheden, kunde dette dog maaskee nok finde Sted under Naturens Indvir- kning hos Descendenter af samme Årt. Gårtner fandt, at en Dvergform af Maisen med gule Korn næsten ikke lod sig befrugte af en høj Form af samme Kornsort ” med røde Korn, og at gule eller hvide Afarter af for- 152 skjellige Kongelys-Arter viste sig mere frugtbare ind- byrdes end den gule og hvide Afart af samme Art, uagtet man ofte faaer den gule og hvide Form af samme Kapsels Frø! — Dertil kommer, at det ikke lader sig bevise, at Afarterne i Naturen ere tilbøielige til ind- byrdes Ufrugtbarhed, selv om dette maaskee virkelig er Tilfældet; thi viser denne sig, er man strax rede til at erklære dem for særskilte Arter. . Hertil kommer nu endelig, atBastarder (af to Arter) og Mestitser (af to Afarter af samme Art) i alle andre Henseender vise sig fuldkommen analoge; begge falde f. Ex. lige let tilbage til Stamformen ved gjentagen Krydsning med denne gjennem en Række af Slægtled”). Denne Lighed vilde være besynderlig, hvis Arten var op- staaet ved en særlig Skaåbelsesakt, Afarten derimod ved Nedstamning; men den forklares let, hvis der ikke er nogen væsenlig Forskjel mellem dem eller mellem den Maade, hvorpaa de ere blevne til”). ") Men Blandingsracerne kunne holdes rene, naar man anvender Omhu derpaa; Bastard-Racerne falde derimod altid: — i det mindste i Dyreriget — tilbage til en af Stamarterne, hvis de ikke døe ud forinden. Man har neppe endnu — det kan i al Fald ikke siges at være bevist — været i Stand til at danne en virkelig Bastardrace af to Dyrearter; thi Flokke af Bastarder, der altid maae dannes af nyt ved at vende tilbage til en Parring mellem begge Stamarterne, som f. Ex. den peruanske Faareged, danne selvfølgelig ingen Race. Parringen imellem Hest og Æsel er saa godt som altid frugtbar, uagtet det koster stor Møie at fremkalde den; Mulhingsten er altid gold, og er Mulhoppen det ikke, er det en Begivenhed der f. Ex. hos Araberne vækker den høieste Forbauselse og Forfærdelse. See dette Tidsskrift 2den Række Å4de Bd. p. 36. (M. Å.). ””) Quatrefages, som i sit Skrift »Punité de T'espéce humaine« har behandlet dette samme Spørgsmaal om Bastarddannelsen, kommer til aldeles det modsatte Resultat. Han gjør opmærksom paa, hvor let Mestitser (af forskjellige Afarter) dannes i vore Håver og Hus- dyrflokke — Vanskeligheden bestaaer ikke i at danne disse 153 9 D. søger fremdeles at imødegaae de Indvendinger mod hans Theori, som man kunde hente fra Geologien og Palæontologien. Var den rigtig, saa maatte man vel ved at gaae tilbage gjennem de ældre Jorddannelsers Række kunne paapege de nulevende Åriers Stamtræ og paavise i alle sine Enkeltheder, hvorledes Arterne have udviklet sig af hinanden, ved at fremlægge den hele Kække af Overgangs- og Mellemformer og navnlig en Blandingsracer, men tvertimod i at holde Racerne rene! — og hvor faae (højst 40!) Bastarder af viide Planter man kjender, uagtet den af D. saa stærkt udhævede Befrugtning ved Insekter maa medføre en utrolig Mængde Bestøvninger af Planter ved for- skjellige Arter. Man kan vel hertil svare, at Erfaringen lærer, at naar en Plante samtidig bestøves af sit eget Pollen og af en anden Årts, viser dette sig uvirksomt; dei er sandt, men kan det rimes med, at Arter ikke ere Andet end Afarter? »Naturen vil ingen Bastarddannelser« siger man; men hvorledes kan den hindre dem, naar ikke Art og Afart ere noget væsenligt forskjelligt? Der skal aldeles unaturlige Omstændigheder til at formaae Dyr i Naturtilstanden til at indgaae saadanne Forbindelser mod Naturen; Hannerne af Tjuren ere lette at skyde under deres Pårringsbrunst; de bortskydes derfor let i visse Strækninger, og Parringsdriften driver nu Tjurhønsene til at indfinde sig påa Urhønsenes Lege- pladser, og i sit Parringsraseri befrugter Urhanen de tilstede- værende Tjurhøns i Flæng med Urhønsene. Resultatet deraf er de saakaldte »Rakkelhøns,« der altid ere golde. Saa mange " ejendommelige Omstændigheder skulle til for at danne en naturlig Bastard! Forresten kjender man kun i Dyreriget i Naturtilstanden … nogle faae Exempler paa Bastarder blandt Fuglene og Insekterne. Var D.s Theori rigtig, synes de at maatte være meget hyppigere. Forresten henvises til Quatrefages citerede Skrift og til det her i Tidsskriftet givne Udtog deraf. En Sammenligning mellem de to Forfatteres Udviklinger af disse Forhold. efterlader det Ind- tryk, at Q. rigtignok synes at bryde sig for lidt om de af D. an- føteKjendsgjerninger, men at den af Q. og Wagner hævdede gammel Regel, at virkelig Bastarddannelse ender med Ufrugtbarhed, dog maa fremdeles staae ved Magt som almindelig Regel. (M. Anm.). 154 Deel af de Mellemarter , som Tid efter anden ere gaaede til Grunde og udstødte af de levende Formers Tal. Det er ganske vist, at kunde man blot for en lille Kvist af Naturens Stamtræ gjøre Rede for denne Sagens faktiske Sammenhæng, vise hvorledes det var gaaet til, ved at fremlægge selve den Formrække, som Årten til forskjellig Sted og Tid havde iført sig, i Form af de forstenede Knogler, Skaller o.s. v. af disse Mellemarter og Overgangs- former, vilde selv den meest haardnakkede Modstander til- juble D. Bifald og Samstemning. Men det kan man ikke. Og dog — kan man end ikke, påa Grund af de geologiske Mindesmærkers Ufuldstændighed og påa Grund af Viden- skabens endnu ufuldkomne Standpunkt, påapege denne genetiske Sammenhæng mellem alle nulevende og uddøde Arter, såa maatte det vel dog være muligt for en Deel af dem eller i al Fald for nogle af dem? Geologien veed imidlertid ikke noget af en saadan Sammenhæng mellem Formerne, dens Vidnesbyrd gaaer tvertimod ud paa, at ogsaa i tidligere Jordperioder have Arterne været lige saa vel adskilte fra hinanden som nu, og den veed intet af, at den ene Periodes Arter gik direkte eller indirekte over i den næstes. Nøglen til denne Modsigelse mellem Geologiens formeentlige Resultater og den af ham forfægtede Theori søger D. i de geologiske Mindesmærkers Ufuld- stændighed.— Den Indvending, at den Tid, som er med- gaaet til Dannelsen af de forskjellige Lag, som sammen- sætte den forsteningsførende Deel af Jordskorpen, ikke kan håve været tilstrækkelig til den uendelige Mængde af Omdannelser af gamle Former og Udviklinger af nye, som hans Theori forudsætter, naar den skal anvendes paa samtlige Jordperioders Dyr og Planter, eftersom Naturens Omdannelsesproces jo efter D.s egen Theori mååa gaae 155 uhyre langsomt for sig, imødegaaer han ved at henvise til, at Jordens Dannelseshistorie nødvendigvis maa omfatte en aldeles ufattelig lang Række af Aar. Enhver Dannelse af nye Jordlag ved Havets Virksomhed forudsætter, at Materialet dertil leveres ved Havets nedbrydende Virkning påa andre Steder, og har man ved at vandre langs med en Kyst overbevist sig om, hvor uhyre langsomt saa vel denne Nedbrydning som Dannelsen af nye Jordlag gaaer for sig, hår man lagt Mærke til, hvor ofte Havet igjen borttager, hvad det har dannet, navnlig naar en langsom Hævning fandt Sted samtidig dermed, saa vil man faae en om end kun svag Forestilling om, hvilken uendelig lang Tidsrække der er medgaaet til at danne f. Ex. Englands forsteningsførende Jordlag, der stablede ovenpaa hinanden tilsammen vilde have en Mægtighed af omtrent 3 danske Mil”). Dertil kommer, at mange Dannelser, som f. Ex. i England ere meget lidt udviklede, paa andre Steder f. Ex. i Rusland optræde med en forholdsvis uhyre Mægtighed, og at de enkelte Jordperioders Dannelser ikke følge umiddel- bart paa hinanden, men maae tænkes adskilte ved lange Mellemrum, i hvilke der ikke afsattes noget. Det er nemlig ikke altid at nye Jordlag dannes under saadanne Forhold, at de kunne opbevares for Efterverdenen og danne et Blad i Jordhistoriens Arkiv. Langs med hele Syd- Amerikas Vestkyst findes næsten slet ingen nyere Dannelser, sandsynligvis fordi den voldsomme Bølgegang bestandig har skyllet dem bort igjen, saa snart de vare dannede, og om det rige Dyreliv, som har existeret der under vexlende Former gjennem en lang Række af Jordperioder, vil det derfor aldrig blive os muligt at komme til nogen som helst ") Missisipideltaet er en af de Dannelser, som i Nutiden gaaer hurtigst for sig; man regner, at det i 1C0,000 Aar faaer en Tilvæxt af 600 Fod. 156 Kundskab. Da Havets Dyreliv altid er indskrænket til et forholdsvis smalt og ikke meget dybt Bælte langs med Kysterne”), maa en Jorddannelse af en vis Mægtighed, og som heelt igjennem er rig paa Forsteninger, nødvendigvis være dannet under en- langsom Sænkning; skete Sænk- ningen - nemlig meget hurtigt, vilde Dyrelivet snart gaae til Grunde der paa Stedet og ingen Forsteninger kunne afsættes i de samtidig afsatte Lag; fandt derimod en langsom Hævning Sted, vilde det nydannede sandsynligvis snart igjen bortskylles af Bølgerne. Alle de Låg, som sammensætte den forsteningsførende Deel af vor Jord- skorpe, ere derfor kun at betragte som lokale og for- holdsvis kortvarige Dannelser, og uagtet de i Rummet naturligvis maae følge umiddelbart paa hinanden og slutte sig tæt til hinanden, ere de i Virkeligheden kun tilfældigt samlede Brudstykker, der kun indeholde Stumper af en Text, om hvis fulde Indhold de aldrig ville kunne give nogen Forestilling.. Det er derfor ikke saa forunderligt, at Arternes Stamtræ ikke kan være nedlagt fuldstændigt i disse i Grunden saa usammenhængende og fragmentariske Jorddannelser, og at vi istedenfor den hele Række af Overgange kun finde enkelte af de Former, som Arterne Tid efter anden have iført sig. Dertil kommer, at det kun er en ringe Deel af Jord- kloden, Amerika og Europa, som er bleven nogenlunde tilfredsstillende undersøgt i denne Henseende, og selv denne Undersøgelse er mangelfuld nok, som man bedst seer af de mange nye Forsteninger, der opdages Aar for Aar. Mange Forsteninger ere derfor kun kjendte i enkelte Exemplarer fra et enkelt Sted, ikke at tale om, at mange ") See dette Tidsskrift 2den Række 3die Bind p. 130. 157 " Dyreformer påa Grund af deres fuldstændige Mangel paa faste Dele aldeles ikke kunde opbevares som fossile, og at dette med mange andre kun var muligt under ganske særegne og yderst sjeldne Omstændigheder. Erfaringen viser, at Fortidens Pattedyr fortrinsvis ere blevne op- … bevarede i Kalksteenshuler og Tørvemoser; naar Lev- ninger af Pattedyr ikke ere fundne i ældre Dannelser, er det derfor maaskee kun en Følge af, at der ikke gaves noget saadant passende Opbevaringssted for dem. — lfølge D.s Theori vil en Hævningsperiode netop frem- byde de gunstigste Betingelser for Dannelsen af nye Former, . fordi den vil fremkalde nye Livsbetingelser og nye Forhold, men af en saadan Periodes Dyreliv vil ingen Erindring overleveres til Efterverdenen; Sænkningsperioden af- … giver derimod gunstige Betingelser for Dyrelevningernes Opbevaring, men ikke for Fremkomsten af nye Former; det er som om Naturen vilde eller maatte forhindre, at dens Overgangsformer kom til Forskerens Kundskab, og denne, der kun vil og kan tage Hensyn til, hvad han kan see og tage og føle paa, slutter da med Urette, at slige Former ikke have existeret. — Man har ogsaa indvendt, at Geologien viser, at hele Dyregrupper pludselig ere traadte op med megen Fylde påa en bestemt geologisk Tid, men D. indvender igjen herimod med Rette, at fordi Beenfiskene f. Ex. optræde saaledes paa en bestemt Tid i Europa, følger deraf dog ingenlunde, at de ikke kunne have existeret et andet Sted længe i Forveien, f. Ex. mellem Vendekredsene; deres tiltagende Antal i Forbindelse med en eller anden Forandring i de bestaaende geografiske Forhold — og af saadanne Forandringer er der vistnok foregaaet mange — gav saa maaskee Anledning til, at de pludselig udbredte sig til Europa. — En anden Indvending, 158 nemlig at det allerførste Dyreliv pludselig træder op med stor Rigdom paa Årter af de forskjelligste Klasser i de ældste siluriske Dannelser, imødegaaer D. ved at opstille den Hypothese, at der forud for den siluriske Periode kan have ligget en meget lang Række af Jordperioder, i hvilke Dyrelivet efterhaanden udviklede sig til den Rigdom, hvormed det træder op i de ældste bekjendte forstenings- førende Lag, men at af Grunde, som ikke nærmere lade sig paavise, intet forsteningsførende Lag i denne Periode blev dannet eller opbevaret til Efterverdenen. Det generer aabenbart D., som har stor Respekt for den særlige Sag- kundskab, at de meest udmærkede Pålæontologer og Geo- loger som Cuvier, Owen, Agassiz, Barrande, Fal- coner, Forbes, Sedgewich, Murchison og tidligere Lyell, alle have forfægtet det gamle Princip om Arternes Uforanderlighed. Men han betragter Jordens. Historie, for saa vidt den er nedlagt i den faste Jordskorpe, som en Krønnike, der er ført meget ufuldstændigt, har været afbrudt ofte og længe, hvis Skrift er vanskelig at tyde, og hvis Sprog for en Deel er ukjendt og ikke det samme påa alle Steder; og af denne Krønnike eie vi endda kun de Afsnit af dens sidste Bind, som omhandle visse- bestemte Lande, og såa have vi endda kun Brudstykker af disse Afsnit, kun enkelte Linier af de Sider, som ere blevne opbevarede. Sees det geologiske Materiale i dette Lys, saa formindskes eller forsvinde maaskee endogsaa de Vanske- ligheder, som fra denne Side vilde reise sig mod D.s Hypothese”). ”) Man maa da paa den anden Side, hvad aabenbart er en meget mislig Sag, give Afkald paa enhver -direkte Understøttelse fra Geologiens Side for D.s Theori. Hvor uheldigt er ikke vor geniale Forfatter stillet, naar han, istedenfor at hente Støttegrunde og 159 10. D. søger dernæst at vise, at de andre Hovedlove, som Palæontologien har vist at være de raadende med Hensyn til Dyrelivets Udviklingshistorie, lade sig vel forlige med hans Theori. At Arter uddøe, er saaledes en Følge af, at de fortrænges af andre, og er en Årt en Gang uddød, kommer den ikke igjen eller dannes paa ny, hvilket ellers synes let at maatte kunne blive Tilfældet. Undersøger man en Række af sammenhørende Dannelser, der svare til forskjellige efter hinanden følgende Åfsnit af samme længere Jordperiode, vil man let overbevise sig om, at ere end Årterne for største Delen forskjellige i de ældste og yngste af disse Dannelser, såa skeer Foran- dringen i Faunaens eller Floraens Sammensætning dog ikke pludselig, men de nye Årter komme frem, og de gamle døe ud lidt efter lidt. De store uddøde syd- amerikanske Pattedyr vare saaledes samtidige med visse nulevende Skaldyrarter, men neppe med noget nulevende Pattedyr. Naar en Dyregruppe træder op i Jordens Ud- viklingshistorie, skeer det i Reglen ikke pludselig, med en stor Mængde Former påa een Gang, men viser der sig enkelte Medlemmer af den nye Familie eller Orden, der endnu i Begyndelsen staae ligesom fremmede eller afvigende Former, men som i følgende Perioder efterfølges af stedse flere og flere, indtil Gruppen naaer sit Høide- punkt i Henseende til Slægternes og Arternes Mængde. I de følgende Jordperioder aftager den saa igjen bestandig mere og mere, indtil den i nærværende Jordperiode er Bevismidler fra denne Videnskab, der dog har lært os saa uhyre meget, maa opbyde sin hele Sagkundskab og Skarpsindighed for at bevise, at den intet kan bevise! (M. ÅAnm.). 160 bragt ned til et Minimum, som det f. Ex. er Tilfældet med Sølilier, Ganoider og Nautiler, eller aldeles uddød, maaskee endog for mange Jordperioder siden. Atter andre Grupper optræde først senere, og mange naae først deres Maximum i den nærværende Periode. Der er dog enkelte -Und- tagelser (f. Ex. Ammoniterne”) fra denne almeengyldige Lov, der jo unægtelig nok lader sig forlige med den D.ske Hypothese. — Selv den mærkelige Lov, at de Forandringer i Dyrelivets Saymmensætning, som udmærke Jordperioderne, ere indtraadte samtidig eller næsten samtidig — thi den fulde Samtidighed lader sig vanskelig bevise — paa Steder af Jorden, der ligge meget langt fra hinanden, for- klares efter D.s Mening let ved hans Theori, nemlig derved at visse fremragende Hovedformer, der havde for- maaet at gjøre sig særligt gjældende gjennem Livets Kamp, maatte have let ved at udbrede sig over hele Jordens Kreds og saaledes omtrent samtidig give det organiske Liv et vist fælles Præg. — Naar de forskjellige Jord- perioders organiske Væsner nedstamme fra hinanden, er det ogsaa forstaaeligt, at samtlige Jordperioders Dyr (eller Planter) kunne lade sig indordne i et og samme System, og at de uddøde Former saa let finde hver sin Plads i Systemet mellem de nulevende. Snart er Forholdet saa- ledes, at uddøde Arter, selv fra fjerne Perioder, fuldstændig- ” A. Wagner har i en senere Afhandling om dette Æmne udhævet Flyveøglerne som et mærkeligt Exempel påa en Undtagelse fra denne Regel, der aldeles ikke vil lade sig indordne i det D.ske System. Denne mærkelige, skarpt udprægede Gruppe træder op ganske pludseligt; thi med Sikkerhed kjendes den kun i Jura- formationen, og hver af dennes 3 Led (den ældre og yngre Lias og den lithographiske Skifer) hår sine egne, skarpt adskilte Arter af Flyveøgler. De vare uden Forløbere og fik ingen Efterfølgere. (M. Anm). bs 161 EH . gjøre endnu levende Slægter, snart tjene uddøde Familier og Slægter til at forbinde nærmere med hinanden Grupper af nu levende Væsner, som uden dem vilde kommes til at staae langt fra hinanden, som f. Ex. de talrige i de senere Tider opdagede uddøde Former af Hovpattedyr eller Gumlere. Det maa dog her bemærkes, at det ikke er nogen nødvendig Følge af den D.ske Nedstamningstheori, at enhver ældre Art eller Slægt just i alle Henseender skal staae lige midt imellem de to yngre Arter eller Slægter, som antages at nedstamme fra den. Jo ældre en Form er, desto mere forskjellig vil den i Reglen være fra nu- levende, og desto oftere vil den frembyde Eiendommelig- heder, som nu tilhøre flere forskjellige Grupper (Agassiz's »synthetiske« eller »profetiske« Typer); den er altsaa et Slags forbindende Led, en Slags Mellemform mellem disse, netop fordi den er Stamformen til dem. — Der er ingen Årt, som gaaer gjennem alle Jordperioder lige til Nutiden; derimod er dette Tilfældet med enkelte Slægter. - Ogsaa dette lader sig vel forene med D.s Theori, som ikke udelukker at »Afartningen« eller den Nedstamningen ledsagende Omdannelse kan have været mindre for nogle Urformers Vedkommende end for andres. — Det er der- næst en bekjendt Erfaringssætning, at Dyrelivet i en given | Jordperiode altid staaer midt imellem den foregaaendes og den efterfølgendes, saa at man ad denne Vei kan be- stemme en nyopdaget Jorddannelses Plads i det geologiske System, selv om dens Dyre- eller Planteliv ikke viser nogen fuldstændig Overensstemmelse med en tidligere kjendt Formations. Forklaringen af denne almeengyldige Lov er meget simpel, hvis de omhandlede tre Perioders Dyreskabninger stode i det af D. antagne Afstamnings- forhold til hinanden. | 11 162 At der kan paapeges et bestemt Fremskridt gjennem det organiske, Livs Udviklingshistorie fra det lavere til det højere, fra det ufuldkomnere til det fuldkomnere, er ogsaa en simpel Følge af den stadigen fuldkomnere og fuldkomnere Uddannelse, som udgjør en saa væsenlig Deel af den D.ske Theori »om Racernes Fuldkommengjørelse i Livets Kamp ved det naturlige Avlsvalg;« selv den saa kaldte embryologiske Theori om de undergaaede Dyreformers Forhold til de nulevendes Fosterformer vil her kunne finde sin Plads, hvis det overhovedet lader sig bevise, at der er Former paa hvilke den passer, hvis der altsaa virkelig er noget sandt i den. — Man har endelig lagt megen Vægt paa, at der gjennem den yngre tertiære Pattedyr- skabnings Fordeling påa Jordkloden gik de samme Hoved- love som gjennem Nutidens, at de samme Hovedtyper af Pattedyr, som den Gang udmærkede Brasiliens og Ny- hollands Fauna, ere betegnende for dem den Dag idag”), om end gjennem andre Slægter og Arter; men hvor smukt vilde dette ikke stemme med D.s Theori, hvis Brasiliens tertiære Gumlere og Nyhollands tertiære Pungdyr kunde antages for Stamarterne til de nu sammesteds levende Former? Forkaster mån denne Forklaring, forbliver disse to Jordperioders umiskjendelige geografiske Repræsentation af hinanden et uløseligt. Mysterium ligesom alle de andre her opregnede palæontologiske Hovedlove. Theoriens For- hold til de nuværende Udbredningsforhold skal beskjæf- tige os i et følgende Afsnit. ”) See dette Tidsskrift 1ste Række i1ste Bind p. 21—25. Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. Af J. Tyndall, Professor ved Royal Institution i London. Ik Indhold af den anden Forelæsning. E, Lysstraale, som kommer fra et lufttomt Rum og træffer lodret påa Overfladen af et gjennemsigtigt Legeme, enten fast eller flydende, vil fortsætte sin Ver efter den rette Linie og gaae lige igjennem det uden at forandre sin Retning; men hvis Lysstraalen falder skraat paa Overfladen, forandrer den sin Retning, idet den gaaer ind i Legemet; den brydes, og det saaledes, at den nærmer sig til den lod- rette Linie, den brydes til denne. Omvendt, naar en Lysstraale kommer fra det faste eller flydende Legeme og falder skraat paa Over- fladen, vil den brydes fra den lodrette Linie; træffer den derimod lodret paa Overfladen, vil den ligesom før fortsætte sin Vei efter den rette Linie. Denne Forandring i Lysstraalernes Retning, naar de gaae fra en Rumopfyldning til en anden, kaldes deres Brydning (Refrak- tion). Lyset brydes af alle Legemer, saa vel faste søm flydende og luftformige; den Sittren, vi iagttage, naar vi see hen over en stærkt ophedet Overflade, hidrører fra Straalebrydningen i Luften. Paa Grund af Straalebrydningen i Atmosfæren see vi Solen, før den i Virkelig- heden er staaet op, og Brydningen bevirker, at dens Skive seer ud, som om den var fladtrykt, naar den er nær ved Horizonten. Den Gjenstand, hvorfra Lysstraalerne udgaae, sees i den Retning, som Lysstraalerne have, idet de træde ind i Øiet; som en Følge heraf vil paa Grund af Brydningen Bunden af en Sø eller af en Flod. synes at blive løftet op og Vandet forekomme os mindre dybt, end det i Virkeligheden er. Heraf kommer det ogsaa, at naar vi holde en Stok skraat i Vandet, vil den neddyppede Ende synes højere oppe, end den i Virkeligheden er, og Stokken vil forekomme os bøiet opad paa det Sted, hvor den forlader Vandet. De forskjellige Legemer bryde Lyset TEL LSE 164 i meget forskjellig Grad; Brydningen gjennem Vand er meget større end gjennem Luft, hvorimod Glas og Terpentin bryde Lyset langt stærkere end Vand. Diamanten bryder Lyset stærkest af alle Legemer, man kjender, og denne Egenskab skylder den sit glimrende Udseende. Vinklen mellem den indfaldende Straale og den lodrette Linie kaldes Brydningsvinklen. Hvorledes nu end disse Vinklers Størrelse for- andres, er der for hvert særskilt Stof et bestemt Forhold imellem dem. De Ældre iblandt Eder, som have lært Trigonometri, ville kunne for- staae dette Forhold, som er at sinus til Indfaldsvinklen divideret med sinus til Brydningsvinklen er en constant Størrelse for hvert særskilt Stof; for Glas er denne Qvotient omtrent 14, d. v. s., at i hvad Ret- ning end en Lysstraale, som kommer fra et lufttomt Rum, falder påa Glas, vil sinus af Indfaldsvinklen altid være. 14 Gang såa.stor som sinus af Bryduingsvinklen; denne-constante Qvotient kaldes Brydnings- forholdet (Brydningscoefficienten) og er, som ovenfor sagt, for Glas omtrent 11, for Vand omtrent 11, medens den for Diamant beløber sig til 231. | Naar to Legemer bryde Lyset lige stærkt, vil man ikke kunne see det ene, naar deter indeni det andet; saaledes vil man f. Ex. ikke kunne see Lindsen af et Oxe-Øie, naar den nedsænkes i Vand, fordi Lyset brydes lige meget af disse to Stoffer. I dette Tilfælde er der ingen Tilbage- kastning fra de to Legemers fælles Overflade; Tilbagekastningen ledsager altid Brydningen, og jo stærkere Brydningen er, desto rige- ligere er ogsaa Tilbagekastiningen; herfra hidrører det stærke, spillende Lys paa Diamantens Overflade. Naar der i den første Deel af Over- sigten til denne Forelæsning er talt om, at Lysstraaler gaae igjennem | et gjennemsigtigt fast eller flydende Legeme, menes derved den Deel af Lysstraalerne, som ikke er bleven tilbagekastet. Naar en Lysstraale gaaer skraat igjennem en gjennemsigtig Plade med parallele Sideflader, bliver den Brydning, den lider ved sin Indtrædelse i Pladen, nøiagtig ophævet af den, den lider ved sin Udtrædelse, saa at Straalens Retning, naar den forlader Pladen, bliver parallel med dens oprindelige Ret- ning. Nåar det brydende Legemes Sideflader ikke ere parallele, be- holder Lysstraalen ikke den oprindelige Retning, hvilket f. Ex. er Til- fældet med Prismer og Lindser. Lindserne inddeles i to Hovedklasser, Samlelindser og Sprede- lindser; en dobbelt convex Lindse er et Exempel paa den første Slags, og ved at gaae igjennem den blive divergerende Straaler mindre di- vergerende, parallele Straaler gjøres convergerende, og convergerende Straaler blive mere convergerende. Ved Lindser, ligesom ved Spei- lene, kaldes de parallele Straalers Foreningspunkt for Brændpunktet. En dobbelt concav Lindse er et Exempel paa en Spredelindse, og ved at gaae igjennem den blive convergerende Straaler mindre conver- gerende, parallele Straaler divergerende, og divergerende Straaler mere 165 divergerende: Naar de divergerende Straaler, der fremkomme ved parallele Straalers Brydning i en Spredelindse, forlænges bag denne, ville de skjære hinanden i et Punkt paa den Side af Lindsen, hvorfra de parallele Straaler ere komne; dette Punkt er Brændpunktet for Spredelindsen. Ved Samlelindsen skjære Lysstraalerne altsaa virkelig hinanden. påa den modsåtte Side af den, fra hvilken de parallele Straaler komme; Brændpunktet er dertor et virkeligt Brændpunkt, hvorimod Straalerne ved Spredelindsen ikke skjære hinanden i Virke- ligheden, og Brændpunktet er derfor indbildt. I en Lindse, hvis begrændsende Flader ere Dele af en Kugleflade, er Brydningen i Nærheden af Randen stærkere end ved Midten; Rand- straalerne brydes derfor ikke til det samme Punkt som de, der gaae igjennem Midten. Denne Forskjel mellem Brydningen af disse to Slags Straaler kaldes ved Lindsen Afvigelsen paa Grund af Kugle- formen. Samlelindser frembringe virkelige Billeder, som enten ere større eller mindre end Gjenstanden; Spredelindser frembringe ikke virkelige Billeder. Naar mån i Brændpunktet af en Samlelindse an- bringer en lysende Gjenstand, ville Lysstraalerne fra denne, efter at være gaaede igjennem Lindsen, ikke skjære hinanden, de ere paral- lele; naar Gjenstanden anbringes mellem Brændpunktet og Lindsen, skjære de heller ikke hinanden, men divergere, dog mindre end før de traadte ind i Lindsen. Anbringes Gjenstanden paa den anden Side af Brændpunktet, ville Straalerne, efter at være gaaede igjennem Lind- sen, skjære hinanden og danne et omvendt Billede af den lysende Gjenstand der, hvor de skjære hinanden; ved- Hjælp heraf frembringes Billederne fra. Laterna magica og i Camera obscura. Jeg sluttede den sidste Forelæsning med nogle For- søg, der viste Virkningen af to forskjellige Slags Speile påa Lyset; jeg lod Lyset falde paa et Hulspeil, og det viste sig, at det samlede Straalerne i et Punkt, og naar jeg stillede en Skjærm i Foreningspunktet, saae vi der Billedet af den Lysgiver, hvorfra Lysstraalerne, som faldt paa Speilet, vare udgaaede. Naar jeg derimod lod Lys- straalerne falde paa et udbuet (convex) Speil, saae vi, at de, istedenfor at samles i et Punkt, spredtes i alle Ret- ninger, og at det såae ud, som om de kom fra et Punkt bagved Speilet. Jeg vil endnu gjøre et Par Forsøg med 166 Hulspeilet for fuldstændigere at udvikle denne Gjenstand. Her ér det samme Hulspeil, som vi brugte sidst, og som maa betragtes som et Stykke af en hul Kugle, idet nemlig Speilet, hvis det blev fortsat heelt rundt, vilde danne en stor Kugle af Glas. Vi ville nu undersøge, hvorledes Billederne ville dannes ved dette Spéil; aeb betegner Omridset af Speilet og c Midtpunktet af den Kugle, hvoraf Speilet er en Deel; ved parallele Straaler forstaae vi saadanne, som bevæge sig jevnsides uden nogensinde at krydse hinanden, som f. Ex. de Lys- straaler, der udsendes fra Solen eller Stjernerne. Naar vi nu lade et Bundt parallele Straaler ff falde paa Speilet, ville de tilbagekastes til et Punkt d, som ligger midt, imellem Speilets Overflade og Kuglens Midtpunkt; dette Punkt, hvor de parallele Straaler efter Tilbage- kastningen samles, kaldes Speilets Brændpunkt. Men hvis jeg bringer Lysgiveren nærmere og låder dens Straaler falde paa Speilet, ville de ogsaa tilbagekastes og samles i et Punkt, men dette Foreningspunkt ligger imel- lem Brændpunktet og Midtpunktet. - Og hvis jeg istedenfor at lade Lysstraalerne udgaae fra et Punkt havde en Gjenstand, der udsendte Lysstraaler, f. Ex. en Pil, saa vilde Lysstraalerne fra denne tilbagekastes saaledes, at de dannede en lille Pil foran Speilet imellem Brændpunktet og Midtpunktet, saaledes at hvis a betegner Pilen med Spidsen nedad, ville vi finde Billedet b med Spidsen 167. opad, idet Billedet er blevet formindsket og vendt om. Men hvis jeg nu her i b anbringer en lille Piil og gjør den til den lysgivende Gjenstand, saa vil Pilen a blive dens Billede, saa at I altsaa see, at naar a er Gjenstan- den, saa er b dens Billede, og omvendt, naar b er Gjen- standen, er a Billedet. I ville følgeligen ogsaa kunne indsee, at naar et lysende Punkt bliver anbragt i Speilets Brændpunkt d, ville Straalerne, som udgaae fra dette Punkt og træffe Speilet, kastes tilbage fra dette, saaledes at de ere parallele; og hvis Straalerne udgaae fra et Punkt imellem Brændpunktet og Speilets Overflade, ville de efter Tilbagekastningen spredes fra hinanden, divergere. Naar jeg nu stiller mig selv op som Gjenstand foran Speilet, vil det gaae med mig ganske ligesom før med Pilen; naar jeg staaer tæt ved Speilet, mellem dette og Brændpunktet, seer jeg et opretstaaende forstørret Billede af mig selv; jeg seer næsten ud som en Kæmpe, naar 'jeg speiler mig i dette Speil. Men hvis jeg gaaer læn- gere bort fra Speilet end Brændpunktet, hvad seer jeg da? Jeg seer et omvendt Billede af mig selv, svævende i Luften; — der staaer jeg, som et Spøgelse, med Hove- det nedad, og Billedet følger nøiagtigt enhver af mine Bevægelser; naar jeg peger paa det med en Stok, seer det ud, som om det igjen vilde slaae mig med en Stok lige i Ansigtet, saa at jeg neppe kan gjøre det uden at blinke med Øinene. Naar jeg strækker Haanden ud imod Billedet, gjør det det samme imod mig, såa at det seer ud, som om vi vilde tage hinanden i Haanden. Nu vil jeg stille en Person der, hvor Spøgelset staaer, som truer med at slaae mig i Ansigtet med Stokken, og jeg vil be- lyse ham med Lys fra den elektriske Lampe og derpaa opfange hans Billede påa en Skjærm. I see nu, at idet 168 han er stillet mellem Brændpunktet og Speilets Midtpunkt, falder hans Billede paa Skjærmen forstørret og omvendt, hvorimod før, da jeg stod der, hvor Skjærmen staaer, Billedet af mig dannedes mellem Brændpunktet og Spei- lets Midtpunkt og var omvendt og formindsket. I kunne selv gjøre alle disse Forsøg med meget mindre Apparater; her har jeg et meget lille Hulspeil, og naar jeg holder det tæt til mit Ansigt, seer jeg mit Billede opretstaaende og forstørret; holder jeg det længere fra mig, seer jeg det omvendt; jeg kan ogsaa låde det kaste et Billede hen paa Skjærmen; her har jeg f. Ex. en Medaille, som jeg vil belyse med det elektriske Lys og derpaa ved Hjælp af Hulspeilet danne et Billede, som jeg vil opfange paa Skjærmen; jeg holder Hovedet paa Medaillen nedad, og I ville see, at det paa Billedet er opret og omvendt. Det samme Forsøg kunne I gjøre med et tændt Lys, og I ville da paa Skjærmen see et omvendt Billede af Lyset, hvor Flammen gaaer nedad. Jeg gaaer nu over til en anden Afdeling af det, som er Gjenstand for mine Forelæsninger, som jeg vil søge at gjøre Eder tydelig ved at anvende et rigtignok temme- lig plumpt Billede. Forestiller Eder, at Lysdelen udkastes eller udskydes fra det lysende Legeme, og at naar disse Lysdele træffe en ru Overflade, saa forholde de sig al- "deles, som naar en Bolt kastes mod en ujevn Væg; Enhver veed, at man da aldrig med Sikkerhed kan vide, hvor Bolten vil springe hen; den kastes tilbage, men påa Grund af Ujevnhederne i Væggen kan den springe tilbage i hvilken som helst Retning, og saaledes blive ogsaa Lys- straalerne, naar de træffe en Overflade, der ikke er blank, kastede tilbage i alle Retninger. Naar derimod Bolten træffer en jevn glat Flade, kastes den ligesom Lyset til- 169 bage efter den Lov, at Udfaldsvinklen er lig med Ind- faldsvinklen. Tænke vi os nu, at vi lade et tungt Legeme, f. Ex. en Steen, falde ned i Vandet; den træffer lodret påa Vandets Overflade og gaaer lige ned igjennem det, uden at dreie af enten til høire eller venstre; men kaste vi den derimod skraat, saa veed Enhver, at Jorden dra- ger den nedad, og den kan derfor ikke vedblive at be- væge sig i sin oprindelige skråae Retning, men afdrages uafladeligt fra denne og bevæger sig følgeligen i en krum Linie... Lader os nu tænke os Lysdele falde skraat paa en Glas-Overflade, idet jeg maa bede Eder fastholde, at det kun er et Billede, jeg betjener mig af om disse Lysdele, da jeg nemlig slet ikke antager, at de i Virke- ligheden findes, hvilket jeg i det følgende skal give Eder mine Grunde for. Naar nu Lysdelene falde skraat påa Overfladen, vil Glasset synes at udøve en tiltrækkende Kraft påa dem og drage dem nedad, ganske som Jorden gjorde ved Stenen, der blev kastet i en skraa Retning; det er denne Maade, hvorpaa Newton forestillede sig, at Lysdelene, naar de faldt skraat paa en Overflade bleve dragne af fra deres Vei. Naar vi nu altsaa lade en Lys- straale falde lodret paa en gjennemsigtig Overflade, vil den gåae lige igjennem den uden Afvigelse enten til højre eller venstre; men hvis den falder skraat paa Overfladen, vil den, naar den er kommen nær ved denne, umiddelbart førend den gaaer ind i Legemet, begynde at blive bøiet lige i det Punkt, hvor den træder ind i Lege- met. Her hår jeg saaledes et Stykke Glas ab med to parallele Sider; nåar en Lysstraale cf træffer lodret- paa det, gaaer den, som jeg har sagt, lige igjennem det, men naar den træffer det skraat, ef, vil den, naar den kommer meget nær til Overfladen af Glasset, drages ind 170 imod det og gaae igjennem det i Retningen fg; naar den derpaa skal ud igjen, vil Tiltrækningen fra. den nederste Flade stræbe at holde den til- bage, såa at den gaaer bort i Retningen gh. Lysstraalen vil altsaa i dette Tilfælde bøjes to Gange, først ved f, hvor den gaaer ind i Glasset fra Luften, og der bøjes den indad mod den lodrette Linie cd, og dernæst ved g, hvor den for- lader Glasset og igjen træder ud i Luften, og der bøies den bort fra den lodrette Linie. Den udtrædende Lysstraale er saaledes bragt til at bevæge sig i den Retning, den først havde, og den fort- sætter sin Vei nøiagtigt i samme Retning, som den havde, da den traadte ind i Glasset; men dens Vei er ikke en Forlængelse af den oprindelige Lysstraales, hvilket vilde være Tilfældet, hvis Glaåsset ikke havde været, men den gaaer parallel med den første Lysstraale. For at over- bevise Eder herom, vil jeg tage et Stykke Glas, jo tykkere jo bedre, og et Stykke Papir, hvorpaa jeg med Blæk sætter to Prikker tæt ved hinanden; naar jeg nu seer lige ned igjennem Glasset paa den ene af disse Prikker, vil den aldeles ikke forandre sin Stilling med Hensyn til den anden, men naar jeg betragter den skraat igjennem Glas- "set, vil den øieblikkelig forandre sin Plads med Hensyn til den anden. Jeg vil nu vise Eder et Exempel paa Lysets Bryd- ning, thi saaledes kalder man denne Bøining af Lysstraa- lerne enten opad eller nedad mod Glaspladen, og jeg vil bryde Lyset ved Hjælp af dette tykke Stykke Glas," hvis Sider ere nøiagtigt parallele. Jeg har her den elektriske 171 Lampe og lader Lyset gaae igjennem en Sprække foran den, saa at vi faae en vandret Lysstraale, der træffer Skjærmen her paa et Sted, hvor jeg vil sætte et Mærke, og jeg beder Eder lægge nøie Mærke til Lysstraalens Vei hen til Skjermen, som I let kunne iagttage ved det Støv, som svæver i Værelset. Naar jeg nu bringer dette Stykke Glas imellem, saaledes at Lysstraalen måa gaae lodret igjennem det, vil der ikke være nogen ÅAfvigning i Lys- straalens Retning, den vil træffe det samme Sted paa Skjærmen som før; men hvis jeg stiller Glasset saaledes, at Lysstraalen maa gaae skraat igjennem det, vil den øieblikkelig forandre sin Retning og træffe Skjærmen påa et andet Sted. I see, hvorledes den skifter Plads og træffer snart paa den ene, snart påa den anden Side af Mærket, eftersom jeg dreier Glasset til den ene eller til den anden Side, og dette hidrører fra Lysstraalens Bøi- ning ved Indtrædelsen i Glasset og ved Udtrædelsen af samme, hvorved den bringes tilbage til at være parallel med sin første Retning. Jeg tager derpaa et andet Stykke Glas, ligeledes med glatte, paårallele Sider, men smallere end Spalten, hvorigjennem Lyset gaaer; holder jeg nu dette Stykke Glas tvers over Spalten, saaledes at den midterste Deel af Lyset gaaer igjennem det, vil der, naar jeg holder det lodret påa Lysstraalernes Retning, ikke " finde nogen Afvigning Sted, men naar jeg holder det skjævt, enien til den ene eller til den anden Side, ville I see, hvorledes den midterste Deel af Lysstraalerne bøies til den ene eller til den anden Side. Tager jeg en Gjen- stand, f. Ex. denne Pil, og lader dens Skygge falde paa Skjærmen, og jeg da holder Glaspladen tvers ovér Lys- straalernes Vei, vil Skyggen blive uforandret, naar jeg holder den lodret, men hvis jeg holder den skjævt, vil 172 hele Skyggen eller en Deel af den bøies til en af Siderne. Dette hidrører alt sammen fra Brydningen eller den Bøjning, Lysstraalerne lide, naar de gaae skraat igjennem et gjennemsigtigt Legeme, og i de Tilfælde, vi betragtede, blev Lysstraalen ved sin Indtrædelse i Legemet bøjet hen- imod den lodrette Linie og ved sin Udtrædelse bøiet af fra denne. Vi have hidtil kun beskjæftiget os med Legemer med parallele Sideflader, og der blev Bøjiningen ved Indtrædel- sen ophævet ved Udtrædelsen. Dette er ikke længer Til- fældet, naar jeg tager et Stykke Glas med Sideflader, der ikke ere pårallele; her hår jeg f. Ex. et, der er dannet som: sen/"Kiles:sog her shår jeg to Stykker Vinduesglas, sammensatte saaledes at de danne et kileformet Legeme, og deri har jeg heldt lidt Vand, saa at jeg altsaa har en kile af Vand; disse kileformede Legemer kalder man Prismer, og vi ville nu først see, hvilken Virkning Vand- prismet vil gjøre påa Lysstraalerne fra Lampen. Jeg lader først Lysstraalerne falde paa Skjærmen, og I see den Vei, de følge; jeg holder derpaa Prismet imellem, og I see, hvorledes Lysstraalerne bøjes opåd, naar den skarpe Kant er nederst, og omvendt bøies de nedad, naar den skarpe Kant er øverst; ligeledes naar jeg holder Prismet saaledes, at Kanten er lodret, ville Lysstraalerne bøies til højre eller venstre, eftersom Kanten er til venstre eller høire for dem. Ganske det samme vil finde Sted ved Glas- prismet, kun er Bøiningen stærkere ved Glasprismet end ved Vandprismet, naar alle øvrige Forhold ere eens; og naar vi tage et tyndt Lysbundt, ville I tydelig kunne see Lysstraalernes Vei gjennem Prismet, hvorledes de brydes, idet de træde ind i Prismet, og ligeledes nåar de træde ud af det. 173 Vi have hidtil betragtet Brydningen af Lysstraaler, idet de kom fra Luften og traadte ind i Glas eller Vand; vi ville nu see, bvad der finder Sted, naar en Lysstraale kommer fra Vandet og træder ud i Luften. Lader os tage en Skaal med Vand og lægge en Gjenstand, f. Ex. en hvid Steen, paa Bunden af den, saa vil en Lysstraale fra denne Steen, idet den forlader Vandet og gaaer ud i Luften, ikke fortsætte sin Vei efter den rette Linie, men brydes fra den lod- rette Linie. Og hvad følger nu heraf? Antag, at Øiet, som iræffes af denne Lysstraale, befinder sig ovenfor Vandet; det seer da i Retningen af denne Linie og istedenfor at see Stenen der, hvor den i Virkeligheden befinder sig, seer det den højere oppe; af samme Grund seer det ud, som om hele Bunden af Skaalen var løftet op, saa at den forekommer os mindre dyb, end den i Virkeligheden er. Det er en Erfaring, jeg ofte har gjort, da jeg lærte at svømme, idet jeg mangen Gang troede, at Vandet kun vilde gaae mig til Brystet, naar det i Virkeligheden gik mig til Halsen. Jeg vil nu tage en Skaal og lægge en Skilling påa Bunden af den; jeg holder mit Øie saa- ledes, at Kanden af Skaalen, naar den er tom, netop skjuler Skillingen aldeles for mig, idet den opfanger de Lysstraaler, som komme fra Skillingen. Men nu helder jeg Vand i Skaalen, og jeg vil bede Eder lægge Mærke til den Virkning, som derved frembringes: Bunden løftes i Veiret, og Skillingen, som jeg før ikke kunde see, bliver " synlig, alt som en Følge af Lysstraalernes Brydning”). Jeg vil nu tage Skillingen op og stikke denne Stok ned i Vandet; saa længe jeg holder den lodret, frembringer det ikke nogen Virkning paa den, men nåar jeg holder den ") See dette Tidsskrift den Række tredie Bd. p. 281. 174 skraat, vil den Deel af den, som er under Vandet, synes at være løftet i Veiret, og Stokken vil altsåa see ud, som om den var bøjet påa det Sted, hvor den berører Vandet. Dette Forsøg, som let kan gjøres, vil jeg anmode Enhver af Eder om at gjentage, og da vel lægge Mærke til, at den Ketning, hvori Stokken tilsyneladende bliver bøiet, netop er den modsatte af den, hvori Lysstraalerne brydes, naar de træde ind i Vandet, idet nemlig, som ovenfor er vist, den Deel af Stokken, som er under Vandet, påa Grund af Lysstraalernes Brydning, naar de træde ud af Vandet, løftes i Veiret og altsaa bøies fra den lodrette Li- nie, hvorimod Lysstraalerne, idet de træde ind i Vandet, bøjes ind imod den lodrette Linie. Jeg tager nu igjen fat paa de kileformede Legemer eller Prismerne; I saae, hvorledes Lysstraalerne ved Brydning i dem bøiedes til den modsatte Side af den, hvor den skarpe Kant var; to af disse Prismer holder jeg nu sammen med Kanterne mod hinanden, og I ville da æg let see, at naar Lysstraalerne gaae igjennem dem, ville de ved Udtrædelsen være divergerende eller spredes fra hinanden. Vi kunne nu meget let fra disse Legemer, hvis Overflader ere dannede af plane Flader, gåae over til dem, som ere begrændsede af krumme Overflader, og I see strax, at det vil.give os det, man kalder en Lindse eller et Øieglas eller Brilleglas. Grunden til aft nærsynede Mennesker betjene sig af saadanne Glas, skal jeg siden forklare, men det er let at see, at et saadant Glas er 175 indbuet eller concavt paa begge Sider, og derfor kaldes det en dobbelt concav Lindse; ligeledes seer man let, at Lysstraalerné ved at gaae igjennem den spredes, hvorfor en saadan Lindse kaldes en Straalespreder. Vender jeg derimod Prismernes Stilling om, saaledes at jeg sætter dem sammen med deres Grundflader, saa ville parallele Lysstraaler, som gaae igjennem dem, efter Udtrædelsen være sammenløbende og skjære hinanden, og hvis jeg derpaa, ligesom ovenfor, tænker mig Overfladen krummet, faaer jeg den dobbelt convexe Lindse, den Art Brilleglas, der sædvanligen bruges af ældre Folk (påa Grund af Langsynethed). Her er en såadan Lindse, der er udbuet påa begge Sider, og naar Lysstraalerne falde paa den, ville de, efter at være gaaede igjennem den, samles i et Punkt bagved den, som kaldes dens Brændpunkt, og Lindsen kaldes derfor en Straalesamler. Jeg vil nu holde et Par Briller af hver Slags foran den elektriske Lampe, og I ville da see, hvorledes Lysstraalerne ved at gaae igjennem det ene Par (det for nærsynede) spredes, hvor- imod de ved det andet Par samles, saa at de med Rette kaldes Straalespredere og Straalesamlere. i I Oversigten over Indholdet af denne Forelæsning er der anført, at alle Legemer bryde Lyset, saa vel faste som flydende og luftformige, men jeg har opsat at omtale Brydningen i de luftformige Legemer, til vi vare komne saa vidt som nu, da I lettere ville kunne forstaae det. Ligeledes er der omtalt, at den Sittren, man. iagttager ved at see hen over stærkt ophedede Overflader, hidrører fra Straalebrydningen i Luften; jeg vil nu forsøge at vise Eder begge Dele. Fra denne Gasbrænder opstiger der en Strøm af ophedet Luft, som vi vel ikke kunne see, men hvis Virkning paa Lysstraalerne vil kunne blive kjendelig, 176 eftersom denne Luft, der er fortyndet ved Varmen, har en Brydningsevne, der er forskjellig fra den omgivende Lufts og vil virke paa Lysstraalerne, som Om jeg havde anbragt en heel Række af spredende Lindser. Nu lader jeg Lyset fra Lampen gaae igjennem Luftstrømmen, og I see, hvorledes Lysstraalerne paa Skjærmen sittre og dirre, ganske paa samme Maade som, naar I see påa Gjenstande hen over en stærkt ophedet Flade. Det er forresten ikke nødvendigt at bruge Gasbrænderen til dette Forsøg; denne rødglødende Ildrager gjør samme Tjeneste, idet den op- varmer Luften, som stiger i Veiret, og naar jeg lader Lyset fra Lampen gaae igjennem Luften over den, frem- bringes den samme Virkning som før. Her saae vi - altsaa, at Lysstraalerne bleve brudte ved at gaae igjennem almindelig atmosfærisk Luft, naar den paa et Sted var tyndere end paa et andet; .vi ville nu lade Lysstraaler gaae igjennem andre Luftarter end den atmosfæriske. Jeg har her to Flasker med to forskjellige Luftarter; i den ene er der Brintluft, som bryder Lyset mindre end den atmosfæriske Luft, og i den anden den saa kaldte tunge Kulbrinte eller oliedannende Gas, som bryder Lyset stærkere end .den atmosfæriske Luft. Jeg lader nu Brinten strømme ud, og uagtet den er fuldkommen gjen- nemsigtig og farveløs, saa at man ikke kan see den, medens den strømmer ud, ville I dog tydelig kunne see Straalebrydningen paa Skjærmen, nåar Lysstraalerne fra den elektriske Lampe gaae igjennem Brintluftstrømmen, og I kunne tillige see, at Lysstraalerne spredes. Naar jeg lader begge Luftarterne udstrømme ved Siden af hin- anden og Lysstraalerne samtidig gaae igjennem dem, ville I see en mærkelig Forskjel paa deres Skygger påa Skjær- men, idet den fra Brintluften er mørkere i Midten, fordi BY den bryder Lyset mindre end den atmosfæriske Luft, hvorimod den fra den oliedannende Gas er lys, fordi den bryder Lyset stærkere og virker som en Straalesamler. Jeg vil nu vise Eder nogle Forsøg med Lysstraaler- nes Brydning i forskjellige Lindser; jeg har her en Straale- samler, en såakaldet planconvex Lindse (fordi den ene Side er plan og den anden udbuet), og naar jeg lader en Straalekegle fra Lampen gaaåae igjennem den, brydes den saaledes, at Lysstraalerne blive sammenløbende og sam- les i et Punkt. Stiller jeg Skjærmen i Veien for den ved Brydningen frembragte Straalekegle, faaer jeg en klart lysende Skive, og opfanger jeg den i Brændpunktet, viser der sig et Billede af Kulspidserne, hvorfra Lyset udgaaer. Dette Billede er noget forvisket; hvorfor det er saa, ville vi senere komme til, idet vi først ville see, hvorledes der kan dannes et Billede ved Hjælp af Lindsen. Naar jeg lader en Lyskegle, som udgaaer fra et Punkt a, falde paa en Straalesamler, ville Lysstraalerne brydes i denne og samles i et Punkt påa den anden Side af den og der danne et Billede, som jeg vil betegne med a'; tænker jeg b (1 mig et andet lysende Punkt b ligeledes udsendende en Lyskegle, vil jeg ogsaa faae Lysstraalerne samlede i et Punkt b', som er Billedet af Punktet b. Tænke vi os nu et Menneske ved ab, saaledes at. Fødderne ere ved a og Hovedet ved b, og at Legemet opfylder det mellem- liggende Rum, saa ville vi faae et omvendt Billede af 12 178 ham ved a3b', saaledes, at Fødderne ere ved a' og Hove- … detvedb'. Tager jeg en hvilken som helst Gjenstand, f. Ex. dette Stykke Lys, og lader Lyset fra Lampen falde paa det for at belyse det, saa ville vi, naar jeg holder Lind- sen mellem det og Skjærmen, paa denne see et omvendt Billede af Lyset. Nu see I altsaa, hvorfor der dannes et Billede af Kulspidserne påa Skjærmen, naar jeg holder en Straalesamler mellem den og den elektriske Lampe, men Omridset af dette Billede er utydeligt, det er ikke skarpt begrændset, men omgivet med en lysende Rand; dette hidrører fra følgende Omstændigheder. Naar Lysstraaler fra en stærk Lyskilde i a falde påa en straalesamlende Lindse i Nærheden af dens Kand b og c, brydes de og gaae i Retningen bd, cd og samles i Punktet d; de Lys- straaler derimod, som gaae igjennem den midterste Deel af Lindsen ef, brydes ikke saa stærkt som Randstraalerne og samles i et andet Punkt g, der ligger længere borte fra Lindsen, saa at de Lysstraaler, der udgaae fra det samme Punkt a, ikke samles. igjen til eet Punkt; dette er Grunden til den lysende Rand, der gjør Billedet af Kulspidserne utydeligt. Men herved faae vi tillige Anvis- ning til, hvorledes vi skulle hæve denne Utydelighed. og faae et tydeligt Billede med skårpe Omrids; vi behøve nemlig blot at bortskjære Randstraalerne og kun bruge de Lysstraaler, som gååe igjennem den midterste Deel af 1749 Lindsen. Dette kan jeg gjøre ved Hjælp af denne Metal- plade, i hvis Midte der er et Hul med lidt over en Tom- mes Tvermaal; den lægger jeg paa Lindsen, saaledes at kunden midterste" Deel af "denne er fri, og'T'see då, hvilket skarpt og tydeligt Billede, jeg faaer af Kulspidserne. At Billedet er omvendt, kunne I see deraf, at naar jeg flytter den øverste Spids op eller ned, er det den nederste i Billedet, der bevæger sig ned eller op. Til Slutningen vil jeg vise Eder, at jeg med Lindser kan frembringe aldeles lignende Virkninger som med Hulspeile; naar jeg belyser denne Medaille med Lyset fra den elektriske Lampe og dernæst lader Lysstraalerne fra den gåae igjennem en Samlelindse, vil jeg påa Skjærmen kunne opfange et Billede af den, der er omvendt ligesom ved Hulspeilet. i Åtmosphærens Electricitet. Efter Jamin: »Cours de physique« ved polyt. Cand., Adjunkt V. Ramsing. D. denne Afhandling forudsætter noget Kjendskab til Læren om Electriciteten, og dette Emne ikke tidligere har været behandlet her i Tidsskriftet, turde det maaskee være hensigtsmæssigst at forudskikke en kort Forklaring af de i Afhandlingen forekommende Udtryk. Gnider man to Legemer f. Ex. en Lakstang og et Stykke Silketøj mod hin- anden, ville de begge blive istand til at tiltrække lette Smaalegemer, som Papirstumper, der hænge ved et Øieblik og derefter igjen falde af. Dette hevirkes ved Electriciteten, som er fremkaldt i begge Lege- merne ved Gnidningen, saaledes at Lakket er bleven negativ, Silken positiv electrisk. Vi have saaledes to Slags Electricitet, hvis vig- tigste Egenskab er den, at Legemer, der ere ladede med samme Art Electricitet, frastøde hinanden, medens modsatte Electriciteter tiltrække hinanden. Nogle Legemer, hvoriblandt især Metallerne, kunne med Lethed lade Electriciteten strømme igjen- nem sig og kaldes derfor Ledere; andre besidde kun i meget ringe Grad denne Evne og kaldes Isolatorer eller Ikke-Ledere; naar en Leder berører et electrisk Legeme, bliver dens hele Overflade elec- trisk ved Meddeling, forudsat at Lederen er isoleret, såa at Elec- triciteten ikke kan strømme bort; en Isolator bliver derimod kun electrisk i Berøringspunktet; bringer man en Lakstang, som er bleven negativ electrisk ved Gnidning, i Nærheden af en uelectrisk Leder, som f. Ex. et Stykke Papir eller Kork, ville de forbundne Electriciteter i dette adskilles; den negative frastødes og den positive tiltrækkes af Lakkets Electricitet, og hvis Legemet er let nok, vil det springe op til Lakket og blive hængende der, indtil dets positive Electricitet er ophævet og det tillige er bleven ladet med negativ Electricitet. Paa Grund af de ensartede Electriciteters Frastødning falder Legemet nu 181 af og kan ikke tiltrækkes igjen, før det har mistet sin Electricitet eller er bleven udladet. Vi see altsaa, at et electrisk Legeme ad- skiller de forbundne Electriciteter i andre Legemer, og dette Phæno- men kaldes Fordeling. — Paa Grund af Frastødningen søger Elec- triciteten altid ud i de fjerneste Dele af de electriske Legemer, den samler sig udelukkende paa Overfladen og ophobes stærkest i Enderne af langstrakte Ledere, i Spidser samler den sig saa stærkt, at Luften, som dog er en god Isolator, ikke kan hindre den i at strømme ud, især naar der er et Legeme med modsat Electricitet i Nærheden til at udøve Tiltrækning paa Spidsens Electricitet. — Til at undersøge Electricitetens Beskaffenhed benytter man Electroskopet, der be- staaer af et isoleret Stykke Staaltraad, som oventil ender med en lille Kugle, medens det forneden bærer to Halmstraa; det Hele er "indesluttet i et Glas, hvoraf blot Kuglen og et Stykke af Traaden rager op. Naar Electroskopet lades med Electricitet, vil denne ud- brede sig over hele Apparatet, og Halmstraaene ville da formedelst den electriske Frastødning fjerne sig fra hinanden eller gjøre et Ud- slag. Nærmer man derefter et Legeme, der er ladet med samme Electricitet som Eleetroskopet, til Kuglen, vil dennes Electricitet drives ned i Halmstraaene, som fjerne sig længere fra hinanden ; modsat Electricitet bringer dem til at falde sammen. — Ombyttes Electro- skopets Kugle med en plan Metalplåade, hvis øverste Side er isoleret ved Overstrygning med Fernis, og man ovenpaa denne sætter en anden ligeledes ferniseret Piade med et isolerende Haandtag, saa har man Kondensatoren; berører man den nederste Plade med et påsitiv electrisk Legeme, medens åen øverste afledes ved at holde en Finger derpaa, ville Electriciteterne i den øverste Plade adskilles ved Fordeling, den positive gaaer bort, den negative tiltrækkes eller bindes og drager igjen al Legemets Electricitet op i den nederste Plade. Den øverste Kondensatorplade løftes derpaa af, hvorved Elec- triciteten i den nederste bliver fri og giver et Udslag. Leidner Flasken er kun en anden Form af Kondensatoren; det er en Glas- krukke, der udvendig og indvendig er belagt med Tinblade indtil i nogen Afstand fra Overkanten. . Flasken lades ved at forbinde den indre Belægning med Electriseermaskinen, medens den ydre er af- ledet; naar derefter begge Belægninger forbindes med hinanden, for- ene de modsåtte Electriciteter sig, og man faaer en stærk Gnist og et langt voldsommere Stød end det, -Electriseermaskinen kan give umiddelbart. 182 Skjøndt det allerede var de gamle Grækere bekjendt, at Rav ved Gnidning bliver istand til at tiltrække lette Lege- mer, var Luftpompens berømte Opfinder, Otto v. Gue- ricke, dog den første, som frembragte electriske Gnister. Kort efter gjorde Wall den samme Opdagelse, og de sammenlignede begge Gnisten og den knækkende Lyd, der ledsager den, med Lyn og Torden. Det kan heller ikke negtes, at der er en paafaldende Lighed, men dette er dog ikke tilstrækkeligt, naar det gjælder om at søge Lovene for et af Naturens mest storartede Phænomener i en såa ubetydelig Gnist. Det directe Beviis for Lynets electriske Natur blev først leveret henved Hundrede Aar senere og da næsten aldeles samtidigt af flere Physikere paa engang. Den mest bekjendte af disse er Benjamin Franklin, der selv havde gjort flere Opdagelser, navnlig med den saakaldte Franklins Tavle og med spidse Metal- stænger. Han kom paa den Tanke, at høie Metalspidser maatte suge Skyernes Electricitet til sig og besluttede derfor at anbringe en Spids paa et høit Klokketaarn, der netop var under Arbeide i Philadelphia, men då dettes Fuldførelse varede ham for længe, faldt det ham ind, at han ligesaa godt kunde benytte en Drage til åt bringe Spidsen i Veiret. Han lod da en såadan Drage gaae til- veirs i et Tordenveir; de første Skyer drev forbi uden at vise noget Tegn til Electricitet, og han tænkte allerede påa at opgive det Hele som mislykket, da det begyndte at regne, hvorved Snoren, som holdt Dragen, blev vaad og altsaa mere ledende; nu begyndte de fine, løse Trev- ler i Snoren at reise sig, der hørtes en Larm, og då han holdt Fingeren til, fik han en Gnist. Dette Forsøg, der blev anstillet i Juni 1752, ansees sædvanlig for at være det første, men dette er. ikke 183 ganske rigtigt, da Dalibard nogle Uger tidligere havde trukket Gnister af en Stang, som var opreist paa Taget "af et Hus. Derimod tilkommer der Franklin Æren for at være den første, som udfandt Midlerne til at bringe Electriciteten ned fra Skyerne: Kort Tid efter begyndte de Romas i Nerac at anstille lignende Forsøg med Drager, og i Juni 1753 fik han langt stærkere Gnister end Franklin, men han havde ogsaa havt den heldige Idee at indflette tynde Metaltraade i den Snor, som holdt Dragen. De Romas fortsatte For- søgene, og i Aaret 1757 fik han tommetykke Gnister paa 9—10 Fods Længde, der ledsagedes af et Knald som et Pistolskud; i Løbet af en Time erholdt han i det Mindste 30 saadanne Gnister foruden en Mængde mindre. Stødet var saa heftigt, at han engang blev kastet omkuld. Ved disse og flere Forsøg blev det saaledes beviist, at Lynet er et electrisk Phænomen, og nu gjaldt det om at anstille- nærmere Undersøgelser over Luftelectriciteten. Saussure benyttede hertil et almindeligt Halmstraa- Electroskop, som senere er blevet ombyttet med et mere fintmærkende Instrument. Den største Vanskelighed ved disse Undersøgelser bestod i at bringe Electriciteten ned fra Atmosphæren, der som bekjendt er en meget slet Leder. Saussure ombyttede Electroskopets Kugle med en lodret Metalstang, over hvilken han lod en Ring glide ned; til Ringen var der ved en tynd Kjæde befæstet en tung Kugle af Metal, som han kastede i Veiret, naar han vilde anstille Iagttagelser. Luftens Electricitet gik da over i Kuglen og gjennem Kjæden ned i Electroskopet, som gav et Udslag. Kuglen løftede Kjæden med sig, og der maatte altsaa indtræffe et Tidspunkt, hvori den sidste ikke var i Berøring med Jorden, men dog ved Ringen var for- 184 bunden med Electroskopet; dette blev da ladet. Naar Kuglen nu steg lidt højere, blev Ringen løftet af, og han kunde derefter maale Udslaget. Dette Appa- rat er forbedret af Becquerell og Breschet, der ombyttede Kuglen med en Piil, som blev udskudt af en Bue; Forsøget blev herved lettere at anstille, da Pilen kunde naaåe højere og altsaa modtage mere Electricitet. De forsøgte desuden at udskyde Pilen horizontalt, men Electroskopet gav da ikke noget Udslag, og herved blev det altsaa beviist, at Electriciteten ikke var frembragt ved Pilens Gnidning mod Luftdelene. Da Luften er en slet Leder, kan man heller ikke antage, at Electroskopet bliver ladet ved Meddeling, men Luftelectriciteten virker fordelende paa Spidsen, såa at dennes negative Electrici- tet strømmer ud og ophæver Luftens positive; derimod gaaer Spidsens posilive Electricitet, paa Grund af den electriske Frastødning, ned i Electroskopet og frembringer Udslaget. Rigtigheden heraf er beviist af Gay-Lussac og Biot, som påa en Luftreise lod en isoleret: Metal- stang hænge ned fra Gondolen; dennes øverste Ende blev da negativ, uagtet Luften var positiv, og Electrici- teten kunde altsaa kun være frembragt ved Fordeling. Allerede ved disse Forsøg har det viist sig, at Elec- troskopet altid giver Udslag, og at dettes Størrelse va- rierer efter Aarstiden og Klokkeslettet; det: voxer, naar Apparatet hæves i Veiret, men aftager, naar det opstilles under en eller anden Gjenstand, som f. Ex. under Træer; inde i Bygninger faaer man intet Udslag. Under aaben Himmel er Atmosphæren derimod altid elec- trisk, og denne Electricitet er næsten altid positiv. Man maa allerede af denne Grund antage, at 185 Luftelectriciteten hidrører fra bestemte, stadigt virkende Åarsager. i Da de ovenfor omtalte Fremgangsmaader ikke tillade nøiagtige Maalinger af Luftelectriciteten, navnlig fordi man ikke er Herre over den Høide, som Pilen naaer, saa har man i den senere Tid foretrukket at opreise høie, isolerede Stænger, som ende med en Spids, og som ere i Forbindeise med faste Electroskoper, hvor man altsaa blot behøver at aflæse Udslaget. Ved Hjælp af saadanne Electrøoskoper har man anstillet stadige Iagttagelser og Maalinger af Luftelectriciteten i Bryssel, Kew, Mynchen 0. fl. Steder, og derved har man fundet de følgende Resultater: Ved Solens Opgang og ved dens Nedgang voxer Ud- slaget, i Begyndelsen stærkt, men efterhaanden langsom- mere, indtil det naaer Maximum Kl. 10 Formiddag og Aften; derefter aftager det stærkere og stærkere indtil Kl. 2, da mån har Minimum, hvorpaa det igjen voxer. Man har altsaa baade Maximum og Minimum engang i hvert halve Døgn, Kl. 10 og Kl. 2; dog forandres Klokke- slettet lidt med Aarstiderne. Man har endvidere lagt Mærke til, at Udslaget Kl. 11 om Formiddagen er meget nær Middeltallet af alle Udslagene for hele Døgnet, og man kan altsaa indskrænke sig til at aflæse Udslaget een Gang om Dagen ved dette Klokkeslet. Tåger mån Sum- men af disse Middeludslag for hver Maaned i Aaret, saa viser der sig det Modsatte af, hvad man skulde vente, idet Udslaget er meget stort om Vinteren og kun ubetyde- ligt om Sommeren. Dette sees tydeligere af hosføiede Tabel over Udslagene for hver Maaned efter lagttagelser i Bryssel, anstillede i Aaret 1846. Januar rets 562 0 | Julies bose 33? Februar he IDG 0 Audit NERE 5762 Martstiisusbrrgkees 958 | September savner pA prik addet 94 Stc tobens sr eee OST Maier er køge 490 | November .... 2740 EDEN PE Ses E tee TER FE 509)? December . .…. . 7999 For nu at finde Aarsagerne til disse Forhold' måaåe vi søge Aarsagerne til den. atmosphæriske Electricitet. Her gjælder naturligviis den samme Sætning som overalt i Meteorologien, at et bestemt Phænomen ikke kan for- klares blot som Følge af en enkelt Aarsag, men Phæno- menerne gribe bestandig ind i og modificere hinanden indbyrdes. Naar man imidlertid lægger Mærke til, at Udslagets Størrelse retter sig efter Klokkeslet og Aarstid, ligger det nær at antage, at Temperaturforholdene spille en væsentlig Rolle. At dette virkelig er Tilfældet, er be- viist af Pouillet; han satte nemlig en rødglødende Platin- skaal påa Kondensatoren og heldte lidt Vand deri; medens dette kogte, holdt han Fingeren paa den nederste Plade, ligesom naar man ellers lader Kondensatoren; efterat Kogningen var ophørt, løftede han den øverste Plåde af, og fik derved i de fleste Tilfælde et Udslag; Skaalen var altsaa bleven electrisk ved Fordampningen; og da man ikke kan frembringe den ene Art Electricitet uden med det Samme at faae ligesaa meget af den anden Årt, var det let at indsee, at Dampen ligeledes maatte blive elee- trisk, og at denne Electricitet maatte være modsat Skaalens. Reent Vand gav intet Udslag, men saåaasnart han satte en Syre til, blev Dampen positiv, hvorimod Baser gjorde den negativ. Salt Vand gav positive Dampe. Vi maae derfor antage, at Fordampningen, der afhænger af Varme- forholdene, er den vigtigste Aarsag til Luftelectriciteten, 187 idet alle de Dampe, der stige op fra Havet, ere posi- tive; Electriciteten udbreder sig med Dampene i Luften og føres af Vindene ind over Landet, hvor Electroskopet paåaviser dens Tilstedeværelse. Da der udvikles Electricitet ved enhver kemisk Pro- ces, maa ogsaa Forbrændingen, Vegetationen og Aande- drættet have Betydning for Luftelectriciteten, men For- dampningen er dog den vigtigste Aarsag, og da den er tilstrækkelig til at forklare de ovenfor anførte Kesultater, ville vi i det Følgende blot holde os til den. Der finder Fordampning Sted selv ved Temperaturer, som ligge langt under Frysepunktet, og Luften maa der- for altid være mere eller mindre electrisk; da endvidere Dampen af salt Vand er positiv, maa Luften ogsaa altid blive positiv; dog kan Electroscopet en sjelden Gang blive ladet med negativ Electricitet, og man har lagt Mærke til, at dette kun skeer under Tordenveir, i Tåage eller Skylregn; det indtræffer kun nogle fåa Gange i Løbet af et heelt Aar; Forandringen foregaaer pludseligt og varer kun kort. Ved at undersøge Aarsagerne hertil vil man finde, at det kun er de lavere Lag af Atmosphæren, som blive negative. Skyerne dannes nemlig, som bekjendt, ved Fortætning af Vanddampene; saalænge Dampene ikke ere fortæitede, ere de ligeligt udbredte i Luften, og Elec- triciteten maa' da ogsaa være jevnt fordeelt; men i samme Øieblik som Dampene fortættes til Skyblærer, vil Luften afgive sin Electricitet til disse, og den frembragte Sky opfanger altsaa al den Electricitet, der var indeholdt i det Bumfang Luft, som den indtager. Skyen kan nu rigtignok ikke sammenlignes med en metallisk Leder, da den ikke danner nogen sammenhængende Masse, men bestaaer af enkelte Vandblærer, hvis Ledningsevne des- 188 uden er langt ringere end Metallernes; men Electriciteten vil dog i Skyen følge de samme Love som i metalliske Ledere, og den vil navnlig søge bort fra det Indre for, åt ophobe sig paa Overfladen. Man tænke sig nu, at en Sky jages frem af Vinden, medens den tillige er udsat for den fordelende Indflydelse af de høiere liggende Luft- . lag, som ere stærkere posilive; Skyens Electricitet vil da frastødes og samle sig påa dens nederste Side, og naar Luftlagene ovenover besidde tilstrækkelig Electricitet, kan der endog udvikles Fordelingselectricitet i Skyen, saaledes at dens øverste Deel bliver negativ. Nu kan det skee, at den nederste Deel af Skyen pludselig opløses i en Skyl- regn; den positive Electricitet følger med Regnen til Jorden, og kun den negative bliver tilbage; nåar Skyen derefter sænker sig, bliver denne negative Electricitet fri, den udbreder sig over hele Skyens Overflade og DE ved Electroskopet. Paa denne Maade forklares Atmosphærens negative Electricitet under Torden og Skylregn; det vil let for- staaes, at Omslaget foregaaer pludseligt, og at det er kortvarigt, thi det er kun en enkelt Sky, som bliver nega- tiv, og dens negative Electricitet vil efterhaanden forene sig med den omgivende Lufts positive; desuden driver Skyen snart bort, og Electroscopet bliver da igjen ladet med positiv Electricitet. Saussure har angivet en anden Grund til dette Omslag, som gjælder i Tilfælde af Taage. Han gaaer ud fra, at Jorden er negativ electrisk, og det nederste Luft- lag, som er i Berøring med Jorden, maa da ogsaa være negativt; naar nu en Taage dannes, ved at Dampene for- tættes ved Berøring med Jorden, såa maa Taagen ogsaa blive negativ, hvad Saussure iøvrigt har beviist ved 189 directe Forsøg. Et tilsvarende Phænomen viser sig ved høie Vandfald, hvor Vandet opløses i fine Draaber, før det naaer Bunden, og altsaa danner en Slags Sky, som ligeledes er negativ påa Grund af Berøringen med Jorden før Faldet. For dernæst at forklare Variationerne i Electroskopets Udslag maae vi erindre, at Havet og altsaa ogsaa Jorden er negativ,.medens Luften er positiv. De modsatte Elec- triciteter ere saaledes i Nærheden af hinanden, og det vil derfor være indlysende, at der maa foregaae en stadig Udvexling af Electricitet mellem Jorden og Atmosphæren. Electroskopet bliver electrisk ved Fordeling og virker der- efter ligesom ethvert andet Punkt paa Jorden, omend i stærkere Grad; dets negative Electricitet strømmer ud af Spidsen foroven, medens den positive gaaer ned i Electro- skopet og frembringer et Udslag, som bliver desto større, jo mere Electricitet Spidsen har afgivet. Udslaget er altsaa kun Maal for den Electricitetsudvexling, der fore- gaaer mellem Atmosphæren og Jorden, og dets Størrelse afhænger følgelig baade af den tilstedeværende Electricitets- mængde og af Ledningsevnen. Det retter sig endogsaa meest efter Ledningsevnen, saaledes at det største og mindste Udslag falder sammen med Maximum og Mini- mum af Fugtighed. Dette forklarer fuldkomment de an- førte Resultater af lagttagelserne: Ved Solens Opgang begynde Dampene at stige i Veiret, og Luften bliver der- ved mere og mere ledende indtil omtrent Kl. 10, da man har det første Maximum af Udslag. Derefter tiltager rigtignok Varmen og altsaa Fordampningen endnu i et Par Timer, men den højere Temperatur fremkalder en stærk opadstigende Luftstrøm, som hurtigt fører Dampen op med sig, saa at Fugtigheden aftager i de nedre Luft- 190 lag indtil Kl. 2, da Udslaget bliver Minimum. -Nu be- gynder Luften at afkøles, den opstigende Luftstrøm svæk- kes og standser tilsidst; Fugtigheden og Ledningsevnen tiltager altsaa indtil Kl. 10. Ved dette Klokkeslet er den største Deel af Luftens Fugtighed fortættet til Dug, og Ledningsevnen aftager paa Grund af den fortsatte Afkøling indtil henimod Solopgang. Det kån nu ogsaa forståaes, at Udslaget er størst om Vinteren, thi påa denne Åarstid er Luftens Fugtighed og altsaa Ledningsevnen størst, men deraf følger ingenlunde, at Electricitetsmængden skulde være størst om Vinteren. Paa Grund af den stær- kere Fordampning og bedre Isolation er det tvertimod høist sandsynligt, at der om Sommeren findes langt mere Electricitet i de øvre Luftlag end om Vinteren; 'Torden- veiret, som især dannes paa tørre og varme Dage, da Electriciteten ikke let kan strømme ned til Jorden igjen, vidner ogsåa herom, men det er ikke beviist ved Forsøg, da man ikke har Midler til at bestemme Luftens Elec- tricitetsmængde uafhængigt af Ledningsevnen. Ved den stadige Fordampning bliver der saaledes bestandig udviklet modsatte Electriciteter i Jorden og i Atmosphæren, og mellem disse foregåaer der, som om- talt, en stadig Udvexling, hvorved Electricitetsmængden reguleres. Det er især naar Fugtigheden vender tilbage til Jordens Overflade som Dug eller som Regn, at Atmo- sphæren udlades, men under gunstige Forhold kan Luften blive såa opfyldt med Electricitet, at der opstaaer Tordenveir. Naar to ulige stærkt ladede Skyer komme i Nærheden af hinanden, vil den Sky, hvis Electricitet er stærkest, bevirke en Fordeling i den anden; den negative Electrici- tet bliver 'tiltrukken, og naar Skyerne komme nær nok til 191 hinanden, udlades de med en stærk Gnist, der ledsages af et Skrald; man faåaer altsaa Lyn og Torden. Men her viser der sig nogle Uovereensstemmelser med de Gnister, som fåaes af Electriseermaskinen: Lynet har for det Første en Zigzagform, medens Maskinens Gnist er ret- linet. Aarsagen hertil har man ikke hidtil kunnet angive, men derimod hår man erholdt zigzagformige Gnister af Electriseermaskinen, nåar man forlængede dem ved at lade dem slaae hen over en isolerende Flade, hvorpaa der var spredt et tyndt Lag af ledende Smaadele som f. Ex. Jernfiilspaan. Paa samme Maade forklares Lynets overordentlige Længde: ved at lægge Mærke til den Tid, der forløber mellem Lynet og Tordenen og derefter til- nærmelsesviis at bestemme Vinklen mellem de yderste Punk- ter af Lynet kan man nogenlunde beregne dets Længde, der ofte findes at være een eller flere danske Miil. Det vilde være aldeles utænkeligt, at den electriske Kraft kunde frembringe en Gnist af en saadan Udstrækning, men denne Vanskelighed forsvinder, naar man husker påa, at Mellemrummet mellem de to Skyer naturligviis er opfyldt med Skyblærer og Lynet er altsaa ikke en enkelt Gnist, men en Række af Gnister, som Øiet ikke formaaer at adskille. Electriseermaskinens Gnist giver en kort, skarp Lyd, medens Tordenen bestaaer af flere hurtigt paa hinanden følgende Skrald, som ledsages af en huul Rullen, der vexelviis forstærkes og svækkes, og som tilsidst døer langsomt hen. Denne Forskjellighed er imidlertid heller ikke vanskelig at forklare: Gnisten frembringer naturlig- viis samtidig den samme Lyd paa ethvert Punkt af sin Bane; da nu Lynets Afstand fra Øret er meget forskjellig påa Grund af dets store Længde, kan Lyden ikke naae 192 Øret paa samme Tid fra ethvert Punkt; Lynets Bane er desuden zigzagformig, og man hører derfor paa samme Tid Skraldet fra flere eller færre Punkter i Banen, hvor- ved Tordenens Ueensformighed bliver forstaaelig. Den hule Rullen er såandsynligviis blot Gjenlyd i Skyerne. Lynet dannes for det Meste mellem ulige stærkt ladede Tordenskyer, saaledes som det ovenfor er frem- stillet, og i dette Tilfælde er det uskadeligt; men under- tiden kommer Skyen saa lavt, at der ved Fordelingen fremkaldes en kraftig Electricitet i Jordens Overflade ; man kan da iagttage alle de bekjendte Tegn paa Tilstede- værelsen af Electricitet, og man har navnlig ofte bemær- ket Lysbuske paa Metalspidser; Cæsar fortæller saaledes, at en heel Legions Kastespyd have staaet i Luer efter et Tordenveir. Nogle franske Officerer, der en Aften spåd- serede med blottet Hoved i et af Forterne ved Algier, mærkede pludselig, at Haarene reiste sig paa deres Hove- der og udsendte Lysbuske; de faldt paa at løfte Hænderne i Veiret og Lysbuskene viste sig strax paa deres Finger- ender. Maxadorf beretter et mærkeligt Phænomen af denne Årt, der ovenikjøbet passerede midt om Vinteren: Strax efter et Tordenveir bemærkede han, at Straaene i et Læs Halm, der befandt sig paa aaben Mark under en stor mørk Sky, reiste sig og syntes at staae i Luer; selv fra Kudskens Pidsk udstraalede et stærkt Lys. Da Skyen efter ti Minutters Forløb var dreven bort, ophørte Phæno- menet. Af samme Oprindelse er den saakaldte Sanct Elms Ild, der viser sig påa Skibenes Master og Ræer, og som har givet Anledning til endeel Overtro. Ubekjendtskab med dette Phænomens Natur bragte engang en Skibsehef til at sende en Matros op at hente en saadan Lysbusk af 193 halvanden Fods Højde, der sad paa Stormastens Veirhane ; da Matrosen var kommen derop, raabte han ned, at Ilden frembragte en knittrende Lyd, som naar vaadt Krudt brænder; han fik da Ordre til at tage Fløjen ned, men Følgen heraf blev blot, at Flammen satte sig paa Maste- toppen, uden at det var muligt at faae den derfra. Vi kunne antage, at enhver Tordensky ved Fordeling fremkalder den modsatte Electricitet i Jorden, og denne Eleetricitet kan ofte nåaae en overordentlig Intensitet. Men Fordelingen kan ikke være lige stærk overalt; den er svag elier ingen i slette Ledere og i isolerede Gjenstande, men derimod stærk i gode Ledere, som fugtige Landstræknin- ger eller store Metalmasser paa Bygninger; den vil end- videre være slørst påa høie Steder, i Taarne, Træer eller Skibsmaster. Naar. en saadan fordelende Sky derefter driver bort uden åt udlades, vil Virkningen af dens Nærværelse efter- haanden forsvinde umærkeligt. Hvis Skyen derimod plud- selig udlådes ganske eller tildeels ved et Lyn, vil dens fordelende Indflydelse i samme Øieblik høre op eller for- mindskes; de adskilte Electriciteter i Jorden forene sig da pludselig, og Mennesker eller Dyr, som befinde sig paa saadanne Steder, føle stærke electriske Stød. Man har seet talrige Forsamlinger af Mennesker eller hele Kvæg- hjorde påa engang modtage dette Stød og styrte døde til Jorden, uden at man har kunnet opdage nogen Beskadi- "gelse påa den øvre Deel af Legemerne; derimod findes er ofte Saar under Fodsaalen, ligesom Sømmene i Fod- tøjet kunne rives ud og smeltes af den electriske Strøm. Da Ledningen ikke er afbrudt, kan der ikke fremkomme nogen Gnist, og disse Stød kunne derfor ikke tænde. Dette Phænomen kaldes Bagslag. 13 194 Saalænge den omtalte Fordeling vedvarer, er imid- lertid ogsaa en anden Fare overhængende, idet Skyens og Jordens Electricitet kunne forene sig; man siger da, at Lynet slaaer ned, skjøndt dette Udtryk ikke er ganske correct. Man kan nemlig sammenligne Skyen med den indre Belægning af Leidner Flasken og Jordens Overflade med den ydre; det mellemliggende Luftlag svarer altsaa til Glasset. Ved Forsøg af Wheatstone er det nu godtgjort, at Leidner Flasken udlades ved at de modsatte Electriciteter paa engang forlade Belægningerne og mødes i Midten af Udladningstraaden, og det Samme finder aabenbart ogsaa Sted ved Lynet. Denne Anskuelse be- styrkes ved den Omstændighed, at man aldrig kan see, om Lynet har bevæget sig til den ene eller til den ånden Side; den enkelte lagttager troer vel at kunne sige, hvad Vei det er gaaet, men naar To eller Flere have betragtet det samme Lyn, såa er det aldeles tilfældigt, ifald de. kunne blive enige om Lynets Retning, navnlig hvis det har været horizontalt; thi hvad de. verticale Lyn angaaer, da har man nu engang dannet sig den Forestilling, åt de skulle bevæge sig nedad, og derfor synes de altid at gjøre det. Nedslaget skeer naturligviis lettest i gode Ledere, hvor Fordelingen er stærkest, og i høie Gjenstande, da disse ere Skyen nærmest. Tørre Strækninger og isolerede Gjenstande blive kun meget sjeldent ramte af Lynet, da Fordelingen ikke kan indvirke synderligt påa dem. Den første og alvorligste Følge af Nedslaget er den, at det sædvanlig medfører Døden for de Mennesker og Dyr, som rammes deraf; det kan der efterlade sig dybe Saar, der frembringes ved, at Electriciteten i Legemet bevæger sig opad til Hovedet og derfra påa engang strømmer ud i Luften for at møde Skyens modsatte Electricitet. 195 Naar Nedslaget foregaaer i andre Gjenstande, anretter det ligeledes for det Meste store Ødelæggelser. Det er en Selvfølge, at det saavidt muligt følger gode Ledere, og forsaavidt disse have en tilstrækkelig stor Udstrækning, tage de ingen Skade; saaledes skeer det ofte, at Lynet følger den overjordiske Telegrafledning uden at beskadige den. Er derimod den gode Leder saa tynd, at Lednings- modstanden bliver stor, vil Lederen opvårmes og smelte eller forflygtiges. Man har saaledes Exempler paa, at Klokkestrenge ere blevne smeltede og have efterladt en Række Smaakugler paa Gulvet nedenunder; de enkelte Led i tykke Jernkjæder ere smeltede sammen, ja selv Lynafledere, der dog maae antages at have været for tynde, ere blevne smeltede og splittede ad til alle Sider, Man hører undertiden vidunderlige Beretninger, som vise, hvor nøie Lynet i mange Tilfælde følger den metal- liske Leder, og at det navnlig ikke træffer Isolatorer. Under et Tordenveir strakte f. Ex. en Dame Haanden ud for at lukke et Vindue; Lynet slog ned i det Samme, og Damens Guld- Armbaand forsvandt såa fuldstændigt, at man bagefter ikke fandt mindste Spor af det. En anden Gang stod en Dame og såae ud af Vinduet, da Lynet. ligeledes slog ned og smeltede en fiin Jerntråad, der var anbragt i Randen af hendes Hat; denne antændtes af He- den, men Damen blev urørt. Naar Lynet derimod træffer slette Ledere, sønder- slaaer det dem og spreder Stykkerne til alle Sider; paa de Steder, hvor Lynet har ramt, finder man ofte Spor af Smeltning, og brændbare Stoffer antændes sædvanlig. Franklin havde saaledes i 1754 Leilighed til at undersøge Virkningerne af et ganske særeget Nedslag i et Klokke- taarn, som bar et Træspiir af 67 Fods Høide; dette Spiir 13= 196 blev splittet ad til alle Sider. Men da Lynet kom til det egentlige Taarn, traf det en Jerntraad, der forbandt Hammeren påa en Klokke med Hjulene i Tåaarnuhret; denne Traad blev forflygtiget og efterlod kun en sort Stribe langs ad Muren. Medens altsaa Træspiret foroven var bleven ødelagt, havde en simpel Jerntraad af en god Strikkepinds Tykkelse været tilstrækkelig til at lede Lynet videre, uden at det anrettede nogen Skade. Ved Uhret slap den metalliske Forbindelse op, hvorpaa Lynet fort- satte sin Vei i Murværket, der led betydelig Skade. Et andet mærkeligt Nedslag foregik i en lille Mur- steensbygning i Nærheden af Manchester, hvor der var et Oplag af Kul; der hørtes en frygtelig Explosion, som øjeblikkelig blev efterfulgt af Strømme af Regn, medens Huset i nogle Minutter var indhyllet i Svovldamp. Den ene Sidemur blev ved Explosionen reven løs fra Grunden "og i opreist Stilling flyttet et Par Alen ud; Muren inde- holdt 7000 Sten og veiede 52,000 Pund. Ved disse mekaniske Virkninger af Lynilden er der den Mærkelighed, at de for det Meste foregåae, hvor Metaller støde sammen med slette Ledere. I Aaret 1761 slog Lynet saaledes ned i et Klokketaarn i London; Taar- net bar et muret Spiir, som var forsynet med en Mængde Jernankere; den øverste Deel var massiv og blot gjennem- boret af en lang Jernstang, som foroven endte med et Kors. I denne Stang slog Lynet ned, men det fulgte Jernet uden at gjøre nogen Skade eller efterlade noget Spor paa dette. Derimod havde en stor Steen, som bar Jernstangen, slaaet Revner til alle Sider, en meget stor Aabning havde her dannet sig i Spirets Mur, og Lynet havde derfra bevæget sig i Spring fra det ene Anker til det andet; det sprang endog over i alle de Kramper, som 19% forbandt Stenene i det Indre af Muren. Overalt hvor Steen og Jern stødte sammen, bleve Stenene spaltede, knuste og kastede langt bort, men paa ethvert andet Sted var Skaden ingen eller dog ubetydelig. En Følge af Lynets Nedslag er ogsaa de saakaldte Lynildsrør, det er glasagtige Rør, som gaae lodret ned i Jorden; de bleve først opdagede 1711 i Schlesien og ere senere fundne næsten overalt, hvor Jorden er bedækket med et Lag Sand, under hvilket der er Vand. Man an- tager, at Lynet tiltrækkes af Vandet; det slaaer ned og danner derved et Hul i Sandet, som opvarmes saa stærkt, at en Deel af det smelter og ligesom sammenlodder de nærmeste Sandkorn til et Rør. Af samme Oprindelse ere sandsynligviis ogsaa de glasagtige Skeder og smeltede Smaakugler, som man hist og her (f. Ex. i Alperne) har fundet paa høie Klipper. Smeltning pleier i det Hele taget at indtræde, naar en slet Leder rammes paa et Sted, som ikke er i Nærheden af Metal. Det hændes ikke sjeldent, at man seer Lyn, uden at der paåafølger nogen Torden, ja det kan endog lyne, naar Himlen er klar; saadanne Lyn, det saakaldte Kornmod, iagttages ikke sjeldent i Horizonten om Aftenen efter varme Sommerdage, saavelsom ogsåa naar Skyerne trække bort efter et Tordenveir. Naar man erindrer, at det Slags Lyn i Almindelighed ikke er Andet end et stærkere eller svagere Lysskin, såa ligger den Forklaring nær, at det kun er Gjenskin af Lyn, der ere saa fjerne, at Tor- denen ikke kan høres paa Grund af Afstanden. Under Tordenveir seer man ligeledes ofte Lyn, der blot vise sig som et stærkt opblussende Skin i Skyerne, uden at Lyn- straalen selv er synlig, fordi den er dannet bagved tykke Skyer; da Luften her paa Grund af Høiden er tyndere, 198 bliver Skraldet svagere, det- kastes for en Deel tilbage af Skyerne, og den større Afstand bidrager ogsaa til, at Lyden kun høres svagere eller endog slet ikke. Naar Lynstraalen er synlig og altsaa dannet under Skyerne, vil Tordenen derimod næsten altid være hørlig; dog har Dr. Schneider i Dusseldorff (Tidsskr. f. Physik og Chemil. Pag. 118) iagttaget Lynstraaler uden Skrald, men det var. da Lyn, som våre dannede bag Skylaget, og som bleve synlige påa Grund af aabne Steder i dette. Atmosphærens Electricitet optræder endnu påa en anden Maade end i det egentlige Lyn, nemlig som en stor Ildkugle, der bevæger sig temmelig langsomt, saa at man kan iagttage dens Form; den kan endog undertiden standse og blive staaende i flere Sekunder påa samme Sted, forinden den exploderer og då frembringer de samme Ødelæggelser som det sædvanlige Lyn. Dette Phænomen, der har faaet Navn af Kuglelyn, har længe været overseet som usandsynligt, da dets hele Udseende og Fremtræden staaer i en skarp Modstrid med, hvad vi ellers vide om Electriciteten, Først da Arago henledte Opmærksomheden herpaa, er der lagt mere Vægt. paa dette Phænomen, og dets electriske Natur er nu bragt udenfor enhver Tvivl, skjøndt man iøvrigt ikke har kunnet "forklare det, Da Kuglelynet er mindre bekjendt, skal det her oplyses ved nogle Fxempler: 1718 blev en Kirke i Nærheden af Brest aldeles ødelagt af Lynet, og man var da enig om, at Katastrofen var skeet ved at tre Ildkugler af 34 Fods Gjennemsnit havde forenet sig til een, der meget hurtigt havde be- væget sig hen til Kirken. I Marts 1720 faldt der under et meget stærkt Torden- 199 weir en Ildkugle i Nærheden af Hoorn, men den hoppede op igjen, ramte Taåaarnet og antændte det. Et Hus i Surrey blev 1750 stærkt beskadiget ved Lynild; alle Øienvidner erklærede, at de havde seet store Ildkugler omkring Huset; saasnart disse berørte Jorden eller Tåagene, splittedes de ad til alle Sider. Kort efter et voldsomt Tordenveir i Nærheden af Wakefield, da der kun var to lave Skyer tilbage paa Himlen, iagttog Nicholson, at der uafladelig faldt Ildkugler fra den øverste Sky til den nederste. Efterat Arago havde henledet Opmærksomheden paa Kuglelynet, er det nogle Gange blevet iagttaget med større Omhu. En Ilagttager har saaledes seet ligesom en stor rød Ballon af samme Udseende som Maanen, naar den forstørres og farves af Dampene i Atmosphæren. Den sænkede sig langsomt og lodret ned over et Træ i nogen Afstand og blev i Begyndelsen anseet for en Luftballon, indtil der viste sig Flammer paa den nederste Side af det. Det saae ud, som om det var Papir, der brændte sagte og med smaae Gnister, og da der derved var frem- kommet en Aabning tilsyneladende af en Haands Størrelse, sprængtes hele Kuglen pludselig med et forfærdeligt Knald, idet den udsendte et Dusin Lynstraaler i Zigzag til alle Sider; en af disse ramte et Huus og efterlod sig et Hul i Muren som af en Kanonkugle; den sidste Levning af Kuglen gav sig til at brænde stærkt med hvid Flamme, idet den dreiede sig som en Fyrværkerisol. Til Slutning ville vi endnu anføre en Beretning, der er optegnet af Babinet. Umiddelbart efter et stærkt Tordenskrald bemærkede en Skrædder, der sad og spiste, at en med Papir betrukken Ramme, som lukkede for Skorstenen, pludselig faldt ned, som om den blev kastet 200 om af et Vindstød; en Ildkugle kom derefter ud af Skor- stenen og bevægede sig langsomt frem i Værelset i ringe Høide over Gulvet. Ildkuglen, der omtrent var saa stor som et Barnehoved, lignede efter Skrædderens Forklaring en middelmaadig Kattekilling, der havde rullet sig sam- men og bevægede sig fremad uden at bæres af Fød- derne; dens Udseende var i det Hele mere glimrende og lysende end flammende; Varme mærkedes slet ikke. Kuglen nærmede sig til Mandens Fødder, men han und- gik at berøre den ved forskjellige Bevægelser, der dog alle udførtes meget langsomt; det synes, som om Kuglen” har holdt sig nogle Sekunder i Nærheden af hans Been, medens han sad og betragtede den opmærksomt. Derpaa bevægede Ildkuglen sig nogle Gange til forskjellige Sider uden dog at fjerne sig synderlig langt fra Midten af Værelset, men tilsidst hævede den sig langsomt i Veiret, passerede tæt forbi Mandens Ansigt og gik skraat ud gjennem et Hul i Skorstenen, hvor der om Vintren blev anbragt et Kakkelovnsrør; dette Hul var overklistret med Papir, som blev revet af uden at beskadiges. Ildkåglen steg nu langsomt op i Skorstenen, indtil den i en Høide af omtrent 60 Fod over Jorden sprang med et forfærde- ligt Knald, ødelagde den øverste Deel af Skorstenen og kastede Levningerne ned i Gaarden. Naar man vil forhindre Lynets ødelæggende Virknin- ger, maa man enten sørge for at bortlede det eller ogsaa forhindre dets Dannelse ved at mætte Skyerne med mod- sat Electricitet. Det Første kan skee ved f. Ex. at omgive de Gjenstande, man vil beskytte, med et Metalnet, som er vel afledet; Lynet vil da følge den gode Leder og gaae udenom de mindre gode. SDette er naturligviis baade kostbart og besværligt og anvendes derfor aldrig; 201 derimod forsyner man ofte Bygninger eller Skibe med Lynafledere (opfundne afFranklin). Disse bestaae af én Metalstang, som oventil løber ud i en fiin Spids, medens den nederste Ende er godt afledet; det Bedste er at dele den i flere Grene, som føres ned i en Vandbeholdning, der aldrig tørres, men i Mangel heraf maa den graves såa dybt ned i Jorden, at den altid er omgiven af Fugtighed eller andre Ledere, som f. Ex. udbrændte Kul. Naar en electrisk Sky kommer Lynaflederen såa nær, at Fordelin- gen begynder at virke, vil den modsatte Electricitet sam- les i Spidsen og strømme ud af den; jo nærmere Skyen kommer, desto råskere gaåer Fordelingen, og desto mere svækkes altsaa Skyens Electricitet; selv om der ogsaa skeer et Nedslag, vil det dog træffe Lynaflederen, som er såa stærkt ladet med modsat Electricitet, og følge denne uden at anreite Skade, forudsat at Ledningen er i Orden. Er dette ikke Tilfældet, bliver Lynaflederen meget farlig, selv om der ikke skeer noget Nedslag, thi den frastødte Electricitet kan da ikke slippe bort, men maa ophobes, indtil der fremkommer en Gnist, som endogsaa kan blive dræbende for Mennesker. Man kan ikke bestemt angive, hvor langt Lynaflede- ren er virksom, men i Almindelighed antager man, at den beskytter indtil en Afstand, som er lig dens dobbelte Højde. Den maa naturligviis rage op over den Bygning, den skal beskytte, og ikke” være for tynd; derimod er det urigtigt at isolere den fra Bygningen; store Metalmasser, . som Blytage, bør endog omhyggelig sættes i Forbindelse med den, da Fordelingen ellers kan blive saa stærk, at Aflederen ikke kan beskytte mod Nedslag. At Fordampningen virkelig, saaledes som anført, er den vigtigste Aarsag til Luftelectriciteten, bekræftes ogsaa 202 ved den Omstændighed, at Tordenveir er hyppigst, naar det er varmest og altsaa Fordampningen er stærkest. Det tordner derfor oftest i den hede Zone, hvor Regzn- tiden, navnlig i Begyndelsen og Slutninged, medfører en Torden, om hvis Heftighed vi her ikke kunne gjøre os noget Begreb. I den vindstille Region, hvor Solen aldrig fjerner sig langt fra Zenith, og hvor de Luftdele, der fra Polerne strømme mod Ækvator, danne en stærk opåd- stigende Luftstrøm, som fører Dampene og Electriciteten med sig, tordner det næsten daglig. I det vestlige Eu- ropa forekommer Tordenveir i Gjennemsnit 20 Gange om Aaret, i Moskou og Petersborg 17, i Stokholm 9 og i Bergen 6 Gange; naar man kommer længere mod Nord, kan der gaae hele Åar hen uden Torden. Det er lige- ledes bekjendt, at Torden er hyppigst om Sommeren; i det vestlige Europa falder saaledes Halvdelen af alle Tordenveir påa Sommeren og kun Tiendedelen paa Vin- teren, og i det Indre af Europa er Torden en stor Sjel- denhed om Vinteren; derimod kan denne Aarstid hist og her fåae Overvægt ved Kysten af Havet. Paa Grund af den electriske Tiltrækning og Fra- stødning er Tordenskyernes Bevægelse ofte meget uregel- mæssig. De trække næsten aldrig op med Vinden, men kunne derimod ofte trække længe om i Horizonten, inden de komme op; Havet udøver ofte en stærk Tiltrækning paa dem. Mærkeligt er det ogsaa, at Tordenveiret kun meget sjelden kommer fra Nord; naar det en enkelt Gang skeer, trækker der sædvanlig samtidig et andet Tordenveir op fra Syd, og man faaer da meget vold- somme electriske Udladninger. Naturhistoriske Notiser. 1. En mærkelig forstenet Fugl fra Jura-Tiden.”) Naar man seer hen til den uendelige Mængde af Fugle, som forskjønne den nuværende Jordperiode, kan det ikke andet end være En paafaldende, at man kun kjender saa faae forstenede Fugle eller Skeletter af Fortidens Fugleformer ; det vilde imidlertid være overilet deraf at drage den Slut- ning, åt de i samme Grad have været sjeldne i For- tiden, som deres Levninger nu ere sjeldne i de Nedlag, som danne den Forsteninger indeholdende Deel af vor Jordskorpe.”) Man har fundet nogle faae Fugleskeletter eller Dele af saadanne i forskjellige ældre og yngre ter- tiære Dannelser, som vidne om, at gjennem hele Tertiærtiden existerede der Fugle; men fra ældre (sekundære) Dannelser havde man kun en eneste Fugleforstening””), nemlig Dele af et Skelet af en Fugl lidt større end en Due (rimelig- ”) H. v. Meyer: Jahrbuch f. Mineralogie, 1861. A. Wagner: Monats- berichte der Akademie d. Wissenschaften in Munchen, 1861; H. Woodward: »The intellectual observer« (Decbr. 1862), Owen: Annals of natural history, 1863, Februar. "Y Om de Forhold, der i Reglen ville forhindre Fugleknogler fra at blive opbevarede i forstenet Tilstand, see dette Tidsskrift 2den Række iste Bd. p. 275. ””) Den af Owen beskrevne Cimoliornis fra Kridtet, en formeentlig albatrosagtig Fugl, viste sig nemlig åt være en meget stor Flyve- øgle (Pterodactylus). i 204 vis en Svømmefugl), som den nylig ved et ulykkeligt Tilfælde omkomne engelske Zoolog og Geolog Lucas Barrett"), fandt 1858 i det øvre Grønsand (altsaa i den yngste Deel af Kridtformationen). Derimod kjender man som bekjendt en Mængde formeentlige Fodspor af Fugle fra den saa kaldte røde Sandsteen i Connektikut; saa længe denne Dannelse antoges at høre til Triasdannelsen, stode disse Fodspor som Vidnesbyrd om, at Fugleklassen gik meget langt. tilbage i Jordens Historie; men efter at det nu er bleven en almindelig Antagelse hos nyere aåmeri- kanske Geologer, åt den er en Deel yngre og hører til den saa kaldte Lias- eller Oolithperiode, rykke disse Fugle- former betydelig nærmere til den Barettske Fugl fra Kridt- tiden og til senere Perioders Fugleformer.”) For nylig har den fossile Fuglefauna faaet en meget interessant Tilvæxt ved Opdagelsen af et Fugleskelet i den såa kaldte »lithografiske Skifer« — et af de yngste. Led i Jura- ” formationen, som gik umiddelbart forud for den store Kridtperiode — ved Solenhofen i Baiern, et berømt Finde- sted for forstenede Ammoniter, Blæksprutteskaller, Fiske- skeletter, Flyveøgler osv. Stykket, der er indkjøbt til British Museum, tyder påa en Fugl af en Krages Størrelse; ") Denne unge Naturforsker, der blandt andet har besøgt Grønland for at sætte sig ind i det arktiske Havdyreliv, blev ansat som Lærer ved en højere Undervisningsanstalt påa Jamaica, men om= kom i forrige Aar i en Dykkerklokke under sine Undersøgelser af Havets Dyreliv. Om disse Fodspor, som ere fundne paa mere end 20 Steder over en Strækning af næsten 80 engelske Mils Længde, igjennem Lag af mere end et tusind Fods Tykkelse, see dette Tidsskrift paa nysanførte Sted p. 276—78. Sammen med dem har man fundet forstenede Excrementer (Goprolither), i hvis chemiske Analyse man har villet finde Bestyrkelse for den Anskuelse, at hine Fodspor virkelig ere af Fugle. : ; x x Sie 205 Skelettet er ufuldstændigt, og hvad der er tilbage bragt i nogen Uorden; det seer aldeles ud som om et Rovdyr havde havt fat derpaa og bortædt Hovedet, hele Rygraden, Brystbenet, Kragenæbsbenet, en Deel af Bækkenet, og bragt Resten saadan i Uorden, at kun Halens og en Deel af Lemmernes Knogler have bevaret deres naturlige For- bindelse. Af disse Dele er det nu egenlig kun Haien, som frembyder paafaldende Afvigelser fra det sædvanlige; den bevarede Deel af Lemmerne er derimod aldeles fugleagtig. Rigtignok har man troet, at Forlemmerne (Vingerne) hos Archæopteryæ lithographica”) skulde have havt en anden Bygning end den sædvanlige. Der er nemlig Aftryk i Stenen ikke alene af Skelettet, men ogsaa af Sving- og Styrefjerene, og de førstnævnte synes alle at udgaae vifteformig fra et Punkt (Haanden eller Mellemhaanden), medens de hos Fuglene ellers som bekjendt hovedsage- ligen ere ordnede i 2 Rækker, der danne en Vinkel med hinanden, den ene langs henad Haanden, den anden henad Underarmen; men det tilsyneladende afvigende i Sving- fjerénes Anordning hos Archæopteryt kunde maaskee forklåres af den Behandling, Skelettet saa åabenbart har lidt, førend det sank til Bunds i det fine Kalkdynd, som optog og opbevarede med den største Omhu og Finhed, hvad der var tilbage. Derimod er Halen fuldstændig be- varet og af en meget mærkelig Bygning. Fuglenes Hale- skelet bestaaer jo ellers — og Fuglen maa saa forresten være bygget som den vil, til hurtig eller langsom Flugt, til Løb eller Dykning, være berøvet Flyveevnen, forsynet ") Dette Navn er det ældste; Wagner kaldte den Grinhosaurus problemalicus, Owen Griphornis longicaudatus, senere Archæopte- ryæv Mmacrurus. Jo mere ubekjendt, desto flere Navne! 206 med en Sftøttehale til at understøtte Klattringen, eller være hvad man kalder haleløs 9: uden udviklede Styrefjer (som Lappedykkeren f. Ex.), korthalet eller langhalet (hvilket blot beroer paa Halefjerenes, ikke paa Halens egen Længde) — kun af højst 10 korte, brede, med stærke Udvæxter forsynede Hvirvler , af hvilke den sidste navnlig er meget stor og forsynet med en høi Kam, paa hvilken Halefedt- kjertlen (med hvis Sekret Fuglen ved Næbets Hjælp ind- smører sine Fjer) hviler, og til hvilken Styrefjerene ere fæstede i Vifteform. Her findes derimad en lang tynd Halebeenråd, sammensat ligesom hos de fleste Pattedyr eller de låanghalede Flyveøgler af en Snees Hvirvler, der — med Undtagelse af de forreste, som maaskee have hørt til et forresten manglende Stykke af Bækkenet og altsaa ikke været egenlige Halehvirvler — ere lange, trinde og tynde og uden alle Udvæxter, og aftage i Størrelse ud mod Halespidsen, såa at den sidste er den mindste af dem alle. Langs ned ad denne Halebeenrad ere nu Styrefjerene anbragte parvis, under en Vinkel af c. 45? med Axen og dannende tilsammen en temmelig lang, flad, i Enden bredt afrundet Hale. En saadan Haleform findes unægte- lig ikke hos nogen nuievende eller hidtil kjendt fossil Fugl, men Owen har oplyst, at hos Fuglefostret findes der flere, indtil 20 Hvirvler, hvilket Antal senere formind- skes, deels ved at de forreste voxe sammen med hinanden og med Bækkenet, deels ved at de bageste smelte sam- men til den for Nutidens Fugie saa charakteristiske sidste Halehvirvel,… Owen sammenligner det med den Foran- dring, som foregaaer hos de fleste højere Fiskeformer, hvis oprindelig langstrakte, spidst udløbende Halefinne ved Forkortning og Sammensmeltning omdannes til et. vifte- formigt Haleparti, hvis talrige Finnestraaler tilsyneladende 207 udgaae fra den sidste Halehvirvel, som dog kun er dan- net ved en Sammensmeltning .af mange, hvilket dens Form og Bygning tilstrækkelig røber. Ja Sammenligningen kan endnu føres et Skridt videre: ligesom alle ældre Fiskeformer besåd denne Fosterform af Halen, som endnu gjenfindes hos de lavere Fiskeformer (Haier, Stører), og netop derved afvege fra senere Perioders og Nutidens normale Fiske, saaledes afviger netop denne ældste be- kjendte Fugleform, Archæopteryx'en, ved den for- længede, fra Hvirveldyrenes almindelige Haleform mindre afvigende og til Fosterformen sig nærmere sluttende, Modi- fikation af Halebygningen fra alle yngre og nulevende Fugle- former. Forresten er Archæopteryx'en en ægte Fugl, efter alt hvad der hidtil er bleven bekjendt om den, selv om den har havt nogle Klodannelser paa Forlemmerne; thi saadanne Horndannelser, hvad enten de nu, som hos Strudsen, an- tage Form af Negle, eller som hos adskillige andre Fugle af »Sporer« påa Vingerne, ere ingenlunde fremmede for den nærværende Fugleverden”). Det skulde end ikke undre os om man, hvis det lykkes at finde flere og fuldstæn- digere Exemplarer af denne Fugleform, vil kunne afgjøre, til hvilken nulevende Fuglegruppe den slutter sig nær- mest i systematisk Henseende. Af hvad der foreligger kan man i al Fald slutte, at den baade har havt Fuglenes sædvanlige skjoldformige Brystbeen med den høie lodretie Kam og et tandløst Næb; thi hint har til Hensigt at af- give Fæste for Vingemusklerne og er derfor uadskilleligt fra Flyveevnen hos en Fugl, og det tandløse Næb har i al Fald den Bibeskjæftigelse at rendse og pudse Fjerene og kan sikke tænkes borte, naar virkelige Fjer ere tilstede. ”) See dette Tidsskrift paa ovenfor anførte Sted p. 225. 208 2. Stærens Olivenhøst. I Jauberts og Barthélemy- Lapommerayes »Ricbesses ornithologiques du midi de la France« fortælles følgende: Stærens Føde bestaaer især af Insekter, Snegle, Frugter og Bær; paa de Steder, hvor CQlivenerne høstes seent, fortære de en uhyre Mængde af disse. I Omegnen af Saragossa, hvor Stærene ere meget talrige om Vintren, har man undertiden den største Vanskelighed ved at beskytte denne Høst. Etsteds drager man en ganske besynderlig Fordeel af denne Om- stændighed: Drillede paa alle Kanter af Olivenavlerne, hvis Fortvivlelse de ere, have Stærene faaet den Vane hemmelig at bemægtige sig det Gode, som man gjør dem stridigt. Fra Dagens Frembrud og indtil Solens Opgang kaste de sig i hele Flokke over Olivenhaverne, bemægtige sig i al.Hast nogle Frugter, i Almindelighed 2 eller 3, en i hver Fod og en i Næbet, og flyve afsted til en Klippe- række i Nærheden af Byen, hvor de skyndsomst deponere deres Bytte, for at gjentage den samme Expedition 2 eller 3 Gange. Sagen er saa vel bekjendt, at Byens Øvrighed sætter det aarlige Oliven-Udbytte af disse Klip- per til Auktion; Prisen vexler eftersom Stærenes Mængde tyder påa en mere eller mindre rig Høst. Hver Dag sæt- tes en Mand til at passe paa Fuglenes Bevægelser; saa snart han seer, at disse, efter nogle Reiser, lave sig til at begynde deres Festmaaltid, affyres et Skud, som jager hele Flokken paa Flugt; man gaaer da derop og fylder sine Kurve med Stærenes Tyvegods. 3. Den mexikanske Honningmyre. Myrernes For- kjærlighed for søde Sager er bekjendt; det er ogsaa be- kjendt, at der af denne Grund finder et ejendommeligt For- hold Sted mellem dem og Bladlusene, som afsondre søde Vædsker, og at i Brasilien, hvor Bladlus savnes, erstatte 209 beslægtede Insekter (Cicader) Myrerne undertiden dette Savn”). I Mexiko findes der en Årt, Honningmyren (Myrmecocystus melligerus), hvor det synes åt være over- draget en egen Form af Arbeiderne at tilvirke Honningen, Disse Myrer boe i Huler i Jorden, hvis Loft og Vægge kunne være tæt besatte med disse Individer, hvis Bagkrop er svulmet op til en klar kuglerund, honningfyldt Blære af Størrelse som et Stikkelsbær. Ligesom hos Termit- dronningen er den tynde Hud, som forbinder Bagkroppens fastere Ringe, udspilet i den Grad, at Ringene kun vise " sig som smalle mørkere Striber paa Ryggen og Bugen. I denne Tilstand ere disse Myrer ude af Stand til at be- væge sig; de hænge ganske roligt og synes ikke at have nogen anden Forretning end at tilvirke Honningen af de Fødemidler, som de andre normale Arbeidere formodenlig bringe dem. Det er en yndet Fornøielse for den mexi- kanske Ungdom, at udgrave disse Myreboer og spise den runde Honningblære, idet de afbide Bagkroppen og bort- kaste Resten. Vil man samle dem ind, f. Ex. paa en Tallerken, maa man ogsaa afknibe Hovedet og Brystet; thi vel kunne de ikke løbe bort, men de kunne dog ved deres famlende Bevægelser komme til at rive den tynde Hud itu paa hinanden, saa at Honningen flyder ud. Efter en Beretning anbringes den af disse Individer bryggede " Honning, formodenlig efter at være opgylpet, i en Slags Celler, der ligne Biernes; det maa antages, at de andre Arbeidere ogsaa besørge denne Honningens Flytning til de for den bestemte Opbevaringskar, og at det hele "eiendommelige Forhold tilsigter Tilveiebringelsen af et for Larverne tjenligt Næringsstof, hvorfor man hår ”) See dette Tidsskr. 3die Bd. p. 220—22. 14 210 kaldt disse Honning tilvirkende, Bevægelsesevnen berøvede »Arbeidere« for Myrestatens »Ammer«. (Revue de Zoo- logie, 1860.) 4. Den syttenaarige Cicade (Cøcada septendecim Linn.)"'.. Blandt Nord-Amerikas skadelige Insekter nævnes ofte under Navn af »the seventeen-year locust« et Insekt, som optræder regelmæsig hvert 17de Aar i umaadelige Skarer, der let henlede Opmærksomheden paa sig ved den gjennemtrængende Musik, som de frembringe; at de i Al- mindelighed opfattes som »Græshopper« (»locusts«), har vistnok sin Grund i disse Forhold (deres periodiske, massevise Optræden og stærke Musik); det er imidler- tid ikke en Græshoppe, men en Cicade””). At den netop kæk ) viser sig hver 17de Aar ””), kan kun have sin Grund i, at ”) Efter T. W. Harris: AÅ treatise on some of the insects injurious to vegetation, 3d edition. Boston 1862. Cicaderne høre til Tægernes Orden, altsaa ligesom Græshopperne til de Insekter, der ikke gjennemgaae en egenlig Forvandling, men de skjelnes let fra Græshopperne ved Manglen af bidende Munddele og Tilstedeværelsen af en Sugesnabel, med hvilken de suge Planternes Saft. De have et stort Hoved, store Øine, en plump Krop, 2 Par ulige store, klare Vinger med nogle faae, tydelige, gaffeldeelte Ribber. Hos de ægte Cicader ere Hannerne dernæst udstyrede med eiendommelige musikalske Instrumenter, der ere indrettede efter det samme Princip, som naar en elastisk Metal- plade giver Klang ved at bues i den ene Retning og pludselig springe tilbage i den modsatte, og anbragte paa Siderne af Kroppen bag . ved Vingerne; Hunnerne med en fra Bagkroppen udgaaende Lægge- braad, der er formet som en doppelt Sav, for dermed at kunne anbringe Ægene i Træernes Bark. Den her omhandlede Art har en Vingestrækning af 21—31”, "”) F. Ex. i Maryland 1749, 1766, 1783, 1800, 1817, 1834; i Gonneeticut 1724, 1741, 1758, 1792, 1809, 1826, 1843. To Steder, som ligge i Nærheden af hinanden, kunne i øvrigt gjerne hver have sine »Græshoppe-Aar«, men altid med 17 Aars Mellemrum. Om det fuldkomne Insekt slet ikke iagttages paa det enkelte Sted i alle de mellemliggende Aar, siges vel ikke udtrykkelig i den foreliggende Beretning, men synes nærmest at være Forfatterens Mening. XY Hø 211 saa langt er dens underjordiske Liv som Larve og Nymfe, et Forhold, som ståaer i en paafaldende Modsætning til den korte Tid af nogle faae Uger, hvortil dens Liv som fuldkomment Insekt er indskrænket, ligesom det vistnok ogsaa er et sjeldent Exempel paa en særdeles langsom Udviklingsproces hos et Insekt. I Massachusetts komme de frem i Juni Maaned, især i Egeskove, i saadanne Mas- ser, at deres Musik kan høres næsten en engelsk Mil borte; deres Antal kan være saa stort, at Grenene bøies og knække under Vægten af dem. Hunnen saver med sin Braad to smaåaaåae Fordybninger ved Siden af hinanden i en tynd Gren, lægger deri 10—20 Æg i en bestemt Orden, flytter sig saa lidt for at gjentage den samme Operation, indtil Grenen er fuldt besat med Æg, hvorefter den flyver til den næste Green og saa fremdeles, indtil den har lagt sine 4—500 Æg. De saaledes behandlede Grene visne hen og falde til Jorden eller blæse af, men allerede inden delte vil skee er Larven i Reglen udklækket, og det spæde, men livlige, +" lange, hvidlige insekt gjør selv, af egen Drift, det vovelige Spring, der skal føre den ned til Jorden, i hvis Skjød den skal leve i 16 lange Aar. Larven har en lignende Bygning som det fuldkomne Insekt, men mangler naturligvis Vinger, og dens Forbeen ere uddan- nede til mægtige Graveredskaber for at gjøre den det let- tere at arbeide i Jorden. Her sidde de i øvrigt fastsugede i talløs Mængde til de finere Trærødder, hvorved de ofte gjøre stor Skade f. Ex. paa Frugttræerne. Naar Tiden til Forvandlingen nærmer sig, arbeide de sig efterhaanden opad og danne derved cylindriske, ofte stærkt bugtede, 1 eller 2 Fod dybe og &" vide Gange med faste, ligesom ferni- serede Vægge; deres nederste Deel fyldes efterhaanden med løs Jord, der falder ned, alt som Insektet stiger højere; 212 derimod danne de øverste 6 eller 8” et tomt Kammer, hvoraf Nymfen, naar det er godt Veir, en Gang imellem kigger frem. Endelig krybe de ved Nattetid op af Jorden og op påa en Træstamme eller anden Gjenstaåand, hvor de efterlade deres Nymfeham; -under et eneste Æbletræ har man seet over 1500 komme frem, og Jorden kan være saa hullet af dem, at den ligner en Bikage. Ægene for- tæres af Fugle, de spæde Larver deels påa Træerne, deels paa Jorden af Myrer, de ældre af Fugle, der plukke dem op påa Pløiemarken, eller af Svin, der rode dem op i Skoven netop i den sidste Tid, umiddelbart førend deres For- vandling. De have saaledes Fjender nok, men var deres Udvikling ikke saa langsom, at Plantevæxten kunde faae Tid til at komme sig efter den den tilføjede Skade, vilde denne dog være meget betydelig. Skovene kunne i et saa- dant Cicade-Aar faae et ganske trist Udseende af alle de nedhængende visne Kviste, og Frugttræerne lide ligeledes meget af dem. : 5. En Aakande med blaae Blomster i det nordlige Jylland. Elias Fries har med Navnet »meteoriske Planter« betegnet de Plantearter, som ikke vise sig hvert Aar, men kun i enkelte, ofte med mange Aars Mellemrum, rimeligvis som Følge af bestemte Varme- eller Fugtighedsforhold. Dette er saaledes Tilfældet med en Deel Svampe og med en Deel af de Blomsterplanter, som i visse Henseender have Lighed med Svampene; fremdeles med adskillige Vandplanter, som kun vise sig i enkelte Åar, naar Vandstanden er usædvanlig lav, men aldrig komme tilsyne, naar Vandet staaer høit, enten fordi de ikke kunne naae op til Overfladen og komme til at blomstre, eller fordi der dertil udfordres, at Vandbunden skal ligge aldeles tør; i Mellemtiden have de da vege- teret, blot holdt Livet vedlige eller formeret sig ved 213 Knopper, eller de have maaskee, hvis det er eenaarige Planter, slumret i hele Aartier i Dyndet som Frø. Til disse meteoriske Planter kan det maåaskee formodes, at ogsaa den Plante henhører, om hvis Tilværelse indenfor vor Floras Grændser den efterfølgeude Beretning synes at vække grundet Formodning, uagtet den hidtil er undgaaet ikke alene de danske Botanikeres, men sandsynligvis over- hoved Botanikernes Opmærksomhed. Af Beretningen, der skyldes den som Botaniker hæderlig bekjendte Apotheker Aabye i Odder (i Jylland, Hadsherred) og er indsendt i et Brev til Hr. Professor Steenstrup samt meddeelt » den naturhistoriske Forening« i et af dennes sidste Møder, meddele vi følgende: »I Foraaret 1861 erholdt jeg en- Meddelelse fra en mangeaarig Ven, Proprietær Cordes til Pandum ved Nibe, om at han for flere Aar siden paa en Andejagt ved Nørrebjerregaard i Hanherred”) var bleven "over- rasket ved imellem en Deél Nymphæa alba at opdage nogle Nymphæer med. blaae Blomster. Blomsterne vare mere lukkede og mindre end paa de hvide, omtrent 2" i Gjennemsnit, Blomsterdækkets Blade forholdsvis ilæn- gere, af en smuk himmelblaa Farve og lysere ind efter; Bladene vare ogsaa mindre, ikke over 4” i Gjennemsnit, og Bladstilken tyndere. — Jeg har efter den Tid baade talt og brevvexlet med Hr. Cordes om denne Plante, men han har ikke været saa heldig uden denne ene Gang at see den med Blomst, uagtet han deels selv, deels ved Andre stadig har havt den i Øie, da den i høi Grad har vakt hans Interesse; ja han har endog indplantet den i en Aa, som flyder gjennem hans Eiendom (thi for ham var den godt kjendelig, selv uden Blomst), tilligemed den ”) I Gjøttrup Sogn. 214 hvide fra samme Voxested. Da jeg i Sommeren 1861 besøgte Pandum, saae jeg begge Planter, som stode fro- digt og godt, og sidste Sommer blomstrede den hvide, men den blaåa desværre ikke. Hr. Cordes mener, at den kun blomstrer i meget varme Sommere; thi deels var det en saadan, da han første Gang fandt den, og deels stemmer det aldeles med, hvad han hørte af Andre. En Proprietær Thestrup, boende paa en af de tre saa kaldte Bjerregaarde i Nærheden af Nørrebjerre- gaard, meddeelte ham nemlig, at ogsaa han en Gang påa en Andejagt havde seet Aakanden med blaae Blomster; det var paa Krastrup Sø”), og en gammel Møl- ler, som var med paa Jagten, sagde, at han havde jaget og færdedes meget der paa Søen i en lang Aarrække, og at disse Planter kun blomstrede meget sjelden og kun i meget varme Sommere; iblandt Almuesfolk hed det, hvert tyvende Aar! ”) — Da jeg ikke tvivler paa, at det jo vil være Botanikerne kjært at lære denne Plante nær- mere at kjende, har jeg anmodet Hr. Cordes om nøie at beskrive Stedet, hvor han fandt den — thi den vil dog sandsynligvis snarere blomstre der end i Pandum Aa, hvortil den er overflyttet, — og han har beredvillig op- fyldt mit Ønske og, som det efterfølgende viser, paa en saa betegnende Maade, at jeg troer Enhver vil kunne finde det. Det er i et stort Terrain, omtrent en halv Mil Nord for Nørrebjerregaard, som kaldes »Sløien«, fuldt af Rør og Siv af over Mandshøide. Midt i disse Siv er der en lille Dam med c. 2 Ålen dybt Vand og en meget blød, ") Syd for Limfjorden, omtrent lige over for den tidligere nævnte Lokalitet. Denne Bemærkning er især vigtig og mærkelig, da den viser, at Planten maa være Almuen i Egnen bekjendt, eftersom en saadan Tradition har kunnet uddanne sig. (Red. Anm.) EH 215 mudret Bund. Den nærmere Omgivelse af Dammen er ikke uden Livsfare tilgængelig, da kun et tyndt Jordlag og Rodfilt svømmer paa Vandet. Man maa derfor i en Baad flyde op åd Aaen, der gaaer gjennem Rørene tæt forbi det blanke Vand i Dammen, og gjennem et tyndere Sted af Rørene arbeide sig derind. Denne er for det meste bedækket med overordenlig store Blade af Nymphæa alba og derimellem de blaablomstrede Nymphæer; Nuphar luteum (den gule Aakande) findes der slet ikke, hvorimod hele Egnen, ogsåa somme Steder Engene, som slaaes, ere fulde af Nymphæa alba, men de blaae fandt Hr. C. kun påa det beskrevne Sted. Da jeg, som ovenfor nævnt, i Sommeren 1861 besøgte Hr. Cordes, medtog jeg et Par Blade”) af hver af de i Aaen plantede Nymphæer; den ydre Form frembød ingen væsenlig Forskjel, men de af den blaablomstrede vare mindre; de største vare vel lige saa store, som man nogle Steder seer dem påa Nymphæa alba; men her, hvor den hvide stod ved Siden af, var dennes Blade ikke lidet større. Efter denne omstændelige”) og paalidelige Beretning vil det vel neppe kunne betvivles, at der i en bestemt ”) Hr. Aabye har ogsaa indsendt et af disse Blade af den blaa ÅAa- kande; det synes ikke at frembyde nogen iøinefaldende Forskjel i Form eller Nervation fra den almindelige hvide Nøkkerose. ") Hr. Aabye tilføjer, at han med Forsæt har affattet sin Beretning saa omstændeligt for at gjøre det indlysende, at det hele ikke er »en Ånd« (skjøndt det er en Erindring fra en Andejagt), og sætte de Botanikere, der maatte interessere sig for denne Plante, i Stand til at søge den og selv tale med de Mænd, som have fundet den »Jeg har ofte erfaret, hvor vanskeligt det kan være at finde en sjelden Plante, om hvilken det hedder, at den voxer der eller der, naar ikke noget specielt er angivet derved. Der er for mig ingen Grund til at tvivle paa Rigtigheden af, hvad Hr. G. har meddeelt mig. Jeg har kjendt ham i mange Aar og veed Ingen, jeg kan >» sætte over ham i Sanddruhed. Uden at være Botaniker kjender han mange Planter og hår særdeles megen Interesse for dem. Han har et praktisk Blik og er en god Iagttager. Alt dette be- 216 Egn af det nordlige Jylland voxer en Aakandeform med blaae Blomster, men som hidtil er forbleven upaaagtet, fordi den kun forekommer paa ganske enkelte, skjulte og vanskelig tilgængelige Steder, og fordi den kun blomstrer en Gang imellem med flere eller måaskee endog mange Aars Mellemrum, maaskee fordi der dertil kræves særegne Vandstands- eller Varmeforhold. At ville opkaste For- modninger om det er en forresten bekjendt Art eller ikke, er temmelig ørkesløst, saa længe intet Exemplar foreligger. Dog kan det maaskee endnu være os tilladt at bemærke, at er det kun en blåa Afart af den alminde- lige hvide Nøkkerose, såa er det vanskeligt at forståae, hvorfor den kun i enkelte Sommere skulde komme i Blomst. I Europa kjendes, saa vidt vi have kunnet bringe i Erfaring, in- gen Aakandeform — hverken Arteller Afart— med blaa Blomst; vi træffe først en saadan i Nilen i Symphæa coerulea, en af de Gamles Lotosformer, men den kan det ikke være, thi den har skjoldformige, ikke hbjerteformigt udskaarne Blade. Vi have imidlertid ikke taget i Betænkning allerede nu at offenliggjøre Hr. Aabyes Meddelelse, for at bringe Sagen til almindelig Kundskab saa tidlig paa Sommeren, åtævore Botanikere kunne være underrettede derom, hvis Hændel- sen skulde føre nogen af dem i Nærheden af de omtalte Steder, og den omtalte Plantes Blomstring tilfældigvis skulde indtræde netop i Aar, hvorom man jo forud ikke kan vide noget. høves vist ikke for at see, om en Blomst er hvid eller blaa; men det bliver døg herved såa meget sandsynligere, at ingen Misfor- staaelse eller Feiltagelse kan have fundet Sted; thi om og naar Planten findes blomstrende igjen, kan man jo ikke vide. Lykkes det Hr. C. at finde blomstrende Exemplarer, har han lovet at meddele mig, og jeg skal igjen sende Dem deraf. Sagen er påa ingen Maade saa let for ham, thi det er vel en 5 Mil fra hans Hjem, og Planterne burde jo egenlig holdes i Vand for at kunne undersøges friske. « Darwins Theori om Årternes Oprindelse. Tredie Afsnit. (Dyrenes og Planternes Udbredningsforhold; det naturlige System; fælles Grundplan; Homologier; embryologiske Forhold; - hæmmede Organer. Efterskrift.) Ii. Diewin søger dernæst at vise, at nogle af de vigtigste Forhold ved Dyrenes og Planternes Udbredning påa Jordkloden stemme vel med den af ham frem- satte Nedstamningstheori og ad denne Vei lade sig forklare påa en ret naturlig Maade. Det er saaledes ikke muligt at forklare de organiske Væsners geografiske Udbrednings- forhold alene af klimatiske og physiske Forhold. Man seer dette bedst ved at sammenligne Amerikas Dyre- verden med de andre Verdensdeles; det vil da vise sig, at hele Syd-Amerika med en Deel af Nord-Amerika udgjør et meget ejendommeligt dyregeografisk Rige, uagtet det indbefatter Landstrækninger med yderst. forskjeliig klimatisk og naturlig Beskaffenhed.. Paa den anden Side vil det ikke være vanskeligt at paavise en nøje Overeensstemmelse i klimatisk og physisk Henseende mellem visse Egne af Syd-Amerika, Syd-Afrika og Ny-Holland, og dog er disse tre Verdensdeles Dyreliv saa forskjelligt, som det vel er mu- ligt. Det viser sig altsaa, at der maa være ganske andre Aarsager til de Forskjelligheder, som finde Sted mellem de store dyregeografiske Provindser, saavel for Landdyrenes 15 218 som for Havdyrenes Vedkommende. De store Havbækkener … danne nemlig ikke mindre uoverstigelige Hindringer for Landdyrenes Udbredning end de store Landmasser eller store Strækninger af dybt Hav uden Øer for Kyst-Hav- dyrenes. Det er derfor en ganske anden Fauna, der lever langs med Amerikas Østkyst, end den, som træffes langs med dets Vestkyst, uagtet de kun ere adskilte ved den smalle Panama-Tange"), og det er igjen en anden Fauna, der træder op ved de østligste Øer i det stille Hav; men denne sidste vil saa igjen følge os fra Ø til Ø og fra Kyst til Kyst igjennem hele det indiske, og stille Ocean lige til Afrikas Kyst, fordi der ikke her er noget stort og dybt Hav, der kunde sætte Grændse for Arternes Udbredning fra det ene Sted til det andet. Den Omstæn- dighed, at de store Fastlandsmasser næsten berøre hin- anden indenfor Polarkredsen, har derfor mere end den klimatiske Overeensstemmelse bevirket, at saa vel den arktiske Landfauna som den tilsvarede Havfauna næsten ere de samme hele dette Jordbælte rundt. — Naar vi undtage dette arktiske Bælte og tildeels det nordlige tem- pererte, finde vi nu meget ofte, at ikke alene visse Årter, men ogsaa hele Slægter og Familier ere indskrænkede til en enkelt af de større Verdensdele;. det vil, for at oplyse dette, være tilstrækkeligt at henpege paa, at Kolibrier, Tukaner og Klapperslanger kun forekomme i Amerika, lige-" ledes Dovendyr og Bæltedyr, at Syd-Amerikas steppe- beboende Gravemus og Pampashaårer, Haremusene paa Anderne samt Flodsvinet og Bæverrotten i de sydamerikanske Floder alle tilhøre en og samme sluttede Gruppe indenfor Gna- vernes Orden, hvilken Gruppe udenfor Syd-Amerika kun har x) See dette Tidsskrift Zden Række 3die Bd. p. 131—35. 219 meget faae Repræsentanter. Et ikke mindre godt Exempel af- , give Pungdyrene paa Ny-Holland og de nærliggende Øer, og lignende Forhold lade sig paavise for mange Havdyrs Vedkommende. Vil man nu gaåe ind paa den Antagelse, at alle Arter af en af disse Grupper nedstamme fra en fælles Stamform, blive disse eiendommelige Udbrednings- forhold lette at forklare. I såa Fald maa man jo rigtignok ogsaa antage, at Årterne af de Slægter, der ere spredte over hele Jordens Kreds, have en lignende fælles Nedstam- ning, og for disses Vedkommende vil det da blive nød- vendigt at antage betydelige Vandringer fra deres fælles Skabelsesmidtpunkt, om end maaskee kun i Løbet af flere Jordperioder. Ifølge D.s Theori kan hver Art meget godt have sin Oprindelse fra flere Par af Individer, men det er ikke rimeligt, at samme Årt skulde være dannet paa to langt fra hinanden liggende Steder. Der opstaaer da den Vanskelighed, hvorledes man skal forklare sig samme Arts Forekomst paa to Steder, som ikke staae i nogen tænkelig Forbindelse med hinanden, som f. Ex. paa Alperne, påa Pyrenæerne og i Polarbæltet. Man har troet at kunne forklare saadanne Udbredningsforhold ved at antage, at Lande og Øer, som nu ere skilte, i sin Tid kunne have været forbundne ved sammenhængende Land- masser, der senere ved Sænkning ere forsvundne; men den Omstændighed, at de fleste oceaniske Øer, for såa vidt som de ikke ere Koraløer, ere af vulkansk Oprindelse, taler just ikke for, at de tidligere have været Dele af de Fastlandsmasser, i hvis større eller mindre Nærhed de findes, og dog have de deres særegne Dyre- og Plaånteliv. Forsøg, som D. og Andre have anstillet, lede ham til at antage, at i Gjennemsnit ville af 100 Planter Frøene af 15? 220 de 10 kunne taale at føres 900 Mile bort af Havets Strømme, uden at deres Spireevne dræbes af Salt- vandet, og heri er der da givet en større Mulighed : "for Udbredelsen af Planter fra Sted til Sted end man tidligere har antaget. D. har udtaget Jord mellem Rød- derne af Drivtømmer, som længe havde flydt om paa Havet, og deri fundet Frø, som spirede, da det blev saaet. I Aadsler af frøædende Fugle, som drive om påa Vandet, kunne Frøene længe bevare deres Spireevne, især i Kroen; Fugle, som af heftige Storme forslåaes til fjerne Verdens- dele, kunne paa lignende Maade medbringe til disse Frø, som endnu ikke have mistet deres Spirekraft; naar de i udmattet Tilstand komme til Kysten, blive de let et Bytte for Rovfuglene, og i disses Skarn eller ophulkede Boller af ufordøielige Dele vil man då kunne finde enkelte spire- dygtige Frø. Det samme kan være Tilfældet, naar fiske- ædende Fugle fortære Fisk, der have slugt Frø af Vand- planter. Hvor lidt Jord der end klæber ved Fuglenes Fødder, vil dette dog kunne give Anledning til en Plante- vandring; men betænke f. Ex. blot, hvor mange tusinde Vagtler, der hvert Åar sætte over Middelhavet. Endelig ville Isbjerge kunne flytte Plantefrø med sig i den Jord, som ofte bedækker dem, til forholdsvis fjerne Steder, og D. forklarer påa denne Maade, at Madeiras Flora har en forholdsvis nordisk Charakteer, eftersom isbjerge, rimelig- vis i den saakaldte Glacial-Periode, have efterladt sig utvivilsomme Spor påa denne Ø. Det er noksom bekjendt, at det faste Lands Bedækning med Is, som nu er ind- skrænket til Polarlandene og de høieste Bjergegne, tidligere i alle Verdensdele har havt en langt større Udbredning end nu. Stribede og polerede Klippeflader, Klippeblokke, der ere førte langt bort fra deres oprindelige Hjemstavn, 221 | og Levninger af gamle Gletschervolde aflægge Vidnesbyrd .… herom, såa vel ved Himalaias og Andernes Fod som påa Ny-Zeland, ved Alpernes Fod og i den nordlige Deel af det mu tempererede Europa og Amerika”). Det er en Selvfølge, at i denne saa kaldte Istid maa Jordens Varme- grad have været betydelig lavere end nu, og man hår ingen Grund til at formode, at denne almindelige Synken af Luftvarmen, som gik umiddelbart forud for den nær- værende Jordperiode og sandsynligvis har vedvaret en meget lang Række af Aar, ikke skulde være indtraadt omtrent samtidig overalt paa Jorden. Forud for denne Istid har der maaske gaaet en Tid, da Luftvarmen var forholdsvis højere end nu, og de tempererede Dyre- og Planteformer have derfor maaske den Gang gaaet længere mod Nord end nu. Ålt som Kulden tog til, maatte de vandre mod Syd og indtage de tropiske Formers Plads, samtidig med at arktiske Årter bredte sig over Europa og Nord-Amerika lige til Alperne og Pyrenæerne og maaskee, følgende Cordillerernes Ryg, lige til Amerikas Sydspidse. Senere, da Kulden igjen tog af og de nuværende klima- tiske Forhold indtraadte, bleve da disse arktiske Former tilbage paa Alpernes og Pyrenæernes Tinder, adskilte ved et stort geografisk Mellemrum fra deres Søstre i det høie Norden, Kun påa denne Maade vil man kunne forklare, at Ildlandets Flora tæller ikke mindre end 40 Arter, som ogsaa findes i den nordligste Del af Europa og Amerika, foruden mange andre Stedfortrædere for nordiske Former, skjøndt som Årter forskjellige fra disse, hvilke alle mangle i det ukyre mellemliggende Jordbælte. Nåar man over- hovedet vii gaae ind paa, at Arter af samme Slægt eller ”) See dette Tidsskrift 2den Række 4de Bd. p. 230—31. 29 Slægter af samme Familie kunne have en fælles Oprin- delse, vil man ligeledes kunne forstaae, hvorfor vi påa Bjergene i det varme Bælte træffe saa mange Planteformer af nordiske Slægter og Familier; de hidrøre fra den Tid, da Kulden havde drevet de tempererede Former til den tropiske Zone, paa hvis Bjerge den tiltagende Varme senere under mangehaande Omdannelser drev dem op. Lignende Forhold gjorde sig upaatvivlelig gjældende for Dyrenes Vedkommende”). — Den Lighed, som let lader sig påavise mellem Floraen og Fåunaen i det tempererede Europa og Amerika, saaledes nemlig at Arterne for en mindre Deel ere de samme, for en større Deel derimod træde istedenfor hinanden, uagtet disse Floråer og Faunaer ikke strække sig saa langt mod Nord, at et direkte Samkvem mellem dem under nærværende Forhold kan have fundet Sted, forklares let ved at antage, at de nedstamme fra en Fauna eller Flora, som førend Istiden strakte sig mere mod Nord, Der er en vis Grad af Lighed f. Ex. mellem Fiskefaunaen ved Japan og i Middelhavet, mellem Fiske- og Krebsdyrfaunaen ved England og Ny-Zeland, mellem Faunaen paa begge Sider af Panama-Tangen, mellem de arktiske og antarktiske Bløddyr; alle disse i og for sig temmelig paafaldende Ligheder forklåres let ved D.s Theori, naar man vil antage en tidligere umiddelbar Forbindelse, ") For såa vidt der ved disse her anførte og andre Ligheder mellem forskjellige Floraer og Faunaer ikke er Tale om Arts-Identitet, men blot om Repræsentation ved nærstaaende Arter eller Slægter, synes Forholdet ogsaa at kunne forklares ved Lighed i de physiske og klimatiske Forhold, som man vel måa indrømme Magt til at fremkalde Tilstedekomsten af Slægten paa de for den passende Steder, uden at deraf just følger, at den skal fremkomme overalt, hvor saadanne findes. (M. Anm.; 223 "der nu er forstyrret ved Forandringer i de klimatiske og geografiske Forhold. 12: Hvorledes skal man vel forklåre sig, at saa mange Arter af Ferskvandsdyr og Ferskvandsplanter have saa stor en Udbredning paa Jorden og ofte fore- komme paa vidt adskilte Steder, naar man ikke vil antage, at samme Årt kan være skabt paa flere forskjellige Steder, og altsaa maa forudsætte, at en Vandring har fundet Sted, saa vel som at Ferskvandsfaunaen og Floråen i det hele har en såa eensformig Charakteer hele Jorden over i Mod- sætning til Landjordens? D. søger at vise, at ufrivillige Vandringer af Planter og lavere Dyr ikke ere såa vanske- lige, som man maaskee har været tilbøielig til at forestille sig dem. Man har oftere seet, at levende Fisk ere faldne ned fra Luften, sandsynligvis bortførte af en Skypumpe, og det er aalenbårt muligt, at de paa denne Maade kunne overføres fra et Flodsystem til et andet; Unger af Ferskvands-Bløddyr kunne transporteres gjennem Luften med den Andemad, der bliver hængende ved de opflyvende Vandfugle, og ved at lægge en Andefod i et Kar, hvori der fandtes megen Yngel af Ferskvandsbløddyr, fandt D., at meget af denne satte sig fast til Andefoden og bevarede sin Livsevne i en ikke såa ganske kort Tid; paa samme Maade vil den kunne sætte sig fast til sovende Vandfugles Fødder og påa denne Maade kunne flyttes lidt efter lidt fra det ene Ferskyand til det andet. Hvorledes Frø af Vandplanter kunne flyttes langt bort uden at tabe deres Spireevne, derved at de sluges af Fisk og»disse igjen af Fugle, er omtalt i det foregaaende; at Frø af Vandplanter og Æg af lavere Vanddyr ofte maae kunne føres vidt 224 omkring med Dyndet, som klæber ved Vandfuglenes Fødder, fremgaaer af et af D. anstillet Forsøg; han fandt nemlig, at tre Spiseskefulde Dynd fra Ferskvandsdamme indeholdt ikke mindre end 537 spiredygtige Plantefrø, som bleve talte, alt som de spirede og kom op. De Forhold, som Fåunaen og Floraen paa de oceaniske Øer, der ligge i længere Afstand fra det faste Land, frembyde, lade sig ogsaa vel forklare ved D.s Theori. Arterne ere saaledes faae; medens Ny-Zeland f. Ex. ikke har flere oprindelig indenlandske Blomsterplanter end Øen Ånglesea, har Ascension ikke - en Gang et halvt Dusin, og dog finder man saa vel her som paa St. Helena, at i de senere Tider mange fremmede Planter der have fæstet Bo, saa at Floraens Fattigdom ikke kan forklares af Øens physiske Forhold. == Det er nu let at indsee, at jo længere Afstanden er mellem Øen og andre Landmasser, og jo mindre Øen selv er, desto vanskeligere vil den kunne blive befolket med Dyr og Planter andetstedsfra, og desto vanskeligere ville disse kunne blive Udgangspunktet for en rig Fauna eller Flora. Man finder dernæst, at paa disse oceaniske Øer ere de fleste Dyr og Planter endemiske; d. v. s. findes ikke noget andet Sted end netop der; Galapagos- Øerne beboes af 26 Arter af Landfugle, hvilke paa een nær alle ere ejendommelige for denne Øgruppe; derimod have Bermudas-Øerne og Madeira ikke en eneste endemisk Fugl, fordi de bestandig forsynes, hine fra Amerika, denne fra Europa og Afrika; derimod har Madeira mange eien- dommelige Landsnegle, men ingen endemiske Havsnegle. Disse endemiske Faunaer tænker D. sig at være blevne til gjennem lokale Udviklinger og QOmdannelser af Faunaer, som langt tilbage i Tiden paa en eller anden Maade have 225 fundet Vei derhen. En anden Hovedregel er, at visse Dyreklasser altid mangle påa de oceaniske Øer, f. Ex. Padderne, uagtet disse ere blevne indførte paa Madeira og Azorerne og der have formeret sig meget stærkt. Grunden til, at de mangle påa de fleste Øer i de store Verdenshave, er rimeligvis, at deres Æg strax dræbes af Søvandet. Der kjendes intet Jordpattedyr, som har oprinde- lig hjemme påa nogen oceanisk Ø, derimod forekommer der Flagermus paa de fleste af dem, og Bermudasøerne besøges aarligen af et Par amerikanske Årter; Flager- musene kunne derfor godt antages at være indvan- drede paa denne Maade, men at de forskjellige oceaniske Øer nu have hver sine Arter af Flagermus, maatte da til- skrives den særegne Uddannelse, som Årten i Tidens Løb har faaet paa hvert enkelt Sted. — Det viser sig der- næst, at Faunaen og Floraen paa saadanne oceaniske Øer, skjøndt i Besiddelse af en større eller mindre Selv- stændighed, dog altid er nærmest beslægtet med det nær- meste Fastlands og danner ligesom en Underafdeling eller Koloni af denne. Uagtet saaledes Galapagos- Øernes Flora og Fauna”) for den allerstørste Deel ere endemiske, have de dog saa aldeles en amerikansk Charakteer, at Naturforskeren, som betræder disse Øer, troer endnu at være i Amerika, skjøndt han er flere hundrede Mile fra dettes Kyster. Det er amerikanske Slægter og Familier saa vel af Planter som af Dyr, hvoraf han seer sig omgiven, f. Ex. Kaktuser og Leguaner. [ øvrigt er Floraen og Faunaen ingenlunde eens paa de enkelte Øer, som danne denne Øgruppe; dertil ligge de for langt fra hinanden og ere adskilte ved altfor brede ”Y See dette Tidsskrift 2den Række, 4de Bd. p. 313—47. 226 og dybe Sunde med altfor rivende en Strøm; kun en Deel af Arterne ere de samme, forresten træde forskjellige Arter af de samme Slægter istedenfor hinanden påa de forskjellige Øer. Galapagos-Øerne ere altsaa blevne be- folkede med Dyr og Planter fra Amerikas Kyst, der, skjøndt fjern, dog er den nærmeste; denne under fremmede For- hold omplantede Koloni har i Tidernes Løb udviklet sig til en vel tildeels ejendommelig, men dog aldeles ameri- kansk Flora og Fauna; den samme lokale Indflydelse gjorde sig igjen gjældende i det mindre paa hver enkelt Ø; Isolationen havde til Følge, at disse ikke fik en fælles Dyre- og Planteverden, men tildeels i det mindste kun Re- præsentanter for de samme Former; selv af de for Gala- pagos-Øerne eiendommelige Fugle ere flere indskrænkede hver til sin Ø. Kerguelen-Øens Planter ere nærmere beslægtede med Amerikas end med Afrikas, uagtet Af- standen fra Afrika er mindre end fra Amerika. Grunden dertil maa være en tidligere Forbindelse mellen Syd-Amerika og de antarktiske Øer og Lande, af hvad Art man nu end vil tænke sig denne Forbindelse. Ny-Zelands Flora har Lighed med Syd-Amerikas saa vel som med Ny-Hollands, og man har kunnet paavise en vis Tilnærmelse mellem Floraen i det sydvestlige Hjørne af Ny-Holland og den kapske”). Alle disse Tilfælde forklarer D. gjennem de to Principer, Kolonisation og Adaption, det vil sige den Tilpasning til de nye Naturforhold, som finder Sted gjen- nem Livets Kamp og Naturens Avlsvalg””). Paa samme ”) Den japanske Flora har et betydeligt nordamerikansk. Element, medens omvendt den kaliforniske indeholder et japansk. (M. Anm.) "') Pladsen tillader ikke her nærmere at drøfte de geografiske Udbred- ningsforhold paa andre Øgrupper, f. Ex. den vestindiske eller 227 Maade forklarer man sig let det Forhold, hvori den under- jordiske Hulefauna, som ovenfor er antydet, staaer til "den omgivende overjordiske Fauna, ligesom ogsaa at Be- boerne af høie Bjerge saa ofte høre til de samme Typer, som beboe Lavlandet ved deres Fod, men dog ere for- skjellige som Art eller Slægt fra disse (f. Ex. Andes-Tapi- ren, Haåremusene, åAndes-Kolibrierne og Bjergmallerne i Syd-Amerika), samt at et lignende Forhold endelig ogsaa ofte finder Sted mellem mange Salt- og Brakvandsformer. 13. Hvad er Opgaven for det saa kaldte naturlige System? For saa vidt det naturlige System allerede er færdigt eller kan siges at nærme sig til at være det, er det ikke blot en vilkaarlig Sammenstilling af Dyre- og malaiiske; vi maae indskrænke os til at bemærke, at Faunaen påa sidstnævnte Sted er væsenlig indisk, men dog med sine særlige Ejendommeligheder; at sammenligner man de enkelte Øer, vil man vel finde, at de have en Deel vidt udbredte Arter tilfælles, men at Arterne ogsaa ofte optræde hver med sin lokale Varietet paa hver enkelt af de større Øer, samt at mange Årter ere indskrænkede til en enkelt af disse, og altsaa, for saa vidt de høre til samme Slægt, repræsentere hinanden. Paa de østligste Øer møder en stærk Indblanding af nyhollandske Former, vel ikke af nyhollandske Årter, knap nok af Slægter, som ogsaa findes paa Ny=-Holland, men dog af aldeles nyhollandsk Præg (Pungdyr). Lignende For- hold træffe vi i Vestindien; naar man veed, hvor stor en Udbred- ning de fleste Arter af Landdyr have paa Amerikas Fastland, for- bauses man ved at see, at de store Antiller, Cuba, Jamaica, Portorico og Haiti, i Reglen have hver sine Arter af Krybdyr og Landconchylier, som ikke findes paa de andre Øer; at andre Årter igjen optræde paa de danske Antiller, paa de karaibiske Øer osv. Det er saadanne Forhold, som maaskee allerbedst kunde tale for, at D.s Theori var begrundet i Naturen. (SeeReinhardts og Lutkens »Bidrag tii Vestindiens Herpetologi« i » Videnskabe- lige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening» for 1862.) 228 Planteformerne efter Godtbefindende; det er heller ikke be- grundet paa Overeensstemmelse i Opholdssted og Levemaade, eftersom Former af samme Gruppe ofte afvige betydeligt fra hinanden i denne Henseende, og omvendt. Der er noget mere i det naturlige System end en blot Sammenstilling af Formerne efter Lighed og Ulighed; heller ikke er det alene et Middel til at forkorte Fortegnelsen over en given Forms Kjendemærker, idet dens Henførelse til et bestemt Sted i Systemet jo strax oplyser os om en Mængde Eien- dommeligheder ved den, som det såa er overflødigt at opregne. Man har sagt, at dette ubekjendte Noget, som man søgte at udtrykke ved det naturlige System, var Skaberens ubekjendte Plan for den organiske Natur; men dette Ubekjendte, som gjør, at man kan sammenstille de organiske Væsner efter deres nærmere og fjernere saa kaldte »Slægtskab« i Slægter, Familier, Ordener, Klasser osv., er netop deres Slægtskab i Ordets sædvanlige og egen- lige Betydning, d. v. s. deres fælles Nedstamning i nærmere eller fjernere Grad. Den dermed følgende Arvelighed af visse Forhold, medens andre modificeres, forklarer ogsaa, at det er saa vanskeligt at give bestemte Regler for, hvilke Eiendommeligheder der ere vigtige, d. v. s. betegnende for større Afdelinger, eller kun have Betydning som Kjendemærker for Grupper af lavere Rang. Erfaringen viser snart, at de Forhold, som udtrykke Leve- maaden og betegne Dyrets eller Plantens almindelige Plads i Naturens Husholdning, f. Ex. Hvalens Lighed med Fiskene, kun have en underordnet | Vigtig= hed, ja man kan næsten sige, åt jo mindre Betydning et Organ har med Hensyn til særlig Levemaade, desto vigtigere og brugharere er det for Systematiken. Organer af stor physiologisk Betydning afgive unegtelig ofte gode ' 229 systematiske Kjendemærker, men i andre Grupper kunne de være aldeles værdiløse, og mange ypperlige Særkjender have yderst ringe physiologisk Betydning. Forhold, som i visse Grupper afgive ypperlige Kjendemærker, f. Ex. Følehornenes Form og Bygning, kunne aldeles ikke bruges i andre, uden at man er i Stand til at aflede denne For- skjel i deres Brugbarhed for Systematiken af en tilsvarende Forskjel i deres Betydning for Dyret. Selv aldeles hæm- mede Dele "kunne ofte afgive et ypperligt Hjælpemiddel for Systematiken, som f. Ex. de uudviklede Blomster hos Græsarterne. Det er kun Erfaringen, som kan vise, om et Forhold har stor systematisk Betydning eller ikke; seer mån, at en bestemt Form eller Bygning af et Red- skab viser sig- bestandig hos en Række af Former, som påa Grund af andre hinanden krydsende, men ikke lige saa konstante Ligheder vise sig at høre sammen, såa veed man, åt dette Forhold har en særdeles Vægt og kan be- nyttes til at sammenknytte andre Former, som maaskee ikke besidde .hine mindre paalidelige Bygningsforhold, med "hine. Men førend man skrider til Bearbeidelsen af en Gruppe, som man. ikke kjender nærmere til iforveien, kan Ingen vide, påa hvilke Forhold han skal lægge meest Vægt til at stille Arterne sammen i større og mindre Grupper. Grunden hertil er, ifølge D., at den Overeens- stemmelse, der finder Sted mellem to Arter, hidrører fra, at de have en fælles Stamform, for såa vidt som den ikke blot er en ydre og beroer paa, at de ere afpassede efter de samme Naturforhold. Men de Tillempninger, som de fra samme Stamart nedstammende Former efterhaanden "have undergaaet, have efter Omstændighederne snart ramt eet Forhold, snart et andet, og derfor ville Descen- denterne af een Form alle have arvet visse Særkjender, 230 medens Descendenterne af en anden Form vise stor Uovereensstemmelse i Henseende til det samme Forhold. Det, som man søger at udtrykke ved det naturlige System, ” er altsaa Naturens Stamtræ; det ægte naturlige System er genealogisk, netop ligesom den eneste naturlige Opstilling af de forskjellige Racer af en Husdyrart vil være den, som udtrykker deres Nedstamning fra hinanden, og ligesom et virkelig naturligt System af Sprogene med det samme vilde give os Folkestammernes Stamtræ. Kjendte vi samtlige Arter og Slægter, som ifølge D.s Theori have levet paa Jordkloden, saa vilde det naturlige System jo rigtignok for saa vidt være en Umulighed, som alle Klasser, Ordener og Familier osv. vilde være forbundne ved Mellemformer, der udviskede Grændserne mellem Grupperne, saa at disse hverken kunde begrændses eller charakteriseres; men man kunde da give i det mindste en genealogisk Oversigt over Hovedformerne, om hvilke de mindre fremtrædende Former grupperede sig. Et saadant virkelig naturligt, genealogisk System vil det af Grunde, som ere udviklede i det foregaaende, vistnok aldrig være muligt at tilvejebringe, men det kunde vel nok være, åt Fremtiden vil kunne gjøre det for enkelte Afdelingers Vedkommende. Et af de interessanteste Afsnit af Naturhistorien er det, som afhandler den fælles Grundplan i Dyrenes Bygning, som viser, at Dyr, der staae langt fra hinanden i Systemet, men dog høre til samme natur- lige Række, ikke ere byggede hver efter sin Plan, men efter et fælles Forbillede eller Mønster, som det var Naturen umuligt at fravige, hvor meget det end var den om at gjøre at afpasse den enkelte Dyreform efter de særlige Naturforhold, hvorunder den skulde leve og virke. Naturligvis simplificerer denne Eenhed i Planen Kundskaben 231 om de organiske Væsner i høi Grad; man veed, at hos hvilket som helst Hvirveldyr skal man f. Ex. kunne gjenfinde den fælles Plan for Beenbygningen, og man vil da snart gjenfinde dennes velbekjendte Dele. Hvor forskjellige end Menneskets Haand, Muldvarpens Gravefod, Flagermusens Vinge, Hvalens Luffe, Hestens Fod og Fuglens Vinge ere”), vil man dog let overbevise sig om, at de alle ere dannede af et og samme System af Knokler, såa at man paa det bestemteste kan sige, hvilke Knokler, der svare til hin- anden i de forskjellige Fodformer, hvor forskjellige disse end ere i Henseende til Form og Anvendelse. Paa lig- nende Maade er det let at vise, at Munddelene hos Sommerfugle, Biller og Fluer bestaae af de samme Dele, hvor forskjelligt de end ere udviklede. Man vil forgjæves søge at forklare denne strænge Fastholden ved Grund- planen som en Følge af det hensigtsmæsige eller af, at det saa var Skaberens Plan; derimod forklares den let som en arvelig Fællesegenskab for Dyr af samme Gruppe, naar man gaaer ud fra, at disse have en fælles Stamfader, hvis Bygning nødvendigvis maatte afgive Normen for alle hans Descendenters. Grundplanen i Dyrenes Bygning simplificeres ofte end yderligere for Opfattelsen derved, at forskjellige Dele af det samme Organsystem kunne vises at være Gjentagelser af hinanden (at være homologe); det lader sig let bevise, at Insekternes Munddele kun ere omdannede Lemmer, og mange Naturforskere antage, at Hvirveldyrenes Hjernekasse bestaaer af omdannede Hvirvler. Man vil forgjæves søge at forklare disse Homologier gjennem det hensigtsmæsige eller Nytten; derimod kan man, efter D.s Mening, forklare dem af den fælles Ned- ”) See dette Tidsskrift, 1ste Række, Ade Bd. p. 325—29. 232 stamning og den successive Omdannelse af Stamformen. Hvirveldyrenes Urform (Archetyp) har sandsynligvis havt en lang Række af Hvirvler, men ingen egenlig Hjernekasse, og Leddyrenes Urform en lang Række af Led med leddede Lemmer, men ingen egenlige Munddele. Erfaringen viser, at netop saadanne hyppigt sig gjentagende Dele ere meget tilbøjelige til at variere, og saaledes vil D. da forklare, at de til sidst gjennem en lang Kække af Mellemformer kunne underkastes den gjennemgribende Omdannelse, hvoraf f. Ex. Krabbernes Kjæbefødder og Fiskenes Bag- hoved (Nakkehvirvlen) endnu bære saa tydelige Spor. Det er en almindelig Regel, at Fostrene eller Lar- verne ere meer eller mindre forskjellige fra de voxne Individer af samme Art, og at navnlig de Dele, som senere ere meget forskjellige (f. Ex. For- og Baåaglemmer hos samme Dyr), paa tidligere Udviklingstrin frembyde en større Grad af Lighed. Man vil dernæst finde, at Fostre eller Unger af forskjelige Arter ligne hinanden langt mere end senere, hvorom mange insektlarver og Fugle- unger aflægge Vidnesbyrd. Den Overeensstemmelse i Bygning, som vi finde mellem Larver eller Unger af for- skjellige Dyregrupper, låder sig kun sjelden forklare som Følge af en bestemt Levemaade, med mindre Larven er henvist til at skaffe sig sin Føde paa en bestemt Maade, i hvilket Tilfælde Larverne ofte ere mindre forskjellige end de udvoxne Dyr, fordi de leve under mindre forskjel- lige Livsforhold”) end disse. Man vil endelig kunne an- føre Exempler paa, at Larven er et fuldkomnere Væsen ") Ofte findes dog ogsaa det omvendte Forhold, at Larverne ere meget forskjellige, paa Grund af at den ene f. Ex. lever i Vandet, den anden i Jorden, medens Forskjellen mellem de udviklede Insekter kun er ringe. (M. Anm.) 233 end det udvoxne, ved en tilbageskridende Metamorfose omdannede Dyr. Efter D.s Mening lade alle disse For- hold sig forklare derved, at de Eiendommeligheder, der udmærke en vis Race eller Varietet, i Reglen først frem- træde hos det udvoxne eller næsten udvoxne Dyr og hos dets Afkom derfor ligeledes først ville træde frem i den tilsvarende Alder, sjeldnere i en tidligere. Saaledes fandt D., at Dueunger af forskjellige Racer, Hundehvalpe, Føl, osv. lignede hinanden langt mere strax efter Fødslen end senere, og da han jo ikke antager Arter og Varieteter for væsenlig forskjellige, bliver det ham ikke vanskeligt at forklare, at Fostre af forskjellige Arter ligne hinanden mere end de voxne, og at visse Organer hos Fostrene vise sig mere eens end senere; deres Forskjellighed hos det udvoxne Dyr kan nemlig antages at være erhvervet lidt efter lidt, men først efter at Individerne vare fuldvoxne og fuldstæn- dig i Stand til at spille deres Rolle i Livet. De Snyltekrebs og Cirripedier, som ved en tilbageskridende Metamorfose iføre sig en fra Krebsdyrene såa afvigende Form”) samt en i mange Henseender såa ufuldkommen Bygning, ned- stamme,: ifølge D.s Theori, fra en mindre omdannet Urform, og det er da let forklarligt, at Larverne vende tilbage til denne. — Ogsaa over de saa kaldte hæmmede eller rudimentære Organer kaster D.s Theori Lys. Hvad er vel Bestemmelsen med Bardehvalernes Fostertænder, der aldrig komme til Udvikling, med mange ikke flyvende In- sekters rudimentære Vinger, med de rudimentære Patter hos Hanpattedyrene eller med de hæmmede Støvdragere og Støvveie i mange særkjønnede Blomster? Man kan opstille en særlig Lov for disse Tilfælde og sige, at de ere der, fordi Naturen nødig giver Slip paa det, som den nu "): See dette Tidsskrift 2den Række Ade Bd. p. 142—44. i 16 234 en Gang har anskaffet til Brug for en vis Dyre- eller Plantegruppe, selv om den ikke har nogen direkte Brug for det i det enkelte Tilfælde, eller åt den nødig gjør Spring og derfor benytter de hæmmede Organer som Overgange til de Tilfælde, hvor de aldeles forsvinde; men Sagen er efter D. den, at de ere en Arv fra Stamformen, hos hvilken de fandtes i en mere udviklet Tilstand lige- som hos andre Former, men en Arv, som ved ikke at bruges er bleven bragt ned til sit Minimum eller endog hos andre Former sporløst forsvunden. Efterskrift. Vi have i det foregaaende gjengivet det vigtigste i de Betragtninger og Kjendsgjerninger, hvorved D. har søgt at hegrunde og belyse sin Theori om Arternes Op- rindelse, snart mere udførligt, snart mere kortfattet, snart med Forfatterens egne Ord, snart i en friere Form. Vi betvivle ikke, at den Læser, der har havt Taalmodighed til at følge os saa langt, har følt sig i høj Grad gjennem- trængt af Beundring for Forfatterens store Skarpsindighed, geniale Indblik i Naturens indviklede Forhold og hans alsidige Kundskabsfylde, saa vel som for den Sindighed og Upartiskhed, hvormed han drøfter, hvad der kunde tale mod hans Anskuelser, og forsmaaer at søge Bistand i Anskuelser og Theorier, der ikke forekomme ham til- strækkeligt begrundede. Det kan heller ikke nægtes, at . den Darwinske Theori har noget meget tiltalende ved sig, for saa vidt som den forklarer meget, som ellers synes at være uforklarligt, og forener til een Hovedlov mange af de Resultater, til hvilke man tidligere var kommet, men mellem hvilke det hidtil ikke var lykkedes at paavise nogen 235 "Sammenhæng. Hvor herligt vilde det ikke være, der- som der virkelig var opdaget en ny Naturlov for den organiske Verden, der ligesom de almindelige Tiltræknings- love (Tyngden og den chemiske Affinitet) i den uorganiske kunde betragtes som Grundprincipet for hele den organiske Verdens Udvikling! Det har ikke undgaaet nogen Natur- forsker, som har tænkt over Kjendsgjerningerne og ikke blot indskrænket sig til at skrive dem op, at der gik en vis Modsigelse gjennem den sædvanlige Fremstilling af Verdens Udvikling. Medens alt, hvad der henhørte til den uorganiske Verden, ganske var overladt til de døde Naturkræfters Spil, maatte Skaberens umiddelbare Optræden gjentagne Gange paakaldes for igjen at bringe Liv i Tingene og tilvejebringe en ny Dyre- og Plante- verden istedenfor den gamle, der var gaaet under. En Theori, som brågte os ud over denne Vanskelighed og forresten lod sig forere med Kjendsgjerningerne, kunde derfor have Krav paa at modtages med stort Bifald. Vi antage derfor ogsaa, at D.s Skrift, selv om det større Arbeide, for hvilket det skulde være Forløberen, og hvortil han i 20 Aar har været beskjæftiget med at indsamle Stof, ikke skulde udkomme, hvorom der dog efter Forlydende skal være grundet Haab, vil gjøre i en vis Grad Epoke i Videnskaben; i en kortere eller længere Fremtid ville Naturforskerne have deres Opmærksomhed henvendt paa det og benytte enhver Leilighed til at undersøge, om Kjendsgjerningerne tale for eller imod det. Vinder Theorien almindeligt Bifald, kan den have den mindre gode Følge, at mange Naturforskere anvende mindre Nøiagtighed i deres Undersøgelser af Arterne, idet de tænke som saa, at hvis der ingen egenlige Arter er i Naturen, er det mindre vigtigt, om de såa kaldte Arter skjelnes meer 16= 236 eller mindre omhyggeligt fra hinanden. Men den kan ogsaa have den gode Følge, at man bliver mindre til- bøielig til at opstille virkelige Afarter som egne Arter, og hvad mere er, at der bliver samlet en Skat af nye Iagtta- gelser og nye Sammenstillinger af bekjendte Kjendsgjer- ninger, der, selv om det endelige Resultat skulde blive, at D.s Theori blev opgivet som uholdbar, vilde have en særdeles befrugtende Indflydelse paa Videnskabens Udvik- ling. At fælde nogen afgjørende Dom, om D.s Theori, forekommer os ikke at være muligt, i det mindste ikke for Tiden, dertil har den for meget Charakteren af en blot og " bar Hypothese. Og her komme vi da til den første af de Misligheder, som forekomme os at. klæbe ved hin Theori, nemlig at den efter Forfatterens egen Til- staaelse aldeles ikke kan bevises, selv om man ikke tager dette Ord i sin strengeste Betydning. Ja, han maa endogsaa opbyde sin hele Skarpsindighed for at for- sone os med den Modsigelse, at den hverken lader sig demonstrere i Nutid eller i Fortid, uden at vi dog dermed ville sige, at det just saa ganske lykkes ham at over- bevise Læseren. Thi vel kan han bestandig forskandse sig bagved det, som man ikke veed og ikke kan vide, men selv om han nok saa godt beviser os det urimelige i den Fordring, at han skal fremlægge sine Mellemformer, saa har han dog ikke bevist, at Variabiliteten kan være ubegrændset; denne Sætning er ubevist og ubeviselig, men om man vil, ogsaa uigjendrivelig; den er en Hypo- these og intet Andet. Bronn bemærker med Rette, at der gives en Årt, der netop har været stillet under alle de Forhold, som efter D.s Theori skulde kunne bevirke dens successive Opløsning i flere Arter, nemlig Men- nesket, og dog er det for dettes Vedkommende kun 237 kommet til en Dannelse af Racer, der ere fuldkommen frugtbare indbyrdes”). D. gaaer ud fra, at selv i Natur- tilstanden findes der nogen Variation indenfor; Arten, og han forudsætter da, at naar en Modification blot er gavn- lig for Arten, maa den i Tidens Løb kunne uddannes til en hvilken som helst Grad, men han vil intet Exempel kunne anføre paa, at noget saadant virkelig har fundet Sted; Knogler af 3—4000 Aars Ælde fra Urindvaanernes Kjøkken - møddinger og Ægypternes Grave vise ingen Afvigelser fra Knoglerne af de samme Arter, naar disse endnu existere i vild Tilstand, og hvor kort er ikke i Sammen- ligning dermed den Tid, som udfordres til at danne en ny Husdyrrace? Hine Forandringer maae altsaa foregaae saa langsomt, at 3—4000 Aar ingen Indflyldelse have kunnet udøve, og dog skulde Jordens Udviklingshistorie have omfattet saa uhyre lang en Tid, for ikke at sige en Evighed, at alle Jordens nulevende Slægter og Arter lige fra Mennesket til det laveste Infusionsdyr skulde have faaet Tid til at udvikle sig af en fælles Urform! Thi dette er aabenbart Consekvensen af D.s Theori og synes virkelig ogsaa i Grunden at være hans Mening; thi skjøndt han nærmest synes at tænke sig alle Arter af samme Klasse nedstammende fra en fælles Urform, forekommer der dog ogsaa Antydninger af, åt han tænker sig denne Proces ") Man har slet ingen Grund til at antage, at der nutildags opstaae nye Arter; enhver Naturforsker, som opdager en ny Art, bilder sig ikke et eneste Øieblik ind, at den først er bleven til fornylig, han veed meget vel, at der er al Sandsynlighed for, at den hidtil er bleven overseet; heller ikke kan man anføre noget som helst Exempel paa, at Arter nutildags døe ud af sig selv. Om alle de Arter, hvis Tilintetgjørelse er indtraadt i den historiske Tid, er det vitterligt, at den skyldes Mennesket, og fornemmelig det meer eller mindre civiliserede Menneske. 238 udvidet til alle Former af den samme Række, og i Virke- ligheden synes der heller ikke at være noget til Hinder derfor; kan man tænke sig alle Fiske nedstamme fra en fælles Urform og ligeledes alle Padder, er det ikke vanske- ligt at tænke sig disse to Urformer, Urfisken og Urpadden, nedstamme fra en fælles Urform, en Urpaddefisk, og kan man tænke sig Snegleklassen og Muslingklassen afledte af en Ursnegl og en Urmusling, kån man lige saa godt tænke sig alle Bløddyr nedstammende fra en fælles Stamform, og saaledes fik vi da som Jordklodens første Repræsen- tanter for Dyreriget 3 eller 4 Arter, antydende hver sin Dyrerække. Hvad er nu lettere end at tænke sig disse 3 eller 4 Arter afledede af et Urdyr, og vi indsee virkelig ikke, hvorfor man ikke skulde vove det sidste Skridt og lade Urdyret og Urplanten nedstamme fra et fælles organisk Urvæsen, et Urplantedyr. Men dette vil dog vel fore- komme de fleste af dem for stærkt, som nok vilde være tilbøjelige til at gaae ind paa D.s Theori for Slægternes og tildeels for Familiernes Vedkommende; og dog ind- sees det ikke, at man kan lade sig nøje med mindre; det er i Virkeligheden ikke vanskeligere at tænke sig hundrede tusinde Arter skabte af nyt og Skabelsen gjentaget 30 til 40 Gange, end at tænke sig 4, 3, 2 eller 1 Art skabte af nyt og denne Nyskabelse kun at være foregaaet en eneste Gang. Hvis D. ikke kan befrie os tillige for denne første Nyskabelse, såa kan hans nye Naturlov dog ikke stilles ved Siden af de uorganiske Naturlove; det vil synes de fleste galt nok at lade Men- nesket nedstamme fra en Abekat, og det kunne de dog ikke slippe for, hvis de ville tiltræde D.s Anskuelser, men hvad vilde man da mene om at lade Mennesket ned- stamme fra en eencellet Alge? Vil man bedre kunne gaåe 239 == ånd paa denne Tanke, fordi ogsaa det menneskelige Foster har sin Oprindelse fra en enkelt Celle, et Æg? Hvis hele den organiske Verden har sin Oprindelse fra to eensartede Celler, Urplanten og Urdyret, hvorledes vil man da kunne tænke sig den ene af disse komme i Besiddelse af Dyrets Hovedegenskaber, Fornemmelse og Bevidsthed, Villie og Bevægelsesevne? og hvorledes, kunne vi endelig spørge med Bronn, have Dyrerigets Urarter, som D. kun tænker sig skabte i eet eller to Exemplarer, kunnet und- gaae at æde hinanden og den lige saa fattige Planteverden op og saaledes undergrave Betingelserne for deres egen Existens ? . Det er ogsaa i høi Grad stridende mod alt, hvad vi hidtil have troet at kunne opfatte som det planmæsige i Naturen, at den Grundlighed i Bygning, som vi kunne forfølge gjennem store Afdelinger åf den organiske Natur, nedsættes til at blive noget reent tilfældigt; thi det er aabenbart aldeles tilfældigt, om en Eiendommelighed nedarves og saaledes bliver et Fællesmærke for en større eller mindre Afdeling, eller ikke. Noget nyt uddannes kun for såa vidt som det er nyttigt for Dyret eller Planten, - men hvad kan ikke være til Nytte paa en eller anden Maade, naar det haves, men' undværes uden Skade, naar det »modsatte er Tilfældet? og meget nedarves kun paa en Række af Stambørn, fordi det er ligegyldigt og uvæsenligt og derfor ikke berøres af Omdannelsesprincipet, der idelig gaaer paa Jagt efter det hensigtsmæsige. Meget af det, der hidtil har staaet for ;os som væsenligt og vigtigt, netop fordi vi saae, at Naturen sjelden eller aldrig gjorde Brud derpaa, vilde efter D.s Theori netop blive uvæsenligt og uvigtigt. Selv om Fremtiden derfor kunde bringe os Fremstillingen af det Stamtræ, som D. tænker sig at ligge 240 til Grund for hele den organiske Natur, vilde denne ikke desto mindre, med Hensyn til de for den raadende Love, vise sig som et trøstesløst Chaos, hvor Tilfældigheden ene " herskede. Man maatte høiligen undre sig over, at der dog i Naturen findes saa meget lovmæssigt, som der er, og at ikke endnu mere extravagante Dyre- og Plante- former have seet Lyset. Det er maaskee det meest trøstes- løse ved det D.ske Princip, at det aldeles giver Slip paa det lovmæsige og overlader alt til Tilfældighedens Ind- flydelser; og det er tilvisse ikke det Indtryk, som man modtager ved at studere Naturen ! Men, ville måaskee D.s Tilhængere sige, alt dette er kun gamle, indgroede Fordomme, hvorfra Du ikke har kunnet løsrive Dig, men som ville forsvinde for den nye Troes Lys. Det kan såa være, det er vanskeligt at sige sig selv, om den Anskuelse, man nærer, er en Fordom eller ikke, derom dømme Andre bedre. Vi ville derfor hellere føre Striden ind påa de mere sikkre Kjendsgjernin- gers Omraade, og her møder os da navnligen to Forhold, der gjøre os det umuligt for Tiden at tilegne os den D.ske . Theori. Det maa staae fast, at, hvad end D. hår anført derimod, ere Bastarddannelser som Regel umulige, altid vanskelige og stadigen ufrugtbare, om end ikke i første Led; en sig perpetuerende Bastardform, der, uden at krydses med Stamarterne, forplanter sig lige saa godt som disse, er i det mindste en overørdenlig stor Sjeldenhed, hvis den overhovedet findes, og i de 999 Til- fælde af 1000 ere selv de af Stamarterne umiddelbart dannede Bastarder ufrugtbare indbyrdes. Hvorledes er det vel muligt at bringe dette til at stemme med D.s Grundanskuelse, at Arterne kun ere udprægede 241 Afarter?”) Viser Naturen os ikke selv her, hvor Grændsen skal trækkes? Hunde af de meest forskjellige Afarter danne ”) For at komme ud over denne Vanskelighed har en engelsk For- fatter, Hr. VansittartNeale, i et Foredrag i det zoologiske Selskab i London opstillet en Modification af den D.ske Theori, hvorved han har troet at kunne hæve enhver Vanskelighed, som denne maatte frembyde. Han gaaer ud fra, at de af Mennesket dannede Racer ingenlunde besidde den Fasthed, som de af Naturen dan- nede Arter, men at de i Virkeligheden kun opretholdes saa længe man ved prohibitive Forholdsregler kan holde dem ude fra hin- anden, og falde tilbage til Stamformen såa snart man tillader fri Krydsning iblandt dem. Han indrømmer fremdeles, at der ikke kan anføres noget som helst Exempel paa, åt »Livets Kamp« kan forvandle Afarter til Arter. Denne Forvandling er imidlertid efter hans Mening gaaet for sig gjentagne Gange, men altid ved en Slags Indskriden af den bevidste Verdensstyrelse, der maa have det i sin Magt paa denne Maade at komme Naturen til Hjælp. Han tænker sig dette nærmest at gaae saaledes for sig, at Indi- viderne af samme Afart efterhaanden opnaae den Evne at være mere frugtbare indbyrdes end med Individer af de andre Afarter af samme Årt, og at der samtidig meddeles deres Instinkt en såadan Retning, at Parringen fortrinsvis vil finde Sted indenfor Afarten. Efterhaanden ville da gjennem en Række af Generationer, der dog ikke behøver at. være saa lang, som D. forudsætter, Afarterne have udviklet sig til Arter, som ikke længere ere frugibare indbyrdes. Først paa denne Maade kommer der en fast Plan i det hele Skabelsesværk, der har sin Kilde i en højere Tanke, og først paa denne Maade bliver Kaaringen i Naturen (»Typical Selection« kalder han den, fordi der finder et Udvalg af nye Art-Typer Sted) analog med den Kaaring af Avlsindividerne, hvorigjennem Menne- sket hår frembragt sine Culturracer. At Naturens Værk, de ny- dannede Arter, kunne faae Fasthed som saadanne, Culturracerne derimod ikke, forklares deels deraf, at Naturen kan virke inden- fra, Mennesket kun udenfra, deels ved at henvise til den alminde- lige Lov, at Menneskets Værker ikke have den Varighed som Natu- rens. Livets Kamp, som hos D. fremkalder det samme Resultat, der hos Neale skyldes selve den højeste Verdensstyrelse, nemlig at forvandle Afarterne til Arter, skal ifølge den sidstnævnte For- fatter kun have Betydning ved at forøge Afsondringen og ved at fjerne fra Skuepladsen de Mellemformer, der til en vis Tid endnu maatte forbinde de nydannede Arter med hinanden. — Man vil let see, at den bekjendte og saavel af N. som af D. anerkjendte 242 med største Lethed et Afkom, der er lige saa frugtbart som Afarterne selv, endog i fjerneste Led, men man for- søge blot at frembringe det samme Resultat mellem Ulv og Ræv! D. vil vel svare os, at naar to Afarter under stadig Divergens udvikle sig til to Arter, da indtræder der et Punct, som ikke kan overskrides uden at Evnen til at avle frugtbart Afkom gaaer tabt; men hvorfor, ville vi da spørge, er dette Punkt ikke bleven overskredet hos de under Menneskets Indvirkning dannede Racer af Duer, Hunde og andre Husdyr, der dog ofte have fjernet sig saa vidunderlig langt fra deres Udgangspunkt? D. vil for- klåre Muldyrets Ufrugtbarhed derved, at to Organismer i det ligesom ere blevne sammensmeltede til een, det be- finder sig derfor lige saa unaturligt som et vildt Dyr i Fangenskab, og under saadanne Omstændigheder gaaer Frugtbarheden tabt. Men hvori stikker det unaturlige uden deri, at det er to Arter, hvis Organisation er sammensmeltet til een, men dette unaturlige fattes, naar to Afarter parre sig, selv om deres Organisation er nok saa forskjellig som hine Arters. — Vor anden Hovedvanske- lighed er den, at det hidtil ikke er lykkedes og efter D.s Mening maaskee heller ikke nogensinde vil lykkes at frem- stille blot et Brudstykke af det Arternes Stamtræ, som D. tænker sig. Vi underskrive villigen det meste, hvad Kjendsgjerning, at Individer af forskjellige Racer netop danne et frugtbart og stærkt Afkom, paa hvilket D.s Theori strander, her kun overvindes ved direkte Indskriden af Skabermagten, et Slags Mirakel, som D.s Theori har den Fortjeneste at holde udenfor Naturens Virksomhed. Hr. N.s Theori synes derfor ikke at besidde større Fortrin end D.s, med mindre det en Gang i Fremtiden skulde kunne lykkes at sætte en bestemt organisk Naturlov istedenfor den af ham antagne midlertidige Ophævelse af de sædvanlige Naturlove. 243 D. har anført”) om de geologiske Annalers Magerhed og Ufuldstændighed, men påa nogle Steder i det mindste, hvor Forsteninger forekomme i stor Mængde gjennem mægtige Dannelser og åabenbart påa -de Steder samt under de Forhold, hvorunder de have levet, maatte det dog vel være muligt i det mindste at paavise nogle Spor af Arternes Omdannelsesproces. Saa længe dette ikke er skeet, forekommer det os, at D.s skarpsindigt udtænkte og genialt gjennemførte Theori ikke er traadt ud af Hypothesernes taagede Rige i Virkelighedens klare Lys. Det er vel sandt, at D. selv stærkt har følt Vanskeligheden i at forlige de her udviklede Forhold med hans Theori, og at det for saa vidt ikke er noget af ham overseet Forhold, som vi her have fremdraget, men han har troet at kunne bringe Vægtskaalen til at synke til dens Fordeel ved Hjælp af alle de Forhold, påa hvilke den kan passe, og som den virkelig kan forklare. Efter vor Anskuelse ere de af os fremhævede Vanskeligheder derimod tunge nok til i det mindste at holde Vægtskaalen svævende. Til- fredsstiller D.s Theori os saaledes ikke aldeles, ville vi dog gjerne slutte os til det af Bronn udtalte Haab, at den dog maaskee kan indeholde en Sandheds Kjærne, der en Gang i Fremtiden kan lede os påa Spor efter Skabelsens Mysterier. ”) Ogsaa Bronn, vistnok en af de competenteste Dommere i dette Spørgsmaal, finder D.s Fremstilling af dette Forhold overdreven, og Ågassiz erklærer den ligefrem for aldeles falsk og påastaåer, at Formationerne i det hele taget følge uden Afbrydelse efter hinanden. Navnlig vil han aldeles ikke indrømme, at en geologisk - Dannelse betinges af en samtidig Sænkning. GER Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilhørere. Af J. Tyndall, Professor ved Royal Institution i London. ILL. Indhold af den tredie Forelæsning. Naar en Lysstraale gaaer fra et Legeme til et-andet, som er tættere, brydes den indad mod den lodrette Linie; nåar den gaaer fra et tættere til et, som er mindre tæt, brydes den fra den lodrette Linie; men ved større eller mindre Tæthed menes her ikke det, som ellers kaldes Vægtfylde; et Legeme kan med Hensyn til Lysbrydningen siges at have større Tæthed end et andet, uagtet det har mindre Vægtfylde. Terpentinolie f. Ex. flyder paa Vand og er altsaa lettere eller, som vi udtrykke os, har mindre Vægtfylde end Vandet, men en Lysstraale, som gaaer fra Terpentinolie til Vand, brydes fra Indfaldsloddet, og naar den gaaer fra Vand til Terpentinolie, brydes den til Indfålds- loddet. I Lyslæren siges det Legeme at have størst Tæthed, som bryder Lyset stærkest. Naar en Lysstråale gaaer fra et tættere Legme til et tyndere, kan den træffe Overfladen, som adskiller dem, under en saadan Vinkel, at den, idet den forlader det tættere Legeme, brydes saaledes, at den netop stryger langs med Overfladen, og ingen Straale, der danner en større Vinkel med Indfaldsloddet, kan komme ud af det tættere Legeme; alle Straaler, der danne en større Vinkel med Indfaldsloddet end denne; blive fuldstændig tilbagekastede fra -Overfladen over- eensstemmende med de Love, der bleve udviklede i første Forelæs- ning. Denne Vinkel bestemmer Grændsen for Muligheden af, at en Lysstraale kan komme fra et tættere til et tyndere Legeme Dette er det eneste Tilfælde, i hvilket Tilbagekastningen er fuldstændig. Man kan sende Lysstraaler ind i en Vandstraale saaledes, at de ikke kunne slippe ud af den påa Grund af den fuldstændige Tilbagekast- ning. Luftspeilingen frembringes ved den fuldstændige Tilbagekast- 245 ning af Lysstraaler, der komme skraat ind i de tynde Luftlag i Nær- heden af Jordens stærkt opvarmede Overflade; man kan da see Speil- billeder af Træer og Huse ved Tilbagekastning af Lysstraalerne fra Luften ligesom fra Vandets Overflade. Den gjennemsigtige Deel af det menneskelige Øie er sammensat af tre Hoveddele: Vandvædsken, Krystallindsen og Glasvædsken; bag Glasvædsken er Nethinden, der danner en Skjærm, som modtager de i Øiet dannede Billeder af Gjenstandene; disse Billeder ere altid om- vendte. For at kunne see tydeligt er det nødvendigt, at de Straaler, der komme fra et Punkt i Gjenstanden, atter skulle samles til et Punkt paa: selve Nethinden. Nogle Øine bryde Lyset for stærkt og bevirke derved, at Lysstraalernes Foreningspunkt kommer til at ligge foran Nethinden; for at afhjælpe denne Feil anbringer man en Sprede- lindse foran Øiet, og man siges da at være nærsynet; andre Øine bryde ikke Lysstraalerne tilstrækkeligt, og for at hjælpe dem an- bringes da en Samlelindse foran Øiet, og man siges da at være langsynet. Man kan ogsaa hjælpe til at sprede eller samle Lys- straalerne ved at holde Gjenstanden nærmere ved eller længere fra Øiet; derfra Benævnelserne nærsynet og langsynet. Lysstraalernes Virkning paa Øiet ophører ikke i samme Øieblik, som Lysets Aarsag ophører; Indtrykket kan undertiden vedvare næsten 1 Secund, efter at Lysgiveren har ophørt at udsende Lysstraaler. En Række af Gnister, som følge efter hinanden med Mellemrum af mindre end 1 Secund, vil forekomme os som en sammenhængende Lysstribe, idet ethvert nyt Indtryk vil begynde, førend det foregaaende er ophørt. En lysende Gjenstand forekommer os større, end den i Virkeligheden er, og jo stærkere den lyser, desto større forekommer den os. Denne Virkning kaldes Irradiation; Fuldmaanen forekommer os større, naar vi see paa den med blotte Øine, end naar vi betragte den gjen- nem et mørktfarvet Glas; Nymaanen (Nyet) synes at svare til en større Cirkel end den mørke Skive, man seer indenfor den lyse Stribe. Det hvide Sollys er sammensat af en uendelig Mængde Lysstraaler af forskjellig Brydbarhed, af hvilke enhver har sin tilsvarende Farve; Sollyset indeholder altsaa en uendelig Mængde forskjellige Farver. Disse inddele vi for Bekvemmeligheds Skyld i 6 (eller 7) såa kaldte Hovedfarver, nemlig Rødt, Orange, Gult, Grønt, Blaat (Indigoblaat) og Violet. Af disse Farver er den røde den mindst, og den violette den meest brydbare, og de andre ligge imellem dem i den Orden, hvori de bleve anførte. Disse Farver fremkomme ved at lade Sol- straalerne gaae igjennem et Prisme, og det derved frembragte Billede kaldes det prismatiske Solbillede (Spectrum). Farverne i det prismatiske Solbillede frembringe atter hvidt Lys, naar de blandes paa behørig Maade. 246 Jeg maa endnu med et Par Ord omtale noget, der var anført i Indholdsfortegnelsen til den sidste Forelæs- ning, nemlig at nåar to Legemer bryde Lyset lige stærkt, kan det ene ikke sees, naar det er indeni det andet, og i Forbindelse dermed vil jeg sige et Par Ord før at fuld- stændiggjøre det, jeg tidligere hår sagt om Tilbaågekast- ning og Brydning. Jeg har her et Stykke Glas med blanke, parallele Overflader, og naar Lysstraalerne træffe det, ville nogle af dem kastes tilbage, saaledes at Udfalds- vinklen er lig Indfaldsvinklen, andre ville gaae igjennem Glasset og kunne findes påa den anden Side af dette. Efter at Lysstraalerne ere gaaede igjennem den øverste Overflade og komne til den nederste, slippe de ikke alle- sammen igjennem denne og ud i Luften, men nogle af dem kastes atter tilbage, uagtet rigtignok den største Deel gaaer igjennem og brydes ud i Luften; der vil følgelig være Tilbagekastning baade ved den nederste og ved den øverste Overflade, og vi see, at hvor der finder Brydning Sted, vil der ogsaa være Tilbagekastning. Lad ad være den Lysstraale, som træffer Overfladen af Glaspladen; den vil brydes i Glasset mod Indfaldsloddet i Retningen 6e, og ved Udtrædelsen af Glasset fra denne i Retningen ed, men her ved d bliver en Deel a Lyset tilbagekastet, og det samme er Tilfældet ved c. En anden Deel bliver 247 ligeledes tilbagekastet og brudt ved e, og saaledes faae vi en Række Tilbagekastninger fra de to indvendige Over- flader af denne Glasplade; man seer dette tydeligere, naar Glaspladen er tyk, end naar den er tynd. Naar man i et Speil seer skråat henimod en lys Gjenstand, seer man meer end eet Billede, og hvis man holder et Lys nær ved Overfladen af et Speil og seer paa det i Speilet, iagt- tager man en Række af Billeder; først et nogenlunde klart Billede, derpaa et meget klart, men derefter blive de øvrige mere og mere uklåre og taagede, indtil man til sidst ikke længer kan see dem. Det første temmelig klåre Billede, man seer, fremkommer ved Tilbagekastning fra Speilglassets første Overflade; det andet meget klare hidrører fra den bageste Overflade, som er belagt med Kvægsølv, og de øvrige hidrøre fra en Række af Tilbage- kastninger fra den ene Overflade til den anden. Jeg har her et saadant Stykke Speilglas, og jeg lader nu Lys- straalerne fra Lampen falde skraat paa Overfladen, og I see da først et Billede tilbagekastet fra den forreste Over- flade, dernæst et andet meget klart fra den bageste be-- lagte Overflade og derpaa en Række af Billeder, der blive svagere og svagere, indtil de aldeles forsvinde. I såae altsaa, at hvor vi havde Brydning, havde vi ogsaa Tilbagekastning; men hvor der ikke finder nogen Brydning Sted, vil der heller ikke være Tilbagekastning; tag f. Ex. et fast og et flydende Legeme, uden Hensyn til hvor forskjellige de forresten kunne være, om det ene er tungere end det andet, blot de bryde Lyset lige stærkt; naar vi da nedsænke det faste Legeme i Vædsken, vil det ikke kunne sees, fordi det virker påa Lysstraalerne paa samme Maade som Vædsken, og der vil ikke blive nogen Tilbagekastning ved Overfladen, som danner Grændsen 248 imellem dem, fordi der ikke er nogen Brydning. Derfor vil, som jeg har sagt i Indholdsfortegnelsen, (Lindsen af) et Oxeøie”), som nedsænkes i Vand, blive usynlig; det vil see ud aldeles som Vandet, uagtet det er et fuldkom- men forskjelligt Stof. Derimod naar Lysstraalerne gaae fra et Legeme til et andet af forskjellig Brydbarhed, vil der altid finde en Tilbagekastning Sted; hvis man derfor tager to gjennem- sigtige Legemer, der have forskjellig Brydningsevne og blander dem sammen, kan Tilbagekastningen foregaae saa hyppigt, at Blandingen bliver aldeles uigjennemsigtig. Af den Grund er f. Ex. Skum paa Havet, der ikke er andet end Vand blandet med Luft, hvidt som Snee, og hvis man betragter Sneen, såa ere de enkelte Smaadele af den, som bestaae af Isnaale, fuldkommen gjennem- sigtige, men selve Sneen bliver et uigjennemsigtigt Le- geme, fordi Isdelene ere blandede med Luft, og hver Gang Lysstraalerne gaae fra en Isdeel til en Luftdeel, finder der en Tilbagekastning Sted, hvilket til sidst be- virker, at intet Lys gaaer igjennem, eller at det hele bliver uigjennemsigtigt; saaledes ville vi paa Bjergene kunne iagttage, at naar Luften ved det uhyre Tryk af de ovenpaa liggende Masser er trykket ud af Sneen, forvandles den fra hvid Snee til. klar, reen og gjennemsigtig Is. Jeg kan ogsaa oplyse dette ved et Forsøg med et Stykke Trykpapir; dette Papir har, som I vide, en Gang været en vællingagtig Masse, der tildeels var gjennemsigtig, fordi Papirstrevlerne vare blandede med Vand, og der tabtes ikke meget Lys ved Overgangen fra Trevlerne til Vandet, fordi de omtrent havde samme Brydningsevne. Efter at ”) Den engelske Text har blot »Øiekuglen af en Oxe«, taler ikke om »Lindsen«. Vi formode imidlertid at dette er Meningen. (Red. Anm.) 249 der derimod er dannet Papir, ere Trevlerne nu adskilte fra hinanden ved smaae Mellemrum af Luft, som have en anden Brydningsevne end Trevlerne, og derfor vil der finde Tilbagekastning Sted, hver Gang Lysstraalerne gaae fra et Luft-Mellemrum til en af Trevlerne, og omvendt, og dette vil gjentages saa ofte, at Papiret derved bliver et uigjennemsigtigt Legeme. Hvis jeg derimod istedenfor Luft anbragte en Vædske mellem Trevlerne, som omtrent havde samme Brydningsevne, saa ophævede jeg derved de Tilbagekastninger, som bevirke, at Papiret- er uigjen- nemsigtigt, og I ville see, at en saadan Vædske i høi Grad forøger dets Gjennemsigtighed. Jeg vil nu først kaste Skyggen af dette Stykke Papir påa Skjærmen, og derpaa vil jeg lade en Draabe Olie falde paa Papiret, og I see da, at det bliver gjennemsigtigt>- der, hvor Olie- draaben løber, idet de smaae Mellemrum mellem Trevlerne nu istedenfor Luft fyldes med Olie, der har omtrent samme Brydbarhed som Trevlerne. Saaledes tilbereder man og- saa det gjennemsigtige Papir til at copiere Tegninger paa, idet man tager tyndt hvidt Papir, lægger det i Olie og tørrer det, hvorved. det bliver tilstrækkelig gjennemsigtigt, til at man kan see en Tegning igjennem det og eftertegne den paa det. Jeg vil dernæst gaae over til det, som mere umiddel- bart er Gjenstanden for min Forelæsning idag; jeg har sagt, at en Lysstraale, som gaaer fra et Legeme til et andet, der er tættere, brydes til den lodrette Linie; men I maae derfor ikke troe, at et Legeme, som er tættere i den Betydning, at det har større Vægtfylde, der- for har større Brydningsevne; thi hvorvel det meget ofte er Tilfældet, finder det dog ikke altid Sted, som jeg nu vil vise Eder. Jeg har her en Glaskasse med to gjennem- Hd 250 sigtige Vædsker, hvoraf den ene flyder ovenpaa den anden; den nederste er Vand og den øverste Terpentinolie, der flyder oven paa Vandet, fordi den er lettere eller har mindre Vægtfylde; men ikke desto mindre ville I faae at see, at den bryder Lyset stærkere end dette. Jeg lader nu Lyset fra den elektriske Lampe falde lodret paa Glas- kassen, hvorved det uden at brydes gaaer igjennem begge Vædskerne, og opfanger det dernæst paa Skjærmen, og I ville da tydeligt kunne see Grændsefladen mellem Terpen- tinolien og Vandet (der er en ubetydelig Bølgning i Over- fladen, som hidrører fra Bevægelsen). I see Lyset, som gaaer igjennem Vædsken, gjennemskaaret af en mørk Linie, som hidrører fra, at en Deel af Lysstraalerne er tilbagekastet fra Grændsefladen mellem de to Vædsker. Hvis jeg nu, istedenfor at lade Lyset falde lodret påa Glaskassen, dreier denne saaledes, at Lysstraalerne komme til at falde skraat paa begge Vædskerne, saa vil Terpentin- olien, fordi den bryder Lyset stærkere end Vandet, flytte Lysstraalerne meest ud til Siden, og I see nu, at Kanten af Glaskassen, der før såaes som en ret Linie, nu er brudt og flyttet ud til Siden foroven, der, hvor Terpentin- olien er. Naar vi derfor i Lyslæren tale om, at et Legeme er tættere end et andet, tage vi ikke dette Ord i sæd- vanlig Betydning af tungere eller mere vægtfyldig, men mene dermed, at det bryder Lyset stærkere end et andet. Jeg vil nu gååe over til en anden meget vigtig Gjen- stand, nemlig den fuldstændige Tilbagekastning; ab fore- stiller Overfladen af et Kar med Vand, og vi vide, at naar en Lysstraale falder skraat paa Overfladen, brydes den, idet den gaaer ind i Vædsken; vi vide ogsaa, at hvis vi havde et lysende Punkt ce paa Bunden af Karret, vilde en Lysstraale, som udgik fra dette Punkt i Ret- 251 nigen cd, blive brudt i Retningen dec”, naar den gik fra Vandet ud i Luften. En anden Lysstraale, som udgaaer fra et Punkt f paa Bunden af Karret i Retningen Ød, vil, idet den forlader Vandet, blive brudt i Retningen df; og jeg kan tænke mig en tredie Lysstraale yd, som ud- gaaer fra Punktet g, der brydes saaledes, at den netop stryger-langs med Overfladen i Retningen dg'. Naar jeg nu gaaer videre og tænker mig en Lysstraale 2d udgaae fra et Punkt %, der ligger udenfor den Lysstraale gd, som efter Brydningen netop streifede Overfladen, hvad vil der da blive af denne Lysstraale? Den vil aldeles ikke kunne forlade Vandet, men vil blive fuldstændig tilbagekastet i Retningen dk'. Saaledes ogsaa naar Lysstraalerne falde skraat paa Terpentinolien, der bedækker Vandet, kunne de ikke trænge gjennem Vandets Overflade, men blive fuldstændig tilbagekastede. Et andet Forsøg kunne I gjøre selv; hæld noget Vand i et almindeligt Vandglas, sæt en Skee ned i det og betragt Skeen nedenfra gjennem Glassets Sider, og I ville da see Skeen speile sig i Vandets Overflade, fordi Lysstraalerne, som Skeen udsender til denne, ikke kunne komme ud og altsaa kastes fuld- stændig tilbage. Læg en Skilling i Glasset og betragt Overfladen nedenfra, og I ville da af samme Grund see 17 252 Billedet af Skillingen ovenover Vandets Overflade. Jeg har her et lidet tresidet Glasprisme, som jeg stiller saa- ledes, at den største Flade ce er vandret, og naar jeg nu lader Lyset fra Kulspidserne i den elektriske Lampe træffe lodret påa den ene Side- flade i Retningen ab, vil den gaae ubrudt igjennem den, kastes fuldstændig tilbage fra c, og I ville see Billedet af Kul- spidserne paa Skjærmen. Sender jeg Lysstraalerne i en anden Retning gjennem Prismet, f. Ex. parallelt med c, ville de brydes ved den første Overflade, kastes fuld- stændig tilbage fra c, brydes igjen ved den anden Over- flade og forlade Prismet under samme Vinkel, som de kom ind. Et meget smukt Forsøg over Lysstraalernes fuldstæn- dige Tilbagekastning kan jeg vise Eder ved Hjælp af dette Apparat; jeg har her paa denne Stol den elektriske Lampe og foran den et Jernkar, der ved et Rør er forbundet med Vandrørene i Bygningen, saaledes at jeg kan låde Vand komme ind i det og løbe ud i en Straale gjen- nem et Hul paa Siden; lige overfor dette Hul, hvorigjen- nem Vandstraalen udstrømmer, er der påa den modsatte Side af Karret anbragt en Glasplade, og jeg kan, som I see, sende en Lysstraale fra den elektriske Lampe tvers igjennem Karret og ud igjennem Hullet; I see, den falder paa Tilhørerne. Nu lader jeg Karret fyldes med Vand, og naar Straalen springer, ville Lysstraalerne, som før traf Tilhørerne, nu falde skraat paa den indre Overflade af Vandstraalen, og hvad vil Følgen da blive? de ville ikke kunne komme ud, men rives med Vandstraalen, som om 253 Lyset var et fast Legeme, idet de nemlig kastes tilbage fra den ene Side til den anden, men saa skraat, at de ikke kunne forlade Vædsken, og I see, hvorledes Vandstraalen er oplyst heelt igjennem af de Lysstraaler, som før gik tvers igjennem Karret; jeg sætter dernæst et farvet Glas foran Lampen, og Vandstraalen bliver farvet. I have seet, hvorledes man ved Hjælp af enkelte Lindser kunde frembringe omvendte Billeder af tilstrækkelig stærkt belyste Gjenstande; jeg vil nu vise Eder nogle Forsøg med et Apparat, som er lidt mere sammensat end den enkelte Lindse, jeg hidtil har benyttet. Det Instru- ment, jeg her har i min Haand, er indrettet ifølge de samme Grundsætninger som Tryllelygten eller den saa kaldte Laterna magica; denne bestaaer ganske simpelt af to Dele, af hvilke den ene tjener til at belyse Gjenstanden, den anden til at kaste et forstørret Billede af den påa en .Skjærm. Jeg har her f. Ex. et Billede af en lille Dreng, som børster en Støvle, malet påa gjennemsigtigt Glas ; ved Hjælp af Lampen belyser jeg Billedet, og ved Hjælp af denne Lindse forstørres det og opfanges paa Skjærmen; der see I Billedet. Ved Hjælp af dette andet Instrument, hvor Forskjellen kun bestaaer i, at Forstørringen frem- bringes ved en Forbindelse af Lindser istedenfor ved en enkelt, er jeg i Stand til at vise Eder Gjenstande, som ere saa smaae, at I ikke vilde kunne see dem, hvis jeg kun brugte een Lindse. Enhver af Eder har vist lagt Mærke til de smukke Figurer, som i Frostveir sees paa Vindues- ruderne; det er småaae Vanddele, som naar de fryse, af sig selv danne geometriske Former og ordne sig til disse vidunderlige Figurer, som man kalder Krystaller. Jeg har selv ofte moret mig med at optøe Isen paa en Rude, saa at der dannedes et lidet tyndt Lag af Fugtighed, og der- a 254 paa betragte de smaae Vanddele, idet de bevægede sig og ordnede sig. i Krystaller. Jeg vil nu vise Eder noget lignende, idet jeg vil lade et Stof fryse — ikke Vand, thi jeg kan ikke godt fåae Vandet til at fryse, naar en kraftig Straale fra den elektriske Lampe skinner paa det; men jeg vil tage et andet Stof, nemlig en Opløsning af Salmiak, som jeg kan lade fryse eller rettere stivne og krystallisere; thi Frysningen er ikke andet end en Kry- stallisation, men man vilde ikke gjerne anvende Ordet Frysning påa dette Forsøg. Jeg anbringer nu et tyndt Lag af denne Fugtighed, som indeholder Salmiak, påa en Glasplade (noget lignende som Vandet paa Vinduesruden), anbringer den, hvor før Billedet blev anbragt, lader det elektriske Lys falde paa den og opfanger det forstørrede Billede påa Skjærmen, og I see nu, hvorledes Saåalmiak- krystallerne skyde frem paa Billedet, hvor hurtigt og livligt de dannes og ordne sig ved Siden af hinanden, aldeles paa samme Maade som Iskrystallerne påa Vindues- ruden. a Jeg vil derpaa søge at forklare Eder det vidunder- ligste af alle Instrumenter — det menneskelige Øie. Kaster Eders Blik paa en af disse Figurer, som fore- stiller et lodret Gjennemsnit af Øiet, og I ville då let forstaae Indretningen af det. Den forreste Deel af Øiet, som ligner noget et Uhrglas, kaldes Hornhinden; bagved den er der et lidet Rum, fyldt med en Vædske, som kaldes Vandvædsken, og bagved den findes et lidet Legeme af en geleeagtig Masse, som kaldes Krystallindsen; bag- ved den igjen findes den største Deel af Øiets Masse, som kaldes Glasvædsken. Naar jeg nu betragter mine Tilhørere, og En af dem kunde see bagfra ind i mit 255 Hoved og undersøge den bageste Deel af mit Øie, saa vilde han der paa et meget lille Rum see et Billede af alle Tilhørerne, af nogle et meget tydeligt, af andre et st, ease ks mindre tydeligt; af dem, jeg selv skarpt betragter, vilde han see et fuldkommen tydeligt Billede. En anden Mær- kelighed vilde han iagttage, nemlig at Billederne ere om- vendte ,- såa at han vilde see dem sidde med Hovederne nedad. Saaledes ville Lysstraalerne fra Pilen i Fig. 3 sendes til Øjet gjennem den runde Aabning, I see, og som kaldes Pupillen; den er omgiven af en farvet Ring, som kaldes Regnbuehinden eller Iris, og som er den, hvorefter Øiets Farve benævnes. Det er let at see, at Lysstraalerne fra den nederste Weel af Pilen træffe den øverste Deel af Øiet, og omvendt, saa at det Billede, som dannes inde i Øiet, bliver omvendt; den bageste Deel af Øiet, som modtager det dannede Billede, kaldes Nethinden og er en Udbredelse af Øienerven der. Jeg vil nu ved et Forsøg, som vel er temmelig raat, men dog tilstrækkelig 256 belærende, vise Eder, at dette virkelig forholder sig saa- ledes; jeg har her søgt at forfærdige et Øie, det er et kugleformigt, hult Giaskar, fyldt med Vand, som jeg " paa den ene Side har beklædt ined sort Papir, hvori der er en Aabning, som forestiller Pupillen i Øiet; foran denne Aabning anbringer jeg en Lindse, som skal træde istedenfor Krystallindsen, og nu lader jeg Lyset falde paa Lindsen og gaae igjennem Vandet. Her bagved er der en Skjærm af tyndt sværtet Papir, som skal forestille Nethinden, og som er tilstrækkelig gjennemsigtigt til at man kan see en Gjenstand igjennem det. Jeg holder nu et Lys foran, og I see da et omvendt Billede af Lyset paa det sværtede Papir; jeg lader Lyset fra den elektriske Lampe falde påa min Haand, som jeg holder opad, og I see Billedet af den med Fingrene nedåd; ligeledes kunne I see et Billede af mit Uhr, maar jeg holder det i den rette Afstand og belyser det tilstrækkelig. Vi maae her fornemlig lægge Mærke til, at Lys- straalerne, som udgaae fra et Punkt i en Gjenstand, igjen nøiagtig maae samles i et Punkt, hvis vi ville see Gjen- standen tydeligt. Finder dette nu i Virkeligheden Sted? Nogle Menneskers Øine have for stærk Brydningsevne, saaledes som er fremstillet i Fig. 1, hvilket bevirker, at Lysstraalernes Foreningspunkt ligger foran Nethinden, saa at man faaer et udvisket og utydeligt Billede paa den, saaledes som I saae det, naar jeg ikke holdt Uhret i den rette Afstand fra det kunstige Øie. Andre især ældre Menneskers Øine have ikke tilstrækkelig Brydningsevne, og hvad bliver Følgen deraf? Lysstraalerne skulde da for- ene sig i et Punkt, som ligger bag Nethinden (Fig. 2), og de frembringe da ligesom i forrige Tilfælde et utydeligt Billede paa Nethinden; dette er Tilfældet med de lang- 257 synede, det ovenfor omtalte derimod med de kortsynede. Hvorledes afhjælper man nu disse Feil? Den kortsynede eller nærsynede holder Gjenstanden, han vil betragte, tæt hen til Øiet, for at faae Lysstraalerne til at divergere stærkere ved Indtrædelsen i dette, saa at de uagtet den stærkere Brydning kunne fåae deres Foreningspunkt paa selve Nethinden, eller ogsaa anvende de Spredelindser (concave Briller) foran Øinene, hvorved det samme be- virkes.. Det modsatte måaåe naturligvis de langsynede gjøre, som ønske at skaffe Lysstraalerne en stærkere Con- vergens for at bringe deres Foreningspunkt længer frem, saa at det netop kan fålde påa Nethinden; de holde Gjenstanden i længere Afstand fra Øiet, saa at Lysstraa- lerne ved Indtrædelsen i dette divergere mindre stærkt, eller ogsaa anbringe de Samlelindser (convexe Briller) foran Øinene, som da hjælpe til at give Lysstraalerne den fornødne Convergens. Jeg vil nu tåge mine egne Briller, som jeg bruger til at læse med, altsaa et Par Briller for en langsynet, og vise Eder, hvorledes jeg med dem, ligesom med en sædvanlig Lindse, kan samle Lys- straalerne til et Brændpunkt; I see tillige, at jeg maa holde dem i lang Afstand fra Skjærmen for at faae et tydeligt Billede dannet, og at de altsaa ikke ere, hvad man kalder stærke, men kun meddele Straalerne en ringe Convergenss Naar Øiet modtager Indtrykket af et stærkt Lysglimt, som øjeblikkelig igjen forsvinder, vil Indtrykket derfor ikke lige strax forsvinde, men vedvare endnu en kort Tid, omtrent 1 Secund; deraf forklares den velbekjendte Erfa- ring, at man seer en lysende Ring eller Kreds, naar man svinger en Glød hurtigt rundt, saa hurtigt nemlig, at det ene Indtryk, som Øiet har modtaget, ikke faaer Tid til at 258 forsvinde, før det allerede har modtaget et nyt, f. Ex. naar den svinges een Gang rundt i 1 Secund eller i kortere Tid. Et lignende Forsøg vil jeg gjøre med Lyset fra den elektriske Lampe, som jeg lader falde paa et Speil, som jeg kan dreie hurtigt rundt; I see, at saa længe jeg bevæger Speilet langsomt, kunne I let med Øiet følge Lysets Bevægelse fra det ene Sted til det andet, det ene indtryk er forsvundet, førend I modtage et nyt; men naar jeg bevæger Speilet tilstrækkelig hurtigt, see I kun en lysende, sammenhængende Linie, fordi Virk- ningen af det foregaaende Indtryk endnu ikke er for- svunden, før I modtage et nyt; og dreier jeg det rundt saaledes, at Lyset bevæger sig i en Kreds, see I en heel lysende Kreds, fordi det Lysindtryk, I have modtaget fra et Punkt af Kredsen, ikke har tabt sig, før Lyset er kommet tilbage til det samme Punkt. Af samme Grund kån man ikke skjelne Radierne i et Hjul, som løber hurtigt rundt, men det gjør Indtryk paa Øiet, som om det var en sammen- hængende Flade; naar Hjulet derimod bevæger sig lang- somt, kan man let skjelne de enkelte Radier. Nogle Træk af Vestindiens Krybdyrliv samlede af Chr. Lutken. ; (8 Foredrag i »den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder».) I. De er vel almindelig bekjendt, at man under Benævnelsen Krybdyr eller Reptilier sammenfatter de koldblodige, ved Lunger aandende Hvirveldyr, paa hvilke Skild- padder, Krokodiler, Øgler eller Firbeen og Slan- ger afgive Exempler. Ved denne mere indskrænkede Betydning af Ordet tænker man saaledes kun paa de For- mer, hvis Legeme er dækket med Skjæl og hvis Fødder, … for saa vidt de ikke mangle, ere udstyrede med Kløer; vi ville imidlertid her bruge det i den mere udvidede Be- tydning, hvori det ogsåa omfatter Padderne (Batra- chierne) eller de nøgne Krybdyr (Frøer, Tudser, Salamandre 0. s. v.), hvis nøgne, kjertelrige Hud er uden Skjæl eller Pantser, hvis Fødder savne Kløer og Negle og hvis Liv i det hele er amphibialsk 9: i visse Perioder knyttet til Vandet, i hvilket deres Udvikling, som i det hele har Charakteren af en Forvandling, i Reglen gaaer for sig. Det turde være vel bekjendt at disse 2 Hovedgrupper allerede i Æget ere vel sondrede fra hin- anden: Krybdyrene ved deres af en fastere og tykkere, om end ikke altid haard Skal omgivne Æg, som ere be- 260 stemte til at udvikles paa det tørre, Padderne ved deres blot af en tynd Hinde omgivne Æg, som ere bestemte til at udklækkes i Vandet. Vi kunne her lade det Spørgs- maal være uafgjort, om man gjør bedst i at forene Pad- der og egenlige Krybdyr i een Klasse eller at opstille dem som to; thi fra det Standpunkt, hvorfra vi her ville be- skjæftige os med dem, kunne de meget godt bringes under et fæliegs Synspunkt, saa stor er Ligheden mellem dem i Henseende til deres Livsyttringer, til den Maade, hvorpaa de i det hele træde op i Naturen, til det Trin, som de indtage i Systemets Rangforordning, og til den Grad af Fuldkommenhed, hvormed Organisationen hos dem er gjennemført. Ved Benævnelsen Krybdyr har man nærmest villet gjengive det Indtryk, som de gjøre paa Beskueren; man forbinder dermed Forestillingen om noget lavt, der be- væger sig i de nedre Regioner, med en vis Langsomhed, og i den Henseende passer den jo ret godt, hvad enten man tænker paa Slangens bugtede Bevægelser eller paa Skildpaddens langsomme Gang; passer den mindre godt paa Krokodilens Løb eller Frøens Hoppen, såa maa det erindres, at naturhistoriske Benævnelser aldrig passe paa den skarpe Maade, men at alt hvad man kan forlange af dem (f. Ex. »Rovdyr», »Sangfugle») er at det, som de udtrykke, i de fleste Tilfælde slaaer nogenlunde til. Det som i det hele udmærker Krybdyrene i Modsætning til de højere Dyreformer, er især en vis Træghed i det hele legemlige og aandelige Maskineri; aandelig Begavelse røbe de aldrig; kun Parringsdriften, Hungeren eller Faren væk- ker dem for et Øieblik af deres sædvanlige uvirksomme Ro; en langvarig Faste skader dem i Almindelighed slet 261 ikke”); Kunstdrift og særlig Omhu for Ynglen er her næsten ukjendt; de voxe langsomt og kunne opnaaåae en næsten utrolig høi Alder; man har Beviser for at Skild- padder have levet i over to hundrede Aar”); kun i Varmen vise de nogen Livlighed, og Luftvarmen be- høver ikke at synke meget, såa falde de i den Dvale, som f. Ex. fængsler vore Krybdyr til deres underjordiske Skjul den hele Vinter. Ved nogen stor Yndest fra Men- neskets Side kunne de-ikke glæde sig: man betragter dem deels med en vis nysgjerrig Studsen, deels med en vis Rædsel, som egenlig kun er grundet for Giftslangernes Ved- kommende; men man er altfor tilbøjelig til at skjære dem alle over een Kam og betegne dem alle som afskyelige, hæslige eller giftige. Naa, jeg skal ikke nægte det, der er mange iblandt dem, som selv Naturforskeren ikke kan finde smukke, f. Ex. Tudserne, Jordleguanerne, visse Gekkoner, de tykke plumpe Giftslanger og deslige; men de fleste af dem besidde dog ogsåa deres Skjønhed i Naturforskerens Øie, og de pragtfulde Koralslanger med %) En Klapperslange, der blev bragt til Menageriet i Jardin des plan- tes havde saaledes fastet i over 2 Aar. Derefter begyndte den at æde igjen og fik 2—3 Gange om Ugen 2 Rotter. Kvæler- slangerne (Pythonerne) i samme Menageri fodres 9—16 Gange om Aaret, altsaa i Gjennemsnit en Gang hver Maaned. %%) Cetti omtaler en Landskildpadde, som levede i et Hus i 60 Aar; Murray omtaler en, der levede i Lambeth-House i 107 Aar, og en, som levede i Fulhams Bispesædes Have i 128 Aar; en tredie levede i omtrent 220 Aar; en fjerde var bevisligen 179 Aar da den blev bragt til England. Naar man betænker, at en Land- skildpadde tilbringer Vintren fra Midten af November til Midten af April i Vinterdvale, at den selv de længste Dage sover fra Kl. 4 Eftermidd. til om Morgenen og desuden paa alle fugtige Dage, saa begriber man, at Livet kan vare saa længe, naar Livs- kraften forbruges saa langsomt. (Duméril, Archives du Muséum, t. IX p. 449.) 262 deres røde, sorte og gule Ringe, de i Regnbuens Farver og Ædelstenenes Glands spillende Træslanger og de brogede Løvfrøer i Tropelandene kunne -i Farvepragt vel kappes med de smukkeste Fugle. Vi skulle snart fåae at see, at visse Former ikke alene ere .taalte, men endog vel sete Gæster i de vestindiske Huse, og at adskillige Kryb- dyr ere af stor Betydning som Fødemiddel. , Det Afhængighedsforhold, hvori Krybdyrene langt mere end de varmblodige Dyr staae til de klimatiske Forhold, lader os allerede forud formode, at disse Dyr maae være saa langt talrigere i de varme Jordstrøg end i de kolde. I Danmark findes der kun 6 Arter af egenlige Krybdyr og 11 af Padder, og af Klassens Hovedformer mangle Skildpadder og Krokodiler som bekjendt ganske her i Norden, skjøndt rigtignok en Skildpaddeart i en forhisto- risk og dog forholdsvis ikke meget fjern Tid har levet baade i Sverrig, Danmark”) og England. Mod Nord gaaer intet Krybdyr eller Padde udenfor Polarkredsen; de mangle saaledes ganske i Grønland og Island. Allerede i Italien kjendes der c. 60 Arter, og i Brasilien kjender man ikke mindre end henved 300 Arter. Vi maae derfor være be- lavede paa at træffe en temmelig rig Krybdyrfauna i Vest- indien, og dog vil det vistnok overraske at erfare, at man derfra kjender ikke mindre end 200 Arter, og at man rimeligvis vil opdage endnu adskillige der. Alligevel er der hele store Grupper og Familier, som ganske mangle der; det er ganske naiurligt, at vi der ikke finde de saa kaldte Varslere, disse store for den gamle Verdens og Australiens Tropelande saa charakteristiske Øgler, eller de t) Universitetets zoologiske Museum. har allerede Skaller af 12 In- divider, fundne i Tørvemoser paa forskjellige Steder her i Landet. 263 "besynderlige Kamæleoner, hvis geografiske Udbredning er omtrent den samme; thi de findes aldeles ikke i Amerika. Det er ogsaa let forklarligt, at Øglepadderne (Salamandrene og Fiskepadderne) savnes der, uagtet der er saa mange af dem i hele Nord-Amerika lige til den mexikanske Havbugt, og uagtet de paa Fastlandet gaae heelt ned gjennem Mexiko og Central-Amerika med enkelte Former, thi det er væsenlig en nordlig Form, der ikke trives i meget stærk Varme, og som paa Mellem-Amerikas Fastland derfor kun træffes i Høilandet, hvor Klimaet er mindre hedt; mindre klart er det, hvorfor der ingen Ringøgler findes, da denne Gruppe dog tæller et be- tydeligt Antal Arter baade i Nord-, Mellem- og Syd- Amerika, f. Ex. den saa kaldte »Glassnog» i Nord-Amerika, og det samme gjælder om Ormpadderne (Cæcilierne), som forekomme, rigtignok ikke med noget stort Antal af Arter, baade Vest og Syd for Vestindien, medens der- imod de med dem saa anåloge Ormøgler og Orm-. slanger, der føre en ganske lignende Levemaade og ikke ere synderlig talrigere paa Fastlandet end Ormpadderne, ere forholdsvis vel repræsenterede i Vestindien. En reen Velsignelse er det for Vestindien at Giftslangerne saa aldeles mangle der, naar undtages et Par af de sydligere karaibiske Øer, for hvilke jo rigtignok den der forekom- mende Art af Pilhoved-Slægten er en forfærdelig Plage. De Former, som spille Hovedrollen i Vestindien, ere Slangerne og Øglerne; omtrent en Trediedeel af de vestindiske Krybdyr ere Slanger, næsten Halvdelen Øgler, Resten er fordeelt mellem Padderne, Skildpadderne og Krokodilerne, hvilke 3 Grupper tilsammen ikke tælle 40 Arter. Dette er et temmelig paafaldende For- hold, nåar man sammenligner det f. Ex. med Brasiliens, 264 hvis Fauna ogsaa er ret vel kjendt; her er Slangernes Orden den talrigste, derefter komme Padderne, som næsten ere doppelt såa talrige som Øglerne, uagtet Øgle- og Fiskepadder lige såa vel mangle der som i Vest- indien. Øglerne indtage altsaa i Brasilien først den tredie Rang, i Vestindien den første, og medens Padderne ere talrigere i Brasilien end Øglerne, er deres Antal i Vest- indien kun 1 af Øglernes! Den store Overvægt, som Øglerne have faaet i Vestindien, skyldes rigtignok væsen- lig en enkelt Øgleslægt, som optræder med ikke min- dre end 40 Arter! — Af Slangerne er det igjen de egen- lige Snoge, Jordformerne (kun i ringere Grad Træ- og Vandsnogene), og Kvælerslangerne, i det hele dog kun mindre Former, som spille en Rolle i Vestindien; af Øglerne udføres Hovedrollen af Leguanfamilien (over 50 Arter), hvilket er i god Overeensstemmelse med at denne Gruppe har saa stor en Betydning i Amerika overhoved; der kjendes nemlig fra hele Amerika ikke mindre end c. 270 Arter, hvilket er mere end der kjendes af ægte Padder (Tudser og Frøer) og betydelig mere end der kjendes af alle andre Øglefamilier (Gekkoner, ægte Firben, Snogeøgler, Ormøgler og Ringøgler) til- sammen (ialt c. 210 Arter). Det er i det hele en ret mær- kelig Familie, denne Leguanfamilie; den omfatter en stor Mængde af de besynderligste, tildeels ogsåa hæsligste Former, som f. Ex. den nyhollandske Moloch horri- dus, de mexikanske Tudseøgler (Phrynosoma); medens nogle ved deres smukke og livlige Farver, smækkre Legemsbygning, lange Tæer, Kløer, Hale o. s. v. tydelig vise, at de ere skabte til at leve paa Træerne og derfor | ogsaa benævnes Træ-Leguaner, er der andre, hvis sam- mentrængte, nedtrykte Form, korte Lemmer, Kløer og KEN U . 265 Hale, tornede og piggede Udseende og grimme Farver vidne om, at deres Lod kun er, bleven at færdes paa SÅ SYET Wi DN, mr n ev > vw ms 1 me REN me 14 1 tr 4 SD å SSR SA, RUL 2 ? ; 'SYRNIS, høres me MID 41) Ny mm roet = =: ES SES RE En mexikansk Træ-Leguan. Jorden, i Sandet, mellem Stene og i Klipperevner, og som derfor be- nævnes Jord- Leguaner. Dog En mexikansk Jord-Leguan (Tudse-Øgle). er der i Naturen ingen skarp Grændse mellem begge, Yderlighederne ere for- bundne ved Overgange, og der er Former, om hvilke man hverken kan sige, om de ere det ene eller det andet, naar man ikke har iagttaget dem i Naturen. Ved an- dre Forhold, som det her vilde føre for vidt at frem- sætte i det enkelte, sondrer nu Leguanfamilien sig, lige- som Aberne og Gribbene f. Ex., i to Hovedrækker: den vestlige og den østlige, den nye og den gamle Ver- dens, hine indskrænkede til Amerika, disse til Europa, Asien, Afrika og Nyholland. Blot ved at aabne Munden og undersøge den Maade, hvorpaa Tænderne ere fæstede 18 — 266 til Kjæben, seer Zoologen, om den Form han har for sig er fra den nye eller den gamle Verden, og dette er ikke en kunstig Sondring, men tvertimod i hver af disse Ræk- ker slutter Slægt sig ganske naturligt til Slægt og vilde slet ikke passe ind i den modsatte Række, hvor megen ydre Formlighed der end ofte er mellem de tilsvarende Led af begge Kækker. Det er et af disse interessante Forhold, som vise, at der til Grund for Dyrenes geogra- fiske Udbredning ligger Love af en højere Natur, som intet have at gjøre med de klimatiske Forhold. Det er nu en Selvfølge, at Vestindiens Leguaner høre til den amerikanske Række, men dernæst er det paafaldende, at den langt overveiende Deel af dem hører til Træ-Legua- nerne; Jord-Leguanerne repræsenteres kun af en eneste Slægt. — Efter dem komme Gekkonerne, Snoge- øglerne og de ægte Firbeen (Ameiverne) med 12—14 åÅrter hver; fremdeles Krokodilerne, hvis man vil regne dem med' til Øglerne, med to Arter af ægte Krokodiler. Om disse 4 Familier kan man med tilnær- melsesvis Rigtighed sige, at 20—30 pCt. af Familiens samtlige amerikanske Arter forekomme i Vestindien; men dette er langtfra Tilfældet med Pådderne og Skildpadderne, - hvor Forholdstallet bliver meget mindre. Af Skildpad- derne mangle de blødhudede og i det hele bløde Flod- skildpadder (Trionyx), hvoraf 3 Arter beboe de store nordamerikanske Floder, ganske; dette er dog ikke saa besynderligt, da disse Skildpadder fortrinsvis holde sig til de. større Søer og Floder (Misisippi, Nilen, Euphrat, Ganges); de faae Landskildpadder, som findes i Vest- indien, ere rimeligvis indførte fra Syd-Amerika; oprindelig forekomme de, synes det, slet ikke i: Vestindien, som maaskee er den eneste af Amerikas zoologiske Provindser, 267 . naar undtages den allernordligste og den allersydligste, hvorom dette kan siges; derimod findes der enkelte Sumpskildpadder (Emydes), alle af den nordlige Form, hvortil de nordamerikanske og europæiske høre”), men faae i Sammenligning med den store Mængde, som fin- des paa Amerikas Fastland. Derimod have Havskild- padderne (Chelonia) deres rette Hjem ved Antillernes Bredder; der finde de nogle af deres bedste Ynglepladser, ubeboede Kyster og Sandøer, påa hvilke de om Natten kunne kravle op og lægge deres Æg; at Havslangerne mangle er derimod en Selvfølge, da de kun findes i det indiske og stille Hav. Tales der i Vestindien om Bav- slanger, menes der store bidske, slangelignende, plettede eller tigrede Havaal. Vi skulle siden udhæve nogle af de vigtigste Slægter og Arter, som beboe det vestindiske Ørige. Her ville vi endnu besvare det Spørgsmaal: med hviiken anden Fauna har den vestindiske meest Lighed? Svaret derpaa vil lyde : med de Dele af det tropiske Ame- rika, som omgive den mexikanske Havbugt mod Ssydsor Vest" thien=Deel Arter” og det overvejende Antal af Slægter ere fælles for Vestindien og det om- givende Fastland. Hvad Arterne angaaer, skal jeg her kun nævne et Par Exempler f. Ex. den store Agua- Tudse, som paa Fastlandet er udbredt over hele den varme Weel af Syd- og Mellem-Amerika og som fore- £) Nemlig de, som virkelig kunne trække Halsen lige ind under Skjoldet; de til den sydlige Typus hørende, som have hjemme i Syd-Amerika, Afrika og Australien, bøie Halsen til Siden og skjule derved Hovedet og Halsen under Skjoldets Rand, men kunne ikke trække Hovedet ind i det af Skjoldets 2 Halvdele (Skaller) dannede Hus. sr 268 kommer paa flere af Antillerne; det samme gjælder om den almindelige Leguan (Iguana tuberculata), og to andre Arter af samme Slægt saa vel som Basilisken an- gives ligeledes saa vel frå enkelte af Antillerne som fra " Fastlandet, enten Mexiko eller Syd-Amerika; med adskillige af de mindre og større Gekko-Arter- er det samme Tilfældet, ligeledes med en i Amerika vidt udbredt »Skink» eller Snogeøgle (Eumeces agilis); af de to Kroko- diler, som leve paa Cuba, har den ene hjemme i Mexiko, den anden i Venezuela; flere af de Skildpaddearter; som angives fra Vestindien, have hjemme i Nord- og Mellem-Amerika, adskillige sydamerikanske Slanger an- gives fra de sydlige Antiller 0. s. v. Alligevel er det dog i det hele at betragte som en Undtagelse, at de samme Arter findes paa Fastlandet og paa Øerne; der- imod er det meget almindeligt, at det er forskjellige Arter af de samme Slægter, som findes begge Steder, og jeg kunde opregne Dem en lang Række af Slægter, hvis geografiske Udbredning netop er saadan, at de i Vest- indien ligesom have deres Midpunkt og derfra ere ud- bredte ligesom i en Halvkreds over Landene om den mexikanske Havbugt, Syd og Vest derfor, men repræsen- teres af forskjellige Arter paa Fastlandet og paa Øerne. At der dog er mange af Fastlandets fremtrædende Slæg- ter, som mangle paa Øerne, følger allerede deraf, at hele Grupper og Familier jo, som alt er anført, mangle i Vestindien. Omvendt &r der ogsaa Slægter, som ude- lukkende forekomme i Vestindien, skjøndt mange ere de ikke og endnu mindre rige paa Arter, men Hovedreglen er dog den nys angivne, at Slægterne ere de samme som paa Fastlandet, men Årterne andre. Det er end ikke usandsynligt, at i de Tilfælde, hvor en. Fast- 269 lands-Art virkelig forekommer i Vestindien, hidrører dette fra, at den er bleven indført der i en serere Tid. Agua-s Tudsen' er bevisligen bleven indført påa Jamaica for ikke meget længe siden, fordi man troede, at den skulde for- drive visse skadelige Insekter; Leguanen kan være bleven indført, fordi den er et temmelig yndet Næringsmiddel, Skildpadderne af lignende Grunde; Krokodilerne kunne være komne med Havstrømmene, Gekkonerne og Skinkene, som ofte tage Bopæl hos Mennesket lige- som Rotter og Mus, kunne være blevne indførte ved Samfærdslen og Skibsfarten 0. s. v. Men hvorfra ere ovelde "Arter komne, som ikke findes paa Fast- landet og altsaa heller ikke kunne antages at være komne derfra? Ja deres Oprindelse er naturlig- vis hyllet i det samme Mørke som alle andre Arters, og det er os ikke muligt at besvare dette Spørgsmaal bedre for Vestindiens end for ethvert andet Lands Vedkommende. Hvilke Hypotheser man derom kan opstille, skulle vi siden faae at see. . Man maa imidlertid ikke troe, at man paa enhver af Antillerne ”vil finde samtlige 200 Arter af Krybdyr; det er meget langt fra at være Tilfældet. I det hele kan man antage, at Antallet af Arter paa hver enkelt Ø staaer i Forhold til dens Størrelse, saaledes, at de smaae Øer have forholdsvis faae, de store flere Arter. Paa de 3 danske Øer kjender man saaledes med Sikkerhed knap 20, Arter foruden de ved alle Antillerne forekommende Havskildpadder, påa Cuba, den største af Antillerne, der- imod det tredoppelte Antal (c. 60); de andre større Antiller kjendes endnu ikke såa fuldstændigt som Cuba, men det er ikke rimeligt, at man paa nogen af dem vil finde saa mange Årter; påa Jamåica kjender man saaledes 40, 270 paa Haiti omtrent det samme Antal. Sagen er nemlig, at naar man undtager de ovenfor omtalte fra Fastlandet hidrørende Arter, og dem, for hvem Havet.danner et Ud- bredningsmiddel, fordi de meer eller mindre have hjemme i dette, er det en Sjeldenhed, at en Art forekommer paa mere end een Ø; har end Faunaen f. Ex. paa Cuba og Haiti eller Jamaica i det hele det samme Præg, saa er det dog forskjellige Arter, som optræde paa hver af disse 3 store Øer; påa de danske Øer, der høre til de saa kaldte Jomfru-Øer, træffer man derimod ingen af Cubas, Jamaicas eller Haitis, paa de karaibiske Øers i lange Kjæde igjen andre Arter 0. s. v. Ja det gaaer såa vidt, at der er flere Årter, som f. Ex. kun synes at . leve påa S. Croix og ikke noget andetsteds i Verden, ikke engang påa de andre nærliggende danske Øer, uagtet disse dog ellers i det hele have de samme Årter som de andre Jomfru-Øer, tildeels endog de samme som Portorico, Den vestindiske Fauna falder saaledes i flere skarpt son- drede Provindser, hvoraf de store Antiller danne de fire, Jomfru-Øerne maaskee en femte; hvor mange de kaårai- biske Øer danne, er endnu uvist. Disse Provindser ere mere indbyrdes forskjellige, mere selvstændige om man vil, end langt større Strækninger af store Fastlande pleie at være det; paa S. Domingo f. Ex. findes der flere Slægter (rigtignok hver kun med en Årt), som ikke findes noget andet Sted. Det store Artsantal for hele den vestindiske Krybdyrfauna fremkommer altsaa ikke ved, at der paa hvert enkelt Sted findes mange Årter, men som Totalsum af en Mængde smaae lokale Faunaer, som man dog paa Grund af Ligheden i det hele Præg maa ansee sig for berettiget til at sammenfatte som en Eenhed. Der er altsaa mange Slægter, som påa hver Ø 271 (eller Gruppe af mindre Øer) optræde med forskjellige Årter: Øgleslægten Anolis f. Ex. påa Cuba med 14, paa Jamaica med 7, påa Haiti med 4, paa Portorico med 3, påa Jomfru-Øerne med 6, påa Martinique med 7, paa Guadeloupe med 2, paa St. Vincent med 2, paa Marie- galante og Newis med 1 0.S.V., 0.S. V., men hvert Sted i Reglen med forskjellige Arter. De Naturforskere, som med Darwin ville antage, at Arterne nedstamme, om ikke fra hinanden, såa dog fra et mindre Antal Urformer, hen- pege til saadanne Forhold som Støtte for deres Theori; de sige: er det dog ikke såa rimeligt, at der her i Vest- indien oprindelig hår været et mindre Antal f. Ex. af Anolis-Arter, maaskee kun en eneste; at denne har været udbredt over alle Antillerne, men har udviklet sig i Tidens Løb til en Mængde Former, en for hver Ø i det mindste, hvilke efterhaanden udartede mere eller mindre fra Stamformen, såa at de nu vise sig som tilsyneladende selvstændige Arter? Og er det ikke naturligt, at der op- stod fleest Afarter (senere Arter) paa de større Øer, hvor Livsbetingelserne og Naturforholdene vare mindst eensformige, færre påa de mindre, hvor de våre mere eens- artede? Vi ville ikke drøfte disse Spørgsmaal her; de kunne i al Fald ikke besvares, førend det empiriske Grund- lag er fuldstændigt tilstede, det vil sige, førend man er fuldstændig påa det rene med, hvilke Arter der fore- komme paa hver enkelt af samtlige smaåaae og store An- tiller,; men saa kan Vestindien maaskee netop afgive et smukt Bidrag til Løsningen af dette Spørgsmaal i den ene eller den anden Retning”). £) En udførlig kritisk Fremstilling af de vestindiske Krybdyrs geo- grafiske Udbredning, for saa vidt den hidtil kjendes, vil man finde 272 Det er netop Bestræbelsen for at skaffe dette empiri- ske Grundlag tilveie for de dansk-vestindiske Øers Vedkom- mende, som har ført mig ind paa Studiet af Vestindiens Herpetologi; det var mig imidlertid kun forundt at studere de døde Dyr i Museerne, jeg har ikke været saa heldig at see dem i deres hjemlige Omgivelser, i deres para- disiske Natur, jeg kunde tilføje: i deres fulde Pragt og Skjønhed. Jeg maatte lade mig nøje med at læse om deres Levemaade, Adfærd og hele Optræden i Naturen, om deres Manerer og Sædvaner, om det Indtryk de gjøre paa Beskueren, den Rolle de spille i Livet derovre, men da der derved opstod hos mig et temmelig levende Billede af denne Side af det vestindiske Naturliv, fik jeg Lyst til at forsøge, om jeg kunde gjengive dette Billede og deelagtiggjøre en større Kreds deri. De Træk af de vestindiske Krybdyrs Liv, som jeg nu skal gaae over til at meddele, ere derfor kun laåaante af »andre brave Mænds Skrifter», især af Gosses vakkre lille Bog om Naturen paa Jamaica”). De foranstaåaende Bemærkninger ere at betragte som en Indledning dertil, uden hvilken man neppe vilde være orienteret i Æmnet; den har maaskee for mange Læsere været trættende og mindre let at følge; desto lettere vil det meste af det følgende forhaabenlig være at fatte; men lidt Indbildningskraft eller Opfattelsesevne er det jo unæg- telig nødvendigt at forudsætte hos Læseren, hvis han skal have Fornøielse deraf. Det falder naturligt at begynde vor Skildring med de Krybdyr, som ere knyttede til Kysterne, nemlig Havy- i » Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening» for 1862 (Bidrag til det vestindiske Øriges og navnligen de. dansk- vestindiske Øers Herpetologi, af J. Reinhardt og C. F. Lutken) £) A naturalists sojourn in Jamaica. London. 1851. 273 skildpadde rne. Havet omkring Antillerne vrimler for- melig af disse store plumpe Dyr, der, naar Forplantnings- tiden indfinder sig, ile til fra alle Sider for at komme til at lægge deres Æg paa de flade sandede Kyster; intet andet Sted byder Naturen dem saa gunstige Betingelser. — Det vil være Dem bekjendt, at Skildpadderne ind- tage en meget afsondret Stilling blandt de andre Krybdyr ; medens disses Legemsform i Almindelighed er langstrakt som de meest langstrakte Pattedyrs eller endnu mere og derfor let gaaer over i Orme- eller Slangeformen, er der- imod Skildpaddens kort og bred, i Reglen tillige stærkt nedtrykt, Halen kun lidet udviklet, Halsen som oftest temmelig lang, Ilovedet lille, kort, med hornagtige Kjæber, men uden Tænder. I den Hud, som beklæder Den spiselige Hav-Skildpadde. Ved Siden sees Skelettet af en Forluffe, indtegnet i dens Silhuet; de fine hvide Linier antyde Hudskjællenes Omrids. den brede krop påa Ryggen og paa Bugen, er der nu udviklet et System af Beenskjolde eller Beenplader, sva- rende til dem, hvormed f. Ex. Bæltedyvrene ere beklædte, og disse Skjolde danne ved at voxe sammen et fast Pant- ser, som kan deles i Rygskjoldet og Bugskjoldet. Hos Havskildpadderne er dette Skjold for saa vidt ufuld- stændigt udviklet, som der saa vel i Rygskjoldet som i Bug- skjoldet er store uforbenede Stykker; men hvad der især udmærker dem er dog Formen af Fødderne, som ganske have Charakteren af Luffer og ere indrettede til at roe 4 274 med i Vandet; det er derfor knap nok, at disse Dyr ere i Stand til at kravle møisommelig hen ad Sandet, op paa hvilket de kun vove sig ved Nattetid for åt grave dybe Huller eller Kuler til deres Æg. Der omtales ikke min- Rygskjoldet og Bugskjoldet af en Havskildpadde; de sorte Partier antyde de ufor- benede Pletter, de hvide prikkede Linier Hornskjoldenes Begrændsning. dre end 5 Årter af Havskildpadder fra Vestindien: Af dem ville vi udhæve den kolossale »Læderskildpadde» eller »Trunk-Turtle»”) (Sphargis coriacea), "hvis bløde Overhud ikke som hos de andre er afdeelt i horn- agtige Plader; den lægger Æg hvert Aar paa Bahama- og Tortuga-Øerne og ved Brasiliens Kyst; allerede ved Flo- rida er den mindre nyppig og ved de øvrige Fristater fanges den kun tilfældigvis, af og til; imidlertid gaaer den dog undertiden over Atlanterhavet og er i det mindste 9 Gange fanget i Middelhavet og ved Europas Kyster, men her fortplanter den sig ikke. Ogsåa ved Guinea og i det stille Hav forekommer den samme eller lignende x) 9: Kuffert-Skildpadde, saakaldet fordi man har sammenlignet den med en sort Læderkuffert, beslaaet med Rækker af gule Søm (Længderækker af Vorter eller Knuder). 275 Former. Den grønne, spiselige Havskildpadde(Ch. midas eller Ch. viridis) er maaskee intetsteds saa hyppig som ved Ascension og St. Helena, men dernæst fore- kommer den i stor Mængde langs med den hele Kyst fra Florida til Brasilien saa vel som i hele Vestindien; til Eu- ropas Kyster er den aldrig kommen af sig selv; om det er den samme åÅrt, som beboer den afrikanske Side af Atlanterhavet er endnu uvist, skjøndt sandsynligt, og endnu mere uvist er det, om det er den »grønne Skildpadde», som- omtales fra det stille Hav og det.indiske Ocean. Det er den, som spiller saa stor en Rolle som Fødemiddel og som føres til Europa for at serveres ved elegante Dinéer. Derimod fanges Karetten (Ch. imbricata, »Hawksbill- Turtle»), udmærket ved sine Overhudspladers faste, horn- agtige Beskaffenhed, af en anden Grund, nemlig formedelst den »ægte Skildpadde», som dens Hornplader levere; dens Udbredning i Vestindien er den samme som den grønne Skildpaddes. Ogsaa i China og Chile produceres megen »ægte Skildpadde», og der er såaledes Vished for, at den samme eller en meget lignende Art ogsaa forekom- mer i det stille Hav. Kkauanaen (Ch. caretta, caouana eller cephalo, »Loggerhéad-Turtle» 2: den tykhovede Skild- padde) kan derimod hverken gjøre Nytte ved sin Overhud, der er tynd og blød som hos den grønne Skildpadde, eller ved sit Kjød, der ikke spises; derimod ere dens Æg meget søgte. Den lægger dem fra sig ikke alene i Vest- indien, ved Brasilien 0. s. v., men ogsaa paa de sydlige forenede Staters Kyst, og den forekommer tillige i stor Mængde i Middelhavet, forudsat at det er den samme Årt, hvilket vel dog har en Deel Sandsynlighed for sig. — Til en vis Grad kan man vistnok betragte Havskildpadderne ikke som Kystdyr, men som pelagiske Dyr eller Høisødyr, der 276 vel egenligen beboe det åabne Ocean, men deels for- samle sig omkring dets Øer og ved dets Kyster for at søge Føden, hvad enten denne nu bestaaer i Tang eller i Krebsdyr og Skaldyr, deels periodisk i større Mængde søge til dem i Æglægningstiden, ligesom f. Ex. Pengvinerne og Sælerne. Meget ofte. har man fundet. dem i rum Sø, svømmende flere hundrede Mile fra nærmeste Ø eller Kyst, men det er en Selvfølge, at man der ikke seer dem i saa store Masser, fordi de ere spredte over Havets Overflade, som naar de samles ved Kysterne, ganske - ligesom de Luffesæler eller Luffegæs, som den Søfarende iagttager i rum Sø, kun ere faae i Tallet i Sammenlig- ning med de talløse Flokke, som møde hans Øie, naar han anløber en af deres Ynglepladse. Paa de efter dem … benævnede »Tortugas» eller »Skildpaddeøer», de vest- ligste af de Holme og Skjær, som omkrandse Florida, ind- finder »den grønne Skildpadde» sig allerede først i April efter at have tilbragt Vintren paa Dvbet, i rum Sø; ifølge Audubon lægger den 2 Gange Æg, i Mai og i Juni, c. 240 i alt; Karetten lægger ligeledes 2 Gange, i Juli og August, C. 300) i alt, men allerede nogen Tid iforveien seer man den. klaltre op paa Bredden om Natien, rime- ligvis for at opsøve et sikkert Sted til sine Æg. Kaua- naåen besøger Tortugas-Øerne i April og lægger fra den Tid af indtil sidst i Juni 3 Gange Æg, hver Gang c. 70. Allersidst kommer Læderskildpadden, der lægger 2 Gange og ialt vel 350. De to sidst nævnte Arter skulle udvise mindst Forsigtighed med Hensyn til Valget af det Sted, hvor de ville lægge deres Æg; de to andre betroe dem kun til de meest øde og afsides liggende Steder, men efterstræbes ogsaa der baade af Rovdyr og Men- nesker. Audubon, der ofte har iagttaget Æglægningen, VAT AT "skildrer denne påa følgende Maade: »Førend Skildpadden nærmer sig Bredden, hvilket den i Reglen kun gjør i en stille Nat med klart Maaneskin, hæver den sit Hoved op over Vandet, selv om den endnu er 40—60 Alen fra Banken, seer sig om med et uroligt Blik og undersøger opmærksomt enhver Gjenstand paa Strandbredden. Der- som den ikke mærker noget, som kunde forstyrre den i dens Planer, udstøder den en stærk Piben, rimeligvis for derved at forskrække og forjage mulig tilstedeværende Fjender; er der derimod mindste Tegn til Fare, dykker den strax under og flygter langt bort. Rører Intet sig, svømmer den sagte mod Land,' kryber op med Hovedet udstrakt såa langt Halsen kan række, og seer sig stille omkring; har den saaledes forvisset sig om, at Udsigterne ere gode, begynder den at arbeide paa sit Hul ved at skuffe Sandet bort under sig med Bagfødderne, der ar- beide skiftevis og benyttes som Skovle; i Løbet af 9 Mi- nuter danner den påa denne Maade et omtrent en Ålen dybt Hul og lægger deri sine Æg, et efter et, i regel- mæsige Lag, indtil 150 eller 200, i Løbet af. 20 Minuter; saa skuffes Sandet igjen hen over dem og det hele jevnes saa fuldstændig, at de færreste Mennesker vilde blive vaer, at der har været noget paa Færde paa dette Sted. Er alt saaledes lykkelig tilendebragt, iler den skyndsomst tilbage til Søen igjen. Saa længe den er i Færd med at lægge, lader den sig ikke forstyrre, selv om man sætter sig paa dens Ryg; i den Grad er den ude af Stand til at afbryde sin Forretning, eller forekommer det den nød- vendigt at afslutte den, det koste hvad det vil.» — Sol- varmen bevirker nu Ægenes Udvikling i det opvarmede Sand; de ere kugleformede, bløde, omgivne af en per- gamentagtig Skal med et tyndt hvidt Kalklag; de største BTS have et Tvermaal af c. 3”. Saa snart Ungerne ere ud- klækkede efter 2—3 Ugers Forløb, bane de sig, kun et Par Tommer lange, Vei gjennem det dem dækkende Sand og kaste sig strax i Vandet, hvor Haier, Krokodiler og Vandfugle allerede ere forsamlede og vente påa deres Komme for at holde Festmaaltid paa dem! Af Havskildpaddernes Naturhistorie vil det endnu være tilstrækkeligt at erindre om, at de opnaae en kolossal Størrelse, indtil 15 å 1600 Pds. Vægt, og at Havskild- padder påa 8—900 Pd. have et Skjold påa 7 Fods Længde og over 15 Fod i Omkreds; sandsynligvis voxe de meget langsomt, og det er derfor nok muligt, at de nu ikke naae den Størrelse i Vestindien som dengang Co- lumbus og hans Efterfølgere første Gang bragte Ufred over disse hidtil saa. lykkelige Egne, hvor de formerede sig i det uendelige og voxede til en uhyre Størrelse, saa at der kunde udfordres 10—15 Mand til at hale en eneste op åd Vandet, som Oviedo beretter, medens Herrera udtaålér sin Forbauselse over den Mængde Kjød og Fedt, som et eneste saadant Dyr kunde yde. Deres Skjold er ofte besat med" Polyper, Balaner og Ormrør; de dykke med den allerstørste Lethed og kunne, påa Grund af deres store Lunger og langsomme Aandedræt, være længe under Vand; i dette bevæge de sig i øvrigt med stor Hurtighed, »de synes ligesom at flyve gjennem Vandet». I Henseende til deres Fødemidler er der me- gen Forskjel; den grønne Skildpadde lever af Hav- planter og navnligen af Bændeltang, som den afbider ved Roden for at faae den saftige Deel med; man kan let for- visse sig om, hvor den opholder sig, af den Mængde afbidt Bændeltang, som man vil see drive omkring der. Karette-Skildpadden fortærer foruden Tang Krabber og VST ØD, " andre Krebsdyr samt Fiske; Kauanaen holder sig ifølge Audubon udelukkende til store Muslinger, som den knuser saa let som en Nød, og den sorte Læder- skildpadde lever af Bløddyr, Fiske, Krebsdyr, Søborrer og Havplanter. De stærke Kjæbers haarde, ofte takkede Hornskeder erstatte dem fuldkommen Manglen af Tænder. Fødemidlet synes i øvrigt at have en vis Indflydelse paa "deres egen Anvendelighed som saadant; den Art, som udelukkende lever af Planteføde, afgiver selv den bedste Føde, hvorimod de, der udbrede Moskuslugt og hvis Æg have den samme Beskaffenhed, skulle kunne frembringe en Slags Forgiftningstilfælde. For saa vidt som man vilde formode, at de fik denne Egenskab af Fødemidlet, maa det dog bemærkes, at Krebsdyr og Blæksprutter jo ikke selv høre til de usunde Spiser. Det er i al Fald ikke enhver Havskildpadde, der egner sig til at komme paa Bordet. Man betjener sig af forskjellige Fremgangsmaader for at fange Havskildpadderne. Den almindeligste er, at Skildpaddefangerne i Æglægningstiden, altsaa om Foraaret og Forsommeren, begive sig med deres Fartøier til de Steder, som disse Dyr besøge i større Mængde; man oppebier da i Nattens Stille, at Skildpadderne ere van- drede op påa Land, og følger efter dem for at afskjære dem Tilbagetoget; enhver som træffes, bliver væltet om påa Ryggen, de større ved Hjælp af lange Stænger; om de saa arbeide nok såa meget med Lufferne, er det dem dog umuligt at vende sig om igjen. De slæbes saa om- bord, hvor man lader dem ligge påa Dækket og blot en Gang imellem slaaer en Spand Saltvand over dem; .og saaledes transporteres de da endelig til de inddæmmede Parker, hvor de opbevares for at forsendes til Amerika eller Europa. I rum Sø harpunerer man dem, naar de 280 komme op for at aande, eller naar de flyde sovende om påa Overfladen; Sydhavsøernes Beboere, der som bekjendt selv ere halve Vanddyr, dykke ned under dem, naar de see dem ligge sovende paa Havfladen, og gribe dem nedenfra. Den morsomste Maade at fånge dem, er dog maaskee ved Hjælp af de saa kaldte Sugefiske, der have det Instinkt at hæfte sig paa dem såa vel som | paa Haierne (efter nogle lagttagelser, fordi de fortære disse Dyrs Excrementer), paa Skibe og andre større Gjen stande; enhver Fisk, der benyttes til denne Fangst, giver man en Ring om Halen, i hvilken Ring der er fæstet en Snor; saa snart man seer en Skildpadde ligge sovende paa Havfladen i det fjerne, slippes Fisken løs, og den stikker nu som en Pil hen til Skildpadden og hæfter sig såa fast til denne, at man fra Baåaaden kan hale den til sig. Havskildpadderne benyttes, som alt er anført, i meget forskjellige Retninger, og ingen anden Krybdyrform kan i Henseende til Anvendeligheden maale sig med dem. Ægene indsamles af dem alle og kunne opbevares rø- gede i en Tarm, og for saa vidt Skildpadden ikke selv af- giver et brugbart Fødemiddel, som den kathølske Kirke tillader at betragte som »Fisk», og som derfor holder Pris med Pattedyrkjød, yder den i al Fald enten en stor: Mængde fortræffelig Olie eller den »ægte Skildpaddeskal», ikke at tale om at vilde Nationer skulle have brugt dem eller endnu bruge dem til Baade, til Tage paa deres Hytter; Fade og deslige. Hvad der gjør Karetteskildpaddens Overhuds- dannelser saa søgte af Industrien, er deres for en håard Masse af dyrisk Oprindelse såa mærkværdige Evne til at modtage saa at sige hvad Form. man vil give dem. Ved at holde Skjoldet over Ilden, bringes Hornskjællene til at gabe fra hinanden og løsne sig; nu har man altsaa den 281 raae »Skildpadde» med sin forskjellige Farve, Tegning og Gjennemsigtighed; men den er af ulige Tykkelse, krum- met i forskjellig Retning og ofte saa tynd, at man ikke kan have den tilsigtede Nytte af den. Flade fåaer -man dem ved at dyppe dem i kogende Vand og derefter presse dem; derpaa glattes de; ere de saa ikke store eller paa sine Steder tykke nok, sveiser man dem sammen ved at anvende varmt Vand og Tryk. Det er vel bekjendt, hvor fuldstændig man paa denne Maade kan indsætte afbrudte Tænder i en Skildpaddekam, uden at det er muligt åt opdage Sammenføiningen. Man kan paa denne Maade give Skild- paddens Hornmasser såa at sige hvad Form man vil, og hvad der files eller poleres af behøver ikke at gaae tabt, men kan smeltes sammen og saaledes komme til Nytte alligevel. — Af »Skildpadde» udførtes der fra en enkelt Havn (Porto Praia) i et Aar (1850) henved 4000 Pd. De bløde, men bidske Flodskildpadder mangle som alt anført i Vestindien, skjøndt de findes i de større Floder i de sydligere Fristater, og skjøndt andre Øriger f. Ex. Japan og Sundaøerne ikke ere fremmede for dem; fremdeles mangle Landskildpadderne, som overhovedet optræde med færre Arter i Amerika end f. Ex. i Afrika, ganske i Vestindien, for saa vidt man ikke har indført dem fra Fastlandet;- har man f. Ex. ført en Deel Exemplarer derover til Salg, er det hændedes, at de gravede sig ud af det Indelukke, hvori de vare indespærrede, og slap løs, . og til en Tid traf man da rundt omkring i Egnen disse løsslupne Individer under saadanne Forhold, at man vilde kunne antage dem for at høre hjemme der, naar man ikke kjendte Sammenhængen; mærkeligt nok hår man dog endnu ingen Erfaring for, at Landskildpaåadder påa denne Maade ere blevne virkelig hjemme påa nogen af de vest- 9 282 indiske Øer, uagtet disses Klima og Naturforhold sy- nes at passe meget godt for dem. Det har saaledes aldeles ingen Vanskelighed at holde dem i Håverne, saa= ledes som man vil see af den lille Beretning, som jeg nu skal meddele, fordi den paa en ret interessant Maade skildrer et såadant Dyrs Liv og Adfærd, og fordi Skue- pladsen for den netop er en af de vestindiske Øer. »En Hr. M. besidder en Eiendom paa Antigua, hvortil der hører en Have og Græsplainer med Buskads hist og her, udgjørende et Åreal af c. 3 Tønder Land; han har her en Landskildpadde gaaende, som har fuld Frihed. til at følge alle sit Instinkts Indskydelser uden Tvang. I den varmeste Deel af Dagen søger den enten Skjul under Træernes Skygge og slentrer omkring der, eller den søger Skygge under Husets Tag. For alle Forandringer i Luf- tens Fugtighed er den overordenlig følsom; truer det med en Byge, viser den en usædvanlig Livlighed, span- ker omkring påa Tæerne med strakte Been og med hvad man kunde kalde en opreist Holdning, ja bevæger sig hurtigt, hvis man kan tale saaledes om en Skildpaddes Bevægelser. — Imidlertid: forsvinder den regelmæsigt i Regntiden i hele 3 Maaneder, uden at man veed, hvor den holder sig skjult, men efter denne periodiske Fra- værelse kommer den ganske regelmæsig -til Syne igjen, tager igjen fat paa sine sædvanlige Spadseretoure, kom- mer og faaer sin Føde som før og opsøger de Perso- ner, som den holder af, for at blive fodret og» kjælet for. Skjøndt man ikke skulde troe, at det hornbeklædte Been- skjold var modtageligt for Kjærtegn, synes den dog at have en vis Fornemmelse ved at man stryger Haanden hen over dens Skal; thi for hver Gang dette.gjentages, strækker den sit Hoved længere og længere ud, indtil det 283 er fuldt udstrakt, og betragter den, der klapper den, med umiskjendelig Fornøielse. Den lever (som andre Land- skildpadder) udelukkende af Planteføde saasom Yams, Batatas, Frugtskaller, saftige Blade o. s. v. Den er lige saa ofte udsat for at blive haåaardt behandlet af Børnene, der lege med den, som for at blive forkjælet af finere Hænder, men er lige vel oplagt til begge Dele og synes ikke at have Trang til andet Selskab end Husets Beboere. "Den haf været i Hr. M.s Hus i 12 Aar.» Mellem Sump- og Landskildpadderne er der den Lighed, at Skjoldet er fuldstændig forbenet til en tyk Beenkasse og dækket af Hornplader samt i Stand til at skjule Lemmerne, den lange Hals og Hovedet, naar Dyret vil yde dem denne Beskyttelse; den Forskjel derimod, at Skjoldet hos Landskildpadderne er høit hvælvet, hos Sump- skildpadderne fladt, at Fødderne hos hide ere Klump- fødder, kun skikkede til at gaae paa og til at grave Huller i Jorden, hos disse Svømmefødder, vel skikkede Den europæiske Sumpskildpadde (for at give en almindelig Fore- stilling om en Sumpskildpadde). til at gaae med og svømme med, mindre godt til at grave med. Af saadanne Sumpskildpadder gives der nogle faae Arter (Emys rugosa, decussata) paa de større Antiller. De leve ikke af Planteføde som Landskildpadderne, men af Frøer, Smaafiske 0. s. v. og ere hyppige nok i de 19: 284 sumpede Smaasøer, Laguner og af Vandplanter opfyldte Smaafloder paa de større Antiller, hvor de leve sammen med Krokodilerne. Gosse giver følgende Skildring af en Skildpaddedam paa Jamaica. »Den har en Udstrækning af omtrent 2 Skjæpper Land, er opfyldt med Vandax og be- dækket med Andemad; den omgives af Urskoven, som strækker sig rundt om den til alle Sider; et kæmpemæ- sigt saa kaldet »Bomuldstræ» hæver sig fra dens Bred, og de lange Grene af en kraftig »Bastardceder» strække sig næsten tvers over den. En yppig Græskarplante, kaldet »Fandens Melon», har snoet sig mellem Cedrens Grene og nedsender hundrede Ranker som dyppe deres indviklede Net i Vandet. Kvæget kommer der for at drikke og Svinene for at rulle sig i det kølige Dynd, Vandinsekter sværme i det og Sumpskildpadder ere hyppige der. Paa de Træklodser og Grene, som fra Tid til anden ere faldne ned fra de -ud over Vandet hængende Grene, og som nu hist og her rage frem over den grønne Flåde, kan man see Skildpadderne sidde og nyde Solskinnet i den varme Tid af Dagen; nogle ere saa store som en Tallerken, andre ere ikke større end en Daler, men alle ere de opmærksomme, skjøndt de forholde sig stille; Hovedet er strakt frem og løftet op saa langt, som Halsen kan række, og Øiet holder et skarpt Udkig med Kysten. Kast blot en Kjep i Vandet, og hver een er borte, alle som een ere de faldne fra deres Sæde ned i Vandet uden en Lyd, og næsten uden at frembringe en Krusning påa dets Overflade. Dersom man bliver siddende. nogle faae Øieblikke ganske stille, det vil sige, saa stille som Mos- " kitoerne ville tillade det, thi de beherske En saa temmelig under saadanne Forhold, seer man snart Andemaden aabne sig hist og her, og Luftblærer stige op; strax efter 285 " kommer et lille sort Hoved frem, saa lille at man neppe vil see det, naar man ikke passer godt paa, og vil man holde Vagt lidt længere endnu, vil man see de smaae Skabninger klavre op paa deres Træstykker igjen og sidde som før.» Gosse tilføjer, at disse Dyrs Kjød ansees endogsaa for at være bedre end den berømte »Grønne Havskildpaddes»; derfor blive mange fangne for at komme paa Bordet, men da Dammen er dyb og morassig, tager man sin. Tilflugt til Snaårer. Man skaffer sig en lang Stang, som f. Ex. Stammen af et ungt Træ i den til- stødende Skov; paa Enden af den fæstes et fladt Stykke Træ som et Flod; en almindelig Rottefælde bliver lige- ledes surret til Enden af Stangen og forsynet med et Stykke Kjød som Madding, f. Ex. med en lille Fugl, hvis Fjer ere svedne i Ilden for at de ved deres Lugt skulle trække Skildpadderne til sig. Enden af den saaledes ud- styrede Stang bliver skudt ud i det dybe Vand, og den anden Ende fæstet ved en Snor til en eller anden Gjen- stand paa-Bredden.. Et lydeligt Snap forkynder snart, at Jernbøilerne have lukket sig, og Bevægelsen i Vandet, at En er bleven fanget; man haler nu Linen ind og seer en ulykkelig Skildpadde, som er fangen enten ved Foden eller om Halsen. Undertiden anvender man en Vidie- krukke, gjort efter samme Mønster som de bekjendte Staaltraads-Musefælder, hvilket tillader Dyret at komme ind, men forhindrer det fra at gaae ud igjen. »Jeg bragte en Unge af denne Årt», fortsætter Gosse, »en net, livlig tegnet lille Tingest, meget fladere end den voxne ;og omtrent saa stor som Fladen af min Haand, levende. til England i en Spaanæske. I dette snevre Fængsel, hvis Vægge den samtidig kunde føle rundt om- kring: sig paa alle Sider, udførte den sin- Reise uden 286 Føde og ankom i god Stand. Den øvrige Deel af Som- meren og Efteraaret var den livlig og blev ofte veder=- kvæget med en Svømmetour i et Vandfad, hvilket den aabenbart syntes meget godt om. Den instinktmæsige List, hvormed denne Art bemægtiger sig sit Bytte, viste sig godt i denne Skildpaddeunges Adfærd. Naar jeg lod en lille Regnorm eller et lille Stykke Kjød falde i Vandet og Dyret var bleven dets Nærværelse vaer, krøb det med den yderste Langsomhed og Forsigtighed hen til det, indtil det var indenfor dens Rækkevide, saa foer Hovedet frem, hurtigt som Lynilden, og lige saa pludselig tilbage, med Stykket i de næblignende Kjæber for at blive slugt i Mag. Den blev holdt i Kjøkkenet i en varm Krog i en Kasse og overlevede der den koldeste Deel af Vinteren, men døde til sidst i Slutningen af Februar efter et Ophold i England af næsten 7 Maaneder. » Man skjelner i Naturhistorien mellem Krokodiler og Alligatorer, men Kjendemærkerne ere frå et mere almindeligt (ikke særligt zoologisk) Standpunkt temmelig fine. Det vil være nok her at omtale, at Alligatorerne eller Kaymanerne i det hele ere mindre, af en temmelig fredsommelig og frygtsom Natur og aldrig farlige for Mennesket, og at de ved det kortere Hoved og den min- dre udviklede Svømmehud altid kunne kjendes fra de større, mere langhovede og spidssnudede, mere vilde og bidske Krokodiler, som ere råske Svømmere og mere holde sig i Floder og større Søer, medens Alligatorerne luske om i Moser og Laguner og ved disses sumpede, tæt bevoxne Bredder. Alligatorerne ere indskrænkede til Amerika, men findes baade i Nord- og 'Syd-Amerika, det vil da sige deels i de sydlige Fristater, deels i Bra- 287 ”silien og de tilstødende Lande; derimod savnes de, saa vidt man hidtil veed, i Mellem-Amerika og Landene omkring den mexikanske Golf. Vi ville lade staae hen, om der, som det er bleven angivet, findes virkelige Alligatorer paa nogle af de sydlige franske Antiller; derimod findes der to Arter af ægte Krokodiler (Crocodilus acutus og rhombifer) En Krokodil. påa de store Antiller (Cuba, St. Domingo og Haiti), men to Arter, som ogsaa findes paa Fastlandet, den ene nemlig i Mexiko, den anden i Central-Amerika og Venezuela; paa denne Omstændighed i Forbindelse med den endnu mær- keligere, at de første spanske Reiseberetninger, f. Ex. Oviedos, som omhandle Columbus's og hans Vaåaaben- fællers Opdagelser, ikke eller næsten ikke omtale Kroko- diler paa. Antillerne, uagtet de dvæle temmelig udførligt ved mange andre Dyr, som maatte synes dem langt min- dre paafaldende, har man opstillet den Formodning, at de enten ikke fandtes dengang påa Antillerne eller kun i ringe Mængde, paa ganske enkelte Steder; endnu paa Humboldts Tid fandtes de kun paa et enkelt Sted paa Cuba, hvor de siden have opnaaet en meget stor Ud- 288 bredning. — Blandt de Punkter, hvor man allerede tidlig fandt dem, nævnes den efter dem opkaldte Kayman-Ø, sydost for Cuba, og heri har mån maaskee et Fingerpeg til Forklaringen af, hvad der kan have foranlediget denne formeentlige Indvandring, netop efter at Antillerne ere blevne beboede af den hvide Menneskerace, af en Dyre- form, som Mennesket ikke med sin gode Villie begun- stiger; det berettes nemlig, at disse Kayman-Øer besøges aarlig af Skildpaddefangere, som efter åt håve slagtet Skildpadderne og taget de brugbare Dele af dem, lade Resten ligge som Bytte for Krokodilerne, der af den Grund forsamle sig der i stor Mængde. Det er muligt, at det er netop denne Slagtning af Havskildpadder, der efter Europæernes Ankomst er bleven dreven efter en tidligere ukjendt Maalestok, som har hidlokket eller i al Fald fængslet Krokodilerne til Cubas og de andre større Antillers- Kyster. Da de forholdsvis opholde sig i Laguner, Fjorde og Flod- mundinger, er der ikke noget urimeligt ik: at de kunde være vandrede med Havstrømningerne fra den ene. Kyst til den anden. Iøvrigt amvende Beboerne af Cuba .netop Navnene Alligator (Kayman) og Krokodile om de; to. der levende virkelige Krokodil-Arter, idet de nemlig have over- ført: Navnet. Alligator paa den af disse to Arter, som i Naturel ligner de ægte Alligatorer meest (C. rhombifer), for saa. vidt som den er mere. godmodig , og frygtsom og mindre farlig end den anden (C. acutus),.som, i, øvrigt ikke. synes at blive fuld saa, stor. Man tager ikke i Be- tænkning at bade sig påa de Steder, hvor C. rhombifer lever i flokkevis, hvorimod .den. mere bevægelige C. acutus fjerner sig længere fra sine Tilflugtssteder og ikke sjelden angriber Husdyrene eller endog Mennesket. 289 'Ere Ulykkestilfælde, forvoldte af Krokodiler, end ikke saa almindelige i Vestindien, at man ret ofte tænker paa at tage sig i agt for dem, saa indtræffe de dog, hvorpaa vi siden. skulle. anføre nogle Exempler. Det vil derfor maaskee være en: Beroligelse at erfare, at paa vore vest- indiske Smaaøer mangle Krokodilerne ganske. Jeg skal, for at give Dem et mere. levende Indtryk af de vestindiske Krokodilers Liv og Færd, meddele Dem nogle Brudstykker af europæiske BReisendes Meddelelser desangaaende. Til Krokodilernes Eiendommeligheder høre, at de ere Natdyr, som om Dagen i Almindelighed ligge stille, men vaagne om Natten og da streife om efter Rov, og at. de, naar de: kunne undgaae det, ikke fortære deres Føde strax, men holde den nede i Vandet eller gjemme den der et eller;andet Sted, indtil den er halv forraadnet; først da fortære de den — en Smag, som stemmer med deres. Forkjærlighed for Aadsler. Den franske Konsul paa Jamaica "havde saaledes en Krokodil i sin Have; om Da- gen opholdt den sig i sit Basin, men om Natten streifede den rundt i Haven for at fange Frøer og Tudser; om Morgenen- kunde man da finde en Deel af disse Dyr, ynkeligt lemlæstede og sønderrevne stoppede ned i Kro- gene: og Revnerne af den Cisterne, hvori den havde sit Ophold, for at de kunde begynde at gaae. i Forraad- nelse, inden den slugte dem, og ofte saae man den ligge flere Timer med. Næseborene i Vandskorpen og holde i sin Mund flere Frøer, hvis Lemmer og Indvolde fra Siderne af Munden hang ned i Vandet for at Opløsnings- processen der kunde tage. sin Begyndelse, — Fordøiel- sen lettes. naturligvis paa denne Maade, og det er maaskee Grunden til, at naar man har dræbt en Krokodil 290 og aabner dens Mave, finder man sjelden Levninger af Føden i denne, men kun Stene og Stokke og andre ufor- døielige, men rimeligvis tilfældig slugte Gjenstande. Ved denne Ulyst til at fortære Føden frisk eller levende for- klares ogsaa en lagttagelse, som man havde gjort over Krokodilerne i Nicaragua-Søen, nemlig at naar de fan- gede Fisk, kastede de dem op i Luften, greeb dem igjen, kastede dem atter i Veiret 0. s. v.; de vilde aabenbart dræbe dem ved denne Fremgangsmaade; dette kan ikke skee ved at trække dem ned i Vandet, der 'er altsaa ikke andet for, naar de ville have Livet af dem, end at kaste dem op i Luften, saa længe til de ere døde... I den botaniske Have i Havanna holdt man i Reglen altid Krokodiler, stundom smaåae, stundom store, i Vand- kar eller Damme. Ogsaa der gjorde man den lagttagelse, at de opbevarede deres Føde — hvortil de foretrak Le- veren og Lungen af Pattedyr for disses Kjød — et Pår Dage i Vandet, indtil den begyndte at gaae i Forråad- nelse. I smukt Veir låae de gjerne og solede sig påa et Brædt, med aabent Gab, og lode sig klappe paa Ryggen med en Kjep. Deres stridbare Natur aabenbarede sig dog paa mange Maader; enhver tilfældig Berøring gjorde dem i høi Grad forbittrede paa hinanden, især om Natten, da de ere vaagne; en Gang holdt man over 50 nys udklæk- kede Unger i et og samme Kar, men de sloges uophør- lig og flere af dem bleve alvorlig lemlæstede; navnlig forfulgte de hinanden med Raseri og Haardnakkethed for at berøve hinanden Smulerne, naar de bleve fo- drede. Man fik herved Indtrykket af, at naar de i den frie Natur skulle forliges nogenlunde og ikke leve i en evig Krig, maae de have fri Plads at røre sig paa. Et 291 «andet interessant Træk, som Krokodilerne viste i Havan- nas botaniske Have, var deres Lyst til at grave sig ned i Jorden. For ikke at have dem gaaende omkring i Ha- ven og forskrække Folk eller i al Fald Damer og Børn, indhegnede man et Parti af Haven med tilhørende Vandløb med Palisader, som gik 1 Alen dybt ned i Jorden; for nu at kunne komme ud om Natten, gravede de sig ud under Palisaderne. Var en af Krokodilerne forsvunden, vidste man, at den var i Færd med at grave sig ud, og efter en 8 Dages Forløb viste den sig pludselig langt derfra i en eller anden Krog af Haven, varmende sig i Sølen eller i en af Bækkene. Da det var umuligt at holde dem indespærrede, blev man til sidst nødt til at dræbe dem. Et Par Smaahistorier kunne her endnu finde Plads. Den Haardnakkethed, hvormed de holde fast paa alt, hvad de faae fat paa, viste sig ved en Krokodil, som laae saaret i en Hule; da man præsenterede den en Snor med en Træpind igjennem Knuden, beed den fast; jo stærkere man trak, desto fastere holdt den, og påa denne Maade blev den med Lethed trukket frem, skjøndt den maalte 7 Alen i Længde. — En anden Krokodil saae man i Færd med at bearbeide en Dæmning af Palisader, som var anbragt tvers over en Flod; den lagde sig langs hen med den og hamrede løs paa den med sin Hale, men skjøndt det lykkedes den at bringe Pålisaderne ud af de- res lodrette Stilling, formaåaaede den dog ikke at vælte dem og blev til sidst nødt til at opgive det og gaae uden- om over Land, — En anden Gang blev en Krokodil, som pleiede om Natten at stjæle Ænder og Ællinger ved en Vandmølle, overrasket i Mølledammen, inden den var kommen bort; Eieren skjød og saarede den, hvilket havde 292 til- Følge, at den foer op af Dammen, men førend den kunde see sit Snit og slippe bort, kastede en Negeér sig tvers over dens Ryg, greeb begge dens Forbeen og holdt den fast. - Følgen deraf var, at den øieblikkelig faldt for=- over ned paa Snuden, og skjøndt den havde Bagbenene og Halen frie, var det den dog aldeles umuligt at arbeide sig en halv Alen fremad; alle dens Ånstrængelser førte kun til, at den arbeidede sig rundt i en Kreds, hvis Centrum dannedes af dens egen Snude. — Kytteren' såd fast i Sædet tæt ved dens Skuldre og var kun udsat for at blive kastet af ved det 9 Alen lange Besties voldsomme Spark; saaledes lykkedes det een Mand at holde den fast, indtil Eieren fik ladet igjen og skjød den gjennem Hovedet. — Som Exempel paa deres Farlighed berettes, at en Krokodil en Aftenstund snappede bort fra Bredden, tæt ved en Række af Pakhuse, en Pige paa 13—14 Aar, som vadskede der i Selskab med et ældre Fruentimmer, uagtet hun var bleven advaret mod at staae saa nær ved Vandet efter at det var bleven mørkt. Hun blev strax trukket ned under Vandet og druknet; Liget blev: fundet nogle Dage efter halv fortæret temmelig langt oppe i Floden, og i to store Krokodiler fandt man endnu ufordøiede Dele deraf. — Et Selskab paa 4 eller 5 Personer tilbragte en Dag med Jagt og spredte sig efterhaanden over en Strækning aabent, af Floder - gjennemstrømmet. og med Trægrupper besaaet, Land, stolende. paa, at Knaldet af Flinterne nok skulde vedligeholde Forbindelsen" mellem dem; da de øvrige Medlemmer samledes 'igjen, savnedes en spansk Præst, og Ingen havde hørt hans Bøsse, siden de skildtes.: Man fandt ham langt om længe i et Træ, til hvilket han havde været. nødt til: at tage sin Tilflugt 293 for at undflye en Krokodil, der havde løbet efter ham, sagde han, »springende med krum Ryg ligesom en Kat.» Vel fandt han et sikkert Skjul i Træets Grene, men Uhyret blev længe efter ved at lure paa ham i Krattet tæt ved i den Tanke, at han skulde forlade sit Skjul. — Det berettes i det hele fra forskjellige Si- der, at i Almindelighed bevæge de sig kravlende, lavt ved Jorden, selv naar de jage; men naar de ere opirrede, f. Ex. i den Tid Hunnerne have spæde Unger, og indtage deres Angrebsstilling, staae de høit paa Benene med Kroppen fra Jorden og falde an i en Kække af Spring med krum Ryg. Skjøndt man egenlig ikke frygter Krokodilerne, iagt- tager man dog en vis Forsigtighed lige overfor dem. Vil man f. Ex. sætte over en Flod, der er rig paa disse Dyr, benytter man en List for at faae dem af Veien. Det hedder sig, at Krokodilerne ere meget begjærlige efter Hunde og ofte snappe disse, naar de komme ned til Vandet for at slukke deres Tørst; det bestrides rigtignok af andre, at Krokodilerne skulde have nogen særdeles For- kjærlighed for Hundekjød, de som ikke synes at holde af Kjødet, inden det er gaaet halvt eller heelt i Forraadnelse, og som derfor sønderlemme deres Bytte, saa snart de have grebet det, og overgive det til Forraadnelsen ved at gjemme det i Vandet eller mellem Sivet i Nærheden af deres Smuthuller. Hvad enten nu dette forholder sig påa den ene eller den anden Maade, saa synes det vist, at Hundegøen udøver en særlig Tiltrækningskraft paa Kro- kodilerne og bringer dem til at flokke sig om det Sted, hvorfra den høres. Ja man forsikkrer, åt Hundene selv vide det meget godt, og at naar en Hund vil svømme over en Flod, gaaer den et Stykke højere op ad Floden 294 og gøer og hyler der af Hjertens Lyst; naar den saa har lokket alle Egnens Krokodiler derhen, løber den hurtig ned langs med Flodbredden og svømmer over et andet Sted uden at være udsat for Efterstræbelser. Man sender altsaa en Mand et Stykke ned ad Floden, og han efter- ligner nu Hundens Bjeffen eller Hylen; Krokodilerne gaae efter Lyden og lade Vadestedet ligge ubevogtet. — Man har opstillet den: Formodning, åt det, der lokker Kroko- dilen, er Ligheden mellem Hundens Røst og dens egen eller rettere dens Ungers; men det er kun for Hunnernes Vedkommende sand Kjærlighed til Afkommet, der driver dem afsted, hos Hannen er det den reneste Gridskhed, der lærer den ikke at skaane sin egen Yngel. Hunnen ned- graver sine talrige, hvide, haardskallede, aflange Æg i Jorden, for at de der kunne udklækkes af Solen, besøger Stedet af og til, og naar deres Udviklingstid er omme, røber den sin Ængstelighed for Udfaldet ved at komme og gaae hyppigere, ved at spadsere rundt om Stedet, kradse i de knuste Skaller og ved sin Bjæffen opmuntre de spæde Unger til at kæmpe sig frem til Livet. Aldrig såa snart har hun »med en Blanding af Frygt og Glæde» seet den sidste af sit Afkom forlade sin knuste Vugge, førend hun fører hele Ynglen bort fra Flodbredden, hvor Ægene vare nedgravede, og længere ind i de sumpige Damme eller den tætte Underskov i Nærheden for at und- drage dem for Hannens altfor glubende Kjærlighed. Paa denne Aarstid er hun, der ellers er temmelig frygtsom og dorsk, vild, dristig, bidsk og farlig at møde, fuld af Uro og Opmærksomhed for Ungerne, følger dem hvor de gaae og bestræber sig for ved Piben og Grynten at holde dem i de Damme, hvor Vandet er for lavt for den voxne Han-Krokodil. Nogle Drenge fandt en Gang en Flok af 295 €. 50 saadanne Unger i et af disse skjulte Tilflugtssteder, men en halv Time efter, da de vilde opsøge den igjen, fandt. de kun Sporene af den opmærksomme Moders Frem- og Tilbagemarcher; hun havde stråx ført den læn- gere bort til et mere sikkert Tilflugtssted. Hun fodrer dem ogsaa med opgylpet Føde i denne deres hjælpeløse Tid, og i denne Periode hører man da baade den gamles. Bjæffen og Ungernes Piben, som om det var en Hund og dens Hvalpe, hvorved disse søge at udtrykke, hvad de trænge til, hin at den er rede til at yde dem sin Beskyttelse — og det er saaledes forklarligt, at Krokodilerne lokkes ved Hundens Gøen, Hunnerne for at beskytte, Hannerne der- imod for at æde deres formeentlige Unger. "(Fortsættes.) En ny Theplante. Som bekjendt skyldes den Betydning, som Theplantens Blade og Kaffetræets Frøkjerner have faaet i de fleste meer eller mindre civiliserede Folkeslags Liv og derved i Verdenshandlen, fornemmelig Tilstedeværelsen af et eget Stof, Theinet eller Caffeinet, som er fælles for begge hine almeenyndede Frembringelser af Planteriget. Et me- get nærbeslægtet Stof er Theobrominet, der chaårak- teriserer Cacaoen”). Det samme Stof, Theinet, findes lige- ledes i Bladene af den saa kaldte Paraguay-Thee, der i en stor Deel af Syd-Amerika erstatter den ægte Thee og afgiver den almindeligste og meest yndede Drik. Siden St. Hilaires Reise (1821) har man vidst, at det er Bla- dene af Christtorn (llex) -Årter, men nyere Under- søgelser, som skyldes Bonpland, Humboldts berømte Reisefælle, der i en lang Aarrække var bosat i Paraguay- Theens Hjemland og havde beskjæftiget sig meget med dens Kultur, have vist, at Produktet leveres ikke alene af en enkelt Ilex-Art, men af mindst 6 forskjellige Arter, som beboe det sydlige Brasilien, Paraguay og de til- grændsende Dele af Platastaterne, alle Træer af 30—40, ja endog af 70—100 Fods Højde. Hugo Mohl skyldes fremdeles den ret mærkelige Efterretning, at man i Schwarzwald benytter de i Solen tørrede Blade af den almindelige Christtorn (Ilex Aquifolium) til at lave Thee af. — Antallet af disse Thein eller Caffein indeholdende Planter ér nu nylig bleven forøget med en i Brasilien voxende Busk, som er bleven beskrevet og afbildet af Prof. Ørsted i Oversigterne af Videnskabernes Selskabs Forhandlinger for 1863 under Navnet Neea theifera, medens Prof. Scharling hår undersøgt den chemisk og paavist Caffeinets Tilstedeværelse i den. Dens Opdagelse skyldes Professor P. W. Lund, der har meddeelt, at »man af dens Blade kan tilberede en Drik, som har for- skjellige diætetiske Dyder og i visse Henseender kan stilles ved Siden af den kinesiske Thee.» Det er i øvrigt en lav Busk med læderagtige heelrandede Blade og en Kvast af krukkeformige uanselige Blomster. X) See dette Tidsskrifts lste Række, 4 Bind p. 275. Sex Forelæsninger over Lyslæren for unge Tilbørere. Af J. Tyndall, Professor.ved Royal Institution i London. IV. Indhold af den fjerde Forelæsning. D. hvide Sollys er sammensat af en uendelig Mængde Lysstraaler af forskjellig Brydbarhed, af hvilke enhver har sin særskilte Farve, saa at Antallet af Farverne, som indeholdes i Sollyset, er uendelig stort For Bekvemmeligheds Skyld inddeler man disse Farver i 6 (eller 7 saa kaldte Hovedfarver, nemlig Rødt, Orange, Gult, Grønt, Blaat (Indigo og Violet. Af disse Farver er den røde den mindst brydbare, og den violette den meest brydbare. Disse Farver fremkomme, naar Sollyset gaaer igjennem et Prisma, og det derved frembragte Billede kaldes det prismatiske Solbillede (spectrum). Farverne i dette frembringe atter hvidt Lys, naar de blandes paa behørig Maade. Et farveløst Billede af Kulspidserne i den elektriske Lampe kan igjen dannes af Farverne i det prismatiske Billede. Nogle Stoffer have den Egenskab at sprede Farvestraalerne mere fra7hinanden end andre; Glas f. Ex. spreder Straalerne stærkere end Vand, og Svovlkulstof stærkere end Glas. Denne Egenskab kaldes Legemernes Evne til at adsprede Straalerne, og jo større Afstanden er mellem den røde og violette Begrændsning af det prismatiske Billede, desto større er Adspredelsen. Naar Sollyset falder paa et Legeme, vil en Deel af det hvide Lys blive kastet tilbage efter at være trængt mere eller mindre dybt ind i Legemet, og det er denne sidste Deel, som bestemmer Legemets Farve. Nogle Legemer ere i Stand til at indsuge forskjellige Farvestraaler; et rødt Legeme er rødt, fordi det har den Egenskab at indsuge alle andre Farvestraaler i det hvide Lys undtagen dem, hvorved dets røde Farve dannes, og et blaat Legeme er blaat, fordi det indsuger alle andre Farvestraaler, undtagen dem, som danne dets blaåa Farve. Naar man 20 290 lader reent blaat Lys falde paa Fjer med en glimrende rød Farve, ville de see ud, som om de vare ravnesorte, og omvendt en reen blaa Farve vil see ud som den sorte, naar den belyses af rødt. Naar det menneskelige Ansigt belyses af en Flamme, som ikke indeholder røde Farvestraaler, ville Læberne og Kinderne tåbe deres røde Farve, og i samme Belysning ville røde Blomster tabe deres friske Udseende. Legemernes Farver skyldes alene det Lys, som falder påa dem, og hvis det hvide Sollys var enkelt istedenfor sammensat, vilde der ikke findes farvede Legemer i Verden, men vi vilde kun have Lys og Skygge. Naar et Metal opvarmes til Hvidglødhede, giver det et sammen- hængende prismatisk Billede, saa længe Metallet vedbliver at være fast eller flydende, men naar Metallet er bragt i dampformig Tilstand, og dets Dampe ere lysende, vil det af dem frembragte prismatiske Billede sædvanligen være sammensat af lyse Striber, og ethvert Metal har sit eget System af Striber. Naar man danner Legeringer af forskjellige Metaller, ville de enkelte Metallers Striber findes i Legeringens pris- matiske Billede, Naar vi derfor kjende ethvert enkelt Metals Striber, kunne vi af en Legerings prismatiske Billede see, af hvilke Metaller den bestaaer. De Striber, som tilhøre et Metal, findes ogsaa i de pris- matiske Billeder af Salte, som indeholde dette Metal, naar de ere opvarmede til en tilstrækkelig høi Varmegrad. Lysende Dampe indsuge de Straaler, som de selv udsende; saa- ledes give Dampe af Natrium en meget stærk gul Lysstribe, men naar Lys fra den elektriske Lampe gaaer igjennem disse Dampe, ville de gule Straaler i dette Lys indsuges. Solen antages at bestaae af en fast eller flydende Kjærne, som vilde give et sammenhængende prismatisk Billede; men udenom denne Kjærne er der en dampformig lysende Atmosfære, hvorigjennem Straalerne fra den inderste Kjærne skulle gaae, og denne Solatmosfære eller Photosphære, som den ofte kaldes, opfanger og tilbageholder de farvede Lysstraaler, som den selv kan udsende, og deraf kommer det, at der i det prismatiske Solbillede findes en Mængde mørke Striber (Frauenhoferske Linier). Ved Hjælp af disse Linier kunne vi bestemme, hvilke Metaller der have frembragt dem; og påa den Maade har man fundet, at mange af de Metaller, som vi have paa Jorden, ogsaa findes i Solen. ”Til at vise Varigheden af Indtrykket paa Nethinden tjener et meget simpelt og smukt lille Forsøg, som Enhver kan gjøre, og som bestaaer i at tage en Strikkepind, paa hvis ene Ende man med Vox eller Lak fastgjør en lille - 291 forsølvet Perle ; den anden Ende af Strikkepinden gjør man fast og slaaer paa den, såa at den kommer 1 Svingninger. Maar man da lader Sollyset eller Lyset fra en Lampe falde påa Perlen, vil den, naar Strikkepinden er sat i Svingninger, ogsaa udføre Svingninger og beskrive meget smukke Figu- rer. Til dette Forsøg vil jeg her tage en Stang, som er noget stærkere og bedre end Strikkepinden, og som jeg har fastgjort med den ene Ende, saaledes at den frit kan svinge med den anden, hvorpaa Perlen er anbragt; denne belyser jeg nu med den elektriske Lampe og lader Billedet falde påa Skjærmen, saaledes at I see den som en ganske lille Lysplet. Nu bringer jeg den i Sving- ninger, og I see da, hvilke smukke Figurer den frem- bringer, f. Ex. dette 8-Tal, og hvis jeg bringer Stangen i Svingninger ved at stryge den med en Violinbue, frem- bringes mangfoldige andre Figurer, saaledes her et 8-Tal med”en: smukt kruset "Omkreds." Jeg "vil" mu” tage- en Strikkepind, som jeg ovenfor omtalte, og I see da, at jeg kan frembringe aldeles lignende Figurer, og at det er et Forsøg, som Enhver selv er i Stand til at gjøre. — En Mængde morsomme og sindrige Arter af Legetøi beroer netop påa den Omstændighed, at Lys-Indtrykket paa Nethinden vedvarer i længere Tid; f. Ex. en rund Papskive Ined to Huller ved Endepunkterne af en Tver- linie, i hvilke der er anbragt Traade, hvorom Papskiven kan dreies, og påa de to Sider ere forskjellige Figurer tegnede, f. Ex. et tomt Fuglebur påa den ene Side og en Fugl påa den anden; dreies nu Skiven hurtig rundt, vil det see. ud, som om Fuglen var i Buret. Paa samme Forhold beroer ogsaa for en stor Deel det skjønne Skue- spil, Fyrværkerier afgive, idet man istedenfor de enkelte Gnister seer lange lysende Linier, som Gnisterne gjennern- 207 292 løbe, altsaa langt større Rigdom af Ild end der virkelig er tilstede. Jeg vil dernæst hendrage Eders Opmærksomhed paa en anden Gjenstand, som var opført i Indholdsfortegnelsen til sidste Forelæsning, men som jeg ikke fik Tid til at omtale, nemlig den særegne Virkning paa Øiet, som jeg benævnede med det fremmede Ord Irradiation. I erindre vel, hvad der blev udviklet i sidste Forelæsning, at naar jeg betragter En af Eder, er der paa den bageste Deel af mit Øie et tydeligt, men omvendt Billede af den, jeg seer paa. For Øieblikket er det kun svagt oplyst, men lader os antage, at hans Ansigt, istedenfor at mod- tage denne svage Belysning fra disse Lamper, er stærkt belyst, at det f. Ex. skinner med en- Lysstyrke omtrent som Solens, saa vil Billedet af hans Ansigt paa Nethinden af mit Øie paa Grund af det stærke Lys strække sig ind over det tilgrændsende Rum og blive lidt større,. saa at jeg vil see hans Ansigt større, end det i Virkeligheden er; og jo længer jeg kommer bort fra det, desto større vil det forekomme mig. Jeg har her tegnet to Ringe, som jeg vil bede Eder at henvende Eders Opmærksom- hed paa; den sorte har nøiagtig samme Tykkelse som den hvide, men for dem, som betragte dem i nogen Åf- stand, vil endogsaa ved denne Belysning den hvide Ring synes at have større Tvermaal, end den sorte, uagtet de ere fuldkommen eens. Jeg vil nu belyse dem med det stærke Lys fra den elektriske Lampe, og Enhver vil da faae Indtrykket af, at den hvide Ring er den største, og det desto mere, i jo længere Afstand han er; og naar jeg kun belyser den ene Halvdeel af den hvide Ring, vil man tydelig kunne see, at den belyste Halvdeel synes at have større Tvermaal end den anden ikke belyste. Heraf 293 kommer det ogsaa, at naar vi betragte Maanen, som er 50,000 Mile fra os, kort efter Nymaane (Nyet), see vi den lysende Ring omgive den mørke Deel, saaledes at den synes at svare til en større Cirkel end den mørke Skive, man seer indenfor. Jeg kan ogsaa vise dette ved et andet Forsøg; her har jeg et Stykke Platintraad, hvori jeg ved Hjælp af et galvanisk Apparat kan frembringe en meget høj Varmegrad, saaledes at Platintraaden bliver glødende, og I ville da see, at jo stærkere den gløder, desto tykkere synes den at blive; men naar jeg anbringer et Stykke farvet Glas foran en Deel af den hvidglødende Platintraad, synes denne Deel af Traaden åabenbart at være tyndere end den anden stærkt lysende Deel, og desto tyndere, jo mørkere det farvede Glas er; af samme Grund vil Fuldmaanen forekomme os mindre, naar vi be- tragte den gjennem et mørktfarvet Glas. Jeg vil nu gaae over til Hovedgjenstanden for denne Forelæsning; her frembringer jeg først ved Hjælp af den elektriske Lampe og denne Lindse en Lyskegle, som jeg opfanger påa Skjærmen, og hvo skulde nu tænke sig, at der i dette Lys, hvidt og farveløst, som I see det, fandtes de meest glimrende Farver, nemlig Rødt, Orange, Gult, Grønt, Blaat og Violet, saaledes at det hvide Lys var en Blanding af alle disse Farver, der ere saa pragtfulde, som ingen Maler kan gjengive dem? Jeg vil nu tage et lidet Prisme og bryde Lysstraalerne opad, saaledes som I have seet i et tidligere Forsøg, og naar I” betragte Billedet nøiere, ville I see, at det er farvet, saaledes at det er rødt for neden og blaat for oven, men naar jeg tager et større og stærkere brydende Prisme, ville I see, hvorledes det hvide Lys bliver adskilt i sine farvede Bestanddele i den Orden, jeg ovenfor anførte dem, 294 dog saaledes at det ikke blot er de nævnte 6 Farver der fremkomme, men en uendelig Mængde Farvenuancer, der umærkelig gaae over i hinanden, hvori Hovedfarverne ere de ovenfor nævnte. Dette er en Opdagelse, som skyldes den store Newton, der først viste, at det hvide Lys kunde opløses og igjen sammensættes af disse Farver 7”). Jeg vil nu frembringe dette farvede Billede, som kaldes Spectrum eller det prismatiske Billede, ved at bryde Lysstraalerne tilSiden istedenfor opad; jeg stiller Spalten i Lampen lodret, anbringer en Samlelindse foran den og dernæst et Prisme, saaledes at Lysstraalerne brydes i dette til Siden, og I see nu det pragtfulde prismatiske Billede påa Skjærmen fuldkommen skarpt og tydeligt. Jeg vil nu prøve påa igjen at samle disse Farver og blande dem saaledes imellem hinanden, at jeg kan faae det farvede Billede til at forsvinde og igjen frembringe det hvide Lys. Jeg anbringer en Straalesamler bagved Prismet, og I see nu, hvorledes jeg ved Hjælp af den samler de for- skjellige farvede Lysstraaler påa eet Sted og derved igjen danner det oprindelige hvide Billede. Opfanger jeg med en lille Skjæerm de røde Straaler, før de træde ind i Straalesamleren og blandes med de andre, hvad kommer der da ud af de andre, naar de blandes med hinanden? I see, at der dannes et Billede, som er blaat eller snarere blaagrønt, og hvis jeg istedenfor at-bruge Skjærmen bryder de røde Straaler med et lille Prisme hen til den ene Side, faaer jeg et rødt og et blaat Billede, hver for sig; %) For at faae. Overeensstemmelse mellem Antallet af Tonerne i Octaven og af Hovedfarverne i det hvide Lys, indskjød Newton Indigoblaat som Hovedfarve mellem Blaat og Violet, og herfra hidrører det, at man taler om de 7 Regnbuefarver; i den nyere Tid nævner man sædvanlig kun 6. O. A. 295 hvis jeg med Skjærmen opfanger de blåae Straaler, faaer jeg rødt tilbage, saa at altsaa disse to Farver, naar de blandes sammen, frembringe hvidt Lys. Saadanne Farver kaldes Supplementfarver eller Udfyldningsfarver; et andet Exempel herpaa er Gult og Violet. For at vise, at der ved Sammenblanding af de forskjellige Farver frembringes . hvidt Lys, gjorde Newton følgende Forsøg; han tog en cirkelrund Papskive, som han deelte i forskjellige Udsnit og malte dem med Farverne i det prismatiske Solbillede i det Forhold, hvori de forekomme deri; naar han da dreiede Skiven hurtig rundt, viste den sig som hvid, fordi Øiet paa Grund af den hurtige Omdreining påa een Gang modtog Indtrykket af alle de forskjellige Farver. Her har jeg en saadan Skive, ikke ganske som Newtons, men af Glas, malet med gjennemsigtige Farver, og naar jeg kaster Billedet af den paa Skjærmen og derpaa dreier den hur- tig rundt, see I at Farverne forsvinde, fordi de paa een Gang samles i Øiet og følgelig gjøre Indtryk som hvidt Lys. Dette måa være tilstrækkeligt til at overbevise Eder om, at det hvide Lys, som kommer fra den elektriske Lampe er sammensat af forskjelligt farvede Lysstraaler ; det samme er Tilfældet med Sollyset. Nogle af disse Straaler brydes stærkere end andre, idet nemlig de røde brydes mindst, dernæst de orange, gule 0. s. v., og det er Grunden til, at vi ere i Stand til at adskille dem ved at lade dem gaae igjennem et Prisme. Tager jeg nu et Prisme af en anden Slags, nemlig et hult Glasprisme med velpolerede Sideflader, hvori der er hældt en Vædske, som kaldes Svovlkulstof, saa ville I see, at det giver et stærkere farvet prismatisk Billede end Glasprismet og ad- ” skiller Farverne mere, idet Afstanden mellem det yderste Røde og det yderste Violette er større, saa at Farverne 296 ere spredte over et større Rum. Hvis Prismet ikke var, erindre I, vilde Lysstraalerne have fortsat deres Vei efter den rette Linie, men i dette brydes de, og de violette Straaler bøjes stærkere ud til Siden end de blaåaae, disse igjen stærkere end de grønne 0. s. v., og derfor siges de violette Lysstraaler at være de meest brydbare, og de røde de mindst brydbare. Afstanden mellem de yderste røde og de yderste violette bestemme Farve-Adspredelsen, og I saae, at den var større ved Prismet med Svovl- kulstof end ved Glasprismet. Lader jeg de farvede Lys- straaler, som ere komne ud af et Prisme, igjen brydes i et andet, ville de vel spredes mere, men ikke opløses yderligere eller adskilles paa ny i andre Farver, og jeg kan, som I her see, saaledes faae det prismatiske Billede udstrakt over hele Skjærmen. Nu vilde man ikke kunne kalde nogen Deel af Papiret paa Skjærmen hvidt, men det er blevet farvet af de Lysstraaler, som falde paa det, og i Virkeligheden frembringes al Farve i Naturen paa denne Maade, det er Lyset, der falder paa Legemet, som farver dem, som jeg nu nærmere skal udvikle for Eder. Vi have her et stærkt rødt Lys, og naar jeg lader det falde påa en rød Gjenstand, f. Ex. disse kunstige Blomster, som ere røde med grønne Blade, see I at de ere røde; men de vare ogsaa røde, da det hvide Gaslys faldt paa dem. Men hvorfor viser en Gjenstand, som belyses af hvidt Lys, sig rød? Fordi det Stof, hvormed den er farvet, det røde Farvestof, har den Egenskab, at det fuldstæn- dig kan optage i sig, indsuge, kvæle de gule, grønne, blaae og violette Lysstraaler, kort alle de andre undtagen de røde, og det eneste Lys, det kan kaste tilbage, er rødt. Hvis nu det, jeg her har sagt, er rigtigt, saa ville j disse Blomster, naar jeg flytter dem hen i Lys af en 297 anden Farve, hverken være røde eller have nogen som helst anden Farve, men naar jeg holder dem i en af de Farver, som jeg sagde at de kunde indsuge, ville de blive sorte. Og see nu! jeg holder dem her i det grønne Lys, og hvorledes vise de sig? aldeles sorte, og det uagtet det grønne Lys synes at have en langt større Lysstyrke end det røde; men de røde Blomster ere ikke i Stand til at tilbagekaste andet Lys end det røde, og naar det grønne Lys falder paa dem, indsuges det, og vi faåae intet Lys tilbagekastet, det vil sige de blive sorte. Jeg har her et Stykke rødt Lak, som jeg holder hen i det grønne eller blaae Lys, og uagtet der, som I see, falder et meget stærkt Lys paa det, er det aldeles sort. Holder jeg mit Ansigt hen i det prismatiske Billede, saaledes at det paa den ene Side bliver belyst af de røde Straaler og paa den anden Side af de grønne, ville I see, hvorledes den ene Side blomstrer med Sundhedens Farve og den anden viser sig aldeles dødbleg. Hidtil have vi havt at gjøre med et prismatisk Billede, hvori der ikke fandtes nogen Afbrydelse, men som be- gyndte med Rødt og igjennem de forskjellige Farve- forandringer; som I have seet, endte med Violet; jeg vil nu frembringe et prismatisk Billede, hvori der paa for- skjellige Steder findes Afbrydelser. I have seet, at den elektriske Strøm, som ved at gaae igjennem Kulspidserne frembringer det stærke Lys, jeg har brugt til disse For- søg, ogsaa er i Stand til at bringe et Metal til at gløde, ja endog til at fordampe, og naar jeg saaledes i en lille Fordybning i det ene Stykke Kul anbringer et lille Stykke af et Metal, som Chemikerne kalde Gadmium, og lader den elektriske Strøm gaae igjennem det, vil det blive bragt i dampformig Tilstand, og I ville see, at der istedenfor 298 det hvide Lys, vi før havde, fremkommer et pragtfuldt blaat Lys. Hvis jeg tager Kobber istedenfor Cadmium, vil jeg ved Kobberets Fordampning frembringe en smuk grøn Farve, og låder jeg dette Lys gaae igjennem Prismet, såa vil der istedenfor det sammenhængende prismatiske Billede, vi tidligere havde, dannes en Række af Lysstriber, hvor- iblandt I især ville kunne bemærke de kraftige, smukke Striber med mørke Mellemrum. Tager jeg Zink istedenfor Kobber, ville I see, at de blaae Striber især ere de frem- herskende; men tager jeg nu et Stof, som indeholder baade Kobber og Zink, f. Ex. Messing, som faaes ved at smelte disse to Metaller sammen, saa see I, at der i det prismatiske Billede, som fremkommer ved Fordampning af Messing, findes baade de grønne og de blaae Striber, som frembringes ved Kobber og ved Zink. Det er altsaa klart, åt naar jeg kjender de Striber, som de enkelte Metaller frembringe i deres prismatiske Billeder, kan jeg af de Striber, som et sammensat Stof giver, slutte hvilke Metaller det indeholder. Her har jeg et Metal, som kaldes Natrium, der er en Bestanddeel i det vel bekjendte Stof Soda; et lille Stykke af det lægger jeg i en Platinskaal og opheder det over en Lampe, og I see da, at det giver et meget stærkt gult Lys, hvori der slet ikke er Spor af rødt Lys; betragt f. Ex. dette røde Stykke Lak eller denne Flaske med Zinnober, og I ville see, at den røde Farve er aldeles forsvunden. Hermed vil jeg nu gjøre et meget mærkeligt Forsøg, idet jeg vil vise Eder, hvorledes det gule Lys fra Natriumdampene vil tilbageholde de gule Lysstraaler fra den elektriske Lampes hvide Lys. Jeg frembringer først det prismatiske Billede ved Hjælp af den elektriske Lampe, og lader nu dette gaae igjennem Natrium- Flammen, og I see da, at den gule Deel af Billedet for- 299 svinder. Hvis jeg derimod paa Kulspidserne anbringer lidt Natrium, vil jeg i det prismatiske Billede faae en meget stærk gul Stribe, saa at I altsaa see, at Natrium- dampenes Flamme netop forhindrer de Lysstraaler fra åt gaae igjennem den, som den selv er i Stand til at frem- bringe. Naar man bruger Solens Lys til at frembringe det prismatiske Billede, vil mån deri altid iagttage visse be- stemte mørke Striber, og man har nu sammenholdt de Steder, hvor disse findes, med de Steder, hvor der dannes lyse Striber ved Metallernes Dampe, og man har fundet, at de mørke Striber altid have deres tilsvarende lyse Striber, hidrørende fra et eller andet Metal. Disse mørke Striber i det prismatiske Solbillede antager man nu at hidrøre fra, at Solen bestaaer af en indre glødende Kjærne (hvis Lysstraaler vilde give et sammenhængende prismatisk | Billede), der maa sende sit Lys gjennem en Atmosfære af Dampe med en overmaade høi Varmegråd, som til- bageholde de Lysstraaler, de deri indeholdte Stoffer selv kunne frembringe, hvorved altsaa Afbrydelserne i det prismatiske Solbillede bevirkes. Heraf kunne vi igjen slutte, hvilke Stoffer denne Solatmosfære eller, som den ogsaa kaldes, Photosphære indeholder, saa at .vi altsaa kunne vide, at der i Solen findes Natrium, Jern og mange andre af de Metaller, som ogsaa findes paa Jorden. Om Dværggrene og disses Indflydelse paa Træernes Form. (Et Bidrag til Træernes Architectonik.) (Af Prof. A..-S. Ørsted.) I" Tree: kan såmmenlignes med en Bygning, og den eien- dommelige Charakteer, som gjør sig gjældende i disse ofte gjennem Aarhundreder gradvis opførte Plantebygninger hår såa mægtigt grebet Menneskets Sind, at saadanne Træer, hvori det Architectoniske er stærkt udpræget, have tjent som Forbilleder for de forskjellige Tiders Bygnings- kunst; Palmerne saaledes for den klassiske Oldtids Tempel- søjler med Løvgesimser om Capitælet, Naaletræerne for den gothiske Bygningskunsts spidse, dristigt opådstræbende Taarne, medens Bøgen med sit tætte Løvhvælv synes at have tjent som Forbillede for den christelige Tidsalders Kupler. Den i disse Plantebygninger udtalte Stil bestemmes ved Aarsskuddene eller de hvert Aar tilkommende eens- artede Grene, og det er disse, som danne de blivende architectoniske Elementer, hvoraf den hele Bygning efter- haanden opføres. Ganske anderledes forholder det sig med de saakaldte Dværggrene, som nedenfor skulle gjøres til Gjenstand for nærmere Betragtning; thi de have kun en midlertidig Betydning for Træet. Vi skulle her begynde med at gjennemgaae Formen og Beskaffenheden af Dværg- ”) Første Afsnit s. dette Tidsskrift 2den Række Åde Bind. 301 grenene hos de i et foregaaende Afsnit af denne Afhand- ling omtalte Repræsentanter for de architectoniske Hoved- typer blandt Træerne, dernæst afhandle disse Grenes Natur i Almindelighed og til Slutning give en Fremstilling af deres Indflydelse påa Træernes Form. Hos Palmerne og andre een- kimbladede Træer, der i Rege- len have en søileformig, ganske udeelt Stamme og altsaa mangle Greendannelse, kan der ikke være Tale om Dværggrene, men den hele Stamme har ofte — som vi ret strax skulle see — i flere Henseender stor Lighed med Hos træerne derimod, og navnlig Dværggrenene. Naale- hos Fyrreslægten, spille Dværg- grenene en særdeles vigtig Rolle, og der er neppe nogen anden Planteslægt, hos hvilken disse Grene ere såa ejendommeligt udviklede, såa skarpt sondrede fra de egentlige Grene og altid indtage en såa bestemt Plads paaAarsskuddet. Medens Dværg- grenene hos de fleste Træer af de Knopper paa Aarsskuddet — saa- kun dannes nederste ledes hos Bøgen, Fig. 12e — og Fig. 1. pr ig ( N Å Wi AN E/ (i AW Wi i / Å Z BOA BD i” 4 (fj y ] Å 48614 | ig fÅ i 1860 (E FÅ E Ål DØ fi ik: kd B-a To Aarsskud af Weymouthsfyrren, teg- nede efter Naturen i ”/4 af den nat. Størr. Af de krandsstillede Grene i Toppen af Aarsskuddet fra 1860 (ab) er kun den nederste Deel tegnet. Paa Aarsskuddet fra 1861 (bc) ere Dværg- grenene (e) kun tilstede foroven, paa den nederste Deel sees alene de skjæl- agtige Blade (d), i hvis Hjørner Dværg- grenene have siddet. 1 Toppen (ec) sees fem store Knopper i en Kreds omkring Endeknoppen. 302 først vise sig Aaret. efter Støttebladene, saa indtage de derimod hos Fyrren hele Aarsskuddet (Fig. Ib—c) og komme frem samme Aar som Støttebladene, der her ere meget ufuldkomne, småa og skjælagtige (d); kun i Toppen af Aarsskuddet (c) sees fem store Knopper, stillede i en Krands omkring Endeknop- pen, der det følgende Aar voxe ud til egentlige krandsstillede Grene (som ved b). Hos disse Dværggrene er Stængeldelen (Fig. 2a) saa lille, at man tidligere ganske oversaae den, hvilket saa meget lettere kunde skee, da den i Kegelen er Er bværgereen af We" Qaldeles: skjult safade somsen,Skede æt mouthsfyrren, svagt for- størret. — Knopskjællene gammensluttende Knopskjæl; men høs ere affaldne, og en Deel af Bladene afskaaret. a nogle Fyrrearter — saaledes navnlig Stængelen med Mærker af É RR hos Weymouthsfyrren og Zirbel- fyrren — ere Knopskjællene frie og falde snart af. Man seer da Mærker paa Stængelen, hvor disse have siddet, og i Enden af Dværggrenen fem naaleformede Blade. (Fig. 2). Saadanne =sDværggrene = bære altid et bestemt Antal Blade (2, 3, 5) og blive i Regelen siddende i tre Aar. = Blandt Naaletræerne ere Dværggre- nene foruden hos Fyrren især fremherskende hos Lærken; de ere hos denne i deres Form ligesaa skarpt adskilte fra de egentlige Grene som hos hin, En otteaarig Dværggreen af Lærken. men de indtage ikke hele ÅAars- 303 Fig. 4. phi af et af de charakteristiske hotogra i n et P udført efter Graapoppel i Vinterdragt; Træer af denne Art, som voxe i Søndermarken. SYD SS |v' N SD SX N S EUS SF Eg i Vinterdragt; udført efter en Tegning af Landskabsmaler Grove. De nedre, mere vandrette Grene ere afhugne. 305 "skuddet; desuden udvikles de først Aaret efter Støtte- bladene, i hvis Hjørner de ere dannede, og de vedblive at voxe og daune nye Blade i 5—8 Aar, efter hvilken Tid de endnu kunne blive siddende i mange Aar som smaa, omsider med Lichener tæt overvoxede Knuder. Hos Cederen, der i det Hele har saa megen Lighed med Lærken, ere ogsaa Dværggrenene næsten ganske som hos denne; kun opnaåae de en. høiere Alder, saa at de blive længere og tyndere, og desuden blive Bladene siddende i flere Aar. Fem Aarsskud af en Eg, tegnede efter Naturen i 1/3 Størrelse. Ved a sees Knop- skjælarrene, som betegne Overgangen mellem Aarsskuddene., +»b store skaalformede År, som opstaae paa de Steder, hvor Dværggrenene have siddet. Nær ved Toppen af hvert Aarsskud udgaaer et Sideskud, af hvilke det sidste (c) er forsynet med Knopper. d de store Knopgrunde. Aarstallene angive de Aar, i hvilke Skuddene ere dannede. Poppelen og Egen, der i Aarsskuddenes Bygning og derfor ogsaa i den hele Krones Form have såa meget tilfælles, hvilket man let vil see ved at sammenligne de paa de to foregaaende Sider lige overfor hinanden staaende Afbildninger, stemme ogsaa nøie overeens i Dværggrene- nes Beskaffenhed, ligesom de ogsaa heri afvige fra de fleste andre Træer. Hos Egen have Aarsskuddene (Fig. 6) kun faa Sideskud; hos Poplerne er. disses Antal større, men hos begge Slægter (navnlig hos Graapoplerne og Sortpoplerne) blive de fleste Sideskud til Dværggrene, 21 306 Fig. 7. der ofte blive siddende i mange (12—15) Aar og have; en større Længde end der i Almindelighed findes hos disse Grene — de ere i Gjennemsnit 12 Fod lange — men de udmærke sig især ved «den eiendommelige Maade, hvorpaa de afkastes. Dværggrenene hos de fleste Træer blive nemlig siddende henvisnede, ofte mange Åar efter at de have hørt op med at voxe og danne Blade; hos Egen og Poppelen derimod afkastes de, medens de endnu ere i fuld Livsvirksomhed, og man vil om Efteraaret finde dem liggende i Mængde paa Jorden (de minde om långe tynde Knogler) og bærende friske Blade i Toppen; ved Grunden derimod sees der nedenfor den med Bark beklædte Deel en kegleformig Tap (Fig. 7åa og 8a), der har en ganske frisk Brudflade, og En 16-aarig Dværggreen påa Grenen, hvor Dværggrenen hår af Graapoppelen, 1/6 af q $ j den nat. Størr. Ved a, Siddet, vil man finde en tilsvarende seengeeer Fordybning (Fig. 6b)"). Denne Afkast- Fig. 8. i ning af Dværggrenene hos Egen og Poppelen svaårer saaledes ganske til den, som om Efteraaret finder Sted af Bladene og som ifølge Hugo v.Mohls Iagttagelser, bevirkes ved en eiendommelig Nydannelse Den nederste Deel af en af Celler i et tyndt Lag af Cellevæv, Dværggren af Graapoppe- Se én, inat.Størr. a mappen der gader tværs siejennem den nederste ") Disse eiendommelige Dværggrene have af. de tydske Forstmænd faaet en egen Benævnelse og kaldes »Absprunge«. 307 "Deel af Bladstilken"). — Hos Bøgen, Fig. 9. der udmærker sig ved den største Mangfoldighed og dog Eenhed og Har- moni i sin Greenbygning, og derfor i" 7862 ogsaa maa regnes blandt de i architec- tonisk Henseende fuldkomneste Træer, ere ikke alene Aarsskuddene smeget regelmæssige, men ogsaa Dværggrenene stemme alle nøie overeens i Form og indtage en bestemt Plads paa Aarsskuddet. Paa det øverste Aarsskud af Bøgegrenen, afbildet Fig. 12 (og endnu tydeligere påa Aarsskuddet Fig. 13), vil man see, at der foruden Endeknoppen findes fire Hjørne- knopper; af disse voxe i Regelen det Dres følgende Aar de tre øverste ud til : egentlige Grene, medens den nederste bliver Dværggreen, saåadlefles "som det 7 18-årig Dværgøren af sees paa Aarsskuddet, betegnet 1860, ' Fr ret. Storm. og ligeledes... paa. det isom… fremkom 485%, … hvor- imod det herfra udgaaende næstøverste Sideskud har to Dværggrene (eee). Bøgens Fig. 10. Fig. 1 Dværggrene svoxe overmaade : ] langsomt, i Gjennemsnit kun to Linier om Aaret, saa at de, uagtet de kunne " blive 15—20 Aar gamle, dog sjelden å af mere Fig 10. To Aarsskud af en Bøgedværg- green, seet fra Undersiden. b' Arrene end tre Tommer. Den ved af Axelbladene. Fig. 11, samme Aars- skud fra Oversiden. a Arrene af Blad- Fig. 9 fremstillede Dværggreen stilkene. b Arrene af Axelbladene. opnaae en Længde ”). Dette Tidsskrifts 2den Række, 2det Bind, S. 279. 21 308 har saaledes brugt 18 Aar for at blive halv såa lang som den egentlige Green (Fig. 13) i eet Aar, eller denne voxer Fig. 12. En treaarig Bøgegreen eller tre paa hinanden følgende Aarsskud med deres Side- skud, tegnet efter Naturen i 1/4 af den naturlige Størrelse. Aarsskuddene ere ad- skilte fra hinanden ved Knopskjælarrene (b, c, d). 1859 dannedes Aarsskuddet d—c; det lignede da det sidste Aarsskud (a, b) fra 1861, 1860 dannede Knopperne nye Skud, og Grenen havde da samme Udseende som de to øverste Aarsskud (cb--ba): 1861 fremkom de yderste Skud, hvorved Grenen erholdt sin nærværende Form. e betegner de Skud, som danne Dværggrene. i samme Tid 36 Gange saa meget som hin. En Sammen- ligning mellem Aarsskuddene af Dværggrenen (Fig. 10—11) 309 og af den egentlige Green (Fig. 13) viser en væsentlig For- skjel i deres Bygning. Medens AÅrrene af de 8 Par Knop- skjæl kun indtage en meget lille Deel Fig. 13. ved Grunden af den egentlige Greens Aarsskud (Fig. 13a) i Forhold til de øvrige Stængelstykker, saa udgjøre de derimod omtrent Halv- delen af Dværggrenenes to Li- nier lange Aarsskud (Fig. 10—11), og den anden halve Deel bestaaer i Regelen af tre meget korte Stæn- gelstykker eller egentlig kun af tre Bladpuder med Bladarrene, af hvilke der påa den opådvendte Deel af Grenen navnlig sees Årrene af Bladstilkene (Fig. 11 åa) og paa den " nedadvendte Arrene af Axelbladene (Fig. 10b”).. Hertil kommer endnu, at Aarsskuddene af Dværggrenen kun have een Knop, nemlig Ende- DE SE, ate knoppen, men aldrig Hjørneknopper sis Pinde syne og "altsaa heller ingen Sideskud… efter Naturen i 1/2 af den naturl. Størr.; a Knopskjælarrene; b Ar- rene af de skjælagtige Axelblade. Efterat have lært nogle Exempler at kjende paa typiske Dværggrene eller saadanne, hvori det Charakteristiske og Eiendommelige for dette Slags Grene er skarpest og tyde- ligst udtalt, gaåae vi over til nærmere at angive de Forhold, hvori disse Grene i Almindelighed og væsentligst adskille sig fra de egentlige Grene. 310 Hvad for det Første Formen angaaer, da kan det Særegne heri maaske rigtigst betegnes ved at sige, at Dværggrenen fra den høiere og fuldkomnere Stængeltypus, som udmærker de dicotyledone Træer, synker tilbage til den lavere og ufuldkomnere monocotyledone, og man vil ved f. Ex. at sammenligne Bøgedværggrenen (Fig. 9) med en Palmestamme (Fig. 14) eller Aarsskuddene af begge (Fig. 10—11 og Fig. 15) finde, at de i flere væsentlige Forhold vise en paafaldende Overensstemmelse. Hos g ” AV, N N, N Ø (" BEN ZZEN PR (ON NH IR AVA Å NOID AVA IN |NOÅDN UA. 2227 == SE === : kl u. il nn y j Et Stammestykke af Genoma Or- bigniana; ab et Aarsskud. Cocospalme. begge ere Aarsskuddene == korte og bestaae af tæt sammentrængte Stængelstykker, der ere væsentlig eensdan- nede, ikke som hos de dicotyledone Træer af forskjellig | 311 Længde (Fig. 13), og hos begge er der kun en Endeknop tilstede, medens Hjørneknopperne ganske mangle. Hertil kommer endnu, at Dværggrenen ligesom Palmestammen kun voxer meget lidt i Tykkelse; man vil saaledes ved at sammenligne Tværgjennemsnittene af den attenaarige Dværggreens andet (Fig. 16a) og fjortende Aarsskud (b) med hinanden 'see, at Vedlegemet i 13 Aar kun er voxet meget lidt, og man vil kun vanskeligt opdage noget Spor til Aarringe, der ellers ere saa Fig. 16. tydelige hos de dico- tyledone Træer; Bar- ken derimod er her som hos Dværggre- nene i Almindelighed forholdsvis tyk. I deres Stilling ere Dværggrenene forskjellige fra de egentlige Grene derved, at de i Regelen udgaae fra den nederste Deel af Aarsskuddet, og nåar de undtagelsesvis, som hos Fyrren, ogsaa stige højere op, såa ere de dog altid stillede lavere end de egentlige Grene (Fig. 1), hvilket ogsaa staaer i Overensstemmelse med den Plads, som de kraftigste Stængelstykker og de største Knopper indtage. Hvad de biologiske Forhold angåaåae, udmærke Dværggrenene sig navnlig derved, at de ligesom Bladene kun have en midlertidig Betydning for Træet, ja de blive endog undertiden ligesom disse afkastede ved en egen Livsvirksomhed — saaledes hos Poppelen og Egen — medens den egentlige Green hår den Bestem- melse, at danne et blivende architectonisk Element af den hele Plantebygning og som såadant at opnaae den samme Alder som det hele Træ. Disse midlertidige Grenes Leve- alder kan være meget forskjellig, men den er dog sjelden 312 under 2—3 eller over 15—20 Aar; vi have saaledes seet, at de hos Fyrren kun danne Blade eengang og blive sid- dende i 3 Aar, medens de hos Bøgen, Poppelen og Egen " undertiden blive 20 Aar i Livsvirksomhed. Det er altsaa i den langsomme Væxt og i den korte Levealder, at ovenomtalte Grenes væsentligste Særkjende maa søges. Dannede af de mindste Knopper ere de svage i deres første Anlæg, men derhos ugunstig stillede, idet baade Stængelstykkerne, hvorfra de udgaae, og Bladene, i hvis Hjørner de opammes, ere de mindste paa Aarsskuddet. De ere sande Dværge blandt Grenene”), og at denne deres Dværgnatur fornemmelig grunder sig paa mangelfuld Ernæring, og at de ikke i deres Grundvæsen ere forskjel- lige fra de egentlige Grene sees baade deraf, at der hos mange Træer ikke er nogen skarp Grændse mellem begge Slags Grene, og deraf, at Dværggrenene, naar de faae rigelig Næring, let gaåae over til at blive til egentlige Grene. Dette kan man ofte have Leilighed til at iagttage, f. Ex. i Charlottenlund, hvor Bøgegrene hyppig blive afbrukne ; naar dette da skeer lige over det Sted, hvorfra Dværg= grenen udgaaer, da vil denne, endog i en Alder af 12—15 Aar, idet den Næringsvædske, som ellers strømmede til den oven over liggende Deel af Aarsskuddet, nu kommer den tilgode, det næste Foraar, istedetfor som sædvanlig at forlænges to Linier, danne et Skud paa 6—7 Tommers Længde. — Dværggrenenes Natur kan endnu oplyses fra en anden Side, ved nemlig at see hen til det Forhold, hvori ) »Dværggrene« synes derfor at være et betegnende Navn. »Forkortede Grene« har man tidligere brugt (Vaupell i dette Tidsskrifts 1ste Bd. S. 56), men denne Benævnelse er neppe heldig. Tydskerne kalde dem »Stauchlinge, Kleinzweige eller Brachyblasten«. 313 de staae til Blomsten, der jo ogsaa er en Green, men som har undergaaet en vis Omdannelse (Metamorphose) for at kunne staae i Forplantningens Tjeneste. Sammenligne vi . saaledes Dværggrenen af Fyrren med Blomsten af Helleborus, da finde vi hos denne en Stængeldeel (Frugtbunden, Fig. 17a), dannet af ikke udviklede Stængel- Fig. 17. stykker, ganske som hos hin; hos | begge sees Årrene af de spiralstillede Blade og i Enden en Krands af 5 Blade (Frugtbladene hos Helleborus og Naalene hos Fyrren), og hos begge er Væxten begrændset paa samme Maade. Hertil kommer endnu, at Koglerne altid indjagensammesPlads paa Aarsskuddet Blomst af Helleborus. Alle Bladene ere borttagne med (Toppen af samme) som de egentlige Undtagelse af de 5 Frugt- : blade. a Frugtbunden, hvor- Grene, medens Støvbladstandene (Han- paa sees Arrene af de bort- raklerne) sidde i Dværggrenenes Sted ERR (langs med Siden), såa at der ikke kan være nogen Tvivl om, at Koglerne ere opstaaede ved Omdannelse af de egentlige Grene og at Støvbladstandene ere de omdannede Dværggrene, hvilket ogsaa bestyrkes derved, at begge de sidstnævnte have en kort Varighed, medens Koglerne ikke sjelden blive siddende meget længe (indtil 20 Aar). Dværg- grenenes Slægtskab med Blomsten sees ogsaa deraf, at hos mange Træer Blomsterne ikke kunne fremgaae af Knopper, som bæres umiddelbart af de egentlige Grene, men maae ligesom forberedes gjennem flere Generationer af Dværggrene, hvilket navnlig gjælder med Hensyn til Frugitræerne, idet man, som vi nedenfor skulle see, ved Beskæringen søger at fremtvinge Dværggrene, for af dem igjen at faae Blomster og Frugter. Disse Træer have altsaa egentlig en dobbelt Metamorphose; den sidste og 314 højere, som fører til Blomsten, naåaes først gjennem den lavere af Dværgrenene. "Da Dværggrenenes Væsensmærke nærmest maa søges i deres ringe Væxt og korte Levealder, saa vil det maaskee . være rigtigst til dem — i mere udvidet Betydning — ogsaa at henføre Torngrenen og den blaåadagtige Green. — Hos Torngrenen eller den til Torn omdannede Green standser Væxten i det første Aar, idet Stængelspidsen bliver haard og træagtig; Stængelstykkerne ere i Regelen udviklede, men sammenflydende og ikke tydelig adskilte, da Bladene sæd- vanlig ere rudimentære (f, Ex. hos Gleditschia), sjeldnere ud- viklede, som hos Slaaentornen og Vissen (Fig. 196). Hos denne Fig. 18. Fig. 19. sidste dannes der meget regelmæssigt i Hjørnet af hvert Blad en lille Torn- green, som altid har samme Form og Størrelse (Fig. 19 c), og som bliver sid- Fig. 18 Torngreen af Vissen (Genista anglica) paa en dende 2—3 Aar (Fig treaarig Green, Fig. 19 Torngreen af samme Plante i SÅ det første Aar. a Blad, b Knop, c Torngreen. 18); under Torngre- nen er der endnu en Knop (Fig. 19b), som enten danner blom- ster eller voxer ud til en egentlig Green. — De bladagtige Grene (Fig. 20) ere flade og grønne og have overhovedet saa megen Lighed med Blade, at man ikke kanundre sig over, at de tidligere henførtes til disse; men undersøger man dem nærmere, vil man finde, at de ligesom andre Grene udgaae fra Hjørnet af et Blad, der rigtignok altid er meget lille og skjælagtigt, saa at det let ganske oversees; at de virkelig ere Grene, kan desuden sees deraf, at de bære 315 Blomster, noget, som aldrig finder Sted med Bladet. Saadanne blad- agtige Dværggrene voxe kun det første Aar, men de kunne ofte blive siddende i flere Aar inden de falde af. De forekomme navn- lig hos Ruscus, henhørende til Aspargesfamilien, hos Xylophylla P% ler af Vortemælkfamilien, og hos den en Ar bR ene, møs mærkelige nyzelandske Naaletræ- cus aculeatus. a seet fra Over- fladen med en Blomst i Hjørnet slægt Phyllocladus. af 'et Dækblad, b seet fra Under- fladen, c€ skjælagtige Støtteblade. Efterat vi saaledes have søgt at oplyse Dværg- grenenes Natur i Almindelighed, gaae vi over til at betragte den Indflydelse de udøve paa Træets Form. Medens det er de egentlige Grene eller Aarsskuddene, som i Regelen bestemme den hele Grundplan, hvorefter Træet opføres, og altsaa betegne Hovedtrækkene i den Stil, som gjør sig gjældende i Kronens Form, såa er der dog visse Træer, hos hvilke Dværggrenene ere såa over- veiende, at de ligesaa meget som de egentlige Grene, eller endog mere end disse, bestemme hele Træets Phy- siognomi. Der viser sig i denne Henseende en væsentlig Forskjel, som beroer paa, om Dværggrenene ere mest blad- eller mest blomsterbærende. Vi skulle først omtale de Træer, hvis Dværggrene i den første af disse Egenskaber have Indflydelse paa Kronens Form. Herhen høre saaledes først og fremmest Naaletræerne, der navnlig hvad det Architectoniske angaaer have deres mest typiske Kepræ- sentant i Fyrren. Hos denne ere de egentlige Grene ind- 316 skrænkede til Toppen af Aarsskuddet, hvor de ere krands- stillede; ellers findes kun Dværggrene, der, da de ere Fig. 21. Fig. 22. - Fig. 23. Weymouthsfyr, Ædelgran "), Araucaria excelsa. meget korte og desuden falde af efter tre Aars Forløb, bevirke de nøgne Partier, som adskille Greenkrandsene fra hinanden, og altsaa ligesaa meget som disse ere Åarsag ") Denne Figur viser den Form, Kronen antager hos Naaletræer i tætte Bevoxninger, medens Fig. 21 og 23 angive de fritstaaende Træers Kronform. i 317 til den charakteristiske Lagdeling af Kronen (Fig. 21—323). Paa den anden Side skylde disse Træer Dværggrenene alene hele deres Løvrigdom — uden disse vilde Fyrren staa ligesaa nøgen og bladløs som en Cactus, da alle de egentlige Grene kun have meget smaa, skjælagtige Bladrudimenter, men ingen udviklede Blade — og denne er, uagtet Bladene i og for sig ere smaa, meget anselig, da man her paa samme Tid seer den hele Blåadmasse, som er dannet i Løbet af tre Sommere, medens hos Løvtræerne med affaldende Blade disse alle tilhøre den sidste Sommer. Dværggrenene ere ikke hos alle Fyrrearter fordeelte langs med ÅAarsskuddene ganske paa samme Maade, og ved de Forskjelligheder, som i denne Henseende gjøre sig gjæl- dende, er man ofte istand til ved første Øiekast at kunne adskille Arter, som ellers i andre Forhold have megen Lighed”). ”) Dette gjælder saaledes for at tage Exempier fra Arter, som hos os kunne sees i Haver og Skove, med Hensyn til Pinus austriaca, P. monspeliensis og P. Pinaster; hos den, første af disse indtage Dværggrenene hele Aarsskuddets Længde og -staåae kun i ringe "Afstand fra hinanden, hvorved der i Forbindelse med Bladenes mørkegrønne Farve frembringes en tæt og mørk Krone; hos begge de sidste derimod komme de ikke til Udvikling påa den nederste Deel af Aarsskuddet, som saaledes forneden er ganske nøgent, medens de forresten ere mere spredte og bære længere og lyse- grønne Naale; men disse opnaae hos P. monspeliensis allerede i det første Aar næsten deres fulde Længde, hvorimod de hos P. Pinaster vedblive at voxe, saa at de paa det 3 Aar gamle Aarsskud ere dobbelt saa lange som paa det sidstdannede og dertil meget tykkere og løst nedhængende. Hertil kommer endnu et andet For- hold, som bidrager til at give denne Art en egen Habitus, nemlig at Dværggrene ikke sjelden voxe ud til egentlige Grene, og at lige- ledes de krandsstillede Knopper ofte danne Skud det samme Åar, de ere fremkomne, hvorved den i sin hele Væxt faaer en ualminde- lig Yppigheds og Frodigheds Præg. 318 Næst efter Fyrren måa her nævnes Lærken og Cederen blandt de Naaletræer, hos hvilke Dværggrenene spille den vigtigste Rolle — thi det er disse som frembringe de langs med alle de egentlige Grene fordeelte Bladrosetter, hvorved Kronen fåaer et saa ejendommeligt Præg”) —. og frem- deles den i flere Henseender ,mærkelige nordamerikanske Dværggreen af Taxodium distichum. Cypres (Taxodium distichum)””), der ved Dværggrenenes særegne Beskaf- fenhed faaer et fra alle andre Arter af denne Familie såa afvigende Udseende, at man meget snarere troer sat see en Acacie for sig end et Naaletræ. De omtrent een Fod lange Aarsskud have spredte Blade, og samtidig med disse fremkomme — vel ikke af alle Blad- hjørnerne, men dog å temmelig regel- mæssige Afstande — toradede Dværg- grene, der alle have samme Længde (omtrent tre Tommer) og ere forsynede med flade, toradede, lysegrønne Blade, hvorved den heleDværggreen (Fig.24) faaer Lighed med visse Acaciers finnede Blad. Disse bladlignende Grene ere eenaarige og falde af om Efteraaret eller i Løbet af Vinteren, og fra samme Aarsskud udgaae ") Hos Gingkotræet (Salisburia biloba) have Dværggrenene tildeels samme Indflydelse, men Bladene have. en ganske anden Form. "") Denne Art, Amerikanernes »Bald Cypres«, opnååer en meget an- selig Størrelse og hører til de mest charakteristiske Træer i Skovene, som dække Missisippiflodens Deltagebet (Cypres-svamps) ; og dog taaler den vor Vinter! Den fortjente at have en langt større Udbredning i vore Haver og Skove, end der hidtil er blevet den tildeel. 319 det følgende Foraar paany Dværggrene og nogle faa lange Side- skud, som dannes af overvintrende Knopper. Hos Poppelen og Egen hevirkes den for begge charakteristiske Fordeling af Bladene i spredte Grupper tildeels derved, at alle Side- Fig. 25. ø H | G 47860 : Fig. 25. A et Aarsskud af et Pæretræ (1/3 af nat. Størrelse), beskaaret om Efter- aaret 1860 ved a. B samme Green om Foraaret 1861 med nylig udvoxne Sideskud d angiver det Sted, hvor de øverste Sideskud afknibes. C, D, E Skud dannede i Løbet af Sommeren 1861, svarende henholdsvis til Skuddene a, b, c paa Aarsskuddet B. F viser hvorledes C seer ud i 1862. Den toaarige Dværggren har i Enden en Blom- sterknop. G er Sporegrenen D med de i 1862 dannede Dværggrene. H svarer til E, som ligeledes har dannet Dværggrene. F 4860 320 skuddene ere samlede mod Toppen af Aarsskuddet, men de lange og tynde Dværggrene bidrage ogsaa, navnlig naar de efterhaanden falde af, til at gjøre Aarsskuddets nederste Parti end mere bladløst. Et lignende Forhold finder ogsaa Sted hos Birken, hvis Dværggrene kun vedblive i 2—3 Aar at danne Blade, men derpaa kunne blive siddende visne i mange Aar. Hos Bøgen derimod skyldes det tætte Løv- hvælv, som i såa høi en Grad udmærker dette Træ, for en væsentlig Deel Dværggrenene; thi disse ere korte, sidde tæt ved hinanden og blive længe ved at danne Bladrosetter. Blandt de Træer, hvis Dværggrene som blomster- bærende have den væsentligste Indflydelse paa hele Kro- nens Form og Charakteer, maae først og fremmest nævnes Frugttræerne; det er nemlig Dværggrene det skyldes, at Frugt- træerne om Foraaret ere såa tæt oversaaede med Blomster, at den hele Krone faaer Lighed med en stor Blomsterkost. Denne Rigdom paa Dværggrene er dog ofte tildeels frem- bragt ved Konst, nemlig ved Beskæring, og da denne Operation vil kunne tjene til at kaste Lys saavel over de særegne Forhold ved Frugttræernes Dværggrene som over disse Grenes Natur i Almindelighed, turde en kort Frem- stilling af den maaskee her være paa sin Plads. Ved at beskære eller knække Grenene eller ved at afknibe Enden søger man at give Næringsvædsken en saadan Retning, at den istedetfor at strømme til den øverste, med store og kraftige Knopper forsynede Deel af Aars- skuddet, kommer de ved Grunden siddende svagere Knopper tilgode, saa at der udvikles Dværggrene istedetfor egentlige Grene eller, som Gartneren udtrykker sig,. Frugtgrene istedetfor Trægrene. Har man saaledes i dette Øiemed om Vinteren 1860 beskaaret en Green indtil $ af dens oprindelige Længde (Fig. 25A), saa vil den det følgende 321 Foraar danne Sideskud, som gradvis tiltage i Længde op imod Toppen (B). Af alle de øverste Sideskud afknibes nu Enden, eller ved de kraftigere anvendes en Fremgangs- måade, som især bliver benyttet i Frankrig, men neppe saa meget som den burde hos os, og som bestaaer deri, at Skuddene knækkes 2—3 Tommer over Grunden, saåa- ledes at kun Vedet brister; herved svækkes Grenen — idet nemlig en Deel af Næringsvædsken anvendes til at læge det ved Knækningen frembragte Saar, — saa at de nedenfor liggende Knopper kun danne Dværggrene. Paa denne Maade søger man i Sommerens Løb ved gjentagne Gange — om fornødent gjøres — at afknibe, knække og beskære at svække alle de kraftigere Sideskud og gjøre dem skikkede til at danne Dværggrene. Om Efteraaret (1861), naar Bladene ere affaldne, vil man bedst kunne see Beskaffenheden af de i Sommerens Løb dannede Sideskud. De nederste (B,a) ere meget korte, kun 3—4 Linier lange Dværggrene (C), der vise Arrene af Knop- skjællene og af 3—4 Blade; de midterste (B, b) ere Grene af 3—4 Tommers Længde (D), de saakaldte Sporer eller Sporegrene, der uden at undergaåae nogen Behandling af sig selv danne Frugtgrene det følgende Aar; de øverste (B, c) have væsentlig samme Størrelse og Beskaffenhed (E), men dette skyldes, som vi have seet, Gartnerens Konst. Betragter man nu den samme Green det følgende Efteraar (1862), da vil det vise sig, at de nederste Skud have faaet en Tilvæxt lig den forrige Aar og danne to- aarige Dværggrene (F), der i Enden bære en ved sin Størrelse udmærket Knop, hvoraf der ogsaa Foraaret efter (1863) vil fremkomme Blomster. Af Knopperne påa Sporegrenene (D) er der blevet Dværggrene (G), og de øverste Grene (E) vise samme Forandring (H); 22 322 men disse Knopper danne endnu i dette Aar kun Blade, og først det følgende Aar (1864) Blomster. Påa denne Maade har man altsaa ved Beskæringen bragt det til, at den lange Green (ÅA) i hele sin Længde bærer Dværg- grene (Frugtgrene), enten umiddelbart eller paa korte Sideskud. Saadanne Frugtgrene ere i een Henseende Fig. 26. Fig. 26. En sexaarig Dværggreen af et Pæretræ.. a, a' og 2/'Y angive de Steder,. hvor Blomsterstandene have siddet. — Fig. 27. En femtenaarig Dværggreen af Pyrus amygdaliformis. Begge i nat. Størr. ; væsentlig forskjellige fra Dværggrenene hos de fleste andre Træer, idet de nemlig forgrene sig og paa denne Maade kunne vedblive at voxe i en lang Aarrække. Denne: For- 323 grening foregaaer meget regelmæssigt, som man vil see ved at betragte hosstaaende Figur (26) af en sexaarig Dværggreen af et Pæretræ, Da denne fremkom, dannedes det første Aar (1854) kun Blade — ligesom paa Dværg- grenen Fig. 25 F. 1861 —, men det følgende Aar (1855) foruden Bladene tillige en endestillet Blomsterstand, som naar den tilligemed den øverste Deel af Grenen er af- falden, efterlader et Ar (ved a); dens Væxt og videre Udvikling vilde altsaa herved være afsluttet, hvis her ikke imod det hos Dværggrenene almindelig gjældende Forhold fandtes Hjørneknopper. Af disse er der i Reglen to til- stede, som ofte allerede det samme Aar danne en meget kort, sædvanlig kun med to Blåde forsynet Green (m, m' m”). Betragte vi fremdeles Udviklingen af Sidegrenen til Højre, såa sees det, at den 1856 dannede Blade, men 1857 en Blomsterstand ved a'. Dette Aar udvikledes der kun een Hjørneknop, og den heraf dannede Green havde allerede det følgende Aar en Blomsterstand ved a”, men dennes Sideskud havde 1859 kun Blade, saa at der først det næste Aar fremkom en Blomsterstand. hvilket ogsaa kan sees af Endeknoppen (n), der ved sin Størrelse giver sig tilkjende som en Blomsterknop. Paa denne Maade kunne Pæretræernes Dværggrene vedblive at bære Frugter og altsaa ogsaa at forgrene sig 8$—10 Aar (eller stundom endnu længere); men naar de blive ældre, danne de kun Blade, og den hele aarlige Stængeldannelse er da kun een Linie lang, såa at man paa saadanne gamle Dværggrene kan see tynde, udeelte Greenspidser, som indeholde 10—12 Aars Stængeldanmelser og dog kun ere een Tomme lange; efterat deres Væxt og Livsvirksomhed omsider -ganske er ophørt, kunne de endnu, naar de ikke afstødes, blive siddende i mange Aar døde og visne. 29% 324 Under ugunstige Forhold kunne Dværggrenene, navnlig hos visse Arter af Pæretræer, være ganske ufrugtbare og stemme da i Form overeens med Bøgens Dværggrene. Der findes saaledes i vor botaniske Have et Pæretræ (Pyrus amygdaliformis), hvis Dværggrene næsten alle have denne Beskaffenhed (Fig. 27) og i en Alder af 15—20 Aar kun have en Længde af 3—4 Tommer. bg Foruden Frugttræerne er der flere af de i vore Haver almindelig dyrkede Buske, hvis Dværggrene navnlig som blomster- og frugtbærende spille en vigtig Rolle; dette gjælder fornemmelig omdetilBerberis- og Ribsslægten hørende Arter. Berberisserne stemme tildeels overeens med Fyrren, hvad Dværggrenenes Forhold til Åarsskuddet an- gaaer; thi dette (den lange Green) hår kun meget rudimen- tære Blade under Form af Torne (svarende til de brune Skjæl hos Fyrren), og Knopperne i Hjørnet af disse ufuld- komne Støtteblade udvikles samme Aar og danne Dværg- grene, der enten ålene bære en Roset af Blade eller tillige Blomster. Den regelmæssige og tætte Fordeling saavel af Blade som Blomster (og senere af Frugterne), der giver disse Buske deres eiendommelige Skjønhed og Yppigheds Præg, bevirkes alene ved Dværggrenene, og uden disse vilde Berberissen staae ligesaa bladløs og nøgen som en Cactus. Hos Stikkelsbærbuskene sees ligeledes Torne, der have næsten samme Form og ganske den samme Stilling som hos Berberissen, og i Hjørnet af disse Torne sidde ligeledes Dværggrene, men ved en nærmere Betragtning vil man snart overbevise sig om, at Tornene her have en ganske anden Oprindelse — de ere nemlig Barktorne, som udgaae fra Bladpuderne — og desuden er der den væsentlige Forskjel, at her findes normale Støtteblade, og Knopperne i Hjørnet af disse (hvoraf Dværg- 325 grene fremkomme) udvikles først Aaret efter, at de ere dan- nede. Stikkelsbærbuskens Dværggrene opnaae en Alder af 3-6 (sjelden flere, undertiden indtil 12) Aar; de voxe kun 1-2 Linier om Aaret og bære 3—4 Blade og Blomster; da disse ere hjørnestillede, finder her i Reglen ingen Forgrening Sted, saa at Dværggrenene ligne dem hos Bøgen; dog ere de stundom forgrenede og ligne da Frugttræernes Dværg- grene. Hos de som Zirbuske dyrkede Ribsarter (Blod- og Gyldenribs) have Dværggrenene Betydning som blomster- bærende og gjøre i denne Henseende omtrent samme Virkning som hos Berberissen. Ikke mindre end de egentlige Dværggrene kunne … ogsaa de hermed beslægtede Bladgrene og Torngrene betinge hele Plantens Habitus. Medens Bladgrenene i denne Henseende (f. Ex. hos Ruscus) væsentlig have samme. Indflydelse som Bladene hos andre Planter, saa kunne derimod Torngrenene, nåar de ere meget frem- herskende, bevirke det samme Præg af Stivhed og Mono- toni hos den hele Plante, som udmærker den enkelte Torngreen. Dette er saaledes Tilfældet blandt de hos os vildtvoxende Planter med den saakaldte Tornblad (Ulex europæus); men der er mange Egne påa Jorden, navnlig i Amerika, hvor den hele Plantevæxt, under Indvirkuing af visse klimatiske Forhold (Tørke i Forbindelse med høi Varme) faaer sin eiendommelige Charakteer ved en Over- fylde af Torne, der udøver en såa meget større Virkning derved, at den i Almindelighed træder i Forbindelse med en Hæmning af de andre Vegetationsorganer, af Bladene og de egentlige Grene. — Saåadanne tornede Planter ere fremherskende i de ørkenagtige Egne paa Vestsiden af den nordlige Deel af Chili og danne de saakaldte Espi- nales eller Tornekrat, især bestaaende af Colletier (Colletia 326 spinosa 0. m. a.), lave Buske, der, da alle Grenene ere spidse, askegraa Torne, og da de smaa Blade hurtig falde af, staae saa døde og stive, at man neppe skulde tiltroe dem Liv.”) Ganske tilsvarende Forhold frembyder den saakaldte Mesquite- eller Chaparal- Vegetation, der bedækker store Strækninger i Ny-Mexico og den sydlige Deel af Texas, og som bestaaer af tornede Buske og smaa Træer, blandt hvilke foruden Mesquitetræet (Algaro- bia glandulosa) mange Øhamneer og Xanthoxyleer ere frem- herskende.”) Men denne Hæmning af alle Vegetations- organerne i Forbindelse med Tornrigdom opnaaer dog først sit Maximum hos Cactusplanterne. Vi kunne derfor ikke undlade her til Slutning at omtale disse Planter og navnlig Cactustræerne; thi ihvorvel de ikke kunne siges at have egentlige Dværggrene, saa faae de dog for en væsentlig Deel deres eiendommelige Charakteer ved de til Tornknipper reducerede Grene. Wet er i Ny-Mexico og påa Mexicos Høisletter (4—6000'), at de skygge- løse Cactusskove indtage store Strækninger, og her seer man ofte paa flere Dages Reiser næsten ingen andre Træer end de »stive, monolithlignende Cereus - Støtter, colossale Cereus-Kandelabre med Stammer som vore tykkeste Egetræer og vidtudbredte Grene, og uhyre Echi- nocact-Mørsere«. Naar man betragter disse forunderlige Cactustræer, som undertiden i Løbet af 1—200 Aar danne enten slet ingen”) eller kun ganske faa Grene, saa ”) Poppig, Reise i Chili og Peru, I. S. 176. ”) Blandt de charakteristiske Tornvæxter i dette Plantegebet skulle endnu fremhæves: Holacantha, Olneya, Fouquiera og Koeberlinia (Engelmann: On the Charact. of the Veget. of Southern Texas). ' De støtteformede Cereer, mange Arter Echinocactus og navnlig Melo- cactus have en ganske udeelt Stamme. Hos den sidstnævnte Slægt er Blomsterstanden desuden endestillet, saa at de herhenhørende Arter kun blomstre een Gang, hvorpaa de gåae ud ligesom Agaverne. KYY 327 "møder os her den samme Hæmning i Væxt og Udvikling, Fig. 28. FEER, Ære ad => SDU) SAG, g terne MA FEEEEAN MA Ø | Dette Billede (efter Emory) viser Charakteren af. Cactusvegetationen i Ny-Mexico Foruden den 50—60 Fod høie ,,Saguarro' (Cereus giganteus), hvis Stamme forneden har 6 Fod i Omkreds og hvis Frugter udgjøre Gilah-Indianernes (Gilahdalen). sees her ogsaa den colossale ,,Visnaga'' (Echinocactus Vis- naga), der har en Høide af 9 Fod og 9/, Fod i Omfang.) Hovednæringsmiddel, ”) Dette Monstrum af Cactus kunde man for nogle Aar siden see i, den botaniske Have i Kew, hvortil den bekjendte GCactussamler Staines havde bragt et Exemplar fra Mexico, som dog efter kort Tids Forløb gik tilgrunde. 328 som vi have lært at kjende hos Dværggrene,. og man kunde fristes til at sammenligne det hele Træ med en Dværggreen”); men denne Sammenligning er dog mest berettiget, naar man indskrænker den til de talrige abor- terede Grene, der vise sig under Form af Tornknipper. Disse indtage Grenenes sædvanlige Plads, nemlig Hjør- nerne af Bladene eller Bladpuderne ”) og kunne blive Ris29) Fig. 29. Et Stykke af Echinocactus leucanthus. &a Tornknippe. b en fra samme udskydende Green. — Fig. 30. Toaarigt Tornknippe af en Pereskia. a Arret af det affaldne Støtteblad. »b den nederste Deel af et fra Midten af Tornknippet i det andet Aar fremskydende Blad. siddende en lang Aarrække næsten uden at voxe. Tor- nene (der antages at svare til Knopskjællene og altsaa ere rudimentære Blade) kunne undertiden opnaåe en Længde af een Fod, og hos mange Arter kommer hvert Aar (indtil en vis Alder) nye Torne til i Midten af Knippet. ") Ogsaa i Vedlegemets overmaade ringe aarlige Forøgelse i Tykkelse ligner Cactusstammen Dværggrenen. De fleste Cactusarter have vel oprindelig Blade, men disse ere saa rudimentære og saa hurtig affaldende, at de i Almindelighed ganske oversees; kun Mamillaria, Echinocactus, Melocactus og nogle Cereus-Arter mangle ganske Blade. Bladpuderne eller de knudeformig fremtrædende Partier af Stængelen, hvorfra Bladene udgaae, erstatte Bladene og ere navnlig stærkt udviklede hos de ovennævnte ganske bladløse Slægter. i) 329 At disse Tornknipper virkelig ere aborterede Grene — Greennaturen er jo her saa skjult og utydelig, at man ikke kan undre sig over, at den er bleven draget i Tvivl — det bestyrkes ved det Forhold, hvori de staae til Karbund- terne i Stammens Indre, og fremdeles derved, at de stundom kunne danne Blade (Fig. 30), eller at der i nogle Tilfælde fra dem kan udgaae egentlige Grene (Fig. 29). Sex Forelæsninger om Lyslæren for unge Tilhørere. Af J. Tyndall, Professor ved Royal Institution i London. Vi: Indhold af den femte Forelæsning (DM Farver, som i Forening give Hvidt, kaldes Supplement-Farver eller Udfyldnings-Farver. Det prismatiske Billede udstrækker sig videre til begge Sider end vi kunne see. Øiet modtager ofte Farveindtryk, hvor der i Virkeligheden ikke findes nogen Farve. Mange Menneskers Øine ere blinde for visse Farver. De usynlige Straaler udenfor den violette Ende af det prismatiske Billede kunne blive gjort synlige. Naar det hvide Lys gaaer igjennem en sædvanlig Lindse, brydes de violette Straaler stærkere end de røde, og de samles derfor ikke begge i samme Brændpunkt; dette kaldes Feilen påa Grund af Lindsens farvespredende Kraft. De fleste Farver, som de forskjellige Legemer vise, fremkomme derved, at Legemerne indsuge en Deel af de farvede Lysstraaler i det hvide Lys og lade andre gaae igjennem sig, men Farver frembringes ogsaa påa mangfoldige andre Maader, uden Indsugning, f. Ex. det prismatiske Farvebillede selv, hvis Farver fremkomme ved Brydning, ligeledes Regnbuen, som er et prismatisk Solbillede. De smukke Farver, som en tynd Sæbeboble viser, ere ikke bevirkede ved Ind- sugning af Farvestraaler, heller ikke de spillende Farver paa Halsen af en Due eller paa en Paafuglehale; Farverne paa Vingerne af mange Insekter beroe heller ikke paa Indsugning af Farvestraaler. Meget pragtfulde Farver fremkomme, naar farveløs Terpentinolie hældes ud over farveløst Vand. Det anløbne Staals blaae eller gule Farver hid- røre heller ikke fra Indsugning af Farvestraaler; men saadanne Farver frembringes, naar Lysstraalerne gaae igjennem meget tynde Legemer, hvad enten de ere faste, flydende eller luftformige. Disse Farver kunne ogsaa fremkomme, naar Lysstraalerne gaae igjennem en meget 331 fin Sprække, saaledes har jeg ofte i det Indre af Isklumper frem- bragt Revner, som viste meget glimrende Farver. Farver frembringes ogsaa ved Tilbagekastning fra Overflader med Ridser; de tynde Traade af Edderkoppens Spind glindse med pragt- fulde Farver; ligeledes sees ofte tynde Skyer, især i Alpe-Egnene, omgivne af de meest glimrende Farver, uagtet det er hvidt Lys, som falder paa dem, og man maa vel skjelne mellem disse Farver og dem, som vise sig ved Morgen- og Aftenskyerne; thi disse vise kun Farverne af de Lysstraaler, som falde paa dem. Der fremkommer ogsaa Farver, naar man betragter et Lys gjennem Støv, som er i Bevægelse i Luften, idet Støvdelene alle omtrent have samme Størrelse. De her omtalte Farver har man givet forskjellige Navne efter de for- forskjellige Maader, hvorpaa de ere frembragte; nogle kaldes tynde Legemers Farver, andre Bøiningsfarver, men alle fremkomme de ved Lysstraalernes Vexelindgreb. eller Interferens, hvilket vel er temmelig vanskeligt at forklare, men som maaskee kan blive tydeligt påa følgende Maade. Alle de tidligere omtalte Love kunne udledes, nåar man gaaer ud fra den Forudsætning, at Lyset frembringes ved Bølger eller Svingninger; ved Tilbagekastning af Bølger er Indfalds- vinklen lig Udfaldsvinklen; Lovene for Brydningen følge ogsaa af Bølgebevægelsen. Lyden frembringes ved Svingninger i Luften, idet Luftbølger, som træffe Øret, frembringe Lydindtryk; paa samme Maade tænker man sig, at Lyset forplantes ved Svingninger til Øjet, kun at Svingningerne ikke foregaae i Luften, men i et Stof, man kalder Æther, og som man antager gjennemtrænger alle Legemer og ud- fylder Verdensrummet. Naar man kaster en Steen i roligt Vand, vil der rundt om det Sted, hvor Stenen har truffet Vandet, frembringes kredsformige Bølger, som derfra udbrede sig til alle Sider; disse Bølger bestaae i en Række af Forhøininger, Bølgebjerge, som ere adskilte fra hinanden ved Fordybninger, Bølgedale. Tænke vi os to Stene kastede i Vandet i ringe Afstand fra hinanden, ville Bølgerne fra den ene Steen krydses af dem fra den anden ; paa de Steder, hvor et Bølgebjerg støder sammen med et andet, vil Vandet løftes højere i Veiret, der vil fremkomme et højere Bølgebjerg; paa de Steder, hvor en Bølgedal støder sammen med en Bølgedal, vil der fremkomme en dybere Bølgedal; men påa de Steder, hvor et Bølgebjerg træffer en lige saa stor Bølgedal, vil det ene hæve Virkningen af den anden, og Vandet vil hverken hæves eller sænkes; saaledes kunne Bølgerne fra en Steen tilintetgjøre Bølgerne fra en anden. Det samme gjælder båade om Lyd- og Lys- bølger; vi kunne faae en Lydbølge til at hæve Virkningen af en anden, saaledes at der ved deres Sammenstød bevirkes Stilhed; vi kunne ogsaa faae en Lydbølge til at hæve en anden, saaledes at deres .For- ening frembringer Mørke; denne Bølgernes Virkning paa hinanden kaldes deres Vexelindgreb eller interferens. 332 De Bølger, som frembringe rødt Lys, ere de længste, og de, som frembringe violet Lys, ere de korteste, og de, som frembringe de andre Farver, ere beliggende mellem disse. Alle de sovenfor omtalte Farver, som ikke ere frembragte ved Indsugning, fremkomme derved, at en Deel af det hvide Lys forsvinder påa Grund af Lysbølgernes Vexel- indgreb, hvorved Udfyldnings-Farven til den forsvundne kommer frem. I min sidste Forelæsning tog jeg det hvide Lys, og ved at lade det gaae igjennem et Prisme sønderlemmede jeg det, udfoldede det for Eder og viste Eder, hvoraf det hvide Lys bestod. I saae, at det var sammensat af en uendelig Mængde Farver, af hvilke det Røde var det mindst og det Violette det meest brydbare. Jeg tog derpaa disse samme Farver, som I saae udbredte for Eder påa Skjærmen, samlede dem ved Hjælp af en Lindse og dannede paa ny Billedet af Kulspidserne, hvorfra Lyset var udgaaet. Ikke desto mindre er jeg dog overbevist om, at der iblandt mine Tilhørere var flere, som ikke saae alle disse Farver; de kunde maaskee see to eller tre af dem, men jeg er vis paa, at der var flere, som slet ikke kunde see den røde Farve; thi jeg kjender mange, som ikke kunne skjelne mellem de røde Blomster af en Geranium og dens Blade. Saaledes kunde den berømte Dr. Dalton i Manchester ikke skjelne mellem de modne Kirsebær paa Træet og de omgivende Blade; Rødt og Grønt. vare aldeles eens . for ham; en anden, som leed af samme Feil, kunde ikke see Forskjellen mellem Farven af en rød Soldatertrøie og af et graat Æsel. Imellem Eder, mine unge Tilhørere, findes der vistnok flere Tilfælde af denne Årt, og det er mærkeligt nok, at denne Farveblindhed findes sjeldnere hos Damer end hos Herrer; men om det 333 "hidrører fra, at de bedre kunne skjule denne Feil eller fra andre Omstændigheder, veed jeg ikke, men vist er det, at den sjeldnere findes hos Damerne. Enhver kan for Resten for en kort Tid gjøre sig blind for en bestemt Farve paa lignende Maade, som man f. Ex. ved at lugte længe til Moskus kan svække sin Lugtesands og gjøre Lugtenerverne ufølsomme for anden Lugt, endog for Lugten af Moskus. Lader man nemlig stærkt Rødt i længere Tid . falde påa Øiet, gjør man det derved ufølsomt eller blindt for denne Farve, og det er et Forsøg, som Enhver let kan gjøre med sig selv. See f. Ex. i et Minut eller to påa en rød Oblat, som er stærkt belyst, og man vil då see en grøn Kant udenom den, og naar man hurtigt tager den bort, vil man see, at det Sted, hvor den har ligget, er grønt. Hvorfor just grønt? Jo, fordi Øiet tildeels er blevet blindt for rødt Lys, og nåar man tager Oblaten bort, vil man i det hvide Lys fra det Sted, hvor den har ligget, ikke kunne see det røde Lys, og det vil altsaa vise sig med Udfyldningsfarven til Rødt, som er Grønt, og paa denne Maade kunne vi tildeels gjøre os blinde for forskjellige Farver. Der er et Sted i vore Øine, som er fuldkommen blindt, det er: ufølsomt for Lysindtryk, noget som de fleste Mennesker slet ikke vide, men som Enhver kan overbevise sig om ved følgende Forsøg. Man sætter to Oblater eller maler to sorte Pletter påa et Stykke hvidt Papir i en Afstand af omtrent 21 Tomme frå hinanden, og naar man da lukker det ene Øie, f. Ex. det højre, og seer med det venstre paa Pletten til højre, vil Lyset fra den venstre Plet træffe det blinde Punkt i Øiet, og man vil ikke kunne see denne. Paa denne Maade kan man tildeels blive blind for en hvilken som helst Gjenstand, naar man lader det paa Nethinden 334 dannede Billede træffe det blinde Punkt, og Billedet ikke er større end dette; jeg kan f. Ex. gjøre det med Maanen, og jeg modtager da ikke noget Indtryk af de Lysstraaler, der træffe dette Punkt, som er ufølsomt for Lysvirkninger. Jeg vil nu gjøre et Forsøg, som skal tjene til at furklare, at man ofte, som ved den ovenfor omtalte røde Oblat, seer Farver, som i Virkeligheden slet ikke ere til; den grønne Farve paa Papiret under Oblaåten var der i Virkeligheden ikke, og dog saae vi den; jeg lader Lyset fra den elektriske Lampe gaae igjennem dette Stykke Glas. som er farvet blaat, og vi see da blaat Lys paa Skjærmen; men naar jeg holder min Arm i dette Lys, ville I see, at Skyggen, som den kaster, er gul. Dette hidrører ganske simpelt derfra, at I ved at see paa det Blaae, ere blevne blinde eller ufølsomme før denne Farve, og derfor see I paa Skjærmen Udfyldningsfarven, som er Gult. Vi have seet, at det hvide Lys er sammensat af Lys- straaler af forskjellig Brydbarhed, og vi vide ogsaa, at Lysstraalerne, naar de gade igjennem en Straalesamler, brydes og samles i et Brændpunkt; naar jeg derfor sender en Lysstraale af hvidt Lys gjennem denne Lindse, som er en Samlelindse, ville Lysstraalerne brydes, men de blaae og violette Straaler ville brydes stærkere end de røde, og Følgen deraf vil være, at hvis Brænd- punktet for de blaae f. Ex. er:i 6, vil det for de røde være” længere borte, f. Ex. ved »—, saa at vi altsaa indtil Punctet 6, Brænd- 3309 punktet for de blaae Straaler, ville have en blaa Lys- kegle omgiven af en rød, og hvis vi opfangede Billedet påa en Skjærm, vilde vi see det omgivet af en rød Rand; længere borte derimod, f. Ex. ved 7, ville vi have en rød Lyskegle omgiven af en blaa, og Billedet paa Skjær- men vilde da omgives af en blåa Rand. Dette kan jeg let vise Eder ved et Forsøg; jeg har her en Samlelindse, hvormed jeg frembringer et Billede af Kulspidserne paa Skjærmen; rykker jeg denne lidt nærmere til Lindsen, see I, saaledes som jeg ovenfor forklarede det, at Billedet er omgivet med en rød Rand, hvorimød det, naar jeg rykker Skjærmen længere bort, omgives med en blaa Rand. Jeg omtalte før Farveblindhed hos forskjellige Men- nesker, men jeg vil nu henvende Eders Opmærksomhed påa en særegen Art af Blindhed, som vi alle lide af; jeg frembringer først det prismatiske Farvebillede, som jeg oftere har vist Eder, ved Hjælp af et Glasprisme, og jeg bruger denne Gang kun eet Prisme, medens jeg i forrige Forelæsning brugte to for at sprede det prismatiske Billede mere. I see nu her det røde Lys, men her, hvor jeg berører Skjærmen udenfor det Røde, kunne I ikke iagt- tage noget, og dog falder der Millioner Straaler paa dette Sted, men disse Straaler ere ikke i Stand til at frembringe Lys, men kunne kun frembringe Varme, hvilket jeg ogsaa var i Stand til at vise Eder, men da det ikke hører herhen, vil jeg forbigaae det. Udenfor den anden Ende af det prismatiske Billede er der ogsaa en uendelig Mængde Straaler, som I heller ikke kunne see, de ere, havde jeg nær"sagt, for høie til at kunne sees; thi der findes Toner, der ere saa høie, at det menneskelige Øre ikke 336 kan høre dem”), og sammenlignelsesvis dermed vilde jeg sige, at de Farver, som frembringes af Lysstraaler udenfor det Violette, ere for høie til at kunne iagttages af det menneskelige Øie; men jeg kan gjøre deres Virk- ninger synlige. Jeg har her en Opløsning af svovlsurt Chinin, som er fuldkomment klår og uden nogen som helst Farve, og nååar jeg nu dypper dette Stykke Trækpapir deri og holder det hen i det mørke Rum udenfor den violette Ende af det prismatiske Billede, see I, at det antager en lyseblaa Farve. Dog er det kun de violette Straaler i det prismatiske Billede og de usynlige Straaler, som ligge udenfor disse, der kunne frembringe denne Virkning; thi naar jeg holder Papiret med Chinin-Op- løsning i det hvide Lys eller i de andre stærkt lysende Straaler i det prismatiske Billede, see I ingen Virkning, hvilket jeg ogsåa kan vise påa en anden Maade ved at udelukke disse Straaler, idet jeg anbringer et mørkviolet Glas foran den elektriske Lampe og lader de violette Straaler falde paa Papiret med Chinin-Opløsningen; saåaa- ledes har jeg her med denne Opløsning skrevet Navnet påa den Mand, som har opdaget disse særegne Forhold, men I kunne nu Intet see paa Papiret, efterdi Opløsningen er farveløs; men naar jeg holder det hen i det violette Lys, see I tydeligt Navnet paa Manden: Professor Stokes i Cambridge. Man kan saaledes vise Tilværelsen af disse usynlige Straaler, som findes i det hvide Lys, og der er visse Arter af Lys, som indeholde en stor Mængde af disse Straaler, f. Ex. Lyset fra den elektriske Gnist, og der ere flere Legemer, som i høi Grad egne sig til åt ”) Saaledes er der mange Mennesker, der enten aldeles ikke eller kun meget svagt kunne høre den Lyd, som Græshopperne frem- bringe. O. A. 337 gjøre deres Virkning kjendelig, f. Ex. en Art Glas med grønlig Farve, som efter det Stof, hvormed det er farvet, kaldes Uranglas. Naar jeg lader en elektrisk Gnist gaae forbi dette Stykke Uranglas, jeg her holder, ville I see det skinne med et Lys, der omtrent har den samme blaae Farve, som I før saae paa Papiret med Chinin-Opløsningen. Jeg har her et Glasrør, hvor der i den ene Ende er en Chinin-Opløsning og i den anden Ende et andet Stof, som ogsaa kan blive lysende ved disse usynlige Straaler, men som antager en anden Farve, og I see nu, idet jeg lader den elektriske Strøm gaae igjennem Røret, at begge Vædsker blive lysende, hver med sin særskilte Farve, og I ville tillige kunne bemærke, at Lysningen ikke ophører lige straåx, naar jeg afbryder Strømmen, men vedbliver i kort Tid, dog kun i meget kort Tid efter at Aarsagen dertil, den elektriske Strøm, er ophørt. Jeg kan vise Eder det endnu stærkere med et andet Apparat, en Samling af Rør, som jeg har ophængt der paa Væggen, og hvori I see, at Lysningen vedbliver endnu i længere Tid efter at Strømmen er ophørt, saa at det seer ud, som om Lyset blev standset og opholdt lidt i Rørene og derpaa fik Lov til at slippe ud igjen. Jeg har endnu et herhen hørende Forsøg, som jeg vil vise Eder, før jeg forlader denne Gjenstand, nemlig med det Pulver, som jeg har i disse Glasrør; naar jeg lader Lyset falde derpaa, vil det ligesom indsuge dette og derpaa senere give det fra sig igjen; I see, at det nu er ganske mørkt, uden at der er nogen som helst Lys- ning ved det, men nu stiller jeg dem foran Lampen og. lader Lyset i nogen Tid falde paa dem, og I see da, at de blive selvlysende, idet de ligesom holde Lyset tilbage og sende det ud igjen. Denne Egenskab ved Legemer 23 338 kaldes Fosforescens, hvorimod det ovenfor omtalte For- hold med Chinin-Opløsningen og Uranglasset kaldes Fluo- rescens. Jeg maa endnu nogle Øieblikke udbede mig Eders Opmærksomhed for nogle Betragtninger angaaende Far- verne; jeg er overbevist om, at Enhver vil erklære den Vædske, jeg har her i denne Flaske for at være fuld- kommen farveløs; end ikke det skarpeste Øie kan opdage nogen Farve i den. Det er nemlig fuldkommen reent "Vand — ikke det, man sædvanlig kalder reent Vand, men Vand, som er renset ved Destillation, uden noget som helst Spor af Ureenlighed eller fremmede Stoffer deri. Der er, som: jeg ovenfor sagde, ikke Spor af Farve at opdage i det, og Enhver vilde erklære det for fuldkommen farveløst; ikke desto mindre vil Vandet, naar det hvide Lys gaaer igjennem det, tilbageholde nogle af Farve- straalerne, og de øvrige, som gaae igjennem, ville da meddele Vandet Farve; men dertil er Vandmængden, som indeholdes i denne Flaske for ringe, og det vil først vise sig, naar jeg lader Lyset gaae igjennem en længere Strækning fyldt med Vand, som f. Ex. igjennem dette Kør, jeg her har, der er 15 Fod langt. Jeg holder det vandret og lader det kun være halv fyldt med Vand, saa- ledes at Lyset fra den elektriske Lampe, idet det gaaer igjennem Røret, baade gaaer igjennem Luft og igjennem Vand, for at jeg kan sammenligne Farverne af de dannede Billeder paa Skjærmen; for Enden af Røret, nærmest Skjærmen, an- bringer jeg en Straalesamler, som giver mig et Billede, hvis ene Halvdeel er hvid, hidrørende fra de Lysstraaler, som ere gaaede gjennem Luften i Røret, men hvis anden Halv- deel, som I see, har en smuk og stærk grøn Farve, hvilket altsaa er den Farve, som endogsaa fuldkommen reent 339 Vand i Virkeligheden har, men som vi sædvanlig. ikke bemærke, fordi den er såa svag, at den kun kan iagttages, naar Lyset, for at komme til vort Øie, maa gaae igjennem større Masser eller Tykkelser af Vand. Det samme finder ogsaa Sted med Vandet i fast Tilstand eller Is, og jeg har ofte ved mine Reiser i Alperne havt Leilighed til at iagttage Lyset gjennem store gjennemsigtige Isblokke, som da have havt en. smuk blaa Farve. Disse Farver hidrøre fra, at Vandet indsuger (absorberer) de røde Straaler idet hvide Lys, hvorved de grønne og blaae blive tilbage, og ved endnu større Tykkelser, som ved Isen, ogsåa de grønne, saaledes at Isen viser sig med en blaa Farve. Alle gjennemsigtige Legemers Farver hidrøre frå samme Aarsag; jeg har her noget Bourgogne-Vin i et Glas, og idet jeg lader det prismatiske Farvebillede gaae igjennem det, see I, hvorledes den indsuger, tilbageholder eller absorberer de grønne, blaae og violette Straaler og kun tillader de røde at gaae igjennem sig, og det er Grunden til den røde Farve, idet den indsuger alle de .Farvestraaler, som vilde give den en anden Farve. Det samme Forhold er det, som finder Sted ved de forskjellige Årter af farvet Glas; jeg har her f. Ex. et. Stykke grønt Glas; hvorfor er dette Glas grønt? fordi det tilbageholder de røde Straaler i det hvide Lys og kun tillader de grønne at gaae igjennem, og I see ogsaa, at naar jeg lader det prismatiske Billede gaae igjennem det og opfanger Billedet paa Skjærmen, faaer jeg kun den grønne Deel deraf; det samme er Tilfældet med Hensyn til dette røde Glas og de røde Straaler, og lægger jeg det røde Glas paa det grønne og lader det prismatiske Billede gaae igjennem dem, faaer jeg slet ingen Lysstraaler paa Skjærmen, idet de Farver, som kunne gaåe igjennem det ene Stykke 237 340 Glas, standses af det andet. Jeg har her en anden Vædske (manganoversuurt Kali), der i Farven ligner Bourgogne- Vin, men som I strax skulle see viser et ganske andet Forhold med Hensyn til det prismatiske Faårvebillede, idet den er gjennemsigtig for de to yderste Ender åf dette, men tilbageholder Mellemfarverne; naar jeg holder den ind i Farvebilledet, see I, hvorledes dette deles i to fuld- kommen adskilte Dele, en rød og en violet, hvorimod alle de mellemliggende Farver mangle, såa at Vædskens Purpurfarve hidrører fra, at den kun tillader de røde og violette Straaler at gaae igjennem sig, men tilbageholder de gule, grønne og blaae. Hidtil have vi stedse vist Farver ved Hjælp af farvede Legemer, men jeg kan ogsaa frembringe dem uden disse; jeg har her et Stykke ufarvet Glas, hvorpaa jeg strøer et hvidt Pulver, sædvanlig kaldet Mexemeel (Lycopodium), som ogsaa er farveløst; men nåar jeg nu betragter det elektriske Lys gjennem Glasset og Pulveret, seer jeg de meest glimrende Farver. Jeg har ogsaa ofte i Alperne seet smaåae lette Skyer med de pragtfuldeste Farver, som bleve frembragte alene ved at det hvide Sollys skinnede paa Vandstøvet, om jeg. saa maa kalde det, hvoraf de bestaae. Der gives ogsåa månge andre Maader, paa hvilke vi kunne frembringe Farver uden Hjælp af farvede Legemer og den deraf følgende Indsugning af nogle af Farvestraalerne i det hvide Lys; saaledes er det Eder vel bekjendt, at naar man blæser Sæbebobler, spille de i Dagslyset med de pragtfuldeste og meest glimrende Farver, uagtet Sæbevandet er fuldkommen farveløst og gjennem- sigtigt. Her har jeg to Stykker hvidt gjennemsigtigt Glas, som jeg trykker mod hverandre med mine Fingre, og naar jeg holder dem foran Lampen og lader Billedet af 241 dem falde paa Skjærmen, see I, hvorledes der frem- kommer Farver, og hvorledes disse forandre sig, alt efter som jeg trykker stærkere eller mindre stærkt påa Glaspladerne. Her findes der intet Farvestof imellem dem, men Farverne fremkomme kun ved at Lyset gaaer igjennem et meget tyndt Lag af Luft, og ved Sæbe- boblerne derved, at det gaaer igjennem en meget tynd Hinde af Vand (Sæben tjener blot til at gjøre Hinden varigere). Saadanne Farver seer man ogsaa, nåar man smelter Bly, idet Blyet bedækkes af et meget tyndt Lag af Blyilte, eller ved Staal, naar det anløber; man har ogsaa benyttet denne Egenskab ved tynde Legemer til at frembringe smukke Farver påa Papir, idet man lægger dette under Vand og lader et Par Draaber af en Fernis falde paa Vandet; disse brede sig ud over Vandet i et meget tyndt Lag, som spiller i alle mulige Farver, og naar man nu tager Papiret op med Fernissen paa og lader den tørres, beholder det Farverne, som I her see et Exempel paa. Jeg vil nu vise Eder et Forsøg med Terpentin og Vand, som Enhver med Lethed kan gjøre og bedre end jeg her er i Stand til, fordi det tager sig bedre ud med en større Mængde Vand Jeg stiller her en Skaal med Vand, saaledes at Lyset, som kastes til- bage fra Overfladen, falder påa Skjærmen, og jeg lader nu et Par Draaber Terpentinolie falde paa Vandet, og efter at Bølgebevægelsen, som frembragtes ved Draa- bernes Fald, er ophørt, see I, hvorledes Farverne frem- komme, og hvorledes de afvexle, snart rødt, snart grønt, 0. s. v. Farvevexlingen hidrører fra, at Terpen- tinen, påa Grund af at den fordamper meget hurtigt, danner Lag af vexlende Tykkelse, som er det, der bestemmer Farverne. Dette er en Opdagelse, som skyldes 342 den store Newton, og jeg skal nu vise Eder, hvor- ledes han vår i Stand til at bestemme Tykkelsen af de Luftlag, som havde frembragt de forskjellige Farver. Han tog en Lindse, der var et Stykke af en Kugle, hvis Radius, saa vidt jeg husker, var 360 Fod, og lagde den paa en -plansleben Glasplade, og han kunde nu beregne Afstanden mellem dem paa ethvert Sted eller Tykkelsen af de Luftlag, som frembragte en bestemt Farve, og lige- ledes, hvis han anbrågte Vand mellem Glassene, Tykkelsen af det Vandlag, som frembragte en vis Farve, saa at han, naar denne Farve fremkom ved Sæbeboblerne, deraf kunde bestemme Sæbeboblens Tykkelse paa dette Sted, hvilket ikke lader sig gjøre paa nogen anden Maade. Her har jeg to saadanne Stykker Glas, og I see nu, naar jeg lader Lyset gaae igjennem dem og opfanger det paa Skjærmen, de farvede Ringe, som dannes omkring Berøringspunktet ; hvis jeg holder et Stykke rødt Glas foran Lampen, såa at der kun gaaer rødt Lys igjennem Glassene, see I kun afvexlende røde og sorte Ringe. Disse afvexlende røde og sorte Ringe frembringes derved, at den ene Lysstraale saa at sige kommer i Veien for den anden, saaledes at de ophæve hinandens Virkning; det henhører til en Klasse af Virkninger, som man kalder Vexelindgreb eller Interferens, og som jeg nærmere skal søge at forklare i næste Forelæsning, men jeg vil først gjøre en indledende Bemærkning. Vi have hidtil betragtet Lys og Lysstraaler, som om det var noget, der blev kastet ud af de lysende Legemer, og talt om Lysdelene, som om de kastedes tilbage fra andre Legemer ligesom Bil- lardkuglerne fra Randene af Billardet; men det er dog ikke ganske den Maade, hvorpaa vi tænke os, at Lyset fremkommer. Vi antage, at det dannes paa lignende 343 Maade som Lyden, der frembringes ved at Luften sættes i Svingninger, som, naar de træffe vort Øre, opfattes som Lyd, og jeg vil nu vise Eder, at Luften, uagtet den synes fuldkommen at væré-i Hvile, dog sættes i svingende Be- vægelse ved ethvert lydgivende Legeme, f. Ex. det men- neskelige Taleorgan. I see denne lille Flamme, over hvilken der er anbragt et Glasrør, og nåar jeg nu i nogen Afstand derfra med min Stemme frembringer en bestemt Tone, see I at Flammen kommer i Svingninger, og I høre den samme Tone fra den, som jeg frembragte med Stemmen, hvilket altsaa viser, at Luften mellem Flammen og mig har været i Svingninger og forplantet Svingningerne fra min Stemme til Flammen, såa at den kunde frembringe den samme Tone, og jeg har undertiden staaet i en Af- stand af 30 Fod og faaet Flammen til at synge. Nogle Træk af Vestindiens Krybdyrliv, samlede af Chr. Lutken. (3 Foredrag i den »naturhistoriske Forenings« Søndagsmøder.) IL. S kulde jeg følge Systemets Orden, vilde vi nu komme til at omtale Øglerne og Slangerne; jeg foretrækker imidlertid at gjøre et Brud påa Systemet og først afhandle kortelig den ikke meget talrige Gruppe af Krybdyr, der ligesom Skildpadder og Krokodiler er knyttet til Vandet og til fugtige Steder, — hvorfor den ogsaa ofte maa tjene til Føde for hine — nemlig de nøgne Krybdyr eller Padderne, Frøerne, Tudserne.og Løvfrøerne. Jeg har allerede anført,, at alle 3 Grupper ere repræsenterede i Vestindien, men kun med et ringe Antal Arter, hvoriblandt dog flere af en ret anselig Størrelse. Imidlertid hører man dem lettere end man seer dem; fra S. Croix omtaler saaledes Newton en Frø, som det aldrig lykkedes ham at see eller fange, skjøndt den var meget hyppig og kunde høres påa enhver Tid af Dagen eller Natten, men især Morgen og Aften, ved enhver Kilde eller Bæk. »Forskjellige og forunderlige, siger Gosse, ere de Lyde, som naae til dens Øre, hvem Natten overrasker i Jamaicas Skove; nogle hidrøre fra Ugler og andre Nat- fugle, andre fra Insekter. Men foruden dem er der nogle, 345 ' som ganske vist frembringes af Krybdyr og navnlig af Padder, skjøndt det er vanskeligt at sige med Bestemthed af hvilke. Paa visse Aarstider lyder der næsten hver Nat en uafladelig Snorken fra Skoven; det er Stemmerne af de utallige Løvfrøer, som opholde sig i de store bugede Blade af de pragtfulde Tillandsier og i disse naturlige Vandbeholdere altid finde Fugtighed og Kølighed. Der- imod seer, man dem sjelden, og deres udviklede Springe- evne vilde i al Fald gjøre det vanskeligt at fange dem; og røbede deres kraftige Stemme dem ikke om Natten, vilde man neppe ane deres Tilværelse; at de ere hyppige nok, hører man nu; det ligner stærkt en uforbederlig Snorkers Ex- pektorationer, men lyder meget stærkere; undertiden minde de om den sukkende Lyd ombord i et Skib, der arbeider haardt i svær Sø.« »Som jeg nu nedskriver dette, en smuk Juni-Nat, hilses jeg fra alle Sider med forunderlige Lyde. Gekkoens skarpe kvækkende Røst, der ligner Klangen af en Barnetrompet eller den Lyd, som fremkommer, naar man stryger en Pind hen over Tænderne af en Redekam, den kjender jeg; men der er en anden klar skingrende Tone, som høres ved Midnatstid fra enhver Deel af den maanelyse Skov, i smukke Triller og med ustandselig Udholdenhed; jeg vilde antage den for en Fuglerøst, hvormed den har stor Lighed, naar det ikke var en aldeles forkeert Tid og Sted dertil; som jeg nu lytter til de sig til en sand Concert blandende Røster, kan jeg skjelne to, som synes at svare hinanden med et hurtigt og regelmæsigt Skifte, den ene netop en Tone højere end den anden; det er rimeligvis Han og Hun (?) af en Løvfrø, som saaledes svare hinanden. « Paa Haiti har man det Sagn, at nogle Frøer, som man hører kvække om Aftenen i Sumpene omkring Port 346 au Prince, vare ukjendte paa Øen, indtil en Regnbyge "” (1786 ?), rimeligvis en Vandhose, bragte en Mængde Frø-Æg dertil, som saa udvikledes i Dammene. Påa " denne Maade kunne altsaa disse Dyr overføres fra den ene Ø til den anden. Agua-Tudsen synes derimod at være ligefrem indført flere Steder, f. Ex. påa Jamaica. Første Gang man mærkede den der, vår 1846; man blev først opmærksom paa den ved den lydelige Snorken, som lod sig høre i Sumpene ved Spanishtown om Aftenen, naar Kvæget blev drevet til Vands. »Fra evindelig Tid havde Løvfrøerne ved Nattens Frembrud blandet deres Kvækken med Græshoppernes skingrende Toner fra de omgivende Træer, men saadanne hæse Brøl havde man aldrig børt før fra Dammene og Savannerne. Folk såd oppe hele Natten af Skræk i den Tro, at deres Huse vare besatte af Personer, som holdt sig skjulte og ved disse skrækkelige Brøl vilde indjage dem Skræk for bagefter at plyndre dem. »Daå. det viste sig kun at være store Tudser, antog man, at det var en Årt, som havde hbjemme i Høilandet, men som var kommet ned derfra med Vandskyllene og havde bredt sig ud over Savannerne, men senere erfor man, at 2 Åar iforveien havde en Planter forskrevet to Dusin af denne Tudseart fra Barbados (hvortil de skulle være komne fra Martinique, ligesom til Martinique fra Guyana), da det heed sig, at de gjorde god Nytte ved at fortære Musenes Unger. Nu ere de uigjenkaldelig indførte påa Jamaica, hvor man dog ingenlunde er glad ved dem; deels gjøre de et afskyeligt Spektakel, dsels bide de Fødderne eller Tæerne af de svømmende Ællinger med deres haarde skjøndt tandløse Kjæber; man har endog raadet til at tage Forholdsregler mod »denne Landeplage«, f. Ex. at indføre Sumpskildpadder,. som rigtignok ogsaa 347 snappe Ællinger, men dog frembyde den Fordeel, at de ere stumme, eller Heirer. Ved slige Misgreb er Jamaica efterhaanden bleven befolket med adskillige Plageaander; Sir Charles Price indførte de »store« Rotter for at fortrænge de smaae, og S. Thomas Raffles indførte 1762 en Myre fra Cuba for at befrie Landet for Rotter og andet Utøi, men i dets Sted blev den en mere utaalelig Plage for Landet end alle de andre Arter tilsammen. De vestindiske Øgler ere saa talrige, at deres Mængde gjør Indtryk selv paa den meest overfladiske lagttager; overalt seer man Firbeen, hvor man kommer, Firbeen og atter Firbeen, de modtage En naar man stiger i Land, ledsage os paa vor Vandring langs med Veiens Sider, følge os ind i Udhusene og Staldene, ja selv i Værelserne, i Vindueskarmen, mellem Bøgerne påa Boghylden, paa Blomsterne i Urtepotterne vise de sig; de mylre omkring os, nåar vi træde ud i Haven, og dukke idelig frem rundt omkring os påa vor Vandring gjennem Skoven. Hvor talrige end Arterne ere — henved et hundrede for samt- lige Øer — lade de sig dog med Lethed henføre til nogle faae Hovedgrupper: Leguaner, Gekkoner, Ameivaer, Snoge-Øgler og Orm-Øgler. De ægte Leguaner (Iguana, Cyclura etc.) høre til de største Øgleformer, som forekomme i Vestindien; deres almindelige Udseende tør jeg vel forudsætte som bekjendt. De afgive et Fødemiddel, der prises som sundt og vel- smagende; dog. bringes de (påa Cuba) ikke til Salg paa Torvet, men Landboerne (især Negrene) spise de Exem- plarer, som fanges tilfældigvis, og af Columbus's Reise- beskrivelse seer man, at det samme var Tilfældet med Øens første Beboere. Om en påa Jamaica levende Art 348 (Cyclura lophoma) berettes, at i Lavlandet, paa de saa kaldte Savanner, træffer man dem kun undtagelsesvis, derimod hyppigere i en med en temmelig mager Plante- væxt udstyret Kalk-Bjergkjede, som løber långs med Kysten i Nærheden af Kingston. De boe parvis, Han og Hun sammen, i hule Træstammer; dog seer man dem aldrig begge paa een Gang udenfor dette deres Skjul, men påa en vis Tid om Morgenen kan man see enten Hannen eller Hunnen ligge påa en af de yderste Grene mod Øst og bade sig i de Solstraaler, som kunne trænge ind igjennem Løvet. Deres Størrelse og Bevægelser, navnlig med Halen, give dem saa megen Lighed med en Abe, at en mindre kyndig eller mindre skarpsynet Beskuer godt kunde forvexle dem dermed, og jeg har virkelig hørt Søfolk omtale »hæslige nøgne Åber«, som neppe kan have været 'andet end leguanagtige Øgler. En Gang over- raskede man en saadan Leguan ifærd med at afgnave Bladene af en Petiveria — disse Øgler synes nemlig at leve udelukkende af Planteføde —") omtrent 10 Ålen fra det Træ, hvori den havde sin Bolig; i nogle fåae livlige Spring, tvers igjennem en Pyt, var den i et Øieblik oppe i sit Træ igjen og ude af Syne! Naar denne Øgle tirres, skal den indtage en truende Stilling, fæste sit Blik paa Angriberen med et eiendommeligt ildevarslende Udtryk, oppuste eller udspile sin Strubepose, reise sin Rygkam, aabne Munden og fremvise sine savtakkede skarpe Tænder; dens farligste Vaaben er imidlertid hverken dens Tænder eller dens Kløer, men dens Hale, hvis skarpe Skjæl danne ”) I »Jardin des plantes« gjorde man den Erfaring, at Leguanerne vel fortærede Æbler, Pærer, Druer og Salat, men ogsaa Meelorme, Muse- og Fugleunger med stor Begjærlighed, og åt det var en Føde, hvorved de trivedes særdeles godt. 349 ligesom en Sav; naar den pludselig vender sig om og slaaer om sig med Halen, skal den dermed kunne ramme sin Fjende saa haardt, at Kjødet bogstavelig raspes fra Knoglerne, og Beboerne ere derfor en Deel bange for den. — Om den paa St. Lucie levende Art (Iguana rhino- lopha?) beretter Lieut. Tyler, at den opnaaer en Længde af indtil 3 Alen, hvoraf dog Halen er henved de 2; man seer "ikke meget til den uden fra Februar til April, da den for- lader sine Skjulesteder for at legge Æg paa sandede Steder, f. Ex. ved Søkysten. Ægene efterstræbes meget af Rotter, Myrer og Fugle. Den er ikke bange for at gaae ud i Vandet, naar det ikke er for koldt; naar den svømmer, bruger den blot Halen og holder sine 4 Been tæt ind til Kroppen; den dykker med megen Lethed og kan blive temmelig længe under Vand. Denne lagttågelse er af Interesse med Hensyn til den paa Galapagos Øerne levende Havleguan"), hos hvilken denne Retning er videre udviklet, idet den viser, at det ikke er saa unaturligt at finde et Vanddyr i Leguanfamilien, som man maaskee ellers kunde synes. Man jager dem med Hunde, der ere særlig afrettede dertil; uden dem vilde man slet ikke kunne fange disse grønne Skovdyr i Træerne; påa Jorden tager Hunden dem, af Træerne ryster man dem ned, eller man saver Grenen af. Foruden de farlige Slag, som de bibringe med deres Hale, bide og kradse de som råsende, og man kan kun faae dem til at give slip ved at byde dem en anden mere tillokkende Gjenstand at bide i. Hannernes Kjød ansees for en stor Delikatesse, f. Ex. tillavet som - Frikasee. — Ikke mindre Tapperhed udvises af den cu- banske Jordleguan (Holotropis microlophu), som engelske ”) See dette Tidsskrift 2den Række 4de Bind p. 341. 350 Reisende have givet Navnet »Løve-Øglen« påa Grund af dens Uføorfærdethed, medens de franske have givet den Navnet» Roquet,« hvormed de ellers benævne visse Hunde (»Spidsen«); den opholder sig gjerne paa tørre, stenede Steder, hvor den som andre Øgler udsætter sig for For- og Efteraarssolens Straaler, og løber med en vis Hurtig- hed; vil man fange den, antager den en kjæk Holdning og forsøger at bide; drives den alligevel påa Flugten," bærer den sin temmelig lange Hale bøiet op over Ryggen, hvilken Eiendommelighed vistnok har sin Deel i, at den har faaet de ovenfor anførte Navne. IR Nugler s4 fl | Ingen Øgler ere dog Y/ saa hyppige i Vestindien som Anolis'erne, en overordenlig artrig Slægt af Træleguaner, udmær- kede ved at Tæerne lige- som hos Gekkonerne ere udstyrede med en af smaae Hudblade dannet Hefteskive, der sætter dem i Stand til at holde sig fast, hvor en almin- delig Øgle vilde falde ned, og i det hele giver dem en Behændighed og Sikkerhed: i Bevægel- serne, som kommer disse overordenlig livlige og vevre Øgler i høi Grad En Anolis. tilgode under deres voldsomme Tumlen omkring og Faren op og ned af de forskjelligste Gjenstande. De fleste 391 Anolis'er ere Smaaformer, men adskillige af dem give ikke de ægte Leguaner meget efter i Størrelse; flere af dem have den savtakkede Kam ned ad Ryggen og den sammentrykte, kamformige eller bladformige Hale, som vi gjenfinde hos hine, og hos alle er Hannen udstyret med en stor Strubehud eller Halslap, der ved et eget Muskelspil kan udspiles, saa at den viser sig som en stor pragtfuld, zinoberrød eller orangegul Skive eller Fane, der påa en koket Maade foldes ud og ind og spiller i Solens Straaler; føj hertil det mærkelige Farveskifte, som de have til fælles med Løvfrøer og Kamæleoner (hvorfor det sidstnævnte Navn f. Ex. påa Cuba er bleven overført paa dem), og De vil maaskee kunne fatte, at man i Vest- indien kan have en vis Kjærlighed til disse nysselige Smaadyr, at man gjerne seer dem i sine Huse og morer sig med at betragte deres muntre, lydløse Færd, saa meget mere som de gjøre nogen Nytte ved at udrydde for- skjellige Insekter. Jeg vil lade et Øievidne selv tale: »Træder den fremmede ind i Vaaningshuset, seer han sig atter. omgiven af Øgler. De smaae Anolis'er, der ere lige saa spøgefulde som smukke, jage hinanden ud og ind af Jalousierne, snart udspilende, snart sammen- foldende paa en koket og munter Maade deres pragtfulde Strubehud, og vippende deres Hoved op og ned, deres Hale fra den ene Side til den anden for at gjøre Tegn til hin- anden. See der springer den ene et Par Alen gjennem Luften og falder ned paa sin Legekammerat, saa brydes de og baltre sig rundt i Bugtninger, som Øiet ikke kan følge; en anden løber op og ned ad den kalkede Væg og fanger Myrerne, som sværme i sorte Linier over den hvide Flade; en " tredie springer fra et eller andet Stykke Bohave ned paa Ryggen af den Fremmedes Stol og spadserer derfra langs 352 hen ad hans Kjolekrave. I næste Øieblik er den nede paa Bordet! Men kan det virkelig være den samme? for et Øieblik siden havde den den meest glimrende guldgrønne Farve, naar undtages en Deel af Halen, der var purpurrød; men nu er den, som var den berørt med en Troldmands Stav, sodbrun over det hele og bliver hvert Øieblik mørkere og hæsligere! Men i næste Øie- blik er den Sindsbevægelse, — hvad enten det nu var Vrede eller Frygt — som fremkaldte dette Farveskifte, forbi, og dens vakre grønne Skrud funkler i det prægtige Sollys ligesom før.« »Deres Behændighed er aldeles for- bausende; hvor langt de end springe, udføres Springet paa det allernydeligste, de dale netop ned paa det Sted hvor de ville, naar de springe fra Green til Green; hvilket forudsætter en beundringsværdig Skarphed i Øiet til at maale Afstanden og beregne den Muskelkraft, som skal anvendes. « »En Gang, fortæller Gosse fremdeles, da jeg havde besteget Bluefields Ridge paa Jamaica, blev jeg en fodlang Anolis af en frisk grøn Farve vaer, som såd paa en lille Træstamme med Hovedet nedad og opmærksomt iagttog mine Bevægelser. Min Ledsager foreslog at fange den ved at liste en Seilgarnsløkke om dens Hals, medens vi fængslede dens Opmærksomhed ved at fløjte”). Det lykkedes; leende bandt G. en Løkke af Seilgarn til Enden af en tynd Green og gik med denne i Haanden forsigtig hen imod den, fløjitende en munter Melodi; til hans store Forundring tillod den ham at trække sig Løkken over Hovedet ; i næste Øieblik sprællede den forbittret i Luften, beed ad ”) En i Vestindien velbekjendt, gammel Maade at fange disse og andre Øgler paa; de skulle tildeels endog selv springe i Løkken, naar man holder den hen imod dem. 353 alt, hvad der kom i Nærheden af den, skiftede Farve og blev blaasort af Arrighed; efter at være bleven anbragt i en Kurv, greeb den saa fast med Tænderne om et Stykke Linned, at den ikke slap det i flere Timer, førend den blev flyttet over i et Bur, hvor den fløi vildt omkring, bidende i alt, hvad der blev den budt. Om. Aftenen var den atter bleven grøn, hvilket var et Tegn paa, at den til en vis Grad havde faaet sin Sindsro igjen, men næste Dag var den lige såa vred, og skjøndt den var grøn 2 eller 3 Gange i Dagens Løb, biev den dog i Reglen ved at være sort, et sikkert Tegn paa, at den ikke var falden ganske til Ro. En anden Følge af den voldsomme Sinds- bevægelse, som er en naturlig Følge af en saa uventet og pludselig Indespærring, er at et nyt Hudskifte ind- finder sig; gjentagne Gange har G. overbevist sig om, at denne Begivenhed, — som hos alle Krybdyr og Padder gjen- tager sig periodisk, flere Gange i den Deel af Aaret, da de ikke ligge i Dvale, og som altid er en kritisk Begivenhed for Dyret, under hvilken de, der holdes i Fangenskab, ikke sjelden døe, — netop indfandt sig Dagen efter eller nogle Dage efter deres Indespærring; den bestaaer som bekjendt i at Overhuden løsner sig og afkastes, først paa Hovedet, sidst paa Halen, saa at den i nogen Tid hænger som en fin hvid Muslinskjole ned om Lemmer og Krop. Efter hvad nogle forsikkre nedsvælge de den ligesom Tudserne og skille sig saaledes påa een Gang ved den hele Ham. En anden Maade, hvorpaa i det mindste Hannerne røbe deres Sindsbevægelse, er Udfoldningen af Strubehuden, hvorved de gjøre sig behagelige for Hunnerne og udfordre hinanden til Kamp; tager man dem med Haanden, røbe de deres Vrede og Utaalmodighed deels ved Strube- posens Bevægelser, deels ved den Ivrighed, hvormed de 24 304 søge at bide En i Fingrene, skjøndt i Reglen uden synderlig Virkning. At de skulde benytte den omtalte Strubehud for ved dens Lighed med en Blomst eller Sommerfugl at hidlokke andre Insekter, er der ingen Grund til at antage, da lagttagelsen taler derimod, ligesom man ogsaa maatte antage, at de i saa Fald snarere vilde holde den saa stille som mulig end i en uafladelig vifte- agtig Bevægelse. Man har været en Deel uenig om hvoraf disse Øgler leve; Sagen er at deres Føde, som såa mange andre Øglers, er blandet, hvilket Undersøgelsen af deres Mave viser, deels bestaaende af Bær, deels af de forskjelligste Insekter. Gosse har selv seet dem æde visse vilde Bær, men ogsaa ofte seet dem fange Insekter; dette er maaskee Grunden til, at de ere såa hyppige i Udhusene, baade paa Væggene og paa Tagets Sparrer, samt paa »visse Steder, « hvor der opholder sig en Mængde Fluer med grønt Bryst og purpurfarvet Bagkrop; en Gang jagede G. efter en Sommer- fugl påa Toppen af Bluefields Ridge og var lige ved at kaste Nettet over den, da han hørte en let Raslen i Løvet og blev opmærksom paa, at Sommerfuglen flagrede som om den ikke kunde komme bort; G. troede først, at den var bleven fanget i et usynligt Edderkoppevæv, indtil han opdagede, at den var bleven nappet af en lille grøn Anolis, hvis Farve saa aldeles stemte med de omgivende Buskes, at han slet ikke var bleven den vaer, uagtet hans Øine vare fæstede paa Stedet. for Sommerfuglens Skyld. G. har .ogsaa seet dem plyndre Edderkoppenettene og tåge Stade paa en Portstolpe med Hovedet vendt nedad mod åen Mængde Myrer, som løb frem og tilbage der; hver Gang en Myre kom i Nærheden af Øglen, blev den snappet; den løb ikke efter dem, men 395 ventede til de kom i dens Nærhed; i Løbet af et Par Minuter fangede den paa denne Maade et Dusin eller mere; den berørte Stolpen med Snuden, og væk var Myren. De bleve aabenbart grebne med Læberne, ikke med Tungen. Kaster man en lille Steen hen imod dem, løbe de efter den, formodenlig i den Tro, åt det er en Myre eller andet lille Dyr; i det hele udgjøre Myrer og Fluer vistnok deres Hovedføde. De drikke ofte og kunne blive saa tamme, at de komme og slikke Vandet i sig med Tungen, naar man byder dem det påa Enden af en Finger. Selv gjøres de til Bytte af Slanger og Fugle, f. Ex. af Ugler og Heirer. Allerhedst som de have løbet og sprunget ivrigt om- kring med stivt udstrakt. lidt opløftet Hale, seer man dem standse, lade Tungen hænge og puste med aaben Mund ligesom en Hund. Skjøndt man kunde vide forud, at de ikke ere Vanddyr, har man dog prøvet, hvordan de vilde tee sig i. Vandet; de ere saa lette, saa fyldte med Luft, at de flyde i Vandet som Kork, og Huden skyder fortræffelig Vandet fra sig; i nogle Sekunder kæmper Dyret med Kraft og bevæger Fødderne ligesom naar det løber (højre Bågbeen og venstre Forbeen påa een Gang), idet det kaster sit Legeme i slangeagtige Bugtninger, men efter kort Tids. Forløb er "det aldeles udmattet, op- giver sine Anstrængelser og overlader sig ubevægelig til Strømmen; det kommer sig først efter at være bleven reddet i Land og i nogen Tid udsat for det stærke Solskin. G. mener ikke, at de kunne svømme en Ålen uden at drukne. En ganske anden Øgleform træder os imøde i Gek- konerne. De seer her en temmelig stor, plumpt bygget, lavbenet og korthalet Øgle af en graalig eller skidenbrun " Fårve med en tynd Hud, hvis Skjæl ere saa smaae, at de 247 3906 først vise sig som fine Korn, naar man seer nærmere til; dens flade brede Hoved har den samme fine Beklædning, men faaer dog et særeget Udtryk ved de store udvæltende, glasagtige Øine, der ere uden Øielaag og hvis Pupil i Dagslyset trækker sig sammen til en snever Spalte — et sikkert Kjendetegn påa at det er et Natdyr. Der er den største Modsætning mellem disse træge, langsomme Natdyr, der sidde stille i deres Kroge eller langsomt kravle om under Tagbjælkerne, og de livlige, allesteds- nærværende, i Regnbuens Farver spillende Anolis'er med En Gekko (Pl. rapicauda) med reproduceret llale. Underneden er afbildet særskilt en Fod, seet fra neden, for at vise Hæftebladene. åe hurtige og yndige Bevægelser og de funklende Øine. Gekkonerne kunne i flere Henseender sammenlignes med Kattene; ligesom disse ere de Natdyr, kunne trække deres Kløer ind i Hudskeder, saa at de ikke slides under Gangen, og naar man seer dem staae stille og slikke sig om Munden med Tungen eller liste sig lydløst frem mod deres Bytte med Hovedet sænket mod Jorden og svingende Halen fra. den ene Side til den anden, kan man ikke andet end faae et stærkt Indtryk af denne Lighed. Ved at betragte deres Fødder, vil De see, at Tæerne ere meget brede og underneden ligesom afdeelte i en Række Blade; det er et Fastholdningsredskab, som sætter disse Dyr i Stand til at klavre om hvor de ville, op ad lodrette, ja endog hen ad vandrette Flader, med Ryggen nedad, forsikkres 3097 der. Den omtalte Form (Plåtydactylus rapicauda) er meget almindelig paa flere af de vestindiske Øer saa vel som paa den tilstødende Nordkyst af Syd-Amerika; men foruden den forekommer der endnu en anden, Mabouiaen (Hemi- dactylus mabouia), noget mindre og mindre plumpt bygget, med mindre udviklede Bladskiver under Tæerne. Der findes ogsaa adskillige mindre, zirligere og mere smukt tegnede Gekkoner, hvis Fødder fremvise andre Bygningsforhold, og til hvilke vi senere skulle komme tilbage. »Kigger man ind i Udbygningerne ved en vestindisk Landeiendom, siger Gosse, f. Ex. i Møllen, Kogehuset eller Staldene, vil en besynderlig kvækkende Lyd over Hovedet bringe En til åt see op, og man seer da, klyngende sig til Sparrerne eller kravlende langsomt afsted 3, eller 4 af disse store Øgler, som i Form, Farve og Manerer ere aldeles forskjellige fra alt hvad man hidtil har seet. Den er vel fortrinsvis et Natdyr, men man kan dog altid træffe den paa slige mørke Steder eller i hule Træer, selv om Dagen. Dens Ydre og Fysionomi ere ikke til dens Fordeel, der er noget hæsligt og frastødende ved den, som i Forbindelse med dens hemmelighedsfulde luskende Bevægelser foranlediger Negeren i Vestindien ligesom Almuen andetsteds til at ansee den for giftig, uden at man dog nærmere kan paåavise, paa hvad Maade denne Egenskab skulde gjøre sig gjældende; det er rimeligvis ikke andet end Overtro. »Der er en vild Mukkenhed i. dens Blik, siger G., som er meget for- skjellig fra det milde, venlige Udtryk hos andre Øgler. Den er meget almindelig i Udhusene, hvor den beboer Kevner i Taget og Sparrerne, hvert Par i et og samme Hul eller dog i Nærheden af hinanden; naar Natten nærmer 398 sig, hører man fra alle Sider den besynderlige kvækkende Lyd, hvoraf de have faaet Navn, og som maaskee frem- bringes ved at smække den kjødfulde Tunge mod Ganen. I Skoven hører man den ligeledes fra de hule Træer, saa længe det er mørkt, og undertiden seer man dem ogsaa der om Dagen; i: en gammel Mølle saae G. to eller tre Par den ene Dag efter den anden paa det samme Sted sidde ganske stille i timevis og kigge ud af deres Revner; undertiden vove de sig udenfor og kravle langsomt og med stor Forsigtighed hen ad Bjælkerne og Sparrerne, men vove sig aldrig langt bort fra deres Huler og fare tilbage til disse, såa snart de foruroliges,« »En Gang traf jeg et Par siddende sammen paa en Træstarnme, fortæller G.; da jeg slog efter dem med min Ridepidsk, smuttede de begge ind i det hule Træ; men snart begyndte de at titte ud igjen, og jeg lod nu min Tjener jage dem ud med en Stok fra den modsatte Side. Den ene kom nu fårende ud og begyndte, da den var bleven ramt af Stokken, at vride sig paa Jorden med sin sædvanlige Keitethed; et let Slag med en Kjep skilte uheldigvis Halen fra Kroppen; da en aaben Daase blev holdt hen imod den, drev dens naturlige Tilbøielighed til at søge Skjul i mørke Kroge den til at styrte ind i Daasen.« — Som mange Øgler lever den baade af Planteføde og Insekter; påa mange Steder kan man ligefrem overlade Gekkonerne at standse Kakerlakernes altfor stærke For- merelse. Dens af en hvid, tynd og skjør Kalkskal om- givne Æg har G. fundet indtil 8 i Tallet anbragte mellem de overjordiske Rødder af et Figentræ; at de lægges efter- haanden med temmelig betydelige Mellemrum af Tid, sees deels deraf, at medens nogle ikke indeholdt Spor til Unger, indeholdt de andre Fostre paa forskjellige Udviklings- 359 i; trin indtil fuldt udviklede, som krøb ud af Æget, da dette blev aabnet; deels deraf at der senere, efter at disse Æg vare tagne bort, blev fundet 3 Æg til paa samme Sted, i Løbet af et Par Maaneder. Man har hos disse Øgler ofte Leilighed til at iagttage Hudskiftet, Farveskiftet og Halens Gjenvæxt. Den Gekko, som G. fangede i Skoven, var oprindelig mørke- brun med sorte Pletter, men da han kom hjem med den, var den skidenhvid eller graalig med faae og næsten utydelige Pletter. Huden er saa tynd og fin, at man neppe kan røre ved dem, uden at den gaaer itu og løsnes fra Kjødet. Hudskiftet antydes ved at Hovedet og For- kroppen blive hvide; næste Dåg hår Huden løsnet sig påa disse Partier af Legemet og ligger i løse lasede Folder om det som en meget fin Muslinskjole, der var revnet midt ned ad Ryggen; samtidig hermed har Bagkroppen antaget den samme Hvidhed, som Forkroppen havde Dagen iforveien; der gaaer nemlig altid 3 Dage hen inden Hud- skiftet er tilendebragt, og Huden hænger i flere Dage som et løst Klædebon om Øglens Krop og Lemmer til ikke ringe Géne for den. Som bekjendt miste de fleste Øgler saare let deres Hale; den gaaer af ved Roden eller knækker over længere ude, selv om man ikke har berørt den meget ubiidt med en Stok; naar man holder dem i Haanden, og de bugte sig fortvivlet for at slippe løs, er det lettere at formaae dem til selv åt knække deres Hale af, end at forhindre dem deri, og man har da det over- raskende Syn, at Øglen med Halen synes at have mistet en stor Deel af sin Bevægelighed uden for Resten at være videre lidende af Lemlæstelsen, medens Halen bliver ved at bugte og vride sig længe efter at Dyret har fjernet sig. Dette Særsyn vil være Dem vel bekjendt fra vore inden- 360 landske Øgler og Staalorme — hvilke sidste have faaet deres Navn deraf — og det gjenfindes i alle Øgle- familier (undertiden endog hos Krokodilerne) med Und- tagelse af de korthalede Ormøgler, der intet have at miste, og Kamæleonerne, hvis kraftigere Snohale hverkem taaler eller tilsteder en saadan frivillig Amputation. Men denne "Lemlæstelse erstattes altid ved Gjenvæxt, og det er derfor meget hyppigt at finde Øgler, hvis Hale bærer Spor af denne Proces, og ikke sjeldent at finde Individer, hvis kløftede Hale hidrører fra en Gjenvæxten ledsagende Mis- dannelse. Hos den store vestindiske Gekko tabes Halen nu meget let; i Løbet af en Ugestid efter Lemlæstelsen var den nye Hale allerede kjendelig som en blaalig Knude, der ragede frem fra Midten af den sammenskrumpede Saar- flade; i 6 Uger havde den naaet en Længde af 1”, men endnu en Maanedstid senere var den kun 11” lang. I Begyndelsen er den uden Skjæl, dækket med en silke- agtig rynket Hud, og blaagraa med sorte Længdestriber; " ved det næste Hudskifte komme Skjællene til Syne, Striberne afbleges, og efterhaanden nærmer den sig saaledes til den oprindelige Haleform, skjøndt Sporene af Beskadigelsen vel neppe fuldstændig udslettes nogensinde. Foruden disse større Gekko-Former findes der påa de forskjellige Antiller et ikke ringe Antal Smaaformer, med elegantere Former og Farver, livligere Væsen og funklende Øine, blandt hvilke vi her ville fremhæve dem, hvis Fasthæftningsredskab ligesom hos Løvfrøerne bestaaer af en lille rund Hæfteskive i Spidsen af hver Taåaa (Sphæ- riodactylus). »En meget lille Art af denne Slægt, den mindste Øgle, som jeg kjender, siger Gosse, sees ikke sjelden i Husene, såa vel i Værelserne som i Udhusene. Man seer den fare omkring med vevre Bugtninger i = 00 Hjørnerne af Stuen påa Gulvet, komme krybende frem under. Dørene, skjule sig i Revnerne mellem Brædderne, mellem Bøgerne paa Hylden og Papirerne paa Bordet, og skyder man et Vindue op, strax løber der et Par af disse uskyldige og vakkre Smaadyr ud, som have ligget skjulte i Karmen, i den Grad ere de i Stand til at snige sig ind En lille Gekko (Sphæriodactylus). Særskilt er afbildet en Fod, seet fra neden, for at vise Hæfteredskaberne hos denne Slægt. allevegne ligesom Kakerlakerne. Deres Hyppighed har gjort Beboerne fortrolige med Synet af dem, og de be- tragtes ikke med mere Frygt eller Afsky, end vi føle for de Fluer, som sætte sig påa vore Vinduesruder eller summe i Krogene. Tidligere håve de rigtignok været Gjenstand for en vis Overtro; det heed sig at deres Spyt var sort og giftigt og frembragte Hævelse, hvor det ramte, som maatte fordrives ved de mod Skorpionbid anvendte Midler; vel gjorde de ikke Fortred, saa længe man lod dem krybe i Ro op og ned ad Væggene, men standsede man og betragtede dem tæt ved, vilde man see det sorte Spyt samle sig i deres Mund, og da var det bedst at tage sig i Agt — en taabelig Overtro, hvortil maaskee deres smækkende Røst, som minder om Lyden naar der spyttes, har givet Anledning. Man maa tvertimod ansee dem for morsomme og nyttige Dyr, der gjøre Jagt paa alt, hvad der ligner en Flue eller en Myg. Skjøndt de fare omkring med mange Bugtninger, ere de dog ikke hurtigere end at de ere lette nok at fange, om end Halen ved denne Leilighed ; let gaaer med i Løbet. Deres smaae, hvide, runde kalk- SOE. ON skallede Æg anbringe de i gammelt Straa og andet Affald eller skjule dem mellem Brædderne eller lægge . dem i gamle ubeboede Termitreder, Deres Evne til at holde sig fast synes at være svagere end hos de større Gekkoner; de kunne ikke gaae hen ad et Stykke Glas «med Ryggen nedad, ja end ikke holde sig fast til en Rude, men glide langsomt ned; derimod kunne de holde sig fast ved et malet Brædt med Ryggen nedad, naar de faae Tid til at belave sig derpaa; alligevel falde de, naar Brædtet pludselig bliver vendt om eller de forsøge at gaae i denne omvendte Stilling, men påa ujevne Flader lykkes det bedre. Disse smaae Gekkoner synes mere at være Daågdyr end de andre, skjøndt Pupillen ogsåa hos dem trækker sig sammen til en lødret Ellipse i Solen, og Farvetegningen at være fast, uden det Farveskifte, som vi have omtalt hos de store Former. »Saa snart den Fremmede sætter sin Fod paa An- tillernes Kyst, vækkes hans Opmærksomhed ved en Raslen af det tørre Løv og en Faren frem og tilbage mellem de tornede Buske, som indfatte Kysten; overalt opdager hån den saakaldte Ameiva eller »Ground-Lizard« med sit milde Udtryk og vakre Tegning, snart kradsende i Sandet ligesom en Fugl, snart kiggende ud under et grønt Blad eller listende sig afsted med Struben og Bugen slæbende mod Jorden, snart skydende hen over Grønsværet med en saadan Hurtighed, at den snarere synes at flyve end at løbe. Langs med Landeveiene, i Negernes Haver, påa Græsgangene — overalt seer han dette smukke og vevre Dyr, og hans Fordomme maae være meget indgroede, hvis han kan lade være at beundre dets fine Træk, dets 5 beskedne, men vakre Tegning, dets frygtsomme, men straalende Øie, dets yndige Bevægelser og fugleagtige 363 Manerer.« »Denne Øgle har et eiendommelig blidt Udtryk, ikke uligt en Hjorts eller en Antilopes; naar den bevæger sig uden at være angst, kastes dens Legeme i de yndigste Sidekrumninger, som man kan tænke sig, men naar den forskrækkes, kan Iagttageren neppe over- bevise sig om, at det ikke er en Fugl.« »Et Par Gange, naar den blev pludselig forskrækket, har jeg seet den løfte sig op fra Jorden til Benenes fulde Højde og løbe ligesom paa Taaspidserne paa en meget latterlig Maade. Skjøndt den mangler Gekkonernes og Anolis'ernes Taa- skiver til at holde sig fast med, seer man den dog løbe med Lethed hen ad de af sammenstillede Stene dannede Steenmures eller Steengjærders lodrette Sider, og skjøndt den er et Jorddyr, som aldrig af sig selv gaaer ud i Vandet eller klattrer i Træer, svømmer den dog — i Modsætning til Anolis'erne f. Ex. — med megen Hurtig- hed og Elegance, idet den holder Lemmerne ubevæge- lige, men bugter Krop og Hale til Siderne; påa denne Maade vil den med Lethed kunne sætte over en lille Flod, men hindrer man den i at lande, bliver den snart træt, opgiver al Anstrængelse og giver sig i Strømmens Vold.«%) Den er især hyppig paa sandede Steder, f. Ex. ved Havbredden i det næsten uigjennemtrængelige Krat- bælte, som ligger nogle faae Alen over Høivandslinien. Her rasle de tørre Blade og Grene hele Dagen igjennem af den letfodede Ameiva, hvad enten den farer omkring eller i Bo og Mag opsamler sin Føde. Skjøndt den er overmaade frygtsom, saa at det næsten er umuligt at nærme sig den, vil man dog finde, at naar man sætter ”d ”) De svømme altsaa mindre godt end Leguanerne. I Syd-Amerikas nordlige Provindser lever der store krokodillignende Vand-Øgler af Ameivernes Familie, som opholde sig i Floder og Søer. - En ostindisk Snogeøgle, for at give en almindelig Forestilling om disse Dyrs Udseende. 364 sig ganske stille ned iblandt dem, ville de komme frem af deres Smuthuller, pikke i Sandet ligesom en Fugl og skrabe det til Side med deres Forbeen, idet de bruge dem skiftevis og af og til standse for at løfte Foden i Veiret og kradse Hovedet dermed. De skulle "selv grave deres Huler i Jorden, og de have Ord for at opgrave de spirende Korn og derved at gjøre nogen Skade; i deres Maver finder man dog især In- sekter, udertiden Bærfrø. I de sumpige Strækninger af de større Antiller kan man see en stor gul Snogeøgle — saaledes kalder man de glatte, glindsende, storskjællede, teenfor- mige Øgler, fordi der mellem dem er For- mer, som nærme sig tilSlangerne i Legems- form og Lemmeløshed, saaledes som vor Staalorm — sidde dovent i Mundin- gen af sin Bolig eller æde af de vilde Frugter og Sumpplanter. Den er i lige saa høj Grad som Gekkonerne Gjen- stand for den simple Mands Afsky og Skræk, og i ikke mindre Grad er dette Tilfældet med den meget almindelige Art (Eumeces agilis)"), en glat, nys- selig Form, som man ved enhver Om- dreining af Veien seer sole sig paa ”) Paa vore Øer kaldet »Slippery-Back«, andetsteds »Wood-Slave«, et Navn, der dog nok egenlig tilkommer Gekkonerne. Navnet »Ma- 365 | Steengjærderne langs med de Veie og Stier, som adskille Plantagerne; der kravle de langsomt omkring eller ligge saa stille som om de sov, medens de glindsende Skjæl funkle i Solen med Metalglands, men såa snart man nærmer sig, fare de med Lynets Hurtighed ind i Hullerne mellem Stenene og forsvinde indtil Faren er forbi; deres Forkjærlighed for disse Steder har vistnok sin Grund i den gode Leilighed til øjeblikkelig Flugt, som de talrige Huller og Revner i disse raae Mure tilbyde dem; sjelden vove de sig langt bort fra dem, og sjelden seer man dem påa Jorden, aldrig paa Træer eller Buske; kun i Ananasblade- nes Hulninger kan man undertiden see dem ligge og bade sig i Solen. Deres Fysionomi er meget forskjelligt fra de andre Øglers og minder i flere Henseender om Slangens; de afrun- dede Former, som ere fri for alt, hvad der rager frem, de glatte, glindsende Skjæl, de korte Been, der bringe Bugen fladt ned til Jorden, hvad enten de ligge stille eller vride sig frem med de slangeagtige Bevægelser, — som netop fremkaldes ved Lemmernes Korthed, der har til Følge, at. ved hvert af Dyrets Skridt kommer Lænden eller Skulderen frem, — den bronceagtige Farve med de mørke Striber ned ad Ryggen, disse ere de meest fremtrædende Træk hos denne Øgle, Det er meget vanskeligt at fange den med Hænderne, fordi den er saa glat, saa rap og saa snu, og Haarsnaren glider af, fordi den glatte Krop og Hovedet gaae aldeles i Et uden nogen Grændse, hvor Løkken kunde tage fat; et Smæk med en Kjæp bouia«, der skal være af karaibisk Rod og betyde »Djævel«, er ligeledes bleven brugt såa vel om dem som om Gekkonerne, der saaledes ere en Deel udsatte for at forvexles med hinanden, hvor lidt Lighed de end have indbyrdes. Paa Jamaica kalde Negerne den »Slangens Dreng«, »snake-boy« eller »snakes waiting boy«. 366 lammer den vel, men rammer det Halen, gaaer denne af med samme Lethed som Staalormens. En Eiendomme- lighed besidder denne Øgle, om end til fælles med mange andre Snogeøgler og Firbeen, at der paa det underste Øielaag er anbragt ligesom en klar Rude, der tillader den at see med lukkede Øine og at fare omkring efter de Insekter, hvoraf den lever, paa Steder, hvor den ellers vilde være meget udsat for at beskadige sine Øine. Alle andre vestindiske Øgler legge Æg; kun Snoge- øglerne føde levende Unger. I denne Henseende dele Krybdyrene sig paa en Maade i to Grupper, der døg neppe ere lige talrige, selv om man seer bort fra Padderne, hos hvilke det at føde levende Unger er en Sjeldenhed. Alle Skildpadder og Krokodiler lægge Æg; Krokodilernes ovale, hvide og haardskallede Æg sammenlignes gjerne med Andeæg; de ere smaae i Forhold til Dyrets Størrelse, men til Gjengjæld meget talrige. Havskildpaddernes ere lige- ledes forholdsvis smaåaae, men meget talrige, kuglerunde, bløde, blot med et tyndt, pulveragtigt Kalkdække; Sump- skildpaddernes aflange, smalle, forsynede med en fastere Skal, færre i Antal, men forholdsvis større; Landskild- paddernes igjen kuglerunde, men i øvrigt af samme Be- skaffenhed; Gekkonernes næsten kuglerunde, af en tynd, hvid Kalkskal beskyttede Æg, der ligne småae Fugleæg, ere igjen meget forskjellige fra Slangernes langagtige, blød- skallede Æg. Disses Antal synes i Reglen ikke at være stort hos Øglerne; hos de vestindiske Arter finder man i Ålmindelighed kun 1 eller 2 i hver Æggeleder; kun hos Leguanerne træffer man et større Antal. Levende- fødende ere mange Slanger, navnlig alle Giftslanger, om hvilke hidtil noget er blevet bekjendt i denne Hen- seende, med Undtagelse af den hornede Hugorm (Cerastes) 367 "i "Asien og Afrikas tørre Egne, som lægger sine Æg i Sandet; «dernæst de amerikanske Kvælerslanger (Boaerne, medens Pythonerne i den gamle Verden lægge Æg) samt adskillige andre Slanger, f. Ex, vor Hassel-Snog (Coro- nella lævis); af Øglerne er det sandsynligvis Tilfældet med alle til Snogeøglernes Familie hørende Former; i de ægte Firbeens Familie er vor levendefødende Øgle (Lacerta vivipara) derimod i denne Henseende en Undtagelse. Det er en almindelig Regel, at Krybdyrene ved Fødslen, hvad enten de fødes levende eller udklækkes af Æg, ere smukkere og livligere tegnede end de voxne, og at Teg- ningen bliver mattere og mere udvisket med Ålderen, Æglægningen synes hos de fleste vestindiske Øgler, med Undtagelse af de ægte Leguaner, at gaae for sig hele Aaret igjennem eller i al Fald en større Deel af Aaret, og saa- ledes bødes der paa det ringe Antal, som lægges hver Gang. ”) Der staaer endnu tilbage at sige et Par Ord om en mærkelig Øgleform, som De ogsaa vil kunne træffe paa Hoved og Hale af en Ormøgle (Amphisbæna). vore danske Antiller, nemlig Orm-Øglerne (Am- phisbæna);. det er ormformige, lemmeløse, meget kort- halede Krybdyr, hvis Krop, Hoved og Hale ere lige tykke 4 ”) Hos Eumeces agilis fandt G. Ungerne i Februar-April 3;%” lange, hos Ameiva dorsalis 4 Æg, 2 i hver Æggeleder, i Mai; Æggene af den store Gekko (Platyd. rapicauda) fandt G. i Oktober-Februar; af de smaa Gekkoner i Februar-Mai. Hos Anolis”erne finder man endog kun et Æg udviklet ad Gangen, medens den anden Æg- leder er tom. 368 og gaae aldeles i Et, og hvis smaabitte Øine ere skjulte under Hovedets Hudskjolde; deres Beklædning bestaaer ; smaae, firkantede Skjæl, der ere ordnede i Ringe, og ligner saaledes hverken Slangernes eller Øglernes; de ere aabenbart berøvede Synssandsen og kun skikkede til at rode sig frem i Jorden eller hen ad dennes Overflade paa Regnormenes Vis. Menig Mand opfatter dem natur- ligvis som Slanger og sammenfatter dem og de med dem analoge »Ormslanger« (Typhlops) under Benævnelsen »tvehovede Slanger«, idet de forsikkre, at den har Hoved i begge Ender og bevæger sig lige let frem og tilbage. — Den paa vore vestindiske Øer forekommende Art træffes især paa Sukkermarkerne under de paa Marken efterladte Blade; andre Steder har man truffet dem »under Barken påa omhuggede Stammer, i Træstubbe, i Dynger af løs Muldjord og gammel Gjødsel«; den anseelige hvide Orm- øgle (A. alba) i Brasilien er ligesom Ormpadderne en fast Beboøer af de store underjordiske Myreboer. Ved deres Lighed med Ormslangerne føre Orm- øglerne os let over til den femte og sidste Hoved- afdeling af Krybdyrklassen: Slangerne. Ormslangerne ere smaaåae, glatte, glindsende, ormdannede Slanger, hvis tynde Forkrop gaaer i Et med det overordenlig lille Hoved og den lidt tykkere Bagkrop, og hvis Hale er re- duceret til en krumbøiet Spids; Skjællene, .der beklæde det hele Legeme ensformigt — de brede Bugskinner, som vi ellers finde hos Slangerne, mangle nemlig — ligne Snogeøglernes; Øinene ere enten fuldstændig skjulte un- der Huden eller (især hos Ungerne) netop synlige gjennem denne; at de ere blinde, derom overbeviser man sig let, naar man har dem levende; stikker man en eller anden / 369 'Gjenstand hen mod deres Hoved, ændse de den ikke, førend de komme til at røre ved den, og saa trække de Hovedet pludselig til sig, som om de bleve skræmte. De komme for Dågen ved Jordarbeider, f. Ex. ved at flytte Stene, og det viser sig da at være et livligt lille Dyr, der bevæger sig med samme Lethed frem og tilbage, let slipper fra En og hurtig graver sig ned i Jorden; paa Slangens Vis lader den sin lille kløftede Tunge spille ud af Munden. Dens Æg har G. fundet i gamle Termitreder ligesom de smaa Gekkoners; det var tykkere i Omfang end noget voxent Exemplar, som han havde seet, men en Feiltagelse var ikke mulig, da det indeholdt en fuldt udviklet Unge; G. slutter heraf, at de kun lægge faae Æg (maaskee kun et) ad Gangen ligesom adskillige af de vestindiske Øgler. Skjøndt de ingenlunde ere Vanddyr, viste det sig dog, at de svømmede hurtigt og smukt med igleagtige Bevægelser. Der er neppe nogen af de talrige Snogeformer, som beboe Antillerne, der fortjener åt fremhæves paa Grund af Eiendommeligheder i deres Bygning og Liv. Dog fortjene Gosses Iagttagelser over et Par jamaikanske Arter maaskee at meddeles. Den ene af dem kalder han den graa Snog; den træffes paa stenede Steder, paa Jorden, eller sees at glide hen mellem det affaldne Løv og det tørre Kvas ved Siden af Veiene; undertiden ligger den hen ad en Bjælke eller langs med et Brædt under Tagspaanerne af et Udhus, ventende taalmodigt med ned- hængende Hoved og speidende Øine efter sit Bytte, de Anolis'er og Gekkøner, som besøge disse Steder. En Gang, da G. fangede Insekter paa de blomstrende Træer ved en Vei, saae han 2 småae Anolis”er lege paa en Busk; den ene havde grebet om den andens Hale med sin Mund, og 25 370 saaledes tumlede de om mellem Grenene i uskyldig Munter- hed uden at ane, at der var en Fjende, nemlig en graa Snog, i Nærheden, som ogsaa passede paa dem i al Stil- hed. Pludselig greb den den ene af dem, kastede sit Hoved tilbage fra den Green, hen ad hvilken den havde ligget skjult, og holdt saaledes sit Offer svævende i Luf- ten; Øglen var bleven greben lige bag ved Forbenene, men ved en næsten umærkelig Flytning af sine Kjæber fik Slangen snart dens Hoved i sin Mund, og ved en skifte- vis Bevægelse af de to Kjæbesider havde den snart suget sit Offer i sig, om man kan udtrykke sig såa; Forbenene vare ingen Hindring, men en af Bagfødderne, der holdt fast om en Green, vilde ikke gaae ned; et pludseligt Ryk løsnede imidlertid Foden fra Grenen, og et Øieblik efter forsvandt Halespidsen i Slangens. Gab.. —— Den sorte Snog træffer man overalt paa Jamaica, enten liggende sammenrullet mellém de affaldne Blade, som Vinden har samlet mellem Trærødderne, eller den glider hurtigt gjen- nem Græsset i Udkanten af Skovene eller hænger ud af Hullerne i Steengjærderne og lurer ubevægelig i Solskinnet påa de Øgler, som besøge slige Steder. Skjøndt den ikke er noget stort Dyr — c. 11 Alen lang — er den kjæk og vild, vender sig mod sin Angriber med Hovedet hævet truende og vidt opspilet Mund, rede til at bide; den kan under det derved opstaaede Sammenstød blive aldeles rasende, i hvilken Tilstand den udspiler sin Halshud, saa at den bliver ganske bred ,og fremviser det hvide mellem Skjællene, ligesom hos Brilleslangen. Skjøndt den ikke er giftig, skal dens Bid dog bevirke, at Huden svulmer op og smerter noget, og man fortæller, at naar Hundene an- gribe den, hugger den altid efter deres Øine og at Blind- hed ofte er Følgen deraf. I Anledning af denne Slange 371 gjør G. den vistnok ganske rigtige Bemærkning, at det er en Misforstaaelse, naar man troer, at Slangerne klattre ved at slynge deres Legeme i Spiraler omkring Stammen eller Grenen; de glide ganske simpelt opad en lodret Stamme med hele Legemet udstrakt i lige Linie og med samme Lethed som hen ad Jorden, blot klyngende sig fast ved Spidserne af de udspilede Ribbeen, hvorved Legemet faaer en fladtrykt Form; de kunne gjerne lade største Delen af Kroppen hænge ud i Luften, naar blot Huden og lidt af Bagkroppen er trykket tæt op til Grenens øvre Flade; og de kunne gjerne gåae ganske frit over fra den ene Green til den anden, selv om der er temmelig långt mellem disse; deres Bevægelser i Træet ere i det hele frie og lette og fremkalde det Indtryk, at de føle sig al- deles hjemme der. Til en af deKvælerslanger, som beboe Antillerne hørte vistnok de af Oviedo omtalte Slanger af indtil 15 Ålens Længde, der vare såa tykke som et Menneske om Laaret; det hedder sig, at Indianerne spiste dem og at de vare af en blid Charakteer, men at man kunde finde i deres Mave 6—7 hele, nedslugte Gnavere af Kaninens Størrelse. Saa store er dog den påa Jamaica forekom- mende gule, sortplettede Boa (Chilabothrus inor- natus) ikke; G. har seet den 4—5 Ålen lang, men har hørt tåle om dobbelt saa store, der våre saa tykke som en Mands Laar.”) Den er Gjenstand for en heel Deel Frygt, uagtet man ikke kan anføre noget Exempel paa, at dens Bid har havt et dødeligt Udfald, om vedkommende end har faaet Feber af Skræk; dog betændes Saaret let ”) Boa diviniloqua paa St. Lucie naaer ifølge Tyler en Længde af 7 Alen; den findes i stor Mængde i Sukkermarkerne og gjør megen Nytte ved at ødelægge Rotter. AE 372 og er vanskeligt at læge, fordi Tænderne let brydes af og blive siddende i Saaret. Den søger ofte ind i Husene, rimeligvis for at søge efter Rotter; G. hørte fortælle om en Mand, som, da han vaagnede, følte noget paa sin Haand, og ved at see sig om fandt en stor Boa liggende sammenrullet paa sin Hovedpude; i sin Forskrækkelse blev han liggende og turde hverken røre sig eller skrige, indtil hans Folk, der forundrede sig over, at han ikke stod op, opdagede Trolddommen ved at kigge ind ad Vinduet, og dræbte den frygtede Gæst. En anden blev fanget i en Rottefælde, der var stillet op, fordi man havde Mistanke om, at det var den, som plyndrede Hønsehuset; i dens Mave fandtes ikke mindre end 7 hele Hønse-Æg. Gosses sorte Tjener »Sam« såae en Gang en gribe en Høne ved Hovedet, omslynge den med sine dødbringende Favntag og suge den langsomt i sig, indtil blot Fødderne stak frem; da blev den angreben af en Negerkone, som med nogle dygtige Slag af en Stok tvang den til at give sit Bytte fra sig igjen, men Hønen var saa slimet og knust og udtrukken i Længden, at den neppe var til at kjende igjen; under hele Begivenheden stod den moder- løse Kyllingeflok skrigende omkring Scenens Hovedper- soner. En anden Gang saae han en Boa, bestige -et Træ, hvorpaa der sad en Høne, som den nærmede sig lang- somt med Øinene hæftede stift paa den og spillende Tunge; den ståkkels Høne holdt hele Tiden opmærksomt Øie med den, men vovede hverken at flygte eller at skrige. %) Ved at kaste Stene paa den kan man tirre den, indtil den reiser sig lodret i Veiret paa sin Hale og springer saa pludselig — indtil 20 Alen, siges der — efter Stenen. ”) Man vil maaskee finde disse Anekdoter lidt ubetydelige: jeg har dog ikke villet udelade dem, da de synes mig ret oplysende. 373 I Parringstiden træffer man disse Kvælerslanger sam- menrullede om hinanden i store Nøgler, som dannes af mange Individer”); de ere da temmelig dorske og dræbes uden Møie, for saa vidt man ikke overvældes af den utaale- lige Stank, som udbredes af deres Excrementer. Sam saae en Gang et Par unge Boaer kjærtegne hinanden; den ene låa paa en lav Mur med Hovedet nedad, den anden paa Jorden med Hovedet i Veiret, saa at deres Snuder mødtes og de kunde slikke hinanden i Ansigtet med deres spillende Tunger. Om deres Forplantning hersker en mærkelig Uvished; man har bragt G. Æg, som angaves at være af denne Boa, og som vare fundne i en Hule, udfodret med tørre Plantedele, hvoraf man havde seet en Boa komme ud; da de indeholdt Fustre, kan det neppe have været vanskeligt at overtyde sig, om det virkelig var Æg af denne Slange eller ikke; man kunde endog af den Omstændighed, at Slangen havde dem liggende i en dertil indrettet Rede, som den aflagde Besøg, slutte, at den rugede dem ligesom Pythonerne. Men af andre fuld- kommen paalidelige Kjendsgjerninger fremgaaer det utvivl- somt, at den gule Boa føder levende Unger, indtil 33 i Tallet; da det nu ikke gaaer an at antage, at den snart lægger Æg, snart føder levende Unger, er der ikke nogen anden Udvei end at antage, at der er skeet en Forvexling af to nærstaaende Arter, af hvilke den ene føder levende Unger, medens den anden lægger Æg, ligesom Tilfældet er med vore ”) En Forfatter bemærker i den Anledning, at det er ikke usand- synligt, at saaledes sammenrullede Slanger kunde give Anledning til Sagnet om den lernæiske Hydra — og at Hercules's berømte Bedrift maaskee ikke var andet, end at da han traf en saadan Slangeknude, havde han den Forstand at angribe den i denne sammenrullede, ubehjælpsomme Tilstand. 374 to hinanden saa lige Arter af Firbeen.”) — Paa Cuba findes derenklattrende Boaslange, som fornemmelig efterstræber Løvfrøerne (Tropidophis melanurus). Ålle Kvælerslan- ger ere vistnok iøvrigt Natdyr; derpaa tyder den lodrette, snevre Pupil, ligesom ogsaa direkte lagttagelser i Menagerier. Der staaer endnu tilbage at omtale den berygtede »gule Hugorm« (Trigonocephalus lanceolatus, »Serpent fér-de-Lance«, »Rat-tail«) paa Martinique og S. Lucie; »den gule« kaldes den, »fordi ingen anden Slange påa Martinique har denne Farve«, men det er for Resten langt fra, at den altid er gul; den kan være brun, sort eller tigret. Sagnet vil vide, at den er indført i Kalebasser fra Fastlandet i ældgammel Tid af Karaibernes bittre Fjender, Årauakerne; men, saa vidt jeg har kunnet erfare, kjendes den ikke med Sikkerhed fra Fastlandet. Den samme Grund vil forhindre os i at antage, at den ved et eller andet ulykkeligt Tilfælde skulde være bleven overført til disse Øer; vel svømmer den meget godt og taaler ogsaa i det mindste et kortere Ophold i salt Vand, men vår den kommen derover paa denne Maade, hvorfor findes den da ikke paa Granada og S. Vin- cent, som ligge Fastlandet nærmere? Der bliver da ikke anden Udvei tilbage, end at antage, at den har oprindelig hjemme paa de anførte Øer eller i al Fald paa den ene af dem. Den er en sand Forbandelse for dem; paa S. Lucie døer der aarlig mindst en Snees Personer af dens Bid, påa Martinique c. 50, og da man antager, at i de 19 Tilfælde af 20 slipper Patienten derfra med Livet — men ofte med Lamhed i den ene Side, forfærdelige Bylder, Blindhed, Tabet af Mælet, Beenedder, der kræver AÅmputation af et Lem, eller andre gyselige Erindringer ") Ogsaa Boa divinoloqua (paa St. Lucie) og B. constrictor i Brasilien føde levende Unger. i 370 om sit Uheld — kan man antage, at c. 1400 Mennesker aarlig blive ramte af disse Uhyrers Bid. At denne Slange kan være saa farlig, begriber man let, naar man veed, at den hører til den farligste Afdeling af Giftslangerne, de ægte Giftslanger eller Hugorme, med den sammen- trængte, muskelstærke Legemsbygning, det brede, hjerte- formige Hoved, de stærkt udviklede Gifttænder og den store Giftkjertel — som rulle sig sammen i en Spiral og angribe deres Bytte eller Fjende med et pludseligt Spring — men den hører tillige til de allerstørste i sin Gruppe, da den naaer en Længde af over 3% Alen, efter nogle Angivelser endog 41 Alen, med et Omfang af 4—5”; den tilhører endelig en Slægt (Pilhovederne), hvis Arter (f. Ex. den nordamerikanske »Vand-Moccasin-Slange« i Sydens Rismarker) frygtes langt mere end de dorske Klapperslanger, fordi de ikke som disse vente til man fortrædiger dem, men angribe alt hvad de møde eller. som kommer i deres Nærhed. Deres Hørelse er fin, de vaagne ved den mindste Lyd, og deres Øie er ligesom Kattens indrettet til at see baade om Dagen og om Natten. Schlegel udtrykker sig saaledes om denne Slægt: »alle de bekjendte Arter opholde sig paa skovbevoxne eller skyggefulde Steder og ynde især de mørke Skove og fug- tige Enge. Skjulte i Græsset under Bladdynger eller Træ- bark, bemærkes de ikke før end det er for silde; fra deres Skjul styrte de sig over ethvert levende Væsen, som for- styrrer deres Ro, og bibringe det i deres Raseri det døde- lige Stik... Den ulykkelige standser ubevægelig, overrasket og stiv af Skræk ved det uventede Syn af sin lige saa hæslige som frygtelige Fjende; berøvet Brugen af sine Evner har han hverken Tid eller Kraft til at undflye det uventede Angreb; Slangens Spring er ofte saa voldsomt, at det rammer de øvre Legemsdele, og at man falder 376 om ved Stødet; tykke Klæder og lange Støvler beskytte ikke mod den som mod den europæiske Hugorm. « Åt denne frygtelige Slange kan være saa forfærdelig hyppig påa S. Lucie og Martinique, forstaaer man, naar man hører, åt den føder indtil 65 Unger åd Gangen! Dræber man saaledes ved at høste en Sukkermark en 80 Stykker påa en Gang, saa kan det være Afkommet af et eneste Par i to Kuld. Ved Fødslen ere Ungerne 8—10” lange og fuldkommen udrustede med deres Races In- stinkter og. Tilbøieligheder; dræber man en Hun med fuldbaarne Unger, kan det let hænde, at man derved sætter den hele Sværm i Frihed og seer den sprede sig til alle Sider, inden man kan faae Tid til at dræbe dem. Sin Føde finder denne Mylder af Giftslanger som Unger i alle Slags Smaadyr, som større vel tildeels i Landets Firbeen, Smaafugle og dets faae oprindelige vilde Patte- dyr (Gnavere og Pungrotter), men fremfor alt i de 10,000 Gange saa talrige Rotter, som beboe Sukkermarkerne og tilføje disse såa stor en Skade, at det er noget tvivlsomt, om Eierne vilde være glade ved Hugormens Udryddelse; thi da var der intet, der kunde hindre Kofterne i at tage Overhaand i en saadan Grad, at Sukkeravlen vilde blive alvorlig truet. Bog derpaa kunde man vel raade Bod ved f. Ex. at indføre Boaslangen fra S. Lucie. Der er ingen Tvivl om, at Landets Opdyrkning, som ellers pleier at medføre slige Dyrs Undergang, har været den gule Hug- orm oveérordenlig gunstig; i de tykke Tuer af Sukker- rør, omgivne af halvvisne Blade, have de langt talrigere og bedre Tilflugtssteder, end den mørke Urskov, hvis Skygge kvæler det høie Græs og de Buske, hvori de søge deres Tilhold, kunde skaffe dem, og i Rotterne, der jo ere indførte af Kolonisterne og ligeledes have fundet 377 ypperlige Livsbetingelser i Sukkermarkerne, en Kilde til Føde, som Naturen aldrig kunde yde den. Som Beviser paa deres Hyppighed kan anføres, at der i Løbet af 3 Maaneder blev fanget 700 i Omegnen af Fort Royal, og påa en enkelt Plantage blev der i 2 Aar dræbt 900, et andet Sted i 8 Aar henved 3000. Og man træffer dem allevegne; i Sumpene, i Skovene, ved Flodbredderne, fra Havets Bred mellem Mangrovetræerne til Toppen af Bjer- gene, lige til Skybæltet i 5000 Fods Høide, i Rotternes og Landkrabbernes Huller og fremfor alt paa Sukkermar- kerne; de lure efter Smaafugle ved Flodbredderne, efter- stræbe Hønsegaardene, trænge ind i Negernes Hytter, der ligge umiddelbart omgivne af Buske og høit Græs, og gjemme sig under Løvtaget; selv i Toppen af de høieste Træer skal man kunne finde dem. Sjeldnere træffes de i Byerne, dog dræbes der aarlig en stor Mængde i Forternes Udenværker,-og det er ingenlunde uden Exempel, at de forvilde sig ind i beboede Huse. Det er farligt at træde påa en omstyrtet hui Træstamme, thi i den er Uhyret skjult; det er ikke tilraadeligt at stikke Haanden op eller ned i en Fuglergde, thi der ligger .den sammenrullet efter at have fortæret Ægene eller Ungerne, De jage dog lige- som Natrovfuglene ikke i Solskin, men ved Solnedgang eller paa skyggefulde Dage; der er derfor størst Fare for at blive stukken om Natten, da man jo ogsaa vanskeligst kan vogte sig for dem. Gaae flere Negere f. Ex. i Rad ved Nattetide med en Fakkel, er det ikke den forreste, men en af de sidste, som bliver bidt; Slangen skal have lidt Tid til at summe sig derpaa og lave sig til. De ere for Resten meget aarvaagne, baade Dag og Nat, og at rulle sig sammen til Angreb i en firdobbelt Kreds, hvis Midte dannes for neden af Halespidsen, for oven af Hovedet, er 378 snart gjort; deres Spring er saa hurtigt, at Øiet bog- stavelig ikke kan følge det. Efter nogle Beretninger (f. Ex. Moreau de Jonnés)”) angribe de enhver forbigaaende, ja. forfølge ham stundom i en Række af lange Spring; men Dr. Rufz, der har gjort dens hele Historie til Gjen- stand for en vidtløftig Undersøgelse”; under sit Ophold påa Martinique, benægter ligefrem, at den nogensinde angriber, og betragter Fortællingerne om dens Forfølgelser som udsprungne af Negerindernes opskræmte Fantasi. Af de forskjellige Smaahistorier, som meddeles, fremgaaer det dog tydeligt nok, at man ikke behøver at træde paa den for at faae den til at hugge, men at enhver Forstyr- relse af dens Ro er nok dertil. De kunne desuden svømme, klattre lige op ad en Træstamme og reise sig undertiden paa Halen i fuld Mandshøide. Det rette Øie- blik til at angribe dem er inden de have faaet Tid til at rulle sig sammen eller efter et forfeilet Spring, og Negerne, der aldrig see dem uden at angribe dem, søge derfor ved at drille dem, kaste med Steen o.s.v. at forhindre dem i at indtage deres Forsvarsstilling eller at formaåaae .dem til at opgive den, men i Reglen forgjæves; Slangen ind- tager eller beholder koldblodig sin faste Stilling, indtil den finder det passende at gaae over til Angreb; et Smæk med en Kjep er i øvrigt tilstrækkeligt til at gjøre det af med den ved at knække dens svage Rygrad. Men Negeren anvender ogsaa List; han nærmer sig forsigtig, fløitende, skjult af Buskenes Blade, og lister en Løkke, dannet af ”) Monographie du Trigonocephale des Antilles on grande vipére-fér- de-lance de la Martinique. 1816. "”) Enquéte sur le serpent de la Martinique (vipére-fér-de-lance, Bothrops lanceolé) seconde édition, Paris 1859. 379 Lianer og en lang Kjep, om dens Hals; et Ryk — og den er i hans Vold! Eller han sætter sin Hat, sin Bylt eller om Natten sin Lygte ned foran den, for at den skal blive liggende og løber bort for at hente Hjælp. Hovedet graver han dybt ned, for at Ingen skal saares af Gift- tænderne, og Kroppen hænger han op paa et Træ for at more sig ved dens krampagtige Sammentrækninger, naar han kniber eller stikker den; de kunne vedvare mange Timer efter at Hovedet er afhugget. Man skulde troe, at dette Bestie gjorde Livet næsten utaaleligt påa Martinique og S. Lucie. Det er dog ikke Tilfældet. Kreolen har vænnet sig til at leve med sin Fjende »med Fortvivlelsens stupide Resignation« , det er et Damokles-Sværd, der altid hænger over hans Hoved, men han lever endda, thi han er vant dertil. Rigtignok paåaalægger den ham en betydelig Tvang i Nydelsen af Naturens Glæder; at jage er en farlig Sag, at drive om- kring i Mark og Skov er en Plage, at sværme i Maane- skin falder En aldrig ind. Men han tænker dog ikke meget paa den, foretager intet imod den og leer åd den nyankomnes Frygt. Negerne gaae til deres farlige Arbeide med samme Ro som Soldaten mod Kugleregnen. En raaber: »Mig stukket«!, der skeer et, Øiebliks Standsning, ved- kommendes Kone eller Søn iler ham til Hjælp, han bringes hjem til sin Hytte og der sendes Bud efter en eller anden gammel Hexemester, mellem hvis Hænder han maaskee døer i Løbet af 24 Timer; den kjækkeste Arbeider træder frem af Rækken, dræber Slangen, og Arbeidet fortsættes som om intet var forefaldet. Alligevel er Slangen saa at sige bagved alles Tanker; Ingen gaaer i det frie uden at have Øine og Øren uafladelig paa Vagt efter enhver 380 mistænkelig Lyd og Plet, og man gaaer ikke hjem om Aftenen uden Lygte og Stok; man drømmer om den om Natten og sætter ikke sin blottede Fod påa det bare Gulv uden at bilde sig ind, at man træder påa den; naar man sidder om Aftenen under Verandaåen og nyder den kølige Luft, er det med Slangehistorier, man under- holder hinanden, som andetsteds med »Røverhistorier« om Mord, Overfald, Indbrud, Ildebrand 0. s. v. Men fremfor alt er man Fatalist og tænker som Negeren sagde: «Gaa kun! Massa! der skål Uheld til at blive bidt, og skal De døe deraf, kan det lige saa godt hænde Dem hjemme i Deres Stue som her.« Ogsaa Dyrene flye med BRædsel for den: Hesten steiller, Oxen tager Flugten og Rotterne løbe skrigende deres Vei. En Fugl (Loxia indicator) hår det mærke- lige Instinkt ved sit Skrig og Kredsflugt at henlede Men- neskets Opmærksomhed paa det Sted, hvor deres fælles Fjende er skjult. Hønsene, Kattene, Hundene og Svinene fortære dog en Deel af dem, især af de småae; navnlig synes Svinet, som i Nord-Amerika efter sigende bruges til at »afdrive Skovene for Klapperslanger«, at maatte kunne bruges til at udrydde dem; men Planteren seer saa nødig Svin i sin Sukkermark, at man overalt holder Skyde- vaaben rede for at skyde de Svin, som forvilde sig der- ind! En lille engelsk Terrier-Race viste sig ypperlig skikket til at bekæmpe den gule Hugorm, men Midlet er noget kost- bart, da Hunden dog let kan gaae i Løbet med det samme. Man har tænkt paa at indføre den ægyptiske Pharaorotte, den indiske Manguste (ligeledes et Rovdyr af Viverre- familien), den sydafrikanske Sekretær eller Slangefalk, der ret er skabt til dette Stykke Arbeide — og Forsøget er 381 gjort af Admiral Mackau med 2 Stykker, men den ene døde strax efter Overfarten, den anden noget efter — eller nogle af de mangfoldige slangeædende Vadefugle af Storke-, Ibis-, Heirefamilien 0. s,v. i Ostindien eller Syd- Amerika; det franske keiserlige Acclimatisations - Selskab belønner med sin Guldmedaille til 1000 frcs. den, som det lykkes at indføre og acclimatisere i tredie Generation et saadant Dyr paa Martinique eller paa S. Lucie. Aller- bedst synes Pindsvinet med sin forunderlige Uimod- tagelighed for Gifte og sit instinktmæsige Had til Hug- ormene, hvis Bid den aldeles ikke ændser, at egne sig hertil, måaskee bedst en af de afrikanske Arter, som lettest vilde kunne taale Klimaet. I 1793 indførte man nogle smaae Frøer fra Guadeloupe i det for- fængelige Haab, at de skulde virke som Gift paa dem, men man har derved neppe udrettet andet end at for- syne dem med et Fødemiddel til. Derimod maa det ansees for afgjort, at Hugormen paa S. Lucie har en Fjende, hvor man mindst skulde vente det, i en giftløs Slange eller Snog, ikke større end den selv. Denne blaalige, hvidbugede Slange, »Clibro« kaldet (Brachy- ruton plumbeum?) opnåaer en Længde af indtil 3 Alen og et Omfang af indtil 4 Tommer. Den lever af andre Slanger og især af Hugormen, hvis Bid aldeles ingen Virkning gjør påa den. Lieut. Tyler satte en Gang et Par af disse Slanger sammen: Snogen var lidt længere end Giftslangen, men knap såa tyk; den greb strax denne midt om Livet og snoede sig tre Gange om den; Hug- ormen bed den i Ryggen, saa at der kom Blod. Nogle Sekunder laa de begge ganske stille, men saa listede Snogen sit Hoved op mod Hugormens, og med et plud- 382 seligt Sæt greb den dens Hoved med sine Kjæber og be- gyndte at nedsluge den, om hvilket Arbeide den var over 3 Timer. At Slangerne kunne sluge et Bytte, der er tykkere end de selv i normal Tilstand, skyldes som be- kjendt deres Udvidelighed; at Clibroen bliver Seierherre” i Kampen skylder den uden Tvivl sin større Hurtighed og Bevægelighed. Andre have i øvrigt gjentaget dette Forsøg, men uden Resultat, og vist er det i al Fald, at Clibroen ikke har befriet S. Lucie for Hugormen, som der er lige saa talrig som paa Martinique, og det kan derfor heller ikke være dens Fortjeneste, at Guadeloupe er fri for denne Hjemsøgelse. For at vise, hvor ufuldstændigt man endnu kjender Vestindiens Krybdyrliv, og hvilke Gaader der endnu kan være at løse i denne Green af Naturhistorien, skal jeg endnu anføre, at Gosse gjentagne Gange, baade paa Jamaica og Haiti, fik Beretninger af foregivne Øievidner om »en tyk Slange med et Fuglenæb, en rød Hjelm paa Hovedet samt en rød Hudlap eller Finne påa hver Side af Hovedet, 4 Fod lang, mørkegul med store Pletter langs ned ad Ryggen«; ja Negerne tilføjede, at den galer som . en Hane og lister sig ind i Hønsehusene, hvis Beboere den skuffer ved sin Lighed med en Høne, naar den ligger sammenrullet, saa at blot Hovedet sees, hvorved den kan komme til at overrumple dem. Hvor vant man end er til, at ukyndiges Beretninger faae et høist fantastisk Tilsnit, og hvor sikker man end kan være påa, at naar denne vidunderlige Slange en Gang foreligger til Eftersyn, vil det være noget saare lidet mærkeligt, saa er man dog endnu ude af Stand til at sige hvad det er, der har givet Anledning til denne Folketro. 383 Med Undtagelse af den nys nævnte Giftslange paa to af de sydlige Antiller og, om man vil, Krokodilerne, er der ingen af de vestindiske Krybdyr, som fortjener den Afsky og Rædsel, som man i Almindelighed, mindst dog i Vestindien, værdiger disse Dyr; der er man fornuftigere, man agter dem for den Nytte, de gjøre ved at fortære Insekter i Mark, Have og Hus, og man ynder dem ofte ligefrem paa Grund af deres vakre Farver, livlige Væsen og smukke Bevægelser. »Glandsen af de livlige, som Guld og Ædelstene funklende Farver, der gjennemløbe alle Regnbuens Nuancer med samme Hurtighed som hos Kaåamæleonen, udhæver paa en smuk og behagelig Maade de Planters mørkegrønne Farver, mellem hvilke de leve, og Øiet finder Behag i at forfølge deres muntre Leg, Finheden og Behændigheden i deres Bevægelser, som de lægge for Dågen, naar de jage efter hinanden.« — Vi "have seet, at de større Øgler og Slanger kunne afgive eller i al Fald tidligere have afgivet: en Føde, der ikke var at foragte, hvor større Vildt saa godt som ganske mangler”); og Skildpaddernes fleersidige Anvendelighed for Mennesket anviser dem en temmelig høi Plads blandt de nyttige Dyr. Der kunde endnu opkastes det Spørgsmaal, om de vestindiske Krybdyr have en Dvaletid i den tørre Tid ligesom de nordiske om Vintren. Det berettes tildeels at være saa: »i den koldere Aarstid, fra October til Februar, da Middeltemperaturen kun er 22—24" C., da der hersker en skarp Nordenvind og en for Mennesket pinlig Tørke, da de fleste Planters Væxtliv standser og Insekterne forsvinde, trække Slangerne og Padderne (men ikke Kro- ”) Den oprindelig vilde Pattedyrverden er i Vestindien indskrænket til nogle Smaagnavere og Flagermus samt en enkelt Pungrotte-Art. 384 kodiler og Øgler?) sig tilbage i Jorden og falde i en mere eller mindre streng Vinterdvale; i den varme Aarstid der- imod, fra Juni til September, da Varmen i Skyggen er —24—31" C., da rigelige Regnskyl følge efter hinanden næsten uden Afbrydelse, finde Krybdyrene her rigelig Føde i de talrige Insekter og den yppige Plantevæxt og søge ikke at unddrage sig Varmens Indflydelse ved en Sommerdvale.« Saaledes berettes fra Cuba, og Forholdet er vel neppe forskjelligt paa de andre Øer. Ser Forelæsninger om Lyslæren for unge Tilhørere. Af J. Tyndall, Professor ved Royal Institution i London. VI. Indhold af 6te Forelæsning. ensk Legemers Farve frembringes ved Interferens eller Vexelindgreb, idet en Deel af de Lysstraaler, som træffe den forreste Deei af Over- fladen, kastes tilbage, men en Deel af dem gaaer igjennem Legemet og kastes tilbage fra den bageste Deel- af Overfladen, og disse to Dele ville ved en vis Tykkelse af Legemet træffe sammen saaledes, at de ophæve hinandens Virkning, og ved en anden Tykkelse derimod saa- ledes, at de forstærke hinandens Virkning. Til at faae to røde Lys- straaler til at træffe forstærkende sammen, udfordres der en større Tykkelse af Legemet end til at bevirke det samme med to blaae; heraf kommer det, at en Farve fremkommer ved den samme Tykkelse, hvorved en anden Farve forsvinder, og hvis Legemet altsaa har samme Tykkelse overalt, bliver Farven eensformig over hele Legemet; men hvis Tykkelsen vexler, vil Farven ogsaa vexle. Sæbeboblernes pragt- fulde vexlende Farvespil bevirkes netop ved deres forskjellige Tykkelse paa forskjellige Steder. 1 en almindelig Lysstraale maa man tænke sig, åt Svingningerne foregaae i alle "Retninger; ved Tilbagekastning under en vis Vinkel ville disse Svingninger bringes til at foregaae alle i et og samme Plan, og Lysstraalen siges da at være plansat (polariseret); saaledes ville Lysstraalerne blive plansatte, naar de kastes tilbage fra en Glasplade under en Vinkel af omtrent 33”. En Deel af de Lysstraaler, som gaae igjennem Glaspladen, bliver ogsaa plansat, og ved at tilføje endnu en Glasplade bliver endnu en større Deel plansat, og saaledes kan man ved. at anvende et stort Antal Glasplader faae alt det Lys, der gaaer igjennem .dem, plansat. Ved at gaae igjennem visse Krystaller spaltes Lyset i to Dele, af hvilke den ene brydes stærkere end den anden; dette kaldes Dobbeltbrydning. Naar jeg f. Ex. har opfanget Bil- 26 386 ledet af Kulspidserne fra den elektriske Lampe paa Skjærmen, og jeg da anbringer et Stykke islandsk Kalkspath mellem Lampen og Skjær- men, vil jeg faåae to Billeder istedenfor eet, og de to Lyskegler, som komme ud fra Kålkspathen, ere plansatte lodret paa hinanden. Lyset kan altsaa paa tre Maader blive plansat: ved Tilbagekastning, ved al- mindelig Brydning og ved Dobbeltbrydning. å Naar en plansat Lysstraale under den rigtige Vinkel træffer Over- fladen af en Glasplade i en vis Stilling, bliver Lysstraalen tilbagekastet ; derimod -bliver -den ikke…tilbagekastet, naar …den under, sammes Vinkel træifer den samme Glasplade, og denne staaer lodret paa den for- rige Stilling. Idet man altsåa beholder den samme Indfaldsvinkel og lader den tilbagekastende Glasplade dreie sig rundt om den plansatte Lysstraale, vil man i een Stilling faae saa meget som muligt tilbage- kastet, i en anden Stiling, lodret paa den første, det mindst mulige; Mængden af Lys, som kastes tilbage i Stillinger mellem disse to, lig- ger ligeledes mellem disse. En Lysstraale, som gaaer igjennem en Turmalinplade, der er sleben parallel med Krystallens Axe, bliver plansat, og denne Lysstrååle kan gaae igjennem en anden Turmalinplade, hvis dennes Åxe er pa- rallel med den førstes; men hvis Axerne ere lodrette paa hinanden, kan den Lysstraale, som er gaaet igjennem den første Turmalinplaåde, ikke trænge igjennem den anden, [ Overskriften til forrige Forelæsning sagde jeg, at Lovene for Bølgernes Tilbagekastning vare de samme som for Lysets; for at indsee dette behøve vi blot at iagttage en Baad, som bevæger sig i en Kanal, hvori Vandet er roligt; vi ville da bemærke en Række af Smaabølger, som Baaden frembringer, idet den bevæger sig, og naar disse Bølger træffe Kanalens Sider, kastes de tilbage ganske ifølge de samme Love, som vi fandt for Lysstraalerne, og de tilbagekastede Bølger træffe igjen sammen med dem, som oprindelig frembragtes ved Baadens Bevægelse, saa at hele Overfladen af Kanalen bliver bedækket med et Net af hinanden skjærende Bølger. Jeg kan vise Eder dette ved et Forsøg, idet jeg lader Lyset fra den elektriske Lampe falde paa Overfladen af dette Kar med Vand og 387 "derpaa kastes tilbage og opfanges paa Skjærmen, hvor I da ville kunne see Billedet af de i Vandet frembragte Bølger. Karret er, som I see, ovalt, og Bølgerne frem- bringer jeg ved at lade Vandet falde ned i det gjennem et Rør med en fin Aabning, hvorved det falder som smaae Draaber, der da frembringe Bølgerne, som danne sig om det Punkt, hvor Draaben falder, og derpaa kastes tilbage fra Randen og støde sammen med de Bølger, som imidlertid have dannet sig om de faldende Draaber; og eftersom jeg lader Draaberne falde paa forskjellige Steder i Karret, bliver det hele Net af de hinanden skjærende Bølger påa Overfladen forskjelligt. — Jeg gaaer dernæst over til Bølgerne i Luften, Lydbølgerne, som jeg ogsaa omtalte i forrige Forelæsning, og om hvilke jeg viste Eder, hvorledes de kunde forplantes gjennem Luften; Øret danner en Forbindelseskanal mellem den omgivende Luft og Hjernen; denne Kanal er et Sted lukket ved en tynd Hinde, Trommehinden, der bedækker en Hulhed inde i Øret, Trommehulen. Naar jeg nu taler, vil Luften sæt- tes i Svingninger ved min Stemme, og de derved frem- bragte Lydbølger ville trænge ind i Øret, støde mod Trommehinden og sætte den i Bevægelse; ligeledes naar jeg stryger denne Stemmegaffel med en Bue, vil Tromme- hinden i Øret svinge frem og tilbage ligesom Stemme- gaffelen. Nu ville vi antage, at vi havde to Uhre, som gik omtrent eens, saaledes at det ene gjorde 100 Slag, medens det andet gjorde 101; idet de nu begynde sam- tidig at gaae, ville de to Slag paa een Gang træffe Øret og gjøre et forstærket Indtryk paa dette; ved det 101ste Slag ville de igjen træffe forstærkende sammen, og vi ville der igjen have de to Slag, som paa een Gang sætte Tromme- hinden i Bevægelse, saaledes at den svinger frem eller 26% 383 tilbage. Men der kunde ogsaa indtræffe det Tilfælde, at Slaget eller Lydbølgen fra det ene Uhr traf Trommehinden saaledes, at den skulde bevæge sig frem netop i det Øie- blik,. da Lydbølgen fra det andet Uhr skulde bevirke en tilbagegaaende Bevægelse af den, og hvad maatte da Føl- gen blive? Det ene Uhr vilde da ophæve Virkningen af det andet, og Sammenstødet af de to Lyd vilde da frem- bringe Stilhed eller Mangel paa Lyd; tager man dem hver for sig, frembringe de hver sin Lyd, men lader man dem slaae samtidig, kunne de afvexlende forstærke hinanden eller ophæve hinandens Virkning. Saaledes have I vistnok ofte ved Orgelpiber hørt Stød eller forstærkede Toner, naar Lydbølgerne fra to Orgelpiber træffe sammen saaledes, at de virke forstærkende paa hinanden, og omvendt; jeg har her to Orgelpiber, og I ville let kunne høre, naar jeg anblæser dem paa een Gang, hvorledes Lydbølgerne afvex- lende træffe sammen, enten forstærkende eller svækkende hinanden, hvilket er det man kalder Interferens' eller Vexelindgreb af Lydbølger. Men Bølgerne i Luften dannes paa en Maade, der er noget forskjellig fra den, hvorpaa de dannes i Vædsken; naar denne Stemmegaffel eller en hvilken som helst anden Lydgiver sættes i Svingninger, vil den først ved at svinge ud til den ene Side udøve et Tryk paa Luften der og støde Luftdelene foran sig eller fortætte, og derpaa ved at svinge til den modsatte Side tvinge Luftdelene til at følge efter og indtage et større Rum, eller frembringe en Fortynding af Luften. Forfølge vi altsaa Retningen af en Luftbølge, ville vi see, at efter- haanden som den forplanter sig videre, bliver Luften af- vexlende fortættet og fortyndet, saaledes som jeg har for- søgt at fremstille det i denne Tegning, hvor a og b be- tegne de Steder, hvor Luftdelene ere fortættede, og de 389 lysere Linier dem, hvor de ere fortyndede; Afstanden fra a til b kalder man Bølgens Brede (ligesom ved Bølger i Vædsker Afstanden fra det ene Bølgebjerg til det næste kaldes hele Bølgens Brede, og Afstanden fra Begyndelsen af et Bølgebjerg til Begyndelsen af en Bølgedal kaldes Bølgebjergets Brede o.s.v.). Nu ville vi tænke os, at to Lydbølger i samme Øjeblik udgaae fra to forskjellige Ste- der a og a', der ere beliggende saaledes, at Luftfortæt- ningen i den ene falder sammen med Fortyndingen i den anden, og.det er da klart, at de aldeles ville ophæve hinandens Virkning, og at dette Tilfælde vil indtræffe, naar Afstanden mellem Udgangspunkterne netop er en halv Bølgebrede. Noget lignende finder nu Sted med Lyset; men Svingningerne i Lysstraalerne foregaae paa en anden Maade end i Lydbølgerne; thi medens Luftdelene mellem den svingende Stemmegaffel og Eder svinge frem og tilbage i Retningen af Lydbølgen, ville Svingningerne i den Ma- terie, som frembringer Lysbølgerne, foregaae paa tvers af Lysstraalens Retning. Naar jeg nu lader Lyset falde paa et meget tyndt Legeme, f.Ex. et meget tyndt Stykke Glas eller en Sæbeboble, ville nogle af Lysstraalerne tilbage- 390 kastes fra den første Overflade, og nogle af dem gåae igjennem Legemet og kåstes tilbage fra dén "anden Over-" flade, og hvis Legemet har en passende Tykkelse, ville disse Lysbølger kunne gribe saaledes ind i hinanden, at de afvexlende forstærke og ophæve hinandens Virkning og frembringe stærkere Lys eller Mørke, påa samme Maade som vi før viste det med Lydbølgerne, naar der var den behørige Forskjel mellem de Veilængder, de havde at gjennemløbe. Lysbølgerne have forskjellig Brede, og de som frembringe rødt Lys, have større Bølgebrede end de, som frembringe violet Lys, og da nu Tykkelsen eller Tynd- heden af Legemet, f. Ex. Glasset eller Sæbeboblen, be- stemmer den Veiforskjel, Bølgerne komme til åt gjennem- løbe, ville vi der, hvor de røde Lysstraaler i det hvide Lys forsvinde, kunne faåe Forstærkning af de violette Lysstraaler og omvendt, og derfra hidrører altsaa den pragtfulde Afvexling af Farver i Sæbeboblerne, idet Tyk- kelsen af Vandhinden er forskjellig påa forskjellige Steder. Hvis vi kun anvendte eensartet Lys, f. Ex. rødt, vilde vi ogsaa kun faae Afvexling af Mørke og stærkere rødt Lys. Jeg vil nu gaae over til en anden Afdeling af det, som er Gjenstand for min Forelæsning; jeg hår her et Stykke sort Glas med en plansleben Overflade, og naar jeg nu lader en Lysstraale falde påa den, og jeg har valgt den rette Indfaldsvinkel, vil der efter Tilbagekastningen være foregaaet den mærkelige Forandring med den, at Svingningerne i den, som før gik i alle mulige Retninger paa tvers af den, nu kun gaaåae i een og samme Retning; denne Lysstraååle siges da at være plansat eller pola- "Tiseret, og I ville kunne danne Eder en Forestilling om Svingningernes Retning i den, naar I erindre, hvorledes en Snog kryber paa Jorden; Bugtningerne af dens Legeme, 391 der skulle sammenlignes med Svingningerne i den plan- satte Lysstraale, ligge i det vandrette Plan langs med Jordens Overflade, men lodrette paa Bevægelsens Ret- ning; i den plansatte Lysstraale ligge Svingningerne der- imod i det lodrette Plan, dog ligeledes lodret paa Be- vægelsens Retning. Jeg vil nu vise Eder et Forsøg, hvorved I kunne see, at den plansatte Lysstraale har faaet Egenskaber, der ere forskjellige fra en sædvanlig Lys- straales; jeg lader først Lyset fra den elektriske Lampe falde paa det ovenomtalte Stykke Glas, saaledes at det danner en Vinkel med Glaspladen af omtrent 33?; .det kastes da tilbage, men I kunne endnu ikke see nogen Forskjel paa dette tilbagekastede Lys og det fra Lampen udsendte; men låder jeg nu disse Lysstraaler falde paa en anden lignende Glasplade under samme Vinkel, saa vil der være Stillinger af den anden Plade, i- hvilke alle de Lysstraaler, som falde derpaa, blive tilbagekastede, og Stillinger, hvori slet ingen, eller saa godt som ingen kastes tilbage. 1 seé det fra den første Glasplade tilbage- kastede Lys i Loftet,; derpaa stiller jeg den anden Glas- plade parallel. med den første, og I see da, at alt Lyset kastes tilbage; men derpaa holder jeg den saaledes, at det Plan, hvori de paa ny tilbagekastede Lysstraaler skulde bevæge sig, er lodret paa det, hvori de før bevægede sig, og'jeg faaer da slet intet eller saa godt. som intet Lys tilbagekastet. Svingningerne i de ved den første Tilbage- kastning plansatte Lysstraaler gaae parallelt med Glas- pladens Overflade, og naar de træffe den anden Glasplade saaledes, at de' kunne vedblive at svinge paa samme Maade, da ville de kastes: tilbage, og dette var. Tilfældet ved den først omtalte Stilling af den; træffe de den der- imod saaledes, at den Retning, hvori de svinge, staaer 392 lodret paa den tilbagekastende Overflade, saa vil der ikke tilbagekastes noget Lys. Jeg har her en liden gjennemsigtig Krystal, som kaldes en Turmalin, der er plansleben paa Siderne, som ere parallele med hvad man kalder Krystallens Axe; Tur- malinen har den Egenskab, at naar en plansat Lysstraale træffer lodret paa Sidefladen, men saaledes at Svingnin- gerne i den gaae parallelt med Turmalinens Axe, saa ville de kunne gåae igjennem Krystallen; ere Svingningerne derimød lodrette paa Axen, gaaer der intet Lys igjennem den, ligesom ved Tilbagekastningen ovenfor fra den anden Glasplade; og I see ogsaa, at naar jeg holder Turmalinen saaledes, gaaer det ved Tilbagekastningen fra Glasset plan- satte Lys igjennem den, men holder jeg den lodret påa den forrige Stilling, gaaer der intet Lys igjennem. . Jeg kan derfor' bruge Turmalinen til at undersøge, om. en Lys- straale er plansat eller ikke; thi naar jeg lader Lysstraalen træffe Turmalinen lødret paa Sidefladen, og jeg finder, at den lige godt gaaer igjennem i alle Stillinger, hvori jeg dreier Axen, saa er den ikke plansat; træffer jeg derimod en Stilling, hvori den ikke gaaer igjennem, såa er den plansat, og dens Svingninger ere lodrette paa Turmalinens Axe. Ved at gaae igjennem Turmalinen bliver almindeligt Lys plansat, og vi ville nu let kunne see, at det virkelig er saa, ved Hjælp af en anden Turmalin. I see, at naar jeg lægger de to Turmaliner sammen saaledes, at Åxerne ere parallele, gaaer Lyset igjennem dem, som om der kun var een; lægger jeg dem derimod saaledes, at Åxerne staae lodret paa hinanden, gaaer der intet Lys igjennem, fordi det Lys, som er gaaet igjennem den første, er blevet plansat og træffer den anden lodret paa Axen, og kan altsaa ikke gaae igjennem den. 393 Der er en anden velbekjendt Krystal, som har en højst mærkværdig Egenskab, som den for øvrigt har tilfælles med mange andre Krystaller, men den fremtræder saa overmaade tydeligt ved denne, og man kan med Lethed forskaffe sig større gjennemsigtige Stykker af den, det er nemlig den saa kaldte islandske Kalkspath eller som den ogsaa kaldes Dobbeltspåth, påa Grund af den Egenskab, at den bryder Lyset dobbelt, det vil sige, at naar jeg seer igjennem den, seer jeg alle Gjenstande dobbelt, eller naar jeg lader en Lyskegle gaae igjennem den, spaltes den i to Dele, hvoraf den ene brydes stærkere end den anden. Her har jeg et saadant Stykke Kalkspath, og I see, hvor- ledes Lyset fra den elektriske Lampe, naar det er gaaet igjennem den, deles i to Dele, og naar jeg dreier Krystal- len rundt, hvorledes den ene Lyskegle bevæger sig rundt om den anden, samt at den ene er brudt stærkere end den anden... I begge de to Lyskegler, som ere gåaede igjennem Kalkspathen, er Lyset blevet plansat, men saa- ledes at Svingningerne i den ene ere lodrette paa Sving- ningerne i den anden, hvilket jeg let kan vise Eder ved Hjælp af Turmalinerne; thi naar jeg holder den ene Tur- malin saaledes, at den ene Lyskegle kan gaae igjennem den, maa jeg holde den andens Axe i en Stilling lodret påa den førstes, for at den .anden Lyskegle skal kunne gaae- igjennem den, og i de modsatte Stillinger gaaer der intet Lys igjennem dem, hvilket baade viser, at Lyset i begge Lyskeglerne er plansat, og at Svingningerne i dem staae lodret paa hinanden. Svampene, nærmest med Iensyn til Troldsmor- svampen, (Efter tre Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren 1862.) . Af Professor GÅS Ørsted. Andet Afsnit… Nyampelie ere Mørkets Planter, de skye Lyset ligesom de onde Aander. Denne Svampenes Frygt for Lyset i Forbindelse med deres fremherskende underjordiske Væxt — de komme først tilsyne, naar Sporehuset skal dannes — deres fra alle åndre Planter såa afvigende Former, deres pludselige og uventede Fremtræden og mange andre Livs- yttringer, som ofte ere indhyllede i et hemmelighedsfuldt Slør, har givet Anledning til, at den uoplyste Phantasi saa ofte har sat Svampene i Forbindelse med Hexe. og Trolde, saaledes som Navnene: Hexeæg, Hexeringe, Troldhat, Troldsmør o. Il. antyde. Blandt alle de Svampe, hvis Navne vise, at man har bragt dem i den nysnævnte Forbindelse, er der ingen, som i den Grad har tiltrukket sig Opmærksomheden som Troldsmørsvampen, og det med Rette; thi den har til alle Tider, ikke blot for den umiddelbare Betragtning, men ogsaa for den videnskabe- lige Forskning stillet sig som en høist gaadefuld Organisme, 395 og endog efterat det i den allerseneste Tid er lykkedes at løfte det Slør, som hvilede over en stor Deel af dens Liv, og efterat man har lært den at kjende i alle dens Udviklingsstadier, viser den sig i Besiddelse af en saadan mærkelig Blanding af Dyrenes og Planternes Fgenskaber, at der opstaaer Tvivl om, hvilket af de to organiske Riger den nærmest tilhører. Efter de i et foregaaende Afsnit af denne Afhandling meddeelte Oplysninger om Svampenes Bygning, Udvikling m. m., haabe vi dog, at det vil lykkes i de følgende Blade at bringe Troldsmør- svampens og de andre Slimsvampes saa afvigende Livs- yttringer i Samklang med den øvrige Svampeverden. Den saakaldte Troldsmørsvamp (Æthalium septicum) forekommer hyppig i Skovene paa gamle Træstød, men er dog især almindelig i Drivhuse og Drivkasser”) — dens Yndlingsopholdssted er nemlig den gamle Garverbark, hvuri mån sædvanlig hensætter Potterne — og her fører Gartneren en stadig Kamp imod den, da den meget ofte forlader Barken og gaaer op paa Planterne, som herved kunne tage betydelig Skade eller ganske ødelægges. Naar der her siges, at den gaaer, da maa det forstaaes som en virkelig Stedforandring, thi Troldsmørsvampen og de andre Slimsvampe ere i den største Deel af deres Til- værelse, imod Planternes Sædvane, begavede med Be- vægelsesevne. Paa det Udviklingstrin, der har givet Anledning til Benævnelsen Troldsmør, viser denne Svamp sig som en glindsende, gul Slimmasse af flødeagtig Consistents, der nærmere betragtet sees at bestaae af drueformigt grup- ”) I Tydskland skal den ogsaa være almindelig i Garverierne; Barken siges da at blomstre, naar Troldsmørslimen samler sig for at danne Sporehus, og dette betegnes »Lohbluthe«. 396 perede, oprette eller i hinanden slyngede Lapper"); i den midterste Deel af Slimmassen flyde disse Lapper sammen, i Omkredsen derimod træde de frem som budte Papiller eller som en grenet Koralstok. Under Mikroskopet vil man see, at denne Slim er dannet af netformig grenede Slimtraade, hvis Masker støde tæt op til hinanden. I Barken, påa hvis Overflade Svampen viser sig, vil man finde indtil en Dybde af 2—3 Tommer en Mængde smaa Slimtraade, som ere talrigst i Nærheden af Overfladen, hvor de staae i Forbindelse med Slimen, men længere nede blive sjeldnere og mere spredte; de ere flere Linier Fig. 1. indtil en Tomme lange med en Brede se af en halv Linie, dertil grenede, og flere sædvanlig indbyrdes ved Gre- nene. forbundne. Ved opmærksom Betragtning vil man snart overbe- vise sig om, at Slimtraadene ere i stadig Bevægelse ”), og at den hele Slimmasse forandrer sin Form. Denne Bevægelse vil dog især være iøinefaldende, naar lidt af Slimen bringes i et Glas med Vand. Her vil den snart forlade Bunden af Glasset og brede sig op langs med Siderne som et meget zirligt Net, der stadig vexler Udseende (Fig. 1); snart trække Maskerne Slimnet af Troldsmørsvampen, sig sammen og blive snævrere, dannet i Vand; tegnet efter ø 8 > Naturen i nat. Størrelse. snart udvide de S18g 08 brede S18 ") Næsten som det sees ved Slimnettet af den Fig. 5 S. 401 frem- stillede Slimsvamp. ”) Hos nogle Slimsvampe er Traadenes Bevægelse endnu meget stærkere end hos Æthalium. Dette gjælder navnlig. om Slim- 397 ud over en. meget større Flade, medens Slimtraadene paa andre Steder samle sig i smaa, drueformede Hobe (a;, ja, passer man ikke at holde Glasset omhyggelig lukket, vil det hele Slimnet snart liste sig ud. Det er døg først ved at betragte disse Slimtraade under Mikroskopet, at man faaer den rigtige Forestilling om deres Bevægelse og øvrige Forhold. Her sees de at glide henover Glas- pladen, snart skydende Grene ud til Siden, snart trækkende disse tilbage (Fig.8 0); det er nemlig en høi Grad af Contrac- tilitet, som navnlig udmærker denne Slim. Den bestaaer af en vandklar Grundmasse, som er opfyldt med en utallig Mængde meget smaa Korn, og bliver herved uklar og uigjennem- sigtig”); kun i Randen mangle Kornene, såa at Grund- massen her fremtræder som en tynd, den kornede Slim omfattende Hinde (Fig. 8-0). I den indre Slimmasse sees en strømmende Bevægelse af kornene (Fig. 15 b) — da denne Bevægelse er stærkest i Midten af Traadene, maa man antage, at Slimen her er mest tyndflydende — og det er ved denne, at Bevægelsen af den hele Slimtraad synes at bevirkes. Ved den tilstrømmende Slimmasse bliver den ydre Hinde ndvidet, hvorved den først træder halvkugle- - formig frem (Fig. 15 a) og derpaa enten skyder sig nd til en Green eller ved en modsat Strømning trækker sig sammen igjen. Ofte sees to fremskydende Grene med Spidserne at berøre hinanden (Fig. 2 c) og i næste Øie- blik at flyde sammen og danne en forbindende Green (b, a), traadene af Diachea elegans. E. Fries fortæller, at han saae Slimen af denne Svamp, som han tilfældig havde lagt i sin Hat, inden en Time bedække en stor Deel af denne som et zirligt hvidt Net. ”) Foruden. de ganske smaa Korn, der ere dannede af en ægge- hvideholdig Substants, sees ogsaa større, som bestaae af Kalk med et Overtræk af gult Piment. 398 eller omvendt en såadan forbindende Green sees at snøre sig sammen (b) og derpaa dele sig i to:i Hovedgrenen tilbageflydende Stykker (c, d). . Foruden . disse større Grene sees ogsaa mange mindre og klarere, der idelig skyde sig frem og atter trække sig tilbage, som. om de kunde være smaa Følehorn (Fig. 8 0). Ganske paa samme Maade som Bevægel- sen viser sig i Vand under Mikroskopet, foregaaer den ogsaa i den fugtige Sub- ” eng stants, hvori Troldsmørsvampen lever. Som at vise, hvorledes disse Exempel paa disse Traades Bevægelse i ERE fugtig Garverbark kan anføres, at den 19de August om Eftermiddagen Kl. 6 viste en Troldsmør- masse sig paa Overfladen-af Barken i en Drivkasse, og indtil Kl. 8 vedbblev der at komme flere Slimtraade til, hvorpaa Slimmassen holdt sig temmelig uforandret til den 20de Kl. 6 om Morgenen; nu begyndte Traadene at trække sig tilbage i Barken og Kl. 9 vare de ganske forsvundne. De forbleve derpaa nede i Barken til den 26de, da de atter kom tilsyne for en kort Tid, og saaledes vedbleve de med lignende Mellemrum gjentagne Gange at komme frem og atter forsvinde, indtil de viste sig sidste Gang for at danne Sporehuset. Naar dette skal skee, sees Slimtraadene om Eftermiddagen at komme frem til Over- fladen af Barken og vedblive hermed indtil Kl. 12 om Natten, idet de forene sig til en halvkugleformet eller flad, gul, glindsende Slimmasse, og denne er da fra Mid- nat til den følgende Morgen omdannet til Sporehus. Undersøger man nu de Forandringer, som foregaae med Slimmassen, idet den omdannes til Sporehus, da viser det sig, at alle Slimtraadene i Begyndelsen have samme 399 Bygning som førend Foreningen; men saasnart ingen flere Slimtraade komme til, og Slimmassen har faaet den Stør- relse, den skal vedblive at have som Sporehus, saa be- gynder en Vandring af den hidtil i alle Slimtraadene eens- formig fordeelte Slim. Frå alle de Slimtraade, som danne Ydrelaget (ofte indtil en Tykkelse af 3—4 Linier) vandrer al den farveløse, organiske Substants som Celleslim (Plasma) ind i de Slimtraade, der indtage hele det midterste, senere sporedannende Lag, saa at kun Slim- traadenes meget tynde Ydrehinde tilligemed Kalkkornene og det gule Farvestof bliver tilbage (Fig. 7), og sam- tidig foregaaer en lignende Forandring i de indre Slim- traade, saa at ogsaa i disse alle Kalkkornene- samle sig i Hinderne, medens Slimen indtager hele den indre Hul- hed. Paa denne Maade kommer hele det yderste Lag til at bestaae af et uordentligt Væv af sammenfaldne Hinder med Kalk og Piment (Fig.43a), hvorimod de indre Slimtraade svulme betydeligt, saa at Mellemrummene mellem dem næsten ganske forsvinde. I disse indre med Celleslim fyldte Traade eller Rør begynder nu Sporedannelsen, og "denne foregaaer saa hurtig, at om Morgenen den hele Celleslim (ved Deling omkring foruddannede Kjærner) er bleven om- dannet til Sporer og et mellem disse lig- gende netformigt Væv af fine Traade, Capillitium (Fig. 7). Det saaledes Sporehus af Troldsmørsvampen. a en halvgjennem- i Løbet af en Nat dan- sigtig Hinde, dannet af Slimtraadenes indtørrede Ydrehinder. nede Sporehus kan have 400 en meget forskjellig Størrelse og Form. Det kan enten være halvkugleformet eller danne fladt udbredte, kreds- runde, aflange, ovale eller uregelmæssige Kager, og " medens det undertiden kun har en Størrelse af faa Linier, kan man træffe andre, som have en Fod i Gjennemgsnit; men det er i alle Tilfælde fasthæftet til Underlaget ved en tynd, halvgjennemsigtig Hinde, hidrørende fra Slim- traadenes indtørrede Ydrehinder (Fig. 3 a). Det bestaaer udvendig af et lysegult eller gulbrunt, 1—2 Linier tykt Lag (Fig. 4 a) — dannet, som vi have seet, af de ydre Slimtraades sammenfaldne Hinder — der næsten udeluk- kende bestaaer af kulsur Kalk og er meget løst og skjørt, saa at det mellem Fingrene henfalder til et let og fint Pulver. Hele den indvendige Deel af Sporehuset bestaaer af en sortebrun, ligeledes let til Pulver henfaldende Masse, der er dannet af de indre Slimtraades hindeagtige Rør, fyldte med Sporer og Traadvævet, og i et Gjennemsnit ved en svag Forstørrelse viser sig som en utallig Mængde smaa Et Stykke af Troldsmør- ; svampens Sporehus, gjen- Rum eller Kamre (Fig. 4 b). Spore- nemskaaret. re monitis fusca, fastsia- Komme Slimtraadene eller hvorledes er dende paa en Green. det Led i Udviklingen, som ligger mellem a. Slimhinde, hvorved RE RE Sporerne og Slimtraadene? Dette mærke- lige Afsnit i Slimsvampenes Liv var en fuldstændig Gaade, som først i den seneste Tid ved de Baårys grundige Undersøgelser er bleven løst paa en til- fredsstillende Maade. Fig. 7. Troldsmørsvampens Spo- rer ere kugleformede og bestaae af en ydre, mørke- brun Hinde, som inde- slutter en farveløs, kornet Slim med en Cellekjærne (Fig. 8 a). Naar de læg- ges i Vand eller paa fug- tig Bark, ville de i Rege- len begynde at spire efter 12—24 Timers Forløb, idet Ydrehinden sprænges klap- Et lille Stykke af den ydre hærdnede Slim- É hinde (Sporeblære) af Physarum albipes med peformig (b, Cc) 08 Indhol- tre hertil fastvoxne Traade af Capillitiet og 3 snak Sporer (390 Gange forstørret). Kalkkornene det træder ud somen Slim vise sig som mørkere Pletter. kugle eller Slimecelle (d). Snart bemærkes en bølgende Bevægelse af Slimmassen, der 403 begynder at udvide sig og antage en aflang Form, og den forreste spidse Ende forlænges til en tynd Traad (sjeld- nere vise sig to Traade), der svingér til begge Sider som Fig. 8. Ovenstaaende Figurer vise Troldsmørsvampens Udvikling fra Spore til Slimnet. a Spore (ligesom b—n 390 Gange forstørret). b—ec Slimcelle (Sværmeren) i Begreb med at træde ud af Sporehinden. d den udtraadte Slimcelle, e—f euglenalignende Slimcelle. g en saadan førend Delingen. h samme i Begreb med at dele sig. i—k efter De- lingen. 1—m amoebelignende Slimcelle, 1 og n af Æ.septicum, m af Lycogala epiden- dron, 1'/ tre Slimoeller af Physarum album i Begreb med at forene sig. 0o et lille É Stykke Slimnet, 90 Gange forstørret. GE 404 en Pidsk (e—f), Nu begynder den saaledes omdannede Slimmasse eller '—- som den rigtigere betegnes” — Slim- celle at bevæge sig fremad med den spidse Ende" foran, "idet hele Kroppen dreier sig om sin Længdeaxe; ved Fimrehaarets pidskende Svingninger er Bevægelsen des- uden i Almindelighed noget rokkende, Disse »Sværmere « — som deBary foreslaaer at kalde dem — ligne Sværmknop- cellerne af Kartoffelsvampen”), men da de under Bevægelsen stadig forandre Form og bugtende sig påa Ormenes Maneer etSted udvide sig, et andetSted trække sig sammen, og da der i den bageste Deel viser sig en contractil og pulserende Blære (Vacuole), synes de dog endnu mere åt stemme overeens med visse Infusionsdyr (navnlig med Euglener). Efter faa Timers Forløb begynde Sværmernes Bevægelser at blive langsommere, Fimrehaaret forsvinder, og de antage en mere oval Form (g); derpaa snøre de sig sammen paa Midten (h), og i faa Minutter have de deelt sig i to Halv- dele” ((—k). Hver af disse Halvdele antager i kort Tid samme Form som Moder-Sværmeren, faaer igjen et Fimre- haar og svømmer paåany omkring. Denne Delingsproces synes at vedvare omtrent i to Dage, og Sværmerne antage da en anden Form og vise en anden Bevægelse. De miste nu for bestandig Fimrehaaret, faae et mere uregelmæs- sigt Omrids og, idet de langsomt glide frem, udskydes tentakellignende Forlængelser snart fra et Sted, snart fra et andet, for atter hurtig at trækkes tilbage ([—m). Paa dette Udviklingstrin stemme Slimcellerne nøie overeens med de Infusionsdyr, som ere bekjendte under Navn af Amoeber. Disse Myxoamoeber — som Cienkowski fore- slaaer at kalde dem i Modsætning til de egentlige eller ægte Amoeber — besidde den mærkelige Egenskab, at ") See det foregaaende Afsnit af denne Afhandling, S. 101, Fig. 18. 405 de efter kort Tids Forløb forene sig to og to eller flere (Fig. 8 1) og flyde sammen, saa at de danne een større Myxoamoebe, der kun er forskjellig fra de enkelte der- ved, sat den mangler Cellekjæerne — denne forsvinder i det Øieblik Foreningen er fuldbyrdet. De paa - denne Maade opstaaede større amoebelignende Legemer, - som adskille sig fra de oprindelige enkelte foruden ved Man- gelen af en Cellekjærne tillige ved Tilstedeværelsen af et større Antal Vacuoler, ville nu, saasnart de under deres fremadglidende Bevægelse komme i Berøring med Myxo- amoeber, smelte sammen med disse, saa at de herved stadigen tiltage i. Omfang (Fig. 8 n). Nu begynder allerede den "strømmende Bevægelse af Kornene, som udmærker Slimtraadene, og ved fortsat lagttagelse vil man ogsaa overbevise sig om, at disse (Fig. 8 0) virkelig opstaae ved en Sammensmeltning af nys nævnte større amoebelignende Legemer (Fig. 8 n). Vi have saaledes lært alle de Led i Slimsvampenes Udvikling at kjende, som ligge imellem Sporernes Spiring og Dannelsen af Sporehuset, og det vil heraf sees, at Slimsvampene frembyde en mærkelig Blan- ding -af Dyre- og Plantenatur, at de i den største Deel af deres Tilværelse, under hele det vegetative Afsnit af deres "Liv — som Sværmere, som Myxoamoeber og som Slim- traade — fremtræde under en saa dyrelignende Skikkelse, vise saadanne dyriske Livsyttringer — navnlig Contractilitet og Bevægelsesevne — at man ikke kan undre sig over, at der er reist Tvivl om de med størst Ret henføres til Dyre- eller til Planteriget. Er der da Grund til at dele denne Tvivl eller kan man med Sikkerhed afgjøre, om Slimsvampene ere Planter, som man tidligere har antaget, eller Dyr, saaledes som de Bary har søgt at gjøre gjældende, eller skulde man 406 her — som man maaskee kunde være meest tilbøjelig til at mene — have med Organismer at gjøre, der til en vis Tid ere Dyr og til en anden Tid Planter? Inden vi forsøge påa at give nogen endelig Besvarelse af disse Spørgsmaal, ville vi først tage de to Sider i Slimsvampenes Natur lidt nærmere i Betragtning. See vi saaledes først hen til den Deel af Slimsvam- penes Liv, i hvilken de dyriske Livsyttringer ere frem- herskende, da viser det sig, at de ikke alene som Svær- mere have den største Lighed med Euglener, men at de baade paa dette Udviklingstrin og som Slimtraade frem- byde et for flere af de laveste Dyr eiendommeligt Forhold, idet de nemlig incystere sig. Naar man lader Vandet, hvori Sværmerne leve, ganske langsomt bortdunste, vil man see, at de efterhaanden antage Kugleform (Fig. 9 b”), og at der danner sig en tynd Hinde, som indeslutter den Fig. 9. a—e vise Monadernes forskjellige Udviklingstrin.