vw eg / 87. ¥.- # j I f u Hibrary of the Museum OF COMPARATIVE ZOOLOGY, AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. fe Us Wi EAU ie pr ee = Tromsø Museums Aarshefter, VIL TROMSØ. Trykt i Tromsøpostens Bogtr. ved M. Astad. ml 1884. indhold. Pag. Karl Pettersen: Det nordlige Notge under den glaciale og postglaciale tid. (Andet bidrag): rn 1—46 III. Granitisk flytblokkestrøm udefter uden 1 IV. Skuringsrender ved Tønsnes . . . Sas 6 V. Erosionsdale med dertil knyttede te dage I6 VI. Terrasser under bygningi det nuverende Strand- beiten ae een all 25 VII. Bølgeslagslinjer paa Maasø . . . . im 41 J. Sparre Schneider: Undersøgelser af dyrelivet i de de fjorde. II. Kvænangsfjordens Crustaceer og Pycno- gonider . . . . * . * e * e . . . . 42—134 Axel Hagemann: Beverens db sere forek i pene 154. Trykfeil og rettelser Aarsheftet VII: Pag. 1, nederste linje, Granistisk 1. granitisk. Pag. 11, 8de IL. f. 0. dgaaende indadstrømsætning, l. indadgaaende strømsætning. Pag. 21, 12te 1. f. o. staar 29 km., 1, 19 km. Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. *) (Andet Bidrag). Af Karl Pettersen. Ill. Granitisk fiytblokkestrom udefter Balsfjorden. I første bidrag vedrørende dette emne omhandledes de granitiske flytblokke i Tromsø omegn i et eget afsnit med støtte i de til den tid i denne retning gjorte iagttagelser. Disse undersøgelser har senere været udstrakte over videre strøg og skal resultatet af disse her søges nærmere fremstil- let som udfyldende bidrag til nysnævnte afhandling om flyt- blokkestrømmen i Tromsø omegn. Fra bunden af Balsfjord breder sig indover et vidtstrakt lavlandsbækken, det saakaldte Balsfjordbækken, der mod øst, syd og vest og delvis ogsaa mod nord er omgivet eller be- grændset af høje fjelddrag med tophøjder af opimod 1300 m. Mod den nordostlige side munder bækkenet ud i Bals- fjorden, medens det mod det sydostlige hjørne fortsætter i *) Første bidrag aftrykt i Tromsø Museums Aarshefte V. Tromsø 1882 under titel: ,Det nordlige Norge under glacialtiden og dennes afslutning“. I engelsk Oversettelse aftrykt i Nature London 26de Juni 1884. Athandlingen er delt i følgende mere selvstændige afsnit I. Indlandsisens udstrømning. II. Granistiske flytblokke i Tromsø omegn. 9 Kar] Pettersen. et bredt lav-land, der fra østre ende af Tagvandet fører over til Maalselven. Herigjennem er Balsfjordbækkenet umiddel- bart knyttet til den lange Dividal, der fra den øvre del af Maalselven fører op til grændsestrøgene mellem Norge og Sverige. Omtrent midt i dette bækken rejser sig aasdraget Omasvarre, der skyder frem i øst-vestlig retning og naar en højde af opimod 650 m. Mod syd begrændses Balsfjordbæk- kenet af Maukens mægtige øformig fremspringende fjelddrag, der skyder frem i ost-vestlig retning. Imellem Mauken og Omasvarre ligger det anseelige ferskvand Tagvandet i en højde over havfladen af omkring 220 m. og under foden af — Omasvarres nordlige afhæng breder Sagvandet sig frem i en højde af omkring 90 m. En strøm af indlandsis, der med udspring fra højfjelds- partierne i grændststrøgene mellem Norge og Sverige skjød sig frem efter Dividalen ned til øvre del af Maalselven, vilde herfra videre kunne søge ned efter den lange Maalselvdal, me- dens en sidestrøm vilde kunne føres hen til Balsfjordbække- net og her først skyde frem 1 østvestlig retning mellem Mau- ken og Omasvarre indtil sammes vestlige afhæng og saa herfra bøje af i nordostlig retning ned mod Sagvandet eller ned til den daværende Balsfjordbund. Det fremgaar af de i sommer (1884) anstillede unde sø- gelser at det her omhandlede Balsfjordbækken i rigt maal er oversaaet med granitiske flytblokke og at disse træder frem ikke alene langs efter sammes dybere liggende niveauer men ogsaa til en anseelig højde opover fjeldsiderne af de langs sammes grændser opskydende fjelddrag. Langs Mau- kens nordlige afhæng ned mod Tagvandet fandtes saadanne saaledes i stort maal strøede udover op til en højde over havfladen af 2500’ (784 m.) eller til den højde, hvortil jeg naaede op under en her foretagen excursion. Der kan der- for være grund til at forudsætte at de granitiske flytblokke ber endnu ville være at paavise 1 adskillig større højde. - Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 3 Saa talrige fandtes blokkene, at naar forholdet saacs i nogen afstand nedenfra opad, syntes den yterste kant af hvert stej- lere fremspringende afheld ligesom bremmet med en rad af tildels store flytblokke, der med sin stærkt rødlige grundfar- ve tegnede sine omrids med eu forunderlig skarphed i den klare fjeldluft. Granitiske flytblokke faudtes endvidere strøe- de op efter Omasvarre mindst til en højde af 1200’ (376 m.) — saalangt op blev forholdet her undersøgt. At slutte til forholdet, saaledes som det træder frem op over Maukens nordlige afhæng, ville saadanne flytblokke rimeligvis være at træffe helt op til Omasvarres øverste topflade. Fra Tagvan- dets flade er den granitiske blokkestrøm endvidere at følge paa den ene side østover til Maalselven og derfra videre op igjennem Dividalen og paa den anden side langs Sagvandet nedover til bunden af Balsfjord. Fra søen stiger landet her op i et par af alluviale eller diluviale masser byggede ter- rasser med trinflader i højde af 68’ (21 m.) og 210’ (66 m.) og begge disse flader ere rigt dækkede med granitiske flyt- blokke ligesom ogsaa disse løse bedækninger rigt ere indblan- dede med saadanne. | Disse her omhandlede granitiske flytblokke dannes over- alt af en stærkt rødlig typisk præget granit og ere gjensyn- lig at fore tilbage til et og samme granit-massiv. I nærheden af den her fulgte strømningslinje bryder granit eller granitartet sten frem paa flere punkter. Et vidtstrakt gra- nitfelt stikker saaledes frem efter grændsepartierne mellem Norge og Sverige i strøget fra Lønnes javre og Alt-Vandet nordefter til opimod Store Rosta-Vand og breder sig herfra paa den ene side langt mod øst over svensk Lapmark og paa den anden side nedover til de øvre partier af Dividalen. Bergarten dannes her overalt af en temmelig forherskende rødlig typisk udpræget granit (den saakaldte Indlandsgranit.) Et mindre granitisk parti bryder frem efter Maukens øst- lige del efter fjelddragets sydlige afhæng langs Maalselv li- 4 Karl Pettersen. gesom og enkelte — saavidt det kan sees — herfra adskilte smaafelter stikke frem vestenfor samme langs Maalselven- Maukens granit er af en graalig grundfarve, i regelen mere gneisartet udpræget og synes at staa kyststrækningens gneis- granit nærmere end indlandsgraniten. Disse sidstnævnte granitpartier langs Mauken ligge paa den ene side ikke saaledes til at de efter nogen nævnevær- dig maalestok skulle have skaffet materiale til flytblokstrøm- men langs efter Balsfjordbækkenet, ligesom de ogsaa synes at have for liden udstrækning, til at en saadan forudsætning her skulde kunne gjøres gjeldende. Hertil kommer at der . langs efter Balsfjordbækkenet hidtil ikke er paavist en ene- ste blok, der — at slutte fra petrografiske kJendetegn — skulde kunne være at henføre til Maukens granit. Derimod ere flytblokkene langs dette bækken i petrografisk henseen- de nærmest at sammenstille med Dividals-graniten. Da flyt- blokkestrømmen endvidere fra Tagvandet er at følge østover forbi Maukens østlige afhæng til Divielvens udløb i Maals- elven, synes der her at skulle være al grund til at forudsæt- te at den i virkeligheden maa være udgaaet fra Dividal. Men er dette saa, maa en strøm af indlandsis af en mægtighed af mindst 2500’ (784 m.) fra Dividal have skudt sig ned efter Balsfjordbækkenet om Tagvand og Sagvand til Balsfjordbunden. Der er ogsaa sikre kjendsgjerninger, der pege hen paa at mægtige ismasser fra højfjeldspartierne ved rigegrændsen i strøgene om Divielvens kilder have skudt sig frem vestover. De brede hgjfjeldsindsænkninger, der fra grændsestrøgene skyde frem under foden af Stora Jerta vest. over mellem Rostadal og Dividal ned mod Dødesvand, fand- tes saaledes stærkt oversaaet afgranitiske flytblokke, der aa- benbart vare transporterede østenfra. En lignende forgre- ning af strømmen var paa samme maade i henhold til tidli- gere aflæsninger at følge længere syd langs efter Altvandet og fjelddalen, der herfra fører ned til Bardo. At en mæg- Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 5 tig isstrøm fra højfeldstrakterne har skudt sig ned efter Di- vidalen til Maalselvdalen paa den ene og langs Altvandet til Bardo paa den anden side maa saaledes være at sætte som givet. | Mere tvivlsomt kunde sagen i saa henseende ved første øjekast maaske stille sig med hensyn til spørgsmaal, om en forgrening af denne i virkeligheden herfra kan have bredt sig vestover til Balsfjordbækkenet. Tagvandet ligger nemlig i en højde over havfladen af omkring 700' (228 m.) Divielven ved dens udløb i Maalsel- ven alene i en højde af omkring 250’ (78 m.). Under forud- sætniog af at landskabets overfladeforholde i det væsentlige svarede til de nuværende maatte isstrømmens sideforgrening over til Balsfjordbækkenet have skudt sig opover stigende aasdrag, forinden den kunde naa ned til afheldsrenden mod Balsfjord. Da isstrømmene imidlertid neppe, lokale opstuv- ninger fraregnede, ville bevæge sig opad men i det hele og store altid nedad, saalænge de kan følge udadheldende skraa- plan — og i dette tilfælde forelaa et saadant i den brede Maalselvdal — saa vil det antagelig være nødvendigt at for- udsætte at overfladeforholdene her under glacialtiden afveg adskilligt fra de nuværende. Et sammenhængende om end saare svagt heldende skraaplan maa i'den tid have sat Divi- dalen i forbindelse med Balsfjordbækkenet. Dette er saa un- der senere tidsrum bleven udvidsket gjennem eroderende kræfter, og de nuværende overfladeforholde deraf udgaaet, — en forudsætning, der ret vel lader sig forene med de lokale forholde, saaledes som de her træde frem. Vi skulle nu fæste os lidt nærmere ved blokkeforekom- sten udefter langs den egentlige Balsfjord. I strøget fra Balsfjordbotten langs sammes vestlige side udover til Tennes — Balsfjordens kirkested — optræder i stort maal granitiske flytblokke i de lavest liggende niveauer. Hvor højt de her naa op over havfladen, har der dog ikke 6 J. Sparre Schneider. test nedentil stærkt udvidet, medens 2den plade er den sma- leste, snart oval, snart nesten 4kantet. Antenne: Disse legemsdele, der hos de fleste tidligere forfattere har været tillagt saa stor betydning baade som fa- milie-, slægts- og artsmærker, er efter min erfaring un- derkastede saa betydelige individuelle og sexuelle variatio- ner, at de i regelen kun kan tillægges et meget underord- net værd som karakterer. Deres indbyrdes længde, forhold til kropslængden, antallet af led i svøberne o. s. v. afgiver saa upaalidelige støttepunkter, at jeg overalt saavidt muligt har undgaaet at hente karakterer fra følerne. Alene skaft- ledenes indbyrdes forhold har vist sig mere konstante, saa de har fundet plads i diagnoserne; men ogsaa heri har jeg stødt paa saa betydelige variationer, at jeg kun kan tilraade stor forsigtighed ogsaa i anvendelsen af disse kjendemærker. livad specielt svøbeledenes antal angaar, gives der vistnok en norm for det udvoksede individ, men da en sammensmelt- ning af nogle led i utallige tilfælde vil bemærkes, faar man nøie sig med at angive antallet hos det for tilfældet under- søgte individ, aldrig dog herpaa grunde artskarakteren. Og hvad følernes indbyrdes længde angaar, møder man en lige- saa stor foranderlighed, hovedsagelig afhængig af alder og kjøn. Allerede Kröyer gjør opmærksom paa den stærke ud- vikling af de nedre følere hos hannen af flere Amphipoder f. eks. Socarnes (Anonyx) vahli paa et vist alderstrin, et for- hold, der i almindelighed synes at være bleven lidet paaag- tet, af og til omtalt som en „varietet“, medens det i virke- ligheden udentvivl er et biologisk træk af stor betydning og interesse, men som endnu tiltrænger en grundigere undersø- gelse. Saaledes har jeg fundet svøben paa de nedre følere hos Pontocrates, Halimedon og mange Monoculodes overor- dentlig udviklet, omtrent af heie legemets længde, traadfor- met med forlængede led, og antager det er et almindeligt forhold inden hele familien, Oedicerus maaske undtagen, lige- Norges Oedicerider. 7 som det er meget almindeligt inden Lysianassiderne. Ret karakteristisk for Oediceriderne er følernes udstyr med fjær- formede børster, der sider i enden af skaftledene, hos Ace- ros ogsaa i svøbespidsen; de synes at mangle hos Mon. lon- gicornis, latimanus, Pontocrates, Halim. saussurei og brevical- car. Kolbeformige legemer er af og til sparsomt bemærke- de, hos de forplantningsdygtige hanner har jeg derimod ikke kunnet finde sugekopper, der blandt de øvrige Amphipoder vistnok er meget udbredte. À Mandibule: Kindbakkerne er i almindelighed korte og sterke; den indre bigren er altid tilstede og som den ydre gren delt i flere eller færre tender. Tornerækken har fra 3 til 9 torne, der er fint sagtakkede eller enkle. Tyggeknu- den er hos Monoculodes stor og regelmessig cylinderformet med en cirkelrund tyggeflade, hos Oedicerus forholdsvis liden og uregelmessig, hos Halimedon stor men ujevn, ligesaa hos Aceros; hos de 3 sidstnævnte slægter har jeg fundet en lang fjærbørste i kanten af tyggefladen, der er omgjærdet af fine tender. Den Sledede palpes 2det led er oftest krummet, især hos Halimedon, endeledet er af samme længde eller no- get kortere, begge bærer børster, der aldrig er fjærformede eller crenulerede. Nogen assymetri er vistnok bestandig til- stede navnlig i antallet af tornerækkens torne og især i byg- ningen af den indre bigren, der paa den ene kindbakke of- test er delt i flere tænder og bred, paa den anden derimod smal og kun indskaaret i etpar mere eller mindre stumpe tænder. Størst er assymetrien hos Hal. saussurei, der ogsaa i de øvrige munddele afviger saa betydeligt fra slægtstypen, at den vistnok rettest burde udskilles i et eget genus. Maxille 1mi paris: Den indre plade er stor, bredt oval, i spidsen med 2 korte børster, hvoraf den øverste sted- se er fjærformet, den nederste enkel, kun Oed. saginatus har begge fjærformede, og hos Aceros phyllonyx findes 3, der alle er fjærformede; hos nogle Halimedon-arter er kun bemærket 8 Karl Pettersen. tages en enkelt blok, — der dog ikke syntes at tilhgre Di- vidalsgraniten og som paavistes op imod ejdets kulmination — var granitiske flytblokke efter ejdet helt indskrænket til de lavere liggende niveauer ved ejdets afslutning mod Balsfjor- den. Heller ikke her ville flytblokke tilhørende Dividalsgra- niten være at paavise højere op end til henimod 100 a 120” over havfladen. Som det vilfremgaa af de her fremlagte iagttagelser har den strøm af indlandsis, der i sin tid udfyldte Balsfjordbæk- kenet, under sit udadglidende løb altid bøjet sig efter de høje fjelddrag, der omkredse samme og derimod ikke til nogen tid skudt frem over disse eller overskredet samme. Navnlig er forholdet i saa henseende klart ligeovenfor bækkenets - nordvestlige side, hvor det afstænges ved Sletfjeldet. Som en forgrening fra Maartindernes drag, der begrænser bæk- kenet langs sammes vestlige side, skyder det frem i ostnord- ostlig retning under stadig aftagende højde hen mod den egentlige Balsfjordbund. At den omhandlede isstrøm ikke kan have overskredet Sletfjeldet, fremgaar deraf at graniti- ske flytblokke tilhørende Dividalsgraniten ikke, hvad aflæsnin- gerne over Malangsejdet med bestemthed synes at angive, fin- des udstrøet over den lange halvø, der skyder sig frem her- fra i nordlig retning mellem Balsfjord og Malangen — naar fraregnes de lavest liggende niveauer langs den nuværende strandlinje. Balsfjordbækkenets dallignende strømrende er saaledes aabenbart ikke et resultat afisensudgravende evne, men maa derimod være ældre end glacialtiden. Den- ne saaledes tidligere foreliggende rende har tvertimod netop været bestemmende for isstrømmensretningsløb. Af de forskjellige isstrømme, der kunne forudsættes at have skudt sig ned inden strøgene om de indre partier af Balsfjordbunden, er Balsfjordbækkenets isstrøm den eneste, Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 9 _ der kan antages at have været mægtig nok til at skyde sig udefter hele Balsfjorden, udfyldende samme indtil bunden. At saa imidlertid ikke kan have været tilfældet fremgaar som det synes med al bestemthed af det her paaviste forhold at granitiske flytblokke, tilhørende Dividalsgraniten, langs fjor- dens sider intetsteds er at paavise til større højde end de titnævnte 120' (38 m.) Selv om der kunde være grund til at forudsætte at isstrømmen ved at glide ud over fjordbun- den maatte lide en til fjorddybden tilsvarende sænkning og dens vertikale højde over havfladen saaledes aftage, maatte dog flytblokkene efter isstrømmens løb være udstrøet til stør- re højde over den nuværende havflade end tilfældet i virke- ligheden er. Balsfjordens største dybder naa op til omkring 100 favne eller 600° (188 m.) Under forudsætning af at havstanden under glacialtiden efter disse strøg naa- ede op imod 600' (188 m) højere end nu — et forholds- tal, der rimeligvis er det højeste, der i saa henseende her vil være at bringe i regning — maatte en isstrøm, der skul- de have udfyldt fjorden til bunden og med en syvende del af sin masse have skudt op over havfladen, mindst have haft en megtighed af 1400’ (438 m.) og saaledes naaet op til 200’ (63 m.) over den daværende eller til mindst 800’ (251 m.) over den nuværende havstand. I saa tilfælde maatte grani- tiske flytblokke langs fjordens sider have været at paavise til opimod denne højde. Da saa imidlertid ikke paa langt nær er tilfældet, maa Balsfjordbækkenets isstrøm utvivlsomt have fundet sin afslutning ved den egentlige fjordbotten. Her har altsaa fjorden sat en skranke for dens videre mere sammenhængende udstrømning. Balsfjorden kan saaledes ikke være af glacial oprindelse men maa ligesom Bals- fjordbækkenet danne en indskjæringifjeld- legemet, der er ældre end glacialtiden. Disse slutninger synes afgjørende ligeovenfor spørgsmaa- 10 Karl Petterseu. let om fjord- og daldannelsens glaciale oprindelse for det nordlige Norges vedkommende i det hele og store, og falde ogsaa sammen med de slutninger, der tidligére herom ere dragne ad anden vej. Blokketransporten udefter Balsfjorden kan, som det vil fremgaa af det forangaaende, først vere paabegyndt paa en tid, da havstanden laa omkring 120% (38 m.) højere end nu. Paa den tid har den egentlige glacialtid her imidlertid været fuldt afsluttet og indlandsisen, der tidligere fyldte Balsfjord- bækkenet, maa paa den tid helt have været tilbagetrængt — enkelte lokale rester muligens fraregnede. Blokketransporten kan saaledes ikke være at tilskrive en udadstrømmende ind- landsis men maa derimod være at henføre til svømmende fjordis, (drivis) — hvad ogsaa det saa regelmæssige horison- tale løb af flytstrømmens øvre grændselinje gjennem leng- de af over 100 kilom. vel allerede paa forhaand nærmest skulde synes at pege hen paa. Som forholdet nu træder frem er de indre partier af Balsfjorden aarlig gjennem flere vin- termaaneder tillagte med is og en. blokketransport foregaar — om end i forholdsvis ringe maalestok — her hvert aar ad denne vej under isløsningen. Ved at se hen til den saa stærke blokketransport, som her har fundet sted paa den tid da havfladen stod omkring 120’ højere end nu, maa man imidlertid drage den slutning atislægningen paa den tid har været langt stærkere efter Balsfjordens indre strøg end til- fældet for tiden er, og at isdriften derfra under isløsningen hver vaar har skudt sig udefter langs fjorden og videre efter sundene om Tromsø. Det efter sundløbene om Tromsø saa udpræget optrædendei fast berg udgravede strandlinjesystem, der ligger i en højde over den nuværende havflade af om- trent 130’ (41 m.) og saaledes paa det nærmeste falder. sam- me med den øvre grændselinje for den granitiske flytblok- strøm, synes ogsaa yderligere at skulle støtte en saadan for- udsætning. Strandlinjedannelsen peger efter al sandsynlighed Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 11 hen paa at der samtidig her man have raadet klimatologi- ske forholde, der i stærkere grad end nu begunstigede dan- nelseu af fjordis med den dertil knyttede drift. I det første afsnit vedrørende dette emne*), der væsentlig støttede sig til forholdene saaledes som de traadte frem i Tromsøens mere umiddelbare nærhed, droges den slutning at flytblokkestrømmen langs sundene om Tromsøen nærmest var at tilskrive en fra ;kysten dgaaende indadstrømsætning og at de granitiske flytblokke her saaledes for den væsentligste del maatte være at henføre til de udenforliggende kyststrøgs gneis- granitiske felter. De efter Balsfjordbækkenets og Balsfjorden senere gjorte aflæsninger vidne imidlertid med bestemthed om en ud efter Balsfjorden løbende flytblokkestrøm. Den overvejende flerhed af granitiske flytblokke langs efter Bals fjorden tilhører som før nevnt utvivlsomt Dividalsgraniten og i henhold til de i sidste sommer i denne retning anstillede undersøgelser er det samme vistnok ogsaa tilfældet med et meget stort antal af blokkene, der indtil 120’ (38 m.) højde findes udstrøede efter sundløbene om Tromsøen. Her mødes imidlertid blokke af Dividalsgraniten med blokke af kyststræk- ningens graa gneis-granit. Til Tromsøen ere blokke altsaa førte ad to veje, dels ved en strømsætning indenfra udad men dels ogsaa ved en strøm, der har ført i modsat retning nem- lig udenfra indad. Og dette maa jo vistnok i sig selv være rimeligt nok. Strømsætningen er jo afhængig af faldende og stigende vand og da dette gjør sig gjeldende fra kysten indtil de dybest indskaarne fjordbotner, maa strømsætningen og dermed ogsaa isdriften her i sin tid have lagt ind under de regelmæssige skifter. Paa grund af den stærke isdrift udefter Balsfjorden vil blokke af kyststrækningens gneis-gra- nit imidlertid kuns højst undtagelsesvis være ført ind efter denne fjord. I ethvert tilfælde er langs denne inden de ni- * Tromsø Mus, Aarsh. V, 12 Karl Pettersen. veauer, der ligger ind under den omhandlede flytblokkestrøm, ikke paatruffet blokke om hvilke der med mere bestemthed kunde forudsættes at de vare at henføre til kyststrækningens gneis-granit. Paa en tid, da havfladen altsaa laa tre 120’ (38 m) højere end nu, indtraadte langs efter Balsfjorden en stærk udadgaaende drift, hvorunder der navnlig førtes udefter blok- ke af indlandsgranit, der tidligere vare nedtransporterede til strøgene om den daværende Balsfjordbotten gjennem en ef- ter Balsfjordbækkenet glidende isstrøm. Denne drift viser sig ogsaa med engang at træde frem under saa storartede for- mer at man nødes til at forudsætte den samtidige indtræden af en eller flere andre udenfra virkende forholde, der betin- gede denne. Med afgjørende bestemthed at paavise saadan- ne lader sig vistnok ikke gjøre, men der kan dog nærmest være grund til her at fæste sig ved en forudsætning om en afbøjning af golfstrømmen mod den norske kyst som den egentlig betingende aarsag — en forudsætning som ogsaa an- dre tidligere omhandlede forholde*) synes at skulle støtte. Balsfjordens granitiske flytblokkestrøm er forøvrigt end- nu ikke saaledes fulgt at dens omraade mere fuldstændig kan lade sig begrændse. Det vilde imidlertid i flere retnin- ger være af interesse at kunne udstrække disse undersg- gelser videre og søge dem endelig afsluttede, og REE de derfor om muligt senere gjenoptagae. IV. Skuringsrender ved Tunsnes. Tunsnes danner et langt fremspringende nes paa fast- landssiden omkring 12 km. nordenfor Tromsø by. Fra den nordre side af nesset skjær Tunsvikbugten sig ind til udmun- *) Cfr. granitiske flytblokke i Tromsø omegn Tr, Museums Aarshefter V, Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid, 13 dingen af Tunsvikelven, der har sit udspring fra højfjeldet i nærheden af Tromsdalstind og med en længde af omkring 14 km. strømmer gjennem Tunsvikdal i retning fra sydost mod nordvest. 4 a 5 km. søndenfor Tunsnes skyder Krog- elvdal sig ind i fjeldmassen i ostsydostlig retning, men af- sluttes efter et kort løb og under stærk stigning som en botten- dal (sækkedal) i det egentlige højfjeld. Tvertover for Tromsø by skyder den omkring 4 a 5 kilometer lange Tromsdal sig ind i sydsydostlig retning imellem hgje fjeldvægge indtil den afsluttes under foden af den anseelige Tromsdalstind — li- geledes som en udpræget sækkedal. Imellem Tromsdal og Moviken — straks søndenfor Tunsnes — rejser hgjfjeldet sig med engang temmelig stejlt fra seen, idet det her alene lev- ner plads for et ganske smalt underland. Fra Moviken nord- efter aftager fjeldmassen stærkt i højde og gaar her over til lave mildt formede aasdrag, der under langsom skraaning af- slutter i det ovennævnte lave, brede indtil 6 a 700 m. frem- springende Tunsnes. Fra Tunsnes sydover mod Krogelv stry- ger fjeldmassens vestlige afhæng paa det nærmeste i nord- sydlig retning. Fra Krogelv sydover mod Tromsdal afbøjes den derimod mere i sydsydvestlig retning. Skuringsstriber optræde vistnok ikke ganske sjeldent in- den disse egne. I regelen ere dog kuns svagt udprægede. Desto mere vakte det min opmærksomhed, da jeg under en excursion til Tunsnes paa nessets vestlige side i det egentli- ge strandbelte observerede tvende tæt ved hinanden parallel- løbende skuringsrender. De vare udgravede i en krystallinisk kornig kalksten, der her træder frem som et ret mægtigt leje i glimmerskiferafdelingen. Kalkstendraget skraaner lang- somt op fra havfladen og er efter dagfladen stærkt glattet eller poleret. Ved siden heraf traadte ogsaa talrige andre parallelløbende skuringsstriber, der dog i det hele kuns viste sig lidet udprægede, frem over denne. De to nysnævnte ud- prægede skuringsrender, der ved høj vandstand paa det nær- 14 Karl Pettersen. meste ligge under havfladen, stege op efter kalkstensdragets sydlige afhæld — der her træder frem som en karakteristisk stødside — og spænde sig frem i flere meters længde indbyrdes ganske ensartet og re gelmæssig udviklede. De stryge i en ret- ning af N 30° 0 og ville forlængede danne en vinkel paa omkring 30° med aasdragets langside. Hver linje har en brede af 4 tommer med en dybde af 1 tomme. Udhulingen er overalt jevn og regelmæssig. Kalkstenens lagdeling viser en strøgretning af N 60° 0 og denne danner saaledes en vinkel paa omkring 30° med skuringsrendernes og skurings- stribernes retningslinje. Renderne ere saaledes i sin oprin- delse antagelig helt uafhængige af kalkstenens strukturforhold. Skulde disse furer være af glacial oprindelse, saa maa de vere dannede i anseelig dybde under havfladen, der un- der glacialtiden har staaet flere hundrede fod højere end nu. Den isstrøm, fra hvilken disse skulde være udgaaede, maatte altsaa have skuret sig frem efter havbunden efter forholdsvis dybt liggende niveauer og maatte saaledes have tilhørt en mægtig udglidende indlandsis. Saaledes som stødsiden lig- ger, maatte denne strøm være kommet fra syd langs efter Tromsesundet. De kunne saaledes ikke være at henføre til en isstrøm, der kunde forudsættes udgaaet fra den norden- for liggende Tunsvikdal. Efter dalens retningslinje maatte en saadan strøm utvivlsomt ogsaa være afbgjet i nordlig ret- ning og vilde saaledes neppe kunne have naaet frem til dette punkt. Selv om skuringsrenderne skulde haft sin stødside fra nord af, vilde der neppe være grund til at sætte dem i forbindelse med Tunsvikdalens isstrøm. Heller ikke synes der at kunne være nogen rimelighed for at føre disse skurings- render tilbage til isstrømme, der udgik fra de søndenforlig- gende dalfører Krogelvdal eller Tromsedal. —Isstrømmene fra disse forholdsvis korte dalfører maatte utvivlsomt have været forlidet mægtige, til at de skulde forudsættes at kun- ne have udfyldt hele Tromsesundet gjennem en længde af Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 15 opimod 12 km. Den eneste isstrøm, hvorom der her i saa henseende kunde blive tale, maatte være en, der skjød sig udefter Balsfjorden og herfra videre nordefter Tromsesundet, udfyldende disse lige til bunden. Men efter hvad der nærmere er søgt paavist i foregaaende afsnit III, synes der at skulle fore- ligge bestemte vidnesbyrd for at en saadan strøm ikke kan have eksisteret under nogetsomhelst afsnit af glacialtiden. Paa den anden side kan der vistnok heller ikke være nogen syn- derlig rimelighed for at henføre disse skuringsrenders oprin- delse til drivis. Linjerne ere saa stærkt udpregede, at de som skuringsrender utvivlsomt maa være udgaaede gjennem skuringskræfter, der under ensartede forholde havde virket gjennem længere mere sammenhængende tidsrum. Men der- til er drivisen 1 sine bevægelser for skiftende. Der synes saaledes at kunne være grund til at nære no- gen tvivl om disse skuringsrender i virkeligheden kunne være af glacial oprindelse. | — Vistnok foreligger der paa den ene side sikre vidnes- byrd for at skuringsstriber kunne dannes ad glacial vej me- dens der paa den anden side ingenlunde foreligge saadanne, der med fuld sikkerhed vidne for at de ogsaa kunne være _ dannede ad anden vej. Den sidstnævnte forudsætning har dog ogsaa tidligere været fremholdt og som det synes pege forholdene her ligeledes hen paa at en saadan forudsætning 1 ethvert tilfælde for tiden ikke ganske bør være at sætte ud af betragtning. | Spørgsmaalet om de saakaldte glaciale furers og stribers oprindelse antages saaledes i hele sin almindelighed endnu ikke at kunne have faaet sin fulde og endelige videnskabo- lige besvarelse. 16 Kari Pettersen. V. Erosionsdale med dertil knyttede ejdedannelser. Ejdedannelser optræde som bekjendt i stort antal langs efter det nordlige Norge. Disse ere enten ganske lave og ere i saa tilfælde oftest helt dannet af opskyldningsmasser oftest med tilknytning af skjælførende sandlag, eller de kun- ne stige op til flere hundrede fods højde over havfladen men da vil som oftest den faste fjeldgrund findes at stikke frem efter disse. Imellem de mere i højden opskydende ejdefar træder Balsfjordejdet i saa henseende frem som en ganske særlig undtagelse, idet dette helt synes bygget fra havfladen op til kulminationspunktet af løst materiale, under stærkt udprægede paa hinanden følgende terrasseformige trin. Balsfjordejdet har en længde af omkring 19 km. og fø- rer mellem høje og mægtige fjeldpartier fra bunden af Nord- kjos over til Storfjord i Lyngen. Fra Nordkjosbotten stry- ger ejdet først i vest-østlig retning under langsom stigning gjennem en længde af 8 a 9 km. men afbøjes her under en stærk vinkel i nordostlig retning og falder herfra under svag heldning ned mod Storfjordbotten. Her hvor ejdets ret- ningslinje svinger, naar det sin største højde med omkring 250’ (78 m) over den nuværende havstand. Paa den vidt- strakte flade, der her danner ejdets højparti, ligger gaarde- ne Øvergaard med et par andre bebyggede brug. Fjdet har en temmelig anseelig brede, der i regelen ligger mellem 3 a 4000' (940 a 1255 m). Fæster man sig navnlig ved ejdets vestlige halvedel fra kulminativnsfladen ved Øvergaard ned til Nordkjosbotten, saa gjennemskjæres ejdet her af Nordskjoselven, der har sit ud- lab fra det 6 a 700’ (188 a 220 m) højtliggende Tamokvand og herfra i nordlig retning gjennemstrømmer Tamokdal, skjær sig ved Øvergaard ind paa ejdet og afbøjes herfra i vestlig retning med udløb i Nordfjordbotten. I strøget mellem Øver- gaard og Nordkjosbotten optager den tvende ligeledes fra Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 17 sydfrakommende elvedrag nemlig Kjempedalselven (Stallovag- jokko) og Kjusakdalselven, der skjær sig frem gjennem tvende kortere højfjeldsdale efter de mægtige højfjeldspartier, der taarne sig op langs ejdets sydlige side. Langs den nordlige side af ejdet rejser fjeldmassen sig mere sammenhængende og uden nogen stærkerc indskjæring og fra denne side mod- tager Nordkjoselven til-kud alene gjennem et enkelt større elvedrag nemlig Storfoselven. Denne har sit udspring fra Lagovandet, styrter sig som en strid bjergstrøm ned efter den stejle fjeldvæg og falder ud i Nordkjoselven et kort stykke ovenfor dens udløb i Nordkjosbotten. Fra Nordkjosbotten op til Øvergaard stiger ejdet op i fire paa hinanden følgende stærkere udprægede terrassetrin, hvis trinflader ligger i højder af omtrent 140’ (44 m.), 180° (56 m), 200’ (63 m) og 250’ (78 m), Hver af disse stærkt horisontalt prægede flader er af anseelig udstrækning og ud- fylder paa det nærmeste den hele dalbund mellem de i re- gelen stejlt opstigende fjeldvægge. Den højest liggende ter- rasseflade ved Øvergaard danner som tidligere nævnt ejdets højest liggende niveau og breder sig frem lige for Tamok- dalen ved dens udmunding i ejdet. Langs efter ejdet i strø- get fra Nordkjosbotten opover til Øvergaard er i henhold til de hidtil gjorte aflæsninger fast fjeldgrund ikke fundet stik- kende frem. Da boringer her ikke have været foretagne, lader det sig naturligvis ikke med bestemthed afgjøre, til hvilken højde den faste fjeldgrund kan stige op under de løse bedækninger. At disse langs efter hele ejdet forøvrigt over- alt ere af en ganske anseelig mægtighed, derom vidner i et- hvert tilfælde de høje elvemæler, mellem hvilke Nordkjosel- ven strømmer ned paa flere steder efter forskjellige niveauer. Da ejdets højdeparti som nævnt dannes af en vidstrakt trin- flade, som i sin tid maa have været afsat under vand og det — som det med nødvendighed maa fremgaa af de orografiske overfladeforholde — under havfladen, saa har ejdet i sin tid 18 Karl Pettersen. helt lagt under denne. Det har saaledes dannet et sundløb, der har skudt sig frem mellem det egentlige fastland og den langstrakte mod nord fremspringende Lyngshalvg, som altsaa da har traadt frem som et fuldt udskilt gland. Den hgjest liggende terrasseflade ved Øvergaard breder sig som nævnt frem netop der, hvor den gjennem Tamokdal løbende Nordkjoselv transversalt skjær sig ned til ejdet. Ma- teriale til dette terrassetrin maa saaledes være ført ned efter Tamokdal og at dette ogsaa for den væsentligste del i vir- keligheden maa være tilfældet, fremgaar deraf, at Tamokdal danner den eneste mere udprægede fjeldindskjæring, der træ- der frem langs efter langsiderne af denne hgjest liggende terrasseflade. Tamokdalen danner i partiet fra Tamokvandet ned mod Balsfjordejdet en trang spalte, indeklemt mellem opimod 3000’ (941 m) stejlt stigende fjeldvægge, der fører op til høj- fjeldspartier med tophøjder til op imod 4000' (1255 m) og tildels noget derover. Ved at se hen til de orografiske byg- ningsforholde er det ogsaa aabenbart at der her har raadet særdeles gunstige betingelser forat kunne afgive anseelige bidrag til det udskyldningsmateriale, som udkrævedes for at opbygge ejdets højest liggende terrassetrin. Dette udskyl- ningsmateriale bredte sig her ud over bundfladen af det op- rindelige efter det nuværende ejde liggende sundløb og efter sundets midtparti dannedes saaledes ved den stadig fortsatte tilskylning af nyt materiale et i højde regelmæssig voksen- de undersøisk terrassetrin, der bredte sig frem fra den ene fjeldvæg over til den anden, medens det udad mod vest til Nordkjossiden og mod ost til Storfjordsiden skraanede ned i stejle udadfaldende endevægge (stødsider). Dels paa grund af tilskylningen fra oven og dels ogsaa paa grund af stadig foregaaende forandringer i det indbyrdes niveauforhold mel- lem havfladen og den faste fjeldgrund naaede terrassefladen sluttelig opover havfladen. Fra det øjeblik var naturligvis Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 19 terrassens vækst gjennem tilskylning efter overfladen paa det nærmeste afsluttet og samtidig ogsaa dermed dette nu højest liggende terrassetrin i sine væsentlige crundtrek færdigt. Den fra Tamokelven føreude Nordkjoselv, der tidligst synes at have haft sit udløb ned mod Storfjorden, afbøjedes — at slutte fra det gamle kuns svagere udprægede elveleje, som her er efterladt -— snart mod vest. Paa grund af strømha- stigheden skar den sig her forholdsvis hurtigt ned gjennem terrassens løse materiale, og efter dette nye stadig dybere og dybere indskaarne elveleje førtes udskylningsmaterialet fra Tamokdalen ud fra terrassen og afsatte sig i lavere nive- auer ud fra foden af terrassens stødtrin. Den første begyndelse lagdes saaledes herigjennem til dannelsen af et nyt lavere liggende terrassetrin, der støttede sig til det førtes stødtrin. Ved disse nye tilskylninger, der byggedes op under dette neden- fra opad, vilde stødtrinets fritliggende vertikale højde vistnok stadigen aftage, uden dog nogensinde helt at kunne udvidskes. Saameget af samme maatte i ethvert tilfælde blive tilbage, som svarede til den vertikale afstand mellem terrassens trin- flade og dybden af elvelejet ved dens udløb fra terrassen. Under de senere jevnt paagaaende forandringer i det indbyr- des niveauforhold mellem havfladen og den faste fjeldgrund, vilde terrassen saaledes altid komme til at skyde op over havfladen med et udpræget stødtrin. Det vil saaledes antagelig være klart at de efter Bals- fjordejdet paa hinanden følgende terrassetrin med sine udad- faldende endeflader (stødtrin) ingenlunde paakræve en forud- sætning om en rykvis stigen af den fastefjeldgrund. De sy- nes tvertimod ret vel at kunne lade sig indordne under en forudsætning om mere jevnt foregaaende forandringer i disse indbyrdes niveauforandringer. Men i saa tilfælde vil det være aabenbart at en lignende forudsætning ogsaa vil kunne gjøres gjeldende ligeovenfor de til de egentlige dalfø- rer knyttede terrasser. Ogsaa disse kunne ligesom terrasse- 20 Karl Pettersen. dannelserne efter Balsfjordejdet være dannede og skudte op under en jevn og gradvis senkning af havstanden. Da Balsfjordejdet altsaa i sin tid har traadt frem som et stærkt krummet sundlgb af forholdsvis anseelig lengde, kan der paa forhaand være grund til at forudsætte at det udskyl- ningsmateriale, der gjennem tidernes løb maa være ført ned efter fjeldpartierne langs ejdet, for en væsentlig del maa være opstuet efter dette og saaledes være at gjenfinde her. Som ovenfor fremholdt dånner Tamokdalen et saakal- det aabent dalføre, der helt gjennemskjær fjeldmassen. I denne indtager Tamokvaudet i en afstand af omkring 10 km. syd for Øvergaard og i en højde over havfladen af 6 a 700’ (188 a 220 m.) det højest liggende parti af dalbunden. Her- fra sænker denne sig altsaa nedad til begge sider — mod nord til Balsfjordejdet og mod syd til lavlandspartiet efter Maalselvens øvre løb. I partiet fra Tamokvand ned til Bals- fjordejdet skjær dalen sig som en trang fjeldspalte mellem høje stejltstigende fjeldvægge, der naa en midlere højde af antagelig op imod 3000’ o. h. (941 m.), og herfra under langsom mere stigning gaa over i højfjeldspartier med top- højder af opimod 4000’ (1255 m.) og tildels ogsaa noget der- over. I tilfælde af at Tamokdal nærmest skulde være at op- fatte som en erosionsdal, vilde der vistnok paa grund af de lokale forholde være at forudsætte at en mere væsentlig del af udgravningsmaterialet efter strækningen fra Tamokvand ned til dalens udmunding mod Øvergaard maatte have op- hobet sig langs efter ejdet. Efter partiet fra Tamokvand sydover maa derimod erosionsmaterialet være ført sydover til Maalselven. I saa henseende skal imidlertid bemærkes at overfladeforholdene efter de egentlige højfjeldspartier med sine indsænkninger og tophøjder rimeligvis maa være af æl- dre oprindelse end den egentlige daldannelse. Mægtigheden af det til daldannelsen henhørende erosionsmateriale langs Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 91 efter Tamokdalens antages derfor nærmest at kunne bestem- mes ved den vertikale afstand mellem dalbunden og den fremspringende højkant af de langs dalen opskydende fjeld- vægge. Sættes den højkant med et midlere gjennemsnitstal at naa op til omkring 3000’ (941 m) over havfladen — et forholdstal som vistnok snarere er for højt end for lidet — og dalbundens midlere højde opføres med 500' (157 m), saa vil det herfra udbragte erosionsmateriale have en mægtighed af 2500' eller 417 favne. Opstilles dalens længde og brede her som enheder, saa vil kubikindholdet af dette erosions- materiale altsaa være lig 417. Balsfjorden har en længde af 29 km. og en brede der vistnok er noget vekslende men som dog gjennemsnitlig an- tagelig er op imod 4 gange saa stor som Tamokdalens. For- udsættes, — hvad der maaske ikke er urimeligt — at Bals- fjordejdets gamle sundløb oprindelig har haft en til Bals- fjorden tilsvarende dybde af opimod 100 favne under den nuværende havstand, og hertil lægges ejdets midlere højde over havfladen, saa vilde de løse bedækninger efter dette ha- ve en midlere mægtighed af omkring 112 favne. Da Bals- fjordejdet med tillæg af de anseelige opfyldningsmasser, der op imod havfladen ere ophobede langs efter Nordkjosbotten og Storfjordbotten, er omkring 2, gange saa langt som det omhandlede parti af Tamokdal, medens breden af de løse bedækningsmasser i forhold til Tamokdal kan være at opføre med 3,, — hvorved der da er taget tilhørligt hensyn til de under bedækningerne langs ejdet udadfaldende fjeldvægge, — saa vil volumet af ejdets løse bedækninger, naar Tamokda- lens længde og brede opstilles som enheder, være 112. 2. 3,3 = 813. Dette volumen er altsaa omkring dobbelt saa stort som volumet af Tamokdalens erosionsmateriale. Hele dette volumen vil imidlertid ikke kunne være at henføre til Tamokdal men maa være at fordele paa fjeldpartierne langs efter ejdet. Antages trediedelen af dette masseindhold at 99 Karl Pettersen. vere nedfgrt fra Tamokdal, — en forudsætning som maaske ikke vil vere saa ganske usandsynlig, naar sees hen til de orografiske bygningsforholde her — saa vil dette volumen vere at betegne med forholdstallet %%, — 271. Forholdet mellem dette og det hele fra Tamokdal udfgrte erosionsma- teriale er altsaa betegnet med 7"/,,,. I henhold hertil skul- de altsaa 0,;; af det fra Tamokdal udskudte erosionsmateriale endnu være at gjenfiude efter ejdet, og altsaa omkring 0,,, være skyllet videre udad til begge sider. Det vil naturligvis være klart, at de forskjellige forud- sætninger, hvorpaa denne beregning hviler, ere for løse og ubestemte til at det heraf udledede regningsresultat kan væ- - re at betegne som synderlig nøjagtigt. For det første er den her udførte geografiske opmaaling ikke saaledes gjen- nemført i detaillen, at det af karterne lader sig gjøre at dra- ge sikrere forholdstal ligeovenfor bygningsforholdene, som de træde frem i dagen. Og dernæst har den her fremsatte for- udsætning om de oprindelige dybdeforholde efter Balsfjord- ejdets gamle sundløb — om den end kan synes rimelig — dog intet sikrere grundlag at støtte sig til. Imidlertid anta- ges beregningen dog at kunne tjene som et ret brugbart udgangspunkt. Selv under ret betydelige reduktioner vil der dog altid efter dette blive tilbage forholdsvis saa anseelige mas- ser af fra Tamokdalen udgaaet erosionsmateriale, at der i saa henseende ikke antages at skulle være noget væsentlig til hinder for at opstille Tamokdal som erosionsdal. Uden altsaa her bestemtere at skulle kunne udtale sig med hensyn til spørgsmaalet om Tamokdalens dannelse, skal her foreløbig alene nævnes at heller ikke de stratigrafiske forholde, forsaavidt der hidtil har været anledning til at un- dersøge disse efter Tamokdal, synes at skulle stille sig hin- drende i vejen for en saadan forudsætning. Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 23 VI. lerrasser under Bygning i det nuværende Strandbelte. I en tidligere offentliggjort afhandling , Terrassedannel- ser og gamle Strandlinjer**) henlededes opmærksomheden paa saadanne terrasser, der aabenbart befandt sig under dannelsesprocessen. Under en baadfart langs de indre partier af Kalfjord, der skjær sig ind fra den nordvestre side af den udenfor Tromsø liggende Kvalø, var nemlig i strøget mellem gaardene Fiskernes og Bakken bemærket en rad af større og mindre blokke, ordnede i lange sammenhængende rækker langs den øvre kant af en herfra faldende marbakke. Ba- genfor denne stenvold — mellem denne og det herfia opsti- gende underland — laa en paa det nærmeste horisontalt ud- spændt 4 a 5 meter bred vejlignende flade, der saaledes i strøget mellem de nævnte gaarde var at følge i lange sam- menhængende løb. Vejfladen, hvis underbund dannedes af ler, laa lidt over almindelig flodmaal (almindelig højvand- stand) dog saaledes at den under mer end almindelig høj vandstand helt vilde ligge under havfladen. Saalænge under- bunden her dannedes af ler, traadte den omhandlede vejfla- de regelmæssig frem, saasnart derimod leret afløstes ved en underbund af sand eller aur, — og forholdet vekslede paa denne strækning saaledes flere gange — tabte overfladen straks sit vejlignende præg. Stranden dannede da altid en mere stærkt faldende flade, der gik nedad uden at afsluttes ved nogen stejlt faldende endeflade (marbakke eller stødtrin). Lignende terrassedannelser fandtes ligeledes at optræde sær- deles smukt udprægede langs den anden side af fjorden fra Ersfjordejdet indover mod gaarden Henriksvik. Paa mine befaringer i sommeren 1883 stødte jeg paa et par steder paa lignende dannelser. Min opmærksomhed fæ- stedes derunder nærmere ved enkelte før upaaagtede forholde *) Archiv for Math, og Naturv. Kr.ania 1878. Bd. 1V pag. 166—180, 94 Karl Pettersen. og jeg antager derfor at det muligens kunde være af nogen interesse her at søge sagen optaget til fornyet behandling. De her nævnte terrassedannelser blev iagttaget efter Ramfjorden og Lysbotten. Ramfjorden skjær sig som en sidefjord til Balsfjorden — henimod dennes udmunding — ind i nordostlig retning gjennem en længde af 11 km. til Bredvikejdet og afsender fra denne sin indre bund en sidefjord Sørfjord, der i en læng- de af 8 a 9 km. skyder ind i lige sydlig retning. Paa Ram- fjordens vestre side omtrent midtvejs mellem fjordmundingen og Bredvikejdet ligger gaarden Laukslet, lige mod aabningen af den nysnævnte sidefjord Sørfjord. I strækningen fra gaarden Laukslet indover mod gaarden Lerelv fulgtes gjennem lange sammenhængende strækninger saadanne under dannelse liggende terrasseflader (trinflader), der vare ganske analoge med de ovenfor nævnte stranddan- nelser langs Kalfjorden. Til nærmere belysning vedlægges efterstaaende rits. Vejbanen —- trinfladen (a) — havde en vekslende bre- de fra 20 til 40’ (6 a 12 m.) og viste sig for øjet som en paa det nærmeste horisontal flade, — i regelen vistnok med en svag om end for øjet umærkelig heldning udad. Trinfla- den afsluttedes udad ved en stærkere faldende skraavæg (b), det saakaldte stødtrin), med en højde, projiceret i vertikal- planet af 1 a 1,, m. Trinfladen ligger et par tommer (5 a 6 ctm.) under højtvands-linjen (c) og saaledes i regelen over havfladen. Underbunden dannes af ler (blaaler, muslingler). Trinfladen er oversaaet med smaa i regelen flade stene med enkelte større blokke derimellem. Langs trinfladens ytre kant efter afhænget mod stødtrinet optræder derimod ordnet Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 95 i en sammenhængende række større flytblokke, der i regelen ligge tæt sammenstuede. Flytblokkene dække saaledes stød- trinet nedenfra opad og skyde som angivet paa ritset ved punktet (d) 10 a 12 ctm. op over den egentlige trinflade. De danne saaledes her som en fremspringende randkant for en indenfor liggende bundflade og optræde som en hin- dring for bortførelsen af det efter bundfladen udglidende slam. Ved stadig tilførsel af løst materiale fra det bagen- for liggende land vil trinfladen saaledes snart selv uden no- gen forandring i det indbyrdes niveauforhold mellem den faste fjeldgrund og havfladen kunne komme til at ligge over samme — ligesom tilfældet allerede delvis er med de før- .nævnte terrassedannelser langs Kalfjorden. Ganske lignende terrassedannelser fulgtes ogsaa langs de inderste partier af den fra den nordostlige side af Senjen-ø fra Malangen ind- skydende sidefjord Lysbotn. Ogsaa her dannedes terrassen af ler, der fandtes samlet langs stranden gjennem forskjellige tildels lange sammenhængende strækninger. Den vejlignende flade havde en brede af opimod 12 m. og var ligeledes udad krandset med en sammenhængende række af større og min- dre tæt sammenstuede blokke. Saavel efter Ramfjorden som efter Lysbotn stiger lan- det temmelig langslut op fra strandlinejrne efter de her om- handlede dannelser. I sidste sommer (1884) opgik jeg atter de førnævnte stranddannelser langs Kalfjorden, navnlig den lange trinflade, der fra Ersfjorden fører ind mod Henriksvik. Langs denne stiger fjeldet temmelig stejlt op fra sjøen, og dagfladerne ere her i regelen stærkt overdækket med blokke af under- grundens bergart. Disse blokke ere imidlertid stærkt mos- dækkede og alt tyder hen paa at udbrydningsarbejdet maa være af gammel dato og efter al sandsynlighed at henføre til en tid med noget stærkere vekslende klimatologiske eller meteorologiske forholde end de nu raadende. At en og an- 26 Kar] Pettersen. den af disse blokke under snesmeltningen om vaaren vil kun- ne blive ført ned efter de stejle bakkeheld til terrassens trin- flade er vistnok at forudsætte. Her saaes ogsaa enkelte stør- re blokke henskastede midt paa denne. I saa henseende traadte forholdet her frem helt forskjelligt fra det langs ef- ter Ramfjorden og Lysbotn, hvor landet — som ovennævnt — i regelen skraanede saa langsomt op fra strandlinjen, at en blokketransport ad denne vej her for tiden ikke vil kunne være at forudsætte undtagen ganske undtagelsesvis. Forøvrigt kan der ogsaa paa forskjellige steder langs efter de ytre fjordpartier og efter sundløbene være at paa- vise stranddannelser, der i enkelte retninger ville frembyde et med de her omhandlede overenstemmende preg, uden dog — saavidt hidtil iagttaget — helt at optræde saa karakteristisk prægede som disse. Langs efter de fra de indre fjordbotner mere fjernede strøg optræder trinfladen altid som en mere skraa udadheldende flade. Heller ikke er den mere eller mindre skarpt udprægede randkant af lerfladen efter disse strøg saaledes som tilfældet er efter de indre fjordbotner krandsede med en saadan sammenhængende række af større og mindre tæt til hinanden sammenstuede blokke. Vistnok findes saadanne ogsaa her ofte ordnede paa en vis maade i en række langs den øvre kant af den udadfaldende mar- bakke, men i regelen ere dog de enkelte blokke indbyrdes udskilte ved større eller mindre aabne mellemrum, der sam- lede kunne danne en større længde end de ved blokkene dækkede partier. Det synes heraf saaledes at skulle fremgaa at de mest udprægede under bygning liggende terrassedannelser netop ere at paavise langs efter de indre fjordbotner. I saa henseende skal fremholdes at der vistnok paa forhaand maa være at forudsætte at der her vil være en rigere tilgang paa ler, der danner det væsentlige bygnings- materiale for den her omhandlede terrassedannelse. De in- Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 97 derste fjordbotner optrede jo i regelensom en samlingskum for et større nedslagsdistrikt. Afsætningen af finere slam har derfor her igjennem tidernes lab foregaaet og vil frem- deles ogsaa kunne foregaa efter en forholdsvis større maa- lestok end tilfældet i regelen kan være efter de udenfor lig- gende mere aabne sundløb. Men dermed vil ogsaa det nød- vendige materiale i rigere maalestok her være tilstede for dannelsen af leret (blaaler, muslingler). Dernæst vil det vistnok ogsaa være rimelighed for at det gjennem tidernes løb afsatte slam netop efter de indre fjordbotner rigest kan være indblandet med rullestensblokke. De sammenlignelsesvis vidstrakte nedslagsdistrikter, der mun- der ud i fjordbotnerne, maa i sin tid utvivlsomt have ydet gunstige betingelser for en blokketransport ned mod fjorden. En terrassedannelse som den omhandlede vil imidlertid aldrig — saavidt hidtil iagttaget — selv hvor forholdene med hensyn til tilstedeværelsen af det nødvendige bygningsmateriale skulde synes særdeles gunstige, langs efter de aabne sund- løb optræde saa karakteristisk udpræget som langs efter de indre fjordbotner. Den nu foregaaende terrassedannelse synes derfor at skulle være knyttet til enkelte saadanne sær- lige forholde, hvorfor de indre fjordpartier i regelen vil yde gunstigere betingelser end de udenfor liggende aabne sundløb. Saadanne ere antagelig ogsaa atsøge i det i visse hen- seender noget forskjelligartede meteorologiske forhold med dertil knyttede afændringer i klimatologisk henseende, der kan gjøre sig gjeldende efter de indre fjordbotner i modsætning til strøgene langs efter de aabne sundløb. Ikke faa af de efter eller fra kyststrøgene indskydende fjorde vil nemlig i regelen aarlig gjennem vintermaanederne findes sammenhængende islagte for de indre partiers ved- kommende, medens derimod de udenforliggende fjordstrøg ligesom ogsaa de til samme knyttede sundløb — paa enkelte 28 Karl Petterseu. særlige og helt tilfældige undtagelser nær — altid selv un- der den strængeste vintertid ere isfri og aabne. Islægningen efter de indre fjordbotner behøver nu vist- nok ingenlunde i sig selv at være betinget afnogen stærkere vinterkulde, hvorvel en saadan vistnok her tildels kan træde frem, dog snarere som en følge af islægningen end som egentlig grund til denne. Derimod er islægningen her anta- gelig nærmest at henføre til den overflod af fersk-vand, der gjennem elvedragene fra de mer eller mindre vidstrakte ned- slagsdistrikter tilføres fjordbotnerne. I saadanne indadluk- kede basiner vil der i regelen naturligvis raade et langt sva- gere omløb i vandet end tilfældet kan være efter de til beg- ge sider aabne sundløb med den daglige stærke strømsæt- ning. Det ferske vand kan saaledes her i forholdsvis længere tid holde sig oppe i overfladen og derunder være udsat for frostens indvirkning. Skjønt sundløbene oftere idetmindste efter enkelte partier, hvor større elvedrag fører ud, kunne ligge ind under meteorologiske forholde, der paa det nærmeste kan være at sammenstille med de, der raade efter: de om- handlede fjordbotner, vil det dog være let forstaaeligt at betingelserne for islægning dog her kan være saa forskjellig- artede. For at sundene regelmæssig hver vinter skulde blive islagte udfordres der saaledes ingenlunde nogen absolut stær- kere vinterkulde men alene et forholdsvis stærkere nedslag. Der kan ogsaa fra disse strøg pegeshen paa et enkelt sund nemlig det tildels noget trange Gisund, — der danner den almindelige sejlled mellem den store Senjen-ø og fastlandet — der til sine tider kan blive islagt, naar stille og koldt vejr indtræder umiddelbart efter et mer end almindeligt stærkt eller langvarigt nedslag. Saadan islægning indtræder imidlertid her kuns yderst sjeldent og i regelen hvergang med mange aars mellemrum. Sely det brede og strømhaar- Det nordlige Norge under deu glaciale og postglaciale tid, 29 de Tromsø-sund skal engang ud imod sluten af forrige aar- hundrede vistnok under lignende forholde have været islagt. At disse heromhandlede efter de indre fjordbotner raa- dende meteorologiske forholde kunne have øvet en mere bestemmende indvirkning ligeovenfor terrassedannelsen i det hele kan paa forhaand synes ikke saa ganske urimeligt og skal dette her søges lidt nærmere fremholdt. Med hensyn til de til terrassedannelserne knyttede flytblokke, der som paavist optræde som en sammenstuet rad langs efter fladens ytre kant, saa maa vistnok flerheden af disse mere oprindelig tilhøre selve lermassen, idet denne navnlig under tidligere stadier i dens dannelsestid, hvis før- ste begyndelse øjensynligt fører langt tilbage i tiden, stadig er bleven tilført flytblokke udenfra. At saa kan være til- fældet synes at fremgaa af forholdene, saaledes som de ere at aflæse langs efter disse stranddannelser. Et stort antal af de blokke, der dække randkanterne, er øjensynlig tilførte langvejs fra. De langs randkanten af Ramfjordens terrasse- dannelse sammenstuede; flytblokke dannes saaledes for en stor del af granitiske flytblokke, hvoraf flerheden at slutte fra de petrografiske egenskaber tilhøre Dividalsgraniten og som saaledes i sin tid maa være hidførte ved drivis, der har skudt ud efter Balsfjorden. Da drivistransporten udefter den- ne fjord imidlertid tilhører en forlængst afsluttet, fjern for- tid, maa de nevnte granitiske flytblokke enten være skudt nedefter til terrassens nuværende dagflade fra det fra terras- sen indadskydende og opstigende land, hvor blokkene oprin- delig kunde have været afsatte under driftperioden, — eller de maa oprindelig have været indblandet i selve lermaterialet og lidt efter lidt derfra skudt op til dag- fladen. Paa grund af at landet her ganske langsomt stiger op fra havfladen synes der som før nævnt kuns at skulle være liden grund til at nærmere at fæste sig ved den første forudsætning og man ngdes derfor her til at holde sig til 30 Karl Petterseu. den anden. At forøvrigt blokketransport fra det bagenfor opstigende land samtidig efter større eller mindre maalestok, eftersom de lokale forholde har begunstiget en saadan, kan have fundet sted langs efter strandlinjerne her er naturligvis en ligefrem sag. Af de her omhandlede fjordpartier tillægges Ramfjor- dens og Lysbottens indre bassiner aarlig med is. Kalfjorden er derimod i regelen aaben hver vinter. Dog er det rimeligt at det egentlige strandbelte her i regelen efter en noget stærkere maalestok dækkes med svagere strandis. Som bekjendt skydes de i løst materiale nedgravede blokke — forsaavidt saadanne masser ere udsatte for stærke vekslende temperaturindvirkninger — stadig opad mod over- fladen. Med hensyn til lag byggede af sand, saa vil denne opdrift vel nærmest være indskrænket til de niveauer, der mere umiddelbart ligge udsatte for tælleindvirkningen. Med hensyn til ler, saa kan der maaske være nogen sandsynlig- hed for — paa grund af de bevægelser som det stadige tryk fremkalder i lerets plastiske masse — at opdriften kan fore- gaa ogsaa fra niveauer, der ligge fordybt til at de kunne naaes af tællen. Men selv om man alene fester sig ved de for tælleindvirkningen udsatte niveauer, er det antageligt at tællen i de mere vandsyge lerlag maa under gunstige om- stændigheder kunne forplante sig forholdsvis langt dybere ned end tilfældet kan være i de mere tørre sandlag. At be- tingelserne for tællens indtrængen nedad i leret maa være gunstigere efter de indre fjordbotner paa grund af den aarli- ge islægning, er vistnok antageligt. Her vil altsaa en for- holdsvis stærkere opdrift af de i lermassen nedgravede blok- ke finde sted og heri kan maaske for en væsentlig del for- klaringen være at søge til at terrassedannelserne efter de indre fjordbotner ere forsynede med en saa stærkt sammen- stuet rand af flytblokke. Hertil kommer endvidere et andet forhold, som i saa Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 31 henseende muligens ogsaa kan være at tillægge nogen betydning. Efter strøg, der om vinteren ere islagte, vil strandisen under isbrydningen om vaaren som drivis føre med sig strand- stene og strandblokke, fæstede til isens undre side. Disse i isens underflade indkittede stene og blokke ville naturligvis igjen blive afsatte paa de punkter, hvor isen strander. En del af den saaledes udbrudte is kan vistnok flyde udefter fjorden, men en anden del vil strande langs fjordsiderne og maaske ikke efter mindst maalestok langs efter det inderste i regelen mere udvidede fjordbækken. Ad denne vej vil en stærkere eller svagere blokketransport kunne foregaa til ter- rassedannelserne langs de indre fjordløb, samtidig som der ad denne vej vil kunne tilføres terrasserne stadig nyt tilskud af ler og slam. Helt anderledes vil forholdet i saa henseende træde frem efter de aabne sundløb. Drivisen fra de islagte fjorde naar kuns højst undtagelsesvis saa langt ud. Noget tilskud ad denne vej til de her liggende terrassedaunelser kan saa- ledes ikke være at paaregne. De saaledes over trinfladerne udstrøede blokke — hvad enten de nu ere tilførte ad den ene eller anden vej — ville nu stadigen glide udefter den om end svagt saa dog altid noget udad heldende flade, og antagelig vil denne udgliden foregaa efter en stærkere maalestok efter de hver vinter is- lagte strøg. Under islægningen er blokkene her stærkere is- dækkede, følgelig ogsaa specifik lettere. Samtidig vil ogsaa den udglidende is ligesom dragsuen lette udglidningen. De over trinfladerne udkastede blokke ville saaledes altid vise en tendens til at samle sig langs kanten af det udadfalden- de stødtrin, for herfra videre at glide udefter dette. At terrassedannelserne langs de indre fjordbotner som nævnt i langt sterkere grad end efter sundløbene findes bremmet med en sammenhængende rad af sammenstuede blokke kan saaledes som det synes nærmest være at henføre 32 Karl Pettersen. til fjordbotnernes aarlige islægning. Men i denne opstikkende stærkt sammenhængende randkant er rimeligvis igjen den nærmeste grund at søge til at trinfladerne langs efter de indre fjordbotner i regelen optræde saa udpræget horisontale. Det udadglidende slam opfanges nemlig af denne randkant og stues op imod samme. Hvor blokkene derimod, som til- fældet er langs efter sundløbene, ligger indbyrdes mere fra hinanden udskilte, der vil slammet for største delen føres udover stødtrinet og trinfladen vil saaledes her altid komme til at bevare en stærkere heldning udad. Med hensyn til dannelsen af terrassens stejle udadfal- dende stødtriu skal fremholdes følgende: Der kan vel være grund til at forudsætte at lermassens overflade mere oprindelig bar dannet et fra den egentlige strandbred mere jevnt udadfaldende skraaplan — omtrent saaledes som paa forestaaende rits antydet ved den punkte- rede linje (x). Det mere stejlt faldende stødtrin (b) og den horisontale vejlignende fiade, trinfladen (a), maa saaledes være udgaaet som et resultat af senere omdannelser. I saa tilfælde er at mærke at nævnte stødtrin (b) saavel efter ter- rassedannelserne langs Ramfjord som efter Lysbotten har en vertikal højde af omkring 4' (1,, m) og at denne højde paa det nærmeste falder sammen med den højde, der svarer til halve differentsen mellem midlere vandstand og højvande. I strøgene langs efter det nordlige Norge naar forskjellen mel- lem midlere højt- og lavt vande op til 8 a 9’ (2,, a 2, m). Dannelsen saavel af det stejlere udfaldende stødtrin som af den horisontale trinflade efter disse helt eller delvis under havfladen liggende terrasser er utvivlsomt nærmest be- tinget af den inden lermassen stadig raadende tendens til udglidning, Denne maa antagelig træde forholdsvis stærkest frem inden de højere liggende niveauer, der under den dag- lige veksling mellem hgjt og lavt vande — flo og fjære -— i den forholdsvis længste tid ligger over havfladen. Efter Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 33 de dybere liggende niveauer, der enten stadigen eller i den forholdsvis lengste tid ligger under havfladen, vil udglidnin- gen derimod i vandets modtryk finde en med dybden stadig voksende modvegt. Den linje, efter hvilken den midlere vandstand skjær terrassesystemet, danner saaledes en grænd- selinje mellem de punkter i systemet, der ligger mer end den halve tid over vandfladen og de, der mer end halve tid ligge under samme. Fra denne linje nedover vil udglidnin- gen paa det nærmeste blive hemmet ved vandets modtryk, saa den mere oprindelige svagere udadfaldende flade (x) her paa nærmeste bevares. Ovenfor denne grændselinje vil ud- glidningen derimod stadig arbejde sig frem til dannelsen af et stejlere eller svagere udadfaldende stødtrin, indtil udglid- ningen her sluttelig kan finde sin modvægt i den last af større og mindre flytblokke, hvormed stødtrinet lidt efter lidt bliver overdækket gjennem den stadige udskyvning fra trin- fladen. Da terrassefladen dannes i højtvandslinjen og stødtrinet som nævnt nedad begrændses ved linjen for halvfalden vand, vilstødtrinets vertikale højde altsaa kom- me tilatsvare til den halve hgjdeforskjel mellem højt og lavt vande. At særlige forholde paa de forskjellige steder i saa henseende kunne øve en modificerende indflydelse til at forrykke stødtrinets vertikale hgjde til den ene eller anden side kan vistnok vare at for- udsætte. Idet hele og store antages forholdet at skulle ud- vikle sig i overensstemmelse med, hvad her er fremholdt. Vistnok vil den indvending kunne gjøres at de her om- handlede terrasser langs Ramfjorden og Lysbotten øjensynlig endnu ligge under sin dannelsesproces. Da udglidningen af lermassen saaledes fremdeles maa antages at være i virksom- hed, vil der altsaa her kunne fremgaa en terrasse med et i højde stadig voksende stødtrin. I modsætning hertil antages imidlertid at manne frem- 84 Karl Petterseu. holdes at der i det hele ikke synes at skulle udfordres no- get stærkt modtryk for ganske at hindre en saadan udglid- ningsproces, hvoraf stødtrinets dannelse er betinget. Naar lervolde saaledes ere om end svagt beklædte med et over- drag af mos eller græs ville de i regelen være ret godt be- skyttede mod videre udglidning. Det samme vil antagelig ogsaa være tilfældet, naar lervoldene enten ligge helt under vand eller ere dækkede — som tilfældet er med de ovenom- handlede stødtrin — med et mere sammenhængende lag af løse blokke. Som bekjendt optræder højere liggende ofte stærkt ud- prægede terrassedannelser overordentlig hyppigt langs efter det nordlige Norges aabne nu altid om vinteren isfri sund- løb. Om disse terrasser ere byggede afler som det væsent- ligste grundmateriale lader sig for tiden vistnok ikke afgjøre med fuld bestemthed. Boringer have ikke været foretagne her. Terrassernes ydre flader dannes oftest af et græsklædt sandblandet jordsmon, men der kan vistnok være at forud- sætte at dette dækker en kjerne af ler. Disse ældre terras- ser ere ligesom de her omhandlede under bygning liggende terrasser ikke elveterrasser men derimod strand- dannelser og det er saaledes vistnok ogsaa rimeligt at forudsætte at de første maa være byggede i det væsentlige under ensartede forholde med de sidste og tillige af nogen- lunde ensartet materiale. Tilstedeværelsen af disse langs de nu isfri sundløb ud- spændte højere liggende terrassedannelser synes saaledes at kunne pege hen paa at der under deres dannelsestid langs det nordlige Norges sundløb har raadet fra de nuværende noget afvigende klimatologiske elier meteorologiske forholde, der mere har faldt sammen med de, der nu raade efter fjord- botnerne. Klimatet maa saaledes paa den tid langs hele det Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 35 nordlige Norge have været præget enten af en noget stræn- gere vinterkulde eller ogsaa af en større fugtighed med dertil knyttet stærkere nedslag maaske ledsaget af noget skarpere temperaturvekslinger. Af de her nævnte alternativer vil der vistnok nærmest være grund til at fæste sig ved det sidste. Enkelte af disse ældre højere liggende terrassedannel- ser findes nemlig — som paa et andet sted nærmere paavist *) — udspendte efter saa lange sammenhængende løb og efter saa vidstrakte omraader, at de derved tildeles et mere end blot lokalt præg. Her er det aabenbart at betingelserne for slamdannelsen og slamafsætningen i det hele maa have været forholdsvis langt gunstigere end nu. Menfslamdannelsen staar vel nærmest i et ligefremt forhold til det aarlige nedslag. I henhold hertil blev der saaledes i nysnævnte afhandling og- saa peget hen paa sandsynligheden for at de meteorologiske forholde gjennem den postglaciale tid efter det nordlige Nor- ges kyststrøg maa have været underkastet forskjellige perio- diske vekslinger.**) De slutninger, som saaledes der bleve dragne nærmest med sigte paa tilvejebringelsen af det for terrassedannelsen nødvendige slammateriale, synes yderligere at skulle støttes ved at se hen til de her omhandlede forholde, hvorunder den egentlige terrassedannelse antages fremgaaet. Disse slutnin- ger falde ogsaa sammen med de, hvortil Å. Blytt tidligere er naaet ad anden vej. Som bekjendt forudsatte A. Blytt allerede i 1865 ***, for Norges vedkommende gjennem den postglaciale tid en veksling af regnfulde og tørre tidsperioder og udviklede dette nærmere i en i 1876 udgivet afhandling: „Forspg til *) Terrassedannelser og gamle strandlinjer. Arkiv for Math. og Na- turv. Kristiania 1879. pag. 167—80. WE) li Gu pass Lie: -***) Cfr. Kristiania Vid. Selsk. Forh. 1875. 36 Karl Pettersen. en theori om Indvandringen af Norges Flora under vekslen- de regnfulde og torre Tider*.*) Ogsaa i forskjellige senere udgivne afhandlinger er Blytt kommet tilbage til behandlin- gen af dette spørgsmaal.**) Der er ovenfor forudsat at de gamle højere liggende terrasser have været byggede af ensartet materiale og under i det væsentlige lignende forholde, som de, der ere bestem- mende for nutidens her omhandlede terrassedannelser. Dis- se gamle terrasser afvige imidlertid ofte 1 en henseende gan- ske væsentlig fra de sidste. De kunne nemlig stige frem i — stødtrin, der kan naa højder af opimod 16, 19 til 22 m, — saaledes det mangedobbelte af den højde, hvortil de nutidige ‘lerterrassers stødtrin kan naa. Ifald stødtrinets højde, som ovenfor omhandlet, i virkeligheden bestemmes af den halve højdeforskjel mellem flo og fjære, skulde de gamle terrassers stødtrin synes at kunne pege hen paa, at der under deres dannelsestid har raadet en større forskjel mellem hejt og lavt vande end tilfældet er nu. I saa henseende kan der vist- nok heller ikke i og for sig være grund til at afvise en for- udsætning om at der ogsaa i denne retning langs disse strøg kan have raadet forskjellige vekslinger gjennem den postglaciale tid, Da en højde af indtil 22 m., hvortil enkelte af de gam- le terrassers stødtrin som oven nævnt kan naa op, imidlertid — efter hvad der her er fremholdt med hensyn til stødtri- nets dannelse — vilde forudsette en forskjel mellem hgjt og- lavt vande af indtil 44 m., synes denne meget for stor til at der kan være synderlig grund til at fæste sig nærmere ved en saadan. Rimeligere vil det vistnok i saa henseende *) Nyt Magasin for Naturvid. Kr.nia 1876. **) „Iagttagelser om det sydostlige Norges Torvmyre*. Kr.nias Ved Selsk. Forh. 1881. nTheorien om vekslende kontinentale og insulære Klimater “an- vendt paa Norges Stigning“. c. 1. 1881, Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 37 være at søge forklaringen i de forholde, hvorunder stigningen over havfladen er foregaaet. I saa henseende vil det være aabenbart at en rykvis stigning af landgrunden ikke vil kunne indvirke mere bestem- mende paa stødtrinets højdeforhold. En rykvis stigning maa- les ikke i decimeter men i metere. Det vil saaledes sees at de her omhandlede terrassedannelser med et stødtrin, hvis højde ikke naar opover 1 a 2 m., i et enkelt sat vil blive rykket helt op over havfladen. En videre udvikling af tere rassedannelsen vil saaledes her blive afbrudt for dette par- tis vedkommende, der nu er rykket op over havfladen. Dette vil nemlig snart blive mere sammenhængende mos- eller græs- klædt og lermassens udglidningsproces derved paa det nær- mesta standset. Derimod wil der vistnok intet være til hin- der for at en ny terrassedannelse under en paafølgende pause i fjeldgrundens stigning kan paabegynde i terrassesystemets lavere liggende del fra højtvandslinjen ned til den midlere havstandslinje. Anderledes vil vistnok sagen stille sig under forudsæt- ningen om en mere langsom og jevn stigning. Under en saadan vil den under dannelse liggende terrasse stadig kom- me til at hæves og saaledes den del af samme, der ligger over den midlere vandstandslinje, komme til at vokse i højde, Naar forholdene her forøvrigt ere gunstige, antages betingel- sen at kunne være givet for dannelsen af et i højde stadig voksende stødtrin, der som tidligere fremholdt alene nedad finder sin begrændsning ved linjen for den midlere vandstand. Spørgsmaalet om, hvorvidt vekslinger i det indbyrdes niveauforhold mellem den faste fjeldgrund sg havstanden i virkeligheden kan være at henføre til fjeldgrundens stigning eller havfladens sænkning, synes imidlertid i sidste tid at væ- re paa vej til at indtræde i et nyt stadium. Som bekjendt 38 Karl Pettersen, er der fra flere kanter rejst væsentlige indvendinger mod denne tidligere saa almindelig vedtagne forudsætning. Hvor- vel spørgsmaalet i saa henseende vistnok endnu ikke kan ansees for at være fuldt udredet, vil det dog neppe være for meget at sige at et fuldstændigere omslag i den videnskabe- lige erkjendelse her er i gjennembrud. Det synes ogsaa aabenbart at den store flerhed af de til de nævnte niveau- forandring:r knyttede forholde ikke alene ligesaa let men i det hele ogsaa paa en naturligere maade lade sig forklare under forudsætningen af en foranderlig havstand, Det vil saaledes blandt andet være indlysende at den her omhandlede terrassedannelse ligesaa let lader sig forkla- Je under denne sidste forudsætning som under forudsætnin- gen om en stigende fjeldgrund. I saa henseende vil det væ- re ligegyldigt, hvad enten havstandens sænkning foregaar re- gelmæssigt og jevnt eller om dertil de forskjellige tider her har raadet nogen mere merkelig forskjel. Der maa nemlig paa forhaand være al grund til at forudsætte, at en saadan forskjel, — om den maatte have traadt frem — altid maa have holdt sig inden saa snævre grændser, at terrassedannel- ser deraf i nogen mere væsentlig grad ikke skal være paa- virket. Under en saadan langsomt faldende havstand vil den midlere vandstandslinje altsaa stadig komme til at synke og stødtrinet saaledes vokse i højde, ganske paa samme maade som paavist under ovenfor fremboldte forudsætning om en jevnt stigende fjeldgrund. Der er ovenfor peget hen paa at den fra strandpartierne løsrevne is kan føre med sig strandstene fæstede til isens underside. At blokketransport kan foregaa ad denne vej vil vel paa forhaand være rimeligt nok. I saa henseende håvde jeg ogsaa nylig anledning til herom at hente et mere lige- fremt vidnesbyrd. Da jeg nemlig paa en befaring langs de indre partier af Balsfjorden undersøgte flytblokkeforekomsten Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 39 i det nuverende strandbelte ved gaarden Tennes — i ner- heden af Balsfjordens kirke — viste opsidderen paa gaarden mig en større i stranden liggende flytblok, om hvilken han berettede, at den for nogle aar tilbage var kastet op ved et fra fjordens indre bund uddrevet isflag, der her var strandet, og som havde medført den, indkittet i isflagets underside. At dette skulde være at opfatte som en mere enestaaende tilfældighed, er lidet rimeligt. Tvertimod kan der vel være adskillig grund fil at forudsætte at en stadig blokketransport ad denne vej foregaar langs efter saadanne islagte fjorde. Dette forhold antages der her saameget mere at kunne være grund til at fæste opmærksomheden ved som der fra flere kanter er udtalt tvivl om berettigelsen af en forudsæt- ning om at en blokketransport efter nogen stør'e maalestok skulde være foregaaet ad denne vej. I et møde i det tydske geologiske selskab i Berlin udtalte saaledes 0. Torell sig derhen at ,transport af rullestene ved svømmende isbjerge var at betegne som en ubevist hypothese*.*) Omtrent sam- tidig udtaler en anden svensk geolog Tørnebohm sig med hensyn til blokketransporten saaledes: „Men hvorledes ere disse blokke bleve transporterede. Nylig har prof. Credner søgt at besvare spørgsmaalet derhen, at svømmende isbjerge kunde have besørget transporten. Disse isbjerge skulde i saa tilfælde ikke blot have været belastede med morænegrus men ogsaa have ført med sig blokkestene, indkittede i isens un- dre side, der undervejs ere optagne fra grundt vands dyb. Med hensyn til berettigelsen af denne forudsætning vover jeg for tiden ikke at udtale nogen bestemtere formening.* **) Det er vistnok saa, at saavel Torells som Tørnebohms indsigelse nærmest gjelder spørgsmaalet, om den blokketrans- port, der i saa rigt maal har strøet skandinaviske flytblokke *) Zeitschrift d. D. G. Gesellsch 1875 pag. 961. *) Neues Jahrbach für Miu. 1876 pag. 520. 40 Karl Pettersen. udover den store nordeuropæiske slette, skal kunne forudsæt- tes efter nogen mere vesentlig maalestok at vere foregaaet ved isbjerge. Egentlige isbjerge ere vistnok ikke at sammen- : stille med strandisen, hvorvel det indbyrdes grændseskjel mellem disse to afændringer ikke altid kan være ganske be- stemt. I de nævnte udtalelser fæste de sig ikke ved strand- isens transporterende evne men sætte denne ganske ud af be- tragtning. Det er imidlertid, som nyst paavist, en kjendsgjer- ning at den udbrudte strandis kan føre med sig ret store blokke, men der er endvidere al grund til at forudsætte at en endog storartet bloktransport paa sine steder er foregaa- et notop ad denne vej. Efter alsandsynlighed maa saaledes den store flerhed af flytblokke, der som paa et andet sted nærmere omhandlet*) i saa stort maal er udstrøet langs ef- ter fjordene og sundene i Tromsø omegn, være didbragte ved svømmende strandis. For tiden lader det sig 1 ethvert til- fælde neppe gjøre paa en tilfredstillende maade at søge den her nævnte blokketransport forklaret ad anden vej. I saa henseende skal bemærkes at enkelte af de efter de her om- handlede strøg udstrøede blokke vistnok ere for store til at de skulde kunne være udtransporterede ved strandis ikke mægtigere end den, der nutildags kan drive ud fra vore fjor- de. Da den her omhandlede blokketransport imidlertid for den væsentlige del maa være at føre tilbage til en tid, der mere umiddelbart knytter sig til glacialtidens afslutningspe- riode, maa altsaa de klimatologiske forholde i ethvert tilfæl- de have været temmelig forskjelligartede fra de nu raadende. Strandisen maa saaledes vistnok dengang have besiddet en forholdsvis langt stærkere transportevne. Den blokketransport, der fra det sydlige Norge, i strogé- ne om Kristianiafjorden er foregaaet til det vestenfjeldske Norge, og som der har afsat flytblokke endog nordenfor for- ı*) [Granitiske flytblokke i Tromsø omegn. Tromsø Museums Aars- hefter VI, pag. 81 fi- Det nordlige Norge under deu glaciale og postglaciale tid. 41 bjerget Stat*), tilskrives svømmende is. I jo større maale- stok en blokketransport ved drivis er foregaaet, desto større er vistnok ogsaa sandsynligheden for at de saaledes trans- porterede stene netop som strandsteneere blev- neindkittedeistrandisens underside og før» te afsted med den udbredte strandis. I henhold til Reusch's fremstilling maa den nævnte blokketransport have været af ret anseeligt omfang, og det synes vel rimeligst at forud- sætte at transporten her maa være foregaaet aetop ad den- ne vej. VII, Bølgeslagslinjer ved Maasø. Maasø er en liden i nærheden af Nordkap paa 71° n b. liggende ø. Den har et fladeindhold af 13 kv. km. Ved et lavt af alluvialmasser bygget ejde, hvis højdepunkt naar op til omtrent 6 m. over havfladen, er øens fjeldbygning ud- skilt i tvende aasdrag, af hvilke det nordligste naar en højde af omkring 250 m., det sydlige derimod af 92 m. Ejdet, der on sig frem i ostvestlig retning, er De get af grus og sand. Den sidste dannes for en stor del af en serdeles fin strandsand (flyvesand), tildels sparsomt ind- blandet med skjælrester af her i farvandene endnu levende molluskaster. Leopold v. Buch, der i aarhundredets begyndelse be- søgte disse strøg, udtaler sig i sit skrift ,Reise durch Nor- wegen und Lappland“ 2 Th. Berlin 1810 pag. 65 saaledes. angaaende denne ejdedannelse.: | Det er helt paafaldende hvorledes bølgeslagstriberne (die Anschwemmumsgsstreifen) langs efter den ene side af ej- det skyde sig opover ligeløbende med bugtens bøjninger og *) Hans Reusch ,1stiden i det Nordenfjelske Norge”. Nyt Mag. for Naturvid, 28 Bd 2 H. Kr,ania 1883. : 42 Karl Pettersen. dekkede med muslinger og stene som om de opskyllede bølger netop og alene for en kort stund skulde have for- ladt denne fjære. Dog ved traditionen intet om at havbølgen nogensinde er gaaet over ejdet eller at den er naaet op end- og blot til sammes halve højde. Dette er dokumenter, som forbinde de store geologiske fænomener med jordens nyere historie, men hvortil der endnu udfordres andre erfarings- rækker, for at de tilfulde skulde kunne forklares. Disse Leop. von Buchs bemærkninger støtte sig til hans bekjendte forudsætning om en uforanderlig havstand og det skal ogsaa medgives at forholdet under denne forudsætning vil være gaadefuldt. Anderledes synes sagen i saa henseen- de at kunne stille sig nu, da forudsætningen om en gjennem kvartærtiden uforanderlig havstand mer og mer synes at tabe det sikre fodfæste, hvorpaa den i den almindelige opfatning har hvilet indtil de senere aar. Vi skulle derfor her fæste os lidt nærmere ved de her omhandlede bølgeslagslinjer eller bølgestriber paa Maas-g- Den, der har haft anledning til at vanke om langs de nuværende af grus og sand byggede stranddannelser, vil have bemærket forskjellige stærkere eller svagere udprægede paa hinanden følgende baand, striber eller render, der skyde frem ligeløbende med vandkanten. Saadanne render og baandstri- ber dannes i vandlinjen ved opskylning under et noget stær- kere bølgeslag, idet grovere sand, smaasten og skjælrester stues op i smalere og bredere snore og derunder tildels ka- stes op lidt over vandlinjen. Samtidig føres det finere slam- materiale eller den finere sand afsted med det tilbagekastede bølgeslag og afsættes nedefter de lavere liggende niveauer. Den højest liggende af disse render eller smaavolde vil saa- ledes i regelen svare til den højeste vandstandslinje (under springtid) og tildels ogsaa skyde lidt op over denne. Den mærker saaledes ikke alene en tidligere vandstandslinje men angiver at et forholdsvis stærkt bølgeslag har raadet under Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid. 43 sammes optræden. Da havstanden under den daglige stigen og falden mellem flo og fjære stiger eller falder jevnt og re- gelmæssigt, skulde — under forudsæsning at forholdene og- saa forøvrigt vare helt jevne og regelmæssige — resultatet heraf være ikke en enkelt eller flere paa hinanden følgende bølgeslagslinjer men derimod et lag af opstuvningsmateriale, der i sammenhæng bredte sig uedover fra den øverste bøl- geslagslinje. Bølgeslagslinjerne ere nemlig væsentlig betingede af bølgeslaget og døgnets stærkeste bølgeslag træder i regelen frem netop under højvande. Ligesom den øverste belgeslags- linje er dannet under en af de hgjeste vandstandslinjer, hvortil havfladen er naaet op under sine periodiske vekslin- ger, saa er ogsaa de følgende bølgeslagslinjer dannede hver under en til sammes højdeniveau svarende højtvandslinje. Da højtvandslinjen, naar den f. e. engang har naaet sit maxi- mum, daligen synker indtil sit minimum, saa vilde hver af de følgende dages højvandslinjer findes mærkede, under forud- sætning af at hver af disse afsatte sin bølgeslagslinje. Der er vistnok intet til hinder for at bølgeslagslinjerne ogsaa kun- ne afsættes i andre niveauer end just netop efter højtvands- linjerne, men da bølgeslaget som nævnt her i regelen er stærkest, er det vel ogsaa al grund til at forudsætte, at i et- hvert tilfælde flerheden af saadanne paa hinanden følgende bølgeslagslinjer netop ere dannede i de egentlige højtvands- linjer. Afstanden mellem hver enkelt afsaadanne til samme sæt hørende bølgeslagslinjer vil efter omstændighederne kun- ne variere mere eller mindre. Det vil nemlig være afhæn- gigt af bølgeslagets styrke, hvorvidt hver dags højtvandslinje vil kunne afsætte sin bølgeslagslinje eller ikke. Antallet af samtidig optrædende bølgeslagslinjer vil saaledes i regelen ikke overstige 6 eller 7, ofte vil det ikke naa saa højt. Af disse er den øverstliggende den stærksst udprægede. Hver af de følgende træde svagere og svagere frem, eftersom de 44 Karl Pettersen. ligge lavere i følgerækken. Den- laveste bølgeslagslinje vil være at søge omkring midlere vandstandslinje. Af bølgeslagslinjerne vil den øverste eller i sine tilfælde de par øverste kunne vedligeholdes i det væsentlige uforan- drede gjennem lange tids‘um, medens de lavere liggende derimod ere underkastede stadige forandringer og det i en altid voksende maalestok, jo lavere de ligge. Under havstandens daglige stigen og falden ville de nemlig være udsatte for udvadskning. Den højest liggende eller efter omstændighederne de to højeste bølgeslagslinjer, der er dannet under spring‘id eller usædvanlig hø) vandstand, ville kuns efter længere mellemrum kunne blive berørt af udvadskningen og dette i saa tilfælde alene for de deles ved- kommende, der skyde længst ned, idet de højere liggende dele af samme under et stærkt bølgeslag delvis er stuet ad- skilligt op over højeste vandstand. I saa henseende stiller forholdet sig derimod helt forskjelligt for de lavere liggende bølgeslaglinjer. Disse sidste ville nemlig under højtvandslin- jens periodiske omlgb til sine tider — hyppigere eller sjeld- nere i forhold til højdeniveauet — komme til at ligge helt under havfladen og saaledes være udsatte for en sig stadig gjentagende stærk udvaskningsproces, hvorunder de snart igjen ville blive helt udslettede. Disse linjer have saaledes liden bestandighed, — dannelse og udvidskning følge her paa hinanden i stadigt skifte. For nærmere at søge dette for- hold klargjort har jeg paa et par steder langs vore nuværen- de stranddannelser med et par maaneders mellemrum under- søgt og maalt afstanden mellem de forskjellige samtidig op- trædende bølgeslagslinjer og deri fra den ene gang til den anden fundet betydelige forandringer at være indtraadt for samtlige linjers vedkommende med undtagelse af den øverste. Naar flere saadanne paa hinanden følgende gamle bøl- geslagslinjer træde frem over den nuv:erende havstand, saa betegner enhver af disse en linje, der i sin tid har lagt som Det nordlige Norge under den glaciale og postglaciale tid, 45 den højest liggende bølgeslagslinje, idet den som saadan delvis har været stuet op over sin tids højeste vandstand. At et helt sæt paa hinanden følgende linjer samtidig skulde være skudt op over havfladen, derfor er der vistnok liden rimelighed. De lavere liggende ere ogsaa i regelen saa lidet udprægede, åt de, om de vare løftede op over havfladen, her vistnok ikke vilde kunne træde bestemtere frem. Af forhol- dene saaledes som de træde frem ved Skatøren paa Tromsøen*) synes det ogsaa med bestemthed at skulle fremgaa at disse gamle bølgeslagslinjer ere løftede op over havfladen den ene efter den anden, én for én under jevn stigning og derimod ikke flere samtidig. Hver enkelt af disse er nemlig udpræ- get i overenstemmelse med den linje 1 det nuværende strand- belte, der er omhandlet som den øverstliggende og vil saa- ledes ikke være at sammenstille med de lavere liggende mest som baandstriber udprægede linjesystemer. At disse linjer saaledes den ene efter den anden ere stegne frem over havfladen maa naturligvis være at henføre 'enten til fjeldgrundens stigning eller til havfladens sænkning. I og for sig vilde der vistnok intet være til hinder for at bølgeslagslinjerne saaledes som her paavist kunde løftes op over havfladen under en stigning af den faste fjeldgrund, under forudsætning af at denne foregik jevnt og ensartet. Saaledes som forholdene imidlertid i saa henseende træde frem efter det nordlige Norge vil der dog kuns være liden grund til nærmere at kunne fæste sig herved. Efter de hid- til gjorte aflæsninger, der omfatte strøgene fra Salten (Bodø) nordover til Nordkap, synes det remlig paa det bestemteste at maatte fremgaa, at de her gjennem den postglaciale tid indtraadte niveauforandringer i det indbyrdes forhold mellem den faste fjeldgrund og havstanden ere at henføre til saa *) Cfr. Continentalsmassers langsomme seculare stigning eller sænke ning, Tr. Mus. Aarshefte 1 pag. 66 ff. 46 Karl Petterseu. jevne og ensartede forandringer efter vidstrakte omraader at de ingenlunde synes at kunne lade sig indpasse i en for- udsætning om at niveauforandringerne ere at tilskrive den faste fjeldgrund. Som bekjendt findes der nemlig i stort an- tal udspændt efter det nordlige Norges fjorde og sunde ho- risontalt liggende af løst materiale byggede terrassedannelser ligesom ogsaa i fast berg udgravede strandlinjer. Flere af disse — og navnlig gjelder det de i fast berg udgravede strandlinjer — ere endvidere, skjgnt indbyrdes udskilte ved brede fjorde og sunde, dog at gjenkjende som brudstykker af et enkelt linjesystem, der saaledes kan være at følge ef- ter vidtudstrakte strøg. En stigning af den faste fjeldgrund — hvad enten denne tænkes rykvis eller jevn — der skul- de have arbejdet saa ensartet gjennera en længde af opimod 100 norske mile, er vistnok i sig selv saa lidet sandsynlig, at den utvivlsomt paa det bestemteste bør afvises, med min- dre derfor maatte foreligge sikre og afgjørende vidnesbyrd. Men saadanne foreligge i ethvert tilfælde ikke for tiden. Derimod vil der allerede paa forhaand nærmest være grund til at henføre mærker efter saa Jevne niveauforandrin- ger som de, der ere at følge efter disse vide sammenhæn- gende kyststrøg, til havfladens niveauforandringer. At stig- ningsforholdene paa Maas-ø med de til samme knyttede bøl- geslagslinjer paa en naturlig og ligefrem maade lade sig for- klare under en forudsætning om en synkende havstand, vil vel ogsaa ligge klart for en dag. Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. II. Crustacea og Pycnogonida indsamlede i Kvænangsfjorden 1881. Af J. Sparre Schneider. (Hermed 5 plancher) I det følgende er leveret en bearbeidelse af de Crusta- ceer og Pycnogonider, som indsamledes i Kvænangen i 1881, efterat jeg tidligere i museets 4de aarshefte har givet en for- tegnelse over de sammesteds observerede Mollusker ; hermed maa da undersøgelserne paa dette interessante felt 'ansees for afsluttede, hvor gjerne jeg end med de nuværende bedre forudsætninger skulde have anvendt endnu en sommer der paa studiet af den carcinologiske fauna. | Drevet af den uklarhed, som endnu raader i vor kund- skab om de norske Amphipoder paabegyndte jeg ifjor en slags revisjon af Axel Boecks hovedværk, ,De skandinaviske og arktiske Amphipoder*, ved forsøgsvis at udarbeide en mo- nografisk fremstilling af de ved Norges kyster forekommende Oedicerider, publiceret i museets 6te aarshefte. Som en fortsættelse heraf har jeg i det følgende ladet denne gruppe faa en mere indgaaende behandling end de øvrige Crustaceer, 48 J. Sparre Schneider. til hvis opregning kun er knyttet nogle smaa almindelige be- mærkninger om udbredelse og levesæt, men af forskjellige hensyn indskrænket synonymen til det allernscvendigste. For Oediceridernes vedkommende har jeg forat undgaa unødige gjentagelser kun beskrevet munddelene, da de øvrige forholde i den ydre anotomi er optagne i de udførlige dia- gnoser, som følger ovennævnte monografi, inden de øvrige fa- milier derimod leveret fuldstændigere beskrivelse af de arter, som hos Boeck syntes mig mindre tilfredsstillende behandle- de. De allerfleste af Krøyer beskrevne former har faa eller ingen væsentlige bemærkninger krævet, da denne berømte forfatters præcise fremstillingsmaade vil være mønstergyldig til alle tider; de har for mig været en maalestok til at be- dømme nøiagtigheden af mine egne undersøgelser og tegnin- ger, som jeg altid har udført i det størst mulige format, hid- til dog uden hjælp af camera lucida. Med hensyn til nomenklatur og systematik har jeg fulgt G. O. Sars i hans Oversigt af Norges Crustaceer etc., Kri- stiania Vidensk. selsk. Forhandlinger 1882, no. 18, p. 1—124, omfattende Podophthalmata, Cumacea, Isopoda og Amphipoda. Hvad de undersøgte lokaliteter angaar, henvises til nævnte fortegnelse over Kvænangens Mollusker, hvor jeg blandt de indledende bemærkninger har gjort rede for de fysiske forholde i denne fjord, hvorhos en medfølgende kart- skisse viser dybdeforholdene og fjordens ejendommelige kon- figuration. Tilsidst skylder jeg at aflægge min forbindtligste tak til prof. G. O. Sars for den beredvillighed, hvormed han nu som altid har ydet mig sin værdifulde assistance ved udredelsen af alle tvivlsomme former, uden hvilken bistand jeg vanskeligt skulde have seet dette arbeide bragt til en heldig afslutning. Tromsø i Oktober 1884. J. S. Schneider. Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 49 Podophthalmata. 1. Hyas coarctatus LEACH. Nogle yngre individer optoges fra ringe dyb ved Stor- holmen i Nordbotn—bassinet; fra Badderen medbragtes og- saa et ganske ungt individ. Med udrogn har jeg faaet den- ne overalt ved vore nordligste kyster almindelige art i April og Mai; den ynder ler og især sandbund med alger og er som oftest paa ringere dybder tæt besat med unge grøn- og rødalger, ofte ogsaa med store Balanus, noget den skylder sit overmaade træge naturel, medens dens livlige slægtning H. araneus sjelden findes saaledes itrukket. Denne sidste lige- saa almindelige art mangler neppe i Kvænangen men findes imidlertid ikke noteret derfra, uagtet jeg synes at erindre, at nogle yngre eksplr. af den blev optagne i Nordbotn. 2. Eupagurus pubescens KRÖYER. Særdeles talrig i alleslags tomme skaller af Gastropoder men kun i smaa individer, da de store Buccinider meget spar- somt forekom paa de af mig undersøgte lokaliteter. Mær- keligt nok synes den at sky skallerne af Neptunea despecta, sandsynligvis fordi den sidste vinding er for vid; de største eksplr. har jeg fundet i Buc. undatum, Chrysodomus turtoni og Sipho islandicus, som medbragtes fra Vardø i 1882 fra betydeligt dyb. Med udrogn er den ved Tromsø truffet i begyndelsen af Oktober. Eup. bernhardus L. bemærkedes ikke i Kvænangen men forekommer udentvivl ogsaa der, navnlig i de ydre fjordpar- tier; uden egentlig at være en arktisk form gaar den dog til Vardø og Vadsø, men foretrækker sand og haardere bund paa ringe dyb, medens E. pubescens ligesaa godt trives paa lerbund og gaar ned til betydelige dybder. 3. Sclerocrangon boreas Pures. Forekom i betydeligt antal i Nordbotn omkring Storhol- men i selskab med Hippolyterne blandt alger (især Chorda filum) paa ringe dyb, men kuu yngre eksplr. RES: Med 50 J. Sparre Schneider. udrogu træffes den i Tromsøsundet i slutningen af vinteren, og fuldvoksne individer er da almindelige; udover sommeren og høsten har jeg kun fundet unge eksplr. paa forskjelligt udviklingstrin. 4, Sabinea 7-carinata sas. Ved Toppelnæs i Sørfjordmundingen erholdtes paa circa 5 favnes dyb blandt alger paa stenbund et enkelt fuldvokset eksplr. (han). Denne art har jeg kun fundet meget sparsomt, hvilket tør have sin grund deri, at den rimeligvis lever spredt, ikke som Hippolyterne flokkevis og desuden er et livligere dyr end Scl. boreas f. eks., der som ælåre synes at føre en temmelig rolig tilværelse paa bunden, skjult af algeskovene. Med udrogn har jeg ved Tromsø fundet et eksplr. i Juli og et i August. 5. Hippolyte gaimardi zow. Forekom i ganske utrolige mængder blandt alger paa ringere dyb, især omkring Storholmen, ligesom den overho- vedet er slægtens almindeligste og hos 03 mest udbredte art. I farvetegning varierer den mindre end vore øvrige arter og er ialmindelighed hvid eller grønlig med mørkere punkter, noget forskjellig efter bundforholdene, saaledes blandt rød- alger (Delesseria) med et stærkere eller svagere rødligt skjær. Angaaende dens forplantningstid er jeg endnu i tvivl, men den indtræffer sandsynligvis midtvinters, hvorfor det hidtil ikke har lykkes mig at træffe et eneste rognbærende individ. Af de eksplr., som Kroyer 4de April fangede ved Kristian- sund, var en stor del hunner med stærkt udviklet udrogn, og andre syntes nylig at have skilt sig ved sin, hvoraf jeg slutter, at den her nord har en tidligere gydetid; det maa være mere end en tilfældighed, at der blandt de vistnok flere tusinde individer, sum jeg har samlet fra de sidste April-da- ge til midten af Oktober, ikke har været en eneste rognbæ- rende hun at finde, men tilvisse hunner nok med sin uud- viklede rogn under carapax. Disse iagttagelser staar i stærk Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 51 strid med de forholde, som er fundne ved den nedenfor nævnte I. pusiola; denne fandt Kroyer samtidigi beg. af April med tildels klækkefærdig udrogn, her nord sees den med udrogn fra Mai til slutningen af August, og i Juli sættes vistnok den meste yngel ud i verden. 6. H. polaris sa». (borealis Owen = hannen). Syntes at være meget sjelden, idet det kun lykkedes mig at indsamle 4 eksplr., alle hunner, der erholdtes i selskab med de øvrige arter, de 3 ved Storholmen, det 4de paa gan- ske grundt vand i Kjeikanbugten. Uden tvivl gives der og- saa i Kvænangsfjorden lokaliteter, hvor den forekommer i større antal, eftersom den, skjønt vistnok meget lokal, sy- nes at leve ligesaa selskabelig som sine slægtninge men først at blive hyppig i noget større dyb. Det levende dyr er sær- deles pragtfuldt farvet; grundfarven lysere eller mørkere kjødfarvet med røde ringe om ben og følere, og dybt og in- tens røde tætstaaende baand og tværpletter, carapax og de sidste bagkropsled med skinnende violblaa punkter i tværra- der. Prof. G. 0. Sars har allerede i 1871 i sin opsats over Har- dangerfjordens dybvandsfauna paavist, at Hip. borealis Ow. er hannen til den her ombandlede art. Krøyer beskriver i sin monografi over de nordiske Hippolyter begge kjøn af po- larıs; hans formentlige hanner har sandsynligvis været unge hunner, derimod kjendte han af borealis, som venteligt var, udelukkende hanner. 7. H. spinus sows. Erholdtes talrig overalti mange alderstrin, fra yngel paa c. 10 m. m. til udvoksede eksplr. af betydelige dimensjoner. Farven er meget variabel, som oftest er forkroppen hvid el- ler gulagtig med mørkere skygninger, medens bagkroppen er mere eller mindre stærk rød eller kirsebærbrun, hvorved dy- ret faar et ganske ejendommeligt og vakkert udseende. Krøyer taler om rognens farve men nævner intet om den tid, paa hvilken han har seet den udtraadt; selv har jeg al- 5% J. Sparre Schneider drig truffet rognbærende hunner af denne art men antager, at yngletiden indtreffer omtrent samtidig med samme hos H. gaimardı. 8. H.turgida krever (hunnen, hannen — phipsü KR.) Overalt og i samme betydelige mængder som H. gaimar- di, hunnerne i overveiende antal, som forholdet er ogsaa med de øvrige arter. Farven er yderst variabel, oftest stærktrød med et bredt grønagtigt baand over carapax, enkelte har rød forkrop og næsten hvidt abdomen. Yngletiden indtræf- fer senhøstes, idet jeg først i begyndelsen af September har truffet enkelte hunner med nylig udtraadt rogn. Allerede Krøyer selv fremsætter den formodning, at de to arter, han beskriver som turgida og phipsti, maaske dog hører sammen som de forskjellige kjøn af en og samme art, og denne for- modning steg for mig til vished, da jeg for 2 aar siden gav mig ifærd med undersggelsen af denne slægt. Prof. G. 0. Sars var ogsaa kommen til det samme resultat, og i over- ensstemmelse hermed opfører han i sin oversigt af Norges Crustaceer kun H. turgida; rigtigst burde vel artsnavnet være bibeholdt fra hannen, men jeg vil dog ikke afvige fra den betegnelse, som arten har faaet i den første fuldstændige li- ste over de norske krebsdyr. 9. H. pusiola KReYER. Denne slægtens mindste og paa sit korte pandehorn me- get let kjendelige art forekom talrigt med de øvrige arter især paa 5—10 favnes dyb i indløbet til Sørfjorden. En stor del af de indsamlede individer var hunner med udrogn paa forskjelligt udviklingstrin, ialmindelighed saa langt fremskre- dent, at embryonernes øiepigment tydeligt kunde bemærkes. Som ovenfor nævnt udklækkes vistnok den meste yngel i Juli, men endnu i slutningen af August har jeg fundet rognbe- rende individer. Denne art er i en mærkelig grad plaget med parasiter, navnlig med den for H. pusiola ejendommelige Sylon, hvoraf Undersggelser over dyrelivet 1 de arktiske fjorde. 58 af og til bemærkes etpar paa samme individ, sjeldnere med den almindelige Phryxus abdominalis; begge snyltedyr vil nedenfor blive nærmere omtalte. 10. Pandalus annulicornis Peach. Forekom yderst almindelig omkring Storholmen i selskab med arterne af foregaaende slegt. Kun et eneste af de talrige medbragte eksplr. bar nogle stærkt udviklede æg under postabdomen, hvorfor jeg endnu er i uvished angaaende den egentlige yngletid; sandsynligvis indtreffer den tidlig om vaaren, saa dette enkelte eksplr. kan betragtes som forsinket i æglægningen. Th. Bell siger (Brit. stalk-eyed Crustacea) om Palemon serratus, at den er truffet saavel med æg i ovarierne som med udrogn tilenhver aarstid, og i ana- logi hermed skulde maaske for Pandalus, Hippolyte og nær- staaende slægter ingen bestemt afgrændset yngletid kunne paavises ; en saadan tror jeg dog ubetinget finder sted, om den end kan have adskillig udstrækning i tid og falde noget ulige efter de af beliggenheden og vandets temperatur be- tingede forholde. 11. Erythrops goésii G. P. Sars (Mysis erythrophthal- ma Goës). Almindelig paa blød ler elier mudderbund i Nordbotn og Sørfjorden fra 10—30 favne; medbragtes ogsaa fra Kjei- kanbassinet, hvor eksplr. erholdtes paa 50—60 favnes dyb, desværre altid defekte, da de almindelige bundskraber ikke egner sig for indsamlingen af saa skrøbelige væsener. Paa etpar af de nærmere undersggte individer er de 2 fjærformede børster paa spidsen af det midterste halevedhæng dobbelt saa lange som de inderste torne, de øvrige eksplr. viser forholdet som fremstillet af prof. G. O. Sars i hans monografi over Norges Mysider. 12. Mysis inermis RATHKE. I Nordbotn og Kjeikan fra ringe dyb blandt alger paa haard bund nær land, dog ikke i nogen mængde, Eksplr.ne 54 J. Sparre Schneider. fra Kvænangen er livligt orangegule overensstemmende med bundens brungule tangdække, paa andre lokaliteter med lys bund har jeg fundet den ganske vandklar med det sædvan- lige brune fine dendritiske pigment, der aldrig mangler. Det- te er den i det arktiske Norge almindeligst udbredte art in- den familien, som neppe mangler nogetsteds, om den end sjel- den optræder i saadanne masser som M. mixta paa visse lokaliteter. 13. M. oculata far. Forekom ikke sjelden i selskab med følgende art i Nord- botn paa ringere dyb blandt alger og tildels paa lerbund. 14. M. mixta Lirrszsore, Dette var den hyppigste af de i Kvænangen observerede Mysider og forekom i stort antal i alle 3 bassiner saavel paa ganske grundt vand blandt alger som paa lerbund i 50—60 favnes dyb. Disse vore 2 anseligste Mysider har indbyrdes en betydelig habituel lighed, men adskilles dog med lethed ved formen af bladet paa de nedre antenner. 15. Euphausia (Thysanopoda) inermis Krever, I Kjeikan optoges fra 60 favnes dyb et enkelt mutileret eksplr. af dette almindelige arktiske krebsdyr. Cumacea, 16. Lamprops fuscata £. P. Sars, I Nordbotn og Kjeikan ikke sjelden fra 15—40 favnes dyb, et enkelt eksplr. medbragtes ogsaa fra Badderen. Ved Vardø har jeg taget den paa ganske grundt vand, ca. 3 a 4 favne sammen med dens vakre slegtning L. fasciata, hvilken sidste næsten er at kalde littoral, ligesom de begge ynder sandbund; denne slægt udmærker sig herved fremfor de øv- rige arktiske Cumaceer, der foretrækker lerbund paa noget større dyb. 17. Leucon nasicus KReYER, Forekom meget sparsomt; jeg fandt kun et enkelt eksplr, Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 55 i Nordbotn og 2 stykker i Kjeikan, i omegnen af Tromsø er den derimod den hyppigste af hele gruppen. 18. Eudorella emarginata Krever, Syntes heller ikke at være synderlig almindelig; et en- kelt individ optoges i Sørfjorden fra 10 a 19 favnes dyb, fle- re eksplr. i Nordbotn fra 15 til 25 f. d., ogsaa fra Kjeikan medbragtes 2 stykker tagne i en dybde af omkring 40—50 f. Omkring Tromsø fcrekommer den flersteds i stort antal. 19. Diastylis rathkei Krever, Forekom i stor mængde i Sørfjorden, sparsommere blev den funden i Nordbotn, Kjeikan og Badderen. 20. D. edwardsii Krever, 6 voksne individer erholdtes i Kjeikan paa 40—50 f.; derimod blev den ikke observeret i de indre bassiner, hvor den imidlertid vistnok neppe mangler. Isopoda. 21. Anceus elongatus KR2YER, Nogle faa eksplr. af begge kjøn fandt jeg i Kjeikan. Den lever udelukkende paa lerbund og gaar neppe hgiere op end til omkring 30 favne. 22. Janira maculata Peach, Kun et par eksplr. sammen med foregaaende. 23. Jæra albifrons Jeacu, Noget eksplr. medbragtes ikke, ikke heller findes den noteret, men jeg erindrer dog temmelig sikkert, at den blev funden i Nordbotn under stene i fjæren. Ved Tromsø, hvor den er meget almindelig og af mange farvevarieteter, har jeg taget ægbærende hunner i August. 24. Phryxus abdominalis Krever, Ikke sjulden paa Hippolyterne. Hyppigst forekommer den paa H. turgida, dernæst paa H. gaimardi, etpar gange har jeg seet den paa H. spiuns, 3 gange paa H. pusiola og en- delig er den forekommet mig 2 gange paa Pand. qnnylicors / 56 J. Sparre Schneider./ nis; de faa eksplr. af H. polaris, som det har lykkes mig at samle, har vist sig fri for denne besverlige parasit. Hvor- vidt vore gvrige Hippolyté- og Pandalus-arter ogsaa er be- hæftede med Phryxus er mig ubekjendt; fra Danmark angi- ver Dr. Meinert den en enkelt gang at være funden paa Crangon allmanni, ellers stedse paa Hip. gaimardi. Amphipoda. 25. Parathemisto abyssorum, #. Bosck, De skandi- naviske og arktiske Amphipoder p. 85, tab. III, fig. 1. Det første eksplr. erholdtes i Sørfjorden paa 10—12 f. d. sammen med en lige stor unge af Themisto libellula, se- nere optog jeg i Kjeikanbassinet fra 60—70 f. et større an- tal i et enkelt skrabekast. I lighed med følgende art synes P. abyssorum at være helt uafhængig af dybdeforholdene, idet begge disse arter af den norske nordhavsekspedition er tagne i det uhyre dyb af over 1000 favne, og Th. libellula, der altid har været anseet for en pelagisk form, til og med af hidtil ukjendte dimensjoner. Overhovedet har de senere tiders dybvandsundersøgelser hos os godtgjort, at de bestem- te dybderegioner, hvorpaa tidligere har været lagt saa megen vægt, i virkeligheden liden eller ingen betydning har for en mængde dyrarter, men at derimod temperatur og strømfor- holde og fremforalt bundens beskaffenhed fremstiller sig som de vægtigste faktorer. Dette gjælder da selvfølgelig især de klasser, der raader over den frieste stedsbevægelse; for de i sine bevægelser mere eller endog helt bundne former vil dyb- deforholdene i de fleste tilfælde staa som nogle af de væ- sentligste livsbetingelser. Boeck giver paa ovenciterede sted en ganske god habi- tusfigur af den her omhandlede art, ogsaa detaillerne stem- mer i det hovedsagelige med mine egne undersøgelser, hvor- for jeg kun skal tilføie nogle supplerende bemærkninger. Det af mig undersøgte eksplr. var en hun, at dømme efter Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 57 de uleddede antensvgber, af størrelse omtrent som den af Boeck angivne; den tør maaske blive endnu lidt større, da ingen af mine eksplr. synes at være helt udvoksede. Antenne superiores: Svøben har circa et dusin kolbe- formede legemer paa den første halvpart. Mandibulæ: Palpens 3die led har endel meget on og fine torne, ellers bemærkes ingen slags børstebevæbning. Maxille 2di paris: Den indre plade viser sig under svag pres kun meget lidet bredere end den ydre; paa Boecks fi- gur er den mere end dobbelt saa bred. Pedes 3tü et 4ti paris: Begge par er ens byggede ; 3die led er omtrent ?/, af 4de og dette ?/, af Ste leds længde; kloen er længere end halvparten af 5te led. Pedes 5ti—7mi paris: De 3 sidste fodpar er af samme bygning og omtrent lige lange og stærke; 5te og 6te pars Ste led er paa den forreste rand tæt besat med fine torne, hvilke mangler hos 7de fodpar; kloen paa dette sidste er stærkere og af 5te leds længde, men paa 5te & 6te par er den finere og kun {/, af det foregaaende leds længde. 5te og 6te par er meget lige og adskilles kun ved forholdet af 3die led, der paa 5te par udgjør 7/, af 4de leds lengde men kun !/, paa 6te par. Pleopoda: Grenene er faaledede, den ene har 9, den anden kun 6 led. Uropoda: Alle 3 pars grene er sagtakkede paa de mod hinanden vendende rande, den indre gren er længere og bre- dere end den ydre. Farven hos det levende dyr er ligesom paa Th. libellula vandklar med sortbrune gine; paa alkohol bliver legemet vin- rødt og meddeler væsken samme farve, en ejendommelighed for denne familie. Hvorvidt det kun er ekstraktet af øine- nes stærke pigment, der farver legemet saaledes i sprit, har jeg ikke havt anledning til nærmere at undersøge. 58 J. Sparre Schneide, 26. Themisto libellula Manor, Boeck 1. c. pag 88, tab. Aut: I selskab med foregaaende erholdtes i Sgrfjorden et ganske ungt eksplr., et noget ældre individ fandt jeg i Kjei- kan paa c. 70 favnes dyb, et 3die ungt eksplr. optoges i Badderen paa omkring 30 f. Denne art tilhører mere det aabne hav, hvor den som før omtalt, trænger ned gjennem alle dybder; i Tromsø omegn er den aldrig forekommet mig. Af mangel paa materiale har jeg ikke kunnet underkaste denne art nogen dybere gaaende undersøgelse; den er imid- lertid en vel kjendt form og vil ikke lettelig forveksles med andre atter; mest ligner dens unger ligestore eksplr. af Par. abyssorum men adskilles med lethed ved det forlænge- de 5te fodpar. 27. Socarnes vahli Krever, Grønlands Amphipoder, 1838, pag. 5. — Boeck 1. c. p. 129, tab. VI, fig. 8. Et enkelt eksplr. optoges i Toppelbugt fra 25—30 favne, hvor bunden var grus med døde skaller, paa lignende loka- litet fandt jeg i Badderen 2 eksplr. paa 10—15 f. d. Denne sparsomhed har sin naturlige aarsag 1 mangelen af passende bunddække, idet denne art ynder sand og grus med Lstho- thamnion og Cynthia fra circa 10 favne og nedsver, men sy- nes derimod ganske at sky den bløde ler, der udgjgr bund- dækket næsten overalt i Kvænangsfjordens 3 inderste bassiner. Til Krøyers omhyggelige og udtømmende beskrivelse har jeg intet at tilføie, kun skal det bemerkes, at laarpladens bagerste rand paa 5te fodpar hos det af mig undersggte eksplr. er indskaaret i talrige (12) sagtakker, medens Krøyer angiver kun 5, en mindre vesentlig karakter, der vel er un- derkastet variation efter alder og individer. Boeck har et- par uoverensstemmelser, som fortjener at bemærkes; han an- giver saaledes 5te fodpar at være det længste, medens i vir- keligheden det 7de er længere end de 2 foregaaende, hvad ogsaa Kroyer anfører, desuden beskrives paa de 3 sidste fod- Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 59 par 4de led at vere af samme længde som 5te, medens det paa alle 3 fodpar er kortere end 5te, hvori ogsaa Krgyers beskrivelse stemmer med mine iagttagelser. S. vahli er en af vore vakreste Amphipoder og i leven- de live ikke til at forveksle med nogen af sine slægtninge. Grundfarven er mælkehvid, paa ryggen tæt besat med glin- sende gulhvide prikker, med etpar brede karmin- eller kir- sebærrøde bælter, der nedad er mere eller mindre opløste i pletter, øinene er sortbrune. Yngletiden indtræffer antagelig i slutningen af vinteren, at dømme efter antallet af de gan- ske unge individer, man træffer udover sommeren. Den om- stændighed, at man paa samme tid finder eksprl. paa mange udviklingstrin kunde tyde paa, at dyret forplantede sig til al- le aarstider; da jeg imidlertid fra Mai —Oktober endnu ikke har truffet en eneste ægbærende hun, er det rimeligst at antage, at denne art (og mange andre Lysianassider) træn- ger mere end ét aar til sin fulde udvikling, hvilket derimod ikke er tilfældet med f. eks Pleustes panoplus og de fleste om ikke alle Oedicerider, der ligesom en stor del insekter fuldender sit livsløb i henimod et aar. Mine iagttagelser paa dette omraade er hverken mange eller meget sammen- hængende, men jeg har dog ikke villet undlade ved en saa- dan leilighed, som denne lille faunistiske bearbeidelse giver, at meddele lidt af resultaterne, eftersom disse spørgsmaal, saavidt jeg kan finde, hidtil hos os har været saa godt som uberørte. | 28. Hippom edon holbglli Krever, Naturh. Tidskr. 2 R. 2 B. pag. 8. — Boeck 1. c. p. 136, tab V, fig. 6. — Ano- nyx denticulatus Spence Bate, Brit. sessil-eyed Crust. I, pag. 101 c. fig. Forekom meget almindelig i Kjeikan paa 20—40 f. ler- bund, medens den derimod ikke blev bemærket i de indre bassiner. Den forekommer ialmindelighed ikke pan lerbund, og jeg har af flere omstændigheder grund til at antage, at 60 J. Sparre Schneider. der i Kjeikanbugten var enkelte pletter, hvor bunden var sandblandet ler. I Tromsgsundet, hvor den er ret hyppig fra 1—20 f. paa algebevokset og ren sandbund, har jeg of- tere truffet den siddende paa piggene af Echinus drøbachien- sis uden dog at ville tillægge denne omstændighed andet end en tilfældighedens betydning. Med æg i klækkeposen er den forekommet mig 25de Juli. Det af mig undersøgte eksplr. var en voksen han, og forholdene har jeg i alt væsentligt fundet overensstemmende med Krøyers omhyggelige beskrivelse; han angiver kindbakker- nes palpe at være noget længere end kindbakken, medens jeg har fundet den næsten dobbelt saa lang, de øvrige uoverens- stemmelser er forgvrigt ikke at tillægge nogen synderlig vægt. Beskrivelsen hos Boeck er ikke heldig; jeg skal imidlertid kun omtale, at han angiver 1ste fodpars haand at være læn- gere end 4de led, medens dette i virkeligheden er ikke langt fra dobbelt saa langt som haanden, hvilket ogsaa Krøyer bemærker. H. holbølli villettest kunne kjendes paa det lille, smale, i det nedre forreste hjørne stærkt tilspidsede hoved, det stærkt udviklede første skaftled paa de øvre følere, formen af første fodpars haand og de spinkle 5—6te fodpar med sin smale sylformede klo. I levende tilstand frembyder ogsaa farvetegningen, som er et mere eller mindre intens høirødt eller karminrødt, der tildels er afsat i flekker, et ganske godt skjelnemærke. Øinenes zinnoberrøde pigment deler den med en hel række slægtninge, men den smale nyredannede form af samme er derimod ret karakteristisk. 29. Anonyx lagena rever, Grønlands Amph. p. 237, tab. I, fig 1 (hunnen). — Boeck, 1. c. p. 152. — Å. appendicu- losa, Krøyer 1. c. p. 240, tab. I, fig. 2 (hannen). — A. ampul- la, Krøyer, Naturh. Tidskr. 2. R. Bd. XXI, p. 578. Iagttoges kun \ meget sparsomt i Kvænangen, da den fo- \ Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 61 retrækker tangbevokset sandbund paa strømhaarde steder i en dybde fra 5—15 favne. I Nordbotn fandt jeg nogle ganske unge og % voksne eksplr., hvoraf det ene med udviklede unger i brystposen, i Kjeikan 7 stykker, hvoraf kun det ene antagelig voksent. Den ringe størrelse paa disse eksplr., der knapt naar '/, af den udvikling, som arten opnaar f. eks. i Tromsøsundet, vi- ser ogsaa, at forholdene i de indre fjorde ikke begunstiger dens trivsel, dens rette hjem er det aabne hav, hvilket nok- som godtgjøres af de kjæmpemæssige eksplr. paa indtil 47 m. m, som den norske nordhavsekspedition optog fra et dyb af 525 favne i den kolde area. Yngletiden falder ved Tromsø i Mai og Juni, paa hvil- ken tid jeg i 1851 traf de fleste hunner med udklækket yn- gel i marsupium. Krøyers beskrivelse falder i alt væsentligt sammen med mine egne undersøgelser, der er anstillede paa et omtrent halvvoksent hunindivid. Boeck afviger i flere punkter; saa- ledes angiver han lste fodpars 5te led at være meget læn- gere end 4de, medens de i virkeligheden er lige lange efter den forreste rand at regne; paa 2det fodpar er 2det og 4de led lige lange, medens Boeck beskriver 4de længere end 2det. Halevedhænget har jeg fundet kløvet i lidt mere end ?/,, Krøyer siger: ,næsten til roden“, Boeck anfører: ,kløvet til roden*. Den østerrig-ungarske nordpolekspedition under Payer medbragte i den lille gjennem saa månge farer og møisom- meligheder bevarede samling af sødyr ogsaa nogle meget store ekspl. (40—45 m. m.), som af Heller er beskrevne og afbil- dede i hans arbeide over de fra denne reise hjembragte Cru- staceer, Pycnogonider og Tunicater. Hans figurer kommer mine tegninger meget nær, men afviger dog i mange enkelt- heder, hvilket dels kan tilskrives den individuelle variation, dels ogsaa for de afbildede munddeles vedkommende kan 62 J. Sparre Schneider. _ hidrøre derfra, at hans tegninger synes udførte uden pres, medens jeg altid har anvendt et ganske let tryk med dæk- glasset forat kunne konstatere de enkelte deles indbyrdes størrelsesforholde. Mest afviger kindbakkerne, men disse de- le er ogsaa efter min erfaring underkastede større variation end nogen anden kropsdel. Tilsidst skal jeg anføre nogle enkeltheder, der ikke fin- des omtalte hos de citerede forfattere. Maxille Imi paris: Den ydre plade har i enderanden 9 stærke sagtakkede torne, hvoraf de 2 sidder adskilte for sig 1 en tæt dusk af lange fine haar; gaffeldannede torne be. mærkedes ikke paa mit eksplr., medens baade Krgyer og Heller beskriver saadenne. Maxille 2di paris: Deu ydre plade er dobbelt saa lang og bred som den indre; begge er stumpt tilspidsede, de fle- ste børster i forreste rand er fjærformede. Maxillipedes: Den af Kroyer omtalte ejendommelighed, at spidsen af palpens klo er afsat ligesom et særegent led, tilkommer en stor del Amphipoder, og hos mange viser og- saa føddernes klør en lignende bygning. Nævnes kan det her, at kloen paa de 2 første fodpar (ofte ogsaa paa flere af de øvrige) bærer en liden fjærbørste, en saakaldet ,hørebørste*, paa den konvekse rand nær leddet, et forhold som er be- mærket hos næsten alle af mig undersøgte former, og maa- ske tilkommer alle Amphipoder. Pedes 3ti et 4ti paris: 5te led har tæt nede ved klo- en paa den bagre rand en høist ejendommelig hageformet, med en liden tand forsynet torn, hvorpaa heromhandlede art straks vil kunne skilles fra sine slegtninge. Uropoda: 2det par springfødders indre gren er paa no- get over midten kløftet med en lang, tynd og krum torn ud- gaaende af spalten. 30. A. pumilus [ırLsesors, On the Lysianassa magel- lanica etc. 1865 pag. 26, tab. IV, f. 33—41. — Boeck, 1. c. Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 63 p. 159, tab. V fig. 5, tab. VI, fig. 6. — Lys. producta Goés, Crust. Amph. 1865, p. 3, tab. XXXVII, fig. 4. I Sørfjorden faudt jeg 3 jevnstore vistnok fuldvoksne eksplr. paa ringe dyb, c. 10—12 f. Den var hidtil ikke an- mærket for vor arktiske region, idet den nordligst var bleven funden ved Molde af Lilljeborg; den synes at være en af de sjeldnere arter inden familien, da det foruden disse 3 indi- vider kun har lykkes mig at finde et eneste eksplr. ved Tromsø i sommeren 1883. Da Goés anfører den fra Spits- bergen, bliver den at betragte som en ren arktisk form. No- gen nærmere undersøgelse har jeg ikke underkastet denne art, som forholdsvis let og sikkert erkjendes paa formen af hovedet, hvis nederste forreste hjørner er udtrukne i en lang og skarp spids. Boeck giver paa ovenanførte sted en ganske korrekt habitusfigur. 31. Onesimus edwardsii, Krøyer, Naturh. Tidsskr. 2 R. B. II, 1846 p. 1 (Anonyx). — Boeck 1. c. p. 167, tab. VI, f. 4. Af denne art medbragtes kun et enkelt omtrent fuldvok- sent eksplr. optaget i Kjeikan frac. 30—40 f. dyb. Ogsaa dette er en af de sparsomt forekommende former, som jeg af mangel paa materiale ikke har kunnet underkaste nogen nøiere under- søgelse. 32. Menigrates (Orchomene?) arcticus 2. sp. (Tab. I & I). Descriptio. Anguli laterales capitis rotundati. Epimera lmi et 2di paris dissimilia, illa his latiora margine inferiore irregulariter flexuoso, hec infra sat æqvaliter rotundata, 3tii paris oblongo-qvadrata, margine posteriore sinuato, an- gulo postico acutiusculo, 4ti paris lata, infra leviter rotunda- ta, margine posteriore supra modice sinuato. Segmentum qvartum corporis supine ante medium impressnm. Oculi lati ovales nigri. Antenne superiores pedunculo brevi et cras- sissimo, flagello 8-articulato pedunsulo fere duplo longiore, articulo 1mo seqventes 3 junctos longitudine æqvanti, flagel- 64 J. Sparre Schneider. lo appendiculari angusto, 5-articulato. Antenne inferiores superioribus vix longiores, flagello ex articulis 8 composito. Pedes 1mi paris validi, carpo longitudinem manus æqvanti, manu apicem versus angustata, acie crenulata, ungve magno, curvato. Pedes 2di paris parum elongati, sat robusti, articu- lo basali arcuato, carpo manu duplo longiore, manu oblongo- qvadrata. Pedes 3tii et 4ti paris robusti, longitudine eadem et structura, articulo 5to crasso et curvato, infra postice acute hamato, ungve brevi crassoqve. Pedes 5ti-7mi paris struc- tura similes, 7mi paris præcedentibus breviores, articulo ba- sali margine postico crenulato. Uropoda ultimi paris ramo exteriore crasso pedunculo fere duplo longiore, interiore par- vo illo duplo tenuiore. Telson breve subqvadratum ultra me- dium late fissum. Color albidus. Longit. circiter 10—12 m. m. Habitat in sinu Kvænangsfjord rarissime, specimen uni- cum ad Kjeikan prof. 30—40 orgyarum fundo argillaceo in- veni. Den ovenfor kortelig diagnosticerede art, hvoraf jeg uhel- digvis kun har havt et enkelt eksemplar til min raadighed, har jeg ikke kunnet identificere med nogen tidligere beskre- ven form og vover derfor at opstille den som ny efter sam- raad med professor G. O. Sars, der har havt mine tegninger til paasyn. Det har trods al møie ikke lykkes mig at give den en sikker plads i systemet, idet den synes mig at halte mellem Boecks 2 sleger Orchomene og Menigrates, der vistnok er opstillede paa altfor ubetydelige karakterer, til at de i læng- den skulde kunne opretholdes ligestillede, ligesom jeg idet- heletaget tror, at en reduction afslægterne indenfor familien Lysianassidæ uden ulemper skulde kunne iværksættes, da de tildels er byggede paa altfor subtile anatomiske karakterer, medens den hele hapitus stempler dem som overmaade nær- beslægtede dyr. Boeck angiver forskjellen mellem de % nævnte slægter Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 65: foruden i enkelte af munddelene ogsaa at ligge i bygningen af telson, der hos Orchomene skal vere helt (0. minutus har dog kløvet telson, hvad han selv i beskrivelsen anfører), men hos Menigrates er kløvet, men de anførte karakterer synes mig ikke væsentlige nok til at begrunde en saadan adskillel- se. Den af mig opstillede art synes at komme Men. obtusi- frons B. nærmest, at dømme efter figurerne og beskrivelsen hos nævnte forfatter, eftersom jeg ikke har villet offre mit eneste eksplr. af denne ogsaa sjeldne form, men for- skjellighederne er i alle dele saa betydelige, at jeg istedet for at søge efter sammenligningspunkter her foretrækker ved saavidt muligt nøiagtige afbildninger og en udførlig beskri- velse at karakterisere den nye art. Hvad den ydre legemsform angaar, kan dendın intet si- ges med bestemthed, da det eneste eksplr. allerede var søn- derlemmet, førend jeg havde nogen egentlig tanke om, at det var noget mærkeligt. Det var lagt sammen med nogle omtrent ligestore Anonyx lagena, som den ved sine sorte gine ved et flygtigt paasyn lignede, dog blev jeg senere opmærk- som ved øinenes form og den noget afvigende habitus i det- heletaget. Caput: De nederste forreste hjørner er stærkt tilrunde- de og ikke meget fremspringende; den nedre rand er let indbugtet og det bagre hjørne skarpt. Epimera: ste par er i den nedre rand udtrukne lidt bagenfor midten samt bredere end 2det par, der nedentil er temmelig jevnt tilrundet; 3die par er indbugtet i den ba- gre rand med det nederste bagre hjørne noget spidst; 4de par er omtrent saa bredt som høit, den bagre rand som sæd- vanligt oventil indbugtet; 5te par er bredere end høit, ne- dentil dybt indskaaret, 6te er høiere end bredt, nedentil ud- trukket i en bred lap, 7de par er lidet, halvrundt. Antenne: Begge par følere er omtrent lige lange. De øvre føleres skaft er meget kort og tykt, 2det led er ikke 66 J. Sparre Schneider. meget lengere end 3die og sammensat af 8 forholdsvis lan- ge og smækre led, af hvilke det første er lidt længere end de 2 følgende tilsammen, alle 3 paa indsiden besatte med lange børster. Hudformige vedhæng findes paa 3die—6te svøbeled, 8de er i spidsen forsynet med et lidet børsteknippe. Bisvøben, der bestaar af 4 led paa høire og 5 led paa ven- stre føler, idet de 2 første led er sammensmeltede paa den høi- re føler, er smal og naar med spidsen til enden af 3die svø- beled. De nedre følere har 4de og 5te skaftled af samme tykkelse og længde, svøben bestaar af 8 led, der tiltager i lengde mod spidsen. Labium inferius: Underlæben er bred og dybt kløftet med behaarede flige, de bagerste horn afrundede i enden. Mandibule: Griberanden er som sædvanligt inden den- ne familie tvær, let indbugtet, hvorved nedentil dannes en ganske liden tand. Oventil sees en tydelig afsat kegleformig tand, der vistnok maa betragtes som den rudimentære indre bigren. Tyggeknuden er temmelig stor og fremstaaende, af en uregelmæssig oval form, fortil besat med fine haar; torne bemærkes ikke mellem tyggeknuden og kindbakkens forreste rand. Palpen er omtrent '/; længere end kindbak- ken, meget tyk og fæstet omtrent i høide med tyggeknuden, hvorved den ikke uvæsentlig adskiller sig fra det hos Me- migrates og Orchomene normalt antagne forhold. 2det led har paa indsiden oventil en skraa række stærke børster, 4de led, der er !/, kortere end 2det, har paa den forreste rand 6 lidt krummede tornbørster foruden 3 lige i spidsen og er oventil desuden forsynet med fine tæt tilliggende haar. Maxille 1mi paris: Begge plader er ejendommeligt byg- gede, korte og brede; den indre er skraa tilspidset og bæ- rer paa forreste rand 7 lige lange tykke fjærbørster; den ydre plade er overalt tæt beklædt med lange fine haar og bærer i den forreste rand 4 længere crenulerede torne og 4 Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 67 korte, der skjules næsten helt af haarene. Palpens lste led er meget kort, det 2det er noget krummet, bredere mod spid- sen, der er indskaaret i 4 smaa skarpe tender og oventil berer 3 korte torne; det nederste parti viser en egen kor- net overflade. Maxille 2di paris: Begge plader er omtrent lige lange, korte og meget brede, især den indre, der i forreste rand nedentil bærer 2 korte og tykke fjærbørster foruden de sæd- vanlige dobbeltrækker af tykkere og finere enkle børster mod spidsen. Maxillipedes: Kjævefødderne er meget korte og brede. Indre plade er 3kantet, tilspidset med et halvt dusin fjær- børster i enden. Ydre plade er bredt halvrund med 6 fine torne i den let crenulerede forreste rand og 2 længere i sid- ste halvdel af den bagere rand. Palpen naar neppe frem foran enden af ydre plade, er tyk og krum med nogle faa torne paa forreste rand af 2det led og i spidsen af 3die; kloen har den ydre halvpart afsat som en krum og skarp torn. Gnathopoda: Iste fodpar er kort og stærkt; basalledet er omtrent jevntykt, ret, uden børster, naar undtages et par yderst korte i enden bagtil; 2det led bærer nedentil nogle lange børster, 3die led er af længde som 2det med lange børster nedentil, carpus er af haandens længde og usædvan- lig stærkt børstebesat, haanden er smalere mod spidsen, kort og bred, crenuleret paa den mod kloen vendende rand, der ingen egentlig eg danner. Kloen er lang og krum. 2det fodpar er kortere og stærkere end sædvanligt; basalledet er omtrent jevntykt, stærkt krummet, fuldstændig blottet for børster, 3die led bærer kun 3 korte børster og er neppe ud- videt nedad; carpus er af baandens dobbelte længde og ud- gjør mere end */, af basalledet, tæt beklædt med fine bør- ster, især paa den bagerste rand; haanden er aflang firkan- tet, ubetydeligt afsmalnende mod spidsen, tæt haarbedækket 68 J. Sparre Schneider. med grovere bgrster i enderanden; kloen er liden og krum og slutter mod en liden tand, der springer frem fra spidsen af haandens bagere rand. Pereiopoda: 3die og 4de fodpar er særdeles kraftige, af samme lengde og fuldkommen ens byggede, naar undta- ges at 3die led er lidt lengere paa 3die end paa 4de fod- par. Basalledet er meget tykt, kølleformet og let krummet; 8die led er udvidet paa midten fortil og vel dobbelt saa langt som 4de, der igjen udgjør '/, af det tykke, cylindriske og krumme 5te led. Kloen er bred ved roden, krummet og udgjør noget over !/, af det foregaaende led. Paa alle pe- retopoda løber det 5te led nedentil ud i en hageformet spids. 3die og 5te fodpar er ganske blottede for børster, kun en ganske liden torn sees i enden af basalledet og 4de led ba- gentil. 5te—7de par er atter indbyrdes meget lige, og forhol- det mellem ledene og bygningen forøvrigt ikke meget for- skjellig fra de 3 foregaaende pars, selvfølgelig naar undtages formen af laarpladen, der paa 5te par, som sædvanligt, er kortere og rundere end paa 7de. 7de par er kortere og smækrere end de 2 foregaaende, laarpladen bagtil crenule- Tet, medens den er helrandet paa 5te og 6te par. 6te par er det længste. 3die led er paa alle 3 par udvidet paa midten, hvor det bærer en kløvet torn, og forlænget neden- til, hvor det har en lignende torn; laarpladens forreste rand bærer de sædvanlige korte torne, men de er hos denne art ualmindelig faa. Uropoda: Springfødderne er forholdsvis lange og naar med sine spidser omtrent lige langt bagud. lste par har skaft og grene af samme længde, og begge grene er indbyr- des lige lange, dette sidste forhold er ogsaa tilstede hos 2det par, men grenene er her dobbelt saa lange som skaftet. 3die par er ganske ejendommeligt, idet den ydre gren, der er dobbelt saa lang som skaftet og meget tyk, har en keglefor- Undersøgelser over dyrelivet i derarktiske fjorde. 69 mig torn indkilet i spidsen, medens den indre gren .er , mere end dobbelt saa smal og kun lidt over halvparten af ,ydre grens længde. Telson: Halevedhænget, der er tegnet under stærk pres, viser sig bredt og spaltet til over midten med fligene vidt -adskilte; i disses spids sees et hak, hvori vistnok har siddet en liden torn af den sædvanlige slags. Integumenterne var ualmindelig faste og seige. Eksem- plaret har rimeligvis været af hankjøn, da intet spor af æg- geplader bemærkes. 38. Orchomene minutus Krever, Naturh. Tidskr. 2 R. 2 Bd. p. 23 (Anonyx). — Boeck 1. c. p. 174, tab V. f. 3. Kun et enkelt eksplr. af denne i de arktiske egne me- get udbredte og almindelige art erholdtes i Kjeikan i en dybde af 30—40 f. Foruden paa forskjellige steder i Trom- søsundet har jeg ogsaa fundet den i Hammerfest, ‚Honnings- vaag, Vardø og Vadsø. Den yngler sandsynligvis i begyn- delsen af vinteren, da jeg midtsommers har truffet hunner med æggepladerne mere end halvt udviklede. Krøyers beskrivelse har jeg som sædvanligt fundet ud- tømmende og træffende; de smaa afvigelser fra de af mig gjorte undersøgelser er nærmest kun at tilskrive individuelle variationer. Han beskriver kjæbeføddernes ydre plade som ubevæbnet i den forreste rand kun med antydning til tand- skeder; jeg har bemærket en ganske vandklar crenuleret bord udenfor tandskederne. Boecks afbildninger er ganske kjendelige, dog er hovedets forreste sidevinkler langt frem- trukne og temmelig spidse, netop karakteristisk for denne art, medens han afbilder dem bredt afrundede og tillige i beskrivelsen anfører, at hovedets ,sidevinkler ere ikke .ud- videde men afrundede.* Yngre individer har dog ialminde- lighed noget mere afrundede sidevinkler og hans .afbildning tør være udført efter et saadant. Han kalder halevedhænget 70 | J. Sparre Schneider. kløvet nesten til roden, det er imidlertid spaltet til lidt over midten. Krøyer siger ,dybt kløftet*. Øinene er snart rosenrøde eller zinnoberrøde snart rød- brune; denne sidste farvenuance holder sig hos mange indi- vider uforandret paa alcohol. 34. 0. (Lepidepecreum) umbo foes, 1. c. p. 4, no‘ 11, tab. XXXVII f. 6 (Lystanassa). — Boeck 1. c. p. 178. Af denne merkelige art erholdt jeg et enkelt eksplr. i Kjeikan paa omkring 50 favnes dyb. Da kun dette ene styk- ke har staaet til min raadighed, har jeg ikke kunnet yde videre bemærkninger til de ovenfor citerede forfatteres be- skrivelse og figurerne hos Goés. Den vil imidlertid med stør- ste lethed kunne kjendes paa den som en skjoldbule forme- de 4de sideplade. Dyret var i levende live ieee stær- 'kest farvet paa midtpartiet, saavidt mindes. 35. Tryphosa nanoides [FirLsesors, on the Lysianassa etc. p. 25, tab. III, fig. 32—34 (Anonyx). — Boeck I. c. p. 186. — Anonyx nanus Bruzel, Skand. Amph. Gammar, p. 42? Et enkelt eksplr., som blev funden i Sørfjorden paa rin- ge dyb, har prof. G. O. Sars bestemt som tilhørende denne art. Af mangel paa materiale har jeg ikke kunnet foretage nogen nøiere undersøgelse. 36. Harpinia plumosa Krever, Nat. Tids. 1. R. IV, 1842, p. 152, 2 R. I, 1844, p. 563 (Phoxus). — Sp. Bate 1. c. p. 146 (Phoxus). — Boeck 1. c. p. 219, tab. VIII, fig. 1 & 5. Ogsaa af denne art er kun medbragt et enkelt eksplr. | taget i Kjeikan paa 30—40 f. d. I omegnen af Tromsg har jeg fundet den paa flere punkter, men egentlig almindelig sy- nes den ikke at vere. Krgyer omtaler den efter Holbglls an- givelser som udelukkende forekommende paa sandbund; jeg har kun truffet den paa lerbund og fundet, at de fleste med fjærbørster rigt udstyrede arter elsker blød bund f. eks. ar- terne af Ampelisca, Haploops, Pontoporeia, de fleste Oediceri- Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 71 der m. fl.; derimod er Phoxus holbølli, som i sit ydre saa skuffende ligner Harpinia, en ægte sandboer. Beskrivelsen hos Krøyer er som sædvanligt mønstergyldig og stemmer til de mindste enkeltheder med mine undersggelser, der er an- stillede paa en ægbærende hun; kun angiver han næsten overalt en lidt stærkere bevæbning med fjærbørster end af mig bemærket. Bemærkes skal, at mandibelens palpe fortil paa midten bærer en lang hørebørste, samt at telson af ham angives som bestaaende af 2 helt adskilte plader, medens jeg har fundet det kløvet kun i de nederste ?/,. Saavel Sp. Bate som Boeck giver gode habitusfigurer, ogsaa de afbilde- de enkeltheder er i almindelighed ret kjendelige; fig. 1 hos sidstnævnte forf. hører neppe til H. plumosa, da sidste par springfødder er meget lange, hvcrfor jeg antager at figurer- ne er forbyttede; fig. 5 er derimod ganske korrekt. If. Holbøll yngler saavel denne art som Phoxus holbølli fra Januar til Marts; jeg har fundet den sidste med æg i marsupium i Mai, den første 25de Juli, dog mangler jeg for- øvrigt mere sammenhængende iagttagelser. 37. Metopa sølsbergi n. sp. (Tab. III & IV.) Descriptio. Corpus sat crassum, ceterum forma solita. Anguli laterales capitis leviter producti et rotundati. Epime- ra magna, forma solita. Oculi rotundi, lutei. Antenne elon- gate, tenues, superiores inferioribus breviores, articulo pe- dunculi 1mo 2do duplo crassiore et 3tia parte longiore, fla- gello 12—14-articulato pedunculo multo longiore. Antennæ inferiores articulo 5to 3tio et 4to junctis longitudinem æqvali, flagello 10-articulato, Pedes Imi paris sat longi et validi, fortiter setosi, articulo 3tio rectangulari, carpo longitudinem manus æqvanti, margine postico in medio sinuato, manu ob- longo-ovata acie indefinita, ungve magno curvato, Pedes 2di paris robusti, carpo postice in calcem forte setosam di- latato, manu oblongo-qvadrata, apicem yerus vix dilatata, 72 J. Sparre Schneider. longitudinem carpi duplo superante, acie dente minuto inferne definita. Pedes 3tii—5ti paris forma subsimiles, sat graciles, articulo 3tio modice dilatato, leviter arcuato, articulo 3tio modice dilatato longitudinem articuli 5ti æqvanti, articulo 4to illis breviore. Pedes 6ti—7mi paris iterum similes arti- culo basali dilatato postice infra in lobum producto, ceterum structura ferme ut in pedibus præcedentibus. Uropoda lmi paris pedunculo aculeis circiter 12 extus armato, ramis lon- gitudine æqvali pedunculo fere 3tia parte brevioribus, 2di paris pedunculo aculeis 5 armato ramis longiore, ramo exte- riore inferiore multo breviore, 3tii paris ramo longitudinem pedunculi æqvanti. Telson ovale, apice æqvaliter rotundato, spinis carens. Color dilute carneus vel albido-lutescens. Longit. feminæ ovi- feræ circiter 6 m. m. Species, ut videtur, Met. longicornis A. Boeck affinis, structura pedum inprimis diversa. Specimina non pauca et mares et feminas oviferas fundo petroso et algoso prof. 10 orgyarum in Nordbotn nec non in Kjeikan inveni. Denne nye art, som jeg har benævnt til venlig erindring om doctor S. J. Sølsberg i Laurvig, i mange aar min stadige ledsager paa zoologiske udflugter, blev funden i antal sid- dende udenpaa skrabesækken, medens vi en stormfuld dag i _ begyndelsen af Juli anstillede nogle mislykkede forsøg paa at skrabe i ly af Storholmen paa dens nordre side, senere har jeg ogsaa fundet frem nogle eksplr. fra Kjeikan, som uden- tvivl er tagne paa en lignende lokalitet, da vi ogsaa der af og til skrabede paa haard algebevokset bund tæt ved land. Prof. Sars, der havde endel eksplr. til paasyn, erklære- de den for en endnu ubeskreven art, men forøvrigt har jeg ikke med sikkerhed kunnet bestemme dens stilling mellem de ikke faa allerede bekjendte arter. Den er meget forskjel- lig fra de af Sars i hans oversigt afbildede og beskrevne former og af Boecks arter synes den mig vistnok at ligne Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 73 meget M. longicornis i følernes og de 2 første fodpars samt munddelenes bygning, men forøvrigt frembyder den saa mange forskjelligheder, at de ikke godt kan forenes; den nævnte art er mig ogsaa ganske fremmed in natura, saa en direkte sammenligning ikke har kunnet finde sted. Den ydre legemsform er den for slægten almindelige, dog forekommer den mig noget fyldigere end de øvrige ar- ter, som har foreligget. Farven var lyst kjødrød, hos endel gulagtig, saavidt mindes, jevnt fordelt, ikke som pletter eller baand, hvilket er det sædvanlige inden slægten. Caput: De forreste sidevinkler er bredt tilrundede og kun lidet fremtrukne. Øinene er kredsrunde, temmelig store med et lyst gulagtigt eller rødligt pigment, der har tabt sig paa alkokol, men linserne sees imidlertid meget tydeligt. Epimera: Formen af sidepladerne er den almindelige; 2den plade har nedentil i den bagere rand to smaa hak med en kort børste i hvert, forøvrigt er de alle fuldstændig hel- randede. Antenne: Følerne er lange med fine svøber. De øver- ste er lidt kortere end de nederste, 1ste skaftled dobbelt saa tykt og !/, lengere end 2det, der atter er meget større end 3die; svøben som er betydelig længere end skaftet, har 12 led hos hunnen men etpar flere hos hannen; nedentil bærer ledene hos begge kjøn lange hudformige vedhæng. De nedre føleres 5te skaftled er næsten saa langt som de 2 foregaaen- de tilsammen og rækker til over midten af svøben paa de øvre følere; svøben er hos begge kjøn sammensat af 10 led. Mandibule: Disse munddele er som begge kjæbepar meget smaa, og udpræpareringen lykkedes kun delvis paa ét eksplr., jeg kan derfor kun gjengive palpen, der har et tykt cylindrisk 2det led med 3 lange og grove børster paa den forreste rand, og et rudimentært knudeformet 2det led, der i spidsen bærer en lange børste; kindbakkeug forreste rand 74 J. Sparre Schneider. er indskaaren 1 mange skarpe tender, hvoraf de 2 i midten er større end de øvrige. Maxille Imi paris: Den indre piade er rudimentær, den ydre er aflang 4kantet med 5 a 6 delvis crenulerede torne, hvoraf den nederste som sædvanligt er den største; pladens indre rand bærer lange fine børster. Palpen har kun ét led, som er tykt og let krummet og i spidsen bærer 6 grove børster. Maxille 2di paris: Den indre plade er kantet, tilspid- set med 3 grove børster i spidsen og 2 ganske korte i den indbugtede indre rand. Den ydre plade er meget længere og bredere, i spidsen afrundet med 5 enkle grove børster. Maxillipedes: Kjæbefødderne er lange, de indre plader er smaa halvrunde med 2 børster i spidsen og naar til mid- ten af 2det grundled; af de ydre plader har jeg ikke kun- net opdage det ringeste spor. Palpens led er omtrent lige lange, det 4de er kloformet med haar paa den indre rand, de øvrige er navnlig paa indsiden vel forsynede med torn- børster. Gnathopoda: De to første fodpar, der er noget krafti- gere byggede hos hannen end hos hunnen, stemmer temme- lig nøie med Boeck’s afbildninger af M. longicormis, HEHE beskrivelsen derimod kun daarligt passer. Iste fodpars basalled er noget udvidet paa midten og i den forreste rand forsynet med en børsterække; 3die led er aflangt 4kantet med et skarpt retvinklet bagere hjgrne, der er stærkt børstebesat; 4de led er af haandens lengde udvi- det bagtil paa midten, der har en indbugtning og er vel for- synet med fjærbørster, et børsteknippe findes ogsaa i dette leds forreste rand nedentil; haanden er oval med bagere rand stærkere buet end den forreste, uden bestemt afsat gri- berand mer med nogle grovere børster, hvor kloen slutter til. Kloen er lang og krum samt crenuleret i sidste halv- del af den indvendige rand. Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 75 Qdet fodpar er ikke meget længere men langt sværere bygget end Iste. Basalledet er let krummet, svagt køllefor- met med nogle korte børster paa begge rande; 3die led har bagtil 3 børsteknipper; 4de led er af haandens halve længde og nedentil udtrukket til en noget tilspidset børstebesat hæl. Haanden er nærmest aflang 4kantet, ikke fuldt dobbelt saa lang som bred (hos hannen er den bredest nedentil); griberanden er skarpt afgrændset ved etfremspring, der bæ- rer en liden torn; den bagere rand har 2 smaa indskjæringer. Pereiopoda: die og 4de par er ligelange og tem- melig ens byggede, men 4de er adskillig kraftigere bygget. Basalledet er omtrent af længde som de følgende 3 led til- sammen; 3die led er endel udvidet paa midten og udtrukket i det forreste hjørne, der som almindeligt bærer en torn, 4de led er kortere end 3die, let krummet og cylindrisk; 5te led er cirka !/, lengere end det foregaaende men ellers omtrent af samme form. Kloen er krum og skarp, af 5te leds halve længde. 5te fodpar er kortere end de 2 foregaaende men ellers af samme form; kun er basalledet, der ikke er udvi- det, omtrent ret, og 3die led er noget mere udvidet paa mid- ten og udtrukket i det nederste bagere hjørne. 6te og 7de par, der er fuldkommen ens byggede, er læn- gere og kraftigere end 5te par, men forresten omtrent af samme form, basalledet undtagen. Dette sidste er stærkt udvidet, dobbelt saa langt som bredt, aflang-4kantet, neder- ste bagere hjørne udtrukket og bredt afrundet; den bagere rand viser en liden antydning til crenulering, tydeligst paa 6te par. De øvrige leds form og indbyrdes forhold er næ- sten som hos 3die—5te fodpar, men 3die led er endnu mere udvidet paa midten og stærkere udtrukket nedentil. Alle de 5 sidste fodpar er temmelig rigeligt forsynede med korte og meget fine torne paa de sædvanlige punkter. Uropoda: Grundledet paa alle 3 par naar omtrent lige langt bagud, og er paa lste par væbnet med omkring 12, 76 J. Sparre Schneider. paa 2det med 5 å 6 og paa 3die med 3 torne paa den ud- vendige øvre rand. Iste pars grene er indbyrdes lige lange og '/; kortere end grundledet, 2det par har den indre gren endel længere end den ydre og er omtrent */, kortere end grundledet, 3die pars grundled er rigelig saa langt som gre- nen iberegnet endetornen, der er af grenens lengde. Alle grene er meget skarpt tilspidsede og bevæbnede med 1 a 2 torne paa midten. Telson er ovalt, nærmest at kalde svagt hjerteformet, nedentil jevnt afrundet, børster blev ikke bemærkede. Beskrivelsen og figurerne er, naar mandibelen undtages, helt og holdent affattede efter en ægbærende hun, da det først dissekerede eksplr., en han, blev mindre tilfredsstillende af- tegnet; dog er den bemærkede forskjel mellem begge kjøn meget liden og indskrænker sig til de 2 første fodpar og springfødderne, der viste nogle smaa afvigelser. 38. M. alderi Sp. Bare, 1. c. p. 61 c. f. — Goés I. :c. p. 6, No. 17. — Boeck 1. c. p. 456, tab. XVII, f. 3 & 4. Kun et enkelt eksplr. er medbragt fra Kjeikan og be- stemt af Sars som WM. alderi var.; forøvrigt har jeg endnu ikke undersøgt denne art nærmere. 39. Syrrhoé crenulata Goes, 1. c. p. 11, no. 45, tab. XL, fig. 25. — Boeck 1. c. p. 471, tab. IX fig. 5, tab. XII fig. 8. Denne vakre og livligt farvede art var en af de almin- deligste Amphipoder i Kvænangen, som forekom overalt, navn- lig paa ringere dyb blandt alger, mindre hyppig paa ren lerbund. Den er en ægte arktisk form, som imidlertid gaar ned langs kysten og ind i Kristianiafjorden, hvor den fore- kommer paa større dyb, circa 100 favne if. Boeck; den er funden saavel ved Spitsbergen som ved Grønland. Begge ovenfor citerede forfattere giver ganske veltrufne habitusfigurer, navnlig Boeck, forøvrigt er arten, der minder noget om en Calanus, ikke til at forveksle med nogen anden Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. år À mig bekjendt Amphipode. De nedenstaaende detailler er tag- ne fra et ungt, omtrent halvvoksent eksplr., delvis fra et vok- sent individ. Antenne: Bisvøbens led har jeg saavel hos dette yn- gre som paa et voksent individ fundet at være 3, medens Boeck angiver 5; skaftledene paa de øvre følere har fjærbør- ster i spidsen, svøbeledenes antal gaar op til 18. De nedre følere har en fjærbørste paa midten af 4de skaftled, svøbe- ledenes antal er fra 10—12. Mandibule: Kun den venstre kindbakke har en indre bigren, der ligesom kindbakkens forreste rand er indskaaren i faa stumpe tender. Tornerekken har 5 torne, hvoraf de 2 er crenulerede, de 3 inderste derimod ejendommeligt gre- nede. Tyggeknuden er meget fremstaaende med en crenu- leret tyggeflade. Maxille Imi paris: Den ydre 4kantede plade bærer 11 lange og smale torne. hvoraf de 3 er kortere og gaffelforme- de, de øvrige fint sagtakkede; den indre plade er af samme bredde som den ydre (tegnet for smal hos Boeck) og bærer 7 lange fjærformede børster i randen samt 3 kortere mere tornlignede i spidsen. Palpen er smal og lige, næsten cylin- drisk, det 2det led næsten 4 gange saa langt som lste. Maxille 2di paris: Indre plade er lidt kurtere end den ydre, forresten er begge lige brede og ensdannede, stærkt buede i ydre rand med jevnt tilrundet spids, der bærer dob- beltrækker af meget fine enkle børster. Den indre plade har en række af 9 fjærbørster paa skraa tvert over hele pladen, desuden er den hele indre rand besat med lange enkle børster. Maxillipedes: Ydre plade er af længde og bredde om- trent som 2det palpeled, i indre rand besat med lange, krum- me tornbørster foruden en række kortere opadrettede børster i spidsen med 4 lange enkle børster. Indre plade er lidt høiere end bred, spidsen skraat afskaaret med en række bør- ster, delvis fjærformede. Palpens 5die led er stærkt børste- 78 J. Sparre Schneider. besat i alle rande, mod spidsen stærkt udvidet. Kloen er lang og krum med spidsen kløvet og afsat som et selvstæn- digt led. | Uropoda: 2det par springfødders indre gren er dobbelt saa lang som den ydre, der bærer en stærk torn i spidsen; 3die pars grene er meget tynde og 6 gange saa lange som grundledet („dobbelt saa lange som grundledet* sec. Boeck). Farven er gulagtig med røde pletter og marmorering, fødderne med hvide og røde ringe; øinene, der vistnok staar tæt til hinanden men dog er tydelig adskilte, bærer et in- tens zinnoberrødt pigment. 40. Oediceros lynceus M. SARS, Oversigt over norsk- arktiske Krebsdyr, Forh. Vidensk. Selsk. Kr.nia, 1859 p. 143. — Boeck 1. c. p. 259, tab. XIII, fig. 4. — Schneider, bidrag til en nøiere karakteristik etc., Tromsø Mus. Aarshefter VI, p. 14, no. 4, tab. II f. 12. — Oed. propinquus Goés, 1. c. p. 10, no. 39, tab. XXXIX, fig. 19. Forekom meget almindelig i alle bassiner, hyppigst paa algebund fra 10—20 favne, mest i jevnstore circa 7/; udvok- sede individer, dog ogsaa som ganske spæd yngel, medens fuldvoksne eksplr. ikke blev paatrufne. Eftersom jeg ved Tromsø har fundet etpar udgaatne hunner i Juni, paa samme tid ogsaa disse næsten voksne lige store individer foruden den spæde yngel, er det høist sandsynligt. at denne art be- høver 2, maaske 3 aar, til sin udvikling. Efter undersøgel- ser anstillede i Øst-Finmarken i 1882, er der grund til at antage, at ogsaa det samme forhold finder sted med Oed. saginatus Kr.; vad Oed. microps G. 0. S. angaar, tør jeg intet derom sige med afgjørende sikkerhed. Hverken Goés eller Boeck har været heldige i at afbilde denne art, især er hovedet med rostrum hos den sidste aldeles forfeilet; netop denne legemsdels karakteristis- ke form er det bedste skillemærke mellem 0. lynceus og microps, som i mange henseender staar hinanden Undersegelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 79 overordentlig nær. Munddelenes beskrivelse er taget fra et af disse næsten voksne eksplr., en hun med æggeplader i ud- vikling. Mandibule: Kindbakkens begge grene er delte i 6 å 7 temmelig spidse tænder; tornerækken har 7 svage, fint cre- nulerede torne; tyggeknuden er liden og uregelmæssig, me- dens Boeck afbilder den cylinderformet som hos Monoculodes. Palpens 2det led er tykt og noget krummet med 2 længde- rader af torne, det 3die led er af samme længde, ret og cy- lindrisk. Maxille Imi paris: Den ydre plade bærer i spidsen 2 kortere gaffelformede og 5 længere sagtakkede torne; den in- dre plade er bredt oval med 1 enkelt og 1 fjærformet børste i spidsen (,tvende fjerdannede børster”). Palpens 2det led er bredest paa midten, med 4 længere børster paa den ydre rand og et større antal kortere paa den skraat afskaarne spids. Maxille 2di paris: Den ydre plade er udvidet mod spid- sen, jevnt tilrundet med enkle børster til midten af begge rande, den indre plade er kortere, jevnbred, med en fjær- børste i den indre rand foruden de enkle børster, saaledes som hos de fleste Oedicerider. Maxillipedes: Den ydre plade naar kun til midten af 2det palpeled og er ualmindelig smal, smalere endogsaa end den korte, tilrundede indre plade, der i spidsen bærer et halvt dusin fine enkle børster; palpens 3die led er meget stort, kloen er bred og krum. 41. ©. microps f. P. Sars, Oversigt af Norges Cru- staceer, Forh. Vidensk. Selsk. Kr.nia 1882 p. 95, no. 129, tab. 4, no. 8. — Schneider11. c. p. 15, no. 5, tab. II, fig. 14. I selskab med Monoculodes-arterne, af hvilke den især ligner M. latimanus i habitus og farvetegning, forekom den talrigt paa lerbund i alle bassiner. Foruden i Kvænangen har jeg fundet den sparsomt i Tromsøsundet paa omkring 80 J. Sparre Schneider. 30 favnes dyb, i Ramfjorden har prof. Kossmann fra Heidel- berg taget den paa 80 favne, selv har jeg sammesteds fundet nogle eksplr., voksne og unger, fra 20—50 f. d. i juli 1883. Forøvrigt er den kun bemerket ved Vadsø af prof. G. O. Sars, idet den uden tvivl har sit egentlige hjem i de indre fjord- bassiner. I de fleste enkeltheder rgber den et meget nert slegt- skab til O. lynceus men skiller sig dog straks fra denne ved den ringe stgrrelse, mangel paa brunt pigment, det korte rostrum med afplattede gine, formen af 4de epimer, laarpla- den paa 7de fodpar og hovedets nederste forreste hjørne, der er afrundet, medens det hos 0, lynceus er hageformig opad- krummet. Mandibule: Kindbakkerne er af sædvanlig form, tygge- knuden ikke stor med uregelmæssig oval tyggeflade, den ydre gren har 8 større og mindre, den indre 6 næsten jevnstore tender; tornerækken med 6 torne, som med den an- vendte forstørrelse ikke viste sig crenulerede. Palpens 2det og 3die led er lige lange, børstebevæbningen som hos fore- gaaende art. Mazille Imi paris: Den ydre plade bærer 7 torne, der- af de 5 lange og krumme, delvis fint crenulerede, de 2 øvri- ge er meget kortere, paa midten forsynede med en tand, saa de ikke egentlig kan kaldes gaffelgrenede. Den indre plade er meget bred. Palpens 2det led er udvidet paa midten, bæ- rer paa den ydre rand en kortere og en lang børste, den meget skraat afskaarne spids fører den sædvanlige bevæbning af tornebørster. Maxille 2di paris: Begge plader er korte og meget brede, mod spidsen jevnt afrundede; de er af samme bredde, men den ydre, der er lidt afsmalnende mod roden, er noget længere end den indre. Børstebevæbningen er sparsom. Maxillipedes: XKjæbefødderne er meget lig samme hos O. lynceus; den ydre plade er smal og naar omtrent til mid- Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. st ten af 2det palpeled, den indre plade naar midt paa Iste palpeled og er kun lidet smalere end den ydre, med! 5 enk- le børster. Palpens 3die led er noget smækrere end hos fo- regaaende, kloen ligeledes smalere og forholdsvis endnu læn- gere. 42. Monoculodes tesselatus n. sp. M. norvegicus Schneider 1. c. p. 21, no. 2, tab. I, fig. 5, tab. III, fig. 20. — Oediceros affinis Goös,1. c. p. 11, no. 41, tab. XXXIX, fig. 21, pro parte? Denne lille vakre art blev bemærket overalt, men hyp- pigst var den dog i Nordbotn, paa lerbund fra c. 10 favne nedover. De fleste medbragte eksplr. er ægbærende hunner, enkelte hanner med fuldt udviklede øvre følere erholdtes og- saa, af begge kjøn fandt jeg kun udvoksede eksplr. Yngleti- den falder saaledes midtsommers. I Tromsøsundet har jeg kun fundet 3 eksplr., et paa c. 20, et paa 30 og et paa 50 —60 favne, desuden 1 i Langfjord i Syd-Varanger 1 circa 30 favnes dyb. Den hører saaledes ikke til de almindelige arter. Da jeg i vaar i Kristiania hos prof. Sars fik se en for- trinlig i stor maalestok udført habitusfigur af norvegicus Boeck, stod det straks klart for mig, at den af mig i muse- ets 6te aarshefte beskrevne art ikke kunde være identisk med Boecks, som er let kjendelig ved det jevnt buede spidse rostrum. Sars har tidligere bestemt min form som affinis Bruzel.,men denne sidste er vistnok identisk med carimatus Sp. Bate; kommer Goés’s affimis dernæst, men ban har sammenblandet 2 arter, som vanskelig lader sig tyde. En- delig staar Boecks art tilbage, men den viser sig straks ved den lille klo paa 3—6te fodpar at staa nær carinatus og er maaske identisk med stimpsont Sp. Bate. Jeg foretrækker derfor at lade den tvivlsomme affimis fare og benævner her- omhandlede meget distinkte lille art tesselatus efter den ka- rakteristiske farvetegning ; om jeg virkelig nee opnaa- 82 J. Sparre Schneider. et den tilsigtede udredning af virvaret faar da fremtiden af- gjore. Mandibule: Kindbakkerne er korte og kraftige; den ydre gren delt i 5, den indre i 6 lange og spidse tænder, tornerækken bestaar af 6 fint crenulerede torne. Tyggeknu- den staar frem som en lang cylinder, tyggefladen er kieds- rund med et gjærde af spidse, fine tender samt en enkel, længere børste. Alle 3 palpeled er krumme, de 2 sidste om- trent ligelange og stærkt besatte med lange børster og korte. re torne. Maxillæ Imi paris: Den indre plade er særdeles bred men ellers af sædvanlig form, den ydre bærer 9 stærke tor- ne, hvoraf de 3 er kortere og ikke gaffelformede, idet kun 9 af dem er forsynet med en liden tand, den 3die er enkel. Palpens 3die led er krumt ogjevnbredt med skraat afskaaren spids; den ydre rand er fint crenuleret med 2 længere bør- ster, den skraa kant har 2 rækker torne. Maxille 2di paris: Den ydre plade er forholdsvis lang og smal, udvidet mod spidsen, der er jevnt afrundet; den in- dre plade er lidt bredere, og har faa børster, der staar sam- lede i en klynge paa apex. Maxillipedes: Den indre plade er temmelig lang og smal, den ydre af almindelig form, med lidt indbugtet indre kant og naaende noget over midten af 2det palpeled; dette sidste er udvidet mod spidsen og let indbugtet i den ydre rand, 3die led er kort og af samme længde som den brede og korte klo. 43. M. borealis A. Boeck, 1. c. p. 278, tab. XV, fig. 4 & 6 (pro parte). — Schneider 1. c. p, 22, no. 3, tab. I, fig. 3. — Oediceros affinis Goös 1. c. no. 41, tab. XXXIX; fig. 21 (pro parte). Fra Kvænangen medbragtes kun sped yngel taget blandt de øvrige Oedicerider i Nordbotn. I Tromsøsundet er den meget almindelig paa algebevokset sandbund, helst hvor den Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 83 er noget lerblandet fra 10--25 favne, desuden har jeg fun- det den i ,Glimma* i Hammerø paa ren lerbund i 25—30 favnes dybde, i Øxfjord (20 f.), Hammerfest (c. 25) samt ved Vardø paa grundt vand. Fuldvoksne ekspl har jeg kun truf- fet etvar gange i beg. af Juni, da de vistnok dør temmelig snart, efterat yngelen er sluppen ud af klækkeposen, hvilket sker i Mai. Fra denne tid af er yngelen saare hyppig ved Tromsø, uden at det har lykkes mig at paatræffe et eneste voksent eksplr. udover sommeren og høsten; i Oktober er de næsten halvvoksne og holder sig fremdeles i store skarer. Denne art tør jeg saaledes med temmelig sikkerhed have paavist at være énaarig, og yngletiden at være meget regel- mæssig, eftersom individerne altid er paatrufne af en meget jevn størrelse. Dette forhold gjælder da kun for Tromsø omegn, idet yngletiden længere syd maaske indtræffer noget senere. Mon. borealis er en ægte arktisk form, der if. Goés er funden saavel ved Spitsbergen som Grønland, han har imid- lertid sammenblandet begge de 2 n&vnte arter, idet den ene figur, 21, sikkert tilhører borealis, medens no. 21 kun vanskelig kan tydes, men dog synes at komme tesselatus nærmest. Ved sit knæbøiede rostrum med de runde fremstaaende gine og sin betydelige størrelse er den her omhandlede. art meget let at skjelne fra sine slægtninge. Munddelene, der er undersøgte paa et halvvoksent eksplr., frembyder ogsaa adskillige ejendommeligheder. Mandibule: Begge kindbakkens grene er indskaarne i 4—5 meget stumpe tænder; tyggeknuden er ikke meget stor med rund tyggeflade, der i kanten har tænder og en enkelt lang børste som almindeligt inden slægten. Tornerækken har 5 fint sagtakkede torne. Palpens 2det led er meget krummet, afsmaluende mod spidsen og næsten dobbelt saa 84 J, Sparre Schneider. tykt men kun lidet længere end det ganske rette endeled ; børstebevæbningen er den sædvanlige. Maxillæ Imi paris: Den indre plade er bred og har forreste rand tvært afskaaren; ydre plade bærer 7 lange tor- ne, hvoraf de 2 er gaffelgrenede, af de øvrige er de 3 øverste enkle, de 2 nederste fint crenulerede, af disse den inderste meget lang og fin. Palpens 2det led er jevntykt, spidsen jevnt afrundet med lange børster. Maxillæ 2di paris: Begge plader er korte og brede, i spidsen jevnt tilrundede med lange og temmelig spredt sta a- ende børster; den ydre plade er betydelig bredere men kun lidet længere end den indre. Maxillipedes: Disse dele har en meget karakteristisk form. Den indre plade er kort og smal, nærmest halvmaa- neformet, den ydre plade naar næsten til spidsen af 2det palpeled, er halvmaaneformet, tilspidset og lidet mere end 1/, af 2det palpeleds bredde; dette sidste er meget bredt, aflang 4kantet med 3 børsteknipper paa ydre rand, 3die led er lidet, krumt og smalt, kloen lang og stærkt krummet. Paa tab. XV hos Boeck har uden tvivl indsneget sig en forveksling i numereringen, idet de med 6 mærkede dele vis- selig nærmest hører til borealis og ikke til den mig for- nvrigt ubekjendte krøyert, hvis rostrum ikke skal være knæbgiet, hvad ogsaa no. 5 viser. 44. M. longirostris fors, 1. c. p. 11, tab. XXXIX fig. 20. -— Boeck 1. c. p. 270. — Schneider 1. c. p. 26, no. 6, tab. I, fig. 1. Denne ved pandehornets form yderst karakteristiske art forekommer almindelig i Kvænangsfjordens indre bassiner i selskab med de øvrige arter, paa lerbund fra c. 10 favne og nedover. De medbragte eksplr. er alle smaa og saaledes vistnok kun yngre individer, eftersom den ved Tromsø er erholdt af den dobbelte størrelse, op til 10 a 12 mm; her er den navnlig talrig i bunden af Ramfjorden paa 20 fav- Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 85 nes dyb, sjelden derimod i det egentlige Tromsgsund paa 30 favne, forøvrigt kun fundet i Finmarken af prof. Esmark og ved Spitsbergen if. Goös. Saa forskjellig den end i sin ydre habitus er fra M. borealis, slutter den sig dog i de anatomi- ske forholde nøie til denne, saavel hvad munddelene som fødderne angaar. i Mandibule: Begge grene er delte i 6 meget ulige sto- re og skarpe tender; tornerækken har 7 crenulerede torne. Tyggeknuden er meget fremstaaende, af almindelig form med en længere børste i den indre rand af tyggefladen. Palpens 2det led er krummet og dobbelt saa langt som det usæd- vanligt lille endeled, der kun har faa børster. Maxille Imi paris: Den ydre plade bærer 7 torne, hvor- af de 2 gaffelformede, af de øvrige er 2 fint crenulerede. Palpens 2det led er meget kort og tykt, cylindrisk, en smu- le krummet og ujevnt afrundet mod spidsen. Maxille 2di paris: Begge plader er af samme bredde og næsten ligelange, i spidsen tilrundede med meget spar- som børstebesætning. Maxillipedes: Den ydre plade naar langt over midten af 2det palpeled, halvmaaneformet, stærk indsnevret ved ro- den med jevnt tilrundet spids; den indre plade er liden, æg- formet. Palpens 2det led er meget bredt, 3die er lidet, nep- pe saa langt som den stærke klo. 45. M. tuberculatus Pozcx, 1. c. p. 277, tab. XV, fig. Des ,Sehneiden |. ej p. 29, no. 9, tab. I, fig: 8. Af denne i flere henseender mærkelige, og som det sy- nes meget sjeldne art, har jeg senere fundet frem 2 eksplr. fra Sørfjorden, hvoraf det ene, en næsten voksen hun, er an- vendt til dissektion. I Tromsøsundet har jeg fundet 2 min- dre eksplr., det ene fra 25—30 f. d., det 2det sandsynligvis fra grundere vand, ellers er kun et enkelt stykke fundet ved Haugesund af Boeck; den karakteriserer sig heryed som en ægte arktisk form, 86 J. Sparre Schneider. Boecks ovenciterede figur er ved sin lidenhed ikke syn- derlig veiledende men gjengiver dog nogenlunde formen af rostrum, derimod er den ejendommelige udvidelse af 2det skaftled paa de øvre følere fremstillet som en knudeformet fremstaaenhed, medens i virkeligheden den uedre rand fortil er fremtrukket som en firkantet lap. Ejendommelige er de plane cirkelrunde gine og det korte 4de led paa 3die—4de fodpar. Mandibule: Begge grene er delte i 4 a 5 meget stum- pe tender, tornerækken har 5 crenulerede torne; tyggeknu- den er kortere og ved roden bredere end sædvanligt, tygge- fladen er af sædvanlig form med en lang børste. Palpens 2det led er krummet, endeledet manglede desværre. Disse forholde er tagne fra den venstre kindbakke, angaaende den høire er intet noteret. Maxillæ 1mi paris: Ydre plade med 5 længere enkle og 2 kortere gaffelformede torne, selve pladens flade viser ngiagtigt et facsimile af tornerækken, som jeg har fundet det hos mange andre Amphipoder, især tydeligt hos Syrrhoé. Palpens endeled er udvidet paa midten, spidsen skraa af- skaaren; den ydre rand er forsynet med 4 lange børster. Maxille 2di paris: Begge plader er af samme bredde og form, aflangt 4kantede med jevnt afrundet spids. Maxillipedes: Ydre plade naar til ?/, af 2det palpeled, halvmaaneformet med let indbuet forreste rand, indre plade er liden og ægformig. Palpens 3die led er tykt og længere end den tynde klo. 46. M. packardi Pozcx |. c. p. 274, tab. XIV, fig 3. — Schneider 1. c. p. 27, no. 7. tab. 1, fig. 6. Forekom ganske hyppig i de indre bassiner, i smaa men dog tildels fuldvoksne eksplr. af begge kjøn. Forgvrigt har den en meget vidtstrakt udbredelse, idet jeg har taget den i Tromsgsundet, Ramfjord (hyppig) samt i et enkelt individ i Langfjord i Syd-Varanger, medens den er observeret ved Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 87 Haugesund af Boeck og i Kristianiafjorden af G. O. Sars; udentvivl vil den med tiden ogsaa blive paavist i det egent- lige polarhav. Den lever paa lerbund og er funden i en dybde fra circa 10 ned til 80 favne og yngler antagelig tid. ligt om vaaren. Beskrivelsen hos Boeck stemmer ganske godt med mine egne undersggelser, og hovedfiguren er taalelig, dog er ro- strum forholdsvis endnu tyndere end af ham tegnet. Arten kjendes med lethed paa det lange, bøiede og skarpt tilspid- sede pandehorn og har ogsaa en karakteristisk ydre habitus, mindende lidt om Ampelisca ved det sammentrykte, krumme legeme. Mandibulæ: Undersggelsen mislykkedes delvis; den in- dre (?) gren har 2 større og 3 smaa tænder, tyggeknuden kort. Palpens 3die led er tykt og kun lidet kortere end det krummede 2det led, hvorhos det i ydre rand bærer 5 lange børster, de øvrige arter har her ingen børstebevæb- ning, Maxillæ Imi paris: Den ydre plade er smal og forsy- net med 2 kortere gaffelformede og 4 lengere, delvis crenu- lerede torne. Palpens lste led er noget opsvulmet, endele- det er smalt og jevntykt med skraat afskaaren spids og 2 børster paa den ydre rette rand. Maxille 2di paris: Begge pladepar er af almindelig form, omtrent jevnbrede; den indre bærer 2 rækker børster, som sædvanligt, men den ene række staar et stykke ind paa pladen, hvilket kun er iagttaget hos denne art. Moxillipedes: Den ydre plade er usædvanlig kort, idet den kun naar til midten af 2det palpeled, ellers af sædvan- lig form med forreste rand lige. Den indre plade er liden, aflang 4kantet. Palpen er temmelig smal, 3die led og kloen omtrent af samme længde. Boeck afbilder 3die led meget smalt og cylindrisk, eller stemmer figuren af maxillipedes meget godt med den af mig selv udførte. | 88 J. Sparre Schneider. Ved en lapsus beskriver nævnte forfatter 6te og Sde tod- par under ét, istedetfor 5te og Gte. 47. M. latimanus foes |. ce. p.11, no. 43, tab. XXXIX, üg. 23. — Boeck 1. c, p. 279, tab. XIV, fig. 2. — Schneider ep BiG no, ont ie, 2 Den forekom meget talrig i alle bassiner i jevnstore, næsten udvoksede eksplr. Ved Tromsø har jeg fundet den flersteds, oftest enkeltvis, fra Vardø medbragtes et enkelt eksplr., forøvrigt er den meget udbredt og observeret, foru- den paa flere andre punkter i Nordland og Finmarken (Boeck, Sars og Collett) ogsaa ved Grønland og Spitsbergen if. Goés. Som de fleste af familiens arter foretrækker den lerbund, men forekommer dog ogsaa blandt alger paa haardere bund, hvor denne er noget lerblandet. Antageligvis yngler den i begyndelsen af vinteren, dajeg 1 Juli har fundet hunner med æggepladerne betydeligt udviklede; de nedenfor givne detail- ler er tagne fra et saadant ungt hunindivid. Begge de ovenfor citerede forfattere afbilder arten taa- lelig kjendeligt; den udmærker sig især ved det brede, ‘let buede pandehorn og furmen af 2det fodpar, der meget ligner Iste og har hælen paa carpus kortere end sædvanlig, mund- delene er tildels meget karakteristiske. Mandibule: Venstre kindbakke har den ydre gren ind- skaaret i brede og stumpe tænder, den indre gren forsynet med 5 spidse do., tyggeknuden temmelig kort med tyggefla- den omgivet af tænder øg fine haar, hvoraf en lang tynd børste rager frem; tornerekken har 7 crenulerede torne. Palpens 2det led er krumt og endel længere end endeledet. Høire kindbakke viser en meget ejendommelig form af den indre gren, der er delt i 3 meget skarpe, i randene sagtak- kede tænder, medens den ydte gren har 4 stumpe tænder. Maxille Imi paris: Dette kjæbepar er kort og bredt, ydre plade har 3 gaffelformede og 6 ikke meget længere, crenulerede torne; den indre plade er meget bredt oval. Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 89 Palpen er kort og smal, med 3 børster paa den ydre rand og skraat afskaaren spids. Maxille 2di paris: Begge par plader er korte og bre- de, næsten ægrunde, den indre :lidt bredere end den ydre men neppe kortere, begge med korte børster. Maxillipedes: Ogsaa meget ejendommelige. Den ydre plade naar neppe midten af 2det palpeled, er meget udvidet paa midten, næsten halvcirkelformet; den indre plade naar lidt over roden af Iste palpeled, er bred og afrundet i spidsen. Palpens 2det led er svært, paa midten stærkt udvidet og indsnevret mod spidsen, 3die led er ogsaa forholdsvis svært og næsten dobbelt saa langt som den smale klo. 48. M. longicornis Pozcx 1. c. p. 273, tab. XVI, fig. 2. — Schneider 1. c. p. 24, no. 5, tab. I. fig. 7, tab. III, fig. 12% 23 (var. ?). Fra Sørfjorden medbragtes 2 udgaatne hunner af denne som det synes lokale og ikke hyppige art. I Tromsøsundet fandt jeg den i beg. af Juni 1881 ikke sjelden paa c. 10 favne mellem alger paa lerblandet sandbund, men senere har det kun lykkes mig at finde enkelte eksemplarer, i 1883 og 84 blev den ikke engang bemærket. Ellers er den mig be- kjendt kun fundet i et enkelt individ ved Haugesund af Boeck, Juni 1882 erholdt jeg i Bussesundet ved Vardø paa ganske grundt vand, sandbund, 3 udgaatne hunner af en lidt større form, der ved sit brune pigment og bygningen af skaftlede- ne paa følerne afviger endel fra den typiske longicornis, men ellers i de fleste enkeltheder stemmer saa fuldkommen over- ens med denne, at jeg kun kan betragte dem som 2 former af samme art. I de sidste dage af Mai og begyndelsen af Juni harjeg ved Tromsø fundet hunner saavel udgaatne som med æg i klækkeposen, yngre individer er ikke bemærkede, og dens udvikling er uden tvivl énaarig. Boecks figurer fremstiller ret on denne art, der 90 J. Sparre Schneider. meget let adskilles fra sine slegtninge ved formen af rostrum og det forlængede smale 2det fodpar. Den synes i flere stykker at staa temmelig ner den mig in natura ubekjendte grubei Boeck, men forresten har jeg været i stor tvivl an- gaaende dens plads blandt slægtens øvrige arter; i ‘mange henseender slutter den sig til carinatus Sp. Bate og nær- mer sig med denne til Pontocrates. Beskrivelsen af munddelene er taget fra et af Vardø-in- dividerne, da undersøgelsen af et typisk eksplr. delvis mis- lykkedes; men forresten falder de anatomiske forholde hos begge former i de fleste enkeltheder fuldstændigt sammen, som ovenfor nævnt. Mandibule: Den indre gren er bred og delt i 4 store tænder; tornerækken har 5 torne; tyggeknuden er meget frem- staaende, af almindelig form, tyggefladen omgivet af en kreds af tænder, hvoriblandt en længere børste. Palpens 2det led er let krummet og ikke bredere end lste led, samt jevntykt overalt ligesom dette; 3die led er smalt og udgjør ?/, af 2det. Disse forholde gjælder venstre kindbakke. Maxille Imi paris: Den ydre plade er temmelig smal med 3 korte gaffelformede, 2 tykkere lange enkle, og 3 fine- re crenulerede torne. Palpens 2det led er udvidet mod spid- sen, der er skraat afrundet, den yderste børste er fjærfor- met. Maxille 2di paris: Begge plader er omtrent lige brede den indre lidt tilspidset, den ydre jevnt afrundet, børsterne er fine. Maxillipedes: Den ydre plade er smal, temmelig jevn- bred, let krummet, randen besat med tykke torne, der sna- rere maa kaldes tænder, de 4 yderste er dog børsteformede. Den indre plade er aflang 4kantet, i spidsen som sædvanligt afrundet. Palpens 2det led er udvidet paa den forreste rand der er meget tæt besat med fine børster. Kloen er af læng- de som 3die led. | Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 91 49. Halimedon saussurei Po=cx, 1. c. p. 283, tab. XV fig. 1 (pro parte?). — Schneider I. c. p. 35, no. 3, tab. II, flg. 13. Af denne art medbragtes ikke faa eksplr. af begge kjøn, mest voksne individer. Foruden i Kvænangen har jeg fun- det den meget udbredt omkring Tromsø, navnlig ret hyppig i bunden af Ramfjorden paa circa 20 favne, længere ud mod kysten neppe ovenfor 30 favne, kun paa blød lerbund. At Boeck og Sars er den observeret i Kristianiafjorden samt ved Kristiansund paa temmelig dybt vand. Flere af de i Ram- fjord 25de Juli fangede eksplr. var ægbærende hunner, ud- voksede hanner med stærkt forlænget svøbe paa de nedre følere medbragtes fra Kvænangen. Hverken figurerne eller beskrivelsen hos Boeck passer synderligt paa den art, som jeg har for mig, og det er frem- deles tvivl underkastet, om vi har havt samme form mellem bænderne; blandt andet afbilder han 2det fodpar, uropoda og 7de fodpar aldeies forskjelligt fra forholdene hos min art, hvorhos han angiver størrelsen til 12 m. m, medens mine største fnldvoksne individer knapt naar den halve størrelse. Imidlertid har G. O. Sars bestemt endel ham tilsendte eksplr. som H. saussurei Boeck, og paa denne udmærkede forskers autoritet opfører jeg dem som saadanne, indtil undersøgelsen af Boecks typeeksemplarer har bragt klarhed i sagen. Mandibule: Jeg har undersøgt 2 individer og aftegnet en høire kindbakke af det ene og en venstre af det 2det eksplr.; de ser høist assymetriske ud, men da den høire sy- nes mig noget monstrøs, tør her kun forelige en misdannel- se, og assymetrien i virkeligheden ikke være saa betydelig, hvad gjentagen undersøgelse faar opklare. Den venstre man- dibel er endnu mere langstrakt eud hos slægtens øvrige ar- ter; den ydre gren synes udelt, den indre delt i faa stumpe tænder, torne er ikke bemærkede. Tyggeknuden er uregel- mæssig, ikke meget stor, palpen, der er ens paa begge, har 99 J. Sparre Schneider. meget tynde, rette og cylindriske led, hvoraf endeledet kun er lidt over halvparten af 2det og bærer 5 lange børster i spidsen, lignende samme paa Boecks figur af IT. longimanus. Høire mandibel er kort og bred, tynd og pladeformig uden bigren og torne; den ydre gren er indskaaret i nogle ganske smaa skarpe tænder, tyggeknuden er bred og fremstaaende. Maxille Imi paris: Den ydre plade er lang og smal med 8 mere eller mindre krumme og omtrent ligelange, enkle torne, kun den inderste er crenuleret. Den indre plade bærer i spidsen en enkelt torn. Palpen er meget tyk, og Iste led svære- re end sædvanligt, 2det led er neppe dobbelt saa langt som fore- gaaende, indknebet ved roden og stærkt udvidet mod spidsen, der er tværr afskaaret, med mange uregelmæssigt fordelte børster. Maxille 2di paris: Den ydre plade er næsten dobbelt saa bred som den indre, der er noget tilspidset, forøvrigt afviger dette kjæbepar ikke meget fra den for slægten typi- ske form. Maxillipedes: Den ydre plade er overmaade svær, læn- gere og vel saa bred som 2det palpeled, halvmaaneformig; den indre rand er retliniet og forsynet med en række korte tender, der tiltager i længde mod pladens rod. Den indre plade er aflang 4kantet eg naar lidt over roden af?det pal- peled. Palpen er kort og tyk, 3die led er ligesaa bredt som langt, af 2det leds halve længde og uregelmæssigt formet; kloen er meget krum, af 3die leds længde. 50. I. brevicalear fors, 1. c. p. 11, no. 42, tab. XXXIX, fig. 22. — Boeck 1. c. p. 286, tab, XV, fig. 3. — Schneider 1. c. p. 37, no. 4, tab. II, fig. 11. Denne ved sit korte, brede og jevnt hvælvede pandehorn let kjendelige art, blev funden gauske hyppigt overalt i Kvæn- angen paa passende lokaliteter, algebund paa 5 —20 favnes dyb, ren lerbund synes den derimod ikke at ynde. De med- Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde, 98 bragte eksplr. er voksne, hunnerne tildels ægbærende. Ved Tromsø er den sparsom, ligesom den idetheletaget synes at være mindre hyppig end følgende art, dens udbredelse er forøvrigt meget vidstrakt og naar til Spitsbergen, Island samt langs Skandinaviens kyst ned til Bohuslen ifølge Boeck, der dog kun nævner én speciel lokalitet, nemlig Skraaven i Lo- foten, hvor den er funden af G. O. Sars. Afbildningen hos Goés er forfeilet, Boeck tegner den derimod ret kjendeligt; i den korte beskrivelse kalder han legemet sammentrykt, medens det tvertimod er tykt og op- blæst som hos følgende art. Beskrivelsen af munddelene er taget fra en ægbærende hun; som den bedst og længst kjend- te kan H. brevicalcar betragtes som type for slægten. Mandibule: Kindbakken er dobbelt saa lang som bred, den ydre gren er tilspidset men ikke indskaaret i tænder, bi- grenen har faa og spidse tænder; tornerækken har 3 lange ikke crenulerede torne; tyggeknuden er uregelmæssig formet, tyggefladen med haar og en lang børste. Palpen er lang, 2det led krumt og neppe længere enb det følgende smale og lige led. Dette er forholdet bos høire mandibel, den venstre har jeg ikke aftegnet eller noteret noget om. Maxille Imi paris: Den ydre plade er af det palpe- leds brede med 8 omtrent ligelange torne, hvoraf nogle er kløvede i spidsen; den indre plade er liden, oval med en enkel torn nær spidsen. Palpens 2det led er indsnevret ved roden, i spidsen noget skraat afskaaren. Maxille 2di paris: Formen af dette kjæbepar er meget karakteristisk; den ydre plade er meget stor, aflang 4kantet, i spidsen skraa afskaaren, en enkelt børste staar adskilt yderst i randen, de øvrige børster staar samlede i dobbelt- rækker, som almindeligt. Den indre plade er kort, oval, Y, smalere end den ydre. H. mülleri Boeck har dette kjæbe- par bygget næsten aldeles ens. Maxillipedes: Ydre plade er bred, halvmaaneformet, 94 J. Sparre Schneider. naaende nesten til enden af 2det palpeled, den indre rand er næsten retliniet og bevebnet med c. 15 fine tender, der tiltager i lengde mod pladens spids, hvilken mangler de hos Monoculodes altid observerede lengere børster. Den indre plade er forholdsvis lang og smal, i spidsen jevnt afrundet med nogle faa børster. Palpens 2det led er kort, omtrent dobbelt saa langt som 3die, der atter er endel længere end den lille, krumme klo. 51. H. megalops £. ©. Sars, 1. c. p. 96, tab. 4, fig. 10. — Schneider 1. c. p. 38, no. 5, tab. II, fig. 9. Denne vakre og meget karakteristiske art forkom i sel- skab med foregaaende og ligesaa hyppigt som denne. Om- kring Tromsø er den almindeligere end H. brevicalcar, lige- ledes fandt jeg den i Øxfjord paa 20 f., samt i Langfjord i Syd-Varanger paa c. 30 f.; af G. 0. Sars blev den først op- daget ved Vadsø. Det er en ægte arktisk form, som endnu ikke er bemærket søndenfor Tromsø, og som vistnok hidtil kun er bleven overseet i det egentlige polarhav. Den deler opholdssted ganske med foregaaende art og yngler som den- nei Juni og Juli. Saa forskjellig den end ved sitkorte og tykke rostrum med det kugleformigt fremstaaende øie i det ydre viser sig fra H. brevicalcar, saa nær staar de hinanden dog i de anatomiske forholde forøvrigt, imidlertid er der i alle enkeltheder paaviselige differencer nok til med lethed at hol- de begge arter ud fra hinanden. Mandibule: Kindbakkerne er forholdsvis kortere og bre- dere end hos foregaaende ; den ydre gren er udelt i spidsen hvor den er afstumpet, den indre er delt i 5 smaa tender ; tornerækken har 7 torne, hvoraf de 2 yderste er tykkere end de øvrige samt crenulerede. Palpens 2det led er meget krumt og noget længere end det rette endeled. Kindbakken (venstre) er tegnet fra den udvendige side, saa tyggeknudens form ikke tydeligt kan erkjendes; den synes ikke at være meget fremstaaende. Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 95 Maxille Imi paris: Ydre plade er smal og bærer 8 tor- ne, hvoraf de 3 midterste har en tand over midten; den in- derste er crenuleret, 1 af de øvrige er gaffelgrenet, indre plade bærer 2 børster, hvoraf den ene er fjærformet. Pal- pens 2det led er meget smalt, smalere end Iste, jevnbredt med skraat afskaaren spids og 2 børster paa den ydre rand foruden den almindelige bevæbning i spidsen; ingen af de øvrige 4 mig bekjendte arter har palpen af denne bygning. Maxille 2di paris: Ikke ulig samme hos foregaaende art; den indre plade er noget bredere og børsterne længere. Maxillipedes: Palpen er som hos foregaaende, 3die led er dog forholdsvis noget kortere og kloen længere. Den ydre plade er smalere, næsten jevnbred (hos brevicalcar indsnæv- ret ved roden), indre raud retliniet med tandbesætning som sin slægtning; indre plade er meget; kort og bred, 4kantet, naaende lidt over roden af 1ste palpeled. 52. Aceros phyllonyx M. Sars, 1. c. p. 148 (Leucothoe). — A. Boeck 1. c. p. 292, tab. XIV, fig. 7. — Schneider 1. c. p. 39, tab. III, fig. 19. — Oediceros obtusus Bruzelius I. c. p. 92,.tab. IV, fig. 17. — Goes 1. c. p, 11, no. 44, tab. XL fig. 24 og 24. Som i de fleste arktiske fjorde forekom denne karakter- form ogsaa almindelig i Kvænangen i de 2 indre bassiner, men blev ikke funden i Badderen, kvor bunden neppe hel- ler var synderlig gunstig, idet den kun synes at forekomme paa ren lerbund, fra 10 favne og nedover; længere ude mod kysten som f. eks. i Tromsøsundet, forekommer den sjelden paa ringere dyb end c. 30 favne. De fra Kvænangen i stor mængde hjembragte individer er omtrent jevnstore og maa antages at være næsten udvok- sede, unger bemærkedes ikke, dog har jeg ingen sikker for- mening om yngletiden i denne fjord. I Ramfjord ved Tromsø erholdtes 24de og 25de Juli 1883 flere spæde unger mellem de voksne eksplr., saa yngletiden her med sikkerhed kan 96 J. Sparre Schneider. fastsættes; jeg er tilbøielig til at tro, at den i Kvænangen, ialfald i den ualmindelig sildige sommer 1881, har ynglet sen- høstes, da jeg ellers vanskelig kunde have undgaaet at faa dens unger blandt al den Amphipode-yngel, som derfra med- bragtes. Antagelig er dens udvikling énaarig. Af de ovenfor citerede forfattere giver Bruzelius den bedste figur; hvad Goös i to figurer afbilder som en anden form og Boeck antager for en varietet eller rettere abnormi- tet, er neppe andet end den forplantningsdygtige han, idet forkortningen af skaftledene, især paa de øvre følere, og for- øgelsen af svøbeledenes antal ganske svarer til forholdet hos den udvoksede han saavel hos Monoculodes som Halimedon. Hidtil er kun den almindelige form, eller hunnen, med de forlengede skaftled og korte svøber kommen mig for gie. Angaaende øinenes udseende og beliggenhed er jeg helt uvis: Boeck nævner dem som siddende paa siden af hovedet, men som det synes kun hypothetisk, fordi arten intet rostrum har, hvorpaa de kunde sidde som hos de øvrige Oedicerider. Paa levende eksplr. har jeg bemærket 2 lyse pletter ved ro- den af følerne, men det er vist kun det gjennemskinnende rodled; sandsynligvis er den helt blind! Mandibule: Den ydre gren er neppe delt, den indre har 2 stumpe tænder og er forholdsvis bred; tornerækken har 3 crenulerede torne; tyggeknuden er cylindrisk, lang, med rund tyggeflade og en lang børste, næsten ganske som hos Monoculodes. Palpens 2det led er meget stærkt krum- met, i forreste rand tæt besat med lange børster og c. ‘/; længere end det smale og næsten rette endeled. Dette er bygningen af høire kindbakke; den venstre synes at have griberanden mere delt og tornerækken at bære etpar torne mere, hvilket imidlertid ikke med sikkerhed kan erkjendes, da den er tegnet fra den udvendige side uden anvendelse af pres. Maxille 1mi paris: Den ydre plade bærer 7 torne, Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 97 hvoraf 2 er forsynede med en liden tand paa midten, 1 er svagt crenuleret, de øvrige er enkle. Den indre plade er bredt oval, tilspidset, med 3 fjærbørster og stærkt haaret. Palpen er kort og særdeles tyk, 2det led er stærkt udvidet mod spidsen, der er tilrundet og bevæbnet med mange lan- ge børster. Maxille 2di paris: Begge plader er temmelig langstrakte, af ens bredde, den ydre mere 4kantet, den indre er oval og bærer i indre rand en fjærbørste; begge plader er i spidsen afrundede og forsynede med den almindelige besætning af grovere og finere børster i dobbeltrækker. Maxillipedcs: Kjæbefødderne ligner meget samme hos Halimedon; ydre plade er halvmaaneformet og naar noget over midten af 2det palpeled, indre rand er let indbugtet og forsynet med korte og fine tænder, der er længst mod spidsen; de 3 sidste er i spidsen ligesom optrevlede i fine traade og erstatter de længere børster, som hos Monoculodes staar i pladespidsen men mangler hos Halimedon. Indre pla- de er aflang 4kantet, i spidsen næsten tvær og tæt børstebe- sat, naaende omtrent til midten af lste palpeled. Palpens 3die led er lidet og kort, betydeligt kortere end den lange, fine og buede endeklo. , 53. Pleustes panoplus Krever, Grønlands Amph. p. 270, tab. 2, fig. 9 (Amphitoé). — M. Sars 1. c. p. 138. — Boeck 1. c. p 302, tab, XXI, f. 2. Et eneste lidet men dog maaske voksent eksplr. blev fundet i Kjeikan paa 5—10 f. dyb mellem alger paa haard bund. Dette er en af de ejendommeligste og lettest kjendelige arktiske former, som ikke synes at trives i de indre fjorde, men som har ligesom An. lagena, med hvem den deler opholds- sted, sit egentlige hjem ved kysterne af det aabne hav, helst i strømhaarde sundløb, hvor den lever selskabeligt paa algebevokset sandbund fra 5—20 favne, men ened ogsaa 98 J. Sparre Schneider. af og til paa ren lerbund. I Tromsøsundet er den meget almindelig og træffes her med udrogn i slutningen af Mai og i Juni, yngelen i stor mængde i August og Septbr., men da er noget ældre eksplr. sjeldne at finde, hvorfor jeg anta- ger dens udvikling for laarig. Sydligst har jeg fundet den i Hammerø, desuden ved Hammerfest, Kistrand, Vardø og Vadsø, af andre forskere er den observeret paa forskjellige punkter i Finmarken og Nordland og skal være funden lige ned til Bergen ifølge Bruzelius; forøvrigt er den udbredt til Grønland og Spitsbergen, hvor den opnaar en langt betyde- ligere størrelse end ved vore kyster. Farven er overordentlig variabel, snart sort eller brun _ med hvide pletter, snart næsten helt hvid; i udvaskningssol- det forholder den sig oftest ganske ubevægelig og er da me- get let at overse blandt gruset og smaastenene, med hvilke dens kantede form og farverne udmærket harmonerer. Det lille ovale øie er rødligt. Krøyers afbildning har jeg ikke havt anledning til at undersøge, Boeck gjengiver saavel habitus som detailler gan- ske godt, kun er maxillipedes ikke korrekt fremstillede. Her- til skal jeg føie endel supplerende bemærkninger efter un- dersøgelsen af et fuldvokset haneksplr. Pedes 5ti—7mi paris: De 3 sidste fodpar er omtrent ligelange og meget ens byggede; 6te er ganske ubetydeligt smalere end 5te men forresten aldeles ens, ”de er det sma- leste men til gjengjæld lidt længere end de 2 foregaaende. Ledenes indbyrdes forholde er forøvrigt det samme hos alle 8 par. Basalledet er aflangt 4kantet, forreste rand forsynet med korte torne, bagere rand er lige og hel, 3die led er c. 1/, kortere og nedentil stærkt udtrukket, 4de led er en ube- tydelighed kortere, 5te led derimod noget længere end 3die. Kloen er skarp og krum og udgjør '/, af 5te led. Uropoda: iste par naar længst bagud, begge grene er ligelange, af rodledets længde; 2det par har den ydre gren Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 99 kortere end den indre, der er ikke fuldt dobbelt saa lang som rodledet; 3die par har den ydre gren mere end '/, kor- tere end den indre, der er 3 gange saa lang som rodledet. Alle grene er stærkt tornebesatte. Boeck beskriver saavel springfødderne som 5te—7de fodpar betydeligt forskjellige, medens hans afbildninger derimod stemmer temmelig nøle med de virkelige forholde, et tilfæl- de, som jeg oftere har stødt paa i hans arbeide. Mandibule: Begge grene er brede og delte i talrige spidse tænder, der er regelmæssigere og flere paa den ven- stre kindbakke (7—8) end paa den høire (5—7); torneræk- ken har et større antal, c. 12, fine krumme torne, eller ret- tere børster; tyggeknuden er liden, uregelmæssig og tilsyne- ladende uden bevæbning. Palpen er temmelig plump, 2det led er tykkere men lidt kortere end 3die, som foruden den sædvanlige børstebesætning i spidsen og forreste rand, hvor- af endel er crenulerede, ogsaa har et knippe lange børster ved roden bagtil, hvoraf de længste er fjærformede. Maxille Imi paris: Ydre plade er kort og bred og bæ- rer 9 torne, deraf 3 kortere krumme og enkle, af de øvrige er nogle fint crenulerede; den inderste er som sædvanligt den længste; inde paa pladen sees omridset af 5 torne, der er bredere end de virkelige og alle lige lange. Indre plade er ganske liden, halvrund med en kort enkel torn i spid- sen. Palpens 1ste led bærer en børste paa ydre rand, 2det led er kølleformet, let krummet, spidsen tilrundet med 6 stærke, korte torne og nogle korte, fine børster, den ydre rand er fint haaret. Maxille 2di paris: Begge plader er omtrent af samme bredde, den ydre krummet og meget længere end den indre, begge er tilrundede og forsynede med temmelig grove og enkeltstaaende børster, af hvilke en meget lang paa den in- dre plades indre rand nedentil svarer til den blandt Oedi- ceriderne almindelige fjærbørste. 100 J. Sparre Schneider. Maxillipedes: Ydre plade er meget smal og kort, idet den kun naar til roden af 2det palpeled, indre rand er ret og forsynet med korte børster, spidsen er afrundet og bærer 3 korte torne. Indre plade er liden og viser sig under pres næsten rund, spidsen bærer 6 korte torne. Palpen er lang, 2det og 3die led næsten af samme længde og stærkt børste- besatte, endel af børsterne 1 spidsen af 3die led viser sig ved stærk forstørrelse forsynede med 2 rekker sagtænder. Kloen er meget smal og lige, styliform, noget kortere end det foregaaende led. Boeck tegner palpens Iste led altfor langt og lader ydre plade naa til midten af det 2det led. 54. Vertumnus serratus Fabr., Fauna Gronlandiæ 1780, p. 262. — Boeck I. c. p. 240) tab. XX, fig. 5. (pro parte ?). | Omkring Storholmen i Nordbotn forekom den ikke sjel- den blandt skjæl og rødalger paa 15—25 favne, i Kjeikan blev den ogsaa funden paa c. 40 favne, og fra Badderen med- bragtes 3 stykker fra rødalge-bund paa c 25 favne. Blandt de hjembragte eksplr. er ægbærende bunner, i Tromsøsun- det, hvor denne art er almindelig paa lignende lokaliteter, har jeg hele sommeren gjennem fundet voksne og unger same men uden dog at komme til klarhed angaaende den egent- lige yngletid. Dens udbredelse er meget vid og strækker sig til Grøn- land, Island og Spitsbergen; ved Norges kyster er den be- mærket ved Haugesund, Brettesnes og Reine i Lofoten, samt Vardø og Vadsø foruden de ovenfor nævnte lokaliteter. Med jevn udbredelse synes den dog intetsteds at være egentlig talrig. Som de fleste rødbrogede arter varierer denne ogsaa ganske overordentlig efter bundforholdene og er især pragt- fuld paa rødalge-bund. I enkelte former ved jeg kun én art, nemlig Halirages 3-dentatus, som i farvepragt kappes med eller endog overgaar denne lille, ejendommelige Amphipode, Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 101 Oftest er den mere eller mindre intens rosenrød eller kar- minfarvet, enten mere jevnt udbredt eller som baand og plet- ter paa gulagtig eller hvid grund; særdeles smukke var nogle i Kvænangen fundne eksplr., der var melkehvide med store blodrøde pletter eller halvt røde, halvt hvide. % ved Vardø fundne eksplr. var mere tarvelige, nemlig gulagtige med smale rødbrune tværbaand, saaledes som jeg har seet Paramphitoe bicuspis farvet. Desverre gaar al denne herlighed fuldstændig tabt paa alkohol, og selv paa en blan- ding af glycerin og alkohol bleges de efterhaanden ganske; men jeg har dog fundet en saadan blanding meget tjenlig, naar man ikke paa stedet faar anledning til at notere den of- test meget karakteristiske farvetegning, som de fleste Amphi- poder bærer, da den dog i nogen tid formaar at bevare far- verne, ialfald langt længere end ren sprit. Boecks ovenfor citerede figurer gjengiver meget godt de anatomiske enkeltheder hos deu her omhandlede art, kun sjaar der et 2det kjæbepar med no. 5, som vel tilhører Tri- tropis helleri, da der samtidigt findes ét rigtig tegnet af V. serratus. Beskrivelsen stemmer ogsaa godt med mine un- dersøgelser, saa jeg kun har lidet at tilføie. Antenne superiorcs: Det af mig undersggte eksplr., som var en ægbærende hun, har svgben ligesaa lang som skaftet og bestaaende af 13 led, hvoraf det første er saa langt som de 2 følgende tilsammen. Antenne inferiores: Svøben har 10 led og er saa lang som 4de og 5te skaftled tilsammen. Mandibule: Begge grene. er delte i 5 korte tender. Palpens 3die led er stærkt haaret og i forreste rand væbnet med en rekke gaffelgrenede torne; nærmest spidsen staar endel, som er fint crenulerede; 2det palpeled har kun fire grovere torne i forreste rand nær spidsen. Maxille Imi paris: Ydre plade har 8 sagtakkede torne og i spidsen en meget stærk, som er enkel, indre plade er 102 J. Sparre Schneider. lang og smal, med spidsen naaende i hgide med midten af Iste palpeled, og bærer i indre rand en lang række fjærbør- ster. Den smale palpe naar til enden af den ydre plade og er i spidsen forsynet med 2 rekker grove børster, hvoraf den ene rad er crenuleret, indre rand er fint haaret. Maxillipedes: Indre plade bærer i spidsen en grov fjær- børste foruden nogle kortere og længere krumme torne, midt paa pladen staar paa den udvendige side en skraa række lange fjærbørster. Den ydre plade naar over roden af 3die palpeled og bærer i forreste rand et stykke inde paa pladen en række fine, lige torne, den øverste halvpart af ydre rand er forsynet med en række mere børstelignende krumme tor- — ne. Palpens klo er af 3die leds halve længde, spidsen er særskilt afsat som en liden torn. Gnathopoda: Boeck har i teksten forvekslet Iste og 2det fodpar. iste fodpars klo er yderst ejendommelig; den ender som en tyk krum fjærbørste, har i begge rande nogle lange børster og er paa indre rand væbnet med 7—8 sagtakker, af hvilke den nederste er længst og krummet med en hage. Basalledet paa samme fodpar bærer flere tværrader af fine børster i den bagere rand. 55. Halirages fulvocinctus M. Sars, 1. c. p. 141, no. 45. — Goés 1. c. p. 9, no. 33, tab. XXXVIII, fig. 15. — Boeck 1, c, pag. 342, tab. XXIII, fig. 11. | Nogle faa egberende hunner medbragtes fra Nordbotn og Kjeikan, i stor mængde forekom den derimod i Badderen blandt alger paa sandblandet lerbund i en dybde af 20—25 f mest dog kun i yngre eksplr. Den synes at være lokal men paa passende steder at leve i store selskaber; ved Tromsø, hvor den er ganske hyppig paa sine steder, fik jeg engang en stor mængde livligt farvede eksplr., der sade fast- klamrede til en liden tarebusk ophentet frac. 50 favnes dyb. Sydligst er den funden ved Aalesund, i den arktiske region bemærket paa de fleste undersøgte punkter af M, Sars, Dr: Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 103 Danielsen, G. O. Sars, A. Boeck og forf. Den er desuden anmerket fra Grønland, Amerikas nordkyst og Spitsbergen, paa sidstnævnte sted opnaar den ifølge Goés en meget be- tydelig størrelse, optil 30 m. m., medens de af mig fundne ikke naar mere end den halve størrelse, endelig er den af Vegaekspeditionen bleven observeret flersteds i Sibiriens ishav. Efter min erfaring foretrækker den noget dybere vand, men M. Sars og Danielsen angiver den som meget alm. i Lami- naria- beltet fra 1--10 favne, hvorhos den dog i Vestfjorden ved Skraaven er ophentet fra 250 f, af G. O. Sars. Figuren hos Goés er ganske vellykket og enkelthederne ogsaa ret korrekt gjengivne, det nederste bagerste hjørne paa begge de første fodpars 3die led er fremstillet afrundet, medens det i virkeligheden er meget skarpt retvinklet; man- dibelens palpe er heller ikke godt afbildet. Boeck tegner kun et 1ste kjæbepar, hvor ydre plade har for faa torne, forøvrigt er en saa liden figur ikke skikket til at gjengive ngiagtige forholde. Beskrivelsen hos sidstnævnte forfatter stemmer i alt væsentligt godt med mine egne undersøgelser, der er anstillede paa et voksent haneksplr., saa jeg kun har nogle faa supplerende bemærkninger at give. Mandibule: De fleste torne og lange børster paa pal- pens 2 sidste led er fint sagtakkede paa den ene rand; 3die led bærer paa den bagere rand nær roden % lange sagtak- kede børster. Maxille Imi paris: Jeghar kun seet 8 korte torne, der alle har kamtænder, paa den ydre plade, medens den indre kun har 5 fjærbørster i spidsen. Maxille 2di paris: Indre plade har nedentil i indre rand 3 tykke fjærbørster, den ydre har kun enkle fine børster. Maxillipedes, 2 af børsterne der staar i spidsen af ydre plade er fjærformede. I Kjeikan optoges 2 smaa eksplr. af en Halirages, som G, 0. Sars har bestemt som tilhørende en endnu ubeskreven 104 J. Sparre Schneider. art. Det mindst vel vedligeholdte har jeg anvendt til en anatomisk undersggelse men fundet overensstemmelserne med H. fulvocinctus saa betydelige, at jeg vanskelig kan betragte det som andet end unge af samme. . Det individ, som er i behold, tør dog maaske være forskjelligt fra det undersøgte, men indtil det kan blive underkastet en nøiere prøvelse, skal jeg her indskrænke mig til at angive de paaviselige forskjel- ligheder, som bemærkedes hos det dissekerede individ, for- saavidt munddelene angaar. Mandibule fandtes saa overensstemmende med samme hos fulvocinctus, at det blev anseet for ufornødent at afteg- ne dem. Maxille Imi paris: Ydre plade bærer 9 torne, hvoraf 2 er enkle, af de øvrige er 4 fint sagtakkede, de 3 af dem har 2 a 3 kamtænder. Indre plade har i spidsen 3 lange fjærbørster. Maxille 2di paris: Begge plader er noget mere tilspid- sede end hos foregaaende, og den indre bærer kun 2 men meget lange fjærbørster. Maxillipedes: Meget lige samme hos fulvocinctus; ydre plade synes dog lidt kortere og alle 5 børster i spidsen er fjærformede; 3die palpeled er noget bredere, men dette kan skrive sig fra graden af den anvendte pres. 56. H. tridentatus Pruzerws, |, c. p. 74, tab. III, fig. 13 (Paramphitoë). — Boeck I. c. p. 341. Denne store og udmærket smukke Amphipode er en af Kvænangsfjordens karakterformer, som vi fandt i alle bassiner, ogsaa i Badderen, hvor bunden var gunstig nemlig rødalger paa haard bund, fra 10—25 favne; den var overordentlig lo- kal, idet vi kun fandt den, hvor den vakre røde Delesseria dannede et tæt dække, men den var ingenlunde sjelden, saa jeg kunde medbringe et stort antal individer, alle tilsynela- dende voksne eksplr. af jevn størrelse. Der var ingen æg- bærende eller udgaatten hun iblandt, saa den maa yngle paa Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 105 - en helt anden tid end den nære slægtning, uden tvivl i hjer- tet af vinteren. Dens udbredelse synes ikke at være meget stor og ikke at strekke sig udenfor Skandinaviens nord- og vestkyst. Lovén fandt de første eksplr. i Finmarken, hvilke tjente som typer for Bruzelius; (x. O. Sars har taget et en- kelt eksplr. i Vestfjorden ved Skraaven paa 5—20 f., hvilket Boeck beskrev. Sidstnævnte forfatter omtaler den fra Bo- huslen efter Bruzelius's angivelse. men denne nævner; intet derom i ovenfor citerede arbeid». Den norske Nordhavs- ekspedition fandt nogle eksplr. i den kolde area paa statio- nerne 31 og 48 i respektive 417 og 299 favnes dyb. Foru- den i Kvænangen har jeg ved Vardø taget et voksent indi- vid og etpar unger paa ringe dyb blandt alger, derimod er den forgjæves eftersøgt ved Tromsø, uagtet der mangesteds er paavist gunstige lokaliteter. De i Kvænangen fundne eksplr. overgaar i farvepragt alt hvad jeg hidtil har iagttaget i polarhavets brogede dyrver- den; den er der nemlig over hele legemet af den pragtfulde- ste purpur eller kaminrøde farve, der udmærket harmonerer med dens omgivelser, saa den ofte var vanskelig at finde ud af den røde algemasse, som skrabesækken fyldtes med. Øiet er sortbrunt. De ved Vardø tagne eksplr. havde røde plet- ter paa gnlagtig bund, men grunden var der kun sparsomt bevokset med rødalger og maaske ikke afsamme art (Deles- seria) som i Kvænangen. Habitusfiguren hos Bruzelius, er godt gjengivet som de fleste af hans afbildninger. Til den hos begge ovenfor citerede forfattere noget kortfattede ?be- skrivelse af munddelene har jeg nogle bemærkninger at tilføie. Mandibule: Tornerækken har 9 stærkt sagtakkede krum- me torne. Palpens 3die led er af samme længde som 2det og bærer, foruden den almindelige række sagtakkede børster i indre rand, to paa den bagerste rand, nemlig en grov ved roden og en kortere og finere enkel nær spidsen. Maxille Imi paris: Indre plade, der er forholdsvis læn- 106 J. Sparre Schneider. gere end samme hos fulvocinctus, bærer 9 fjærbørster, ydre plade har i snidsen 7 tykke med nogle faa sagtakker forsy- nede tender. Palpens endeled bærer i spidsen 7 torne og nogle fine børster. Maxille 2di paris: Den ydre plade er kun lidet læn- gere men næsten dobbelt saa bred som den indre, begge er noget stumpt tilspidsede og har halvparten af børstevæbnin- gen bestaaende af fjærbørster, den indre plade saaledes 8, der tiltager i længde og tykkelse med spidsen. Maxillipedes: Den indre plade er lige saa lang og bred og næsten af samme form som den ydre, med en række fjær- børster i indre rand, spidsen har 3 stumpe tender, en rekke © smaa fjærbørster og fine haar nedad den ydre rand. Den ydre meget brede, halvcirkelformede plade har i indre rand en række korte tænder og en do. fine børster, spidsen bærer lutter fjærbørster. Palpens 2det og 3die led er indbugtede oventil i indre rand, med den sædvanlige børstebevæbning ; kloen ender i en fin, krum torn; 3die led er omtrent af2det leds halve volumen. Kindbakken og Iste kjæbepar er temmelig ensdannede med samme hos fulvocinctus, de øvrige munddele er derimod me- re afvigende, Forøvrigt staar disse 2 arter hinanden tem- melig ner ianatomisk henseende, i den ydre habitus afviger de derimod betydeligt, især naar den saare afvigende farve- tegning kommer til. À 57. Calliopius laviusculus KreYER, Grønlands Amphi- poder, pag. 253, tab. 3, fig. 13. — Sp. Bate 1. c, p. 259 c. fig. (Calliope), — Boeck 1. c. p. 345. Ved Aarholmen i Kjeikanbassinet tog viden i aller stør- ste mængde, men kun i ganske unge eksplr., som i selskab med ligestore Am. sabini, med hvem den har fælles yngle- tid fra April—Juni,'i tusindvis svømmede nær stranden i overfladen af søen, saa de kunde opfanges med soldet. Der- imod erholdtes ingen voksne individer, hvilke forekommer Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 107 blandt alger paa sandbund paa 5—15 favnes dyb sammen med An. lagena, Pl. panoplus, Podoc. angvipes, Amph. podoce- roides m, fl. efter hvad jeg har iagttaget saavel ved Tromsø som i Øst-Finmarken. Den synes at være udbredt og hyppig overalt i de nord- lige have og er iagttaget ved Labrador, Grønland, Spitsber- gen, England, Nord-Tyskland, langs hele Skandinaviens nord- vest- og sydkyst, omkring de danske øer og gaar endog ind i Østersøen; sin kraftigste udvikling synes den dog at opnaa 1 de arktiske regioner. Spence Bate giver en ganske god habitusfigur; det af- tegnede telson er noget vel smalt og tilspidset; andre figu- rer har Jeg ikke havt anledning til at sammenligne. Til Boecks beskrivelse har jeg at føie endel bemærkninger efter undersøgelse af et ungt eksplr., saudsynligvis en han. Mandibule: Tornerækken har 9 krumme, "tildels sag- takkede torne; palpens 2det led er meget tykkere men ikke længere end Sdie, hvis børster delsvis er fjærformede. Maxille Imi paris: Indre plades 4 børster er som sæd- vanligt fjærformede ikke sagtakkede, som Boeck angiver. Ydre plade bærer 6 grove i indre rand sagtakkede tænder. Palpens endeled er i spidsen forsynet med en række tænder og en rad børster, et almindeligt forhold hos de fleste Am- phipoder, foruden nogle enkeltstaaende lange børster i ydre rand, Maxille 2di paris: Begge plader er omtrent af samme bredde, men den ydre er længst; den indre har paa midten af indre rand 3 grove fjærbørster og midt inde paa pladen en meget lang og tyk af samme form. Maxillipedes: Indre plade er aflang 4kantet, i spidsen afrundet med korte torne, den ydre er halvmaaneformig med indre rand indbugtet (Boeck kalder den ,ret”) og forsynet med en række ganske smaa tænder og en rad fine børster, 108 J. Sparre Schneider. Palpen som I:jæbefødderne idetheletaget er meget lig samme hos Dal. fulvocinctus. Gnathopoda: 2det fodpar er længere og sværere end Iste men ganske ens bygget, kun har carpus en lidt længere hæl og griberanden har stærkere torne. Uropoda: Den indre gren paa 3die par har korte torne i begge rande, den indre rand bærer en række fjærbørster i sin hele længde, den ydre kun mod spidsen; ogsaa den ydre gren har nogle lange, delvis fjærformede fine børster i begge rande. 58. Tritropis inflata G, P. Sars, lc. p. 27 & 104, no. 143, tab. 5, fig. 7 a—c. I Nordbotn forekom denne lille ejendommelige art me- get almindelig paa lerbund fra 10—25 favne, ligesom den ogsaa blev funden i Sørfjorden, Kjeikan og Badderen. Om- kring Tromsø er navnlig yngelen meget almindelig paa noget større dyb, fra 25—50 favne og er der oftest taget blandt alger paa haardere bund. I Langfjord i Syd-Varanger fandt jeg 3 eksplr. paa c. 30 f. d.; prof. Sars har observeret den saavel i Finmarken som ved vor syd- og vestkyst. Ægbærende hunner og spæd yngel forekommer alm. i Juni og Juli, den udvoksede han er derimod meget sjelden at træffe; den har 2det par føleres svøbe meget stærkt for- længet. Til Sars's fortrinlige habitusfigur og diagnose skal jeg kun føie en kortfattet beskrivelse af munddelene hos en vok- sen hun. Mandibule: Uden pres viser gribedelen sig kun indskaaren i faa stumpe tender; tornerekken har 5 tildels uregelmessigt krummede torne, tyggeknuden er fremstaaen- de, tilspidset og behaaret. Palpens 2det led er næsten dob- belt saa tykt men snarere lidt kortere end 3die, der bærer sædvanlig børstebevæbning i forreste rand. Maxille 1mi paris: Indre plade er temmelig stor oval Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 109 med 2 fjærbørster i spidsen; ydre plade har 6 grove tender, hvoraf de midterste er forsynede med 2—3 sagtakker. Pal- pen er meget smal og krummet med 2 børster paa ydre rand af 2det led, som derhos i sidste halvdel af indre rand bærer en række fine torne. Maxille 2di paris: Begge plader har samme bredde og længde, afrundede i spidsen, der bærer faa børster; indre pla- de er desuden forsynet med en kort fjærbørste. Maxillipedes: Indre plade naar kun lidt over roden af Iste palpeled, er aflang 4kantet, i spidsen tvært afskaaret mod 5 korte torne. Ydre plade naar neppe til midten af 2det palpeled, er af almindelig halvmaaneform med afrundet spids; den rette indre rand er besat med grove børster. Pal- pen er svær, 3die led ovalt og udgjør */, af 2det led, kloen er næsten lige, lang og smal. 59. Pardalisca cuspidata KreYer, Nat. Tidskr. 1842, 4 bd. p. 153. — Boeck 1. c. p. 482, tab. XII, fig. 5 (pro parte). I alle de 3 indre bassiner forekom den meget hyppig blandt alger paa haard bund i en dybde fra 10—25 favne, og jeg medbragte et stort antal individer, der alle var af jevn størrelse og paa noget nær udvoksede, som det synes, da hunnerne havde æggeplader i udvikling; den yngler an- tagelig i vinterens begyndelse. Udenfor Kvænangen er den af mig fundet meget sparsomt; ved Tromsø, hvor ogsaa Lill- jeborg har taget den, har jeg i 1883 & 84 erholdt nogle faa eksplr. under samme bund- og dybdeforholde, som ovenfor nævnt, hvorhos jeg fandt 3 voksne eksplr. i Langfjord i Syd- Varanger Juli 1882 paa c. 30 f. d. Forøvrigt har den en meget vid udbredelse fra Grønland, Spitsbergen, Matotsch- kin-schar nedover langs Skandinaviens kyster ‘il Bohuslen, og maa saaledes betragtes som en rent arktisk form. Af Boecks detailfigurer stemmer lste kjæbesar, kindbak- kerne og de 2 første fodpar temmelig nøie med de af mig 110 J- Sparre Schneider. selv udførte tegninger, maxillipedes afviger noget, hvorimod 2det kjæbepar er helt forskjelligt; det tilhører udentvivl Syr. crenulata, som staar aftegnet ved siden af, idet der er skeet en forveksling af nummerne, let tilgiveligt, hvor saa mange uensartede figurer staar om hinanden. Beskrivelsen hos samme forfatter stemmer i nogle punkter, i andre deri- mod passer mine tegninger langt bedre til hans Pard. abys- si, som dog synes mig noget uklart beskrevet. Jeg foretræk- ker derfor her at give en udførligere beskrivelse af den mig foreliggende form og overlade til senere undersøgelser at af- gjøre, om det alligevel skulde være sidstnævnte art, hvoraf jeg (efter Sars's bestemmelse) har etpar stykker fra Ham- merø, hvilke jeg imidlertid endnu ikke har havt anledning til at granske nøiere. Antenne: Skaftledenes forhold og bygning er som for abyssi angivet, bisvøben har 4—6 led; paa det nedre føler- par har den høire svøbe kun 16 led, medens den venstre har 42 å 43, en monstrøsitet, som vel kun kan bero paa en individiduel variation. Mandibule: Høire kindbakke har griberanden delt i 3 brede og 1 smal nederste tand, tornerækken bestaar kun af 2 paa den ene rand sagtakkede krumme torne. Venstre kindbakke har den ydre gren indbugtet, saa der fremkom- mer 5 smaa tænder og hele randen er yderst fint crenuleret, det samme er tilfældet med den indre meget brede gren; tornenes antal er ogsaa her kun 2, og af tyggeknude sees intet spor. Palpen er ens paa begge kindbakker; lste led udgjør '/3 af 2det, der er bredere men ikke længere end 8die, hvis børster for endel er sagtakkede; 2det leds forre- ste rand har en række meget korte, fime torne og en rad lange børster. Maxille Imi paris: Ydre plade bærer 6 brede og me- get skarpe tænder, der paa midten af indre rand har en bi- tand; nederst staar en lang krum torn. Palpens endeled Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 111 er meget bredt og ndvidet mod spidsen, der er indskaaret i hak, hvori staar korte torne, i spidsen af ydre rand sees 5 længere tornbørster. Maxille 2di paris: Dette kjæbepar er meget lidet ; beg- ge plader er lange og smale, den indre er bredere og lidt kortere med 7 lange børster, hvoraf den nærmest roden er enkel, den 3die fra spidsen fint crenuleret, de øvrige fjær- formede; ydre plade bærer 1 spidsen kun 3 børster, hvoraf den yderste er fjærformet, de øvrige % overordentlig fint cre- nulerede. Maxillipedes: Indre plade mangler; en liden fremstaa- enhed med 3 smaa børster kan betragtes som et rudiment af samme. Det led, hvoraf ydre plade er et fremspring, er saa langt som begge de 2 første palpeled tilsammen og stærkt børstebesat i ydre rand; pladen er bred, halvrund, naaende til midten af 2det palpeled, med spidsen og hele den let indbugtede indre rand besat med temmelig fine bør- ster. 3die palpeled er ovalt, udgjørende 3/, af foregaaende leds længde, men er næsten dobbelt saa smalt. Kloen er ganske liden, kegleformig med en torn i spidsen. Gnathopoda: Begge par er nogenlunde af samme bygning; men 2det er længere, og har navnlig 4de led forholdsvis meget længere og smalere. Basalledet er kun dobbelt saa langt som bredt, meget tykt og bredest nedentil; 4de led er ovalt, dobbelt saa langt som bredt, med lange crenulerede børster paa bagerste rand; 5te led, haanden, er dobbelt saa langt som bredt, noget kortere end 4de leds halve længde med crenulerede torne i bagere rand. Den ejendommelige klo bestaar egentlig af 2 led, hvad baade Krøyer og Boeck har overseet, nemlig af et tykt, kegleformigt eller snarere ovalt led, der i spidsen og bagere rand er besat med skarpe krum- me torne, og en krum endeklo, der vistnok er hevegelig, saa ledenes antal ialt bliver 7. Forøvrigt har jeg hos mange Amphipoder fundet en saadan 2ledet klo mere eller mindre 112 J. Sparre Schneider. tydelig udviklet, især paa kjæbeføddernes palpe. 2det fod- par er, som allerede nævnt, meget ligt Iste; 4de led er dog mere end dobbelt saa langt som bredt og den bagere rand er besat med tætte knipper af lange haar (ligesaa paa 3die led), hvoriblandt endel tykkere crenulerede børster, især mod spidsen af ledet. Pereiopoda: 3die og 4de fodpar er ens byggede, 4de er lidt længere og har basalledet mindre udvidet nedentil end paa 3die par, ellers er forholdet som hos Boeck beskrevet. 5te—7de fodpar tiltager i længde, men er ganske ens byggede, kun er basalledet paa 7de par forholdsvis lidt bre- dere end paa de øvrige. Basalledet er nærmest aflangt Akantet, dobbelt saa langt som bredt, med den bagere rand hel og svagere udbuet end den forreste; 3die led er lidt kortere end lste (paa 7de fodpar lige langt), næsten jevn- tykt overalt, med faa smaa torne paa forreste rand; 4de led er af samme længde som det foregaaende, rigeligere forsy- net med torne, paa 5te focpar med nogle lange fjærbørster og fint crenulerede børster nedentil; 5te led er af foregaa- ende leds længde eller en smule kortere, og dette led er paa 5te fodpar udstyret med crenulerede børster, hvilke mangler paa 6te og 7de fodpar. Uropoda: iste par har den ydre gren lidt kortere end den indre og grenparret er endel kortere end grundledet; Qdet par har grundledet en god del kortere end grenene, af hvilke den yderste er den korteste. Telson: Halevedhænget er ikke som hos Krgyer og Boeck anført ,kløvet til roden* men kun i de yderste %, parter; i hver fligspids staur 2 lange torne, et lignende par findes i ydre kant noget over midten og mellem begge par sees i ydre kant en ganske kort og finere torn. Dyret er i levende live garske vakkert farvet, blegt orangegult med mørkere ryg, øinene er stærkt blodrøde. Den hele habitus saavel som de anatomiske forkolde er meget ejendommelige, Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 118: : og den er ikke til at forveksle med nogen anden art uden-: for dens egen slægt. 60: Gammarus locusta Fix, Syst. Nat. Ed. XII, pag. 1055. — Sp. Bate 1. c. pag. 378 c. fig. — Boeck 1. cp. 366. Denne vor mest udbredte og almindelige Amphipode fo-: 'rekom selvfølgelig ogsaa talrig i Kvænangen, hvor jeg fra: Nordbotn medbragte et antal kraftigt udviklede eksplr. Den’ er ikke saa udelukkende littoral, som man skulde tro, idét jeg gjentagne gange har faaet den op fra 10 indtil 25 favne (ved Vardø); dog er dette rene undtagelser, og selv paa et- par faynes dyb vil man, ialfald ved Tromsø, sjelden faa den i skraben. Ved Danmarks kyster synes den derimod efter Dr. Meinerts fremstilling snarere at være sublittoral, idet 3—4 favne angives som den gunstigste dybde for dens’ trivsel: Af denne art har jeg i den første tid af mine carcinologiske studier undersøgt et ganske ungt individ, men vil dog’. ud-) sætte til en senere leilighed at prøve Boecks beskrivelse, da jeg finder mine tegninger i enkelte henseender mindre: til- fredsstillende udførte og helst vil anstille fornyede undersø-: gelser paa et mere udviklet individ. 61. Melita dentata Krever, Nat. Tidskr. 1842, påg:: 159. (Gammarus). — Goés 1. c. pi 14, no. 54, tab. XL, fig, 29 & 29’. — Boeck 1, c. p. 389, tab. XXII, fig. 10. I Nordbotn fandt jeg et voksent eksplr. paa c. 30 f.'d. lerbund samt etpar ganske unge, i Kjeikan erholdtes 2 voks- ne eksplr. paa ringe dyb blandt tang nær land samt et me- get stort oget ungt paa c. 50—60 f, lerbund. Den var saa- ledes ingenlunde hyppig, ligesom jeg i almindelighed har fundet den enkeltvis; dette beror snarere paa dens overor- dentlige raskhed og mindre selskabelige levevis end paa faa- tallighed, da den har en saa vid udbredelse ‘og: synes jevnt fordelt uden at være synderlig afhængig af bundforholdene. I Tromsøsundet er den paå en enkelt lokalitet mise hyp- 114 J. Sparre Schneider. pig blandt Cynthia. Med udbredelse til Nord Amerika, La- brador, Grgnland, Island, Spitsbergen og Hvidesgen gaar den langs Skandinaviens kyster lige ned til de danske ger. Med udrogn har jeg truffet den i Juni. De hos Boeck og Goés afbildede enkeltheder er ret kor- rekte, ligesaa stemmer beskrivelsen hos førstnævnte forfatter i'alt væsentligt med mine egne undersøgelser, der er anstil- lede paa en ægbærende hun og et ungt eksplr., hvis kjøn ikke kunde erkjendes, hvorfor jeg ikke har meget at tilføie. Antenne: Antallet af led i svøben paa de øvre følere hos det mindre eksplr. var 21—22, hos det voksnec. 41, paa de nedre følere 7 og 12. De nedre følere var derhos for-- holdsvis kortere hos ungen. | Mandibule: Tyggeknuden er næsten 4kantet, omgivet af fine tender og børster, hvoriblandt en tykkere fjærformet. Tornerækken hos det mindre ind. sees som fjærbørster, hos det større som enkle krumme børster. Palpens 2 sidste led er omtrent lige lange. Som sædvanligt er der nogen assy- metri i formen af gribedelene, der paa høire kindbakke er mindre indskaaret og med stumpere tænder end paa venstre. Maxillæ Imi paris: Indre plade bærer hos det voksne ind. en række af 11 tykkere fjærbørster i indre rand foruden 5 fine i spidsen (Boeck siger udtrykkeligt: ,ikke fjærfor- mede*), det mindre har 2 fjærbørster i spidsen og straks nedenfor 3 enkle torne men kun fine haar paa den indre rand. Af de 9 torne i spidsen af ydre plade er de 4 korte- re og gaffelgrenede, de øvrige enkle; hos det større eksplr. bemærkedes kun 7 (å 8?) torne, hvoraf 4 gaffelgrenede. Pal- pen var ens hos begge, med en rad krumme torne og læn- gere inde paa spidsen en tværrad længere børster, af begge slags noget færre hos det yngreind., der ligeledes paa yder- randen af 1ste led kun har én meget lang børste, hvor det større har 7 til 8. Maille 2di paris: Dette kjæbepar er noget forskjelligt: Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 115 hos de 2 undersggte eksplr.; det store har begge plader næsten lige lange og brede, den ydre er i spidsen, den indre baade i spidsen og inderste rand tæt besat med dobbeltrækker af fine enkle og lange børster; det mindre har indre plade af samme bredde men endel kortere end den ydre og har paa den indre rand en række kortere fjærbørster, hvoraf de 5 øverste staar noget ind paa pladen (Boeck bemærker: ,ik ke besat med fjærdannede børster*). Maxillipedes: Ældre individ: Den indre plade naar lidt over roden af 2det palpeled, er aflang 4-kantet med af- rundet ydre hjørne, spidsen bærer 4 tænder, hvoraf de 3 staar tæt sammen, foruden nogle fjærbørster og vnkle do,, den indre rand er tæt besat med fjærbørster. Yngre ekspir.: Indre plade er ganske formet som hos foregaaende men naar næsten til midten af 2det palpeled, spidsen bærer 3 tænder der staar med lige mellemrum, 4 enkle børster i yderste og 3 fjærbørster i inderste hjørne, indre rand er fint haaret og bærer kun en kort enkel børste paa midten. Den ydre pla- de og palpen er derimod ens hos begge eksplr. Telson: Halevedhenget er kløvet i de yderste ?/, og fligene, der gaber vidt fra hinanden ved lidt pres, er tilspid- sede og bærer paa hver side henimod spidsen en større og en ganske liden torn foruden en liden længere inde i spalten. Hvad farven angaar, saa er denne art en sand chameleon; paa grundere .vand blandt brune alger er den glindsende nøddebrun eller olivenbrun og disse eksplr. bliver paa alko- hol stærkt violette, hvilken farve ikke forandres; blandt rød- alger har jeg fundet den gulbvid med store røde pletter; paa lerbund er den lysere kjødrød, saa jeg ofte i øieblikket har troet at have en helt anden art for mig. Boeck og Goés nævner ogsaa disse farveforandringer, der staar i nøie for- _ bindelse med bundforholdene. 62. Amathilla sabini Feac#, Sp. Bate 1. c. p. 361, cum fig. — Boeck 1. c. p. 406. 116° J. Sparre Schneider. Unge individer fandt vi i aller største mængde ved Aar- holmen i Kjeikanbassinet, hvor de i selskab med ligestore individer af Cal: leviusculus svømmede raskt om i overfladen af søen; voksne eksplr. var derimod ikke at bemærke. Næsten med samme udbredelse som nys nævnte art og i de fleste henseender delende dens livsvilkaar, har den sit rétte hjem ved kysterne af det aabne hav, hvor den forkom- mer blandt tang paa ganske grundt vand. Sin kraftigste ud- vikling naar den i det egentlige polarhav og er nest Bury- tenes gryllus den anseeligste: Amphipode ved vore kyster; i Tromsøsundet naar den ce. 20 m. m., betydelig større er eksplr., som hr. telegrafist Foslie har medbragt fra flere punkter i Finmarken saasom Loppen og Kiberg. Ganske' kjæmpemæssigt er et eksplr., som jeg selv fandt ved Vardø i 1882, det maaler nær 40 m. m. Ved Tromsø har jeg fun- det hunnen med en blaagrøn æggemasse i klækkeposen den 29de’ April og antager, at den meste yngel klækkes'i Mai, og at udviklingen er énaarig. Farven er meget variabel, rettende sig efter bundforhol- dene; det store eksplr. fra Vardø var ensfarvet mørkt oliven- brunt, af Foslié har jeg'faaet nogle, der var gulagtige med rosenrgde pletter og marmorering, fra Tromsøsundet har jeg noteret følgende farvetegning: ,Kirsebærrød, i det gulbrune, mørkere oventil med fine hvide prikker; paa forkroppen en hvid tværplet med forlængede baghjørner, omtrent halvmaa- neformig; 1sté epimer med en hvid plet i øvre rand. Pi- nenes ‘ facetter hvide med rød indfatning“. Forøvrigt har jeg ikke nøiere undersøgt denne art, der’ imidlertid er let kjendelig og oftere beskreven og'afbildet; jeg kjender kun figuren hos Sp. Bate, der er ret’ veltruffen. 63. ? Melphidippa borealis À. Boeck, Lop. 415; tab. XXII, f. 3. | (Tab. V). Fra Kjeikan medbragtes et enkelt mutileret. eksplr,, en’ Undersggelser-over, dyrelivet i de arktiske fjorde. 9117 oudgaatten hun, af. en Melphidippa, angaaende hvis forhold til de 3 øvrige beskrevne arter jeg har været i megen tvivl. Det stemmer i de fleste henseender adskillig overens med Boecks beskrivelse og figurer af borealis, i andre afviger „det ,derimod ikke uvæsentligt, saa jeg har været mest tilbøielig til at anse det som tilhørende en endnu wubeskreven form: da imidlertid kun dette ene mindre vel konserverede eksplr. ‘har foreligget, foretrækker jeg at give en udførlig beskrivel- se af det omhandlede individ, hvorhos er tilføiet .en tavle med afbildning af endel af de mest. karakteristiske enkelt- heder, da saavel Goës som Boeck fremstiller enkelthederne å saa liden maalestok, at denne ejendommelige slægts -ka- _rakterer ikke kommer rigtig klart frem. «Hvad legemsformen angaar, kan derom intet med .be- „stemthed.siges, da dyret allerede var -sønderlemmet, førend det, erkjendtes som noget. ejendommeligt; angaaende hoved, øine:'og følere haves heller ingen notiser, de sidste var. de- _ fekte saavidt mindes. Epimera: Formen af ;sidepladerne synes at være den almindelige; lste par er bredere end høit, aflangt Akantet med fremtrukket forreste hjørne; 2det par er saa høit som . bredt med afrundede hjørner. lste pladepar er i nederste rand forsynet med lange børster, de øvrige er tegnede uden men har uden tvivl ogsaa havt lignende besætning. ste abdominalsegment er ganske helt i den bagre rand, Qdet er meget fint crenuleret, 3die har lidt grovere tagger, 4de er-atter. ganske glat; heri afviger den noget: fra borealis der ser. bevæbnet med 2—3 tender paa 3die og 4de led, me- dens Iste og 2det skal være fint sagtakkede, endnu. langt stærkere crenulerede er longipes B. og spinosa Goës, af hvilke den sidste idetheletaget fjerner sig mest fra den mig fore- liggende art. | Mandibule: Begge grene er indskaarne i mange skar- pe tender; tornerækken har 5 torne, Tyggeknuden blev ikke 118 J. Sparre Schneider. ganske ‘tilfredsstillende iagttaget; den er stærkt fremstaaende med rund tyggeflade, som er omgivet af talrige forholdsvis lange tender. Palpen er ejendommelig; 2det led er let krum- met, cylindrisk, dobbelt saa tykt og langt som det lille ret- te endeled; begge er bevæbnede med enkeltstaaende grove ‘perster, hvoraf nogle er sagtakkede andre nærmest fjærfor- mede. Saa liden Boecks afbildning af mandibelen end er, er den dog vistnok temmelig korrekt og stemmer godt med mime egne tegninger. Maxille Imi paris: Indre plade er oval og bærer 5 lange enkle børster i inderste rand. Ydre plade er temme- lig lang og smal, i spidsen væbnet med 8 tænder, hvoraf de 2 midterste er gaffelgrenede, 2 har etpar sagtakker paa in- dre rand, de øvrige er enkle. Palpen er lang og meget smal, dobbelt saa smal ved roden som ved spidsen, der er skraat afskaaren og væbnet med 4 tænder, hvoraf den øver- ste er længst, foruden en række børster, der staar lidt fjer- nede fra randen. | Maxille 2di paris: Den indre plade er næsten dobbelt saa stor som den ydre, oval, med den almindelige besætning af enkle børter i indre rand, dertil inde paa pladen en skraa række af 6 grove børster, der ligeledes er enkle. Ydre pla- de er mere aflang 4kantet, med afrundet spids og almindelig børstebesætning. | Maxillipedes: Omtrent som hos Boeck afbildede. Indre plade, som naar til roden af Iste palpeled, er kantet med 'afrundet bagerste hjørne, i spidsen væbnet med 8 stumpe tænder, udenfor disse staar 2 i spidsen fladtrykte tynde, krumme torne, desuden bemærkes 4 korte og tykke fjærbør- ster. Den ydre plade naar over midten af2det palpeled, er bredt oval, indsnevret ved roden; den næsten rette indre rand bærer mod spidsen 2 korte og 3 længere tender og 2 læn- gere børster yderst, 3 spredte børster staar desuden noget ind paa pladen foruden endel korte fine haar. Palpen er Undersggelser. over dyrelivet i de arktiske fjorde. 119 slang og smal, 2det led er mere end dobbelt saa langt som bredt, 3die er kunlidet smalere men omtrent .'/, kortere ead foregaaende, begge forsynede med lange spredte børster. Kloen er af 3die leds længde, den sidste halvpart er afsat som en tynd, krummet torn. Gnathopoda: 1ste’ fodpar er kraftigt ae basalledet er Jet krummet, mod spidsen udvidet, paa begge raude med nogle faa bgrster; 3die led er udtrukket. i nederste, bagerste hjørne og besat med knipper af lange børster; carpus er meget sværere end haanden, af lengde som basalledet, udvidet i bagere! rand, hvor det er forsynet med grove sagtakkede bør- "ster; haanden er oval med flere tværrækker af fine børster -1 forreste rand, der er mindre convex end den bagere, der bærer mere enkeltstaaende lange børster. Nogen griberand -er ikke afsat: Kloen er lang og tynd med børster paa den ‘indvendige rand. 2det fodpar er betydeligt længere og for- holdsvis svagere end foregaaende par. Basalledet er næsten ‘ret, ikke meget udvidet nedentil; 3die led er lidet og ikke "udvidet nedentil; 4de led er af basalledets længde, smalt -triangulært og bredest nedentil, hvor bredden , omtrent :ud- gjør 7, af længden; haanden er rigeligt saa lang som car- pus, meget langstrakt oval, uden griberand; kloen er meget kort og næsten ret. Borstebevebningen er omtrent som paa ‘Iste par, kun lidt mindre rigelig. Pereiopoda: De følgende fodpar var meget defekte og synes heller ikke at frembyde synderlig ejendommeligt ; kun Ste par var helt. Basalledet er 3 gange saa langt som bredt, lige og jevutykt; 3die led er lineært og lidt længere end 1ste led; 4de og 5te-led er lige lange, omtrent 7/; kortere end 3die. «Kloen er svær og krum, af foregaaende leds 1/, læng- de. Bevæbningen bestaar i kortere torne, der er rigeligst paa 4de—5te led. De 3 sidste fodpar er forøvrigt af næsten samme form og størrelse, det. 7de er So lidt længere og ~ stærkere, ‘120 ' J. Sparre Schneider. Uropoda: Springfødderne var meget defekte, sidste par -manglede helt; 1ste par har den indre gren omtrent af skaf- «tets lengde, 2det par derimod har den meget længere end samme. HET: Telson: Halevedhænget er af form som hos mange Ly- sianassider ; det er aflangt, bredest ved roden, spaltet i de yderste ?/,; begge flige er indskaarne i spidsen, hvor der uden tvivl har siddet en torn. 64.: Ampelisea eschrichtii Kreyer, Nat. Tidskr. 1842, pag. 155. — A. Boeck 1. c. p. 528, tab. XXXI, fig. 7, «Enkeltvisi selskab med folgende i Nordbotn, 1 eksplr. med- bragtes ogsaa fra Badderen; overalt synes den at være .me-- get sparsommere end A. macrocephala, med hvem den, for- øvrigt i et og alt har levemaade fælles. Som denne. fore- kommer den kun paa lerbund og sjelden ovenfor c. 20 fav- ne, medens den gaar ned til stort dyb; saaledes blev den af den norske nordhavsekspedition funden paa station 48 i en dybde af 299 favne i den kolde area. Dens udbredelse er meget vidtstrakt og omfatter det hele polarhav, ogsaa Si- biriens ishav; den skal gaa ned lige til Sveriges sydvestkyst, men, er mig bekjendt, hos os kun observeret inden den ark- tiske region. Boecks figurer er ganske gode, derimod afviger hans be- skrivelse i enkelte henseender fra mine undersggelser, som er anstillede paa et ungt eksplr. | : Caput: Formen af hovedets forreste parti og ginenes stilling er meget karakteristisk og afgiver det bedste ydre kjendemærke til at adskille denne art fra følgende. Den for- reste rand er ikke tvært afhuggen, som Boeck angiver, men oventil er en indbugtning, hvor de øverste føleres skaft har sit udspring, og et stykke indenfor sidder det øverste gie, nedentil er hjørnet skraat afskaaren og midt herpaa lige i «randen sidder det 2det øie; 2det par føleres skaft stikker frem nedenfor hovedets underste rand. Hos A. macrocepha- Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 121 "la er ogsaa øverst en indbugtning for øvre føleres skaft, og det øverste øie har samme stilling, kun lidt høiere op, men : mederste forreste hjørne er mindre skraat og det 2det øie sidder paa øverste spids af den skraa kant lige ved fgler- skaftet, medens der hos eschrichtii er et mellemrum mellem dette øie og følerskaftets udspring. Ellers er de i sin ydre habitus hinanden meget lige og © lette at forveksle. Mandibule: Palpens 2det led er jevntykt, omtrent 4 gange saa langt som bredt, med 5 lange enkle bøster paa bagere rand („fjerdannede børster i begge rande*); 3die led er‘, kortere end det foregaaende med to lange børster i bagere rand og 3 i spidsen, alle enkle. Ellers har jeg fun- det beskrivelsen stemmende. \ Mawille Imi paris: Ydre plade har 8 tænder, hvoraf de 5 er sagtakkede og kortere end de øvrige (,12 tender, hvor- af ingen har bitænder*). Maxille 2di paris: Ydre plade er meget længere men lidet bredere end den indre, aflangt 4kantet med spidsen næsten tvær, hjørnerne som altid afrundede; den indre pla- de er tilspidset og bærer faa lange børster, der næsten alle er fjærformede, medens paa ydre plade kun den børste, der begynder og slutter rækken, befandtes fjærdannede. Mazillipedes: Den indre smale, aflangt 4kantede plade naar et stykke ind paa 2det palpeled, spidsen er forsynet med 2 stumpe tender og nogle korte børster, hvoraf de in- derste er fjærformede. Den ydre svære plade er nærmest *halveirkelformet og dækker næsten hele 2det palpeled; øverst i spidsen staar 2 fjærbørster, derefter kommer en lang krum torn og nedenfor staar 8 i lengde aftagende knivtænder. Gnathopoda: Begge pars basalled er i begge rande for- synet med lange enkle børster, 2det par har desuden 3 kor- tere fjærbørster foran nedentil; endel af børsterne paa de følgende led er delvis sagtakkede eller fjærformede. 122 | J. Sparre Schneider. Pereiopoda er omtrent som beskrevne hos Boeck, dog har jeg paa basalledet af 5te par kun bemærket en enkelt liden fjærbørste øverst paa forreste rand, paa 6te slet ingen; 7de fodpar har en rekke fjærbørster i basalledets udtrukne nederste flig og 3 lange af samme slags nedentil paa 3die led i den bagere rand. Uropoda: Den ydre gren paa 2det par bærer henimod spidsen i et indsnit en lang torn, saaledes som jeg har fun- det den ogsaa hos flere arter af Onesimus, Tryphosa, Socar- nes og Anonyx, men der noget mere fjernet fra grenspidsen. Angaaende udviklingstiden for denne slægt er jeg endnu uvis, da man finder individer paa alle alderstrin samtidigt; A. macrocephala er fundet ægbærende lste Septbr. sammen med unge individer. 65. A. macrocephala [ırrsesors, Øfvers af Kgl. Vet, Ak. Forh. 1852 pag. 7. — Boeck I. c. p, 531 tab. XXX, fig. 8. ‘ Forekom i Nordbotn og Sgrfjorden men ingenlunde hyp- pig, sammen med foregaaende. Ifølge Boeck er denne art circumpolar og saaledes at betragte som en ægte arktisk form, men i sin afhandling over evertebraterne i Sibiriens Is- hav opfører Dr. Stuxberg den med tvivl fra Grønland og Spitsbergen og udelukker den helt fra Island, hvor den da sandsynligvis er bleven forvekslet med en eller anden nær- staaende art, rimeligvis A. eschrichtii. Den bliver derfor, indtil nøiere data foreligger, at anse som en mere sydlig form; omkring Tromsø er den meget almindelig, af Boeck funden fleresteds i Nordland, ved Kristiansund af Dr. Daniel- sen og ved Stavanger af G. O. Sars, hvorhos den ogsaa skal forekomme ved Sveriges sydvestkyst, England og den ostfri- siske kyst if. Boeck. Saavel beskrivelsen som figurerne hos sidstnævnte for- fatter stemmer i de aller fleste henseender ganske nøie med, Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 123 resultaterne af mine egne undersggelser, hvorfor kun skal tilføies etpar bemærkninger: Maxille Imi paris: Den indre smale plade naar næsten saa langt frem som den ydre, der i spidsen bærer 8 omtrent lige lange tender, af hvilke nogle er svagt crenulerede; 2 bør- ster staar paa den udvendige rand af rodledet lidt nedenfor udspringet af 1ste palpeled. Maxillipedes: Disse deles bygning er næsten ngiagtig som hos A. eschrichtii, kun har den ydre plade i spidsen blot 1 fjærbørste, medens hin har 2. Overhovedet ligger forskjel- len mellem begge arter for en stor del i ret ubetydelige en- keltheder, men de er desuagtet meget vel adskilte former; størst er forskjellen i hovedets og 4de sideplades form og i følernes bygning. 66. Byblis gaimardi Krever, Voyage en Scand., tab. XXIII, fig. 1 (Ampelisca). — Boeck 1. c. p. 543. (Amp. gai- mardi Sp. Bate, 1. c. p. 127 alia est species, — typica ejusdem auctoris). Blev kun funden enkeltvis i Nordbotn, men var i Kjei- kanbugten derimod en af de almindeligste arter paa 25—40 f. dyb, lerbund. De fleste var mere eller mindre udvoksede eksplr., dog forekom ogsaa unge individer iblandt; ganske smaa unger, tilsyneladende nyklækkede, har jeg i Ramfjord ved Tromsø truffet 25de Juli, derimod er ægbærende hun- ner hidtil ikke komne mig for øie. Dens udbredelse er circumpolar og meget vidstrakt og skal endog strække sig til Middelhavet og Adria, den bliver dog at betragte som en ægte arktisk form. Af Vega-ekspe- ditionen blev den funden ogsaa i Sibiriens Ishav. Nogen figur af omhandlede art har jeg ikke havt anled- ning til at sammenligne med de af mig efter et næsten vok- sent individ udførte tegninger; beskrivelsen hos Boeck stem- mer i de fleste stykker ganske godt, følgende kan imidlertid bemærkes. | | | 124 J. Sparre Schneider. Caput: Hovedets forreste parti er ganske formet som hos A. eschrichtü, og øinenes stilling er den samme, med det nederste gie beliggende lige i randen, det øverste lidt in- denfor; deres linse er meget stærkt lysbrydende og funkler endog hos eksplr., der har ligget nogen tid paa sprit. Mandibule: Det krummede og med børster paa begge rande forsynede 2det palpeled er 3 gange saa langt som det lille og smale 3die, men detteer en høist uvæsentlig karakter at begrunde denne artsadskillelse fra slægten Ampelisca paa; derimod gives der andre karakterer, som nok kan retfærdig- gjøre slægtens hibeholdelse. Forøvrigt er kindbakkerne for- mede som hos Boeck anført. Maxille 1mi paris: Ydre plade bærer 11 omtrent li- gelange og ensdannede tender, hvoraf de fleste synes fint crenulerede. Maxillipedes: Den overordentlig store ydre plade er i spidsen forsynet med 4 lange fjærbørster, derefter kommer en grovere enkel, dernæst en krummet og i spidsen fladt udvidet torn og tilsidst 11 lancetformede tænder, der bliver kortere mod roden; indre plade naar lidt over roden af 2det palpeled, har i spidsen 2 smaa stumpe tænder foruden de sædvanlige fjærbørster. 3die palpeled, der er af kloens læng- de, udgjør omtrent 1/, af det 2det. Pedes 7mi paris: Det stærkt udvidede nederste hjørne paa basalledet bærer blandt rækken af korte fjærbørster en enkelt af den dobbelte længde længst bagtil; 3die «led har 4 fjærbørster paa bagre rand. Kloen er ganske kort og smal med % børster i spidsen og afviger heri meget fra sam- me hos de % nævnte Ampelisca-arter, hos hvilke den er me- get bred ved roden og flad, endende i en meget skarp, krum- met spids, der ikke er særskilt afsat. 67. Protomedeia fasciata Krever, Nat. Tidskr. 1842, pag. 154, no. 6. — Boeck 1. c. p. 576, tab. XXV, fig. 1. Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 125! Gammarus macronyx Lilljeborg, Kgl. Vet. Akad. Handlgr. 1853, pag 458 (fem). — Bruzelius 1. c. p. 29, tab. I, fig. 6. Enkeltvis i Nordbotn, talrig i Kjeikan, de fleste med- bragte eksplr. var ægbærende hunner. I Tromsøsundet, hvor den paa sine steder er overordentlig hyppig, lever den for- nemmelig blandt alger paa sandbund paa 10—20 f. d., men forekommer ogsaa paa ren, blød lerbund som f. eks. i bun- den af Ramfjorden og i Haukøbotn; i Nordbotn var ogsaa næsten overalt kun lerbund, der nær land var meget opfyldt af forraadnende tangstumper, barkstykker og andre trælev- ninger, der fgres ud med de mange elve,scm udmunder her. Hunnerne synes at være i majoriteten og træffes med æg fra Mai udover hele sommeren. Deus udbredelse gaar fra Grønland, Island og Spitsber- gen (er ikke funden længere øst) ned langs Skandinaviens kyster lige ind i Østersøen; Boeck anfører den kun fra et- par punkter paa vor kyst, Skraaven og Aalesund, men den er uden tvivl almindelig overalt paa passende lokaliteter og kun paa grund af sin ringe størrelse lidet iagttaget; foruden påa nævnte lokaliteter har jeg taget den ved Hammerfest og Vardø. Ifølge Meinert er den almindelig flersteds omkring de danske ger. Beskrivelsen og figurerne er saavel hos Bruzelius som hos Boeck ret overensstemmende med de egne undersggelser, der er anstillede paa en fuldvoksen han, Følgende fortjener ati bemærkes. - | Antenne: De øvre føleres svøbe havde 22 forlængede led; bisvøben bestod af 7 led, hvoraf det sidste meget lidet, som sædvanligt. Svøben paa de nedre følere synes konstant at have 7 led. Mandibulæ: Tornerekken bestaar af3 krummede, dybt sagtakkede flade torne, indenfor disse sees 3 korte fjerbor- ster (mandibula sinistra). Mantle Imi paris: Den lange og smale yderste plade 126 J. Sparre Schneider. bærer 8 fine, næsten ligelange tender, hvorafden nederste og tredie-nederste er gaffelformede, de gvrige syntes enkle med den til min raadighed staaende forstørrelse. Palpen er meget bred, spidsen tvert afskaaren med en rekke torne i randen og en skraa rad af bgrster lengere indpaa. Maxille 2di paris: Den ydre plade er noget bredere og meget længere end den indre, udvidet mod spidsen, der er stumpt tilspidset fra begge sider, og tæt besat med bør- ster, hvoraf de langs den ydre skraa rand er grovere og læn- gere samt fjærformede, de paa den indre er kortere, meget fine og enkle. Den indre plade er nærmest aflangt 4kantet, jevnbred, spidsen skraa afskaaren med dobbeltrækker af fine - enkle børster. Maxillipedes: Den indre plade er meget lang, naaende et godt stykke ind paa 2det palpeled, aflangt 4kantet, ydre hjørne afrundet, spidsen lidt skraa afskaaren med en enkelt tand og en rad fine børster, den indre rand bærer øverst 3 korte fjærbørster. Den ydre plade har den indre rand let indbugtet og besat med en rad fine tænder og flere rækker korte børster, der er længst og grovest mod spidsen („har paa den indre rand rette, stærke tender“). Palpens 2det led er meget bredt og udvidet paa midten af indre rand, der bærer tætstaaende fine børster, spredte børster bemærkes og- saa ind paa ledet. Gnathopoda' 2di paris: Den hos Bruzelius og Boeck omtalte torn paa indre rand af haanden har jeg ikke bemær- ket; de tegner ogsaa kloen mindre krum, end den var paa mit eksplr. . Pereiopoda 3tit & 4ti paris: Ade led er nesten 3 gan- ge saa langt som bredt (,er ikke dobbelt saa langt som bredt”). | Telson: Halevedhænget er næsten kredsrundt, nedentil temmelig tvært afskaaret, paa hver side omtrent i høide med midten staar en liden tværrad af 3 fine børster; Boeck be- Und ersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 127 skriver det som ,kort, tykt, lidt indskaaret i den bagre rand og forsynet med tvende smaa, med børster besatte knuder, samt nærmere mod enden med tvende klør*. å 68. Amphitoë podoceroides RatHXE, Acta Leopold. 1848, XX, p. 79, tab. IV, fig. 4. — Boeck 1. c. p. 588, tab. XXVI, fig. 5, tab. XXVIL fig. 3.-— A. littorina Sp. Bate 1. cp. 422 c. fig. — À, albomaculata Kroyer, Nat. Tidskr. 1845, p. 67. | Af denne almindelige art erholdtes endel, mest yngre, eksplr. i Nordbotn blandt alger paa 3—5 favnes dyb, enkelt- vis ogsaa i Badderen, hvor jeg paa lidt dybere vand fandt en ægbærende hun blandt halvvoksne individer. Yngletiden falder fra vaaren udover hele sommeren; Krøyer anfører, at han ved Tromsø i slutningen af Septbr. har fundet levende unger i hunnernes brystpose men allerede i April seet æg- bærende hunner. Denne arts udbredelse falder mere sydlig, og da den hverken er observeret ved Grønland eller Spitsbergen, men dog ved Island og Færøerne, bliver den nærmest at betragte som en boreal form, hvorvel den er meget hyppig ogsaa øs- tenfor Nordkap. Hvad Meinert siger om dens talrighed og levevis ved Danmarks kyster passer ganske med forholdet i vor arktiske region, kun er den mindre littoral end Gam. locusta og træffes mest paa fra 2 å 3 til 10 favnes dyb. Boeck anfører kun lokaliteter fra den arktiske del af vor kyst, men uden tvivl er den ogsaa almindelig længere syd, især da den er saa hyppig i de danske farvande. Foruden Skandinavien og de nævnte ølande er den ogsaa funden ved Englands kyster og Shetland. Krøyers overmaade omhyggelige og udførlige beskrivelse stemmer lige til de mindste enkeltheder med mine egne un- dersøgelser; jeg skal kun tilfgie, at mandiblerne, som sæd- vanligt, viser nogen assymetri, idet den venstre er som hos Krøyer beskreveu {tornene synes ved stærk forstørrelse svagt 128 J. Sparre Schneider crenulerede), medens den hgire har ydre gren delt i kun 3 _ meget store tender, hvoraf den midterste er længst, og bi- grenen smal, hageformig med 2 smaa tender lidt nedenfor spidsen; tornerekken har 6 torne. Af tenderne paa Iste kjæbepars ydre plade er de 2 meget kortere og har spidsen kløvet; spor til sagtakker paa palpens endetorner har jeg ikke kunnet bemærke. De fleste børster paa den indre rand af 2det kjæbepars indre plade er fjærformede paa begge sider; de gaar i en skraa række mod spidsen et stykke ind paa selve pladens flade. Af de hos Boeck afbildede enkeltheder er nogle ret go- de, andre for endel mindre heldige, men som allerede flere - gange nævnt i det foregaaende er figurerne overhovedet alt- for smaa, til at der med billighed kan udøves nogen dybere- gaaende kritik over dem. Beskrivelsen er ganske god, og jeg skal kun anmærke, at han beskriver basalledet paa 3die og 4de fodpar som ,mere end dobbelt saa langt som bredt”, medens i virkeligheden bredden kun indeholdes 1!/, gang i længden. 69. Podocerus angvipes Krever, Danske Vid. Selsk, Afh. 1838, p. 283, tab. III, fig. 14. (mas), Nat. Tidskr. 1842, p. 162 (Ischyrocerus). — Boeck 1. c. p. 603, tab. XXVII, fig. 5 & 6. — Isch. minutus Lilljeborg, Kgl. Vet. Akad. Handl. 1850, p. 335 (mas). Nogle faa unge eksplr. fandt jeg i Nordbotn paa ringe dyb sammen med Am. podoceroides, en meget liden ægbæren- de hun medbragtes ogsaa fra Badderen. Levemaade og op- holdssted deler den ganske med nævnte art, Prot. fasciata, Calliop. leviusculus og Pleustes panoplus og maa regnes for en af de aller almindeligste Amphipoder i vor arktiske regi- on. Ægbærende hunner treffes fra vaar til høst. Foruden Tromsø nævner Boeck kun Skraaven i Lofoten, men den er uden tvivl overalt udbredt, da den er saa almindelig i de danske farvande. Forgvrigt strækker udbredelsen sig gjen- Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 129 nem hele polarbassinet, og Vegaekspeditionen traf den ogsaa i Sibiriens Ishav. Af de ovenfor citerede figurer har jeg kun havt anled- ning til at sammenligne Boecks med de af mig udførte teg- ninger, der fremstiller en voksen han, men har hverken kunnet faa hans figurer eller beskrivelse til at passe synder- ligt, især gjælder det 2detfodpar og sidste par springfødder. Jeg foretrækker derfor at give en ganske kort beskrivelse af nogle af de vigtigste dele, især hvor de afviger fra beskrivel- sen hos nævnte forfatter. Hele legemet er bestrøet med ganske smaa sorte pig- mentpletter, der ikke svinder paa alkohol, ialfald holder sig meget længe, og snart er runde eller ovale, snart stjernefor- mede; de findes ligetil de fineste munddele. Caput: Sidehjernerne er temmelig skarpe; øiet er cir- kelformet. Mandibule: Begge grene er indskaarne i talrige skarpe tænder; bag tornerækken sees fire lange og fine fjærbørster, tyggeknuden har en lang fjærbørste og er omgivet af talrige fine spidser, der ved stærk forstørrelse synes tvedelte. Maxille Imi paris: Ydre plade bærer 8 torne, hvoraf 3 gaffelgrenede, de øvrige fint crenulerede; palpen er let ud- videt mod spidsen, der erskraa afskaaren, og bærer 6 torne i randen samt 7 finere noget fjernet fra samme, deraf den øverste sagtakket. Maxille 2di paris: Ydre plade er dobbelt saa bred som den indre langstrakt-ovale plade; begge er besat med lange fine børster, hvoraf endel fjærformede. Gnathopoda: 2det pars haand er stærkt krummet, ba- gre rand saaledes meget indbugtet, besat med fine børster, der ikke staar knippevis; den indre ende er tvært afskaaren ; nogen egentlig tand danner ikke nedre bagerste hjørne. Den svære klo er udvidet paa midten af den konkave rand. Uropoda: ste par har rodledet længere cee grenene, 130 J. Sparre Schneider. paa 2det er derimod den ydre gren af rodledets llængde, den ydre endnu !/, lengere; det 3die par er som hos Boeck be- skrevet, kun har jeg ikke fundet de af ham nævnte" tagger paa den ydre gren. 70. Corophium crassicorne Pruzerws, |, c. p. 15, tab. I, fig. 2. — Sp. Bate 1. c. p. 499, c. fig? — Boeck, c.p. 626, tab. XXVII, fig. 8. Forekom ganske hyppig i Kjeikan paa 30—40 f. d., ler- bund, men blev ikke bemærket paa de øvrige undersøgte lo- kaliteter, Ved Tromsø er den meget almindelig : selskab med Prot. fasciata, hvem den ligner i farvetegninger, eg fin- des ægbærende til samme tid; de eksplr., som ferckommer paa lerbund og i noget større dybde, er blegere farvede og træffes undertiden næsten ensfarvet gulhvide. I sin udbredelse maa den betragtes som en syd'ig form, da den hverken naar Grønland eller Spitsbergen, dog har jeg fundet den saavel ved Vardø som Vadsø; ellers er den fun- den langs Skandinaviens kyster, omkring de danske ger, Shetland, i Middelhavet og Adria. Nogen nøiere undersøgelse af denne art har jeg endnu ikke anstillet. 71. Dulichia tuberculata #- Boeck, Crust. Amoh. bor., 1870, p. 183,. Skand. og arct. Amph. p. 655, tab. XXX, fig. 4. Af denne lille Amphipode erholdt jeg 2 eksplr. i Kjei- kan uden at kunne opgive noget bestemt om dybde eller bundforholde, dog holdt vi os fornemmelig til lerburd i en dybde af 30—40 f. Tidligere var den kun funden i Kristia- nia — og Hardangerfjorden af Boeck og G. O. Sars, men er vistnok at betragte som en arktisk form. Jeg har endnu ikke undersøgt denne art nøiere. 72. Caprella septentrionalis Kreyer, Nat. Tidskr. 1842, p. 590, tab. 8, fig. 10—19. — Boeck 1. c. p. 696. Vi erholdt kun et halvt dusin eksplr. i Badderen i et en- kelt skrabekast, men i de indre bassiner blev den ikke fun- Undersøgelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 131 den. hvilket er ret paafaldende og tør bero paa mere end tilfældige omstændigheder. I Tromsøsundet forekommer den i største mængde sam- men med den noget mindre hyppige C. linearis L., blandt brune alger, især Chorda filum, paa 5—20 favnes dyb, og er ellers udbredt langs vor hele kyst, omkring Danmark, Syd- Sverige, Spitsbergen, Grønland og Nord-Amerika. Ifølge Stuxberg er den observeret mod øst til Matotschkin schar men derimod ikke i det egentlige sibiriske Ishav. Jeg har ikke anatomisk undersøgt denne art, men Krøy- ers omhyggelige beskrivelse har vistnok gjort den: kjendelig for alle tider. Copepoda, 73. Calanus finmarchicus Gunn. Af denne almindelige art medbragtes eksplr. fra Nord- botn. 74. Undinopsis bradyi 6. P. Sars in litt. Af denne hidtil ubeskrevne art, der er en virkelig bund- form, medbragtes endel eksplr. fra samme lokalitet som fo- regaaende. Jeg har ogsaa fundet den ved Tromsø. Ostracoda. 75. Philomedes brenda far. 1 Eksplr. medbragtes fra Kjeikan, 2 fra Nordbotn. Den er i Tromsøsundet paa lerbund fra 25—50 favne ikke sjel- den. 76. Nebalia bipes faer. Blev funden i Nordbotn i et eksplr. paa c. 25 f. dyb, saavidt mindes ogsaa medbragt fra Badderen. Den er æg- bærende i Mai og Juni og er paa enkelte steder i Tromsø- sundet meget alm. paa c. 10 favne, lerblandet sand. Cirripedia. Foruden Verruca strømi forekom mindst 3 arter Bala- nus under forskjellige forholde; denne gruppe er mig endnu 132 J. Sparre Schneide,, helt fremmed, ogjeg kan derfor ikke nu meddele noget nær- mere om de i Kvænangen observerede former. Pycnogonidze. 1. Pycnogonum littorale Strem. Forekom almindelig flersteds især i Nordbotn. Som jeg ved en tidligere leilighed har udtalt, er den uden tvivl at anse som en paa Ascidier snyltende form, især paa de hvi- de og gule arter. Høiere op end c. 15 favne er den ikke forekommet mig. 2. Pallene spinipes Krever. Fra Nordbotn er medbragt 5 eksplr., desuden erholdtes et i Badderen. 3. P. discoidea Kroer. Eksplr. medbragtes fra Nordbotn. Det synes at være en sjelden art, idet jeg endnu ikke har paatruffet den uden- for Kvænangen. 4. Nymphon mixtum Kreyer. I Nordbotn fandtes den ret hyppigt paa. c. 15—20 fav- ne, haard bund, som de øvrige af familien oftest fastklamret til skrabesækken. O FO Et à w WD pu * CO wo mn m wm» Sal å 2. Undersggelser over dyrelivet i de arktiske fjorde. 133 Explicatio tabularum. Menigrates arcticus n. sp. Tab. 1ma. Caput cum antennis a latere dextro exhibitum. . Labium inferius. . Mandibula dextra cum palpo. . Maxilla 1mi paris. . Maxilla 2di paris. . Maxillipes. . Telson superne visum. Tab. 2da. Gnathopodum sinistrum lmi paris, 38ies auctum. Manus ejusdem pedis, fortiter aucta. . Gnathopodum dextrum 2di paris, 38ies auctum. . Pereiopodum sinistrum lmi paris, 38ies auctum. . Pereiopodum sinistrum 2di paris, 38ies auctum. . Pereiopodum sinistrum 3tii paris, 22ies auctum, . Pereiopodum dextrum 4ti paris, 22ies auctum. . Pereiopodum sinistrum 5ti paris, 22ies auctum. . Segmenta ultima cum uropodis a latere sinistro exhi- bita. Metopa sølsbergi n. sp. Tab. 3tia. . Caput cum antennis, 52ies auctum. . Pars antica mandibulæ, 270ies aucta, . Palpus mandibulæ, 270ies aucta. . Maxilla 1mi paris, 270ies aucta. . Maxilla 2di paris, 270ies aucta. . Maxillipedes, 145ies aucti. . Pereiopodum sinistrum 4ti paris, 38ies auctum. . Pereiopodum 5ti paris, 38ies auctum. Tab. 4ta. Gnathopodum sinistrum lmi paris, 52ies auctum. Gnathopodum dextrum 2di paris, 52ies auctum. 134 J. Sparre Schneider. Fig 3. Pereiopodum sinistrum 1mi paris, 38ies auctum. 4 Pereiopodum dextrum 2di paris, 38ies auctum. » 5. Pereiopodum sinistrum 3tii paris, 38ies auctum. » 6. Segmenta ultima cum uropodis, 38ies aucta. » 7. Telson superne visum. ? Melphidippa borealis fr. Pozck Tab. 5ta. Fig, 1. Mandibula dextra cum palpo a facie interna exhi- bita. » 2. Maxilla lmi paris. » 3 Maxilla 2di paris. » 4. Maxillipes. n 5. Gnathopodum sinistrum lmi paris. » 6. Gnathopodum sinistrum 2di paris. » 7. Postabdomen a latere sinistro exhibitum. Bæverens tidligere Forekomst i Søndre-Salten. Af Forsteand. Axel Hagemann. Nermest foranlediget ved en lengere Afhandling af R. Collett „om Bæveren og dens Udbredelse i Norge før og nu“ *) besluttece jeg at anstille en Del nærmere Undersøgelser om dens tid igere Forekomst her i Nordland. Der nævnes nem- lig som et af dens tidligere Hovedtilhold ,flere af de indre Partier af Nordland”, og meddeles, at Professor Rasch (i Jå- garef, nya tidsskr. 1 B. p. 123) i 1863 har angivet, at den da endnu forekom enkeltvis i Senjens og Saltens indre Dal- fører inc. mod Rigsgrændsen. Jeg har derfor troet, at det kunde viere af nogen Interesse at faa samlet saavidt muligt de Efterretninger, der endnu kunde erholdes angaaende dens tidligere Udbredelse i disse nordlige Egne. Ligesaa sikkert som det er, at Bæveren endnu i Midten af forrig> Aarhundrede fandtes udbredt over en stor Del af Nordlanc, ligesaa sikkert er det, at den nu overalt er udryd- det. Naar de sidste Bævere heroppe ere blevne, dræbte lader sig nu mere ikke bestemt afgjøre, men jeg tror at maatte anta- ge, at det har været i Tretti- ellor Førti-Aarene, ligesom vist- nok allerede den største Del af dem var udryddet i Aarini- dredets to første Decennier. Endog Mindet om disse Dyr og Erindringen om, at de nugensinde har været til her, hol- *] Nyt Magazin f, Naturvidenskab. XXVIII B, IH, 136 Forstcand. Axel Hagemann. der paa at udslettes hos Befolkningen, og om en Menneske- alder til vil man vistnok forgjæves sgge Oplysninger i dette interessante Emne. Selv nu har jeg kun med Møie kunnet opdrive en Del langtfra fuldstændige Meddelelser om Beve- rens Forekomst heroppe, væsentligt indskrænkende sig til at Bever i gamle Dage har fundtes der og der, men uden at det i de fleste Fald har kunnet udgreies, naar de sidste for- svandt eller om deres Levemaade forøvrigt, om de har byg- get Damme og Hytter, eller om de blot enkeltvis har holdt sig i Jordhuler langs Elvene. Det var egentlig Meningen at udstrække disse Undersøgelser til hele Nordland, men paa Grund af de høist sparsomme og mangelfulde Meddelelser- for de fleste Districter har jeg heller troet at burde vente en Tid med at meddele disse, i Haab om senere at erfare endnu et og andet af Interesse, og jeg vil derfor i det føl- gende kun omhandle de Districter, fra hvilke Meddelelser ere saavidt fuldstændige, at de rimeligvis ikke kunne ventes ud- førligere. Af de fem omhandlede Præstegjæld i Søndre-Sal- ten har jeg for de fires Vedkommende erholdt Meddelelser om tidligere Forekomst af Bæver, medens der for det femtes Vedkommende ikke har lykkets mig at kunne erholde saa- danne, ligesom det ogsaa paa Grund af Naturforholdene er lidet sandsynligt, at den nogensinde der har havt fast Tilhold. Vi skulle nu gaa over til en kort Beskrivelse af de Lo- caliteter, hvor den vides at have holdt til, og meddele det lidet vi har kunnet erfare om dens Optræden og Liv der forøvrigt. Gildeskaal Præstegjæld indbefatter Kyststrækningen fra Helgeland opimod Saltenfjord. En stor Del af Præstegjældet udgjøres af den store Sandhornø med flere mindre udenfor liggende Ger. Fastlandet udgjøres for Størstedelen af et vildt, sønderrevet Fjeldplateau, hvor Svartisens Udløbere opfylde Sænkningerne, og langs Kysten bryder Havet mod et vildt Klippeland med Alpeformationer og bratte Styrtninger. In- Beverens tidligere Forekomst i Søndre-Salten. 137 tetsteds findes der beboelige Dalsirgg eller sammenhængende Vasdrag, og man skulde derfor heller ikke ventet, at saadan- ne Localiteter nogensinde kunde have huset Bævere. Ikke- destomindre fortæller Sagnet, at der i Sundsfjorddalen, en liden ubeboet Dalgrop, der i Syd for Sandhornet strækker sig en Mils Vej eller saa ind mellem Fjeldene, i gamle Dage skal have boet Bævere. Pastor M. Daae, som har meddelt mig dette, har det fra Johannes Danielsen Valle (ca. 58 Aar gammel), som igjen af sin Bedstefader har hørt, at Bæveren har havt Tilhold ved ,Storvatnet” øverst i Sundsfjorddalen, hvorfra Gildeskaals maaske betydeligste Elv udløber. „Men om denne Forekomst af Bæveren ved Storvatnet — skriver Pastoren — var i hans Bedstefars Dage, eller om han kun havde det fra gammel Fortælling, har jeg ikke kunnet faa Greie paa”. Denne Bæverens Forekomst her, om den end tilhører en fjern Fortid, synes mig meget interessant, thi det viser at den ikke udelukkende tilhørte de indre Dalstrøg, men at den ogsaa optraadte i Kystdistricterne, naar Forholdene forøvrigt vare gunstige. Indenfor Gildeskaal og ved det store vidtstrakte Fjeld- plateau, som med en Fællesbenævning kaldes ,Saltfjeldet*, skilt fra Ranen og Saltdalen, ligger Bejerbygden med sine forskjellige Sidedale. Fordum dækket med store Furumoer er nu den nedre Del af Dalen skovløs eller omgivet af tyn- de Birkelier, medens den øvre Del fra Tollaa og opover, som fortrinsvis kaldes , Bejerdalen*, endnu har vakkre Skovpartier, tildels væxterlig Ungskov af Furu. Der er ingen Tvivl om at Bæveren i dette betydelige Dalstrøg, hvor de blødere Træ- sorter Asp og Selg endnu findes i Mengde, og hvor de tal- rige Smaanæs ved de af Elven og Tværelvene dannede Hø- ler og Evjer bød gunstige Betingelser for dens Trivsel, en- gang 1 Fortiden maa have været almindeligt udbredt, men desværre er nu dens Optræden og Liv her allerede næsten glemt af Befolkningen. Kun med Møie har jeg ved Pastor — 138 Forstcand. Axel Hagemann. Daaes Hjælp kunnet opdrive en enkelt Meddelelse om, at Bæveren i forrige Aarhundrede skulde findes enkeltvis i Bejer- elven, hvor den dog ikke byggede ordentlige Huser, men holdt sig i Jordhuler. ,For en femti a sexti Aar siden*, skriver Meddeleren, *) ,s kal — efter sigende -— en Fjeldlap oppe i Bejerdalen have skudt et af disse Dyr, men siden har den ikke været at se, ligesom man heller ikke har kunnet opdage noget Tegn paa dens Forekomst der”. Noget længere end i selve Bejerdalen synes Bæveren at have holdt sig i en Sidedal, nemlig i Dokmo- eller Arstaddalen, som fra Solø strækker sig i Sydvest milevidt ind mellem Fjeldene under Høitindens mægtige Styrtninger. I dette en- | somme Dalstrøg, som indtil den seneste Tid har ligget aldeles ubeboet, men som er vidt berygtet som yndet Tilholdssted for Bjørn og alskens Udyr, har jeg sikker Ffterretning*) om, at ogsaa Bæveren i gamle Dage har holdt til. Her hvor den rimeligvis fandt sig mindre efterstræbt, og hvor den vel ial- fald en Tid lang fik leve nogenlunde i Ro, har den ogsaa opført sine Boliger. Gamle Zacharias paa Solø, en bekjendt Bjørneskytte, som døde ifjor, kunde mindes, at han i sine unge Dage endnu saa Spor efter deres Hytter der, hvilke dog nu ganske ere forsvundne. Indenfor Bejeren, og paa Bunden af Skjærstadfjorden i sydlig Retning strækkende sig indimod Rigsgrændsen, lig- ger Saltdalen. Naturforholdene ere omtrent de samme som i Bejeren, men Vegetationen synes noget yppigere, og Skove- ne ere endnu bevarede i en større Udstrækning. Ogsaa her gjælder det samme som for Bejeren, at Bæveren vistnok i ældre Tider har været almindeligt udbredt, men at nu næsten ethvert Træk af dens Liv og Færden er udslettet af Befolk- ningens Minde, Pastor Sommerfelt angiver i sin ,Physisk- oeconomisk Beskrivelse over Saltdalen” **) (trykt 1827), at den *] Kirkesanger H. Hansen. *| Forstassistert Hall, Handelsmand Jentofft. — av] D. kgl. Norske Videnskabs Selskh, Skritter i d, 19de Aarh, 11 B.2H, Bæverens tidligere Forekomst i Sgndre-Salten. 139 paa hans Tid var næsten udrydde; her, men fandtes i ældre Tider ikke sjelden ved Vande og Elve tilfjelds. Naar den sidste Bæver blev dræbt her kan ikke med Bestemthed an- gives, men jeg er tilbøielig til at tro, at det er en førti a femti Aar siden. Det var i Junkerdalen, hvor ogsaa ,Bæver- stenen“ og Bæverosen* endnu erindrer om dens Tilværelse. Her i Bæverosen, fortæller ogsaa Sagnet *), druknede den Lap, som holdt paa at fiske efter den sidste Bæver, og som nu ligger nedgravet i ,Daumandsberget* strax nedenfor. Jun- kerdalen synes at have været dens sidste Tilholdssted i dis- se Egne, uagtet ogsaa andre passende Localiteter syntes at maatte tilbyde sig. Formodentlig har denne flade Dalbund, som i Flomtiden delvis staar under Vand, og som er saa rig paa de forskjellige Slags Løvtræer, særlig tiltrukket den, thi i Evenæsdalen og i den milelange med store Skove dækkede Lønsdal, som endnu ligger øde og ubeboet, har jeg il:ke kun- net paavise Spor af dens tidligere ]’orekomst. Hel.er ikke ved Sagnet noget at fortælle om, at den har opholdt sig ved de store omliggende Fjeldvande**). Rundt Skjærstadfjorden med alle dens Forgreninger lig- ger Skjærstad Præstegjæld. Her findes ingen større sammen- hængende Dalstrøg men derimod mange mindre, som fra Bunden af Smaafjordene strækker sig længere eller kortere ind mellem Fjeldene. Ogsaa ved flere af de ados som gjennemstrømme dis- se smaa Dalfgrer, har der i gamle Dage boet Bævere. Fra Misvær, en vakker liden skovkledt Bygd paa Sydsiden af *]: Meddelt af Nils Solvaagli. **] Noget længere end i Saltdalen synes Bæveren at have holdt sig i de tilstødende vidtløftige og lidet bebyggede Svenske Skovdistric- ter. Nu er den imidlertid ogsaa der ganske udryddet, men jeg har talt med paalidelige Mænd, som ialfald i førti- femti Aarene paa Arjeploug Marked, hvor væsentligt Skindvarer omsættes, har seet Bæverskind bydes tilsalgs, og jeg har hørt Navnet paa en Lap, som i den Tid særlig udmærkede sig ved at fange Bævere, 140 Forsteand. Axel Haoemann. Fjorden, har jeg saaledes gjennem Lensmand Kjellsberg er- holdt Meddelelse om at den i gammel Tid mindst paa to Steder har havt sit Tilhold. Det ene er paa Gaarden Bræk- kes Grund ca. °/, Mil fra Gaarden i den saakaldte Forskjels- elv. Hvor lenge det nu er siden, kan Meddeleren*) ikke an- give, men han vil skjønne, at det dreier sig om halvandet Hundrede Aar. Det andet Sted, hvor den ogsaa har været, er i Refselven, der rinder gjennem en Del af den nuværen- de Statsalmenning mellem Gaardene Kosmo og Vesterlid. Paa begge disse Steder, fortælles der, har den opført baade Damme og Hytter. Foruden i Misvær har i Skjærstad Bæveren ogsaa havt - Tilhold indenior den saakaldte ,Vatnbygd”, der ligger om- kring de to Vande Nedre- og Øvre-vand, hvoraf det første udmærker sig ved sine lave, smilende Bredder, det andet derimod indesluttes af vilde, sorte Klippevægge, der som oftest lodrette styrte sig ud i Vandet, og hvorimellem man skimter Blaamandens Ismasser. I Øvre-Vand falder Skjøn- stuelven, som kommer fra det vakkre, skovkrandsede Lang- vand, der igjen har sit Tilløb fra Balvand og fra Sulitjel- mas og Linajæknas Snemarker. Omendskjøndt det er sand- synligt, at Bæveren ogsaa har holdt til andetsteds i Vasdra- get, specielt ved Langvandet, ved man dog nu intet herom at berette, medens det derimod med Bestemthed paastaaes, at den har opholdt sig i Skjønstuelven, som dog syntes at maatte være et mindre behageligt Opholdssted for den, da den paa sit omtrent en Mil lange Løb omtrent hele Vejen fosser gjennem en temmelig trang Del eller Kløft med li- det tilgjængelige Bredder. Nærmere Meddelelser om dens Optræden her, om den har bygget Hytter eller holdt sig i Huler, har jeg desværre ikke kunnet erholde, men det lig- ger nærmest at antage, at Skjønstuelven har dannet dens *] Skolelærer J. Olsen Brække. Beverees tidligere Forekomst i Søndre-Salten 141 sidste Tilflugtssted i denne Egn, hvor den skjulende sig i Huler langs Elvebredderne i det længste har undgaaet Men- neskenes Efterstræbelser. Foruden i Misvær og i Skjønstuelven har jeg ogsaa hørt et løst Rygte om, at Bæver i gamle Dage har fundtes inden- for Valnæsfjorden, hvorfra en Røkke Smaavande strækker sig over mod Folden, men har herom intet bestemt kunnet erfare, I det udenfor Skjærstad liggende Bodø Præstegjæld har jeg intet kunnet erfare om Beverens tidligere Forekomst, og de naturlige Forholde der, næsten total Mangel paa egent- lige Vasdrag, gjør det ogsaa lidet sandsynligt, at Bæveren der nogensinde har kunnet have fast Tilhold. Storjord 21/,,84. ARG ; pity Bat heal sort | io 18 Hd å i ce 2m Pe 18 ee Er it ty ine Mt Å Vi fane Da: pont re ol re LL i AR å . ve en I eid | TS. Schneider del. M Lyny: Th Ans Menigrates arclicus, n.sp. FAT LE ns ‚Schneider del. M Lyng 5 lth. Anst. | Menigrates areticus n = | KNM \ | \ | | nl WW TS. Schnerder del. Metopa solsbergi mn. sp. B Wetopa S olsbergt TL. Sp). EVE ER = LEE CALE z Tr N | RN : TT Melphidippa borealis Å Boeck é Å DL 3 2044 106 298 938