| 
| 
| 
| 


Hibrary of the Museum 


OF | 


| 
| 
| 


COMPARATIVE ZOOLOGY, 


AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. 


2 No. /2,0947 


7 
fore U- Nor 2b 18999 — 
2 


Er VÆR qu Fu ° Le Ev a 


= en fe 
å A 
+ 
4 r 
5 £ 
: N 
u $ + 
å } 
i 
a 
å p B 
p 
i \ 
Zz “| ” 3 
5 På . Sn à . . 
3 ' 2 
p PN: . d 
På 1 
op = 
É 1 


Tromso Museums 


Aarshefter. 


XII. 


Tromsø. 
Trykt i Tromsøpostens Bogtr. ved M. Astad. 
% 1889. 


ey v i EN 


Indhold. 


Pag. 
J. Sparre Schneider: Oversigt over de i Norges arktiske region 


fundne Coleoptera. (Forts. fra Aarsh. XI.) . . . 1e 

Karl Pettersen: Den nord-norske fjeldbygning. Anden afd., andet 
asp (Medaple VER VIHS) RE 91. 
——#— Blokketransport i svensk Lapmark . . , . . . 182. 


Oversigt over de i Norges arktiske 


region hidtil fundne Coleoptera. 


Af 


J, Sparre Schneider, 


(Forts. fra XIte Aarsh.) 


400. Soronia punctatissima II. (67°). 

En sydlig art, som i Saltdalen, hvor denaf Hagemann 
er funden i enkelte individer, vistnok pa det nærmeste har 
naet sin nordgrendse. Den er i Finland nordligst funden 
ved Petrosavodsk under 62°. Zetterstedt anforer dens nære 
slegtning grisea L. som funden i Lapmarkerne, ligeså Omosi- 
ta colon L., medens O. depressa L. ifølge Mannerheim er be- 
mærket i Utsjok i det nordlige Finland ikke langt fra den 
norske grændse. 

401. Nitidula bipustulata L. (67°). 

Af Hagemann funden meget almindelig i Saltdalen, men 
andetsteds i vor arktiske region vides den endnu ikke ob- 
serveret. Zetterstedt opgiver den at være bemærket i alle 
Sveriges Lapmarker. 


994 


402. Æpureu silaces Whst, (69° 2° 


5 J. Sparre Schneider 


Udbredt men vistnok ganske lokal, og som det synes 
kun i de indre distrikter. Bjerkvik i Ofoten (Zetterstedt), 
selv har jeg fundet den ganske talrig ved Overgard og Bjerk- 
eng i Mälselven juli 1885 og 88 men udelukkende pä Boletus 
pa Betula, medens den ifelge Thomson horer til de floricole 
arter. 

403. E. depressa Gyll. (69° 50"). 

Udbredt i Tromse amt. Af Zetterstedt blev den fun- 
den ved Gibostad pa Senjen samt Finkroken pa Rene, me- 
dens jeg selv har taget den ganske almindelig ved Svend- 
borg i Malselven pa blomsterne af Anthriscus desuden i et- 
par eksplr. på Tromsøen. 

404. E. melina Er. (69° 40)? 

Museet besidder et enkelt noget defekt eksplr. fanget 
pa Tromsgen 3 august 1883, hvilket Sahlberg med nogen 
tvivl har ført hid. 

405. E. terminata Mann. (69°). 

Denne for Norges fauna nye art har jeg fundet i et 
enkelt individ ved Sandeggen i Kirgisdal i Malselven 12 
juli 1885 i saft pa birketrer. 

406. E. nana Reitt. (69° 10%). 

. Ligeledes ny for Norges fauna; et enkelt eksplr. fandt 
jeg ved Svendborg i Malselven pa blomstrende Sorbus 27 
juli 1885. 

407. E. foren Ex. (69° 10). 

Sjelden, idet jeg hidtil kun har erholdt 2 individer, et 
ved Svendborg 23 juli og et ved Sandeggen i Kirgisdal 12 
juli 1885. 

408. LE. longula Er. (69° 10°). 

Udbredt i Målselvens dalføre, hvor jeg har fundet den 
ikke sjelden juli 1884 og 85 ved Sandeggen, samt på Mau- 
ken, i gjærende birkesaft, desuden er den medbragt fra Sal- 
ten af Sahlberg. 

409. E. laricina Motsch. (70°). 


Coleoptera i Norges arktiske region 3 


Denne for Norges fauna nye art synes at have stor 
udbredelse i vor arktiske region, om den end hidtil er fun- 
den meget enkeltvis. Sahlberg har fundet den i Salten, og 
selv har jeg taget 3 eksplr. ved Moen og Maukstad i Mäls- 
elven juli 1885 samt ved Finkirken pa Ribbenæsø i august 
1887. 

410. E. obsoleta F. (69° 10°). 

Udbredt i de indre distrikter. I Saltdalen talrig især 
på blomstrende Prunus padus (Hagemann), Nordland (Zetter- 
stedt), Bugtesæter, Bjerkeng, Øvergård, Tillermo og Sand- 
eggen i Målselven (ipse). Medens Thomson kun nævner den 
som forekommende i udflydende træsaft, har jeg næsten ude- 
lukkende fundet den på Boletus på birk, hvilken forekomst- 
måde også Zetterstedt omtaler. 

411. Æ. boreella Zett. (69° 40’). | 

Ganske udbredt men lokal. Jeg har fundet den talrig 
på nyhugne birkestubber ved Iselvmosæter, sparsomt ved 
Bjerkeng samt desuden i etpar eksplr. på Fløifjeld ved Tromsø. 
Den var hidtil ikke opført som norsk. Ved siden af larteina 
er dette måske den eneste art af utvivlsom arktisk oprindelse. 

Såvel Zetterstedt som Sahlberg anfører den fornemme- 
lig som forekommende på Pinus og Abies, medens jeg hidtil 
kun har bemærket den på Betula; som før omtalt synes ad- 
skillige insekter i de polare egne at være mindre bundne til 
visse plantearter end under sydligere bredder og idethele- 
taget at kunne lempe sin natur bedre end antaget efter de 
rådende vilkår. 

Medens således slægten indenfor de 2 sydlige amter har 
hele 10 arter at opvise, er påfaldende nok hidtil ikke en 
eneste art bleven påvist i Finmarken, hvad jeg dog mere 
vil tilskrive mangelfulde undersøgelser, da de indre distrikter 
her mangesteds med hensyn til klima og vegetation er ligeså 
godt udstyrede som Nordlands og Tromsø amter. 

412. Pocadius ferrugineus F. (69° 2°). 


4 J. Sparre Schneider 


Udbredt i de indre varmere skovdistrikter, ikke hyppig. 
I Saltdalen pa Lycoperdon (Hagemann), Bjerkvik og Evenæs 
i Ofoten pa birkesvamp (Zetterstedt), under samme forbolde 
har jeg desuden taget nogle individer ved Øvergård, Bjerk: 
eng og på Mauken i Målselven Den blev af Zetterstedt 
ikke bemærket inden Sveriges arktiske region. 

413. Thymalus limbatus F. (69° 2°). 

Vistnok meget sjelden i vor arktiske region og hidtil 
kun bemærket på en eneste lokalitet; jeg fandt 6 eksplr. 
på en enkelt Boletus ved Øverby i Målselven 5 juli 1888, 
uden at det trods flittig søgen lykkedes mig at finde flere. 
På svensk side blev den af Zetterstedt ikke bemærket høiere 
op end til c. 64de grad, altså udenfor egentlig arktisk om- 
råde. I Finland kun iagttaget til 6380. 

414. Gaurambe (Peltis) ferruginea L. (67°). 

Ligeledes en sydligere art, som kun er fun den sjelden 
i Saltdalen af Hagemann, der godhedsfuldt har overladt 
museet et eksemplar. 

Såvel Peltis grossa L. som oblonga F. er fundne langt 
op i de svenske Lapmarker og tør ogsaa forekomme inden 
Norges arktiske region. | 

*415. Dermestes lardarius L. (679). 

Opføres af Sommerfelt som forekommende i Saltdalen, 
og da dette let kjendelige insekt vanskelig kan være bleven 
forvekslet med nogen anden art, tør jeg ikke drage hans 
angivelse i tvivl, skjønt det er ret pafaldende, at den ikke 
er gjenfunden af senere samlere. Zetterstedt angiver den 
også som forekommende i det nordlige Lapland uden nærmere 
lokalitetsbetegnelse. 

*416. D. domesticus Germ. (70°). 

Er hidtil indenfor Norges grændser kun funden i Karasjok 
i Østfinmarken, hvorfra professor Collett har modtaget nogle 
eksplr. Den er også funden af Sahlberg i Karesuando på 
grændsen af Sverige og Finland i Torneå Lapmark og har 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 5 
vistnok adskillig udbredelse i disse nordlige trakter; da den 
mig bekjendt hverken er taget i det sydligere Norge eller 
Sverige, er den uden tvivl en østenfra indvandret art, hvis 
udbredelse forøvrigt synes mærkelig sporadisk, da Stein & 
Weisse blot nævner Frankrige og det sydlige Rusland som 
dens hjem. Ifelge Seidlitz er den ikke sjelden i Curland og 
Livland. 

*417. Attagenus pellio Ee (G7): 

Ligesom foregående angives også denne kosmopolit at 
forekomme i Saltdalen uden senere at være påtruffet, Zet- 
terstedt anfører den som sjelden i svensk Lapmarken. 

418. Megatoma undata L. (61°). 

Opføres allerede af Sommerfelt som forekommende i 
Saltdalen, hvor Hagemann også har fundet den almindelig 
udbredt. Zetterstedt angiver den som observerct i Lapmar- 
kerne uden at angive nærmere lokalitet, og den af samme 
forfatter i Torneå Lapmark opdagede M. pubescens turde mu- 
ligens også engang blive påvist hos os; han nævner også 
Derm. murinus L. og laniarius Mig. samt Tiresias serra F. 
som forekommende i de svenske Lapmarker, den første endog 
helt op til Karesuando under 68° 30. 

419. Byrrhus pilula L. (70° 25°). 

Meget udbredt men langt sparsommere end fasciatus» 
i enkelte tilfælde er den måske også forvekslet med denne. 
Saltdalen og Solø i Beieren (Hagemann), fra Ofoten til Bos- 
sekop i Alten (Zetterstedt), Moen, Nymo og Svendborgtind 
(c. 750 m. o. h.) samt Nordfuglø (ipse), Alten (Staudinger, 
Krafft), Kistrand i Porsanger og Vadsø (Schøyen). 

420. B. fasciatus F. (71° 12°). 

Jevnt udbredt og som det synes hyppigst ude ved ky- 
sten, ligesom den efter min erfaring er almindeligere norden- 
for polarcirkelen end søndenfjelds. Saltdalen (Hagemann), 
Moen, Nymo og Nergård i Målselven, Tromsøen, Fløifjeld 
(til c, 450 m, o. h.), Nordfuglø, Vardø, Næsseby i Nordvar- 


6 J. Sparre Schneider 


anger, Aleknjarg i Polmak, Elvenes i Sydvaranger (ipse), 
Karlso (Mäklin), Jakobselv i Sydvaranger almindelig pä 
sandbankerne (Sandberg), Nordkap (Collett), Alten (Stau- 
dinger, Krafft, Hagemann og forf.). 

421. Cytilus varius F. (70°). 

Udbredt vestenfor Nordkap og langt talrigere i det 
nordlige end i det sydlige Norge, hvor den oftest forekom- 
mer meget enkeltvis, medens den her nord oftere af mig er 
fanden i hele kolonier. Saltdalen, Skjærstad, Sole i Beieren, 
Bodo særdeles hyppig, Dybvik i Folden (Hagemann), Bak- 
kehaug i Målselven samt på Tromsøen meget almindelig (ipse), 
Alten (Staudinger). Zetterstedt omtaler den som hyppig i 
alle Lapmarker, men påfaldende nok nævner han udtrykke- 
lig, at den ikke blev observeret pa norsk side. 

422. Simplocaria semistriata F. (70° 22°). 

Forholdet er her som med foregående, idet den sønden- 
fjelds næsten må kaldes en sjeldenhed, medens den norden- 
for polarcirkelen er meget udbredt og ialfald ved Tromsø 
meget hyppig. Jeg har fundet den ved Bjerkeng i Mälsel- 
ven, Kjosen i Lyngen, på Tromsøen enkelte år i stor mængde, 
Skarsfjord på Ringvatsø, Nordfugla samt Vardø, men påfal- 
dende nok er den endnu ikke bemærket af andre samlere. 
Zetterstedt noterer den fra svensk Lapmarken som ikke sjel- 
den uden noiere at angive, hvor langt mod nord den blev 
bemærket. 

493. 8. metallica Sturm (70°). 

Vistnok meget udbredt men hidtil kun lidet observeret. 
Af Nordenskiöld er den i flere eksplr. medbragt fra Karlsø 
og Rene, medens jeg selv kun har fundet et enkelt eksplr. 
ved den nordlige ende af Fjeldfrøskvand i Malselven 20 juli 
1888. Sondenfjelds er den mig bekjendt kun bemerket ved 
Kristiania, og utvivlsomt er det en art af arktisk udspring; 
af Sablberg er den funden op til Hetta og Muonioniska i 
Torneå Lapmark, på førstnævnte lokalitet endog hyppig, og 


Coleoptera i Norges arktiske region 4 


Thomson angiver for Sveriges vedkommende kun Lapland. 

424. Hister unicolor L. (70°). 

En sydligere form, der kun er funden i Saltdalen og 
Beieren temmelig almindelig af Hagemann, samt af Schøyen 
i Alten, jeg kunde næsten sige selvfolgelig, da Alten som 
Sydvaranger frembyder ganske ejendommelige forholde med 
hensyn til sydlige arters fremtrængen mod nord, kanske end- 
nu mere påfaldende for Lepidopternes vedkommende. 

Dette er altså familien Histeroidæs eneste repræsentant 
i det polare Norge, medens på finsk område Dendrophilus 
pygmeus L. og Acritus nigricornis Ent. H. er fundne op til 
68de grad, ligesom også Zetterstedt opregner endnu Hister 
cadaverinus Ent. H., bis-sexstriatus Payk., purpurascens, car- 
bonarius Ent. H., Platysoma frontalis Payk., angustata Ent. H. 
og depressa F., Saprinus nitidulus F., S. eneus F., Gnathon- 
cus rotundatus Nlig., Paromalus flavicornis Hbst., Plegaderus 
vulneratus Panz., cæsus F., altså hele 13 arter, som obser- 
verede i svensk Lapmarken, hvoraf dog en del er bemærkede 
søndenfor den arktiske regions grændser. 


Lamellicornes. 


425. Cetonia metallica Payk. (69° 12°). 

Udbredt i de to sydlige amter men meget enkeltvis. 
Af Hagemann er et enkelt eksplr. fundet på blomstrende 
Prunus padus ved Storjord i Saltdalen og et ved Solø i Beie- 
ren, og efter en ganske pålidelig kilde har den en sommer 
vist sig skadelig på potetesagrene ved Bodø! Et individ fra 
Bjarkø har sorenskriver Figenschou skjenket museet og nord- 
ligst er et eksplr. taget ved Kløven på Senjen i 1882 af 
frøken P. Høegh. 

Også på finsk side er den bemærket til næsten samme 
høie nordlige bredde, nemlig til Muonioniska af Zetterstedt. 

Sommerfelts angivelse, at C. aurata L. skulde forekom- 
me i Saltdalen, refererer sig uden tvivl til metallica, da aurata 


J, Sparre Schneider 


(we) 


ellers mig bekjendt endnu ikke er bemærket nordenfor Dovre, 
ligesom den helt synes at mangle pà Norges vestkyst, me- 
dens metallica er udbredt overalt, østenfjelds dog maske no- 
get sparsommere end aurata; Zetterstedt anfører dog om denne 
sidste: «In Lapponia rarissime cum præcedente»; sandsynligvis 
har han dog ikke fundet den i den egentlige arktiske region. 

426. Trichius fasciatus L. (70°). 

Udbredt omtrent som foregaende. I Saltdalen, hvorfra 
den også anføres af Sommerfelt, hav Hagemann fundet den 
almindelig overalt, ligesom ved Solø i Beieren; længere nord 
bliver den meget sparsom, og jeg har selv kun fundet nogle 
få eksplr. ved Bodø og i Trondenæs, medens Zetterstedt tog 
den såvel ved Tromsø som flersteds i Alten. 

*427. Serica brunnea L. (67°). 

I Saltdalen, hvor Hagemann i Junkersdalsuren har ta- 
get flere eksplr., har denne sydlige art vistnok pa det ner-. 
meste naet sin nordgrændse; ogsa Sommerfelt fortegner den 
fra Saltdalen. I Finland kun bemerket til 63° 30’, 

428. Geotrupes stercorarius L. (68° 50’). 

I Saltdalen, hvorfra den ogsa opfores af Sommerfelt, er 
den ifølge meddelelse fra Hagemann ganske almindelig, lige- 
så ved Solo i Beieren; selv har jeg hidtil kun fundet et en- 
kelt eksplr. ved Moldjord i Beieren juli 1880, ligesom et på 
landeveien i Trondenæs juli 1885 liggende søndertrådt indi- 
vid vistnok også har tilhørt denne art. Zetterstedt anfører 
den som forekommende gjennem de skovrige trakter af alle 
Lapmarker uden at nævne det nordligste punkt, men neppe. 
er den bemærket høiere op på den svenske end på den 
norske side af fjeldryggen. 

429. G. sylvaticus Panz. (68° 40’). 

Et enkelt eksplr. fundet ved Bø i Vesterålen har mu- 
seet modtaget af sognepræst Sandberg. 

*430. G.-vernalis L. (67°). 

Skal ifølge Sommerfelt forekomme i Saltdalen, Det 


Coleoptera i Norge - arktiske region 9 


kan jo synes påfaldende, at en så anselig art skulde have 
undgået senere samleres opmærksomhed, men jeg finder dog 
ingen egentlig grund til at drage denne angivelse i tvivl, 
idet Sommerfelt i høiden kan have forvekslet den med syl- 
vaticus; i hvert fald må han have havt en af disse 2 mindre 
arter for aie, uagtet man senere kun har kunnet påvise stcrco- 
rarius som beboer af Saltdalen. 

Med hensyn til udbredelsen på svensk side gjælder så- 
vel for denne som foregående, hvad der er sagt om sterco- 
rarius, idet Zetterstedt ikke nærmere betegner nogen loka- 
litet indenfor den egentlige arktiske region. I Finland til 63°. 

431. Aphodius fimetarius L. (70°). 

Vistnok meget udbredt vestenfor Nordkap, men den 
forekommer i de nordligere distrikter aldrigi sådan mængde 
som man ofte træffer den sondenfjelds, og nordenfor Tromsø, 
hvor den i Alten når sin nordgrændse, må den regnes for 
en stor sjeldenhed. I Saltdalen er den særdeles talrig ifølge 
Hagemann, der også har fundet den ved Bodø og Solø i Beie- 
ren, selv har jeg observeret den ved Mestervik i Malangen, 
Moen, Grønli og Bjerkeng i Målselven, Storstennæs og Ten- 
næs i Balsfjord, på Tromsøen ganske almindelig enkelte år, 
Thomasjordnæs på fastlandet c. 4 kil. nordenfor Tromsø, 
samt 1 et enkelt individ ved Nordbotn i Kvænangen juli 
1881, medens den som ovenfor nævnt nordligst er bleven ob- 
serveret ved Bossekop i Alten, hvor Hagemann fandt etpar 
eksplr. sommeren 1888. 

432. A. lapponum Schoenh. (70° 40°). 

Udbredt overalt og ved siden af piceus slægtens almin- 
deligste repræsentant i vor arktiske region. I Saltdalen sær- 
deles hyppig (Hagemann), Andenæs, Mestervik i Malangen, 
Hillesø, Moen, Sandeggen, Mauken og Svendborg i Målsel- 
ven, Tennæs og Storstennæs i Balsfjord, Tromsø, Nordfuglø, 
Alteidet, Hammerfest, Vardø, Vadsø, Nyborg i Nordvaran- 
ger, Aleknjarg i Polmak samt Sydvaranger (ipse), Renø 


10 J. Sparre Schneider 


(Måklin), Bossekop (Staudinger), ligesom den også af Zetter- 
stedt blev funden overalt. 

433. A. piceus Gyll. (70° 25°). 

Udbredt som foregående og meget almindelig over det 
hele område. Saltdalen og Beieren (Hagemann), Bø i Ve- 
sterålen samt Sydvaranger (Sandberg), Tranø (Måklin), Moen, 
Elvevold, Iselvmosæter, Bjerkeng og Sverresvold i Målselven, 
Storstennæs i Balsfjord, Tromsø, Alteid, Hammerfest, Pol- 
mak, Nyborg i Nordvaranger (ipse), Bossekop (Hagemann), 
Kistrand i Porsanger (Schøyen), af Zetterstedt ligeledes be- 
mærket almindelig overalt. Som foregående er også denne 
en udpræget arktisk art, som imidlertid også er ganske ud- 
bredt i det sydlige Norges fjeldtrakter, medens der ikke fore- 
ligger observationer angående deres udbredelse i lavlandet 
søndenfor 62de grad. 

*434, 4A. nemoralis Er. (69° 40%? 

Denne forevrigt ikke i Skandinavien men hidtil kun i 
Tyskland bemærkede art angives som funden ved Tromsø 
af Staudinger, men heist sandsynlig foreligger her en for- 
veksling med d.n nerbeslegtede putridus Hbst. 

435. A. putridus Hbst. (foetidus F.) (70°). 

Meget sjelden men adskillig udbredt, som det synes. 
Af Hagemann er den funden i Saltdalen i nogle få eksplr., 
hvoraf et dateret Storjord °/, 85 er overladt vort museum, 
selv har jeg taget 2 individer ved Tromsø, deraf det ene i 
Tromsdal 23 juni 1877, og et er medbragt fra Alten i 1878 
af Schøyen (tidligere opført som pusillus Hbst.). I det søn- 
dentjeldske Norge er den også kun ganske sparsomt bemær- 
ket på østlandet, i Sverige er den udbredt omtrent som hos 
os og er der fundet af Zetterstedt nordligst op imod 68° n. b. 

436. A. borealis Gyll. (putridus Sturm) (69° 40°). 

Hidtil er den kun bemærket på en eneste lokalitet i vor 
arktiske region, idet jeg juni 1887 medbragte 2 eksplr. fra 
Hillesø ude ved havet ret i vest for Tromsø, ligeså er den 


Coleoptera i Norges arktiske region 11 


i det søndenfjeldske Norge kun funden af forfatteren i Sønd- 
hordland. Vistnok tør den være meget sparsom og yderst 
lokal, men dog tror jeg den oftere er bleven overseet eller 
forvekslet med beslægtede arter, som f. eks. med små eksplr. 
af piceus. Thomson angiver den at være udbredt over hele 
Skandinavien i skovtrakter; nordligst er den i Sverige ob- 
serveret af Zetterstedt ved Jukkasjårvi i Torneå Lapmark. 

437.: A. rufipes L. (69° 40). 

Udbredt i de to sydlige amter. Saltdalen, Sole i Beie- 
ren og Dybvik i Folden (Hagemann), Bo i Vesteralen (Sand- 
berg), selv har jeg taget den ved Moen i Malselven, Stor- 
stennæs i Balsfjord, pa Hillesø samt nordligst pa Tromsøen, 
hvor den imidlertid enkelte år er ganske hyppig, så dens 
nordgrændse vistnok er at søge endnu lidt længere «versus 
septentrionem». Zetterstedt anfører den for Sveriges ved- 
kommende kun som bemærket i de sydlige Lapmarker, men 
den tør nok også østenfor fjeldryggen nå et godt stykke 
ovenfor polarcirkelen. 

438. À. depressus Kugel. (70"). 

Almindelig udbredt vestenfor Nordkap, og begge for- 
mer forekommer jevnlig sammen og omtrent lige hyppig. 
Saltdalen og Solø i Beieren (Hagemann), Havnvik på Dyrøen 
(Zetterstedt), Sandeggen og Øverby i Malselven, Storsten- 
nes i Balsfjord, Tromsø og Tromsdal, Hillesø samt Altei- 
det (ipse), Reno (Mäklin), Alten (Staudinger, Schøyen, Hage- 
mann). 

Sommerfelts opgave, at 4. merdarius L. skulde fore- 
komme i Saltdalen, forekommer mig så tvivlsom, at jeg ikke 
har vovet at optage den i min fortegnelse, den skulde vel 
vanskeligt have undgået så mange senere samleres opmærk- 
somhed. Zetterstedt anfører den som forekommende i det 
sydlige Lapland og dertil endnu: fossor L., ater De Geer, 
foetens F., hemorrhoidalis L, inqvinatus Gyll., sordidus F., 
rufescens F., lutarius Payk., prodromus Illig., punetatosulcatus 


12 J. Sparre Schneider 


Strm., granarius L., niger Panz. og tristis Panz., men kun for 
etpar af disse 14 arter opgiver han nærmere lokalitet, og de 
fleste nar vel neppe op i den egentlige arktiske region. 

439. Ægialia sabuleti Payk. (69° 40’). 

Udbredt i de to sydlige amter, hvor den ma regnes for 
et af de mest karakteristiske insekter, ligesom den overho- 
vedet uden tvivl er af arktisk udspring. Dybvik i Folden 
og Saltdalen (Hagemann), Bodø (Maklin), Bjørkvik og Evenæs 
i Ofoten (Zetterstedt), selv har jeg fundet den ved Mälsnæs, 
Moen og Bakkehoug i Målselven, Hillesø, Kjosen i Lyngen 
samt nordligst på Tromsøen og ved Tromsdalselvens udløb, 
hvor den navnlig er talrig under opkastet tang og halvtør 
gjødsel, men neppe har den her nået sin nordgrændse. På 
finsk side er den bemærket ialfald til Muonioniska. I sin 
udbredelse følger den kysten og de større dalførers elvelinier, 
da den, som navnet også betegner, er en ægte sandboer, og 
heller ikke er den hos os fundet i nogen høide, der oversti- 
ger c. 50 m. over havets nivå. 


Platysoma. 


440. Pediacus fuscus Er. (70°), 

Tilhører kun de indre distrikter, hvor Pinus vokser. 
Af Hagemann er den i etpar eksplr. funden i Saltdalen, selv 
tog jeg 4 stykker ved Bakkehaug i Målselven 9 juli 1883 
under furuved på gårdstunet, og såvel Zetterstedt som Stau- 
dinger fandt den ved Bossekop i Alten under furubark. 
Denne art, som nok tør have et arktisk udspring, synes at 
være endnu sjeldnere søndenfor polarcirkelen og er mig be- 
kjendt kun observeret på Modum; på finsk side er den fun- 
den op til Hetta under c. 68° 40’. 

I «Enumeratio» opføres P. depressus Hbst. som funden 
såvel i det sydlige Norge som i Finmarken, men disse op- 
gaver må vel alle refereres til fuscus, i hvert fald Zetter- 
stedts art fra Bossekop i Alten, 


Coleoptera i Norges arktiske region 13 


Såvel Læmophloeus muticus F. som Dendrophagus erena- 
tus Schoenh. er på finsk side fundne op til 68de grad og kan 
således med tiden ventes påviste også hos os. Jeg har for- 
øvrigt en formodning om, at et dødt skalinsekt, som fandtes 
siddende i malingen på en husvæg ved Svendborg i Malsel- 
ven juli 1885, men ved aftagningen desværre gik itu, har 
tilhørt den mig in natura ubekjendte D. crenatus eller Bron- 
tes planatus L., i hvert fald tilhørte det en art, som jeg ikke 
har seet andetsteds og med vished ved, ikke er optaget i 
denne fortegnelse som funden af nogen anden samler. 


xy 1ophagi. 


441. Sarrotrium clavicorne L. (67°). 

Denne hidtil kun fra det sendenfjeldske Norge bekjendte 
art fattes heller ikke i vor arktiske region, men vistnok har 
den på det nærmeste nået sin nordgrændse i Saltdalen, hvor 
Hagemann om våren i april og mai har fundet ikke få indi- 
vider ved Storjord. 

På finsk side når den endnu et stykke længere mod 
nord, idet den af Sahlberg er observeret lige op til Hetta 
under 680 40°. Det synes jo også naturligt, at insekterne 
skulde have lettest for at udbrede sig gjennem de sammenhæn- 
gende og i naturforholdene ensartede landstrækninger østen- 
for «Kjølen», og for enkelte arters vedkommende er forhol- 
det også fundet at være således; men de allerfleste arter er 
påfaldende nok påviste langt nordligere i Norge end i Sve- 
rige eller Finland, skjønt utallige fjorde gjennemskjærer vort 
land på tværs næsten til foden af fjeldryggen, et fænomen, 
der kan tydes forskjelligt, men som jeg dog her ikke tør ind- 
lade mig på at drøfte. 

442. Cerylon histeroides F. (69° 2°). 

Sjelden. Af Hagemann funden i Saltdalen, selv har 
jeg ved Bjerkeng i Mälselven taget nogle få eksplr. i juli 
1885 og 88, deraf 1 under barken af Pinus og etpar også 


14 | J. Sparre Schneider 


på Boleius. Zetterstedt opforer den som forekommende i de 
nordlige Lapmarker, så den også pa svensk side mindst når 
op til 68de grad. 

443. OC. ferrugineum Stph. (deplanatum Thoms. nec. 
Gyll.) (69° 2). 

Denne for Norges fauna nye art har Hagemann fundet 
almindelig i Saltdalen, medens jeg selv juli 1858 tog 3 eksplr. 
ved Bjerkeng i Målselven under barken af Betula. 

Da den tidligere såvel hos os som i Sverige tør være 
bleven sammenblandet med deplanatum Gyll., kan der for 
tiden ikke siges noget angående dens udbredelse udenfor den 
arktiske region, ialfald i Norge; for Finlands vedkommende 
opgiver Sahlberg den som funden op til 63° 40", medens de- 
planatum Gyll., der i Norge endnu ikke er observeret på 
arktisk område, i Finland går til 689. 

444. Ptinus fur: L. (70°-25'). 

- Udbredt; Saltdalen og Solo i Beieren (Hagemann), i 
Tromsø almindelig og her den eneste fiende i de entomolo- 
giske samlinger, Alteidet og Bossekop (Zetterstedt, Stau- 
dinger). 

445, Tipnus griscofuscus De Geer (70° 25'). 

Udbredt men sjelden. Jeg har fundet et enkelt eksplr. 
på Tromsø 5 juni 1887, Staudinger tog den ved Bossekop i 
"Alten, og fra Kistrand i Porsanger er den medbragt af Col- 
lett. Sahlberg opgiver den kun som funden i det sydligste 
Finland. 

446. Niptus hololeucus Fald. (69° 40’). 

Et eksplr. af denne kosmopolit fandt jeg krybende pa 
mit skrivebord her i Tromsø 20 november 1888, ligesom et 
til er taget senere på vinteren, og vistnok har den først i 
de allersidste tider strakt sine vandringer over polarcirkelen. 
Medens den såvel i det sydlige Norge som Sverige er al- 
mindelig udbredt, er deni Finland hidtil kun bemærket ved 
Helsingfors. | 


Coleoptera i Norges arktiske region 15 


*447. ÆErnobius nigrinus Sturm. (70°). 

Angives som medbragt fra Alten af Staudinger, den 
er ellers mig bekjendt kun observeret i det sydligste Norge, 
ligesom Thomson kun opfører den fra Gotland og Skåne. 

Den nærbeslægtede E. microtomus J. Sahlbg. blev af op- 
dageren funden ved Hetta ikke langt fra den norske grænse, 
og kan hænde, at det af Staudinger medbragte eksplr. til- 
hører denne arktiske art. 

448. Anobium pertinax L. (67). 
| En sydligere art, der endnu er almindelig i Saltdalen, 
hvorfra Hagemann har sendt os eksplr., ligesom den også af 
ham er taget ved Solø i Beieren; men nordligere er den hid- 
til ikke bleven påvist, og Zetterstedt anfører den kun fra 
Umeå Lapmark, altså søndenfor den egentlige arktiske region. 

449. À. domesticum Geoffr. (striatum Oliv.) (69° 15°). 

Jeg har kun fundet et enkelt individ ved Tennæs i 
Balsfjord i et vindu 17 juni 1885, men visselig har den en 
større udbredelse. 

Zetterstedt opfører endnu Ærnobius mollis L. og abietis 
F. (abieticola Thoms.) som forekommendei Lapmarkerne, den 
første lige til Karesuando (68° 30’), så den uden tvivl en- 
gang vil få borgerret også i vor arktiske region, og det 
samme turde kanske blive tilfældet også med Episernus an- 
gulicollis Thoms., der er funden flersteds i svensk og finsk 
Lapland helt op til Hetta (Sahlberg). 

450. Dorcatoma dresdensis Hbst. (sinuata Thoms.) (60° 2°). 

Synes at vere meget sjelden; et enkelt eksplr. tog jeg 
pa Boletus ved Bjerkeng i Malselven 4 juli 1888, og et an- 
det fremkom af birkesvampe, som konservator Foslie hesten 
1886 havde medbragt fra den samme trakt. Også i det søn- 
denfjeldske Norge er den sjelden og kun bemærket på få 
lokaliteter. På svensk side opgiver Zetterstedt, at den blev 
funden i de sydlige Lapmarker, altså ikke på egentlig ark- 
tisk område. 


16 J. Sparre Schneider 


451. Cis boleti F. (69° 40°). 

Udbredt i de to sydlige amter. Saltdalen (Sommerfelt), 
ganske hyppig ved Bjerkeng i Malselven juli 1888, desuden 
har jeg taget 4 eksplr. på en birkestubbe ved foden af Fløi- 
fjeldet ved Tromsø 23 og 28 august 1883 samt 1 flyvende 
i Tromsdalen 7 august 1887; et større antal fremkom af birke- 
svampe, som Foslie i 1886 medbragte fra Bardodalen. Af 
Zetterstedt blev den funden almindelig også i de nordligste 
Lapmarker, og som såmange andre vil den vel også blive 
påvist i de bedre distrikter af Østfinmarken, når disse en- 
gang når til at blive systematisk undersøgte. 

452. G. hispidus Payk. (689). 

Denne for Norges fauna nye art fremkom 1 stort antal 
af birkesvampe hjembragte fra Bardo af Foslie, medens den 
påfaldende nok endnu ikke er observeret i nabodistriktet 
Målselven, så den synes at være yderst lokal. På svensk 
side blev den af Zetterstedt funden op til Vittangi i Torneå 
Lapmark, ligesom micans F. også anføres som forekommende 
i Lapland; disse 2 arters synonymi er mig imidlertid ikke 
rigtig klar, så jeg ikke er sikker på, hvilke arter han sigter 
til. Ifølge Sahlberg er hispidus på finsk side taget op til 68°. 

453. GC. bidentatus Oliv. (65° 2°). 

Synes at være meget sjelden, idet jeg knn har erholdt 
et eneste eksplr. ved Maukstad i Malselven 7 juli 1885. Og- 
så denne art blev af Zetterstedt funden ved Vittangi i Torneå 
tilligemed C. alni Gyll., og på finsk side nar den op til 
omtrent samme høide (67°). 

454. Eridaulus glabratus Mell. (69° 2). 

Såvidt mig bekjendt har denne art tidligere ikke været 
påvist i Norge, og vistnok tør den være både lokal og sjel- 
den, da jeg kun har fundet nogle eksplr. i birkesvamp ved 
Bjerkeng i Målselven 15 august 1883. I Finland når den 
op til 67" ifølge Sahlberg. 

455. FE. jacquemarti Mell. (69°). 


Coleoptera i Norges arktiske region 17 


Ved Iselvmosæter i Iselvdalen, en sidedal til Malselven, 
fandt jeg et enkelt individ 27 juli 1888 og indfører den her- 
ved for første gang i Norges fauna, medens den i Sverige 
ifølge Thomson kun er funden i de sydligste landskaber. I 
Finland er den derimod bemærket helt op til 68°. 

456. Entypus (Rhopalodontus) fronticornis Panz. (69° 2°). 

Ikke sjelden ved Bjerkeng i Målselven i juli 1888, men 
andetsteds har jeg ikke bemærket den. For Finlands ved- 
kommende opgives den ikke funden nordenfor 63° 40". 

457. Rhopalodontus perforatus Gyll. (69° 2’). 

Atter en rekrut for Norges fauna, som vistnok vil vise. 
sig adskillig udbredt, medens jeg dog hidtil kun har fundet 
den sparsomt i Boletus ved Bjerkeng og Øvergård i Måls- 
elven. Ifølge Thomson er den kun bemærket i det sydlige 
og mellemste Sverige, men Zetterstedt anfører den som fore- 
kommende flersteds lige op til Vittangi i Torneå Lapmark, 
såfremt hans perforatus virkelig er den Gyllenhalske art, 
som der ingen grund er til at betvivle. I Finland er den 
ikke bemærket ovenfor 62°. 

458. Orophius mandibularis Gyll. (69° 10”). 

Et enkelt stykke har jeg taget ved Bugtesæter i Måls- 
elven august 1878, men mig bekjendt er den endnu ikke be- 
mærket i det søndenfjeldske Norge. For Sveriges vedkom- 
mende anfører Thomson den som sparsom i det sydlige og 
mellemste i fjeldtrakter, medens den endnu ikke er observe- 
ret i Finland. 

459. Dinoderus substriatus Payk. (70°). 

Synes at være meget sjelden; jeg har fundet et enkelt 
individ på Trondenæs præstegård august 1879, og Zetterstedt 
tog den ved Bossekop i Alten. 

*460. D. elongatus Payk. (70°). 

Også denne art blev sammen med foregående funden 
ved Bossekop i Alten, men er ellers kun sjelden observeret 


i det sydligste Norge. Begge arter er forøvrigt af Sahlberg 
) 


vy 


18 J. Sparre Schneider 


i finsk Lapland fundne under barken pa Abies ved Jerisjarvi 
under 68de grad, og den sidstnævnte, elongatus, er ikke usand- 
synlig af arktisk oprindelse. 


Fungicola. 


461. Lathridius variolosus (68° 2). 

En interessant tilvækst til vor fauna; jeg har fundet et 
enkelt individ ved Bjerkeng i Malselven juli 1888. Dette er 
en utvivlsomt arktisk art, der mig bekjendt hidtil kun var 
kjendt fra svensk Lapmarken, hvorfra den er medbragt af 
Boheman, samt fra Finland, hvor den nordligst er funden af 
Sahlberg ved Karesuando under c. 68° 30’. Sammesteds 
erholdtes også angusticollis Gyll., ligesom også lardarius L. 
og rugicollis Gyl. af Zetterstedt og Thomson angives at være 
fundne i Lapmarken, så en eller anden af dem nok tør findes 
indenfor grændserne af Norges arktiske region; det samme 
gjælder Monotoma picipes Payk., som af Sahlberg er observe- 
ret ved Muonioniska. 

462. Conithassa minuta L. (70° 14°). 

Meget udbredt men ikke almindelig. Saltdalen (Hage- 
mann), Kleven pa Senjen (frk. P. Hoegh), selv har jeg fun- 
det den ved Mestervik i Malangen, Bjerkengi Mälselven, pa 
Tromsø samt Nordfuglo. 

*463. UC. consimilis Mann. (67°). 

Er kun af Hagemann funden i et enkelt eksplr.i Salt- 
dalen, og den er ligeledes kun sjelden observeret i det syd- 
lige Norge. 

464, CO. anthracina Mann. (69° 2°). 

Af denne for Norges fauna nye art har jeg fundet et 
eksplr. ved Bjerkeng i Malselven juli 1888. Den er efter 
Seidlitz identisk med Thomsons C. brevicollis, medens Sahl- 
berg i brev erklærer denne opfatning feilagtig, og mit eksplr. 
stemmer heller ikke hverken med Thomsons eller Seidlitz's 
beskrivelse. 


Coleoptera i Norges arktiske region 19 


465. Enicmus fungicola Thoms. (69° 2°), 

Atter en interessant tilvekst til Norges fauna, og min 
yudlingsstation Bjerkeng i Malselven viser sig fremdeles som 
en uudtømmelig fundgrube; jeg har kun medbragt 2 eksplr., 
et i 1886 og et i 1888, begge fundne på birkesvamp. Den 
er i Finland ikke bemærket ovenfor 62° 25". 

*466.  Corticaria pubescens Gyll. (679). 

En mere sydlig form, der hidtil kun er funden i Salt- 
dalen af Hagemann. Af Zetterstedt anføres den som bemær- 
ket i de sydligste Lapmarker ved Lyksele, i Finland går 
den dog til 68" ifølge Sahlberg. 

*467. CO. denticulata Gyll. (67°). 

Som foregående kun erholdt i et enkelt eksplr. i Salt- 
dalen af Hagemann, Af Thomson anføres den at være slæg- 
tens almindeligste og over hele Skandinavien udbredte art, 
men jeg kjender dog for Norges vedkommende kun denne ene 
lokalitet; hertil skal dog bemærkes, at disse og lignende sma, 
arter tidligere kun lidet systematisk har været eftersegte i 
vort land. Som i indledningen nævnt, sidder min ven Mün- 
ster inde med en mængde interessante observationer angäen- 
de Coleopternes udbredelse i det søndenfjeldske Norge, men 
da han intet herom har publiceret, har jeg desværre til dette 
arbeides fuldstændiggjerelse ikke kunnet ose af hans store 
erfaring. For Finlands vedkommende opgives polarcirkelen 
som nordgrændse. 

468. OC. lapponica Zett. (70°). 

Denne udpræget arktiske art har megen udbredelse 
vestenfor Nordkap, men er vistnok adskillig lokal. I Saltda- 
len almindelig ifølge Hagemann, jeg har selv taget den gan- 
ske talrig ved Bjerkeng pa Boletus på Betula, især i 1888, 
og Zetterstedt fandt den såvel ved Skjærvø som Bossekop i 
Alten, ligesom han også anfører den som bemærket meget 
hyppig i de nordligste Lapmarker.  Søudenfor polarcirkelen 


90 J. Sparre Schneider 


er den mig bekjendt hverken observeret i Norge eller Sveri- 
ge, medens den i Finland går helt ned til 60° 15°. 

*469. OC. gibbosa Hbst. (67°). 

Er kun af Hagemann fundet i et enkelt individ i Salt- 
dalen. Den er pa finsk side bemerket helt op til 68°. 

470. GC. ferruginea Gyll. (69° 2’). 

Af denne tidligere kun ved Kristiania bemærkede art 
har jeg fundet endel eksplr. pa birkesvamp ved Bjerkeng i 
Målselven juli 1885 og 88. Den anføres af Zetterstedt kun 
fra de sydlige Lapmarker, men går visselig også på svensk 
side ind i den egentlige arktiske region, da den i Finland 
er taget helt optil 68° 30’. 

471. OC. fuscula Gyll. (69° 40’). 

Udbredt men lokal. Saltdalen (Hagemann), flere eksplr. 
håvedes i græset ved Trondenæs præstegård august 1879, 
ligesom jeg har fundet den flere gange på Tromseen, 17 
november 1884 endog i større antal under gammelt løv og 
mose ved foden af birketrær. Af Zetterstedt blev den hjem- 
bragt fra Vittangi i Torneå Lapmark. 

472. Typhea fumata L. (6% 12”). 

Museet har af frøken Petra Høegh modtaget et eksplr’ 

fundet ved Kløven på Senjen sommeren 1882, og dette er 
tillige den eneste mig bekjendte lokalitet på norsk grund, 
men vistnok beror denne tilsyneladende sjeldenhed kun på 
mangelfulde undersøgelser. Den skal ifølge Zetterstedt være 
funden i Lapmarken af Kolstrøm men er ikke observeret 
der af ham selv; i Finland hidtil kun bemærket i det syd- 
lige. 
473. Henoticus serratus Gyll. (69° 10%. 
Sjelden; jeg har fundet et eksplr. ved Svendborg i 
Målselven 25 juli 1885 samt 2 stykker ved Bjerkeng juli 
1888. På finsk side er den nordligst funden ved Jerisjärvi 
under 68° at Sahlberg. 

474. Cryptophagus pilosus Gyll. (69° 2). 


Coleoptera i Norges arktiske region og 


Ny for Norges fauna; et eksplr. erholdtes ved Bjerk- 
eng og 2 ved Fagerli i Målselven juli 1888 ved at sigte 
gammelt løv. Den er i Finland observeret helt op til 68de 
grad. 

475. Or. scanicus L. (70°). 

Udbredt vestenfor Nordkap. Saltdalen (Hagemann), 
Trans (Mäklin), Bugtesæter ved Tagvand samt Bjerkeng i 
Mälselven, paa Tromsøen sjelden (ipse), Bossekop i Alten 
(Staudinger). Zetterstedt noterer den fra Lapmarken uden 
nærmere lokalitetsbetegnelse, i Finland går den til 68°. 

476. Cr. badius Strm. (cellaris v. c. Gyll. sec. Thoms.) 
(69% 22). 

Meget sjelden, idet jeg kun har fundet et enkelt indi- 
vid ved Bjerkeng i Mälselven juli 1888. Tidligere blot ob- 
serveret ved Kristiania af Siebke. Thomson omtaler kun 
dens forekomst i det sydligste Sverige, men säfremt Gyllen- 
hals cellaris v. c. er identisk med badius, er den af Zetter- 
stedt ogsa funden i Lapmarken, hvor han særlig omtaler 
den som forekommende i gamle birkesvampe. Af Sahlberg 

blev den medbragt fra Muonioniska under 68°, og samme- 
steds observeredes ogsa corticinus Thoms. 

477. Cr. lapponicus Gyll. (clavatus Zett.) (68° 305). 

Et enkelt eksplr. blev af Zetterstedt fundet ved Bjork- 
vik i Ofoten 15 juli, og mig bekjendt er dette fremdeles 
den eneste lokalitet pa den skandinaviske halve. I Finland 
er den udbredt helt ned til 60° 50° og skal vere alminde- 
lig i Lapland, meddeler Sahlberg mig. 

478.  Cænoscelis ferruginea Sahlbg. (69° 2°). 

Ny for Norges fauna; ved Bjerkeng i Malselven har 
jeg fundet et enkelt eksplr. på gamle tørre stokker 3 juli 
1885. Af Sahlberg er den på finsk side nordligst bemærket 
ved Muonioniska. 

479. Atomaria elongatula Er. (69° 2). _ 

Kun et enkelt stykke har jeg fundet ved Bjerkeng 


29 J. Sparre Schneider 


sammen med foregaaende 3 juli 1885. Ogsa pa svensk side 
når den langt ind i den arktiske region, idet Zetterstedt 
observerede den flersteds såvel i de sydlige som nordlige 
Lapmarker op til Vittangi under c. 67° 40% i Finland er 
den derimod ikke bemerket ovenfor 630. 

480. À. procerula Er. (690). 

Atter en rekrut for vor fauna, som jeg 1 et enkelt 
eksplr. har fundet ved Tillermo i Målselven 1 juli 1885. 
På finsk side er den af Sahlberg observeret flersteds op til 
c. 68°, og den i Norge kun ved Kristiania bemærkede um 
bring Gyll er ligeledes ifølge samme forfatter taget ved Mu- 
onioniska. 

* 481. Anchicera apicalis Er. (67°). 

Er hidtil kun funden ı Saltdalen af Hagemann. Af 
Zetterstedt anfores den som forekommende i Lapmarkernes 
skovdistrikter, i Finland går den kun til 63°. 

482. A. terminata Com. (ruficornis Thoms.) (69° 2). 

Meget sjelden, et enkelt individ fandt jeg ved Bjerk- 
eng i Målselven juli 1888. Den var hos os tidligere kun 
bemærket ved Kristiania af Thomson. For Finlands ved- 
kommende opgives den af Sahlberg som funden helt op til 
687. 

483. A. analis Er. (70° 22°. 

Meget udbredt i vor arktiske region. Saltdalen (Ha- 
gemann), på Tromssen er den meget almindelig om våren 
under stene, ligesom jeg også har fundet den i antal ved 
vinterens begyndelse under gammelt løv; et enkelt eksplr. 
erholdtes også på Vardø i 1882. For Sveriges vedkom- 
mende anfører Thomson den som forekommende såvel i Skåne 
som Lapmarken, og Sahlberg har fundet den op til Muoni- 
oniska. Tør hænde, at den rettest bør betragtes som en 
arktisk form. 

484, A. fuscata Er. (69° 40’). 

Ny for Norges fauna; jeg bar fundet et enkelt eksplr, 


Coleoptera i Norges arktiske region 23 


på Tromsøen 17 novbr. 1884 sammen med talrige eksplr' 
af analis. Den skal ifølge Thomson ikke være sjelden i 
Sverige, og er vel hidtil nærmest kun overseet i det sydlige 
Norge. I Finland ot ope til: 69" 

485. Triplax russica L. (70°). 

Udbredt i de indre distrikter vestenfor Nordkap. Salt- 
dalen (Hagemann), Bjerkvik og Evenæs i Ofoten samt Al- 
tengärd (Zetterstedt), i Mälselvens dalfore er den meget ud- 
bredt, og jeg har der fundet den hyppig ved Bjerkeng, Øver- 
gård, Sletten og Svendborg på birkesvamp. 

Zetterstedt fandt den kun sparsomt i de nordlige Lap- 
marker, men hyppigere i de sydlige og bemærker, at han 
på norsk side kun tog den i enkelte eksplr., aldrig flokkevis; 
i Målselven har jeg dog seet den i større selskaber, i hvert 
fald flere individer på én svamp. I Finland er den ikke 
lagttaget ovenfor 66°. 

*486. T. ænea Schall. (67°). 

Er kun af Hagemann taget i et enkelt individ ved 
Borkemo i Saltdalen. Den er vistnok sjelden vestenfor fjeld- 
ryggen, da den ikke blev observeret der af Zetterstedt, me- 
dens han derimod tog den hyppig gjennem alle svenske Lap- 
marker op til Torneäträsk (c. 68°) og til og med i den sub- 
alpine region, hvor birken begyndte at ophore. 

487. Platichna bicolor Gyll. £69° 2°). 

Ny for vor fauna, idet den af Siebke kun er optaget 
efter Thomsons angivelse, at den forekommer over hele Skan- 
dinavien. Et enkelt eksplr. har jeg taget under birkebark 
ved Bjerkeng i Mälselven 6 juli 1888. Ogsa denne synes 
som foregäende at vere langt hyppigere ostenfor fjeldryggen, 
da Sahlberg har fundet den talrig ved Wähäniva i finsk 
Lapland, ligesom den af Zetterstedt blev observeret flersteds 
i de svenske Lapmarker. 

. #488. Tritoma bipustulata F. (67°)? 
Sommerfelt opfører fra Saltdalen en «Chrysamela Tycoga- 


94 J. Sparre Schneider 


læ», som Schøyen har tydet som Trit. bipustulata, bvilken 
tydning også jeg er tilbgielig til at tiltræde. Den er i Fin- 
‘Jand kun bemærket til 62°. 

489. Endomychus coccineus L. (70°). 

. Udbredt over det hele område og ofte ganske talrig. 
Saltdalen og Sole i Beieren (Hagemann), Tillermo, Sletten 
og Bjerkeng i Målselven, på sidstnævnte lokalitet meget al- 
mindelig juli 1888 på birkesvampe, ligesom den ofte blev 
håvet i græsset, en stor koloni på en frisk birkestubbe 28 
august 1883 i Tromsdalen (ipse), Finkroken på Renø samt 
Alteidet (Zetterstedt), ligesom den i Sydvaranger er funden 
såvel af Sandberg som forfatteren. Påfaldende nok blev den 
af Zetterstedt kun bemærket i de sydligste Lapmarker, hvad 
der vel nærmest skriver sig fra tilfældige omstændigheder, 
da den jo er funden i det indre af Sydvaranger; dog er den 
ifølge Sahlberg i Finland kun observeret til 63° 40". 

490. Tetratoma ancora F. (70°). 

Udbredt men meget sparsom. Gibostad på Senjen, Fin- 
kroken og Alteidet (Zetterstedt), selv har jeg taget den i 
gjærende birkesaft samt på Boletus ved Iselvmosæter, Bjerk- 
eng og Maukstad i Mälselven, samt i 4 eksplr. under barken 
på Betula i Tromsdal 23 august 1883. Den synes således i 
modsætning til de fleste i denne fortegnelse anførte Fungi- 
cole at være ligeså meget hjemme ved kysten som i skovdi- 
strikterne. I det søndenfjeldske Norge er den mig bekjendt 
kun anmærket fra Dovre, ligesom Thomson kun angiver det 
mellemste og nordlige Sverige, hvor Zetterstedt fandt den 
meget udbredt op til Torneå Lapmark; den kan således med 
sikkerhed regnes til de arktiske elementer. 

*491. Mycetophagus multipunctatus Hellw. (69° 51). 

Blev af Zetterstedt funden ved Finkroken pa Rene c. 
20 kil. nordenfor Tromsø, og dette er fremdeles den eneste mig 
bekjendte forekomst inden Norges grændser, medens den i Sve- 
rige er fanden almindelig udbredt fraSkane til Tornea Lapmark, 


Coleoptera i Norges arktiske region 25 


Zetterstedt anfører endnu følgende Fungicole som fore- 
kommende i Lapmarkerne: Litargus bifasciatus F., Myceto- 
phagus piceus F., atomarius Hellw., fulvicollis F., Engis hume- 
ralis F., Antherophagus pallens Oliv., Epistemus globulus Payk., 
Micrambe abietis Payk., og Sahlberg observerede endnu der- 
til: Gyrocecis angusticollis Gyll., Corticaria interstitialis Mann. 
linearis Payk., longicollis Zett., latipennis J. Sahlbg., Hypo- 
coprus lathridioides Motsch., Emphylus glaber Gyll.; af disse 
vil heist sandsynlig flere med tiden blive indlemmede ogsa 
i vor arktiske regions fauna. 


Serricornes 


492. Melanophila appendiculata F. (70°). 

Er hidtil den eneste i vor arktiske region observerede 
Buprestid; den er udbredt over hele området i de indre di- 
strikter, men det er påfaldende, at den endnu ikke er påvist 
i Målselven. I Saltdalen enkelte år ganske almindelig, såle- 
des i 1881 (Hagemann), i Alten blev den funden ganske hyp- 
pig af Zetterstedt ved Bossekop og Altengård såvelsom af 
Staudinger, og Sandberg har taget den i Sydvaranger. 

Zetterstedt observerede denne art også i de svenske 
Lapmarker, hvor han ligeledes fandt M. cyanea F. helt op 
til Muonioniska; han opfører også som forekommende i Lap- 
markerne: Dicerca acuminata Pal., Poecilonota conspersa Gyll., 
Ancylochira rustica L., Chrysobothrys chrysostigma L., An- 
thaxia 4punctata L., Agrilus viridis L. samt Trachys minuta 
L., hvoraf en eller anden, fornemmelig de 3 sidstnevnte, ikke 
usandsynlig findes indenfor grændserne af Norges arktiske 
region. 

493. Adelocera fasciata L. (67°). 

En mere sydlig form, der hidtil kun i enkelte eksplr. 
er funden i Saltdalen af Hagemann. 

Østenfor fjeldryggen er denne art hyppigere og stræk- 
ker sig længere mod nord, idet den såvel af Zetterstedt som 


26 J, Sparre Schneider 


Sahlberg er funden op til 68° ved Muonioniska, og forst- 
nævnte forfatter anfører også conspersa Gyll. som forekom- 
mende sammen med fasciata. 

494. Campylus linearis L. (709). 

En af vor arktiske regions mest karakteristiske insek- 
ter, som med biıkeskoven vistnok er udbredt overalt. Salt- 
dalen (Hagemann), Beieren, Nordfjordbotn i Malangen, Moen, 
Fredriksberg, Nymo, Bjerkeng, Grønlien, Sletten og Svend- 
borg i Målselven, ved Tromsø sjelden, Aleknjarg i Polmak 
(ipse), Bossekop (Staudinger), Sydvaranger (Sandberg), lige- 
som den også af Zetterstedt blev observeret udbredt i de 
samme trakter. Skjønt den, efter hvad jeg har kunnet udrede, 
er langt hyppigere i det nordlige end i det sydlige Skandi- 
navien, kan den dog efter sin store udbredelse forøvrigt nep- 
pe henregnes til de arktiske elementer. 

495. G. borealis Payk. (69° 2°). 

Denne sjeldne og udpræget arktiske art, som hidtil ikke 
har været kjendt som norsk, har jeg i et enkelt eksplr. ta- 
get ved Bjerkeng i Mälselven 7de juli 1884 flyvende i sol- 
skinnet på Brandmomyren, der har ydet mig så mange andre 
vakre arter. I Sverige er den (ifølge Thomson) funden nedi 
Østergöthland og i Finland til Helsingfors, forøvrigt er vist- 
nok dens hjem hovedsagelig at søge i den arktiske region; 
efter Seidlitz er den sydligst funden i Curland. 

496. Corymbites castaneus L. (67°). , es 

Ifelge Hagemann er den flersteds meget almindelig i 
Saltdalen som f. eks. ved Rognan, men er mindre hyppig 
oppe i dalen; den er af ham også taget ved Sole i Beieren. 
Det er en udpræget sydlig form, som i Finland ikke er ob- 
serveret nordenfor Gide grad, medens Thomson angiver den 
som forekommende over hele Skandinavien; Zetterstedt op- 
tager den dog ikke blandt sine laplandske insekter. 

++ 497. C. affinis Payk. (70°). 
Med birkeskoven udbredt over det hele område; og: en 


Coleoptera i Norges arktiske region 97 


af karakterformerne i vor arktiske Coleopterfauna. Saltda- 
len (Hagemann), Harstad i Trondenæs, Mestervik i Malan- 
gen, Moen og Bjerkeng i Malselven, Storstennæs i Balsfjord, 
Tromsø, Hillesø, Nordfuglø, Alteid og Polmak (ipse), Bosse- 
kop i Alten almindelig (Staudinger), «in Betuletis tote Nord- 
landiæ sat frequenter» (Zetterstedt). 

Skjendt den ifølge Seidlitz forekommer over hele Eu- 
ropa, er den dog vistnok hyppigst omkring og nordenfor po- 
larcirkelen og ma sikkert regnes til de arktiske elementer. 
I det sydlige Norge er den sparsom, om end forekommende 
ned til Kristiania, for Sveriges vedkommende nævner Thom- 
‘son Dalarne som den sydligste forekomst, og i Finland nar 
den ikke fuldt til den Gide grad efter meddelelse fra Sahlberg. 

498. G. serraticornis Payk. (69° 40°). 

Sjelden og lokal. 2 eksplr. fangede jeg ved Rognmoi 
Målselven 1 juli 1885, hvor den syntes at flyve ganske tal- 
rig, uden at jeg dog fik anledning til at indsamle flere, des- 
uden har jeg fundet et enkelt individ på den nordlige skra- 
ning af Tromsdalen 30 mai 1888. 

Som affinis er serraticornis vistnok også et arktisk ele- 
ment, der udenfor Skandinavien kun er observereti Mellem- 
europas bjergtrakter, men overalt synes at være meget spar- 
som. Hos os er den bemærket helt ned til Sarpsborg og i 
Sverige til Småland, for Finlands vedkommende savner jeg 
opgaver. 

499. OC. impressus Fabr. (70°). 

Udbredt men lokal og enkeltvis, Harstadi Trondenæs 
16 juli 1885, Hillesø 26 juni 1887,.Fagerli i Mälselven et 
enkelt vingedække, der med temmelig sikkerhed har tilhørt 
impressus, i 1888, samt Alteidet 22 juni 1878, på hver loka- 
litet kun et enkelt individ (ipse), Bossekop i Alten var. a. & b. 
Zett. (Staudinger), Haksten og Skjærvø (Zetterstedt). Også 
i de svenske Lapmarker blev den af Zetterstedt funden gan- 
_ ske almindelig, og trods sin store ndbredelse foravrigt er den 


28 J. Sparre Schneider 


mâske dog at regne for et arktisk element i noget udvidet 
betydning. 

500. GC. melancholicus F. (70°). 

Denne vakre art er udbredt vestenfor Nordkap, men 
kun i de indre distrikter, ligesom den synes at være meget 
lokal. I Saltdalen meget almindelig og ligeledes funden ved 
Sole i Beieren (Hagemann), enkelte eksplr. har jeg selv taget 
ved Olsborg og Moen i Målselven juli 1877 og 85, men på” 
faldende nok ikke længere op i dalen, hvor jeg nu har sam- 
let i såmange sommere; Bossekop i Alten i begge former 
(Staudinger, Hagemann). På svensk side er den funden ud- 
bredt i Lapmarkerne op til Karesuando (68° 30), men søn- 
denfor polarcirkelen holder den sig fornemmelig i subalpine 
regioner, dog er den hos os bemærket helt ned til Kristiania; 
den er med sikkerhed at anse for et arktisk element. 

501. OC. æneus L. (70° 40’). 

Meget udbredt vestenfor Nordkap, og kanske vel så 
hyppig langs kysten som i de indre distrikter. Saltdalen 
almindelig samt Skjærstad (Sommerfelt, Hagemann), Bø i 
Vesterålen (Sandberg), Grøtø i Stegen (fru Gylche), Fager- 
næs i Ofoten, Harstad, Trondenæs, Nergård i Målselven, 
Hillesø, Mestervik i Malangen, Nipøen ved Tromsø, Kjosen 
- i Lyngen, Nordfugle og Langfjord i Alten (ipse), Trane og 
Rene ret mange eksplr. (Måklin), Bossekop (Krafft), Ham- 
merfest (Hornemann). Sort og rødbenede former forekommer 
om hinanden uden hensyn til lokaliteterne. Den er udbredt 
i de svenske Lapmarker, de nordligste ikke undtagne, men 
pafaidende nok blev den ikke fundeu i Norge af Zetterstedt. 

502. OG. holosericeus F. (70°). 

Lige til i 1887 kjendte jeg for det arktiske Norges 
vedkommende kun den ene af Zetterstedt anførte lokalitet 
nemlig Raschtind på Skjærvø, hvor nogle eksplr. erholdtes 
28 juli, også in copula; det nævnte år blev den imidlertid i 
flere individer funden af Hagemann i Saltdalen, ligesom jeg 


Coleoptera i Norges arktiske region 29 


selv tog 2 stykker ude pa Hillesø 26 juni samme år; den 
synes således at være meget sjelden og sporadisk i sin op- 
træden her nord, ligesom Zetterstedt også fra det nordlige 
Sverige noterer den som sjelden uden nærmere at opgive 
findested. 

503. 0. costalis Payk. (70°). 

En høist eiendommelig og interessant art, der her for 
første gang indføres i Norges fauna. 2 stykker er fundne 
ved Bossekop i Alten af kand. Krafft i juni 1883 og af 
Hagemann i 1888, et 3die taget ved Kirkenæs i Sydvaran- 
ger har museet i sin tid modtaget af Sandberg. I de sven- 
«ske Lapmarker synes den at være mindre sparsom ifølge 
Zetterstedt, men dens egentlige hjem er vistnok Finland, hvor 
den er observeret helt ned til Konevits ved Ladoga (60°50'), 
og enkelte gange er funden meget talrig. Det er en udpræ- 
get arktisk form, der ialfald på europæisk område neppe er 
kjendt udenfor Skandinavien og Finland. 

504. Athous undulatus De Geer (70°). 

Meget udbredt, omend ganske sparsom. Saltdalen (Ha- 
gemann), Nordfjordbotn i Malangen, Iselvmosæter, Tillermo, 
Bjerkeng, Svendborg og Bugtesæter ved Tagvand i Målsel- 
ven, Fløifjeld ved Tromsø samt Elvenæs i Sydvaranger (ipse), 
af Zetterstedt blev et enkelt eksplr. fundet ved Alteidet. 
Den findes oftest på birkestubber, og larver, som uden tvivl 
har tilhørt denne art, har jeg ofte seet under birkebark. I 
det søndenfjeldske Norge er den sydligst mig bekjendt ob- 
serveret ved Sell i Gudbrandsdalen, for Sveriges vedkem- 
mende ned til Vestergöthland, i Finland til Abo (60° 20% 
efter sin udbredelse forøvrigt er også denne vakre art at 
anse for et arktisk element. 

505. À. subfuscus Mill. (69° 51’). 

Udbredt men meget sjelden. I Saltdalen har Hage- 
mann fundet et enkelt individ, et har jeg selv taget pa 
Tromsgen 29 juni 1880, medens Zetterstedt noterer den sävel 


50 J. Sparre Schneider 


fra Bjerkvik i Ofoten, Gibostad på Senjen som Finkroken på, 
Renø. På svensk side anføres den af Zetterstedt kun fra 
Umeå Lapmark, altså søndenfor den egentlige arktiske regi- 
on (ifølge Thomson almindelig over hele Skandinavien), 1 
Finland nordligst observeret ved Kantalaks under 67°. 

506. Limonius minutus L. (68° 35). 

Denne sydlige art opferer Zetterstedt som taget ved 
Bjerkvik i Ofoten 15 juli, medens den ikke blev observeret 
østenfor fjeldryggen; heller ikke er den mig bekjendt funden 
nogetsteds i det sydlige Norge. Thomson anfører den som 
forekommende i det sydlige og midterste Sverige, medens 
Sahlberg for Finland opgiver Åbo (60" 20') at være dens 
hidtil kjendte nordgrændse; der er dog ingen grund til at 
formode, at Zetterstedt har forvekslet den med nogen anden 
art. 

507. L. bructeri F. (69° 40°). 

Meget sjelden. «In graminosis Nordlandiæ rarius» 
(Zetterstedt), af Staudinger opgives den som funden ved 
Tromsø, medens jeg selv har taget et enkelt stykke ved 
Mestervik i Malangen juli 1887. På svensk side blev den 
af Zetterstedt kun observeret i de sydligste Lapmarker, me- 
dens den i russisk Lapland efter opgave fra Sahlberg er 
funden op til 68° 30% den er dog nærmest af boreal oprin- 
delse. 

508. Agriotes marginatus L. (70° 14°). 

Udbredt vestenfor Nordkap men sjelden og lokal. Ved 
Tollä i Beieren et enkelt eksplr. juli 1880, 2 stykker i 
Tromsdalen under stene i en ur 30 mai 1884 samt 4 indivi- 
der på Tromsøen under tørt løv 9 juni 1887, ligesom et 
eksplr. medbragtes fra Nordfuglø i 1888; af Zetterstedt blev 
den også funden på Tromsø. Hvor langt mod nord den er 
bemærket på svensk side er mig ubekjendt; Zetterstedt an- 
fører den fra Lapmarken uden at nævne nogen lokalitet. 

*509, A. obscurus L, (69° 40%).? 


Coleoptera i Norges arktiske region 51 


Angives som funden ved Tromsø af Staudinger, men 
denne opgave beror visselig på en forveksling af lokaliteter. 
Den er endnu hyppig ved Trondhjem og anføres af Zetter- 
stedt som funden lige til Vittangi i Torneå Lapmark, i Fin- 
land er den dog ikke bemærket længere end til Gamle Kar- 
leby under 64de grad. 

510. Melanotus casianipes Payk. (679). 

Af Hagemann er den i et enkelt eksplr. taget i Salt- 
dalen, og selv fandt jeg et individ på Beierens præstegård 
juli 1880. Zetterstedt anfører den fra svensk Lapmarken 
uden at betegne noget findested nærmere, i Rusland er den 
nordligst observeret ved Archangel (65") efter meddelelse fra 
Sahlberg. 

511. Sericosomus brunneus L. (70°). 

Udbredt over det hele område men hyppigst i de indre 
distrikter. I Saltdalen særdeles almindelig (Hagemann), Me- 
stervik i Malangen, Moen, Nymo og Bjerkeng i Malselven, 
Hillesø, Tromsø samt Nordbotn i Kvænangen (ipse), Bosse- 
kop i Alten almindelig (Staudinger), Sydvaranger (Sandberg). 
Zetterstedt fandt den almindelig udbredt i alle Lapmarker 
lige til Karesuando (68° 30’), men bemærkede den påfalden- 
de nok ikke i Norge, hvilket tør hænge sammen med den 
omstændighed, at den kun visse år synes at optræde hyppig, 
medens den i andre ikke sees. 

512. Elater balleatus L. (68° 47°). 

En sydligere form, der synes at forekomme meget sjel- 
den i vor arktiske region. Kun funden af Hagemann i Salt- 
dalen samt ved Havnvik på Rolløen af Zetterstedt, der for 
Sveriges vedkommende kun anfører den for de sydligste Lap- 
marker, medens den i Finland heller ikke er bemærket læn- 
gere end til Uleåborg (65*). 

513. E. elongatulus Oliv (67°). 

Ligeledes sjelden; af Hagemann taget i Saltdalen samt 
ved Sole i Beieren, medens den pa svensk side af Zetter- 


39 J. Sparre Schneider 


stedt bemærkedes helt op til Øvre Torneå under c. 68°, I 
Finland kun funden til 61° 20. 

Sommerfelt opfører fra Saltdalen en «Elater rufus», som 
Schøyen har tydet som sangvineus L., medens det jo ligger 
nærmest at antage, at han har havt elongatulus eller Cor. 
castaneus for øie. 

514. E. tristis L. (70°). 

Meget sparsom men udbredt vestentor Nordkap. Af 
Hagemann funden i et enkelt eksplr. i Saltdalen, et enkelt 
stykke på Salix ved Tollå i Beieren 22 juli 1880 samt et 
krybende på sneen c. 750 m. o. h. 17 august 1885 på Flei- 
fjeldet ved Tromsø (ipse), Bossekop i Alten (Staudinger). 

515. E. nigrinus Payk. (70°). 

Udbredt som foregäende men langt hyppigere. I Salt- 
dalen ganske almindelig (Hagemann), Sletten 1 Dividal et 
eksplr. pa Betula 10 juli 1885, desuden nogle eksplr. i Troms- 
dal og pa Tromsgen (ipse), Bossekop (Staudinger). 

Såvel denne som fristis er observeret af Sahlberg op 
til Muonioniska, men medens sidstnævnte er en udpræget 
arktisk form, ter det være noget usikrere for nigrinus's ved- 
kommende, skjønt den har en udpræget nordlig udbredelse — 
og vistnok er talrigst i trakterne omkring polarkredsen. 

516. Cryptohypnus riparius F. (70° 40°). 

Meget udbredt vestenfor Nordkap, men hidtil kun be- 
mærket langs kysten; den må regnes til en af karakterfor- 
merne her nord skjønt af tvivlsom arktisk herkomst. Bodø, 
Tranø og Renø (Måklin), Hillesø, Tromsø almindelig, Nipø, 
Kjosen i Lyngen, Nordfuglø og Hammerfest (ipse), Gibostad 
og Talvik (Zetterstedt). På svensk side er den af Zetter- 
stedt bemærket såvel i de nordlige som sydlige Lapmarker, 
i russisk Lapmarken lige til Kildin (70°), hvorfor den neppe 
fattes i Mstfinmarken. 

517. Or. rivularius Gyll. (70° 22): 

Almindelig over hele området ofte, i hele kolonier, og 


Coleoptera i Norges arktiske region 33 


en udpræget arktisk art. Saltdalen, Skjærstad og Beieren 
(Hagemann), Grote (fru Gylche), Lavangsfjeld, Rens og Karlsø 
(Måklin), Senjen, Skjærvø og Alteidet (Zetterstedt), Hillesø, 
Mestervik i Malangen, Mälsnæs, Nergard, Akselfjeld og Svend- 
borgtind i Målselven, Tromsø, Kjosen i Lyngen, Nordfuglø, 
Langfjord i Alten, Bossekop, Vardø, Vadsø, Nyborg i Nord- 
varanger, Polmak samt Sydvaranger (ipse). Medens den i 
Norge er bemærket helt ned til Kristiania, er deni Sverige 
kun funden i det nordlige ned til Herjeådalen og i Finland 
ikke søndenfor Kem (65°) ved Hvidehavet. 

* 518. Cr. hyperboreus Gyll. (71° 12°). 

Synes at være yderst sjelden. Af Marklin skal den 
først være bleven funden ved «Nordkap», ellers er den mig 
bekjendt kun af Hagemann taget i et enkelt individ ved 
Stornæs i Saltdalen i 1885. Ifølge Seidlitz er denne interes- 
sante ait også funden i Alperne som f. eks. Mont Cenis. 

519, Negastrius boreaphilus Thoms. (67°). 

Kun bemærket i Saltdalen af Hagemann, af hvem mu- 
seet har modtaget et eksplr. Også dette er en udpræget 
arktisk form, der søndenfor polarcirkelen hos os kun er be- 
mærket på Dovre; Sahlberg har taget den ved Muonioniska, 
så den antagelig også i Norge vil være at finde under høiere 
nordlig bredde end hidtil iagttaget. 

520. . N. pulchellus L. (65° 10'). 

Sjelden og hidtil kun bemærket i Målselvens dalføre, 
hvor jeg har taget den ved Moen 3 juli 1883 og ved Bjerk- 
eng 5 juli 1888. Var. arenicola Boh. forekommer sammen 
med hovedformen. 

Den skal ifølge Zetterstedt være funden ved Torneå af 
Mannerheim, medens den af ham selv ikke blev bemæiket, i 
Finland er den taget op til Kittilå under 68de grad. 

521. N. tetragraphus Germ. (69° 20’). 

Hidtil kun bemeerket ved Mestervik i Malangen, hvor 


jeg tog talrige eksplr. under stene lige ved seen i juli 1887, 
3 


34 J. Sparre Schneider 


Denne vidt udbredte art er på flnsk side iagttaget næsten 
ligeså langt mod nord som hos os nemlig ved Kola under 
69° og er måske af arktisk udspring. 

Juli 1878 bemærkede jeg ved Elvenæs i Sydvaranger 
(709) etpar eksplr. af en Negastrius, som desværre undslap, 
og som sandsynligvis har tilhørt denne eller foregående. 

522. Cardiophorus ruficollis L. (67°). 

Denne vakre art er funden i nogle eksplr. ved Stor- 
jord i Saltdalen af Hagemann, der har sendt museet et eksplr., 
og har den vel her nået sin nordgrændse. Det er en ud- 
præget boreal form, der i Finland ikke er bemærket ovenfor 
61° 50', medens Zetterstedt kun tog et enkelt eksplr.i Umea 
Lapmark, hvad Thomson synes at have overseet, da han an- 
giver den som nordligst iagttaget i Dalarne. 

Zetterstedt optager endnu følgende arter blandt sine 
laplandske insekter: Lacon murinus L., Corymbites pectinicor- 
nis L., tesselatus L., qvercus Gyll., Athous hæmorrhoidalis F. 
samt Agriotes aterrimus L; men af disse turde alene den op 
til Øvre-Torneå bemerkede A. hemorroidalis med nogenlunde 
rimelighed ventes indlemmet også i Norges arktiske fauna. 

* 523. Cyphon coarctatus Payk. (70%? 

Med ? opfert som funden i Alten af Staudinger. Efter 
meddelelse fra Sahlberg i russisk Lapmarken observeret til 
henimod polarcirkelen, medens den af Zetterstedt erholdtes 
nesten overalt i de svenske Lapmarker. 

524. OC. variabilis Thbg. (70°). 

Sjelden. Flere eksplr. har jeg taget ved bredden af 
Prestvandet på Tromsøen 22 juni 1885, ligesom den også 
af Staudinger blev medbragt fra Alten. 

Af Zetterstedt funden med foregående, og Sablberg har 
bemærket den op til Muonio (68°), hvor han ligeledes fandt 
den endnu ikke i Norge observerede migriceps Kiesw; Zetter- 
stedt optager desuden endnu C. padi L. og Microcara livida F, 

* 525, Dasytes obscurus Gyll. (70°), 


Coleoptera i Norges arktiske region 35 


Hidtil påfaldende nok kun funden af Zetterstedt, der 
tog den talrig på Achillea millefolium ved Talvik, Bossekop 
og Altengård, medens den kun sparsomt blev bemærket østen 
for fjeldryggen. 

* 526. D. niger Gyll. (67°). 

Er efter opgave fra Hagemann ganske almindelig i Salt- 
dalen, men jeg har ikke seet eksplr. derfra. 

Zetterstedt anfører den som temmelig sjelden i skov- 
trakterne, medens Sahlberg i russisk Lapland har taget den 
nordligst ved Imandra (67° 50). D. plumbeus Kiesw. blev 
også af Zetterstedt noteret fra Lapmarkerne og vil ikke 
usandsynlig også blive påvist hos os. 

527. Aplocnemus tarsalis Sahlbg. (69° 2). 

Dette vakr> insekt er uden tvivl adskillig udbredt 
men hidtil kun bemærket yderst sjelden. Hagemann har ta- 
get et enkelt eksplr. i Saltdalen, og selv har jeg fundet et 
individ flydende i Brandmokjernet ved Bjerkeng i Mälselven 
2 juli 1885. I Sverige er den kun bemærket i det nordlige 
og mellemste, hos os helt ned til Kristiania; jeg tror den 
nærmest bør regnes til de arktiske elementer. 

* 528. Dictyoptera sangvinea L. (709). 

Hidtil kun funden af Zetterstedt ved Altengård på 
Cherophyllum wuden at være bemærket af senere samlere. 
Samme forfatter noterer den på svensk side op til Muoni- 
oniska, hvor den var sjelden, medens den i de sydligste Lap: 
marker observeredes talrig. 

529. Eros aurora Gyll. (70°). 

Udbredt i de indre distrikter vestenfor Nordkap dog 
ganske sparsom. I Saltdalen meget almindelig, ogsa ved 
Sole i Beieren (Hagemann), 3 stykker ved Bjerkeng i Mäls- 
elven pa furustubber 2 juli 1885 og sammesteds et enkelt 
eksplr. juli 1888 (ipse), Bossekop i Alten (Staudinger). Den 
er sävel i Sverige som Finland bemærket til over 68de grad, 
nordligst ved Karesuando, 


36 J. Sparre Schneider 


* 530. E. minutus F. (67%? 

Denne art opgives af Sommerfelt at forekomme i Salt- 
dalen, men jeg er tilbøielig til at tro, at han har forvekslet 
den med sma eksplr. af aurora, der neppe kan have undgäet 
hans opmærksomhed. Det er en mere sydlig art, der hver- 
ken i Sverige eller Finland (til 63°) er bemærket i den ark- 
tiske region; Zetterstedt har den blandt sine lappiske arter, 
men anferer dog kun: «In vicinitate Lapponiæ rarissime». 

531. Cantharis obscura Fabr. (67°). 

Ifølge meddelelse fra Hagemann særdeles almindelig i 
Saltdalen, hvorfra den også anføres af Sommerfelt; selv fandt 
jeg den ikke sjelden i Beieren ijuli 1880. I Finland er den- 
ne mere sydlige form ikke bemærket ovenfor Gamle Karle- 
by (65°), Zetterstedt anfører den fra svensk Lapmarken uden 
lokalitetsangivelse. 

+532. °C. titurata Ball: (69° 9). 

Skal i Saltdalen forekomme meget ålmindelig ifølge 
Hagemann, men er længere nord kun funden i et enkelt 
eksplr. på Trang af prof. Theel if. Mäklin, medens den hid- 
til er undgået min opmærksomhed. Dens udbredelsesforhol- 
de i Finland og Sverige er ganske som for obscura anført. 

583. UC. paludosa Fall. (69° 21°). 

Vistnok meget lokal. Af Zetterstedt er den funden 
talrig ved Bjørkvik i Ofoten samt Gibostad på Senjen, me- 
dens jeg selv kun har taget et enkelt eksplr. ved Mestervik 
j Malangen på Betula 13 juli 1887. Den er på finsk side 
bemærket op til Muonioniska (68°) og har idetheletaget en 
nordlig udbredelse uden dog med bestemthed at kunne op- 
fattes som et arktisk element. 

534. CO. pilosa Payk. (70° 25°). 

Udbredt over det hele område og en af karakterfor- 
merne i vor arktiske fauna. Bø i Vesterålen (Sandberg), 
Moen, Bjerkeng meget talrig på Brandmomyren juli 1888, 
Svendborg i Målselven, Tromsø og Fløitjeld til c. 700 m. o, 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 37 


h., Nordfugle (ipse), Bossekop almindelig (Staudinger), Pors- 
anger (Schayen), i Sydvaranger ved Kirkenes, Elvenæs og 
Bodseja re (Collett, Sandberg, ipse). I det søndenfjeldske 
Norge forekommer den fornemmelig i alpine og subalpine 
trakter, men går dog på vestkysten helt ned til havet, lige- 
som den i Finland forekommer overalt; det er dog en ud- 
præget arktisk art. 

535. Podabrus alpinus Payk. (70°-40’). 

Meget udbredt vestenfor Nordkap men er endnu ikke 
bemerket i Østfinmarken. I Saltdalen meget almindelig 
(Hagemann), Bø i Vesterålen (Sandberg), Harstad i Tronde- 
næs, Mestervik i Malangen, Nymo, Iselvmosæter, Bjerkeng, 
Sverresvold og Svendborg i Målselven, Storstennæs i Bals- 
fjord, Tromsø og Tromsdal samt Nordbotn i Kvænangen 
(ipse), Alteidet (Zetterstedt), Bossekop (Staudinger), Hammer- 
fest (Schøyen). Den sortvingede form er her nord sparsom- 
mere end den gule. Angående dens udbredelse forøvrigt 
gjælder samme bemærkninger som ved C. pilosa, og som 
denne er P. alpinus et utvivlsomt arktisk element. 

536. P. obscuripes J. Sahlbg. (69° 10). 

Et høiarktisk insekt, der selv under disse nordlige bred- 
der er alpint og vel derfor kun sjelden observeret. Jeg har 
fundet et eksplr. heit op på Svendborgtind i Mälselven 24 
juli 1884 og har desuden håvet 3 stykker fra lave Salices 
på toppen af «Kalvehovedet» ved Bjerkeng 16 juli 1888. 
Ellers vides den kun af Sahlberg observeret ved Kilpisjårvi 
nær den norske grændse under 69° samt ved Imandrai rus- 
sisk Lapland. 

587. Rhagonycha testacea L. (70° 16°). 

Meget udbredt. Saltdalen (Sommerfelt, Hagemann), 
Bjørkvik i Ofoten, Senjen, Ansnæs, Tromsø og Skjærvø (Zet- 
terstedt), Mestervik i Malangen, Moen, Fagerli, Kirgisdal, 
Bakkehoug, Bjerkeng, Sverresvold og Svendborg i Målseiven, 
Nordbotn i Kvænangen samt Aleknjarg i Polmak (ipse), Bos- 


38 J. Sparre Schneïder 


sekop (Staudinger), Børselv i Porsanger (Schøyen). På finsk 
side er den endnu ved Muonioniska funden talrig eävel af 
Zetterstedt som af Sahlberg. 

538. MR. elongata Fall. (70°). 

Af Zetterstedt funden almindelig udbredt fra Bjørkvik 
til Altengård og Koutokeino, men af senere samlere har kun 
Schøyen og forfatteren taget nogle få eksplr. ved Bossekop 

i Alten juni 1878, hvorfra jeg også af kand. Krafft har mod- 
taget et individ fanget sammesteds i 1882. Den eri russisk 
Lapmarken observeret helt op til Kola (699), ligesom Zetter- 
stedt fandt den i alle svenske Lapmarker. 

2599. AR! atra 1. (709). 

Opføres fra Saltdalen af Sommerfelt og angives af Stau- 
dinger som almindelig ved Bossekop i Alten. Det er helt 
påfaldende, at kun elongata og ikke atra ved 3 senere anled- 
ninger er taget i Alten, så jeg kunde fristes til at tro, at 
disse arter af Staudinger har været forvekslede; men på den © 
anden side er forekomsten af atra ikke påfaldende, da den 
såvel i Sverige som Finland er observeret i de nordligste 
trakter op til 68° 50”. 

540. Malthodes biguttatus L. (70°). 

Udbredt. Saltdalen (Sommerfelt), Gibostad på Senjen 
(Zetterstedt), Guldhav og Bjerkeng i Målselven, Storstennæs 
i Balsfjord samt Elvenæs i Sydvaranger (ipse), desuden har 
Hornemann fra Sørøen medbragt et slet konserveret eksplr., 
der måske kan have hørt hid. 

541. M. guttifer Kiesw. (69° 2°). 

Nogle eksplr. af begge kjøn har jeg taget ved Bjerk- 
eng i Målselven juli 1888, ligesom den af Staudinger blev 
medbragt fra Bossekop i Alten. Sahlberg har nordligst be- 
mærket den ved Kilpisjårvi på den norske grænse under 69". 

* 542. M. mysticus Kiesw. (70°). 

Af Zetterstedt funden på Lyngstind, senere ikke be 
mærket. Sahlberg har taget også denne helt op til Kilpisjärvi. 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 39 


543. M. flavoguttatus Kiesw. (69° 40”). 

Denne hidtil ikke som norsk bekjendte art har jeg fun- 
det adskillig udbredt i Tromsø amt og taget den tildels gan- 
ske talrig ved Fagerli og Bjerkeng i Målselven, i Tromsda- 
len ved Tromsø i stort antal samt på Nordfuglø. Uden 
tvivl er den hidtil oftere bleven forvekslet med nærstående 
arter, eftersom den heller ikke findes optaget hos Thomson, 
medens Sahlberg opgiver den at forekomme udbredt over 
hele Finland. Den tør være af arktisk udspring. 

544. M. brevicollis Payk. (69° 40’) 

Synes at være yderst lokal, da den hidtil kun er be- 
mærket ved Bjerkeng i Målselven, hvor jeg håvede talrige 
eksplr. juli 1888 i lyngen på Brandmomyren. 

*545. JM. fibulatus Kiesw. (minimus v. b. Gyll. Zett.) 
(70°). 

Funden ved Bossekop i Alten 6 august af Zetterstedt, 
såfremt tydningen af hans minimus v. b. er korrekt. 

Zetterstedt optager i sin «Fauna Lapponica» endnu 
felgende Cantharide, hvoraf en eller anden nok kan blive pa- 
vist ogsa i Norges andel af den arktiske region: Cantharis 
fusca L., rustica Fall., nigricans Müll., tida L., figurata Mann., 
thoracica Oliv., Podabrus lapponicus Gyll., Malachius eneus 
L., bipustulatus L., Nepachys cardiace Ti. 

546, Clerus formicarius L. (67°) 

Forekommer endnu talrig i Saltdalen og er også fun- 
den ved Solø i Beieren af Hagemann, men længere mod nord 
er den hidtil ikke bemærket. At den med furuskoven vil 
vise sig langt mere udbredt end hidtil iagttaget, anser jeg 
for givet, da den af Zetterstedt erholdtes lige op til Kare- 
suando under 68° 30". 

547. Cl. rufipes Brahm. (70°). 

Udbredt men yderst sparsom. Ved Storjord i Saltda- 
len et enkelt eksplr. 6 mai 1885 (Hagemann), et har jeg 
selv fundet på nyhugget tømmer ved Bjerkeng i Målselven 


40 J. Sparre Schneider 


4 juli 1885, og et 3die er taget sommeren 1887 ved Bugten 
i Alten af handelsmand Bull. Den har hidtil ikke været 
bemærket i Norge, i Sverige er den funden fra det mellem- 
ste og op til Muonioniska, i Finland forekommer den fra 
det nordligste og helt ned til Karislojo (60° 15). Med sin 
udpreget nordlige udbredelse ber den maske regnes til de 
arktiske elementer. 

548. Necrobia violacca L. (67°). ER 

Hidtil kun funden af Hagemann ved Storjordi Saltda- 
len, hvor den indfandt sig talrig pa udlagte kranicr, samt 
ved Sole i Beieren, medens den derimod pa svensk side er 
taget helt op til Karesuando; for Finlands vedkommende an- 
giver Sahlberg den nordligst observeret ved Imandra under 
679502 

549. Hylecoetus dermestoides L. (70° 2°). 

Udbredt vestenfor Nordkap og som det synes hyppigere 
i den arktiske region end søndenfjelds. I Saltdalen ikke 
sjelden (Hagemann), Gibostad og Alteid-t samt på Gamst- 
tind (Zetterstedt), selv har jeg taget nogle eksplr. ved Iselv- 
mosæter og Svendborg i Målselven samt i Tromsdalen. For 
Sveriges vedkommende angiver Zetterstedt den kun som be- 
mærket i de sydligste Lapmarker, altså ikke indenfor den 
egentlige arktiske regions område. Den har en udpræget 
nordlig udbredelse og tør muligens være af arktisk udspring. 


Hreteromera. 


550. Boletophagus reticulatus L. (70° 2°). 

Udbredt overalt i de øvre partier af Malselven på bir- 
kesvamp og ofte talrig. Jeg har der taget den ved Bugte- 
sæter, Svendborg, Mauken, Bjerkeng, Øvergård, Sletten og 
Rostamoen, ligesom Zetterstedt erholdt den såvel på fjeld- 
ryggen mod Ofoten som på Gamsttind ved Alteidet, medens 
Hagemann påfaldende nok ikke har den i sin fortegnelse fra 
Saltdalen, hvor der vistnok må være de gunstigste betingel- 


Coleoptera i Norges arktiske region 41 


ser for dens trivsel. Pa den svensk-finske graendse forekom- 
mer den endnu ved Muonioniska. 

*551. Scaphidema metallica F. (70°). 

Denne sjeldne art er hidtil i Norge kun iagttaget nor- 
denfor polarcirkelen, nemlig i Saltdalen, hvor Hagemann har 
taget et eksplr. ved Mastenæs 8 mai 1885, samt Eibydal i 
Alten, hvorfra den er medbragt af gartner Moe. For Sveri- 
ges vedkommende anforer Thomson kun de sydlige landska- 
ber sondenfor 60°, medens den i russisk Lapmarken er fun- 
den op til Kantalaks ved Hvidehavet under 67°. 

*552, Hypophloeus linearis F. (67°). 

Hidtil kun i et enkelt individ fundet i Saltdalen af 
Hagemann. 

* 553. H. bicolor F. (67°). 

Ny for Norges fanna, et enkelt eksplr. ved Storjord i 
Saltdalen 14 mai 1386. Sävel denne som foregäende er mere 
sydlige former, der i Sverige ikke när polarcirkelen, medens 
de i Finland ikke er observerede ovenfor 61° 40% derimod 
opferer Zetterstedt H. fraxini Payk. fra de sydlige Lap- 
marker. 

* 554. Mycetochares flavipes F. (67°). 

Ligeledes kun i et enkelt indiyid fundet i Saltdalen af 
Hagemann. Såvel denne som awilleris Payk. og Ernocharis 
obscura Zett. optages af Zetterstedt blandt lapske arter, og 
sidstnævnte er en udpræget arktisk form. 

555. Anaspis frontalis L. (70° 2°), 

Var. b. Zett. er af Zetterstedt funden på blomsterne af 
Sorbus ved Alteidet. 

Var. lateralis F. har jeg taget ved Svendborg i Måls- 
elven juli 1885; hovedformen er derimod ikke bemærket i 
det nordlige Norge. 

556. A. rufilabris Gyll. (70°). 

Udbredt i de to sydlige amter. Saltdalen (Hagemann), 
Senjen og Skjærvø (Zetterstedt), Svendborg i Malselven på 


42. J. Sparre Schneider 


Sorbus 27 juli 1885 (ipse). For Sveriges vedkommende op- 
føres den af Zetterstedt kun fra de sydligste Lapmarker; ji 
russisk Lapmarken bemærket nordligst ved Kantalaks (67°) 

557. À. arctica Zett. (70° 2’). 

Udbredt i Tromsø amt. Jeg har fundet den i største 
mængde på nyhugget birketømmer ved Sundli i Bardo 1 an- 
gust 1888 samt ved Bjerkeng, Bugtesæter og Svendborg i 
Målselven på Anthriscus og Spirea ulmaria, medens Zetter- 
stedt tog den talrig pa Achillea og Sorbus ved Alteidet og 
Bossekop. Hidtil er denne udpræget arktiske art ikke hos 
os bemærket sondenfor polarkredsen, men fattes neppe i det 
centrale Norges høifjeldstrakter, hvor såmange arktiske arter 
trives. : 
A. flava L. er af Zetterstedt funden ogsa i de nordlige 
Lapmarker, ligesom Thomson angiver den som almindelig 
over hele Skandinavien, hvorfor den neppe fattesi det nord- 
lige Norge. 

558. Orchesia micans Payk. (70° 2°). 

Udbredt men sjelden. Jeg har fundet den enkeltvis 
på birkesvamp ved Bjerkeng og Svendborg i Målselven, me- 
dens Zetterstedt tog den såvel på fjeldryggen i Ofoten som 
ved Alteidet og mellem Alten og Koutokeino, hvorimod han 
ikke angiver nogen lokalitet på den svenske side af Kjølen. 
Uagtet den sikkert også må forekomme i det sydlige Norge, 
kjender jeg dog ingen lokalitet søndenfor polarcirkelen. Den 
er måske af arktisk herkomst. 

* 559. Clinocara tetratoma Thoms. (Orch.micans v. b. 
Zett ) (70° 2°). 

Funden af Zetterstedt sammen med Orch. micans. 

560. Carida affinis Payk. (70° 2’). 

Hidtil kun taget af Zetterstedt i flere eksplr. pa bir- 
kesvamp ved Alteidet 31 juli. Thomson synes at have over- 
seet Zettersteds opgave og anfører den kun som funden i det 


Coleoptera i Norges arktiske region 43 


sydlige og mellemste Sverige; i det sydlige Norge hidtil kun 
bemærket i Østerdalen. 

*561. C. flexuosa Payk. (70° 2’). 

Af Sahlberg medbragt fra Salten, medens den af Zet- 
terstedt blev funden talrig ved Gibostad på Senjen og Alt- 
eidet. På svensk side noterer han den kun fra de sydligste 
Lapmarker. 

* 562. Zilora ferruginea Payk. (67°). 

Denne for Norges fauna nye art er af Sahlberg taget 
i Junkersdalen i Saltdalen under barken af Pinus. Den er 
på svensk side bemærket op til Jukkasjårvi, også i Finland 
når den polarcirkelen og bør måske regnes for et arktisk ele- 
ment. 

563. Xylita lævigata Hellen. (70°). 

Udbredt vestenfor Nordkap men ganske sparsom. I 
Saltdalen ikke sjelden (Hagemann), selv har jeg kun taget 
et enkelt eksplr. ved Moen i Mälselven 11 juli 1877, medens 
Zetterstedt fandt den pa Skaddavare og ved Bossekop i Al- 
ten. På den svensk-finske grændse er den observeret op til 
Muonioniska (68°); i det sydlige Norge er den kun sparsomt 
bemerket og ber efter sin udbredelse forøvrigt vel nærmest 
regnes til de arktiske elementer. 

* 564. Salpingus ater Payk. (68° 30’). 

Kun funden ved Bjørkvik i Ofoten af Zetterstedt, me- 
dens den af ham ikke bemærkedes på svensk side. Dens 
nordgrændse i Finland hidtil er Turtola under 67" efter med- 
delelse fra Sahlberg. 

565. SS. foveolatus Ljungh (69° 40). 

Udbredt men sjelden, tidligere ikke iagttaget i Norge. 
Saltdalen (Hagemann), selv har jeg taget et enkelt stykke 
ved Sundli i Bardo og et ved Iselvmosæter i Målselven 
juli 1888, samt 2 stykker på Tromsøen 17 november 1884 
under gæmmelt løv ved foden af birketrær. Hvorvidt den i 
Sverige er funden indenfor den egentlige arktiske region er 


44 J. Sparre Schneider 


mig ubekjendt, idet Zetterstedt kun anforer den som bemer- 
ket 1 Umea Lapmark; pa finsk side er den derimod taget 
op til Kantalaks under 67° og er muligens af arktisk udspring. 

566. Rhinosimus ruficollis L. (690 40’). 

 Udbredt som foregående og ligeledes meget sparsom. 
Hagemann har taget et enkelt stykke i Junkersdalen i Salt- 
dalen under barken på Betula i september, under samme for- 
holde har jeg selv erholdt 4 eksplr. ved [selvmosæter i Måls- 
elven 27 juli 1888 samt et i Tromsdalen 25 juli 1884, me- 
dens Zetterstedt tog den på fjeldryggen i Ofoten 18 juli lige- 
ledes i 4 individer. For Sveriges vedkommende kjender jeg 
ingen arktisk lokalitet, i Finland er den derimod observeret 
til henimod polarcirkelen. 

567. Pytho depressus L. (70°). 

Kun i de indre distrikter, hvor Pinus vokser som sam- 
menhængende skov. I Saltdalen almindelig samt ved Soløi 
Beieren (Hagemann), Kirgisnæs og Bjerkeng i Målselven 
ganske talrig på furutømmer (ipse), Bossekop (Staudinger), 
Sydvaranger (Sandberg). Den er også funden talrig i de 
svenske Lapmarker op til Karesuando (68° 30’) og er med 
sin nordlige udbredelse måske nærmest at betragte som en 
arktisk form. 

568. Pyrochroa pectinicornis L. (70° 2). 

Udbredt vestenfor Nordkap, temmelig sparsom. I Salt- 
dalen meget almindelig (Hagemann), Mestervik i Malangen, 
Moen, Iselvmosæter og Bjerkeng i Malselven, Storstennæs 1 
Balsfjord, Tromsdal samt Tværelvdal i Alten (ipse), på fjel- 
dene ved Alteidet (Zetterstedt), Bossekop (Staudinger). For 
Sveriges vedkommende anmærker Zetterstedt den kun fra de 
sydligste Lapmarker, men visselig er den udoredt, sålangt 
landet strækker sig. Ogsä denne har en afgjort nordlig og 
subalpin udbredelse, der tyder på et arktisk udspring. 
++ 569. - Cnestocera violacca Marsh (70°). 
anit Synes at være lokal og kun at forekomme i de indre 


Coleoptera i Norges arktiske region 45 


distrikter. I Saltdalen er den enkelte ar overmade hyppig 
ifølge Schøyen og Hagemann, der også har fundet den ved 
Sole i Beiereren; selv har jeg taget et eksplr. ved Elvevold 
i Kirgisdal 12 jnli 1885, ligesom et andet er observeret ved 
Bjerkeng i Malselven; nordligst er den taget af Schoyen ved 
Bossekop i Alten. Den er også i svensk Lapmarken obser- 
veret til en hei nordlig bredde, nemlig Karesuando (68° 30’), 
medens C. proscarabeus L. af Thomson angives at forekomme 
over hele Skandinavien, uden at jeg dog kjender nogen lo- 
kalitet fra arktisk omrade. 

570. Stenotrachelus æneus Payk. (69° 40°). 

Udbredt men overalt en sjeldenhed. Bugtesæter i Mals- 
elven september 1880, Tromsgen 18 september 1879 og 1 sep- 
tember 1883, desuden et dødt eksplr. i en spindelvæv, Fløi- 
fjeld under barken pa en gammel birkestubbe 23 august 
1883 (ipse), Sydvaranger et enkelt stykke (Sandberg); den 
synes først at udvikles sent på høsten. I Sverige er den be- 
merket fra Dalarne op til Karesuando, 1 Finland sydligst 
under 61° 50‘, medens den hos os er funden helt ned til Kri- 
stiania under 59° 55°. Det er en art af utvivlsom arktisk 
oprindelse. 

571. Oedemera virescens L. (69° 1. 

En sydligere art, der endnu i Saltdalen forekommer 
ret almindelig ifølge Hagemann, medens den længere nord 
kun er funden af forfatteren i et enkelt eksplr. ved Nymo i 
Målselven 17 juli 1877. Dens nordgrændse i Finland er hid- 
til Kuopio (62° 40'), medens Zetterstedt angiver den som 
funden i Umea Lapmark af Dahlbom; ifølge Thomson er den 
almindelig over hele Skandinavien, ligesom han anfører såvel 
flavescens L. som lurida Marsh. at have en lignende udbredelse 
uden dog at nævne nogen lokalitet på arktisk område. 

Zetterstedt optager i sin «Fauna Lapponica» endnu fel- 
gende Heteromera, hvoraf nogen også turde findes i det ark- 
tiske Norge: Diaperis boleti L., Upis ceramboides L., Bius 


46 J. Sparre Schneider 


thoracicus F., Mordella maculosa Naez., Clinocara fasciata Payk., 
Hallomenus fuscus Gyll., Serropalpus striatus Hellw., Boros 
schneidert Panz., Calopus serraticornis L., Notoxus monoceros 
L., Anthicus floralis L., sellatus Panz., antherinus L., flavi- 
pes Panz. og ater Payk. 


kb yv-acnhophora: 


* 572. Anthribus albinus (61°). 

Enkelte eksemplarer af denne mere sydlige form er af 
Hagemann fundne i Junkerdalsuren i Saltdalen, hvor den 
vistnok har naet sin nordgrendse. Thomson angiver den 
udbredt over hele Skandinavien, men Zetterstedt optager den 
ikke blandt sine lapske insekter, 

Såvel Brachytarsus varius F. som scabrosus F. er fund- 
ne i det nordlige Sverige, den sidste i Finland endog til 
Muonioniska (68°), så de med nogen sandsynlighed også fo- 
rekommer inden det nordlige Norges grændser. 

* 573. Tropideres dorsalis Thbg. (69° 30’). 

Hidtil kun iagttaget pa syd- og nordgrændsen af vor 
arktiske region, idet Hagemann har taget et enkelt individ 
ved Storjord i Saltdalen 24 juli 1884, medens professor 
Collet medbragt et andet fra Svanvik ved Tsjoalmejavre i det 
indre af Sydvaranger juli 1878. 

Pa svensk side er den funden helt op til Karesuando 
(68° 30’), men i Finland er den ikke bemerket nordenfor 
Petrosavodsk under 61° 50. 

* 574. Rhinomacer attelaboides F. (67°). 

Af denne hos os meget sjeldne og kun i det sydlige 
Norge observerede art har Hagemann taget et enkelt eksplr. 
i Saltdalen. Zetterstedt noterer den som funden sparsom i 
Umeå Lapmark, således udenfor den egentlige arktiske region. 

575. Rhynchites betulæ L. (70°). 

Med birken vistnok udbredt overalt, dog er den endnu 
ikke bemærket i Østfinmarken. Saltdalen (Hagemann), i 


Coleoptera i Norges arktiske region 47 


Målselven noteret fra sågodtsom alle stationer, Mestervik i 
Malangen, på Tromsøen i stor mængde juli 1878 men senere 
ikke bemærket der (ipse), af Zetterstedt blev den observeret 
‘fra Ofoten til Alten. Foruden pa birk har jeg også taget 
det udviklede insekt på blomsterne af Prunus padus og Va- 
leriana. Ifølge Zetterstedt forekommer den også overalt i 
de svenske Lapmarker, hvorfra han også noterer Rh. populi 
L., betuleti Gyll. samt nanus Payk., af hvilke dog nærmest 
blot den første med nogen sandsynlighed kan formodes at 
forekomme vestenfor fjeldryggen. 

576, Apion frumentarium L. (70° 14°). 

Synes kun at forekomme langs kysten og der også 
meget sjelden. Af Zetterstedt erholdtes den ved Ansnæs i 
Malangen og i Lyngen, medens jeg selv har taget et enkelt 
eksplr. på Nordfuglø i juli 1884. På svensk side angiver 
Zetterstedt ingen lokalitet inden den arktiske region, idet 
han blot fandt den i Umeå Lapmark. 

577. A. violaemi Kirby (68° 50). 

Jeg har taget endel eksplr. på Trondenæs præstegård 
august 1879 ved at håve i græsset, hvilke Minster i sin tid 
har bestemt som violacum, men de tør ligesnart tilhøre 
marchicum Hbst. Et lignende eksplr. har jeg faet fra Grete 
af fru Gylche. 

* 578. A. marchicum Hbst. (68° 69°). 

Zetterstedt anforer den som hyppig bemerket gjennem 
hele Nordland, men i Sverige kun funden i de sydligste 
Lapmarker. 

OO A ee Pale (10°). 

Er af Zetterstedt taget hyppig ved Ansnæs i Malan- 
gen samt på Haksten i Skjærvø og vistnok kun overseet af 
senere samlere. 

* 580, A. apricans Hbst. (69° 40°). 

Angivelig funden på Tromsø af Staudinger, men denne 


48 J. parre Schneider 


opgave trænger vistnok til nærmere bekræftelse. Opferes af 
‘Zetterstedt fra svensk Lapmarken. 
581. À. seniculus Kirby. (69° 40’). rire 
_ Af denne hidtil kun ved Kristiania bemærkede art har 
jeg taget et enkelt stykke pa Tromsø 28 mai 1883. 

582. A. simile Kirby. (69° 2°). | 

Sävidt mig bekjendt tidligere ikke opfort som norsk; 
jeg tog et enkelt eksplr. ved Bjerkeng i Mälselven 5 juli 1888. 

583. À, æthiops Hbst. (69° 40°). 

Et enkelt eksplr. har jeg fundet pa Svendborgtind i 
Målselven 24 juli 1885 c. 700 m. o. h. 

584. <A. sundevalli Schoenh. (69° 40°). 

Flere eksplr. håvede på enge ved Målsnæs i Malangen 
13 juli 1885, 2 eksplr. har jeg desuden tundet på Tromsøen 
samme år, deraf det ene på blomster af Taraxacum. 

Zetterstedt optager endnu À. affine Kirby, cracce L,, 
sorbi F. og flavipes Kirb. som forekommende i de svenske 
Lapmarker. 

* 585, Sitones sulcifrons Thbg. (69° 40% 

Opgives at være funden ved Tromsø at Staudinger, 
men her foreligger sandsyuligvis en forveksling af lokaliteter. 
Zetterstedt opfører den fra Lapmarken uden at nævne nogen 
lokalitet. 

586. 8. lineatus L. (68° 50°). 

Et enkelt individ har jeg fundet på Trondenæs præ- 
stegård august 1879. Zetterstedt noterer den som fore- 
gående. 

587. S. lineatus L. (68° 50. 

Ligeledes meget sjelden, idet jeg kun har erholdt et 
eneste individ på Trondenes præstegärd august 1879 i sel- 
skab med lincatus og flavescens. Denne art bemærkedes af 
Zetterstedt såvel i de nordlige som sydlige Lapmarker 

588. S. flavescens Marsh. (68° 50°). 

Som de øvrige arter kun funden langs kysten, ad hvil» 


Coleoptera i Norges arktiske region 49 


ken de vistnok har naet sin udbredelse i vor arktiske region. 
Jeg har fundet et eksplr, ved Fagernæs i Ofoten 22 august 
1879 og et andet på Trondenes præstegård nogle dage i 
- forveien. I Sverige funden helt op i Torneå Lapmark til 
68de grad. 

589. Polydrosus fulvicornis F. (70°) 

Udbredt over hele området og et utvivlsomt arktisk 
insekt. I Saltdalen almindelig (Hagemann), Beieren, Hok- 
vik i Ofoten, Trondenes, Fagerli, Bjerkeng, Sletten og Svend- 
borg i Målselven, på Tromsøen 2 oktober 1881 i stor maengde 
på birkestammer, Aleknjarg i Polmak (ipse), Hindø, Senjen 
og Skjærvø (Zetterstedt), Bossekop (Staudinger). Den eri 
det nordlige Sverige ligeså udbredt som hos os, men det er 
mig ubekjendt, hvor langt mod syd den der er observeret; 
i Norge forekommer den ialfald ned til Kristiania. Dens 
nære slægtning undatus F. anføres af Zetterstedt som be- 
mærket i de nordlige Lapmarker og turde neppe mangle i 
vor arktiske region. 

590. P. cervinus L. (67°). 

Denne mere sydlige art forekommer endnu talrig i 
Saltdalen if. Hagemann og er af ham også funden ved Solø 
i Beieren. Zetterstedt optager den fra svensk Lapmarken 
uden at angive noget findested, ligesa Ph. argentatus L. 

591. Otiorhynchus maurus Gyll. (71°). 

Den almindeligste og mest udbredte Curculionid i vor 
arktiske region, er noteret omtrent fra hver eneste station, 
fra Saltdalen til den russiske grændse i Sydvaranger, og 
mangler ligesalidt på de yderste ser (Nordfuglø, Vardø) 
som på fjeldene i de indre distrikter. Ligeså almindelig og 
udbredt er den også østenfor fjeldryggen ifølge Zetterstedt. 
I det søndenfjeldske Norge er den fornemmelig alpin og 
subalpin, men går dog i lavlandet ned til 60de grad. 

592. 0. blandus Schoenh. (monticola Germ.) (70° 12’). 

Med samme ndbredelse som foregående og ofte ligeså 


50 J. Sparre Schneider 


talrig og med denne en af den arktiske regions karakterfor- 
mer. Den synes dog fornemmelig at tilhøre kysten og er i 
de indre distrikter sparsom, således i Saltdalen, og i Måls- 
elven har jeg kun fundet den på Akselfjeld ved Svendborg 
ovenfor skovgrændsen; den synes altså her at være mere al- 
pin, og Zetterstedt bemærkede den også talrigst på fjeldryg- 
gen såvel på norsk som svensk side. I Norge følger den 
hele kystlinien ned til Jæderen og fortsætter ned langs Sve- 
riges vestkyst, i det indre af landet er den derimod mig be- 
kjendt ikke funden søndenfor Dovre; påfaldende nok nævner 
Thomson ikke med et ord dens udbredelse i de arktiske egne 
men nævner kun forekomsten langs vestkysten. 

I Stein & Weisses katalog, hvor blandus og monticola 
opføres som 2 særskilte arter, angives den sidste også fra 
Lapland; hvorvidt den sydskandinaviske blandus er forskjel- 
lig fra den arktiske, kan jeg af mangel på materiale ikke 
udtale mig om, men neppe tror jeg deraf de arktiske eksplr. 
lader sig udskille 2 distinkte arter. 

593. 0. ovatus L. (69% 55’). 

Udbredt vestenfor Nordkap men sparsom og fornemme- 
lig langs kysten. I Saltdalen et enkelt eksplr. (Hagemann), 
Fagernæs i Ofoten, Trondenæs præstegård samt på Tromsø 
nogle få individer i 1879 og 83 (ipse), på Renø som det sy- 
nes ret almindelig (Måklin). Zetterstedt anfører den for 
Sveriges vedkommende kun som funden i de sydligste Lap- 
marker, ligesom denne art overhovedet ikke kan regnes til 
de arktiske elementer. 

594. 0. rugifrons Gyll. (70° 10%. 

Noget hyppigere end foregående og udbredt over hele 
territoriet. Saltdalen og Bodø (Hagemann), Ansnæs i Ma- 
langen og Talvik (Zetterstedt), Hillesø, Mestervik i Malan- 
gen, Tromsø, Kjosen i Lyngen (ipse), Rens og Karlsø (Mäk- 
lin), Bossekop (Staudinger), Vadsø (Schøyen). 

Påfaldende nok er den mig bekjendt endnu ikke iagt- 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 51 


taget inden Sveriges anpart af den arktiske region, og Zet- 
terstedt anforer, at den neppe forekommer der, hvilket tur- 
de sta i forbindelse med den omstændighed, at den, nar Salt- 
dalen undtages, hidtil kun er bemerket ved kysten; dog er 
den visselig af arktisk udspring. 

Zetterstedt opforer endnu blandt laplandske arter: O. 
septentrionis Hbst., lepidopterus F., nigrita F., medens Thom- 
son ligeledes angiver hirticornis Hbst. at være udbredt over 
hele Skandinavien, men jeg anser det for tvivlsomt, om no- 
gen af disse vil blive påviste i vor arktiske region; den si d- 
ste er endnu mig bekjendt ikke funden i Norge. 

595.  Barynotus schoenherri Zett. (69° 55%). 

Udbredt vestenfor Nordkap men yderst sparsom og kun 
ved kysten. Bodø (Hagemann), (ipse), Grøtø i Stegen (fru 
Gylche), Trondenæs præstegård august 1879, Hillesø 1887, 
på Tromsøen enkelte eksplr. med lange mellemrum (ipse), 2 
eksplr. pa Reno (Måklin). Denne art er overalt meget lokal 
og hidtil mig bekjendt ikke funden udenfor Skandinavien, 
hvorved den røber sig som en utvivlsom arktisk form; sit 
egentlige hjem synes den at have på visse sandfelter save] 
ved kysten som i de større dalfører i det sydlige og mid- 
terste Norge. 

596. Tropiphorus mercurialis F. (70°). 

Udbredt vestenfor Nordkap, hidtil kun bemærket i kyst- 
distrikterne. Grote (fru Gylche), Fagernæs i Ofoten, Stor- 
stennæs i Balsfjord, på Tromsøen ofte hyppig, Kjosen i Lyn- 
gen (ipse), Rene og Karlsø (Måklin). Den synes at fore- 
komme sparsommere søndenfor polarcirkelen og er med sin 
udpreget nordlige udbredelse maske at regne for et arktisk 
element. Heist påfaldende blev den ikke af Zetterstedt be- 
mærket nogetsteds hverken på svensk eller norsk side, og 
Thomson opfører den kun som funden i det sydlige og mel- 
lemste Sverige. 

DOT. Hylobius arcticus L. (68° 30°). 


52 J. Sparre Schneider 


Denne anselige høinordiske art synes at være sjelden 
i det nordlige Norge og er kun sparsomt fundeni Saltdalen 
af Hagemann samt ved Bjørkvik i Ofoten af. Zetterstedt, 
medens sidstnævnte i de svenske Lapmarker fandt den al- 
mindelig overalt lige ned i Umeå; i dst søndenfjeldske Norge 
er den sydligst bemærket ved Mjøsvand i Telemarken af 
Minster. 

598. H. pineti F. (70°). 

Sparsom i de indre distrikter. Hagemann har taget 
den ikke sjelden omkring Storjord i Saltdalen samt i et en- 
kelt eksplr. ved Bossekop i Alten 16 juli 1838, selv har jeg 
fundet et enkelt stykke ved Sverresvold i Målselven 8 juli 
1885, og et har Sandberg medbragt fra Kobbervik i det indre 
af Sydvaranger. På svensk side nordligst bemærket op til 
Karesuando af Zetterstedt. 

599. H. abietis L. (70°). 

Udbredt vistnok overalt, hvor Pinus vokser, dog er den 
vistnok af mere tilfældige grunde endnu ikke bemærket 
østenfor Nordkap. Saltdalen meget almindelig samt Solø i 
Beieren (Hagemann), Grøtø (fru Gylche), Moen, Nordmo, Ny- 
mo, Bjerkeng, Divimo og Sletten i Målselven, Mestervik i 
Malangen, Tromsøen et enkelt eksplr., Nordbotn i Kvænan- 
gen (ipse), Kløven (frøken P. Høegh), Bossekop (Staudinger, 
Schøyen, Krafft, Hagemann). Zetterstedt anfører den som 
funden til lidt ovenfor Karesuando og opterer også I pina- 
stri Gyll. som forekommende sammen med denne uden dog 
at nævne nogen lokalitet. 

600. Phytonomus polygoni L. (67°). 

En sydlig art, der vistnok er nær sin nordgrendse i 
Saltdalen, hvor Hagemann har taget flere eksplr. i haven ved 
Storjord; Zetterstedt anforer den som funden sävel i de syd- 
lige som nordlige Lapmarker. 

601. Ph. siebkei Schneider (Tromso mus. årsberetning 


Coleoptera i Norges arktiske region 53 


1882 p. 25. — Rumicis v. ce. Zetterstedt, Insecta Lapp. p. 180 
forte) (70° 22°). 

Endnu har det kun lykkes mig at finde 2 eksplr., det 
ene på Tromsoen 9 mai 1877 (fem) det andet på Horne ved 
- Vardø 27 juli 1882 (mas'; Zetterstedt fandt sin art på Dyrøen 
21 juli. Såvel Sahlberg som Minster har havt mine eksplr. 
til påsyn; den første udtaler, at den måske tilhører rumicis, 
uagtet han hidtil ikke har seet nogen lignende varietet, Miin- 
ster holder den for en distinkt form, selv mangler jeg et- 
hvert sammenligningsmateriale. Ellers er rumicis ikke fun- 
den nordenfor polarcirkelen hverken pa norsk eller svensk 
side savidt mig bekjendt. 

* 602. Ph. posticus Gyll. (69° 35°). 

Af Zetterstedt funden i et enkelt eksplr. på Ansnæs i 
Malangen 23 juli. Han omtaler sit eksplr. som dobbelt sa 
lidet som sydsvenske og ellers lidt forskjelligt, sa her maske 
foreligger en anden art; Thomson sees ikke at have taget 
hensyn til Zetterstedts fund, idet han kun angiver posticus 
som bemærket i Småland cg Vestergöthland. Den genuine 
posticus er ellers mig bekjendt endnu ikke bemærket i Norge. 

Ph. meles F. og dissimilis Hbst. (borealis Zett.) opta- 
ges begge af Zetterstedt blandt laplandske arter, den første 
uden angivelse af lokalitet, den sidste som funden ved Muo- 
nioniska. 

603. Erirhinus eqviseti F. (70° 10). 

Udbredt over det hele område. Saltdalen, Beieren og 
Dypvik i Folden (Hagemann), Grøtø (fru Gylche), Bjørkvik 
i Ofoten (Zetterstedt), Moen og Bjerkeng i Målselven, Tromsø, 
Nyborg i Nordvaranger (ipse), Vadsø (Schøyen). Ligeså ud- 
bredt er den også østenfor fjeldryggen. 

V. atrirostris Gyll. er af Zetterstedt funden sammen med 
hovedformen ved Bjørkvik; blandt de af mig samlede eksplr. 
forekommer denne varietet neppe typisk udpræget, 

604, Æ. acridulus L. (69° 40), 


54 | J. Sparre Schneider 


Langt sparsommere end foregående og hidlil ikke be- 
mærket i Finmarkens amt. Solo i Beieren almindelig (Hage- 
mann), Bø i Vesterålen (Sandberg), Bodø, Trondenæs, Mester- 
vik i Malangen og Tromsø (ipse), på sidstnævnte sted også 
funden af Collett. Optages også af Zetterstedt fra Lapmar- 
kerne, uden at lokaliteter er nærmere betegnede. 

605. E. ethiops F. (70° 10’). 

Udbredt over hele området, dog ganske sparsom. Grøtø 
(fru Gylche), selv har jeg taget den på Hillesø, ved Bjerk- 
eng i Målselven, Storstennæs i Balsfjord, Blomholmen i Ram- 
fjord, Tromsø, Nyborg og Vesterelv i Nordvaranger. Det 
er en udpræget arktisk art, der ligeledes har stor udbredel- 
se i Sveriges arktiske regiou; søndenfor polarcirkelen går den 
dog i det østenfjeldske Norge helt ned til Kristiania, medens 
den endnu ikke er bemærket å det vestenfjeldske. 

* 606. D. tortrix L. (69° 40%? 

Opgives at være funden på Tromsø af Staudinger, dog 
tror jeg nærmest her foreligger en forveksling af lokaliteter; 
den er forøvrigt nordligst bemærket ved Trondhjem, medens 
Zetterstedt kun fandt den ved Wilhelmina i det sydligste 
Lapmarken udenfor arktisk område. 

607. D. bituberculatus Zett. (70° 6. 

Udbredt i de to nordlige amter, dog ganske sparsom. 
På Tromsøen enkeltvis på Salix i juni, jeg har i 1883 også 
klækket den her af rakler eller topskud og desuden fundet 
nogle eksplr. ved Aleknjarg i Polmak og Nyborg i Nord- 
varanger juli 1879. Bossekop (Staudinger), Kirkenæs i Syd- 
varanger (Sandberg); Zetterstedt opfører den også fra «Lap- 
ponia Norvegica» uden at nævne lokalitet. Med sin afgjort 
nordlige udbredelse er den vistnok at anse for et arktisk 
element. 

608. D. pectoralis Panz. (69° 40°). 

Et enkelt eksplr. bar jeg fundet på Tromsøen 3 iuni 


1385. Zetterstedt opfører den uden nærmere stedsangivelse 


y 


Coleoptera i Norges arktiske region 55 


som forekommende i Lapmarkerne. 

* 609. D. majalis Payk. (6% 21). 

Er kun af Zetterstedt funden ved Gibostad pa Senjen; 
pa svensk side blev den af ham ikke bemerket. 

Zetterstedt optager desuden affinis Payk, teniatus F., 
salicinus Gyll. og dorsalis Hbst , af hvilke navnlig salicinus, 
der også at Sahlberg. i Finland er funden flersteds op til 
68de grad, neppe fattes i det polare Norge. 

* 610. Cryptorrhynchus lapathi L. (68° 30°). 

Hidtil kun bemerket af Zetterstedt ved Bjorkvik i Ofo- 
ten 14 juli in copula, hvor den vistnok også på det nærme- 
ste har nået sin nordgrændse. På svensk side er den kun 
observeret i de sydligste Lapmarker. 

611. Pissodes pint L. (709). 

I de indre distrikter vestenfor Nordkap. I Saltdalen 
meget almindelig samt Solø i Beieren (Hagemann), Moen og 
Bjerkeng i Målselven meget sparsom (ipse), ved Bossekop i 
Alten særdeles almindelig (Zetterstedt, Staudinger, Schøyen, 
Krafft, Hagemann). I Sverige udbredt som hos os. 

612. P. notatus F. (70°). 

Vistnok udbredt som foregående, men synes at være 
mere lokal. Af Hagemann taget meget almindelig i Saltda- 
len, hvor den er skadelig for furuens frokastning, desuden 
bemærket ved Solø i Beieren, medens den i Alten er fun- 
den af Zetterstedt; påfaldende nok synes den at mangle i 
Målselvens dalføre, der skulde synes at give de samme be- 
tingelser som Saltdalen og Alten. 

Såvel P. piniphilus Hbst., som gyllenhali Schoenh, er 
iagttagne i det nordligste Sverige og tør muligens også fore- 
komme hos os 

613. Balaninus crux F. (69° 105). 

En særdeles interressant tilvækst til Norges fauna, 
hvoraf jeg hidtil imidlertid kun har erholdt et enkelt individ 
på Salix veg Moen i Målselven 4 juli 1888. Hvorvidt den 


56 J. Sparre Schneider 


også er funden i Sverige er mig ubekjendt, ihvert fald fat- 
tes den i Riksmuseets samling, efter hvad professor Aurivil- 
lius har meddelt mig. 

614. Phytobius 4-tuberculatus F. (69° 59). 

Udbredt men sjelden. I Saltdalen et enkelt eksplr. 
(Hagemann), selv har jeg taget et individ på Tromsøen 3 
juni 1887 samt 4 stykker i Skarsfjord på Ringvatsøen under 
stene på græsbund 18 august 1887. For Sveriges vedkom- 
mende er den nordligst af Zetterstedt bemærket i Åsele 

Lapmark. 
| * 615. Ph. velaris (67). 

Hidtil kun funden i Saltdalen af Hagemann. Denne 
art optages ikke i «Enumeratio», skjønt allerede Thomson 
anfører den som funden på Dovre; ellers er den mig bekjendt 
kun observeret ved Kristiania, medens Thomson for Sveriges 
vedkommende alene opfører Dalarne som findested. 

Ph. comari Hbst. er af Sahlberg taget ved Karesuan- 
do under 68° 30°; efter Stein & Weisse har nesten alle slæg- 
tens arter en afgjort nordlig udbredclse, og enkelte af dem 
har måske også et arktisk udspring. 

* 616. Rhinoncus castor F. (679). 

Ligeledes kun taget i Saltdalen af Hagemann. I svensk 
Lapmarken blev den funden helt op til Jukkasjårvi af Zet- 
terstedt, og uden tvivl når den også vestenfor fjeldryggen 
en høiere nordlig bredde end hidtil iagttaget. 

617. Rh. pericarpius F. (68° 50’). 

Forekom ganske talrig på blomstrende Rumex domesti- 
eus ved Harstad i Trondenæs 14 juli 1885, men er hidtil 
ikke bemærket andetsteds. Zetterstedt opfører den fra Lap- 
marken uden nærmere at betegne findested. 

618. Cocliodes rubicundus Payk. (70° 2°). 

Udbredt over det hele område. Gibostad på Senjen, 
Lyngen og Alteidet (Zetterstedt), selv har jeg taget den 
meget talrig ved Bjerkeng i Målselven på Berula, et eksplr, 


Coleoptera i Norges arktiske region 57 


ogsa pa Salix, samt i enkelte individer i Tromsdal 6 juli 
1880 og ved Svanvik i Sydvaranger 18 juli 1882. Zetter- 
stedt opforer den ogsa fra de svenske Lapmarker uden at 
angive lokaliteter 

619. Ceutorrhynchus cochlearie Gyll. (67°). 

Fundet enkeltvis af Hagemann i Saltdalen og har her 
vistnok på det nærmeste nået sin nordgrændse. Mig bekjendt 
er den ikke bemærket 1 det arktiske Sverige. 

* 620. C. floralis Payk. (63° 30). 

Af Zetterstedt taget i flere eksplr. in copula ved Bjørk- 
vik i Ofoten 14 juli, men blev ikke bemerket af ham pa 
svensk side. 

* 621. C. erysimi F. (67°). 

Ikke sjelden i Saltdalen efter meddelelse af Hagemann, 
medens den derimod pa svensk side er bemærket helt op til 
Karesuando if. Zetterstedt. 

C. querceti Gyll. er af Sahlberg taget op til Kåtkesu- 
ando under 68° 20’, medens Zetterstedt endnu optager con- 
tractus Marsh., erice Gyll. og 4-dens Panz , de to første fundne 
ved Karesuando, ligesom Thomson endnu har en granulicollis 
fra Lapland. 

622. Orchestes scutellaris F. (69° 2’). 

Lokal og sjelden; et enkelt eksplr. har Hagemann fun- 
det i Saltdalen på Almus, og selv har jeg ved Bjerkeng i 
Målselven rent tilfældigt fået et individ i håven 13 juli 1888, 
efterat have passeret gjennem et tæt krat. hvor der også 
stod nogle orebuske. På svensk side blev den af Zetterstedt 
kun bemærket i de sydligste Lapmarker. 
| 623. 0. salicis L. (70° 2’) 

Udbredt men sjelden. I Saltdalen ganske almindelig 
(Hagemann), selv har jeg taget nogle få eksplr. med lange 
mellemrum ved Bjerkeng i Målselven samt et enkelt individ 
på Alteidet juni 1878. Zetterstedt fandt den ligeledes kun 
sparsom i de svenske Lapmarker, 


58 J. Sparre Schneider 


624. 0. saliceti F. (70°). 

Udbredt vestenfor Nordkap. Bjørkvik i Ofoten ganske 
talrig (Zetterstedt), på Tromsøen er den ikke sjelden om vå- 
ren på diverse Salices især S. nigricans, om høsten har jeg 
fundet den talrig under løv; nordligst er den bemærket i 
Øxfjord af Schøyen. Hidtil er den ikke hos os erholdt søn- 
denfor polarcirkelen, vistnok af rent tilfældige årsager; østen- 
for fjeldryggen er den nordligst bemærket ved Muonioniska 
af Sahlberg. 

Zetterstedt opfører desuden susci Schoenh. og stigma 
Germ. samt Ramphus flavicornis Clairv. som forekommende 
i de svenske Lapmarker. | 

* 625. Miarus eampanulæ L. (70°). 

Er hidtil kun funden af Zetterstedt ganske talrig i 
blomsterne af Viscaria alpina og Geranium sylvaticum på 
Raschtind på Skjervø, medens den har undgået alle senere 
samleres opmærksomhed; på svensk side fandt han den kun 
i de sydligste Lapmarker. 

626. Elleschus bipunctatus L. (67°). 

Af Hagemann taget ganske hyppig i Saltdalen. På 
svensk side er den bemærket næsten en breddegrad længere 
mod nord nemlig til Vittangi under 67" 40 af Zetterstedt. 

627. Anoplus plantaris Naez. (69° 40°). 

Uden tvivl udbredt overalt med birken, dog er den 
hidtil ikke bemærket østenfor Nordkap. «Nordlandiæ inferal- 
pinis freqvens» (Zetterstedt), Saltdalen (Hagemann), Har. 
stad i Trondenæs, Mestervik i Malangen, Bjerkeng, Divimo 
og Svendborg i Målselven samt Tromsø og Tromsdal (ipse), 
For Sveriges vedkommende nævner Zctterstdt kun de syd" 
ligste Lapmarker. | 

* 628. Anthonomus rubi Hbst (67° 50’). 

Fra fru Gylche har museet modtaget et eksplr. fra 
Grote, hvilket desværre senere er bortkom met; andetsteds 


Coleéptera i Norges arktiske region 59 


indenfor den skandinaviske halvøes arktiske region er den 
mig bekjendt ikke bemærket. 

629. Magdalinus violaceus L. (70°). 

Hidtil kun bemærket i Saltdalen, hvor den ifølge Ha- 
gemann er ganske almindelig, samt ved Bossekop i Alten, 
hvor den er taget af Schøyen. Zetterstedt fandt den udbredt 
i de svenske Lapmarker. 

* 630. M. duplicatus Germ. (679). 

Hagemann opgiver den at være ganske almindelig i Salt- 
dalen, nordligere vides den ikke bemærket. Zetterstedt an- 
fører den kun fra de sydligste Lapmarker. 

* 631. M. phlegmaticus Germ. (70°). 

Medbragt fra Alten af Staudinger. Også på svensk 
side er den bemærket ganske langt mod nord, nemlig til 
Jukkasjårvi under 689, hvor den ifølge Zetterstedt forekom 
temmelig hyppig. | 

* 632. M. asphaltinus Germ. (709). 

Denne sydlige art opgives også at være medbragt fra 
Alten af Staudinger; den er ellers ikke bemærket nogetsteds 
på den skandinaviske halvø. 

633. DM. carbonarius L. (70). 

Slægtens almindeligste og mest udbredte art. Saltda- 
len (Hagemann), «tota Nordlandia et Finmarkia» (Zetterstedt), 
selv har jeg kun fundet den ganske sparsomt ved Sandeggen, 
Øverby, Svendborg og Tagvand i Målselven samti et enkelt 
eksplr. på Tromsøen 22 august 1888. Ifølge Zetterstedt er 
den ligeledes udbredt i Sveriges Lapmarker. 

* 634. Rhyncholus chloropus F. (70°). 

Hidtil kun fundet enkeltvis i Saltdalen af Hagemann 
samt i Alten ikke sjelden af Staudinger; neppe mangler den 
i Malselvens dalfore, om den end hidtil er undgaet min op- 
mærksomhed. Ifølge Zetterstedt er den østenfor fjeldryggen 
ikke sjelden hverken i de nordlige eller sydlige Lapmarker, 

035. flylastes ater F. (70°), 


60 J. Sparre Schneider 


Meget udbredt vestenfor Nordkap. I Saltdalen spar- 
som (Hagemann), i 1885 bemærket i stor mænge i Malsel- 
vens dalsfore, således ved Bjerkeng, Divimo, Sletten, Nord- 
gård, Svendborg og Bugtesæter på husvægge og nyhugget 
tømmer, 2 eksplr har jeg desuden fundet ved Mestervik i 
Malangen juli 1887, og et enkelt stykke medbragtes fra Nord- 
botn i Kvænangen i 1881. Nordligst er et enkelt stykke 
medbragt fra Alten af Staudinger. På svensk side udbredt 
som foregående. 

636. H. pailiatus Gyll. (709). 

Meget almindelig i Saltdalen ifølge Hagemann, et en- 
kelt eksplr. har jeg fundet ved Bjerkeng i Målselven juli 
1888, og af Staudinger er den medbragt fra Alten. Af Zet- 
terstedt funden op til Jukkasjårvi, hvor den af ham opda- 
gede H. glabratus også erholdtes; denne sidste er også i Fin- 
land observeret op til omtrent samme høide. 

637. Hylurgus piniperda L. (70°). 

Udbredt som foregående. Sole i Beieren, i Saltdalen 
meget almindelig (Hagemann, et enkelt eksplr. ved Bjerkeng 
i Målselven juli 1888 (ipse), Bossekop (Staudinger, Schøyen). 
Den er ifølge Zetterstedt udbredt overalt i de svenske Lap- 
marker. 

* 638. H. minor Hart. (679). 

Forekommer ifølge opgave fra Hagemann sparsomt i 
Saltdalen. 

* 639. Polygraphus pubescens Thoms. (67°). 

Ligeledes hidtil kun funden i Saltdalen af Hagemann. 

640. Xyloterus lineatus Oliv. (69° 2’). 

I Saltdalen skal den efter Hagemann være temmelig 
almindelig, selv har jeg fundet et eksplr. ved Nordgård og 
2 ved Bjerkeng i Mälselven juli 1885 og 88. Af Zetterstedt 
blev den observeret hist og her i de svensl.e Lapmarker op 
til e. 68%. 

641. Tomicus 6-dentatus Born. (stenographus Duft) (09° 2’), 


Colcoptera i Norges arktiske region 61 


Hidtil har jeg kun fundet et enkelt eksplr. ved Bjerk- 
eng i Malselven 4 juli 1885, men vistnok ma den forekomme 
ogsa andetsteds i Norges arktiske region, da den pa svensk 
side er udbredt til de nordligste Lapmarker. 

642. T. acuminatus Gyll. (70°). 

Synes at være den mest udbredte og almindelige «træ- 
borer» i vor arktiske region. Saltdalen og Solø i Beieren 
(Hagemann’, i stor mængde ved Bakkehoug i Målselven 1 
juli 1885 på nyhugget brændeved, desuden har jeg taget den 
ved Nymo og Bjerkeng samt ved Nordbotn i Kvænangen. 
I svensk Lapmarken blev den af Zetterstedt kun funden ved 
Jukkasjårvi. 

* 643. T. 4-dens Hart. (67°). 

Denne såvidt jeg ved for Norges fauna nye art er af 
Hagemann funden såvel i Saltdalen som Solø i Beieren. 

* 644. T. laricis F. (67°). 

Meget almindelig i Saltdalen og ligeledes funden ved 
Sølø i Beieren (Hagemann), nordligere er den hidtil ikke ob- 
serveret. Zetterstedt fandt den såvel i de nordlige som syd- 
lige Lapmarker, og udentvivl når den også vestenfor fjeld- 
ryggen en høiere bredde end hidtil anmærket. 

Zetterstedt optager dertil endnu I. typographus L., ni- 
gritus Gyll., chalcographus L., bidens F., micrographus Gyll., 
villosus F., hvoraf en eller apden vel tør forekomme inden 
Norges arktiske region. T. bidens er af Sahlberg tunden 
talrig ved Muonioniska under barken af Abies. 

645. Scolytus destructor Oliv. (67°). 

Af Hagemann funden talrig i Saltdalen, medens den 
hidtil kun var bemærket i det sydligste Norge. Såvidt mig 
bekjendt er den endnu ikke observeret i det nordlige Sverige. 

Zetterstedt optager dertil endnu følgende Rhynchophori 
som fundne i de svenske Lapmarker: Trachyphloeus scaber L., 
Strophosomus coryli F., Omias hirsutulus F., Hydronomus 
alismatis Marsh., Balaninus brassice F., Amalus scortillum 


62 J. Sparre Schneider 


Hbst., Coeliodes geranii Payk., didymus F., Cionus scrophu- 
larıe L., Nanophyes lythri F., Miarus graminis Gyll., Antho- 
nomus druparum L., pomorum L., pubescens Payk., varians 
F., Brachonyx indigena Hbst., Magdalinus nitidus Gyll., 
Cleonus sulcirostris L., 3-suleatus Hbst. samt Dendrochtonus 
micans Kugel. 


Longicormnes. 


646. Asemum striatum L. (709). 

Udbredt over det hele område og vistnok den alminde- 
ligste Cerambycid i vor arktiske region. Saltdalen og Sole 
i Beieren (Hagemann), Bø i Vesterålen (Sandberg), Nordmo, 
Nymo, Bjerkeng og Bugtesæter i Målselven, på Tromsøen 
et enkelt individ (ipse), Skjærvø, Alteidet og Alten (Zetter- 
stedt), Sydvaranger (Sandberg). Østenfor fjeldryggen er den 
udbredt snm hos os. 

647. Criocephalus rusticus L. (67°). 

Denne tidligere kun i det sydligste Norge bemærkede 
art er ifølge Hagemann almindelig i Saltdalen Zetterstedt 
optager den som forekommende i Laplands skovtrakter uden 
nærmere at betegne findestedet. 

648. Callidium violaceum L. (70°). 

Pafaldende lokal, idet den kun er funden ved Bei 
Vesteralen af Sandberg, maske fert did med bygningstem- 
mer, samt ved Bossekop i Alten, hvor den synes at vere 
ganske almindelig og er bemærket af Staudinger, Schøyen og 
Krafft såvelsom af Hagemann og forfatteren. På svensk og 
finsk side er den nordligst bemærket til c. 68de grad. 

* 649. Cænoptera minor L. (67°). 

Er kun i et enkelt individ fundet i Saltdalen af Hage- 
mann; Zetterstedt opfører den kuu fra de sydligste Lap- 
marker, 

* 650. Necydalis major L. (67°). 

Denne hidtil kun i det sydlige Norge sparsomt påtrufne 


Coleoptera i Norges arktiske region 63 


art har Hagemann fundet i enkelte eksplr. i Saltdalen. Den 
er mig bekjendt endnu ikke pavist inden Sveriges arktiske 
region. 

651. Rhagium mordax De Geer. (70° 2’). 

Udbredt over hele territoriet. I Saltdalen almindelig 
samt Solø i Beieren (Hagemann), Lavangsfjeld (Dr. Stuxberg), 
Tollå i Beieren, Nymo, Bjerkeng og Bugtesæteri Malselven, 
Storstennæs i Balsfjord, Tromsdal og Berg i Tromsøsundet 
(ipse), Evenæs i Ofoten, Haksten i Skjærvø, Alteid og Al- 
ten almindelig (Zetterstedt), Sydvaranger (Sandberg). Zet- 
terstedt fandt den mindre hyppig østenfor fjeldryggen. 

652. Rh. inqvisitor L. (70°). 

Kun hvor Pinus vokser og hidtil ikke bemærket østen- 
for Nordkap. I Saltdalen endnu hyppigere end foregaaende, 
Solø i Beieren (Hagemann), Fredriksberg, Sandeggen, Tiller- 
mo og Bjerkeng i Målselven, Nordfjordbotn i Malangen samt 
Nordbotn i Kvænangen (ipse), Bossekop (Zetterstedt, Stau- 
dinger, Krafft, Hagemann). På svensk side almindelig ud- 
bredt ifølge Zetterstedt. 

653. Toxotus cursor L. (69° 40‘). 

Sparsom i de to sydlige amter. I Saltdalen er den 
ifølge Hagemann ret almindelig, selv har jeg taget 2 eksplr. 
i Tromsdalen 2 juli 1880 og 30 mai 1883 på blomstende 
Sorbus, hvorhos kirkesanger Nikolaisen har fundet et individ 
på selve Tromsøen. Zetterstedt erholdt dn kun i de syd- 
ligste Lapmarker. 

* 654. 7. meridianus L. (68° 30'). 

Zeterstedt opgiver, at han fandt et enkelt haneksplr. 
ved Bjerkvik i Ofoten pa Betula 13 juli, uden at hverken 
Thomson eller Siebke har taget noget hensyn til denne an- 
givelse. Forekomsten er vistnok mærkelig, men en feiltagelse 
kan der her ikke vere tale om, og analoge tilfælde har jo 
denne fortegnelse adskillige af. Arten er ellers kun bemær- 
ket i det sydligste Norge og i det sydlige og midterste Sve- 


64 J, Sparre Schneider 


rige, hvor langt mod nord er mig ubekjendt. 

655. IT. lamed L. (70°). 

Udbredt men sparsom. I Saltdalen synes den at være 
ganske hyppig, og Hagemann har ligeledes taget den ved 
Sole i Beieren, et enkelt eksplr. er af M. Aagaard fundet 
på Tromsøen i 1886, og ligeledes er et fanget i Alten 1887 
af handelsmand Bull. På finsk side er den endnu fundet 
talrig ved Muonioniska (68°); skjønt ligeså hyppig i det syd- 
østlige Norges lavland som nordenfor polarcirkelen bør den 
dog efter sin udbredelse forøvrigt henregnes til de arktiske 
elementer. 

656. Pachyta interrogationis L. (70° 2’). 

Almindelig udbredt i de indre distrikter vestenfor 
Nordkap, dog temmelig lokal. I Saltdalen særdeles almin- 
delig, især i Junkersdalsuren (Hagemann), Tollå i Beieren, 
Storstennæs i Balsfjord, Nymo, Sletten, Svendborg og Sver- 
resvold i Målselven, fornemmelig i blomsterne af Trollius, 
Gamsttind og Alteidet (Zetterstedt). På finsk side er den 
bemærket op til Utsjok (69°) og er et utvivlsomt arktisk in- 
sekt. 

657. P. virginea L. (679). 

Hidtil kun funden af Hagemann i Saltdalen, hvor den 
imidlertid skal forekomme ganske almindelig overalt. Zet- 
terstedt tog den selv kuni de sydligste Lapmarker, men om» 
taler den som samlet af andre også i de nordligste. 

658. P. strigilata F. (70°). 

Hist og her, dog gamske sparsom og meget lokal. I 
Saltdalen almindelig udbredt (Hagemann), Bossekop (Zetter- 
stedt), Kirkenæs og Bodsejavre i Sydvaranger (Sandberg, ipse). 
På svensk side meget udbredt og vistnok langt hyppigere 
end hos os; den bør måske regnes til de arktiske elementer. 

659. P. smaragdula F. (70° 40°). | 

Lokal og sjelden. Nogle fa eksplr. har Hagemann fun- 
det i Saltdalen, i Alten tog Zetterstedt den ganske almin- 


Coleoptera i Norges arktiske region 65 


delig, og nordligst er den af Collett medbragt fra Hammer- 
fest. Dette er en utvivlsom arktisk art, der i Norge ikke 
er funden sondenfor polarcirkelen, medens den i Sverige er 
bemærket fra Karesuando (68° 30) helt ned i Dalarne. 

660. P. septentrionis Thoms. (smaragdula v. e. Zett.) 
(70°). 

Ligeledes sjelden og sporadisk. Et enkelt eksplr. har 
jeg fundet ved Bjerkeng i Malselven-5 juli 1888, af Zetter- 
stedt blev den samlet såvel i Talvik som ved Bossekop, hvor 
den også er fanget af Dr. Follum, og Collett bar i juli 1878 
medbragt et eksplr. fra det indre af Sydvaranger. Med hen- 
syn til udbredelse forøvrigt gjælder ganske det samme som 
ved smaragdula bemærket. 

Zetterstedts smaragdula omfatter tillige septentrionis og 
marginata F., men jeg formår ikke at udrede, hvorvidt han 
har fundet denne sidste også indenfor Norges område. 

661. Leptura tabacicolor De Geer (67°). 

Er kun af Hagemann taget i Junkersdaleni Saltdalen, 
hvor den er almindelig på Rubus idæus. Den blev derimod 
ikke af Zetterstedt observeret i Sveriges arktiske region. 

662. L. G-maculata L. (70°). 

Enkeltvis men udbredt over det hele område og en 
ægte arktisk art. I Saltdalen almindelig overalt, også fun- 
den ved Solø i Beieren (Hagemann), Moen, Mauken, Bjerkeng 
og Melkelvli i Målselven (ipse), Alten (Zetterstedt, Follum), 
Kobbervik i Sydvaranger (Sandberg). Zetterstedt fandt den 
udbredt i alle svenske Lapmarker op til Karesuando. 

663. L. maculicornis De Geer (67° 50). 

Meget sjelden; museet har af fru Gylche modtaget et 
enkelt individ fundet pa Greta i Stegen. Den synes at ga 
lengere mod nord østenfor fjeldryggen, idet Zetterstedt op- 
forer den ogsa fra det nordlige Lapland. 

664. L. sangvinolenta L. (67°). 


Hidtil ikke bemærket nordenfor Saltdalen, hvor den 
5 


66 J. Sparre Schneider 


imidlertid ifølge Hagemann er almindelig overalt. Zetter- 
stedt anfører den som meget sjelden i Lapmarkerne uden at 
nævne nogen lokalitet. 

665. L. cincta Schoenh. (67°). 

Er efter opgave fra Hagemann ligeså almindelig i Salt- 
dalen som foregående. Zetterstedt fandt den hyppig lige 
op til Karesuando (68 30’), og vistnok vil den hos os også 
blive påvist længere mod nord; den er maske rettest at op- 
fatte som et arktisk element. 

666. Acanthocinus ædilis L. (70° 40'). 

Udbredt over det hele område, hvor Pinus vokser, de 
enkelte ude ved kysten påtrufne individer er uden tvivl fulgte 
med bygningstømmer. I Saltdalen meget almindelig samt 
ved Solø i Beieren (Hagemann), Mestervik i Malangen, Bjerk- 
eng, Nordgård og Svendborg i Målselven samt Tromsø et- 
par eksplr. (ipse), Bossekop (Staudinger), fra Hammerfest er 
et individ nedsendt til museet, og i Sydvaranger var den i 
1883 almindelig efter meddelelse fra Sandberg: Zetterstedt 
erholdt den nordligst ved Karesuando, men bemærkede den 
ikke i Norge. 

667. Pogonocherus fasciculatus De Geer. (70°). 

Kun hvor Pinus vokser. I Saltdalen temmelig almin- 
delig (Hagemann), selv har jeg kun fundet et enkelt stykke 
på Tamok bro i Målselven 8 juli 1885, medens den atter i 
Alten ikke er sjelden og taget såvel af Staudinger som Ha- 
gemann Zetterstedt fandt den udbredt i alle Sveriges Lap- 
marker. 

668. Monochamus sutor L. (70°). 

Meget sporadisk og kun i de varmeste distrikter. Ifel- 
ge Hagemann er deni Saltdalen ligesa almindelig som A. ædi- 
lis og er af ham også funden ved Sole i Beieren, af Sand- 
berg er den indsendt fra Sydvaranger. Den er ifølge Zet- 
terstedt også hyppig i det nordlige Sverige og Finland ved 
Karesuando og Muonioniska. 


Coleoptera i Norges arktiske region 67 


* 669. Saperda populnea L. (67°). 

Et enkelt eksplr. har Hagemann erholdt ved Storjord i 
Saltdalen. Den synes at vere hyppigere pa svensk side og 
er der af Zetterstedt bemærket helt op til Karesuando. 

670. 8. scalaris L. (70°). 

Med birkeskoven udbredt ogsa i kystdistrikterne, hid- 
til ikke bemærket østenfor Nordkap. I Saltdalen almindelig 
(Hagemann), Bø i Vesterålen (Sandberg), Bugtesæter i Mals- 
elven flere stykker på ved september 1880 (ipse), et eksplr- 
blev i 1877 fundet i selve Tromsø by, og et har kand. Krafft 
taget ved Bossekop i Alten 22 juli 1882, medens Zetterstedt 
erholdt den såvel pa Haksten i Skjærvø som i Alten. På 
svensk side er den også udbredt til de nordligste trakter 
ifølge sidstnævnte forfatter. 

* 671. . Stenostola nigripes F. (67°). 

Et enkelt individ er af Hagemann fundet i Saltdalen. 
Uden at nævne speciel lokalitet opfører Zetterstedt den som 
forekommende sjelden i det sydlige Lapland. 

Følgende Longicornes optages desuden af Zetterstedt 
blandt laplandske arter, hvoraf dog vistnok kun en del kan 
hævde virkelig arktisk borgerret: Cerambyx cerdo L. (Karesu- 
ando), Spondylis buprestoides L., Criomorphus castaneus L., 
fuscus Gyll., Hylotrupes bajulus L, Callidium undatum L., 
coriaceum Payk. (Torneå Lapmark), dilatatum Payk. (Kare- 
suando), Toxotus 4-maculatus L., Leptura 4 fasciata L., virens 
L., nigripes De Geer., melanura L., Acanth. griseus F., Sa- 
perda carcharias, Oberea oculata L., medens Thomson også op- 
fører Lep. atlenuata L., testacea L., Pachyta borealis Gyll., 
Callidium variabile L. som forekommende i Lapland eller ud- 
bredte over hele Skandinavien. 


Phytophagi- 


672. Donacia aqvatica L. (69° 30). 
Meget sjelden. Den anføres af Sommerfelt som fore- 


68 J. Sparre Schneider 


kommende i Saltdalen, men jeg var tilbøielig til at udelade 
den, da Sommerfelt muligens kunde havt følgende for øie; 
15 august 1885 var jeg imidlertid så heldig at finde et eksplr. 
helt op ved Stabbevandi Malangen, så den nu kan gives fuld 
arktisk borgerret. Zetterstedt anfører den som forekommende 
både i de nordlige og sydlige Lapmarker. 

673. D. geniculata Thoms. (sericca Gyll. pro parte) (709). 

Udbredt i Tromsø amt, dog tør den være temmelig lo- 
kal. Af Zetterstedt funden talrig flersteds på øerne som f. 
eks. Senjen og Skjærvø, selv har jeg taget den i nogle eksplr. 
på Skjæggefjeld i Målselven 9 juli 1884 samt i større antal 
og i talrige vakre varieteter på Menyanthes på teglværkets 
torvmyr i Tromsdalen ved Tromsø 21 og 23 juni 1888. Nord- 
ligst er den fundet i Alten af Staudinger. 

De af mig fundne eksplr. synes alle at måtte henføres 
til denne form, der vel neppe er så skarpt adskilt fra lævi- 
collis Thoms.; denne sidste, som efter Thomson fornemmelig 
tilhører den nordligere del af halvøen, forekommer vist også 
i det nordlige Norge. 

Zetterstedt opfører endnu følgende arter fra de svenske 
Lapmarker, og en eller anden af dem tør findes også hos os 
på gunstige lokaliteter: mutica De Geer, semicuprea Panz, 
spinosa De Geer., bidens Oliv., obscura Gyll. (Karesuando) og 
affinis Kunze. 

674. Galeruca capreæ L. (70°). 

Sjelden og lokal. Jeg har fundet et enkelt eksplr. ved 
Moen i Målselven 30 juni 1885 samt etpar stykker på Brand- 
momyren ved Bjerkeng juli 1888, desuden er den af Stau- 
dinger medbragt fra Alten. På svensk side har Zetterstedt 
nordligst bemærket den ved Vittangi i Torneå Lapmark. 

675. G. tenella L. (69° 40). 

Ligeledes meget sjelden og hidtil kun funden pa Tromsø- 
en, hvor jeg har taget 3 eksplr. 7 juni 1877, 29 juni 1880 og 
4 juli 1885. Den blev ikke af Zetterstedt bemærket i de 


Coleoptera i Norges arktiske region 69 


svenske Lapmarker, hvorimod han optager Syneta betule F., 
Zeugophora subspinosa F., Lema cyanella L., Crioceris merdi- 
gera L., Adimonia tanaceti, Galeruca lineola F., nymphee L., 
sagittarie Gyll. og Agelastica alni L- 

* 676. Longitarsus atricillus L. (70°). 

Opgives at være funden ved Bossekop i Alten af Stau- 
dinger. Zetterstedt noterer den som sjelden i Lapland og 
optager desuden holsaticus L. (Vittangi), apicalis Beck., me- 
lanocephalus Gyll., nasturtü F., pratensis Gyll.,luridus Gyll., 
Phyllotreta nemorum L., undulata Kutz., Aphthona erichsoni 
Zettr., atro-cærulea Stph., Crepipodera exoleta L., femorata 
Gyll. (Karesuando), helxines L., Balanomorpha chrysanthemi 
Ent. H, Batophila rubi Payk., samt Plectroscelis concinna 
Marsh., de fleste dog fra de sydlige Lapmarker og altså 
udenfor den egentlige arktiske region. 

* 677. Haltica oleracea L. (70°). 

Er hidtil kun fundet «in paludosis ad Bossekop» af 
Zetterstedt; den ma visselig veere heist sjelden og lokal, ef- 
tersom den er undgået alle senere samleres opmærksomhed. 

678. Chetocnema aridella Gyll. (69° 30°). 

Ganske almindelig ved Storjord i Saltdalen (Hagemann), 
Bjørkvik i Ofoten og Gibostad pa Senjen ikke ualmindelig | 
især i den blavingede varietet (Zetterstedt). Pa svensk side 
blev den derimod kun bemærket i det sydligste. 

679. Chrysomela marginata L. (70° 2°). 

Udbredt over hele området især i kystdistrikterne. Salt- 
dalen, Solø i Beieren (Sommerfelt, Hagemann), Bjørkvik i 
Ofoten, Alteidet og Talvik (Zetterstedt), Andenæs i Vester- 
ålen, Nordmo i Målselven, på Tromsøen almindelig, Kjosen 
i Lyngen (ipse), Reno (Måklin), Bossekop (Staudinger, Krafft), 
ved Jakobselven i Sydvaranger meget almindelig i mai på 
sandmælerne (Sandberg). Zetterstedt fandt den almindelig 
overalt 1 Lapmarkerne op til Karesuando. 

680, Ch. staphylea L. (70° 23%), 


10 J. Sparre Schneider 


Udbredt overalt i kystdistrikterne men langt sparsom- 
mere end søndenfjelds; påfaldende nok fattes den i opgaver- 
ne fra Saltdalen. Grote (fru Gylche), Trans, Rene og Karlsø 
(Måklin), Bodø, Fagernæs i Ofoten, Trondenæs, Hillesø, 
Tromsø, Nordbotn i Kvænangen, Vardø og Vadsø (ipse), Ja- 
kobselv i Sydvaranger (Sandberg). Zetterstedt anfører den 
som forekommende i Laplands skovtrakter uden nærm:re 
stedsbetegnelse. 

* 681. C. hyperici De Geer (9). 

Denne art opgiver Zetterstedt at have fundet «in Nord- 
landia Norvegica rarius», men omtales ikke fra den svenske 
side. Ifølge Thomson er den almindelig over hele Skandi- 
navien. 

682. Lina enca L. (67°). 

Hidtil kun funden af Hagemann ved Sole i Beieren 
samt i Saltdalen, hvor den er almindelig pa Alnus sidst i 
mai. Zetterstedt optager den uden at navne lokalitet. 

683. L lapponica L. (50° 2’). 

Et karakteristisk arktisk insekt, som hidtil imidlertid 
ikke er bemærket ostenfor Nordkap og desuden er meget 
periodisk i sin optræden. Solo i Beieren, i Saltdalen meget 
almindelig (Hagemann), Harstad i Trondenes, Moen, Elvevold, 
Iselvmosæter, Tillermo, Maukstad og Bugtesæter i Maiselven, 
pa Tromsøen og i Tromsdal meget sjelden, Tønsvik i Tromse- 
sundet larver og pupper hyppige i september 1888, Mester- 
vik i Malangen samt Alteidet (ipse). Langt hyppigere sy- 
nes den at vere ostenfor fjeldryggen, hvor Zetterstedt fandt 
den overalt. I Sverige er den sydligst bemærket ned til 
Motala, i Norge er den funden helt ned til Nordmarken ved 
Kristiania. 

* 684. L. collaris L. (70°). 

Yderst lokal, idet den hidtil kun vides bemærket ved 
Bossekop i Alten, hvor den i 1860 blev observeret talrig af 
Staudinger, medens Schøyen sammesteds i 1878 fandt et en- 


Coleoptera i Norges arktiske region 71 


kelt individ. Thomson angiver den som almindelig over he- 
le Skandinavien, men Zetterstedt har kun seet den i sam- 
linger fra Lapmarkerne uden selv athave fundet den noget- 
steds i det nordlige Sverige. Dens udbredelse er forevrigt 
nordlig, og mäske er dens udspring arktisk. 

685. L. alpina Zett. (69° 30). 

Som foregäende er ogsä denne meget lokal og sjelden 
vestenfor fjeldryggen. Hagemann har fundet nogle få eksp. 
i Saltdalen, medens Collett tog et enkelt individ ved Bode 
i juni 1885; Zetterstedt erholdt den også sparsomt ved Gi- 
bostad på Senjen. Denne udpræget arktiske art synes at 
have sit egentlige hjem i det centrale Norges fjelde, hvor 
den navnlig på Dovre erfunden overalt; Zetterstedt tog den 
kun på fjeldryggen i Torneå, af Sahlberg blev den sparsomt 
observeret i det nordlige Finland. 

686. Gonioctena viminalis Li. (69°). 

Kun i de indre varmere dalfører. Den er ifølge Ha- 
gemann meget almindelig i Saltdalen, selv har jeg taget nog- 
le få eksplr. ved Nordmo i Målselven 11 juli 1877 samt et 
større antal ved Elvevold i Kirgisdal 12 juli 1885 på lave 
Salices langs veikanterne. Zetterstedt fandt den udbredt i 
Lapmarkerne op til Vittangi og Muonioniska. 

687. G. triandrie Suffr. (70°). 

Udbredt men meget sporadisk. Saltdalen (Hagemann), 
i stor mængde i alle udviklingsstadier ved Moen i Målselven 
30 juni og 9 juli 1885 på en træartet Salix (pentandra eller 
myrsinites), sammesteds et enkelt individ 3 juli 1888, lige- 
som jeg juli 1879 tog et enkelt stykke ved Aleknjarg i Ta- 
nen. Angående udbredelsen østenfor fjeldryggen mangler 
jeg bestemte opgaver, da Zetterstedt ikke har udskilt denne 
art men sammenblandet den med følgende. 

688. G. affinis Schoenh. (70° 2). 

Udbredt som foregående men hidtil kun bemærket spar» 


pomt, 


79 J. Sparre Schneider 


T Saltdalen har Hagemann fundet et enkelt ekspl., et 
har jeg selv taget pa Akselfjeld ved Svendborg 28 juli 1885, 
og 3 erholdtes pa Mauken i Malselven 16 juli 1888, hvor- 
hos Miinster har sendt museet 2 stykker fra Koutokeino. 
Zetterstedt observerede den talrig ved Finkroken på Renøen 
samt sjelden på Alteidet, medens han på svensk side tog 
den i alle Lapmarker. Såvel denne som friandrie er almin- 
delige 1 det centrale Norges fjeldtrakter og henhorer til de 
sikre arktiske elementer. 

689. G. pallida L. (70° 14°). 

Udbredt overalt og er slægtens almindeligste art. Salt- 
dalen, Sole i Beieren (Sommerfelt, Hagemann), Moen, Iselv- 
dalen, Tillermo, Bjerkeng, Mauken, Overgard og Bugtesæter 
i Målselven, Mestervik i Malangen, Storstennæs i Balsfjord, 
Tromsø, Nordfuslø, Alteidet og Vadsø (ipse), almindelig i 
Nordland (Zetterstedt), Alten (Staudinger), Kirkenæs i Syd- 
varanger (Sandberg) Ligeså almindelig er den udbredt in- 
den Sveriges arktiske region ifølge Zetterstedt. 

Var. I. Thoms. (tota nigra, ore, antennis basi, genubus 
tarsisqve testaceis) har jeg fundet i et enkelt ekspl. på Mau- 
ken samt etpar gange på Tromsøen. Når jeg for de øvrige 
varierende arters vedkommendei dette arbeide kun sparsomt 
har berørt de ofte interessante varieteter (eller rettest aber- 
rationer), da er grunden den, at Jeg som ikke speciel Cole- 
opterolog har bortbyttet en stor del af det i årenes lob sam- 
lede materiale uden at tage synderligt hensyn til varieteter 
og uden at reservere sådanne for museets samling, en man- 
gel på forsynlighed, der nu har straffet sig føleligt. 

* 690. G. 5-punctata F. (67°). 

Et enkelt ekspl. er af Hagemann fundet i Saltdalen. 
Denne art har en sydligere udbredelse og var hos os bidtil 
kun bemærket ved Kristiania; ifølge Thomson er den vist- 
nok udbredt over hele Skandinavien, men da Zetterstedt ik- 


ke har adskilt den fra pallida, lader der sig af hans opgaver 


Coleoptera i Norges arktiske region 73 


intet bestemt fastsætte. med hensyn til udbredelsen inden 
den arktiske region. 

691. Phedon concinnum Suftr. (69° 40’). 

Hidtil kun bemerket pa etpar lokaliteter, nemlig ved 
Tromsdalselvens munding ved en brakvandsdam, hvor jeg 
fandt endel ekspl. 30 mai og 5 juni 1883 samt et enkelt in- 


canske samme forhold ved 


=) 


divid 15 juni 1885, og under 
Storstennæs 1 Balsfjord 26 juni 1883. Det er sandsynligvis 
denne og ikke armoracic L, som Zetterstedt opfører som 
funden ved Evenæs i Ofoten; indtil videre vil jeg i hvert 
fald ikke pa disse præmisser optage mere end én art af 
slægten, uagtet armoracie neppe fattesi vor arktiske region. 
Phædon concinnum er funden udbredt såvel i det nordlige 
Finland som Sverige og synes ikke der at være så bunden 
i sin forekomst, som den har vist sig ved Tromsø. 

* 692. Plagiodera salicis De Geer (67°)? 

Schøyen antager, at den af Sommerfelt fra Saltdalen 
opferte Chrysom. armoraciæ hører hid. Forekomsten er ingen- 
lunde usandsynlig, da arten af Zetterstedt blev funden så 
vel i de sydlige som nordlige Lapmarker. 

* 693. Phyllodecta vulgatissima L. (709). 

Er uden tvivl meget lokal; Hagemann har fundet et 
enkelt stykke i Saltdalen, medens den ifølge Staudinger var 
almindelig ved Bossekop; min opmærksomhed er den hidtil 
undgået. Den er ifølge Thomson almindelig over hele Skan- 
dinavien, men da Zetterstedt ikke har adskilt den fra vitel- 
line, kan der ikke med sikkerhed udredes noget angående 
dens udbredelse i den arktiske region. 

694. Ph. vitelline L. (70°). 

Udbredt over det hele omrade fra Saltdalen til Syd- 
varanger, enkelte ar i stor mængde, sa den aldeles afblader 
vidiebuskene, især Salix nigricans. 

695. Ph. polaris n sp. (70° 40°). 

Oblongo-ovalis, nitida, cærulea, subtus virescens, anten- 


74 J. Sparre Schneider 


nis basi subtus ferrugineis; prothorace minus fortiter trans- 
verso, apice qvam basi angustiore, parce subtiliter punctato; 
elytris striis 6 interioribus regularibus, dense punctatis, in- 
terstitiis obsolete punctulatis. Long. 2'/, — 3 mm. 

Mas: Tarsis articulo primo valde dilatato, in posticis 
articulo primo tertio paullo angustiore, tiblis apicem versus 
distincte dilatatis. 

Femina: tarsis posticis articulo primo secundo sesqvi 
longiore. 

Var. b. subtus cærulea. 

Var. c. tota viridi-ænea. 

Habitat in monte «Fløifjeld» ad Tromsø elevat. c. 6—700 
m. s. m. freqventissime, exemplaria pauca etiam ad Hammer- 
fest versus finem julii 1878 inveni. 

„Ph. vitellinæ L. affinis, sed minor, prothorace longiore 
et angustiore, segmento ultimo ventrali postice obscuriore 
striisqve elytrorum densius et subtilius punctatis diversa. 

A. Ph. atrovirente Cornel. prothorace longiore, antice 
angustiore articuloqve tertio tarsorum minus lato mox disting- 
venda. Caput prothorace nonnihil angustius, transversum, 
fronte planiuscula, remote punctulata, linea epistomatis an- 
gulata fortiter impressa; labro lævi, sæpe cupreo. Antennæ 
prothoracis basin longe superantes, articulis duobus basalibus 
subtus plus minnsve late ferrugineis, primo subarcuato, 2: 0 
3: 0 destincte breviore, sed qvarto paullo longiore, 4—6 sen- 
sim brevioribus, latitudine longioribus, 7—10 crassioribus, 
extrorsum perparum longioribus, omnibus præsertim in mare 
latitudine longioribus, ultimo elongato, conico, penultimo 
sesqvi longiore. Prothorax basi coleopteris multo angustior 
longitudine sua °/, latior, antice qvam basi distincte angu- 
stior, angulis apicalibus leviter productis, sulacutis, lateribus 
distincte marginatis, leviter rotundatis; basi late rotundatus 
immarginatus, utrinqve versus angulos posticos subsinuatus, 
angulis rectis, supra transversim leviter conyexus, parce 


Coleoptera i Norges arktiske region 75 


subtilissime punctatus, punctis versus latera paullo densiori- 
bus et profundioribus. Scutellum rotundato — triangulare, 
leve. Elytra prothorace multo latiora et qvadruplo longiora, 
lateribus medio fere parallelis, supra leviter convexa, callo 
humerali distincto, minus fortiter punctato-striata, striis in- 
terioribus 6 satis regularibus, exterioribus hinc inde confu- 
sis; interstitiis planis, parce et subtilissime punctatis. Corpus 
subtus nitidum, læve, segmento ultimo ventrali apice cupreo, 
utrinqve obsolete piceo-maculato. Pedes virescenti-ænei, ni- 
tidi, tibiis apice utrinqve flavo pubescentibus, posticis maris 
haud incurvis, sed apicem versus qvam in femina magis di- 
latatis, tarsis articulo tertio lato, bifido, primo in mare di- 
stincte dilatato, anteriorum articulo tertio æqvilato posteri- 
orum paullo angustiore» (J. Sahlberg). 

Denne lille vakre og distinkte art er vistnok et høiark- 
tisk insekt. Allerede i 1878 havde jeg ved Hammerfest fun- 
det nogle eksplr., der vakte min opmærksomhed ved sin li 
denhed og metalblå overside; senere har jeg ved forskjellige 
leiligheder iagttaget den på Fløifjeldet ved Tromsø, hvor 
den begynder at vise sig c.400 m. o. h, men navnlig er tal- 
rig i en høide af c. 7—800 m. o. h. Især fandtes den her 
i allerstørste mængde 28 august 1883, allerede tilbagetruk- 
ken i sit vinterkvarter under stene, medens de ilde medfarne 
Salix herbacea med sine tørre brune, helt skeletterede blade 
viste, hvor den tidligere på sommeren havde havt sit tilhold. 
Jeg antager, at denne art vil vise sig meget udbredt her 
nord, når den alpine fauna engang bliver gjenstand for mere 
systematiske undersøgelser. 

696. Hydrothassa marginella L. (68° 50’). 

En mere sydlig form. Saltdalen (Sommerfelt, Hage- 
mann), selv har jeg fundet den ganske talrig på en bakke 
ved Bodø-myren juli 1880 samt i nogle få eksplr. på dyrket 
mark ved Trondenæs kirke august 1879. Zetterstedt no- 
terer den såvel fra det nordlige som sydlige Lapland, 


76 J. Sparre Schneider 


Ifølge Thomson forekommer MH. aucta F. over hele 
Skandinavien, men der foreligger ingen opgaver over fore- 
komst inden den arktiske region; i Norge er den hidtil fun- 
den op til Roraas. Zetterstedt optager dertil endnu Chry- 
somela polita L., graminis L.. fastuosa L., Lina ruficaudis 
De Geer (Muonioniska), populi L., Gonioctena rufipes De Geer, 
Gastrophysa viridula De Geer. og polygoni L. samt Praso- 
curis phellandrii L. 

* 697. Clythra 4-punctata L. (68° 35°) 

Blev af Zetterstedt funden temmelig talrig ved Bjerk- 
vik og Evenæs i Ofoten, men er ikke bemærket af senere 
samlere. På finsk side er den nordligst fundeni stort antal 
ved Muonioniska i myretuer af J. Sahlberg. C7. 3-dentata 
L. noterer Zetterstedt som meget sjelden i de sydligste Lap- 
marker. 

* 698, Oryptocephalus 6-punctatus L. (70° 10°). 

Funden af Schoyen ved Stabursnes i Porsanger juli 
1878. Zetterstedt noterer den savel fra de sydlige som nord- 
lige Lapmarker. 

699. Cr. distingvendus Schneid. (67°). 

I Saltdalen funden i mængde på en enkelt birkebusk 
af Hagemann, der har overladt museet et halvt snes individer. 
Den blev af Zetterstedt observeret helt op til Muonioniska. 

100: Cr: ceorylt: Ts (67). 

Et enkelt eksplr. har Hagemann taget ved Storjord i 
Saltdalen. Zetterstedt observerede den ikke selv, men har 
seet den i samlinger fra Tornea Lapmark. 

701. Cr. labiatus L. (70° 2°). 

Hist og her. Ved Storstennæs 1 Balstjord et enkelt 
eksplr. på Betula 26 juni 1883, taget i større antal med håv 
på Brandmomyren ved Bjerkeng juli 1888 samt i et enkelt 
individ i Tromsdalen august 1884 (ips2), hyppig på Skjærvø 
ved Raschtind samt på Gamsttind ved Alteid :t (Zetterstedt). 


Coleoptera i Norges arktiske region 7% 


Sidstnævnte forfatter observerede den almindelig overalt i 
det nordlige Sverige. | 

Sommerfelt opforer fra Saltdalen en Cr. 4-punctatus, 
som Schøyen antager muligens kan tydes som 4-pustulatus 
Gyll.; denne blev af Zetterstedt bemærket lige til Karesuando 
og forekommer også høist sandsynlig indenfor Norges om- 
råde. Endnu optager Zetterstedt følgende arter som fore- 
kommende i Lapmarkerne: pint L., sericeus L., variabilis 
Schneid., 10-punctatus L., bipunctatus Li, punctiger Payk. og 
bilineatus L. | 

702. Eumolpus obscurus L. (69° 40°). 

Kun i de indre varmere dalforer. I Saltdalen enkelte 
år meget almindelig, også funden ved Sole i Beieren (Hage- 
mann), et enkelt eksplr. har jeg selv taget ved Sverresvold 
i Målselven 8 juli 1885, et andet er af Sandberg medbragt 
fra Kobbervik i det indre af Sydvaranger. På svensk side 
er den af Zetterstedt funden udbredt optil de nordligste Lap- 
marker. 

* 703. Cassida rubiginosa Ill. (67°)? 

Sommerfelt opfører fra Saltdalen en «C. viride», som 
sandsynligvis har været denne art. Foruden rubiginosa op- 
tager Zetterstedt endnu obsoleta Ill. (Øvre-Torneå), sangvi- 
nolenta F., nebulosa L. og nobilis L. 


Aphidiphagi. 


704. Anisosticta strigata Thbg. (70°). 

Udbredt men sjelden. Zetterstedt erholdt 4 eksplr. ved 
Bjørkvik i Ofoten, Finkroken på Rengen samt Bossekop i 
Alten, medens jeg selv har taget 3 stykker ved Bjerkeng i 
Målselven august 1882, 10 juli 1885 og 16 juli 1888. Me- 
dens Zetterstedt for Sveriges vedkommende anfører den som 
ikke sjelden helt ned til Umeå, er den på norsk side ikke 
observeret søndenfor 68? 30’, hvorvel den med al sandsyn- 


is J. Sparre Schneider 


lighed, som stersteparten af de arktiske former, ogsa fore- 
kommer i det centrale Norges fjeldtrakter. 

* 705. Halyzia (Adalia) frigida Schneid. (hyperborea 
Payk.) (67° 17'). 

Af denne arktiske art blev et enkelt eksplr. fundet ved 
Bodø af Nordenskiølds ekspedition ifølge Maklin, og andet- 
steds indenfor Norges grændser er den mig bekjendt hidtil 
ikke observeret, medens den derimod forekommer almindelig 
såvel i det nordlige Sverige som Finland. 

* 706. HH. 18-guttata L. (67°). 

Et enkelt eksplr. har Hagemann fundet i Saltdalen. - 
Zetterstedt noterer den som sjelden i det sydlige Lapland. 

707. H. 14-quitata L. (70°). 

Udbredt vestenfor Nordkap. I Saltdalen meget almin- 
delig (Hagemann), Bjørkvik i Ofoten (Zetterstedt), Harstad 
i Trondenæs, Mestervik i Malangen, Moen, Bakkehoug, Elve- 
vold, Bjerkeng, Divimo, Øvergård og Bugtesæter i Målsel- 
ven, Storstennæs i Balsfjord, Fløifjeld ved Tromsø og Nord- 
botn i Kvænangen (ipse), Bossekop (Staudinger, Schøyen, 
Krafft). 

var. exoleta Weisse har jeg fundet i et enkelt eksplr. 
ved Bugtesæter i Mälselven. 

var. ocelligera Weisse er fundet enkeltvis i Balsfjord, 
Målselven, Kvænangen og Alten. 

For det arktiske Sveriges vedkommende opgiver Zetter- 
stedt denne art at være «valde freqvens» i de nordlige så- 
velsom i de sydlige Lapmarker. 

708. H. oblongoguttata L. (67°). 

Er endnu ikke bemærket nordenfor Saltdalen, hvor den 
af Hagemann er funden ganske almindelig, medens den deri- 
mod østenfor fjeldryggen endnu forekommer almindelig ved 
Muonioniska under 68. 

709. Coccinella 11-punetata L. (70° 14). 

Ganske sparsom men udbredt over det hele område. 


Coleoptera i Norges arktiske region 79 
Saltdalen og Skjærstad (Hagemann), Grøtø (fru Gylche), Fa- 
gernæs i Ofoten, Tromsdalen, Mestervik i Malangen, Kjosen 
i Lyngen, Nordfuglø, Nordbotn i Kvænangen og Næsseby i 
Nordvaranger (ipse), Bossekop (Zetterstedt, Staudinger, Schøy- 
en og Krafft Hovedformen er sjelden, hyppigst er varie- 
teterne b. og c. Zett. med sammenflydende pletter. Zetter- 
stedt anfører denne art som sjelden og ikke af ham selv be- 
mærket på svensk side. 

710. Chieroglyphica L. (69° 21°). 

Sjelden og lokal. Et halvt snes individer har jeg fun- 
det ved at håve i lyngen på Brandmomyren ved Bjerkeng 
juli 1888, medens den af Zetterstedt erholdtes ved Gibostad 
på Senjen. På svensk side er den bemærket op i Torneå 
Lapmark. 

711. OG. 7-punctata L. (70°). 

Udbredt over hele området men meget sparsom i de 
nordlige distrikter. I Saltdalen overalt almindelig (Sommer- 
felt, Hagemann), Grøtø (fru Gylche), Bø i Vesterålen (Sand- 
berg), Tranø (Måklin), Moen i Målselven, Tromsøen og Troms- 
dal, Jutevik på Rebnæsøen (ipse), Bossekop (Staudinger, 
Krafft), Sydvaranger (Sandberg). Zetterstedt fandt den ud- 
bredt i skovtrakterne i alle de svenske Lapmarker. 

712. OC. trifasciata L. (700 2°). 

Udbredt vestenfor Nordkap, men overalt kun som en 
sjeldenhed. I Saltdalen 2 individer (Hagemann), Bjerkeng 
og Sletten i Malselven samt Alteidet (ipse), Bossekop et en- 
kelt eksplr. 22 juli 1882 (Krafft). Det er en udpræget ark- 
tisk art, der imidlertid sävel i Norge som i Sverige gärned 
i fjeldtrakterne til c. 62°. 

*713. Scymnus discoideus Ill. (67°). 

Ifelge Hagemann almindelig om vären i Saltdalen pä 
friske furustubber. 

IL 186. ater Gyll. (67°). 

Et enkelt eksplr. er af Hagemann fundet i Saltdalen. 


80 J. Sparre Schneider 


Hverken denne eller foregående blev af Zetterstedt observe- 
ret i det nordlige Sverige, derimod fandt han analis F. og 
nigrinus Gyll. og opfører endnu følgende arter: Coecidula 
rufa Hbst., Hippodamia segetalis Naez., Adonia mutabilis Serib., 
arctica Fab., Halyzia obliterata L., botnica Payk., bipunctata 
L., ocellata L., 16-guttata L., 14-punctata L., Coccinella magni- 
fica Redt., 5-punctata L., 14-pustulatu L., Chilocorus renipu- 
stulatus Scrib. og bipustulatus L., Exochomus 4-pustulatus L., 
samt Hyperaspis reppensis Hbst, af hvilke en og anden nok 
tør forekomme også inden Norges arktiske region. 


Tillæg. 


715. Hydroporus fennicus Seidl. (69° 2°). 

Af denne for vor fauna nye og mig bekjendt hidtil kun 
irussisk Karelen (Petrosawodsk) observerede art har jeg 
fundet et enkelt eksplr. ved Bjerkeng 1 Mälselven. 

716. Philonthus cbeninus Grav. (69° 15’). 

Et enkelt eksemplar medbragtes fra Tennæs i Balsfjord 
17 juni 1885. Den er ny for Norges fauna og er i Finland 
kun bemærket i det sydvestlige (Abo län), medens Thomson 
angiver den som temmelig sjelden i det sydlige og mellem- 
ste Sverige. 

717. Ph. opacus Gyll. (69° 40°). 

Jeg har kun fundet et enkelt individ pa Tromsgen 16 
juni 1886. Sahlberg angiver den at være udbredt over hele 
Finland. 

718. Stenus atratulus Er. (69° 2°). 

Atter en tilvækst til vor fauna; jeg har fundet 2 styk- 
ker ved Bjerkeng juli 1888. I Finland forekommer den kun 
i det sydlige op til 62° 30’, for Sveriges vedkommende giver 
Thomson ingen speciel opgave over udbredelse. 

719. St.lapponicus J. Sahlbg. (69° 2°). 


Coleoptera i Norges. arktiske region -81 


Ligeledes ny for Norges fauna; et enkelt eksplr. er med- 
bragt fra Bjerkeng juli 1886. Den var mig bekjendt hidtil 
kun observeret i det nordligste Finland samt ved Tammer- 
fors ifølge Sahlberg. 

720. St. tarsalis Ljung. (69° 2). 

Hidtil kun funden i 2 eksplr. ved Bjerkeng i Målsel- 
ven. Den er i Finland almindelig udbredt til 68de grad. 

221. St. morio Gr. (69° 2: 

Et enkelt eksplr. ved Bjerkeng juli 1888. Den er i 
hvert fald ny for Norges fauna, men heller ikke i de mig 
tilgjængelige publikationer af Thomson og Sahlberg sees den 
at være optaget. Ifølge Stein & Weisse hører den hjemme 
i det mellemste og sydlige Europa. 

122. St. pallitarsis Stph. (69° 2’). 

Ogsà dette er en tilvækst til Norges fauna og finde- 
stedet er atter Bjerkeng, hvorfra jeg medbragte et eksplr. i 
1888. Den eri Finland nordligst funden ved Hetta under 
68° 40’ af 0. Sahlberg. 

723. St. incanus Er. (69° 2’). 

Af denne ligeledes for Norge nye art har jeg taget et 
enkelt individ ved Bjerkeng juli 1888. Om denne gjælder, 
hvad ovenfor er sagt om morio, at den mig bekjendt hver- 
ken er bemærket i Sverige eller Finland. 

724. Baryodma bisignata Er. (69° 2°). 

En udpreget sydlig form, der tidligere ikke har veret 
iagttaget 1 Norge. Jeg medbragte juli 1888 et enkelt eksplr. 
fra Bjerkeng. Den er i Finland ikke bemerket ovenfor 61°, 
og Thomson anfører den kun fra Skane. 

125. Placusa atrata Sahlbg. (69° 2). 

Jeg har kun fundet et enkelt stykke ved Bjerkeng i 
Målselven juli 1888. Den er ny for Norges fauna, og er som 
jeg tror, heller ikke bemærket i Sverige, medens den er fun- 
den flersteds i det sydlige Finland op til 62°. 

726. Liogluta 6-notata Thoms. (69° 2’). 


89 J. Sparre Schneider 


Som foregående ny for vor fauna; i 2 eksplr. medbragt 
fra Bjerkeng juli 1888. Hidtil kun kjendt fra det sydlige 
Sverige og Finland op til 63° 40’. 

727. Atheta cauta Er. (69° 40°). 

Et enkelt individ har jeg fundet i Tromsdalen ved Tromsø 
29 juni 1888 og opferer den her for første gang som norsk. 
Den er i Finland ikke observeret ovenfor 620. 

728. Pycnaræa tenuicormis J. Sahlbg. in lit. (69° 2°). 

Ved Bjerkeng i Mälselven har jeg i juli 1888, desværre 
kun i et enkelt individ, fundet en art, som Sahlberg har er- 
klæret for endnu ubeskreven, og for hvilken han har foresläet 
ovenforstående navn. Den skal ved en senere leilighed blive 
udførligere beskreven, hvortil der nu ikke har været levnet 
tid. 

729. Mycetoporus ruficollis Mäklin. (69 10°). 

Denne for Norges fauna nye art har jeg tageti et en- 
kelt eksplr. ved den nordre ende af Fjeldfrøskvandet i Måls- 
elven 20 juli 1888. Det er en utvivlsom arktisk form, der 
udenfor Sverige og Finland, hvor den nordligst er funden i 
Utsjok, kun er kjendt fra Steiermark. 

730. Olophrum assimile Payk. (69° 40°. 

Med denne bar det da tilslut lykkes mig at påvise 
samtlige 6 norske arter af denne slægt som forekommende 
ikke alene indenfor den arktiske region men endog inden 
Tromse-faunaens snævrere grændser; 14 oktober 1888 erhold- 
tes 2 individer på Tromsøen i det nordre stenbrud, det ene 
- under en sten, det andet i det fri siddende på tjeldvæggen. 
Dette er en boreal form, der i Finland ikke er funden oven- 
for 63° 40’; hos os var den hidtil kun bemærket på Modum 
under c. 60de grad. 

731. Omalium cæsum Grav. (69° 40°), 

Sjelden; jeg har taget et enkelt eksplr. ved Svendborg 
i Målselven 20 juli 1888 og et andet i Tromsdalen 11 sep- 
tember 1882. Den er ny for Norges fauna og som foregå- 


Coleoptera i Norges arktiske region 83 


ende en mere boreal form, der pa finsk side ikke er bemer- 
ket ovenfor 62° 20’. 

732. 0. lagopinum J. Sahlbg. (69° 2’). 

De som exiguum bestemte eksplr. har efter Sahlbergs 
kjendelse vist sig at tihere nævnte for for fauna nye art, 
der hidtil kun har været kjendt fra Finland, hvor den imid- 
lertid er bemerket savel i det sydlige som nordlige. 

133. 0. laticolle Kraatz (69° 2°). 

Således har Sahlberg bestemt et sammen med foregående 
ved Bjerkeng i Målselven juli 1888 fundet eksplr. Heller 
ikke denne art har tidligere været opført som norsk. 

734. Hydnobius tibialis J. Sahlberg. (69° 2). 

Et noget defekt eksplr. fundet ved Bjerkeng juli 1888 
har Sahlberg identificeret med denne hidtil kun i det arkti- 
ske Sibirien bemærkede art. 

135. Anisotoma ovalis Er. (69° 10’). | 

Kun et eneste eksplr. har jeg taget ved Rosvold i Mals- 
elven pa elvebredden 2 august 1888. 

736. Leiodes castanea Kirsch. (69° 2°). 

Ligeledes kun i et enkelt individ fundet ved Bjerkeng 
i Mälselven juli 1888. 

737. Cyphoceble levigatum Er. (69° 2). 

Denne hidtil kun ved Kristiania bemerkede art har 
jeg i flere eksplr. taget på radden sop pa en furustubbe ved 
Bjerkeng juli 1888. 

738. <Agathidium rotundatum Gyll. (69° 2°). 

Ved Bjerkeng sammen med foregaende juli 1888. Den 
var hidtil kun bemerket pa Dovre. 

739. Catops nigrita Er. (69° 40’). 

Af denne for Norges fauna nye art har jeg fundet 3 
stykker på fjorgammel sop i Tromsdalen ved Tromsø 29 
juni 1888. 


S4 J, Spare Schneider 


Resume. 


Während meines 12 jährigen Aufenthaltes im arctischen 
Norwegen als Conservator am hiesigen Museum bin ich fast 
ausschliesslich mit Arbeiten faunistischen Inhaltes beschäftigt 
gewesen, in der festen Ueberzeugung, dass ein noch so uner- 
farschtes Gebiet in der ersten Reihe einer solchen Pionierar- 
beit bedarf, mögen denn derartige Untersuchungen zur Zeit 
wenig hoch im Course stehen, die nicht «Histologie und 
Morphologie» betitelt sind und nicht eine nene Weltanschau- 
ung bringen. 

Auch habe ich immer als guter Patriot den innigen 
Wunsch gehegt, mein unbedeutendes Vaterland aus dem dunk- 
len «Scandinavien» so zu sagen herauszudissekiren und na- 
mentlich den noch nebelhafteren Begriff «Lappland» für die 
grosse Aussenweltin seine Elemente zu zerlegen, von denen 
das norwegische Nordland und Finmarken mit seiner ausge- 
dehnten, von zahllosen Fjorden gespaltenen, rauhen Küste 
in physischer Beziehung von den bewaldeten, mit vielen Seen 
erfüllten schwedischen Lappmarken und den finnisch-russis- 
chem Lappland sich beträchtlich aushebt. Zwar lassen sich 
Flora und Fauna nicht von politischen Fesseln bän- 
digen, abgesehen aber von den natürlichen Verschiedenhei- 
ten der betreffenden Landstrecken, ein Jeder wird sich dochin 
erster Reihe mit seinem eigenen Lande beschäftigen, und 39 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 85 


richten die norwegischen Zoologen ihre Aufmerksamkeit nicht 
auf eine «Fauna Lapponica», sondern auf die Thierwelt der 
arctischen Region Norwegens. 

Dass diese Bemühungen auf dem grossen wissenschaft- 
lichen Markte nicht immer verstanden werden, ist ja kein 
Wunder, so lange die geographischen und politischen Ver- 
hältnisse der scandinavischen Halbinsel für die Aussenwelt 
noch so unklar sind; unverzeilich ist es aber, wenn ein eng- 
lischer Anmelder in «Zoological Record» fiir 1875 von dem 
ersten Versuche ein Verzeichniss der Insecten Norwegens zu 
liefern (H. Siebke: «Enumeratio Insectorum Norvegicorum») 
nichts Besseres zu sagen weiss als: «Gyllenhal arranged ac- . 
cording to Thomson», als ob Gyllenhal je in Norwegen Ka- 
fer gesammelt, wie auch sein bekanntes Werk «Insecta Sve- 
cica» betitelt ist. In dieser Weise wurde eine ernste Arbeit 
empfangen, wozu der Stoff miihevoll in einem Menschenalter 
zusammengebracht war; von welchen Gefühlen müssen wir 
wohl dann beseelt sein, so oft wir aus Ultima Thule mit un- 
seren Versuchen vor das gestrenge Gericht der grossen Cul- 
turvölker hervortreten! 

Von Gesammtarbeiten über die Fauna des arctischen 
Norwegens sind in neuerer Zeit bisher 3 erschienen; von 
Professor Collett über Vögel, von Prof. G. O. Sars über 
Meeresmollusken und von Conservator W. M. Schøyen über 
Lepidoptera; die 4tein der Reihe macht das hier vorgelegte 
Verzeichniss der Käfer. 

Als eine ziemlich natürliche Grenze für die arctische 
Region gegen Süden haben wir den Polarkreis angenommen. 
Hier hört die Fichte (Abies excelsa) plötzlich auf, und auch 
die Vertebratfanna hat im südlichsten Gebiete, Saltdalen, 
noch so viele südliche Elemente, dass wir die Grenze nicht 
weiter südwärts rücken wollen. Der ungeheure Gletscher 
«Svartisen» und der grosse Saltenfjord, der das Land hier 
quer fast halbirt, setzen in diesen Gegenden recht natürliche 


86 J. Sparre Schneider 


Schranken zwischen der arctischen und der borealen Region. 
Auf der schwedischen Seite östlich vom Bergrücken sind die 
Verhältnisse sehr verschieden, die Fichte geht fast bis zum 
70ten Grade, die Landschaften sind weit niedriger und ein- 
töniger, und hier wäre die Grenze vielleicht am besten 
am c. 64° zu setzen, wie es Zetterstedt auch in seinem «In- 
secta Lapponica» thut. 3 

Der rühmlichst bekannte Schwede J. W. Zetterstedt hat 
erst im arctischen Norwegen Käfer gesammelt*). Er durch 
reiste in 1821 die Küste von 68° 30’—70° und muss unter 
sehr günstigen klimatischn Umständen geerntet haben, da 
viele von ihm erwähnten Arten nicht wiedergefunden sind. 
Er publicirte seine Funde im bekannten Opus «Insecta Lap- 
ponica», doch ist eine Anzahl Arten, die von Boheman auf 
Dovre und in Nordre Trondhjemsamt gesammelt wurden, mit 
aufgenommen, die aber zur arctischen Fauna nicht mit gerech- 
net werden können. 

In 1827 erschien ein kleines Verzeichniss der Insecten 
Saltdalens (von Käfern 52 Arten) von S. C. Sommerfelt, und 
dies schöne Thal (c. 66° 30’—67°) ist später durch J. Schilde, 
Prof. John Sahlberg, W. M. Schoyen und Forstcandidat A. 
Hagemann auf dessen entomologische Fauna so genau unter- 
sucht worden, dass mir ein Verzeichnise von beinahe 300 Ar- 
ten aus diesem Gebiete zur Verfügung gestanden hat In | 
1861 brachten die bekannten deutschen Lepidopterologen Dr. 
Staudinger und Dr. Wocke auch eine Anzahl Käfer mit aus 
Alten (70°), das wiederholt von norwegischen Entomologen 
besucht worden ist; hier wohnt jetzt mein Freund A. Hage- 
mann seit 11/, Jahren und setzt seine entomologischen Ein- 
sammlungen fort, dieer mit solchem Erfolge in einer Reihe 
von Jahren in Saltdalen betrieben hatte. Die Vega-Expedi- 
tion unter A. E. Nordenskiöld sammelte auch einige Käfer 


#) Ein Paar Aiten, von Marklin bei „Nordkap“ gefunlen, sind von Gyl- 
lenhal aufgenommen, 


> 


Coleoptera i Norges arktiske region 87 


an verschiedenen Orten zwischen 67°—70°, die von Maklin 
in «Kgl. svenska Vetensk. Akad. Handlingar» für 1880 auf- 
gezählt werden; einige der Bestimmungen sind später von 
J. Sahlberg corrigirt worden in «Entomologisk Tidskrift», 
Stockholm 1882. 

Mein treuer Kampfgenosse W. M. Schoyen besuchte in 
1878—79 Porsanger und Sydvaranger i Østfinmarken; klei- 
nere Beitråge habe ich von Pfarrer G. Sandberg aus Vester- 
ålen und Sydvaranger, von Frau N. Gylche aus Grøtø und 
von Fråulein Petra Høegh aus Kløven empfangen; auch hat 
Professor Collett auf seinen vielen Reisen in Finmarken ge- 
legentlich Kåfer gesammelt, die meistens früher in «Enume- 
ratio» aufgenommen sind. 

Im Universitåtsmuseum in Kristiania findet sich eine 
betråchtliche Anzahl Kåfer aus Østfinmarken, die vor langen 
Jahren von S. C. Sommerfelt und Prof. L. Esmark gesammelt 
sind; mein verehrter Freund Bergkandidat Th. Miinster in 
Kongsberg, der das Aufstellen der Kåfersammlungen des 
Museums angefangen, hat mir eine Liste über die aus dem 
arctischen Norwegen stammenden Carnivori, Palpicornes und 
Brachelytra geschickt; weiter ist die Ordnung bisher leider 
nicht vorgeriickt. 

Meine eigene Untersuchungen umfassen fast das gan- 
ze Gebiet, hauptsächlich doch die nåchsten Umgebungen von 
Tromsø mit dem herrlichen bewaldeten Målselv-Thale, doch 
ist bis heute die grosse interessante Inselgruppe Lofoten in 
entomologischer Beziebung völlig eine terra incognita, und 
“übrigens sind viele tausend | ] kil. des arctischen Norwegens 
noch nie von den Füssen eines Entomologen betreten worden, 

In dieser Liste sind nur Arten aufgenommen, über deren 
Vorkommen im arctischen Norwegen bestimmte Aufgaben 
vorliegen. Zwar findet man bei C. G. Thomson in seinem 
bekannten grossen Werke «Scandinaviens Coloptera» eine 
grosse Anzahl, von denen es heisst «gemein» oder «verbreitet 


88 J. Sparre Schneider 


über ganz Scandinavien», die aber in unsrer arctischen Re- 
gion noch nicht nachgwiesen sind zumal überhaupt nicht in 
Norwegen, und in dieser Weisse hatte ich leicht das Ver- 
zeichniss um ein Paar Hundert Arten vermehren können, die 
aber kein Recht haben darin zu figuriren, solange sichere 
Data über das Vorkommen noch fehlen; denn ausser dem von 
Zetterstedt mitgebrachtem Materiale hat Thomson sicher 
wenig oder Nichts aus dem nördlichsten Norwegen für seine 
Aufgaben gehabt. Ich führe dies vor, nicht um das sonst 
vorzügliche Werk herabzusetzen, sondern nur in der Absicht 
alle schwebende Aufgaben auszuscheiden, die sich für moderne 
thiergeographische Arbeiten nicht eignen; doch sind in Noten 
alle Arten erwähnt, die mir bekannt im arctischen Schweden 
und Finnland nachgewiesen sind, damit die hochinteressanten 
Verbreitungsverhältnisse von allen Seiten her beleuchtet wer- 
den können. Es ist nur zu bedauern, dass der unermüdliche 
Forscher, Professor J. Sahlberg in Helsingfors, noch nicht 
mit der Bearbeitung der Käferfauna Finlands zu Ende ge- 
kommen ist; doch hat er mir genaue Aufgaben über die Ver- 
breitung einer grossen Anzahl finnischer Coleoptera zugestellt, 
wie er mir immer in der uneigennützigsten Weise mit der 
Bestimmung aller zweifelhaften Arten geholfen; ich bin 
ihm hierfür zum grössten Danke verpflichtet. 

Als für die Fauna Norwegens neue Arten werden dieje- 
nigen angesehen, über deren Vorkommen bisher nichts pu- 
blizirt worden ist; zwar hat Th. Münster, der beste Kenner 
unsrer Coleopterenfauna, viele derselben schon früher im süd- 
lichen Norwegen gesammelt, leider hat er bisher nie Etwas 
von seinen hochinteressanten Sammelergebnissen veröffent- 
licht, die mir bei dieser Gelegenheit von der grössten Wich- 
tigkeit gewesen wären, da er als der Erste das bekannte 
Alpencomplex, die «Jotungebirge», auf dessen Coleopterfauna 
ausgeforscht hat. 


Die mit einem Sterne (*) bezeichneten Species sind noch 


Coleoptera i Norges arktiske region 89 


nicht in unsrem Museum repråsentirt; die meisten der von 
Hagemann gefundenen Arten habe ich doch zur Untersuchung 
gehabt. 

Am Schlusse findet man eine Tabelle, die die Qualitat der 
arctischen Fauna im Vergleich mit derjenigen des südlichen 
Norwegens zeigt, indem ich das Verhältniss zwischen den Fa- 
milien procentweisse ausgerechnet habe, einerseits für die arc- 
tische Region mit dem am besten untersuchten Punkte 
Tromsø, auf der anderen Seite fiir das gesammte Norwegen 
mit Kristiania als die im südlichen am genausten dungeforsch- 
ten Station; hierzu muss noch bemerkt werden, dass Tromse 
nur ein Paar ! ] kilometer einschliesst, während Kristiania 
die Umgebungen in grösserer Ausdehnung umfasst. Die Auf. 
gaben für das südliche Norwegen verdanke ich dem Herrn 
Münster, der mir dieselben in 1882 zugestellt hat; die Fauna 
ist seit dem mit einer grossen Anzahl bereichert worden, 
doch habe ich mir Aufgaben von einem späteren Dato leider 
nicht verschaffen können. 

Diese Tabelle ist hier nochmals aufgenommen, da ich 
beim Umordnen unserer Sammlung im verflossenen Winter 
eine Anzahl Arten hervorgefunden habe, die sich als für die 
arctische Fauna neu erwiesen und in einem Anhange auf- 
gezählt sind; unter diesen befindet sich auch eine für die Wis- 
senschaft neue Art, Pycnaræa tenuicornis, die nebst dem 
Catops hyperboreus bei einer späteren Gelegenheit aus- 
führlich beschrieben werden soll. 

Tromse in März 1889. 
J. S. Schneider. 


90 


J. Sparre Schneider 


Tabelle über die Verbreitung der Kafer 


Norwegens. 
en Re gio aretted er |Tota Norv egia 

Se Ee 

0/0 | | Ya 9/0 9/0 

Carabide 46 | 15.0 85 .|-11:5 | 168 9.9 | 201 101 
Natatoria 20 | 66 | 50 | 68 | 71, | AMAR 
Palpicornes 8 2.61.18 | 24 | 55 3.9 61 | 3.1 
Amphibii 0 = | 6 [07] 11 | or 
Brachelytra 128 | 41.9 | 218 | 29.5 | 347 | 205 | 398 | 199 
Clavicornes | 20 66 72. | 98 | 191° | 113 | 22852200 
Lamellicornes | 7 | 28 | 15 | 20-| 50 | 3.0 | 59 | 3.0 
Platysoma 0 — 1 0.1 8 0.5 9 0.5 
Xylophagi 4 1:8 20 2.7 | 46 2.7 52 | 2.6 
Fungicola i 2.3 31 4.2 63 3.7 79 4.0 
Serricornes 19. | 62 | 58 | 79 | 122 | 78 199008 
Heteromera 4 B (1-22 3.0 63 3 he 3.9 
Rhynchophori | 23 75 74 | 10:0 | 260. | 15.5 .|, 292 11946 
Longicornes 6 | 20 | 26 | 35 | ay | 841 7 | 38 
Phytophagi 10 3.3 32 4.3 | 143 8:5.| 159 80 
Aphidiphagi 3 1.0 11 1.5 | 37 2.2 39 2.0 

Summa | 305 NUE | 1692 | 1996 


Omalium exiguum wird als unrichtig determinirt aus- 


geschlossen und lagopinum in dessen Stelle aufgenommen, da- 
durch ist die Zahl der arctischen Arten auf 738 reducirt. 


Trykt 30te marts 1889, 


Den nord-norske fjeldbygning 


Af 
KARL PETTERSEN. 


Anden afdeling, andet afsnit. 
B. Sedimentære bygningsgrupper 
II. Balsfjordgrnppen og Tromsø glimmerskifergruppe. 


Vestfjorden skjær sig som en bred havarm fra syd ind 
mellem Lofotens øgruppe på den ene og Saltens fastlands- 
strøg på den anden side. Mod nord gar den overi det trange 
Tjelsund. Dette danner det første led inden et i flere ret- 
ninger ganske mærkelig bygget sejlløb, der bugter sig videre 
frem i nordlig eller nordostlig retning og på en vis måde 
når sin afslutning i strøgene om Ulfsfjord og Lyngen, hvor 
disse munder ud i det brede Fuglesund, der som en havarm 
fører ud til det åbne hav. 

Der er tidligere på et andet sted*) bleven gjort nær- 
mere rede for bygningsforholdene lamgs efter Vestfjorden. 
Der er derunder fremholdt at denne havarm er fremgået un- 
der stærke indsænkninger, der efter glimmerskifergruppens 
afslutningsperiode har været i virksomhed efter disse strøg. 

I det efterfølgende skal bygningsforholdene søges fulgt 


*) Vestfjorden og Salten. Arch. for Mathem. og Naturvidenskab 1886. 


99 Karl Pettersen 


videre nordover langs efter det nysnævnte seillab. Som ori- 
enterende bilag er vedføjet kartskisse tavle VII. 


a. Fjeldpartierne langs efter sundlobene. 


Hind=ø. 


Hindøens orografiske bygningsforholde er nærmere om- 
handlet i afd. I pag. 63 fl. Som der fremholdt lader gens 
fjeldmasse sig udskille i følgende af kystens gneis-granit 
byggede hoveddele: 

1. Kindraget vestenfor Kvedfjordens og Gullesfjordens lan- 
ge indskjæringsspalte. 

2. Storvandsdraget, der fra den østlige side af Gullesfjor- 
den breder sig østover til Tjelsund og optager gens syd, 
ostlige del. 

3. Kvedfjorddraget med Topsundsdraget, der fra den øst- 
lige side af Kvedfjorden skyder sig frem i nordostlig 
retning. 

Landpartiet mellem Storvandsdraget i syd og Kved- 
fjords- med Topsundsdraget i nord danner et af lavere åsdrag 
og fjelddrag gjennemsat underland. Fra Vågsfjord og Tjel- 
sund kiler dette sig under aftagende brede mod vest til de 
indre strøg om Kvedfjorden. 

Afdelinger, der ligger ind under Balsfjord- og glimmer- 
skifer-gruppen er efter øens vestlige del alene at påvise på 
forskjellige steder langs efter Gullesfjorden ligesom også ef- 
ter Kvedfjordens østlige side — her i regelen som smale 
båndstrimler, knyttede til de lavest liggende niveauer. Fjeld- 
grunden efter det brede østlige underland er derimod bygget 
af lagrækker, der ligger ind under de nævnte sedimentære 
grupper. Afdelinger under Urfjeldet stikker her kuns frem 
på enkelte lokaliteter og altid efter en højst underordnet 
målestok. | 


Den nord-norske fjeldbygning 93 


Strøgene langs Gullesfjord og Kvedfjord. 


Ved indbøjning fra Kvedfjord til den mod vest ind- 
skydende sidefjord Godfjord skyder fra foden af det af gneis- 
granit byggede Røkenesfjeld det lange lavt fremspringende 
Røkenes sig frem inordlig retning. Dette nes er bygget af 
mægtige lagrækker af grovkornig kaiksten, derover strål- 
stensskifer og endelig ravnsort hornblendeskifer — det hele 
i konform lagstilling under en strøgretning af n. 20° o med 
45" østligt fald. 

Lidt længere mod syd stikker den lille Flitternesholme 
op fra det indre af den egentlige Kvedfjord. Denne er byg- 
get af hornblendeskifer med kalkstenslag. Lagstillingen vi- 
ser en omkring nord-sydlig strøgretning med 45° østligt fald. 

Efter den indre del af Gullesfjorden rejser sig den lille _ 
Fur-ø op omtrent midt i fjordløbet. Den vestlige del af sen 
bygges af en mild glimmerskifer, der med 45° østligt fald 
skyder sig ind under gneisgraniten, der bygger den østlige del 
af sen. Et tilsvarende forhold gjentager sig tversovenfor 
Furø efter den østlige side af Gullesfjorden under foden af 
Gullesholmnakken. Bygningsforholdene her er nærmere om- 
handlet i afd. I pag 67 og 68 med dertil knyttet profilrits 
fig. 5. 

Ved Lyså — nordenfor Gullesholmsnakken — og videre 
nordover til Lysåhelle optræder efter de lavere niveauer 
langs fjorden forskjellige kortere og længere strimler, byg- 
gede af lagrækker af lerglimmerskifere og kulstofholdige 
skifere. Lagene viser her en strøgretning af n. 50 a 60° o 
med stejlt sydostligt fald og falder strøgretningen her sam- 
men med fjordløbets retningslinje. De bagenfor opstigende 
fjeldpartier er byggede af gneis-granit. 

Ved Refsnes — straks nordenfor Østerfjords udmunding 
i Gullesfjorden — bygges fjeldgrunden langs fjordsiden af 
lagrækker af glimmerskifer (lerglimmerskifer), mørke kulstof- 


94 Karl Pettersen 


holdire skifere og kvartsitiske skifere i veksling. Lagenes 
g også her pa det nærmeste ligelobende med fjord- 


løbet, faldvinkelen stejl til vertikal. Ved Skomesvik afleses 


SE a Le SSE 
StYesTretn1o 


de yngre skifere af gneis-granit, men optræder igjen i nær- 
heden af handelsstedet Hemestad, hvor de bygger et sterre 
sammenhængende felt, der over Hemestadfjeldet breder sig 
mod øst til henimod Strømsfjordens udmunding. 

Lægges et profil fra Hemestad over Hemestadfjeldet 

vil man overskride folgende lagrækker: 

a. mægtige afdelinger af sorte kulstofholdige skifere un- 
der nord-sydlig stregretning med stejl indtil vertikal 
faldvinkel efter de lavere niveauer langs fjorden. 

b. vekslende lag af glimmerskifer og hornblendeskifer med 

kalkstensindlejninger. 

kvartsitisk skifer og sandstensartet kvartsit. 


ae 


. over det egentlige højfjeld kvartsrig glimmerskifer, — 
alt i konform lagstilling. 
e. fra højfjeldet ned til Vebestadsæteren fandtes fjeldgrun- 
den overalt dækket. 
f. Ved Strømmen (Strømsfjorden) urfjeldets gneis. Strøg 

o—v., sydligt fald. 

Den nordvestre del at Kvedø er bygget af hornblende- 
skifer. Lagstillingen n—o mod 45° østligt fald. Skiferen 
skyder sig her ind under gneis-graniten, der bygger den 
øvrige del af øen. 

Ved Elde — nordenfor Kvedfjords kirke — samt videre 
frem mellem Elde og Molvik optræder efter strandlinjerne 
smale strimler byggede af hornblendeskifer, strålstensskifer, 
glimmerskifer og kvartsit med indlejninger af kalksten. Strøg- 
retningen bøjer sig temmelig regelmæssig efter kystlinjens 
bugtninger i det hele og store og kan svinge fra n. 40° o 
til n. 60° o mod 60 a 70° vestligt fald, — altså fra den 
straks østenfor fremstikkende gneis-granit. Bygningsforhol- 


Den nord-norske fjeldbygning 95 


dene her er nermere omhandlet i afd. I. pag. 69—70 med 
dertil knyttet profilrits no. 6. 

Lignende strimler af krystalliniske skifere med kalk- 
stensindlejninger optræder efter den lille og lave Dekholme 
— i nærheden af indre Elgsnes ligesom også pa Havernesset 
pa Hindøene fastland tvertovenfor Dekholmen. 


De her omhandlede skiferafdelinger stikker i regelen 
frem som svage bandstrimler efter de laveste niveauer langs 
efter Gullesfjorden og Kvedfjordens østlige side. Alene i 
strøget om Hemestad bygger disse afdelinger et større sam- 
mentrængende felt med fjeldpartier. Disse afdelinger dannes 
af lagrækker af lerglimmerskifere, hornblendsskifere og strål- 
stensskifere med indlejninger af kornig kalksten. Hvor ler- 
glimmerskiferen, ofte ledsaget af mørke milde bituminøse 
skifere, træder frem, danner de afdelingens understliggende 
partier, idet de, — forøvrigt under en stejl ofte opimod ver- 
tikal faldvinkel — i konkordant lagstilling skyder sig ind un- 
der den kalkstensførende glimmerskifer. Det lader sig så- 
ledes ikke ligefremt afgjore, hvorvidt lerglimmerskiferen dan- 
ner et led under den kalkstensførende glimmerskifer eller 
om den under sin optræden skal være at tillægge en mere 
selvstændig stilling. I sidste tilfælde vil den nærmest være 
at indordne under Balsfjordgruppen. - 

Disse yngre sedimentære dannelser optræder om end 
højst spredte, så dog — og det navnlig efter fjordstrøgets 
østlige side — gjennem en ganske anseelig længde. Enkelte ud- 
skilte partier stikker endvidere frem efter forskjellige fra 
fjordfladen opstigende holmer. Der vil således være grund 
til at forudsætte, at disse småpartier ligger igjen som rester 
efter et større sammenhængende felt, som oprindelig må 
have udfyldt Gullesfjordens og antagelig også Kvedfjordens 


indskjæringsbækken, 


96 Karl Pettersen 


Fra disse randstrimler stiger Urfjeldet til begge sider 
op i høje fjelddrag og er her overalt fri for yngre bedæk- 
ninger af lagrækker, der ligger ind under de ovennævnte se- 
dimentære dannelser. Disse sidste er således i 
sin optræden efter disse strøg helt knyt 
tede til dybere indskjæringszoner inden 
detegentlige urfjeld. 

Bergdannende trykkræfter må følgelig efter disse strøg 
have været i virksomhed forinden Balsfjordens- og glimmer- 
skifer-gruppens afsætningstid. Urfjeldet er derunder bleven 
stuet op i kortere og længere fjelddrag, udskilte ved mel- 
lemliggende bækkener. Kvedfjordens og Gullesfjordens ind- 
skjæringsbælte er at føre tilbage hertil. Det er efter dette 
at de ovenomhandlede yngre sedimentære dannelser senere 
er bleven afsatte. 


Hindøens nordostlige lavlandsstrøg. 


Dette landparti indeslutter forskjellige større og min- 
dre ferskvandssjøer, hvorimellem særlig skal nævnes Søndre- 
og Nordre-Storvand. Det første ligger i en højde over hav- 
fladen af omkring 190 m. under det nordlige afhæng af det 
af gneis-granit byggede Storvandsdrag  Vandet ligger i kul- 
minationspartiet i en bred indskjæringsrende, der til den 
ene side fører ned til Strømmen i Kvedfjord, til den anden 
side til Tjeldsund i strøget om Gausvik. Nordenfor dette 
ligger Nordre-Storvand i et bredt underland, der fører ned 
over til Bergsvågen i nærheden af Trondenæs kirke. Nor- 
dre Storvand ligger i en højde over havfladen af omkring 
160 m. 

Det brede lavland om Nordre Storvand stænges mod 


Den nord-norske fjeldbygning. 97 


øst af Slettetindernes fjelddrag, der i Middagsfjeldet når 
sin største højde med 635 m. Mod nord gar dette fjeldparti 
over i de lave asdrag cm Harstad. Ved Kvantoskar, der 
fra Nordre Storvands sydlige botten fører ned til Vâgsfjord, 
er Slettetindernes fjelddrag udskilt fra Sørvikfjeldets drag, 
hvis højeste toppe når en lignende højde som Middagsfjeldet. 
Mod syd som mod vest er Nordre Storvandbækken om- 
kranset af lavere åsdrag. I Torskevasfjeldet nar disse sin 
største højde med omkring 490 m. 

Afdelinger, der ligger ind under urfjeldet, træder efter 
det her omhandlede landparti kuns højst underordnet frem. 
Forøvrigt bygges fjeldgrunden af yngre sedimentære under 
Balsfjordgruppen og Tromsø glimmerskifer-gruppe hørende 
lagrækker. 

Efter den ovenfor nævnte brede indskjæring, der fra 
Strømsbotten i Kvedfjord fører op til Søndre Storvand, 
vil der ofte være at påtræffe mægtige aflejninger af krystal- 
linisk kalksten under en i regelen noget variabel lagstilling. 
Inden de højere liggende ni eauer efter de herfra mod nord 
opstigende åsdannelser bygges fjeldgrunden derimod af kvart- 
sitisk glimmerskifer, der viser en nordsydlig strøgretning 
med stejlt østligt fald. Ved nordre side af Storvand kalk- 
stenslag i smuk og regelmæssig lagstilling under stejlt syd- 
ligt fald. Ved Gausvik vand — ned mod Tjelsund — grøn- 
ne kloritiske skifere i vedsel med tildels mægtige lag af en 
gulhvid temmelig småkornig magnesia-kalksten, der viser en 
strøgretning af n. 40° v. med 60° nordostligt fald. Lidt 
længere mod nord i en her isoleret fremstikkende knaus 
bygges fjeldgrunden af milde sorte kulstofholdige skifere. 

At de her fremtrædende sorte og kulstofholdige skifere 
ligger ind under Balsfjord-gruppen er der vistnok på forhånd 
al grund til at forudsætte og antagelig må også de mægtige 
kalkstens lannelser om Storvand og Storjord være at indordne 
under den samme gruppe, Den ovenfor phonon optræden- 


98 Karl Pettersen 


de giimmerskifer med sin afvigende lejning antages derimod 
at matte blive at henfore til den overliggende glimmerski- 
fer-gruppe. 

Lægges fra gärden Gausvik et profil opefter äsdraget 
til den nordlige side, sa vil fjeldgrunden nedenfra opad fin- 
des bygget af 

a. gneisartet glimmerskifer langs strandpartierne. Streg- 
retning o—v. med stejlt nordligt fald, 

b. derover hårde ofte feltspathforende skifere med indlej- 
ninger af en hvid, temmelig småkornig kalksten, 

c. derover kalkstenslag, der på det nærmeste enerådende 
bygger åsen opefter. 

Den antagelig til Urfjeldet hørende gneisafdeling (a) 
skyder sig således ind under skiferafdelingen (b), der nær- 
mest må være at lægge ind under Balsfjordgruppen. Kalk- 
stensafdelingen (c) tilhører en mægtig kalkstenszone, der fra 
Gaus vi kbreder sig sammenhængende nordover til Sørvik. 
Efter denne 11 kilom. lange strækning bygges fjeldgrunden 
langs Tjelsundet sågodtsom enerådende af kalkstenslag, der 
overalt viser en temmelig regelmæssig strøgretning af om- 
kring øst-vestlig tildels med afbøjning til n. 70 0, med stejlt 
nordligt ofte indtil vertikalt fald. På enkelte steder optræ- 
der kalkstenen i veksel med underordnede lag dels af klori- 
tiske skifere déls af lerglimmerskifer. Ved Fuskevåg veks- 
ler kalkstenen således med kloritiske skifere, der 1 overord- 
entlig rigt mål er indflettet med smukt krystalliserede gra- 
nater. På den i nærheden liggende Græsholme optræder 
kalkstenen i veksel med lerglimmerskifer i vertikal lagstilling 
under øst-vestlig strøgretning. 

Disse milde halvkrystalliniske skiferdannelser, der såle- 
des optræder i veksel med den her optrædende kalksten, 
peger med al bestemthed hen på, at den her omhandlede 
kalkstenszone må være at henlægge under Balsfjordgruppen. 

Kalkstenen her træder ofte frem med en blålig sort 


Den nord-norske fjeldbygning 99 


farve. Om Guldberget vekslende lag af mørke, røde og hvide 
farvenuancer. 

Profilrits fig 48 er trukket fra Sørvik op til top af 
Sørviksfjeld. Nedenfra opad bygges fjeldgrunden af 

a. kalksten. 

b. lerglimmerskifer, o—v fald n. 

c. tyndlaget kvartsskifer og kvartsitisk glimmerskifer — 
med skjællet hvid kaliglimmer. Lagstillingen i hej 
grad forvreden. 

d. hård kvartsitisk tildels sandstensartet glimmerskifer. 
Strøg n—s, fald indtil 70° 2. - 

e. Opefter top en småskjellet temmelig mild glimmerskifer 
i bænkedeling. 

Afdelingerne (a) og (b) tilhører Balsfjordgruppen og det 
samme er antagelig også tilfældet med den så stærkt pres- 
sede afdeling (c). Afdelingerne (d) og (e) med sine stærkt 
krystallinisk prægede skifere og sin afvigende lagstilling 
ligger derimod ind under glimmerskifergruppen. 

Fra Sørviken nordover til Kilbotn er man nået ud 
af den egentlige kalkstenszone. Efter længere strækninger 
bygges fjeldgrunden her af hårde krystalliniske bergarter, som 
glimmerskifer og hornblendeskifer, der petrografisk nærmest 
skulde være at henføre til glimmerskifergruppen. Disse dan- 
nelser findes imidlertid ofte i veksel med grenlige hårdski- 
fere, med kalkstensindlejninger, der snarere synes at skulle 
tilhøre Balstjordgruppen. Maske danner disse lagrækker her 
en lavere liggende afdeling inden Balsfjordgruppen. 

Profilrits fig. 49 er trukket fra Kilbotn i vestlig ret- 
ning efter Kvantoskar over til Storvasbotn (Nordre — Stor- 
vand). 

a. en smuk grønlig stribet amfibolitisk skifer. Strøgret- 
ning n. 409 v. 1 vertikal lagstilling. Tilhører måske Ur- 
fjeldets yngste dannelser. 

b, kalkstenslag. Øst-vestlig strøgretning med svingning 


100 Karl Pettersen 


i faldet fra 30° n. til 30" s. Tilhører Balsfjordgruppen. 

c. Glimmerskifer n. 50a 60" ø med stejlt nordvestligt fald. 
Tilhører glimmerskifergruppen. | 
Profilrits fig. 50 fra Bredvik ved Vågsfjord i vestlig 

retning opover Lilletindernes fjelddrag til Nordre Storvands- 
botn. 

a. Underlandet om Bredvik hård gneisartet glimmerskifer 
under noget vekslende strøgretning fra n. 40° o med 
45° n. v. fald ti! n. 30° v. mod 20" no fald. Tilhører 
Urfjeldet. 

b. Det østenfor liggende Bredviknes er bygget af kalk- 
stenslag. Streg o—v mod 15 a 20° nordligt fald. 

c. Opefter Hinstenen skifere, der ligger ind under Bals- 
fjordgruppen. Her skal forefindes lag af klæbersten. 

d. Højfjeldspartierne efter Slettetindernes drag er bygget 
af glimmerskifer, der viser en strøgretning af n. 20° 
v. med 30 a 40° østligt fald. Denne afdeling tilhører 
antagelig glimmerskifergruppen. 

e. Under glimmerskiferen en mægtig afdeling af gneis 
eller gneis-granit, der overalt bryder frem . efter fjeld- 
væggene ned mod Storvandet. 

f. Efter underlandet om Storvand optræder igjen glim- 
merskifer n. 40 a 50° o mod stejlt nordostligt fald. 
Urfjeldets gneis-granit, der efter det her omhandlede 

profil langs efter fjelddragets afheld mod Storvand trader 
frem som et større sammenhængende felt, er herfra at følge 
længere østover efter Kvantoskar og nedefter til Kilbotn, 
idet bergarten her dog træder frem renere gneisartet eller 
nærmest som en glimmergneis. Denne afdeling fortsætter 
langs Vågsfjord efter de lavere liggende niveauer nordover 
indtil henimod Mekila. Mellem Bredvik og Mekila optræder 
glimmergneisen ofte i veksling med grønne finstribede ski- 
fere tildels rigt indblandede med feltspath. De viser ofte 
et lerglimmerskiferartet præg og findes hyppig indtældte med 


Den nord-norske fjeldbygning 101 


klumper og årer af en granitartet sten. På kartet er disse 
skifere lagt ind under urgneisen. Måske kunde de med lige- 
såmegen ret være at betegne som Balsfjordskifere, dannede 
under særlige forholde af fra urfjeldet hentet materiale. 

Langs efter Vågsfjorden bygges de lavere niveauer 
efter det herfra opstigende fjelddrag afBalsfjordskifere, der igjen 
efter de egentlige højfjeldspartier afløses af lagrækker af 
glimmerskifer under en, såvidt det kan sees, afvigende lag- 
stilling. 

Langs efter Vågsfjorden træder de forskjellige byg- 
ningsgrupper således frem under en regelmæssig påhinan- 
denfølge. 

Anderledes træder forholdet i så henseende frem til den 
østlige side mod Storvandet. 

Etter de lavest liggende niveauer efter underlandet om 
Storvand bygges fjeldgrunden*) af karakteristisk glimmerski- 
fer. Derimod træder Urfjeldets gneis frem opefter afsatserne 
af det fra vandets østlige side opstigende fjelddrag, medens det 
egentlige højfjeld igjen findes bygget af glimmerskifer. Hvor- 
vidt Balsfjordskifere her stikker frem mellem gneisen og den 
højere liggende glimmerskifer, har der hidtil ikke været an- 
ledning til at påvise. At glimmerskiferafdelingen i lavlan- 
det om Storvandet oprindelig har lagt ind under den samme 
afdeling, der bygger højfjeldet, er der vistnok al grund til 
at forudsætte. I så tilfælde må stærke dislokationer her 
have fundet sted. 

Landpartiet mellem Harstad og Bergsvågen er gjennem- 
sat af lave mildt formede åsdrag og går mod nord over i den 
lave langt fremspringende Trondenes-halvø. 

Bergarten dannes efter de lavere niveauer i strøget om 
Harstad af glimmerskifer og stribet hornblendeskifer tildels 
med mægtige indlejninger af kalksten. Strøgretning n. 209 
ø med indtil 20° østligt fald. Opefter Ramfløjen, — en lay 
*) Cfr. profilrits no, 50, 


102 Karl Pettersen. 


ås, der stiger op fra Bergsvagsbotn — lag af kalksten i svæ- 
vende lagstilling. 

Den hele afdeling er her — trods det stærke krystal- 
liniske præg, som skiferne viser, — dog måske nærmest at 
lægge ind under Balsfjordgruppen. 

Trondenes-halvøen når sin største højde i Ringbjerget 
med 130 a 150 m. Dette åsdrag er bygget af lagrækker af 
en glinsende skifer, sandstensartet kvartsit med hyppige ind- 
lejninger af kalksten og magnesiakajksten. 

Ved Trondenes kirke viser lagstillingen en stregret- 
ning af n. 20° ø med 20° østligt fald. Pa halvøens yterste 
fremspring mod nord, det såkaldte Kraknes, optræderi skife- 
ren hyppige indlejninger af en gräligsort temmelig finkornig 
magnesiakalksten. Den er ofte stinkstensartet og indeslutter 
hyppige indfældninger af en klar gjennemsigtig kvarts ‘dels 
i sterre og mindre klumper dels ogsa i langagtig udtrukne 
tyndere eller bredere striber. Fra Kraknes sydover langs 
Bergsvågen afbøjes skiferens strøgretning lidt efter lidt 
til n. 50 a 60° ø mod 20° sydostligt fald. Kalkstenen op- 
træder her temmelig tyndlaget. 

Qgså Trondenes-halvøens berggrund antages nærmest 
at kunne henlægges under Balsfjordgruppen. 

Stangeneshalvøen, der skyder sig frem langs den østlige 
side af Gangsåsbotn, afsluttes mod nord ved den såkaldte 
Gangsås. Efter de lavest liggende niveauer optræder her en 
gneisartet skifer, indfældt med granitiske udsondringer. Over 
denne antagelig til Urfjeldet hørende afdeling optræder lag- 
rækker af sorte til grenlige skifere, der viser en strøgret- 
ning af n. 60° ø med 30° so. fald. Petrografisk må disse ski- 
fere nærmest være at indordne under Balsfjordskiferne. Det 
skal i så henseende også bemærkes, at vegsten, — der sær- 
deles hyppig findes knyttet til Balsfjordgruppens lagrække 
— skal findes optrædende her. Vegstens-materialet til Tron- 
denes gamle kirke er i sin tid antagelig hentet herfra. 


Den nord-norske fjeldbygning 103 


Trækkes fra gården Røkenes ved Bergsvågens vestside 
et profil i vestlig retning over Lillehornet og Nupen — der 
ligger ind under Topsundsdraget (afd. I. pag. 64—65 og 70) — 
til bunden af Kasfjord, så vil fjeldgrunden fra Bergsvågen 
vestover til opimod top af Lillehornet findes bygget af hard 
glimmerskifer (a), der er fri for kalkstensindlejninger. Op- 
imod højfjeldet optræder der ofte veksling med felspatsrige 
gneisartede lag. Strogretning n. 30° ø med 50" so. fald. 
Denne glimmerskifer afløses straks vestenfor Lillehornets top 
af renere gneis (b), hvis lagrækker under konkordant lag- 
stilling skyder sig ind under glimmerskiferafdelingen fa). 
Efter Nupens fjeldparti antager gneisen ofte et gneis-grani- 
tisk præg og er lagstillingens strøgretning her bøjet om til 
nærmere nord-sydlig med indtil 70" østligt fald. Om afde- 
lingen (a) skal være at opføre som et led under glimmerski- 
fer-gruppen, — hvortil den petrografisk nærmest kunde væ- 
re at henføre — kan imidlertid vistnok være tvivlsomt. Den 
fuldstændige mangel på kalkstensindlejninger og den efter 
strøget fra Lillehornet vestover så hyppig fremtrædende vek- 
sel mellem glimmerskifer og gneisartede lag kunde måske li- 
geså snart pege hen på, at afdelingen (a)i virkeligheden lig- 
ger ind under Urfjeldet. 

Ved Årnes — lidt nordenfor Røkenes — bygges fjeld- 
grunden ved gårdens husebygninger af hård glimmerskifer, 
antagelig tilhørende Urfjeldet. Langs efter strandbeltet op- 
træder derimod kvartsitiske lagrækker med kalkstensindlej- 
ninger og i veksel med grønne amfibolitiske og kloritiske 
skifere Disse sidstnævnte dannelser ligger over glimmerski- 
feren og antages trods det stærkt krystalliniske præg dog 
snarest at kunne være at indordne under Balsfjordgruppen. 

Fra bunden af Bergsvågen fører det lave Kasfjord-ejde 
over til bunden af Kasfjord. Omtrent midt på ejdet ligger 
Møklands-vandet med afløb til Bergsvåg og længere vest 
Kasfjordvand med afløb til Kasfjord. Langs efter Kasfjord- 


104 Karl Pettersen 


ejdet under foden af det af gneis og gneis-granit byggede 
Topsundsdrag stikker på forskjellige steder frem mindre af- 
delinger af sandstensartede kvartsiter, finstribede hornblen- 
deskifere og finkornige magnesia-kalkstene og dolomiter, der 
ligger over Urfjeldet under afvigende lagstilling. Disse do- 
lomitartede dannelser antages nærmest at kunne pege hen 
på, at disse afdelinger bør være at indordne under Balsfjord- 
gruppen. Langs efter Møklands-vandets nordside træffes så- 
ledes på forskjellige steder skiferpartier af hvid kvartsitisk 
halvt sandstensartet sten under strøgretning n. 20° v. med 
østligt fald. Efter ejdets kulmination er at påvise lag af 
finstribede hornblendeskifere under øst-vestlig strøgretning og 
60° sydligt fald. Efter Nupens sydlige afhæng mod Kas- 
fjordvand optræder over gneisen brunlig hvid magnesia-kalk- 
sten i mægtige og udbredte masser. Denne kalksten er rigt 
indfældt med magnetit. Stenen eriregelen ulaget. På sine 
steder viser den dog også fremtrædende lagdeling med om- 
kring nord-sydlig strøgretning og 20 å 30" vestligt fald. En 
tilsvarende dolomitartet sten træder ligeledes frem i strøget 
mellem Kasfjordvand og Kasfjordbotn. Forholdene h:r vil 
findes nærmere belyst ved profilrits fig 51. 
a. gneislag n-s. fald 60° ø. 
b. finstribet hornblendeskifer strøg n. 40° a fald 20° 3-0. 
c. smudsig grå til brunlig tildels temmelig finkornig mag- 
nesia-kalksten, rigt indsprængt med korn af magnetit. Ste- 
nen indeslutter tillige et 0,55 m. mægtigt leje af ren 
magnetit. Magnesia-kalkstenen bygger kuppeformige 
houge, og synes her ganske ulaget. 

Fra Harstad fører Kvedfjordvejen i sydostlig retning 
med til Kvedfjord. Ved Tenvandet bygges fjeldgrunden ef- 
ter de her fremstigende bakker og åser af milde kulstofhol- 
dige lerglimmerskifere i veksling med sort og hvidlig tem- 
melig finkornig kalksten i oftest svævende lagstilling. Ved 
gården Tenvasåsen hvid finkornig kalksten under nord-sydlig 


Den nord-norske fjeldbygning 105 


strøgretning og 45" østligt fald. Disse dannelser ligger åben- 
bart ind under Balsfjord-gruppen. 

Vestenfor Tenvandet skyder fra den nordlige side af 
Kvedfjordvejen den såkaldte Storhoug sig frem som en isole- 
ret liggende knaus. Efter de laveste partier af hougen stik- 
ker gneisartede lag frem under en strogretning af n. 50° v. 
med indtil 45° nordostligt fald. Gneisen overlejes af milde 
kulstofholdige lerglimmerskifere, der i bølgeformig lagstilling 
bygger hougen herfra op til top. 

Som det vil fremgå af det ovenfor leverede omrits af 
de orografiske bygningsforholde efter det her omhanllede 
landparti, der således udfylder Hindøens nordostlige del, 
indeslutter dette ved siden af ås- og fjelddragene anseelige 
lavlandspartier, der i hej grad er myrdækkede og opfyldte 
med større og mindre ferskvande. De geologiske bygnings- 
forholde lader sig således her ikke altid forfølge i mere di- 
rekte sammenhæng, men er man derimod ofte henvist til så- 
vidt muligt at knytte de forskjellige mer eller mindre spredte 
aflæsninger til et hele. Det vil således her navnlig være 
forbundet med store vanskeligheder på ethvert sted bestem- 
tere at kunne holde ud fra hinanden afdelinger, der ligger 
ind under glimmerskifer-gruppen fra sådanne, der tilhører 
- Balsfjordgruppen. Og det såmeget mere, som afdelinger af 
disse forskjellige bygningsgrupper oftere,som det synes, som 
følge af stærke dislokationer regelløst kan være kastet om 
hinanden. Man vilsi så tilfælde nærmest være henvist til 
her at fæste sig ved petrografiske forholde, som dog på grund 
af de ved trykkræfter fremkaldte omdannelser ikke altid 
vil kunne afgive fuldt afgjerende skjelnemærker. 


Hindøens bygningsforholde å samlet oversigt. 


Den største delaf Hindøen danner et bojfjeldsparti, der 
ved dybt indskårne ejder og fjordløb er opløst i en række 
mindre indbyrdes udskilte fjeldpartier. Mod gens nordostlige 


106 Karl Pettersen 


side afloses dette højfjeld af et bækkenformigt af as- og la- 
vere fjelddrag gjennemsat underland, der fra Tjelsund og 
Vågsfjord som en bred kile skjær sig frem vestover til det 
indre af Kvedfjord. 

Mens orografiske mest bestemmende indskjæring spænder 
sig frem efter en på det nærmeste nord-sydlig retning. Den- 
ne dannes af Kvedfjord, der indefter går over i den trange 
Gullesfjord. Fra bunden af sidstnævnte fjord fører et lavt 
opimod 60 a 70 m. højtstigende ejdei sydostlig retning over 
til bunden af Kanstadfjord, der fra Vestfjorden skjær sig 
ind i nordlig retning. 

Fjeldpartiet langs den vestlige side af Kvedfjord og 
Gullesfjord er på det nærmeste helt bygget af gneis-granit. 
Denne optræder oftest udpræget lagdelt under en strøgret- 
ning, der i regelen spiller omkring n—s. Faldvinkelen stejl 
vestlig. 

Efter øens nordostlige lavlandsstrøg, der fra Tjelsund 
og Vågsfjord skjær sig frem vestover mod Kvedfjord mellem 
de af gneis-graniten byggede tjeldpartier, træder under ur- 
fjeldet hørende dannelser forøvrigt frem kun på enkelte ste- 
der og også her i det hele kuns højst underordnet. Forøvrigt 
bygges dette landparti af lagrækker, der ligger ind dels un- 
der Balsfjordgruppen og dels under Glimmerskifergruppen. 
Lagstillingen, der tildels kan vise sig adskilligt varierende, 
viser dog på den anden side i det hele og store en vis re- 
gelmæssighed, idet strøgretningen synes at kredse sig efter 
grænselinjerne mod urfjeldsterritoriet. Inden landpartiets 
østlige del langs Tjelsund og Vågsfjord er en omkring øst- 
vestlig strøgretning med stejlt nordligt — tildels også syd- 
ligt — fald, regelmæssig rådende. Dette træder mest udpræget 
frem langs efter den mægtige kalkstenszone, der breder sig 
frem mellem Gausvik og Sørvik. At denneafdeling her kan 
skjule forskjellige folder ledsaget af overkastninger kan der 
vistnok være grund til at forudsætte. I strøget mellem 


Den nord-norske fjeldbygning 107 


Harstad og Trondenes er lagenes faldvinkel, der her skyder 
ind i sydostlig retning, adskillig svagere. 

Som det vil sees af profilrits n. 50, der fra Bredvik 
ved Vagsfjord er trukket over Slettefjeldets drag med Mid- 
dagsfjeld over til Vasbotn ved Nordre Storvand, bygges fjeld- 
grunden efter lavlandet langs det omkring 190 m. højtliggende 
Nordre-Storvand af under glimmerskifergruppen hørende lag- 
rækker, der her viser en strøgretning af n. 70° o med nord- 
lig indskyden. Op efter det vestlige afhæng af det herfra 
opstigende Slettefjeld stikker frem en til Urfjeldet hørende 
afdeling af gneis. Højere op afløses gneisen igjen af lag- 
rækker af glimmerskifer, der herfra under en strøgretning 
af omkring n—s, med opimod 40° østligt fald optræder ene- 
rådende optil øverste tophøjde (635 m). At giimmerskiferaf- 
delingen nede ved Storvandet ved dislokation (sænkning) er 
bleven udskilt fra glimmerskifer afdelingen op efter højfjéldet, 
synes der vistnok at skulle være grund til at forudsætte. 
Herunder vil den antagelig mere oprindelige lagstilling med 
sin omkring nord-sydlige strøgretning, der endnu er rådende 
efter Slettefjeldets højpartier, efter de sænkede partier være 
bleven afbøjet til en mere øst-vestlig. 

Men er dette tilfældet, så vil det antagelig fremgå af 
bygnings- og lagstillingsforholdene, som de træder frem efter 
det her omhandlede bækken, at den her nævnte sænkning 
ikke er af nogen blot lokal art. Tvertimod synes der at måt- 
‘te være al rimelighed tor at den må gå ind som led under 
en sænkning, som har omfattet det hele lavlandsstrog, — 
alene enkelte lokale undtagelser fraregnede, som Slettefjel- 
dets og Sørviksfjeldets højdrag, der herunder er blevne gjen- 
stående som øformig udskilte fjeldpartier (horste). Under 
sænkningen af forholdsvis så anseelige masser af disse yngre 
sedimentære dannelser må dernaturligvis være øvet et stærkt 
tryk mod randpartierne af det langs bækkenets grænser frem- 
springende urfjeld, der imidlertid på grund af de her optræ- 


108 Karl Pettersen 


dende bergarters sejge strukturforhold kan haveøvet et end stær- 
kere modtryk. Det er antagelig disse kræfter, der har vir- 
ket bestemmende ligeovenfor lagstillingsforholdene indet det 
her omhandlede bækken. 

Denne indsænkning synes forøvrigt mod nord-vest og- 
så at have nået indover det egentlige urfjeldsterritorium, 
idet fjeldgrunden langs efter Kvedfjordens østlige side delvis 
må have taget del i denne. Den sidearm, som den egentlige 
Kvedfjord skyder ind i sydostlig retning mod Strømmen, an- 
tages således at måtte være fremgaaet under den her om- 
handlede sænkning. Gneisens lagstilling er nemlig her af- 
bøjet, så strøgretningen falder sammen med sidefjordens 
længdeløb og således stærkt afviger fra den, der forøvrigt 
er rådende efter det lange indskjæringsbælte, hvoraf den 
egentlige Kvedfjord udgjør en del. Hertil kommer endvidere 
at gneisafdelingen mellem Strømmen og sydover til Gulles- 
fjordens sidefjord Østerfjord viser en regelmæssig lagstilling 
med øst-vestlig strogretning og sydligt eller nordligt 
fald. Denne lagstilling er stærkt afvigende fra den, der 
ellers er rådende inden gneisafdelingen langs efter Gulles- 
fjord. Derimod falder den sammen med den, der er stærkest 
fremtrædende efter det ovenomhandlede nordostlige under- 
land og den synes således nærmest at kunne være at føre 
tilbage til de samme dislokationskræfter, som her har øvet en 
bestemmende indflydelse ligeovenfor stratificationsforholdene. 

At indsænkninger ligeledes må have fundet sted langs 
efter den egentlige Kvedfjord og navnlig efter Gullesfjord 
synes med bestemthed at måtte fremgå, når der sees hen 
til de forskjellige strimler af lerglimmerskifer og glimmerskifer 
med kalkstensindlejninger, som her stikker frem på forskjel- 
lige steder efter de lavere niveauer og hvis stejlt stillede 
lagrækker tildels kan findes at skyde sig ind under urfjeldet. 
Da afdelinger af disse yngre sedimentære dannelser intetsteds 
er at påvise efter urfjeldsterritoriets højere liggende niveauer, 


Den nord-norske fjeldbygning 109 


ma de nævnte strimler, der abenbart danner svage rester 
efter et oprindeligt større sammenhængende felt, være afsatte 
efter ældre foreliggende indskjeringeri urfjeldet. Kvedfjor 
dens og Gullesfjordens indskjæringsbælte må derfor i sine 
væsentlige træk være ældre end de ovennævnte sedimentære 
strimlers afsætningstid og følgelig også ældre end tiden for 
indsænkningen efter Hindøens nordostlige underland. Efter 
Balsfjords- og Tromsø glimmerskifergruppes afsætningstid har 
sænkninger fundet sted langs efter Kvedfjord og Gullesfjord, 
og de efter disse ældre indskjæringer afsatte sedimentære 
dannelser, der således er sænket ned til lavere niveauer, har 
herunder tildels skudt sig ind under urfjeldet. Disse ind- 
sænkninger langs efter Kvedfjord og Gullesfjord er rimelig- 
vis samtidige med indsænkningen efter Hindøens nordostlige 


underland. 
Gryt-0.*) 


Mod øst afsluttes sen ved det lave langt fremspringende 
Bestebostadnes. En større del af dette er bygget af laget 
gneis under en strøgretning af n. 20° ø og 45" østlig fald: 
Nessets ytre fremspring bygges derimod af lagrækker af lys 
og mørk glimmerskifer, der under konform lagstilling over- 
lejer gneisen. På sine steder går gneisen under jevne petro- 
grafiske overgange over i glimmerskiferen. 

Hvorvidt den her optrædende skifer skal være at hen- 
føre til glimmerskifer-gruppen lader sig for tiden ikke afgjore. 
Den fuldstændige mangel på kalkstensindlejninger ligesom 
også den nysnævnte petrografiske overgangsforholde, kunde 
måske pege hen på at skiferafdelingen her kan ligge som 
en yngre afdeling ind under Urfjeldet. Den vilde i så 
tilfælde nærmest være at sammenstille med glimmerskiferat- 
delingen, der fra den østlige side af Bergsvågen bygger fjeld- 
grunden opefter Lillehornets østlige afnæng. 


*) Cfr. Afdel, I pag. 71, 


110 Karl Pettersen 


Sands-o 


der skyder frem fra den nordostlige side af Grytø, nar i 
Vætten sin største højde med omkring 188 m. Sens vestlige 
stærkt myrdækkede underland er bygget aflaget gneis, forev- 
rigt dannes fjeldgrunden af kvartsitisk glimmerskifer, hvis 
lagrækker viser en konstant strogretning af n 20° o. Faldet 
er regelmæssig østligt, — efter de lavere liggende niveauer 
nar faldvinkel ikke over 20°, men synes denne at blive stej- 
lere efter de højere liggende niveauer. Op efter de øvre dele 
af Vætten når den således op til 60°. 

Kalkstensindlejninger har der her ikke været anledning 
til at påvise. Petrografisk synes skiferen her forøvrigt at 
stå glimmerskifergruppens bergart så nært, at der — i et- 
hvert tilfælde foreløbig — antages nærmest at være grund 
at indordne Sands skiferafdeling under denne gruppe. I mod- 
sat tilfælde måtte den her omhandlede afdeling være at sam- 
menstille med Bestebostanessets og Bergvägens glimmerski- 
fer og med den måske være at henlægge som en yngre af- 
deling under urfjeldet. 


Halvøen mellem Ofoten og Gratangen — fra 


Gratangsejdet vestover til Tjelsund. 


Denne store halvø skyder sig frem fra det opimod 313 
m. højtstigende Gratangseide, som fra bunden af Harjangen 
i Ofoten skjær sig over til bunden af Gratangen i Ibestad 
præstegjeld, Halvøen indeslutter de i den orografiske over- 
sigt afd. I. pag. 8 og 9 omhandlede højfjeldsgrupper 1 og 2. 

Til nærmere belysning af bygningsforholdene efter halv- 
øen henvises til profilrits fig. 52. Dette er fra bunden af 
Harjangen trukket i omkring øst-vestlig retning over de vide 


Den nord-norske fjeldbygning. 111 


myr- eller skogdækkede flader til Gravfjordejdet og herfra 
videre over højfjeldsgruppen n. 1 til Tjelsund. 
a. Længst mod øst stikker frem de stejlt stillede skiktlag 
af Harjangens gneisafdeling (cfr. afd. I pag. 146—47). 
-b. Herover lagrækker af glinsende skifere, kloritiske skifere 
i gjentagen veksling med gralighvide og sortegra kry- 
stalliniske tildels ganske tyndlagede kalkstene. Den 
glinsende skifer er snart hardere og indeslutter da ofte 
talrige nyrer eller udsondringer af kvarts, snart igjen 
ret mild. Strøgretning omkring n—s med indtil 40 
veseligt fald. 
ce. Herover i konform lagstilling sandstensartet kvartsit 
tildels i veksel med tyndlaget gräligsort hårdskifer. 
Skiktfladerne af den sandstensagtige kvartsit er ofte 
forsynet med et overdrag af grønlig glinsende skifer- 


substans. 

d.. Henover de vestenfor liggende myr- og skogdækkede 
marker, der fører over til Gravfjordejdet — mellem 
Bogen i Ofoten og Gravfjordbotn — er fjeldgrunden 


kuns sjelden blottet. Hvor dette er tilfældet, vil den over- 
alt findes bygget af hård glimmerskifer med vestlig fald- 
vinkel. I øverste gård her i den såkaldte Lenvikmark 
bemærket glimmerskifer med indlejninger af grålig kalk- 
sten under en omkring 30° vestlig indskyden. De fra 
myr- og skogmarkerne opstigende fjeldpartier under 
højfjeldsgruppen n. 1 er byggede af hårde krystalliniske 
skifere. 

Efter højfjeldsgruppens sydligste del rejser sig langs 
Strandvandet — som har sit udløb til Bogen og kuns 
ligger få meter over havfladen — Niingernes vildt byg- 
gede fjeldparti. Ffter de lave afsatser mod Strand- 
vandet optræder lag af grovkornig kalksten i svævende 
lagstilling. Fra bunden af Stranddalen opefter bygges 

 fjeldgrunden af glimmerskifer tildels i veksling med 


112 Karl Pettersen 


eneisartede lag, der opimod hejryggen — i en hejde 
af omkring 630 m. o. h. — afløses af glimmerskifer 
med kalkstensindlejninger. Fra denne ryg skyder Niin- 
gernes østlige fjeldparti sig op i stejle styrtninger. 
Kalkstenen træder her ganske tilbage, medens glimmer- 
skiferen som mere underordnet bergart veksler med 
mægtige lag af kvartsit og tildsls også ren kvarts, der 
fra nu af bygger fjeldgrunden op til øverste top. 

Inden fjeldpartiets nordlige del rejser sig fra det brede 

underland om Tovik ved Astafjorden Blåfjeld op til en 
højde af 780 m. Det egentlige højfjeld bygges her af 
glimmerskifer med sølvhvid glimmer og rigt indfældt 
med små granater. Strøgretning n. 20° o. med indtil 
20" østlig indskyden. Under højfjeldets glimmerskifer 
optræder langs efter Blåfjeldets vestlige afhæng mæg- 
tige lagrækker af kalksten. 

e. Vestenfor det egentlige højfjeld breder sig frem et af 
mildt formede åsdrag gjennemsat lavland. Fjeldgrun- 
den bygges her af lagrækker af lerglimmerskifer i vek- 
sel med tyndlagede kvartsiter. Sklferafdelingen inde- 
slutter endvidere hyppige indlejninger af en temmelig 
småkornig ofte ret tyndlaget kalksten. Lagstilling re- 
gelmæssig n. 30° 0. mod 30 o. fald. 

Efter heromhandlede profil ligger afdelingen (a) ind 
under urberget, (b.), (c.) og (e.) ind under Balsfjordgruppen 
og (d.) ind under glimmerskifergruppen. Skiferafdelingerne 
vil i henhold hertil med sine synklinalt stillede lagrækker 
udfylde en bækkenformig indsænkning inden urfjeldet. Bals- 
fjordgruppen, hvis lagrækker her indtager de lavere niveauer, 
optræder ved profilets østlige randkant ved Harjangen i 
umiddelbart overlejningsforhold til urfjeldet. Et tilsvarende 
forhold træder som før påvist frem — efter profilets forlæn- 
gelse — over Hindøen, således ved de lavere niveauer om 
Gausvik. Balsfjordgruppen overlejes igjen af de til glimmer: 


Den nord-norske fjeldbygning 113 


skifergruppen hørende renere krystallinisk prægede skifer- 
dannelser. Forholdene, som de her træder frem, synes også 
nærmest at pege hen på at glimmerskifergruppen også i 
virkeligheden må være yngre end Balsfjordgruppen. At den 
førstnævntes lagrækker gjennem overkastning skulde være 
skudt op og udover den i så tilfælde oprindelig yngre og 
højere liggende Balsfjordgruppe lader sig — som det synes, 
— neppe bringe i samklang med forholdene langs efter bæk- 
‘ kenets randkanter ved Harjangen 1 øst og Hindøen i vest, 
hvor Balsfjordgruppens lagrækker træder i umiddelbart over- 
lejningsforhold til urfjeldet. Her måtte veli så tilfælde have 
været at påvise under Balsfjordgruppen og umiddelbart over 
urfjeldet lagrækker tilhørende glimmerskifer-gruppen. 

Langs den vestlige side af den fra Ofoten indskydende 
sidefjord Bogen bygges fjeldgrunden af fil glimmerskifer-grup- 
pen hørende lagrækker nemlig hård kvartsrig glimmerskifer 
under 30 a 40" østlig indskyden. Vestenfor dette af lave 
åsdrag gjennemsatte landparti ligger det lave og brede Ofot- 
ejde, der fra Ejvindsnes kirke fører over til den lille fjord 
Lavangen (Sør-Lavangen), der skjær sig ind fra Tjelsund. 
Fjeldgrunden langs efter dette ejde dannes af en grålig hvid 
ofte tyndlaget kalksten, der viser et regelmæssigt østligt 
fald og således antagelig skyder sig ind under glimmerski- 
ferafdelingen langs Bogens vestlige side. Ofotejdets kalkstens- 
felt må i henhold hertil nærmest vere at indordne under 
Balsfjordgruppen. Det danner et led af en udbredt under- 
afdeling under denne gruppe, der på den ene side vil være 
at folge over Ballangsejdet, som fra Ofotens sydside fører 
over til Efjord*) i Salten og på den anden side — som oven- 
for nærmere omhandlet — langs Hindøens østside fra Gaus- 
vik nordover til Sørvik. 

Ved Bredstrand nede ved bunden af Salangen optræ- 


* Chr, Vestfjorden og Salten, Arch. for Math, og Naturv, Kr.nia 1886 
pg: 45—49, ; 


114 Karl Pettersen 


der mægtige lagrækker af hvid og rødlig kalksten. Den an- 
seelige «Risehule» er indgravet i kalkstenen her.”) 

Fjelddalsholme i Tjelsundet er bygget af en herunder 
hørende hvid kalksten i bugtet lagstillig. 


Landpartierne langs den østlige side af Vågsfjord. 


Disse dannes af tvende større ser Rolla og Andorg-e. 
Mod øst er disse udskilte fra fastlandet ved den såkaldte 
Astafjord — et langt fjordlignende sundløb, — der fra den 
sydlige del af Vågsfjord skjær sig ind i nosdostlig retning 
og indad afsluttes ved den såkaldte Salangen. Ved tvende 
transversale sundløb nemlig Bygden, der skjær sig frem mel- 
lem Rolla og Andorg-ø, samt det korte og trange Mje- 
sund mellem Andorg-ø og fastlandet, står Astafjorden endvi- 
dere i umiddelbar tilknytning til Vågsfjord, 

Fastlandets randpartier langs den østlige side af Asta- 
fjord dannes af trende brede halvøformige fremspring, ind- 
byrdes udskilte ved de korte transversalt indskårne fjord- 
løb, Gravfjord, Gratangen, Lavangen og Sagfjord. Skibs- 
vandets brede dallignende spalte gjennemskjær Rolla i Grav- 
fjordens forlængelse og vil orografisk være at knytte til den- 
ne. Bygden vil på samme måde være at betegne som en for- 
længelse af Gratangen, Det lange fjordløb, Strømmen, der 
skjær sig ind efter Andorg-ø fra sammes vestlige side, ligger i 
retningslinjen for Lavangen. Det gjennemskjær vistnok ikke 
øen, idet en bred og høj fjeldryg skyder sig frem mellem 
Strømmens indre botten og Astafjorden, men genetisk er det 
vistnok at sætte i et nært tilknytningsforhold til Lavangens 
fjordspalte. På samme måde kan Mjøsundet være at legge 
ind under Sagfjordens indskjæringslinje. 

Rolla og Andorgø er således i orografisk henseende 
nært sammenknyttede med de nysnævnte randpartier af fast- 


*) Risehulen ved Lavangsbotten Aarsh for Math. og Naturv. 1876. 


Den nord-norske fjeldbygning 115 


landet, og danner i så hensende med disse led under et og 
samme hele. 

Astafjordens dybeste rende når ned til 130 a 140 favne, 
indefter Salangen ned til 200 favne. 

De højeste toppe efter de bjergfulde halvøer stiger op 
til omkring 4000' (1254 m.). Mod øst falder fjeldmassen ned 
mod højere, eller lavere stigende ejder, der transversalt fører fra 
den ene fjordbotn over til den anden. 

Fjeldgrunden efter de her omhandlede landpartier er 
bygget af lagrækker, der dels ligger ind under Balsfjord- 
gruppen dels under glimmerskifergruppen. Den førstnævnte 
gruppe træder frem øfter de indre fjordbotner, den anden 
bygger sågodtsom enerådende fra havspejl op tiløverste top 
de mægtige men forøvrigt stærkt indskårne fjeldpartier, der 
udfylder de her omhandlede halvøer. Forholdet mellem de 
to grupperi deres gjensidige optræden vil navnlig findes lig- 
gende klait til skue efter den mellem Gratangen og Lavan- 
gen fremspringende halvø. 


Halvøerne på begge sider af Gratangen. 


Fra det indre af Lavangen fører et bredt ejde (fjeldpas) 
med en kulmination af opimod 440 m. i omkring nordsydlig 
retning over til Gratangens inderste botn. Fra den østlige 
side af ejdet rejser sig Spandstindens mægtige masse op til 
en højde af 1476 m., fra den vestlige side halvøens fjeldpar- 
tier, der i Storfjeld når sin største højde med 1286 m. 

Ved gården Lotternes ved det indre at Lavangen ved 
sammes sydlige side bygges fjeldgrunden langs efter strand- 
partierne af tyndlagede til Balsfjordgruppen hørende skifere, 
der viser 20" sydvestlig indskyden. Skifereu indeslutter lag 
af kalksten. Opefter ejdet, der herfra som førnævnt fører 
over til Gratangsbotten, vil fjeldgrunden findes bygget af 
lagrækker af mild lerglimmerskifer med kalkstensindlejninger 


116 Karl Pettersen 


under en regelmessig 20 a 30 vestlig eller sydvestlig ind- 
skyden. Fra ejdets kulmination undersøgtes fjeldgrunden op 
efter. de mod vest opstigende fjeldsider til en højde over hav- 
fladen af omkring 600 m. Også her fandtes den bygget af 
lerglimmerskifer tildels indfældt med smaa røde granater og 
i veksel med kalksten. Balsfjordgruppens endelige afslutning 
opad blev ikke nået. Granatens optræden i skiferen syntes 
imidlertid at pege hen på at grænsen ikke kunde være langt 
borte, — noget som også blev godtgjort ved et senere fra 
Årstenen op til Storfjeld opgået profil. Nede ved Gratangs- 
botten stikker frem lag af en gneisartet skifer, der ligger 
under Balsfjordskiferne og antagelig må være at indordne 
under urfjeldet. 

Ved gården Årsten omtrent ved fjordens midte på sam- 
mes nordlige side bygges fjeldgrunden allerede nede ved 
strandpartierne afen hård glimmerskifer, der ikke længer 
minder om Balsfjordgruppens mildere tyndlagede halvkry- 
stalliniske dannelser. Her er man säledes äbenbart kommet 
ud af Balsfjordfeltet. Glimmerskiferen viser forøvrigt en med 
den indenfor liggende Balsfjordafdeling konform lagstilling 
nemlig 20 a 30° sydvestlig indskyden. Fra Ärstenen sogtes 
op efter til halvøens hojeste fjeldtop, det fornævnte 1276 m. 
høje Storfjeld. Overalt fandtes fjeldgrunden indtil en hejde 
over havfladen af 1100 m. bygget af hårde glimmerskifere. 
Kalkstensindlejninger, der på enkelte steder sees at stikke 
frem efter de laveste niveauer nede ved Årstenen, træder og- 
så frem efter fjeldsiderne — men synes efter det egentlige 
højfjeld ganske at mangle. Storfjeldets egentlige top lykkedes 
det på grund af en tæt indbrydende skodde ikke at nå. Der 
kan dog neppe være tvivl underkastet, at også den egentli- 
ge højfjeldstop er bygget af krystalliniske glimmerskifere. 
Storfjeldet ligger 6 a 7 kilom. vestenfor det ovenomhandlede 
ejde mellem Lavangen og Gratangsbotn. Grænsen mellem de 
to bygningsgrupper må efter højfjeldet altså være at soge 


Den nord-norske fjeldbygning 11% 


mellem disse to lokaliteter. Forat soge graenseforholdet nær- 
mere bestemt gjordes fra Ärsten en excursion til bäds ind- 
over langs fjordens sydlige side. Fjeldgrunden fandtes her 
overalt bygget af glimmerskifer fra Ärsten ostover til gärden 
Sandnes, der ligger et par kilometer ostenfor Ärsten. Her 
afsluttedes glimmerskiferen og efter et kortere dækket mel- 
lemrum fandtes til Balsfjordgruppen horende tyndlagede ski- 
fere at stikke frem forevrigt under en med den vestenfor 
liggende glimmerskiferafdeling konform lagstilling med 20 a 
30° sydvestlig indskyden og herfra videre østover at træde frem 
enerådende. Balsfjordgruppen skyder sig således her under en 
sågodtsom umiddelbar kontakt ind under glimmerskifergrup- 
pen. 

Grænsen mellem de to grupper vil i henhold hertil blive 
at trække fra Sandnes over til fjordens nordside og herfra 
videre tvertover halvøen i omkring nordostlig retning under 
Storfjeldets østlige afhæng mod højfjeldet til noget vestenfor 
Lotternes ved Lavangen. Den egentlige grænse ved Lavan- 
gens sydside er vistnok ikke påvist, men der al grund til at 
forudsætte at den må være at finde straks vestenfor dette 
punkt. 

Fra Årstenen udefter fjorden bygges fjeldgrunden over- 
alt langs efter begge fjordsider fra fjord til højeste top af 
til glimmerskifergruppen hørende lagrækker, overalt under 
en regelmæssig strøgretning af n. 20 a 30° v. Den sydvest- 
lige faldretning, der som ovenfor påvist er regelmæssig rå- 
dende efter fjeldpartierne om de indre fjordstrøg, slår deri- 
mod i en afstand af 5 a 6 klm. østenfor fjordens udmunding 
over til nordostlig og træder i så henseende helt ensartet 
frem langs efter begge fjordsiderne. Den brede svagt ind- 
bøjede skål, som den synklinale lagstilling her således dan- 
ner, vil allerede nede fra fjorden af sees at træde frem skarpt 
tegnet op efter højfjeldspartierne. 

Ved gården Laviken ved fjordens nordside omkring 5 


118 - Karl Pettersen 


a 6 km. vestenfor Arstenen skyder sig frem langs stranden 
et temmelig langt isoleret liggende åsdrag, bygget af en ser- 
pentinagtig sten med overgang eller tilknytning til Sagvan- 
dit. Denne forekomst skal senere nærmere blive omhandlet. 

Det skal forøvrigt ikke lades uomtalt at fjeldgrunden- 
op efter højfjeldspartierne under foden af Storfjeldets top 
tildels i rigt mål fandtes dækket med løse blokke af en gneis- 
artet bergart, der petrografisk mindede om kystens gneis-gra- 
nit, At slutte fra blokkenes ydre formforholde kunde det 
oprindelige hjemsted ikke være at søge langt borte. Det 
lykkedes imidlertid ikke at påvise bergarten i fast fjeld og 
det må således lades uafgjort, om den skal være at opføre 
som en under rdnet dannelse inden glimmerskifergruppen, 
eller på en eller anden måde være at stille i et mere selv- 
stændigt forhold ligeovenfor denne. 

Bygningsforholdene efter de her omhandlede landpartier 
vil findes nærmere fremstillet ved profilrits fig 53, der er 
trukket fra det mellem Gratangen og Lavangen førende ejde 
over Storfjeldet vestover til Astafjorden. 

a. et svagt fremtrædende parti urfjeld (gneis), der stikker 
trem efter de laveste niveauer ved Fjordbotn i Grat- 
angen. 

b. Balsfjordgruppen, der skyder sig ind under glimmer- 
skifergruppen. 

c. Tromsø glimmerskifer-gruppe. 


Halvøen mellem Lavangen og Salangen mod Sagfjord 


Denne høje halvø (n, 5 pag 9 afd. I), der rejser sig op 
langs den vestlige side af det lave Salangsejde, er — en liden 
kvartsitisk afdeling fraregnet, der stikker frem ved halvøens 
afslutning mod nord — helt bygget af lagrækker, der ligger 
ind under glimmerskifergruppen. Langs Lavangens nordlige 
side fra Astadfjorden indover mod Salangsejdet reiser fjeld- 


Den nord-norske fjeldbygning 119 


massen sig i stejle nøgne styrtninger, der opad afsluttes i en 
række spidse tinder, de op imod 1260 m hojtstigende Reit- 
tinder. Efter de nøgne fjeldvægge sees lagrækkerne at bøje 
sig svagt skålformig med svingning i faldretningen (cfr. fig. 54). 
Lagenes strøgretning n. 20" v. Ved Lavangsnes er kalk- 
stensindlejninger påvist i en højde over havfladen af 157— 
188 m. Efter det lave Lavangsejde optræder ligeledes den 
grovkornige krystalliniske kalksten i megtige masser. 
En elv med ret anseelig vandmasse løber her gjennem en læn- 
gere strækning i en i denne kalksten udgravet oventil luk- 
ket rende. 

Ved gården Håkvik henimod halvøens nordlige afslut- 
ning mod Salangen afsluttes glimmerskiferen, der her viser 
en lagstilling med n. 20° o. strøgretning og 20 a 30° syd- 
ostlig indskyden. Herfra nordover efter de lavere her op- 
trædende ås- og bakkedrag bygges fjeldgrunden afen grålig- 
hvid kvartsit, der nu og da kan indeslutte lag af en tynd- 
laget hornblendeskifer. Kvartsiten skyder sig under en konform 
lagstilling ind under glimmerskiferen, Denne kvartsit, der at 
slutte fra dens plads i følgerækken antagelig må være at 
indordne under Balsfjordgruppen, optræder her som en del 
af et større sammenhængende felt, der breder sig frem i strø- 
gene om Sagfjorden. Den række af småholmer, der skyder 
sig frem efter de ytre partier ved Sagfjordens udmunding 
mod Salangen, er helt byggede af denne kvartsit. Lagstil- 
lingen er her adskillig varierende. 

Kvartsiten stikker ligeledes frem langs efter Sagfjor- 
dens østlige side fra handelsstedet Sjøvejen nordover mod 
Løksbotten. Den halvt sandstensartede bergart optræder her 
i en smuk regelmæssig lagdeling under en strøgretning afn. 
60° v. med 20° nordvestlig indskyden. De enkelte lag eller 
bænke når en tykkelse af opimod 3,, ctm. Kvartsiten er 
indvævet med sølvhvide glimmerskjæl og hist og her også 
indfældt med små røde granater. Den indeslutter underti- 


120 Karl Pettersen | 


den indtil 2,, ctm. mægtige lag af en hornblendeskifer, der 
dog i regelen optræder i de lavest liggende niveauer. Det 
kvartsitiske herg er gjennemsat af talrige parallelløbende 
vertikalt stillede transversale kløfter. 

Kvartsiten optager forøvrigt her kuns en smal båndstribe 
langs efter fjordens lavere niveauer. 

Fra den nordlige side af Salangen — Astafjordens 
inderste botn — rejser sig Faxtindernes høje øformig udskårne 
fjeldgruppe. Fjeldmassen falder under stejle styrtninger ned 
mod Mjøsundet i vest og Salangen i syd. Mod øst går den 
over i lavere åsdrag, der falder ned mod Løksebotn og Rør- 
vandet, der har afløb til Løksebotn. Dette fjeldparti er fra 
fod til top — som det vil sees af profilrits fig.55 — bygget 
af glimmerskifergruppens svagt synklinalt stillede lagrækker. 
Lagstillingens strøgretning n. 20° v., efter den vestlige afde- 
ling med 20" østligt fald, efter den østlige med op til 209 
vestligt fald. Bygningsforholdene her altså ganske i overen- 
stemmelse med de før ombandlede efter Reittinderne. Fra 
den østlige side af Løksebotn afløses glimmerskiferen af Sag- 
fjordens til Balsfjordgruppen hørende kvartsit. 

I nær tilknytning til de her omhandlede randpartier 
af fastlandet står som før nævnt de to ser Rolla og Andorg-ø" 


Rolla. 


Øens fjeldbygning er som før nævt (afd. I pg. 3) ud- 
skilt i tvende parallelløbende fjelddrag, nemlig Rolla efter 
øens sydlige del og Drangens fjelddrag langs Bygden. Rollas 
fjelddrag når i Rollen sin største højde med 906 m. Dran- 
gen har en højde af 1023 m. 

Orografisk er Rollas fjelddrag at indordne under 
fastlandspartiet ved den vestlige side af Gravfjord, medens 
Drangen på samme måde er at sammenknytte med den mel- 
lem Gravfjord og Gratangen fremspringende halve. 


Den nord-norske fjeldbygning 121 


Rollas fjelddrag er hygget af lagrækker af glimmerski- 
fer antagelig med indlejninger af kalksten Lagenes strøg- 
retning n. 20° v. mod 20 a 30° nordostlig indskyden. Fra 
Vagsfjorden træder lagstillingen skarpt frem op efter fjeld- 
veggene, der stejle og nøgne skyder sig op fra havfladen. 

Over det lave underland mellem Havnvik og Ibestad 
kirke bygges fjeldgrunden af en hard kvartsrig glimmerskifer 
med tildels mægtige indlejninger af en i hø) grad grovkomig 
kalksten. Lagenes strøgretning regelmessig n. 20° v. fald- 
vinkelen kontant østlig, — overstiger sjelden 20°, men af- 
bøjes ofte derunder og kan på sine steder nærme sig horison- 
talfladen. Glimmerskiferen indeslutter her underordnede ind- 
lejninger af en hvid gneisartet tildels granitisk præget berg- 
art. Den hvidlige feltspath viser ofte en fin tvillingstribning, 

Fra Havnvik stiger Sula op til en højde af 852 m. 
Den er fra fod til top bygget af glimmerskifer med hyppige 
kalkstensindlejninger. Stregretning regelmæssig n. 20° v. 
med omkring 20" østlig indskyden. 


Andorg-ø 


Øeus fjeldgrund bygges af lagrækker, der ligger ind 
under glimmerskifergruppen. Langs Bygden viser lagene en 
strøgretning af n. 20° v. mod 20° østlig indskyden. Glim- 
merskiferen indeslutter her hyppige indlejninger af kalksten. 
Efter de høje fjeldpartier, der rejser sig langs Mjøsund, viser 
lagstillingen en sydostlig faldvinkel, der altid er svaz og sjelden 
overstiger 20° 

Andorgsens glimmerskifer indeslutter på sine steder 
gneisartede lag — i lighed med forholdet på Rolla mellem 
Havnvik og Ibestad. I henhold til Keihaus beskrivelse byg- 
ges fjeldgrunden op efter de højeste partier af Durmålstind 
af en gneisartet dannelse. I hvilket forhold denne sidst- _ 
nævnte bergart står til glimmerskiferen, må fortiden lades 


129 Karl Pettersen. 


uafgjort. Det kan måske vere mulighed for at den kan være 
at sammenstille med den ovenfor omtalte gneis, der som løse 
brudstykker dækker et større område op under foden af det 
ovenfor Årsten opstigende Storfjeld, og som antagelig der i 
nærheden må stikke frem i fast berg. À 

Det skal forøvrigt bemærkes at der ikke har været an- 
ledning til at underkaste bergbygningsforholdene efter An- 


dorgø noget mere omfattende undersøgelse. 


Vågsfjordbækkenet. 


Inden det brede ældre skålformige bækken, der som tid- 
ligere omhandlet (afd. I pag. 2. 3.) skjær sig frem mellem 
kystens gneis-granit på den ene og indlandsgraniten på den 
anden side, optræder forskjellige mer eller mindre vel afgræn- 
sede bækkener af en meget sildigere oprindelse. Imellem disse 
indtager det i det store ret karakteristisk prægede Vågsfjord- 
bækken en fremtrædende plads. 

Indunder dette bækken ligger Hindøens underland, der 
breder sig frem langs Vagsfjorden efter sens nordostlige side, 
den brede Vagsfjord samt endvidere den säkaldte Astafjord. 
Fra selve bækkenet rejser sig de højtbyggede ser Rolla og 
Andorgø, der ved nysnævnte Astafjord er udskilte fra det 
egentlige fastland. Mod syd kiler bækkenet sig ind mod det 
trange og bugtede Tjelsund, der fører sydover til Vestfjorden. 
Mod nord går bækkenet umiddelbart gjennem Solbergfjord 
over i det såkaldte Senjenbækken, som senere nærmer skal 
blive omhandlet. Mod nordvest munder bækkenet mellem 
Sands-ø og Senjen-ø ud i Anfjordens brede havarm. 

Bækkenets længdeakse skjær sig frem i retning fra so. 
mod no. Bækkenets brede fra øst mod vest kan nå op til 
omkring 40 km. 

Fra bækkenets vestlige randkanter rejser sig kystens 
gneis-granitiske fjeldgrund op i høje drag. Fjeldpartierne 


Den nord-norske fjeldbygning 123 


der stænger for bækkenet mod øst — ligesom også øerne 
Rolla og Andorge, der som «Horste» stiger op fra samme 
— er derimod fra fod til top byggede af krystalliniske ski- 
fere. Disse fjeldpartier opfylder de brede halveformige frem- 
spring mellem Gravfjord, Gratangen, Lavangen og Salangen 
med Sagfjord, der fra Astafjorden skjer sig ind efter fast- 
landsstrøgene i en omkring sydostlig retning. Mod øst fal- 
der disse fjeldpartier mod lavere liggende ejder, der fører 
fra den ene af de nævnte fjordbotner transversalt over til 
den anden. Afdelinger, der ligger ind under Balsfjordgrup- 
pen, træder frem langs efter disse indre fjordstrøg ligesom 
også efter de nys nævnte transversale ejdefar, men skyder 
sig længere udover under 20° sydvestlig indskyden ind under 
lagrækker, tilhørende glimmerskifergruppen. Balsfjordafde- 
lingen sænker sig således langsomt mod vest og skyder sig 
efter de indre fjordpartier snart ned under havfladen, for 
først efter bækkenets vestlige randpartier igjen at træde frem 
over havfladen efter Hindøens nordostlige side. 

Over Balsfjordskiferne rejser sig under konform lagstil- 
ling lagrækker, der ligger ind under den kalkstensførende 
glimmerskifer-gruppe. Vestover tårner disse sig op i høje 
fjeldpartier, der breder sig frem til Astafjorden. Fra sammen- 
stødet med Balsfjordskiferne vestover viser den her optræ- 
dende glimmerskifer en temmelig regelmæssig lagstilling un- 
der en strøgretning af n. 20° 0. med en sydvestlig faldret- 
ning, der sjelden overstiger 20°. Noget indenfor udmundin- 
gen af de nævnte småfjorde slår lagenes faldretning om til 
uordostlig, og fortsætter således videre udefter Rolla og An- 
dorg-ø. Faldvinkelen er også her altid svag og overstiger 
sjelden 20°- Fra fjordbotnerne ud til Vågsfjorden danner 
lagstillingen således en enkelt synklinal fold. Foldens anti- 
klinale fløje mangler til begge sider. 

Bækkenets vestlige del er for største delen optaget af 
den omkring 15 km. brede Vågsfjord, der skjær sig frem lige- 


124 Karl Pettersen 


lobende med bækkenets længdeakse i retning fra sv. mod 
no. Vagsfjordens dybderende nar ned til 200 a 250 favne 
(376—470 m.) Astafjordens dybderende til omkring 150 favne 
(280 m,) 

Under en pa det nærmeste ret vinkel mod Vagsfjord 
og Astafjord skjær «Bygden» sig som et sund mellem Rolla 
og Andorg-ø. De ovennævnte fjorde, der skjær sig ind efter 
fastlandsstrøgene, har en længderetning, der i det hele og 
store falder sammen med Bygdens. Dennes dybderende når 
ned til 70 a 80 favne (130 a 150 m‘) De transversale fjord- 
løbs bundflader er stadig voksende fra de indre fjordbotner 
udefter og når ved udmundingen mod Astafjorden noget over 
100 favne (188 m,) 

Den så stærkt fremtrædende afvigelse med hensyn til 
retningsløb ligesom også dybdeforholde, der råder efter de 
her omhandlede indskjæringer, synes allerede på forhåud at 
skulle pege hen på, at de kan være at gruppere i tvende 
særskilte klasser, fremgåede til forskjeilige tider og under 
indvirkningen af forskjelligartede kræfter. Under den ene 
gruppe vil Vågsfjord med Astafjord i så tilfælde blive at 
stille — i den anden derimod Bygden tilligemed de efter fast- 
landspartierne indskårne fjordløb. 

Som det vil sees af kartskissen spænder Vågsfjorden sig 
frem efter en retningslinje, der ikke går ligeløbende med lag. 
stillingens strogretning — saledes som denne træder frem 
efter fjeldpartierne langs fjordens østlige side — men over- 
skjær derimod samme transversalt. Også Astafjorden gjen- 
nembryder på samme måde til begge langsider fremskydende 
lagrækker efter en linje, der skjær sig frem transversalt mod 
lagstillingens strøgretning. Vägsfjorden kan således ligeså- 
lidt som Astafjorden være udgået som et resultat af de fold- 
ningskræfter, som her i sin tid har været i virksomhed. 

Langs efter Vågsfjordens østlige side stiger fjeldparti- 
erne i regelen op under stejlt afheld til en anseelig højde. 


Den nord-norske fjeldbygning 125 


Som før nævnt viser lagstillingen her regelmæssig en svag 
indfaldsvinkel mod no. Det vil heraf fremgå, at disse fjeld- 
partier tidligere må have skudt sig frem længere mod vest 
og rimeligvis også udfyldt Vågsfjord efter hele dens brede. 
Vågsfjorden må således være fremgået enten gjennem ero. 
sion eller vertikale dislokationer. 

Hvad den første forudsætning angår, så vil en sådan 
åbenbart ikke kunne lade sig opretholde. De orografiske 
bygningsforholde efter de indre strøg om Vågsfjord og herfra 
videre over til Ofoten lader sig ingenlunde indordne under 
en sådan, hvad enten man fæster sig ved eroderende kræfter 
i hele sine almindelighed eller specielt ved glaciale kræfter. 

Vågsfjorden må i henhold hertil være fremgået gjennem 
lokale dislokationer. At sådanne skulde være fremkaldte 
ved fjeldgrundens stigning langs efter de nuværende fjord- 
sider, er der ingen grund til at antage. Den i det hele så 
lidet forrykkede lagstilling, der er så regelmæssig rådende 
efter de af de krystalliniske skifere byggede fjeldpartier langs 
fjordens østlige side, synes ikke at kunne bringesi samklang 
med en sådan forudsætning. 

Vågsfjorden med Astafjorden antages således at måtte 
være fremgået gjennem indsænkninger, hvorunder Rolla og 
Andorg-øens fjeldmasser er blevne uberørte. Mod Vågsfjor- 
den ligesom også mod Astafjorden falder fjeldmasserne her 
i regelen ned med stejlt afheld. Disse afheld træder frem 
som ret karakteristiske brud- eller forkastningsflader. Som 
«horste« skyder således Andorge og Rolla frem fra selve ind- 
sænkningsfeltet. 

Anderledes kan sagen i så henseende måske stille sig 
ligeovenfor spørgsmålet om de transversale fjord- og sund- 
løbs oprindelse. 

Bygden er således indskåret ligeløbende med strøgret- 
ningen, som den råder inden skiferatdelingerne langs begge 
sider af sundet med sin overalt samstemmende lagstilling. 


126 Karl Pettersen 


Her synes der snarest at være grund til at forudsætte at 
sunddannelsen er fremgäet som et resultat af foldningskræf- 
ternes virksomhed. Skibsvandsdalens indskjæringsspalte pa 
Rolla må med hensyn til oprindelse være at sammenstille 
med Bygden. Dennes retningslinje falder nemlig ganske sam- 
men med Bygdens. 

Af de fra Astafjorden indskydende småfjorde ligger 
Gravfjorden i Skibsvandsdalens forlængelse og må orografisk 
utvivlsomt nærmest være at sammenknytte med denne som 
en del af et større hele. 

Gratangen viser et stærkt bugtet lob. Den største del 
af fjorden skjær sig imidlertid som Bygden frem mellem kon- 
* kordant stillede lagrækker og ligeløbende med disses strøg- 
retning. Den ytre del af fjorden mod udmundingen til Asta- 
fjorden overskjær derimod lagrækkerne mere transversalt. 
Gratangen er således sammensat af tvende under ulige for- 
holde dannede indskjæringer, Af disse antages den ene for- 
holdsvis største del ligesom Bygden — til hvilken den oro- 
grafisk nærmest er knyttet — at være fremgået af foldnings- 
kræfterne, medens den ytre del orografisk nærmest ligger 
ind under Astafjorden og således antages at være dannet 
gjennem indsænkning samtidig med denne. 

Med hensyn til Lavangen så synes oprindelsesforholdet 
her ikke at ligge så klart tilskue. Fjordens inderste botten 
skjær sig vistnok frem ligeløbende med den her rådende lag- 
stillings strøgretning. Den forholdsvis største del af fjorden 
overskjær imidlertid lagstillingens strøgretning mere diago- 
nalt. Lavangens retningsleb skyder sig imidlertid på det 
nærmeste frem lodret mod Astafjorden, og det lader sig så- 
ledes antagelig ikke godt gjøre med hensyn til oprindelse at 
lægge Lavangen ind under Astafjorden. Dybdeforholdene 
efter Lavangen ligesom også fjordens retningsløb peger hen 
på at fjorden med hensyn til oprindelse nærmest må være at 
sammenstille med de andre transversale indskjæringer. 


Den nord-norske fjeldbygning 127 


Sagfjorden er en fjorddannelse i det væsentlige af sam- 


me typus som Gratangen. 


Landpartierne langs begge sider af Solbergsfjord 
og Gisundet. 


Vågsfjorden går som førnævnt mod nord over i Sol- 
bergsfjorden. I strøget mellem Stangelandet på Senjen-ø og 
Dyrø skjær denne sig frem efter Vågsfjordens forlængelse. 
Længere nord afbejes den efter Senjens sydostlige side i mere 
østvestlig retning. Ved sin afslutning indad gar Solbergs- 
fjorden over i eller afsætter som en sidefjord den korte Sør- 
Reisenfjord, der skjær sig ind efter fastlandsstrøget i syd- 
ostlig retning. Her går den tillige over i det i syd-nordlig 
retning lebende Gisund, der adskiller Senjen-o fra fastlandet. 

Dyrøsundet, der adskiller Dyrø fra fastlandet, spænder 
sig frem efter en med Vågsfjordens længderetning ligeløben- 
de linje. : 

Langs den vestlige side af Solbergsfjordens sydlige mod 
Vagsfjorden udmundende del rejser sig Senjengens gneis-gra- 
nitiske fjeldpartier umiddelbart fra fjordfladen og fortsetter 
således nordover til det inderste af Tranøbotn. Langs efter 
Stangelandet — Senjensens sydligst fremspringende ha!vefor- 
mige landparti — viser urfjeldets gneis en lagstilling, der 
falder sammen med glimmerskiferafdelingen langs efter Vags- 
fjordens østlige side — nemlig en strøgretning af n. 20° v. 
med østligt fald. Langs efter Stangelandets østlige side 
skyder sig frem fra Solbergsfjorden forskjellige lave holmer, 
byggede af lagrækker tilhørende den kalkstensførende glim- 
merskifer (cfr. afd. I pag. 76). Disse lagrækker viser en 
med gneisen på Stangelandet konform lagstilling. 

Dyrø, der rejser sig op fra den anden side af Solbergs- 
fjorden, når i Bergshejkol sin største højde med 564 m. Øen 


128 Karl Pettersen 


er bygget af glimmerskifer med hyppige indlejninger af kalk- 
sten. Efter sens sydlige del viser lagstillingen en strøgret- 
ning af n. 20° v. mod 30° østligt fald. Ffter den nordlige 
del af øen er lagstillingen derimod afbøjet under en omkring 
øst-vestlig strøgretning og med svingninger i faldretningen 
fra syd til nord. Op efter Bergsbejkol, hvor glimmerskiferen 
indeslutter hyppige kalkstensindlejninger, er lagstillingen 
tildels noget variabel, — den ostvestlige stregretning med 
svingning i faldretningen dog ogsa her temmelig forherskende. 
Faldvinkelen overstiger sjelden 20 a 30°. Langs efter sens 
nordside mod Solbergsfjorden er lagenes indskydningavinkel 
sydlig. 

Fra Tranøbotn skyder gneis-granitens østlige randkant 
sig videre frem i nno. retning og herpå under en stor 
bue videre frem i østlig retning til Gisundet, som den når 
lige ved handelsstedet Gibostad. Fra denne randkant breder 
sig frem et vidt af lave åsdrag gjennemsat underland, der 
mod syd begrænses af Solbergsfjorden og mod øst af Gisun- 
det. Fjeldgrunden efter dette lavland er bygget af lagræk- 
ker, der ligger ind under glimmerskifergruppen. Indlejninger 
af kalksten træder her hyppigen frem. 

Langs efter Solbergsfjorden fra Tranøbotn østover til 
Gisundets udmunding viser lagstillingen en temmelig regel- 
mæssig sydostlig indskyden med en faldvinkel, som sjelden 
overstiger 20° a 30°. Ved gården Øvre-Botn — omtrent 4 
km. nordenfor Tranøbotns inderste bund og lige i nærheden 
af den gneis-granitiske her fremstikkende østrand, — optræ- 
der granatførende glimmerskifer med kalkstensindlejninger 
under en omkring nord-sydlig strøgretning med 30" østligt 
fald — altså fra gneis-graniten. 

Ved garden Kvanås ved Gisundet — noget søndenfor 
Gibostad — er lagstillingen tildels mærket med stærke for- 
rykkelser. På et sted sees her således vekslende lag af 
kalksten, glimmerskifer og hornblendeskifer at bøje sig kon- 


Den nord-norske fjeldbygning 129 


centrisk efter en næsten fuldt afsluttet cirkel af 9 a 10 m. 
gjennemsnit. Langs efter periferien falder lagene udad, efter 
de mere centrale partier derimod indad. 

Lægges et profil fra gården Kvanås forbi Græsmyrvan- 
det i omkring vestlig retning til den gneis-granitiske rand- 
kant, så vil man altså ved Gisundet først træffe glimmer- 
skifer med kalkstensindlejninger under en variabel og tildels. 
stærk vreden lagstilling. Ved gården Langhoug ved Græs- 
myrvandet vil glimmerskiferen findes afløst af en hvid sand- 
stensartet kvartsit, der viser et stejlt vestligt fald. Herfra 
ligetil den gneis-granitiske østrand fandtes fjeldgrunden over- 
alt overdækket og det lykkedes ikke her at påtræffe fast 
berg. Det således overdækkede landparti har en ganske an- 
seelig brede, og der kan vistnok være mulighed for, at der 
her skjuler sig svingninger i faldretningen, så skiferen i gneis- 
granitens mere umiddelbare nærhed, ligesom tilfældet er len- 
gere syd mod Tranøbotn, i virkeligheden måske kunde vise 
et affald fra samme. 

Den lille Skogsnesholme skyder sig op fra Gisundet 
straks nordenfor Kvanäs. Holmeu er bygget af en hvid kor- 
nig kalksten. Også her er lagstillingen i høj grad forrykket 
og vreden. 

Efter strandpartierne straks søndenfor Gibostads huse- 
bygninger optræder megtige kalkstenslag med sydvestligt 
fald. Kalkstenslagene falder her fra den straks i nærheden 
fremstikkende gneisgranit og på det nærmeste i konform lag- 
stilling med denne. 

Den lille Æpg-ø, der dukker frem noget sendenfor Gi- 
bostad, er bygget af glimmerskifer med kalkstensindlejninger. 
Lagene falder her 30° so. 

Som det vil sees af den her leverede fremstilling fal- 
der skif rafdelingens lagrækker overalt, hvor mere umiddel- 
bar kontakt har været at aflæse, fra urfjeldets gneisafdeling. 
Lagstillingen synes derunder tildels at boje sig EL græn- 


130 Karl Pettersen 


selinjerne fra den mod randkanterne fremdukkende gneis. 
Efter landpartiets nordlige afdeling således navnligi strøget 
om Kvanås ved Gisundet viser lagstillingen sig i høj grad 
forrykket og ofte ledsaget af stærke snoinger og forvridnin- 
ger, ligesom lagenes faldvinkel heri regelen er temmelig stejl. 
Stærke trykkræfter må her åbenbart have været i virksom- 
hed. 

Som forholdene her træder frem, synes der at skulle 
være grnnd til at forudsætte, at man her ligesom efter Hindø- 
ens nordostlige side har for sig et større sammenhængende 
indsænkningsfelt, og at en del af dette derunder er bleven 
presset ned under den nuværende havstand langs efter Sol- 
bergsfjorden ligesom også langs efter Gisundet. De små hol- 
mer, der stikker frem langs efter Stangelandet, ligesom også 
de forskjellige holmer og skjær, der skyder op langs efter 
Gisundet, ligger igjen som svage rester efter de indsænkedø 
landpartier, der i sin tid har knyttet Senjenøen umiddelbart 
til fastlandet. 


Fjeldpartiet langs Dyrøsundets østside fra 


Faxfjord nordover til Sør-Reisen. 


De orografiske bygningsforholde efter dette fjeldparti 
er nærmere omhandlet i afdel. I. pag. 9 og 10 under litera 
b. Udprægede ejdedannelser ilighed med dem, der udskiller 
fastlandets vestlige halvøformige randpartier langs Astafjor- 
den fra de østenfor liggende fastlandsstrøg, mangler her gan- 
ske. Randpartiet her danner tvertimod i det væsentlige en 
del af et vidstrakt mere sammenhængende fjeldparti, der mod 
øst skyder sig frem helt til Bardoelven. Fjeldpartiet ind- 
skjæres forøvrigt af forskjellige kortere og længere dalfører 
under en forherskende omkring nord-sydlig retning — i re- 
gelen dog med atbøjning fra nno, til ssv, Dalene skjær sig 


Den nord-norske fjeldbygning 131 


således frem paa det nærmeste ligeløbende med Dyrøsundets 
længderetning. 

Det vestlige randparti langs Dyrøsundet danner et la- 
vere fjelddrag, der mod øst falder ned mod en dybere ind- 
skjæring, der som en gjennembrudsdal fører fra Brostadbotn 
i nord til det førnævnte Rørvand ved Sagfjord — ved Fax- 
tindernes østlige affald. Mellem denne indskjæring og den 
østenfor liggende Skøelvdal — med udmunding mod Sør-Rei- 
sen — rejser sig Børingens 1090 m. højtstigende fjeldparti. 

De her omhandlede fjelddrag mellem Dyrøsundet og 
Skøelven er, efter hvad der hidtil er iagttaget, fra fod til top 
byggede af lagrækker, der ligger ind under glimmerskifer- 
gruppen. Først længere mod øst langs efter det nedre løb 
af Tømmerelven, der under nordligt løb gjennem Reis-vandet 
falder ud i bunden af Sør-Reisen, træder der frem lagrækker 
af grønne til Balsfjordgruppen hørende skifere under en re- 
gelmæssig strøgretning af omkring o. v. med nordligt fald. 
Ved Tømmerelvdalens afslutning sydover opad mod højfjelds- 
vidderne afløses disse havkrystalliniske skifere af lagrækker 
af glimmerskifer. Denne træder her frem wunder afvigende 
lagstilling under en omkring nord-sydlig strøgretning med et 
svagt vestligt fald. Ved nedgang fra højfjeldsmarkerne til 
Haukelibotn — et dalføre, der fra nedre Salangsdal skjær 
sig frem i nordlig retning — træffes atter lagrækker af Bals- 
fjordgruppens grønne skiferdannelser, også her under en øst- 
vestlig strøgretning med omkring 20° nordligt fald. 

Ved Kastnes sydligst ved Dyrøsundet glimmerskifer 
med tildels mægtige kalkstensindlejninger under en lagstil- 
ling, der ganske falder sammen med den, der råder efter Fax- 
tinderne og langs efter Astafjorden — nemlig n. 20° v. med 
20° østligt fald. Ved Betholmen straks nordenfor Dyrøsun- 
dets udmunding mod Solbergfjorden glimmerskifer på det nær- 
meste i horisontal lagstilling. 

Efter Børingens fjelddrag er lagstillingens faldretning 


132 Karl Pettersen 


svungen op til. vestlig eller vest-sydvestlig og fortsætter pa 
samme made ostover til Temmerelven og herfra videre frem 
efter fjeldpartierne fra den østlige side af samme. Faldvin- 
kelen er i regelen svag og overstiger sjelden 20°. Pa grund 
af den svage faldvinkel vil det ofte vere vanskeligt med 
nøjagtighed at bestemme lagstillingen. En sydvestlig fald- 
vinkel — i lighed med forholdene som de trader frem langs | 
efter Astafjorden, — synes dog også her i regelen at være 
den rådende. På sine steder synes den dog at svinge om 1 
mere nord-sydlig retning. 

Ligesom tilfældet er efter Astafjorden afsætter lagstil- 
lingen også her efter randpartiets hele længde en enkelt svagt 
indbøjet men dog stærkt fremtrædende regelmæssig formet 
synklinal. 

Profilrits fig. 56 vil tjene til nærmere belysning af de 
her omhandlede lagstillingsforholde. 

a. Balsfjordgruppens grønne skifere langs efter Tømmer- 
elven. 
b. glimmerskifergruppens synklinalt stillede lagrækker. 


Fjeldpartierne mellem Gisund og Malangen 
med Målselvens nedre løb. 


Langs den østlige side af Gisundet rejser sig sydligst 
Kistefjeldet og nordenfor Kjølfjeldet, — tvende fjelddrag, der 
indbyrdes er udskilte ved det lave Bjørelvejde. Dette skjær 
sig fra Gisundet i vest-østlig retning over til Rogsfjord — 
en sidefjord til Malangen. Fra den østlige side af Rogsfjord 
og det lave ejde, der fra sammes indre botn fører over til 
Finfjord-vand — med afløb til Finfjord, en sidefjord til Gisund 
— rejser sig Fagerfjeldet og østenfor samme Vasbrunas fjeld- 
drag langs Målselvens nedre løb. Kistefjeld«ts, Kjølfjeldets, 
Fagerfjeldets og Vasbrunas øformig udskilte fjelddrag danner 
orografiske underled under en og samme bjerggruppe. (cfr. 


Den nord-norske fjeldbygning 133 


afd. I pag. 10 og 11 under løbe n. 8). Mod syd falder den- 
ne fjeldgruppe ned mod et vidt udstrakt af lavere åsdrag 
gjennemsat underland, der breder sig frem mellem Målselven 
og Sør-Reisen og mod syd skyder sig frem til Ansfjeldet 
(afd. I pag. 10 lobe n. 7). 

Efter dette lavlandsparti langs Målselven bygges fjeld- 
grunden af lagrækker af sandstensartet kvartsit og milde 
tyndlagede lerglimmerskifere, der viser en regelmæssig strøg- 
retning af omkring o—v. Nordlig indskyden af 20 til 30° er 
forherskende, dog er også sydlig indskyden bemærket. Lag- 
stillingen er således her mærket med svage foldninger. Dis- 
se lagrækker, der ligger ind under Balsfjordgruppen, inde- 
slutter hyppig tildels mægtige lag af en smuk tildels meget 
ren klæbersten. Balsfjord-afdelingen fortsætter efter det 
hele underland ligetil foden af Lille Vasbruna og videre op- 
efter sammes sydlige afhæng 1 a 200 meter. Her afløses 
Balsfjordgruppen af til glimmerskifergruppen hørende lag- 
rækker, der herfra optræder enerådende op til højeste top. 

Bygningsforholdene vil findes nærmere fremstillet i pro- 
filrits fig 57. Dette er trukket forbi gården Sommerbakken 
i nordlig retuing op efter Lille Vasbrunas sydlige afhæng: 

a. Balsfjordgruppens lagrækker langs efter lavlandet un- 
der o—v. strøgretning og 20° n. fald. 

b. hvid kalksten i mægtige lag — dels i svævende dels 
også i stærkt forvreden lagstilling. Kalkstenen indeslut- 
ter her lag af tildels meget ren klæbersten. På et sted 
bemærkedes i kalkstenen her ejendommelige indtryk, — 
muligens efter fossile skjældyr. 

c. mørk finskjællet tyndlaget glimmerskifer. Strøgretning 
o—v. med svagt nordligt fald. 

d. hvidlig kaliglimmerskifer, der viser et 209 oso. fald. 
Lagstillingen synes her at afvige fra den, der råder 
efter de lavere liggende niveauer. 


134 Karl Pettersen 


e. derover indtil 100 m. megtige lagrækker af en uren 
kalksten 1 konform lagstilling med (d.) 

f. Herfra opover til Lille Vasbrunas hojflade lagrækkker 
af tykbænket renere krystallinsk præget glimmerskifer, 
rigt indfældt med røde granater. Opimod hojfladen inde- 
slutter glimmerskiferen lag af en hvidlig gneis-artet | 
sten. Lagstillingen her konform med (d) og (e) 

Afdelingerne (a), (b) og (c) viser en nordlig indsky- 
der, medens lagstillingen efter de højere liggende afdelinger 
derfra bestemt en afvigende. At afdelingen (b), sammensat 
af den hvide mere finkornige kalksten, ligger ind under 
Balsfjord -atdelingen, synes at fremgaa af stratigrafiske lige- . 
som ogsà petrografiske forholde. Den her optrædende forekomst 
af klebersten synes yderligere at skulle bestyrke dette. 
Afdelingen (c) star i petrografisk henseende den typiske 
glimmerskifer neermere end Balsfjordskiferne, mens de strati- 
grafiske forholde måske ligesäsnart kan pege hen på, at de 
dog må være at underordne de sidstnævnte. Ved (e) er 
man i ethvert tilfælde nået frem til den egentlige glimmer- 
skifer-gruppe. Den urene kalksten her bærer ganske det 
præg, der i regelen karakteriserer glimmerskifergruppens 
kalkstene. Lagstillingen er her ogsaa bestemt afvigende 
fra den, den er rådende efter de lavere liggende afdelinger. 
Som forholdene træder frem efter dette profil, kunde der 
således måske være mest rimelighed for mellem afdelingerne 
(c) og (d) at trække grænsen mellem den underliggende 
Balsfjordgruppe og den højere liggende glimmerskifer-gruppe. 
Hvorledes nu også forholdet i så henseende kan være, så 
fortjener det i ethvert tilfælde at fremhæves, at der gjennem 
den hele række nedenfra opad gjør sig gjeldende en stadig 
voksende krystallinitet. Her som saa godisom overalt, hvor 
den utvivlsomme Balsfjorderuppe mere umiddelbart findes 
knyttet til glimmerskifergruppen, synes grupperne i petr- 


Den nord-norske fjeldbygning. 135 


grafisk henseende at gå over i hinanden under mer eller 
mindre jevne overgange. 

Vasbrunas fjeldparti er fra Lille-Vasbruna nordover efter 
Store-Vasbruna og videre frem til dets afslutning mod Rogs- 
fjorden bygget af lagrækker, der ligger ind under glimmer- 
skifergruppen. Efter højfjeldspartierne falder lagstillingen 
regelmæssig sammen med den, der råder op efter Lille-Vas- 
bruna, og viser altså en strøgretning af n. 20 0 med 20 å 
30 oso fald. Balsfjordgruppens lagrækker skyder sig som 
ovenfor påvist etter Lille-Vasbruna under en svag nordlig 
faldvinkel ind under glimmerskiferafdelingen, og vil således 
antagelig være at følge et stykke videre nordover langs ef- 
ter fjelddragets affald mod Målselven gjennem de lavere 
liggende niveauer, indtil de her endeligen skyder sig ned 
under havfladen. Det har dog i sa henseende ikke været 
anledning til her at soge forholdet nærmere eftersporet. 
Ved garden Sandnes, der ligger tvertover Malsnes ved 
Målselvens udløb i Malangen, bygges fjeldgrunden efter de 
lavere liggende niveauer af lagrækker af en ret mild glim- 
merskifer, der i petrografisk henseende nærmest kunde være 
at sammenstille med afdelingen (c) efter profilet fra Som- 
merbakken op efter Lille-Vasbruna. Denne glimmerskifer, der 
her indeslutter lag af kalksten, viser en sydlig indskyden, 
— altså en lagstilling, der afviger fra den, der råder efter 
de højere liggende niveauer her. Skulde denne milde glim- 
merskifer her være at henføre til Balsfjordafdelingen, så 
vil denne mod nord nå frem lidt nordenfor Sandnes og så- 
ledes her skyde sig ind under havfladen. Hvorledes for- 
holdet i så henseende imidlertid kan være, små forøvrigt 
indtil videre henstå uafgjort. 

Fagerfjeldet er efter sine høifjeldspartier ligesom Vas- 
bruna bygget af til glimmerskifergruppen hørende lagræk- 
ker. Disse viser en strøgretning af n 20° o med 20 a 30° 
oso indskyden — altså ganske i overenstemmelse med lag- 


136 Karl Pettersen 


stillingen, som den rader efter Vasbrunas fjelddrag. Hvor- 
vidt Balsfjordskiferne træder frem efter de lavere liggende 
niveauer af Fagerfjeldets sydlige afheld mod Finfjordvandet, 
her skydende sig ind under glimmerskiferen, der bygger det 
egentlige hojfjeld, har der hidtil ikke været anledning til 
nærmere at undersøge. 

Kistefjeldets drag er fra Gisundet op til øverste tophøj- 
der bygget af til glimmerskifergruppen hørende lagrækker. 
Langs Gisundet er lagenes strøgretning regelmæssig omkring 
n. 20° o med svag østlig indskyden fra 10 til 20° Lægges 
et profil efter det lave Bjorejde over til Rogsfjorden, så 
danner lagstillingen her en svag synklinal — idet den øst- 
lige faldvinkel langs Gisundet ved Rogsfjorden er slået om 
til vestlig. Der kan være grund til at forudsætte, at lag- 
rækkerne efter Kistefjeldets drag gjennem sin hele længde 
fra n. til s. viser en hermed samstemmende synklinal. 

Lagstillingen efter de her omhandlede fjeldpartier vil 
findes nærmere fremstillet i profilrits fig 59, der er trukket 
fra Gisundet østover til Målselvens nedre løb. 

Nordenfor Bjørelvejdet rejser sig som før nævnt Kjølfjel- 
dets drag, der som en halvø skyder sig frem mellem Gisun- 
dets nordre del og Malangen. Dette stiger i Kjelfjeldet op 
til en højde af omkring 565 m. Langs den nordvestlige side 
af dette landparti bryder frem den før omhandlede Rødbergs 
granit (cfr. afd. I pag, 156.) Forøvrigt bygges fjeldgrunden 
her overalt af til glimmerskifer-gruppen hørende lagrækker. 

Profilrits fig 59 er trukket fra Rødberg ved Gisundet 
i østlig retning over til Giøvik ved Malangen. 

a, hård kvartsrig glimmerskifer med mægtige indlejninger 
af hvid kornig kalksten. Strøg n. 30" v—s 300. med 
stejlt østligt fald (på det nærmeste vertikal lagstilling.) 

b. mørk kvartsrig glimmerskifer i veksling med rødlige 
båndlag af en granitartet sten, Denne røde bergart 
træder frem som mere selvstændige bånd, dels som tyn- 


Den nord-norske fjeldbygning 137 


dere årer, men dels også som klumpformige udsondrin- 
ger inden glimmerskiferen. I sidste tilfælde viser ste- 
nen en mere hvidlig grundfarve. Glimmerskiferens lag 
snor sig i regelen efter disse klumpformige partiers ydre 
formforholde. 

c. Redbergsgraniten, sammensat af rød orthoklas og kvarts 
i storkornig forbindelse. Glimmeren er i regelen helt 
tilbagetrængt 1 denne mere karakteristiske prægede gra- 
nit. Pa sine steder sees i graniten svage striber, dan- 
net af et tyndt overdrag af et grønligt mineral, — an- 
tagelig kloritartet glimmer. Kvartsen optræder i hy- 
pige udsondringer dels som arer dels ogsa i klumpfor- 
mige dannelser. Bergarten findes hyppig indsprengt 
med magnetit — indfeldt dels i orthoklasen dels i 
kvartsen. 

d. Sorte og rede indtil 2,, ctm. tykke bandlag. De sorte 
dannes af grenlig merk glimmer som forherskende be- 
standdel, de rede derimod af redlig orthoklas med kvarts, 
medens glimmeren helt er tilbagetrængt. Disse gneis- 
artede lag viser en strøgretning af n. 20° v. med stejlt 
vestligt fald. 

e. Aglapvikens flade hjemjord er dækket af lost materiale. 
Op efter Aglapens estlige afheld bygges fjeldgrunden 
af ren glimmerskifer, der viser en strogretning af n. 
30° v. med nordostligt fald. 

f. Efter äsdragene herfra østover til Malangen optræder 
glimmerskifergruppens lagrækker enerådende, Den stejle 
faldvinkel taber sig efterhånden, samtidig som lagenes 
strøgretning svinger om til mere nord-sydlig. Ved går- 
den Giøvik optræder langs efter strandpartierne mod 
Malangen mægtige lagrækker af grovkornig kalksten. 
Strøgretning n. 20" o. med 20° ostsydostlig faldvinkel. 

Søndenfor Rødberg og noget astligere rejser sig det 
ovennævnte Kjølfjeld, der skyder sig frem i omkring nord- 


138 Karl Pettersen 


sydlig retning. Redbergsgraniten bryder ogsa frem efter 
Kjølfjeldets nordlige del, og skjær sig her frem i nord-sydlig 
retning som et bredt bånd. Dets afslutning mod syd er ikke 
påvist, men efter al sandsynlighed kan det ikke nå frem så 
langt mod syd som til henimod Kårvik. Her viser glimmer- 
skiferen nemlig igjen den efter de her omhandlede landpar- 
tier så regelmæssige strøgretning af n, 20" 0. — en lagstil- 
ling som alene langs eftar Rødbergsgraniten har lidt en af- 
bøjning til n. 30? v. Drages et profil noget søndenfor pro- 
filrits no. 62 fra Lenviks gamle kirkested over den nordlige 
del af Kjelfjeld og videre østover til åsdragene efter den øst- 
lige side af Aglapviken. så vil man nederst ved stranden ved 
Lenvik først støde på et belte af stejlt stillede lagrækker af 
glimmerskifer med kalkstensindlejninger under en lagstilling, 
der falder sammen med den, der er rådende ved Rødberg. 
Man overskrider dernæst Kjølfjeldets granitfelt og når så 
frem til glimmerskiferafdelingen østenfor Aglapen. Midt in- 
de i Kjølfjeldets granitfelt iagttoges et bælte af en mørk 
glimmerskifer, der spændte sig frem igjennem en anseelig 
længdestrækning under en strøgretning af n. 80" v. med 
stejlt østligt fald. Dette bælte viser således en strøgretning, 
der ganske falder sammen med den, der er rådende efter 
skiferafdelingen nede ved Lenvik. 


Senjen-bækkenet. 


Dette omfatter Senjen-øens sydostlige landparti med 
tilknytning af Gisundet mod øst og Solbergfjord med Dyrø- 
sund mod syd. Mod syd går dette bækken over i Vågsfjord- 
bækkenet, medens det mod sydost skjær sig frem til Andorg- 
øen. 

Landpartiet efter Senjenøens sydostlige side danner et 
bredt lavland, fra hvilke der rejser sig lave mildt formede 
åsdrag, der i regelen ikke når højere op ind til 3 a 400 m. 


Den nord-norske fjeldbygning 139 


I Gammelvetten når landpartiet sin største højde med om- 
kring 630 m. o. n. 

Gisundets største dybde er at påvise om Gi-ø — noget 
søndenfor Gibostad, — hvor den kan nå ned til 45 favne (84 m.) 
Forøvrigt når dybderenden her i regelen ikke så langt ned 
som til 20 favne (38 m.) 

Solbergfjorden har mod øst ved dens overgang i Sør- 
reisen en dybde af omkring 100 favne (188 m.) Dybderen- 
den viser en stadig voksende dybde vestefter. Ved Solbergs- 
fjordens overgang i Vestfjorden er dybden nået ned til 250 
favne (470 m.) 

Langs efter Andorgøens nordside går dybden ned til 
300 favne (564 m). 

Det her omhandlede bækken, der ligger i Vagsfjord- 
bækkenets umiddelbare forlængelse, skjær sig som dette frem 
i retning fra sydvest mod nordost. 

Mod vest og nord omkranses bækkenet af Senjen-øens 
urfjeld. Mod nord-ost stænges det ved Kistefjeldets drag, 
og mod den sydostlige side af fastlandspartierne langs efter 
Dyrø-sundet samt efter Andorgøens nordlige side. 

Efter Senjen-øens lavlandsparti bugter lagstillingen sig 
tildels efter grænselinjerne mod det fra vest og nord fremsky- 
dende urfjeld. Hvor mere umiddelbart sammenstad mellem ur- 
fjeldet og skiferafdelingen her har været at påvise, er ski- 
feren i regelen bleven fundet faldende fra urfjeldet — altså med 
østlig eller sydlig faldvinkel. 

I strøget om Gisundet viser lagstillingen sig oftei 
høj grad forrykket, tildels ledsaget af stærke snoinger og vrid- 
ninger og træder dette forhold navnlig frem langs efter de 
lavere niveauer mod sundet. Her er det åbenbart at stærke 
trykkræfter har været i virksomhed. Da lagstillingen her 
på en fremtrædende måde afviger fra den, der er rådende 
langs efter de fra Gisundets østlige side opstigende fjeldpar- 
tier, — hvor den under helt regelmæssige forholde kuns er 


140 > Karl Pettersen 


lidet forrykket,— peger dette hen pa at skiferafdelingerne langs 
begge sider af Gisundet må vere udskilte ikke ved erosio- 
ner men ved vertikale dislokationer. 

Dyre er bygget af til glimmerskifer-gruppen herende 
lagrækker. Langs efter det af urfjeldet byggede Stangeland 
på Senjen-ø ved Solbergsfjordens vestside dukker frem fra 
fjordfladen forskjellige småholmer, der ligesom Dyrø er byg- 
gede af under glimmerskifer-gruppen hørende lagrækker. 
Disse viser en lagstilling konform med den, der er rådende 
efter Dyrøens sydlige del — altså n. 20° v. med østligt fald. 
Ligesom tilfældet er efter Vågsfjorden, skyder også Solberg- 
fjorden sig frem efter en retning, der diogonalt overskjær 
glimmerskiferens lagrækker. Den sydlige del af Solbergs- 
fjorden må i henhold hertil antages ligesom Vägsfjorden at 
være fremgået gjennem indsænkninger og efter al sandsyn- 
lighed samtidig med denne. De efter Stangelandet fremduk- 
kende småholmer træder frem som sparsomme rester efter det 
nedsænkede af glimmerskifer byggede landparti, som oprin- 
delig har udfyldt fjordløbet og over Dyrø og Dyrøsundet 
været knyttet umiddelbart til fastlandpartiet langs efter 
Dyrøsundets østlige side. 

Også Dyrøsundet må antagelig være dannet ad samme 
vej. Som en udskilt «horst» stiger Dyrøen frem indenfor 
sænkningsfeltets område. 

Mod sydost har indsænkningen nået frem til Andorg- 
øens nordside og her, som det synes, endog nået sit maximum. 
Her stiger fjeldmassen op i stejle styrtninger så godt som 
ligefra havfladen, medens dybderenden straks i nærheden af 
strandbeltet når ned til 300 favne (565 m). 

Længst mod øst går det her omhandlede indsænknings- 
bækken gjennem det trange Mjøsund over i Salangen eller 
Astafjorden. Dybderenden efter Mjøsundet når ned til 40 
favne (75 m.) Mjøsundets bundflade danner således overfla- 
den af en undersøisk højryg, der på den ene side ud mod 


Den nord-norske fjeldbygning 141 


Senjenbækkenet under stejlt afheld falder ned 2 a 300 favne 
(376 a 500 m.), på den anden side til Salangen ned til en 
dybde af 200 favne (376 m.) 

Langs efter de gjenstående fastlandspartier, der begræn- 
ser indsænkningsfeltet mod øst, ligesom også efter Andorg-ø, 
der begrændser samme mod sydost, er den tidligere forelig - 
gende lagstilling bleven uberørt ved selve indsænkningen. 
Indsænkningen kan således til disse sider ikke have fremkaldt 
horisontalt virkende trykkræfter. Fjeldmassen stiger derfor 
til disse sider også op som ret karakteristisk prægede bru d- 
eller forkastningsflader. Noget afvigende herfra har 
forholdet i så henseende trådt frem mod vest og mod nord 
langs efter det her fremskydende urfjeld. Den stejlere lag- 
stillig med de dertil knyttede stærke forrykkelser og snoin- 
ger, som her ofte kan findes at træde frem navnlig inden 
indsænkningsfeltets nordlige del, peger hen på at stærke ho- 
risontalt virkende trykkræfter har været i virksomhed un- 
der indsænkningsprocessen. 


Senjenbækkenets nordrand er i den her leverede frem- 
stilling lagt over Gisundet ved Gibostad, hvor sundet også 
kniber sig stærkest sammen, samtidig som urtjeldet her sky- 
der sig længst frem mod øst. Selve sundet fortsætter imid- 
lertid herfra videre nordover, indtil dets udmunding i Ma- 
langen. Langs den vestlige side af sundet stikker urfjeldet 
frem sågodtsom enerådende. Et ganske lavt ejde fører imid- 
lertid fra denne side over til det inderste af Lysbotn, — et 
kort tjordløb, der fra det ytre af Malangen skjær sig ind 
efter Senjen-ø i nord-sydlig retning. Ved bunden af denne 


142 Karl Pettersen 


fjord optræder efter de lavere niveauer langs strandpartierne 
en skiferafdeling, dannet af tyndlagede hornblendeskifere og 
glimmerskifere under en omkring øst-vestlig strøgretning og 
stejlt sydligt fald (cfr. afd. I pag. 79) og herunder tildels 
skydende sig ind under urfjeldet. Denne skiferafdeling må. 
utvivlsomt være at lægge ind under en af de yngre sedi- 
mentære krystalliniske skifer-grupper. Lignende bandstrim- 
ler af den kalkstensførende glimmerskifer stikker også frem 
i nærheden af Skårliodden ved Gisundets udmunding mod 
Malangen. Den kalkstensførende glimmerskifer viser her en 
strøgretning af n. 30° o. med stejlt vsv. fald. 

Efter Gisundets østlige side optræder Rødbergs-graniten 
i et længere bånddrag, men forøvrigt bygges fjeldgrunden 
her af lagrækker, der ligger ind under glimmerskifergruppen, 
Efter Rødbergsgranitens vestlige randkant ud mod sundet 
træder tildels frem smale bånd af stejlt stillede glimmerski- 
ferlag, der stryger ligeløbende med sundet og under stejl 
vinkel skyder sig ind under Rødbergsgraniten, Lagstillingen 
er her efter strøgretningen samstemmende med den, der er 
rådende inden den nysnævnte skiferafdeling ved Skårliodden, 
— men forøvrigt antiklinal. 

Den stejle lagstilling, hvorunder skiferen til begge sider 
af sundet skyder sig ned under urfjeldet, peger hen på at 
stærke dislokationer her må have fundet sted. At sunddan- 
nelsen nærmest må være at føre tilbage til disse, kan der 
vistnok være al grund til at forudsætte. 

I lighed med den sydlige del af Gisundet antages der- 
for også den nordlige del at måtte være at betegne som et 
indsænkningsbækken. Megtige lagrækker af glimmerskifer, 
der oprindelig har udfyldt det nuværende sundløb, er sunkne 
ned under den nuværende havflade og er derunder blevne 
pressede ind under det til begge sider fjemstikkende urfjeld. 

Dybderenden efter den her omhandlede del af Gisuudet 
når ned til 20 a 30 favne (87 a 56 m.) 


Den nord-norske fjeldbygning 143 


Fjeldpatierne langs begge sider af Malangen. 


Malangen skjær sig frem i retning fra so. mod nv. og 
munder efter et lab af omkring 50 km. ud i det abne hav. 
Fjordens indre halvdel skjær sig ind efter fastlandet og gjen- 
nembryder derunder sammes ytre af krystalliniske skifere 
byggede randparti. Den ytre halvdel fører mellem Senjen-a 
og Kvale ud til det abne hay. 

I strøget mellem Senjen-s og Kvalø falder fjordens 
dybderende ned til omkring 220 favne (413 m.). Etter 
den indre halvdel når dybderne ikke over 100 favne (188 m). 

Efter fjordens ytre afdeling bygges fjeldgrunden til 
begge sider såvel efter Senjen-ø som Kvalø af urfjeldets la- 
gede gneis eller gneis-granit. Gneisen viser her i regelen 
en stejl ofte opimod vertikal lagstilling. Strøgretning om- 
kring n—s. oftest med indtil 20 a 30° vestlig afbøjning. Ef- 
ter Senjen-øen er gneisens faldvinkel i regelen østlig, efter 
Kvaløen derimod vestlig. At slutte fra forholdene, som de 
i så henseende træder frem langs efter begge fjordsiderne, 
synes fjorden her at spænde sig frem efter en til urfjeldet 
knyttet synklinal fold. 

Ved Malangens udmunding afbøjes lagenes strøgretning 
langs efter den vestre side efterhånden mere mod vest, idet 
den svinger nogenlunde regelmæssig med fjordens dybderen- 
de. Efter den lille her fremstigende ø Hekkingen viser’gnei: 
sen således en strøgretning af n. 50" v. — s. 50" o. med 
stejlt nordvestligt fald. 

Langs den vestlige side efter fjordens ytre del stikker 
der efter de laveste niveauer frem enkelte svage båndstrim- 
ler af kalkstensførende glimmerskifer. Foruden den førnævn- 
te skiferafdeling ved Skårliodden træder en lignende frem 
ved Vang ved indløbet til den fra Malangen indefter Sen- 
jen-o indskydende sidefjord Stønnes-botn, Her viser glim- 


144 Karl Pettersen 


merskiferen omkring o—v. strøgretning med stejlt sydligt 
fald. Ogsa langs efter Stønnesbotns vestlige side optræder 
forskjellige strimler af kalkstensførende glimmerskifer under 
en noget variabel lagstilling. En øst-vestlig strøgretning med 
stejlt sydligt fald er dog også her forherskende, — en lag- 
stilling, der er stærkt afvigende fra den, der er rådende in- 
den det tilstødende urfjeld. 

En afdeling af den kalkstensførende glimmerskifer træ- 
der endvidere frem efter den nordostlige side af den lille ø 
Hekkingen — ved Malangens udmunding. Glimmerskiferen 
står her under koukordant lagstilling i overlejningsforhold 
til gneisen og viser således her stejlt nordostligt fald. 

Den stejle og forøvrigt så vekslende lagstilling, der rå- 
der efter disse her omhandlede bandstrimler, men som torøv- 
rigt oftere så bestemt afviger fra den, der råder inden det 
tilstødende urfjeld, vidner for at stærke trykkræfter under 
glimmerskifergruppens afsætningstid her må have været i 
virksomhed langs efter Malangens vestlige side. Lagstillin- 
gen efter urfjeldet må herunder i det væsentlige være ble- 
ven uberørt. 

Helt afvigende herfra træder bygningsforholdene frem 
efter fjeldpartierne, der skyder sig op langs efter Malangens 
indre del. Her er urfjeldet ganske tilbagetrængt. Fra fod 
til top bygges fjeldgrunden af lagrækker, der ligger ind un- 
der Balsfjord- og Glimmerskifer-gruppen. 

Fjeldpartierne Kjøldraget og Vasbruna, der skyder sig 
op langs fjordens vestlige side, er som omhandlet i det fore- 
gående, bygget af glimmerskifergruppens lagrækker. Langs 
efter Malangen viser disse en temmelig regelmæssig strøgret- 
ning af n. 20° o. med 20 a 30° oso. fald. 

Mod syd falder Vasbruna som før nævnt ned mod et 
af Balsfjordgruppens lagrækker bygget underland. Herfra 
breder dette sig frem østover efter strøgene om Malselven, 
det indre af Malangen samt Balsfjorden. Balsfjordgruppen 


Den nord-norske fjeldbygning 145 


fortsætter herfra videre udefter halvøen mellem Malangen 
og Balsfjorden, og bygger fjeldgrunden udefter til ytre Ma- 
langsejde. Lagstillingen viser efter disse strøg overalt en 
temmelig regelmæssig strøgretuing af n. 60" 0. med 20 a 
30° n, v. fald. Fra ytre Malangsejde optages halvøen af et 
bredt smådækket underland, der ligger åbent mod Malangen, 
medens det mod øst og nord omkredses af høje fjeldpartier 
— Slettefjeldet, og Kobbevågsfjeldet mod øst langs efter Bals- 
fjordens ytre løb, mod nord derimod Balsnestind, Bentsjord- 
tinden og Ansnestinderne, der her danner halvøens nordlige 
randbælte (cfr. afd. I pag. 13 n. 12). Medens underlandet 
for en væsentlig del ligger ind under Balsfjordgruppen, byg- 
ges derimod de heje fjeldpartier, der omkredser dette, af glim- 
merskifergruppen. Efter Slettefjeldet, Kobbevågsfjeldet og 
enkelte af de fjeldpartier, der rejser sig umiddelbart fra un- 
derlandets nordside viser glimmerskiferen fremdeles en lag- 
stilling, der falder sammen med den, der er râdende efter 
Balsfjordafdelingen, — nemlig en strøgretning af n. 60° o. 
mod nordvestligt fald. Efter halvøens nordlige afsluttende 
randparti viser lagstillingen derimod en strøgretning af n. 
20° v. mod 20 a 30° østlig eller vestlig indskyden, idet fald- 
vinkelen mellem Ansnestinderne og Bentsjordtinderne fra 
østlig slår over til vestlig (cfr. profilrits fig. 59.) Efter dette 
randparti danner lagstillingen således en enkelt svag synkli- 
nal fold. 

Med hensyn til de kræfter, der har været i virksom- 
hed ved fjorddannelsen her, så vil man i henhold til den her 
leverede fremstilling have at sondre mellem fjordens ytre del, 
der skjær sig ind mellem Senjen-ø og Kvalø, og sammes indre 
del. 

Hvad den ytre del angår, så vil man navnlig have at 
fæste sig ved de forskjellige båndstrimler, dannede af lag- 
rækker af den kalkstensførende glimmerskifer langs fjordens 
vestlige side, Da disse alene træder frem EE de lavest 


146 Karl Pettersen 


liggende niveauer langs strandpartierne, ma de utvivlsomt 
ligge igjen som rester efter et sterre felt, der er bleven af- 
sat efter en tidligere foreliggende skalformig indskjæring i 
Urfjeldet. Den stejle lagstilling, som lagrækkerne overalt 
viser efter disse båndstrimler, peger som før nævnt med be- 
stemthed hen på at stærke dislokationer må have været i 
virksomhed efter glimmerskifergruqpens afsætningstid. 

Den ytre del af Malangen vil derfor ligesom den nordre 
del af Gisund, der munder ud i Malangen og orografisk lige- 
som geologisk nærmest er at opfatte som en del af 
Malangen, være at betegne som et indsænkningsbækken. 

Hvad fjordens indre del angår, så ligger dannelsespro- 
cessen vistnok her ikke så klart for en dag. Denne del er 
umiddelbart knyttet til vidstrakte af dalfører gjennemsatte 
fastlandsstrøg. Storartet erosionsvirksomhed kan således her- 
fra gjennem tidernes løb have rådet ud efter de landpartier, 
der tidligere kan have wudfyldt denne del af fjorden. I så 
henseende skal imidlertid bemærkes, at Ansnestindernes høje 
tjeldpartier under stejle til vertikale styrtninger falder ud 
mod Malangen. Disse må åbenbart tidligere have skudt sig 
langt frem ud over det nuværende fjordløb og efter al sand- 
synlighed som en højryg lukket for et indenfor forholdsvis 
lavere liggende landparti. Da fjordbunden indenfra udefter 
endvidere danner en stadig heldende dybderende, synes der 
vistnok kuns at skulle være liden grund til at forudsætte, 
at udjevningen af en så mægtig foranliggende højryg skal 
kunne være fremgået gjennem en erosionsvirksomhed inden- 
fra udefter. 

Snarere vilde der i så henseende måske kunne være 
grund til at fæste sig ved havsjøens udbrydende virksomhed. 
Malangens ytre løb munder ud i det åbne hav og den stærke 
havsjø, som her kan have sat sig ind efter fjorden, vil vist- 
nok kunne have øvet en stærk udbrydende virksomhed langs 


efter højryggens lavest liggende randkanter udad, I så hen- 


Den nord-norske fjeldbygning 147 


seende skal imidlertid bemærkes at den østenfor liggende 
Balsfjord, der skjær sig frem omtrent ligeløbende med Ma- 
langen, munder ud i trange sundløb, der helt er udstængte 
fra den egentlige havsjø. Her vil sjøbrottet åbenbart ikke 
efter nogen nævneværdig målestok have kunnet øve nogen 
fjorddannende virksomhed. Malangen må imidlertid efter al 
sandsynlighed være fremgået under lignende forholde som de, 
der har betinget Balsfjordens dannelse. Man ledes således 
her til at drage den slutning at også den indre del af 
Malangen må være dannet gjennem horisontalt eller vertikalt 
virkende dislokationer — måske snarest under en samvirken 
af begge. 

Fra Malangen udsendes østover et bredt sund, der skjær 
sig frem mellem Kvaløens gneis-granitiske fjeldgrund på den 
ene og de høje af glimmerskifer byggede randpartier, der 
mod nord afslutter halvøen mellem Malangen og Balsfjord. 
Længst mod øst bygges fjeldgrunden til begge sider af glim- 
merskifergruppens lagrækker. Midt i sundet mod dettes ud- 
munding i det østenfor liggende Tromsøbækken dukker frem 
den lille ligeledes af den kalkstensførende glimmerskifer byg- 
gede Ry-ø. Da skiferafdelingerne overalt viser en lagstilling 
med omkring nord-sydlig strøgretning, overskjær sundløbet 
lagrækkerne transversalt. Da de af glimmerskiferen byggede 
fjeldpartier langs efter sundets sydside endvidere falder ned 
mod dette under stejlt afheld, er der vistnok al grund til at 
‘forudsætte, at de hoje fjeldpartier, der afslutter halvøen mod 
nord, oprindelig må have bredt sig ud over sundet og udfyldt 
dette ligetil Kvaløens sydside Sundets dybderende helder 
i det hele og store fra øst af vestover mod Malangen. Skulde 
sundet være dannet ved erosion, måtte denne have arbejdet 
i retning fra øst mod vest. Som de orografiske bygnings- 
forholde træder frem i strøgene om sundets østlige del er der 
imidlertid ingen rimelighed for, at eroderende kræfter herfra 
kan være udgået, der skulde have fremkaldt en sunddannelse 


148 Karl Pettersen 


sa storartet som den her omhandlede. Dette sundløb må 
derfor antagelig være dannet gjennem vertikale dislokationer. 
Det fortjener i så henseende også at fremholdes at Ansnes- 
tindernes, Bentsjordtindernes og Kvitfjeldets stejle afheld 
mod sundløbet træder for øjet også frem som en vel udpræ- 
get brud- eller forkastningsspalte. 


Landpartierne langs efter sundløbene om 
Tromsø nordover til Fuglesund. 


I strøget fra Gravfjord nordover til Malangen optræ- 
der fastlandets randpartier trods de mange transversalt ind- 
skydende fjordløb dog som et i orografisk ligesom også i 
geologisk henseende væsentlig ensartet bygget hele. Noget 
anderledes stiller forholdet sig derimod i forskjellige henseen- 
der herfra videre nordefter. Kystens gneis-granitiske felt, der 
på enkelte undtagelser nær bygger den store Kvalø, skyder 
sig her langt frem mod øst og med dette er også glimmer- 
skiferfeltet med engang ligesom med et træk skudt østover 
efter en tilsvarende målestok. Det af glimmerskiferen byg- 
gede randbælte, der under i det væsentlige så helt ensarte- 
de forholde træder frem langs efter de ovenfor omhandlede 
søndenfor liggende strøg, er vistnok endnu at forfølge længe- 
re nordefter, men antager dog her et derfra noget afvigende 
præg. Den vestlige fløj af lagstillingens synklinale skål, der 
efter de søndenfor liggende randpartier overalt træder frem 
med østlig faldvinkel, er her for en væsentlig del ganske til- 
bagetrængt, og dens plads derimod optaget ved brede sund- 
løb, der skjær sig frem mellem fastlandet og de udenfor lig- 
gende øer. 

Efter den sydostlige side af Kvaløen rejser sig Grønli- 
bruas äsdrag op til en højde af 416 m. Ved det lave Strøms- 
ejde er dette åsdrag udskilt fra gneisfeltet vestenfor. Straks 


Don nord-norske fjeldbygning 149 


søndenfor dette åsdrag, udskilt fra samme ved Rystrømmens 
trange sundløb, dukker den lave Ryø frem og nordenfor sam- 
me den lave Grind-ø i Vestersundet mellem Tromsø og Kvalø: 
Grønlibruas åsdrag tilligemed Ryø og Grindø er nærmest at 
opfatte som de sidste her gjenstående rester efter den nys- 
nævnte synklinale skåls vestlige fløj. 

Ryø er bygget af glimmerskifer, der viser et om- 
kring 20" østlig faid. Som før nævnt er faldvinkelen op- 
efter de på fastlandet tvertovenfor Ryø opstigende fjeldpar- 
tier — Bentsjordstind og Kvittjeld (Balsnestind) — derimod 
vestlig. 

Efter Grørlibruas åsdrag viser lagstillingen en temme- 
lig regelmæssig strøgretning af n. 20" v. med østlig faldvin- 


kel af omkring 209, Fjeldgrunden bygges af kvartsitisk 


glimmerskifer — ofte i veksel med lag af grovkornig kalk- 
sten. Langs efter Strømsbugten tildels mægtige lag af kalk- 
sten — på sine steder i tilknytning til en eklogitartet sten 


under forholde, der er samstemmende med de, der råder efter 
Tromsøen og som nedenfor nærmere skal blive omhandlet. 
Omtrent midt på Strømsejdet på østre side af Strøms- 
elven rejser Furuhougen sig op som en isoleret liggende 
knaus til en højde af omkring 150 m. Furuhoug er helt 
bygget af en hård noget uren serpentin. Nede under foden 
af Furuhoug sågodtsom i umiddelbar kontakt med serpenti- 
nen træffes ved en fjeldbæk en kloritisk kvartsskifer, — en 
halvt konglomeratartet dannelse, sammensat af kvarts-brud- 
stykker, sammenbundne ved et kloritisk bindemiddel. Berg- 
arten synes ganske ensartet med konglomeratdannelser på- 
trufne opefter Thomasjordtind og Örnestind i Balsfjord og 
der liggende ind under Balsfjordgruppen, Da den faste fjeld- 
grund er stærkt overdækket, har der ikke været anledning 
til her nærmere at undersøge forholdene. Den kloritiske 
kvartsskifer viser her en omkring o—v. stregretning med 
90° n, fald, Måske stikker her frem en under den lavere 


150 Karl Pettersen 


liggende Balsfjordgruppe hørende afdeling. Skulde så i vir- 
keligheden være tilfældet, vilde der måske nærmest kunne 
være grund til også at sætte Fnruhougens serpentin-fore- 
komst i en nærmere tilknytning til Balsfjordgruppen. Straks 
østenfor Furuhoug rejser «Stålhovedet» sig op til en højde af 
omkring 260 m. Den faste fjeldgrund her dannes af en ka- 
rakteristisk glimmerskifer, der igjen viser den her alminde- 
lig rådende lagstilling af n. 20° 0. mod 30° østligt fald. 
Glimmerskiferen falder således fra serpentinen og står for- 
såvidt i et overlejningsforhold til denne. 

Strømsejdets bundflade er i regelen stærkt overdækket 
og den faste fjeldgrund vil kuns sjeldent findes stikkende 
frem. Ved ejdets udmunding mod Strømsbugten træder frem 
lejer af hvid kalksten, vekslende med glimmergneis og horn- 
blendegneis, — et vidnesbyrd om at man her befinder sig i 
grænsepartierne mod gneisen. Opefter Sløklifjeld, der rejser 
sig op fra ejdets vestlige side, optræder efter de lavere ni- 
veauer båndstrimler af kvartsrig glimmerskifer. Lagene vi- 
ser her en strøgretning af n. 20° o. og falder under 60° øst- 
lig faldvinkel fra det vestenfor under konkordant lagstilling 
fremstigende urfjeld, 

Bygningsforholdene her vil findes nærmere belyst ved 
profilrits no. 60, der er trukket fra Sløklifjeld over Furu- 
haug, Stålhoug og Grønlibruas åsdrag. 

a. gneis-granit, strøg n. 20° v. fald 60 a 70" øst. 


b. kvartsrig glimmerskifer, lagstillig konkordant med (a.) 

c. Furuhougens serpentin. 

d. kloritisk halvt konglomeratartet kvartsitisk skifer, strøg 
o—v fald 30° n. 

e. glimmerskifer n. 20° v. fald 30° o. 


Den lave Grindø er bygget af glimmerskifer i strøg- 
retning n. 20" v. med østligt fald. 

I nordvestlig retning for Grindø rejser Haukø sig op 

til en højde af omkring 100 m. ŒEfter gens sydvestlige side 


Den nord-norske fjeldbygning 151 


bygges fjeldgrunden af gneislag i stejl lagstilling under en 
strøgretning af n. 40 a 50° o. Den øvrige del af gen byg- 
ges af kvartsrig glimmerskifer under 40° nordvestlig ind- 
skyden. 

Ved garden Selnes på Kvaløen — ved den nordlige 
side at det korte sundløb, som til denne side skiller Haukø 
fra Kvalø, — bygges fjeldgrunden efter de laveste niveauer 
langs stranden af lagrækker af glimmerskifer med indlejnin- 
ger af grovkornig kalksten. Lagstillingen her noget varia- 
bel og synes tildels at bøje sig efter kystlinjen. En strøg- 
retning af n. 40 a 60° o. med sydostligt fald dog stærkest 
fremtrædende. Lagstillingens strøgretning falder her på det 
nærmeste sammen med den, der er rådende efter Haukø, me- 
dens faldvinkelen derimod er slaet om fra nordvestlig til 
sydostlig. Som det vil sees ligger sundet mellem Hauk-ø og 
Selnesgården efter den samme retningslinje, efter hvilken 
Ersfjorden med det lave Ersfjordejde samt den indre del af 
Kalfjord med Kalfjordejde spænder sig frem. At man her 
har for sig en længere i omkring vest-østlig retning indsky- 
dende brudlinje, vil der allerede på forhånd være grund til 
at forudsætte. Og dette synes yderligere at skulle støttes 
ved at se hen til bygningsforholdene langs efter Kvaløen i 
strøget fra Selnes nordefter mod Finlandsgårdene. Bagenfor 
glimmerskiferstrimlerne, der her ligesom ved Selnes, stikker 
frem på forskjellige steder efter de lavest liggende niveauer 
mod strandpartierne, skyder kystens gneis-granitiske felt sig 
frem. Langs efter de første afsatser, der stikker frem ba- 
genfor glimmerskiferen, optræder en granitisk bergart, der 
bærer spor af at have været underkastet indvirkningen af 
stærke trykkræfter. Bergarten har nærmere været omhand- 
let i afdeling I pag. 95 og 96 og sammesteds pag. 104 er 
der hentydet til at dens ejendommelige strukturforhold måske 
kunde være et resultat af her foregåede landsænkninger. 
A. E. Tørnebohm, til hvem en prøve af bergarten har været 


152 Karl Pettersen 


indsendt til nærmere undersøgelse, udtaler sig herom sâle- 
des*): «Bergarten dannes af skarpkantiga fragment af kvarts 
og mikroklin, inbåddadei et pulver af samma mineral, jemte 
noget glimmer och titanit. Säkerligen någon krossad gneis 
eller granit.» 

Den langs sundløbet mellem Haukø og Kvalø rådende 
lagstilling efter de her fremtrædende strimler af glimmer- 
skifer antages således nærmest at måtte være at føre tilba- 
ge som resultater af de kræfter, der har væreti virksomhed 
under dannelsen af Ersfjordens indskjæringsbækken. 

Glimmerskiferafdelingen efter Haukøen ligesom også de 
svage strimler af den kalkstensførende glimmerskifer langs 
efter Kvaiøens østside fra Selnes nordover til Finlandsgår- 
dene ligger således igjen som de sidste rester efter den vest- 
lige del af det omhandlede randbæltes skålformige synklinale. 

Mod øst sænker Grønlibruas åsdrag og dermed glim- 
merskiferafdelingens- vestlige flej sig ned under havfladen. 
Afdelingen dukker først fra den anden side af det brede sund 
igjen frem over havfladen. Her viser lagstillingen en forhersken- 
de vestlig faldvinkel langs efter det under fastlandet liggende 
fjeldparti, der spænder sig frem langs den ytre del af Bals- 
fjorden, Tromsøsundet og Grøtsundet til den ene side og Ram- 
fjord og det 22 km. lange Bredvikejde på den anden. Dette 
fjeldparti, der således træder frem som den omhandlede syn- 
klinales østlige fløj, danner den vestlige del af den store 
Bredvikhalvø, der tidligere nærmere er omhandlet under den 
orografiske oversigt afd. I pag. 14 og 15. 

Tromsdalen og 11 km. længere nordefter Tunsvikdalen 
skjær sig fra sundløbene ind efter fjeldpartiet i sydostlig ret- 
ning. Langs efter Bredvikejdet og Ulfsfjord stiger fjeldet i 
regelen op med stejlt afhæng. Det samme er også tilfæidet 
langs efter Tromsøsundet og navnlig i strøget fra Troms- 


*) Karakteristik af några bergartprof från det nordliga Norge.“ Tr. Mus. 
årsh. XI. 1888 pag. 80 no. 18. 


Den nord-norske fjeldbygning 153 


dalen nordover til Moviken. Det stejle afhæng overskjær 
efter det sidstnævnte strog med skarp grænse højfjeldets bøl- 
geformig afrundede dagflader. Fra Moviken og Tunsnes 
nordefter til Ulfstindens stejle styrtninger går fjeldpartiet ud- 
imod sundløbet over i et temmelig vidstrakt af lave mildt 
formede åsdrag gjennemsat underland. 

Som tidligere påvist afd. I pag. 161—66 optræder 
Tromsøsundets under urfjeldet hørende syenit-gneis i et større 
sammenhængende felt i strøget mellem Tunsvikdal og Troms- 
dal og skyder efter den indre del af Tromsdalen videre syd- 
over til Ramfjorden, hvor den afsluttesinærheden af gården 
Laukslet. Fra Ramfjorden vestover langs efter den sydvest- 
lige side af Tromsdalen sænker afdelingen sig mer og mer. 
Ved dalens udmunding mod sammes sydside træder syenit- 
gneisen kuns frem efter de lavest liggende niveauer, og ta- 
ber sig længer sydover under havfladen. 

Ffter et profil fra Laukslet ved Ramfjorden over høj- 
fjeldet til Tromsøsundet bygges fjeldgrunden af 

a. Syenitgneis. Den bygger fjeldgrunden fra Ramfjordens 
strandpartier op til en højde af 370 m. Lagstillingen 
viser en regelmæssig nordvestlig indskyden. 

b. Syenitgneisen afløses her af til glimmerskifergruppen 
hørende kalkstenslag forøvrigt under konkordant lag- 
stilling. 

c. Lag af smudsiggrøn halvt dioritartet sten sammensat 
af hornblende med kvarts i kornig forbindelse. Måske 
nærmest at betegne som feltspatbfri hornblendeskifer. 

d. hård kvartsrig glimmerskifer. 

Længere frem veksler glimmerskifer hyppig med lag af 

kalksten. Langs efter det egentlige højfjeld er lagstil- 

lingen adskillig variabel. Den sakaldte Storsten, der i 

vertikale styrtninger af omkring 100 m. højde, fra høj- 

fjeldet falder ud mod Tromsøsundet, er bygget af laget 


154 Karl Pettersen 


kalksten, der viser en stregretning af n. 20° v. med 
30° vestligt fald. 

Enkelte som det synes mere lokale svingninger fra- 
regnet viser lagstillingen inden glimmerskifergruppen efter 
det søndenfor Tromsdalen liggende fjeldparti en temmelig 
forherskende strøgretning af n. 20" v. med indtil 30 vestsyd- 
vestlig faldvinkel, idet strøgretningen dog langs den østlige 
side i grænsestrøgene mod Tromsdalstinden afbøjes til om- 
kring n. 20° 0. fremdeles med vestlig indskyden. Her er 
man således som før nævnt åbenbart inden den østlige flej 
af vestrandens skålformige synklinale. Denne østlige flej er 
her ved et bredt sundleb udskilt fra synklinalens vestlige — 
fløj, der træder frem efter Grønlibruas åsdrag. 

Bygningsforholdene op efter Tromsdalstinden, der dan- 
ner som en bro mellem de to ved Tromsdalen udskilte dele 
af halvøen, vil findes belyst ved profilrits no. 61. 

a. Tromsosundets syenitgneis op til en højde af omkring 
370 m., sammensat af hornblende og rødlighvid feltspath. 
Indskydningen svagt vestlig. 

b. glimmerskifer med indlejninger af kalksten. Mod Bred- 
vikejdet er strøgretningen n, 20° o. med indtil 25 vest” 
lig faldvinkel. Glimmerskiferen med sine kalkstenslag 
bøjer sig forøvrigt rundt efter Tromsdalstindens top- 
højde efter sammes østlige, sydlige samt vestlige side, 
— altid med fald ind mod tindens akse. Langs tin- 
dens nordvestlige side er lagstillingen derimod stærkt 
forrykket og viser derunder de forskjelligste bugtnin- 
ger. 

c. Tromsdalstindens top bygget af en eklogit-artet sten, 
der efter de højere liggende niveauer antager en lyse- 
re grønlig farve og findes rigt indfældt med små røde 
granater. Den af eklogit byggede højtop falder i stejle 
styrtninger ned mod øst, nord og vest, og skyder sig 
op fra et skålformigt, mod nord åbent bækken inden 


Den nord-norske fjeldbygning 155 


glimmerskiferen der som ovennævnt tiltre sider falder 

ind under eklogiten. 

d. Fjeldpartiet langs den nordlige eller nordostlige side af 
Tromsdalen, der fører ned til Tromsøsundet, er bygget 
af laget syenit-gneis, hvis lagstilling her danner en 
enkelt udpræget synklinale. 

Fra den nordlige side af Storfosskaret, — et høj- 
fjeldsskar, der under Tromsdalstindens næsten vertikale styrt- 
ninger mod nord fører ned over til Bredviksejdet, — skyder 
sig frem med afhæng mod Bredvikejdet et højere fjelddrag. 
Dette, der stiger op i toppe til højde af omkring 950 m. er 
bygget af lagrækker af glimmerskifer, der viser en vestlig 
faldvinkel og ligger i overlejningsforhold til syenitgneisen 
efter de lavere opskydende højfjeldspartier vestover. Straks 
nordenfor Storfosskaret under foden af det fra syenit-gneisen 
opstigende af glimmerskifer byggede højfjeldsdrag stikker frem- 
en 250 m. lang og indtil 50 m. høj ryg af Olivinsten. Ryg- 
gens længdeakse skyder sig frem i retning fra so. til nv., — 
ligeløbende med Storfosdragets indskjæringslinje og i græn- 
sestrøget mellem glimmerskiferen og syenit-gneisen. Denne 
sidste skyder sig umiddelbart ind under olivinstenen. 

Det her nævnte olivinstensfelt skal nærmere blive om- 
handlet i et følgende afsnit. 

Syenit-gneisen finder sin afslutning mod nord ved Tuns- 
vikdalen og afløses her af glimmerskiferen, der optræder 
enerådende herfra videre nordover indtil halvøens endelige af- 
slutning ved Ulfstinden. 

Profilrits fig. 62 er trukket fra Tunsvik i østlig retning 
over Nonsfjeld til Ulfsfjorden. 

a. Ved Tunsvik glimmerskifer med kalkstensindlejninger. 
Strøgretning n. 20° o. med 30° østl. fald. 

b. Her svinger faldet fra øst til vest. Lagstillingens skål- 
formige synklinale er her udfyldt med drag af eklogit- 
artet bergart. 


156 Karl Pettersen 


c. Lagstillingen op efter det omkring 940 m. hejtstigende 
Nonsfjeld viser en regelmæssig vestlig indskyden af 
omkring 30° og fertsætter således videre frem indtil 
afhænget mod Ulfsfjorden. 

d. Her falder fjeldet ned under stejle styrtninger efter det 
såkaldte Bratfjeld. De laveste niveauer efter dette er 
bygget af grønne skifere i veksel med mægtige lagræk- 
ker af tyndlaget kalksten. Derover en hvid magnesia- 
kalksten i omkring 160 m. samlet mægtighed. Lagene 
viser her en 15° vestlig faldvinkel.*) 

Der kan måske være mulighed for at de grønne skifere 
med sine kalkstens indlejninger op efter Bratfjeldet 
kan være at indordne under Balsfjordgruppen. 

Som det af den her leverede beskrivelse vil fremgå, 
viser lagstillingen efter det omhandlede landparti — 
strøget nærmest Tunsvik fraregnet — sågodtsom overalt 
en vestlig faldvinkel. I det hele og store antages dette 
landparti at måtte være at lægge ind under den østlige fløj 
af vestrandens skålformige synklinale. Den østlige faldvin- 
kel, der er rådende efter sundløbet i strøget om Tunsvik, 
— forsåvidt denne ikke skulde være at henføre til mere til- 
fældige lokale forholde — vil derimod kunne pege hen på, 
at der her foreligger en svag rest af synklinalens vestlige 
fløj. 

Omtrent midt efter det brede bækken, der skiller mel- 
lem Kvalø og fastlåndet, skyder sig op den omkring 10 km. 
lange Tromsø i opimod 120 m. højtstigende åsdrag. Den 
nordligste del af øen sydover til en linje, der i nordvestlig 
retning fører fra gården Bredvik ved Tromsøsundet — nor- 
denfor Tromsø by — over til Vestersundet, er bygget af 
Tromsøsundets syenit-gneis, der her efter øens brede træder 
frem i en svag skålformig synklinale. Ved Tromsøsundet: 


*) Ifølge meddelelse af ingeniør Stolz, der i 1887 besøgte stedet. 


Den nord-norske fjeldbygning 157 


er denne afdeling ostover udskilt fra den tilsvarende afdeling, 
der breder sig frem mellem Tromsdal og Tunsvikdalen. Pa 
Tromsøen skyder syenit-gneisen efter den nysnævnte græn- 
selinje sig ind under den kalkstensførende glimmerskifer, der 
i tilknytning til en eklogitartet sten bygger den sydlige 
del af øen. Renest udpræget træder eklogiten frem som en 
massiv bergart, men antager på den anden side ofte og det 
navnlig efter øens sydlige underland en fuldstændig skifer- 
struktur og kan som sådan veksle med eller gå over til en 
renere glimmerskifer. Eklogiten forvitrer forøvrigt meget 
let og øens løse bedækninger dannes ogsa for en meget stor 
del af sammensmuldret eklogit. 

Den renere massivt udprægede eklogit stikker over- 
ordentlig hyppig frem dels som fremspringende knauser dels 
som lejer og uregelmæssige klumper inden glimmerskiferen 
og navnlig sågodtsom overalt i nær tilknytning til kalkste- 
nen. Kalkstenslagene sees ofte at beje sig regelmæssig efter 
eklogitmassens ydre former og på mange steder kappeformig 
at bugte sig om mindre partier af frembrydende eklogit. 
Et profil over gen fra øst mod vest vil i regelen fremvise 
en stadig på hinanden følgende veksel af eklogit og kalksten 
her og der med tilknytning af glimmerskifer. Øens faste 
fjeldgrund er her i regelen stærkt overdækket og det lader 
sig således ikke afgjøre, hvorvidt den kalkstensførende glim- 
merskifer eller eklogiten danner det stærkest fremtrædende 
bygningsled. Det skal i så henseende bemærkes at glimmer- 
skifer tildels med mægtige indlejninger af kalksten i regelen 
vil findes at træde frem mere selvstændigt efter de lavere 
niveauer langs øens østside, dog også her navnlig langs efter 
den sydligste del af Lanesset med hyppig tilknytning til eklogit. 
Efter den vestlige del — Lanesset fraregnet, — optræder 
glimmerskifer med kalksten efter de lavere niveauer enerå- 
dende. Efter de højere liggende partier af øen synes eklo- 
giten derimod at optræde mere forherskende, og glimmerskj- 


158 Karl Pettersen 


fer derimod at være sterkt tilbagetrængt. Lagstillingen, 
hvor den ikke er forrykket ved frembryden af eklogitiske 
partier, spiller med sin strøgretning temmelig regelmæssig i 
omkring nord-sydlig retning, — med svingning fran. 20" v. 
til n. 20° 0. Lagenes faldretning temmelig stadig mod vest 
og når faldvinkelen i regelen op imod 30 a 45° — altså ad- 
skillig stejlere end tilfældet i regelen er efter ovenfor om- 
handlede randpartier. 

Eklogiten synes således i det hele og store stratigra- 
fisk nærmest at ligge som et mægtigt leje inden glimmer- 
skiferen. 

Vsd kalkstenens optræden er foruden lengdelinjen eller 
skiktningen endvidere at mærke på det nærmeste vertikale 
afsondringsflader, der i regelen vil findes at overskjære lage- 
nes strøgretning under en ret vinkel. 

Disse afsondringsflader løber dog ikke altid indbyrdes 
fuldt parallele, men kiler sig i regelen vekselvis ud til den ene 
eller anden side. Stærke trykkræfter i omkring vest-østlig 
retning må således have været i virksomhed efter kalkstens- 
lagenes afsætningstid. 

Tromsøens faste fjeldgrund danner en gjenstående del 
af den skålformige synklinales østlige fløj. Ved Vestersun- 
det er denne rest udskilt fra synklinalens vestflej, der som 
nævnt her kuns i svage båndstrimler stikker frem efter strand- 
partierne af Kvaløens østside. Ved Tromsøsundet er den af- 
skåret fra den del af østfløjen, der bygger Bredvikhalvøens 
vestlige del. 

De geologiske bygningsforholde efter Tromsøen skal 
forøvrigt senere blive nærmere omhandlede i et eget afsnit. 

Omkring 25 km. nordenfor Tromsøen rejser sig den 
højtbyggede Rene med de opimod 940 m. højtstigende Ren- 
skartinder. Fra Ringvatsø er Renø udskilt ved det trange 
Langsund, og ved Grøtsund fra Bredvikhalvøens ovenfor om- 
handlede vestrand. 


Den nord-norske fjeldbygning 159 


Den sydlige del af Rene — cfr. profilrits fig. 63 — byg- 
ges af et opimod 450 m. højtstigende äsdrag, der mod syd 
falder ned med svagt afbeld mod havfladen, mod nord ned 
mod den såkaldte Sætersdal. Den skjær sig frem fra Grøt- 
sund vestover under afhænget af øens egentlige højfjeld, der 
her opad afsluttes i de førnævnte Renskartinder. 

Åsdraget Heja er nedenfra opad bygget af lerglimmer- 
skifer i veksling med sandstensartet kvartsit og tyndlaget 
kvartsskifer. Lagstillingen viser en temmelig regelmæssig 
stregretning af omkring n. 70° a 80° 0. Efter de lavest lig- 
gende niveauer inden strandpartierne ved Finkroken, — ved 
sens sydspidse — er indskydningen 30° sydlig, men slår straks 
ovenfor om til nordlig, og holder denne sig videre nordover 
uforandret. Ved Finkroken optræder bergarten som en mild 
buklet tildels sort kulstofholdig glinsende skifer ofte med 
sort streg, snart som en grønlig kloritisk skifer. Denne sorte 
skifer optræder oftere i ræsten papirtynde lag. Kvartsiten 
er i regelen rigt indvævet med små sølvhvide glimmerskjæl. 

Op efter fjeldskråningerne fra den nordlige side af 
Sætersdal bygges fjeldgrunden fremdeles af den samme ler- 
glimmerskiferafdeling og er lagstillingen her ganske sam- 
stemmende med den, der råder efter åsdraget Heja. Opefter 
viser skiferen sig forøvrigt temmelig rigt indfældt med små 
granater. 

Den her omhandlede Jerglimmerskifer-afdeling mangler 
ganske indlejninger af kalksten. 

I en højde over havfladen af 530 til 560 m. optræder 
efter et længere dækket mellemrum mægtige lag af en grå- 
lig kalksten (tildels stinkstensartet) under en omkring nord- 
sydlig strøgretning med vestligt fald. Herover hård kvarts- 
rig glimmerskifer indfældt med granater — i smukt udpræ- 
get lagdeling. Strøgretning fremdeles nord-sydlig med op 
til 45" vestligt fald. Lagstillingsforholdene ligger navnlig 
klart tilskue op efter Remhejas højtops stejle afhæld mod 


160 Karl Pettersen 


Reinskardalen, der fra Langsund skjær sig ind under Rein- 
skartindens fod i sydlig retning. 

Renøens lerglimmerskiferafdeling er petrografisk nær- 
mest at sammenstille med Balsfjordafdelingen. Da den sky- 
der sig ind under lagrækker tilhørende den kalkstensførende 
glimmerskifer og det tilmed som det synes under en discor- 
dant lagstilling, er der vistnok grund til her at opstille en 
gruppegrænse. 

Denne lavere liggende under Balsfjordgruppen herende 
afdeling er langs Grøtsundet at forfølge videre frem til Grøt- 
nes og træder langs efter denne linje frem under forholde, 
der ganske falder sammen med de, der ovenfor er omhandlet 
efter profilet fra Finkroken over Heja til Sætersdal og op- 
under Renskartind. 

Opefter Grøtnestind, der under stejlt afheld stiger op 
lige ved Grøtnes, bygges fjeldgrunden endnu et godt stykke 
opad at Balsfjordskifer. Hvor højt disse her når op, har der 
imidlertid ikke været anledning til nærmere at undersøge. 
At slutte fra forholdene, som de kunde være at aflæse neden- 
fra, må denne afdeling her vistnok nå op til en lignende 
højde som op under Renskastind, — nemlig til 530 a 560 m. 

Efter den nordlige del af øen bygges fjeldgrunden fra 
strand op til tophøjderne af lagrækker, der ligger ind under 
den kalkstensførende glimmerskifer. Efter et profil tvert- 
over øen fra Renskar ved Langsund i omkring østlig ret- 
ning til Nordejde ved øens østlige side viser lagstillingen en 
enkelt svagt skålformig synklinale. Lagenes strøgretning 
omkring n—o. med svag østlig indskyden efter øens vestsi- 
de, med vestlig indskyden derimod efter den østlige side. 
Ved Nord- og Sørejde efter de lavest liggende niveauer mæg- 
tige lag af en tildels meget smuk hvid kalksten som indlej- 
ninger i glimmerskiferen. Da Balsfjordskiferne endnu ved 
Gretnes når op til en højde af omkring 550 m. må denne af- 


Don nord-norske fjeldbygning 161 


deling følgelig skyde sig nedunder havfladen etsteds mellem 
Grøtnæs og Sørejde. 

Den lille lave Nip-ø, som skyder sig frem straks søn- 
denfor Finkroken, er bygget ganske i overenstemmelse med 
Renøens sydlige det. 

Ved Langsund er Renøens skiferafdelingen udskilt fra 
Ringvatsøens gneis-granit, Renøen danner rimeligvis en 
gjenstående rest efter den ældre mere sammenhængende vest- 
rand, som her efter øens nordlige del træder frem med sin 
enkelte skälformige lagstilling nogenlunde bevaret. Efter 
øens sydlige del er af glimmerskiferafdelingen alene bevaret 
synklinalens østfløj. 

Straks nordenfor Ren-ø dukker frem den lille ø Karlsø 
med sine tvende lave äsdrag. Øens faste fjeldgrund dannes 
for største delen af krystallinisk kalksten, snart tyndlaget 
skifrig snart mere tykbænket. På enkelte steder stikker der 
frem en grønlig glimmerskifer. Lagenes strøgretning temme- 
lig regelmæssig n. 40° 0. — ledsaget af flere svingninger i 
faldretningen. Efter øens vestlige del er faldvinkelen vest- 
lig fra 30° opover til 50 a 609. Asdragene er indbyrdes ud- 
skilte ved et lavt ejde, der fra kirkestedet og handelspladsen 
fører tversover øen til dens nordlige side. 

Karlsøens glimmerskifer står i petrografisk henseende 
som et mellemled mellem Balsfjordskiferne og den renere 
glimmerskifer. 

Fra den vestlige side af Ringvatsø skjær den lille Skogs- 
fjord sig ind i sydostlig retning og går her over i det an- 
seelige Skogsfjord-vands brede bækken. Skogsfjordvandet, der 
kuns ligger få meter over havfladen, skjær sig efter sin syd- 
vestlige side frem under afhænget af det af urfjeld byggede 
Kvalsunis drag. Fra vandets nordostlige side breder sig 
frem et af lave åsdrag gjennemsat underland, der fører over 
til Dåvfjord og Grundfjord, — hvilke skjær sig ind fra øens 
nordlige side, — og herfra mod øst over til der nordlige 


162 Karl Pettersen 


side af Langsund (cfr. afd. I. pag. 108). Dette bækkenfor- 
mige lavland er bygget af lagrækker af härde grønne skifere, 
kvartsiter, lerglimmerskifere i veksling med milde grenlige 
kloritiske skifere. Lagstillingen viser her overalt en temme- 
lig regelmæssig øst-vestlig strøgretning med 30 a 40° n. fald. 
Skiferafdelingen ligger således under en diskordant lagstil- 
ling over Kvalsunddragets urfjeld. 

Denne afdeling er åbenbart at indordne under Bals- 
fjordgruppen. 

Ved gården Elvenes ved Langsund skyder sig frem 
inden afdelingens område et længere bækkendrag, bygget af 
et konglomerat, som er sammensat af brudstykker af diorit, 
granit, glimmergneis, hornblendegneis og kornig kalksten, 
sammenkittede ved et grenligt kloritisk bindemiddel. 

Langs efter den sydostlige side af Van-øfra Vanstuen 
østover til Viken bygges en bredere strimmel efter under- 
landet af lagrækker af lerglimmerskifer, kloritiske skifere, 
kvartsiter i veksel med dolomitisk skifer og magnesiakalk 
i bænke. Denne under Balsfjordgruppen hørende afdeling 
gjennemsættes hyppig af dioritiske partier. Lagstillingen 
noget variabel, — strøgretning hyppigst øst-vestlig med nord- 
ligt fald. Sydligt fald dog også bemærket. 

Langs efter øens vestlige side fra Vannerejdet sydover 
til Kammen optræder ligeledes efter en smal strimmel langs 
stranden under Balsfjordgruppen hørende skifere, hyppig gjen- 
nemsat at diorit. I strøget om Kammen viser lagstillingen 
sig tildels stærkt presset. 

På Vanøens østlige side skyder sig fra Skibsfjordens 
vestside det opimod 470 m. høje fjeldparti Kvalkjæften. 
Dette er bygget af svagt skålformig bøjede lagrækker af 
grønlig glimmerskifer, hvid tyndlaget kvartsit og hornblen- 
deskifer. Strøgretning omkring n—s. Denne afdeling, der 
står i overlejningsforhold til Balsfjordskiferne langs øens vest- 
lige side, ligger ind under Tromsø glimmerskifergruppe. 


Den nord-norske fjeldbygning 163 


Den lille ø Spenna, der ligger i Fuglesundet østenfor 
Van-ø, er bygget af lerglimmerskifer med kalksten. Ogsa her 
er skiferen gjennemsat af diorit. Lagstillingen omkring 
o—v. mod 40 a 60° s fald.*) 

Den sydlige del af Fugl-ø er ifølge Gea bygget af en 
lerglimmerskifer, der viser 10 a 30° nordligt fald og efter 
al sandsynlighed må ligesom skiferafdelingen vere at indord- 
ne under Balsfjordgruppen. Hojere op afløses lerglimmerski- 
feren under konkordant lagstilling af en renere glimmerski- 
fer, der ikke længer minder om lerskifer»**) og som 'utvivl- 
somt må tilhøre glimmerskifergruppen. 


Tromsø bækkenet. 


Som det vil fremgå af den her leverede fremstilling 
skjær sundløbene om Tromsøen og videre nordover til ud- 
munding i Fuglesund sig frem mellem kystens øgruppe på 
den ene og fastlandets udgående randpartier på den anden 
side. Fraregnet en til urfjeldet henhørende afdeling, der sky- 
der sig frem i strøget mellem Tromsdalen og Tunsvikdal, byg- 
ges fastlandets randpartier forøvrigt af lagrækker, der lig- 
ger ind under Tromsø glimmerskifergruppe. Langs den vest- 
lige side stiger urfjeldet i regelen frem lige fra stranden, — 
hist og her dog bremmet langs efter de lavest liggende ni- 
veauer med strimler af den kalkstensførende glimmerskifer. 
Alene efter en enkelt lokalitet nemlig langs efter Kvaløens 
sydostlige side bygger glimmerskiferen her et højere åsdrag 
— Grenlibrua, — der stiger op til 416 m, 

Langs efter sundløbet østlige side stiger de af glim- 
merskiferen byggede fjeldpartier i regelen med stejlt afhæng 
op sägodtsom ligefra havspejlet og afsluttes opad i tophøjder, 
der nå op mod 900. m. Det stejle afhæng ligesom den svagt 


*) Keilhau, Gæa II. pag. 288, 
##) Gea, ] 


164 Karl Pettersen 


udad fra 20 30° heldende lagstilling peger med bestemthed 
hen pa, at fastlandets randpartier oprindelig må have under 
nogenlunde tilsvarende hejdeforholde skudt sig adskillig læn- 
gere frem mod vest og rimeligvis også således udfyldt det 
nuværende sundbekken efter hele dets brede ligetil gneis- 
granitens østrand. Ikke alene skiferstrimlerne langs efter 
Kvaløens østside men ligeledes de forskjellige større og mind- 
re øer og holmer, som dukker frem fra selve sundløbet, synes 
at skulle tale til gunst for en sådan forudsætning. 

Fastlandets randpartier med sire mod vest heldende 
lagrækker vil i dette tilfælde danne den gjenstående østlige 
fle} af en bred skålformig synklinale, hvis vestlige fle] kuns 
brudstykkevis er at gjenfinde i forholdsvis langt lavere ni- 
veauer langs efter Kvaløens østlige side således navnlig efter 
Grønlibruas åsdrag. At slutte fra forholdene, som de træder 
frem efter fastlandets randpartier langs Vågsfjord, Dyrøsun- 
det, Gisundet og Malangen med den overalt så stærkt ud- 
prægede skålformig synklinale lagstilling, er det at forud- 
sætte at forholdene også efter Tromsøsundet har været der- 
med nogenlunde tilsvarende og at skålens øst og vestflej 
således også her har skudt sig op til indbyrdes nogenlunde sam- 
stemmende højde. Når resterne efter synklinalens vestflej 
nu alene træder frem i forholdsvis lavt liggende niveauer, 
må her den forudsætning vistnok allerede på forhånd ligge 
nærmest, at dette erat føre tilbage til her foregåede indsænk- 
ninger. 

Der er også forskjellige forholde at aflæse efter disse 
strøg, der mere direkte synes at kunne pege hen på, at landsænk- 
ninger her må have fundet sted. 

Gneis-graniten langs efter Kvaløens østlige side viser 
således langs efter afsatserne bagenfor de langs efter strand- 
partierne fremstikkende strimler af den kalkstenførende 
glimmerskifer som førnævnt ofte sådanne strukturforholde, 
der efter al sandsynlighed må være fremkaldte ved skurin- 


Den nord-norske fjeldbygning 165 


ger af nedadglidende masser. Da rester af glimmerskifer 
endnu er at påtræffe efter strandniveauerne umiddelbart ne- 
denfor, kan der vistok her være nogen grund til at sætte de 
nævnte skuringer i et bestemtere tilknytningsforhold til 
nedsænkning af en her tidligere optrædende mægtig afdeling 
af glimmerskifer. 

Tromsøen stiger som førnævnt frem midt i sundløbet 
op til en højde over havfladen af opimod 120 m. — medens 
fastlandets tvertovenfor liggende randpartier når op til bøj- 
de af indtil 900 m. Den sydlige del af øen er bygget af 
glimmerskifer i nær tilknytning til en her optrædende eklo- 
gitartet sten, En lignende eklogit træder også frem på 
fastlandet tvertover Tromsøen ligeledes i tilknytning til 
glimmerskiferen, nemlig på Tromsdalstind, — men her først 
i en højde over havfladen af 600 m. Der foreligger vistnok 
i og for sig ingen tvingende nødvendighed for den slutning, 
at Tromsøen eklogit gjennem sænkning skal være bragt ned 
til et så anseeligt lavere liggende niveau end Tromsdalstin- 
dens tilsvarende bergart, men det skal dog erkjendes at der 
allerede på forhaand er meget, der synes at skulle tale til 
fordel for en sådan forudsætning. Men ved siden heraf skal 
også fremholdes, at lagstillingen inden glimmerskiferafdelin- 
gen på Tromsøen i det hele og store bærer vidnesbyrd om 
at den har været underkastet forholdsvis langt stærkere 
presninger end lagstillingen efter fastlandets randpartier. 
Trykkræfter må her åbenbart have været i virksomhed, og 
idet fastlandets randpartier deraf har været på det nærmeste 
uberørte, peger dette antagelig også hen, på at Tromsøens 
fjeldgrund har lagt ind under indvirkninger af dislokationer, 
hvoraf fastlandspartierne har været uberørte. 

Medens Tromsøen således antages at have deltaget i 
efter sundløbene foregåede indsænkninger, har derimod den 
nordenfor liggende Renø deraf været uberørt. Denne stiger 


166 Karl Pettersen 


også op som en «Horst» til lignende højde som den, der 
rader efter fastlandets randparti. 

Efter Renøens sydlige side skyder sig frem en ret mæg- 
tig afdeling af den lavere liggende Balsfjordgruppe. Under 
denne hørende lagrækker er forøvrigt ikke at påvise efter de 
søndenfor liggende dele af det her omhandlede indsænknings- 
bækken, med mindre de før omhandlede kloritiske skifere 
på Strømsejde skulde være at henføre hertil. Foruden på 
Rengen trader afdelinger, der ligger ind under Balsfjord- 
gruppen, også frem på forskjellige steder efter indsænknings- 
bækkenets nordlige del, således et mere udbredt felt efter Ring- 
vatsøens nordlige del, og desforuden forskjellige smale bånd- 
strimler langs efter Van-øens vestlige og sydlige side ligesom 
også efter Fuglesundet på den lille lave fra Fuglesundet opduk- 
kende ø Spenna. Efter den sydlige del af Fuglø, der skyder sig 
op ved Fuglesundets udmunding mod det åbne hav, bygges 
fjeldgrunden efter de lavere niveauer antagelig også af un- 
der Balsfjordgruppen hørende lagrækker 

At slutte fra dybdeforholdene efter indsænkningsbække- 
nets nordlige del, er der imidlertid vistnok ingen grund til 
fra de her omhandlede forholde vedrørende Balsfjordgrup- 
pens optræden at drage den slutning, at den vertikale ind- 
sænkning her har været mindre end efter bækkenets sydlige 
del. Snarere vil der antagelig være grund til at forudsætte 
at Balsfjordgruppen her oprindelig har haft en forholdsvis 
større mægtighed og vistnok i det hele en større sammen- 
hængende udbredelse end efter de søndenfor liggende strøg. 
Rimeligvis må disse her optrædende afdelinger oprindelig 
også have stået i umiddelbar tilknytuing til de under Bals- 
fjordgruppen liggende afdelinger langs Ulfsfjorden og Ser- 
fjorden, og igjennem disse til det egentlige hovedfelt i strø- 
gene om det indre af Balsfjorden. 


Den nord-norske fj eldbygning 167 


Kyststragenes udviklingshistorie à samlet oversigt. 


Kyststrøgenes af urfjeldets gneis og gneisgranit byggede 
fjelddrag falder efter de ovenfor omhandlede strøg mod øst 
ned mod et 10—15 klm. bredt bekken af secunder oprin- 
delse, der spænder sig frem i retning fra sydvest mod nord- 
ost, — fra Tjelsundet nordover til Fudlesund. Dette bæk- 
ken optages af tvende større lavlandspartier, — hvoraf det 
ene udfylder Hindøens nordostlige det andet Senjenøens syd- 
ostlige del — og forøvrigt af brede sammenhængende sund- 
løb. Ved Malangen er bækkenet på en vis måde udskilt i 
tvende hoveddele, hvoraf den sydlige omfatter Vågsfjord og 
Senjenbækkenet, den nordlige derimod Tromsø-bækkenet. 

Mod vest skjær de nævnte sundløb sig frem delvis til 
selve urfjeldets østlige randkant. På andre steder er de ud- 
skilt fra samme dels ved de nysnævnte af krystalliniske ski- 
fere byggede lavlandspartier, dels også ved forskjellige 
oftest ganske smale strimler af tilsvarende skiferdannelser, 
der stikker frem efter de lavest liggende niveauer langs ur- 
fjeldets østrand. Fra selve sundløbene rejser sig forskjellige 
små-øer og holmer, ligeledes byggede af krystaliniske skife- 
re. Mod øst begrænses sundløbene og dermed også det om- 
handlede bækken ved høje og i regelen stejlt opstigende 
fjeldpartier, der ligesom lavlandspartierne efter bækkenets 
vestlige del, de til urfjeldets randkanter knyttede skifer- 
strimler samt de fra sundløbene opdukkende små-øer er byg- 
gede af lagrækker, der ligger ind under Balsfjordgruppen 
eller Tromsø glimmerskifergruppe. 

De af gneisen og gneis-graniten byggede fjeldpartier er 
i det hele stærkere udstykkede ligesom også hejdeforholdene 
her er mere vekslende end tilfældet er efter fjeldpartierne 
langs efter bækkenets østlige side. Skjønt urfjeldet vistnok 
hist og her kan skyde op i toppe, der kan nå omtrent ligeså 
højt som de højere toppe efter de østenfor liggende fjeldpar- 


168 Karl Pettersén 


tier, vil de sidste dog i regelen rage adskilligt op over ur- 
fjeldsafdelingerne mod vest. 

Det stejle afheld, hvorunder fjeldpartierne så regelmæs- 
sig stiger frem langs efter bækkenets østlige side i forbin- 
delse med den i det hele kuns lidet forrykkede lagstilling, 
som her overalt er rådende, peger hen på at disse fjeldpar- 
tier under i det væsentlige nogenlunde ensartede bygnings- 
forholde oprindelig må have skudt sig frem adskillig længe- 
re mod vest end tilfældet er nu. Sees end videre hen til 
de forskjellige større og mindre afdelinger af krystalliniske 
skifere, der — som ovenfor nævnt — træder frem efter bæk- 
kenets vestlige randpartier og efter de fra sundløbene op- 
dukkende småøer, kan der vistnok være al grund til at for- 
udsætte, at disse alene danner svage rester efter tidligere 
foreliggende bygningsmasser, der herfra har bredt sig videre 
mod øst. Da sundløbenes brede ikke overstiger 10 a 12 km. 
men ofte kan gå adskillig derunder, er der således vistnok 
al rimelighed for, at de fra modsatte sider således fremskudte 
fjeldpartier kan have nået sammen. De nuværende sundleb 
må således oprindelig have været udfyldte med lagrækker 
af de ovennævnte yngre krystalliniske skifergrupper. 

Urfjeldet med sine skiktede petrografisk afvigende og veks- 
lende gneislag og de dertil knyttede afdelinger affolieret eller 
mere udpræget laget gneis-granit må i det hele og store, som 
nærmere påvist i afdeling I, være af sedimentær oprindelse. 
Efter Hindøen ligesom også efter den nordlige del af Ring- 
vatsø og de forskjeilige straks nordenfor samme liggende øer 
er lagstillingen inden de her optrædende afdelinger af ur- 
fjeldet adskillig varierende. Anderledes er forholdet i så 
henseende efter de mellem Hindø og den nordlige del af 
Ringvatsø liggende landpartier. Efter den største del af 
Senjen ø, efter Kvaløen ligesom også efter den sydlige halv- 
del af Ringvatsø viser gneisen eller gneis-graniten en tem- 
melig konstant lagstilling med foldninger, hvis akse spænder 


Den nord-norske fjeldbygning 169 


sig frem i retning fra n. 20" v. til s. 20° 0. Lagenes fald- 
vinkel er i regelen stejl, når oftest opover 60" og kan hyp- 
pig nærme sig til 90°. Stærke ensartede og samtidige fold- 
ningskræfter i retning fra sv. mod no. eller omvendt må 
altså have været i virksomhed efter disse lange sammenhæn- 
gende streg. Urfjeldet er her gjennemsat af tvende orogra- 
fisk mere bestemmende indskjæringer nemlig den ytre del af 
Malangen og Kvalsund hvilke begge står 1 et bestemt af- 
hængighedsforhold til den efter disse strøg rådende lagstil- 
ling, og antagelig med hensyn til oprindelse må være at føre 
tilbage til de nævnte foldningskræfter. Malangen, der skiller 
mellem Senjenøens og Kvaløens synklinalt stillede lagrækker, 
skyder sig således frem efter den synklinale folds længde- 
akse. Kvalsundet skjær sig derimod frem mellem Kvalsens 
og Ringvartsøens konkordant stillede lagrækker af gneisaf- 
delingen og ligeløbende med den inden denne her rådende 
strøgretning. 

En tilsvarende ensartethed i lagstillingen træder også 
frem efter lange sammenhængende strøg inden de af de yngre 
skiferafdelinger byggede fjeldpartier, der skyder frem efter 
det omhandlede bækkens østlige side. Efter hele Rolla og 
den sydlige del af Andorgø viser således den her optrædende 
glimmerskifer en strøgretning af n. 20° v. med 20 a 30° n. 
o. fald. Strøgretningen falder således ganske sammen med 
den, der som ovennævnt er så stærkt fremtrædende inden 
gneisafdelingen langs efter bækkenets vestlige side. Inden 
glimmerskiferafdelingen er faldvinkelen derimod forholdsvis 
langt svagere. Efter fastlandets halvøformige fremspring 
fra den østlige side af Astafjorden er strøgretningen fremde- 
les overalt samstemmende med den, der råder over Rolla. 
Derimod slår faldretningen her lidt indenfor mundingerne af 
de berfra indskydende fjorde fra østlig over til vestlig og 
fortsætter videre østover til fjeldpartiernes afheld mod de 
østenfor liggende transversale ejdefar, der fører fra den ene 


170 Karl Pettersei 


fjordbund over til den anden. Fra Vägsfjorden ostover til 
nævnte ejdefar danner lagordningen säledes her overalt en 
enkelt regelmæssig optrædende synklinal fold, hvis længde- 
akse spænder sig frem i retning fra n. 20° v. til o. 20° o. 
— saledes som forholdet vil findes fremstillet i de ovenfor 
omhandlede profilrits no. 53 til 56. 

Ganske i ovenstemmelse hermed træder stradifications- 
forholdene ogsa frem efter fjeldpartierne langs fastlandets 
randkant videre nordover til Ser-Reisen. 

Langs den estlige side af Gisundet gjenfindes en til- 
svarende synklinal fold, men er dennes lengdeakse efter 
sundets sydlige del afbejet mere østlig, idet den spender sig 
frem i retning fra n. 20° o. til s. 20° v. Efter sundets nord- 
lige del mod sammes udløb til Malangen bøjes lagstillingens 
strøgretning atter tilbage til n. 20" v. Afbøjningen står åben- 
bart i et bestemt tilknytningsforhold til den her frembry- 
dende granitfelt, — Rødbergsgraniten, — hvis længdeakse 
skyder sig frem i samstemmende retning. Glimmerskiferens 
lagrækker skyder sig her langs efter Gisundet med stejlt til 
næsten vertikalt fald ind under Rødbergsgraniten. 

Efter de høje fjeldpartier, der mod nord afslutter halv- 
øen mellem Malangen og Balsfjorden, træder lagstillingen 
endvidere frem ganske i overenstemmelse med den, der er 
rådende efter strøgene om Astafjorden (cfr. profilrits fig. 59). 

De enkelte mindre væsentlige afvigelser langs efter Gi- 
sundets sydlige del fraregnet vil det heraf fremgå, at fjeld- 
partierne langs efter bækkenets østlige side i strøget fra 
Gravfjord nordover til Balsfjorden er bygget på en i det 
hele og store ganske ensartet måde. En i det væsentlige 
samstemmende lagstilling med en enkelt synklinal fold, hvis 
længdeakse spænder sig frem i retning fra n. 20° v. til s. 
209 o., træder her oftest mod stor bestemthed frem langs ef- 
ter bækkenets østlige side. 

Noget afvigende herfra træder derimod bygningsfor- 


Den nord-norske fjeldbygning 171 


holdene frem efter de nordenfor liggende sundløb, der fra 
Balsfjordens udmunding i Tromsø-bækkenet skjær sig frem 
videre nordover til Fuglesund. Den synklinale folds østlige 
og vestlige fle] er her i regelen udskilt ved brede sundlob, 
der dækker foldens bundflade. Medens den østlige fle] heruu- 
der bygger høje umiddelbart fra sundene stejlt opstigende 
fjeldpartier, træder den vestlige fle] enten helt tilbage eller 
stikker frem som smale randstrimler efter de lavest liggende 
niveauer og herunder lænende sig til det vestenfor opstigen- 
de urfjeld. Alene efter Kvaløens sydostlige hjørne træder 
denne vestlige fløj noget stærkere frem i Grønlibruas 416 m. 
højtstigende åsdrag. Skiferafdelingen viser her en lagstilling. 
der regelmæssig falder sammen med den, der råder efter 
Astafjorden. Forøvrigt er lagstillingen langs efter Tromsø- 
bækkenet mere varierende. I regelen spiller strøgretningen 
også her i omkring nord-sydlig retning — oftest med en 
smule afbøjning til øst. 

Afdelinger tilhørende den ældre umiddelbart under 
glimmerskifergruppen liggende Balsfjordgruppe træder på flere 
steder frem langs efter bækkenet — dels efter sammes syd- 
lige del på begge sider af Tjelsund samt over Hindø langs 
Vågsfjordens vestlige side, dels efter sammes nordlige del 
over Renø, Ringvatsø og Van-ø. Her bygger sådanne end- 
videre den lille ø Spenna, der dukker op fra Fuglesund og 
stikker antagelig også frem efter den sydlige del af Fuglø. 
Lagstillingen inden disse så vidt udskilte afdelinger viser en 
det store ganske mærkelig overenstemmelse, nemlig en strøg- 
retning, der forherskende spiller i omkring øst-vestlig retning 
med nordligt ofte temmelig stejlt fald. Sydlig faldvinkel er 
imidlertid også bemærket, og rimeligvis skjuler disse afde- 
lingers lagstilling forskjellige folder. Medens lagstillingen 
inden urfjeldet og glimmerskifergruppen navnlig hvad strøg- 
retning angår ganske falder sammen efter lange strøg, afvi- 
ger den derimod stærkt fra den, der er rådende efter de her 


me 00 Karl Pettersen 


fremtrædende afdelinger af den mellemliggende Balsfjord- 
gruppe. 

Lagstillingen som den således er rådende efter gneis- 
afdelingen ved den vestlige og glimmerskiferafdelingerne ved 
den østlige side af det omhandlede bækken med den i rege- 
len så samstemmende strøgretning, vidner for at i en ret- 
ning ensartede foldningskræfter her har været i virksomhed: 
Da lagstillingens faldvinkel imidlertid inden gneisafdelingen 
gjennemgående er stejl ofte opimod vertikal, inden glimmer: 
skiferafdelingen derimod sjeldent når opover 20 a 30°, vil 
dette kunne pege hen på enten at 

1. foldningskræfterne som samtidige har virket med ulige 
intensitet efter det omhandlede område — altså med 
stærkere intensitet efter gneisfeltet end efter glimmer- 
skiferfeltet. 

2. eller at foldningskræfterne har været i virksomhed eller 
gjentaget sig til forskjellige tider under i det væsent- 
lige ensartede former. Den så stærkt afvigende fald- 
vinkel inden lagstillingen efter bækkenets begge lang- 
sider må i så tilfælde være fremkaldt derved at de om- 
handlede foldningskræfter har været i virksomhed inden 
gneisafdelingen allerede i tidsrum, der ligger bagenfor 
glimmerskifer-gruppens afsætningstid. 

At denne sidstnævnte under post 2 opførte forudsæt- 
ning her nærmest må blive at gjøre gjeldende, vil fremgå af 
hvad der ovenfor er fremholdt angående den ytre del af 
Malangen samt Kvalsund, — to gjennemskjæringer inden 
gneisfeltet, der må være dannet umiddelbart under foldnings- 
kræfternes virksomhed. Som nedenfor nærmere skal blive 
påvist, må disse indskjæringer være ældre end tiden for glim- 
merskifergruppens afsætning. 

De her omhandlede foldningskræfter, som altså har væ- 
ret i virksomhed i den arkæiske tid og senere fortsat eller 
gjentaget sin virksomhed efter glimmerskifergruppens afslut- 


Den nord-norske fjeldbygning 173 


ningstid, ma altsa have arbejdet efter en i det væsentlige 
ensartet måde gjennem ganske anseelige tidsrum. Balsfjord- 
gruppen og glimmerskifergruppens lagrækker når nemlig til- 
sammen en mægtighed af opimod 2000 m. 

Hvor afdelinger, der ligger ind under de yngre skifer- 
grupper, mere umiddelbart støder til kyststrøgenes gneisfelt, 
vil de altid findes at træde frem langs efter dettes randkan- 
ter mod det her omhandlede bækken eller andre orografisk 
mere bestemmende indskjæringer inden selve gneisfeltet. Ef- 
ter Hindøens nordostlige del ligesom også efter Senjen-øens 
sydostlige del bygger disse afdelinger større sammenhengen- 
de felter, der her kan skyde op i højere åsdrag. Ellers stik- 
ker sådanne afdelinger her frem alene som svage båndstrim- 
ler, der læner sig til urfjeldets udgående randpartier. For- 
øvrigt skyder de af gneisen og gneis-graniten byggede fjeld- 
masser overalt frem fri for overdækninger af disse yngre 
skiferdannelser. At urfjeldets fjeldgrund tidligere efter nogen 
væsentlig anden målestok, end nu, skulde have været over- 
dækket af sådanne yngre dannelser, der sporløst måtte være 
blevne udvidskede gjennem følgende tidsrums eroderende og 
denuderende virksomhed, synes der kuns at skulle være liden 
rimelighed for. Der foreligge intetsomhelst, der synes at 
skulle kunne pege i den retning. Som forholdene her træder 
frem, er der vistnok al grund til at forudsætte, at disse yngre 
dannelser oprindelig må være blevne afsatte efter ældre 
foreliggende bækkenformige dannelser eller indskjæringer in- 
den selve urfjeldet, — udgåede de første gjennem indsænk- 
ninger, de sidste som f. e. Malangen og Kvalsund umiddel- 
bart fra foldningskræfterne. Under Balsfjordgruppens og 
glimmerskifergruppens dannelsestid må urfjeldet med sine 
højpartier følgelig have raget op ovor den daværende hav- 
stand, da disse i modsat fald ellers måtte være blevne over- 
dækkede af de yngre sedimenter. Når glimmerskiferafde- 
lingerne imidlertid nu langs efter bækkenets østside med sin 


174 Karl Pettersen 


her kuns lidet forrykkede lagstilling i det hele og store ra- 
ger op over den vestenfor liggende gneisafdelings hejrands- 
partier, så må dette være at fore tilbage til senere omord- 
ninger, fremkaldte enten ved erosioner efter gneisfeltet eller 
ved dislokationer til den ene eller anden side. Som hårde 
og sejge bergarter må gneisen med gneisgraniten imidlertid 
have ydet de eroderende kræfter en forholdsvis stærkere 
modstand end den mildere kvartsitiske glimmerskifer. Der er 
således vistnok kuns liden sandsynlighed for, at den forudsæt- 
ningsvis oprindelig højere stigende gneisafdeling gjennem erode- 
rende kræfter skulde være bleven bragt ned til niveauer, der 
ligger lavere end skiferafdelingernes hojfjeldspartier mod øst. 

Den i det hele så lidet forrykkede lagstilling, der er 
rådende inden glimmerskiferafdelingen mod øst, synes ikke 
at skulle tale til gunst for en forudsætning om, at bjergmas- 
serne her gjennem horisontalt virkende trykkræfter skulle 
være blevne stuede således op, at de derunder kom til at 
rage op over det venstenfor liggende urfjeld. Heller ikke 
kunne de antages at være blevne løftede ved masser f. e. 
af underliggende Balsfjordskifere, der fra siden vare blevne 
trykkede ind under glimmerskiføren. I dette tilfælde måtte 
vistnok lagstillingen inden de løftede afdelinger være blevne 
forrykket efter en stærkere målestok end forholdet i virke- 
ligheden er. Lagstillingsforholdene inden glimmerskiferafde- 
lingen træder dertil også gjennem lange strøg så ensartet 
frem, at en sådan forudsætning vistnok ikke vil kunne god- 
kjendes. 

At de omhandlede fjeldpartier skulle være blevne hæ- 
vede i vejret ad anden vej ved vertik lt opad virkende kræf- 
ter, kan heller ikke være al forudsætte, Den videnskabelige 
erkjendelse synes for tiden tilbøjelig til at afvise be- 
rettigelsen af enhver forudsætning om, at continentale ni- 
veauforandringer kan være at føre tilbage til sådanne kræfter. 
Hvorvidt denne opfatning er berettiget eller ej, skal her 


Don nord-norske fjeldbygning 175 


lades uafgjort. Her skal alene fremholdes at der efter de 
omhandlede strøg i ethvert tilfælde intet eraflæst, der skul- 
de synes at kunne pege i denne retning. 

Det egentlige arnested for de her påviste niveauforan- 
dringer, der må være indtrådt efter glimmerskifergruppens 
afslutningstid, må således efter al sandsynlighed være at 
henlægge til fjeldgrunden efter bækkenets vestlige side. Man 
ledes således her til at drage den slutning, at den af ur- 
fjeldet byggede fjelderund i strøget fra Vågsfjorden nordef- 
ter til Fuglesnnd i tidsrum senere end glimmerskifergruppens 
afslutningstid har været underkastet en sænkning, hvorunder 
dettes højfjeldspartier er bragt ned til niveauer, der ligger 
lavere end skiferafdelingernes højfjeldspartier mod øst. At 
slutte fra stratificationsforholdene inden gneisafdelingen, som 
de træder frem langs efter Kvedfjordens østlige side, fore- 
ligger der som det synes bestemtere vidnesbyrd for, at den 
gneisgranitiske fjeldgrund idetmindste her i virkeligheden 
har lagt ind under dislokationer i tidsrum, der ligger efter 
glimmerskifergruppens afsætningstid. Fra denne enkelte lo- 
kalitet at drage videre gående slutninger lader sig vistnok 
ikke gjøre, men forholdet vil dog kunne tjene som yderligere 
støtte for slutninger, hvortil man tidligere er nået ad anden 
vej. 

Som før nævnt er der al grund til at forudsætte at 
skiferafdelingerne fra bækkenets østlige side oprindelig må 
have under tilsvarende forholde med de, hvorunder de her 
træder frem, bredt sig videre vestover og således udfyldt 
bækkenet ligetil urfjeldets østlige afheld. Mægtige lagræk- 
ker af yngre skiferafdelinger må således her være blevne 
fjernede ad en eller anden vej. 

Den af skiferafdelingerne byggede fjeldgrund langs efter 
bækkenets vestlige side skyder imidlertid ikke på langt nær 
op til en højde, der kan være at sammenstille med den, der 
er rådende efter fjeldpartierne langs bækkenets østlige side. 


176 Karl Pettersen 


At disse oprindeligt i så henseende ma have optradt under 
mere samstemmende forholde er der al grund til at fornd- 
satte, og navnlig vil dette fremgå, når man fester sig ved 
den stærkt fremtrædende forskjel, der i si henseende rader 
langs efter begge sider af det trange Gisund. Den nævnte 
højdeforskjel må således efter al sandsynlighed være fremgået 
gjennem omordninger 1 senere tidsrum. 

For de strøgs vedkommende, der ligger mellem Tjel- 
sund og Malangen vil det imidlertid i ethvert tilfælde være 
klart, at det her omhandlede forhold ikke kan være at føre 
tilbage til eroderende kræfter. Allerede ved et løseligt blik 
på kartskissen tavle VII. vil det fremgå, at de orografiske 
bygningsforholde her ingenlunde er sådenne, at de har 
kunnet afgive de nødvendige betingelser for at fremkalde 
eroderende kræfter af den art, som forudsætningen her måtte 
påkræve. Anderledes kunde forholdet i så henseende på for- 
hånd måske stille sig ligeovenfor spergsmälet om Tromsø- 
bækkenets dannelse. Sundløbene om Tromsøen er umiddel- 
bart knyttede til Balsfjorden, der skjær sig langt ind efter 
fastlandsstrøgene og indad går over i dalfører, der skyder 
sig indefter ligetil grænsestrøgene mod Sverige. Her fore- 
ligger der således et sammenhængende indskjæringssystem, 
der gjennem en anseelig længde fører ned fra de centrale 
hojfjeldspartier. At dette felt må have kunnet yde overor- 
dentlig gunstige betingelser for en storartet erosionsvirksom- 
hed, er der vistnok al rimelighed for. På forhånd kunde 
der således synes grund til at opkaste det spørgsmål, om 
ikke det hele her optrædende sammenhængende dal- fjord- og 
sundsystem med hensyn til oprindelse mere ligefrem kunde 
være at føre tilbage til eroderende kræfter. 

Uden nærmere at skulle fæste sig ved spørgsmålet om, 
efter hvilken målestok sådanne her kan have virket, skal 
alene fremhæves, at der intet foreligger, der kan pege hen 
på at de i så henseende for de egentlige sundstrøgs vedkom- 


Den nord-norske fjeldbygning 17% 


mende kan have øvet nogen orografisk mere bestemmende 
virksomhed. Der er derimod på den anden side gjort for- 
skjellige aflæsninger, der med bestemthed vidner for, at dis- 
locerende kræfter her kan have virket bestemmende netop i 
denne retning. Efter den lave Tromsø, der skyder sig frem 
midt efter bækkenet, viser lagstillingen inden den her op- 
trædende glimmerskiferafdeling sig således ofte i hø) grad 
forrykket, vreden og presset. Kalkstenslagene er endvidere 
hyppig gjennemsat af talrige på hinanden følgende transver- 
sale vertikalt stillede sletter eller afløsningsflader. Overor- 
dentlig stærke trykkræfter må her åbenbart have været i 
virksomhed. Tromsøens fjeldgrund bygges for en stor del 
af en til glimmerskiferafdelingen knyttet eklogitartet bergart, 
der efter det tvertover liggende fastlandsparti først gjenfin- 
des i omkring 600 m. højere liggende niveauer. Som tidli- 
gere fremholdt i den lokale beskrivelse kan der være grund 
til at forudsætte, at eklogiten på Tromsøen mere oprindelig 
må have lagt i en med eklogitforekomsten på fastlandet me- 
re samstemmende højde og at den gjennem senere sænkning 
er bleven bragt ned til sit nuværende lavere liggende ni- 
veau. Den forrykkede lagstilling efter Tromsø vil også her- 
ved finde sin naturligste forklaring. 

Det i regelen stejle afheld, hvorunder de højt stigende 
fjeldpartier falder ned mod bækkenets østlige randkant, sy- 
nes også at skulle give denne forudsætning støtte. Dette 
synes nemlig i det hele og store at træde frem som en ud- 
præget, vel markeret forkastningsflade (brudflade). 

På en hermed tilsvarende måde træder bygningsforhol- 
dene ligeledes frem langs efter Vågsfjord- og Senjen-bække- 
net. Langs den østlige side træder således en som det synes ret 
udpræget forkastnings- eller brudflade frem efter de højeststigen- 
de fjeldpartiers afhæng mod bekkenet. Lagstillingen efter dis- 
se er i regelen forholdsvis kuns lidet forrykket. Langs den 
vestlige side skyder skiferafdelingen op til Banner an 


178 Karl Pettersen 


vis lave niveauer og er lagstillingen her derimod ofte stærkt 
forrykket. Ligesom efter Tromsø-bækkenet vil man også 
her nærmest ledes til den slutning, at Vågsfjord- og Senjen- 
bækkenerne væsentlig må være fremgåede gjennem indsænk- 
ninger. Ogsà her er der gjort enkelte aflæsninger, der mere 
direkte synes at pege i nævnte retning. Som tidligere om- 
handlet i den lokale beskrivelse (cfr. profilrits n. 50.) anta- 
ges således den ved lavlandspartierne om nordre Storvand 
på Hindø optrædende glimmerskiferafdeling gjennem sænk- 
ning at være bleven udskilt fra den skiferafdeling, der byg- 
ger højpartierne af det her opstigende Middagsfjeld. 

Medens det således på den ene side antages at være 
grund til at forudsætte, at Vågsfjord-Senjen- og Tromsø-bæk 
kenerne er fremgået af vertikale dislokationer (sænkninger), 
vil der på den anden side kunne rejses det spørgsmål, om de 
til disse bækkener knyttede sundløb som sådanne er dannet 
samtidig med indsænkningsbækkerne forøvrigt, eller’ frem- 
gåede som senere dannelser gjennem eroderende kræfter. 

En lignende betragtningsmåde, som ovenfor er fremholdt 
ligeovenfor spørgsmålet om det her omhandlede bækkens 
oprindelse gjennem erosion, vilsom det lettelig kan sees og- 
så blive at gjøre gjeldende her. Sundløbene må derfor an- 
tages at være i det væsentlige dannet samtidig som bække- 
net forøvrigt og ved tilsvarende kræfter. 

Der er tidligere ligeovenfor de her optrædende afdelin- 
ger af Balsfjordskifere fremhævet at lagstillingen på de 
forskjellige steder træder frem under mærkelig ensartede 
forholde, — der forøvrig skarpt afviger fra den, der er rå- 
dende såvel efter det underliggende urfjeld som efter den i 
rækkefølgen højere liggende glimmerskifergruppe.  Ensartet 
horisontalt virkende dislokationskræfter må imidlertid som 
før påvist have været samtidig i virksomhed såvel efter 
gneisafdelingen som efter glimmerskifergruppen. Lagstillin- 
gen viser nemlig her, hvad strogretning angar, en fuldstæn- 


Den nord-norske fjeldbygning 179 


dig overenstemmelse efter lange sammenløbende strøg. Der 
må følgelig være al grund til at forudsætte, at de nævnte 
dislokationskræfter må have øvet en tilsvarende virksomhed 
også efter de i rækkefølgen her optrædende mellemliggende 
afdelinger af Balsfjordgruppen og at lagstillingen her tidli- 
gere nærmere må have faldt sammen med den, der er rå- 
dende inden glimmerskiferafdelingen opad. Den nu optræ- 
dende så stærkt forrykkede lagstilling inden Balsfjordafde- 
lingen må altså være fremgået gjennem indvirkningen af 
senere her optrædende dislokationer, der imidlertid har la- 
det uberørt den ældre foreliggende lagstilling inden glim- 
merskiferafdelingerne langs bækkenets randkanter. Også 
dette forhold lader sig lettest bringe i samklang med den 
her fremholdte forudsætning om bækkenets dannelse gjen- 
nem indsænkning. Under denne må de lavere liggende af- 
delinger af den sænkede fjeldgrund efter en helt anden må- 
lestok end de højere liggende have været udsat for indvirk- 
ninger af de herunder fremkaldte trykkræfter. Den inden 
de lavere liggende afdelinger af her optrædende Balsfjord- 
skifer nu rådende lagstilling må altså være at føre tilbage 
til de omhandlede indsænkninger. 

Det ber omhandlede bækken med sine sammenhængen- 
de sundløb danner således et indsænkningsfelt, der mod øst 
er begrænset ved de her af skiferafdelinger byggede fjeld- 
partier, hvis vestlige stejle afheld træder frem som ret ud- 
prægede brud- eller forkastningsflader. Hvor langt sænk- 
ningen har skudt sig frem mod vest, træder imidlertid ikke 
ligeså klart frem. Som ovenfor nærmere påvist har kyst- 
strøgens gneisgranitiske fjeldgrund imidlertid lagt ind under 
omfattende sænkninger, der har faldt ind i tidsrum yngre 
end glimmerskifergruppens afsætningstid. Medens det på 
den ene side må lades uafgjort, om denne nedsænkning med 
hensyn til tid helt falder sammen med tiden for sunddan- 
nelsen, vil det på den anden side være al sandsynlighed for 


180 Karl Pettersen 


at i ethvert tilfælde de inden urterritoriet tidligere forelig- 
gende større og mindre og senere af krystalliniske ski- 
ferafdelinger udfyldte bækkener må have lagt ind under 
sænkninger samtidig med det omhandlede bækken langs ef- 
ter de indre sundløb. Anfjorden, der som en bred havarm 
nu skjær sig ind mellem An-s og Senjen-o, har åbenbart 
ligesom Vågsfjordbækkenet tidligere været udfyldt med mægti- 
ge lagrækker hørende ind under Balsfjordgruppen og Glim- 
merskifergruppen. Svage rester efter disse træder frem dels ef- 
ter Anøens lavere liggende niveauer langs med Anfjorden, 
dels efter de forskjellige småøer, som nordenfor Bjarkø sky- 
der sig op midt fra Anfjorden. Alt dette peger hen på, at 
lignende kræfter her må have været i virksomhed som de, 
der har rådet langs efter Vågsfjorden. Hermed helt tilsva- 
rende forholde træder også frem på forskjellige steder efter 
sundløbene eller fjordene langs Lofoten og Vesterålen. 

Sund-bækkenerne danner således alene et enkelt 
Jed i et større vidt udbredt sænkningsfelt, der har 
omfattet det hele kystområde fra Lofoten og Vesterålen 
nord over til Fuglesund og som rimeligvis også vil findes 
at have strakt sig nordover helt frem til strøgene om Nord- 
kap. 

Med hensyn til indsænkningernes vertikale faldhøjde 
skal bemærkes, at fjeldpartierne langs bækkenet eller sund- 
løbenes østlige side med sin kuns svagt forrykkede lagstil- 
ling kan skyde op til hojder afomkring 1250 m. Efter den 
nordlige side af Andorgø når fjorddybet på sine steder ned 
til 300 favn (565 m.) Den vertikale faldhøjde skulde i hen- 
hold hertil nå til omkring 1800 m. 

At drage afgjørende slutninger med hensyn til de kræf- 
ter, der har været i virksomhed til at fremkalde de her om 
haudlede indsænkninger, lader sig fortiden ikke gjøre. Det 
skal dog i så henseende bemærkes, at der er forskjellige om- 
stændigheder, der synes at pege hen på, at eruptive kræfter 


Den nord-norske fjeldbygning 181 


herunder idetmindste delvis har været medvirkende. Langs 
efter Lofotøerne bryder syenitiske afændringer frem tildels 
i ret svære masser. Skulde syeniten her være af eruptiv 
oprindelse — hvorfor der imidlertid endnu ikke foreligger 
afgjørende vidnesbyrd, — så var der måske mulighed for, at 
Vestfjordbækkenet med hensyn til oprindelse delvis var be- 
tinget ved syenitens frembrud. 

Længere nord fra bunden af Balsfjord nordover til op- 
imod Nordkap bryder gabbroartede massiver frem i svære 
masser og det er — som senere nærmere skal blive omhand- 
let — i ethvert tilfælde klart, at de orografiske bygnings- 
forholde efter disse strøg efter en helt bestemmende målestok 
er betingede af gabbrodragene her. 


Blokketransport i strøgene om 
Torneträsk i svensk Lapmark. 


Af 


Karl Pettersen. 


Tornetråsk ligger ienhejde over havfladen af 345 m.*) 
Tråskens østlige del breder sig frem efter lavere liggende 
fjeldmarker. Den vestlige forholdsvis største del skjær sig 
derimod ind mellem Kjeldragets højfjeldspårtier. Ved den 
vestlige ende går tråskens indskjæringsbækken over 1 et dal- 
føre, hvis myrlændte langsomt stigende bundflade træder 
frem som en bred fjeldmark. Høje fjeldpartier rejser sig op 
langs fjeldmarkens begge langsider, medens den mod vest 
lukkes af lavere fjelddrag, der fører over til Ofoten på norsk 
side. Umiddelbart under foden af disse ligger den lille fjeld- 
sjø Paijeb Njuora-jaure med afløb til tråsken i en højde 
over havfladen af 439 m. Straks i nærheden af Njuora-jau- 
re fører Stordalsskaret med en kulmination af 5 a 600 m. 
og med stejlt afheld til Njuora-jaure over til Salangsdal på 
norsk side, — og noget længere mod øst Budalsskaret med 
en kulmination af omkring 800 m. ligeledes over til Salangs- 


*) Hojdeangivelserne i denne afhandling er hentede fra Nordbottens läns 
kartværk 1886. 


Blokketransport i svensk Lapmark 183 


dal. Fra Torne-tråskens nordvestlige hjørne stiger fjeld- 
grunden langsomt op til det lille — ved grænserøs n 272—433 
m. højt liggende Polna-vand, der gjennem Sørdalselvens tran- 
ge rende har afløb til Bardoelv på norsk side. 

Langs efter tråskens østlige del bygges fjeldgrunden af 
granit. De her fremstigende af granit byggede toppe kan 
nå en højde af opimod 950 m. Mod vest skyder graniten 
sig ind under de krystalliniske skifere, der bygger Kjøldra- 
get og taber sig her snart under träskens vandspejl.”) 

Granitiske flytblokke, hvis oprindelige hjemsted åben- 
bart er at føre tilbage til granitfeltet mod øst, er i stort mål 
udstrøet langs efter tråskens bredder og herfra fremdeles at 
folge op efter fjeldmarkerne til Njuora-jaure. Granitiske 
flytblokke bemærkedes endvidere op efter Budalsskarets 
skråninger mod syd, uden dog her på langt nær at nå op 
til skarets kulmination. 

Blokketransporten efter den skandinaviske halvøs ind- 
landsstrøg plejer i regelen at føres tilbage til indlandsisen 
som den herunder væsentlig virkende kraft. Ved de gjen- 
liggende blokke vil isstrømmens retningsløb også nærmest 
være angivet. Indlandsisen må imidlertid i det hele og sto- 
re have bevæget sig 1 retning ovenfra nedad, og alene på 
sådanne steder, hvor tilfældige hindringer har stillet sig i 
vejen for strømmens jevne og regelmæssige løb, kan isstrøm- 
men have stuet sig op efter et stigende skråplan. Fæster 
man sig imidlertid nærmere ved bygningsforholdene langs 
efter Torne-tråskens indskjæringsbækken, så synes der her 
ikke at skulle foreligge noget, der skulde pege hen på, at 
indlandsisen skulde være bleven afbøjet således, at den skul- 
de have skudt sig frem efter dette milevide bækken fra øst 
mod vest helt frem til grænsefjeldene, der skyder sig op fra 
Njuora-jaures vestlige ende, — altså op efter et langt mod 


*) Cfr. De geologiske bygningsforholde langs den nordlige side af Torne- 
tråsk. Geol. foren. forh. Stockholm. Bd. IX. 1887 pag. 429 ff, 


184 Karl Pettersen 


vest stigende skråplan. Tvertimod må der vel på forhånd 
være al grund til at forudsætte, at indlandsisen her i vir- 
keligheden må have bevæget sig frem i modsat retning, alt- 
så fra højfjeldspartierne mod vest østover langs tråsken og 
herfra videre frem efter fjeldmarkerne ned mod den botniske 
bugt. Der kan vistnok være mulighed for at indlandsisen i 
et tidsrum, da den har lagt under tilbagerykning, fra højde- 
dragene langs efter tråskens østlige ende kan have afsendt 
en gletscher mod vest, som har skudt sig frem efter Torne- 
tråskens indskjæringsbækken og udfyldt en del af samme. 
At en sådan afgrening fra den mod øst tilbagetrukne ind- 
landsis skulde have skudt sig frem helt til grænsefjeldene 
mod Ofoten, synes der dog kuns at skulle være liden ri- 
melighed for. 

Blokketransporten vestover efter de her omhandlede 
strog kan således neppe være at tilskrive en mod vest frem- 
skydende strøm af indlandsis. 

Der er tidligere på et andet sted*) nævnt, at der langs 
efter Torne-tråskens østlige forgrening, Laimolathi, i nær- 
heden af Raunavare i en højde af antagelig omkring 100 m. 
over det nuværende vandspejl er iagttaget tre over hinan- 
den liggende parallelløbende linjer, der skar sig frem gjen- 
nem et temmeligt langt horisontalt løb og antagelig måtte 
være at opfatte som gamle strandlinjer. Tråskens vandspejl 
må altså i så tilfælde i sin tid under forøvrigt vekslende 
forholde have lagt adskilligt højere end tilfældet er nu. At 
forholdet i virkeligheden har været dette, synes yderligere 
at skulle støttes, når man fæster sig ved de af Hummel *) 
omhandlede terrassedannelser ved den østlige ende af Trå- 
sken, der stak sig frem til en højde over vandspejlet af om- 
kring 120 m. Da tråsken imidlertid til denne side — mod 


øst — afsluttes ved åbne lavtliggende fjeldmarker, hvis dag- 
Sø el 


*) Berattning om Malmfyndigheter inom Norbottens lin. Sveriges Geol. 
8. nryndig 
undersökning. Serie C. 1877 pag. 40. 


Blokketransport 1 svensk Lapmark 185 


flader kuns lidet hæver sig over dens vandspejl, må tråsken 
mod est under den nævnte højere vandstand nødvendigvis 
have været lukket på en helt anden made end tilfældet er 
nu. Da der ingensomhelst grund er tilstede for her under 
vedkommende tidsperiode at forudsætte i det hele og store 
fra de nurådende væsentlig afvigende reliefforholde, må bæk- 
kenet mod øst utvivlsomt have været lukket ved en tilfæl- 
dig eller temporær dæmning. At denne må være dannet 
ved den tilbagerykkende indlandsis kan der således vistnok 
være al grund til at forudsætte. De ovennævnte strandlin- 
jer synes også med megen bestemthed netop at skulle pege 
i denne retning. At disse må være dannede under lignende 
forholde, som de af Andr. M. Hansen omhandlede «seter», 
er der vistnok al sandsynlighed for. 

At en blokketransport fra øst mod vest under den år- 
lige isdrift har kunnet finde sted efter en sådan inddæmmet 
sjø vil der være al rimelighed for. Der synes således her 
at skulle kunne være grund til at forudsætte, at den oven- 
omhandlede blokketransport efter tråsken og videre vest over 
til Njoura-jaure nærmest må være at føre tilbage hertil. Der 
er naturligvis heller intet til hinder for at tråskens vand- 
spejl i sin tid kan have lagt adskillig højere end de oven- 
omhandlede strandlinjer ligesom også de af Hommel påviste 
terrasser. Blokketransporten op efter Budalsskaret, der ikke 
på langt nær når op til den højde, hvortil graniten skyder 
sig op efter feltet mod øst, vil således antagelig også på en 
naturlig made finde sin forklaring ad samme vej. I ethvert 
tilfælde synes intet derfor ligefremt at skulle være til hin- 
der. 

Som bekjendt er der også efter søndenfor liggende strøg 
af den skandinaviske halvø på forskjellige steder at påvise 
en blokketransport, der har foregået i retning fra øst mod 
vest — fra lavere til højere liggende niveauer. Af dette 
forhold er der draget slutninger om, at indlandsisen i en vis 


186 Karl Pettersen 


tidsperiode fra lavere liggende fjeldmarker har skudt sig frem 
vestover til højere liggende niveauer. Isdeleren for den skan- 
dinaviske indlandsis antages derunder at skulle have lagt 
estenfor hejfjeldet og omkring 500 m. lavere end vandspejlet 
mellem den botniske bugt og Vesterhavet.*) Uden med be- 
stemthed at skulle kunne bestride, at forholdet i virkelighe- 
den kan have været dette, antages det dog at skulle erkjen- 
des, at det i sig selv synes lidet rimeligt, at isdeleren kan 
have haft en sadan beliggenhed. I ethvert tilfælde kan der 
neppe foreligge de nødvendige forudsætninger for, at dette for 
tiden skal kunne godkjendes som en videnskabelig kjensgjerning. 
Forholdene ved Torne-träsken peger hen på, at en storartet 
blokketransport kan være at tilskrive isdrift og på forhånd 
kan der vistnok være nogen grund til at forudsætte, at for- 
holdene i så henseende også efter andre lokaliteter langs efter 
fjeldryggens østlige afhæng vil kunne finde sin naturligste 
forklaring netop ad samme vej. 


*) Cfr. G. de Geer. „Om isdelarens läge under Skandinaviens begge 
nedisningar*. Geol. for förh. Stockholm, X, 1888 pag 195. ff. 


Tavle VIT. 


OVERSIGTSKART 


OVET- 


FJORD oc SUND= STRÖGENE 


efter Tromsö Amt. 
Malestok 1:1200000. 


== 


ER 


“Tang en £3 od 


' . 4 
Sore Reisen 


a = 


Tram sé glimmer- 


N skifergruppe. \ Lagstillingens strög 


og fald. 


| 


| Detiltojede tal angiver 
faldvinkelen i grader: 
Havdybderne afsat 


N Go ‚gneis- | favne. 
og gnas-granit 1favn - 1.68m. 


— 


x NA A LYNgens 
PI AN gabbro 


Ev eee 


Tavle VILL. 


Se 
ag å 
9 
1 | | 
| is 

1a 


Harjangen 


SK 7 Zstjord-gr 


Fagerfjeld Lille Vas- 2] 
fauna 4 
= SA SX 2 
å 0 
‘2 
2s 
2 $ à ec : 19 wd 2 3 
A J i DR à g 5 Be å 
: © «\ 
å IS : Elo 2 Be. LAS $ 
ov0 Dad SEN DS Je | | 0$0| ND SRE 8 7 H Sipe = ee] 
| å | 12 
| | I € 
: «| ia la a 
3 Tegnforklaring. 
= a RIG Fmögimme ay 
2 2 SE SSSSSS skufergruppe -lÆklogit 
IE & EG 
2 BZ 2 å 
; gr 
mo) 


DS field 


VG | Serpentin: 


x KK 


Granit. 


al] 


Kristiania Lith Akticbol. 


E = Sos eg feeneg: 


å 


m inge TR 
ak ee 


så 
Sa are, la då 


> NE Lf 


} 
| 
A 
| 


LOL /62 90L prog € 


AK 


øre 


run sé