QE 


year mug 
NT, 
Ne, se 


= 25 


4 
iff 9 


The gift of LL 


V/ 
Hume. Ll, (SX 
UV / 


Library of the Museum 


OF 


COMPARATIVE ZOOLOGY, 


AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. 


VMS. À Creme 


No. 14,098 


| 


8 


se Museum 


Å arshefter. 


a ae SY a I L_— 


Tromse. 
Carl Hansens Bogtrykkeri. 


> DA 
1878. 


Indhold. 


Pag. 
Å Amund Helland. Mikroskopisk Undersggelse af en Del Bergar- 

ter detmmordlizenNorge, NN 2 00 eae am 

“ Karl Pettersen. Det nordlige Norges gabbro-felter . . . . . 24 
4 J. Sparre Schneider. Delphinus albirostris, Gray, samt nogle 
bemærkninger, om endel ved vore nordlige kyster fo- 

rekommende tandhyaler NNN 


> Karl Pettersen. Continentalmassers langsomme seculare stigning 


ellerysenkning Sk rap EGG 


na = 
m nn — — 


Pre | 
ml 
Na 


JER 


Spk oy 


An 


de A ALES 
ae TARE, 


- Mikroskopisk Undersøgelse af en Del 
Bergarter i det nordlige Norge 


af 


AmunG Helland. 


vor der er Spgrgsmaal om en Bergarts mineralogi- 
ske Sammensætning og dens Struktur, er Mikroskopet i Re- 
gelen det bedste ofte det eneste Hjælpemiddel. Den kemi- 
ske Analyse, som tidligere var det Middel, hvorved man sggte 
at danne sig en Forestilling om de finkornede og tette Berg- 
arters mineralogiske Sammensætning, giver ingenlunde Svar 
paa de Spgrgsmaal, som det egentlig gjælder at besvare, 
naar en Bergart skal benævnes. Analysen fortæller, at der 
i en Bergart findes saa og saa mange Procent af Kiselsyre, 
Lerjord, Kalk o.s.v., og efter denne Sammenstilling kan der 
da opstilles mer eller mindre begrundede Fcrmodninger om, 
hvilke vel de Mineralier er, som sammensætter Bergarten. 
Mikroskopet derimod underretter ligetil om de Ting, der skal 
besvares: hvilke er Mineralierne, og hvorledes er Bergartens 
Struktur. 

I det følgende vil man finde beskrevne en Del af de i 
det nordlige Norge forekommende massive Bergarter. Prø- 
verne af disse Bergarter er alle indsamlede af Hr. Karl Pet- 
tersen i Tromsø, der nu i en lang Række af Aar har fortsat 
sine geologiske Undersøgelser i det nordlige Norge. De i 


9 Amund Helland, — Mikroskopisk Undersøgelse 


det følgende beskrevne Stene er fornemmelig saadanne Berg- 
arter, der indeholder en Plagioklas eller en triklin Feldspat 
som væsentlig Bestanddel, og ved Siden deraf Hornblende, 
Smaragdit, Augit, Diallag og et rombisk Augitmineral, altsaa 
Bergarter som Diorit, Diabas, Gabbro o. s. v. Uden Mikro- 
skopets Hjælp er det i mange Tilfælde saa godt som umuligt 
at afgjøre, om en meget finkornet Bergart indeholder Augit 
eller Hornblende eller begge disse Mineralier som væsentlig 
Bestanddel, og man er derfor i Uvished om, hvorledes man 
ved Undersøgelsen eller paa Kartet skal benævne Bergarten. 
Det er Hensigten med dette Arbeide at komme paa det rene 
med, hvorledes en Del af de inden det nordlige Norge fore- 
kommende Plagioklas-Bergarter rigtigst bør benævnes. 

Det vigtigste Arbeide over de massive Bergarters mikro- 
skopiske Beskaffenhed skyldes Professor Rosenbusch, der for- 
rige Aar offentliggjorde sit udmærkede Værk „Mikroskopi- 
sche Physiographie der massigen Gesteine“. Som bekjendt 
har man tidligere ved Plagioklas-Bergarternes Inddeling lagt 
en væsentligt Vægt paa Beskaffenheden af trikline Feldspa- 
ter, om disse var Labrador, Oligoklas o. s. v. Denne Ind- 
deling anser Rosenbusch som ugjennemførlig, og det af føl- 
gende Grunde. Efter den af de fleste nu antagne tscher- 
makske Theori om Plagioklasernes Sammensætning bestaar 
som bekjendt alle Feldspater af Blandinger af Albit og Anor- 
thit, saa at der findes en uafbrudt Række af trikline Feldspa- 
ter ifra Albit til Anorthit. Mineralier som Labrador og Oli- 
goklas er efter dette kun hyppigere forekommende Led i 
denne Rekke fra Albit til Anorthit, og at benytte Labrador 
eller Oligoklas som Grund for en Inddeling af Bergarterne 
vilde derfor ikke være mere berettiget, end om man vilde 
inddele disse Bergarter efter det Blandingsforhold, i hvilket 
Hornblende, Augit eller Glimmer er sammensatte af de dem 
dannende isomorfe Molekulargrupper. Videre gjør Rosen- 
busch den rent praktiske Indvending mod at benytte de tri- 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 3 


kline Feldspater som Inddelingsgrund for Plagioklas-Bergar- 
terne, at det ofte er vanskeligt, ja ofte umuligt at bestemme 
deres kemiske Sammensætning, og man kjender ingen anden 
sikker Methode, end Analysen til at afgjere, om den trikline 
Feldspat i en Bergart er Labrador, Anorthit, Oligoklas o. s. v. 
Endelig er man ved denne Inddeling stiltiende gaaet ud fra 
den Forudsætning, at der overalt 1 en og samme Bergart 
kun fandtes en og samme trikline Feldspat. Denne Antagelse 
beror ingenlunde paa nogen videnskabelig paavist Kjends- 
gjerning, ja der er oftere ligetil paavist, at der i en og sam- 
me Bergart findes to forskjellige trikline Feldspater. Efter 
de af Des Cloizeaux angivne optiske Kjendetegn for de tri- 
kline Feldspater tilhgrer Plagioklaserne 1 samme Bergart ofte 
forskjellige Typer. 

Af disse Grunde forkaster Rosenbusch de trikline Feld- 
spater som Inddelingsgrund og opstiller folgende Classifica- 
tion af Plagioklas-Bergarterne. 

1. Plagioklas-Glimmer-Bergarterne. 

2. Plagioklas-Hornblende-Bergarterne. 

3. Plagioklas-Augit-Bergarterne. 

4. Plagioklos-Diallag-Bergarterne. 

5. Plagioklas-Enstatit-Bergarterne, 

Hver af disse Grupper deles igjen i dem, som er ældre end 
Tertiærtiden, og dem som tilhører eller er yngre end Terti- 
ærtiden. De inddeles igjen videre efter Strukturen i de kor- 
nede og de porfyragtige. 

Vi har her i det følsende kun at gjøre med Bergarter 
som er ældre end Tertiær, samt med saadanne Bergarter, 
som har en kornet Struktur. Disse bliver da: 

1. Plagioklas + Glimmer = Glimmerdiorit, 

. Plagioklas + Hornblende = Diorit. 

. Plagioklas + Augit = Diabas. 

. Plagioklas + Diallag — Gabbro. 

. Plagioklas + Enstatit (eller Hypersten eller Bronzit) =Norit. 


ap OD 


4 Amund Helland. — Mikroskopisk Un dersggelse 
p g 


Glimmerdioriterne inddeles videre efter som de er kvarts- 
holdige eller kvartsfri i Kvartsglimmerdiorit og i Glimmer- 
diorit, og paa samme Maade inddeles Dioriterne i Kvartsdi- 
orit og i Diorit. De andre Grupper inddeles, efter som de 
fører Olivin eller ikke, i Diabas og Olivindiabas, i Gabbro og 
Olivingabbro, i Norit og Olivinnorit. Som man ser adskiller 
denne Inddeling sig blandt andet deri fra den ældre almin- 
delige, at Gabbro ikke er Labrador + Diallag (eller Hyper- 
sten), med en hvilkensomhelst triklin Feldspat + Diallag. 
Anvendelsen af Navnet Norit paa en Bergart, der indeholder 
en Plagioklas + et rombisk Pyroxenmineral (altsaa enten 
Enstatit eller Hypersten eller Bronzit) er ny. Norit er hos os 
tidligere benyttet, uden at der blev angivet noget bestemt 
Kjendetegn, hvorved den kunde adskilles fra Gabbro. Norit 
blev forst opstillet af Professor S. Esmark (Mag. for Naturv. 
Bind I Side 207): „Allerede for flere Aar siden opdagede 
»jeg ved at bestige Trondfjeldets Top (i Østerdalen) en egen 
„Bergart, hvilken jeg ei forben havde seet, og som bestod 
„af en mørkegraa kornig Feldspat med drøi indsprengt Di- 
»allag og Hornblende. Denne Bergart har Hr. von Buch 
»kaldet Gabbro og de forskjellige dertil hørende Bergarter 
„regner han til Gabbroformationen; men da jeg har fundet 
„Here Bergarter, som staae i nøie Forbindelse dermed, og 
»da den findes saa udbredt over Norge, saa vil jeg kalde 
»hele Formationen Norit-Formationen og Bergarten selv No- 
»rit, og saaledes ansee von Buchs Gabbro-Formation som 
„denne underordnet. De specielle af von Buch og mig fund- 
„ne forskjellige Bergarter turde vel med Tiden fortjene egne 
»Denevnelser, for nøiere at kunne betegnes, omendskjønt de, 
„som sagt er, alle tilhøre Norit-Formationen“. 

Som man ser, er her ikke antydet nogen bestemt For- 
skjel paa Gabbro og Norit. 

Scheerer mener (Gæa norvegica), at man kan definere 
Norit i Esmarks Betydning saaledes: Norit er en krystal- 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 5 


linsk-kornet Feldspatbergart, som bestaar enten alene af 
Feldspatmasse, eller som indeholder Diallag, Bronzit, Hyper- 
sten eller Hornblende, undertiden vel ogsaa Kvarts og Glim- 
mer. Efter dette skulde Norit indbefatte baade Gabbro og 
Norit i Rosenbusch’s Betydning og tillige, da Hornblende 
kommer til, Diorit. Det er derfor saare ønskeligt, at Norit 
anvendes i en anden Betydning end den, hvori Navnet hid- 
indtil er brugt, og da er den af Rosenbusch foreslaaede De- 
finition saare bekvem. Ved Norit vil vi altsaa forstaa de 
Bergarter, som indeholder en Plagioklas og et rombisk Pyr- 
oxenmineral (altsaa enten Enstatit, eller Bronzit eller Hy- 
persten). 

De i det folgende beskrevne Bergarter er for en stor 
Del Gabbroer, dels Olivingabbroer, dels Saussuritgabbroer, 
dels egentlige Gabbroer. Imellem Gabbro og Olivingabbro 
er der, saaledes som Rosenbusch bemerker, ikke skarpe 
Grendser, idet disse to Navne kun betragtes som Led i en 
kontinuerlig Række med stigende Olivingehalt. I de fleste 
af de i det folgende omtalte Gabbroer (med Undtagelse af 
Saussuritgabbroerne) lader Olivin sig paavise om end i en 
Del Præparater kunienkelte Korn. Det bliver saaledes ofte 
en Skjenssag om man vil benævne en Bergart Gabbro eller 
Olivingabbro. Vi vil begynde med de Gabbroer, som inde- 
holder Olivin som vesentlig Bestanddel : 


Olivingabbroer. 


1. Olivingabbro fra Øxfjordbotten, Vest-Fin- 
marken. DBergarten er af middels Korn, idet de enkelte 
Mineralier i Præparatet viser Flader paa flere Kvadratmilli- 
meters Størrelse. Hovedbestanddelen er Plagioklas, der ud- 
gjør circa 70 %, og som er frisk og uforvitret. Den viser 
ikke sjelden Tvillingstribning i to Retninger, som omtrent 
staar lodret paa hinanden. De i Gabbroernes Plagioklaser 


6 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersøgelse 


saa hyppigt forekommende mikroskopiske Korn og Naale er 
ofte indleiet parallel Tvillingstribningen, men ogsaa regel- 
løst. Diallagen, der udgjør omtrent 15 °/,, indeholder de for 
dette Mineral eiendommelige Indleininger, hvilke i afblændet 
Lys skinner med metalagtig Glans en Gang, naar Præpa- 
ratet dreies 360°. De optiske Egenskaber viser, at dette 
Augitmineral virkelig er Diallag, uagtet det er tydeligt di- 
kroitisk. Langs Kanterne er Diallagen ofte beklædt med en 
Rand af stærkt dikroitisk Hornblende, og de optrædende Erts- 
korn er næsten samtlige omgivne af en bred Hornblenderand. 
Olivinen forekommer dels i vandklare Korn fri for alle inde- 
sluttede Mineralier og uden Spor af Serpentinisering; andre 
Korn igjen viser en begyndende Omvandling til Serpentin. 
Naale af Apatit optræder hist og her. Ertskorn, efter Gland- 
sen at dømme, dels Magnetkis dels Titanjern forekommer 
ikke sjelden, og er som omtalt stadigen omgivet af en bred 
Rand af Hornblende. 


2. Olivingabbro fra Jupvik i Alten. Denne 
Bergart bestaar for den allerstørste Del omkring 80 /, af 
Plagioklas, der som oftest har bevaret sin Tvillingstribning. 
Gabbroens sædvanlige Interpositioner, de opake Naale og 
Korn, er tilstede, som oftest anordnede 1 Rader, der skjærer 
hverandre under forskjellige Vinkler. Det klinorombiske Au- 
gitmineral, Diallagen, er tilstede i ringe Mængde, de eien- 
dommelige Indleininger optræder undertiden kun i de midtre 
Partier som sorte Korn og Smaanaale, saa at disse midtre 
Dele bliver næsten opake. Enkelte Buske af Hornblende som 
sekundære Dannelser slutter sig især til enkelte Frtskorn, 
ligesom nogle Lister af Magnesiaglimmer forekommer især 
nær Diallagen og Ertskornene. Olivinkornene, der dels er 
friske, dels i nogen Grad serpentiniseret, optræder ikke i 
stor Mengde, men temmelig jævnt fordelt i Præparatet. Apa- 
tit er tilstede i ringe Mengde. De tilstedeværende Ertskorn 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge ip 


synes at være Magnetkis. Særdeles ofte omgives Ertskornene 
med en Krands af Granatkrystaller. 

3. Olivingabbro fra Komagfjordnes pr. Gaas- 
hop, Sørøen. Her er Plagioklasen endnu mere overveiende 
end i den netop omtalte Olivingabbro, saa at dette Mineral 
udgjør over 90 %. Mange af Feldspatkornene viser tyde- 
lig Tvillingstribning og er altsaa Plagioklas. Men ved Siden 
af denne optræder tillige en anden Feldspat, der viser en 
eiendommelig kruset eller bølgeformet Overflade, og denne 
Feldspat har ingen Tvillingstribning, og er maaske en Or- 
thoklas eller en triklin Feldspat, hvis Tvillingstribning er 
ødelagt. Det klinorombiske Pyroxenmineral viser Gjennem- 
gange i 4 Retninger, og er derfor Diallag, uagtet der kun 
faa Steder findes Spor af Diallagens eiendommelige Indlei- 
ninger. Diallagen viser tydelig Dikroisme; enkelte Partier 
af den holder paa at omvandles, idet de er gjennemsatte af 
rødgule Aarer; maaske foreligger her en Omvandling af Di- 
allag til Serpentin. Olwinen optræder sparsomt som enkelte 
Korn. Nær Diallagen og Ertskornene er Lister af stærkt di- 
kroitisk Magnesiaglimmer ikke sjeldne. Opake Korn af Mag- 
netkis forekommer hyppigt. 


4. Olivingabbro (Eukrit, Anorthit-Gabbro) fra 
Store Bekkafjord, Seiland, Vest-Finmarken. Pla- 
gioklasen i denne Bergart er efter Undersøgelser af Des Cloi- 
zeaux og Pisani Anorthit, hvorhos Augit angives som den 
anden væsentlige Bestanddel. (Annales des chimie et de 
physique 5te Rekke 9de Bind 1876 Side 492), og Bergarten 
benævnes derfor af dem Eukrit. — Eukrit er som bekjendt 
en kornet Bergart bestaaende af Anorthit og Augit. Imid- 
lertid indeholder det augitiske Mineral omend i ringe Mæng- 
de de for Diallagen eiendommelige Indleininger, hvilke i af- 
blendet Lys skinner med metalagtig Glands. Derhos fore- 
kommer Olivin i ikke ringe Mengde. Hvis man da med 


8 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersggelse 


Rosenbusch ikke benytter den trikline Feldspats Natur til 
Klassification, saa bliver denne Bergart en Olivingabbro. 

Plagioklasen, der som omtalt er Anorthit, viser sig frisk 
og uforvitret; de sædvanlige Interpositioner af Naale og Korn 
i Gabbroernes Plagioklaser mangler; Tvillingstribningerne fo- 
rekommer ofte i to Retninger. Det klinorombiske Pyroxen- 
mineral, der som omtalt ved sine Interpositioner giver sig 
tilkjende som Diallag, er i nogen Grad dikroitisk. Langs 
Kanterne af Diallagen og undertiden ogsaa i de indre Par- 
tier optreder Hornblende, der maaske her som saa ofte er 
et Omvandlingsprodukt af Diallag. Hornblenden optreder i 
enkelte Præparater i saadan Mengde, at den er rigeligere 
tilstede end Diallagen. Den vandklare Olivin, der er gjen- 
nemsat af opake Aarer af Magnetit, er tilstede med omtrent 
20 %,. Sparsomt forekommer en Erts, efter Glansen nær- 
mest Magnetkis. 

5. Olivingabbro fra Sildspelen, Bergsfjord. 
Ved sin Fattigdom paa Olivin nermer denne sig til de egent- 
lige Gabbroer, ved sin Rigdom paa Hornblende til Dioriterne. 

Plagioklasen er opfyldt af tallgse opake Naale og Korn 
og viser ofte Tvillingstribning i to Retninger. Diallagen er 
i nogen Grad dikroitisk og indeholder indleiede brune Lap- 
per og Naale. Hornblenden, der som omtalt er tilstede i 
ikke ringe Mengde, optræder dels som selvstændige krystal- 
linske Korn, dels som Indleininger i Diallagen eller som 
Krands omkring Ertskorn. Indleiet i Hornblenden optræder 
talrige sorte Naale og Korn, der minder om dem, der forekom- 
mer hos Diallagen, men det er ikke iagttaget, at desom disse 
skinner med metalagtig Glans i afblendet Lys. Disse Ind- 
leininger er identiske med dem, som forekommer i Gabbro - 
dioriten fra Radmansg i Sverige, hvilke er beskrevne af Hr. 
Tôrnebohm (om Sveriges vigtigare Diabas- och Gabbroarter, 
Kongl. Vetensk. Akad. Handl. Bind 14 Nr. 13 Side 49). Ol- 
vinen er næsten fuldkommen frisk og optræder dels som smaa 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 9 


Korn, dels i større krystallinske Stykker. Lister af Magne- 
siaglimmer findes i underordnet Mængde hist og her. Apa- 
titkrystaller er ikke sjeldne, især i Hornblenden. Større Par- 
tier af en Erts rimeligvis Magnetit er ikke sjeldne. Hvad 
Törnebohm bemerker om Gabbrodioriten paa Rådmansøen, 
at den optræder med Varieteter, der petrografisk ikke kan 
henføres til et og samme Bergartspecies synes ogsaa at gjæl- 
de for Bergarten ved Sildspelen. Her forekommer nemlig 
en mere finkornet Varietet, hvori Diallag mangler, og Horn- 
blenden er overveiende, saa at den maa henføres til Diori- 
terne, og den derfor findes beskreven under disse. Skulde 
det ved den geologiske Undersøgelse paa Stedet vise sig, at 
den finkornede Diorit og den hornblendeførende Olivingab- 
bro udgjør geologisk en og samme Bergartmasse, saa bør de 
ogsaa betegnes med samme Navn, trods det, at Diallagen 
mangler paa sine Steder, og det mest passende Navn vilde 
da være Gabbrodiorit, saalddes som Törnebohm har benævnt 
Bergarten fra Rådmansøen. 


Gabbro. 


Til de egentlige olivinfri Gabbroer hører kun en af de 
undersøgte Bergarter, nemlig: 

6. Gabbro fra Jøkelfjordbotten i Kvænangen. 
Plagioklasen 1 denne Bergart er tildels forvandlet, saa at man- 
ge Korn har mistet sin Tvillingstribning, men andre Steder 
er den endnu ganske frisk. I Diallagen ligger indleiet større 
og mindre Lapper og opake Naale, der af og til viser me- 
talagtig Glans i afblendet Lys. Herved giver Mineralet, 
hvis optiske Egenskaber viser, at det er monoklint, sig til- 
kjende som Diallag. Lapper af Hornblende ledsager som saa 
ofte Diallagen og synes at være et Omvandlingsprodukt af 
denne. Hist og her ligger mindre Ertskorn med Magnetki- 
sens Glands. 


10 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersggelse 
Saussuritwablire. 

Ved Saussuritgabbro forstaar Rosenbusch en ved Om- 
vandling af Gabbro dannet Bergart, ved hvilken Omvandling 
Piagioklasen er bleven til hint eiendommelige Aggregat, som 
benævnes Saussurit, medens Diallagen helt eller tildels er 
bleven til Smaragdit. Efter denne Definition er 3 af de un- 
dersøgte Bergarter Saussuritgabbro. 

7. Saussurigabbro fra Jupvik i Alten. Hos 
denne Bergart er den største Del af Plagioklasen forvandlet 
til Saussurit; dog gives der hist og her mindre Partier af 
de krystallinske Korn, hos hvilke man kan erkjende Tvilling- 
stribningen. Undertiden har de indre Partier endnu bevaret 
Stribningen, saaledes som det kan sees i polariseret Lys, 
medens de gvrige Dele polariserer som et Aggregat, der for 
stærk Forstgrrelse oplgser sig til krystallinske Seiler og 
Korn. Smaragditen har i Præparatet en svag grøn Farve, 
viser Dikroisme og hist og her Hornblendens Gjennemgange. 
Derhos forekommer Korn af to Ertser, rimeligvis Magnetkis 
og Magnetjernsten. 

8. Saussuritgabbro fra Henrikstind, Furskog- 
nes, Balsfjord. Bergarten viser sig at vere en egte Saus- 
suritgabbro, idet Plagioklasen er helt og holdent omvandlet 
til Saussurit, der fremstiller et Aggregat uden mindste Spor 
af Tvillingstribning. I polariseret Lys viser dette Aggregat 
sig som talrige, smaa, krystallinske Stykker, saa at der al- 
drig indtreder Mørke under krydsede Nikols ved Dreining 
af Præparatet. Smaragditen er som oftest saare svagt farvet 
og viser da kun Spor af Dikroisme. Hvor Farven er lidt 
stærkere, er Dikroismen tydelig. Hornblendens typiske Gjen- 
nemgange er gode og tydelige. Merkelig nok forekommer 
Hulerum med bevægelig Libelle i Smaragditen. Foruden 
disse to Mineralier optreder tillige en Kis, omgivet af en 
rgd Rand af Jernoxyd. 

9, Saussuritgabbro fraHolmen, Ulfsfjord. Hel- 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 11 


ler ikke her har den trikline Feldspat bevaret Spor af Tvil- 
lingstribning, men den er helt igjennem blevet Saussurit med 
Ageregatpolarisation. Ligesom i den netop omtalte Saussu- 
ritgabbro fra Henrikstind har ogsaa Smaragditen her gode 
Gjennemgange, der i Snit lodret paa c-Axen viser Hornblen- 
degjennemgangenes Vinkler. Dikroismen er tydelig. Lige 
som i den forrige Bergart kan Hulerum for Væsker med be- 
vægelig Libelle iagttages. Fordelt i Bergarten optræder ikke 
sjelden Leukoxen (et Omvandlingsprodukt af Titanjernsten), 
medens den oprindelige Titanjernsten ikke længer er tilstede. 
Nogle faa Frtskorn har Magnetkisens Glands. 


Olivinnorit, 


Som ovenfor omtalt vil vi her ved Norit forstaa de Berg- 
arter, der indeholder Plagioklas med et rombisk Pyroxenmi- 
neral (altsaa Hypersten, eller Enstatit eller Bronzit). 

Ved Senjens Nikkelværk forekommer en Bergart, der 
fører nikkelholdig Magnetkis indsprængt, hvilken Bergart ef- 
ter den forskjellige Maade, hvorpaa den er udviklet, og efter 
de Mineralier, der sammensætter den, maa bære forskjellige 
Navne. De Mineralier, der optræder i Bergarterne ved Sen- 
jens Nikkelværk, er Plagioklas, et rombisk Pyroxenmineral, 
Diallag, Hornblende, undertiden Magnesiaglimmer samt Oli- 
vin; men alle disse Mineralier optræder ingenlunde altid i 
et og samme Præparat. Undertiden er Plagioklas og Hyper- 
sten med Hornblende og Diallag samt lidt Olivin de væ- 
sentlige Bestanddele, og Bergarten bliver da en Norit eller 
Olivinnorit. Endskjent Olivinen 1 somme Præparater kun er 
tilstede i ringe Mængde, saa turde det dog være rigtigst at 
benævne Bergarten Olivinnorit; thi paa samme Findested op- 
træder en Bergart, hvori Plagioklasen ganske mangler , og 
idet den er helt fortrængt af Olivin, hvilket Mineral da sam- 
men med et rombisk Pyroxenmineral og Hornblende udgjør 


12 Amund Hellaud. — Mikroskopisk Undersggelse 


Bergarten; denne Varietet maa ogsaa finde sin Plads iblandt 
Olivin-Enstatit-Bergarterne, og vil senere blive beskrevet un- 
der disse. Atter andre Steder udgjer Hornblende og Plagi- 
oklas sammen med en Del Diallag Hovedbestanddelen i Berg- 
arten, saa at denne da kunde benævnes Gabbrodiorit. Vi 
vil altsaa her betragte den Varietet, hvori et rombisk Pyr- 
oxenmineral med Plagioklas og lidt Olivin udgjør Bestand- 
delene i Bergarten, — altsaa. 

10. Olivinnorit fra Senjens eller Havns Nik- 
kelværk. Plagioklas med tydelig Tvillingstribning ofte i to 
Retninger udgjør den væsentligste Bestanddel, omtrent 60 °/, 
af Bergarten. Plagioklasen er opfyldt af Naale og Korn, saa 
at den ved en svagere Forstørrelse faar et graat Udseende. 
Ved en stærkere Forstørrelse kan talløse Smaanaale og Korn 
lagttages og ved Siden af disse hist og her Hulerum for Væ- 
sker med bevægelig Libelle. Det rombiske Pyroxenmineral 
er dikroitisk og er opfyldt af brune Lapper, bvilke imid- 
lertid er af meget smaa Dimensioner, saa at de enkelte Lapper 
ikke kan iagttages ved en svagere Forstørrelse. For stær- 
kere Forstørrelse viser Mineralet sig i en usædvanlig Grad 
opfyldt af de brune eiendommelige Lapper. Paa Grund af 
Dikroismen og Mineralets Mikrostruktur er det, da det tilhø- 
rer det rombiske Krystalsystem, at anse som Hypersten. Horn- 
blende forekommer i ikke ringe Mengde, undertiden rigeli- 
gere end Hyperstenen. Her findes to Hornblendemineralier, 
det ene med stærkere grøn Farve og med indleiede Naale 
og Korn, der minder om Diallagens Indleininger. Disse Naale 
og Korn er identiske med dem ifra Olivingabbroen ved Sild- 
spelen, som tidligere er omtalt. Det andet Hornblendemi- 
neral har svagere grønne Farver, viser sig, naar det prøves 
paa Dikroisme, lys græsgrøn og smaragdgrgn, og mangler 
de ovenfor omtalte Indleininger. Denne Hornblende synes 
ikke at være oprindelig, men at være dannet af Diallag, 
hvilket Mineral endnu i smaa Mængder optræder imellem 


af en Dei Bergarter i det nordlige Norge 13 


Hornblenden. Stærkt dikroitisk Magnesiaglimmer forekom- 
mer hist og her i storre Partier snart i mindre Lister. Korn 
af Olivin forekommer, men sparsomt. Større og mindre 
Klatter af Magnetkis er ikke sjeldne i Præparaterne. 


Diabas. 


Ved Diabas forstaaes her, saaledes som ovenfor om- 
talt, de massive kornede Bergarter, som er ældre eud Ter- 
tier, og som bestaar af Plagioklas og Augit. Eftersom de 
fører Olivin eller ikke, inddeles Diabaserne i egentlige Dia- 
baser og Olivindiabaser. Af de undersøgte Bergarter er to 
Diabaser uden væsentlig Olivingehalt, men med megen Horn- 
blende, saa at de rettest benævnes hornblendeførende Dia- 
baser. 

11. Hornblendeførende Diabas fra Jøkelfjor- 
den bestaar af Plagioklas og Augit, hvortil kommer Horn- 
blende som væsentlig Bestanddel, endog rigeligere end Au- 
giten. Plagioklasen er ganske uforvitret, med Tvillingstrib- 
ning ofte i to Retninger. Rader af Hulerum for Væsker med 
bevægelig Libelle er ikke sjeldne. Plagioklasen er i det hele 
ren og temmelig fri for Indleininger, dog bemærkes hist og 
her Rader af opake Korn, skjønt i ringe Mængde, saaledes 
som man pleier at finde dem talrige hos Gabbroernes Plagi- 
oklaser. Den kun svagt farvede og udikroitiske Augit viser 
hist og her for stærk Forstørrelse tavleformede Interpositio- 
ner, der minder om dem hos Diallagen. Herved faar Berg- 
arten endnu større Lighed med Gabbro. Hornblende optræ- 
der som omtalt som en væsentlig Bestanddel. Den er maa- 
ske paa flere Steder et Omvandlingsprodukt af Augiten, alt- 
saa en Uralit thi der forekommer krystallinske Stykker af 
Augit, af hvilke større Dele er blevne til Hornblende. Imel- 
lem de enkelte krystallinske Stykker af Hornblende saavel 
som imellem Hornblenden og Augit ligger der meget hyppig 


14 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersggelse 


talrige smaa opake Korn sandsynligvis af Magnetit. Magne- 
siaglimmer optræder underordnet. Apatitkrystaller forekom- 
mer i Hornblenden, i Plagioklasen og i Augiten. 

12. Hornblendefgrende Diabas fra Bergsfjord 
i Vestfinmarken. Denne Bergart ligner den foregaaende, 
men den er mere finkornet, og ligesom i den forrige er Horn- 
blende tilstede i stor Mengde. Plagioklas og Augit med 
Hornblende er de væsentlige Bestanddele, hvortil kommer un- 
derordnet Magnesiaglimmer, Apatit og Ertskorn. Den ad- 
skiller sig fra Diabasen fra Jøkelfjorden derved, at ingen 
Indleininger af Korn forekommer i Plagioklasen og ei heller 
har Augiten Indleininger. Men forøvrigt gjenfindes den for- 
rige Bergarts Karakterer, saaledes Ertskornene imellem Au- 
giten og Hornblenden. 


Diorit. 

Dioriterne deles som omtalt efter som de er kvartshol- 
dige eller kvartsfri i egentlige Dioriter eller Kvartsdioriter. 
De 4 Bergarter, som her er undersggte, er vesentlige kvartsfri. 

13. Diorit fra Sildspelen, Silden, Loppen Sogn 
pr. Bergsfjord. Bergarten bestaar af Plagioklas og Horn- 
blende som vesentlige Bestanddele. Plagioklasen indeholder 
Korn og Naale indleiet, saaledes som de pleier at forekom- 
me i Gabbroernes Plagioklaser. Herved faar Bergarten et 
gabbroagtigt Udseende. Denligner forgvrigt den ovenfor be- 
skrevne Gabbro fra Sildspelen, Bergsfjord, men denne er 
mere finkornet og Diallagen mangler ganske i Preparatet, 
saa at den maa stilles blandt Dioriterne. Hornblenden, der 
danner omtrent Halvdelen af Stenen; indeholder sorte Ind- 
leininger ligesom Tilfeldet var med Hornblenden i Gabbroen 
fra Sildspelen. Disse Indleininger forekommer især talrigt i 
de midtre Partier af Hornblendekrystallerne og i enkelte Snit 
lodret paa c Axen kan man se at de stregformede Indleinin- 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 15 


ger ligger parallel » P ®, dog forekommer der saaledes som 
der oftere er Anledning til at se ogsaa Indleininger i andre 
Retninger. Disse Interpositioner minder som tidligere berort 
om Diallagens Indleininger og af og til kan man ogsaa iagt- 
tage, at de skinner med metalagtig Glans ligesom Indlei- 
ningerne i Hypersten og Diallag. Undertiden opfylder de de 
mindre Partier af Hornblenden, saa at den nesten bliver 
ugjennemsigtig. Forgvrigt er denne Hornblende stærkt di- 
kroitisk og har gode Gjennemgange. Enkelte Olivinkorn 
forekommer sjeldent, ligesom smaa Lister af Magnesiaglim- 
mer og Apatitkrystaller. Talrige Ertskorn, der især forekom- 
mer i Hornblenden, har Magnetkisens Glans. Deune Berg- 
art er efter den mineralogiske Sammensætning en Diorit, men 
dens Plagioklas har en Mikrostruktur, som den pleier at fin- 
des hos Gabbroerne, og Gabbro forekommer som ovenfor 
omtalt paa samme Findested. 

14. Diorit ligeledes fra Sildspelen i Bergsfjord. 
Denne Bergart bestaar ligesom foregaaende af Plagioklas og 
Hornblende, men den er endnu mere finkornet, idet de en- 
kelte Krystalkorn kun naar '/;9 Millimeter, og dens Horn- 
blende har kun hist og her den forriges eiendommelige Ind- 
leininger. Plagioklasen indeholder ogsaa her Naale og Korn 
saaledes som de saa ofte findes i Plagioklas i Gabbro. Imel- 
lem Hornblendekrystallerne ligger ofte opake Korn maaske 
af Magnetit. Augit optræder i ringe Mengde sammen med 
Hornblenden paa en saadan Maade, at det Spørgsmaal kan 
opstaa, om Hornblenden her er oprindelig, eller den er en 
Uralit. Desunden optræder en Kis med stærkere Glans 
maaske Magnetkis. Lidt Magnesiaglimmer og enkelte Apa- 
titkrystaller sees hist og her i Stenen, 

Ovenfor er beskrevet 3 Bergarter fra Sildspelen i Bergs- 
fjord, nemlig en Olivingabbro og to Dioriter. Sammenlignes 
disse, saa viser der sig i flere Henseender stor Lighed mel- 
lem dem. Vi gjenfinder hos Dioriterne den eiendommelige 


16 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersøgelse 


Mikrostruktur, som i saa høl Grad karakteriserer Gabbroer- 
nes Plagioklaser, og alle tre Bergarter indeholder en Horn- 
blende, der er i høi Grad eiendommelig ved sine Indleinin- 
ger. Uagtet disse Bergarter efter sin mineralogiske Sammen- 
sætning er adskilte, idet en af dem er henført til Gabbro- 
erne og to til Dioriterne, saa turde det dog ved den geolo- 
giske Undersøgelse vise sig, at de udgjorde en og samme 
Bergartmasse, som det blev nødvendigt at benævne med 
samme Navn. Maaske vilde det ogsaa vise sig ved en saa- 
dan Undersøgelse, at den ovenfor beskrevne hornblendefø- 
rende Diabas fra Bergsfjord ogsaa geologisk naturligt hører 
med i det samme Felt. Bergarterne kunne da benævnes 
Gabbrodiorit, der snart optraadte som en Olivingabbro, snart 
som en Diorit, snart hvis det monokline Augitmineral mang- 
lede Indleiningerne, som Diabas. Paa Margen ligeledes i Bergs- 
fjorden optræder der videre en af Hornblende og Diallag 
bestaaende Bergart, i hvilken Hornblenden fremdeles inde- 
holder de ovenfor omtalte Indleininger, og hvor Plagioklas 
ganske mangler. Den skulde altsaa finde sin Plads under 
de ikke feldspatførende Bergarter, men da Hornblendens Mi- 
krostruktur antyder, at den maaske kun er en Varietet af 
den omtalte Gabbrodiorit hidsættes Beskrivelsen her med 
Navnet: 

15. Diallagførende Amfibolit fra Marø, Bergs- 
fjord. Bergarten er grovkornet. og Hornblende kan mikro- 
skopisk med Lethed erkjendes. Under Mikroskopet sees den 
allerstørste Del af Bergarten omkring 90 % at bestaa af 
stærkt dikroitisk Hornblende, der er helt opfyldt af brune 
og sorte Lapper og stregformede Indleininger. Nogle af 
disse skinner med metalagtig Glans 1 afblændet Lys. Di- 
allagen optreder i ringe Mengde midt inde i Horn- 
blenden; den indeholder ogsaa Indleininger, men disse har 
et andet Udseende end Hornblendens.  Diallagens skinner 
igjennem med brun Farve og har Formen af Lapper der 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 17 


mer eller mindre nermer sig Formen af et Kvadrat eller 
et Rektangel. Ved Siden af disse forekommer stregformede 
Indleininger parallel Gjennemgangene. Hornblendens Ind- 
leininger har en mørkere Farve og er enten ikke gjennem- 
skinnelige eller de skinner igjennem med en mgrkere brun 
Farve. Nogle af Indleiningerne er stregformede som hos Di- 
allagen, andre har uregelmæssige Former uden at de som. 
Diallagens Lapper nærmer sig den kvadratiske og rektangu- 
lere Form. Medens det paa de fleste Steder i Hornblenden 
vrimler af deslige Indleininger, saa hender det hist og her 
iser omkring enkelte Ertskorn, at Hornblendesubstansen er 
ganske eller næsten fri for disse Indleininger, saa at det har 
Udseende af, at alle Indleiningerne eller deres kemiske Be- 
standdele er forbrugt til Ertskornets Dannelse. De optræ- 
dende Ertskorn synes efter Glansen at tilhgre flere forskjel- 
lige Mineralier; maaske er det baade Magnetkis, Svovlkis og 
Magnetit. Foruden de ovennævute Mineralier forekommer 
underordnet, indleiet i Hornblende Olivin, hvilken er gjennem- 
sat af Aarer af Serpentin, og derhos ledsages af en rts, der 
ofte danner en Krands om Olivinkornet. 

Denne Bergart ber maaske opfattes som en hornblende- 
forende Olivingabbro, i hvilken Plagioklasen ganske er for- 
trængt, og hvor Hornblenden er blevet overveiende. Hvor- 
vidt en saadan Opfatning er rigtig maatte afgjores ved en 
geologisk Undersøgelse paa Stedet, hvorved man maatte have 
Opmærksomheden henvendt paa, om ikke feldspatførende 
Bergarter optraadte i den samme Bergartmasse. 

16. Diorit fra Trettingnæs, sydostlige Side af 
Silden, Loppen Sogn. Om denne Diorit bemærker Hr. 
Pettersen, at den forekommer i Vexling med Gneislag, saa at 
det altsaa bliver tvivlsomt, om den skal finde sin Plads mel- 
lem de massive Bergarter som Diorit eller blandt de krystal- 
linske Skifere som Amphibolitgneis. Dette kan kun afgjøres 
ved den geologiske Undersøgelse paa Stedet. Den finkornede 


18 Amund Hellaud. — Mikroskopisk Undersggelse 


Bergart viser sig under Mikroskopet at bestaa af Hornblen- 
de og Feldspat. Mange af Feldspatkrystallerne viser Tvil- 
lingstribning og er altsaa Plagioklas, men hos mange andre 
Feldspater kan Stribningen ikke iagttages, saa her maaske er 
baade Plagioklas og Orthoklas tilstede. Feldspaterne optre- 
der som talrige smaa krystallinske Korn. Hulerum for Væ- 
sker med bevægelig Libelle forekommer. Hornblenden op- 
træder 1 krystallinske Stykker med en uregelmæssig fryndset 
og lappet Begrændsning. I enkelte Hornblendekorn sees 
sorte og brune Indleininger især i de midtre Fartier. Smaa 
Partier af Magnesiaglimmer sees hist og her. Jævnt fordelt 
over hele Præparatet ligger smaa Ertskorn. 

17. Diorit fra Vandvaag, Vanna pr. Karlsø. 
Denne Diorit fører en Hornblende, der minder om de i Saus- 
suritgabbroerne forekommende Smaragditer, men Feldspaten 
viser endnu næsten overalt tydelig Tvillingstribning, saa at 
Bergarten ikke kan henføres til Sanssuritgabbroerne. Pla- 
gioklasen er i Regelen i høi Grad opfyldt af krystallinske 
Stykker af et vandklart Mineral, maaske en begyndende Om- 
vandling til et saussuritagtigt Aggregat, og derhos forekom- 
mer ofte Lapper og Smaastykker af Smaragdit i Plagiokla- 
sen. Hornblenden eller Smaragditen er dikroitisk, græsgrøn 
og smaragdgrøn; den viser tydelige Hornblendegjennemgange. 
Titanjernsten med Leukoxen er ofte tilstede, og enkelte Styk- 
ker af Titamit optræde. Foruden Titanjernsten optræder og- 
saa en anden Erts, der lader sig adskille fra Titanjernstenen 
ved Glansen. Denne Erts er en Kis. Apatitkrystaller fore- 


kommer hist og her. 


Eklogit. 


18. Eklogit fra Lanæs ved Tromsø. Hovedbe- 
standdelene i denne Bergart er Granat, to Hornblendemine- 
ralier, Omphacit, Plagioklas samt Magnesiaglimmer; hertil 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 19 


kommer som accessoriske Bestanddele Zirkon og Magnetkis. 
Granaten optreder som Korn, indtil 1 Kvadratmillimeter 
store, gjennemsatte af Spring og i tynde Preparater med en 
svag rod Farve. Næsten stadigt er disse Korn af Granat 
omgivne af et dikroitisk lysegrønt Hornblendemineral, Sma- 
ragdit, hvilket i Regelen fuldstændigt'omslutter Granaten som 
en Krands. Fra Smaragditen lader sig med Lethed det an- 
det Hornblendemineral adskille ved sin mørkere Farve, sin 
stærkere Dikroisme fra mgrkebrun til gulbrun. Denne Horn- 
blende forekommer især i Bergartens Feldspat indleiet i den- 
ne som storre og mindre Stykker. Plagioklas optræder frisk 
og uforvitret ligesom en Grundmasse for de andre Mineralier. 
Kun hist og her sees Tvillingstribningen hos Feldspaten, saa 
at her maaske ved Siden af Plagioklas er Orthoklas tilstede. 
I en særdeles væsentlig Bestanddel optræder Omphacit i Berg- 
arten. Den forekommer som langstrakte ofte eiendommeligt 
bøiede tilrundede Fryndser, der undertiden er anordnede 
med en vis Regelmæssighed, idet Lapperne eller Fryndserne 
straaler radielt ud fra et midtre Parti, men de optreder og- 
saa ganske uregelmessigt. Det svagt grgnlige Mineral er i 
tynde Præparater næsten farvelgst. Lister af en dikroitisk 
Glimmer er ikke hyppige. Ikke sjelden forekommer Korn af 
et rødligt brunt Mineral, maaske en Zirkon. Klatter af Mag- 
netkis er kjendelig ved sin Metalglans. 


Ældre kornede Peridotiter eller ,Diivinstene*. 


Rosenbusch benævner de Bergarter, der mangler Feld- 
spat, men indeholder Olivin som væsentlig Bestandel, Peri- 
dotiter, og de ældre kornede Peridotiter sønderfalder da i 
flere Grupper, eftersom de fører Olivin og Augit, Olivin og 
Diallag, Olivin og Enstatit eller Olivin og Enstatit og Dial- 
lag, og endelig benævnes de Dunit, hvis de bestaar alene af 
Olivin med Kromjernsten. Hertil slutter sig da alle de Ser- 


20 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersøgelse 


tiner, der er fremgaaet af disse Bergarter ved Forvandling. 
De herhen hørende Bergarter, som er undersøgt fra det nord- 
lige Norge, er alle rig paa Olivin (eller Serpentin) og fører 
ved Siden deraf i Regelen Enstatit. Da flere af de egentlige 
Duniter ogsaa indeholder Spor af Enstatit, saa bliver der ved 
en tiltagende Mængde af Enstatit Overgange imellem Dunit 
og Enstatit-Olivinbergarterne. 

19. Enstatit- Olivinbergarter eller Enstatit- 
Peridotiter. Enstatit-Peridotit fra Høifjeldet nor- 
denfor Tromsdalstind. Hovedbestanddelen, henimod 80 
% er Olivin, der optræder som kantede Korn. For den 
allerstørste Del er disse Olivinkorn ganske friske og polarise- 
rer med livlige Farver, kun bist og her viser de Spor af en 
begyndende Serpentinisering. Enstatit, som optræder i ikke 
ringe Mengde, er farveløs, viser gode Gjennemgange. Af og 
til er Enstatiten gjennemsat af Aarer, maaske en begynden- 
de Omvandling til Serpentin. Zrtskorn af Magnetit eller 
Chromit er ikke sjeldne. 

20. Bronzit-Peridotit fra Stappen ved Skutvik- 
vand bestaar for den væsentligste Del af Olivin i kantede 
Korn af forskjellig Størrelse. Olivinen mangler nesten et- 
hvert Spor af Serpentinisering, og selve Substansen er ren 
og vandklar. Det rombiske Augitmineral indeholder talrige 
smale brune Indleininger og er i nogen Grad dikroitisk. 
Indleiningerne skinner med metalagtig Glans i polariseret 
Lys, og den Stribning, de foraarsager, er ofte svagt bglge- 
formet. Dette Augitmineral synes derfor snarere at være 
- Bronezit end Enstatit; disse to Mineralier ligner hinanden 
imidlertid saa meget i deres fysiske Egenskaber, at der efter 
Rosenbusch neppe lader sig gjennemføre en Adskillelse i to 
Species. Endskjønt de fleste krystallinske Stykker af denne 
Bronzit bliver fuldstændig mørk under krydsede Nicols, naar 
Retningen af Gjennemgangene i Snit parallel c-Axen falder 
sammen med det optiske Hovedsnit i Polarisatoren, saa gives 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge 91 


der dog ogsaa en Del Snit, der vel for største Delen bliver 
mørke, men hvori enkelte Lameller dog lyser. Her synes 
altsaa at foreligge en Sammenvoxning af Bronzit med Dial- 
lag. Korn af Picotit er hyppige i Olivinen. Ertskorn af 
Chromit eller Magnetjern er ikke sjeldne. 

21. Hornblendefgrende Enstatit - Peridotit. 
Ovenfor er beskrevet Olivinnoriten fra Havns Nikkelværk 
paa Senjen; det blev der omtalt hvorledes her tillige fore- 
kommer en Bergart, hvori Plagioklas ganske mangler, idet 
Bergarten bestaar af Olivin, et rombisk Pyroxenmineral samt 
Hornblende. Denne Bergart synes altsaa åt være den sam- 
me som den, Professor Stelzner har beskrevet fra Gruben 
Varallo i Sesiadalen i Mont-Rosa Distriktet; mærkværdig nok 
ledsages denne Bergart baade paa Senjen og 1 Sesiadalen af 
Nikkelertse. Olivinen optræder i Korn indtil en Kvadratmil- 
limeters Størrelse. Betragtet under stærk Forstørrelse viser 
Oliviuen sig opfyldt af talrige smaa Korn. Den største Del 
af Olivinen er frisk, men Serpentin forekommer ofte langs 
Kanterne af samme, adskillende Olivinkornene. Det rombiske 
Pyroxenmineral er farvelgst over store Dele, men retliuiede 
Indleininger forekommer ofte og disse Indleininger, der er 
brune og sterkt dikroitiske, meddeler Mineralet sin Farve, 
medens dette som netop omtalt er farvelgst, hvor Interposi- 
tionerne mangler. Overhovedet er disse Indleininger saare 
uregelmessigt fordelte, idet de paa sine Steder optræder i 
saadan Mengde, at hele Mineralet har en brun Farve og er 
sterkt dikroitisk, andre Steder kan de ganske mangle i det 
samme Krystalindivid, der i de midtre Partier er opfyldt af 
dem. Hornblenden er ligesom i den ovenfor omtalte af Pro- 
fessor Stelzner beskrevne Bergart dikroitisk, men med ringe 
Absorbtion. Ogsaa den indeholder Indleininger uregelmæs- 
sigt fordelt i det samme Krystalindivid. Men disse Indlei- 
ninger er ikke brune, men sorte opake. De er dels naale- 
formede, indleiede i Retning af c-Axen, men der forekommer 


23 Amund Helland. — Mikroskopisk Undersggelse 


ogsaa kortere Naale indleiede i Vinkel med hine. Underti- 
den ophobes disse Naale i den Grad i Hornblenden, at den 
bliver næsten opak. Klatter af Magnetkis er ikke sjeldne. 
Især langs Grændserne af Hornblenden er opake Ertskorn 
hyppige, maaske Magnetit. 


Serpentiner. 


Til de ældre kornede Peridotiter slutter sig de Bergar- 
ter, der væsentlig bestaar af Serpentin, men som er frem- 
gaaet af Peridotiterne ved Olivinens Forvandling til Serpentin. 

22. Serpentin fra Snarberg, Havnes 1 Bals- 
fjord. I nogle Preparater er her Olivinen kun tilbage som 
smaa Korn, der i polariseret Lys falder let i Øinene ved sine 
livlige Polarisationsfarver ligeoverfor Serpentinen. Denne, 
der udgjør Hovedmassen i Bergarten viser i polariseret Lys 
under krydsede Nicols en mørk Grund, der forbliver uforan- 
dret ved Dreining af Præparatet. I denne isotrope Grund 
ligger der talrige buskformede, uregelmæssigt grupperede Li- 
ster, der virker paa polariseret Lys. Magnetit er hyppig som 
Klatter og som mindre Korn. 

23. Serpentin over Kvalvik udenfor Lyngseide. 
Det er tvivlsomt, om denne Serpentin er fremgaaet af Oli- 
vin; thi der findes ikke længer Levninger af dette Mineral. 
Derimod forekommer der krystallinske Stykker af Diallag i 
Serpentinen. Allerede med det ubevæbnede Øie sees et flere 
Millimeter stort Stykke af Diallag, uden om hvilken der kom- 
mer Serpentin og i Serpentinen strækker der sig en Kreds 
af Ertskorn parallel med Diallagens Omrids, men i "/, til 1 
Millimeters Afstand fra Diallagen. Under Mikroskopet sees 
Diallagen at indeholde Indleininger i Form af firkantede bru- 
ne Lapper, der dog ofte er saa mørke, at de bliver opake. 
Betragter man Diallagen i polariseret Lys, saa vil man finde 
større Stykker af denne uforandrede, men midt inde i disse 


af en Del Bergarter i det nordlige Norge. 23 


uforandrede Stykker ligger der hist og her en List eller et 
stjerneformet Aggregat af et Serpentinmineral. Ud imod 
Kanterne er Diallagen fryndset, idet Aarer af Serpentin og 
Chrysotil sønderdeler Rænderne, saa at mindre Stykker kom- 
mer til at ligge isoleret, adskilte fra de større Stykker. Rundt 
om Diallagen ligger den helt forvandlede Serpentinsubstans, 
som udgjør Hovedbestanddelen, og som i polariseret Lys vi- 
ser sig som et Aggregat. Lange Rader af Klatter og Smaa- 
korn af Magnetit strækker sig i forskjellige Retninger og 
danner som berørt undertiden en Krands i Serpentinen, in- 
denfor hvilken Diallagen har sin Plads. 


24 


Det nordlige Norges gabbro-felter 


af 
Karl Pettersen. 


Det nordlige Norges kystpartier i strgget fra Lofotens 
sydligste spidse nordover til Nordkap danner et 1 orografisk 
som tildels ogsaa i geologisk henseende ret vel afgrændset hele. 

Fra Lofotens sydspidse nordover til Nordkap spænder 
sig saaledes i en saagodtsom sammenhængende række en 
krands af større og mindre ofte højt byggede øer. Disse 
ere 1 Regelen alene ved trange sundløb udskilte fra hinan- 
- den. Men flerheden af disse ere atter ved en række fjord - 
løb med dertil knyttede lave ejdefar splittede i et større 
eller mindre antal helt udskilte fjeldpartier De talrige fjord- 
løb, der fra sundene skjære sig dybt ind gjennem fastlands- 
partierne, sondrer disses lengst mod vest fremspringende dele 
i en række paa hinanden følgende mer eller mindre ølignende 
fjeldlegemer, der i orografisk ligesom ogsaa i geologisk hen- 
seende ganske er at sammenføre med den udenfor liggende 
ørække. Det er over de her omhandlede strøg at det nord- 
lige Norges saa megtige og udbredte massiver af Gabbro, 
Diabas og dermed nær bes!ægtede bergarter bryder frem 
dels i forskjellige lange drag delsitalrige mere udskilte men 
dog altid mere selvstændige partier, men hyppig ogsaa i en 
mere underordnet fremtræden. Mere selvstændigt træder 
disse bergarter saaledes frem i Lyngsdraget mellem Ulfsfjord 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 95 


og Lyngen, Over gerne Kaagen og Arnø, efter Kvænangstin- 
dernes halvø, over Bergshalvøen udenfor Altejdet, fremdeles 
over Stjernø, Seiland og Sørø. Forskjellige større og mindre 
mere spredte partier bryder frem over fastlandsstrøgene mel- 
lem Lyngen og Alten. Mere underordnet træder de frem 
over andre af kyststrækningens ger — saaledes over flere af 
Lofotens øer, Langø, Senjen-ø, fremdeles over de store øer 
inden Karlsø præstegjeld, i fastlandsstrøgene om Altenfjord 
og endelig over Magerøen. 

Idet hele og store bryder disse gabbroartede massiver 
frem under saadanne forholde, at der synes at være al grund 
til at tillegge dem en højst afgjørende betydning liveovenfor 
de her omhandlede landstrøgs ejendommelige orografiske byg- 
ning. Gabbroartede massiver synes ogsaa nærmest at være 
knyttede til kyststrøgene fra Nordkap til Lofotens sydspidse. 
Østenfor Nordkap over Østfnmarkens halvøer ville de neppe 
være at paavise uden i højst underordnet fremtræden og det 
samme gjelder ogsaa for fastlandsstrøgene fra Ofoten sydover 
til Saltenfjord. 

Naar man ser hen til de vidstrakte strøg, udover hvilke 
de her omhandlede massiver ere udstrøede, og de forskjel- 
lige forholde forøvrigt, hvorunder de kunne træde frem, saa 
vil der allerede paa forhaand være al grund til at forudsætte 
at bergarten i petrografisk henseende vil kunne variere gan- 
ske betydeligt paa de forsjellige steder. Dette træder ogsaa 
frem allerede ved første øjekast, naar man har for sig en 
rekke af haandstykker fra de forskjellige lokaliteter. Man 
vil saaledes allerede strax kunne sondre dem i flere temme- 
lig skarpt udskilte grupper og ofte med adskillig bestemthed 
kunne paapege det felt, fra hvilket hver enkelt stuffe kan 
være hentet. En ngiagtigere udsondring i saa henseende 
vil imidlertid alene kunne lade sig gjennemføre ved mikro- 
skopiske undersøgelser Allerede for flere Aar tilbage mod- 
tog jeg gjennem Hr, A, E, Térnebohm i Stockholm, der vel- 


26 Karl Pettersen. 


villig havde ladet undersøge forskjellige gabbro-afændringer 
fra det nordlige Norge, flere værdifulde meddelelser om re- 
sultaterne af disse dog i det hele mere foreløbige undersø- 
gelser. Hr. Helland har nylig nærmere undersøgt et større 
antal af gabbroartede bergartprøver herfra. Resultatet af 
disse undersøgelser foreligger nu i hans foranstaaende intres- 
sante afhandling ,Mikroskopiske Undersøgelser af en Del 
Bergarter i det nordlige Norge“. JIr. Helland har imidler- 
tid ikke selv haft anledning til personlig at studere de geo- 
logiske forholde, hvorunder de omhandlede bergarter træde 
frem. En nærmere udredning af disse vil maaske saaledes 
ikke være uden interesse som et supplerende tillæg til den 
nys nævnte afhandling. En saadan skal her forsøges le- 
veret i noget bredere omrits — idet jeg forøvrigt maa hen- 
vise til flere af mine tidligere offentliggjorte afhandlinger 
vedrørende det nordlige Norges Geologi, hvor flere af de 
her nævnte gabbroforekomster udførligere ville findes om- 
handlede. 


1. Lyngsfeltets Gabbro.*) 


Lyngens Gabbro bygger et mægtigt kjedeformet fjelddrag 
der spænder sig efter Lyngshalvøens længde fra Balsfjordens 
inderste bund Nordkjos ud til dens yterste afslutning mod 
nord, den saakaldte Lyngstue. Gabbroen, der bryder frem 
mellem forholdsvis smale randstriber — byggede af skifer- 
strata tilhgrende Dividals-gruppen, — taarner sig efter halv- 
gens hele lengde op i rækker af hgje og spidse fjeldtinder, 
af hvilke de højeste naa op til lidt over 2000 m. 

Gabbrofeltet har en lengde af ca. 11 mil med en gjen- 
nemsnitlig brede af 1 til 1!/, mil. Fra det egentlige gabbro- 
felt udsendes paa sine steder transversale udlenkninger af 


*) Geologiske Undersøgelser i Troms Amt. Trondh. V. S. Skr. 1868. 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 27 


gabbro, der saaledes navnlig langs Ulfsfjorden oftere gjen- 
nen:bryder Dividals-gruppens lagrækker. 

Fra dette gabbrofelt ere prøvestuffer fra to forskjellige 
punkter mikroskopisk undersøgte af hr. Helland nemlig num- 
rene 8 og 9 i hans ovennævnte afhandling. Den ene stuffe 
er hentet fra Holmebugten i Sørfjord henimod feltets indre 
afslutning mod syd, den anden fra Ulfsnes — flere mile læn- 
ger mod nord. 

Ligesom bergarten paa disse langt fra hinanden liggende 
punkter bevarer eti det væsentlige ganske ensartet petrogra- 
fisk præg, saaledes vil ogsaa Lyngsgabbroeus petrografiske 
egenskaber i sin almindelighed findes bestemt ved den af 
Helland leverede beskrivelse af de nævnte prøvestuffer. Den 
karakteriseres af ham som Saussurit-gabbro — d. e. en om- 
vandlet gabbro, i hvilken ,Plagioklasen er bleven omvandlet 
til hint eiendommelige aggregat, der benævnes Saussurit, me- 
dens Diallagen helt eller delvis er omvandlet til Smaragdit*. 
Saaledes er ogsaa forholdet i regelen inden Lyngsfeltet, og 
navnlig træder Saussurit-gabbroen karakterisk udpræget frem 
langs Lyngshalvøens vestlige side fra bunden af Balsfjord 
udover langs Sørfjord og Ulfsfjord. Først ud imod halvøens 
afslutning mod nord — ved Lyngstuen antager bergarten et 
noget forskjelligartet præg, idet Plagioklasen her stikker frem 
mere ren og frisk ligesom ogsaa den grønne Smaragdit her 
træder tilbage for et mørkere brunligt augitisk mineral — 
en brunlig Diallag, der dog i regelen er steıkt medtaget ved 
forvitring. 

At Lyngsgabbroen i det hele har været modtagelig for 
forskjellige omvandlingsprocesser viser sig ogsaa deri, at tal- 
rige Serpentindannelser findes knyttede til dette felt snart 
som mere selvstændige kupper snart som mere underordnede 
partier. Serpentindannelser ere her saaledes paaviste i Snar- 
berg ved gaarden Havnes mod bunden af Balsfjord, — in- 
den Langdalcn, et transversalt dalløb, der skjær sig over 


98 Karl Pettersen. 


fra Sørfjord til Storfjord i Lyngen — ved Lyngskjosen hvor 
bredstænglig Enstatit tildels i større sammenhængende par- 
tier træder frem navnlig i Serpentinfeltets dagflade — over 
Kvalvik ved Lyngenfjord, — ved Lyngstuen og desforuden 
paa forskjellige punkter.*) 

Serpentindannelserne træder her i regelen frem i gab- 
brofeltets grændsestrøg og saaledes knyttede til Gabbroen, 
at der synes al grund til at forudsætte at de maa være at 
opfatte som omdannelsesprodukter af denne. 

Ind mod bunden af Balsfjorden, hvor gabbrofeltet støder 
sammen med Balsfjordfeltets grønne kloritiske skiferrækker, 
ere de petrografiske overgangsforholde ret mærkelige. Berg- 
artens grønne Smaragdit gaar her over eller afløses lidt ef- 
ter lidt af en mere og mere kloritagtig substans, der ikke 
længere i lighed med den rene Smaragdit træder frem som 
adskilte klumper eller blade men breder sig ud i mere sam- 
menhengende flag. Den danner saaledes her bergartens mere 
forherskende bestanddel, idet stenen dog endnu i brudet kan 
vise sig mere eller mindre rigt spættet med klumper og korn 
af den ejeudommelige hvide Saussurit. Stenen antager her 
efterhaanden en helt udpræget lagdeling og afsluttes i en 
ren kloritisk grønlig skifer. Her vil man have ondt for at 
afgjøre hvor Gabbroen ender og skiferen begynder og det 
saameget mere som lag af renere kloritisk skifer her hyp- 
pig kan findes vexlende med tynde lag, i hvilke stenens gab- 
broartede karakter ikke kan miskjendes, skjønt den paa den 
anden side ogsaa synes at staa skiferen nær. Disse ejendom- 
melige overgangsforholde ville navnlig ligge klart tilskue fra 
gaarden Markenes nordover ligesom ogsaa 1 en isoleret lig- 
gende bergknaus, der bygger det saakaldte Storstennes ved 
Balsfjordens inderste buud Gabbroens to hovedbestanddele 


*) Nærmere herom i ,Uber das Vorkommen des Serpentins und Oli- 
vinfels im nördlichen Norwegen“, Neues Jahrb, für Miner. Geol. 


&e. 1876, 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 29 


Smaragditen og Saussuriteu træde begge inden grændsestrø- 
gene her frem som bestanddele i enkelte skiferlag, der som 
saadanne tilhøre Balsfjordens grønne kloritiske skiferrække. 

I Lyngsgabbroen optræder den hvide tilsyneladevde amorfe 
Saussurit og den gronlige sterlt glindsende Smaragdit i tem- 
melig jevn middelskornig fordeling. For øjet optræder begge 
mineralier i nogenlunde ens kvantitativt forhold. Da berg- 
artens specifike vægt i henhold til flere afvejninger i regelen 
ligger omkring 3,17 maa dog Smaragditen her træde frem 
i et noget stærkere forhold end Saussuriten. 

Lyngsgabbroen er i det hele temmelig fattig paa andre 
mineralindblandinger og ertsindfældinger. Hr. Helland har 
alene paavist mikroskopiske indfældiuger af Magnetjern og 
Magnetkis. I Serpentinen ved Rødberg ved Lyngskjosen er 
derimod paavist Chromjern. 

Hvorvel Lyngsgabbroen vistnok — hvad der allerede: 
paa forhaand maa være at forudsætte, naar der sees hen til 
feltets anseelige udstrækning — kan variere adskilligt, beva- 
rer den dog saavidt bidtil iagttaget i det hele og store et 
temmelig ensartet let kjendeligt og tillige et saa karakteri- 
stisk petrografisk grundpræg, at den med bestemthed skiller 
sig ud fra bergarterne inden de øvrige over det nordlige 
Norge frembrydende gabbro-afdelinger. Der er derfor al føje 
til at opstille Lyngens Saussurit-gabbro som en selvstendig 
udpræget hovedtype mellem disse. Der kan ogsaa være no- 
gen grund til at forudsætte at Lyngsgabbroen er den ældste 
af de her optrædende Gabbroer. 


2. Kaagens Gabbro. 


Kaagen er en ø i Skjervø præstegjæld. Den skyder sig 
frem i nordvestlig retning i en længde af 17, mil og med 
en nogenlunde jevn regelmæssig brede af omkring */, mil, 
Den gjennemsættes efter sin hele længde af et omkring '/, 


30 Karl Petersen. 


mil bredt gabbrobælte, der bryder frem efter gens midte og 
bygger en række af hoje og vilde fjeldtinder. Langs begge 
langsider dannes fjeldgrunden af lagrækker, der ere at in- 
ordne under Tromsø glimmerskifer-gruppe. Disse falde til 
begge sider indover mod øens mid'e, saa det kan synes som 
om Gabbroen her skyder op fra en skaalformig eller rende- 
formig indsænkning i skiferafdelingen. 

Den gabbroartede bergart træder her paa de forskjellige 
lokaliteter frem under hgjst afvigende petrografiske afæn- 
dringsformer. Snart viser den sig som en typisk udpræget 
storkornig Gabbro med frisk Plagioklas og storbladig brun 
Diallag, der skinner med halv metallisk glans. Snart bryder 
den frem som en mørk mere smaako:n g grundmasse, der for 
øjet mer eller mindre kan ligne den af hr Helland under 
nr. 11 og 12 beskrevne hornblendeførende Diabas fra Jøkel- 
fjord og Bergsfjord. Snart viser den en mere bestemt dio- 
ritisk karakter. De mere finkornige varieteter antage ofte 
en temmelig udpræget stribet struktur. De dioritiske afæn- 
dringer synes nærmest knyttede til grændsestrøgene mod 
Glimmer- og Hornblendeskiferen. De mørke finkornige an- 
tagelig diabasiske afændringer træde temmelig forherskende 
frem under fjeldpartierne over øens sydlige del, — den stor- 
kornige typiske Gabbro derimod mere over feltets nordlige 
parti, saaledes navnlig i de mægtige Istinder, i Kvitnesfjeldet 
og i strøget om Kaagsund. Den storkornige Gabbro vexler 
dog ogsaa her hyppigt med mørke finkornige afændringer. 
Paa enkelte steder gjennemsættes Gabbroen saaledes af baand- 
formige lag af den finkornige afændring, men oftest ere dog 
vexlingerne i saa henseende mere ubestemte eller regelløse. 

Af de af Helland undersøgte prøvestuffer er intet fra 
Kaagen, derimod ere 2 forskjellige prøvestuffer undersøgte 
ved A.E. Térnebohm. Den ene af disse var hentet fra Kvit- 
fjeldet, det andet fra afsatserne mod Kaagsund og det tredie 
fra Durdalstindernes afhæng — i nerheden af Istinderne. 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 31 


Samtlige stuffer dannes af den mere storkornige afændring. 
Stenen fra Durdalen er ifglge Törnebohm sammensat af Pla- 
gioklas, Diallag og Olivin og vil saaledes petrografisk vel 
nærmest vere at henføre under Hellands Olivin-gabbro. Prg- 
verne fra Kvitfjeld og Kaagsund dannes derimod af Plagio- 
klas og Diallag, — det sidste mineral delvis omvandlet til 
Hornblende. Magnetit og Pyrit findes indsprengt i alle 3 
stuffer. ler 

Allerede ved første øjekast træder Kaagens Gabbro frem 
som en fra Lyngens Saussurit-gabbro stærkt afvigende bergart 
og er som det yderligere vil fremgaa af den her leverede 
fremstilling i petrografisk henseende bestemt at udsondre fra 
denne. Dette maa antagelig ogsaa blive tilfældet fra et geo- 
logisk udgangspunkt, — hvorom nærmere nedenfor. 

Kaagens Gahbro træder ingenlunde saa ensartet frem 
som forholdet — saavidt hidtil iagttaget — fandtes at være 
over det vidstrakte Lyngsfelt. Tvertimod bryder bergarten 
over Kaagen frem under hgjst afvigende afændringsformer, 
der ikke alene vise en højst forskjelligartet struktur men 
ogsaa i petrografisk henseende afvige saaledes, at de efter 
den gjeldende systematik antagelig maatte blive at henføre 
til forskjellige bergartspecies. Ser man saaledes hen til Kaa- 
gens gabbrofelt som et hele vil det maaske være vanskeligt 
for den her optrædende bergart med sine mange forskjellige 
afændringsformer at kunne opstille et mere gjennemgaaende 
fællespræg, der kunde danne basis for en bestemtere karak- 
terstik. Og det saameget mere som flere af afændringsfor- 
merne paa Kaagen ville findes at staa afændringsformer in- 
den de fleste af de nedenfor omhandlede gabbrofelter tem- 
melig nær. Anderledes vil Sagen maaske i saa henseende 
stille sig, naar man mere specielt fæster sig ved det mest 
udprægede led inden Kaagens massive bergart — nemlig den 
storkornige Gabbro. I det den augitiske bestanddel i denne 
bergart dannes af en allerede mikroskopisk let kjendelig brun- 


Coe Karl Pettersen. 


lig Diallag, der stikker frem temmelig storbladig og med halv 
metallisk glans, danner denne bergart i saa henseende det 
nordlige Norges mest typisk udprægede gabbro. Inden de 
avrige her frembrydende gabbrofelter lader den augitiske be- 
standdels diallagartede natur sig i regelen alene erkjende 
gjennem mikroskopisk analyse. Ligesom Kaagens Gabbro 
paa den ene side med lethed lader sig udsondre fra Lyngs- 
feltets bergart, saaledes afviger den ogsaa i denne sin stor- 
kornige fremtræden temmelig væsentlig fra de mere karakte- 
ristisk optreedende hovedled inden de andre felter, der neden- 
for nærmere skulle omhandles. Der synes saaledes at kunne - 
være nogen føje til at opstille Kaagens Gabbro som en mel- 
lem de her omhandlede bergarter mere bestemt udpræget 
hovedtype. 

Med hensyn til det gjensidige aldersforhold mellem Lyn- 
gens og Kaagens gabbro, saa er der nogen grund til at for- 
udsætte at den sidste er yngre end den første. Lyngens 
gabbro gjennembryder saaledes Dividalsgruppens lagrækker 
men derimod ikke saavidt iagttaget den yngre Tromsø glim- 
merskifergruppe. Spørgsmaalet kan i saa henseende vistnok 
endnu ikke besvares med afgjørende sikkerhed, — paa for- 
haand er der dog meget, som synes at pege i den retning. 
Kaagens gabbro bryder derimod frem gjennem glimmerski- 
fergruppens lagrækker. 

‘Over den strax nordenfor Kaagen liggende Arnø skyder 
to parallelt-løbende gabbrofelter frem i nordsydlig retning, — 
det ene af disse i forlængelsen af Kaagenfeltets retningslinje. 
Disse kunne maaske nærmest være at sammenstille med Kaa- 
gens felt, hvorvel bergarten over Arnø neppe nogetsteds vil 
findes saaledes typisk udpræget som Kaasens storkornige 
Gabbro. Det samme vil vel ogsaa være tilfældet med gab- 
broen paa Løkø, — en mindre ø, der skyder op langs den 
østre side af Arnø, adskilt fra samme ved det trange Lok- 
sund, 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 33 


3. Kvænangtindernes Gabbro 

bryder frem i et omkring 1 mil langt bælte langs Kvænan- 
gens ytre udmunding og bygger her Kvænangstindernes fjeld- 
drag. Bergarten treder frem under ligesaa vidt fra hin- 
anden liggende afændringsformer, som tilfældet var over Kaa- 
gen. Enkelte af disse synes ogsaa efter sin mineral-sam- 
mensætning og sine petrografiske forholde forøvrigt at staa 
temmelig fjernt fra hvilkensomhelst af de inden Kaagens 
felt optrædende afændringer. Paa den anden side gjør der 
sig saa megen lighed gjeldende i forholdene over begge fel- 
ter ikke alene med hensyn til massivernes geologiske frem- 
træden, landpartiernes orografiske bygning, men ogsaa med 
hensyn til de mest typisk udprægede afændringers petrogra- 
fiske karakter, at der nok kan synes at være nogen grund 
til at knytte Kaagens og Kvænangstindernes gabbroartede 
bergart sammen som led under en og samme hovedform. 

Mellem de af Helland undersøgte bergarter skriver intet 
sig fra Kvænangstindernes drag. Derimod ere et par stuffer 
herfra undersøgte af Térnebohm. Det ene provestykke er 
hentet fra Ytre Valan, ligner makroskopisk bergarten fra 
Kvitfjeld paa Kaagen og er som denne sammensat af Plagio- 
klas og Diallag — den sidste ogsaa her delvis omdannet til 
Hornblende. Den anden prøvestuffe er bentet fra højfjelds- 
partiet mod Oxfjord i Kvænangen, er temmelig smaakornig 
af en brunlig smudsig farve og sammensat af Hornblende, 
Plagioklas, Kvarts, Glimmer og Apatit tilligemed et par andre 
ikke nærmere bestemte mineralier. Denne bergart vil saale- 
des vel nærmest være at karakterisere som en Diorit. 

Kvænangens gabbro bryder frem mellem lagrækker til- 
hørende Tromsø glimmerskifer-gruppe. Med hensyn til al- 
dersforholdet saa er Kvænangens Gabbro utvivlsomt ogsaa 
ganske at sammenstille med Kaagens. 


34 Karl Pettersen. 


4. Bergshalvøens gabbrofelt. 

Den store af forskjellige fjorde dybt indskaarne og ud- 
tungede Bergshalvø, der ved det lave Altejd er adskilt fra 
det egentlige fastland, er gjennemsat af et anseeligt gabbro- 
felt. Dette breder sig her ud mellem Altejd, Bergsfjord og 
Øxfjord. I modsætning til de tidligere her omhandlede gab- 
brofelter, der træde frem i udprægede kjededrag, udspændte 
efter eni ret linje forherskende længdeaxe, udbreder derimod 
Bergshalvøens Gabbro sig mere masseformig over et felt, i 
hvilke længde og brede paa det nærmeste svare til hinanden. 
Medens hine danne fjelddrag, hvori tind rader sig op til tind, 
afsluttes dette derimod opad mere som et højplateau. De 
ofte fantastisk formede toppe og tinder, der ogsaa her saa 
hyppig stikker frem inden dette felt, ville derfor i regelen 
findes grupperede langs fjord- og dalspalterne. De ere vel nær- 
mest at opfatte som et resultat af eroderende kræfter, og 
som saadanne gjennem disse udskaarne fra den oprindelig 
fuldt sammenløbende murvæg. 

Grændsestrøgene om Bergshalvøens gabbrofelt bygges af 
gneis og gneis-granitiske lagrækker. 

Imellem de at Helland undersøgte prøvestuffer ere nr. 1, 
5, 6, 11, 12, 13, 14, 15 og 16 fra dette felt og af disse igjen 
nr. 5, 12, 13, 14, 15 og 16 hentet fra grændsepartierne mod 
gneisen og saagodtsom fra berøringspunkterne med denne. 
Som det vil fremgaa af Hellands beskrivelse af de her nævnte 
stuffer optræder den massive bergart i grændsestrøgene mod 
Gneisen nærmest som en Diorit tildels ogsaa som en horn- 
blendeførende Diabas. En provestuffe (nr. 5) karakteriseres 
som Olivingabbro, idet der dog samtidig tilføjes, at den paa 
grund af sin rigdom paa Hornblende nærmer sig til Diori- 
terne. Da alle disse prøvestuffer — naar man ser hen til 
de geologiske forholde, hvorunder bergarten her paa de for- 
skjellige steder træder frem — fra et geologisk standpunkt 
utvivlsomt maa blive at føre sammen som brudstykker af et 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 35 


fælles bergslag, vilde det maaske vere rettest som af hr. 
Helland antydet med et fællesnavn at betegne dem som Gab- 
bro-Diorit. 

I grændsestrøgene ere forholdene mellem den lagede og 
ulagede bergart oitest højst indviklede. Man vil her hyppig 
se sig stedt i tvivl om, hvor det ene led begynder og det 
andet ender. Ved Trettingnes paa øen Silden — hvorfra den 
af hr. Helland under nr. 16 omhandlede prøvestuffe er hen- 
tet — støder Dioriten og Gneisen sammen under ret mærke- 
lige forholde. Dioriten gjennemsætter her Gneisen eller ret- 
tere vexler med denne gjennem en række af paa hinanden 
følgende lag. Paa en længdestrækning af 12 meter vexler 
saaledes Diorit og Gneis 5 gange. Gmeisen træder i disse 
paa hinanden følgende baandlag frem i en regelmæssig lag- 
stilling med 60° nordvestlig faldvinkel. Megtigheden af de 
vexlende baandlag kan variere ganske betydeligt. Det mæg- 
tigste af de dioritiske lag har en tykkelse af 3 meter, det 
tyndeste af 0,15 m. Ogsaa de mellemliggende gneislag kun- 
ne variere fra en mægtighed af 2,5 m. ned til 0,15 m. Det 
ene af dioritlagene er atter gjennemsat af et tyndt lag af en 
kvartsitisk sten, og ogsaa dette ligger fremdeles i conform 
lagstilling med gneisstraterne. Fra dette samme dioritlag 
afsendes en dioritisk sideforgrening, der diagonalt gjennem- 
skjær det tilstedende gneisparti. Imellem Dioriten og Gnei- 
sen er grændsen i regelen skarp. Hvor Dioriten saaledes er 
raset ud i dagen, saa der derigjennem er dannet spaltefor- 
mige udskjæringer mellem to paa hinanden følgende ved Di- 
oriten adskilte gneislag, der vil man paa de blottede gneis- 
flader finde gjenstaaende rester af Diorit. Dioriten danner 
her en mørk bergart — oftest temmelig smaakornig til fin- 
kornig. Paa sine steder træder den dog ogsaa frem ret stor- 
kornig. Det augitiske og amfibolitiske mineral danner berg- 
artens helt forherskende bestandel. 

Trods disse ejendommelige kontaktforholde, der visselig 


36 Karl Pettersen. 


kunne lade rum aabent for vidt fra hinanden gaaende ud- 
tydninger, antages det dog at maatte kunne sættes som 
utvivlsomt ved at se hen til forholdene her i det hele og 
store, at Dioriten ved Trettingnes danner et med Bergshalv- 
gens Gabbro genetisk sammenhgrende led 

En ganske ejendommelig afendring optreder paa den 
lille ø Marg lige i nærheden af Bergsfjord. Denne er af Helland 
omhandlet under Nr. 15 og der benævnt som ,diallagføren- 
de amfibolit*. Gneisen skyder her med stærkt vestligt fald 
ind under Amfiboliten. 

Fjerner man sig noget lengere fra de egentlige grænd- 
sestrøg vil man i regelen støde paa en grovkornig, ren og 
frisk bergart, i hvilken Plagioklasen træder stærkere frem og 
bergarten taber sit dioritiske præg og derimod gaar over til 
en renere Gabbro. Fra saadanne lokaliteter ere to af de af 
Helland undersøgte prøvestuffer hentede, — nemlig nr. 1 fra 
Øxfjordbotten og ur. 6 fra Jøkelfjordbotten. Den første er 
af Helland karakteriseret som Olivingabbro, den anden der- 
imod, idet den viser sig fri for Olivin, som Gabbro i mere 
egentlig betydning. Begge disse prøvestuffer ere at anse 
som karakteristiske for den her optrædende mere typiske 
Gabbro. Den petrografiske forskjel mellem disse efter den 
af Helland leverede beskrivelse er utvivlsomt at opfatte som 
mindre væsentlig og neppe større end den ofte vil kunne 
være at paavise 1 haandstykker fra en og samme bergmasse. 

Bergshalvøens mere typiske bergart er i regelen temme- 
lig storkornig, Plagioklasen optræder oftesti nogenlunde jevn 
fordeling med den augitiske bestanddel. Plagioklasen skil- 
ler sig allerede makroskopisk ikke alene fra Lyngsgabbroens 
omvandlede Saussurit men ogsaa fra Plagioklasen i Kaagens 
Gabbro. Medens denne sidste utvivlsomt dannes af Labra- 
dor, staar Plagioklasen i Bergshalvøens Gabbro Anorthiten 
nærmere. 

Der maa forøvrigt fremholdes at den renere typiske Bergs- 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 37 


Gabbro ikke træder ganske eneraadende frem inden feltets 
mere centralt liggende partier. Tvertimod vil ogsaa her hyp- 
pig idetmindste for gjet vidt forskjellige afændringsformer 
findes vexlende med hinanden. Forskjellen kan dog her sik- 
kerlig ofte vere mere tilsyneladende end reel og uærmest 
vere betinget ikke af en ulighed ide bergarten sammenset- 
tende bestanddele, men mere i et vexlende forhold i disses 
gjensidige kvantitative fremtreden. 

Bergshalvgens Gabbro bryder — som allerede ovenfor 
nævnt — frem mellem lagrækker af gneis, hyppig indblandet 
med gneis-granitiske partier. I grændsestrøgene gjennemsæt- 
tes selve den gabbroartede eller dioritiske sten hyppig af 
granitiske gangpartier. Ligesom Bergshalvøens Gabbro i pe- 
trografisk henseende skiller sig væsentlig fra Kaagens Gab- 
bro, saa synes de her nævnte forhold at tyde hen paa, at de 
ogsaa 1 geologisk henseende kunne være at holde ud fra 
hinanden som mere selvstændige felter. 


6. Stjernøens og Seilands Gabbro. 

Strax nordenfor Bergshalvøen og adskilt fra samme ved 
Stjerugsundet ligger den to mile store ø Stjernø. Denne er 
igjen ved Rognsund adskilt fra den nordenfor liggende 4'/, 
mil store ø Seiland. Over Stjernø bryder frem anseelige 
partier af Gabbro og amfiholitisk Gabbro. Men navnlig er 
Seiland gjennemsat af en mægtig Gabbro-afdeling, der ind- 
tager omkring det halve af øens fladeindhold. 

Stjernøens geologiske forholde have ikke været under- 
kastede nogen nøjagtigere undersøgelse. Der er dog al grund 
til at forudsætte at forholdene heri det hele ere nogenlunde 
ensartede med de over Bergshalvøen. 

Seiland er derimod nøjere undersøgt. Seilands gabbro- 
felt bryder ligesom tilfældet er over Bergshalvøen frem mel- 
lem gneisartede lagrækker, der hyppig findes i vexel med 
gneis-granit. I henhold til aflæsninger paa et par forskjel- 


38 Karl Pettersen. 


lige punkter er der ogsaa nogen grund til at forudsætte, at 
den ligeledes bryder frem mellem lagrækker tilhgrende Tromsg 
glimmerskifergruppe. Ogsaa under dette felt træder bergarten 
frem under ligesaa vexlende afændringsformer, som tilfældet 
er over Bergshalvøen, men i det væsentlige under dermed i 
petrografisk og geologisk henseende ligeartede forholde. Sei- 
lands Gabbro er ogsaa ganske at stille i klasse med Bergs- 
halvøens Gabbro. Intetsteds træder dog den storkornige 
Anorthit-Gabbro (Eukrit) saa typisk udpræget frem som paa 
enkelte steder over Seiland og her navnlig om store Bekka- 
fjord ved øens sydostlige hjørne. Denne pragtfulde bergart 
viser sig særdeles storkornig og er sammensat af en hvid- 
lig i det blaalige stikkende Anorthit med et mørkt svagt 
brunligt mineral, der af Des Cloizeaux betegnes som Augit, 
medens Helland, der har omhandlet den i sin foranstaaende 
afhandling under Løbe Nr. 4 opfatter det som Diallag. Beg- 
ge hovedbestanddele optræder her hyppig i nogenlunde lige 
kvantitativt forhold, — E. V. 3. Snart kan imidtertid Anor- 
thiten træde frem som en mere forherskende bestanddel, snart 
kan denne atter vige saaledes tilbage at Augiten danner den 
væsentlige grundmasse, idet den alene sparsomt findes ind- 
sprængt med korn af Anorthit. E. V. kan da stige op til 3,24. 
Denne mere finkornig grønlig mørke afændring viser under- 
tiden tegn til overgang til Serpentin — paa sine steder kan 
serpentiniseringen endog være temmelig vidt fremskreden. 

Der synes saaledes at være al grund til at stille Bergs- 
halvøens og Seilands Gabbro som samhørende led under en 
fælles hovedafdeling. Begge disse felter ere ogsaa i orogra- 
fisk henseende ganske ensartet byggede og danner herunder 
en stærk modsætning til de før omhandlede felter, der bry- 
der frem i langstrakte kjededrag. 

Seilands Eukrit vil i henhold hertil blive at opstille som 
den tredje mere selvstændig fremtrædende hovedtype mellem 
det nordlige Norges Gabbroer. 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 39 


3%. Sørøens Gabbro 

bygger lanes gens sydostlige side fra handelsstedet Hasvik 
nordover mod Sandfjordejde et udpreget kjededrag. Dette 
skyder frem langs Sørø-sund gjennem en længde af ca. 3 mil 
og med en gjennemsnitlig brede af mellem '/, til */, mil. 
Skjønt ogsaa dette fjelddrag isin ydre bygning viser det for 
gabbrofelterne ejendommelige præg med sine mange vildt 
formede toppe og tinder, træder det dog ingenlunde i saa 
henseende frem under saa storartede former som de tidligere 
omhandlede felter. Fjeldmassen her naar heller ikke paa langt 
nær hverken i sine enkelte toppe eller betragtet som et hele 
op til en højde, der svarer til den i de tidligere omhandlede 
felter. 

Sørøens Gabbro bryder i den sydlige del af feltet frem 
mellem lagrekker af Gneis og Gneis-Granit — antagelig af 
laurentisk alder. Langs den nordlige del af feltet bryder 
Gabbroen derimod frem langs lagrækker tilhørende Tromsø 
glimmerskifergruppe, der her paa sine steder læner sig til 
Gabbroen efter feltets vestlige side og med fald fra samme. 

I grændsestrøgene mod gneisen ere forholdene i flere 
henseende ret mærkelige. Efter et profil over fjeldpartiet 
fra Hasvik til Bredvikbotten findes Gneis med Gneis-Granit 
i hyppig vexling med mer og mindre mægtige gabbroartede 
partier, idet Gneisen herunder stadig viser en uforandret 
lagstilling med stejlt indtil 60 * vestlig fald. Gabbroen ligger 
saaledes her som en række paa hinanden følgende mer og 
mindre mægtige lejeformige masser mellem gneislagene. — I 
strandpartierne mellem Hasvik og Hasvaag sees den graniti- 
ske Gneis hyppig gjennemsat af indtil 1 fods mægtige gang- 
partier af Gabbro, der skyde frem lodret paa Gneisens strøg- 
retning, medens omvendt Gabbroen igjen kan findes gjennem- 
sat af granitiske gangpartier. Ogsaa paa Seiland er Gab- 
broen fundet gjennemsat af en gangsten, der dog her væsentlig 
dannes af Orthoklas med Plagioklas og storbladig Magnesiaglim- 


40 Karl Pettersen. 


mer, og som her kan bygge indtil et par meter mægtige gang- 
drag. I en mægtig rullestensblok i bunden af den lille Komag- 
fjord ved Gaashop — antagelig udbrudt af et saadant gangparti, 
— fandtes ved siden af Feltspath store klumper af brunlig Elæ- 
olith. Zirkon skal i sin tid være fundet paa Seiland og ifald 
dette forholder sig saa, vil moderstenen for denne rimeligvis 
være at søge i de samme gangpartier, som indeslutte Elæolith. 

I feltets sydlige afdeling og navnlig i grændsestrøgene 
mod Gneisen er den gabbroartede bergart nærmest at sammen- 
stille med den dioritiske afandring ved Bergsfjord. Den vi- 
ser en mørk grundfarve idet llornblende med indblanding 
af Diallag oftest udgjør den kvantitativt stærkt fremtrædende 
bestandel Det amfibolitiske mineral træder paa sine steder 
navnlig om Bredvikbotten frem med en ejendommelig stenkuls- 
glands — saaledes endog at befolkningen derpaa har bygget 
en formodning om at Stenkul var at paavise paa Sørøen. 
Plagioklasen er af en smudsig graalig farve og i de mere 
storkornige afændringer træder den ofte frem med en frisk 
udpræget tvillingstribning. Bergarten er rigt indsprængt med 
Pyrit. Mørk glimmer — rimeligvis et omvandlingsprodukt 
af Hornblende eller Diallag, — sees hyppig i temmelig store 
blade og tildels i anseelig mængde. 

Inden den nordlige del af feltet er bergarten tildels en 
mere typisk Gabbro, Den viser sig her mere smaakornig. 
Grundfarven er i regelen mørk. 

Mellem denne mørke grundmasse bryder her paa enkelte 
steder, saaledes navnlig langs den nysnævnte Komagfjord, frem 
mer eller mindre mægtige baandstriber af en ejendommelig 
lys bergart, i bvilken en vingul Plagioklas danner den helt 
forherskende bestandel. Denne bergart er af Helland nær- 
mere omhandlet under løbe-nr. 4 som Olivin-Gabbro fra 
Komagfjordnes pr. Gaashop. Dens Egenvægt er 2,68. Ved 
sin ejendommelige farve ligesom ogsaa deri, at Plagioklasen 
her danner en saagodtsom eneraadende bestandel, skiller denne 


Det nordlige Norges gabbro-f2lter. 41 


afendring sig paa det bestemteste ud fra enhversomhelst af 
de tidligere omhandlede Gabbro-afændringer. Ifald denne 
bergart havde optraadt noget hyppigere inden Sørøens gab- 
brofelt, kunde der have været nogen grund til at opstille 
Sørøens Gabbro som en egen mere selvstændig hovedtype. 
Dertil optræder den imidlertid — saavidt hidtil iagttaget — 
i for indskrænket maalestok. 

Skjønt Sørøens Gabbro nok kan findes at træde frem i 
petrografisk henseende en smule afvigende fra Bergshalvøens 
og Seilands Gabbro, staar den dog enkelte her optrædende 
afændringer saa nær, at den fra et petrografisk standpunkt 
rettere maa være at henføre til disse. At saa ogsaa maa 
være tilfældet fra et mere specielt geologisk synspunkt vil 
antagelig paa det bestemteste fremgaa, naar man kaster et 
blik paa et geologisk oversigtskart over disse Strøg. Man 
vil da finde at Bergshalvøens, Stjernøens, Seilands og Sørøens 
gabbrofelter naturligen gruppere sig sammen som dele af et 
sammenhørende hele, der paa det nærmeste omkredse Sørø- 
sundets anseelige bækken, og derunder danne periferien i en 
ovallignende kurve. Dennes længste diameter er omkring 100 
kilometer, den kortere diameter 60 a 70 kilometer lang. 

Foruden i de her omhandlede større og mindre felter 
træder gabbroartede partier hyppig men dog mere uuder- 
ordnet frem inden de egentlige kyststrøg, i regelen knyttet 
til den her saa udbredte Gneis-Granit. Saadanne partier 
ere saaledes at paatræffe paa forskjellige punkter over Lo- 
fotøerne, paa Langø i Vesteraalen og langs vestkysten af 
Senjen-ø. Det samme er ogsaa tilfældet inden Karlsø præ- 
stegjeld, hvor Gabbro dels i svære mer eller mindre regel- 
mæssige baandformige lag snart i mere klumpformige mas- 
ser skyder frem mellem den her optrædende Gneis-Granit. 
Idet Gabbroens mørke masse stikker stærkt af mod den graa- 


lighvide lyse Granit op efter de stejle nøgne fjeldvægge lig- 


49 Karl Pettersen. 


ger den allerede i lang frastand klart tilskue. Saadanne 
gabbbroartede udsondringer inden Gneis-Graniten sees saale- 
des over Skulgams- og Soltindernes styrtninger paa Ringvatsø, 
over Vandtindernes styrtninger paa Vanna og desforuden paa 
forskjellige andre punkter i fjeldpartierne paa Karlsø præ- 
stegjelds øer. Der er ingenlunde skarpe grændser mellem 
Gneisen og Gabbroen, tværtimod synes de at løbe saaledes 
over i hinanden, at det ikke vel lader sig gjøre ganske at 
afvise en forudsætning om at Gabbro og Gneis-Granit her 
kunne være genetisk sammenhørende led. 

Bergarten inden de her omhandlede partier vil i petro- 
grafisk henseende antagelig findes at kunne variere temmelig 
betydelig paa de forskjellige punkter og det vil maaske 
være ugjørligt at kunne gruppere dem om nogen mere ud- 
præget hovedtype. Efter al sandsynlighed ere de vel ogsaa 
i regelen at betegne som stærkt omvandlede bergarter og 
ville i saa henseende vel nærmest kunne blive at sammenføre 
med de mere dioritiske afændringer, der optræder inden 
grændsetrøgene 1 enkelte af de tidligere omhandlede felter, 
hvorvel de ogsaa i petrografisk henseende i flere retninger 
skille sig ganske væsentlig fra disse. Imellem de af Helland 
undersøgte stuffer hører den under løbe-nr. 10 beskrevne her- 
hen. Denne er hentet fra Havns Nikkelværk paa ytersiden 
af Senjen-ø, hvor bergarten stikker frem iet langstrakt lavt 
temmelig mægtigt drag. Det gjennemsættes efter længden 
— fra v. mod ø. — af et 14 meter mægtigt bælte, der er 
rigt indsprængt med nikkelholdig Magnetkis, Svovlkis, Kob- 
berkis og lidt Kobolt. Gabbroen gjennemsættes tildels af 
granitiske gangpartier. Denne prøvestuffe betegnes af Hel- 
land som Olivin-norit idet der dog tilføjes at den ligner den 
under løbe-nr. 5 omhandlede Olivin-Gabbro fra Sildspelen, 
der staar Dioriterne nær. Törnebohm har undersøgt en prø- 
vestuffe, hentet fra Skuldgamstind paa Ringvatsø og karak- 
teriserer den som væsentlig bestaaende af et diallag- eller 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 43 


enstatitartet mineral som til en stor del er omvandlet til 
Hornblende. Det er navnlig denne afændring om hvilken 
jeg — i henhold til de paa aastedet aflæste geologiske for- 
holde — kan have nogen grund til at formode at den kan 
gaa ind som et led under Gneis-Graniten. 


Resume, 


Forudeniet stort antal mere underordnet frembrydende 
partier træder gabbroartede bergarter over det nordlige Norge 
frem i 10 storre i orografisk henseende vel afgrændsede fel- 


ter, — nemlig 
1. Lyngsfeltet i en længde af 11 mil, en brede af 1!/, mil 
2. Kaagens felt do. doy Km does dos ag 
3. Sotnestindernes 
felt paa Arnø do. do. 1 Joedosirdorr oh, 
4. Singelfjeldets drag 
paa Arnø do. do. 2 doses dig 
5. Løkøens felt do. do. 1 dos doin yaa 5 
6. Kvænangstindernes 
felt do. dos Gi dosendosare/gtes 
7. Bergshalvgens felt do. do. 4 ro. dope 
8. Stjerngens felt do. do. 1 
9. Seilands felt do. do SH do don MoN 


10. Sgrgens felt do. do. 4 dor dot AUS 4 
Geologisk kunne imidlertid flere af disse grupperes sam- 

men som led under et og samme større hovedfelt. Nr. 3, 
4, 5, og 6 kunne saaledes blive at opfatte som underled un- 
der Kaagens gabbrofelt, 7, 8, 9 og 10 derimod som under- 
afdelinger under Seilands felt. De her nævnte gabbropartier 
kunne derfer samles om 3 store hovedfelter nemlig. 

1. Lyngens felt 

2. Kaagens „ 

3. Seilands „ 


44 Karl Pettersen. 


I petrografisk henseende treder ogsaa bergarten inden 
hver af af disse 3 felter frem med saadanne særlige karak- 
ter-preg at de her frembrydende gabbromasser derunder 
naturligen lader sig sondre i tilsvarende hovedtyper. 

Inden Lyngsfeltet optreeder bergarten i det hele temme- 
lig konstant. Uagtet der ogsaa her kan være at paavise 
forskjellige fra den renere hovedtype afvigende afændrings- 
former, ville afvigelserne dog i regelen findes at være min- 
ere væsentlige. Lyngsgabbroen danner derfor i sin hele al- 
mindelighed en karakteristisk udpræget type. 

Inden de to andre felter kan derimod bergarten optræde 
under hgjst vexlende egenskaber. De indeslutte ogsaa en 
række af afændringsformer, der tildels kunne synes i petro- 
grafisk henseende at afvige temmelig væsentlig. Forskjellige 
af afeendringsformerne idet ene af disse to felter kan ogsaa 
findes representeret i det andet felt, — i ethvert tilfælde 
gjennem afændringer, der synes at staa hinanden temmelig 
ner. I saa henseende skal det heller ikke kunne miskjendes, 
at Kaagens og Seilands fel'er viser et fælles grundpræg. Fester 
man sig derimod ved de mest karakteristisk udprægede gabbro- 
varieteter inden de ti her omhandlede felter, saa træder disse 
frem med saa væsentlig forskjelligartede petrografiske karak- 
tertræk at der nok kan synes at være fuld føje til for hvert 
af disse felter at opstille en særegen gabbro-type. 

Der vil saaledes blive at opstille folgende tre hovedty- 
per — ordnede efter det antagelige aldersforhold nedenfra 
opad : 

A Lyngens Saussurit-gabbro 
(sammensat af Saussurit med Smaragdit) 
B Kaagens Gabbro 

(Labrador med tildels storbladig brunlig halvmetalisk 

glinsende Diallag) 

C Seilands Eukrit (Anorthit-gabbro) (Anorthit med et au- 
gitisk tildels diallagartet mineral) 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 45 


Med hensyn til aldersforholdet er afdelingen A antage- 
lig den ældste, B og C kunne maaske være nogenlunde sam- 
tidige, — er der forskjel i alder kan C maaske være den 
yngste. 

Af de her nævnte Gabbroer synes Lyngsgabbroen at være 
den, der gjennemgaaende har været underkastet de stærke- 
ste omvandlinger, mens den paa den anden side dog som 
nævnt optræder mere konstant end bergarten inden de to 
andre felter. Inden Lyngsfeltet savner man saaledes de mere 
eller mindre dioritisk prægede afændringer, der inden Kaa- 
gens og Seilands felter danne saa stærkt fremtrædende un- 
derled. Seilands Eukrit danner den friskeste og mest ufor- 
andrede gabbroartede varietet. Kaagens Gabbro staar i den- 
ne som ogsaa i flere andre henseender mere som et petro- 
grafisk mellemled mellem Lyngens og Seilands Gabbroer, 
ligesom den da ogsaa i rummet har sin plads mellem disse. 


Diorit. & 


Foruden de forskjellige tidligere omhandlede dioritiske 
afændringer inden de egentlige gabbro-felter er der ogsaa 
over de her omhandlede landstrøg at paavise andre mere 
selvstændigt fremtrædende dioritiske partier. Saadanne fin- 
des strøede om paa forskjellige tildels vidt fra hinanden lig- 
gende punkter og — efter hvad hidtil iagttaget — altid knyt- 
tede til det saakaldte Dividalsfelt*). Dette felt dannes ne- 
denfra opad af lagrækker af Lerskifere, Kvartsiter og meta- 
morforserede skifere. Denne gruppe ligger umiddelbart un- 
der Tromsø glimmerskifer-gruppe. Over de strøg, der her 
nærmest ere gjenstand for omhandling, træder denne grup- 
pes lagrækker frem i strøgene om Alten og Kvænangen lige 
som ogsaa paa den store ø Vanna i Karlsø præstegjæld. In- 
den Alten, Kvænangen og Karlsø gjennembrydes Dividalsfel- 


* Se „det nordlige Sveriges og Norges Geologi*, Archiv for Math. 
og Naturv. Kristiania 1878. 


46 Karl Pettersen. 


tets lagrekker hyppig af en mørk amfibolitisk sten, der snart 
træder frem temmelig storkornig snart danner en mere fin- 
kornig til tæt og for for øjet næsten homogen grundmasse. 
Disse grønstensagtige partier træder vistnok aldrig frem i saa 
enorme masser som de tidligere omhandlede Gabbroer, og byg- 
ger heller ikke saadanne vilde fjeldformer som disse. Underti- 
den kan denne Grønstea dog træde frem i ret anseelige felter 
og bygger derunder mindre fjelgdrag med lave og mere mildt 
formede kupper. Oftest træder den dog frem i mere underord- 
net maalestok men overalt under saa ensartede forholde og og- 
saa i petrografisk henseende under saa ensartede strukturforhol- 
de at man altid har let for at gjenkjende den som en typisk ud- 
præget bergart. Den af Helland under løbe-nr. 17 omhandlede 
Diorit fra Vandvaag (beliggende paa Vanna i Karlsø præste- 
gjeld) hører herhen. Törnebohm har mikroskopisk undersøgt 
3 fra forskjellige punkter hentede prøvestuffer. Disse dan- 
nes i henhold til hans foreløbige meddelelser herom af IIorn- 
blende, Plagioklas og indeholder dertil Epidot, Kalkspath, 
Glimmer, Apatit samt Magnetit og Pyrit, Epidot danner en 
overordentlig hyppig indblanding. Paa enkelte steder f. ex. 
ved Vandvaag paa Vanna findes bergarten hyppig gjennem- 
sat af tommebrede aarer af rød Skapolit. Kaafjordens kob- 
berkisholdige gangpartier ere knyttede til denne bergart. 
Mens den her omhandlede Diorit i det hele overalt træ- 
der frem som en temmelig ensartet bergart, kan den dog 
ogsaa paa sine steder indeslutte mer eller mindre væsentlige 
afændringsformer. Fra grønstenspartiet ved Jupvik ved Al- 
ten er saaledes hentet den provestuffe, der af Helland er 
beskrevet under løbe-nr. 7 som en Sassurit Gabbro. I grøn- 
stenen her findes tillige nogle lag af en ejendommelig brun- 
lig fiolet temmelig storkornig gabbroartet bergart. Den er 
beskrevet af Helland under løbe-nr. 2 som Olivin-Gabbro 
fra Jupvik. For blæserøret reagerer pulveret af samme paa 
Mangan og der kan saaledes maaske være nogen grund til 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 47 


at forudsætte at bergartens ejendommelige farve er at til- 
skrive en svag indblanding af Mangan. 

Dividalsfeltet er som ovenfor antydet antagelig ældre 
end Tromsø glimmerskifergruppe. Da den heromhandlede 
Diorit alene gjennembryder Dividalsfeltets lagrækker men 
derimod ikke naar op i glimmerskifergruppen maa den være 
ældre end bergarten inden de tidligere omhandlede gabbro- 
felter. 


Olivinsten. - 


Inden Tromsø nærmeste omegn optræder to forskjellige 
olivinstensfelter det ene paa højfjeldet strax nordenfor Troms- 
dalstind, det andet ved Skutvik-Vand paa halvøen mellem 
Balsfjord og Malangen. Helland har under løbe-nr. 19 be- 
skrevet en stuffe fra den førstnævnte af disse to lokaliteter, 
under Nr 20 derimod en fra den anden. De geologiske for- 
holde, under hvilke Olivinstenen her træder frem, er nærmere 
omhandlet i Neues Jahrb. för Min. etc. 1876 og 1877. 


Eklogit. 2 


Den omkring 1 norsk mil lange ø Tromsø er over sin 
nordlige del bygget af en ejendommelig Gneis. Denne stik- 
ker her frem som en afdeling af et gneisfelt, der bygger 
en større del af fjeldpartiet fra den anden side af Tromsø- 
sundet over til Bredvikejdet. Denne gneisafdeling er bestemt 
at holde ud fra de langs kystsirøgene saa udbredte gneis- 
granitiske afdelinger og er utvivlsomt at opstille som disse 
landsstrøgs ældste geologiske bygningsled. Den sydligste og 
forholdsvis største del af øen bygges derimod af lagrækker, 
der ere at indordne under Tromsø glimmerskifer-gruppe. 
Glimmerskiferen ligger her i grændsestrøget mod Gueisen 
umiddelbart over denne, uden at der her er at paavise mel- 


48 Karl Pettersen. 


lemliggende lagrækker, der kunne være at henføre til Divi- 
dalsfeltet. Tromsgens glimmerskiferafdeling danner ved sin 
forholdsvis ret rige afvexling i de her fremtrædende bygnings- 
forholde et af de intresanteste partier inden den over det 
nordlige Norge saa udbredte Tromsg-gruppe. 

Af de inden Tromsgens glimmerskiferafdeling optræden- 
de bergslag fortjener navnlig at fremholdes en amfibolitisk 
granatrig bergart, der i petrografisk henseende kan variere 
adskilligt, men som i sin mest typisk udpregede afændrings- 
form optreder som en karakteristisk Eklogit. Denne er af 
Helland nærmere omhandlet under lobe-nr. 18. 

Eklogiten stikker over Tromsgen hyppigen frem dels som 
lejeformige masser mellem glimmer-skiferens lagrækker, dels 
ogsaa snart 1 mere lejeformige snart i mere uregelmæssige 
partier inden de til glimmerskifergruppen knyttede drag af 
kornig Kalksten. Den kan derunder stikke frem snart i len- 
gere rygge snart ogsaa i mere kuppeformige houge, og skjont 
den i det hele optræder temmelig underordnet er dog for en 
væsentlig del den forholdsvis ret rige afvexling, der karak- 
teriserer Tromsgens orografiske bygning, navnlig at tilskrive 
denne. 

Hvor bergarten optræder i mere uregelmæssige partier 
i vexling med Kalkstenen, vil dennes lag oftest findes at bgje 
sig efter den amfibolitiske masses grændselinjer. Ligesom 
den amfibolitiske sten paa den ene side kan findes i udskilte 
klumpformige partier i den lagede Kalksten, saa vil den paa 
den anden side ogsaa hyppig findes gjennemsat af striber, 
aarer, ligesom ogsaa storre partier af lagdelt kalksten. 

Denne amfibolitiske granatrige bergart danner i sin 
mest karakteristiske afændringsform en ulaget massiv sten. 
Folger man laget transversalt ud mod begge sider, saa vil 
man paa sine steder kunne finde at den lidt efter lidt an- 
tager en mer og mere skifrig struktur for endelig at kunne 
gaa over til en tyndlaget skifer, idet den petrografiske sam- 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 49 


mensætning forgvrigt i det væsentlige bliver uforandret. Paa 
andre steder træffes en tyndlaget granatrig amfibolitisk ski- 
fer, der utvivlsomt i petrografisk henseende er at henføre til 
den nysnævnte afændringsform, i vexellejning med glimmer- 
skifer og kalksten, uden her at findes knyttet til den mas- 
Sive varietet. 

Den typisk pregede Eklogit træder navnlig frem paa en- 
kelte punkter ved øens sydvestlige side (ved det saakaldte 
Lanes). Her ligger den som lag mellem glimmerskiferen, 
men taber ud mod denne efterhaanden mer og mer sin re- 
nere karakter. Lidt efter lidt antager den en mer og mere 
skifrig struktur, Den kan herunder enten blive mer og mere 
glimmerrig for saaledes gjennem successive overgange at af- 
sluttes i den rene glimmerskifer. Eller ogsaa kan den gaa 
over i Hornblendeskifer, idet Omphaciten og Smaragditen 
mer og mere viger pladsen for den sorte Hornblende. Det 
bredeste af de her optrædende eklogitiske lag har en mæg- 
tighed af 8 a 9 meter, — oftest er dog megtigheden 2 a 3 
meter. Er man fra Eklogiten gjennem de nævnte over- 
gange naaet frem til den utvivlsomme glimmerskifer, saa vil 
man her atter kunne støde paa vexlende skiferlag, hvor Om- 
phacit og Smaragdit igjen kan træde saaledes frem, at berg- 
slagets beslægtskab med den renere Eklogit ikke kan mis- 
kjendes. 

I sin mest typiske fremtræden danner Eklogiten ved La- 
nesset en temmelig finkornig bergart af en bleg-grøn farve, 
væsentlig dannet af Plagioklas, Omphacit og Smaragdit, rigt 
spættet med smaa røde granater. Den grønne grundmasse 
er porfyragtig indvoxet med sort Hornbiende. Til sine tider 
kan granaten træde stærkere frem, — undertiden endog saa- 
ledes at den kan danne den forherskende bestanddel, samti- 
dig som Granat-individerne voxer i størrelse. 

Den eklogitiske bergart paa Lanesset gjennemsættes nu 
og da af Kvarts-aarer. Disse findes tildels rigt ee med 


50 Karl Pettersen. 


store klumper af krystallinsk udviklet Rutil. Dagfla- 
den kan undertiden findes overdækket med en skorpe af 
hvidlig Plagioklas, hvori er fundet indvoxet Skapolit og 
Apatit. Brunlig Titanit er en hyppig optrædende accessorisk 
bestanddel. 

En lignende amfibolitisk bergart findes som nævnt oftere 
knyttet til de inden Tromsøens glimmerskifer-gruppe saa hyp- 
pigt fiemtrædende drag af lagdelt kornig kalksten. Et par 
af disse lokaliteter skal her blive omhandlet lidt nærmere. 

Strax ovenfor Tromsø-sundets kirke ligger et temmelig 
mægtigt kalkstensdrag, hvorpaa der gjennem et længere tids- 
rum har været drevet udbrydningsarbejde paa bygningsmate- 
riale. Kalkstensdraget gjennemsættes her af et indtil 6 me- 
ter mægtigt lejeformigt parti, bygget af en mørk Amfibolit. 
Bergarten er temmelig smaakornig, af en smudsig grøn farve 
og er sammensat af et grønligt mineral — antagelig Ompha- 
cit og Smaragdit — sort Hornblende, hyppig ligesom i Eklo- 
siten paa Lanesset porfyragtig indvoxet i den tættere grund- 
masse, der endvidere er rigt indfældt med rød Granat Dette 
sidste mineral træder dog i regelen ikke her saaledes som 
paa Lanesset frem i mere selvstændige krystalindivider, men 
derimod mere som kornige aggregater i større og mindre 
klumper eller snore. Den grønlige grundmasse er heller ikke 
her saa stærkt forherskende som i Lanesseis Eklogit, men 
viger noget mere tilbage for den sorte Hornblende. At den- 
ne sten dog i det væsentlige i petrografisk henseende er at 
sammenstille med Lanessets Eklogit, derom kan der ikke 
raade synderlig tvivl. 

Stenen gjennemsættes her hyppig af snore og aarer af 
ren glasagtig kvarts af indtil 9 a 10 ctm. tykkelse. Kvart- 
sen kan her tildels findes indblandet med Plagioklas. Andre 
steder findes den mørke grundmasse gjennemsat af mere ure- 
gelmæssige kvartsrige partier og netop i disse findes den 
porfyragtig indvoxede Hornblende ikke alene 1 rigest maale- 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 51 


stok, men ogsaa i de størst udviklede krystalindivider — ofte 
med et gjennemsnit af omkring 3 ctm. Hvor hornblendein- 
dividerne i saadanne mere findes knyttede til den mørke 
grundmasse, ville de dog oftest findes omgivne af en tynd 
kvartsrand. 

I bergartens grgnligsorte grundmasse er Magnetkis til- 
dels i større klumpformige partier en overordentlig hyppig 
indblanding. Endvidere sees hyppig klumpformige indfæld- 
ninger af Kalkspath og Brunspath ligesom af en grøn Phos- 
phorit (Apatit). Brunlig Titanit træffes her ligesom i Eklogiten 
paa Lanesset. 

Imod lejets begrændsning mod den lagede Kalksten og 
langs denne begrændsningslinje gjennemsættes stenen af eu 
noget uregelmæssig 20 a 30 cmt. bredt zahibaandartet dan- 
nelse. Dette zahlbaand dannes af grgn Zoisit, red Granat, 
rødlig og sølvhvid Glimmer og indeslutter tillige drummer af 
Kalkspath, Brunspath, brun Titanit, gran Phosphorit — alt- 
saa paa det nermeste et aggregat af kalkholdige mineralier. 
Zahlbaandet omgives oftere af en bred rand af rød kor- 
nig Granat, der saaledes navnlig findes at begrændse baandet 
i kontakten med Kalkstenen, der her navnlig viser sig mere 
end almindelig storkornig krystallinisk udviklet. Smaa søjle- 
formige dannelser af Orthit sees her hyppig indvoxet dels i 
Kalk og dels i Kvarts. 

Den her nævnte zahlbaandartede daunelse er dog ikke 
udelukkende knyttet til græudsepartiet mod Kalkstenen. Paa 
et sted sætter den saaledes tværtover lejet efter dets hele 
brede. 

Ovenfor Latinskolen stikker lige i nærheden af bygrænd- 
sen frem en liden houg, bygget af laget Kalksten og gjen- 
nemsat af zoner og uregelmæssige partier af en mørk amfi- 
bolitisk sten, der i petrografisk henseende er at stille som 
ensartet med den amfibolitiske sten inden det nys omhandlede 
kalkstensdrag. Ogsaa fra denne houg har der gjennem læn- 


59 Karl Pettersen. 


gere tid været udmineret sten til bygningsmateriale, saa for- 
holdet mellem den amfibolitiske sten og Kalkstenen i deres 
gjensidige optræden ligger temmelig klart tilskue. Den am- 
fibolitiske sten stikker frem mellem Kalkstenslagene i flere 
større og mindre uregelmæssig formede partier. Som forhol- 
det viser sig efter de gjennem udmineringen dannede vægge 
ligge disse tildels helt udskilt fra hinanden ved mellemlig- 
gende baand af laget Kalksten, hvis skikter regelmæssig snor 
sig efter den amfibolitiske stens grændselinjer. Omvendt vil 
der midt inde i den massive stens større partier findes ind- 
lejet tyndere lag af skifrig Kalksten. Ogsaa her er den am- 
fibolitiske porfyragtige sten hyppig indfældt med brunlig Ti- 
tanit, med klumper af grønlig Fosforit, med Magnetkis og 
Pyrit. I kartsaarer er fundet sort Turmalin. 

Denne her omhandlede amfibolitiske eklogitartede berg- 
art er saaledes modersten for et stort antal mineralier, der 
findes indvoxede dels i selve grundmassen dels i aarer, der 
gjennemsætte denne. Disse ere i henhold til hvad ovenfor 
er paavist: 

Rutil, Titanit, Orthit, Magnetkis, Pyrit, Kvarts, Turmalin, 
Granat, Zoisit, Hornblende, Glimmer, Plagioklas, Skapolit, 
Kalkspath, Brunspath og Phosphorit. Hertil kommer end- 
videre Zirkon, der ad mikroskopisk vej er paavist af Helland. 


En med Tromsøens eklogitiske bergart identisk sten byg- 
ger toppen af den mægtige Tromsdalstind — paa fastlandet 
tversover for Tromsøen — fra en højde over havfladen af 
ca. 600 meter indtil øverste top (1250 m. o, h.) Stenen lig- 
ger her i en bækkenformig indsænkning i glimmerskifer, 
der med de til samme knyttede Kalkstenslag rundt bergets 
3 sider regelmæssigt falder ind under Eklogiten, Fra den 
fjerde — nordre — side stiger den massive bergart op i 
lodrette styrtninger fra et højtliggende fjeldpas. Fra denne 


Det nordlige Norges gabbro-felter. 53 


side har der ikke været anledning til at aflese Kontaktfor- 
holdene mellem skifer og Eklogit. Da Eklogiten paa Troms- 
gen utvivlsomt er at knytte som underordnede !ed tii glim- 
merskifer-gruppen, synes der at maatte vere grund til at for- 
udsætte at forholdet maa vere det samme for Tromsdalstin- 
dens Eklogit, trods det at denne her treder frem som et 
mægtigt mere selvstændigt fjeldparti. 


e 


54 


Delphinus albirostris, Gray, 


samt nogle bemærkninger om endel ved vore nordlige kyster 
forekommende tandhvaler. Med en tavle. 
Af 


J. Sparre Schneider. 


Uagtet hvaldyrene stedse har tiltrukket sig zoologernes 
opmerksomhed og fremkaldt en ikke ubetydelig literatur, 
har dog vort kjendskab til denne interessante dyrklasse lige 
til de sidste tider været saare mangelfuldt, en vid mark for 
gisninger baade hvad levesæt, udbredelse, arternes adskillelse, 
ja selv hvad den ydre form angaar (af mange kjender man 
blot skelettet mere eller mindre fuldstændigt). Grunden til 
denne uklarhed ligger ikke fjernt; uagtet de fleste arter 
neppe egentlig kan kaldes sjeldne, hender det dog ikke ofte 
og næsten altid blot tilfældigvis, at disse dyr fanges eller 
indstrander (S. Foyns massefangst af hval ved Østfinmarkens 
kyster har dogiden senere tid givet et mægtigt stød fremad 
til udredelsen af bardehvalerne), end sjeldnere falder det i 
fagmænds lod at kunne faa undersøge friske og uskadte indi- 
vider, da de som oftest straks afspekkes af de lykkelige fin- 
dere eller gaar i opløsning, før videnskabelig undersøgelse 
kan finde sted. Hertil kommer endvidere, at flere synes at 
være pelagiske dyr, der sjelden eller aldrig nærmer sig land. 

Aarsagen til, at de fleste, navnlig ældre figurer, er saa 
mangelfulde, inkonstante og ukorrekte, er ikke vanskelig at 
paavise. Ved saa kolossale gjenstande er det ikke let at faa 


Delphinus albirostris, Gray. 55 


det rette overblik over dimensjonerne, den hurtig indtrædende 
forraadnelse deformerer snart legemet, og selv ved friske 
eksemplarer er den uhyre masses tryk mod et fast underlag 
nok til at lade omridsene fremtræde i urigtige forholde. Prof. 
G. O. Sars's udmærkede figurer af Bal. Sibbaldii & B. musculus 
har særlig vist disse dyrs slanke og velproportionerede legems- 
form i modsætning til de eldre plumpe afbildninger. 

Uagtet mit specialstudium hidtil havde omfattet lavere 
dyrklasser, ansaa jeg det dog i videnskabens interesse for 
magtpaaliggende at benytte den gunstige anledning, som et 
længere ophold i de arktiske egne gav mig til at erhverve 
erfaringer om hvaldyrene, iserdeleshed tandhvalerne, og det 
har da i løbet af 1!/, aars tid lykkes mig at samle endel 
lagttagelser, som uden egentlig at bringe noget nyt, dog 
maaske ikke vil være uden interesse som et lidet supplement 
til de af vore udmærkede zoologer prof. Sars og stipendiat 
R. Collett offentliggjorte undersøgelser over hvaler ved Nor- 
ges nordlige kyster. 


Delphinus albirostris, J, E. Gray, Syn.: 

1846. Delphinus tursio, Th. Brigthwell: Ann. and Mag. of 
nat. hist. 1 ser., vol. XVII, pag. 21 tab. 2. 

1846. Lagenorhynchus albirostris, J. E. Gray: Zoology of the 
Voy. of Erebus & Terror, Mammalia, pag. 35, tab. 10 & 11. 

1846. Delphinus Ibsenii, D. F. Eschricht: Undersøgelser over 
Hvaldyrene, 5te Afh., K. Danske Vidensk. Selskabs na- 
turv. og mathem. Afh. 12te Del, pag. 297. 

1847. D. Ibsenti, S. Nilsson: Skand. Fauna, Dåggdj. 2dra 
uppl., pag. 600. 

1860. Delphinus (Lagenorhynchus) albirostris, P. J. van Be- 
neden: Rech. sur la Faune littor. de Belgiche, Cétacés ; 
Mem. de l’Acad. Roy. de Belgiche, T. XXXII, pag. 28, 
pl EG IE 


56 J. Sparre Schneider. 


1861. Delphinus albirostris, W. Lilljeborg: Öfversigt af de 
inom Skand. (Sverige och Norge) antr. Hvalart. Dagg- 
djur (Cetacea); Upsala Univ. Arsskr. 1861 pag. 8. 

1862. Delphinus tursio, ©. J. Sundevall: Ofvers. af K. We- 
ten.-Akad. Förh. 1861 pag. 385, tafl. VIL 

1865. Lagenorhynchus albirostris, I E. Gray: Catal. of Seals 
and Whales in the Brit. Mus. pag. 272. 

1868. Lagen. albirostris, 1. E. Gray: Synops. o. the species 
of Whales and Dolphins in the Coll. o. the Brit. Mus. 
pag. 8, pl. 10, fig. 2 (dyret), og pl. 11 (kraniet). 

1871. Lagen. albirostris, A. W. Malm: Hvaldjur i Sveriges 
museer år 1869; K. Sv. Wet. Akad. Handl. ny. f. Bd. 9, 
nr. 2, pag. 70, tafl. III, fig. 21—23, tafl V, fig. 42 & 42 a, 

1874. Delphinus albirostris, W. Lilljeborg: Sveriges och Nor- 
ges Rygeradsdjur I (Däggdjuren) pag. 1042. 

1876. Delphin. albirostris, Rob. Collett: Bemærkninger til 
Norges Pattedyrfauna; Nyt Mag. for Naturvidenskab 1876 
pag. 88. 

Hidtil kjendte man kun et eksempel paa dens forekomst 
ved vore kyster, nemlig fra Bergens omegn, der har ydet 
saa rig kontingent til det derverende museums værdifulde 
samling af hvaldyr. Kun kraniet af dette individ opbevares; 
det har ifølge R. Collett (Bem. til Norges Pattedyrf.) en 
totallængde af 475 mm. og er saaledes af et omtrent fuld- 
vokset eksemplar. Tændernes antal er i overkjæven 25 & 27, 
i underkjæven 26 & 27. Dette kranium var, saavidt mig 
bekjendt, alt hvad der af Delph. albirostris hidtil fandtes i 
norske muséer. Prof. Lilljeborg (paa ov. anf. st.) anfører 7 
tilfælde, hvorved denne art er tilvaretaget ved de svenske 
kyster, nemlig 5 i Bohuslens skjærgaard og 2 ved Skaanes 
sydvest-kyst, sidst i 1871. Forøvrigt er den observeret ved 
Jylland, England, Holland, Færøerne & Grønland og har saa- 
ledes en udstrakt udbredelse. 

Ved min ankomst hid til Tromsø i april forrige aar 


Delphinus albirostris, Gray. 57 


meddelte præparanten, at muséet havde et skind af en , Sprin- 
ger“ (Delphin) fra Lyngen; da andre forretninger imidlertid 
optog min opmærksomhed, ændsede jeg det ikke videre for 
ud paa sommeren, da den skulde udstoppes, og jeg saa nu 
straks, at det ikke var nogen D. delphis, hvilken art skindet 
troedes at tilhgre, men formodede, da Lilljeborgs værk den- 
gang ikke var mig tilgjængeligt, at det var en ung D. tursio, 
idet figuren af denne sidste i Meves & Holmgrens „Atlas gfver 
Skand. dåggdjur* pl. XXI fig. 2 synes at komme vort eksplr. 
nærmest. D. albirostris var vistnok falden mig i tankerne, 
men da vor ,Springer* manglede det hvide paa overkjæven 
og omkring øinene, hvad jeg troede var karakteristisk for 
denne, stod den indtil videre som D. tursio. Saa fik jeg 
Lilljeborg i hænde og umiddelbart derpaa et ganske friskt 
eksemplar, hvorved den straks kunde bestemmes som D. al- 
birostris. Begge individer er fangede paa samme sted, nem- 
lig Kjosen i Lyngen, en meget smal (men forholdsvis meget 
grund) arm af Ulfsfjorden, bekjendt for sine storartede og 
overordentlig vilde omgivelser; det første eksplr. toges un- 
der sildefisket i 1876, det andet ligeledes under sildefisket 
16de November 1876, begge er gaver fra dhr. sagfører Chr. 
Figenschou og Jer. Figenschou i Kjosen. Som sædvanlig 
havde de indviklet sig i sildegarnene og omkom saaledes ved 
drukning. Det første ind. er, som ovenfor nævnt, bleven ud- 
stoppet, af det 2det opbevares skelettet, huden blev stillet 
til Universitets-muséets disposition. 

Uagtet Delphin. albirostris er en af de bedst bekjendte 
og undersøgte arter, har jeg dog ikke anseet det for over- 
flødigt at afbilde og beskrive den paany, især da den synes 
at undergaa ikke ubetydelige saavel form- som især farvefor- 
andringer, ligesom ogsaa de anatomiske forholde efter mine, 
rigtignok saare mangelfulde undersøgelser, synes at være 
underkastet variationer. 

Det første og mindste individ er en han; med undtagelse 


58 J. Sparre Schneider. 


af kraniet blev de gvrige skeletdele desværre bortkastede, 
de anfgrte maal er tagne efter det udstoppede dyr og kan 
saaledes ikke gjøre nogen fordring paa ngiagtigt at represen- 
tere dets proportioneri levende live; sammenligner man imid- 
lertid med de nedenanførte efter det friske ind. tagne ud- 
maalinger, maa forholdene dog ansees for nogenlunde rigtige, 
kun bliver halefinnens bredde vel noget for liden: 


Potallængde å 1 1555 mm: 
Omfang foran rygfinnen 975 — 
Halefinnens bredde . . 360 — 


Luffernes længde . . 280 — 
Luffernes inderste kant 200 — 
Ryeimnenshøde NSD 
Forlemmerne indeholdes saaledes 5,5 gange 1 totallæng- 
den (hos Delp. tursio omtrent 10 gange, Lilljeb. p. a. st.). 
Kraniet var allerede indsat, førend jeg fik det undersøgt. 
Det er et ganske ungt individ (ifølge Lilljeborg er han- 
nen rimeligvis større end hunnen, en udviklet han maalte 9 
fod 4 tommer, en hun 8 fod 2 tom. eng. maal) og har endnu 
ikke erholdt de for arten karakteristiske farver; det tørrede 
skind har naturligvis undergaaet forandring, men den oprin- 
delige farve lader sig dog endnu nogenlunde tydelig erkjende. 
Hovedfarven er et dybt sort, underkjæven og undersiden til 
lidt bagenfor anus skinnende hvide, paa siderne bagenfor 
legemets midte sees en lysere afskygning; det karakteristiske 
hvide paa overkjæven og omkring øinene mangler ligesom 
paa den af Sundevall beskrevne unge, der langs siderne havde 
3 graaagtige flækker. Den ejendommelige sammentrykning af 
legemets bagerste parti straks foran halefinnen er ikke saa 
stærkt fremtrædende som hos det større individ (udstopnin- 
gen kan vel for en del være skyld heri) og tiltager vistnok 
med alderen, eftersom dyret antager en slankere kropsform. 
Nr. 2 er en han, maalene tagne efter det friske uskadte 
individ: 


Delphinus albirostris, Gray. 59 


Totalenede® SHE 27 STEG OT BS mm, 
Omfane' foran ryetnnen APN) Se ANIME MIOIONEE 
Haletinuens bredde" 4 JAN SAUEN ag ers AS Oma 
Ryeunnens (lodrette) høde LC 2007 — 
do. fremste kante «Me SEDER SA Al ER 

do. BAS SS NE EE SOON 
Pufernes fanede NE DONE 
do. indre kant sn... NG FOO 
Afstand fra snudespids til un ie MEN sg 
don. do. venne N vet cre Noll. 
dows do. POLO Aa KE NAD 
do fra beseire JON 900 — 
Mondvinkelenslærsde ENN 2000 
Aistand mellem luterne SLN AO — 
Oras diameter SSA us 20 — 


Legemets høide foran halefinnen, hvor sammen- 
trykningen er sterkest 9.07 5 2... 190 — 
Er saaledes slankere end nr. 1, men maa forholdetis endnu 
kaldes noget plump; lufferne indeholdes 5,7 gange i total- 
længden og er beliggende temmelig langt ned, saaat afstan- 
den mellem dem bliver ringe. Rygfinnen ligger omtrent paa 
legemets midte, snarere lidt bagenfor efter mine maal, Lill- 
jeborg angiver „litet framom kroppens midt*, og jeg tør ikke 
mod denne autoritet paastaa, atjeg ikke ved uden assistance 
at maatte haandtere en saa ubekvem gjenstand kan have 
gjort en liden feil; spidsen er stærkt bagoverbøiet, basis bred 
og ikke tydelig afgrændset fra det øvrige legeme. Halefin- 
nen temmelig dybt kløftet. Den bagerste del af kroppen er, 
som ovenfor nævnt, stærkt sammentrykket, saa at den seet 
fra undersiden er ganske smal og som en skarp kjøl stræk- 
ker sig næsten til halefinnens kløft. Denne kjøl har lidt foran 
halefinnen en udvidelse, saa at den underste konturlinie her 
faar en udbugtning, hvad der tydeligt kan sees paa den kor- 
rekte figur. Øiet er beliggende lidt ovenfor og bag mund- 


. 


60 J. Sparre Schneider. 


vinkelen, den fuldkommen elipsoidiske orbita har kun en 
diameter af 20 mm.; iris er morke-brun. Blæsehullet er en 
halvcirkelformig spalte liggende i en halvrund fordybning 

Medfelgende afbildning var hr. toldbetjent O. Holmboe 
saa velvillig at forferdige, straks efterat dyret var bragt 
iland; den maa i alle henseender kaldes vellykket, desværre 
har jeg ikke havt anledning til at sammenligne den med de 
af ovenfor citerede forfattere givne figurer, hvoraf van Bene- 
dens af Lilljeborg ansees for den bedste. Det bagerste parti 
maatte paa grund af det svindende dagslys tildels koloreres 
efter hukommelsen, det forreste har jeg korrigeret efter et 
af mig selv tidligere gjort udkast. 

Grundfarven er et dybt sort, der paa siderne gaar over 
i brunliggraat, farverne løber imidlertid gjennem fine skatte- 
ringer over i hinanden, og kun undersidens hvidt er skarpt 
begrændset. Oventil lidt bagom blæsehullet paa hver side 
sees en svagt fremtrædende brunlig plet, over forlemmerne 
2 lysere felter, ved luffernes rod talrige sorte stænk. Noget 
ovenfor midten af legemet en bredere lys stribe, ved et skraat 
mørkt felt adskilt fra to bagenfor liggende smalere; længere 
bag atter 2 lysere felter, lige i halekløften ligeledes en min- 
dre lys plet. Grundfarven i alle dissé lysere partier er egent- 
lig hvidgraa, men den fordunkles af en masse fine sorte stænk, 
der er størst paa felternes rande og ved forlemmernes basis; 
den mørke skraastribe bestaar ligeledes af sorte stænk. Snu- 
den og overkjæven til mundvinkelens ende, underkjæven og 
hele undersiden til lidt bagenfor anus smukt skinnende hvide, 
fortil stødende i gulagtigt; snudespidsen og en fordybet stribe 
paa overkjæven graasorte; trakten omkring øiet er af lege- 
mets grundfarve. 

Skelettet kunde kun underkastes en ufuldkommen under- 
søgelse, da aarstiden ikke tillod nogen videre præparation 
deraf, de gjorte udmaalinger kan saaledes ikke gjøre krav 
paa nogen absolut nøiagtighed, ligesom der ved undersøgel- 


Delphinus albirostris, Gray. 61 


sen af hvirvelsgilen kan vere talt en hvirvel formeget eller 
forlidet; ved skeletteringen er desverre phalangerne bleven 
beskadigede, ligesom jeg ikke har kunnet faa rede paa bek- 


kenbenene. 

Keaniets lengde . nn. AE MMS COTES 
Bredde af kr, over tindingbenenes asie fremspring 280 — 
Underkjævens teensde UNN MN ER 20087 
ÉRIC AL IS CA DOI ge SSN ODE 
BRUT Ba UO ER sal Mth ar aa Rai AE DN 
Længde af ulna . . . Sila RM EE ia eh asl FÅ 2 — 
Bredde af do. (nedre se) MEN Reni RE AO 
Breddepateragiums (Fe RON Oe oe 
Ferrderarnumeus Ne MN NONE 
Bredde af doge lee dr APER 


Tændernes antal er i ov sane 26 & 26, i underkjæ- 
ven 25 & 26, de forreste ganske smaa og skjulte 1 tandkjø- 
det, saa at jeg kun blev opmærksom paa dem ved at føle 
mig for. Den inderste tand paa hver side i overkjæven er 
stillet forskjellig fra de øvrige, idet den er fremoverbøiet og 
dreiet halvt om sin akse. 

Hvirvlerne er ialt 88; brysthvirvler 16, lændehvirvler 24, 
halehvirvler 41, halshvirvler 7—88, det laveste antal, som 
Lilljeborg angiver for denne art, oftest er det 90—91. Af 
ribbenene er de første 4 par sande, 5te & 6te fæstede ved 
en bruskartet forlængelse af sternum; heri finder jeg en af- 
vigelse fra det almindelige, efter Lilljeborg er 5 par costæ 
vere, 6te og 7de fæstede ved den bruskartede forlengelse; 
sternum bestaar af 3 stykker, manubrium har en indskjæring 
i fremkanten. 

Ventrikel og tarmkanal befandtes aldeles tomme, kun 
lidt melkagtig vædske bemærkedes, men der er vel neppe 
nogen tvivl om, at den sammen med maager og rovfisk havde 
fraadset i sildstimerne. 

D. albirostris er neppe noget sjeldent dyr ved vore nord- 


62 J. Sparre Schneider. 


lige kyster og leverer vistnok en betydelig kontingent til 
antallet af de ,Springere“, der aarlig, navnlig under sildfi- 
ske, fanges i Nordland og Finmarken. Alene under sidste 
sildfiske 1 hgsten 1877 dræbtes mindst 6 (a 8) Springere, 
hvorom jeg fik underretning, saaledes 2 i Malangen, 2 i Kjo- 
sen og 2 i Badderen, uden at jeg dog for mere end et ek- 
semplars vedkommende (det her beskrevne) har kunnet kon- 
statere arten; et af de i Badderen fangede tilhørte udentvivl 
D. delphis (L), efter den beskrivelse, som hr. storthingsmand 
Wenneberg gav mig af dette individ. Muséet besidder et 
kranium af D. delphis uden lokalangivelse, dog antages det 
at stamme fra Tromsg omegn. 

D. acutus (Gr.). Ifølge Collet (Bem. t. Norges Pattedyr- 
fauna) forekommer denne art lige til de finmarkske fjorde, 
selv har jeg ingen Delphin seet, der med sikkerhed kunde 
henføres til D. acutus, derimod har jeg oftere, især om hg- 
sten, observeret stgrre „Springere“ (indtil over en snes fod), 
hvoraf enkelte ikke usandsynlig har tilhgrt D. tursio (Cuv.), 
der endnu ikke med vished er observeret ved vore kyster. 
En art er specielt karakteristisk ved sin leg i vandet, idet 
den springer ,sjøløst* og lader sig falde paa ryggen; det er 
en stor (ca. 12 alen) langsnudet art med skinnende hvid bug 
og en hvid flæk paa siden, rygfinnen lav og ikke meget bøiet. 

Phocena communis (L.) almindelig overalt, særdeles tal- 
rig under loddefisket ved Skjærvø April 1978. Stationsbe- 
styrer Hagen skjød en hun (der angaves til 6 fod), som havde 
et fuldbaaret foster af 840 mm. længde; paa snuden bemær- 
kes nogle enkeltstaaende lyse haar, som maaske blot er til- 
stede i den foetale tilstand. 

Globicephalus melas (Traill.) Delph. globiceps (Cuv.). Kap- 
tein With paa ,Tromsø* har meddelt mig, at han i August 
1877 saa et stort stim af ,Grindhval* i tusinder ved Grøta- 
vær paa Grytø, samme sted hvor i 1875 en flok paa 189 
stykker blev stængt med en hvidfisknot og dræbte; heraf 


Delphinus albirostris, Gray. 63 


opbevares paa Tromsø museum et skelet, et udstoppet ek- 
semplar og et foetus af omkring 2 fods længde. En af fangst- 
mændene fortalte mig, at den ene af hunnerne blev fulgt af 
en liden unge omtrent paa en Nises størrelse, der af en af 
de store blev rammet af et slag med halen, saa den gieblik- 
kelig død vendte bugen i veiret. 

Af slægten Orca, (Gray) forekommer en eller flere arter 
ved Nordland og Finmarkens kyster, muséet besidder et ske- 
let af en O. gladiator (la Cep.), der strandede lige udenfor 
Tromsø; et andet større skelet af samme art er afsendt til 
Bergens museum. Jeg har selv seet eksemplarer baade med 
høie og lave rygfinner, men kan desværre endnu intet afgjø- 
rende meddele i spørgsmaalet, om der under beboernes „Stour- 
vagn* eller ,Stourhynning*, som den her oftest kaldes, ind- 
befattes blot O. gladiator, der er den almindeligste art; jeg 
antager med prof. Lilljeborg, at individerne med den særde- 
les høie og smale rygfinne (saaledes som jeg saa flere styk- 
ker paa Vefsenfjorden Marts 1877) tilhører O. eschrichtu 
(Stph.). Desuden ved alle fiskere at berette om ,Hug-Vag- 
nen* eller Vagn-hunden*, der blot opnaar en Nises størrelse 
og udmærker sig ved en utrolig rovgjerrigbed og hurtighed; 
at dette blot skulde være et fabeldyr synes mig ikke sandsyn- 
ligt; jeg har aldrig fundet de forskjellige fiskeres beretnin- 
ger om dette væsen i nogen henseende afvigende fra hinanden. 

Delphinapterus leucas (Pallas). Fra paalidelig kilde er 
mig meddelt, at et individ blev observeret lige ved Tromsø 
sommeren 1877, 

Hyperoodon diodon (la Cep.), H. borealis (Nilss.). Siden 
1866, da et individ strandede ved Tromsø, er, saavidt mig 
bekjendt, intet eksemplar tilvaretaget i stiftet. , 

H. latifrons (Gray). I 1873 strandede et ind. paa om- 
trent 30 fods længde ved Hasvik paa Sørøen; aaret efter 
blev levningerne paa stedet undersggte af prof. G. O. Sars, 
der bestemte dyret som tilhørende denne art; senere har 


64 J. Sparre Schneider. 


der været indledet underhandlinger om at erhverve skelet- 
resterne for vort museum, men uden resultat. I December 1877 
tilskrev jeg hr. Bulli Hasvik, der havde den velvillie at samle 
og indsende benene til Tromsø i Januar, efterat først et 
voldsomt uveir 4de i samme maaned atter havde reduceret 
de tilbageværende levninger. Disse bestaar af: Kraniet 
ufuldstændigt, idet underkjævens grene er brudt fra hinan- 
den og stykkerne slidte af søen; 27 hvirvler, hvoriblandt 
stykket med de syv sammenvoksede halshvirler er ganske uskadt 
samt seks stykker ribben. Totallængden af dette kranium 
er 1710 mm. 

Denne Næbhval, der udmærker sig ved overkjævebenenes 
kamme, der rager høit op over nakkekammen, hører til de 
mindst kjendte hvaldyr. Lilljeborg anfører, at den er funden 
ved England og Færøerne, hvorfra skelet opbevares i Kjøben- 
havns museum; det ved Hasvik strandede (farven opgaves 
at have været sort oventil og lys under) er saaledes det første 
og hidtil det eneste skandinaviske eksemplar. Hos Hyp. latifrons 
er lændhvirvlernes antal 11, halehvivlernes 17, hos H. dio- 
don 10 og 19, forøvrigt er det nærbeslægtede dyr, der vist- 
nok føre samme levevis. 

Ogsaa subfossile hvaler paatræffes ikke skjeldent i vore 
nordlige trakter, men endnu har intet tund været saa fuld- 
stændigt eller er bleven saa ngie undersggt, at arten har 
kunnet bestemmes. Næsten overalt vil man høre almuen 
tale om, at der paa det og det fjeld, ofte meget høit oppe, 
skal findes hvalben, som undertiden vedkommende fortæller 
selv vil have seet; hidtil har det ikke lykkedes hverken mig 
eller andre at komme til noget resultat angaaende disse 
berettelser. Subfossile hvalben er til muséet indkommet fra 
følgende punkter: 1) Skibotn i Lyngen lige ved markeds- 
pladsen, hvor der mange aar har stukket ben op af jorden. 
Disse ben ligger i fugtig sand, omkring 200 fod fra stranden 
og 20 fod over havet, men er saa forvittrede, at de intet 


Delphinus albirostris, Gray, 63 


støttepunkt afgiver til bestemmelse, kun nogle faa kunde end- 
nu erkjendes som dele af kraniet. 2) Helø i Sands herred, 
hvorfra er indsendt 3 stykker mindre ben, det ene en hvirvel, 
der efter angivelsen er fundne 600 o. havet 3/, alen under 
jorden; høideangivelsen beror vistnok paa en misforstaaelse. 
3) Senest er indkommet endel ben fundne i stranden ved 
Øvre-vand i Salangen; dette vand er aldeles afstængt fra havet. 

Toldkasserer Pettersen har meddelt mig, at der i Ofoten 
er fundet et hvalskelet, dette agtes til næste aar udgravet og 
undersøgt. 


Continentalmassers langsomme seculare 
stigning eller sænkning, 
Af 


Karl Pettersen, 


Isammen med hr. Fredr. Svenonius fra Upsala, der i 
sidstafvigte sommer opholdt sig her paa gjennemrejse, fulgte 
jeg Bredvikens i fast berg udgravede strandlinje, der spæn- 
der sig frem over den nordlige del af Tromsøen langs Troms- 
øsundet. Ved fra sammes afslutning ved den saakaldte Ørn- 
dal at kaste blikket nedover det nedenfor liggende underland, 
det saakaldte Skatøren, saaes hele dette lavland gjennemsat 
af en række paa hinanden følgende horisontalt udspændte og 
med den nuværende strandlinje parallelløbende furer eller 
render. Fra højden tegnede disse sig af med særdeles skarp- 
hed og tydelighed. Dette vakte saameget mere min opmærk- 
somhed, som jeg hyppig havde færdets paa disse kanter og 
mange gange ogsaa overfaret selve Skatørens underland, uden 
at det her nævnte forhold tidligere havde tiltrukket sig min 
opmærksomhed. For at undersøge sagen nærmere søgte vi 
ned til underlandet. Her fandtes imidlertid forholdet ingen- 
lunde at træde frem saa bestemt, som udsigten fra højden 
syntes at angive. Det lykkedes dog ved nærmere eftersporen 
at paavise en række af mer og mindre tydelig fremtrædende 
paralelløbende furer. Tiden var imidlertid skredet for langt 
frem til at en nøjagtigere undersøgelse nu kunde finde sted. 
Sagen syntes mig dog at fortjene en noget omhyggeligere 


Continentalmassers stigning eller seenkning. 67 


granskning og nogle dage senere besagte jeg i dette øjemed 
atter aastedet. 

Fra oversigtspunktet paa højden saaes atter furerne at 
spænde sig over Skatørens underland, — dog ingenlunde saa 
tydeligt som forrige gang, da lysforholdene i saa henseende 
vel vare i hgj grad gunstige. Over selve lavlandet var det 
ogsaa nu forbundet med store vanskeligheder med bestemt- 
hed at kunne paavise hver enkelt fure. Dette lykkedes i 
regelen først, ved fra højden bestemtere at fæste sig ved den 
enkelte rende, og saa ved at støtte sig hertil at opsøge og 
følge den i sit løb over lavlandet. 

Skatørens lavland er som det synes helt og holdent byg- 
get af skjælrester med sand. Det skraaner langsomt op fra 
den nuværende strandlinje gjennem en længde af ca. 120m. 
op til en højde af omkring 10 m. Det danner saaledes foden 
for et herfra opstigende aasdrag. Lavlandet maa i sin tid 
have strakt sig adskillig længere nordover. Gjennem tider- 
nes løb have stærke udskylninger og udras ad denne kant 
fundet sted, saa lavlandet nu mod nord falder ned gjennem 
en stejl helt og holdent af skjælsand bygget mæl. Lavlan- 
dets undergrund af skjæl og sand er i dagfladen helt over- 
dækket med mose og dette mosdække er paa kryds og tvers 
gjennemskaaret af furer, fremkaldte af det nedsilende dag- 
vand. Ved første øjekast træder overfladen derfor frem som 
en uendelighed af helt udskaarne regelløst om hinanden ud- 
kastede tuer. Igjennem dette stadige udgravningsarbejde er 
de oprindelige render, hvis regelrette løb endnu stikker saa 
bestemt frem, naar forholdet oversees fra højden, i den grad 
bleven udvidsket at man paa selve aastedet kan have ondt 
for at drage kjendsel paa flerheden af dem. 

Fra stranden opover er der først at træffe 4 paa hinan- 
den følgende furer, hver i en indbyrdes afstand af omtrent 
3 meter. Fra den sidste af disse er en afstand af 13 meter 
til den næste, som er paavist. Denne er i det hele skarpt ud- 


68 Karl pettersen. 


præget og spænder sig efter et temmelig bestemt sammen- 
hængende løb gjennem en længde af 70 meter. Ovenfor den- 
ne er endvidere paavist 8 i indbyrdes ulige afstand paa hin- 
anden følgende mere bestemt fremtrædende furer, af hvilke 
den øverste ligger i en højde over havfladen af ca. 8 meter. 
Der er imidlertid al sandsynlighed for at de her nævnte fu- 
rer blot danner et ringe antal af dem, der i virkeligheden 
ville være at paavise eller af dem, der oprindelig have været 
afsatte. Som forholdet vist> sig fra højden syntes ogsaa fu- 
rerne at ligge langt tættere paa hinanden og følge hinanden 
i en indbyrdes mere regelret afstand. 

At de her omhandlede furer med sine tilsvarende sand- 
drag ere dannede gjennem bølgeslaget, derom vil der vel 
ikke kunne raade nogen tvivl. Hvor vore strande dannes af 
finere sand eller skjælrester, der vil man i regelen kunne 
finde en eller ogsaa flere paa hinanden følgende med den 
egentlige strandlinje paralelløbende voldlignende dannelser, 
fremkaldte ved bølgeslaget, der stuer sandet op i lange i 
samme højde liggende drag. 

Den øverste af disse linjer i vore nuværende strande an- 
giver vel i regelen højden af højeste vandstand (i springtid). 
De omhandlede furer stryger som nævnt paralel den nuvæ- 
rende strandlinje. Som forholdet stillede sig frem fra det 
højere liggende oversigtspunkt var ligheden med de oven- 
nævnte sanddrag i vore nuværende strande umiskjendelig. 

For disse nordlige landstrøgs vedkommende er der alle- 
rede tidligere aflæst vidnesbyrd for at landgrundens stigning 
i forhold til havspejlet i ethvert tilfælde gjennem de sidste 
30 a 40 fod (10 a 12 meter) maa være foregaaet langsomt 
og jevnt. Saadanne vidnesbyrd ere at aflæse i de her saa 
hyppigt optrædende skjælbanker, der paa sine steder i uaf- 
brudt sammenhæng strække sig fra de nuværende stranddan- 
nelser op til en højde over havfladen af omkring 10 meter. 
De her omhandlede stranddannelser pege med end mere 


Continentalmassers stigning eller sænkning. 69 


bestemthed hen paa en langsom og i høj grad jevn og ens- 
artet stigning. En saa fuldstændig bevarelse af denne række 
paa hinanden følgende stranddannelser afviser som det synes 
enhver forudsætning om mere voldsomme eller rykvise ni- 
veauforandringer. 

Med hensyn til spørgsmaalet om continentalmassers se- 
culare hævning eller sænkning i forhold til havspejlet saa 
er det allerede for længst slaaet fast mellem flerheden af 
geologer som en videnskabig kjendsgjerning at havstanden 
i det hele og store herunder har været uforanderlig. John 
Playfair var som bekjendt den første, som fremholdt dette 
i sin i 1802 udgivne afhandling „Ilustrations of the Hutto- 
nian theory*, hvori han ogsaa omhandler Sveriges langsom- 
me hevning. Uafhengig af ham kommer Leop. v. Buch til 
samme resultat. I sit i 1810 udgivne skrift ,Reise durch 
Norwegen und Lappland“ accentuerer han, idet han omhand- 
ler landgrundens stigning langs den bottniske bugt, satsen 
med følgende ord: ,Gewiss ist es, dass der Meeresspiegel 
nicht sinken kann; das erlaubt das Gleichgewicht der Meere 
schlechterdings nicht“. Under forudsætning af at jordens 
tyngdepunkt altid indtager sin oprindelige plads og at kvan- 
tumet af det over kloden udbredte havdække forbliver i det 
væsentlige negenlunde uforandret er Buchs paastand uimod- 
sigelig. Ingen af disse forudsætninger ere imidlertid at satte 
som fuldkommen sikre. Til at kunne besvare dette med fuldt 
afgjørende bestemthed mangler der vistnok endnu i altfor 
stor maalestok det nødvendige undersøgelsesmateriale. Der 
har derfor ogsaa oftere været gjort forsøg paa at rokke en 
forudsætning om havniveauets absolute uforanderlighed. Her- 
med har naturligvis ikke været tilsigtet at ville henføre en- 
hver niveauforandring, der ikke bærer et bestemtere lokalt 
præg, til den midlere havstands foranderlighed. Det er nem- 
lig aabenbart at en række af stigninger eller sænkninger 
gjennem de forskjellige geologiske tidsafsnit i virkeligheden 


70 Karl Pettersen. 


maa være at henføre til den faste berggrunds hevning eller 
seukning. Iblandı andre har saaledes James Croll i sit i 
1877 udgivne skrift ,Climate et time in their geological re- 
lations“ værmere omhandlet spørgsmaalet om forandring i 
havstanden, fremkaldt dels ved forrykningen af klodens tyng- 
depunkt som en følge af at en uhyre iskappe voxede sig ud 
over et af polar-bækkenerne og dels ved at en forholdsvis 
stor vandmasse saaledes blev bundet i fast tilstand. I det 
hele og store synes jo. ogsaa continentalmasserne over den 
nordlige halvkugle gjennem kvartærtiden at have været i . 
stigning — over den sydlige halvkugle derimod i sænkning. 
Da det antarktiske polarbækken for tiden i en forholdsvis 
stor maalestok er isdækket, saa synes jo dette at kunne passe 
ret godt ind i Crolls forudsætning. Antages iskappen her 
fremdeles at vere i stadig tilvext, ville landpartierne over 
den nordlige hemisphere findes i en tilsvarende jevn stigning 
— hvad vel i virkeligheden ogsaa for tiden er tilfældet for 
forholdsvis anseelige landpartiers vedkommende. Havde dette 
forhold traadt frem helt gjennemgaaende vilde der vel ogsaa 
i virkeligheden have været stærk grund til herunder nermere 
at fæste sig ved Crolls forudsætning, Der har imidlertid — 
efter hvad der hidtil har været aflæst med hensyn til stig- 
ning- og sænkningsforholde over de forskjellige strøg inden 
den nordlige og sydlige halvkugle — herunder vist sig for- 
skjellige afvigelser, der saaledes som de ere opfattede ikke 
godt lade sig indordne under Crolls forudsætning. For de 
østlige strøg af Nord-Amerikas vedkommende har saaledes 
J. D. Dana fremholdt at de derfra hentede iagttagelser ikke 
synes at skulle støtte denne. Det er endvidere opstillet som 
en kjendsgjerning at vestkysten af en stor del af Grønland 
skal være i sænkning. Fremdeles antages forskjellige dele 
af England, Nordmandiet, kysterne af Nordsøen o. fl. for 
tiden at være eller i en nær fortid at have været 1 sænkning. 
Samtlige disse landstrøg burde under den her autydede forud- 


Continentalmassers stigning eller sænkning. - 71 


sætning — og forsaavidt niveauforandringen helt og holdent 
skulde blive at henføre til den — have lagt ligesom Skandina- 
vien i en stadig stigning. Lignende uregelmæssigheder skulle 
ogsaa være at paavise over den sydlige halvkugle. Ny Seeland 
skal saaledes befinde sig i stigning, — medens forudsætnin- 
ger her fordrer sænkning, som jo ogsaa ellers er stærk raa- 
dende over den sydlige halvkugle. Hertil kom endvidere at 
der navnlig med hensyn til Skandinaviens stigning vare af- 
læste forholde, som — ialfald aflæsningerne fremstillede det 
virkelige forhold — med afgjørende bestemthed maatte pege 
hen paa at denne i virkeligheden beroede paa fjeldgrundens 
heevning. © 

De langs de nordlige strgg af Norge isaa rig maalestok 
udviklede strandlinjer antages at skulle levere saadanne af- 
gjgrende vidnesbyrd. Bravais var den fgrste, som nærmere 
studerede strandlinjerne om Alten-fjord. Efter hans aflæs- 
ning, der senere idetmindste delvis bekræftedes af R. Cham- 
bers i ,Ancient see margins“ skulde her ligge tilskue to 1 
forskjellig hajde udspændte strandlinjer. Disse skulde om 
end med forskjellige kortere eller længere afbrudte mellem- 
rum dog kunne lade sig forfølge i nogenlunde sammenhæn- 
gende løb fra bunden af Alten til udimod Hammerfest gjen- 
nem en længde af omkring 15 geog. mil. Ifølge Bravais 
skulde disse to linjer ikke være paralelløbende hverken med 
havlinjen eller med hinanden indbyrdes. Efter løbet inden- 
fra udad mod kysten skulde nemlig linjerne langsomt bøjes 
ned, samtidig som de ogsaa indbyrdes convergere. 

De i løbet af de sidste aar i denne retning anstillede 
undersøgelser synes imidlertid ikke at skulle bekræfte rigtig- 
heden af de af Bravais fremholdte iagttagelser. Disse under- 
. søgelser ere vistnok endnu ikke saa omfattende, som udfor- 
dres for herom at kunne drage fuldt afgjørende slutninger. 
Imidlertid er der allerede nu aflæst saa meget, der med be- 
stemthed synes at pege hen paa at Bravais slutninger heri 


79 Karl Fettersen. 


ere byggede paa fejlagtige forudsætninger at de à ethvert til- 
felde foreløbig maa blive at udskille fra de positive kjendsgjer- 
ningers række. 

Disse forholde skulle her søges nærmere fremstillede. 

H. Mohn har i en i 1877 udgiven afhandling*) samlet 
et rigt materiale til belysning af strandlinjeforekomsten langs 
Norges kyststrøg fra Bergen nordover til Varanger. Efter 
hans maalinger findes der saaledes en mærkelig overenstem- 
melse i strandlinjernes niveauer inden Vest-Finmarken og 
Tromsø amt ligesom ogsaa de to laveste strandlinje-niveauer 
i strøgene om Varanger paa det nærmeste falde sammen 
med de tilsvarende inden Vest-Finmarken og Tromsø amt. 
Men Mohn har endvidere paavist at ogsaa et par af laveste 
niveauer i omegnen af Bergen korrespondere med tilsvarende 
inden Tromsø amt. Heraf fremgaar det som det synes med 
megen bestemthed at stigningsforholdene langs Norges kyst- 
strøg helt fra Varanger til Bergen i ethvert tilfælde gjennem 
lange tidsrum af kvartærtiden maa have været i det væsent- 
lige ganske ensartede. 

I en i aar (1878) offentliggjort afhandling**) ,om de i 
fast berg udgravede strandlinjer*, har forfatteren heraf nær- 
mere omhandlet forskjellige inden Tromsø omegn optrædende 
strandlinjer. Det er derunder paavist at disse efter sit løb 
fra kysten indover -— et løb, der er fulgt skridt for skridt 
gjennem flere miles længde — overalt bevarer en uforandret 
højde over havfladen. Ifald disse linjer i lighed med Bra- 
vais aflæsninger for Alten-linjernes vedkommende skulde ha- 
ve bøjet sig opad efter samme maalestok som disse, saa vil- 
de en saadan stigning her ikke være blevne ubemærket. 

Da stigningsforholdene — efter hvad strandlinjerne lære — 
i strøget om Alten forøvrigt har været ganske ensartet med 


*) Bidrag til kundskab om gamle strandlinjer i Norge. Nyt Mag. for 
Naturv. 1877. 
**) Optaget i Archiv for Mathem. og Natury, 


Continentalmassers stigning eller sænkning. 73 


dem, der har raadet i omegnen af Tromsg, vil der allerede 
paa forhaand være liden grund til at antage at der skal fin- 
des nogen forskjel mellem Tromsg- og Alten-linjerne i den 
af Bravais antydede retning. Men der er paa den anden side 
ogsaa meget som kan tyde hen paa at Bravais feilagtigen 
kan have knyttet brudstykker af forskjellige strandlinjer og 
terrasser sammen som dele af et og samme linjesystem. 
Men idet saaledes Bravais fremstilling ikke vil kunne 
egne sig til at antages som led i en videnskabelig deduk- 
tionsrække som vidnesbyrd for en uforanderlig havstand, synes 
ogsaa paa den anden side de over den skandinaviske halvg 
raadende stigningsforholde i virkeligheden lettest at lade sig 
forklare under en forudsætning af en foranderlig havstand. 
Der er allerede ovenfor henpeget paa at stigningsforhol- 
dene over store sammenhængende strog af Skandinavien gjen- 
nem kvartærtiden eller i ethvert tilfælde gjennem anseelige 
tidsrum inden denne er foregaaet efter en langsom og over- 
ordentlig jevn maalestok. Der foreligger intetsomhelst bevis 
for at stigningen inden nogetsomhelst afsnit af kvartærtiden 
er foregaaet i stød eller ryk.*) Skandinaviens stigning er 
saaledes ingenlunde saa uden videre at stille i klasse med 
de bekjendte landstigninger langs Sydamerikas vestkyst (Chile.) 
De kræfter, der skulde have veret de virkende til Skan- 
dinaviens jevne seculare niveauforandringer, ere jo blot og 
bart hypothetiske. Man har vel heller ikke hidtil gjort no- 
get synderligt forsøg paa at gjøre sig rede for deres egent- 
lige art. At mere lokale sænkninger og stigninger kan finde 
sted, dette vil være let forstaaeligt, — saadanne lade sig 
føre tilbage til vel kjendte kræfter. Men helt anderledes er 
forholdet med hensyn til Skandinaviens stigning. Som tid- 
ligere fremholdt maa de her omhandlede niveauforandringer 
være foregaaet efter en ganske ensartet maalestok i strøget 


*) Nærmere herominysnevnte afhandling: „omifast berg udgravede 
strandlinjer“, : 


74 Karl Pettersen. 


fra Varanger til Bergen. Sagen gjelder saaledes stræknin- 
ger, der spænde sig ud gjennem en længde af flere hundrede 
mile. Hele den skandinaviske halve er imidlertid som det 
antages 1 stigen og der kan vel paa forhaand være megen grund 
til at forudsætte at stigningsforholdene herunder have ytret sig 
temmelig ensartet over hele halvøen — alene maaske med 
undtagelse af at stigningskoeficienten har været svagt men 
regelmæssigt aftagende efter retning fra nord mod syd. Øst- 
Finmarken med Varanger er i orografisk henseende nærmere 
knyttede til landpartierne om den bottniske bugt end til | 
Norges vestkyst og der kan saaledes allerede paa forhaand 
være grund til at antage at niveauforandringerne om Va- 
ranger ogsaa maa falde sammen med tilsvarende langs den 
hottniske bugt. De hidtil herom aflæste iagttagelser synes ogsaa 
at skulle støtte en saadan forudsætning. Men selv om man 
herunder alene fæster sig ved kyststrøgene fra Varanger til 
Bergen, saa danner disse allerede i og for sig saa vidløftige 
landpartier at man visselig skal have vanskeligt for at gjøre 
sig rede for arten af de kræfter, der skulde mægte ikke alene 
at hæve landet i vejret men ogsaa at gjøre det saa langsomt 
og overordentlig jevnt som forholdet har været efter hvad 
ovenfor er paavist — næsten i lighed med stemplets stigen i 
dampcylinderin. De stigningskræfter der have rejst fjeld- 
partier som Alperne, Himalaya og Anderne i vejret, have 
umiskjendeligen arbejdet ganske anderledes voldsomt. Mæg- 
tige ældre lagrækker ere derunder brudte, oprejste og foldede. 
Stigningen langs Norges kyststrøg gjennem kvartærtiden viser 
lidet eller intet af dette. Lag af skjæl med sine vexlende ren- 
der af grovereog finere materiale ligger ganske uforandrede i sin 
oprindelige stilling, skjønt de ere hævede indtil 10 a 12 m. over 
den nuværende havstand. Strandlinjer i forskjellige niveauer 
af indtil flere hundrede fods højde over havfladen spænder 
sig gjennem strekninger af hundreder af mile i et fuldkomment 
horisontalt løb. Alt peger hen paa, at de kræfter, der sky- 


Continentalmassers stigning eller smukning vas] 


der Skandinavien opad, er af en helt forskjellig art fra dem, 
der i sin tid have rejst f. ex. Alperne i vejret. 

Var der nogen mulighed for at kunne feste sig ved en 
forudsetning om en foranderlig havstand, saa vilde de mange 
forskjellige forholde, hvorunder Skandinaviens stigning træder 
frem, finde en simpel og naturlig forklaring. Under hvilken- 
somhelst anden forudsætning, som videnskaben nu kan stille 
frem, vil forholdet derimod blive uforklarligt og gaadefuldt. 

Det i de senere aar saa hyppig omhandlede spergsmaal om 
sandsynligheden for at jordaxen gjennem de geologiske tidspe- 
rioder kan have forandret stilling inden jordlegemet er som det 
synes med afgjørende bestemthed besvaret benægtende saavel 
af fysikere som af geologer. Forsaavidt klodens tyngdepunkt 
dog alligevel skulde have været underkastet foranderlighed i 
rummet, vil forflytningen altsaa alene kunne tænkes at fore- 
gaa hen efter omdrejningsaxen, saaledes at denne selv altid 
beholder en uforanderlig stilling. Hvad enten nu grunden 
til en saadan forflytning skal være at henføre til Adhemars 
og Crolls theori eller til andre forholde, saa maa forinden 
satsen bestemtere lader sig holde frem de modsigelser hæ- 
ves, som synes at ligge i de ovenfor paapegede uligeartede 
niveauforandringer inden en og samme hemisphære. 

I saa henseende skal for det første kunne fremholdes at det 
materiale, der hidtil er indsamlet med hensyn til spørgsmaalet 
om niveauforandringer gjennem kvartærtiden og nutiden vist- 
nok endnu eraltfor ufuldstændigt, til at derom i’det hele og store 
skal kunne drages sikre videnskabelige slutninger. For den 
skandinaviske halvøs vedkommende har der som bekjendt i lang 
tid været fremholdt som en kjendsgjerning at den nordlige 
del af samme var i stigning, den sydlige del derimod i sænk- 
ning. Men — ifald jeg ikke mindes fejl — saa synes det 
at fremgaa af de senere aars undersøgelser at det er saa 
langt fra at den sydlige del af Sverige er i sænkning, at den 
tvertimod er i stigning, om ogsaa denne maaske her er sva- 


6 Karl Pettersen, 


gere end over den nordlige del. Der kunde saaledes maaske 
idetmindste vere nogen mulighed for at ogsaa en forudsæt- 
ning om en sænkning af f. ex. Grønlands vestkyst ved nær- 
mere undersøgelse kunde komme til at vise sig ligesaa uhold- 
bar. Men dernæst selv om saa ikke skulde findes at være 
tilfældet, er spørgsmaalet dog heller ikke dermed endelig af- 
gjort. Selv under forudsætning af en foranderlig havstand . 
vil naturligvis ikke enhver niveauforandring være at henføre 
til denne. Det er jo tvertimod som allerede tidligere nævnt en 
videnskabelig kjendsgjerning at sænkninger og hævninger af 
landgrunden gjennem hvilkensomhelst af de store geologiske 
tidsperioder har fundet sted under forholde, der tilfulde vidne 
for at de ere udgaaede som direkte resultater af subterrestriske 
kræfter. Der kan saaledes i og for sig intet være til hinder for 
at sænkninger af landgrunden kan finde sted f. ex. inden den 
hemisphere, hvor ogsaa havstanden er i synken. Her gjelder 
det altsaa i ethvert enkelt tilfælde at søge udredet om fjeld- 
grundens niveauforandringer ere virkelige eller blot tilsyne- 
ladende. Forst naar et omfattende undersggelsesmateriale 
saaledes foreligger omhyggeligt bearbejdet, vil tiden være 
kommet til i oven omhandlede retning at drage videnskabe- 
ligt berettigede og mere afgjørende slutninger. 


p Kewy 4p Stujsoulgje snuiydjag 


PU] UP ST T 202 Fogo 0 


UN 


3 2044 106 298 920 


=== 

— 
Sa=— 
—TaT|! 
—— 
— 


| Date Due 
| ‘ess.