ef 


u CAUSE" 
då ~ L 


| / Zn ee midt dv nn a Er 


pr 3 å € på 2 
€ N 


Library of the Museum 


OF 


COMPARATIVE ZOOLOGY, 


AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. 


The gift of th. a. Houses 


No. /2, 095~ 


end oe Wal BR 1899. pt 


Le. well ia gd 
re 
— 


Tromso Museum: 


Aarshefter. 


Tromss. 


JRYKT 1 TROMSSPOSTENS BOGTRYKKERI 
a 


"ven M. ASTAD. — 1887. 


Indhold. 


Pag. 


| Ke ‚Ben nord-norske fjeldbygning . « 2 + + + 1 
Br Bio alger . EE, FRØ RE 


Den nord-norske fjeldbygning 


Forord. 


uns 


Geologiske undersøgelser efter det nordlige Norge blev 
af forfatteren påbegyndt i 1865 og har senere uafbrudt 
været fortsat til og med dette års sommmer.  Under- 
søgelserne har herunder strakt sig udover det område, der 
breder sig frem fra Saltenfjord mod syd til Magerø-sundet 
mod nord og fra kyststrøgene østover til rigsgrændsen mod 
Sverige og tildels også videre østover ind på svensk side. 
Resultatet af disse undersøgelser har delvis tidligere været 
offentliggjort i en række af afhandlinger, indfort 1 for- 
skjellige inden og udenlandske tidsskrifter. 

Da disse undersøgelser nu på det nærmeste er afslut- 
tede, antages det i flere henseender at være hensigtsmæssigt 
at søge de således indvundne resultater nærmere sammen- 
stillet og det navnlig for de landpartiers vedkommende, 
der skyder sig frem fra Ofoten nordover til Kvænangen. I 
orografisk som i geologisk henseende danner disse landpar- 
tier også det nordlige Norges rigest udstyrede strøg. 

Foreliggende hefte, der danner skriftets første afdeling, 
omhandler urfjeldets dannelser. I de efterfølgende afdelinger vil 
der blive gjort nærmere rede for de over urfjeldet liggende 
sedimentære dannelsers optræden, for gabbrofelterne og for 
de kvartære dannelser. Hertil vil sluttelig blive knyttet 
en fremstilling af bergbygningens udviklingshistorie. 

Det geologiske kart vil som bilag medfølge en af de 
senere afdelinger. 


Tromsø d. 15 Oktober 1887. 


| HAr «I 


Den nord-norske fjeldbygning 
med kart og profiler. 
Af 


KARL FETTERSEN. 


Første afdeling. 
Orogralisk oversigt. 


Et geologisk kart over den del at det nordlige Norge, 
der omfatter det nuværende Tromsø-amt samt Vest-Finmar- 
ken, vil fremvise tvende under Urfjeldet henhorende felter, 
der indbyrdes udskilte brede sig frem ligeløbende efter lan- 
ge sammenhængende strøg. Disse dannes pa den ene side af 
kyststrøgenes gneis granit og på den anden side af den så- 
kaldte indlandsgranit. Af disse breder gneis-graniten sig 
frem længst mod vest efter kyststrogenes ørækker gjennem 
en længderetning fra sydvest mod nordost — indlandsgrani- 
ten i tilknytning til gneisafdelinger længst mod øst efter 
grændsestrøgene mellem Norge og de svenske og finlandske 


Lapmarker. 


yngre skiferdannelser. Imod syd i strøgene om Tysfjorden 


i Salten lukkes dette bælte på en vis måde derved, at gneis- 
1 


9 | Karl Pettersen 


gräniten her sender ud en mægtig sidegren i sydostlig ret- 
ning, der mod øst breder sig frem ligetil rigsgrændsen. Nord- 
over efter strøgene om Vest-Finmarken blir bæltet derimod 
stadig bredere og skyder sig her langt mod øst efter Vest- 
og Øst-Finmarkens store halvøer. 

Gneis-graniten og indlandsgraniten med de til samme 
knyttede gneis-afdelinger ligge såledesi dagen indbyrdes helt 
udskilte. Mod vest som mod øst stænge de for en bred skal- 
formig muldeformig indsænkning, der lukkes eller indsnæv- 
res mod syd, medens den udvider sig mod nord eller nord-. 
ost. Denne skålformige indsækning er som ovennævt for en 
væsentlig del udfyldt med mægtige lagrækker af sedimentæ- 
re dannelser. Langs indsænkningens vestlige halvdel bygger 
disse dannelser fjeldmasser, der gjennem en mangtoldighed 
af sunde, tjorde, ejder og gamle sund-dale*) er opløst 1 ræk- 
ker af øformig udskilte fjelddrag eller fjeldpartier, medens 
de efter den østlige halvdel bygger et om endisig selv end- 
nu stærkt udstykket, så dog forholdsvis mere sammenhæn- 
gende fjeldlegeme. 

Mod vest skyder gneis-graniten sig op i drag, der 1 
højde nogenlunde kan nærme sig til den, der træder frem ef- 
ter de østenfor liggende af sedimentære lagrækker byggede 
fjeldpartier. Mod øst efter skålens østlige randkant tårner 
disse sidste sig derimod højt op over indlandsgraniten. 

OQgså efter den skälformige indsænkning stikker der hist 
og her frem forskjellige mindre partier af urberg. End vi- 
dere bryder her frem dioritiske og navnlig gabbroartede mas- 
siver, der navnlig efter det omhandlede bæltes nordlige strøg 
bygger overordentlig mægtige og i orografisk henseende selv- 
stændigt optrædende fjelddrag. 


*) Sunddale kaldes sådanne dale, der gjennem lardgrundens stig- 
ning eller havstandens sænkning er udgået fra ældre sundløb. 
Botndale kaldes sådanne dale, som indad afsluttes eller lukkes 
ved stejlt stigende fjeldvægge, — åbne dale sådanne som un- 


der jevnere stigning gjennembryder fjeldmassen 


Den nord-norske fjeldbygning | 3 


Indlandsgraniten og kystens gneis-granit må være at 
opfatte som disse landstrøgs ældste eller mere oprindelige 
bygningsled. Til dette slutter sig endvidere de forskjellige 
mere udskilte partier af urberg, der som nys nævnt stikker 
frem efter den skålformige indsænkning. 

Kystens gneis-granit eridet hele og store petrografisk 
at betegne som en udpræget laget granit (gneis-granit, gra- 
nitisk gneis), der imidlertid således er sammenknyttet med 
lagrækker af ren skiktet gneis, at det hele utvivlsomt ma 
bygge én geologisk sammenhørende i det væsentlige på se- 
dimentær vej bygget afdeling. Den lagede gneis-granit veks- 
ler forøvrigt på sine steder med partier af renere prægede 
massiver — snart bestående af granit, snart af syenit og 
tildels også af diorit og gabbro. 

De sedimentære afdelinger, der udfylder det oven om- 
handlede brede bækken mellem gneis-graniten og indlands- 
graniten, er yngre end den archæiske gneis-granit. Disse 
afdelinger har imidlertid vist sig ganske fossilfri. Man mang- 
ler således for tiden de nødvendige forudsætninger for med 
fuld sikkerhed at kunne fastsætte disses absolute aldersfor- 
hold. Der er imidlertid forskjellige omstændigheder, der sy- 
nes at skulle pege hen på at de kunne være at indordne 
under den kambriske tid delvis maske ogsa under den æld- 
re silurtid. 

I orografisk henseende kunne disse landstrøg lade sig 
udsondre i følgende mer eller mindre stærkt fremtrædende 
hovedled: 

a) De egentlige kyststrog. 

b) Den indre ørække langs efter de indre longitudinale 
sundløb. 

c) De af fjorde og sunddale gjennemskårne fastlandsstrøg. 

d) Kjøldraget. 


e) de lavere liggende fjeldmarker østenfor kjeldraget. 


À Karl Pettersen 


a. De egentlige kyststrøg 


Disse dannes af en række større og mindre øer, der 
fra Lofoten skjær sig frem 1 nordostlig retning op mod Nord- 
kap. Under denne ørække ligger Lofotens og Vesterålens 
ger, endvidere Hind-ø, Senjen-s, Kvalø og Ringvats-ø med 
tilliggende ser i Karlsø præstegjeld, — fremdeles Arn-o med 
Løk-ø samt endelig kystøerne langs Vest-Finmarken, hvori- 
mellem den 'anseelige Sør-ø. Hertil knytter sig endvidere 
en utallighed af sma-ser, holmer og skjær — navnlig efter 
den yterste skjærgardsrække. 

Fjeldmassen inden hver af disse større øer er i regelen 

igjen yderligere udstykket gjennem fjordindskjæringer og la- 
ve ejder i mindre, indbyrdes udskilte og således orografisk 
mere selvstændigt optrædende fjeldpartier. Ifald havstanden 
havde lagt 60 a 70 m. højere end nu, vilde de nuværende 
kyststrøg derved være bleven opløst i et sammenlignelsesvis 
ganske anseeligt antal af småøer. 

Kyststrøgets øer er i regelen høje og bjergfulde. Alpe- 
formige tinder stiger her oftere frem snart i kortere eller 
længere sammenhængende rækker snart mere enkeltvis. La- 
vere monotont byggede às- eller fjelddrag er dog ved siden 
heraf også ret hyppigt at påvise efter disse kyststrøg. 

Fjelddragene her na ofte en midlere hojde, der kan væ- 
re at sætte mellem 2 å 3000 (627—941 m.) De højeste 
toppe nå adskilligt over 3000’ (941 m.), — enkeltvis også op 
imod 4000’ (1255 m.). Mellem de højeste toppe kan særlig 
mærkes: Stjernehovedet på Flakstad-ø i Lofoten, Himmel- 
tinderne på Vest-Vagø i Lofoten, Møsadlen på den sydvestre 
del af Hind-ø, Nånden på Gryt-ø, Bredtind og Kjeipen på 
Senjen-ø, Blåmanden på Kvalø, Skulgamstinderne, Ringvats- 
tind og Soltind pa Ringvats-ø samt Vantinden og Vanki- 
sten pa Van-ø i Karlsø præstegjeld. 

Hind-ø og Senjen-e indeslutter forøvrigt langs sin estli- 


ge side forholdsvis anseelig lavlandspartier. 


Den nord-norske fjeldbygning 5 


b. Den indre orække. 


Denne stiger op fra de longitudinale sundlob, som 
skjær sig frem mellem ørækken (a) og fastlandet. Her træ- 
der den frem efter enkelte mere samlede små-grupper. Til 
denne afdeling henherer Rollen-ø og Andorg-s i Ibestad præ- 
stegjeld, Dyrø i Tranø præstegjeld, Tromsøen, den nordenfor 
samme liggende Ren-ø, den lille og lave ø Karlsø, Ul-ø, Kå- 
gen, Skjærvø samt den i nærheden af samme liggende Hauk-ø, 
— og endelig udenfor Tromsø amt Stjern-ø, Seiland og Ham- 
merfest-Kvalø 1 Vest-Finmarken. Hvad de sidstnævnte ser 
angår, så kunne de imidlertid geologisk som orografisk må- 
ske ligeså snart være at henføre til afdelingen (a). Det sam- 
me gjælder også den store Bergshalvø udenfor det lave Alt- 
ejd. Rollen ø skyder op i tvende parallelløbende fjelddrag, 
der skyder sig frem i retning fra nv mod so indbyrdes ud- 
skilte ved Skibsvandets åbne dalføre. Det sydvestlige drag, 
der i stejle nøgne styrtninger falder ned mod Tjeldsundet, 
nar 1 Rolla en højde af omkring 2900! (910 m.). Det nord- 
ostlige drag nar i Drangen sin største højde med 3260' (1023 
m.). 

Andorg-ø bygger navnlig efter sin nordostlige og østli- 
ge side et højt og vildt fjeldparti, der 1 stejle styrtninger 
falder ned mod Astafjorden. Kraker-øtinden — den højeste 
af de her fremspringende alpetinder — når en hojde af 4080" 
(1280 m.). Rollen og Andorgø udskilles fra fastlandet ved 
et bredt sundløb, den såkaldte Astafjord. Dyrø bygger et la- 
vere fjelddrag, der når sin største højdei Bergsheja med om- 
kring 1800" (565 m. 

Tromsø stiger op i lave åsdrag, der i Stakkevoldsåsen 
når sin største højde med omkring 500' (157 m). 

Den omkring 30 kilom. lange Ren-ø når i den sydlig- 
ste del den største højde med de op imod 3000' (941 m.) 
hojtstigende Renskarstinder, 


G | Karl Pettersen 


Skjærvø er bygget af lave åsdrag. Den når i Trold- 
tinden sin største højde med 810’ (254 m.) 

Hauke bygger et enkelt sammenhængende opimod 1500’ 
(470 m.) høytstigende fjeldparti. 

Kägen bygger et vildt gabbro-drag, der spender sig 
frem efter øens længderetning fra so. mod no. og opad afslut- 
tes i en række, af høje og spidse tinder. Nordre Kågtind 
rejser sig op til en højde af 3850' (1208 m.) 

Seiland skyder op i høje af gabbro byggede fjeldpar- 
tier. Øen når sin største højde med 3440' (1080 m.) 

Hammerfest Kvalø når i Tyvfjeld sin største hejde med 
1330° (417 m.) 


ce. De af fjorde og sunddale giennemskarne 


fastlandsstrøg 


Denne afdeling indbefatter de fastlandsstrøg, der fra de 
longitudinale sundløb breder sig østover indtil foden af Kjøl- 
draget. Fra dette udskilles afdelingen ved Salangselv efter 
sammes øvre del — ved den lave Kobryg mellem Salang- 
dalselv og Bardoelv, — ved Bardodal i strøget fra Kobryg 


indtil Bardoelvens sammenløb med Målselv, — endvidere ved 


Målselvdal opefter til nedre Rosta-vand, — ved lavlandspar- 
tierne om det indre af Balsfjord, ved Balsfjordejdet mellem 
Balsfjord og Storfjord i Lyngen samt endelig ved den lange 
Lyngenfjord. 


Denne afdeling lader sig orografisk ret naturligen ud- 


sondre i tvende underafdelinger, — en nordlig og en sydlig. 
Den sydlige del — i strøget fra Ofoten nordover 
mod Malangen og Balsfjord, — danner et mere sammenhæn- 


gende samlet landparti, inden hvilket fjeldmassen dog ved 
en række af fjorde, lavt liggende ejder og sunddale er ud- 
skåret 1 et stort antal mere selvstændigt fremtrædende fjeld- 
drag, 


Den nord-norske fjeldbygning 7 


Dette landparti gjennemskjæres af følgende større vas 


drag. 


Å 


Salangselven, der har sit udspring fra hojfjeldspartierne 
mod rigserændsen, strømmer først i lige nordlig retning, 
bøjer ved Kobryggen i mere vestlig retning og falder 
gjennem de anseelige ferskvande Øvre og Nedre-vand ud 
i Sagfjord. Længden omkring 40 kilom. 
Bardo-elv har sit udspring fra det store 1615’ (507 m.) 
hojtliggende Altvand og falder ved Fosmo ud i Mals- 
elven. Fra Altvandet nedover til Kobryggen skjær 
elven sig frem gjennem Kjeldraget. 
Målselven dannes ved sammenløb af de under kjøldra- 
get liggende elve Tamokelv, Rosta-elv og Divi- 
dal, der forener sig ved Øvergård i en højde over hav- 
fladen af 250° (78 m.). Falder efter et længdelob af 65 
kilom. ud i Malangen. 

De fra sundløbene efter dette landparti indskydende 


fjorde er — opførte 1 række fra syd af nordefter-folgende: 


FE, 


bo 


Sør-Lavangen — et kort fjordløb, der fra Tjelsund skjær 
sig ind mod det lave Ofotejde, der herfra fører over til 
Eivindsnes ved Ofoten. 

Gravfjord skjær sig fra Astafjorden ind i sydostlig ret- 
ning. Længden 20 kilom. 

Gratangen skjær sig fra Astafjorden under stærke krum- 
ninger ind i sydostlig retning. Længden omkring 20 
kilom. 

Lavangen skjær sig ligeledes ind fra Astafjorden i syd- 
ostlig retning. Længden omkring 16 kilom. 

Fra bundene af Gratangen og Lavangen nåes på hver 
side af den mægtige Spandstind frem til et opimod 1000” 
(314 m.) højtstigende plateau, der fra Spandstindens øst- 
lige afhæng breder sig videre østover. Fra disse bre- 
de højmarker fører overgang over til Lund i øvre Sa- 
langsdalen, 


6. 


Karl Pettersen 


Nalangen skjær sig fra Astafjorden frem først i ost-nord- 
ostlig derpå under navn af Sagfjord 1 sydostlig retning 
indtil Salangselvens udmunding. Længden omkring 20 
kilom. 
Sør-Reisen skjær sig ind fra Solbergfjord 1 østlig til syd- 
sydostlig retning. Længden omkring 5 å 6 klm. Fra 
bunden af Sør-Reisen overgang til Malselven efter Ans- 
vandets brede fjeldindskjæring. Ansvandet ligger i en 
højde over havfladen af 490' (154 m.) 
Malangen skjær sig efter sin ytre del ind mellem Sen- 
Jen-ø og Kvalø og senere ind efter fastlandet indtil 
Mälselvens udleb. Længden omkring 40 kilom. 
Balsfjorden skjær sig fra Tromsø-sundet gjennem en 
længde af omkring 50 kilom. i sydostlig retning under 
et stærkt bugtet løb. Om fjordens bundpartier breder 
sig frem ret anseelige af lave mildt formede åsdrag 
gjennemsatte lavlandspartier.  Gjennem forskjellige dy- 
be og tildels også brede fjeldindskjæringer ere disse 
knyttede såvel til den øvre som til den nedre del af 
Målselv. | 

Gjennem de her omhandlede fjorde og de mange for- 


skjellige ejder, som fra fjordbundene skjær sig over til Sa- 


langselv, Bardoelv og Målselv er afdelingens fjeldmasse ud- 


skilt i en række af orografisk mere selvstændige fjeldpartier. 


Flerheden af disse er igjen efter højfjeldspartierne yderlige- 


re udstykket gjennem talrige fjeldskar og lader sig således at- 
ter udskille ofte i rækker af mindre underafdelinger. 


Hovedpartierne ere — opførte i række fra Ofoten 


nordefter — følgende; 


1. 


Højfjeldsgruppen vestenfor Gravfjord. Den breder sig 
herfra vestover gjennem en længde af omkring 10 klm. 
og falder mod syd ned mod vide lavt liggende fjeld- 
marker, der fore ned til Ofoten. Mod vest falder den 


ned mod det af lave äsdrag gjennemsatte lavland mod 


Den nord-norske fjeldbygning 9 


Tjelsundet. I sin sydlige del afsætter fjeldpartiet en 
række af omkring 4000' (1255 m.) højtstigende tinder. 
Mod nordvest afsluttes det ved Blafjeld 2890’ (SSI m.) 
Højfjeldsgruppen mellem Gravfjord og Gratangen. Den 
opfylder den hele halvø mellem disse to fjorde og fal- 
der mod syd ned til de lave fjeldmarker, der føre ned 
til Ofoten. Fjeldtoppene nå her i regelen en hojde af 
mellem 3 å 4000’, enkeltvis lidt over 4000’ (1255 m.) 

Højfjeldsgruppen mellem Gratangen og Lavangen op- 
fylder den hele halve mellem disse to fjorde og nar sin 
største højde i Storfjeld med 4100’ (1288 m). Mod øst 
afsluttes denne gruppe ved de indenfor Lavangsbotten 
mere isoleret liggende Spandstinder, der nå en højde af : 
4676 (1467 m). 

Snorken-draget mellem Salangsdal, Spanddal og det la- 
ve ejde, der fra Lavangen forer over til bunden af Sa- 
langen. I den sydlige del mod Spanddalen afsætter det 
forskjellige mellem 3 å 4000’ (941 å 1255 m.) højtsti- 


gende toppe men går mod nord og mod vest mod La- 


. . © 
. vangsejdet over i lavere åsdrag. 


fjeldgruppen mellem Lavangen, Astafjord og Salangen 
er et højt vildt bygget fjeldparti, der stiger op i en 
række af spidse tinder. Det når sin største højde i 
Reittinderne 4093’ (1284 m.) 

Det vidstrakte landparti, der fra Salangen med Sagfjord 
Salangselven og Kobryggen breder sig nordover mellem 
sundløbene mod vest og Bardoelven mod øst og som 
mod nord falder ned mod Sør-Reisen og Ansvandets 
brede indsænkning, er stærkt indskåret dels ved for- 
skjellige dybere dalfører og dels ved vide højfjeldsind- 
sænkninger. Afdelingens egentlige højtjeldspartier bre- 
der sig som et på en vis måde mere sammenhængende 
bælte fra det nordvestlige hjørne ved Solbergsfjord i 
sydostlig retning tvertover landpartiet nogenlunde efter 


10 


«I 


Karl Pettersen. 


midtlinjen og stiger her på flere steder op i højere til- 
dels alpeformige gruppevis samlede tinder. I Hjerttinden 
omtrent i aflelingens centralparti når fjeldmassen sin 
største højde med 4420' (1386 m.). Mod sydost går 
Hjerttindens hojparti over i Ala-gruppen, der spender 
sig frem som et længere drag mellem Bardoelv og sammes 
fra sydvest kommende sideelv, Skoelv. Aladraget nari 
Stor-Ala sin største højde med 4000’ (1255 m.) Mod nord- 
vest går Hjerttindens fjeldparti over i de høje fjeldmas- 
ser, der rejse sig langs Gumpelven og Skøelven, der 
samlet har aflob til Nord-reisen. Vestenfor Skøelven 
imellem denne og Solbergfjord afsluttes højfjeldsdraget 
med Børingen, der nar en højde af 3476’ (1090 m.) Mod 
nordost går højfjeldsdraget over i et mest af højere og 
lavere äsdrag gjennemsat landparti, der breder sig frem 
til Ansvandets indsænkning og det samme eri end stør- 
re målestok tilfældet fra højfjelddragets sydvestlige si- 
de ned mod Salangselv og Sagfjord. Dette af lavere 
fjeldhøjder og asdrag gjennemsatte landparti indtager 
her et ganske anseeligt fladeindhold. Det hejeste fjeld- 
parti her er Rundfjeld 2900’ (910 m.). I landpartiets 
sydvestlige hjørne ved Salangens udmunding rejser sig 
et mindre helt udskilt fjeldparti, der i Faxtinden når 
en hejde af 3890’ (1220 m.). 

Imellem Ansvandet og Målselven rejser et mindre fjeld- 
parti, Ansfjeldet, sig op til en højde af 2039' (640 m.) 
Til Målselven falder fjeldpartiet ned i stejle styrtninger, 
til de øvrige sider derimod mere langslut. Mod den 
nordlige eller nordvestlige side går det over i et vid- 
strakt myrlændt af mildt formede åsdrag gjennemsat 
lavland, der mod vest og nord breder sig frem til Sør- 
Reisen og til Finfjordvandet og mod øst ned til Mals- 
elven. 

Fra den nordlige side af dette brede lavland rejser sig 


Den nord-norske fjeldbygning 11 


højefjeldpartier efter den store halvø, der herfra i syd-nord- 
lig retning skyder sig frem mellem Målselven efter dens 
nedre løb og Gisundet. Ved Rogsfjord, der fra Malan- 
gen skyder sig frem i nord-sydlig retning og det lave 
150 (47 m.) hojtstigende ejde, der fra Rogsfjordbunden 
fører over til Finfjordvand, er dette fjeldparti udskilt 
i tvende større parallellob ende drag et østligt og et vest 
ligt. Det østlige er igjen udskilt i tvende mindre un 
derafdelinger nemlig 
a) Vasbrunas vilde fjelddrag østligst. Dette stiger 1 
stejle styrtninger op langs Målselven og afsætter 
høje alpeformige tinder, hvorimellem Sultind, der 
når en hajde af omkring 4000' (1255 m.) 
b) Fagerfjeldet vestligst langs Rogsfjorden. 

Det vestlige parti — mellem Rogsfjord og 
Gisund — er mere mildt formet og når sin største højde 
i det 3193' (1002 m.) høje Kistefjeld, der har sit navn 
af den kisteformige top. Mod nord falder Kistefjeldet 
ned mod det lave Rogsfjordejde, der fra Rogsfjord fø- 
rer over til Gisund. 

Halvøens nordlige del fra Rogsfjordejde nordover 
udfyldes af lavere fjelddrag, hvis største højder neppe 
når op til 2000 (627 m.). Den afsluttes her ved Rød- 
berg og Aglapen. 

9. Den lange fremspringende halvø, der skjær sig frem 
mellem Malselven efter dens nedre løb og den østenfor 
liggende Aursfjord — sidefjord til Malangen — er for 
størstedelen udfyldt af lavere åsdrag. Dette såkaldte 
Malsnesdrag falder mod syd ned mod et lavere ejde, 
der fra de vide lavlandspartier om Malselvens kirke 
fører over til Mårelvens dalføre, der munder ud 1 bun- 
den af Aursfjord. Draget når i Aursfjeldet sin største 
højde med 2024’ (635 m.) 


10, Martindernes og Marfjeldets drag skyder frem i syd» 


LL 


Karl Pettersen 


nordlig retning langs den østlige side af Mårelven 
— fra Tagelvens udmunding i Målselven nordover 
til bunden af Aursfjord. Det bygger et højt fjeld- 
parti med en række af tinder, indbyrdes udskårne ved dy- 
be fjeldskar. Det nari Mårfjeldet sin største højde med 

(1340 m.). Mod det nordøstlige hjørne afsætter 
det i østlig retning etfjelddrag, Sletfjelddraget, der un- 
der stadig aftagende højde spænder sig frem til Bals- 
fjordens indre bund Sørkjos, hvor det afsluttes ved Bals- 
søkken, der har en højde af 1230’ (386 m.) 

Mod nord falder Marfjeldet og Sletfjeldsdraget AG 

mod de brede lavtliggende ejder, der fra Sørkjos 1 Bals- 
fjorden over Jasopvand og Fiskeløsvandene fører over 
til det indre af Malangen. 
Mauken bygger et udpræget sammenhængende fjelddrag, 
der stiger op langs Malselvens nordside fra den oven- 
nævnte Tagelv østover til Mälselvens øverbygd. Ved 
Tagelven er Mauken således udskilt fra Martinderne. 
Dragets længdei vest-østlig længde er omkring 27 klm. 
Efter midtpartiet har det en brede af omkring 10 kilom. 
Mod nord falder det ned mod den brede indsænkning, 
der optager det omkring 600 (188 m.) højtliggende Tag- 
vand. Draget nar sin største højde 1 de to Mauktin- 
der, der stiger op omkring midtpartiet, og hvoraf den 
højeste nar op til 3961’ (1243 m). De øvrige toppe ere 
adskillig lavere. Draget mangler forøvrigt renere præ- 
gede alpeformige tinder. 

Gjennem sin skarpt fremtrædende øst-vestlige leng- 
deretning danner dette fjelddrag en mærkelig undtagelse 
mellem de øvrige hidtil omhandlede længere fjelddrag, 
der i regelen viser en mere nordlig længderetning. 

Mauken, Märfjeldets og Sletfjeldets fjelddrag omkredse 
mod nord, vest og syd et større bækken, der breder sig 
nedover til Balsfjorden og som mod øst afstænges ved 


Den nord-norske fjeldbygning 13 


et mægtigt fremspring af det egentlige kjøldrag. Midt 
i dette bækken rejser sig et højere asdrag Omasvarre 
til en højde af omkring 1800" (565 m.) 

12. Den lange halve, der fra det ovennævnte Malangsejde 
skjær sig frem 1 nord-vestlig retning mellem Malangen 
og Balsfjord, er ved det lave og brede Ytre-Malangs- 
ejde delt i en søndre og en nordre hovedafdeling. 

Efter den søndre hovedafdeling rejser sig Natmals- 
tinden og Skrefjeldets drag, der når sin største højde i 
Natmaalstinden med 828 m. Fjeldpartiet falder stejlt ned 
mod Balsfjorden, mens det mod Malangen falder ned mod et 
bredt bakket lavland. 

Fjeldmassen efter den nordlige hovedafdeling er ved 
dybe tværskar udskilt 1 følgende fjelddrag: 

Sletfjeldets drag, der fra Ytre Malangsejde sky- 
der sig nordover indtil det transversale Nordskar. Det 
nar sin største hojde med omkring 3000". Mod Balsfjorden 
falder draget ned i stejlere afsatser, til den vestlige side 
derimod til et bredt af lave houge og äsdrag gjennemsat 
lavland, der fører ned over til Malangen. 

Kobbevagfjeldet, et isoleret fremstikkende mindre fjeld- 
parti mellem Nordskar og Bakkebyskar. Det når en højde 
af omkring 2400' (753 m.). 

Bentsjordtindens og Ansnestindernes høje fjelddrag, 
der udfylder halvøens nordlige del fra Balsfjorden over til 
Malangen og mod nord ligesom også nordvest mod Malan- 
gen 1 regelen falder ned i stejle styrtninger. Disse fjeld- 
parter ere indbyrdes udskilte ved Brokskaret. Bensjordtin- 
derne stiger op til 4000’ (1255). Ansnestinderne, der falder 
i stejle styrtninger ned mod Malangen, når en højde af 
3208’ (1006 m.). Mod syd gar disse fjeldpartier over i la- 
vere fjeldhøjder, der falde ned mod det ovennævnte under- 
land, som fra Sletfjeldets vestside skjær sig ned mod Ma- 


langen. 


14 Karl Pettersen 


Den under €. hørende nordlige underafdeling fra 
Balsfjordeidet og Balsfjorden nordefter er mod øst udskilt 
fra Kjøldraget ved den lange i nord-sydlig retning indsky- 
dende Lyngsfjord med dens søndre fortsættelse Storfjord. 
Mod vest er den ved Tromsøsundet og Grøtsund udskilt frå 
afdelingen b. Landpartiet gjennemskjæres på det nærmeste af 
den i nord-sydlig retning indskydende Ulfsfjord med dens 
indre forlangelse Sørfjord. Fra dennes Lund fører et kort og 
lavt ejde Laksvandejdet over til Balsfjord. Herved deles 
underafdelingen i tvende større halvøer nemlig Lyngs- 
halvøen mellem Ulfsfjord og Lyngen, og Bredvikhalv- 
gen mellem Ulfsfjord med Sørfjord på den ene og Tromsø- 
sundet med Grøtsund på den anden side. 

Lyngshalvøen skyder sig fra Balsfjordejdet frem i 
syd-nordlig retning gjennem en længde af 80 å 90 
kilom. Ved den fra Ulfsfjorden i vest-østlig retning ind- 
skydende Kjosfjord og det dertil knyttede korte og lave 
Lyngsejde, der herfra fører over til Lyngenfjord, er Lyngs- 
halvøen udskilt i tvende større halvøformige underafdelinger. 

Lyngshalvøen gjennemsættes efter sin hele længde 
af et mægtigt gabbrodrag, der skyder op i en uendelighed 
af høje spidse ofte utilgjængelige tinder. En stor del af dis- 
se nå op til højder af opmod 5000' (1569 m.) Dragets høj- 
este punkt er Jæggevarre, der stiger op tra den søndenfor 
Lyngsejdet liggende afdeling. Den antagesat nå op til om- 
kring 6500' (2039 m.) og er således antagelig det nordlige 
Norges højest opstigende fjeldtop. 

Mod nord afsluttes halvøen ved det bekjendte for- 
bjerg Lyngstuen. 

Bredvikhalvøen er ved det 20 kilom. lange 
Bredvikejde, der med en kulmination af omkring 300’ (93 m.) 
fører fra Balsfjordens sidefjord Ramfjord over til den ytre 
del af Ulfsfjorden, igjen udskilt i to underafdelinger, der beg- 


ge ere høje og bjergfulde. Fra den østlige afdeling, der for- 


Den nord-norske fjeldbygning 15 


øvrigt stærkt er gjennemskåret af korte dalfører med der- 
til knyttede fjeldskar, rejser sig langs Balsfjorden Svartnes- 
tind op til en højde af opimod 1400 m. og østenfor Bred- 
vikejdet mellem samme og Neifjord Bjernskartindernes vilde 
fjeldgruppe. Her stiger Hamperokken sylformig op til en 
højde af 4472’ (1403 m). Fra den vestenfor Bredvikejdet 
liggende afdeling, der mod nord atsluttes ved den 3000' 
(941 m.) høje Ulfstind, stiger fra Ramfjordbotten den 4000" 
(1255 m.) høje Tromsdalstind op 1 stejle styrtninger, og luk- 
ker mod vest for den fra Tromsøsundet isydvestlig retning 


indskydende Tromsdal. 


d. Kjøldraget 


breder sig i strøget fra Ofoten mod Tornetrask inden svensk 
Lapmark frem efter grænsestrøgene mellem Norge og Sve- 
rige. Selve dragets hovedmasse ligger her på norsk side. 
Fra Torne-træskens nordlige side nordover til dragets ende- 
lige afslutning mod Kvænangen trækker Kjøldragets østlige 
(indre) afhæng sig adskilligt vestenom rigsgrændsen og lig- 
ger draget saledes her helt ind på norsk side. Mærkelig 
nok er vandskillet mellem den Bottniske-bugt og Vesterhavet 
her ikke at søge efter Kjøldragets høykant eller indenfor 
dragets grændser men derimod østenfor samme efter de her 
optrædende indtil 600 meter lavere liggende fjeldmarker, 
der ligge ind under den følgende afdeling. Vandafløbene 
herfra vestover til fjordbundene på norsk side må således 
gjennembryde Kjøldragets brede og høje foranliggende mur- 
vold. 

Mod vest begrændses draget ved Gratangsejdet, der 
fra bunden af Harjangen i Ofoten fører over til bunden af 
Gratangen — ved ejdet, der fra bunden af Gratangen fører 
over til gården Lund i Salangsdal, — ved Salangsdalen her- 
fra ned over til Kobryggen — ved Kobryggen, der som en 


bred men lav ryg ligger mellem Salangselv og Bardo-elv — 


16 Karl Pettersen 


ved Bardo-elv 1 stroget fra Kobryggen nordover indtil dens 


sammenstød med Maalselven, — ved Maalselven herfra øst- 
over indtil henimod Nedre-Rosta-vand, — ved det bækken- 


ved Bals- 


formige lavlandsparti omkring Balsfjordbunden, 
fjordejdet, der fører over fra Balsfjordens nordre bund, Nord- 
fjord, til Storfjord-botten i Lyngen — samt endelig ved 
Storfjord med dens forlængelse Lyngenfjord. 

| Den her omhandlede afdeling (d.) står forøvrigt så- 
vel 1 geologisk som i enkelte retninger også i orografisk 
henseende i sa nær tilknytning til fjeldpartierne efter afde- 
lingen €., at en skarpere markeret grændse ikke altid vil 
træde således frem, at der her ikke skulde være rum for det 
individuelle skjønne. Navnlig vil dette kunne gjelde de oven- 
nævnte grændselinjer fra Ofoten nord over til Salangsdalen. 
Ejdet mellem Harjangen og Gratangen stiger saledes op til 
en højde af omkring 1500 (470 m.) og det samme gjelder 
ejdet mellem Gratangen og Lund i Salangsdal. Skulde disse 
fjeldpasser findes at stige for højt til at kunne egne sig som 
rimelige grændselinjer mellem afdelingerne ce og d, så måtte 
Kjøldraget efter Ofot-landet blive at trække længere mod 
vest nemlig til det lavere Bogen-ejde, der fra Bogen 1 
Ofoten fører over til Gravfjord. Halvøerne mellem Gravfjord 
og Gratangen samt Gratangen og Lavangen måtte 1 så til- 
fælde blive at henlægge under det egentlige Kjøldrag. 

Man har dog af flere hensyn her troet at burde hol- 
de fast ved de ovenfor opstillede grændselinjer. 

Også Kjøldraget er 1 stort mal indskåret ved trans- 
versale dalfører, der dels som botn-dale indad lukkes 
ved selve fjeldmassen, dels som å bne dalfører helt gjen- 
nemskjær samme og indefter gjennem dybere fjeldskar mun- 
de ud i de østenfor Kjøldraget liggende fjeldmarker (afde- 
lingen d.). Kortere hojfjeldsdale og en uendelighed af hej- 


fjeldsskar, der skjær sig frem i alle retninger, vil yderligere 


1 


Den nord-norske fjeldbygning al 


i stort mal udstykke det egentlige højfjeld, der således dan- 


ner rekker af højtstigende topper og tinder. 


Efter Kjeldraget skjær sig ind folgende tværdale, 


opferte 1 retning fra Ofoten nordover: 


1. 


6. 


Salangsdal efter sin øverste del fra garden Lund op- 
over til foden af Storklætten, hvor den afsluttes som 


en ret udpræget botn-dal. Fra bunden af Salangsda- 


len skjær sig mellem Storklætten og Reuri-field — pa 
hvis top grændserøs n. 268 er opført — et 1700’ (535 


m.) hejtstigende fjeldskar Stordalen gjennem Kjøldraget 
og fører her over til de vide fjeldmarker om den 440 
m. højtliggende fjeldsjø Pajeb Njuora javre på svensk 
side. 

Sørdalen, der skjær sig ind fra den øvre del af Bardo 
i sydlig retning og afsluttes efter et lob af omkring 20 
kilom. som en ret udpræget botndal. Et høyt fjeldskar 
fører herfra over til den vestre ende af Tornetræsk på 
svensk side. 

Bardodal 1 stroget fra Kobryggen indtil elvens udløb 
fra Altvandet. Dalen går her som et åbent dalføre 
over i fjeldmarkerne østenfor Kjøldraget (afdeling c). 
Kirgesdal skjær sig som en sidedal til Målselven ind 
i sydlig til sydsydostlig retning og afsluttes efter et 
længeløb af omkring 30 kilom. op under den omkring 
9000" (1569 m.) høje Kirgestind. Dalen gar her over 
i højfjeldsskar, der fører over til Altvandet. | 
Dividal skjær sig fra Øverbygden i Målselv i sydsyd- 
ostlig retning frem gjennem et længdeleb af omkring 
30 kilom. og går her under langsom stigning som et 
åbent dalføre umærkelig over i de afdelingen e tilhø- 
rende fjeldmarker. 

Rostadal skjær sig fra Nedre-Rostavand som en vild 
fjelddal ind i omkring østlig retning og går efter et 
længdeløb af omkring 20 kilom. umærkelig over i de 


2 


~ 


18 


10. 


Karl Pettersen 


under afdelingen e liggende fjeldmarker. Rostaelven har 
sit udspring fra Øvre-Rostavand, hvis vestlige hjørne 
skyder sig frem til rigsgrændsen. 
Storfjorddalen (Lyngsdalen) skjær sig fra bunden af 
Storfjord i Lyngen frem i sydostlig retning og afsluttes 
efter et lob af omkring 30 kilom. i hejfjeldsstregene 
om rigsgrændsen. 
Skibotndal skjær sig fra Skibotn i Lyngen frem i syd- 
ostlig retning gjennem det her omkring 20 kilom. bre- 
de kjøldrag, og går som et åbent dalføre over i de af- 
delingen e tilhørende højfjeldsmarker. 
Kåfjorddal skjær sig fra bunden af Kåfjord — en side- 
fjord til Lyngen, — i sydostlig retning, gjennembryder 
Kjøldraget og går efter et løb af 10 å 12 kilom. som 
et åbent dalføre over i højfjeldsmarkerne. 
Reisen-elv skjær sig fra Nord-Reiseni sydostlig retning 
gjennem Kjøldraget, skjær sig frem gjennem de bagen- 
for liggende fjeldmarker og går som et åbent dalføre 
efterhånden over i disse. Reisenelv har sit udleb fra 
Reis-vandet, der ligger på de vide fjeldmarker, der fø- 
rer over til Kautokeino og til finlandsk Lapmark. El- 
ven har en længde af omkring 90 kilom. 

De her omhandlede elvefar løber samtlige — Divielven 


og Rosta-elven fraregnede — 1 retning fra omkring so. mod 


no. og således indbyrdes ligeløbende. Deskjær sig endvide- 


re frem i en indbyrdes nogenlunde jevn afstand af omkring 


25 kilom. — et i sig selv ganske mærkeligt forhold. Det er 


alene Divielven og Rosta-elven, som her på en vis måde gjør 


brud på denne forøvrigt så stærkt fremtrædende regelmæs- 


sighed. 


Gjennem disse dalindskjæringer kan Kjøldraget ud- 


skilles 1 følgende hovedled: 


1. 


Fjeldpartiet mellem Salangsdal og Ofoten. Det begrænd- 
ses mod øst af det nysnævnte Stordalsskar og den øv- 


2. 


Den nord-norske fjeldbygning 19 


re del af Salangsdal, mod nord af ejdet, der fra Lund 
i Salangsdal fører over til Gratangen, mod vest af ejdet, 
der fra Gratangen fører over til Harjangen i Ofoten. 
Dette fjeldparti er stærkt indskäret ved fjelddale og 
højfjeldsskar. Talrige toppe stiger her frem til højder 
af noget over 4000' (1255 m.). I Bassevarre når fjeld- 
partiet antagelig; sin største højde med 4629’ (1452 m.). 
Sordalspartiet mellem Salangen og Stordal pa den ene 
side og Sørdal i Bardo på den anden. Mod syd fal- 
der det ned mod de vide fjeldmarker eller den brede 
fjelddal, der fra vestre ende af Torne-træsk skjær sig 
frem til det ovennævnte 440 m. højtliggende fjeldvand 
Pajeb Njuora-javre på svensk side. Mod nord falder 
det ned mod Kob-ryggen. Fjeldpartiet mangler i det 
hele mere karakteristisk prægede alpetinder, men af- 
sluttes opad derimodi rækker af mere afrundede toppe. 
Mellem disse Snehætten, Eriksfjeld og Litjeld nærmere 
mod Salangsdal, samt Melhusklætten og Storfjeld, der 1 
stejle styrtninger falde ned mod Sørdalen. Disse toppe 
nå samtlige højder af mellem 4 til 4500' (1254—1412 
m.). 

Fjeldpartiet fra den østlige side af Sørdalen, mod nord 
begrændset ved Bardoelven efter dens øvre løb samt 
Alt-vandet. Mod syd falder det ned mod Torne-træsk 
på svensk side. Mod øst falder fjeldpartiet ned mod 
de vide fjeldmarker, der fra den østlige ende af Alt- 
vandet breder sig frem indover pa svensk side. Lige- 
som Nørdalspartiet mangler også denne afdeling mere 
udprægede alpeformige tinder. De højeste toppe her 
nå højder af fra 1254 til 1412 m. Mod den sydlige 
side af Alt-vandet rejser sig fra dette fjeldparti Ro- 
kombores mægtige mere udskilte fjeldmasse op til en 
højde, der antagelig naar noget over 5000" (1569 m.). 

Fjeldpartiet mellem Bardoelv, Målselv, Divielv — for- 


20 


Karl Pettersen. 


ovrigt på det nærmeste gjennemskäret ved Kirgesdal. 
Mod øst falder det ned mod de østenfor liggende under 
afdelingen & hørende fjeldmarker. Dette fjeldparti er i 
he} grad gjennemsat af dybere tildels brede fjelddale 
og fjeldindsænkninger samt høje fjeldskar og opløses 
således 1 rækker af udskilte fjeldpartier. Efter de 
østlige strøg viser afdelingen et med de foregående 
afdelinger mere tilsvarende præg, med afrundede mere 
mildt formede fjeldtoppe, medens tindeformige dannelser 
her sågodtsom ganske mangler. Den vestlige mod 
Bardoelven fremspringende afdeling bygger derimod et 
vildt fjeldparti med rækker af alpeformige tinder. 

I Kistefjeldet ved den nordlige side af Alt-vandet når 
fjeldpartiet sin største højde med 5481' (1720 m.). højde, 
nordenfor Kistefjeldet rejser Njunnes-varre sig på nord- _ 
siden af den fra Dividal indskydende fjelddal, Anasdal, 
til en højde af 5319’ (1669 m.), længere nord Ruten, 
der falder ned mod Målselven, til 4267' (1338 m.). På 
den østlige side af Kirgeselv i hjørnet mellem denne 
og Målselven stiger Alapen op til en højde af 4717" 
(1511 m.). 

Efter partiets vestlige afdeling stiger Vestre Istind i 

stejle styrtninger fra Bardoelven op til 4752’ (1491 m.). 
Østre Istind til 4525’ (1419 m.). Længere øst med 
afheld til Kirgesdal rejser sig Isdalstinderne til hejder 
af noget over 4000’ (1255 m.). 
Likkevarre med Harvfjeldene og Bädkjeipen bygger et 
hojt vildt fjelddrag, der skyder frem i retning fra 
sydost mod nordvest langs den sydlige side af Rosta- 
elv. Mod øst som mod syd falder det ned mod under 
afdelingen e henhørende fjeldmarker, der her efter den 
østlige side af Divielven skyder sig frem næsten lige 
til Malselven. Dragets høieste top når op til 4755’ 
(1492 m.). 


Den nord-norske fjeldbygning 21 


Fjeldpartiet mellem Nedre-Rosta-vand Rosta-elven og 
Storfjorddal i Lyngen. Mod ost falder fjeldmassen ned 
mod under e hørende fjeldmarker. Mod vest begrænd- 
ser det af Tamok dalen. Denne skjær sig fra Måls- 
elvens Øverbygd som et aabent dalføre mellem høje og 
stejle fjeldvægge over til Balsfjordejdet. I dalens 
kulminationsparti ligger Tamok-vandet i en højde over 
havfladen af 188 m. Dette vildt byggede fjeldparti, 
der forøvrigt er adskillig indskaret ved tildels brede 
fjeldindsænkninger, når sin største højde i Rostafjeld, 
der stiger op fra den nordlige side af nedre Rosta-vand 
til 4965° (1558 m.). Ved Tamokdalens udmunding i 
Balsfjordeidet rejser Vidjik sig til en højde af 4659' 
(1462 m.), og ved Storfjordelven udløb den spidse 
Ottertind til lignende høyde. 
Vestenfor den dybe Tamokdal rejser sig et højt smalt 
kjededrag, der fra Målselvens Øverbygd skjær sig over 
til Balsfjordens sidefjord Nordfjord og afsætter en række 
alpeformige op omkring 4000° (1255 m.) højtstigende 
toppe, hvorimellem Hattevarre,Svendborgtind, Høltind og 
Markenestind, — den sidste med afhæld mod Balsfjor- 
den. Mod vest skyder kjededraget frem et lavere 
åsdrag, det førnævnte Omasvarre, men falder forøvrigt 
i stejle styrtninger ned mod det bækkenformige lavland 
om Balsfjordbunden. 
Fjeldpartiet mellem Lyngsdalen og Skibotten er stærkt — 
indskäret af hojfjeldspasser, og afsætter talrige toppe 
af omkring 4000° (1257 m.). I Mandfjeldet ved Stor- 
fjeldelvens nedre løb når fjeldpartiet sin største højde 
med 4932’ (1547 m.). Kjøldraget har her ikke større 
brede end omkring 20 kilom. 

Mod øst falder fjeldpartiet ned mod brede til afde- 
lingen e hørende fjeldmarker, der skyde sig langt ind 
på norsk side. Omtrent midt imellem Storfjorddalen 


bo 
bo 


10. 


DE, 


Kar! Pettersen 


og Skibotten rejser sig Suorgge-varre op til en højde 
mellem 4 å 5000° (1255—1569 m.) og i sydostlig ret- 
ning fra dette Rieppo-varre, der fra en høyde af om- 
kring 4000' (1255 m.) falder ned mod den østenfor lig- 
gende fjeldmark. Langs Storfjorden stiger fjeldmassen 
i regelen op 1 stejle styrtninger. 

Fjeldpartiet mellem Skibotnelv og Kåfjordelv er ligele- 
des stærkt gjennemskåret dels ved de tvende parallel- 
løbende dalfører Manddalen og Skardalen med sine 
mange sideelve, dels ved talrige højfjeldsskar. De høj- 
este toppe nå her op til noget over 4000' (1255 m). 
Mod Lyngen falder fjeldmassen ned i stejle styrtninger. 
Mest storartet optræder fjeldformerne der, hvor Kåfjor- 
den skjær sig indover. Her rejser sig stejlt op fra 
fjordfladen med nøgne fjeldvægge den 4339 (1361 m.) 
høje Isavarre. Mod øst falder fjeldmassen under lang- 
sommere af held ned mod under afdelingen & hørende fjeld- 
marker. 

Fjeldpartiet mellem Skibottenelv og Reisenelv. Ogsa 
denne afdeling er stærkt gjennemskäret og afsætter 
navnlig efter den vestlige del rækker af op omkring 
4000° (1255 m.) højtstigende toppe. I hjørnet mellem 
Lyngen og Katjord ved dens udløb i Lyngen rejser 
Nordmandstind sig til en hajde af 4228* (1326 m.) Mod 
øst går det under langsommere afheld over i fjeldmarker, 
der høre ind under afdelingen e. 

Fra Reisen nordover aftager draget i brede som i høj- 
de og finder her sin afslutning 1 strøgene mod Navet- 
dal og Oxfjordvandet. I Røieln og Geiriogaisi når fjeld- 
partiet her sin største højde med omkring 3000' 941 m.) 


Afdelingerne € og Å ere i geologisk som i forskjellige 


retninger også i orografisk henseende som før nævnt så nært 
tilknyttede, at de åbenbart udgjør udskilte dele af et op- 


rindeligt fuldt sammenhængende hele. Pa sine steder kunne 


Den nord-norske fjeldbygning 23 


disse afdelinger orografisk også gå således over i hinanden, 
at det kan være forbundet-med vanskelighed mere bestemt 
at afgjøre, hvor grænserne lettest bør blive at trække. I 
det hele og store er imidlertid fjeldpartierne inden afdelin- 
gen € langt stærkere udstykkede og indskjæringerne derun- 
der ikke alene forholdsvis langt bredere men tillige også dy- 
bere. De mest bestemmende af disse som Målselv og Bardo- 
elv vil inden afdelingen €'s område således ikke stige til større 
hejde o. h. end til omkring 250' (48 m.) Stærkt afvigende her- 
fra er forholdet i så henseende langs efter Kjøldraget. De 
orografisk mere bestemmende indskjæringer er her sammen- 
lignelsesvis trange og tillige stærkt stigende, idet de herun- 
der fører opover til de østenfor Kjøldraget fra 1400—1900 
(439—596 m.) højtliggende fjeldmarker. Fjeldpartierne efter 
afdelingen € vil således stige op fra en på det nærmeste 
horisontal grundflade, efter afdeling Å derimod fra et mod 
vest temmelig stærkt heldende skråplan. De indbyrdes ud- 
skilte fjeldpartier efter afdelingen € indtager i regelen et 
sammenlignelsesvis mindre fladeindhold, og er samtidig me- 
re uregelmæssigt strøet ud over området. Afdelingerne ef- 
ter Kjøldraget ligger derimod i samme fortløbende række li- 
gesom efter en snor optrædte perler. 

Som ovenfor fremholdt er flerheden af Kjøldragets for- 
skjellige underafdelinger så stærkt indskåret, at der heri 
regelen ikke kan være tale om større mere sammenhængende 
højplateauer. Det skal dog i så henseende bemærkes, at plateau- 
dannelsen i regelen er stærkt fremtrædende overalt, hvor 
overfladeforholdene ere mere uberørte af de fornævnte ind- 
skjæringer og højfjeldsindsænkninger. Højtjeldet træder så- 
ledes herunder ofte frem som længdedrag med forholdsvis ret 
brede plateauformige hojrygge, fra hvilke da de højere toppe 
igjen kan stige frem. 

Kjøldraget efter de her omhandlede strøg afviger i en- 
kelte retninger ganske væsentlig fra Kjøldraget fra Ofoten 


24 Karl Pettersen 


sydover til Sulitelma-gruppen. Efter hele denne sidstnævnte 
lange strækning danner fjeldmassen et langt stærkere sam-- 
menhængende længdedrag. Det er nemlig ikke gjennemska- 
ret på anden made end ved adskilligt over 2000’ (627 m.) 
højtliggende fjeldskar. — Alene på et enkelt sted nemlig 
indenfor Grundfjord i Tysfjord ligger overgangen over rigs- 
grændsen noget under 2000”. Hertil kommer endvidere at 
vandskillet mellem den Bottniske-bugt og Vesterhavet, der 
i strøget fra Ofoten nordover er at søge efter de lavere østen- 
for Kjøldraget liggende fjeldmarker, altid ligger indenfor sel- 
ve dragets grændser. 

Kjøldraget nordenfor Ofoten danner således på en vis 
måde orografisk et overgangsled mellem Saltens Kjøldrag 
på den ene og den så stærkt udstykkede afdeling e. på den 
anden side. 

Til belysning af stigningsforholdene efter de dybere 
orografisk mere bestemmende indskjæringer efter afdelingerne 
c. og d. hidsættes følgende talangivelser. 

Bardoelven ligger ved gården Strømsmo — ved Sor- 
dalselven udløb i Bardo — i en højde over havfladen af omkring 
250 (78 m.).  Strømsmo ligger i en afstand fra Malselvens 
udløb i Malangen af omkring 45 kilom. 

Nedre Rosta-vand, hvorfra Rosta-elven — Målselvens 
hovedgren har sit udløb — ligger i en højde over havfladen 
af omkring 250° (78 m.) og i en afstand af omkring 50 
kilom. fra Målselvens udløb i Malangen. 

Sørgård — den øverste gård i Sørdalen — omtrent 12 
kilom. ovenfor Strømsmo og omkring 57 kilom. fra Målsel- 
vens udløb i Malangen — ligger 1 en højde over havfladen af 
3507 (0110 mm.) 

Fra Sørgård over til den vestlige ende af Torne-træsk 
på svensk side er afstanden omkring 16 kilom. 

Nord-Reisen-elv lader sig befare med båd — under 


stagning opefter forskjellige korte strømme — gjennem en 


De nord-norske fjeldbygning 25 


længde af omkring 50 kilom. Elven kan her neppe have 
større højde end mellem 1 a 200° (31—62 m.). 


e. Fjeldmarkerne østenfor Kjøldraget. 


Disse bygge et af lavere åsdrag gjennemsat højplateau, 
der fra Kjøldragets østlige afhæng breder sig frem fra 
Lønnes-javre (Lein-vandet) og den østlige ende af Altvandet 
nordover efter strøgene langs rigsgrændsen. Som før nævnt 
gå de her over i de svenske og finlandske Lapmarker og 
længere nord over i fjeldmarkerne efter norsk Finmarken. 

Den anseelige ferskvandssjø Torne-træsk på svensk 
side, — hvis vandspejl ligger i en højde over havfladen af 
345 m.*) og som med sin vestlige del skjær sig ind efter 
Kjøldraget, — ligger ind under denne afdeling. Fra Torne- 
træskens vestlige hjørne fortsætter fjeldmarkerne videre vest- 
over på svensk side, indtil de her som en bred botten luk- 
kes straks vestenfor fjeldvandet Pajeb Njuora-javre ved høj- 
fjeldspartier, der føre over til Ofoten. Fra Torne-træskens 
østlige del skyder fjeldmarkerne sig under langsommere stig- 
ning ind over rigsgrændsen, breder sig her på norsk side frem 
efter strøgene om Leinvandet og Alt-vandet (507 m. højtlig- 
gende) vestover til det østlige afhæng af Rokomborre, der 
således danner Kjøldragets afslutning til denne kant. Lige 
ved rigsgrændsen ved Lein-vandets østlige ende rejser sig fra 
fjeldmarken her det af granit byggede åsdrag Kaivarre til 
en højde af omkring 2700’ (847 m.) Fra Kai-varres top — 
hvorpå grændserøs no. 278 er rejst og hvorfra en vid ud- 
sige østover, sigtes 1 retning no. til n. til et på svensk side 
liggende højere fjeld. Forevrigt sees i østlig til nordlig ret- 
ning intet hejdedrag pa svensk side, der når op til Kai- 
varres højde. Fra Lein-vandet og Alt-vandet breder fjeld- 


markerne sig videre nordover på norsk side efter grændse- 


*) Cfr, den svenske Opmalings-kart over Norrbotten. 


26 Karl Pettersen 


strogene op til Øvre-Rosta-vand. Divielven, der har sit ud- 
spring i nærheden af grændserøs no. 283, skjær sig her frem 
efter brede myrlendte op omkring 1900° (596 m.) højtliggen- 
de flader, der mod syd skråner ned mod Lein-vandet og Alt- 
vandet. Langs efter den egentlige Dividal ligger elven ind- 
skåret efter grændselinjen mellem Kjøldraget og fjedmarker- 
ne, som her langs efter elvens østlige side mellem denne og 
Likkevarres sydlige afhæng afsætter en temmelig bred for- 
grening, der skyder sig frem i nordvestlig retning ligetil 
Målselven. Fra de her omhandlede fjeldmarker rejser sig 
forskjellige mildt formede åsdrag op til højder, der i regelen 
neppe overstige 3000! (941 m.) Som et enkelt mere udskilt 
højere fjeldparti rejser sig dog her fra den sydlige side af 
Skakterelven — en sideelv til Divielv — Store-Jerta til en 
højde af omkring 4000' (1255 m.) og straks søndenfor sam- 
me Julos-varre til en høyde af 3662' (1159 m.) Selv disse 
her højest opstigende toppe ligge således endnu langt under 
Kjøldragets mere fremtrædende tophøjder. Fra den vestlige 
ende af Øvre-Rostavand (omkring 2000’ = 627 m.) fortsætter 
fjeldmarkerne nordover langs den østre side af Rostaelven 
efter dens øvre lob forbi Mosko-javre. Herfra videre nordo- 
ver kiler fjeldmarkerne sig ud på norsk side, trækker sig 
tilbage til svensk side, men breder sig østenom Lyngsdalen 
(Storfjorddalen) igjen indover på norsk side og skjær sig her 
ind under foden af de til Kjøldraget hørende fjeldpartier 
Parastind (4511' = 1415 m.) og Markusfjeldene og fører her- 
fra videre trem til det ved rigsgrændsen — grændserøs no. 
294 — liggende fjeldvand Kolta-javre (Golda-javre), hvis 
vandspejl ligger i en hejde over havfladen af 1493’ (468 m.) 
Fra Kolta-javre breder fjeldmarkerne sig i nordlig til nord- 
vestlig retning indtil afhænget af de for nævnte under Kjøl- 
draget henhørende fjeldhøjder Rieppo-varre, skyder sig over 
Skibottenelv og går herfra videre nordefter over 1 vide op 
mod 2000’ (627 m.) og tildels også noget derover højtstigen- 


Den nord-norske fjeldbygning SD 


de fjeldmarker, der fører over til Reisendalen. Langs efter 
Skibottens øvre løb rejser sig en række af asdrag, der tem- . 
melig regelmæssig nå høyder fra 3000 til 3500” (941—1098 
m.) Imellem Kåfjorddal og Reisenelv træder højplateauet 
frem med jevnere flader. Her rejser sig lige ved rigsgrænd- 
sen den isoleret liggende mægtige af gabbro byggede fjeldmas- 
se Reis-duoddar-Haldde op til en høyde af 4124’ (1294 m.) Fra 
denne top, hvorpå grændserøs no. 304 er oprejst, sigtes isydost- 
lig retning til et på finlandsk side liggende fjeldparti, Gautes 
gaisi der har omtrent lignende højde som Reisduoddar-Haldde 
og antagelig ligesom denne er bygget af gabbroartet sten.*) 

Vandskillet mellem den Bottniske-bugt og Vesterhavet 
er som ovennævnt at søge efter dette lavere liggende høj- 
plateau. Vasdragene, der herfra søge ned mod fjordene på 
norsk side, må således følge dybe transversale indskjæringer. 
Som åbne dalfører gjennemskjær disse det foranliggende Kjøl- 


55 


drag. 


Nedenfra opad vil de ovenomhandlede landstrøg findes 


bygget af følgende geologiske hovedled: 


Andøens jura-afdeling. 


A. Urfjeldet (laurentisk gneis med granit. 

B. Dividals-gruppen af kambrisk 
C. Balsfjordgruppen og silurisk 
D. Tromsø glimmerskifergruppe alder. 
E. 

F 


Kvartære dannelser. 


*) Tromsø amts orografi er nærmere omhandlet i følgende skrifter: 
K. Pettersen: ,Tromsø Amts Orografi*. Trondhj. Vid. S. Skrifter 
VIIB. 1872, 

Den geografiske Opmåling , Beskrivelse af Tromsø Amt.“ Kri- 
stiania 1874. Illøjdebestemmelserne i foranstående afsnit er for 
største delen hentet fra sidstnævnte beskrivelse eller Opmålingens 
kart over Tromsø amt. 


Karl Pettersen 


bo 
D 


Hertil kommer endvidere tildels svære masser af diorit 
og gabbro. 


Geologiske bygningsforholde. 


À. Urfjeldet. 


Urfjeldet skyder frem i 2 forskjellige større afdelinger 
nemlig Indlands-graniten og Kyststrøgenes gneis-granit, hvortil 
endvidere som en tredie afdeling komme mindre afdelinger 
af Urfjeld, der stikke frem efter de mellem disse liggende 
strøg. 


I. Indiandsgranit. 


Indlandsgraniten bryder frem efter Torne-træskens øst- 
lige halvdel. Feltets vestrand skjær sig herfra frem i nord- 
lig retning over rigsgreendsen, over det søndenfor Alt-vandet 
liggende Gievne-javre, — videre frem efter Røgskar, der 
østenfor Rokomborre fører fra Gievne-javre til Altvandet. 
De op imod 3000’ (941 m.) o. h. opstigende asdrag om den 
østlige ende af Leinvandet lige ved rigsgrændsen er op til 
top byggede af indlandsgraniten. Dette betegner den stør- 
ste højde, hvortil indlandsgraniten — efter hvad hidtil vides 
— mnår op efter grændsestrøgene mellem Norge og Sverige 
og antagelig vil den heller ikke på svensk side findes at stige 
op til større højde o. h. Fra Leinvandet til Alt-vandet ud- 
breder granitfeltet sig videre nordover efter de østenfor Kjøl- 
draget liggende fjeldmarker, der her fører over til Dividalen. 
Graniten skyder sig her mod vest ind under Kjøldragets se- 
dimentære dannelser, og dukker frem under disse langt ned 
efter den dybt indskårne Dividal, hvor den indtil 5 kilom. 
ovenfor den omkring 600' (188 m.) højtliggende gard Fri- 
hedsli bygger fjeldgrunden efter dalens dybere liggende ni- 
veauer. Qgså nedenfor Frihedsli til henimod nedre-fos træ- 
der graniten på forskjellige steder frem i små udskilte par- 


Den nord-norske fjeldbygning 29 


tier. Fra sit udspring ved rigsgrændsen og ned til henimod 
Frihedsli er Divielvens leje indskåret i selve den granitiske 
undergrund. Langs efter Spiccalak — en sideelv til Diviel- 
ven — trækker granitfeltets grændselinje sig her østover, 
overskjær rigsgrændsen omkring grændserøs no. 284 og fort- 
sætter herfra på svensk side i nærheden af rigsgrændsen i 
nordnordostlig retning op mod Kilpis-javre, hvis østlige halv- 
del ligger indskaret i den granitiske undergrund. Hvorledes 
granitfeltets vestrand her efter de svenske og finlandske lap- 
marker skjær sig videre nordover kan fortiden ikke siges 
med mere bestemthed. På norsk side træffer man imidlertid 
indlandsgraniten igjen ved de øvre partier af Nord-Reisen-elv 
1 et vidt udbredt felt, der herfra er at følge østover til grænd- 
sestrøgene mod finlandsk Lapmark. Antagelig vil Reisens 
granitfelt her findes at skyde sig frem over selve rigsgrænd- 
sen i nerheden af grændseres no. 307 og på Finlands side 
at stå i umiddelbar tilknytning til granitafdelingen om Kil- 
pis-javre. Feltets vestgrændse antages nogenlunde at skulle 
falde sammen med den på kartet optrukne grændselinje. Vi- 
dere frem har der hidtil ikke været anledning til at følge 
det mere sammenhængende granitfelts vestrand. På norsk 
side bryder der i henhold til T. Dahls kart langs Tana-el- 
ven frem en større granitisk afdeling. Hvorvidt denne står 


oraniten 


1 et mere umiddelbart tilknytningsforhold til Reisen g 


må fortiden lades ubesvaret. 

Indlandsgraniten, der således med sine vestlige i dagen 
fremstikkende randpartier delvis skyder sig ind på norsk si- 
de, danner ved siden af forskjellige gmeisafdelinger et stærkt 
fremtrædende mer eller mindre sammenhængende bygningsled 
efter det nordlige Sverige fra den østlige fod af det egent- 
lige højfjeld østover til den Bottniske bugt. Forholdene på 
svensk side ere forøvrigt endnu kuns lidet undersøgte og 


navnlig for de op imod rigsgrændsen liggende strøg af fjeld- 


50 Karl Pettersen 


markerne foreligger der kuns enkelte spredte notitser ved 
Hummel*) og Fr. Svenonius.**) 

I henhold til Hummel skal graniten inden den østre 
del af Norrbottens danne store sammenhængende felt, efter 
den vestre del træder den derimod frem mere i enkelte kup- 
per. Af farve er den oftest rødlig. Hummel fremhæver at 
graniten er yngre end gneisen og hålleflinterne, som den skal 
gjennembryde men derimod ældre end de ovenpå gneisen lej- 
ede skiferafdelinger, der bygge hejtjeldspartierne langs efter 
grændsestrøgene mellem Sverige og Norge i strøget om Tor- 
ne-træsk og herfra videre sydover. 

Inden granitafdelingen fra Mauno opimod Kilpis-jaur 
ere de petrografiske forholde i henhold til Svenonius*) stærkt 
vekslende. Her optræder ved siden af hinanden gneis og 
granit med en hel del artsforandringer og overgangsformer. 
Bergarten betegnes her som en granit-gneis. Denne er at 
en forherskende grålig farve, af struktur er den finkornig og 
rig på glimmer. Den danner i så henseende en bestemt mod- 
sætning til den efter disse strøg forøvrigt forherskende rød- 
lige glimmerfattige granit. Der bemærkes imidlertid at der 
også her inden granit-gneisens område kan stikke frem mere 
selvstændige granitpartier. At den her frembrydende granit 
må være at sammenstille med indlandsgraniten om Torne- 
træsk og Altvandet kan der på forhånd vistnok være al 
grund til at forudsætte. 

Det skal forøvrigt bemærkes at Svenonius fremhæver 
at graniten langs efter Lapmarkernes vestlige partier optræ- 
der langt stærkere udbredt end af Hummel forudsat. 

Pa norsk side er indlandsgraniten nærmere fulgt efter 


strøgene om Lein-vandet og Alt-vandet, langs efter Diviel- 


*)  Berättelse om malmfyndigheter inom Gellivare ock Juckas-järfoi 
Norrbottens lån. Stockholm 1877. 

**) Bidrag til Norrbottens Geologi. Stockholm 1880. 

*) 1. ce pag. 6% 


Den nord-norske fjeldbygning 31 


ven og endvidere langs efter de avre partier af Nord-Reisen- 
elv. 

I stregene om Lein-vandet vestover til Regskar viser 
graniten i regelen rodlig farve. I regelen optræder den ulaget, 
men kan dog pa enkelte steder antage en mer eller mindre 
fremtrædende laget struktur. Over Skrabholmen — en liden 
holme, der skyder sig op fra Altvandet omtrent ved granit- 
feltets vestgrændse — viser graniten således en laget struk- 
tur med strøgretning fra omkring nordvestlig til sydostlig i 
vertikal lagstilling. Denne strøgretning falder på det nær- 
meste sammen med Lein-vandets og Alt-vandets længdeakse. 

Af Indlandseraniten fra disse strog er en prøve mikro- 
skopisk bleven undersøgt af A. v. Lasaulx og A. Philipson.*) 
Bergarten betegnes som en glimmerfattig mikroklingranit, 
sammensat af orthoklas, mikroklin, plagioklas med rigelig 
kvarts og meget lidet glimmer. Päfaldende er her den rige- 
lig optrædende feltspath med unduløs udslukning, der anta- 
ges at måtte være af sekundær oprindelse og fremkaldt ved 
tryk, idet den oftest træder frem i forening med tydelige 
mekaniske forrykkelser, hvorunder tvillingslamellerne ere bøj- 
ede knækkede og forskudte gjennem spring og vifter. Kvart- 
sen, der er tilstede i rigelig mængde, indeslutter talrige hul- 
rum med bevægelig libelle. Små kvartskorn findes i stor 
mængde indlejedei orthoklasen og i plagioklasen. Glimmer- 
en, der træder stærkt tilbage i denne indlandsgranit, er grønlig 
og stærkt dikroitisk. Epidot, titanjern og undertiden også 
titanit optræder i forbindelse med glimmeren. Ved den vest- 
lige side af Røgskaret skyder graniten sig ind under lagræk 
ker tilhørende Balsfjordgruppen. Ved det noget vestenfor lig- 
gende Gedeskar, der fra Altvandet ligeunder Rokumborres 


#) Mikroskopische Undersuchung einer Reihe von norwegischen Ge- 
steinen aus der Umgegend von Tromsø. Sitzungsberichten der 
niederr Gesellschaft für Natur und Heilkunde Bonn 1883, 


32 Karl Pettersen 


østlige afhæng fører over til Gievna-javre, er graniten gan- 
ske tilbagetrængt og fjeldgrunden bygges her fra Alt-vandets 
flade op til skarets kulmination af til Balsfjordgruppen hø- 
rende lagrækker i svævende til horisontal lagstilling. Der 
er intetsteds aflæst noget tegn til at graniten her har brudt 
sig frem mellem eller gjennem Balsfjordgruppens lagrækker. 

Fjeldmarkerne, der fra Leinvandet og Altvandet breder 
sig frem nordover mod Dividalen, ere stærkt myrdækkede. 
Hvor fast fjeld stikker frem, bygges fjeldgrunden altid af 
granit. I henhold til privat meddelelse af K. A. Fredholm 
stikker graniten frem ved grændserøs no. 284 og er feltet 
herfra videre at følge langt ind på svensk side. Fra rigs- 
grændsen breder den granitiske undergrund sig nedover til 
Øvre-Fos i Dividalen — 5 kilom. ovenfor Frihedsh — og 
optræder her ikke alene efter den egentlige dalbund men og- 
så op efter de lavere åsskråninger på begge sider af elven. 
Graniten overlejes her aflagrekker tilhørende Balsfjordgrup- 
pen under svævende til horisontal lagstilling. I nærheden 
af Øvre-Fos optræder graniten i bænke i veksel med et ej- 
endommeligt konglomerat, som nærmere skal blive omhand- 
let i et følgende afsnit. 

Fra Øvre-Fos nedefter dalen forbi Frihedsli og nedet- 
ter mod Nedre-Fos stikker graniten frem på forskjellige ste- 
der i veksel med lagrækker af lerstensdannelser og sorte og 
grønne lerskifere tilhørende Dividalsgruppen. Der er heller 
ikke her gjort nogen aflæsning, der skulde tyde hen på at 
graniten som en yngre eruptiv dannelse skulde have gjennem- 
brudt disse lerstens eller lerskiferdannelser. Graniten afsæt- 
ter intetsteds ramificationer inden disse. Heller ikke har 
der været iagttaget sådanne kontaktmetamorfoser inden ler- 
skiferen, hvor den støder nærmere ind mod graniten, der upå- 
tvivlelig måtte have været at pavise, om graniten her hav- 
de været yngre eruptiv. 


Efter disse fra det sammenlrengende granitfelt mere 


Den nord-norske fjeldbygning 33 


udskilte partier nedenfor Frihedsli findes graniten på sine 
steder gjennemsat af en gronlig amfibolitisk sten, der optræ- 
der i årer af opimod 0,2 m. tykkelse. Rene kvartsmasser 
sees også at stikke frem inden graniten. 

Dividalens granit er en mer eller mindre storkornig 
orthoklas-granit med forherskende kjødrød orthoklas ved si- 
den af noget plagioklas, vandklar kvarts med mørk glimmer. 
Bergarten er oftere indblandet med en mild grønlig kloritisk 
glimmer, og sees tildels overtrukket med et grønligt over- 
drag af jordagtig klorit. På andre steder kan den findes 
rigt indblandet med brunlig eller sort glimmer, antıger da 
ofte en gneisartet struktur og vil som sådan oftest optræde 
i vertikal lagstilling. 

Foruden orthoklas kan som nævnt også plagiollas med 
tydelig tvillingstribning være at påvise i bergarten. Stenen 
har da oftest en lysere grundfarve og vil i regelen også findes 
rigeligere iblandet med grønlig kloritisk glimmer. 

Glimmer kan på sine steder ganske mangle, — pi andre 
steder kan den derimod som før nævnt optræde i t mmelig 
rigelig mængde. Den er i regelen af en mørk brunlig farve 
(biotit) — hvid muscovit sees dog også. Undertiden kan 
glimmeren vise en rødlig farve med rødlig streg. Maske 
kan denne nærmest være en mangonophyll. 

Efter stragene om Divielvens øvre løb optrædcr berg- 
arten tildels som en mere smakornig grålig afændrin; tildels 
med et gneis-granitisk preg — navnlig knyttet til €: lavest 
liggende niveauer langs elvelejet. Efter de højere liggende 
niveauer blir derimod den typisk rødlige granit igj>n ene- 
rådende. 

veisens-granitfelt bryder frem ved Reisenfos omkring 
50 kilom. ovenfor elvens udløb, bygger fjeldgrunden langs 
efter dalbunden og op efter fjeldsiderne på begge sider af 
elven opefter til en høyde af 2 å 300 m. Den overlejes her 


af svagt heldende lagrækker af milde under Dividalsgruppen 
3 


34 Karl Pettersen 


herende lerskifere. Da graniten p& den ene side ikke af- 
sender ramificationer ind efter skiferdannelserne og efter kon- 
taktpartierne heller ikke pa samme har indvirket metamor- 
foserende, må graniten wutvivlsomt være af ældre oprindelse 
end lerskiferen. Indover efter de af lave åsdrag gjennem- 
satte fjeldmarker breder graniten sig frem som et større sam- 
menhængende felt og her fri for bedækninger af yngre ski- 
fere. Granitfeltet er her fulgt indtil 5 a 6 kilom. indenfor 
fos. Efter al sandsynlighed strækker det sig herfra endnu 
langt ind over fjeldmarkerne. 

Reisen-graniten er eniregelen grovkornig bergart snart 
af en frisk rødlig grundfarve, svart mere hvidlig oftest dog 
med et i det rødlige stikkende skjær. I sidste tilfælde op- 
træder plagioklas tildels med udpræget tvillingstribning som 
en mere forherskende bestanddel. Paa sine steder kan berg- 
arten optage hornblende, medens kvartsen træder mere til- 
bage og stenen kan således her gå over til syenitartede af- 
ændringer. Hvor graniten optræder mere småkornig, kan 
den tildels findes rigt indblandet med små brunligsorte glim- 
merskjæl. Ellers træder glimmeren kuns sparsomt frem og 
synes ofte ganske at mangle. 

Reisen-graniten optræder som en heltigjennem ensartet 
massiv bergart. Foliation eller lagdeling er ikke bemærket. 
Alene på et enkelt sted såes en række af gråsorte bånd, der 
forøvrigt lidt efter lidt gik over i den typiske granit, at 
gjennemseette denne under en omkring øst-vestlig strøgretning 
i stejl til vertikal lagstilling. 

Af Reisen-graniten er en prøvestuffe mikroskopisk ble- 
ven undersøgt af A. von Lasaulx*). Petrografisk sammen- 
stilles den med den ovenfor omhandlede granit fra Røgskar 


og betegnes ligesom denne som en glimmerfattig mikroklin- 


EVIG: 


Den nord-norske fjeldbygning 35 


granit, sammensat af orthoklas, mikroklin, plagioklas, kvarts 


i rigelig mængde og meget lidet glimmer. 


NNN 


På norsk side er indlandsgraniten ikke nogetsteds fun- 
det 1 nærmere sammenknytning med afdelinger af renere 
gneis. Heller ikke træder sådanne frem således mere i nær- 
heden af granitens grændser, at slutninger deraf kan drages 
om indlandsgranitens relative aldersforhold ligescm for de 
laurentiske gneisdannelser. En nærmere bestemmelse af for- 
holdet 1 så henseende må være at sage på svensk side. Ind- 
landsgraniten findes her ifølge Hummel i nær tilknytning til 
afdelinger af rødlig gneis, der rimeligvis er af laurentisk al- 
der. Hvorvidt indlandsgraniten imidlertid her skal være at 
sætte som en dannelse ældre end de tilstødende pncisdannel- 
ser, — eller at opføre som led, der med hensyn til alder og 
oprindelse er at indordne under gneisen — eller endelig at 
opstille som en eruptiv dannelse, der har gjennembrudt en 
ældre mere oprindelig gneis-afdeling, — dette er spørgsmål, 
som for tiden ikke lader sig besvare med nogen mere be- 
stemthed. Hummel holder — som ovenfor nævnt — på den 
sidste forudsætning og foreløbig kan der vistnok være mest 
grund til at optage denne. 

Sikrere stiller spergsmalet med hensyn til aldersforhol- 
det sig opad. Som ovenfor påvist er indlandsgrani'en såvel 
efter strøgene om Dividal som efter Reisen-dal ov: rlejet af 
lagrækker tilhørende Dividalsgruppen og Balsfjordgiippen og 
det under forholde, der med al bestemthed peger hen på at 
indlandsgraniten er ældre end Dividals-gruppen. 

I henhold hertil vil indlandsgraniten således blive at 
tillægge en eruptiv oprindelse af laurentisk eller pcstlauren- 
tisk alder. Den må dog i ethvert tilfælde være aldre end 
den kambriske tid. | 


LS LS LL LL LS 


Som i det forangående påvist skyder indland-graniten 


36 Kar! Pettersen 


sig mod vest overalt ind under lagrækker af yngre skifer- 
dannelser. I strøgene om Altvandet sænker granitfeltet sig 
allerede i en højde af omkring 500 m. ind under dagfladen 
uden nogetsteds længere frem efter de dybere indskjæringer 
atter at træde frem til dagen. Det samme er tilfældet ved 
Nord-Reisen-elv, hvor graniten i en højde af omkring 78 m. 
o. h. skyder sig ind under yngre bedækninger, uden at den 
nogetsteds længere frem efter det lange og brede dybt ind- 
skårne dalføre vil findes at stikke frem. Efter Dividalens 
øvre del afsluttes det sammenhængende granitfelt under en 
stadig heldning fra rigsgrændsen nedover i en højde af om- 
kring af opimod 200 m. over havfladen, men dukker længere 
ned over på flere steder frem i mindre, udskilte partier, for 
sluttelig i en højde over havfladen af opimod 150 m. ganske 
at tabe sig under de yngre skiferafdelinger. 

Langs efter Kjøldragets vestlige afhæng eller efter en- 
kelte af de fra den vestlige side indskjærende dalfurer bry- 
der der imidlertid frem forskjellige større eller mindre afde- 
linger af granit og der kunde her maske stilles det spørgs- 
mål om ikke disse i virkeligheden skulde tilhøre indlands- 
graniten og muligens også under skiferbedækningerne være 
umiddelbart knyttet til samme. Et større granitfelt træder 
således frem langs efter den øvre del af Malselven. Dette 
tager sin begyndelse ikke langt fra Divielvens udløb i Måls- 
elven og breder sig herfra nedefter dalen gjennem en læng- 
de af omkring 11 kilom. På forhånd kunde det her ligge 
nær at forudsætte at Malselvens granit stod i et nærmere 
tilknytningsforhold til Divielvens granit. 

Ved bunden af Sørdalen, der skjær sig fra Bardo ind- 
over mod Torne-træsk optræder ligeledes et mindre granit- 
felt i en afstand fra granitfeltet omkring Alt-vandet af om- 
king 30 kilom. Graniten her overlejes ligesom ved Alt-van- 
det af lagrækker tilhørende Balsfjordgruppen, og der vilde, 
når man ser hen hertil ligesom også til landpartiernes byg- 


Den nord-norske fjeldbygning 37 


ningforholde i det hele intet være til hinder for at sammen- 
stille Sørdalens granit som et led under Alt-vandets granit. 

Det samme gjælder da også et granitparti, som bryder 
frem efter den øvre del af Salangsdalen. 

I petrografisk henseende synes imidlertid såvel Målsel- 
vens granit som også Serdalens granit at afvige så ganske 
væsentlig fra den typiske indlandsgranit, at der foreløbig 
idetmindste synes at være mest grund til at opføre disse her 
nævnte afdelinger som mere selvstændige bygningsled, om 
der end må være at forudsætte at de med hensyn til alders- 
forhold ikke kan fjerne sig synderlig fra indlandsgraniten. 

Disse forskjellige afdelinger af granit skulle blive om- 


handlede særskilt i et følgende afsnit. 


II. Kyststrøgenes gneis- og gneis-granitiske felt. 


Gneis-graniten skyder frem langs begge sider af Vest- 
fjorden mellem Lofotøerne på den ene og Naltens fastlands- 
strøg på den anden side. Lofoteernes langstrakte bælte lig- 
ger på det nærmeste helt ind under dette felt. Det samme 
gjelder også den nordlige del af Saltens fastlandsstrøg langs 
Vestfjordens østlige side. Her skyder gneis-graniten sig sam- 
menhængende frem, breder sig herfra videre østover, og går 
endelig over i den säkaldte kjelgranit, der efter Saltens ind- 
landsstrøg danner et stærkt fremtrædende bygningsled*). 

Fra de indre partier af Vestfjordeu breder gneis-grani- 
ten sig videre frem i nordostlig retning men her alene som 
et sammenlignelsesvis smalt bælte, der følger de ytre kyst- 
strøg nordover indtil det brede Fugle-sund. Dette skjær sig 
ind mellem øerne Van-ø og Arn-ø. 

Feltet finder imidlertid ikke her sin egentlige afslut- 


*) Cir. Salten og Vestfjorden, Archiv for Math. og Naturv. Kr ania 
1386, 


38 | Karl Pettersen 

ning. Det skyder sig herfra fremdeles videre nordover næ- 
sten til Nordkap, — dog nu ikke længere således mere sam- 
menhængende som forholdet er efter de søndenfor liggende 
strøg men derimod alene i enkelte større og mindre indbyr- 
des udskilte afdelinger og forøvrigt hist og her som højst un- 
derordnede led inden gneis-afdelingen. 

Feltet har sin længdestrækning langs efter kyststrøge- 
ne i retning fra sydvest mod nordost og breder sig her mere 
sammenhængende frem fra 67.," n. br. indtil 70.,° og herfra 
videre 1 udskilte partier op imod 71° n. br. 

Nar Saltens kjølgranit lægges ind under det gneis-gra- 
nitiske felt, har feltet efter strøgene om Vestfjorden og Sal- 
ten en bredde af opimod 140 km. — når Vestfjordbækkenet 
i sin helhed lægges ind under dette felt. Herfra videre nord- 
over mod Fuglesund går feltets brede nedover til 20 a 30 
kilometer. 

Feltets egentlige knudepunkt er 1 orografisk henseende 
nærmest at søge efter de indre strøg om Vestfjorden. Her 
stiger det i Møsadlen på den sydvestlige side af Hindø op 
til en højde af antagelig omkring 4000’ (1255 m.) Herfra 
skyder feltet sig mod syd frem i tvende gaffelformige for- 
greninger, hvoraf den ene i sydvestlig retning spænder sig 
frem efter Lofotens ørække, den anden derimod mere i syd- 
ostlig retning nedefter Saltens fastlandsstrøg. Vestfjorden 
skjær sig her som en bred havarm ind mellem disse gaffel- 
formige forgreninger. Fra det nævnte knudepunkt udsendes 
endvidere i nordostlig retning som en tredie forgrening det 
ovennævnte kystbælte, der mere i sammenhæng er at følge 
nordover til Fuglesund, og derfra — som ovenfor nævnt — 
gjennem forskjellige udskilte og mere spredt liggende små- 
afdelinger videre op til Sørøens nordvestlige side. 

De geologiske bygningsforholde langs efter disse kyst- 
strøg skal her søges fremstillet — idet man herunder skal 
følge feltet i retning fra sydvest mod nordost, For Saltens 


Den nord-norske fjeldbygning 39 


vedkommende skal derimod henvises til fornævnte skrift, 
hvor disse forholde vil findes nærmere fremstillet.*) 

De kyststrøg, som her således noget nærmere skal 
blive omhandlet, dannes af følgende hovedled — fra Lofo- 
tens afslutning mod syd nordover til Fuglesund — nemlig: 
Øgrupperne Røst og Værø, Moskenesø, Flakstad-ø, Vest- 
Vago med Gimsø, Øst-Vågø, Ulf-ø (eller Hasel-ø), Lange og 
Ane, der samtlige ligge ind under Lofoten og Vesterålen — 
samt videre af Hindø, Grytø med Bjarkø, Senjen-ø, Kvalø, 
Ringvatsø, Ribbenes-ø, Nord-Kvalø samt Van-ø, der ligge 


ind under Tromsø distrikt. 


a. Detailbeskrivelse, 


Røst 


danner som en større mere selvstændig øgruppe. Foruden 
den egentlige hoved-ø omfatter den en række af mindre øer 
og dertil en uendelighed af holmer og skjær. 

Denne øgruppe har der forøvrigt hidtil ikke været an- 


ledning til at undersøge. 


Vær-ø 


er ligesom Røst til alle sider omgivet af et bredere eller 
smalere skjærgårdsbælte. Til dette bælte er i orografisk 
henseende knyttet den lille ø Mosken, som stiger frem om- 
trent midt imellem Værø og Lofotodden, der danner Moske- 
nes-øens sydligste spidse. 

Vere danner et fjeldlandskab, der langs den østlige 
side stærkt er indskåret ved småbugter og brede viker. De 


højeste punkter på øen — hvorimellem Nordlandsnupen ved 
sammes nordligste hjørne — hærve sig ifølge Keilhau til en 


*) Salten og Vestfjorden. 


40 Karl Pettersen 


højde af 15 a 1600 o. h. (470 a 500 m.) Jerhojen har en 
højde af 1170’ (370 m.) 

Med hensyn til Værøens geologiske bygningsforholde 
har man for tiden alene at støtte sig til Keilhaus optegnel- 
ser 1 Gæa. I henhold til disse dannes sens grundmasse af 
en hornblendegneis med overgang til mer eller mindre ud- 
præget granitisk struktur, — mere underordnet optræder her 
hornblendefri gneis. Petrografisk står Værøens bergart — i 
henhold til Keilhau — urgneisen nærmere end gneis-graniten. 
Muligt at Værøens hornblendegneis petrografisk lader sig 
indordne under Lofotøernes syenitdannelser. Lagstillingen er 
oftest stejl med tilknytning af foldninger. Lagenes strøgret- 
ning er adskillig variabel, men synes tildels at bøje sig efter 
øens eller øgruppens ytre grændselinjer. 


Moskenes-ø. 


Ved Bunesfjorden, der skjær sig ind fra øens østside 
ind mod det korte neppe 100 m. høje af alluviale masser byg- 
gede Bunesejde, er øens fjeldmasse udskilt i tvende hoved- 
partier. Øens højeste top er Solbjørnen, der stiger op fra 
det nordlige hovedparti og når en højde af antagelig mellem 
2 a 3000” (627 a 941 m.) | 

Moskenes-ø danner efter sin nordlige del et vildt fjeld- 
landskab, der navnlig langs Bunesfjord og dens sideforgre- 
ning Kirkfjord antager et ret storslagent præg. Her stiger 
fjeldmassen sågodtsom overalt op 1 stejle styrtninger. 

Langs øens østlige side fra Lofotodden nordover mod 
Moskenes Kirke bygges fjeldgrunden af lagrækker af en i 
det hele gneisartet præget bergart. Ved Sørvågen ved Mo- 
skenes kirke — straks søndenfor Bunesfjordens udmunding 
— optræder gneisen 1 veksling med granitisk sten, der dan- 
ner en typisk storkornig sten, rigt indfældt med magnetit. 
Fra Sørvågen nordover mod Reine optræder langs efter de 


Den nord-norske fjeldbygning 41 


lavere liggende niveauer en 1 regelen ret typisk præget rød- 
lig granit tildels i veksling med gneisartede lag. Efter de 
højere fjeldpartier bryder derimod frem en ulaget bergart af 
en mørkere farvenuance, og navnlig bryder den her frem i 
mægtige masser 1 strøgene om Bunesfjord og Kirkfjord. Den 
viser en smudsig grå grundfarve, strukturen kan veksle fra 
småkornig til grov- og storkornig. Denne bergart er mikro- 
skopisk undersøgt af Å. von Lasaulx.*) Den sammensættes 
af orthoklas, plagioklas, lidt mikroklin, diallag, glimmer og 
noget kvarts. Som accessoriske bestanddele er endvidere på- 
vist magnetit, titanjern, titanit apatit, pyrit og epidot. La- 
saulx betegner bergarten som »glimmer-diallag-syenit. « 

Denne syenit er ikke påvist således i direkte kontakt 
med gneis-graniten, at der deraf lader sig uddrage bestemte 
slutninger om, hvorvidt den danner et led inden denne afde- 
ling eller om den optræder mere selvstændigt, I sidste til- 
fælde må den antagelig være af eruptiv oprindelse og yng- 
re end gneisen og gneis-graniten, hvis lagrækker den må ha- 
ve gjennembrudt, idet den derunder i mægtige masser har 
bredt sig ud over samme. 

Fra den nordlige side af Bunesfjordens udmunding og 
nordover mod Sundstremmen, der skiller mellem Moskenes-ø 
og Flakstad-ø — optræder efter de lavere liggende niveauer 
gneisartede lagrækker i stadig veksel med hårdere mere ens- 
artet gneis-granit. Lagstillingen synes tildels at bøje sig'ef- 
ter øens kystlinje. Lagenes faldvinkel i regelen stejl. 

Langs Sundstrømmen er bergarten i det hele stærkere 
granitisk præget. I virkeligheden må den dog også her væ- 
re lagdelt. På et par punkter sees de højere fjeldtoppe gjen- 
nemsatte af naturlige tunneler — således den såkaldte Rise- 


*) Mikroskopische untersuchung einer Reihe von norwegischen Ge- 
steinen aus der Umgegend von Tromsø und von Lofoten von A. 


Philippson. Sitzungsbericht der niederrhein: Gesellschaft” Bonn 


1883. 


49 Karl Pettersen. 


båd mellem Reine og Sund og en anden over gården Valle 
ved gens nordvestlige hjørne. Sadanne tunneldannelser træ- 
der som bekjendt ikke så sjeldent frem inden det nordlige 
Norges gneis-granitiske felt og er antagelig nærmest betin- 
get af de til bergarten knyttede mere oprindelige lagdelings- 
forholde. 

Øens vestlige side har der ikke været anledning til at 
undersøge. At slutte fra bergartprøver herfra må der efter 
øens sydvestlige side — omtrent mit i mellem Bunesejdet og 
Lofotodden — bryde frem gabbroartede massiver. Denne 
bergart tandtes dannet af smudsig gra plagioklas med udpre- 
get tvillingstribning og en hyppig storbladig diallag. ” 


Flakstad-ø 


er ved den førnævnte Sundstrom udskilt fra Moskenes-e. 
Fra den sydlige side skjær Skilfjord sig ind i lige nordlig 
retning til det lave Skilfjordejde, der fører over til øens nord- 
lige side — og længere mod øst Nufsfjord, fra hvis indre 
botn et højere liggende ejde fører over til Flakstadfjord, der 
skjær sig ind fra oens nordlige side. Herigjennem er øens 
fjeldmasse delt i trende helt fra hinanden udsondrede fjeld- 
drag, nemlig Sunddraget vestligst langs Sundstrømmen, 
Flakstaddraget i midten og Napdraget østligst 
langs Napstrømmen, — sundløbet mellem Flakstad-ø og Vest- 
Våg-ø. Dette sidste drag er ved det korte Varejde, der fra 
Flakstadfjord fører over til Napstrømmen, yderligere udsond- 
ret i to fjeldpartier, af hvilket det nordligste optages af Nap- 
tindens anseelige fjeldmasse. 

Øen når sin største højde i Stjernehovedet, der stiger 
op fra Flakstaddraget. Inden Sunddraget er Sundmanden, 
der kegleformet stiger op fra handelsstedet Sund ved øens 
sydostlige hjørne, den højeste top — omkring 1500’ (470 m.) 
Efter Napdraget kunne enkelte toppe nå op til en højde af 
omkring 2000' (637 m.) 


Den nord-norske fjeldbygning 43 


Sundmanden stiger op fra et lavt af flere parallelløben- 
de bugter indskåret underland. Ffter de lavest liggende par- 
tier af dette underland optræder en grålig sort temmelig 
småkornet gneisartet sten, 1 hvilken kvarts med mørk små- 
skjellet glimmer danner bergartens egentlige grundmasse — 
mere sparsomt indblandet med feltspath. Denne skiktede 
glimmer gneis veksler med lag af rødlig gneis-granit, der snart 
viser sig mere smakornet og da mere gneisartet snart stor- 
kornet og 1 brudet af en mere typisk præget granitisk struk- 
tur. I bergarten optræder her hyppig årer, klumper eller 
udsondringer af en grovkornig amfibolit, sammensat af gren- 
lig hornblende, grålig feltspath og noget kvarts. Den er rigt 
indfældt med magnetit. Måske kan denne bergart nærmest 
være at opfatte som en syenitartet afændring. Lagrækker- 
ne viser her en regelmæssig strøgretning afn.30ø. med stejlt 
sydostligt fald. De forskjellige her fremspringende nes med 
de til samme knyttede små indskjæringsbugter ligger efter 
samme strogretning og skjær sig altså ind mellem gneisens 
eller gneis-granitens lagrækker. 

Selve Sundmanden er bygget af lagrækker, der viser 
en konform lagstilling med den, der råder efter underlandet. 
Bergarten viser oftest en småkornet og gneisartet struktur, 
men veksler forøvrigt hyppigt med lag af i brudet ren gra- 
nitisk sten. Lagenes tykkelse ligger mellem 5 til 16 ctm., 
og er således forholdsvis ringe. 

Et profil lagt fra bunden af Skilfjord i øst-vestlig ret- 
ning over de lave 300 m. høje åsdrag til Strømsnes ved Sund- 
strømmen viser følgende bygningsforholde: 

a. efter de lavest liggende niveauer om bunden af Skil- 
fjord træder gneisartede lagrækker frem under nord- 
sydlig strøgretning og med stejlt vestligt fald — i 
veksling med lag af en med magnetit indsprængt grå 
gneis-granit. 

b. Længere opover äsdragene antager bergarten i rege- 


44 Karl Pettersen 


len en mere udpræget gneis-granitisk struktur og til- 

lige en mere rødlig grundfarve, idet den røde ortho- 

klas her træder rigeligere frem. 

c. op mod top antager bergarten tildels et renere grani- 
tisk preg. 

d. Fra top nedover mod Sundstrømmen råder tilsva- 
rende vekslinger. Nede ved Strømsnes optræder berg- 
arten atter som en gneis-eranit dog med ret stærkt 
fremtrædende gneisartet struktur. 

Forøvrigt skal bemærkes at såvel op efter Sundmanden 
som også efter profilet fra Skilfjord over til Sundstrømmen 
veksler graniten hyppig med mer eller mindre udprægede 
syenitartede afændringer, der petrografisk nærmest kunne væ 
re at betegne som en syenit-granit. Efter hvad der kunde 
iagttages optræder gneis-graniten og syeniten eller syenit- 
graniten her ikke i udskilte partier, men synes gjensidig at 
veksle med hinanden og gå over i hinanden. En prøvestuffe 
fra Sundstrømmen er mikroskopisk undersøgt af Å.v. Lasaulx 
(1. c.) og betegnes af ham ligesom syeniten fra Bunesfjorden 
som en Diallag-glimmer-syenit. 

Under selve befaringerne havde jeg beklageligvis min 
opmærksomhed ikke tilbørligen rettet mod disse forholde og 
senere har der ikke været anledning til pånyt at opgå disse 
strøg. Det vilde imidlertid i flere retninger være af megen 
interesse om disse forholde kunne blive nærmere undersøgte. 

Over Var-ejdet bygges fjeldgrunden af helleflintartede 
halvt kvartsitiske lagrækker. Nede ved Napstrømmen aflø- 
ses disse af stejlt stående gneis-granitiske lag under en nord- 
sydlig strøgretning. Gneisen og gneis-graniten her gjennem- 
sættes hyppig af eller veksler med partier af en syenitartet 
sten, der træder frem dels storkorning, dels mere småkornig. 
Den grovkorninge afændring dannes 1 henhold til Å. v. Lasaulx 
at feldpath, diallag, glimmer med meget lidet kvarts og be- 
tegnes af Lasaulx som en Diallag-glimmer-syenit. Den fin- 


Den nord-norske fjeldbygning 45 


kornige afændring mangler derimod ganske diallag. 

Efter Napdraget er bergarten i det hele stærkere gra- 
nitisk præget end tilfældet er efter de to andre vestenfor 
liggende fjelddrag. Men også her vil der imidlertid hyppig 
være at påvise lignende overgange gjennem den lagede gneis- 


granit til renere gneis. 


Vest-Våg-ø. 


Vest-Vågøens fjeldmasse er temmelig stærkt udstykket 
gjennem forskjellige fjorde med dertil knyttede ejdefar. Gjen- 
nem Borgefjord og Rålsfjord, der i modsatte retninger skjær 
sig ind mod hinanden således at deres indre botner alene ere 
udskilte ved et 2, kilom. langt men dog temmelig højtsti- 
gende ejde, er øen delt i tvende større hovedpartier, nemlig 
Buksnespartiet vestligst og Valbergpartiet østligst. Buks- 
nespartiet er gjennem det brede og lave omkring 15 kilom. 
lange ejde —, der fra Buksnesfjord fører over til Borgefjords- 
botn og videre afsætter som forgreninger forskjellige andre 
ejder — derimod i hej grad udstykket, medens det på den 
anden side indeslutter forholdsvis ganske amseelige lavlands- 
partier. Efter sens vestlige side rejser Himmeltindernes 
fjeldgruppe sig med flere alpeformige tinder hvoraf et par 
nå en hejde af antagelig mellem 3 å 4000' (940 å 1250 m.), 
og danner Vest-Vågøens højest stigende toppe. Fjeldmassen 
efter Valbergspartiet trader derimod frem mere samlet og 
sammenhængende. 

Langs Napstrømmen og om Buksnes er bergarten rene- 
re granitisk. Det samme. er tilfældet langs Vestfjorden i 
strøgene mellem Buksnes og Ure. Ved Stene og Stamsund 
træder bergarten frem som en særdeles smuk storkornig sye- 
nitartet sten. Den dannes af hornblende med en mørkegrå 
orthoklas i forbindelse med grønlighvid plagioklas. Feltspath 
optræder her som en helt forherskinde bestanddel. I re- 
gelen er bergarten rigt indsprængt med magnetit. 


46 Karl Pettersen 


Grændseforholdene mellem gneis-graniten og syeniten 
har der forøvrigt ikke været anledning til nærmere at un- 
dersøge. Antagelig vil lag af disse forskjellige afændringer 
her være at påvise i ofte optrædende veksling. 

Efter de indenfor liggende af lavere åsdrag gjennem- 
satte lavlandspartier vil bergarten oftest træde frem som en 
glimmerrig gneis-granit og kan derunder også hyppig vise 
strukturforholde, der petrografisk knytter den nærmere til 


gneisen end til graniten. Efter de lavest liggende niveauer - 


langs den lille Skifjord, der skjær sig ind ira øens østlige 
side, og langs efter det korte og lave ejdefar, der fra bun- 
den af Skifjord fører over til Finstadpollen, bygges fjeldgrun- 
den af rene skiferlag (skiktet glimmergneis), der viser en 
strøgretning fra n. v. til s. 0. med stejlt til vertikalt fald. 
Højere op afløses gneisen af en mere udpræget gneis-granit, 
der længere frem i strøgene om Stamsund og Stene som før- 
nævnt afløses af en syenitisk bergart. 

Efter de lavere åsdrag om Hag — efter lavlandsparti- 
erne østenfor Hols kirke — træder bergarten frem som en 
mørk glimmerrig gneis-granitisk afændring. Den er her tem- 
melig løskornig, forvitrer let og afgiver herunder et forholds- 
vis ret frugtbart jordsmon. Himmeltindernes fjeldparti, der 
rejser sig op fra den vestlige side af dette indre lavland, 
har der ikke været anledning til nærmere at undersøge. At 
slutte fra de ydre formforholde må fjeldgrunden her antagelig 
for en væsentlig del være bygget af lagede gneis-granitiske 
afændringer, der træde frem under en stejl til vertikal lag- 


stilling. 
I nærheden af Storhaug — der ligger i lavlandspartiet 
mellem bunden af Finstadfjord og Skifjord — optræder i en 


isoleret liggende haug en ejendommelig på det nærmeste 
glimmerfri sandstenartet dannelse. Denne hviler umiddelbart 
pa et underlag af gneis-granit. Den sandstensartede bergart, 
der her træder frem i ret anseelig mægtighed kan antage en 


JE PE 


Den nord-norske fjeldbygning 47 


stribet, laget eller skiferlignende struktur. Under en voks- 
ende rigdom på indflettet feltspath blir sandstenen mer og 
mere granitisk, sa det tilslut under overgangsforholdene ofte 
kan blive vanskeligt nok at afgjøre, hvor sandstenen afslut- 
tes og gneis-graniten begynder. | 
Sandstenen er overalt rigt indfældt med magnetit. 
Med hensyn til bygningsforholdene efter Valbergpartiet 
så synes landskabets reliefforholde med den mere ensartede 
fjeldbygning og de i regelen lidet indskårne kystlinjer på 
forhånd at tyde hen på at den her fremtrædende bergart i 
det hele må vise mere ensartede strukturforholde end tilfæl- 
det er efter det så stærkt udstykkede Buksnesparti. 
De enkelte her 
bekræfte dette. 
Kvanholmerne — udenfor indløbet til Skifjord — ere 


gjorte aflæsninger synes også at skulle 


byggede af gneislag i vertikal lagstilling under en øst-vest- 
lig strøgretning. 
Langs strandpartierne under Målnes-ås i nærheden af 
Valberg kirke træder frem en ren grålig granit. 
Ved Kvalnes pa eens nordvestlige hjørne optræder 
gneislag under en strøgretning af n. 30 å 40 v. med nord- 
ostligt fald. Men bergarten her omkring, om end altid hø- 


rende til gneisbildningerne, er tildels ganske uskiktet.*) 


Gims-ø 


ligger i det brede sund mellem Vest-Vagø og Øst-Vågø og 
adskilles fra den første ved den trange Sundklakstrøm og fra 
den sidste ved den noget bredere Gimsø-strøm. 

Øens sydligste del indtages af Barstrandens fjeldparti, 


efter den nordlige del rejser sig et lavere åsdrag Hoven. 


*) Keilhan „Beretning om en gcognostisk reise til Nordlandene i 
1855.* Nyt mag. for naturv. II Bd 1861. 


48 Karl Pettersen 


Efter den midtre del indslutter øen forholdsvis ret an- 
seelige lavlandspartier. 

Fjeldgrunden bygges af renere gneislag i veksel med 
gneisartet glimmerskifer — under enøst-vestlig strøgretning 
med stejlt nordligt fald. Hertil kommer endvidere forskjel- 
lige større og mindre partier af en mørk småkornig diorit, 
gjennemsat af gange af en mere grovkornig afændring. Dio- 
riten træder navnlig frem over øens nordostlige parti, hvor 
således et dioritisk drag bygger et af de mod nord længst 
fremspringende lave nes, der skyder sig frem i nærheden af 
gården Hov. 

I nærheden af Barstrand, den sydligste gård på Gimsø, 
ligger en nu forladt kobbergrube. Antagelig er kisforekomsten 
her knyttet til dioritiske gjennembrud. 


Øst-Våg-ø. 


Ved den lange Øksnesfjord, der skjær sig ind fra syd, 
og Hegrafsfjord, der skjær sig ind fra nord samt ved det 
korte og lave Hegrafsejde, der fører over fra den ene af dis- 
se fjordbotner til den anden, er Øst-Vågø udskilt i tvende 
større hovedpartier eller halvøer. Den østlige af disse, der 
ved det smale Raft-sund adskilles fra Hind-ø, bygger et i ha] 
grad vildt og sønderrevet fjelddrag, — Raftsunddraget. Den 
vestlige del er atter ved Vattenfjordejdet, der ved Øksnes- 
fjord 1 øst-vestlig retning fører over til bunden af Vatten- 
fjorden, delt i tvende uuderafdelinger, der begge ere høje og 
bjergfulde. Efter den nordlige underafdeling stiger fjeld-mas- 
sen op til sin største højde langs efter Vattenfjordejdets 
nordlige side, hvor det i Storlifjeldet antagelig nar en hejde 
af opimod 3000’ (940m.) Vestenfor Storlifjeldet reiser Mad- 
moderen sig ved Vattenfjordens nordlige side op til en lig- 
nende højde. Efter den sydlige underafdeling afsluttes fjeld- 
massen opad i forholdsvis ret anseelige højfjelds vidder, der 


Den nord-norske fjeldbygning 49 


endnu langt ud på sommeren kan være temmelig sammen- 
hængende snedækte. Udskilt ved et kort og lavt ejde rejser 
Vägekallens mægtige fjeldmasse sig ved gens sydostlige hjør- 
ne op til en højde af antagelig mellem 3 à 4000" (940 å 1255 
m.) Lengere øst mod indbejning til Øksnesfjord rejser 
Svolværtinden sig op i stejle styrtninger til en anseelig 
højde. 

Med hensyn til øens østlige hovedparti, Raftsundsdra- 
get, så har der hiutil alene været anledning til at gjøre geo- 
logiske aflæsninger efter lavlandsstrøgene langs Øksnesfjorden 
samt efter kystlinjerne langs efter partiets nordlige afslut- 
ning. Rattsundsdragets egentlige hojtjeldspartier har derimod 
ikke været undersøgte. 

Langs Øksnesfjordens østlige side er bergarten efter de 
lavere niveauer granitartet, — forøvrigt også her i veksel 
med eller gående over til en mer eller mindre rent udpræ- 
get gneis. Gneisen træder navnligen frem langs efter fjor- 
dens indre partier. Ud langs Hegrafstjorden og langs efter 
øens nordostlige hjørne er bergarten igjen 1 regelen renere 
granitisk præget. Ved garden Myrland stikker don således 
frem som en grovkornig afændring, — her rigt indfældt med 
magnetit. 

Indflettet 1 selve den granitiske grundmasse bemaike- 
des her et tyndt lag af kiselskifer (härdskifer). 

Ved Øst-Vågøens uordlige hjørne stiger de smv Han-oer 
frem, — en række af småøer eller holmer udskilte ved tran- 
ge sund. Disse ere byggede af gneis-granitiske lag, der flere 
steder veksler med stærkt rustfarvede skitere. Skiferen dan- 
nes af en smäkornig glimmer- eller hornblendegneis, hvori 
dels større feltsparthindivider dels ogs: hornblerde klump- 
formig stikker frem. Stenen er indsprængt med magnetit 
tildels også med pyrit. Pa et sted skyder et lag af en 
temmelig smäkornig diorit frem over den underliggende 


gneis-granit. Forholdet vil findes nærmere belyst ved 
4 


50 | Karl Pettersen 


profilrits fig. 1. I vitset betegner a) den rustbrune skifer, 
b) gneis-granit, c) diorit. 

Efter Øst-Vågøens vestlige hovedparti bygges fjeldgrun- 
den af forskjellige gneis-granitiske afændringer, der snart kan 
træde frem som mere typisk udpræget granit på sine steder 
med overgang til syenit, snart som en laget gneis-gra- 
nit — på sine steder af en løskornet tildels endog sandstens- 
artet struktur. Disse forskjellige afændringer fra renere gra- 
nit til den lagede ofte sandstensartede gneis-granit og vide- 
re frem til skiktet gneis sta forevrigt isa hyppige og mang- 
foldige overgangsforhold indbyrdes, at det vil være ugjørligt 
at holde disse afændringer ud fra hinanden således at de 
lade sig kartlegge hver for sig. 

Fra indbøjning til Øksnesfjorden vestover langs Vest- 
fjorden til Vågekallen og herfra videre langs øens vestlige 
og nordlige side indtil Hegrafsfjord optræder bergarten i re- 
gelen mere granitisk præget skjønt også her i veksel med 
laget gneis-granit og tildels også med renere skiktet gneis. 
I lavlandspartierne om Ørsvåg, Vågen, Kabelvåg indtil ind- 
bøjning mod Øksnesfjorden optræder temmelig udbredt en 
syenitisk bergart, sammensat af rødlig til brunlig feltspath, 
som en næsten enerådende hovedbestanddel sparsomt indblan- 
det med hornblende. Denne såkaldte Kabelvågsyenit, optræ- 
der dels i bestemt bænke- eller lagdeling dels — idetmindste 
tilsyneladende — mere ulaget. Den viser sig hyppig gjen- 
nemsat af tildels mægtige gangmasser af en glimmer-diorit. 
På østre side af Lerosen er således at påvise en 14 m. mæg- 
tig gangmasse af glimmer-diorit, sammensat af plagioklas med 
noget orthoklas, hornblende, magnesiaglimmer med sparsomt 
indblandet kvarts.*) Denne gang stryger 1 østvestlig retning 
og er at følge gjennem en ganske anseelig længde. 

Hvorvidt Kabelvåg-syeniten skal være at opfatte som 


*) A. von Lasaulx 1. c. 


Den nord-norske fjeldbygning 51 


en selvstændig bergart eller alene som en petrografisk af- 
ændring under gneis-graniten lader sig fortiden ikke afgjøre 
med mere bestemthed. Der kan dog på forhånd være nogen 
grund til at forudsætte, at der her alene foreligger en pe- 
trografisk afændringsform. For det første synes Kabelvåg. 
syeniten ikke at optræde som et sammenhængende mere u- 
blandet syenitfelt, men er derimod at påvise 1 hyppig veks- 
ling med gneis-granitiske lag. Dernæst skal ogsa fremholdes 
at hornblende ofte kan findes at træde frem som bestanddel 
inden den renere gneis-granit efter strøget fra Kabelvåg ned 
mod Vagekallen, snart så sparsomt, at den granitiske struk- 
tur derved ikke væsentlig vil findes modificeret, snart i ri- 
gere mål, så bergarten — idet kvartsen samtidig kan træde 
mere tilbage — antager mer eller mindre et syenitartet præg. 
Derimod må glimmer-dioriten, der gangformig gjennemsætter 
såvel gneis-graniten som syeniten, antagelig være en yngre 
eruptiv dannelse. 

Kabelvag-graniten har forøvrigt adskillig udbredelse 
efter disse strøg. Den stikker således frem ved Brettesnes 
på øen Ntore-Molla, endvidere er den påvist ved Digermulen 
på Hindø, — ved indbøjning til Raftsundet. Der har hidtil 
ikke været anledning til her nærmere at forfølge dens ud- 
bredelse. At slutte fra de ydre fjeldformer langs efter Raft- 
sund antages der at kunne være nogen grund til at forud- 
sætte, at syenitisk og dioritartet sten vil være at påvise på 
forskjellige steder langs efter dette trange sundløb. 


Under Vågekallen langs stranden bygges fjeldgrunden 


af en oftest rødlig grovkornig granit. Hornblende kan her 
tildels danne en strækt fremtrædende bestanddel uden for- 
øvrigt at tildele bergarten et bestemtere syenitartet preg. 
Gneis-graniten gar her ofte over til en tyndlaget skiktet 
gneisartet dannelse. De enkelte skiktlag har ofte ikke stør- 
re tykkelse end omkring 4 ctm., — samtidig som bergarten 
forøvrigt 1 brudet kan vise en ren granitisk struktur. 


59 Karl Pettersen 


Den række af smaholmer, der skyder sig frem 1 nær- 
heden af Vågekallen, er bygget af en rødlig grå gneis med 
flammer af glimmerskifer og hornblendeskifer under sydlig 
til sydostlig indskyden. Bergarten er her i det hele mere 
gneisartet end granitisk. 

Fra Vågekallens fjeldparti langs øens vestlige og nord- 
vestlige side viser bergarten 1 regelen langs kystpartierne en 
renere gramtisk struktur. Overgang til syenit synes langs 
den hele vestlige side at være ganske tilbagetrængt. Snart 
træder bergarten frem som en typisk udpræget temmelig stor- 
kornet rødlig granit, snart som en hård laget gneis-granit. Hen- 
imod bunden af Vattenfjorden findes gneis graniten gjennem- 
sat af en dioritisk bergart, der bygger Vattenfjordens gam- 
le grubefelt. Den amfbolitiske (dioritiske) sten findes her 
indsprængt med kobberkis, pyrit og magnetit i små oktae- 
dre. Kvarts og kalksten optræder ligeledes klumpformig i 
gangstenen. Et brunt zeolitisk mineral — apophyllit — er 
påvist her. Pa sine steder kan gangstenen være så rigt ind- 
fældt med granater, at den danner som en art granatfels. 
Den amfibolitiske gangsten optræder forøvrigt efter dagfla- 
den ikke som nogen mere sammenhængende masse, men sky- 
der sig derimod frem fra gneis-graniten 1 større eller mindre 
klumpformig udskilte partier. Det samlede gangfelt har en 
længde af over 100 m. med en brede af omtrent 12 m. 

Fjeldgrunden i de fra fjordsiderne opstigende højfjelds- 
partier bygges af laget gneis-granit i veksel med renere gneis- 
artede lag. 

Efter underlandet ved gården Sommerhus i Morfjord 
ved øens nordvestlige side rejser sig flere isolerede houge op 
fra et her vidt udbredt sandfelt (flyvesand). Disse houge 
er byggede af rustfarvede skiferlag af en sten sammensat 
af hornblende, feltspath og kvarts, og rigt indflettet med 
uren grafit, der trader frem i klnmper eller blade. Lignen- 
de grafitholdige skifere optræder ligeledes på den andenside 


_ 2 


Den nord-norske fjeldbyening 53 


af fjorden ved garden Selater, tvert ovenfor Sommerhus. 
Forholdet mellem disse grafitholdige skiferlag her og gneis- 
graniten har der ikke været anledning til nærmere at un- 
dersøge. 

Om gården Budal ved den vestlige side af Hegrafsfjord 
optræder en i dagen oftest stærkt rustfarvet granit med blå- 
lighvid feltspath, porfyragtig indvokset. Stenen er rigt ind- 
sprengt med magnetit, der pa sine steder endog kan trade 
så stærkt frem, at den kan være at betegne som en mere 
væsentlig bestanddel. Bergarten er temmelig kvartsfri og 
kan måske være at betegne som en syenitartet afændring. 

Medens bergarten således efter de lavere niveauer langs 
efter kystlinjerne i regelen viser en noget stærkere fremtre- 
dende granitisk struktur — dog også her hyppig; i veksel 
med lagede afændringer — træder forholdet i så henseende 
noget afvigende frem efter højfjeldspartierne, der bygge øens 
indre. 

Efter Vattenfjordejdet, der som førnævnt fra Vester- 
Pollen i Øksnesfjord skjær sig tvertover øen til bunden af 
Vattenfjorden, optræder den granitiske bergart med en mer 
eller mindre udpræget sandstenartet struktur. Den dannes 
her af en temmelig grovkornig kvarts mer eller mirdre spar- 
somt indblandet med feltspath. Den er endvidere indsprængt 
med magnetit og ligeledes indfældt med små røde gra- 
nater. Denne sandstenartede afændring optræder navnlig ef- 
ter ejdets lavlandspartier og veksler her oftere med glim- 
merskiterartede lag. Den træder endvidere frem cpefter de 
lavere partier af det mægtige Storlifjeld, der som førnævnt 
omtrent midt på ejdet stiger op fra sammes nordlire side. 

Opefter Storlifjeldet fandtes lag af den sandstenagtige 
sten — om her end ikke fuldt så sandstenartet udpræget, 
som nede ved selve ejdet — i hyppig veksel med mellemlig- 
gende lag af rødlig renere granitisk sten ligesom også med 
lag af tættere helleflintartede masser. 


54 Karl Pettersen 


Hvorvidt denne sandstenartede struktur her alene træ- 
der frem etter dagfladerne — eller den trænger ind efter 
fjeldets indre som betegnende for de tilsvarende lag, — må la- 
des uafgjort. 

Granitens sandstens struktur minder om de ovenfor om- 
handlede tilsvarende forholde på Vest-Våg-ø, men træder dog 
her i det hele ikke så udpræget frem som på sidstnævnte 
sted. 

Efter et højfjeldspas, der fra Laupstad ved det indre 
af Øksnesfjord fører over til bunden af Morfjord, optræder 
bergarten som en særdeles løskornig rødlig granitisk afænd- 
ring. Den sammensættes af rødlig feltspath og kvarts med 
større eller mindre klumper eller flag af sort glimmer og er 
derunder rigt indblandet med små røde granater. Denryr 
let sammen og erholder således en vis sandstenagtig karak- 
ter. Grovkornige sandrester efter sammensmuldret granitisk 
sten forekommer her på flere steder i ret anseelige masser. 

Af den her leverede fremstilling vil det fremgå, at no- 
get større sammenhængende felt af renere granit ikke er at 
påvise på Øst-Våg-ø. Fjeldgrunden dannes vistnok her af en 
granitisk sten, men denne træder frem under stadig vekslen- 
de strukturforholde snart som renere granit snart som laget 
granit og snart som skiktet gneis ledsaget af en uendelighed 
af overgangsformer, der ligge mellem disse grændseled. Det 
skal endvidere fremhæves, at den granitiske bergart tildels 
afløses af syenitartede afændringer, der på sine steder kan 
optræde som en ret typisk udpræget syenit. Petrografiske 
overgangsforholde vil her være at påvise mellem granit og 
syenit, og der er heller intet aflæst, der mere bestemt skul- 
de synes at kunne pege hen på, at graniten eller gneis-gra- 
niten på den ene og den mere typisk prægede syenit på den 
anden side skal være at holde ud fra hinanden som mere 
selvstændige og også med hensyn til oprindelse mere uaf- 


hengige bygningsled, 


Den nord-norske fjeldbygning 3 


Lang-ø 


ligger nordenfor Lofotøerne langs efter de yterste kyststrøg. 
Den lange Eidsfjord skjær sig her ind i retning fra sydvest 
mod nordost. I det der fra dennes inderste botn fører lave 
af alluvialmasser byggede ejder over til Sortlandssundet ved 
øens østlige side, er Langøen udskilt i tvende parallelløbende 
hoveddele, der skyde sig frem i retning fra sv. mod nordost 
på hver sin side af Eidsfjorden. Den østligst liggende af 
disse hoveddele bygger et enkelt sammenhængende monotont 
bygget ås- eller fjeldrag, der når saa største hojde i Bøheja 
med omkring 600 m. Det vestlige hovedpartis sydlige atde- 
ling er derimod gjennem en række af smäfjorde, — der i 
nord-sydlig retning skjær sig ind mod hinanden og derunder 
afsluttes ved lave ejder, der fører fra den ene fjordbotn til 
den anden, — adskilt i en tilsvarende række af indbyrdes 
helt adskilte fjeldpartier. Efter den nordlige afdeling har 
ejderne en mere øst-vestlig retningslinje. Mellem disse 
skal særlig fremhæves det lave Alfsvågejde, der indeslutter 
anseelige myrflader. 

Langs Sortlandssundet fra Sortlands kirke nordover 
mod Lifjord bygges fjeldgrunden efter de laveste niveauer 
af gneislag med udpræget skiktning. Ved Bygdnesset norden- 
for Sortlands-Kirke optræder gneisen i veksling med ren 
glimmerskifer. Keilhau udtaler sig om denne gneisafdeling 
således i gæa II pag. 306 «Her viser den gneis-oranitiske 
formation sig som et gneis-terræn, som igjen har lighed med 
vore almindelige urgneis-territorier. Gneisen selv er i sine 
forskjellige skikter forskjelligartet modificeret og imellem 
disse ligger lag af mer eller mindre fuldkommen hornblende- 
skifer og glimmerskifer. Strøg og fald variere her med 
hvert skridt.» Fra dette af gneisstrata byggede underland 
stiger Sortlandsdraget frem. 

Lægges fra Bredvik straks nordenfor Sortlandssundet 


56 Karl Petterser 


et profil i nord-sydlig retning opover til top af Baheja, så 
vil man herunder overskride følgende led se. fig. 2. 

a. Gneis afdelinger efter de lavere liggende niveauer. Strøg- 
retning n. 50° ø. fald stejlt s. til so. 

b. En amfibolitisk bergart indsprængt med grafit, der tildels 
også kan samle sig 1 tykkere årer eller lag. Strøgret- 
ning n. 50° ø. 

c. hvidlig til smudsig-grå krystallinisk kalksten, strøgret- 
n. 50° ø, fald stejlt. 

d. Granit, der — at demme fra forholdene efter dagfla- 
derne — synes ulaget. 

Kalkstens afdelingen (ec) tilhører antagelig Balsfjordgrup- 
pen eller den yngre Tromse glimmerskifergruppe. 

e. Opover top af Bøheja optræder gneisartede lagrækker 
(rødlig gneis, glimmer-gneis, hornblendegneis, kvartslag). 
Disse gneisagtige lag findes i hyppig veksling med 
tyndere og mægtigere lag af en i brudet ren granitisk 
sten. Disse, der forøvrigt veksler med gneislagene langt 
hyppigere end på profilet angivet, optræder således 
som led i den her omhandlede lagrække, hvor strøg og 
faldforholdene overalt ere konstante nemlig ø—v. med 
temmelig stærkt sydligt fald. Lag af ren hvid kvarts 
træder — som ovennævnt — her hyppig frem inden lag- 
rækken og står i et ganske ejendommeligt overgangs- 
forhold til den røde granit. Den rene kvartsmasse sees 
nemlig på sine steder sparsomt spættet med pletter eller 
korn af rødlig orthoklas. Denne kan efterhånden træde 
rigere og rigere frem, så den oprindelige kvartsmasse 
derunder endeligen kan gå over i en ren granit. 


Gåsfjord og Lifjord ere to småfjorde, der nordenfor 


Sortland skjær sig ind i Langøen. Holmeklubben — et 
forbjerg ved indbøjning til Lifjord — er bygget af en grani- 


tisk sten, medens rent udpræget gneis under stejl sydostlig 
indskyden overalt træder frem efter de lavere liggende 


Den nord-norske fjeldbygning 57 


niveauer fra Holmeklubben sydover mod Lifjord. Indefter 
Lifjorden optræder i de lavere niveauer ren skiktet gneis 
overalt, — altid under en konstant strogretning afn. 5009. 
og stejlt sydostligt fald. Fra bunden af Lifjord fører et 
fjeldskar med en kulmination af 170 m. sydover til bunden 
af Gastjord. Efter dette vil bygningsforholdene findes at 
træde frem på følgende måde: 

a. Efter de lavest liggende niveauer om Lifjordbotn optræ- 
der den nys nævnte typisk prægede gneis. Noget 
højere opefter begynder denne at veksle med laget 
gmeis-granit. Det gneisarteds preg taber sig efterhaan- 
den mer og mer, eftersom man når højere og højere op 
og under jevne overgange går bergarten over til en 
renere gneis-granit. 

b. Ved skarets kulminationspunkt optræder bergarten som 
en ulaget rødlig granit. Denne er forøvrigt rigt ind- 
blandet med kvarts, der hyppig kan træde frem i større 
samlede masser snart som en ren kvarts, snart — 1 
lighed med det ovenfor omhandlede forhold efter Bøheja 
— spættet med korn af rødlig feltspath. Også. her 
ligger overgangsforholdene fra ublandet kvarts til ren 
typisk granit ret klart tilskue. 

Over skaret træder bergarten forøvrigt frem under så 
stadigt skiftende strukturforholde at man jevnlig vil 
finde sig stedt i tvivl om, hvorledes bergarten pa 
ethvert sted petrografisk bør være at betegne — enten 
som granit eller som gneis. Når man i et øjeblik i så 
henseende tror at have vundet et fast holdepunkt, vil 
man 1 det næste atter finde sig nødt til at opgive dette. 

c. Efter de lavere liggende niveauer nede ved Gåsfjord 
træffes igjen lagrækker af karakteristisk præget gneis. 
Det ovennævnte Alfsvågejde munder mod øst ud i mod 

Alfsvågen. Efter de lavere niveauer langs Vågen optræder 

lagrækker af rene skiferdannelser. Fra stranden opefter de 


58 Karl Pettersen 


lave afsatser til husebygningerne pa handelsstedet Alfsvag 

optræder nederst 

a. rustbrune skiferlag indsprængte med grafit, der synes at 
have indtaget glimmerens plads. Strøgretning o. 20° s. 
fald stejlt sydlig, — derover i conform lagstilling, 

b. glimmerskifer. 

Ved Sorvägvandet ind pa ejdet stikker der ligeledes 
frem lag af ren glimmerskifer. 

Efter den sydlige side af ejdet skyder sig frem et par 
ejendommelig formede toppe nemlig den isolerede kegle 
Mælen og straks vestenfor Rødhammeren. Den sidste går 
mod vest over i et hojfjeldsparti Stavefjeldet, der når en 
højde af antagelig omkring 6 a 700' m. og breder sig frem 
vestover ligetil Stenslandsfjord. Mælen og Rødhammeren 
nå neppe højere end opimod 3 a 400 m. Melen er fra fod 
til top bygget af en 1 dagen stærkt rustfarvet merk gneis- 
artet bergart. Denne er temmelig småkornet, sammensat af 
grålig feltspath, mørk glimmer med kvarts og tildels ind- 
sprængt med små røde granater. Denne bergart, der ofte 
træder frem med et dioritartet præg eller som en glimmer- 
diorit, bygger ligeledes Rødhammeren, medens det vestenfor 
opstigende Stavefjeld er bygget af gneis-granit. Allerede 
nede fra ejdet stikker grændselinjen mellem den rustbrune 
bergart og den grå gneis-granit ret skarpt frem. Efter dette 
synes Rødhammerens bergart nærmest at skulle stå i et 
overlejningsforhold til gneis-graniten. Forholdet vil findes 
nærmere fremstillet i profilrits fig. 3. | 

Mælens og Rødhammerens bergart er antagelig at 
sammenstille med de amfibolitiske skiferlag efter Hanøerne 
ved Øst-Vågøens nordvestlige hjørne, som der fandtes i 
veksellejning med gneis-granitiske lag, og somi henhold her- 
til måtte være at indordne som led under gneis-graniten. 
I så tilfælde må altså Mælens og Rødhammerens bergart 
ligeledgs tilhøre dette felt. Forholdet er imidlertid ikke 


Den nord-norske fjeldbyening 59 


ganske klart og det vilde vistnok være af interesse gjennem 
senere undersøgelser at søge sagen nærmere opklaret. 

Hvorvidt de rene skiferlag i strøgene om Alfsvagen 
tilhører Mælens og Rødhammerens bergart eller en yngre 
skiferafdeling lader sig i henhold til de foreliggende aflæs- 
ninger ikke afgjere. Den sidstnævnte forudsetning vil 
antagelig være den rimeligste. Imidlertid synes skiferafde- 
lingens petrografiske forholde med bestemthed at pege hen 
på at materialet til de rustbrune skiferlag nede ved Alfsvåg 
delvis må være hentet fra Mælens og Rødhammerens bergart. 

Det sydvestlige parti af Langøen har der ikke været 
anledning til nærmere at undersoge. Laget gneis-granit 
danner her det stærkest fremtrædende bygningsled — at 
slutte fra fjeldpartiernes ydre formforhold. Ved Sunderø 
bryder der frem gabbroartet sten. Den dannes af plagioklas 
som hovedbestanddel; hertil mikroklin, brun glimmer, augit 
og diallag.*) 


An-@ 


er pa to steder gjennemskåret af lavt liggende ejder nemlig 
Bjørnskarsmyr og den nordenfor liggende Dverbergsmyr. 
Af disse indtager navnlig den sidste et anseeligt fladeind- 
hold af omkring 10 à 11 kv. kilom. Dverbergmyren skråner 
fra begge sider langsomt op og myrens kulmination ligger i 
en højde af omkring 70 m. Ved disse myrflader er An-gens 
fjeldmasse udsondret i tre fra hinanden helt udskilte fjeld- 
partier nemlig Skjoldehavnsdraget sydligst, Bjørnskindsdraget 
i midten og Enleten- og Røiken-draget nordligst. Af disse 
stiger Skjoldehavnsdraget mere stejlt og umiddelbart op fra 
strandlinjerne. De andre to drag skyder derimod op fra 
brede myrflader der — enkelte partier langs den vestlige 
og nordvestlige side fraregnede — omkredse fjeldpartierne 


*| Cfy. A. v, Lasaulx c, 1, 


60 Karl Pettersen 


og med en for øjet næsten umærkelig heldning breder sig 
frem fra foden af disse ned til sjøen. 

Skjoldehavnsdraget er et i orografisk henseende temme- 
lig ensartet bygget højdedrag, der mangler stærkere frem- 
springende toppe. Dragets højeste toppe når .neppe op over 
600 m. o. h. 

Bjørnskindsdraget er noget mere gjennemskåret, men 
navnlig danner Enleten- og Røikendraget et tildels ret 
stærkt gjennemskaret og sønderrevet fjeldparti. Mod nord 
afsluttes dette med Næringerne, en række af lave 
sagdannede tinder, der her skyder sig langt frem i et smalt 
drag, der danner øens nordvestlige fremspring. Draget når 
sin største højde i Enleten, der dog neppe når højere end 
opmod 500 a 530 m. o. h. Den nordenfor liggende fjeld- 
højde Røiken, der mod vest falder ned i stejle til vertikale 
styrtninger, har en højde af 464 m. Fra gården Blek på 
øens nordvestlige side — lige under Røikens styrtninger — 
skjær Storvandsdalen sig ind i nord-sydlig retning. Denne 
dal er sågodtsom ganske udfyldt ved det anseelige Storvand, 
der ligger i en højde over havfladen af omkring 40 m. Fra 
dettes sydlige afslutning fører et ejde over til gården Stave 
ved øens vestlige side. Ved Storvandsdal og Stave-ejdet er 
Mårtindens stejlt mod havet faldende fjeldparti helt udskilt 
fra Enleten- og Røiken-draget. 

Skjoldehavnsdraget er antagelig i det hele bygget af 
laget gneis-granis. Af fjeldpartiets ensartede ydre formfor- 
holde synes det at fremgå at bergarten her i det hele må 
træde frem under temmelig ensartede strukturforholde. 
Ved Risesundet dannes bergarten delvis af en syenitartet 
sten.*) Fjeldpartierne langs begge sider af Bjørnskarsmyren 
ere byggede af gneis-granit. På en mod det åbne hav mod 
vest fra myren fremspringende knaus fandtes den her optræ- 


*] Gea II pag. 306. 


Den nord-norske fjeldbygning 61 


dende gneis-granit gjennemsat af partier af en mørk dioritisk 
sten. 

Efter det brede stærkt myrdækkede underland, der 
fra strøget om Dverbergs kirke skyder sig frem mod Bjørn- 
skindsdragets nordlige afslutning, stikker frem tildels mæg- 
tige lagrækker af skiferdannelser, der antagelig må være 
yngre end gneis-graniten og i saa tilfælde rimeligvis at 
indordne under Balsfjordgruppen, der senere nærmere skal 
blive omhandlet. Derimod er Bjørnskindsdraget — som 
der forøvrigt ikke har været anledning til nærmere at un- 
dersøge — fra fod til top antagelig bygget af gneis-granit 
og gneisartede lag. | 

Bygningsforholdene efter Enleten-draget vil findes 
belyst ved profilrits fig. 4., der er trukket frem noget nor- 
denfor garden Ramsa i nordvestlig retning over til gården 
Blek. 

a. Ved gården Ramsa stikker frem efter de lavere partier 
ved stranden hårde gneisartede lag. Disse viser en 
strøgretning af n. 60° 0. og skyder sig med nordvestligt 
fald ind under den her optrædende jura-afdeling. Herfra 
er det brede underland indtil foden af Enleten overalt 
dækket med myr. | 

b. Der hvor Enletens fjeldparti stiger op fra det myr- 
lendte underland, bygges fjeldgrunden af en hard gneis- 
granit, der ved første øjekast synes ulaget. Igjennem 
nærmere undersøgelse vil det dog vise sig, at bergarteu 
træder frem med en bestemt lagdeling eller bænkedeling 
under en strøgretning af n. 60" o. og med nordvestligt 
fald — altså ganske i overenstemmelse med den, der 
rader efter afdelingen (a). 

c. Efter højfjeldet træder bergarten frem som en tyndlaget 
rødlig gneis, der ligeledes viser en stregretning af 
n. 60° 0. men derimod et 30° sydostligt fald. Den 
samme lagstilling gjenfindes efter strandpartiere straks 


62 Karl Pettersen 


nordenfor gården Blek, hvor en hård gneis-granitisk 

bergart skyder sig frem fra de mægtige sandsamlinger 

heri 

Fjelddraget er således bygget af synklinalt stillede 
lagrekker af gneisgranitisk og gneisartet bergart, der 
abenbart ligge ind under én og samme hovedafdeling. 

Mod syd afsluttes Enlet-draget ved den 360 m. hoje 
Arnipa, der forøvrigt ved en kløft er udskåret fra det egent- 
lige hoveddrag. Arnipa er bygget af en amfibolitisk berg- 
art, der i petrografisk henseende tildels kan nærme sig 
dioriten. Nogen mere bestemt fremtrædende lagdeling kunde 
ikke iagttages. Maske kan Arnipas bergart nærmest være at 
sammenstille med Mælens og Rødhammeren amfibolitiske 
bergart på Langøen. Det fortjener førøvrigt at bemærkes, at 
der efter Arnipas højpartier fandtes talrige brudstykker af 
en sort kulstofholdig — som det syntes — nærmest skifer- 
agtig dannelse med sort glinsende streg. Det lykkedes 
ikke at påvise disse kulstofholdige dannelser 1 fast fjeld. 
Disse brudstykker synes at pege hen på at Arnipa 1 sin tid 
har været overdækket af yngre lagrækker. 

Bergarten op efter Røikens stejle vægge er bygget af 
hårde gneisartede lagrækker, der hyppig antager en bestem- 
tere gneis-granitisk-struktur (cfr. Gæa Il.) Imellem de fra 
fjeldet nedrasede blokke fandtes også enkelte af en glimmer- 
gneis, så rigt indfeldt med regelløst om hinanden kastede 
søjler af strälsten, at bergarten dannede som en stralsten- 
skifer. Qgså klumper af grafit såes indfældt i stenen her. 
Hvor lagdelingen op efter fjeldet træder bestemtere frem, 
var indskydningen — såvidt det kunde iagttages fra underlan- 
det, — østlig eller sydostlig. 

Opefter fjeldskaret, der skjær sig ind mellem Røiken og 
Næringerne, fandtes fjeldgrunden bygget af vekslende lag af 
mørk glimmergneis, hornblende-gneis med overgang til dio- 


ritartede afændringer, samt rød gneis eller gneis-granit — 


Den nord-norske fjeldbygning 63 


det hele som et udpræget skiktet system. Mørke og røde 
gneislag optræder her i stadig veksling og disse afændringer 
går over i hinanden endog således, at et og samme lag, der 
pa et sted træder frem som mørk glimmergneis, i lagets for- 
længelse viser sig som rødlig gneis og videre frem endog 
som en udpræget gneis-granit. Lagene viser her regelmæs- 
sig en omkring nord-sydlig stregretning med stejlt østligt 
fald. 

De samme udprægede stratifikationsforholde råder og- 
så efter Næringernes smale fjelddrag, der som et forbjerg 
skyder sig frem i nord-sydlig retning efter lagenes strøgret- 
ning. 

Enletens og Roikens fjeldpartier er således bygget af 
gneisartede lagrækker, idet bergarten forøvrigt viser hyppige 
overgange til en mer eller mindre tyklaget gneis-granit. Til 
disse lagrækker er knyttet amfibolitiske partier, der snart 
kan antage en mere lagdelt struktur og derunder endog gå 
over til en hornblendeskifer eller hornblendegneis, der optræ- 
der som skiktled inden gneisafdelingen — snart en mere mas- 


siv struktur, hvorunder bergarten kan nærme sig dioriten.*) 


Hind-ø 


Norges største øland, er ved Raftsundet udskilt fra Øst- 
Vago, ved Sortlandssund fra Lange samt ved Risesund fra 
An-ø. Mod øst breder sen sig frem til Tjeldsund som ad- 
skiller den fra fastlandet. 

Fra øens sydlige side skjær sig ind i nordlig retning 
Øksfjord og Kanstadfjord og fra densnordlige side den bre- 
de Kvedfjord med Gullesfjord ind i lige sydlig retning. Fra 
bunden af Gullesfjord fører et lavt myrlændt ejde over til 


*| Med hensyn til bygningsforholdene efter Lofotens og Vesterålens 
ger henvises forgvrigt til en tidligere offentliggjort afhandling 
Lofoten og Vesterålen* Arch. for Math. og Naturv. Kristiania 
1880, 


64 Kar! Pettersen 


bunden af Kanstadfjord. Ved Kanstadfjord, Gullesfjordejdet, 
Gullesfjord og Kvedfjord er Hindøen udskilt 1 tvende hoved- 
partier, et vestligt og et østligt. 

Det vestlige hovedparti bygger et højt fjelddrag, Kin- 
draget, der forøvrigt transversalt er gjennemskåret ved for- 
skjellige lavt liggende ejder, der i øst-vestlig retning fører 
fra Kvedfjord eller Gullesfjord over til Scrtlandssund. Den 


største højde når draget i Møsadlen — indenfor Gullesfjor- 
dens bund — med antagelig omkring 4000' (1255 m.) I par- 


tiet om Møsadlen rejser fjeldvæggene sig ofte med utilgjæn- 
gelige styrtninger og afsluttes opad i en række af høje og 
spidse alpeformige tinder. I strøget nordover taber fjeldka- 
rakteren noget af dette vilde og storslagn> præg, men fjeld- 
massen bevarer dog fremdeles en ret anseelig men samtidig 
dog temmelig jevn højde af fra 2500 til 3000' (784 a 941 
m.) Kinfjeldet, der med den omkring 1000’ (314 m.) lavere 
Kinaksel afslutter draget mod nord, har en højde af omkring 
2800° (878 m.) 

Det vestlige hovedparti optages efter sammes sydlige 
del af et højt fjeldparti, der skyder op fra den østlige side 
af Gullesfjordejdet (Kanstadfjordejdet) og Gullesfjord. Fra 
Stremsfjord ved den egentlige Kvedfjords inderste botten sky- 
der dette hojfjeldsdrag — Storvandsdraget — sig 1 sydostlig 
retning ned mod Tjelsund. De højeste toppe efter Storvands- 
draget når en højde af antagelig opimod 3000 (941 m.) 

Langs efter Kvedfjordens østlige side — mellem denne 
og den lille fra nord indskydende Kasfjord — rejser sig et la- 
vere fjelddrag, Kvedfjorddraget, hvis højeste punkter når op- 
imod 2000° (627 m.) Mellem Kasfjord og Topsund, der ad- 
skiller Hindø fra den nordenfor liggende Grytø, rejser sig 
Topsundsdraget, der mod nordvest afsluttes i forbjerget El- 
gen. Elgen har en højede af 1734' (533 m.) og indeslutter 
dragets højest stigende punkter. 


Langs øens østlige eller nordøstlige side mod Tjelsun- 


Den nord-norske fjeldbygning 65 


det rejser sig endvidere et hojere fjelddrag, der ved det dybt 
indskårne Kvanto-skar er udskilt i tvende underafdelinger, 
nemlig Søvik-draget sydligst og Slettetindens drag nordligst. 
Søvik-draget når sin største hojde med omkring 1900° (596 
m.) Efter Slettetindernes drag når Middagsfjeldet en højde 
af 2024’ (635 m.) Mod nord går draget over i den lave 
langt fremspringende Trondenes-halvø. 

Disse her omhandlede fjelddrag kredse sig om et for- 
holdsvis vidt bækkenformigt lavland, der er gjennemsat af 
lave åsdrag, og indeslutter forskjellige større og mindre fersk- 
vande. JImellem disse skal særlig fremhæves Sendre-Stor- 
vand, der ligger under foden af Storvandsdragets nordlige 
afhaeng, 


a Kindraget. 


Ved Kin bygges fjeldgrunden efter de lavest liggende 
niveauer mod Loviken ved fjeldets vestlige afhæng af tynd- 
laget glimmer-gneis, der viser en nord-sydlig strøgretning med 
stejlt vestligt fald. Højere op og helt op til top overalt en 
laget bergart i konkordant lagstilling med glimmer-gneisen 
nede ved Loviken. Bergarten optræder dog her i regelen 
mere tykbænket og hyppig tillige i brudet med en mere 
granitisk struktur og er her petrografisk nærmest at betegne 
som en granitisk gneis eller gneisartet granit. Stenen er 
smudsig-grå, sammensat af feltspath, kvarts og glimmer. 
Feltspathen er i regelen af smudsig-hvid farve og mere 
småkornig indblandet med kvarts. Hvor strukturen er mere 
grovkornig, stikker feltspathens farve mere i det rødlige. 
Bergarten er rigt indflettet med mørk magnesia-glimmer, 
fordelt om i grundmassen dels i mindre klumpformige aggre- 
gater men dels også i tommevis udstrakte flag, På grund 
af sin store rigdom på glimmer og dennes pladeformige 
fordeling optræder bergarten sjeldnere som nogen karakteri- 

| D 


66 Kar! Pettersen 


stisk granit, men nærmer sig snarere en laget gneisartet 
sten, der i brudet også viser en struktur, der danner som 
en overgangsform mellem granit og gneis. Man vil derfor 
også oftest finde sig i tvivl om, hvorvidt bergarten skal 
være at karakterisere som granit eller gneis. Bergarten 
viser sig oftest lagdelt, optræder derunder snart ganske 
tyndlaget snart også i tykkere bænke og her kan den også 
på sine steder gå over til en renere præget granit. Mag- 

netjern og svovlkis optræder som hyppige accessoriske ind- 
| blandinger. 

Straks op imod Kinfjeldets top optræder mellem de 
gneis-granitiske lag tvende mægtige indlejninger af ren 
kvarts. Den ene af disse kan forfølges gjennem en længde 
af adskillige hundrede meter og har en mægtighed af opimod 
100 meter. Også op mod top af den lavere liggende Kinak- 
sel optræder lignende båndmasser af ren kvarts. 

Over Kinnesset — dragets nordligste fremspring — 
træder bergarten frem som en renere præget granit. 

Følges underlandet under foden af Kinfjeldet fra Kin- 
nesset sydefter langs Kvedfjordsiden, så dannes fjeldgrunden 
her af en veksel af gneisartede lagrækker som glimmergneis, 
kvartsitisk gneis med temmelig ren biotit-skifer, alt dette 
igjen i hyppig veksel med røde gneisartede bandlag og lag 
af renere rødlig granit. Først henimod gården Finsæter, 
der ligger omkring 13 kilom. søndenfor Kin-nesset, blir berg- 
arten mere storkornig og viser gjennemgående en renere 
granitisk struktur. 

Indefter Kvedfjorden og den lange Gullesfjord vil man 
overalt træffe på lignende forholde og med lignende veks- 
linger i petrografisk henseende. Ved stranden midt inde i 
Godfjorden, — en sidefjord fra Kvedfjord — dannes berg- 
grunden af gneisartede lag med nord-sydlig strøgretning og 
60 a 70. vestligt fald. Ved Bergenes straks indenfor Røke- 
nes henimod indbejning til Gullesfjord bygges fjeldgrunden 


Den nord-norske fjeldbygning 67 


af en rødlig typisk præget granit. Rød feltspath, kvarts 
og sølvhvid tildels også græsgrøn glimmer danner bergartens 
bestanddele. Men også her findes rene skiferartede lag at 
stikke frem midt inde i den typiske granit, — et forhold 
såmeget klarere at aflæse, som sprængnings-arbejder her har 
været foretaget. 

De høje fjeldmasser langs efter Gullesfjordens vestlige 
side er byggede af en med Kinfjeldets bergart analog gneis- 
granit og under tilsvarende petrografiske vekslingsforholde. 
Ensartet hermed træder forholdet også frem efter højfjelds- 
partierne, der fra bunden af Gullesfjorden fører over til 
Øksfjord i nærheden af Møsadlen. I kulminationspunkterne 
mellem Gullesfjord og Øksfjord viser bergarten en stærkt 
fremtrædende lagdeling under nord-sydlig strøgretning og 
45° vestlige fald og selv udpræget skiktning er her ikke 
sjelden at se. Ved siden af den for gneis-graniten 1 rege- 
len så karakteristiske biotit vil man også her oftere og det 
netop i den mere skifrige afændring finde storbladig gjen- 
nemsigtig muscovit i tykke og brede plader. Langs Sort- 
landssundet ere forholdene ganske ensartede med de efter 
Kvedfjordsiden. 


0. Storvandsdraget 


der som fornævnt fra den østlige side at Gullesfjorden 
nordover til dens sidefjord Øster-fjord breder sig frem øst- 
over til Tjelsund og udfylder hele den sydostlige del af 
af Hindøen, er så godtsom helt bygget af gneis-granitiske 
partier under i det væsentlige ensartede forholde som de, 
der er omhandlet efter Kindraget. 

Pa den anden side vil gneis-graniten her på forskjellige 
steder findes i ejendommelige tilknytningsforhold til lagræk- 
ker af antagelig yngre krystalliniske skifere. 

Omtrent midt inde i Gullesfjorden efter dennes indre 


del rejser sig den lille lave Fur-ø. Langs sammes vestlige 


68 Karl Pettersen 


side bygges fjeldgrunden af lagrækker af glimmerskifer eiler 
tyndlaget glinsende lerglimmerskifer under en nord-sydlig 
strøgretning med 45" østl. fald. Denne skiferafdeling over- 
lejes af en granitisk eller gneis-granitisk sten, der bygger 
øens højpartier og forøvrigt også optræder enerådende efter 
sens østlige del. 

Ved Gullesholmnakken tvertover for Furø ved Gulles- 
fjordens østlige side gjentager det samme forhold sig atter. 
Langs strandlinjerne og efter de lavest liggende niveauer 
bygges fjeldgrunden af lagrækker af mild glimmerskifer med 
indlejninger af kalksten, der her fremdeles viser en. nord- 
sydlig strøgretning med omkring 60" østligt fald, medens 
gneis-graniten igjen optræder enerådende op efter de fra 
underlandet opstigende højfjeldspartier. 

Bygningsforholdene her vil findes nærmere fremstillet 
Dearie Hødd, 

Under forudsætning af at skiferafdelingerne her er 
yngre end gneis-graniten så må disse abnorme lejningsfor- 
holde være at henføre til dislokations- eller sænkningskræfter, 
hvoraf Gullesfjorden 1 så tilfælde må være fremgået. 

Langs efter underlandet fra Gullesholmnakken ligetil 
henimod indbøjning til Østerfjord optræder pa flere steder 
en brem af lagrækker af kulstofholdige lerglimmerskifere, 
medens gneis-graniten enerådende træder frem efter de fra 
underlandet opstigende højfjeldspartier. 

Som der nedenfor skal blive nærmere omhandlet vil lig- 
nende forholde ligeledes være at påvise langs efter Kved- 
fjordens østlige side. 

Langs efter Storvandsdragets nordlige afhæng mod 
Hindøens vide bækkenformige lavland optræder yngre skifer- 
afdelinger, — her som det synes i et bestemtere overlej- 
ningsforhold til gneis-graniten, der forøvrigt bygger fjeld- 
draget nedenfra op til øverste top. 


Den nord-norske fjeldbygning 69 


ce. Kvedfjorddraget 


bygges af gneisartede og gneis-granitiske lag. Gneis-graniten 
viser ofte en ren granitisk struktur. Ned imod Kvedfjorden 
findes gneis-graniten hyppig gjennemsat af større og mindre 
partier af en mørk amñbolitisk (dioritisk) bergart, der dannes 
af sort til grønlig hornblende med et tildels porfyragtig ind- 
vokset gulgrønt feltspat-species. En prøve af denne bergart 
er mikroskopisk bleven undersøgt af A. E. Tørnebohm og 
betegner han bergarten som en omvandlet gronsten. Berg- 
artens mineralbestanddele ere fuldkommen friske, men har 
dog ingen primær kårakter. De dannes af hornblende, epidot 
feltspath (delvis mikroklin — ingen tydelig plagioklas) samt 
kvarts. Disse grønstensdannelser optræder ikke gangformig 
inden gneis-graniten men derimod i lange drag, der falder 
sammen med gneis-granitens lagdeling. Ved handelsstedet 
Borkenes optræder efter de laveste niveauer langs fjorden 
en granitoidisk amfibolit i veksling med granit, og tillige 
lag af en hornblendeskifer (hornblende-gneis), der synes at 
stikke sig ind under graniten under en 70 a 80 nordøstlig 
faldvinkel. 

Langs Kvedfjordvejen nordover fra Kvedfjords kirke 
til henimod gården Elde overalt ulaget temmelig typisk 
præget rødlig granit. 

Ved Elde udbreder sig et temmelig vidt underland. 
Længst nede mod stranden bryder frem en grovkornig granit, 
der længere ind afløses af lagrækker af yngre skiferdannel- 
ser, medens gneis-graniten igjen stikker frem efter det 
bagenfor liggende fra underlandet opstigende højfjeld. For- 
holdene her vil findes nærmere belyst ved rits fig. 6. 

(a) granit, (b) gneis-granit (c) stejlt til vertikalt stillede 
lagrækker af hornblendeskifer, kvartsitisk skifer stralstens- 
skifer, (d) krystallinisk kalksten. 

At skiferafdelingen her oprindelig må have lagt i 


70 Karl Pettersen 


overlejningstorhold til graniten og gneis-graniten og at den 
gjennem senere dislokationer er bleven presset ned mellem 
afdelinger af gneis-graniten, er der vistnok megen grund til 
at forudsætte. En sådan forudsætning vil yderligere støttes 
ved at se hentil bygningsforholdene, som de træder frem efter 
underlandet fra Elde nordover mod gården Molvik. Skifer- 
afdelingens lagrækker læner sig under en stejl vestlig til 
nordvestlig faldvinkel til gneis-graniten, der bygger de straks 
østenfor opstigende fjeldpartier. Pa et sted var umiddelbar 
kontrakt mellem granit og skifer at iagttage. 


d. Topsundsdraget. — 


Eløsnessets bjergart er dels en karakteristisk småkornig 
rødlig granit med sparsomt indblandet mørk grønlig glimmer 
som skjæl eller små blade. På andre steder er glimmeren 
fordelt om i grundmassen i fine snart sammenhængende 
snart brudte parallelløbende striber. Bergarten får herved 
et tilsyneladende gneisartet præg og herunder med den 
voksende glimmerindblanding en mørkere grundfarve. Mørke 
og lyse afændringer optræder i hyppig veksel. 

Opefter Elgen blir bergarten i det hele mere gneisartet, 
— dog også her under hyppig veksel med lag af renere 
gneis-granit. 

Østefter langs efter Topsundet viger den granitiske 
struktur efterhanden mer og mer tilbage for renere gneis- 
artede afændringer. Indefter Bergsvagen afløses gneisen og 
eneis-graniten af lagrækker tilhørende" yngre sedimentære 
dannelser. | 


e. Slettetindernes fjeiddrag. 


Efter dette fjelddrags østlige afhæng mod nordre Stor- 
vand optræder en afdeling af gneis-granit, der antagelig 
tilhører kystens gneis-granitiske felt. Opad vil den findes 


Den nord-norske fjeldbygning 11 


aflest af lagrækker af yngre skifere, der her optræder i et 
bestemt overlejningsforhold til gneis-graniten. 


SN 


Til den her leverede fremstilling af bygningsforholdene 
over Hinde skal end videre bemærkes at gneis-graniten også 
kan findes at stikke frem på enkelte steder efter det inden- 
for liggende bækkenformige lavland, men her i nær tilknyt- 
ning til afdelinger af yngre skiferdannelser, hvis lagrækker 
optræder 1 et bestemt overlejningsforhold til gneis-graniten, 


Grytø. 


Nordenfor Hindø — adskilt fra samme ved Topsund — 
rejser sig den høje Grytø. Fjeldmassen stiger som oftest 
stejlt op ligefra havfladen, idet den dog mod øst falder ned 
mod et lavt temmelig bredt underland, det såkaldte Beste- 
bostadnes, der danner øens østligste fremspring. Ved den 
såkaldte Dals-dal, der fra gården Dale ved Topsund skjær 
sig ind i østlig retning og fra sit omkring 700' (220 m.) hejt- 
liggende kulminationspunkt som et åbent dalføre fortsætter 
østover, hvor den munder ud ved gården Skjellesvik på den 
nordlige side af Bestebostadnesset — er øens fjeldmasse ud- 
skilt i et nordligt og et sydligt hovedparti. Inden det nord- 
lige parti rejser sig Nånden op til en højde af antagelig om- 
kring 4000' (1255 m.), og rager med sin mægtige masse højt 
op over øens øvrige topper og tinder, hvoraf de højeste lig- 
ge indtil 1000’ (314 m.) lavere. Efter sens sydlige hoved- 
parti rejser sig langs Topsundet de stejle Toptinder, hvoraf 
den ene er mærkelig ved et hul eller en tunnelformet dan- 
nelse, der op imod top helt gjennemskjær fjeldet i syd-nord- 
lig retning. 

Udentor Gryta-vær ved sens vestlige hjørne stiger der 
frem en række af små-øer eller holmer. Mellem disse fand- 
tes Burøen for den væsentligste del bygget af en granitisk*) 


*] Burøens granitiske sten er af A. E. Tørnebohm i henhold til fores 
taget mikroskopisk analyse betegnet som en „jerngneis,“ 


12 Karl Pettersen 


og amfibolitisk ulaget sten i indbyrdes hyppig veksel, medens 
der efter sens vestligste parti optræder lagrækker af glim- 
mergneis i veksel med hornblendeskifer i stejl lagstilling med 
nordvestligt fald. I underlandet om Gryta-vær fandtes det- 
te 1 stort mal oversået med granitiske blokke, dels af en 
sort hornblende-granit med hornblende som forherskende be- 
standdel sparsomt indflettet med hvidlig tildels rødlig felt- 
spath samt kvarts. En af Toptinderne blev besteget og fand- 
tes fjeldgrunden fra fod til top bygget af gneis-granitisk 
bergart 1 bænkedeling — vekslende med rødlig og mørk sten. 
Den mørke afændring, der tildels træder frem som en horn- 
blende-granit, fandtes rigt indsprængt med magnetit. Langs 
efter Dals-dalen danner bergarten i regelen en noget stær- 
kere udpræget granitartet sten, der dog ofte i rigeligt mål 
indeslutter udsondringer af ren kvarts. På enkelte steder 
fandtes dog også her denne mere ulagede bergart at veksle 
med eller at ga over til tyndlaget glimmerrig skifer (glim- 
mer-gneis). 

Grytøens bergart optræder i det hele noget renere gra- 
nitisk græget end tilfældet i regelen er efter de søndenfor 
liggende ovenfor omhandlede kyststrøg. Men dog træder!og- 
så her forholdene således frem, at det ikke er til at mis- 
kjende, at Grytøens granitiske bergart alene danner en af- 
ændringsform under kystens gneis-granitiske felt. 

Det lange fremspringende Bestebostadnes er bygget af 
renere glimmerskifer, hvis lagrækker viser en regelmæssig 
strøgretning af n. 30° ø. med 30° østligt fald. Glimmerski- 
feren ligger således her i overlejningsforhold til gneis-grani- 
ten. Inde i bugten ved Skjellesvik foreligger der sågodtsom 
umiddelbar kontakt mellem gneisen og gneis-graniten på den 
ene side og glimmerskiferen på den anden. I grændseparti- 
erne. mellem gneis-graniten, som her forøvrigt optræder som 
renere skiktet gneis, og glimmerskiferen bliver gneisen efter- 
hånden fattigere og fattigere på feltspath og kan således af- 


Den nord-norske fjeldbyening 73 


sluttes i en temmelig ren glimmerskifer. 

Bestebostadsnessets glimmerskiferafdeling tilhører anta- 
gelig en yngre sedimentær dannelse og skal i et følgende at- 
snit nærmere blive omhandlet. 


Bjarkø 
med nordenfor tilliggende små-øer danner en øgruppe, der 
stiger frem 1 lave åsdrag. 

Ved handelsstedet Nergårdshavn ved øens vestlige hjør- 
ne bygges fjeldgrunden af en rødlig, tilsyneladende idetmind- 
ste, ulaget granitisk sten. Længere sydover ud mod et her 
fremspringende nes afløses denne røde granit af en mørk la- 
get glimmergneis. Strøgretning n—s fald 60° ø. Disse ski- 
ferlag veksler forøvrigt med lag eller bænke af ren granit. 
Ved Nérgårdsviken sees nogle hornblendeholdige lejeformige 
masser at optræde i den gneisartede granit. De dannes ho- 
vedsagelig af grenlig hornblende og sort glimmer, hvortil 
endvidere på sine steder kommer en betydelig indblanding 
af grafit. I et af disse lejer af omkring 0., m. mægtighed 
danner grafiten endog den overvejende bestanddel og kan 
tildels blive brudt i større temmelig rene stykker.«*) 

På den nordlige side af øens østligste spidse optræder 
i den røde ulagede granit tynde lag af en hvid romboedrisk 
udviklet kalkspath, der med en tykkelse af fra 2 til 16 ctm. 
gjentagne gange veksler med lag af ren granit. Disse kalk- 
stenslag vise en strøgretning af n. 20° v. med 60° sv. fald. 
Lidt længere frem går graniten over til en skiktet gneisar- 
tet sten med 45" østlig indskyden. I denne rødlige mere 
gneisartede afændring går kvartsen og feltspathen ofte så- 
ledes sammen at de danne som en sammenflydende tæt mas- 
se, 1 hvilken den kornig granitiske struktur ganske er tilba- 
getrængt. 

Ved Vestnes — øens sydostlige hjørne — optræder fra 


[* Gea II pag. 306. 


74 Karl Pettersen 


stranden op over til top af Falkeberget overalt den rade 
ulagede granit. Længere nordover efter fjelddragets afheld 
ned mod gården Lervåg afløses den renere granit af skifere, 
dannet af glimmergneis og hornblendeskifer eller hornblen- 
degneis, der optræder i de mangfoldigste vekslinger med gra- 
nitiske partier. Skiferen viser her en strøgretning af n. 20° 
v. med 609 n. o. fald. Ved Synestvedt — øens nordligste 
punkt — optræder en mørk smaskjellet glimmerskifer (glim- 
mer-gneis?) under samme lagstilling som ved Lervåg — også 
her i hyppig veksel med lag af renere granit. 

De nordenfor Bjarkø fremstikkende små-øer Helø, Flatø, 
Krøtø m. fl. ere — efter hvad der kunde iagttages under 
forbisejling — helt bygget af skiktede strata. Hvorvidt 
disse ere afændringer under gneis-graniten eller om de helt 
eller delvis tilhører yngre skiferafdelinger må forøvrigt indtil 
videre henstå ufgjort. 


Senjen-ø 


er næst efter Hindø Norges største øland. Efter den vestli- 
ge og nordlige side skyder sig frem et ved en række af 
fjorde indskåret og i høj grad sønderrevet fjeldparti, der af- 
sætter talrige alpeformige tinder. Mellem de højeste toppe 
her kan merkes Bartind 2800’ (878 m.), Bredtind 3000’ (941 
m.), Kjeipen 3100' (973 m.), Astria 2400’ (753 m.) Den syd- 
ostlige del af øen danner derimod et vidstrakt af lavere ås- 
drag gjennemsat lavlandsparti. 

Fra øens sydlige side skjær Tranøbotn sig langs det 
østlige afheng af højfjeldspartiet sig ind 1 nordlig eller nord- 
nordostlig retning. Fra Tranøbotns inderste bund er høj- 
fjeldspartiets østlige afheld under et mer eller mindre bugtet 
løb at forfølge nordover op imod de fra nord indskydende fjorde, 
Lysbotn og Stønnesbotn. Herfra breder højfjeldet sig videre 
frem over de lange halvøer, der afslutter øens nordparti. 
Hojfjeldspartiet er forøvrigt i he) grad udstykket ved for- 


Den nord-norske fjeldbygning 75 


skjellige transversale højere stigende fjeldgjennemskjæringer, 
der fra det østlige lavlandsparti fører over til fjordbotnerne 
på den vestlige side. Disse fjorde ere i række fra syd mod 
nord | 

a. Selfjord, der fra den sydvestlige side fører ind i nord- 
ostlig retning omtrent ligeløbende med Tranøbotn. Det 
høje fjeldparti, der stiger op mellem disse to fjorde, sky- 
der sig frem som en langstrakt i sydvestlig retning lø- 
bende halvø. Denne afsluttes ved Senjehestens mægtige 
masse, der danner øens sydvestlige fremspring. 

Sifjord 

Torskenfjord. 

Gryllefjord. 


Dare 


Bergsfjord, 

der samtlige under et mer eller mindre bugtet løb skjær 

sig ind efter en mere forherskende vest-østlig retning mel- 

lem høje og sønderrevne fjeldpartier. 

f. Stensfjord, et kort fjordløb, der skjær sig ind 1 sydost- 
lig retning. Halvøen mellem Bergsfjord og Stensfjord 
afsluttes ved forbjerget Trælen. 

g. Me-fjord skjær sig ind i sydostlig retning. 

h. Øjfjord danner et langt og trangt fjordløb, hvis retnings- 
løb er afbøjet i mere syd-sydostlig retning. 

i. Balsfjord fører ind i nord-sydlig retning. 

k. Stønnesbotn i syd-sydvestlig retning. 

l. Lysbotn ligeså. 

Langs efter øens ytre bueformige grændselinje stråler 
fjordløbene således temmelig regelmæssig ud til alle kanter. 

Til Senjen-ø er endvidere knyttet Stangelandet en større 
opimod 1000' (314 m.) hejtstigende halve, der ved det korte 
og lave Stangelandsejde er udskilt fra hovedøen. Stange- 
landet stiger frem ved den sydlige side af Senjen-ø i strøget 
mellem Senje-hesten og Tranebotn. 


Medens det her omhandlede højfjeldsparti ligger ind un- 


76 Karl Pettersen 


der kystens gneis-granitiske felt, bygges derimod det østen- 
for liggende underland af lagrækker tilhørende yngre sedi- 
mentære afdelinger. | 

Vi skulle nu 1 korthed følge bygningsforholdene efter 
kystens gneis-granitiske afdeling. 

Langs Stangelandets østlige side optræder efter de la- 
vere niveauer gneisartede lagrækker, der viser en strøgret- 
ning af n. 20° v. med østligt eller nordostligt fald. Operter 
åsdragenes afsatser ligesom også nordover mod Stangelands- 
ejdet blir bergartens rødlige feltspath mere forherskende, og 
stenen viser her ofte en mere grov- til storkornig struktur. 
Den lagede gneis-granit optræder således her 1 veksel med 
eller går over til en renere præget granit. 

Langs den østlige side af Stangelandet dukker der frem 
en række af lave småholmer. Disse er bygget af krystal- 
liniske skifere nemlig glimmerskifer med kalkstensindlejninger. 
Disse skiferdannelser viser en med gneis-graniten eller gneis- 
afdelingen på Stangelandet konform lagstilling og er såle- 
des stillet i et overlejningsforhold til samme. 

Den store halvø, der fra Senjehesten skyder sig frem 
i nordostlig retning mellem Tranøbotn og Selfjord, er bygget 
af en granitisk sten, i hvilken den gneisartede struktur i 
regelen er temmelig tilbagetrængt. Senjehesten er ifølge 
Keilhau*) — «bygget af en grå granitisk mest ganske uskik- 
tet bergart. Den indeslutter dog enkelte skikter, der holder 
hornblende, og viser en omkring nord-sydlig strøgretning 
med stejlt vestligt fald.» Efter den dybe fjeldgjennem- 
skjæring, der fra gården Å østenfor Senjehesten efter Åvan- 
det fører frem til gården Olafheim og derfra videre ned til 
Bunken straks vestenfor Selfjordens udmunding, fandtes 
fjeldgrunden overalt bygget af en renere granitartet sten. 
Også de høje fjeldpartier, der stige op langs begge sider af 


*| Beretning om en geognostisk rejse i Nordlandene 1855,“ Nyt Mae 
gazin for Naturv. XI Bd, 


Den nord-norske fjeldbygning 77 


denne fjeldgjennemskjæring, syntes fra fod op til øverste 
top at være bygget af en renere rødlig granit. Det samme 
er også for de lavere liggende niveauers vedkommende til- 
fældet langs efter Tranøbotn. Derimod viste sig de bagen- 
for opstigende højfjeldspartier — efter hvad der under 
forbisejling kunde sees, — at være bygget af en lagdelt 
bergart af en mere grålig grundfarve. Antagelig antager 
bergarten efter disse hojfjeldspartier en renere gneisartet 
struktur, nærmest fremkaldt ved en rigere indblanding af 
biotit. 

Fra Tranøbotten skyder den gneis-granitiske afdeling 
sig med sin østlige grændselinje videre frem under en nord- 
nordostlig retning og vil i det hele og store også følge 
grændselinjen mellem det vestlige hojfjeld og det østenfor 
liggende lavland. Søger man således fra Gisundet opefter 
lavlandet til Græsmyrvandet og derfra videre vestover, så 
vil man i en afstand af omkring 5 kilom. i nordvestlig 
retning fra dette vand fra det krystalliniske skiferfelt, man 
hidtil har fulgt, nå frem til gneis-graniten. Denne bergart 
danner her en rødlig afændring med rødlig feltspath og 
kvarts og er denne grundmasse rigt indflettet med mørk 
magnesia-glimmer, hvorved bergarten tildels erholder et 
stærkere gneis-artet preg, end forholdet i regelen er efter 
de lavere liggende niveauer langs efter Tranøbotn. Gneis- 
graniten er herfra videre fulgt efter et omtrent 1000’ (314 
m.) højtstigende skar ned til Strømsbotten — en sidefjord 
til Bergsfjord. Ved Strømsnes — længere ud mod Bergsfjod — 
optræder bergarten som skiktet gneis, der viseren strøgret- 
ning vnv.—oso. med stejl til vertikal lagstilling. Langs 
eiter Bergsfjordden ud til Trælen er den gneisagtige struk- 
tur stærkt forherskende. Selve Trælen er bygget af tildels 
stærkt bøjede og vredne skikter af grå gneis i veksel med 


78 Karl Pettersen 


hornblendeskifer. Gneisen indeslutter her en lejeformig 
masse af en noget uren grafit. *) 

Fra strøget vestenfor Græsmyrvandet skjær gneis- 
granitens østlige randkant sig i en bue østover til handels- 
stedet Gibostad ved Gisund, idet gneis-graniten her tildels 
skyder sig ind over det vestenfor højfjeldsdraget liggende 
lavland. Ved Gibostad bygges således de her fremskydende 
lave houge af rød granitartet sten i veksling med grålig 
stribet gneis-granit. Den mere granitisk prægede afændring 
er i regelen glimmerfattig, kan vise en temmelig varierende 
struktur og træder på sine steder endog frem som en ret 
karakteristisk udpræget skrift-granit. Inden de stribede 
afændringer træder feltspathen mere tilbage, strukturen blir 
mere smakornig og den mørke smaabladige magnesia-glimmer, | 
som her er tilstede i rigelig mængde, ordner sig delvis i 
parallellobende striber. Bergarten optræder her overalt 
med en temmelig udpræget vertikal bænkedeling. Bænkene 
ligge efter en strøgretning n. 30" v. og falder denne sam- 
men med stribningens retningslinje. 

Efter det lange nes, der fra handelsstedets husebyg- 
ninger skyder sig frem sydover, bygges fjeldgrunden derimod 
af lagrækker af glimmerskifer med magtige kalkstensind- 
lejninger. Skiferafdelingen viser her en strøgretning o. 20° s. 
med 45° sydvestligt fald og skulde i henhold hertil ligge 1 et 
overlejningsforhold til gneis-graniten. Umiddelbar kontakt 
har der imidlertid ikke været anledning til at aflæse, idet 
et bredt overdækket underland ligger imellem disse to afde- 
linger. Skiferafdelingen søndenfor Gibostad i stroget om 
Græsmyrvandet viser derimod en lagstilling med regelmæs- 
sig vestlig indskyden, der fortsætter således ligetil gneis-gra- 
nitens optreden. Skiferafdelingen skulde saledes her skyde 
sig ind under gneis-graniten. Der er imidlertid al grund til 


at forudsætte at overkastning her har fundet sted. 


*) Keilhau I. c. 


Den nord-norske fjeldbygning 79 


Fra Gibostad er det gneis-granitiske felt fulgt efter det 
af lavere åsdrag gjennemsatte underland nordover til Lys- 
botn, og optræder gneis-granit her overalt som enerådende 
bergart. Det 1050’ (329 m.) høje Svartfjeld, der skyder sig 
op søndenfor Lysbotns inderste bund, er fra fod til top byg- 
get af en rødlig stribet gramitartet afændring. Mere typisk 
udpræget granit er her intetsteds påvist. Nede ved Lysbotn 
kan lag af hornblendeskifer findes vekslende med båndlag af 
den rødlige gneis-granit. Øst-vestlig strøgretning med syd- 
lig indskyden er her regelmæssig rådende. 

Lysbotn afsætter fra sit inderste parti en liden bugt, 
der skjær sig frem 1 østlig retning. Det af den almindelige 
gneis-granit byggede asdrag, der skyder sig op langs bugtens 
nordside, falder mod syd ned mod et lavt temmelig bredt un- 
derland, hvor fjeldgrunden bygges af tyndlagc<t hornblende- 
skifer (a) og derover lagrækker af i dagen stærkt rustbrun 
tyndlaget glimmerskifer under øst-vestlig strøgretning og med 
stejlt sydligt fald. Profilrits fig. 7. 

Den her omhandlede skiferafdeling ma antagelig tilhø- 
re en yngre sedimentær afdeling, der under gneis-granitens 
opstuvning er bleven presset ind mellem dennes lag. 

Fra Lysbotns vestre side fører et ejde med kulmination 
omkring 300' (94 m.) over til Stønnesbotn. Fra ejdets syd- 
lige side rejser sig åsdraget Bukken op til en høyde af 15764 
(494 m.) Bukken er bygget af den almindelige gneis-granit, 
der også her kan indeslutte lag af en mørk amfibolitisk 
skifer. Strøg o.—v, fald stejlt s. 

Ved Stønnesbottens indre bund bygges fjeldgrunden af 
vekslende grå og røde båndlag. Stregretning n. 40° v. med 
afbøjning til n. 20° v. og stejl sydvestlig indskyden. Efter 
det søndenfor opstigende hojdedrag bygges fjeldgrunden a: 
en rødlig temmelig ulaget bergart med en i det hele noget 
stærkere fremtrædende granitisk struktur. 


Fra den vestre side af Stønnesbotn fører et 6 kilom, 


80 Karl Pettersen 


langt ejde over til bunden af den fra den nordvestlige side 

indskydende Mefjord. Ejdet stiger langsomt fra Stønnesbotn 

vestover og nar lige ved Mefjordbotn sin kulmination med 

omkring 400’ (126 m.) Bygningsforholdene efter denne linje 

vil findes fremstillet 1 profilrits fig. 8. 

a. hård grå gneis. Strøgretning n. 30° v. i vertikal lag- 
stilling, 

b. grå glimmergneis 1 veksel med rødlige granitiske bånd- 
lag. Strøgretning n—s., med stejlt østligt fald. 

c. grålig mørk glimmergneis, tildels gjennemsat af diori- 
tisk sten. 

Den renere gneis-granitiske struktur taber sig her mer 
og mer, jo længer man når frem fra øst mod vest. Kjeld- 
partierne langs begge fjordsiderne efter Mefjorden er bygget 
af vertikalt stillede lagrækker af skiktet gneis. Kjølva 
og Okshornene — de yterste fremspring ved Mefjordens ud- 
munding — er således bygget af vertikalt stillede gneis- 
skikter, der stryger i sydostlig retning.*) Lagenes strøgret- 
ning falder således her sammen med fjordens retningsløb. 

Langs Stønnesbotn udefter mod handelsstedet Løkvik 
bygges fjeldgrunden af vekslende mørkere og lysere gneis- 
artede båndlag i regelen med en omkring nord-sydlig strøg- 
retning i stejl til vertikal lagstilling. Ved gården Hundelv 
fandtes gneis i veksel med indtil 2 m. mægtige lag af en 
lys granitartet sten med transversale gjennemsætninger. 
Forholdet vil findes nærmere fremstillet ved hosføjede hori- 
sontale rits fig 9. 

a. gneisskikter. 
b. granit. 

Langs efter begge fjordsiderne er forøvrigt på forskjel- 

lige steder efter de lavest liggende niveauer at påvise smale 


zoner eller strimler, bygget af lagrækker af tyndlaget 


*] Keilhau L c. 


Den nord-norske fjeldbygning 81 


glimmerskifer med indleminger af kornig krystallinisk kalk- 
sten. Ogsa her er lagstillingen oftest stejl til vertikal, 
medens stregretningen pa de forskjellige steder efter fjord- 
siderne forøvrigt kan vise sig stærkt varierende. Efter de 
indre partier af fjorden råder således inden disse skiferafde- 
linger en østvestlig strøgretning med stejlt sydligt fald, og 
falder denne således her sammen med den, der rider efter 
de tilsvarende afdelinger ved det indre af Lysbotten. 
Længere ud efter fjordens mere i syd-nordlig retning udspænd- 
te langsider svinger også lagstillingen om til mere nord-syd- 
lig og falder således igjen sammen med lagstillingen inden 
den her fremstikkende gneis. At disse skiferafdelinger ere 
yngre end gneisen er der vistnok al grund til at forudsætte. 

Ved handelsstedet Løkvik bygges fjeldgrunden af 
mørk temmelig tyndlaget glimmer-gneis 1 hyppig veksel 
med tykbænkede lag af rødlig ulaget granit. Vedføjede hori- 
sontale rits fig. 10 er hentet herfra. 

a. rødlig granitisk sten, 
b. mørk tyndlaget skiktet glimmergneis, tildels rigt horn- 
- blendeholdig. Strøg n. 10° v. fald 80° ø. 

Fra Løkvik stiger fjeldmassen vestover først gjennem 
et par stejlere afsatser op til en højflade, der skri ner lang- 
somt op mod Astria, der herfra som en skarp ryg rejser sig 
op til en hejde over havfladen af 2400' (753 m). Mod vest 
falder Astria i stejle styrtninger ned mod bunden af den 
førnævnte Balsfjord. Til nærmere belysning af bygnings- 
forholdene her hidsættes profil fig. 11. 

a. gneis, 
b. granit, 
c. mørk dioritisk sten. 

Lag af gneis i veksel med granitisk sten 1 stejl til 
vertikal lagstilling — i regelen konform med lagstillingen 
nede ved Lekvik. Op mod top bryder der frem en mørk 


dioritisk sten. Denne optræder dels mellem lag af en horn- 
6 


82 Karl Pettersen 


blendeskifer dels også i veksel med lys gneis-granit i stejlt 
stillede lag. 

Nordenfor Løkvik skyder sig frem flere lave småholmer 
med sin længdeakse ligeløbende med Senjens kystlinje og ad- 
skilt fra hovedlandet ved ganske smale sund. En af disse, 
den såkaldte Madholme, har en brede af omkring 30 m. Byg- 
ningsforholdene her vil findes belyst ved profilrits fig. 12, 

a. gneislag. 

b. hvid gneis-granit, 2. m. mægtigt lag. 

c. 10 m. mægtige lagrekker af en sort amfibolitisk skifer. 
d. 10 m. mægtigt lag af en svagt rødlig gneis-granit (rød- 


lig gneis) indflettet med 


e. enkelte tynde lag af amfibolitisk sten 
f. et lag amfibolit 
g. gneislag (glimmer-gneis), 


det hele i konform lagstilling med stejlt østligt fald. Lag- 
stillingen her falder pa det nærmeste sammen med den, der 
er rådende om Lekvik. 

Noget nordenfor Madholmen rejser sig ved Senjensens 
nordostlige hjørne den lille omkring 300° (94 m.) -hoje a Hek- 
kingen. Dens længdeakse spænder sig frem i retning fra nv. 
mod so. Pen er — se profil n. 13 — bygget af stejlt stil- 
lede lagrækker af era og rødlige gneislag i indbyrdes hyp- 
pig veksel. Ved (x) bemærkedes en ulaget massiv bergart, 
sammensat af hvidlig plagioklas med udpræget tvillingstrib- 
ning og ofte stærkt labradoriserende, sparsomt indblandet med 
kvarts. Grundmassen sûes rigt indblandet med større og 
mindre søjler af sort turmalin — de største med et gjennem- 
snit af indtil 6 mm. Dette turmalinførende lag havde en 
mægtighed af 6 a 7 m. Længere frem gar denne bergart 
over til en kvartsrig glimmerskifer, der ligeledes er rigt ind- 
fældt med turmalin. Inden den mere massive afændring lig- 
ger turmalinsøjlerne 1 regelen regelløst kastede om hinanden. 


For en del er dette også tilfældet inden den skifrige afænd- 


Den nord-norske fjeldbygning 83 


ring, men her synes det dog som om turmalinkrystallerne 
viser en vis tendens til indbyrdes at gruppere sig i mere 
parallellsbende render. 

Gneislagenes strøgretning på Hekkingen ligger omtrent 
ligeløbende med sens længdeakse. Faldet stejlt nordostligt 
til henimod vertikalt. 

Længst mod nord i underlandet om fyret afløses gneis- 
en af lagrækker af glimmerskifer med tildels mægtige ind- 
lejninger af en temmelig ren storkornig kalksten af gralig 
tildels også rosenrød farve. Glimmerskiferafdelingen viser en 
konform lagstilling med gneisen og står således — da fald- 
vinkelen er nordostlig — 1 et overlejningsforhold til gnei- 
sen. Antagelig må denne skiferafdeling være at indordne 
under den yngre Tromsø glimmerskifergruppe. 

Halvøen mellem Balsfjord og Øjfjord er bygget i overensstem- 
melse med Astria-halveen. Det samme gjelder antagelig også 
den lange halvø, der skyder frem mellem Øjfjord og Mefjord og 
som udad mod nv. afsluttes ved det førnævnte forbjerg Kjol- 
va. Medens selve Kjølva bygges af vertikalt stillede gneis- 
skikter, synes lagstillingen indover langs Mefjord at være 
mere variabel og ledsaget af foldninger. 

Fra dén brede halvø mellem Mefjord og Bergsfjord — 
der forøvrigt delvis er indskåret ved den lille Stensfjord — 
foreligger der kuns ganske enkelte iagttagelser. Oksen og 
Trælen — halvøens længst fremspringende forbjerge på hver 
side af det brede fjordgab indover til Stensfjord — eri hen- 
hold til Keilhau bygget af stejlt stillede forøvrigt stærkt 
vredne lagrækker af grå gneis- og granatførende hornblende- 
skifer eller hornblendegneis. Ved Trælen forekommer i gneis- 
en en lejeformig masse af uren grafit samt også lejeformige 
masser af feltspath og kvarts indsprængt med svovlkis og 
titanit. 

Ved søndre side af Bergsfjord ud imod sammes ud- 


munding stiger under foden af hejt opstigende fjeld- 


SA Kar! Pettersen 


partier et langt lavt åsdrag, der skyder sig frem 1 retning 
fra vest mod øst. Her ligger Senjens bekjendte, nylig 
nedlagte nikkelverk. Bergarten bygges her af en mørk 
gabbro, der efter et længere sammenhængende drag har vist 
sig indfældt med nikkelholdig magnetkis, svovlkis, kobberkis 
og lidt kobaltholdig kis. Det kisholdige bælte har havt en 
mægtighed af fra 13 til 15 m. og har skudt sig frem i 
østvetlig retning. Det synes forøvrigt at have kilet sig ud 
mod dybet og har således lagt i gabbroen som en stokfor- 
mig masse. Denne gabbro er tildels fundet gjennemsat af 
granitiske gangpartier. Gabroen her er petrografisk adskil- 
ligt varierende. En afændring herfra er af A. Helland 
beskrevet som olivin-norit.*) 

Ogsa flere af de udenfor nikkelværket liggende sma- 
holmer er byggede af gabbro. 

Forbjerget Teisten er bygget af lag af grå og sort 
gneis med strøgretning fra nv. til so. 

Kjerringfjeldet ved den sydlige side af Torskenfjord 
er bygget af gneisartede lagrækker, der viser nordligt til 
nordvestligt fald og i rigt mal er gjennemsat af en mørk 
antagelig gabbroartet sten. Se profil fig. 13. 

Fra Kjerringfjeld ind mod Torsken kirke optræder den 
mørke bergart pa samme made alt hyppigere og hyppigere 
og går længere indefter over i et større sammenhængende 
gabbrofelt. 


II 


Det vil af den her leverede fremstilling fremgå at den 
renere gneis-granitiske bergart navnlig træder frem efter 
højfjeldsdragets østlige afhæng, medens lagrækker af renere 
skiktet gneis mere forherskende træder frem efter højfjelds- 
partierne, som herfra skyder sig vestover og her bygger de 
forskjellige langt fremspringende halvøer. Idet fjordene 


*) Mikroskopisk undersøgelse af en del bergarter i det nordlige Nor- 
ge. Trs. Mus. Aarsh. I | 


Den nord-norske fjeldbygning 85 


langs øens nordlige og vestlige bueformig bøjede side temme- 
lig regelmæssig stråler ud som fra et østenfor liggende 
centralparti, vil gneisskikternes lagstilling, der 1 det store 
retter sig efter fjordenes retningslinjer, på samme måde vise 
en nogenlunde regelmæssig udstråling, der altså falder sammen 
med krumningsradien til ethvert sted langs efter kysten. 
Lagstillingen er her i regelen stejl til vertikal, — på sine 
steder forbundet med stærke forvridninger. 

Gneisafdelingen dannes forherskende af lag af glimmer- 
gneis, men dog også her så hyppig i veksel med eller med 
overgang til gneis-granit og tildels også renere granit, at 
det er åbenbart at den ligger ind under kystens gneis- 
granitiske felt. Glimmer-gneisen veksler her endvidere 
særdeles hyppig med lag af hornblendegneis eller horn- 
blendeskifer. Efter øens ytre partier mod nord og vest 
gjennemsættes gneisen på mange steder af en mørk dioritisk 
tildels også gabro-artet sten, der dels kan optræde stokfor- 
mig, dels lejeformig dels også gangformig. 

Mod øst afløses gneis-graniten af yngre sedimentære 
skiferdannelser, der optager et ret anseeligt areal efter øens 
østlige lavlandspartier. I grændsestrøgene kan skiferen fin- 
des dels i ligefremt overlejningsforhold til gneis-graniten, 
dels skydende sig ind under denne — det sidste altid dog 
under en stejl faldvinkel. Hvor dette er tilfældet, har over- 
kastning åbenbart fundet sted. Endvidere optræder på 
forskjellige steder efter fjordløbene ved øens nordside strim- 
ler eller smale zoner af yngre krystalliniske skiferdannelser, 
altid knyttet til de lavest liggende niveaucr og i regelen 
lænende sig til gneis-graniten under en stejl faldvinkel. 
Forholdet træder således her i det væsentlige fremi overen- 
stemmeise med det tidligere omhandlede langs efter Gulles- 
fjorden og Kvedfjordens østlige side, og peger ligesom der 
også her hen på at fjorddannelsen nærmest må være frem- 
gået gjennem dislokationer. 


86 Karl Pettersen 


I orografisk henseende indtager Senjen-ø en ganske 
ejendommelig særstilling mellem kyststrækningens øer. Som 
før nævnt er disse i regelen stærkt udstykket ved rækker 
af dybe fjorde, der fra modsat kant skjær sig ind mod 
hinanden, hvorunder de alene er indbyrdes udskilt ved 
korte og lave af alluvialmasser byggede ejder. Herved vil 
det enkelte ølegemes samlede fjeldmasse blive udskilt i rækker 
af ølignende fjeldpartier. I modsætning hertil danner Senjen- 
øens fjeldmasse et i det væsentlige ganske anderledes sam- 
menhængende hele. Af lavere orografisk mere bestemmende 
ejder er her alene at mærke det førnævnte Stangelandsejde, 
samt det højere liggende ejde, der fra Stønnesbotten fører 
over til bunden af Mefjord og således transversalt gjennem- 
skjær højfjeldsdraget. 


Kvalø. 
I nordostlig retning fra Senjen-ø — adskilt fra samme 
ved Malangens ytre løb — rejser sig den anseelige Kvalø. 


Ligesom Senjenø spænder den sig med sin længdeakse frem 
i nordostlig retning. 

Øen er stærkt gjennemskåret ved fjorde og ejder. Fjor- 
dene skjær sig, — hvad der i det hele er et stærkt gjennem- 
gående karakterdrag ved kyststrøgenes ødannelser — også her 
særlig ind fra den ytre mod havet vendende side, medens 
den østlige på det nærmeste mangler enhver fjordlignende 
indskjæring. 

De mere fremtrædende fjorddannelse her er — opført 
i retning fra syd mod nord — følgende. 

a. Katfjord, der under et noget bugtet løb først fører ind i 
sydostlig derpå i nordvestlig retning indtil Katfjordejdet. 

b. Ersfjord, der fører i lige østlig retning ind mod Ers- 
fjordejdet. 

c. Kalfjord, der fra nord skjær sig i lige sydlig retning ind 
mod Ersfjordejdet, Katfjordejdet og Kalfjordejdet. 


Den nord-norske fjeldbygning 87 


Af ejder er at mærke: 

a. Katfjordejdet, der med en længde af omkring 20 kilom. 
og med en kulmination af mellem 1 a 200 m. fører fra 
bunden af Katfjord til bunden af Kalfjord. 

b. Ersfjordejdet fører fra bunden af Ersfjord over til Kal- 
fjord og munder ud i denne straks udenfor Katfjordej- 
det. Dette ejde er ganske kort. Kulminationspunktet 
ligger i en højde af 250° (77 m.) 

c. Kalfjordejdet fører fra den indre botten af en bugt, som 
skjær sig ind i østlig retning fra Kalfjordens inderste 
parti over til øens østlige side. Dette ejde hæver sig 
kuns få fod over havfladen og er ved åsdraget Fjde- 
hougen udskilt i tvende sideforgreninger, der mod Kal- 
fjorden munder ud i hinanden. 

Gjennem disse her nævnte gjennemskjæringer er Kval- 
øens fjeldmasse udskilt i følgende hovedled: 

a. Mjelledraget, der indtager øens sydostlige parti fra Ma- 
langen til Kalfjordejdet og langs den ytre (nordvestlige) 
side begrændses ved Katfjord og Katfjordejde. Den syd- 
vestlige del af dette fjeldparti danner et af højere og 
lavere åsdrag gjennemsat landskab. Den nordenfor lig- 
gende forholdsvis største del bygger et højt fjeldparti 
med forskjellige opimod 3000 (941 m.) hejtstigende top- 
pe. Den højeste af disse er Mjelleskartind, der når en 
højde af 3182' (998 m.) Mod Katfjordejdet falder dra- 
get ned 1 stejle afsatser og det samme er også tilfældet 
langs efter sammes sydostlige side mod det lange Strøms- 
ejde, der fra gården Volden ved øens sydostlige side 
fører nordover til Haukebotn. Fra gården Mjelle fører 
det temmelig højtliggende fjeldskar, Mjelleskaret, over til 
Katfjord, medens der efter dragets østlige side skjær sig 
ind forskjellige vilde fjelddale, der indad efter et løb af 
5 a 6 kilom. afsluttes som udprægede bottendale. Imel- 
lem disse Mjelledal østenfor Mjelleskaret. Mjeliedal skjær 


88 


Karl Pettersen 


sig ind under foden af Mjelleskartind og adskilles ved 
en smal fjeldryg fra Kvitbergdal, der fra Strømsbugten 
skjær sig ind 1 nordvestlig retning og ligeledes afsluttes 
som en udpræget bottendal op under foden af Mjelleskar- 
tind. Noget nordenfor falder et forholdsvis ret ansee- 
ligt vasdrag ud i Strømsbotten. Dette dannes af tven- 
de elvedrag nemlig Skiddendalselv og Ravnjevagge, der 
begge komme fra nnv. og her skjær sig ind efter højfjel- 
det i retning mod Kalfjordejdet. 

Fra den østlige side af Strømsejdet rejser sig et lavere 
åsdrag, der i Grønlibrua når sin største højde med 1327‘ 
(416 m.) 

Ersfjorddraget mellem Katfjord, Katfjordejde og Ersfjord. 
Dette danner navnlig langs efter Ersfjord et vildt byg- 
get fjeldparti, der her falder ned i stejle styrtninger, og 
opad afsluttes i rækker af alpeformige tinder. Flere af 

disse nå tophøjder af noget over 3000’ (941 m.) 
Skamtindernes og Tromtindernes fjeldpartier, der mod 
syd begrændses ved Ersfjord, mod øst af Kalfjorden. 
Fra Tromviken ved landpartiets nordlige side fører en 
bred dybt indskåret indsænkning frem i sydlig retning 
og skjær sig ved sin indre afslutning under Skamtinder- 
nes nordlige afhæng i vestlig retning ned til gården 
Rækvik ved øens vestlige side. Herved udskilles Trom- 
tindernes drag fra Skamtindernes. 

Tromtinderne danner et sammenhængende højt fjelddrag 
langs sens vestlige side. 'Tophøjderne her nå antagelig op 
imod 3000' (941 m.) 

Skamtindernes drag skyder langs Ersfjorden op i stejle 
utilgjængelige styrtninger og bygger en række af smukke 
alpeformige tinder. Mod øst går dette fjelddrag over i 
Blåmandens mægtige masse, der mod det indre af Kal- 
fjorden rejser sig op til en hejde af 3349’ (1050 m) og 
danner Kvaløens højeste fjeldtop. 


Den nord-norske fjeldbygning 89 


d. Finlandsdraget, — øens nordostlige fjeldparti fra Kal- 
fjordejdet nordover til Kvalsund. 

Fra Kvalfjordejdet nordover til Finvikelven og det høj- 

fjeldspas, der herfra fører over til Kalfjordens lille side- 

fjord Lyfjord, danner fjeldmassen et enkelt sammenhæn- 
gende ensformigt bygget højfjeldsparti, der opad afslut- 
tes som en bred bølgeformig højryg. Denne når en hoj- 
de af omkring 2500’ (884 m). Fra Finvikelven nordover 
aftager fjeldmassen i højde. Fra brede myrlændte lav- 
landspartier stiger mildt formede årdrag frem — de 

højeste med tophøjder af omkring 1500’ (470 m.) 

Når fraregnes det østenfor Strømsejde fremstikkende 
årdrag, der helt er bygget af yngre sedimentære dannelser, 
ligesom også enkelte smale båndstriber af den yngre kalk- 
stensførende glimmerskifer, der stikker frem på enkelte ste- 
der langs Finlandsdragets østlige side efter de lavest liggen- 
de niveauer, er Kvaløens bergmasse forøvrigt helt bygget af 
gneis-granit og glimmergneis i veksel med hornblendegneis, stri- 
bet amfibolit og dioritisk sten. Hvad enten bergarten her 
træder frem som laget gneis-granit eller som skiktet gneis, 
så vil der på ganske få undtagelser nær overalt råde på det 
nærmeste ganske ensartede stratificationsforholde. Lagstil- 
lingen viser nemlig helt gjennemgående en strøgretning af 
omkring n. 20° v. med stejlt ofte indtil vertikalt fald. Langs 
efter det sydvestlige hjørne mod Malangen er lagenes indsky- 
den oftest vestlig. Da lagstillingen på den vestre side af 
Malangen langs efter Senjen-ø viser en hermed på det nær- 
meste konform strøgretning men derimod stejl østlig faldvin- 
kel, så vil det sees at Malangen her skjær sig ind som en 
bred muldeformig indsænkning mellem synklinalt stillede lag- 
rækker. 

Forøvrigt viser lagstillingen overalt på Kvaløen tem- 
melig regelmæssig en stejl østlig indskyden hyppig med til- 
nærmelse til vertikalplanet. Svingningslinjen for overgang 


90 Karl Pettersen 


fra vestligt til østligt fald er at trække efter det ovennævnte 
Mjelleskar. Efter sens sydostlige del fra Mjelledal østover 
taber den ellers så regelmæssige stejle lagstilling sig. Efter 
dette landparti viser lagene et østligt afhæld på omkring 45° 
og skyder sig således her ind under den østenfor fremtræ- 
dende glimmerskiferafdeling. Afbøjninger fra den nysnævnte 
mere regelmæssige lagstilling kan dog hist og her også væ- 
re at påvise. 

Man skal nu her i et kort omrids søge bergbygnings- 
forholdene lidt nærmere belyst efter hvert af de forskjellige 
hovedled, hvori øen som ovennævnt orografisk kan lade sig 


inddele. | 
Mjelledraget. 


Ved Buviken ud imod Malangen optræder en småkor- 
nig mørk granitisk afændring, — sammensat af smudsig grå 
feltspath mørk til sort magnesiaglimmer samt kvarts, — i 
veksel med lag af rødlig granitartet sten og tillige af en 
mørk amfibolit. Denne sidste kan snart optræde som en fin- 
stribet og idetmindste tilsyneladende skifrig bergart snart 
som en kornig ulaget sten og er sammensat af hvidlig felt- 
spath med hornblende. I sidste tilfælde vil den nærmest væ- 
re at betegne som en diorit. Alt dette træder her frem som 
et enkelt sammenhørende lagsystem med en lagstilling, der 
viser en strøgretning af n. 20" v. øg med stejlt vestligt fald. 
I landpartiet mellem Buviken nordover mod Storsletten ved 
indbøjning til Katfjorden træder amfiboliten mere tilbage, 
medens derimod en mere ulaget rødlig granit efterhånden 
blir mer og mer forherskende. Ved Bjørnedal — omtrent 
midtveis til Storsletten — er mere udpræget lagdeling at på- 
vise. Strøgretning fremdeles omkring n. 20° v. men her med 
60° østligt fald. Ved Bjørnedalens udmunding stikker der 
frem en over 100 m. lang houg, der er bygget af amfiboli- 


Den nord-norske fjeldbygning 91 


efter en strøgretning af n. 20° v. og ligger således antagelig 
som et leje inden den konformt lagede gneis-granit. Den 
rødlige granitiske sten, der efter dette strøg er stærkt frem- 
herskende, veksler dog på sine steder med en grå glimmer- 
rig afændring af en i det hele mere småkornig struktur. I 
den rødlige granitiske afændring er den mørke magnesiaglim- 
mer på det nærmeste ganske tilbagetrængt. 

Nede ved Storsletten sees midt 1 den røde orthoklas- 
granit grå skiktlag af en glimmerrig skifer, der under verti- 
kal lagstilling viser en omkring nordsydlig strøgretning. Fra 
Storsletten vestover mod Bogen er den røde ulagede granit 
sågodtsom enerådende. 

Hilles-ø er en lav ø, der stiger frem straks udenfor 
Storsletten. Øen er bygget af den røde glimmerfattige granit, 
der på sine steder findes i veksel med en mørk amfibolit, 
udelukkende dannet af krystallinisk hornblende. 

Ved gården Sandvik på Kvaløen — noget søndenfor 
Buviken — bygges fjeldgrunden af den ovennævnte diorit 
i veksel med laget gneis-granit. Lidt længere sydefter 
renere glimmergneis i veksel med amfibolit, der her snart 
kan træde frem som den finstribede skifrige afændring med 
lyse og mørke striber i regelmæssig veksling, snart som en 
ulaget diorit med kornig struktur. Den stribede amfibolit 
viser altid en lagstilling, der falder sammen med gneis- 
graniten. 

I strøget fra Sandvik østover om gårdene Grepstad, 
Bakkejord til Mjelle overalt de samme vekslinger mellem 
gneis-granit og den stribede amfibolit. Lagstillingen 'overalt 
stejlt vestlig til vertikal. 

Ved Mjelle stikker der efter de laveste niveauer frem 
en gneis-granit med i det hele kun lidet fremtrædende 
lagdeling. Højere op stribet amfibolit oftest i vertikal lag- 
stilling. Lægges herfra en linje videre frem gjennem Mjelle- 
skar over til Katfjord, så vil fjeldgrunden langs efter Stor- 


92 Karl Pettersen 


vandet, der ligger efter skarets' kulmmationsflader, findes 
bygget af lagrækker af tyndlaget skiktet gneis eller gneis- 
granit, der viser en regelmæssig strøgretning afn. 20 v. med 
stejlt østligt fald. Skiferlagenes tykkelse overstiger sjeldent 
20 a 30 m. men ligger i regelen derunder. I strøget langs 
efter det i Mjelleskaret liggende Storvand, hvor den faste 
fjeldgrund jevnlig træder udækket frem, stikker skikt- hove- 
derne af disse stejlt stillede lagrækker regelmæssig frem 
efter vide sammenhængende flader. 

Bergarten optræder forøvrigt her overalt stærkt varie- 
rende- Stenen er sammensat af hvid eller rødlig orthoklas 
og kvarts snart med blade af sort eller brunligsort glimmer 
snart med skjæl af sølvhvid glimmer. I de renere gneisartet 
udprægede lag optræder den mørke magnesiaglimmeri rigere 
målestok. Hvor bergarten derimod antager en bestemtere 
gneis-granitisk struktur, optræder othoklasen som en mere 
forherskende bestanddel, medens den mørke magnesiaglimmer 
her enten kan træde helt tilbage eller samle sig på enkelte 
punkter i mere samlede aggregater. Hvor magnesiaglimme- 
ren træder helt tilbage, kan den granitiske grundmasse 
oftere vise sig rigt indblandet med fine skjæl af sølvhvid 
glimmer. I denne rødlige afændring kan orthoklasen og 
kvartsen ofte optæde i jevn finstribet fordeling, hvorved 
bergarten også i brudet kan tildeles et rent gneisartet 
preg. 

Læggeset profil fra det førnævnte Stromsejde vestefter 
over hojfjeldet til Katfjordejdet, så vil man opefter murveg- 
gen fra Stromsejdet træffe på laget granit på forskjellige 
steder gjennemsat af en amfibolitisk sten. Efter de oftest 
udekkede belgeformige hejfjeldsflader træder bergarten i 
regelen frem — samtidig som den i brudet kan bevare en 
granitartet struktur — udpræget skiktet, ganske 1 overen- 
stemmelse med de nys omhandlede forholde ved Storvand i 
profilet fra Mjelle til Katfjord. Også her stikker skikt- 


Den nord-norske fjeldbygning 93 


hovederne af de stejlt stillede lag efter lange strækninger 
frem i uafbrudt rækkefølge. Denne rent skiktede gneis- 
granitiske skifer kan forøvrigt også findes i veksling med lag 
af en mere granitisk præget struktur. Ned mod afhænget 
til Katfjordeidet synes den skiktede struktur mere at tabe 
sig og her således gå over til en mnoget renere granit. 
Hvorledes forholdene arte sig ned efter de stejle afhæng til 
Katfjordejdet, har der forøvrigt ikke været anledning til 
nærmere at undersøge. 

Mjelledraget bygges i henhold til den her leverede 
fremstilling af laget granit og skiktet granitartet gneis 1 
hyppig veksel med partier dels af renere granitisk struktur 
og dels også af forskjellige amfibolitiske afændringer. Den 
renere granit — der forøvrigt oftest vil findes gjennemsat 
af parallelløbende mer eller mindre udprægede afsondrings- 
flader (parallelstruktur) — kan træde frem under tvende 
petrografisk afvigende afændringsformer. Den ene danner 
en rødlig oftest mere grov eller storkornig afændring, 
temmelig fri for indblanding af den mørke magnesiaglimmer. 
Den anden afændring er af en mere smudsig grå farve, 
mere småkornig og grundmassen overordentlig rigt indflet- 
tet med skjæl og blade af magnesiaglimmer. Foruden at 
være nogenlunde jevnt fordelt om i grundmassen, samler 
den sig i regelen stærkest efter afløsnings- eller lagde- 
lingsfladerne. Disse betinges også nærmest af denne glim- 
merbladenes gruppering. Den skiktede gneis (granitisk gneis) 
er således her nærmest at opfatte som en særlig afændrings- 
form under den lagede gneis-granit, idet gneis-granitens 
parallelstruktur her går over til en fuldstændig skiktning 
og de enkelte lag således indbyrdes er stærkere udskilt. 

De indbyrdes overgange mellem disse forskjellige af- 
ændringsformer og de forholde, hvorunder disse forøvrigt 


træder frem inden fjeldbygningen, synes på det bestemteste 


94 <arl Pettersen 


at skulle vidne for at alt dette danner led under et samme 
geologisk samhørende hele. 

Lagstillingen viser en temmelig regelmæssig strøgret- 
ning af n. 20° v. med ottest stejlt til vertikalt fald. Efter 
en linje, der fører frem i syd-nordlig retning efter Mjelleska- 
ret, gjør lagstillingen svingning i faldretning fra vest mod 
grænselinjens vestside til øst mod dens østside. Den stejle 
lagstilling peger hen på at fjeldgrunden her må have været 
underkastet stærke forrykkelser. At slutte fra enkelte 
gjorte aflæsninger kan der være adskillig sandsynlighed for 
at den i det hele her så stærkt rådende stejle lagstilling 
kan skjule forskjellige svingninger eller foldninger. 

Den amfibolitiske bergart, som her så hyppigen træder 
frem, danner navnlig efter fjeldpartiets vestlige del østover 
til omkring Mjelle oftest en ejendommelig præget laget 
finstribet amfibolitisk eller dioritisk skifer med vekslende 
sorte og hvide bandstriber. Den hvidlige feltspath og horn- 
blenden findes nemlig ofte samlet indbyrdes mere udskilt 
i tynde parallelløbende striber, der således svare til skifer- 
fladerne og falder sammen med lagstillingen inden den 
gneis-granitiske afdeling. På andre steder kan amfiboliten 
derimod også træde frem som renere diorit med ensartet 
kornig struktur og ulaget. At den skifrige finstribede 
amfibolit på den ene side og den ulagede diorit på den 
anden petrografisk alene danner afændringer under én og 
samme hovedform, kan der vistnok være grnnd til at forud- 
sætte. Den stribede amfibolit optræder imidlertid i veksel 
med den lagede gneis-granit på sådan måde, at den utvivl- 
somt må være at indordne under den gneis-granitiske afde- 
ling og være afsat samtidig med og under ensartede forholde 
med denne. Anderledes kunde sagen i så henseende maske 
stille sig ligeovenfor den renere diorit. Skulde denne være 
af eruptiv oprindelse, så må imidlertid materialet til den 


stribede amfibolit være udgaet fra dioriten og dennes frem- 


Den nord-norske fjeldbygning 95 


brud i så tilfælde enten være ældre end gneis-granitens 
dannelsestid eller også — hvad der måske kan være mest 
rimeligt — falde indenfor grændserne af denne. Yngre kan 
den i ethvert tilfælde ikke være. 

På det lave og korte Kalfjordejde, der skjær sig ind 
mellem Mjelledraget og det nordenfor liggende Finlandsdrag. 
rejser sig som førnævnt et lavt åsdrag, den sakaldte Ejde- 
houg, op til en højde af omkring 350° (110 m.) Under 
hougens sydlige fod stikker der frem gneisartede lagrækker, 
der må være at indordne under den gneis-granitiske afdeling. 
De vise en omkring nord-sydlig strøgretning med stejlt 
østligt fald. Disse lagrækker gjennemsættes af en temmelig 
bred granitisk gang, der skjær sig frem lodret på gneis- 
lagenes strøgretning og løber ud i den bergmasse, der byg- 
ger Ejdehougen. Denne dannes af en lys granitisk sten, 
der er rig på plagioklas med tildels udpræget tvilling- 
stribning. Ejdehougens plagioklasforende granit optræder 
på enkelte steder lagdelt, på andre steder mere massiv og 
ulaget og i så tilfælde oftere som en smuk skriftgranit. 
At slutte fra den nys nævnte granitiske gangmasse kunde 
der maske være grund til at tilskrive Ejdehougens granit 
en eruptiv oprindelse og i så tilfælde ma den altså være 


yngre end gneis-graniten. 


Finlands-draget. 


Til nermere belysning af bergbygningsforholdene efter 
dragets sydlige afdeling mellem Katfjordejdet og Finlands- 
elven hidsættes profilrits fig. 14. 

a. lagrækker tilhørende den yngre kalkstensførende glim- 
merskifer. 

b. efter et længere dækket mellemrum over det brede 
underland træder en temmelig tæt smudsiggrå helleflint- 


artet sten frem langs efter de laveste afsatser af det 


96 Karl Pettersen 


herfra opstigende højfjeld. Stenen sammensættes af en 
hvidlig feltspath med kvarts. Den er på det nærmeste 
glimmerfri. Hist og her sees den indsprængt med små 
tærninger af blyglans. 

c. Rødlig glimmerfattig ret typisk præget granit. I græn- 
sen mod afdelingen (b) viser den dog en mere småkor- 
nig struktur. Parallel-struktur er her i ethvert tilfælde 
kun svagt fremtrædende. 

d. Udpræget laget gneis-granit. Strøg n. 20° v., lagstilling 
på det nærmeste vertikal. Den veksler forøvrigt ret 
hyppigt med op imod 4 m. megtige lag af rød typisk 
granit, der optræder som regelmæsige lejer mellem den 
lagede gneis-granit. 
glimmergneis i konform lagstilling med (d). 

f. Lagrækker af mildere kloritartet skifer i konform iag- 
stilling med (e). Denne skifer indeslutter lag af en 
vegstensartet sten. 

Mod afhænget mod Kalfjorden optræder atter en ud- 
præget laget gneis-granit, — petrografisk at sammenstille 
med afdelingen (d). Ned efter styrtningerne mod Kalfjor- 
den går denne dog snart over i en granitisk afændring, der 
træder frem med svagere udpræget lagdeling. 

Forholdøne efter det her omhandlede profil ere i flere 
henseender ret mærkelige. Den tætte helleflintartede afde- 
ling (b) kan måske snarest være at opfatte som et gjennem 
stærke trykkræfter fremkaldt omdannelsesprodukt. Stærke 
vidstrakte indsænkninger — som i et følgende afsnit skulle 
være gjenstand for nærmere omhandling — har her utvivl- 
somt fundet sted. Afdelingen (b) ligger netop umiddelbart 
ved grændsen af det østenfor liggende indsænkningsfelt, og 
går også vestover gjennem jevnere overgange over i den 
renere granitisk pregede afdeling (0). 

Afdelingen (f) der dannes af kloritartede lag og end- 
videre findes i tilknytning til en vistnok noget uren vegstens- 


Den nord-norske fjeldbygning 97 


artet sten, indeslutter bergarter, der ellers er ganske frem- 
mede for kystens gneis-granitiske afdeling. Kloritiske skifere 
med vegstensdannelser er ret betegnende for den yngre 
Balsfjordgruppe, og et spørgsmål kunde det være om man 
ikke her skulde have for sig partier af denne yngre gruppe, 
der under bergdannelsen med de dertil knyttede foldninger 
var bleven indeklemt mellem gneisens og gneis-granitens 
lag. 

De nedenfor under profilrits n. 16 omhandlede forholde 
synes dog snarest at skulle pege hen på at man her i virke- 
ligheden har for sig lagrækker, der tilhører den gneis-granitiske 
afdeling. Det skal samtidig også bemærkes, at glimmeren 
inden Kvaløens gneisafdeling meget ofte antager et klorit- 
artet præg. 

Til belysning af bergbygningsforholdene efter den del 
af Finlandsdraget, der ligger nordenfor Finlandselven henvises 
til vedføjede profilrits n. 15. 

a. grå glimmergneis. Strøg n. 20° v. i vertikal lagstilling. 

b. En småkornig diorit, — der danner en grundmasse af 
hornblende, rigt spættet med korn af hvidlig feltspath. 
Bergarten er gjennemsat af afsondringsflader, i regelen 
overtrukne med brune glimmerblade. 

c. På vestre side af Rakfjorddal træder den kjødrøde 
orthoklas i stadigt rigere mål frem som bestanddel i 
gneisen. 

d. Afdelinger af renere oftere ulaget granit bryder her 
hyppig frem som lag mellem glimmergneisens lodret- 
stillede lagrækker. Disses udgående skikthoveder stikker 
på disse afbrydelser ner uafbrudt frem efter de nøgne 
højfjeldsflader, indtil bergarten nedimod skråningen til 
Lyfjord-vand går over til en renere granit, der altid dog 
viser en mer eller mindre udpræget parallelstruktur. 
Strøgretning overalt n. 20° v. 

Det skal bemærkes at afdelingen (c) i petrografisk 

7 


98 Kar! Pettersen 


henseende ganske er at sammenstille med de tidligere 
-omhandlede gneis-granitiske lagrækker, der med så udpræget 
skiktning stikker frem efter højfjeldspartierne langs efter 
Mjelledraget. Hvad afdelingen (a) angår så træder den 
efter de østligste partier frem med en udpræget gneisartet 
struktur, der ikke minder om gneis-graniten. Som nysnævnt 
gar den imidlertid under jevne overgange længere frem 
over i gneis-granitiske afændringer. De petrografiske over- 
gangsforholde ligesom også den konkordante lagstilling 
vidner med bestemthed for at det hele fra (a) til (d) ligger 
som lagrekker ind under samme hovedafdeling. 

Fra Vagen ud imod Kvalsundets vestlige udmunding 
er profilrits fig 16 hentet. 

a. gra glimmergneis n. 20° v. med stejlt østligt fald 

b. rødlig granit 

c. laget gneis-granit 1 konform lagstilling med (a) 

d. en tyndskifrig halvt glimmerskiferartet halvt kloritisk 
sten med indlejninger af en vegstensartet sten — altså 
ganske i overenstemmelse med forholdet efter Finlands- 
dragets højflade. Lagstillingen fremdeles n. 20° v. med 
stejlt østligt fald. 

Ved Kvalsundets vestlige udmunding fra Kibergnes 
ud mod gården Sejhul bygges fjeldgrunden efter de lavere 
liggende niveauer langs stranden af lagrækker af gra glim- 
mergneis, der viser en regelmæssig lagstilling med strøgret- 
ning n. 20° v. og østligt temmelig stejlt fald. Længre frem 
op efter de fra underlandet stigende fjeldskråninger afleses 
glimmergneisen af en rødlig granitisk sten, der snart kan 
træde frem som en ret typisk præget granit snart som en 
mer eller mindre bestemt laget gneis-granit. Den grå 
glimmergneis veksler dog også her hyppigt med laget gneis- 
granit. 

Straks østenfor husebygningerne på gården Sejhul 


bygges de gneisartede lagrækker nede ved stranden af en 


Den nord-norske fj eldbygning 99 


finstribet hornblendegneis, med korn af rødlig orthoklas, der 
delvis findes grupperet 1 flader parallele med skiktfladerne. 

Indefter mod Skulfjord og Lyfjord ved Kalfjordens 
udmunding træder bergarten i det hele frem mere granitisk 
præget. Røde og grå afændringer vil dog også her findes 
optrædende under stadig veksling. Det samme er også 


tilfældet langs ind efter Kalfjordens østlige side. 


Tromtindernes og Skamtindernes fjelddrag. 


Tromtindernes drag er bygget af en i det hele renere 
præget grovkornig granit med oftest rødlig orthoklas. Uag- 
tet den sorte magnesiaglimmer her ofte kan være tilstede 
i ret rigelig mængde, viser bergarten efter hvad hidtil er 
lagttaget i det hele kuns en svagere fremtrædende parallel- 
struktur eller bænkedeling. Det samme gjelder også Skam- 
tindernes vilde fjeldpartier langs efter Ersfjordens nordlige 
side. På sine steder kan dog bergarten her træde frem med 
en ret udpræget lagdeling. Mod indbøjning til Ersfjorden - 
viser denne således et vest-østligt streg med nordligt fald. 
Strøgretningen er altsa her ligeløbende med Ersfjordens 
længdeløb. Blamandens fod er bygget af en renere temme- 
lig ulaget granit. Højere op efter fjeldets stejle athæng 
mod Kalfjorden veksler denne mere ulagede bergart på 
forskjellige steder med afændringer, der viser en udpræget 
lagdeling. 

Efter et lavere ejde, der fra gården Bådsvik ved 
Kalfjorden — nordenfor Blamanden — fører over til den 
vestenfor liggende Grøtfjord, der fra landpartiets nordliga 
side skjær sig ind i sydlig retning, optræder på sine steder 
lagede helleflintartede masser, der forøvrigt ofte kunne 
afsluttes 1 eller gå over til rødlig granit. Mellem de helle- 
flintartede og granitiske afændringer vil der være at aflæse 


bestemte overgangsforholge. 


100 Karl Pettersen 
Ersfjorddraget. 


Efter de opimod 3000’ (941 m.) højt stigende fjeldpartier, der rej- 
ser sig op ved Kalfjordens inderste bund mellem Katfjordejdet 
og Ersfjord, er fjeldgrunden bygget af en granitartet sten 
med fremtrædende bænkedeling. Bænkene viser en strøgret- 
ning af n. 20° v. med stejlt nordostligt fald. Bænkenes 
lagstilling falder således sammen med den, der råder efter 
Mjelledraget og Finlandsdraget. 

Mærkeligt nok fandtes her rullestensblokke af en ser- 
pentinartet sten ligesom også af granatførende glimmerskifer. 
Med de kloritiske og vegstensartede lag for øje, der — som 
førnævnt — pa flere steder optræder midt inde 1 den gneis- 
granitiske afdeling efter Finlandsdraget, synes der i og for 
sig ikke at skulle være fuld grund til at afvise en forudsæt- 
ning om, at disse serpentinagtige blokkes oprindelige hjem- 
sted kunde være at søge mere 1 nærheden af det nuværende 
findested og indenfor greis-granitens område. Denne forud- 
_sætning synes yderligere at kunne finde sin støtte deri, at 
disse blokke her er at påvise op til en højde over havfladen 
af 1500’ (470 m.). En blokketransport fra øst mod vest har 
vistnok her fundet sted gjennem tidligere afsnit af kvartær- 
tiden fra Balstjorden ud imod kysten. Da serpentin bryder 
frem i en knaus ved det indre af Balsfjorden og endvidere 
på det førnævnte Strømsejde på Kvaløen, så vilde der for- 
såvidt intet være til hinder for, at blokke af denne bergart 
herfra kan være ført til strøgene om Kalfjordbunden. Da 
den udgående flytteblokkestrøm eller drift — som på andre 
steder nærmere pävist*) — først har taget sin begyndelse 1 
et tidsrum da havstanden lå omkring ‚130° (41 m) højere 
end nu og således ikke vil kunne have afsat flytblokke til 
større højde end denne, vil de ovennævnte blokke, der ligge 


*| Det nordlige Norge uuder den glaciale og postglaciale tid. 
Tromsø Mus. Aarsh. V. VIL 


Den nord-norske fjeldbygning 101 


op til højder af 470 m. over havfladen, naturligvis ikke kunne 
være at føre tilbage til denne i sin tid udgående flytblokke- 
strøm. Der er heller ikke fra andre kanter gjort nogen af- 
læsning, der kunde pege hen på udgående flytblokkestrømme i 
en tidligere periode. Der er endvidere påvist*) at indlandsisen 
efter al sandsynlighed ikke til nogen tid som en sammenhæn- 
gende masse kan have skudt sig ud efter Balsfjorden, men 
at den har fundet sin afslutning ved selve fjordbunden. De 
omhandlede serpentinblokke kunne således heller ikke være 
bleven transporteret indenfra udad ved udstremmende ind- 
landsis. Hertil skal endvidere bemærkes, at serpentinen her pe- 
trografisk afviger ganske væsentlig såvel fra Balsfjordens som 
fra Strømsejdets serpentin. 

Forøvrigt lader det sig ikke gjøre nu med mere bestemthed 
her at udtale sig om det heromhandlede spørgsmål. At få 
dette nærmere undersøgt vilde dog i flere retninger være af 
en ikke ganske ringe interesse. 

Der har ikke været anledning til at udstrække under- 
søgelserne videre ud efter Erstjorddraget. De orografiske 
bygningsforholde synes dog på forhånd at skulle pege hen 
på at fjelddraget i sin helhed er bygget af gneis-granit un- 
der forholde, der i det væsentlige svarer til de, der forøvrigt 
er de rådende efter Kvaløen. 


NS 


Straks vestenfor Kvalø udenfor indbøjning til Ersfjord 
rejser sig de to små men temmelig høje øer, Sæs-ø og 
Håja. Disse øer er bygget af udpræget laget bergart, der 
viser en regelmæssig omkring 45" vestlig indskyden. Den 
søndenfor liggende ø Tus-ø ved Katfjordens udmunding er 
ligeledes bygget af gneis-granit med oftest udpræget lagde- 
ling, — men her i stejlere tildels antiklinal lagstilling. 

Efter den høje Vengs-ø, der stiger op langs nordsiden 


ÿ 1 ¢, 


102 Karl Pettersen 


af Kvalø, optræder på forskjellige steder langs efter de 
laveste niveauer en grå glimmergneis, ganske ensartet med 
glimmergneisen langs efter den nordostlige del af Kvaløen. 
Lagstillingen er også her n. 20° v. m. stejlt østligt fald. 
Højere op bygges fjeldgrunden af en renere mer eller mindre 
udpræget lagdelt gneis-granit — ret hyppig under en veksel 
af røde og mørke båndlag. 

Den lille lave Ljes-s — ved et trangt sund udskilt fra 
Vengsø — er bygget af gmeis-granit, i vekslende røde og grå 
bandlag. Stregretning n—s., fald 70° øst. 


Sammenstilles de her fremlagte bygningsforholde efter 
Kvaløen, så vil deraf fremgå at en laget men i det hele 
mere karakteristisk præget gneis-granit tildels i veksel med 
renere granit optræder langs etter sens vestlige side — ef- 
ter den sydvestlige del dog i hyppig veksellejning med en 
snart stribet snart dioritisk præget amfibolit. Langs sens 
østlige side efter afhænget mod Strømsejde og videre nord- ' 
over langs Vestersundet, der skiller Kvalø fra Tromsøen, 
optræder ligeledes en granitisk mer eller mindre bestemt la- 
get bergart, der efter de lavere niveauer delvis kan gå over 
til en smakornig til tæt helleflintartet bergart. Opefter høj- 
fjeldspartierne såvel af Mjelle- som Finlandsdraget træder der- 
imod bergarten frem som en udpræget skiktet gneis. Efter 
Finlandsdragets højfjeldsryg indeslutter gneisen endvidere 
lagrækker af kloritisk skifer med dertil knyttede indlejnin- 
ger af vegstensartet sten. Disse lagrækker af gneis med der- 
til knyttede skifere ligger således som tildels brede zoner 
indpressede mellem den renere gneis-granit. Lagstillingen er 
her temmelig regelmæssig n. 20" v. med stejlt østligt fald. 

Efter den nordostlige del af øen bygges fjeldgrunden 
af en gra glimmergneis, — altid under en lagstilling som 
nysnævnt. Længere vestover, i forlængelse efter et på la- 


genes strøgretning retvinklet afsat profil, vil glimmergneisen 


Den nord-norske fjeldbygning 103 


efterhånden går over i en laget gneis-granit, idet den røde 
orthoklas efterhanden i alt stærkere malestok optræder i berg- 
arten. Man har her at følge jevne overgange fra en ren ud- 
præget skiktet glimmergneis, der ikke 1 fjerneste måde min- 
der om graniten, til en laget gneis-granit, hvor bergarten i 
brudet altid viser en ret udpræget granitisk struktur. 

Glimmergneisen kan imidlertid også selv optræde i vek- 
sel med lag af gneis-granit, og endvidere også med lag af 
hornblendegneis og hornblendeskifer. Gneisafdelingen danner 
således et lagsystem af habituelt forskjellige skifere. Dette 
peger med al bestemthed hen på at gneisafdelingen er af se- 
dimentær oprindelse. — uden at man forøvrigt nærmere skal 
kunne udtale sig om de forholde, hvorunder afsætningen kan 
være foregået. 

Da glimmergneisen imidlertid igjen findes i stadig vek- 
sel med laget gneis-granit og den fremdeles kan findes under 
jevne overgange at ga over i en gneis-granit, «der selv igjen 
på forskjellige steder kan optræde med ret udpræget skikt- 
ning, vil det hele utvivlsomt vere at opfatte som et sam- 
menhørende under ensartede forholde bygget lagsystem. 

Anderledes kunde måske spørgsmålet synes at skulle 
stille sig ligeoverfor de granitiske partier, som bryder frem 
i mere samlet masse efter Kvaløens vestlige side. Her træ- 
der bergarten frem med enidet hele renere granitisk struk- 
tur, hvorvel den på den anden side ved nærmere undersøgel- 
se vel oftest vil vise en mer eller mindre fremtrædende pa- 
rallelstruktur, der nærmest kan være at betegne som en tyk- 
laget bænkedeling. Her vil bergarten meget ofte træde frem 
under strukturforholde, der i og for sig ingenlunde synes at 
skulle udelukke en forudsætning om at man her kan have 
for sig en med hensyn til oprindelse mere selvstændig berg- 
art. Imidlertid skal i så henseende her dog fremholdes, at 
også denne renere granitiske bergart indeslutter eller findes 
1 hyppig veksling med rene gneisartede skifere og at der i 


104 Karl Pettersen 


det hele intet er aflæst, der med nogen større styrke synes 
at skulle vidne for at gneisen med den dertil knyttede lage- 
de gneis-granit som en mere selvstændig dannelse bør være 
at holde ud fra den renere mere tykbænkede granit. 

I det der på den ene side intet antages at skulle være 
til hinder for genetisk at sammenstille de forskjellige grani- 
tiske, gneis-granitiske og gneisartede dannelser, der bygge 
Kvaløens fjeldgrund, som petrografiske afændringer under et 
og samme hele, skal på den anden side også fremholdes at 
bygningsforholdene i det hele også nærmest peger i denne 
retning. 

Renere gabbro bryder intetsteds frem på Kvaløen. Der- 
imod optræder der efter sens sydvestlige del hyppig en am- 
fibolitisk bergart, der delvis kan træde frem som en diorit, 
hyppigere derimod som en ejendommelig præget finstribet 
hornblendegneis i regelmæssig veksling med gneis-granitiske 
lag. 

Den stejle og i det hele så regelmæssige lagstilling, 
der råder efter Kvaløen tildels med tilknytning til svingnin- 
ger i lagenes faldvinkel, vidner for at fjeldgrunden her har 
været underkastet stærke forrykkelser, ledsaget af opstuv- 
ning og foldning. Som tilfældet så ofte er efter kyststræk- 
ningens øer ligger også her de orografisk mere bestemmende 
indskjæringer ligeløbende med lagstillingens strøgretning. 
Kvalsundet, der adskiller Kvalø fra Ringvatsø, ligger såle- 
des mellem konformt stillede lagrækker, der skyder frem langs 
begge sundets sider. Det samme er også tilfældet med den 
ytre del af Malangen, der skjær sig ind mellem Senjen-ø og 
Kvalø. Indskjæringslinjerne for Malangen ligesom for Kval- 
sund står åbenbart i et bestemt tilknytningsforhold til lag- 
stillingen langs efter indskjæringssiderne. Der er endvidere 
forskjellige vidnesbyrd, — der senere nærmere skal blive 
omhandlet — der peger hen på at stærke sænkninger har 
fundet sted navnlig langs efter Kvaløensøstligeside mod Vester- 


Den nord-norske fjeldbygning | 105 


sundet, der skiller Kvalø fra Tromsøen. Den helleflintarte- 
de struktur, som den granitiske bergart her oftere kan an- 
tage langs efter de lavere niveauer, er som før nævnt ma- 
ske fremkaldt ved det under sænkningen fremkaldte tryk. 
At de stuvende og foldende kræfter forøvrigt i hø) grad må 
have indvirket omdannende pa Kvaløens faste fjeldgrund er 


naturligvis en ligefrem sag. 
Ringvats-ø 


skyder langs Kvalsund og endvidere langs efter den sydost- 
lige side mod den søndre del af Langsund, der skiller gen 
fra den østenfor liggende Ren-ø, opi høje fjeldpartier. Fjeld- 
massen når sin største højde efter sens sydostlige hjørne og 
videre frem efter Langsund, hvor den afsætter en række af 
opimod 3000’ (941) højtstigende toppe, nemlig Skulgamtin- 
derne sydligst og Soltinderne nordligst. Mod nord og vest 
falder dette højfjeld ned mod et bredt underland, der opta- 
ger det anseelige Skogsfjord-vand. Dette, hvis vandspejl kuns 
ligger få meter over havfladen, skjær sig frem efter en linje 
fra nv. mod so. — altså på det nærmeste ligeløbende med 
Kvalsund. Langs den nordlige side af sen skjær sig frem i 
omkring nordsydlig retning forskjellige fjorde mellem halvø- 
formige fremspring. Fjeldmassen her skyder sig op over det 
centrale lavlandsparti om Skogstjordvandet uden dog på no- 
get punkt at nå op til større højder end mellem 1000 a 1500’ 
(314 a 470 m.) 

Ringvatsøens fjeldmasse er ikke på langt nær således 
udstykket som tilfældet ellers er efter den store flerhed af 
kyststrøgenes større øer. I så henseende er Ringvatsø nær- 
mest at sammenstille med Senjen-ø, hvorvel disse to ger i an- 
dre retninger kan optræde med adskilligt afvigende orogra- 
fiske karakterpræg. Fjeldmassen langs Kvalsund er vistnok 
transversalt gjennemskåret af et par højere stigende åbne 
dalfører eller skar, der fra Kvalsund fører over til Skogs- 


106 Karl Pettersen 


fjordvandet, men danner forøvrigt et mere samlet fjelddrag. 
Det her nævnte Kvalsundsdrag går mod øens sydostlige hjør- 
ne over i Skulgamtindernes drag, der fortsætter som sådant 
nordover, hvor det afsluttes ved Soltinderne. Som et stærkt 
samlet og sammenhængende drag skyder således Kvalsunds- 
draget med Skulgamtindernes drag sig frem i en bue langs 
efter Kvalsund og Langsund. Mere udstykket er fjeldparti- 
erne efter øens nordlige fremspringende halvøer. Da disse 
imidlertid ere forholdsvis lave og nærmest at betegne som 
højere åsdrag, der tilmed mere jevnt går over i det fra 
Skogsfjorvandets nordside langsomt stigende lavland, træder 
udstykningen heri ethvert tilfælde ikke frem med nogen me- | 
re iøjnefaldende skarphed. Orografisk mere bestemmende 
transversale af alluvialmasser byggede ejdedannelser mangler 
Ringvatsøen ganske. 

Kvalsundsdraget — mellem Kvalsund og Skogsfjord — 
er bygget af rene gneisartede lagrækker, typisk gra glim- 
mergneis i vekslende mørkere og lysere båndlag. Strøgret- 
ning er her temmelig regelmæssig n. 20° a 30° v. med stejlt 
østligt fald. Lagstillingen er altså her ganske samstemmende 
med den, der råder på den anden side af Kvalsundet langs 
efter Kvaløen. Lagenes strøgretning falder således på det 
nærmeste sammen med Kvalsundetsog Skogfjordvandets ret- 
ningsløb. På enkelte steder kan dog lagstillingen vise sig 
snoet og forvreden. 

Profilrits fig. 17 er trukket fra Finvik ved Kvalsund 
i nordnordostlig retning over Grafjeld til Sandsletten ved 
Skarsfjord. 

a. rene gneislag 1 vekslende gra og røde bändlag. 

b. bergarten viser sig her mere gneis-granitisk hvorvel al- 
tid med bestemt fremtrædende lagdeling (eller skiktning). 
Gneis-graniten indeslutter forskjellige 16 a 32 ctm. mæg- 
tige lejeformige dannelser af ren kvarts (y). Disse kun- 
ne efter strøget følges gjennem lange sammenhængende lab 


Den nord-norske fjeldbygning 107 


c. Ved Sandsletten optræder bergarten igjen i mørke og 
lyse vekslende bandlag af gneis. 

Lagstillingen er overalt efter profilet konform. Gneis- 
afdelingen langs Kvalsundet optræder hyppig i veksel med 
hornblendeskifer eller hornblende-gneis, ligesom der også på 
forskjellige andre steder er at påvise inden gneisen — i lighed 
med tilfældet op over Gråfjeld — lejeformige lag af ren 
kvarts. 

Henimod Ringvatsøens sydostlige hjørne, hvor Kval- 
sundsdraget går over i Skulgamstindernes mægtige fjeldparti, 
afløses Kvalsundets grå glimmergneis af en hvid afændring, 
i hvilken orthoklasen tildels viger pladsen for en hvidlig 
oligoklas. Denne hvide afændring optræder ofte udpræget 
laget og lagstillingen falder da i grændsestrøgene mod den 
mørke glimmergneis sammen med den, der råder inden den 
sidstnævnte afdeling. Højere op antager oligoklas- gneisen 
ofte en mere massiv struktur. Bænke af denne massive af- 
ændring kan dog her ofte findes i veksling med laget sten. 
Da den grå glimmergneis igjen træder frem efter de lavere 
niveauer langs den sydoslige side af Ringvatsøen udenom 
Kvalsund, er oligoklas-gneisen antagelig nærmest at opfatte 
som en mægtig indlejningsdannelse inden den grå glimmer- 
greis. Det skal dog bemærkes at grænseforholdene mellem 
glimmer-gneisen og oligoklasgneisen ikke træder således frem 
at man herom for tiden vil kunne drage mere bestemte slut- 
uinger. 

Denne hvide oligoklas-gneis, der optræder som forher- 
skende bygningsled efter Skulgamstindernes højfjeldpartier fra 
en hejde af 250 m. over havfladen indtil top, er i overord- 
entlig rigt mål gjennemsat af partier af en mørk dioritisk sten, 
der snart kan optræde som mere regelmæssige lag lejeformig 
mellem gneislagene, snart kan overskjære gneislagene under 
en med disses lagstilling afvigende vinkel. Ofte stikker den 
dog også i mere uregelmæssige partier frem fra gneisen, Det 


108 Karl Pettersen 


samme forhold gjentager sig nordefter langs ans østside op 
imod Langsund og videre frem efter dette. Megtige i dag- 
fladerne ofte uregelmessigt formede bandlag af den mørke 
diorit sees efter storartede og vekslende forholde at stikke 
frem op efter de stejle og nøgne fjeldvægge. 

Ifald dioriten her skulde være af eruptiv oprindelse, så 
kunde der være nogen sandsynlighed for at materialet til 
den hvide oligoklasgneis delvis var udgået fra dioriten. Da 
dioriten imidlertid her stikker frem som en række indbyrdes 
udskilte og i de forskjelligste niveauer liggende båndlag, måt- 
te den være fremgaet gjennem en række af udbrud, der har 
fundet sted til forskjellige tider under oligoklas-gneisens dan- 
nelsestid. Skulgamtindens diorit er sammensat af feltspath, 
hornblende og kvarts.*) 

Efter Skulgamstindernes drag og videre nordover afbøj- 
es lagstillingen fra den efter Kvalsundet rådende strøgret- 
ning af n. 20 a 30° v. til mere nord-sydlig. 

Efter de nordlige dele af Ringvatso — efter de på beg- 
ge sider af Davfjord fremspringende halvøer — bygges fjeld- 
grunden af lagrækker af glimmergneis, hornblendegneis i hyp- 
pig veksel med laget gneis-pranit, Lagenes strøgretning er 
her temmelig regelmæssig n—s. med stejlt østligt fald. Langs 
begge sider af Dåvfjord gjennemsættes gneis-graniten hyppig 
af dioritiske partier. 

Lavlandspartiet om Skogsfjordvand er bygget af lag- 
rækker af yngre skifere. Det danner efter al sandsynlighed 
et indsenkningsbekken. Forholdene i så henseende skal 
nærmere blive omhandlet i et følgende afsnit. 

Undenfor Kvalsundets udmunding stiger frem den lille 
Ris-ø, omgivet af en række af småøer og holmer. Risøen når 
en hejde af omkring 320° (100 m.) Fjeldgrunden er bygget 
af gneisartede strata, der viser en temmelig regelmæssig 


*), Øfr. Lasaulx l. Ce 


Den nord-norske tjeldbyening 109 


stregretning af omkring n.—s. med stejlt sstligt fald. Berg- 
arten optræder snart som grä gneis, snart som redlig laget 
gneis-granit, — alt i stadig veksel. Herimellem lag af kvarts 
undertiden mere ren ublandet oftest dog indfældt med punk- 
ter af hvidlig feltspath, og går bergarten lidt efter lidt ved 
stadig at optage mer og mere rødlig feltspath over til en 
renere granitartet sten. 

Den grå gneisartede afændring er rig på biotit, kvart- 
sen eller kvartsiten samt graniten er derimod 1 regelen tem- 
melig fri for biotit. Enkelte af de granitiske afændringer 
indeholder skjæl af muscovit. Endvidere er magnetit hist 
og her bemærket som indblanding. Kvartsen med de spar- 
somme indfældninger af feltspath og de dertil knyttede over- 
gange til granitartet sten minder om de tidligere omhandle- 
de dannelser efter Bøheja på Langø. 

De talrige småholmer, der omgiver Risø, er bygg et i 
det væsentlige 1 overensstemmelse med Ris-e. 

Pa en af disse — Ljøs-ø — optræder en ejendommelig 
gneis-granitisk afændring, hvor feltspathen dannes af en mørk 
til sort storkornig plagioklas med udpræget tvillingstribning. 

Langs efter Ringvatsøens vestlige og nordlige side sti- 
ger der frem en krands af større og mindre bjergfulde øer. 
Disse ere Ribbenes-ø med Andamen, Grøtø, Nord-Kvalø, Helgø 


og Van-ø. 
Ribbenes-ø 


adskilles fra Ringvatsø ved Skagesund. Øen er stærkt ind- 
skåret ved forskjellige bugter og småfjorde. Fjeldmassen 
gjennemsættes ved to lave ejder nemlig Løgsfjordejdet og 
Andamejdet. Det første fører fra gården Finkirken ved Ska- 
gesund over til bunden af den lille Løgsfjord, der skyder sig 
ind fra sens vestlige side. Ejdets kulmination omkring 200° 
(63 m.) Noget nordligere fører Andamejdet med en kulmi- 


1 10 Karl Pettersen 


nation af omkring 100' (31 m.) fra Skagesund over til Ån- 
damfjord. Øens fjordmasse er herigjennem udsondret i tren- 
de store mere selvstændige fjeldpartier nemlig Skogsfjorddra- 
get sydligst, Bredviksdraget mellem Løgsfjordejdet og Andam_ 
ejdet og Storfjeldsdraget, der skyder sig frem fra Andamejd- 
ets nordlige eller nordostlige side. | 

Skogsfjorddraget bygges af tildels stærkt gjennemskar- 
ne asdrag. Bredvikdraget, der danner sens egentlige cen- 
tralparti, stiger sågodtsom overalt stejlt op fra strandbred- 
den og afsluttes opad i forskjellige tinder, hvoraf flere nå 
op til omkring 2000’ (631 m.) Storfjeldets drag er mere ens- 
formig bygget. Det når i Storfjeidet sit højeste punkt, der 
neppe overstiger 1500' (470 m.) 

Ved Finkirken bygges fjeldgrunden af grå gneisartede 
lag i veksling med rødlig mere granitartet sten. I denne 
sidstnævnte optræder hyppig i udsondringer af indtil 0,3 m. 
gjennemsnit ren kvarts, — tildels sparsomt indflettet med 
rødlig orthoklas. I den mere granitisk udprægede afænd- 
ring optræder kvartsen og orthoklasen indbyrdes udskilt i 
forholdsvis store partier. I nærheden af Finkirken rejser sig 
et par isolerede houger, bygget af en overordentlig stor- 
kornet kvartsrig granitartet sten. Stenen viser sig tildels ind- 
fældet med røde granater. 

Langs den søndre side af Legsfjordejdet bygges fjeld- 
grunden af harde kvartsrige gneisartede dannelser, der vised 
en strøgretning af n. 20° v. med stejlt østligt fald. 

Langs efter Løgsfjorden træder frem lagrækker af gneis- 
artet sten under en smuk regelmæssig veksling af mørke og 
lyse lag. Stregretning n. 20" v. fald 60%. 

Også ved gården Engvik på den nordre side af Løgs- 
fjord ved dens udmunding under foden af Bredvikdraget byg- 
ges fjeldgrunden af lagrækker af gneisartet skiktet sten i 
vekslende bandfarver. Gmeisen findes efter et profil, der 
trækkes over den straks udenfor Engvik liggende Styrsholme 


Den nord-norske fjeldbygning ti 


østover efter underlandet om Engvik og videre op efter 
Bredvikdragets vestlige afhæng, 1 hyppig veksel med lag af 
gneis-granit og med bånd tildels af renere granit. Disse lig- 
ger som lag i gneisen og taber sig 1 denne tildels gjennem 
successive overgange. 

På Andamsejdet stikker frem tyndlaget grå-gneis — 
fremdeles under en strøgretning af n. 20° v. med stejlt øst- 
ligt fald. 

Andammen er en liden men højt bygget ø, der som en 
kile skyder sig ind efter Andamsfjorden på den vestre side 
af Andamejdet. Langs efter øens østre side bygges fjeld- 
grunden af lagrækker af gra og mørk gneis i regelmæssig 
veksling. Derover hornblendegneis ligeledes i smuk regel- 
mæssig lagdeling og i konform lagstilling med den under- 
liggende glimmergneis. Strøgretning fremdeles n. 20° v. men 
faldet har her svunget om til vestligt eller sydvestligt. I 
hornblendegneisen optræder hyppige udsondringer af ren 
kvarts, ligesom også af granitisk sten. 

Også Storfjeldsdraget er bygget af grå glimmergneis i 
veksel med gneis-granit. Lagstillingen er dog her temmelig 
variabel. 

Ribbesnes-ø er således helt bygget af Kvalsundets glim- 
mergneis. Når Storfjelddraget undtages — hvor lagstillingen 
er temmelig variabel — råder ellers en temmelig konstant 
strøgretning af n. 20 a 30° v. med stejlt nordostligt fald ef- 
ter øens sydlige halvdel, derimod sydvestligt efter den nordlige. 

Af ejderne er Andamsejdet indskåret efter gneislagenes 
stregretning. 

Straks vestenfor Ribbenes-ø rejser sig den omkring 
740' (232 m.) høje Sandsø med sin brede jevne topflade. 
Øen er bygget af mørkere og lysere gneisstrata stadig vek- 
sel. Strøgretning regelmæssig omkring n.—s. med stejlt 


estliot fald. Gneisstraterne fandtes her etsteds diagonalt 


119 Karl Petterseñ 


gjennemsat af en 0,8 m. mægtig granitisk gangsten På et 
andet stedsäes en transversalt fremspringendegangdannelse, der 
afsluttedes i en longitudinal forgrening, der altså lejeformig 
fulgte gneislagene og efterhanden her gik overiren gneis. 
At disse granitiske gangdannelser her skulde være af erup- 
tiv oprindelse synes der således ikke at være fuld grund til 
at forudsætte. 


Grøtø 


danner i orografisk henseende et enkelt fjelddrag med top- 
højder, der antagelig nå op til omkring 1500‘ (470 m.) 

Fjeldgrunden her er bygget af hard glimmergneis i 
veksel med laget gneis-granit. 


Nord-Kvalø. 


Ved det lave Nordskarejde, der fører fra Sørskar ved 
gens nordvestlige side til Nordskar ved dens østlige side, 
er øens fjeldmasse udskilt i tvende helt udsondrede hoved- 
partier. Disse er begge høje og bjergfulde. 

Qver den sydlige forholdsvis største del af øen stiger 
fjeldmassen op 1 en række af top pe hvorimellem Teisttinden, 
Lille- og Store- Alangen samt Finsula. De højeste af disse 
når op til antagelig omkring 2000’ (630 m.) 

Fra den nordlige del af gen, der 1 det hele er lavere, 
stiger Mebura og Rosmålen op til en højde af mellem 
1500 a 2000’ (470 a 620 m.) 

Fjeldgrunden bygges her overalt af gneis 1 veksel med 
gneis-granit — under i det hele temmelig stærkt varierende 
lagstilling. Bergarten er her i regelen langt stærkere 
krystallinisk udpræget, hårdere og af en mere ensartet 
struktur end Kvalsundets og Ribbenesøens mere typisk 
udprægede gneis. Hvorvel gneis-graniten her ofte tilsyne- 
ladende kan vise sig temmelig ulaget, vil det dog ved nærmere 
undersøgelse fremgå at så 1 virkeligheden ikke er tilfældet. 


Den nord-norske fjeldbygning 113 


Det er i sa henseende ogsa ret betegnende at der mellem 
de talrige bergart-brudstykker, der findes udstrøet efter de 
nuværende strandflader, ikke vil være at finde exemplarer 
af ren granit. Gneis-strukturen er tvertimod altid sa stærkt 
fremtrædende, at ingen, hvem et sådant stykke blev over- 
leveret, vilde finde sig foranlediget til at betegne bergarten 
som granit. 

På forskjellige steder langs efter Kvaløen træder dog 
bergarten også frem som renere udpræget gneis. Navnlig 
skal i så henseende fremhæves strøgene langs den vestlige 
side af øen fra Hermansfjord nordover mod Nordskarejde. 

Ved Sørskar ved stranden gneislag strøgretning n. 409 
v. i vertikal lagstilling. Hojere op bryder der frem partier 
af en ualmindelig storkornig grålig granitisk sten. Denne 
indeslutter endvidere partier af en ejendommelig granitartet 
afændring. Den dannes af rødlig ortoklas og kvarts, og 
herimellem findes der endvidere indblandet blade af grønlig 
kloritisk glimmer. Savel orthoklasen som kvartsen optræder 
ikke i kornig forbindelse, men derimod hver for sig i større 
samlede masser, der kunne have opimod en meters gjennem- 
snit. Den rødlige orthoklas er forøvrigt stærkt forherskende 
og stikker kvartsen ofte frem mere som indfældninger i 
denne. I sammenstødspunkterne mellem feltspath og kvarts 
flyder disse mineralier ligesom over i hinanden. Forholdene 
synes her nærmest at skulle angive at 1 ethvert tilfælde 
kvartsen er afsat på den väde vej. 

Ved Nordskar gneis-granit med indblanding af mørk 
magnesiaglimmer. 

Opefter fjeldhøjden Rosmalen bygges fjelderunden af 
lag af grå gneis-granit i bænkedeling. Strog n. 409 ø. un- 
der 70" sydøstligt fald. Men ved siden heraf findes stenen 
gjennemsat af transversale afsondringsflader. 

Efter Teistens og Barsetfjeldets sydlige styrtninger 
sees den gneis-granitiske bergart gjennemsat af svære par- 

8 


114 Karl Pettersen 


tier af en mørk antagelig dioritisk sten — i lighed med de 
føromhandlede forholde efter Skulgamtindernes fjelddrag på 
Ringvats-ø. 


Van-ø 


med i det hele temmelig jevne og lidet indskarne kystlinjer. 

Den eneste mere fjordlignende dannelse her er Skibsfjorden, 

der fra den østlige side skjær sig ind 1 sydlig retning. 

Denne går ved sin indre afslutning over i Skibsfjorddalen, 

der skjær sig ind i sydlig retning og her som et åbent 

dalføre gar over i et 6 a 700' (188 a 220 m.) højtstigende 
fjeldskar, der mellem Vantindens og Vankistens høje fjeld- 
partier fører over til øens sydlige side. 

Fra bunden af Skibsfjorden fører Skibsfjordejdet over 
til Hamrene ved øens sydvestlige side, og længere nord det 
lave Vannerejde i østvestlig retning tvertover gen. 

Ved disse to ejder er øens fjeldmasse udskilt i trende 
helt fra hinanden udsondrede fjeldpartier nemlig: 

a. Vantindens og Vankistens tvillingdrag, — på begge 
sider af Skibsfjorddalen. Vantinden har en højde af 
3307’ (1087 m.), Vankisten er noget lavere. 

b. Kvalkjæftens fjeldparti mellem begge ejderne, danner 
et lavere mildt formet drag, der med sin bølgeformede 
højryg nar en hejde af omkring 1500’ (475 m.) 

c. Thorvågsdraget nordenfor Vannerejdet. De hejeste 
toppe her nå antagelig omkring 1500' (475 m.) 

Vantindens og Vankistens fjeldparti er bygget af 

den efter disse strøg almindelig optrædende gra gneis i 

veksel med laget gneis-granit. Bergarten her ligner den, 

der bygger Nord-Kvalø med tilliggende øer, og er således 

i det hele mere gneis-granitisk præget end glimmer-gneisen 

langs efter Kvalsund. Også op efter Vantindens nøgne 

bergvægge sees uregelmæssigt formede partier af en mørk 
dioritisk sten at bryde frem. Ved sin mørke farvetone 


Den nord-norske fjeldbygning 115 


stikker disse partier stærkt af mod den omgivende lysere 
gneis-granit. 

Lagstillingen inden den gneis-granitiske afdeling her 
viser en temmelig regelmæssig nord-sydlig strøgretning til- 
dels med svingninger 1 faldretningen. 

Det lave temmelige brede underland langs øens sydlige 
side under foden af det her omhandlede høje fjeldparti er 
bygget af lagrækker at yngre skiferafdelinger. Disse for- 
holde skal senere blive omhandlet i et eget afsnit. Det 
samme gjelder Kvalkjæftens fjeldparti. 

= Thorsvågsdraget er derimod ligeledes bygget af gneis- 


granitisk bergart. 
De nordligste kyststrog. 


Med Vansens gneis-granit afsluttes på en vis måde 
kyststrøgenes mere sammenhængende gneis-granitiske felt. 
Keilhau, der fulgte bygningsforholdene fra nord af sydefter, 
henlægger også feltets nordlige begyndelse til Vanøen. 
Gneis-graniten træder dog som tidligere nævnt også frem 
på forskjellige steder efter kyststrøgene nordover, men her 
dog altid i mindre indbyrdes udskilte og tildels langt fra 
hinanden liggende smafelter. 

Efter den nordvestlige del af Arnø, der ligger på den 
østlige side af Fuglesund ved sammes udmunding mod det 
abne hav, bygges fjeldpartiet Afløsningen af en i det mind- 
ste tilsyneladende granitisk bergart. Aflosningens bergart 
ryr let sammen til en grov sand og viser således en sand- 
stensartet struktur. Den kan i så henseende nærmest være 
at sammenstille med de sandstensartede granitiske afæn- 
dringer på Vest- og Øst-Vagø i Lofoten. Efter dagfladerne 
og revner viser bergarten sig 1 regelen stærkt farvet ved 
udskilt jernhydroxyd. Den er tildels rigt indfældt med 
røde granater. 

Afløsningens bergart er antagelig at indordne under 


116 Karl Pettersen 


kyststrogenes gneis-granitiske felt. Mod øst afløses den af 
skiktet glimmergneis, der petrografisk stærkt minder om 
Kvalsundets glimmergneis. Glimmergneisen, der ligeledes 
er rigt indfældt med røde granater, viser en stregretning af 
n. 20" v. med 30° vestligt eller sydvestligt fald. 

Efter den store vildt byggede Bergshalvø, der stiger 
frem fra den nordlige side af Lille-Alten, Altejdct og Lang- 
fjord og som for største delen er bygget af et større sam- 
menhængende gabbrofelt, optræder efter halvøens randkan- 
ter mod syd vest og nord smalere og bredere zoner af 
hårde gneisartede lagrækker i veksel med eller med over- 
gang til laget gneis-granit. Denne sidstnævnte bergart 
træder dog her i det hele sparsommere frem end tilfældet 
er efter de sondenfor Fuglesund liggende strøg. Lagstil- 
lingen inden gneis-afdelingen bøjer sig i regelen efter kyst- 
linjerne og efter de i orografisk henseende mere bestemmende 
fjordindskjæringer. Faldvinkelen er i regelen stejl fra 60 
ALTO? 

Gneisafdelingen optræder her på mangfoldige steder i 
umiddelbar kontakt med gabbroen. Ved handelsstedet 
Bergsfjord optræder langs efter de lavest liggende niveauer 
smale bandstriber eller zoner af gneisstrata, der med stejlt 
fald falder fra gabbroen. Pa den i nærheden liggende 
holme Mar-ø skyder derimod gneisen sig med stejlt vestligt 
fald ind under den gabbroartede afændring, som forøvrigt 
bygger øen. 

Ved det sydostlige hjørne af den store ø Silden, der 
stiger op straks vestenfor Bergs-halvø, optræder gneisen på 
sine steder 1 hyppig veksellejning med bandlag af en diori- 
tisk sten, udsondret i pladeformige masser fra 16 til 60 ctm. 
mægtighed. Disse ligger således som regelmessige lejer 
mellem båndlag af skiktet gnes. På et sted såes dog et 
af disse lejeformige dioritiske lag at udsende en gangartet 


forgrening, der gjennemskjær gneislagene transversalt. 


Den nord-norske fjeldbygning 117 


Det vil heraf fremgå at dioriten, 1 tilfælde den skulde 
være eruptiv, også her må være brudt frem under selve 
gneisens dannelsesperiode. Dioriten danner her forøvrigt 
alene en petrografisk afændringsform wunder Bergshalvøens 
gabbro — forholde som nærmere skal blive omhandlet i et 
følgende afsnit, 

Langs efter den vestlige del af Stjernø antager den her 
optrædende gneis delvis en gneis-granitisk struktur. 

Glimmergneisen på Sorgen, der her bygger større 
sammenhængende felter, veksler på sine steder med lag af 
gneis-granit, der dog i det hele kun optræder ganske under- 
ordnet. Ved udløbet af Dønnesfjord ved gens ytre mod 
havet vendende side rejser sig fjeldpartiet Stålet 1 stejle 
styrtninger. Dette er bygget af en hård gneis, der nærmest 
er at betegne som en gneis-granit. Stenen er sammensat af 
hvidlig til rødlig orthoklas, kvarts og brun magnesiaglimmer. 
Pa sine steder kan bergarten antage et konglomeratartet 
preg. Også fjeldpartiet Oksen tvertovenfor Stalet på den 
anden side af fjorden ved sammes udmunding er antagelig 
bygget af en med Stålets gneis-granit ensartet sten. 

Stålets gneis-granit er i henhold til mikroskopisk analyse af 
Lasaulx sammensat af kvarts orthoklas, lidt plagioklas meget 
mikroklin og to slags glimmer og her indfældt med granat.*) 

Stålets gneiseranitiske parti danner som den sidste 
udløber mod nord for kyststrøgenes vidstrakte gneis-graniti- 
ske felt. Dette afløses nu af Finmarkens glimmergneis, der 
her indtager et ganske anseeligt område. Vest-Finmarkens 
glimmergneis er ligeledes at indordne under urfjeldet, men 
tilhører antagelig en afdeling, der er yngre end gneis-gra- 
niten. På forskjellige steder vil der dog være anledning til 
inden glimmergneisen her at påvise overgange til gneis- 
granitisk sten. Hvor nemlig orthoklasen, som i det hele 


*) A. v, Lasaulx c. 1, 


118 Karl Pettersen 


her er temmelig tilbagetrængt, kan træde frem i rigeligere 
mængde, vil stenen i brudet oftere antage en pgranitartet 
struktur. 

På Porsangerhalveen i nærheden af handelsstedet 
Komagfjord optræder langs efter strandniveauerne en mind- 
re afdeling af renere gneis-granit, der overlejes af lagræk- 
kér tilhørende Balsfjord-gruppen. 


b. Den gneis-granitiske afdeling i samlet oversigt. 


Kystens gneis-granitiske felt, som således er fulgt fra 
syd af til dets afslutning mod nord, dannes i henhold hertil 
af laget granitartet sten som mere forherskende led med skik- 
tede 1 petrografisk henseende ofte stærkt varierende gneis- 
strata — såsom glimmergneis, hornblendegneis, kvartsitisk 
gmeisartet skifer, hvortil endvidere mere underordnet kan 
slutte sig mer eller mindre ren glimmerskifer og hornblende- 
skifer. 

Hovedledet inden dette felt dannes af en laget bergart, 
der viser en mer eller mindre udpræget granitisk struktur. 
Petrografisk træder denne frem under tvende mere karakter- 
istisk prægede afændringsformer den ene af en mere rødlig © 
grundfarve, den anden, der er mere glimmerrig, af en mere 
grålig grundfarve. 

Mens den gra og røde afændring oftest kan optræde 
hver for sig mere samlet og forherskende efter de forskjelli- 
ge strøg, kan de på den anden side findes i indbyrdes veks- 
ling og derunder den ene petrografisk gå over i den anden. 
De danner således her alene petrografiske afændringsformer. 

Eftersom lagdelingen træder svagere eller stærkere frem, 
kan bergarten være at betegne som gneisartet granit (gneis- 
granit) eller som granitisk-gneis. Hyppig kan den som så- 
dan under stadig veksel med mer eller mindre udpreget la- 
get sten antage en ren gneisartet struktur og som sådan 
optræde med endog udpræget skiktning, På andre steder 


Den nord-norske fjeldbygning 119 


kan den udprægede lagstilling træde meretilbage og afløs- 
es af en mer eller mindre fremtrædende parallelstruktur, 
nærmest betinget ved glimmerbladenes grupperingsmäde. 
Trænges også denne stærkere tilside træder bergarten 
frem som en renere granit. Det er imidlertid navnlig 
den rede afændring, som således kan ga over i renere ulaget 
granit. Den grå afændring vil derimod, selv hvor den op- 
træder stærkest granitisk præget, dog i regelen bevare en 
mere bestemt parallelstruktur. 

Ved siden af den heromhandlede granitartede sten op- 
træder inden det gneis-granitiske felt på forskjellige steder 
ren skiktet gneis, der petrografisk ikke lenger minder om 
graniten — oftest helt underordnet, men på enkelte steder 
dog også i større samlede partier. Gneisen dannes forher- 
skende af en grå glimmer-gneis, der dog optræder i hyppig 
veksling med hornblendegneis, kvartsitisk gneis og underti- 
den også med lag af ren glimmerskifer og hornblendeskifer. 

Efter det gneis-granitiske felt træder endvidere frem på 
flere steder forskjellige syenitartede afændringer og endvide- 
re dioritiske og gabbroartede bergarter. Muligt også at der 
på enkelte steder kan være at påvise små drag af yngre 
eruptiv granit. 

På grund af feltets anseelige udstrækning vil, — hvad 
der vel også på forhånd kunde være al grund til at forud- 
sætte — de petrografiske forholde kunne variere, så de efter 
de forskjellige lokaliteter kan antage et mer eller mindre 
fremtrædende særpræg. Lofotens gneis-granit viser således 
hyppigst en mere rødlig grundfarve, kan derunder ofte træ- 
de frem med en temmelig løskornet struktur og således end- 
og gå over til en halv sandstensartet dannelse, der meget let 
ryr sammen til sand. Den er endvidere temmelig hyppig ind- 
blandet med magnetit, — tildels endog i den målestok at 
magnetit på sine steder kan være at betegne som en mere 


120 Kar! Pettersen 


væsentlig bestanddel, mens den mørke magnesiaglimmer sam- 
tidig trænges tilbage. 

I Vesterälens og Hind-øens gneis-granit, hvis grundmas- 
se fremdeles er temmelig forherskende rødlig, er bergartens 
hovedbestanddele i regelen stærkere sammenknyttede, så en 
mere sandstensartet struktur her ikke vil være at påvise. 

Efter Kvalø, Ringvatsø og de samme omgivende ger 
i Karlsø præstegjeld træder bergarten mere frem under den 
grå afændringsform og det samme er også tilfældet efter 
kyststrøgene fra Fuglesund nordefter. Dog vil der også her 
på sine steder være at påvise enkelte partier af den mere 
rødlige afændringsform. 

Den renere prægede gneis træder efter Lofoten, Vester- 
Alen, Hind-ø og den sydvestlige del af Senjeni det hele kuns 
mere underordnet frem. Fra Moskenes-øen 1 Lofoten sydef- 
ter over øgrupperne Værø og Røst synes gneis-graniten mer 
og mer at trænges tilbage og derunder at afløses ved renere 
præget gneis. Selve Røst-gruppen har der ikke været an- 
ledning til nærmere at undersøge, men bygningsforholdene 
efter den sydlige del af Moskenes-ø samt efter Vær-ø, hvor 
bergarten i det hele er stærkere gneisartet præget*) end til- 
fældet er etter Lofotøerne forøvrigt, synes nærmest at skul- 
le pege i den retning. I så tilfælde vilde altså gneis-grani- 
ten mod syd gå over til en afdeling af renere gneis, som her 
sluttelig senker sig ned under havfladen. Efter den vesten- 
for Hind-ø liggende Lang-ø træder gneisen noget stærkere 
frem, men dog også her helt underordnet og mest som rand- 
strimler efter de lavest liggende niveauer. Efter den midtre 
og nordlige del af Arn-o spiller gneisen en forholdsvis stær- 
kere rolle. End mere er dette tilfældet efter den vestlige 
og nordlige del af Senjen-ø, efter den nordostlige del af Kvalø 
samt efter den sydlige del af Ribbenes-ø samt Ringvats-ø, 


*] Cfr. Gea II. 


Den nord-norske fjeldbygning 121 


Her optræder mægtige lagrækker — tildels i større sammen- 
hængende felter — af ren skiktet glimmergneis ofte i veks- 
el med hornblendegneis eller hornblendeskifer. Glimmer-gneis- 
en træder her tilsyneladende frem tildels således udskilt fra 
gneis-graniten, at man ved første øjekast nok kunde fristes 
til at opstille den som en yngre mere selvstændig afdeling 
inden det gneis-granitiske felt — se profilrits fig. 15 fra den 
nordostlige del af Kvaløen. 

Da glimmergneisen imidlertid også her meget hyppig 
veksler med lag af gneis-granit, der øjensynlig optræder som 
oprindelige led inden den samlede lagrække, og der på den 
anden side endvidere vil være at påvise jevne overgangsfor- 
holde mellem glimmergneisen og de tilgrændsende afdelinger 
af mere sammenhængende gneis-granit, vil en sådan forud- 
sætning imidlertid neppe kunne lade sig opretholde. Fra Fug- 
lesund nordover trader den renere gneis.granit efterhanden 
mere og mere tilbage, idet dens mere sammenhængende ud- 
bredelse herfra er brudt. Deu bryder her alene frem inden 
enkelte indbyrdes udskilte småfelter, og afløses endelig af 
Vest-Finmarken glimmer-gneis, i hvilken den gneis-granitiske 
struktur på det nærmeste ganske er tildagetrængt. Kuns 
på enkelte steder inden gneisafdelingen her kan der endnu 
være at påvise helt underordnede indlejninger, der tildels 
kunne minde om gneis-graniten. 

Medens gneis-graniten således som ovenfor nævnt på 
den ene side navnlig gjennem den røde afændring kan gå 
over til en renere ulaget granit, vil den på den anden side 
og det fortrinvis gjennem den grå afændring kunne gå over 
til ren skiktet gneis. Imellem graniten og den skiktede glim- 
mergneis, 1 hvilken den granitiske struktur helt er tilbage- 
trængt, kan der ligge en mangfoldighed af overgangsformer, 
der lade sig forfølge skridt for skridt. Mørk glim- 
mergneis og rød gneis optræder på mange steder i hyp- 
pig veksling, og det er ikke så sjeldent at se disse afænd- 


122 Karl Pettersen 


ringer gjensidig at gà over i hinanden, säledes endog at et 
og samme lag, der på et sted træder frem som en mørk glim- 
mergneis, 1 forlængelsen kan ved efterhånden at optage mer 
og mere feltspath ga over til en rødlig gneis og længere frem 
til renere gneis-granit med i brudet ren granitisk struktur. 

Gjennem sådanne overgangsformer vil altså yterledene 
— graniten og gneisen — her petrografisk være sammen- 
knyttede. 

Når man således nærmest fæster sig ved de petrogra- 
fiske forholde, vil den inden det gneis-granitiske felt optræden- 
de bergart som før nævnt snart være at betegne som ren granit 
snart som gneis-granit og granitisk gneis og snart som en 
glimmergneis. At disse forskjellige afændringer forevrigt 
også må blive at indordne som led under en og samme 
geologiske bygningsgruppe, — af samtidig og væsentlig ens- 
artet oprindelse — vil som det synes på det bestemteste 
fremgå, når man ser hen tilde hyppige konformt optrædende 
vekslinger mellem de ovennævnte afændringsformer, som her 
sagodtsom overalt vil være at påvise. Ikke alene vil den 
lagede gneis-granit, som forøvrigt selv hyppig kan optræde 
med udpræget skiktning, findes altid wunder konkordant 
lagstilling i veksling med rene gneisstrata tildels også med 
glimmerskifer. Men også glimmergneisen vil på samme 
måde, selv der, hvor den optræder i mere samlede afde- 
linger som på Kvalø og Ringvats-ø, findes i hyppig veksel 
med granitisk gneis og laget gneis-granit. Vekslingerne 
ere derunder i regelen så hyppige, at man altid under 
befaringen vil finde sig stedt i tvivl om, hvorvidt man be- 
finder sig inden et granitfelt eller et gneisfelt. Det vil 
således heller ikke — enkelte lokaliteter måske fraregnede 
— Jade sig gjøre indbyrdes at udsondre selv de mere skarpt 
udprægede afændringsformer således, at de særskilt lade sig 
kartlægge. Heller ikke vil det som det synes i det hele 
og store lade sig gjøre at opfatte den mellem gneis-granitens 


Den nord-norske fjeldbygning 123 


lag indflettede skiktede gneis eller omvendt den mellem 
gneisafdelingernes lagrækker indflettede gneis-granit som 
oprindelig fremmede dannelser, der under fjeldgrundens 
opstuvning er bleven indeklemt mellem fremmede afdelinger. 
Dertil ere vekslingerne for hyppige og de stratigrafiske 
forholde, hvorunder alt dette træder frem, i det hele for 
regelmæssige. 

Med hensyn til den gneis-granitiske afdelings oprindelse 
så er det for første åbenbart at glimmergneisen, således som 
den træder frem på Kvalø Ribbenesø og Ringvats-ø, med 
sin hyppige veksel af habituelt varierende gneisskikter må 
være af sedimentær oprindelse. Da glimmergneisen endvidere 
findes i hyppig veksling med lag af gneisgranit i konform 
lagstilling, — da et lignende forhold råder inden gneis- 
graniten, der indeslutter lag af glimmergneis — og der 
endvidere er at påvise jevne og gradvise overgange mellem 
afdelinger af glimmergneis og gneis-granit, så vil det i 
ethvert tilfælde være nødvendigt for gneis-granitens vedkom- 
mende på Kvalø ligeledes at forudsætte en sedimentær 
oprindelse. Som ovenfor fremholdt danner også glimmer- 
gneisen og gneis-graniten her et sammenhørende geologisk 
bygningsled. Da gneisgraniten på Kvalø imidlertid alene 
udgjør et led, der er at indordne under det store gneis- 
granitiske felt, vil den fra Kvaløen dragne slutning om 
gneis-granitens oprindelse nødvendigvis blive at udstrække til 
at gjelde for det hele felt — en slutning som forøvrigt 
også måtte blive at drage, selv om man derunder ikke 
nærmere fæstede sig ved bygningsforholdene på Kvalø. 
Under de .oftest stærkt skiftende strukturforholde, hvorunder 
gneis-graniten træder frem efter de forskjellige strøg hyppigen 
med udpræget lagdeling og i veksel med skiktet gneis, vil 
der heller ikke her lade sig gjøre at holde på en forudsæt- 
ning om en dannelse ad anden vej. 

De hyppige indlejninger af ren kvarts, der — ofte af 


124 | Karl Pettersen 


ganske betydelig mægtighed og vid udbredelse i felt, — optræ- 
der lejeformig mellem gneis-granitiske lag vidner for afde- 
lingens sedimentære oprindelse. Det samme gjelder end- 
videre de tidligere omhandlede kvartsdannelser efter den 
gneis-granitiske afdeling på Langø, og desforuden på flere 
andre steder, der fra at være hejst sparsomt spættet med 
enkelte korn af rødlig orthoklas efterhånden ved at optage 
dett: mineral i større og større mængde kan gå over i en 
petrografisk rent udpræget granit eller laget gneis-granit. 
Medens der således antages ikke at skulle kunne råde 
nogen tvivl med hensyn til den lagede gneis-granits sedimen- 
tære oprindelse, kunde spørgsmålet i så henseende mäske stil- 
le sig mere tvivlsomt ligeovenfor de på de forskjellige steder 
her langs efter kyststrøgene optrædende afdelinger af idet- 
mindste tilsyneladende renere præget granitisk samt syeni- 
tisk bergart. Mellem de steder, hvor noget renere granitisk 
sten således findes at bryde frem, skal særlig nævnes: 
a. Moskenesø i strøget mellem Sørvågen og Bunesfjord, 
b. Vest-Vågø 1 strøget mellem Balstad og Ure, 
c. Øst-Vågø — langs den vestlige og nordvestlige side fra 
Vågekallen nordover, 
d. Grytø — nordenfor Hind-ø, 
Senjenø — efter den sydvestlige del fra Senje-hesten 
nordover mod Tranøbotten, 
f. Kvalø — efter dens nordvestlige parti med Tromtinder- 
nes og Skamtindernes fjeldpartier. 
Foruden på disse steder, hvor den granitiske bergart 
— hvorvel også her ret ofte med et drag af gneis-granitisk 
struktur — optræder mere samlet og med en inden hver en- 
kelt afdeling delvis mere gjennemgående ensartet struktur, 
kan renere præget granit endvidere være at påvise på en 
mangfoldighed af andre lokaliteter inden det gneis-granitiske 
felts område, men her dog iregelen under lokalt mere ind- 


snevrede forholde. 


Den nord-norske fjeldbygning 125 


Med hensyn til disse her nævnte afdelinger af noget 
renere granit kunde der rejses det spørgsmål, om de ikke li- 
geovenfor den sediment ert afsatte gneis-granit kunde være 
at tillægge en afvigende eller mere selvstændig oprindelse. 
I så tilfælde måtte de være at opfatte enten som rester efter 
et ældre granitisk grundfjeld, der som sådant havde afgivet 
for en væsentlig del materiale til den yngre gneis-granitiske 
sedimentært afsatte afdeling, eller som relativt yngre erup- 
tiver, der har gjennembrudt det ældre foreliggende gneis-gra. 
nitiske felt. 

Hvad det første punkt angår, så skal her i så henseen- 
de fremholdes at der allerede i og for sig vil være liden ri- 
melighed for at den renere granit selv under forudsætning 
af at den var af ældre oprindelse skulde have kunnet afgive 
for nogen mere vesentlig del det nødvendige materiale til 
den sedimentært afsatte gneis og gneis-granit. Dertil optræ- 
der den i altfor begrændset målestok ligeovenfor de mægtige 
og vidt udbredte afdelinger af de forudsætningsvis herfra af- 
ledede gneis- og gneis-granitiske dannelser. Hertil kommer 
endvidere at graniten og gneis-graniten ingenlunde optræder 
saledes indbyrdes udskilte som en forudsætning som oven- 
nævnt nødvendigvis måtte fordre. Dernæst skal endvidere 
bemærkes, at også den renere prægede granit gjennem paral- 
lelstruktur og afsondringsflader om og efter svagere målestok 
bærer det samme præg, som det, der råder inden gneis-gra- 
niten, og at den endvidere kan indeslutte eller veksle med 
lag af rene skiferdannelser. Der er således som allerede tid- 
ligere bemærket i det hele ingen skarpere grændse mellem 
den lagede og ulagede bergert, idet disse tvertimod gjen- 
sidig går over i hinanden. De danne således anageligt alene 
petrografiske afændringsformer under et med hensyn til 
oprindelse sammenhørende hele. 

At forholdet er dette vil yderligere bestyrkes, nar man 
fester sig ved bergarternes petrogratiske egenskaber. For 


el 


126 Karl Pettersen 


at søge disse nærmere bestemte er der oversendt Herr A. E. 
Tørnebohm i Stockholm prøver af sådan tilsyneladende mere 
udpræget granit fra forskjellige lokaliteter efter de her om- 
handlede strøg til mikroskopisk analyse. Af de prøvestykker, 
som Hr. Tørnebohm velvilligen har undersøgt, er det ene 
hentet fra Burø pr. Grytø, — nordenfor Hindø. Stenen er 
i henhold til hans meddelelse dannet af kvarts, mikroklin, 
lidt plagioklas, grønbrun biotit, muskovit. Som accessoriske 
bestanddele optræder primær epidot med ortitkjerner, 
granat, magnetit, lidt apatit og zirkon. Bergarten betegnes 
af Tørnebohm som en jerngneis. 

Et andet prøvestykke er hentet fra toppen af Kat- 
fjordtind på Kvalø ved Tromsø. Stenen sammensættes af 
kvarts, mikroklin, stærkt omdannet plagioklas 1 rigelig 
mængde, mørkebrun biotit, delvis kloritisk omdannet, lidt 
muscovit, sekundær epidot, spor af ortit. Bergarten betegnes 
som en rødlig glimmerfattig middelsgrov granit. 

Det skal forøvrigt herunder bemærkes, at denne granitiske 
sten at slutte fra dens fremtræden på selve stedet snarere 
viser et stærkere end et svagere gneisartet preg end Bur- 
øens granit. 

Et tredie prøvestykke er hentet fra Varp ved Kårsvik, 
Sagfjord i Salten. Denne lokalitet ligger vistnok udenfor 
de her mere specielt omhandlede strøg, men dog ind under 
kystens gneis-granitiske felt, der som førnævnt afsætter en 
sideforgrening sydefter Salten. Stenen sammensættes af 
kvarts, mikroklin, lidt plagioklas og brungrøn biotit. Den 
er rig på makroskopiske magnetitkorn. Assessorisk optræ- 
der magnetit, lysbrun titanit delvis i større uregelmæssig 
formede korn, lys primær epidot med ortitkjerner. Berg- 
arten betegnes som jerngneis. 

Et fjerde prøvestykke er hentet fra gneis-graniten på 
den lille ø Hekkingen — ved Malangens udmunding. Også 
dette indeholder primær epidot med små ortitkjerner. 


Den nord-norske fjeldbygning 127 


Tornebohm tilfejer videre at denne bergart trods dens fattig- 
dom på glimmer dog også bør vere at henregne til jern- 
gneisformationen. Primær epidot forekommer nemlig aldrig 
i graniter men derimod ofte i gneis og navnlig i jerngneisen. 

Fra den såkaldte kjølgranit, der danner et større sam- 
menhængende felt efter Saltens indlandsstrog og som jeg 
tidligere har henført som et afændringsled under kyststrøge- 
nes gneis-granit*), har Tørnebohm ligeledes undersøgt et par 
prøvestuffer — det ene hentet fra fjeldmassen om Ankil- 
vand, det andet fra streget om Ejde-vand mellem Lerfjord 
og Nordfolden. Den første prøvestuffe fandtes dannet af 
temmelig grov kvarts, mikroklin, plagioklas, mørk blågrøn 
hornblende, dels lys dels brunlig titanit, ortit, granat og 
lidt apatit. Bergarten betegnes som grå flasrig gneis. Den 
anden prevestuffe fandtes sammensat af temmelig grov 
kvarts, mikroklin, plagioklas, mørk blagren hornblende, 
brunliggrøn biotit og som accessoriske bestanddele granat, 
primær flusspath og ortit. Bergarten betegnes som grå 
flasrig gneis. 

Som det heraf vil sees betegner Tørnebohm samtlige 
heromhandlede prøver — på én nær —, der er hentet 
fra sådanne lokaliteter, hvor bergarten tilsyneladende idet- 
mindste træder frem som renere udpræget granit, som gneis, 
og sammenstiller derunder flere af dem med den såkaldte 
jerngneis, der danner et stærkt fremtrædende led inden det 
svenske urfjeld. Den mikroskopiske undersogelse viser at 
ligesom tilfeldet er med den svenske jerngneis, optræder 
også her primær epidot og ortit. Tørnebohm päpeger end- 
videre at flere af de ovennævnte af ham wundersøgte berg- 
artprøver viser en slående lighed med Trondhjemsledens 
gneis eller gneis-granit, som han allerede tidligere har fundet 
sig foranlediget til at parallelisere med den svenske jern- 


*| Cfr. Vestfjorden og Salten 


128 Kar! Pettersen 


gneis. I Trondhjems-gneisen gjenfinder man således overalt 
ortit og otte også samme ejendommelige mørke blågrønne 
hornblende, der optræder som bestanddel inden et par af 
de nævnte bergartprover fra Salten. 

Men idet det således heraf vil fremgå at selv den 
renest prægede granitartede sten dog i virkeligheden er en 
gneisartet dannelse, vil dermed også den anden forudsætning 
falde, at den som en yngre eruptiv dannelse kan have gjen- 
nembrudt en ældre foreliggende gmeis eller gneis-granit. Der 
er heller ikke gjort nogen aflæsning, der synes at skulle pege 
i den retning. Der er intet tegn til kontaktmetamorfoser, 
som upatvivlelig her måtte have været at påvise, om grani- 
ten som eruptiv her skulde have brudt frem. Heller ikke 
har der været at påvise sådanne gangdannelser, der kunde 
tjene til støtte for en forudsætning om at et eller andet af 
de førnævnte granitiske partier skulde være at tilkjende en 
eruptiv oprindelse. 

Syenitartet bergart er at påvise på forskjellige steder 
langs efter Lofotøerne. Ved handelsstedet Stamsund på Vest- 
Vågø stikker frem en typisk udpræget syenit. Den er rigt 
indfældt med magnetit, der forøvrigt også 1 det hele optræder 
som en forholdsvis ret stærkt fremtrædende bestanddel inden 
gneis-graniten på Vest-Vågø ligesom også på Øst-Vågø. 

En med Stamsundets syenit i det væsentlige ensartet 
bergart trader ligeledes frem pa Øst-Våge i strøget om Ka- 
belvåg, — ved Brettesnes på øen Store-Molla samt ved Di- 
germulen på Hind-ø ved Raftsundets sydlige udmunding. 

Der har hidtil imidlertid ikke været anledning til nær- 
mere at få undersøgt det indbyrdes forhold mellem syeniten 
her på den ene side og gneis-graniten på den anden, således 
at man deraf skulde kunne drage sikrere slutninger om, hvor 
vidt syeniten med hensyn til oprindelse skal være at udskille 
fra gneis-graniten eller alene være at opstille som et petro- 


grafisk afændringsled under den gneis-granitiske afdeling. 


» 
EEE PENN NE EN å 


Den nord-norske ffeldbyg ning 129 


Petrografisk danner syeniten en oftest grovkornig bergart 
med en temmelig gjennemgaende ensartet massiv præget struk- 
tur. I så henseende afviger den sterkt fra gneis-graniten 
med dens så stærkt varierende strukturforholde. Det skal 
på den anden side imidlertid bemærkes at graniten eller gneis- 
graniten på flere steder således navnlig efter Øst-Våg-øens 
sydostlige hjørne ved at optage hornblende som bestanddel 
kan gå over til en hornblende-granit og derunder videre til 
afændringer, der petrografisk kan nærme sig til syeniten. På 
forhånd lader en forudsætning om at de her omhandlede sye- 
nitiske bergarter alene danne petrografiske afændringer under 
gneis-graniten sig vistnok ikke med bestemthed afvise. Skul- 
de syeniten her imidlertid være af eruptiv oprindelse, må 
den efter al sandsynlighed være yngre end gneis-graniten. 
Det skal i så henseende ikke lades ud af betragtning at den 
mest typisk prægede syenit bryder frem langs efter Lofotø- 
ernes østlige side mod Vestfjordbækkenets vestrand. Dette 
kunde måske pege hen på at syeniten 1 sin oprindelse står 
i et bestemtere tilknytningsforhold til Vestfjordbækkenets 
dannelse, og at den kan være brudt frem under den selvsamme 
sænkningsperiode, hvorunder Vestfjordbækkenet er fremgået.*) 

Ligesa tvivlsomt vil spørgsmålet med hensyn til oprin- 
delse antagelig stille sig ligeovenfor den ejendommelige au- 
git-syenit (diallag-glimmer-syenit), der 1 så mægtige masser 
bryder frem efter Moskenes-øens centralpartier. Savidt hid- 
til iagttaget danner også denne en ulaget bergart med en 
gjennemgående temmelig ensartet massiv struktur. Augit- 
syeniten synes her at skyde sig opover og udover den gneis- 
granitiske undergrund. Skulde forholdet i virkeligheden væ- 
re dette, måtte augit-syeniten antagelig være af eruptiv op- 
rindelse og i saa tilfælde altså yngre end gneis-graniten. 
Ogsa ber vil der imidlertid påkræves nærmere undersøgelser, 


*) Cfr, Vestfjorden og Salten. 


130 Karl Pettersen 


førend spørsmålet vil kunne finde sin endelige besvarelse. 

Forøvrigt vil syenitartede afændringer antagelig være 
at påtræffe på forskjellige steder langs efter det gneis-grani- 
tiske felt. Syenitartede flytblokke, der efter al sandsynlig- 
hed for en større del må være udgaet fra de udenforliggende 
kyststrøg, er således i stort mål at træffe i omegnen af Tromsø 
og desforuden også på flere steder langs efter sund- og fjord- 
siderne på den østlige side af det gneis-granitiske felt. Berg- 
arten 1 disse syenitiske flytblokke er sammensat af en for- 
herskende stærkt rødlig orthoklas, der dog ofte gar over i en 
noget mørkere afændring med et blaligt farveskjær, fremde- 
les af gronlig hornblende. Blade af guldgulglimmer stikker 
hist og her frem fra grundmassen. Stenen er endvidere ind- 
sprængt med magnetit. Bergarten varierer stærkt fra Lofo- 
tens syenit. Den er imidlertid stærkt omvandlet og i sin 
oprindelige friske tilstand vilde den måske nogenlunde kunne 
falde sammen med syeniten om Kabelvåg eller Brettesnæs, 

Trods det at det gneis-granitiske felt er bleven under- 
søgt på kryds og tvers har det dog hidtil ikke lykkets i 
støgene nordenfor Lofoten at påvise 1 fast fjeld sådanne sye- 
nitiske afdelinger, hvorfra de her omhandlede flytblokkke 
kunde antages at være udgaet. 

Gabbroartet og dioritisk bergart vil på mangfoldige 
steder findes at stikke frem efter det gneis-oranitiske felt. 
I strogene om Kabelvåg på Øst-Vaag-ø bryder dioritisk 
bergart frem tildels i udprægede gangdannelser og gjennem- 
setter gneis-graniten her under anseelig udstrækning i felt. 
Langs efter den indre del af Kvedfjorden — efter sammes 
østlige side — optræder i forskjellige drag partier af en stærkt 
omvandlet grønsten. Denne gronsten optræder i længere 
drag inden gneis-graniten og ligeløbende med dennes lag- 
deling og derimod — ikke såvidt hidtil påvist — 1 renere 
gangdannelser. På Senjen-ø bryder gabbroartet sten på for- 
skjellige steder frem langs øens vestlige side. På Senjen-øens 


Den nord-norske fjeldbygning 131 


nordside bygges Astridas skarpe kamhøjde af en mørk dio- 
rit, der her bryder frem mellem lagrækker af hård gneis el- 
ler gneis-granit. Langs efter den østlige side af Ringvatsø 
findes gneis-graniten efter et overordentlig mål gjennemsat 
af mørke uregelmæssig formede partier af dioritisk sten. 
Hvorvel dioriten her på den ene side kan optræde i forskjel- 
lige mer eller mindre uregelmæssig formede båndlag, det 
ene over det andet og således at man derunder snarest skul- 
de finde sig foranlediget til at opfatte den som varierende 
led inden den egentlige gneis-granit, træder den på den an- 
den side dog også frem som gangartede dannelser, der under 
en mer eller mindre afvigende vinkel kan overskjære gneis- 
granitens lagrækker. Dette synes at skulle pege hen på at 
dioriten dog måske kan være af eruptiv oprindelse. Da gneis- 
graniten og gneisen hyppig og det navnlig inden de strøg, 
hvor dioritiske partier findes brydende frem, veksler med lag 
af hornblendegneis, hornblendeskifer eller amfibolit, må dio- 
riten — dens eruptive oprindelse forudsat — antagelig have 
brudt frem til forskjellige tider under gneis-granitens sedi- 
mentære dannelsesperiode. At materialet til de i forskjel- 
lige niveauer optrædende med gneis-graniten vekslende lag 
af amfibolit må være udgået fra den eruptive diorit vil der 
vel være adskillig grund til at forudsætte. 

Det samme gjelder også de rustbrune hornblendeføren- 
de skiferlag, som på Hanøerne ved Øst-Våg-øs nordvestlige 
hjørne findes optrædende i veksling med gneis-granit, og hvor- 
til tilsvarende dannelser også er at påvise på forskjellige an- 
dre steder langs efter kyststrøgene — således på Langø i 
Mælens og Rødhammerens bergart. Det skal tilføjes at det 
navnlig er til sådanne dannelser at den efter kyststrøgene 
så hyppigt optrædende grafit vil findes knyttet. 

Kyststrøgenes gneis-granitiske felt vil i henhold til den 
her leverede fremstilling altså være at betegne som et sedi- 
mentært afsat gneisfelt, der bygges af lagrækker af tildels 


132 Karl Pettersen 


stærkt varierende bergarter. Det herunder stærkest frem- 
trædende led antager en mer eller mindre udpræget granit- 
artet struktur. Af eruptiver optræder forskjellige afæn- 
dringer af diorit og gabbro, hvis dannelsestid for den 
væsentligste del antages at måtte falde ind under dannelses- 
tiden for den sedimentært afsatte gneis-granit. Som eruptiver 
kan muligens også blive at føje forskjellige syenitartede 
afændringer, der tildels kan optræde i sværere masser og 
endvidere også enkelte mindre partier af yngre granit. I 
tiltælde af at syeniten skulde være at tilkjende eruptiv op- 
rindelse, vil den ligeledes være yngre end gneis-graniten. 
Med hensyn til afdelingens aldersforhold så må den 
efter al sandsynlighed tilhøre urberget. Den danner i 
ethvert tilfælde ved siden af indlands-graniten, forskjellige 
småfelter af gneis og granit efter Tromsø og Saltens ind- 
landsstrøg samt Tromso-sundets syenitgneis — en afdeling 
der nedenfor nærmere skal blive omhandlet — disse land- 
strøgs ældste foreliggende bygningsled. Som ovenfor nævnt 
har Å. E. Tørnebohm af petrografiske hensyn troet at kunne 
parallelisere den med Trondhjemsledens gneis-granit og gneis 
samt med den svenske jerngneis. Med hensyn til afdelingens 
relative aldersforhold ligeovenfor den til indlandsgraniten 
knyttede gneisafdeling på svensk side, så foreligger der for 
tiden ikke de nødvendige forudsætninger til herom at kunne 
udtale sig med mere bestemthed. Disse to afdelinger støder 
heller ikke — efter hvad hidtil ere iagttaget — mere umid- 
delbart sammen. De ere tvertimod indbyrdes udskilte ved 
det tidligere omhandlede omkring 100 kilom. brede bælte, 
der er udfyldt med mægtige lagrækker af yngre sedimentære 
dannelser. Ifald kystens gneis-granit — som Tørnebohm med 
støtte i petrografiske forholde altså forudsætter — skal væ- 
re at sammenstille med den svenske jerngneis, så vil den væ- 
re at opstille som et af de ældste led inden den skandinavi- 
ske halves urfjeld, idet der forøvrigt rader mellem svenske M 


Den nord-norske fjeldbygning 133 


geologer nogen meningsforskjel med hensyn til rækkefølgen 
for jerngneisens og den grå gneises vedkommende. — Torne- 
bohm opstiller således jerngneisen som det ældste led, den 
grå gneis som et yngre led, medens D. Hummel derimod hol- 
der på den omvendte rekkefolge.*) I indberetning af 16de 
mai 1876 fremholder Chefen for Sveriges geologiska under- 
sökning at røde gneisafændringer er forherskende efter den 
vestlige del af Norrbottens lån indtil henimod det østlige af- 
hæng af de opstigende højfjeldspartier, der herfra breder sig 
videre mod vest over grændsestrøgene mellem Sverige og 
Norge, mens afændringer af den grå gneis træder mere for- 
herskende frem efter de østenfor liggende partier af Norr- 
botten. Og David Hummel udtaler i indberetning af 9 marts 
1876 at de her nævnte gneisafdelinger antagelig må være at 
henføre til den såkaldte jerngneis og fremhæver derunder at 
der ved Torneå-tråsk optræder en rød jerngneis af middels- 
grov struktur, der meget ligner en idet sydlige Sverige sær- 
deles almindelig fremtrædende afændring.**) 

Ifald forholdene på svensk side i virkeligheden skulde 
være at forklare som af Hummel fremholdt, vilde dette an- 
tagelig snarest pege hen på at kystens gneis-granit og de til 
indlandsgraniten knyttede gneisdannelser måtte tilhøre en og 
samme underafdeling under urfjeldet. Det ovennævnte om- 
kring 100 kilom. brede bælte, der fra Ofoten nordefter sky- 
der sig frem mellem kystens gneis-granit og indlandsgraniten 
måtte i så tilfælde være at opfatte som en bækkenformig 
indsænkning eller indskjæring mellem de østlige og vestlige 
randpartier af en og samme til urfjeldet hørende afdeling. 


*] Cfr. A. E. Tørnebohm. „Om urformationens geognosi inom 
mellarste Sverige“ Geol. for förh IV B. 1873. „Öfverblick öf- 
ver mellarste Sveriges urformation*. Geol. for forh. VI B. 1883. — 
D. Hummel. Om Sveriges lagrade urberg. Sthm. 1875. 

#*) „Perättelse om undersökning af malmfyndigheter inom Gellivare 
og Juckasjärfvi af Norrbottens län.“ Stholm 1877 pag, 32 


134 Karl Pettersen” 


Bækkenets undergrund af gneis er her i regelen overdækket 
med mægtige lagrækker af yngre sedimentære dannelser, mens 
mindre afdelinger af gneis med tilknytning af granit dog fin- 
des at stikke frem på forskjellige steder efter bækkenets dy- 
best indskårne partier. Disse afdelinger af gneis kunde i så 
tilfælde danne fremspringende partier af den gneis-granitiske 
underbund. 

Hvorvidt forholdet i virkeligheden er dette, derom skal 
man som nævnt fortiden ikke kunne udtale sig med mere be- 
stemthed. Dertil vil der endnu udkræves mere omfattende 
og sammenstillende undersøgelser såvel på norsk som på svensk 
side. Foreløbig tror man dog at burde holde på denne for- 
udsætning og den vil således blive søgt opretholdt i forelig- 
gende afhandling. 

Det skal bemærkes at Hummel paralleliserer den sven- 
ske jerngneis med den laurentiske gneis i Canadas azoiske 
formation. Ligesom den svenske jerngneis og den norske 
gneis-granit er også den laurentiske gneis i regelen rødlig og 
magnetitførende. 

I forbigående skal dog tilføjes at der, — forsåvidt der 
i virkeligheden skulde være nogen aldersforskjel mellem den 
norske gneis-granit og de til indlandsgraniten knyttede gneis- 
afdelinger — måske snarest kunde være grund til at torud- 
sætte at gneis-graniten og gneisen på norsk side, der i det 
hele bærer et stærkere sedimentært grundpræg, dannede en 
afdeling yngre end gneisen på svensk side. 

Lagstillingen inden kystens gneis-granitiske afdeling er 
i regelen stejl, ofte vertikal. Stærke foldninger vil herun- 
der ofte være at påvise — tildels med tilknytning af lige- 
frem overkastning. Det er abenbart at fjeldgrunden efter 
disse strøg har været udsat for indvirkning af stærke tryk- 
kræfter, hvorunder disse oprindelig horisontalt afsatte sedi- 
mentære lagrækker er blevne opstuede og derunder delvis 
også foldede og overkastede, | 


= APE el FE 


En al = 


Den nord-norske fjeldbygning 135 


Den inden afdelingen rådende lagstilling kan variere 
mer eller mindre efter de forskjellige strøg. I det hele sy- 
nes dog lagenes strøgretning at skulle efter kyststrøgene stå 
i et temmelig bestemt afhængigheds- eller tilknytningsforhold 
til landpartiernes konturlinjer. Den findes således meget 
hyppig at gå ligeløbende med retningsløbet for de i orogra- 
fisk henseende mere bestemmende indskjæringer, dannede dels 
af sunde men navnlig af fjorde og ejder. Hvor fjeldpartier- 
ne herunder træde frem som drag med en mere bestemt frem- 
trædende længderetning, vil lagenes strøgretning oftest falde 
sammen med denne. Efter Lofotøerne synes lagstillingen til- 
dels at bøje sig efter øernes kystlinjer, — et forhold som 
forøvrigt meget hyppig kan være at påvise også på andre 
steder her, uden dog at træde frem så udpræget som tilfæl- 
det tildels kan være efter Lofotøerne. Efter den vestlige del 
af Hind-ø er lagenes strøgretning temmelig regelmæssig 
omkring nord-sydlig og falder også her sammen med 
den orografisk mest bestemmende indskjæringslinje nemlig 
Kvedfjord og dens fortsættelse den lange i nordsydlig ret- 
ning indskydende Gullesfjord. På begge sider af Malangen 
falder lagstillingen på det nærmeste sammen med fjordens 
retringsløb. Det samme afhængighedsforhold træder stærkt 
udpræget frem efter begge sider af Kvalsund, hvor den her 
rådende glimmergneis viser en regelmæssig strøgretning, der 
falder sammen med Kvalsundets og Skogstjordvandets leng- 
deløb. End mærkeligere i så henseende træder dette forhold 
frem efter dennordlige og vestlige side af den store Senjen-ø. 
Denne er indskåret ved en række af fjorde, der stråler ud 
som fra et fælles centralparti. Lagstillingens strøgretning 
bøjer sig her temmelig regelmæssig efter fjordenes længdeløb 
og svinger således her fra den nordlige del af øen sydefter 
fra nord-sydlig igjennem gradvise regelmæssige overgange til 
vest-østlig og videre til omkring sv.—no. 

Det skal forøvrigt bemærkes at forholdet ikke altid er 


136 Karl Pettersen 


så regelmæssiot optrædende som her fremstillet. Steerkere 
og svagere afvigelser herfra vil ofte kunne være at påvise. 

Kystens gneis-granitiske felt støder på forskjellige ste- 
der i mer eller mindre umiddelbar kontakt med yngre sedi- 
mentære lagrækker. Sadanne træder på flere steder frem 
som smale båndstrimler dels langs efter siderne af de i oro- 
grafisk henseende mere bestemmende fjorde, der skjær sig 
frem indenfor feltets grændselinjer og dels og det navnlig ef- 
ter feltets østlige langside. Flere omstændigheder synes at 
tyde hen på at stærke sænkninger har fundet sted ikke ale- 
ne langs efter feltets grændselinjer men delvis også indenfor 
sammes område. Yngre sedimentære lagrækker er herunder 
blevne sænkede medens den gneis-granitiske fjeldgrund under 
det derved fremkaldte sidetryk er bleven sammenpresset, der- 
under opstuet og sammes lagrækker samtidig oprejste og fol- 
dede. Disse foldninger kan på sine steder have været led- 
saget af overkastninger, så at yngre skiferatdelinger kan fin- 
des under konform lagstilling men forøvrigt under stejl fald- 
vinkel at skyde ind under gneis-graniten. At slutte fra for- 
holdene langs efter Gullesfjordens østside må gneisen eller 
gneis-graniten som den ældre foreliggende undergrund ikke 
alene langs efter feltets østlige side men også efter de inden- 
for samme liggende partier tildligere idetmindste delvis have 
været overdækket af yngre sedimentære dannelser. Disse 
sidstnævnte overdækninger må dog i det hele kuns have haft 
en ringe mægtighed isammenligning med mægtigheden af de 
yngre lagrækker, der fra det gneis-granitiske felts østside 
har bredt sig frem videre østovor. Dette synes at skulle pe- 
ge hen pa at gneisen eller gneis-graniten — allerede forin- 
den de nysnævnte yngre sedimentære dannelsers afsætnings- 
periode — må, om end ikke på langt nær efter den målestok 
som senere, her have skudt sig op som en ryg og således til 
denne kant lukket for et østenfor liggende bækken. Det er 
dette bækken, som skjær sig frem mellem gneis-graniten og 


Den nord-norske fjeldbygning 137 


indlandsgraniten, der senere er bleven udfyldt med lagræk- 
ker af yngre sedimentære dannelser. Starke indsænkninger 
har her senere fundet sted navnlig efter bækkenets vestlige 
strøg, og har fremkaldt de ovennævnte forrykkelser i lag- 
stillingen efter det gneis-granitiske felt. 


I henhold til den her leverede fremstilling må altså det 
gneisgranitiske felt langs efter de norske kyststrøg 1 det 
væsentlige være af sedimentær oprindelse. Det samme 
gjelder antagelig også de af indlandsgraniten gjennembrudte 
gneisafdelinger på svensk side opimod grændsestrogene 
mellem Norge og Sverige og endvidere de forskjellige min- 
dre gneisafdelinger, som hist og her — hvad senere nærmere 
skal blive påvist —, findes stikkende frem efter det brede 
bælte, der skjær sig frem mellem gneis-graniten og indlands- 
graniten. Hvorvel disse dannelser som nævnt samtlige må 
være at henføre til urfjeldet, vil det dog på den anden side 
være klart at materialet til disse her optrædende sedimen- 
tære gneisdannelser må være hentet fra end ældre dannel- 
ser — hvad enten nu disse har tilhørt klodens ældste 
fjeldgrund eller selv atter har været afledede. 
På grund åf de her omhandlede dannelsers allerede i sig 
selv høje alder vilde der dog vistnok snarest være grund 
til at holde på den første forudsætning og i så tilfælde må 
den ældre foreliggende berggrund, hvorfra disse norske og 
svenske gneisdannelser er udgaet, antagelig have været 
bygget af en massiv granitartet sten tilhørende klodens 
ældste afkjølingsskorpe. At dette oprindelige granitartede 
felt må have indtaget et vidstrakt område vil være klart, 
om man alene fæster sig ved den store udbredelse, som de 
herfra afledede laurentiske gneisdannelser indtager efter 
den nordlige del af den skandinaviske halvø. 

Med hensyn til beliggenheden af de strøg, som disse 
ældste oprindelige bergdannelser kan have indtaget, så vilde 


138 Karl Pettersen 


denne kunne være at henfore, 

1. enten til lokaliteter, der ligge indenfor det område, 
som på norsk eller svensk side optages af de her om- 
handlede dannelser, 


bo 


eller til lokaliteter, der ligger helt udenfor samme til 
den ene eller anden k ant. 

Hvad den første forudsætning angår, så vil en sådan 
neppe kunne lade sig opretholde. Her er for det første i 
henhold til de hidtil gjorte aflæsninger intetsteds at påvise 
rester efter et ældre grundfjeld. Indlandsgraniten med sine 
gjennemgående helt ensartede strukturforholde må antagelig 
være af eruptiv oprindelse og gjennembryder som sådan 
gneisen, men er i så tilfælde yngre end denne og kan følge- 
lig ikke have afgivet materiale til gneisdannelserne her. 
Det samme gjelder de enkelte hist og her efter kystens 
gneis-granitiske felt fremstikkende små drag af en renere 
granitisk præget sten, der antages ifald den er eruptiv at 
skulle være af yngre oprindelse og 1 så tilfælde nærmest at 
sammenstille med indlandsgraniten. 

Men selv under forudsætning af at indlandsgraniten 
med de til samme knyttede gneisafdelinger på svensk side 
ikke som her antaget skulde være samtidige med gneis- 
graniten på norsk side men derimod ældre end denne, vilde 
der være liden rimelighed for at materialet til kyststrøgenes 
gneis-granit for nogen væsentlig del kunde være hentet fra 
indlandsgraniten. Der skal i så henseende fremholdes at 
kyststrøgenes gneis-granit efter den brede Vestfjord træder 
frem ikke alene langs den vestlige side men også på for- 
skjellige steder langs efter fastlandspartierne efter sammes 
østlige side*) Hertil kommer endvidere at forskjellige 
forholde peger hen på at Vestfjorden danner et indsænk- 


*) fr. Vestfjorden og Salten. Arch, for Math. og Naturv. IX B, 
Kr.ania 1586 


Den nord-norske fjeldbygning 139 


ningsbækken i den gneis-granitiske undergrund. Fra Vest- 
fjordens østlige side fortsætter gneis-graniten østover ligetil 
rigsgrændsen mellem Norge og Sverige. Her skyder den 
sig ind under yngre bedækninger, og vil efter al sandsyn- 
lighed således overdækket herfra brede sig videre østover 
ind på svensk side. Det gneisgranitiske felt vil her have 
en brede, der når op til en omkring en tredie del af halv- 
øens hele brede fra Lofotens ytre side over til den botniske 
bugt, — et forholdstal som yderligere vil erholde en måske 
forholdsvis endog ganske væsentlig tilvækst, når der tages 
hensyn til at det gneis-granitiske felt efter al rimelighed 
oprindelig må have strakt sig adskillig længere vestover. 
Det gneis-granitiske felt må altså her oprindelig have haft 
en forholdsvis så anseelig brede, at der som det synes kuns 
kan være liden rimelighed for, at indlandsgraniten på svensk 
side hertil skulde have kunnet afgive det nødvendige materi- 
ale. I strøgene nordenfor Lofoten stiller forholdet sig 1 
så henseende vistnok noget anderledes, idet kystens gneis- 
granit her indtager en sammenlignelsesvis ringere brede. 
Ser man imidlertid hen til forholdene, således som de råde 
efter kyststrøgenes gneis granitiske felt, så er det abenbart 
at gneis-graniten her danner et sammenhængende under 
ensartede forholde bygget felt. Den slutning, som således 
her ligeovenfor indlandsgraniten er gjort med hensyn til 
feltets sydlige del, må derfor, ifald den skulde findes beret- 
tiget, ligeledes blive at gjøre gjeldende for feltet gjennem 
dets hele længde. 

Det ante-laurentiske grundfjeld, der skulde have 
afgivet materialet til gneis-graniten efter de nord-norske 
kyststrøg, kan således 1 intet tilfælde have lagt indenfor 
den skandinaviske halvøs grænser. Heller ikke foreligger 
der nogetsomhelst, der skulde synes at pege i den retning 
at dette oprindelige grundfjeld kan have lagt østenfor den 
skandinaviske halvø. 


140 Kar! Pettersen 


Det må således være at søge vestenfor de nuværende 
norske kyststrøg, og der er også forskjelige forholde at 
aflæse, der med mer eller mindre bestemthed synes at skulle 
pege i den retning. 

Der er således adskilligt, der taler for at det gneis- 
granitiske felt langs efter de norske kyststrøg ikke finder 
sin egentlige afslutning her, men at dette vil være at for- 
følge videre nordover. Krystalliniske bergarter optræde 
nemlig efter den nordvestlige og nordlige del af Spitsbergen 
ligesom også den sydlige og nordostlige del af dette øland 
indeslutter tilsvarende dannelser.*) Der antages ligeledes 
at skulle være grund til at forudsætte at sådanne temmelig 
udbredt træder frem efter øens indlandsstrøg. Bergarten 
betegnes af Nordenskiøld som gneis-granit. Renere granit 
er vistnok at påvise på mangfoldige punkter langs efter 
Spitsbergen, men den går her altid — ligesom tilfældet er 
efter det nordlige Norges kyststrøg — lidt efter lidt over i 
laget gneis. Renere granit synes her intetsteds at skulle 
træde frem i større samlede masser. (Gneisen viser 1 rege- 
len en nord-sydlig strøgretning oftest med stejl til vertikal 
lagstilling, der forøvrigt på sine steder kan være ledsaget 
af stærke foldninger. Gmneisen veksler her ofte med lag af 
kornig kalksten, — et forhold som er fremmed for den 
nord-norske gneis-granit. Såvidt det kan sees af Norden- 
skields beskrivelse afviger den spitsbergske gneis petrogra- 
fisk vistnok fra gneis-graniten på norsk side men forskjellen 
er dog antagelig ikke større, end at der fra den side intet 
væsentligt synes at skulle være til hinder for at parallelli- 
sere disse afændringsformer som led under et sammenhørende 
hele. Som før nævnt danner heller ikke den norske gneis- 
granit et i petrografisk henseende mere ensartet hele. Tvert- 


*] Cfr. A. E Nordenskiøld. Sketch of the Geologi af Spitsbergen, 
Stockholm 1847. 


Den nord-norske fjeldbygning 141 


imod lader den sig udsondre i forskjellige petrografiske mer 
eller mindre udprægede afændringsformer, der kan trade 
frem efter det lange kystbælte — hver enkelt inden sit 
nærmere begrændsede område. I henhold til hvad der fore- 
ligger synes den spitsbergske gneis og gneis-granit i det 
hele at skulle være af sedimentær oprindelse — muligens 
ligesom gneis-afdelingerne pa svensk side gjennemsat af 
granitiske partier her dog i sammenlignelsesvis kuns højst 
ringe målestok. Gneisafdelingerne på Spitsbergen har end- 
videre været udsat for indvirkninger af lignende og efter al 
sandsynlighed samtidige trykkræfter som de, der efter så 
stor målestok har virket langs efter de norske kyststrøg. 
Begrebet gneis-granit er imidlertid 1 sig selv temmelig 
ubestemt. NSålænge disse indbyrdes vidt fra hinanden lig- 
gende strøg ikke har været underkastet sådanne mere syste- 
matisk anlagte undersøgelser, hvorunder der kunde være 
anledning til mere direkte at sammenstille de her optrædende 
forholde, vil det vistnok på basis af de foreliggende beskri- 
velser ikke med mere bestemthed kunne afgjøres, om de 
nævnte krystalliniske dannelser på Spitsbergen i virkelig- 
hepen lade sig indordne under det norske gneis-granitiske 
felt. Skulde det gjennem nærmere undersogelser fremgå, 
at en sådan indordning ikke lod sig gjennemføre, må Spits- 
bergens krystalliniske dannelser utvivlsomt være ældre end 
den norske gneis-granit. I så tilfælde vilde disse snarest kun- 
ne delvis danne en tilbagestående rest af det oprindelige grund 
fjeld. Under begge forudsætninger vil imidlertid Spitsber- 
gens gneisfelt kunne give antydninger med hensyn til 
beliggenhed og udstrækning af det gamle felt af grundfjeld, 
som har afgivet materiale til den norske gneis-granit. Dette 
oprindelige grundfjeld kan ikke forudsættes at skulle have 
lagt for langt fjernet fra de yngre dannelser, der har haft 
sit udspring fra samme. Det vil siledes heraf fremgå at 
det gamle grundfjeld mod nord ma have strakt sig op mod 


142 Karl Pettersen 


Spitsbergens nordvestlige hjørne. 

Profesor Joseph le Conte har i en nylig offentliggjort 
afhandling*) udtalt sig for tilværelsen af et mægtig antelau- 
rentisk fastiand, som han i overensstemmelse med prof. Hull 
henlægger til Nord-Atlanterhavet. Dette er bleven destru- 
eret dels gjennem eroderende kræfters virksomhed dels — og 
det navnlig — gjennem senere sænkninger. Erosions- og 
brudstykkematerialet, der er udgået herfra vil delvis være 
at gjenfinde i de mægtige og udbredte felter af sedimentære 
krystalliniske dannelser (laurentiske dannelser), der nu træder 
frem langs begge sider af det nord-atlantiske hav. 

De her omhandlede bygningsforholde langs efter det 
nordlige Norges kyststrøg synes også med megen bestemthed 
at skulle støtte en forudsætning, der 1 det mere væsentlige 
kan falde sammen med den, der er fremholdt af le Conte. 
Dybdekurverne efter havstrøgene langs efter det nordlige 
Norges vestkyst og videre nordover langs efter Spitsbergens 
vestkyst synes ligeledes at skulle pege i samme retning. 
Forfatteren heraf har på et andet sted*) fremlagt som det 
synes bestemte vidnesbyrd for at stærke sænkningsgræfter 
har virket efter de norske kyststrøg og navnlig er derunder 
påvist, at Vestfjordens brede havarm må danne et indsænk- 
ningsbækken. De ækvidistante dybdekurver vestenfor den 
norske kyst og ligeledes langs den vestlige side af Spitsber- 
gen følge tæt på hinanden ganske som tilfældet er langs 
efter Vestfjordens østlige side og vil disse antagelig være 
at henføre til lignende og samtidige sænkningskræfter som 
de, der har dannet Vestfjord-bækkenet. 

Det er imidlertid ikke alene tilstedeværelsen af de gneis- 
granitiske dannelser langs efter Norges vestkyst, som for 
disse egnes vedkommende peger hen på et ældre nu udslet- 


*] On the permanence of continents and ocean-bassins. Geol. maga- 


zin 1886 3 hefte. 
*] Vestfjorden og Salten Arch. for Math. og Naturv. XI B. Kr.nia 1886 


Den nord-norske fjeldbygning 143 


tet vestenfor liggende fastland. Som førnævnt bygges det 
brede bælte mellem kystens gmeis-granit og indenlandsgrani- 
ten af mægtige lagrækker af sedimentære krystalliniske ski- 
ferdannelser, der ere yngre end gneis-graniten men pa den 
anden side ældre end tiden for Vestfjordens dannelse samt for 
de stærke sænkninger vestenfor de norske og spitsbergske 
kyststreg. Disse krystalliniske skiferdannelser udfylder ikke 
alene det brede bækken mellem gneis-graniten og indlands- 
graniten men tarne sig ogsa op over indlandsgraniten efter 
dens højest liggende partier i lagrækker pa op imod 1000 
m. mægtighed. Disse ligge her 1 en svævende lagstilling 
over graniten og kan således ikke gjennem senere virken- 
de kræften være blevne stuet op over denne. Længere 
sydefter langs efter Salten breder disse dannelser sig endvi- 
dere langt østover på svensk side altid på samme måde lig- 
gende over graniten. I sig selv vil det således være klart 
at materialet til disse mægtige dannelser ikke kan være 
hentet fra den underliggende indlands-granit eller de til sam- 
me knyttede gneisdannelser. Heller ikke vil dette for nogen 
mere væsentlig del kunne være hentet fra kyststrøgenes 
gneis-granit — hvad enten denne nu er samtidig med gneis- 
afdelingerne på svensk side eller yngre end disse. Dertil 
synes gneis-graniten — selv under forudsætning af at det 
gneis-granitiske felt oprindelig kan have strakt sig adskillig 
længer vest over end tilfældet er nu at skulle optræde inden . 
forholdsvis for stærkt indsnæ vrede grændser. De mæg- 
tige drag af gabro, der bryder frem fra bunden af Balsfjord 
nordover mod Hammertest kan vistnok forudsættes at skulle 
have afgivet materiale til yngre sedimentære dannelser. 
De her omhandlede skiferafdelinger breder sig imidlertid i 
mægtige masser udover så vide strøg, at der ingensomhelst 
rimelighed kan være for at stille disse med hensyn til 
dannelse i noget nærmere tilknytningsforhold til de store 


5 


gabro massiver. Materialet til disse yngre krystalliniske 


144 Karl Pettersen 


dannelser må således for en mere væsentlig del antagelig 
være hentet fra landpartier, der har skudt sig frem vesten- 
for de nuværende kyststrøg. 

Le Conte henlægger udslettelsen af det gamle fast- 
land til sluten af den arkæiske tid og fører samtidig 
fastlandenes og de store haves permanents tilbage til denne 
tid. Som i et følgende afsnit nærmere skal blive påvist 
må de store sænkninger efter Nord-Atlanterhavets østside 
udenfor de nord-norske kyststrøg være at henlægge til 
Tromsø glimmerskifer-gruppes  afslutningsperiode. Der 
foreligger for tiden ikke de nødvendige forudsætninger til 
en nøjagtigere bestemmelse af denne gruppes absolute alders- 
forhold, men der er dog megen sandsynlighed for at den 
må ligge ind under enten den kambriske eller ældre silur- 
tid. I ethvert tilfælde er den langt yngre end den arkæiske 
tid. At Nord-Atlanterhavet fra denne sin første oprindelse 
ned til vor tid ikke kan have været underkastet mere 
væsentlige omdannelser kan der være grund til at forud- 
sætte. I et følgende afsnit vil der blive anledning til lidt 
nærmere at ga ind på besvarelsen af dette sporgsmäl. 

Da det her omhandlede præ-atlantiske fastland forud- 
sættes at skulle have afgivet materiale til de laurentiske 
formationer efter det østlige America ligesom også efter 
det vestlige og nordvestlige Europa, vil dets beliggenhed 
altså blive at henlægge således, at nævnte forudsætning 
derunder kan ventes fyldestgjort. Professor Hull*) henlægger 
det derfor også til strøg inden det nuværende Atlanterhav, 
der falder omkring 30° n. br. og 609 o. 1, — uden forøv- 
rigt at søge dets grændser eller videre udstrækning nærmere 


bestemt. R. T. Burnett**) forudsætter derimod et mere 


*] Om the geological age of the north-atlant ce Ocean, Transact. roy. 
Dublin Soc. 1835 vol. 3. 
##] „The question of the preatlantic land“, Transactions of the 


Manchester Geological society 1887 


| 


Den nord-norske fjeldbygning 145 


fremtrædende arktisk præatlantisk kontinent, der kan have 
strakt sig så langt mod syd som til en linje, der trækkes 
fra Storbritannien over til Newfoundland. Denne linje danner 
nemlig den sydlige randkant af et undersoisk plateau, der 
langs denne falder stejlt ned mod dybet. Atlanterhavet 
søndenfor denne linje antager han derimod bør være at til- 
lægge begrebsbetegnelsen permanents i overenstemmelse med 
Danas bekjendte theori. 

I henhold til den ovenfor leverede fremstilling ved- 
rørende de geologiske bygningsforholde efter Norges og 
Spitsbergens vestkyst vil der vistnok være al grund til at 
forudsætte at det præ-atlantiske kontinent har strakt sig 
op mod eller udover polarstrøgene. Pa den anden side 
synes også meget at skulle tale til fordel for den af Hull 
fremholdte forudsætning at det sydover har nået frem mindst 
til 30° n.-br. Den af Burnett nævnte sydlige randkant kan 
i så henseende neppe vere at tillægge nogen synderlig 
betydning som vidnesbyrd om en her tidligere foreliggende 
grænselinje. Dernæst skal endvidere bemærkes at de lau- 
rentiske dannelsers stærke udbredelse om randkanterne at 
det nuværende Atlanterbav peger hen på at dette fastland 
har indtaget et så anseeligt fladerum, at der synes at kunne 
være grund til at forudsætte at Grønland helt eller delvis 
må have lagt ind under samme. I så henseende antages 
der at kunne være grund til at slutte sig til Burnets op- 
fatning. Skal rester af det præatlantiske kontinent endnu 
være forhånden i mere samlede partier, liggende ved eller 
over den nuværende havflade, så er Grønland efter den 
nordlige hemisfære vistnok det eneste sted, hvor der kunde 
være nogen rimelighed for at søge efter sådanne. Men selv 
om sådanne her ikke skulde være at påvise, vilde der vist- 
nok 1 og for sig antagelig intet være til hinder for at det 
præatlantiske fastland mod vest kan have strakt sig udover 


det nuværende Grønland. 
10 


146 Karl Pettersen 


I overenstemmelse med de her fremholdte antydninger 
er det præ-atlantiske fastlands omtrentlige grænselinjer 
afsat fig. 18. 

Skjønt Nord-Atlanterhavet således vistnok er at til- 
kjende en ganske anseelig tidsvarighed, vil dog dette tidsrum 
antagelig ikke på langt nær være at sammenstille med de 
umådelige tidsrum, der efter al sandsynlighed har lagt 
mellem det præatlantiske fastlands dannelse og afslutningen 
af den kambriske tid. Den af Dana først fremsatte lære 
angående verdenshavenes permanents vil således i ethvert 
tilfælde ikke kunne være at tillægge gyldighed ligeovenfor 
Nordatlanterhavet. 


III. Mindre afdelinger af urfjeld 
efter de mellem indiandsgraniten og kystens 
gneis-gramt liggende strøg. 


SIRIS NINA 


Som tidligere nævnt stikker der frem på forskjellige 
steder efter disse streg afdelinger af gneis og dertil end- 
videre partier af granitisk sten, — de sidste oftest i nær 
tilknytning til gneis. I række fra syd mod nord ere disse 
at påvise på følgende steder — i stroget fra Ofoten nord- 


over mod Kvænangen: 


a. Harjangens gneisafdeling. 


Hartvigelv, der kommer fra Hartvig-vand, løber 1 
omkring nord-sydlig retning og falder ud i bunden af Har- 
jangen ved gården Medby. 

Straks østenfor Medby optræder en afdeling af hård 
gneis, hvis stejlt stillede lagrækker viser en omkring nord- 
sydlig strogretning. Opefter Hartvigdalen optræder gneisen 
på forskjellige steder efter de lavest liggende niveauer, og 
stikker ligeledes frem i forskjellige her fremstående isoleret 


liggende småknauser, — hvorimellem Stængselhougen, noget 


Den nord-norske fjeldbygning 147 


nedenfor Hartvigvandet. Bergarten er at betegne som en 
hård kvartsrig glimmergneis med brunlig biotitistore blade, 
og er i det hele temmelig fattig pa feltspath. Denne sidste 
bestanddel kan dog træde frem i rigere mål efter forskjellige 
hist og her i glimmergneisen fremstikkende mere granitisk 
prægede partier. Gneisen er her forøvrigt rigelig indfældt 
med røde næsten gjennemsigtige granater. 

Fra Medby fortsætter gneisafdelingen langs efter den 
østlige side af Harjangen udimod Rombakken og bygger her 
de lavere op imod 7 a 800' (220 a 250 m. højtstigende 
åsdrag. 

Da gneisafdelingen længere op efter Hartvigdal under 
afvigende lagstilling overdækkes af yngre til Balsfjordgrup- 
pen hørende skiferafdelinger, da gneisen selv optræder i 
stejl til vertikal lagstilling og den endvidere lust og her 
_kan antage en gneis-granitisk struktur, — vil den antagelig 


være at indordne under urfjeldet. 


b. Øvre Salangdalens granit og gneis. 


‘Den øvre del af Salangsdal skjær sig fra den lave 
åsryg, Kobryg, der her skiller mellem Salangsdal og Bardo, 
frem i lige sydlig retning mellem hoje fjeldpartier og afslut- 
tes som førnævnt som en udpræget botndal under foden af 
Storklætten. Den inderste del af dalen danner en vid flade, 
der udad (mod nord) på en vis made er lukket ved lave 
rygge, som spænder sig frem tvertover dalen. Tidligere har 
denne flade, der ligger i en hojde af omkring 600' (188 m.) 
over havfladen, antagelig dannet en større ferskvandssjø. 
Efter denne flade fra Storklætten nordover til gården Hak- 
stad bryder der frem et større sammenhængende granitfelt. 
Bergarten viser her altid en mere hvidlig grundfarve, felt- 
spathen er hvid og dannes af forherskende plagioklas tildels 
med fin tvillingstribning måske ved siden af noget orthoklas. 


Glimmer mangler ofte ganske. Derimod er den hvide grund- 


148 Karl Pettersen 


masse på sine steder gjennemtrukket med fine striber eller 
indfældt med små klumper af et mildt grønligt antagelig 
kloritisk mineral. 

Langs efter fjeldsiderne træder den granitiske bergart 
alene frem efter de lavere op indtil 100 m. højtstigende 
niveauer og overlejes her af lagrækker af milde til Bals- 
fjordgruppen hørende skifere uden nogetsteds — såvidt hid- 
til iagttaget — at gjennmbryde samme eller udsende gang- 
forgreninger ind igjennem skiferafdelingens lagrækker. 

Nedenfor — nordenfor — gården Håkstad afløses den 
mere typisk prægede hvidlige granit af en ulaget mørk 
bergart, der dannes af mørk til tombakbrun tildels storbla- 
dig glimmer samt hornblende som hovedbestanddel med 
plagioklas ofte af grønlig farve samt kvarts. Denne mørke 
amfibolitiske bergart findes hyppig gjennemsat af indtil 
0,2 m. mægtige årer af en hvid granitisk sten, dannet af 
melkehvid plagioklas samt vandklar kvarts. Henimod 
gårdene Moholt og opimod Hakstad blir disse årer alt 
hyppigere og hyppigere, så den renere granitiske sten her 
efterhånden kommer til at optræde som en mer og mere 
selvstændig bergart i stadig veksel med den nysnævnte 
amfibolit (eller hornblende-gneis), for endelig som ovennævnt 
henimod gården Hakstad fuldstændig at afsluttes 1 Salang- 
dalens ovenomhandlede renere granitiske felt. Nedenfor 
(nordenfor) gården Moholt afløses den mørke amfibolitiske 
bergart af en gneisartet afdeling, hvis lagrækker her viser 
en nord-sydlig strøgretning med stejlt østligt fald. Denne 
gneisafdeling fortsetter på samme måde nordefter langs 
dalen. Ved gården Solid er den fulgt op efter Solifjeldets 
skråninger mod dalens vestlige side indtil en højde af om- 
kring 1000' (314 m.) over dalbunden eller 420 m. over 
havfladen — fremdeles under en lagstilling, der viser nord- 
sydlig strøgretning og østligt fald. Her overlejes gneisen under 


afvigende lagstilling af lagrækker tilhørende Balsfjordgruppen. 


Den nord-norske fjeldbygning 149 


Salangsdalen gneisafdeling må således antagelig blive 


at indordne under urfjeldet. 


c. Spandalens gneisafdeling. 


Fra gården Lund, der ligger i Øvre-Salangsdal i en 
højde over havfladen af omkring 400’ (125 m.) fører fra 
dalens vestre side et fjeldskar med en kulmination af omkring 
1500’ (470 m.) over til en bred indsænkning, der breder sig 
frem vestover til det østlige afhæng af den her opstigende 
4670' (1465 m.) høje Spandalstind. Fra denne fjeldindsænk- 
ning skjær Lavangselven sig ned gjennem en trang fjelddal, 
der langs Spandalstindens nordlige afhæng fører ned til 
bunden af Lavangeni Ibestad præstegjeld. Straks nedenfor 
gården Fosbakken, der ligger i dette dalføre i en hejde 
over havfladen af 400' (125 m.) lige under Spandalstindens 
sydostlige afhæng, træder en gneisafdeling frem efter dal- 
bunden. Bergarten dannes her af en typisk grå glimmer- 
gneis under en lagstilling, der stryger i østvestlig retning 
under et stejlt omkring 60° nordligt fald, i veksel med eller 
under overgang til gneis-granit. Gneisafdelingen fortsætter 
herfra ned efter dalen gjennem en længde af 4 a 5 kilom. 
Langsefter dalens nordostlige side skyder gneisen sig op til 
en højde af antagelig et par hundrede meter over dalbunden. 
Gneisafdelingen overlejes her af på det nærmeste horisontalt 
liggende lagrækker af kvartsitisk skifer, der antagelig er 
at indordne under Balsfjordgruppen. Gneisen antager som 
ovennævnt oftere en granitartet struktur, og er tillige 
rig på småskjellet glimmer, der ligger mer eller mindre uregel- 
mæssig fordelt om i grundmassen i striber, flag og klumper. 
Gneisartet sten veksler på denne måde stadig med laget mer 
eller mindre udpræget gneis-granit, og er det hele således 
antagelig at betegne som et oprindeligt sammenhørende 
hele. 


Da denne gneisafdeling under afvigende lejning over» 


150 Karl Pettersen 


dækkes af lagrækker tilhørende Balsfjordgruppen, vil den 
antagelig være at henfore til urfjeldet. 


d. Gneisafdeling efter den nedre del af 
Salangsdal. 


Gneisafdelingen efter øvre Salangsdal, der under fore- 
gående afsnit (c) er fulgt ned efter dalen til forbi gården 
Solli, træder igjen frem efter dalbunden i stroget om gårdene 
Brandmo og Kroken. Her træder bergarten frem som en 
renere gneis, men veksler dog herunder hyppig dels med en 
laget amfibolit dels med hvid laget gneis-granit — altid 
under konform lagstilling. Gneislagene viser en omkring 
nord-sydlig strogretning med stejlt vestligt fald. Gmeisen 
med gneis-graniten skyder sig 1 nærheden af Kroken op 
efter de lavere niveauer af asdraget Flaget, der stiger op 
fra dalens østlige side, men overlejes her af lagrækker af 
yngre til Balsfjordgruppen hørende skifere. Cfr. fig. 19. 
Efter hvad hidtil er iagttaget afsætter graniten intetsteds 
ramificationer ind efter den yngre skiferafdeling. 

Fra Kroken ned efter Salangsdalen træder bergarten 
frem mere forherskende som en laget hvidlig gneis-granit — 
dog også her ofte i veksel med renere gneislag. Bergbyg- 
ningsforholdene fortsætter således her på samme måde ned 
indtil garden Lerbakmo. Den hvide granit stikker her 
hyppig frem efter dalbunden og bygger ligeledes de hyppige 
bakkedrag og houger, der her skyder sig op fra denne. 
Bergartens feltspath er af en hvidlig grundfarve. Stenen 
er i regelen temmelig rig på storbladig biotit. Den ryr let 
sammen. Hvor stenen optræder bestemtere laget viser den 
en omkring nord-sydlig strøgretning med 45° vestligt 
fald. Gneis-graniten indeslutter hyppig band af indtil 5 a 
6 ctm. tykkelse af en renere glimmerfattig granit. Disse 
bånd stryger ligeløbende med gneis-granitens lagdeling. 


Den nord-norske fjeldbygning . 151 


e. Orrefjeldets og Lifjeldets gramitiske afdelinger. 


Langs den østlige side af Bækkebotnelv, der under et 
nord-sydligt retningsløb falder ud i Salangselven lidt neden- 
for den fornævnte gård Lerbakmoen, rejser Likollen sig op 
til en højde af omkring 1100' (345 m.), og fortsætter sydo- 
ver med jævne hojflader, indtil den her med tem- 
melig stejlt afhæng falder ned mod Salangselven. Den nær- 
mest Salangselven liggende del af äsdraget gar under navn 
af Orrefjeldet. Efter Orrefjeldet ligesom også efter Likollen 
stikker der frem et par mindre efter dagfladerne indbyrdes 
udskilte granitfelter. Til nærmere belysning af bygningsfor- 
holdene her vedlægges profilritsene fig. 20 og 21. 

Fig. 20 er trukket fra gården Haukli i Bækkebotn i 
østlig retning over Likollen. 

a. lagrækker tilhørende Balsfjordgruppen under nord-sydlig 
strøgretning med 45" vestligt fald. 

b. Likollens røde glimmerfattige granit. Indover højfladen 
antager den massive bergart en mere lagdelt struktur, idet 
den samtidig også bliver mere glimmerrig, så den tildels 
kan gå over til en temmelig karakteristisk glimmerski- 
fer. På sine steder optræder også magnetit i stribevis 
fordeling sammen med biotit. Som det vil findes frem- 
stillet på ritset falder lagstillingen inden de vestligst 
liggende partier af disse gneis granitiske lag stejlt mod 
øst, de østenfor fremstikkende lag derimod stejlt mod vest. 

Likollens granit gjennemsættes efter de vestligst lig- 
gende partier af et overordentligt stort antal kvartsgange 
og årer af større og mindre mægtighed fra 0,15—0,75 

m. Disse kvartslag strækker sig i regelen i nord-sydlig 

retning 1 vertikal stilling. Tvergrene løber dog ofte ud 
fra den ene hovedåre over til den anden, så det hele 
træder frem som et temmelig udviklet netsystem. 

c, Lagrækker af en gräsort kalksten, der falder fra erani- 


152 Karl Pettersen 


ten under en faldvinkel af 10 a 159, Disse lagrækker 
tilhører antagelig Balsfjordgruppen. 

Såvidt hidtil aflæst afsætter Likollens granit ikke 
gangforgreninger ind efter Balsfjordgruppens lagrækker. Stra- 
tificationsforholdene efter skiferafdelingerne (a) og (6) lige- 
som også den inden selve graniten fremtrædende gneis-gra- 
nitiske struktur vidner — som det synes — med bestemthed 
for at bergdannelsen her er foregået under et sidetryk, der 
har virket i retning fra vest mod øst. Under det passive 
modtryk langs efter den østlige side har graniten antaget 
en gneis-granitisk struktur, og viser denne sig herunder til- 
syneladende foldet. 

Fig. 21 er trukket fra Likollens højflader i sydlig ret- 

ning over Orrefjeldet ned til Salangselv. . 

a. Lifjeldets granit. 

b. Kvartsitisk tildels sandstenartet glimmerskifer. Denne 
afdeling tilhører antagelig Balsfjordgruppen. 

c. Orrefjeldets granit. | 

d. Lagrækker tilhørende Balsfjordgruppen i overlejnings- 
forhold til graniten. Orrefjeldets granit er i petrogra- 
' fisk henseende ganske at sammenstille med Likollens rede 
granit. Derimod afviger den i så henseende ganske 
væsentlig fra Salangsdalens lyse granit. Skulde nogen 
aldersforskjel her være tilstede, må Salangsdalens hvide 
granit antagelig være ældre. Nogen stærkere grund til 
i så henseende at sondre mellem disse forskjellign led 
antages dog ikke at være tilstede. 


f. Sørdalens massive bergart. 


Der er før nævnt at den egentlige Sørdal — sidedal til 
Bardo — afsluttes som en bottendal under foden af de stejle 
Stagge-nunni bakker. Over disse fører et bredt fjeldskar med 
en kulmination af 2600' (816 m.) over til den vestlige botten 
af Torne-træsk på svensk side, Fra dalens vestlige side skjær 


Den nord-norske fjeldbygning 153 


sig imidlertid en trang fjeldspalte, Sørdalsskaret, under lang- 
som stigning i dalens retningslinje videre mod syd, og gjen- 
nemstrømmes af Sørdalselven, der har sit udløb fra det lille 
Polnovand. Dette ligger ved grænserøs 272 i en højde over 
havfladen af 1300’ (408 m.) i spaltens kulminationspunkt og 
lige i nærheden af den vestlige botten af den 345 m. høit- 
liggende Torne-træsk. Når hensyn tages til dette fjeldskar 
er Sørdalen at betegne som et åbent dalføre.*) 

Fra det midtre parti af Sørdalsskaret bryder frem en 
grå som det synes ulaget granitartet bergart, der bygger 
fjeldgrunden op efter de stejle, oftest utilgjengelige styrtnin- 
ger langs begge langsider. Afdelingen breder sig frem ned 
efter til den egentlige Sørdal og videre frem efter denne til 
noget nedenfor Kjedelelv, idet den her træder frem efter 
dalens bundflade og ligeledes op efter fjeldsiderne på begge 
sider af dalen. Her skyder den massive bergart sig ind un- 
der lagrækker af til Balsfjordgruppen hørende skifere. 

Langs efter Sørdalsskaret lykkedes det ikke på grund 
af de stejle utilgjengelige fjeldvægge at fi forholdet nærmere 
aflæst mellem skiferafdelingen og den massive bergart. Efter 
det førnævnte højfjeldsskar, der fører over til Torne-træsk 


*] Under en excursion sidste sommer [1887] efter s'røgene om Torne- 
træsk foretoges tilbagerejsen fra Træsken til Sørdalen gjennem 
Sørdalsskaret, trods det at vejviseren — en efter disse strøg vel 
lokaliseret mand, — fremholdt at det neppe vilde lade sig gjøre 
at nå frem efter det e. Dette fjeldskar vides heller ikke tidligere 
at have været passeret gjennem dets hele længde udenfor de tider, 
det har lagt snedækket. Uagtet Sørdalsskaret danner den lavest 
liggende fjeld-overgang fra norsk til svensk side efter det lange 
strøg fra Nord-Reisen sydover til forbi Sulitelma, er forholdene 
efter dette dog af den art, at det ikke godt vil lade sig gjøre at 
lægge en færselslinje efter dette skar. Vejen fra Sørdalen over 
til Torne-træsk lægges derfor altid over det ovennævnte 816 m, 


højt liggende fjeldpas, 


154 Kar! Pettersen 


straks østenfor Sørdalsskaret, viser Balsfjordskiferne en tem- 
melig regelmæssig vestlig eller nordvestlig indskyden. Da 
skiferlagenes faldvinkel imidlertid er temme lig svag er der 
antagelig snarest grund til at forudsætte at de stå i overlej- 
ningsforhold til den massive bjergart. 

Serdalens massive bjergart skiller sig i petrografisk 
henseende så ganske væsentlig fra indlandsgraniten, at der 
kuns synes at at skulle være liden grund til at indordne 
disse afdelinger under et og samme hele. 

Ved Stagge-Nunni skyder Balsfjordskiferne sig under 
45° vestligt fald ind under en halv konglomerartet 
granitisk bergart, der er indvævet med lameller af en til 
Balsfjordskiferne hørende grundmasse. Mellem Balsfjordskif- 
eren og den massive bergart er der også her at følge jevne 
overgange. Hvorvidt denne sidste star i et nærmere tilknyt- 
ningsforhold til Sørdalsskarets renere granitisk prægede berg- 
art, har der forøvrigt ikke været anledning til nærmere 


at undersøge. 


g. Gneisafdelinger efter øvre del af Bardo. 


Bardoelv har sit udspring fra det anseelige omkring 
500 m. heitliggende Alt-vand og løber herfra i nordvestlig | 
retning ned til gården Strømsmo, hvor den optager Serdals- 
elven, som gjennemstrommer den nysnævnte Nørdal. Fra 
Stremsmo opefter dalen til Stromsli bygges fjeldgrunden langs 
efter dalbunden gjennem en længde af 6 a 7 kilom. af lag- 
rækker af gra smukt og regelmæssigt laget gneis, der i stejl 
til vertikal lagstilling viser en strøgretning af n. 20° v. 
Ned mod øvre Strømsmo antager bergarten et noget stær- 
kere granitartet præg, idet den her indeslutter hyppige 
indtil 0,, m. mægtige indlejninger af en granitisk sten. 

7 a 8 kilometer nedenfor Strømsmø i strøget om går- 


dene Foshoug og Vik — noget ovenfor Bardo kirke — op- 


Den nord-norske fjeldbygning 155 


træder ligeledes langs efter dalbunden en afdeling af en grå 
gneisartet tildels gneisgranitisk bergart. 


h. Gneisafdeling efter nedre del af Bardo. 


Ved Bardo kirke afbøjes elveløbet i lige nordlig retning 
og optager her omkring 20 kilom. nordenfor kirken den fra 
sydvest kommende Sko-elv. Efter de lavest liggende niveau- 
er efter det nesformige fremspring af det fjeldparti, der 
rejser sig mellem disse elve, stikker der frem gneisartede 
lagrækker, der viser en østvestlig strøgretning med sydligt 
fald. Op efter Bardodalen taber gneisen sig snart eller sky- 
der sig her ind under lagrækker af yngre skiferafdelinger, 
der ligefra dalbunden opad bygger de egentlige fjeldpartier. 
Antagelig vil det samme også være tilfældet langs efter Sko- 
elvens dalføre. 

De her omhandlede eneisafdelinger langs efter Bardo 
overlejes under diskordant lagstilling af lagrækker tilhøren- 
de Balsfjordgruppen og må således antagelig være at ind- 
ordne under urfjeldet. 


i. Ansfjeldets granit og gneis. 


Noget nedenfor Målselvens og Bardoelvens sammenstød 
skyder Ansfjelddraget sig frem i nordvestlig retning mellem 
det 157 m. høytliggende Ansvand og Malselven. Dette øfor- 
mig udskilte drag når sin største højde med omkring 627 m. 
Mod Målselven falder Ansfjeldet ned i stejlere styrtninger, 
mens det langs efter den sydvestlige side under langsomme- 
re afhæld går over + et bredt underland, der fører ned over 
til Ansvandet. - Langs efter den østlige side af Ansvandet 
stikker der over det nysnævnte underland frem en granitisk 
afdeling, hvorimod det herfra opstigende Ansfjeld er bygget 
af lodret stillede lagrækker af gneisartet skifer, grå gneis i 
veksel med hornblendegneis. I afsatserne ned mod Målselv 
går bergarten over til en mere kvartsitartet sten, Langs den 


156 Karl Pettersen 


vestlige side af Ansfjeldet optræder lagrækker af til Bals- 
fjordgruppen hørende skifere under afvigende lagstilling i 
overlejningsforhold til gneisen. Denne sidste må således an- 
tagelig være at indordne under urfjeldet. 

Hvad graniten angår, så har der ikke været anledning 
til nærmere at aflæse orænseforholdene mellem denne på den 


ene side og gneisen samt Balsfjordafdelingen på den anden. 


k. Rødbergs-gramiten. 


Fra det nordvestlige hjørne af det brede halvøformige 
fremspring mellem Malangen og Gisund skyder Rødbergs-gra- 
niten sig ind som en 2 a 3 kilom. bred kile mellem stejlt 
stillede lagrækker tilhørende Tromsø glimmerskifer-gruppe. 
Mod syd synes graniten at kile sig ud. 

Rødbergsgraniten danner en grovkornig rødlig temme- 
lig glimmerfattig afændring. På sine steder optræder et grøn- 
ligt mineralismale striber eller som et tyndt overdrag. Korn 
af magnetit sees indflettet såvel i den røde feltspath som og- 
så 1 kvartsen. 

Udimod granitafdelingens vestlige side i grændsen mod 
glimmerskiferen går den massive bergart over 1 gneisartede 
båndlag i vekslende røde og mørke farver. Lignende band- 
lag kan dog også være at træffe langt fra graendsestrogene 
mod glimmerskiferen — midt inde i det renere massivt præg- 
ede felt. 

Petrografisk har Rødbergsgraniten meget tilfælles med 
de renere prægede granitiske afdelinger efter kyststrøgenes 
eneis-granit.  Rødbergs-graniten ligger også så nært indtil 
det gneis-granitiske felt, — alene adskilt fra samme ved 
det smale Gisund — at der på forhånd nærmest synes at 
skulle være grund til at indordne den under kystens gneis- 
granit eller stille den i et nært tilknytningsforhold til denne. 
I så tilfælde må den altså være ældre end glimmerskiferen, 


mellem hvis vertikalt stillede lagrækker den nu stikker frem 


Den nord-norske fjeldbygning 157 


som et leje. Under den senere pågående bergdannelse er 
da den granitiske undergrund her bleven skudt op mellem 
lagrækker af den yngre overliggende glimmerskifer, der 
derunder er bleven oprejst og delvis — nemlig langs efter 
granit-afdelingens østlige side — overkastet. Cfr. fig. 22. 


l. Granitfeltet efter Øvrebygden à 
Målselv. 


Fra gården Skjeggestad ned efter Målselvdalen forbi 
Øvrebygdens kirke indtil gården Nymo træder frem et 
granitisk felt gjennem en sammenhængende længde af om- 
kring 10 kilom. 

Graniten bryder her frem efter dalbunden og skyder 
tillige langs efter begge fjeldsiderne op til højder af 2 a 300 m. 
Efter feltets længde kan bergarten variere ganske betydeligt. 
Et prøvestykke fra Skjeggestad har A. E. Tørnebohm vel- 
villig underkastet en foreløbig analyse. Bergarten betegnes 
som en grønlig middelsgrov granit. Den sammensættes af 
kvarts, mikroklin, stærkt omdannet plagioklas og kloritisk 
omdannet biotit. Accessorisk optræder lysebrun titanit, lidt 
zirkon samt ortit, desforuden sekundær epidot i mængde. 

Graniten overlejes af lagrækker tilhørende Balsfjord- 
gruppen uden nogetsteds — såvidt hidtil iagttaget — at 
gjennembryde eller udsende ramificationer i samme. Ved 
det sammenhængende felts afslutning mod vest i nærheden 
af Trangen er skiferafdelingens lagrækker i kontakten mod 
graniten stærkt oprejste og bøjede. Graniten må således an- 
tagelig være ældre end Balsfjordafdelingen og det nysnævn- 
te forhold ved Trången derimod være fremkaldt ved en se- 
nere fremkaldt opstuvning af den granitiske undergrund. 

Tvivlsommere kunde forholdet i så henseende måske 
stille sig med hensyn til enkelte spredt fremstikkende parti- 
er af en granitartet sten, som 1 nærheden af gården Bakke- 


houg — noget vestenfor granitfeltets mere sammenhængende 


158 Karl Pettersen 


område — bryder frem efter dalens lavere liggende niveau: 
er mellem lagrækker tilhørende Balstjordgruppen. Skifer og 
granit eller granitartet sten kan her på enkelte steder findes 
således indbyrdes sammenvævet, at forholdet — som det 
synes — kun vanskelig lader sig forklare som fremkaldt 
ved en senere opstuvning af den granitiske undergrund. 
Snarere kunde der måske være grund til at forudsætte at 
disse sammenvævninger mellem granit og skifer her helt 
var af sedimentær oprindelse, idet materialet til de granit- 
lignende dannelser her kunde være hentet fra Øverbygdens 
nærliggende granitfelt, og som brudstykke-materiale være 
bleven indblandet med det finere materiale, der har dannet 
grundmassen for Balsfjordskiferne. Skulde graniten ved 
Bakkehoug derimod som eruptiv have gjennembrudt lagrækker 
tilhørende Balsfjordgruppen, så måtte den være yngre end 
Øverbygdens granit — under forudsætning af at det ovenfor 
for denne angivne aldersforhold er rigtigt. 

Skulde granitpartierne ved Bakkehoug derimod i virke- 
ligheden være at indordne som en samtidig dannelse med 
det sammenhængende granitfelt efter Øverbygden, så måtte 
også dette sidste være at opstille som en dannelse ikke 
alene yngre end urfjeldet men også yngre end de ældre 
under Balsfjordgruppen henhørende skiferafdelinger. 

De her nævnte forholde ved Bakkehoug skulle forøv- 


rigt nærmere blive omhandlede 1 et følgende afsnit. 


m. En afdeling af gneis eller gneis-gramt langs 

efier den nedre del af Målselv. 

Ved gården Myre, der ligger omkring 9 kilom. neden- 
for Bakkehoug under foden af Mauken, bryder frem en grå 
ulaget bergart, der bygger fjeldgrunden opefter Maukens 
sydlige afhæng nedover mod garden Rognmo gjennem en 
længde af 8 a 9 kilom. Opad afløses afdelingen af lagræk- 
ker af til Balsfjordgruppen hørende skifere, der optræder 
enerådende efter Maukens højtjeldspartier. 


Den nord-norske fjeldbygning 159 


Denne mere ulagede bænkedelte granitiske bergart 
antager på sine steder således navnlig i strøget om Rognmo 
tildels en renere gneisartet struktur og viser lagene en 60° 
a 709 nordlig faldvinkel. 

Fra dette felt er en prøvestuffe — udslået ved Mauk- 
bæk — mikroskopisk undersøgt ved Å v. Lasaulx*). Den 
dannes af ortoklas, kvarts, plagioklas og glimmer, men 
mangler derimod mikroklin og unduløs udslukkende feltspath. 
Den smudsig brungrønue glimmer optræder kuns i små 


blade. 


‘nm. Gneisafdeling cfter hojfjeldet østenfor Tabmokvand. 


Efter en omkring 630 m. højtliggende højflade stikker 
her frem et bælte af vertikalt stillede lagrækker af gneis. 
Disse vise en nord-sydlig strøgretning. Efter bæltets begge 
langsider overlejes gneisen af svagt heldende lagrækker af 
den kalkstensforende glimmerskifer — langs den vestlige 
side med afheld mod øst, langs den østlige med afheld mod 
vest. 

Denne gneisafdeling er således ældre end Tromsø 
glimmerskifergruppe. Hvorvidt den også er ældre end Bals- 
fjordgruppen lader sig derimod ikke afgjøre med mere be- 
stemthed. Petrografiske forholde 1 forbindelse med den 
vertikale lagstilling synes dog snarest at skulle pege hen 


på at gneisafdelingen kan være at indordne under urfjeldet. 


0. Shibotelvens dalføre. 


Efter de lavere niveauer inden dalens nedre afdeling 
bryder der på enkelte steder frem mindre partier af en grålig 
tildels stribet granit, Den 784 m. høje Reppo-varre — der 
skyder sig op i nærheden af elven inden højfjeldspartiet 
mellem Skibottenelv og Storfjordelven — skal ligeledes være 


wu? 


160 Karl Pette:sen 


bygget åf granit.*) Der har forøvrigt ikke været anledning 


til nærmere at undersøge bergbygningsforholdene her. 


p  Troldvikdalens granit. 


Troldvikdalen skjær sig ind 1 nordlig retning lidt uden- 
for Kafjordbotn i Lyngen og afsluttes her efter et kort løb 
i højfjeldet. Op mod dalens afslutning 1 hajfjeldet stikker 
der frem 1 dagen gjennem en længere strækning en grålig 
middelskornig granitisk bergart. Feltspathen er grålig hvid, 
og stenen rigt indflettet med biotit. Lagrækker af overlig- 
gende glimmerskifer falder til begge sider fra graniten — fra 
den vestlige side under svagere heldning, fra den østlige 
side under en temmelig stejl faldvinkel. Forholdet her er i 
så henseende ensartet med det oven omhandlede efter gneis- 
afdelingen østenfor Tabmok-vand. 

Denne granitiske afdeling tilherer antagelig urfjeldet. 
Som sådan har den under bergdannelsen skudt sig op mellem 
lagrækker af den oprindelig overliggende glimmerskifer. De 
stærke foldninger inden glimmerskiferafdelingens lagrækker i 
de omgivende strøg her synes også at skulle vidne til fordel 


for en sådan forudsætning. 
q. Gmneisafdelingen efter Retsen-elv. 


I strøget mellem Sappen, — den øverst liggende gård i 
Reisendalen — og den nedenfor liggende gård Vindlys byg- 
ges fjeldgrunden efter dalbunden og de lavere niveauer langs 
fjeldsiderne af gneisartede lagrækker. Disse vise 1 regelen 
en nord-sydlig strøgretning med vestligt fald. Da disse hårde 
strata optræder efter de dybest indskårne niveauer, antages 
der foreløbig nærmest at kunne være grund til at indordne 
dem under urfjeldet. Bygningsforholdene træder forøvrigt 
ikke således frem at det med de forhandenværende aflæsnin- 


ger lader sig gjøre herom at udtale sig med fuld bestemthed. 


*] Th. Bang: Landmalerliv i Finmarken Kr.nia 1873 


\ 


Den nord-norske fjeldbygning 161 


I forbigående skal således bemærkes, at en forudsætning om, 
at de kan være yngre end urfjeldet og som sådanne at 
henlægge til Balsfjordgruppens kvartsitiske afdeling, ikke 
med bestemthed lader sig afvise. 

I nærheden af den nysnævnte gård Sappen skjær Pun- 
taelvens dalføre sig ind som en sideelv ind i sydlig retning 
efter højfjeldet mellen Reisenelv og Kåfjordelv i Lyngen. 
Den nysnævnte gneisafdeling om Sappen fortsætter ind efter 
Puntaelven. Opefter højfjeldet overdækkes den af lagrækker 
tilhørende Tromsø glimmerskifer-gruppe. 

Reisenelvens gneisafdeling dannes af lagrækker af glim- 
mer-gneis, 1 veksel med hornblendegneis eller horblendeskifer 
og kvartsitisk gneisartet glimmerskifer. Den minder intet- 


steds om gneis-graniten 


r. Tromsø-sundets syenit-gneis 


optræder efter et belte, der skjær sig frem 1 sydostlig ret- 
ning over den nordlige del af Tromsøen samt efter det østen- 
for liggende fastlandsstrøg mellem Tromsø-sundet og Bred- 
vikejdet, der fra bunden af Ramfjord — en sidefjord til 
Balsfjord, — fører over til Ultsfjordens ytre del. Fra nord- 
vest mod sydost har dette belte en længde af 14 kilom. 

Bergarten er her petrografisk nærmest at betegne som 
en syenit-gneis. I det hele og store optræder bergarten skik- 
tet og med udpræget lagdeling, — men går på den anden 
side ofte over til eller veksler med en mere ulaget afænd- 
ring. Syenitgneisen efter nordenden af Tromsøen dannes af 
orthoklas og plagioklas i omtrent lige mængde, merkegron 
hornblende, noget brun glimmer og noget kvarts. Det er en 
laget bergart, som efter sin sammensætning danner et mel- 
lemled mellem syenit og diorit.*) 


Syenitgneisen ligger helt udskilt fra kystens gneis-gra- 


2h Cfr Lasaulx c. I. 
11 


162 | Karl Petlersen 


nit. Vestersundet skjær sig frem mellem Tromsøens syemt- 
gneis og Kvaløens gneis-granit. Der har således ikke været 
anledning til at gjøre sådanne direkte aflæsninger, der kan 
tjene til at belyse aldersforholdet mellem disse forskjellige 
afdelinger. Derimod trader syenitgneisen i et bestemt un- 
derlejningsforhold til Tromsø glimmerskifergruppe og er så- 
ledes 1 ethvert tilfælde ældre end denne. 

Den nordlige del af Tromsøen fra dens nordspidse syd- 
efter gjennem en længde af omkring 3 kilom. indtil en linje, 
der fra garden Bredvik ved Tromsø-sundet — nordenfor 
Tromsø by — skjær sig frem i nordvestlig retning over til 
øens vestlige side mod Vestersund noget nordenfor gården 
Sandnes, ligger helt ind under denne afdeling. Efter denne 
sydlige grændselinje skyder afdelingens lagrækker sig ind 
under lagrækker tilhørende Tromsø kalkstensførende glim- 
merskifergruppe. Efter de i nærheden af Bredviken opstig- 
ende lave asdrag sees kalksten — tildels stinkstensartet — 
at ligge umiddelbart over hornblendegneisen (syenit-gneisen). 

Denne nordlige del af Tromsøen bygges af åsdrag, der 
i Stakkevoldsåsen når sin største højde med omkring 500" 
(157 m.) over havfladen. Øen har her en brede at 2 a 3 km. 
Langs den vestlige side af øen viser syenit-gneisen en østlig 
faldretning, langs den østlige side er faldretningen derimod 
vestlig. Øen med sine äsdrag er således her bygget af syn- 
klinalt stillede lagrækker. Langs strandpartierne efter beg- 
ge gens langsider danner hornblenden bergartens forhersken- 
de bestanddel. Den sorte hornblendemasse sees her på Nyds 
og tvers gjennemsat af indbyrdes krydsende årer og forgren- 
inger fra 0,5 em. indtil 0,3 å 0,5 m. mægtighed af en me- 
re karakteristisk præget syenit, hvis grundmasse dannes af 
en hvidlig feltspath spættet med korn af grønlig sort amfi- 
bol. Navnlig træder torholdet i så henseende særlig udpræg- 
et frem i strandbeltet nedenfor husebygningerne på gården 


Bredvik. 


Den nord-norske fjeldbygning 163 


Højere op — således langs efter Bredvikens i fast berg 
indgravede strandlinje, der ligger i en højde over havfladen 
af 40 m. — træder bergarten frem som en regelmæssig skik- 
tet sten i lag, der ofte ikke nar større tykkelse end fra 3 
til 5 em. Snart kan hornblenden her træde mere overvejen- 
de frem og stenen kan da nærmest være at betegne som en 
skiktet amfibolit, — snart kan hornblenden vige mere tilba- 
ge og træder da mest frem som små korn -eller gnister i 
den lyse feltspatholdige grundmasse, der i brudet viser en 
ren massiv struktur, De i denne retning stærkt vekslende 
petrografiske og strukturelle forholde kan gjøre sig gjælden- 
de ikke alene fra det ene skiktlag til det andet, men ligeså 
hyppigt inden et og samme skiktlag. Man vil således i re- 
geleu have let for at udsla handstykker, der til den ene kant 
optræder med ren skiferstruktur, til en anden kant derimod 
som en typisk udpræget massiv bergart. Bånd af en sådan 
massiv afændring kan skjære sig over fra det ene lag til det 
andet, uden dog her nogetsteds at træde frem som mere selv- 
stændige gangårer. De danner åbenbart alene petrografiske 
afændringer fremkaldt ved at hornblenden kvantitativt hyppig 
optræder stærkt varierende. 

Efter den østlige side af Tromsø-sundet optræder sye- 
nit-gneisen i et 14a 15 kilom. bredt belte, der fra Moviken 
og Tunsvikdal i nord indtil Tromsdal i syd skjær sig frem 
1 sydostlig retning over til Bredvikejdet. Langs Tromsø-sun- 
det ligesom også langsefter Tromsdalen — der tvertover for 
Tromsø by skjær sig ind mellem høje fjeldpartier i sydostlig 
retning og som en fuldstændig botndal afsluttes under Troms- 
dalstinden — stiger fjeldmassen op i stejle styrtninger og gar 
herfra over i brede sagte skrånende højflader, der når tophøj- 
der af opimod 2500° (784 m.) Hele dette fjeldparti er fra 
fod til top bygget af den lagede syenit-gneis. Alene mod 
øst langs randkanten mod afhænget ned til Bredvikejdet rejs- 


er sig fra den af syenitgneisen byggede undergrund et 7 a 


164 Karl På arsen 


800 (210 à 251 m.) højere stigende fjelddrag, der er bygget 
af lagrækker tilhørende Tromsø glimmerskifer-gruppe, og som 
således her som et randbelte stuer sig op over den under- 
liggende syenitgneis. Bygningsforholdene efter det her om- 
handlede belte vil findes nærmere belyst ved profilrits *n. 28. 

Fra det her nævnte fjeldparti breder syenit-gneisen sig 
videre sydover, bygger Tromsdalstinden nedenfra opad indtil 
en højde over havfladen af 12 a 1400' (376 a 439 m.) og 
skyder sig herfra ind efter det søndenfor liggende fjeldparti, 
der fra Tromsdalens sydvestlige langside breder sig sydover 
mellem Tromsøsund og Ramfjord. I strøget fra Tromsdals- 
tinden udover til noget forbi gården Laukslet ved Ramfjord- 
en bygger syenitgneisen fjeldgrunden nedenfra opad fjeldsi- 
derne indtil en højde af fra 380—440 m. over havfladen. Her 
skyder den sig ind under lagrækker tilhørende Tromsø glim- 
merskifergruppe. At slutte fra forholdene, således som de 
træder frem langs efter fjeldsiden mod Tromsdalens sydvest- 
lige side, sænker syenit-gneisen sig mer og mer, jo længer 
man når vestover mod Tromsøsundet. Ved Tromsdalens syd- 
lige side ved dens udmunding mod Tromsø-sundet findes lag 
tilhørende syenit-gneisen endnu at stikke frem efter det la- 
vest liggende niveau under glimmerskiferens lagrækker. Læn- 
gere sydover langs Tromsøsundet er syenit-gneisen ganske 
tilbagetrængt og fjeldgrunden bygges her fra havfladen op 
til top udelukkende af glimmerskifer. Selve Tromsdalen 
synes her at skulle danne en dislokationsspalte, fremkommen 
under indsænkning af fjeldpartiet langs efter dalens sydvest- 
lige side. 

At syenit-gneisen med sin i det hele så udprægede lag- 
deling er af sedimentær oprindelse vil være åbenbart. På 
grund af afdelingens så stærkt lokale fremtræden synes der 
imidlertid at skulle være grund til at forudsætte at materi- 
alet til disse dannelser må være hentet fra nærliggende erup- 
tive masser, Inden selve afdelingens område er der ikke at 


Den nord-norske fjeldbygning 165 © 


påvise sådanne massiver, der kunde antages at skulle have 
aføivet materiale hertil — hvad enten dette nu har fundet 
sted under selve eruptionsperioderne eller efter disses afslut- 
ningstid. Det eneste sted inden dette område, hvor der mu- 
ligens skulde kunne være nogen grund til at søge det egent- 
lige eruptionsfelt henlagt, skulde være langs efter det nuvæ- 
rende Tromsøsund. En sådan forudsætning kunde mäske og- 
så finde nogen støtte i de mere særligt udprægede struktur- 
forholde, hvorunder bergarten træder frem langs efter de lav- 
estliggende niveauer på begge sider af Tromsø-sundet, — 
således som ovenfor nærmere beskrevet. Tromss-sundet skul- 
de i så tilfælde danne et indsænkningsbækken, hvorunder det 
egentlige centralmassiv er sunket ned under havfladen. 

Som det vil sees af den ovenfor leverede fremstilling 
må syenit-gneisen være ældre end glimmerskiferen. Med hen- 
syn til alderstorholdet ligeovenfor Balsfjordgruppen, så fore- 
ligger der imidlertid ikke de nødvendige forudsætninger for 
herom at kunne udtale sig med mere bestemthed. Syenit- 
gneisen er intetsteds fundet i umiddelbart sammenstød med 
lagrækker tilhørende den utvivlsomme Balsfjordgruppe. I så 
henseende skal dog bemærkes at der efter højfjeldspartiet nor- 
denfor Tromsdalstinden, — der hvor det ovenomhandlede 
randbelte af glimmerskifer stuer sig op over syenit-gneisen 
— er påvist et drag af olivinsten, der skyder sig frem un- 
der foden af det nysnævnte randbelte af glimmerskifer. Oli- 
vinstenen, der ligger over syenit-gneisen kan på den anden 
side igjen ligge under højdragets glimmerskifer. — Forsåvidt 
olivinstenen her altså ikke skulde være at indordne under 
glimmerskiferafdelingen, måtte den blive at henføre til den 
under glimmerskiferen liggende Balsfjord-gruppe. Da denne 
bygningsgruppe imidlertid — som senere nærmere skal blive 
påvist — er særlig betegnet ved sin rigdom på magnesiahold- 
ige bergarter som vegsten, serpentin, olivinsten, sagvandit 
— så synes der på forhånd at skulle være nogen sandsyn- 


‘ 


166 Kar! Pettersen 


lighed for at også olivinstenen her i virkeligheden ligger ind 
under Balsfjordgruppen. Ifald forholdet er dette, vil altså 
syenitgneisen også være ældre end Balsfjordgruppen og må 
således blive at indordne under urfjeldet. Da lagstillingen 
inden syenit-gneisen i det hele ikke på langt nær har lidt 
under så voldsomme forrykkelser som de, der har mærket 
kystens granit-gneis og de forskjellige østenfor samme liggen- 
de gneisafdelinger, kunde dette måske tyde hen på — forså- 
vidt der skulde være en aldersforskjel mellem gneis-graniten 
(jern-gneisen) og syenit-gneisen, — at denne sidste må være af 
yngre oprindelse. 


s. Bjørnskarstindernes massive bergart. 


Inden det østenfor Bredvikejdet fremstigende fjeldparti 
rejser sig Bjornskarstindernes vildt byggede fjeldgruppe. Fra 
denne stiger den sylformig dannede Hamperok op til en høj- 
de af noget over 4000’ (1255 m.) 

Bjørnskartindernes fjeldgruppe er bygget af en massiv 
bergart, der sammensættes af rødlighvid eller smudsiggrå 
feltspath som helt overvejende bestanddel med indflettet gren- 
lig kloritisk glimmer — i regelen som små blade eller som 
et tyndt overdrag, undertiden dog også samlet i større mere 
klumpformige partier. Feltspathen dannes vistnok forhersken- 
de af plagioklas og viser denne ofte en udpræget tvilling- 
stribning. På andre punkter optræder feltspathen — frem- 
deles som overvejende bestanddel — 1 forbindelse med horn- 

blende dels i mere jevn fordeling dels således at begge min- 
_eralier er udsondret i større eller mindre ofte uregelmæs- 
sigt om hinanden kastede partier. I sidste tilfælde kan berg- 
arten dog også optræde laget under en veksling af sorte og 
hvide bånd og med en strøgretning af n. 60° o. med 30 a 409 
nordvestligt fald. 

Reinheja er et fjelddrag, der stiger op langs den østli- 
ge side af Bredvikejdet mellem dette og Tiphougdalen, og med 


Den nord-norske fjeldbygning 167 


en kamhøjde af omkring 3000' (941) skyder sig frem sydo- 
ver indtil det højfjeldsplateau, fra hvilket Hamperokken stig- 
er op. Efter Rejnhejas stejle afsatser mod Tiphougdalen 
bygges fjeldgrunden af Bjørnskartindernes massive bergart, 
men denne afløses efter fjeldpartiets højest liggende randkant 
af lagrækker af kalkstensførende glimmerskifer under vest- 
ligt fald. Den i glimmerskiferen indlejede kalksten indeslut- 
ter hyppig klumpformige partier af en sort amfibolitisk sten, 
hvis grundmasse dannes af krystallinisk hornblende og er 
spættet med korn af brunlighvid feltspath. Endvidere er her 
at påvise udsondringer af Bjørnskartindernes lyse mere typisk 
prægede feltspathsten. 

Efter det dybe Bjørnskar, som skjær sig ind under stærk 
krumning østover søndenom Bjørnskartindernes fjeldgruppe 
stikker på flere steder frem en finstribet glimmergneis, der 
viser en strøgretning af n. 20" 0. Lige søndenfor Hampe- 
rokken er faldet 60° vestligt, længer østover mod nedgangen 
til Namdalen er faldretningen slået om til østlig. Gmeisen 
her skyder sig antagelig ind under Bjørnskartindernes mas- 
sive felt. Ifald den massive bergart, — hvad der vistnok 
kan være grund til at forudsætte — skulde være af eruptiv 
oprindelse, vil den altså være yngre end den til urfjeldet 
hørende glimmergneis, men derimod ældre end glimmerskifer- 
gruppen. I petrografisk henseende synes den massive berg- 
art her at stå 1 et nært tilknytningsforhold til Tromsøsun- 
dets syenit-gneis. 

Ved Bjørnskarets udmunding mod Bredvikejdet ,optre- 
der partier af en temmelig ren serpentin i nært tilknytnings- 
forhold til den massive bergart. Antagelig er serpentinen et 
omdannelsesprodukt efter denne. 


De her under afsnit III omhandlede til urfjeldet hen- 
hørende afdelinger dannes altså dels af lagrækker af grå 


168 Karl Pettersen 


glimmergneis, dels af større og mindre afdelinger af eruptiv 
granit, hvortil endvidere kommer en mere særlig udpræget 
afdeling nemlig Tromsøsundets syenit-gneis. Disse afdeling- 
er træder — på enkelte undtagelser nær — frem efter 
de lavest liggende niveauer inden de dybere indskarne 
dalfører. 

Disse forskjellige gneis-afdelinger ligger således udskilte 
fra kyststregens gneis og gneis-granit, at der herfra ikke 
lader sig gjøre at drage bestemtere slutninger om disse 
afdelingers gjensidige aldersforhold. Det skal dog i så hen- 
seende bemærkes, at de petrografisk bærer et præg, der 
tildels kan falde sammen med det, der råder inden kyst- 


om end 
i det hele efter en langt svagere målestok — er at påvise 


strøgenes gneis-afdelinger, samtidig som der her 


lignende overgange til granitartede afændringer. Hertil 
kommer endvidere at stratificationsforholdene her i det hele 
og store er samstemmende med dem, der er rådende efter 
kyststrøgene. Som der er lagstillingen også her i regelen 
stejl til vertikal. Der er således al rimelighed for at de 
oprindelig sedimentært afsatte gneisstrata her har været 
underkastet indvirkningen af lignende og samtidig virkende 
kræfter som de, der efter så stor målestok har virket for- 
rykkende på den oprindelige lagstilling efter kyststrøgene. 
Fæster man sig nærmest ved disse forholde, skulde dette 
synes at kunne pege hen på at disse forskjellige spredte 
afdelinger kan ligge ind under det samme gneisfelt, som 
langs efter kyststrøgene har stuet sig op til et langt hojt- 
stigende fjelddrag. 

På den anden side skal imidlertid fremholdes at disse 
afdelinger, — når Rødbergs-graniten fraregnes — 1 petro- 
grafisk henseende dog også kan afvige temmelig væsentlig 
fra gneis-graniten. På forhånd vil man derfor også snarest 
finde sig foranlediget til at holde idetmindste flerheden 
af disse afdelinger udfra kystens gmeis-granit som ligeoven- 


Den nord-norske fjeldbygning 169 


for denne mere selvstændige dannelser. Skulde forholdet i 
virkeligheden være dette, så vilde der antagelig snarest 
være grund til at forudsætte at de kan være yngre end 
gneis-graniten. Samtlige her omhandlede gneisafdelinger 
optræder imidlertid i underlejningsforhold til yngre sedimen- 
tære krystallinisk prægede skiferafdelinger og danner således 
efter disse strøg overalt den egentlige undergrund, og må 
være at opstille som bygningsled ældre end Balsfjordgruppen, 
idet dennes lagrækker her altid vil findes at overleje gneisen 
i regelen under afvigende lagstilling. De må således utvivl- 
somt være at indordne under urfjeldet men i så tilfælde at 
opstille i en eller flere til urtjeldet hørende afdelinger, der 
er yngre end kystens gneis-granit. 

Af de her frembrydende granitafdelinger ligger 
Rødbergs-graniten indunder kystens gneis-granit. 

Hvad de øvrige granitiske afdelinger angår, så bryder 
disse på den ene side frem gjennem lagrækker af gneis og 
må således — ligesom indlandsgraniten — være yngre end 
de tilsvarende gneisafdelinger. På den anden side overlejes 
de derimod af lagrækker tilhørende den yngre Balsfjord- 
gruppe uden her — såvidt hidtil iagttaget — nogetsteds at 
gjennembryde dennes lagrækker eller at sende gangartede 
forgreninger ind efter samme. Graniten må således være 
ældre end Balsfjordgruppen. På et enkelt sted udenfor det 
egentlige mere sammenhængende granitområde — nemlig 
ved gården Bakkehoug i Målselven — er der vistnok at 
påvise granitiske partier, der bryder frem mellem lagrækker 
tilhørende Balsfjordgruppens lavest liggende afdelinger under 
forholde, der vidner for at graniten her må være yngre end 
skiferen. Antagelig må disse forholde her være at henfore 
til yngre granitiske frembrud. 

Bergarten inden de her omhandlede granitiske afdel- 
inger afviger i petrografisk henseende så væsentlig fra indlands- 
graniten, at der neppe vil være grund til at sammenstille 


170 Karl Pettersen 


disse som afdelinger under denne. Er de her omhandlede 
gneisafdelinger som ovenfor forudsat yngre end kystens 
gneis granit og således også yngre end jerngneisen på svensk 
side, så kan også de til disse forskjellige gneisafdelinger 
knyttede granitpartier være yngre end indlandsgraniten. 
Efter profilrits fig 24 — der er trukket fra den vest- 
lige side af Senjen-ø i syd-ostlig retning over Solbergfjord, 
Bardo, Istindernes fjeldgruppe samt Kistefjeld til rigsgreen- 
sen i strøget om Alt-vand og Lonnesjavre — er urfjeldet 
forøvrigt afsat som et sammenhængende hele, uden at der er 
sondret mellem ældre og yngre afdelinger inden samme. 


L 


Den nord-norske fjeldbygning 18 


Resume. 


Un continent preatlantique faisant partie de la plus an- 
cienne croûte terrestre, s’&tendait des régions polaires 
vers le sud a la place de la partie septentrionale de lAt- 
lantique actuel. Ce continent arrivait vraisemblablement 
jusqu'au 30° de latitude nord. 

De ce continent se détachaient des parcelles et matéri- 
aux d’erosions, qui se portaient au-delà de ses limites. 
Le gneiss-granit de la côte septentrionale de la Norvége 
est formé de ces matériaux deposés comme sédiment. Il 


en est de même des formations laurentiennes de la côte 


septentrionale américaine à partir du Labrador, et vers 
le sud. 

A la fin de la période laurentienne arrivèrent des dé- 
pressions partielles (première période de dépression) le 
long de la partie orientale du continent préatlantique. 
Les formations de gneiss et de gneiss-granit le long de 
la côte septentrionale, dont il est parlé dans le dernier 
point, furent poussées par là dans une direction du sud- 
ouest au nord-est et rammassées en une chaine formant 
un plateau plus élevé, qui néanmoins encore pour la plus 
grande partie est resté sous la surface de l'océan. 
Cette chaine sous-marine s’abaissait vers l’est à l'encontre 
dun bassin plus bas, et occupant la large zone, qui 
s'etend entre la région gneiss-granit de la côte norvégi- 


172 


Or 


emt 


Kari Pettersen 


enne d'une part, et la région du granit, qui oc- 
cupe a peu pres la frontière entre la Suède et la Nor- 
vége d'autre part. 

Dans la période de formation des terrains cambriens et 
siluriens, ce bassin d'environ 100 km. de largeur, recut 
dans ses limites de puissantes couches de formations cam- 
briennes et siluriennes. 

Les materiaux de ces formations cambriennes et siluri- 
ennes doivent probablement aussi en grande partie pro- 
venir du continent préatlantique, qui se trouvait à l’ouest. 
Vers la fin de la période des micaschistes, probablement 
la plus ancienne période silurienne, saccomplit une nou- 
velle dépression (la seconde période de dépression) qui 
setendit å tout le continent préatlantique. 

De là vint la partie septentrionale de l'océan atlantique 
actuel, qui doit conserver encore en plus grande partie 
Pétendue et la profondeur, quil eut dès lors. 

Il est à supposer, qu'a cette époque disparurent les der- 
niers restes du continent préatlantique; si quelques restes 


doivent subsister encore, l'opinion la plus probable dev- 


rait les faire retrouver le long de la grande terre du 
Groenland. 

La théorie, que Dana a exposée le premier sur la per- 
manence des mers du globe, ne peut ici trouver son ap- 
plication au moins pour la partie septentrionale de l’océ- 
an atlantique. 


Indholdsfortegnelse. 


Dreeweiisk: evetsiat) ++ 202 +. spes + dans) «ox 
a. De egentlige: kyststrøg» + ss crisis å 
b. Den indre ørakke + 20 2 une GJ 
c. De af fjorde og sunddale gjennemskårne fastlands- 

MTS: Un US Rnb ee PE 

d. Kjøldraget - + + + +++ + 
e. Fjeldmarkerne østenfor tjøldraget menns» fa 
Geologiske bygningsforholde 
A. Urfjeldet 

I. Indlandsgranit . . +++ . . . 

Il. Kyststrøgenes gneis- og gneisgranitiske 
KN en Se ae eee 

me Piscines sata Gass BAST ee 

Oeil, SN de fa 
Vers 
| TE TE os 
TE EE 
Vest-Våg-ø 
Gims-ø la 
ET EE ER us 
Lang-ø a Duke EE 
TET ENE 
TT ES EE 
2 ME EE rie 
Bee. aes, PR Øre AE nt SN a 


97 


174 


LL. 


. Den gneis-granitiske afdeling sn oversigt 


venjensø" ++ SØ GE FESTE NE 

Byalø a toys oe 60 RE PEN . 
Rinovatsø 2 oa LR > GUS 
Pibbenesø MN GN SG EEE 

Grote: > Se SES JØSS Se SE 
Nord EG Å 
Van-ø . . . Ge ile D 


De nordligste a DEREN, å 


Mindre afdelinger af urfjeldet efter de mel- 
lem indlandsgraniten og kystens gneis-granit 


liggende strøg  . ED Bae 
Harjangens gneisafdeling . . . . . sie 


Øvre Salangsdalens granit og gneis 


Spandalens gneisafdeling . + . . ; si 
Gneisafdeling efter den nedre del af Salangsdal 
Orrefjeldets og Lifjeldets granit . . 
Sørdålens vranitske bergart 4. SN & «2 
Gneisafdeling efter øvre del af Bardo , . + & & 
do. — nedre — — do. 
Ansfjeldets oranit og gneis! slu PP ci THE 
Rodbergs-graniten le 7. ira) sel «ott EE 
Granitfeltet efter Øvrebygden i Målselv , . . , 
Gneis med gneisgranit efter nedre del af Målselv 
Gneisafdeling efter højfjeldet østenfor Tabmokvand 
Gneis og granit efter Skibotndal . . . . . . 


Troldvikdalens eranit “a, Jå vun. SAGE 


heisenelvens gmeis Les mars n. va MEN ERR 
Tromsgsundets syenit-gneis ae 
Bjørnskartindernes granitfelt . . . . . ++ . . 
Resume 


Taole I. 


N 
N 
m 
© 
'Q 
| 
fe 
à 
I 
% 
R 
Q 
ra 
~ 
2 
À 


OS 


MO QS BU NOT 


Mefjordeidet 


AMOA-PAOLT II > 


KN 
Rn 
Wu À 


3 


Enleten 


yaoljsoymg 


ung“, 


pao (sang 


he 


Tavlell. 


© 
Pao jsavns |= 


e fastland 


k 


‘Y2QU12T 
“PUNS YO BY |: 


WIHWOYOY\ 


\ 
1 


——— 
Å 


ES LE 4 


Matbolmen 
AN. 
d 


AE L\ LES |» 
= - 


> 


Det preatlantis 


u un CRM grændser. 


Kristiania lith. Aktueb 


Taole I. 


[| Ovre Kroken 


Kambriske og siluriske 


AG Pe N atdelinger 
NAN Oneis Lag af Kalksten. 


QT] (meis granit. Amfibolit og Gabbro 
rx") Granit. 


7S 
= 
R 
Ss 
2 
yy 


Bredvikeidet 


Trømsösund-. 


Rigsgrandse. 


a Kystströgets oer X. Kystens gnets grantt. 

b.Den indre örakke. y. Jndlands=grantl. 

c. De af 1jorde og sunddale gjennem- z Afdelinger af gnets og granit 
skarne fastlandsstrog | efter landpartierne c. og d. 

d. Njoldraget. u. Lagrekker af kambriske og 

e. Lavere fjeldplateauer ostenom suuriske afdelinger 
kjoldraget. | 


Kristiania ith Aktiet 


T- 
— 


Nye havsalger. 


Af 
M. Foslie. 


(Hermed 3 plancher.) 


Corallina hemisphærica nob. 


C. thallı filis in pila hemisphærica dense con- 
junctis, irregulariter ramosis, ramis (?) ramulisque op- 
positis, alternis vel subsecundis, erecto-adpressis vel in- 
terdum patentissimis recurvis; articulis teretibus, subey- 
lindrieis vel subcompressis, obconicis, diametro sesqui- 
ad quadruplo longioribus. Tab. I. 


Ved gjennemgaaelsen af Tromsø museums botaniske sam- 
linger sidstforløbne sommer forefandtes et eksemplar af denne 
eiendommelige Corallina. Det er tilbragt museet antagelig 
for ca. 10 aar tilbage og ifølge den vedtøiede etiket funden 
mellem Søndre Mela og Bø paa Andøen i Vesteraalen. Ek- 
semplaret er dog temmelig ufuldstændig, idet en stor del af 
de meget skjøre grene af de sidste ordener er borte, og det 
er desuden sterilt. 

Veksten danner en lidt nedtrykt halvkugleformig bold 
af 7.5 cm. høide og længste diameter 16 cm. (pl. I). Da 
som anført det eneste hidtil fundne eksemplar ikke er fuld- 


176 M. Foslie. 

stændig, de enkelte grene meget skjøre og det hele danner 
en fast forenet eller sammenfiltret masse, saa det er næsten 
umulig at udrede et nogenlunde helt grensystem, har jeg ikke 
kunnet faa fuld rede paa forgreningen og specielt dens for- 
hold til Corallina officinalis, hvilken art den uden tvil staar 
meget nær. Indtil videre finder jeg dog at burde betragte 
den som en egen art, fra C. officinalis skilt væsentligst i 
henseende til den ydre form, og heri er forskjellen ogsaa be- 
tydelig. Mig bekjendt optræder C. officinalis aldrig med 
de enkelte grensystemer forenet til en fast sammenfiltret 
masse af form som hos nærværende, ligesom den altid gjen- 
nem sit hele liv er fastheftet, medens derimod GC. hemisphe- 
rica synes at have ligget løs paa bunden. 

Forgreningen og grenenes stilling varierer meget. Ial- 
fald de øvre grene og smaagrene er modsatte, alternerende 
eller undertiden noget ensidige, dels opret-tiltrykte og løber 
parallelt eller næsten parallelt med sin hovedakse, dels og 
oftest noget spærrede, men ej sjelden udgaaende under en 
ret eller næsten ret vinkel og tilbagebøiede. Qgsaa mellem- 
leddene varierer meget i henseende til form og længde, gjen- 
nemgaaende er de dog mere trinde end hos ©. officinalis f. 
typica, og længden varierer mellem 1'/, og 4 gange tykkel- 
sen, almindeligst 2—3. 

Under hvilke forhold ©. hemispherica vokser, kjender 
jeg ikke. Den angivne lokalitet ligger ved det aabne hav, 
og arten skulde saaledes i modsætning til C. officinalis synes 
at trives bedst paa udsatte steder. At dømme efter de smaa 
og temmelig talrige skaller af Mylilus edulis, som her og der 
ligger indsænket i bolden, skulde den forekomme enteni det 
litorale gebets nedre eller sublitorale gebets øverste del. 


Chordaria attenuata nob. 
Ch. laxe cæspitosa, thallo simplici, cylindraceo, apicem 


versus obsolete, at basim versus valde et longe attenu- 


Nye havsalger. 177 


ato, 5—10 cm. alto, fusco-olivaceo; zoosporangiis multi- 
locularus juvenilibus mense julio in parte thalli super- 
iore paucioribus. Tab. II. fig. 3. 


Veksten danner i almindelighed løse knipper, men fore- 
kommer ogsaa i spredte eksemplarer. Hefteorganet er en 
callus radicalis. Løvtraadene er enkle, trinde og hos unge 
eksemplarer næsten rent cylindriske; ældre eksemplarer har 
sin største tykkelse et stykke nedenfor toppen, derfra jevnt 
og sterkt afsmainende mod basis, men mindre mod toppen. 
Nederst ved basis er plant:n solid, men efter den største del 
af sin længde hul. Væggens yderste lag dannes navnlig i lø- 
vets nederste del af rundagtige, kvadratiske eller rektangu- 
lære celler, som gjennemgaaende er ordnet i longitudinale, 
noget vredne serier. De indenfor liggende celler er i optisk 
tversnit rundagtige, 1 længdesnit rektangulære med afrun- 
dede hjørner, længden for det meste 1!/,—2 gange større end 
bredden, og det indre lag dannes af de hos Chordaria sæd 
vanlige lange celler. 

Et enkelt af dei midten af juli maaned indsamlede 
eksemplarer bærer 1 løvets øvre del meget svagt udviklede 
flerrummede zoosporangier. Disse er enten cylindriske eller 
svagt kølleformige, undertiden med topcellen mindre end de 
nærmest følgende celler, enkle eller én gang dikotome og 
sammensat af et faatal celler samt omgivne af en fælles ku- 
tikula. 

Da det sandsynligvis er samme art, jeg nylig har fun- 
det her i nærheden af Tromsø, noget mindre udviklet end 
nærværende fra Tovig, men saavidt jeg har kunnet finde og- 
saa den med i udvikling værende flerrummede zoosporangier, 
skal jeg ved en senere anledning give en nærmere beskrivelse 
af disse. 

Arten er hidtil med sikkerhed kun funden ved Tovigi 
- nærheden af Sandtorv i Tromsø amts sydligste del, hvor den 
12 


178 M. Foslie. 


voksede 1 et enkelt klippehul ved øvre vandmerke.!) 
Coilonema filiformis nob. 


C. thallo simplici, subeylindraceo, utrinque tenue at- 
tenuato, 6—10 cm. alto, diametro usque 0.5 mm., pi- 
lis parce vestito; cellulis strati corticalis quadratis vel 
rectangularibus, in seriebus longitudinaliter subspirali 
ter ordinatis; zoosporangiis sæpe confertis, a superficie 
thalli visis vulgo rotundatis vel ellipsoideis. Tab. III, 
fig. 1—2. 


Denne art forekommer for det meste i spredte eksem- 
plarer. Hefteorganet er en callus. Løvtraadene er altid enkle, 
meget tynde, næsten rent cylindriske og hule; i almindelig- 
hed har de sin største diameter ved eller et stykke ovenfor 
midten, derfra svagt afsmalnende mod toppen og noget stær- 
kere mod basis. Diameteren overstiger ej 0.5 mm. Veksten 
bærer efter sin hele længde spredte, men temmelig lange 
haar, som dog ofte er mere samlede ved toppen. Kortikal- 
laget dannes af forholdsvis store, 1 optisk længdesnit kva- 
dratiske eller rektangulære celler, som især løvets nedre del 
ej sjelden har en længde af indtil 2 gange større end bred- 
den. Seet fra overfladen er cellerne altid ordnede i longi- 
tudinale serier, som dels er meget stærkt, dels svagere spi- 
ralvredne til høire; ganske rette serier har jeg ikke seet. I 
optisk tversnit har cellerne gjennemgaaende en afrundet form, 
tiltager i størrelse indad, og væggen begrænses paa den indre 
side af et lag meget store, for det meste endokromløse cel- 
ler (pl. III, fig. 2.) 


1) Efterat denne opsats var indleveret til trykning, har jeg i begyn- 
delsen af september havt anledning til at indsamle fuldt udviklede 
eksemplarer af denne art paa samme lokalitet ved Tovig som de 
i juli maaned f. a. tagne ekspl. Arten vil blive uddelt i Hauck 
et Richter Phykotheka universalis. 


Nye havsalger. 179 


Zoosporangierne var for den største del endnu ej fuldt 
udviklede hos de i slutningen af juni indsamlede eksempla- 
rer, men meget talrige, spredte over hele løvet med undta- 
gelse af et kort stykke nærmest basis og ofte samlede i grup- 
per. Seet fra overfladen har de sædvanlig en rundagtig eller 
næsten ellipsoidisk form (pl. III, fig. 1), i optisk tversnit ej 
sjelden omvendt ægformige eller omvendt pæreformige (pl. 
III, fig. 2); fuldt udviklet gaar deres længdeakse op til om- 
kring 15 u. 

I tørret tilstand har planten en gulbrun farve; den er 
noget slimet og fæster sig temmelig haardt til papiret. Den 
er blot funden ved Honningsvaag i Vest-Finmarken, hvor 
den optraadte meget sparsomt i klippehuller i den øvre del 
af fjæren. 


Pylaiella macrocarpa nob. 


P. cæspitosa, thallo decomposito-ramoso, ramis ra- 
mulisque subsecundis vel alternis, erecto-patentibus vel 
interdum sub angulo fere recto egredientibus; cellulis 
in parte thalli inferiore 18—25 & crassis, diametro 
2—6 plo longioribus, in parte superiore æqualibus ad 
duplo longioribus; zoosporangiis seriatis, gametangiis 
cylindricts vel elongato-conicis, 180—1320 y longis, 
24—36 y crassis. Tab. II, fig. 13—15. 


Veksten danner i almindelighed temmelig løse, lange 
og smale knipper. Hvert knippe er sammensat af korte, lø- 
sere og noget sammenflydende smaaknipper. Løvtraadene er 
nedentil noget snoede om hverandre. Hefteorganet dannes af 
kortere, ofte bøiede, 8—14 u. tykke traade, hvis celler enten 
er lige saa lange som tykke eller med længden indtil 3—4 gan- 
ge større end tykkelsen. En hovedtraad er altid tydelig ud- 
skillelig. Denne bærer lange, oprette eller ej sjelden især i 
løvets nedre del under en næsten ret vinkel udgaaende gre- 


180 M. Foslie. 


ne, som her er dels enkle dels atter forgrenede og noget 
spredte. Oventil er grenene tættere og et større eller min- 
dre antal gange atter forgrenede. Særlig i denne del er navn- 
lig grenene af næstsidste orden alternerende, afvekslende en- 
sidige eller parvis udgaaende fra to til hinanden støden- 
de celler (pl. IL, fig. 13). Ofte finder man ogsaa 3—4 ensi- 
dige grene, som udgaar fra henholdsvis 3 eller 4 til hver- 
andre stødende celler. Disse bærer atter et større eller min- 
dre antal ensidige eller alternerende smaagrene af sidste or- 
den. Grenene og smaagrenene afsmalner jevnt mod toppen 
og afsluttes med en hyalin eller endokromfattig del, sjeldnere 
afsmalnende ogsaa mod basis, men altid merkbart tyndere 
end sine hovedakser. Modsatte grene eller smaagrene har 
jeg ikke seet. — Mest karakteristisk for arten er de parvise 
grene af næstsidste orden, som næsten altid er tilstede i et 
større eller mindre antal. 

Cellerne er gjennemgaaende cylindriske, uden eller 
med en svag indsnøring ved tvervæggene, sjelden svagt 
tondeformige. I hovedtraadens nedre del er de 18—25 u 
tykke med længden 2—6 gange større end tykkelsen, afta- 
ger gradvis opover saavel 1 tykkelse som længde, og i løvets 
midtre og øvre del for det meste lige med eller (sjeldnere) 
indtil 2 gange større end tykkelsen. Fndokromet er grov- 
kornet. Tørrede eksemplarer har en lysebrun i grønt stø- 
dende farve. 

De flerrummede zoosporangier (gametangier) er cylin- 
driske eller forlænget koniske, i almindelighed indsænket 1 gre- 
nene og af meget forskjellig størrelse, 180—1320 p lange og 
24—36 y tykke. Undertiden kan hele grenen med undtagel- 
se af et par af de nederste celler være transformeret til et 
terminalt gametangium. En og anden gang paatræffes ga- 
metangier, som er afbrudte ved en eller flere mellemliggen- 
de, utransformerede celler. 


Zoosporangier udvikles paa samme individ som game- 


Nye havsalger. 181 


tangierne. Deres antal i hver kjæde gaar op til omkring 
40. De ligner de tilsvarende organer hos Pylaiella litoralis, 
men er noget mindre (pl. II, fig. 15). Undertiden forekom- 
mer baade zoosporangier og gametangier i en og samme 
gren stødende umiddelbart til hverandre (fig. 14). Tømte 
gametangier og zoosporangier var sjeldne hos eksemplarer, 
som indsamledes 1 begyndelsen af august. Zoosporernes 
udtræden har jeg ikke havt anledning til at iagttage. 
Arten er funden i nærheden af Tromsø og vokser her 
i lidet antal paa Phyllaria dermatodea. Et par eksemplarer 
fandtes ogsaa sidstledne sommer ved Kjøllefjord 1 Øst-Fin- 


marken. 

Pylaiella (?) eurta nob. 

P. penicilliformis vel laxe cæspitosa: thallo parce 
ramoso, partim polysiphonio, ramis oppositis, verticil- 
latis vel interdum subalternis. in parte thalli inferiore 
paucioribus, in parte superiore crebris, simplicibus vel 
subsimplicibus, zoosporangiis multiloculariis (game- 
tangiis?) plus minusque cylindricis, ramis innatis vel 
in filo primario terminalibus, 100—1400 ». longis, 
30—55 p crassis. Tab. ID, fig. 4—5. 


15 cm. lange duske eller 


Veksten forekommer i 0.5 
undertiden løse, sammenflydende knipper paa bladet af 
Laminaria digitata (L) E dm. 

Hefteorganet dannes af fra løvets nederste celle ud- 
gaaende fine, bøiede traade af 30—50 u længde; cellerne er 
cylindriske og 4—6 u. tykke med længden 2—5 gange større 
end tykkelsen samt svagt endokromholdige. 

De talrige løst forenede løvtraade har ved basis en 
tykkelse af 14—21 p, næsten jevntykke eller oftest svagt 
tiltagende i tykkelse opover, blir paa midten 18—24, læn- 
gere op indtil 30 p. tykke og afsmalner atter svagt mod 


182 M. Foslie. 


toppen. Fra løvets nedre del udgaar et faatal meget spredte, 
modsatte, korte og enkle grene, ofte er den nedre halvdel 
eller trediedel endog ganske ugrenet; men over midten blir 
grenene talrigere, især henimod toppen, hvor næsten altid 
det største antal grene findes. Hos de i slutningen af mai 
maaned indsamlede eksemplarer, som alle bar flerrummede 
zoosporangier, var grenene enkle, og efter et saadant er 
konturtegningen (fig. 6) paa pl. II udført. Sidstledne som- 
mer, efterat planchen allerede var færdig, havde jeg imid- 
lertid atter anledning til at besøge Mehavn, hvor planten 
oprindelig fandtes, og de da i slutningen af juni tagne eks- 
emplarer bærer næsten alle et mindre antal korte grene 
af 2den orden samt flerrummede zoosporangier. Disse eks- 
emplarer var dog ikke i synderlig længere fremskredet 
udviklingsstadium end de nogle aar tidligere i slutningen af 
mai tagne, naar undtages fremkomsten af 2den ordens grene; 
men at plantens vegetative system 1 slutningen af juni end- 
nu ikke havde naaet sin fulde udvikling, trods udviklingen 
af flerr. zoosporangier, viste sig tydelig hos flere af de un- 
dersøgte eksemplarer. — Et forsøg paa at erholde den i et 
senere stadium mislykkedes, idet vedkommende, som skulde 
samle nogle eksemplarer, havde taget feil og bragte mig blot 
de paa samme vertplante optrædende Eetocarpus confervoides 
og Pylaiella litoralis. Neste sommer haaber jeg imidlertid 
atter at faa anledning til at besøge stedet og nærmere gran- 
ske denne interessante og eiendommelige art. 

Alle grene af 1ste orden er modsatte eller kransstillede 
(sjeldnere forekommer en og anden alternerende gren), altid 
merkbart tyndere end den del af hovedtraaden, hvorfra de 
udgaar, langt og sterkt afsmalnende mod toppen eller tildels 
mindre afsmalnende og noget budte, sjeldnere afsmalnende 
ogsaa mod basis; de er enten korte eller noget forlængede, 
men sjelden synderlig længere end lengden af den ovenfor 
grenens udgangspunkt liggende del af hovedtraaden, 1 løvets 


Nye havsalger, 133 


øvre del oprette eller opret-spærrede, i dets nedre del for 
det meste udgaaende under en ret eller næsten ret vinkel 
og ofte bueformig bøiede. Grenene af 2den orden er meget 
korte, modsatte og tilspidsede, næsten sylformige, men altid 
spærrede og oftest lidt tilbagebøiede. 

Cellerne er cylindriske i løvets nedre del, uden eller 
med en svag indsnering ved tvervæggene, 1 den øvre del min- 
dre regelmæssig cylindriske og ofte med sterkere indsnøring, 
undertidan svagt tøndeformige. Deres længde i hovedtraa- 
dens nedre del gaar op til 4 gange tykkelsen, almindeligst 
1!/,—2; opad blir de kortere, og 1 løvets øvre trediedel er 
de i almindelighed af samme længde som tykkelse eller ind- 
til dobbelt saa korte. Grenenes yderste celler er dog gjen- 
nemgaaende længere, 2—4 gange tykkelsen, og næsten endo- 
kromløse. 

Hovedtraadens nedre halvdel eller i det mindste tredie- 
del er altid monosifon med undtagelse af de to til tre ne- 
derste celler nærmest hefteorganet, hvilke som regel er meget 
kortere end de øvrige celler i løvets nedre del og for det 
meste polysifone. Længere op blir planten mere og mere 
polysifon, dette gjælder især hovedtraadens øvre trediedel 
eller halvdel, som altid er sterkt polysifon (pl. III, fig. 5) 
med undtagelse af dens topceller; ligesaa de fra hovedtraa- 
dens øvre halvdel udgaaende grene, skjønt disse dog sjelden 
er saa sterkt polysifone som selve hovedtraaden, og en og 
anden gren forekommer ogsaa, som helt igjennem er monosi- 
fon. — Endokromet er grovkornet og oftest samlet i cellens 
midte (fig. 5), i løvets nedre del lyst, i den øvre del mørkere 
og noget jevnere fordelt. Planten har i frisk tilstand en 
brun i grønt stødende farve, tørret blir den olivengrøn. 

De flerrummede zoosporangier, som jeg indtil videre 
benævner artens hidtil kjendte reproduktionsorgan, optager 
hos flere af de undersøgte eksemplarer det meste af løvets 
øvre trediedel og er altid meget talrige. De har en mere 


> ERE MN 2 SS 


Re ter mem 


184 M Foslie. 


eller mindre cylindrisk eller forlænget konisk form (pl. HI, 
fig. 4, indsænket i grenene eller hovedtraaden og opnaar 
undertiden en betydelig længde, men er tildels afbrudt ved 
et par eller flere mellemliggende, utransformerede celler. Jeg 
har aldrig fundet grenenes øverste og nederste celler trans- 
formeret til zoosporangier. Derimod er det ej sjelden at fin- 
de et større eller mindre parti af hovedtraadens øverste del 
transformeret, og zoosporangierne kunne saaledes her være 
terminale, hvorved den faar et afstumpet eller afrundet ud- 
seende. Ogsaa her forekommer fra og til et par eller flere 
mellemliggende, utransformerede celler, men ofte er hele par- 
tiet uden afbrydelse bleven transformeret til flerrummet zoo- 
sporangium i en længde afindtil 1400 u. I almindelighed er 
dog zoosporangierne meget kortere, og i det hele taget varie- 
rer længden temmelig betydelig, den kan endog gaa ned til 
100 v. og derunder. Tykkelsen varierer mellem 30 og 55. 
Hvor hovedtraadens zoosporangier ej er terminale, afsluttes 
denne hos zoosporangieberende eksemplarer med nogle faa, 
tynde og endokromfattige celler, som ligner grenenes topcel- 
ler. Tømte zoosporangier var ej sjeldne hos eksemplarer, 
som indsamledes i slutningen af mai og juni. Zoosporangi- 
ernes tømning har jeg ikke havt anledning til at iagttage. 

Det er usikkert, om denne art tilhører slegten Pylaiella. 
F. R. Kjellman, som velvillig har undersøgt samme, har 
meddelt mig, at den muligens vil blive at henføre til en ny 
slegt; men da man endnu ej nærmere kjender dens reproduk- 
tionsforhold, bør den indtil videre henføres til Pylaiella som 
den slegt, med hvilken den nærmest stemmer overens. Fra 
denne afviger den dog i flere henseender ret betydelig og 
vil vistnok senere blive at udskille. 

Arten er funden ved Mehavn i Øst-Finmarken, hvor 
den var meget lokal, men temmelig almindelig. Den vokse- 
de epifytisk paa den øverste del af bladfligene hos Laminaria 
digitata i klippehuller i den nedre del af fjæren sammen med 


Nye havsalger. 188 


Isthmoplea sphærophora, Ectocarpus confervoides og Pylaiella 
litoralis. Den vil blive uddelti Hauck et Richter Phyko- 
theka universalis. 


Spongomorpha minima nob. 

Sp. flaccida, parce ramosa. laxe implicata; ramis 
cauloideis simplicibus vel subsimplicibus, patentibus, al- 
ternis vel subsecundis, elongatis, cellulis 12—18 u cras- 
sis, diametro æqualibus ad quadruplo longioribus; ramis 
helicoideis in parte thalli inferiore et media numerosis, 
longissimis, plerumque patentissimis recurvis vel flexu- 
osis, cellulis 10—15 p crassis, diametro 2—6 plo lon- 
gioribus; 1amis rhizoideis in parte inferiore paucioribus. 


Tab. II, fig. 6. 


Jeg tør ej med bestemthed paastaa, at denne art vir- 
kelig tilhører slegten Spongomorpha, skjønt den bærer denne 
slegts alle ydre karakterer; men hvorledes det imidlertid for- 
holder sig med zoosporernes udvikling, kjender jeg ikke. Jeg 
har ikke havt anledning til at underkaste veksten nogen ind- 
gaaende undersøgelse i levende tilstand, ligesom jeg heller 
ikke har fundet noget eksemplar med fuldt udviklede . zoo- 
sporer. 

Veksten danner smaa, 1—2.5 cm. lange duske eller lø- 
se knipper, som er sammensat af talrige temmelig løst sam- 
menfiltrede og sparsomt forgrenede løvtraade, der udgaar fra 
de øverste celler paa i klippehuller forekommende eksempla- 
rer af Cladophora rupestris. Den er noget slimet og fæster 
sig temmelig haardt til papiret. Farven er lysegrøn. 

En hovedtraad er tydelig udskillelig gjennem sin hele 
længde. Fra denne udgaar navnlig i løvets øvre del noget 
spredte, alternerende eller ensidige, forlængede cauloidgrene, 
som enten er enkle eller bærer et mindre antal kortere smaa- 


grene. Grenene og smaagrenene er gjennemgaaende oprette 


186 M. Foslie. 


eller opret-spærrede, dels af samme tykkelse dels lidt 
tyndere end sine hovedakser og næsten umerkelig afsmal- 
nende mod toppen. Cellerne er rent cylindriske, uden eller 
undertiden med en svag indsnering ved tvervæggene, 12— 
18 u tykke og af samme længde eller med længden ind- 
til 4 gange større end tykkelsen, almindeligst omkring 2. De 
er forholdsvis tykvæggede, men svagt endokromholdige, en- 
dokromet meget lyst og dels noget grovkornet, dels mere fin- 
kornet og danner ofte baand eller ringe især ud mod veg- 
gene (fig. 6). 

Helicoidgrenene er talrige især 1 løvets nedre halvdel, 
meget lange og næsten rette eller svagt zigzagbaiede, ofte 
udgaaende under en ret eller næsten ret vinkel og tilbage- 
bøiede; de er næsten altid ugrenede og gjennemgaaende mere 
afsmalnende mod toppen end cauloidgrenene. Cellerne er 10 
—15 w tykke med længden 2—6 gange større end tykkelsen. 

Rhizoidgrenene udgaar kun fra løvets nederste del, er 
temmelig korte og nedløbende, og deres celler forholdsvis af 
samme længde i forhold til tykkelsen som hos helicoidgrenene. 

Arten forekommer epifytisk paa Cladophora rupestris i 
klippehuller ved nedre vandmerke. Den er hidtil kun funden 
ved Ud-Vaarø (en af de yderste ser udenfor Sviner) 1 nær- 
heden af Lindesnes og varibegyndelsen af september svagt 
zoosporbærende. Zoosporernes udtræden eller fuldt udvikle- 
de zoosporer har jeg ikke seet. Den fandtes kuni et enkelt 
klippehul, men paa de eksemplarer af Ol, rupestris, hvorpaa 
den forekom, var den saa almindelig, at den ganske skjulte 
vertplanten; dog optraadte den kun paa eksemplarer, som 
voksede i kanten af klippehullet og udgik blot fra vertplan- 
tens øverste grene, nærmest vandfladeh. 

Sp. minima vil blive uddelt i Wittrock et Nordstedt 
Aløæ exsice. fasc. 18 eller 19. 


Nye havsalger. 187 


Rhizoclonium pachydermum Kjellm. 
Algenveg. Murm. Meer. p. 55. 


f. norvegica nob. 


Rhiz. pach. forma ramis cauloideis numerosis, cel- 
lulis 18—30 p crassis, diametro æqualibus ad duplo 
longioribus, rhizoideis paucis. 

Som bekjendt optræder Rhizoclonium riparium (Roth) 
Harv. i det arktiske gebet under flere vekslende og i hver- 
andre overgaande former, der i almindelighed afviger fra de 
sydligere former af arten ved sparsommere forgrening og 
tykkere cellevegge. I Wittrock et Nordstedt Alge ex- 
sicc. er under nr. 625 (fasc. 13) uddelt den i det nordlige 
Norge almindeligst forekommende form af arten, den nem- 
lig, som vokser i klipperifter ved eller endog ovenfor øver- 
ste vandmerke. Denne optræder i regelen i smaa, ujevne 
kruset-ophøiede og noget sammenflydende puder. En anden 
den foregaaende habituelt meget ulig form forekommer paa 
afskraanende klipper eller helst i kanten af klippehuller og 
oftest voksende sammen med Spongomorpha- eller Cladopho- 
ra-arter. Den danner for det meste et jevnt udbredt, næsten 
glat lag, bærer et faatal rhizoidgrene og er i det hele taget 
meget svagt grenet samt noget finere end den foregaaende. 
En tredie mere udpræget og fra den første habituelt endnu 
mere afvigende betragter jeg en paa et par steder i Finmar- 
ken og nylig her i nærheden af Tromsø funden form, som i 
regelen vokser paa bryggestolper, trækar og andet underlag 
af tre. Ofte minder den habituelt mere om en Urospora end 
Rhizoclomum, saaledes som denne i almindelighed optræder 
her nord; men undersøger man den nærmere, viser den sig 
at være en i henseende til forgrening, rhizoidgrenenes form 
og antal o. s. v. den britiske meget nærstaaende eller maa- 
ske fuldt identisk form, saaledes som denne er fremstillet og 
beskrevet af Harvey i Phyc. Brit. pl. 238. 


188 M. Foslie. 


Der er saaledesi visse henseender en betydelig ulighed 
mellem de mest extreme former af Rhiz. riparium, saa stor 
endog, at om man ej havde en mængde overgange liggende 
foran sig, skulde man sikkert ville anse dem for skilte arter 
eller ialfald som benævnte former af en og samme art, og 
muligens dette ved fortsatte undersøgelser virkelig vil vise 
sig at være tilfældet. De ovenfor nævnte er de i det nord- 
lige Norge forekommende mest udprægede former af arten. 

Som en Rhiz. riparium nærstaaende art anser jeg Rhız. 
pachydermum Kjellm. Mellem begge disse staar den form, 
som jeg ovenfor har benævnt f. norveqica og troet at burde 
henføre til Rhiz pachydermum, med hvilken art den har de 
fleste karakterer tilfælles. Den udmerker sig ved, at en 
hovedtraad er tydelig udskillelig ialfald i løvets nedre del, 
at hovedtraaden eller den sympodiale forgrenings hovedakse 
altid er tykkere end biakserne, ligesom den er langt mere 
grenet end nogen ialfald boreal eller arktisk form af Rhuz. 
riparium, heri nærmest overensstemmende med Rhiz pachy- 
dermum f. typica, men dog ej fuldt saa grenet. Hovedaksens 
celler er 20—30 p. tykke med længden lige eller indtil dob- 
belt saa lang som tykkelsen. Biakserne er 18—25 u tykke 
og deres celler af forholdsvis samme længde som hos hoved- 
aksen. Sjelden forekommer en og anden gren af høiere 
orden. Grenene udgaar i regelen under en ret eller næsten 
ret vinkel. Rhizoidgrenene er faatallige, men stemmer gjen- 
nemgaaende overens med samme hos Ruiz pachydermum f. 
typica (cfr. Kjellm. 1. e. t. 1, fig. 26). I. henseende til 
cellernes og cellevæggenes tykkelse synes derimod formen 
at skille sig betydelig saavel fra f. typica som f. tenwis 
Kjellm. (Ishafsfl. p. 381) og stemmer heri overens med den 
almindelige arktiske form af Rhiz. riparium. Men forskjel- 
len i denne henseende synes ogsaa at være temmelig bety- 
delig mellem de to nævnte former (cfr. Kjellm. 1. c.), og 


man finder en forholdsvis næsten lige saa stor forskjel mel- 


Nye havsalger. 189 


lem de mest extreme former af Rhiz. riparium, hvorfor 
jeg ikke kan anse dette som nogen udpræget karakter for 
arten. Den tydelig udskillelige hovedtraad, sterkere for- 
grening samt biaksernes mindre diameter end sine hoved- 
akser anser jeg som artens mest udprægede karakterer, og 
om denne min opfatning er rigtig, bør f. norvegica uden tvil 
være at henføre til Rhiz. pachydermum. 

Formen er hidtil kun funden paa et enkelt sted i 
Finmarken, nemlig ved Skarsvaag 1 nærheden af Nordkap, 
hvor den forekom meget sparsomt 1 klippehuller ved øverste 
vandmerke sammen med Spongomorpha intermedia. Den 
toges 1 midten af juni og havde da endnu ej fuldt udviklede 


zoosporer. 


Codiolum cylindraceum nov. nomen. 


Descr, Codiolum pusillum Fosl. Arkt. havsalg. p. 12; exel. syn. 


f. major nob. 


Descr. Codiolum pusillum Fosl }. c. p. 12, t. 2, fig. 1. 
Bxsice,” .» å „ in Wittr. et Nordst. Alg. exsice. 
No. 457. 


f. minor nob. 


C. eylindr. forma thallo breviore, 0.5—1.3 mm. 
longo; clava subeylindrica, 0.3—0.8 mm. longa, 36 
— 64 p. crassa, stipitem longitudine superante. 


I 1880 fandt jeg to Codiolum-arter i Finmarken, af 
hvilke den ene efter velvillig meddelelse gjennem V. B. 
Wittrock af F. R. Kjellman ansaaes identisk med 
Codiolum pusillum (Lyngb.), hvorfor den under dette navn 
blev nærmere beskreven i Kristiania Vidensk. Selsk. Forh. 
1881, No. 14, sammen med den anden i Finmarken fundne 
art, Codiolum longipes. I Norra Ishafv. Algflora (p. 389) 
udtaler imidlertid Kjellman om nævnte art: »De norska 


exemplaren afvika i någon man från dem, hvilka förvaras i 


190 M. Foslie. 


Köpenhams musei herbarium, af Lyngbye bestämda till 
Vaucheria pusilla. På de förra år klubbhufvudet långre i 
forhallande till skaftet an hos de senare. Dessa hafva vis- 
serligen ofta klubbhufvudet långre, dock aldrig, såsom 
Foslie uppger för norska exemplar, 11/),—3 gånger långre 
ån skaftet, men också ofta ungefår lika långt eller til och 
med kortare ån skaftet». Derved begyndte jeg at betvivle, 
at Lyngbyes Codiolum pusillum kunde ansees tilhøre den 
samme som i Finmarken fundne og under nævnte navn op- 
tagne art, saaledes som jeg opfatter artsgrænserne inden 
slegten Codiolum. Ved velvillig imedekommenhed af direk- 
teren for Kjøbenhavns botaniske museum har jeg havt til 
undersøgelse et par af Lyngbyes originaleksemplarer, og 
efter dette kan jeg ikke anse C. pusillum Fosl. identisk 
med C. pusillum (Lyngb.), hvorfor jeg som ovenfor skeet 
ombytter førstnævnte navn med C. eylindraceum og benæv- 
ner den i Wittrock et Nordstedt Alg. exsice. Nr. 457 
uddelte form f. major, 

Medens C. cylindraceum f. major udmerker sig ved, at 
køllen er næsten rent cylindrisk og altid længere (11/,—3 
gange) end stipes, køllens tykkelse 38—68 p., stipes’ tykkelse 
28—40 u samt totallængden 2.1—2.7 mm., er hos UG. pusil- 
lum (Lyngb.) forholdet i flere henseender næsten omvendt. 
Køllen er saaledes gjennemgaaende kortere end stipes. 
Blandt ca. 50 undersøgte individer har jeg kun fundet et 
par stykker, hos hvilke køllens længde har oversteget stipes’ 
og heller ikke synderlig flere med begge dele af omtrent 
lige længde. Forholdet hos 15 eksemplarer i omtrent samme 
udviklingsstadium som UG. cylindraceum f. major stiller sig 
saaledes”): 


1] C..pusillum (Lyngb.) er tagen ved Færøerne 17de juli [1817], C. 
cylindraeeum f. major ved Gjesvær i Finmarken 31te august [1880], 
men begge synes at have været i omtrent samme udviklingsstadium. 


Nye havsalger 191 


Totallengde. Stipes’ længde. Køllens lengde. 
610 v. 458 y 152 u. 
722 | 456 266 
893 608 285 
912 D10 342 
931 513 418 
969 551 415 

1045 665 380 
1064 627 437 
1083 494 589 
1083 540 543 
1106 633 473 
1140 627 515 
1140 DSO 560 
1311 722 589 
1368 836 532 


Køllens tykkelse varierer mellem 40 og 84 u, altsaa 
gjennemgaaende betydelig tykkere i forhold til længden end 
hos ©. cylindraceum t. major; den er desuden mindre regel- 
mæssig cylindrisk end hos sidstnævnte form, ej sjelden for- 
længet omvendt ægformig; køllen gaar derimod ogsaa hos C. 
pusillum (Lyngb.) næsten umerkelig over 1 stipes, men den- 
ne sidste afsmalner hurtigere og erisær i den nedre halvdel 
meget tynd, ofte næsten traadformig. 

Skulde C. cylindraceum forenes med C. pusillum (Lyngb.), 
burde efter min opfatning samtlige hidtil kjendte Codiolum- 
arter betragtes som former af en og samme art. Men jeg 
maa med Kjellman anse det rigtigst ialfald indtil videre 
at bibeholde de enkelte arter som selvstændige. 

C. cylindraceum f. major optraadte i 1880 i stort indi- 
vidantal paa klipper ved nederste vandmerke sammen med 
Urospora penicilliformis (Roth) Aresch. paa en enkelt lo- 
kalitet ved Gjesvær. Senere har jeg et par gange søgt den 
paa samme sted, men den var da sporløst forsvunden, medens 


192 M. Foslie. 


derimod Urospora fremdeles optraadte i betydelig mængde. 
Sidstledne sommer fandt jeg ved Vardø en Codiolum, 
som jeg ovenfor har benævnt UC. eylindraceum f. minor. Den 
slutter sig i det væsentligste til f. major, men er i enhver 
henseende af langt mindre dimensjoner end denne. Følgende 


maal angiver forholdet. 


Totallængde. Stipes’ længde. Køllens længde. 
7031 1350 D TOME: 
741 323 418 
110 304 475 
785 382 403 
798 266 532 
798 228 DTO 
838 401 437 
846 Boe 447 
300 361 494 
874 418 456 
393 361 532 
950 418 532 
950 299 Hol 

1007 475 532 
1146 382 164 
1159 437 722 
1178 475 705 
1178 456 122 


Køllen har en tykkelse af 30—64 u; den er dels rent 
cylindrisk, dels svagt forlænget omvendt ægformig, men et 
og andet eksemplar findes ogsaa, som med hensyn til køllens 
form ret meget minder om ©. longipes, og blandt yngre indi- 
vider findes ogsaa enkelte, som helt igjennem ligner C. Nor- 
denskisldianum. Den nærmer sig paa den anden side ret me- 
get til C. pusillum (Lyngb.), men den skilles dog let fra 
denne ved køllens længde i forhold til stipes. 


C. cylindraceum f. minor vokser paa bryggestolper sam- 


Nye havsalger 198 


men med Urospora penicilliformis. Den fandtes ved Vardø 
paa en af de ydre brygger indenfor moloens østlige arm. 
Formen vil blive uddelt i Wittrock et Nordstedt Ale» 


exsice. 


Codiolum intermedium nob. 


C. thallo 0.3—0.6 mm. longo; clava elongato-obovata, 
obovata vel rotundata, 150—300 u longa, 55—110 u 
crassa; stipite clavam plerumque superante. Tab. II, 
fig. 1—12. 


Denne art varierer mere end nogen anden mig bekjendt 
Codiolum. Den staar mellem C. Nordenskiöldianum og C. 
longipes, dog slutter den sig nærmere til den sidste. Efter 
beskrivelsen af C. Nordenskiöldianum (Spetsb. Thalloph. p. 
56, t. V, fig. 1—9) skulde den være vel skilt fra den spits- 
bergske form af denne art, om der end forekommer et og an- 
det eksemplar, som nærmer sig denne betydelig; men i hvil- 
ket forhold den derimod staar til den norske form, der ifel- 
ge Kjellman (Ishafsfl. p. 391) kan betragtes som en mellem- 
form mellem den spitsbergske form af nævnte art og C. lon- 
gipes, kjender jeg ikke. 

Følgende maal viser forholdet hos 9 eksemplarer i zoo- 


spordannelsesstadium. 


Totallængde. Stipes’ længde. Køllens længde. 
323 up. 171 p 152 p 
361 190 ik 
361 228 133 
311 192 219 
380 200 180 
401 252 149 
439 229 210 
480 240 240 
540 240 300 


194 M. Foslie. 


Kollen er for det meste forlænget omvendt ægformig, 
men ej sjelden meget kort og rent ægformig eller endog rund- 
agtig; den er gjennemgaaende kortere end stipes og for det 
meste med temmelig skarp overgangsgrænse; køllens tykkelse 
varierer mellem 55 og 110 u, stipes mellem 25 og 40 x. 

Arten vokser paa bryggestolper sammen med Urospora 
penicilliformis og er blot funden ved Vardø paa omtrent sam- 
me lokalitet som ©. cylindraceum f. minor (noget længere in- 
de i havnen). Den vil blive uddelt i Wittrock et Nord- 
stedt Algæ. exsice. og Hauck et Richter Phykotheka 
universalis. 


Ved Tovig i Tromsø amts sydligste del fandt jeg i mid- 
ten af juli maaned f. a. en Codiolum, som dog endnu var 
saa lidet udviklet, at den ikke lod sig bestemme. Den vok- 
sede paa klipper i den nedre del af fjæren sammen med Ulo- 
thrix submariva Kitz. Iaar besøgte jeg samme sted i be- 
gyndelsen af september, men da var begge forsvundne og 
pladsen optaget af Urospora penicilliformis, som ifjor var me- 
get almindelig lige i nærheden. 


NN NS 


Jeg skal her benytte anledningen til at berigtige en 
beklagelig trykfeil i en opsats i Aarshefte IX med titel 
»Kritisk fortegnelse over Norges havsalger efter ældre bota- 
niske arbeider indtil aar 1850«, hvilken feil endog har givet 
en referent grund til at tro, at jeg i modsætning til alle øv- 
rige algologer henregner fam. Kivulariacee til serien Chlo- 
rophyllophyceæ. Pag. 126 er nemlig mellem linje 4 og 5 f. 
n. under trykningen faldt ud 


Ser. Cyanophycee, 


og feilen blev ikke bemerket, førend Aarshefte IX var fær- 
dig og omdelt. 


Nye havsalger. 195 


Forklaring over figurerne. 


Pr 
Corallina hemisphærica. 
Habitusfigur. 3 
FL 


Codiolum intermedium. 
Fig. 1—12. Individer i forskjellige udviklingsstadier; 3, 5 


og 8—12 i zoospordannelsesstadium. 
Pylaiella macrocarpa. 
» 13. Del af et grensystem af sidste orden. = 


» 14. Del af en gren med gametangium og zoosporan- 


. 155 
gier. + 


» 15. Del af en gren med zoosporangier, af hvilke nog- 


le er tømte. — 


1 
PL HNL 
Coilonema filiformis. 
» 1. Zoosporangiebærende del af løvet. = 
» 2. En del af et tversnit af den samme. zu 
Chordaria attenuata. 
> 3. En del af et tversnit af løvet nedentil. = 
Pylaiella (2) curta. 
» 4. Topstykke af et individ med gametangier. = 
320 


» 5. En del af den polysifone hovedtraad.  * 


Spongomorpha minima. 


320 


> 6. Stykke af en zoosporbærende gren. 7 


2 dr ed RN 
Å Å HL ie à 
RY UNLIKE ECS 
rt | fr 


“Wasa oh I ar AR 
” så N 


eltern een NG Aid 


(= NØL # 


{ p | N N Å ‘ 
Å rey Lite SVIE “a (TO rt bog he 8 
' | N pr à på ‘ 


ve 2 å Å al 4 AL AY 45 à ni 3 att ie té er Di 
trés å s 4 p p M } ¢ | | I 
Dana 70 pl Te KPD Cr At Chae ALT abit pats fe À 


: * ' > å AD da ; ae A 
ELIE ROOM 00 NA PIE Ji awe A hac 


Å på 


BOT) rey DE ERROR RATE HE WE 


ie 
å PAA 
LL y Ba rå Er i 2 KU 
BÄREN ERREGER ESN dr a 
‘ ; Å i i . nr PO 


| 2 LE 1 VRR 474 
aa LT DT PQ", ER 


Med ; ( ene 
PR TT, aD, My Le PAR 71 


og i Å wi eR Dr NEA 


¥ 4 : på hå å DOR fr ig ‘4 uf A 4 Pi py 
| ea itfe sin NA ÅÅ RAs kl å pa ee tie GN ae ey. Le 


Si RUN 197° an | ni Met Fe AD 
RR | tt N 
5 Å + | 11% wi is re. ' 1 Å 


ws 


Be Na 


, 


PU, 


ex «x . 
à 


u 
rå 


Å 


Use 


à 
30 
EA 


OPMAAL! 


osl. 


‘ 


hemisphærica F 


Corallina 


kar > Pa 


te a 2 
Be El fi 


7. 


- Fostie, Nye haosalger. PI. IL. 


M. Foslie del. L. Fehr sich. OFfroin, Chr? 


1-12. Codiolum intermedium. 13-15. Pylaiella macrocarpa. 


“4 Tu 


A 


> 
. 
$a 


gå : Vær 
$ 


rn 


- Zostie,- Vie haosalger. 


EE — | BRAD 


å ae 
ae 

(; — 

‘ å Ep 

K rd ØST 


L. Fehrs lith. Officin, Chr 4 


3. Chordaria attenuata . 
6. Spongomorpha minima. 


M .Foslie del 


liformis . 


a Curta. 


1-2. Coilonema fi 


] 


4-5. Pylaiel 


no. 
» 


«dr! + 


u; 


pr En 2 
ote a, S