Library of tbe Museum OF COMPARATIVE ZOOLOGY, AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. The gift of th, eS Je | No. /2, 095 | ¢ AG NU SL fre 8 7 TELE ” 1 l å PE Så pit — - SI nr Rar 4,3 Tromso-Museums Aarsheïter. ———_p Ppp JS Et GMA l'romss. Trykt i Tromsøpostens Bogtr. ved M. Astad, 1858, Errer ol Kart Pettersen: Den nord-norske fjeldbygning. Afdel. IL. 1. . . 1: A. E. Törnebohm: Karakteristik af några bergartsprof från nord- kranen NE J. Sparre Schneider: Oversigt over de i Norges arktiske region hidtil fundne Coleoptera. (Fortsættes.) . . . . . . 8L Karl Pettersen: Skuringsmærker etter det nuværende strandbelte. RULE UR INO FE ed Den nord-norske tjeldbygning. Af KARL PETTERSEN. Anden afdeling. Geologiske bygningsforholde. B. Sedimentære bygningsgrupper. Indlandsgraniten bygger som i første afdeling nærme- re påvist et større sammenhængende felt langs efter græn- sestrøgene mellem Norge og Sverige. Den træder her frem efter de vide fjeldmarker, der fra Lönnes-javre og den øst- lige del af Altvandet breder sig videre nordover. Fra rigs- grænsen falder disse fjeldmarker mod syd ned mod den 345 m. højtliggende Torne-træsk, mod øst går de under svagere afheld over i sjø- og skogmarkerne på svensk side. Mod vest skyder de sig derimod under et forholdsvis stejlere af- held ind under de yngre sedimentære dannelser, som bygger kjøldragets hejfjeld Det vil heraf fremgå at indlandsgrani- ten, ifald den overalt havde trådt frem fri for yngre bedæk- ninger, vilde have dannet en forholdsvis bred højryg — med tophøjder af opimod 3000 (941 m.) — der falder langsomt mod øst men derimod forholdsvis stejlt mod vest. Ved Tor- ne-træskens brede indsænkning er denne højryg transversalt gjennemskåret. Medens indlandsgraniten med de til samme knyttede gneisafdelinger sågodtsom enerådende træder frem i dagen efter det langslutte østlige afheld helt ned til den 1 9 Karl Pettersen bottniske bugt, skyder den sig derimod fra hejryggens vest- lige randkant straks ind under de yngre sedimentere lag- rekker, der bygger Kjeldraget. Her vil den saledes alene være at påvise langs efter enkelte af de dybere indskjærin- ger efter Kjeldragets mægtige hejfjeld. Kjøldraget, der således hyppig tildels efter længere sammenløbende linjer stiger op umiddelbart fra den vestlige randkant af de af indlandsgraniten byggede fjeldmarker, har i regelen sin største højde lige i nærheden af disse. Her kan det som før påvist stige op i toppe, der når adskilligt over 5000’ (1569 m.) Mod vest sænker Kjøldragets højlinjer sig stadig ned om endi det hele ikke efter nogen stærk måle- stok. En lignende sænkning træder ogsaa frem efter de vestenfor Kjøldraget liggende fjeldpartier, der herfra breder sig frem til de longitudinale sundløb. Langs efter disse når de højere fjeldtoppe i regelen ikke højere op end til mellem 3 a 4000' (941 a 1255 m.), hvorvel de også her enkeltvis kan stige op til omkring 1255 m. Som i første afdeling nærmere påvist træder urfjeldet på forskjellige steder frem langs efter de dybere dalspalter inden disse vestenfor Kjøldraget fremstigende højfjeldspartier. Endvidere bryder her frem navnlig efter landområdets nord- lige del mægtige partier af gabbroartede massiver. Forøv- rigt er disse fjeldpartier helt byggede af lagrækker af sedi- mentære dannelser. Nedenfra opad lader disse sig udskille i følgende mere selvstændige grupper: a. Dividalsgruppen b. Balsfjordgruppen c. Tromsø glimmerskifer-gruppe. Ligesom hejfjeldspartierne således som nævnt stadig sænker sig i retning fra øst mod vest, så er det samme i det hele og store også tilfældet med skifergrupperne, som bygger disse. Denne jevne sænkning står åbenbart i et be- stemt afhængighedsforhold til indlandsgranitens afheld mod Den nord-norske fjeldbygning 3 vest. Da Dividalsgruppen danner den ældste umiddelbart over indlandsgraniten liggende afdeling og den dertil sam- menlignelsesvis optræder med ringe mægtighed, vil der alle- rede på forhånd være at forudsætte at den vestover efter dagfladerne snart ganske vil kunne tabe sig under de yngre grupper. Sa er også tilfældet. I strøget om Torne-træsk, hvor den træder frem stærkest udviklet, danner den alene et smalt bælte, der her er at følge fra øst med vest som en båndstribe gjennem 10 à 12 kilm. længde. Den viser herunder en lang- som senkning fra 2000' (627 m.) over havfladen ned til træ- skens vandspejl (345 m) og skyder sig herfra ind under Baldsfjordgruppens lagrækker, uden længere vestover noget- steds atter at træde frem i dagen. Nedefter den dybt ind- skårne Dividal optræder efter dalens bundfladerog de lavere niveauer efter dalsiderne lagrækker, der ligger ind under - Dividalsgruppen og er disse under stadigt afheld udover at følge ned over til højde over havfladen af omkring 125 m. — også her umiddelbart liggende over den mod vest stadig - heldende granitiske undergrund. Længere vestover træder herhen hørende lagrækker intetsteds frem i dagen. Efter Nord-Reisen-elv optræder ligeledes en til Dividalsgruppen hørende afdeling umiddelbart over den her frembrydende ind- landsgranit. Men også denne afdeling skyder sig tilligemed indlandsgraniten snait ind under lagrækker tilhørende en yngre skifergruppe, uden nogetsteds ned efter denne dybt indskarne dal atter at træde frem i dagen. Balsfjordgruppen, der længst mod øst i strøget om Torne-træsk først træder frem i en højde over havfladen af opmod 3000’ (941 m.), sænker sig på samme måde stadig mod vest. Paa norsk side træder den i regelen frem ligefra bundfladerne af de dybere indskårne dale. Den er videre at påvise på forskjellige steder efter sundløbene fra havfla- den op efter de lavere niveauer. Glimmexskifergruppen, der længst mod øst i strøgene À Karl Pettersen om Tornetræsk antagelig først vil findes at træde frem i hoj- der over havfladen af noget over 4000' (1255 m.), blir mer og mer fremtrædende, jo længere man når mod vest. Langs efter sundløbene bygges fjeldgrunden helt fra fod til top of- te af lagrækker, der tilhører denne gruppe. Det mest betegnende led inden Dividalsgruppen dannes af rene lerskifere eller lerstensdannelser. Inden Balsfjord- gruppen bygges lagrækkerne af milde krystalliniske eller halvkrystalliniske lerglimmerskifere og finstribede kvartsiti- ske hårdskifere — inden glimmerskifergruppen derimod af mere tykbænkede stærkt krystallinisk prægede glimmerski- fere. Bergarten viser således en stadig voksende krystalli- nitet i rækken nedenfra opad. Da lagstillingen efter Kjøl- draget og det navnlig for de højere liggende afdelingers ved- kommende i regelen nærmer sig horisontalfladen vistnok med tilknytning til svage bølgeformige bøjninger, er det åben- bart at dette her nævnte mærkelige petrografiske forhold ik- ke for nogen mere væsentlig del kan være at henføre til bergdannende trykkræfter. Man skal her imidlertid alene foreløbig nævne dette, men skal senere nærmere komme til- bage til dette spørgsmål. I. Dividalsgruppen. a. Detailbeskrivelse. Langs efter indlandsgranitens vestlige randkant og vi- dere afheld herfra ind på mnorsk side er den granitiske un- dergrund på flere steder — og det allerede for lang tid til- bage — fundet umiddelbart overdækket af lagrækker af ler- skifere i veksel med hårde kvartsiter og med tilknytning af konglomeratartede dannelser. Disse optræder på de forskjel- lige steder under i det væsentlige så samstemmende forholde, at der allerede på forhånd syntes at skulle være stærk grund til at sammenstille disse spredt optrædende dannelser som Den nord-norske fjeldbygning. 5 led under en mere selvstændig bygningsgruppe. Da de for denne gruppe mest karakteristiske afdelinger forst er bleven pavist langs efter Dividalen pa norsk side, har gruppen der- af faet sit navn. Senere undersogelser har imidlertid godt- gjort at Dividalsgruppen optræder stærkest udviklet efter Torne-træsk på svensk side. Her ligger også bygningsfor- holdene i sin helhed ganske anderledes klart tilskue end til- fældet er efter Dividalen og forøvrigt i det hele på norsk side. Trods dette antages det dog at være rettest indtil vi- dere at holde fast ved det oprindelig engang for gruppen givne navn. På kartet vil gruppens lagrækker findes opført med fio- let som forskjellige brede båndstrimler, der følger indlands- granitens vestrand. Der har vistnok ikke været anledning til mere i sammenhæng at forfølge gruppens fremtræden ef- ter den lange linje, der på kartet vil sammenbinde de ud- skilte brudstykker. Det vil således fortiden ikke med be- stemthed kunne afgjøres, om ikke disse forskjellige brudstyk- ker i virkeligheden skulde kunne findes i indbyrdes nærme- re tilknytning end den, der synes at skulle fremgå gjennem de hidtil gjorte aflæsninger. Gruppens lagrækker har hidtil været fulgt efter for- skjellige kortere og længere båndstrimler på norsk side — således efter strøgene om Dividal og efter Nord-reisen-elv. På svensk side er den fulgt gjennem et længere på det nærmeste helt sammenhængende bælte, der fra grænsestre- gene mod Norge først spænder sig frem i sydlig retning ned henimod Tornetræsk og derpå under en skarp svingning bøjer af i vestlig retning, indtil noget forbi udmundingen af den i Træsken faldende Orta-jokki. Knyttes kartets båndstriber sammen efter en fortlø- bende linje, viser denne en længde af omkring 100 kilom. Dette vil dog ikke på langt nær betegne feltets hele længde under forudsætning af at disse striber skulde danne brudstyk- 6 Karl Pettersen ker af et oprindeligt mere sammenhængende hele. Af Hummels oversigtskart*) fremgår det at til gruppen hørende lagrækker også træder frem gjennem en længere båndstribe, der fra Torne-træskens sydlige side spænder sig frem videre sydover. Den ligger på en vis måde i forlængelse af striben på den nordlige side af træsken. Af Hummels beskrivelse fremgår det også at disse må danne dele af et oprindeligt sammen- hængende hele, i ethvert tilfælde efter dagfladerne udskilt ved træskens brede og dybe spalte. En anden bändstribe stikker efter Hummels oversigtskart frem efter strøgene om Qvickjokk og en tredie end videre efter strøgene om Horn- afvan. Denne sidste har jeg haft anledning til noget nær- mere at undersøge under en i 1877 foretaget rejse fra Salt- dalen på nôrsk side tvertover halvöen til Piteå ved den bottniske bugt*) og kunde jeg allerede dengang med fuld bestemthed sammenstille denne her optrædende afdeling med Dividalsgruppen på norsk side. Afdelinger efter al sandsyn- lighed tilhørende denne gruppe er endvidere i de sidste 2 a 3 år af et par svenske geologer påvist på forskjellige andre punkter langs efter Lapmarkerne. Af Fr. Svenonius er så- danne således påvist ved Vuolle Kaltum-jaur samt ved Peur-aur — begge steder beliggende i Lule-Lapmark, — samt endvidere ved Tjåg-elven i Pite-Lapmark. Og endelig har Gørtzell i 1885 påvist herunder hørende afdelinger sålangt mod syd som ved Stor Uman ved 65° n. br. Dividalsgrup- pen er således — om end brudstykkevis — fulgt fra Nord Reisen-elv i nord 69° 30° sydover til Stor-Uman altså gjennem en længde af 4, bredegrad. Det er som ovennævnt fortrinsvis efter strøgene om Torne-træsk at bygningsforholdene træder således frem, at det lader sig gjøre at anstille mere omfattende undersøgelse *) Beråttelse om malmfyndigheter inom Gelivara og Juckasjärfvi Nordbottens len Sveriges geologiska nndersøkning. Stockl 1887. #*) cfr Det nordlige Sveriges og Norges geologi. Arch. for Math og Natury Kristiania 8 Bd. 1878, su ER Den nord-norske fjeldbygning ay i ligeoverfor Devidalsgsuppens optreden. Fra den granitiske undergrund, der eneradende og oftest udækket breder sig frem fra øst af indtil foden af det egentlige Kjøldrag, rejser dette sig efter de lavere niveauer oftest under en sterk stigning, der på forskjellige steder afsætter stejle næsten vertikale 157 a 188 m. høje bastionsformige fremspring. Opad afsluttes denne terrasseformige afsats i temmelig brede indover sagte stigende flader, der lidt etter lidt går over i det egentlige højfjeld. Tidnopakte længst mod øst — netop der, hvor Kjøldraget under en skarp svingning fra nord-syd slår om til øst-vest — samt Tuopt noget længere mod vest danner tvende sådanne fremspring med stejle og nøgne vægge. Disse lavest liggende afsatser efter det egent- lige Kjeldrag er fra Tidnopakte vestover mod Ortajokki fra den granitiske undergrund op til højkanten bygget af til Dividalsgruppen hørende lagrækker. Fra Tidnopakte kan man med øjet følge afdelingen under tilsvarende for- holde nordover op mod rigsgrænsen. Til nærmere belysning af bygningsforholdene hidsættes et par her opgåede profiler. Fig 25 tavle IV er trukket fra træskens vandspejl straks vestenfor Raunavaras kegleformige halvø i nordlig retning op til foden af Tidnopakte, op over dennes stejle afsats og videre indefter kjeldragets hejfjeldsmarker. a) Den granitiske undergrund, der under jevnere stigning når optil en højde af 2000’ (627 m.) over havfladen. b. Efter den nedre halvdel af den herfra stejlt opstigende fjeldside er fjeldgrunden overalt dækket. De her lig- gende løse bergartbrudstykker fandtes væsentlig dannet — ved siden af talrige granitiske flytblokke — af era kvartsiter ligesom også af Dividalsgruppens let kjende- lige røde og grønlige lerskifere. Man er her åbenbart nået opover granitfeltet. De granitiske flytblokke er efter al sandsynlighed tilført fra granitfeltet længere mod nord og øst, hvor grunden skyder sig op til højder 0) d) 5) Karl Pettersen over hevfladen af opimod 3000’ (941 m). Brudstyk- kerne af kvartsit og lerskifer må være ført ned fra styrtningerne ovenfor (b) eller de tilgrænsende fjeld- partier. Selve undergrunden op efter (b) — der som nævnt overalt fandtes overdækket — er efter al sand- synlighed bygget af under Dividalsgruppen hørende afdelinger. Efter de vertikale udækkede fjeldvægge, der bygger afsatsens øvre halvdel, stikker frem mægtige masser af en ejendommelig efter al sandsynlighed klastisk berg- art. Denne dannes af en mørk kvartsitisk grundmasse, hvori er indblandet en lerskiferartet substans. Berg- artens afløsningsflader eller skiktflader findes oftest dækket med en mørk lerskiferartet hinde. På sine steder kan stenen antage et vist granitartet præg, — antagelig dannet af brudstykke-materiale af indlands- graniten, der således er indkittet i den kvartsitiske grundmasse. Stenen er på sine steder indfældt med kulsur kalk og bruser tildels stærkt for syre. Den optræder i tykke bænke, der viser en på det nær- meste horisontal lagstilling. At slutte fra de nedenunder efter (b) liggende brud- - stykker af Dividalsskifere kan der være nogen grund til at forudsætte at denne kvartsitiske, delvis kon- glomeratartede, bergart kan skyde sig ind under lag- rækker af Dividalsskifere eller veksle med sådanne. Da bergvæggene opefter var utilgjængelige, var der imidlertid ikke anledning til at søge forholdet i så henseende nærmere undersøgt. sorte ler- eller lerglimmerskifere, tildels finstribede hârdskifere, — under 20° nordlig indskyden. Her bryder frem efter en opstikkende isoleret knaus en grå gneis eller granitartet sten. Petrografisk min- der den ikke om indlandsgraniten. Gmeisens forhold Den nord-norske fjeldbygning 9 til de omgivende skifere var der forøvrigt ikke anled- ning til her nærmere at bestemme. f) Det bagenfor (e) sagte opstigende højfjeld fandtes over- alt overdækket og fast fjeldgrund intetsteds at stikke frem. De løse bergartbrudstykker, som her lå udstrøet i stort mål, dannedes samtlige af finstribede hårdskifere, der petrografisk øjensynlig var at henføre til Balsfjord- gruppen. Forevrigt lagde vejrforholdene beklageligvis hindringer i vejen for at følge bygningsforholden e videre opad. Efter det heromhandlede profil har man altså først den granitiske undergrund, derover — vistnok overdækkede — lagrækker af til Dividalsgruppen hørende led, antagelig nærmest konglomeratartede eller kvartsitiske lagrækker, derover en kvartsitisk afdeling (c), der tildels kan antage et konglomeratartet præg, og som optræder i en mægtighed af 2 a 300" (63—94 m). At der inden denne sidstnævnte afdeling eller umiddelbart over samme vil være at påvise lagrækker af grønne eller røde lerskifere kan der vistnok være al grund til at forudsætte. Herover optræder en af- deling (d), der dannes af sorte ler- eller lerglimmerskifere. Hvorvidt disse sorte skifere tilhører Dividalsgruppen eller den højere liggende Balsfjordgruppe lader sig for tiden ikke afgjøre. Lignende skiferafændringer kan på sine steder optræde inden den utvivlsomme Dividalsgruppe, men står forøvrigt i petrografisk henseende enkelte afændringer inden de lavest liggende niveauer af Balsfjordgruppen temmelig nær. Henregnes disse sorte skifere til Dividalsgruppen vil denne her optræde i en samlet mægtighed af opimod 1000’ (314 m) — i modsat tilfælde vil dennes mægtighed her ikke nå højere op end til omkring 700' (220 m.). Det herfra opsti- gende højfjeld bygges derimod af lagrækker, der tilhører den utyivlsomme Balsfjordgruppe. | Lagstillingen inden disse her omhandlede til Dividals- 10 Karl Pettersen gruppen hørende afdelinger viser en svag nordlig indskyden, der aldrig overstiger 20°. Gruppens lagrækker skyder sig "herunder ind under afdelinger af krystallinisk eller rettere halvkrystallinisk prægede skiferdannelser, der tilhører den yngre Balsfjordgruppe. Hvorvidt lagstillingen inden disse to forskjellige bygningsgrupper er indbyrdes afvigende eller ikke, var der på grund af fjeldgrundens overdækning efter grænsestrøgene ikke anledning til at aflæse. At slutte fra forholdene, som de træder frem efter de forskjellige andre hidtil opgåede grænsestrog, er der dog vistnok snarest grund til at forudsætte det sidste. Fig 26. Profil fra Tornetræsk i nordlig retning til Tuopt. a. Indlandsgranit. b. grøn lerskifer. c. sort tæt kvartsit. d. grøn lerskifer. De grønne lerskifere er her petrografisk ensartede med de grønne Dividalsskifere og findes her, — ganske som tilfældet er langs efter Dividal — i veksel med tætte kvart- siter, der snart kan vise en lysere snart en mørkere tildels endog helt sort farve, rimeligvis at tilskrive en indblanding af kulstof. Fjeldgrunden mellem indlandsgranitens afslut- ning og lagrækkerne (b) fandtes dækket og mere umiddelbar kontakt var her således ikke at påvise. Hvorvidt konglome- ratartede dannelser her skulde optræde under lerskiferen kan således ikke siges. Dividals gruppens endelige afslutning opad blev på dette sted ikke nået. Antagelig vil gruppens lagrækker stikke frem lige optil højkant af de her opstigende stejle styrtninger, hvis nedre parti bygges af afdelingerne (b), (c) og (d) — i lighed med forholdet op efter Tidnopakte. Af- delingen vil i så tilfælde have en mægtighed af omkring 600° (188 m.). Medens Dividalsgruppen ved Tidnopakte først træder 7 Den nord-norske fjeldbygning 11 frem i i en hejde af lidt over 2000’ (627 m.) over havfladen, — ved Tuopt i en højde af omkring 1600° (439 m.) — duk- ker den derimod ved udmundingen af den 5 a 6 kilom, vestenfor Tuopt liggende bergelv Orta-jokki allerede frem ved Træskens vandspeil i en højde over havfladen af 345 m. I forening med den granitiske undergrund viser gruppen således en stadig sænkning fra Tidnopakte vestover. Fig 27 tavle IV. Profil langs efter Ortajokkis nedre løb — fra udmunding op til fos. a. et lag konglomeratartet sten, indeholdende brudstyk- ker af ældre grundfjeld. b. grå kvartsit. sorte lerglimmerskifere i svævende lagstilling. ae 9 a 13m. megtige lagrækker af røde lerskifere, — under svingninger 1 faldvinkel fra vsv. til ono. e. derover hard kvartsit i 20 a 30" (6 a 9m.) mægtighed. - derover ret mægtige lagrækker af sorte og røde ler- skifere: Elven har gravet sig sit leje dybt ned gjen- nem disse og styrter sig efter dette her frem som en ret anseelig fos. Bygningsforholdene fulgtes her opad til en højde over træsken af 3 a 400' (94 a 125 m) Afdelingens endelige af- slutning opad nåedes ikke på dette punkt, men landskabets bygningsforholde syntes dog at skulle pege hen på at denne ikke kunde ligge meget højere. Dividalskiferne er fra Ortajokkis udmunding endnu at følge videre vestover langs efter træskens vandflade og stikker her også frem udover sammes bundflade sålangt, som øjet kan følge denne. Lagstillingen afbøjes efterhanden, lagenes faldvinkel er regelmæssig vestlig og blir alt stær- kere, jo længere man når frem mod vest. Omtrent 2 a 8 kilom. vestenfor Ortajokkis udmunding når denne vestlige faldvinkel op til 45" og her afsluttes afdelingen, idet deu skyder sig ind under lagrækker af halvkrystalliniske til Bals- 12 Karl Pettersen fjordgruppen hørende skifere. Længere vestover vil afde- linger tilhørende Dividalsgruppen intetsteds være at påvise. Ifald sådanne i virkeligheden skulde brede sig endnu videre vestover, vil de tilligemed den granitiske undergrund ligge i lavere niveauer end dagfladerne af de dybeste fjeldind- skjæringer vestover. Den her omhandlede afdeling af Dividalsgruppen, der langs efter Træskens nordside er fulgt fra strøgene om rigs- grændsen til Orta-jokki gjennem en længde af omkring 20 kilom., bygges således nedenfra opad af konglomeratartede dannelser, sandstene, mørke og lyse kvartsiter i veksel med røde og grønne lerskifere. Konglomeratet dannes af brudstykker af indlandsgra- niten sammenkittede med et mørkt bindemiddel — ofte med overgang til sandstensartede dannelser. Konglomeratet ind- tager — såvidt hidtil iagttaget — altid de lavest liggende niveauer. Ved gruppens afslutning mod vest må konglo- meratdannelser, om de her skulde optræde, ligge adskilligt lavere end træskens vandspejl I så henseende skal dog bemærkes at Hummel udtrykkelig fremhæver at konglo- meratet er at påvise såvel under som i og ovenfor lerskife- ren — en påstand, hvis rigtighed jeg her ingenlunde med bestemthed skal kunne benægte. Under mine befaringer langs efter træskens nordside stødte jeg dog intetsteds på forholde, der bestemtere syntes at skulle pegei den retning. Over konglomeratet og sandstenen optræder lagrækker af hårde kvartsiter i veksel med røde eller grønne lerskifere således som det vil sees af profilet opover Tuopt og efter Orta-jokkis nedre løb. Kvartsiterne, der oftest er temmelig glimmerfri og således snarest kan være at betegne som kvartskifere, viser snart en lysere, snart en mørkere indtil næsten sort grundfarve. Afdelingens mest betegnende led dannes af lerskifere snart af en grønlig snart af en rødlig grundfarve. Bergarten viser sig tildels ret udpræget skifrig Den nord-norske fjeldbygning 13 men træder dog ofte frem mere tykbænket og merc som en lerstensdannelse end som egentlig skifer. Stenen viser en mat glansles oftest temmelig ru overflade og brudflade og afgiver en temmelig stærk lerlugt. Brunrøde og grønne farveafændringer veksler ofte. Efter det her omhandlede felts østlige afdeling træder lerstenen frem mest med den smudsiggrønne grundfarve, hvorimod den efter strøgene om Orta” jokki forherskende viser sig rødlig og her i regelen med stærkere udpræget skifrighed, mens den grønlige afændring optræder mere forherskende tykbænket. Den grønlige farve er forøvrigt den mere oprindelige, den rødlige derimod afle- det og fremkaldt ved oxydation af lerstenens jernoxydul. Grønne og røde båndstriber kan derfor også optræde veks- lende i et og samme håndstykke og skiferen antager da en smuk flammet struktur. Selv inden de renere grønlige afændringer kan stenen, når den holdes mod lyset under en vis vinkel, vise et svagt rødligt skjær — et tegn til en begyndende oxydationsproces. Lagstillingen inden den her optrædende afdeling at Dividalsgruppen nærmer sig i regelen horisontalfladen. Lagene viser desuden en svag heldning mod nord eller nordvest og først henimod afdelingens afslutning i strøgene fra Orta- jokki vestover vokser lagenes heldningsvinkel efterhånden op til omkring 45° — og kan lagstillingen her tildels være ledsaget af stærkere foldninger, der tyder hen på at fjeld- grunden efter disse strøg har været udsat for indvirkninger af forholdsvis stærke trykkræfter. Afdelingens svagt heldende lagrækker skyder sig altid indover, — det er mod vest og nord —ind under yngre dannelser og taber sig således her snart for øjet. Mod øst og syd afsluttes afdelingen derimod ved lagrækkernes udgående med stejle styrtninger, som falder ned mod den granitiske under- grund, der herfra udækket breder sig frem mod syd som mod øst efter højfjeldsmarkerne. Da den vertikale hejde af 14 - Karl Pettersen disse af Dividalsgruppens lagrækker byggede styrtninger kan nå op til 4 a 500’ (125 a 175 m.), vil det være äben- bart at afdelingens her pa det nærmeste horisontalt stillede lagrækker oprindeligt må have bredt sig adskilligt videre frem over den nu afdækkede granitiske nndergrund. I henhold til Hummel optræder østenfor Tornetræsk efter et opimod 30 kilom. langt bælte, — der skjær sig frem fra Haukivara og Luossavara nordover til Kurravare og herfra videre til forbi Poigitenjårtvi — en afdeling af konglomer at- dannelser med lerskifere, der sammenstilles med de omhand- lede afdelinger ved Torne-træsk. Undergrunden dannes her af en efter Hummels opfatning til urberget hørende helle- flintafdeling, hvis øvre parti dannes af en grå fiolet helle- flintartet kvartsit, der igjen overdækkes af en mørk lerskifer- artet helleflintskifer. Ovenpa kvartsiten og de til samme hørende mørke skifere ligger et konglomerat, der’ er dannet af brudstykker af disse underliggende bergarter. Konglo- meratet er i almindelighed laget. Hojere op antager konglomeratet et sandstensartet præg og indeslutter derunder indlejninger af grågrøn og grå glinsende skifer, der igjen overdækkes af en mægtig kvartsitisk sandsten. At denne over helleflinten liggende afdeling af kon- glomerat og sandsten i virkeligheden som af Hummel frem- holdt kan være at indordne under Dividalsgruppen er der vistnok al grund til at forudsætte. De i sandstenen ind- lejede lag af den grågrøune skifer synes med al bestemthed at skulle pege i den retning. Et spergsmal kan det for- øvrigt være om ikke også de underliggende helleflintartede kvartsiter helt skulde være at udskille fra urberget og deri- mod snarere være at indordne under den egentlige Dividals- gruppe. Hvorledes nu også forholdet i sidstnævnte henseende kan være, så vil der paa den anden side være al grund til at antage at denne her omhandlede fra den egentlige Divi- dalsgruppe i strøget om Torne-træsk så langt udskilte afde- Ov Den nord-norske fjeldbygning 1 ling oprindelig må have været knyttet mere umiddelbart til hovedfeltet. Der kan således være megen sandsynlighed for at den ved Torne-træsken fremstikkende afdeling af Divi- dalsgruppen i sin tid må mer eller mindre sammenhængende have bredt sis frem mod øst mindst så langt som til Hauki- vara og Luossavara og 1 så tilfælde muligens også helt ned til den bottniske bugt. At der i strøget fra Haukivara øst- over til den bottniske bugtikke er påvist nogensomhelst rest efter tidligere her optrædende mere udbredte afdelinger, der kunde være at sammenstille med Dividalsgruppen, vil i så henseende ikke kunne være at tillæge nogen afgjørende betydning. Efter Torne-træsken ligger Dividalsgruppen wumiddel- bart over indlandsgraniten, og denne danner også efter fel- tets hele længde gruppens egentlige undergrund. Den største højde, hvortil gruppens lagrækker når op, kan være at sætte til omkring 2700' (847 m.) o. h. Østenfor skyder granitfeltet op til højde af omkring 3000' (941 m.), og når graniten således her opimod 100 m. højere end Dividalsgruppens øverstliggende lag. Granitfeltets højest opskydende partier findes således intetsteds ov: rdækket af Dividalsgruppen. Den nære tilknytning, hvori Dividalsgruppen i strø- gene om Torne-træsk står i til den underliggende granit, peger allerede på forhånd hen på at materialet til denne gruppes lagrækker for den væsentligste del må være hentet fra den underliggende granit. For konglomeratet og sand- stens-dannelsernes vedkommende ligger sageni så henseende i ethvert tilfælde klar. Men er dette tilfældet, saa er det en naturlig selvfølge at til gruppen hørende aldelinger i det store taget først vil være at træffe i højder, der ligger no- get lavere end de højeste opstigende partier af den egentlige undergrund. Navnlig vil dette gjelde det finere slam, som har afgivet materialet for lerskifer- eller lerstensdannelser, der først kan have afsat sig efter lavere liggende niveauer. At granitfeltets højest opstikkende partier heller ikke tidligere kan 16 Karl Pettersen have været overdækket af til Dividalsgruppen herende dan- nelser, må der således antagelig være al grund til at forud- sætte. De ovenfor omhandlede forholde under Dividalsgruppens optræden under dens sammenstød med den underliggende indlandsgranit i strøget fra Tidnopakte vestover mod Orta- jokkis udmunding peger hen på at fjeldgrunden her må have lagt ind under indvirkninger af sænkningskræfter. Ved Tidnopakte stiger den granitiske undergrund som nævnt op til en hejde over havfladen af omkring 2000 ‘ (627 m.) ved Tuopt til omkring 1600' (502 m.) og ved Ortajokkes udmun- ding er den sunket ned til træskens vandspejl 1100 ‘ (345 m.).. Gjennem en længde af omkring 10 kilom. sænker den granitiske undergrunds overflade sig saaledes 282 m. Divi- dalsgruppen viser herunder en tilsvarende sænkning gjennem det hele lagsystem, idet den nedre som øvre grænselinje efter feltets hele længdei det væsentlige antagelig bevarer den samme afstand. En lignende sænkning gjør sig også gjeldende efter den over Dividalsgruppen liggende Balsfjordsgruppe. Da Dividalsgruppens lagrækker fra Tidnopakte vestover mod Tuopt ikke viser nogen synderlig forrykning fra den oprinde- lige horisontale lagstilling, men forrykningen herfra videre © vestover stadig er voksende, indtil lagstillingen ved grup- pens endelige afslutning viser 45° vestligt eller nordvestligt fald, må den granitiske undergrunds sænkning være foregået lang- somt og jevnt men med stadig voksende intensitet fra Tid- nopakte vestover. Svingningsaksen for denne sænkning må således være at trække i omkring sydvestlig til nordostlig retning fra Tornetræsk nordover mod den norske grænse efter en linje, der ligger noget østenfor Tidnopakte. Den samlede mægtighed af de til gruppen efter strø- gene om Torne-træsk hørende afdelinger er at sætte til om- kring 6 a 700° (188 a 220 m.) En nærmere bestemmelse Den nord-norske fjeldbygning 17 af mægtigheden af de forskjellige underafdelinger lader sig for tiden ikke afgive. Efter hvad hidtil er iagttaget synes de indbyrdes vekslinger mellem de petrografisk afvigende underled i det hele også at være noget for hyppige og for uregelmæssige til at nøjagtigere forholdstal i så henseende her skal kunne afgives. Som tidligere nævnt breder indlandsgraniten sig fra Torne-træsk nordefter over rigsgrænsen, træder her frem om Lønnes-javre og den østlige del af de to i nærheden af sam- -me liggende fjeldsjøer Gievndne-javre og Alt-vandet — af hvilke det første ligger i en hojde over havfladen af 1800" (565) og det sidste i en højde at 1600' (502 m.). Mod vest når indlandsgraniten frem til henimod det østlige afhæng af det til Kjøldraget hørende noget over 5000' (1569 m.) hejt- stigende Rokomborre. Fra Lønnes-javre og Alt-vandet fort- sætter indlandsgraniten videre nordover efter de opimod 2000* (627) hejtstigende fjeldmarker (den orografiske hoved- afdeling e), der herfra breder sig frem nordover til strøgene om Dividal. Til nærmere belysning af bygningsforholdene her hen- vises til profilrits fig. 28 tavle IV. Dette er trukket fra Kai- vare med grænserøs no. 278 i nordvestlig retning frem til Rokombores østlige afhæng. Indlandsgraniten bygger fjeldgrunden fra rigsgrænsen vestover til Røgskar (Sovanovski) — et lavere højfjeldsskar, der fra Altvandet fører over til det søndenfor liggende Gievndne-javre. Efter skarets østlige side bryder her en massiv bergart frem, der efter dagpartierne overalt bærer granitens præg. Ved tilfældigvis her på et punkt op imod skarets kulmination efter det nordlige afhæng at søge ud- slået et stykke fast berg i en sådan tilsyneladende ren granitisk bænk, overraskedes jeg hojlig ved her at erhoide et håndstykke af en åbenbart klastisk bergart. Den danne- des af en grønlig mørk temmelig tæt grundmasse, hvori var 2 18 | Karl Pettersen indfattet afrundede korn og brudstykker af kvarts, — ofte halvt mandelformige. Jeg søgte nu at følge den massive bænk nedefter skaret, men overalt hvor bergarten nærmere undersøgtes, viste den sig som en ren granit. Jeg søgte nu atter tilbage til det punkt, hvor den første stuffe blev ud- slået, men det lykkedes ikke trods megen søgen atter at finde punktet, — overalt traf jeg nu blot den rene granit. En prøve af den nævnte bergart har jeg nylig oversendt til Herr. A. E. Tørnebohm, der velvillig har underkastet den en nærmere undersøgelse og derom i en foreløbig meddelelse dat. Falun 17 juni 1887 udtaler sig således. »Den tilsendte prøve er en sandsten eller en sparagmit, — om man så vil — bestående hovedsagelig af vel afrundede korn af kvarts og feltspalth, for størstedelen mikroklin. Et korn at turmalin såes i præparatet. Også dette var vel afrundet. At slutte fra bindemiddelets udseende har sandstenen været udsat for en metamorfoserende indvirkning. Hvorledes forholdet i så henseende kan være, kan fortiden ikke afgjøres uden en nøjagtigere undersogelse, hvortil jeg dog her på stedet mangler de nødvendige hjelpemidler.« 3 At man her i virkeligheden har for sig en rest af til Dividalsgruppen hørende sandstensdannelser, indlejet i for- dybninger i den oprindelige granitiske undergrund, kan neppe være tvivl underkastet. Gjennem nermere undersegelser vil det måske fremgå at tilsvarende sandstensdannelser efter strøgene her vil være at påvise også på andre steder og måske tillige også i noget mere samlede masser. Røgskarets kulminationsflader er stærkt overdækkede og det lykkedes ikke efter disse at finde fast fjeldgrund her at stikke frem. Med den nys omhandlede sandstens- dannelse for øje vil der vistnok kunne være nogen grund til at forudsætte at den faste undergrund her delvis kan bygges af Dividalsgruppens røde eller grønne lerskifere. Fra den vestlige side af Røgskaret rejser sig et højere Den nord-norske fjeldbygning 19 åsdrag, der skyder sig vestover frem til det 2700' (847 m.) højtstigende Gjedeskar, der fra Altvandet under Rokomborres østlige afhæng fører over til Gjevndne-javre. Et profil fra Altvandet op til Gjedeskarets kulmination viser følgende forholde, se fig 29. a. de lavere afsatser fra Altvandet opefter til en høyde af omkring 500' (157 m.) over vandspejlet fandtes stærkt overdækkede, og det lykkedes ikke her at påvise fast berg. b. Her træder frem en gra kvartsit i ret anseelig mæg- tighed. Denne overlejes at e. lagrækker af sort eller gräligsort ler- eller lerglimmer- skifer — i svævende til horisontal lagstilling. Afdelingerne (b) og (c) vil petrografisk snarest være at indordne under den yngre Balsfjordgruppe og er profil- ritset fig 28 opkonstrueret under denne forudsætning. Efter dette har man altså efter profilrits fig 28 underst indlandsgraniten. Denne skyder sig mod vest ind under afdelinger af Dividalgruppens sandstensdannelser og muligt også lerskifere. I overlejningsforhold til denne gruppe optræder til Balsfjordgruppen hørende sorte kvartsitiske lerglimmerskifere — alt i svævende til horisontal lagstilling. Opefter Rokomborres østlige afhæng bygges fjeldgrunden af lagrækker af hornblendeskifere, der viser en omkring nord- sydlig strøgretning med 20" vestligt fald, og som efter al sandsynlighed tilhører en bygningsgruppe, der er yngre end de nysnævnte til Balsfjordgruppen hørende lagrækker. Herom nærmere senere. Profilrits fig 30 er hentet fra den nordlige side af Altvandet. Det fører fra de granitiske fjeldmarker mod vest opover Kjøldragets østlige afheld til top af det 1720 m. høje Kiste- fjeld. Bygningsforholdene op efter Kistefjeldet har det vistnok ikke været anledning til direkte at undersøge, men er profilet afsat i overenstemmelse med de slutninger, der 20 Karl Pettersen herom antoges at kunne drages ved at følge dem i nogen af- stand fra Altvandets sydlige side. a. Indlandsgranit b. tilhører antagelig Dividalsgruppen. på Balsfjordgruppen. - d. Tromsø glimmerskifer-gruppe. Lagrækkerne inden afdelingerne (b) og (c) viser en svagt bølgeformig på det nærmeste horisontal lagdeling. Lagrækkerne inden den højest liggende afdeling (d) derimod et noget stærkere regelmæssigt afheld mod vest eller nord- vest. Som det af den her leverede fremstilling vil sees, fore- ligger der for tiden — når den ovennævnte sandstensartede dannelse ved Røgskar fraregnes, — forøvrigt intet ligefremt bevis for at Dividalsgruppen her vil findes stærkere repræ- senteret. Der vil desuagtet dog på forhånd være al grund til at forudsætte at så i virkeligheden kan være tilfældet. Ligesom bygningsforhoidene her temmelig bestemt synes at skulle pège i den retning, så skal hertil endvidere føjes at der nede ved gården Strømsmo i det øverste af Bardo langs efter Bardoelvens leje fandtes brudstykker af de for Divi- dalsgruppen så karakteristiske lerskiferdannelser. Disse må utvivlsomt være bleven ført ned efter Bardoelven fra strøge- ne om Alt-vandet, hvorfra Bardoelven har sit udløb. Ned- efter Bardoelven — fra Altvandet nedover — er afdelinger tilhørende Dividalsgruppen intetsteds bleven fundet stikkende frem i dagen, og er der også i henhold til de hidtil gjorte aflæsninger heller ingen sandsynlighed for at sådanne her "skulle være at påvise i fast berg. Efter højfjeldsmarkerne, der fra Alt-vandet breder sig nordover langs efter Divielvens øvre løb, er fjeldgrunden i regelen overdækket med myrland. Hvor undergrunden her er fundet stikkende frem i dagen, bygges den altid af ind- landsgraniten. | Den nord-norske fjeldbygning 21 — Indlandsgraniten skjær sig som tidligere nævnt fra fjeldmarkerne sammenhængende ned efter Dividalen nedover til Øvrefos — 7 a 8 kilom. ovenfor gården Frihedsli. Den bygger her fjeldgrunden ikke alene langs efter dal- bunden men træder også frem op efter de lavere niveauer langs efter de fra begge sider opstigende fjeldskråninger. Her optræder i bænke mellem graniten udprægede konglo- meratdannelser. Konglomeratets grundmasse dannes af en sandstensartet forbindelse af små kvarts- og feltspatkorn, hvori er indæltet talrige kvartsbrudstykker — oftest stærkt afrundede tildels næsten kugleformige af opimod 15 ctm. gjen- nemsnit. Konglomeratet er stærkt rustfarvet, feltspathen er grålig hvid oligoklas, kvartsen er tildels smudsig grå men oftest er de små afrundede korn glasagtig gjennemsigtige, af en vandklar i det grønlige stikkende farve. Også svagt rosen- rød kvarts sees undertiden derimellem. Antagelig i nær tilknytning til dette konglomerat er på sine steder at påvise en renere sandstensartet dannelse af en gulagtig til smudsiggra farve. Fra den af de gul- grønne korn dannede grundmasse stikker hist og her frem indtil 4 a 5 m. store afrundede gjennemsigtige kvartskorn. Sandstenen er rigt spættet med punkter af udskilt kaolin, så den således gjerne kan kaldes en kaolin-sandsten. I dagen er stenen rødlig til rustfarvet. Den synes ganske fri for indblandede glimmerskjæl. Konglomeratet og graniten ligger i bænke således om hinanden, at de oftere i dagen synes at danne et sammen- hængende hele. Forholdene her falder således ganske sam- men med de, hvorunder den omhandlede sparagmitartede sandsten optræder i strøget om Altvandet. Konglomeratet og sandstenen optræder forøvrigt her på forskjellige lokaliteter og indbyrdes således udskilte, at der deraf ikke lader sig uddrage bestemte slutninger med hensyn til det indbyrdes forhold eller den gjensidige rækkefølge. 29 - Karl Pettersen Konglomeratet her må antagelig være at sammenstille med de af Hummel omhandlede konglomeratdannelser pa svensk side og ma, da det ligger umiddelbart over indlands- graniten og i fordybninger efter dennes overflade, vere at indordne under Dividalsgruppen som samme ældste led. Li- gesom konglomeratdannelserne på svensk side opad går over i mere finkornige sandstensdannelser, så vil Dividalens sand- sten antagelig nærmest være at opfatte som et lignende til- knytningsled til det her optrædende konglomerat og således være at opføre i række nedenfra opad som det andet led inden Dividalsgruppen. Forøvrigt optræder såvel konglomeratet som sandste- nen her — efter hvad hidtil er iagttaget — intetsteds i me- re samlede partier men i det hele kun højst underordnet. Langs den østlige side af Dividalen i strøgene om Øvre- fos rejser sig Skakteråsen, der stiger op til en højde af op- imod 2600' (684 m). Bygningsforholdene her vil findes frem- stillede ved profilrits fig. 31 tavle IV. a. Granit b. Lagrækker af Dividalsgruppens røde og grønne lerski- fere i indbyrdes vekslende båndlag — i svævende til horisontal lagstilling. c. Herover lerglimmerskifer = — tildels kulstofholdig og med sort streg. d. mild grønlig kloritisk glimmerskifer i veksel med kvart- sitiske lag. Strøg og faldvinkel variabel — faldvin- kelen dog altid svag Afdelingerne (c.) og (d.) tilhører den yngre Balsfjord- gruppe. Det skal bemærkes at afdelingen (b.) ikke ligger så- ledes umiddelbart over (a.) at der imellem disse ikke skulde være levnet plads for konglomeratartede dannelser. Efter mellemrummet fandtes fjeldgrunden dækket og der var så- Den nord-norske fjeldbygning 23 ledes ikke anledning til i så henseende her at søge forholdet nærmere aflæst. Anaselven skjær sig frem efter højfjeldspartierne fra Dividalens vestlige side og falder efter et løb af 10 a 11 kilom. ud i Dividalen — omkring 5 kilom. ovenfor den nys nævnte Øvre-fos. Følges Anaselven opefter fra dens udmunding i Divielven, træffes først den granitiske un- dergrund, der udækket stikker frem fra Dividalens bundflade opover til højden af 1 a 200 m. over denne. Fra det punkt, hvor graniten her slipper i dagfladerne, er undergrunden gjennem lange strækninger overdækket- Først op imod en af Anaselvens fossefald i en højde af omkring 300 m. over Divielvens leje eller omkring 470 m. o. h. træftes en graligsort temmelig tæt magnesiaholdig kalksten, gjennemsat med årer af hvid kalkspath. Lagenes strøgretning er svævende, fal- det i regelen svagt og overtiger neppe 15. Denne magnesiaholdige kalksten tilhører den yngre Balsfjord-gruppe. Led, der kan være at indordne under Divi- dalsgruppen, er ikke påvist etter dette profil. Imidlertid vil der kunne være adskillig sandsynlighed for at det lange overdækkede mellemrum mellem graniten og magnesiakalken kan skjule afdelinger, der tilhører den sidstnævnte gruppe. Langs efter Anaselvens øvre løb — langt udenfor gra- nitfeltets område, — spænder sig på flere steder frem brede og høje sandåser, bygget af en grovkornig sand, der dannes af brudstykker af granit, glinsende Balsfjord-skifere og selv af Dividalens sandsten. Der kan vistnok kuns være liden grund til at forudsætte at materialet af granit og sandsten fra Dividalen skulde være ført hidop efter Anaselven. Snarere synes dette at skulle pege hen på at der på sine steder efter Anaselvens øvre del vil vere at påvise i dagen frembrydende partier af indlandsgranit ligesom også af enkelte under Divi- dalsgruppen hørende afdelinger. Da Anasvandene, hvorfra Anaselven har sit udløb, ligger noget lavere end 2000’ (627 m.) 94 Karl Pettersen 0, h. vil der fra højdeforholdene efter elvens indskjæringslinje at slutte antagelig heller ikke være noget til hinder for en sådan forudsætning. Man har i så hensende at henvise til forholdene, således som de træder frem efter strøgene om Torne-træsk og Alt-vandet. Profilrits fig. 32 tavle IV er trukket fra Divielven ved Øvre-fos i sydvestlig retning over äsdraget til Anaselv. a. Granit b. Efter et temmelig langt dækket mellemrum tyndlaget kvartitisk lerglimmerskifer, og derover. c. hard kvartsrig lerglimmerskifer — pa det nærmeste i horisontal lagstilling. Afdelingerne (b.) og (c.) tilhører Balsfjordgruppen, men også her vil der vistnok kunne være grund til at forudsætte, at fjeldgrunden efter det lange overdækkede mellemrum mel- lem (a) og (b.) vil kunne findes delvis bygget af afdelinger, der er at indordne under Dividalsgruppen. Noget nedenfor Øvre-fos afsluttes det mere sammen- hængende granitfelt. Herfra videre nedefter dalen vil hyp- pig såvel efter dalbunden som efter de lavere niveauer af de fra begge sider opstigende fjeldskråninger være at påvise lag af den grønne eller røde lersten, der igjen overlejes af en smudsiggrå kvartskiter rigt indsprængt med brun udskilt jernhydroxyd — alt i en på det nærmeste horisontal lag- ‘stilling. Fra garden Frihedsli sænker dalbunden sig langsomt gjennem en lengde af 14 kilom. indtil den sakaldte Nedre- fos, hvor elven gjennem en trang rende styrter sig ned efter et par mindre fossefald. Efter dalbunden her stikker ind- landsgraniten frem pa forskjellige steder i mindre udskilte partier. Forøvrigt dannes fjeldgrunden overalt, hvor den findes trædende frem i dagen, af lagrækker af Dividalsgrup- pens rede og grønne Jerskifere. Nedre-fossens rende er ud- skåret i sådanne skiferdannelser. Ved lav elvestand her segs Den nord-norske fjeldbygning 25 et stort antal afi skiferen indgravede større og mindre gryde- formige dannelser snart i vertikal, snart i skrå og ikke så sjeldent også i nogenlunde horisontal stilling. Ved Slip- elven, der falder ud i Divielven i strøget mellem Frihedsli og Nedre-fos, har man først granit, derover grøn lersten og derover igjen Balsfjordgruppens lerglimmerskifere. Ned efter dalløbet træder Dividalsgruppens brune, røde og grønne ler- skifer oftere frem som en bænkedelt mere ulaget lersten, der -forøvrigt er gjennemsat af parallele antagelig sekundære afsondringsflader. Hvor bergarten optræder bestemtere lag- delt, viser den i regelen et svagt nordligt fald. Profilrits fig. 33 er optrukket efter en linje, der fører tvert- over dalen op efter fjeldskråningerne til begge sider af sam- me i retning fra øst mod vest — straks ovenfor Nedre-fos. a. Dividalsgruppens grønne og rede lerstensdannelser. Dis- se optræder langs efter dalbunden ligesom ogsaa op efter de lavere niveauer af fjeldskråningerne til begge sider. b. Derover tyndlaget kvartsskifer i konform lagstilling med den underliggende lerskifer. Efter dalens østlige side viser lagene en svag nordostlig indskyden, langs den vestlige derimod en 20 a 30° sydvestlig indskyden. Lagenes tykkelse kan variere fra 4a 5 mm. til 30 mm. Bergarten viser en smudsig grå grundfarve, og er den rigt spættet med små pletter afjernhydroxyd. Kvarts- skiferen træder oftere frem som en sort kulstofholdig skifer, der affarves for blæserøret. c. Efter dalens østlige side overlejes kvartsskiferen af en sort hårdskifer — i konform lagstilling med den under- - liggende kvartsskifer. d. Efter de tilsvarende niveauer efter dalens vestlige side bygges fjeldgrunden af en sort hårdskifer — ligeledes i konform lagstilling med den underliggende kvarts- skifer. 6. Renere præget glimmerskifer i veksling med kvartsitiske Karl Pettersen bo oO lag — de sidste indflettet med gronlig kloritisk glim- mer og sparsomt fordelte blade af brun glimmer. Afdelingerne (a) og (b), der tilsammen har en megtig- hed af 3 a 400’ (64 a 125 m), tilhorer Dividalsgruppen, de hejere liggende afdelinger derimod den yngre Balsfjord- gruppe. De omhandlede forholde langs efter Dividalen vil mere samlet findes fremstillet på profilrits fig 34, der er trukket langs efter dalens østlige side fra fjeldmarkerne i støget om rigsgrænsen nedefter til Nedre-fos. a. Indlandsgranit. b. Dividalsgruppens konglomerat- og sandstens- dannelser. c. « lerskifer. d. « kvartsskifer. e. Balsfjordgruppens lagrækker. Hvad konglomeratet og sandstenen angår, så træder disse her ikke frem under sådanne forholde, at der deraf lader sig opstille bestemtere mål for deres mægtighed. De optræder i det hele ikke i mere samlede masser, men altid som mere spredte indbyrdes udskilte småpartier. De grønne og røde lerskifere eller lerstensdannelser viser en mægtighed af opimod 200' (63 m.), kvartsskiferafde- lingen en mægtighed af opimod 300' (94 m.) Da lagstillingen her på det nærmeste er horisontal, vil mægtigheden for Dividalsgruppen efter disse strøg være at opføre med om- kring 500' (157 m) og, når konglomeratet og sandstenen heri medregnes, til op imod 600' (188 m.). Gruppens mæg- tighed her vil således på det nærmeste falde sammen med den, der som ovenfor påvist er rådende langsefter Torne- træsk. Medens konglomeratet og sandstenen overalt, hvor de træder frem, danner gruppens dybeste liggende afdeling, vil det på den anden side antagelig være klart at konglomerat- Den nord-norske fjeldbygning 97 dannelsen i sin hele almindelighed ikke altid er gået forud for lerskiferdannelsen. Den første er vel i regelen knyttet til strandpartierne langs efter den daværende hav- eller vand-stand, medens det finere slam samtidig för:s længere ud og afsættes på større dybde. Forsåvidt vil dannelsen af disse forskjellige underafdelinger kunne være samtidige. Under forudsætning af en under gruppens dannelsestid foregående forandring i det indbyrdes forhold mellem den faste fjelderund og havfladen (eller ferskvandsjøernes vand- spejl), vil der naturligvis heller intet kunne være til hinder for, at konglomeratdannelsen på sine steder kan have fundet sted, efter at lerskifer-materiale er bleven afsat på andre. Der vil således heller ikke være nogen grund til at forud- sætte at konglomeratartede dannelser i regelen skulde være at træffe under lerskiferen. Hvor lermaterialet er afsat i større afstand fra de oprindelige strandlinjer, må skiferen i regelen ligge umiddelbart over den granitiske undergrund. Som det vil sees af den her leverede fremstilling over- lejes Dividalsgruppen af Balsfjordgruppens lagrækker under en på det nærmeste samstemmende lagstilling. I så hen- seende vil der fra forholdene, som de her er at aflæse, ikke være at hente mere bestemte vidnesbyrd for, at man her har at skjelne mellem tvende af hinanden mere uafhængige gruppe- dannelser. Anderledes vil derimod sagen synes at skulle stille sig, når man nærmere fæster sig ved den i petrogra- fisk henseende så stærke forskjel, som her gjør sig gjældende. Og sammenstiller man disse efter Dividalen optrædende for- - holde med de, der er rådende langs efter Torne-træsk, så vil der vistnok være al grund til at holde disse to her omhandlede grupper ud fra hinanden som tvende indbyrdes af hinanden uafhængige bygningsled. Fjeldmarkerne indenom Dividalen langs efter grænse- strøgene er som tidligere nævnt stærkt myrdækkede og den faste fjeldgrund vil her kuns højst sparsomt findes stikkende 28 Karl Pettersen frem og dannes i så tilfælde altid af indlandsgranit. Der kan dog være adskillig grund til at forudsætte, at der under de udbredte myrdækninger på sine steder vil kunne være at påtræffe rester af til Dividalsgruppen hørende afdelinger. Lige i nærheden af Cufca javre, der ligger på de brede fjeldmarker nordenfor Store Jerta, bemærkedes således lag af Dividalsgruppens grønne og røde lerskifere, der skjød sig ind under en svag nordvestlig faldvinkel. Straks nordenfor Cufca javre opunder foden af det herfra opstigende hejfjeld stikker derimod frem lagrækker at hårde skifere med indlejninger af den for Balstjordgruppen karakteristiske tætte gulhvide magnesia-kalk (dolomit). Disse afdelinger af karakteristiske Dividalsskifere og de dolomitførende lagræk- ker ligger indbyrdes således udskilte, at der vistnok ikke her er anledning til mere direkte at fastsætte afdelingernes plads i følgerækken. Dividalsskifernes vestlige faldvinkel synes dog at tyde hen på at de kan skyde sig ind under de dolomitforende lagrækker. Fra stregene om Dividalen- nordefter er indlandsgrani- ten ganske tilbagetrængt på norsk side og vil først ved Nord- Reisen igjen findes at bryde frem i dagen. Efter hele dette lange strøg mangler ethvert spor af Dividalsskifere eller an- dre til denne gruppe hørende afdelinger, og vil disse atter først findes at træde frem i forbindelse med graniten ved Nord-Reisen. Den anseelige Reisenelv kan som tidligere nævnt med båd befares fra udmundingen indefter gjennem en længde af omkring 60 kilom. Her stænger Reisenfossen en videre frem- trængen tilbåds. Ved Reisenfos bryder indlandsgraniten frem efter dal- bunden. Elvens vandmasse presses her på to 6 å 700 m. fra hinanden liggende punkter sammen i tvende smale ren- der — her såkaldte porte —, hvoraf den nederste skjær sig frem mellem indlandsgranit på den ene side og lodret stille- Den nord-norske fjeldbygning- 29 de lagrækker af kalkstensførende glimmerskifer på den anden. Den øvre port ligger derimod helt indskåret i granit. Profilrits fig. 35 er lagt tvertover dalen — noget ne- den for øvre port — opefter fjeldpartierne til begge sider af dalen. a. Granit. b. mild brunlig til grenlig lerskifer, der ligger umiddelbart over graniten under en svag antiklinal lagstilling — altså med svagt fald indover efter dalens begge langsi- der. c. Derover tæt hornstensartet kvartsskifer — petrografisk ganske samstemmende med kvartsskiferen efter Divida- len. Lagstillingen er på begge sider af dalen i fuld overenstemmelse med den underliggende skiferafdeling (b). d. Opefter højfjeldsvidderne stikker overalt frem lagrækker af kvartsitisk skifer tildels i veksling med kvartsrige lerglimmerartede hårdskifere. Disse viser overalt en omkring øst-vestlig strøgretning med 20 å 30° nordligt fald. Afdelingen (b) skiller sig vistnok i petrografisk hen- seende noget fra Dividalens grønne og-rede lerskifere, men det antages dog at skulle være al grund til at indordne og- så denne under Dividalsgruppen. Som tilfældet er efter for- skjellige lokaliteter i strøgene om Tornetræsk og langs efter Dividalen, ligger lerskiferafdelingen også her som en smal båndzone umiddelbart over indlandsgraniten og overlejes på den anden side af en laget kvartsskifer (c), der petrografisk ganske er at sammenstille med kvartsskiferafdelingen langs efter Dividalen. Som denne optræder den her også umid- delbart over lerskiferen. Mere tvivlsomt kan forholdet i så henseende stille sig ligeovenfor den kvartsitiske afdeling (d), der bygger fjeld- grunden efter de svagt stigende højfjeldsvidder langs Reisen- dalens nordøstlige side. Skarpere grænse mellem denne af- 30 Karl Petterken deling og den lavere liggende kvartsskifer (c) har der ikke været at påvise, ligesom også begge afdelinger optræder i en på det - nærmeste konform lagstilling. Følges bygnings- forholdene herfra imidlertid udover efter dalens nordostlige side og sammenstilles de forøvrigt med forholdene, som de træder frem efter grænsestrogene om Kolta javre og Kilpis- javre indenfor Skibotten, så peger alt hen på at man også her har for sig afdelinger, der ligger ind under Balsfjord-- gruppen. Horisontal-rits fig. 36 viser bygningsforholdene efter Nedre-port. a. Reisen granit. b. Lag af stejlt til vertikalt stillede glimmer- eller lerglim- merskifere, der viser en strøgretning af n. 20° v. Ler- glimmerskiferen indeslutter lag af milde kulstofholdige skifere og desforuden også lejer af en grov- og løskor- nig krystallinisk kalksten, rigt indtlettet med grenlig klorit. Hvorvel der at slutte fra den her optrædende glimmerskifers petrografiske forholde vistnok intet væ- sentligt vilde være til hinder for at indordne disse lag- rækker under Tromsø glimmerskifer-gruppe, synes dog såvel den i kalkstenen optrædende klorit ligesom også de mellem glimmerskiferen optrædende indlejninger af kulstofholdige skifere ligeså snart at pege hen på at denne afdeling kan tilhøre Balsfjordgruppen. Og denne forudsætning vil også synes såmeget mere berettiget, som afdelinger tilhørende den egentlige glimmerskifer- gruppe ligger så langt fjernede fra dette punkt, at deri. sig selv vistnok kuns kan være ringe rimelighed for at en enkelt rest af denne skulde kunne findes optrædende her. Hvorledes nu også forholdet i så henseende kan være, så vil det i enhver henseende være givet at afde- linger tilhørende Dividalsgruppen ikke længer vil være at påvise efter dagfladerne. Den nord-norske fjeldbygning på Langs portens vestlige side må fjeldgrunden antagelig have været udsat for stærke sænkninger, hvorunder den gra- nitiske undergrund, der endnu stikker frem efter den østlige side, er sunket ned under dagfladen og med den også Divi- dalsgruppen. Heraf den stejle lagstilling efter afdelingen (b), der stikker så stærkt af mod den næsten horisontale lagstilling, der så regelmæssig råder inden skiferafdelingerne efter de indenfor liggende strøg. Profilrits fig. 37 er trukket fra et punkt noget ne- denfor Nedrefos — fra elven opefter fjeldpartierne ved da- lens nordostlige side (det såkaldte Brændeberg). a. Sort hardskifer streg o—v fald svagt n. b. kvartsitisk skifer med samme strøg og fald. Efter de lavere niveauer viser stenen en i det grønlige stikkende farve, — rimeligvis at tilskrive en indblanding af klor- it. Opover højfjeldsfladerne går bergarten over til en gulhvid sandstensartet kvartsitisk skifer med indvoksede krystalliniske feltspathkorn. De i stenen indflettede glimmerskjæl er i regelen hvide eller sølvglinsende, un- dertiden dog også brunligsorte. Disse gulhvide kvarts- itiske skiferlag er ganske ensartede med de til Balsfjord- gruppen hørende dannelser efter grænsestrogene om Kol- ta- og Kilpis-javre — der senere nærmere skal blive omhandlet under afsnittet »Balsfjordgruppene. Da også afdelingen (a) er at indordne under Balsfjord- gruppen, må altså Dividalsgruppens lagrækker — om de her skulle være at påtræffe — være at søge i niveauer, der lig- ger under dalens bundflade. Ilighed med forholdet, som det 1 så henseende træder fremi strøgene om Torne-træsk, Altvandet og tildels også efter Dividalen, skyder indlandsgraniten sig også her fra Reisen-elvens Nedre-port med stærkt afheld ned- ad og taber sig tilligemed de umiddelbart over graniten til Dividalsgruppen hørende afdelinger under yngre sedimentære grupper, uden nogetsteds længere ned efter dalfuren atter 32 Kar! Pettersen at træde frem 1 dagen. b. Gruppen i samlet oversigt. Som det vil fremgå af foregående fremstilling er Divi- dalsgruppen efter Kjøldragets østlige afhæng altid fundet i et bestemt tiiknytningsforhold til indlandsgraniten og liggen- de umiddelbart over denne. Fra den vestlige randkant af granitfeltet, hvor dette skyder sig ind under hojfjeidets yng- re sedimentære dannelser og derunder vestover sænker sig ned under et temmelig stærkt afheld, vil Dividalsgruppens lagrækker på samme måde i regelen findes liggende over den granitiske undergrund efter de dybere indskjæringsfurer, ind- til den længere frem atter skyder sig ned under dagfladen omtrent samtidig med graniten. I noget større afstand fra de punkter, hvor indlandsgraniten efter dagfladerne finder sin endelige afslutning mod vest, vil der heller ikke — efter hvad hidtil er iagttaget — være at påvise 1 fast berg afde- linger, der kunne være at indordne under Dividalsgruppen. I så henseende træder forholdene helt ensartede frem på de forskjellige steder, hvor der hidtil har været anledning til herom at anstille nærmere undersøgelser. I retning fra syd mod nord har Dividalsgruppen en ganske anseelig udbredelse, idet den her — om og hidtil blot påvist som forskjellige kortere eller længere båndstrimler — som før nævnt er fulgt fra Stor-Uman i svensk Lapmark nordover til Nord-Reisen på norsk side. I retning fra øst mod vest viser gruppen derimod en sammenlignelsesvis højst ringe udbredelse. I strøgene efter Tornetræskens nordside er den således fra øst mod vest alene at følge gjennem en længde af omkring 11 kilom., idet den her tilligemed den granitiske undergrund sænker sig helt ned under træskens vandspejl. Der er imidlertid al grund til at forudsætte at graniten ikke her med engang skyder sig med sin vestside stejlt ned mod dybet, men at den derimod herfra videre vest- Den nord-norske fjeldbygning 33 over viser et afheld, der nogenlunde kan svare til det, der er rådende efter den over træskens vandflade liggende afde- ling fra Ortajokki østover til Tidnopakte. Men i så tilfæl- de vil der vistnok også være al rimelighed for at de til Di- vidalsgruppen hørende lagrækker, der fra Ortajokki østover til Tidnopakte optræder i et så regelmæssigt overlejnings- forhold til graniten, på samme måde vil fortsætte videre vestover under dagfladerne ligeså langt, som graniten måtte nå frem. En sådan forudsætning vil også finde en yderli- gere støtte, når man fæster sig nærmere ved forholdene, som de træder frem efter Dividalen. Denne skjær sig som før nævnt fra de østenfor Kjøldraget liggende fjeldmarker ned efter gjennem selve Kjøldraget og munder efter et løb af omkring 40 klm. udi Malselven, der her i sammenstødet ligger i en højde over havfladen af omtrent 80 m. Etter denne dybt indskårne dal er indlandsgraniten fra fjeldmarkernes vestli- ge randkant at folge nedefter gjennem en længde af 25 klm. for her i en højde over havfladen af omtrent 125 m. ganske at tabe sig under dalens bundflade — og på det nærmeste samtidig med graniten også Dividalsgruppens afdelinger. Efter Torne-træsken viser den granitiske undergrund et af- held mod vest, der nogenlunde falder sammen med det, der råder efter de tilsvarende dele af Div dalen gjennem dens øvre løb. Itald Tornetræskens indskjæringsbækken mod vest havde som en dalfure skåret sig ned på lignende måde som Dividalen, så skulde man antagelig have fundet såvel indlands- graniten som Dividalsgruppen at træde frem ligesalangt vest- over, som tilfældet er efter Dividalen. At drage sikre slut- ninger herom lader sig vistnok ikke gjøre, sålænge man ale- ne har at støtte sig til forholdene, således som de træder frem efter dalfladerne. For tiden kan man dog i ethvert blive stående ved den kjendsgjerning at Dividalsgruppen bre- der sig vestover frem ligesålangt som indlandsgraniten og altid i umiddelbart overlejningsforhold til denne. å 24 Karl Pettersen På den anden side er der forskjellige omstændigheder, der med mer eller mindre bestemthed peger hen på at Divi- dalsgruppen oprindelig må have bredt sig adskillig længere mod øst end tilfældet er nu. I strøgene om Tidnopakte og Tuopt ved den nordlige side af Torne-træsk rejser sig fra den gra- nitiske undergrund det egentlige hejfjeld efter de lavere ni- veauer i en stejlere afsats, der på sine steder afsætter frem- spring med vertikale indtil et par hundrede meter høje styrt- ninger. Disse er fra fod til højkant bygget af til Dividals- gruppen hørende lagrækker, der skyder frem i en på det nærmeste horisontal lagstilling. Den oprindelige lagstilling kan således ikke her efter nogen nævneværdig målestok væ- re bleven forrykket. De stejle styrtninger, som gruppens lagrækker her sa regelmæssigt viser udad mod øst som mod syd, er således åbenbart dannet ved det udenfra indad stadig fortsatte udgravningsarbejde. Da lagsystemets her på det nærmeste horisontalt stillede lagrækker efter de lodrette styrtninger har en mægtighed, der når op til 200 m., må gruppens nuværende øst- og sydgrænse i ethvert tilfælde lig- ge temmelig langt indenfor de oprindelige grænser. Ser man hen til de orografiske bygningsforholde, således som de træ- der frem efter de østenfor liggende vide fjeldmarker, vilde der heller ikke være noget til hinder for at forudsætte, at Dividalsgruppen oprindelig kan have bredt sig milevidt ud- over disse. At så i virkeligheden kan have været tilfældet synes også at skulle fremgå af forholdene, således som de træder frem på Hummels førnævnte oversigtskart. Som før nævnt optræder i henhold til dette ved Luossevara og Kiru- navara — omkring 50 kilom. østenfor den ovenomhandlede ved Tornetræsken optrædende afdeling af Dividalsgruppen — en ligeledes til denne gruppe hørende afdeling. Fra Ka- ravare fortsætter den nordover forbi Poigitens-jårfvi, hvor den bygger anseelige bergmasser med bratte afhæng. På Hummels kart har denne afdeling en samlet længde af om- Den nord-norske fjeldbyning 35 kring 30 kilom. Denne nuisoleret liggende gjennem stærke trykkræfter sammenklemte afdeling danner efter al sandsyn- lighed alene en svag rest af tidligere mere udbredte felter, som 1 sin tid antagelig på den ene side må have stået i me- re umiddelbar forbindelse med afdelingen ved Tornetræsk og på den anden side måske også kan have bredt sig langt længere mod øst — rimeligvis endog helt ned til den bottni- ske bugt. I ethvert tilfælde vil der vistnok være al grund til at forudsætte at Dividalsgruppen oprindelig kan have haft en overordentlig vid udbredelse udover de svenske og finlandske Lapmarkers af granit og gneis byggede undergrund. Dividalsgruppen vil under denne forudsætning have bredt sig som et dække udover forholdsvis store områder efter de strøg, hvor undergrunden bygges af indlandsgrani- ten og de til samme knyttede gneisafdelinger — uden noget- steds at brede sig videre frem udenfor de nærmeste grænser af dette område. Af dette oprindelige udover den graniti- ske undergrund nogenlunde jevnt udbredte dække er imid- Jertid den forholdsvis største del sporløst forsvunden. Nu træder afdelingen mere sammenhængende frem alene langs efter Kjøldragets østlige afhæng og endvidere langs enkelte dybere brudlinjer, som efter dette skjær sig videre frem mod vest. At slutte fra forholdene, som de her kan være at af- læse, kan der imidlertid være al grund til at forudsætte at gruppen breder sig mere sammenhængende vestover under de yngre lagrækker, som bygger Kjøldragets højfjeldspartier og at den vestover vil være at følge i det hele og store li- geså langt som indlandsgraniten. Indlandsgraniten skyder sig imidlertid under et temmelig stærkt vestligt afheld ind under disse yngre dannelser, og vil — at slutte fra forholdene som de træde frem efter Dividalen — allerede i en afstand af 20 a 25 kilom. fra Kjøldragets østlige afhæng have sæn- ket sig under bundfladerne af de dybeste dalindskjæringer. Da Dividalsgruppen her skyder sig frem ligesalangt mod 36 Karl Pettersen vest, vil dækket altså — under forudsætning af at forholdene i det hele overalt er nogenlunde samstemmende — have en brede efter de over havfladen liggende niveauer, der går op imod 20 a 25 kilom. og i ethvert tilfælde neppe på noget sted vil kunne gå ud over dette mål. Men dette her overdæk- kede forudsætningsvis mere sammenhængende felt må dog som nævnt vistnok kuns være at opfatte som en svag rest af et oprindeligt efter den nordskandinaviske halvø vidt udbredt felt. Når gruppens afdelinger efter de svenske og finlandske Lapmarker på det nærmeste sporløst er forsvundne, medens de efter de vestenfor liggende højfjeldspartier endnu er at påvise under sine mere oprindelige forholde, så er dette na- turligvis at henføre dertil, at eroderende og udgravende kræf- ter efter disse forskjellige lokaliteter må ligeovenfor grup- pens bygningsled have virket under helt forskjelligartede for- holde. I så henseende skal dog bemærkes, at der i og for sig ingen rimelighed er for at erosionen gjennem de tidsrum, da disse landsstrøg kan forudsættes at have lagt over hav- fladen, i det hele og store skal have virket med større in- tensitet langs efter halvøens østside end langs efter dens vestside. Der kan vistnok være mulighed for at fordelingen meliem hav og land i enkelte af de forangående tidsperioder kan have været adskillig afvigende fra de nuværende. Øster- søen med den bottniske bugt kan således måske i tidligere perioder have været sat i direkte forbindelse med strøgene om det hvide hav. Sådanne forholde vil dog her neppe have kunnet fremtvinge stærkere erosionsvirksomhed end den, der stadig må have rådet langs efter halvøens vestside. Fra afslut- ningen af den kambriske eller siluriske tid må nemlig de nord- norske kyststreg have lagt ud mod et äbent verdenshav, som i det hele og store lige ned til nutiden har bevaret sit sær- egne karakterpræg. De meteorologiske forholde må derfor langs efter kyststrøgene mod dette efter al sandsynlighed al- Den nord-norske fjeldbygning 37 tid have været overordentlig gunstige for erosionsvirksom- heden og til enhver tid vistnok ligeså gunstige, som forh:l- dene kan have været det langs efter halvøens østlige side. Når Dividalsgruppens lagrækker således trods de uma- delige lange tidsrums uafbrudte erosionsvirksomhed dog langs efter halvøens vestlige side er af denne forbleven sågodtsom urørte ned til vor tid, så må dette efter al sandsynlighed være at henføre til den omstændighed, at gruppens lagræk- ker efter de svenske og finlandske Lapmarker ikke i lighed med forholdet efter Kjøldraget kan have været efter nogen tilsvarende målestok beskyttet mod erosionens virksomhed ved yngre mægtige overdækninger. Kjøldraget med sine mægtige lagrækker af yngre sedimentære dannelser kan så- ledes ikke — i ethvert tilfælde ikke efter nogen med de nu- værende forholde tilnærmelsesvis samstemmende målestok — tidligere have bredt sig synderlig længere mod øst end til- fældet er nu. Gruppens lagrækker dannes af konglomerater, sandstene samt røde og grønne lerskifere, de sidste ofte i veksel med hvide og mørke kvartsiter. Konglomeratet optræder mere lokalt og i så tilfælde altid som det dybest liggende led, — umiddelbart over gra- niten, ofte i fordybninger eller kløfter i selve den granitiske undergrund. Bænke med konglomerat vil her kunne findes således i tilknytning til granit, at man, når forholdet ikke nærmere undersøges, må tro overalt at have for sig ren gra- nit. Da konglomeratet på den ene side er sammensat af brudstykkemateriale af den underliggende granit og på den anden ganske er fri for indkittede brudstykker af de yngre over graniten liggende skiferafdelinger, ma det på ethvert sted, hvor det stikker frem, utvivlsomt danne gruppens æld- ste led. Som en stranddannelse kan konglomeratet under vekslende niveauforholde mellem fjeldgrunden på den ene og havstanden (eller ferskvandenes vandstand) på den anden si- 59 Karl Pettersen de have været under dannelse gjennem gruppens hele afsæt- ningsgeriode. Konglomeratet vil derfor også på de forskjel- lige steder være at påvise i indbyrdes ulige niveauer og der vil således vistnok være al grund til at forudsætte at disse forskjellige partier kan være dannet under noget forskjellige tider. Denne konglomeratets optræden i ulige højder efter granitfeltets vestlige afhæng peger hen på at indlandsgrani- ten under Dividalsgruppens afsætningsperiode i det hele og store har haft et afheld mod vest, om og dette — som det vil fremgå navnlig af forholdene efter Torne-træsk — kan have afveget fra det nu rådende Konglomeratet bygger — efter hvad hidtil er iagttaget — aldrig større mere sammenhængende felter, men optræder altid i mere lokalt udstrøede småpartier. Gruppens mest betegnende led dannes af grønne og re- de mer eller mindre udpræget skifrige lerstensdannelser. I dagfladerne og brudet viser stenen altid en mat farve og stærkt ru overflade. Den røde afændring er et omdannelses- produkt af den grønne og fremkaldt ved oxydation af lerste- nens jerngehalt. Røde og grønne afændringer veksler derfor hyppig med hinanden, eftersom oxydationsprocessen på de forskjellige steder kan have skredet frem stærkere eller sva- gere. På sine steder kan den grønlige afændring træde stær- kere frem, på andre derimod den røde. Ofte kan bergarten endog i et og samme håndstykke vise sig som en flammet skifer med vekslende uregelmæssig tegnede grønne og røde båndstriber. De røde og grønne skifere optræder i hyppig veksel med hårde oftest temmelig glimmerfattige kvartsiter. Kvarts iterne er oftere indfældt med et bituminøst stof og viser i så tilfælde en mørk gråligsort grundfarve. De kvartsitiske dannelser optræder dels mere underordnet mellem lerskiferen, men andre steder også i mægtigere masse og som et mere selvstændigt underled. I sidste tilfælde danner bergarten Den nord-norske fjeldbygning 39 en hard smudsiggra kvartsskifer, hvis grundmasse i regelen findes rigt spættet med brune pletter af udskilt jernhydroxyd. Denne afdeling træder navnlig frem langs efter de nedre dele af Dividalen ligesom ogsaa ved Reisen-fos i en mægtighed af 60 a 70 m. Den ligger umiddelbart over lerskiferen og danner her således gruppens yngste led. Gruppen bygges i henhold hertil nedenfra opad af føl- gende afdelinger: a. Konglomerat b. Sandsten c. Grønne og røde lerskifere i veksel med lyse og mør- ke kvartsiter. Mægtighed opimod 80 a 90 m. d. smudsig gra brunlig spættet kvartsskifer. Mæg- tighed 90 m. Gruppens samlede mægtighed kan være at opføre med 180 til 220 m. — og kan på enkelte steder maske nå op til opimod 250 m. Gruppen mangler i henhold til de hidtil gjorte aflæs- ninger ganske indlejninger af krystallinisk kalksten eller mag- nesiaholdig kalksten, — indlejninger, der er så hyppige og så betegnende for de højere liggende her optrædende skifer- grupper. De til gruppen hørende sandstensartede dannelser har derimod på sine steder vist sig svagt indblandet med kulsur kalk. Gruppens lagrækker viser 1 regelen en lagstilling, der kuns fjerner sig svagt fra horisontalfladen. Fuldstændig horisontal lagstilling er dog på den anden side intetsteds at påvise. Efter de forskjellige her omhandlede båndstrimler er faldvinkelen regelmæssig udenfra indad. Ffter Nord-Rei- sendal ligesom også efter Dividal falder lagrækkerne således svagt indad til begge sider af dalen — lagstillingen er her altså regelmæssig antiklinal med en bred luftsadel efter selve dalindskjæringen. I strøgene efter Torne-træskens nordside falder lagstillingen efter den brede kurve, hvorunder grup- 40 Karl Pettersen pens lagrækker her træder frem i dagen fra Tidnopakte vestover mod Tuopt og Ortajokki ligeledes regelmæssig indad — altså her mod nordvest til nord under en vinkel, der nep- pe vil overstige 20°. Dette her langs efter træsken så re- gelmæssigt optrædende forhold peger antagelig hen på at man her har for sig den ene afdeling af en antiklinal fold, hvis anden afdeling har dannet de nu helt eroderede til grup- pen hørende lagrækker, der tidligere — som ovenfor nævnt — antagelig har bredt sig udover fjeldmarkerne østover. Stærkere forrykkelser inden den oprindelige lagstilling er alene påvist efter en enkelt snævrere begrænset lokalitet — nemlig mod gruppens afslutning i strøgene om den i Torne- træsken faldende fjeldelv Orta-jokki. Her blir lagstillingen stejlere og skyder lagene sig under en 45" nordvestlig fald- vinkel ind under den yngre Balsfjordpruppe. I strøget fra Tidnopakte vestover mod Orta-jokki sænker den granitiske undergrund sig med sin øvre flade jevnt nedad og dermed også afdelingerne tilhørende den overliggende Dividalsgruppe. Da gruppens lagrækker her efter den længste strækning der- under bevarer sin oprindelige lagstilling temmelig uforrykket og først længst mod vest, — som ovenfor nævnt — med en stejlere faldvinkel skyder sig ind under yngre dannelser, vil dette forhold antagelig nærmest være at henføre til lokale sænkninger efter den granitiske undergrund — sænkninger, som må have fundet sted ikke alene efter Dividalsgruppens men også efter den højere liggende Balsfjordgruppes dannel- sestid At slutte fra den i det hele så lidet fremtrædende forrykning i lagstillingen inden Dividalsgruppen må denne i det hele-have foregået temmelig jevnt og langsomt men dog med en noget voksende intensitet i retning fra øst mod vest. I modsat tilfælde måtte der upåtvivlig have været at påvise større forrykninger fra den oprindelige lagstilling i strøget fra Tidnopakte vestover mod Orta-jokki. Dividalsgruppen optræder — i henhold til hvad hidtil Den nord-norske fjeldbygning 41 er påvist — altid i et umiddelbart overlejnings-forhold til indlandsgraniten og de til samme knyttede gneisafdelinger og er ikke bleven påvist udenfor disses nærmeste område. Heri ligger antagelig en bestemt udtalelse for at gruppen på en eller anden måde må stå i et nært tilknytningsfor- hoid til graniten. Der synes at skulle være al grund til at forudsætte at materialet til gruppens lagrækker for den væ- sentligste del må være hentet fra den granitiske undergrund. Hvad gruppens konglomeratdannelser angår så ligger sagen i så henseende også klart for en dag. Disse ere nemlig helt dannede af brudstykke-materiale fra den underliggende gra- nit. Det samme gjelder antagelig også de til konglomeratet så nært knyttede sandstensdannelser. Fuldt så påtageligt er vistnok ikke forholdet at aflæse ligeovenfor gruppens kvarts- iter og lerkifere eller lerstensdannelser. Der er imidlertid på den ene side — efter hvad der kan sees — intet til hinder for at forholdet også her kan være det samme. Et bestemtere vidnesbyrd synes derimod at skulle kunne hentes fra de forholde, hvorunder lerskiferen træder frem ligeoven- for graniten. Det fine slammaterial til lerskiferdannelsen må naturligvis være ført ned fra højere liggende niveauer og derunder have afsat sig efter den lavere foranliggende grund. Skulde materialet til de her omhandlede lerskifere være hen- tet fra indlandsgraniten, så vil det være klart at lag af grup- pens lerskifere ikke vil kunne være at påvise efter granit- feltets højest stigende fjeldpartier, men at sådanne derimod først vil træde frem efter lavere liggende niveauer. Så er også tilfældet her. Det skal i så henseende fremholdes at graniten efter disse strøg stiger op til højder over havfladen af op til 3000’ (941 m.) Dividalsgruppens lagrækker ligger derimod altid lavere. I strøget om Tidnopakte, hvor grup- pen i henhold til de hidtil gjorte aflæsninger skyder op til den største hojde, er denne at satte til omkring 2700' (847 m.) 0. h, Dividalsgruppen vil således sly hvor forskjellen er 49 Karl Pettersen mindst,, endnu ligge omkring 100 m. lavere end de højest fremspringende granitiske partier, medens forskjellen i så henseende i regelen træder endnu langt skarpere frem. Tid- ligere kan forholdet i så hensende efter al sandsynlighed end- nu have været stærkere afvigende. Medens Dividalsgruppens afdelinger efter Kjøldraget ved yngre bedækninger har været beskyttet mod senere erosioner, har den granitiske fjeldgrund efter de udækkede høifjeldspartier igjennem umädelige tids- rum været udsat for atmosfæriliernes destruerende indvirk- ning. De granitiske højfjeldspartier må således vistnok tidli- gere have raget adskillig højere op over Dividalsgruppens højest liggende afdelinger end tilfældet er nu. Et ligefremt bevis i denne retning kan dog i og for sig ikke være at hente heraf, da muligheden for at tidligere her optrædende overdækninger sporløst kan være forsvundne gjennem lange tidsrums stadig fortsatte erosionsarbejde, natur- ligvis ikke lader sig benægte. Et stærkere vidnesbyrd i her omhandlede retning synes derimod at kunne hentes fra følgende forudsætning. Skulde materialet til lerskiferdannelsen være udgâet fra graniten, så måtte der på forhånd vistnok være rimelighed for at lerskiferen, der er dannet af det fineste slam, efter granitfeltets udadskrånende overflade på en vis må kile sig ud i retning indefter mod det granitiske hojfjeld og først optræde i noget større mægtighed længere udover efter lavere liggende niveauer. Således træder også forholdet frem i det hele og store såvel langs efter Tornetræsken som langs efter Dividalen. Ved Tidnopakte ved Tornetræsk, hvor Di- vidalsgruppes lagrækker som nævnt skyder op til den største højde, og hvor de ogsaa ligger nærmest ind mod granitfel- tets højest stigende partier, optræder lerskiferen endnu kuns højst underordnet, medens skiferafdelingens mægtighed her- fra vestover mod Orta-jokki i det hele viser en stadig voks- Den nord-norske fjeldbygning 43 ende mægtighed. Langs efter Dividalen er forholdene helt samstemmende hermed. Det her fremholdte gjelder som nævnt alene Gruppens - lerskiferafdelinger. Skulde gruppeni sin helhed være udgået fra graniten, må der være at forudsætte at den i det store kiler sig ud i retning fra granitfeltets højpartier såvel mod ost som mod vest. Hvorledes forholdet i så hensende har været langs efter den østlige side, så kan derom intet siges, da den her på det nærmeste sporløst er forsvundet. Langs efter den vestlige side synes den — at slutte fra for- holdene langs Tornetræsken — i virkelighed her at skulle kile sigud. Ved Tidnopakte — længst mod øst — viser gruppen med sine forskjellige afdelinger af kvartsit og skifer samlet den forholdsvis største mægtighed. Hertil kommer endvi- dere at vestover på norsk side, hvor afdelinger af urfjeld på flere steder findes stikkende frem langs efter de dybere indskjæringer, overdækkes urfjeldet altid af lagrækker til- hørende den yngre Balsfjordgruppe, uden at Dividalsgruppen her noget sted vil være at påvise. De her omhandlede forholde lader sig således som det synes i det hele ret vel indordne under den ovennævnte for- udsætning. Der er på den anden side heller ikke grund til her stærkere at fæste sig ved en anden forudsætning — den eneste som antagelig her modsætningsvis kunde fremholdes — nemlig den at materialet til Dividalsgruppen for nogen mere væsentlig del skulde være tilført fra vest af. I så til- fælde måtte gruppens optræden væsentlig have været ind- skrænket til de strøg, der ligger ind under den granitiske fjeldgrunds vestlige side og derimod ikke have bredt sig over den granitiske højryg udover landstrøgene fra sammes østlige side, — i ethvert tilfælde ikke uden efter en højst indskrænket målestok. Som tidligere omhandlet er der imid- lertid al grund til at forudsætte at Dividalsgruppen netop 44 Karl Pettersen efter disse strøg oprindelig må have haft en endog særdeles stærk udbredelse. Der vil således blive at drage den slutning at materi- alet til Dividalsgruppen i det hele og store er hentet mer el- ler mindre direkte fra indlandsgranitens vidt udbredte felt, og at materialet dertil fra dettes højfjeldspartier er afsat til begge sider såvel mod vest som mod øst. Forholdet mellem Dividalsgruppen og den umiddelbart over samme liggende Balsfjord&ruppe træder oftest ingen- lunde så klart frem, at skarpere grænser her altid vil være at optrekke. Lagstillingen inden disse to grupper er langs efter de fælles prænsepartier oftest ganske konform. Strati- ficationsforholdene kan således i og for sig ligesåsnart tjene til støtte for en forudsætning om,at der her foreligger et enkelt nærmere sammenknyttet bygningskomplex. Der er dog på den anden side andre omstændigheder, der synes stærkt at skulle tale til gunst for den opfatning, at en skar- pere sondring heri virkeligheden må være at opstille. I petrografisk henseende er der således en gjennemgående sterk forskjel mellem Dividalsgruppens rene lerskifere og lerstens- dannelser på den ene side og Balsfjordgruppens halv kry- stallinisk prægede lerglimmerskifere på den anden side. Over- alt indtager dissé halv-krystalliniske dannelser de højere lig- gende niveauer og optræder i overlejningsforhold til lerski- ferafdelingen. Lag af den renere Dividalsskifer er — selv i underordnet optræden — intetsteds påvist mellem Bals- fjordgruppens afdelinger. Petrografiske overgangsformer mel- lem disse dannelser mangler — såvidt hidtil iagttaget — ganske. På et enkelt sted nemlig straks vestenfor Ortajokki ved Torne-træsk, hvor Dividalsgruppens typiske lerskifere skyder sig under til Balsfjordgruppen henførte halvkrystal- liniske skifere, træder også forholdet således frem, at der i det mindste her ikke synes at skulle kunne være tvivl un- derkastet, at man 1 virkeligheden befinder sig ved grænsen Den nord-norske fjeldbygning 45 mellem to mere selvstændige grupper. Balsfjordskiferne er vistnok her ved et kort overdækket mellemrum efter dag- fladen udskilt fra Dividalsskiferne og umiddelbar kontakt har således her ikke været at påvise. Mellemrummet er dog for kort til at der skulde være nogen rimelighed for at jevnere petrografiske overgange far lerskiferne til de halvkrystallini- ske skifere her skulde være at påvise. Grænsen må således her være at betegne som bestemt og skarp. Grænseforhol- dene mellem Dividalsgruppen og Balsfjordgruppen efter strø- gene om Torne-træsk vil findes nærmere fremstillet i pro- filrits fig. 38. Dette er efter sin østlige afdeling trukket langs træskens nordside fra Tidnopakte vestover og videre over Sørdalspasset ned til Sørdalen. Der er ovenfor søgt påvist at materialet til Dividals- gruppen for den væsentligste del må være hentet fra det underliggende urberg — indlandsgraniten med de dertil knyt- tede gneisdannelser. For Balsfjordgruppens vedkommende vil en sådan forudsætning derimod ingenlunde kunne gjøres gjældende. Dertil optræder denne gruppe ikke alene i for stor mægtighed, men den tårner sig endvidere under en i det hele kuns lidet forrykket lagstilling op til en højde af 3 å 400 m. over de østenfor liggende højest fremstikkende partier af indlandsgraniten. Også dette vil — under den ovennevnte forudsætning for Dividalsgruppens oprindelse — med bestemthed pege hen på at disse to her omhandlede | grupper må være at opføre som indbyrdes af hinanden uaf- hængige bygningsled. Men medens det på den ene side således antages at skulle være al grund til her at forudsætte en gruppesondring, kan det på den anden side derimod vistnok være vanskeligere på ethvert sted at optrække den virkelige grænse. Fjeld- grunden vil meget ofte findes stærkt overdækket netop efter de egentlige grænsestrøg. Navnlig vil det ikke med bestemt- hed lade sig sige, hvorvidt den ovenomhandlede til Dividals- 46 Karl Pettersen gruppen henlagte kvartsskifer, der langs efter Dividalen lige- som også i Nord-Reisendal i strøgene om Reisen-fos optræ- der umiddelbart over lerskiferen, skal være at henføre til Dividalsgruppen eller til Balsfjordgruppen. Fra strøgene om Torne-træsk foreligger der intet, der kan tjene til herom at give bestemtere oplysning. Vestenfor Orta-jokki, hvor Dividalsgrup- pen som før nævnt optræder med mægtige lagrækker af røde lerskifere, skyder disse sig altså umiddelbart ind under Bals- fjordgruppens lagrækker. Her mangler altså Dividalens og Reisenfossens mellemled af kvartsskifer. Heller ikke har der andre steder langs efter Torne-træsken været anledning til at påvise afdelinger af kvartsskifere, der petrografisk kunde være at sammenstille med de nysnævnte dannelser. Da disse kvartsskifere imidlertid altid ligger under de renere typisk prægede Balsfjordskifere og petrografisk stærkt afviger fra de til Balsfjordgruppen knyttede kvartsiter, synes der på forhånd dog snarest at skulle være grund til, som her er gjort, at indordne disse renere kvartskifere under Dividals- gruppen. Med hensyn til gruppens aldersforhold skal kunne frem- holdes følgende: Mørtzell påviste i den før omtalte afdeling ved Stor- Uman i den der optrædende grä-grenne lerskifer aftryk af Olenellus Kjerulfi, Linrs. Han fandt her tillige et fragment af en anden trilobit, der ikke lod sig bestemme men som antages at skulle tilhøre Ellipsocephalus «Nordenskjøldi, Linrs.*) På samme sted forefandtes talrige blokke af en mørkere næsten sort fossilfri lerskifer og desforuden også enkelte løse kalkstene af en mørkegrå i det blå faldende hård med svovlkiskjørtler indsprængt kalksten. Denne inde- holdt fragmenter af Paradoxides slandicus Sjegr. Mørtzell antager at disse fossilførende kalkstene må tilhøre en gruppe, *) Cfr. G. Holm: om Olenellus Kjerulfi: Geol. F, Forh. Bd. IX. pag. 513, Den nord-norske fjeldbygning 4? der er yngre end den olenellusførende lerskiferzone. Den fossilførende kalksten her synes også stærkt at minde om den til den højere liggende gruppe knyttede blåliggrå kalk- sten, der i mægtige masser optræder efter strøgene om det indre af Balsfjorden. Fr. Svenonius har på de tidligere omhandlede steder i Lapmarkerne, — nemlig ved Tjægelven, ved Peuraur samt ved Vuolle Kaitumjaur — forefundet forskjellige fossiler, navnlig Hyolithes. Han bemærker endvidere i skriftlig med- delelse at det er lykkets ham at konstatere at de hyolith- førende skifere tilhører den af Mörtzell i Vesterbottens lap- mark pätrufne olenellus Kjerulfi zone. Svenonius fremhæver derunder endvidere, at disse her omhandlede fossilførende afdelinger — at slutte fra petrografiske ligesom også fra strati- grafiske hensyn — må være at henføre til Dividalsgruppen. Selv har det ikke lykkets mig at påvise fossiler inden de af mig befarede afdelinger af Dividals-gruppen. Jeg skal dog i så henseende tilføje, at jeg opefter Tidnopaktes afheld — ved den nordlige side af Torne-træsk — fandt et løst brudstykke af en hård smudsiggrå sandstensartet kvartsit, der viste et flere mm. dybt næsten cirkelrundt aftryk af om- kring 25 mm. gjennemsnit. Aftrykkets bundflade var svagt konkav og overdækket med en kulstofholdig hinde. Dette brudstykke blev indsendt til A. E. Törnebohm til nærmere undersøgelse og af ham forevist Prof. G. Lindstrøm. Denne bemærkede at det vistnok ikke lod sig gjøre af dette aftryk at drage bestemte slutninger om, hvorvidt det kunde være at henføre til noget fossil, men tilføjede samtidig at der kunde være mulighed for at det var at tilskrive en Obolus. Lig- nende udtalelser er afgivne også af andre specialister, for hvem aftrykket har været forevist. Da den fauna, der led- sager Olenus Kjerulfi i Skandinavien, i henhold til Linnar- son og Brøgger dannes af Ellipsocephalus Nordenskiøldi Linrs, Axionellus primævus Bregg, Hyolithes sp. ind. Metoptoma 48 Kar] Pettersen sp., Lingulella Nathorsti Linrs, Obolus sp. (?), Discina sp.?*) kan der vistnok på forhånd være adskillig sandsynlig- hed for, at ovenomhandlede aftryk i yirkeligheden kan være at tilskrive en obolus. Dividalsgruppen vil i henhold hertil være at sammen- stille med Olenellus-zonen efter de sydligere dele af Skandi- navien. Den er saledes ældre primordial. J Skane overlejes Olenellus-zonen (ifelge Nathorst, Torell, Linnarson og Tall berg) af Paradoxides Tessini-zonen, i Norge ifølge Brøgger af - Parodoxides ölandicus-zonen.*) II. Balsfjordgruppen og Tromsø glimmerskifergruppe. Med fradrag af hist og her fremstikkende partier af urberg samt den i den hele kuns svagt repræsenterede Divi- dalsgruppe bygges Kjøldraget forøvrigt af lagrækker, der lig- ger ind under de ovennævnte to grupper. Det samme gjæl- der også fjeldpartierne, der stiger frem mellem Kjøldraget og de longitudinale sundløb ligesom også den indre ørække — idet dog Dividalsgruppen her er ganske tilbagetrængt. Lagrækker tilhørende ovennævnte to bygningsgrupper vil endvidere være at påvise på forskjellige steder efter den ytre ørække, men findes her i det hele forholdsvis kuns svagt repræsenteret. Balsfjordgruppen og Tromss- glimmerskifer- gruppe er forøvrigt i sin gjensidige optræden indbyrdes så nært til- knyttede, at det i flere retninger vil være hensigtsmæssigt under den mere detaljerede fremstilling på ethvert sted at omhandle begge disse bygningsled — således som forholdene overalt arter sig — nedenfra opad. Senere vil der da under en særskilt oversigtlig behandling være anledning til bestem- *) Cir. G. Holm I. c. pag. 514. *) G. Holm 1. c. W. C. Brøgger ,Paraduxides glandicus niveauet ved Ringsaker i Norge” Geol. for. forh. Bd. VI pag. 143. Den nord-norske fjeldbygning 49 tere at fæste sig ved de særegne forholde, hvorunder hver enkelt af disse bygningsled i geologisk som orografisk hen- seende træder frem som tvende indbyrdes mer eller mindre selvstændige hovedled. Der har allerede under det foregående afsnit, der om- handler Dividalsgruppen, gjentagne gange været anledning til at belyse denne gruppes forhold til de ovennævnte yngre grupper og det navnlig til Balsfjordgruppen. I så henseende skal der henvises til de ovenfor omhandlede profilrits fra n. 28 til 38, hvor Balsfjordgruppen overalt vil findes at op- træde i et bestemt overlejningsforhold til den ældre Divi- dalsgruppe. Efter enkelte af de nysnævnte profilrits vil der endvidere findes afdelinger tilhørende Tromsø kalkstensførende glimmerskifergruppe at bygge fjeldgrunden op efter de højest opstigende fjeldpartier. Det gjensidige forhold i Balsfjordgruppens optræden ligeovenfor den ældre Dividalsgruppe vil findes nærmere be- lyst under foregående afsnit. Der er der også peget hen på at stratigrafiske og navnlig petrografiske forhold med megen bestemthed syntes at pege hen på at her i virkelig- heden må foreligge tvende indbyrdes uafhængige bygnings- led. Hertil kommer endvidere at medens Dividalsgruppen i det hele og store kiler sig ud mod vest, sa er det omvendte — hvad der nærmere vil kunne fremgå under den følgende detailbeskrivelse — tilfældet med Balsfjordgruppen. Materi- alet til disse to nævnte bygningsled må således efter al sand- synlighed i det væsentlige være udgået fra modsatte kanter. Med hensyn til spørsmålet om, hvorvidt disse to grupper er indbyrdes udskilte ved en kortere eller længere tids mellem- rum, så vil der for tiden — efter hvad der i så henseende har været anledning til at aflæse — ikke være anledning til herom at drage bestemte slutninger. Der skal herunder dog bemærkes, at der måske vil kunne være nogen grund til at forudsætte at Balsfjordgruppens beggmdelssvperiode 50 Karl Pettersen delvis kan falde sammen med Dividalsgruppens afslutnings- periode. Under denne overgangstid vil slammateriale anta- gelig have strømmet sammen såvel fra øst som fra vest og sedimentære lag kan herunder være bleven dannet af slam- materiale fra begge tilstrømningssider. Efter de dybest lig- gende niveauer af den egentlige Balsfjordgruppe er der så- ledes — og det langt vestenfor Dividalsgruppens endelige afslutning mod vest — på enkelte steder at påvise tynde lag af sorte rene lerskiferdannelser, der petrografisk adskil- ler sig stærkt fra Balsfjordgruppens almindelige halv kry- stalliniske skiferdannelser, mens de paden andeu side forøv- rigt åbenbart må ligge ind under denne. De optræder imid- lertid overalt kuns som højst underordnede dannelser. For- såvidt disse sorte lerskiferdannelser skulde være udgået un- der en sådan for begge grupper fælles overgangstid, må den- ne i ethvert tilfælde kuns have været af forholdsvis ganske kort varighed. Medens Balsfjordgruppen nedad således i det hele må være at opfatte som bestemt begrænset, vil det derimod ofte være forbundet med større vanskelighed at bestemme den vir- kelige grænseafslutning opad mod glimmerskifer-gruppen. På enkelte steder vil der vistnok være at påvise som det synes ret bestemte grænser, der er betegnet ved stærke vekslinger, ikke alene i petrografisk men også i stratigrafisk henseende. Her synes der i virkeligheden at skulle forelig- ge en bestemt gruppegrænse. Oftest falder dog stratifica- tionsforholdene på det nærmeste helt sammen inden begge tilstødende afdelinger, hvorimod stærke vekslinger i petro- grafisk henseende træder frem under helt samstemmende for- holde efter vide og sammenhængende områder. Også dette synes nærmest at skulle pege hen på at der kan være at optrække en grænse mellem tvende indbyrdes mere selvstæn- dige bygningsled. Hyppig vil imidlertid Balsfjordgrup- pen og den yngre glimmerskifergruppe findes også i petro- Den nord-norske fjeldbygning 51 grafisk henseende således at ga over i hinanden, at det i ethvert tilfælde for tiden vil være ugjørligt her at optrække bestemtere grænser. Her kan det ofte gjælde både mægtige og tildels også udbredte lagrækkedannelser, hvorom der kan rejses tvivl, hvorvidt de rettelig bør være at henføre under den ældre eller yngre gruppe. Til en nærmere belysning af de her omhandlede byg- ningsforholde skal man søge disse fulgt efter en mer eller mindre sammenhængende linje fra strøgene om Torne-træsk på svensk side vestover til sundløbene på norsk side. Fra et punkt i denne linje skal man dernæst følge dem videre nordover til strøgene om Balsfjordbotten. Denne fremstilling vil da kunne tjene som et støttende grundlag for den efter- følgende lokale detailbeskrivelse af bygningsforholdene efter strøgene fra Ofoten nordover til Kvænangen. Profilrits fig. 38 er trukket langs efter nordsiden af Torne-træsk på svensk side og rits fig. 39 herfra videre efter Tornepasset ført over til norsk side og her fortsat langs den østlige side af Sørdalen indtil Rubbens afheld mod Bardoel- ven i nærheden af gården Strømsmo. Bygningsforholdene efter dette profil skal her i korthed søges fremstillede. Som tidligere påvist i foregående afsnit om Dividals- gruppen afsluttes dennes lagrækker noget vestenfor Orta- - jokki ved Torne-træsk og skyder sig her under et 45° vest- ligt eller nordvestligt fald ind under lagrækker, der i pe- trografisk henseende afviger ganske væsentlig fra Dividals- gruppens røde og grønne lerskifere og lerstensdannelser. Disse dannes af milde halvkrystaliniske skifere — nemlig tyndlagede grønne til sorte lerglimmerskifere med indlej- ninger af magnesiakalksten, af grenlige og sorte finstribede härdskifere og renere tyndlagede kvartsiter. Disse skifer- dannelser minder petrografisk straks om Balsfjordskiferne navnlig således som de er prægede langs efter strøgene om Målselven. De optræder her oftest i smuk og regelmæs- 52 Karl Pettersen sig lagdeling og viser i grænsepartierne mod Dividalsgrup- pen et temmelig regelmæssigt 30 a 40° vestligt eller nord- vestligt fald. Lidt længere vestlig sees inden disse lagræk- ker tvende temmelig brede bånd af en hvidlig sten at spænde sig frem indbyrdes ligelöbende ned etter fjeldsiderne under et langt løb lige ned til træsken. Disse dannes afen hvidlig . magnesiakalksten og ligger som lejer mellem skiferens lag- rækker. De viser således et omkring 40? nordvestligt af- held. Lagstillingen inden skiferafdelingen fortsætter på sam- me måde et godt stykke vestover og, såvidt der kan sluttes fra de gjorte aflæsninger, overskrider man i retning fra øst mod vest stadig yngre og yngre lag inden en og samme af- deling. Ved Snuorojokkis udmunding bygges fjeldgrunden af lagrækker af tyndskifrig smukt laget kvartsitisk skifer til- dels i veksling med lerglimmerskifer — alt på det nærmeste i horisontal lagstilling. Snuorojokkis anseelige fos skjær sin rende dybt ned gjennem disse lagrækker. De tykkere skiktlag af den kvartsitiske skifer lader sig i regelen klyve i papirtynde blade. Inden denne afdeling stikker ogsaa frem som mere underordnet sorte buklede lerglimmerskifere og milde grønlige glimmerskifere. Opefter det sydlige afhæng af Snuoro-tjak, der fra et temmeligt bredt jevnt stigende underland rejser sig op straks indenfor (østenfor Snuorojok), bygges fjeldgrunden indtil en højde af omkring 1200' (376 m.) over træskens vandspejl eller 721 m. over havfladen af lagrækker af grønne lerglim- merskifere, indfældte med små granater. Også opefter Snuoro- tjåk ligger skiferne i svævende til horisontal lagstilling og stikker således frem efter fjeldvæggene ovenom det af løst jordsmon overdækkede underland. Dette bygges antagelig af lignende lagrækker som de, der træder frem efter de la- vere niveauer om den i nærheden liggende Snuorojokki. Pe- trografisk danner de granatindfældte skifere op efter Snuoro- Den nord-norske fjeldbyning 53 tjåk som et mellemled mellem Balsfjordgruppens mere typisk prægede lerglimmerskifere og Tromsø-gruppens stærkere kry- stallinisk prægede glimmerskifere. Den finstribede struktur peger imidlertid hen på at disse skiferdannelser må tilhøre den samme afdeling som kvartsiterne ned ved Snuorojokki. Længere vestover langs efter den brede Storvik, der skjær sig ind fra træsken, bygges fjeldgrunden af grå kvart- sit i smuk lagdeling med mørk halvglinsende glimmer på skiktfladerne. Kvartsiten ligger også her i svævende til horisontal lagstilling. Omkring 3000 m. østenfor træskens vestlige botten bygges fjeldgrunden laugs stranden af grå skifere med ind- lejninger af grå magnesiakalksten og i veksel med sorte bi- tuminøse skifere ofte med sort streg. Lagstillingen tildels svævende men slår på sine steder om til 20" nordvestlig indskyden. Ved træskens vestlige botten optræder sorte milde ler- glimmerskifere i veksel med grå lerglimmerskifer. Lagstil- lingen er snart svævende snart mere variabel tildels med tilknytning af stærkere snoing, mens der på andre steder igjen kan vise sig en mere regelmæssig faldvinkel af om- kring 20° v. til n. v, Fra den vestre botn af den 345 m. hejtliggende Tornetræsk fører langslutte skogbevoksede skråninger op til Polnavand, der ligger lige ved grænserøs n. 272 ien højde af 220’ (69 m.) over træskens vandspejl. Fra Polna-vand har Sørdalselven sit udløb. Denne strømmer i lige nordlig retning gjennem det trange ufarbare Sørdalsskar, gjennemløber den egentlige Sørdal og falder ved gården Strømsmo udi Bardoelven. Om Polna-vand bygges fjeldgrunden af milde grenlige glimmerskifere under noget variabel lagstilling. Leengere frem efter Sørdalsskaret milde sorte halvkrystalliniske ler- glimmerskifere. Fra Sørdalsskarets midtparti stikker der frem en afdeling af urberg, der dannes af en noget granitisk 54 Karl Pettersen udviklet gneis. Denne fortsætter herfra ned langs skaret og efter de øvre partier af den egentlige Sørdal og overlejes af lagrækker af halvkrystallinisk lerglimmerskifer. Disse dan- nelser ligger åbeubart md under den samme afdeling, der bygger fjeldgrunden langs efter Torne-træsken fra Orta-jokki vestover. Da Sordalsskaret som nævnt er ufarbart, må færsels- vejen fra Tornetræsk til Sørdalen på norsk side lægges over det til omkring 2600' (816 m.) højtstigende Tornepas (Ser- dalspas), der ligger på den østlige side af Sørdalsskaret. Fra Torne.træsken opefter til Tornepassets kulmination er : fjeldgrunden stærkt overdækket. Hvor denne findes at stik- ke frem, dannes den af lerglimmerskifer, der tilhører den samme afdeling, der er fulgt efter træsken. Opimod passets kulmination afløses denne afdeling af lagrækker, der dannes af en storbladig rent præget glimmerskifer under en syd- sydostlig indskyden. — Denne lagstilling afviger som det synes ret bestemt fra den, der er rådende inden den lavere liggende afdeling af lerglimmerskifere, hvor lagstillingen ef- ter disse strøg viser en temmelig regelmæssig nordvestlig faldvinkel. De stærkt afvigende forhold i petrografisk hen- seende ligesom også den antagelig varierende lagstilling sy- nes her at skulle pege hen på en gruppegrænse. Denne re- nere stærkt krystallinisk prægede glimmerskifer vil herfra findes enerådende at bygge fjeldgrunden helt op til øverste top- højde af de langs passets østside opstigende højfjeldspartier. Straks vestenfor passets kulminationspunkt omkring 30 m. lavere end dette træffes et 6 a 7 m. mægtigt lag af en hvid eller gralighvid tæt magnesiakalk (dolomit), der over- lejes af en tyndlaget bituminøs skifer med sort streg i ret mægtige lagrækker. Her er man äbenbart igjen kommet ned til den under glimmerskiferen liggende afdeling af halv- krystaliniske skifere. Efter højfladen af det mod nord i det store svagt heldende Tornepas bygges fjeldgrunden af milde Se Den nord-norske fjeldbygning 55 sorte bituminese lerglimmerskifere ofte med sort streg, og lengere frem — og saledes efter noget lavere liggende ni- veauer — af milde finskjellede glimmerskifere, der ligesom skiferne op efter Snuorotjåk ved Torne-træsk danner som et petrografisk mellemled mellem de halvkrystalliniske lerglim- merskifere og de rent krystallinisk prægede glimmerskifere. Disse finskjellede skifere optræder her tildels under stærkt bøjet og snoet lagstilling, og er — trods sin noget afvigende petrografiske habitus — åbenbart at indordne under lerglim- merskiferens afdeling, idet de optræder i veksling med renere lerglimmerskifere. Lagstillingen er noget variabel — vest- ligt til nordvestligt fald fra 30 til 40° dog temmelig forher- skende. Efter de stejle Stagge-nunni bakker, hvor passet under stærkt afheld falder ned mod den egentlige Sørdal, bygges fjeldgrunden af en hård lerglimmerskifer, der under 45° vestligt fald skyder sig ind under Sørdalsskarets oven- omhandlede granitisk prægede gneis-afdeling. Gmeisen op- træder her således i et overlejningsforhold til lerglimmerski- feren — hvad der dog ikke kan være det oprindelige for- hold. Følges gneisafdelingen nemlig videre frem efter Sør- dalen, så vil lerglimmerskiferen her oftere findes i et mere bestemt overlejningsforhold. Også efter Staggenunni-bakker- ne optræder lerglimmerskiferen i partierne nærmest gneisen under en regelmæssig temmelig stejl lagstilling. Efter den nordlige del af Tornepasset afviger lagstillingen således gan- ske væsentlig fra den ellers inden lerglimmerskiferens afde- ling jevnt rådende svage til svævende lagstilling. Der er således al grund til at forudsætte at stærke forrykkende kræfter i sin tid har været i virksomhed langs efter det dy- be og trange Sørdalsskar. - Ganske i overenstemmelse med forholdene, som de træ- der frem langs efter Sørdalspasset, fortsætter fjeldbygningen udefter Sørdalen langs sammes østlige side. De stejlt stigende fjeldvægge er her fra den efter de øvre partier af dalen 56 Karl Pettersen fremstikkende Sørdalsgneis og længere frem helt fra dalbun- den op til højder over havfladen af omkring 2000’ (626 m.) bygget af lagrækker af milde lerglimmerskifere i svag bøl- geformig lagstilling. De højere opstigende fjeldpartier helt op til top er derimod bygget af lagrækker af glimmerskifer af udpræget krystallinisk struktur. Som bygningsforholdene træder frem efter det her om- handlede profil langs Tornetræsken fra Dividalsgruppens vest- lige afslutning her og videre frem til Sørdalen på norsk side og langs dennes østlige side til Bardoelven, vil fjeldgrunden her findes bygget af tvende indbyrdes mere selvstændige se- dimentært afsatte hovedled, det ene liggende umiddelbart over det andet. Den ældste lavere liggende afdeling bygges af lagrækker af milde halvkrystalliniske lerglimmerskifere, tynd- lagede kvartsiter, finstribede hårdskifere og sorte milde bi- tuminøse skifere med sort streg — alt under hyppig og uregelmæssig veksling. Inden denne skiferafdeling vil der endvidere hyppig være at påvise mer eller mindre "mægtige indlejninger af magnesiakalksten og tildels også af ren do- lomit. Allerede under befariugen langs efter Torne-træsken modtager man som ovenfor nævnt et stærkt indtryk af at disse halvkrystalliniske skiferdannelser må være at indordne under den såkaldte Balsfjordgruppe, der så udbredt optræder på norsk side og vil dette også på det mest afgjørende fin- des bekræftet ved at forfølge forholdene videre frem til Sør- dalen og Bardoelven. Her går afdelingen umiddelbart over i Balsfjordgruppen, der fra strøgene om Balsfjorden tidligere er bleven fulgt efter fastlandsstrøgene opover Bardo og Sør- dalen. Den højere liggende afdeling bygges derimod af hårdere helt krystalliniske skifere, der dannes af mer eller mindre kvartsrig glimmerskifer samt tildels også af hornblenderski- fer, med overordentlig hyppige indlejninger af en oftest no- get uren grovkornig krystallinisk kalksten. Denne afdeling, Den nord-norske fjeldbygning 57 som langs efter profilet bygger højfjeldspartierne fra en høj- de af noget over 2000’ (627 m.) opover til øverste top, ligger derimod ind under Tormsø glimmerskifergruppe, der ligeledes tidligere fra kyststrøgene mod vest er bleven fulgt østover til Bardo og Sørdalen. Som det vil fremgå af profilritset og den dertil knyt- tede beskrivelse viser den ældre af halvkrystalliniske lag- rækker byggede afdeling fra Orta-jokki vestover gjennem en længere strækning en temmelig regelmæssig nordvestlig ind- skyden på 40° a 45°. Vestover blir faldvinkelen efterhånden svagere og 1 strøgene om Snuorojokki er lagstillingen på det nærmeste horisontal. En horisontal til svævende lag- stilling er herfra fremdeles rådende et godt stykke vestover nemlig indtil eller forbi den brede fra træsken indskydende bugt Storvik. I strøgene om træskens vestlige botten viser lagstillingen oftest en 20" vestlig til nordvestlig indskyden. Langs efter Sørdalspasset (Tornepasset) er en vestlig indsky- den temmelig forherskende, men ved siden deraf kan lag- stillingen ofte vise sig temmelig variabel — på sine steder endog med tilknytning af stærke bugtninger og snoinger. Der vil i henhold hertil være sandsynlighed for at lagstil- lingen i strøget fra Ortajokki vest over til Tornepasset kan skjule forskjellige svingninger i faldretningen med dertil knyttede brede svagere bølgeformige foldninger. Det vil så- ledes fra disse strøg ikke være anledning til at drage bestem- tere slutninger med hensyn til mægtigheden af den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byggede afdeling. Føl- ges afdelinger derimod videre langs efter Sørdalen til fjeld- massens afheld mod Bardoelv, — hvis vandflade her ligger i en højde af omkring 250' (78 m.) over havfladen — så vil lagstillingen inden denne fra dalbunden opefter træde frem på det nærmeste horisontal dog med svage brede bølgefor- mige bugtninger. Forholdet er i så henseende klart at af- ‚lese langs efter Sørdalen, hvor fjeldmassen i regelen stiger 58 Karl Pettersen op i stejle udækkede styrtninger. Afdelingens mægtighed her vil nogenlunde tilnærmelsesvis være at opføre med opi- mod 2000’ (627 m.) Mens Dividalsgruppen — efter hvad hidtil er aflæst — ganske mangler indlejninger af krystallinisk kalksten, treeder sådanne derimod stærkt frem inden den højere liggende af halvkrystalliniske skifere byggede gruppe. Kalkstensdannel- serne ere forevrigt her oftest stærkt magnesiaholdige og sa- ledes petrografisk nærmest at betegne som magnesiakalksten. Efter det her omhandlede profil træder magnesiakalksten frem på forskjellige steder snart i tyndere mere underord- nede lag snart i mægtige lejer. Tvende sådanne stikker ef- ter profilet frem inden sammes østlige del ike langt fra grænselinjen mod den underliggende Dividalsgruppe og såle- des her antagelig mellem afdelingens ældste lagrækker. Et 6 a7 m. megtigt lag af en hvid grålig temmelig tæt rene- re dolomitartet sten stikker frem op imod kulminationen af Torne-passet, — her altså inden afdelingens højest liggende lagrækker. Tyndere lag af indlejet magnesia-kalksten vil endvidere være at påvise på forskjellige andre steder lan;s efter profilet. Det vil heraf fremgå at indlejningeraf mag- nesiakalksten — som ovenfor nævnt — ingenlunde er knyt- tet til mere bestemte niveauer, men at sådanne vil kunne være at påvise inden afdelingens forskjelligste niveauer. Den højere liggende af helkrystalliniske skifere bygge- de afdeling træder efter profilet først frem ved Torne-pas- sets kulmination i en højde over havfladen af 2600 (816 m.) Der er imidlertid al sandsynlighed for at herunder hørende dannelser også vil findes at bygve fjeldgrunden ‘efter de egentlige højfjeldspartier, der stiger frem nordenfor Træsken opimod grænsestrogene til norsk side. Ved Tornepassets kulmination bygges denne højere liggende afdeling af en ty- pisk storbladig glimmerskifer i en noget svævende lagstil- ling men dog som det synes med en forherskende sydsyd- Den nord-norske fjeldbygning 59 ostlig indskyden. Lagstillingen her er således antagelig af- vigende fra den, der råder inden den lavere liggende afle- ling af lerglimmerskifere. Den stærke petrografiske afvigel- se ligesom også de som det synes afvigende stratifications- forholde peger her nærmest hen på en gruppegrænse. Den- ne højere liggende afdeling af krystalliniske skifere fortsæt- ter herfra nordover og bygger i overlejningsforhold til ler- glimmerskiferafdelingen de egentlige højfjeldspartier helt til Bardoelven. At det høje fjeldparti, der stiger op langs den vestlige side af Sørdalen — m:llem denne dal og Salangsdal —i det væsentlige er bygget ganske i overenstemmelse med fjeld- partierne langs efter dalens østlige side, vil fremgå af pro- filritset fig. 40. Dette er trukket fra bunden af Sørdalen ved dens udmunding i Bardodalen opefter det såkaldte Stor- fjeld, der under bratte vægge stiger op til en højde over havfladen af omkring 4000 (1254 m,). Nedenfra opad tre- der her trem: a. Urfjeldets gneis opefter til en højde over havfladen af 500’ (157 m.) b. mørke kulstofholdige skifere med sort streg under et svagt nordvestligt fald. mørk tyndlaget lerglimmerskifer første optrædende lag af magnesiakalk (dolomit) af en hvid gul farve og temmelig tæt i brudet. e. derover — altid i konform lagstilling — tyndlaget lerglimmerskifer, noget stærkere krystallinisk præget end lerglimmerskiferen inden de lavere liggende niveau- er. f. atter et lag af en tæt gulhvid dolomitisk kalksten. Ovenfor (f.) er fjeldgrunden dækket. I en højde af omkring 627 m. o. h. skjær sig her frem en terrasseformig fla- de op under de stejle; utilgjængelige styrtninger, der herfra fører op efter det egentlige højfjeld. Nedras ape 60 Karl Pettersen spænder sig frem i brede båndstriber efter de stejle styrtninger ned mod den terrasseformige flade. Dette nedras dannes udelukkende af hårde krystalliniske ski- fere nemlig tykbænket granatførende glimmerskifer og tildels også hornblendeførende skifer, indblandet med blokke af den for glimmerskifergruppen så karakteristi- ske grå krystalliniske kalksten. Afdelingerne fra (b.) opefter til og med (f.). der dan- nes af halvkrystalliniske skifere, ligger åbenbart ind under den samme lerglimmerskiferafdeling, der fra Torne-træsken er fulgt langs efter Sørdalens østlige side indtil Bardoelven. Fra den ovennævnte terrasseformige flade opefter til højeste top bygges derimod fjeldgrunden af stærkt krystallinisk præ- gede skifer — ganske i overenstemmelse med bygningsfor- holdene langs efter den østre side af dalen. Grænsen mel- lem disse to i petrografisk henseende så stærkt afvigende af- delinger synes at ligge efter terrassefladens indre kant. Lagstillingen inden disse to afdelinger vil forøvrigt på det nærmeste falde sammen. Da denne kuns viser svagt afheld, vil afdelingernes mægtighed her nogenlunde kunne bestemmes ved den vertikale afstand mellem de lavest og højest liggen- de lag. Lerglimmerskiferens mægtighed vil i henhold her- til her være at opføre med omkring 1500' (470 m.) glimmer- skifer-gruppen med omkring 2000° (677 m.) Det ovenfor omhandlede fjeldparti, der stiger frem langs Sørdalens østlige side, er ved Bardoelv udskilt fra det under Kjøldraget liggende fjeldparti (no. 4 pag. 19—20 afdeling I,) der begrænses ved Bardo:lv, Målselv og Divielv. Til nær- mere belysning af bygningsforholdene efter dette mægtige og vidt udstrakte fjeldparti hidsættes profilerne fig. 41—44. Fig. 41 er trukket fra gården Strømsli i Bardo — straks ovenfor den førnævnte gård Strømsmo i nordvestlig retning op til top af den 4500' (1411 m.) høje Skinskartind. a. Urfjeldets gneis i vertikalt stillede lagrækker, Den nord-norske fjeldbygning 61 b, Sorte milde lerglimmerskifere i svævende til horison- tal lagstilling bygger fjeldgrunden opefter de fra Bar- dodalen opstigende fjeldsider indtil de vide højfjeldsind- skjæringer, hvorpå Strømsmosætrene er lagte. Disse breder sig under langsom stigning opunder Skinskar- tinden, hvis fod ligger i en højde over havfladen af 16 a 1800’ (502—565 m.). Fjeldgrunden efter disse vide højfjeldsmarker er stærkt overdækket og fast berg har der efter disse ikke været anledning til at iagttage. c. Skinskartindens fod er bygget af en hard kvartsitisk glimmerskifer med mørk skjællet glimmer. Bergarten er stærkt krystallinisk præget og minder ikke længer om den lavere liggende lerglimmerskifer. Lagenes faldvinkel er regelmæssig 20" no. og synes således at afvige fra den mere svævende til horisontale lagstilling, der er rådende i den lavere liggende afdeling. d. Højere op medes lagrækker af mørke kvartsitiske skifere i tommetykke lag med svagt nordostligt fald. c. Hornblendeskifer i veksel med hårde kvartsrige glim-- merskifere helt op til top. Denne spænder sig frem som en lang skarp egformet ryg, ligeløbende med ski- ferens strøgretning. Forholdene er således her i det væsentlige ganske ensartede med de, der råder efter profilritset no. 40. Den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byggede afdeling (b.) har her en mægtighed af omkring 420 m., medens mæg- tigheden af den højere liggende af härde krystalliniske skife- re byggede afdeling når op til omkring 2500’ (784 m.). Som ovenfor nævnt synes lagstillingen inden den højere liggende afdeling at afvige fra den, der råder inden afdelin- gen nedenunder. Da lagstillingen inden begge afdelinger imid- lertid intetsteds afviger noget stærkere fra horisontalfladen og afdelingerne her heller ikkei dagen træder mere umiddel- bart sammen, vil der i så hensende herfra ikke kunne drages 62 Karl Pettersen sikrere slutninger i denne retning. Mere afgjørende som grænsebestemmelse er derimod den stærke petrografiske for- skjel, der her gjør sig gjeldende. I overenstemmelse med bygningsforholdene efter det nys omhandlede profil 40 vil disse også findes at træde frem langs efter Bardoelven, indtil denne ved kirkestedet Kirkemo under en skarp bøjning svinger om i lige nordlig retning. Herunder afsluttes det her omhandlede fjeldparti mod vest ved Gråhøgda og den straks nordenfor samme indtil 1491 m. højtstigende vestre Istind. Fjeldpartiet falder her overalt under stejlt afheld ned mod Bardoelven. Profilrits fig. 42 er trukket fra øst mod vest fra Grå- høgdas top tvertover Bardodalen og op til top af Stor-Ala, der fra den vestlige side af dalen stiger under stejle styrt- ninger op til en højde af 4000’ (1255 m.). Stor-Ala rejser sig som en af de højeste toppe inden det vidudbredte fjeld- parti, der tidligere er omhandlet under no. 6 pag 9 afdeling I, og som danner et led inden de af fjorde og sunddale gjennemskårne udenfor Kjøldraget liggende fastlandstrøg. Opefter Grahegde bygges fjeldgrunden af følgende lag- rækker. a. tyndlagede stribede grønne kloritiske skifere, der vi- ser en strøgretning af O. 40° S. med 20 a 30° nordost- ligt fald. Skiferen indeslutter årer af krystalli- nisk kalksten. b. grønne milde skifere i konform lagstilling med (a.) c. krystallinisk kalksten i mægtige lagrækker. Indskyd- ning fremdeles indover, dog synes lagstillingen at skul- le variere noget fra den, der råder inden de lavere liggende afdelinger (a.) og (b.) d. Lagrækker af renere granatførende glimmerskifer. Lag- rækkerne (a.) og (b.) der når op til en højde af om- kring 1800' (565 m.) dannes af halvkrystalliniske ski- fere. Herfra op til top bygges fjeldgrunden af stær- Den nord-norske fjeldbygning 63 kere krystallinisk prægede skifere. Man gjenfinder så- ledes også her under helt tilsvarende forholde de to i petrografisk henseende så skarpt udskilte hovedled, der bygger fjeldpartierne i strøgene om Sørdalen og Øvre-Bardo. Kalkstenslagene (c,) tilhører den højere liggende skifergruppe. Følges bygningsforboldene op efter Stor-Ala vil man nedenfra opad overskride følgende lagrækker: ay Ly Efter udgravninger langs landevejen vil man pa flere steder træfle lag af sorte milde skifere, der petrogra- -fisk nærmest vil være at betegne som renere lerskifere. Disse dannelser optræder forøvrigt her kuns højst spar- somt og underordnet. De viser et fald indover (vest- over.) sorte og grønne finskjællede lerglimmerskifere under en nord-sydlig strøgretning og 30° vestligt fald. skiferen antager her en hårdere struktur med noget stærkere udviklet krystallinitet, men er dog fremdeles at betegne som lerglimmerskifer, opefter et her fremtrædende flåg med stejle til verti- kale vægge bygges fjeldgrunden af en skjællet glinsende glimmerskifer, der optræder i 0,2 m. megtige ‘lag un- der en vestlig indskyden. hård kvartsitisk glimmerskifer med hvide glimmerskjæl. Strøgretning n-s faldet 45° v. amfibolitiske finstribede skifere i konform lagstilling med (e,). Ligner petrografisk endnu Balsfjordgruppens finstribede hårdskifere. renere glimmerskifer. første kalkstenslag i en højde over havfladen, der på det nærmeste falder sammen med den, hvorunder kalk- stenslagene (c.) optræder opefter Grahøgda. Lagenes strøgretning n-s, faldet 45" vestligt. hårde mørke skifere under sydvestlig indskyden, 64 Karl Pettersen -k, opefter hojeste top ren krystallinisk præget glimmer- skifer i stærk synklinal lagstilling. Ogsa her bygges fjeldgrunden af tvende petrografisk uligt prægede afdelinger nemlig en lavere liggende, dannet af halvkrystalliniske skifere, en højere liggende af hårde re- nere krystallinisk udviklede skifere, — den hele fjeldbygning forøvrigt af lagrækker under en på det nærmeste konform lagstilling. Disse to hovedafdelinger er imidlertid her gjen- nem jevnere petrografiske overgangsforholde indbyrdes nær- mere tilknyttet end tilfældet synes at have været efter de ovenfor omhandlede profiler. Efter grænsepartierne vil man derfor let kunne komme i tvivl om, hvorvidt man befinder - sig inden den lavere eller højere liggende afdeling. At lag- rækkerne a, — c, med sin milde halvkrystalliniske struktur ligger ind under den lavere afdeling er sikkert og på den anden side kan der heller ikke råde nogen tvivl om at lag- rækkerne fra (g,) op til top, — der er stærkt krystallinisk prægede, — tilhører den højere liggende afdeling. Mere tvivlsomt vil sagen i så henseende synes at kunne stille sig ligeovenfor lagrækkerne d, og e, der istrukturel henseende dan- ner som et slags mellemled mellem den halvkrystalliniske ler- glimmerskifer og den helkrystalliniske glimmerskifer. Disse dannelser overlejes imidlertid af lagrækkerne f, der optræder med en stærkt udpræget finstribet struktur og er i så hen- seende ganske at sammenstille med de inden Balsfjordgrup- pen så hyppigt fremtrædende finstribede hårdskifere, Der antages således her at kunne være nogen grund til at ind- ordne lagrækkerne f, og dermed også d, og ej under den lavere liggende halvkrystalliniske skiferafdeling, der således opad vil blive at afslutte med f, Lagrækkerne g, tilhører derimod åbenbart den højere liggende afdeling. At det før- ste kalkstenslag h, opefter Stor-Ala-profilet ligger i en haj- de, der på det nærmeste falder sammen med den, i hvilken det første kalkstenslag (c.) optræder efter profilet over Grå- Den nord-norske fjeldbygning 65 høgda synes også at skulle pege hen på, at grænselinjen mel- lem den lavere og højere liggende afdeling op efter Ala må være at drage som her er gjort. Kalkstenslagene (c.) efter Gråhøgdaprofilet ligger nemlig — som det vil sees — mere umiddelbart over lagrækker af milde halvkrystalliniske ski- fere. Fortsættes profilet fra Stor-Ala videre vestover efter det vidstrakte fjeldparti, hvorunder Stor-Ala ligger, så vil også her lagrækker af milde halvkrystalliniske lerglimmer- skifere være at påtræffe på forskjellige steder efter de dy- bere liggende indskjæringer. Disse dannelser vil dog her efter retning fra øst mod vest træde mere tilbage ligeoven- for lagrækker af den renere krystallinisk prægede glimmer- skifer. Længst mod vest mod sundløbene bygges fjeldgrun- den fra fod til top af lagrækker af glimmerskifer med hyp- pige indlejninger af gralighvid grovkornig krystallinisk kalk- sten. Den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byg- gede afdeling sænker sig således i retning fra Sørdalen og Bardo vestover stadig — mer er mindre regelmæssig — ned til lavere og lavere niveauer, indtil den ud mod sundløbene ofte ikke længere vil findes trædende frem i dagen, men deri- mod helt må være at søge inden niveauer, der ligger under havfladen. Det ovenfor under Kjeldraget liggende fjeldparti, hvor- til Skinskartind, Gråhøgda og Istinderne hører, afgrænses mod nord ved den her i øst-vestlig retning flydende Målselv. I strøget mellem Divielven ved dens udløb i Målselv og den omkring 20 kilm. vestenfor i Målselven udfaldende Kirges- elv rejser fjeldpartiet sig op fra dalbunden som en stejl tem- melig sammenhengende fjeldmur, der opad afsluttes i for- skjellige ved hejtliggende fjeldskar udskilte toppe, hvoraf flere når op til højder af omkring 4000' (1255 m.) og tildels ad- skilligt herover. Protilritsene fig 43—44 vil levere en nærmere belys- d 66 Karl Pettersen ning af bergbygningsforholdene her, således som de træder frem langs efter Målselven. Fig 43 er trukket fra gården Tillermoen ved Målsel- ven — tversoverfor Øvrebygdens kirke — 1 sydlig retning op imod det herfra opstigende Storfjeld. a. Øvrebygdens granit (granitisk gneis) — cfr. Afd. I pag. 157 — bygger fjeldgrunden nedenfra op til en højde af omkring 220 m. o. h. mægtige lag af en temmelig ren klæbersten, der spæn- der sig — mer eller mindre sammenhængende — gjen- nem anseelig længde under horisontalt løb. grønne, snoede og stærkt pressede, halvkrystalliniske skifere. hårde kvartsrige tyndlagede skifere, der viser en svæ- vende lagstilling, hvilken dog åbenbart må være af se- kundær oprindelse. De vertikale tversnit af disse lag- rækker findes nemlig tegnede med finstribede linjer, der — at slutte fra petrografiske forholde — må betegne de oprindelige stratificationsflader. Disse viser sig stærkt snoede, forvredne og brækkede og vil derunder kunne danne kurve og fletningslinjer, der er helt uafhængige af de nu fremtrædende stratificationsforholde. Stærke trykkræfter må således åbenbart i sin tid her have været i virksomhed. en mørk tyndlaget glimmerskifer, der viser en ,temme- lig svag sydvestlig indskyden. Det herfra opstigende højfjeld med sine stejle fjeldvæg- ge er op til øverste top bygget af rene helkrystalliniske glimmerskifere. Lagrækkerne (c.) og (d.) tilligemed klæberstenslaget (b.) tilhører den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byg- gede afdeling. Hvorvidt lagrækkerne (e.) skal være at hen- føre til den lavere eller højere liggende afdeling, skal her la- des uafgjort. I petrografisk henseende danner bergarten her Den nord-norske fjeldbygning | Ker som et mellemled mellem de halv- og helkrystalliniske skifere. Henføres disse lagrækker til den lavere liggende afdeling, så vil denne — når man fæster sig ved den her rådende på det nærmeste horisontale lagstilling, — have en mægtighed at omkring (230 m.) Da deme svævende lagstilling som nævnt imidlertid er af sekundær oprindelse, lader den virkelige mæg- tighed sig her ikke bestemme med nogen tilnærmelsevis nøjagtighed. Inden den højere liggende afdeling af renere glimmerskifer falder de enkelte lag, efter hvad der kan iagt- tages, ganske sammen med den mere oprindelige lagdeling. De trykkræfter, der har indvirket saa stærkt forrykkende på lagordningen inden den lavere liggende afdeling, kan så- ledes ikke have virket på lagstillingen inden den højere lig- gende atdeling, men må have afsluttet sin virksomhed inden dennes tidligste 'afsætningstid. De kræfter, der har frem- kaldt den inden begge afdelinger nu på det nærmeste sam- stemmende lagordning, må derimod være at henføre til et tidsrum, der ligger efter den yngre afdelings afslutningstid. Ifald forholdet er dette, — og der synes at skullø være adskillig sandsynlighed for at så er tilfældet — så vil heri være at søge et vidnesbyrd for at begge disse to her omhandlede bygningsled i virkeligheden må være at opfatte som tvende indbyrdes mere selvstændige bygningsgrupper. De petrografiske overgangsforbolde, som på forskjellige ste- der synes at træde frem efter grænsepartierne mellem den højere og lavere liggende afdeling, vil ligeovenfor det her omhandlede forhold neppe kunne være at tillægge nogen mere bestemmende vægt i modsat retning. Profilrits fig 44 er trukket omkring 10 kilom. østenfor n° 43 fra garden Skjeggesnes inden Målselvens Øverbygd først langs efter Bejnelvens indskjæringsspalte i retning fra nv. til so. op til den 950' (298 m.) høytliggende Øverby-sæ- ter og herfra i sydlig retning op til Stor-Ruten. Dette tjeld rejser sig — noget vestenfor Divielvens udløb i Mals- 68 Karl Petterson elven — op til en højde af omkring 4000’ (1255 m.) a. Øvrebygdens granit-gneis, der bygger fjeldgrunden op til en højde af 700' (220 m.) o. h. b. härde grønne skifere med mægtige lag af en gulhvid temmelig tæt dolomit, derover lag af lerglimmerskifere i veksel med kvartsiter — alt i en svag bølgeformig på det nærmeste horisontal lagstilling. grønlig-hvide kvartsrige hardskifere. — hvid kvartsit, på skiktfladerne med et tyndt overdrag af et grenligt kloritisk mineral. e. mægtige lag af en uren vegstensartet bergart, f. lag af en mørk krystallinisk kalksten — i en højde at 1700' (533 m.) o. h. Ovenfor (f.) stikker frem en lang temmelig bred terras- seformig trinflade — den såkaldte Lille Ruten. Denne skjær sig frem til foden af Stor Rutens herfra stejlt stigende fjeld- veg. Efter Lille-Rutens terrasseflade er fjeldgrunden over- alt overdækket. Efter Stor Rutens herfra opstigende nøgne fjeldvægge sees lagrækkerne at ordne sig i lange svagt bøl- geformige bugtninger. Selve fjeldvæggene ere utilgjengelige Derimod falder i brede båndstrimler ned efter disse styrt- ningerne mægtige urder, der helt er dannede af blokke og brudstykker af mørk tyklaget glimmerskifer og grå krystal- linisk kalksten. Trods langvarig eftersøgen lykkedes det ikke i disse at påvise det ringeste spor af bergarter, der petro- grafisk kunde være at sammenstille med de halvkrystalliniske skiferdannelser efter de lavere liggende niveauer. Der synes derfor her at skulle være al grund til at slutte, at Stor-Ru- tens højfjeld fra Lille-Rutens terrasseflade op til højeste top er bygget af lagrækker af helkrystalliniske skifere, der inde- slutter indlejninger af grålig grovkornig krystallinisk kalk- sten. Man har således også her de to samme petrografisk stærkt afvigende bygningsled, nemlig en lavere liggende, sam- ae Den nord-norske fjeldbygning 69 mensat af lagrækker af halvkrystalliniske skifere og en umid- delbart derover liggende, der dannes af renere krystallinisk prægede skifere. Lagstillingen inden begge disse afdelinger er på det nærmeste konform. Den nærmer sig horisontalfladen men er derunder mærket med brede bølgeformige bugtninger. Heller ikke her vil der være at påvise nogen skarpere be- tegnet grænse mellem de to afdelinger. Medens lagrækkerne (e.)—(e.) utvivlsomt tilhörer den lavere liggende afdeling, lagrækkerne opefter Stor-Ruten den højere, kan det derimod være spørgsmål underkastet, til hvilken af disse afdelinger de mørke kalkstenslag (f.) rettelig bør være at knytte. Pe- trografisk kan denne kalksten tilhøre den ene afdeling lige- sagodt som den anden. Henfores den til den lavere ‘liggen- de afdeling, så vil denne her afsluttes ved Lille-Rutens brede terrasseformige trinflade og forholdet vil i så henseende her ganske falde sammen med det, der træder frem opefter pro- filet ved Storfjeld i Sørdalen. Den lavere liggende af halv- krystalliniske skifere byggede afdeling afsluttes også der ved en lignende trinflade. Ligesom tilfældet er efter profilet fra Tillermoen opef- ter Målselvens Storfjeld (fig. 43) så optræder også her lag af vegstensartede dannelser som underordnede led inden den la- vere liggende afdeling. Som senere nærmere skal blive på- vist, vil vegsten på forskjellige steder findes knyttet til den- ne afdeling, Profilrits fig. 45 giver en samlet oversigt over berg- bygningsforholdene i strøget mellem Divielv og Kirgeselv. Den er trukket over Ruten, Storfjeld og Alapen. Som det vil sees af den her leverede fremstilling, er bygningsforholdene efter det under Kjøldraget byggede vid- strakte fjeldparti — der er fulgt langs efter Bardoelv og Målselv gjennem en længde af omkring 80 kilom. — i det hele og store helt ensartede. Dels fra en undergrund af ur- fjeld, der træder frem efter de øvre dele af Bardo og Måls- 70 Karl Péttersen elv, og dels ligefra dalbundene efter de vestenfor liggende strog bygges fjeldgrunden op til øverste top af lagrækker af skifere under en noget svævende lagstilling ofte under tilknytning af brede bølgeformige bugtninger. Lagenes fald- vinkel overstiger herunder sjelden 20°, mens strøgretningen temmelig forherskende viser n. 50 a 60" v. Petrografisk gjør der sig en stærk forskjel gjeldende i skiferrækkernes struk- turforhold, eftersom de er knyttede til lavere eller højere liggende niveauer. Medens lagrækkerne efter det lavere ni- veau viser en i det hele gjennemgående mild til halvkrystal- linisk struktur, træder de derimod efter det højere niveau frem som hårde stærkt krystallinisk prægede skifere. Ski- ferdannelserne lar sig således naturligen udskille i tvende umiddelbart på hinanden følgende og i ethvert tilfælde pe- trografisk særlig udprægede etager. På sine steder kan dis- se afdelinger vistnok synes på en vis måde at gå overi hin- anden gjennem petrografiske overgangsled, så der her tildels vil kunne rejse sig tvivl om, hvor den egentlige etagegrænse rettelig bør være at drage. I det hele og store antages der dog langs efter disse strøg at skulle foreligge ret bestemte grænser. At disse forskjellige bygningsafdelinger falder sammen med de fornævnte efter Sørdalen optrædende grupper nemlig Balsfjordgruppen og Tromsø-glimmerskifer-gruppe vil være abenbart. Sammenstilles bygningsforholdene efter de langs det omhandlede fjelddrag optrukne profiler n. 40—43 og knyttes hertil end videre profilritset no. 39, der er trukket op efter fjeldpartiet fra den østlige side af Søidalen, så vil man på disse forskjellige steder nedenfra opad have Profil n° 39. 40. 41. 42. 43. 1) Urfjeldet . : ++ *1andt.. 157. 150. .:-0::120 220 2) Den af halvkrystallini- | ske skifere byggede etage « 627. 570, 565. 502, 596 «: Den nord-norske fjeldbygning re 3) Etagen afhelt krystalliniske skifere op til top (1255 a 1400 m ) Efter profilritset no. 42 stiger urfjeldet vistnok op til en højde af 313 m. men da det i en højde af 220 m, findes overdækket af et mægtigt til etagen 2 henhørende lag af vegstensartet sten, er denne sidsnævnte højdebestemmelse her bleven benyttet. Langs den nordlige side af Mo i strøget fra Øverbygden vestover til Tagelven rejser sig det øformig ud- skårne fjelddrag Mauken. Dette ligger ind under de af fjorde og sunddale gjennemskårne fastlandsstrøg og er her opførte som no. 11 pag. 12 under den orografiske oversigt i afdeling I. Bygningsforholdene langs efter Mauken vil findes nærmere fremstillede i fig. 46, der er trukket efter dragets hele længde. Som det vil sees træder her frem følgende bygningsled: a. Tvende indbyrdes udskilte afdelinger henherende under urfjeldet (tidligere omhandlede i afdeling I pag 157—158.) b. Lagrækker dannede af halvkrystalliniske lerglimmer- skifere, finstribede hårdskifere tildels med hyppige ind- lejning af en dolomitartet magnesiakalksten. Lagstil- lingen tildels noget variabel — en omkring øst-vestlig strøgretning, spillende meilem n. 60 0. og n. 60° v med svagt indtil 20° nordligt fald, er dog derunder stærkt fremtrædende. Denne afdeling bygger fjeldgrunden her op til en højde af omkring 600 m. o. h. og falder for- holdet i så henseende på det nærmeste sammen med det, der som ovenfor vist er rådende efter fjeldpartiet langs dalens sydlige side (cfr. fig 44). c. Omtrent fra dragets midte rejser sig fra den af afde- lingen (b) byggede rygflade Mauktindernes mægtige masse op til en højde af 1243 m. 0. h. Efter dette hojfjeld er fjeld- grundenafhårde krystalliniske skifere nemlig glimmerskifer med svage indlejninger af kalksten i veksel med hornblen- deskifer og tildels også med gneisartede lag (øjegneis), 72 Kar! Pettersen Lagstillingen op efter den østre Mauktindes stejle skråninger viser en nord-sydlig strøgretning med vestligt fald af 20 a 309 og synes således at afvige fra den mere øst-vestlige strøgretning, der råder inden den lavere liggende afdeling. Da lagstillingen imidlertid inden begge afdelinger i regelen træder frem med en svagere faldvinkel og heller ikke altid er ganske konstant, vil der herfra neppe være grund til at drage bestemte slutninger om en diskordant lag- stilling. Hertil skal endvidere føjes, at glimmerskiferen ef- ter Mauktindens øverste tophøjde optræder i temmelig svæ- vende lagstilling. Petrografisk skiller i ethvert tilfælde skiferafdelingen, der bygger den egentlige Mauktind, sig skarpt ud fra de halvkrystalliniske skifere inden den lavere liggende afdeling. Bygningsforholdene er således her i det væsentlige fuldt sam- stemmende med de, der er rådende langs efter det ovenfor omhandlede under det egentlige Kjøldrag liggende fjeldparti. Bygningsforholdene fra Målselven nordover til strøge- ne om Balsfjorden vil findes nærmere belyste ved profilrits fig. 47. Dette er trukket i retning fra syd mod nord tvert- over Mauken, Tagvandet, Omasvarre ned til bunden af Bals- fjord, videre langs fjordens vestside til kirkestedet Tennes og herfra tvertover fjorden op efter den her omkring 1400 m. hejtstigende Svartnestind. Følges profilet fra syd mod nord, sa har man først Maukens fjelddrag med sine to ovenfor omhandlede bygnings- led nemlig: a. den af halvkrystalliniske skifere byggede afdeling, b. derover Mauktindens krystalliniske skiferstrata Den lavere afdeling (a.) fortsætter nordover, bygger det op imod 565 m. højtstigende åsdrag Omasvarre, der sky- der sig frem langs den nordlige side af Tagvandet. Efter Qmasvarres højpartier antager bergarten et renere glimmer- skiferartet præg. Muligt at her træder frem svagere partier Den nord-norske fjeldbygning 73 af den højere liggende afdeling. Fra Omasvarres nordlige afhæng efter det af lave mildt formede åsdrag gjennemsatte underland, der fører ned til bunden af Balsfjorden, bygges fjeldgrunden af milde grønne kloritiske skifere i tilknytning til mægtige nedlag af en temmelig finkornig blålig-mørk kalk- sten, Fra bunden af Balsfjorden udefter til kirkestedet Tennes bygges fjeldgrunden af grønne kloritiske skifere. Lagenes strøgretning spiller regelmæssig omkring øst-vest, mens faldvinkelen, som i regelen er svag og sjelden oversti- ger 20°, efter profilets længde flere gange vil sees under flere brede bølgeformige bugtninger at slå om fra sydlig til nord- lig. Profilet afsluttes længst mod nord ved Svartnestinden. Denne er fra fod til top bygget af hyppigt vekslende lag- rækker of sandstensartet kvartsit og milde ofte kloritiske ler- glimmerskifere, der viser en regelmæssig strøgretning af n. 60° v. med 10 a 20" sydvestligt fald. Da Svartnestinden stiger op til en højde af 1400 m. og den fra fod til top er bygget af den halvkrystalliniske skiferafdelings svagt heldende lagrækker, træder denne så- ledes her frem med en mægtighed, der ganske betydelig overstiger afdelingens mægtighed efter de ovenfor omhand- lede strøg. | Petrografiske ligesom stratigrafiske forholde vidner på det bestemteste for, at Maukens halvkrystalliniske skiferaf- deling tilhører den samme afdeling, som i det foregående nærmere er fulgt fra strøgene om Torne-træsk vestover til Bardo og Målselven. Denne halvkrystalliniske skiferafdcling fortsætter, som vist i profilritset fig. 46, videre nedover til strøgene om Balsfjorden. I enkelte retninger antager ski- ferafdelingen efter sidstnævnte strøg vistnok i petrografisk henseende et præg, der kan afvige noget fra det, der er rådende efter de indenfor liggende fastlandsstrøg. De finstribede hardskifere træder langs efter Balsfjorden helt tilbage og det samme er også tilfældet med de ellers inden den halvkry- 74 Karl Pettersen stalliniske skiferafdeling så hyppigt optrædende indlejninger af magnesia-kalk og dolomitartet sten. Langs efter Bals- fjorden bygges afdelingen hyppigt af milde grønne renere kloritiske skifere med tilknytning af lag og lagrækker af mørk temmelig finkornig kalksten, der her ofte kan optræde i ganske anseelig mægtighed. Hertil kommer endvidere ind- lejninger og mægtigere lagrækker af sandstensartede kvart- siter og på sine steder også rene sandstene. Trods denne i enkelte retninger noget afvigende petrografiske habitus lader det sig dog med bestemthed påvise, at skiferafdelingen om Balsfjorden ligger ind under den halvkrystalliniske afde- ling efter de indenfor liggende fastlandsstrøg. Som de geologiske undersøgelser er blevne fremmede efter dissø strøg, blev den her omhandlede bygningsafdeling først påvist efter landpartierne om Balsfjordbunden og derfra efterhånden forfulgt videre frem efter fastlandsstrøgene. Bals- fjordskiferne blev derunder allerede tidlig udskilt som en: egen gruppe under navn af Balsfjordgruppen, der fra først af således alene omfattede skiferafdelingen efter det for- ‚holdsvis snævert begrænsede Balsfjordbækken. Hvorvel denne skiferafdeling efter strøgene om Bals- fjorden — som ovenfor nævnt — i enkelte retninger træder frem noget særlig udpræget, antages der dog ikke heri at skulle ligge nogen stærkere grund til at opgive den for af- delingen engang opførte navnebetegnelse. Afdelingen vil så- ledes i det følgende blive betegnet under navn af «Balsfjord- gruppen.» | Profilrits fig. 48 følger bygningsforholdene fra Svart- nestinden videre udefter langs Balsfjord til henimod de ytre sundløb. Længst mod sydost stiger Svartnestinden her frem med sine ovenfor omhandlede lagrækker af grønne kloritiske ler- glimmerskifere i veksling med sandstensartet kvartsit — .alt henhørende under Balsfjordgruppen, Svartnestindens skarpe Den nord-norske fjeldbygning 75 højtop afskjæres straks mod nordvest ved en dyb højfjelds- kløft og vestenfor denne fortsætter draget som en egdannet skarp højryg videre vestover. Denne højryg bygges af kry- stalliniske glimmerskifere tildels i veksling med gneisartet glimmerskifer, der viser en regelmæssig strøgretning af n. 30° o. mod 45° vestnordvestligt fald. Lagstillingen er her altså stærkte afvigende fra den, der råder efter Svartnestin- dens halvkrystalliniske skiferafdeling. Umiddelbar kontakt mellem Balsfjordgruppen og den krystalliniske skiferafdeling lykkedes det her ikke at påvise. Derimod var der anled- ning til i så henseende at aflæse forholdet efter den øvre del af den dybt indskårne Andersdal, der skjær sig ind un- der Svartnestinden langs efter sammes østlige side. Her fal- der fjeldmassen i stejle udækkede styrtninger ned mod An- dersdalen og her var der god anledning til at se, hvorledes lagrækkerne til den lavere liggende Balsfjordgruppe skjød sig under en afvigende lagstilling ind under den højere lig- gende af krystalliniske lagrækker byggede skiferafdeling. Balsfjordgruppen skyder sig således, som det af profilet vil sees, mod vest ind under den krystalliniske afdelings mere stejlt stillede lag, og optræder denne afdeling således læn- gere mod vest helt enerådende fra fjordbreden opad. Længst mod vest indeslutter denne hyppige indlejninger af krystal- linisk grovkornig kalksten. Disse krystalliniske skiferdannelser ligger ind under 5 den såkaldte Tromsø glimmerskifergruppe, der altså ligger umiddelbart over Balsfjordgruppen. At de afdelinger af kry- stalliniske skifere, der — som i det foregående påvist — efter ind- landsstrøgene på forskjellige steder er fundet i overlejnings- forhold til Balsfjordgruppen, ligeledes ligger ind under Tromsø glimmerskifergruppe, vil der allerede på forhånd være al grund til at forudsætte. At så i virkeligheden også er til- fældet, vil nærmere blive godtgjort i den efterfølgende lokal]- beskrivelse, 76 Karl Pettersen I henhold hertil vil der altså her blive at skille mellem tvende større vidt udbredte og som det synes mere selv- stændige bygningsled nemlig a. den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere dan- nede Balsfjordgruppe. b. den højere liggende af krystalliniske skifere byggede Tromsø glimmerskifergruppe. mors en RT TT à | 7 3 | E 1 2 3000 3 É å iS É = == 8) PT 4 4 dou ee À li VorneTræske sr =P på I a TN RD RARES at u | 1 ad Lrsk 2-1 Balsfjord-qr hø: VE dsort erskakr Ose Taine rer Be EN ! ic loartsil b.-cDividais- grippe ! blehvartsit — d. Divıdals-gruppe : A grin lerskt a. grantt granit a. granit la. granit 19.29 Fig 27. Fig. 23. 3 3 ot å 3 å 3000" 3 2 | É ker ME å On tajokke AN on à === | = Rs ye SERENA ER EE qe —| Å å: ! | I I | | rå À I i { 1 Ë Alerslet: ! Je sort lerskiter 1, , ehvarisit Ei ag OL PEN ae BEI À JE eee Å db Sivartsit rod lerskifer iu : e.lergl: sk. S ahonglomerat å à Koartsit å Å Fig. 28 I D] oo 6000 8 I 2 :8 i å 3 9 5 4 3 = od = 2 3 SS 3 oR 3 & ; 5 & ES) Ga Fr ED us tS x ES SA CR Em: er a glimmer. sleiter, | thorn l sk De Å TES a EE alt = Fr === | d.glimmerskifer gr. “IC. Verglinnerskifer på FR erd == 5 Shee Balsfjord -gruppe b. Sandsten la. granit | b. Dividals-gruppe. a.archeisle | EIER — JRkakkerao = == Ta m = == Æ | e te oR = A I À I 2000 £ D AG is å TT I er. BAER aes SD a alenglimmerskiter lb. be ‘à grarut le; 773 värdski b. FE skifer I væ. Lerskulter ‘elerglm. ske oui Horik lergln a 'b Leren få 4 * a. granit Divid al tre TL TT c. hårdskifer ay e\v Modes Anabalka Skakterelv b. steilt stillede lagrækker at ”feloritisk glimmerskitermed halkstensindlepninger bh > granit våre Port a . ee 5 x Pan | = Ben Rz mont. ce. kbartsskifer | Te d.Kvarsi#.ND, blerskiter 6 ING a. grantt a — = — Fig.37 Fig. 39 E : { à å oa F = Bee cS D å = a 3 5:8 S 2h 8 = Ione S 7 NUE = PE ER ; 470 ! c.gaummerskiter |: å | bikoartsit 1 1 å PES | I | b. lerglimmerskifer | asort hårdskifer | a. gruets a.gn ets = [00 3 2 3 & SN SUP > 4 = == ı d.oli ersk. gr: x | immersk- J! yo | k Balstrordgruppe. bDi vida Isgruppe Fig 41. Ho bherskar= Sind 5 FØRER 8 2 ES à £ Br N S EN Ce, VONT ER SN TE P er å 2 FEN å Å A ie > = = 3 EE ; | ME Va N | 24 © Ian | RARE er | es ee sil a Ve e “es å | i= NN Nå NO ES at Gre SV Lgl 2 mersleifer c.glimmerskiter, hornble ndeskifer emagnestakalk i 2 ; Br i ıb.lerglimmerskifer d. lerglimmenshiter 77 % c.magnesiahkalk a.gneis 2. Lerglim merskafer we gneis farchætsk) te Å | au Tavle VI, 3 Fig.43. | |_4000! Storfyeld. La at--- === >= i { | bd Uegsterr 76 å "14. granit 3 e 5 è 3 2 & & 2 3 £ WENG å === å 0: [= 1 1 I i | 1d. Degsten. «sten. i ve Glimmersletfer: | ce Kvartsit 'b.halv krystalliniske sIifere VERN 7. gronne sktfere med dolomit. a Gets med granit. a brantt. ¥ Fig. 48, co 5 1 : oe 2 SR = 35 2 5 FG == LE 4000! SEHR, 5 3 © 77 2 S&S cee 7 7 Er GI n =f GS k à Pe à | i | or] SSE 4 EN = OSOIN NU e. Krystallinis ebekrlre, th glimmerskifer | | Ib. halo krystal- skilere à halokryst. skiter a. gneis med granit i Se = 2 £ 2 = Là 8 5 = 3 3 um 2 N å 7 IS ay Nan LG À Å Sr SN ST SS i DMNA KAP TEE eh PE ae VEDI 1 co Pe INE VA Urtjeld Dividals=gruppe. Balstjord:gruppe. Tomsö glimmerskifer gr. (arkætsk) (kambrisk ) fsiluaris/c) (silurriste.) LITT TT ones IF 5. x å il jee AX | granu 77 Karakteristik af några bergartsprof från nordliga Norge. Af À. E. Térnebohm. 1) Sandsten, Rögskar vid Altvandet mot Riksgrånsen.*) Kornen öfvervågande af qvarts, sadana af fåltspat dock temligen talrika. Bindemedlet gragult med en mängd sma kloritiska partiklar. 2) Grå gneis, Kjedelelv, Sördalen i Bardo.**) Den makroskopiskt förherrskande beståndsdelen år ljus fåltspat i individer med 3 å 4 mm. tvårmått. Mellan dem synes nå- got qvarts och mörka, glimriga strimmor, hvilka senare ej hafva någon parallel anordning, hvarför bergarten ej heller eger någon tydlig skiffrighet. Under mikroskopet visar sig qvartsen bilda finkorniga aggregat, aldrig större individer. Fåltspaten år dels ortoklas, dels plagioklas, bådadera starkt sönderdelade och rika på nybildningar, företrådesvis kalk- spat och epidot. Den nåstan fullståndigt kloritiserade glim- mern bildar finfjålliga strimmor. Accessoriskt finnas epidot med ortitkårnor, apatit, titanit och tt svart malmmineral, som dock mestadels år omvandlad i titanomorfit. 3) Granitisk gneis, Reisen Fos, Nord-Reisen.***) Röd, medelgrof, mycket glimmerfattig. Väsentligen består berg, artem af qvarts, ortoklas, plagioklas och mikroklin. Den *) Cfr. Pettersen, ,Den nord-norske fjeldbygning*, afdeling II, pag. 18, Tr. M. årshefte XI. 1888. **) Cfr. Pettersen, „Den nord-norske fjeldbygning*, afdeling I, pag. 152 —154 Tr. M. årshefte X. 1887. FR) |, c. pag. 33—34. 78 A. E. Törnebohm sistnämnda år förherrskande och bildar utfyllningar mellan de öfriga. Ortoklaskornen dro ofta starkt vittrade, men ej sällan försedda med en frisk, pätagligen sekundär kant. Detsamma kan äfven förekomma hos plagioklasen. De mycket sparsamt närvarande biotitpartierna äro mestadels kloritiserade. Enstaka fjåll af muskovit förefinnas. Acces- soriskt finnas apatit mycket sparsamt och titanit nägot ym- nigare. Den senare är möjligen en nybildning efter nägot malmmineral. | 4) Augitsyenil, Stamsund, Vest-Vägö.!) Gulgrå, me- delgrof. Ortoklas vida öfvervågande, mestadels strimmig (mikropertitisk) och ofta något fårgad af ett mörkt stoft. Qvarts sparsamt, mestadels såsom afrundade korn. Enstaka små korn af ytterst fint streckad plagioklas. Grön augit i oregelbundna partier. Något brun glimmer, starkt sönder- delad. Acc: magnetit, apatit och något litet zirkon. 5) Augitsyenit, Brettesnes, st. Molla, Øst-Lofoten.?) Mörkt gulgrå, groft medelkornig. Ortoklas öfvervågande, ofta mikropertitisk och färgad af ett fint, brnnt stoft. Plagioklas sparsam. Grön augit, brungrönt hornblende, olivin och något brun glimmer. Acc. apatit och magnetit temligen rikligt. Der och hvar mikropegmatitiska utfyllningar. 6) Granit, Eide, Senjen.*) Rod småkornig. Orto- klas och plagioklas, både starkt omvandlade, mikroklin frisk, förherrskande, utfyllande. Qvarts temligen riklig, ej sållan idiomorf. Muskovit och biotit sparsamt; den senare i regeln starkt omvandlad. Acc. apatit (och omvandlad ortit?). 7) Granitgneis, Bjarkö.*) Röd, teml. grofkornig. Mi- kroklin och plagioklas förherrskande; qvarts underordnad; grönbrun glimmer, delvis kloritiserad, sparsam. Plagioklasen späckad med kristaller af nästan färglös epidot, äfven der den år frisk. Gyttringar af ljus titanit. 8) Magnetitgneis, Vest-Vågö, Lofoten.” Ljus, nåstan 1)].c.pag. 44. 2) L c. pag. 51. 3) Le. pag. 76. *) 1c. pag. 73. 9) l..c.:pag. 45, TE nn Er u a PU MEN Bergartspro. fran nordliga Norge 79 hvit, småkornig, bestående af omvexlande qvartsriga och mera fältspatrika strimmor. Fältspaten år dels ortoklas, dels plagioklas. Enstaka små fjåll af brungrön glimmer. Acc. makroskopiska korn af magnetit teml. rikligt, samt små mikroskopiska korn af zirkon. 9) Granitgneis, toppen af Kinfjeldet, Hindö!) Röd- aktig, temligen grof, någorlunde glimmerrik. Mikroklin och epidotspåckad plagioklas öfvervågande. Grönbrun glimmer i fjålliga gyttringar. Qvarts och mikropegmatit i småkorniga partier. 10. Grönsten,?) starkt epidotiserad, Rå, Kvedfjord, Hindö. 11) Granit?) Kroken, Salangen. Ljusgrä, smakornig. Ortoklas, plagioklas, mikroklin, qvarts, obetydligt glimmer, dels ljus, dels mörk, den senare i regelu omvandlad. 12) Dioritskiffer, Kroken, Salangsdalen.*) Epidotspäckad plagioklas (möjligen åfven ortoklas) öf- vervågande, hornblende och grönbrun glimmer temligen rik- ligt; titanit och apatit i anmårkningsvård mängd och ovanligt stora korn; något magnetit, obetydligt qvarts. 13) Gneisgranit, Högfjållet ofvanför Finland, Kvalö.*) Nåstan hvit, småkornig. Fältspat öfvervågande, mest pla- gioklas späckad med epidot och hvit glimmer, Qvarts tem- ligen riklig. Der och hvar större epidotindivider mellan fålt- spaterna. 14) Gneis, Högfjellet ofvanför Finland, Kvalö.%) Små- kornig, ljus, temligen glimmerfattig, men tydligt skiffrig ge- nom glimmerns strimvisa fördelning. Qvarts temligen riklig. Ortoklas och plagioklas, båda spåckade med epidot (och an- tagligen åfven med zoisit) samt små fjåli af muskovit, syn- nerligast mot individernas kanter. De større epidotkornen DEE c pas 00) pas. 69. 9) 1. c. pag. 150, %) Le par 150; PE Cr LG par Bus ETC pas. 97. 80 A. E. Törnebohm. hafva ofta en kärna af ortit. Vidare förefinnas något horn- blende och brun glimmer samt temligen rikligt med titanit i små afrundade korn, ofta gruppvis anordnade. 15) Gneis, Thorsvåg, Van-ö, Karlsö.!) Grå smäkor- nig, jemnskiffrig. Ungefär samma mineralsammansättning som föregående, dock saknas hornblende. Glimmer år dere- mot något rikligare nårvarande, mest dock kloritiserad. Ace. (utom titanit) åfven apatit, magnetit ock något litet zirkon. 16) Gramitgneis, Burö pr. Van-ö.?) Ljusgrä, småkor- nig, 1 stuff otydligt skiffrig. Ortoklas och plagioklas, båda spåckade med epidot och muskovit; qvarts temligen riklig; både brun och hvit glimmer. 17) Granit, Ljösö utanför Kvalé.*) Groft medelkor- nig, glimmerfattig, ljus, men rikligt spåckad med mörkgrå fältspatkorn. Dessa aro af ett. mörkt stoft fårgad oligoklas, såsom visas af eg. vigten, 2,638, och af utslåckningsvinklar- ne (på P 2° å 21", på M omkr. + 8°). Oligoklasen år den förherrskande fåltspaten i bergarten, men derjemte finnes åf- ven ortoklas, ej fårgad. Qvartsen förekommer dels såsom rundade korn inneslutna i oligoklasen, och dels åfven såsom utfyllningar. Vidare finnes något litet biotit samt spår af muskovit. Acc. apatit och zirkon, båda i mycket ringa mångd. 18) Ofvanför Selnes, Kvalö*). Skarpkantiga fragment af qvarts och mikroklin inbåddade i ett pulver af samma mineral jemte något glimmer, epidot och titanit. Såkerligen någon krossad gneis eller granit. Hr lues par: 115.2) 1.6. pag. 115. 9) .L ec. pag. 102. Er Gps op Oversigt over de i Norges arktiske region hidtil fundne Coleoptera. Af J. Sparre Schneider. Under det arbeide med undersøgelsen af evertebratfau- naen i Norges andel af den arktiske region, som nu har væ- ret fortsat gjennem mere end 11 år, har det foreløbig stillet sig som en hovedopgave for mig at samle materiale til så vidt muligt fuldstændige oversigter over alt, hvad der hid- til har været anmærket inden de forskjellige grupper, for ligesom at berede et grundlag af sikre observationer, hvor- på der senere kunde bygges arbeider af en mere speciel na- tur. I alle disse år har jeg således arbeidet rolig næsten udelukkende som faunist og zoogeograf, dels af personlig til- bøielighed, dels fordi jeg har båret en inderlig overbevisning om, at et så uudforsket felt, som det polare Norge endnu må siges at være, først og fremst trænger et sådant fauni- stisk oprydningsarbeide, hvormeget end tidens videnskabelige retning er tilbeielig til at tillegge den slags undersøgelser 6 89 J. Sparre Schneider en meget underordnet betydning, idet betragtningen her som ved alle nye bevægelser har let for at udarte til ensidighed. Men selv om ikke disse bevæggrunde havde været til- stede, vilde jeg været drevet dertil af nationale hensyn, om jeg så må kalde det, idet det ikke mindst må være viden- skabsmandens pligt at markere det for den store civiliserede udenverden endnu heist uklare begreb «Norge», og i dette tilfælde at udskille vor andel af det endnu mere tageagtige begreb «Lapland», hvormed selv den videnskabeligt dannede omfatter det hele nordenfor polarcirkelen beliggende Europa. Nu bindes vistnok ikke flora og fauna af politiske grændser, men bortseet fra den store forskjel i naturforholdene mellem Norge og Sverige, idet vi sidder inde med en langt større kyststrækning, et mægtigt, det hele land opfyldende bjerg- system og en polar andel af halvøen meget forskjellig fra det nordlige Sverige, så bør en «Fauna Svecica» ikke over- flødiggjøre en «Fauna Norvegica», eller med andre ord: også de norske entomologer, der hidtil har arbeidet under usæd- vanlig ugunstige omstændigheder, må det være tilladt at gjøre den videnskabelige verden bekjendt med sit fædrelands natur- frembringelser. Det skulde synes ligetil latterligt at måtte pege herpå, men en sådan redegjørelse er ikke destomindre høist fornøden, idet jeg blot henviser til den mærkelige kri- tik af Siebkes «Enumeratio» i «Zoological Record» for 1875, som Schøyen med en velberettiget indignation bar imødegået i Kristiania Vid. Selsk. Forhandlinger 1879. Den engelske anmelder leverer her en høist uberettiget og om mangel på enhver forståelse vidnende omtale af dette første forsøg på en samlet oversigt over Norges entomologiske fauna, en kri- tik, som kun kan undskyldes med et totalt ubekjendtskab til den skandinaviske halv-ø's politiske og geografiske forhol- de, et ubekjendtskab, der imidlertid ikke sømmer sig for en videnskabelig anmelder i vore dage, og som måske har bragt de få norske entomologers alvorlige arbeide i miskredit, hvor Coleoptera i Norges arktiske region 83 de forsøgte at finde forståelse og maske en smule anerkjen- delse. «Gyllenhal arranged according to Thomson», det er det resultat, anmelderen i «Zoological Records kommer til ved sin bedømmelse af «Enumeratio», som om Gyllenhal nogen- sinde havde samlet i Norge eller i sit bekjendte opus «In- secta Svecica» på nogen måde er trådt udenfor den ramme, som værkets titel har betegnet! Den af Skandinaviens insektfauna heit fortjente svenske entomolog C. G. Thomson har 1 sit værk «Scandinaviens Coleoptera» på en måde også bidraget til at forøge den almindelig herskende uklarhed i forståelsen af Norges ento- mologiske forholde, således at vi fra et rent faunistisk stand- punkt seet havde været bedst tjent med, om den ærede for- fatter havde ladet Norge helt ud af betragtning. Når nem- lig undtages det materiale, som Zetterstedt og Boheman i sin tid medbragte fra sine norske reiser, har Thomson lidet eller intet havt at bygge på til sine opgaver over Coleopternes udbredelse i Norge, og synes således aldeles ikke at have taget hensyn til de mange reiseberetninger, som Siebke har udgivet lige fra 1850. Ikke destomindre heder det på snart sagt hver side «tota Scandinavia», hvor Thomson neppe har havt nogen angivelse for Norges vedkommende at støtte sig til, og sådanne løse opgaver er ofte høist vildledende. Jeg har således foretaget mig i første bind at opsummere de ar- ter, som angivelig er udbredte over «hele Skandinavien», og finder da af Carnivori alene ikke mindre end 40 arter, som endnu ikke er fundne i det nordlige Norge og med få und- tagelser neppe heller nogensinde vil blive påviste der; og alt i alt kunde jeg til denne fortegnelse have føiet flere hund- rede arter, som imidlertid ingen ret har til at figurere der, sålænge ikke en eneste opgave over deres forekomst forelig- ‚ger. Det være forøvrigt langt fra mig at ville nedsætte Thomsons i deskriptiv henseende over al ros hævede arbeide men jeg har fundet det fornødent at påvise, at det hvad den 84 J, Sparre Schneider geografiske udbredelse angår -ikke er fyldestgjørende ialfald for Norges vedkommende, en mangel, som jeg her har sat mig til opgave at afhjælpe. I det her forelagte arbeide er segt samlet alt, hvad der hidtil mig bekjendt er bleven offentliggjort angående Cole- opternes udbredelse i det polare Norge; disse opgaver følger her i kronologisk orden. L. Gyllenhal, Insecta Suecica. Optager kun etpar arter, der angivelig er fundne af Marklin ved «Nordkap». S. C. Sommerfelt. Saltdalens beskrivelse 1827. Opfø- rer 52 arter Coleoptera. At denne som alle lignende ældre op- gaver må benyttes med stor forsigtighed, er selvsagt; 1 tyd- ningen af en del arter har jeg ikke vovet at gå så langt som Schøyen, for enkeltes vedkommende kommer jeg til et andet resultat. J. W. Zetterstedt, Insecta Lapponica. Dette vigtige arbeides forfatter bereiste i 1821 en større del af vor arkti- ske region fra Ofoten til Alten og synes at have samlet un- der gunstige omstændigheder, da han medbragte adskillige arter, som det endnu ikke har lykkes senere samlere at gjen- finde; hans opgaver udmærker sig ved en for den tid sjelden nøiagtig angivelse af lokaliteter. Insecta Lapponica optager forøvrigt en hel del arter, der ikke kan indga i denne for- tegnelse, idet såvel Dovre som Nordre-Trondhjemsamt er medindbefattet af Zetterstedt, medens jeg med de nyere nor- ske zoologer sætter polarcirkelen som sydgrændse for den arktiske region, således som nedenfor nærmere vil blive ud- redet. C. G. Thomson, Skandinaviens Coleoptera. Det af Zetterstedt hjembragte materiale er her påny bleven gjennem- gået og bearbeidet, men såvidt jeg kan forstå, er der for den norsk-arktiske regions vedkommende ikke tilkommet yderligere bidrag. Thomsons arbeide er fremdeles den vigtigste kilde til kundskaben om den skandinaviske halvøs Coleopterfauna, Coleoptera i Norges arktiske region 85 hvorfor jeg med de øvrige norske og svenske entomologer har fulgt hans systematik, forøvrigt et mindre væsentligt moment ved et begrændset faunistisk arbeide som det her af mig fremlagte, og med nogle få afvigelser også hans no- menklatur, ihvorvel jeg ikke hylder den stærke tendents til generisk monotypi, som i vore dage har så mange varme tilhængere. ©. W. Schneider, Stettiner entom. Zeitung 1862. Bear- beider det af de to bekjendte Lepidopterologer Dr. Staudin- ger og Dr. Wocke i 1861 fra Finmarken medbragte materi- ale, der atter er bleven revideret af L. v. Heyden i samme tidskrift for 1866. De nævnte forskere opholdt sig den me- ste tid i Altens distrikt, men da indsamlinger foretoges un- derveis såvel langs Nordlands kyst som på Dovre, er det høist sandsynligt, at enkelte opgaver er fremkomne ved en forveksling af lokaliteter; forekomsten af Feronia versicolor og Agriotes obscurus ved Tromsø er således lidet sandsynlig, og bestemmelsen af enkelte arter som f.eks. Agabus chalconotus kan neppe være korrekt. I. Siebke, Enumeratio insectorum Norvegicorum II. 1875. Til Zetterstedts opgaver kommer her endel arter for- nemmelig indsamlede af professor R. Collett på spredte lo- kaliteter i vor arktiske region. J. Sparre Schneider, Coleoptera iagttagne ved Tromsø. Tr. mus. årshefter II. 1879. Optager 134 i Tromsø nærme- ste omegn fundne arter, et antal, som jeg ved fortsatte un- dersøgelser har kunnet mere end fordoble. W. M Schøyen, Supplement til H. Siebkes Enumeratio ete. Kristiania Vid. Selsk. Forh. 1878. Tilføier yderligere bidrag fra forskjellige punkter i det polare Norge, fornem- melig Østfinmarken, indsamlede af pastor Sandberg, ham selv og undertegnede. Fr. W. Måklin, Coleoptera indsamlade under den Nor- denskiöldska expeditionen 1875 etc, Kongl. svenska Vet, 86 J. Sparre Schneider Akad. handlingar 1880. Optager 70 arter indsamlede mel- lem Bodø og Karlsø; denne fortegnelse er senere bleven re- videret af prof. John Sahlberg i «Entomologisk Tidskrift» for 1882 under gjennemgåelse af de i Stockholm opbevarede indsamlinger, hvorved endel feilagtige bestemmelser er bleven korrigerede. J. Sparre Schneider, «Nogle zoologiske iagttagelser fra Vardø». Tromsø mus. årsberetning for 1882. Opfe- rer 24 arter Coleoptera fundne på Vardø. — — «Nordfuglø, en zoologisk skisse». Tromsø mus. årsberetning for 1884. Fra denne i det åbne Ishav udenfor Lyngenfjord beliggende ø med- bragte forfatteren i 1884 65 arter Coleoptera. —«— «Dyrlivet på vore havskjær», Tromsø mus. årsberetning for 1887. Optager 64 arter Coleoptera, som forfatteren indsamlede på Hillesø udenfor Malangenfjord i slutningen af juni 1887. Ved udarbeidelsen af denne opsats har prof, J. Sahl- bergs forskjellige publikationer over Finlands Coleopterfauna været mig af høieste værd og interesse, og det er kun at beklage, at forfatteren endnu ikke har rukket at behandle faunaen i sin helhed, idet hidtil kun Carnivori, Palpicornes, Amphibii og Brachelytra er bleven bearbeidede. Med sin aldrig svigtende velvillie har dog min høitagtede ven søgt at afhjælpe denne mangel, idet han, foruden at gjennemgå en stor del af mine indsamlinger, også har tilstillet mig op- gave over en hel del arters udbredelse på Finlands område, således at jeg også udenfor de nævnte grupper har kunnet anstille disse sammenlignende undersøgelser angående udbre- delsesforholdene, der har været en hovedopgave under mine coleopterologiske studier. Stor tak er jeg ham derhos også skyldig for en fortegnelse over Coleoptera, som han indsam- Jede i 1879 ved Bodø og i Saltdalen. Vigtige bidrag har _ Coleoptera i Norges arktiske region 87 jeg derhos modtaget af hr. forstkandidat Å. Hagemann, som med stort held har gjort entomologiske indsamlinger i Salt- dalen, hvorfra foreligger en fortegnelse over c. 300 arter, desuden har han samlet i Beieren, ved Bodø, i Skjærstad, Folden og Alten og med stor liberalitet meddelt vort muse- um af sine indsamlinger. Under gjennemgåelsen og ordningen af universitets- museets Coleoptersamling har derhos min ven bergkandidat Th. Münster på Kongsberg noteret alle arter, der skriver sig fra norsk-arktisk område, hvilke dels for mange år til- bage er indsamlede af Sommerfelt og Esmark i Varanger og Tanen, dels af Schøyen er medbragte fra hans 3 arktiske reiser 1 1878, 79 og 81. Beklageligvis er denne ordning end- nu ikke længere fremskreden end til afslutningen af Brache- lytra, hvorved denne afhandling har måttet undvære et såre vigtigt bidrag, isærdeleshed et føleligt tab for Varangers ved- kommende, hvis Coleopterfauna endnu kun er lidet kjendt. Efter nu i såmange år at have havt mit hjem i det arktiske Norge har jeg selvfølgelig bedre end nogen anden fået anledning til at sætte mig ind i disse interessante trak- ters dyrverden, og uagtet Coleopterologien ikke egentlig har været dyrket som noget hovedfag, idet den marine fauna ved siden af Lepidopterne hovedsagelig har beslaglagt min op- mærksomhed, har jeg dog efterhänden sammenbragt et så betydeligt materiale, at det sammen med de ovenfor nævnte bidrag har forekommet mig tilstrækkeligt til deraf at vove en fremstilling af Coleopterfaunaen i det arktiske Norge, så ufuldkommen den end i det hele og store taget selvfølgeligt må blive. Mine indsamlinger, der tildels har været udførte med reiseunderstøttelse fra vort universitet, har strakt sig over hele Tromsø stift, fra Bodøtrakten til den russiske grændse; jeg har således samlet i Beieren, ved Bodø, på Grøtø i Stegen, Fagernæs i Ofoten, Lødingen, Trondenæs, Andenæs, Malangen, Balsfjord, Målselven og det nordlige Bardo, Tromsø, 88 J. Sparre Schneider Lyngen, Nordfuglø, Kvænangen, Alteid, Bossekop, Tanen, Vardø, Vadsø, Nord- og Sydvaranger, men dog er det des- værre endnu kun Tromsø nærmeste omegn og en del af Målselvens dalføre, til hvis fauna jeg tør sige mig at have et grundigere kjendskab, de øvrige trakter har kun været gjenstand for flygtige besøg. Ved for Norges fauna nye arter forståes sådanne, an- gående hvis forekomst hidtil intet har været publiceret, idet mange af dem vistnok har været fundne søndenfjelds af Min- ster, uden at han dog hidtil har offentliggjort noget over sine mange interessante og merkelige fund. De med en stjerne (*) betegnede arter findes endnu ikke repreesenterede i Trosmø museums samling i arktiske eksplr.; denne anmærk- ning er nærmest beregnet på dem, der herefter måtte komme til at samle i det arktiske Norge, og opsatsen tjener tillige derved som en slags katalog for samlingen, som endnu ikke er ordnet og opstillet i sin helhed. Med hensyn til begrændsningen af Norges arktiske re- gion da har jeg med G. O. Sars og Schøyen sat polarcirke- len som en temmelig naturlig sydgrændse, og som et ikke uvæsentligt moment finder jeg den omstændighed, at granen (Abies excelsa) omtrent her fuldstændig ophører for først at- ter som Abies obovata i enkelte eksemplarer at vise sig ved den russiske grændse i Sydvaranger. Og om jeg så vilde have rykket grændsen endnu etpar breddegrader længere mod syd, så at vor arktiske region nogenlunde vilde have svaret til udstrækningen af Sveriges «Lapland», da vilde derved for denne anledning dog intet være vundet, eftersom hele stræk- ningen mellem Saltdalen og Trondhjem endnu i coleoptero- logisk henseende er et fuldstændigt terra incognita! Så indbydende det end måtte synes ved et arbeide som det her foreliggende at fordybe sig i reflektioner over den arktiske faunas herkomst, eller idetmindste i en ekstrakt af sine undersøgelser at fremlægge et positivt enderesultat, så Coleoptera i Norges arktiske region 89 har der dog hertil manglet mig 3 hovedbetingelser: tid, sag- kundskab og kjendskab til literaturen; jeg har derfor måttet indskrænke mig til at fremlægge de forhåndenværende fakta, sigtede så omhyggeligt som muligt, og de bemærkninger, jeg har tilladt mig angående arternes arktiske eller boreale ud- - spring, støtter sig hovedsagelig kun til udbredelsesforholdene på den skandinaviske halvø og Finland. Da jeg har troet det af interesse at få se kvaliteten af den arktiske regions fauna sammenlignet med det sønden- fjeldske Norge, leveres nedenfor en tabel, hvori procentvis er udregnet forholdet inden de forskjellige ordener, idet jeg har valgt Kristiania og Tromsø som de to bedst undersøgte stationer; herved bemærkes, at Kristiania omfatter omegnen i temmelig vid udstrækning, medens Tromsø omslutter kun etpar kvadratkilometer. Om jeg istedetfor Tromsø havde valgt det noget længere ind i landet beliggende Målselvens dalføre, vilde karakteren være bleven en helt anden og fau- naen langt rigere, idet deri en hast lader sig opregne mere end 150 arter, som Malselven med sine udstrakte skove og varmere klima frembringer fremfor det kjølige og skovfattige Tromsø; men da Målselven, skjønt ofte besøgt, endnu på langt nær kan siges at være tilstrækkelig undersøgt, vil Tromsø- trakten frembyde det korrekteste billede. Opgaverne fra Kristiania med totalsummen for det hele Norge skylder jeg Miinster, der udarbeidede dem januar 1882. Siden den tid er vistnok faunaen bleven beriget med et betydeligt antal arter, men jeg har desværre ikke kunnet forskaffe mig op- gaver afen senere dato; dog vil forholdet mellem grupperne selv ved en betydelig forøgelse af arterne neppe i noget mærkbart mon forrykkes, antager jeg. 90 J. Sparre Schneider Tromsø: masse... | USrisivania: Tota | (699 40°.) Regio arctica. (599 557.) Norvegia. | °/0 %o 9/0 %fo Carabide.... 46 13.7 | 86 12.4] 168 9.91 201 10.1 Natatoria . . .. 20 6.8| 49 7.0: TLS 221009 5.5 Palpicornes. . . 8 2. 18 2.6| 55 3.3] 61 3.1 Amphibii .. .. 0 — 5 ey au 0:77 13 0.8 Brachelytra. . . | 118 40.3 | 198 28.6 | 347 20.5 | 398 19.9 Clavicornes. . . | 20 6.8| 65 93: 191 11.3| 228 11.0 Lamellicornes . 7 24| 16 Dap) a0) 3.0 | 59 3.0 Platysoma ... 0 _ 2 0.3 8 0.5 9 0.5 Xylophagi . .. 2 Os = 3A je 20000456 271 52 2.6 Fungicola. . .. M Pi D 35| 63 SO 4.0 Serricornes. . . | 19 Gov bY 8.3 | 122 72! 143 7.2 Heteromera .. 4 1.4| 21 3.0| 63 827. | 8 | 3.9 Rhynchophori . | 23 Fo Bat 10.3 | 260 15.5 292 14.6 Longicornes . . 6 2.0; 26 3:0 Dil a4 | is 3.8 Phytophagi . . . | 10 34 | 4.5 | 143 8.5 159 8.0 Aphidiphagi .. 3 1.0: 11 1.6| 37 22 39 2.0 Summa ..... 293 694 1692 | 1996 Den haie procent, som Brachelytra yder i den arktiske region og da specielt for Tromsøs vedkommende, grunder sig vistnok hovedsagelig på de i virkeligbeden rådende forholde, men jeg tror dog, at procenten for det søndenfjeldske som for hele Norge vil stige ved nøiere undersøgelser, da de hid- til kjendte 398 arter står i et altfor stort misforhold til de 654, som Sahlberg allerede i 1876 anfører tra Finland. At de phytophage arter aftager mod nord, medens antallet af carnivore tiltager, er vel kjendte foreteelser; Natatoria vil vistnok efterhånden opna en høiere procent i det polare Norge, da et betydeligt antal arter, der er fundne i det nordlige Sverige og Finland, vistnok senere vil blive påvist i Østfin- marken, hvis naturforholde er næsten ganske de samme som det nordlige Finlands. Forholdstallet for Serricornes synes at være temmelig det samme i nord som i syd og vilneppe væsentlig forykkes; endel phytophager, navnlig Rhynchophort, - vil uden tvivl blive påviste fra de indre varme dalfører, men forholdstallet vil neppe i noget mon forandres, da disse, så- velsom Lamellicornes, ved sin levemåde er lettere at iagttage og samle end de carnivore biller, sl Coleoptera i Norges arktiske region 91 Som kjendskabet nu stär til Norges Coleopterfauna, op- tager den arktiske region vel '/; af det hele antal. I betragt- ning af de store landstrækninger, hvor endnu ingen samler har sat sin fod, tør det kanske ikke ansees for høit vovet, at anslå det antal arter, der virkelig lever nordenfor polar- cirkelen pa norsk område, til c. 1000 arter; men allerede nu viser de 694, som denne fortegnelse opfører, at Norge vesten- for fjeldryggen ingenlunde, som Måklin mener, er meget in- sektfattigt, men tvertsom afgiver et nyt bevis pa de mærke- lige gunstige klimatiske forholde, som råderi vort fædreland og specielt i den arktiske region. Til en sammenligning kan anføres, at antallet af kjendte Lepidoptera i det arktiske Norge hidtil går op imod 400 og udgjør ikke fuldt !/, af det i hele landet observerede antal, der fortiden omfatter 1260 arter. For de øvrige ordeners vedkommende er under- søgelserne her nord endnu meget mangelfulde, lidet er der indsamlet, ei heller er det sparsomme materiale endnu bleven bestemt; men såmeget har jeg dog seet, at antallet af Diptera er stort, og at parasithvepse og Tenthvredinider ei heller er fåtallige. På en oversigt af den arktiske regions Hymenoptera vil mine entomologiske studier herefter blive rettede. Tromsø i august 1888. J. S. Schneider. Colcoptera regionis arcticæ Norvegiæ. (els ga ale VOIE a. Carabicide. 1. Cicindela campestris L. (69° 40") Hidtil kun bemærket på to langt fra hinanden beliggende punkter, nemlig i Beierens dalføre søndenfor Bodø samt ved Tromsø. På førstnævnte lokalitet så jeg i midten af Juli 1880 nogle eksplr. på sandede veie omkring gården Storjord, og arten blev sammesteds observeret af to tyske videnskabs- mænd, brødrene Krause fra Berlin, med hvem jeg traf sam- men på min reise i Beieren. Forstkandidat Hagemann har li- geledes påtruffet den ikke sjelden i Beieren, men mærkeligt nok ikke i Saltdalen med omliggende distrikter, hvilket nok- som viser, at den i sin forekomst her nord må være yderst lokal. Af ganske særlig interesse synes mig fundet ved Tromsø, ubetinget en af de interessanteste entomoiogiske ob- servationer, som det under et 11 arigt ophold i disse egne er faldt i min lod at gjøre. 28 juni i det abnorme og for insektlivet så ualmindelig gunstige år 1888 fangede jeg et eksplr. i et udterret bækkeleie heit oppe i en ur på den nordlige skråning af Tromsdalen, idet det fløi op på en lav *) Den anførte bredde angiver det nordligste punkt, på hvilket arten hidtil er bleven observeret, Coleoptera 1 Norges arktiske region 93 Salix; jeg bemærkede etpar stykker til, som undslap, uden at det senere har lykkes mig at finde flere. Den er i Fin- land funden nordligst ved Kuusamo (66°), dens nordgrændse i Sverige er mig ubekjenät. 2. GC sylvatica L. (69°40 ). Også Østfinmarken besidder en art af slægten, der når samme høie nordlige bredde som foregaende, uden dog at by- de noget påfaldende i sin forekomst, da Sydvaranger med sin barskov og varme oplandsklima yder de nødvendige be- tingelser. Jeg tog et eksplr. i landeveien tæt ovenfor Svan- vik ved Tsjoalmejavre 10 Juli 1882. I Finland nordligst bemærket ved Muonioniska (68°). Zetterstedt anfører ©. hybrida v. maritima som funden af Boheman 1832 «ad litus maris in Lapponia Norvegica»; her er imidlertid Nordre-Trondhjemsamt og Dovre, hvor Bo- heman samlede, medregnet til Norges «Lapland», medens det arktiske Norge i denne min fortegnelse kun omfatter landet nordenfor polarkredsen. 3. Carabus catenulatus Scop. (71°.) Enkeltvis og sjelden men med vidtstrakt udbredelse; hidtil kun bemærket langs kysten. Dvergberg på Andøen i Vesterålen (pastor Revers), Fløifjeld ved Tromsø c. 300 m. o. h. et eksplr. 27 juni 1886 (seminarbestyrer Qvigstad), Bosse- kop i Alten (Staudinger), Hammerfest (Esmark), Rolfsøhavn nær Nordkap (adjunkt Hornemann), Kistrand i Porsanger (Schøyen) samt ved Jakobselv i Sydvaranger (Sandberg). v. rufino J. Sahlbg. Sydvaranger (Schøyen). 4. C. violaceus L. (7040). Spredt og enkeltvis. Saltdalen (Sommerfeldt), samme- steds også funden af Hagemann, der ligeledes har taget den almindelig i Beieren, Grøtø i Stegen (fru Gylche), Fløifjeld ved Tromsø et enkelt stykke c. 300 m. o. h. 22 juli 1883, Nordfuglø juli 1884 3 eksplr. (ipse), Alteidet (Zetterstedt) Ham- 94 J. Sparre Schneider merfest (Schøyen). I russisk Lapmarken observeret op til Kola (69°). v. arctica J. Sahlbg. in lit. «Næsten ensfarvet sort og betydelig mindre.» Nogle eksplr. i Salten, også på Åresku- tan i Jemtland (Sahlberg). 5. C. glabratus Payk. (10°). Den almindeligste art i slægten, som det synes hyppi- gere i de indre distrikter end ude ved kysten. Saltdalen almindelig udbredt, ogsä i Beieren (Hagemann), i Mälselvens dalføre bemærket på næsten alle af mig besøgte punkter, på Tromsøen og i Tromsdalen enkelte eksplr. med lange mel- lemrum, Hillesø talrig (ipse), hvorhos den opgives at være hyppig omkring Mestervik i Malangen; Bø i Vesterålen, al- mindelig i de indre distrikter af Sydvaranger i 1882 (Sand- berg). Af Zetterstedt funden på fjeldryggen i Torneå på norsk side. v. rufino J. Sahlbg. Saltdalen og Sydvaranger (Schøyen, Sommerfelt). 6. C. nitens L. (70°). Saltdalen et enkelt eksplr., ved Bødø temmelig hyppig (Hagemann), på sidstnævnte lokalitet også funden af Schøyen; Evenæs i Ofoten i begge kjen 16 juli (Zetterstedt.) Enkelte eksplr. er også af Sandberg fundne omkring Kirkenæs i Syd- varanger. Denne art har overhovedet i Norge en yderst sporadisk udbredelse, således at jeg selv under en snart 20 årig samlervirksomhed på de forskjelligste kanter af landet aldrig har havt den fornøielse at finde et eneste eksplr. af dette vakre insekt: 7. Cychrus rostratus L. (7025). Udbredt men sparsom. Saltdalen (Hagemann), Bodø (Måklin), Grøtø (fru Gylche); selv har jeg taget den ved Tol- lå i Beieren, på Hillesø, Tromsøen, Fleifjeld, Måsvik på Ribbenæsø samt ved Elvenæs i Sydvaranger, hvor den også ved Kirkenæs er funden af Sandberg. Kistrand (Schøyen). Coleoptera 1 Norges arktiske region 05 v. pygmeus J. Sahlbg (Chaud.?). Eksplr. fra Tromsda- len er af Sahlberg bestemt således, medens individerne fra de øvrige lokaliteter, om end varierende noget i størrelse, dog nærmest går ind under hovedformen. 8. Leistus ferrugineus L. (70°40 ). Udbredt men sjelden og hovedsagelig kun ved kysten. Saltdalen (Sommerfelt), Fløifjeld ved Tromsø flere eksplr. under skovgrændsen i 1883, 85 og 87, Mestervik i Malangen juli 1887, Fagerli i Målselven juli 1888 et enkelt individ, Nord- fuglø 2 stykker (ipse), Hammerfest (Schøyen). I Finland er den hidtil nordligst bemærket til 63" og er som følgende at henføre til de boreale former. 9. L. rufescens F. (70°). Yderst sjelden; den er kun funden i Alten af Staudin- ger, medens jeg selv. har taget et enkelt eksplr. 12 juli 1885 ved Elvevold i Kirgisdal, en sidedal til Målselvdalen, under en sten på et fugtigt og skyggefuldt sted i skoven. I Fin- land kun funden til 61°30‘, 10. Pelophila borealis Payk. (70°40 ). Udbredt overalt og ofte ret hyppig, især ved elve og indsøer under stene og træstykker. Saltdalen, Hammerfest, Kistrand og Lakselv i Porsanger (Schøyen), af mig er den funden ved Tagvand, Bjerkeng, Grønlien og Moen i Målsel- ven, på Tromsøen, i Tromsdal, i Lyngen ved Skibotnelv, på Nordfuglø, ved Vesterelv i Nordvaranger samt ved Tsjoalme- og Bodsejavre i Sydvaranger. Den er overalt kun funden i lavlandet, idet Tagvand, det høieste punkt, ikke ligger stort over 150 m. 0 h. I Norge gar den mod syd lige til 60°, i Finland bemærket sydligst ved 63°. V. rufino, migrino et v. pedibus rufis forekommer om hinanden uden at være bundne til bestemte lokaliteter. 11. Nebria gyllenhali Schoenh. (719). Et af de almindeligste og mest udbredte insekter i vor arktiske region; i en eller anden af de nedenfor anførte va- 06 J. Sparre Schneider rieteter er den noteret fra omtrent alle, savel af andre en- tomologer som af mig selv undersøgte punkter. a. forma typiea. Saltdalen, Bø i Vesterålen, Hillesø, Tromsø, Målselven, Malangen, Alten, Giæsvær, Porsanger, Polmak, Vadsø og Sydvaranger. b. v. besseri Fisch. (hyperborca Gyll.). I de sydligere distrikter og endnu ved Tromsø hovedsagelig alpin, i Fin- marken almindelig lige til havets bred. Saltdalen, Målselven, Tromsø, Nordfuglø, Porsanger, Varanger. c. v. balbii Bon. Enkeltvis pa Tromsøen, Nordtugle, Giæsvær, Vardø, på sidstnævnte sted den udelukkende op- trædende form, samt ved Vadsø. d. v. schneideri Minster in lit. («pedibus flavis, elytris rubris») Denne form har jeg fundet enkeltvis ved Tromsø, på Nordfuglø samt ved Vadsø. 12. N. nivalis Payk. (67°). Hidtil kun funden af prof. J. Sahlberg på de høieste toppe i Saltdalen, således på Bådfjeld, men den tør vel senere blive påvist også på nordligere lokaliteter, da den i finsk Lapmarken er funden helt op i Utsjok (69°55). I Norge er den ellers kun observeret i Jotunfjeldene af Münster, fra hvem jeg har modtaget eksplr., der ganske stemmer med dem, som Sahlberg godhedsfuldt har overladt os. v. pedibus totis nigerrimis (Zett. v. c.) er funden mellem hovedformen. 13. Notiophilus aqvaticus L. (70°22 ). Bemærket pa omtrent alle undersøgte lokaliteter fra Saltdalen til Sydvaranger, også på Vardø, i lavlandet så- velsom på fjeldene. Høiest op er den af mig funden på Svendborgtind i Målselven omtrent 800 m. o. h. 14. N. palustris Duft. (70914). Udbredt men sporadisk og sjelden. Saltdalen (Hage- mann), Bjerkeng og Fagerli i Målselven flere eksplr. juli 1888, Tromsø, Fleifjeld og Nordfuglø (ipse), Vadsø (Schøyen), Coleoptera i Norges arktiske region 97 Varanger (Sommerfelt). I Finland observeret nordligst ved 65° og er som følgende en boreal form, agvaticus er neppe heller af arktisk oprindelse. 15. N. biguttatus Fabr. (70° 14°) Som foregående meget sporadisk og sjelden og hoved- sagelig ved kysten. Saltdalen (Hagemann), Fløifjeld et en- kelt eksplr. 23 august 1883 sammen med foregående, Fagerli i Målselven et enkelt individ 1 august 1888, på Nordfuglø ret hyppig (ipse), Renø (Måklin), Kirkenæs 1 Sydvaranger (Sandberg). I Finland til 67° 10-. 16. Trachypachys etterstedtit Gyll. (69°2°.) Et enkelt eksplr. af dette hoist sjeldne arktiske og for Norges fauna nye insekt var jeg så lykkelig at finde på den sandede bred af Brandmokjærnet ved Bjerkeng i Målselven 2 juli 1885. 17. Loricera pilicornis Fabr. (70° 14’). Udbredt og ret hyppig vestenfor Nordkap, i Østfinmar- ken kun bemærket på et enkelt punkt. Saltdalen (Hagemann, Sahlberg), Bødø og Alten (Schøyen), selv har jeg fundet den ved Hokvik i Ofoten, Trondenæs, Tromsø, Bjerkeng i Måls- elven, Finkirken på Ribbenæsø, Nordfuglø samt ved Tsjoal- mejavre i Sydvaranger. En art af boreal oprindelse. 18. Clivina fossor L. (70°) Udbredt men lokal og sparsom. Saltdalen (Hagemann, Schøyen), Dyrø ved Dybvik (Zetterstedt), Bø i Vesterålen (Sandberg), selv har jeg fundet den ved Bodø samt Moen og Fagerli i Målselven, hvor den forekommer sparsomt på elvebredden. Varanger (Esmark). Den er også i Finland ifølge Sahlberg udbredt over hele området. 19. Dyschirius globosus Hbst. (70°) Udbredt men kun bemærket på få lokaliteter. I Saltdalen meget almindelig (Hagemann), Moen i Målselven, Mestervik i Malangen, på Tromsøen ganske hyppig, Kjosen i Lyngen og Svanvik ved Tsjoalmejavre i Sydvaranger (ipse). 7 98 J. Sparre Schneider v. b. (maritimus Boh.). Et enkelt eksplr. ved Moen ; Målselven 3 juli 1883 samt et par ved Mestervik i Malangen juli 1887, tæt ved seen, endel af Tromsø-eksplr.ne nærmer sig også stærkt til denne varietet, idet vingedækkerne kan være stærkere eller svagere metalfarvede, medens thorax dog oftest er sort. 20. Elaphrus cupreus Duft. 170. Påfaldende nok hidtil ikke noteret fra nogen lokalitet søndenfor Tromsø omegn, heller ikke observereti Østfinmar- ken. Gibostad på Senjen (Zetterstedt), ved Præstvand på Tromsø- en og Tromsdalselvens udløb er den meget almindelig om våren efter isløsningen, ligeledes har jeg fundet den talrig ved Moen, Bjerkeng og Grønlien i Målselven i juli og august, ligesom et enkelt dødt individ blev taget helt nede ved søen ved Mestervik i Malangen juli 1887. Ved Bossekopi Alten observeret af Staudinger og Schøyen. v. c. & d. J. Sahlbg har jeg fundet ved Bjerkeng 1 1883. v. e. J. Sahlbg. (arcticus Dej.) eriet enkelt eksplr. fun- det ved Bossekop i Alten af Staudinger. 21. E. lapponicus Gyll. (69740. Hidtil kun bemærket på få punkter i vor arktiske re- gion, så den vistnok er meget lokal. Det første eksplr. fandt jeg i midten af August 1877 ved Klævand på Andenæs i Vesterålen, et andet har jeg taget 18 august 1883 under et træstykke ved bredden af Tagvand i Målselven; ved Præst- vand på Tromsøen er den derimod enkelte år ganske talrig på de våde mostuer straks efter isløsningeu i begyndelsen af Juni, men kun på en enkelt indskrænket lokalitet ved den sydlige bred, ligesom den kun er at finde i få dage; E. cu- preus har sit hjem lige i nærheden mellem græstuerne men synes aldrig at besøge sin nabo, og omvendt har jeg kun etpar gange fundet lapponicus udenfor sit territorium. Denne art varierer betydeligt og langt mere end de øv- rige arter, såvel i formen af thorax, som især 1; oversidens Coleoptera i Norges arktiske region 99 farve; de talrige farvevarieteter kan ordnes således: a. forma typica: supra æneo-cupreus. v. b, Sahlb.: viridis, costulis inter foveolas elytrorum aureo-rufis. Denne varietet er på Tromsøen næsten ligeså hyppig som den kobberfarvede og er efter min formening ube. tinget den arktiske regions vakreste skalvinge. v. c. J. Sahlbg: obscurior, supra eneo-niger; ikke fun- den af mig. v. d. nob.: supra viridi-niger. Tromsø, meget sjelden. v. e. nob.: supra violaceo-niger; eksemplaret fra Ande- næs, Tromsø flere stykker. I det søndenfjeldske Norge er denne rent arktiske art funden såvel på Dovre som sydligst under c. Gide grad i Bergens stift af Minster, i Sverige og Finland er den deri- mod kun bemærket ovenfor 66de grad, såvidt mig bekjendt, Ifølge Sahlberg er den funden også i det nordlige Skotlamd» medens Stein & Weisses katalog kun anfører Lapland. 22. E. riparius L. (709. — Meget udbredt men hovedsagelig kun i de indre distrik- ter. I Saltdalen almindelig flersteds (Sahlberg, Hagemann), Moen, Bjerkeng, Bugtesæteri Målselven, Tromsdalen 2 eksplr. i et tørt bækkeleie 21 juni 1883, Svanvik i Sydvaranger (ipse), Kobbervik sammesteds (Sandberg), Bossekop i Alten (Staudinger, Schøyen). Zetterstedt specificerer ingen lokalite- ter, men har vistnok fundet den også i Norge. Mærkeligere varieteter har jeg ikke fundet, mest fremtrædende er den lyst kobberbrune form. Udbredt over hele Skandinavien og Finland, sjelden dog på vestkysten (Søndmøre if. Strøm), i hvert fald ikke fundet i Søndre- Bergenhusamt, hvor jeg har samlet i 5 år, medens cupreus derimod ved Bergen er høist almindelig. 23. Blethisa multipunctata L. (69°40 ). Hidtil kun bemærket ved Tromsø og i omegnen. På Tromsøen et enkelt eksplr. 1877, ikke sjelden ved Præstvan- 100 | J. Sparre Schneider det juni 1878, 83 og 88, ligesom jeg har taget et individ ved en brakvandsdam ved Tromsdalselvens udleb 30 mai 1883; 2 eksplr. erholdtes ved Grønlien i Mälselven 14 august samme ar. Ellers er den mig bekjendt kun funden i det sydøstlige Norge, men der flersteds meget almindelig; i Fin” land er den observeret op til Enontekis under 68° 30’, dog bør den trods sin nordlige udbredelse neppe regnes til de arktiske elementer. * 24. Arctobia arctica Gyll. (70° 25°). Udbredt men meget sjelden. Hagemann har taget 2 eksplr. i Junkersdalen i Saltdalen juni 1886, Kistrand i Pors- anger (Schøyen), Kobbervik i Sydvaranger (Sandberg), der- hos besidder universitetsmuseet eksplr. fra Finmarken ned- sendt af Jentoft. Et høiarktisk insekt, der hidtil kun er kjendt fra svensk, finsk og russisk Lapland og det nordvestlige Siberien. 25. Bembidium (Tachypus) pallipes Duft. (69° 8'-709) Meget sporadisk og sjelden. Ved Saltelven er den fun- den af Sahlberg, 2 eksplr. har jeg selv taget ved Moen i Målselven 3 og 9 juli 1883 i selskab med B. lapponicum og et 3die ved Svendborg ved den nordre ende af Fjeldfrøsk- vandet sammen med velox 20 juli 1888, derhos er den af Esmark medbragt fra Varanger. 26. B. velox (L. 709). Som foregående lokal men selskabelig, hvor den findes. Med foregående i Salten (Sahlberg), i stor mængde på den sandede bred ved Fjeldfrøskvandets nordlige ende 20 juli 1888 (ipse), Varanger (Esmark). var c. J. Sahlbg. (supra coeruleum) fandt jeg ved Svend- borg sammen med hovedformen. Denne art har en afgjort nordlig udbredelse men hører ligesom. pallipes neppe til de egentlig arktiske elementer. Ud- bredt i det sydøstlige Norge men endnu ikke bemærket ve- stenfjelds. Coleoptera i Norges arktiske region 101 27. B. lapponicum (Zett.) Thomson (impressum var. b. lapponicum Zett.) (698). Denne ægte arktiske form, der hidtil kun er bemærket i det nordligste Skandinavien, synes ligesom velox at være meget lokal men tør vise sig at have en lignende udbredelse. Af Sahlberg blev den i 1879 funden ved Saltelven i selskab med sin nære slægtning, ellers er den kun af forfatteren ob- serveret i Målselvens brede dalføre. Første gang fandt jeg den 10 juli 1877 i talrige eksplr. ved Moen i Målselven på den sandede elvebred og har senere samlet den der 3 og 9 juli 1883 og 4 juli 1888, ved flere andre leiligheder var lo- kaliteten af flommen sat under vand; den har efterhånden vist sig at være udbredt langs hele dette vasdrag, i det jeg i den forløbne sommer (1888) har fundet den såvel ved Fa- gerli som Bjerkeng, hvilken sidste station ligger c. 40 kil. længere op i dalen, og på det sidstnævnte sted ikke alene ved elven men også ved bredden af et lidet kjern, «Brand- mokjernet», hvor jeg for første gang i stærkt solskin bemær- kede den brugende sine vinger ligesom velox. Den varierer noget i størrelse, dog langt mindre end velox, og er i farve endnu langt mere konstant; kun få eksplr. har jeg fundet, som afviger sameget, at de kunde opstilles som en varietet (nigroeneum). Thomson angiver den som mindre end velox, men sammenlignet med talrige arktiske eksplr. af denne sidste er lapponicum gjennemsnitlig lige så stor. Fra enkelte former af velox med mørkere ben og an- tenner skjelnes den dog let ved formen af thorax, der afgi- ver et aldeles sikkert kjendemærke. Zetterstedt opdagede denne art ved Torneåelv i nærhe- den af Wittangi i juni 1821, men det er mig ubekjendt, hvorvidt den senere er funden på andre lokaliteter; det eneste som lapponicum i Riksmuseum i Stockholm etiketterede eksplr. befandtes af mig ved et besøg i 1884 at tilhøre velox, så den visselig endnu i Sverige er en rara avis, 102 J. sparre Schneider 28. B. 2—punctatum L. (70°) Udbredt over det hele område og hører til de alminde- ligst forekommende arter. Salten (Hagemann, Sahlberg), Bjørk- vik og Evenæs i Ofoten (Zetterstedt), Grønlien, Bjerkeng, Moen og Tagvand i Målselven, Storstennæs i Balsfjord, Me- -stervik i Malangen, Tromsø, Polmak og Svanvik i Sydvar- anger (ipse). var. b. Gyll. forekommer hist og her mellem hovedfor- men, fundet i Balsfjord, Malangen, Målselven. 29. B. fellmanni Mann. (709). - Udbredt omtrent som foregående og på lignende loka- liteter, men den forekommer kun meget sparsomt. Saltda- len (Sahlberg), Moen, Fagerli, Bjerkeng, Mauken, Tagvand og Svendborg i Målselven, Tromsdal og Nyborg i Nordvaranger (ipse), Bjørkvik i Ofoten (Zetterstedt), Varanger (Sommer- felt, Esmark). v. ponojense J. Sahlbg. Denne af Sahlberg først fra Ponoj på Kolahalvøen beskrevne form har jeg i et enkelt individ fundet på Målselvens bred ved stationen Bakkehoug 14 juli 1883. B. fellmanni er mig bekjendt sydligst funden ved Kri- stiania af Siebke og hører med de 3 følgende utvivlsomt til de arktiske elementer; prasinum har den videste udbredelse, hastii og fellmanni synes indskrænkede til Skandinavien og Finland. 30. B. virens Gyll. (69%) Hidtil kun af mig fundet i et enkelt eksplr. ved Tag- vand i Målselven 1 august 1883 i selskab med fellmanmi. Medens wirens også går helt ned i det sydligste Norge, hvor jeg f. eks. i Hardanger har tundet den ganske talrig, anføres den af Sahlberg for Finlands vedkommende som bemærket kun i de nordligste trakter fra lidt søndenfor polarcirkelen. 31. B. hastü Sablbg. (70°). Udbredt men sjelden og sporadisk. Hagemann opgiver Coleoptera 1 Norges arktiske region 103 den at være almindelig i Saltdalen, selv har jeg kun taget et enkelt eksplr. ved Moen i Målselven 3 juli 1883 samt 2 stykker ved Fjeldfrøskvandets nordlige ende 20 juli 1888. Varanger (Sommerfelt). Angående dens udbredelse i det son- denfjeldske Norge savner jeg opgaver, for Finlands vedkom- mende angiver Sahlberg den som sydligst funden ved Kem under 65de grad. 32. B. prasinum Dutt. (olivaceum Gyll.) (709). Ligeledes meget udbredt men enkeltvis forekommende. Hagemann har fundet et enkelt eksplr. i Saltdalen, 2 stykker har jeg selv taget ved Bjerkeng i Målselven juli 1886 og 88, hvorhos universitetsmuseet besidder eksplr. indsendt fra Var- anger af Sommerfelt. v. b. rufino J. Sahlbg. (kolstrømi Sahlbg) har jeg taget i et enkelt lidet eksplr. ved Bjerkeng 5 juli 1888. v. €. obscurior J. Sahlbg. Ligeledes kun et enkelt stykke - ved Nordgård i Mälselven 8 juli 1885. B. prasinum er funden adskillig udbredt i det sydøst- lige Norge helt ned til Kristiania, Thomson angiver Dalarne som den sydligste provins for Sveriges vedkommende, me- dens den derimod i Finland kun er kjendt fra de nordligste trakter. * 38. B. lunatum Duft. (67°) Meget sjelden, kun af Sahlberg funden ved bredden af Saltelven i 1879. Den er bemærket hist og her i det syd- østlige Norge, således også pa Dovre, men som overalt ellers forekommer den meget sporadisk og enkeltvis. I Finland er den mig bekjendt endnu ikke observeret, ligesom den over- hovedet har en vestlig udbredelse. * 34. B. littorale Oliv. (andrcæ Thoms). (67°.) Hidtil kun funden i Salten af Sahlberg ifølge meddelelse fra Miinster, medens den pa finsk side er bemerket helt op til Muonioniska under 68de grad. 35. B, savatile Gyll. (69° 40) 104 J. Sparre Schneider Udbredt i de to sydlige amter men hovedsagelig kun i de indre distrikter. Salten, Bodø og Dybvik i Folden (Sahlberg, Hagemann), selv har jeg taget den ved Mestervik i Malangen, Moen, Bjerkeng og Sletten i Målselven, medens Miinster opgiver, at der i en tidligere sending fra mig og- så findes eksplr. fra Tromsø. v. c. J. Sahlbg. (elegans Stph.). Sammen med ho. vedformeu og ligeså hyppig forekommer denne vakre varie- tet i Målselven ofte i hele kolonier. Den ser vistnok ret ejendommelig ud, men er vel neppe andet end en temmelig konstant varietet af saxatile, til hvilken tydelige overgangs- former heller ikke fattes; den var hidtil kun kjendt fra Eng- land og finsk Lapland. * 36. B. distingvendum Duv. (70%? Etpar af Schøyen fra Bossekop i Alten i 1878 med- bragte eksplr. er bleven tillagt denne benævnelse, og Mün- ster har hid også ført et af mig ved Moen fundet individ, sandsynligvis står man dog her kun ligeoverfor former af den variable savatile. 37. B. rupestre L. (bruxellense Wesm.). (69° 40°.) Udbredt i de to sydlige amter, og ligeså hyppig ude ved kysten. Saltdalen og Skjærstad (Sahlberg, Hagemann), Moen, Grønlien, Nergård, Bjerkeng og Svendborg i Målsel- ven, på Tromsøen meget almindelig, Tromsdal samt Kjosen i Lyngen (ipse). v. c. J. Sahlbg. Ved Præstvand på Tromsøen fandt jeg 14 juni 1888 talrige eksplr. af en mindre race, der synes at kunne henføres til denne varietet; lignende eksplr. har jeg også fra Moen. Såvel denne som sawatile er maske ligeså snart at ud- lede fra et arktisk udspring, forøvrigt vanskeligt at afgjøre, da begge har så stor udbredelse i det nordlige Europa. 38. B. contaminatum J. Sahlbg. (69° 40). Denne hidtil kun fra Finland bekjendte art har det Coleoptera i Norges arktiske region 105 lykkes mig også at påvise ved Tromsø; 30 mai og 5 juni 1883 fandt jeg ialt 14 eksplr. ved Tromsdalselvens udløb, hvor de Jeb om i det korte grees ved bredden af en brak- vandsdam, men kun på en enkelt liden plet, hvor bunden var leret. Senere har jeg forgjæves søgt den sammesteds, idet lokaliteten synes at være bleven forandret, måske ved at være bleven nedtrådt af kjør, og derved er også en an- den interressant art, Phædon concinnum, forsvunden fra stedet. 39. B assimile Gyll. (69° 40°). Fra Svanvik ved Tsjoalmejavre i Sydvaranger med- bragte jeg juli 1882 et slet konserveret eksplr., som Sahl- berg har ført til denne art, der tidligere kun var bemærket ved Kristiania. 40. B. schiippelit De}. (69° 9. Denne for vor fauna nye art synes at være meget ud- bredt omend ganske lokal. Saltdalen og Bodø (Sahlberg), selv har jeg taget endel eksplr. ved Moen, Fagerli og Bak- kehaug i Målselven ved elvebredden samt ved Lanæs i indre Malangen under stene lige ved søen. Den er i Finland kun funden i de nordlige provinser og er utvivlsomt en ark- tisk form, skjønt dens udbredelse strækker sig lige til Eng- land. * 41. B. eneum Germ. (67° 17’). Ifølge opgave fra Minster funden ved Bodø af Sahl- berg, der i den mig tilstillede fortegnelse imidlertid kun an- ferer den fra Trondhjem. Ny for Norges fauna. 42. Trechus rubens Fabr. (69° 40’). Hidtil kun bemerket meget sparsomt. Ved Hokvik i Ofoten et enkelt stykke august 1879, ved Bjerkeng i Mals- elven ligeledes kun et enkelt individ august 1883, pa Tromsøen har jeg derhos taget nogle fa individer 22 mai 1878 og 15 juni 1880. Den nar ogsà i Finland nesten samme nordlige bredde som hos os, nemlig 68°, og ber måske betragtes som en arktisk form i noget udvidet forstand, 106 J. Sparre Schneider 43. Tr. 4-striatus Schrnk. (70° 14’). Temmelig udbredt i Tromsø amt, men kun bemerket ude ved kysten. Rens (Mäklin), selv har jeg taget 2 eksplr. ved foden af Fløifjeld ved Tromsø 23 august 1883 og 25 juli 1884, samt ikke få individer ved Løkvik på Nordfuglø juli 1884. Den er i Finland ikke observeret nordenfor 63° og må regnes til de boreale former, 44. Patrobus excavatus Payk. (71°) Den typiske form optræder fornemmelig i de sydligere distrikter som f. eks. ved Bodø, uden at jeg tør sætte nogen bestemt grændse for dens udbredelse. Sålangt nord som her ved Tromsø optræder kun v. assimilis Chaud. (clavipes Thoms.), der er observeret næsten overalt som et af de almindeligste insekter såvel på gerne som i de indre dalfører og på fjeldene, hvor jeg har taget den optil c. 800 m. o. h. Denne mindre form er vist- nok nærmest at betragte som arktisk og alpin, men den går dog såvel i Finland som i Norge ned til 60°, 45. P. picicornis Zett (71°). Med samme udbredelse som foregående og ligeså talrig, lige fra Bodø til de indre distrikter af Sydvaranger, på øerne såvelsom på fjeldene i de indre dalfører. v. rubripennis Thoms., som med de jevneste overgange flyder over i hovedformen, er i de sydligere trakter mere alpin og subalpin, i Østfinmarken forekommer den lige til havets bred og er der næsten ligeså talrig som hovedformen. På Svendborgtind i Målselven har jeg taget den i en høide af c. 800 m o. h. P. picicornis er en arktisk form. Hvor langt mod syd hovedformen går hos os, er mig ubekjendt; rufinovarieteten rubripennis har jeg i hvert fald fundet i Hardanger c. 1000 m. 0. h., ligesom den forekommer på Dovre. I det sydlige Finland som i Danmark er den sydlige større form, v. d. au- stralis J. Sahlbg., (septentrionis Schiødte) funden sparsomt, Coleoptera i Norges arktiske region 107 men om dens forekomst i Norge og Sverige er mig intet bekjendt. 46. Miscodera arctica (71° 12°). Udbredt over hele feldtet, dog sparsom i de sydligere distrikter; den findes oftest på tørt terræn under dybtlig- . gende stene. Storjord i Saltdalen (Hagemann), Fløifjeld et enkelt individ 28 august 1883 c. 700 m. o. h., Tønsvikfjel- det på fastlandet c. 20 kil. nordenfor Tromsø, Nordfuglø, Bossekop, Polmak (ipse), Altengärd (Zetterstedt), Giæsvær og Nordkap (Collett), Kistrand i Porsanger, Vadsø (Schøyen), Varanger (Esmark). Skjønt utvivlsomt af ren arktisk herkomst går dette vakre og ejendommelige insekt påfaldende langt mod syd idet den endnu i lavlandet når den nordtyske slette. 47. Cymindis vapariorum L. (basalis Gyll.) (70° 40°), Udbredt men meget sparsom og sporadisk. Saltdalen, Bodø (Hagemann, Schøyen), Svendborgtind og Akselfjeld i Målselven til c. 800 m o. h. (ipse), Hammerfest (Hornemann), Alten (Zetterstedt), Kistrand (Schøyen). Den er hyppigere i de arktiske egne end søndenfjelds og er utvivlsomt af arktisk udspring. * 48. Dromius agilis Fabr. (709). I universitetsmuseet står et eksplr. angivelig fundet i Polmak i Tanen af professor Esmark. Forekomsten af den- ne rent sydlige form under saa høi nordlig bredde synes kanske noget påfaldende, men denne fortegnelse byder jo nok af lignende tilfælde, og arten er desuden i Finland be- mærket lige til 66° 40’. * 49. Feronia versicolor Sturm (69° 40’)? | Skal angivelig vere funden ved Tromse af Staudinger, men da en så anselig art vanskelig skulde have undgäet samange samleres opmerksomhed, antager jeg det for heist sandsynligt, at der her har fundet en forveksling af lokalite- ter sted, således som for nogle andre arters vedkommende, der af samme grund vistnok med urette er indkomne i den 108 J. Sparre Schneider norsk-arktiske fauna. Den er i Finland bemærket op ti 67de grad, og F. lepida F. er funden endnu en grad nordli- gere, nemlig helt op til Muonioniska. 50. Feronia nigra Fabr. (69° 40’). 28 juni 1887 fandt jeg 10 eksplr. på Hillesø ved ud- løbet af Malangenfjord i de steile urer mod vest. Den var hidtil ikke bemærket nordenfor Trondhjem og i Finland ikke ovenfor 64", ligesom forekomsten idetheletaget er af megen betydning og interesse for indvandringsspørgsmaalet. 51. F. nigrita Fabr. (69° 40°)?. I de sydligere distrikter, men meget sparsom. Dokmo i Beieren et enkelt individ juli 1880 (ipse), intr (Schøyen), Bjørkvik i Ofoten (Zetterstedt). | v. rhetica Heer. Angives som funden ved Tromsø af Staudinger, men uden tvivl er den indsamlet på en sydligere lokalitet et eller andet sted i Nordlands amt. Arten går i Finland mindst til 68de grad. 52. F. strenua Panz. (erythropa Marsh.) (68° 50’). Også denne art har en mere sydlig udbredelse. Den er funden ved Solo i Beieren og Skjærstad iSalten af Hage- mann, Saltdalen (Schøyen), Bodø (Maklin), Grete (fru Gyl- che), og nordligst har jeg taget den i 3 eksplr. ved Tronde- næs præstegård august 1879. 53. F. diligens Strm. (70° 14°). Udbredt men sporadisk og i almindelighed meget spar- som. Saltdalen og Bodø (Schøyen, Hagemann), Mestervik i Malangen, Tromsø, Nordbotn i Kvænangen samt ganske al- mindelig på Nordfuglø, som ellers også er mærkbar ved hyppigheden af flere ellers sparsomme arter. Såvel denne som foregående angives af Sahlberg i Fin- land at gå op til de nordligste dele; efter udbredelsen i Finland tør man i vor arktiske region også vente at finde F. lepida, vulgaris, minor og måske aterrima, der alle i na- boriget når en høi nordlig bredde. Coleoptera i Norges arktiske region 109 54. F. oblongopunctata Fabr. (69° 40°). Synes hovedsagelig kun at forekomme i de indre med skov forsynede distrikter og er hidtil kun bemærket på et- par punkter. Hagemann har fundet den almindelig i Salt- dalen, selv har jeg taget den i nogle få eksplr. ved Stor- stennæs i Balsfjord og Bjerkeng i Målselven ved foden af løvtrær (her Betula), ganske samme forekomstmåde som i det sydlige Norge, og 29 juni 1888 et enkelt eksplr. i Troms- dal ved foden af en gammel rådden birkestubbe. 55. F. vitrea Dej. (borealis Zett.) (70°). Udbredt og tildels meget talrig i de to sydlige amter og navnlig da i de indre distrikter. Saltdalen, Bejeren, Bodø, Dybvik i Folden og Skjærstad (Hagemann), selv har jeg ta- get den i Ofoten ved Fagernæs, Moen, Bakkehoug, Nordmo, Nergård, Svendborg og Målsnæs i Målselven, Storstennæs i Balsfjord, Mestervik i Malangen samt Bossekop i Alten, på sidstnævnte sted også observeret af Staudinger og Krafft. Det er ret päfaldende, at den med sin talrighed og forøvrigt jevne udbredelse endnu ikke er bemærket østenfor Nordkap. Dette er den eneste norske art af slægten, derer af utvivl- som arktisk oprindelse; hos os er den sydligst funden på Røros af Minster, medens den i Finland går helt ned til 60de grad. 56. Amara aulica Panz. (68° 50’). En sydligere form, der hidtil er bemærket sparsomt og fornemmelig kun ved kysten. Af Schøyen er den funden i Saltdalen, ved Bodø (Måklin), selv har jeg taget nogle få eksplr. ved Trondenæs præstegård på dyrket mark august 1879 og i juli 1885 atter nogle stykker ved det i nærheden beliggende Harstadhavn. Den går i Finland til 65° 40". 57. A. alpina Fabr. (70° 40). I de sydligere distrikter alpin og derfor endnu lidet observeret, i Finmarken går den ned til havets nivå og fin- des af og til i selskab med A. torrida men synes at være 110 J. Sparre Schneider langt mere lokal og kræsen i valget af opholdssted. Salt- dalen (Sahlberg, Hagemann), ved Tromsø temmelig hyppig på Fløifjeldet ovenfor skovgrændsen fra 400—700 m: o. h., jeg har desuden taget den på Akselfjeld, Svendborgtind og Mauken i Målselven og Nyborg i Nordvaranger, Alten (Stau- dinger), Hammerfest (Hornemann), Giæsvær (Collet), Porsan- ger og Vadsø almindelig (Schøyen). På Finlands område er den ikke observeret søndenfor 67", vistnok fordi høiere fjelde fattes længere syd, i Norge er den derimod almindelig på Dovre under 62de grad. 58. den af Nordkap, og i Varanger er den taget af Sommerfelt. I det søndenfjeldske Norge er den også funden af Minster, for Finlands vedkommende kjendes kun 2 lokaliteter fra Lapland. Såvel Bolitobius lunulatus L. som speciosus Er. er i Finland fundne op til 67de grad og kan således ventes at blive påvist også hos os. 320. Lordithon pygmæus L. (69° 40'). Angives af Sommerfelt fra Saltdalen, medens jeg selv har taget et enkelt individ i sop i Tromsdalen 13 august 1884 og medbragt et andet fra Bjerkeng juli 1888. I Fin- land skal den være almindelig udbredt overalt, og der går også L. trimaculatus Payk op ovenfor polarcirkelen. 168 J. Sparre Schneider 321. Olistherus substriatus Payk. (69° 40%). Denne hidtil kun ved Kristiania bemærkede art har jeg fundet i et enkelt eksplr. under barken på Betula på Fløi- fjeldet ved Tromsø 28 august 1883. 322. 0. megacephalus Zett. (70°). Udbredt og ikke sjelden. Salten (Sahlberg), Lavangs- fjeld (Stuxberg sec. Måklin), Bjerkeng og Iselvmosæter i Målselven ret almindelig, Fløifjeld under barken af Betula 6 september 1881 og 22 august 1883 (ipse), Bossekop i Alten flere eksplr. (Staudinger). Begge arter, der i Finland er ud- bredte som hos os, og begge utvivlsomt er arktiske former, angives af Sahlberg kun som fundne under barken af bar- træer, den første på Abies, den anden på Pinus, men de fattes derfor ikke i trakter, hvor bartræer ikke vokser, og nøies da med Betula; det samme er tilfældet med Baptolinus pilicornis og vistnok flere andre arter. 323. Anthophagus alpinus Payk. (70° 40’). Udbredt over hele området og temmelig hyppig især på Salices. Salten (Sahlberg), Trondenæs, Moen, Mauken, Bjerkeng, Svendborg, Iselvmosæter i stor mængdei Trollius, og Bugtesæter i Målselven, Tromsø, Nordfuglø og Polmak (ipse), Senjen, Lyngstind og Bossekop (Zetterstedt), Reipas- vara i Alten (Staudinger), Hammerfest (Schøyen). Det er en arktisk art, der imidlertid går helt ned i lavlandet endog i det sydligste Norge, i hvorvel den er hyppigsti alpine trak- ter, medens Sahlberg for Finlands vedkommende kun anfører trakterne nordenfor 66de grad. 324. À. homalinus Zett. (69° 40). Udbredt men ganske sparsom. Saltdalen og Solø i Beieren (Hagemann), Ofoten, Havnvik, Gibostad på Senjen og Lyngen på Betula (Zetterstedt), selv har jeg taget et eksplr. ved Moen i Målselven og flere stykker ved Tagvand 8 august 1883; samt et i Tromsdal 29 august 1885. Også dette er en arktisk art, uagtet den findes udbredt under Coleoptera i Norges arktiske region 169 langt sydligere bredder, her dog fornemmelig i bjergtrakter, således over hele Finlands område, medens deni det sydlige Norge kun er lidet iagttaget. 325. A. caraboides L. (709). Udbredt som foregående men ligeledes sparsom. Salt- dalen (Sommerfelt, Sahlberg), Trondenæs præstegård flere eksplr. i august 1879, Bjerkeng et enkelt individ 23 juli 1888 (ipse), Bossekop i Alten (Zetterstedt). I Finland ikke be- mærket ovenfor 66de grad, ligesom den vistnok neppe er af arktisk herkomst. 326. Geodromicus plagiatus Fabr. (69° 2°). Sjelden i vor arktiske region; af Sahlberg medbragt fra Salten, selv har jeg taget den i flere eksplr. ved Moen og Bjerkeng i Målselven i 1888, alle tilhørende den sortvingede var. b. Gyll. Den er også i Finland udbredt over hele om- rådet til 68° 20", dog er den neppe at betragte som en ark- tisk form. 327. G. globulicollis Mann. (70° 14). Denne ægte arktisk-alpine art er udbredt over hele det polare Norge men forekommer temmelig sparsomt og enkelt- vis. Salten og Bodø (Sahlberg), Mestervik i Malangen, Moen, Bjerkeng og Bugtesæteri Målselven, Storstennæs i Balsfjord» Tromsø, Skarsfjord, Nordfuglø samt Aleknjarg i Polmak (ipse). I det søndenfjeldske Norge har jeg fundet den på fjeldene i Hardanger, for Finlands vedkommende anfører Sahlberg den som forekommende i det nordlige i fjeldtrakter med en en- kelt forekomst i det sydlige. Angående dens artsforskjellighed fra plagiatus er jeg at- ter kommen i tvivl, idet enkelte eksplr. fra Målselven synes at danne mellemformer; i typiske eksplr. synes de jo meget forskjellige og bør jo altid som udprægede racer belægges med særskilte navne. 328. Lesteva longaelytrata Goeze (bicolor Fabr.) (69° 40°). Denne mere sydlige art, der i Finland ikke er bemær- 170 J. Sparre Schneider ket ovenfor 64°, forekommer meget sjelden i det polare Norge. Den er funden ved Gibostad på Senjen af Zetterstedt, selv har jeg taget et enkelt eksplr. ved Præstvand på Tromsøen efter isløsningen. 329, L. pubescens Mann. (69° 10’). Ligeledes meget sjelden, idet jeg kun har fundet et ene- ste individ ved Tagvand i Målselven 8 august 1883. Og- så dette er en boreal art, der hos os ellers kun er funden ved Bergen, medens den endnu ikke er bemærket i Finland, og i Sverige kun sjelden i det sydlige. 330. Boreaphilus henningianus Sahlbg. (69° 40° Er uden tvivl meget udbredt i vor arktiske region men synes at være særdeles lokal og sjelden, idet det hidtil kun har lykkes mig at finde to eksplr., det ene ved Bjerkeng i Målselven 5 juli 1888 og det andet ved Præstvand på Tromsø- en 14 juni samme år. At den også forekommer i Finmar- ken ma vel ansees for givet, da de først opdagede eksplr. (9 aug. 1830) blev fundne i Utsjok ikke langt fra den norske grændse. | Forma b. (longicornis) J. Sahlbg., der ellers kun er be- mærket ved St. Petersburg og i det sydlige Finland, skal ifølge Kraatz (Berlin. Zeitschr. 1857) også være funden i Finmarken. 331. Arpedium qvadrum Gr. (70°). Hidtil kun bemærket i Tromsø amt. På Tromsøen har jeg fundet nogle eksplr. i mai og juni 1878 og 83, ved Bjerk- eng i Mälselven var den ret hyppig i juli 1888 under løv på fugtige steder; desuden blev et enkelt individ medbragt fra Karlsø af Nordenskiöld. I Finland er den hidtil bleven funden udbredt op til 67de grad, og såvel denne som følgende er vistnok arktiske former, uagtet de endog i lavlandet går ned til 60°. 332. A. brachypterum Gr. (70° 22’). Udbredt og temmelig hyppig. Salten (Sahlberg, Hage- Coleoptera i Norges arktiske region 171 mann, Bjerkeng i Målselven, Tromsø, Hillesø, Nordfuglø, Vardø i mængde (ipse), Renø og Karlsø (sec. Måklin). 333. Micralymna marina Strøm (70°). Vistnok udbredt over hele det polare Norge men hid- til pa grund af sit ejendommelige levesæt lidet iagttaget, uagtet den ikke er vanskelig at finde. Af Sahlberg funden ved Bodø, selv har jeg taget den nogle gange pa Tromsøen, i stor mængde på Hilless og i enkelte eksplr. ved Skars- fjord på Ringvatsø, af Zetterstedt nordligst bemærket ved Langfjord i Alten. Den opholder sig fornemmelig under dybtliggende stene langt nedenfor flomålet, således at den står under vand en stor del at døgnet. Trods den store ud- bredelse langs Mellemeuropas kyster tror jeg dog at den måske bør hetragtes som en arktisk form. I Finland er Arpedium brunnescens J. Sahlbg., og Cyl- letron nivale Thoms. fundne til over polarcirkelen, den sidste ved Kilpisjårvi lige ved den norske grændse. 334. Olophrum fuscum Gr. (laticolle J. Sahlbg.) (69° 40°) Denne sjeldne og for Norges fauna som for Skandina- vien overhovedet nye art har jeg fundet i et enkelt eksplr. på Tromseen 11 mai 1882. Den er i Finland funden pa etpar lokaliteteri det syd- lige, nordligst ved 62° 10’, og forekommer efter Stein & Weisses katalog i Rusland, Tyskland og England, ikke de- sto mindre er jeg tilbøielig til at anse den for en arctisk form, ligesom slægten overhovedet fornemmelig har arktiske repræsentanter. 335. 0. alpestre Er. (alpinum Heer) (69° 40). En særdeles interessant tilvækst til Skandinaviens fau- na, der hidtil kun var kjendt fra Mellemeuropas alper, men som nu godtgjør sin arktiske oprindelse. Jeg har taget 2 individer på Tromsøen 1 juni 1883 og atter 2 eksplr. på Fløifjeldet 30 august 1887. 336. 0. boreale Payk. (70° 22°), 172 J. Sparre Schneider Meget udbredt dog intetsteds hyppig. Salten (Sahl- berg), selv har jeg taget den ved Moen og Bjerkeng i Mäls- elven, på Tromsøen, Vardø og Vadsø. Det er en ægte ark- tisk form, som dog såvel i Norge som Finland er iagttaget søndenfor polarcirkelen, hos os helt ned til Kristiania. 387. 0. consimile Gyll. (69° 40). Jeg har hidtil kun fundet den i flere eksplr ved Grøn- lien, Bjerkeng og Svendborg i Målselven samt på Fløifjeldet ved Tromsø 30 august 1887 i et enkelt individ, men den vil uden tvivl ved senere undersøgelser vise sig at have ligesa stor udbredelse i Norge som i Finland, hvor den er udbredt over det hele område. 338. 0. rotundicolle Sahlbg. (69° 405). Meget sjelden, idet jeg kun har fundet 2 stykker på Tromsøen 29 april og 11 mai 1882. Den er ny tor Norges Fauna, i Sverige bemærket i Lapland og Dalarne, medens den i Finland er funden hist og her fra Muonioniska under 68de grad og ned til 60° 40’. Både denne og foregående er uden tvivl af arktisk oprindelse. Porrhodites fenestralis Zett. er funden såvel i svensk, finsk som russisk Lapmarken og forekommer uden tvivl også i det polare Norge. 339. Deliphrwm tectum Payk. (70° 14°). Udbredt men meget enkeltvis. Salten (Sahlberg), Eve- nes i Ofoten, Tromsø og Raschtind oftere (Zetterstedt), Bjerkeng i Malselven et enkelt eksplr. i tør hestegjødsel 15 august 1883, sammesteds også funden i juli 1888, Tromsøen 29 juni 1884, Nordfuglø juli 1884, ligeledes kun enkelte in- divider. v. b. J. Sahlbg. har jeg i et enkelt stykke fundet pa Fløifjeld ved Tromsø 25 juli 1884 e. 650 m. o. h, samt i 2 eksp!r. ved Iselvmosæter i Mälselve: 27 juli 1888. I Fin- land er denne boreale art bemærket op til polarcirkelen. 340, D. (Mannerheimia) arcticum Er. (70° 14’). Coleoptera i Norges arktiske region 173 Denne høinordiske og for Norges fauna nye art har jeg medbragt i et enkelt eksplr. fra Nordfuglø juli 1884. Hidtil kun funden i finsk og russisk Lapmarken. 341. Acrulia inflata Gyll. (69° 40’). Meget sjelden; et enkelt stykke ved Tillermo i Måls- elven i juli 1885, ligeledes et ved Iselvmosæter 27 juli 1888 på en birkestubbe, på Fløifjeld ved Tromsø har jeg taget 2 eksplr., et under barken af Betula 23 august, det andet un- der en stor sten c. 650 m. o. h. 28 august 1883. Denne mere boreale art er i Finland bemærket over næsten hele området op til 68de grad. 342. Anthobium lapponicum Mann. (70°). Denne arktiske form er vistnok noget lokal, idet jeg hidtil kun har bemærket den ved Bjerkeng i Målselven, hvor den imidlertid erholdtes i et større antal eksplr. ved at håve i lyngen på Brandmomyren. Af Zetterstedt blev den funden flersteds ret hyppig nemlig ved Bjørkvik i Ofo- ten samt på Skjærvø og Haksten. Følgende arter anfører J. Sahlberg som forekommende i Finland til og over polarcirkelen: Pycnoglypta lurida Gyll., Agrolocha fovulum Stph., Anthobium minutum Fabr. og granu- lipenne J. Sahlbg. 343. Acidota crenata Fabr. (69° 40%), Hist og her, meget enkeltvis. Salten (Sahlberg), Bjerk- eng 5 juli og Mauken 7 juli 1883, Tromsdal 24 oktober 1881, Fløifjeld 27 august 1885. I Finland bemærket over hele området; den tør være af arktisk herkomst som slæg- ten overhovedet. 344. A. qvadrata Zett. (70°). En sjelden heinordisk art. Bjerkeng 5 juli 1883, Mau- ken i Mälselven 5 juli 1885 (ipse), enkelte individer på Karlsø (Nordenskiøld sec. Måklin); af Sahlberg er den fun- den på toppen af Bådfjeld i Saltdalen. Den er hos os også funden talrig på Dovre, efter meddelelse af Sahlberg, og 174 3 Sparre Schneider forekommer vistnok andetsteds inden det sydlige Norges alpine trakter, i Finland er den ikke funden søndentor polar- eirkelen. 345. Etheothassa deplanata Gyll. (69° 40°). Denne sydligere art, der i Finland ikke er observeret nordenfor 61°, gär et langt stykke indi vor arktiske region men forekommer meget sjelden. Enkelte eksplr. ved Bjerk- eng i Mälselven september 1878 og juli 1885 og 88, eti Nordfjordbotn i Malangen juli 1887, begge steder krybende i vinduerne, et 5te individ har jeg taget med håv i græsset ved Tromsdalselvens udleb 13 august 1884. 346. Phloeostiba lapponica Zett. (70°). Udbredt i de to sydligste amter. Af Hagemann er den funden i Saltdalen, flere eksplr. har jeg selv taget ved Bjerkeng juli 1885 og 88 samt et ved Tillermo i Mälselven 1 juli samme år, et enkelt individ ved Bossekop i Alten (Staudinger). Dens store udbredelse over det nordlige Eu- ropa, Åsien og Amerika karakteriserer den som en arktisk form. 347. Phloconomus pusillus Grav. (69° 2. Dette er en mere sydlig art, der i Saltdalen er almin- delig ifølge Hagemann, medens jeg selv kun har taget 2 eksplr. ved Bjerkeng i Målselven 3 juli 1885. Den synes i Finland ikke at nå polarcirkelen. * 348. Omalium rivulare Payk. (6% 40"). Münster meddeler, at der blandt endel Coleoptera fra Tromsø, sendte ham af mig, også findes et eksplr. af denne art dateret Tromsø 1 mai 1882, men den er ikke senere gjenfunden og fattes i vor samling. Dens store sjeldenhed i det polare Norge er påfaldende, da den fra Finland angi- ves som almindelig over hele området op til 68de grad. 349. 0. septentrionis Thoms. (69° 40’). Denne for Norges fauna nye art har jeg taget i 2 eksplr. ved Bjerkeng i Målselven 4 juli 1885, flere erholdtes Coleoptera i Norges arktiske region 175 sammesteds i 1888 og et enkelt stykke blev i 1887 med- bragt fra Hillesø. Det er en utvivlsomt arktisk art, der dog i Finland er observeret såvel i det sydlige som i Lap- land, ligesom dens udbredelse strækker sig helst ned til England. 350. 0. riparium Thoms. (69° 40’). Sjelden. Den blev først funden i bunden af Lyngen- fjord under Fucus af J. Sahlberg, der ogsaa har medbragt den fra Bodø, selv har jeg taget et større antal eksplr. 13 august 1887 ved Tromsdalselvens udløb ligeledes under op- kastet tang. Mig bekjendt er den endnu ikke i Norge fun- den søndenfor polarcirkelen og er heller ikke bemærket i Finland; måske også denne rettest bør opfattes som en ark- tisk art trods den store udbredelse langs Mellemeuropas kyster. * 351. 0. leviusculum Gyll. (71° 12°). Funden under Fucus ved Bodø af Sahlberg, ifølge Gyl- lenhall skal den også være taget ved «Nordkap» af Mark- lin, medens jeg ikke kjender nogen lokalitet søndenfor polar- cirkelen; visselig har denne arktiske art en stor udbredelse langs vore kyster, da den er observeret lige til Skotland. 352. 0. excavatum Stph. (fossulatum Er.) (69° 405. En mere sydlig form, der endnu kun lidet er iagttaget; af Hagemann er den funden i Saltdalen, på Tromsøen er den ikke sjelden under stene om våren i snesmeltningen. I Fin- land går dens udbredelse til 67°. 353. 0. exiguum Gyll. (69° 2°). Meget sjelden; jeg har ved Bjerkeng i Målselven juli 1888 fundet nogle eksplr., som jeg tror må føres hid. Den er observeret såvel i svensk som finsk Lapmarken op til 67°, men har hidtil ikke været kjendt som norsk. * 354. 0. subtile Kraatz (70°)? Denne mig fuldstændig ubekjendte art opgives som fun- den ved Bossekop i Alten i et enkelt eksplr. af Staudinger. 176 J. Sparre Schneider 355. Megarthrus depressus Payk. (6% 40'). Har vistnok en stor udbredelse men er hidtil kun lidet bemærket. Jeg har fundet den enkeltvis på Mauken, ved Bjerkeng og Iselvmosæter i Målselven i gjærende birkesaft samt ved Tennes i Balsfjord, i Tromsdalen og på Tromsø i gjødsel. Fra Finland opgives den som almindelig over hele området. } 356. M. sinuatocollis Er. (69° 2°). Denne hidtil kun ved Kristiania bemærkede art har jeg taget i et enkelt eksplr. ved Bjerkeng i Målselven juli 1888. Sahlberg angiver også denne som forekommende over største delen af Finland. Følgende arter er i Finland bemærkede til og over po- larkredsen og kan ventes påviste også hos os: Omalium lago- pinum J. Sahlbg., Phyllodrepa linearis Zett., Proteinus bra- chypterus Fabr., macropterus Gyll., clavicornis Stph., Megar- thrus denticollis Beck. samt Micropeplus tesserula Curt. * 357. Bibloporus (Pselaphus) bicolor Denny (679). Denne sydlige og sjeldne art, der hidtil ikke har væ- ret opført som norsk, har Hagemann fundet i et enkelt eksplr. ved Storjord i Saltdalen i 1886. 358. Bythinus bulbifer Reichb. (69° 15°). Ligeledes en sydlig art, der heller ikke har været kjendt som norsk; et enkelt individ fandt jeg i morkent træ ved Tennæs i Balsfjord 17 juni 1885, og et andet senere desværre bortkommet eksplr., som jeg tog ved Bjerkeng 6 juli 1888, har sandsynligvis også tilhørt denne art. Clavicornes. 359, Necrophorus ruspator Er. (70°). Hist. og her i de to sydlige amter. I Saltdalen almin- delig udbredt (Hagemann), selv har jeg taget 2 stykker pa Tromseen i 1877 og 84 og fäet et 3die fanget i juli 1887, Coleoptera i Norges ürktiske region 177 desuden fandt jeg et enkelt eksplr. ved Alteidet juni 1878. I Finland nordligst bemærket ved Kuolajårvi (679). 360. N. mortuorum Fabr. (70°). Udbredt over hele omrädet og langt hyppigere end fore- gäende. I Saltdalen almindelig (Hagemann), Bjerkvik i Ofo- ten (Zetterstedt), Nymo i Målselven (overlærer Nyhuus), Bjerkeng, Svendborg, Tromsø sjelden (ipse), Bossekop (Stau- dinger), Kirkenæs i Sydvaranger 4 eksplr. (Sandberg). I Finland observeret op til Muonioniska. Ifølge Sommerfelt skal N. vespillo L. forekomme i Salt- dalen, men uden tvivl har han hermed ment en af de to fore- gående der almindelige arter, så jeg ikke efter denne tvivl- somme opgave tør optage den i fortegnelsen. Den går i Finland til Uleåborg (65°). ; * 361. Necrodes littoralis L. (2). «Ad littus maris Nordlandici rarissime» if. Zetterstedt men uden nærmere lokalitetsangivelse; måske hidrører denne opgave fra eksplr. fundne af Boheman i det Trondhjemske og kommer således med urette ind i denne fortegnelse. 362. Thanatophilus thoracicus L. (69° 2°). I Saltdalen meget almindelig, desuden taget ved Solø i Beieren (Hagemann), 2 eksplr. ved Skjæggesnæs i Målselven 3 juni 1879, et Sdie fandt jeg på toppen af «Kalvehovedet» ved Bjerkeng 7 juli 1885. Det er en mere sydlig art, som i Finland er observeret til Sodankylä (67° 30’). 363. Th. lapponicus Fabr. (70° 40’), En for den arktiske region meget karakteristisk og overalt udbredt almindelig art, somi de sydligere distrikter dog forekommer sparsomt ved kysten. Saltdalen og Beieren (Hagemann), Falkefjeld ved Tagvand (Nyhuus), Skjæggesnæs, Bjerkeng, Mauken i Målselven, Hillesø, Fløifjeld ved Tromsø, Alteidet, Polmak, Vadsø og i største mængde 1 Sydvaranger (ipse), Kvænangen, larven skadelig for poteterne (docent C. Aurivillius), Reipasvara i Alten (Staudinger), Hammerfest 12 178 J. Sparre Schneider (Hornemann), Porsanger (Collett). Det sydligste punkt, hvor den mig bekjendt er funden, er Ringebofjeldene i Gud- brandsdalen, hvorfra den er medbragt af Schøyen. 364. Oiceoptoma opaca Li. (70°). Udbredt i de to sydlige amter men synes at fattes i Østfinmarken Saltdalen, Solø i Beieren, Skjærstad og Dyb- vik i Folden (Hagemann), Bodø (Sahlberg), Trane (Måklin), Mestervik i Malangen, Moen i Målselven, hvor larven oftere er skadelig for haveveksterne, Mauken, Bjerkeng, Målsnæs, Tromsøen almindelig samt Kjosen i Lyngen (ipse), Bossekop i Alten (Staudinger, Krafft). | * 365. Phosphuga atrata L. (70°). Meget sjelden og spredt. Et enkelt eksplr. ved Solvågli i Saltdalen, ganske almindelig ved Vensæt i Skjærstad 1885 (Hagemann), af Zetterstedt er den funden i Alten og angi- ves derhos at være medbragt fra Tromsø af Staudinger, hvilken angivelse imidlertid forekommer mig meget tvivlsom, idet jeg antager, at en forveksling af lokaliteter har fundet sted. I Finland bemærket til Paanajårvi (66° 20’). Såvel denne som foregående er at betragte som boreale former. Thanat. sinuatus F. og dispar Hbst. er fundne helt op til Muonioniska og tør måske også forekomme indenfor Nor- ges grændser. 366. Pteroloma forstrami Gyll. (69° 15’). Synes at have adskillig udbredelse men forekommer overalt meget sjelden. Hagemann har taget flere eksplr. i en grusbakke ved Storjord i Saltdalen, selv har jeg kun fun- det 3 stykker i løbet af disse 11 år, nemlig et ved Storsten- nes i Balsfjord på vad mose ved en skovbæk 26 juni, et ved Sollien ved Tagvand 8 august og det 3die ved Bjerkeng under et træstykke ved elven 15 august, alle i 1883. Også Zetterstedt har fundet den i Nordland uden nærmere at an- give lokalitet; i Finland går den til 68°. Dette er en utvivl- som arktisk art, skjønt dens udbredelse går lige til Caucasus, Coleoptera i Norges arktiske region 179 367. Spherites glabratus Fabr. (69°). Ganske udbredt men sjelden. Den er af Hagemann funden i Saltdalen samt ved Solø i Beieren, selv har jeg taget etpar stykker ved Maukstad i Malselven 7 juli, et ved Bjørkåsen i Kirgisdal 11 juli 1885 og et i Iselvdalen 27 juli 1888 på birkestubber i den gjærende saft. Også denne art tør have et arktisk udspring, da den på finsk side er observeret til 68° ved Jokonga og overhovedet har en mere nordlig udbredelse. 368. Hydnobius spinipes Gyll. (69° 40°). Hist og heri deto sydlige amter men meget sparsomt. Af Sahlberg medbragt fra Saltdalen, jeg har taget 2 stykker ved Moen 20 juli 1877 og 3 juli 1883, et ved Bjerkeng i Målselven i juli 1888, desuden håvet 2 eksplr.i Troms- dalen 13 august 1884. Dette er uden tvivl en rent arktisk form, der mig be- bekjendt i Norge ikke er funden søndenfor polarcirkelen, medens den i Sverige er iagttaget ned til 60de grad. På Kolahalvøen forekommer den til Ponoj (679). 369. Anisotoma picea lig. (70°). Udbredt over hele området men sjelden og enkeltvis. Saltdalen (Hagemann), selv har jeg fundet den på Fløifjeld ved Tromsø i et enkelt eksplr. 28 august 1884, ligeså et på Lyngseidet 2 august 1878 samt 2 lyst farvede individer under stene ved Næsseby kirke i Nordvaranger 6 juli 1879. Hvorvidt de ved Nymo i Målselven og Mestervik i Malan- gen på husvægge observerede eksplr. har tilhørt denne eller Leiodes glaber, lader sig ikke afgjøre, da de begge undslap ved at lade sig falde i græsset, men efter forekomstmåden tror jeg dog med temmelig sikkerhed, at de har tilhørt A. picea. 730m A, dubia Ul. (679). Har en mere sydlig udbredelse, idet den hidtil kun er funden i Saltdalen af Sahlberg og Hagemann. 180 J, Sparre Schneider * 371. À. parvula Sahlbg. (pusilla Zett.) (69° 22°). Er kun funden af Zetterstedt ved Gibostad på Senjen 22 juli i et enkelt eksemplar, ei heller er den mig bekjendt observeret i det søndenfjeldske Norge. * 372. Leiodes humeralis Fabr. (70° 2). Ligeledes kun funden af Zetterstedt, der tog den på fjeldryggen mod Tromsø samt ved Alteidet 13 juli og 1 au- gust. | 373. L. axillaris Gyll. (69° 2°). Temmelig udbredt men vistnok meget lokal; af Zetter- stedt funden ved Bjørkvik i Ofoten, selv har jeg taget endel eksplr. ved Bjerkeng på Boletus i begyndelsen af juli 1888 men på en meget indskrænket lokalitet. 374. L. glaber Kugell. (69° 2°). Almindelig udbredt i Målselven på Boletus på Betila, men hidtil ikke bemærket andetsteds, uagtet den vistnok har en langt større udbredelse. Jeg har fundet den ved Iselv- mosæter, Maukstad, Bjerkeng, Øvergård og Bugtesæter i juli 1835, 86 og 88, på førstnævnte lokalitet i gjærende birke- saft ellers som nævnt pa Boletus. * 375. L. orbicularis Hbst. (70° 2°). Af Zetterstedt taget såvel ved Alteidet som i Alten, men den er ikke gjenfunden af senere samlere. Såvel denne som foregående tør måske betragtes som arktiske arter, og L. axillaris har ligeledes en mere nordlig udbredelse. * 376. Agathidium nigripenne Kugell. (679). Har en mere sydlig udbredelse og er kun funden af Hagemann i Saltdalen i et enkelt individ. Hidtil var den alene funden i Kristiania omegn. 377. A. arcticum Thoms. (69° 2’). Af denne for Norges fauna nye art har Sahlberg fun- det nogle eksplr. i Salten i buskregionen 21 juli 1879, selv har jeg taget etpar stykker ved Bjerkeng i Mälselven juli Coleoptera i Norges arktiske region _ 181 1888. Den er af Sahlberg fundet flersteds i det nordvest- lige Finland til 68de grad. * 378. Catops tristis Payk. (67°)? Et defekt eksplr., fundet i Saltdalen af Hagemann, har Sahlberg med tvivl henført til denne art, der hidtil kun var bemærket ved Modum. 379. GC. morio Fabr. (69° 40°). Udbredt men sparsom. Saltdalen (Hagemann), selv har ' jeg taget nogle eksplr. ved Målsnæs 10 juli 1883 og ved Bjerkeng og Iselvmosæter juli 1888 samt etpar individer på Tromsøen og i Tromsdalen om våren under stene; et tvivlsomt eksplr. er også fundet i Bø i Vesterålen af Sandberg. Pa finsk side er den ohserveret op til Muonioniska under 68°. 380. GC. nigricans Spence (69° 2°). Sjelden. Af Hagemann funden i Saltdalen, selv har jeg taget etpar stykker i vinduerne pa Bjerkeng i Målselven september 1878. Den var tidligere mig bekjendt kun funden ved Trondhjem af Siebke. i * 381. OC. fuscus Panz. (67°). Er kun i et enkelt individ taget i Saltdaien af Hage- mann. * 382. C. substriatus Reit. (67°). Denne mig wubekjendte, for den skandinaviske halvøs fauna nye art, har Sahlberg fundet i et enkelt individ i Salt- dalen i midten af juli 1879. 383. OC. coracinus Kelln. (69°). Ligeledes ny for Norge og vistnok også for Skandina- vien overhovedet; jeg har taget et enkelt eksplr. ved Sand- eggen 1 Kirgisdal i Målselven 12 juli 1885. 384. C. hyperboreus n. sp. (69°). (,C. coracino Kelln. primo intuitu simillimus sed struc- tura antennarum distincta et C. alpino magis affinis»). Sammen med C. coraginus fandt jeg et enkelt eksplr. ved Sandeggen i Målselven 12 juli 1885, hvilket Sahlberg 182 5 J. Sparre Schneider har erklæret for en ny art. Jeg har imidlertid af flere grunde ikke fået anledning til her at give en fuldstændigere beskrivelse, men håber at kunne levere en udførligere dia- gnose ved afhandlingens slutning affattet af min kollega Sahl- bergs kyndige hånd; for mig vilde det med et ufuldstændigt materiale kun være at vove sig ud på glatis at beskrive en ny art inden denne vanskelige slægt. 385. OG. (Sciodrepa) alpinus Gyll. (69°). Sjelden; hidtil kun funden af Hagemann i Saltdalen og af forfatteren ved Tillermo og Bjerkeng i Målselven i et enkelt individ juli 1883 og 88. I Finland er den observeret til Kare- suando (68° 30’), hvor den endnu ikkei Norge bemærkede C. nigrita Er. også er funden. 386. Colon puncticollis Kraatz. Er.) (69° 40°). Meget sjelden, idet jeg hidtil kun har fundet et eneste eksplr. på Tromssen under en sten 22 mai 1880. Den var tidligere ikke bemærket i Norge. 387. C. serripes Sahlbg. (hannen simplex Thoms.) (69" 40’). Ligeledes en ny rekrut for Norges fauna, som jeg har taget i et enkelt individ pa Tromsøen 16 juli 1886. I Sve- rige er den bemærket flersteds såvel i det sydlige som nord- lige. 388. Myloechus appendiculatus Sahlbg. (69° 40°). Med ©. serripes et enkelt stykke på Tromsøen 22 mai 1880, såvidt mindes endog under samme sten. Heller ikke denne har tidligere været bemærket hos os, medens den i Sverige er funden flersteds i det sydlige. M. brunneus Latr. er af Sahlberg funden ved Karesuan- do i svensk Lapmarken under 68° 30' n. b. 389. Scydmænus collaris Müll. (70° 14°). Ved Løkvik på Nordfuglø tog jeg et enkelt eksplr. juli 1884; mig bekjendt er den forøvrigt kun funden ved Kristi- ania. 390. Trichopteryx fascicularis Hbst. (69° 40°), Coleoptera i Norges arktiske region 183 Et enkelt eksplr. af denne for Norges fauna nye art har jeg fundet pa en birkestubbe i Tromsdalen ved foden af Fløifjeldet 30 august 1887. Ved Bjerkeng forekom juli 1888 en ganske lignende art almindelig i tor gjødsel, og et eksplr. erholdtes ved Iselvmosæter, tilhørende denne eller følgende efter al sandsynlighed. 391. Tr. volans Motsch. (69° 30’). Med nogen tvivl har Sahlberg bestemt således et i Tromsdalen i en ur 30 mai 1883 fundet eksplr. Den har ikke tidligere været opført som norsk. Følgende i svensk og finsk Lapmarken observerede ar- ter kan også ventes påviste i det polare Norge: Stenichnus exilis Er., Trich. grandicollis Er, Tr. sericans Heer., thoracica Gillm., pumila Er., Ptilium minutissimum Gyll., hemorrhoi- dale Boh., kunzei Heer., oblongum Motsch.. Orthoperus brun- nipes Gyll., Clambus pubescens Redt. 392. Scaphisoma subalpina Reitt. (69°). Denne for den skandinaviske halvø nye og sjeldne art har jeg fundet i etpar individer ved Øvergård i Målselven 8 juli 1885 samt ved Bjerkeng i 1888 i Boletus på Betula. Dette er uden tvivl en form af arktisk herkomst, 393. Ips 4-pustulata L. (70°). Synes kun at forekomme i de indre varme dalstrøg; den er således almindelig i Saltdalen, men bliver meget sparsom med den tiltagende nordlige bredde; etpar stykker har jeg taget ved Bjerkeng og Maukstad i Målselven 1879, 85 og 88, og Staudinger har fundet den under barken af Pi- nus 1 Eibydal i Alten. I Finland til Muonio under 68°. 394. Rhizophagus ferrugineus Payk. (70°). Som foregående; den er af Hagemann tageti Saltdalen samt ved Solø i Beieren, af mig ved Bjerkeng i juli 1888, og af Staudinger er den funden under bark af Pinus ved Bos- sekop i Alten. En sydligere art, der i Finland er observe- ret kun til 68" 40% angivelsen fra Lapland er tvivlsom. 184 J. Sparre Schneider 395. Rh. dispar Payk. (69° 40’). Udbredt i de to sydlige amter. Saltdalen (Hagemann), ved Bjerkeng i Mälselven ret almindelig under barken af Betula 4 juni 1879, i stort antal har jeg taget den under samme forholde ved foden af Fleifjeldet 23 august 1883, og et enkelt individ erholdtes ved Tennæs i Balsfjord 17 juni 1885. Gibostad på Senjen (Zetterstedt. I russisk Lapmar- ken bemærket nordligst ved Kantalaks under 67de grad. 396. Rh. parvulus Gyll. (69° 2°). Synes at være temmelig udbredt i de 2 sydlige amter i skovdistrikterne, medens endnu ingen repræsentant for slæg- ten er bleven påvist østenfor Nordkap. Hagemann har fun- det den talrig i borehullerne af Tomicus bidens ved Storjord i Saltdalen, i Målselvens dalføre synes den udbredt overalt, og jeg har der taget den ved Tillermo, Bjerkeng og Mauk- stad, tildels meget talrig, såvel på Boletus som i gjærende birkesaft. Den opgives som funden i Lapland, men med sik- kerhed er den nordligst observeret ved Uleåborg under 65° efter opgave fra Sahlberg. 397. Brachypterus urtice Fabr. (68° 50°), En sydlig form, der vistnok må være meget lokal i vor polare region, da jeg kun har fundet den ved Harstad i Trondenæs 14 juli 1885 men der i betydeligt antal. Den skal angivelig være funden i Lapland efter meddelelse fra Sahlberg. 398. Cercus pedicularius L. (69° 10%). Jeg har kun fundet et eneste individ ved Tagvand i Målselven 8 august 1883. I Finland nordligst ved Avasaksa under 66° 25". 399. Meligethes brassice Scop. (69° 40). Sjelden og sporadisk. Den er af Zetterstedt funden ved Evenæs i Ofoten samt Tromsø, selv har jeg taget endel eksplr. ved at håve i græsset på Trondenæs præstegård august 1879. Skal være funden i Lapland, angivelsen tvivlsom (Sahlberg). (Fortsættes). Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. (Andet bidrag). af Karl Pettersen. I en i Tromsø museums årshefte Il. 1879 aftrykt af- handling «Skuringsfeenomener i det nuværende strandbelte» søgtes fremholdt, at den stærke afglatning af berggrunden, — der ofte træder så udpræget frem langs efter strandbelterne og som i sin hele almindelighed plejer at opføres som et glacialt fænomen — tildels må være af postglacial oprin- delse. Der gjordes derunder blandt andet også gjeldende, at bølgeslaget mod strandklipperne i regelen fører med sig mas- ser af finere og grovere materiale og at det egentlige skur- ingsarbejde ofte må være at henføre til dette. Til denne afglatningsproces vil da slutte sig dannelsen af finere skur- ingsstriber, der vil kunne afsættes i de forskjelligste retnin- ger. Under den stadige skuring vil flerheden af disse blive mer eller mindre udvidskede, medens andre derimod på grund af særlige forholde i så henseende vil være bedre beskyttede. Disse sidste vil efter mer eller mindre begrænsede områder findes optrædende under en indbyrdes på det nærmeste sam- stemmende strøgretning. 12* 186 Karl Pettersen. Under de i sidste år foretagne excursioner har der of- tere været anledning til at rette opmærksomheden mod dette spørgsmål, og skal der her lidt nærmere blive gjort rede for for- skjellige iagttagelser, der synes at skulle kunne tjene som støtte for berettigelsen af den her nævnte forudsætning. Karneslandet danner en lang tildels af lave åsdrag . gjennemsat halve, der fra den vestlige side af Lyngenfjord — noget søndenfor Lyngsejdet — skyder sig ud i lige østlig retning. Berggrunden bygges væsentlig af en smuk hvid magnesiaholdig kalksten, der er rigt indflettet med søjler af et hårdt hvidligt feltspat-species. I kalkstenens forvit- rede dagflade stikker disse 1 regelen i stort mål frem som vorteformige udvækster. Efter den nordlige i vest-østlig retning fremspringende side af Karneslandet er den af kalk- stenen byggede fjeldgrund inden strandbeltet i regelen stærkt og særdeles smukt afglattet. Svagere skuringsstriber træder ret hyppig frem efter de afglattede dagflader. Efter halv- øens østlige del viser disse en regelmæssig strøgretning af n. 60° 0., — efter den vestlige del afbøjes strøgretningen til henim-d n. 40° 0. Sa fuldstændig har afglatningsproces- sen her virket at selv de hårde feltspatkrystaller med sine gjennemskårne tversnitsflader helt er jevnede med kalkste- nens glattede dagflade. Säsnart man her imidlertid når op over det egentlige flomål, så vil man straks finde foltspat- krystallerne på sædvansmæssig måde igjen vorteformig at stikke frem fra kalkstenens ujevne og ru dagflade. Skulde afglatningen her i det hele være at føre tilbage til glaciale aktioner, så vilde det være åbenbart, at afglat- ningsprocessen måtte have virket op efter niveauer, der her ligger langt højere end det nuværende strandbelte. Det vil i så henseende vistnok på den ene side være at forudsætte, at eroderende kræfter i hø) grad må have arbejdet på her at udvidske sporene efter en tidligere afglatning inden de niveauer, der gjennem lange tidsrum har lagt over havfladen, Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. 187 Der vilde således antagelig intet være til hinder for at resul - tatet heraf kunde blive, at de hårde feltspatkrystaller igjen vorteformig kom til at stikke frem fra den stærkere udvad- skede kalkstensflade. Men selv i dette tilfælde måtte der dog antagelig være al grund til at forudsætte, at de fremstikkende sojler efter de tidligere gjennemskärne tversnit fremdeles maatte vise spor efter en tidligere afglat- ning. Under forudsætning af at strandbeltets glattede dagfla- der skulde være at føre tilbage til glacialtiden vil der heller ikke være nogen synderlig rimelighed for at samtidig afglat- tede dagflader efter de bagenfor højere liggende niveauer skulde gjennem udbrydninger i efterfølgende tidsrum helt være blevne afløste af nye dagflader. Ved at se hen til bygningsforholdene efter de her omhandlede lokaliteter vilde der i så tilfælde nemlig være al sandsynlighed for at det således udbrudte faste berg måtte have bredt sig ud også ud over de nuværende i strandbeltet liggende afglatnings- flader. Disse vilde i glacialtiden således ikke kunne have lagt i den egentlige dagflade og følgelig heller ikke på den tid have været udsatte for nogen direkte påvirkning af den skurende isstrøm. Der skal her imidlertid ikke lades ubemærket at der langs efter Lyngen på et par steder er at aflæse vidnesbyrd om at havfladen i en forholdsvis ny tid har stået adskillig højere end nu. Ved bunden af den lille Pollenfjord, der fra Lyngen som en sidefjord skjær sig ind i nordlig retning — 5 a 6 kilom. søndenfor Karneslandet — breder sig frem et sagte stigende af alluviale og diluviale masser bygget un- derland, der indover — mod nord — afsluttes i en svag volddannelse. Voldens højryg, der ligger i en højde over havfladen af omkring 120' (38 m.), omkredser det nævnte underland bueformig gjennem en anseelig længde fra vest - mod øst. Ved at stige op efter fjeldsiderne fra Pollens vest- 188 “Karl. Pettersen. side såes underlandet market med en række på hinan den ølgende parallelt løbende horisontale render, der skarpt stak frem som smalere eller bredere bånddrag. Ved at komme ned på selve underlandet havde man vistnok ondt for at gjenfinde de nævnte bånddrag, idet den småhumpede af tal- rige fremstikkende myrtuer opfyldte flade her antagelig i høj grad bidrog til at overskygge det virkelige forhold. At slutte fra det overblik, der vandtes fra højden op efter Pol- lenfjeldet, antages der dog at være al grund til at opfatte disse linjer som gamle bølgeslagslinjer — ganske i lighed med bølgeslagslinjerne på Skatøren på Tromsøen*). På grund af de nysnævnte forholde var der her ikke anledning til be- stemtere at fastsætte den højde, hvortil disse bølgeslagslinjer nåede op. Når denne her opføres med 19 a 22 m., vil den antagelig nogenlunde falde sammen med det virkelige for- hold. Til denne højde må havet i så tilfælde her have nået op og har herfra senere under en stadig og jevn sænkning trukket sig tilbage til sin nuværende stand. Lignende bølge- slagslinjer sees også at spænde sig frem efter det vide un- derland, som længere mod øst fra foden af den af kalksten byggede Pollennakke breder sig nordover mod Ørnesset. Efter al rimelighed må havstanden om Karneslandet have været underkastet tilsvarende forandringer som de, der har rådet efter det nærliggende Pollen. Men i så tilfælde måtte der naturligvis være al grund til at forudsætte, at af- glatningsprocessen på samme måde, som den nu træder frem langs efter strandbeltet, må have virket også efter de højere liggende niveauer op til omkring 40 m. o. h., efter som disse til enhver tid under den foranderlige havstand har lagt ind under strandbeltet. I henhold til de hidtil gjorte aflæsnin- ger er der imidlertid nu — som ovenfor nævnt — efter Kar- neslandet ikke ovenfor den nuværende havstand at påvise noget- *) (fr. Continentalmassers langsomme stigning eller sænkning. Tr. M, årshefte I, 1878. Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. 189 somhelst spor efter en tidligeres skuringsproces. I så henseende skal dog ikke lades ubemærkes, at Karneslandet efter al sand- synlighed i en nærliggende tid har bredt sig adskillig længe- re frem mod nord end tilfældet er nu. De forskjellige større og mindre småøer og holmer — ligeledes for største delen byggede af den efter disse strog så stærkt fremtrædende magnesia-kalksten — der stiger frem straks nordenfor Kar- _ neslandet, synes også at skulle pege i denne retning. Stærke udbrydninger af den faste fjeldgrund må her have fundet sted og der kan således antagelig være mulighed for at de skurede dagflader efter de ovennævnte højere liggende niveau- er derunder he!t er bleven udbrudte. Det vil forøvrigt lettelig sees at forholdet her, idet skuringsprocessen er ind- skrænket til det egentlige strandbelte, i så henseende vil kun- ne stille sig helt forskjelligf fra det, der vilde have trådt frem under den før nævnte forudsætning, at skuringsprocessen i det hele skulde være at føre tilbage til glacialtiden. Skuringsstriberne efter nordsiden af Karneslandet stry- ger som førnævnt efter sammes østlige del n. 60' o., efter den vestlige del derimod omkring n. 40’ 0. Da de glattede dagflader, i hvilke striberne er indritsede, er Jevnt afrundede til de modsatte kanter, vil det her ikke lade sig gjøre be- stemt at skille mellem stød- og læsider. Fra et glacialt standpunkt burde stødsiderne ligge mod sydvest og striberne altså løbe ud i nordostlig retning. En isstrøm, der skulde have skudt sig ud efter Lyngenfjord, måtte imidlertid utvivl- somt have afsat striber, der pegte i mere nordlig retning. Sees hen til de orografiske bygningsforholde, vil det også være vanskeligt at påvise nogen anden lokal isstrøm, der skulde have skudt sig frem efter en med de omhandlede striber no- genlunde ligeløbende retning. Det synes således allerede i og for sig lidet rimeligt at disse striber kan være af glacial oprindelse. På den anden side skal derimod fremholdes, at disse striber her må antages at ligge lige i retningen for 190 Karl Pettersen. det sjødrag, der hyppigst og tillige stærkest falder ind efter fjorden. Sjødragets retningslinje er vistnok her som også ellers overalt stadigt vekslende. Men på den anden side kan der antagelig være grund til at forudsætte, at stribedannel- sen, som efter strandbeltet kan være i virksomhed under de mest forskjellige retningslinjer, dog må træde mest udpræ- gede frem netop efter den linje, der ligger i retningen for det hyppigste og samtidig stærkest indsættende sjødrag. De øvrige stribedannelser vil derimod i høj grad være ud- såtte for udvidskning under det vekslende sjødrags skurings- virksomhed. Ved Lyngsdalens udmunding — ved fjordens vestre side straks søndenfor Pollen — såes i strandbeltet i en her op- trædende ret mild ler- eller lerglimmerskifer skuringsstri- ber at stryge i retning fra so—no. De pegte således frem fra Skibottendal, der fra strøgene om rigsgreensen skjær sig ned til Lyngenfjord ved sammes østlige side. Fjorden har her en ret anseelig brede og den hyppigst og stærkest frem- trædende vindretning er vistnok den, der sætter ned efter Skibottendal. Ved Lyngsdalens udmunding må det stærke- ste sjødrag også komme netop fra den retning. Fra højfjeldet mod vest skyder vistnok en anseelig isbræ sig ned til Lyngsda- lens indre. Antagelig kan denne i sin tid have udfyldt den hele Lyngsdal ligetil dens udmunding. De her omhandlede skuringsstriber kan dog neppe være at henføre til en sådan i sin tid udefter Lyngsdalen glidende isstrøm. De synes dertil at skulle være afbøjede i noget for stærk sydostlig retning. Der er på den anden side heller ikke, som det synes, nogen synderlig rimelighed for, at de kunne være at henfore til en fra Skibotdalen kommende isstrøm. 1 ethvert tilfælde er der til dato ikke gjort sådanne aflæsninger, der skulde pege hen på, at Skibottendalens isstrøm har skudt sig frem tvert- over fjorden. At slutte fra den store masse af gneis- og gneis-granitiske blokke, der i strøget fra Pollen nordover til Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. 191 Lyngsejdet er udstrøet efter de lavere niveauer indtil højder over den nuværende havstand af 120—150' (38—47 m.), er der vistnok at forudsætte, at en stærk isdrift fra Skibotten har bredt sig ud efter fjorden. Dette blokkemateriale er nemlig efter al sandsynlighed hentet fra Skibottendalens gneis- felt. Da disse blokke imidlertid — efter hvad hidtil er iagt- _ taget — ikke vil være at påvise til større højde end til op- imod 47 m. over den nuværende havstand, kan de ikke væ- re at henføre til nogen fra Skibotten udglidende sammen- hængende isstrøm, men må ligge ind under det samme drift- fænomen, der — som påvist på andre steder — har afsat sine mærker efter vide strøg over det nordlige Norge. Hertil skal endvidere knyttes følgende aflæsning, der er hentet fra den sydlige del af Tromsøen, — der, hvor kalk- stenen i strandbeltet findes rigt indgravet med skuringsstri- ber. Her bemærkedes en los kalkstensblok, der viste skur- ingsstriber med en strøgretning, der faldt sammen med den, der her regelmæssigst optræder i de faste bergflader nemlig n. 30° 0. Blokken havde en længde af 1,6 m., en brede af 0,9 m. og en tykkelse af 0,3. Den viste et afheld mod nord og lå med over havdelen af sin underflade på et lag af løse stene og grus, medens den anden del af underfladen havde gravet sig ned i auret, så dens undergrund ikke nærmere kunde undersøges. At slutte herfra ligesom også af blok- kens beliggenhed forøvrigt, kunde den ikke ligge på sit op- rindelige lejested, men måtte være flyttet. Skulde skurings- striberne på denne løse blok have været af glacial oprindel- se, måtte den under stribernes dannelsestid utvivlsomt have tilhørt det faste berg. At isstrømmen skulde have afsat disse striber på en løs liggende blok af så små dimensioner som denne og at denne ikke alene under selve skuringstiden men videre helt ned til vor tid skulde have lagt urokket, vil der vistnok ikke være nogen rimelighed for. På den an- den side vilde det også være at betegne som en ganske 192 Karl Pettersen besynderlig tilfældighed, om den flyttede blok nu skulde lig- ge således til at dens under glacialtiden afsatte skuringsstri- ber netop kom til at vise samme strøgretning som den gang, den lå ind under det faste berg. Her synes således alt at skulle pege hen på, at striberne må være dannede i en langt senere tidsperiode Meni så tilfælde vil det vel ligge nærmest at drage den slutning, at indgravningen har fundet sted inden det nuværende strandbelte. Det skal endvidere fremholdes at skuringsstriberne un- der det nuværende strandbelte — efter hvad der har været anledning til at iagttage — navnlig vil være at påvise ef- ter sådanne lokaliteter, der skyder sig transversalt frem mod retningslinjen for det hyppigst og stærkest indfaldende sjødrag, således særlig efter nesformige fremspring. Sjeld- nere vil skuringsstriber være at påvise efter strandpartier, der spænder sig frem mere longitudinalt efter fjordsidernes egentlige retningslinje. Også dette forhold lader sig — som det synes — lettest bringe i samklang med de forudsætnin- ger, som her er holdt frem. Uden forøvrigt her stærkere at skulle fæste sig ved den ovenfor antydede forklaring for stribedannelser, antager man at der, i henhold til hvad der ovenfor er fremholdt, kan være grund til at drage følgende slutning: «Bergfladernes afglatning og skurings- stribers indgraven kan udgå af sådanne kref ter, der til enhver tid kan være i virksomhed inden det egentlige strand belte. | ‘10 88. prOc € Hinn