«+ pA EZ

Library of the Museum

OF

COMPARATIVE ZOOLOGY, |

AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS.

The gift of on wi Me

No. / à, 0987

DE Qi, 1880. MP

3 a Å ft -

| SH

/. *

Va

2 x

. * f

#

NA 4 t £

Tromso Museums

Aarshefter.

Tromsø. Trykt i- Tromsppostens trykkeri ved M. Astad. Sm 1886.

Indhold.

J. Sparre Schneider: Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. III. Tromsgsundets Molluskfauna. (Fortsat fra aarshelter VIK vor br SAR ne ;

Axel Hagemann: Polarcirkelen som Nordgrændsen for en Del

Vertebraters Udbredelse i Norge REA

J. Sparre Schneider: Nogle bemærkninger om en ny art af slægten Phyllodecta fra det arktiske Norge .

Ron Pettersen: Kvartærtidens udviklingshistorie efter det nord- kreert SSG i

M. Foslie: Kritisk fortegnelse over Norges havsalger efter See botaniske arbeider indtil aar 1850. . . . . .

Side.

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde,

III. Tromsøsundets Molluskfauna. Af J. SPARRE SCHNEIDER.

(Fortsat fra aarshefte VIII).

105. ZLunatia montagui, Fors., G. O. Sars 1. c. p. 157. — Loven I. c. no. 127. — M. Sars, Beretning p. 183. —Id., Bidrag p. 42: — Id., Foss. Dyrl, p. 114, — Danielssen 1. c. p. 31. 5

Udenfor Skatgren har jeg fundet et enkelt levende eksplr. (l. 8 mm.) blandt Lithothamnion og Delesseria paa c. 10—12 favnes dyb. Den tilhgrer den førnævnte lille koloni af bo- reale former, som gjør dette punkt særlig interessant, men om hvis eksistensforholde jeg paa undersøgelsernes nuværen- de standpunkt endnu ikke har kunnet opgjøre mig nogen be- grundet formening. Ifølge G. O. Sars naar den Hammerfest, selv har jeg kun fundet nogle stykker ved Bodø sammen med L. intermedia, hvilken sidste her omtrent er ved sin nord- grændse men dog opnaar fuld størrelse. |

At en befaring af den betydelige mod havet vendende strækning af Tromsø amt, hvis marine fauna hidtil er ganske ukjendt, i væsentligt mon vilde kaste lys over de boreale ar- ters udbredelsesforholde, anser jeg for utvivlsomt; men hidtil

2 J. Sparre Schneider.

er mine undersøgelser desværre ikke naaede ud over den in- dre led, en mangel som er bleven følelig ved udarbeidelsen af denne fortegnelse.

106. L. gronlandica Beck, G. 0, Sars, 1. c. p. 158, tab. 21, fig. 15. — Møller 1. c. p. 80. — Lovén 1. c no. 126. — — M. Sars, Beretning p. 183. — Id., Bidrag p. 42. — Id. Foss. Dyrl. p. 46. — Pusilla (Gould) Danielssen 1. c. p. 31.

Forekommer ligesaa almindelig som Nat. clausa men næsten kun paa blød lerbund, eller ialfald hvor bunddækket er lerblandet, og neppe ovenfor 10 f., hvorimod den gaar ned til mindst 80 f., men er da af ringere størrelse. Hyppigst maaske i Ramfjordmundingen, ogsaa ganske talrig søndenfor Lanæs og ved Skatøren, enkeltvis udenfor Juledagene og i Haukøbotn. Fra Kjosen har jeg medbragt talrige eksplr., hvoraf det største maaler 22 mm. Den opnaar imidlertid endnu betydeligere dimensjoner, saaledes er et i skalmun- dingen defekt ind. fra Tromsøsundet endnu 26 mm. langt og et gammelt slidt stykke fra Kvænangen er ligesaa stort; de tør i ubeskadiget stand have maalt nær 30 mm. og er saale- des endnu større end de i glacialbankerne forekommende som M. Sars opgiver til 24 mm. Individet fra Tromsø er vistnok dødt, men det har ellers et friskt udseende med be- varet epidermis.

Store forandringer synes denne art ikke at være under- kastet; variationerne indskrænker sig til skallens større eller mindre soliditet og det mere eller mindre uddragne spir. De nævnte store eksplr. er meget tykskallede, forholdsvis maaske endnu solidere end de store Nat. clausa; det fra Kvænangen er kortspiret, det fra Tromsø langspiret, ligesom overhovedet individerne fra denne trakt. De fra Kjosen med- bragte eksplr. er atter gjennemgaaende mere fladtrykte og har alle spiret korroderet, som almindeligt er tilfældet med denne art; individerne fra Kvænangen forekommer mig at have det tyndeste skal, de fra Tromsøsundet at være de so-

Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 3

lideste, især de paa grundere vand og haardere bund fore- kommende, hvilket jo forøvrigt er en almindelig kjendsgjer- ning. Vort eneste eksplr. fra Spitsbergen er tyndskallet og høispiret.

107. Natica clausa Bro». § Sows, G. O. Sars, 1- c. p. 159, tab. 21, fig. 12, a—b, fig. 13, tab. 12, fig. 1, a—c. — Lovén 1. c. no. 123. — M. Sars, Beretning p. 182. — Id, Bidrag p. 42. — Id., Foss. Dyrl. p. 46. — Danielssen 1. c. p. 31. — Leche, Hafsmollusker no. 93 (ex parte?) — Sep- tentrionalis (Beck) Møller 1. c. p. 80.

a. forma typica G. O. Sars.

Meget almindelig næsten overalt fra 5 favne, især ;paa sandbund og lerblandet sand, sjelden paa ren lerbund, og saaledes mindes den hverken at være funden i Ramfjorden eller Haukøbotn. I Kjosen er den meget almindelig paa et rev, vistnok en gammel morænevold, i 10—12 f. dyb men neppe funden paa den bløde ler; ngiagtigere opgaver herover kan jeg imidlertid ikke præstere. Det største eksplr. fra Tromsø, hvilket desuden er temmelig høispiret, er ikke læn- gere end 20 mm., 2 stykker fra Kjosen er ikke fuldt saa lan- ge men dog omfangsrigere, og N. clausa naar altsaa ikke her den udvikling som L. grgnlandica; de største fossile er 32 mm. lange, Leches største fra Kostin schar angives til 28 mm. Jeg hår dog ikke seet større dimensjoner angivne for norske individer end den tor Tromsg-eksplr anførte.

b. v. elatior (Midd.) G. O. Sars.

Ogsaa ved Tromsø forekommer en form af N. clausa me- get almindelig i littoralzonen, oftest nedgravet i sandet under stene; den har de af Sars for denne varietet angivne kjende- mærker, men ellers forekommer alle overgange til den typi- ske form, saa den forekommer mig meget svagt begrændset. Ogsaa littoral findes eksplr. med brun epidermis, som ellers tilkommer den typiske form og omvendt, og eksplr. tagne ved Vardø fra 10—25 f. er alle ligesaa lyse som v. elatior,

À J. Sparre Schneider

c. v. zonata (Midd.) Leche.

Ikke sjelden men fornemmelig kun i yngre individer, især paa skjælsan d i 3—5 f. d. straks nordenfor Juledagene. En- kelte stykker har ogsaa et 3die lyst spiralbaand mere eller mindre antydet midt efter den første vinding.

108. Trichotropis borealis Prov. & Pow». G. 0. Sars 1. c. p. 163. — Lovén 1. c. no. 105. — M. Sars, Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 38. — Id., Foss. Dyrl. p. 114, — Da- nielssen 1. c. p. 32. — Leche, Hafsmollusker no. 87. — At- lantica (Beck) Møller 1. c. p. 85. — Canaliculatus (Leach) Weinkauff, Catalog no. 210.

a. forma typica.

Særdeles almindelig, hvor bunddækket er ler eller ialfald lerblandet, sjelden paa ren og haardere bund, især mellem 15—30 favne, og intetsteds hyppigere end i Haukøbotn og Kjosen, hvor den maaregnes for en af de talrigst optræden- de gastropoder. Paa de større dyb ved jeg ikke at have fun det den, Sars angiver dog dybdegrændsen til 150 £ Mit største eksplr., fra Kjosen, maaler nær 16 mm.

b. v. acuminata (Jeffr.) G. O. Sars.

Til denne varietet kan maaske henføres de eksplr., som er noget smalere og tildels har 7 vindinger, men de peger sig neppe mærkbart ud mellem de almindeligt forekommen- de eksplr., saa jeg vel neppe har den rigtige form for mig. Naar undtages 3 smaa mindre gode grønlandske stykker, er jeg kun i besiddelse af material fra trakten omkring Tromsø og fra Hammerø, og dette, skjønt rigeligt, frembyder ikke store formforskjelligheder. .

1097 EVconieha, MØLLER, l. c. p. 85. — G. 0. Sars, 1. c. p. 163, tab. 13, fig. 3. — M. Sars, Bidrag p. 38. — Mørch, Prodromus no. 82. — Weinkauff, Catalog no. 211.

Synes at være meget lokal og dertil meget sparsom, idet den kun er funden udenfor Skatøren mellem 30—40 f. blød lerbund, hvor jeg ialt har samlet omkring et dusin eksplr.,

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 5

de fleste levende, hvoraf dot største er 15 mm. langt med en bredde af ner 10mm. Vistnok sammesteds blev den 0g- saa funden af Dr. Krause. Til de af Sars anførte lokaliteter kan endvidere føies Langfjord i Syd-Varanger, hvor jeg paa c. 80 f. udenfor Kirkenæs tog etpar stykker i 1882.

110. Littorma littorea F-, G. O. Sars, 1. c. p. 164. — Lovén I. c. no. 158. — M. Sars, Beretning p. 180. — Id, Bidrag p. 44. — Danielssen 1. c. p. 28.

Træffes ialmindelighed mere enkeltvis, men hist og her vil man dog kunne samle et større antal individer, saaledes bemærket meget talrig paa sydspidsen af Tromsøen samt ved Ramfjordnæs. I Kjosen har jeg ogsaa fumdet den ret almin- delig. Den er talrigst i lavvandsmærket, gaar ikke saa høit op i fjæren som de 2 følgende og erstattes her nord af disse, medens den i det sydlige Norge er littoralbæltets talrigste gastropod.

De største eksplr. fra Tromsø maaler 34 mm., men er dog endnu smaa og tyndskallede ved siden af de engelske, som jeg besidder af 40 mm. længde. Formen er variabel, men gjennemsnitlig forekommer Tromsg-eksplr.ne mig at være lidt mere kortspirede end sædvanligt. Nogen udpræget race danner de arktiske individer ikke, forekommer det mig, 111. L. rudis Maton, var. gronlandica (Møll.) G. O. Sars 1. c. p. 165, tab, 9, fig, 10, a—b. — Grønlandica Møller 1. ©. p. 82. — Lovén 1. c. no. 160. — M. Sars, Beretning p. 180. — Mørch, Prodromus no. 60. — Rudis (Don.) M. Sars, Bi- drag p. 44 (ex parte). — Id., Foss. Dyrl. p. 45 (ex parte). — Danielssen 1. c. p. 28 (ex parte). — Weinkauff, Catalog no. 263 (ex parte).

a. forma typica.

Jeg har været i adskillig tvivl, angaaende hvilken form der rettest burde ansees for den typiske, da de eksplr., vi besidder fra de forskjellige lokaliteter, hver frembyder sine ejendommeligheder. De danske fra Hirtshals er meget mas

6 J. Sparre Schneider

sive, har et forholdsvis kort spir og en stor sidste vinding, de er tem. ensfarvede, blegt gulagtige og næsten glatte, og ser idetheletaget ud til at leve i uroligt vand. Brakvands- formen tenebrosa, som maaske rettest bør opfattes som en egen art, besidder jeg kun i dværgvarieteter fra Kjøbenhavn. Et større antal eksplr., som jeg ifjor tog i Biskopshavn ved Bergen, danner en meget ensartet race. De er brungraa, af middels soliditet og med temmelig stærk spiralskulptur; farvevarieteter bemærkes neppe blandt de medbragte talrige stykker. Denne form forekommer mig næsten at maatte gaa ind under v. grønlandica. Nogle stykker, som R. Bell har — sendt fra S. Devon som L. rudis var., har farve og skulptur som de bergenske men er ganske tyndskallede; det skalnep- pe være muligt at holde dem ud fra den nedenfor som far- vevarietet 1 karakteriserede form af v. grønlandica, saaledes som den i masse kan samles ved Tromsø. Nogle stykker fra Wight, ogsaa sendte af R. Bell, er meget tykskallede, bleg- gule og glatte med langt spir, adskillig lig de nedenfor om- talte typiske amerikanske; maaske er dette at betragte som hovedformen. Den amerikanske fra Connecticut udmærker sig ved soliditet, langt spir og stærkt konvekse vindinger med dyb sutur, skulptur og farve er som hos de jydske in- divider. Hvad Verkrüzen derimod har sendt som rudis v. sulcata fra Massachusetts i 10 smaa eksplr., skal neppe no- gen kunne holde ud fra stærkt kjølede yngre individer af den almindelige ved Tromsø forekommende v. grømlandica.

L. sitchana Phil. kan jeg, saafremt ikke dyret udviser anatomiske ejendommeligheder, ikke anse for andet end en form af rudis; man kan blandt de kraftige stærkt kjølede Vardø-individer af v. grønlandica finde frem eksplr., som det skal være umuligt at holde ud fra sitchana,

Af det her anførte fremgaar paa den ene side, at L. rudis Mat. er overmaade polymorf, og paa den anden, at den af flere forskere endog som egen art udskilte v. gronlandica

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 7

i grunden ikke kan holdes indenfor synderlig skarpe grænd- ser. Naar jeg da efter dette betragter den i Tromsø litto- ralbelte i uhyre masser forekommende L. rudis, faar jeg si- ge, at den indeslutter elementer baade af den ene og den anden af denne arts benævnte og ubenævnte udviklingsformer. Tromsø-individerne har dog en aldeles bestemt og i grunden meget ensartet type: temmelig tyndskallet med jevnt kon- vekse vindinger og høit spir; skulpturen er ubestandig, far- ven saare vekslende. Jeg henfører den som plenum til v. grønlandica, efterdi de i vor besiddelse værende Møllerske type-eksplr. til fuldkommerhed stemmer med Tromsøsundets nedenfor anførte varieteter 2, 4 og 5. Den typiske rudis fo- rekommer efter min opfatning ikke indenfor vor arktiske region.

b. v. grønlandica (Møller) G. O. Sars.

Denne og følgende art erstatter i de arktiske egne den sydpaa saa talrige L. littorea, kun optreder de i endnu langt større mængde. L. v. grønlandica sidder fornemmelig i flo- maalet i fordybninger paa stene eller den faste klippe, spar- sommere kryber den paa taugen sammen med følgende.

Arten opnaar i Tromsøsundet kun ringe dimensjoner, ikke funden over 15 mm. lang, medens jeg paa Andenæs i Vester- aalen har taget individer op til 22 mm., med en skalmun- ding af 13 mm. høide. Næsten ligesaa kraftigt udviklet har saavel G. O. Sars som forf. taget den paa Vardø. Farveforandringerne kan grupperes saaledes. Unicolor fusca vel violaceo-fusca.

Unicolor rufo-brunnea vel coccinea.

Unicolor alba, rarius pallide flava.

Fusca albo-tesselata.

Nigra vel fusca, fasciis 1—3 albis, citrinis vel coccineis.

super

Af disse forekommer 1, 4 og 5 almindeligt, de øvrige varieteter er mindre væsentlige; enkelte af dem er udmærket smukke, navnlig eksplr. blandt varieteterne 4 og 5.

Skulpturen er som før nævynt vekslende. Den bestaar i

8 es ay Sparre Schneider.

mere eller mindre stærkt fremtrædende spiralkjøle, der snart er faa og grove, snart meget tætte og fine, men hyppigt svin- der dog ethvert spor af disse spiralkjøle. Disse for det ube- væbnede øie tilsyneladende glatte eksplr. viser dog under loupen næsten ganske den samme elegante smaabølgede eller rettere netridsede (retikulerede) spiralstribning, der er saa karakteristisk for L. obtusata v. palliata kun langt stærkere udviklet. Ogsaa de med spiralkjøle forsynede eksplr. viser den samme skulptur mellem de ophøiede baand, hvilket for- hold har undgaaet andre forskeres opmærksomhed, som det synes; G. O. Sars bemærker endog udtrykkelig, at L. rudis mangler en saadan stribning. Med dette behøver man dog aldrig at forveksle eller sammenblande disse 2 arter, saaledes som Mørch, besynder- ligt nok, har gjort, hvilken forvirring ogsaa er indkommen i Weinkauffs katalog; grønlandica Møll. og palliata Say. (arctica Møll.) har intet med hinanden at gjøre. Den første er en form af rudis, den anden en noget mere forandret obtusata, og disse 2 vil vel ingen vove at forene, som endnu agter at opretholde artsbegrebet. Allerede faa dage efter min ankomst til Tromsø for over 8 aar siden begyndte jeg at indsamle Littoriner med stor forkjærlighed og har atter til denne anledning i høst baaret hjem et rigeligt materiale; blandt disse tusinder af individer har jeg vel endnu ikke fundet frem et eneste eksplr., naar det ikke har været slidt eller defekt, angaaende hvilket jeg har følt mig usikker, og den samme opfatning vilde visselig enhver faa, der havde anledning til selv at samle og iagtta- ge disse dyr. Nu afdøde Dr. Paulsen gik ogsaa straks over til min anskuelse efterat have modtaget et større antal fri- ske eksplr. fra Tromsø; hidtil havde disse 2 arter ogsaa’hos ham ligget sammenblandede, hvad en fra ham modtaget sen- ding ogsaa udviser. Det ligger nær at antage, at saa beslægtede former

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 9

maatte hybridisere, men hidtil har jeg forgjæves speidet ef- ter hybrider. Blandt palliata v. elatior findes vistnok ofte eksplr., som ved et flygtigt paasyn ligner rudis i sin almin- delige habitus; i detaillerne forsvinder imidlertid ligheden.

Man kunde blandt den norsk-arktiske regions grønlandica former udskille flere lokalracer, som jeg imidlertid skal af- holde mig fra at give særskilte benævnelser, da der inden- for gruppen allerede er altfor mange navne.

Tromsø-formen er liden og tyndskallet og dame sig ved elegante farver og skulptur samt heit spir.

Eksemplarerne fra Vardø og Andenæs viser en indbyr- des noget forskjellig habitus men er begge usædvanlig kraf- tigt udviklede, ret tykskallede og har gjennemgaaende et tar- ‘veligere udseende; de fra Vardø er grovt skulpterede. :

Fra Store Fuglø, der ligger ved indløbet til Lyngenfjord under 70° 14’ n. b., medbragte jeg talrige eksplr. af en form, som er ret ejendommelig. Den er meget tyndskallet, næsten ganske glat med dyb sutur og stærkt konvekse vindinger; farven er ensartet blaagraa. De levede her i sprækker gjemt bag strandens vældige klippeblokke, da det aabne polarhavs raseri ikke tillader dem at opholde sig frit paa klipperne. Deres tyndskallethed synes foraarsaget, ved at skallerne rul- les og slides af den stadige brænding, modsat den alminde- lige regel, at de paa aabne kyster levende mollusker altid faar et mere massivt skal end de i roligt eller dybere vand levende.

Der lod sig visselig paavise endnu mange lokalracer, men jeg besidder desværre intet materiale fra andre punk- ter. |

Foruden de omtalte grønlandske og nogle stykker fra Island, der ligner disse, ejer vort museum fra det egentlige - polarhav kun 10 eksplr, som af prof. Nathorst er tagne ved »Fæstningskammen* i nærheden af Green Harbour paa Spits- bergen. De har temmelig lavt spir, ganske stærke spiral-

10 J. Sparre Schneider

kjøle, er ensfarvet gulgraa og noget massivere end Tromsø- traktens former; i sin almindelige hahitus ligner de kanske mest den ved Vardø levende form.

112. L. obtusata L., v. palliata (Say) G. O. Sars 1. c.p. 165, tab. 9, fig. 9, a—b., tab. 21, fig. 19 & 20. — Limata Lovén, 1. c. no. 164. — Littoralis v. limata, M. Sars, Bidrag p. 44. — Tenebrosa (Mont.) M. Sars, Beretning p. 180. — Arctica Møller 1. c. n. 82. — M. Sars, Beretning p. 180. — Littoralis (L.) Dauielssen 1. c. p. 28. — Weinkauff, Catalog no. 261 (ex. parte). — Grønlandica v. lævior Mørch, Prodro- mus no. 61.

a. forma typica.

Ved Tromsø har jeg ikke kunnet paavise et eneste eksplr. af hovedformen; thi selv om der findes et eller andet individ, der mangler den karakteristiske skulptur, saa røber det sig dog som palliata ved det fremtrukne spir og den hele habi- tus forøvrigt. If. G. O. Sars gaar dog den typiske form til Hammerfest, og endnu ved Vardø har jeg blandt de ægte palliata taget 6 stykker, som ved det indtrykte spir og den glatte overflade umiskjendeligt forraader sig som obtusata, uden dog at besidde dennes typiske udseende. Disse eksplr. fra Vardø har voldt mig meget hovedbrud og lige til det sidste opretholdt min tro paa disse 2 former som distinkte arter, hvilken anskuelse jeg imidlertid nu tilslut efter lang- varig overveielse alligevel fragaar.

b. v. palliata (Say) G. O. Sars.

I selskab med L. rudis overalt i største mængde, men som ovenfor berørt, hovedsagelig nede mod lavvandsmærket krybende paa Fucus, enkeltvis dog næsten op til flomaalet.

a. a. forma typica G. O. Sars.

b. b. v. elatior G. O. Sars.

Begge former forekommer om hinanden med de jevneste overgange, pletvis kan dog den ene eller anden være frem- herskende, De største eksplr., som jeg især har samlet paa

/

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 11

Tromsøens sydpynt, maaler 16 mm.,imen kun sjelden opnaar den saadanne dimensjoner; gjennemsnitsstørrelsen for udvok- sede individer er 12—14 mm.

c v. monstr. coarctata G. O. Sars.

Denne monstrøst udviklede form forekommer ikke saa sjelden; af mellemformer besidder jeg en stor serie i alle nedenfor karakteriserede farvenuancer og udvisende alle over- gange til den typiske form. Et eksplr. fra Vardø maaler 19 mm.

d. v. angulata M. Sars.

Denne høist ejendommelige kjølede varietet, som M. Sars ogsaa omtaler fra Tromsø, forekommer mig at være den in- teressanteste af obtusata’s arktiske udviklingsformer, som vel fortjener at erholde en særskilt benævnelse. Ved Tromsø har det ikke lykkes mig at finde mere end 4 ganske vel ud- prægede eksplr., men af et antal individer, som en for mu- seet meget interesseret fiskergut i høst medbragte fra Lyngø ude ved havet i nordvest for Tromsø, tilhører næsten halv- parten, mere eller mindre bizzart udviklet, denne udmær- kede form. De øvrige fra samme lokalitet medbragte eksplr viser baade tykskallede og tyndskallede individer, tildels lig- nende typiske obtusata, og frembyder overhovedet den mest brogede prøve, som jeg har seet fra nogen enkelt lokalitet.

Yderst polymorf i henseende til den ydre form, varierer palliata ogsaa, hvad farven angaar, snart sagt i det uendeli- ge, og jeg tror neppe, at den typiske obtusata, ialfald ved Norges kyster, frembyder de talrige og tildels meget vakre nuancer, som pryder vor arktiske palliata. Nedenfor har jeg for- søgt at karakterisere nogle af de almindeligste farvevarieteter.

1. Unicolor nigro-fusca vel violaceo-nigra.

2. Unicolor sordide flava vel læte citrina.

3. Rufa vel sordide flava, fusco-tesselata v. reticulata.

4, Nigro-fusca, unicolor vel flavo-tesselata, fasciis 1—2 al- bis vel citrinis.

12 J. Sparre Schneider.

5. Pallide flava, striis spiralibus violaceis, vel violacea striis flavis et fuscis variegata.

Af disse fortjener især no. 5 at fremhæves, i visse nuan- cer ubetinget en af vore vakreste mollusker. Den helt gule varietet er den sjeldneste, de øvrige forekommer alle talrigt, i størst mængde maaske no. 3.

Det er først efter en fornyet omhyggelig undersøgelse af vore faa i 1880 fra Bodø (67°) medbragte eksplr, at jeg er kommen til en bestemt opfatning af palliata’s forhold som en arktisk udviklingsform af obtusata. Mcdens der nemlig, som ovenfor berørt, ikke ved Tromsø lader sig paavise en ene- ste typisk obtusata, viser de fra Bodø medbragte dels rene obtusata, dels former, som næsten ganske mangler spir, men har palliata’s skulptur vel udviklet; de er efter min opfatning fuldstændig intermediære og knytter begge former uløseligt sammen. Den lille prøve fra Lyngg har endyderligere bestyr- ket min overbevisning; jeg har dog stærkt følt savnet af et rigeligere materiale fra andre lokaliteter udenfor Tromsø omegn.

Fra Grønland haves til sammenligning 4 eksplr. sendte som grønlandica v. lævior; de 2 mindste viser skulpturen vel udpræget, de 2 større forekommer selv under loupen at være næsten ganske glatte men hører dog efter sin hele habitus til palliata v. elatior. Alle 4 er meget tyndskallede.

Verkrüzen har sendt 4 stykker fra New Hampshire, om hvilke han siger, at de er ham sendte som palliata, men han anser dem ikke derfor. De er smaa, tykskallede, matte men uden skulptur og ensfarvet rødbrune; jeg vil kalde dem smaa obtusata med antydning til spir, saaledes som f. eks. de ved Bodø forekommende.

113. Lacuna pallidula På Posta, G. O. Sarsl. c.p. 168, tab. 21, fig. 21, a—b. — Lovén 1. c. no. 175.— M. Sars, Be- retning p. 180. — Id., Bidrag p. 44. — Id, Foss. Dyrl. p. 110, — Danielsen 1. c. p. 28. — Collin, 1. c. p. 65. — Mon-

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 13

tagui (Turt.) Lovén 1. c. no. 174. — Neritoidea Gould teste M. Sars.

Almindelig i Lavvandsmærket paa tang; i Kjosen talrig og kraftigt udviklet til en bredde af nær 10 mm.

Til sammenligning foreligger kun 2 eksplr. fra Grønland, som ikke i nogen henseende synes mig at afvige fra vore arktiske. Desværre mangler vi materiale fra sydligere loka- liteter paa vor kyst, saa jeg intet nærmere kan sige om de hos os optrædende formforandringer. M. Sars omtaler fra det nordlige Norge en form med længere spir og mindre bred aabning, hvilken han mener ligger til grund for Lovéns angivelse om forekomsten af L. puteolus (Montaqui Lov.) ved Finmarken. Collin anser puteolus som var af pallidula. Den af G. 0, Sars omtalte ejendommelighed ved eksplr. fra Lo- foten, nemlig yderlæbens indbugtning henimod suturen, be- mærkes tildels paa Tromsø-individerne men kun i ringere grad.

114. L. divaricata Frer., G. O. Sars, 1. c. p. 169, tab. 21, fig. 22. — Lovenl. c. no. 169. — M. Sars, Beretning p. 180 — Collin 1. c. p. 62, — Vincta (Mont.) M. Sars, Bidrag p. 44. — Id., Foss. Dyrl. p. 110. — Danielssen 1. c. p 28. -- La- biosa, Solidula, Frigida Lovén, 1. c. no. 170—72. | Særdeles talrig paa Laminaria nedenfor lavvandsmærket, men hvor langt ned i dybet har jeg forsømt at undersøge: if. Collin træffes den i Limfjorden kun undtagelsesvis neden- for 4 a 5 favne, og jeg tror neppe den hos os gaar stort dybere ned.

Det største eksplr. fra Tromsø er nær 13 mm heit og adskillig tykskallet, neppe til at skille fra 3 som L. crassior af Bell sendte engelske individer, de øvrige foreliggende 29 eksplr. er tyndskallede, samtlige ensfarvet gulhvide eller bleg- røde, og kun etpar stykker viser en svag antydning til de spiralbaand, som ellers er almindelige og bemærkes vel ud- viklede paa flere eksplr. fra Øst-Finmarken. Gjennemsnitlig

a wort Da kid à m2 uate oe

14 J. Sparre Schneider.

mener G. O. Sars, at de baandede varieteter er ligesaa alm. som de ensfarvede i vor arktiske region, efter mit forresten temmelig sparsomme materiale at damme udgjer de kun en mindre del, men dette forhold kan vel veksle efter lokaliterne.

+ 115. Jeffreysia globularis jerrr., G. O. Sars 1. c. p. 347, tab. 33, fig. 8, a—d. — Weinkauff, Catalog no. 341.

G. O. Sars fandt den i stor mængde mellem alger paa ganske grundt vand i Tromsø havn under „Veringens“ besøg i 1877, medens den hidtil er undgaaet min opmærksomhed; Dr. Krause fandt ogsaa denne lille mollusk.

Fra Kjosen har jeg medbragt et dødt eksplr. af en Hy- drobia, som Friele har henført til ulvæ Penn.; denne art er tidligere ikke funden nordenfor Lofoten, medens dens nære slægtning H. minuta Totten gaar lige til Vadsø if. G. 0. Sars. Begge tør ved senere undersøgelser maaske ogsaa kunne vin- des for Tromsøsundets fauna. _

116. Onoba aculeus four», G. O. Sars 1. c. p. 172, tab. 9, fig. 12, a—b. — Arctica Lovén 1. c. no. 184, — M. Sars, Beretning p. 179. — Id, Bidrag p. 45. — Saxatilis Møller lc. p. 82. — Striala (Adams) M. Sars, Foss. Dyrl. p. 45 (ex parte). — Danielssen 1. c. p. 28. — Friele I. c. no. 225 (ex parte).

Forekommer i stor mængde under stene i fjæren, under- tiden dannende store kolonier paa huudreder af eksplr.; uag- tet den vel findes paa de fleste punkter, erindrer jeg dog kun at have samlet den paa stranden straks søndenfor byen. Af og til gaar den nedenfor littoralbæltet, og jeg har saale- des fundet et ekspl. paa 15—20 f. i Haukøbotn.

De foreliggende talrige individer frembyder et ganske ensartet udseende; kun 2 eksplr. udmærker sig ved en mon- strøs udvikling i længden med dybe suturer. Det største maaler hele 6!/, mm. og har 8 vindinger, men kan dog ikke væ- re andet end en deformeret aculeus; den almindelige størrelse er ellers fra 3—4 mm. og vindingernes antal 6.

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 15

O. striata Mont., af hvilken aculeus af mange forskere kum ansees for en arktisk varietet, er af G. O. Sars funden lige til Hammerfest og turde maaske ogsaa kunne paavises ved Tromsø.

q 117. Alvania sp.?

I sin ,Beretning“ etc. omtaler M. Sars fra Tromsø et eksplr, af en Kissoa, som karakteriseres saaledes: ,5!/, vindinger, convekse, gittrede; mundingen */, af hele skallens længde*. Dette har uden tvivl været en Alvania, maaske punctura Mont., der ogsaa er funden i Øxfjord.

118. Rissoa violacea P=sm. G. O. Sars 1. c. p. 180, tab. 10, fig. 8, a—b. — Friele Bergens Moll. no. 215 — Rufilabris (Leach) Lovén 1. c. no. 188. — M. Sars, Beretning p. 179. — Id. Bidrag p. 45. , Foss. Dyrl. p. 111. — Danielssen 1. c. p. 29. — Porifera Lovénl. c. no. 189, teste M. Sars.

Udenfor Skatøren har jeg paa 20—30 f. dyb fundet et enkelt dødt men taalelig vel vedligeholdt eksplr. af denne hidtil ikke nordenfor Lofoten bemærkede art.

Saavidt jeg kan forstaa, var det vistnok rigtigst at be- holde navnet violacea for den midéelhavske form og benævne den nordiske v. rufilabrum Leach, som man endog har villet anse artsforskjellig fra hin; med mit ringe literaturkjendskab vil jeg dog ikke indlade mig nærmere paa udredelsen af det- te spørgsmaal.

119. R. parva På fosta, Lovénl, c. no. 187. — M. ed Bidrag p. 45. — M. Sars, Foss. Dyrl p. 110. — Danielssen 1 c. p. 28. — Weinkauff, Catalog no 280. — Collin 1. c. p. 72. — Friele 1, c. no. 214. — Interrupta (Ad.) M. Sars, Be- retning p. 179. — Lovén 1. c. no. 186. — G. 0. Sars I. c. p. 180, tab. 10, fig. 9 & 10.

a. forma typica (parva auct.).

Forekommer ikke i vor arktiske region; almindelig ved Bergen (Friele).

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 16

b. v. interrupta Ad.

Denne ved Norges nordlige kyster overalt hyppige form har jeg ved Tromsø kun fundet i 3 exsplr. i Haukøbotn 1 ce. 15 f. d., men jeg tør vel hidtil tildels have overseet den. Og- saa Dr. Krause har den i sin fortegnelse.

De 2 af mine eksplr. tilhører den af G. 0. Sars som v. bifasciata afbildede og beskrevne varietet, det 3die ligner me- re den almindelige interrupta, som jeg har den fra Grote i Stegen.

G. 0. Sars fremfører vægtige grunde forat bibeholde in- terrupta som selvstændig art; jeg savner kompetence til at dømme selvstændigt i dette spørgsmaal og følger derfor Frie- le, som har havt mine Rissoer til determination.

120 R. inconspicua Aro, G. O. Sars 1. c. p. 182, tab. 10, fig. 11, tab. 22, flg 5 & 6. — Friele 1. c. no. 216. — Collin 1. c. p. 71. — Weinkauff, Conch. d. Mittelmeeres, p. 295. — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 110. — Albella (Lov.) Weinkauff, Catalog no. 285 (ex parte).

Hidtil kun bemærket sparsomt, men dens sjeldenhed er vistnok mere tilsyneladende. Jeg har taget et dødt eksplr. paa 25—30 f. d. ved Skatgren, samt et ved Lanæs og 2 hen- imod Grindøen paa c. 10—15 f., disse 3 levende... Ogsaa funden af Dr. Krause.

Saavel R. abella Lov. som sarsti Lov. er af flere forskere bleven forenede med inconspicua; G. O. Sars hævder dem alle 3 som selvstændige arter, Friele skiller inconspicua og albella men opfører sarsit som varietet under denne sidste.

121. Skenea planorbis Fser., G. O. Sarsl. c, p. 184. — Møller 1 c. p. 81. — Lovén 1. c. no. 196. — M. Sars, Be- retning p. 179. — Id, Bidrag p. 45. — Id., Foss. Dyrl. p. 45. — Danielssen 1. c. p. 29. |

Som vistnok overalt i vor arktiske region er den ogsaa ved Tromsø meget almipdelig i fjæren, især mellem grønne alger.

Underssgeiser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 17

122. Lovenella (Cerithium) metula Jovin, 1. c. no. 177. — G. 0. Sars L c. p. 188, tab. 13, fig. 5. — M Sars, Bi- drag p. 43. — id., Foss. Dyrl. p. 112. — Cerithium emersonit (Adans.) Danielssen 1. c. p. 29. |

Forekommer kun meget sparsomt paa lerbund nedenfor 30 favne, og er funden i nogle faa eksplr. udenfor Skatøren, i Finnæsdybet samt ved Ramfjordnes. Det største eksplr.- maaler 10 mm., if. G. 0. Sars naar den op til 14 mm. Den er ogsaa bemærket af M. Sars og Dr. Krause. |

+ 123. Cerithiopsis costulata Møtrer, 1. c. p. 83. — G. O. Sars 1. c. p. 189, tab. 13, fig. 7. — Cerithium arcticum Mørch, Prodromus no. 80. — Chemnitzia elegantissima M. Sars, Bidrag p. 43. — Danielssen 1. c. p. 30. | Allerede M. Sars omtaler den som forekommende ved Tromsø; min upmærksomhed er den hidtil undgaaet, men — Dr. Krause fandt et enkelt dødt og mutileret eksplr., sand- synligvis udenfor Skatøren. G. 0. Sars har ikke observeret den lengere end til Hammerfest men antager det som givet, — at denne vakre form ogsaa vil blive paavist i Finmarken. Denne antagelse kan forf. bekræfte, idet jeg udenfor Kirke- næs i Syd Varanger paa c. 50 f. d., lerbund, opfiskede et le- Ne vende eksplr. i 1882. AT

Den lige til Øxfjord gaaende Aporrhais pes pelecant L.

er funden flersteds i Tromsø amt, saaledes i Malangen, ved Lyngø og paa Vandø, men endnu ikke observeret indenfor det egentlige Tromsø-omraade; efter hvad man i Kjosen bes rettede, skulde den ogsaa være funden der, hvilket vild > væ- re ganske paafaldende, da den ellers synes at holde sig til kysten. 124. Scalaria granlandica Frmn., G. O. Sars, L c. p.194, — tab. 10, fig. 15, a—b., fig. 16, tab. 23, fig. 1. — Møller 1. c. |

p. 83. — Lovén 1. c, no. 115. — M. Sars, Beretning p. 183.

— Id., Bidrag p. 44. — Danielssen 1. c. p. 28. a. forma typica G. O. Sars.

18 2 J. Sparre Schneider.

‘Den typiske form synes fornemmelig at forekomme, hvor bunden bestaar af grovere materiale men dog noget lerblan- det, og er især funden talrig i byens nordre havn paa 15— 20 f. samt i lignende dybde udenfor Juledagene; sjelden fin- des den paa ren blød lerbund, saaledes i Finnæsdybet paa 50—60 f. De største eksplr. naar 30 mm., medens G. 0. Sars ikke har taget dem over 21 mm.; gjennemsnitsstørrel-

sen for voksne eksplr. kan sættes omkring 25 mm. Fra Kjo- . sen haves ogsaa etpar mindre eksplr.

b. var. lovéni (M. Andrew) G. 0. Sars.

Ligesaa hyppig som hovedformen, men næsten udeluk- kende paa lerbund; talrigst har jeg taget den udenfor Skat- øren paa 25—30 f. De største eksplr. opnaar en længde af 32 mm,og i vel udviklede individer er denne varietet maaske den arktiske zones vakreste mollusk.

c. var. crebricostata G. O. Sars.

Denne varietet, som Sars har fundet ved Vadsø, tore- kommer ikke udpræget ved Tromsø, men jeg besidder herfra nogle yngre eksplr, hos hvilke antallet af costæ gaar op til 12 a 13, medens det normalt er 10; ribberne er dog ikke saa smale som hos den ægte crebricostata.

Sc. grønlandica synes baade hvad størrelse og talrighed angaar at opnaa sin høieste udvikling i Tromsgsundet; for- øvrigt fattes mig sammenligningsmateriale, idet jeg fra andre lokaliteter kun besidder 2 stykker af den typiske form fra Vardø; det vilde navnlig have interesseret mig at vide, om v. lovéni kun forekommer ved det arktiske Norges kyster.

+ 125. Parthenia eximia Jerrr-, G. O. Sars 1. c. p. 199, tab. 11, fig. 3, tab. 22, fig. 13. — Friele 1. c. no. 242.

v. elongata (Verkrz.) G. O. Sars.

Dr. Krause har fundet 3 døde eksplr., som nærmest gaar ind under denne varietet, der først er observeret i Finmar- ken af Verkrüzen.

+ 126. P. spiralis Mont, G. 0. Sars 1. c. p. 200, tab.

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 19

11, fig. 4. — Lovén 1. c. no. 138. — M. Sars, Bidrag p. 43. — Id. Foss, Dyrl. p. 46. — Friele 1. c. no. 241.

Heller ikke denne art har jeg selv observeret; af Dr. Krause blev et enkelt dødt eksplr. sammen med foregaaende udskilt af medbragte bundprøver. Nordligst funden til Øx- fjord af M. Sars.

+ 127. Odostomia unidentata Mont, G. O. Sars 1. c. p. 201, tab. 11. fig. 6—8. — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 46. — Friole 1. c. no. 231.

Ligeledes kun funden i et enkelt dødt eksplr. af Dr. Krause, sandsynligvis udenfor Skatøren.

128. Auriculina inscu/pta Moxr., G. O. Sarsl. c. p. 204, tab. 11, fig. 11 & 12.—-M. Sars, Foss. Dyrl. p. 113. — Friele 1. c. no. 240.

var. nobilis G. O. Sars.

Paa en enkelt lokalitet udenfor Skatøren paa c. 30 f. d. lerbund synes denne art at være ret hyppig, idet jeg her har taget omkring 20 eksplr., fordetmeste levende, medens vistnok en stor del under udvaskningen er falden gjen- nem mine noget grovmaskede sold. Dr. Krause fandt ogsaa nogle stykker.

De foreliggende eksplr. varier noget med hensyn til spi- rets længde og den mikroskopiske strierings jevnhed, men bliver vel alle at henføre under v. mobilis.

129. Eulima stenostoma fEFFR-, G. 0. Sars 1, c. p. 211, tab. 11, fig. 12. — Friele 1, c. no. 254.

Denne særdeles vakre art forekommer almindelig paa lerbund i Finnæsdybet, 50—60 f., og noget mindre talrig udenfor Skatøren mellem 30 og 40 f.; fra andre lokaliteter kjender jeg den ikke, ligesom dens nordgrændse forøvrigt er Tromsø; Sars har ikke fundet den nordligere end ved Lofoten.

Det største eksplr. maaler 9", mm, og de levende eksplr. har spidsen af spiret stærk rødfarvet, hvilket Sars ikke har

20 _ J. Sparre Schneider.

optaget i diagnosen, men som dog neppe er ejendommeligt for den ved Tromsø forekommende form.

+ 130. Homalogyra atomus Pair. G. G. Sars]. c, p. 215, tab. 22, fig. 21, a—c. — Friele 1. c. no. 212. — Euomphalus nitidissimus (Adams.) M. Sars, Foss. Dyrl. p. 111.

Dr. Krause har sendt mig til paasyn et dødt men ganske vel vedligeholdt eksplr., som var udskilt af medbragte bund- prøver. Den er funden fra Vadsø til Kristianiafjorden, men hidtil kun sjelden bleven observeret.

131. Admete viridula Frer.,G. O. Sarsl. c. p. 216, tab. 13, fig. 1, a—b, fig. 2. — Lovén 1. c. no. 104. — M. Sars, Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 38. — Id., Kristianiafjor- dens Fauna II p. 53. — Danielssen 1. c. p. 32. — Mørch, Prodromus no. 84. — Leche, Hafsmollusker no. 89—92, tab. I, fig. 13 & 14. — Crispa Møller 1. c. p. 88.

a. forma typica G. O. Sars.

Overalt almindelig fra c. 15 f. paa lerbund, eller hvor bunden ialfald er lerblandet, ligeledes meget talrig i Kjosen. Jeg har ikke fundet større eksplr, end 16 mm, medens den if. Sars bliver indtil 20 mm lang; af denne størrelse har vi imidlertid eksplr. fra Metis ved St. Lawrence-bugten i Nord- Amerika, hvilke forøvrigt i sin habitus ikke nævneværdigt af- viger fra Tromsø-formen. i

b. var. undato-costata (Verkrz.) G. O. Sars. |

I blandt de c. 150 foreliggende individer findes etpar yngre eksplr., som kommer denne varietet temmelig nær, me- dens andre danner etslags mellemformer.

c. var. producta G. O. Sars.

Det samme gjælder om denne varietet, som mere eller mindre udpræget forekommer blandt hovedformen. Forgvrigt varierer Å. viridula ganske meget baade med hensyn til skal- lens form, soliditet og skulpturen, hvilken hos de gamle ud- voksede individer ofte indskrænker sig til spiralfurer paa den sidste vinding, medens længderibberne kun sjelden forsvinder

Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 91

fra de øvre vindinger; etpar stykker fra Kjosen nærmer sig herved betydeligt til den af Leche afbildede v. distincta, li- gesom overhovedet individerne fra denne sidste lokalitet gjen- nemgaaende har svagt udviklede længdefolder. Det samme gjælder tildels ogsaa de fra Hammerø medbragte eksplr.

Særdeles paafaldende forekommer det mig, at denne saa almindelige art endnu ikke, mig bekjendt, er funden i de gla- eiale eller postglaciale afleiringer, i hvert fald finder jeg in- tet nævnt herom i den mig tilgjængelige literatur; det er en ægte arktisk form, der forøvrigt gaar lige til Kristianiafjor- - den, hvor den har sin sydgrændse.

132. Rhaphitoma amoena f, P- Sars 1 ce. p. 220, tab. 17, fig. 10, a—b — Friele, Jan Mayn Mollusca p. 6 (Defrancia).

En overordentlig vakker og distinkt form, som hidtil kun i nogle faa individer var observeret af G. O. Sars ved Has- vik paa Sørøen. Dr. Krause fandt 3 døde skaller, selv har jeg i Fmnæsdybet paa 50—60 favne taget 1 ubeskadiget le- vende eksplr., samt ved Skatøren 2 stykker, hvoraf imidler- tid desværre det ene senere gik tabt.

133. Taranis morchii Mam, G. 0. Sarsl. c. p. 220, tab. 17, fig. 8: — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 48 (Mangelia). — Id. Kristianiafjordens Fauna, II p. 51 (Pleurotoma)- — Friele, 1. c. no. 278 (Bela). — Norman 1. ce. p. 57. |

Udenfor Skatøren samt i Finnæsdybet har jeg fundet nog- le faa eksplr. af denne ved vore kyster vidt udbredte men, som det synes, overalt sjeldne art; den blev ogsaa observe- ret af Dr. Krause.

Hidtil var 7. march kun kjendt fra de norske farvan- de, lige fra Kristianiafjorden til Vadsg, men Norman nævner paa ovenciterede sted, at ifølge Monterosato er Pleurotoma cirratum Brug. og Bela demersa Tiberi identiske med vor 7, mørchii der saaledes altsaa ogsaa forekommer i Middelhavet. Dette kunde synes at være en paafaldende udbredelse, men

29 J. Sparre Schneider.

vi har jo flere analoge tilfælde f. eks. med Poromya granulata og Lovenella metula.

134. Thesbia nana Jovén, 1. c. no. 79 (Tritonium). — G. O. Sars 1. c. p. 221, tab. 16, fig 2. — M. Sars, Bidrag p' 42 (Mangelia). — Id., Kristianiafjordens fauna, II p. 52 (Co- lumbella). — Danielssen 1. c. p. 35. — Friele 1. c. no 306. — Norman |. c. p. 56.

Denne lille vakre mollusk er ikke sjelden udenfor Skat- øren paa lerbund i en dybde af c. 30 favne; vistnok samme- steds blev den ogsaa funden af Krause. Det største eksplr., som er dødt og meget tykskallet, maaler 6 mm og har saa- ledes en usædvanlig størrelse.

Den var tidligere ikke anmærket østenfor Hammerfest, men i 1882 fandt jeg et levende eksplr. udenfor Kirkenæs i Byd-Varanger paa c. 50 f. d. lerbund.

135. Bela pyramidalis Strem, G. 0. Sars, 1. c. p. 222 tab. 16, fig. 3 & 4. — Lovén I. c. no. 86 (Tritomum). — M. Sars, Beretning p. 188. — Id., Bidrag p. 41 (Mangelia). — Danielssen 1. c. p. 35. — Mørch, Prodromus no. 90 (Pleuro- toma). — Id., Faunul. mol. Island no. 82. — Leche, Hafs- mollusker no. 109—11, tab. I, fig. 17 (v. jenisseiensis). — De- francia vahlii (Beck) Møller 1. c. p. 86. — Fusus pleurotoma- rius Couth. teste Mørch.

a. forma typica G. O. Sars.

I selskab med v. semiplicata og med alle overgange til denne men noget sparsommere forekommer hovedfor- men overalt fra c. 15 favne og nedover, paa næsten alslags bund, sjelden dog paa blød ler; jeg har saaledes taget et en- kelt ekeplr. i Haukøbotn. De fleste individer har den af Sars anførte lyse kjødfarve, der ofte næsten gaar over i hvidt, men enkeltvis forekommer dog ogsaa mørkeviolette eksplr. af den typiske form. De største eksplr. maaler 17 mm.

v. semiplicata G. O. Sars.

Ved siden af violacea og harpularia v. roseg er dette en

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 23

af Tromsøsundets almindeligste Bela-former, som navnlig er talrig udenfor Juledagene i mørkviolette og ved Skatøren i lyst kjødrøde eksplr., idet farven afhænger af bundens beskaf- fenhed; de mørke findes paa renere sandbund, de lyse, hvor materialet er lerblandet. Den varierer ikke ubetydeligt i hen- seende til spirets længde og længderibbernes udvikling; den hos hovedformen som oftest tydelige spiralstriering forsvin- der ofte næsten aldeles hos varieteten, der vel nærmest fal- der sammen med den af Leche karakteriserede v. lævior fra Novaja Semlja. Fra Kjosen er medbragt 6 store eksplr. af v. semiplicata, hovedformen synes der ganske at mangle.

De 4 fra Grønland foreliggende eksplr., som imidlertid er mindre vel vedligeholdte, synes lidet eller intet forskjellig fra de norske; de repræsenterer begge de ovenfor nævnte former. |

G. O. Sars omtaler, at han ved artens sydgrændser, Bodø og Lofoten, kun har fundet varieteten; den form, som jeg i 10 eksplr. i 1880 medbragte fra Grote i Stegen (68°), tagne paa sandbund i ganske ringe dyb, frembyder imidlertid et fra pyramidalis i de mig bekjendte former saa afvigende ud- seende, at jeg ikke vilde have næret den mindste betænke- lighed ved at indordne dem som en ny art, saafremt Friele ikke havde bestemt dem for mig som typiske pyramidalis.

Disse 10 eksplr., som alle er friske og hele, frembyder et meget ensartet udseende, Farven er rødviolet, spiret er meget kort, næsten scalariformt som hos exarata, suturen dyb, tværribberne lige stærke paa alle vindinger og næsten rette, spiralstrieringen vel udviklet, kort sagt, udseendet er saa ej- endommeligt, at man neppe vilde komme til at tænke paa pyramidalis.

Jeg har atter sendt disse eksplr. ned til Friele, da maa- ske fra en af siderne en misforstaaelse har fundet sted, men nærmere oplysninger er endnu ikke indløbne.

136. B, pingelii Beck, G. O, Sars 1. c. p. 223, tab, 16,

- 24 J. Sparre Schneider.

| fig. 5 — Møller 1. c. p. 86. — Weinkauff, Catalog no. 152. — Pleurotoma cancellata v. purpurea Mørch, Prodromus no. 92. Er funden paa de fleste punkter i det egentlige Tromsø-

"sund fra Grindøen til Skatøren men oftest kun enkeltvis og

À sjelden ovenfor 20 favnes d.; den forekommer sammen med

de øvrige arter men synes dog at foretrække Lithothamnion

med røde alger paa noget lerblandet bund.

— Dette er en af de lettest kjendelige og skarpest afgrænd- — sede Bela-former, saa det forundrer mig, at Mørch har kun- . net mistyde denne art. De foreliggende 55 eksplr. fremby- der i formen kun ubetydelige variationer, i det enkelte kan

NE have spiret lidt mere fremdraget end andre. Skulpturen er

xæsten ligesaa konstant, kun sjeldent forkommar individer, der har forsvindende tværfolder paa sidste vinding henimod -mundingen. Farven varierer fra mørkviolet til kjødrød; saa- | danne lyse ekspir. ligner ved første øiekast lidt sarsiü, men skilles let ved spirets form og de tumide vindinger. Det

største eksplr. maaler 15 mm.

— Fra Grønland besidder vi 3 eksplr., hvoraf imidlertid kun et er helt og friskt samlet; de stemmer ganske vel med de - norske.

_. Hidtil var den kun fundet meget sparsomt ved Hasvik og Vadsø af G. O. Sars, men som man ser, synes den ret at have .hjemme i Tromsøsundet, som er sydgrændsen, men til- lige at være adskillig lokal i sin større udbredelseskreds.

- 137. JB. sarsit Yerru,, Friele in lit. — Cancellata, G. 0.

Sars 1. c. p. 224, tab. 23, fig. 3.

- Ved sin indskrænkede forekomst efter min opfatning ube- tinget den mærkeligste af Tromsø-traktens talrige Bela-for- mer, idet den nøiagtig synes at følge B. pingelit; kun at den gaar op til 10 favne og mere synes at foretrække lerblandet _ sandbund. De bedste findesteder er en fordybning med hen- imod 20 f. lige søndenfor Juledagene, mellem Lanæs og Grind- gen (20—30 f.) og i byens nordre havn, hvor den maa siges

- Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 95

at være tildels meget hyppig; jeg har vistnok ialt samlet et- par hundrede stykker.

Tromsø er hidtil den eneste mig bekjendte lokalitet, men udentvivl maa arten ogsaa være at finde andetsteds. Ret paafaldende er det ogsaa, at den først i 1877 skulde blive paavist her, først i Mai af forfatteren og senere af Nordhavs- ekspeditionens zoologer; de ældre samlere har uden tvivl sam- menblandet den med andre arter; thi at den med sin talrig- hed ganske skulde have undgaaet deres bundskraber, er nep- pe rimeligt.

Ogsaa B. sars er en af de ,gode“ arter, som ikke let- telig skal sammenblandes med nærbeslægtede. I sin ydre

habitus minder den noget om exarata, idet man ofte finder eksplr., der har stærkere kjøl og tydeligere skalariformt spir end det af Sars afbildede, men adskiller sig straks ved skulp- tur og farven, som paa friske eksplr. er vakkert lys rosenrgd men hurtigt bleges til tarveligt kjødrødt. Saadanne friske eksplr. ligner da ved første øiekast harpularia v. rosea, dens stødige ledsager, men skilles ogsaa fra denne ved skulpturen. ©

Det betydelige antal foreliggende individer frembyder et saa gjennemgaaende ensartet udseende, at jeg ikke har fun- det mig beføiet til at udskille varieteter; man kunde kanske skjelne mellem en forma robustior og en f. attenuata, idet spiret kan veksle i længde, men forskjellen mellem dem er mindre end mellem harpularia og dens v. rosea. De største eksplr. opnaar en længde af 11 mm.

138. B. cancellata Micu., Friele in lit. — Elegans Møl- ler 1, c. p. 86. — G. 0. Sars, 1. c. p. 225, tab. 16, fig. 15. — Id., Dyrelivet paa vore havbanker, p. 29 (99) — Declivis Lovén |. c. no. 92. — G. 0. Sars 1. c. p. 224, tab. 16 fig. 10. — Danielssen 1. c. p. 34. — Jeffreys: ,Valorous* Expe- dition p. 189, no. 9 — Angulosa G. O. Sarsl. c. p. 227, tab. 16, fig. 16. — Pingelü (Beck) M, Sars, Beretning p. 188, —

96 J. Sparre Schneider

Scalaris v. ecarinata (G. O. Sars) Schneider 1. c. p. 65. — Scalaroides (G. O. Sars) Schneider 1. c. p. 65.

a. forma typica Friele.

Den typiske form, som kjendes paa det kortere spir og den mere tumide sidste vinding, synes at være meget sjelden; jeg har kun fundet 2 vakre eksplr. søndenfor Lanæs paa c. 30 f. dyb, lerblandet grus. 2 stykker erholdtes i Kvænangen i 1881, det største 17 mm langt.

b. v. declivis Loven (elegans Møller).

Forekommer ikke sjelden paa dybere vand (fra c. 20 f.) paa lerblandet bund, de fleste eksplr. har jeg taget udenfor _ Skatøren paa 25—30 f. d. |

Declivis fremstiller de gamle udvoksede eksplr., som jeg besidder i en størrelse af op til 21 mm, elegans er de yngre mere tyndskallede og med stærkere spiralskulptur forsynede individer.

b. b. v. angulosa G. O. Sars.

Denne smukke form, der udmærker sig ved sit lange spir, de kjølede vindinger med dyb sutur og faa længderib- ber, er sikkert kun et ungdomsstadium af v. declivis, med hvem den forekommer af og til.

Jeg har i dette gieblik for mig 53 eksplr., som paa det evidenteste viser sammenhængen mellem de her behandlede cancellata-former. Jeg har ikke villet opstille nogen v. elegans, da den forekommer mig at afvige altfor ubetydeligt fra declivis.

139. B. obliqva G. P. Sars, 1, c. p. 226, tab. 16, fig. 6. — Schneider 1. c. p. 64.

En meget ejendommelig og konstant form, som vistnok vil faa lov til at staa uantastet som en distinkt art. Den forekommer kun meget sparsomt sammen med sine slægtnin- ge, saaledes haves 4 stykker fra Skatøren, etpar har jeg fun- det udenfor Juledagene og 1 i Haukøbotn; Dr. Krause tog kun et enkelt dødt ind. Fra Kjosen er medbragt 7 eksplr., hvoraf det største maaler 10 mm; de er tykskallede og stærkt

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 97

korroderede om end tildels tagne levende, men dog sikkert at erkjende som obliqua. Til de af G. O. Sars nævnte loka- liteter kan endvidere nævnes Kvænangen, hvorfra jeg i 1881 medbraste 2 stykker.

140. B. cinerea Motrer, 1. c. p. 86. — G. 0. Sars I. c. p. 227, tab. 23, fig. 4. — Weinkauff, Catalog no. 148.

Denne sjeldne art har Dr. Krause fundet i 2 eksplr., hvoraf det større, som er mindre vel konserveret, maaler nær 20 mm, det mindre 15 mm. Fra Kjosen har jeg medbragt et yngre levende individ. Tidligere var kun et enkelt stykke taget ved Vadsø af G. O. Sars.

Visselig staar den meget nær cancellata f. typica, men der er dog en ejendommelighed ved skulpturen, fint men stærkt indtrykte spiralfurer, som efter Frieles opfatning berettiger den til at faa beholde sin selvstændige stilling, og herimod vil jeg uden et større materiale ingen indvending gjøre.

Det er vistnok hævet over enhver tvivl, at senere under- søgelser vil indføre ogsaa B. nobilis Møller i Tromsøsundets fauna; jeg har fundet et yngre eksplr. i Kjosen, ligesom den i Kvænangsfjorden var ret hyppig.

141. D, scalaris Møller 1. c. p. 85. — G. 0. Sars |. c. p. 229, tab. 16, fig. 9 (v. ecarinata), tab. 23, fig. 5 (f. typica). — Mørch, Prodromus no. 86. — Turricula (Mont.) v. scalaris M. Sars, Bidrag p. 188 (ex parte). — Weinkauff, Catalog no. 143.

a. forma typica G. O. Sars.

Hid har Friele ført 6 ved Skatøren fundne eksplr., hvoraf det største maaler 20 mm, men udtaler samtidig sin tvivl, om det maaske alligevel kun er rugulata med uddrag- ne spir. Det største af dem synes ved den næsten forsvin- dende kjøl at danne en overgangsform til v. ecarinafa, som imidlertid endnu er mig fremmed in natura.

142. B. rugulata , Mørrer" (fide Troschel), G. 0. Sars L c. p. 230, tab. 23. fig 6.— Schneider 1. c. p. 65 (ex parte)

98 J. Sparre Schneider

— Turricula (Mont.) Lovén 1. c. no. 87 (e. p). — M. Sars, Beretning p. 188 (e. p). — Id., Bidrag p. 41 (e. p.) — Da- nielssen 1. c. p. 35 (e. p.). — Weinkauff, Catalog no. 143 (e. p.). — Friele, Bergens Moll, no. 275 (e. p). — Leche, Hafs- mollusker no. 99—101 (e. p.?).

Overalt paa passende lokaliteter, fra 15 f. og nedover, forekommer denne art hyppig, tildels meget talrig som f. eks. udenfor Skatøren og øens sydspidse. Den haves ogsaa fra Ramfjord og Kjosen.

Det store antal foreliggende eksplr. frembyder et meget ensartet udseende, hvad den ydre habitus angaar, om man end ved en nøiere prøvelse vil bemærke endel foranderlighed i skallens soliditet, spirets længde og skulpturens udvikling. Dens slægtskab til scalararis og scalaroides er dog foruroli- gende nært, og nobilis staar heller ikke langt borte; jeg vil dog her afholde mig fra atindgas paa nogen nøiere behand- ling af disse vanskelige forhold, som vel snart fra en mere kompetent haand vil foreligge udtømmede behandlede.

143. B. assimilis & P- Saes.l- c. p. 231. tab. 23, fig. 8.

Dette er en af de allervanskeligste former, som neppe erkjendes uden ved uncinernes form. Efter habitus og skulp- tur at holde den ud fra rugulata er neppe muligt, og saale- des har et antal, der var udskilte som assimilis, alle ved undersøgelsen af radula vist sig at tilhøre rugulata. Af et større antal, som Friele modtog til determination, lykkedes det ham kun at finde frem en eneste ægte assimilis, et yn- gre eksplr., som forøvrigt i skallens form og skulptur stem- mer nøie med figuren hos Sars. Der tør vel endnu kunne findes frem nogle assimilis blandt det betydelige endnu uun- dersøgte materiale af formentlige rugulata, men jeg har end- nu ikke vovet mig ikast med dette vidløftige arbeide. At bygningen afradula heller ikke indenfor denne slægt er paa- lidelig, beviser den af Sars som egen art opstillede angulosa, der sikkert kun er et yngre stadium af cancellata v. declivie,

I

Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 29

144, B. scalaroides 6. P- Sars], c. p. 231, tab. 23, fig. 7.

6 unge individer, som er tagne i Finnæsdybet paa 50 —60 f, blød lerbund, er af Friele bestemte som tilhørende denne tidligere kun i et enkelt eksplr. fra Vest-Finmarken (Hasvik) bekjendte art.

145. B. exarata Matter |, c. p. 85. -- G. 0. Sars 1. c. p. 232, tab. 16, fig. 18. — Schneider 1. c. p. 65. — Turri- cula (Mont.) Lovén 1. c. no. 87 (ex parte). — M. Sars, Be- retning p. 188 (e. p.) — Id., Bidrag p. 41 (e. p.). — Dani- elssen 1. c. p. 35 (e. p.) — Weinkauff, Catalog no. 143 (e. p.) — Friele 1. c. no. 275 (e. p.) — Mørch, Prodromus no. 87. — Leche Hafsmollusker no. 101. — Mitrula Loven 1. c. no. 90. — M. Sars. Bidrag p. 42. — Danielssen 1, c. p. 35. _ Weinkauff, Catalog no. 149. — G. 0. Sars 1. c. p- 233, tab. 23, fig. 9.

a. forma typica Friele (exarata auct.).

Den mere tykskallede, kortspirede og med en rettere cauda forsynede form er en af den arktiske regions almin- deligste Bela-arter, der ogsaa forekommer talrig overalt ved Tromsø paa næsten alslags lerblandet bund nedenfor 15 favne. I Kjosen er den heller ikke sjelden og naar der som ved Tromsø en størrelse af vel 12 mm.

De 5 foreliggende grønlandske eksplr. er massivere og mere kortspirede end Tromsø-formen, af hvilken der dog kan findes individer, som vel stemmer med disse Møllers type-ekspår.

v. mitrula Loven.

Hovedmassen af den ved Tromsø forekommende exarata tilhører denne hidtil med urette som en distinkt art opret- holdte varietet, som med de aller jevneste overgange , flyder over i hovedformen, med saameget mere ret at betragte som varietet, som Sars i uncinernes form ikke har kunnet finde nogen differens.

146. B. harpularia foutu, G. O. Sars 1. c. p.234, tab, 16, fig. 17, tab. 23, fig. 10. — Lovén 1. c. no. 88. (Tritomi-

vier»

30 J. Sparre Schneider

um.) — M. Sars, Beretning p. 187. — Id., Bidrag p. 41. — Id., Foss. Dyrl. p. 115. — Danielsen 1. c. p. 35. — Friele 1. c. no. 276. — Roseum (M. Sars) Lovén 1. c. no. £9. — Turricula (Mont). Weinkauff, Catalog no. 143 (ex parte). — Woodiana Møller 1. c. p. 86. — Mørch, Prodromus no. 88.

a. forma typica G. O. Sars.

Forekommer næsten overalt paa passende lokaliteter saavel paa ren sandbund som paa blød dyndet bund fra ec, 3—30 favne; i Kjosen synes den ikke at være synderlig hyp- pig. De største eksplr. opnaar en længde af omkring 12 mm.

b. v. rosea (M. Sars) Lovén.

Med alle overgange til hovedformen men mindre talrig end denne, kan heller ikke opfattes som nogen lokalrace, da den forekommer blandet med den typiske form.

B. harpularia er under alle former let kjendelig og kan ikke forveksles med nogen af de øvrige farvede arktiske Bela- arter; naar undtages spirets vekslende længde og spiralstrie- ringens større eller mindre skarphed, forekommer denne art mig at være forholdsvis lidet variabel.

147. DB. trevelyana Turt, G. O. Sars 1. c. p. 235, tab. 16, fig. 13. — M. Sars, Bidrag p. 187. — Id., Foss. Dyrl. p. 48. — Danielsen 1. c. p. 35. — Friele 1. c. no. 273. — Wein- kauff, Catalog no. 147 (ex parte). — Reticulata (Brown) M. Sars, Beretning p. 187 (Tritonium). |

a. forma typica, —

Meget enkeltvis forekommer hist og her en form, der kommer temmelig nær den typiske trevelyana, saaledes som den foreligger fra flere lokaliteter, saavel uorden- som søn- denfor Tromsø, de største eksplr. af c. 12 mm længde.

Medens den typiske form hovedsagelig synes at forekom- me paa sandblandet bund i en for holdsvis ringe dybde, har jeg paa ren lerbund ned til 100 favne paa flere punkter fun- det ret hyppig en varietet, som jeg vil benævne

v. parva. 7

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 31

Denne varietet, som er mindre og mere tyndskallet end hovedarten, hvortil overgange haves, vil senere blive nærme- re omhandlet af Friele, hvorfor jeg overhovedet, for ikke at foregribe resultaterne af hans mangeaarige møiefulde under- søgelser, over slægten Bela kun har gjort de aller nødvendig- ste bemerkninger. — V. parva er især funden talrig i Ram- fjorden, mere enkeltvis i Haukøbotn, ved Juledagene og uden- for Skatøren. I Kjosen forekommer den ligeledes ret al- mindelig.

148. B. decussata foutu. Friele in lit. — Viridula Møl- ler, 1: ep. 87. — G. O- Sars, 1. c. p. 235, tab. 16, fig. 7& 8. — Schneider, Kvænangens Moll. p 65. — Kobelti Verkrüzen teste G. O. Sars. — Conoidea G. O. Sars, 1. c. p. 236, tab. 16, fig. 14. — Borealis (Reeve) v. ventricosa Mørch, Prodro- mus no. 97. — Trevelyana v. decussata (Couth.) Weinkauff, Catalog no. 147.

a. forma typica Friele (viridula G. O. Sars).

Som denne art overhovedet er en af de vanskeligste in- den gruppen, saaledes er den ogsaa en af de sparsomst fore- kommende, idet jeg alt i alt neppe har kunnet opdrive en 20 stykker. Opholdssted deler den med de øvrige arter og er funden paa de fleste lokaliteter i det egentlige Tromsøsund.

Fra Grønland foreligger 3 Møllerske typer, der har fær- re tværribber og synes mere tykskallede, men ellers stemmer ganske godt med vore arktiske.

b. v. finmarchica Friele in lit.

Under dette navn har Friele udskilt en form, som i et- par ekspl. er funden blandt hovedformen og ogsaa blev med- bragt fra Kvænangen i et enkelt stykke. Den synes mig at komme temmelig nær trevelyana, som idetheletaget viser et intimt slægtskab til decussata, uagtet de sikkert er artsfor- skjellige.

c. v. conoidea G. O. Sars.

Denne smukke og fine form, som jeg har fundet i et-

39 J. Sparre Schneider.

par yngre eksplr. udenfor Skatøren paa c. 25—30 f., bør vist- nok rettest opfattes som en høispiret varietet af decussata, der saaledes efterhaanden har vist sig at være næsten lige- saa polymorf som camcellata, slægtens som det forekommer mig mest variable art.

149. B. tenuicostata M. Sars, Fortsatte Bemærkninger etc.. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1868, p. 259. — G. 0. Sars I. c. p. 237, tab. 17, fig. 1. a—b. — Id. Dyrelivet paa vore Hav- banker p. 29. — Friele 1. c. no. 274. — Weinkauff, Catalog no. 151. — Leche, Hafsmollusker no. 107.

Dr. Krause fandt et enkelt dødt eksplr. antagelig uden- for Skatøren, og jeg har sammesteds fundet et levende, som vistnok hører hid. Denne art varierer ogsaa noget og kom- mer temmelig nær saavel unge eksplr. af trevelyana v. parva som decussata v. finmarchica, men vil dog temmelig sikkert kunne kjendes paa den dybe udbugtning af yderlæben, me- dens skulpturen ikke udgjør et aldeles paalideligt kjendemær- ke, forekommer det mig.

150. B. bicarinata Fourx., G. O. Sars 1. c. p. 237, tab. 16, flg. 11 & 12. — Leche, Hafsmollusker no. 106. — Cy-. lindracea var. alba M. Sars, Christianiafjordens fauna, II, p. 51.

a. forma typica G. O. Sars.

Af denne sjeldne art fandt Dr. Krause 6 døde mere og mindre vel vedligeholdte eksplr, og selv har jeg taget 3 døde mindre gode stykker udenfor Skatøren, det største maalende 12 mm. Disse eksplr. har alle et fossilt udseende, og jeg var derfor nær ved at tro, at denne art ikke længere levede i Tromsøtrakten; senere har det imidlertid lykkes mig blandt vore talrige eksplr. af violacea at finde frem 2 levende unge eksplr. af den ved sin blegrøde farve karakteristiske

v. rufescens G. O. Sars.

Disse 2 individer, der kun er 5—6 mm. lange, er fund- ne ved Skatøren paa lerbund i en dybde af c. 30 favne, li- gesom B. bicarinata idetheletaget er en udpræget dybvands-

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 33.

form. Den er ikke altid saa let at skille fra stærkt skulpte- rede violacea, da de karakteristiske spiralkjele ikke altid er

lige stærkt udviklet; i den ydre habitus staar disse 2 arter - hinapden meget nær.

151. B. violacea Micu., G. O. Sars 1. c. p. 238, tab. 17 fig. 2 & 3. — M. Sars, Bidrag p. 41. — Danielssen 1. c. p. 35. — Weinkauff, Catalog no. 153. — Leche, Hafsmollusker no. 112. — Mørch, Prodromus no. 93. — Cylindracea Møller 1. c. p. 86. — M. Sars, Beretning p. 187. — Frielel. c. no. 277.

a. forma typica G. O. Sars.

Den typiske mørkere farvede, stærkere skulpterede og mindre form forekommer almindelig fra 10—30 favne, især paa sandbund, ligesom den ogsaa er funden hyppig i Kjosen.

b. v. lævior G. 0. Sars.

Mere eller mindre udpræget forekommer denne lang- spirede, blegtfarvede og glatte form næsten overalt blandt hovedformen; næsten ublandet og i allerstørste mængde fin- des den paa blød lerbund i Haukøbotn fra 20—30 favne i usædvanlig store eksplr, der ofte er indtil 12 mm lange, men individerne herfra er oftest stærkt corroderede paa de øverste vindinger og har alle en gulagtig stærkt vedhængende lerhinde. Saavel varieteten som hovedformen varierer ret be- tydeligt saavel i henseende til skulpturen som spirets længde, - men B. viola <a er dog altid let kjendelig ved sin ejendom- melige habitus, de hosyngre eksplr. ofte minder stærkt om trevelyana i visse former. De 6 foreliggende grønlandske eksplr., der øiensynlig er tagne paa lerbund, er blegt farvede, kortspirede, bugede og svagt skulpterede.

152. Typhlomangelia nivalis Joven, 1. c. no, 99 (Pleuro- toma). — M. Sars, Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 41- .— Id, Beretning om en i 1859 foretagen Reise etc, Nyt Mag. 11 b. 3 h., p. 243, — Id., Christianiafjordens fauna, II, p. 50. — Danielssen 1. c. p. 34. — Friele 1, c. no. 966.

— Weinkauff, Catalog no. 140. å

gå 00005. Sparre Schneider

Saavel Dr. Krause som forfatteren har fundet etpar yn- gre eksplr. paa ren lerbund i Finnæsdybet paa 50—70 fav- ne, hvorhos kirkesanger Nikolaisen har medbragt et meget stort men dødt eksplr. fra 100—200 f. i Malangenfjord ; det- te maaler 22 mm, medens G. O. Sars angiver størrelsen til 19 mm.

T. mivalis er neppe af arktisk oprindelse, da den ogsaa indenfor den arktiske region kun holder sig paa større dyb og ikke synes at gaa ind i de lukkede fjotde, i analogi med Eul. stenostoma og dybvandsformer af lignende udbredelse.

Sammen med foregaaende fandt Nikolaisen i Malangen et 184, mm langt levende eksplr. af den interessante Spzro- tropis carinata Phil., der har omtrent samme udbredelsesfor- holde som Typhl. nivalis og saaledes sandsynligvis ogsaa fo- rekommer ved Tromsø, om den end hidtil har undgaaet min opmærksomhed. Den opnaar uden tvivl sin kraftigste udvik- ling i den arktiske region, om den end ikke i den alminde- lige omfattende betydning kan karakteriseres som en arktisk form.

153. Trophon truncatus Strom, G. 0. Sars 1. c. p. 246 tab. 15, fig 9. — Weinkauff, Catalog no. 91. — Clathratus (L) Lovén 1. c. no. 83 (ex parte). — Møller 1. c. p. 87. — M. Sars, Beretning p. 189 (ex p,). — Id., Bidrag p. 40 (ex P.). — Id., Fossil. Dyrl. p. 47 (ex p.). — Danielssen 1. c. p. 34 (ex p.). — Friele 1. c. no. 289 (ex p.).

Den forekommer kun meget sparsomt ved Tromsø og er hidtil kun. bemærket omkring Juledagene paa 10—15 fide, skjælsand, hvor jeg ialt har fuudet 5 eksplr., det største maa- lende 14 mm.

: Hvor nær beslægtet den end er med Z. daten tror jeg dog den rettest bør betragtes som distinkt species, da overgangsformer endnu ikke er faldne i mine hænder, lige- som ogsaa de af Sars paaviste forskjelligheder i radulas byg- niag, om end ikke betydelige, dog altid bør tillægges nogen vægt:-

Undersøyelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 35.

Sars omtaler 7. éruncatus som meget almindelig* i vor arktiske region; jeg har i min hele samletid kun erholdt de nævnte 5 eksplr.; maaske har den sit egentlige hjem ved den

aabne kyst. - 154. T. clathratus J-., G. O. Sars, 1. c. p. 247, tab. 15, fig. 10 & 11. — Lovén 1. c. no. 83 (ex parte). — M. Sars,

Beretning p. 189 (ex p.). — Id., Bidrag p. 40 (ex p.) — Id, Foss. Dyrl. p. 47 (ex p.) — Danielssen 1. c. p. :4 (ex p.) = Friele 1. c. no. 289 (ex p) — Weinkauff, Catalog no. 90. — Banffii Møller 1. c. p. 87 (ex p).

a. forma typica G. O. Sars (var. major & minor M. Sars).

Paa forskjellig slags haard bund, ikke paa den bløde ler, næsten overalt meget almindelig, talrigst indsamlet paa banken udenfor Skatgren mellem 20 og 30 favne. Kun sjel- den er den bemærket ovenfor 10 à 15 f., hvorfor det var ret overraskende at finde den ogsaa littoral; i afvigte Novem- - ber tog jeg nemlig 2 temmelig store levende eksplr. ved lavt vand paa Tromsøens sydspidse og kom uvilkaarligt paa den tanke, om ikke saavel 7’ clathratus som mange andre gas- tropoder maaske skift r opho'dssted efter aarstiderne, et for- hold, der frembyder den største interesse, men til hvis ud- redelse d-r ialfald fra Norges farvande neppe foreligger en eneste observation. |

Arten opnaar i Tromsøsundet en særdeles kraftig udvik- ling, idet mit største eksplr. maaier 37 mm og saaledes kun staar lidet tilbage for de i glacialbankerne og ved Spitsber- gen forekommende, der angives at naa 40 mm I Kjosen, hvor den ligeledes er almindelig paa et rev med 7—10 f, vand, er den ogsaa vel udviklet, idet det største individ fra, denne lokalitet maaler 35 mm. Gjenne -msnitsstørrelsen for udvoksede individer fra Tromsø omegn kan sættes fra aa: 30 mm; G. O. Sara har ikke fundet dem større end 24 mm. Under disse omstændigheder at skjelne mellem en var. major. og en var. minor, saaledes som M. Sars har gjort 1 sit vig-

86 3 sg Sparre Schneider.

tige arbeide over dyrelevningerne i vore glacialbanker, bliver altsaa ufornødent, da længden af cauda tillige er ligesaa va- riabel som skulpturen.

b. var. gunneri Lovén.

Denne vakre form er endau talrigere end den typiske og forekommer mest udpræget paa dybere vand, men forøv-

rigt gaar begge med de allerjevneste overgange over i hinanden.

Med al denne foranderlighed i antallet og formen af varices, længden af cauda og spiret og den større eller mindre soliditet, tror jeg dog ikke der af Tr. clathratus med nogen fordel kan udskilles flere end de 2 her behandlede former, ialfald naar kun hensyn tages til materiale hentet fra Nor- ges nordlige kyster; eksplr. foreligger kun, om end rigeligt, fra lokaliteter nordenfor polarcirkelen.

155. T. barvicensis jounst.,G. O. Sars i. c. p. 248, tab. 93, fig. 13. — Lovén I. c. no. 85. — M. Sars, Bidrag p. 40. — Danielssen 1. c. p. 34. — Weinkauff, Catalog no. 93.

Forekommer ogsaa ved Tromsø kun paa dybere vand og dertil meget sparsomt; selv harjeg taget 3 eksplr. ved Skat- øren og i Finnæsdybet paa 30—60 f. dyb, medens Dr. Krause omkring samme lokaliteter fandt 3 tommer skaller og et le- vende individ. Mit største eksplr. maaler henved 11 mm.

156. Polytropa (Purpura) lapillus L-, G. O. Sars 1. c. p. 250, tab. 23, fig 15. — Lovên 1. c. no. 103. — M. Sars, Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 41. — Id, Foss. Dyr]. p. 114. — Danielssen 1. c. p. 33

a. forma typica G. O. Sars.

Overalt i littoralbæltet i allerstørste mængde, langt tal- rigere end Lit. litorea.

Den ved Tromsø forekommende form er gjennemsnitlig adskillig tyndskallet, dog i forskjellig grad efter lokaliteter- ne, og som levende i roligt vand i almindelighed stærkt skulp- teret. Det største eksplr. maaler 41 mm, vort største fra

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 97

Syd-England 47 mm; Sars angiver maximum til 35 mm. Af mærkbare farvevarieteter har jeg kun bemærket følgende:

1. Unicolor cinerea vel cinereo—fusca.

2. Unicolor aurantiaca vel pallide flava.

3. Unicolor alba. =

4. Cinereo—fusca fasciis spiralibus 2 albis.

Medens den ensfarvede hvide form under sydligere bred- der ofteer den eneraadende, er den derimod her nord yderst sjelden; mere end 90 % tilhører varietet no. 1, den lysere eller mørkere graabrune; den baandede no. 4 er hyppig, sjelden derimod den vakre orangegule.

b. v. imbricata (Lam.) G. O. Sars.

Denne smukke form, der udvikler sig i roligt vand, fo- rekommer ved Tromsø meget almindelig sammen med den typiske, med de aller jevneste overgange til samme og i alle dens farvevarieteter. Skulpturen er overordentlig vekslende, idet de krusede costæ snart staar tæt over det hele skal, - snart er tilstede i et ganske lidet antal. Paa mange eksplr. bemærkes kun en enkelt stærkt fremstaaende tyk længdefold midt efter den sidste vinding.

157. Pyrene rosacea Gourr, G. O. Sars 1. c. p. 251, tab. 16, fig. 1 — Holbølli Møller 1. c. p. 85 (Mangelia). — Lovén 1. ce. no. 78. — M. Sars, Beretning p. 189. — Id., Bidrag p. 42. (Columbella), — Danielssen 1 c. p 34. — Weinkauff, Ca- talog no. 33 (Mitrella). |

var. lævior M. Sars.

Allerede M. Sars gjør opmærksom paa, at den ved vore kyster forekommende form ved sin glatte skal betydelig af- _viger fra den grønlandske, der, som mine 3 rigtignok slet kon- serverede eksplr. udviser, har stærke lengdefolder næsten over den hele skal forbunden med en langt skarpere spiralstrie- ring, end samme bemærkes hos mine talrige arktiske indivi- der. Da den grønlandske vel bør betragtes som hovedfor-

88 0.0025, Sparre Schneider

men, har jeg for den norske sure det af M. Sars fore slaaede varietetsnavn.

Paa passende lokaliteter, navnlig talrig og kraftigt ud- viklet paa Cynthia-banken udenfor Skatøren, forekommer P. rosacea ret hyppig flersteds i Tromsøsundet mellem 20 og 30 favne, sparsommere høiere op. De største eksplr. maaler 12 _ mm. I enkelte stykker er den ogsaa funden i Ramfjordan men derimod ikke bemærket i Kjosen.

158. Buccinum undatum L..G. O. Sarsl. c. p. 254, hr 13, fig. 12, tab. 24, fig. 2—4. — Lovèn I. c. no. 80. — M. Sars, Beretning p. 190. — Id., Bidrag p. 40. — Id., Foss. Dyrl. p. 114. — Danielssen 1. c. p. 33. — Friele, norske Nordbavseksp. VIII, p. «8. — Verkriizen, Buc. undatum, Jahr- buch 1882, Juli. — Grønlandicum (Chmn.) M. Sars, Foss. Dyrl. p. 46 (ex parte) — Donovani (Gray) G. O. Sars 1. c. p. 257, tab. 13, fig. 11. — Schneider, zoologiske iagttagelser etc. p. 31. — Storm, kgl. n. Vid. Selsk Skrifter 1880, p. 87.

Da hr. Verkrüzen har modtaget et større antal eksplr. af de ved Tromsø forekommende varieter og agter at affatte én opsats over dette materiale, skal jeg afholde mig fra no- gen vidløftigere behandling af det samme emne og indskræn- ke mig til at meddele de fornødne oplysninger om artens op- træden i denne trakt.

Som overalt ved vore kyster forekommer B. undatum - ogsaa ved Tromsø i stor mængde og i en mangfoldighed af former, fra littoralbeltet ned til de dybder, hvori fiskerne _ bruger sine redskabe1; dog frembyder vor betydelige samling af Tromsø-ekspl. paa langt nær de yderligheder og den af- -veksling som det i 1882 fra Vardg medbragte materiale, der skriver sig fra et større omraade med endnu større veksel af dybde og bundforholde, end Tromsøsundet kan opvise.

Naar undtages v. littoralis G. O. Sars (tab. 13, fig. 12), der ikke fuldt udpræget forekommer ved Tromsø, findes. alle hans varieteter repræsenterede, ogsaa den formentligs dong-

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 39

vani (fig. 11), der af Verkrüzen antages for at være. yderst langstrakte, noget monstrøst udviklede hunner. Jeg har i den forløbne vinter faaet flere eksplr., tagne paa omkring 30 f. i den nordlige del af Tromsøsundet, som nøie stemmer med Sars's figur, og af en størrelse op til 108 mm, i almindelig- hed temmelig tyndskallede; i Trondhjemsfjorden har Storm taget kolossale eksplr. af op til 128 mm., og efter hans op- gayer forekommer denne form paa bestemte punkter, saa de der danner en virkelig lokalrase. Ved Tromsø forekommer disse udtrukne former sammen med de øvrige varieteter.

Littoral findes B. undatum kun sparsomt i Tromsøtrak- ten, og jeg har oftest kun taget unge, stærkt mutilerede eksplr , der har stærke tværfolder, jevn og skarp spiralstriering og dertil ved sin blaahvide farvetone frembyder et ensartet ud- seende; de ligner kanske mest forma typica (tab. 24, fig. 2), der forøvrigt nærmest er en dybvandsform. De faa udvok- sede i littoralbæltet paatrufne eksplr. har lignet noget: v. cærulea (tab. 24, fig. 3), der falder sammen med Verkrüzens v. vadsøensis, men forresten været i en yderst slet konser- veringstilstand. ;

Hovedmassen af de paa dybere vand opfiskeda plie hvoraf jeg i vinterens løb har faaet et stort antal, tilhører «former, der snart nærmer sig v. pelagica (tab. 23, fig. 4) snart den typiske form, medens mange af dem ikke passer ind un- der nogen af de af G. O. Sars karakteriserede varieteter, -— hvis antal maatte være bleven fordoblet, om det skulde have - omtattet ogsaa Finmark-kystens mangfoldige og tildels meget -mærkelige former. Som ovenfor sagt, vil der formentlig fra Verkrüzens haand snart foreligge en nærmere redegjørelse over Tromsøsundets Buc. undatum. |

159. DB, gronlandicum fxmn, G. 0. a 1, ‘Gap; 259, tab. 13, fig. 9, tab. 25. fig. 1—2. — M. Sars, Bidrag p. 40. — Id,, Foss. Dyrl. p. 46 (ex parte). — Danielssen 1. c. p: 33. — Leche, Hafsmollusker no. 125. — Friele, Norske Nord-

‘ 40 on -J. Sparre Schneider. |

‘havseksped. VIII, p. 29, — Cyaneum (Beck) Møller 1. ce. p. :84. — Loven 1. c. no. 82. — M. Sars, Beretning p. 189.

a. forma typica G. O. Sars.

b. v. tenebrosa G. O. Sars (wv. pcterseni Verkrz )

c. v. patula G. O. Sars

Alle 3 former forekommer sammen og med de jevneste

overgange og er derfor mere at betragte som individuelle 'varieteter end som lokalraser, uagtet vistnok ‘eksemplarerne - fra forskjellige, ofte nærliggende, lokaliteter tildels frembyder sine ejendommeligheder. Den typiske form har jeg især fun- "det talrig paa Tromsøens sydspidse i tyndskallede, oftest

mørkfarvede eksplr, der ikke overstiger 32 mm Jængde, og —

som udmærker sig ved smukke farvetegniuger; den er ial- -mindelighed lysere eller mørkere brun med hvidgule flammer, sjeldnere prydet med smale afvekslende brunt og hvidt va- trede spiralbaand, medens eksplr.ne fra Ramfjordnæs næsten alle har saadanne baand paa lys gulagtig bund. V. tenebro- _sa forekommer især udpræget i Kjosen og der meget krafti- gere udviklet, op til 45 mm. V. patula er en art tykskallet dvergform; jeg har ikke fundet den udpræget paa Tromsøen,

hvorimod den ikke er sjelden paa Ramfjordnæs, oftest lyst —

farvet som den sammesteds forekommende typiske form. B. grønlandicum, en af den arktiske regions mest ka-

rakteristiske littoralformer, er vistnok ikke samlet søndenfor Tromsø, men udentvivl forekommer den vel endnu et stykke

syd i leden. Saalangt som til Lofoten naar den neppe, uag- tet M. Sars omtaler den herfra; han har uden tvivl forveks-

let den med undatum’s littoralformer. Dens hovedtilholds- |

sted er stranden henimod lavvandsmærket, hvor man finder

den kolonivis under stene, delvis nedgravet i sanden; jeg

. har rigtignok af en fisker faaet etpar eksplr., der foregaves at være tagne paa line i en dybde af c. 15—20 favne, men tør ‘ikke garantere for paalideligheden af denne opgave; saa

i Den å Bu. ET FRE

en We EA ey Ser 7 y Ps

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 41

- -usandsynligt er det ikke, da arten i det egentlige polarhav

ikke længere kan kaldes en littoralform. Uden at have seet M. Sars's efterladte samlinger anser jeg det dog for givet, at en stor del af de fra glacialbanker-

ne omtalte eksplr. af B. grønlandicum tilhører en eller an-

‘den af undatum's arktiske udviklingsformer, nærmest vistnok

var. coerulea; allerede de opgivne dimensjoner, 80 mm, viser

bestemt, at disse eksplr. ikke bar noget med grønlandteum

-at gjøre.

Med Friele holder jeg den af G- 0. Sars som conoideum

-karakteris: rede form for en hybrid af undatum og grønlan-

dicum; vi besidder 2 eksplr., det ene fra Tromsøen, det an-

det og større fra ukjendt lokalitet, desuden et fra Trumsø,

der hælder mest til gronlandicum men vistnok ogsaa er hy-

-brid. Da conoideum bestemt er en bastard af disse 2 arter

og dertil littoral, kan de af Collin fra Limfjorden og af Storm

fra Trondhjemsfjorden omtalte eksplr. ikke falde sammen med - conoideum men kun betragtes som former af undatum.

160. B. finmarchianum Y=rkrözen, G. O. Sars, 1. c. p. 262, tab. 13 fig. 10, tab. 25, fig. 3—4. — Schneider, z0016-

giske iagttagelser ete. p. 31. — Friele, Norske Nordhavseks-

ped. VIII, p. 30. — Pulchellum G. O. Sars 1. c, p. 261, tab. 24, fig 9. ;

a. forma typica G. O. Sars.

Det var mig en behagelig overraskelse at kunne indføre

i Tromsø fauna denne vakre art, som hidtil kun var funden ved Finmarkens kyster, idet jeg i December 1885 modtog et

ubeskadiget levende eksplr., der var opfisket med line paa Balsfjord udenfor Ramfjordnæs. Det er meget tykskallet,

59 mm langt og stemmer nøie med eksplr. fra Vardø; det er-

holdtes sammen med undatum’s dybvandsform, den langspi- —

rede og tyndskallede typus finmarchianus Verkrz., den ved

Vardø almindeligst optrædende varietet. B, finmarchianum var hidtil sydligst bemærket ved Skjervø

49 SE: J. Sparre Schneider.

paa grændsen af Vestfinmarken, hvorfra jeg i 1877 medbrag- te talrige eksplr. af en meget ejendommelig yderst fragil dybvandsform, der endnu ikke er bleven karakteriseret; den synes mig at komme humphreystanum foruroligende nær, men jeg skal her afholde mig fra videre indgaaeu paa det van- skelige Buccimtum-spørgsmaal. Verkrüzen har modtaget eksplr. ogsaa af Skjærvøformen og vil maaske i sin tid pu- blicere noget herover.-

Den af G. 0. Sars som pulchellum udskilte form er vist- nok en varietet af finmarchianum, men en saa ejendommelig og konstant, at benævnelsen bør opretholdes som varietets-

navn. Det er en tykskallet dvergform, som navnlig synes at

være ret hyppig omkring Gjæsvær, hvorfra vi i det forløbne aar har modtaget flere eksplr. sammen med masser af fin- marchianum i de 3 almindelige af G. O. Sars opstillede va- rieter.

161. Neptunea despecta -.,G. O Sars 1. c. p. 267, tab.

14 fig. 4, a—c. — M. Sars, Bidrag p. 38 (Tritonium.) — Id, Foss. Dyrl. p. 47. — Friele, Norske Nordhavseksped. VIII, p. 9. — Mørch, Prodromus no. 111.— Antiquum (L.) Lovén l. e. no. 74 (ex parte). — Danielsen 1. c. p, 33. — Antiquum v. aretica M. Sars, Beretning p. 190.

a. forma typica G. O. Sars.

Uden hensyn til bunddækket forekommer denne vor stør- ste gastropod overalt ganske talrig fra c. 15 f. og nedover, og er nest Buc. undatum den almindeligste søsnegle, der pleier at folge op med fiskernes liner; den benyttes ogsaa i betydelig udstrækning som et godt agn.

Det største eksplr. fra Tromsøsundet i museets samling

maaler 152 mm, skalaabningens høide 85 mm, de største fra‘

Vardø naar 138 mm. Storm omtaler fra Trondhjemsfjorden et individ paa 170 mm, og større er den vel neppe nogetsteds funden; Sars’s største maaler kun 130 mm. Saadanne store gamle eksplr. har næsten bestandig ngiagtig den form og

AE kant Å

| Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 43

skulptur, som den udmærkede figur hos G. O. Sars udviser

D. v. carinata (Penn) G. 0. Sars. Denne med stærkere eller svagere spiralkjøle udstyrede

-varietet er nærmest at betragte som et ungdomsstadium, især paa dybere og roligt vand, men kan ogsaa forme sig 'som en virkelig lokalrace, saaledes som i Kjosen, hvor N.

despecta er yderst alm. men ikke stor, men navnlig omkring Giæsvær ved Nordkap, hvorfra vi af handelsmand Holst har faaet en vakker svite af en kortspiret, atærkt kjølet og tyk-

skallet form; den mere typiske despecta forekommer dog og-

saa her men naar ingen betydelig størrelse. 162. Volutopsis norvegica Cumn.,G. O. Sars]. c. p. 268,

tab. 15 fig. 1, a—b. — Lovén 1. c. no. 75 (Tritonium). —

M. Sars, Bidrag p. 39. — Danielssen 1. c. p. 34 (Fusus). —

Mørch, Prodromus no. 123. — Schneider, Kvænangens Mol-

lusker p. 67. — Friele, Norske Nordhavseksp. VIII, p. 8.

Først i den sidste sommer (1885) er denne art bleven mig bekjendt som tilhørende Tromsøsundets fauna, idet jeg først erholdt et ungt eksplr. (1. 59 mm) taget paa line i Balsfjordens munding og senere et noget større fra c 50 f. dyb udenfor Ramfjordnæs, begge levende men desværre, som nesten al tid er tilfældet med denne smukke og fragile form, meget beskadiget i skalmundingen.

Skjønt fremdeles at betragte som en sjeldenhed er den funden paa mange punkter i vor arktiske region; i bundskra-

ben kommer den yderst sjelden, de fleste eksplr. faaes paa

fiskernes liner.

Engelske eksplr. adskiller sig ikke fra vore norske; Friele mener, at den ikke naar en saa kraftig udvikling i den ark- tiske region som i Nordsøen, men denne formodning holder neppe stik. Det pragtfulde stykke, somjeg optog i skraben

i Kvænangen 1881 maaler 118 mm, og større tør den neppe være funden andetsteds, uagtet jeg ikke har seet maal op-

givet for de største engelske individer,

44 J. Sparre Schneider.

Fra Havnæs i Lyngenfjord har museet modtaget 2 fuld- voksne af Pagurus beboede Chrysodomus turtoni, og det er ikke usandsynligt, at den vil blive paavist nærmere Tromsø. Den er efter min erfaring, ialfald i havet omkring Vardø, ikke saa sjelden som V. norvegica.

163. Sipho islandicus Cumn, G. O. Sars 1. e. p. 270, tab. 15 fig. 3. —? Lovén 1. c. no. 76. — M. Sars, Beretning. p. 191. — Id., Bidrag p. 39. — Danielssen 1. e. p. 33. — Mørch, Prodromus no. 117. Friele, Norske Nordhavseksp. VIII, p. 10

I det nordlige parti af Tromsøsundet paa lerbund i 30 —40 favnes dyb erholdes denne art som en stor sjeldenhed

i bundskraben, i som det synes fuldvoksne eksplr.; baade for-

fatteren og Dr. Krause har fundet den her, derimod har in- tet eksplr. været blandt de masser af B. undatum og N. de- specta, som jeg i vinterens løb har faaet fra denne lokalitet af byens fiskere. Det største af vore 2 individer fra Tromsø maaler 102 mm, det største fra Vardø er 112 mm langt, end- nu lidt større end G. 0. Sars angiver som maximum (110 mm). Udenfor Finmarkens kyster synes denne anselige art at være ganske hyppig, men det lykkes ikke ofte at faa kom- plette eksplr. |

S. glaber Verkrz., somjeg mod Frieles opfatning er mest tilbøielig til at anse for en fra S. gracilis d. C. forskjellig

art, ialfald som denne i talrige eksplr. foreligger mig fra

Englands kyster, er endnu meget talrig ved Skjærvø, hvor- fra jeg i 1877 medbragte et stort antal individer. Den synes at være en ren kystform, som ikke gaar ind i fjordene, men

den tør vel kunne findes i et af Tromsgsundets udløb til ha-

vet, f. eks. Kvalsund, og saaledes ogsaa blive indført i den egentlige Tromsø-fauna.

164. Sipho turritus M. Sars, Bidrag p 39 Gndesor) Friele, Norske Nordhavseksped. VIII, p. 20 (Neptunea). -Tortuosus (Reeve) G. O. Sarsl. c. p. 272, tab. 15, fig. 485. tab. 25, fig. 11,

a ge BT nt

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 45

a. forma typica G. O. Sars.

Denne form har jeg ikke fundet tydelig udpræget ved : Tromsø, derimod medbragtes i 1882 fra Vardø et vakkert friskt eksplr. af 47 mm længde, der stemmer ganske godt med Sars's figur {no. 4), kun er spidsen af cauda ikke saa stærkt vreden. |:

b. v. turrita (M, Sars) G. 0. Sars.

Heller ikke denne varietet har jeg funden tydelig ud- præget ved Tromsø men vel mellemformer, især blandt de yngre eksplr.

c. v. attenuata (Jeffr.) G. O. Sars.

Denne form forekommer ikke sjelden paa lerbund 1 c. 30 —40 f. dyb udenfor Skatøren, og i aarenes løb har jeg her samlet endel eksplr., ligesom nogle er bragte mig af en fi- sker. Det største stykke maaler 48 mm. Denne art synes i endnu høiere grad end de øvrige Buccinider at være hjem- søgt af Actinier, især af en glat lyserød, hvis navn imidlertid er mig ubekjendt.

165. S. latericeus Merrer, 1. c. p. 88. — M. Sars, Bi- | drag p. 39. -- Danielssen 1. c. p. 34. — Mørch, Prodromus

no. 116. — Friele. Norske Nordhavseks. VIII, p. 17. — Tri-

tonium incarnatum M. Sars, Beretning p. 191.

Denne ejendommelige art blev allerede af M. Sars paa- vist ved Tromsø, hvor den er jevnt udbredt og bemærket paa næsten alle lokaliteter, oftest kun enkeltvis; paa Cyn-

3 thia-ageren udenfor Skatøren er den derimod tilstede i stor

mængde, ligesaa i Kjosen paa det før omtalte stenrev i c. 10 favnes dybde; i det egentlige Tromsøsund forekommer den neppe ovenfor 20 favne og foretrækker ogsaa her et haardt _ bunddække.

S. latericeus varierer endel, især med hensyn til spirets længde og længdefoldernes stærkere eller svagere udvikling, men allerede den ejendommelige farve gjør den let kjende-

46 3. Sparre Schneider.

lig. Det største eksplr. maaler 26 mm, skalmundingens høi- de 12 mm. 4 |

166. Akera bullata Mörr., G. O. Sars 1. c. p. 281, tab. 26, fig. 1, a—c. — Lovén 1. e. no. 55. — M. Sars, Beret- ning p. 192. — Id., Bidrag p. 49. — Danielssen 1. c. p. 36.

Paa en af de sidste ekskursjoner i den nu forlabne høst lykkedes det mig at paavise denne art, som hidtil ganske havde undgaaet min opmærksomhed, som tilhørende ogsaa Tromsøsundets fauna. Den synes nemlig ikke at være sjel-

den blandt grønalger paa lerblandet sand paa etpar favnes

vand nær under land lige nord for Juledagene, ganske un-

der samme forholde som jeg har fundet den ved Grote, Ham- ©

merø og i Øxfjord, dens hidtil kjendte nordgrændse, hvor den ogsaa er funden af M. Sars.

Mine største arktiske eksplr., fra Grøtø, maaler henved 12 mm, G. 0. Sars anfører 10 mm som maximum.

107. Cylichna alba Brewn, G. 0. Sars. 1. c. p. 283, tab.

17, fig. 15 & 16, a—h. — Lovén 1. c. no. 64. — M. Sars,

Beretning p. 192. — Id., Bidrag p. 48. — Id., Foss. Dyrl. p.

44. — Danielssen 1. c. p. 36. — Leche, Hafsmollusker no.

146. — Corticata Møller 1. c. p. 79 (Bulla), a. forma typica G. O. Sars.

- Forekommer hyppig fra 10 favne og nedover paa al-

slags bund og er bemærket omtrent paa alle undersøgte lo- kaliteter. b. v. corticata Møller.

Almindelig sammen med foregaaende og umærkeligt gaa-

ende over i denne, talrigst i Kjosen, hvor den typiske form

neppe forekommer. Den er ved Tromsø i almindelighed kun. af ringe størrelse; det største eksplr., taget i Haukøbotn paa:

lerbund i 20—25 f. dybde, maaler kun 9 mm, medens Leche

fra det Kariske hav anfører individer af 12, mm længde.: Det største arktiske eksplr. i vor samling, maalende 10 mm,,

har jeg taget i Hammerø (68°).

FE i E ry DA Re MEG

Undersøgelser af dyrelivet i de arkske fjorde. | 47:

- 168. ©, reinhardti Merrer, 1. c. p. 79. — Leche, Hafs- moll. no. 148, tab. I, fig. 21. — Mørch, Prodromus no. 22. — Striata Brown teste G. O. Sars. — Schneider, Kvænan- gens Mollusker p. 68 — Propingva M. Sars. Bidrag p. 49. — G. 0. Sars, 1. c. p. 284, tab. 18 fig. 5, a —d. —? Insculp- ta (Totten) Leche, Hafsmoll. no. 147.

En for de indre fjordbunde meget karakteristisk art, som M. Sars opdagede paa sin andon nordlandske reise ved Tromsø, sandsynligvis i Ramfjord, hvor ogsaa jeg senere har fundet den ganske hyppig, saavel i det store dyb ved indlø- bet som i den søndre fjordbund. Nogle faa, mest døde eksplr. er ogsaa tagne udenfor Skatøren paa c. 30—40 f. dyb. I største mængde forekommer den i Kjosen, hvor den først blev funden af den norske Nordhavs-ekspedition i 1877 og sene- re samlet af forfatteren. Til disse lokaliteter kan endvidere føies Sørfjord i Kvænangen, hvor den lever paa ringe dyb al- deles under samme forholde som i Kjosen, samt Langfjord i Syd-Varanger, hvor jeg har taget et enkelt eksplr. 1 c. 50 f. dybde; af G. O. Sars er den ogsaa bemærket ved Vadsø. Den vil uden tvivl efterhaanden blive paavist i de fleste luk- kede fjorde i vor arktiske region, som jeg med den hid- til vundne erfaring for øie antager for dens egentlige hjem,

medens forekomsten ude ved den aabne kyst, som ved Vadsø, hører til undtagelserne og afhænger af særegne forholde.

At den her omhandlede art er identisk med Møllers

1 - seinhardti, har jeg havt anledning til at overbevise mig om ved direkte sammenligning med 6 Møllerske typeeksplr. fra

Grønland, som jeg i ingen væsentlig henseende kan findes for-.

-— skjellig fra vore norske hverken i form eller skulptur. Jeg,

har: derfor med Leche gjenoptaget Møllers navn, men tør dog ikke paastaa hermed at have truffet det rette valg i den. uredige synonymi, hvoraf denne art lider; navnlig formaar jeg: ikke at komme til klarhed angaaende forholdet mellem

- inseulpta : Totten og reinhardti Møller, der af Leche opret-:

As J. Sparre Schneider.

holdes som 2 distinkte arter. Scalpta (Reeve) Leche er vist- nok derimod artsforskjellig fra samme forfatters reinhardti.

169. Utriculus truncatulus Brue., G. 0. Sarsl. c. p. 285, tab. 17, fig. 18, tab. 26 fig. 2, a—b. — Truncata (Ad.) Lo- ven 1. c. no. 65. — M. Sars, Bidrag p. 48. — Id., Foss. Dyrl. p. 107. — Danielssen 1. c. p. 36.

b. v. pellucida (Brown) G. O. Sars.

Paa fin sandbund i ganske ringe dybde er denne art ikke saa ganske sjelden udenfor Skatøren og er ligeledes fun- den ved Grindøen under lignende forholde.

De foreliggende eksplr. hører efter skallets form til den af G. O. Sars karakteriserede varietet, men enkelte nærmer -

sig noget den typiske truncatula ved at have svage folder omkring skallets øvre ende og ved dettes nedentil noget bu- gede form. |

170. U. nitidulus Loven, 1. c. no. 68. — a O. Sars I. c. p. 286, tab. 17, fig. 13, tab. 26, fig. 3. — Friele, Bergens Moll. no. 176.

Dr. Krause fandt 6 eksplr., hvoraf etpar levende, sand- synligvis udenfor Skatøren; den har hidtil undgaaet min op- mærksomhed. |

171. U. pertenuis Micu., G. O. Sars 1. c. p. 287, tab. 17 fig. 19—20. — Semen Reeve teste G. 0. Sars. — Turrita Møller 1. c. p. 79.

a. forma typica G. O. Sars.

Saavel G. 0. Sars som Dr. Krause og forfatteren har fundet denne lille art i Tromsøsundet, og navnlig synes den at være ret hyppig paa den fine sand i knapt en meters dyb-

de ved Grindøen, hvor jeg har taget den vadende ved lavvande.

Den varierer med hensyn til spirets længde, uden at no- get af mine eksplr. dog kan henføres til v. turrita.

+ 173. U. obtusus Monr., G. O. Sars 1. c. p. 349, tab.

34, fig. 10 a—b. —? Friele, Bidrag til Vestlandets Mollusk- —

fauna p. 59, tab. I, fig. 5. — Weinkauff, Catalog no. 469.

Fer pos x Per ets “> BIT + £ à RER, EN nd Zn

PSN Ünderspyelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. _ 49

- Denne efter min opfatning meget tvivlsomme art har G. O. Sars fundet ved Tromsø og i Kjosen, ligesom ogsaa Dr. Krause har den i sin fortegnelse. — Blandt mine eksplr. af pertenuis er der ogsaa etpar, som synes ligesaa snart at maat- te henføres under obtusus, men Friele har bestemt alle som pertenuis; jeg formaar ikke at holde disse 2 formentlige ar- ter ud fra hinanden. ;

173. Diaphana hyalina Jort., G. O Sars 1. c. p. 289,

| frie te 1, ab M Sars Bidrag p 49. — Id, Foss. Dyr). p. 107. — Danielssen L c. p- 36.

I største mængde forekommer den i Haukøbotn paa blød

-— lerbund i 20—25 favnes dybde, ganske enkeltvis er den fun-

den i det egentlige Tromsgsund.

174. Scaphander puncto-striatus Mien. G. OSars te p- 292, tab. 1*, fig. 6 — Friele, Bergens Moll. uo. 162. — Librarius Loven 1. © no. 61. — M Sars, Beretning p. 192.

: Ge Bidrag p. 49. — Danielssen 1. c. p. 37. — Weinkauff,

Catalog no. 481. -

G. O. Sars omtaler denne art som „meget almindelig". overalt i vor arktiske region, men mig har det i disse 9 for- løbne sommere ‚kun lykkes at finde et eneste dødt og muti-

leret ungt eksplr. i Finnæsdybet paa 50—60 f. dyb. Grun- den hertil er rimeligvis den, at jeg hidtil næsten udelukken- de har drevet mine undersøgelser i den indre lukkede led, hvor Sc puncto-striatus ikke synes at trænge ind.

175. Philine scabra Möır., G. O. Sars 1. c. p 294, tab.

18, fig. 13, a—e — Lovén 1. c. no. 58. — Daniclssen I c p. 37. — Bullea granulosa M. Sars, Beskrivelser og lagtta- gelser etc. p. 73, tab. 14, fig. 36. —? Møller 1. c. p. 79.

Synes at være temmelig sjelden; Dr. Krause fandt en tom

_ skal, selv har jeg taget 2 yngre levende eksplr. i c. 30 f. dyb _udenfor Skatøren.

176. Philine en M. Sars, Bidrag etc. p. 49 (in-

- descript). -- G. 0. Sars 1. c. p. 296, tab. 18, fig. 10, a—d.

50 J. Sparre Schneider.

Denne synes at være slægtens almindeligste repræsentant ved Tromsø og forekommer som de øvrige arter paa blød lerbund i c. 20 favnes dyb og nedover, navnlig udenfor Skatøren.

177. Ph. qvadrata Woo», G. 0. Sars 1. c. p. 299, tab. 18, fig. 9, a—d. — M. Sars, Bidrag p. 49. — Id., Foss. Dyrl.

p. 108. — Leche, Hafsmoll. no. 152. — Danielssen 1. c. p. 37. — Scutulum Lovén 1. c. no. 5 . — M. Sars, Beretning p- 192.

Allerede M. Sars omtaler denne art som forekommende ved Tromsø, hvorfra den ogsaa er medbragt af Dr. Krause; mig er den hidtil undgaaet i det egentlige Tromsøsund, men jeg har et fuldvokset eksplr. fra Kjosen

De fra Kvænangen 1 1881 medbragte og som finmarchica fortegnede eksplr. har senere alle vist sig at tilhøre guadrata.

+ 178. Ph. sinuata Stmps, G. O. Sars 1. c. p. 298, tab. JG Ho ae

- Kun G. 0. Sars har fundet denne lille art, saavel ved Tromsø å som i Kjosen paa 10 15, paa den sidstnævnte lokalitet endog i mængde.

179. Ph. lima Brown, G. 0. Sars 1. c. p. 300, tab. 18, fig. 12. a—f. — Schneider, 1. c. p. 69. — Lineolata Couth. teste G. O. Sars.

Blev først funden af G O. Sars i Kjosen, ee jeg sene- re har samlet den 1 stort al Udenfor Skatyreu forekom- mer den ogsaa ret hyppig, og blandt de herfra indsamlede eksplr. befinder sig et, som afviger saameget i skallens form, at det maaske | er specifisk forskjelligt, nee Re et større materiale maa afgjøre.

TRYKT 97 JANUAR 1880.

= das an AC GA eV TE cs,

Polarcirkelen

som Nordgrzendsen for en Del

Vertebraters Udbredelse i Norge. af

FORSTCAND. AXEL HAGEMANN-

Et Land som Norge, med en saa vidtstrakt geografisk Udbredelse og saa uensartede Naturforholde, maa nedvendig- — vis frembyde adskilligt af Interesse ogsaa med Hensyn til de forskjellige Dyrearters naturlige Udbredelse inden Landet. Betragter vi saaledes Vertebraterne, finder vi, at en stor Del næsten udelukkende tilhører de ydre Kystegne, medens an- dre ere udprægede Indlandsformer, foruden at en større Del, som viser sig mindre nøieregnende med Hensyn til Valget af Opholdssted, forekommer spredt næsten over det ganske

Land fra Lister til Sydvaranger. Fæster vi os udelukkende

ved Græudsen for deres nordlige Udbredelse inden Landet, finder vi atter, at en stor Del som f. Ex. fl re Flaggermus-

arter, Pindsvinet, Glenten, Musvaagen, Dobbelttrosten, Nødde-

vækken, Hærfuglen, Natteravnen, Skovduen etc. kun tilhører den sydøstlige Del af Landet, eller ialfald ikke overskrider Fjeldryggen, som danner Grændsen mellem det norden- og det søndenfjeldske Norge. Andre derimod som Grævlingen,

53 Forsteand. Axel Hagemann. Polarcirkelen som N ord-

Saagjøgen, Nøddekraaken, Solsorten, flere Meisearter, Vagtelen etc. forekommer helt op til Trondhjemsfjorden, medens atter en større Del under Polarkredsen eller i Trakterne mellem

Ranen og Saltenfjord naar Grændsen for sin nordlige Udbre- —

delse inden Landet, foruden at, som tidligere anmærket, et

stort Antal forekommer saagodtsom overalt, uden Hensyn til

Breddegrader eller øvrige Naturforholde. Vi finder altsaa Dovre, Trondhjemsfjorden og Egnene under Polarkredsen, som tre store naturlige Mærker for Ver-

tebratfaunaens Udbredelse, og vi skulle i det tølgende beskjæf-

tige os med de Arter, som heroppe i Ranens Granlier eller

Saltens Furumoer maa siges at have naaet Nordgrændsen for -

deres geovrafiske Udbredelse hos os. Begynder vi med Pat- tedyrene møder os først en Flaggermusart:

Den langerede Flagermus (Plecotus auritus L) Den” ne forekommer endnu i Saltdalen, skjøndt ikke saa talrigt som den der og overalt nordenfor mere almindelige Vespe- rugo borealis. Selv har jeg endnu ikke opnaaet at faa un- dersøgt noget Exemplar, men Befolkningen heroppe fasthol- der bestemt to forskjellige Arter af ,Skindpungen", hvoraf den ene især udmærker sig ved sine i Forhold til den an-

den overordentlige lange Øren, ligesom det rimeligvis ogsaa var et Selskab af denne langørede Flaggermus man for en

Del Aar siden stødte paa i Stornæs (40 Km. fra Søen), da man en Vinter holdt paa at fælde en gammel hul Træstam- me. De hang nemlig fasthagede med Hovedet nedad, medens _ Vesperugo borealis ifølge W. Lilljeborg aldrig overvintrer i hængende Stilling, men indkrøbne i Hul, med Hovedet rettet udad. Da den nordenfor Trondhjemsfjorden kun er sparsomt bemærket og nordenfor Saltdalen ikke, synes den her at ha- ve sin Nordgrændse hos os, medens der i Sverige og Rus- land ifølge Lilljeborg ikke overstiger den 62de Breddegrad. Endnu et andet Pattedyr nemlig Gaupen (Felis lynx. L.) synes under Polarkredsen at naa Grændsen for sin nor-

grændsen for en Del Vertebraters Udbredelse i Norge 53

male Udbredelse inden Landet, om end spredte og omstrei- fende Individer kunne paatræffes endnu adskilligt nordligere. _ I Vefsen forekommer den som bekjendt ganske almindeligt, og det var her at en engelsk Dame for nogle Aar siden fandt dens spæde Unger i Skoven lige ved Ladestedet Mosjøen og bar dem hjem i den Formening at det var Katunger. Det nordligste Sted, jeg med Bestemthed ved at den yngler, er i Sørranen eller Korgen Annex under Hemnæs (ca. 66° N. B.). Ifølge Meddelelse fra Lensmanden sammesteds er i 1881 & 82 ingen Præmier udbetalte for Gauper, 1 1883 & 84 deri- mod en for hvert Aar og i den første Halvdel af 1885 to, hvoraf den ene blev fanget i Sax, den anden blev dræbt ved Gift. Den i 1884 blev fanget 1 en af en Gut udsat Hare- snate, hvor den blev fundet kvalt. Dyret var endnu ikke fuldvoxet, men dog af adskillig Størrelse, og man ser altsaa, at den heller ikke heroppe fornægter sin Natur, men gaar paa de forbudne Hareveje. I det nordenfor liggende Mo vi- des ingen Gaupe at være dræbt i den senere Tid, ‘og jeg har heller ikke Anledning til at tro, at den yngler der, skjønt den aarligaars indfinder sig, og især om Høsten og Vinteren bliver nærgaaende og anretter adskillig Skade.

I Dalsgrænden dræbte den saaledes forleden Vinter sex Sauer for en Mand. Paa Fjeldstrækningen mellem Ranen, Saltdalen og Bejeren klager Lapperne undertiden over, at den gjør Skade paa Renkalverne, skjøndt den ikke her optræder normalt. Nede i selve Saltdalen viser Gaupen sig kun yderst sjelden, ja jeg kjender egentlig ikke til, at den er seet der. før ifjor Vinter, da et Exemplar fra Julen udover opholdt sig i Junkerdalen, hvor den jevnligt blev seet endog midt paa Dagen uden at det lykkedes at faa fanget den i de udlagte Saxe og Selvskud. I Solvaagli var den endog saa fræk at forsyne sig af en ulykkelig Maar, som var fæstnet 1 det for den udlagte Jern, og i Junkerdal fortærede den en død Hun- deskrot lige ved Gaarden og en anden, der senere blev ud- -

#4 Forstcand. Axel Hagemann Polarcirkelen som Nord:

lagt som Aate i en Sax. Ogsaa i Bejeren viser Gaupen sig kun yderst sjelden, og kun Vinteren 1884 har jeg hørt Tale om, at et Individ holdt sig øverst i Dalen hele Vaaren udover uden at det dog lykkedes at faa det aflivet. Gamle Han- delsmand Jentoft paa Solø, som har tilbragt alle sine Dage i Bejeren, har fortalt mig, at der ikke i hans Tid er blevet dræbt nogen Gaupe sammesteds, ligesom han aldrig har seet dens Skind i Handelen. | Det nordligste Sted jeg ved, at den er blevet iagttaget nogenlunde regelmæssigt, er i Langvatsbygden i Skjærstad under 67,45’ N. B. Herskal den ikke vere saa rent sjelden den er ial'ald godt kjendt af Befolkningen, som ogsaa klager over, at den jager deres Sauer. Nordenfor Skjærstad har jeg ikke kunnct faa Oplysninger om, at Gaupen er iagttaget iden senere Tid, ogen Meddelelse fra en Mand om, at han i Ste- gen for et Par Aar siden blev budt et Gaupeskind tilsalgs, - synes at kero paa en Misforstaaelse da ialfald ifølge Medde- lelse fra Lensmanden sammesteds intet saadant Dyr vides skudt der.

I Helgelands ydre Kystdistrikter synes Gaupen ikke paa langt nær at forekomme saa talrigt som i de indenfor lig- gende Fjorde og Dale, hvor den i Skovlierne opunder Fjel- dene har sit kjæreste Tilhold. Lensmanden i Rødø medde- - ler saaledes, at den i alfald i de 10 sidste Aar ikke er seet der i Distriktet, og heller ikke i Melø har man i de sidste 15 Aar seet Spor efter den mere end en eneste Gang for en tre fire Aar siden. Saavidt jeg kan skjønne holder Gaupen paa at blive talrigere i den sydligere Del af Nordland, efter- at den nu i over en Menneskealder stadigt var aftaget i An- tal, ligesom den ogsaa synes tilbøieligere til at indfinde sig i de nordenfor liggende Distrikter, uden at den dog endnu har faaet fast Fod nordenfor Sørranen og Vefsen. :

Ifølge de statistiske Tabeller sees folgende Premier at

grændsen for en Del Vertebraters Udbredels i Norge 55

være udbetalte for Gaupe i Nordland, der, vel at mærke, al- le maa skrives paa Helgelands Regning:

Femaaret 1846—50 3 LV 185155 a 3 1856—60 5 02-1866 65 Å å 1866—70 8 = 1871—76 5 1876— 80 9

1881 < 1882 4 1883 11 1884 4

I de sidste 29 Aar altsaa 47 Gauper fældede paa Hel- geland.

Som bekjendt har man sat Gaupens i den senere Tid over hele Landet kjendeligt talrigere Optreden i l'orbindelse med Ulvens Aftagen, og dette kan forsaavidt ossaa holde Stik for Nordlands Vedkommende, som Ulven ossaa der er fuldstændigt forsvunden og kun viser sig af og til om Vin- teren, helst parvis eller i et enkelt Individ forfølger de Renen, naar Lapperne kommer over fra Sverige.

At under disse Omstændigheder Elgen og Hjorten med Tiden kunne faa en større Udbredelse i Nordland er ikke umuligt. I ældre Tider fardtes de som bekjendt begge her- oppe, og endnu i Aarhundredets Begyndelse traf man Elgen af og til i Saltdalen og Skjærstad, ligesom der i Saltdalen endnu gaar Sagn om, at en Hind for lang Tid siden skal være skudt i Sundbyholmene.

I Sverige synes Gaupen at gaa noget lengere mod Nord end hos os, ialfald er den endnu almindelig i Arjeploug, me- dens den som sagt i Saltdalen, der ligger omtrent under samme Breddegrad, kun viser sig yderst sjelden. |

56 Forstcand. Axel Hagemann. Polarcirkelen som Nord-

Forlader vi Pattedyrfaunaen og zaar over til Fuglene, finder vi et forhoidsvis stort Antal Arter, for hvis Udbredel- se inden Landet Polarcirkelen stiller sig som Nordgrændse. Vi skulle i det følgende lidt nærmére omhandle hver enkelt af disse, som altsaa kun delvis berører det arktiske Gebet, idet en sydligere Zones Fauna her har sine nordligste For- poster og Udløbere.

1) Gransangeren (Phyllopsevstes abictina Nilsson), som man tidligere ikke havde observeret nordenfor det Trondhjem- ske, har jeg truffet hist og her op i Saltdalens Furuskove (67° N. B.), hvor jeg har al Anledning til at formode, at den ruger. Det viser sig altsaa, at den ikke udelukkende er bun- det til Granskovene men ogsaa kan forekomme, hvor Furuen indtager dens Plads, naar Localiteterne forøvrigt ere passen- de. I Sverige, hvor som bekjendt Ganen gaar adskilligt hei- ere end hos os, synes ogsaa Gransangeren at forekomme no- get længere mod Nord.

_ 9) Bastardnattergalen (Hypolais icterina. Degland) angives af L Stejneger som forekommende „ikke sjelden op- til ovenfor Polarcirkelen*. Professor Collett anmærker den _ som en af de Smaafugle, der stadigt vinder stgrre Udbredel- se inden Landet. I Saltdalen ved jeg endnu ikke med Be- stemhed at have iagttaget den. I Sverige synes 63° N. B at være dens Nordgrændse. |

3) Gjærdesmutten (Troglodytes parvulus. Koch), som heller ikke tidligere var bemærket norden Trondhjemsfjorden, erholdt jeg ‘*/, 1883 fra Junkerdalen (66,,,° N. B.) i et en- kelt Individ, som blev skudt ved Pladsen Solvaagli! Dette er saavidt vides det nordligste Sted Gjærdesmutten hos os er observeret, men hække heroppe gjør den ikke, og dajeg ikke senere har paatruffet den, kan man altsaa kun uegentligt sætte Artens Nordgrændse til Polarkredsen. I Sverige synes den ikke at overstige den 64de Breddegrad.

4) Halemeisen, (Orites caudatus L.) forekommer deri- -

grændsen for en Del Vertebraters Udbredelse i Norge 87

mod hos os hækkende ialfald til Saltdalen og Bejeren (67° | N. B.), hvor den i milde Vintere er fuldstændig stationær, og hvor den i Saltdalen er en af de mere almindeligt fore- kommende Smaafugle, medens den i Bejeren ifølge Forstas- sistent Hall optræder mere sparsomt. I Ranen har jeg ikke gjenfundet den før i Korgen (66° N. B.), hvor jeg i forgan- _ gen Sommer ved Bygdaas traf et enkelt Par. I Sverige over- skrider Halemejsen ikke don 63de Breddegrad.

5) Ogsaa for Kulmeisen (Parus ater L.) synes Saltda- len at være det nordligste Sted, hvor den hos os forekommer hækkende. Den er der stationær og en almindeligt forekom- mende Art, medens den nordenfor kun ifølge Professor Col- lett er sporadisk bemærket i Sydvaranger. I Sverige er dens Nordgrændse allerede mellem den 62de og 63de Breddegrad.

6) Blaameisen (P. caeruleus L.) forekommer ifølge L. Stejneger „op til Nordland*. Selv har jeg aldrig paatruffet den heroppe. For Sverige angiver Å. E. Holmgren dens Nordgrændse til 61° N B.

7) Trækryberen (Certhia familiaris L), som tidlige- re ikke var bemærket nordenfor Trondhjemsfjorden, har jeg paatruffet temmeligt talrigt hækkende i Saltdalen, hvor den ogsaa er fuldstændigt stationær. Ifølge Meddelelse fra Forst- assistent Hall forekommer den ogsaa i Bejeren, dog der kun yderst sparsomt. I Sverige er dens Nordgrændse allerede ved den 62 Breddegrad.

8) Hortulanen (Emberiza hortulana L) har hos os sin væsentlige Udbredelse paa Østlandet og er kun sparsomt be- mærket nordenfor Trondhjemsfjorden. I Saltdalen har jeg dog jevnligt bemærket den om Vaaren, hvor den i de sidste Dage af Mai eller først i Juni indfinder sig ved Gaarden, ikke i enkelte forvildede Individer, men regelmæssigt og fuld- stændigt ordinært, og hvor jeg har havt Anledning til atiagt- tage den ialfald hele Juni Maaned ud, ligesom jeg ogsaa har gjenfundet den under Høsttrækket. Hvorvidt den hækker

58 Forstkand. Axel Hagemann, Polarcirkelen for Nord-

|

der, kan jeg endnu ikke med Bestemthed afgjøre, skjønt jeg

for mit eget Vedkommende er tilbøielig til at tro det. For Sverige angives den at findes spredt over det hele Land.

9) Bogfinken (Fringilla coelebs L.) synes ogsaa ved Po- larcirkelen at naa Grændsen for sin normale Udbredelse in- den Landet. I Saltdalen er den saaledes yderst almindelig og den første eller ialfalden af de allerførste Trækfugle, som indfinder sig der om Vaaren. I Ranen har jeg seet den, og i Bejeren findes den ogsaa, men nordenfor Saltenfjord synes den at blive sjeldnere. 1 Sverige synes den at gaa endnu længere mod Nord end hos os, og opgives at hække almin- deligt over hele Landet. | |

10) Grønfinken (Linota chloris L.) angives af L. Stejn- eger som fundetlige op til Polarkredsen. Selv har jeg ikke havt Anledning til at bemærke den heroppe. For Sverige opgives den hække i de sydlige og mellemste Dele af Lan- de hos os.

, Og Synes altsaa ikke der at gaa saa langt mod Nord som

1881 indfandt den sig saaledes i store Skarer i Saltdalen, hvor den holdt sig hele Vinteren udover og paa Vaarkanten delvis syntes at hække i Skovene, indtil den Sommeren 1882 aldeles var torsvundet. Samtidigt optraadte den ogsaa 1 store

Skarer andetsteds i Salten f. Ex i Bejeren og i Skjærstad,

ligesom der samtidigt indtraf et rigt Frøaar for Furuen, i hvis Kongler den fraadsede. For Sverige opgives den at fin- des over hele Lanoet.

12) Ogsaa Grankorsnæbbet (Loxia curvirostra L.) an- gives at findes op til Polarcirkelen, hvor jeg dog aldrig har havt Anledning til at iagttage den. I Sverige skal den lige- som foregaaende findes spredt over hele Landet.

13) Skovskriken (Garrulus glandarius L.) anføres af

L. Stejneger som almindelig op til Polarcirkelen. Selv har

11) Furukorsnæbbet (Loxia pityopsittacus. Bechst) fo- rekommer ialfald saa langt som op til Saltenfjorden. Høsten —

PE RE EV ll nn

he 2 AT DE Ji SE x i w ¢ ete Kr

_ grændsen for en Del Vertebroters Udaredelse i Norge. 59

| jeg dog intetsteds paatruffet den hverken i Salten eller paa - Helgeland. I Sverige synes den neppe at overskride den 62de

Breddegrad.

14) Kajen (Corvus monedula L.) er ifglge Meddelelse fra Professor Collett hos os ikke med Vished kjendt rugen- de nordenfor Inderøen (64°N.B), skjøndt et Individ er skudt paa Grote (64,,,°.) I Beieren har jeg et Par Gange havt An- ledning til at iagttage den om Vaaren, hvor den ved Sole (67° N. B) spadserede om paa de netop optinede Agerstyk-

ker. Ifølge Meddelelse fra Gildeskaal skal den dernede slet

ikke være saa sjelden, navnligt siges den at indfinde sig no- genlunde regelmæssigt omkring Kirken (67°), hvor man dog ikke med Sikkerhed har kunnet opgive mig at den hekker. I Sverige skal den efter A. E. Holmgren ikke hække norden- for den 60de Breddegrad.

15) Det nordligste Sted, hvor Lærken (Alauda arvensis L.) hos os optræder normalt hækkende, er Egnene om Salt-

- tenfjord (67.5° N. B) Paa Bodømyren ligesom paa Fuske-

myren og andrestedsi Skjærstad er den saaledes aarvis. Nor- denfor er den paatruffet spredt og tilfældigt helt op til Pors- anger (76,40°), uden at den dog nogetsteds høres til de der normalt optrædende Arter. I Sverige synes den at have om- trent samme Udbredelse som hos os.

16) Taarnsvalen (Cypselus apus L.) forekommer hos os ifølge Professor Collet ikke normalt hækkende nordenfor den 66de Breddegrad. Vefsen synes altsaa hos os at være Grændsen for den nordlige Udbredelse, i Rauen har jeg ial- fald ikke paatruftet den. Enkelte forvildede Individer ere dog blevne iagttagne helt op i Finmarken. For Sverige angives den som temmelig almindelig til nordenfor Polarcirkelen, den synes altsaa der at have en noget større Udbredelse mod à Nord end hos os.

Blandt Haklk:espætterne synes flere netop i disse Egne

i

60 Ferstcand. Axel Hagemann. Polarbirkelen som Nord-

at naa Grændsen for sin normale Udbredelse inden Landet. Dette er saaledes Tilfældet med:

17) Den store Flagspætte (Picus major L), som i Salt- dalen kun viser sig sjelden og ikke hækkende. Kun familie- vis omstreifende om Høsten har jeg der paatruffet den. Ft enkelt Individ, det eneste nordenfor Saltdalen, er forresten skudt ved Morteusnæs i Varangerfjorden I Sverige gaar den længere mod Nord end hos os, omtrent saa langt som Gra- nen danner Skov.

18. Grønspetten (Picus viridis L.) angives af Sommerfelt for Saltdalen, hvor jeg dog ikke har kunnet gjenfinde den. Ifølge Collett blev et Individ, det nordligste hos os observe- ~ rede, i Juni 1879 skudt i Tysfjorden (6810 N. B.) og indsendt til Tromsø Museum. I Sverige forekommer Grønspetten ikke normalt nordenfor Egeregionen eller den 60de Breddegrad.

19) Graaspetten (Picus canus Gmelin) skal ifølge Stejn- eger forekomme temmelig hyppigt ,til ovenfor Polarcir- kelen*, uden at Jeg selv nogetsteds har paatruffet den her- oppe. I Sverige begynder dens Udbredelse, hvor Grønspet- tens ender, og den gaar helt op til 65° N. B.

20. Gjertrudsfuglen (Pieus martius L.) naar i Salt- dalen (67° NB) Grændsen for sin nordlige Udbredelse hos os. Deroppe forekommer den dog kun spredt og enkeltvis. For Sverige angives den at forekommer næsten over hele Landet.

Ogsaa for Rovfuglene danner Polarkredsen for enkelte Arters Vedkommende. Nordgrændsen for deres Udbredelse i vort Land.

21) Perleuglen (Strix Tengmalmi Gmelin) forekommer saaledes almindeligt helt op i Saltdalen, hvor den er en af de talrigst forekommende Arter. Det nordligste Sted, hvor den hos os er observeret, er ved Trondenæs (08,45? NB.) hvor et Individ i Januar 1877 blev skudt og indsendt til Tromsø Museum. I Sverige forekommer Perleuglen ifølge C. R. Sund- strøm til den 67 Breddegrad, og gaar altsaa der omtrent li-

grendsen for en Del Vertebroters Udbredelse i Norge. 61

ge ot mod Nord som hos os.

22) Katuglen (Strix aluco L) tør maaske ogsaa gaa op til Saltdalen. Den angives ialfald som forekommende der af Sommerfelt, og om jeg end ikke selv har gjenfundet den vil jeg dog ikke benægte Forekomsten, skjøndt den visselig hører til en af de der sparsomst optrædende Arter. I Sve- rige synes den ikke at overstige den 65de Breddegrad.

23) Hubroen (Bubo ıynavus Forster) synes ligeledes hos os under Polarkredsen eller lidt nordenfor at naa Grænd- sen for sin normale Udbredelse. Endnu i Saltdalen og Beje- ren er den en meget almindeligt forekommende Art, og den forekommer vistnok, om end ikke saa regelmæssigt, ogsaa

adskilligt nordligere. For Sverige angives den som forekom-

mende spredt over hele Landet. 24) Dverguglen (Sørix passerina L) angives af Stejn- eger som forekommende til Polarcirkelen. I Sverige gaar

den op til over den 67de Breddegrad.

25) Qgsaa Taarnfalken (Falco tinnunculus L) naar ved Polarcirkelen sin Nordgrændse, i det den enduu 1 Saltdalen forekommer nogenlunde almindeligt hækkende, medens den nordenfor optræder mere spredt og enkelt, dog helt op til Tromsø. I Sverige gaar den ikke saa langt mod Nord som hos os. |

26) Spurvehøgen (Astur nisus L) hækker almindeligt

helt op til Saltdalen (67° NB) I Sverige angives den at fo-

rekomme over hele Landet. 27) Hjerpen (Bonasa betulina Scopoli) findes hos os

nordligst i Sørranen eller det ovenfor nævrte Korgen Annex

under Hemnes (66,05 NB) Der traf jeg den i sidstledne Sommer almindelig i Granskovene, medens den i Dalsgrænden og Nordranens øvrige Skovdistrikter, hvor man skulde vente at finde den igjen, da Naturforholdene ere ensartede og Gra- nen fremdeles eneraadende som Skovtræ, mærkeligt nok gan- ske mangler. Gisendsen er her trukket skarpt og bestemt,

62 Forstcand. Axel Hagewann. Polarcirkelen som Nord-

thi ınedens den i Sørranen endnu er Gjenstand for en ikke ubetydelig Fangst, er Hjerpen i de strax nordenfor liggende Distrikter end ikke til Navnet kjendt af Befolkningen. I Sverige gaar den over en Breddegrad længere mod Nord end hos os og forekommer endnu i Arjeploug ganske almindeligt.

28) Viben (Vanellus vulgaris Bechstein) ruger ifølge Collet neppe regelmæssigt nordenfor Tjøttø (65,50? NB.). Fler- steds ved Bodø og i Skjærstad (67,15° NB.) synes den dog at være aarvis, men nordenfor forekommer den mere spredt og tilfældigt, skjønt paatruffet helt op i Østfinmarken, I Sveri- ge synes Gen ikke at forekomme regelmæssigt hækkende nor- denfor den 62de Breddegrad.

29) Agerrixen (Orex pratensis Bechst.) hører ifølge Col- lett ikke til de nordenfor Polarcirkelen regelmæssigt forekom- mende Arter, skjøndt den ogsaa er fundet rugende helt op til Tromsø (69,40° NB). Den er. idethele noget ubestemme- lig og periodisk i sin Optræden. I Saltdalen skal den saa- ledes for en 20—30 Aar siden have været ganske almindelig, medens man derimod nu mere ikke vil paatræffe den sam- mesteds. I Sverige synes len omtrent at have samme Ud- bredelse mod Nord som hos os.

30) Den sortkravede Toplom (Podiceps auritus L.) er _ den eneste af de til Toplommene henhørende Arter, som man har fundet regelmæssigt rugende hos os, hvor den ialfald gaar op til Polarcirken, skjønt overalt spredt og sporadisk i sin Optreden, Tjøttø, Hero. og en Del andre Smaager paa Helgeland (65,50° NB.) angives af Collett som aarvisse Ruge- steder. For Saltdalen angives den hekkende af Sommerfelt og blev der gjenfundet af mig 23de Mai 18541 et lidet Skov- vand ved Rusaanæs, hvor dog baade Hannen og Hunnen bleve bortskudte. Enkelte Individer ere til og med observerede helt op i Finmarken. I Sverige er den neppe iagttaget hæk- kende nordenfor den 61de Breddegrad.

Af de ca. 200 Fuglearter, man for Tiden med Sik-

~

)

grændsen for en Del Wectobroters Udbredelse i Norge 63

kerhed kjender rugende hos os, synes aitsaa de 30 omkring Polarkredsen at naa nen for sin Udbredelse mod Nord inden Landet. Ogsaa Reptilierne representeres af en Art, hvis nord- lige Udbredelsesgrendse gaar op imod Polarkredsen. Det er Hugormen (Coluber berus L), om hvem Collett i sine Be- = mærkninger om Norges Reptilier og Batrachier ,(Chr. Vid. Selsk. Forh. 1878) anfgrer: „Mod Nord er den endnu hyp- „pig i Kystegnene i Namdalen samt i hele søndre Helgeland, „i Nordland, ifølge en Meddelelse af Forstmester Berbom er „den talrig paa Alsteng, ligesom i Mo Sogn i Ranen (66,20), „men gaar ikke op til Saltdalen eller Bods.“ — Om dens Forekomst paa Alsten har jeg for Tiden intet Kjendskab, derimod synes Hugormen i Mo Sogn ligesom idethele i Eg- - nene om Ranenfjorden for Tiden at maatte udslettes af Fau- naen. I hele Sørranen og Hemnæs har det saaledes trods - ivrige Efterforskninger været mig umuligt at opdrive nogen- - slags Besked om Hugormen, man kjendte neppe dens Navn og vidste ikke om, at der fandtesnogen Orm og allermindst nogen giftig.

I Mo tyder flere Stedsnavne saasom „Ormlid“ etc paa, at Hugormen tidligere der har forekommet, ligesom man ogsaa vidste at fortælle, at den i gamle Dage skulde været almindelig mangesteds, især der hvor ,Kungsgraset* (Origa- num vulgare) voxede yppigt i Krat og Lier. For Tiden vid- ste man derimod intet om, at Hugorm skulde forekomme i Mo, den almindelige Mening var, at den tidligere havde fore- kommet der, men nu efterhaanden var blevet borte, og man kunde heller ikke paavise mig et eneste Sted, hvor nogen ~ Orm i de senere Aar var blevet seet eller dræbt, thi et løst Rygte om, at en Gjætergut for kort Tid siden skulde have

- seet en Orm i Lien ovenfor Selfors, der tidligere var noke som bekjendt som Tilhold for disse Dyr, fik jeg ikke senere . - bekræftet. Hugormen synes altsaa nu for Tiden at være ud-

64 Forstcand. Apel Hagemann, Polarcirkelen som Nord-

ryddet i Mo, og dens Nordgrændse hos os at burde sættes — til Vefsen og Alsten eller 66° NB.

I Sverige gaar den adskilligt længere mod Nord og forekommer endnu i Arjeploug ganske talrigt i Trakterne om Hornafvan. Det er heller ikke saa usandsynligt, at Hugor- men i gamle Dage ogsaa her i Landet har havt en større Udbredelse mod Nord. I Olaf Tryggvesons Saga (87 Cap.), hvor Drabet paa Raud hin Ramme, der boede paa Godøen ved Indløbet til Skjærstadfjorden omtales, beretter Snorre saaledes om, at Kongen lod ,tage en Lyngorm,* hvilket Ud- sagn imidlertid ligesom saa mange lignende i disse Sagaer, maa benyttes med stor Varsomhed.

Ville vi tilsidst kaste et Blik paa den rent arctiske Vertebratfauna, der som bekjendt ikke hos os udmærker sig ved nogen synderlig Artsrigdom, finder vi omvendt, at Egne- ne under Polarkredsen for et Par af de hidhen hørende Ar- ters Vedkommende maa betragtes som Sydgrændsen for de- res naturlige Udbredelse inden Landet.

Dette er saaledes Tilfældet med den graasidede Skov- mus (Arvicola rufocanus. Sundevall) hvis egentlige Tilhold er Finmarkens Høideplateauer, men som i 1882 under en stedfindende Lemingvandring forbundet med Masseoptræden af Arvicola-Arter, indfandt sig helt ned i Saltdalen.

Sivsangeren (Calamoherpe schoenobaenus L.), der som bekjendt kun findes hækkende i Landets nordligste Egne, er dog endnu tairig i Saltdalen {67° N. B.), hvor jeg i Junker- dalen har fundet den rugende i de tætte Salixkjærr langs Elvene. Paa Tjøttø (65,50? N. B.) er det sydligste Sted, hvor den hos os er fundet om Sommeren (Fiskeriinspect. Lan d- mark.) u

Fjeldgaasen (Anser erythropus L.), som hos os har sine væsentligste Hækkepladser i de indre Dele af Finmar- ken, forekommer dog ogsaa om Sommeren, skjøndt mere en-

Yo AU TDE ee

greendsen for en Del Vertebroters Udbredeise i Norge. 65

keltvis, paa flere af Fjeldvandene lige ned til Polarkredsen, hvor den dog i de senere Aar synes at være bleven langt

_ sjeldnere.

Ogsaa Havellen (Clangula glactalis L) forekommer hos os hækkende i Tromsø Stift, hvor den er almindelig til nedimod Polarcirkelen. Endnu i Bejeren og Saltdalen er den saaledes en af de ved Fjeldvandene almindeligst forekommen- de Arter. Søndenfor finder man den mere spredt og enkelt- vis. I Sverige har den omtrent samme Udbredelse som hos os.

Sammenholder vi det ovenfor anførte, finder vi, at Polarcirkelen med Skjel kan betragtes som en Mærkestreg i Vertebratfaunaens Udbredelse inden Landet, og at følgelig de herom liggende Egne stedse maa have Interesse saavel i mastologisk som i ornithologisk Henseende.

PALTDALEN 1 FEBRUAR 1886.

Trykt Marts 1886.

66

Nogle bemærkninger om en ny art af slægten

Phyllodecta fra det arktiske Norge af

}- PPARRE SCHNEIDER.

I „Entomologisk tidskrift* 6 bd. p. 147 (1885) har jeg

kortelig omtalt en ejendommelig liden Phyllod:cta, som me- get udpræget alpin forekommer paa , Flaifjeldet“ ved Tromsø, hvor den optræder i stor mængde og sandsynligvis ernærer sig af Salix herbacea. Den var foreløbig bleven bestemt som laticollis Suffr., ved hvilken bestemmelse jeg dog ikke kunde acqviescere, da nævnte art if. Stein & Weises Catalog skal forekomme paa Sicilien. Det var mig derfor en tilfredsstil- lelse, da prof. J. Sahlberg i Helsingfors i sit sidste brev med- deler, at den af Dr. Weise, som for tiden er første authori- tet inden Chrysomeliderne, er erklæret for en ny art, for hvilken Sahlberg foreslaar navnet polaris, der som meget pas- sende bør beholdes. Foruden ved sin ringe størrelse adskil- ler den sig ogsaa ved formen af prothorax og anordningen af punktstriberne paa elytra, men da den ved en senere lei- lighed skal blive udførligere beskreven, indskrænker jeg mig her til disse foreløbige bemærkninger, til orientering for dem af mine kolleger, hvem jeg i de sidste par aar har sendt eksplr. af dette lille vakre fjeldinsekt. —

TORE eut VIRUS Mg CRP Ue ee re på à G v

Kvartærtidens udviklingshistorie efter det nordlige Norge. | Med kart og profilrits.

LA KARL PETTERSEN.

Fra de forskjellige strøg efter den nordlige halvkugle, der har lagt ind under en glacial tid, foreligger der vidnes- byrd, der med mer eller mindre bestemthed antages at pege hen paa at den glaciale tid er at udskille i en ældre og en

yngre periode — indbyrdes udskilte ved en mellemliggende

forholdsvis kortvarig mildere periode.

_ Ogsaa for det nordlige Norges vedkommende er der tidligere fremholdt forskjellige forholde, der syntes at kunne pege i lignende retning. Samtidig er der dog derunder ble- ven fremhævet at disse ikke traadte saaledes frem at det lod sig gjøre paa dem i saa henseende at bygge mere af-

gjørende slutninger.

Under forrige aars høst (1885) blev der lagt en ny vandledning ned over til Tromsø by. Ved de udgravninger, der herunder foregik efter de her optrædende udbredte al- luviale og diluviale masser, aabnedes der efter disse et sam- menhængende profil, hvorfra — som det synes — ret væsent-

lige bidrag ere at hente til belysning af Kvartertidens ud- Be: 5

68 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

viklingshistorie for det nordlige Norges vedkommende.

De herunder gjorte aflæsninger skulle her søges nær- mere fremstillede. Til belysning af disse vedlægges et rits, der omfatter den nordlige del af det landparti, hvorpaa den

nordre del af Tromsø by er bygget, tilligemed nærmest til- —

grændsende omraade. Dette parti indbefatter det forholds- - vis brede forland, der fra øens højere opstigende aasdrag skjær sig ned mellem Tromsø bys havn paa den sydlige side

og den brede Bredvikbugt paa den nordlige. Dette forland

er paa det nærmeste helt bygget af løse bedækninger, fra hvilket den faste undergrund kuns vil findes brydende frem

efter den saakaldte St. Hanshoug (H), der fra en højde af

120’ (38”) temmeligt stejl stiger op til en højde af omkring 200° (63 m). Underlandet stiger i det hele nogenlunde jevnt op fra

stranden indtil foden af (A) — tre i samme række liggende

brudstykker af en oprindelig sammenhængende terrassedan- nelse. Terrassens fodpunkt ligger i en højde af 60° (19 m.) over havfladen. Dens temmelig stejlt stigende ryg (afsats) har en højde af 10’ (3 m.) og terrassens øvre fremspringen-

de kant ligger saaledes i en hojde af 70° (22 m.) Fra ter-

rassens øvre kant stiger dagfladen jevnt op mod volden (B). Stigningsforholdene her ville nærmere findes belyste ved pro- filrits fig. (1), der er optrukket efter det paa kartskissen an- givne profil I. Denne profillinje overskjær det midtre ter- rassebrudstykke (A) ligesom ogsaa den nordlige del af vol- den (B). Terrassebrudstykkerne (A) ere byggede af sand, grus og talrige i regelen lidet alrundede blokke, regelløst kastede om hinanden. Dette gruslag hviler paa eu under- grund af finere tildels afslemmet sand.

Volden (B) er bygget af sand og grus indblandet med sten. Den er tildels dækket med store flytblokke. Ved sin søndre afslutning gaar den over i det nordre afhæld af Ste

Hanshougen (H). Herfra skyder den sig nordover indtil Hans-

efter det nordlige Norge 69

| jordneselven, idet den derunder gjennem sin halve længde bevarer en nogenlunde ens højde med en i det hele stærk

humpet topflade. Efter den nordre halvdel skraaner ryggen langsomt nedad mod Hansjordneselven. Fra dens østre fod- punkt, der ligger i en højde af 128° (40 m.) stiger volden i

en temmelig stejl afsats efter det sydlig> parti op til en højde

over havfladen af 160' (50 m.) Voldens vestre afsatser der- imod noget lavere og i det hele svagere og mere uregelmæs- sigt præget. Den falder her ned mod den brede flade, der i omkring syd-nordlig retning som en dallignende indskjæring fører frem langs den vestre side af St. Hanshougen og volden £B).

Fra volden (B's) vestre afhæng stiger dagfladen efter den nævnte dalligneude indskjæring langsomt op mod volden (C), hvis fodpunkt ligger i en højde af 180' (56 m.) Her- fra stiger volden temmelig stejlt op til en højde af 248’ o.h. og falder til den anden side mod vest med svagere afheld ned mod Hansjordneselvens indskjæringsløb. Ligesom (B) har og- saa (C) en noget ujevn humpet eller smaakuperet topflade, der viser langsomt afhæld mod nord. |

Den dallignende indskjæring mellem volden (OC) paa den ene side og St. Hans- hougen (H) og volden (B) paa den anden side er stærkt udfyldt med diluviale masser, der byg: ger rækker af lave drag og smaa humper.

Medens terrassedannelsen (A), at slutte fra topflader-

nes form, utvivlsomt maa være dannede under havfladen og

saaledes nærmest maa være at betegne som en marin dannelse, om og glaciale kræfter her derunder kunne have været med- virkende, maa derimod de udprægede volddannelser (B) og (C) med sine stærkere vekslende topforholde antagelig være

_ af mere udpræget glacial oprindelse.

Vi skulle nu nærmere fæste os ved forholdene efter profilritset (2). Dette fører fra havnen op efter Bispegaden til krydset med Grønnegade (paa profilet betegnet med x), derfra langs denne i omkring nordlig retning op til den lang-

70 Karl Pettersen. Kyartierlidens udviklingshistorie

somt stigende topflade af terrassedannelsen (A,s) sydligste brudstykke (profilets (y}, derfra i nordvestlig retning opimod volden B,s sydligste parti (profilets (z), — gjennemskjær nu denne og fører herfra videre i vestlig retning op til den ny vandledningskum under foden af volden (0).

Efter denne profillinje ville følgende bygningsled findes

trædende frem — i orden fra yngre til ældre — idet dog

skal bemærkes at mægtigheden af de forskjellige afdelinger paa ritset træder frem i større maalestok end den der svarer til ritsets højdeforholde.

a. Yngste skjællag langs efter Bispegaden samt efter Grøn- —

negade indtil en højde af 35° (11 m.) over havfladen. Skjællaget er for største delen dannet af skjælrester — samtlige tilhørende nu levende molluskarter. Lagets mægtighed ivarierer her adskilligt og naar efter de ne- derste partier en mægtighed af 5' (1,6 m), aftyndes op- over og afsluttes her i en højde af 25' o. h. (8 m).

b. Herunder blaaler med talrige skjælrester af nulevende molluskarter, — hvorimellem helt forherskende exempla- rer af mya truncata (forma typica).

Lerlaget viser efter de lavere liggende niveauer fra stranden opefter Bispegaden en anseelig mægtighed, — uden at denne dog her nærmere kan bestemmes. Op efter Grønnegade kiler lerlaget sig ud, og underlejes her

afsandlaget (d) der nedenfor nærmere skal blive omhandlet

c. Fra terrassen A’s sagte opadstigende topflade opover til volden B og opefter denne optræder øverst et i regelen omkring 1 meter mægtigt sand og gruslag. Dette er stærkt stenblandet og ogsaa i høj grad indblandet med større stene og flytblokke, hvoraf ikke saa faa, der ere at henfore til den røde indlandsgranit. Flytblokke af denne sidste bergart vil dog ikke være at paatræffe i større højde end til omkring 120' (38 m) over den nu- værende havstand.

gg Ede ne nå ol Sil

op

eee ok CS EE We CP zn

efter det nordlige Norge 1

. lag af finere slemmet sand, mere sparsomt indblandet med

sten. Dette sandlag træder overalt frem umiddelbart un- der (c) og skyder sig længere ned — som fer nævnt — ogsaa ind under lerlaget (b).

Dette sandlag bærer tydelig præget af at være afsat under vand (havfladen). Skjælrester er forgvrigt intet- steds paavist inden samme.

Afdelingen (c) skulde i henhold hertil indtage et ni- vean imellem (b) og (d). Direkte sammenstød mellem (b) og (c) har der dog ikke været anledning til at paa- vise. Paa andre steder — udenfor omhandlede profil — men forøvrigt i tilsvarende niveauer optræder øverst un- der humuslagene brunlig sand i flere fods mægtige lag, derunder en sandholdig og fossilførende ler.

Dette brunlige stenblandede sand har her en stor ud- bredelse. Det her nævnte ler er nært knyttet til det egentlige blaaler, men er afsat noget tidligere. Forøvrigt skal tilføjes at saavel skjællagene som ogsaa de fossil- førende lerlag paa andre steder kan optræde som ind- lejninger i grovere eller finere sand.

. Hvor profilet gjennemskjær volden (B), underlejes den

her optrædende afdeling (c) aflerblandet sand (e), tem- melig stærkt indblandet med smaasten. I dette lerblan- dede sand er der i en højde af omkring 150' (47 m.) paavist rester af molluskskjæl — dog blot i ubestemme- Bes rudimenter.

_Alderforholdet mellem (d) og (e) kan ke lade sig bestemme igjennem direkte aflæsninger. Vestenom vol- den B støder man paa afdelingen der dannes af brunligt stenblandet sand. Dette kiler sig ud op under foden af volden (C) og overlejer her et 5 a 6' (1,6 a 1,9 m) mægtigt lag

gy og g, af lerholdigt sand, indblandet med sten, g, tillige med talrige spor af i høj grad fortærede molluskskjæl

79 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

brudstykker og tynde blade. Trods omhyggelige undersøgel-

ser lykkedes det dog ikke at indsamle exemplarer, der kun- de tillade en nærmere bestemmelse. Umiddelbar under (g) optræder h. et fods megtigt lag af fin temmelig stenfri sand, der ligger umiddelbart over det faste berg. i. der dannes af laget kalksten under 30° vestlig indskyden. Som det vilsees er finere slemmet sand at paavise som det dybest liggende lag langs efter store partier af profilet (lagene (d)og (b), og der kunde saaledes være mulighed for at man overalt ved at trænge dybt pok ned, vilde finde dilu- viet nedad at afslutte med lignende sandlag. Selv om saa skulde være tilfældet, er det dog dermed ikke givet at et saadant sandlag gjennem sin hele længde skulde være at opfatte som en nogenlunde samtidig dannelse. Snarere er der vel være at forudsætte at sandlaget har dannet sig efterhaanden eller bredt sig videre frem fra vest mod øst un- der havfladens suceessive synken. Der vil saaledes kunne ligge lange tidsrum mellem afdelingen (h), der er det ældste og sandlaget (d), der i sea tilfælde er det yngste.

De skjælrester, der ere paaviste efter profilets øverst- liggende parti i en højde af 180’ (56 m) over den nuværen- de havstand lader sig som førnævnt vistnok ikke nærmere bestemme. Saavidt det af de foreliggende brudstykker kan

sees, maa de dog tilhøre en fauna, der nogenlunde falder

sammen med den nulevende. At de ikke kan være at føre tilbage til en bagenfor den egentlige istid liggende periode vil i ethvert tilfælde være klart, naar sees hen til den højde

over den nuværende havstand, i hvilket det skjælførende lag — EG

ligger. Om denne fauna paa den anden side forøvrigt har haft et mere arktisk præg end den nulevende efter disse strøg, maa der at slutte fra andre aflæsninger være al grund til at for- udsætte. Denne fauna man aabenbart tilhøre en postglacial tid,

men da dette fossilførende lag paa den anden side skyder ind

K efter det nordlige Norge 73

under volden C,s glaciale dannelser, maa det paa en vis maa- de være at henføre til en interglacial periode.

Skjælførende lag er endvidere paavist efter profilet, hvor dette gjennemskjær volden (B) i en højde af omkring 150° (47 m.). Beklageligvis lykkedes det heller ikke her at finde skjælrester saaledes bevarede, at de kunde tillade en nærmere bestemmelse. Efter hele det mellemliggende par- ti af profilet fra volden (C) nedover til (B) mangler fossil- førende lag ganske. Hvorvidt de skjælførende lag under fo- den af (C) og efter gjennembrudet af (B) tilhøre samme ge- ologiske afdeling, lader sig saaledes ikke direkte afgjøre. Paa forhaand synes der dog at skulle være grund til at for- udsætte dette. Højdeforskjellen mellem disse to punkter ud- gjør alene 30’ (9 m) og bygniugsforholdene efter denne lin- je, saalangt disse ere afdækkede, falder sammen. Muligt at skjælførende lag langs den hele linje kunde være at paavise under sandlaget (f).

Hvorvidt postglaciale skjællag her vil være at paavise i større højde end til de ovennævnte 180’ (56 m.) lader sig for tiden ikke afgjøre med fuld bestemtbed. Profilet afslut- tes her og der har heller ikke noget andetsteds været an- ledning til paa Tromsøen at blotte højere liggende skjælfø- rende lag. Det skal imidlertid bemærkes at der paa et andet sted i omegnen af Tromsøen ligeledes er paavist skjæl- - førende sandlag til en højde af 180° (56 m) over den nuvæ- rende havstand, nemlig paa den udenfor Kvalsund —, et sund der skjær sig frem mellem Kvalø og Ringvatsø — liggende Sandvik-ø. I de mægtige sandlag, der fra stranden her sky- der sig opover til en højde af 200' (63m.) fandtes indtil den oven- nævnte højde sparsomt indblandede skjælrester*). Muligt at

*) Cfr: Det nordlige Norge under glacialtiden og dennes afslutning. Tr. M. Aarshefter V 1882 pag. 73.

74 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

sandlaget her kunde vise sig fossilførende indtil dets øverste afslutning. Ser man endvidere hen til forholdene paa Tromsøen, hvor de kvartære dannelser i det hele ere stærkt udprægede og hvor gravninger har været foretagne paa mangfoldige ste- der op over til de høyest liggende partier, uden at det hidtil har lykkets at paavise skjælførende lag til større højde end de nysnævnte 180", saa peger dette hen paa at grændsevær- dien i saa henseende for omegnen af Tromsø vedkommende kan være at sætte til 180° eller muligens op imod 200’ (62 m.)

Under forudsætning af havfladens jevne og stadige syn- ken i forhold til den faste fjeldgrund har altsaa en postgla- cial mildere periode (interglacial periode) efter disse strøg været raadende fra en tid, da havfladen stod fra 180—200’ (56 til 62 m) højere end nu og nedover til en tid, da den

var sunket med 30 a 59' (16 a 9 m) herunder, — altsaa ned >

til 150° (47 m). Ved dette sidste tidspunkt maa den milde-

re interglaciale periode være bleven afløst af et koldere tids- _

afsnit. Anseelige gletschere maa paa denne tid have skudt sig nedefter øen og er de ældre skjælførende lag derunder blevne begravede under yngre glacialt grus. En anseelig gletscher har fra gens højparti skudt sig nedefter og er langs øens langside bleven afbøjet i nordnordostlig retning, har herunder udfyldt den dallignende indsænkning vestenom St. Hans-hougen (H) og ere voldene (C) og (B) herunder afsatte som sidemoræner. Gletscheren maa have bredt sig frem ligetil den daværende havlinje, og maa volden (B) antagelig være dannet under gletscherens og havets forenede virksomhed. Med hensyn til afslutningstiden for denne yngre gla- ciale periode, saa er der i saa henseende forskjellige mo- menter tilstede, der ville kunne tjene til nærmere bestem-

melse heraf, Der er saaledes i forskjellige tidligere offent-

jiggjorte afhandlinger paavist, hvorledes der paa en tid, da havfladen laa omkring 120° (35 m) højere end nu, indtraadte en driftperiode, hvorunder flytblokke oe derimellem navn-

REIN AGDE DE ART a en id EE de Do Ut DEE DTA 5 ; pe LÉ ; ar Er ER r + LT \ CES i À & j

efter det nordlige Norge 75

lig af indlandets rødlige petrografisk let kjendelige granit — paa drivis ere førte udefter fjordene til de indre sundløb og om- vendt flytblokke af kyststrøgenes petrografisk ligeledes let kjendelige granit ere førte indover mod sundløbene og i over- ordentligt stort maal strøede ud langs disse op til en højde af omkring 120° (38 m.) over den nuværende havstand. Un- der foden af volden B. træffer man saaledes ogsaa her de første flytblokke fra denne driftperiode. Denne flytblokke- strøms første optræden maa utvivlsomt være at henføre til den første begyndelse af en glacialtids afslutningsperiode. Da paa den anden side til en højde fra 100’ à 110° (31—36 m.) over den nuværende havstand skjælførende lag paa man- ge steder paa Tromsøen og dennes omegn er at paavise med rester afen rigere udpræget med den nulezende i det væsent- lige ensartet hvorvel endnu forholdsvis noget stærkere ark-

tisk præget molluskfauna, saa peger dette hen paa, at drifts-

perioden paa det nærmeste maa have afsluttet sin virksom-

- hed, forinden havfladen var sunket ned til 110° (36 m.) over

den nuværende havstand. Under denne driftperiode vil drift- grus naturligvis kunne være kastet ned under den daværen- de havstand og saaledes her have samlet sig i mer eller min- dre mægtige tildeis sammenhængende gruslag. Gruslaget (c), der optræder over det finere havslemmrde sand (d) i stræk- ningen fra volden (B) nedover til terrassen (A.s) stejle afhæld, er antagelig af glacial oprindelse, og dannet ad denne vej. Molluskførende skjællag ere ikke paaviste efter denne sidst- nævnte strækning, og dette lader sig antagelig forklare deraf, at en molluskfauna vel vilde have haft vanskeligt for at kun- ne trives paa en lokalitet, hvor driften har virket under saa- danne forholde som her.

De slutninger, som her ere dragne om den yngre | glaciale periode og den dertil knyttede interglaciale periodes varighed, ville antagelig yderligere støttes, naar man ser hen til de forholde, hvorunder de i fast berg indgravede strand-

*

76 Kal Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

linjer optræde i omegnen af Tromsø. Der er nemlig, — hvad navnlig A. Blytt har sagt at paavise — grund til at forud- sætte at strandlinjedannelsen er knyttet til tidsperioder med større nedslag end de nuværende og tillige med stærkere temperaturvekslinger. Strandlinjedannelsen maa saaledes i det hele være yngre end den ældre glacialtid, under hvilke de aarlige og daglige temperaturvekslinger antagelig have været mere tilbagetrængte, og derimod snarere knyttet til den interglaciale men endnu dog stærkt arktiske periode, der — som nedenfor nærmere skal blive paavist, — maa staa i et meget nært tilknytningsforhold til den yngre glacialtid. Disse perivder maa utvivlsomt have været præget af saadanne aarlige og daglige temperaturvekslinger — en stærkere veksel mellem sterk frost vg optø:n — der efter al sandsynlighed vilde afgive nødvendige betingelser for strandlinjedannelsen i fast berg. I en i Tromsø Museums aarshefter III for 1880 offentliggjort afhandling ,Terrasser og gamle strandlinjer* er der paa pag 24 leveret en tabellarisk . oversigt over de i omegnen af Tromsø optrædende strandlin- jer ogterrassedannelser. Det vil af tabellen sees at samtlige af de i fast berg indgravede og mere karakteristisk udprægede strandlinjer ligge i en højde over midlere havstand fra 100 til 187° (31 til 59 m), idet de tre lavest liggende fra 72 til 89' (23 til 28 m) højtliggende strandlinjer her antages at kunne sæt- tes ud at betragtning. Disse sidste ere nemlig lidet udpræ- gede og som det synes nærmest dannet ved at nedras eller det under vekselvis frysen og optøen opbrudte materiale her har ordnet sig efter den daværende havstandslinje. Seede i afstand stikke disse sidste frem som ret markerede linjer, medens det paa selve aastedet ofte vil være forbundet med van- skelighed at kunne paavise dem, idet den vejlignende flade her ganske mangler. De renest udprægede strandlin-

jer ere her knyttede til uiveauerne mellem 188° (59 m.) og

112’ (35 m) over den nuyærende havstand, og ligge saaledes

SUBI tg a ee I ME es ne Å LEE i Ly à vi N r = x :

À

efter det nordlige Norge. | 2

i det væsentlige mellem begyndelses- og afslutningstiden for den interglaciale arktiske periode og den dertil knyttede

- yngre glacialtid.

Skjønt denne yngre glaciale periode ligeovenfor den

ældre egentlige glacialtid kuns har været af kort varighed og

forholdsvis kuns svagt udpreget, maa den dog paa den an- den side — at slutte fra de dannelser, der ligge igjen som vidnesbyrd om dens virksomhed — i det hele have arbejdet under ikke saa ganske smaa forholde.

_-Volddannelserne (C) og (B)ere af ret anseelige dimen- siouer, og samtidig er den brede indsænkning mellem disse i stort maal udfyldt med glacialgrus. Navnlig i partiet længst mod nord, hvor volden B, finder sin afslutning, bygger gla-

_ cialgruset et stort antal uregelmæssige forhøjninger og smaa-

”

humper. Her har isen ad denne kant fanet sin afslutning ud mod den daværende havstand. Hertil kommer endvidere at der efter den midtre del af Tromsøen skjær sig frem et

bredt bælte, bygget af glacialt grus. I dette bælte, der bre-

der sig tvertover øen, ligger til den ene langside mod øst de her omhandlede volde (B) og (C), ligesom der ogsaa til den anden side efter øens vestlige langside inden det samme bælte træder frem anseelige karakteristisk prægede morænevolde i højder, der falder sammen med højderne for (B) og (C). Fra øens omtrent 300' (94 m.) liggende højflade, — nu delvis op- taget af byens vandledningsdam — har anseelige gletschere under den her omhandlede yngre glacialtid aabenbart skude

sig ned langs efter øens begge langsider.

Men navnlig vil afslutningsperioden med den dertil knyttede drift kunne give et begreb om de forholdsvis ret storartede kræfter, der have været i virksomhed under denne — yngre glaciale tid.

I henhold til den her leverede fremstilling vil den kvar-

tære tid for omegnen af Tromsø vedkommende kunne lade sig opløse i følgende afdelinger nedenfra opad (ældre til yngre).

78

Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

Den ældre glacialtid.

En interglacial periode, hvorunder glacialtidens ismasser var stærkt tilbagetrængte og betingelserne derunder aab- nede for udviklingen af en havfauna — endnu i det hele renere arktisk præget end den nulevende. Denne interglaciale periode har taget sin begyndelse, da hav- fladen laa opimod 200° (63 m.) højere end nu. Sandla- get (h) ligesom ogsaa det fossilførende lerholdige sand- lag (g,) og (e) og antagelig ogsaa det lerholdige sandlag (g,), ere afsatte under denne periode.

En yngre glacialtid, hvorunder ismasserne atter skjød sig

længere ned. Denne yngre glacialtid tog sin begyndelse

paa en tid, da havstanden i forhold til den faste fjeld- grund stod omkring 150° og vedvarede til havstanden un-

der dens jevne og stadige synken var naaet ned til en —

højde af mellem 120 a 110' (38 a 35 m.) over den nu- værende havstand. Strandlinjedannelsen — de 1 fast berg indgravede strandlinjer — er særlig knyttet til denne periode. |

Denne yngre glacialtid afsluttedes under en stærk isdrift, hvorunder flytblokke førtes dels fra indlandsstrg- gene udefter fjordløbene og dels omvendt fra kysten ind- efter, og strøedes efter en stor maalestok ud langs de in- dre sundløb indtil en højde af 120 a 130' (38 a 41 m.) over den nuværende havstand.

Det stenblandede sandlag (f), det finere slemmede

sandlag (d og endelig gruslaget (c) er afsat under

denne periode.

den yngste postglaciale tid, hvorunder de ældre mere sammenhængende isbedækninger trak sig mer og mer tilbage, saa de nu paa det nærmeste — enkelte spar- somme rester fraregnede — ere svundne samtidig som klimatet mildnedes. Den ældre arktiske fauna fra den interglaciale periode, der under den yngre glacialtid

Pr p a må i eee GE Sr FE SDV 23

LG De EEE ter i OS

efter det nordlige Norge ~ ¥9

allerede stærkt var reduceret, trængtes under denne yder- ligere tilbage, dels gjennem artsovergange, betingede af det mildere klima dels ved eu fra syd af fremtrængen- de boreal fauna, der fremdeles synes at være i stadig fremvækst. Den mere oprindelige arktiske fauna gjen- findes nu alene efter de inderste botner af de dybere indskaarne fjorde. De postglaciale skjælførende lag og de yngste tildels flere fods mægtige skjællag have endnu ikke været underkastede en mere omfattende zoologisk

- undersøgelse. Der kan imidlertid være megen sandsyn-

- lighed for at ogsaa disse ville — ovenfra nedad — vise en jevn overgang i den omhandlede retning.

Under denne yngste postglaciale tid er blaaleret (b) og skjællaget (a) med forskjellige dertil knyttene vekslinger af finere og grovere sand blevne afsatte.

Hvad den her fremlagte inddeling angaar, saa skal frem- holdes at de foreliggende aflæsninger i sig selv ingenlunde peger med nogen bestemthed hen paa at den ældre og yngre istid skal være at betegne som tvende selvstændige helt ud- skilte perioder. Den yngre istids forholdsvise kortvarighed og de sammenlignelsesvis indsnævrede forholde, hvorunder

den har virket, gjør det mere sandsynligt at den ikke danner

andet end et led under deu egentlige glacialtid. Den er som

saadan knyttet til glacialtidens afslutning, da indlandsisen

allerede i det hele og store vari stærk tilbagerykning — en tilbagerykning, som dog ikke til enhver tid har været jevn og stadig, men derimod har været karakteriseret ved enkelte frem og tilbagegaaende oscillationer. Hver svingning fremad vilde saaledes blive at betegne som en yngre istid i oven- omhandlede betydning, og hvor flere saadanne svingninger maatte være at paavise, vilde man altsaa have et tilsvarende

antal istider med mellemliggende interglaciale perioder.

Denne her omhandlede yngre istid vil saaledes være at be- tegne som den første stærkere oscillation i isens fremadsky-

= 4

-

80 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

den under istidens egentlige afslutningsperiode,

Under denne forudaætning — der vistnok ogsaa fal- der sammen med den almindelige opfatning vedrørende de vekslende klimatiske forholde under Kvartærtiden — vil det være klart at den interglaciale periode (b) og den yng- ste postglaciale tid (d) heller ikke kunne være at opfatte som tvende helt ud fra hinanden skilte perioder. Meget me- re maa de være at opfatte som led under en og samme pe- riode, hvorunder havfaunaen har været underkastet mere mærk- bare vekslinger, betingede af de til indlandsisens frem- og tilbagerykning knyttede klimatalogiske svingninger. Den stærkt arktisk prægede molluskfauna, som traadte frem under de gamle isbedekningers første tilbagerykken, er saaledes senere aldrig ganske bleven udslettet, men har derimod un- der istidens lange afslutningsperiode — her altsaa den yng- re glacialtid — efter forholdenes medfør udviklet sig noget ulige til forskjellige tider. Derimod har denne mere oprin- delige arktiske fauna gjennem den yngste postglaciale tid helt ned til nutiden antagelig befundet sig under en stadig tilbagerykken, dels gjennem artsovergange, betingede af en

stadig mildere havtemperatur, dels gjennem indflytning fra.

syd af mere boreale arter. Under denne postglaciale tid har overgangsforholdene langs det nordlige Norges kyststrøg i saa henseende gaaet i modsat retning af den, der har fun- det og rimeligvis fremdeles finder sted langs Atlanterhavets vestside eller Nord-americas fastland, hvor en arktisk hav- fauna fra nord af har bredt sig sydover endog langt søn- denom polarcirkelen *)

Efter den her fremholdte forklaring skulde der altsaa intet være til hinder for at der efter hele profilets længde

fra en højde af 180° (56 m.) nedover til havstanden skulde 3

*) G. O. Sars: Nogle bemærkninger om den marine faunas karak- ter ved Norges nordlige kyster. Tr. M. Aarsh II 1879 pag 58.

VO

EEE mr m à LS

efter det nordlige Norge 81

være at paavise molluskrester efter de forskjelligste niveauer. Naar der efter det fremlagte profil ligger auseelige mellem- rum, hvor skjælførende lag ikke er paaviste, saa kan dette være betinget af ganske tilfældige eller lokale forholde. Naar skjælrester saaledes ikke har været at paavise i strækningen fra volden B ued over til en højde af 30 å 40' (9 å 12 m.)

over havstanden, saa maa dette i ethvert tilfælde være at henføre til saadanne særlige, helt lokale forholde. Som før-

nævnt er molluskrester paa forskjellige steder inden Tromsø omegn at paavise op til en højde af 100 à 110' (31 å 35 m.). Aabenbart har den yngre istids ismasser ikke overalt strakt sig sammenhængende nedover til havfladen, men derimod i lighed med nutidens skandmaviske gletschere afsendt frem-

springende flige, der paa et sted kan have skudt sig længe-

re ned end paa et andet. De forskjellige højder over den nuværende havstand, hvortil de skjælførende postglaciale lag nu kunne naa op paa de forskjellige steder, er saaledes vist- nok betinget af saadanne eller lignende lokale forholde. Det samme maa antagelig ogsaa gjelde de i fast berg afsatte strandlinjer, forsaavidt de paa enkelte steder naa noget læn- gere ned end det niveau, der nedad danner grændsen for det mere regelmæssigt optrædende forhold. De forskjellige afvigelser, der herunder kan træde frem, ere i det hele ikke større end at de, — som det kan synes — ret naturligen lader sig indordne under en saadan forudsætning, som her er gjort gjeldende.

Det efter dette profil omhandlede punkt 180° (56 m.) over havfladen er det højest liggende punkt efter det nord- lige Norge i strøget fra Saltenfjord (Bodø) nordefter, hvor der har været at paavise skjælførende lag. Forholdene her ere imidlertid i denne retning lidet undersøgte og det er saaledes hermed naturligvis ikke givet at denne grændse- værdi ligesaalidt som de øvrige langs efter profilet omhand- lede grændseværdjer kunne være at tillegge vægt som saa-

89 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

danne for de strøgs vedkommende, der ligge noget længere fjernede fra Tromsøen. Paa forhaand vil der tvertimod være adskillig sandsynlighed for — og forskjellige aflæsninger, der ere gjorte efter disse strøg, synes ogsaa med adskillig be- stemthed at skulle pege 1 denne retning -— at de forskjelli- ge ovenomhandlede grændseværdier, der gjelde for Tromsø nærmere omegn, stadig maa blive at flytte opad i pe fra nord mod syd efter den langstrakte kyst.

Kvartærtidens udviklingshistorie for omeguen af Tromsø-

ens vedkommends vil i korthed kunne fremstilles saaledes: — 1) Under Kvartærtidens første afsnit var indlandsstrøgene overdækkede af sammenhængende ismasser, der have skudt

sig op til en højde af mindst 3000 (941 m.) over den nuværende havstand. Den gamle istids sammenhængen-

de bedækninger har i det hele og store fundet sin af- slutning mod de dybere indskaarne fjordbotner og har

- derimod ikke skudt sig ud efter disse. (Ældre gla-

cialtid).

2. Under den egentlige glacialtids forste forholdsvis stær- kere tilbagegang — nærmest at betegu> som begyndel- sesperioden for dens endelige afslutning — aabnedes betingelser for fremkaldelsen og udviklingen af en ark- tisk molluskfauna. De ældste spor efter denne er paa- vist i en højde af 180 (56 m.) over den nuværende hav-

stand. Fra dette punkt ned over til en højde af 150°

(47 m) har denne arktiske fauna antagelig udviklet sig nogenlunde frit og uhindret (Interglacialperi- ode). Der er grund til at forudsætte at havstanden i forhold til den faste fjeldgrund fra denne arktiske fau- pas første optræden og videre ned over til uutiden i det hele og store har været i en jevn synken.

3. Ved det tidsrum, da havfladen stod omkring 150' (47 m.)

Les Å

efter det nordlige Norge 83

højere end nu, skjød glacialtidens ismasser, der gjennem lange tidsrum havde været i tilbagerykken, sig atter gjennem en længere periode fremover og overdækkede derunder med glacialt grus de tidligere arktiske mollusk-

førende skjællag. (Yngre glacialtid).

. Dannelsen af de i fast berg indgravede strandlinjer ere

knyttede til denne tidsperiode ligesom ogsaa til den in-

- terglaciale periode. . Denne yngre glacialtid afsluttedes ved en driftperiode

(yngste diluviale afsmeltningsperiode),

hvorunder drivis førtes paa den ene side fra fjordbun- dene udefter mod de ytre sundløb, og paa den anden side fra kyststrøgene indover mod disse. Herunder afsattes langs sundløbene flytblokke, der i stort maal findes strøede ud indtil en højde af 120 a 130"(38a 41 m.) over den nuværende havstand — hvilken hajde altsaa betegner driftens første indtræden, Den oprindelige ark- tiske fauna trængtes under deune — uden nogensinde ganske at blive udslettet — tilbage til enkelte lokalite- ter, hvor forholdene endnu ydede de nødvendige betin-

gelser for dens trivsel.

. Efter driftperiodens endelig afslutning — ved en tid da

havfladen laa mellem 110 og 120 (35—38 m.) højere end nu — var overgangen dannet for en mildere postglacial periode, bvorunder den mere oprindelige arktiske fauna lidt efter lidt dels gjennem artsovergange, betingede af den mildere havtemperatur, dels gjennem indflytning af sydligere arter afløstes af en altid rigere udpræget bo-

real fauna. (Yngste postglaciale tid.)

7. De sidste rester af denne arktiske fauna, der for tiden

84

Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie.

er trængt tilbage til forskjellige af de inderste længst

fra det aabne hav liggende fjordbotner, er antagelig og-

saa i vor tid fremdeles udsat for en stadig fortsat til-

bagetrængen.

Tromsø den 26de Mai 1886.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger efter ældre botaniske arbeider indtil aar 1850.

Af

M Foslie.

Under det kraftige videnskabelige liv, som især 1 sid- ste halvdel af forrige aarhundrede gjorde sig gjældende i de skandinaviske lande, tiltrak ogsaa algerne sig forskernes op- merksomhed, og skjønt de hører til den gren af vekstriget, hvis studium tildels frembyder de største vanskeligheder i henseende til materialets tilgjængelighed, finder man alger-

ne indtager en ikke ubetydelig del af ældre botaniske ar-

beider. Ilvad der alene for Noiges vedkommende findes i algologisk retning er dog forholdsvis sparsomt, men ikke de- sto mindre gaar antallet af de ved slutningen af forrige aar- hundrede ved Norges kyster fundne havsalger op til henimod 60. I første halvdel af dette aarbundrede øgedes tallet jevnt, og den algologiske literatur berigedes med arbeider som Lyngbyes Tentamen IHydrophytologiæ Danicæ, C. A, Agardhs Species Algarum m. fl.

86 M. Foslie.

De første havsalger fra Norge, man finder omtalt og nærmere beskrevne, indsamledes af Linné paa hans lap- landske reise i aaret 1732 ved Rørstad i Nordland (67" 36) og udgjorde 10 arter, fornemmelig Fucaceer. De beskreves

i Flora Lapponica ed I (1737). Omtrent 20 aar senere be- —

gyndte Hans Strøm sin forfattervirksomhed, og i hans Beskrivelse over Fogderiet Søndmøre findes optaget ialt 22 arter havsalger uden dog at være beskrevne efter den binæ- re nomenklaturs regler. Som supplement hertil skrev han et par mindre opsatser over algefloraen ved Søndmøre i Kjø- benhavns Vidensk. Selsk. Skrifter ledsaget af forholdsvis vel

udførte afbildninger af saadanne, som han ansaa for mindre

kjendt. Næsten samtidig med Strøms arbeide udkom Gunnerus” Flora Norvegica, hvori beskrives ialt ca. 90 havsalger; men ofte er en og samme art beskrevet flere gange, saaledes at det virkelige antal arter er betydelig mindre. Ogsaa Gunnerus leverede senere et par mindre

algoiogiske afhandlinger i det af ham oprettede ,Norske Vi-

densk, Selsk. Skr.* med afbildninger af enkelte arter, som tidligere var beskrevne i Flora Norvegica. Tonning op- regner i sin Rariora Norvegica (1767) 45 tildels for Norge egne arter alger, men samtlige uden specielle voksesteder. — I de otte første bind af Flora Danica (1766—1813) af» bildes en mængde havsalger fra Norge, de fleste allerede tidligere beskrevne, men ogsaa endel for videnskaben nye, som her for første gang beskrives. Disse værdifulde bidrag til kundskaben om Norges havflora skyldtes væsentlig M i 1- ler, Oeder og Martin Vahl, af hvilke især den sidste foretog flere reiser i Norgei botanisk henseende. Hammer (FL Norv., 1794) og Retzius (Fl. Ssand., 1795) optager efter andre forfattere næsten alle indtil da kjendte alger, men uden angivelse af udbredelse eller voksested, den sidste endog ofte uden angivelse af, hvilket lands flora den enkel- te art tilhører. I aaret 1812 udkom G. Wahlenbergs

| A re Ve Br

TE

- Kvitisk fortegnelse over Norges havsalger. 87

omfangsrige arbeide Flora Lapponica, hvori han beskriver ca. 45 alger, som han i maj og juni 1810 indsamlede ved Kjerringø og tilgrænsende tragter i Nordland, og i 1813 udgav Det kgl. Selskab for Norges Vel et af J. A. Krogh

efterladt arbeide ,Efterretninger om Provstiet Nordfjord*,

hvori opregnes nogle ved Stadt og tilgrænsende dele af da-

værende provsti Nordfjord forekommende havsalger. Et væg-

tigt bidrag til kundskaben om vort lands algeflora gav Lyng- bye i sit bekjendte verk Hydroph. Dan. (1819), hvori be- skrives en mængde baade havsalger og ferskvandsalger, som han samlede ved Svinør og Arendal samt Næs jernverk. End- videre har Hornemann i Dansk oek. Plantelære (1837) le- veret en temmelig udførlig, men tildels kritikløs fortegnelse over Danmarks og Norges alger.

Hensigten med nærværende er, som titelen angiver, at give en samlet fortegnelse over, hvad der saavel i norsk som

svensk og dansk literatur findes angaaende de indtil omkring

aaret 1850 ved Norge fundne havsalger. Ved en kritisk gjen- nemgaaelse saavel af ældre som nyere arbeider i denne ret- ning har jeg søgt at gjøre fortegnelsen saa fuldstændig og bedømmelsen af de enkelte arters værdi og rette plads saa korrekt, som det har været mig mulig. At det med de som

oftest ufuldstændige beskrivelser og i mangel af originaleks-

emplar') ikke har været mulig at bestemme eller klargjøre alt er naturlig, og selv i enkelte tilfælde, hvor jeg med en

næsten til vished grænsende sandsynlighed har givet en af

disse mange tvilsomme arter en bestemt plads, ter jeg ikke fastholde dette som fuldt paalideligt, om jeg endog undta- gelsesvis har ladet dem staa uden et vedføiet spørgsmaals- tegn. — En fortegnelse over usikre arter vil findes til slut-

1) Ved konservator Storms velvilje har jeg havt til gjennemsyn de tilbageværende rester af Gunnerus i sin tid efter sigende : temmelig fuldstændige algeherbarium.

88 ZN Bose.

ning; enkelte har jeg dog ganske udeiadt, naar det har vist sig at en sammenblanding har fundet sted.

Jeg har af flere grunde fundet det hensigtsmessig at «fslutte fortegnelsen med udsivelsen af Areschougs Phyc. Scand. (:847—50) og J. G. Agardhs Species Algarum (1848), og jeg har heller ikke medtaget de betydelige bidrag til kundskaben om vort lands algeflora, som afdøde profes- sor M N. Blytt og professor dr. F. C. Schübeler fra omkr. aarene 1840—55 har givet gjennem deres til univer- sitetets botaniske museum skje: kede store samlinger.

Da det kan have sin interesse, har jeg i regelen ci- teret de enkelte forfatteres anførsler om udbredelsen, hvor dette ikke har staaet fuldstændig i strid med vort nuværen- ~ de kjendskab til havsalgernes udbredelse langs Norges kyst.

a

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 89

Ser, Florideæ. Fam. FRRhodomelace z.

Gen. Odonthalia,

1762. Fucus Nr. 8 Strom, Beskr. p. 91.

. 1769. SNE 3 sa ab Act. Han. p. 259, 6. 8 £ 3:

— Søndmøre.

1772. » dentatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 91 et herb „Hab. in oceano septentrionali.“ pinnatifidus Gunn. 1. c, p. 104, „Hab. in

oceano septentr. passim“. ' 1819. Odonthalia dentata Lyngb. Hydr. Dan. p. 9, t. 3. — ' „Ad littus Norvegiæ meridionale, Prof. Smith in lit. — In sinu prope Nidro-

” 7

siam, Sommerfelt. @donthalia dentata (L.) Lyngb.

Gen. Rhodomela.

1769. Fucus lycopodioides Tonn. Rar. Norv. p. 12. 1772. > * Gunn. 1,6.p. 80, „Hab, in oce-

90

1819.

1819.

M. Foslie.

ano septentrionali, e. gr. in mari fin- marchico ad Vardø, Vadsø &c.“ Conferva squarrosa Gunn. 1. c.p. 105. „Hab. in ru- - pibus maris finmarchici.* Fucus lycopodioides Wg. Fl. Lapp. p. 505. subfuscus Weg. 1. c. Cfr. Ares ch. Obs. oe

»

Leap. 7: Gigartina lycopodioides Lyn gb. 1. c. p, 45. — Fin- marken. å subfusca Smft. in Act. Nidros. p. 51. — -— Salten. Foo lycopodioides Horne m. Plantel. II, p. 710. —- Finmarken.

Rhodomela lycopodioides (L.) Ag.

Rhodomela subfusca Lyngb. 1. c.p. 47, t. 10. „Hab. ad littus Svinør et Oxefjord Norvegiæ.”

Rhodomela subfusca (Woodw.) Ag. Gen. Polysiphonia. Huichinsia Brodiei Lyngb. 1. c. p. 109, t. 33. —

»Hab. ad Svinør prope Lindesnæs et Oxefjord pr. Arendal,“

N ee ef TEEN a en ae PE EEE a FETE a JE SG a A VEN ON PE NL ehe a

ER OLE

Polysiphonia Brodiæi (Dillw.) Grev.

Conferva Nr. 2 Strøm, Beskr. p. 82. — Søndmøre. » omissa Gunn. Fl. Norv. II, p. 116. Fucus lanosus Gunn.l.c p. 78 ,Hab. in oc. septentr.* Conferva polymorpha Gunn, 1. c. p. 92. 5 ie We. L c. p. 511 Hutchinsia fastigiata Lyngb. L c. p- 108, LOG aes Svinør.

HUN © oe “ :

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger.- 91

1827. Hutchinsia fastigiata S mft in Act. Nidros.p. 51. — vor Salten,

Polysiphonia fastigiata (Ro th.) Grev.

1812. Conferva stricta Wg. Fl. Lapp. p. 512 et herb. sec.

Kleen, Nordl. Ale. p. 13. Polysiphonia urceolata (Lightf) Grev.

1819. Hutchinsia atrorubescens Lyngb. 1. c. p. 110. „Hab. ad littora Norvegica,

Polysiphonia atrorubescens (Dillw.) Grev.

1812. Conferva atrorubescens Wg. Fl. Lapp. p. 511 et herb, sec. Kleen. 1, c. p. 13.

1819. Hutchmsia nigrescens Lyngb. 1. c. p. 109, t. 33. — »Hab. ad Svinør Norvegiæ.*

Polysiphonia nigrescens (Huds.) Harv.

1819. Hutchinsia byssoides Lyngb. L c. p. 110, t. 34. — Oxefjord.

Polysiphoula byssoides (G. & W.) Grev.

Fam, Chondriacese,

Gen. LLaureneia.

1767. Fucus ramosissimus Fl. Dan. t. 276. — Stavanger.

1772. , Oederi Gunn. Fl. Norv. II, p. 100.

1788. , pinnatifidus Strøm in Act. Nidros. p. 348, t. 1, f. 1. — ,Søndmøre, sjelden. *

99 M. Foslie.

1819. Gelidium pinnatifidum Lyngb. Ve. E 40, Lg Oxefjord.

Laurencia pinnatifida (Gm el.) En our. Fam. Lomentariacez.

Gen. Lomentarin.

1819. Gastridium kaliforme Lyng b.1.c. p. 70. — Oxefjord prope Arendal (Hofmann Bang). Lomentaria kaliformis (G. & W.) Gaill.

Fam. Spongiocarpez,

Gen. Polyides.

1766. Fucus caprinus Gunn. FI. Norv. I, p. 96 et herb. — „Hab. in oceano nostro passim.“ 1768. ke » Gunn, in Act. Nidros. p. 82, t. 5, fig. 4—5, 1818. » Totundus Fl. Dan. t. 1544 a. 1827. Furcellaria rotunda Smft. in Act. Nidros. p. 51. Sallen.

Polyides rotundus (Gmel.) Grev. Fam. Delesseriace.

Gen, Delesseria.

1762. Fucus Nr. 9 Strøm, Beskr. p. 91. — Søndmøre. 1769. , Nr. 4 Strøm in Act. Hafn. p. 254, t. 8, f. 4,

1780,

1812:

1819. 1837.

1769, 1772. 1812.

1819.

ALP:

1819.

= 1762.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 93

Fucus roseus Fl. Dan. t. 652. „Passim in sinu Chri- stianensi Norvegiæ*. , simtiosus Weg. Fl. Lapp. p. 491 et herb, sec, | Keene pit Delesseria sinuosa Lyngb. 1. c. p. 7, t 2. Ep „ Hornem. 1. c. p. 727. ,Hyppig ved Kysterne af Norge.“

Delesseria sinuosa (G. & W.) Lamour.

Fucus Nr. 8 Strøm in Act. Hafn. p. 257, t. 9, f. 8. — Søndmøre.

Fucus alatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 91. „Hab. in occano septentr.*

5 » We. Fl. Lapp. p. 492 et herb, sec. Kleen

Pec pr

Delesseria alata Lyngb. 1- c. p. 8, t. 2. — Oxefjord prope Arendal.

Delesseria alata (Huds.) Lamour

Gen. Nitophylium.

Fucus crispatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 32, — „In | mari Norvegico (Tonuing).* Chondrus laceratus Lyngb. p. 18. Cfr. Lyngb. 1. c. et Aresch. Phyc. Scand. p. 72. € Nitophyllum laceratum (Gmel.) Grev.

Fam. Rhodymenirceææ.

Gen Hydrolapathum.

Fucus Nr. 11 Strøm, Beskr. p. 92. — Søndmøre.

94

1769. 1772.

1812. 1819.

1837.

1795. 1819.

1772.

1812.

1819,

M. Foslie.

Fucus sanguineus Tonn. I. c. p. 12.

i > Gunn. Fl. Norv. II, p. 91. „Hab. in oceano septentrionali.“ Ve = Weg. Fl. Lapp. Pp. 491 sec. Kleen l.ee..p: 16.

Delesseria sanguinea Lyngb. L c.p. 7, t. 2. Oxehard “ prope Arendal. Å » Hornem.l.c. p. 727. „Hyppig ved Kysterne af Norge.*

Hydrolapathum sanguineum (L.) Stackh.

Gen. Rhodophyllis.

Fucus ciliatus Gunn. 1. c. II, p. 96. — „Hab. in oceano —

septentr.* |

» laciniatus Gunn. 1. c. p. 143. „In mari fin- marchico, ad Hammerfest.*

» pumilus Fl. Dan. t. 1066. „In rupibus nord- landiæ maritimis.*

2 Ed ery

å » Retz. Fl. Scand. p. 297. : Chondrus crispus var. pumilus Lyn gb. 1. c. p. 16. 8 Rhodophyllis dichotoma (Lepech.) Gobi. E: I

(ted år ee

en. Euthora.

Fucus gigartinus Gunn. Fl. Norv. II, p. 106. à mari finmarchico*. 5 coccineus var. pusillus Wg. Fl. Lapp. p. 50.

Euthora eristata (L.) J. G. Ag.

Gen. Plocamium.

Plocamium coccineum Lyngb. 1. c p. 39, & 9. „ad

FRA ED 7 TR PE SE UIL PIET f Å À (

I ER

% _ Kritisk forteenelse over Norges havsalgen. 95

littus Molde Norvegiæ; C. Smith.“ Plocamium coccineum (Huds.) Lyngb.

Gen. Rhodymenia.

1766. Fucus ovinus Gunn. Fl. Norv. I, p. 96 et Act. Ni- dros. p. 85, t. 9. — „Hab. in oceano no- stro passim.“

M69% ee » Tonn. Rar. Norv. p. 12. |

1022, >: , palmatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 69. „In oce-

ano septentrionali.“

Ulva caprina Gunn. 1. c. p. 12? et herb. „Hab. in

mari finmarchico.*

delicatula Gunn. |]. c. p. 134, t. 8, f. 2. „Hab.

__ in oceano nostro passim, præsertim in lit-

9 »

toribus pelagicis.* 1782. Fucus bullatus Fl. Dan.t. 770. „In oceano Norvegico*, 1788, » foliaceus Strøm in Act. Nidros. p. 347, t. I, f. 4. — ,Søndmøre, almindelig.* 1792. - , soboliferus Fl. Dan. t. 1065. „In fundo maris Finmarkiæ femel inveni.* 1799. » caprinus Fl. Dan. t. 1128. ,Copiosissime in | littoribus præfecturæ Tromsø et Finmarkiæ*. delicatulus Fl. Dan. t. 1190. ,Copiosissime ad littora maris Nordlandiæ versus Finmark-

” a ”

iam.“

1819. Ulva palmata Lyngb.l.c.p.24. „In mari Norvegico.*

sobolifera Lyngb. 1. c. p. 27. — Finmarken (Vahl). 1827: » Smft. in Act. Nidros. p. 50. — Salten. 1837. Halymenia pa'mata Hornem. L c. p. 722. „Hyppig ved Kysterne af Norge lige til Nordkap.“

SE 9

Rhodymenia palmata (L.) Grev.

96 EN M. Foslie.

Fam COhampiaceæ.

Gen. Chylocladia.

1819. Gastridium clavellosum Lyngb. 1. c. p. 70, t. 17. -

„Hab. ad littus Norvegiæ, Fuco vesiculoso insidens; Herbarium Vahlii.*

Chylocladia clavellosa (Turn.) Grev. Fam. DPumontiace».

Gen. ÅPimontia.

1780. Ulva incrassata Fl. Dan. t.653. „In sinu Laurvigensi Norvegiæ. * Re

1812. , filiformis We. Fl. Lapp. p. 508 et herb. sec. Kleen cp. 18.

1819. Gastridium filiforme Lyngb. I c. p. 68, t. 17.

1826. Ulva filiformis Sm ft. Suppl. p. 187.

1827, Gastridium filiforme Smft. in Act. Nidros. p. 51. — - Salten.

Dumontia filiformis (Fl. Dan.) Grev.

Gen. Halosaccion.

1769. Fucus ramentaceus Tonn. 1. c. p. 12. 1772. ER Å Gunn. Fl Nory Ip 7990 „Hab. | in oceano septentrionali, e. gr. in mari finmarchico ad Vardø, Vadsø &e.“ 1772. Ulva sobotifera Gunn. I c.p. 105. „Hab. in oc. sept.“ - » Fucus barbatus Gunn. 1. c, p. 129. „In mari fir- marchico.“

LATE øre Vi i br Bet pi : ER à y à

a

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 97

1812. Fucus ramentaccus Wg. 1. c.p 504. 1819. Scytosiphon ramentaceus Lyngb. 1. c. p. 61. — „In mari Finmarkiæ (Hell, Gunn.).“

Halosaccion ramentaceum (L.) J. G. Ag. Fam. F'urcellariace ce.

Gen. F'urceilaria.

1766. Fucus fastigiatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 48. Tuterg.

1772. » [urcellatus Gunn. Fl. Norv, II, p- 78 et herb. „dab. in oceano septentr.“

1812. » -lumbricalis var. Wg. Fl. Lapp. p. 503.

Furcellaria fastigiata (L) Lamour. Fam. Gigartinacez.

Gen. Øystoecelonium.

1772. Fucus confervoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 92. „Hab. in oc. septentr,“

; » elongatus Gunn. I. c. p, 143. — „In mari Finmarchico, ad Hammerfest, a. 1763 lec- tus.“

1780. » Corallinus Fl. Dan. t. 709. „In scopulus Nor- regiæ Christiansandensis.“

1782. » Scorpioides Fl. Dan. t. 887, „In sinibus Nor- vegiæ passim,“

1812. » confervoides Wg. Fl. Lapp. p. 504 et herb.

sec. Kleen 1. c. p. 18. 1819. Gigartina purpurascens Lyngb. 1. e. p. 46; excl. : var. „Ad ıupes Norvegiæ.*

98

M. Foslis.

Skjønt det ikke med sikkerhed lader sig afgjere,

hvad Gunnerus har villet fremstille under de her citere-

de navne, finder jeg det lidet sandsynlig, at det er Gracila-

ria confervoides (L) Grev., til hvilken art de henføres af

Lyngbye, men at saavel disse som de to maadelige figu- rer i Fl. Dan.') tilhører.

1782.

1819.

1782.

1762. 1768.

Cystoclonium purpurascens (Huds.) Kütz. |

Gen. Callophyllis.

Fucus miniatus Fl. Dan. t. 769. „In sinibus Norve- giæ raro.*

Spherococcus lacimiatus Lyngb. 1. c. p. 12, t. 4.—

Norge. Callophyllis laciniata (Huds). Kütz.

Gen. Phyllophorn.

Fucus crispatus Fl. Dan. t. 826, f. 2—3. — Drøbak, Phyllophora Brodiæi (Turn. J. G. Ag. —

Fucus rubens Fl. Dan. t. 827. „In sinibus Norvegiæ passim.“ „ crispatus Fl. Dan. t. 896, f. 1. Drøbak. Sphærococeus membranifolius Lyngb. 1. c. p. 10, t. 3. „In sinibus Norvegiæ.*

Phyllophora membranifolia G. & W.) J. G. Ag.

Fucus Nr. 10 Strøm, Beskr. p. 92. Søndmøre. » Nr. 8 Strom in. Act. Hafn. p. 255,t. 9, £ 5.

1) Cfr. J. G. Agardh, Species Algarum II, p. 397 et 587.

SEE eg i dE nen Sd LS on ad do LS b PT KR RAAE ED et Le MRL RI et de sø Sr eie ide Nrk bek ae re

" er

TRE Sy ne OT BE Ge OL ME en TA TA

ratt! Pr

EEE NN

EN

1812.

1772. 1812.

1819.

_ 1826. “or.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 99

Fucus. rubens Gunn. Fl. Norv. p. 69. fide herb. — lån oceano septentr.* » epiphyllus Fl. Dan. t. 708. „In sinu Drøbaki- ensi.* Chondrus rubens Lyngb. 1. c. p. 18.

Phyllophora rubens (G. & W) J. G. Ag.

Gen, A hnfeltia.

Fucus albus Gunn. Fl. Norv. II, p. 92. — „Hab. in oceano septentrionali, e. gr. ad Le- dingen norlandiæ.*

Fucus plicatus W g. Fl. Lapp. p. 504 et herb. sec. Kleen 1. c. p. 17.

Abnfeltia plicata (Huds.) Fr.

Gen. Gigartina’).

Fucus spermophorus Gunn. Fl. Norv. II, p. 26. ‚In mari Norvegico*. » mamillosus Weg. 1. c. p. 469 et herb. sec. Kleen lee pals, Sphærococcus mamillosus Lyngb.1. c. p. 14, t. 5. -,Svingr prope Lindesnæs.*

Fucus mamillosus Sm ft. Suppl. p. 183.

Sphærococcus mamillosus Smft. in Act. Nidros. p. 51. — Salten.

Gigartina mamillesa (G. & W) J. G. Ag.

= 1) Fucus Oederi Esper t. 35 (Gelidium gigartinum Lyngb. 1. c.p.

41), der er identisk med Gigartina pistillata (Gmel.) Lamour.

angives at veere funden ved Norge; men da det er hgist sandsyn-

lig, at denne sydlige vekst ialfald ikke er funden fastvol,set ved

nogen del af Norges Kyst, PRE jeg den ikke som tilhørende

- Norges algeflora.

-100 ; | M. Foslie.

1769. Fucus crispus Tonn. Rar. Norv. p. 12. | Nr. 6 Strøm in Act. Hafn. P. 254, t. 9, f. 6. Søndmøre.

” »

1770. » crispus Gunn. Fl. Norv. II, p. 91. „Hab. mi

oceano septentr.* 5 » norvegicus Gunn. l.c. p. 122. t. 3, f. 4. „Hab. in oceano nostro.“ 1788. Eschara papyracea Strøm in Act. Nidros. p. 354. — » Søndmøre, almindelig.* 1812. Fucus crispus Wg. Fl. Lapp. p. 497 et herb. sec. Kleen 1. c. p. 18. | 1819. Chondrus crispus Lyngb. 1. c. p. 15, t. 4. = 5 norvegicus Lyngb. I. c. p. 16. 1837. Spherococcus crispus Hornem, Plantel. p. 716. — | | Ikke sjelden.* 5 Blandt resterne af Gunnerus’ herbarium findes et fragmentarisk eksemplar (topstykke) af Fucus Norvegicus Gunn., som af de fleste forfattere har været identificeret med

Gymnogongrus norvegicus (Turn.) J. G. Ag. Etiketten bæ-

rer Gunnerus” egen haandskrift og henvisning til nr. 971 i Fl. Norv. Der kan heller ikke være nogen tvil om, at det- te er originaleksemplaret til den citerede figur i F1. Norv. Habituelt stemmer dette fragment fuldstændig overens med den smale og tykbladede form af Chondrus crispus, der er almindelig især paa udsatte steder langs Norges vestkyst. Ogsaa i henseende til strukturen viste det sig at stemme overens med Ch. crispus; men i mangel af noget authentisk eksemplar af Gymnogongrus norvegieus (Turn.) J. G. Ag. til en nøiagtig sammenligning sendte jeg et snit af Gunnerus' originaleksemplar til professor J. G. Agardh,, som velvil- lig har undersøgt samme og erklæret, at der heller ikke i henseende til strukturen kan være den mindste tvil om, at det tilhører Ch. crispus. — J. G. Agardh har allerede i Species Algarum (Lund 1851) udtalt sin tvil mod identite-

GE ANT SRE Er Re Se ee r % * = rs 2 \

x

rå ER ED

a

es ee ét

RED,

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. -101

ten af den sydligere art Gymn. norvegicus med Gunnerus’ "vekst, og det bekræfter sig saaledes, at denne tvil har været fuldt beføiet.

| — Gymn. norvegicus (Turn.) J. G. Ag. blir saaledes ind- til videre ikke at henregne til Norges algeflora.

Chondrus crispus (L.) Lyngb.

Fam. Cryptonemiacez.

Gen. Grloiosiphonia.

1819. Gigartina lubrica Lyngb. L c. p. 45, t. 12. „Hab. ; ad rupes exteriores ante ostium sinus Oxe- fjord Norvegiæ“.

Gloiosiphonia eapillaris (Huds.) Carm. Fam. Ceramiacez.

Gen. Ceramium.

1762. Conferva Nr. 3 Strøm, Beskr. p. 83. — Søndmøre. ID Ni, littoralis Gunn. Fl. Norv. II, p. 106 et herb. „Tingvold Nordmøre.* —

ar » » rupestris Gunn. 1. c. p. 107, t. 8, f. 3 et herb. — „Hab. in rupibus marinis.* — x us seposita Gunn. 1. c. p. 116.

re Or à diaphana Wg. Fl. Lapp. p. 511 et herb. sec. Kleen 1. c. p. 20.

. Ceramium rubrum (Huds.) Ag.

1819. Ceramium diaphanum Lyngb. 1. c. p. 119, t. 37 B.

102 M. Foslie. + Me

f. 3. — „Hab. ad. lit. Norvegiæ.* Ceramium diaphanum (Lightf.) Roth.

Gen. Ptilota.

1769. Fucus Nr. 7 Strøm in Act. Hafn. p. 256, t. 9, f. 7.

— Søndmøre. » Fucus discors Tonn. Rar. Norv. p. 12? 1772. 5 » Gunn. FI. Norv. II, p. 46? 5 » plumosus Gunn. 1. c. II, p- 91. „In mari sep- tentr.* | | ; 5 » ptilotus Gunn. 1. c. p. 135. „In mari nostro passim.“ 5 » carbilagineus Gunn. 1. c. p. 108; ex parte. 8 Å å vindicatus Gunn. 1. c. p. 123; ex N parte. 1813. Å » Krogh, Efterretn. p. 275. — Stadt.

1819. Ptilota plumosa Lyngb. 1. c. p. 38, t. 9. — Norge.

I Gunnerus" herbarium findes tre eksemplarer med paaskrift „Fucus ptilotus* og et med paaskrift „Fucus car- tilagineus“, hvilke alle tilhører Pi. plumosa. — Gunnerus synes saaledes besynderlig nok delvis at bave sammenblan- det disse to arter, medens han derimod synes at have hold: Pt. plumosa og pectinata temmelig skarpt fra hinanden, og Strøm anfører endog (1. c.), at Gunnerus ansaa Pi. plu- mosa som ung Sphæroçoccus cartilagineus.*)

Ptilota plumosa (L.) As.

1, Jeg skal her bemerke, at blandt de talrige eksemplarer af den vir» kelige Sphærococcus cartilagineus, som findes i herbariet, bærer kun ét Gunnerus” egen paaskrift, de øvrige ,Tyrholms herb.*, og alle uden angivelse af findested.

Hvorvidt afbildningen af Fucus (Sphærococcus) cartilagineus Gunn. (Fl. Norv. t. 3, f 5) ved forveksling er udført efter et

AN

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. | 103

1772. ro pectinatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 122, t. 2, f. 8 et herb. „Hab. passim in Nordlandia*. 1819. Ptilota plumosa var. asplemioides Lyn gb. 1. c. p. 38. Kjellman har allerede paavist (Ishafsfl. p. 220), at den af Gunnerus beskrevne Fucus pectinatus er iden- tisk med Pi. serrata Kiitz. Dette bekræftes ogsaa ved de i herbariet forefundne eksemplarer, hvoraf dog et tilhører den form af Pt. plumosa, der har karakter af begge arter; men dette kan neppe tillægges nogen betydning, hvor det gjelder to hinanden saa nærstaaende arter som disse, og jeg anser det derfor rettest at bibeholde det af Kjellman fremtrukne ældre navn.

Ptilota pectinata (Gunn.) Kjellm.

Gen, Callithamnion.

1819, Callithamnion roseum Lyngb. 1. c. p. 126, t. 39. —

Oxefjord. ? Callithamnion polyspermum Bonnem.

1818. Ceramium pedicellatum Fl. Dan.t. 1596, f. 2. — Oxe- å fjord (Lyngbye).

1819. = corymbosum Lyngb. 1. c. p. 125, t. 38.

Callithamnion corymbosum (Smith) Lyngb.

eksemplar, som. muligens ikke engang er taget ved Norges kyst og angivelsen „hab. in oceano septentrionali, e. gr. ad finmarchiam passim* helt eller delvis gjælder Pt. plumosa eller — man skulde endog snarere være tilbgielig at antage — Pt. pectinata lader sig ikke med sikkerhed afgjøre. Det sandsynlige er dog, at det foreliggende eksemplar med Gunnerus” egen haandskrift er taget af ham selv, men det synes ikke at have været original- eksemplar til afbildningen, og en sammenblanding mellem denne og Pt. plumosa har i ethvert fald fundet sted. — Cfr. Lyng- byel.c.p. 55.

104 M. Foslie.

1819. Callithamnion repens Lyngb. 1. c. p. 128, t. 40; ex parte. — „In Ptilota plumosa ad Svinør prope Lindesnæs.*

Callithamnion roseolum Ag.

1819. Callithamnion fruticulosum Lyugb. 1. c.p. 125, t. 36. ? Callithamnion versicolor (Draparn.) Ag.

Gen. Antithamnion.

1782. Conferva floccosa Fl. Dan. t. 828. — „In sinibus Nor- vegiæ passim.“

Antithamnion floccosum (Fl. Dan.) Kleen, ,

Gen. Rihodochorton. ;

1819. Callithamnion Roth Lyngb.l-c.p 149, t. 41. — Svin- | ør prope Lindesnæs. k

1826. 6 3 Smft. Suppl. p. 193. i 1826. : floridulum Smft. Suppl. p. 193. 400 1827. , Rothii Smft. in Act. Nidr. p. 51. Salten Rhodochorton Rothii (Turt.) Näg. å

Fam, Porphyracez.

Gen, Diploderma,

1812. Ulva umbilicalis var. purpures Wg. Fl. Lapp. p. 506, sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 236. — Kjerringø.

Diploderma amplissimum Kjellm,

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 105

1772. Ulva umbilicalis Gunn. Fl. Norv. II, p. 121. ,Hab. in oceano sept. e. gr. ad Lødingen nor- landiæ.*

1819. , purpurea Lyngb. IL c. p. 29. — Oxefjord.

Porphyra laciniata (Lightf) Ag.

Gen. Bangia. 1812. Conferva atropurpurea W g. Fl. Lapp. p. 515. et herb.

sec. Kleen 1. c. p. 24. — Kjerringø. Bangia fuscopurpurea (Dillw.) Lyngb.

Ser. Fucoideæ, Fan, Fucace»». |

Gen. Himanthalia.

1769. Fucus loreus Tonn. Rar. Norv. p. 12.

1772. Ulva pruniformis Gunn. Fl. Norv. II, p. 89; ex parte.

1772. Fucus loreus Gunn. 1. c. p. 125. „Hab. in mari no- stro, e. gr. ad Ofoten norlandiæ.“

JE 1780. = » Fl. Dan. t. 719. „In littore Norvegiæ

passim“.

D 16100, » We. Fl. Lapp. p. 499 et herb. sec. Kleen

Le pu 51. 1813. Ulva pruniformis Krogh, Efterretn, p. 276. — Bre- manger,

106

1837.

1737.

1762, 1764,

1766. 1769.

1812. 1813.

1737.

1762. 1764.

1766.

1769. 1812,

M. Foslie. .

Fucus loreus Hornem. l.c. p.746. — „Norge, ikke

sjelden.*

Himanthalia lorea (L.) Lyngb.

Gen. Halidrys.

Fucus siliquosus L. Fl. Lapp. p. 343, nr. 463. — Ror-

”

Fucus nodosus L. Fl. Lapp. p. 350, nr. 464. — Rør-

”

pp

”

”

”

”

stad (Nordland).

Strøm, Beskr. p. 90. — Søndmøre. Fl. Dan. t. 106, „Frequens ad littora Norvegiæ.*

Gunn. Fl. Norv. I, p. 83. „Hab, pas-

sim in mari nostro.* Tonn. Rar. Norv. p. 12. Weg. Fl. Lapp. p. 498 et herb,

Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt, °

almindelig.“

- Halidrys siliquosa (L) Lyngb.

Gen. Ozothallia.

~ stad (Nordland). Strøm, Beskr. p. 90. — Søndmøre.

Fl, Dan. t. 146. — „Ad littora maris

potissimum oceani Norvegiam alluentis.* = Gunn. Fl. Norv. I, p. 33. — „Hab.

ubique in mari nostro, ad littora sæpe

rejectus.*

Tonn. Rar Norv, p. 12.

We. Fi. Lapp. p. 499,

3 a pr > ct 9 70 € Nr x. 7 24 3 a 5 ER: gh 3

Bier ne TL le SS Å OR > le,

ya SPK a UT FT rer

sphere. see v REX MANS, FR SE x Va å x

1737.

1762. 1766.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger, 107

N

. Fucus nodosus Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt,

almindelig. *

Halidrys nodosa Lyngb. 1. ce. p. 37, t, 8. — ,,Hab. ad

99 39

littora Norvegiæ." Smft. in Act. Nidros. p. 51. — Salten.

Fucus nodosus Hornem. 1. c. p. 742. — „Temme-

lig almindelig ved Norge.“

Ozothallia nedosa (L.) Desne et Thur.

Gen, F'ucus.

Fucus serraius L. Fl. Lapp. p. 349, nr. 462 —

2 0. ” 39 2 ” 29 » 7 ”

Rerstad (Nordland).

Strøm, Beskr, p. 89. — Søndmøre.

Gunn Fi. Norv. I, p. 28 et herb. — „Hab. in rupibus maris Brunværet pa- roeciæ norlandiæ Hammerø et alibi frequens.*

Tonn. Rar. Norv. p. 11,

We. Fl. Lapp. p. 489.

Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt, almindelig.“

Smft. in Act. Nidros. p. 50. — Salten.

Fucus serratus L:

Fucus vesiculosus L. Fl. Lapp. p. 350, ur. 466. —

Rørstad (Nordland).

Strøm, Beskr. p. 90. — Sønd-

møre,

Gunn. Fl. Norv. I, p.28. — ,Hab. - ubique in oceano sæpissime ad lit-

tora nostra rejectus“,

108

M. Foslie.

1769. Fucus vesiculosus Tonn. Rar. Norv. p. 11.

1770. 1812.

1813. 1827.

1837.

1762. 1767.

1769. 1770.

1812.

1813,

1819. 1837.

1772.

„ divaricalus Gunn, Fl. Norv. II, p. 143, Ham-

merfest.

» vesiculosus Wg. Fl. Lapp. p. 490; excl. var.

5 » . Krogh, Efterretn. p. 275.

5 = Smft. in Act. Nidros. p. 50. — Salten.

Fucus vesiculosus L.

Fucus spiralis L. Fl. Lapp. p. 350, nr. 467. — Rør- stad (Nordland).

så 5 Strøm, Beskr. p. 90. — Søndmøre.

5 „ Fl. Dan. t. 286. — „In oceano Norve- gico.“

A å Tonn. Rar. Norv. p. 11.

= 5 Gunn. Fl. Norv. II, p. 64. „In oceano

septentrionali.“

» vesiculosus var. spiralis Wg. FL Lapp. p. 490,

» spiralis Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt, mindre almindelig.“

» vesiculosus var. spiralis Lyngb. 1. c. p. 3.

Hornem,1. c. p. 743.

” 2 9

Fucus spiralis L.

Fucus ceranoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 64 et herb, — ,Hab. in sinu maris nidrosiam alluentis. Borchgrevink.“

5 Lyngbl ep 5 „Hab in

mari Nervegico.“ Smft. Suppl. p. 192. — ,Hab. in rupibus a refluxa maris denudatis ad littora Nordlandiæ e. gr. ad Bo- de.“

I Gunnerus' herbarum findes et eksemplar af den-

À

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 109

ne art taget i Trondhjemsfjorden. Det er mindre vel kon- serveret, men synes nærmest at slutte sig til f. Harveyana.

Fucus ceranoides L.

1737. Fucus MER L. Fl. Lapp. p. 351, nr. 468, — Rør- stad (Nordland).

1769. 5 » Tonn. Rar. Norv. p. 11.

1772. a » Gunn. Fl. Norv. II, p. 38? — „Hab. in oceano nostro passim,“

1794. 5 »„ Hammer, F1 Norv. p. 139.

1795, 5 Retz FL Scand. p. 297,

II“, “=. FR Dan, -t. 1127:

Fucus inflatus er en af de Fucaceer, som af Linné indsamledes ved Rørstad i Nordland paa hans laplandske

reise i aaret 1732, og den beskrives første gang i Fl. Lapp.

ed. I (1. c.) saaledes: „ Fucus folio bifido, laciniis ovato- lanceolatis inflatis, ad apicem divisis.* Senere blev den op- taget i de fleste af Linnés øvrige arbeider dels under

samme dels med en noget ændret diagnose, deriblandt ogsaa

i Systema Neturæ, hvor den tillægges artsnavnet inflatus og beskrives saaledes: „Fronde plana, dichotoma, integerri- ma, punctata, ovato-lanceolata, inflata, apice diviso.* — Ton- ning, Hammer og Retzius optager den som egen art, men ingen af disse giver nogen nærmere beskrivelse af sam- me, heller ikke nærmere angivelse af dens udbredelse langs

- kysten. — I Fl. Dan. vol. 7, t. 1127 (udgivet af Martin Vahl) findes derimod en ganske godt udført afbildning af

Fucus inflatus, og ovenfor citerede beskrivelse i Syst. Nat. (og Syst. Veg.) findes her gjengivet samt følgende tilfgiet angaaende artens udbredelse: ,Vulgarisin præfectura Salten, Senjen et Tromsøen Nordlandiæ, in aliis partibus Norvegiæ non mihi obvius“. — Denne er identisk med den i Nordland og Finmarken forekommende art, der af senere forfattere er

- henført til Fucus edentatus De la Pyl.

110 M. Foslie. :

Omtrent samtidig med Fl. Dan. udkom Smiths Plantarum Icones, hvori der ogsaa findes en afbildning af „Fucus inflatus L.* Den vekst, som her fremstilles, og som Lightfoot noget tidligere nærmere har beskrevet i Fl. Scot. under samme navn, og som desuden Smith saavel i

Plant. Ic. som i den af ham besørgede anden udgave af Fl.

Lapp. identificerer med den oprindelige i Fl. Lapp. ed. I beskrevne F. inflatus er derimod neppe andet end en for-

krympet form af F. vesiculosus, hvad der ogsaa til vished —

synes at fremgaa af den iøvrigt mindre vel udførte figur i Plant. Ic, — Originaleksemplaret til denne angives at være taget i nærheden af Edinburgh, og jeg har ikke kunnet finde noget, der godtgjør eller støtter hans formodning om, at den af ham her afbildede Fucus vesiculosus-form fra Edinburgh

virkelig er identisk med den af Linné fra Nordland be-

skrevne F. inflatus.

Efter denne tid finder man F. inflatus L. dels henført

til F. vesiculosus dels optaget som en benævnt form af den- ne, og de fleste synes at have havt en virkelig F. vesiculosus- form for sig. ;

Linnés beskrivelse af arten er vistnok ufuldstændig, men den synes dog bedre at svare til F. edentatus end no-

gen form af F. vesiculosus, og det er endvidere lidet sand.

synlig, at Linné, som i Fl. Lapp. beskriver de gvrige i

Nordland almindelig forekommende Fucus-arter, skulde have —

opstillet to arter af den vistnok meget varierende F. vesicu-

losus, men samtidig overseet den almindelige og selv i ste-

ril tilstand ret karakteristiske F. edentatus. — Jeg anser

det for en til vished grænsende sandsynlighed, at det er

sidstuævnte art, Linné har havt for sig. Denne, der saa-

vidt endnu bekjendt, ikke gaar længere syd end til henimod

poiarcirkelen, er meget almindelig i Finmarken, tildels en- dog alinindeligere end nogen anden Fucacé, ligesom den og- saa i Nordland er almindelig især paa aaben kyst, men her

: 3

; | x

a à ®

k KG x DT ETS LR

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 111

blir den sjelden saa stor som nordenfor, og den af Linné angivne læugde!) svarer ret vel til gjennemsnitslængden hos nordiandske eksemplarer af F\ edentatus.

å Jeg optager derfor navnet F. inflatus (L.) paa den art, som nu i almindelighed benævnes F. edentatus, uagtet _ navnet maa ansees mindre heldigt?); men samtidig finder jeg det rigtigst og mod senere misforstanelser eller forveks- linger mest betrygg gende at optage det i den betydning og ing det er taget af Vahli Fl. Dan.

| Fucus inflatus (L.) Fl, Dan.

1770. Fucus linearis Gunn. FI, Norv. II, p. 104. „Hab. in a oceano septentr.“ > „. distichus Gunn. 1. c. p. 125. „Hab. in mari nostro, e. gr. nordlandico ad Ofoten.“ PEN » Retz. Fl. Scand. p. 296. 1812. » ceranoides W g. Fl. Lapp. p. 490; ex parte sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 260. ~ - Det lader sig neppe afgjøre, hvilken eller hvilke af de tre mindre og hverandre nærstaaende Fucus-arter, F. li- nearis Fl. Dan., F. filiformis Gm el, F, distichus L., de to - først citerede forfattere har villet fremstille. Det sandsyn- _ ligste er dog, at de ikke har holdt nogen af dem skarpt ud fra hverandre, og skjønt der paa hvert enkelt sted henvises til Fl. Dan. t. 351 (FP. linearis), bør de maaske rettest hen- føres til den af arterne, som er den almindeligste, nemlig

Fucus filiformis Gmel.

1, „Fucus hic est een 2) Med „inilatus* antager jeg Linné har villet eterna de blære- agtige opsvulmninger, som er temmelig almindelige især hos ste- rile eksemplarer. Jeg har saaledes fundet ekspl. med indtil 8cm. : lange opsvulmninger, der endog har strukket sig over Igvets hele bredde.

112

1769,

1762, 1766.

1767. 1769. 1795. 1812. 1813.

1827.

1837.

1819.

M. Foslie.

Fucus distichus Tonn. Rar. Norv. p. 12 (L. Syst. Nat). Fucus distichus (L.)

Gen. Pelvetia.

Fucus Nr. 7 Strøm, Beskr. p. 91. — Søndmøre. å excisus Gunn, Fl. Norv. I, p. 96 et herb. »Hab. in rupibus maris passim et co- piosissime.* å

= » Fl. Dan, t. 214. — ‚In mari Norvegico.“ _

5 „. Bonn. Rar, Norv. pi 1% Fucus canalieulatus Retz. Fl. Scand.p. 296.

hå as Wg. Fl. Lapp. p. 495.

» excisus Krogh, Efterretn. p. 275. — , Stadt, temmelig almindelig.“

» canaliculatus Smft, in Act. Nidros. p. 50. — Salten.

gå , Hornem. |. c. p. 745. — Ved ky- sterne af Norge indtil Finmarken.* 1

Pelvetia canaliculata (L.) Desne et Thur. Fam Dictyotaceæ.

Gen. Dictyota.

Ulva dichotoma Lyngb. 1. c. p. 31, t. 6. — ,.Hab. ad littus Bergense Norvegiæ; Dom. Kriiger Ad littus meridionale Norvegiæ; Prof. C. Smith.“

Dictyota dichetoma (Huds.) Lamour.

1, Den forekommer ogsaa i Finmarken.

Ext 73 ve

Å

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. | 113

Fam Laminariacese, Gen, Alaria.

1766. Fucus pinnatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 2 et herb. '„Hab. in oceano norv. passim.“

vee 5 „»Gwnn. im Act. Nidros. p. 84 1.8 8.1.

Kjellman formener (Ishafsfl. p.268) denne art nær-

mest maa være at hentgre til A. Pylaü (De la PyL) 5.0

Ag., og deri maatte jeg erklæret mig enig, forsaavidt jeg kun havde havt anledning til at identificere arten efter den figur — af samme, som findes i Act. Nidros; thi denne svarer vistnok mere til A. Pylatt end A. esculenta f. musæfol;a. I Gun-

nerus herbarium findes imidlertid et eksemplar af Fucus

pectinatus, som uden tvil er originaleksemplaret til figuren i Act. Nidros. trods den mindre korrekte gjengivelse, og det- te tilhører A. esculenta f. musæfolia. Eksemplaret har sand- synligvis været taget sent paa sommeren, da kun den nedre del af laminan er i behold, og selv denne er delvis opløst. Gunnerus har gjengivet den saaledes, som han har tænkt sig den i fuld flor, men forholdet mellem længden og bred- den er ikke rigtig iagttaget, idet bredden er forholdsvis stør-

- re end længden, og den øvre ca. 12 cm. lange del af lami-

nan, som hos nærværende eksemplar kun bestaar af den nøgne kosta, er helt udeladt, — Sporofyllernes form og stør-

_relse er derimod temmelig nøiagtig gjengivet, og hvad der med sikkerhed viser, at F. pinnatus er identisk med f. mu- - sæfolig er især den hos nærværende eksemplar tydelig ud-

prægede karakter, som ifølge Agardh og Kjellman er

egen for sidstnævnte, at sporofyllerne ,,quasi e canaliculo

impresso egredientes.*

114 M. Foslie.

Jeg optager derfor istedenfor A, u f. musæfolia benævnelsen Alaria esculenta (L.) Grev. f. pinnata (Gunn.)

Gen. Saccorhiza.

1847. Laminaria bulbosa Aresch. Lamin. p. 272.

Af denne art opgives 3 eksemplarer at være funden af Dr. Koren ved Hitteren i aaret 1847. Det af Areschoug erholdte ekspl. angives at være ,8 alner lang och 6 bred.* Han bemærker, at naar arten allerede tidligere (i C. Agardhs Syn. Alg. Scand.) er bleven optaget som tilhørende Skandi- naviens algeflora, er dette skeet paa grund af at Fucus bi- furcatus Gunn. af nogle foregaaende forfattere ansaaes at være samme art. |

Saccorhiza buibosa Πuds.) De la Pyl.

Gen. Luaminaria

1762. Fucus Nr. 12 Strøm, Beskr. p. 92. — Søndmøre. 1766, » saccharinus Gunn. Fl. Norv. I, p. 52. 5 Ulva latissima Gunn. 1.-c. p. 52 fide herb. 1769. Fucus saccharinus Tonn- Rar. Norv. p. 12. 1772. Ulva maxima Gunn. Fl. Norv. I, p. 127. — „Hab. ubique ad oras pelagicas.“ 1794. Fucus saccharinus Hammer, Fl. Norv. p. 139.

1795. 4 å Retz Fl. Scand. p. 299.

1912. Å Weg. Fl. Lapp. p. 493.

1813. À A Krogh, Efterretn. p. 276- gnr almindelig. *

Cfr. Foslie, Lamin. Norw. p. 91. Ulva latissima Gunn. er saadanne fragmenter af bla-

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. SES

det af L. saccharina som opkastet paa stranden har antaget

en grønagtig farve.-

1770.

1770.

1819.

1762.

1766.

1769.

1770. - 1813.

Laminaria saccharina (L.) Lamour,

Fucus saccharinus Fl. Dan. t. 416. — Norvegia.

Laminaria saccharina (L.) Lamour. f. linearis J. G. Ag.

Ulva longissima Gunn. Fl. Norv. II, p. 128, t. 7, f. 2. — „Hab. ubique ad oras pelagicas,“ Cfr. Foslie, Lamin. Norw. p. 93. Laminaria saccharina (L.) Lamour. f. longissima (Gunn.) Foslie.

Laminaria Phyllitis Lyngb. L c. p. 23. — Oxefjord - prope Arendal. Cfr. Foslie L c. p. 98.

@Laminaria Phyllitis (Stackh.) J. G. Ag.

Fucus scoparius Strøm, Beskr. p. 93. — Søndmøre. » hyperboreus Gunn. Fl. Norv. I, p. 34 et herb. — ,Hab. in mari passim, præsertim vero et copiosissime ad Nordlandiam et Finmarchiam.* scoparius Strøm in Act. Hafn, p. 250, t. 8, f. 1. — ,Søndmøre, almindelig.* digitatus F1. Dan. t. 392. scoparius Krogh, Efterretn. p. 276. — Stadt.

2

22

Jeg har i Lamin. Norw. (p. 34) nærmere begrundet be-

- rettigelsen af at optage navnet L. hyperborea (Gunn.) paa den art, som i den senere tid i almindelighed gaar under navnet L. Cloustoni Le. Jol., og jeg finder fremdeles fuld grund til at bibeholde denne benævnelse.

Laminaria hyperborea (Gunn.) Foslie. ; vr

116 M, Foslie.

1766. Fucus bifurcatus Gunn. FI. Norv. I, p. 96 et herb. — „Hab. in sinu maris Ofoten allu- entis et alibi.“

1768. å 5 Gunn. in Act. Nidros. p. 96, t. 6, f. 2. 1769. 5 å Tonn. Rar. Norv. p. 12. 1794. „ 5 Hammer, Fl, Norv. p. 140.

Cfr. Foslie 1. c. p. 39 et 60. Laminaria digitata (L.) Edm.

Gen. Chorda.

1737. Fucus filum L. Fl. Lapp. p. 348 nr. 459. — Rørstad

Nordland. 1762. » filiformis Strøm, Beskr. p. 94. — Søndmøre. 1769. » filum Tonn. Rar. Norv. p. 12.

1772. » » Gunn. Fl. Norv. I, p. 10 et herb, — —

»Hab. in mari nostro, passim.* 1812. Å „ Wg. Fl. Lapp. p. 505. 1813. 5 på Krogh, Efterretn. p. 276. — „Stadt, almindelig.* 1827. “ he Smft. in Act. Nidros, p. 51. — Salten. Chorda filum (L.) Stackh.

1819. Chorda tomentosa Lyngb. 1. c. p. 74, t. 19. — Ris- ør et Oxefjord.

Chorda tomentosa Lyngb. Fan, Encoelieæ.

Gen. Stilophora.

1818. Scytosiphon paradoxus Fl. Dan, t. 1595, f. 2. — Nor-

\

de Aa at DIESER,

1819,

1819.

1819.

1762.

1772.

1780.

1812.

1819.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 117

vegia, Kalvesund. Chordaria paradoxa Lyngb. 1. c. p. 53, t. 14. — Oxe- fjord prope Arendal.

Stilophora Lyngbyei J. G. Ag.

Gen, Asperococeus. Gastridium Opuntia Lyngb. 1. c. p. 71, t. 18. —

Kalvesund prope Arendal.

Asperococcus bullosus Lamour.

Gen. Ralfsia.

Ralfsıa deusta Lyngb. 1. c p. 19, t. 5. Ralfsia verrucosa (Aresch.) J. G. Ag.

Fam. Chordarinceze,

Gen. Chordaria.

Conferva Nr. 1 Strøm, Beskr. p. 82. — Søndmøre. 5 dichotoma Gunn. Fl. Norv. II, p. 105. — »Hab. in oceano septentr.* a elongata Gunn. 1. c. p. 126.

Fucus flagelliformis Fl. Dan. t. 650. — „In oeeano ~ Norvegico.“ te = We. Fl. Lapp. p. 505. Chordaria , dicey neh; -l.-crype ol, i 18

Chordaria flagelliformis (Fl, Dan.) Ag.

118 M. Foslie. Gen. Mesog1loia.

1819. Mesogloia vermicularis Lyngb. |. c. p. 190, t. 65. — Oxefjord.

Mesogloia vermicularis Ag. Fam. Myrionemacez.

Gen. Leathesia.

1819. Chetophora marina Lyngb. 1. c. p. 193, t. 66. — Oxefjord prope Arendal.

Leathesia difformis (L.) Aresch.

Gen. Elachista.

1812. Conferva fucicola W g. Fl. Lapp. p. 514 et herb. sec. Kleen, 1. c. p. 35. 1819. på flaccida Lyngb.1. c. p. 146, t. 50. — Svin- _ ør prope Lindesnæs. 1827. > „ Smft. in Act. Nidros. p. 52. — Salten.

Elachista fucicola (W eli.) Aresch.

Fam, Scytosiphone ze. Gen. Hea.

1782. Fucus fascia Fl. Dan. t. 768. — „In scopulis mariti- mis Norvegiæ.*

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 119

| 1819. Ulva fascia Lyngb. 1. c. p. 28. — Christiansand. Ei llea fascia (Fl. Dan.) Fr.

Gen. Scytosiphon.

a 1826. Fucus lomentarius S mft. Suppl. p. 184. — Bertnæs, à Salten.

Scytosiphon lomentarius (L y n g b.) J. G. Ag.

Fam. Punctariaceæ.

Gen. Punctaria.

1819. se rubescens Lyngb. 1 c. p.27,t. 7. — Oxefjord prope Arendal. 1826. Fucus , Smft. Suppl. p. 183. 1827. Ulva » Smft. in Act. Nidros. p. 51. — Sal- ten.

Punctaria plantaginea Roth) Grev.

- 1819. Due plante Lyngb. 1. c. p. 31, t. 6. — Oxe- fjord prope Arendal. Punctaria undulata J. G. Ag.

Fan. Desmarestiacesæ,

; | Gen. Desmarestia.

1766. Fucus virgatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 45 et herb. — Hittergen,

120

1768. 1769. 1770.

1795.

1812. 1819. 1837.

1782.

1812.

1819.

1812.

1819.

1818.

M. Foslie.

Fucus virgatus Gunn. in Act. Nidros. p. 85, t. 7. 5 „..,Vonn. Rar: Norv./p. 12. » muscoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 139. — „In mari finmarchico et hitterensi.* Fucus aculeatus a. et b. Retz. Fl. Scand. p. 290. 5 å Weg. Fl. Lapp. p. 502. Desmia aculeata Lyngb. 1. c. p. 34, t. 44 B. 1. Sporochnus aculeatus Hornem. 1. c. p. 732.

Desmarestia aculeata (L) Lamour.

Gen. Dichloria.

Fucus viridis Fl. Dan. t. 86. — „In sinu Drøbakiensi.* å å W g. FL. Lapp. p. 503 et herb. sec. Kleen ep. 39.

Gigartina „ Lyngb. 1. c. p. 44. — Oxefjord prope

Arendal. Dichloria viridis (Fl. Dan.) Grev.

Gen. Phloeospora.

Scytosiphon foeniculaceus Lyngb. le. t. 14 c, å. 3.

Phloeospora subarticulata Aresch.

Gen. Dictyosiphon. Scytosiphon foeniculaceus Lyngb. 1. c.t. 140. Da Dietyosiphon foeniculaceus (Huds.) Grev.

Scytosiphon tomentosus Fl. Dan. t. 1594, f. 2. „Adlit- tus prope Øster Risør (Lyngbye).*

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 121

1819. Scytosiphon tomentosus Lyngb.1. c. p. 62. 5 ÿ hippuroides Lyngb. 1. c. p. 63, t. 14.

Dictyosiphon hippuroides (Lyngb.) Kütz. Fam. Sphacelariaceze.

Gen. Oladostephus.

1779. Fucus hirsutus Gunn. F1. Norv. II, p. 25. — „Hab. j in mari finm, rarior.“

1788, » Brym Strøm in Act. Nidros. p. 348, t. 1, f. 2. — Søndmøre.

Cladostephus spongiosus. (Lightf.) Ag.

Gen. Chætopteris.

À

- 1812. Conferva pennata Weg. Fl. Lapp. p. 512, ex parte sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 337.

1819. Sphacelaria plumosa Lyngb. 1. c. p. 103, t. 30. — Oxefjord prope Arendal.

Chætopteris plumosa (Lyngb.) Kiitz.

Gan! Sphacelaria.

1819. Sphacelaria cespitula Lyngb. 1. c. p. 105, t. 32. — »Ad. littus Svingr prope Lindesnæs Norvegiæ in folio Laminariæ saccha- rinæ expanso.“

Sphacelaria cæspitula Lyngb,

129 | | M. Foslie.

1819. Sphacelaria spinulosa Lyngb. 1. c. p. 106, t. 32. —

„Ad ostium sinus Oxefjord Norvegiæ.“ Sphacelaria spinulesa Lyngb.

1812. Conferva pennata Wg. Fl. Lapp. p- 512; ex parte sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 359.

1819. Sphacelaria pennata Lyngb. |. c. p. 105, t. 31. „Ad littus Svinør prope Lindesnæs.*

Sphacelaria cirrhosa (Roth) Ag.

1812. Conferva pennata Weg. Fl. Lapp. p. 512; ex parte sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 359.

Sphacelaria arctica Harv:

1819. Spacelaria scopartoides Lyngb. 1. c. p. 107, t. 32.

— Ad ostium sinus Oxefjord Norvegiæ.*

Sphacelaria scoparioides Lyng b.

1819. Sphacelaria disticha Lyngb. 1. c. p. 104, t. 31, — „Hab. in mari Norvegico (Vahl). Cfr. Aresch, Phyc. Scand. et Harv. Phyc. Brit. _? Sphacelaria scoparia (L) Lyng b.’)

Fam, Wietocarpace se.

Gen. Ketocarpus,

1812. Conferva litoralis Wg. FL Lapp. p. 513; ex parte

sec, Kleen l/c. p. 37.

1.) Efterat nærværende var nedskrevet fandt jeg ved Svinør to Spha- celarier, som sandsynligvis er identisk med to af de af Lyngbye beskrevne, men hidtil ikke gjenfundne arter. Tiden har heller ikke tilladt en nærmere undersøgelse af disse, og jeg skal derfor ved en senere anledning udtale mig angaaende artsværdien.

ig F ; TEEN

BR de Lyse Då

f. rn PSE pk

a, Te

3 hj 4

1826.

1819,

_ 1812.

1827,

1819.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. _ 123

Ectocarpus siliculosus Smft. Suppl. p. 198, — Sal- ten.

Ectocarpus confervoides (Roth) Le Jol.

Ectocarpus tomentosus Lyngb. 1. c. p. 132, t. 44. — Sognefjord (C. Smith).

Ectocarpus tomentosus (Huds.) Lyngb. |

Gen. Pylaiella.

Conferva litoralis Wg. Fl. Lapp. p. 513; ex parte sec. Kleen 1. c. p. 38. Ectocarpus , Smft. in Act. Nidros. p. 51. — Salten.

Pylaiella litoralis (L.) Kjellm,

Ser. Chlorophyllophyceæ.

Fam. Ulvaceææ.

Gen. Einteromorpha.

Scytosiphon erectus Lyngb. 1. c. p. 65, t. 15. — Oxefjord.

Enteromorpha clathrata (Roth) Grev.

1772. Ulva intestinalis Gunn. Fl. Norv II, p. 120. — ,Hah.

in mari nostro passim.*

124 1812.

1813. 1826.

1772.

1812.

1813. 1826.

1772.

1826. 1845.

1812.

M. Foslie.

Ulva compressa Wg. Fl. Lapp. p. 508; ex parte sec. Kleen 1. c. p. 40 » ‘ntestinalis Krogh, Efterretn. p. 276. — Stadt. 4, x Sm ft. Suppl. p. 186. — Salten. Enteromorpha intestinalis (L.) Link.

Ulva compressa Gunn. Fl. Norv. II, p. 120? „In mari nostro passim“.

= » - We. Fl. Lapp. p. 508; ex parte sec. — Kleen I. c. p. 40.

å = Krogh, Efterretn. p. 276. — Stadt.

å = Smft. Suppl. p. 186. — Salten.

Enteromorpha compressa (L.) Link.

Gen. Ulva. Ulva Linza Gunn. Fl. Norv. II, p. 120. — „In litto-

ribus marinis.* Ulva Linza L.

Gen. Monostroma,

Ulva rigida Smft. Suppl. p. 185. — Salten.

» Blytt Aresch. in Fries Sum. Veg. Scand, p.

129, — Renø. Monostroma Blyttii (Aresc h.) Wittr.

Ulva lactuca W g. Fl. Lapp. p. 507 et herb. — Kjer- rings (Nordland). Cfr. Wittr. Monostr. p. 46.

Monostroma undulatum Wittr,

1826.

1819.

1819.

- 1826.

1812.

1819.

1827.

- 1812.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 195 Gen. Diplonema.

Ulva percursa Smft. Suppl. p. 187. — Salten,

Diplonema percursum (Ag.) Kjellm. Fam. Confervaces,

Gen. Spongomorpha.

Conferva arcta Lyng b. 1, c. p. 157. — „Ad littus - Norvegiæ (Hofmann Bang).*

Spongomorpha areta (Dillw.) Kütz.

Conferva uncialis Lyngb. 1. c. p. 60, t. 56. „Hab. ad scopulos insularum exteriorum Norvegiæ* Å » %Smft. Suppl. p. 196. — Salten. Spongomorpha uncialis (Fl, Dan.) Kütz.

Gen. Oladophora.

Conferva rupestris Wg. Fl. Lapp. p. 512 et herb. sec. Kleen 1. c, p. 44.

= x Lyngb. 1. c p. 156, t. 54. „Hab. ad rupes maritimas Norvegiæ.* : » Smft.in Act. Nidros. p. 27. — ~ Salten.

Cladophora rupestris (L.) Kütz.

Conferva glomerata var. marina Wg. FI. Lapp. p. 513, sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 378.

Cladophora glauscescens (Griff) Harv

126

1819.

1826. 1827.

1819.

1819.

1826.

M. Foslie.

Conferva crystallina Lyngb. 1. c. p. 155. = ale vesund prope Arendal.‘

Cladophora erystallina (Roth) Kitz.

Gen. EQhizocionium.

Conferva obtusangula Smft. Suppl. p. 196. Å ‘a » in Act. Nidros. p. 52. — | Salten. Rhizoclonium riparium (Roth.) Harv.

Gen. Chætomorpha.

Conferva Melagonium Lyngb. 1. c. p. 148, t. 51. — Oxefjord prope Arendal.

Chetomorpha Melagonium (W. et M.) Kütz.

Conferva ærea Lyngb. 1. c. p. 147, t. 51. — Oxe- fjord prope Arendal. |

Chætomorpha ærea (Dillw.) Kit».

Conferva tortuosa Smft. Suppl. p. 196. ,Hab supra

arenam in rimis rupium litoris su-

perioris Nordlandiæ saltensis.“ ?Chætomorpha tortuosa (Dillw.) Kütz.

Fam Rivulariaceze.

Gen. Rivularia.

1826. Linkia atra Smft. Suppl. p. 201. — Salten,

Rivularia hemisphærica (L.) Aresch.

PD

Ne a ae

i - : : i ODE De EEE Å br an BSE aa FN NE AER

RS fa

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 197

Gen. C alothrix.

1819. Oscillatoria scopulorum Lyngb. 1. c. p. 93, t. 27. —

Oxefjord prope Arendal, Calothrix scopulorum (W. et M.) Ag.

Usikre arter.

Fucus granulatus Fl. Dan. t. 59, Gunn. Fl. Norv, II, p. 189%)

selaginoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 90.

ericoides Gunn. 1. c. p. 106. vittatus Gunn. lc. p. 35; Tonn. Rar. No I p. 12.

abrotanifolius Gunn. 1. c. p. 79.

Conferva vagabunda Gunn. 1. c. p. 107.

3 Ulva Lactuca Gunn. 1- c. p. 120.

Fucus concatenatus Tonn. 1, c. p. 12. Hutchinsia badia Lyngb. 1 c. p. 114. Fucus Bastera G mel. Hist. Fuc. p. 166.

4)

albus Esper t. 51. aculeatus Esper t. 33.

Forsaavidt denne er identisk med Cystoseira granulata (L.) Ag.

(Cfr. C. Ag. Spec. Alg. p. 55), maa det antages, at den ialfald ikke er funden fastvokset ved Norge. Figuren i Fl. Dan. er igvrigt van» skelig at erkjende.

1 28 M. Foslie,

Literatur-fortegnelse.

Agardh, C. A. Species Algarum. Gryphiswaldie 1821— 1828. — (Ag Spec. Alg.)

Agardh, J. G. Species, genera et ordines Algarum. Lun- dæ 1848—1876. — (J. G. Ag. Spec. Alg.)

Areschoug, J. E. Om Laminaria bulbosa vid Norge, — Öfversigt af Kongl. Vetenskaps-Akademiens Förhandlingar 1847. Stockholm 1848. — (Aresch. Lamin.)

> Phycearum, qvæ in maribus Scandinaviæ

crescunt, enumeratio. — Nova Acta regiæ Societatis scientiarum Upsaliensis. Vol. 13 og 14. Upsalie 1847, 1850. — (Aresch. Phyc. Scand.)

Flora Danica Tome 1—7. Hafniæ 1766—1813. — (Fl. Dan.)

Foslie, M. Ueber die Laminarien Norwegens — Christi- ania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1884, Nr. 14. — (Foslie, Lamin. Norw.)

Fries, E. Summa vegetabilium Scandinaviæ. Upsaliæ 1845.

| — (Fr. Sum. Veg.)

Gmelin, S. G. Historia Fucorum, Petropoli 1768. — (Gmel. Hist. Fuc.)

Gunnerus, J. E. Flora norvegica, Nidrosiæ 1766—1772. — (Gunn. Fl. Norv.)

5 Om nogle norske Planter. — Det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Skrifter. Del 4. Kjøbenhavn 1768. — (Gunn, in Act. Nidros.)

Hammer, Chr. Floræ norvegicæ prodromus. Forløber af Norske Flora eller Planterige. Kjøbenhavn ~ 1794. — (Hammer, Fl. Norv.)

je ere PEN à “= HÅ ae Te

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 199

Harvey, W. H. Phycologia Britannica or a History of

British Sea-Weeds. London 1846—1851, — (Harv, Phyc. Brit.)

Hornemann, J. W. Dansk økonomisk Plantelære. Del 2. Kjøbenhavn 1837. — (Hornem. Plantel)

Kjellman, F. R. Norra Ishafvets Algflora. — Vega-Ex-

peditionens vetenskapliga Iakttagelser. Band 3. Stockholm 1883. — (Kjellm. Ishafsfl.)

Kleen, E. Om Nordlandenes høgre Hafsalger. — Pfver- sigt af Kongl. Vetenskaps-Akademiens För- handlingar 1877, Nr.9. Stockholm. — (Kleen, Nordl. Alg.)

Krog h, J. A. Efterretninger om Provstiet Nordfjordi Ber-

gens Stift i Norge. — Topographisk-Stati- stiske Samlinger, udgivne af det Kgl. Sel- skab for Norges Vel. Del 2, Bind 1. Chri- stiania 1813. —- (Krogh, Efterretn.) Linné, C. von. Flora Lapponica. Ed. I. Amstelædamiæ | 1737. — (L. Fl. Lapp.)

Lyngbye, H. C. Tentamen Hydrophytologiæ Danicæ. Haf-

ae nie 1819, — (Lyngb. Hydroph. Dan.) Retzius, A. J. Flore Scandinaviæ prodromus. Ed. 2. Lip- sie 1795. — (Retz. FL Scand.) ;

Smith, J. E. Plantarum Icones hactenus ineditæ, plerumque

ad plantas in herbario Linnæano conserva- tas delineate. Fasc, 3. Londini 1791. — (Smith, Plant. Ic.)

Sommerfeldt, Chr. Supplementum Flore Lapponice quam edidit Dr. G. Wahlenberg. Christi- ania 1826. — (Smft. Suppl. Fl. Lapp.)

= Physisk oekonomisk Beskrivelse over Salt- dalen i- Nordlandene. — Det Kgl. norske

_ Videnskabers-Selskabs Skrifter i det 19de Aaarhundrede, B. 2,H.2. Trondhjem, 1827,

130

M. Foslie.

— (Smft. in Act. Nidros.)

Strøm, H. Physisk og Oekonomisk Beskrivelse over Fogde-

Tonning, H.

riet Søndmøre, beliggende i Bergens Stift i Norge. Del 1. Sorøe 1792. — Strøm, Be- skr.)

Beskrivelse over 10 Norske Søe-Væxter. — _

Skrifter, som udi det Kjøbenhavnske Sel- skab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste i Aarene 1765 — 1769. Del 10. Kjøbenhavn 1770. — (Strøm in Act. Hafn.) Fortegnelse over Norske Søevexter. — Nye Samling af det Kongelige Norske Videuska- bers Selskabs Skrifter. Andet Bind. Kjø- benhavn 1788. — (Strøm in Act. Nidros.) Rariora Norvegiæ. — C. von Linné. Amoeni- tates Academicæ. Vol. 7. Holmiæ 1769. — (Tonn. Rar. Norv.)

Wahlenberg, G. Flora Lapponica. Berolini 1812. —

(Wg. Fl. Lapp.)

Wittrock, V. B. Forsøk till en Monographi öfver Ale:

slegtet Monostroma. Stockholm 1866. — (Wittr. Monostr.)

Kritisk fortegnelse: over: Norges havsalger.

4

131 Register. Alaria esculenta (L.) Grev. ||Ceramium pedicellatum f. pinnata (Gunn.) Fl. Dan. 109 Foslie 114| rubrum (Huds.) Ag. 101 _ Ahnfeltia plicata (Huds.) Chætomorpha ærea | Be a 99 (Dillw.) Kütz . 126 Antithamnion floccosum melagonium (W. et M.) (Fl. Dan.) Kleen . 104 Kütz . 126 Asperococcus bullosus La- tortuosa (Dillw.) Kite, 126 mour, 117||ChetophoramarinaLyngb.: 118 Bangia fuscopurpurea Chætopteris plumosa (Dillw.) Lyngb. 105 (Lyngb.) Kitz 121 Callithamnion corymbo- Champiaceæ KG sum (Sm.) Lyngb: 103]|Chondriaceæ _. . Mee floridulum Smft. . 104|Chondrus crispus ŒL) fruticulosum Lyngb. . 104 Lyngb. 101 polyspermum Bonnem, 103 var. pumilus Te. 94 _ repens Lyngb. . . . 104 laceratus Lyngb. . 93 roseolum Ag. . 104|| norvegicus Lyngb.: 100 roseum Lyngb. 103 rubens Lyngb. . 99 Rothii auct, — 104||Chorda filum (L.) Stackh. 116 versicolor Draparr. . 104} tomentosa Lyngb. 116 - Calléphyllis laciniata Chordaria flagelliformis (Huds.) Kütz . 98 (Fi. Dan): Ag. „117. Calothrix scopulorum (W, paradoxa Lyngb. . . 117 et M.) Ag. 127||Chordariaceæ ; 117 Ceramiaceæ . . 101|Chylocladia clavellosa Ceramium corymbosum (Turn:) Grev... 96 Lyngb. . . ++ 103|Cladophora crystallina. diaphanum (Lightf.) (Roth) Kütz + . 126 Roth. . . 4, . 102] glaucescens (Griff.)

152

Harv .

rupestris (L.) Kütz Cladostephus spongiosus

(Lightf.) Ag.

Conferva nr. 1 Strøm

(Beskr.)

nr. 2 Strom (Beskr.) nr. 3 Strøm (Beskr.)

erea Lyngb. arcta Lyngb. atropurpurea Wg.

atrorubescens Wg. crystallina Lyngb.

diaphana We. .

dichotoma Gunn- .

elongata Gunn. flaccida auct. .

floccosa Fl. Dan. .

fucicola Wg.

glomerata var. marina

Weg. litoralis Gunn. htoralis We. .

obtusangula Smit. omissa Gunn. . pennata Wg. polymorpha auct. rupestris auct. . ~ rupestris Gunn. seposita Gunn.

squarrosa Gunn. .

stricta We. . tortuosa Smit. .

°

o

M. Foslie.

125 125

121

117 90

101)

126 125 105

91 126 101 117 117 118 104 118

125

101

122, melagonium Lyngb. .

121,

123 126 126 90 122 90 125 101 101 90 9] 126

Conferva uncialis auct. . vagabunda Gunn. Confervaceæ Cryptonemiaceæ Cystoclonium purpuras- cens (Huds.) Kütz Delesseria alata {Huds.) Lamour. . sanguinea auct. sinuosa (G. et W.) Lamour. . Delesseriaceæ . > Desmarestia aculeata (L.) Lamour. . Desmarestiaceæ Desmia aculeata Lyngb. Dichloria viridis (Fl. Dan.) Grev A, Dictyosiphon foeniculace- us (Huds.) Grev hippuroides (Lyngb.) Kütz Dictyota dichotoma

(Huds.) Lamour Dietyotace : . . « Diploderma amplissimum

Kjellm.

Diplonema percursum (Ag.) Kjellm. Dumontia filiformis (Fl. Dan.) Grey . Dumontiaceæ . . . .

Ectocarpaceæ Ectocarpus confervoides

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 133

(Roth) Le Jol.. . 123! Fucus albus Esper . . 127

litoralis Smft. ». . . 123] albus Gunn. . . . . 99 stliculosus Smft. . . 123|| barbatus Gunn. . . . 96 tomentosus (Huds.) Bastera Gmel. . . . 197.

Lyashb = 20002123) bfurcatus:auct: . 2116

Elachista fucicola (Vell.) Bryum Strøm . . . 121

Aresch. . . 0. 118) \ bullatus Fl. Dans». 295

Encoelieæ . . > . . 116| canaliculalus auct. . . 112

Enteromorpha clathrata caprmus Fl. Dan. . . 95

(Roth) Grev . . 123]! caprinus Gunn. . . . 92

compressa (L.) Link 124| cartilagineus Gunn. . 102 intestinalis (L.) Link 124) cartilagineus vindicatus

Eschara papyracea Strøm 100 Gin MOD

Euthora cristata (L.) J. G. ceranoides auct. . . . 109

Me. 00 09400. ceranoides Li, 02000109

Poe Encaceæ. . 2. 2.02 1051 ceranoides Wg: - N... 111

& Fucus nr. 3 Strøm (Act. ciliatus Gunn. . . . 94 Hafn.) . > . . . 89]! coccineus var. pusillus

nr. 4Strøm (Act.Hafn.) 92 Wahn

nr. 5 Strøm (Act.Hafn.) 98 concatenatus Tonn. . . 127 nr. 6 Strøm (Act.Hafn.) 102)! confervoides auct. - - 97 nr. 7Strom (Beskr) 112] corallinus Fl. Dan. . 97

à nr. 7 Strøm (Act. Hafn.) 93| crispatus Fl. Dan... . 98 å nr. 8 Strøm (Beskr.) . 89| crispatus Gunn, . . 98 5 nr. 8 Strøm (Act. Hafn.) 93) crispus auct.. . . . 100 mr. 9Strøm (Beskr.) . 92| delicatulus Fl. Dan. . 95 ey nr. 10 Strøm (Beskr) . 98| dentatus Gunn. . . . 89

nr. 11Strom(Beskr) . 93] digitatus Fl. Dan. . . 115 - nr. 12 Strom (Beskr.) . 114] discors auct. . . . 102

- abrotamifolius Gunn. . 127|| distichus Gunn. . . 111 aculeatus auct. . . . 127| distichus L. . . . . 112 aculeatus Esper . . 120] distichus Tonn... . . 112

N alatus Gunn. . . . 93) divaricatus Gunn. . . 108 138 alatus Wg. . . . . 93] elongatus Gunn. , . 97

‘134

Fucus epiphyllus Fl. Dan.

ericoides Gunn. excisus auct. fascia Fl. Dan.

fastigiatus Gunn. .

fihformis Gmel. . - filiformis Strøm .

filum auct.

flagelliformis auct. foliaceus Strøm .

furcellatus Gunn.

gigartinus Gunn. . granulatus Fl. Dan. .

hirsutus Gunn.

hyperboreus ‘Gunn.

inflatus auct. :.

inflatus (L:) Fl. Dan. Jaciniatus Gunn. .

lanosus Gunn. .

linearis Gunn. .

lomentarius Smit. _ loreus auct.

lumbricalis b. We, lycopodioides. auct.

mamillosus Smft. .

mamillosus Weg.

miniatus FL. Dan.

muscoides Gunn. nodosus auct: .

norvegicus Gunn. .

Oederi Esper . Oederi Gunn. . ovinus auct, . palmatus Gunn-

+

‘M. Foslie.

99! Fucus pectinatus Gunn. 103 1971 pinnatifidus Gunn... 89 112]! pinnahfidus Strøm 91 118 pinnatus Gunn. 113

97|| plicatus We. 99 111 plumosus Gunn. 102 116|| ptilotus Gunn. 102 116] pumilus auct. . 94 117 ramentaceus auct. 96

95 ramosissimus Fl. Dan. 91

97 roseus Fl Dan. 95

94 rotundus Fl. Dan. 92 127 yubens Fl. Dan. . 98 121 rubens Gunn. . 99 115 rubescens Smft. 119 110 saccharinus auct. 114 111 saccharinus Fl. Dan. 115

94 sanguineus auct. . 94

90 scoparius auct. 115 111 scorpioides Fl, Dan. . 97 119 selaginoides Gunn. 127 105 serratus L. . «

OG stliquosus auct. 106

89| sinuosus We. . 93

99 soboliferus Fl. Dan. . 95

99 spermophorus Gunn.

98 spiralis L. 108 1201 subfuscus We. . 90 105 vesiculosus L. . 108 100 var. spiralis auct. 108 99 virgatus auct. . 119

91 viridis auct. 120

95! — vittatus Gunn. 127

1040

99

95||Furcellaria fastigiata (L.)

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 135

Ke Lamour. . . . . 97 Hut. nigrescens Lyngb. . 91 Fure. rotunda Smit. . . 99/[lea fascia (FL Dan.) Fr. 119 i Furcellariaceæ . . . . 96|Laminaria bulbosa Aresch. 114 å Gastridium clavellosum digitata (L.) Edm. . 116 2 Prucbea i tune 0096 hyperborea (Gunn.) Altjorme auct.- 2 -:092 Foshes- iss AHTS

kaliforme Lyngb. . . 92 Phyllitis Lyngb. . . 115 Opuntia Lyngb. . . 117] Phyllitis (Stackh.) J.

Gehdium gigartinum Lyb. 99 GAB SSN el LS pinnatifidum Lyngb. 92 saccharina (L.) Lam. 115 Gigartina lubrica Lyngb. 101 f. linearisJ.G.Ag. 115

lycopodioides Lyngb. 90 f. longissima (Gunn.) mamillosa (G. et W.) Foslie... ,,.,.. «LES J. G. Ag. . . . 99lLaurencia pinnatifida > purpurascens Lyngb. 97 (Gmel.) Lamour. . :92 subfusca Smft. . . 90Leathesia difformis (L.) ; viridis Lyngb. . . 120 Aresch, 253% tu 02118 … Gigartinaceæ . . . . MILinkia atra Lyngb. . . 126 a - Gloiosiphonia capillaris Lomentaris kaliformis (G. (Huds.) Carm . . 101 et W) Gaill. . . 92. à Halidrys siliquosa (L.) Lb. 106|Lomentariacee . . . 92 : _ nodosa auct. . . . 107|Mesogloia vermicularis Ag. 117 3 Halosaccion ramentaceum Monostroma Blyttii “ (Lyd. Gen 97 (Aresch.) Wittr. . 124

Halymenia palmata Horm. 95 undulatum Wittr. . 124 Himanthalia lorea (L.) Lb. 106|Myrionemaceæ . . + 118

Hydrolapathum sanguine- |Nitophyllum laceratum um (L.) Stackh, . 94 (Gmel) Grev. .. . 93 Hutchinsia atrorubescens Odonthalia dentata (L.) Lyne een... QI Eynebo m. 89 badia Lyngb. . . . 197|Oseillatoria scopulorum Brodder bynebe = 901 Lyngb: euer... 197

byssoides Lyngb. . . 91/Ozothallia nodosa (L. ; fastigiata auct. , . 90) Desne et Thur. .. 107

136

Pelvetia canaliculata (L.) Desne et Thur. Phloeospora subarticula- ta Aresch. . . Phyllophora Brodiæi (Turn) J. G. Ag. membranifolia (G. et

W.) J. G. Ag.. rubens (G. et W.) J. G. Ag.

Plocamium coccineum (Huds.) Lyngb. Polyides rotundus (Gmel.)

Grev. 242 3 Polysiphonia atrorubes- cens (Dillw.) Grev. Brodiæi (Dillw.) Grev. byssoides (G. et W.) Grev. fastigiata (Roth) Gay nigrescens (Huds.) Harvi me urceolata (Lightf. Grev. Porphyra laciniata Light ) Ag. Porphyraceæ .

Ptilota pectinata (Gunn.) Kjellm. . . plumosa (L.) Ag. . var. asplenoides Lyngb. Punctaria plantaginea

(Roth) Grev. .

M. Foslie. \

undulata J. G. Ag. 112 Punctariaceæ SA Pylaiella litoralis (L). 120 Kjellm. 123 Ralfsia deusta Lyngb. . 117 98|| verrucosa (Aresch.) J. G. Ag. 117 98||Rhizoclonium riparium (Roth) Harv. 126 99|Rhodochorton Rothii (Turt.) Nag. 104 $5||Rhodomela lycopodioides (L.) Ag. 90 92|| subfusca (Woodw.) Ag. 90 Rhodomelaceæ . . . 89 91| Rhodophyllis dichotoma 90 (Lepech) Gobi . 94 Rhodymenia palmata (L.) 91 Grev» 005 95 91 Rhodymeniaceæ 93 Rivularia hemisphærica 91 (L-) Aresch. . . 126 Rivulariaceæ 2.196) 91|Saccorhiza bulbosa (Huds.) De la Pyl. 4 105) Scytosiphon erectus Lyngb. 123 104|| foeniculaceus Lyngb. . 120 hippuroides Lyngb. 121 103|| lomentarius (Lyngb.) 102 J. G. Ag. Ft paradoxus Fl. Dan, 116 103| ramentaceus Lyngb. . 97 tomentosus auct, . , 120

119 Scytosiphoneæ , , . ;

118

119 28

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger.

Sphacelaria arctica Harv. cæspitula Lyngb. . cirrhosa (Roth) Ag. disticha Lyngb. pennata Lyngb. plumosa Lyngb. scoparia (L) Lyngb. . scoparioides Lyngb. spinulosa Lyngb.

Sphacelariaceæ .

Sphærococcus crispus

Hornem. . laciniatus Lyngb. mamillosus auct. . »

membranifolius Lyngb.

Spongiocarpeæ

Spongomorpha arcta

(Dillw.) Kütz.

‚ uncialis (Fl. Dan.) Kütz.

Sporochnus aculeatus _ Hornem. . .

- Stilophora Lyngbyei J.

GRAS. Ulva Blyttii Aresch. - caprina Gunn.

compressa auct.

122] Ulva delicatula Gunn. 121 dichotoma Lyngb. 1921 fascia Lyngb. . 122| filiformis We. . 122 filiformis Smft.

intestinalis auct. . .

122 lactuca Gunn. .

122 lactuca Wg.

121 latissima Gunn. linza Gunn.

100 linza L. .

98 longissima Gunn.

99 maxima Gunn.

98| palmata Lyngb.

99! percursa Smft. . plantaginifolia Lyngb.

125]| pruniformis auct. :

1251 purpurea Lyngb. . rigida Smft. . . -

120 rubescens auct. . umbilicalis Gunn. .

117 var- purpurea Wg.

124 sobolifera auct.

95 sobolifera Gunn. .

124 Ulvaces . 2.82,

all incrassata Fl. Dan. .

197

95 112 119

96

96

96 123 127 124 114 124 124 115 114

95 125 119 105 105 124 119 105 104

95

96 123

Loldbodnes

Hansjordnes

Stenbland et Blaaler (b) å sand og grus(c/ Pee sand (d) og (h)

_ Lerh oldig sand (e) Stenblandet £ 7 < NS Å samt{yllog (g 2) Hr brinltg sand (4) RI Halkster (hk)

C's Proll

Maalestok for læengden 4 gange Kartets.

Kristiania Lith Akhebolaz.

LL

06 298 9

on = a - 2 og Paet: EE innen » in, - — Ea ør, CRIE. an Du ras as ER ey me = - . er u at

£ ; = ; ; 6 mit > - å | Er.

we, 1 ig CP "epee rat wet

"ett ere